Indledning

Når man gennemgår historien, bliver det klart som dagslys, at de ædle profeter altid har omformet menneskesamfundet. De har kaldt menneskeheden til et grundlæggende ideal og knyttet dem, der besvarede dette kald, sammen i et nyt enhedsbånd. Den menneskegruppe, der var splittet i forskellige partier, stammer og familier, og som tørstede efter hinandens blod og var hinandens fjender med hensyn til ære, blev som følge af dette kald hinandens brødre og beskyttere af hinandens ære. Som følge af denne enhed blev en ny kraft vakt til live, og dette kald skabte verdens vigtigste historie og blev drivkraften bag udformningen af den største kultur. Det er denne dybe sandhed, som Koranen har antydet på sin egen enestående måde:

واذكروا نعمة الله عليكم اذ كنتم اعداء فالَّف بيت قلوبكم فاصبحتم بنعمته اخوانا وَّ كنتم على شفاء حفرة من النار فانقذكم منها –

“Husk Allahs gunst mod jer, da I var hinandens bitreste fjender, og Han forenede jeres hjerter, så I ved Hans nåde og barmhjertighed blev brødre. I stod ganske vist på kanten af en ildgrav, men Han reddede jer derfra og frelste jer fra undergang.” Al Imran: 103

De ædle profeter kaldte menneskeheden med disse ord:

واعتصموا بحبل الله جميعا ولا تفرقوا –

“Hold fast ved Allahs reb og stå sammen, og vær ikke splittede.”

Islams enhed er ikke blot en formel, ydre enhed; den er hjertets enhed. Islam betragter ikke blot juridisk enhed som enhed, men ønsker at grundlaget for denne ydre enhed skal fæstnes i menneskers hjerter. Dens egentlige kilde er enhed i tro og anskuelse, enhed i håb og længsler samt enhed i beslutninger og hjertets følelser. Ligesom den udadtil knytter alle sammen i ét enhedsbånd, forener den dem også indadtil i et forhold af ‘ukhuwwat’ eller broderskab. Og det er sandt, at den egentlige enhed først opstår, når begge disse kendetegn kommer fuldt til udtryk. For kunstig enhed varer aldrig ved, og hjerter fulde af had og fjendskab kan aldrig forenes. Løgn kan aldrig skabe nogen enhed. Enhed, der bygger på selviske interesser, bliver kun en kilde til splittelse og uenighed. Heller ikke et rent juridisk bånd kan danne grundlag for et ægte fællesskab eller venskab. Derfor har Islam grundlagt enheden på tro, kærlighed og selvopofrelse. Forholdet, der bygges på dette grundlag, bliver til en så stærk mur, at selv store storme, der støder sammen med den, kun kan knuse deres eget hoved og ikke kan skade den det mindste.

Desuden udvikles der i det samfund, som opbygges på dette grundlag, en ånd af samarbejde og støtte i stedet for strid og konflikt. Her er den ene den andens hjælper, støtte og bistand. Her får man ikke lov til at falde, men utallige hænder rækker sig frem for at hjælpe den pågældende. Her lader man ikke den, der er blevet ladt tilbage, i stikken, men hjælper ham på enhver måde og fører ham fremad. Dette samfund gør den enkelte i stand til at imødegå sine problemer og sørger for at holde fast i den, der er på vej mod fald.

Det er de, der arbejder for den islamiske bevægelse, en ufravigelig pligt at forstå de grundlag, som islam opbygger sine sociale relationer på, fuldt ud og at anvende deres kræfter og evner til at nå dette mål.

Vores højt værdsatte ven og kære bror, Khurram Jah Murad, har skrevet denne bog for at imødekomme dette grundlæggende behov hos den islamiske bevægelses arbejdere. Blandt de få unge i dette land, som trods en vestlig uddannelse har gjort en særlig indsats for at opnå religiøs viden og har opnået betydelig anerkendelse på dette område, er hr. Khurram en af dem. Hvis man virkelig kan lære en blomst at kende på dens duft, vil dette værk også hjælpe læseren med at forstå hans tankegang og synspunkter. Det emne, der behandles, har i virkeligheden tre sider:

For det første: Hvilke grundlæggende egenskaber ønsker islam at se komme til udtryk i den enkeltes karakter for at opbygge og stabilisere en social og helhedsorienteret livsform?

For det andet: Hvilke ting ødelægger og svækker disse grundlag, så man kan holde sig fra dem?

For det tredje: Hvilke egenskaber styrker og udvikler disse grundlag, så man kan tilegne sig dem?

Den højt værdsatte forfatter har givet meget udførlige svar på disse tre spørgsmål. Jeg tror, at hvis den islamiske bevægelses arbejdere læser disse svar opmærksomt og bestræber sig på at følge dem, vil de kunne få hele deres liv til at blomstre med troens, kærlighedens og selvopofrelsens blomster – som får livets blomsterhave til at blomstre.

For at få gavn af dette skrift må de, der arbejder for bevægelsen, også være opmærksomme på endnu en ting. Mennesket kan ikke opnå alt fra den ene dag til den anden. Derfor er det vores pligt at forstå hele planen for karakterdannelsen, fæstne hver enkelt ting grundigt i sindet, derefter forsøge at tilegne sig den og følge den, og således tage den første, derefter den anden og så den tredje til sig.

Det er blevet overleveret om Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han brugte syv-otte år på at læse sura al-Baqarah. Da han blev bedt om en forklaring på dette, sagde han: »Jeg læser én ting, tager den til mig og går derefter videre.« Til opbygningen af karakteren er der i virkeligheden behov for netop en sådan trinvis, vedvarende og utrættelig indsats. Blot at studere er ikke tilstrækkeligt til dette. Dette mål kan kun nås gennem fortsatte bestræbelser og anstrengelser. Man må også huske meget nøje, at dette er en vej med op- og nedture. Vejens succes ligger i en uafbrudt indsats, udført med mod og tillid. Der vil komme nederlag på denne vej, men man må møde dem beslutsomt. Problemer vil udfordre os til kamp, men de må besejres. Kriser vil skabe hindringer, men de må overvindes. Dette er uundgåelige stadier på denne vej. Skal vi blive bange ved synet af dette eller trække os tilbage fra vejen mod målet?

-Professor Khurshid Ahmad.

For det første: Grundlaget for de indbyrdes relationer: deres betydning og nødvendighed

1. Relationernes grundlag og status

Den islamiske bevægelse er en opfordring til en omfattende og gennemgribende revolution. Derfor hører det til denne revolutionære bevægelses mest grundlæggende pligter at knytte dens medlemmer til alle mennesker i almindelighed og til hinanden i særdeleshed på det rette grundlag. For at opfylde denne pligt har islam belyst alle sider af dette forhold og fastlagt alt, lige fra grundlaget til de mindste detaljer.

For at beskrive de indbyrdes relationer anvendes der i Koranen en yderst kortfattet, men tiltalende formulering; der siges:

انما المؤمنون اخواة –

»De troende er hinandens brødre« — al-Hujurat: 10

Umiddelbart er dette blot en kort sætning bestående af tre ord. Men i virkeligheden er denne sætning tilstrækkelig til at udtrykke grundlaget for de indbyrdes relationer, deres ideologiske status samt deres betydning og dybde for den islamiske bevægelse. I denne henseende kan den tillægges status som den islamiske bevægelses charter.

Dette beviser, at relationerne mellem mennesker i den islamiske bevægelse er ideologiske relationer. Enheden i mål og hensigt lægger grundlaget for dem, og enheden i troen på det samme ideal giver dem deres farve. For det andet er dette, netop fordi det er en ideologisk relation, ikke blot en tør eller skrøbelig relation. Tværtimod kan den stabilitet, dybde og intense kærlighed, der forenes i den, kun udtrykkes gennem eksemplet på relationen mellem to brødre. En sådan relation kaldes ukhuwat eller broderskab. Hvilket bedre ord end broderskab (ukhuwat) kunne egentlig afspejle den stabilitet, rummelighed og følelse, som islam tilfører en ideologisk relation?

2. Broderskab er imanens uundgåelige krav

I den islamiske civilisation er iman ikke blot den forestilling, at det er nok at anerkende nogle få overnaturlige sandheder. Det er derimod en overbevisning med et langt bredere indhold, som gennemtrænger menneskets hjerte og sind, og som cirkulerer gennem dets årer som blod. Det er en følelse, der får dets bryst til at svulme og holder det i bevægelse. Det er en tankekraft, der ændrer strukturen i dets sind, hjerne og hjerte. Frem for alt er det den udførende kraft i en realistisk samfundsordning, som bringer alle dets lemmer under sin kontrol og indleder en revolution i hele det individuelle og kollektive liv. Hvordan skulle menneskers indbyrdes relationer kunne undslippe tentaklerne fra en iman, der har så omfattende en virkning? Især når det er en ubestridelig sandhed, at hele menneskets liv — bortset fra en ubetydelig del — er tæt forbundet med dets indbyrdes relationer. Det er netop derfor, at iman pålægger sine tilhængere at etablere relationer til alle mennesker i almindelighed og til hinanden i særdeleshed. Desuden udformer den et omfattende livssystem og en civilisation for at grundlægge disse relationer på retfærdighed (adl) og godhed (ihsan). På den anden side gør den grundlaget for rettigheder og værdighed til et fuldstændigt regelsystem, så enhver fra sin egen plads kan efterleve det. På denne måde kan de mennesker, der er forbundet gennem iman, blive forbundne med hinanden, ligesom fingrene på den ene hånd forbindes med fingrene på den anden, eller som den ene bror forbindes med den anden. Og dette er et uundgåeligt krav, der følger af imans ideologiske status. En sådan iman kræves af menneskets natur, og dets samvittighed vidner netop om denne relation. Hvis de, der forkaster alle andre farver og kun farves af Allahs farve, opgiver al anden lydighed og kun accepterer lydighed mod Allah, bryder med alt falsk og kun knytter sig til sandheden og er oprigtige og helt rettet mod Allah, heller ikke knytter sig til hinanden og etablerer kærlighedens relation, hvem skulle så gøre det? Hvilken større kraft findes der end en fælles retning mod målet, som kan knytte mennesker sammen? Hvert trin på denne fælles vej og på sandhedens vej forvandler stadig denne relation til en levende virkelighed. Den, der ofrer sig selv for sandhedens skyld, er naturligt afhængig af og har behov for kærlighed, medfølelse, trøst og støtte fra enhver, der vandrer ad denne vej. Hvis han derfor ikke opnår selv denne velsignelse, efter at han er kommet ind på denne vej, kan dette store savn på ingen måde udfyldes.

3. Broderskab er uundværligt for en verdensomspændende islamisk revolution

Imans grundlæggende mål i denne verden — det vil sige at skabe en verdensomspændende islamisk revolution og etablere en islamisk civilisation — kræver i sig selv en yderst stærk, stabil og broderlig relation. Det er ikke nogen let opgave at nå dette mål. Det svarer til at træde ind i kærlighedens nærhed. Her rejser storme af farer sig ved hvert skridt, og prøvelsernes oversvømmelser kommer. Det er klart, at hvert enkelt menneskes venskab er særdeles værdifuldt for udførelsen af et sådant stort ansvar. Dets fravær kan ikke kompenseres på nogen anden måde. Især fordi manglen på støtter og hjælpere på denne vej er en naturlig realitet, kan et sådant tomrum ikke tåles selv et eneste øjeblik.

Desuden kan ingen omfattende revolution gennemføres uden en organiseret og stærk Jamaat. En samlet og stærk Jamaat opstår netop, når de mennesker, der indgår i den, bliver tæt forbundet med hinanden. Med dette formål bør man arbejde så samlet, at man naturligt bliver til en »blymur« (بنيان مرصوص); indbyrdes splittelse eller uenighed vil ikke kunne finde en vej ind i den. Det er i sandhed en sådan sammentømret indsats, der kan garantere succes.

Allah den Ophøjede pålagde i suraen Al Imran lederne af en nydannet islamisk stat at opbygge netop en sådan relation:

يايها الذين امنوا اصبروا وصابروا ورابطوا واتقوا الله لعلكم تفلحون –

“O I, der tror! Vær tålmodige, og stå fast i mødet med modstand. Frygt Allah, så I kan nå jeres mål.” (Ali Imran: 200)

Mod slutningen af suraen Al-Anfal er muslimernes indbyrdes forhold blevet fremstillet som en nødvendig betingelse for fuldendelsen af den islamiske revolution. Og det siges: De, som tror på denne din, vil ofre alt for den og ofre deres ejendom og liv for denne bevægelse, vil med sikkerhed have et indbyrdes forhold præget af venskab og kærlighed. Her er ordet ‘venskab’ blevet brugt om dette forhold.

ان الذين امنوا وهاجروا وجاهدوا باموالهم وانفسهم فى سبيل الله والذين اواو ونصروا اولـــئك بعضهم اولــياء بعضٍ –

“De, der har antaget troen, er udvandret, har kæmpet jihad på Allahs vej med deres liv og ejendom, og de, der har givet dem husly samt hjælp og støtte, er hinandens venner.” (Al-Anfal: 72)

Herfra føres tanken endnu et skridt videre, idet der henvises til de vantros organisatoriske enhed og deres partimæssige styrke, og det siges, at hvis muslimerne ikke opbygger sådanne venskabelige relationer, vil ønsket om en verdensomspændende islamisk revolution, baseret på retfærdighed, ihsan og gudsdyrkelse, aldrig kunne slå dybe rødder i den virkelige verden. Følgelig vil Allahs verden blive fyldt med fitna og fordærv. For uden disse venskabelige relationer er det ikke muligt for muslimerne at konfrontere revolutionens modstandskræfter.

والذين كفروا بعضهم اولـــياء بعضٍ – الا تفعلوه تكن فتنة فى الارض وفساد كبير –

“De vantro er hinandens venner og hjælpere. Hvis I, de troende, ikke træder hinanden til hjælp, vil der opstå stor fitna og alvorlige omvæltninger på jorden.” (Al-Anfal: 73)

Og det er klart, at netop sådanne bestræbelser for at etablere en islamisk civilisation og skabe en islamisk revolution er den egentlige målestok for at afgøre, om troen er sand eller falsk.

والذين امنوا وهاجروا وجاهدوا فى سبيل الله والذين اَوَاوْ ونصروا اولـــئك هم المؤمنون حقاً –

De, der har troet, forladt deres hjem og kæmpet på Allahs vej, samt de, der har givet dem husly og hjulpet dem, er de sande troende. (Al-Anfal: 74)

Lidt tidligere havde Allah den Almægtige, samtidig med at Han lovede Sin hjælp mod modstanderne, givet Profeten, fred være med ham, det glædelige budskab om de troendes fællesskab: Han havde knyttet deres hjerter tæt sammen, og netop de var nøglen til den islamiske revolutions succes.

هو الذى ايدك بنصره وبالمؤمنين – والّف بين قلوبهم-

Det var Ham, der styrkede dig med Sin hjælp og med de troende og knyttede de troendes hjerter sammen. (Al-Anfal: 62-63)

4. Broderskabets krav: dets betydning og resultater

I virkeligheden er det indbyrdes forhold mellem den islamiske revolutions kaldere et forhold præget af broderskab (ukhuwwat), venskab, barmhjertighed og kærlighed. Men ordet »broderskab« rummer en så omfattende betydning, at det optager alle de øvrige egenskaber i sig. Ligesom to brødre af samme forældre slutter sig sammen, uden at nogen meningsforskel, strid, ufred, splittelse eller uenighed mellem dem får lov til at få næring, bør de, der arbejder for den islamiske bevægelse, på samme måde være tæt knyttet til hinanden. Ligesom to brødre er rede til at ofre alt for hinanden, ønsker hinanden alt godt, engagerer sig i at hjælpe og støtte hinanden og bliver hinandens hjælpere og beskyttere, sådan opstår der også et tilsvarende forhold blandt de, der vandrer på den sande vej, og som vier hele deres liv til islāmisk dīn; et forhold, der vækker en stærk følelse af kærlighed og livskraft. Kort sagt: Jo dybere en person er knyttet til den islamiske revolution, desto dybere et forhold vil han opbygge til sin ledsagende broder. På samme måde vil dette forhold være ham desto kærere, jo kærere dette formål er for ham. For dette forhold gælder udelukkende dem, der kæmper for Allahs skyld og på Allahs vej. Derfor bør den, der er aktiv i og kalder til den islamiske revolution, tænke over, hvilken vej han bevæger sig ad, hvis hans forhold til sin ledsagende broder undervejs er som forholdet mellem fremmede. Og hvis hans forhold til sine ledsagere og medarbejdere er lige så kortvarigt som støv, man børster af kroppen, må han tænke over, hvor stor værdi det formål, som han hævder at elske, egentlig har i hans hjerte.

Det er netop på grund af dette broderlige forhold, at den ædle Profet (fred være med ham) حب الله (som kærlighed for Allah) anvendte et helligt, omfattende og smukt udtryk. »Kærlighed« er i sig selv et yderst tiltalende og velklingende udtryk. Sammen med præciseringerne »på Allahs vej« og »for Allahs skyld« løfter det udtrykket fra al vulgaritet og urenhed til det højeste niveau af ædelhed. Således giver dette udtryk både hjertet og forstanden et så fejlfrit kriterium, at enhver troende kan prøve sit forhold ved hjælp af det.

Der er en uadskillelig forbindelse mellem troen på Allah og kærligheden på Hans vej. Hvor det ene findes, vil det andet også være at finde. Hvis det ene mangler, bliver det andet tvivlsomt. Derfor sagde den ædle Profet (fred være med ham): لا تؤمنوا حتى تحابوا

»I vil ikke være troende, før I elsker hinanden.« (Muslim, Abu Hurayra)

Derefter blev det betegnet som en ufravigelig betingelse for troens fuldkommenhed at basere hele forholdet på dette grundlag og udelukkende hellige kærlighed og fjendskab til Allahs skyld:

من احب لله وابغض لله واعطى لله ومنع لله فقد استكمل الايمان –

»Den, der kun elsker for Allahs skyld, er fjendtlig for Allahs skyld, giver noget til nogen for Allahs skyld og nægter nogen noget for Allahs skyld, har fuldkommengjort sin tro.«

Venskab og fjendskab har i sandhed en meget stærk indflydelse på menneskets liv. Derfor er det ganske naturligt og fornuftigt, at det er gjort til en ufravigelig betingelse for troens fuldkommenhed at hellige netop disse to ting til Allahs skyld. Troen har mange grene og forgreninger. Hver af disse grene er vigtig på sit eget område. I betragtning af, hvor nødvendig kærligheden til Allah er for at bringe en velorganiseret styrke til magten, betegnede den ædle Profet (fred være med ham) den som den bedste af alle handlinger. Hadhrat Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham) beretter:

خرج علينا رسول الله صلى الله عليه وسلم فقال أتد رون اىُّ الاعمال احب الى الله تعالى قال قائـــل الصلوة والزكوة وقال قائـــل الجهاد قال النبى صلى الله عليه وسلم ان احب الاعمال الى الله تعالى الحب لله والبغض لله –

“En dag kom Allahs Sendebud (fvmh.) til os. Han spurgte: Ved I, hvilken handling der er mest elsket af Allah den Ophøjede? Nogle svarede: Bønnen og zakat. Andre svarede: Jihad. Den Ædle Profet (fvmh.) sagde: Kærlighed udelukkende for Allahs skyld og fjendskab udelukkende for Allahs skyld er blandt alle handlinger de mest elskede hos Allah.” (Ahmad, Abu Dawud, Abu Dharr)

Ved en anden lejlighed spurgte Muhammad (fvmh.) Hazrat Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham):

يا اباذرٍّ اىُّ عرى الايمان اوثق قال الله ورسوله اعلم قال

الموالاة فى الله والحب لله وابغض لله“O Abu Dharr! Hvilken handling i iman er den stærkeste?” Han svarede: “Allah og Hans Sendebud ved bedst.” Den Ædle Profet (fvmh.) sagde: “Det er venskab på Allahs vej samt kærlighed og fjendskab for Hans skyld.” (Bayhaqi–Ibn Abbas)

Det, der nævnes i hadithen, عرىbetyder også et reb samt ringen eller håndtaget på tallerkener og kar. Desuden kaldes et træ, hvis blade ikke falder af selv om vinteren, også عرى . Det vil sige, at kærlighed på Allahs vej er et så stærkt fundament, at mennesket i tryghed kan opfylde imanens krav ved at støtte sig til det. Et sådant fundament slår aldrig revner og bryder heller aldrig sammen.

