“To ord”
»Vejen til Mekka« er en oversættelse af værket »The Road of Mecca«, skrevet af den berømte tænker, forfatter og journalist Muhammad Asad. Muhammad Asad var af jødisk afstamning. Allerede i ungdomsårene mistede han imidlertid sin interesse for jødedommen. Efterhånden som han blev ældre, blev han mere og mere desillusioneret over Vestens moderne livsform og dens livsførelse. På den ene side fjernede Vestens materialistiske forbrugerisme ham fra den vestlige sfære, og på den anden side præsternes overjordiske, kropsforladte åndelige tænkning; dette vendte hans blik mod Østen. Han blev tiltrukket af den arabiske verden og af islams moderate livssyn, som søger harmoni mellem krop og sjæl. I 1921 konverterede han til islam og tog navnet Muhammad Asad.
»The Road of Mecca« eller »Vejen til Mekka« er Muhammad Asads åndelige selvbiografi. I forbindelse med skildringen af sine mangfoldige erfaringer fra rejser i forskellige lande fortæller han historien om sin åndelige åbenbaring. I dette værk skildres hans mangeartede oplevelser fra rejselivet, den arabiske verdens livsform og de sammenlignende kendetegn ved Østens og Vestens livsformer både i fortællingens form; samtidig fremstilles den gribende historie om et utrætteligt sandhedssøgende sinds erkendelse af sandheden.
Det siger sig selv, at denne bog er skrevet af en så tænksom vismand i vor tid, som ikke er en almindelig, fornuftstridig og følelsesdrevet konvertit til islam. Han er en enestående og højt begavet person, som før han antog religionen, søgte at forstå den og trænge ind i dens væsen i lyset af al sin lærdom og forstand.
Den bengalske oversættelse af dette fascinerende værk, der udmærker sig ved en meget høj litterær kvalitet, er udført af den berømte fortæller og islamiske tænker Shahed Ali, tidligere redaktør af »Islami Foundation Patrika« og »Sabuj Pata«. Der er ingen tvivl om, at hans magiske håndelag som fortæller har vist sig særdeles vellykket i oversættelsen af dette værks beskrivende, litterære sprog, og enhver læser vil glæde sig over dets klare og behagelige stil; vi kan med glæde meddele, at ingen vil blive trætte under rejsen gennem dets mange sider. Derfor udgiver vi dette værk i en fornyet udgave som en gave til læserne. »Vejen til Mekka« kan snarere end en oversættelse kaldes en ny skabelse, et nyskabende bidrag til den bengalske litteratur.
Vi håber, at læserne gennem læsningen af dette værk vil finde ny næring til deres tanker om islams religiøse idealer og vågne til en endnu dybere tro på islam.
-Sharif Hasan Torafdar
Udgiveren
Forord
Jeg havde formentlig allerede i skoletiden hørt, at en jødisk lærd ved navn Leopold Weiss havde antaget islam; men først meget senere erfarede jeg, at han var forfatter og en usædvanligt talentfuld tænker. Hans muslimske navn er Muhammad Asad. Selv om han forblev levende i min erindring, havde jeg endnu ikke haft den lykke at læse noget af hans arbejde. Under det britiske styre opholdt han sig i Indien, og efter Pakistans oprettelse var han direktør for organisationen for islamisk genopbygning under regeringen i Vestpakistan. Han redigerede også et engelsksproget tidsskrift af meget høj kvalitet ved navn »Arafat«. Mere vidste jeg ikke om ham.
En dag, sandsynligvis omkring 1958, sagde advokaten A. T. Mustafa, som senere blev minister i Pakistans centralregering, i forbindelse med en samtale: »Bror, har du læst The Road of Mecca? Af alle de bøger, jeg har læst i mit liv, er dette bogen.«
Bror Mustafa var ikke blot en berømt jurist; han var også en kompromisløs, aktiv islamisk kulturarbejder og en dannet læser. Han holdt sig ajour med, hvor i verden de fremmeste forfattere havde skrevet bøger om islam. Da jeg hørte hans begejstrede lovprisning af The Road of Mecca, blev jeg ivrig efter at skaffe bogen, og nogle dage senere fik jeg et eksemplar sendt med pakke fra Lahore. Da jeg fik bogen i hænderne, fordybede jeg mig i den. Som medrejsende på Asads lange og spændingsfyldte åndelige rejse fra barndommen til hans antagelse af islam vandrede jeg også med ham gennem forskellige lande i Europa og Asien, ad veje og på afsides steder, gennem markeder og landsbyer, i byer og havne, på havet, og jeg så verden på ny. Lidt efter lidt udfoldede islams fuldkomne skikkelse sig blad for blad for mine øjne. Jeg læste The Road of Mecca igen og igen, og mens jeg læste, gik det op for mig, at en bengalsk oversættelse af denne bog ville åbne en ny horisont for et islamisk livssyn for bengalsktalende læsere.
Trods begrænsede midler og mangel på tid gik jeg i gang med at oversætte bogen og begyndte at trykke den fortløbende i det islamiske akademis tidsskrift, som jeg redigerede. På grund af emnets betydning og Asads enestående skrivestil vakte selv min ufuldkomne oversættelse stor genklang blandt læserne; mange blev abonnenter på det islamiske akademis tidsskrift alene på grund af denne oversættelse og gav udtryk for deres utilfredshed, når tidsskriftets udgivelse lejlighedsvis blev uregelmæssig.
The Road of Mecca, eller Makkas vej, er Muhammad Asads åndelige selvbiografi. Asad har skrevet fortællingen om sit liv i en fortællende form. Denne mere medrivende end en roman fortælling er gennem autenticiteten i Asads personlige erfaringer blevet en hidtil uset analyse af islam for vor tids mennesker. Fra bogens begyndelse til dens slutning gennemstrømmes den af en ny smag og en hidtil ukendt sødme, som ikke blot glæder læseren, men beriger ham med en dybt tilfredsstillende oplevelse. Som forfatterens rejsefælle når læseren til sidst frem til Mekka, ja til selve kernen i det islamiske livssyn, og hans lange færd ad islams vej bliver fuldendt; med Asads ord er det en home-coming – en tilbagevenden til hjemmet.
Muhammad Asad var journalist, tænker og en enestående fortolker af islam – men først og fremmest var han et kreativt geni med et indsigtsfuldt klarsyn; The Road of Mecca er et af hans vidunderlige værker. Han tilegnede bogen til sin hustru, Pola Hamida Asad. I arbejdet med at formidle dette værk i det bengalske sprogs form har jeg så vidt muligt forsøgt at gengive Asads spændende oplevelser, samtidig med at originalens rytme, sætningsform og skrivestil er bevaret. Men intet værk kan jo oversættes ordret. Derfor gør jeg ikke krav på at have kunnet gengive dette enestående værk af Asad fuldstændigt på mit eget sprog. Min trøst er imidlertid, at arbejdet med denne bogs oversættelse fra først til sidst var båret af min medfødte kærlighed til kreativ litteratur og min kærlighed til det islamiske livsideal, som har været med mig siden barndommen. Ved at overdrage bogens oversættelse til bengalsktalende læsere har jeg opfyldt et ansvar, jeg selv havde pålagt mig; belønningen for dette tilkommer Muhammad Asad hos den allerbarmhjertigste Allah. Utallige ivrige og interesserede læsere har uophørligt opfordret mig til at færdiggøre oversættelsen og udgive den i bogform; hver gang vi mødtes, bragte de dette emne på bane. Deres længselsfulde ventetid er nu omsider forbi, og deres krav er omsider blevet opfyldt; derfor føler jeg mig befriet for en byrde og takker Allah den Ophøjede. Blandt alle disse utallige læsere må jeg især nævne bror Shah Abdul Hannan; hans inderlige interesse og insisteren gav mig fornyet opmuntring, hver gang jeg blev efterladende i oversættelsesarbejdet.
I den første fase af bogens oversættelse nedskrev Mohammad Azizur Islam og Sheikh Tofazzal Hossain fra det tidligere islamiske akademi i lang tid min mundtlige oversættelse. I anden fase varetog digteren Masud-ush-Shahid hele dette ansvar. Masud lagde med stor glæde en værdifuld del af sin hverdag i dette arbejde sammen med mig. Abdul Mukit Chowdhury påtog sig med glæde ansvaret for at læse korrektur. Bogens register blev udarbejdet af Kalam Azad fra Islamic Foundation Press. De er alle mennesker, jeg holder af; jeg ønsker ikke at forringe værdien af deres oprigtige hjælp ved blot at takke dem.
Ved at udgive bogens tredje udgave har Jnanakosh-forlaget vundet hele det bengalsktalende læsersamfunds taknemmelighed.
Shahed Ali
Nogle ord om Allama Muhammad Asads dramatiske liv
Professor Shahed Ali
I 1994 faldt den klareste stjerne af visdom og lærdom fra den muslimske verdens himmel. Set med den vestlige verdens øjne var denne stjernes lys stærkt og blændende; derfor foregav de i næsten et århundrede ikke at se den, selv om den stod lige for øjnene af dem. Denne lærde var født i Vesten, i et europæisk miljø. Alligevel udfordrede han den moderne vestlige civilisation, der var fremskreden inden for videnskab og kundskab – han afslørede for verden det bundløse tomrum, der skjulte sig bag dens ydre pragt. Derfor forsøgte den vestlige verden altid at ignorere ham med irritation. Nyheden om hans bortgang fik ingen omtale i de vestlige medier.
Et menneske med natteblindhed ser heller ikke månen og stjernerne, ligesom en blind ikke ser solen; på samme måde blev denne stjernes stråleglans aldrig fuldt ud genspejlet i den muslimske verdens blik. Derfor følte den muslimske verden ingen tomhed, da dens klareste stjerne faldt fra himlen – en blind berøres ikke af solens eller stjernernes opgang og nedgang. De har heller ikke deres egne medier. Og selv de medier, der findes, tillagde dette dødsfald ingen større betydning. Det siges, at hans sidste ønske var, at hans grav skulle være i Mekka – hvor han havde boet i lang tid, opdaget islam, var blevet islams fremmeste fortolker og repræsentant, havde antaget islam og fremhævet islams overlegenhed over for hele verden, og skrevet bøger, der vakte genklang over hele verden, såsom »Road to Mecca«. Men hans ønske blev ikke opfyldt. Han døde i Spanien og blev begravet dér.
Muhammad Asad, hvis navn før hans antagelse af islam var Leopold Lewis, boede sammen med sin hustru Pola Hamida Asad i omkring 26-27 år i byen Tanger i Marokko. Han havde indgået en aftale med Rabitat al-Alam al-Islami om at oversætte Koranen med en kortfattet tafsir. Da tafsiren til de første ti juz blev udgivet, var nogle lærde uenige i nogle af hans fortolkninger. Asad afbrød da forbindelsen med organisationen og rejste til Marokko, hvor han trods økonomiske vanskeligheder, og med hjælp fra sin hustru og nogle få venner, besluttede selv at færdiggøre oversættelsen og tafsiren og udgive den. Efter tyve års langvarigt arbejde udgav han sin oversættelse og tafsir. Han udførte således opgaven som den moderne verdens mest tidssvarende oversætter og fortolker af Den Hellige Koran.
Leopold Lewis blev født i 1900 i byen Lemberg i det nuværende Polen, i en jødisk familie. Hans bedstefar var den sidste rabbiner i en jødisk rabbiner- eller præstefamilie, der havde strakt sig over flere generationer. Selv om hans far var blevet uddannet til traditionel jødisk rabbiner, opgav han denne familiære tradition, studerede jura, blev en berømt advokat og giftede sig ind i en bankierfamilie. Ud over sin almindelige skolegang lærte Lewis at tale og læse hebraisk flydende og blev også velbevandret i aramæisk. Allerede i denne alder fik han et grundigt kendskab til Talmuds grundtekst og kommentarer. Mange år senere skrev han om dette i sit åndelige, selvbiografiske værk »Road to Mecca«: »Det forekom mig, at Allah i Det Gamle Testamente og Talmud var optaget af ritualerne for, hvordan Hans tilbedere skulle tilbede Ham. Det forekom mig også, at Allah på forhånd på forunderlig vis var optaget af en bestemt nations skæbne. Hele Det Gamle Testamentes struktur som en historie om Abrahams efterkommere giver indtryk af, at Allah ikke er hele menneskehedens Skaber og Opretholder, men snarere en stammegud, som tilpasser hele skaberværket efter et udvalgt folks behov.«
Selv om Lewis var blevet desillusioneret over den jødiske lære, søgte han ikke åndelig sandhed ad nogen anden vej. Efter Første Verdenskrig indskrev han sig ved Wiens Universitet og helligede sig med en vis arrogance studiet af kunstens og filosofiens historie. Men dette akademiske liv formåede ikke at stille hans indre tørst efter at udforske religionens betydning. Heller ikke hans trang til eventyr blev tilfredsstillet af det. Efter Første Verdenskrig var Wien imidlertid desperat optaget af at genvinde sin egenart og identitet. Krigen og det 600 år gamle Habsburgmonarkis fald havde undermineret grundlaget for de gamle værdier og traditioner. Allerede før dette var de naturligvis blevet angrebet af kunstkendere og intellektuelle. Påvirket af sin skeptiske familie forkastede Lewis, ligesom mange andre drenge i sin ungdom, alle former for institutionaliseret religion. Hans mål var dengang handling, eventyr og spænding. Drevet af denne trang ønskede han at slutte sig til den østrigske hær under et falsk navn, fordi han endnu ikke var fyldt 18 år. Derfor brast hans drøm. Fire år senere, da han juridisk var gammel nok til at blive optaget i hæren, var hans drøm om militær hæder allerede knust. For få uger senere udbrød revolutionen, det østrigske imperium brød sammen, og krigen sluttede også.
Men Lewis følte ingen tiltrækning til det akademiske liv. Han mærkede en længsel efter at møde livet dybt og træde ind i det. I stedet for at søge tilflugt i de forsvarsværker, som sikkerhedselskende mennesker bygger omkring sig, ønskede Lewis at træde ind i livet og selv finde vejen til en forståelse af den åndelige orden og disciplin, der ligger bag alt.
Et særligt kendetegn ved årtierne omkring begyndelsen af det tyvende århundrede var åndelig tomhed. Alle de værdier, som Europa havde været vant til gennem århundreder, mistede deres egen form og blev formløse og uden konturer på grund af det, der skete mellem 1914 og 1918. Ingen nye værdier, der kunne udfylde dette tomrum, var nogen steder at få øje på. Følelsen af skrøbelighed og usikkerhed samt varslerne om social og mental omvæltning skabte hos de unge en mistanke om, at intet var varigt i menneskers tanker og bestræbelser. Lewis og andre unge som ham kunne ingen steder finde et fast holdepunkt for deres åndelige uro. Ingen kunne give tilfredsstillende svar på de spørgsmål, som de unge var blevet forvirrede af, fordi der manglede en pålidelig moralsk målestok. Lewis så, at »videnskaben siger, at viden er alt, men uden et moralsk mål kan viden kun skabe kaos«. Der er ingen tvivl om, at datidens samfundsreformatorer, revolutionære og kommunister ønskede at opbygge en større og lykkeligere verden. Men Lewis så med sit skarpe blik, at de alle kun tænkte i lyset af de ydre sociale og økonomiske forhold, og at de for at rette fejlene på disse områder havde ophøjet den materialistiske idé til en ny, metafysikfjendtlig metafysik. De så, at det, der skete i verden omkring dem, ofte var stærkt uforeneligt med de forestillede guddommelige egenskaber. De kræfter, der styrer menneskets skæbne, syntes klart at være selvstændige og adskilte fra de egenskaber, der blev tillagt Allah. Heraf konkluderede de, at der ikke fandtes nogen Allah. Religionens selvretfærdige vogtere havde iført Allah deres egne klæder og derved skilt ham fra menneskets skæbne og gjort ham uden forbindelse med den. Men dermed var problemet ikke løst; denne usikkerhed og omskiftelighed med hensyn til, hvad man skulle gøre i det personlige liv, kunne blive årsag til et frygteligt kaos og skabe mangel på respekt for menneskets uddannelse, kultur og sans for skønhed. På grund af denne umiddelbare indsigt standsede Lewis ikke her. For ham blev opbygningen af et ædelt liv et middel til at søge en skabende vej, der kunne give håb. Det var denne trang, der fik ham til at indskrive sig ved Wiens Universitet og vælge kunsthistorie som sit hovedfag. Men studiet tilfredsstillede ikke Lewis. Han så, at hans lærere — blandt dem de berømte og fremtrædende Strzygowski og Dvořák — var overdrevent optagede af at opdage de æstetiske regler, som styrer skabelsen af kunst; de havde kun i ringe grad forsøgt at afdække den åndelige bølgevirkning, der lå i dens inderste kerne. Med andre ord mente Lewis, at deres syn på kunsten var snævert begrænset til de former og den stil, gennem hvilke kunsten opnåede sit udtryk.
Selv om Lewis i sine ungdommeligt forvirrede dage stiftede bekendtskab med de konklusioner, som Europas nye psykoanalyse var optaget af, blev han ikke tilfredsstillet af den — han fandt heller ikke svar på sine spørgsmål, selv om psykoanalysen på det tidspunkt havde vist sig som en førsteklasses revolution. Troen hos den unge Leopold Lewis på, at opdagelsen af det ubevidste sinds ønsker og drifters rolle i dannelsen af menneskets personlighed uden tvivl havde åbnet vejen til en dybere selvindsigt, varede ikke længe. For ham var den freudianske tankegangs tiltrækningskraft lige så intens som alkoholens beruselse. På Wiens caféer lyttede han henført til de indbyrdes lidenskabelige diskussioner mellem nogle af psykoanalysens tidlige pionerer — lærde som Alfred Adler, Hermann Stikel og Otto Gross — men Lewis blev foruroliget af den nye videnskabs intellektuelle arrogance. For som han sagde: »Denne videnskab ønsker at reducere alle menneskesjælens mysterier til en række nerveprocesser.« Han indså, at denne nye disciplin heller ikke i sine konklusioner havde evnen til at komme nærmere de absolutte sandheder. Desuden fandt han ingen anvisning på en ny vej til et ædelt og højere liv. Efter verdenskrigen begyndte de almindeligt anerkendte værdier at bryde voldsomt sammen, og i denne opløsning blev mange af de begrænsninger og forbud, der havde eksisteret i forholdet mellem mænd og kvinder, også lempet. Det var at blive kastet fra én tilstand over i en helt modsat, hvor alt var blevet et diskussionsemne. Situationen var med andre ord blevet sådan: Mennesket blev kastet fra den tro og tillid, det havde haft til menneskehedens uafbrudte, opadgående fremskridt, ind i Spenglers bitre pessimisme, Nietzsches moralske relativisme og den åndelige tomhed, som psykoanalysen havde skabt. Blandt unge mænd og kvinder, der higede efter kroppens udfoldelse, blev seksuelle forhold tilfældige og hæmningsløse. Leopold Lewis syntes, at det ikke var andet end et oprør mod tomme konventioner. Han tænkte, at den måske kunne fjerne den frygtelige ensomhed, der havde skilt det ene menneske fra det andet, gennem foreningen mellem kvinde og mand. Midt i denne mentale uro og rastløshed blev det ikke længere muligt for ham at fortsætte sine universitetsstudier. Hans far ønskede at gøre ham til lærd og give ham en ph.d. Men han opgav det og valgte imod sin fars ønske et liv som journalist — han ville blive forfatter, og skrivning skulle være hans erhverv. Fra Wien kom han til Prag, hvor han på en gammel café, The Westen, stiftede bekendtskab med en magisk kreds af kunstnere og forfattere. Nogen tid senere hørte hans far om det og skrev til ham: »Nu kan jeg tydeligt se, at du kommer til at dø som en omstrejfende vagabond og ligge i rendestenen ved vejkanten.« Den stærkt selvsikre og stædige unge Lewis svarede: »Nej.« Han havde forstået, at han ville være forfatter, og han var blevet overbevist om, at litteraternes verden ventede på ham med åbne arme og ivrig forventning.
Men på det tidspunkt var det vanskeligt at få adgang til nogen berømt avis. Dag efter dag vandrede han rundt i Berlins gader; han havde ikke råd til metroen eller en taxa. I mange uger levede han kun af te og de to skiver brød, som hans værtinde gav ham om morgenen. Hans skæbne i disse dage var en tør faste. Og hans natlige drømme var fyldt med tykke skiver frisk brød smurt med smør.
Midt i denne ekstreme økonomiske nød tilbragte han nogen tid med at arbejde som assistent for en filmproducent. Senere tjente han lidt ved at skrive et filmscenario for sin wieneriske ven Eston Kueh og derefter endnu et scenario. Efter endnu et år med forskellige midlertidige jobs i byer rundt om i Centraleuropa trådte han endelig ind i avisverdenen i 1921. Dr. Demart, et velhavende medlem af det tyske katolske Zentrumsparti og en fremtrædende skikkelse i tysk politik, var på det tidspunkt ved at oprette et nyhedsbureau ved navn United Telegraph i samarbejde med United Press of America. Lewis søgte en stilling som assistent i hans virksomhed, men fik i stedet arbejde som telefonist. For en mand med hans ambitioner var det et yderst utilfredsstillende arbejde. Men Lewis havde ikke noget valg og måtte tage imod det. Efter at have arbejdet der i en måned fik han i al hemmelighed arrangeret en samtale i Berlin med Madame Maxim Gorkij, som var kommet dertil under den frygtelige hungersnød i Rusland i 1921 for at skabe offentlig støtte til effektiv nødhjælp og bistand i de centraleuropæiske hovedstæder. Gennem denne samtale blev telefonisten Leopold Lewis til reporter. Han blev journalist.
Leopold Lewis var dengang en toogtyveårig, oprørsk ung mand. Lewis og andre unge på hans alder var rastløse af et ønske om at forandre samfundet og skabe det på ny. Hvordan burde samfundet indrettes, så mennesket kunne leve et sandt og fuldkomment liv? Hvordan burde deres relationer organiseres, så alle kunne bryde fri af den ensomhed og isolation, der omgav hvert menneske, og leve i ægte gensidigt venskab og samarbejde? Hvad er godt, hvad er ondt, hvad er skæbnen – eller sagt på en anden måde: Hvad bør mennesket gøre, så det i egentlig forstand ikke blot med sine ord, men med hele sit liv kan være ét med sig selv og sige: Jeg og min skæbne er ikke adskilte – vi er ét!
Den stærke atmosfære af moralsk og social usikkerhed overalt gav således næring til en hensynsløs optimisme. Den kom på den ene side til udtryk i dristige eksperimenter i tidens musik, malerkunst og teater, og på den anden side i en ofte revolutionær søgen, der famlede blindt efter kulturens struktur og form. Men samtidig med denne kunstigt opretholdte optimisme herskede der en åndelig tomhed. En vag, arrogant relativisme blev født midt i en voksende pessimisme. I det følelsesladede, plagede, utilfredse og ophidsede europæiske samfund efter Første Verdenskrig fungerede intet længere så naturligt og ordnet som før. Lewis indså, at den vestlige verdens sande gud ikke var noget åndeligt. Dens eneste guddom var komfort, bekvemmelighed og middelmådighed. For en europæer – hvad enten han var demokrat, kommunist, arbejder eller intellektuel – var den eneste meningsfulde tro dyrkelsen af materielle fremskridt, for der kunne ikke være noget andet mål med livet end at gøre det stadig lettere. Med samtidens ord var livets eneste formål at befri mennesket fra naturens greb. Denne nye religions templer var de enorme fabrikker, biograferne, de kemiske laboratorier, dansesalene og zoologiske institutioner. Og præsterne i disse templer var bankfolk, ingeniører, politikere, filmstjerner, statistikere, uddannelsesledere, pladeskabere, flyvere og kommissærer. Den totale uenighed om forestillingerne om godt og ondt og anvendelsen af opportunisme på alle sociale og økonomiske spørgsmål var udtryk for et moralsk sammenbrud – en opportunisme, der kunne sammenlignes med en gadeprostituerets, som giver sin krop til enhver, når som helst og til hvem som helst, der ønsker hende. Allerede i den alder så Lewis, at den umættelige lyst til magt og lykke uundgåeligt havde splittet den vestlige verden i indbyrdes stridende grupper. Hver af disse grupper var udstyret med dødbringende våben, og så snart deres gensidige interesser blev krænket, blev de desperate efter at tilintetgøre hinanden. Den højeste målestok for ret og uret var nu praktisk nytte og verdslig succes. Om sin tilstand på den tid sagde Lewis: »Jeg så, hvor ulykkeligt og forvirret livet var blevet. Hvor ringe forbindelsen mellem mennesker og mennesker var. Selvom der blev lagt vægt på samfund og nationer med øredøvende, vanvittige råb. Hvor langt vi havde fjernet os fra vores medfødte følelsers verden. Og hvor snævre og udslukte vores sjæle var blevet. Dengang var Europa begyndelsen og enden på alle vores tanker.«
Lewis siger: »Men min manglende evne til at tage del i de forskelligartede sociale, økonomiske og politiske håb og ønsker hos dem omkring mig eller hos nogen af deres grupperinger antog efterhånden form af en vag fornemmelse i mig: at jeg ikke egentlig var en af dem, at jeg ikke havde noget forhold til dem. Samtidig opstod der i mig et ønske om, at jeg måtte høre til et eller andet – men hvad? Jeg måtte blive en del af noget – men hvad?« Med denne længsel og rastløshed i hjertet rejste han i 1922, som toogtyveårig, til Jerusalem i overensstemmelse med Koranens kald. Efter at have omgåedes araberne i lang tid fandt han svaret – svaret på, hvem han skulle høre til, og hvad han skulle være en del af. Som korrespondent for den verdensberømte avis Frankfurter Zeitung kom han til Jerusalem og besøgte i de følgende år Palæstina, Transjordanien, Irak, Persien og Afghanistan. Under sit ophold i Jerusalem kom han for første gang i kontakt med islam og blev tiltrukket af arabernes livsform. Efter sit nære samvær med araberne opdagede han, at der i det traditionelle muslimske samfund fandtes en naturlig harmoni mellem sind og sanser – en harmoni, som Europa havde mistet. Hos dem fandt han hjertets sikkerhed og frihed fra selvtvivl, en frihed, som europæerne ikke engang drømte om. Til sidst fik Leopold Lewis svar på spørgsmålet om, hvad han skulle være en del af, og da han vendte tilbage til Europa i 1926, antog han og hans hustru islam. Hans muslimske navn blev Muhammad Asad. I Asads selvbiografi, Vejen til Mekka, beskrives hans antagelse af islam som »en hjemkomst«. Efter at have antaget islam boede Asad i omkring seks år i Arabien og fik et dybtgående kendskab til det arabiske liv og sprog. Han blev en nær ven af kong Ibn Saud. Derefter forlod han Arabien og rejste til Indien, hvor han stiftede bekendtskab med den store muslimske digter og filosof Allama Iqbal. Efter dennes råd opgav Asad sine planer om at rejse til Østturkestan, Kina og Indonesien og blev i Indien for at fortolke og analysere islams intellektuelle grundlag. Den islamiske stat var dengang blot en drøm i en drømmende digters henførte sind. Med Muhammad Asads ord: »Ligesom for Iqbal var det for mig en drøm – vejen, ja i virkeligheden den eneste vej, til at genoplive alle islams slumrende sjæle: at skabe en folkets politiske eksistens, hvis sammenhold ikke byggede på fælles blod og kød, men på en fælles troskab mod et ideal. I mange år helligede jeg mig dette mål gennem studier, skrifter og foredrag, og med tiden opnåede jeg en vis berømmelse som fortolker af islamisk lov.« Men det var ikke blot en vis berømmelse; det var i virkeligheden verdensomspændende berømmelse.
Da Pakistan blev oprettet i 1947, opfordrede landets regering Muhammad Asad til at oprette og lede en institution ved navn Afdelingen for Islamisk Genopbygning. Dens mål var udførligt at fremlægge de ideologiske islamiske forestillinger om stat og samfund, som den nydannede politiske organisation kunne støtte sig til i sin ideologiske vejledning. Efter at have fortsat dette særdeles inspirerende arbejde i to år trådte Muhammad Asad ind i Pakistans udenrigstjeneste. I Pakistans udenrigsministerium blev han chef for Mellemøstafdelingen. Muhammad Asad leverede alle historiske oplysninger og dokumentariske beviser til støtte for den kamp med argumenter og fakta, som Pakistan med succes førte i FN på palæstinensernes vegne mod zionismen. I udenrigsministeriet helligede han sig at styrke forbindelserne mellem Pakistan og den muslimske verden. På dette tidspunkt blev Muhammad Asad udnævnt til minister plenipotentiarius ved Pakistans mission ved FN. Senere, hen imod slutningen af 1952, fratrådte han denne post og helligede sig at skrive sit udødelige værk, »The Road To Mecca«.
Historien om historien
Den historie, jeg nu vil fortælle i denne bog, er ikke en fremtrædende persons selvbiografi på grund af hans rolle i statslige anliggender; det er heller ikke en beretning om eventyrlige rejser – for selv om der fandt mange forunderlige eventyr sted i mit liv, var de kun ledsagefænomener til det, der foregik i mig, og aldrig mere end det. Det er heller ikke historien om en bevidst søgen efter religiøs tro – for denne tro kom ind i mit liv gennem mange år uden noget forsøg fra min side på at opnå den. Min historie er ganske enkelt historien om en europæers opdagelse af islam og hans indlemmelse i det muslimske samfund.
Jeg havde aldrig tænkt på at skrive denne bog. For det faldt mig aldrig ind, at mit liv kunne være af særlig interesse for andre end mig selv. Men da jeg i begyndelsen af 1952 kom til Paris efter at have tilbragt femogtyve år uden for den vestlige verden og derfra rejste videre til New York, blev jeg tvunget til at ændre denne opfattelse. Da jeg på det tidspunkt arbejdede som Pakistans befuldmægtigede minister ved FN, var alles øjne naturligvis rettet mod mig; blandt mine europæiske og amerikanske venner og bekendte blev jeg genstand for stor nysgerrighed. Til at begynde med havde de forestillet sig, at jeg var en europæisk »ekspert«, som en regering i Østen havde ansat til et særligt formål, og at jeg for min egen bekvemmeligheds skyld havde tilpasset mig den nations skikke, som jeg tjente. Men da mine aktiviteter ved FN blev tydelige, blev de noget forbløffede, da det gik op for dem, at jeg ikke blot med hensyn til »arbejdet«, men også følelsesmæssigt og intellektuelt havde identificeret mig med den muslimske verdens politiske og kulturelle mål i almindelighed. Efterhånden som dagene gik, begyndte flere og flere mennesker at spørge til mine tidligere erfaringer. De erfarede, at jeg meget tidligt i mit liv var begyndt at arbejde som udenrigskorrespondent for kontinentale aviser og tidsskrifter, og at jeg efter flere års omfattende rejser i hele Mellemøsten blev muslim i 1926; efter min omvendelse til islam boede jeg i omkring seks år i de arabiske lande, hvor jeg blev ven med kong Ibn Saud; derefter forlod jeg de arabiske lande og rejste til Indien, hvor jeg mødte Muhammed Iqbal, den åndelige fader til tanken om Pakistan og den store muslimske digter-filosof. Det var ham, der på kort tid overtalte mig til at opgive mine planer om at rejse til Østturkestan, Kina og Indonesien og blive i Indien for at forklare og analysere de intellektuelle grundlag for den kommende islamiske stat, som på det tidspunkt ikke var mere end en drøm i Iqbals drømmende sind. For mig, ligesom for Iqbal, var denne drøm et symbol på en vej – i virkeligheden den eneste vej – til at genoplive islams slumrende håb: skabelsen af en politisk enhed for et folk, hvis sammenhold ikke byggede på fælles blod og afstamning, men på fælles troskab mod et ideal. I mange år helligede jeg mig dette mål gennem studier, skrivning og foredrag, og med tiden opnåede jeg en vis berømmelse som fortolker af islamisk lov og civilisation. Da Pakistan blev oprettet i 1947, opfordrede landets regering mig til at oprette og lede en afdeling ved navn »Afdelingen for Islamisk Genopbygning«; dens formål var udførligt at fremlægge de ideologiske islamiske forestillinger om stat og samfund, som den nydannede politiske organisation kunne støtte sig til i sin ideologiske vejledning. Efter at have fortsat dette særdeles inspirerende arbejde i to år trådte jeg ind i Pakistans udenrigstjeneste. I Pakistans udenrigsministerium blev jeg udnævnt til chef for Mellemøstafdelingen. Her helligede jeg mig at styrke båndene og forbindelserne mellem Pakistan og den øvrige muslimske verden; og det var i denne periode, at jeg blev udnævnt til Pakistans missions minister plenipotentiarius ved FN i New York.
Alt dette peger på noget langt dybere end blot en europæers ydre tilpasning til at leve i et muslimsk samfund; det indebærer snarere, at man bevidst og af hele sit hjerte trækker sin troskab tilbage fra én kulturel familie og erklærer sin troskab mod et helt andet kulturelt miljø. For mange af mine vestlige venner forekom dette yderst forbløffende. De var ude af stand til at forestille sig, hvordan et menneske, der var født i den vestlige verden og var vokset op og blevet uddannet dér, så fuldstændigt og åbenlyst, uden at undertrykke noget i sit indre, kunne identificere sig med den muslimske verden; hvordan det for ham kunne være muligt at antage en islamisk kulturarv i stedet for den vestlige, og hvad der havde tvunget ham til at antage et sådant religiøst-socialt ideal, som de uden videre havde antaget var langt ringere end alle europæiske forestillinger.
Men hvorfor, begyndte jeg at spørge mig selv, tager mine vestlige venner dette for givet? Har de nogensinde virkelig følt behov for at forsøge at nå direkte ind til islams væsen? Eller bygger deres opfattelser på forvrængede forestillinger, der er gået i arv fra tidligere generationer, og på nogle få fastlåste talemåder? Kan det være, at den klassiske græske og romerske tankegang, som delte verden i to: på den ene side grækere og romere og på den anden side barbarerne, de barbariske folk, stadig er så fuldstændigt indlejret i det vestlige sind, at det selv på et teoretisk plan er ude af stand til at anerkende, at noget uden for dets egen kulturelle kreds har nogen klar og bestemt værdi?
Lige siden grækernes og romernes tid har europæiske tænkere og historikere været tilbøjelige og villige til at opfatte verdenshistorien udelukkende i lyset af og ud fra den europæiske historie og den vestlige kulturelle erfaring. I dette billede træder ikke-vestlige civilisationer kun ind, når deres eksistens eller særlige bevægelser, der er opstået blandt dem, har haft eller får en direkte indflydelse på det vestlige menneskes skæbne; og derfor er verdenshistorien og dens forskellige kulturer, set med den vestlige verdens øjne, i sidste ende ikke mere end en udvidet vestlig historie!
Naturligvis skaber et sådant snævert perspektiv et forvrænget billede. Eftersom vesterlændinge først og fremmest kender de skrifter, der skildrer deres egen kultur eller drøfter deres egen civilisations problemer i detaljer og med strålende farver, og ikke gør meget andet end fra tid til anden at kaste et blik på resten af verden, falder den gennemsnitlige europæer eller amerikaner let for den fejlagtige forestilling, at den vestlige kulturelle erfaring ikke blot er bedre end resten af verdens kulturelle erfaring, men også så omfattende, at der ikke kan foretages nogen sammenligning mellem de to; og derfor er den vestlige livsform det eneste acceptable ideal, efter hvis målestok andre livsformer kan bedømmes. Dette indebærer naturligvis, at enhver intellektuel idé, social skik eller moralsk vurdering, der ikke stemmer overens med dette vestlige ideal eller forbillede, i virkeligheden hører til et lavere livsniveau. I grækernes og romernes fodspor foretrækker den vestlige verden at tænke, at alle disse andre civilisationer, hvad enten de engang har eksisteret eller findes i dag, blot er en række eksperimenter, der står i vejen for den fremskridtsvej, som Vesten ufejlbarligt følger; eller, i bedste fald, kan man sige, at de, ligesom de civilisationer der udviklede sig umiddelbart før den moderne vestlige civilisation langs den samme linje, blot er nogle på hinanden følgende kapitler i den samme bog – hvor civilisationen naturligvis er det sidste kapitel.
Da jeg gav udtryk for denne opfattelse over for en amerikansk ven af mig – han var særdeles begavet intellektuelt og kunne med hensyn til sine åndelige tilbøjeligheder betegnes som en lærd – udtrykte han først nogen skepsis.
»Det indrømmer jeg«, sagde han, »de gamle grækere og romere udviste et begrænset syn, når de bedømte fremmede civilisationer; men var denne begrænsning ikke det uundgåelige resultat af vanskelighederne ved forbindelsen mellem dem og resten af verden? Og er disse vanskeligheder ikke i vor tid i vid udstrækning blevet overvundet? Under alle omstændigheder holder vi vesterlændinge i dag os bestemt orienteret mod det, der foregår uden for vores egen kulturelle kredsløb. Glemmer De ikke de mange bøger, der i det sidste kvarte århundrede er blevet udgivet i Europa og Amerika om østens kunst og filosofi og om de politiske idéer, der præger sindet hos østens forskellige folk? Det ville afgjort ikke være rimeligt at se bort fra vesterlændingens ønske om at forstå, hvad andre kulturer kan have at give!«
»Måske har De til dels ret«, svarer jeg, »der er ingen tvivl om, at det oprindelige græsk-romerske synspunkt ikke længere er fuldt ud virksomt. Dets strenghed har i betydelig grad mistet sin skarphed, og det skyldes ikke andet end, at de vestlige tænkere, der besidder den mest modne tænkeevne, er blevet desillusionerede og skeptiske over for mange sider af deres egen civilisation. Hos nogle af dem er den erkendelse så småt begyndt at vinde indpas, at menneskehedens fremskridt måske ikke har én eneste bog og én eneste fortælling, men kan have mange bøger og mange fortællinger: og det skyldes ganske enkelt, at menneskeheden i historisk forstand ikke er en homogen enhed, men en broget sammenslutning af forskellige grupper, mellem hvilke der findes vidt forskellige tankeretninger om menneskelivets betydning og mål. Alligevel mener jeg ikke, at den vestlige verden virkelig er begyndt at nære en mindre nedladende beskytterholdning over for fremmede kulturer end grækerne og romerne; man kan sige, at Vesten blot er blevet mere tolerant. Men husk – denne tolerance gælder ikke islam – kun visse bestemte østerlandske kulturer, som tilfører en slags åndelig tiltrækning til det åndeligt hungrende menneske i den vestlige verden, og som samtidig ligger så langt fra det vestlige verdenssyn, at de ikke betragtes som nogen virkelig udfordring til dets værdier.«
»Hvad mener De med det?«
»Se«, svarer jeg, »når en vesterlænding, lad os sige, drøfter hinduismen eller buddhismen, er han uden undtagelse opmærksom på den grundlæggende forskel mellem disse læresætninger og hans egen opfattelse. Han kan påskønne det ene og det andet ved disse læresætninger, men naturligvis vil han aldrig være villig til at overveje muligheden af at antage dem i stedet for sin egen tankegang. Eftersom han på forhånd erkender denne umulighed, kan han tænke over disse fremmede kulturer med sindsro og ofte med en forstående og sympatisk holdning. Men når det drejer sig om islam, som ikke på langt nær er så meget i modstrid med de vestlige værdier som hinduistisk eller buddhistisk filosofi, bliver denne vestlige sindsro næsten altid og uundgåeligt forstyrret af følelsesmæssig forudindtagethed. Er årsagen måske – sådan tænker jeg undertiden forundret – at islamiske værdier netop fordi de ligger så tæt på de vestlige værdier udgør en skjult udfordring til mange vestlige forestillinger om det åndelige og sociale liv?«
Og jeg begyndte at fortælle ham om en teori, som var opstået i mine tanker nogle år tidligere; det er en teori, som efter min mening også kan bidrage til en klarere forståelse af det dybt rodfæstede fjendskab mod islam, der så ofte findes i den vestlige litteratur og samtidige tænkning.
»Hvis man vil finde en virkelig troværdig forklaring på dette had«, sagde jeg, »må man se langt tilbage, ind i historien – og forsøge at forstå den psykologiske baggrund for de første forbindelser mellem Vesten og den muslimske verden. Det, som Vestens mennesker i dag tænker og føler om islam, har sine rødder i de dybe påvirkninger og erindringsspor, der blev skabt under korstogene.«
»Korstogene!« udbrød min ven forbløffet. »De mener vel ikke, at noget, der skete for næsten tusind år siden, stadig kan påvirke mennesker i det tyvende århundrede?«
»Men det gør det bestemt. Jeg ved, at det vil lyde utroligt. Men husker De ikke, med hvor stor vantro psykoanalytikernes første opdagelser blev modtaget, da de forsøgte at bevise, at en stor del af et voksent menneskes følelsesliv – og næsten alle de tilsyneladende meningsløse tilbøjeligheder, smagspræferencer og vaner, som ligger i ordet idiosynkrasier eller “særlige stemninger og tilbøjeligheder” – kan føres tilbage til forskellige oplevelser fra den tidligste barndom, den mest formative periode i dets liv? Nå, er nationer og civilisationer da andet end kollektive personer? Også deres udvikling er uløseligt forbundet med deres tidligste barndomsoplevelser. Ligesom hos børn kan disse oplevelser i deres barndom have været behagelige eller smertefulde; de kan have været fuldt ud fornuftige eller tværtimod være resultatet af en barnligt naiv fejltolkning af en begivenhed. Hver enkelt sådan oplevelses evne til at forme sindet afhænger først og fremmest af dens oprindelige intensitet. Århundredet umiddelbart forud for korstogene, det vil sige afslutningen på det første årtusinde efter Kristi fødsel, kan uden vanskelighed beskrives som den tidlige barndom for den vestlige civilisation …«
Jeg minder min ven om – han er selv historiker – at dette var den periode, hvor Europa, efter de mørke århundreder, der fulgte Romerrigets sammenbrud, for første gang begyndte at finde sin egen kulturelle vej. Netop da begyndte nye litteraturer at blive skabt på Europas folks forskellige modersmål, uden nogen forbindelse med den næsten glemte romerske tradition; og efter at have overvundet den mentale udmattelse, som goternes, hunnernes og avarernes krigeriske omstrejfen havde fremkaldt, begyndte billedkunsten langsomt at komme til live under inspiration fra den vestlige kristendoms religiøse erfaring. Ud af den tidlige middelalders umodne tilstand voksede en ny kulturel verden frem. Netop på dette vendepunkt, i det mest sårbare og følsomme øjeblik af dens selvudvikling, modtog den fra korstogene det voldsomste slag i sit liv – det, man med et moderne ord kalder et »traume«, et følelsesmæssigt chok, som kan blive årsag til en psykisk lidelse …
Korstogene var et voldsomt kollektivt pres på en civilisation, der netop var begyndt at blive selvbevidst. Historisk set var korstogskrigene Europas første og fuldt ud vellykkede forsøg på at se sig selv i lyset af en kulturel enhed. Hverken før eller efter det første korstog har Europa haft en oplevelse, der kunne sammenlignes med den begejstring og opildnelse, som det skabte. En voldsom bølge af vanvid skyllede hen over det europæiske kontinent – en jubel og henrykkelse, der for første gang overskred alle barrierer mellem de forskellige stater, stammer og klasser. Før dette fandtes frankere, saksere, germanere, burgundere, sicilianere, normannere og langobarder – en broget blanding af forskellige stammer og folk, som næsten intet havde tilfælles, bortset fra én ting: næsten alle deres feudale kongeriger og provinser var bygget på ruinerne af Romerriget, og de var alle kristne. Men i korstogskrigene og gennem disse krige blev dette religiøse bånd løftet op på et nyt plan, som blev alle europæeres fælles mål: den statsreligiøse forestilling om et »kristent rige«. Det blev i sidste ende ophavet til en europabaseret kulturel bevidsthed. Da pave Urban II i november 1095 i sin berømte tale i Clermont opfordrede de kristne til at føre krig mod den »vantro nation«, der holdt Det Hellige Land besat, bekendtgjorde han sandsynligvis, uden selv at vide det, den vestlige civilisations charter eller grundlov.
Den oplevelse af et voldsomt følelsesmæssigt traume, som korstogskrigene fremkaldte, gav Europa dets kulturelle bevidsthed og dets enhed; men i sidste ende var det den samme oplevelse, der fra da af begyndte at lægge det falske farvelag, som islam senere kom til at fremtræde i under vestlige øjne – ikke blot fordi korstogene betyder krig og blodsudgydelse. Hvor mange krige har der ikke været mellem forskellige folk, som disse folk senere fuldstændig har glemt – og hvor meget fjendskab og uvenskab, som på et tidspunkt syntes uudsletteligt for dem, er senere blevet forvandlet til venskab! Den skade, som de forskellige korstog forårsagede, begrænsede sig ikke til våbnenes klirren. Først og fremmest var den af psykologisk art: Vestens sind blev forgiftet mod den muslimske verden gennem en bevidst fordrejning af islams lære og idealer. For at retfærdiggøre opfordringen til korstog måtte muslimernes profet nødvendigvis identificeres som Kristi modstander, og hans religion måtte fremstilles i de mest modbydelige vendinger som en kilde til udskejelser og perverteret smag. Det var under korstogenes tid, at den latterlige forestilling trængte ind i det vestlige sind, at islam er en religion for ren sanselighed og brutal vold, ikke en religion for sindets renselse, men blot en religion for ritualer; og dér er den blevet lige siden. På den tid forvandlede europæerne også navnet på profeten Muhammed – den samme Muhammed, som havde pålagt sine tilhængere at ære andre religioners profeter – med had og foragt til »Mahound«. Tiden, hvor den frie spørgelyst skulle begynde i Europa, lå endnu langt ude i fremtiden. For de kræfter, der dengang var til stede, var det meget let at så det sorte frø af had og fjendskab mod en religion og en civilisation, der var fuldstændig forskellig fra Vestens religion og civilisation. Derfor er det ikke noget tilfælde, at det flammende Chanson de Roland – hvori historien om det kristne riges fantastiske sejr over de muslimske vantro i Sydfrankrig fortælles – ikke blev skrevet, mens disse krige stod på, men tre århundreder senere, det vil sige først lige før korstogene; og straks blev det Europas »nationalsang«. Det er heller ikke noget tilfælde, at det epos, der blev skrevet om disse krige, markerer begyndelsen på en »europæisk« litteratur, der tydeligt adskiller sig fra den tidligere regionale litteratur: den europæiske civilisations barndom hviler på et voldsomt had til islam.
