Indledning
Ilah, Rabb, dīn og ibadah – disse fire ord har grundlæggende betydning i Koranens terminologi. Koranens overordnede budskab er, at alene Allah den Ophøjede er den ene Rabb og Ilah; der findes ingen anden ilah end Ham, og der findes ingen anden Rabb. Ingen har del i Hans uluhiyya og rububiyya. Anerkend derfor Ham alene som jeres Ilah og Rabb, og afvis alle andres uluhiyya og rububiyya ud over Hans. Tilbed Ham, og tilbed ingen anden end Ham. Gør dīn oprigtigt og udelukkende for Ham, og forkast alle andre dīn.
——————-Sura an-Nisa: 25——————– Enhver sendebud, som Vi har sendt før dig, har Vi åbenbaret: Der findes ingen ilah ud over Mig. Tilbed derfor Mig alene. – an-Nisa 25
———————Sura at-Tawba: 31——————— De blev kun befalet at tilbede denne Ilah; der findes ingen anden ilah end Ham. Han er fri for det, de har gjort til Hans partnere. – at-Tawba 31
——————–Sura al-Anbiya: 92—————– Sandelig, dette jeres fællesskab (det vil sige alle profeternes) er ét fællesskab, og Jeg er jeres Rabb. Tilbed derfor Mig. al-Anbiya: 92
———————Sura al-An’am: 164 ————– Sig: Skulle jeg søge en anden Rabb end Allah, når Han er altings Rabb? al-An’am: 164
——————–Sura al-Kahf: 110 —————- Den, der håber på at møde sin Rabb, skal derfor gøre gode gerninger og ikke sætte nogen som partner ved tilbedelsen af sin Rabb. al-Kahf: 110
——————-Sura an-Nahl: 36 ——————- Vi har sendt et sendebud til hvert folk med befalingen: Tilbed Allah, og hold jer fra at tilbede taghut. an-Nahl: 36
——————Sura Aal Imran: 83 —————— Søger de da en anden dīn end Allahs dīn? Og alt, hvad der er i himlene og på jorden, underordner sig Ham, villigt eller uvilligt. Til Ham skal de vende tilbage. – Aal Imran: 83
———————-Sura Az-Zumar: 11 ————— Sig: Jeg er blevet befalet at tilbede Allah og oprigtigt vie min dīn til Ham. – Az-Zumar: 11
——————–Sura Aal Imran: 51 —————– Sandelig, Allah er min Rabb og jeres Rabb. Tilbed derfor Ham alene. Dette er den lige vej. – Aal Imran: 51
Disse få vers er blevet fremført som eksempler. Enhver, der studerer Koranen, vil allerede ved første øjekast mærke, at hele Koranens fremstilling kredser om disse fire begreber. Den ædle Koran, den storslåede bogs centrale tanke (Central idea) er denne:
Allah er Rabb og ilah.
Ingen anden end Allah har ret til rububiyya og uluhiyya.
Derfor skal kun Ham tilbeds.
Dīn skal helliges Ham alene.
Betydningen af de fire begreber
Det er klart, at det er helt afgørende at forstå den rette og fuldstændige betydning af de fire begreber for at kunne tilegne sig Koranens lære. Hvis en person ikke ved, hvad ordet ilah betyder, hvad ibadat er, og hvad din betyder, vil hele Koranen blive meningsløs for ham. Han vil ikke kunne forstå tawhid, ikke kunne forstå shirk, ikke kunne hellige ibadat udelukkende til Allah og ikke kunne gøre din til noget, der er bestemt for Allah alene. På samme måde vil hele Koranens lære forblive uklar for den, hvis forståelse af disse begreber er uklar og ufuldstændig. Selv om han tror på Koranen, vil både hans trosopfattelse og hans praksis, tro og handlinger forblive ufuldstændige. Han vil med sin mund sige: »La ilaha illallah« — der er ingen ilah ud over Allah — og alligevel gøre mange til ilaher. Selv om han med sin mund erklærer: »Der er ingen anden rabb end Allah«, vil mange i praksis indtage rollen som hans rabb. Han vil oprigtigt sige: »Jeg tilbeder ingen anden end Allah«, men vil ikke desto mindre være optaget af at tilbede mange andre tilbedte væsener. Han vil med stor overbevisning sige: »Jeg følger Allahs din«, og hvis det siges, at han følger en anden din, vil han være parat til at kæmpe; alligevel vil lænkerne fra mange andre diner hænge om hans hals. Ordet »ilah« eller »rabb« vil aldrig komme fra hans mund om nogen anden end Allah, men med hensyn til den betydning, som disse ord er dannet for, vil han have mange ilaher og rabber. Og den stakkels mand vil ikke engang vide, at han i praksis har gjort mange andre end Allah til rabber og ilaher. Hvis man siger til ham: »Du tilbeder andre« eller »Du begår shirk i din«, vil han styrte frem for at kaste sten, men efter betydningen af ibadat og din tilbeder han i praksis andre og følger en anden din. Han vil ikke vide, at det, han gør, i virkeligheden ikke er andet end at tilbede andre. Om en person, der er havnet i denne tilstand, kan man ikke sige andet, end at han følger en din, der ikke er Allahs.
Den grundlæggende årsag til de fejlagtige forestillinger
Da Koranen blev fremlagt i Arabien, vidste alle, hvad ilah betød, og hvem der blev kaldt rabb. For disse to ord havde længe været almindelige i deres daglige tale. De vidste, hvad ordene betød, og hvilken betydning de havde. Derfor forstod de helt præcist, da det blev sagt til dem, at Allah alene er den ene Rabb og Ilah, og at ingen overhovedet har nogen del i uluhiyya og rububiyya. De forstod tydeligt, hvad der blev forbudt for andre, og hvad der blev bestemt for Allah. De, der gjorde modstand, gjorde det vel vidende, hvor afvisningen af andres uluhiyya og rububiyya ramte. De troede, vel vidende hvad de måtte forkaste, og hvad de måtte antage ved at acceptere denne lære. På samme måde havde ordene ibadat og din også længe været almindelige i deres sprog. De vidste, hvad en abd var, og hvilken tilstand ubudiyya betegnede. De vidste, hvilken adfærd ibadat indebar, og hvad din betød. Derfor tog de ikke fejl af Koranens kald, da det blev sagt til dem: »Opgiv at tilbede alle andre og tilbed Allah; løsriv jer fra alle andre diner og træd ind i Allahs din.« Så snart de hørte denne lære, forstod de, hvilken forandring den krævede i deres livsordning.
Men den grundlæggende betydning, som disse ord havde på det tidspunkt, hvor Koranen blev åbenbaret, begyndte lidt efter lidt at ændre sig i de følgende århundreder. Til sidst mistede hvert enkelt ord hele sin omfattende betydning og blev knyttet til en meget begrænset, ja ligefrem uklar betydning. En årsag var manglen på en korrekt interesse for det arabiske sprog; en anden var, at de mennesker, der senere opstod i det islamiske samfund, ikke længere havde den betydning af ilah, rabb, din og ibadat, som var udbredt i det ikke-muslimske samfund på det tidspunkt, hvor Koranen blev åbenbaret. Derfor blev de fleste koraniske ord i senere ordbøger og tafsirværker forklaret ikke ud fra deres sproglige betydning, men ud fra betydninger, som senere tiders muslimer forstod. For eksempel:
Ordet ilah blev gjort næsten synonymt med afgud og guddom. Rabb blev gjort til et synonym for den, der opfostrer og sørger for, eller for »forsørgeren«. Ibadat blev gjort ensbetydende med afgudsdyrkelse og tilbedelse, mens din blev gjort til et synonym for religion, madhhab og religion (Religion). Taghut blev oversat som afgud eller Satan.
Resultatet blev, at det blev vanskeligt for folk overhovedet at forstå Koranens grundlæggende formål. Koranen siger: »Gør ingen anden end Allah til ilah.« Folk tænker: Vi har opgivet afguder og guddomme. Derfor har vi opfyldt Koranens formål. Men de holder fast i alle de andre forhold, som betydningen af ilah også omfatter. De ved ikke engang, at de gør andre end Allah til ilah. Koranen siger: »Anerkend ingen anden end Allah som rabb.« Folk siger: Vi anerkender ingen anden end Allah som forsørger; derfor er vores tawhid fuldendt. Men i lyset af alle de andre betydninger, som ordet rabb bruges i, har de fleste i praksis anerkendt andres rububiyya i stedet for Allahs. Koranen siger: »Opgiv at tilbede taghut, og tilbed kun Allah.« Folk siger: Vi tilbeder ikke afguder, vi forbander Satan, og vi bøjer os kun i sujud for Allah; derfor har vi også opfyldt dette krav fra Koranen. Men de holder fast i andre former for taghut end afguder af sten og har viet alle former for ibadat bortset fra afgudsdyrkelse til andre end Allah. Det samme gælder din. Man mener, at det at gøre din oprigtig for Allah blot betyder, at mennesket antager »islam som religion« og ikke forbliver hindu, jøde eller kristen. På dette grundlag mener alle, der tilhører »islams religion«, at jeg har gjort min din oprigtig for Allah. Men set ud fra dins videre betydning er flertallet af sådanne mennesker netop dem, hvis din ikke er oprigtig for Allah.
Følgerne af fejlagtige forestillinger
Det er sandt, at mere end tre fjerdedele af Koranens lære – ja, selve dens sande ånd – bliver skjult for synet, blot fordi betydningen af disse fire grundlæggende fagudtryk er blevet tildækket. Dette er en af hovedårsagerne til de mangler, der ses i menneskers troslære, praksis, tro og handlinger, selv om de har antaget islam. Derfor er det yderst nødvendigt at forklare Koranens grundlæggende lære og dens detaljerede udlægning.
Jeg har tidligere i mange artikler forsøgt at redegøre for betydningen af disse ord. Men det, jeg hidtil har drøftet, er på den ene side ikke tilstrækkeligt til at fjerne alle fejlagtige forestillinger, og på den anden side kan det ikke give folk fuld tilfredsstillelse. For uden henvisninger til ordbøger og Koranens vers betragter folk alle mine forklaringer som blot mine egne meninger. For dem, der ikke er enige med mig, kan min opfattelse i hvert fald ikke være en grund til tilfredshed. I denne bog vil jeg forsøge at fremlægge den fulde betydning af disse fire fagudtryk på en meget klar måde. Jeg vil ikke sige noget i denne bog, som ikke kan dokumenteres gennem ordbøger og Koranen.
Ilah
Lexikalsk redegørelse
Ordets grundbogstaver er alif-lam-ha (——-). Her er en oversigt over de ord, der findes i ordbøgerne, og som stammer fra denne rod:
——- Han er blevet træt og udmattet.
——- Ved at søge tilflugt hos ham eller knytte forbindelse til ham har jeg opnået fred og tilfredshed.
—————————— På grund af en eller anden sorg eller lidelse blev personen bange og rædselsslagen, hvorefter en anden person gav ham husly.
—————————— Drevet af stærk interesse rettede manden sin opmærksomhed mod den anden person.
———————– Den moderløse kamelunge søgte ly hos sin mor, så snart den fandt hende.
—————————– Er blevet dækket eller skjult, er blevet ophøjet, er steget op.
————-Har tilbedt.
————– Det kan man vide ved at se på de etymologiske betydninger og overveje, hvorfor og i hvilken forbindelse betydningen af ibadat er tilbedelse, og betydningen af ilah er den tilbedte.
Én: Det er netop behovet, der skaber den første tilskyndelse til tilbedelse i menneskets hjerte. Før der opstår en forestilling i menneskets sind om, at nogen kan opfylde dets behov og give det beskyttelse mod farer og ulykker, kan det ikke engang forestille sig at tilbede nogen.
To: Et menneske kan ikke forestille sig, at nogen kan opfylde dets behov, uden at anse vedkommende for bedre end sig selv. Det er ikke nok blot at anerkende vedkommendes overlegenhed med hensyn til position og status; man må også anerkende vedkommendes overlegenhed med hensyn til styrke og evner.
Tre: Det er også sandt, at mennesket ikke føler nogen tilskyndelse til at tilbede de ting, som normalt opfylder dets behov gennem et indbyrdes årsagsforhold, og hvis handlinger med henblik på at opfylde behovet foregår for dets øjne eller inden for grænserne af dets viden. Som eksempel har jeg brug for penge til at afholde mine udgifter, så jeg går til en person og søger arbejde eller beder om lønarbejde. Denne person accepterer min ansøgning, giver mig et arbejde og betaler mig for det. Eftersom alle disse handlinger har fundet sted inden for rækkevidden af mine fem sanser og min viden, ved jeg, hvordan han har opfyldt mit behov. Derfor opstår der heller ikke i mit hjerte nogen forestilling om, at han er værdig til tilbedelse. Først når en persons væsen, styrke og evner eller processen, hvorved vedkommende opfylder behov og udøver indflydelse, er omgærdet af mystik, kan forestillingen om at tilbede denne person opstå i mit hjerte. Derfor er der valgt et ord for den tilbedte, som foruden betydningen af overlegenhed også rummer betydningen af skjulthed og uro eller rastløshed.
For det fjerde: Den, som mennesket mener kan afhjælpe dets nød, give det tilflugt i fare og give det fred i uro, er det nødvendigt for mennesket at rette sin opmærksomhed mod med interesse.
Af den ovenstående drøftelse fremgår det, at de forestillinger, på grundlag af hvilke ordet ilah er blevet anvendt om en ma’bud, er følgende: at opfylde behov, give tilflugt, give fred og ro, besidde overlegen magt, eje indflydelse og anseelse, besidde alle de beføjelser og den magt, på hvis grundlag man kan håbe, at ma’buden kan afhjælpe nød og give tilflugt, at dens væsen er omgivet af mysterium eller ikke er synligt i det almindelige perspektiv, samt at mennesket nærer interesse for den.
Forestillingerne om ilah i jahiliyyah-perioden
Efter denne gennemgang af den sproglige teori vil vi se på, hvilke forestillinger araberne og de gamle folk havde om uluhiyyah, som Koranen ønsker at tilbagevise.
—————————– De har taget andre ilaher end Allah, for at de kunne blive en kilde til styrke for dem (eller for at de kunne komme i sikkerhed under deres beskyttelse). Sura Maryam: 81
For det første: ———————————— De har taget andre ilaher end Allah, i håb om at de ville blive hjulpet (det vil sige, at disse ilaher ville hjælpe dem). Sura Ya-Sin: 84
Af disse to vers fremgår det, at folk i jahiliyyah-perioden havde den forestilling om den, de kaldte ilah, at han var deres leder og fører, beskyttede dem mod farer og ulykker, og at de gennem hans hjælp var i sikkerhed for frygt og skade.
For det andet: —————————– Da tiden for din Herres afgørelse kom, kunne den ilah, som de påkaldte ud over Allah, ikke bidrage til noget andet end deres undergang. Sura Hud: 101
——————————————– Den, som de påkalder i stedet for Allah, skaber ikke noget som helst; nej, han er selv et skabt væsen. Han er død, ikke levende. Han ved heller ikke, hvornår de vil blive genoplivet med et nyt liv. Jeres ilah er kun én ilah. _ An-Nahl: 20-22
———————— Påkald ikke nogen anden ilah sammen med Allah. Der findes ingen anden ilah end Ham.¹ – Sura al-Qasas: 88
(1) Det skal her bemærkes, at ordet ilah anvendes i Koranen i to betydninger. For det første en ma’bud (den, der tilbedes), som faktisk bliver tilbedt, hvad enten denne ma’bud er sand eller falsk. For det andet ma’bud, det vil sige den, der i virkeligheden er værdig til at blive tilbedt. I dette vers anvendes ordet ilah de to steder i disse to forskellige betydninger.)
———————— De, som påkalder andre partnere ved siden af Allah, følger ikke andet end ren indbildning. De følger blot formodninger og løber efter deres indbildning. – Yunus: 66
Disse vers belyser flere forhold. For det første påkaldte folk i uvidenhedens tidsalder den, som de kaldte ilah, for at fjerne vanskeligheder og opfylde behov. Med andre ord bad de til ham.
For det andet var deres ilaher ikke blot jinner, engle eller guder; det var også afdøde mennesker. Dette fremgår klart af følgende vers i Koranen:
——————- De er døde, ikke levende. De ved heller ikke, hvornår de vil blive genoplivet.
For det tredje troede de om visse ilaher, at de hørte deres bønner og var i stand til at komme dem til hjælp.
Betydningen af duʿā og arten og beskaffenheden af den hjælp, man håber på fra dem, må også erindres her. Hvis jeg bliver tørstig og tilkalder en tjener for at hente vand, eller hvis jeg bliver syg og tilkalder en læge for at få behandling, kan dette ikke kaldes duʿā. Det betyder heller ikke, at man gør tjeneren eller lægen til en ilāh. For alt dette er underlagt årsagernes sammenhæng og ligger ikke uden for den. Men hvis jeg, mens jeg er tørstig eller syg, i stedet for at tilkalde en tjener eller læge tilkalder en walī, en from ældre eller en guddom, vil det være at gøre ham til en ilāh og at bede ham om duʿā. For når den walī eller fromme person, som ligger begravet tusind mil fra mig, tilkaldes, betyder det, at jeg anser ham for at være hørende og seende. Jeg nærer den forestilling om ham, at han har myndighed over årsagernes verden, så han kan bringe vand til mig og kan sørge for at fjerne min sygdom. På samme måde betyder det, når man i denne situation tilkalder en guddom, at han har myndighed over vand samt over sundhed og sygdom. Han kan på overnaturlig vis aktivere årsagerne for at opfylde mit behov. Den forestilling, som ligger til grund for at bede en ilāh om duʿā, er derfor nødvendigvis forestillingen om en overnaturlig magt (Supernatural Authority) samt om at besidde en overnaturlig magt.
For det tredje: —————————————————- Vi har tilintetgjort indbyggerne i de byer, hvis spor I kan se omkring jer. For at de kunne vende tilbage, viste Vi dem gentagne gange og trin for trin Vore tegn. Hvorfor hjalp de dem ikke, som de havde gjort til ilāher ved at søge nærhed til dem i stedet for Allah? Langt fra at hjælpe dem forsvandt de tværtimod og forlod dem. Dette var således den egentlige karakter af deres løgnagtige og opdigtede adfærd. — Sura al-Ahqāf: 27-28
Hvorfor skulle jeg ikke tilbede Ham, som har skabt mig, og til hvem I alle skal vende tilbage? Skulle jeg tage andre end Ham til ilāher, hvis tilstand er sådan, at hvis al-Raḥmān ønsker at tilføje mig skade, vil deres forbøn ikke gavne mig det mindste, og de vil ikke kunne befri mig? – Sura Yāsīn: 22-23
———————————————— De har taget andre end Allah som medhjælpere og medvirkende i deres handlinger og siger: »Vi tilbeder dem kun, for at de skal bringe os nær til Allah.« Allah vil på Dommedag afgøre den sag, som de er uenige om. – al-Zumar: 3
——————————————- De tilbeder foruden Allah også kræfter, som hverken kan gavne eller skade dem. De siger: »Disse vil gå i forbøn for os hos Allah.« – Yūnus: 18
Disse vers belyser også flere andre forhold. Af disse vers fremgår det, at den tids folk i uvidenhedens tid ikke mente om deres ilāher, at hele guddommeligheden var blevet fordelt mellem dem, og at der ikke fandtes nogen overordnet myndighed over dem. De havde tydeligvis en forestilling om en overordnet myndighed. Derfor fandtes ordet Allah i deres sprog. Deres grundlæggende tro på de øvrige ilāher var, at disse ilāher havde en vis del i og indflydelse på den overordnede myndigheds guddommelighed. Man adlød dem, ens opgaver kunne fuldføres gennem dem, og gennem deres forbøn kunne man få gavn og blive skånet for skade. Det var på grundlag af disse forestillinger, at de betragtede disse som ilāher sammen med Allah. Derfor betød det ifølge deres terminologi at gøre nogen til en ilāh, når man anså vedkommende for forbeder hos Allah, søgte hjælp hos ham, viste ham ære og respekt og bragte offergaver og votivgaver til ham.¹
Note: (1) Her er det nødvendigt at vide, at forbøn er af to slags. For det første den slags forbøn, som bygger på en eller anden form for magt eller indflydelse. Uanset hvordan det sker, bliver sagen til sidst gennemtrumfet, og man bliver først derefter frigivet. For det andet den forbøn, hvis forestilling blot svarer til en bøn og anmodning, uden at der bag den virker nogen magt, som kan tvinge noget igennem. At anse nogen for forbeder i den første betydning, at gøre ham til en ilāh og at gøre ham til delagtig i Guds guddommelighed er én og samme ting. Koranen afviser denne form for forbøn. I den anden betydning kan profeter og sendebud, engle, fromme mennesker, troende og alle tjenere gå i forbøn for andre tjenere. Allah har fuld ret til at acceptere eller afvise enhvers forbøn. Koranen anerkender denne form for forbøn.)