Kort sagt kræver iman hele menneskets liv. Det vil sige, at hvert eneste øjeblik i livet – så længe åndedrættet fortsætter med at komme og gå i kroppen – bør tilbringes i overensstemmelse med imanens krav. Men så længe hele den troendes omgang og alle hans relationer ikke er blevet til relationer baseret på kærlighed for Allahs skyld, kan gode gerninger ikke begynde i så omfattende en grad i livet. Det skyldes, at relationer udgør en stor del af menneskelivet. Dette påvirker uundgåeligt hans liv og bliver på en måde målestokken for hans venskaber og religion. Derfor har Allah den Ophøjede befalet muslimerne at knytte deres eget væsen til dem, hvis liv er blevet dybt forankret i ihukommelsen af Gud. Og for at de kunne ledes ad den rette vej og ikke miste orienteringen ved at fare vild i den verdslige pragt og udsmyknings labyrint, anvendte Han ordet ‘sabr’:“

واصبر نفسك مع الذين يدعون ربهم بالغدوت والعشى يريدون وجهه ولا تعد عيناك عنهم تريد زينة الحيوة الدنيا –

‘Hold dig selv tilbage sammen med dem, som påkalder deres Herre morgen og aften og søger Hans tilfredshed, og lad ikke dine øjne vende sig bort fra dem og løbe et andet sted hen af begær efter det verdslige livs pragt.’ – (Sura al-Kahf)

På den anden side har Profeten, fred være med ham, advaret mennesket om at overveje meget grundigt, hvem det knytter venskab med. For:

المرء على دين خليله فلينظر احدكم من يخالل – (احمد- ترمذى – ابو داود –بيهقى- ابو هريرة)

»Et menneske følger sin vens (khalīl) religion. Derfor bør enhver af jer nøje overveje, hvem I gør til ven.« (overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

Det ord, der er nævnt i hadithen, خليل er afledt af ordet خلت . Det betyder en sådan kærlighed og oprigtighed, som bliver fast forankret i hjertet. I hadithen beskrives et fremragende eksempel på kærligheden til og samværet med gode og dårlige mennesker. Det siges: At være sammen med et godt menneske er som at sidde hos en parfumesælger; selv hvis man ikke får nogen parfume, vil dens duft alligevel opfriske hjerte og sind. Som hvis man ikke får nogen parfume, vil dens duft alligevel opfriske hjerte og sind. Og at være sammen med et dårligt menneske er som at være hos en smed; selv om ens tøj ikke brænder, vil sod og røg helt sikkert ødelægge ens sindsstemning.

Når mennesket når et bestemt niveau af iman, oplever det selv en særlig form for glæde og sødme ved iman og ved at opfylde dets praktiske krav. Det er netop denne glædesfølelse, der vækker motivationen til gode gerninger i mennesket. Profeten, fred være med ham, حلاوت الايمان omtalte dette som. Han nævnte tre betingelser for det. En af dem er denne:

ان يحب المرء لا يحبه الا لله –

»Han skal elske andre mennesker, og hans kærlighed til dem skal ikke være for nogen anden end Allahs skyld.« (Bukhari, Muslim)

Hvis en slave og tjener kan opnå sin ejers og herres kærlighed, hvad mere kan han så få i bytte for denne enorme rigdom! I virkeligheden er denne kærlighed for den troende som en mi’raj. Profeten, fred være med ham, sagde: »De, der knytter venskabsbånd med hinanden for Allahs skyld, er værdige til denne enorme velsignelse.« Derfor sagde Muadh ibn Jabal, må Allah være tilfreds med ham:

سمعت رسول الله صلى الله عليه وسلم يقول قال الله تعالى وجبت محبتى للمتحابين فى المسجالسين فى المتزاورين فى والمتباذلين فى-

‘Jeg hørte Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sige, at Allah den Ophøjede har sagt: »Min kærlighed er blevet uundgåelig for dem, der elsker hinanden for Min skyld, sidder sammen for Min skyld, besøger hinanden for Min skyld og bruger penge på hinanden for Min skyld.« – (Malik)

5. Broderskabets velsignelser i det hinsidige

Kærligheden for Allahs skyld har naturligvis også sine følger i livet her i verden; men i det hinsidige, når hvert eneste af menneskets gode gerninger vil blive betragtet som værdifuldt, og selv en dadels almisse og et godt ord vil blive regnet som en værdifuld gevinst for ham, vil dette forhold give en mu’min en meget høj status. I betragtning af alt det, vi ved om dette forholds betydning for den islamiske revolution, er dette i virkeligheden en meget naturlig og indlysende sag.

På den dag vil ingen have tanke for andre. Mennesket vil flygte langt bort fra sine forældre, søskende, hustru, sønner og døtre – fra alt. Det vil endda være rede til at give dem alle som løsesum for at redde sig fra Helvedesilden. På den dag vil hele venskabets mysterium blive afsløret, og den ven, som man i livet her i verden havde elsket og ladet fæstne sig i sit sind, vil dér blive forvandlet til en fjende. Men de oprigtigt gudfrygtiges venskab vil bestå dér. For på den dag vil det i dette kritiske øjeblik blive kendt helt præcist, hvad disse venner har givet hinanden i livet her i verden, som kan komme til nytte, og dets betydning vil blive følt korrekt:

الا خلاء يومئذ بعضهم لبعض عدو الا المتقين ياعباد لا خوف عليكم اليوم ولا انتم تحزنون –

»De, der var venner med hinanden, vil på den dag blive hinandens fjender, undtagen de gudfrygtige. O Mine tjenere! I dag skal der ikke være nogen frygt over jer, og I skal heller ikke være bedrøvede.« – (Sura az-Zukhruf)

Således vil menneskets endelige skæbne blive knyttet til dem, som det har etableret et kærlighedsforhold til. Selv hvis de, der nærer kærlighed for Allahs skyld, befinder sig én i øst og den anden i vest, vil den store Herre, Allah den Ophøjede, samle dem på Opstandelsens Dag og sige: »Den person, som du nærede kærlighed til for Min skyld, er denne.« Hadithens beretning lyder således:

1) المرء مع من احبَّ

2) لو ان عبد ين تحابَّا فى الله عزَّ وجلَّ واحد فى المشرق واخر ى المغرب لجمع الله بينهما يوم القيامة يقول هذا الذى كنت تحبه فىَّ

1. »Menneskets endelige skæbne er knyttet til den, som det elsker.« (Bukhari, Muslim; Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham).)

2. »Selv hvis den ene af to mennesker, der nærer kærlighed til hinanden for Allahs skyld, befinder sig i øst, og den anden i vest, vil Allah, Verdens Herre, på opstandelsens dag samle dem begge og sige: ’Dette er den person, som du elskede for Min skyld.’« (Bayhaqi; Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham).)

På den dag vil ild blive sprøjtet op under menneskenes fødder, over deres hoveder vil der være ildskyer, og derfra vil ildgnister regne ned. Til højre, til venstre, foran og bagved vil kun ild omgive dem, og der vil kun være én skygge, som de kan søge tilflugt i. Det er skyggen fra Allahs Trone. På den dag vil syv kategorier af mennesker finde plads i denne skygge. Om dem sagde Allahs Sendebud (fred være med ham):

رجلان تحابَّا فى الله اجتمعا عليه وتفرق عليه –

»Blandt dem vil der være to mennesker, som elskede hinanden for Allahs skyld, samledes for Hans skyld og skiltes for Hans skyld.«

Må Allahs barmhjertighed regne over ham, som har overbragt os dette påbud fra Ham:

ان الله تعالى يقول يوم القيامة اين المتحابون فىَّ بجلا لى اليوم اظلهم فى ظلى يوم لا ظلَّ الا ظلِّى –

‘Allah vil på Dommens Dag sige: Hvor er de, der elskede hinanden for Min storheds skyld? I dag vil Jeg give dem ly i Min skygge. I dag findes der ingen anden skygge end Min.’ – (Muslim – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham.)

Og hvor stor en ære må det ikke være for dem, om hvem Allah har givet følgende meddelelse:

المتحابون بجلالى لهم منابر من نور يغيطهم النبيون والشهداء –

‘For dem, der elsker hinanden for Min storheds skyld, vil der i det hinsidige blive rejst prædikestole af lys, og profeterne og martyrerne vil misunde dem.’ – (Tirmidhi – Muʿadh ibn Jabal)

6. Betydningen af indbyrdes relationer

Dette dybe, stabile og kærlighedsfulde forhold mellem hinanden, grundlagt på én tro for Allahs skyld, er så vigtigt for den islamiske bevægelse, at enhver forvanskning af det er blevet betragtet med den største bekymring. Den strenge advarsel mod at bryde de indbyrdes relationer, det løfte, der er blevet givet om at forsone hinanden og få andre til at forsone sig, samt alt det, der er blevet sagt om dem, der forvansker relationerne, vil blive behandlet detaljeret senere. Her er det imidlertid nødvendigt at huske, at Profeten (fred være med ham) sammenlignede forvanskning af relationerne og det at nære fjendskab med et våben, der fuldstændigt udsletter hele dīn:

هى الحالقة لا اقول تحلق الشعر ولكن تحلق الدين – (احمد وترمذى- زبير)

Heraf kan man forstå, hvor omfattende og vidtrækkende denne relations indflydelse er. De, der oprigtigt og hengivent knytter sig til denne religion, vil fra deres inderste hjerte bestandigt lade kærlighedens strøm flyde mod deres ledsagere og medkæmpere. Denne relation vil blive så kær for dem, og der vil opstå en så stærk værdsættelse af den i deres hjerter, at de vil være rede til at bringe ethvert andet offer; men de vil ikke tolerere nogen skade på den.

Allah har regnet denne gensidige kærlighed og hengivenhed blandt den islamiske bevægelses medarbejdere for en af sine største velsignelser. Og den islamiske jamaat, som opnår denne uvurderlige skat, vil blive overøst med Hans særlige nåde og velsignelse. For denne relation er den islamiske jamaats livskraft og tegn på dens livlighed. Denne relation skaber et miljø for dens medlemmer, hvori de, som hinandens støtte, fortsætter med at finde vejen til sandhedens mål; de bestræber sig altid på at lede hinanden ad fromhedens vej. Den store skat af gensidig enhed, kærlighed og broderskab, som Allah skænkede den første islamiske jamaat, omtales i suraen Al Imran og betegnes dér som Hans særlige velsignelse:

واذكروا نعمة الله عليكم اذ كنتم اعداء فالف بين قلوبكم فاصبحتم بنعمته اخوانًا –

»Og husk Allahs velsignelse, da I var hinandens fjender; derefter forbandt Han jeres hjerter, og ved Hans nåde blev I brødre.« – (Al Imran: 103)

Derefter siges det i suraen Al-Anfal, henvendt til den ædle Profet (fred være med ham), at selv hvis du havde brugt alle verdens rigdomme, ville du ikke have været i stand til at forene muslimernes hjerter i et forhold præget af kærlighed, hengivenhed og broderskab. Dette blev kun muligt ved Allahs kraft; det var alene muligt for Ham. Han har givet menneskene en religion og skænket dem evnen til at have tro på og kærlighed til den. Denne kærlighed og hengivenhed er det uundgåelige resultat heraf.

To: Karakterens nødvendighed og dens grundlæggende egenskaber

For at opretholde og bevare den standard, som islam har fastlagt for indbyrdes relationer, har Allah og Hans Sendebud (fred være med ham) også udarbejdet et regelsæt baseret på gensidige rettigheder og ære. Ved at følge dette regelsæt kan denne relation uden vanskelighed løftes til den standard, som islam har foreskrevet. Dette regelsæt bygger på nogle grundlæggende forhold. Hvis mennesket tager dem til sig og følger dem i sit moralske liv, vil alt, hvad der vedrører disse rettigheder og denne ære, fortsat komme til udtryk som en naturlig følge af disse grundlæggende egenskaber. Med andre ord vil disse egenskaber indefra bestandigt tilskynde mennesket til at opfylde hver enkelt pligt og kræve, at det opnår hver enkelt ære. Derfor vil der ikke være behov for formaninger eller advarsler ved hvert eneste skridt. Den første og vigtigste af disse egenskaber er ønsket om andres velbefindende.

1. Ønsket om andres velbefindende

I den ædle hadith bruges ordet ‘nasihat’ (نصخت) til at betegne ønsket om det gode. Dette ord har en meget omfattende betydning. Derfor har den ædle Profet (fvmh.) sagt الدين النصيحة (ثلاثا) ‘Religionen er oprigtigt ønsket om det gode.’ (Denne sætning udtalte han tre gange i træk) – Muslim.

Derefter nævnes som en nærmere forklaring de mennesker, som man bør ønske det gode for. Blandt dem nævnes også almindelige muslimer. Således modtog den ædle Profet (fvmh.) ved en lejlighed troskabseden fra nogle af sine sahaba om at ønske det gode for almindelige muslimer (nasihat). Set i lyset af ordets sproglige betydning indebærer det, at der ikke må være nogen form for forfalskning eller mangel i forholdet. Med andre ord kan vi definere denne egenskab således: Mennesket skal hele tiden være optaget af at tænke på sin brors velbefindende og lykke; det skal hvert øjeblik være ivrigt efter at gøre ham godt, bestræbe sig fuldt ud på at gavne ham og ikke påføre ham nogen skade eller lidelse. Tværtimod skal det forsøge at hjælpe ham på enhver mulig måde, både i religiøse og verdslige forhold. Den egentlige målestok for at ønske det gode er, at man ønsker det samme for sin bror, som man ønsker for sig selv. For et menneske kan aldrig ønske sig selv ondt. Tværtimod bestræber det sig på i videst muligt omfang at sikre sig selv fordel, velbefindende og lykke. Når det gælder egne rettigheder, kan det ikke acceptere selv den mindste skade; det sparer ikke på tid eller penge, når det gælder egen fordel; det kan ikke høre tale om noget, der skader det selv, og det kan aldrig tolerere at blive vanæret. Tværtimod ønsker det at få de størst mulige fordele og bekvemmeligheder for sig selv. Derfor betyder det at ønske det gode, at disse egenskaber skal udvikles i menneskets karakter, så det ønsker præcis det samme for sin bror, som det ønsker for sig selv. På denne måde vil dets adfærd og omgangsformer fortsat udvikle sig.

Denne karakteregenskab hos den troende har Allahs ædle Sendebud (fvmh.) nævnt som en nødvendig betingelse for troen:

والذى نفسى بيده لا يؤمن عبد حتى يحب لاخيه ما يحب لنفسه –

‘Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, sværger jeg! Ingen tjener kan blive troende, før han ønsker det samme for sin bror, som han ønsker for sig selv.’ (Bukhari og Muslim – Anas)

Således er der blevet nævnt seks vigtige rettigheder, som en muslim har over for en anden muslim; i en hadith er det at ønske det gode blandt dem beskrevet således:

وينصح له اذا غاب او شهد –

Det vil sige: ‘Han ønsker det gode for sin bror, hvad enten han er til stede eller fraværende.’ (Siyaghi-Bukhari – Abu Hurayra, måtte Allah være tilfreds med ham)

I en anden hadith siges det, at en muslim har seks rettigheder over for en anden muslim, hvoraf én er:

ويحب له ما يخب لنفسه –

“Han ønsker også ham det samme, som han ønsker for sig selv.” (Tirmidhi, Fabisī-Ali, må Allah være tilfreds med ham.)

Efterhånden som vi går videre, vil vi se, hvor mange rettigheder og hvilken værdighed der ligger i denne egenskab at ønske andre vel, og som følger direkte som dens uundgåelige krav.

2. Selvopofrelse (ايثار)

Når en muslim ikke blot ønsker sin bror det samme, som han ønsker for sig selv, men giver ham forrang frem for sig selv, kaldes denne egenskabايثر eller selvopofrelse. Dette er den anden grundlæggende egenskab. ايثار Ordet اثر er afledt af . Det betyder at træde frem eller give forrang. Det vil sige, at muslimen skal give sin brors vel og velfærd forrang frem for sit eget vel og sin egen velfærd. Han skal tilsidesætte sine egne behov for at opfylde andres behov. Han skal selv udholde vanskeligheder for at give andre komfort. Han skal selv forblive sulten for at stille andres sult. Hvis det er nødvendigt for hans egen skyld, skal han acceptere ting, der strider mod hans natur og tilbøjeligheder, men han skal så vidt muligt beskytte sin brors hjerte mod ubehagelige tilstande.

Dette er i sandhed en ophøjet moralsk egenskab, og den kan ikke forventes af alle. For der er ikke på grundlag af den fastlagt nogen rettighed eller pligt. Ikke desto mindre er der på dette grundlag beskrevet en ubegrænset moralsk adel.

Denne selvopofrelse bør først og fremmest finde sted inden for nødvendighedernes område. Dernæst på området for komfort og velbehag og til sidst på området for natur og tilbøjeligheder. Dette sidste punkt er særlig vigtigt. Mennesker er af natur forskellige, og derfor antager deres ønsker og behov også forskellige former. Hvis hvert menneske under sådanne omstændigheder holder fast i sin naturs krav, vil det menneskelige samfund uundgåeligt blive splittet og knust. Hvis han derimod lærer at give andres smag, præferencer og tilbøjeligheder forrang, kan der opbygges yderst smukke og hjertelige relationer.

Det højeste trin af dette selvopofrelse er at prioritere sin broders behov over sit eget, selv når man selv lever i mangel, nød og elendighed. De, der fulgte og ledsagede Rasulullah (s.a.w.),s liv er fyldt med sådanne begivenheder. Også i Koranen er denne egenskab hos dem blevet lovprist:

ويوثرون على انفسهم ولو كان بهم خصاصة –

»Og de sætter andre foran sig selv, selv om de selv er i nød.« – (Sura al-Hashr 9)

At ansarerne, trods deres egen fattigdom og nød, tog imod muhajir-brødrene og gav dem plads iblandt sig, er utvivlsomt et eksemplarisk forbillede på selvopofrelse. Som anledning til åbenbaringen af det ovennævnte vers omtales en begivenhed med Hazrat Abu Bakr Talha Ansari. Denne begivenhed giver et fremragende eksempel på det:

»En dag kom en sulten mand til Rasulullah (s.a.w.). På det tidspunkt var der ingen mad i hans hjem. Han sagde: ‘Den, der tager denne mand som gæst i nat, vil Allah vise barmhjertighed.’ Hazrat Abu Talha tog manden med hjem. Men da han kom hjem, erfarede han af sin hustru, at der kun var mad nok til at mætte gæstens mave. Han sagde: ‘Giv børnene mad og sluk lampen. Vi to vil forblive sultne hele natten. Gæsten vil dog tro, at vi også spiser.’ Til sidst gjorde de netop dette. Da han om morgenen mødte op hos Rasulullah (s.a.w.), sagde han: ‘Allah Ta’ala er særdeles tilfreds med denne gode handling fra din side,’ og reciterede samtidig dette vers for ham.« (Bukhari og Muslim)

Dette er altså et eksempel på selvopofrelse under økonomisk nød. Men en endnu mere enestående begivenhed fandt sted under en jihad, som kan kaldes selvopofrelsens højeste stade. Begivenheden er som følger:

»På slagmarken blev der bragt vand til en såret mand. Netop i det øjeblik hørtes en anden mands klagen tæt ved. Den første mand sagde: ‘Bring det først til ham.’ Da man nåede frem til den anden mand, gentog det samme sig, og selv i dødsøjeblikket satte han sin ledsagers behov foran sit eget. Således gentog det samme sig helt frem til den sjette mand, og hver enkelt begyndte at prioritere den andens behov over sit eget. Men da man nåede frem til den sjette mand, viste det sig, at hans livslys allerede var slukket. Da man således vendte tilbage til den første mand, var de alle døde, én efter én.«

En anden betydning af selvopofrelse er at være tilfreds med selv at beholde den ringere ting og give sin ledsager den bedre. En gang gik Rasulullah (s.a.w.) gennem en skov. Han skar to miswaks; den ene var lige, og den anden var krum. En sahabi var sammen med ham. Han gav ham den lige miswak og beholdt selv den krumme. Sahabien sagde: ‘Ya Rasulallah, denne er bedre og mere passende til dig.’ Han sagde: ‘Hvis nogen blot omgås en person i så meget som en time, vil han på Opstandelsens Dag blive spurgt, om han under samværet tog hensyn til dennes ret eller krænkede den.’ (Kimiyah-ye Sa’adat) I virkeligheden peger dette på, at selvopofrelse også er en ret, der følger med samvær.