Det synes at være historiens ironi, at den fjendtlighed mod islam, som i Vesten gennem århundreder blev næret og oprindelig var religiøs, stadig lever videre i dets underbevidsthed på et tidspunkt, hvor religion næsten helt har mistet sin magt over det vestlige menneskes fantasi. Det er naturligvis ikke så mærkeligt. Vi ved, at de religiøse overbevisninger, som et menneske tilegner sig i sin barndom, varer hele livet—„Og det var netop det,“ siger jeg for at afslutte min fremstilling, „der skete med den kollektive personlighed, den vestlige civilisation. Korsfarertogernes skygge strækker sig stadig over den vestlige civilisation, og i alle dens reaktioner over for islam og den muslimske verden findes tydelige spor af dette spøgelse, som nægter at dø …“
Min ven forbliver tavs et øjeblik. Jeg kan stadig se den høje, slanke mand gå frem og tilbage i kupéen. Begge hans hænder er stukket i frakkelommerne, og han ryster på hovedet, som om han er en smule forvirret; omsider siger han:
„Der kan måske være noget i det, De siger—det kan der virkelig—selv om jeg ikke uden videre er i stand til at bedømme Deres teori; jeg er ikke i den rette tilstand til det. Men under alle omstændigheder må Deres liv, som forekommer Dem selv så enkelt og ukompliceret, vel tage sig yderst forbløffende og usædvanligt ud for vesterlændinge? Hvorfor skriver De ikke Deres selvbiografi? Jeg er sikker på, at det ville blive en meget spændende og interessant bog.“
Jeg svarer leende højt: „Ja, når jeg skriver en sådan bog, kan jeg måske vænne mig til at forlade udenrigstjenesten. Når alt kommer til alt, er det jo mit egentlige fag at skrive …“
Det svar, jeg havde givet spøgende, svandt langsomt bort i løbet af de følgende uger og måneder, uden at jeg selv mærkede det. Jeg begyndte at tænke alvorligt på at nedskrive mit livs historie og dermed, om end på nok så beskeden vis, bidrage til at fjerne det tykke forhæng, som skjulte islam og dens kultur for det vestlige sind. Min indtræden i islam var på mange måder noget enestående og uden sidestykke: Jeg blev ikke muslim, fordi jeg havde levet blandt muslimer i lang tid; tværtimod besluttede jeg at bo blandt dem, fordi jeg havde antaget islam. Kunne jeg ikke ved at gøre vestlige læsere bekendt med mine helt personlige erfaringer bidrage mere til den gensidige forståelse mellem den islamiske og den vestlige verden, end jeg kunne i den diplomatiske stilling, jeg beklædte—en stilling, som med lige så stor dygtighed kunne udfyldes af andre af vort lands folk? Kort sagt kan enhver intelligent person blive Pakistans minister ved De Forenede Nationer—men hvor mange er i stand til at tale om islam til vesterlændinge på den måde, jeg kan? Jeg er muslim, men det er også sandt, at jeg er født i den vestlige verden; derfor kan jeg tale på de dannedes sprog i både den islamiske og den vestlige verden …
Og derfor trådte jeg i slutningen af 1952 tilbage fra Pakistans udenrigstjeneste og begyndte at skrive denne bog. Jeg kan ikke sige, om den er blevet den „spændende bog“, som min amerikanske ven havde forestillet sig. Ved hjælp af nogle gamle notater, spredte dagbøger og enkelte af de artikler, jeg dengang skrev til aviserne, havde jeg ikke andet at gøre end gennem erindringen at begive mig tilbage i tiden ad de indviklede linjer i en gradvis udvikling og forvandling, som havde fundet sted over mange år og på tværs af et enormt geografisk område.
Og denne historie er ikke historien om hele mit liv, men kun om de år, der gik forud for min afrejse fra Arabien ad vejen til Indien—de spændende år, jeg tilbragte på rejser gennem næsten alle landene mellem Libyens ørken og Pamirplateauets snedækkede bjergtoppe, mellem Bosporus og Det Arabiske Hav. Historien fortælles på en bestemt baggrund—og det må man huske—nemlig min sidste rejse gennem ørkenen fra det indre Arabien til Mekka i slutningen af sommeren 1932; for i løbet af disse treogtyve dage stod mit livs mønster fuldstændig klart for mig.
Det Arabien, der beskrives på de følgende sider, findes ikke længere. Dets ensomhed og sammenhæng er styrtet sammen under det pludselige, voldsomme stød fra den eksplosivt fremvoksende olieindustri og under presset fra det guld, olien har bragt med sig. Dets storslåede enkelhed er forsvundet, og sammen med den er også det enestående menneskelige aspekt, som fandtes dér. Når man føler smerte over noget dyrebart, som nu er gået tabt for evigt og aldrig kan genvindes, mindes jeg med denne smerte den sidste lange rejse gennem ørkenen—da vi to red af sted, og red videre, to mennesker på hver sin kamel, gennem det lys, der flød omkring os …
Tørst
Én
Vi to sidder på hver sin kamel og bliver ved med at ride; solen brænder over vores hoveder, overalt glimter og svider lyset, en blanding af øde og sol – en svidende stilhed – og gennem den rider vi to mennesker, på to kameler, vuggende i den rytme og bevægelse, som gør et menneske søvnigt og får det til at glemme dagen, solen, den varme vind og den lange vej. Hist og her på klitternes toppe står tuer af gult græs, og her og dér ligger krat af knudrede hamd-planter snoet over sandet som en vældig kvælerslange. Sanserne synes at være faldet i søvn. Jeg vugger på sadlen. Jeg mærker intet bortset fra lyden af sandet, der knuses under kamelens fødder, og den skærende gnidning fra træpløkken, der holder sadlen fast, mod indersiden af mit knæ. For at beskytte ansigtet mod sol og vind har jeg dækket det med en fold af min turban. Det føltes, som om jeg gennem min egen ensomhed, håndgribelig som en genstand, som et stof, strømmede af sted – ja, netop gennem den – mod Taymas brønde … mod de dybe brønde i Tayma, som giver vand til den tørstige … lige gennem Nufud mod Tayma. Jeg hørte en stemme, men vidste ikke, om det var en stemme fra en drøm eller min ledsagers stemme:
– Sagde du noget, Zayed?
– Jeg sagde, svarede min ledsager, at ikke ret mange ville have mod til at krydse Nufud lige på tværs for at se brøndene i Tayma.
Zayed og jeg var taget til Qasr Asaymin ved grænsen mellem Najd og Irak på kong Ibn Sauds anmodning. Derfra var vi på vej tilbage sammen. Da mit arbejde var afsluttet, havde jeg masser af fritid. Derfor besluttede jeg at tage hen og se den fjerne og gamle oase Tayma, der ligger omkring to hundrede miles mod sydvest. Det var den »Tema« fra Det Gamle Testamente, som Esajas talte om, da han sagde: »Temas indbyggere giver vand til de tørstige.« Taymas overflod af vand og dens store brønde findes ikke noget andet sted i hele Arabien. På grund af dette vand og disse brønde var Tayma i den førislamiske tid blevet et vigtigt centrum for karavanehandelen og et helligt sted for den gamle arabiske civilisation. Jeg havde længe ønsket at se stedet. I stedet for at følge de omveje, som ørkenkaravanerne benytter, kørte vi derfor lige fra Qasr Asaymin ind i det vældige Nufud. Mellem det centrale Arabiens højtliggende egne og den syriske ørken ligger Nufuds rødlige sandørken spredt ud over et enormt område. I denne del af det frygtelige øde område findes der hverken fodspor eller veje. Det er, som om vinden har påtaget sig ansvaret for, at hverken menneskers eller dyrs skridt skal kunne efterlade varige spor i det bløde, synkende, løse sand, og for at intet kendetegn i landskabet skal holde sig længe nok til at vise den rejsende vej! Under vindens stød ændrer klitterne hele tiden konturer; de formes den ene gang efter den anden af en langsom, næsten umærkelig bevægelse. Bjerge forvandles til dale, dale til dale, dalene antager nye former og frembringer en sagte hvislende lyd. Selv i kamelens mund smager græsset som bitter aske!
Jeg har krydset denne ørken mange gange. Alligevel har jeg ikke mod til at finde vej gennem den på egen hånd uden andres hjælp. Derfor er jeg overordentlig glad for at have Zayed med mig. Zayed hører hjemme i denne del af landet. Hans slægtsnavn er Shammar, og Shammar-folket har deres bosættelser langs Nufuds sydlige og østlige grænser. Når klitterne efter de silende vinterregne pludselig forvandles til tætte, grønne marker, driver de kameler midt i Nufud i flere måneder om året. Zayeds forhold til ørkenens skiftende sindelag er et spørgsmål om blod; det pulserer sammen med hans hjerte.
Af alle de mennesker, jeg hidtil har kendt, synes Zayed at være den smukkeste. Han har en bred pande, en slank krop, middelhøjde, en smuk kropsbygning, vældige kræfter, et veludviklet og kraftigt kæbeparti og et smalt, hvedefarvet ansigt med et udtryk, der på én gang er strengt og lidenskabeligt. I det findes den forventede alvor, som er et særligt kendetegn hos ørkenaraberne – en selvbehersket værdighed blandet med en oprigtig, mild varme. Han er en smuk blanding af ægte beduinblod og livet i en by i Najd; selv om han har frigjort sig fra beduinernes overdrivelser, har han bevaret beduinens sikre instinkter i sig, og uden at blive offer for byfolkenes materielle kunstighed har han tilegnet sig deres praktiske livskundskab. Ligesom jeg lever han et eventyrligt liv, fuldt af hændelser og spænding. Under Verdenskrigen havde den tyrkiske regering oprettet et irregulært kamelrytterkorps til en ekspedition på Sinaihalvøen, og som dreng var Zayed en af dets soldater. Desuden kæmpede han for at forsvare sit Shammar-folks bosættelser mod Ibn Sauds angreb. I en periode smuglede han også våben i Den Persiske Golf. I mange egne af den arabiske verden havde han heftige kærlighedsforhold til mange kvinder. Han var naturligvis på et eller andet tidspunkt lovformeligt gift med hver enkelt af dem, og siden skilte han sig fra dem efter lovens bestemmelser. I Egypten handlede han med heste i nogen tid. I Irak var han en lykkejagende soldat, og til sidst har han i næsten fem år været min ledsager i Arabien. Og nu, her sidst på sommeren 1932, rider vi to igen, som så mange gange før, siddende på kameler og vandrende ad øde stier mellem klitterne; vi standser ved brønde med brede pladser omkring sig og hviler om natten under den stjerneblinkende himmel. Kamelens fødder frembringer en hvislende lyd på det hede sand, og undertiden begynder Zayed undervejs at synge med monoton stemme i takt med kamelens skridt; om natten rejser vi teltet, laver kaffe, koger ris og tilbereder undertiden kød fra vildt, vi har nedlagt. Når vi om natten ligger på sandet, stryger vinden os med en kølig berøring. Solen står op over klitterne, den rødlige sol splintres i en voldsom eksplosion som fyrværkeri, og undertiden, som i dag, ser vi pludselig livets forunderlige udfoldelse blandt græs og planter, fordi de har fået vand.
Vi er standset for zuhr-bønnen, og efter at have taget vand fra en lædersæk vasker jeg hænder, ansigt og fødder. Nogle få dråber triller ned på en tør græstot ved mine fødder – en hjælpeløs, lille tot strå, der er blevet gul af solens grusomme hede og ligger slapt og livløst på sandet. Men så snart nogle få dråber falder på den, løber en forunderlig skælven gennem dens krøllede blade; jeg kan tydeligt se, hvordan de folder sig ud foran mine øjne. Endnu nogle dråber … De små blade bevæger sig, krøller sig sammen og retter sig så langsomt ud, som om de skælver af generthed. Med tilbageholdt åndedræt hælder jeg lidt mere vand over græstotten. Græsset begynder at bevæge sig endnu hurtigere og kraftigere, som om en usynlig kraft skubber det vågent ud af dødens søvn. Og dens blade – hvilket frydefuldt syn! De begynder at trække sig sammen og folde sig ud som fiskearme, som om den er overvældet af et virkeligt, kortvarigt udbrud af sanselig glæde, fyldt med sky, men ukuelig opstemthed. Det, der for få øjeblikke siden var som dødt, har på denne måde fået livet tilbage i sig, åbent og voldsomt – et liv, som døden må give efter for, og hvis rigdom ligger uden for menneskets forstand.
I ørkenen vil De altid mærke livet i dets kongelige skikkelse. Når det er så besværligt og så vanskeligt at opretholde livet, synes livet i ørkenen altid at være en velsignelse, en rigdom, et mirakel. Og ørkenen er altid fuld af overraskelser for mennesket. Selv efter mange års kendskab til ørkenen er der stadig rigeligt plads til undren. Undertiden, når det synes, at ørkenen med al sin hårdhed og tomhed ligger foran vores øjne, vågner den som af en drøm og begynder at ånde; dér, hvor der i går ikke var andet end sand og stumper af sten, ser vi pludselig ungt, blegt grønt græs skyde frem. Igen begynder ørkenen at ånde, og en flok små fugle letter gennem luften med susende vingeslag. Hvor kom disse spinkle, langvingede, smaragdgrønne fugle fra, og hvor vil de flyve hen? Eller måske stiger en sværm græshopper pludselig voldsomt og summende op mod himlen, grå og sultne, grådige og endeløse som en hær af krigere …
Livets udfoldelse i dets kongelige skikkelse: Netop fordi livet er sjældent i ørkenen, er dets kongelige skikkelse altid forbløffende, bestandigt slående, og her ligger hele den navnløse duft af Arabien, af dens sandørkener og af dens mange skiftende landskaber!
Undertiden ligger der lavajord på vejen – sort og ujævn – andre gange endeløse klitter. En tornedækket wadi eller dal ligger mellem to klippefyldte bjerge, og af og til springer en forskrækket kanin pludselig ud fra buskadset og over på den anden side af vores vej. Af og til finder vi løst sand med spor efter hjortefødder og nogle få sten, der er blevet sorte af ild; på dem har rejsende, der for længst er forsvundet i glemslens skød, engang på en glemt dag tilberedt deres mad. Undertiden får vi øje på en landsby i skyggen af en palmelund, mens træhjulene over brønden drejer rundt og skaber en slags musik … og de rejsende lytter til den ensformige musik. Af og til finder vi en brønd midt i en ørkendal, hvor beduinske hyrder stimler sammen omkring den for at vande deres tørstige får og kameler. Mens de synger i kor, hejser de vand op i store lædersække, og idet vandet med et plask hældes i læderkarret, når dyrenes ophidselse sit højdepunkt. Dertil kommer steppernes ensomhed, overvældet af den ubarmhjertige sol; hist og her gør gult græs og tætte buske, der breder deres slangeagtige grene ud og kryber hen over jorden, visse steder til velkomne græsgange for kameler. Et ensomt akacietræ står måske med sine grene bredt ud mod den stålblå himmel. Gyldne firben kommer frem mellem jordhøje og sten, mens de kaster blikke til højre og venstre, og forsvinder så igen som en skygge, som noget spøgelsesagtigt. Folk tror, at dette gyldne firben aldrig drikker vand. I de nedsænkede lavninger står de sorte, sorte telte af stribet uld! Hen mod eftermiddagen bliver en flok kameler måske drevet hjemad, mens hyrderne rider på unge kamelers bare rygge. Når de kalder på deres dyr, synes ørkenens stilhed at drikke deres stemmer i sig; uden at fremkalde noget ekko forsvinder stemmerne i stilheden.
Undertiden kan man i den fjerne horisont se svagt lysende skygger – er det skyer? De svæver lavt. Deres farve og placering forandrer sig hele tiden. I dette øjeblik ser de måske ud som grå, kobberfarvede bjerge – ganske vist et stykke over den tomme horisont – og i næste øjeblik antager de for hele verden skikkelsen af en skyggefuld allé af klippecedre – men i det tomme rum. Så, når de langsomt synker ned og forvandles til søer og strømmende floder, og bjergenes og træernes spejlbilleder skælver i deres vinkende vand, forstår De pludselig, hvad de er! Det er djævelens lokken – det luftsyn, der igen og igen har vakt falske forhåbninger hos rejsende og derved kaldt deres undergang frem; og uvilkårligt rækker den rejsendes hånd da ud mod vandsækken på sadlen …
Nogle nætter er igen fulde af en anden slags fare. Der hersker da krigens spænding og uro mellem de forskellige stammer; den rejsende rejser sit telt, men tænder ikke ild, så ingen kan få øje på dem på afstand. Med riflen mellem knæene holder de sig vågne time efter time. Og så er der de fredelige dage, hvor den rejsende, efter at have vandret ad den ensomme, lange vej, møder en karavane og ved aftenstid lytter til de solbrændte, alvorlige mænd, der sidder omkring teltets ild – de taler om liv og død, sult og mæthed, stolthed, kærlighed og had, kroppens begær og dets tilfredsstillelse, krig og de enkle, store ting i palmelundene ved de fjerne landsbyhjem; og De vil aldrig høre dem vrøvle, for i ørkenen kan ingen vrøvle …
Og De vil forstå livets krav på de tørstens dage, hvor tungen hænger fast i ganen som et tørt stykke træ, og intet budskab om frelse kommer fra horisonten; i stedet kommer den brændende ørken-simūm og hvirvlende sandstorme. På andre slags dage er De måske gæst i et beduintelt; mændene bringer Dem skåle fulde af mælk – mælk fra velnærede, kraftige kamelhunner i begyndelsen af foråret, når steppen og klitterne efter regnskyllene bliver grønne som haver, og dyrenes lår bliver runde og tunge. Fra den ene side af teltet vil De høre kvinder til Deres ære tilberede fårekød over åben ild og le højlydt.
Solen forsvinder bag bjergene som et stykke rødt metal. Her er den stjerneglimtende nattehimmel højere end noget andet sted på jorden, og under disse stjerner sover man dybt og drømmeløst; morgenerne er blegt grå og mildt kølige, og vinterens kolde nætter, hvor en knoglefrysende vind slår ind over teltets ild, omkring hvilken du og dine ledsagere sidder tæt sammen for at få en smule varme. Og sommerdagene er glødende, når du sidder på ryggen af din vuggende kamel og bevæger dig time efter time, som om det var en evighed; højt, højt over dit hoved kredser en rovfugl rundt og rundt for at undslippe den brændende vind.
To
Efterhånden glider eftermiddagen langsomt forbi med sine klitter, sin stilhed og sin ensomhed. Efter et stykke tid brydes ødemarken af en gruppe beduiner. De er fire eller fem mænd og to kvinder. Alle rider på kameler. På ryggen af et lastdyr har de deres sammenfoldede sorte telt, køkkengrej og alle de andre redskaber fra beduinlivet. To børn sidder oven på en bunke husgeråd. Gruppen krydsede vores vej. Da de kom helt tæt på os, trak de tøjlerne på deres dyr og sagde:
– »As-salamu alaikum – fred være med jer.« Vi svarer: »Og fred være med jer, og Hans velsignelse være med jer.«
– »Hvor skal I hen, rejsende?«
– »Inshallah, Tayma.«
– »Hvor kommer I fra?«
– »Qasr – fra Asaymin,« svarer jeg. Så bliver alt stille. En af mændene er ældre; han er mager, hans ansigt er skarpt og spidst, og hans skæg er sort og spidst. Der er ingen tvivl om, at han er deres leder. Hans blik blev endnu skarpere, da det gled fra Zayed og mistænksomt fæstnede sig på mig – jeg er en udlænding med lys hud. Pludselig er jeg dukket op ud af ingenting i denne vejløse, golde ødemark, uventet – jeg kommer fra det britisk besatte Irak. Måske er jeg en (den skarpansigtede mands hånd leger, som om den er helt forvirret, med den forreste del af hans saddel. Imens står hans ledsagere spredt omkring os og venter. Som gruppens leder er det naturligvis ham, der skal tale. Efter nogle øjeblikke syntes han ikke længere at kunne udholde denne tavshed, og han spurgte mig:
»Hvilke arabere er du iblandt?« – det vil sige, han vil vide, hvilken stamme eller hvilket område jeg kommer fra. Men før jeg når at svare, genkender han mig, og hans ansigt lyser pludselig op i et bredt smil.
»Åh, nu kan jeg genkende dig. Jeg så dig sammen med Abd al-Aziz. Men det var jo længe siden – hele fire år siden, ikke sandt?«
Han rækker sin venskabelige hånd ud mod mig. Så fortæller han om den tid, hvor jeg boede på det kongelige slot i Riyadh, og hvor han var kommet sammen med en gruppe høvdinge fra Shammar-klanen for at vise Ibn Sauds stamme sin respekt. Beduinerne kalder altid Ibn Saud ved hans fornavn, »Abd al-Aziz«. De føjer ingen formel ærestitel til hans navn, for beduinerne er frie mennesker. De betragter kongen som et menneske – ganske vist værdigt til respekt, men ikke mere end et menneske er værd. Sådan bringer vi for en stund de svundne dage til live ved hjælp af minderne, idet vi taler lidt om dette og lidt om hint. Han fortæller en historie om Riyadh, og jeg en anden – det Riyadh, hvor tusind gæster hver dag bor, både inden for og uden for byen, på kongens bekostning, og hvor de ved afrejsen får en belønning efter hver enkelts værdighed: fra en håndfuld sølvmønter eller en abaya til poser fyldt med guldmønter, heste eller kameler, som kongen ofte giver høvdingene.
Men kongens gavmildhed består langt mindre i penge end i hans hjerte. Måske er det først og fremmest denne varme i hans medfølelse, der får alle omkring ham til at elske ham – og også mig.
I de år, jeg tilbragte i Arabien, bredte Ibn Sauds venskab sig altid over mit liv som gløden fra et varmt lys. Han kalder mig sin ven, skønt han er konge, og jeg blot er journalist. Det er ikke, fordi jeg elsker ham, fordi jeg i de år, jeg tilbragte i hans rige, altid modtog hans venskab i overflod. For han deler sit venskab ud til mange mennesker. Jeg kalder ham min ven, fordi han ligesom han åbner sin pengepung for mange mennesker, også undertiden åbner sit hjerte for mig. Jeg holder af at kalde ham min ven, for trods alle hans fejl – og hvem er vel uden fejl – er han et særdeles ædelt menneske; ikke ligefrem »venlig«, for venlighed kan undertiden blive en billig ting i sig selv. Når man ser et gammelt Damaskus-sværd, siger man betaget og forundret: Ja, dette er sandelig et »fremragende« våben, for et sådant våben rummer alt, hvad man kan ønske sig af et våben. På samme måde betragter jeg Ibn Saud som et ædelt menneske. Han er indesluttet i sig selv og går altid sin egen vej, og selv når han ofte tager fejl i sine handlinger, skyldes det, at han aldrig ønsker at være andet end den, han selv er.
Mit første møde med kong Abd al-Aziz fandt sted i Mekka i begyndelsen af 1927, få måneder efter at jeg havde antaget islam.
Min hustru – som havde ledsaget mig på min første pilgrimsrejse til Mekka – var for nylig pludseligt afgået ved døden, og det havde gjort mig bedrøvet; jeg var blevet asocial. Jeg gjorde mit yderste for at befri mig fra mørket og den dybeste fortvivlelse. Det meste af tiden opholdt jeg mig på mit værelse. På det tidspunkt havde jeg kun forbindelse med ganske få mennesker, og i flere uger havde jeg også undgået de høflighedsbesøg hos kongen, som skik og brug krævede. Så fik jeg en dag, da jeg tog hen for at møde en af kong Ibn Sauds udenlandske gæster – den indonesiske hadji Agus Salim – at vide, at mit navn efter kongens ordre også var blevet føjet til listen over hans gæster. Det forekommer mig, at han havde forstået årsagen til min tavshed og havde taget imod den med stille medfølelse. Således ankom jeg som gæst – en gæst, der hidtil ikke én eneste gang havde haft det held at se sin værts ansigt – til et smukt hus ved en klippefyldt bjergkløft i den sydlige udkant af Mekka. Vejen mod Yemen går gennem denne bjergkløft. Fra gårdspladsen kunne jeg se en stor del af byen – Den Store Moské’s minareter, rækker af tusindvis af huse med tage af farvede mursten og de livløse ørkenbjerge, over hvilke himlen hvælvede sig som en kuppel, en himmel glødende som flydende metal.
Alligevel havde jeg måske fortsat med at udsætte mit møde med kongen, hvis jeg ikke ved et tilfælde havde mødt hans næstældste søn, prins Faisal, i et bibliotek på verandaen ved Den Store Moské. Det var en fornøjelse at sidde i det lange, smalle rum, omgivet af gamle arabiske, persiske og tyrkiske bøger og manuskripter; rummets stilhed og mørke fyldte mig med en vidunderlig fred. En dag blev denne naturlige stilhed imidlertid brudt af en gruppe menneskers larmende ankomst. Foran gruppen gik bevæbnede livvagter. Prins Faisal gik gennem biblioteket med sit følge. Han var høj og spinkel og langt mere værdig, end hans alder og hans skægløse ansigt lod ane. Trods sin unge alder havde hans far, umiddelbart efter at have erobret Hijaz to år tidligere, betroet ham det tunge ansvar at være kongens repræsentant i Hijaz (kongens repræsentant i Najd var Faisals ældre bror, prins Saud – selv om kongen tilbragte halvdelen af året i Hijaz’ hovedstad Mekka og resten af tiden i Najds hovedstad Riyadh).
Lederen af biblioteket var en ung lærd fra Mekka. Jeg havde været venner med ham i nogen tid. Det var ham, der introducerede mig for prinsen.
Faisal gav mig hånden, og da jeg bøjede hovedet for ham, skubbede han forsigtigt min pande en smule bagud med fingerspidserne; hans ansigt strålede af et hjerteligt smil.
Han sagde: »Vi folk fra Najd tror ikke på, at ét menneske skal bøje hovedet for et andet! Han skal kun bøje hovedet for Allah for at udføre salat.«
Prinsen forekom mig venlig, drømmende og noget alvorlig og genert. Denne opfattelse af ham blev endnu stærkere i de sidste år af vores bekendtskab. Adelen i hans væsen var ikke kunstig; det var, som om den sprang frem fra hans indre og strålede ud. Den dag, mens vi to talte sammen, fik jeg pludselig et stærkt ønske om at møde denne søns far.
»Kongen vil blive glad for at se Dem,« sagde emir Faisal, »hvorfor undgår De ham?«
Den følgende dag kørte emirens sekretær mig i bil til kongens palads. Vi kørte ad vejen gennem Al-Ma’ala-markedet, langsomt gennem menneskemængden og larmen fra kameler, beduiner og auktionariusser. Auktionariusserne solgte alt, hvad beduinerne havde brug for: kamelsadler, abayaer, tæpper, sølvbeslåede sværd, telte og kaffekander af messing. Efter at have passeret dem kom vi ud på en bredere, roligere og mere åben vej, og til sidst nåede vi det vældige palads, hvor kongen boede. Den åbne plads foran paladset vrimlede med sadlede kameler, og nogle få bevæbnede mænd befandt sig i et hvælvet rum, hvis gulv var dækket af billige tæpper; langs væggene stod lange divaner dækket med khakifarvet stof, og gennem vinduernes sprækker kunne man se grønne blade: Det var begyndelsen til en have, som med stor møje blev dyrket i Mekkas jord.
En sort tjener kom til syne og sagde: »Kongen har inviteret Dem.«
Jeg trådte ind i et rum, der lignede det, jeg netop var kommet ud fra. Forskellen var, at rummet var mindre og lysere, men den ene side var helt åben mod haven. Gulvet var dækket af kostbare persiske tæpper; ved et åbent vindue med gitter mod haven sad kongen på divanen med benene over kors. Hans sekretær sad på gulvet ved hans fødder og tog diktat. Da jeg trådte ind, rejste kongen sig og rakte derefter begge hænder frem, mens han sagde: »Ahlan wa sahlan« – »Dette er Deres eget hjem, vær afslappet.«
Denne hilsen betyder: »De er nu trådt ind i Deres egen familie; De kan nu sætte Dem på et behageligt sted«; denne måde at byde velkommen på er den ældste og smukkeste arabiske skik.
Et øjeblik betragtede jeg forbløffet kong Ibn Sauds enorme højde. Da jeg (for jeg var efterhånden blevet fortrolig med najdisk skik) forsigtigt kyssede hans næsetip og pande, måtte jeg, selv om jeg er omkring seks fod høj, stå på tæerne, mens kongen måtte bøje hovedet og læne sig ned mod mig. Derefter kastede han et undskyldende blik på sin sekretær, satte sig i diwānen og lod mig sætte mig ved siden af sig:
»Et øjeblik, jeg er næsten færdig med brevet.«
Mens han roligt fortsatte med at diktere, begyndte han samtidig at tale med mig – uden på noget tidspunkt at blande de to ting sammen. Efter nogle formelle sætninger rakte jeg ham et introduktionsbrev. Han læste det, det vil sige, at han fortsatte med tre ting på én gang, og derefter beordrede han kaffe, uden at standse diktaten eller ophøre med at spørge til, hvordan jeg havde det.
I mellemtiden fik jeg lejlighed til at betragte ham nærmere. Hans krop var så velproportioneret, og hans lemmer så harmonisk formede, at hans enorme skikkelse – han må have været mindst seks en halv fod høj – først rigtig kom til syne, når han rejste sig. Hans ansigt, omgivet af den traditionelle blå-hvide ternede kufiyya og med en igal prydet med guldtråd på hovedet, var udpræget maskulint. Efter najdisk mode holdt han sit skæg og overskæg kortklippet. Hans pande var bred, hans næse kraftig og fremtrædende, som et ørnenæb; hans fyldige ansigt, der ikke var blødt, virkede undertiden på grund af en sanselig blufærdighed helt kvindeligt. Når han talte, blev hans ansigt levende gennem den usædvanlige bevægelighed i ansigtsmusklerne, men når han tav, virkede hans ansigt på en eller anden måde sørgmodigt – som om han var vendt tilbage til sin indre ensomhed. Hans øjnes dybe placering kan have bidraget noget til dette. Sløret syn på hans venstre øje havde i nogen grad forringet hans ansigts fuldkomne skønhed! Der syntes at ligge et slør over kongens øje. Senere fik jeg kendskab til historien om denne lidelse, selv om de fleste mennesker uvidende sagde, at kongens venstre øje var blevet sådan af sig selv; i virkeligheden var det sket under tragiske omstændigheder.
For nogle år siden havde en af hans hustruer, tilskyndet af Ibn al-Rashids familie, kongens rivaler, hældt gift i en parfumeholder med det åbne formål at dræbe kongen. Sådanne parfumeholdere af messing bruges i Najd ved formelle sammenkomster. Efter skik blev parfumeholderen først rakt til kongen, før den blev stillet frem for hans gæster. Ved den første indånding mærkede Ibn Saud, at duften virkede mærkelig; straks kastede han parfumeholderen ned på gulvet. Hans årvågenhed reddede hans liv, men hans venstre øje var allerede blevet såret og delvist blindt. I hans situation ville mange konger uden tvivl have taget hævn; men Ibn Saud tilgav den troløse kvinde i stedet for at hævne sig på hende – for han var helt overbevist om, at hun havde handlet under den uundgåelige indflydelse fra sin egen familie, eftersom hendes familie var knyttet til Rashid-familien. Han lod sig blot skille fra hende og sendte hende derefter med rigelige mængder guld, sølv og gaver til Ha’il, hendes hjem.
Efter dette første møde begyndte kongen næsten hver dag at tilkalde mig. En morgen gik jeg til ham med et ønske. Jeg havde ikke store forhåbninger om, at det ville blive imødekommet, for jeg havde bedt om tilladelse til at rejse rundt i landet, mens kongen ikke tillader almindelige udlændinge at rejse til Najd. Hvorom alting er, netop som jeg var ved at fremsætte mit forslag, sendte kongen mig pludselig et kort, men intenst blik; det var et blik, som syntes at trænge helt ind til kernen af mine uudtalte tanker. Kongen smilede og sagde derefter: »Muhammad, vil du ikke komme med mig til Najd og blive i Riyadh i nogle måneder?«
Jeg blev helt forbløffet, og de andre, der var til stede dér, syntes at være i nøjagtig samme tilstand som jeg. En så spontan invitation til en udlænding var næsten uhørt.
Han fortsatte: »Jeg vil have, at du næste måned rejser med mig i bil.
Jeg tog en dyb indånding og sagde så: »Imam, må Allah skænke Dem et langt liv. Men hvad får jeg ud af at rejse i bil? Hvad får jeg ud af at drøne fra Mekka til Riyadh på fem-seks dage, hvis jeg ikke får set noget som helst af Deres land … bortset fra ørken, nogle klitter og hist ude ved horisonten enkelte mennesker, mennesker som skygger? Må Allah skænke Dem et langt liv, for mig vil én kamel være langt mere nyttig end alle Deres biler!
Ibn Saud lo: »Så De har altså fået lyst til at se mine beduiner i øjnene? Jeg advarer Dem på forhånd: De er meget tilbagestående. Og mit Najd er en ørken, der er intet tiltrækkende ved den; på denne rejse vil kamelsadlen føles hård, og maden vil være knap; der vil ikke være andet end ris, dadler og en sjælden gang kød. Men hvad det end måtte være, hvis De virkelig ønsker at rejse på kamel, så bliver det sådan, og det kan til sidst vise sig, at De ikke vil fortryde det, når De har lært mit folk at kende: De er fattige, de ved ingenting, de er ingenting, men deres hjerter er fulde af enfoldig tro.«
Og nogle uger senere begav jeg mig ad en omvej mod Riyadh; som rejseforråd gav kongen mig en kamel, mad, et telt og en hadī, det vil sige en vejviser. Det tog mig over to måneder at nå Riyadh. Dette var min første rejse ind i det indre af Arabien – den første af mange rejser. For de få måneder, kongen havde talt om, gled over i nogle år, og hvor let blev det ikke til flere år – år, hvor jeg ikke blot rejste rundt i Riyadh, men i næsten alle egne af Arabien, og hvor kamelsadlen ikke længere føltes hård!
»Må Allah skænke Abdul Aziz et langt liv,« sagde den skarpansigtede mand. »Han elsker beduinerne, og beduinerne elsker ham!« Og hvorfor skulle de ikke elske ham? spurgte jeg mig selv. Kongen er rundhåndet over for Najds beduiner, og denne hjælp er et varigt træk ved hans styre. Måske ikke et særlig rosværdigt træk, for de pengegaver, kongen regelmæssigt uddeler blandt de forskellige stammehøvdinge og deres tilhængere, har gjort dem så afhængige af kongens belønninger, at de har mistet ønsket om ved egen indsats at forbedre deres livsvilkår, og lidt efter lidt er de blevet vant til almisser, uvidende og tilfredse med at forblive dovne.
Under hele min samtale med den skarpansigtede lagde jeg mærke til, at Zayed syntes at blive en smule utålmodig. Når han talte med en af dem, lod han gang på gang blikket falde på mig, som om han ville minde mig om, at der stadig lå en lang vej foran os, og at genoplivningen af gamle minder og tanker om den fortid, vi havde lagt bag os, ikke satte fart på kamelerne. Vi tog afsked. Schammars beduiner drev kamelerne frem mod øst og forsvandt snart bag klitterne. Fra det sted, hvor vi stod, kunne vi høre, at en af dem havde taget en nomadesang op – sådan en sang, man synger for at få kamelen til at øge sin rytme og fordrive ensformigheden ved at ride. Da Zayed og jeg igen fulgte vores vej mod vest, mod det fjerne Tayma, døde sangen langsomt bort bag os, og stilheden vendte tilbage.
Tre
»Se, se,« bryder Zayeds stemme stilheden, »en kanin!
Jeg ser på den grå pelsbunke, der netop er sprunget frem fra en busk, og Zayed glider ned fra sin sadel, mens han tager den træstav, der hænger fra sadlens forende. Han springer efter kaninen, og netop som han skal til at kaste, sidder hans fod fast i roden på en »hamda«-busk; han snubler og falder på ansigtet, mens kaninen forsvinder ud af syne.
»Det var ellers et herligt måltid, vi gik glip af,« siger jeg med et smil, mens jeg ser på Zayed. Zayed samler sig og rejser sig, mens han ser på staven i sin hånd med et angerblandet blik.
»Men vær ikke ked af det, Zayed, kaninen var bestemt ikke bestemt for os …«
»Nej, den var ikke bestemt for os,« svarer han lidt fraværende. Så ser jeg, at han også går en smule haltende.
»Har du slået dig, Zayed?«
»Åh, det er ikke noget. Jeg har bare forstuvet anklen. Det går over om lidt.«
Men han kom virkelig ikke til hægterne. Efter endnu en times ridt, hvor han sad i sadlen, så jeg sved på Zayeds ansigt, og da jeg kastede et blik på hans fod, så jeg, at anklen var helt forstuvet og også var svulmet voldsomt op.
»Der er ingen mening i at fortsætte sådan, Zayed. Kom, lad os slå telt op her for i dag. Efter en nats hvile er du kommet dig.«
Zayd vrider sig i smerte hele natten. Længe før daggry står han op, og hans pludselige uro vækker også mig fra min ubehagelige søvn.
»Jeg kan kun se én kamel,« siger han. Så ser vi os omkring og opdager, at det ene af de to dyr – Zayds kamel – er forsvundet. Zayd vil ride ud på min kamel for at lede efter sin, men på grund af såret i foden har han svært nok ved overhovedet at stå; der er ikke tale om at gå, stige op på en kamel eller stige ned fra den.
»Du må hellere hvile dig, Zayd. Jeg tager af sted i dit sted; det bliver ikke svært for mig at vende tilbage ad den vej, jeg følger.«
Og ved solopgang begiver jeg mig af sted på min kamel, idet jeg følger sporene efter den bortkomne kamel. Sporene fortsætter bugtet gennem en sanddal, men forsvinder så bag klitterne.
Jeg rider en time – så endnu en time og derefter endnu en; men sporene efter det forsvundne dyr strækker sig langt, da jeg stiger ned fra kamelen for en stund og spiser nogle dadler og drikker lidt vand fra skindsækken, der er bundet fast til kamelen. Solen står højt på himlen. Men af en eller anden grund er dens blændende glans ikke længere den samme. På denne årstid, hvor det normalt ikke sker, svæver okkerfarvede skyer ubevægeligt under himlen; en forbløffende tyk og tung luft hviler over ørkenen, og klitternes konturer er blevet langt, langt blødere, end de ellers plejer at være.
En underlig bevægelse på toppen af en høj sandbakke foran mig fanger mit blik – er det et dyr? Måske den bortkomne kamel! Men da jeg ser nøjere efter, opdager jeg, at bevægelsen ikke er på toppen af bakken, men i selve bakken. Toppen begynder at bevæge sig meget langsomt, uden ophør, let glidende fremad i uklare, bølgende krusninger – og så synes den at rulle ned ad skråningen mod mig, som toppen af en bølge, der langsomt ruller frem. Fra den anden side af klitten sniger en mørk rødme sig op mod himlen. Under denne rødme mister klitternes linjer deres skarphed og bliver uklare – som om et tæppe pludselig er blevet trukket for imellem dem; et blegt, rødligt skær breder sig hurtigt over ørkenen. Sandet begynder at hvirvle omkring mit ansigt og rundt om mig, og pludselig skærer vinden dalen igennem med voldsom kraft, gennemborer den og river den i stykker, mens brølet begynder fra alle sider. Ligesom den første bakketop begynder alle sandbjergene inden for mit synsfelt at smuldre og trille ned i små korn. I løbet af få minutter antager himlen en dyb, rustfarvet tone, og luften fyldes med hvirvlende sandkorn, som en tæt, rødlig tåge, der skjuler både solen og dagen. Der er ingen tvivl om, at det er en sandstorm!
Kamelen, der sidder på knæ, forsøger rædselsslagen at rejse sig. Vinden har allerede udviklet sig til en storm. Jeg forsøger at holde mig oprejst i vinden og får kamelen til at sætte sig, mens jeg binder et reb om dens hals; jeg binder dens to forben sammen med rebet og, for en ekstra sikkerheds skyld, også det ene af dens bagben. Derefter lægger jeg mig fladt på jorden og trækker min abaya over hovedet. For ikke at blive kvalt i det flyvende sand presser jeg ansigtet ind mod kamelens armhule. Jeg mærker uden tvivl, at dyret også har presset sit ansigt mod min skulder; derfor mærker jeg, at sandet hober sig op over mig fra den side, hvor kamelens krop ikke giver mig læ. For ikke at blive begravet helt under sandet bliver jeg nødt til at skifte stilling med mellemrum.
Min bekymring er ikke ubegrundet, for det er ikke første gang, jeg pludselig bliver fanget i en sandstorm i ørkenen. Jeg ligger fladt på jorden, tæt indhyllet i min egen abaya.
Jeg venter på, at stormen skal stilne af. Jeg kan ikke gøre andet end at lytte til vindens brølen og den flagrende lyd af mit tøj, til lyden af et sejl, hvis reb er sluppet fri – eller lyden af et flag i vinden – som de stammeflag, der flagrer for enden af lange stænger i hænderne på en marcherende beduinhær; sådan som flagene dansede og blafrede over de najdiske beduinryttere for næsten fem år siden. De var flere tusinde, og jeg var iblandt dem. Vi var på vej tilbage fra Arafat til Mekka efter hajj! Det var min anden hajj-rejse. Efter at have tilbragt et års tid i den Arabiske Halvøs indre egne var jeg på en eller anden måde vendt tilbage til Mekka for netop ved hajj-tiden at slutte mig til pilgrimmenes samling på Arafat-sletten øst for den hellige by. Og på vejen tilbage fra Arafat så jeg – jeg var sammen med en vældig skare af hvidklædte najdiske beduiner – kameler blive drevet frem over den støvede slette i tætte rækker og hurtigt tempo; det var som et hav af hvidklædte mennesker, nogle ridende på honningfarvede, gule kameler. Tusinder af kameler bevægede sig fremad i en højlydt, jordrystende dans, som en ustoppelig bølge, der væltede frem; stammefanerne brølede i vinden, og stammernes kampråb – hvormed de bekendtgjorde deres forskellige stammers og forfædres heltemodige bedrifter – steg op fra hver gruppe som bølger. For Najds indbyggere, det vil sige for beboerne af højlandet i det centrale Arabien, udspringer krig og hajj i virkeligheden af den samme kilde… Og de mange pilgrimme fra andre lande – fra Egypten, det indiske subkontinent, Nordafrika og Java – som ikke var vant til denne form for beruselse, spredte sig i rædsel til alle sider foran os, for enhver, der stod nær den brølende hærs vej, vidste, at han ikke kunne overleve; ligesom døden er uundgåelig for enhver rytter, der falder ned fra sin kamel blandt tusinder af kameler i fuld fart.
Hvor vanvittig denne rejse på kamelryggen den dag end var, tog jeg del i vanviddet, og i mit indre voksede en vild glæde. Under den summende, susende larm overgav jeg mig til dette særlige øjeblik, til farten og brølet – og vinden, der fór hen over mit ansigt, syntes at synge: »Du vil aldrig mere være fremmed – blandt mit folk vil du aldrig mere blive regnet for en fremmed.«
Mens vi lå på sandet under den flagrende abaya, hørte jeg et ekko, som syntes at stige op fra støvstormens brølen: »Du vil aldrig mere være fremmed.«
Jeg er ikke fremmed. Arabien er blevet mit hjemland. Min vestlige fortid er som en drøm, jeg så for længe siden – ikke så uvirkelig, at jeg kan glemme den, og ikke så virkelig, at den kan blive en del af mit nuværende liv. Det betyder ikke, at jeg er blevet en doven drømmer – men hver gang jeg opholder mig nogle måneder i en by, som for eksempel Medina, hvor jeg har en arabisk hustru og en lille søn, og hvor der findes et bibliotek fyldt med bøger om islams tidlige historie, bliver jeg rastløs og længes efter handling og bevægelse, efter ørkenens stærke liv, efter lugten af kameler og berøringen af en kamelsadel. Det mærkelige er, at den trang til at strejfe omkring, som i det meste af mit liv – jeg er nu lidt over toogtredive – har gjort mig så rastløs og igen og igen lokket mig til at møde alle slags risici og farer, ikke så meget udspringer af en lidenskab for eventyr som af ønsket om at finde et sted på jorden, hvor jeg selv kan føle mig hjemme, at nå frem til et punkt, hvor alt det, jeg tænker, føler og ønsker, hænger sammen. Og hvis jeg har forstået det rigtigt, er det i disse år netop dette ønske om en indre opdagelse, der har skubbet mig bort fra alt det, som min europæiske fødsel og opvækst i europæiske omgivelser syntes at have bestemt for mig, og ind i en helt ny verden, fuldstændig anderledes både i tanke og ydre form.
Da stormen omsider var stilnet helt af, rystede jeg sandet af mig og kom frem fra de dynger, der havde samlet sig omkring mig. Min kamel var også halvt begravet i sand, men det havde ikke været nogen særlig dårlig oplevelse for den, for den havde uden tvivl oplevet noget lignende mange gange før i sit liv. Ved første øjekast syntes stormen ikke at have gjort os større skade, bortset fra at den havde fyldt min mund, mine ører og min næse med sand og revet fåreskindet af min sadel. Men snart forstod jeg, at jeg havde taget fejl.
Konturerne af alle klitterne omkring mig var fuldstændig forandrede. Stormen havde udslettet sporene efter den bortløbne kamel og efter mine fødder. Jeg stod på et helt nyt landskab. Nu var der ikke andet at gøre end at vende tilbage til teltet eller i det mindste forsøge at finde tilbage; min eneste hjælp var solen og en almindelig fornemmelse for retningen, som næsten er en medfødt sans hos enhver, der er vant til at rejse i ørkenen. Men i dette tilfælde var selv disse to hjælpemidler ikke helt pålidelige, for på grund af klitterne kan man ikke bevæge sig ad en lige linje – man kan ikke gå direkte i den retning, man ønsker at følge.
Stormen havde gjort mig frygtelig tørstig, men i tillid til, at jeg ikke ville være borte fra teltet i mere end nogle få timer, havde jeg for længst drukket den sidste slurk vand fra min lille vanddunk. Jeg var dog sikker på, at jeg ikke var kommet langt bort fra teltet, og selv om min kamel ikke havde drukket siden sidste gang, vi standsede ved brønden to dage tidligere, var den en erfaren rejsekammerat, og der var ingen tvivl om, at den kunne bære mig tilbage til teltet. Jeg vendte kamelens hoved i den retning, hvor jeg mente, at teltet lå, og satte så af i hurtigt tempo.
En time gik, så endnu en time og endnu en, men der var ikke det mindste tegn på Zayd eller på stedet, hvor vores telt havde stået. Ingen af de orangefarvede bjerge havde længere et genkendeligt udseende. Selv uden stormen ville det have været virkelig vanskeligt at finde noget velkendt mellem disse bjerge.
Hen mod den sene eftermiddag nåede jeg frem til nogle granitklipper, der stak op af sandet; det er sjældent at møde den slags klipper i disse sandørkener. Jeg genkendte dem straks. Zayed og jeg var gået forbi dem allerede i går eftermiddags, ikke længe før vi slog teltet op for natten. Jeg åndede lettet op, for der var ingen tvivl om, at jeg var kommet langt væk fra det sted, hvor jeg havde håbet at finde Zayed; ligesom i går skulle jeg blot fortsætte lige mod sydvest, så ville det ikke være vanskeligt at finde ham.
Jeg husker, at der var tre timers rejse mellem disse klipper og vores nattelt; men nu, da jeg havde drevet kamelen videre i endnu tre timer uden at finde noget spor af teltet eller Zayed, havde jeg så mistet ham igen? Jeg fortsatte, fortsatte atter og atter mod sydvest, mens jeg omhyggeligt fulgte solens bevægelse på himlen. Da natten faldt på, besluttede jeg, at det var fuldstændig meningsløst at fortsætte. Det var bedre at hvile mig lidt og vente på daggryets lys! Jeg steg ned fra kamelen, bandt den og forsøgte at tygge nogle dadler, men sandheden var, at jeg var frygtelig tørstig, så jeg lagde dadlerne foran kamelen, lagde hovedet mod dens krop og strakte mig ned.