———————————————————————————- Og Allah siger: »Tag ikke to ilāher. Ilāhen er kun én. Frygt derfor kun Mig.« Sura al-Naḥl: 51
——————————————————————————— (Ibrahim sagde): Jeg frygter overhovedet ikke dem, som I gør til Allahs medguder. Men hvis min Herre vil noget, så kan det naturligvis ske. – Al-An’am: 80
———————————————————————- (Hud-folkets folk sagde til ham): Vi vil sige, at en af vores guder har forbandet dig. Sura Hud: 54
Af disse vers fremgår det, at folk i den før-islamske uvidenheds tidsalder frygtede, at deres ilaher ville blive vrede på dem, hvis de på nogen måde gjorde dem utilfredse, eller hvis de blev berøvet deres gunstige blik. Så ville sygdom og sorg, fattigdom og nød, tab af liv og ejendom samt andre former for ulykker ramme dem.
Fem: ——————————————————————————– De har taget deres lærde og præster som deres rabber i stedet for Allah. De har også taget Messias, Marias søn, som rabb. Alligevel blev de kun beordret til at tilbede én eneste ilah; der er ingen anden ilah end Ham. Sura At-Tawbah: 31
———————————————————————————- Hvad mener du om den, der har taget sit begær som sin ilah? Kan du påtage dig ansvaret for ham? Al-Furqan: 43
——————————————————————————– På samme måde har deres opdigtede medguder (det vil sige medguder i uluhiyyah) for mange mushriker fået drabet på deres egne børn til at synes så smukt. – Al-An’am: 137
—————————————————————————- Har de medguder (det vil sige medguder i uluhiyyah), som har fastsat en sharia for dem, som Allah ikke har givet tilladelse til? Ash-Shura: 21
I alle disse vers findes endnu en betydning af ilah. Denne betydning er helt forskellig fra de tidligere betydninger. Her er forestillingen om en overnaturlig person fraværende. Den, der er blevet gjort til ilah, kan være en person eller en persons begær. Det handler her ikke om at gøre ham til ilah i betydningen at bede til ham, anse ham for herre over, hvad der er gavnligt og skadeligt, eller fremsætte bønner i håb om hans hjælp. Han er derimod blevet gjort til ilah i den betydning, at hans anvisninger er blevet accepteret som lov, hans påbud og forbud er blevet fulgt, og hans halal er blevet anerkendt som halal og hans haram som haram. Man har antaget, at han har myndighed til at give påbud og udstede forbud, og at der ikke findes nogen højere autoritet end ham, hvis godkendelse man behøver at indhente, eller som man behøver at vende tilbage til.
I det første vers omtales det at gøre de lærde og præsterne (på Koranens sprog ahbār og ruhbān) til ilāh. Den klare forklaring på dette finder vi i hadith. Da Hadhrat ʿAdī ibn Hātim (må Allah være tilfreds med ham) spurgte Allahs Sendebud (fred være med ham) om dette vers, sagde han: I anså det, som jeres lærde og præster erklærede for halāl, for halāl, og I anerkendte det, som de erklærede for harām, som harām. I bekymrede jer ikke over, hvad Allahs befaling var i denne sag.
Det andet vers har en meget klar betydning. Den person, som følger sine lyster og giver deres anvisninger den højeste status, har i virkeligheden gjort sine lyster til sin ilāh. Dette fremgår let af det vers, der her behandles.
I de to følgende vers er ordet »partner« imidlertid anvendt i stedet for ilāh. I oversættelsen af versene har vi tydeliggjort, at partner betyder at gøre nogen til delagtig i uluhiyyah. Disse to vers træffer den klare afgørelse, at de, der uden bevis for Allahs befaling anser en skik eller en regelordning for gyldig lov, gør den, der har udformet denne lov, til Allahs partner i uluhiyyah.
Ilāh kontra magt
Der er en logisk sammenhæng mellem alle de betydninger af ilāh, som er blevet omtalt ovenfor. Den person, der i overnaturlig forstand anser nogen for at være hjælper, støtte, befrier fra nød, opfylder af behov, hører af bønner eller en, der kan bringe godt eller ondt, tænker sådan, fordi han mener, at denne person på en eller anden måde besidder magt over verdensordenen. På samme måde: Hvis nogen frygter en person og mener, at dennes utilfredshed vil skade ham, mens dennes tilfredshed vil være til gavn for ham, skyldes denne tro og handling ikke andet end, at han har en forestilling om en form for magt hos denne person. På den anden side: Hvis en person, selv om han anerkender den almægtige Allah, Herren over alle verdener, i nøden vender sig til en anden, skyldes denne handling alene, at han anser denne anden for på en eller anden måde at være Allahs partner i Hans guddommelighed. På samme måde anerkender den, der anser en persons anvisning for lov og dennes påbud og forbud for ubetinget forpligtende, også denne person som indehaver af den højeste magt. Uluhiyyahs egentlige væsen er derfor magt. Hvad enten hans myndighed over verdensordenen er af overnaturlig art, eller mennesket i det materielle liv er underlagt hans anvisninger, og hans anvisninger dér skal følges ubetinget — uanset i hvilken betydning man anerkender denne magt — er dette det afgørende.
Koranens argumentation
Det er på grundlag af denne opfattelse af magt, at Koranen mobiliserer alle kræfter for at afvise andre end Allah og etablere Allahs eneherredømme. Koranens argument er, at én eneste væren i himlene og på jorden har rådighed over al magt. Skabelse, tildeling af velsignelser, befalinger, styrke og evne — alt er i Hans hånd. Alt adlyder Ham frivilligt eller modvilligt. Ingen andre end Ham har nogen magt; ingen har ret til at give befalinger, ingen kender hemmeligheden bag skabelsen, forvaltningen og ledelsen, og ingen er blot den mindste partner i Hans herredømme og magt. Derfor findes der i virkeligheden ingen anden ilāh end Ham. Når der i virkeligheden ikke findes nogen anden ilāh, er de handlinger, I udfører, idet I anser andre for ilāh, grundlæggende forkerte og uretfærdige. Hvad enten det drejer sig om at bede og anråbe, gøre nogen til forbeder eller adlyde og følge befalinger, bør alle de forbindelser, I har knyttet til andre, udelukkende være forbeholdt Allah. For Han alene besidder den ene og suveræne magt.
Hør, hvordan Koranen fremlægger argumentationen om dette — med Koranens egne ord:
————————————————————————————- Og Han er Den, som er ilah både i himlene og på jorden, og Han er Hakīm og ‘Alīm – yderst vis og alvidende (det vil sige: Han besidder al den viden og visdom, der kræves for at herske over himlene og jorden) – Sura az-Zukhruf: 84
—————————————————————————— Kan den, der skaber, og den, der ikke skaber, være lige? —— Forstår I ikke engang denne lille smule? —– De, som disse mennesker påkalder ud over Allah, kan ikke skabe noget som helst; nej, de er selv skabte. —– Jeres ilah er kun én ilah. – an-Nahl: 17-22
—————————————————————— Menneskehed, husk Allahs gunst mod jer. Findes der nogen anden skaber end Allah, som forsyner jer fra himlene og jorden? Der findes ingen anden ilah end Ham. Hvor bliver I da ført hen? – Sura Fātir: 3
———————————————————— Sig: Har I tænkt over, at hvis Allah fratog jer jeres hørelse og syn og forseglede jeres hjerter (det vil sige, fratog jer jeres forstand og indsigt), hvilken ilah ud over Allah da kunne give jer alt dette tilbage? al-An‘ām: 46
—————————————————————– Han er Allah; der findes ingen anden ilah end Ham. Ham alene tilkommer al lovprisning i denne verden og i det hinsidige. Han alene befaler, og Han besidder den højeste magt. Til Ham skal I vende tilbage. Sig: Har I nogensinde tænkt over, at hvis Allah lod natten vare for jer indtil Opstandelsens Dag, hvilken ilah da kunne bringe jer lys? Vil I da ikke høre? Sig: Har I ikke tænkt over, at hvis Allah lod dagen vare over jer for bestandigt, hvilken ilah da kunne bringe jer en nat, hvori I kunne finde ro? Vil I da ikke se? – al-Qasas: 70-72
———————————————————————— Sig: Påkald dem, som I regner for noget ud over Allah. De ejer ikke så meget som et atom i himlene eller på jorden, de har ingen del i forvaltningen af himlene og jorden, og ingen af dem er Allahs hjælper. Ingen forbøn hos Allah gavner, undtagen fra den, som Han selv giver tilladelse til at gå i forbøn for. (Sura as-Saba’: 22-23)
———————————– Han har skabt himlene og jorden med sandhed. Han lader natten følge dagen og dagen følge natten. Han har underlagt månen og solen. Alle bevæger sig mod en fastsat tid. …. Han begyndte jeres skabelse fra ét menneske (det vil sige: Han begyndte menneskelivets skabelse). Derefter skabte Han dets mage ud fra dette menneske. Og for jer har Han skabt otte par af kvæg. Han skaber jer i jeres mødres liv på en sådan måde, at jeres skabelse gennemløber flere på hinanden følgende stadier inde i tre lag af mørke (de tre lag betyder: bugen, livmoderen og fosterhinden). Denne Allah er jeres Herre. Herredømmet tilhører Ham alene. Der findes ingen anden ilah end Ham. Hvor bliver I da ført hen? (Sura az-Zumar: 5-6)
————————————– Hvem har skabt himlene og jorden for jer? Derefter har Han sendt regn ned fra himlen til jer og frembragt smukke haver, hvis planter og slyngplanter det ikke stod i jeres magt at frembringe. Findes der nogen anden sharīk sammen med Allah i disse handlinger? Alligevel vender de sig bort fra sandheden. Hvem har gjort jorden beboelig for jer, anbragt bjergene som fastgørende ankre på den og skabt en barriere mellem de to have? Findes der nogen anden ilah, som er sharīk med Allah i disse handlinger? Men de fleste mushrik har ingen viden eller forstand. Hvem hører den nødstedtes bøn, når han kalder, og fjerner hans lidelse? Hvem gør jer til jordens efterfølgere (det vil sige: giver jer retten til at benytte og gøre brug af den)? Findes der også i disse handlinger nogen anden ilah, som er Allahs partner? I tænker kun meget lidt. Hvem viser jer vej i landets og havets mørke? Derefter sender Han vinde som gode varsler forud for sin nåde (det vil sige: regnen). Findes der også i disse handlinger nogen anden ilah, som er partner med Allah? Allah er højt hævet over det, de sætter ved Hans side. Hvem begynder skabelsen og gentager den? Hvem forsørger jer fra himlene og jorden? Findes der også andre ilaher, som er partnere med Allah i disse handlinger? Sig: Hvis I taler sandt om shirk, så fremlæg jeres bevis. 1 Sura an-Naml: 60-64
(1)(Det vil sige: Hvis du anerkender, at alle disse handlinger tilhører Allah, og at Han ikke har nogen medhjælper eller partner i dem, hvordan kan du så sidestille andre med Ham med hensyn til ilahiyya? Hvordan kan de, der ingen magt har, og som ikke handler selvstændigt i himlene og på jorden, sætte sig op som ilaher?) ——————————— Han, som ejer herredømmet over himlene og jorden. Han har ikke taget nogen som søn, og Han har ingen partner i herredømmet. Han har skabt alle ting og fastsat det rette mål for hver af dem. Mennesker har forkastet Ham og taget ilaher, som intet kan skabe; tværtimod er de selv skabte. De ejer hverken gavn eller skade for sig selv og har ingen magt over liv, død eller genopstandelse. – Al-Furqan-23
——————————— Han er den, der har bragt himlene og jorden fra ikke-eksistens til eksistens. Hvordan skulle Han kunne have en søn, når Han ikke engang har en hustru? Han har skabt alle ting, og Han har viden om alle ting. Han er Allah, jeres Herre. Der findes ingen anden ilah end Ham. Han er Skaberen af alt. Tilbed derfor kun Ham. Han er tilstrækkelig som beskytter og vogter af alle ting. Sura Al-An’am 101-102
—————————————— Der findes mennesker, som udnævner andre end Allah til medguder og hjælpere i guddommeligheden og elsker dem, sådan som de elsker Allah. Men de troende elsker Allah mest. Hvis disse uretfærdige blot i dag forstod den sandhed, som de vil forstå, når straffen rammer: at al magt og enhver form for styrke alene er i Allahs hånd! Sura Al-Baqara-165
——————————— Sig: Har I nogensinde overvejet de afguders tilstand, som I påkalder for at få jeres behov opfyldt ud over Allah? Vis mig blot, hvilken del af jorden de har skabt, eller hvilken andel de har i skabelsen af himlene! … Hvem er mere vildfarne end den, der påkalder andre end Allah, som ikke kan besvare deres påkaldelse indtil opstandelsens dag?¹ (1) Note: (Det vil sige, de kan ikke træffe nogen foranstaltning som svar på deres bønner.) ————————————- Hvis der fandtes andre ilaher end Allah i himlene og på jorden, ville verdens orden blive vendt på hovedet. Allah, som er Arshens (det vil sige verdens herskermagts) ejer, er derfor ren og ophøjet over alt det, de siger om Ham. Han er ikke forpligtet til at stå til regnskab for nogen af sine handlinger; alle andre er forpligtede til at stå til regnskab over for Ham.
——————————— Allah har ikke taget nogen søn, og der findes ingen anden ilah sammen med Ham. Hvis det havde forholdt sig sådan, ville hver ilah have trukket sig tilbage med det, han havde skabt, og nogle af dem ville have angrebet de andre. (Sura Al-Mu’minun 91)
——————————— Sig: Hvis der havde været andre ilaher sammen med Allah, sådan som folk siger, ville de uden tvivl have forsøgt at erobre Arshens Herres herredømme. Han er ren; Han er højt hævet over det, de siger. – Bani Isra’il 42-43
I alle disse vers finder man fra begyndelse til slut den samme centrale tanke. Den er denne: Ilahiyya og magt er uadskilleligt og inderligt forbundne. I deres væsen og betydning er de én og samme ting. Den, der ingen magt har, kan ikke være en ilah – han bør ikke være en ilah. Kun den, der har magt, kan være en ilah – det er kun ham, der bør være en ilah. For alle de slags behov, vi har hos en ilah – med andre ord alle de behov, på grund af hvilke vi har brug for at anerkende nogen som ilah – kan ikke ét eneste af dem opfyldes uden magt. Derfor er det meningsløst og uden grund at gøre en magtesløs til ilah. Og at vende sig til ham er nytteløst.
Det følgende viser tydeligt denne centrale tankes rolle og konsekvenser, sådan som Koranen har fremlagt den, og gør det muligt at forstå den fuldt ud.
For det første: I opfatter opfyldelse af behov, fjernelse af vanskeligheder, at give tilflugt, yde hjælp og støtte, føre tilsyn og beskytte samt besvare påkaldelser som almindelige handlinger. I virkeligheden er de ikke almindelige handlinger; de er uløseligt forbundet med hele verdens skabelsesorden og den kraft, der styrer den. Hvis I tænker over, hvordan selv jeres mindste behov bliver opfyldt, vil I forstå, at det ville være umuligt uden det samlede samspil mellem utallige årsager og virkninger i himlenes og jordens enorme fabrik. Tænk blot på et glas vand, I drikker, eller en enkelt bid mad. Kun Allah ved, hvor meget solen, jorden, luften og havet må udrette for at levere disse små ting til jer. Først derefter når de frem til jer. At høre jeres bønner og fjerne jeres nød og klager kræver derfor ikke nogen almindelig magt, men en sådan magt, som kræves til himlenes og jordens skabelse, planeternes og stjernernes kredsløb, luftens bevægelse og regnens fald – kort sagt den magt, der kræves til at lede og opretholde orden i hele universet.
For det andet: Denne magt er udelelig. Det er umuligt, at én har magten til at skabe, mens en anden har magten til at sørge for livsunderhold; at solen er under én persons herredømme og jorden under en andens; at skabelsen er under én persons myndighed, sundhed og sygdom under en andens, og liv og død under en tredje persons myndighed. Hvis det var sådan, kunne verdensordenen på ingen måde fungere. Derfor er det absolut nødvendigt, at al magt og myndighed ligger hos én central hersker. Verdensordenen kræver også, at det er sådan. Og sådan er det i virkeligheden.
For det tredje: Eftersom al magt ligger i den samme herskers hånd, og ingen har den mindste andel i denne magt, er uluhiyyah derfor helt og holdent forbeholdt denne hersker; heller ikke her er der nogen meddelagtig. Ingen har magt til at besvare jeres nødråb eller antage jeres bønner. Uanset hvilken betydning I tillægger ordet ilah i jeres forestillinger, findes der derfor ingen anden ilah. Der findes heller ingen ilah i den betydning, at nogen gennem nærhed til universets hersker og styrer skulle kunne udøve en del af hans magt, og at hans forbøn skulle blive antaget. Ingen har ret til den mindste indblanding i hans rige og dets styrelse. Ingen kan gribe ind i hans handlinger. Om en forbøn skal antages eller ej, ligger fuldstændigt i hans myndighed. Ingen besidder en sådan magt, at han på dette grundlag kan få sin forbøn antaget.
For det fjerde: Kravet fra den ene, højeste magt er, at alle de forskellige former for suverænitet, ledelse og myndighed samles i den ene, universelle magthavers væsen. Ingen del af suveræniteten overføres til nogen anden. Når han er Skaberen, og ingen er hans meddelagtige i skabelsen, når han er forsørgeren, og ingen er hans partner i forsørgelsen, når han alene styrer og administrerer universet, og ingen er hans meddelagtige i dets ledelse, så er han også den, der giver befalinger og fastsætter lovene. Heller ikke på dette magtområde er der nogen grund til, at nogen skulle være hans meddelagtige. Ligesom det er falsk, at nogen anden inden for hans rige skulle kunne besvare nødråb, opfylde behov og give tilflugt, er det ligeledes forkert og falsk, at nogen skulle være en uafhængig befalingsgiver, en selvstændig og vilkårlig konge eller en uafhængig lovgiver. At skabe og skænke livsunderhold, give liv og død, underlægge månen og solen, lade nat og dag skifte, fastsætte mål, give befalinger og udøve enevældigt herredømme samt fastsætte love – alt dette er forskellige sider af den ene magt og suverænitet. Denne magt og suverænitet er udelelig. Hvis nogen anser en person for værdig til lydighed uden Allahs godkendelse, begår han shirk på samme måde som den, der beder til andre end Allah, begår shirk. Hvis nogen i politisk betydning gør krav på at være konge over konger (——), den højeste magthaver og en absolut hersker (—), svarer dette krav direkte til Allahs krav; ligesom når nogen i overnaturlig betydning hævder: Jeg er din beskytter, den, der ordner dine anliggender, din hjælper og din vogter. Derfor er det sådan, at overalt hvor Allah nævnes som den eneste uden meddelagtige i fastsættelsen af de skabte tings mål og i styringen af universets orden, siges det også, at retten til at give befalinger alene tilhører ham (–), at den lovgivende ret udelukkende tilkommer ham, og at ingen er hans meddelagtige i myndighed og suverænitet (–). Heraf fremgår det klart, at betydningen af kongedømme og myndighed også er omfattet af betydningen af uluhiyyah (–). Også i denne betydning er det nødvendigt for Guds enhed, at man ikke anerkender nogen andens delagtighed med Allah. Dette udtrykkes endnu tydeligere i det følgende vers:
Sig: O Allah, hersker over herredømmet! Du skænker herredømmet til den, Du vil, og tager herredømmet fra den, Du vil. Du ophøjer den, Du vil, og ydmyger den, Du vil. – Al-i Imran 26
Således er Allah, den sande konge, ophøjet over alt. Der findes ingen ilah ud over ham. Den mægtige trons Herre. – Al-Mu’minun 116
Sig: Jeg søger tilflugt hos menneskenes Herre, menneskenes Konge og menneskenes ilah. – An-Nas 1-3
I suraen Al-Mu’min, vers 16, er dette udtrykt endnu tydeligere:
Den dag alle mennesker vil stå uden slør, vil ingen af deres hemmeligheder være skjult for Allah. Hvem tilhører kongedømmet i dag? Den Ene, den Almægtige Allah.
Det vil sige, den dag alle menneskers slør vil blive fjernet, og ingens hemmelighed vil være skjult for Allah, vil der blive råbt og spurgt: Hvem tilhører kongedømmet i dag? Det tilhører den Ene Allah, hvis magt står over alles magt – og på den dag vil der ikke være noget andet svar. Imam Ahmad (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde i en prædiken: Allah vil holde himlene og jorden i sin knyttede hånd og råbe: Jeg er Kongen, jeg er den Mægtige, jeg er den, der besidder den største autoritet. Hvor er de, der sad som konger på jorden? Hvor er de indflydelsesrige og magtfulde tyranner?
Denne hadith er den bedste forklaring på det pågældende vers. Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Da Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) udtalte disse ord i prædikenen, rystede hans krop så voldsomt, at vi frygtede, at han skulle falde ned fra prædikestolen!