3. Adl (retfærdighed)

To vigtige grundlæggende egenskaber ved karakteren er Adl og Ihsan. Hvis en troende følger disse to egenskaber, vil ikke blot ingen årsag til brud på relationer kunne gøre sig gældende, men relationerne vil tværtimod blive yderst hjertelige. Derfor har Allah den Ophøjede udtalt en befalende ordre om disse to egenskaber:

ان الله يأمر بالعدل والاحسان –

»Allah den Ophøjede befaler, at man holder fast ved Adl og Ihsan.« – (Sura an-Nahl 16:90)

Her er formuleringen »Allah befaler« særlig bemærkelsesværdig. Forestillingen om Adl rummer to grundlæggende sandheder. For det første skal man opretholde lighed og balance med hensyn til menneskers rettigheder. For det andet har enhver ret til, at hver enkelt persons moralske, sociale, civilisatoriske, politiske, økonomiske og hjælpemæssige rettigheder opfyldes med fuld troskab. Det vil sige, at en muslim skal opfylde alle sin broders rettigheder, som er foreskrevet af Sharia, handle i overensstemmelse med Sharias vilje og behandle ham i overensstemmelse med Sharias påbud. For i Sharia er alle regler og bestemmelser om Adl samlet på en fuldkommen og smuk måde:

وانزلنا معهم الكتاب والميزان ليقوم الناس بالقسط –

»Og Vi åbenbarede sammen med dem Bogen og vægten, så menneskene kunne opretholde retfærdighed.« – (Sura al-Hadid 57:25)

På samme måde kræver Sharia også, at hvis man vil gengælde en skade, der er påført en, må man kun påføre lige så meget skade, som man selv er blevet påført. Den, der går videre end dette, handler imod Adl. En udførlig forklaring og en fuldstændig forståelse af Adl er beskrevet i en hadith fra Den Ædle Profet (fred være med ham). I denne hadith nævnes ni forhold, som er påbudt fra Allahs side. Et af dem er dette:

كلمة العدل فى الغضب والرضاء –

»Uanset om man er vred eller tilfreds, så hold fast ved adlens ord i enhver situation.«

Det grundlæggende kendetegn ved en fuldendt karakter er i virkeligheden, at mennesket ikke afviger fra adlens vej, uanset hvordan det har det i sit indre. Det må have så megen karakterstyrke, at det, uanset hvor stor uenighed eller spænding der måtte være mellem det og dets broder, ikke tillader, at dets handlinger og omgangsform afviger fra shariaens målestok. Det næste trin efter adl er ihsan. Det er noget, der går ud over adl.

4. Ihsan (god behandling)

Ihsan er endnu vigtigere end adl i gensidige relationer. Hvis adl kan kaldes grundlaget for et forhold, er ihsan dets skønhed og fuldendelse. Hvis adl beskytter forholdet mod uvilje og bitterhed, skaber ihsan sødme og harmoni i det. I virkeligheden vil hver part blot blive ved med at måle forholdets minimumsstandard, og et forhold, hvor man giver blot en smule mindre end det, den anden har krav på, og forventer blot en smule mere end det, man selv giver, kan ikke holde længe. Et så enkelt forhold vil måske ikke føre til konflikt; men man vil blive berøvet de velsignelser af kærlighed, selvopofrelse, moral og velvilje, som skaber glæde og sødme i livet. For disse velsignelser opnås gennem egenskaber som ihsan, det vil sige god behandling, gavmild omgang, medfølelse, velvilje, godt humør, overbærenhed, gensidig høflighed, elskværdighed, at give andre mere end det, de har krav på, og selv at være tilfreds med mindre end det, man har krav på, samt lignende egenskaber.

Også forestillingen om ihsan gør i den hadith, der omfatter ni forhold, tre ting fuldkomne og tydelige:

ان اصل من قطعنى واعطى من حرمنى واعفو عمَّن ظلمنى –

»Den, der bryder forbindelsen med mig, vil jeg knytte mig til; den, der berøver mig min ret, vil jeg give hans ret, og den, der gør mig uret, vil jeg tilgive.« (Sura ar-Ra’d, 22)

Det vil sige, at denne egenskab ved karakteren kræver, at mennesket ikke blot gengælder sin broders retfærdighed og godhed med endnu større retfærdighed og godhed, men også svarer på hans uretfærdighed med retfærdighed.

ويدرون بالحسنة السيّئة –

»De afværger uret og synd med retfærdighed og godhed.« (Sura al-Qasas 54)

5. Rahmat

Efter disse fire egenskaber vil jeg bruge ordet »Rahmat« om den femte egenskab. Der er naturligvis også blevet brugt mange andre betegnelser om den.

Jeg bruger ordet Rahmat, fordi Allah den Ophøjede selv har valgt dette ord til at beskrive muslimernes indbyrdes forhold. Det peger netop på betydningens vidtspændende omfang:

محمد الرسول الله والذين معه أشداء على الكفار رحماء بينهم –

»Muhammad, Allahs Sendebud, og hans ledsagere er hårde mod de vantro og barmhjertige indbyrdes.« (Sura al-Fath 29)

For at forstå denne egenskab på en enkel måde kan vi omtale den som mildhed og blidhed i hjertet. Som følge heraf kommer dyb kærlighed, hengivenhed, medfølelse, omsorg og bekymring for ens bror til udtryk i personens adfærd. Blot tanken om, at ens bror skulle blive påført selv den mindste smerte eller skade af ham, er smertefuld for ham. Denne egenskab af barmhjertighed gør personen populær og tiltrækker almindelige mennesker til ham. Koranen har nævnt den som en af Profetens (saws) fremtrædende egenskaber og har fremlagt flere eksempler på den i forbindelse med da’wah og organisation.

لقد جاءكم رسول من انفسكم عزيز عليكم ما عنتُّم حريص عليكم بالمؤمنين رؤف رَّحيم –

“Der er visselig kommet en profet til jer fra jeres egen midte. Når I rammes af nogen vanskelighed, bliver han dybt bekymret. Han er altid ivrig efter jeres velbefindende og er overordentlig medfølende og barmhjertig over for de troende.” (Sura At-Tawbah 128)

I Sura Al Imran siges det, at hvis Deres hjerte ikke havde været blidt, ville folk aldrig have nærmet sig Dem. Og denne blidhed i hjertet er en barmhjertighed fra Allah den Ophøjede.

فبما رحمة من الله لنت لهم ولو كنت فظا غليظ القلب لا نفضُّيوا حولك –

“Det er ved Allahs barmhjertighed, at De er blevet mild og medfølende over for dem. Hvis De havde været hård i sind og hjertet, ville folk have fjernet sig fra Dem.” (Al Imran 159)

Troens spontane frugt er kærlighed og hengivenhed. Men kærlighed og et hårdt hjerte kan aldrig forenes. Når en troende derfor bliver kærlig, bliver han naturligt mild af sind. Ellers er der ingen godhed i hans tro. Det er netop denne sandhed, som Allahs ædle Sendebud (s) har belyst således:

المؤمن مالف ولا خير فيمن لا يألف ولا يولف – (احمد وبيهقى – ابو هريرة)

“Den troende er et strålende symbol på kærlighed og hengivenhed. Den, som hverken elsker nogen eller bliver elsket af nogen, rummer intet godt.” (Ahmad, Bayhaqi – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

Og derfor er det blevet sagt:

من يحرم الرفق يحرم الخير –

“Den, der berøves et mildt sind, berøves også alt godt.” (Muslim)

Dette udsagn forklares udførligt således:

من اعطى حظه من الرفق اعطى حظه من خير الدنيا والاخرة –

“Den, som får sin del af et mildt sind, får også sin del af det gode i denne verden og i det hinsidige.” (Sharh as-Sunnah – Aisha, må Allah være tilfreds med hende)

Engang nævnte Den Ædle Profet (fvmh) en af tre mennesker, som var bestemt til Paradiset. Manden var yderst medfølende og fuld af sympati over for sine slægtninge og almindelige muslimer.

رحيم رفيق القلب لكل ذى قرب وَّ مسلم – (مسلم )

Sandelig, der findes ingen mere ulykkelig end den, der ikke viser barmhjertighed over for verdens mennesker. For i det hinsidige vil han blive berøvet Guds barmhjertighed. Omvendt bliver Allahs barmhjertighed uundgåelig for den, der viser barmhjertighed over for Allahs tjenere. Muhammad (fred være med ham) har derfor sagt:

لا تنزع الرحمة الا من شقىٍّ –

„Barmhjertighed bliver ikke taget fra nogen, undtagen fra den ulykkelige.“

Han har også sagt:

الرحيمون يرحمهم الرحمن – ارحم من فى الارض يرحمكم من فى السماء –

„De barmhjertige vil Den Barmhjertige vise barmhjertighed. Vis barmhjertighed over for dem, der bor på jorden, så vil Han, der bor i himlen, vise barmhjertighed over for jer.“ – (Abu Dawud, Tirmidhi – Ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham)

Denne barmhjertighed og mildhed kommer til udtryk på to forskellige måder: ved kærlighed over for de yngre og respekt over for de ældre. Disse to ting er blevet nævnt med følgende ord:

ليس منا من لم يرحم صغيرنا ولم يوقر كبيرنا –

“Den, der ikke viser barmhjertighed (kærlighed) over for vores små og respekt over for vores ældre, hører ikke til blandt os.” (Tirmidhi – Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham)

En muslim er af et mildt sind i sit forhold til sin bror, og han gør sig umage af alle mulige måder for at glæde hans hjerte, ikke lade ham lide og opfylde ethvert af hans retmæssige krav. Profeten, den ædle (fred og velsignelser være med ham), forklarede dette med følgende eksempel:

المؤمنون هينون لينون كلجمل ان قيد انقاد وان أنيخ على صخرة استنا خ –

“Den troende er tålmodig og medfølende som den kamel, der har en grime i næsen: Når man trækker i den, følger den med, og når man får den til at sætte sig på en sten, sætter den sig.” – (Tirmidhi)

Den ædle Koran har beskrevet hele dette forhold meget kort:

اذلة على المؤمنين –

“De vil være ydmyge og milde over for de troende.” – (Sura al-Ma’ida 5:54)

Det er i sandhed netop denne barmhjertighed, der tilfører de menneskelige relationer nyt liv og ny bevidsthed og fuldender deres skønhed og ynde. Hvis en person blot én gang kan forstå denne barmhjertigheds storhed, bliver det meget vanskeligt at få hans hjerte til at gå med til at bryde den relation, hvorigennem han har opnået denne velsignelse.

6. Tilgivelse (عفوٌّ)

Tilgivelse betyder at tilgive. Dette begreb omfatter naturligvis hver for sig mange forskellige ting, såsom at beherske vrede, tålmodighed, sindsligevægt og overbærenhed. Men eftersom disse egenskaber står i et nært forhold til denne egenskab, medregner vi også dem som en del af den. Når der opstår en relation mellem to mennesker, sker der naturligt fra hver af dem det ene eller det andet, som er ubehageligt, bittert, smertefuldt eller sørgeligt for den anden. Noget af dette vækker vrede i hans hjerte, mens noget andet giver ham ret til en lovlig hævn. Men under sådanne omstændigheder kræver en kærlighedsrelation for at bevare sin stabilitet, at kærligheden sejrer, at de afholder sig fra hævn, selv om de har mulighed for at tage hævn, og at de følger tilgivelsens og overbærenhedens princip. Dette var en særlig karakteregenskab hos Allahs Ædle Sendebud. Derfor formanede Allah, den Ophøjede, ham mange steder: خذ العفو –

»Anvend princippet om mildhed og overbærenhed.« – (Sura al-A’raf 199)

فاعف عنهم واستغفرلهم –

»Tilgiv dem, og bed om tilgivelse for dem.« – (Ali Imran 159)

For at lære muslimer gudsfrygtens egenskaber er det også blevet sagt:

والكاظمين الغيظ والعافين عن الناس –

“De, der behersker deres vrede og tilgiver mennesker.” – (Āl ʿImrān-134)

Når et menneske bliver såret eller lider nogen form for skade, er det først og fremmest vreden, der forsøger at overskygge hans sind og fornuft. Og hvis vreden får herredømme over hans hjerte og sind, gør han – for slet ikke at tale om tilgivelse – så mange unaturlige ting, at håbet om et sundt og normalt forhold i fremtiden forsvinder. Derfor bør enhver først og fremmest tænke på at beherske sin vrede. Hvis et menneske får mulighed for at tænke over dette forhold med et roligt sind, vil det, selv om det derefter ikke følger princippet om tilgivelse, i det mindste ikke overskride retfærdighedens grænser. Profeten (fvmh.) advarede ved forskellige lejligheder mod vredens skadelige virkninger og rådede folk til at beherske den. Han sagde:

ان الغضب ليقسد الايمان كما يفسد الصبر العسل –

“Vrede ødelægger sandelig troen, ligesom giftig medicin ødelægger honning.” – (Bayhaqī – Ibn ʿUmar (ra))

ما تجرع عبد افضل عند الله عز وجل من جرعة غيظ يكظمها ابتغاء وجه الله تعالى –

“Ingen mundfuld, som en tjener sluger, er bedre i Allahs øjne end den mundfuld vrede, der sluges for Allahs tilfredshed.” (Ahmad – Ibn ʿUmar (ra))

På samme måde underviste Profeten (fvmh.) i tålmodighed og sagde, at det er menneskets bedste adfærd at udvise tålmodighed under lidelse og smerte og fortsætte med at omgås hinanden, frem for at bryde forbindelsen. Han sagde:

المسلم خالط الناس ويصبر على اذاهم افضل من الذى لا يخالطهم ولا يصبر على اذاهم –

“Den muslim, der omgås mennesker og udviser tålmodighed med de sorger og vanskeligheder, de påfører ham, er bedre end den, der holder sig fra omgang med dem og ikke udviser tålmodighed med sorger og vanskeligheder.” (Tirmidhi, Ibn Majah – Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham)

Engang, da han gav Hazrat Abu Bakr as-Siddiq råd, sagde han blandt andet:

عبدا ظلم بظلمة فيغضى عنها لله عز وجل الا امر الله بنصره –

“Hvis en tjener bliver udsat for uret og forbliver tavs udelukkende for Allahs velbehags skyld, vil Allah yde ham stor hjælp.” (Bayhaqi – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

Det næste efter tålmodighed er med et glad hjerte at tilgive sin egen broder, selv om man har mulighed for at gengælde og tage hævn. Profeten (fred være med ham) har sagt: Hazrat Musa (fred være med ham) spurgte Allah: Hvem blandt Dine tjenere er Dig kær? Allah den Ophøjede svarede:

من اذا قدر عذر –

“Den, der tilgiver, selv om han har mulighed for at tage hævn.” (Bayhaqi – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

På tilsvarende måde har den Ædle Profet (fred være med ham) advaret den, der ikke tager imod sin broders undskyldning:

من اعتذر الى اخيه فلم يعتذره او لم يقبل عذره كان عليه مثل خطيئة صاحب مكسٍ –

»Den, der beder sin bror om tilgivelse for sin egen uret, men han hverken anser ham for tilgivet eller accepterer hans undskyldning, har begået lige så stor en synd som en ulovlig skatteopkræver.« (Tirmidhi – Sahl ibn Muadh)

Og den, der tilgiver sin bror, selv om han er vred, vil også i det hinsidige få den bedste belønning. Derfor sagde den ædle Profet:

من كظم غليظا وهو يقدر على ان ينقذه دعاه الله على رئوس الخلائق يوم القيامة حتى يخيره فى اى الحور شاء –

»Den, der behersker sin vrede, selv om han har magt til at give den frit løb, vil Allah på Dommedag kalde frem foran hele skaberværket og give ham frihed til at vælge den houri, han ønsker.« (Tirmidhi – Sahl ibn Muadh)

De, der tilgiver i dette jordiske liv, vil Allah den Ophøjede tilgive deres fejl og mangler.

وليعفوا وليصفحوا الا تحبون ان يغفرالله لكم والله غفور رَّحيم –

»De bør følge princippet om tilgivelse og overbærenhed. Ønsker I ikke, at Allah skal tilgive jer? Allah er i sandhed Den, der tilgiver, og Den, der viser barmhjertighed.« (Sura an-Nur 22)

Det er naturligvis tilladt at gengælde en uretfærdighed med en tilsvarende uretfærdighed, men den, der tilgiver, har sin belønning hos Allah.وجزاؤ اسيّئة سيّئة مّثلها – فمن عفا واصلح فاجره على الله انه لا يحب الظالمين –

»Gengældelsen for en uretfærdighed er en tilsvarende uretfærdighed. Men den, der tilgiver og forsoner, har sin belønning hos Allah; Han bryder sig ikke om de uretfærdige.« (Sura Ash-Shura, 40)

Det er ikke nogen let sag at tilegne sig denne egenskab, at tilgive. Det kræver stort mod.

ولمن صبر وغفر ان ذالك من عزم الامور-

»Den, der udviste tålmodighed og tilgav, udførte således en handling, der kræver stort mod.« (Sura Ash-Shura, 43)

Men netop dette skaber storhed og renhed i forholdet. Derfor er det en yderst vigtig egenskab.

I denne forbindelse finder jeg det nødvendigt at nævne yderligere to egenskaber. Den ene er gensidig tillid eller afhængighed, og den anden er forståelsen af relationens værdi.

7. Afhængighed

Ordet venskab er også indeholdt i det fuldstændige begreb tillid, som Koranen har anvendt til at beskrive muslimernes indbyrdes forhold. Den, der i sandhed er fuldt ud pålidelig, og til hvem mennesker med fuld tryghed kan betro alle deres hemmeligheder, kaldes en ven. Broderskabets forhold kræver jo netop, at man stoler på sin ledsager og gør ham til delagtig i alle livets forhold.

8. Erkendelse af værdien

Formålet med dette sidste punkt er, at mennesket skal være så bevidst om betydningen og værdigheden af dette forhold, at det kan erkende dets sande værdi. Det bliver kun muligt, når mennesket under ingen omstændigheder vil gå med til at bryde dette forhold.

Tre: Midler til at beskytte forholdet mod forvanskning

På grundlag af disse grundlæggende principper og egenskaber har Allah og Hans Sendebud (fred være med ham) givet os omfattende vejledning, så forholdet kan løftes til det ønskede niveau. Nogle af disse forhold er negative; de beskytter forholdet mod skade. Andre er positive; de giver det større stabilitet og fremmer kærligheden.

Det allerførste og vigtigste, som er forbudt, er at gribe ind i andres rettigheder.

1. At gribe ind i andres rettigheder

I denne verden har ethvert menneske nogle rettigheder. Disse rettigheder gælder både de ejendele, som mennesket bruger, og de mennesker, som det har forbindelse med. Det er en muslims pligt at være meget omhyggelig med ikke at gøre sig skyldig i at krænke blot én af disse to slags rettigheder, som hans broder har. Han må ikke fratage sin broder hans rettigheder over penge, ejendom eller materielle interesser; ligeledes må han ikke undlade at opfylde de pligter over for ham, som påhviler ham med hensyn til hans liv og ejendom, hans ære og værdighed samt hans religion. Koranen har behandlet alle disse rettigheder udførligt. I spørgsmål om arv, ægteskab, skilsmisse og alle andre forhold har Allah fastsat Sine grænser og dermed lukket vejen for indgreb i dem. De detaljerede oplysninger herom er nævnt meget tydeligt i hadith. Desuden gives der alle de steder, hvor reglerne herom er blevet fremlagt, med meget strenge ord formaninger om rettigheder og gudsfrygt samt advarsler om de dårlige følger af at overskride de fastsatte grænser.