Fra tid til anden faldt jeg hen—hverken helt i søvn eller helt vågen, men i en række drømmetilstande, hvis grundlag var udmattelse. Denne døs blev igen og igen afbrudt af tørsten, som efterhånden var blevet frygtelig pinefuld. Desuden fandtes der et sted i sindets dybeste afkroge, som et menneske ikke engang ønsker at blotte for sig selv, en frygtens hvide ærlighed—en sammenvridende mollusk: Hvad skulle der blive af mig, hvis jeg ikke længere kunne finde tilbage til Zayed og vores vandskind? For uanset hvilken retning jeg drog af sted i herfra, ville jeg efter mange dages rejse ikke finde nogen bebyggelse eller noget vand.
Ved daggry drog jeg af sted igen. Efter at have tænkt natten igennem nåede jeg frem til, at jeg bestemt var kommet langt mod syd. Derfor måtte Zayeds telt ligge et sted mod nord eller nordøst fra det sted, hvor jeg havde tilbragt natten. Så vi bevægede os mod nord, nordøst, gennem sandbølgerne fra den ene dal til den næste, idet vi skiftevis drejede rundt om sandbakkerne til højre og venstre. Ved middagstid hvilede vi. Min tunge hang fast i ganen, og det føltes, som om den var gammelt, sprækket tykt læder. Jeg havde fået sår i halsen, og mine øjne brændte. Jeg trak min abaya op over hovedet og forsøgte at sove et øjeblik tæt ind til kamelens bug, men jeg kunne ikke falde i søvn. Om eftermiddagen drog vi af sted igen, denne gang mere mod øst, for nu havde jeg forstået, at vi var kommet langt mod vest; men mærkeligt nok var der stadig intet spor af Zayed eller teltet.
Således kom endnu en nat. Tørsten blev til pine, og længslen efter vand blev den eneste ukuelige tanke i et sind, der ikke længere var i stand til at tænke klart. Men da morgensolen begyndte at sprede sit jævne lys, satte jeg mig igen op på min kamel; morgenen svandt, middagen svandt, og endnu en dags eftermiddag kom, mens jeg drev kamelen videre og videre. Kun klitter, uden ende. Eller var dette enden—slutningen på alle mine veje, på alle mine ønsker og alt, hvad jeg havde opnået? Var min afslutning blandt dem, som jeg aldrig mere ville blive regnet som fremmed iblandt ..? »Åh Allah,« brød jeg sammen i bøn, »lad mig ikke gå sådan til grunde .. .«
Om eftermiddagen besteg jeg en høj klit i håb om at kunne se landskabet omkring mig lidt bedre. Da jeg så noget, der lignede en sort prik langt borte mod øst, havde jeg ikke engang kræfter til at råbe af glæde. Jeg var ikke i tvivl om, at den sorte plet ikke var andet end Zayeds telt og de to vandskind—to enorme vandskind fyldt med vand! Da jeg steg op på kamelen igen, begyndte mine knæ at ryste voldsomt. Langsomt og forsigtigt fortsatte vi mod den sorte plet—der var ikke den mindste tvivl om, at det var Zayeds telt. Denne gang tog jeg alle mulige forholdsregler, så jeg ikke igen skulle miste retningen. Jeg fortsatte lige frem i en lige linje—undervejs steg vi nogle gange op på sandbakker og steg andre gange ned i sanddale, og på den måde blev vores besvær fordoblet og tredoblet. Det eneste, der holdt mig oppe, var håbet om, at jeg efter kort tid, højst en eller to timer, ville nå mit mål. Endelig, efter at have passeret toppen af den sidste klit, trådte mit mål tydeligt frem for mine øjne; jeg trak i tøjlen foran på kamelen og så på den sorte plet, en halv mil borte. Det føltes, som om mit hjerte var holdt op med at slå, for det, jeg så foran mig, var ikke andet end de sorte granitklipper, der stak op af sandet, og som jeg var gået forbi sammen med Zayed tre dage tidligere, og alene igen for to dage siden .. .
Jeg har gået i cirkler i to dage.
Fire
Da jeg steg ned fra sadlen, var jeg fuldstændig udmattet, uden den mindste styrke i kroppen. Jeg havde ikke engang overskud til at binde kamelens ben. Sandt at sige var dyret også så udmattet, at det ikke engang havde lyst til at flygte. Jeg fik lyst til at græde, men ikke en eneste tåre kom fra mine tørre, opsvulmede øjne.
Hvor lang tid gik der, efter at jeg havde grædt! … Men er det hele ikke under alle omstændigheder noget, der ligger i en fjern fortid? Alt er fortid, og der findes intet nærvær! Der findes kun tørst … og hede … og smerte.
Det er næsten tre dage siden, jeg sidst drak vand. Og min kamel drak sidst for fem dage siden. Sådan kan den måske fortsætte endnu en dag, højst to. Men jeg ved, at jeg ikke vil kunne fortsætte så længe. Måske bliver jeg vanvittig, før jeg dør, for smerten i min krop er flettet sammen med frygten i mit sind; den ene føder den anden – brændende, pinefuld, sønderrivende! …
Jeg vil hvile, slappe af, men samtidig ved jeg, at hvis jeg hviler nu, vil jeg aldrig kunne rejse mig igen. Med stort besvær trækker jeg mig selv op og stiger endnu en gang op i sadlen; så slår og sparker jeg kamelen, indtil jeg tvinger den til at rejse sig. Jeg var nær ved at falde ned fra sadlen, da kamelen først lænede sig fremad, idet den rejste sig på bagbenene, og derefter hældede bagud, da den rettede forbenene ud. Vi begynder langsomt at bevæge os gennem smerten mod vest. Mod vest: Sikke en spøg! Men jeg vil leve, og derfor går vi videre, fortsætter fremad.
Med de sidste kræfter, vi har tilbage, slæber vi os af sted hele natten. Da jeg falder ud af sadlen, må det allerede være blevet morgen. Jeg lander ikke på noget hårdt; sandet er blødt og behageligt, som om det omfavner os kærligt. I et stykke tid står kamelen ubevægelig. Så sukker den, giver først efter på knæene og derefter på bagbenene, strækker halsen ud over sandet og lægger sig krumbøjet ved siden af mig.
Jeg lægger mig også på sandet i den smalle skygge fra min kamel. Jeg svøber mig ind i min abaya for at beskytte mig mod ørkenens brændende hede udenfor og mod smerten, tørsten og frygten inden i mig. Jeg har ikke længere kræfter til at tænke. Jeg kan ikke lukke mine øjne. Ved den mindste bevægelse af øjenlågene føles det, som om glødende metal bevæger sig hen over øjeæblerne. Tørst og hede … tørst og den altødelæggende stilhed – en varm, tør stilhed, hvis ensomhed og øde omslutter mig som et ligklæde; blodets susen i mine ører får kamelens korte suk til at lyde frygtindgydende – som om dette er de sidste lyde på jorden, og vi to, et menneske og et dyr, er de sidste ulykkelige levende væsener på jordens overflade – dømt til undergang!
Højt over os kredser en grib i den flydende hede, uden et eneste ophold; som et nålehoved på himlens blege baggrund flyver den frit hen over alle horisonter …
Min hals er hævet – struben er tørret ud og næsten lukket, og hvert åndedrag føles som tusind nålestik ved roden af min tunge – denne store, mægtige tunge, som ikke burde bevæge sig, men som ikke kan holde op et eneste øjeblik uden at bevæge sig. Alt i mig brænder; alt har antaget form af en uophørlig smerte. I nogle få sekunder blev den stålagtige himmel lysende foran mine opspilede øjne!
Min hånd synes at strække sig af sig selv og ramme det hårde skæfte på den lille gevær, der hænger ved sadlens knop. Straks bliver hånden liggende, og mit sind ser med pludselig klarhed fem friske patroner i magasinet og det, der hurtigt kan ske ved blot et let tryk på aftrækkeren – noget inden i mig hvisker: Skynd dig, tag geværet, før du igen bliver ude af stand til at bevæge dig.
Og i det øjeblik mærkede jeg mine læber bevæge sig og forme de ordløse lyde, der kom fra mit sinds dybeste hule: »Jeg vil prøve jer … ja, jeg vil bestemt prøve jer«, og de uklare, utydelige ord antog langsomt form og blev som et vers fra Koranen: »Vi vil visselig prøve jer med noget af frygt, sult og mangel på ejendom, liv og afgrøder; men forkynd godt nyt for de tålmodige, som, når en ulykke rammer dem, siger: Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage.«
Alt er varmt og tungt af vemod. Midt i dette brændende vemod mærker jeg et livgivende åndedrag i luften og hører dens sagte susen, som om vinden hvisker mellem træerne – hen over vandet, og vandet er en smal strøm, der langsomt flyder mellem to bredder dækket af grønt græs, nær mit barndomshjem. Jeg ligger ved floden – en lille dreng på ni eller ti år, tygger på et græsstrå og ser på de hvide køer – køerne græsser tæt ved med deres store, matte øjne åbne i tilfreds enkelhed. Langt borte arbejder bondekonerne på marken. Den ene har et rødt tørklæde på og en blå nederdel med brede røde striber. Hvide ænder sprøjter vandet med deres fødder. Og den blide vind spiller hen over mit ansigt som lyden af et dyrs åndedræt. Ja, netop – lyden af et dyrs åndedræt. Den store hvide ko, hvis ben er oversået med kobberfarvede pletter i det hvide, er kommet helt hen til mig og støder nu til mig, mens den puster højt gennem næseborene; jeg mærker dens ben bevæge sig lige ved siden af mig.
Jeg åbner øjnene; jeg hører min kamel brøle og mærker dens ben bevæge sig lige ved siden af mig. Kamelen står halvt oprejst på sine bagben med hals og hoved løftet, og dens næsebor er udspilede – som om den pludselig har fået et glimt af en god og velkommen duft i middagsluften. Igen hører jeg den pruste højt gennem næsen – dens ophidselse synes at bevæge sig som bølger ned gennem halsen, over skuldrene og videre ned i dens halvt rejste, vældige krop. Sådan pruster og larmer kameler, når de efter en lang rejse gennem ørkenen lugter vand – det har jeg set før. Men her … her er der jo intet vand. … Er der? Jeg retter hovedet og ser med åbne øjne i den retning, kamelen vender sig. Den vender sig mod den nærmeste klit – en lav top mod himlens stållignende tomhed. Intet bevæger sig dér, og ingen lyd høres – kun en utydelig tone, som en gammel lutestrengs dirren, meget blød og skrøbelig, skarp: Den skarpe, høje og skrøbelige lyd kommer fra en beduinstemme – en, der driver en kamel frem i takt med dens fodtrin. Afstanden er lige på den anden side af sandbjergets top, ganske nær, men på et øjeblik forstår jeg, at stedet ligger langt uden for min rækkevidde; min stemme vil aldrig nå derhen. Der er sikkert mennesker dér, men jeg har slet ikke kræfter til at nå dem. Jeg er end ikke stærk nok til at rejse mig. Jeg prøver at råbe, men der kommer ikke andet ud af min hals end en hæs stønnen. Så finder min hånd af sig selv frem til det hårde skæfte på mit lille gevær, der hænger ved sadlen … og med mit sinds øje ser jeg fem friske patroner i magasinet!
Med en sidste kraftanstrengelse lykkedes det mig at tage geværet af sadlens knop. At lade geværet fra siddende stilling føltes tungt som at løfte et bjerg over hovedet, men til sidst lykkedes det mig. Så stillede jeg geværet på skæftet, rettede løbet lige mod himlen og trykkede på aftrækkeren. Kuglen fór hvæsende bort i tomheden og forsvandt ynkeligt med en meget svag lyd. Igen brækkede jeg geværløbet, lagde en patron i, skød og lyttede. Sangen, der lød som en lutes melodi, var forstummet. Et øjeblik var der kun stilhed, intet andet. Pludselig viste et menneskehoved sig over klittens top, så skuldrene, og ved siden af manden endnu et menneske. De så ned et øjeblik, vendte sig så om og råbte noget til deres usynlige ledsagere; derefter kravlede de op over klittens top og kom løbende mod mig, halvt løbende og halvt glidende ned ad skråningen.
En voldsom ophidselse omkring mig, to eller tre mennesker – hvilken vældig menneskemængde efter denne ensomme ødemark! De prøver at løfte mig; deres handlinger – den forvirrende synsoplevelse af hænder og fødder, der bevæger sig hulter til bulter! Jeg mærker noget som brændende, kold is og ild mod mine læber og ser en skægget beduinin bøje sig over mig, mens hans hånd skubber et snavset, vådt klæde ind i min mund. I den anden hånd holder han en åben lædersæk. Jeg rækker automatisk hånden mod sækken, men beduinen skubber min hånd tilbage; han dypper klædet i vandet igen, vrider det og lader nogle få dråber vand falde på mine læber. For at vandet ikke skal løbe ind i min mund og brænde min hals, holder jeg tænderne sammen. Men beduinen skiller ikke mine tænder ad; han giver mig igen nogle få dråber vand i munden. Det er ikke vand, men som smeltet bly. Hvorfor behandler de mig sådan? Jeg vil flygte og redde mig fra deres grusomhed. Men de holder mig fast. Forbandede djævle! Min hud brænder; hele min krop står i flammer. Vil de slå mig ihjel? Hvis jeg blot havde kræfter nok til at gribe geværet og forsvare mig! Men de tvinger min mund op og giver mig nogle få dråber vand; jeg har intet andet valg end at sluge dette vand. Mærkeligt! Vandet brænder ikke længere så voldsomt som før; det våde klæde på mit hoved føles behageligt, og da de hælder vand over min krop, bringer berøringen af det våde tøj en frydefuld skælven …
Så bliver alt sort; jeg synker ned i en dyb brønd – så hurtigt, at luften farer forbi mine ører med en susen, hvislen og hvæsen, og denne hvislen forvandles til en brølen – til et buldrende mørke … Sort – sort …
Fem
Sort … Sort … blødt, mildt sort, som ingen lyd har – et ædelt, godhjertet mørke, der omfavner mig som et varmt tæppe og vækker ønsket i mig om altid at kunne blive sådan, så vidunderligt træt, søvnig og doven. Jeg behøver hverken åbne mine øjne eller bevæge mine arme; alligevel bevæger jeg armene og åbner øjnene, blot for at se mørket over mit hoved – det uldne mørke i en beduinteltdug af sort gedepels, med en smal åbning fortil, gennem hvilken jeg kan se et stykke af den stjerneblinkende nattehimmel og nedenunder, i stjernernes skær, en skinnende klits bløde kurve. … Så … så bliver åbningen i teltet mørk, og en menneskeskikkelse træder frem i den – mønstret på hans hængende djellaba synes indgraveret mod himlen, og jeg hører Zayeds råb: »Han er vågen, han er vågen!« Derefter bøjer hans stramme, beherskede ansigt sig næsten ned over mit; Zayed griber mig om skulderen. En anden mand træder ind i teltet. Jeg kan ikke se ham tydeligt. Men da han begynder at tale med en lav, tung stemme, forstår jeg straks, at han er beduin fra Shammar-stammen.
Igen mærker jeg en brændende, yderste tørst, og jeg griber hårdt om den skål mælk, som Zayed rækker mig. Men da jeg synker den, er der ikke længere nogen smerte. Jeg drikker mælken, mens Zayed fortæller videre om, hvordan denne lille gruppe beduiner kom for at slå deres telt op i nærheden, da sandstormen begyndte; hvordan han blev bekymret, da den bortløbne kamel vendte tilbage af sig selv om natten; og hvordan de alle sammen drog ud for at lede efter mig – hvordan de næsten tre dage senere, da de på en måde havde opgivet ethvert håb, hørte lyden af mit gevær bag klitterne …
Derefter slog de et telt op over mig, og jeg fik besked på at blive liggende inde i teltet denne nat og den følgende dag. Vores beduinske venner har ingen hast; deres lædersække er fyldt med vand, og de gav endda min kamel hele tre spande vand, for de ved, at når de og vi har rejst én dagsmarch mod syd, vil vi nå en oase – hvor der er rigeligt med føde – hamd-buske.
Efter et stykke tid fører Zayed mig ud af teltet og breder derefter et tæppe ud på sandet. Jeg ligger under den stjernefyldte himmel.
Nogle timer senere vågner jeg ved den klingende lyd af Zayeds kaffekande – duften af frisk kaffe er som en kvindes varme omfavnelse!
»Zayed!« råber jeg; med forbløffelse bemærker jeg, at min stemme ganske vist stadig er træt, men ikke længere hæs – »Vil du give mig noget kaffe?«
»Ved Allahs ed, onkel, det vil jeg selvfølgelig,« svarer Zayed i overensstemmelse med den gamle arabiske skik. Araberne tiltaler sådan en person, som de ønsker at vise respekt, hvad enten han er ældre eller yngre end den, der taler (som i vores tilfælde – jeg er nogle år yngre end Zayed). »De får så meget kaffe, som Deres hjerte begærer.«
Jeg drikker kaffe og smiler med blottede tænder, mens jeg ser på Zayeds muntre ansigt: »Nå, broder, hvorfor kaster vi os ud i sådan nogle farer i stedet for at blive hjemme som fornuftige mennesker?«
– »Fordi«, siger Zayd nu med et bredt grin, »er det umuligt for folk som Dem og mig at blive siddende derhjemme, indtil vores hænder og fødder er blevet stive, og vi er blevet svækkede! Desuden: Dør mennesker ikke i deres egne hjem? Bærer mennesket ikke sin skæbne med sig, uanset hvor det befinder sig?«
Zayd bruger ordet »qisma« i betydningen »skæbne« – »qism« betyder »det, der er bestemt af skæbnen«. Ordet er i sin tyrkiske form, »kismet«, velkendt i Vesten. Mens jeg drak endnu en skål kif, forekom det mig, at dette arabiske ord også har en dybere betydning – »det, som et menneske har fået sin del i, er altså kismet.«
Det, som mennesket har fået sin del i, er det …
Ordene fremkalder en svag, bortdøende lyd i min erindring, og straks dukker synet af et anstrengt smil op foran mig … Hvis smil? En sky af røg, skarp røg, som hashishrøg, og bag den et anstrengt smil. Ja, det var hashishrøg, og smilet tilhørte den mærkeligste person, jeg indtil da havde mødt blandt alle de mennesker, jeg havde omgåedes. Jeg havde mødt ham efter en mærkelig oplevelse i mit liv! En fare … som havde forekommet mig … ja, som blot syntes nært forestående; for at flygte fra den og redde mig selv var jeg ubevidst styrtet mod en anden fare, og denne fare – den var langt mere virkelig, langt mere nært forestående end den, jeg havde forsøgt at undgå … Disse to farer, den uvirkelige og den virkelige, havde tilsammen drevet mig mod en ny form for frihed.
Det var sket otte år tidligere. Jeg red sammen med min tatariske tjener Ibrahim fra Shivaz mod Kerman, et tyndt befolket, vej- og stifattigt område i det sydlige Iran nær Nairis-søen. Det var vinter, og på denne årstid var området blevet til en særlig, klæbrig mudret steppe; der var ingen landsbyer i nærheden, og mod syd nåede den sump, der var omgivet af Kuh-i-Gushnegan, »De Sultnes Bjerg«, helt ud til søens bred. Om eftermiddagen, da vi red rundt om en lav bakke, fik vi pludselig øje på søen – en stille, grøn flade uden bevægelse, lyd eller liv, for vandet var så salt, at ingen fisk kunne overleve i det. Bortset fra nogle få forkrøblede planter og lidt ørkengræs voksede der ingen vegetation på den salte jord langs søens bred. Jorden var dækket af et tyndt lag sne blandet med mudder, og opstrøms, omkring to hundrede alen fra bredden, løb en smal, svag sti.
Det var blevet aften; Khan-i-Khet var vores bestemmelsessted for natten – men vi havde endnu ikke fået øje på noget tegn på karavanseraiet. Uanset hvad det kostede, måtte vi nå derhen. Der var ingen anden bebyggelse så langt øjet rakte, og fordi sumpen lå tæt på, blev det meget farligt at fortsætte i mørket. Faktisk var vi allerede om morgenen blevet advaret mod at begive os derhen alene, for ét eneste forkert skridt kunne føre til en enkel og pludselig død. Desuden var vores heste blevet meget trætte efter en lang dags ridt over den våde, klæbrige jord – også de havde nu brug for hvile og foder.
Da natten faldt på, begyndte regnen at styrte ned. Vi fortsatte, gennemblødte, tungsindige og tavse – vi stolede mere på hestenes instinktive fornemmelse end på vores egne ubrugelige øjne. Timerne gik … men hvor var karavanseraiet? Intet tegn! Måske havde vi i mørket ikke kunnet se det og var redet forbi; så måtte vi måske tilbringe natten under åben himmel – i regnen, der blev stadig kraftigere og voldsommere! Hestenes hove slog mod vandet og sprøjtede det til alle sider, og vores våde klæder klæbede til kroppen som tunge byrder. Den sorte, uigennemtrængelige nat hang omkring os bag et forhæng af oprørt vand. Vi rystede af kulde helt ind i knoglerne – men visheden om, at sumpen lå tæt på, gjorde os endnu mere bange. Hvis hestene blot én eneste gang satte en hov forkert på den faste jord, måtte Allah forbarme sig over os! Det var vi blevet advaret om om morgenen.
Jeg red forrest, og Ibrahim fulgte efter mig, måske ti skridt bagude. Igen og igen trængte det frygtelige spørgsmål sig på: Var vi i mørket kommet forbi Khan-i-Khet? At tilbringe natten under den kolde regn – hvilken uhyggelig udsigt! Men hvis vi allerede var kommet langt forbi, hvor var sumpen så blevet af?
Pludselig hører jeg en blød, sagte plaskende lyd under min hests hove. Jeg mærker, at dyret synker ned i mudderet – lidt synker det, lidt er det allerede sunket, så løfter det fortvivlet det ene ben og synker igen. Pludselig flænger denne tanke mit sind – er vi så trådt ud i en sump? Jeg trækker hårdt i tøjlen og sparker af alle kræfter med begge ben mod hestens sider. Hesten løfter hovedet højt og begynder at stampe voldsomt. Koldsved bryder frem gennem min hud. Natten er så sort, at jeg ikke engang kan se mine egne hænder; men på den måde hestens krop hæver sig og falder med åndedrættet, forstår jeg, hvor desperat den kæmper for at undslippe mudderets omfavnelse. Næsten uden at tænke tager jeg hestepisken, som jeg normalt lader hænge ubrugt ved mit håndled, og med alle mine kræfter slår jeg dyret på bagdelen; formålet er at ophidse hesten, så den bruger den sidste rest af sin styrke, for hvis den bliver stående ubevægelig i dette øjeblik, vil den synke, og jeg vil synke med den ned i dette mudder, dybere og dybere. Det stakkels dyr, Kashgai-tatuen, som ikke er vant til denne form for prygl – et dyr med enestående fart og styrke – rejser sig på bagbenene og begynder så igen at slå med alle fire hove mod jorden; desperat forsøger den at trække vejret hurtigt for at undslippe mudderet, springer, kaster sig igen fremad, glider atter og falder – og uden pause bliver hovenes slag ved med at ramme den bløde mudderjord igen og igen.
En mystisk genstand suser hen over mit hoved, og jeg løfter straks hovedet; så rammer et hårdt, ufatteligt slag mig, men hvorfra? Tid og tanker styrter ind over hinanden og bliver filtret sammen.
Et øjeblik føltes det, som om det varede time efter time; mellem regnens stænk og hestens stakåndethed syntes jeg at høre den lyd, hvormed sumpen drak og drak. Vores sidste øjeblik er sikkert nær. Jeg løsnede begge fødder fra stigbøjlerne og gjorde mig derefter klar til at springe alene ned fra sadlen for at prøve min lykke … måske kunne jeg redde mig selv ved at ligge fladt på mudderet – mens jeg var i denne sindstilstand, slog min hest pludselig, helt utroligt, hårdt mod meget fast jord én gang … to gange … og jeg hulkede af befrielse, greb tøjlen og standsede det skælvende dyr. Vi overlevede.
I samme øjeblik kom jeg pludselig i tanke om min ledsager, og i panik skreg jeg … »Ibrahim!« Men der kom intet svar. Mit hjerte frøs til is.
»Ibrahim!« Men omkring mig var der kun den mørke nat og regnen. Havde han da ikke kunnet redde sig selv? Med hæs stemme råbte jeg igen: »Ibrahim.«
Og så, næsten utroligt, lød der langt borte et utydeligt råb: »Her er jeg … jeg er her.«
Nu var det min forstand, der stod stille! Hvordan kunne vi med så stor afstand være blevet adskilt fra hinanden?
— »Ibrahim!«
–Hallo … hallo!–
Og idet jeg fulgte denne lyd, trak jeg hesten i tøjlen og gik meget langsomt og yderst forsigtigt mod den fjerne stemme, mens jeg med foden prøvede hver eneste tomme af jorden: Ibrahim … Ibrahim sad roligt på hestens sadel.
–Hvad var der sket med dig, Ibrahim? Faldt du også ved en fejltagelse ned i sumpen?–
–Sumpen? Nej, ikke det. Jeg ved ikke hvorfor, men da De pludselig red bort og forsvandt, stod jeg helt stille – ikke en bevægelse, jeg rørte mig ikke det mindste, men blev stående dér, hvor jeg var.–
–Red bort og forsvandt!– Nu var mysteriet løst! Dette forsøg på at undslippe sumpen havde altså kun været et foster af min fantasi. Min hest var utvivlsomt kommet ud på en mudret vej, og jeg havde forestillet mig, at både hesten og jeg var ved at synke ned i sumpen; derfor havde jeg pisket den frem som en gal! Forblindet af mørket havde jeg taget hestens fremdrift, dens løb fremad, for et desperat forsøg på at undslippe sumpens greb, og jeg havde redet hele natten uden at vide, at marken her og dér var fuld af knudrede planter. Det var ikke sumpen, men disse planter, der udgjorde den nærtstående og virkelige fare: Den gren, der havde ramt min hånd, kunne have været større i stedet for mindre, og den kunne have knust mit kranium og således bragt min rejse til en endelig afslutning i det sydlige Iran.
Jeg blev rasende på mig selv – og også fordi vi havde mistet alle retninger, så det ikke længere var muligt at finde noget som helst spor af vejen. Vi ville aldrig finde karavanserajet igen.
Men endnu en gang tog jeg fejl.
Ibrahim steg ned fra hesten og standsede for at mærke jordens tilstand med hænderne og måske på den måde finde vejen på ny. Mens han kravlede sådan omkring, stødte hans hoved pludselig mod en mur – den sorte mur ved Khan-i-Ket-karavanserajet!
Hvis jeg ikke havde begået den indbildte fejl at være gået ind i sumpen, var vi måske fortsat ligeud, måske var vi kommet langt væk efter at have lagt karavanseraiet bag os, og så var vi måske virkelig faret vild i sumpen, for senere fandt vi ud af, at sumpen begyndte mindre end to hundrede alen foran os.
Dette karavanserai er en af de mange ruiner fra den store Shah Abbas’ tid. Under rækker af solide bygningers buer løber passagerne, med gabende døråbninger og sammenstyrtede ildsteder. Her og der så jeg på overliggerne og de revnede majolikafliser spor af gamle indskrifter. I de ubeboelige rum lå gammelt halm og hestemøg spredt omkring. Ibrahim og jeg gik ind i karavanseraiets store hovedsal og så opsynsmanden sidde ved et åbent bål på det bare gulv, mens en anden mand stod ved siden af ham, barfodet, dværgagtig og iført laser. Så snart vi trådte ind, rejste de sig begge. Den dværgagtige mand bøjede højtideligt hovedet i hilsen, med højre hånd lagt på brystet, i en næsten fuldendt dramatisk gestus. Hans grove kjortel var dækket af utallige lapper i forskellige farver; manden var snavset, fuldstændig usoigneret og uordentlig, men hans to øjne skinnede, og hans ansigt var roligt og mildt.
Opsynsmanden gik et øjeblik ud af rummet for at se til vores heste. Jeg smed mit våde tøj, og Ibrahim satte uden tøven vand over det åbne bål for at lave te. På smuk vis, som en ædel lensherre, der er høflig over for dem, der står under ham, uden derfor at miste sin værdighed, tog dværgen imod den tekop, som Ibrahim rakte ham.
Uden at vise den mindste usædvanlige nysgerrighed så han på mig, som om han blot ville indlede en selskabelig samtale: »Janab-e Ali, er De englænder?«
»Nej, jeg er Namsevi (østriger).«
»Ville det være upassende, hvis jeg spurgte, om De er kommet hertil i handelsøjemed?«
»Jeg er avisforfatter,« svarede jeg. »Jeg rejser rundt i jeres land for at fortælle mit folk om dit land. Mit folk vil gerne vide, hvordan andre lever.«
Han nikkede med et samtykkende, svagt smil og blev derefter tavs. Efter et stykke tid tog han en lerhukka og en bambuspind frem fra folden i sin kjortel; han satte bambuspinden fast på lerkarret; derefter begyndte han at gnide noget mellem håndfladerne, som så ud som tobak; så lagde han omhyggeligt dette stof, som om det var dyrere end guld, i chilimmen og dækkede det med glødende kul. Han satte bambusrøret fast på lerkarret og blev derefter tavs. Efter et stykke tid tog han en lerhukka og en bambuspind frem fra folden i sin kjortel; han satte bambuspinden fast på lerkarret; derefter blev han ved med at gnide noget mellem håndfladerne, som så ud som tobak; så lagde han omhyggeligt dette stof, som om det var dyrere end guld, i chilimmen og dækkede det med glødende kul. Han stak bambusrøret i munden og begyndte at suge røgen ind med stor kraft; mens han sugede, begyndte han at hoste voldsomt og rømmede således sin hals. Vandet inde i lerhukkaen boblede, og rummet blev langsomt fyldt af en skarp lugt. Nu forstod jeg det – det var indisk cannabis, »hashish«. Først nu blev betydningen af hans mærkelige manerer og væremåde klar for mig: Han var en »hashshashi«, en hashryger! Hans øjne var ikke tilslørede som opiumrygernes; de skinnede med en slags uengageret, upersonlig dybde—hans blik var rettet langt bort, så langt fra den virkelige verden omkring ham, at afstanden var umålelig.
Jeg ser tavst på ham. Da han er færdig med at ryge, spørger han mig: »Vil De prøve lidt?«
Jeg afslår tilbuddet med tak. Et par gange i mit liv har jeg prøvet opium (uden naturligvis at finde nogen glæde ved det); men selv tanken om at prøve denne hash forekommer mig meget vanskelig, ja ligefrem frastødende. Hashshashien ler lydløst – med venlig ironi lader han sit skæve blik glide hen over mig:
»Jeg ved, kære ven, hvad De tænker. De tænker, at det er Djævelens værk at spise hash, og De er bange for det. Det er noget værre vrøvl. Hash er en gave fra Allah – en barmhjertighed. Noget aldeles fremragende … især for sindet. Hazrat, læg mærke til det; jeg skal forklare Dem det. Opium er skadeligt – derom kan der ikke være nogen tvivl, for opium vækker i mennesket begær efter ting, som ikke kan opnås. Opium gør menneskets drømme begærlige, ligesom et vildt dyrs begær. Men hash beroliger alle mennesker og gør dem ligeglade med alt i verden. Ja, sådan er det. Hash giver mennesket tilfredshed. De kan lægge en man guld foran en hashshashi, ikke blot mens han ryger hash, men når som helst – hashshashien vil ikke engang række en finger ud mod guldet. Opium gør mennesket svagt og fejt, men hash … hash fjerner al frygt og gør mennesket modigt som en løve. Hvis De bad en hashshashi om at styrte sig ned i en iskold strøm midt om vinteren, ville han springe lige ud i den og le … for han har forstået, at den, der ikke begærer, ikke frygter – og hvis mennesket kan overvinde frygten, overvinder det også faren, for det ved, at alt, hvad der er sket i dets liv, er en del af det, blandt alt det, der sker i skaberværket …«
Igen ler han, denne korte, bølgende, lydløse latter, som hverken kan kaldes hån eller venlighed – noget midt imellem de to. Så standser latteren; bag den snoede røg glimter kun hans tænder, og hans strålende blik fæstner sig på en fast, ubevægelig afstand.
»Min del i alt, hvad der sker …« Mens jeg ligger under den venlige arabiske himmels stjernebilleder, tænker jeg: Jeg … denne samling af knogler og kød, af sanser og erkendelse – jeg er blevet anbragt i Verdensherskerens kammer, og jeg er en del af alt, hvad der sker. »Fare« er blot en illusorisk forestilling – den kan aldrig »besejre« mig – for alt, hvad der sker i mit liv, er en del af den altgennemstrømmende strøm – den strøm, som jeg selv er en del af. Det kan også være, at fare og sikkerhed, død og glæde, skæbne og fuldbyrdelse, alt dette blot er forskellige sider af denne lille, men værdige »samling«, som er mig. Hvilken grænseløs frihed, o Allah, du har skænket mennesket!
Smerten i glæden ved denne tanke er så voldsom og skarp, at jeg må lukke øjnene, og den sagte vind, der stryger hen over mit ansigt, synes tavst at berøre mig som befrielsens vinger fra det fjerne.
Seks
Nu føler jeg endelig styrke nok til at sætte mig op. For at jeg kunne sidde lænet tilbage, kom Zayed hen til mig med en af sadlerne fra vores kameler.
—Onkel, hvil Dem; jeg sørgede over Dem, fordi jeg troede, De var død, og i dag er jeg så uendeligt glad for at finde Dem i god behold!
—Jeg har altid fundet dig som en nær ven! Hvis du ikke var kommet løbende til mig, da du hørte mit kald, hvordan skulle jeg så have klaret årene uden dig, sig mig?
—Onkel, jeg har aldrig fortrudt, at jeg tilbragte disse år sammen med Dem. Jeg husker stadig den dag, for fem år siden, da jeg modtog Deres brev. I brevet kaldte De mig til Mekka. Tanken om at møde Dem igen var mig kær. Der var også en særlig grund til det — De var allerede blevet velsignet med islams nåde. Netop på det tidspunkt havde jeg giftet mig med en ung, ugift Muntefiq-pige; jeg kendte ingen grænser for min glæde over hendes kærlighed. Disse irakiske piger har meget slanke taljer og faste, hårde bryster, præcis som dette — med et sagte smil ved mindet om fortiden pressede han sin pegefinger mod den hårde spids af den sadel, jeg lænede mig mod — og det er meget svært at frigøre sig fra deres omfavnelse. Derfor sagde jeg til mig selv: »Jeg tager af sted, men ikke lige nu. Jeg må vente nogle få uger.« Men uge efter uge gik … og måned efter måned, og selv om jeg efter få dage havde skilt mig fra den kvinde — det luderskarn, som så på sin fætter med et længselsfuldt blik — kunne jeg ikke forlade mine irakiske agaler, jeg kunne ikke forlade mine venner og kammerater, Bagdads og Basras glæder og fornøjelser, og jeg blev hele tiden ved med at sige til mig selv: »Ikke lige nu, lidt senere.« Men en dag, da jeg red af sted fra vores telt med min løn og tænkte på, hos hvilken af mine venner jeg skulle tilbringe natten, kom jeg pludselig til at tænke på Dem. Jeg huskede, at De i Deres brev havde skrevet om Deres elskede hustru — Deres livsledsagerskes død — måtte Allah være barmhjertig mod hende — og jeg tænkte på, hvor ensom De måtte føle Dem efter at have mistet hende. Straks forstod jeg, at jeg ikke længere kunne vente — jeg måtte skynde mig hen til Dem, dér og med det samme. Jeg rev stjernen af min irakiske igal og kastede den bort; så gik jeg ikke engang ind i huset for at hente mit tøj. Jeg vendte min kamels hoved mod Nufud … mod Najd, og begav mig af sted — jeg standsede kun én gang, i den næste landsby, for at købe en lædersæk med vand og noget mad … Derefter red jeg videre dag efter dag, indtil jeg mødte Dem i Mekka, fire uger senere …
—Og husker du, Zayed, vores første rejse sammen ind i det indre, mod syd, mod palmelundene og hvedemarkerne i Wadi Bishah og derfra mod Ranias sandørken, som ingen ikke-araber før havde krydset!
—Hvor tydeligt jeg husker det, onkel. Hvor ivrig De var efter at se det øde område 1Rub al-Khali, en vældig ubeboet sandørken, som dækker en fjerdedel af Den Arabiske–Halvø—–enfjerdedel।]— for at se, hvordan sanddyngerne dér synger under solen, påvirket af jinnerne. Og hvad med de beduiner, der bor ved områdets rand? De havde endnu aldrig i deres liv set briller og troede, at Deres briller var lavet af frosset vand. De er selv som jinner; ligesom andre mennesker læser bøger, læser de sporene efter veje i sandet, og de kan læse tegnene på støvstormes komme i himlen og vinden — mange timer før stormen bryder løs. Og onkel, husker De den guide, vi hyrede i Raniyah — den djævelske beduin, som De ville skyde og dræbe, fordi han ville forlade os midt i ørkenen? Hvor rasende han blev over det apparat, De tog billeder med!
Vi lo begge af det eventyr, vi havde lagt langt bag os. Men dengang var vi bestemt ikke i en situation, hvor der var noget at le af. Vi befandt os seks-syv dagsrejser syd for Riyadh, da vores guide, en grov beduin fra ‘Ikhwan’-bosættelsen ved Rains, gik amok, fordi jeg forklarede ham kameraets formål. Han gjorde sig straks klar til at forlade os på stedet, for han mente, at hans sjæl var i fare ved at tage sådanne jahiliyyah-billeder. Jeg havde ikke det mindste imod at slippe af med ham, hvis ikke jeg havde frygtet, at vi var kommet ind i et område, som hverken Zayd eller jeg kendte – et sted, hvor vi uden tvivl ville være faret vild, hvis vi blev efterladt alene. Først forsøgte jeg ved hjælp af argumenter at få vores ‘beduinske djævel’ til at forstå sagen. Men det nyttede ikke det mindste. Han ville under ingen omstændigheder forstå. Tværtimod vendte han kamelen om og satte kursen mod Rania. Jeg gjorde det da helt klart for ham, at hvis han fortsatte og lod os gå en næsten sikker død i møde af tørst, ville han under ingen omstændigheder slippe levende derfra. Trods denne advarsel begyndte han at føre sin kamel frem. Jeg rettede da min riffel mod ham og gjorde mig klar til at skyde – jeg havde fuldt ud til hensigt at gøre det; og det forekom mig, at vores vens bekymring for sin sjæl endelig blev overdøvet af dette. Efter at have mumlet et stykke tid indvilligede han i at føre os til den næste bosættelse, tre dagsrejser derfra – hvor vi kunne forelægge vores omstridte sag for qadi’en til afgørelse. Zayd og jeg tog hans våben fra ham og begyndte derefter at holde vagt på skift, så han ikke kunne stikke af. Nogle dage senere, da vi bad qadi’en i Qubaiya om at dømme i sagen, afsagde han først en kendelse til fordel for vores guide. ‘For,’ sagde han, idet han støttede sig på en fejlagtig fortolkning af en hadith fra Profeten, ‘det er forkasteligt at afbilde levende væsener.’ Men selv om den stærke tro på, at det er forbudt at afbilde levende væsener, helt frem til vor tid har været udbredt blandt mange muslimer, findes der ingen bestemmelse om dette i islamisk lov. Da lagde jeg kongens åbne brev, skrevet ‘til alle landets amirer og enhver, der måtte læse dette’, frem for qadi’en – og mens han læste det, blev hans ansigt længere og længere – ‘Muhammad Asad er min gæst, min ven og en af mine kære; enhver, der behandler ham venligt, behandler mig venligt, og enhver, der er fjendtlig over for ham, skal regnes som min fjende …’ Ibn Sauds ord og segl virkede som magi på den strenge qadi. Til sidst afsagde han den kendelse, at fotografering ‘under visse omstændigheder’ kunne tillades. … Efter denne kendelse lod vi vores guide gå og hyrede en ny guide til at føre os mod Riyadh.
– Onkel, kan du huske de dage i Riyadh, da vi var kongens gæster, og hvor bedrøvet De blev, da De så de gamle kongelige stalde fyldt med skinnende motorkøretøjer! … Og husker De kongens nåde mod Dem?
– Og kan du huske, Zayd, hvordan kongen sendte os ud for at afsløre hemmeligheden bag beduinoprøret, og hvordan vi nat efter nat rejste og i al hemmelighed trængte ind i Kuwait – indtil vi til sidst opdagede den egentlige hemmelighed bag de skinnende nye rialer og de våben, der blev bragt over havet til oprørerne …?
– Og onkel, hvad med den mission, hvor Sayyid Ahmad – måtte Allah forlænge hans liv – sendte os til Cyrenaika, og hvordan vi i al hemmelighed krydsede havet i en dhow og trængte ind i Egypten, og hvordan vi undgik italienernes blik – måtte Allahs forbandelse være over dem – trængte ind i Jabal al-Akhdar og sluttede os til mujahidinerne under Umar al-Mukhtars ledelse? Hvor spændende det var!
I ørkennattens stilhed, oplyst af stjernerne, når en sart, lun vind rejser små bølger i sandet, vikler billeder af fortid og nutid sig atter og atter ind i hinanden, skiller sig igen og kalder på hinanden bagud gennem årene med en forunderlig lyd, der holder minderne levende: tilbage til begyndelsen af mine arabiske år, til min første pilgrimsfærd i Mekka og til det mørke, der indhyllede disse første dage, til den kvindes død, som jeg elskede så højt, som jeg aldrig senere har elsket nogen kvinde, og som nu ligger begravet under Mekkas jord. Ved hendes hoved står en enkel sten uden indskrift, som markerer afslutningen på hendes vej og begyndelsen på en ny vej for mig – en afslutning og en begyndelse, et kald og et ekko i Mekkas klippefyldte dal, på forunderlig vis sammenvævet med hinandens drømme!
– Zayd, vil du have mere kaffe?
– Jeg afventer Deres ordre, onkel! svarer Zayd. Han rejser sig uden hast med den lange, slanke kaffekande i venstre hånd. Et minut eller to senere klirrer de hanke-løse kopper i hans højre hånd – en til mig og en til ham selv – og efter først at have hældt kaffe i den ene kop rækker han den til mig. Hans øjne betragter mig med dyb koncentration under skyggen af den røde og hvide ternede kufiyya, som om denne måde at vise respekt på var langt vigtigere end den lille kop kaffe! Disse to dybe, beherskede og rolige, lange øjne, indrammet af lange vipper, der i deres alvor alligevel glimtede af stor glæde, fortæller historien om hundrede generationers liv i steppernes frihed: Det er øjnene hos et menneske, hvis forfædre aldrig selv blev undertrykt og aldrig undertrykte andre. Men det smukkeste ved ham er hans bevægelser: rolige, bevidste om hver enkelt bevægelses egen rytme, aldrig forhastede – og aldrig tøvende; så fuldkomne og fri for overflødighed, at de får én til at tænke på de forskellige instrumenters samspil i et velafstemt orkesters enhed. Blandt beduinerne vil man ofte se denne form for bevægelser; ørkenens nøjsomhed afspejler sig i dem. For bortset fra nogle få byer og landsbyer har menneskelivet i Arabien kun i ringe grad fået form af menneskehænder, og naturen har med sine strenge love tvunget mennesket til at udrydde enhver form for spredthed i sin adfærd og forvandle alle handlinger, der udføres efter egen vilje eller af nødvendighed, til nogle få, meget bestemte og grundlæggende former – former, der har været de samme gennem utallige generationer og med tiden har opnået krystallers glatte klarhed. Denne nedarvede enkelhed ser vi nu både i den ægte arabers kropsholdning og i hans holdning til livet.
– Zayd, fortæl mig, hvor skal vi hen i morgen!
Zayed ser på mig med et mildt smil: »Hvorfor, onkel? Vi er jo på vej mod Tayma …?«
»Nej, bror, jeg havde ganske vist ønsket at tage til Tayma! Men det ønsker jeg ikke længere. Vi tager til Mekka …«
Rejsens begyndelse
I
Nogle dage efter at tørsten havde grebet os, hen mod aften, nåede Zayed og jeg frem til en lille, forladt oase og besluttede at tilbringe natten dér. Under den synkende sols stråler glimtede de østlige sandbjerge som regnbuefarvede, stykkevis skinnende akiksten i en ubrudt strøm af skiftende kridtfarvede skygger og blødgjorte lysreflekser — og forandringen i farverne var så fin, at det syntes, som om øjet selv gjorde vold på det knap nok mærkbare skyggestrøm, der bevægede sig mod den fortættede skumrings gråhed, blot for at følge den. Man kunne endnu tydeligt se palmetræernes toppe, som fjerbesatte kroner, og bag dem, halvt skjulte, de lave, lerklinede huse og havemurene! Træhjulene over brønden sang stadig.
Et stykke fra landsbyen lod vi vores kameler lægge sig under palmelunden. Derefter tog vi deres tunge sække af og fjernede sadlerne fra kamelernes varme rygge. Da nogle vilde børn så, at vi var fremmede, samlede de sig omkring os, og en dreng med store øjne og laset tøj sagde til Zayed, at han ville vise ham, hvor man kunne finde brænde. Da de to gik af sted for at lede efter brænde, gik jeg med kamelerne hen til vandreservoiret. Jeg sænkede min læderspand ned, fyldte den med vand og var i færd med at hejse den op, da nogle piger fra landsbyen kom for at hente vand, med kobberkar og lerkrukker. De bar behændigt karrene på hovedet, med begge arme hængende frit ned langs siderne; for at følge byrden i takt lænede de sig en smule fremad og holdt med begge hænder deres flagrende burkaslør løftet som vifter.
»As-salamu alaykum, fred være med jer, o rejsende.«
Og jeg svarede: »Og fred og Allahs nåde være med jer.«
Deres klæder er sorte, og deres ansigter er utildækkede, hvilket gælder næsten alle landsbykvinder og beduinkvinder i denne del af Arabien, så man let kan se deres store, sorte øjne. Selv om de i mange generationer har slået sig ned i en oase, har de ikke mistet noget af deres forfædres nomadiske livs indre væsen. Deres måde at føre sig på er klar og bestemt; deres tale er helt fri for generthed og blufærdighed – da jeg så dem lydløst tage spandens reb ud af min hånd og hente vand til mine kameler, ganske som kvinden ved brønden for fire tusind år siden gjorde for Abrahams tjener, da han kom fra Kanaan til deres slægt i Paddan-Aram for at finde en brud til sin herres søn, Isak.
“Ved aftenstid lod han sine kameler knæle uden for byen, ved en brønd.
Og han sagde: ‘Herre, min herre Abrahams Gud, jeg beder dig, giv mig fremgang i dag og vis godhed mod min herre Abraham. Se, her står jeg ved en brønd, og byens døtre kommer for at hente vand. Lad det ske, at når jeg siger til en ung kvinde: Jeg beder dig, sænk din krukke, så jeg kan få noget vand, og hun svarer: Drik, så vil jeg også vande dine kameler – lad hende da være den pige, som du har udvalgt til din tjener Isak; så vil jeg vide, at du har vist godhed mod min herre.’