Rabb
Etymologisk betydning
Ordet er afledt af roden ——. Dets oprindelige og grundlæggende betydning er at opfostre. Herfra er betydningerne at nyde og anvende, føre tilsyn med, ændre en tilstand, fuldføre og bringe til fuldkommenhed opstået. På dette grundlag er betydningerne forrang, lederskab og myndighed, herredømme og overhøjhed også opstået. Her er nogle eksempler på ordets anvendelse i ordbøgerne:
For det første: at opfostre, fremme en gradvis udvikling og forbedring samt at forøge. Eksempelvis kaldes en fostersøn rabbīb (–) og en fosterdatter rabbība (–). Et barn, der opfostres i stedmoderens hjem, kaldes også rabbībī (–). En amme, der opfostrer et barn, kaldes også rabbība (–). En stedmoder kaldes rabbah (–), fordi hun opfostrer barnet, selv om hun ikke er dets mor. Derfor kaldes en stedfar — (rabbunā). En medicin, der opbevares sikkert, kaldes murabbab eller murabbā (—). ———- betyder at tilføje, forøge og føre frem til fuldendelse. Eksempelvis betyder — at have tilføjet gunst eller at have nået gunstens yderste grænse.
For det andet: at indsnævre, samle og bringe sammen. Man siger eksempelvis —-, det vil sige, at en bestemt person samler folk, eller at alle mennesker samles hos ham. Et sted, hvor man mødes samlet, kaldes (–) marābb; det at blive indsnævret og samlet kaldes tarabbub (–)
For det tredje: at føre tilsyn, forbedre og ændre forholdene, tage sig af noget og være garant. For eksempel betyder —-, at den og den person har taget sig af og ført tilsyn med sin ejendom. Safwan sagde til Abu Sufyan:
Det er mig kærere, at en mand fra Quraysh tager mig under sin beskyttelse, end at en mand fra Hawazin opfostrer mig.
Et digt af Alqama ibn Ubayda:
————————– Jeg har mistet den, der tidligere var min beskytter, og til sidst er ansvaret for min opfostring kommet i dine hænder.
Digteren al-Farazdaq siger:
————————– I dette digt betyder ———- en hud, hvis hår ikke er blevet fjernet, og som ikke er blevet renset ved garvning. ———————- betyder, at den og den person udfører sit faglige arbejde hos den og den anden eller lærer et håndværk hos ham.
For det fjerde: overhøjhed, myndighed, lederskab, at udøve kommando og at gøre brug af noget, som i: —————- Det vil sige, at den og den person har underlagt sig sit folk. ——- Jeg har hersket over folket og gjort mig til dets herre. Labid ibn Rabi’a siger:
——————- Her betyder —- Kindas høvding, den hvis befaling blev adlydt i stammen. Det er i denne betydning, at al-Nabigha al-Dhubyani siger i sit digt:
Fem: At eje. I den ærefulde hadith fortælles det for eksempel, at Profeten (s) spurgte en mand: »Ejer du geder eller kameler?« I denne betydning kaldes ejeren af et hus for (Rabbud-dār), ejeren af en kamel for (Rabbun-nāqah) og ejeren af en ejendom for (Rabbuz-zay‘ah). Ordet Rabb bruges også i betydningen herre og mester og står da som modsætning til ‘abd eller slave. Af uvidenhed er ordet Rabb blevet begrænset til betydningen Forsørger og Opdrager. Ved definitionen af rubūbiyyah er det blevet sagt, at det ikke blot betyder gradvist at føre en ting frem til fuldkommenhed. Når ordets fulde og omfattende betydning undersøges, bliver det klart, at det udtrykker følgende betydninger:
For det første: Opdrager, leverandør af nødvendige ting, den, der giver tarbiyah og gradvis udvikling.
For det andet: Den ansvarlige, tilsynsførende, den, der varetager omsorg og har ansvaret for at forbedre og ændre tilstanden.
For det tredje: Den, der indtager en central rolle, og som forskellige mennesker samles omkring.
For det fjerde: Leder og høvding, hvis lydighed man følger; en magtfuld myndighedsperson, hvis befalinger adlydes, hvis autoritet anerkendes, og som har ret til at gribe ind og anvende magt.
For det femte: Ejer og herre.
Brugen af ordet Rabb i Koranen
I den ædle Koran er ordet Rabb blevet brugt i alle disse betydninger. Nogle steder er én eller to af disse betydninger tilsigtet; andre steder endnu flere, og nogle steder er alle fem betydninger forstået på én gang. Gennem forskellige eksempler fra Koranens vers vil vi tydeliggøre dette emne.
I den første betydning: Han sagde: »Allah beskytte mig! Han, som har behandlet mig godt, er jo min Rabb.« 1 – Yusuf 23
(1) Ingen bør tro, at profeten Yusuf (fred være med ham) kaldte Aziz af Egypten for sin Rabb. Nogle fortolkere har endda næret en sådan mistanke. »Han« henviser i virkeligheden til Allah, hos hvem han søgte tilflugt. Der står: ——— Når Allah, som der henvises til, allerede er nævnt i nærheden, hvorfor skulle man så lede efter en unævnt »musjār ilayh«?
I den anden betydning: Heri indgår også i nogen grad betydningen af den første:
——————————————————————- Rabb for alle verdener, som har skabt mig, vejleder mig, giver mig mad og drikke, og helbreder mig, når jeg bliver syg. Jeres såkaldte rabber ud over Ham er mine fjender. – Ash-Shuʿarāʾ 77–80
Hvilken som helst velsignelse I har opnået, har I fået fra Allah. Når en ulykke derefter rammer jer, vender I jer fortvivlede tilbage til Ham. Men når Han fjerner ulykken fra jer, begynder nogle af jer at sætte andre ved siden af jeres egen Rabb som partnere med Ham (i at skænke velsignelser og befri jer for ulykker). An-Nahl 54
——————————————- Sig: »Skulle jeg søge en anden Rabb end Allah, når Han er Rabb for alting?« – Al-Anʿām 164
————————————– Han er Rabb for øst og vest. Der findes ingen guddom ud over Ham. Tag derfor Ham som din wakīl (garant og ansvarlig for alle dine forhold). – Al-Muzzammil 9
———————- Han er jo jeres Rabb, og I vil atter og igen vende tilbage til Ham.
—————————————— Derefter er jeres tilbagevenden til jeres Rabb. – Az-Zumar-7
————————- Sig: Han vil samle begge vores grupper. – Saba-26
———————————– ———————- Der findes intet blandt alle de dyr, der bevæger sig på jorden, og alle de fugle, der flyver ved hjælp af deres to vinger, som ikke er samfund ligesom jer. Vi har ikke forsømt noget i vores register. Til sidst vil de alle blive drevet hen til deres egen Rabb. – Al-An’am-38
———————————————– Så snart der blæses i basunen, vil de komme ud fra deres egne steder mod deres egen Rabb. – Ya-Sin-51
Med den tredje og fjerde betydning:
————————- De har taget deres dervisher, lærde, præster og gejstlige som deres rabber i stedet for Allah. (At-Tawbah-31)
—————- Og ingen af os må tage nogen anden end Allah som sin Rabb.
I begge vers betyder arbaab (flertal af Rabb) de personer, nationer og forskellige grupper af nationer, som man almindeligvis anerkendte som sine vejledere og ledere, og som man regelret anså for at have ret til at befale og forbyde.
—————————————————- (Yusuf sagde:) En af jer vil bestemt skænke sin herre vin at drikke. Den af de to, som Yusuf mente ville blive frelst, ville blive løsladt. Yusuf sagde til ham: »Nævn mig over for jeres herre.« Men Satan fik ham til at glemme det, så han ikke huskede at nævne Yusuf over for sin egen herre. (Yusuf 41-42)
———————- Da sendebudet kom til Yusuf, sagde Yusuf til ham: »Vend tilbage til din herre og spørg ham, hvad der blev af de kvinder, som skar sig selv i hænderne. Min Herre er visselig velvidende om deres rænker.« -Yusuf 50
I disse vers omtalte profeten Yusuf under sine samtaler med egypterne gentagne gange Egyptens hersker, Farao, som deres herre. For de anerkendte dengang hans centrale myndighed og suverænitet og betragtede ham som den, der ejede retten til at befale og forbyde.
Den femte betydning: ——————————————————— Derfor bør de tilbede Herren over dette hus, som har sørget for deres forsyning og gjort dem trygge mod frygt. Quraysh 3-4
————– Din Herre, herlighedens og magtens besidder, er fri for og ophøjet over de mangler og fejl, som de tillægger Ham.
————————- Allah, Herren over Tronen, er fri for og ophøjet over alle de mangler og fejl, som de tillægger Ham. Al-Anbiya 22
———– Spørg: »Hvem er Herren over de syv himle og den mægtige Trone?«
——————— Han er Herren over himlene og jorden og alt, hvad der findes i himlene og på jorden. Han er også Herren over alt, som solen står op over.
———— Og Han er Herren og ejeren af Shi’ra (navnet på en bestemt stjerne).
De vildledte folks fejlagtige forestillinger om Rububiyyah
Gennem disse vidnesbyrd og beviser er betydningen af ordet Rabb blevet fastslået helt uden tvivl. Nu bør vi undersøge, hvilke fejlagtige forestillinger de vildledte folk havde om Rububiyyah, og som Koranen blev åbenbaret for at afkræfte, samt hvad Koranen kalder til. Det vil være mest hensigtsmæssigt i denne forbindelse at drøfte disse forhold særskilt for hvert af de vildledte folk, som Koranen har nævnt, så sagen kan træde fuldstændigt klart frem.
Noahs (fred være med ham) folk
Det første folk, Koranen nævner, er Noas (fred være med ham) folk. Det fremgår klart af Koranens beskrivelse, at de ikke var vantro over for Allahs eksistens – de benægtede ikke Hans eksistens. Koranen gengiver selv deres udtalelse som svar på Noas (fred være med ham) kald:
————————————————– Denne mand er ikke andet end et menneske som jer; i virkeligheden ønsker han blot at hæve sig over jer. Ellers, hvis Allah havde ønsket at sende en udsending, ville Han have sendt engle.
De benægtede heller ikke, at Allah er Skaberen, eller at Han i den første og anden betydning er Rabb. Da profeten Noa (fred være med ham) sagde til dem:
——————————– Han er jeres Rabb. Til Ham skal I vende tilbage.
——————————————– Bed jeres Rabb om tilgivelse; Han er visselig meget tilgivende.
———————————————————————————– Ser I ikke, hvordan Allah har skabt de syv himle i lag, og hvordan Han deri har gjort månen til et lys og solen til en lampe, og skabt jer af jorden? -Nuh-15-16
Ingen af dem sagde dengang: »Allah er ikke vores Rabb«, eller: »Han har ikke skabt himlene, jorden og os«, eller: »Han styrer ikke disse himles og denne jords anliggender.«
De benægtede heller ikke, at Allah var deres ilah. Derfor fremlagde Nuh (fred være med ham) sit budskab for dem med disse ord:
———— »I har ingen anden ilah end Ham«;
Ellers ville budskabet have lydt således, hvis de ikke havde anerkendt Allah som ilah:
——————- »Anerkend Allah som ilah.«
Nu opstår spørgsmålet: Hvad var det da, Nuh (fred være med ham) var uenig med dem om – hvilket spørgsmål drejede det sig om? Ved at undersøge Koranens vers bliver det klart, at der var to årsager til uenigheden:
For det første: Hazrat Nuhs (a.s.) lære var, at kun Han, som er Rabbul-Alamin, som også I anerkender som jeres og hele verdens skaber, og som I tror opfylder alle jeres behov, er jeres ilah – ingen anden. Der findes ingen anden ilah end Ham. Der findes ingen anden væsen, som kan opfylde jeres behov og klager, fjerne jeres vanskeligheder og problemer, høre jeres bønner eller komme jer til hjælp. Derfor skal I kun bøje jer for Ham og anerkende, at kun Han er værdig til lydighed:
————– O mit folk! Tilbed Allah; I har ingen anden ilah end Ham. ……….. Men jeg er en udsending fra Rabbul-Alamin. Jeg overbringer jer budskabet fra jeres Rabb. – al-A’raf 59-60
På den anden side holdt de stædigt fast i, at andre også i større eller mindre grad havde del i Allahs forvaltning. Vi havde forskellige behov, som var knyttet til dem. Derfor ville vi anerkende andre sammen med Allah som ilaher:
————————– Deres ledere sagde: Folk! Opgiv under ingen omstændigheder jeres ilaher – opgiv hverken Wadd, Suwa’, Yaghuth, Ya’uq eller Nasr. – Nuh 23
For det andet anerkendte de kun Allah som Rabb i den betydning, at Han var deres Skaber, ejer af himlene og jorden samt den øverste forvalter, kontrollerende og styrende kraft i hele verden. Men de anerkendte ikke, at retten til suverænitet og den højeste myndighed inden for moral, samfund, civilisation, politik og alle livets forhold alene tilhørte Ham; at Han alene var vejleder og lovgiver, og at retten til at befale og forbyde alene tilhørte Ham; at Han alene var vejleder og lovgiver og havde retten til at befale og forbyde. Lydigheden skulle også alene være rettet mod Ham. På disse områder havde de gjort deres egne ledere og religiøse lærde til rabb’er. Hazrat Nuhs (a.s.) krav var derimod: Rububiyya er udelelig; del den ikke op og fragmentér den ikke. Anerkend kun Allah som Rabb i enhver betydning. Følg de love og bestemmelser, som jeg som Hans repræsentant overbringer jer:
————————————————- Jeg er en troværdig udsending fra Allah til jer. Frygt derfor Allah, og adlyd mig. – ash-Shu’ara 107-108
Ad-folket
Efter Nuhs (a.s.) folk har Koranen behandlet Ad-folkets historie. Dette folk benægtede heller ikke Allahs eksistens. De anerkendte Allah som Rabb i samme betydning, som Nuhs (a.s.) folk anerkendte Ham som Rabb. Der var imidlertid to stridspunkter, som er blevet nævnt ovenfor i forbindelse med Nuhs (a.s.) folk, og Koranens følgende klare erklæring giver et tydeligt bevis på dette:
—————————————– Og til dem sendte Vi deres broder Hud. Han sagde: »O mit folk! Tilbed Allah, for I har ingen anden guddom end Ham. ………… De sagde: »Er det derfor, du er kommet til os, at vi kun skal tilbede Allah og forlade de guder, som vore forfædre har tilbedt gennem generationer?« – Al-A’raf 65-70
—————————– De sagde: »Hvis vor Herre havde ønsket det, ville Han have sendt engle.«
———————————- Disse var Ad, som nægtede at rette sig efter deres Herres bud, ikke ville adlyde Hans sendebud og fulgte den hovmodige, sandhedens fjende. Hud 59
Thamuds folk
Hør nu om Thamuds folk. Efter Ad var de det mest hovmodige folk. Vi har omtalt vildfarelsen hos Nuhs og Ads folk. Grundlæggende var deres vildfarelse af samme slags. De anerkendte ikke, at Allah alene er den eneste guddom, at kun Han har ret til at blive tilbedt, og at herredømmet i enhver betydning tilkommer Allah alene. De holdt stædigt fast i at anerkende andre end Allah som dem, der hører bønner, befrier fra nød og opfylder behov. I deres moralske og samfundsmæssige liv var de fast besluttede på at adlyde ledere, høvdinge og autoritative personer ud over Allah og at modtage deres livsordning fra dem. Til sidst blev dette årsagen til, at de blev et folk, der skabte fordærv og ødelæggelse, og at de som følge heraf blev ramt af straffen. De følgende vers giver et klart bevis på dette:
————- (O Muhammad!) Hvis disse vender sig bort fra lydigheden mod dig, så sig til dem: »Jeg advarer jer om en frygtelig straf, ligesom den straf, der ramte Ad og Thamud.« Da sendebude kom til disse folk fra foran dem og bag dem og sagde: »Tilbed ingen andre end Allah«, sagde de: »Hvis vor Herre havde ønsket det, ville Han have sendt engle. Derfor tror vi ikke på og anerkender ikke det, som I er kommet med.«
————————————- Og til Thamud sendte Vi deres broder Salih. Han sagde: »O mit folk! Tilbed Allah; I har ingen guddom ud over Ham.« De sagde: »Salih! Vi havde tidligere sat vores største håb og tillid til dig. Vil du forhindre os i at tilbede dem, som vore forfædre har tilbedt gennem generationer?« – (Sura Hud 61-62)
———————————————- Da deres broder Salih sagde til dem: »Har I ingen bekymring for at beskytte jer selv? Se, jeg er Allahs pålidelige sendebud til jer. Hold jer derfor tilbage fra Allahs vrede, og adlyd mig. ……… Adlyd ikke disse grænseoverskridere, som skaber fordærv på jorden og ikke gør noget godt.«
Ibrahims (fred være med ham) folk og Nimrod
Dernæst kommer beretningen om profeten Ibrahims (fred være med ham) folk. Dette folks sag er særlig vigtig. For der hersker en almindelig fejlagtig opfattelse af, at deres konge Nimrod fornægtede Allah og hævdede selv at være gud. Men han anerkendte Allahs eksistens og troede på Ham som Skaberen og verdens Hersker. Han gjorde blot krav på selv at være Rabb i den tredje, fjerde og femte betydning. Det er også en udbredt fejlagtig opfattelse, at dette folk var fuldstændig uvidende om Allah og slet ikke anerkendte Ham som Rabb og Ilah, selv om deres sag på ingen måde var anderledes end Nuhs, ʿĀds og Thamūds folks. De anerkendte Allahs eksistens. De vidste også, at Han er Rabb, Skaberen af himlene og jorden og Herskeren over hele universet, og de fornægtede heller ikke tilbedelsen af Ham. Deres vildfarelse bestod naturligvis i, at de i rububiyyahs første og anden betydning betragtede planeterne og stjernerne som medguder, og på dette grundlag antog de også disse for maʿbūd sammen med Allah. I rububiyyahs tredje, fjerde og femte betydning havde de gjort deres egne konger til Rabb. På trods af Koranens klare og entydige udsagn om dette er det forbløffende, at mennesker ikke har kunnet forstå den egentlige sag. Se først beretningen om, hvordan profeten Ibrahim (fred være med ham) kom til erkendelse. Den skildrer hans søgen efter sandheden i livet før profetskabet:
——————————————–
Da natten bredte sit mørke over ham, fik han øje på en stjerne og udbrød: »Dette er min Rabb.« Men da den gik ned, sagde han: »Jeg bryder mig ikke om det, der går ned.« Da han igen så månen stråle, sagde han: »Dette er min Rabb.« Men da også den gik ned, sagde han: »Hvis min Rabb ikke vejleder mig, frygter jeg, at jeg også vil komme til at høre til blandt de vildfarne.« Da han så solen stråle, sagde han: »Dette er min Rabb – den er jo den største.« Men da også den gik ned, råbte han: »Mit folk! Jeg har intet at gøre med det, I sætter ved siden af Allah. Jeg vender mig bort fra alt dette og retter mig med et oprigtigt sind mod Ham, som skabte himlene og jorden. Jeg er ikke blandt afgudsdyrkerne.« – al-Anʿām 77-80
Det fremgår tydeligt af de markerede formuleringer, at opfattelsen af, at den Ophøjede, som er Skaberen af himlene og jorden, er Rabb, og opfattelsen af rububiyyah for disse planeter og stjerner, ikke var den samme i det samfund, hvor profeten Ibrahim (fred være med ham) åbnede sine øjne. Hvordan skulle det være anderledes? De muslimer, som havde troet på profeten Nuh (fred være med ham), var selv medlemmer af denne slægt. Blandt deres nære slægtninge og nabofolk (ʿĀd og Thamūd) fortsatte fornyelsen af islams religion gennem en række profeter, fred være med dem alle.
——————————–
Profeten Ibrahim (fred være med ham) havde altså fået opfattelsen af, at Allah er Skaberen af himlene og jorden og Rabb, fra sit eget samfund. De spørgsmål, der naturligvis opstod i hans sind, var, hvor holdbar den opfattelse var, som fandtes blandt hans folk, nemlig at månen, solen og planeterne og stjernerne var medparter med Allah i opretholdelsesordningen, og at de på dette grundlag også satte andre ved siden af Allah i tilbedelsen.¹ Før profetskabet søgte han denne sandhed; stjernernes opgang og nedgang hjalp ham til at nå frem til den virkelighed, at der ikke findes nogen Rabb ud over Skaberen af himlene og jorden. Derfor sagde han, da han så månen gå ned: »Hvis min Rabb, det vil sige Allah, ikke vejleder mig, frygter jeg, at jeg også vil mislykkes med at nå frem til den virkelige sandhed.« Millioner af mennesker omkring mig bliver bedraget af de syn, de ser; jeg vil også blive bedraget af dem.
Derefter blev profeten Ibrahim (fred være med ham) udnævnt til profet, og han begyndte at kalde til Allahs vej. Når man overvejer det sprog, hvormed han dengang fremsatte sin daʿwah, bliver vores ovenstående udsagn endnu tydeligere. Han sagde:
1. Det vil ikke være uden relevans at nævne en ting her. Arkæologiske udgravninger og inskriptioner om profeten Ibrahims (fred være med ham) land, ‘Ur, viser, at måneguden blev tilbedt dér. På deres sprog blev den kaldt Nannar (–), mens solguden blev tilbedt i områderne omkring dem, hvis centrum var Larsa (–). På deres sprog blev den kaldt Shamash (—-). Grundlæggeren af landets herskerdynasti var Arnamu (—). Efter at hans navn nåede Arabien, blev det til Nimrod. Titlen Nimrod blev siden brugt dér efter hans navn, ligesom en efterfølger til Nizam al-Mulk kaldes Nizam.