تلك حدود الله فلا تعتدوها ومن يعتدَّ حدود الله فاولـــئك هم الظالمون –

“Dette er Allahs fastsatte grænser; så overskrid dem ikke. Den, der overskrider Allahs grænser, er netop uretfærdig.” (Sura al-Baqara 229)

تلك حدود الله ومن يطع الله ورسوله يدخله جنات تجرى من تحتها الانهار خالدين فيها وذالك الفوز العظيم- ومن يعص الله ورسوله ويعتدَّ حدوده يدخله نارا خالدا فيها وله عذاب مُّهين –

“Dette er Allahs fastsatte grænser. Den, der adlyder Allah og Hans Sendebud, vil Han føre ind i haver, hvorunder floder strømmer, og dér vil han forblive for evigt. Dette er den største succes. Men den, der er ulydig mod Allah og Hans Sendebud og overskrider Allahs fastsatte grænser, vil Allah kaste i Helvedes ild; dér vil han forblive for evigt, og for ham er der en ydmygende straf.” (Sura an-Nisa 13-14)

Den Hellige Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) forklarede dette således for muslimerne:

من اقتع حق امرء مسلم بيمينه فقد اوجب الله له النار وحرَّم عليه الجنة –

“Den, der ved at sværge en ed har krænket en muslims ret, har Allah uden tvivl gjort Helvede uundgåeligt for ham og Paradiset forbudt ham.

En af sahabaerne spurgte:

وان كان شيئا يسيرا يا رسول الله ! فقال ان كان قضيبا من اراك –

»Hvad hvis det er en helt almindelig ting?« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: »Ja, selv hvis det blot er en ubrugelig og helt almindelig gren fra et pilu-træ.«

Engang, da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) på en meget tiltalende måde skulle forklare dette, spurgte han sahabaerne:

أتدرون المفلس؟ قالوا المفلس فينا من لا درهم له ولا متاع فقال ان المفلس فى امتى من يأتى يوم القيامة بصلوة وصيام وزكوة وياتى قد شتم هذا وقذف هذا واكل مال هذا وسفك دم هذا وضرب هذا فيعطى هذا من حسناته وهذا من حسناته فان فنيت حسناته قبل ان يقضى ما عليه اخذ من خطاياهم فطرحت عليه ثم طرح فى النار –

»Ved I, hvem den fattige er?« Sahabaerne svarede (ud fra den almindelige betydning): »Den fattige er den, der ingen ejendom eller formue har.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den virkeligt fattige blandt min ummah er den, der på opstandelsens dag kommer med gerninger som bøn, faste og zakat, men samtidig også kommer med gerninger som at have skældt nogen ud, bagtalt nogen, tilegnet sig andres ejendom, udgydt nogens blod og slået nogen. Derefter vil noget af hans gode gerninger blive givet til et offer for uret. Så vil noget af hans gode gerninger blive givet til endnu et offer for uret. Hvis hans gode gerninger på denne måde tager slut, før den endelige afgørelse, vil den berettigedes synder blive hentet og lagt på ham, hvorefter han vil blive kastet i Helvede.« (Muslim – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

For at beskytte relationerne i det jordiske liv mod forvanskning og blive skånet for straffen i det hinsidige er det nødvendigt at sikre rettighederne fuldt ud. Derfor formanede Allahs ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) især muslimerne til at bede deres muslimske brødre om tilgivelse for deres egne fejl, inden de døde.

Det grundlæggende og vigtigste ved sikringen af rettigheder er, at muslimernes liv, ejendom, ære og anseelse skal være i sikkerhed for deres brødres hånd og mund. Allahs ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) regnede endog dette blandt de nødvendige egenskaber. Han sagde:

المسلم من سلم المسلمون من لسانه ويده –

“En muslim er den, fra hvis tunge og hænder alle muslimer er i sikkerhed.” (Bukhari og Muslim – Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham)

2. Sikkerheden for legeme og liv

Det mest elskede og værdifulde for enhver muslim er hans legeme og liv. Den, der handler uretfærdigt i denne henseende, kan han aldrig betragte som sin broder. Derfor er muslimer blevet strengt forbudt at udgyde uskyldigt blod:

ومن يقتل مؤمنا متعمدا فجزائه جهنم خالدا فيها وغضب الله عليه ولعنه واعدله عذابا عظيما –

“Den, der med vilje dræber en troende, har Helvede som sin belønning. Han skal forblive der for evigt. Allahs vrede og forbandelse er over ham, og Han har beredt ham den hårdeste straf.” (Sura an-Nisa, 93)

Under afskedsvalfarten erklærede Profeten (fred være med ham) med meget smukke ord, at muslimernes liv, ejendom og ære er ukrænkelige for hinanden, og derefter sagde han: ‘Pas på, at I ikke efter min bortgang bliver vantro og begynder at hugge halsen over på hinanden.’

Således sagde han ved en lejlighed:

سباب المسلم فسوق وقتاله كفرً-

“At fornærme en muslim er synd, og at kæmpe mod ham er vantro.” (Bukhari og Muslim)

Misbrug af munden gør de indbyrdes relationer langt mere skrøbelige end misbrug af hånden. Dette bliver ved med at skabe fitna på utallige måder. Og hver eneste fitna er så kompliceret, at det er yderst vanskeligt at fjerne den. Derfor er det allermest nødvendigt at skabe en hindring for denne slags fitna. Derfor har Allah og Hans Sendebud (saw.) ikke blot advaret meget udførligt mod brugen af munden i relationer, men også identificeret enhver årsag til forvridning og sammenbrud inden for relationernes rammer og anvist måder at forhindre dem på.

Koranen siger til muslimerne:

ما يلفظ من قول الا لديه رقيب عتيد –

“Der kommer ikke et ord ud af hans mund, uden at der hos ham er en vogter til stede.” (Sura Qaf-18)

Engang, efter at Allahs Ædle Sendebud (saw.) havde givet Hazrat Mu’adh (ra.) forskellige råd, greb han fat i sin tunge og sagde:كف عليك هذاDin pligt er at holde den tilbage. Han spurgte: O Allahs Sendebud (saw.)! Vil vi også blive udspurgt om det, vi siger? Han sagde:

هل يكبَّ الناس على وجوههم الا حصائد ألسنتهم –

“Hvad andet end det, tungen tjener ind, det vil sige sproget, vil kaste mennesket i Helvedes ild?” (Tirmidhi – Mu’adh ibn Jabal)

Sufyan ibn Abdullah spurgte: »Hvad skal jeg frygte mest for mit eget vedkommende?« Profeten (fred være med ham) greb sin tunge og sagde: »Denne.«

3. Hård tale og skældsord

Det er fuldstændig forbudt at skælde en broder ud ansigt til ansigt, tale hårdt til ham eller gøre nar af ham og spotte ham. På samme måde hører det også med hertil at tiltale ham med forvrængede eller nedsættende navne. Om dette siges der i Koranen:

ولا تنابزوا بالالقاب بئس الاسم الفسوق بعد الايمان –

»Og bagtal ikke hinanden med krænkende øgenavne; det er ondt at give hinanden nedsættende navne efter troen.« (Sura al-Hujurat, 11)

På samme måde sagde Profeten (fred være med ham):

لا يدخل الجنة الجواط الجعظرى –

»Ingen, der taler groft og har et dårligt sind, vil træde ind i Paradiset.« (Abu Dawud, Bayhaqi – Harith ibn Wahab)

ان ابغضكم الى وابغضكم منى عبسا يوم القيامة الثارثرون المتشدقون المتفيهقون –

“På Dommedag vil de mest forbandede i mine øjne og være længst borte fra mig være de snakkesalige, de uanstændigt talende, de, der falskeligt gør krav på viden, og de arrogante.” (Tirmidhi – Jabir (ra))

ليس المؤمن بالطّعّان ولا بالَّعان ولا الفاحش ولا البذى –

“Den troende er hverken hånlig, den, der forbander andre, uanstændigt talende eller snakkesalig.” (Tirmidhi – Ibn Masud (ra))

Kort sagt vil den troende på ingen måde angribe sin brors ære og værdighed, når han er til stede.

4. Bagtalelse

En anden form for fitna er bagtalelse. Dette er endnu alvorligere end det foregående. For her sidder man ikke og bagtaler sin bror foran ham, men bag hans ryg. Derfor sammenligner Koranen bagtalelse med at spise kødet af sin egen afdøde bror:

لا يغتب بعضكم بعضا – أيحب أحدكم أن يأكل لحم اخيه ميتا فكرهتموه –

“Ingen af jer må bagtale hinanden. Ville nogen af jer bryde sig om at spise kødet af sin døde bror? Det vil I bestemt hade.” (Sura al-Hujurat, 12)

Den Ædle Allahs Sendebud (s.a.v.) spurgte engang sahabaerne i forbindelse med definitionen af bagtalelse: ‘Ved I, hvad bagtalelse er?’

Sahabaerne sagde: ‘Allah og Hans Sendebud ved det bedst.’ Han sagde:

ذكرك اخاك بما يكره فقيل ارايت ان كان فى اخى ما اقول قال ان كان فيه ما تقول فقد اغتبته وان لم يكن فيه ما تقول فقد بهته –

“Bagtalelse er, at man omtaler sin bror på en måde, som han ikke bryder sig om. Der blev spurgt: Hvad nu, hvis den nævnte mangel faktisk findes hos min bror? Allahs Sendebud (s.a.v.) sagde: Hvis I nævner en mangel, som faktisk findes hos ham, har I bagtalt ham. Hvis den ikke findes hos ham, har I fremsat en falsk anklage mod ham.” (Muslim – Abu Huraira (r.a.))

En muslimsk brors ære og værdighed kræver i sandhed, at hans bror ikke bagtaler ham bag hans ryg.

5. Sladder

En form for bagtalelse er sladder. Koranen har fordømt det med ordene:

همَّازٍ مَّشّاء بنميم –

»dem, der håner mennesker og går rundt med sladder.« (Sura al-Qalam, 11)

Hazrat Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

»Jeg hørte Allahs Sendebud sige: Den, der går rundt med sladder, kommer ikke i Paradis.«

Allahs Ædle Sendebud formanede sine ledsagere særligt og sagde:

لا يبلغنى احد من اصابى شيئا فانى احبَّ ان اخرج اليكم وانا سليم الصدر –

»Lad ingen bringe mig noget dårligt om nogen, for når jeg kommer til jer, ønsker jeg, at mit hjerte skal være rent over for alle.« (Abu Dawud – Ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham)

Bagtalelse og sladder omfatter ikke kun forseelser begået med tungen, men også med hænderne, fødderne og øjnene.

6. At bringe skam over andre

En alvorlig og had- og fjendskabsskabende form for ugerning er at udstille sin broders fejl over for ham selv eller foran andre mennesker og således ydmyge ham. Som følge af en sådan behandling bliver hans hjerte knust. For intet menneske kan tåle en sådan ydmygelse.

I Den Hellig Koran siges det:

ولا تلمزوا انفسكم –

‘Bebrejd ikke jeres broder.’ (Sura al-Hujurat, 11)

I en hadith sagde Allahs Ædle Sendebud (fvmh.): Den, der bringer sin broder til skamme for en synd, vil ikke dø, før han selv har begået denne synd.

من غيَّر اخاه بذنب لم يمت حتى يعمله –

I en hadith overleveret af Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) nævnte Hazrat (fvmh.) nogle af muslimernes pligter. Heri sagde han: ‘Gør dem ikke til mål for nogen fejl eller synd, så I bringer dem til skamme og ydmyger dem. (Tirmidhi)

7. At lede efter fejl

Før man bebrejder og ydmyger nogen, findes der endnu en dårlig handling. Det er at lede efter ens broders fejl og granske hans mangler. For den, hvis mangler bliver gransket, bliver forlegen, og når hans fejl og mangler bliver afsløret, fæstner der sig også en negativ opfattelse i hans sind. Eftersom det at lede efter fejl ikke tager hensyn til nogen pålidelig undersøgelsesmetode, er der derfor som regel større risiko for, at man ved at støtte sig til dårlige undersøgelsesmetoder begår den alvorlige synd at nære en negativ opfattelse af sin broder, altså mistænke ham. Derfor sagde Koranen til muslimerne umiddelbart efter advarslen mod negative formodninger:

ولا تجسَّسوا

»Og gå ikke rundt og led efter fejl.« (Sura al-Hujurat 12)

Den ædle Profet (fred være med ham) sagde også om dette:

ولا تتَّبعوا عوراتهم فانه من يتَّبع عورة اخيه المسلم يتَّبع الله عورته ومن يتَّبع الله عورته يفضحه ولو فى جوف رحله –

»Led ikke efter muslimernes fejl. For den, der bliver ved med at lede efter sin muslimske broders skjulte fejl og synder, vil Allah begynde at afsløre hans skjulte fejl. Og den, hvis fejl Allah begynder at afsløre, vil Han uvægerligt ydmyge, selv hvis han gemmer sig i sit eget hjem.« (Tirmidhi – Abdullah ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham)

8. At håne

Blandt tungens misgerninger findes endnu en alvorlig misgerning, som adskiller den ene broder fra den anden: at spøge med eller håne ham. Det vil sige at gøre nar af sin broder på en sådan måde, at der er en tone af fornedrelse i det; ja, i de fleste tilfælde er hån netop et resultat af at fornedre den anden og anse sig selv for bedre. Derfor fremsatte Koranen følgende advarsel herom:

يايُّها الذين امنوا لا يسخر قوم من قوم عسى ان يَّكونوا خيرًا منهم ولا نساء من نساءٍ عسى ان يّكنًّ خيرًا منهنَّ-

»O I, der tror! Ingen gruppe må gøre nar af en anden gruppe; måske er de bedre end dem. Og ingen kvinder må gøre nar af andre kvinder; måske er de bedre end dem.« (Sura al-Hujurat, 11)

Om den frygtelige skæbne i det hinsidige for den, der håner en muslimsk broder, har Allahs ædle Sendebud (s.a.w.) beskrevet følgende:

انَّ المستهزئين بالناس يفتح لاحدهم فى الاخرة باب من الجنة فيقال له هلمَّ فيجئُّ بكربه وغمِّه فاذا جاءه اغلق دونه ثم يفتح له باب اخر فيقال له هلمَّ فيجئُّ بكربه وغمِّه فاذا جاءه اغلق دونه فما يزال كذالك حتى انَّ احدهم ليفتح له الباب من ابواب الجنة فيقال له هلمَّ فما يأتيه من الياس-

»På Dommedag vil en af Paradisets porte blive åbnet for den, der håner andre mennesker. Og der vil blive sagt til ham: ’Kom indenfor.’ Han vil møjsommeligt bevæge sig derhen, men så snart han når frem til porten, vil den blive lukket foran ham. Derefter vil en anden port blive åbnet, og der vil blive sagt: ’Kom, sæt dig.’ Igen vil han møjsommeligt bevæge sig derhen, men i det øjeblik han nærmer sig, vil porten blive lukket. Således vil dette fortsætte igen og igen. Til sidst vil en port til Paradiset blive åbnet for ham, og der vil blive sagt: ’Kom.’ Men da vil han på grund af sin fortvivlelse ikke turde gå derhen eller træde ind i Paradiset.« (Al-Bayhaqi)

En form for hån er at gøre nar af andre menneskers fejl og mangler. Da Hazrat Aisha (r.a.) en gang hånede nogen, udtrykte Allahs Sendebud (s.a.w.) stor utilfredshed og sagde:

ما احب انى حكيت احدا وانَّ لى كذا وكذا –

‘Jeg bryder mig ikke om at håne nogen – selv hvis jeg til gengæld skulle få den ene og den anden ting (det vil sige enhver verdslig velsignelse). (Tirmidhi – Aisha, må Allah være tilfreds med hende)

9. At ringeagte

Det, som ligger skjult i sindet, og som udadtil kommer til udtryk gennem skældud, ydmygelse, bagtalelse, sladder og hån, er at betragte sin egen bror som ringere end sig selv. Det er i virkeligheden først, når en sådan følelse af overlegenhed er opstået, at et menneske vover at behandle sin bror på denne måde. Den, der anser sin egen bror for bedre end sig selv, kan aldrig handle sådan. Derfor antyder Koranen, da den forbyder hån, at hvis et menneske tænker over, at dets bror måske er bedre end det selv, vil det aldrig håne ham.

عسى ان يَّكونوا خيرًا مِّنهم –

‘Måske er han bedre end den, der håner.’ (Sura al-Hujurat – 11)

En af sahabaerne spurgte – At ringeagte en troende og muslimsk bror eller have en lav og ussel opfattelse af ham kan aldrig forenes med iman og taqwa. For taqwa er målestokken for ethvert menneskes værdighed og ære, og den endelige afgørelse vil finde sted i Allahs nærvær i det hinsidige. At ringeagte sin muslimske bror i denne verden betyder derfor, at personen endnu ikke har forstået imanens sande værdi. Engang omtalte Allahs Ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i en meget betydningsfuld hadith taqwa som noget, der hører til i hjertet, og sagde:

يحسب امرء مِّن الَِّشرِّ ان يُّحقر اخاه المسلم –

‘Det er tilstrækkeligt til, at et menneske bliver syndigt, at det ringeagter sin muslimske bror.’ (Muslim – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

I en anden overlevering sagde Profeten (fvmh.) således:

ولا يخذ له ولا يحقره –

»Ingen muslim må ydmyge en anden muslim eller anse ham for ringe.«

En dag sagde Profeten (fvmh.), at den, hvis hjerte blot rummer et gran af hovmod,تعدikke vil komme i Paradis. Som svar på en mands spørgsmål forklarede han derefter hovmod således:

يطر الحقِّ وغمط النَّاس –

»Hovmod består i at benægte sandheden og se ned på mennesker.« (Muslim – Ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham)

I en hadith nævnte Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) tre ting, der fører til frelse, og tre ting, der fører til undergang, og sagde:

اعجاب المرء بنفسه وهى اشدُّ هُنَّ –

»En ødelæggende ting er at anse sig selv for from og den ypperste, og det er den værste vane.« (Bayhaqi – Abu Huraira, r.a.)

I dagens samfund og omgivelser bør den islamiske bevægelses medarbejdere derfor øve sig i dette, ikke blot i deres omgang med egne venner og kolleger, men også i deres omgang med almindelige muslimer.

10. Dårlige formodninger

Formodningernes sygdom er en alvorlig sygdom. Denne sygdom gnaver forholdet mellem mennesker og gør det tomt for indhold. I almindelig betydning betegner formodning en forestilling, som ikke bygger på noget klart bevis eller nogen direkte viden. Og når en sådan forestilling er ondartet, kaldes den mistanke. Hvis en muslim begynder at nære mistanke til sin bror uden nogen direkte viden om ham, må kærligheden og hengivenheden nødvendigvis forsvinde derfra. Derfor siger Al-Koranen om dette:

يايها الذين امنوا اجتـنبوا كثيرًا من الظَّنِّ انَّ بعض الظَّنِّ اثم –

»I, der tror! Hold jer fra mange formodninger; nogle formodninger er uden tvivl synd.« (Sura al-Hujurat – 12)

Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde til sine ledsagere med følgende ord:

ايّاكم والظّنِّ فانَّ الظَّنَّ اكذب الحديث –

»Undgå formodninger, for formodning er den værste form for løgn.« (Bukhari og Muslim – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

Den bedste måde at undgå formodninger og mistanke på er, at man ikke nærer nogen dårlig opfattelse af sin brors niyyah og heller ikke fremsætter nogen ondskabsfuld bemærkning om den. For niyyah er sådan noget, at det ikke er muligt at opnå nogen klar eller direkte viden om den. Derfor må man altid basere sig på formodninger i denne sag. Hvis man holder sig nogle yderligere punkter for øje i denne forbindelse, vil det være let at afhjælpe denne sygdom.

For det første er det, ligesom det er enhver muslims pligt ikke at nære formodning eller mistanke om sin bror, også hans pligt ikke at give andre anledning til at nære mistanke om ham selv. Derfor må man så vidt muligt undgå forhold, der kan give anledning til mistanke. Man bør under ingen omstændigheder føre andre i fitna; den ædle Profet (fred være med ham) har selv vist et eksempel på dette. Engang sad han i i’tikaf. Om natten kom en af hans hustruer for at besøge ham. På vejen tilbage gik han med hende for at følge hende et stykke. Ved et tilfælde mødte han to ansarer. Da de så ham sammen med en kvinde, syntes de, at deres ankomst var uhensigtsmæssig, og de begyndte at gå tilbage. Straks kaldte han på dem og sagde: »Hør, dette er min hustru, den og den.« De to ansarer sagde: »Allahs Sendebud! Hvis vi overhovedet skulle nære mistanke om nogen, ville det så være om dig?« Han sagde: »Satan færdes i mennesket som blodet.«

For det andet: Hvis der trods forsøg på at undgå det alligevel opstår mistanke, må man ikke holde den inde i sit sind. For at holde mistanke inde i sit sind svarer til forræderi. Man skal tværtimod straks gå til sin bror og give udtryk for den, så han kan afkræfte den. På den anden side må den, som mistanken er blevet rettet mod, ikke sidde tavs, men straks afkræfte den. Ellers kan en stor del af denne synd også komme til at hvile på hans egne skuldre.