Og se, før han var færdig med at tale, skete det, at Rebekka kom med sin krukke på skulderen. Den unge kvinde var meget smuk og jomfru; ingen mand havde rørt hende. Hun steg ned i brønden og fyldte sin krukke, hvorefter hun kom op igen.
Tjeneren løb hen til hende og sagde: ‘Jeg beder dig, lad mig drikke lidt vand af din krukke.’ Hun svarede: ‘Drik, herre.’ Og hun skyndte sig at sænke krukken ned i sin hånd og gav ham vand at drikke. Da han havde drukket, sagde den unge kvinde: ‘Jeg vil også hente vand til kamelerne, indtil de har slukket deres tørst.’ Uden at tøve tømte hun sin krukke i truget, hvor kamelerne skulle drikke, og løb igen hen til brønden for at hente vand til dem alle.”
Jeg står med mine to kameler ved en brønd i en lille oase blandt de vældige sandmasser i Nufud og ser på pigen, der tager spandens reb fra min hånd og selv henter vand til mine dyr – mens historien fra Bibelen svæver gennem mit sind. Landet Paddan-Aram og Abrahams tid ligger uendeligt langt borte, men den erindring, som disse kvinder har vakt med deres værdige bevægelser, har udslettet alle afstande i rummet, og i tidens målestok synes fire tusind lange år ikke at være noget som helst!
– Kære søstre, må Allah velsigne jeres hænder og bevare jer i sikkerhed.
– Og du, rejsende, må også være under Allahs beskyttelse, svarer de, hvorefter de igen vender deres opmærksomhed mod deres trug og krukker for at fylde dem og bringe vand med hjem.
Da jeg er kommet tilbage til vores teltplads, får jeg mine kameler til at knæle og lægger lænker om deres forben, så de ikke kan gå noget sted hen om natten. Zayed har allerede tændt et bål og er gået i gang med at lave kaffe. En høj, krum kande står og bobler; en anden, mindre kaffekande af samme form er gjort klar ved siden af Zayeds albue. I venstre hånd holder han en flad, vældig stor jernske med et skaft på to fod; med denne ske rister han en håndfuld kaffebønner over den sagte ild, for i Arabien ristes kaffen frisk til hver eneste kande. Så snart bønnerne bliver lidt kobberfarvede, lægger Zayed dem i en morter af bronze og støder dem. Derefter hælder han noget kogende vand fra den store kande over i den lille, vender den og hælder den malede kaffe deri og stiller kanden nær ilden, så vandet langsomt kan komme i kog. Da drikken næsten er færdig, kommer Zayed nogle kardemommefrø i den for at gøre den stærkere, for man siger i Arabien, at hvis kaffe skal være god, må den være så stærk som døden og så krydret og varm som kærligheden.
Men jeg er endnu ikke klar til at drikke kaffe i ro og mag. Efter timevis af trættende, lange og hede timer på kamelens ryg, med det svedige tøj klistret fast til min hud, længes hele min krop naturligvis efter et bad, og derfor går jeg langsomt tilbage til brønden under daddelpalmerne.
Mørket er allerede blevet tæt. Alle er gået hjem fra daddelpalmehaven. Kun langt borte, dér hvor husene står, gør en hund. Jeg tager mit tøj af og stiger ned i brønden, mens jeg støtter hænder og fødder på hylderne og fremspringene i brøndens væg og holder fast i nogle reb, hvorfra vandskindene hænger. Jeg stiger ned til det mørke vand og derefter ned i selve vandet. Vandet er meget koldt, og det når mig til brystet. I mørket står vandrebene ved siden af mig, nu strakt lodret af vægten fra de store, vandfyldte skind. Om dagen bruges netop disse skind til at vande markerne. Under mine fødder mærker jeg en tynd, spinkel strøm sive op fra en kilde under jorden; med en langsom, evigt fornyet, uafbrudt strøm holder den brønden frisk.
Over mig suser vinden hen over brøndens åbning og skaber et svagt ekko inde i brønden, som lyden inde i en havsnegl, der holdes tæt mod øret – en stor, susende havsnegl, som jeg elskede at holde mod øret og lytte til hjemme hos min far for mange, mange år siden, da jeg var barn – dengang jeg knap nok var høj nok til at se hen over bordet. Jeg holdt sneglen mod øret og spekulerede forundret på, om denne lyd altid opstod inde i sneglen, eller om den først begyndte at lyde, når jeg holdt den mod øret. Havde den ingen forbindelse med mig? Spillede denne musik af sig selv? Eller begyndte den først at spille, når jeg ønskede at høre den? Mange gange forsøgte jeg listigt at narre sneglen ved at lægge den langt fra mig, så suset kunne standse – og så pludselig holdt jeg den igen mod øret. Igen den samme musik, den samme lyd! Jeg kunne aldrig løse dette problem: om denne musik stadig spillede inde i sneglen, når jeg forsøgte at lytte.
Jeg forstod naturligvis ikke dengang, at min forstand var blevet viklet ind i et spørgsmål, som langt visere mennesker end jeg havde været forvirrede over i utallige tidsaldre: spørgsmålet om, hvorvidt der findes en »sandhed« eller »virkelighed«, som er uafhængig af vores sind, eller om vores umiddelbare oplevelse skaber den. Men når jeg ser tilbage på de svundne dage, forekommer det mig, at dette problem ikke blot fulgte efter mig i barndommen, men også senere – sådan som det på et eller andet tidspunkt, bevidst eller ubevidst, vil følge ethvert tænkende menneske. For hvad den virkelighedsuafhængige sandhed end måtte være, åbenbarer verden sig for os i den form og i det omfang, som afspejles i vores sind. Derfor kan vi hver især kun erkende »sandheden« gennem vores egne erfaringers sammenhæng. Her findes måske en fornuftig forklaring på menneskets ældgamle tro på, at bevidstheden fortsætter, og at mennesket lever videre efter døden; denne tro er så dyb og så udbredt blandt alle folkeslag og i alle tider, at det ikke er muligt blot at afvise den som en lunefuld forestilling. Det vil næppe være en overdrivelse at sige, at denne tro uundgåeligt er blevet en følge af menneskesindets særlige beskaffenhed. I abstrakt, teoretisk forstand er det måske ikke vanskeligt for mennesket at forestille sig sin egen død som den endelige tilintetgørelse, men det er umuligt at gøre denne tilintetgørelse synlig for sig. For det ville betyde, at mennesket kunne iagttage tilintetgørelsen af enhver virkelig ting. Med andre ord skulle det kunne forestille sig tomheden – en forestilling, som intet menneskesind er i stand til at danne.
Filosofferne og profeterne og sendebudene lærte os ikke på ny at tro på et liv efter døden – de gav blot form og åndelig betydning til en forestilling, der er lige så urgammel og medfødt som menneskets fremkomst på jorden.
Jeg kan ikke lade være med at smile for mig selv over den uoverensstemmelse, der er mellem en så dyb overvejelse og en rent verdslig handling som at vaske dagens rejstestøv og sved af sig. Findes der overhovedet nogen synlig eller fornuftsmæssigt begribelig grænse mellem livets verdslige og dets dybere sider? Hvad kan for eksempel være mere verdsligt end at drage ud for at lede efter en bortkommen kamel? Og hvad kan være dybere og mere uudgrundeligt end næsten at dø af tørst?
Måske var det netop chokket fra denne oplevelse, der gjorde mine sanser skarpe og fintmærkende og gjorde behovet for at forklare noget for mig selv uomgængeligt. Det behov består i at forstå mit eget livs forløb mere fuldstændigt, end jeg tidligere har været i stand til. Men dermed minder jeg mig selv om: Kan et menneske virkelig forstå betydningen af sit eget liv, så længe det lever?
Måske var det netop chokket fra denne oplevelse, der gjorde mine sanser skarpe og præcise og gjorde behovet for en forklaring for mig selv uundgåeligt. Det behov består i at forstå mit eget livs bevægelse mere fuldstændigt, end jeg hidtil har gjort. Men dermed ikke sagt, minder jeg mig selv om, at et menneske virkelig kan forstå meningen med sit eget liv, så længe det lever. Vi ved undertiden, hvad der er sket i vores liv i dette øjeblik eller på et bestemt tidspunkt, men vores mål og vores skæbne er ikke så lette at forstå eller se. For skæbnen er summen af fortid og nutid, af alt det, der er sket i os og har drevet os, og af alt det, der vil ske i os og drive os fremover; derfor kan dens fulde skikkelse først vise sig helt ved afslutningen af vores rejse, og så længe vi er undervejs, vil vi altid misforstå den eller kun forstå den halvt.
Hvordan skulle jeg i en alder af toogtredive år kunne sige, hvad min skæbne har været, eller hvad den er?
Når jeg ser tilbage på mit hidtidige liv, synes det mig undertiden, som om jeg ser to menneskers liv. Men hver gang jeg tænker over det, melder spørgsmålet sig: Var disse to dele af mit liv virkelig så forskellige fra hinanden, eller fandtes der under alle de ydre forskelle i form og måde altid en overensstemmelse i følelserne og det samme mål i begge dele af livet?
Jeg løfter hovedet og ser over brøndens cirkulære kant et rundt udsnit af himlen og stjernerne. I lang tid står jeg helt stille, og det forekommer mig, at jeg ser dem langsomt bevæge sig gennem rummet for at fuldføre den cyklus på millioner og atter millioner af år, som aldrig får ende. Og så må jeg, selv om jeg ikke ønsker det, tænke på den korte række af år, jeg har tilbagelagt, de uklare år, jeg tilbragte i den varme tryghed i mit barndomshjem, i en by hvis hver eneste gade og gyde jeg kendte… Så kom dagene i de store byer, fyldt med spænding og håb og forventning, som kun en ung kan føle… Derefter en ny verden, hvor menneskenes ansigter først syntes mig fremmede, men med tiden bragte en ny fortrolighed og en ny følelse af at vende hjem. Så… fremmed… endnu mere fremmede omgivelser, dage tilbragt i byer, der var lige så gamle som menneskesindet, på de grænseløse stepper og i bjergene, hvis urtidighed mindede én om menneskehjertets vilde urtid… Og i ørkenens øde, brændende ensomhed rullede dagene videre, mens nye sandheder langsomt blev født—sandheder, der var nye for mig… Og en dag, efter en lang samtale, udbrød en afghansk ven forbløffet blandt Hindu Kush-bjergenes sne: »Men De er jo muslim; De ved det bare ikke selv.« … Og en anden dag, nogle måneder senere, da jeg selv var nået til denne erkendelse. Så kom min første hajj i Mekka, min hustrus død og den efterfølgende fortvivlelse; og siden alle disse øjeblikke—endeløse øjeblikke—blandt araberne, og år efter år på rejse gennem ørkenen og stepperne, med risiko for livet midt i de arabiske beduiners krige; deltagelsen i Libyens frihedskamp og et langt ophold i Medina… hvor jeg i Profetens Moské forsøgte at fuldkommengøre min viden om islam; derefter gentagne hajj; ægteskaber med beduinpiger og senere skilsmisser; varme forhold til mennesker og ensomhedens golde dage… Lærde samtaler med lærde muslimer fra alle egne af verden, rejser gennem ukendte og uudforskede områder: disse år, hvor jeg fordybede mig i en verden, der lå langt fra den vestlige livsanskuelses tanker og mål.
Hvilken lang procession af år efter år! I dette øjeblik er alle disse nedsænkede år steget op til overfladen igen, har løftet sløret fra deres ansigter og er begyndt at kalde på mig med mange stemmer, og pludselig så jeg med et chok i hjertet, hvor lang og uendelig min vandring havde været! »Du har jo altid kun været på vej, og på vej,« siger jeg til mig selv, »du har endnu ikke kunnet give dit eget liv en form, som et menneske kan gribe med hånden, og du har aldrig kunnet besvare spørgsmålet: Hvor? … Du har jo kun været på vej og på vej… som rejsende gennem mange lande, gæst i mange hjem, men længslen efter din rejse er endnu ikke stillet, og selv om du ikke længere er fremmed, har du endnu ikke slået rod.«
Jeg har fundet min plads blandt en menneskegruppe—så de tror, at jeg tror på alt det, som de tror på—og alligevel har jeg endnu ikke slået rod. Hvorfor?
Da jeg for to år siden tog en arabisk hustru i Medina, var det netop mit ønske, at hun skulle skænke mig en lille søn. Da jeg fik hendes søn Talal, som blev født i vores hjem for blot nogle måneder siden, begyndte jeg at føle, at araberne både var mine slægtninge og mine ideologiske brødre. Jeg ønsker, at Talal skal slå dybe rødder i dette land og vokse op med en forståelse af den ædle arv af blod og civilisation, som han har fået. Jeg synes, det burde være tilstrækkeligt til at vække enhver mands længsel efter at slå sig varigt ned et sted og skabe et fast hjem for sin familie. Hvorfor er mine omstrejfelser så endnu ikke forbi, hvorfor må jeg stadig fortsætte ad min vej? Hvorfor kan det liv, jeg selv har valgt, endnu ikke gøre mig helt tilfreds? Hvad er det, jeg ikke finder i disse omgivelser? Det er bestemt ikke Europas intellektuelle nysgerrighed. Den har jeg lagt bag mig. Ikke at det har kostet mig noget stort. Tværtimod er jeg kommet så langt bort fra alt dette, at det dag for dag er blevet vanskeligere for mig at skrive de artikler til de europæiske aviser, som skaffer mig mit levebrød. Hver gang jeg sender en artikel, føler jeg, at jeg kaster en sten ned i en bundløs brønd: stenen forsvinder i det mørke tomrum, og der kommer ikke engang et svagt ekko, som kan fortælle mig, at stenen er nået frem til sit mål.
Mens jeg således tænkte, halvt nedsænket i det mørke vand i en brønd i en arabisk oase, mellem uro og forvirring, begyndte jeg pludselig at høre en stemme fra min erindrings baggrund… stemmen tilhørte en gammel kurdisk nomade: »Hvis vand mister sin bevægelse i en stillestående sø, bliver det råddent, gammelt og snavset, men når det er i bevægelse og flyder, bliver det klart og rent. Sådan er det også med det evigt omvandrende menneske.« Derefter føltes det, som om al min uro var forsvundet ved et trylleord. Jeg begyndte at betragte mit liv med vidt åbne øjne, som jeg betragter en bogside for at læse en fortælling ud af den, og jeg begyndte at forstå, at mit livs bevægelse ikke kunne have været anderledes; for når jeg spørger mig selv: »Hvad er summen af mit liv?«, svarer en stemme inde fra mig: »Du er gået ud fra én verden for at finde en anden—for at vinde en ny verden i stedet for en gammel verden, som du i virkeligheden aldrig havde ejet.« Og med pludselig klarhed forstår jeg, at en sådan bestræbelse i virkeligheden kan kræve et helt liv.
Jeg kommer ud af brønden, ifører mig den rene, lange kurtā, som jeg havde taget med, og går tilbage til Zayd ved ilden, ved siden af kamelerne. Jeg drikker den stærke kaffe, Zayd giver mig, og lægger mig derefter udstrakt på jorden ved ilden, frisk og livfuld.
To
Mine hænder ligger på tværs under min nakke, og jeg ser op mod denne arabiske nat, den mørke, stjernebesatte nat, der buer sig som en bue over mig. En meteor farer forbi i form af en elektrisk stribe, og dér er endnu én, og så endnu én: lysstriber flænger mørkets bryst! Er disse blot stykker af splittede planeter, rester af en eller anden kosmisk katastrofe, som nu uden mål farer gennem universets uendelige vidder? Åh! Nej. Hvis De spørger Zayd, vil han fortælle Dem, at det er ildspyd, hvormed englene fordriver Satan, som på visse nætter i al hemmelighed stiger op til himlen for at stjæle viden om Allahs hemmeligheder … Er det så måske selv Satanernes konge, Iblis, som netop er blevet ramt af en ildpil, der med voldsom fart er blevet kastet mod ham på den østlige himmel …?
Fortællingerne, der knytter sig til denne himmel og dens stjerner, er mere velkendte for mig, fra mit barndomshjem …
Hvordan kunne det ellers være? Lige siden jeg kom til Arabien, har jeg levet som en araber; jeg har kun båret arabisk klædedragt, kun talt arabisk og også drømt på arabisk. Arabernes skikke og billedrigdom har næsten umærkeligt formet mine tanker. Den hindring, som et menneskes åndelige snæverhed normalt udgør for en udlænding, selv når han er nok så dygtig i et lands skikke og sprog, så han ikke kan finde den sande vej til at forstå et fremmed folks følelser og gøre deres verden til sin egen, har aldrig stået i vejen for mig.
Pludselig bryder jeg ud i latter af lykke og frihed—jeg ler så højt, at Zayd slår øjnene op i forundring og ser på mig, mens min kamel langsomt og med et vagt, overmodigt udtryk vender hovedet mod mig; for i dette øjeblik så jeg min vej, og hvor enkel og lige den var trods sin store længde—vejen fra den verden, der ikke var min, til min helt egen verden.
Er min ankomst til dette land i virkeligheden ikke en tilbagevenden til mit eget hjem? Et hjertes hjemkomst, efter at det gennem tusinder af års bugtninger har søgt sit eget hjem og nu med smertefuld jubel har genkendt denne himmel—min himmel? For himlen over Arabien er så dyb, så høj og langt mere festligt besat med stjerner end nogen anden himmel; det var denne himmel, der som en baldakin hvælvede sig over mine forfædres vej, disse omvandrende hyrdekrigere, som for tusinder af år siden, helt ved begyndelsen af deres magt, blændet af begæret efter land og krigsbytte, drog af sted mod Kaldæas frugtbare egne og en ukendt fremtid: den lille beduinstamme af jøder—forfædrene til de mennesker, hvis stamfader senere blev født i kaldæernes sted, der hed Ur.
Denne mand, hvis navn var Ibrahim, var ikke bosat i området omkring Ur. Hans stamme var én blandt de mange arabiske stammer. På forskellige tidspunkter drog disse arabiske stammer i slyngede bevægelser fra halvøens sultne ørken mod det nordlige drømmeland, som de forestillede sig var overstrømmet af mælk og honning. Det var de frugtbare, opdyrkede egne i den frugtbare halvmåne, Syrien og Mesopotamien. Undertiden besejrede disse stammer områdets indbyggere og slog sig ned i deres sted som herskere; efterhånden blandede de sig med de besejrede og opstod sammen med dem som et nyt folk—folk som assyrerne og babylonierne, der byggede deres riger på ruinerne af den tidligere sumeriske civilisation—eller som kaldæerne, der blev mægtige i Babylon, eller amoritterne, der senere blev kendt som kana’anæere i Palæstina og som fønikere langs den syriske kyst. Andre gange var de fremmede hyrdenomader så svage, at de ikke havde styrke til at besejre dem, der var kommet før dem; til sidst forsvandt de blandt de tidligere ankomne, eller de fastboende trængte nomaderne tilbage mod ørkenen og tvang dem således til at søge nye græsgange og måske erobre et andet område. Ifølge Toraen var Ibrahims oprindelige navn ‘Ab-Ram’, hvilket på oldarabisk betyder den person, der er ambitiøs. Det er tydeligvis, at denne Ibrahims stamme var én af de svagere stammer. Den bibelske fortælling om deres bosættelse i det golde område ved ørkenens rand beskriver den tid, hvor de havde indset, at de ikke havde kunnet finde et nyt hjem til sig selv i Tigris-egnen—og at de gjorde sig klar til at drage mod nordvest langs Eufrats bredder, i retning af Harran og derfra mod Syrien.
»Den mand – den ambitiøse« – min fjerne forfader, som Allah havde drevet mod ukendte og uopdagede egne for dér at opdage sit eget væsen; han må have forstået, ja, fuldt ud forstået, hvorfor jeg er kommet hertil – for også han måtte fare gennem mange lande, rejse omkring i dem, før han kunne give sit liv en sådan form, som man kan gribe og berøre med hænderne; før han slog rødder på ét bestemt sted, måtte også han være gæst i mange hjem. Over for hans på én gang ærefrygtindgydende og skræmmende erfaringer ville min egen ubetydelige forvirring ikke have forekommet ham at være noget problem. Han forstod, ligesom jeg nu forstår, at meningen med mine omflakkende rejser ligger i et skjult ønske om at lære mig selv at kende gennem mødet med en verden, der fører hen imod livets dybeste spørgsmål og selve sandhedens væsen, en verden, der er helt forskellig fra alt det, jeg kendte og var fortrolig med i min barndom og ungdom.
Tre
Hvilken lang vej fra min barndom og ungdom i Centraleuropa til mit nuværende liv i Arabien! Men hvor er det dog glædeligt at mindes de dage, der ligger bag mig i livet.
De tidligste barndomsår tilbragte jeg i Lwów i Polen, som dengang endnu hørte under Østrig, i et hus, der var lige så stille og værdigt som den gade, det lå ved. En lang gade, noget støvet, men ren, med rækker af kastanjetræer på begge sider; den var belagt med tykke træplanker, som dæmpede lyden af hestehovenes slag og forvandlede hvert øjeblik af dagen til en doven eftermiddag. Jeg elskede denne smukke gade med en besynderlig bevidsthed, ligesom jeg elskede min barndoms byer – ikke blot fordi det var min egen gade; jeg tror snarere, at jeg virkelig elskede den, fordi den med en fornem følelse af ro strakte sig fra det livlige centrum i den muntre, livlige by mod stilheden i skovene ved byens udkant og mod den enorme kirkegård, der var skjult i disse skove. Af og til syntes smukke vogne at flyve af sted på lydløse hjul, i takt med den hurtige klip-klop-klip-klop fra de løbende hestes hove; og hvis det var vinter, og gaden blev dækket af en foddyb sne, kørte slæder hen over den, damp steg ud af hestenes næsebor, og deres klokker klang i den tågetunge luft. Og hvis du selv sad i en slæde og mærkede tågen fare forbi dig og lægge sin isnende berøring mod dit ansigt, ville dit barnlige hjerte forstå, at de galopperende heste bar dig mod en lykke, der hverken havde begyndelse eller ende.
Så var der sommermånederne på landet, hvor min rige bankieronkel havde en stor landejendom, til glæde for sin store familie. En lille, langsomt flydende flod løb forbi, med rækker af piletræer på begge bredder; og så laderne, fyldt med fredeligt kvæg – og et halvmørke, der på en mystisk måde var mættet af lugten af dyr og hø, samt latteren fra de ruthenske bondepiger, som om aftenen havde travlt med at malke køerne. Man kunne drikke den varme, skummende mælk direkte af spanden, ikke blot fordi man var tørstig, men fordi det var spændende at drikke noget, der stadig var så tæt på sin dyriske oprindelse. De dage i august tilbragte jeg på markerne sammen med høstfolkene, der skar hveden, og med pigerne, som samlede den sammen og bandt den i neg: unge kvinder, smukke og kraftigt byggede, med fyldige bryster og stærke, levende arme. Jeg mærkede deres styrke, når de ved middagstid for sjov trillede mig rundt oven på kornbunkerne; men jeg var dengang så lille, at jeg ikke kunne tillægge deres latterfyldte omfavnelser nogen anden betydning.
Og så var der rejserne med min far og mor til Wien og Berlin, til Alperne og Bøhmens skove, til Nordsøen og Østersøen; stederne lå så langt fra hinanden, at hvert af dem syntes at være en helt ny verden. Hver gang jeg begav mig ud på sådan en rejse, syntes mit hjerte at standse ved tanken på alle de nye vidundere, der ville åbenbare sig for os, så snart togets lokomotiv lød med sit første fløjt, og hjulene gav det første ryk!
Der var også mange legekammerater – drenge og piger – en bror og en søster og talrige fætre og kusiner; og efter ugens ensformige skoledage kom de strålende, frie søndage, som ikke var særlig plagsomme … hvor man løb omkring på landet, havde sine første hemmelige møder med smukke piger på ens egen alder og blev rød af en mærkelig ophidselse, som det tog time efter time at komme over …
Denne barndom var lykkelig – tilfredsstillende, selv om den nu hører fortiden til. Mine forældres liv var et liv i komfort og velstand; man kan sige, at de levede for deres børn. Måske skyldes min evne til i de senere år let at tilpasse mig ukendte og undertiden ugunstige forhold delvis min mors rolige og urokkelige stilheds indflydelse; på den anden side afspejlede min fars mentale rastløshed sig måske i min egen urolige natur …
Hvis jeg skal beskrive min far, vil jeg sige, at denne smukke, slanke, middelhøje mand med den mørke hudfarve – hvis øjne var sorte og intense – ikke rigtig passede ind i sine omgivelser. Tidligt i sin ungdom drømte han om at hellige sig videnskaben, især fysikken. Men denne drøm blev aldrig virkeliggjort i hans liv. Han blev tvunget til at nøjes med at blive advokat. I dette erhverv havde han ganske vist stor succes, for det var måske en udfordring, der passede til hans skarpe og intense sind. Alligevel kunne far aldrig tage denne profession til sig af hele sit hjerte. Den ensomhed, der havde lagt sig omkring ham, skyldtes måske først og fremmest den bestandige bevidsthed om, at hans egentlige kald havde svigtet ham.
Min fars far var en ortodoks rabbiner, en jødisk præst, i Jarnowitz, hovedstaden i det daværende østrigske Bukovina. Jeg husker stadig den gamle mand – han var meget smuk; hans hænder var bløde, fine og lange, og hans ivrige, følsomme ansigt var indrammet af et langt, hvidt skæg. Hele sit liv dyrkede han matematik og astronomi i sin fritid; han nærede en dyb kærlighed til disse to fag. Desuden var han den bedste skakspiller i området – og dette var måske grundlaget for hans mangeårige venskab med den ortodokse græske ærkebiskop, som selv var en berømt skakspiller. Aften efter aften sad de to gamle over skakbrættet, og deres sammenkomster sluttede med drøftelser af deres respektive religioners ophøjede trosbekendelser. Man kunne måske mene, at min bedstefar med sådanne åndelige tilbøjeligheder naturligt burde have glædet sig over min fars interesse for videnskaben. Men i sit stille sind besluttede han fra begyndelsen, at hans førstefødte søn skulle følge den jødiske rabbinertradition, som havde været familiens gamle tradition i flere generationer. Han ville ikke engang overveje nogen anden profession for min far. Hans beslutning blev måske yderligere styrket af et skamfuldt skelet i familieskabet: mindet om en af hans brødre, altså en bror til min oldefar, som på højst usædvanlig vis havde brudt med familietraditionen – ja, endog havde forladt sine forfædres religion.
Det forekommer mig, at denne oldefars næsten legendariske bror – hvis navn aldrig blev nævnt højt i familien – var vokset op i den samme familietradition. Allerede som ganske ung var han blevet fuldt uddannet rabbiner, og i den alder var han blevet gift med en kvinde, som han tilsyneladende ikke elskede. På den tid var en rabbins løn ikke særlig høj. Derfor drev han pelshandel for at øge sin indkomst, og hvert år måtte han rejse til Leipzig, Europas centrale pelsmarked. Da han var omkring femogtyve år, begav han sig ud på en sådan lang rejse i hestevogn. Det var i første halvdel af det nittende århundrede; også denne gang tog han til Leipzig og solgte sine pelse, men i stedet for at vende hjem solgte han både vogn og heste. Derefter barberede han sit skæg og sine sidelokker af, glemte den hustru, han ikke elskede, og rejste til England. I nogen tid ernærede han sig ved hårdt kropsarbejde, mens han om aftenen studerede astronomi og matematik. Det lader til, at en af hans mæcener havde opdaget hans talent – han sørgede for, at han kunne fortsætte sine studier i Oxford! Nogle år senere forlod min oldefars bror Oxford som en lovende lærd og nykristen. Kort efter at han havde sendt sin jødiske hustru et skilsmissebrev, giftede han sig med en ikke-jødisk pige. Familien vidste ikke meget om hans senere liv – kun at han opnåede betydelig berømmelse som astronom og døde som adlet.
Det forekommer mig, at netop dette frygtelige eksempel gjorde min bedstefars holdning så uforsonlig over for min fars interesse for at studere videnskab. Han skulle være rabbiner – og dermed basta! Men min far var ikke parat til så let at give op. Om dagen læste han Talmud, men om natten studerede han i al hemmelighed – uden nogen lærers hjælp – en humanistisk gymnasieuddannelse. Senere fortalte han sin mor det. Hun kan have været såret over sin søns hemmelige studier, men på grund af sin ædle natur forstod hun, at det ville være grusomt at berøve ham muligheden for at følge sit hjertes ønske. Som toogtyveårig fuldførte min far det otteårige gymnasiekursus på fire år og gjorde sig klar til studentereksamen, som han bestod med udmærkelse. Med denne eksamen gjorde han og hans mor sig modigt klar til at afsløre den frygtelige nyhed for min bedstefar. Jeg kan forestille mig den dramatiske scene, der fulgte. Men resultatet blev, at min bedstefar til sidst blødgjordes og gik med til, at min far ikke længere skulle studere til rabbiner, men i stedet læse på universitetet. Familiens økonomiske situation tillod ham naturligvis ikke at studere sit yndlingsfag, fysik. Derfor valgte han et mere indbringende erhverv – juraen – og blev med tiden advokat. Nogle år senere slog han sig ned i byen Lwów i det østlige Galicien, og dér giftede han sig med min mor, en af fire døtre af en velhavende lokal bankier. Dér blev jeg født i sommeren 1900 som det andet af deres tre børn.
Min fars uopfyldte længsel kom til udtryk i hans omfattende studier af videnskabelige emner og måske i hans mærkelige, men meget undertrykte forkærlighed for sin anden søn – det vil sige mig. Det forekommer mig, at jeg også især holdt af de emner, der ikke havde noget at gøre med hurtig indtjening og en succesfuld karriere. Ikke desto mindre var der ingen som helst mulighed for, at hans drøm om at gøre mig til videnskabsmand skulle gå i opfyldelse. Selv om jeg ikke var dum, var jeg som elev meget uengageret af natur. Matematik og naturvidenskab kedede mig. Jeg fandt grænseløs glæde i at læse Sienkiewicz’ spændende historiske romaner, Jules Vernes fantastiske fortællinger, James Fenimore Coopers og Karl Mays historier om indianere og senere Rilkes digte samt Also sprach Zarathustra, skrevet i dybe og ophøjede rytmer. Ligesom latin- og græskgrammatik interesserede tyngdekraftens og elektricitetens mysterier mig overhovedet ikke. Som følge heraf blev jeg rykket op fra klasse til klasse, selv om jeg dumpede til eksamen hver eneste gang. Det må bestemt have været en bitter skuffelse for min far. Men han har meget muligt trøstet sig med, at mine lærere var yderst tilfredse med min tilbøjelighed til polsk og tysk litteratur og historie.
I overholdt min families tradition og modtog hjemme hos en lærer en grundig undervisning i hebraisk religion. Det skyldtes ikke min fars og mors åbenlyse religiøsitet. De tilhørte en tid, hvor mennesker blot udtrykte mundtlig troskab over for en eller anden af de trosforestillinger, som havde formet deres forfædres liv; ingen gjorde det mindste forsøg på at forme deres praktiske, endog deres moralske tænkning efter denne religions lære. Enten klamrede sådanne mennesker sig i deres tørre, livløse ritualisme – kun af vane, kun af vane … – til deres religiøse arv, eller også udviste de en endnu større overlegen ligegyldighed hos de »frigjorte«, som mente, at religion blot var en forældet overtro, som man af og til kunne tilpasse sig udadtil, men som man inderst inde skammede sig over, fordi den ikke kunne forsvares med fornuften. På alle måder tilhørte min far og mor den førstnævnte gruppe. Men undertiden opstår der i mig en svag mistanke om, at min far i det mindste hældede til den anden gruppe. Ikke desto mindre blev han ved med at insistere, for at glæde sin far og sin svigerfar, på at jeg skulle læse de religiøse bøger i lange timer. Således lærte jeg i en alder af tolv eller tretten år ikke blot at læse hebraisk meget hurtigt, men tilegnede mig også evnen til at tale ubesværet på hebraisk. Desuden fik jeg et nogenlunde kendskab til aramæisk. Det var måske dette kendskab, der senere gjorde det muligt for mig så let at lære arabisk. Jeg læste Det Gamle Testamente på dets originalsprog. På denne måde stiftede jeg også bekendtskab med Mishnah og Gemara – det vil sige Talmuds grundtekst og dens fortolkning. Med en vis selvtillid kunne jeg diskutere forskellen mellem Jerusalems og Babylons Talmud. Jeg fortabte mig sådan i Targums – det vil sige Bibelens aramæiske oversættelsers – vanskeligheder, at et rabbinsk liv syntes at være bestemt for mig!
Trods al denne nye religiøse viden – eller måske netop på grund af den – begyndte jeg snart at indtage en overlegen holdning over for mange af jødedommens grundsætninger. Det er sandt, at jeg ikke var uenig i den moralske godhed, som der lægges så stor vægt på overalt i de jødiske skrifter, og heller ikke i de jødiske profeters store guddommelige bevidsthed. Men det forekom mig, at »Allah« i Det Gamle Testamente og Talmud unødigt var optaget af ritualerne for, hvordan hans tilbedere skulle tilbede ham. Jeg syntes også, at Allah på forunderlig vis på forhånd var særligt optaget af én bestemt nations, jødernes, skæbne. Det Gamle Testamentes struktur som historien om Abrahams efterkommere er sådan, at Allah synes ikke at være hele menneskehedens skaber og opretholder, men snarere en stammegud, som sørger for en udvalgt nations behov inden for hele skaberværket: når de gør gode gerninger, belønner han dem ved at lade dem erobre lande, og når de afviger fra den vej, der er fastlagt for dem, tvinger han dem til at lide sorg og ydmygelse for de vantros hænder. Når jeg ser på det i lyset af disse grundlæggende mangler, synes selv den moralske begejstring hos senere profeter som Esajas og Jeremias ikke at indeholde noget universelt budskab.
Men resultatet af mine tidlige studier, som var det modsatte af det forventede – for de gjorde mig ikke tiltrukket af mine forfædres religion, men skubbede mig snarere endnu længere bort fra den – hjalp mig senere til at forstå, tænker jeg undertiden, religionens grundlæggende formål, uanset hvilken form den antager. Selv om jødedommen havde skuffet mig, forsøgte jeg på det tidspunkt ikke at søge åndelig sandhed noget andet sted. Under indflydelse af et skeptisk miljø afviste jeg, ligesom mange andre drenge på min alder, ligeud alle formelle religioner. Eftersom religion for mig aldrig havde forekommet at være andet end et stort system af forbud og påbud, havde jeg ingen egentlig forbindelse til den, da jeg fjernede mig fra den. Det, jeg ønskede, var ikke meget anderledes end det, næsten alle andre drenge ønskede – jeg ønskede handling, jeg ønskede eventyr og spænding!
Omkring 1914, da Verdenskrigen var begyndt, syntes det, som om den første store mulighed for at virkeliggøre mine barnlige drømme var kommet inden for rækkevidde. Som fjortenårig stak jeg af fra skolen og sluttede mig under et falsk navn til den østrigske hær. Jeg var meget høj af min alder og slap let igennem som attenårig, og atten var den laveste alder for optagelse i hæren. Men det var tydeligt, at jeg ikke besad nogen soldatermæssige egenskaber. Efter omtrent en uge fandt min far mig ved politiets hjælp. Derefter blev jeg på skammelig vis ført til Wien, hvor min familie allerede var begyndt at bo nogen tid forinden. Næsten fire år senere blev jeg faktisk og juridisk optaget i den østrigske hær, men allerede inden da var min drøm om militær hæder forsvundet, og jeg søgte efter en anden vej til at realisere mig selv. Under alle omstændigheder brød revolutionen ud blot få uger efter, at jeg var blevet optaget i hæren; det østrigske kejserrige faldt sammen, og krigen sluttede.
I næsten to år efter Første Verdenskrig studerede jeg kunsthistorie og filosofi ved Wiens Universitet, noget usystematisk. Jeg var ikke optaget af disse studier. Et roligt akademisk liv havde ingen tiltrækning for mig. Jeg følte en længsel efter at møde livet mere direkte, et ønske om at træde ind i livet. Jeg ville træde ind i livet uden at søge tilflugt i de kunstige forsvarsværker, som det sikkerhedselskende menneske bygger omkring sig – jeg ville selv finde vejen til at erkende den åndelige orden, der ligger bag alting, en orden, som jeg vidste måtte eksistere, men som jeg endnu ikke klart kunne se.
Det er slet ikke let at sætte ord på, hvad jeg dengang forstod ved åndelig orden. Jeg tænkte bestemt ikke over dette spørgsmål i almindelig religiøs forstand; snarere kan man sige, at jeg ikke gjorde det i nogen bestemt forstand. Hvis jeg skal være retfærdig over for mig selv, må jeg sige, at denne uklarhed, denne ubestemthed, ikke var noget, jeg selv havde skabt – det var i virkeligheden en hel tidsalders uklarhed og ubestemthed.
Et kendetegn ved de første årtier af det tyvende århundrede var åndelig tomhed. Alle de moralske værdier, som Europa havde vænnet sig til gennem århundreder, mistede deres klare konturer og blev formløse under det frygtelige pres fra det, der skete mellem 1914 og 1918. Og ingen steder kunne man endnu se et nyt værdihierarki træde i deres sted. Alle fornemmede en følelse af forgængelighed og usikkerhed, et varsel om social og mental omvæltning, som fik mennesker til at begynde at tvivle på, om der nogensinde igen kunne findes noget varigt i menneskers tanker og bestræbelser. Alt syntes at drive med i en formløs, uafgrænset oversvømmelse. Og ungdommens åndelige uro kunne ingen steder finde noget, den kunne støtte sig til. Fordi der ikke fandtes nogen pålidelig moralsk målestok, kunne ingen give os unge tilfredsstillende svar på de spørgsmål, som havde gjort os rådvilde. Videnskaben sagde: »Viden er alt« – men man havde glemt, at viden uden et moralsk mål kun kan skabe kaos. Samfundsreformatorer, revolutionære og kommunister ønskede utvivlsomt alle at skabe en bedre og lykkeligere verden – men hver og en af dem tænkte udelukkende i lyset af de ydre sociale og økonomiske forhold, og for at rette fejlene ophøjede de deres materialistiske historieopfattelse til en ny metafysik – en antim metafysik. De almindelige religiøse vidste på deres side ikke bedre end at tillægge Allah de egenskaber, som de havde tilegnet sig gennem deres egne tænkemåder, og som for længst var blevet ufleksible og meningsløse. Og da vi unge så, at det, der skete i verden omkring os, ofte stod i voldsom modstrid med de forestillede guddommelige egenskaber, sagde vi til os selv: »De egenskaber, der tillægges Allah, er tydeligvis adskilte fra og uafhængige af de kræfter, der styrer menneskets skæbne. Derfor findes der ingen Allah.« Kun ganske få af os tænkte, at årsagen til al denne forvirring måske lå i den lunefulde sindsstemning hos religionens selvglade vogtere, som hævdede, at de havde ret til at »give Allah en identitet«, og som på denne måde iførte Allah deres egen dragt og gjorde ham adskilt fra mennesket og dets skæbne.
Denne usikkerhed og omskiftelighed med hensyn til, hvordan man skulle leve sit personlige liv, kunne føre til et dybt moralsk kaos og til mangel på respekt for menneskets kunst, skønhed og kultur; men den kunne også bidrage til, at man på en kreativ og personlig måde søgte hen imod det, der former et ædelt liv.
Det var måske indirekte denne medfødte erkendelse, der fik mig til at vælge kunsthistorie som mit hovedfag på universitetet. Jeg havde en fornemmelse af, at kunstens egentlige opgave var at fremvise et mønster, der samlede det mangfoldige i en harmonisk helhed i vores bevidsthed; et mønster, som ganske sikkert lå under de fragmenterede billeder af begivenheder, som vores bevidsthed åbenbarede for os, og som kun kunne udtrykkes fuldstændigt ved hjælp af den imaginære tænkning. Det siger sig selv, at mit fag ikke kunne gøre mig tilfreds. Det forekom mig, at mine professorer – hvoraf nogle, såsom Strzygowski og Dvořák, var fremtrædende inden for deres egne områder – i alt for høj grad var optaget af at opdage de regler i æstetikken, som styrer skabelsen af kunst; de gjorde kun meget lidt for at afdække de åndelige bølgepåvirkninger, der lå ved dens kerne. Med andre ord var deres syn på kunsten efter min mening alt for snævert begrænset til de former og den stil, gennem hvilke kunst kommer til udtryk.
Også de konklusioner inden for psykoanalysen, som jeg stiftede bekendtskab med i disse ungdommelige forvirringers dage, efterlod mig – måske af noget andre grunde – lige så utilfreds. Der er ingen tvivl om, at psykoanalysen på det tidspunkt viste sig som en førsteklasses mental revolution. Jeg følte inderst inde, at åbningen af hidtil lukkede, men nye døre til viden og erkendelse på denne måde ville påvirke menneskers tanker om sig selv og samfundet dybt, måske ligefrem ændre dem fuldstændigt; opdagelsen af den rolle, som det ubevidste sinds ønsker og drifter spiller i dannelsen af menneskets personlighed, havde uden tvivl åbnet vejen til en dybere selvindsigt, som de tidligere psykologiske teorier ikke havde kunnet give os. Alt dette var jeg rede til at acceptere – faktisk var begejstringen for den freudianske tankegang for mig lige så stærk som rusen fra vin. Mange aftener hørte jeg på caféerne i Wien ophidsede diskussioner mellem nogle af psykoanalysens tidlige pionerer, såsom Alfred Adler, Hermann Steckel og Otto Gross. Jeg blev imidlertid foruroliget over grundlaget for dens analyser, fordi denne videnskab ønskede at reducere alle menneskesjælens mysterier til en række nervøse processer og reaktioner. De filosofiske konklusioner, som denne læres grundlægger og hans tilhængere nåede frem til, forekom mig af en eller anden grund alt for raffinerede, alt for sikre og alt for forenklede; derfor syntes jeg ikke, at disse konklusioner havde evnen til at bringe os nærmere de absolutte sandheder; og desuden indeholdt de bestemt ingen anvisning på en ny vej til et bedre liv.
Selv om disse problemer ofte optog mine tanker, følte jeg mig ikke særlig besværet af dem. Jeg havde aldrig været synderligt interesseret i at tænke over noget hinsides sanserne eller i bevidst at udforske sandheder, der kun var begrebsmæssige. Jeg var tiltrukket af alt det, der kunne ses og mærkes, af folkemasserne, deres handlinger og deres forskellige forhold. Og netop på dette tidspunkt begyndte jeg at opdage forholdet til kvinder.
Lige efter verdenskrigen begyndte de almindeligt anerkendte værdier at bryde omfattende sammen, og i dette sammenbrud blev mange af de begrænsninger og forbud, der fandtes i forholdet mellem mænd og kvinder, også lempet. Efter min mening var dette mindre et oprør mod det nittende århundredes snævre ortodoksi end at blive kastet fra én tilstand over i dens fuldstændig modsatte – fra en tilstand, hvor bestemte moralske normer blev anset for evige og uomtvistelige, til en anden, hvor alt var blevet et spørgsmål om diskussion. Det var pendulets svingning tilbage fra menneskets tro på dets hidtidige uafbrudte fremadskridende udvikling til Spenglers bitre pessimisme, Nietzsches moralske relativisme og den åndelige tomhed, som psykoanalysen havde skabt. Når man ser tilbage på de første år efter krigen, forekommer det, at de unge mænd og kvinder, som talte og skrev så begejstret om »kroppens frigørelse«, var meget langt fra den stærkt ophidsende inspiration fra den guddommelige Pan, som de til enhver tid søgte tilflugt hos. Deres følelser var så stærkt præget af magelighed, at de ikke var i stand til at være revolutionære. Som regel indledtes deres seksuelle forbindelser pludseligt og uden overvejelse, i en sådan følelsesløs ligegyldighed, som ofte endte i uhæmmet seksuelt samvær.
Selv hvis jeg havde betragtet mig selv som bundet af det, der var tilbage af den traditionelle moral, ville det have været meget vanskeligt at beskytte mig mod den strømning, der var blevet så udbredt og så stærk. Jeg følte snarere, ligesom mange andre på min alder, stolthed over det, der blev betragtet som et oprør mod tomme konventioner. Kærlighedsleg blev let til forelskelse, og undertiden antog forelskelsen form af lidenskab. Jeg mener bestemt ikke, at jeg var en libertiner, for selv i mine ungdommelige kærlighedsforhold, hvor trivielle og kortvarige de end måtte være, lød der næsten altid en svag, men stærk genlyd af håb om, at den frygtelige ensomhed, som tydeligt havde skilt det ene menneske fra det andet, måske kunne brydes gennem foreningen mellem en mand og en kvinde.
… … . .. .. …………. … . … … … . ..
Min uro voksede stadig. Derfor blev det stadig vanskeligere for mig at fortsætte mine universitetsstudier. Til sidst besluttede jeg helt at opgive studierne og prøve mine evner af inden for journalistikken. Men min far satte sig voldsomt imod det. Han fremsatte sine indvendinger med argumenter, der måske var stærkere, end jeg på det tidspunkt var villig til at acceptere. Han sagde, at før jeg valgte skrivning som profession, var det nødvendigt, om ikke for andre så i det mindste for mig selv, at bevise, at jeg kunne skrive. Efter en heftig diskussion afsluttede han sine bemærkninger med at sige: »Under alle omstændigheder har man aldrig hørt om, at en ph.d.-grad skulle have hindret nogen i at blive en vellykket forfatter.« Hans argument var fuldkomment og uangribeligt. Men jeg var ganske ung, overordentligt optimistisk og yderst rastløs. Da jeg forstod, at han under ingen omstændigheder ville ændre mening, havde jeg ingen anden mulighed end at begynde mit liv på mine egne præmisser. Uden at fortælle nogen, hvad jeg havde i sinde, forlod jeg Wien en sommerdag i 1920 og steg på et passagertog med kurs mod Prag.
Bortset fra mine personlige ejendele havde jeg intet andet end en diamantring. Jeg havde fået ringen af min mor. Min mor var gået bort året før. I Prag var en café litteraternes vigtigste samlingssted; med hjælp fra en af caféens tjenere solgte jeg ringen. Det er meget muligt, at jeg blev grundigt snydt, men de penge, jeg fik, forekom mig alligevel at være en kongelig formue. Med denne rigdom i lommen nåede jeg frem til Berlin. Der introducerede nogle wieneriske venner mig til en magisk kreds af kunstnere og forfattere på det gamle Café des Westens.
Jeg forstod, at jeg fra nu af måtte finde min egen vej uden at få hjælp fra nogen. Jeg ville aldrig mere håbe på eller tage imod økonomisk hjælp fra min familie. Nogle uger senere, da min fars vrede havde lagt sig en smule, skrev han til mig: »Nu kan jeg tydeligt se dig for mig: En dag ligger du død som en omstrejfende vagabond ved vejkanten, i rendestenen.« Jeg svarede straks: »Nej, der findes ingen rendesten ved vejkanten til mig – De skal se, jeg vil nå helt op på toppen.« Hvordan jeg skulle nå toppen, stod endnu slet ikke klart for mig; men jeg vidste, at jeg ville skrive, at jeg ville være forfatter – og jeg var også begyndt at tro på, at litteraturens verden ventede spændt på mig med åbne og gavmilde arme.