Hvordan skulle jeg i sidste ende kunne frygte dem, som I gør til Allahs medguder? I frygter derimod ikke selv at gøre dem til Allahs medguder, selv om Han ikke har åbenbaret noget bevis for jer om deres delagtighed i uluhiyyah og rububiyyah.
Jeg tager afstand fra dem, som I påkalder ud over Allah. – Maryam 48
Han sagde: Jeres Herre er kun himlenes og jordens Herre, Han, som har skabt alt dette. … Han sagde: Tilbeder I da disse herrer i stedet for Allah, som ikke har nogen magt over jeres gavn eller skade? – al-Anbiya 56-66
Da Ibrahim sagde til sin far og sit folk: Hvad er det, I tilbeder? Vil I tilbede guder, som I selv har lavet, i stedet for Allah? Hvad er da jeres opfattelse af Rabb al-‘Alamin? – as-Saffat 85-87
Ibrahim og hans muslimske ledsagere erklærede tydeligt over for hans folk: Jeg har intet forhold til jer eller dem, som I tilbeder ud over Allah. Jeg afviser at følge jeres regler og normer. Indtil I tror på den ene Allah, er grundlaget for evigt fjendskab og had lagt mellem jer og os. – al-Mumtahanah 4
Det fremgår klart af disse udtalelser fra Ibrahim (fred være med ham), at han ikke henvendte sig til mennesker, som var fuldstændig uvidende om Allah, som ikke anerkendte Ham som Rabb al-‘Alamin og den, der tilbedes, eller hvis hjerter ikke rummede nogen fast forestilling om Ham. Han henvendte sig derimod til mennesker, som satte andre ved siden af Allah i rububiyyah (i den første og anden betydning) og i uluhiyyah. Derfor findes der ikke ét eneste sted i hele Koranen en udtalelse fra Ibrahim (fred være med ham), hvor han forsøger at få sit folk til at anerkende Allahs eksistens og anerkende Ham som gud og Herre. Overalt forkyndte han derimod, at Allah alene er Herre og Gud.
Lad os nu se på Nimrods sag. Den samtale, som fandt sted mellem ham og Ibrahim (fred være med ham), omtaler Koranen således:
————————————— Har du set den, der diskuterede med Ibrahim om hans Rabb? Han gjorde det, fordi Allah havde givet ham statsmagten. Da Ibrahim sagde: »Den, hvis hånd livet og døden er i, er den, jeg er underlagt.« Ibrahim sagde: »Sandheden er, at Allah lader solen stå op fra øst. Så lad os se, om du kan få den til at stå op fra vest!« Da den vantro hørte dette, blev han målløs og forvirret. – Al-Baqara 258
Det bliver klart af denne samtale, at striden ikke handlede om, hvorvidt Allah eksisterer eller ej, men om, hvem Ibrahim anerkendte som Rabb. For det første var Nimruds forhold til et folk, der anerkendte Allahs eksistens, således. For det andet kan han ikke have fremsat den så åbenlyst tåbelige påstand, at han selv var himlenes og jordens skaber og den, der styrer månens og solens kredsløb, medmindre han var blevet fuldstændig vanvittig. Hans påstand var i grunden ikke: »Jeg er Allah, himlenes og jordens Rabb.« Hans påstand var derimod: »Jeg er Rabb for det rige, som Ibrahim er borger i.« Han gjorde heller ikke krav på at være Rabb i rububiyaens første og anden betydning, for i denne betydning anerkendte han selv Allah som Rabb for solen, månen, planeterne og stjernerne. Men i den tredje, fjerde og femte betydning gjorde han krav på at være Rabb for sit eget rige. Det vil sige, hans påstand var: »Jeg er dette riges ejer, og alle rigets indbyggere er mine tjenere og slaver. Min centrale magt er grundlaget for deres samling, og mine ordrer og dekreter er deres lov og regel.« Grundlaget for hans krav på rububiya var kongemagtens hovmod. Sætningen »fordi Allah havde givet ham statsmagten« peger tydeligt i denne retning. Da han fik at vide, at en ung mand ved navn Ibrahim var dukket op i hans rige, og at han ikke anerkendte månens, solens, planeternes og stjernernes overnaturlige rububiya, og heller ikke verdensherskerens politiske og kulturelle rububiya, blev han forbløffet. Han tilkaldte derfor Hazrat Ibrahim (fred være med ham) og spurgte ham: »Hvem anerkender du da som Rabb?« Hazrat Ibrahim (fred være med ham) sagde først: »Min Rabb er den, i hvis hånd rådigheden over liv og død ligger.« Men da han hørte dette svar, forstod han ikke sagen i dybden. Han forsøgte at fastslå sin egen rububiya ved at sige: »Jeg har jo også rådighed over liv og død; jeg kan dræbe, hvem jeg vil, og give liv til, hvem jeg vil.« Da sagde Ibrahim (fred være med ham) til ham: »Jeg anerkender kun Allah som Rabb; uanset rububiyaens betydning er Allah alene min Rabb. Hvor skulle der være plads til nogen andens rububiya i verdensordenen? De har ikke den mindste indflydelse på solens opgang og nedgang – ingen myndighed overhovedet.« Nimrud var snu. Da han hørte dette argument, gik sandheden op for ham: I virkeligheden var hans krav på rububiya i Allahs rige intet andet end tomhed! Derfor blev han målløs og rådvild. Men hans selvglæde samt hans personlige og dynastiske interesser fik ham ikke til at opgive sædet for den despotiske kongemagt og myndighed og tilskyndede ham ikke til at følge Allah og Hans Sendebud. Derfor siger Allah den Ophøjede efter at have gengivet denne samtale:
————- »Men Allah vejleder ikke det uretfærdige folk.« Det vil sige: Efter at sandheden var blevet klar, var han ikke villig til at følge den vej, han burde have fulgt. Tværtimod fandt han det bedre gennem sin hovmodige myndighed at gøre uret mod verden og sin egen sjæl. Derfor gav Allah ham heller ikke vejledningens lys. For det er ikke Allahs praksis at tvinge vejledning ned over den, der ikke ønsker at blive vejledt.
Lots folk
Efter Hazrat Ibrahims (fred være med ham) folk møder vi et folk, hvis reform og forbedring Hazrat Ibrahims (fred være med ham) nevø, Hazrat Lut (fred være med ham), blev pålagt. Også om dette folk kan vi erfare fra Koranen, at de ikke benægtede Allahs eksistens. De benægtede heller ikke, at Allah er Skaberen og Rabb i den første og anden betydning. Men de ville ikke anerkende Ham som Rabb i den tredje, fjerde og femte betydning og derfor følge Sendebudets ledelse som Hans troværdige repræsentant. De ønskede at handle, som de selv behagede, efter deres egne begær; dette var deres egentlige forbrydelse. Derfor blev de ramt af straffen. Følgende klare udsagn i Koranen beviser det:
———————————– Da deres broder Lut sagde til dem: »Vil I ikke vise taqwa? Se, jeg er et troværdigt Sendebud til jer. Hold jer derfor fra Allahs vrede og adlyd mig. Jeg beder jer ikke om nogen løn for dette. Min løn påhviler kun Allah, al-‘Alamin Rabb. Går I blandt alle verdens mennesker kun til mænd og forlader de kvinder, som jeres Rabb har skabt til jer? I er sandelig et folk, der overskrider alle grænser!« – Ash-Shu’ara 161-166
Det er klart, at denne tiltale kun kan være rettet til et folk, der ikke benægtede Allahs eksistens eller, at Han er Skaberen og Opretholderen. Derfor ser vi, at de heller ikke svarede: »Hvad er Allah egentlig?« eller: »Hvem er denne Skaber?« eller: »Hvorfra er Han pludselig blevet vores Rabb?« Tværtimod sagde de:
————————- »Lut! Hvis du ikke holder op med dine udtalelser, vil du blive fordrevet fra landet.« – Ash-Shu’ara 167
Dette er hændelsen beskrevet et andet sted:
——————————————— “Og Vi sendte Lut. Da han sagde til sit folk: »I begår en sådan skændig handling, som ingen før jer på jorden har begået. Har I seksuelt samkvem med mænd? Begår I røveri på vejene og udøver I onde handlinger offentligt, foran hinanden i jeres forsamlinger?« Hans folks svar var ikke andet end: »Bring Allahs straf over os, hvis du taler sandt.« -Al-Ankabut-28-29. Kan dette være svaret fra et folk, der er imod Allah? Derfor er det klart, at deres egentlige problem ikke var at benægte uluhiyya og rububiyya. Deres egentlige »forbrydelse« var snarere, at selv om de i overnaturlig forstand anerkendte Allah som Ilah og Rab, var de ikke villige til at adlyde Allah i moral, civilisation og samfundsliv eller følge Rasulens vejledning.
Shu’aibs folk
Lad os nu se på folket i Midjan og Aykah. Til dem blev Hadrat Shu’aib (fred være med ham) sendt. Vi ved om dem, at de var efterkommere af Hadrat Ibrahim (fred være med ham). Derfor opstår spørgsmålet om, hvorvidt de troede på Allahs eksistens, eller om de anerkendte Ham som Ilah og Rab, slet ikke. Deres situation var i virkeligheden som hos et folk, hvis begyndelse havde været i islam, men som senere var blevet forandret gennem forvanskning af trosforestillinger og handlinger. Det synes endda ud fra Koranen, at de hævdede at være troende. Derfor ser vi, at Hadrat Shu’aib gentagne gange sagde til dem: »Hvis I er troende, bør I gøre dette.« Af alle Hadrat Shu’aibs taler og deres svar fremgår det tydeligt, at de var et folk, der troede på Allah og også anerkendte Ham som Mabud og Parwardigar. De var imidlertid sunket ned i to former for vildfarelse. For det første var de i overnaturlig forstand kommet til at betragte andre end Allah som Ilah og Rab, og derfor var deres tilbedelse ikke udelukkende viet til Allah. For det andet mente de, at Allahs rububiyya ikke havde nogen forbindelse med menneskets moralske karakter, samfundsordenen, økonomien eller politikken og kulturen. Derfor sagde de, at vi i det civiliserede liv er frie; vi vil udføre vores handlinger, som det passer os.
De følgende vers i Koranen bekræfter rigtigheden af denne påstand:
——————– Og til Midjan sendte Vi deres broder Shu’aib. Han sagde: »Mit folk! Tilbed Allah; I har ingen anden Ilah end Ham. Der er kommet en klar vejledning til jer fra jeres Rab. Så giv fuldt mål og fuld vægt, og giv ikke folk mindre af deres varer. Skab ikke fordærv på jorden, efter at fred og orden er blevet etableret. Det er bedre for jer, hvis I er troende…. Hvis en lille gruppe af jer tror på den vejledning, som jeg er sendt med, mens de andre ikke tror, så vent, indtil Allah dømmer mellem os. Han er den bedste af alle dommere.« Al-A’raf 85-87 ——————————————————-
Mit folk! Oprethold retfærdighed i mål og vægt, og mål og vej korrekt. Giv ikke folk mindre af deres varer. Gå ikke omkring og skab fordærv på jorden. Det, der bliver tilbage gennem Allahs nåde i handel og erhverv, er bedst for jer, hvis I er troende. Jeg er ikke sat over jer som vogter eller beskytter. De svarede: »Shu’aib! Skal vi opgive tilbedelsen af de guder, som vore forfædre har tilbedt gennem tiderne? Eller befaler din bøn dig, at vi skal opgive at bruge og forvalte vores rigdom efter vores eget ønske? Du er jo den eneste, der er tilbage som en tålmodig og retfærdig mand!« -Sura Hud-85-86
De sidste fremhævede linjer gør det klart, hvori deres egentlige vildfarelse bestod med hensyn til rububiyya og uluhiyya.
Farao og hans folk
Lad os nu tale om Farao og hans folk. Med hensyn til dette findes der endnu større misforståelser end angående Nimrod og hans folk. Den almindelige opfattelse er, at Farao ikke blot ikke troede på Allahs eksistens, men også hævdede selv at være gud. Med andre ord var hans sind blevet så fordærvet, at han åbent erklærede over for verden: »Jeg er skaberen af himlene og jorden.« Og hans folk var blevet så vanvittigt, at de troede på denne påstand. Men gennem Koranens og historiens vidnesbyrd kan den virkelige sandhed erkendes. Den er, at hans vildfarelse med hensyn til uluhiyyat og rububiyyat ikke adskilte sig fra Nimrods vildfarelse, og at hans folks vildfarelse heller ikke adskilte sig fra Nimrods folks. Forskellen var blot, at der af politiske grunde opstod en afgudsdyrkende stædighed og en partisk trods over for Israels børn. Derfor nægtede de af rent fjendskab at anerkende Allah som Rabb og Ilah. Men anerkendelsen af Ham var skjult i deres hjerter, sådan som de fleste materialister gør det i dag.
Den egentlige sag er, at profeten Yusuf (fred være med ham), efter at have opnået magt i Egypten, satte alle sine kræfter ind på at udbrede islamisk undervisning. Han satte et så dybt aftryk på Egyptens land, at ingen på nogen måde kan udslette det. Dengang havde måske ikke alle Egyptens indbyggere antaget den sande Din, men det er umuligt, at nogen egypter ikke kendte Allah eller ikke anerkendte, at Han er Skaberen af himlene og jorden. Ikke blot det: Hans undervisning må have haft så stor indflydelse på enhver egypter, at han i metafysisk forstand anerkendte Allah som »Ilah al-ilah« og »Rabb al-arbab«. Ingen egypter var modstander af Allahs uluhiyyat. De blandt dem, der forblev standhaftige i kufr, satte imidlertid andre ved siden af Allah som medguder i uluhiyyat og rububiyyat. Denne indflydelse bestod indtil profeten Musas (fred være med ham) fremtræden.¹ Det fremgår klart af den tale, som en koptisk leder holdt ved Faraos hof. Da Farao gav udtryk for, at han ville dræbe profeten Musa (fred være med ham), udbrød denne embedsmand ved hoffet, som i hemmelighed havde antaget islam, uroligt:
—————————————-
¹ Hvis man støtter sig til Torahens historiske beretning, kan man antage, at omtrent en femtedel af Egyptens samlede befolkning antog islam. På grundlag af den folketælling af Israels børn, der er optaget i Torahen, kan det siges, at antallet af dem, der forlod Egypten sammen med profeten Musa (fred være med ham), var omkring to millioner. Egyptens befolkning var dengang ikke større end ti millioner. I Torahen omtales de alle som Israels børn. Men det synes efter enhver beregning umuligt, at efterkommerne af profeten Yaqubs (fred være med ham) tolv sønner på femogtyve år skulle være vokset til to millioner. Derfor må det antages, at en stor del af Egyptens befolkning antog islam og sluttede sig til Israels børn. Da landet blev forladt, sluttede disse egyptiske muslimer sig også til israelitterne. Det kan man slutte ud fra det missionsarbejde, som profeten Yusuf (fred være med ham) og hans repræsentanter udførte i Egypten.
————————————
»Dræber I en mand, fordi han siger: ‘Allah er min Rabb’, selv om han er kommet til jer med klare tegn? Hvis han er en løgner, vil noget af det, han advarer jer om, sikkert ramme jer. Vid, at Allah ikke viser den, der overskrider grænserne og lyver, vejen til det gode. O mit folk! I dag har I magten i landet, og i dag er I de fremherskende sejrherrer på jorden. Men hvem vil beskytte os, hvis Allahs straf rammer os i morgen? O mit folk! Jeg frygter, at den samme skæbne skal ramme jer, som ramte de folk, over hvem den store straf faldt. Før dette kom Yusuf til jer med klare tegn, men I forblev i tvivl om det, han fremlagde for jer. Da han siden gik bort, sagde I: ‘Allah vil aldrig sende nogen sendebud efter ham.’ … O mit folk! Jeg kalder jer til frelse, men se blot, hvilken mærkelig ting: I kalder mig til at fornægte Allah og sætte andre ved Hans side, selv om jeg ikke har noget videnskabeligt bevis for, at de kan være Hans partnere. Mens jeg kalder jer til Ham, som er Den Almægtige og Den Mest Tilgivende.« (Al-Mu’min 28-42)
Selv efter at flere århundreder var gået, var indflydelsen fra den ædle personlighed, profeten Yusuf (fred være med ham), stadig til stede. Det fremgår som bevis af denne lange tale. Som følge af at dette ædle budskabs undervisning havde påvirket dem, befandt dette folk sig ikke på et sådant niveau af uvidenhed, at de var uvidende om Allahs eksistens, eller at de ikke vidste, at Allah er Ilah og Rabb, og at Hans indflydelse og kontrol er etableret over naturkræfterne. Det var heller ikke sådan, at de ikke vidste, at Hans vrede var noget, man måtte frygte. Det fremgår også tydeligt af talens afslutning, at dette folk på ingen måde fornægtede Allahs uluhiyya og rububiyya; deres vildfarelse skyldtes derimod det samme som det, der er blevet beskrevet om andre folks vildfarelse: at de satte andre ved siden af Allah i uluhiyya og rububiyya. Grunden til, at der opstår tvivl, er denne: Da Farao hørte profeten Musa (fred være med ham) sige: »Jeg er en udsending fra Rabb al-‘alamin«, spurgte Farao: »Og hvad er Rabb al-‘alamin for noget?« Han sagde til sin minister Haman: »Byg et højt palads til mig, så jeg kan se Musas gud.« Han truede profeten Musa (fred være med ham) og sagde: »Hvis du tager nogen anden end mig som Ilah, vil jeg fængsle dig.« Han lod bekendtgøre i hele landet: »Jeg er jeres højeste Rabb.« Til sine rådgivere sagde han: »Jeg kender ingen anden som jeres Ilah end mig selv.« Når mennesker ser sådanne udsagn, antager de, at Farao måske ligefrem fornægtede Allahs eksistens, at han slet ikke havde nogen forestilling om Rabb al-‘alamin, og at han alene anså sig selv for den eneste tilbedelsesværdige. Men sagen er i virkeligheden, at alle disse udsagn skyldtes nationalistisk egenrådighed. På profeten Yusufs (fred være med ham) tid havde islams undervisning gennem hans stærke personligheds indflydelse spredt sig i Egypten. Ikke blot det: Som følge af den myndighed, han havde etableret over statens styre, var Banu Isra’il blevet meget indflydelsesrige i Egypten. Banu Isra’ils magt bestod i Egypten i tre til fire hundrede år. Derefter begyndte nationalistiske følelser at vokse frem mod Banu Isra’il. Til sidst blev deres magt rykket op med rode, og et nationalistisk egyptisk dynasti satte sig på herskertronen. Denne nye herskergruppe nøjedes ikke med at undertrykke og udrydde Banu Isra’il; den forsøgte også at udslette ethvert spor fra profeten Yusufs styreperiode og genoprette traditionerne fra deres gamle uvidende religion. Da profeten Musa (fred være med ham) derefter viste sig, frygtede de, at regeringsmagten igen skulle glide dem af hænde. Det var på grund af dette had og denne egenrådighed, at Farao igen og igen spurgte profeten Musa: »Hvem er så Rabb al-‘alamin? Hvem kan være Ilah ud over mig?« I virkeligheden var han ikke uvidende om Rabb al-‘alamin. Dette bevises helt klart af den samtale mellem ham og hans rådgivere samt af den tale og de udtalelser fra profeten Musa (fred være med ham), som er gengivet i Koranen. For at give hoffolkene det indtryk, at Musa (fred være med ham) ikke var Allahs profet, sagde han en dag:
»Hvorfor er der så ikke blevet sendt guldsmykker ned til ham, eller hvorfor er englene ikke kommet sammen med ham i en samlet skare?« — az-Zukhruf 53
Kan en person, der ikke har nogen forestilling om Allah og englene i sit sind, sige sådan noget? Ved en anden lejlighed fandt følgende samtale sted mellem Farao og profeten Musa (fred være med ham):
Da sagde Farao til ham: »Musa! Jeg tror, du er blevet forhekset; du har mistet din forstand og dømmekraft!« Musa svarede: »Du ved udmærket, at ingen andre end Rabb, Herren over himlene og jorden, har sendt disse lærerige tegn ned. Jeg tror, Farao, at din undergang nærmer sig.« — Banu Isra’il 101–102
Et andet sted beskriver Allah den Højestes udsending Faraos folks sindstilstand således:
»Da vores tegn blev klart synlige for dem, sagde de: ‚Dette er tydeligvis trolddom!‘ Deres hjerter erkendte det fuldt ud indadtil, men de nægtede at anerkende det alene på grund af ondskab, hovmod og ulydighed.« — an-Naml 13–14
Koranen skildrer også en anden forsamling således: »Musa sagde til dem: ‚Ve jer! Fremsæt ikke falske beskyldninger mod Allah. Hvis I gør det, vil Han udslette jer med en hård straf. Den, der har fremsat en falsk beskyldning mod Allah, er visselig fortabt.‘ Da de hørte dette, begyndte de at strides indbyrdes og rådførte sig i hemmelighed. Nogle af dem sagde: ‚Disse to — Musa og Harun — er troldmænd. De vil med deres trolddom fordrive jer fra landet, og de ønsker at udslette jeres forbilledlige livsorden.‘« — Ta-Ha 61–63
Det er klart, at der opstod en diskussion blandt dem, efter at de var blevet skræmt med Allah den Højestes straf og advaret om følgerne af falske beskyldninger, fordi der stadig i nogen grad fandtes frygt for Allah og en bevidsthed om Hans majestæt i deres hjerter. Men da deres nationalistiske herskerklasse truede med en politisk omvæltning og sagde, at følgerne af at anerkende Musa og Haruns (fred være med dem) budskab ville blive, at Egypten igen ville komme under Israels herredømme, blev deres hjerter atter hårde, da de hørte dette. Alle besluttede sig for at modsætte sig Sendebudet.