11. Bagtalelse og falsk anklage

Bevidst at betragte sin bror som skyldig eller at tilskrive ham en synd, han ikke har begået, kaldes en falsk anklage. Det er tydeligvis en form for løgn og forræderi. En endnu værre form for denne falske anklage er at lægge sin egen synd på en andens skuldre. Om dette har Koranen sagt:

ومن يكسب خطيئة او اثما ثمَّ يرم به بريئًا فقد احتمل بهتانا وَّاثمًا مُّبينا –

»Den, der begår en synd eller ulydighed og derefter lægger anklagen for den på en uskyldig person, har påtaget sig et stort tab og en åbenlys synd.« (Sura an-Nisa 112)

Således er der blevet sagt om at fremsætte falske anklager mod muslimer:

والذين يؤذون المؤمنين والمؤمنات بغير ما اكتسبوا فقد احتملوا بهتانا وَّاثما مُّبينا –

»De, der påfører muslimske mænd og muslimske kvinder skade ved at tillægge dem falske anklager, påtager sig selv buhtān og åbenlys synd.« (Sura al-Ahzab 58)

Hvor meget plads kan en sådan adfærd egentlig have i et kærlighedsforhold?

12. At forvolde skade

Ordet skade har også en meget omfattende betydning. Her betyder det imidlertid, at en muslim skal være opmærksom på ikke at forvolde sin broder nogen skade. Denne skade kan være fysisk såvel som psykisk. Om dette sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) med meget strenge ord:

ملعون من ضارُّمؤمنا او مكربه-

»Den, der forvolder en troende skade eller bedrager nogen, er forbandet.« (Tirmidhi, Abu Bakr as-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham)

»Den, der skader en muslim, vil Allah skade; og den, der påfører en muslim smerte, vil Allah påføre smerte. (Ibn Majah, Tirmidhi)

13. At såre andres følelser

Det er utvivlsomt en uønsket handling, at en muslim sårer sin broders følelser. En sådan handling bør på ingen måde tolereres. En broders følelser kan blive såret af en anden broder af flere årsager. Ud over de større årsager hertil kan menneskers temperament og måde at udtrykke sig på i livets små dagligdags forhold også være en årsag til sårede følelser. Det grundlæggende princip i denne sag er, at en muslim bør bestræbe sig på, at hans broder ikke får såret sine følelser eller bliver krænket af ham.

Dette er også grundlaget for så alvorlig en synd som bagtalelse. Definitionen på bagtalelse er derfor, at man taler om nogen på en måde, som vedkommende ikke bryder sig om, eller som kan være årsag til, at vedkommendes følelser bliver såret.

Profeten, den ædle (fred være med ham), sagde: »Når tre personer er samlet, må to af dem ikke hviske sammen. Men hvis mange mennesker er samlet, er det tilladt at gøre det.« Den begrundelse, der er blevet angivet for denne regel, er følgende:

من اجل ان يَّحزنه –

»Af frygt for, at han bliver bekymret.« (Muslim – Abu Abdullah ibn Masud)

Hvis man betragter disse regler, som Islam har fastsat, vil man forstå, at et grundlæggende princip bag dem er ikke at såre nogen muslimsk broders følelser. At påføre en muslim smerte er også yderst uretfærdigt set fra et religiøst synspunkt. Derfor sagde Profeten, den ædle (fred være med ham), om dette:

من اذى مسلما فقد اذى الله –

»Den, der påfører en muslim smerte, har påført Allah smerte.« (Tirmidhi – Anas, må Allah være tilfreds med ham)

Omvendt er der blevet lovet gode nyheder til den, der gør noget med det formål at glæde et andet menneske:

من قضى لاحد من امَّتى حاجَّة يُّريد ان يُّسرَّه بها فقد سرَّنى ومن سرَّنى فقد سرَّالله ومن سرّالله ادخله الله الجنة –

»Den, der for at glæde et medlem af mit ummah opfylder hans behov, har glædet mig. Den, der glæder mig, har glædet Allah. Og den, der glæder Allah, vil Allah føre ind i Paradiset.« (Bayhaqi – Anas, må Allah være tilfreds med ham)

Her bør også den Ærværdige Profets (fred være med ham) ord erindres: »Den troende er et strålende symbol på kærlighed og hengivenhed. Den, der ikke nærer kærlighed til nogen, og som ingen nærer kærlighed til, har intet godt i sig.«

Sårede følelser opstår som regel som følge af, at man driller nogen gennem spøg og skæmt. Det vil sige, at man spøger på en sådan måde, at den anden bliver forlegen og såret.

En gang rejste sahabaerne sammen med Profeten (fred være med ham). Under karavanens overnatning på vejen tog en mand rebet fra en anden sovende ledsager og gjorde ham derved forlegen. Da den Ærværdige Profet fik dette at vide, sagde han:

لا يحلُّ للمسلم ان يَّروع مسلماً –

»Det er ikke tilladt for en muslim at genere en anden muslim gennem spøg og skæmt.« (Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi – Abd ar-Rahman (r.a.))

På samme måde forbød Profeten (fvmh.) det, da der engang fandt en hændelse sted, hvor et våben blev skjult, idet han sagde:

ان يَّروع المؤمن او ان يُّؤخذ متاعه لا لعبا وَّلا جدَّا –

»Det er ikke tilladt at skræmme en troende eller, hverken som spøg eller i virkeligheden, tage noget, der tilhører en anden.«

14. Bedrag

Muslimerne er blevet forbudt at bedrage deres brødre eller tale usandt i samtaler eller handel. For hvor den ene part kan behandle den anden på denne måde, kan den ene ikke stole på den anden. Og hvor den enes ord ikke er pålidelige for den anden, kan venskab, kærlighed og gensidig tillid på ingen måde bestå. I hadith-litteraturen er netop dette blevet betegnet som »det værste forræderi«. Profeten (fvmh.) sagde:

قال كبرت خيانة ان تحدث اخاك حديثا هولك مصدق وانت به كاذبٌ –

„Det største forræderi er, at du siger noget til din bror, så han anser dig for sandfærdig, mens du i virkeligheden har løjet for ham.“ (Tirmidhi – Sufyan ibn Asad)

15. Misundelse

Misundelse eller skadefrohed er en afskyelig sygdom. Hvis denne sygdom først får plads i et menneskes hjerte, bliver ikke blot oprigtige relationer brudt, men menneskers iman kommer også i fare. Definitionen på misundelse er, at man ikke bryder sig om en velsignelse, som Allah den Højeste har skænket et menneske, såsom rigdom, viden, forstand eller skønhed, og inderligt ønsker, at disse velsignelser bliver frataget ham. I misundelse er ønsket om at fratage andre deres velsignelser stærkere end ønsket om selv at få velsignelser.

Misundelse har undertiden sin rod i had og fjendskab, undertiden i personlig arrogance og en følelse af mindreværd over for andre, undertiden i ønsket om at gøre andre underdanige, undertiden i ens egen fiasko og andres succes i et fælles arbejde, og undertiden bliver blot ønsket om ære og anseelse årsagen. Om misundelse fremsatte Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, følgende advarsel:

ايَّاكم والحسد فانَّ الحسد يأكل الحسنات كما تأكل النّار الحطب –

„Vogt jer for misundelse. For ligesom ilden fortærer brændet, fortærer misundelse på samme måde gode gerninger og fromhed.“ (Abu Dawud – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

Og det er netop mod dette, Koranen har pålagt enhver muslim at søge beskyttelse:

من شرِّ حاسدٍ اذا حسد –

“Og (jeg søger tilflugt) mod det ondes skade, når han misunder.” (Sura al-Falaq, 5)

I en vigtig hadith henviste den ædle profet (fred være med ham) til nogle forhold, der er nødvendige for broderlige relationer. I en del af den nævnte hadith omtales spørgsmålet om dårlige formodninger. I den resterende del siger Allahs Sendebud (fred være med ham):

ولا تجسَّسوا ولا تناجشوا ولا تحاسدوا ولا تباغضوا ولا تدابروا ولا تنافسوا وكونوا عباد الله اخوانا –

“Lad være med at opspore andres fejl, skad ikke hinandens handel, nær ikke misundelse og fjendskab over for hinanden, vær ikke fjendtlige over for hinanden, afbryd ikke forbindelsen med hinanden, og begær ikke hinandens ejendele; vær derimod Allahs tjenere og brødre.” (Bukhari og Muslim – Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham)

Den berømte hadith-kommentator Hafiz Ibn Hajar al-Asqalani siger i sin forklaring: ‘Betydningen er, at når I afholder jer fra disse forbudte handlinger, vil I naturligt blive brødre.’ Desuden har Allahs Sendebud (fred være med ham) også sagt følgende om denne misundelse og dette fjendskab:

دبَّ اليكم داء الامم قيلكم الحسد والبغضاء هى الحالقة لا اقول تحلق الشَّعر ولكن تحلق الدين-

“Tidligere folks sygdom er trængt ind blandt jer. Denne sygdom er misundelse og fjendskab, som barberer alt bort. Jeg mener naturligvis ikke, at den barberer håret, men at den barberer religionen bort.” (Ahmad, Tirmidhi)

4. Metoder til at styrke relationerne

Samtidig med at Allah og Hans Sendebud har forbudt disse ting, som ødelægger og skader relationer, har de også tydeligt fortalt os, hvilke ting vi skal tage til os og følge, så relationerne bliver stærkere og mere stabile, venskab og kærlighed vokser, og der opstår en nærhed mellem to hjerter som mellem to fingre på samme hånd. Nogle af disse ting er blevet erklæret som absolut nødvendige. Man kan også sige, at de er blevet fremlagt som rettigheder (haq). For andre er der blevet givet formaninger. Disse hører til fortrinlighedens og ædelhedens område. De grundlæggende karakteregenskaber, som tidligere er blevet omtalt, udgør i virkeligheden selve kernen i rettigheder og ædelhed, men hver enkelt af dem bør fremhæves særskilt. For hver af dem er yderst vigtig for at udvikle venskabets og kærlighedens relation og få den til at blomstre og bære frugt.

1. Beskyttelse af ære og værdighed

Det mest værdifulde, et menneske har, er dets ære og værdighed. Det går ikke med til på nogen måde at ødelægge sin egen ære og værdighed. Derfor er muslimen på den ene side blevet forbudt at angribe sin broders ære, mens der på den anden side er blevet lagt særlig vægt på at beskytte ens egen broders ære, og dette er blevet betegnet som en absolut pligt. Hvis en broder et eller andet sted bliver skældt ud eller udsat for falske beskyldninger, er det enhver muslims pligt at betragte det som et angreb på sin egen ære og værdighed og tage det op. Den sorg, han føler, når hans egen ære ødelægges, bør han i samme grad føle i dette tilfælde. Hvis en muslim er fast overbevist om, at hans ære og værdighed er i sikkerhed hos hans muslimske broder, vil der naturligvis opstå et oprigtigt forhold mellem ham og hans broder. Men hvis han også er helt overbevist om, at broderen både foran ham og bag hans ryg beskytter hans ære på samme måde som sin egen, er det let at forstå, hvor dyb en kærlighed der kan opstå i hans hjerte. Derfor har Profeten (s.) i utallige hadither påbudt dette. Han sagde:

ما من امرء مُّسلم يخذل امرأ مسلما فى موضع ينتهك فيه حرمته وينتقص فيه من عرضه الا خذله الله فى موطن يحب فيه نصرته وما من امرى ينصر مسلما فى موضع ينتقص فيه من عرضه وينتهك فيه من حرمته الا نصره الله فى موطن يحب نصرته –

»Hvis en muslim et eller andet sted bliver ydmyget eller får sin ære krænket, og en muslim dér undlader at hjælpe og støtte ham, så vil Allah i en sådan vanskelig situation begrænse sin hjælp til ham, selv om Han ønsker, at nogen skal træde frem for at hjælpe og støtte ham. Men hvis en muslim et eller andet sted bliver fornærmet og får sin værdighed krænket, og en muslim træder frem for at hjælpe ham, vil Allah i en sådan situation også hjælpe og støtte ham, for Han ønsker, at nogen skal hjælpe ham. (Abu Dawud – Jabir, må Allah være tilfreds med ham)«

Allahs største hjælp er, at Han vil beskytte ham mod Helvedes ild. Derfor sagde Sendebudet (s.):

ما من مسلم يردُّ عن عرض اخيه الا كان حقا على الله ان يَّردُّ عنه نار جهنَّم ثمَّ تلا هذه الاية وكان حقا علينا نصر المؤمنين –

»Den muslim, som forhindrer nogen i at krænke sin muslimske broders ære, har hos Allah den ret, at Han vil holde Helvedes ild borte fra ham.« Derefter reciterede Sendebudet (s.) dette vers: »Det er en særlig pligt for Os at hjælpe muslimerne.« (Sharh as-Sunnah – Abu Darda)

En almindelig form for ærekrænkelse er bagtalelse. Dens definition er allerede blevet beskrevet.

Om dette siger Profeten (s.a.w.):

من اغضب عنده اخوه المسلم وهو يقدر على نصره فنصره نصر الله فى الدنيا والاخرة فان لم ينصره وهو يقدر على نصره اخذه الله به فى الدنيا والاخرة –

“Hvis en muslimsk bror bliver bagtalt foran en person, og denne har mulighed for at hjælpe ham og faktisk hjælper ham, vil Allah hjælpe ham i denne verden og i det hinsidige. Men hvis han trods evnen til at hjælpe ikke hjælper ham, vil Allah holde ham til regnskab i denne verden og i det hinsidige. (Sharhus-Sunnah – Anas (r.a.))

Om at beskytte ens bror mod andres skade har Profeten (s.a.w.) sagt:

من حمى مؤمنا من منافقٍ ازاه قال بعث الله ملكا يحمى لحمه يوم القيامة من نَّار جهنَّم –

‘Den, der beskytter en troende mod en hyklers skade, vil Allah den Ophøjede udpege en engel til, som på opstandelsens dag vil beskytte hans kød mod Helvedes ild.’ (Abu Dawud)

Der påhviler en muslim mange forskellige forpligtelser med hensyn til at hjælpe sin bror. Det gælder for eksempel økonomisk hjælp, at afhjælpe vanskeligheder, bestræbelser på at løse problemer samt at opfylde utallige religiøse og verdslige behov. Disse ting hører under ihsan og ligger uden for lovens rammer. Alligevel er de nødvendige, og man vil også skulle stå til regnskab for dem i det hinsidige, selv om det ikke er muligt at lovgive om dem. Hvis en muslim kan stille en anden muslims sult, dække hans nøgne krop, hjælpe med at afværge hans farer og ulykker, opfylde hans behov og afhjælpe hans økonomiske nød, så er det netop hans brors ret over for ham at gøre disse ting. Ellers vil Allah den Ophøjede på opstandelsens dag omtale hver af disse ting som sin egen ret og kræve svar på, hvorfor denne ret ikke blev opfyldt. Profeten (s.a.w.) har beskrevet dette med et meget gribende udtryk: ‘Allah vil sige: O Min tjener, Jeg var sulten; hvorfor gav du Mig ikke mad? Jeg var nøgen; hvorfor gav du Mig ikke tøj? Jeg var syg; hvorfor besøgte og plejede du Mig ikke? Men tjeneren vil ikke have noget svar på dette. (Muslim – Abu Hurayra (r.a.))

At hjælpe en af Allahs tjenere eller opfylde en muslimsk brors behov er i sandhed en så stor god gerning, at ingen anden god gerning kan måle sig med den. Dens egentlige kerne er, at man ikke bør tøve det mindste med at benytte enhver mulighed for at give en muslimsk bror lindring eller glæde hans hjerte.

Så længe en person er optaget af at hjælpe sin bror, er han værdig til Allahs hjælp. Allahs Ædle Sendebud (fvmh.) sagde:

والله فى عون عبده ما كان العبد فى عون اَخِيْهِ –

»Allah bliver ved med at hjælpe sin tjener, så længe denne tjener er optaget af at hjælpe sin bror.« (Muslim, Tirmidhi – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham.)

I denne hadith belyser Profeten (fvmh.) hjælpens forskellige aspekter og omtaler belønningen for hvert af dem:

من نفس عن مؤمن كربة من من كرب الدنيا نفس الله عنه كربة من كرب يوم القيامة من يَّسَّر على معسر يسَّر الله عليه فى الدنيا والاخرة ومن يستر مسلما ستره الله فى الدنيا والاخرة –

»Den, der afhjælper en troendes vanskelighed i denne verden, vil Allah afhjælpe en af hans vanskeligheder på Opstandelsens Dag. Den, der gør det lettere for en trængende, vil Allah gøre det lettere for ham i denne verden og i det hinsidige. Og den, der skjuler en muslims fejl, vil Allah skjule hans fejl i denne verden og i det hinsidige.« (Muslim – Abu Hurayra)

I samme forbindelse siger han i en anden hadith:

المسلم اخو المسلم لا يظلمه ولا يسلمه ومن كان فى حاجة اخيه كان الله فى حاجته ومن فرج عن مسلم كربة فرج الله عنه كربة من كربات يوم القيامة –

‘En muslim er en muslims bror. Han vil hverken gøre ham uret eller trække sig fra at hjælpe ham og dermed skubbe ham i undergang. Den, der opfylder sin brors behov, vil Allah opfylde hans behov. Og den, der fjerner en muslims sorg og nød, vil Allah fjerne hans vanskeligheder på opstandelsens dag.’ (Bukhari og Muslim – Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham)

En stor del af hjælpsomhed og god behandling knytter sig til rigdom og ejendom. Enhver, som Allah har skænket denne velsignelse, har pligt til at hjælpe enhver berøvet person:

وفى اموالهم حق للسَّائل والمحروم –

Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har fremlagt dette med en særdeles ophøjet formulering:

الخلق عيال الله فاحبُّ الخلق الى الله من احسن الى عياله –

‘Skabningerne er som Allahs familie; derfor er den, der behandler denne familie af Hans skabninger godt, den af Hans skabninger, som er Ham kærmest.’ (Bayhaqi)

Koranen har stærkt understreget, at de sultne skal bespises. Der findes mange eksempler på dette i de tidlige mekkaanske suraer. Da Allahs ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom til Medina, gav han i sin første prædiken muslimerne befaling om fire ting og sagde, at de derefter kunne træde ind i Paradiset. En af disse befalinger var:واطعموا الطعام‘Og bespis andre’

Han siger endvidere:

ليس المؤمن بالذى يشبع وجاره جائع الى جنيه –

»Den, der selv spiser sig mæt, mens hans nærmeste nabo forbliver sulten, er ikke troende.« (Al-Bayhaqi – Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham)

En mand klagede til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) over sin egen hårdhjertethed. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til ham:

قال امسح رأس اليتيم واطعم المسكين –

»Læg hånden på den forældreløses hoved og giv den fattige mad.« (Ahmad – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

At handle retfærdigt over for den, der beder om hjælp, er også en særlig gren af denne hjælp. Derfor sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham):

من اغاث ملهو فا كتب الله ثلاثا وثبعين مغفرة وَّاحدة فيها صلاح امره كله واثنتان وسبعون له درجات يوم القيامة –

‘Den, der handler retfærdigt over for en person, som har fremsat en klage, nedskriver Allah 73 belønninger til ham. Én af disse belønninger er en garanti for velsignelsen i alle hans gerninger. De resterende 72 belønninger vil på Opstandelsens Dag ophøje hans rang.’ (Bayhaqi)

At gå i forbøn for en trængende person er også en af de vigtigste former for hjælp. Koranen har rost retfærdig og gavnlig forbøn og sagt:

من يشفع شفاعة حسنة يكن لَّه نصيب منها –

‘Den, der går i forbøn for en god gerning, får også del i belønningen.’ (Sura an-Nisa, 85)

Når nogen kom til Allahs Sendebud (fred være med ham) med et behov, sagde han til sahabaerne:

قال اشفعوا فلتؤ جروا –

‘Gå i forbøn for ham, og tag del i belønningen.’