Nogle måneder senere slap mine kontante penge op, og jeg begyndte at lede febrilsk efter et arbejde. For en ung mand, der nærer den høje ambition at blive journalist, er det oplagte valg at få ansættelse på en af de berømte dagblade; men jeg opdagede, at de ikke kunne lide mig. Det gik dog ikke pludselig op for mig. Det krævede uge efter uge, hvor jeg vandrede frem og tilbage på Berlins fortove, før jeg forstod det, og hvor var det dog pinefuldt at gå sådan omkring – for selv billetprisen til metroen eller en taxa var blevet et problem. Desuden nåede jeg efter utallige ydmygende samtaler med chefredaktører, redaktionssekretærer og medredaktører frem til den samme konklusion: Medmindre der skete et mirakel, havde en ung mand, som ikke havde skrevet så meget som én eneste linje, ingen chance.
Der skete ikke noget mirakel for mig. I stedet stiftede jeg bekendtskab med sulten, og i adskillige uger levede jeg af te og de to stykker brød, som min værtinde gav mig hver morgen. De litterære venner, jeg havde fået blandt stamgæsterne på Café des Westens, kunne heller ikke gøre meget for en rå og uerfaren kommende forfatter som mig. Dagene gik således, mens vi sad helt på kanten af tomheden; med stort besvær forsøgte de blot at holde hagen oven vande. En sjælden gang, hvis det ved et lykketræf lykkedes nogen at sælge et godt værk eller et billede, fik vi pludselig et glimt af velstand; så holdt en af dem en fest med øl og frankfurtere og bad mig tage del i den pludselige lykke. Undertiden inviterede en eller anden mindreværdskompleksfyldt nyrig mand disse mærkelige intellektuelle nomader hjem i sin lejlighed og stirrede måbende på os med en blanding af frygt og ærbødighed, mens vi fyldte vores tomme maver med kaviar, canapéer og champagne og betalte vores værts venlighed tilbage med »vores indsigt i det bohemeagtige liv«. Men den slags var undtagelser. Den almindelige regel i de dage var tør faste, og mine nattedrømme var fyldt med friske, tykke skiver brød smurt med smør. Flere gange fik jeg lyst til at skrive til min far og bede om hjælp. Han ville ganske sikkert ikke have afvist mig. Men hver gang hindrede min værdighed mig; så i stedet for at bede om hjælp skrev jeg til ham, at jeg havde skaffet mig et fremragende arbejde og fik en stor løn.
Til sidst kom der, som et lykkeligt tilfælde, en forandring. Jeg stiftede bekendtskab med F. W. Murnau. Han havde netop sat foden ind på berømmelsens arena som en fremadstormende filmproducent. (Jeg mødte ham nogle få år før, han rejste til Hollywood. Der opnåede han endnu større berømmelse og døde til sidst tragisk i en alt for ung alder.) Murnau havde en lunefuld og hensynsløs side, og derfor var han højt elsket af alle sine venner. Så snart han så denne unge mand, der trods alle disse modgange var så stærkt optimistisk og ivrig med hensyn til fremtiden, blev han tiltrukket af ham. Han spurgte mig, om jeg ville arbejde som hans assistent på den nye film, han skulle til at begynde på – og selv om arbejdet var meget midlertidigt, syntes jeg pludselig, at Paradisets porte åbnede sig foran mig, da jeg stammende sagde: »Ja – jeg vil gerne.«
To strålende måneder – fri for bekymringer om penge! Jeg arbejdede videre som Marnos assistent, fuldstændig opslugt af alle mulige vidunderlige og mærkværdige oplevelser, som jeg aldrig før havde haft i mit liv. Min selvtillid voksede voldsomt; og denne selvtillid blev afgjort ikke mindre af, at filmens heltinde – en berømt og smuk skuespillerinde – ikke følte sig truet af den unge instruktørassistents flirt. Da filmen var færdig, og Marno gjorde sig klar til at rejse til udlandet med et nyt arbejde, forlod jeg hans tjeneste i den tro, at de værste dage i mit liv var forbi.
Kort efter bad en af mine wieneriske journalistvenner, Anton Kuh, som på det tidspunkt havde opnået et betydeligt ry som teaterkritiker i Berlin, mig om at hjælpe ham med at skrive et filmscenarie. Det var mig, der fik ansvaret for at skrive scenariet. Jeg sagde ja med enorm begejstring. Jeg tror, at jeg arbejdede frygteligt hårdt på dette værk. Under alle omstændigheder betalte instruktøren os gladeligt det beløb, han havde lovet; Anton og jeg delte pengene ligeligt mellem os. For at gøre vores indtræden i filmverdenen mindeværdig holdt vi en fest på Berlins mest fashionable restaurant. Da vi fik regningen for at betale restaurantens tilgodehavende, opdagede vi, at alle vores penge måtte gå til hummer, kaviar og fransk vin. Men vores held reddede os. Straks gik vi i gang med at skrive endnu et scenarie, denne gang med Balzac som centrum: en fuldstændig opdigtet film baseret på en af hans mærkværdige, fiktive oplevelser! Og ikke nok med det: samme dag som værket blev færdigt, fandt vi også en kunde til det. Denne gang holdt vi ikke nogen ‘festmiddag’ for at fejre vores succes. I stedet drog vi af sted for at tilbringe nogle ugers ferie i Bayern.
Så fulgte endnu et år – et år fuldt af eventyrlige succeser og fiaskoer. Efter at have udført forskellige midlertidige arbejder i flere af Centraleuropas byer lykkedes det mig at trænge ind i avisverdenen.
Dette gennembrud fandt sted i efteråret 1921, efter endnu en kort periode med økonomiske vanskeligheder. En dag sad jeg på Café da Westens, træt og uden trøst. Netop da kom en ven og satte sig ved mit bord. Da jeg fortalte ham om mine vanskeligheder, gav han mig dette råd:
‘Der kunne måske være en mulighed for dig. Darmatt er selv ved at starte et nyhedsbureau i samarbejde med United Press of America. Bureauet skal hedde United Telegraph. Jeg tror, han får brug for mange underredaktører. Hvis du vil, kan jeg præsentere dig for ham.’
Omkring tyverne var dr. Damart en kendt skikkelse i de politiske kredse i Tyskland. Blandt medlemmerne af Det Katolske Centerparti var han virkelig enestående. Tanken om, at jeg kunne arbejde som hans assistent, forekom mig tillokkende.
Dagen efter tog min ven mig med til dr. Damarts kontor. Den tiltalende, midaldrende mand bad os sætte os med en høflig og venlig mine.
‘Hr. Fingal. (Det var min vens navn) har fortalt mig om dig; har du nogensinde arbejdet som journalist før?’
—Nej, sir, svarer jeg, men jeg har til gengæld masser af anden erfaring. De kan sige, at jeg er specialist i østeuropæiske lande, og jeg kan mange sprog. (I virkeligheden kunne jeg kun tale ét østeuropæisk sprog, nemlig polsk, og jeg havde kun en meget vag forestilling om, hvad der foregik i den del af verden på det tidspunkt. Ikke desto mindre var jeg fast besluttet. Jeg ville ikke lade en unødvendig beskedenhed ødelægge min chance.)
—Jamen dog, det lyder jo glimrende, bemærkede dr. Damart med endnu mere sarkasme. Jeg kan vældig godt lide specialister. Men det beklagelige er, at jeg i øjeblikket ikke kan bruge dig til noget, der vedrører Østeuropa.—
Han må sikkert have set et skær af skuffelse i mit ansigt, for han skyndte sig at sige: —Alligevel har jeg et arbejde til dig —det er naturligvis måske ikke helt på niveau med din værdighed…—
—Hvilken slags arbejde, sir? spurgte jeg, idet jeg kom i tanke om, at jeg endnu ikke havde kunnet betale min husleje.
—Se, jeg har brug for nogle flere telefonister —nej, nej, du skal ikke bekymre dig, ikke operatører. Jeg har brug for den slags telefonister, der sender meddelelser over telefonen til provinsaviserne…—
Forslaget var en fornærmelse mod mine ambitioner. Jeg så på dr. Damart, og han så også på mig. Da jeg så, hvordan de vittige, humoristiske rynker omkring hans øjne blev tættere, forstod jeg, at mit hovmodige spil var slået fejl.
—Så gør jeg det, sir, svarer jeg med et suk og et smil.
Den følgende uge begyndte jeg på mit nye arbejde. Det var meget ensformigt og trættende. Det havde kun lidt at gøre med de drømme om et journalistliv, jeg hidtil havde næret. Det var min opgave flere gange om dagen via telefonen at sende korte meddelelser til vores nyhedsbureaus aviser i forskellige egne af landet. Men jeg var en fremragende telefonist, og min løn var også fremragende!
Jeg begyndte at arbejde på denne måde i en måned. Arbejdet var meget ensformigt og trættende. Det havde kun meget lidt at gøre med det journalistiske liv, som jeg havde drømt om. Min opgave bestod i flere gange om dagen ved hjælp af telefonen at sende korte meddelelser til vores nyhedsbureaus aviser i forskellige dele af landet. Men jeg var en fremragende telefonist, og min løn var også fremragende!
Jeg arbejdede på denne måde i en måned. Ved månedens udgang bød der sig en enestående mulighed for mig.
I 1921 blev Rusland ramt af en hungersnød, hvis gru var uden sidestykke. Millioner og atter millioner sultede, og hundredtusinder døde. Aviserne i hele Europa kappes om at bringe hårrejsende beskrivelser af situationen. Der blev lagt flere planer om at sende nødhjælp fra udlandet; en af dem blev ledet af Herbert Hoover, som efter Verdenskrigen havde ydet omfattende hjælp til Centraleuropa. Inde i Rusland stod Maksim Gorkij i spidsen for en storstilet hjælpeindsats. Hans dramatiske appeller om hjælp rystede hele verden, og der gik stærke rygter om, at hans hustru snart ville besøge de centraleuropæiske hovedstæder for at skabe offentlig støtte til en endnu mere effektiv hjælpeindsats.
Jeg var kun telefonist. Derfor gjorde jeg ikke selv noget direkte for at sende beretninger om disse spændende begivenheder, men til sidst blev jeg pludselig involveret på grund af en bemærkning fra en ven, jeg tilfældigt havde fået. (Jeg havde mange sådanne tilfældige venner, på de mest ukendte steder). I dette tilfælde var min bekendte ven natportier på Hotel Esplanade, en af de klogeste mænd i Berlin, og han sagde: »Se, Madame Gorkij – hun er en vidunderlig kvinde; ingen ville nogensinde kunne forestille sig, at hun er bolsjevik!«
»Madame Gorkij? Hvor har du set hende?«
Korrespondenten sænkede stemmen og hviskede: »Hun bor på vores hotel. Hun kom først i går, men hun har indskrevet sig under et andet navn i hotellets gæstebog. Kun manageren ved, hvem hun er. Hun ønsker ikke, at journalisterne skal sværme omkring hende.«
»Men hvordan ved du det?«
»Vi portierer ved alt, hvad der foregår på hotellet,« sagde han med et bredt grin. »Tror De, at vores arbejde ville vare særlig længe, hvis vi ikke vidste sådan noget?«
Hvilken vidunderlig ting det ville være at få en kontakt med Madame Gorky, et eksklusivt interview med hende! Især fordi der ikke i dag er blevet trykt så meget som et eneste ord i aviserne om, at hun befinder sig i Berlin. På et øjeblik stod min fantasi i flammer.
– Kan du på en eller anden måde få mig til at møde hende? siger jeg til min ven.
– ‘Jeg ved ikke, om jeg kan – Madame Gorky er meget uvillig til at lade nogen få kendskab til hendes forehavender. Men ja, der er måske én ting, jeg kan gøre. Hvis du sidder i lobbyen om aftenen, kan jeg måske pege hende ud for dig med et tegn.’
Det var så den samtale. Jeg skyndte mig til mit kontor hos United Telegraph. Næsten alle var gået, men heldigvis sad nyhedsredaktøren stadig og arbejdede ved sit skrivebord. Jeg pressede ham: Hvis jeg lover at skaffe Dem en sensationel historie, vil De så give mig et pressekort?
– ‘Hvilken slags historie?’ spørger han mistænksomt.
– ‘Giv mig pressekortet – så giver jeg Dem historien. Hvis jeg ikke leverer den, kan De når som helst få kortet tilbage.’
Til sidst gik den gamle nyhedsnarkoman med til det, jeg sagde. Jeg forlod kontoret med et kort – stolt ejer af et kort, i kraft af hvilket jeg nu kunne præsentere mig som United Telegraphs repræsentant.
De næste par timer tilbragte jeg i lobbyen på Esplanade (indgangshallen). Klokken ni kom min ven og sluttede sig til arbejdet. Han stod i døren og blinkede til mig – så forsvandt han bag receptionen og kom nogle minutter senere tilbage for at fortælle, at Madame Gorky ikke var på sit værelse, men var gået ud.
– Hvis du tålmodigt sidder og venter længe nok, vil du helt sikkert se hende, når hun kommer.
Ved ellevetiden fik jeg et signal fra min ven. Han gjorde i al hemmelighed tegn til en kvinde, som netop var trådt ind gennem svingdøren: en smuk, lille kvinde på fyrre-femogfyrre år, iført en sort kjole med et fremragende snit og en løstsiddende, ærmeløs overkjole, der slæbte hen ad gulvet efter hende, mens hun gik. Hendes væsen var så udsøgt aristokratisk, at det virkelig var svært at forestille sig hende som »kuliernes og arbejdernes digters« hustru, og endnu sværere at forestille sig hende som borger i Sovjetunionen. Jeg stillede mig i vejen for hende og bøjede hovedet til hilsen, hvorefter jeg gjorde mig klar til at tiltale hende med den mest indsmigrende stemme, jeg kunne frembringe: »Madame Gorkij …«
Et øjeblik stod hun lamslået af forbløffelse. Langsomt lyste hendes smukke, sorte øjne op i et mildt smil. Så svarede hun på et så udsøgt tysk, at man kun med besvær kunne ane en slavisk accent: »Jeg er ikke Madame Gorkij – du tager fejl. Jeg hedder [et navn, der lød russisk, og som jeg har glemt].«
– »Nej, Madame Gorkij,« sagde jeg insisterende, »jeg ved, at jeg ikke tager fejl. Jeg ved også, at De ikke bryder Dem om at blive opsøgt af os reportere – men hvis De vil give mig mulighed for at tale med Dem i nogle få minutter, vil det være nok for mig – ja, det vil være mere end nok for mig. Denne mulighed er mit livs første, min chance for at slå igennem. Jeg er sikker på, at De ikke vil lade denne mulighed gå tabt for mig.« Derefter viste jeg hende mit pressekort: »Jeg fik det netop i dag – og hvis jeg ikke kan aflevere en reportage om mit interview med Madame Gorkij, bliver jeg nødt til at aflevere dette kort tilbage.«
Den aristokratiske kvinde havde stadig det samme milde smil på læberne. »Men hvis jeg sværger på, at jeg ikke er Madame Gorkij, vil du så tro på mig?«
– »Hvad De end sværger på, vil jeg tro på.«
Kvinden brød ud i latter. »Du er sandelig en herlig fyr.« (Det er tvivlsomt, om hendes smukke hoved nåede op til min skulder.) »Jeg vil ikke fortælle dig nogen løgn. Du har vundet. Men vi kan ikke tilbringe resten af aftenen i lobbyen. Vil du ikke spise te sammen med mig på mit værelse og glæde mig lidt?«
Således blev jeg beæret ved at sidde på Madame Gorkijs værelse og drikke te. I næsten en time beskrev hun hungersnødens rædsler i alle detaljer. Da jeg så tog afsked med hende ved midnatstid, gik jeg derfra med mange sider fulde af noter.
Da de medredaktører, som havde nattevagt på United Telegraphs kontor, så mig på kontoret på dette usædvanlige tidspunkt, spærrede de øjnene op. Men jeg følte ikke behov for at give nogen forklaring. Jeg havde nemlig et presserende arbejde foran mig. Så snart jeg havde skrevet rapporten om mit interview, bestilte jeg uden at vente på redaktøren et hastetelegram til hver eneste af vores abonnentaviser.
Næste morgen sprang bomben. Ikke ét bogstav om Madame Gorkis tilstedeværelse var blevet trykt i nogen af Berlins berømte dagblade, mens hver eneste provinsavis, der abonnerede på vores nyhedsbureau, havde bragt sin egen beretning om interviewet med Madame Gorki og United Telegraphs særlige udsending på forsiden. Telegrafisten havde frembragt en førsteklasses rapport!
Om eftermiddagen blev der holdt et redaktørmøde på dr. Damarts kontor. Jeg blev kaldt derhen, og bagefter fik jeg en forelæsning om, at vigtige nyheder aldrig må udsendes uden nyhedsredaktørens tilladelse. Efter denne indledende forelæsning fik jeg at vide, at jeg var blevet forfremmet til reporter.
Endelig var jeg blevet journalist.
Fire
Bløde, sagte skridt i sandet: Zayed vender tilbage fra brønden med vandfyldte lædersække. Han lader lædersækken falde tungt ned på jorden og går derefter igen i gang med at tilberede vores frokost: ris og et lille stykke fårekød, som han havde købt i landsbyen aftenen før. Han rører en sidste gang rundt med øsen, og da dampen bobler op fra gryden, vender han sig mod mig:
—Vil De spise nu, onkel? Og uden at vente på mit svar — for han ved, at mit svar ikke kan være andet end ja — lægger han maden fra gryden i en stor tallerken, sætter den foran mig og hælder vand op i en messingkande, som han holder frem, så jeg kan vaske mine hænder:
—Bismillah, måtte Allah forlænge vores liv. Derefter sætter vi os over for hinanden med korslagte ben og giver os til at spise med fingrene på højre hånd.
Vi spiser i stilhed. Ingen af os to er særlig god til at tale meget, og under alle omstændigheder var mit sind allerede vandret ind i gamle minders rige. Jeg tænkte på mine tidligere dage i Arabien, fra tiden før jeg havde mødt Zayed. Derfor kan jeg ikke tale klart; jeg bliver blot ved med at tale med mig selv i mit eget indre og blande smagen og duften af fortidens øjeblikke sammen med stemningen i mit nuværende sind.
Da jeg efter måltidet lænede mig tilbage i min kamels saddel, legede mine fingre med sandet, mens jeg stirrede op mod stjernehimlen over det tavse, stille Arabien. Jeg tænkte, hvor vidunderligt det ville være, hvis jeg havde en ved min side, som jeg med åbent hjerte kunne fortælle alt, hvad der var hændt i mit liv i de fjerne år! Men ved min side er der ingen andre end Zayed. Zayed er et vidunderligt og trofast menneske – i så mange ensomme øjeblikke i mit liv har jeg haft ham som min ledsager. Zayed er yderst skarpsindig; han opfatter selv de fineste nuancer, og hans indsigt i menneskets karakter er dyb. Men når jeg ser skævt på hans ansigt med bøjet nakke, hans velformede, rene ansigt indrammet af de lange lokker, for øjeblikket bøjet over kaffekoppen, opslugt af alt andet og i næste øjeblik vender Zayed hovedet og ser hen mod kamelerne, der har sat sig på jorden tæt ved os og fredeligt tygger drøv, så forstår jeg, at jeg ønsker mig en helt anden slags lytter; en lytter, som ikke blot har forbindelse til min fjerne fortid, men som også vil være langt borte fra synene, lydene og duftene i mine nuværende dage og nætter. En, foran hvem jeg kan løse mine minders knuder op, én efter én, så hans øjne kan se dem, og mine egne øjne senere kan se dem igen, og som således kan hjælpe mig med at indfange mit eget tidligere liv i mine ords net.
Men her er der ingen andre end Zayed. Og Zayed er jo selve legemliggørelsen af nutiden.
Vinden
Én
Vi fortsatte og fortsatte – to mennesker på hver sin kamel – og formiddagen gled forbi og efterlod os.
»Det er højst besynderligt – virkelig forunderligt,« lød Zayeds stemme gennem stilheden.
»Hvad er besynderligt, Zayed?«
–Er det ikke et mærkeligt tilfælde, onkel? For blot nogle få dage siden var vi på vej mod Tayma, men nu vender vores kameler mod Mekka. Jeg tror ikke engang, De selv vidste det før den nat. De er en omstrejfer ligesom Baddur … præcis som jeg! Onkel, var det måske en djinn, der for fire år siden pludselig vakte ønsket i mig om at møde Dem i Mekka, og som nu har født beslutningen om at rejse til Mekka i Dem? Er det sådan, at vi flyver med vinden, fordi vi ikke ved, hvad vi ønsker?
–Nej, Zayd, du og jeg – vi lader os frivilligt føre med vinden, fordi vi ved, hvad vi ønsker; det ved vores hjerter, selv om vores tanker undertiden er længe om at forstå det. Men til sidst følger vores tanker vores hjerter, og så tror vi, at vi er nået frem til en beslutning …!
.. . .. . … .. . .. . …
Måske vidste mit hjerte det heller ikke den dag for ti år siden, da jeg stod på skibets dæk. Skibet førte mig mod Nærorienten på min første rejse dertil, sydpå, gennem Sortehavet, gennem den grå, grænseløse uigennemsigtighed i den tågede nat, forbi en tågeindhyllet morgen på vej mod Bosporus. Havet forekom mig at være af bly; undertiden sprøjtede skummet op på dækket, og motorens slag lød som hjerteslag!
Jeg stod og holdt fast i rælingen – mit blik rettet mod den blege, skyggefulde tomhed. Hvis nogen dengang havde spurgt mig, hvad jeg tænkte på netop i det øjeblik, eller hvad jeg egentlig forventede på min første rejse til Orienten, ville det have været meget vanskeligt for mig at svare klart. Nysgerrighed, måske, men det var en nysgerrighed, der ikke var stærk, og hvis mål tilsyneladende var noget uden særlig betydning. Denne tåge af uro i mig, som syntes at have en vis forbindelse med tågen, der fortættede sig over havet, var ikke rettet mod fremmede lande eller de mennesker, jeg snart skulle møde, mod billederne af den nærmeste fremtid, de mærkelige byer og havne, ansigterne, de fremmede klæder og skikke, som snart begyndte at kaste deres skygge over mine øjne; alt dette optog kun en ringe plads i mine tanker. Rejsen forekom mig at være noget temmelig tilfældigt. Jeg tog den som et behageligt, men ikke særlig vigtigt, ophold på min lange rejse. På det tidspunkt var mit sind uroligt og spredt af tanker om fortiden!
Fortiden? Har jeg virkelig en fortid? Jeg var toogtyve år gammel. Men mennesker på min alder – mennesker, der var født ved begyndelsen af dette århundrede – var sandsynligvis vokset langt hurtigere op end mennesker i nogen tidligere tid; på kort tid havde de oplevet et helt langt livs erfaringer – og jeg følte, som om jeg så mig tilbage over tidens vidtstrakte længde. Alle disse års forhindringer og eventyr – alle disse håb og længsler, forsøg og nederlag, og alle disse kvinder og mine første pludselige angreb på livet – alt sammen begyndte at blive levende for mine øjne. De endeløse nætter under den strålende himmel, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg ville, og vandrede gennem øde gader med en ven, mens vi talte om metafysiske spørgsmål – helt glemte, hvor tom min lomme var, og hvor usikker morgendagen var for mig – en lykkelig utilfredshed, som kun et ungt menneske kan føle, blandet med ønsket om at forandre verden og bygge den op på ny – om hvordan samfundet burde indrettes, og hvordan menneskene burde forholde sig til hinanden, så alle kunne bryde ud af den ensomhed, der omgiver hvert enkelt menneske, og leve i sandt gensidigt samarbejde og venskab. Hvad er godt, og hvad er ondt, hvad er skæbne – eller sagt på en anden måde: Hvad bør et menneske gøre, for at det virkelig, og ikke blot med ord, kan være ét med sit liv og sige: »Jeg og min skæbne er ikke adskilte, vi er ét« – alle den slags samtaler, som aldrig syntes at ville ende. Litteraturcaféerne i Wien og Berlin, hvor der uophørligt blev diskuteret »form«, »stil« og »udtryksmåde«, betydningen af politisk frihed, forholdet mellem kvinder og mænd … Sulten efter viden og undertiden også sulten i maven … og nætterne, der blev tilbragt i uhæmmede sanselige lidenskaber: ved daggry lå sengen beskidt og rodet, mens nattens ophidselse ebbede ud og langsomt blev grå, hård og glædesløs. Men når morgenen kom, glemte jeg daggryets tomme rester og begav mig igen vaklende af sted, og jeg mærkede, at jorden under mine fødder sitrede af glæde … Spændingen ved at se et nyt ansigt eller tage en ny bog i hånden … at søge svar på spørgsmål og finde halve svar – og i disse yderst sjældne øjeblikke, hvor det føltes, som om verden pludselig var standset i nogle få sekunder, oplyst af et glimt af erkendelse – en erkendelse, der antydede afsløringen af noget, som ingen tidligere havde nået frem til: ét svar på alle spørgsmål …
Disse år omkring begyndelsen af det tyvende århundrede var forunderligt mærkelige. Overalt herskede der en atmosfære af social og moralsk usikkerhed, og netop den frembragte en hensynsløs optimisme, som på den ene side kom til udtryk i dristige eksperimenter inden for musik, malerkunst og teater, og på den anden side i famlende, ofte revolutionære undersøgelser af kulturens omrids og struktur; men side om side med denne kunstigt opretholdte optimisme herskede der også et åndeligt tomrum, en uklar, overlegen relativisme, som var født af en stadig voksende fortvivlelse over menneskets skæbne.
Trods min unge alder var det ikke skjult for mig, at intet længere fungerede, som det plejede, i den europæiske verden efter verdenskrigens ødelæggelser – en verden præget af frygt, utilfredshed, følelsesmæssig uro og opskruet stemning. Jeg så, at dens egentlige gud ikke længere var noget åndeligt; dens eneste gud var »komfort«, bekvemmelighed og velvære. Der fandtes utvivlsomt stadig mange mennesker, hvis følelser og tanker blev styret af religiøs betydning, mennesker, som desperat forsøgte at tilpasse deres moralske overbevisninger til deres civilisations inderste væsen. Men de var sjældne undtagelser.
Det synes, som om den gennemsnitlige europæer – hvad enten han var demokrat eller kommunist, arbejder eller intellektuel – kun havde én alvorlig overbevisning: dyrkelsen af materielle fremskridt, i den tro at livet ikke kunne have noget andet mål end stadig at blive gjort lettere, eller, som man udtrykker det i moderne sprogbrug, at »befri livet fra naturens greb« er livets eneste formål. Denne religions templer er de enorme fabrikker, biograferne, de kemiske og videnskabelige forskningsinstitutioner, dansesalene og vandkraftværkerne, og præsterne i sådanne templer er bankfolk, ingeniører, politikere, filmstjerner, statistikere, uddannelsesadministratorer, rekordflyvere og kommissærer! Den almindelige uenighed om forestillingerne om godt og ondt og tilflugt til opportunisme i alle sociale og økonomiske spørgsmål – heri kom den moralske fiasko til udtryk: den opportunisme, der kan sammenlignes med gadens hvidkalkede prostituerede, som giver sig selv til hvem som helst, når som helst hun ønskes. Den umættelige trang til magt og lykke har uundgåeligt splittet det vestlige samfund i forskellige indbyrdes stridende grupper, som hver især er bevæbnet med alle slags våben og er fast besluttet på at ødelægge hinanden, når og hvor deres gensidige interesser støder sammen. Inden for civilisationen blev resultatet skabelsen af en mennesketype, for hvem praktisk nytte tilsyneladende var moralens eneste målestok, og for hvem verdslig succes var den højeste målestok for rigtigt og forkert.
Jeg så, hvor ulykkeligt og forvirret vores liv var blevet, hvor ringe den ægte forbindelse mellem mennesker var, selv om der blev lagt vægt på samfundet og nationen med øredøvende, næsten vanvittige råb. Vi havde fjernet os så langt fra vores medfødte følelsers verden, og vores sjæle var blevet så snævre og ophidsede. Alt dette så jeg. Men af en eller anden grund trængte den tanke aldrig dybt ind i mit sind, ligesom det heller aldrig faldt mig ind, at en delvis løsning måske kunne findes et sted uden for Europas egen kulturelle erfaring. Europa var begyndelsen og slutningen på al vores tænkning. Og da jeg var sytten år eller omtrent så gammel, kunne heller ikke mit møde med Laozi ændre min indstilling i denne henseende.
. .. … …
Det var en ægte opdagelse. Før da havde jeg aldrig hørt Laozi nævnt, og jeg havde ikke den mindste forestilling om hans filosofi, da jeg en dag pludselig fandt en tysk oversættelse af Tao Te Ching på disken i en boghandel i Wien. Bogens mærkelige titel vakte nogen nysgerrighed hos mig. Mens jeg tilfældigt bladrede i den, faldt mit blik pludselig på et af dens korte, betydningsfulde kapitler, og jeg følte en pludselig romantisk henrykkelse, som et lykkeligt knivstik, en pludselig gysen. Jeg glemte fuldstændig mine omgivelser og blev stående dér, hvor jeg stod, tryllebundet, stille og ubevægelig, med bogen i hånden; for i denne bog så jeg livet i dets fuldkomne, blide renhed, i den fredelige, ydmyge glæde, der vokser opad og altid har plads i menneskehjertet, når mennesket omhyggeligt gør god brug af sin egen frihed. … At dette var sandt, vidste jeg: det var en sandhed, som altid havde været sand, selv om vi havde glemt den, og i dette øjeblik så jeg denne sandhed med den samme glæde, som et menneske føler, når det vender tilbage til sit hjem, som det har mistet for mange år siden …
I nogle år derefter var Laozi for mig et særligt vindue, gennem hvis sprække jeg så ind i livets krystalklare områder, et liv, der lå langt fra al snæverhed og den frygt, mennesket selv havde skabt, befriet for den barnlige besættelse, som hele tiden og for enhver pris havde tvunget os til på ny at sikre vores eksistens gennem verdslige fremskridt. Det var ikke sådan, at »materielle fremskridt« forekom mig forkerte eller unødvendige – tværtimod anså jeg dem stadig for gavnlige og nødvendige. Men samtidig var jeg kommet til den overbevisning, at »materielle fremskridt« aldrig kunne nå deres egentlige mål, nemlig at øge menneskehedens samlede lykke, medmindre fremskridtene blev ledsaget af en ny udformning af vores åndelige indstilling og en ny, uafhængig tro på de højeste værdier. Men hvordan denne nye udformning skulle være mulig, og hvilken form denne nye værdisætning skulle antage, stod mig slet ikke klart.
I stedet for at klamre sig til livet og tyrannisere det burde mennesket overgive sig til livet – men at forvente, at mennesket ville ændre livets mål og dermed retningen for sine bestræbelser, blot fordi nogen begyndte at prædike som Laozi om dette særlige budskab, ville ikke være andet end en tom fantasi. Hverken prædiken alene eller intellektuel erkendelse var i stand til at ændre det europæiske samfunds åndelige indstilling. Der blev brug for en ny tro i hjertet, en ny religion – en overgivelse til disse værdier, opildnet af troens ild, værdier, hvor der ikke var plads til noget »hvis« eller »men«. Men hvor skulle man finde denne religion …?
Af en eller anden grund gik det ikke op for mig, at Laozi havde rettet sin stærke indvending mod den intellektuelle indstilling, som er flygtig og derfor foranderlig. Hans udfordring var snarere rettet mod den grundlæggende forestilling, som denne indstilling udspringer af. Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have været nødt til at drage den konklusion, at Europa ikke kunne nå frem til den ubesværede sindsro, som Laozi talte om, medmindre det samlede mod til at sætte spørgsmålstegn ved selve sit åndelige og moralske grundlag. Jeg var naturligvis alt for ung til bevidst at nå frem til en sådan konklusion. Jeg var endnu ikke gammel nok til at forstå den fulde betydning og rige dybde i den kinesiske dervishs protest. Det er sandt, at hans ord greb fat i og rystede mit inderste væsen – de åbenbarede for mig en sådan form for liv, at mennesket kunne føle sig ét med sin skæbne og dermed med sig selv. Men jeg kunne ikke se, hvordan en sådan filosofi kunne overskride grænserne for ren mental betragtning og virkeliggøres på baggrund af det europæiske liv. Derfor begyndte jeg lidt efter lidt at tvivle på, om dens virkeliggørelse overhovedet var mulig. Jeg var endnu ikke nået til det punkt, hvor jeg kunne stille mig selv spørgsmålet: Hvis den europæiske livsform blev bedømt i lyset af dens grundprincipper, var denne livsform da den eneste mulige? Med andre ord var jeg, ligesom alle andre omkring mig, fuldstændig opslugt af Europas egocentriske kulturelle synsvinkel.
Så selv om Laotses stemme aldrig blev helt tavs, gled den lidt efter lidt om i baggrunden for mine tankefulde forestillinger og blev med tiden ikke andet end et middel til smuk poesi. Jeg læste stadig i den fra tid til anden og blev såret af en behagelig forventnings dolk. Men hver gang lagde jeg bogen fra mig med den inderlige beklagelse, at den ikke var andet end en drømmende invitation til et elfenbenstårn, og at selv om jeg ikke kunne leve i takt med den disharmoniske, bitre og grådige verden, som jeg var en del af, ønskede jeg heller ikke at bo i et elfenbenstårn.
Alligevel følte jeg mig slet ikke grebet af de mål og bestræbelser, som på den tid uafbrudt prægede Europas intellektuelle klima og fyldte europæisk litteratur, kunst og politik med summende, livlige debatter. For hvor modstridende de fleste af disse mål og bestræbelser end var indbyrdes, havde de alle én ting til fælles: den enkle forestilling, at det virkelig var muligt at trække livet ud af dets nuværende forvirring og “forbedre” det, hvis man blot forbedrede de ydre økonomiske og politiske forhold. Jeg havde allerede dengang en dyb fornemmelse af, at materiel fremgang alene ikke var nogen løsning, og selv om jeg ikke vidste med sikkerhed, hvor løsningen kunne findes, fandt jeg aldrig i mig selv noget ubestrideligt tegn på den begejstring og ophidselse, som mine samtidige følte i “fremskridtets” navn.
Det er ikke rigtigt, at jeg var ulykkelig. Jeg havde aldrig været indadvendt. Og netop på det tidspunkt nød jeg næsten usædvanlig succes i mit praktiske liv. Selv om jeg kun i ringe grad var tilbøjelig til at tillægge mit erhverv større betydning, syntes mit arbejde på United Telegraph at have åbnet mange veje for mig til den større verden — fordi jeg kunne flere sprog, var jeg blevet forfremmet til medredaktør og havde fået ansvaret for at levere nyheder til de skandinaviske landes aviser. Café de l’Ouest og dens åndelige arvtager, Romanisches Café, var nærmest mit åndelige hjem; næsten alle tidens berømte forfattere, kunstnere, journalister, skuespillere og filminstruktører samledes på disse to steder. Mit forhold til disse kendte mennesker var venskabeligt og undertiden intimt, og jeg betragtede mig selv som en af dem — hvad angik indsigt, om ikke berømmelse. Jeg nød både dybe venskaber og flygtig kærlighed. Livet forekom mig spændende, fuldt af løfter og forventninger og rigt på modstridende følelser; for jeg vidste ikke, hvad jeg virkelig ønskede, selv om der sammen med den unge mands latterlige overmod også var opstået en overbevisning om, at jeg en dag nok skulle finde ud af det. Således svingede jeg mellem mit hjertes tilfredshed og utilfredshed på samme måde, som mange unge svingede i disse forunderlige år — for ingen af os var egentlig ulykkelige, ligesom det også er sandt, at kun ganske få dengang forekom bevidst lykkelige.
Jeg var ikke ulykkelig, men min manglende evne til at tage del i de forskelligartede sociale, økonomiske og politiske håb og ønsker hos dem, der omgav mig, eller hos nogen af deres grupper, antog efterhånden form af en vag fornemmelse af, at jeg ikke rigtig var en af dem, at jeg ikke hørte sammen med dem. Samtidig opstod der i mig et lige så vagt ønske om, at jeg nødvendigvis måtte høre til et eller andet — men hvad? Jeg måtte være en del af noget — men af hvad?
… … … …
Så en dag i foråret 1922 modtog jeg et brev fra min morbror Dorian.
Dorian var min mors yngste bror. Vores forhold var ikke så meget et forhold mellem morbror og nevø som et venskab. Han var psykoanalytiker og en af Freuds tidlige disciple; på det tidspunkt var han leder af et psykiatrisk hospital i Jerusalem. Eftersom han ikke selv var zionist og heller ikke nærede megen sympati for zionismen, var han derimod tiltrukket af araberne, som ikke havde andet at give ham. Min morbror var ugift, og derfor kunne denne unge nevø blive hans ledsager i hans ensomhed. I sit brev mindede han mig om de spændende dage i Wien, da han havde ført mig ind i psykoanalysens nye verden, og han sluttede således: “Kom herned og bliv hos mig i nogle måneder. Jeg betaler din rejse frem og tilbage. Du kan vende tilbage til Berlin, når du vil. Når du kommer hertil, skal du bo i et yderst behageligt gammelt arabisk stenhus, som er en smule køligt på varme dage (og frygtelig koldt om vinteren). Vi skal tilbringe tiden sammen. Jeg har masser af bøger, og når du bliver træt af at se på de mærkværdige og vidunderlige omgivelser, kan du læse så meget, du vil …”
Jeg traf min beslutning hurtigt. Denne hurtighed har ganske vist altid været karakteristisk for de store beslutninger i mit liv. Næste morgen meddelte jeg dr. Damart på United Telegraphs kontor, at jeg var nødt til at rejse til Mellemøsten på grund af et presserende ærinde, og at jeg derfor forlod bureauet inden for en uge—
Hvis nogen dengang havde sagt til mig, at min første kontakt med den islamiske verden ikke blot ville forblive begrænset til en oplevelse i en ferieperiode, men få meget, meget vidtrækkende følger og ligefrem ændre mit livs retning, ville jeg have leet hans forestilling bort som fuldstændig urealistisk og urimelig. Det er heller ikke sådan, at jeg, ligesom de fleste europæere, var fri for den fascination, som de lande, jeg havde knyttet mig til, udøvede på mig gennem den romantiske atmosfære fra de arabiske fortællinger. Jeg forventede ganske vist et farverigt skue, voldsomme skikke og mærkværdige møder. Men det var aldrig faldet mig ind, at jeg også kunne forvente nye eventyr i åndens verden. Det forekom mig ikke, at denne nye rejse rummede noget særligt personligt løfte for mig. De forestillinger, jeg hidtil havde tilegnet mig i livet, havde jeg uden videre forenet med det vestlige verdenssyn, og jeg håbede, at jeg derved inden for rammerne af det eneste kulturelle miljø, jeg kendte, ville kunne nå frem til dette bredere felt af følelser og forestillinger. Og hvis De tænker over det, hvordan kunne jeg da have haft en anden opfattelse? Jeg var en meget, meget ung europæer, og jeg var vokset op i den tro, at islam og alt, hvad islam stod for, ikke var andet end en romantisk sidevej i menneskets historie; derfor var det ikke blot upassende at nævne den sammen med kristendommen og jødedommen, men sammenligning var helt udelukket — de to religioner, som det europæiske Vesten alene anså for værdige til seriøs overvejelse.
Med dette vage europæiske fjendskab over for islamisk indhold — om end ikke over for det romantiserede ydre ved det muslimske liv — begav jeg mig ud på min rejse i sommeren 1922. For at være retfærdig over for mig selv kan jeg ikke sige, at jeg var opslugt af en personlig betydning; ikke desto mindre var jeg ubevidst dybt indviklet i den selvoptagede, kulturelt selvcentrerede mentalitet, som til alle tider har været et kendetegn ved Vesten.
… … …
Og nu står jeg på vej mod Orienten, på dækket af et skib. En langsom rejse har bragt mig til Constanța og derfra til denne tågede morgen.
Bag tågens slør kom en rød kugle til syne for mine øjne, og derefter gled den forbi helt tæt på skibet. Da kuglen viste sig, forstod jeg, at solen var ved at bryde gennem tågen. Nogle blege former, næsten med metallets hårdhed. Under deres tryk lagde den mælkehvide, sammenklumpede tåge sig langsomt, men bredt, over vandet; så bøjede formerne sig og skilte sig i cirkler, og til sidst begyndte de på begge sider af solens stråler at stige opad som brede, svævende blodårer, som vinger.
»Godmorgen.« En dyb, fyldig stemme lød. Jeg vendte mig om og genkendte den sorte kåbe på min ledsager fra den foregående aften. Jeg genkendte også det venlige, lumske smil på et ansigt, som jeg var kommet til at holde af i løbet af vores få timers bekendtskab. Jesuiterpræsten var halvt polak, halvt franskmand; han underviste på et college i Alexandria. Efter sin ferie var han på vej tilbage til sit arbejde. Efter at vi var gået om bord, havde vi tilbragt aftenen i en fortrolig samtale. Selv om jeg snart forstod, at vores meninger var vidt forskellige i mange spørgsmål, havde vi også meget til fælles; og jeg var dengang gammel nok til at forstå, at jeg stod over for et menneske med et fremragende, alvorligt, men samtidig humoristisk sind …
—»Godmorgen, fader Felix, se lidt ud over havet«—
Med solopgangen kom dagslyset og farverne til syne. Vi stod på skibets forstavn med ansigtet vendt mod morgenluften. Beruset af det umulige forsøgte jeg selv at fastslå farvernes bevægelse i bølgernes op- og nedstigen. Blå? Grøn? Grå? Farven kunne have været blå, men allerede da gled et strålende blodrødt skær, som sitrede, og som var selve solens spejling, hen over bølgernes skrånende dale, mens bølgens top brød sammen i iskolde hvide skummasser, og over den fór noget stålgråt, flænset og rynket som et stykke stof. Det, der et øjeblik tidligere havde været et bjerg af en bølge, blev nu til pulserende bevægelse — forvandlet til tusindvis af bittesmå, adskilte hvirvler — og i disse hvirvlers skyggefulde fordybninger skiftede den blodrøde farve og blev til mørkegrøn, glat grøn; derefter steg det grønne opad og forvandledes til sitrende, pulserende violet, som på sin nedadgående vej blev rødt som den første vin, men et øjeblik senere igen fór opad med voldsom fart i himmelblåt, blev til bølgens top og brød sammen, og på ny bredte det hvide skum sit net ud over de rullende vandbjerge, trodsigt … og således fortsatte dette endeløse spil.
Bevidstheden om, at jeg aldrig ville være i stand til at forstå dette farvespil og dets rytme, der forandrede sig fra øjeblik til øjeblik, fremkaldte i mig en uro, som næsten havde karakter af en fysisk fornemmelse. Da jeg, så at sige, ganske flygtigt så på det med øjenkrogen, forekom det mig et øjeblik, at det måske var muligt at indfange det hele i ét eneste billede; men da jeg forsøgte at koncentrere mig bevidst og omhyggeligt—en særlig vane, der forbinder én adskilt forestilling med en anden—fik jeg kun nogle få brudstykker, enkeltstående billeder, og intet andet. Men ud af denne krise, midt i denne mærkelige, irriterende forvirring, fremstod der pludselig en helt klar forestilling for mig—eller rettere sagt, det var sådan, det forekom mig i det øjeblik—og næsten uvilkårligt sagde jeg højt til mig selv:
—Den, der med sine sanser kan opfatte alt dette, vil kunne beherske sin skæbne.
—Jeg ved, hvad du mener, svarer fader Felix, men hvorfor skulle mennesket ønske at beherske skæbnen? For at blive skånet for lidelse og smerte? Er det ikke bedre at blive fri af skæbnen?
—De taler næsten som en buddhist, fader Felix! Mener De da også, at nirvana er alle levende væseners mål?
—Nej, nej, naturligvis ikke—vi kristne ønsker ikke livets og følelsernes tilintetgørelse—we ønsker blot at løfte livet fra materiens og sansernes område til åndens verden.
—Men er det ikke afkald?
—Det er ikke afkald, min unge ven, ikke afkald! Det er den eneste vej til det virkelige liv… til freden…
Bosporusstrædet åbnede sig foran os—en bred vandvej, på hvis begge sider klippefyldte bjerge rejste sig. Her og der så jeg luftige bygninger opført på søjler, haver med gårdspladser, cypresser, der strakte sig op i en mystisk højde, og gamle janitshar-fæstninger, sammenpressede dynger af klipper, der hang over vandet som rovfuglereder. Det forekom mig, som om fader Felix’ stemme lød langt borte fra:
-Tænk over det – begærets … alle menneskers dybeste begær er symboliseret ved paradiset. Du vil altid kunne se det, om end altid i forskellige billeder; betydningen er dog altid den samme: mennesket ønsker at frigøre sig fra skæbnen. I Paradiset findes der ingen menneskelig skæbne; skæbnen opstod, da mennesket overgav sig til kroppens og naturens fristelser og derved begik den synd, vi kalder arvesynden. Hvad er denne arvesynd? – Sjælens fald gennem kroppens fristelser, som står i vejen for menneskets vej; og disse fristelser er i virkeligheden den dyriske natur, der er tilbage i menneskets egen natur. Menneskets væsen, dets menneskelige og menneskeligt-guddommelige del, er alene dets sjæl. Sjælens rejse går mod lyset. Men på grund af arvesynden hindres dens vej altid af sådanne forhindringer, som udspringer af kroppens knogler, dens ikke-guddommelige struktur og dens fristelser. Derfor er kristendommens mål menneskets frigørelse fra livets rå, flygtige dyriske side og dets tilbagevenden til sin åndelige arv!
Jeg fik øje på Duminas berømte gamle fæstning, Rumili. En af dens mure – som havde utallige åbninger, hvorfra man kunne angribe fjenden inde fra fæstningen – løb næsten helt ned til vandkanten. På bredden, inden for den halvcirkel, som fæstningens mure dannede, lå en lille tyrkisk kirkegård; gravstenene var væltet om, som om de lå ned og drømte.
-‘Det kan være, fader Felix, men jeg synes, og mange på min alder mener det samme, at der et eller andet sted ligger en fejl i forsøget på at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige i kroppens struktur og i adskillelsen af krop og sjæl… Kort sagt kan jeg ikke være enig med Dem i, at der ikke findes noget ædelt og helligt i kroppens krav, i kød og blod og i den jordiske skæbne – mit begærs mål ligger et andet sted! Jeg drømmer om en sådan livsform, selv om jeg indrømmer, at jeg ikke kan se den helt klart her – en livsform, hvor hele mennesket, mennesket i krop og sjæl, bestandigt stræber efter en stadig dybere fuldkommenhed i sit væsen, så sjæl og sanser ikke bliver hinandens fjender – så mennesket, ligesom det erkender enheden i sit eget indre, også erkender enheden med betydningen af sin skæbne, så det, når det har nået højdepunktet i sit liv, kan sige: ‘Jeg er min skæbne.’