Efter at denne sandhed er blevet fastslået, kan vi med lethed og sikkerhed sige, hvad den grundlæggende strid mellem profeten Musa (fred være med ham) og Farao drejede sig om, og hvilken slags egentlig vildfarelse Farao og hans folk befandt sig i. I hvilken betydning gjorde Farao krav på uluhiyya og rububiyya? Læs med dette formål de følgende vers i Koranen ét for ét:
For det første: De af Faraos rådgivere, som lagde vægt på fuldstændigt at udrydde profeten Musas (fred være med ham) kaldelse, sagde ved denne lejlighed til Farao:
Vil De lade Musa og hans folk være, så de kan forlade Dem og Deres guder og sprede fordærv i landet? — al-A’raf 127
På den anden side sagde den blandt disse rådgivere, som havde antaget troen på profeten Musa (fred være med ham), til dem:
Kalder I mig til, at jeg skal fornægte Allah og sætte nogen ved Hans side, om hvis medguddommelighed jeg ikke har noget videnskabeligt bevis? — al-Mu’min 42
Når vi sammenholder de to omtalte vers med den viden, vi gennem historiske og arkæologiske vidnesbyrd har opnået om datidens egyptere, kan vi klart se, at Farao selv og hans folk i rububiyyaens første og anden betydning gjorde bestemte guder til medguder i guddommeligheden og tilbad dem. Det er klart, at hvis Farao i overnaturlig betydning havde gjort krav på guddommelighed — det vil sige, hvis hans påstand havde været, at han også havde myndighed over årsagskæden, og at der ikke fandtes nogen anden Rabb eller ilah for himlene og jorden end ham — så ville han ikke selv have tilbedt andre guder.¹
For det andet: Disse ord af Farao er nævnt i Koranen:
1. På grund af den blotte antagelse, at Farao selv havde gjort krav på at være »Ilah al-‘Alamin« (verdenernes ilah), har nogle kommentatorer i det ovennævnte vers fra sura al-A’raf valgt en anden recitation end den almindeligt kendte. De har taget det pågældende ords betydning som »tilbedelse«. Ifølge denne recitation bliver oversættelsen af verset: »… at de forlader Dem og Deres tilbedelse.« For det første er denne recitation imidlertid sjælden og strider mod den berømte og velkendte recitation. For det andet er den antagelse, som recitationen bygger på, helt uden grundlag og ubegrundet. For det tredje kan ordet ud over »tilbedelse« også betyde en tilbedt guddom eller en gudinde. I den arabiske jahiliyya-tid blev dette ord brugt om solen. Det er velkendt, at egypternes vigtigste afgud normalt var solen. På egyptisk blev solen kaldt Ra. Og Farao betød »Ras datterbarn«, »Ras inkarnation« — med andre ord solens inkarnation. Det, Farao således gjorde krav på, var altså blot dette: »Jeg er solgudens legemliggjorte manifestation.«
O hoffolk! Jeg kender ingen anden gud for jer end mig selv. -Al-Qasas-38
Moses! Hvis du tager nogen anden end mig som gud, vil jeg medregne dig blandt de fængslede. -Ash-Shu’ara-29
Meningen med disse ord er ikke, at Farao fornægtede alle andre guder end sig selv; hans egentlige hensigt var derimod at afvise Moses’ kald. Moses kaldte til en gud, som ikke blot er den, der tilbedes i overnaturlig forstand, men som også i politisk og civilisatorisk forstand har myndighed over påbud og forbud og besidder den højeste magt. Derfor sagde han til sit folk: I har ingen anden gud end mig. Og han truede Moses med, at hvis han i denne betydning antog en anden end ham som gud, ville han blive kastet i fængsel.
Det fremgår også af Koranens vers, og historiske og arkæologiske vidnesbyrd støtter det, at Farao-dynastiet i Egypten ikke blot gjorde krav på absolut suverænitet, men også på en form for hellighed gennem forbindelsen til guddommen, så det kunne befæste sin position i undersåtternes hjerter og sind. Farao-dynastiet i Egypten er imidlertid ikke noget enestående eksempel på dette; i de fleste lande i verden har de kongelige dynastier i større eller mindre grad forsøgt at gøre krav på en andel i uluhiyyat og rububiyyat i overnaturlig betydning ud over den politiske suverænitet. De gjorde det også obligatorisk for undersåtterne at udføre en eller anden form for underkastelsesritualer foran dem. Men dette er i virkeligheden blot et sideordnet forhold. Det egentlige formål var at styrke den politiske suverænitet. Kravet på overnaturlig uluhiyyat blev anvendt som et middel hertil. Derfor er den kongelige families uluhiyyat i Egypten og i andre lande, hvor jahili-tanker og -forestillinger dyrkes, altid forsvundet sammen med det politiske fald. Uluhiyyat er også gået over til dem, der har fået magtens trone i hænde.
For Farao var det egentlige krav ikke overnaturlig guddommelighed; hans hovedkrav var derimod politisk guddommelighed. I rububiyyats tredje, fjerde og femte betydning sagde han: Jeg er den største herre over Egyptens land og dets indbyggere; jeg er ejer af dette land og alle dets bestanddele og ressourcer. Retten til dette lands absolutte suverænitet tilkommer kun mig; hele min person er grundlaget for landets samfundsorden samt dets civilisation og kultur. Her må ingen andens love og bestemmelser gælde end mine.
Grundlaget for hans krav var, med Koranens ord, dette:
——————– Og Farao råbte blandt sit folk: »Mit folk! Er Egyptens land ikke mit? Tilhører Egyptens kongerige ikke mig? Ser I ikke, at disse floder og kanaler løber efter min befaling?« -Az-Zukhruf-51
Også Nimrods krav på rububiyyat var grundlagt på dette grundlag.
(———————) Det var på dette grundlag, at også den hersker, der levede samtidig med Yusuf (fred være med ham), gjorde sig til herre over sit folk.
For det fjerde: Det, som Musa (fred være med ham) forkyndte – og som var årsagen til hans strid med Faraon og Faraons slægt – var grundlæggende, at ingen anden end Allah, alverdenernes Herre, er ilah i nogen som helst betydning. Han er den eneste ilah også i overnaturlig betydning, ja, også i social og politisk betydning. Tilbedelse, hengivenhed og lydighed skal være rettet mod Ham; man skal udelukkende følge Hans love og bestemmelser. Det er Ham, der har udnævnt mig som Sin stedfortræder med klare tegn; gennem mig vil Han give bestemmelser om påbud og forbud. Derfor bør magtens tøjler over Hans tjenere ikke være i dine hænder, men i mine. Det var på dette grundlag, at Faraon og hans politiske medhjælpere igen og igen sagde, at disse to brødre ønsker at fordrive os fra landet og selv sætte sig på magtens trone. De gør alt, hvad de kan, for at udslette vores lands religion og civilisation og indføre deres egen religion og civilisation.
———————– Og Vi sendte Musa med Vore tegn og klare beviser fra åbenbaringen til Faraon og lederne blandt hans folk. Men de fulgte Faraons befaling, selv om Faraons befaling ikke var retfærdig. – Hud 96-97
——————– Og før dem satte Vi Faraons folk på prøve. Der kom til dem en ædel sendebud. Han sagde: »Overgiv Allahs tjenere til mig. Jeg er en troværdig sendebud for jer. Vær ikke hovmodige over for Allah. Jeg fremlægger klare beviser fra åbenbaringen for jer.« – Ad-Dukhan 17-19
——- (Mekkanerne) Vi har sendt jer et sendebud, som er vidne over jer, ligesom Vi sendte et sendebud til Faraon. Men da Faraon var ulydig mod sendebudet, greb Vi ham med et hårdt greb. – Al-Muzzammil 15-16
———————- Faraon sagde: »Musa! (Hvis du hverken anerkender guddommen eller den kongelige familie,) hvem er så din Rabb?« Musa svarede: »Min Rabb er Han, der har givet hver ting dens særlige form og derefter anvist den, hvordan den skal udføre sin funktion.« – Taha 49-50
————————— Faraon sagde: »Og hvad er så denne Rabb al-‘Alamin?« Musa svarede: »Han er himlenes og jordens Rabb og alt, hvad der er imellem dem, hvis I vil tro.« Faraon sagde til dem omkring ham: »Har I hørt det?« Musa sagde: »Jeres Rabb og jeres forfædres Rabb.« Faraon sagde: »Dette jeres sendebud, som er sendt til jer, er jo helt sikkert vanvittig.« Musa sagde: »Han er Rabb for øst og vest og alt, hvad der er imellem dem, hvis blot I havde en smule forstand.« Da udbrød Faraon: »Hvis du tager nogen anden end mig som ilah, vil jeg lade dig indskrive blandt de fængslede.« – Ash-Shu’ara 23-29
— Faraon sagde: »Musa! Er du kommet for at fordrive os fra vores land ved hjælp af din magi?« – Taha 57
]——————— Og Farao sagde: „Lad mig være, så jeg kan dræbe Moses. Lad ham da påkalde sin Herre om hjælp. Jeg frygter, at han vil ændre jeres dīn (livsførelse) eller skabe fordærv i landet.“ – Al-Mu’min 26
—————————— De sagde: „Disse to er sandelig troldmænd. De vil med deres magt fordrive jer fra jeres land, og de ønsker at udslette jeres ideelle livsorden.“ – Taha 63
Når man ser på disse vers i rækkefølge, bliver det klart, at den vildfarelse med hensyn til rubūbiyyah, som fra begyndelsen havde bredt sig blandt forskellige folkeslag i verden, også havde lagt sig tungt over Nilens land. Moses og Aron (fred være med dem) kaldte også til det samme, som alle profeter og sendebud havde kaldt til fra begyndelsen.
Jøder og kristne
Efter Faraos folk møder vi Israels børn og alle de andre folkeslag, som havde antaget jødedommen og kristendommen. Man kan naturligvis ikke forestille sig, at de ikke anerkendte Allahs eksistens eller ikke betragtede Ham som Rabb og Ilāh. For Koranen selv har bekræftet, at de var Skriftens folk. Spørgsmålet er derfor: Hvilken uoverensstemmelse, fejl eller afvigelse fandtes der i deres trosforestillinger og handlemåde med hensyn til rubūbiyyah, siden Koranen betegner dem som vildfarne? Vi finder det korte svar på dette i selve Koranen:
—————————– Sig: „I Skriftens folk! Begå ikke uretmæssige overdrivelser i jeres dīn. Følg ikke de tidligere folks ugyldige tankegang, som blev vildfarne. De førte mange vild, og de selv afveg fra den rette vej.“ – Al-Mā’idah 77
Heraf fremgår det, at jødernes og de kristnes vildfarelse grundlæggende var af samme art som den vildfarelse, deres forgængere fra begyndelsen havde været nedsunket i. Desuden fremgår det, at denne vildfarelse trængte ind blandt dem ad vejen med „ghuluw fi d-dīn“ – uretmæssig overdrivelse i religionssager. Se nu, hvordan Koranen fremlægger forklaringen på denne korte beskrivelse:
—————————————– Jøderne siger: „Ezra er Allahs søn“, og de kristne siger: „Messias er Allahs søn.“ – At-Tawbah 30
———————————— De, de kristne, som siger, at Messias, Marias søn, er Allah, har begået vantro. Men Messias sagde: »O Israels børn! Tilbed Allah, som er min Herre og jeres Herre.« – Al-Ma’idah 72
——————————- De, som siger, at Allah er den tredje af tre, har begået vantro. Der findes imidlertid ingen anden guddom end én Gud. – Al-Ma’idah 73
————————————————– Og når Allah spørger: »O Jesus, Marias søn! Sagde du til folk: Tag mig og min mor som guddomme i stedet for Allah?« Da vil han svare: »Ære være Allah! Jeg kunne ikke sige noget, som jeg ikke havde ret til at sige. Hvordan skulle jeg kunne sige det?« – Al-Ma’idah 116
——————————————————- Det tilkommer ikke noget menneske, at Allah giver ham Skriften, visdommen og profetværdigheden, hvorefter han siger til folk: »Bliv mine tjenere i stedet for Allah.« Nej, han vil snarere sige: »Bliv gudhengivne, sådan som I underviser i Allahs Bog, og sådan som I selv studerer den.« Det tilkommer ikke en profet at sige: »Tag englene og profeterne som jeres herrer.« Skulle han lære jer vantro, efter at I er blevet muslimer? – Ali ‘Imran 79-80
I lyset af disse vers bestod Skriftfolkets første vildfarelse i, at de ophøjede de store personer – profeter, sendebud, fromme mænd, engle og andre – som religionen anerkender, ud over deres virkelige rang og løftede dem op til guddommelig rang. De gjorde dem til partnere og medejere i Allahs virke. De tilbad dem, anså dem for at have en andel i viden og forestillede sig, at de også havde magt til at tilgive, hjælpe, støtte og beskytte. Derefter bestod deres anden vildfarelse i dette:
———————————————- De tog deres lærde og sheikher – præster og gejstlige – som herrer i stedet for Allah. – Sura At-Tawbah 31
Det vil sige, at deres position i den religiøse virksomhed oprindeligt blot var at forklare Allahs sharia-bestemmelser og danne menneskers karakter i overensstemmelse med Allahs vilje. Men lidt efter lidt blev de tildelt en sådan position, at de efter eget forgodtbefindende erklærede hvad som helst for haram eller halal, påbød hvad som helst uden godkendelse fra religionen og Skriften, forbød hvad som helst, de ønskede, og kunne håndhæve enhver fremgangsmåde, de ønskede. På denne måde blev de opslugt af to enorme grundlæggende afvigelser. Ligesom Noahs, Ibrahims, ‘Ads, Thamuds, Midjans folk og andre folk var blevet opslugt af den afvigelse, gjorde de også – ligesom tidligere nationer – engle og store personer til partnere med Allah i rububiyya i overnaturlig betydning. Ligesom dem begyndte de også uden hensyn til Allahs godkendelse at hente reglerne for deres civilisation, kultur, skikke, adfærd, moral og politik hos mennesker. Til sidst blev situationen således:
—————————————————————- Har du ikke set dem, som fik en del af Allahs Bog? Deres tilstand var sådan, at de anerkendte jibt og taghut. – An-Nisa 51
Sig: Skal jeg fortælle jer, hvem der hos Allah har en værre udgang end de fordærvede? Det er dem, som Allah har forbandet, som Allahs vrede er faldet over, hvoraf mange efter Hans befaling er blevet forvandlet til aber og svin, og som har dyrket og tilbedt Taghut. Det er dem, der befinder sig på det værste trin. De er kommet langt bort fra den sande, lige vej. – Al-Ma’ida 60
Ordet »Jibt« er meget omfattende og omfatter alle former for indbildte tanker og forestillinger. Magi og trolddom, amuletter, spådomskunst, forudsigelser af fremtiden, forestillinger om lykke og ulykke, overnaturlige handlinger – kort sagt alle slags opdigtede forestillinger og indbildninger hører under dette. »Taghut« betegner de personer, grupper eller organisationer og institutioner, som har indtaget en hovmodig og ulydig holdning over for Allah, har overskredet grænserne for underkastelse og har udgivet sig for at være guddommelige herskere. Jøderne og de kristne var sunket ned i de to førnævnte vildfarelser. Den første vildfarelse førte til, at alle slags forestillinger havde slået rod i deres sind. Den anden vildfarelse førte dem videre fra at tjene og adlyde deres ulemaer og sheikher, lærde og sufier, præster og gejstlige samt sufi- og asketiske religiøse ledere til at tjene og adlyde sådanne tyranner og uretfærdige mennesker, som åbenlyst gjorde oprør mod Gud.
Arabernes polyteistiske samfund
Lad os nu undersøge, hvilken slags vildfarelse arabernes polyteister var ramt af i denne henseende. Det var til dem, at Sendebudet (s.) blev sendt, og det var dem, som Koranen først henvendte sig til. Var de uvidende om Allah og vantro over for Hans eksistens? Blev Sendebudet sendt alene for at få dem til at anerkende Allahs eksistens? Anerkendte de ikke Allah som Rabb og Ilah? Blev Koranen åbenbaret alene for at få dem til at anerkende den Store Allahs uluhiyyah og rububiyyah? Benægtede de Allahs tilbedelse og tjeneste? Eller mente de i virkeligheden, at Lat-Manat, Hubal-Uzza og de øvrige guddomme var verdens skabere, ejere, forsørgere og styrende ledere? Eller anerkendte de deres guddomme som kilden til lovgivningen og som ophavet til vejledning i etiske og samfundsmæssige problemer?
Fra Koranen får vi et benægtende svar på hvert af disse spørgsmål. Koranen fortæller os, at arabernes polyteister ikke blot troede på Allahs eksistens, men også anerkendte Ham som Skaberen, Ejeren og den Store Gud (Grand Lord) for hele universet og for deres egne guddomme; de anerkendte Ham som Rabb og Ilah. Når de i kriser, problemer, ulykker og vanskeligheder foretog deres sidste appel, var det til Ham. De benægtede heller ikke Allahs tilbedelse og tjeneste. De troede ikke om deres egne guder og guddomme, at de var skabere og forsørgere for dem selv og for hele verden; de troede heller ikke, at disse guddomme kunne vejlede dem i livets etiske og samfundsmæssige problemer. De følgende vers om dette: ————————————– O Profet! Spørg dem: Hvem ejer jorden og alt, hvad der er på den? Svar, hvis I ved det. De vil sige: Allah ejer den. Sig: Vil I da ikke tage ved lære? Spørg: Hvem er Herren over de syv himle og den mægtige Trone? De vil sige: Allah. Sig: Vil I da ikke frygte Ham? Sig: Hvem har kongemagten over alle ting i Sin hånd? Hvem er det, der beskytter, mens ingen kan beskytte mod Ham? Svar, hvis I ved det. De vil sige: Disse egenskaber tilhører alene Allah. Sig: Hvorfra bliver I da bedraget? Sandheden er, at Vi har fremlagt den virkelige sandhed for dem, men de er visselig løgnere. Al-Mu’minun 84-90
Det er Ham – Allah – der lader jer færdes på land og til søs. Når I går om bord på et skib og sejler fornøjet af sted med en gunstig vind, men pludselig begynder en ugunstig vind at blæse kraftigt, og bølgerne rejser sig fra alle sider, så de tror, at stormen har omringet dem, påkalder de alle Allah. De vier deres religion oprigtigt til Ham og beder: »Hvis Du redder os fra denne fare, vil vi være taknemmelige tjenere.« Men når Han redder dem fra faren, begår de straks uretmæssigt oprør på jorden og vender sig bort fra sandheden. – Yunus 22-23
Når en fare rammer jer på havet, forsvinder alle dem, som I plejede at påkalde ud over Allah alene. Men når Han redder jer og bringer jer i land, vender I jer bort fra Ham. Sandheden er, at mennesket er utaknemmeligt – en yderst utaknemmelig tjener. Bani Isra’il 67
Sådan omtaler Koranen, med deres egne ord, den forestilling, de havde om deres guddomme:
————————————————————— Og de, der tager andre end Ham som venner og hjælpere, siger: »Vi tilbeder dem kun, for at de skal bringe os nærmere til Allah.« – Az-Zumar 3
———————- Og de siger: »De er vores forbederer hos Allah.«
De forestillede sig heller ikke om deres ma‘bud (guder), at de kunne vejlede dem i livets problemer. I sura Yunus, vers 35, giver Allah Sin profet følgende befaling:
——————————– Spørg dem: »Er der blandt disse medguder, som I har opfundet, nogen, der vejleder til sandheden?«
Men da de hører dette spørgsmål, sænker tavsheden sig over dem. Ingen af dem svarer, at Lat, Manat, Uzza eller andre ma‘buder og guder vejleder os til den rette vej i tanke og handling; at de lærer os fred, tryghed og retfærdighedens principper i det jordiske liv; eller at vi gennem deres viden får indsigt i universets grundlæggende virkelighed. Da Allah til sidst ser deres tavshed, siger Han til Sin profet:
————————————— Sig: »Allah vejleder sandelig til sandheden. Sig da: Hvem er mest værdig til at blive fulgt: den, der vejleder til sandheden, eller den, der ikke selv kan finde nogen vej, medmindre han bliver vejledt? Hvad er der i vejen med jer? Hvordan dømmer I?« Yunus 35
Efter disse klare udsagn står kun ét spørgsmål tilbage som uafklaret. Spørgsmålet er: Hvad var så deres egentlige vildfarelse med hensyn til rububiyyah, som Allah sendte Sine profeter og åbenbarede bøger for at korrigere? Når vi undersøger Koranen for at finde svaret, opdager vi to grundlæggende vildfarelser i deres tro og handlinger, som også fandtes blandt alle vildfarne folk siden oldtiden. På den ene side satte de, i overnaturlig forstand, andre rabb-illah ved siden af Allah og mente, at de engle, fromme og fremtrædende personer samt planeter og stjerner på en eller anden måde havde del i den myndighed, som den, der hersker over årsagernes sammenhæng, råder over. Derfor vendte de sig ikke kun til Allah i deres bønner, anmodninger om hjælp og tilbedelsesformer, -regler og -ritualer, men også til disse kunstige guder.