Ved en lejlighed, under en samtale med Hazrat Abu Dharr al-Ghifari (må Allah være tilfreds med ham), tydeliggjorde Den Ædle Profet (fred være med ham) de forskellige trin og måder, hvorpå man kan hjælpe. Han (al-Ghifari) sagde: ‘Fortæl mig om gerninger sammen med troen.’ Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: ‘Du skal give andre af den forsørgelse, som Allah har skænket dig.’ Han spurgte: ‘O Allahs Sendebud! Hvad hvis den pågældende selv er fattig?’ Han sagde: ‘Du skal udføre en god gerning med din tunge.’ Han spurgte igen: ‘Hvad hvis hans tunge er ude af stand til det?’ Han sagde: ‘Du skal hjælpe den svage.’ Han spurgte: ‘Hvad hvis han selv er svag og ikke har kræfter til at hjælpe?’ Han sagde: ‘Du skal udføre det arbejde for den, der ikke selv kan udføre det.’ Han spurgte igen: ‘Hvad hvis han selv er helt uduelig?’ Han sagde: ‘Du skal afholde dig fra at volde folk skade.’

Her er det også nødvendigt at gentage denne hadith:

»Den, der opfylder en af mine ummahs religiøse og verdslige behov for at glæde ham, har glædet mig; den, der glæder mig, har glædet Allah, og den, der glæder Allah, vil Allah lade træde ind i Paradiset.«

I denne forbindelse er en fremragende beretning fra Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) blevet overleveret. Beretningen lyder således: En dag kom en mand til Rasul (fred være med ham) og spurgte: »Hvem blandt mennesker er Allahs mest elskede?« Rasul (fred være med ham) svarede:

احبَّ الناس الى الله انفعهم للنَّاس- احبَّ الاعمال الى الله عزَّ وجلَّ سرور تدخله تكشف عنه كربة او تقضى عنه دينا او تطرد عنه جوعا وان تمشى مع اخ فى حاجة احبَّ الىَّ من ان اعتكف فى هذا المسجد شهرًا ومن كظم غيظه ولو شاء ان يمضيه امضاه ملائه الله قلبه يوم القيامة رضاه ومن مَّشى مع اخيه فى حاجة حتى يقضيهاله ثبَّت الله قدميه يوم تزول الاقدام –

»Blandt mennesker er Allahs mest elskede den, der er til størst gavn for mennesker; og blandt handlinger er det mest velbehagelige for Allah, at du fjerner en muslims nød og ulykke, eller betaler hans gæld, eller afværger hans sult og gør ham glad. Vid, at det for mig er mere elsket at gå med en bror for at opfylde hans behov end at tilbringe en måned i iʿtikaf i denne moské. Den, der behersker sin vrede, selv om han kunne have givet efter for den, vil Allah på opstandelsens dag fylde hans hjerte med sin tilfredshed. Og den, der går med sin bror for at opfylde hans behov og faktisk opfylder det, vil Allah give hans fødder fasthed på den dag, hvor de vil ryste voldsomt (det vil sige på opstandelsens dag).«

2. At tage del i sorger og lidelser

Grundlaget for at hjælpe sin bror, opfylde hans behov og behandle ham godt er, at den enes sorg og smerte bliver til den andens sorg og smerte. Hvis den ene føler smerte, vil den anden føle den med samme intensitet. Ligesom én del af kroppen tager del i smerten hos alle kroppens øvrige lemmer, sådan skal én muslim tage del i en anden muslims sorg og lidelse.

Rasul Karim (fred være med ham) har tydeliggjort dette gennem flere eksempler. Han sagde:

ترى المؤمنين فى تراحمهم وتوادَّهم وتعاطفهم كمثل الجسد اذا اشتكى عضوا تداعى له سائر الجسد بالسهر والحمَّى –

‘I vil se de troende udvise gensidig medfølelse, venskab, kærlighed og deling af hinandens sorger og lidelser som én krop. Hvis et af dens lemmer bliver sygt, deler hele kroppen dets tilstand gennem feber og søvnløse nætter.’ (Bukhari og Muslim – Nu‘man ibn Bashir, må Allah være tilfreds med ham)

På samme måde forklarede han i en overlevering dette ved at sige, at den troendes position i samfundet svarer til hovedets position i hele kroppen. Ligesom hele kroppen føler smerte, når hovedet gør ondt, således føler alle troende smerte, når én troende lider. Profeten gav et direkte eksempel og sagde:

المؤمن للمؤمن كالبنيان يشدُّ بعضه بعضا ثم شبك بين اصابعه –

‘En muslim bør være som en bygning for en anden muslim, og de bør være en kilde til samme fasthed og styrke for hinanden, som én mursten i en bygning er det for en anden.’ Derefter flettede Profeten fingrene på den ene hånd ind mellem fingrene på den anden hånd. (Bukhari og Muslim – Abu Musa, må Allah være tilfreds med ham)

3. Kritik og nasiha

Det er en muslims pligt at holde øje med sin broders handlinger og, hvis han ser ham afvige fra den rette vej, at forsøge at rette ham ved at give ham råd. Dette er specifikt en muslims pligt over for en anden muslim. Det er naturligvis ofte ubehageligt at opfylde denne pligt. Ikke desto mindre er det ubestrideligt, at hvis en person har en fuld bevidsthed om den sande succes i det hinsidige og om gensidig hjælp til at opnå denne succes, og hvis han også er bevidst om, at kritik i denne verden er bedre end at blive stillet til regnskab i det hinsidige, så vil han være sin broder taknemmelig for at have givet ham mulighed for denne forbedring i det jordiske liv. Hvis den, der kritiserer og stiller spørgsmål, desuden tager hensyn til de nødvendige betingelser i denne forbindelse og udfører denne opgave med kærlighed, oprigtighed og hengivenhed, vil denne taknemmelighed gå endnu videre og berige og styrke den gensidige kærlighed, det gensidige venskab og hjerteligheden yderligere. Det skyldes, at kritikeren derved vil fremstå som et medfølende menneske. I den hadith, hvori Den Ædle Profet har givet formaningen om kritik, har han også tydeliggjort hele sagen gennem et eksempel. Han sagde:

انَّ احدكم مراة اخيه فان راى به اذًى فليمت عنه –

‘I er hver især et spejl for jeres bror. Hvis nogen af jer derfor ser noget dårligt hos sin bror, skal han fjerne det.’ (Tirmidhi – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

Abu Dawuds beretning om dette lyder således:

المؤمن مرأة المؤمن والمؤمن اخوُّ المؤمن يكفُّ ضيعته او يحوطه من وَّرائه –

‘En troende er et spejl for en anden troende, og den ene troende er den andens bror; han beskytter hans rettigheder, også når han er fraværende.’

På baggrund af dette eksempel kan følgende principper fastlægges for kritik og formaning:

1. Man bør ikke lede efter fejl eller opsøge mangler. Et spejl leder nemlig aldrig efter fejl. Først når et menneske stiller sig foran det, viser det hans ansigt.

2. Man må ikke kritisere nogen bag hans ryg. For et spejl afslører ikke nogens skikkelse, når man ikke står ansigt til ansigt med det.

3. Kritikken bør ikke overdrives. Et spejl gengiver nemlig det virkelige ansigt uden på nogen måde at gøre det mindre eller større.

4. Kritik bør fremsættes upartisk og være helt fri for enhver form for egeninteresse og bagtanker, for et spejl nærer intet had til den, hvis ansigt det gengiver.

5. Efter at have fremsat sin bemærkning bør man ikke længere bære på den i sit hjerte, for når man går bort fra spejlet, bevarer det ikke nogens skikkelse. Med andre ord bør man ikke gå rundt og synge om andres fejl.

6. Det vigtigste er, at den skal være præget af den største oprigtighed, ærlighed, medfølelse og kærlighed, således at den utilfredshed, som naturligt rejser sig i ethvert menneskes sind, når det hører kritik af sig selv, straks forsvinder, så snart det forstår kritikerens holdning. Derfor er der i hadithen مرأة المسلمsammen med اخوُّ المسلمogså blevet sagt. I virkeligheden kan en sådan medfølelse og hjertevarme kun opstå, når en person er i stand til at føle, at hans fejl og mangler er ødelæggende for ham, og samtidig ikke anser sig selv for større end den anden, men tværtimod betragter sig selv som mere syndig og skyldig.

4. Møde

Et af kærlighedens vigtigste og grundlæggende krav er, at man gentagne gange møder eller besøger den, man elsker, søger hans selskab og sætter sig hos ham for at tale sammen. Selv en nybegynder i menneskets psykologi ved, at disse ting ikke blot er kærlighedens grundlæggende krav, men også nogle af de vigtigste virkemidler til at udvikle og styrke den samt gøre det oprigtige bånd mellem mennesker stærkere. Kærligheden kræver, at man møder sin bror, når man får mulighed for det. Som følge af sådanne møder vokser den gensidige kærlighed naturligt, og på den måde begynder en endeløs strøm. Hvis man ved møderne husker de tidligere nævnte principper i shariaen og også tager hensyn til de forhold, der skal omtales nedenfor, kan det umuligt være sådan, at to muslimers møde ikke skulle bidrage til at forbedre deres indbyrdes forhold og ikke bringe de to brødre tættere på hinanden. Derfor ser vi, at Den Ædle Profet ﷺ lagde særlig vægt på dette i forbindelse med gensidig kærlighed, gav anvisninger om det og beskrev dets utallige dyder. I en hadith siger han: »Godt selskab er bedre end ensomhed.« (Berettet af al-Bayhaqi fra Abu Dharr رضى الله عنه)

En gang sagde han henvendt til Hazrat Abu Zurayn:

هل شعرت انَّ الرجل اذا خرج من بيته زئرًا اخيه شيَّعه سبعون الف ملك كلُّهم يصلُّون عليه ويقلون ربَّنا انَّه وصل فيك فصيله فان استطعت ان تعمل جسدك فى ذالك فافعل –

»Ved du, at når en muslim går hjemmefra for at møde sin bror, følger halvfjerds tusind engle efter ham? De beder for ham og siger: Herre, denne mand er på vej for at mødes med en anden udelukkende for Din skyld; bring derfor dem sammen. Hvis du er i stand til at gøre dette med din egen krop, så gør det endelig.« (Al-Bayhaqi – fra Abu Zurayn رضى الله عنه)

I en hadith har Allahs Sendebud (s.a.w.) på en særdeles smuk måde kastet lys over dette møde:

قال انَّ رجلا زار اخالَّه فى قرية اخرى فارصد الله له على مدرجته ملكا فلما اتى عليه قال: اين تريد ؟ قال اريد اخالّى فى هذه القرية – قال هل لَّك عليه من نعمة تربُّها قال لا غير انِّى احببته فى الله قال فانِّى رسول الله اليك بانَّ الله قد احبَّك كما احببته فيه –

»En mand begav sig af sted for at besøge en broder, der boede i en anden landsby. Allah den Almægtige sendte en engel ud på hans vej. Englen spurgte ham: »Hvor skal du hen?« Han svarede: »Jeg skal besøge min broder i den og den landsby.« Englen spurgte igen: »Har du noget til gode hos ham, som du skal hente?« Han svarede: »Nej, jeg elsker ham kun for Allahs skyld; der er ingen anden grund.« Englen sagde: »Allah har sendt mig til dig for at meddele dig det glade budskab, at Han elsker dig, ligesom du elsker din ven for Hans skyld.«« (Muslim – Abu Hurayra (r.a.))

En mand gav udtryk for sin kærlighed til Hazrat Mu’adh ibn Jabal (r.a.) og sagde: »Jeg elsker dig for Allahs skyld.« Han fortalte ham da dette glade budskab fra Allahs Sendebud (s.a.w.): »Allah den Almægtige siger: Min kærlighed er blevet obligatorisk for dem, der sidder sammen for Min skyld, besøger hinanden for Min skyld og bruger penge på hinanden for Min skyld.«

Profeten (s.a.w.) har også givet det følgende glade budskab om den belønning, der i det hinsidige venter for gensidig kærlighed og besøg for Allahs skyld:

انَّ فى الجنة لعمدا مِّن ياقوت عليها غرف مِّن زبرجدٍ لَّها ابواب مُّفتَّحة منه تضئ كما يضئ الكوكب الدَّرِّىُّ فقالوا يا رسول الله من يَّسكنها قال المتحابُّون فى الله والمتجالسون فى الله والمتلاقون فى الله –

»I Paradiset findes der søjler af yaqut, og oven på dem palæer af zabardajd (en slags grøn ædelsten). Deres døre er så strålende, som om stjernerne funkler. Sahabaerne spurgte: »Allahs Sendebud, hvem skal bo der?« Han svarede: »De, som elsker hinanden for Allahs skyld, sidder sammen og besøger hinanden.«« (Bayhaqi – Abu Hurayra (r.a.))

Denne stærke tilskyndelse til gensidig kærlighed og besøg samt det glade budskab om en så stor belønning skyldes ikke kun, at det er et uundgåeligt krav, som kærligheden stiller, eller at kærligheden derved udvikles og styrkes. En anden grund er, at mennesket har brug for sine nære venners selskab for at forblive på den rette vej. Dette selskab kan kun opnås gennem besøg og samtaler. Desuden er der endnu en grund: Mennesker mødes ganske vist almindeligvis alligevel, men hvis man besøger sin broder med fuldt håb om belønning og samtidig mindes Allah under besøget, kan dette besøg spille en enorm rolle i opbygningen og udviklingen af ens liv og karakter.

På baggrund af de nævnte hadither og beviser kan vi sige, at en troende bør bestræbe sig på at mødes og have så meget samvær som muligt med en anden troende. Derved vil ikke blot det indbyrdes forhold blive forbedret, men han vil også blive værdig til halvfjerds tusind engles bøn om tilgivelse og til Allahs kærlighed. Hvis man under disse møder holder de nævnte hadither og anvisninger for øje, vil følelsen af at mødes for Allahs skyld desuden aldrig forsvinde fra hjertet.

5. Pleje af den syge bror (عيادت )

En særlig form for dette samvær er at besøge og pleje sin syge bror. Det er blevet betegnet som en særlig pligt, som en muslim har over for en anden muslimsk bror. Et sygt menneske bliver på grund af sine fysiske og psykiske behov afhængigt af andres omsorg, pleje og medfølelse. Hvis en broder på dette tidspunkt kan opfylde disse to behov, vil det påvirke hans hjerte og sind så dybt, at det kan blive en stor hjælp til at styrke og udvikle det indbyrdes forhold.

Ved almindelig pleje forstås, at man spørger til den syges tilstand. Men i virkeligheden er det at spørge til hans tilstand kun den mest begrænsede forståelse af dette. Ellers omfatter det også at udtrykke medfølelse, give trøst, yde omsorg og pleje samt sørge for medicin og kost og så videre. Selv hvis man antager, at pleje kun betyder at spørge til den syges tilstand, bør vi naturligvis overveje, hvilken værdi det må have at udtrykke medfølelse, give trøst, ønske helbredelse og yde omsorg og pleje, når der er så stærk en opfordring til at spørge til hans tilstand og en så stor belønning for det.

I hver eneste af de berømte hadither om en muslims pligter over for en anden muslim, hvor fem, seks eller syv forhold nævnes, understreges plejen af den syge som en særlig pligt.

واذا مرض فعده –

»Når han bliver syg, så plej ham.« (Muslim – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

Allahs Sendebud beskrev på fremragende vis menneskets pligter og rettigheder. Engang, da han forklarede dette, sagde han, at disse pligter og rettigheder i virkeligheden er pålagt af Allah. På Opstandelsens Dag vil Allah selv være den, der rejser sagen, og vil udspørge om dette. Derfor sagde den ædle Profet om plejen af den syge, at Allah vil spørge: »Adams søn, Jeg blev syg, men du besøgte og plejede Mig ikke.« Han vil sige: »Min Herre, Du er hele verdens Herre; hvordan skulle jeg kunne pleje Dig?« Allah vil sige: »Vidste du ikke, at Min tjener var blevet syg? Men du plejede ham ikke. Hvis du havde gjort det, ville du have fundet Mig hos ham.« Hvilken større formaning kan der være end, at en tjener ved at pleje en syg også opnår nærhed til sin Herre?

Om belønningen for at pleje den syge siger den ædle Profet (fvmh):

ان المسلم اذا عاد اخاه المسلم لم يزل فى حرفة الجنة حتى يرجع –

»Når en muslim besøger sin (syge) muslimske bror for at pleje ham, fortsætter han med at plukke paradisets frugter, indtil han vender tilbage.« (Muslim – Thawban, må Allah være tilfreds med ham)

ما من مسلم يعود مسلما غد وة الا صلىَّ عليه سبعون الف ملك حتى يمسى وان عاده عشيَّة الا صلىَّ عليه سبعون الف ملك حتى يصبح وكان له حريف فى الجنة –

»Når en muslim om morgenen plejer en anden (syg) muslim, beder halvfjerds tusind engle for ham helt indtil aftenen. Og hvis han plejer ham om aftenen, beder halvfjerds tusind engle for ham helt indtil morgenen. Og han får en frugthave i Paradiset.« (Tirmidhi, Abu Dawud – Ali, må Allah være tilfreds med ham)

من عاد مريضا لَّم بزل يخوض الرحمة حتى يجلس واذا جلس اغتمس فيها –

»Den, der besøger en syg for at pleje ham, træder ind i barmhjertighedens hav. Og når han sætter sig hos den syge, bliver han nedsænket i barmhjertigheden.«

Allahs Sendebud (fvmh) har også sagt:

اتمام عيادت المريض انَّ يضع احدكم يده على جبهته او على يده فيساله كيف هو –

»Den fuldkomne omsorg for den syge består i, at den, der besøger ham, lægger sin hånd på hans hånd eller pande og spørger ham, hvordan han har det.« (Ahmad, Tirmidhi – Abu Uthman, må Allah være tilfreds med ham)

Der findes også visse regler for omsorgsbesøg. Det vigtigste blandt dem er at trøste den syge, ønske ham helbredelse og pleje ham. Allahs Ædle Sendebud (fred og velsignelser være med ham) har påbudt dette med følgende ord:

اذا دخلتم على مريض فنفسوا له فى اجله فانَّ ذالك لا يردَّ شيئا ويطيب بنفسه –

»Når I besøger en syg, så trøst ham. Det kan ganske vist ikke ændre Allahs bestemmelse, men det glæder den syges hjerte.« (Tirmidhi, Ibn Majah – Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham)

Når Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) selv besøgte en syg, lagde han sin hånd på hans pande for at trøste ham og sagde –لا بأس طهور انشاء الله Derefter spurgte han, hvad det især var, han ønskede sig. Han sagde også til ledsagerne: »Når I besøger en syg, skal I lægge jeres hånd på hans hånd eller pande, trøste ham og bede om hans helbredelse.« (Abu Dawud – Sirat al-Nabi (fred og velsignelser være med ham))

Men han forbød dem at blive siddende for længe hos den syge eller at larme.

6. Følelsernes ydre udtryk

Når der findes kærlighedsfølelser i menneskets hjerte, søger de naturligt en vej til at komme til udtryk. At give følelserne udtryk medfører almindeligvis to fordele. For det første forbliver den, der giver sine følelser mulighed for at komme til udtryk, altid følelsesmæssigt frisk og inspireret, og følelserne fortsætter med gradvist at udvikle sig. Hvis følelserne holdes tilbage i sindet, sænker dødens skygge sig lidt efter lidt over dem, og deres udvikling og vækst standser. Mennesket berøves livskraft og energi og begynder således langsomt at synke mod forfald. Den anden fordel ved at give følelserne udtryk er, at det gør de indbyrdes relationer stærkere og mere stabile. Når en person bliver bekendt med sin brors følelser for ham og lærer, hvor dybe kærligheds-, hengivenheds-, broderskabs- og venskabsfølelser hans bror nærer for ham, vil det naturligt få en vidtrækkende indvirkning på hans hjerte. Han vil få en følelse af respekt for værdien af sin brors venskab og kærlighed. I virkeligheden kan et stærkt og stabilt forhold præget af venskab og kærlighed aldrig bestå mellem to brødre, selv om de nærer gode følelser, hvis disse hjertefølelser ikke kommer til udtryk.

Hvis en muslimsk bror nærer kærlighed til en anden muslim, har broderen fuld ret til at blive bekendt med denne holdning og følelse over for ham. Det skyldes, at han derved kan udvikle tilsvarende følelser i sit eget hjerte som svar på dem og ikke i uvidenhed kommer til at vælge en handlemåde, der strider imod eller modarbejder den kærlighed, hans bror nærer for ham.