-‘Det er en hellensk drøm.’ Fader Felix svarer: ‘Men hvad blev denne drøms konsekvens? Først i de orfiske og dionysiske mysterier, siden i Platons og Plotins tankeverden, og derfra igen i erkendelsen af, at krop og sjæl står i modsætning til hinanden … Sjælens frigørelse fra kroppens herredømme – det er betydningen af den kristne frelse, betydningen af vores tro på vor Herres selvopofrelse på korset …’ Her standsede han; så kastede han et hurtigt blik på mig og sagde: ‘Se, jeg er ikke altid missionær … Hvis jeg fortæller dig om min tro, så tilgiv mig, for det er ikke din tro …
-‘Men jeg har ingen tro,’ forsikrer jeg ham.
-Ja, siger fader Felix, det ved jeg. Mangel på tro, eller snarere manglende evne til at tro – det er vores tids egentlige sygdom. Du lever ligesom så mange andre i en vildfarelse, som er tusind år gammel. Vildfarelsen består i, at forstanden kun kan se den del af menneskets stræben, der handler om anstrengelse. Men forstanden kan ikke selv nå frem til åndelig viden, fordi viden er helt optaget af at nå verdslige mål. Tro – kun troen kan befri os fra denne formørkelse.
-‘Tro? spørger jeg. De nævnte dette ord igen. Der er én ting, jeg ikke forstår. De har sagt, at det ikke er muligt at opnå viden og leve et retskaffent liv alene gennem forstanden; der er brug for tro, har De sagt. Jeg er helt enig med Dem. Men hvordan skal den, der ingen tro har, opnå tro? Findes der nogen vej til det, altså en vej, der står åben for vores vilje?’
-Viljen alene er ikke nok, kære ven. Denne vej bliver kun mulig gennem Allahs nåde. Men vejen står altid åben for den, der fra sit hjertes inderste beder om lys – om vejledning.’
–»Beder? Men fader Felix, når et menneske kan bede, har det jo allerede sin tro. De vil føre mig rundt i en cirkel, for hvis et menneske beder, har det på forhånd en overbevisning om eksistensen af Ham, som det beder til. Hvordan er denne overbevisning kommet til det? Gennem dets fornuft? Betyder det ikke at indrømme, at det er umuligt at opnå tro gennem fornuften? Og selv bortset fra det, hvilken betydning kan nåde overhovedet have for en, der ikke har nogen sådan erfaring?
Præsten trak på skuldrene, syntes jeg, med anger. Hvis et menneske ikke selv har været i stand til at erfare Allah, bør det være rede til at lade sig lede af andres erfaringer, af mennesker, som har erfaret Ham …
…… .. . .. .
Nogle dage senere steg vi af i Alexandria, og samme eftermiddag drog jeg af sted til Palæstina.
Toget fór ligeud i fuld fart hele eftermiddagen gennem deltaets bløde, fugtige landskaber. Undervejs kom vi forbi kanaler, der var ført fra Nilen, og byer, der lå i skygge under de mange mandeltræer. Mens jeg så på, forsvandt talrige småbyer bag os; rækker af støvgrå huse og spinkle minareter. Landsby efter landsby, bygget af lerhytter, der lignede kasser, fór bagud. Marker med afhøstet bomuld, sukkerrørsmarker med nye spirer; de tunge, velnærede bøfler var nu på vej hjem uden hyrder efter at have stået dagen lang med kroppen nedsænket i mudrede damme – så mange scener gled forbi mine øjne og forsvandt igen bag os. I det fjerne så jeg mennesker i lange kjortler – det forekom mig, at de nærmest svævede – så ren og klar var luften under den høje, blå himmel, som var den af glas. Langs kanalerne bøjede siv og rør sig under vindens stød; kvinder iført fint sort silkestof fyldte deres lerkrukker med vand: alle sammen forunderligt smukke, slanke og langlemmede. Når jeg så dem gå, tænkte jeg på træer med lange grene, som blidt bevæges af vinden, men alligevel er stærke og faste! Unge kvinder og mødre – alle gik de som svævende.
Aftenen nærmer sig og flyder derefter videre, vældig, som åndedrættet hos et hvilende dyr. Mændene med deres spinkle skikkelser går hjem fra deres marker, og det ser ud, som om de bevæger sig fremad med hver sit vældige skridt – samtidig forekommer det mig, at de langsomt bliver løftet ud af den dag, der er ved at svinde bort. Det forekommer mig, at hvert af deres skridt har sin egen eksistens – hvert skridt er fuldstændigt i sig selv – evigt, og i evigheden findes der altid kun dette ene skridt. Denne følelse af blid fred skyldes måske Nil-deltaets berusende aftenlys, eller måske vores egen uro efter at have set så mange nye ting; men hvad årsagen end var, mærkede jeg pludselig i mit indre Europas byrde: byrden af bevidst hensigt i alt, hvad vi gør. Jeg tænkte ved mig selv: Hvor er det dog vanskeligt for os at møde sandheden! Vi forsøger hele tiden at gribe den i vores hånd … men sandheden vil ikke lade sig gribe. Den overgiver sig kun til mennesket dér, hvor den overvælder det.
Den egyptiske landarbejders skridt, som allerede var forsvundet langt borte i mørket, blev ved med at svinge i mit sind som en hymne til alt det ophøjede.
Vi nåede frem til Suezkanalen og drejede pludselig i en ret vinkel; en melodi, der for en stund trak os nordpå langs den gråsortfarvede bred. I månelyset var kanalen forvandlet til en bred, virkelig, men drømmeagtig vej – som en mørk bøjle af skinnende metal! Den udmattede, tørstige jord i den blå dal havde med forbløffende hastighed givet plads for klit efter klit! Disse klitter omgav kanalens to bredder med en uklarhed og skarphed, som man sjældent ser i nattens øvrige landskaber. Her stod muddermaskinernes skeletter i den fordybede stilhed. På den anden side fór en kamelfører af sted, næsten usynligt, og allerede var natten ved at opsluge ham … Hvilken vældig, enkel strøm: fra Det Røde Hav gennem De Bitre Søer til Middelhavet … lige gennem en ørken, så Det Indiske Ocean kunne styrte ind over Europas landgangssteder …
Efter en kort togrejse fra Kastara tager en doven, langsom færge de rejsende over den stille, ubevægelige kanal. Der er endnu næsten en time, til toget til Palæstina afgår. Jeg sætter mig foran stationsbygningen. Der er endnu næsten en time, til varmen bryder løs. Jeg sætter mig foran stationsbygningen. Luften er varm og tør. Til højre for mig er der ørken, til venstre ørken – en ubrudt, dirrende gråhed, stribet hist og her og afbrudt af et enestående dyrisk kald – enten en ræv eller en hund. En beduin stiger ned fra færgen med en tung sæk lavet af farvestrålende tæppestof og går hen mod en gruppe længere borte – og først nu ser jeg, at de består af nogle få ubevægelige mennesker og nogle knælende kameler, belæssede og klar til at drage af sted. Det forekommer mig, at de har ventet på beduinens ankomst. Beduinen lader sine sække dumpe ned på ryggen af en kamel; nogle få ord udveksles, så rejser rytterne sig først på kamelernes forben, derefter på bagbenene og så igen på forbenene, mens rytterne vipper frem og tilbage – hvorefter de driver kamelerne af sted med bløde, sjaskende lyde. Et øjeblik følger mine øjne dem: de bortdragende dyrs vuggende, lyse kroppe og beduinernes brede dragter med brune og hvide striber.
En jernbanearbejder kom hen imod mig. Han havde en blå overfrakke på, og det forekom mig, at han var halt. Han tændte sin cigaret ved min og spurgte mig på gebrokkent fransk: »Skal De til Jerusalem?« Da jeg svarede »ja«, spurgte han igen: »For første gang?«
Jeg nikker som svar. Han var på vej til at gå, men vendte så om og satte sig igen over for mig. »Har De set den store karavane derovre, den, der kommer fra Sinaiørkenen? Det har De ikke? Så kom med mig, lad os gå hen og møde dem. De har stadig tid.«
Gennem en stille tomhed fortsætter vi ad en smal, meget benyttet sti. Vores skosåler synker ned i sandet. Stien når frem til klitterne. En hund gør i mørket. Mens vi snubler os frem mellem små tornekrat, når mange stemmer mine ører – uklare, forvirrede, dæmpede, som om de kom fra mange menneskers struber; og sammen med ørkenens tørre luft kommer lugten af mange hvilende dyr, skarp, men samtidig blød. Pludselig, som vi undertiden ser det i en tågedækket byhavn om natten, viser der sig ved stiens ende et flimrende skær fra en lampe, der endnu er usynlig, og som kun får tågen til at lyse – en tynd lysflamme stiger nedefra og opad, som om den var kommet op fra under jorden og skød lige op gennem den mørke luft. Det er skæret fra et bål, der kommer fra den dybe sænkning mellem to klitter; stien er så tæt dækket af tornekrat, at jeg ikke kan se dens bund. Nu hører jeg kun menneskestemmer. Men jeg kan endnu ikke se dem, der taler. Jeg hører kamelernes åndedræt og lyden af, hvordan de gnider sig mod hinanden på den smalle sti. En stor, sort menneskeskygge falder hen over lyset, løber op ad skråningen på den modsatte side og kommer så ned igen. Efter nogle få skridt ser jeg det hele – mange kameler sidder på jorden i en stor cirkel med bøjede knæ; her og der ligger tasker og sække, bundet fast ved siden af sadlerne – og mellem dem nogle menneskeskikkelser! Dyrenes lugt er sød og tæt som vin. Af og til bevæger en kamel kroppen, hvis form ikke kan skelnes på grund af mørket omkring den; så løfter den halsen og trækker vejret ind i natteluften med en lyd gennem næsen. Det virker, som om den sukker. Sådan hører jeg for første gang i mit liv lyden af en kamels suk. Et får bræger sagte – en hund knurrer – og uden for den smalle sti er natten overalt mørk og stjerneløs.
Imens er det blevet sent. Jeg må tilbage til stationen. Men jeg går meget langsomt ad den sti, vi kom ad – forvirret og på forunderlig vis rystet – som om jeg var blevet slået ud og bragt ud af fatning af en så hemmelighedsfuld oplevelse, der havde opslugt en afkrog af mit hjerte og ikke ville lade mig gå! Toget fører mig gennem Sinaiørkenen. Jeg er udmattet og søvnløs på grund af ørkennattens kulde og togets stød og rystelser på skinnerne, der ligger på det løse sand. Over for mig sidder en beduin iført en vældig kobberfarvet abaya. Han fryser også – han har dækket ansigtet med turbanens stof. Med benene over kors sidder han med korslagte ben på bænken, og i hans skød ligger et krumt sværd i en sølvbeslået skede. Det er næsten blevet daggry. Udenfor kan jeg se konturerne af klitterne og kaktuskrattene.
Jeg husker stadig, hvordan det blev daggry den dag – mens det tegnede et gråsort billede og langsomt trak konturerne op – og hvordan det løftede klitterne ud af mørket og skabte nogle faste masser, vældige og harmoniske. I det gradvist frembrydende halvmørke så jeg nogle telte; mens jeg så på dem, forsvandt de også bag os, og under dem så jeg fiskernes net, som et tåget net spredt i luften, bundet til pæle, der stod med mellemrum, og hængt over jorden for at tørre: fiskenet i ørkenen, der svajede i morgenbrisen som drømmens forhæng mellem dag og nat, gennemsigtige og uvirkelige.
Ørken til højre – havet til venstre. Ved havets kyst så jeg en ensom kameldriver. Han havde sandsynligvis redet på kamelen hele natten. Det forekom mig, at han nu var faldet i søvn, lænet tilbage mod sadelpuden – og de to, kameldriveren og kamelen, vuggede begge i samme rytme. Igen fik jeg øje på beduinernes sorte telte; kvinderne var allerede kommet ud af teltene med lerkrukker på hovedet, klar til at gå til brønden. Halvlyset bliver stadig klarere, og i det vågner en tydelig verden, som om den drives af en usynlig tilskyndelse – alt det enkle og ligefremme synes at udspringe af dette under, og det synes ikke at have nogen ende!
Solen spreder sig i stadig tykkere stråler over sandmasserne, og morgenens gråhed eksploderer som fyrværkeri i orange og gyldent. Vi farer gennem oasen Al-Arish. Rækker af palmer står på begge sider; palmegrenene står som tusinder af fine spyd, og mellem lys og skygge er der dannet et brunt og grønt gitter – gennem det farer vi. Jeg så en pige komme tilbage fra brønden med en fyldt krukke på hovedet, og derefter gå ad en sti under palmerne. Hun havde en kjole på i en blanding af rødt og blåt med lange slæb – det forekom mig, at hun var en fornem kvinde fra et eventyr!
Al-Arish’ palmelunde kom pludselig til syne og forsvandt lige så hurtigt ud af syne igen. Nu rejser vi gennem skiferfarvet lys. Vognens skælvende vinduesrammer; på den anden side ligger der en sådan stilhed, som jeg aldrig havde troet mulig. Hver en form og bevægelse, der kom til syne, syntes ikke at have noget i går eller i morgen; de syntes at være samlet dér i en bevidst enestående tilstand. Jeg så blødt, fint sand, som vinden havde forvandlet til bløde sandklitter, der under solen strålede i en farve som gammelt pergament, badet i orange—kun en smule blødere end pergament og mindre sprødt i brud og krumninger. På klitternes toppe slog vinden ned som skarpe, præcise anslag på et strengeinstrument. Klitternes sider var uendeligt bløde, og i deres lave huller og folder lå der gennemsigtige akvarelskygger—purpur, lyseblåt, karminrødt og rustagtigt blegt rødt. Mælkehvide, lysende skyer, kaktusbuske hist og her og af og til højt, forgrenet, sejt græs kom til syne. Et par gange så jeg slanke, barfodede beduiner og en kamelkaravane læsset med palmegrene, som de førte fra ét sted til et andet. Jeg blev opslugt af det storslåede landskab!
Flere gange standsede vi ved små stationer, som som regel ikke bestod af andet end nogle få barakker af træ og blik. Kobberfarvede drenge i laset tøj løb omkring med kurve og råbte for at sælge oliven, hårdkogte æg, fisk og fladt brød af dej. Beduinen, der sad over for mig, tog sin turban af og åbnede vinduet. Hans ansigt var smalt, brunt og skarpt—et høgeansigt, der altid stirrer koncentreret fremad. Han købte en kage og var netop ved at vende sig om for at sætte sig igen, da hans blik faldt på mig; uden at sige et ord brækkede han kagen i to og rakte halvdelen frem mod mig. Men da han så, at jeg tøvede og var forundret, brød han ud i latter, og jeg så det blide smil på hans ansigt; det passede glimrende sammen med den koncentration, han havde haft et øjeblik før. Med dette blide smil udtalte han et ord, som jeg ikke forstod dengang, men som jeg nu forstår; han sagde: »Tafaddal«—»Vær så god«. Jeg tog imod kagestykket og takkede ham med et nik. En anden rejsende, med en rød fez på hovedet og ellers helt europæisk klædt, syntes at være en lille handelsmand; uden at være blevet bedt om det påtog han sig rollen som tolk. På gebrokkent engelsk sagde han:
—»Han siger, at du er rejsende, og at han også er rejsende. Hans vej og din vej er den samme.«
Når jeg nu tænker på denne lille hændelse, synes jeg, at dens indflydelse måske lå til grund for al min senere kærlighed til den arabiske karakter. For i beduinens adfærd må jeg allerede dengang have fornemmet en tro på og en bevægelse hen imod et ubundet menneskelighedsbegreb: at han trods alle fremmedhedens hindringer havde opdaget et venskab i en tilfældig medrejsende og ønskede at dele sit brød med ham!
Kort efter kom den gamle by Gaza til syne på vores vej, som en lerfæstning, der levede sit vidtstrakte liv på en sandhøj omgivet af mure af kaktus. Min beduinske ledsager samlede sine bagageposer sammen, hilste mig med et alvorligt smil og steg derefter ned fra vognen, mens han fejede sandet med kanten af sit klæde, der slæbte hen over perronen. Udenfor stod yderligere to beduiner på perronen; de gav ham hånd og bød ham hjerteligt velkommen ved at kysse ham på begge kinder.
Den engelsktalende handelsmand lagde hånden på min arm og sagde: »Kom med mig. Vi har femten minutter her.«
På den anden side af stationsbygningen havde en karavane slået telte op. Min ledsager fortalte mig, at de var beduiner fra det nordlige Hijaz; deres ansigter var brune, støvgrå og ophedede af vilde følelser. Vores ven gik hen og stillede sig iblandt dem. Han syntes at være en person af en vis anseelse, for de stillede sig alle i en halvcirkel omkring ham og begyndte at besvare hans spørgsmål. Handelsmanden talte med dem. Så vendte de sig mod os. Da de tænkte på livet i vores by, så de på os med et venligt blik … Det forekom mig, at de så på os med en slags stolt åbenhed. Omkring dem var der en atmosfære af frihed, en fri luft. Jeg fik et brændende ønske om at forstå deres liv. Luften var tør og gav kuldegysninger; det føltes, som om den trængte ind i mig gennem kroppen. I denne luft syntes alle hårdhedens knuder at løse sig, og alle tanker blev forvirrede, dovne og ubevægelige! Der var en sådan tidløshed i den, at hvert syn, hver lyd og hver duft antog sin egen præcise værdi. Efterhånden gik det op for mig: De beduiner, der lever i ørkenens omgivelser, må se og føle livet helt anderledes end mennesker i alle andre egne; de må være fri for de bekymringer og drømme, som kendetegner indbyggerne i køligere og rigere egne, og måske også for mange drømme—og ganske sikkert for mange af deres brød! Eftersom de er så inderligt afhængige af deres egne følelser, fastsætter disse ørkenboere nødvendigvis en helt anden værdi for alle verdslige ting.
Måske var dette et varsel om den kommende omvæltning i mit eget liv—den, som opslugte mig i et arabisk land, på den første dag, da jeg så beduinerne—et varsel om en verden, hvis grænser man ikke kan definere, og som dog ikke er uden form: en verden, der er fuldkommen i sig selv og alligevel åben i alle retninger; en verden, som kort efter blev min egen verden! Det er ikke sådan, at jeg dengang var bevidst om, hvad fremtiden havde i vente for mig; bestemt ikke. Det er snarere den følelse, man har, når man for første gang i sit liv træder ind i et fremmed hus, og en ubestemmelig duft halvvejs giver en et vagt varsel om alt det, der vil ske i huset—alt det, der vil ske omkring en selv; og hvis det bliver glædeligt, vil man føle, at ens hjerte er blevet gennemboret af en pludselig glædes dolk. Og længe, længe efter at disse begivenheder er overstået, vil man huske dem og sige til sig selv: Jeg havde jo for længe siden, netop sådan—og ikke i nogen anden form—fået et varsel om alt dette i den hall, i det allerførste øjeblik—i det allerførste øjeblik!
To
En voldsom vind blæser hen over ørkenen, og et øjeblik tænker Zayed, at vi er på vej til at møde endnu en sandstorm. Sandstormen kom ganske vist ikke, men vinden skånede os ikke – den fulgte efter os som regelmæssige vindstød, og da vi steg ned i en sanddal, smeltede vindstødene sammen og blev til en uafbrudt hvislende lyd. Midt i dalen lå en landsby fyldt med palmer, bestående af flere separate bebyggelser, hver omgivet af lermure – landsbyen var næsten helt dækket af støv og sand, som hvirvelvinden havde ført med sig.
Området er som en hule for vinden: Fra morgen til aften slår vinden her uophørligt med sine stærke vinger, om natten ligger den stille, og næste dag vågner den igen med fornyet kraft. Under vindens vedvarende slag kan de bøjede palmer ikke blive så høje, som de burde; de forbliver hæmmede og breder deres grene ud til alle sider tæt ved jorden. Disse palmer er altid truet af sanddynerne, der rykker frem fra alle sider. Hvis landsbyens folk ikke havde plantet rækker af tamarisk omkring hver frugthave, ville landsbyen for længst være blevet begravet i sand. Disse høje træer er mere modstandsdygtige end palmerne. Med deres stærke stammer og stedsegrønne grene, der frembringer en raslende lyd, danner de en levende mur omkring bebyggelserne og giver dem en usikker tryghed.
Vi stiger ned ved jordhuset i landsbyen Amir – efter planen skal vi hvile os lidt her i eftermiddagens varme. Det kahwa, der er sat frem til at modtage gæster, står åbent og bærer fattigdommens præg. Foran det stenbyggede ildsted, hvor kaffen koges, ligger der kun en stråmåtte. Men som det naturligvis er med arabisk gæstfrihed, må al fattigdom vige for den; knap var vi sat på måtten, før der blev stukket grene ind i ildstedet og tændt ild. Den klingende lyd af de friskristede kaffebønner, der blev knust i en kobbermorter, gav rummet en særlig egnethed til at tage imod gæster; og de lysebrune dadler, der var stablet på et stort fad, stillede de rejsendes sult.
Vores vært er en lille, spinkel gammel mand, med pukkelryg og blinkende øjne; han bærer kun et bomuldsklæde om kroppen og en turban på hovedet – han opfordrer os til at tage del:
– »Må Allah forlænge jeres liv. Dette hus er jeres hus. Spis i Allahs navn. Dette er alt, hvad vi har.« Så gør han en enkelt undskyldende gestus med hånden, kun én gestus – og hele hans skæbnes tyngde kommer til udtryk i den oprigtige kraft, hvormed han henvender sig til mennesker, en kraft, der er særegen for folk, som lever i nær forbindelse med de enkle følelser; men dadlerne er ikke dårlige, spis, I rejsende, det er det, vi kan give efter vores evne …«
Sandt at sige hører disse dadler til blandt de bedste, jeg nogensinde har spist, og vores vært er tydeligvis glad for den sult, han er i stand til at stille! Han fortsætter:
– »Vinden … vinden … den gør vores liv hårdt og smertefuldt; men det er Allahs vilje! Vinden ødelægger vores træer og planter. Vi må hele tiden kæmpe for at forhindre, at de bliver dækket af sand. Sådan har det dog ikke altid været. I gamle dage var der ikke så meget vind her, og dengang var landsbyen større og mere velstående. Men nu er landsbyen blevet mindre. Mange af vores unge rejser herfra, for ikke alle er i stand til at udholde et sådant liv. Dag for dag omslutter sandet os mere og mere fra alle sider. Der går ikke lang tid, før der ikke længere vil være plads til disse palmer. Denne vind … men vi klager ikke. I ved, at Profeten – måtte Allahs barmhjertighed være med ham – har sagt til os: ›Allah siger: I må ikke bebrejde skæbnen, for vid, at jeg er skæbnen …«
Jeg var sandsynligvis fór sammen, for den gamle standsede sin tale og så opmærksomt på mig; som om han forstod, hvorfor jeg var blevet forskrækket, smilede han mildt. Det lignede næsten en kvindes smil, og det var mærkeligt at se det på dette trætte, forfaldne ansigt. Den gamle sagde igen med sagte stemme, næsten som en velkomst:
»Vid, at jeg er selve skæbnen.« Sammen med hans ord udtrykte den måde, hvorpå han bevægede hovedet, en stolt anerkendelse af sin egen plads i livet. Aldrig i mit liv havde jeg set en sådan erkendelse af virkeligheden ledsaget af så megen sindsro og sikkerhed, ikke engang hos lykkelige mennesker. Han tegnede en tom cirkel ved at brede armene vidt ud, uklart og ubestemt; det var næsten, som om hans armbevægelser var et udtryk for sanselighed.
Han tegnede en sådan cirkel med armene bredt ud, og inden for den fandtes alt, hvad der hørte menneskelivet til: det fattige, mørke rum, vinden og dens evige brusen, sandets ustoppelige fremmarch, ønsket om lykke og overgivelsen til det uforanderlige; fadet fyldt med dadler, frugthavernes kamp for at overleve bag muren af stedsegrønne tamarisktræer; ilden, der var tændt i ildstedet, og en ung kvindes latter et sted på den anden side af gården. Og midt i alt dette, i de bevægelser og tegn, der gjorde det levende og samlede det, hørte jeg harmonien i en stærk ånd, som ikke kendte nogen situation som en hindring, og som fandt fred i sig selv.
Jeg vender igen tilbage til en fjern fortid, til den efterårsdag i Jerusalem for ti år siden, hvor endnu en gammel mand talte til mig om overgivelsen til Allah—om at mennesket kun gennem denne overgivelse kan skabe et fredeligt forhold til Allah og således også til sin egen skæbne.
Det efterår boede jeg hos min onkel Dorian, lige midt i den gamle by Jerusalem. Det regnede næsten hver dag, så jeg kunne ikke komme meget udenfor. Ofte sad jeg ved vinduet; det vendte ud mod en vældig stor gård bag huset og stod åbent. Gården tilhørte en gammel araber, som folk kaldte »Haji«, fordi han havde foretaget hajj i Mekka. Han lejede æsler ud til ridning og transport af varer. Derfor var hans gård blevet noget i retning af en karavanseraj.
Hver morgen, endnu før solen stod op, kom der kameler lastet med grøntsager og frugter fra landsbyerne i omegnen; derefter blev varerne læsset på æsler og sendt gennem byens smalle gyder til markedet. Om dagen så jeg kamelernes enorme, tunge kroppe hvile på jorden; folk gik hele tiden omkring og passede kamelerne og æslerne og så efter dem, men når styrtregnen begyndte, var de nødt til at søge ly i stalden. Disse kamel- og æseldrivere var fattige, og jeg så dem i iturevne klæder; men i deres gang og adfærd kunne de sammenlignes med frie og uafhængige konger. Når de satte sig sammen på jorden og spiste flade brød af mel med lidt ost eller et par oliven, kunne jeg ikke lade være med at beundre deres værdighed og spontanitet og deres hjerters fred. Jeg kunne tydeligt se, at de havde respekt for sig selv og også respekterede alt det, der var nødvendigt i livets dagligdag. Haji gik omkring støttet til en stok, for han led af gigt, og hans knæ var hævede; blandt dem var han en slags leder. Jeg så, at de lyttede til ham uden at gøre indsigelser. Flere gange om dagen samlede han dem til salat, og når det ikke regnede, bad de salat under åben himmel. De stillede alle op i én lang række, og han stod foran dem som deres imam. I deres præcise bevægelser under salat var de som soldater: samtidig vendte de ansigtet mod Mekka, bøjede hovedet, rettede sig op igen, satte sig på knæ og berørte jorden med panden. Det virkede, som om de fulgte imamens uhørlige ord—imamen, som stod barfodet på bedet med lukkede øjne og begge hænder foldet over brystet, mens han lydløst bevægede læberne; det var tydeligt, at han var hensunket i dyb meditation. Jeg så, at han bad med hele sin sjæl!
Jeg følte mig en smule forlegen ved at se denne form for ægte bøn forbundet med næsten mekaniske kropsbevægelser, og en dag spurgte jeg Haji, som forstod en smule engelsk:
»Tror I virkelig, at Allah ønsker, at I igen og igen skal bøje jer, gå ned på knæ og kaste jer i سجود for at vise ham jeres hengivenhed? Er det ikke bedre at vende blikket indad og bede til ham i jeres hjertes inderste stilhed? Hvad er grunden til denne slags kropsbevægelser?«
Så snart ordene var kommet ud af min mund, fortrød jeg dem, for det havde ikke været min hensigt at såre denne gamle mands religiøse følelser. Men Haji sahib virkede på ingen måde såret. Et smil bredte sig over hans tandløse ansigt, og han sagde:
– »Hvordan skulle vi ellers tilbede Allah? Har Han ikke skabt både legeme og sjæl på én gang? Hør her, jeg siger dig: Vi muslimer beder kun på den måde, muslimer beder på, og ikke på nogen anden måde. Vi står med ansigtet vendt mod Kabaen, mod Allahs hellige hus i Mekka, i bevidstheden om, at alle verdens muslimers ansigter – uanset hvor de befinder sig – under bønnen vendes mod dette hus, og at vi alle tilsammen udgør ét eneste legeme, mens Allah er centrum for vores tanker og forestillinger. Først står vi ranke og reciterer fra den hellige Koran, idet vi husker, at dette er Hans ord, givet til mennesket, så det kan leve ret, retfærdigt og standhaftigt. Derefter siger vi: Allah er stor, den største. Med dette minder vi os selv om, at der ikke findes nogen anden end Allah, som kan være vores gud. Når vi har sagt dette, bøjer vi os dybt, fordi vi ærer Ham over alle andre og lovpriser Hans magt og herlighed. Derefter kaster vi os ned i sujud og lader panden berøre jorden, fordi vi erkender, at vi blot er støv foran Ham, at vi intet er – og at Han er vores Skaber og Forsørger. Så løfter vi hovedet fra jorden og sætter os roligt, mens vi beder om, at Han vil tilgive vores synder, vise os barmhjertighed, lede os ad den lige vej og give os sundhed og underhold. Derefter går vi igen ned i sujud og lader panden berøre støvet foran den ene Allahs herlighed. Så sætter vi os igen og beder om, at Han vil vise barmhjertighed mod profeten Muhammed, som bringer Allahs budskab til os, ligesom Han viste barmhjertighed mod de tidligere profeter og sendebud. Vi beder om, at Han vil vise os og alle dem, der følger den sande vej, barmhjertighed. Vi beder Ham om at skænke os både denne verdens gode og det hinsidige livs gode. Til sidst drejer vi hovedet mod højre og venstre og siger: Må Allahs fred og barmhjertighed være over jer alle. Således hilser vi på alle de retskafne, hvor end de befinder sig.«
Sådan udførte vores Sendebud (fred være med ham) salat, og sådan lærte han til alle tider sin ummah at udføre salat, så de frivilligt kunne overgive sig til Allah. Det er netop islams betydning, og på denne måde kunne de oprette et fredfyldt forhold til Ham og til deres egen skæbne.
Den gamle mand brugte naturligvis ikke netop disse ord – men det, han sagde, betød dette, og sådan husker jeg det. Flere år senere forstod jeg, at Haji sahib med denne forklaring for første gang havde åbnet islams dør for mig. Alligevel begyndte jeg at føle en ydmyghed længe før tanken om, at islam kunne blive min egen religion, overhovedet trængte ind i mit sind – hver gang jeg så, som jeg ofte gjorde, en mand stå barfodet på sit bedetæppe eller på en stråmåtte, med hænderne foldet over brystet og hovedet bøjet, fuldstændig fordybet i sig selv og helt uvidende om, hvad der foregik omkring ham – hvad enten det var inde i en moské eller på fortovet på en travl gade: et menneske uden noget at beklage sig over i sit eget liv – fredfyldt og tilfreds!
* * * * * *
Det »arabiske stenhus«, som onkel Dorian havde skrevet til mig om, var virkelig henrivende. Huset lå i udkanten af »den gamle by« nær »Jaffaporten«. Dets rummelige værelser med højt til loftet syntes tynget af minderne om de adelige, som havde boet her i forskellige svundne tidsaldre – og dets mure vibrerede af det levende nutidsliv, der strømmede ind fra markedet lige i nærheden. Og alle disse syn, lyde og dufte var så helt uden sidestykke i mine tidligere erfaringer.
Da jeg standsede på tagterrassen, så jeg området med den gamle by, tydeligt afgrænset, med dens uregelmæssige gader og veje, der bredte sig som et net, og dens stenudhuggede gyder. I den modsatte ende lå, ganske nær i betragtning af den enorme udstrækning, Suleimans moskéområde, og helt yderst lå al-Aqsa-moskéen, som regnes for den helligste efter Mekka og Medina, mens Klippekuplen lå lige i midten. Hinsides den strakte den gamle hellige bys mure sig mod Kidron-dalen, og på den anden side af dalen rejste der sig bløde, glatte, nøgne bjerge – kun hist og her var bjergskråningerne markeret af oliventræer. Mod øst var der lidt flere tegn på frugtbarhed; dér fik jeg øje på en have, der skrånede ned mod vejen, mørkegrøn og omgivet af mure. Det var »Getsemane Have«. Inden fra den glimtede gyldne, løgformede kupler på en russisk kirke mellem oliventræerne på den ene side og cypresserne på den anden.
Det var som en klar, men ubeskrivelig smeltet væske, der blev bevæget og rystet i en alkymists kolbe, broget i tusind farver, hinsides ord og endog uden for tankens rækkevidde. Sådan forekom landskabet fra Oliebjerget over Jordan-dalen og Dødehavet mig. Bølgende bjerge var som åndeløst aftegnet mod en lys, mælkehvid baggrund; sammen med dem stod Jordans mørkeblå stribe, Dødehavets runde hvirvler i det fjerne og endnu længere borte Moab-bjergene, indhyllet i skumring, som om de udgjorde en hel verden i sig selv – et så utroligt og vidunderligt skønhedssyn, at mit indre begyndte at skælve af begejstring.
For mig var Jerusalem en helt ny verden. Fra hvert eneste sted i „den gamle by“ vågnede talrige historiske minder: de gader, som havde hørt Esajas prædike; de brosten, som Hazrat Isa (a) havde gået på; de mure, som var blevet gamle, mens de romerske soldaters tunge skridt gav genlyd fra dem; og buen over porten, hvorpå der var indhugget en inskription med Salahuddins befaling. Himlen var dybblå, hvilket måske ikke ville have virket nyt for dem, der kendte andre middelhavslande. Men for mig – eftersom jeg var vokset op i et langt mindre venligt klima – var denne blå farve både en indbydelse og et løfte. Husene og gaderne syntes indhyllet i et dirrende, blødt skær, og folk bevægede sig og talte spontant og uden stivhed, med værdige og ædle gestusser – og med folk mente jeg araberne her, for det var dem, der fra begyndelsen havde præget min bevidsthed som dette lands befolkning; de var vokset frem af landets egen jord og historie og var ét med dets lys og luft. Deres klædedragter var mangfoldige og farvestrålende, og tøjets længde og vidde kunne måle sig med beskrivelserne i Bibelen; hvad enten det var en „fellah“ eller en beduin – for jeg så ofte beduiner komme ind til byen for at købe og sælge varer – bar hver især sit tøj på sin egen måde, altid en smule anderledes end de andre, som om han i et øjebliks inspiration havde opfundet en helt personlig mode.
Lige over for Dorians hus, måske omkring fyrre alen borte, rejste Davids fæstnings mørke, tidsslidte mure sig – fæstningen var en del af ruinerne af den gamle by; det var en ægte middelalderlig arabisk byfæstning, og den var sandsynligvis bygget på fundamenter fra den herodianske tid; vagttårnet var højt og smalt som en minaret. (Selv om den ikke havde nogen direkte forbindelse med kong David, havde jøderne altid kaldt den dette navn; for det blev sagt, at det gamle kongelige palads havde ligget netop her på Zions bjerg). Mod den „gamle by“ lå en lav, bred bygning, gennem hvilken indgangsporten gik, og lige foran porten, over den gamle voldgrav, var der en buet stenbro – en viadukt. Når beduinerne kom til byen, brugte de regelmæssigt denne vej som mødested. En dag så jeg en høj beduin stå ubevægelig dér, en skikkelse mod den sølvgrå himmel, som en statue fra et gammelt sagn. Indrammet af et kort, rødbrunt skæg og med en skarp kæbe bar hans ansigt et udtryk af dyb alvor: et trist og udmattet ansigt, som om han ventede på noget, men ikke kunne forestille sig, at det virkelig ville ske. Hans brede kappe med brune og hvide striber var slidt og laset! Og pludselig – jeg ved ikke hvorfor – forekom det mig, at denne kappe havde været på mandens krop gennem mange måneders fare og flugt; var han måske en af de få krigere, der havde fulgt Hazrat David? Måske lå David netop nu skjult og sov i en hule et sted ved Judæas bjerges fod, og denne trofaste og modige ven var sammen med en ledsager kommet i al stilhed til hovedstaden for at se, hvad „Saul“ tænkte om deres leder, og om det var sikkert for ham at vende tilbage; og nu stod Davids ven her og ventede på sin ledsager med en overvældende frygt for ulykke: måske ville de ikke kunne bringe gode nyheder tilbage til David……
Pludselig bevægede beduinen sig og begyndte at gå ned ad skråningen, og min drøm og fantasi brast. Da kom jeg pludselig i tanke om det: Denne mand var araber, mens disse bibelske skikkelser havde været jøder. Men min forundring varede kun et øjeblik, for pludselig forstod jeg med den klarhed, der somme tider pludselig flammer op i vores indre som et lyn og oplyser verden for et eneste hjerteslag, at David og folket på Davids tid, ligesom Abraham og folket på Abrahams tid, stod langt nærmere deres arabiske oprindelse – og derfor også nutidens beduiner – end nutidens jøder, som anser sig selv for at være efterkommere af David og Abraham……
Jeg sad ofte under Jaffa-porten på den spidse søjle af sten og så flokke af mennesker gå ind i den gamle by og komme ud derfra, mens de skubbede sig mod hinanden og puffede hinanden med albuerne – alle tænkelige slags arabere og jøder. Blandt dem var der bredskuldrede fellahin med brunt hovedtøj eller orangefarvede turbaner; der var også beduiner med skarpe, rene og næsten altid magre ansigter. De bar kapper med en forunderlig selvbehersket værdighed, ofte med begge hænder på hofterne og albuerne strittende ud, som om de var sikre på, at alle ville give plads for dem. Jeg så også bondekvinder iblandt dem: iført sorte eller blå bomuldsklæder med hvide broderede blomster på brystet; ofte bar de fletninger på hovedet og gik med en beskeden, enkel og smuk rytme. Set bagfra kunne mange kvinder på tres år stadig se ud som unge kvinder. Deres blikke forekom klare og uberørte af alderen – medmindre de var angrebet af trakom, en uhelbredelig egyptisk øjensygdom, som var en særlig forbandelse for alle landene øst for Middelhavet.
Og jeg så også jøderne: lokale jøder, som bar tarbusj og brede, vældige kapper, og hvis ansigtstræk havde en stærk lighed med arabernes; de jøder, der var kommet fra Polen og Rusland, havde medbragt så megen smålighed og snæversyn fra deres tidligere europæiske liv, at det var forbløffende, at de hævdede at være af samme slægt som de stolte jøder i Marokko og Tunesien, der bar hvide burnuser. Alligevel var de europæiske jøder tydeligvis malplacerede i deres omgivelser, men det var dem, der skabte tonen og stemningen i det jødiske liv og den jødiske politik, og derfor var det også dem, der bar ansvaret for den næsten synlige spænding mellem arabere og jøder.
Hvor meget vidste en almindelig europæer på den tid om araberne? I virkeligheden slet ingenting. Når han kom til Det Nære Østen, medbragte han en række romantiske og fejlagtige forestillinger, og hvis han havde god vilje og var intellektuelt ærlig, måtte han indrømme, at han intet vidste om araberne. Før jeg kom til Palæstina, havde jeg aldrig tænkt på dette land som et arabisk land. Jeg havde ganske vist en vag forestilling om, at der også boede „et vist antal“ arabere her – men jeg forestillede mig dem kun som nomader, der boede i telte i ørkenen, eller som beboere i frodige oaser. Alt, hvad jeg tidligere havde læst om Palæstina, var skrevet af zionister; naturligvis skrev de kun ud fra deres eget synspunkt. Derfor forstod jeg ikke, at byerne også var fulde af arabere; jeg forstod ikke, at der så sent som i 1922 var fem arabere for hver jøde i Palæstina, og at Palæstina derfor var et arabisk land mange, mange gange mere, end det var et jødisk land!
Da jeg kommenterede dette over for hr. Ussishkin, formanden for den zionistiske aktionskomité, fik jeg indtryk af, at zionisterne ikke engang var villige til at tage sandheden om arabernes flertal i betragtning. De var på ingen måde rede til at tillægge arabernes modstand mod zionismen nogen betydning. Hr. Usshiskins reaktion forekom mig ikke at være andet end had og foragt for araberne:
– »Der findes ikke nogen egentlig arabisk bevægelse imod os her i landet – det vil sige, ingen bevægelse, der har sine rødder i folket. Alt det, De opfatter som modstand, er i virkeligheden blot råben fra nogle få utilfredse agitatorer. Den vil bryde sammen af sig selv i løbet af nogle måneder – højst nogle få år.«
Hans argument forekom mig på ingen måde overbevisende. Lige fra begyndelsen havde jeg følt, at hele tanken om en jødisk bosættelse i Palæstina var kunstig og urealistisk, og – hvad der var endnu farligere – at den indebar risikoen for at importere alle det europæiske livs komplikationer og uløselige problemer til et land, som måske kunne være lykkeligere uden dem. Jøderne kom i virkeligheden ikke til Palæstina på en måde, der kunne kaldes en tilbagevenden; snarere var de opsatte på at gøre Palæstina til et hjemland efter europæiske mål og i en europæisk form. Kort sagt var de fremmede, der trængte ind ad døren. Derfor fandt jeg intet at indvende mod arabernes faste modstand mod tanken om et jødisk hjemland iblandt dem. Tværtimod forstod jeg snart, at der blev gjort forsøg på med magt at påtvinge dem en jødisk stat, og at araberne med god grund kæmpede imod dette.
I Balfour-erklæringen fra 1917 blev der lovet et jødisk »nationalt hjem« i Palæstina. I denne erklæring så jeg et raffineret politisk trick, som alle kolonimagter tyer til. Det var den gamle politik at herske over et land gennem del og hersk. I Palæstinas tilfælde var denne politik endnu mere skamløs. For i 1916 havde englænderne som modydelse for Sharif Husseins hjælp til England mod Tyrkiet lovet ham, som på det tidspunkt var hersker over Mekka, en uafhængig arabisk stat. Det var meningen, at denne stat skulle bestå af alle landene mellem Middelhavet og Den Persiske Golf. Englænderne brød ikke blot dette løfte allerede året efter ved at indgå Sykes-Picot-aftalen med Frankrig, hvorved fransk herredømme blev etableret over Libanon og Syrien; Palæstina blev i praksis også udelukket fra det område, som englænderne havde påtaget sig ansvar for over for araberne.
Selv om jeg selv var af jødisk familie, følte jeg lige fra begyndelsen en stærk modvilje mod zionismen. Selv hvis man ser bort fra min personlige sympati for araberne, forekom det mig dybt umoralsk, at fremmede med støtte fra store udenlandske magter skulle komme udefra til dette land med det åbne formål at opnå et befolkningsflertal og på den måde fordrive et folk fra dets land – et land, som så langt tilbage som nogen kunne huske altid havde været dets. Derfor tog jeg instinktivt arabernes parti, hver gang spørgsmålet om arabere og jøder kom på tale. Og dette spørgsmål blev ofte drøftet. Næsten alle de jøder, jeg kom i kontakt med i disse måneder, var ude af stand til at forstå min holdning. De kunne ikke forstå det, jeg havde set blandt araberne. Efter deres mening var araberne ikke andet end et tilbagestående folk. De så på araberne med en holdning, der ikke var meget forskellig fra de europæiske kolonisters i Centralafrika. De bekymrede sig overhovedet ikke om, hvad araberne tænkte. Næsten ingen af dem gjorde noget forsøg på at lære arabisk, og de havde alle uden tøven taget den vedtagne sandhed til sig, at Palæstina med rette var jødernes arv.
Jeg husker stadig den korte samtale, jeg havde med Chaim Weizmann, zionistbevægelsens ubestridte leder, om dette spørgsmål. Han var kommet hertil på en af sine regelmæssige rejser til Palæstina. (Så vidt jeg ved, havde han fast bopæl i London.) Jeg mødte ham hjemme hos en jødisk ven. Jeg kunne ikke undgå at blive imponeret af denne mands enorme livskraft – en livskraft, der også kom til udtryk i hans fysiske bevægelser og i hans lange, fjederagtige skridt, mens han gik frem og tilbage i værelset. Jeg kunne heller ikke undgå at blive imponeret af intelligensens glans på hans brede pande og af hans gennemtrængende blik.
Han talte om de økonomiske vanskeligheder, der stod i vejen for at gøre drømmen om et jødisk nationalt hjem til virkelighed, og om den ringe genklang, denne drøm vakte blandt jøder i udlandet. Det gav mig den ubehagelige fornemmelse:
Weizmann var ligesom næsten alle andre jøder ivrig efter at overføre det moralske ansvar for alt, hvad der foregik i Palæstina, til »omverdenen«. Derfor blev jeg nødt til at bryde den ærbødige tavshed, hvormed alle de tilstedeværende lyttede til ham. Jeg spurgte:
– »Men hvad med araberne?«
Jeg havde sikkert begået en fejl ved at bringe en sådan skurrende tone ind i samtalen, for Weizmann vendte langsomt ansigtet mod mig, satte koppen fra sig og gentog ordene:
– »Og hvad med araberne?«
– »Hvordan kan De håbe på at gøre Palæstina til Deres eget hjemland over for arabernes voldsomme modstand? Kendsgerningen er jo, at araberne udgør flertallet her i landet.«
Den zionistiske leder trak på skuldrene og sagde: »Vi håber, at de allerede om få år ikke længere vil udgøre flertallet.«
– »Måske er det sådan! De har arbejdet med dette spørgsmål i mange år og forstår naturligvis situationen bedre end jeg. Men selv hvis vi ser bort fra alle de politiske hindringer, som araberne måske – eller måske ikke – kan skabe for Dem, plager det moralske aspekt af dette problem Dem da slet ikke? Mener De ikke, at det er uretfærdigt af Dem at fordrive dem, der altid har boet her i landet?«
– »Men dette land er jo vores,« svarede dr. Weizmann med løftede øjenbryn. »Vi gør ikke andet end at tage det tilbage, som vi uretmæssigt blev berøvet.«
– »Men De har været borte fra Palæstina i næsten to tusind år. Før det herskede De over dette land, men aldrig over hele landet – i mindre end fem hundrede år. Mener De ikke, at araberne med samme begrundelse kan gøre krav på Spanien? De herskede jo også over Spanien i næsten syv hundrede år, men mistede det fuldstændigt for omkring fem hundrede år siden.«
Jeg kunne se, at dr. Weizmann var blevet utålmodig:
»Vrøvl! Araberne erobrede kun Spanien; landet var aldrig deres oprindelige hjemland. Derfor fordrev spanierne dem til sidst derfra – og det var helt rigtigt.«
»Undskyld,« svarer jeg, »men jeg synes, at der er nogle historiske faktuelle fejl i dette. Hebræerne kom jo også til Palæstina som erobrere. Længe før dem boede der mange semitiske og ikke-semitiske stammer her – såsom amoritterne, edomitterne, filistrene, moabitterne og hittitterne. Disse stammer boede også her under Israels og Judas kongedømmer. Da romerne fordrev vore forfædre herfra, boede disse stammer stadig her. De bor her endnu. De arabere, som erobrede dette område i det syvende århundrede og slog sig ned i Syrien og Palæstina, udgjorde altid kun et lille mindretal af befolkningen. De øvrige, som vi i dag beskriver som palæstinensiske eller syriske ‘arabere’, er i virkeligheden blot de oprindelige indbyggere her, som er blevet arabiseret. Gennem århundrederne er mange af dem blevet muslimer. Andre forblev kristne. Muslimer gifter naturligvis deres børn med trosfæller, der er kommet fra Arabien. Men kan De benægte, at flertallet af Palæstinas indbyggere, som taler arabisk, hvad enten de er muslimer eller kristne, direkte nedstammer fra landets oprindelige indbyggere – oprindelige i den forstand, at de boede her mange århundreder før hebræerne kom hertil?«
Ved dette udbrud fra min side blev dr. Weizmann blødgjort af et høfligt smil, og han drejede samtalen over på et andet emne.