På den anden side var de fuldstændig uvidende om den civilisatorisk-politiske rububiyyah. Tanken om, at der også i denne betydning findes en Rabb, havde ikke fået nogen plads, selv i den fjerneste krog af deres sind. I denne betydning havde de gjort deres religiøse ledere og myndighedspersoner, høvdinge og fremtrædende personer samt familiens ældre og ansete medlemmer til rabber; fra dem tog de deres livsregler. Om deres første vildfarelse vidner Koranen:
————————– Blandt menneskene er der også den, som tilbeder Ham, mens han står på kanten af gudsfrygtens grænse. Hvis han opnår noget godt, bliver han rolig og tilfreds med det. Men hvis han møder nogen vanskelighed, vender han sig bort. Et sådant menneske har ødelagt både denne verden og det hinsidige. Og dette er det tydelige tab. Han påkalder i stedet for Allah nogen, som hverken er i stand til at tilføje ham skade eller til at bringe ham nogen gavn. Dette er den største vildfarelse og den alvorligste afvigelse fra den rette vej. Han påkalder til hjælp nogen, hvis tilkaldelse bringer ham skade, der er nærmere end den gavn, han håber på. Hvor elendig en beskytter og hvor elendig en ledsager! – al-Hajj 11-13
———————– De tilbeder i stedet for Allah nogen, som hverken kan gøre skade eller bringe gavn. Og de siger: »De er vores forbønsmænd hos Allah.« Sig: »Informerer I Allah om noget, Han ikke kender til i himlene og på jorden?« Allah er ren og fri for det, de sætter ved Hans side. – Yunus 18
——————————— O Profet! Sig til dem: »Forkaster I virkelig Ham, som skabte jorden på to dage, og gør I andre lige med Ham og sætter dem som Hans modstandere?« – Ha-Mim as-Sajda 9
———————————
1. Det vil sige, at I er faldet i den vildfarelse, at disse afguder har en sådan magt hos Mig, at enhver forbøn, de fremsætter for Mig, nødvendigvis må blive accepteret. Derfor slår I jeres pander mod deres helligdommes tærskler og bringer dem gaver. I mener, at der findes en sådan magtfuld eller Mig så kær skabning i Mit nærvær, at Jeg er nødt til at acceptere dens forbøn. Men Jeg kender ingen sådan skabning i himlene eller på jorden. Informerer I Mig da om sådanne forbedsmænd, som Jeg ikke kender? Det er klart, at når noget ikke findes i Allahs viden, betyder det i virkeligheden, at det slet ikke eksisterer.
Sig: »Tilbeder I andre end Allah, som hverken har nogen myndighed over jeres gavn eller nogen magt til at påføre jer skade, mens det kun er Allah, der hører og ved alt?« – al-Ma’ida 76
—————————- Når et menneske rammes af en ulykke, påkalder det oprigtigt sin Herre alene. Men når Han skænker det en velsignelse, glemmer det den ulykke, som det tidligere på grund af havde påkaldt Ham, og begynder at sætte andre lige med Allah, så de kan føre det bort fra Allahs vej. – az-Zumar 8
—————————– Enhver velsignelse, I har opnået, skyldes Allahs gave og gavmildhed. Hvis en ulykke derefter rammer jer, bringer I jeres bøn og klage til Allah alene. Men når Han fjerner denne ulykke fra jer, begynder nogle af jer at gøre andre delagtige i befrielsen fra ulykken, som svar på Hans gunst med glemsel af gunsten. Nå, så nyd det! Snart vil I få at vide, hvad det fører til. I tildeler en del af den forsørgelse, Vi har givet jer, til dem, I ikke kender.2 Allahs
1. At gøre nogen lige med Allah betyder, at man siger: »Denne ulykke blev afværget på grund af den og den fromme mands velsignelse; denne velsignelse blev opnået gennem den og den ærede persons gunst og nåde.«
2. Det vil sige, at de, om hvem det ikke gennem nogen viden eller oplysning er blevet fastslået, at de kunne befri mennesker fra ulykker og afværge vanskeligheder, bringer votivgaver og ofre til dem som taknemmelighed. Det bemærkelsesværdige er, at de gør alt dette med den forsørgelse, Vi har givet dem.
Ved Allahs ed! I vil helt sikkert blive grundigt udspurgt om de bizarre og absurde forestillinger, I gør jer. — An-Nahl 55-56
Tilbage står deres anden vildfarelse. Koranens vidnesbyrd om den lyder således: ——————- På samme måde har deres opdigtede medguder fået mange polyteister til at finde drabet på deres egne børn tiltalende, for at styrte dem i fordærv og gøre deres religion forvirrende for dem.
Det er klart, at shurakā (partnere) her ikke betyder afguder, men de ledere og myndighedspersoner, som fremstillede drab på børn som en gavnlig og smuk handling i arabernes øjne; det er dem, der her menes med shurakā. Det var disse, der havde indført en sådan afskyelig skik i profeterne Ibrahims og Ismails religion. Det er ligeledes klart, at araberne enten betragtede dem som autoriteter i årsagernes og virkningernes sammenhæng, tilbad dem eller bad dem om hjælp. De blev ikke kaldt Allahs partnere i disse betydninger. De blev kaldt partnere i rububiyyah og uluhiyyah, fordi araberne havde anerkendt deres ret til efter eget ønske at fastlægge sociale og kulturelle spørgsmål samt moralske og religiøse forhold.
Har de da taget sig partnere, som har fastlagt religiøse love og regler for dem, som Allah ikke har tilladt og ikke har givet nogen befaling om? — Ash-Shura 21
Betydningen af ordet dīn vil blive forklaret senere. Også dette vers’ fulde og omfattende betydning vil dér blive helt tydelig. Men her kan vi i det mindste klart forstå, at det var dette, der udgjorde deres partnerskab med Allah i rububiyyah og uluhiyyah: at deres ledere og myndighedspersoner uden Allahs tilladelse fastlagde skikke og regler, hvis karakter og beskaffenhed svarede til religion, og at araberne anerkendte dem som noget, der ubetinget skulle følges. Det var således arabernes anerkendelse af deres partnerskab.
Koranens kald
Af den analyse af de vildledte folks forestillinger, som tidligere er blevet nævnt, bliver det helt klart, at ingen af de folk, som Koranen fra oldtiden og frem til dens åbenbaring har omtalt som uretfærdige, indehavere af vildledte tankegange og vildfarne, benægtede Allahs eksistens. Deres egentlige og fælles vildfarelse bestod imidlertid i, at de delte de fem betydninger af rububiyyah – som vi allerede ved hjælp af ordbogen og Koranens vidnesbyrd har fastslået – i to dele.
Betydningen af Rabb som Den, der på overnaturlig vis er tilstrækkelig til at opretholde, beskytte, tage sig af og opfylde de skabte væseners behov og klager, havde for dem en anden betydning. Selv om de ifølge denne betydning anerkendte Allah som den største Rabb, gjorde de også engle, guder, jinner, usynlige kræfter, planeter og stjerner samt profeter, awliya, pirs og præster til delagtige i rububiyyah sammen med Ham.
Deres opfattelse af Rabb som Den, der har ret til at befale og forbyde, som besidder den højeste magt, er kilden til vejledning og retning, grundlaget for lovgivningen, statens overhoved og samfundets organisatoriske centrum, var af en helt anden art. Ud fra denne betydning betragtede de enten mennesker som Rabb i stedet for Allah, eller også underkastede de i praksis deres lydighed menneskers moralske, kulturelle og politiske rububiyyah, selv om de som troslære betragtede Allah som Rabb.
Det er netop for at fjerne denne vildfarelse, at profeterne og sendebuddene blev sendt fra begyndelsen. Det er også derfor, at Hazrat Muhammad (fred være med ham) til sidst kom. Alle deres budskaber var dette: I alle disse betydninger er der kun én Rabb. Og Han er den Almægtige Allah, Rabb al-‘Alamin. Rububiyyah er udelelig. Ingen kan i nogen betydning få del i rububiyyah. Verdensordenen er underlagt et fuldkomment, centralt system af bestemmelser. Én Allah er dens Skaber. Den samme Allah har myndigheden over den. Al magt og myndighed i hele verden tilhører den ene Allah. Ingen har nogen andel i verdens skabelse, og Han har heller ingen meddelagtig i dens ledelse og ordning. Ingen deler med Ham i regeringsførelsen. Som indehaver af den centrale magt er Han alene jeres overnaturlige Rabb. Han er også jeres moralske, kulturelle og politiske Rabb. Han er jeres Ma’bud, og Han alene er værdig til at modtage jeres rukūʿ og sujūd. Han alene er det endelige mål for jeres bønner og påkaldelser. Han alene er jeres støtte i håb og tillid. Han alene opfylder jeres behov og klager. Ligeledes er Han Kongen, Malik al-Mulk – kongernes Konge. Han alene giver lovene og har ret til at befale og forbyde. Disse to sider af rububiyyah – som I på grund af jahiliyyah havde adskilt – er i virkeligheden uundværlige dele af Allah og særlige egenskaber ved Allah. Ingen af dem kan adskilles fra den anden, og det er ikke tilladt at gøre noget skabt væsen til Allahs meddelagtige i nogen af disse former.
Lyt til det budskab, som Koranen har fremsat, i Koranens egne ord:
—————————————- I virkeligheden er jeres Rabb Allah den Ophøjede, som skabte himlene og jorden på seks dage og derefter satte sig på tronen. Han indhyller dagen i nattens klædning, mens dagen hurtigt følger efter natten. Månen, solen og stjernerne er alle underlagt Hans befaling. Hør efter: Skabelsen tilhører Ham, og myndigheden tilhører alene Ham. Allah er Rabb for alle verdener og besidder en overflod af velsignelse. Al-A’raf 54
———————– Spørg dem: Hvem giver jer forsørgelse fra himlene og jorden? Hvem har myndighed over hørelsen i ørerne og synet i øjnene? Hvem er Den, der bringer det levende frem af det døde og det døde frem af det levende? Hvem styrer denne verdensordens maskineri? De vil bestemt svare: Allah. Sig: Vil I da stadig ikke frygte Ham? Når alt dette tilhører Ham, er Han derfor jeres sande Rabb. Hvad kan der efter sandhedens fremkomst være tilbage ud over vildfarelse? Hvorfra er I da blevet slået bort, så I vender jer bort fra sandheden?
——————————– Han har skabt himlene og jorden med sandhed og visdom. Han folder natten ind over dagen og dagen ind over natten. Han har underlagt solen og månen en bestemt orden, så de alle fortsætter deres bevægelse indtil den fastsatte tid. ………………. Denne Allah er jeres Rabb. Herredømmet tilhører Ham. I har ingen anden ilah end Ham. Hvorfra er I da blevet slået bort, så I vender tilbage? – Az-Zumar 5-6
——————————————— Han er Allah, som har skabt natten for jer, så I kan finde ro i den. Og Han har gjort dagen lys. ….. Han er Allah, jeres Rabb, altings Skaber. Der findes ingen anden guddom end Ham. Hvor bliver I da ført bort ved bedrag? ….. Allah, som har gjort jorden til et opholdssted for jer og dækket jer med himlens tag og forsynet jer med rene og gode ting til jeres føde. Dette er Allah, jeres Rabb. Han er alle verdeners Rabb, fuld af velsignelse. Han er den Levende. Der findes ingen anden guddom end Ham. Kald derfor alle Ham alene, idet I oprigtigt vier dīn til Ham. -Al-Mu’min-61-65
——————————————- Allah har skabt jer af jord. …. Han lader natten trænge ind i dagen og dagen ind i natten. Han har underlagt solen og månen en ordning, og de bevæger sig hver især indtil den fastsatte tid. Dette er Allah, jeres Rabb. Herredømmet tilhører Ham alene. De, som I påkalder ud over Ham, ejer ikke engang så meget som et atom. Når I påkalder dem, hører de ikke jeres påkaldelse; og selv hvis de hørte den, ville de ikke være i stand til at besvare jeres bøn. Og på opstandelsens dag vil de selv afvise, at I har gjort dem til Allahs medguder. -Fatir-11-14
————————————- Hvad enten de er himlenes eller jordens beboere, er de alle Hans tjenere, og de følger alle Hans befaling. …. Allah fremsætter en lignelse for jer fra jer selv. Kan nogen af jeres tjenere have del i ejerskabet over de ting, Vi har skænket jer? Er I og jeres tjenere lige i brugen og nydelsen af disse ting? Frygter I dem på samme måde, som I frygter jeres ligemænd? De følger deres grundløse formodninger uden viden eller fornuft. … Indret dig derfor med fuld hengivenhed efter den sande dīn. Hold fast ved Allahs natur, som Han har skabt alle mennesker på. Der er ingen ændring i Allahs skabelse. Dette er den rette og sande vej, men de fleste mennesker ved det ikke. -Ar-Rum-26-30
—————————————— De har ikke forstået Allahs storhed og majestæt, sådan som de burde. På opstandelsens dag vil de se hele jorden i Hans hånd, mens himlene er foldet sammen i Hans højre hånd. Hellig er Han, og højt hævet over det, de sætter ved Hans side. -Az-Zumar-67
————————————- Al lovprisning tilkommer derfor Allah, himlenes, jordens og alle verdeners Rabb. Storhed og majestæt tilhører Ham alene i himlene og på jorden. Han er den Almægtige over alle ting, den Mest Vise, den Alvidende. -Al-Jāthiya-36-37
——————————————- Han er himlenes og jordens Herre, og Herre over alt, hvad der findes i himlene og på jorden. Tjen derfor Ham alene, og stå fast i Hans tjeneste. Kender du nogen, der kan sammenlignes med Ham? Sura Maryam-65
————————————— Al viden om himlenes og jordens skjulte hemmeligheder findes hos Allah. Alle sager bliver forelagt Ham. Tjen derfor Ham alene, og sæt din lid til Ham. -Sura Hud-123
———————————————– Han er Rabb over øst og vest, over orienten og occidenten. Der findes ingen anden guddom end Ham. Tag derfor Ham alene som den, der varetager alle dine anliggender. -Al-Muzzammil-9
————————————— Sandelig, jeres ummah er én ummah, og Jeg er jeres Herre. Tjen derfor kun Mig. Menneskene har selv fordelt rububiyyahs funktioner og livets anliggender imellem sig. Men hvad det end måtte være, skal de alle vende tilbage til Mig. – Sura an-Nisa 93–96
—————————————- Følg den Bog, der er åbenbaret fra jeres Herre. Følg ikke nogen anden end den som den, der ordner jeres anliggender, idet I forlader den. – al-A’raf 3
———————————- Sig: »I Skriftens folk! Lad os komme frem til et fælles grundlag mellem os og jer: at vi ikke vil tilbede andre end Allah, ikke sætte nogen ved Hans side, og at ingen af os vil tage nogen anden end Allah som herre.« – Al-Imran 64
————————— Sig: »Jeg søger tilflugt hos Ham, som er menneskenes Herre, menneskenes Konge og menneskenes Gud.« – an-Nas 1–3
——————————- Den, der håber på at møde sin Herre, bør derfor gøre gode gerninger og ikke lade nogen anden få del i tilbedelsen af sin Herre. – al-Kahf 110
Hvis disse vers studeres i rækkefølge, bliver det tydeligt, at Koranen fremstiller rububiyyah som fuldstændig synonymt med suverænitet. Og begrebet Herre, som den præsenterer for os, er, at Han er den eneste hersker over hele universet, den absolutte regent samt den enestående ejer og dommer.
I denne betydning er Han vores og hele universets opretholder, opdrager og den, der opfylder vores behov og afhjælper vores klager.
I denne betydning er Han vores vogter, beskytter, den, der tager sig af vores anliggender, og vores støtte.
På dette grundlag er troskab mod Ham et naturligt fundament, hvorpå vores samfundslivs bygning kan rejses på en harmonisk og smuk måde. Forbindelsen med Hans centrale personlighed kan etablere et umma-fællesskab mellem alle adskilte individer og grupper.
På dette grundlag er Han værdig til vores og hele skaberværkets tilbedelse, lydighed og dyrkelse.
På dette grundlag er Han ejer, herre og enevældig hersker over os og alle ting.
Araberne og alle uvidende og tåbelige mennesker i verden har i alle tider været og er stadig sunket ned i den fejltagelse, at de opdeler dette omfattende begreb om rububiyya i fem forskellige former for rububiyya. Ud fra deres egne forestillinger og fantasier har de konkluderet, at forskellige former for rububiyya kan være knyttet til forskellige personer, og at de faktisk også er det. Men Koranen har med sine stærke argumenter og beviser fastslået, at ingen funktion inden for rububiyya på noget som helst niveau kan overlades til noget andet væsen end Ham, i hvis hånd den suveræne magt er lagt — der er ikke den mindste plads til dette i universets fuldstændigt centrale system. Selve dette systems centralitet vidner om, at alle former for rububiyya udelukkende er bestemt for Allah, som har skabt dette system. Den, der derfor lever under dette system og på nogen måde anser eller faktisk gør nogen del af rububiyya knyttet til andre end Allah, kommer i virkeligheden i konflikt med virkeligheden, vender sig bort fra sandheden, gør oprør mod sandheden og styrter sig selv i undergang ved at handle imod virkeligheden.
Tilbedelse
Den leksikalske betydning
På arabisk er den egentlige betydning af ——————— ——– og —— det vil sige at blive underkastet, at adlyde og at overgive sig til nogen på en sådan måde, at der over for ham ikke er nogen modstand, ulydighed eller utaknemmelighed. Han kan modtage tjeneste eller gøre brug af den, som han vil, efter eget ønske. Derfor kalder araberne en kamel, der er fuldstændig lydig over for sin rytter, for —–; en vej, der er blevet jævn på grund af mange menneskers færden, kaldes ——–. Derefter opstår betydningerne slaveri, lydighed, tilbedelse, tjeneste, fangenskab eller hindring af denne rod. Den største arabiske ordbog, Lisān al-ʿArab, forklarer dette ord således; kort sammenfattet:
For det første: ———————- Den person, der ejes af nogen og ikke er fri, kaldes en ʿabd. Dette er det modsatte af en ḥurr eller en fri person. ——— Han har gjort manden til slave og behandlet ham som en slave. ——— og ——— Også i hadith er denne samme betydning blevet udtrykt:
——————————————– På Dommedag vil jeg rejse sag mod tre personer og klage over dem. En af dem er den, der gør et frit menneske til slave eller, efter at have frigivet en slave, behandler ham som en slave.
Profeten Moses (fred være med ham) sagde til Farao: —————————————————- Betydningen af den gunst, som du bebrejder mig, er, at du gjorde Israels børn til slaver.
To: Tilbedelse betegner lydighed, der udvises med fuldstændig ydmyghed. ————- Han har tilbedt en tyran, det vil sige, han blev lydig og underdanig over for ham.
————– Vi tilbeder kun Dig, det vil sige, vi adlyder Dig med fuldstændig lydighed mod Dine befalinger.
———————— Tilbed jeres Herre, det vil sige, adlyd Ham.
———————————- Det vil sige, da Farao sagde, at Moses’ og Arons folk var vores slaver, betyder det, at de adlød mine befalinger. Ibn al-Anbari siger: —————- Det betyder, at han adlyder sin herre og følger hans befaling.
Tre: Han tilbad ham, det vil sige, han dyrkede ham. ——– Ta’abbud — betyder at blive nogens tilbeder. Digteren siger:
————————— Jeg ser, at den næriges penge bliver tilbage.———————
Fire: At sige … og … betyder, at han har knyttet sig til ham og ikke skilt sig fra ham; han har fulgt ham og ikke forladt ham.
Fem: Hvis en person afholder sig fra at komme til en anden, siges det: Hvad har afholdt dig fra og forhindret dig i at komme til mig?