Netop derfor er det, med henblik på at udvikle og styrke den gensidige kærlighed mellem to muslimske brødre, ikke nogen overdrivelse at sige, at det i de fleste tilfælde er helt nødvendigt ikke at skjule følelserne, men at lade dem komme åbent til udtryk, så forholdet beskyttes mod sammenbrud. Den grundlæggende årsag til, at et sammenbrud opstår, er ofte, at den ene nærer kærlighed til sin bror og giver udtryk for denne kærlighed på forskellige måder. Men hvis hans bror, selv om han nærer kærlighed i sit hjerte, forbliver tavs som en passiv tilskuer, vil han ved ikke at give udtryk for denne kærlighed helt sikkert skabe mistanke, mistillid og afstand i sin brors hjerte.

Hvis den hemmelige kærlighed, venskabet og tilbøjeligheden til harmoni i hjertet kommer til udtryk udadtil, sker det på mange måder. I en sådan situation kommer menneskets følelser for dets bror til udtryk i enhver handling og ethvert skridt. Dette udtryk sker både gennem handlinger og gennem tungen. Det er i virkeligheden denne tilbøjelighed, der kommer til udtryk gennem god behandling, opfyldelse af behov, oprigtig kritik og bestræbelser på at rette op, invitationer til et måltid, et venligt ansigt, et mildt smil, omfavnelser, deltagelse i sorg og lidelse, gensidig tillid i personlige anliggender og lignende. Nogle af disse forhold har vi allerede behandlet; de øvrige vil blive behandlet senere.

I denne forbindelse er tungen den anden store virkende kraft. Ligesom et sårende ord, der kommer fra tungen, virker som en pil, hvis spor det bliver vanskeligt at udslette, kan et venligt ord på samme måde have så dybtgående en virkning, at det er vanskeligt for andre mennesker at forestille sig. Derfor har vi set, at Allahs Sendebud har befalet, at man skal være yderst påpasselig med tungen. Misbrug af den kan bringe de indbyrdes relationer ned på det laveste punkt af sammenbrud og forvrængning, mens god brug af den kan løfte disse relationer til det højeste niveau af kærlighed, hengivenhed og venskab. Det er der kun få, som forstår. Almindeligvis kan en samling af nogle få ord, der kommer fra tungen, og som udtrykker venskab og kærlighedsfølelser over for andre, i høj grad glæde menneskehjertet. Ja, undertiden kan selv en stor god gerning ikke måle sig med det. Alligevel findes der mange mennesker, som er nærige med selv et godt ord, en opmuntrende sætning eller et glædeligt ord. På denne måde berøves de ikke blot den lykke at bringe deres egen brors hjerte grænseløs glæde. (Det er tidligere blevet forklaret, at den, der glæder en muslimsk brors hjerte, glæder Allahs Sendebud; den, der glæder Allahs Sendebud, glæder Allah selv; og den, der glæder Allah, vil Allah føre ind i Paradiset.) Tværtimod sårer de undertiden deres brors hjerte ved ikke at sige et behageligt ord. Ja, undertiden tøver de ikke engang med at fremsætte uovervejede og uansvarlige udtalelser. Alligevel er det blevet sagt herom: »Den, der sårer en muslims hjerte, sårer Allah selv.«

Med følelsers udtryk gennem tungen menes der almindeligvis udtryk for kærlighed, hilsener, bønner, milde og venlige ord, udtryk for medfølelse, forespørgsler om, hvordan det går, og lignende. Det var med denne betydning af tungen for øje, at den ædle Profet ﷺ forelagde sine ledsagere følgende billede af Opstandelsens Dag: Den dag vil der omkring mennesket kun være flammende ild eller dets handlinger og gode gerninger, og på den dag vil Allah den Højeste selv føre regnskabet direkte. Derefter påbød han: »Beskyt jer mod denne frygtelige ild, om så blot med et stykke af en daddel; og hvis det heller ikke er muligt, så sig i det mindste et godt ord.«

Når vi har alle beviser for øje og har overvejet sagen fra alle sider, kan vi let forstå, hvad Allahs Sendebud ﷺ befalede om dette, og hvorfor han gjorde det. Om at give kærlighed udtryk sagde han:

اذا احبَّ الرَّجل اخاه فليخبره انه يحبه-

»Når nogen nærer kærlighed til sin bror, bør han lade ham vide, at han elsker ham.« (Tirmidhi, Abu Dawud)

Således gik en mand en dag forbi Den Store Profet (fvmh.). Da sagde en af dem, der var hos ham: »Jeg elsker denne mand for Allahs skyld.« Den Ædle Profet (fvmh.) spurgte ham:

أعلمته قال لا قال قم فاعلمه فقام اليه فاعلمه فقال احبَّك الذى احببتنى له –

»Har du ladet ham vide det?« Han svarede: »Nej.« Han sagde: »Gå hen og lad ham vide, at du elsker ham for Allahs skyld.« Så rejste han sig og gik hen til ham og fortalte ham det. Manden sagde: »Må Han, for hvis tilfredsheds skyld du elsker mig, elske dig.« (Bayhaqi, Tirmidhi – Anas bin Malik (r.a.))

Hazrat Abu Huraira (r.a.) berettede en hændelse og sagde, at Den Ædle Profet (fvmh.) kyssede Hazrat Hasan bin Ali (r.a.). Afra bin Jalis (r.a.) sad hos ham. Da han så Den Store Profet (fvmh.) kysse ham, sagde han: »Jeg har ti sønner, men jeg har aldrig kysset nogen af dem.« Den Ædle Profet (fvmh.) så på ham og sagde: »Den, der er berøvet barmhjertighed, bliver ikke vist barmhjertighed.«

من لا يرحم لا يرحم –

I en anden hadith er dette blevet sagt således: »Hvis Allah har berøvet jeres hjerte barmhjertighed, hvad kan jeg så gøre?« (Bukhari og Muslim.)

Det bedste tidspunkt til at udtrykke sine følelser er ved et møde. Mødets betydning og nødvendighed er allerede blevet omtalt. Lad os nu også se, hvordan mødet bør være for at udtrykke disse følelser.

7. Møder med kærlighed og godt humør

Efter god opførsel er møder det mest effektive middel til at forbedre de indbyrdes relationer. Men betingelsen er, at man under mødet på den ene side ikke må såre nogen gennem ubehagelige ord, drillerier, latterliggørelse og lignende, og på den anden side må mødet foregå på en sådan måde, at kærlighedens følelser kommer til udtryk allerede gennem selve mødeformen. Om dette finder vi megen vejledning i hadith-litteraturen. En sådan vejledning er, at man under mødet i stedet for sårende og hjerteskærende adfærd som hårdhed, strenghed, ringeagt og ligegyldighed skal udvise mildhed, høflighed, belevenhed og venlig tale. Om den milde person sagde Guds Sendebud (fred være med ham):

الا اخبركم بمن يحرم على النَّار وبمن تحرم النّار عليه على كلِّ هيِّن ليِّن قريب سهل –

»Jeg vil fortælle jer om en person, for hvem Helvedes ild er forbudt, og for hvem Helvede også er forbudt. Det er en person med et mildt sind, en mild natur og et mildt sprog.« (Ahmad, Tirmidhi – Ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham)

En anden måde er at møde andre med et smilende ansigt og smile venligt, så snart man ser dem. Guds Ædle Sendebud (fred være med ham) anbefalede begge disse ting. Ved en lejlighed sagde han:

لا تحفرنَّ من المعروف شيئا ولو ان تلقى اخاك بوجه طليقٍ –

»Betragt ingen god gerning som ubetydelig, selv hvis den blot består i at møde din bror med et smilende ansigt.« (Muslim – Abu Dharr, må Allah være tilfreds med ham)

Et andet sted siges det: »Selv det at smile venligt, så snart man ser sin bror, er en sadaqa.«

Man skal ikke mødes med foragt og ligegyldighed, men med interesse og opmærksomhed, og man skal lade den anden forstå, at mødet finder sted af oprigtig glæde over at træffe ham.

Sahabaerne fortæller om Profeten (fvmh.), at når han gav nogen sin opmærksomhed, gjorde han det med hele sin krop og sit sind. Bayhaqi har overleveret en hændelse af denne art. Hændelsen er følgende: En dag sad Profeten (fvmh.) i en forsamling i moskeen. På dette tidspunkt kom en mand derhen, og Profeten (fvmh.) rykkede sig og gjorde plads. Manden sagde: »O Allahs Sendebud, der er plads nok.« Han sagde:

انَّ للمسلم لحقاً اذا راه اخوه انْ يَّتزخزح له-

»Det er muslimens ret, at hans bror rejser sig for ham, når han ser ham.« (Bayhaqi – Wailah ibn Khattab, må Allah være tilfreds med ham)

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller, at da Zayd ibn Haritha (må Allah være tilfreds med ham) kom til Medina og bankede på døren udefra for at mødes med Allahs Sendebud, gik Allahs Sendebud (fvmh.) straks ud uden at have bundet sin kappe, men blot slæbende den efter sig. Ved Allahs ed, hverken før eller efter dette har jeg nogensinde set ham i en sådan tilstand. Han omfavnede Zayd om halsen af kærlighed og kyssede ham. På samme måde omfavnede Allahs Sendebud (fvmh.) Hazrat Ja’far al-Tayyar (må Allah være tilfreds med ham) om halsen og kyssede ham, da han vendte tilbage fra Abessinien. Da Hazrat Ikrima ibn Abu Jahl (må Allah være tilfreds med ham) kom til ham, sagde han: »Velkommen til den hjemvendte emigrant.«

8. Salam

At udtrykke følelser gennem salam er blevet betegnet som en bestemt fremgangsmåde, og det er også blevet gjort til en del af den ene muslims pligter og rettigheder over for den anden. Derved kommer der på den ene side et udtryk for følelser og på den anden side en bøn for ens bror, det vil sige et udtryk for gode ønsker. I den første prædiken, som Profeten (fvmh.) holdt efter sin ankomst til Medina, gav han anvisninger om fire ting. En af dem var denne:

وافشوا السَّلام بينكم –

»Udbred salam blandt jer.« Dens endnu større betydning fremgår af den følgende hadith:

لا تدخلون الجنَّة حتَّى تؤمنوا ولا تؤمنوا حتّى تحابُّوا الا ادلُّكم على شيئ اذا فعلتموه تحاببتم افشوا السلام بينكم –

»I vil aldrig træde ind i Paradiset, før I bliver mu’min. Og I vil ikke blive mu’min, før I elsker hinanden. Skal jeg ikke vise jer noget, som, hvis I tager det til jer, vil få jer til at elske hinanden? Det er, at I udbreder salam blandt jer.« (Muslim – Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham)

Ved en anden lejlighed angav han seks pligter og rettigheder, som en muslim har over for en anden muslim, og sagde:

يسلِّم اذا لقيه –

»Når du møder ham, skal du hilse på ham med salam.« (an-Nasa’i – Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham)

I denne forbindelse blev især den, der indleder salam, og den, der tager initiativet, opmuntret. Allahs Ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

»Den, der indleder salam, holder sig fri af stolthed.«

Han siger også:

انَّ اولى النّاس بالله من بدء السلام –

»Den, der indleder salam, er en af dem, der står Allahs barmhjertighed nærmest.« (Ahmad, Abu Dawud – Abu Uthman (ra))

Det er åbenlyst kærlighedens krav, at man går frem og beder for sin bror og således giver udtryk for sine følelser. Når Allahs Sendebud (saw) gik på vejen, indledte han altid selv salam. Uanset hvem han mødte på vejen – kvinder, mænd eller børn – hilste han på dem alle med salam. Han var endda særligt ivrig efter at hilse på børn. Om salam siger han:

اذا لقى احدكم اخاه فليسلِّم عليه فان حالت بينهما شجَّرةٌ او جدارٌ او حجر ثمَّ لقييه فليسلِّم عليه –

»Når en af jer møder sin bror, skal han hilse på ham med salam. Hvis der derefter kommer et træ, en mur, en sten eller noget andet imellem dem, og de så mødes igen, skal han også hilse med salam.« (Abu Dawud – Abu Huraira (ra))

Han anbefalede især, at man hilser på sine familiemedlemmer, og sagde til Anas (ra):

يا بنىَّ اذا دخلت على اهلك فسلِّم يكون بركة عليك وعلى اهل بيتك –

»Min søn! Når du træder ind i dit eget hjem, så hils alle med salam. Det vil være til gavn for dig og din familie.« (Tirmidhi – Anas (r.a.))

Salam kan kun øge kærligheden, når udvekslingen sker med den rette følelse, når den ene bror beder den anden bror om fred, og derved giver udtryk for dybden af kærligheden og velviljen i sit hjerte. Hvis der derimod blot af vane kommer et par ord ud af munden, sådan som det er blevet almindeligt i islam, kan det uden tvivl ikke øge den gensidige kærlighed.

9. Musafaha

For at udtrykke sin kærlighed og sine følelser ved et møde er musafaha eller håndtryk det andet, som Allahs ædle sendebud foreskrev efter salam. Hazrat Anas (r.a.) blev spurgt, om musafaha var en skik blandt Allahs sendebuds ledsagere (r.a.). Han svarede: Ja.

I virkeligheden er musafaha salamens afslutning eller fuldendelse. Det vil sige, at hele salamens betydning derved fuldendes. Allahs ædle sendebud har selv berettet dette:

تمام تحيّاتكم بينكم المصافحة –

»Ved musafaha fuldendes jeres gensidige salam.« (Ahmad, Tirmidhi – Abu Umamah (r.a.))

Om musafaha har Profeten, den ædle, desuden sagt: »Bliv ved med at udføre musafaha, for derved fjernes fjendskab.

(تصافحوايذهب الغلَّ) Desuden har Allahs ædle Sendebud (fvmh.) også givet følgende glædelige budskab om belønningen for musāfaha:

ما من مسلمين يلتقيان فيصا فحان الاَّ غفرلهما قبل ان يَّتفرَّقا وفى رواية اخرى اذا التقى المسلمان فتصافحا وحمدا الله واستغفرا الله غفرلهما –

‘Når to muslimer mødes og giver hinanden musāfaha, bliver deres (samtlige fejl og mangler) tilgivet, før de skilles. I en anden overlevering hedder det, at når to muslimer giver hinanden musāfaha, lovpriser Allah og beder Ham om tilgivelse, bliver de tilgivet. – (Ahmad, Tirmidhi, Ibn Majah – Baya bin Garib (ra.))

10. At tiltale hinanden med gode navne

Enhver, der kender menneskenaturen, ønsker at blive tiltalt med et godt navn. Det er et naturligt ønske hos mennesket. Jo mere kærligt og følelsesfuldt man tiltaler en person, desto mere vil hans hjerte blive påvirket af den tiltalendes oprigtighed og kærlighed. Derfor bør man ikke være nærig på dette område. Tværtimod bør man forsøge at kalde sin bror på en måde og med ord, der fuldt ud udtrykker ens kærlighed til ham. I Sayyid Ahmad Shahids (rah.) bevægelse tiltale enhver person sine jævnaldrende og ældre ved at føje ordet ‘bror’ til deres navn, mens de yngre blot blev tiltalt ved deres navn. Kort sagt skal tiltalen være sådan, at ens egen kærlighed kommer fuldt til udtryk, og den andens hjerte samtidig bliver glad. At en person tiltaler sin bror med ord, han ikke bryder sig om, har ingen plads i et kærligt og oprigtigt forhold. Hele hadithen om venlig tale er relevant i denne forbindelse. Da Hazrat Umar (ra.) blev spurgt: ‘Hvad styrker venskabet?’, gav han et særdeles smukt svar. Han sagde: ‘Tiltal din ven med et godt navn.’

11. Interesse for personlige forhold

Et af den oprigtige kærligheds vigtigste krav er at vise interesse for sin brors personlige forhold, ligesom man interesserer sig for sine egne. Når du møder din bror, skal du spørge til hans personlige situation og vise fuld interesse for den. På den måde opstår der i den ene brors hjerte tillid til den andens oprigtighed og velvilje, og den enes følelser bliver åbenbaret for den anden. Som følge heraf vil disse ting gøre deres forhold endnu mere stabilt. Profeten (fvmh.) henledte også opmærksomheden på dette, da han pålagde sine ledsagere at lære hinanden personligt at kende. Han sagde:

اذا اخى الرَّجلُ الرَّجلَ فليسأله عن اسمه واسم ابيه وممَّن هو فانَّه او صل للمودَّة –

»Når en person bliver ven med en anden, bør han spørge ham om hans navn, hans fars navn og hans stammetilhørsforhold. For derved styrkes rødderne til den gensidige kærlighed yderligere.« (Tirmidhi – Yazid ibn Nu‘ama, måtte Allah være tilfreds med ham)

Ens navn og lignende er en del af menneskets private forhold. Den hadith, der her er tale om, peger således netop på det princip, jeg har fremlagt. Udsagnet »Desuden styrkes kærlighedens rødder« belyser også dens egentlige betydning.

12. Hadya

At give en hadya for at udtrykke kærlighed og oprigtighed over for ens muslimske bror er særdeles gavnligt for forholdets stabilitet. Faktisk er gode ord, at tiltale nogen med et smukt navn, at udtrykke kærlighed og lignende tungens hadyaer. Gennem disse forsøger den ene bror at udtrykke sin kærlighed og sine følelser over for den anden bror og at drage ham mod sig. Ligesom disse hadyaer fra tungen glæder hjertet, skaber forbindelser mellem forskellige hjerter og hjælper dem med at drage hinanden til sig, knytter materielle hadyaer også det ene hjerte til det andet, og derved vokser den gensidige kærlighed. I forbindelse med sin anbefaling af hadyaer gjorde Profeten også opmærksom på denne fordel ved dem: at hjertets urenhed derved vaskes bort og renses. Han sagde:

تهادوا تحابُّوا وتذهب شحناؤكم – (او كما قال عليه السلام)

»Send hadyaer til hinanden; derved vil den gensidige kærlighed vokse, og afstand og fjendskab mellem hjerterne vil forsvinde.« (Muwatta Malik, ‘Ata)

Selv plejede Profeten gentagne gange at give hadyaer til sine ledsagere, og hans sahaba sendte hadyaer til ham og til hinanden. Hvad vi bør huske i denne forbindelse, og den vejledning vi finder i Profetens liv, er følgende:

1. Hadyaer bør altid gives efter ens formåen, og man bør ikke afholde sig fra at give en hadya, blot fordi man ikke kan give noget værdifuldt eller særligt; det, der i virkeligheden skaber forbindelser mellem hjerterne, er ikke hadyaens værdi eller rang, men giverens oprigtighed og kærlighed.

2. Uanset hvad gaven består af, bør den altid modtages med taknemmelighed.

3. Man bør altid forsøge at give en gave til gengæld for en gave. Det er ikke nødvendigt, at gaven har samme værdi; enhver bør give efter sin egen formåen. Den ædle Profet (fvmh.) plejede altid at forsøge at gengælde gaver. En gang, da en person nægtede at tage imod en gengældt gave, udtrykte han stor utilfredshed.

4. Blandt gaver var duft den ting, som den ædle Sendebud (fvmh.) satte størst pris på. I dag kan bøger også regnes blandt sådanne gaver.

13. Taknemmelighed

At udtrykke sine egne kærlighedsfølelser og vise, at man værdsætter andres kærlighed, er en fremragende form for taknemmelighed. Når en person mærker, at hans bror på behørig vis forstår betydningen og værdien af de handlinger, han har udført af kærlighed og som følge af sin kærlighed, vil hans oprigtige kærlighed til broderen vokse. Omvendt vil den kærlige persons hjertefølelser naturligt begynde at svækkes, hvis han mærker, at hans oprigtighed og kærlighed ikke har nogen værdi. Derfor er det en muslimsk brors ubetingede pligt med glæde at vise taknemmelighed, når en anden muslimsk bror hjælper ham, behandler ham godt, siger noget venligt til ham eller giver ham en gave. På den måde fortæller han ham, at han fuldt ud værdsætter hans oprigtighed og kærlighed. Om den ædle Profet (fvmh.) fortæller ledsagerne, at når nogen overrakte ham noget, tog han imod det med taknemmelighed, og når nogen udførte en tjeneste for ham, viste han sin taknemmelighed derfor.