Jeg var ikke tilfreds med udfaldet af min indblanding. Jeg havde naturligvis ikke forventet, at nogen af de tilstedeværende – mindst af alle dr. Weizmann – ville være enig med mig i, at det zionistiske ideal set fra et moralsk synspunkt var meget svagt og tomt. Men jeg havde håbet på dette: at min støtte til arabernes sag i det mindste ville skabe en vis uro blandt den zionistiske ledelse – en uro, som kunne få dem til at vende blikket mere indad og måske skabe en større mental beredvillighed til at erkende, at arabernes modstand mod zionismen rummer muligheden for en moralsk ret. Men intet af dette skete. I stedet så jeg en tom mur, der syntes at stirre ud på mig med fremstrakte øjne: en bebrejdende protest fuld af fordømmelse af min uforskammethed – den uforskammethed, som havde vovet at rejse spørgsmål om jødernes ubestridelige ret til deres forfædres land!
Jeg plejede at undre mig, når jeg tænkte over det – hvordan kunne jøder, der besad en så skabende intelligens, se konflikten mellem zionister og arabere udelukkende fra jødernes synspunkt? Forstod de ikke, at en løsning på jødernes problem i Palæstina i sidste ende kun kunne findes gennem et venskabeligt samarbejde med araberne? Var de virkelig så blinde over for, at deres politik uundgåeligt ville føre en smertefuld fremtid med sig? Havde de slet ikke syn for, at selv hvis de blev militært sejrrige, ville den lille ø, der var den jødiske stat midt i et fjendtligt arabisk hav, for altid stå over for konflikt, had og bitterhed?
Og hvor mærkeligt, tænkte jeg, at det folk, som gennem sin lange og smertefulde historie igen og igen havde været offer for uretfærdig vold og undertrykkelse, nu i sin ihærdige bestræbelse på at nå sine egne mål var rede til at udsætte et andet folk for grov undertrykkelse – og dette andet folk var et folk, der var helt uskyldigt med hensyn til jødernes tidligere lidelser og kvaler! Jeg vidste, at noget sådant aldrig før var sket i historien, men alligevel var min sorg grænseløs, da jeg så det udspille sig for mine øjne.
På den tid skyldtes mine uophørlige overvejelser over Palæstinas politiske landskab ikke blot min sympati for araberne og min bekymring over zionisternes eksperiment – også min journalistiske nysgerrighed spillede en rolle, for jeg var dengang korrespondent i Palæstina for ‘Frankfurter Zeitung’, som var en af Europas førende aviser. Jeg havde fået denne mulighed nærmest ved et tilfælde.
En aften var jeg i færd med at sortere nogle gamle papirer, der var proppet ned i en af mine kufferter. Mens jeg gennemgik papirerne, fandt jeg det kort, som jeg et år tidligere havde fået i Berlin som United Telegraphs repræsentant. Jeg var næsten ved at rive det i stykker, da onkel Dorian greb mig i hånden og spøgende udbrød: »Lad være med at rive det i stykker. Hvis du afleverer dette kort på højkommissærens kontor, vil du inden for få dage blive inviteret til middag i regeringsbygningen. Journalister er meget velkomne mennesker her i landet.«
Selv om jeg rev det overflødige kort i stykker, fremkaldte min onkels spøg alligevel en reaktion hos mig. Jeg var ganske vist på ingen måde ivrig efter en invitation til middag i regeringsbygningen – men hvorfor skulle jeg af den grund ikke udnytte denne sjældne mulighed for at opholde mig i Mellemøsten på et tidspunkt, hvor jeg kunne se, at meget få journalister fra Centraleuropa fik mulighed for at besøge området? Hvorfor skulle jeg ikke genoptage mit journalistiske arbejde? Dog ikke som repræsentant for United Telegraph, men som korrespondent for en berømt dagavis. Og ligesom jeg pludselig træffer beslutninger i alle vigtige spørgsmål, besluttede jeg mig lige så pludseligt for at træde ind i den ”rigtige” journalistiks verden!
Selv om jeg havde arbejdet et år for United Telegraph, havde jeg ingen direkte forbindelse med nogen betydningsfuld avis. Desuden var der endnu ikke blevet trykt noget under mit eget navn, så mit navn var stadig fuldstændig ukendt i avisverdenen. Det gjorde mig dog ikke modløs. Jeg skrev en artikel om mine synspunkter på Palæstina og sendte kopier af den til ti tyske aviser. Samtidig tilbød jeg at skrive en fortløbende artikelserie om Mellemøsten.
Det var i månederne hen imod slutningen af 1922 – på det tidspunkt herskede der en ekstremt ødelæggende inflation i Tyskland. Det var blevet vanskeligt for de tyske aviser overhovedet at overleve. Kun meget få aviser havde råd til at betale udgifterne til deres udenlandske korrespondenter i stabil valuta. Derfor var det ikke spor overraskende, at de ti aviser, som jeg havde sendt min prøveartikel til, én efter én med mere eller mindre høflige formuleringer meddelte mig, at de afslog den. Af de ti aviser var der kun én, der accepterede mit forslag, og tilsyneladende fordi de var tilfredse med det, jeg havde skrevet, udnævnte de mig til deres særlige rejsende korrespondent i Mellemøsten og sendte mig samtidig en kontrakt – jeg skulle skrive en bog til dem, når jeg vendte tilbage. Det var Frankfurter Zeitung. Jeg var nærmest ved at vælte, da jeg opdagede, at jeg ikke blot havde formået at etablere en forbindelse med én avis – og hvilken avis! – men allerede ved mit første forsøg havde opnået en sådan anseelse, at den kunne blive misundt af mange erfarne journalister!
Der var naturligvis også en hage ved det. På grund af inflationen var Frankfurter Zeitung ikke i stand til at betale mig min løn kontant. De sagde høfligt, at mit honorar ville blive udbetalt i tyske mark; ligesom dem vidste jeg, at det dermed ville blive vanskeligt blot at betale udgiften til de frimærker, der skulle sættes på kuverterne, når jeg sendte mine artikler. Men æren ved at være Frankfurter Zeitungs særlige korrespondent forekom mig langt, langt mere værdifuld – trods den midlertidige ulempe, at jeg ikke fik penge som korrespondent. Jeg begyndte at skrive artikler om Palæstina i håb om, at jeg før eller siden, som følge af en lykkelig vending i min skæbne, en dag måske ville blive i stand til at rejse rundt i hele Mellemøsten.
* * * * * * * * *
Nu havde jeg mange venner i Palæstina – både jøder og arabere.
Det er sandt, at zionisterne på grund af min sympati for araberne, som kom tydeligt til udtryk i de artikler, jeg fik offentliggjort i Frankfurter Zeitung, betragtede mig med en blanding af forundring og mistænksomhed. De kunne tydeligvis ikke afgøre, om jeg var blevet ”købt” af araberne (for zionisterne var vant til at forklare næsten alt i penge og økonomiske termer), eller om jeg blot var en særpræget intellektuel, der elskede alt fremmed. Men ikke alle de jøder, der dengang boede i Palæstina, var zionister. Nogle af dem var kommet til Palæstina, ikke med politiske hensigter, men af religiøs hengivenhed for Det Hellige Land og de bibelske minder og forestillinger, der var knyttet til det.
Blandt denne gruppe var min hollandske ven Jacob de Haan – lille og trind af skikkelse, med et gyldent skæg og omkring femogfyrre år gammel. Før jeg kom hertil, havde han været professor i jura ved et af Hollands førende universiteter. Nu var han særlig korrespondent for Amsterdams Handelsblad og Londons Daily Express. Hans religiøse tro var dyb, og han var lige så ortodoks som enhver jøde fra Østeuropa – men han støttede ikke den zionistiske tankegang, fordi han troede, at ”de måtte vente på Messias’ komme, før hans folk kunne vende tilbage til Det Forjættede Land”.
»Vi jøder«, sagde han til mig flere gange, »blev fordrevet fra Det Hellige Land og spredt over hele verden, fordi vi ikke opfyldte den opgave, Allah havde givet os. Han havde udvalgt os til at forkynde Hans ord, men i vores hovmod begyndte vi at tro, at Han kun havde udvalgt os af gunst for at gøre os til et »udvalgt folk« – og således svigtede vi Ham. Nu har vi ikke andet at gøre end at angre og rense vores hjerter. Og når vi igen bliver værdige til at høre Hans ord, vil Han sende en Messias for at føre Hans tjenere tilbage til det forjættede land.«
»Men«, spørger jeg, »ligger forestillingen om Messias ikke også til grund for den zionistiske bevægelse? De ved, at jeg ikke støtter den; men er det ikke naturligt, at ethvert folk ønsker at have sit eget hjemland?«
Dr. de Haan ser på mig med et blik, der er blandet med en smule let ironi. »Mener De, at historien blot er en række begivenheder? Det mener jeg ikke. At Allah tvang os til at miste vores land og spredte os over forskellige lande, var ikke uden formål. Men zionisterne vil ikke selv erkende dette; de lider under netop den åndelige blindhed, som var ansvarlig for vores fald. Jødernes to tusind år i eksil og lidelse har ikke lært dem noget. I stedet for at forsøge at forstå den egentlige årsag til vores lidelser prøver de nu at undgå den; man kan sige, at de skaber et »nationalt hjem« på et grundlag, de har fået gennem de vestlige magters politik – og ved dette forsøg på at skabe et nationalt hjem begår de fortsat den forbrydelse at berøve et andet folk dets eget hjem!«
Det siger sig selv, at Yakob de Haans politiske holdninger gjorde ham meget upopulær blandt zionisterne (faktisk blev jeg dybt rystet, da jeg kort efter min afrejse fra Palæstina hørte, at han en nat var blevet skudt og dræbt af terrorister). Da jeg lærte ham at kende, begrænsede hans omgangskreds sig til de få jøder, der delte hans synspunkter; nogle af dem var europæere, andre arabere. Han syntes at have stor medfølelse med araberne, og araberne havde også en meget høj opfattelse af ham. De inviterede ham ofte hjem til sig. På det tidspunkt var araberne endnu ikke blevet helt fjendtlige over for jøder som jøder. Først efter Balfourerklæringen – det vil sige trods århundreders fredelig sameksistens side om side og en fælles etnisk bevidsthed – begyndte araberne at betragte jøderne som politiske fjender. Men selv under de forandrede forhold i begyndelsen af det andet årti skelnede araberne tydeligt mellem zionisterne og venligtsindede jøder som Dr. de Haan.
…. …. …. …. ….
Disse første, skæbnebestemte måneder af min rejse blandt araberne syntes at sætte en strøm af følelser, fornemmelser og bevidsthedsrefleksioner i bevægelse. Sandt at sige begyndte visse uudtalte, personlige håb og længsler at kræve plads i min bevidsthed.
Jeg mødte en livsanskuelse, som var helt ny for mig. Det syntes, som om et varmt, glødende, menneskeligt åndedræt strømmede fra disse menneskers blod ind i deres tanker og bevægelser – uden de smertefulde revner i sjælen, de frygtens, vredens og psykiske hæmnings spøgelser, som har gjort Europas liv mere hæsligt og så fattigt på løfter … Intet af dette findes blandt disse arabere. Uden selv at vide det begyndte jeg blandt araberne at få noget af det, jeg havde længtes efter: en følelsesmæssig holdning til at møde alle livets spørgsmål let. Man kunne kalde det en ædel sund fornuft på følelseslivets område.
Med tiden blev det vigtigste for mig at forstå denne muslimske nations inderste væsen. Ikke fordi deres religion tiltrak mig (for jeg vidste dengang kun ganske lidt om den), men fordi det blev så vigtigt for mig, at jeg blandt dem havde set en medfødt harmoni mellem sind og sanser, som Europa havde mistet. Kunne en mere indgående forståelse af arabernes liv ikke gøre det muligt for os at opdage den skjulte sammenhæng mellem den vestlige verdens lidelser, dens ødelæggende mangel på menneskelig solidaritet og årsagerne til disse lidelser? Hvad er det, der har lært os vesterlændinge at flygte fra den højeste frihed i livet – den frihed, som araberne besidder, selv i denne tidsalder af deres åndelige og politiske forfald – og som vi måske også besad engang i fortiden? Hvis det ikke var tilfældet, hvordan kunne vi så have skabt vores fortids storslåede kunstværker, middelalderens fuldendte kirker, renæssancens vanvittige jubel, lysets og mørkets spil i Rembrandts malerier, Bachs melodiske henrykkelse, Mozarts blide, bløde drøm, påfuglefjerpragten i vores bønders malerier og Beethovens tordnende, håbefulde flugt mod uklare, næsten uvurderlige bjergtoppe, hvorfra mennesket kan sige: »Jeg og min skæbne er ét.«
Da vi ikke kender de åndelige kræfters natur og særlige kendetegn, er vi ikke længere i stand til virkelig at gøre brug af dem. Der vil aldrig mere blive født nogen Beethoven eller Rembrandt iblandt os! I stedet kender vi nu kun bitre stridigheder om nye udtryksformer inden for kunst, samfundsvidenskab og statskundskab, idel modstridende slagord og voldsomme kampe om subtilt udformede, planlagte doktriner. Alle vores maskiner og vores himmelstræbende bygninger har ikke kunnet gøre noget for at genoprette vores sjæls helhed. Men trods alt … er Europas fortidige, tabte åndelige storhed virkelig gået tabt for altid? Kan vi ikke, når vi forstår, hvor vi begik en fejl, genvinde noget af denne åndelige storhed?
Og det, der til at begynde med blot var min sympati for arabernes politiske mål, for den ydre form i det arabiske liv og for den følelsesmæssige tryghed, jeg havde bemærket hos dette folks medlemmer, forvandlede sig lidt efter lidt, uden at jeg selv var klar over det, til noget, der kunne sammenlignes med en personlig søgen. Jeg blev gradvist mere bevidst om et opslugende, henført begær – et begær efter at vide, hvad der lå til grund for deres følelsesmæssige tryghed og tillid, og hvad det var, der havde gjort arabernes liv så forskelligt fra det vestlige liv. Og det forekom mig, at dette begær på en eller anden gådefuld måde var forbundet med mine egne dybeste problemer. Jeg begyndte at lede efter en vej, der kunne give mig et dybere indblik i arabernes karakter og forestillingsverden – den karakter og forestillingsverden, som havde givet dem en særlig form og gjort dem så åndeligt forskellige fra europæerne! Jeg begyndte at studere deres historie, civilisation og religion indgående. Og i denne trang, som jeg følte til at opdage det, der havde gjort deres hjerter levende og fuldkomne og givet dem retning på deres vej, syntes jeg at ane en inspiration: opdagelsen af en skjult kraft, som havde inspireret og fuldkommengjort mig og lovet mig en retning.
Stemmen
Én
Vi rider på kameler, og Zayd synger. Klitterne er nu bredere end før. Hist og her giver sandet plads for lejer af småsten og stykker af basalt, og langt foran os mod syd rejser bjergkædens skyggefulde omrids sig: Jabal Shammar-bjergkæden.
Versene fra Zayds sang trænger sammen ind i min sløvhed – men netop i en sådan grad, at de ord, der undslipper mig, bliver så meget mere vidtrækkende og dybt betydningsfulde, at deres ydre betydning ikke har nogen forbindelse med dem!
Dette er en af de sange for kamelryttere, som man ofte hører i Arabien – sådan en sang, som folk synger for at holde deres dyrs skridt regelmæssige og hurtige og for at beskytte sig mod at falde i søvn – en melodi fra ørkenmennesker, der tilbringer deres liv på steder uden grænser eller ender og uden ekko; en melodi, der altid synges på det samme toneleje, på samme niveau, løst og en smule hæst, idet den kommer helt oppe fra struben og langsomt forsvinder i den tørre luft – som om ørkenens åndedræt var blevet fanget i en menneskestemme. Den, der nogensinde har rejst gennem ørkenen, kan ikke glemme denne stemme. Denne stemme er den samme overalt, hvor jorden er gold, luften varm, og alt omkring én åbent og grænseløst, og hvor livet er hårdt.
Vi rider på kameler, og Zayd bliver ved med at synge, ligesom hans far før ham uden tvivl har sunget, og alle de andre i hans stamme og mennesker fra mange andre stammer, i tusinder af år; for det har krævet tusinder af år at forme disse dybe, ensformige melodier og give dem deres endelige form. Vestlig musik med mange melodiske stemmer udtrykker næsten altid en eller anden personlig følelse, men disse arabiske melodier – hvis samme klang er blevet fremført utallige gange – synes blot at være musikalske symboler på en indsigt, der er udsprunget af erfaring, og som mange mennesker har erfaret; deres formål er ikke at vække en bestemt følelse, men at minde dig om din åndelige erfaring. Disse melodier blev født for meget, meget længe siden af ørkenens klima, af vindens og nomadelivets rytme, af følelsen af de vidtstrakte sletters uendelighed, af meditationen over et evigt nu; og ligesom livets grundlæggende forhold altid forbliver de samme, er disse melodier hævet over tiden og forandringen.
Denne slags toner kan næppe nogen i Vesten forestille sig. I Vesten er de enkelte toner ikke blot en side af musikken, men også en side af dens følelser og begær. Det kolde klima, de brusende floder og vandløb, de fire årstider efter hinanden – alt dette giver livet så mangeartede betydninger og retninger, at det vestlige menneske helt naturligt plages af utallige begær og til sidst af en stærk længsel, en længsel efter at handle blot for handlingens egen skyld. Det må hele tiden skabe, bygge og sejre for igen og igen at erfare sin egen eksistens i livets forskellige former; og denne evigt foranderlige kompleksitet afspejler sig også i dets musik. Selv i den bølgende, ophøjede vestlige musik kommer tonen fra brystets indre, og det ophøjede bevæger sig hele tiden op og ned i forskellige rytmer; i denne musik taler den ’faustiske natur’, hvis indflydelse får vesterlændinge til at drømme langt mere, begære langt mere og kæmpe langt mere for at sejre – men måske mister de også langt mere, og de mister det på en langt mere smertefuld måde! For det vestlige menneskes verden er historiens verden: en verden af stadig tilblivelse, hændelser og forgængelighed; den rummer ikke roens fred: tiden er en fjende, som man altid må betragte med mistro; og ordet ’nu’ bærer aldrig nogen antydning af evigheden…..
Derimod fører landskabet omkring araberen i ørkenen og på stepperne ham ikke ind i en drømmeagtig, fortryllet verden; landskabet er for ham lige så hård en realitet som dagen selv, og der er ingen plads til følelsernes lys- og skyggespil. Det ydre og det indre, jeg’et og verden, er for ham ikke modsatrettede og indbyrdes stridende væsener, men forskellige sider af et uforanderligt nu; en skjult frygt behersker ikke hans liv, og når han gør noget, gør han det af ydre nødvendighed, ikke drevet af et ønske om psykisk tryghed. Hvad de materielle resultater angår, har han ganske vist ikke kunnet opnå ’succes’ lige så hurtigt som vesterlændingene, men han har været i stand til at redde sin sjæl.
…. …. ….. …..
….. ’Hvor længe endnu?’ spørger jeg mig selv med næsten et fysisk gys – vil Zayd og folk af Zayds slags kunne redde deres sjæle fra den fare, der omringer dem fra alle sider med så udspekuleret og ubarmhjertig hårdhed? Vi lever i en tid, hvor Østen ikke længere kan forholde sig passiv over for det fremadstormende Vesten. Tusindvis af politiske, sociale og økonomiske kræfter banker på den muslimske verdens døre. Vil den muslimske verden blive overvældet af det vestlige tyvende århundredes pres og i denne proces miste ikke blot sine egne traditionelle former, men også sit åndelige grundlag?
To
I de år, jeg tilbragte i Mellemøsten fra 1922 til 1926, først som en sympatisk udenforstående og siden som muslim, der delte den islamiske nations håb, længsler og mål, iagttog jeg, hvordan europæerne langsomt og ubønhørligt fortsatte med at opsluge muslimernes moderne liv og politiske frihed; og overalt, hvor muslimske nationer forsøgte at forsvare sig mod denne indtrængen, kaldte den europæiske offentlighed deres modstand for ’fremmedhad’, ud fra den holdning, at deres naive tro var blevet krænket.
Europa har længe været vant til at se så groft forenklet på alt, hvad der sker i Mellemøsten, og til kun at betragte Mellemøstens nutidige historie som et område for europæiske interesser. Selv om den offentlige mening i hele Vesten (bortset fra Storbritannien) altid har vist stor sympati for den irske frihedsbevægelse, og (bortset fra Rusland og Tyskland) for Polens nationale opvågnen, er denne sympati aldrig blevet udstrakt til muslimernes tilsvarende håb, længsler og drømme. Vesten fremfører som sit vigtigste argument Mellemøstens politiske splittelse og økonomiske tilbageståenhed; og formålet med enhver aktiv vestlig indblanding er ifølge dem, der sætter den i værk (og som hævder det under påskud af rene hensigter), ikke blot at beskytte Vestens ’legitime’ interesser, men også at fremme de lokale folks egen udvikling!
At enhver direkte, selv velmenende indblanding udefra kun hæmmer et lands udvikling, glemmer de vestlige eksperter i Mellemøstens forhold fuldstændigt, og de er altid ivrige efter at sluge den slags påstande! De ser kun de nye jernbaner, som kolonimagterne har bygget; ødelæggelsen af et lands sociale struktur lægger de ikke mærke til. De tæller de nye kilowatt elektricitet, men ikke det slag, der rammes en nations selvrespekt.
De mennesker, som aldrig ville acceptere Østrigs »civiliseringsmission« i Balkan som et rimeligt påskud for Østrigs indblanding dér, accepterer ikke desto mindre ivrigt nøjagtig samme slags påskud, når det gælder Storbritannien i Egypten, Rusland i Centralasien, Frankrig i Marokko og Italien i Libyen; og det falder dem aldrig ind, at mange af de sociale og økonomiske sygdomme, som Mellemøsten lider under, er et direkte resultat af disse vestlige interesser. Det falder dem heller aldrig ind, at det uundgåelige mål med den vestlige indblanding er at gøre den indre splittelse, som allerede er opstået, varig og endnu bredere og derved gøre det umuligt for de pågældende folk at finde sig selv.
Jeg begyndte for første gang at fornemme dette i 1922, da jeg lagde mærke til de britiske herskeres dobbeltrolle i konflikten mellem araberne og zionisterne. For mig blev det endnu tydeligere i begyndelsen af 1923, da jeg efter at have tilbragt mange måneder med at rejse rundt i Palæstina kom til Egypten. Egypten var da næsten uafbrudt opslugt af en revolutionær bevægelse mod det britiske protektorat. På alle offentlige steder, hvor britiske soldater ofte kom, blev der kastet bomber — og dette blev besvaret med forskellige undertrykkelsesmetoder: militærstyre, politiske arrestationer, ledernes deportation, lukning af aviser og så videre. Men hvor strenge disse foranstaltninger end var, kunne ingen af dem undertrykke folkets frihedstrang. Gennem hele den egyptiske nation gik der noget, der lignede en bølge af længselsfuld, indestængt gråd — ikke af fortvivlelse, men en gråd fremkaldt af ivrig begejstring, en gråd i ophidselsen over at opdage kilden til ens egen indre styrke!
I de dage var det kun de rige pasjaer, som ejede enorme godser, der var forsonlige over for det britiske styre. Alle de utallige andre mennesker, blandt dem de ulykkelige fellahin, for hvem én acre jord syntes at være en velsignelse og en formue for en hel familie, støttede frihedsbevægelsen. En dag kunne man måske høre avisdrengene råbe i gaderne: »Alle Wafd-partiets ledere arresteret af militærguvernøren«, men allerede næste dag blev deres pladser fyldt af nye ledere — sådan voksede både frihedshungeren og hadet. Europæerne havde kun ét ord for det: »fremmedhad«.
På det tidspunkt var mit ønske om at komme til Egypten ganske enkelt dette: Jeg ville udvide mit arbejdsområde for »Frankfurter Zeitung« til andre lande uden for Palæstina. Onkel Dorian var ikke i en sådan økonomisk situation, at han kunne være særlig begejstret på mine vegne, men han tog selv initiativet og gav mig nogle penge på forskud, så jeg på en eller anden måde kunne betale togbilletten fra Jerusalem til Kairo og tilbage samt udgifterne til et ophold på femten dage dér.
I Kairo fandt jeg et sted at bo i en smal gyde, hvor der hovedsagelig boede arabiske håndværkere og græske købmænd. Min værtinde var en gammel kvinde fra Trieste, høj, kraftig, usoigneret og hvidhåret. Fra morgen til aften hældte hun stærk græsk spiritus i halsen og vaklede fra det ene humør til det andet. Hendes temperament var meget voldsomt og intenst, og det syntes aldrig at forstå sin egen natur. Men hun var venlig over for mig, og jeg kunne godt lide at være i hendes nærvær.
Efter omkring en uge var mine kontante penge næsten sluppet op. Jeg havde ikke lyst til så hurtigt at vende tilbage til sikkerheden i min onkels hjem i Palæstina. Derfor begyndte jeg at lede efter andre måder at tjene til livets ophold på.
Min ven i Jerusalem, dr. de Haan, havde skrevet et brev til en forretningsmand i Kairo og introduceret mig. Jeg gik til ham for at få råd. Han var hollænder; jeg fandt, at han var meget gavmild og venlig, og at hans intellektuelle nysgerrighed og interesse strakte sig langt ud over hans eget arbejdsområde. Af Jacob de Haans brev erfarede han, at jeg var korrespondent for »Frankfurter Zeitung«. På hans anmodning viste jeg ham nogle af mine artikler, som for nylig var blevet trykt, og af forbavselse løftede han øjenbrynene helt op i panden:
— »Sig mig, hvor gammel er De?«
– »Toogtyve år.«
– »Så vær venlig at fortælle mig noget andet. Hvem hjalp Dem med disse artikler? – Dja Han?«
Jeg lo. »Selvfølgelig ikke, jeg har skrevet dem selv! Jeg gør altid selv mit arbejde. Men hvorfor mistænker De mig?«
Han rystede på hovedet, som om han var slået af forbløffelse. »Men det forekommer mig virkelig forbløffende … Hvor har De fået modenheden til at skrive den slags artikler fra? Hvordan kan De i en halv sætning give selv de mest almindelige ting en næsten mystisk betydning?«
Den respekt, der lå skjult i hans ord, gjorde mig så stolt, at det er umuligt at udtrykke det med ord. Følgelig voksede min selvfølelse betydeligt. I samtalen med denne nye ven af mig viste det sig, at der ikke var nogen mulighed for ansættelse i hans egen virksomhed; men han mente, at han måske kunne skaffe mig et arbejde i en egyptisk handelsvirksomhed, som han selv havde forretninger med.
Det kontor, han viste mig, lå i et af Kairos ældre kvarterer. Det var ikke langt fra mit hjem: en smal gyde med tidligere fornemme huse på begge sider, nu omdannet til kontorer og billige lejligheder. Min kommende arbejdsgiver var en ældre, skaldet egyptisk forretningsmand, hvis ansigt lignede en vejrbidt gribs. Han havde brug for en deltidskontorist til at føre sin korrespondance på fransk. Jeg fik ham overbevist om, at jeg kunne varetage denne opgave, selv om jeg slet ingen erfaring havde med handel. Jeg skulle kun arbejde tre timer. Lønnen var tilsvarende lav, men den var tilstrækkelig til at betale min husleje og på ubestemt tid holde mig mæt af brød, mælk og oliven.
Mellem mit hjem og kontoret lå Kairos horekvarter. Området var en særdeles indviklet labyrint, hvor fornemme og simple prostituerede tilbragte deres dage og nætter. Om eftermiddagen, når jeg gik på arbejde, så jeg de små gader tomme og tavse. I skyggen bag de gitterforsynede vinduer kunne en kvinde måske ligge og strække sin krop dovent; foran dette eller hint hus sad piger ved små borde sammen med alvorlige, skæggede mænd og drak kaffe roligt, og de syntes at være langt fra både dem og den fysiske beruselse.
Men om aftenen, når jeg vendte hjem, opdagede jeg, at kvarteret var mere levende end noget andet kvarter. Det summede af bløde, milde toner fra arabiske fløjter, trommer og kvinders latter. Når De gik under de mange elektriske lamper og farvede lanterner, ville en blød arm ved hvert skridt lægge sig om Deres hals; armen kunne være brun eller hvid, men den ville altid klirre af guld- og sølvkæder og armbånd, og den ville altid dufte af moskus, olibanum og varm dyrehud. De måtte være meget standhaftig for at holde Dem fri af alle disse smilende omfavnelser og råb som »ya habibi«, »min kære«, »må du være lykkelig«. De måtte bane Dem vej gennem vrimlen af vibrerende lemmer, hvoraf de fleste berusede Dem med deres enkle, smukke og talende kropslinjer. Hele Egypten syntes at vælte ned over Dem, Marokko og Algeriet væltede ned over Dem, Sudan og Nubien væltede ned over Dem, Arabien, Armenien, Syrien og Iran væltede ned over Dem – langs væggene i husene sad folk side om side på bænke, der var anbragt på langs, iført lange silkeklæder, jublende af glæde … de lo, kaldte på pigerne eller røg tavst på vandpiber af kokosnød. Men de var ikke alle kvarterets »kunder« … mange var kommet for at tilbringe en time eller to i dette kvarters sorgløse, lystige atmosfære … undertiden måtte De træde tilbage for en sudanesisk dervish i laset tøj, som sang om almisser med et henført ansigt og ubevægeligt rakte begge hænder frem. Røgen fra røgelseskarret, som den omvandrende parfumeforhandler vuggede med, børstede Deres ansigt i form af skyer, der snoede sig op! Ofte hørte De sang i kor, og De ville begynde at forstå betydningen af nogle af de hvislende, bløde arabiske lyde. … Og igen og igen hørte De blide, rislende, lykkelige ytringer … den dyriske fryd hos disse piger (for de nød uden tvivl sig selv), iført lyseblå, gule, røde, grønne, hvide og glimtende gyldne kjoler af fin silke, fintmasket tynd tyl, voile eller mønstret stof – og deres latter syntes at løbe lydløst som katte hen over den stenbestrøede fortovsoverflade – nu sprudlende, nu synkende og det næste øjeblik igen gnistrende fra andres læber …
Disse egyptere – hvordan var det muligt for dem at smile sådan? Med hvilken glæde og munterhed gik de ikke, dag og nat, gennem Kairos gader, med vuggende gang og lange skridt, iført deres lange skjortelignende galabiyyaer, stribede i alle regnbuens farver – de gik med let hjerte og frit sind, så det virkede, som om mennesker kun tillagde den fattigdom, utilfredshed og politiske uro, der knuser menneskelivet, relativ betydning. I disse menneskers voldsomt eksplosive spænding var der altid plads til en pause uden nogen synlig forandring i deres sindsstemning. Fuldkommen ro, ja selv en form for dovenskab, som om intet nogensinde var hændt, og intet var gået tabt. Derfor mente de fleste europæere (og mener det måske stadig), at araberne som mennesker var lette og overfladiske! Men allerede i begyndelsen, i de dage, forstod jeg, at roden til Vestens foragt for araberne ligger i en tilbøjelighed til at tillægge alle følelser, der synes »dybe«, overdreven betydning og fordømme alt, hvad der er »let« og overfladisk, alt, hvad der er let, luftigt og ubesværet. Jeg indså, at araberne er fri for alle de mentale konflikter, sammenstød og spændinger, som kendetegner Vesten. Hvordan kan vi da anvende vores målestok på dem? Hvis de forekommer os »lette« og overfladiske, skyldes det måske også, at deres følelser frit flyder ind i deres adfærd uden at møde konflikter og sammenstød. Måske vil de også under presset fra »vestliggørelsen« gradvist miste dette naturlige træk ved deres umiddelbare kontakt med virkeligheden. For selv om den vestlige indflydelse på mange måder er en stimulerende og frugtbar faktor i den samtidige arabiske tænkning, skaber den uundgåeligt blandt araberne de samme alvorlige problemer, som plager og forbitrer Vestens åndelige og sociale liv.
….. ….. ….. …..
Lige over for mit værelse – og så tæt på, at jeg næsten kan nå det ved at række hånden ud – står en lille moské med en smal minaret, hvorfra der fem gange dagligt kaldes til salat. En mand med hvid turban bestiger minareten, løfter begge hænder og synger melodisk: »Allahu akbar« – Gud er stor, den største, og jeg bevidner, at Muhammad (fvmh.) er Guds Sendebud … Mens han langsomt vender sig mod alle sider, stiger hans stemmes klang opad; i den klare luft hæver den sig, bølgende og vibrerende over de dybe, strubefødte ord på arabisk, snart fremad, snart tilbage. Hans stemme er dyb, højtidelig, blød og fast, med plads til mange stigninger og fald. Men jeg forstår, at det er den glødende lidenskab, der gør stemmen smuk, ikke talekunsten!
Denne mu’addhins melodi var grundmusikken i mine dage og aftener i Kairo – ligesom den havde været grundmusikken for mig i den gamle by Jerusalem, og senere fandtes den under hver af mine rejser i muslimske lande som min eneste musik. Trods forskellene mellem dialekterne og de tydelige forskelle i udtalen i folks daglige tale forkyndes kaldet til bøn overalt: Ud fra denne enhed i ordene forstod jeg allerede i mine dage i Kairo, hvor dyb hjertenes enhed er blandt alle muslimer, og hvor kunstig og meningsløs den skillelinje er, der findes mellem dem. Deres måde at tænke på er den samme; alle muslimer er enige om at skelne mellem godt og ondt, mellem ret og uret, og deres forestilling om det ædle livs bestanddele er også den samme.
For første gang følte jeg, at jeg havde mødt et folk, hvor slægtskabet mellem mennesker ikke byggede på, at de tilfældigvis var af samme blod og afstamning, eller på økonomiske interesser – det havde snarere et langt dybere og mere varigt grundlag. Dette slægtskabs kilde var det samme syn på tilværelsen, et syn, der ryddede alle de hindringer af vejen, som på enhver måde skaber fremmedgørelse mellem mennesker.
I sommeren 1923 vendte jeg tilbage til Jerusalem, beriget med et klarere syn på livet og politikken i Mellemøsten.
Ved hjælp af min ven Yakub de Haan blev jeg introduceret til emiren Abdullah af det nærliggende Transjordanien. Han inviterede mig til sit rige. Det var her, jeg for første gang så et ægte beduinland. Hovedstaden Amman var dengang en lille by, bygget på ruinerne af den græske koloni Philadelphia, som var grundlagt af Ptolemaios Philadelphos. Indbyggertallet oversteg ikke seks tusind. Gaderne var fyldt med beduiner, ægte beduiner fra de åbne steppeområder, som man kun sjældent så i Palæstina – frie krigere og kameldrivende beduiner! Cirkassiske oksekærrer (for byen var først blevet bebygget af cirkassere; de var kommet hertil og havde slået sig ned her, da deres russiske landsmænd erobrede deres hjemland i det nittende århundrede) bevægede sig langsomt og besværligt gennem markedet. Selvom markedet var stort, passede den larm og ophidselse, der herskede dér, snarere til en langt større by.
Der var ikke mange bygninger i byen; derfor boede emir Abdullah dengang i en teltlejr på bjerget, som syntes at se ned ovenfra mod Amman. Hans telt var lidt større end de andre; det rummede flere rum adskilt af lærredsskillevægge, men teltet adskilte sig fra alle de andre ved sin yderste enkelhed. I et af rummene var der i et hjørne lagt en seng på jorden, dækket med et sort bjørneskind. I modtagelsesrummet fandtes et par smukke kamelsadler med sølvbeslåede forkanter, som man kunne hvile armene på, når man sad på tæppet.
Da jeg trådte ind i teltet hos Amīrens øverste rådgiver, dr. Riza Tawfik Bey, var der kun en sort mand til stede, iført pragtfuldt brokadetøj og med en gylden dolk i bæltet. Riza Tawfik Bey var tyrker; tidligere havde han været universitetslærer, og før Kemal Atatürk havde han i tre år været medlem af den tyrkiske regering. Han fortalte mig, at Amīren ville vende tilbage om få minutter. I øjeblikket talte han med nogle beduin-høvdinge om det seneste Najdi-angreb i det sydlige Transjordanien. Disse Najdi-wahhabitter, forklarede dr. Riza mig, havde indtaget en rolle inden for islam, der ikke var forskellig fra de ortodokse reformatorers i den kristne verden, eftersom de var stærkt imod dyrkelsen af pīrer og dervisher og ligeledes stærkt imod de mystiske overtroiske forestillinger, som gennem århundreder havde trængt ind i islam. Desuden var de uforsonlige fjender af den sharifiske slægt, hvis overhoved var Amīrens far, kong Hussein af Hijaz. Ifølge Riza Tawfik Bey kunne wahhabitternes religiøse synspunkter ikke uden videre afvises; faktisk lå deres synspunkter langt nærmere Koranens væsen end de forestillinger, der fandtes blandt befolkningen i andre muslimske stater. Og de kunne få en gavnlig indflydelse på islams kulturelle udvikling. Deres overdrevne fanatisme havde naturligvis gjort det noget vanskeligt for andre muslimer fuldt ud at forstå wahhabitbevægelsen; og denne mangel, sagde han, var måske ikke uønsket i visse kredse, som betragtede en mulig genforening af de arabiske folk som en frygtelig fare.
Efter nogen tid trådte Amīren ind. Han var omkring fyrre år, middelhøj, med et kort, gyldent skæg og sorte laksko; han gik med sagte skridt iført en løs, skinnende hvid arabisk silkekåbe, over hvilken han bar en næsten gennemsigtig, hvid bomulds-ʿabāya. Han sagde:
– »Ahlan wa sahlan« – »Dette er Deres eget hjem; føl Dem hjemme.« Det var første gang, jeg hørte denne smukke arabiske hilsen!
Der var noget tiltrækkende ved Amīr Abdullāhs personlighed, noget der næsten med magt erobrede mennesker – og det var hans dybe sans for humor, hans følelsesfulde og tilfredse samtaleform samt hans hurtige vid. Det er ikke svært at forstå, hvorfor han på den tid var så populær blandt sine folk. Mange arabere var naturligvis ikke tilfredse med den rolle, han spillede i det af briterne ansporede sharifiske oprør mod tyrkerne. De betragtede hans rolle som muslimers forræderi mod muslimer. Ikke desto mindre opnåede han en vis anseelse ved at påtage sig ledelsen af kampen for arabernes interesser mod zionismen. Den dag var endnu ikke kommet, hvor hans politiske krumspring skulle gøre hans navn forhadt i hele den arabiske verden.
Mens den abessinske tjener serverede kaffe for mig i små kopper, drak vi den i små slurke og talte sammen. Af og til hjalp dr. Riza os; han talte fremragende fransk. Vi talte om vanskelighederne ved at styre det nye land Transjordanien. Der bar enhver person våben og var kun vant til at adlyde sin egen stammes love og regler. »Men,« sagde Amīren, »arabernes sunde fornuft er fremragende. Selv beduinerne er begyndt at forstå, at de må opgive deres gamle vane med at leve, som det passer dem, hvis de vil frigøre sig fra fremmed herredømme. De stridigheder og fejder mellem de forskellige stammer, som De sikkert har hørt om, er nu så småt begyndt at aftage.«
Derefter fortsatte han med at beskrive de uregerlige og rastløse beduiner: De kæmpede indbyrdes ved den mindste anledning. Deres slægtsfejder fortsatte ofte gennem mange generationer og blev undertiden givet videre fra far til søn, ja endog gennem århundreder – med stadig nye drab, blodsudgydelser og fornyet bitterhed til følge, selv om den oprindelige årsag næsten fuldstændig var forsvundet i glemslen. Der fandtes kun én fredelig løsning: Hvis en ung mand fra den tidligere dræbtes stamme og slægt bortførte en ung kvinde fra gerningsmandens stamme og slægt og giftede sig med hende, blev blodet på bryllupsnatten – blodet fra morderens stamme – betragtet som et symbol og som den endelige hævn for det blod, der var blevet udgydt ved drabet. Undertiden viste det sig, at folkene fra begge stammer var blevet trætte af en fjendskab, der havde bestået gennem mange generationer, fordi det udtømte begge parters kræfter. I sådanne tilfælde blev bortførelsen ofte arrangeret af en mellemmand fra en tredje stamme.
»Jeg har gjort noget endnu bedre,« sagde Amīren til mig. »Jeg har oprettet en egentlig kommission for slægtsfejder; den består af pålidelige mænd. De rejser rundt i hele landet og arrangerer den slags symbolske bortførelser og ægteskaber mellem stridende stammer. Men,« fortsatte han med et glimt i øjet, »prøver jeg altid at få kommissionens medlemmer til at handle forsigtigt, når de vælger de unge kvinder, for jeg ønsker ikke, at der på grund af brudgommens mulige skuffelse igen skal opstå fjendskab inden for familien.«
En dreng kom frem bag forhænget; han var omkring tolv år gammel. Han løb hurtigt og lydløst gennem teltkammeret, hvor aftenmørket var ved at falde på, og sprang op på ryggen af en hest, der stod uden for teltet, uden at sætte foden i stigbøjlen. En tjener stod og holdt hesten; den var gjort klar til ham. Drengen var ingen anden end Amīrens ældste søn, Tala. I hans lette skikkelse, i hans spring op på hesten og i hans strålende blik bemærkede jeg igen dette: den drømmefri forbindelse mellem virkeligheden og hans eget liv, som havde placeret Arabien så langt fra alt det, jeg havde haft mulighed for at lære at kende i Europa!
Da ‘Amiren’ bemærkede mit åbenlyst beundrende blik på hans søn, sagde han: »Han er vokset op ligesom ethvert andet arabisk barn med kun én tanke i sindet: frihed, azadi.« Vi arabere tror ikke, at vi er uden fejl, eller at vi er fri for fejltagelser. Men vi ønsker selv at begå vores fejltagelser og således lære, hvordan man undgår dem. Ligesom et træ, der vokser, samtidig lærer, hvordan det skal vokse, eller en strøm, der undervejs finder sin egen rette vej. Vi ønsker ikke, at mennesker uden egen visdom – mennesker, der kun har magt, geværer og rigdom, og som kun ved, hvordan man mister de venner, de let kunne have beholdt som venner – skal vise os visdommens vej! På det tidspunkt (1923) havde ingen forestillet sig, at en bitter konflikt senere skulle ødelægge forholdet mellem Amir Abdullah og hans søn Talal: Sønnen hadede sin fars forsonlige holdning til den britiske politik i den arabiske verden, mens faderen gav udtryk for sin utilfredshed med sønnens skarpt åbenhjertige taler. Hverken dengang eller senere så jeg nogensinde tegn på nogen psykisk sygdom hos Talal – den undskyldning, som man i 1952 tvang ham til at bruge, da han måtte abdicere Jordans trone.
Jeg havde ikke til hensigt at blive i Palæstina på ubestemt tid. Yakob de Haan kom mig endnu en gang til hjælp. Hans ry som journalist var veletableret, og han havde forbindelser til mange mennesker og institutioner overalt i Europa. På grund af hans anbefaling lykkedes det mig at indgå aftaler med to små aviser om at skrive en række artikler; den ene avis var engelsk, den anden schweizisk. Aftalen var, at de to aviser skulle betale mit honorar i hollandske gylden og schweiziske franc. Aviserne var provinsielle og havde ikke megen anseelse. De havde ikke råd til at betale nogen stor løn. Men fordi jeg levede enkelt, forekom de penge, jeg modtog fra dem, mig tilstrækkelige til at betale for min planlagte rejse fra den ene ende af Mellemøsten til den anden.
Min hensigt var først at rejse til Syrien. Men de franske myndigheder, som netop havde etableret deres myndighed blandt en fjendtlig befolkning, var ikke villige til at udstede indrejsetilladelse til en tidligere østrigsk fjendtlig soldat. Det var et grusomt slag, men der var intet, jeg kunne gøre ved det. Derfor besluttede jeg at tage til Haifa og dér gå om bord på et skib til Istanbul. Det var naturligvis også en del af min plan.
På toget fra Jerusalem til Haifa kom jeg ud for et uheld. Jeg mistede min frakke undervejs; i den lå min udrejsetilladelse og en lille pung. Jeg havde kun nogle få sølvmønter tilbage i bukselommen. Så for øjeblikket var der ikke tale om, at jeg kunne rejse til Istanbul: Jeg havde hverken pas eller penge. Jeg havde ingen anden udvej end at vende tilbage til Jerusalem med bus. Billetten måtte jeg betale, når jeg nåede frem, som sædvanlig ved at låne af onkel Dorian. I Jerusalem måtte jeg vente nogle uger på en udrejsetilladelse fra det østrigske konsulat i Kairo (for der fandtes ikke noget konsulat i Palæstina på det tidspunkt) og på flere penge fra Holland og Schweiz.
Således ankom jeg næste morgen til et buskontor i udkanten af Haifa. Jeg fik ordnet det med billetten. Der var endnu en time, til bussen skulle afgå. For at få tiden til at gå begyndte jeg at gå frem og tilbage på gaden; jeg følte en grænseløs irritation over mig selv – irritation over min skæbne, som tvang mig til på så ydmygende en måde at trække mig tilbage i livets kamp. Det er altid ubehageligt at være afhængig af andre – og tanken om, at planen om at vende tilbage til Jerusalem var slået fejl, samt følelsen af nederlag, var det bitreste af det hele, især fordi Dorian altid havde tvivlet på, om jeg med så få penge ville være i stand til at gennemføre min plan. Desuden ville jeg ikke kunne rejse til Syrien, og Gud alene vidste, om jeg nogensinde ville kunne komme til denne del af verden igen. Det var ganske vist muligt, at »Frankfurter Zeitung« på et senere tidspunkt kunne betale for endnu en rejse for mig til Mellemøsten, og at den franske regering en dag kunne ophæve sine restriktioner mod tidligere fjendtlige udlændinge. Men intet af dette var sikkert, og i mellemtiden blev det ikke denne gang mig forundt at besøge Damaskus … »Hvorfor«, spurgte jeg mig selv bittert, »er Damaskus forbudt for mig?«
Men var det virkelig sådan? Jeg havde ganske vist hverken pas eller penge. Men var pas og penge virkelig helt uundværlige …?
Da jeg var nået så langt i mine overvejelser, standsede jeg pludselig. Hvis jeg havde tilstrækkeligt mod, kunne jeg rejse til fods og stole på de arabiske landsbyboere. Og måske kunne jeg på en eller anden måde krydse grænsen uden at bekymre mig om pas og indrejsetilladelse …
Og før jeg selv var helt klar over det, var min beslutning truffet: Jeg var på vej til Damaskus. Jeg havde skiftet mening igen, og det tog kun et par minutter at forklare buschaufførerne, at jeg alligevel ikke skulle til Jerusalem. Det tog mig endnu nogle minutter at skaffe et par blå overalls og en arabisk kufiya … (den bedst tænkelige beskyttelse mod Arabiens brændende sol), lægge nogle nødvendige ting i en pose og sørge for, at min kuffert blev sendt til Dorian, C. O. D. Derefter begav jeg mig ud på den lange vandring til Damaskus.