Af denne forklaring bliver det klart, at den grundlæggende betydning af roden ʿabd er at anerkende en andens myndighed og overlegenhed, opgive sin frihed og egenrådighed over for ham, opgive hovmod og ulydighed og blive lydig mod ham. Dette er også kernen i slaveri og hengiven tjeneste. Derfor er den første forestilling, der opstår i en arabers sind ved dette ord, forestillingen om slaveri og hengiven tjeneste. Eftersom en slaves egentlige opgave er lydighed mod sin herre og efterlevelse af hans befalinger, overgiver han sig i praksis ikke blot til lydighed, men anerkender også hans troværdighed, overlegenhed og myndighed; derfor overdriver han også i sin ære og agtelse for ham. Han giver på forskellige måder udtryk for sin anerkendelse af de velsignelser, han har modtaget, og udfører således hengivenhedens rituelle former. Dette kaldes tilbedelse. Denne forestilling indgår i betydningen ʿubūdiyya, når slaven ikke blot bøjer hovedet for sin herre, men også har sit hjerte og sind bøjet. Tilbage står to forestillinger. Grundlæggende er disse to forestillinger ikke selvstændige grundbetydninger, men afledte forestillinger, der knytter sig til ʿubūdiyya eller slaveri.
Koranens anvendelse af ordet tilbedelse
Når vi efter denne sproglige gennemgang vender tilbage til Koranen, kan vi konstatere, at dette ord i denne hellige bog gennemgående er anvendt i de tre første betydninger. Nogle steder er den første og den anden betydning tilsigtet samtidig, andre steder kun den anden, og andre steder igen den tredje; nogle steder er alle tre betydninger tilsigtet på én gang.
I betydningen tilbedelse, slaveri og lydighed
Her er et eksempel på den første og den anden betydning:
Derefter sendte Vi Moses og hans bror Aron til Farao og hans råd med Vore tegn og klare beviser fra åbenbaringen. Men de mødte frem i hovmod, for de var et magtfuldt folk. De sagde: Skal vi tro på to mennesker, der er som os? De er fra et folk, hvis medlemmer er vores tjenere og lydige undersåtter. – Al-Muʾminūn 45-47
——————- (Farao bebrejdede Moses og sagde: Vi tog dig til os som barn og opfostrede dig. Moses svarede:) Den gunst, du bebrejder mig, består jo i, at du har gjort Israels børn til dine ‘abd. – Ash-Shu‘ara 22
I begge vers betyder ibadat slaveri, trældom, lydighed og underkastelse under ordrer. Farao sagde: Moses’ og Arons folk er vores abid. Det vil sige: vores slaver og dem, der følger vores befalinger. Og den ærede Moses sagde: Du har jo gjort Israels børn til dine ‘abd. Det vil sige, du har gjort dem til slaver og får dem til at tjene dig efter din egen vilje.
————– O I, der tror! Hvis I alene tilbeder Mig, så spis af de rene ting, Jeg har skænket jer, og vær taknemmelige over for Allah. – Al-Baqara 172
I den førislamiske tid fulgte araberne forskellige slags regler og forbud vedrørende mad og drikke, fordi de fulgte deres religiøse lederes anvisninger og deres forfædres forestillinger og påfund. Da de tog islam til sig, sagde Allah: “Hvis I alene tilbeder Mig, så ophæv disse regler, forpligtelser og begrænsninger, og spis uden tøven det, som Jeg har gjort tilladt, idet I anser det for tilladt.” Den klare og entydige betydning af dette er, at hvis I ikke er jeres lærdes og religiøse lederes tjenere, men derimod er Mine tjenere, og hvis I virkelig har opgivet lydigheden mod dem og underkastelsen under deres befalinger og har taget lydighed mod Mig til jer, så skal I i spørgsmål om tilladt og forbudt samt lovligt og ulovligt følge Mine bestemmelser i stedet for deres opdigtede regler. Derfor er ordet ibadat også her anvendt i betydningen trældom og lydighed.
——————- Sig: Skal Jeg fortælle jer, hvem der vil få et værre end dette udfald hos Allah? Det er dem, som Allah har forbandet, som Hans vrede er kommet over, og hvoraf Han har gjort mange til aber og svin, samt dem, der har tilbedt Ṭāghūt. – Al-Ma’ida 60
————————- Vi har sendt en profet til hvert folk for at lære dem: Tilbed Allah, og hold jer fra at tilbede Ṭāghūt. – An-Nahl 36
———————– Der er godt nyt til dem, som forkaster tilbedelsen af Ṭāghūt og vender tilbage til tilbedelsen af Allah. – Az-Zumar 17
I alle tre vers betyder tilbedelsen af Ṭāghūt trældom under og lydighed mod Ṭāghūt; det har vi allerede antydet. Den statsmagt, som gør oprør mod Allah, håndhæver sin egen befaling på Allahs jord og gør Allahs tjenere til følgere af sine anvisninger gennem tvang, ved at vise begær og fristelser frem eller gennem vildledende undervisning, kaldes i Koranens terminologi Ṭāghūt. At bøje hovedet for en sådan magt eller ledelse, tage dens tjeneste på sig og tage dens befalinger til sig som bindende, er netop at tilbede Ṭāghūt.
Ibadat i betydningen lydighed
Læg nu mærke til de følgende vers. I disse vers er ibadat udelukkende anvendt i den anden betydning.
O Adams børn! Har Jeg ikke pålagt jer, at I ikke skal tilbede Satan? For han er sandelig jeres åbenlyse fjende.
Det er velkendt, at ingen i verden tilbeder Satan. Tværtimod nedkaldes der fra alle sider forbandelser over ham. På Dommedag vil den anklage, som Allah rejser mod Adams børn, derfor være, at de fulgte Satans ord og adlød hans forskrifter. De skyndte sig ad enhver vej, som han viste dem.
Når Allah siger, efter at Opstandelsen er indtruffet: »Saml alle de uretfærdige, deres ledsagere og alle de guder, som de tilbad foruden Allah, og vis dem vejen til Helvede.« … Derefter vil de begynde at bebrejde hinanden. De tilbedte vil sige: »Det var jer, der plejede at komme til os ad den gode vej!« Deres guder vil svare: »I var faktisk ikke selv rede til at tro. Vi tvang jer ikke på nogen måde; nej, I var selv ulydige.« (As-Saffat 22-30)
Når man nøje overvejer den dialog mellem de tilbedende og de tilbedte, som nævnes i dette vers, bliver det tydeligt, at betydningen af de tilbedte her ikke er de afguder og guddomme, som man plejede at tilbede. Derimod er det de guddommelige autoriteter og personer, som har vildledt mennesker under dække af at fremme deres velbefindende, som trådte frem i fromhedens klæder, som ved hjælp af bedekranse, sjaler og kutter bedrog Allahs tjenere og gjorde dem til deres hengivne tilhængere, eller som under påberåbelse af reformer, forbedringer og velvilje spredte ødelæggelse, ulykke og fordærv. Det er blevet betegnet som deres ibadat at følge sådanne mennesker blindt og uden indvendinger adlyde deres befalinger.
De havde taget deres lærde og sheikher til herrer i stedet for Allah, og på samme måde Messias, Marias søn. Alligevel blev de kun befalet at tilbede én Gud og ingen anden. (At-Tawbah 31)
At gøre de lærde og sheikherne, præsterne og rabbinerne til herrer og tilbede dem betyder her at tage deres befalinger til sig som ubestridelige. I mange autentiske overleveringer har Allahs Sendebud (fred være med ham) selv tydeligt forklaret denne betydning. Han blev spurgt: »Vi har jo aldrig tilbedt de lærde og sheikherne eller præsterne og rabbinerne.« Han svarede: »Gjorde I ikke det forbudt for jer, som de havde erklæret forbudt?«
Ibadah – i betydningen tilbedelse
Lad os nu se på versene, hvor det har den tredje betydning. I denne forbindelse bør man huske, at tilbedelse i betydningen puja, ligesom i Koranen, omfatter to forhold:
For det første: At bukke og kaste sig ned for nogen, stå med hænderne foldet, udføre tawaf, kysse en helligdom, udføre de ritualer med votivgaver og offer, som normalt udføres med henblik på tilbedelse – uanset om sådanne handlinger udføres, fordi man anser vedkommende for at være en selvstændig guddom (ma’bud), eller ej.
For det andet: At anse nogen for at have magt i årsagernes verden, bede til ham om hjælp til sine behov, kalde på ham for at få hjælp i sin nød og lidelse og søge tilflugt hos ham for at blive beskyttet mod skade, tab, ulykker og trængsler.
Ifølge Koranen hører begge disse former for handlinger i lige høj grad til tilbedelse. For eksempel:
Sig: »Efter at jeg har modtaget klare instrukser fra min Herre, er jeg blevet forbudt at tilbede dem, som I tilbeder i stedet for Allah.« – Al-Mu’min 66
——————– (Ibrahim sagde:) »Jeg tager afstand fra jer og fra alle dem, som I påkalder ud over Allah, og jeg påkalder min Herre.« … fra dem og fra dem, som de tilbad ud over Allah. Da han havde taget afstand fra dem alle, skænkede Vi ham en søn som Ishaq. – Maryam 48-49
—————— Hvem kan være mere vildledt end den, der påkalder nogen i stedet for Allah, som ikke kan besvare deres påkaldelse indtil Opstandelsens Dag, og som end ikke er klar over, at de bliver påkaldt? På Genopstandelsens Dag vil de selv være fjender af dem, der påkaldte dem. Den dag vil de afvise, at de blev tilbedt.¹ – Al-Ahqaf 4-4
I tre vers har Koranen selv gjort det klart, at ibādat her betyder at bede og påkalde nogen for at få hjælp.
—— Nej, de tilbad jinnene, og de fleste af dem troede på dem.« – Saba 41
Her forklarer vers 6 i sura al-Jinn, hvad det betyder at tilbede jinnene og tro på dem:
—– Nogle mennesker søgte tilflugt hos nogle af jinnene. – al-Jinn 2
Heraf fremgår det, at tilbedelse af jinnene betyder at søge tilflugt hos dem og bede dem om beskyttelse mod farer og skade; og at tro på dem betyder at tro, at de har magt til at give tilflugt og yde beskyttelse. –
———————– Den dag, hvor Allah vil bringe dem frem og også bringe de guddomme frem, som de tilbad i stedet for Allah, vil Han spørge dem: »Var det jer, der vildledte Mine tjenere, eller havde de selv forladt den rette vej?« De vil svare: »Subḥānallāh! Hvordan skulle det nogensinde have været passende for os at tage nogen anden end Dig som ledsager og forlade Dig!« – al-Furqān 17-18
Her fremgår det tydeligt af fremstillingen, at guddomme betyder ledsagere, og at deres tilbedelse betyder at anse dem for ophøjede over egenskaberne ved tjenerskab og udstyret med guddommelige egenskaber; at tillægge dem uset hjælp, evnen til at fjerne vanskeligheder og evnen til at opretholde, hvilket nåede helt til grænsen for afgudsdyrkelse.
—— Den dag, hvor Allah samler dem alle, vil Han derefter spørge englene: »Er I dem, som disse tilbad?« De vil svare: »Subḥānallāh! Hvad har vi med dem at gøre? Vores forhold er til Dig.« – Saba 40-41
Her betyder tilbedelsen af englene¹ tilbedelse af dem. Denne tilbedelse blev udført ved at fremstille deres position, skikkelse og fantasifulde afbildninger. Formålet med denne tilbedelse var at behage dem, tiltrække deres nådige blik på ens egen situation og opnå deres hjælp i verdslige forhold.
———— Og de tilbeder noget ud over Allah, som hverken kan gavne eller skade dem. Og de siger: »Disse er vores forbønsmænd hos Allah.« -Jonas-18
—– Og de, som har taget andre end Allah til venner, siger: »Vi tilbeder dem kun, for at de skal bringe os nær Allah.« -az-Zumar-3
Også her betyder tilbedelse tilbedelse. Det formål, som denne tilbedelse blev udført med, er også blevet forklaret.
Ibadah, tjeneste og lydighed – i betydningen tilbedelse
Det er blevet helt klart ud fra eksemplerne ovenfor, at ordet ibadah i Koranen nogle steder er blevet brugt i betydningen trældom og lydighed, andre steder kun i betydningen lydighed og andre steder udelukkende i betydningen tilbedelse. Før vi giver et eksempel på, hvor dette ord er blevet brugt i alle tre betydninger på én gang, bør vi huske på endnu en indledende bemærkning.
I alle de eksempler, der er blevet givet ovenfor, omtales tilbedelse af andre end Allah. Hvor betydningen af tilbedelse er trældom og lydighed, dér
1. Andre polyteistiske folk gjorde disse engle til guder (Gods). Araberne kaldte dem Allahs døtre.
Ma‘buden er enten Satan eller de oprørske mennesker, som selv har gjort sig til taghut og fået Allahs tjenere til at vise dem selv tjeneste og lydighed i stedet for Allah, eller sådanne ledere og myndighedspersoner, som i stedet for Allahs Bog har ledt folket ad deres egne opdigtede meninger og veje. Og dér, hvor tilbedelse betyder afgudsdyrkelse, er ma‘buden profeter, awliyaer og salihīn—fromme mænd—som man har gjort til ma‘buder i strid med deres lære og vejledning, eller engle og jinner, som man på grund af ren vildfarelse har anset for meddelagtige i en overnaturlig rubūbiyyah, eller statuer og afgudsbilleder af indbildte kræfter, som alene på grund af satanisk tilskyndelse er blevet gjort til tilbedelsens centrum. Dér er ma‘buden profeter, awliyaer og salihīn—fromme mænd—som man har gjort til ma‘buder i strid med deres lære og vejledning, eller engle og jinner, som man på grund af ren vildfarelse har anset for meddelagtige i en overnaturlig rubūbiyyah, eller statuer og afgudsbilleder af indbildte kræfter, som alene på grund af satanisk tilskyndelse er blevet gjort til tilbedelsens centrum. Koranen erklærer alle disse slags ma‘b بهuder ugyldige og deres tilbedelse vildledt, uanset om det, man gør, er at være deres trælle, adlyde dem eller tilbede dem. Koranen siger: Disse ma‘būder, som I tilbeder, er Allahs tjenere og trælle. De har ingen ret til at modtage jeres tilbedelse. Ved at tilbede dem vil I ikke få andet i jeres lod end fiasko, ydmygelse og vanære—ingen som helst fordel. I virkeligheden er Allah Herren over dem og over hele universet. Al magt og myndighed ligger i Hans hånd. Derfor er ingen andre end Allah værdig til at modtage tilbedelse.
——————— De, som I påkalder i stedet for Allah, er kun tjenere ligesom jer. Påkald dem da, og lad dem svare på jeres påkaldelse, hvis jeres tro på dem er sand.¹…… De, som I påkalder i stedet for Allah, er ikke i stand til at hjælpe jer på nogen måde. -Al-A‘raf-194-17
¹. At svare betyder ikke at reagere på et svar, men at anvende en tilsvarende modforanstaltning. Vi har tidligere antydet dette.
————– De siger: »Den Barmhjertige har taget nogen til sig som søn!« Men Han er højt hævet over at have en søn. De, som de kalder Hans sønner, er i virkeligheden Hans tjenere, som Han har skænket ære. De har ikke engang magt til at gå frem og fremsætte en anmodning hos Allah, men de handler kun efter Hans befaling. Allah ved alt, hvad der er klart for dem, og Han kender også alt, hvad der er uklart og skjult for dem. De kan ikke gå i forbøn for nogen hos Allah, undtagen for den, hvis forbøn Allah selv ønsker at acceptere. Og deres tilstand er sådan, at de selv altid er grebet af frygt for Allah.¹-Al-Anbiya-26-18
————————– De har gjort englene—som i virkeligheden er Den Barmhjertiges tjenere—til gudinder. -Az-Zukhruf-19
———————————– De har forestillet sig et slægtskabsforhold mellem jinnerne og Allah. Men jinnerne ved selv, at de en dag skal fremstilles for Allah for at aflægge regnskab. -As-Saffat-158
——————————– Allahs tjener var Messias aldrig uvillig til at være, og det var de nærmeste engle heller ikke. Og enhver, der skammer sig over at tjene og være træl for Ham og er hovmodig—hvor skal han da flygte hen?—sådanne mennesker vil Allah føre frem for Ham.
—————————— Månen og solen er begge sat til at bevæge sig i deres baner. Stjernerne og træerne bøjer lydigt deres hoveder for Allah. -Ar-Rahman-5-6
———————————— De syv himle og jorden og alt, hvad der findes i dem, lovpriser Allah. Der findes intet, som ikke lovpriser Ham med lovprisning, men I forstår ikke deres lovprisning. -Bani Israil-44
————————— Der findes intet levende væsen, som ikke er i Allahs magts greb. -Hud-56
——————————— Der findes ingen blandt himlenes og jordens beboere, som ikke vil møde op foran Rahman som slave. Han har talt dem alle. Og på Opstandelsens Dag vil de alle komme frem foran Ham én efter én. -Maryam-93-995
——————— Sig: Allah, rigets Herre! Du skænker riget til hvem Du vil, og Du tager riget fra hvem Du vil. Du ophøjer hvem Du vil, og Du ydmyger hvem Du vil. Godhed og velsignelse er i Din magt. Sandelig, Du har magt over alt. -Ali Imran-26
Efter således at have bevist, at alle dem, som på en eller anden måde er blevet tilbedt, er Allahs slaver og magtesløse, fremsætter Koranen dette krav over for alle jinner og mennesker: Tilbedelse tilkommer udelukkende Allah i enhver betydning. Slaveri, lydighed og tilbedelse skal alt sammen være for Ham alene. Der må ikke være det mindste spor af nogen form for tilbedelse for andre end Allah.
————– Vi sendte en sendebud til hvert folk med dette budskab: Tilbed Allah, og hold jer fra Taghut. -An-Nahl-36
———————————- Der er et godt budskab til dem, som afholdt sig fra at tilbede Taghut og vendte tilbage til Allah. -Az-Zumar-17
———————- O Adams børn! Har Jeg ikke befalet jer, at I ikke skulle tilbede Satan? Han er jeres åbenlyse fjende. Og at I skulle tilbede Mig alene? Dette er den lige og rette vej. -Ya-Sin-60-61
————————————– De havde taget ulamaer og shaykher samt præster og gejstlige til herrer i stedet for Allah. … Alligevel var de blevet pålagt ikke at tilbede nogen anden end Ilah. -Tawba-31
—————————————– O I, der tror! Hvis I virkelig har hengivet jer til Min tilbedelse, så spis uden tøven af de rene ting, Jeg har skænket jer, og tak Allah. -Baqara-172
Disse vers viser, at den tilbedelse, der betyder tjenerskab, underkastelse og lydighed, skal forbeholdes Allah.
——————————– Sig: »Jeg er blevet forbudt at tilbede dem, som I påkalder i stedet for jeres Allah.« Derfor er der også kommet et klart tegn til mig fra min Rabb. Og jeg er blevet befalet at bøje mig for alle verdeners Rabb. -Mu’min-66
———————————————— Jeres Rabb har sagt: »Påkald Mig, så vil Jeg besvare jeres påkaldelse. De, der hovmodigt nægter at tilbede Mig, vil visselig blive kastet i Jahannam.« -Mu’min-60
——————————– Det er Allah, der er jeres Rabb; herredømmet tilhører Ham. De, som I påkalder ud over Ham, råder ikke over så meget som et atom. Når I påkalder dem, hører de ikke jeres påkaldelse, og selv hvis de hører den, kan de ikke svare. På Opstandelsens Dag vil de afvise jeres shirk.
—————————- Sig: »Tilbeder I noget i stedet for Allah, som hverken kan skade jer eller gavne jer?« Han alene er den, der hører alt og ved alt.
Den tilbedelse, der betyder dyrkelse, skal ifølge disse vers forbeholdes Allah; dette er den vejledning, de giver. Der findes også klare tegn på, at tilbedelse er blevet anvendt som støtte for påkaldelse. I de foregående og efterfølgende vers nævnes disse tilbedte væsener, som man gjorde til Allahs partnere i en overnaturlig rububiyya.
Nu er det ikke vanskeligt for nogen med indsigt at forstå, at på alle de steder i Koranen, hvor Allahs tilbedelse nævnes, og hvor den ikke udtrykkeligt er begrænset til én af tilbedelsens forskellige betydninger af noget bevis i den nærmeste sammenhæng, omfatter tilbedelse underkastelse, lydighed og dyrkelse. Læg for eksempel mærke til de følgende vers.