14. At spise sammen

At dele måltider med hinanden og invitere andre hjem til et måltid er også en fremragende måde at udtrykke oprigtighed og kærlighed på. Det giver ikke blot mulighed for en åben og ubesværet samtale; når en muslim inviterer sin bror hjem for at spise, opstår der også hos den inviterede en følelse af, at hans bror nærer dyb kærlighed til ham. Når en sådan følelse opstår, vil det indbyrdes forhold uden tvivl blive stærkere. Ledsagerne inviterede ofte hinanden og den ædle Profet (fvmh.) til måltider. Når den ædle Profet (fvmh.) selv havde noget mad, eller når noget kom til ham fra et andet sted, lod han hele forsamlingen tage del i det. I forbindelse med invitationer og det at spise sammen bør man være opmærksom på de ting, der tidligere blev nævnt i forbindelse med gaver. Især bør man ikke være tilbageholdende med at invitere; enhver bør tværtimod bespise andre efter sin formåen, selv hvis det blot er den daglige mad. Hvis man kan gøre noget særligt i den forbindelse, vil det naturligvis gøre et godt indtryk på den inviterede. Men uanset hvad der bliver sat frem, er det den inviteredes pligt at tage imod det med tilfredshed og taknemmelighed. Det sidste, der skal siges om dette, er, at man ligesom med gaver bør forsøge at gengælde en invitation.

I denne forbindelse bør man også vide, at muslimerne i begyndelsen tøvede med at spise i deres kære og slægtninges hjem. Allah den Almægtige fjernede denne tøven ved at åbenbare et vers om dette i Koranens sura An-Nur.

15. Dua

Dua er noget, der på den ene side optager mange af de pligter og rettigheder, vi har drøftet, i sig og på den anden side øger det indbyrdes venskab og kærlighed. Gennem dua beder en muslim sin Herre om rahmat og maghfirat for sin bror, beder om hans velbefindende og velfærd og anmoder om forbedring af hans situation. Muslimen er tydeligvis overbevist om, at den egentlige nøgle til årsagernes virkning ligger i Allahs hånd. Når han derfor ser, at hans bror løfter sine hænder i bøn foran sin Herre for hans skyld, bliver han dybt bevæget og påvirket.

Dua kan fremsiges både i den andens fravær og ansigt til ansigt. En af dens former er salam, hvis fuldstændige formulering udtrykker muslimens bøn om fred, rahmat og velsignelse for hans bror. En anden muslims pligt over for en muslim er, at når han nyser og siger »Al-hamdulillah«, skal han bede om rahmat for ham. At bede janazah-bønnen for sin muslimske bror er også en særlig pligt, og dette er ligeledes en form for dua. Omsorgen for den syge bror, som tidligere er beskrevet, rummer også dua.

Når dua fremsiges ansigt til ansigt eller med den pågældendes viden, er dens første gode virkning, at han af hele sit hjerte og sin sjæl får tillid til sin brors oprigtige velvilje og kærlighed. Eftersom begges ønskede mål er Allahs rahmat, ser han, at hans bror ikke blot gør en konkret indsats for hans skyld, men også fremfører hans håb og ønsker for Allah, ligesom han fremfører sine egne. Selv når han er urolig på grund af sine egne sorger og vanskeligheder, rækker han hænderne frem foran sin Herre; han beder om maghfirat for sin brors fejl, mangler og synder, ligesom for sine egne, og håber på Allahs tilfredshed og rahmat for ham, ligesom for sig selv. Han ser også, at hans bror er så opmærksom på ham, at han husker ham, selv når kun broderen og hans Allah er til stede i ensomhed. Under disse omstændigheder opstår der helt naturligt kærlighed i hans hjerte til den bror, der beder dua for ham. På denne måde kan alle fordelene ved at udtrykke hjertets følelser opnås gennem dua.

For det andet, når den, der beder dua, bestræber sig på at inddrage den anden i sin dua, bliver det oprigtige forhold mellem dem endnu stærkere, og samtidig tilføres forholdet renhed.

Desuden er man blevet opfordret til, ud over at bede om rahmat, maghfirat, opfyldelse af behov og fjernelse af vanskeligheder, også at bede for sin brors standhaftighed på den rette vej og for deres indbyrdes venskab.

اللّهمَّ الِّف بين قلوبنا واصلح ذات بيننا –

»Åh Allah! Forbind vores hjerter, og fjern vores indbyrdes uoverensstemmelser.«

På denne måde er det også blevet anbefalet at bede om, at urenhed, had og lignende fjernes fra hjertet. For at nære bitterhed, uvilje eller klager mod hinanden i hjertet er en alvorlig sygdom. Derfor bør man ydmygt bede om helbredelse for den.

ربَّنا اغفرلنا ولاخواننا الَّذ ين سبقونا بالايمان ولا تجعل فى قلوبنا غلاًّ لّلَّذين امنوا ربَّنا انَّك رؤف الرَّحيم –

»Vor Herre! Tilgiv os og vore brødre, som kom til tro før os, og lad ikke vore hjerter rumme misundelse eller fjendskab mod de troende. Vor Herre! Du er i sandhed fuld af nåde og barmhjertig.« (Sura al-Hashr, 10)

Når man nævner sin brors navn eller mindes ham i sin bøn, styrker det forholdet yderligere. Det er ganske vist enhver muslims pligt over for en anden muslim frivilligt at bede om nåde for sin bror, at bede Allah om hans venskab og kærlighed og at anmode om, at forholdet beskyttes mod fordrejning og skade; men det kan også bidrage til at styrke det indbyrdes forhold, at man beder hinanden om at bede for sig og udtrykker ønsket om at være med i hinandens bønner. Som eksempel sagde den ædle Profet (saw): »Når du besøger din syge bror, så bed ham også om at bede for dig. For hans bønner bliver lettere bønhørt.«

En gang, da Umar (ra) drog af sted på hajj, sagde den ædle Profet (saw) nogle ord til ham. Om disse ord sagde Umar (ra) selv: »Dette er det kæreste, jeg har fået i hele mit liv.« Ordene var: »Vor broder, husk os i din bøn.«

16. At svare på en smuk måde

Enhver muslim bør bestræbe sig på at gengælde sin muslimske brors oprigtighed og kærlighed med endnu større oprigtighed og kærlighed. For intet forhold kan udvikle sig gennem ensidig kærlighed alene. Desuden kan den anden brors hjerte derved være forvisset om, at hans kærlighed hverken går til spilde eller bliver mødt med ringeagt. At gengælde en hilsen med en hilsen, en gave med en gave, gode ord med gode ord og at gøre alt dette på en smuk måde belyser netop det ovennævnte princip. I denne forbindelse bør man også huske den følgende udtalelse fra Allahs ædle Sendebud:

»Den bedste af to, der elsker hinanden, er den, der nærer størst kærlighed til sin bror.«

Hvis det ikke er muligt at give et endnu bedre svar på ens broders kærlighed, bør man i det mindste gengælde den på samme niveau; og hvis man samtidig erkender sin egen manglende evne, vil det helt sikkert påvirke den andens hjerte.

17. Forligelse og afvisning af klager

Når man har grundlaget for relationen i mente og forsøger at tage egnede midler i brug for at skabe følelser af venskab og kærlighed i den samt beskytte den mod forfald og skade, vil forskellige fejl og mangler naturligt komme til udtryk. Intet menneske kan sige, at det aldrig vil begå en fejl i noget, det gør. Især fordi denne relation er opbygget for den islamiske revolutions skyld, er Satan derfor også meget aktiv på dette område og leder hele tiden efter en sprække, hvorigennem han kan forvrænge de indbyrdes relationer og skabe splittelse i dem. Hvis man holder alt det, der tidligere er blevet sagt om indbyrdes relationer, klart for øje og følger principper som ikke at påføre sin broder nogen fysisk eller psykisk smerte gennem sine ord eller handlinger, at gøre alt, hvad man kan, for at hjælpe sin broder i religiøse og verdslige anliggender, at udtrykke sin oprigtighed og kærlighed fuldt ud, samt som udtryk for, at man værdsætter andres oprigtighed og kærlighed, at vise endnu større oprigtighed og kærlighed eller i det mindste oprigtighed og kærlighed på samme niveau, og hvis man fortsætter med at vurdere sin egen adfærd efter denne målestok, vil det blive meget vanskeligt for Satan at trænge ind i relationen. Hvis der alligevel viser sig forfald og dårligdom i relationen, må enhver muslimsk broder have nogle ting for øje. Når disse ting holdes for øje, kan forfaldet let fjernes, selv når det viser sig. Det almindelige grundlag for forfald i relationer er, at den ene muslimske broder får anledning til at nære en klage mod den anden i sit hjerte. Der kan være mange årsager til, at en klage opstår. Men de ting, der behandles i dette kapitel, fjerner alle disse årsager. I enhver klage kan man iagttage en lighed: Når en muslim bliver såret af noget, hans broder siger eller gør, opstår klagen deraf. Hvis sagen er alvorlig, er denne klage i sig selv tilstrækkelig til at forvride relationen. Hvis det derimod er en mindre sag, skaber flere lignende forhold tilsammen en stærk følelse. Det er nødvendigt at holde de ting, der behandles i denne forbindelse, frem for alles øjne.

For det første bør en muslim ikke give en anden muslim nogen anledning til at klage. Han bør altid bestræbe sig på ikke at såre sin broders hjerte på nogen måde.

For det andet bør enhver muslim være storsindet over for sin broder. Han bør rette sin opmærksomhed mod den ophøjede moralske undervisning fra Guds ædle Sendebud og gøre sit yderste for, at der ikke opstår en klage mod nogen, og hvis der alligevel gør, straks at fjerne den fra sit hjerte.

For det tredje: Hvis der trods denne bestræbelse opstår en klage, og det ikke er muligt at glemme den, bør man ikke nære den i sit indre. Uanset om sagen er lille eller stor, bør man straks gøre sin broder bekendt med den. At bære på mistanke og nag mod sin broder i sit hjerte og omgås ham med dette nag er et tegn på den værste karakter. Derfor bør man uden nogen forsinkelse straks bestræbe sig på at fjerne dette nag fra sit hjerte.

For det fjerde bør den, som klagen rettes imod, ikke blive utilfreds eller tage anstød af dette. Tværtimod bør man vise taknemmelighed over for den omsorgsfulde broder, som i stedet for at tale bag hans ryg og handle illoyalt er kommet frem og har fremsat sin klage, og som, fordi han anser relationen for at være noget yderst værdifuldt, har taget initiativ til at få selv en mindre klage løst og dermed givet mulighed for forbedring.

For det femte: Så snart man får at vide, at ens broder nærer en klage i sit hjerte, bør man forsøge at forbedre sig selv. For jo mere tiden går, desto mere rodfæstet bliver forfaldet. Desuden er det så meget bedre, jo hurtigere man kan udrydde fitnaens rødder. Hvis man virkelig har begået en fejl, bør man åbent erkende den og udtrykke anger over den. Hvis man har en undskyldning for fejlen, bør man også fremlægge den. Og hvis der ikke er begået nogen fejl, men der er opstået en misforståelse, eller hvis der foreligger en rimelig undskyldning, bør man bestræbe sig på at fjerne misforståelsen. I denne forbindelse belyser profeten Jesus’ følgende udtalelse i Evangeliet på smuk vis en muslims pligt til at opfylde dette ansvar:

“Hvis du går til offerstedet for at frembære dit offer, og det dér falder dig ind, at min broder har en klage mod mig, så lad dit offer stå foran offerstedet, gå tilbage og forson dig med din broder; først derefter kan du frembære dit offer.”

Her er der sagt noget meget bemærkelsesværdigt. Hvis din broder er fjendtligt indstillet over for dig, er det vanskeligt for dig at være et godt menneske og grundlægge dit forhold til din broder på harmoni. I virkeligheden bliver tilbedelsens egentlige formål først fuldendt, når vi kan gøre Allah tilfreds. Derfor er der givet det råd, at man før man frembærer sit offer, bør fjerne sin broders klage og bestræbe sig på selv­renselse samt ikke på nogen måde forsinke dette.

For det sjette: Når en muslimsk broder erkender en fejl, er det ens pligt at tilgive ham, og man bør ikke være smålig i denne sag. Hvis han fremfører en undskyldning, er det ens pligt at betragte ham som undskyldt og acceptere hans undskyldning. Hvis han desuden fremsætter en forklaring med det formål at fjerne en misforståelse, er det ens pligt at tro på hans ord som sande. I denne forbindelse bør man huske følgende udtalelse af den ædle Profet (fred være med ham):

‘Den, der over for en muslimsk broder fremfører en undskyldning for sin fejl, men som ikke betragter ham som undskyldt og heller ikke accepterer hans undskyldning, pådrager sig lige så megen synd som den skatteopkræver, der begår uret ved ulovlig opkrævning af skatter.’

For at følge disse anvisninger korrekt må man forstå værdien af menneskers indbyrdes forhold meget grundigt, i sit hjerte have fuld respekt for følelsen af kærlighed mellem brødre og samtidig være fuldt bevidst om, hvor stor en synd det er at ødelægge dette forhold. Det første kan man få en meget god forståelse af gennem drøftelsen i det første kapitel og drøftelsen af anden del af det nuværende kapitel. Om det andet er det blevet sagt, at den ædle Profet (fred være med ham), da han forklarede, hvordan dette forhold ødelægges, sagde: ‘Det er en barberende ragekniv, som barberer hele islams religion væk.’ Den, der derfor tror, at succes i det hinsidige er den sande succes, vil naturligvis bevare sin religion for enhver pris; og den, der ønsker at beskytte sin religion, vil aldrig, så langt hans evner rækker, tillade dette forhold at blive ødelagt. Den ædle Profets (fred være med ham) advarsel mod gensidig utilfredshed og brud på forholdet er både tiltalende og streng. Han sagde:

لا يحلُّ للرَّجل ان يَّهجر اخاه فوق ثلاث ليالٍ يلتقيان فيعرض هذا ويعرض هذا وخيرهما الَّذى يبدأ بالسلام-

‘Det er ikke tilladt for en muslim at holde sin broder på afstand i mere end tre dage af vrede og, når de mødes, vende ansigtet bort fra hinanden. Den af de to, der først hilser med salam, det vil sige begynder forsoningen ved at opgive sin vrede, er den bedste.’ (Bukhari og Muslim – Abu Ayyub al-Ansari, må Allah være tilfreds med ham)

Heraf fremgår det, at den, der tager initiativ til forsoning, er den bedste. Den ædle Profet (fred være med ham) har også sagt, hvordan Allah behandler to sådanne muslimer:

تعرض اعمال النَّاس فى كلِّ جمعة مرَّتين يوم الاثنين ويوم الخميس فيغفر لكلِّ عبدٍ مُّؤمن الاَّ عبدأً بينه وبين اخيه شحناء فيقال اتركوا او اركوا هذين حتى يفيئا –

‘To dage om ugen, mandag og torsdag, bliver menneskenes gerninger forelagt (for Allah), og enhver troende tjener bliver tilgivet, undtagen den, der nærer had til sin muslimske bror. Der siges: Lad ham være i nogle dage, så de kan forsone sig med hinanden.’ (Muslim, Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

Om den, der forlader sin bror i tre dage, sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) desuden:

لا يحلُّ لمسلم ان يَّهجر اخاه فوق ثلاث فمن هجر فوق ثلاث فمات دخل النَّار-

‘Det er ikke tilladt for nogen muslim at forlade sin bror i mere end tre dage. Den, der forbliver adskilt fra ham i mere end tre dage og dør i denne periode, vil være blandt Helvedes beboere.’ (Ahmad, Abu Dawud – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

Han sagde desuden:

فمن هجر اخاه سنة فهو كسفك دمه –

‘Den, der forlader sin muslimske bror i et år, er som om han har udgydt hans blod (det vil sige, han har begået en så stor synd).’ (Abu Dawud – Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham)

Det kan naturligvis også ske, at den ene part bryder forbindelsen, efter at have forsøgt at opnå forsoning, eller at han i en konflikt står på sandhedens side. I en sådan situation vil han hverken ifølge fornuften og dømmekraften eller ifølge sharia have nogen synd. Selv i en sådan situation er han imidlertid blevet rådet til at handle storsindet, tilgive sin broder og, selv om han står på sandhedens side, søge at bilægge konflikten. I en hadith sagde Profeten, den Ædle (fred være med ham), om rådet til at opgive konflikten:

من ترك المراء وهو على حقٍّ بنى له بيت فى وسط الجنة ومن حسن خلقه بنى له فى اعلاها-

»For den, der opgiver konflikten, bliver der bygget en bolig midt i Paradiset. Og for den, der forbedrer sin karakter, bliver der bygget et palads på Paradisets højeste steder.« (Tirmidhi – Anas, måtte Allah være tilfreds med ham)

Det er tydeligt, at tilgivelse eller benådning er det højeste trin i den smukkeste karakter. Det er gennem denne, at mennesket bliver værdigt til at få en plads på Paradisets højeste niveau.

Samtidig med forsoningen er det de øvrige muslimske brødres og det muslimske samfunds pligt generelt at holde øje med forholdet mellem de to brødre og korrigere det, hvis der et sted viser sig tegn på forvanskning. For de gensidige relationers stabilitet afhænger af denne korrektion. Og netop disse relationer er samfundets liv og sjæl. Koranen har foreskrevet denne korrektion med følgende ord:

انَّما المؤمنون اخوة فاصلحوا بين اخويكم –

»De troende er sandelig hinandens brødre. Så bilæg derfor striden mellem jeres to brødre.« (Sura al-Hujurat, 10)

Der er endog givet befaling om at bekæmpe den, der overskrider grænserne, i denne sag.

Allahs Ædle Sendebud (fvmh.) spurgte engang sahabaerne: »Skal jeg fortælle jer om en handling, hvis belønning med hensyn til fortjeneste er større end belønningen for bøn, faste og almisse?« Sahabaerne sagde: »Ja, O Allahs Sendebud! Fortæl os det endelig.« Han sagde:

اصلاح ذات البين – وفساد ذات البين الحالقة –

»At forsone mennesker indbyrdes, mens det at skabe splid mellem mennesker er at barbere selve religionen væk.« (Abu Dawud, Tirmidhi)

Om dette sagde han også (selv om islams holdning til løgn er yderst streng):

ليس الكذَّاب الَّذى يصلح بين النَّاس ويقول خيرًا فيمنى خيرًا او يقول خيرًا –

»Den, der forsoner mennesker, siger gode ord og viderebringer gode ord, er ikke en løgner.« (Bukhari og Muslim – Umm Kulthum, r.a.)

Det vil sige, at man fra den ene part til den anden viderebringer en sådan god vilje, som ikke faktisk er blevet udtrykt. Når en sådan mægling er nødvendig for at skabe forsoning, bør man naturligvis tale usandt og tale på en måde, der kan få den ene part til at nære tillid til den anden parts kærlighed og gode vilje.

Hvis muslimer i lyset af disse anvisninger ikke selv giver anledning til klager, samtidig med at de fortsætter bestræbelserne på at skabe forsoning og forbliver samfundsbevidste, bliver det meget vanskeligt for Satan at blande sig.

18. At søge tawfiq hos Herren

Forholdet præget af venskab, broderskab og kærlighed er en grundlæggende betingelse og et uundgåeligt krav. Jo mere kær ens mål er, desto dybere bliver broderskabsforholdet mellem den ene bror og den anden. Når den enes sorg og lidelse bliver den andens sorg og lidelse, den enes bekymring bliver den andens bekymring, og den enes glæde bliver den andens glæde, løftes forholdet på én måde til det ønskede niveau. Og når barmhjertighed og velvilje samtidig forenes, når forholdet fra alle sider sit højeste niveau. I virkeligheden er det netop et sådant forhold, der inden for en Jamaat og en bevægelse kan skabe den livs- og handlingsbevidsthed, som sikrer succes. Hvor denne store velsignelse opnås ved at følge alle de betingelser og fremgangsmåder, som Allah og Hans Sendebud (fvmh.) har foreskrevet, bliver Allahs tawfiq også nødvendig for den. For dette er en særlig gunst fra Allah. Derfor bør man ydmygt bede til Rabbul-Alamin om, at Han beskytter dette hellige forhold mod forvrængning og sammenbrud og lader venskab og kærlighed i det vokse mere og mere.

ربَّنا اغفرلنا ولاخواننا الَّذ ين سبقون بالايمان ولاتجعل فى قلوبنا غلاًّ للَّذ ين امنوا ربَّنا انَّك رؤف الرَّحيم –

»Vor Herre! Tilgiv os og vores brødre, som kom til tro før os, og lad ikke vores hjerter rumme misundelse eller fjendskab mod de troende. Vor Herre! Du er visselig fuld af gunst og barmhjertig.« (Sura al-Hashr, 10)

— Afslutning —