——————————- Jeg er Allah. Der er ingen guddom ud over Mig. Så tilbed kun Mig. – Taha 14
———————– Det er Allah, jeres Herre! Der er ingen guddom ud over Ham. Han er altings Skaber. Så tilbed kun Ham, og Han har fuldt kendskab til alle ting. – al-An’am 102
———————————————————— Sig: »O mennesker! Hvis I stadig ikke ved, hvad min religion er, så skal I vide, at jeg ikke tilbeder dem, som I tilbeder ud over Allah; jeg tilbeder derimod Allah, som tager jeres sjæle bort. Jeg er blevet befalet at være blandt de troende.« – Yunus 104
———————————— De, som I tilbeder ud over Allah, har ingen eksistens bortset fra nogle navne, som I og jeres forfædre har givet dem. Allah har ikke åbenbaret noget bevis for, at de er guddomme. Magten tilhører alene Allah. Han har befalet, at I ikke må tilbede andre end Ham. Dette er den rette, lige vej. – Yusuf 40
———- Allah alene har viden om alt det i himlene og på jorden, som er ukendt for Hans tjenere. Alle sager fremstilles for Ham. Så tilbed kun Ham, og sæt din lid til Ham. – Hud 123
——————————————————————————————– Allah, din Herre, ejer alt det, der er foran os, alt det, der er skjult og hemmeligt for os, og alt det, der befinder sig mellem disse to. Og din Herre glemmer ikke. Han ejer himlene og jorden og alt det, der befinder sig mellem dem. Så tilbed Ham alene, og stå fast i Hans tilbedelse. – Maryam 64-65
————————– Den, der håber på at møde sin Herre, skal udføre gode gerninger og ikke lade nogen deltage i tilbedelsen af sin Herre. – al-Kahf 110
Der er ingen grund til i disse vers og andre lignende vers at begrænse ibadah til udelukkende tilbedelse, hengivenhed eller lydighed. I sådanne vers fremsætter Koranen i virkeligheden en fuldstændig daʿwa. Koranens klare daʿwa er netop, at hvad end der måtte være af slaveri, lydighed og tilbedelse, så skal det alt sammen være for Allah. Derfor er det i virkeligheden det samme som at begrænse Koranens daʿwa, når man på disse steder begrænser ibadah til én bestemt betydning. Den uundgåelige konsekvens bliver da, at de, som tror med en begrænset forståelse af Koranens daʿwa, kun vil følge den på en ufuldstændig og mangelfuld måde.
Dīn
Den leksikalske betydning
Ordet »dīn« bruges på arabisk i forskellige betydninger.
For det første: styrke og magt, herredømme og myndighed, at tvinge en anden til lydighed, udøve suveræn magt over ham, gøre ham til slave og underlægge ham sine befalinger. Man siger for eksempel: ———— det vil sige, han tvang folk til lydighed; ——— det vil sige, jeg overvandt dem, og de blev lydige; ———- det vil sige, jeg underkuede en bestemt gruppe og gjorde dem til slaver; ——– en bestemt person opnåede rang og magt; ————– jeg tvang ham til at udføre en handling, som han ikke var villig til; ———– en bestemt person blev tvunget til denne handling; ———– jeg herskede over ham og udøvede myndighed over ham; —— jeg overgav herredømmet over folk til en bestemt person. I denne betydning siger en digter, henvendt til sin mor:
—————————– Du blev gjort til vogter og omsorgsperson for dine egne børn, indtil du til sidst gjorde dem finere end mel.
Det er blevet sagt i den ædle hadith:
———————— Det vil sige: Den forstandige er den, der underkuer sin nafs og udfører handlinger, som er gavnlige for hans efterliv. I denne betydning kaldes den, der overvinder et land, en nation eller en gruppe og udøver myndighed over den, for — (dayyān). Al-Aʿshā al-Harmazī siger, henvendt til Profeten (fred være med ham): ———– (O menneskenes leder, arabernes høvding). I denne betydning betyder — (madīnūn) slave, mens – (madīnatun) betyder trælkvinde. Og —- betyder en trælkvindes søn. Digteren Akhtar siger: ————
Og Koranen siger:
——————- Det vil sige: Hvis I ikke er underlagt nogen, lydige og underdanige, hvorfor redder I så ikke den døende fra dødens greb?
For det andet: trældom og lydighed, tjeneste, at underkaste sig nogen, at være underlagt nogens befalinger, at blive knust af nogens indflydelse og magt og tåle ydmygelse i konfrontationen med ham. Man siger ———-, det vil sige: »Jeg besejrede dem, og de blev lydige.« ——-, det vil sige: »Jeg tjente den og den person.« Det er blevet overleveret i en hadith, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde:
——————- »Jeg ønsker at gøre Quraysh lydige mod en sætning, som, hvis de anerkender den, vil få hele Arabien til at bøje hovedet for dem.« I denne betydning kaldes en lydig nation —— (qawmun dayyinun). Og det er i denne betydning, at ordet dīn er blevet brugt i »hadithen om khawarij«:¹
1. Meningen med denne hadith er ikke, at khawarij vil forlade dīn, det vil sige millat. Da Ali (r.a.) blev spurgt om dem: »—- Er de vantro?« svarede han: »——–«, det vil sige: »Det er netop kufr, de er flygtet fra.« Så blev han igen spurgt: »——– Er de da hyklere?« Han svarede: »En hykler mindes Allah kun lidt, mens deres tilstand er, at de mindes Allah og nævner Ham dag og nat.« Derfor fremgår det heraf, at dīn i denne hadith betyder lydighed mod imamen. Ibn al-Athīr har skrevet betydningen af dette i sit værk »al-Nihāya«:
—————
For det tredje: sharīʿa, love og regler, vej og metode, religion, millat, skikke og sædvaner. Som man siger: ———- »Jeg har haft denne vej og metode til alle tider.« ———- Det vil sige: Uanset om et menneske følger en god eller dårlig vej, vil den vej, han følger, i begge tilfælde blive kaldt dīn. I hadithen står der: ————- »Quraysh og de, der fulgte Qurayshs vej.« Der står også i hadithen: ———- Før profetskabet fulgte Profeten (s.a.w.) sit folks dīn; det vil sige, at han i spørgsmål om ægteskab og skilsmisse, arv og andre sociale og civilisatoriske forhold fulgte de skikke, der var gældende blandt hans folk.
For det fjerde: gerningernes resultat, gengældelse, belønning, godtgørelse, afgørelse og regnskab. På arabisk findes der et ordsprog: ——— — det betyder: »Som gerningen er, sådan er resultatet. Som du handler, sådan vil du høste.« I Koranen er de vantros udsagn nævnt: ———– — »Vil der blive aflagt regnskab over os efter døden? Vil vi blive gengældt?« I hadithen fra Abdullah ibn Umar står der:
——————– Tal ikke nedsættende om herskerne. Hvis I absolut må sige noget, så sig: Allah! Gør mod dem, som de gør mod os. Det er i denne betydning, at ordet ——- (dayyān) også bruges om en qadi, en dommer eller en dommer ved en domstol. Da en fremtrædende lærd blev spurgt om Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), sagde han: ——- Efter Profeten (fred være med ham) var han ummahs største dommer.
Brugen af ordet dīn i Koranen
For det første: indflydelse, autoritet og herredømme fra en magthavers side.
For det andet: lydighed, tilbedelse, trældom og underkastelse fra den, der bøjer hovedet for magthaveren.
For det tredje: de regler, principper og den vej, som man følger.
For det fjerde: regnskab, afgørelse, belønning og gengældelse.
Araberne brugte dette ord på forskellige måder, somme tider i én betydning og somme tider i en anden. Men eftersom arabernes forestillinger om disse fire områder ikke var helt klare og heller ikke særlig udviklede, var der uklarhed i brugen af ordet. Derfor kunne det ikke blive et teknisk udtryk for nogen systematisk tankeretning. Koranen fandt dette ord egnet til sit formål og brugte det med en helt klar og præcis betydning. I Koranens sprog repræsenterer ordet dīn et fuldstændigt system. Dette system består af fire dele:
For det første: suverænitet, den højeste og altomfattende magt.
For det andet: underkastelse og lydighed over for suveræniteten.
For det tredje: den tankegang og handlingsmåde, der formes under denne suverænitets indflydelse.
For det fjerde: den belønning og gengældelse, som den overordnede myndighed tildeler som belønning for lydighed i dette system eller som straf for oprør og modstand.
Koranen har undertiden brugt ordet i den første betydning, undertiden i den anden, undertiden i den tredje og undertiden i den fjerde betydning. Undertiden har den med udtrykket »ad-dīn« ment hele systemet inklusive alle dets fire dele. For at gøre dette klart, bør I se på følgende vers fra Koranen:
Dīn i den første og anden betydning
————————- Han er Allah, som har gjort jorden til et hjem for jer og himlen til et tag, som har formet jer og gjort jeres skikkelser så smukke, og som har forsynet jer med næring fra rene ting. Denne Allah er jeres Herre, alverdens Herre, den, der besidder stor majestæt og velsignelse. Han er den Evigtlevende. Der findes ingen guddom undtagen Ham. Så kald på Ham, idet I vier dīn oprigtigt til Ham. Al lovprisning tilkommer Allah, alverdens Herre. – Al-Mu’min 64-65
———————— Sig: Jeg er blevet befalet at tilbede Allah, idet jeg vier dīn oprigtigt til Ham. Jeg er blevet befalet først og fremmest at bøje lydighedens hoved. …….Sig: Jeg vil tilbede Allah, idet jeg vier min dīn oprigtigt til Ham. I har frit valg; I kan tilbede hvem I vil i stedet for Ham. … Og for dem, der afholder sig fra at tilbede Tāghūt og vender tilbage til Allah, er der gode nyheder. – Az-Zumar 11-17
————————- Vi har åbenbaret dig Bogen i sandhed. Så tilbed alene Ham, idet du vier dīn oprigtigt til Allah. Dīn er oprigtigt og udelukkende viet til Allah. – Az-Zumar 2-3
Alt, hvad der er i himlene og på jorden, tilhører Allah. Dīn er helt og holdent viet til Ham. Vil I alligevel frygte nogen anden end Allah og have taqwā over for ham? (Det vil sige: Findes der nogen anden end Allah, hvis befaling får jer til at afholde jer fra ulydighed, og hvis mishag I frygter? – an-Nahl 52
Søger de en anden dīn end Allahs? Alligevel er alt, hvad der findes i himlene og på jorden, underkastet Allahs befaling, villigt eller uvilligt. Og til Ham skal de vende tilbage. – Al-i Imran 83
De blev kun befalet at vie dīn oprigtigt og udelukkende til Allah. – al-Bayyinah 5
I disse vers bruges ordet dīn i betydningen den højeste myndighed og accepten af at tjene og adlyde denne myndighed. At rense dīn for Allah betyder, at mennesket ikke anerkender nogen anden suverænitet, styrende myndighed eller dominans end Allahs, og at det renser sin underkastelse og lydighed så fuldstændigt for Ham, at det overhovedet ikke sidestiller nogen andens direkte lydighed med lydigheden mod Allah. 1
Dīn i den tredje betydning
Sig: O mennesker! Hvis I er i tvivl om min dīn (det vil sige, hvis I ikke har klar viden om, hvad min dīn er), så hør: Dem, som I tilbeder og adlyder i stedet for Allah, jeg— 1. Det vil sige: Enhver, hvis lydighed I viser ud over Allahs, skal I vise den under lydigheden mod Allah og inden for de grænser, Han har fastsat. En søns lydighed mod sin far, en hustrus lydighed mod sin mand, en slaves eller tjeners lydighed mod sin herre og alle andre former for lydighed er, hvis de bygger på Allahs befaling og finder sted inden for de grænser, Han har fastsat, nøjagtig lydighed mod Allah. Hvis den derimod er fri af Allahs påbud, forbud og grænser, med andre ord hvis den er en selvstændig lydighed, er den ikke lydighed; den er åbent oprør mod Allahs befaling og direkte modstand mod Hans påbud. Hvis statens styreform er grundlagt på Allahs lov og håndhæver Hans befaling, er lydighed mod den obligatorisk. Hvis det ikke er tilfældet, er lydighed mod den en forbrydelse, en form for synd.
Jeg tilbeder og adlyder dem ikke; jeg tilbeder derimod Allah, som tager jeres liv. Jeg er blevet befalet at være blandt dem, der tror på denne Allah. Jeg er blevet befalet: Hold fast ved denne dīn og vær under ingen omstændigheder blandt dem, der begår shirk.
Herredømmet tilhører ingen andre end Allah. Hans er befalingen; tilbed ingen andre end Ham. Dette er den sande og rette dīn.
———————- Alt, hvad der er i himlene og på jorden, tilhører Ham. Alle adlyder Hans befaling………… For at I kan forstå, fremfører Han selv et eksempel fra jeres egne forhold. Sig: Er nogen af de slaver, der er underlagt jer, medejere af noget af det, Vi har skænket jer? Gør I dem til ligeværdige medejere af jeres ejendom? Respekterer I dem på samme måde, som I respekterer jeres ligemænd? Sandheden er, at disse uretfærdige uden viden og fornuft blot følger deres egne luner. Derfor skal du helhjertet rette dig efter denne dīn og holde fast ved den fitra, som Allah har skabt menneskene med. Der må ikke ske nogen ændring i Allahs skaberværk.¹ Dette er den sande og rette dīn. Men de fleste mennesker lever i uvidenhed.
¹ Det vil sige, at i den natur, hvormed Allah har skabt mennesket, gælder det, at ingen ud over Allah har del i menneskets skabelse, dets forsyning eller Hans herredømme over det. Ingen ud over Allah er menneskets gud, og ingen anden er den virkelige ejer og herre, som mennesket skylder lydighed. Den naturlige orden er derfor, at mennesket kun skal være Allahs tjener og ikke nogen andens.
————- Pisk både den utugtige mand og den utugtige kvinde hundrede gange. Lad ikke medlidenhed med dem få jer til at tilsidesætte Allahs dīn. – An-Nur 2
————————— Lige siden Allah skabte himlene og jorden, har antallet af måneder ifølge Hans bestemmelse været tolv. Fire af dem er hellige og ukrænkelige. Dette er den sande og rette dīn. – At-Tawba 36
———————- Og således viste Vi Yusuf en udvej. Det var ikke tilladt for ham at tilbageholde sin bror efter kongens lov. – Yusuf 76
————————————— Og således har deres opdigtede medguder¹ fået drab på deres børn til at synes mange af polyteisterne som en god handling, så de kunne føre dem i fortabelse. Og de gør deres dīn tvivlsom for dem.² – Al-An’am 137
———————————— Har de taget sig medguder, som fastsætter love for dem, der svarer til dīn, uden at Allah har givet tilladelse til det? – Ash-Shura 21
¹ Sharik betyder en medpartner til Allah i herredømme, suverænitet og lovgivning.
2. At gøre dīn til genstand for tvivl betyder, at de falske lovgivere fremstiller synden så tiltalende, at araberne bliver i tvivl og tænker, at denne handling måske er en del af den dīn, som de oprindeligt havde modtaget fra profeterne Ibrahim og Israel (fred være med dem).
—————– I har jeres dīn, og jeg har min dīn. – al-Kāfirūn 6
I disse vers betyder dīn lov og bestemmelser, regler og forskrifter, sharīʿa, vej og livsform samt de tanker og den handlemåde, som mennesket følger i sit liv. Hvis den autoritet, i henhold til hvilken en ordning følges, kommer fra Allah, er mennesket under Allahs dīn; hvis den kommer fra en konge eller hersker, er mennesket under kongens eller herskerens dīn. Hvis den kommer fra lærde eller præster, er mennesket under deres dīn. Og hvis den kommer fra en slægt, stamme, samfund eller hele nationen, er mennesket under deres dīn. Kort sagt: Den, der følger en ordning, fordi han anser en bestemt autoritets godkendelse for den endelige godkendelse og dens afgørelse for den endelige afgørelse, følger denne autoritets dīn.
Dīn i den fjerde betydning
——– Det budskab, som I bliver underrettet om (det vil sige livet efter døden), er den sikre sandhed, og dīn vil ganske vist indtræffe.
——————— Har du set den, der fornægter dīn? Det er den, der skubber den faderløse bort og ikke tilskynder til at give de fattige mad. – al-Māʿūn 1–3
—————————- Ved du, hvad Yawm ad-Dīn er? Ja, ved du, hvad Yawm ad-Dīn er? Yawm ad-Dīn er den dag, hvor intet menneske vil have nogen myndighed til at gavne et andet menneske. Den dag vil al myndighed være hos Rabb. – al-Infitar 17–19
I disse vers bruges ordet dīn i betydningen regnskab, afgørelse og gengældelse for gerninger.
Dīn som en omfattende term
Indtil nu har Koranen brugt dette ord omtrent i de betydninger, hvori det blev anvendt i arabernes dagligtale. Derefter har vi set, at Koranen bruger dette ord som en omfattende term. Koranen forklarer det som en livsordning, hvor mennesket anerkender en andens højeste myndighed, accepterer hans lydighedskrav og herredømme og lever under hans bestemmelser og love. Det håber på anseelse, fremgang og belønning for at følge hans befalinger, og det frygter ydmygelse, vanære og straf for sin ulydighed og trods. Der findes sandsynligvis ikke i noget sprog i verden et så omfattende ord, der kan udtrykke hele denne betydning. Det moderne ord “stat” kommer den et stykke nærmere. Men for fuldt ud at udtrykke betydningen af ordet “dīn” er der stadig behov for en betydelig udvidelse.
I de følgende vers er “dīn” også anvendt som en teknisk term.
————————— De blandt ahl al-kitāb, som ikke tror på Allah (1) (det vil sige, som ikke anerkender Ham som den eneste indehaver af den højeste myndighed), ikke tror på den sidste dag (det vil sige, ikke anerkender dagen for regnskab og gengældelse) (2), ikke anerkender det, som Allah og Hans Sendebud har forbudt, som forbudt (3), og ikke antager dīn al-haqq som deres dīn (4) — bekæmp dem, indtil de med egne hænder betaler jizya og lever underkastede. – At-Tawba 29
I dette vers er “dīn al-haqq” en teknisk term. Den, der selv har fastlagt termen, Allah den Ophøjede, har forklaret den i de første tre sætninger. Vi har med numre vist, at alle fire betydninger af ordet dīn er nævnt i disse sætninger. Det er deres samlede betydning, der betegnes som “dīn al-haqq”.
——————————— Farao sagde: “Lad mig være, jeg vil dræbe Musa. Lad ham så påkalde sin Herre. Jeg frygter, at han vil ændre jeres dīn og skabe fordærv i landet.” – Al-Mu’min 26
Når man tager den udførlige omtale af Musa og Faraos historie i Koranen i betragtning, er der ingen tvivl om, at “dīn” her ikke er anvendt blot i betydningen religion. Det er derimod anvendt i betydningen statslig og civilisatorisk ordning. Faraos udsagn var: Hvis Musa sejrer i sin mission, vil “staten” blive ændret. Den livsordning, der byggede på datidens faraoners styre og de gældende love og skikke, ville blive fuldstændig udryddet. I stedet ville enten en anden ordning blive grundlagt på et helt andet grundlag, eller også ville ingen ordning overhovedet blive etableret; i stedet ville kaos brede sig over hele landet.
—————————— I sandhed er islam dīn hos Allah. – Āl ʿImrān 19
—————————- Og den, der søger en anden dīn end islam, vil aldrig få den accepteret hos Allah. -Al-Imran-85
——————————– Han er Allah, som har sendt sit sendebud med retledning og den sande dīn, for at lade den sejre over alle dīner, selv om polyteisterne afskyr det. -At-Tawbah-33
—————- Kæmp mod dem, indtil fitna er fjernet, og dīn helt og fuldt er for Allah. -Al-Anfal-39
————————————- Når Allahs hjælp kommer, og sejren er vundet, og du ser folk træde ind i Allahs dīn i skarer, så lovpris din Herre og bed Ham om tilgivelse. Han er i sandhed meget tilgivende. -An-Nasr
I disse vers betyder dīn en fuldstændig livsordning. Alle aspekter af tanke, tro, principper og handling hører under denne kategori.
I de to første vers siges det, at den rette livsordning for mennesket hos Allah alene er den, der er grundlagt på lydighed mod og tilbedelse af Allah (islam). Enhver anden livsordning – hvis grundlag er lydighed mod opdigtede magter – er på ingen måde acceptabel hos universets Herre. Naturligvis kan den heller ikke være det. For mennesket er skabt af, underlagt og opfostret af Ham; i Hans rige lever det som en undersåt. Han kan på ingen måde acceptere, at mennesket lever i tilbedelse og lydighed mod en anden magt end Ham og følger en andens anvisninger, for mennesket har ingen ret til det.
I det tredje vers siges det, at Allah har sendt sit sendebud med den sande og rette livsordning, det vil sige islam, og at det endelige mål for hans mission er at lade denne livsordning sejre over alle andre livsordninger.
I det fjerde vers pålægges tilhængerne af dīn islam: Fortsæt kampen mod verden; hvil ikke, før fitna, det vil sige eksistensen af et gudsoprørsk system, er blevet udryddet fra verden, og alle regler for lydighed og tilbedelse er viet Allah.
I det femte vers rettes tiltalen til Allahs Sendebud (s.a.w.), efter at omvæltningen i Arabien var fuldført efter treogtyve års uafbrudt stræben. Islam var i sin fuldt udfoldede form blevet praktisk etableret som et fuldstændigt system af bestemmelser for alle områder – tænkning og tro, principper, undervisning, samfund, civilisation, økonomi og politik. Folk søgte i flokke tilflugt under disse bestemmelsers skygge fra Arabienens fjerneste egne. Da det arbejde, som Muhammad (s.a.w.) var blevet pålagt, således var fuldført, blev han sagt: Bliv ikke stolt og betragt ikke dette arbejde som din egen bedrift; den eneste fejlfrie og fuldkomne væren er din Rabb, ingen andens. Giv derfor udtryk for Hans lovprisning og hyldest for udførelsen af dette store arbejde, og bed ved Hans hof: Herre og Forsørger! Tilgiv mig alle de fejl og mangler, jeg har begået under disse treogtyve års tjeneste!
Afslutning