Det var umuligt at adskille den ukuelige frihedsfølelse, der havde besat mig, fra lykken. I min lomme havde jeg kun nogle få småmønter. Jeg var på vej til at løbe risikoen ved en ulovlig handling, som kunne føre til, at jeg blev kastet i fængsel. Uklart og usikkert lå problemet med at krydse grænsen foran mig. Jeg havde satset alt på min snarrådighed, og netop denne erkendelse var årsagen til min lykke. I dag er jeg lykkelig.
Jeg begyndte at gå ad vejen gennem Galilæa. Hen på eftermiddagen lå Jezreelsletten til højre for mig. Sletten lå lavere end den vej, jeg fulgte; hist og her var den opdelt i felter af lys og skygge. Jeg fortsatte gennem Nazaret og nåede før mørkets frembrud frem til en arabisk landsby, skygget af kanel- og cyprestræer. Ved døren til det første hus sad tre eller fire mænd og kvinder. Jeg spurgte dem, om denne landsby var ar-Ra’ina. Da jeg hørte, at det var den, gjorde jeg mig igen klar til at drage videre. Netop da kaldte en af kvinderne på mig: »Ya sayyidi, vil De ikke friske Dem lidt op?« Så, som om hun havde forstået, at jeg var tørstig, rakte hun mig en surahi fyldt med koldt vand.
Da jeg havde drukket vand og kølet min tunge, spurgte en af mændene, naturligvis den pågældende kvindes mand, mig:
»Vil De ikke være så venlig at spise sammen med os? Og vil De ikke tilbringe natten i vores hus?«
De spurgte mig ikke, hvem jeg var, hvor jeg var på vej hen, eller hvad mit formål var! Jeg tilbragte natten dér som deres gæst.
At være gæst hos en araber – selv europæiske skolebørn hører mange fortællinger om det. At være gæst hos en araber betyder i nogle timer, for en kort stund, virkelig og fuldstændigt at træde ind i livet hos mennesker, der ønsker at være »Deres bror eller søster«. Grundlaget for arabernes så stærke og hjertelige gæstfrihed er ikke blot en ædel tradition; den egentlige årsag er deres indre frihed. De er så befriede for mistillid til sig selv, at de let kan åbne deres hjerter for andre. De arabere har ikke brug for en eneste af de tilsyneladende smukke mure, som hvert menneske i de vestlige lande rejser mellem sig selv og sin næste.
Vi spiste sammen, kvinder og mænd, siddende med korslagte ben på en måtte omkring et vældig stort fad. Fadet var fyldt med »grød«, lavet af groft knækket hvede blandet med mælk. Mine værter rev små stykker af de store, papirtynde brød og brugte dem til at samle grøden op med en sådan behændighed, at deres fingre aldrig rørte grøden. De gav mig en ske, men jeg tog den ikke. I stedet forsøgte jeg – og det lykkedes mig – at efterligne deres enkle, rene og fremragende måde at spise på, og det glædede tydeligvis mine venner.
Da vi lagde os til at sove, næsten et dusin mennesker i det samme rum, så jeg op på loftsbjælkerne, hvorfra tørrede chilier og aubergineplanter hang i rækker; jeg så på hylderne langs væggene, der var fyldt med kobber- og stentøj, og på de sovende mænds og kvinders kroppe. Så spurgte jeg mig selv: Kunne mit eget hjem nogensinde have føltes mere hjemligt for mig end dette?
I de følgende dage, da Judæabjergenes mørkebrune farve og deres blågrå og violette skygger langsomt gled tilbage i baggrunden, kom Galilæas mere venlige og mere frugtbare bjerge til syne. Talrige kilder og kanaler viste sig uventet. Vegetationen blev stadig tættere. Jeg så rækker af oliventræer med tætte løvmasser og høje, mørke cypresser; den forgangne sommers blomster kunne endnu ses på bjergenes skråninger.
Af og til går jeg et stykke af vejen sammen med kameldriverne og nyder i nogen tid varmen i deres enfoldige hjerter. Vi drikker alle vand fra min feltflaske og ryger den samme cigaret på skift; derefter går jeg alene, tilbringer nætterne i arabernes huse og sidder sammen med dem og spiser deres brød. Dag efter dag fortsætter jeg med at gå gennem det varme, lavtliggende område, der strækker sig langs Galilæasøens bred, og gennem den blide, kølige friskhed i Hula-søens område. Søen er som et metalspejl med sølvfarvet tåge over sig, svagt rødlig i de sidste stråler fra aftensolen, der hænger over vandet. Tæt ved kysten bor arabiske fiskere i hytter med sivmåtter, der er hastigt lagt over et skelet af grene. De er meget fattige, men i deres luftige hytter, iført noget falmet og farveudvisket tøj, synes de ikke at have brug for andet end et par håndfulde hvede til at bage brød og de fisk, de selv har fanget; og det synes altid, som om de har rigeligt med invitationer til at byde den rejsende ind i deres hjem og sidde sammen med ham til et måltid.
Palæstinas nordligste sted er den jødiske koloni Metulla; senere erfarede jeg, at Metulla var et lille tomt område mellem det britisk regerede Palæstina og det franskbesatte Syrien. Kort efter blev Metulla og yderligere to nærliggende kolonier på grundlag af en aftale mellem de to regeringer indlemmet i Palæstina. I disse få uger i overgangsperioden havde ingen af de to regeringer nogen effektiv myndighed over Metulla. Derfor var det et fremragende sted, hvorfra man let kunne trænge ind i Syrien. Jeg havde forstået, at man herefter på hovedvejen krævede identitetspapirer af de rejsende. Det var åbenbart den syriske kontrol, der var strengest. I praksis var det ikke muligt at komme ret langt. Politiet tvang enhver rejsende til at standse. På det tidspunkt blev Metulla stadig betragtet som en del af Syrien. Derfor måtte alle indbyggerne her, ligesom indbyggerne andre steder i landet, bære et identitetskort udstedt af de franske myndigheder. Det blev særligt nødvendigt for mig at skaffe et sådant identitetskort.
Jeg foretog meget forsigtigt undersøgelser i denne sag. Til sidst blev jeg ført til en mand, som måske mod en vis fortjeneste kunne give mig sit eget identitetskort. Han var en vældig mand omkring de fyrre; også i det foldede, fedtede dokument, som han tog frem fra brystlommen, var han beskrevet sådan. Men da dokumentet ikke havde noget fotografi, syntes problemet ikke uoverkommeligt.
»Hvor meget vil De have for det?« spurgte jeg.
»Tre pund.«
Jeg tog alle de mønter, jeg havde i lommen, frem og begyndte at tælle dem; jeg fandt, at jeg havde femoghalvtreds piaster – altså lidt over i alt et halvt pund.
»Det er alt, hvad jeg har,« sagde jeg, »og jeg er nødt til at gemme noget af det til resten af min rejse. Jeg kan ikke give Dem mere end tyve piaster (det vil sige, at jeg ikke har råd til at give mere end præcis en femtedel af det, De forlanger).«
Efter nogle minutters forhandling blev det aftalt, at der skulle betales femogtredive piaster. Dokumentet er nu i mine hænder. Den ene side var trykt og indeholdt to spalter – én på fransk og én på arabisk. De nødvendige oplysninger var skrevet med blæk over de stiplede linjer. Jeg behøvede ikke at bekymre mig meget om den personlige beskrivelse, for den var som den slags beskrivelser normalt er; det vil sige forbløffende vag og upræcis. Men den alder, der stod angivet, var niogtredive, selv om jeg kun var treogtyve og så ud som tyve. Selv en uopmærksom politibetjent ville let kunne opdage denne uoverensstemmelse; derfor blev det nødvendigt at sænke alderen i dokumentet. Hvis alderen kun havde været nævnt ét sted, ville denne ændring ikke have været så vanskelig, men til mit uheld var den skrevet både på fransk og arabisk. Jeg brugte pennen meget forsigtigt for at ændre tallet, men resultatet så ikke særlig egnet ud til at overbevise nogen om, at det var ægte. Enhver med øjne i hovedet ville opdage, at tallet var blevet ændret med begge penne. Men der var ikke andet, jeg kunne gøre. Jeg måtte stole på mit held og på politiets uopmærksomhed.
Tidligt om morgenen tog min købmandsven mig med ad en gyde bag landsbyen og pegede mod nogle bakker omkring en halv mil borte og sagde: »Der er Syrien.«
Jeg gik gennem gyden. Selv om det stadig var morgen, var det meget varmt, og den gamle arabiske kvinde, som sad under et træ nær den bakke, på hvis anden side Syrien lå, må også have følt sig meget varm, for hun kaldte på mig med tør og hæs stemme:
»Vil du give denne gamle kone noget vand, min søn?«
Jeg tog den feltflaske, som jeg netop havde fyldt, ned fra skulderen og gav hende den. Den gamle kvinde drak begærligt og satte feltflasken tilbage i min hånd, mens hun sagde:
»Må Allah vise dig barmhjertighed; må han holde dig i sikkerhed og føre dig til det mål, du ønsker.«
»Tak, mor, jeg ønsker ikke mere end det.« Da jeg vendte mig mod hende og så på hendes ansigt, skælvede den gamle kvindes læber i bøn – de bevægede sig; jeg følte en mærkelig opstemthed.
Jeg nåede frem til bakkerne og lod dem bag mig. Nu var jeg i Syrien. Foran mig lå et vidtstrakt, goldt sletteland. Langt borte, nær horisonten, så jeg noget, der lignede træer, og noget andet, der lignede huse. Det måtte være byen Banias. Jeg kunne ikke lide denne slette; der var ingen træer eller buske, som man kunne skjule sig bag, og som kunne blive nødvendige, eftersom stedet lå så tæt på soldaterne. Men der var ingen anden vej. Jeg følte mig præcis, som man føler sig i en drøm, hvor man går nøgen gennem en menneskefyldt gade.
Det var blevet hen på eftermiddagen, da jeg nåede frem til en lille kanal – en kanal, der delte klippen i to. Jeg satte mig og forsøgte at tage mine sko og strømper af, da jeg så fire ryttere komme imod mig i det fjerne. Deres rifler lå på tværs over sadlerne, så de lignede militærpolitifolk med et frygtindgydende udseende. I virkeligheden var de ganske rigtigt militærpolitifolk. Derfor ville det have været meningsløst at forsøge at flygte. Jeg prøvede at trøste mig selv med, at det, der skulle ske, nok skulle ske. Hvis jeg blev pågrebet nu, ville jeg måske ikke få mere end et par skud fra riflerne, og de ville føre mig tilbage til Metulla.
Jeg krydsede kanalen, gik op og satte mig, og begyndte meget langsomt at tørre mine fødder, mens jeg ventede på, at militærpolitifolkene skulle komme nærmere. De kom hen og så mistænksomt på mig, for selv om jeg bar en arabisk turban, var der ingen tvivl om, at jeg var europæer.
»Hvorfra?« spurgte en af dem mig med skarp stemme på arabisk.
»Fra Metulla.«
»Hvor er De på vej hen?«
»Til Damaskus.«
»Hvad er formålet?«
»Åh, ikke noget særligt, en fornøjelsesrejse!«
-‘Har De nogen papirer?’
-‘Selvfølgelig’.
Straks kom et ‘Amr’-identitetskort frem fra min lomme, og sammen med det steg mit hjerte op i halsen. Militærpolitibetjenten foldede papiret ud og så på det. Mit hjerte gled igen ned på sin rette plads og begyndte at slå. For jeg så, at han holdt den øverste del af papiret nedad; det var ikke svært at forstå, at han ikke kunne læse. Han var tilfreds med de to-tre store officielle segl, og efter at have tænkt sig om foldede han papiret sammen igen og rakte det tilbage til mig:
-‘Ja, alt er i orden, De kan gå’.
Et øjeblik fik jeg lyst til at give ham hånden, men så tænkte jeg, at det var bedst at holde vores forhold helt officielt; de fire mænd vendte hestene og forsvandt i skridtgang i det fjerne, og jeg fortsatte igen min rejse ad min egen vej.
Da jeg kom i nærheden af Banias, for vild jeg. På mit kort var vejen beskrevet som en »vej, der er farbar for vogne og heste«, men det viste sig at være næsten usynlig; den snoede sig over steppe, sump og små floder og vandløb, indtil den til sidst helt forsvandt ved nogle høje strøet med store sten. I flere timer flakkede jeg formålsløst omkring på disse høje, over bakker og gennem lavninger, og mens jeg således gik omkring, mødte jeg om eftermiddagen to arabere; de var på vej til Banias med druer og ost læsset på æsler. Vi fulgtes ad til vejens ende. De gav mig saftige druer at spise. Da vi nåede en have før byen, gik vi hver sin vej. Ved vejkanten sprang en klar, smal og rivende strøm frem! Jeg lagde mig ned med bryst og mave mod jorden, dyppede hovedet i det iskoldt vand helt op til ørerne og blev ved med at sluge og drikke vandet.
Jeg var ganske vist meget sulten og meget træt, men jeg havde ikke lyst til at blive i Banias, for jeg frygtede, at der måtte være en politistation her, eftersom det var den første forpost på vejen mod Syrien. Mit møde med militærpolitiet havde gjort mig nogenlunde sikker på, hvordan de almindelige syriske soldater var; man kunne gå ud fra, at de fleste af dem var uvidende og analfabeter og derfor ude af stand til at afsløre mit bedrag. Men en politistation med en officer var noget helt andet. Derfor begyndte jeg at gå hurtigt gennem sidegaderne og undgå den store markedsvej, eftersom politistationen sandsynligvis lå netop dér. I en gyde hørte jeg en mands sang sammen med lyden af en bambusfløjte og klappen i hænderne. Tiltrukket af det gik jeg rundt om hjørnet og standsede helt stum og ubevægelig. Lige over for mig, måske ti skridt borte, lå en dør, hvorpå der var indhugget to ord: »POLITISTATION«. Derinde var flere syriske politifolk, blandt dem en officer. Om eftermiddagen sad de på skamler i solen og nød en kammerats sang. Nu var der ingen mulighed for at trække sig tilbage, for de havde allerede fået øje på mig, og officeren, som tilsyneladende også var syrer, kaldte på mig og sagde: -‘Hey, kom herhen!
Der var ikke andet at gøre end at adlyde. Jeg begyndte langsomt at gå hen imod dem, da en idé pludselig slog ned i mig. Med kameraet i hånden hilste jeg på officeren på fransk og begyndte uden at vente på hans spørgsmål:
—Jeg kommer fra Metulla til denne by på et kort besøg. Men jeg rejser ikke herfra, før jeg har fået et fotografi af både Dem og den ven, hvis sang har tryllebundet mig så meget.«
Araberne kan lide smiger. Desuden glæder de sig over at få taget deres fotografi. Derfor samtykkede officeren med et mildt smil i mit forslag og bad mig sende ham hans fotografi, når jeg havde fremkaldt og kopieret det (hvilket jeg gjorde sammen med min tak). Han kom ikke længere i tanke om at bede om mine identitetspapirer. I stedet beværtede han mig med sød te. Og da jeg til sidst rejste mig for at vende tilbage til Metulla, ønskede han mig god rejse. Jeg gik tilbage ad den vej, jeg var kommet, tog en runde omkring byen og satte således igen kurs mod Damaskus.
Præcis to uger efter at have forladt Haifa nåede jeg frem til en ret stor landsby, nærmest en by, der hed Majdal al-Shams. De fleste af landsbyens indbyggere var drusere, og der boede også nogle kristne. Jeg udvalgte mig et hus; det så ud til at tilhøre velstående mennesker. Så snart jeg bankede på, kom en sømand til syne gennem døren, der blev åbnet på klem. Jeg sagde til ham, at jeg ville være meget taknemmelig, hvis jeg kunne få husly for natten. Med den sædvanlige hilsen »Ahlan wa sahlan« blev døren åbnet helt, og få minutter senere kunne jeg se, at jeg var blevet hjerteligt modtaget i denne lille familie.
Jeg befinder mig nu langt inde i Syrien. Herfra er der stadig en lang vej til Damaskus. Derfor besluttede jeg at vise min drusiske vært tillid og bede ham om råd. Jeg vidste, at ingen araber kan være troløs eller forræderisk over for sin gæst. Så jeg fortalte ham alt, også at jeg rejste med falske identitetspapirer. Min vært sagde da til mig, at det ville være yderst farligt for mig at følge hovedvejen. For fra dette sted og hele vejen videre holdt franske militærpolitifolk vagt; de ville ikke lade mig slippe så let som det syriske politi.
—Jeg overvejer at sende min søn med dig, sagde min vært —og pegede på den sømand, der havde åbnet døren for mig—. Han vil føre dig gennem bjergene og hjælpe dig, så du kan undgå hovedvejene.«
Efter aftensmåltidet satte vi os på den åbne plads foran huset og drøftede, hvilken vej vi skulle tage næste morgen. På mine knæ lå et lille kort over Palæstina og Syrien, fremstillet i Tyskland. Jeg havde taget det med fra Jerusalem. På dette kort forsøgte jeg at følge den rute, som min drusiske ven viste mig. Mens vi var optaget af denne samtale, kom en mand i politiuniform, tydeligvis syrer, gående ad landsbyens vej og dukkede op hos os. Manden kom så pludseligt til syne fra sit skjul, at jeg ikke engang nåede at folde kortet sammen, for slet ikke at tale om at skjule det for hans blik. Officeren forstod, at jeg var udlænding, for efter at have nikket ganske let til min vært gik han over pladsen og nærmede sig os langsomt.
—Hvem er De? spurgte han mig på fransk med en stemme, der ikke lød særlig nådesløs.
Som det altid har været min vane, blev jeg ved med i en lang og kringlet tale at fortælle, at jeg var kolonist fra Metulla og var taget ud på en fornøjelsesrejse. Men da han krævede at se mine identitetspapirer, kunne jeg ikke undgå at række ham dem. Han undersøgte papiret opmærksomt, og hans læber vred sig til et tørt smil. —Men hvad har De dér i hånden? spurgte han mig og pegede på det tyske kort.
»Det er ikke noget særligt vigtigt«, siger jeg; men officeren begynder at insistere på at se det, folder kortet ud med de behændige fingre, der er vant til at læse kort, og betragter det i nogle sekunder; derefter folder han det omhyggeligt sammen igen og rækker mig det med et svagt smil. Så siger han på gebrokkent tysk:
»Under krigen gjorde jeg tjeneste i den tyrkiske hær sammen med tyskerne.« Efter at have sagt det gør han honnør for mig på militær vis, smiler bredt, ler igen og går så sin vej.
»Han har forstået, at du er en ’Alemani’—altså tysker; han elsker tyskerne og hader franskmændene. Han vil ikke genere dig mere.«
Næste morgen begiver jeg mig af sted sammen med min unge drusiske ledsager. Det var meget muligt den mest strabadserende rejse i mit liv. Med en pause på omkring tyve minutter ved middagstid går vi i over elleve timer, over klippefyldte bjerge, gennem store stenblokke og med forsigtige skridt hen over skarpe småsten, op og ned ad skråninger—lige indtil jeg mærker, at jeg ikke længere har kræfter til at gå. Da vi om eftermiddagen når byen al-Qatana på Damaskus-sletten, er jeg helt udmattet—mine tæer er blevet flænset op, og begge mine fødder er hævet. Jeg får lyst til at tilbringe natten her, men min unge ven modsætter sig det kraftigt: Der er mange franske politifolk omkring os, og eftersom dette ikke er en landsby, men en by, vil det slet ikke være let at finde husly uden at tiltrække sig opmærksomhed. Den eneste mulighed er at stige på en af de motorvogne, der kører herfra til Damaskus. Jeg har stadig tyve piastre på mig (siden Haifa har jeg ikke brugt en eneste penny på hele min rejse). Og det koster også tyve piastre at køre herfra til Damaskus.
På byens hovedtorv, i transportentreprenørens forfaldne kontor, får jeg at vide, at jeg må vente her omkring en halv time, indtil den næste vogn afgår. Jeg tager afsked med min ven Rahnuma; han omfavner mig som en kødelig bror og begiver sig derefter uden tøven hjemad. Jeg lægger rygsækken ved siden af mig nær bookingkontorets dør og døser hen i den milde sol sidst på eftermiddagen. Pludselig bliver jeg revet ud af min slummer, da en mand griber fat i min skulder og ryster mig voldsomt; manden er en syrisk militærpolitibetjent. Jeg besvarer de sædvanlige spørgsmål med de sædvanlige svar. Men det forekommer mig, at manden ikke er blevet tilfreds med mine svar.
»Kom med mig til politistationen«, siger han, »og tal med den vagthavende officer.«
Jeg var så udmattet, at det ikke længere betød noget for mig, om jeg blev arresteret eller ej.
Den ’officer’, der sidder bagest i stationsrummet, er en stor, kraftig og bredskuldret fransk sergent; lige foran ham står der på skrivebordet en tom flaske arak og et snavset glas. Han er fuldstændig beruset og rasende; med blodsprængte øjne sender han et uhyggeligt blik mod politimanden, der har bragt mig hertil.
-»Hvad nu igen?«
Betjenten forklarer ham på arabisk, at han har set mig, en fremmed, opholde mig på hovedpladsen. Imens forklarer jeg ham på fransk, at jeg ikke er nogen fremmed, men en loyal borger.
-»En loyal borger?« råber sergenten. »I er en flok vagabonder og omstrejfere. I rejser rundt i landet, kun for at genere os. Hvor er jeres papirer?«
Helt hjælpeløs famler jeg med stive, udstrakte fingre i lommen efter mit identitetskort, da han pludselig hamrer sin knyttede næve i bordet og brøler som en storm:
-»Lad det være, det er ikke nødvendigt. Gå ud herfra.« Da jeg går ud og lukker døren efter mig, ser jeg ham igen løfte glasset og flasken i hænderne.
Efter den lange, møjsommelige vandring kører vi fra Al-Qatana ad Koshada-hovedvejen og ind på Damaskus-sletten, dækket af frugt- og blomsterhaver – hvilken befrielse, hvilken komfort det er at køre i bil! Nej, det er som frygtsomt at svæve gennem luften! I horisonten ligger min destination, et endeløst hav dannet af de tætstående træers kroner; mod himlens baggrund ses nogle kupler og minareter, uklart, som i en tåge. Langt borte, en smule til højre, står toppen af det nøgne, ubeklædte bjerg, stadig badet i sollys, skønt en blød skygge allerede er begyndt at kravle op ad dets fod. Over bjerget hænger en enkelt sky – smal, lang, flossende og mørk; i det fjerne, under den lyseblå himmel, breder der sig, helt lige og skarpt afgrænset over sletten, et duegråt, gyldent skær på baggrund af bjergene til højre og venstre for os. Og luften – hvor let den er!
Så kommer høje blomsterhaver, omgivet af lermure; alle slags ridedyr, trillebøre, dyretrukne vogne, soldater – franske soldater – og hvad ved jeg! Skumringen blev grøn som vand. En officer suser forbi på en motorcykel med voldsom larm; over øjnene har han enorme beskyttelsesbriller, der får ham til at ligne en fisk fra det dybe hav. Så – først glider huset forbi ved siden af os. Og så, lige efter, Damaskus, som en skummende masse, opstemt og bølgende i larmen efter slettens stilhed. De første aftenlys er alle blevet tændt i vinduerne og på gaderne. Mit væsen jublede over en sådan glædesfølelse, som jeg ikke kunne huske at have følt.
Men min glæde, min fryd blev pludselig knust, da bilen standsede ved »politistationen« i byens udkant.
– „Hvad er der galt?“ spørger jeg chaufføren, der sidder ved siden af mig.
– „Åh, ingenting. Alle køretøjer, der kommer udefra, skal melde deres ankomst til politiet, når de når hertil.“
En syrisk politibetjent kommer ud fra stationen:
– „Hvor kommer De fra?“
– „Bare fra al-Qatana,“ svarer chaufføren.
– „Godt, så kan De køre videre (for det er jo kun en lokal rejse).“ Chaufføren skærer tænder og starter bilen. Vi begynder at køre og kan igen trække vejret frit. Men i samme øjeblik råber en eller anden fra vejen: „Taget er blevet løst!“ Få skridt efter at have passeret „politistationen“ standser chaufføren sit vaklende køretøj for at reparere det åbne tag, som indtil da havde hængt ned i den ene side. Mens chaufføren er optaget af dette, nærmer politibetjenten sig langsomt igen – det virker, som om han ikke interesserer sig for andet end chaufførens mekaniske problem. Senere falder hans blik imidlertid på mig. Jeg opdagede det, og straks blev hele min krop stiv; hans øjne blev vagtsomme og årvågne, og han undersøgte mig fra top til tå. Da han kom tættere på, kastede han et skævt blik ned på bilens gulv, hvor min rygsæk lå.
– „Hvem er De?“ spørger han mig med mistænksom stemme.
– „Fra Metula,“ begynder jeg, men jeg ser, at politibetjenten ryster på hovedet i mistro. Så taler han hviskende med chaufføren. Jeg kan skelne ordene: „engelsk soldat, desertør“. Og for første gang går det op for mig, at min blå overfrakke, min brune, broderede kufiya holdt på plads af en agal og min militærlignende rygsæk (som jeg havde købt i Jerusalem i en butik med brugte ting) alle ligner den irske konstabeluniform, som den palæstinensiske regering på det tidspunkt havde taget i brug. Jeg kommer også i tanke om, at der er indgået en aftale mellem den franske og den britiske regering om, at begge skal udvise deres egne desertører fra landet.
Jeg forsøger på mit brudte arabisk at forklare politimanden, at jeg ikke er desertør, men han accepterer ikke min forklaring og siger:
—»Forklar det hele til inspektøren.«
Og således blev jeg tvunget til at tage med til politistationen. Chaufføren mumlede, at han ikke kunne vente på mig; derefter startede han faktisk bilen og forsvandt ud af syne. Inspektøren var ikke på stationen på det tidspunkt, men jeg fik at vide, at han kunne vende tilbage når som helst. Jeg måtte vente i et rum. Der stod kun én bænk at sidde på, og ud over hovedindgangen var der to døre. På den ene var ordet »fangevogter« indgraveret, og på den anden stod der »fængsel«. I disse ubehagelige omgivelser måtte jeg vente i mere end en halv time, og for hvert øjeblik blev min overbevisning stærkere af, at min rejse ville ende netop her; for ordet »inspektør« forekom mig langt mere ildevarslende end blot ordet »betjent«. Hvis jeg blev arresteret nu, ville jeg tilbringe nogle dage, måske nogle uger, i fængsel som varetægtsfange; derefter ville jeg efter sædvane blive idømt tre måneders straf. Når jeg havde afsonet de tre måneder i fængslet, skulle jeg igen begive mig af sted til fods—under bevogtning af beredne militærpolitifolk—mod Palæstinas byer, og frem for alt ville jeg måske blive udvist fra Palæstina for at have overtrådt pasloven. Den tungsindighed, der herskede i venteværelset, var intet sammenlignet med min egen fortvivlelse.
Pludselig hørte jeg lyden af en bil. Bilen kørte ind på politistationen og standsede lige foran indgangen; et øjeblik senere steg en mand ud, iført civilt tøj og med en tarbusj på hovedet. En politimand steg ud efter ham og forsøgte ophidset at forklare noget for manden i civil. Det var tydeligt, at inspektøren havde overordentlig travlt.
Hvad der derefter skete, og præcis hvordan det skete, ved jeg ikke. Det, jeg gjorde i dette kritiske øjeblik, var måske resultatet af et sjældent, pludseligt glimt af genialitet, som under forskellige omstændigheder og blandt forskellige mennesker kan give anledning til begivenheder, der ændrer historien. Jeg sprang op og stillede mig helt hen til inspektøren, og uden at vente på hans spørgsmål slyngede jeg en strøm af uafbrudte klager på fransk efter ham over politimandens fornærmende og modbydelige behandling—han havde taget en uskyldig borger som mig for en desertørsoldat, og på grund af ham havde jeg mistet bilen ind til byen! Inspektøren forsøgte flere gange at standse mig, men jeg gav ham ikke en eneste chance. Jeg overdængede ham med en uafbrudt strøm af ord, hvoraf det ikke syntes, at han forstod så meget som en tiendedel, bortset fra de to navne »Metulla« og »Damaskus«, som jeg nævnte utallige gange under min tale. Det var tydeligt, at han var utilpas over at blive holdt tilbage fra en vigtig opgave. Men jeg lod ham ikke sige et eneste ord; uden så meget som at standse for at trække vejret fortsatte jeg uophørligt min ordsalve. Til sidst kastede han opgivende armene i vejret og råbte:
—»Stop, stop, for Allahs skyld, stop. Har De nogen papirer?«
Min hånd gled mekanisk ned i brystlommen, og mens jeg stadig talte videre i en ustoppelig strøm, stak jeg mit falske identitetskort i hånden på ham. Den hjælpeløse mand må på det tidspunkt have følt, at han var ved at drukne, for han foldede hurtigt papiret sammen, kastede et blik på et af dets hjørner, så det officielle stempel og kastede det derefter tilbage på mig.
—»Godt, ja, alt er i orden, gå nu, vær venlig bare at gå.« Jeg ventede ikke på, at han skulle gentage sin anmodning.
For nogle måneder siden mødte jeg i Jerusalem en lærer fra Damaskus. Det var ham, der havde inviteret mig til at bo som hans gæst, når jeg kom til Damaskus. Jeg begyndte at lede efter hans hus. En lille dreng indvilligede i at være min vejviser. Han tog mig i hånden og førte mig ad vejen til det hus, jeg søgte.
Det var dyb aften i den gamle by. Gaderne var snævre; vinduerne i husene, der hang ud over de smalle gader, gjorde dem endnu mørkere, end natten selv kunne gøre dem. Her og dér så jeg i det gullige skær fra petroleumslamper en eller anden frugthandlers butik, med bunker af vandmeloner og kurve fulde af druer foran sig. Menneskene lignede skygger. Fra tid til anden lød en kvindes hæse stemme fra den anden side af et vindue med skodder. Så udbrød den lille dreng pludselig: »Dér er huset.«
Jeg bankede på en dør. En eller anden svarede indefra. Jeg løftede dørenes slå og trådte ind i en stenlagt gård. Selv i mørket kunne jeg se vinranker, der bøjede sig under frugtens vægt, og et stenbassin, hvorfra et springvand sprudlede. En eller anden råbte ned ovenfra:
»Tafaddal, ya sidi, kom venligst ind!« Jeg gik så op ad en smal trappe, der løb langs husets ydre mur, og efter at have krydset en åben gårdsplads faldt jeg lige ind i min vens vidt åbne favn.
Jeg var udmattet og helt uden kræfter. Derfor lod jeg mig falde ned på den seng, der blev anvist mig. Jeg kunne høre vinden rasle i træerne på gårdspladsen foran mig og i haven bag huset. Langt borte lød mange dæmpede lyde: lyden af en stor arabisk by, der gjorde sig klar til at falde i søvn!
Med den spænding, som en ny erkendelse fremkalder, og med åbne øjne over for ting og forhold, jeg tidligere ikke havde haft den mindste forestilling om, gik jeg på de sommerdage omkring i Damaskus’ gamle basars gyder. Og jeg mærkede den vidunderlige fred, der omgav dens indbyggeres liv. Jeg lagde mærke til denne tryghed i deres hjerter i den måde, de behandlede hinanden på, i den følelsesvarme respekt, hvormed de mødte hinanden eller tog afsked med hinanden, i den måde, hvorpå to mennesker, der blot fordi de betragtede hinanden som venner, gik sammen hånd i hånd som børn; i handelsfolkenes måde at omgås hinanden på, i de små butikkers købmænd, som ganske vist råbte til forbipasserende for at få dem til at komme ind. Det forekom mig ikke, at disse påtrængende handlende bar på nogen skjult frygt eller nærede nogen misundelse. Tilliden var så fuldstændig, at en butiksejer, når han havde brug for at gå ud et øjeblik, uden tøven overlod sin butik til sin nabo og konkurrent. Jeg så ofte en virkelig kunde standse foran en butik, der var blevet forladt på denne måde; det var tydeligt, at han overvejede, om han skulle vente, til den handlende kom tilbage, eller gå ind i nabobutikken for at købe sine varer. Og hver gang kom nabohandleren, som i virkeligheden var den fraværende handelsmands konkurrent, hen, spurgte kunden, hvad han ønskede, og solgte ham de nødvendige varer fra den fraværende handelsmands butik – ikke sine egne varer, men sin fraværende nabos – og lagde betalingen på naboens disk. Hvor og hvornår har man nogensinde set en sådan handel i Europa!
I nogle af basarens gader samler stærke, robuste og hårdtarbejdende beduiner sig, iført brede, lange, hængende djellabaer. De er den slags mennesker, som ved første blik giver indtryk af, at de selv bærer deres liv med sig og altid følger deres egen vej. De høje mænd med deres dybe, strålende øjne står i flok eller sætter sig foran butikkerne. De siger ikke meget til hinanden – hvis man siger ét ord eller en kort sætning med opmærksomhed og lytter til den med opmærksomhed, er det tilstrækkeligt til en lang samtale. Jeg forstod, at disse beduiner ikke kendte til tom snak. Tom snak betyder den slags tale, der ikke handler om noget, som ikke indebærer nogen risiko, og som er et særligt tegn på en udtæret sjæl. Og jeg kom til at tænke på ordene fra Koranen, hvor livet i Paradis beskrives: »Og dér skal du ikke høre nogen tom tale.« Det forekom mig, at tavshed er en beduindyd. De dækker sig i brede brune, hvide eller sorte djellabaer og forholder sig tavse. Når de går forbi Dem, ser de på Dem med et barns tavse blik – stolt, ydmygt og årvågent. Når De tiltaler dem på deres eget sprog, glimter et smil pludselig i deres sorte øjnes pupiller! For de er ikke lukket inde i sig selv, og de ønsker, at fremmede skal forstå dem. De er »adelige … sharīf« … helt tavse, men med et åbent hjerte over for alle livets forhold.
Om fredagen, som er muslimernes fridag, bemærkede jeg en ændring i rytmen i Damaskus’ liv, en lille uro af munter spænding, et ryk og samtidig en alvor i stemningen. Jeg kom til at tænke på vores søndage i Europa – på byens øde gader og de lukkede butikker, på disse meningsløse, tomme dage og den tomhed, der medførte en uudholdelig pine. Men spørgsmålet er, hvorfor det skulle være sådan. Efterhånden gik det op for mig: Det skyldes, at det daglige liv for næsten alle mennesker i Vesten er en byrde, som kun søndagene kan befri dem for. Søndagen er ikke længere en hviledag, men er blevet en måde at flygte ind i en uvirkelig verden, ind i en selvbedragerisk glemsel, bag hvilken den forgangne uges dage lurer, dobbelt så tunge og skræmmende.
For araberne er fredag derimod ikke en anledning til at glemme ugens øvrige dage; det betyder ikke, at livets frugter let og ubesværet falder ned i skødet på disse mennesker. Det betyder ganske enkelt, at deres arbejde, hvor hårdt det end måtte være, ikke kommer i konflikt med deres personlige ønsker og længsler. I deres liv findes der ingen rutine for rutinens egen skyld. I stedet er der en tæt og oprigtig forbindelse mellem det arbejdende menneske og dets arbejde. Derfor har de kun brug for hvile, når de føler sig trætte. Islam betragter uden tvivl denne harmoni mellem mennesket og dets arbejde som den naturlige tilstand, og derfor er der ikke indført nogen obligatorisk hviledag om fredagen. Håndværkere og butiksejere på Damaskus’ bazar arbejder nogle timer, forlader så deres butikker i nogle timer og går til moskeen for at udføre jumu’ah-bønnen. Derefter sætter de sig på en café og mødes med venner og bekendte. Så vender de tilbage til deres butikker og deres arbejde. I endnu nogle timer arbejder de videre med glæde og munterhed og med et sorgløst hjerte, hver på sin egen måde. Jeg så kun ganske få butikker lukke, og det var kun under bønnen, når folk samledes i moskeen. Resten af dagen vrimler gaderne med mennesker og er lige så travle og fulde af aktivitet som på ugens øvrige dage.
En fredag gik jeg til Umayyade-moskeen sammen med en ven, som jeg var gæst hos. Moskeens kuppel hviler på talrige søjler; lyset, der falder ind gennem vinduerne, får den til at stråle. Duften af moskus svæver i luften. Moskeens gulv er dækket af røde og blå tæpper. Folk står opstillet i lange, regelmæssige rækker bag imamen. De bøjer hovedet, sætter sig på knæ, berører jorden med panden og rejser sig igen; en velordnet enhed blandt dem alle, som soldater. Det hele foregår i stille ro. Da folk stillede sig op i menigheden, befandt jeg mig langt borte. Inde fra den vældige moske kunne jeg høre den gamle imams stemme. Han reciterede vers fra Koranen. Når han bøjede hovedet eller gik ned i sujud, fulgte hele menigheden ham som ét menneske. De bøjede hovedet og gik ned i sujud foran Allah, som om Allah stod lige for deres øjne.
I netop det øjeblik forstod jeg, hvor nær og hvor inderligt deres Allah og deres religion var for disse mennesker!
»Hvor forbløffende! Hvor vidunderligt!« sagde jeg til min ven, mens vi gik ud af moskeen. »I føler Allah så nær hos jer! Jeg ville ønske, at jeg selv kunne føle det på samme måde.«
»Men broder, hvordan skulle det kunne være anderledes? Som vores hellige bog siger: “Er Allah ikke nærmere jer end jeres halsåre?”«
Opfyldt af denne nye erkendelse tilbragte jeg megen tid i Damaskus med at læse enhver bog om islam, jeg kunne få fat i. Mit kendskab til det arabiske sprog var tilstrækkeligt til samtale, men endnu alt for begrænset til at læse Koranen på originalsproget. Derfor tyede jeg til to oversættelser – den ene fransk, den anden tysk. Jeg havde lånt oversættelserne på et bibliotek; til alt andet måtte jeg støtte mig til europæiske orientalisters bøger og til min vens forklaringer og analyser.
Hvor fragmentariske og spredte disse studier og samtaler end var, var de for mig som at løfte et forhæng – jeg begyndte at få øje på en tankeverden, som jeg indtil da havde været fuldstændig uvidende om.
Det forekom mig, at islam ikke var religion i den almindelige betydning, som folk tillægger ordet – snarere var det en livsform, og langt, langt mere end blot et regelsæt; det var et program for personlig og social adfærd, grundlagt på erkendelsen af Allah. Ingen steder i Koranen fandt jeg nogen omtale af behovet for »frelse«. Der står ingen oprindelig arvesynd mellem mennesket og dets skæbne; for mennesket får intet andet end det, som det selv stræber efter. Der kræves ingen askese eller klostertilværelse for at åbne en hemmelig indgang til renhed – og synd er intet andet end menneskets afvigelse fra de medfødte gode egenskaber, som Allah har skabt hvert menneske med. Synd er ikke andet end det. Ved vurderingen af menneskets natur er der ikke givet plads til nogen dualisme. Islam betragter krop og sjæl som én udelelig helhed.
Til at begynde med blev jeg slået af al-Koranens interesse, ikke blot for åndelige spørgsmål, men også for det, der tilsyneladende er livets smålige og materielle forhold. Men lidt efter lidt begyndte jeg at forstå: Hvis mennesket, sådan som islam hævder, er et helt væsen bestående af krop og sjæl, kan ingen side af livet være så ubetydelig, at den falder uden for religionens myndighed. Med alle disse forhold for øje lader Koranen aldrig sine tilhængere glemme, at menneskets jordiske liv kun er et trin på vejen mod menneskets højere liv, og at dets endelige mål er af åndelig art. Materiel fremgang og velstand er ønskværdige, men de er ikke målet. Derfor må menneskets sult og tørst, selv om de har deres egen berettigelse, nødvendigvis beherskes og reguleres af den moralske bevidsthed. Denne bevidsthed har ikke blot en plads i menneskets forhold til Allah; den har også forbindelse med menneskets forhold til andre mennesker og med dets forhold til skaberværket, så alles åndelige udvikling fremmes, og alle mennesker kan leve et fuldkomment liv.
Alt dette var, hvad angår den mentale og moralske side, langt mere respektværdigt end alt det, jeg tidligere havde hørt og læst om islam. Islams syn på den åndelige verdens problemer forekom mig langt dybere end Det Gamle Testamentes. Desuden fandtes der her ikke den partiskhed over for et bestemt folk, som kommer til udtryk i Det Gamle Testamente. Og dets syn på de biologiske problemer var helt anderledes end Det Nye Testamentes og meget positivt. Forholdet mellem sjæl og krop, hver med sine egne særpræg, er ikke andet end de to sider af det menneskeliv, som Allah har skabt.
— Er det denne lære, spurgte jeg mig selv, der er ansvarlig for den sikkerhed i følelserne, som jeg hidtil har oplevet blandt araberne?
En aften inviterede min vært mig med til et måltidsselskab i en velhavende damaskeners hjem. Vennen fejrede fødslen af en af sine sønner.
Vi gik begge gennem den indre bys snoede gyder. Gyden var så smal, at vinduerne og de gitterforsynede balkoner, som ragede ud over gaden fra husmurene på begge sider, næsten rørte hinanden. Mellem de gamle stenhuse lå dybe skygger og en vidtstrakt stilhed; nu og da passerede en eller to piger, indhyllet i sorte burkaer, os med hurtige, små skridt. Én gang så jeg en skægget mand i en lang kaftan komme ud fra et gadehjørne og langsomt forsvinde rundt om et andet. Gadehjørnerne og de uregelmæssige vinkler var overalt af samme slags; den samme type smalle gyder, hvor den ene skar sig gennem den anden i alle retninger, altid med løftet om, at der lige foran ventede en eller anden forbløffende opdagelse — og hver gang mundede de ud i endnu en gyde af samme slags!
Men opdagelsen skete først helt til sidst. Min ven og min vejviser standsede foran en navne- og nummerløs trædør, der sad i en enkel, lerbeklædt mur, og mens han bankede på døren med knyttet hånd, sagde han: Her er vi.
Døren gik op med en knirkende lyd. En meget gammel mand bød os velkommen med sin tandløse mund og sagde: »Ahlan wa sahlan.« Derefter gik vi gennem en lille korridor med to retvinklede sving ind i husets gård — en gård, som udefra ikke havde forekommet at være andet end en jordfarvet skal.
Gården var rummelig og luftig. Den var belagt med stykker af hvid og sort marmor. Den lignede et vældigt skakbræt. Midt i den sprøjtede et springvand fra et lavt, ottekantet bassin og sendte fint vandstøv op i luften. I det marmordækkede gulv var der med regelmæssige mellemrum små åbninger. I disse åbninger var der plantet citrontræer og oleanderbuske, som med deres blomster og frugter bøjede sig ned og bredte deres grene ud over hele gården og langs de indre husmure. Murene var fra gulv til loft dækket af fint udførte alabasterrelieffer med indviklede geometriske mønstre og slyngende, bladrige arabesker; den eneste undtagelse var vinduerne, der var indsat i brede rammer med åbent gitterværk af marmor. På den ene side bøjede murene sig tilbage og dannede omkring tre fod over jorden en dyb niche, der var på størrelse med et stort værelse, og hvortil man steg op ad en bred marmortrappe. Denne niche, som kaldes en liwan, havde langs sine tre vægge lave, mønstrede divaner, og på gulvet lå et meget kostbart tæppe. På nichens vægge var der anbragt store spejle, hvert af dem omkring femten fod højt. Hele gården — dens planter, det sort-hvide gulv, dens alabasterrelieffer, marmorgitrene for vinduerne og den udskårne dør ind til huset — samt den farverige skare af gæster, hvoraf nogle sad på divanerne, mens andre gik omkring bassinet, blev alt sammen genspejlet i liwanens spejle. Da jeg så på dem, opdagede jeg, at også gårdens modsatte mur fra ende til anden var beklædt med sådanne spejle, så hele synet blev genspejlet to gange, fire gange, hundrede gange og på den måde forvandledes til et trylleri: marmor, alabaster, springvand, utallige mennesker, klynger af citrontræer, oleander og buskenes endeløse kredsløb — et uendeligt drømmepalads, der strålede under aftenhimlen, hvis farve endnu var lyserød i den evige sols stråler.
Et sådant hus, enkelt ud mod gaden, udsmykket, pragtfuldt og indtagende indvendigt, var helt nyt for mig. Men med tiden erfarede jeg, at det var den traditionelle boligtype blandt velstående mennesker, ikke blot i Syrien og Irak, men også i Iran. I gamle dage bekymrede hverken arabere eller iranere sig om husets facade. For dem var huset til at bo i, og dets nytte var begrænset til det indre. Hvor forskelligt er dette ikke fra de moderne vestlige arkitekters ihærdige forsøg på med magt at skabe »funktionalitet« i arkitekturen. Vestlige mennesker, der er fanget i en form for forvredet romantik og usikre på deres egne følelser, skaber i dag problemer, når de tegner huse; araberne og iranerne skabte, eller skabte i går, hjem.
Min vært lod mig sætte mig ved muren på hans højre side. En barfodet tjener serverede kaffe på en lille messingbakke; røgen fra den gurglende vandpibe af »narghile« blandede sig med luften, der var krydret med rosenvand i »liwanen«, og steg i spiraler mod de glasdækkede lys, som blev tændt ét efter ét langs murene og mellem planternes tætte grønne løv.
Alle de tilstedeværende var mænd, og de var af højst forskellig slags. Mange af dem bar stribede, grove damaskiske silkekaftaner eller tunge kinesiske silkekaftaner i elfenbensfarve eller store »jubbaher« af fint, blåligt uldstof. På hovedet bar de hvide turbaner med guldbroderi over røde »tarbusher«. Nogle var iført europæisk tøj, men selv i det sad de åbenlyst helt bekvemt på divanerne med benene trukket op under sig. Nogle beduinhøvdinge var kommet med deres følge fra stepperne; deres øjne var strålende, og deres magre, brune ansigter bar korte, sorte skæg. Ved enhver bevægelse raslede deres nye klæder; hver af dem bar et sværd i en sølvbeslået skede. Deres holdning udtrykte doven, fuldkommen sorgløs bekvemmelighed: De var ægte aristokrater – men forskellen mellem dem og de europæiske aristokrater var, at de ikke var en mildt strålende race, frembragt af generationers omsorg og forfinede livsførelse; de var snarere som en brændende ild, der udsprang af deres sikre fornemmelse af sig selv. En behagelig brise og et tørt, klart vejr omgav dem. Den samme slags vejr omgav alle med sin renhed, dog ikke påtrængende. Disse mennesker syntes at være venner fra det fjerne, midlertidige rejsende på dette sted; et frit og formålsløst liv ventede dem et andet sted.
En danserinde trådte ud gennem en dør og gik med lette skridt op ad trappen til »liwanen«. Hun var meget ung, sikkert ikke over tyve år, og overordentlig smuk. Iført en bølgende silkesharensbukser, der raslede og skiftede farve, når hun ændrede stilling, et par sandaler med gyldne tråde og en perlebesat overdel, som snarere fremhævede end skjulte hendes højt hævede bryster, trådte hun frem, omgivet af den sanselige skønhed hos en ung kvinde, der er vant til at blive beundret og begæret. Da jeg så hendes bløde, smidige lemmer og hendes spændte, elfenbensagtigt hvide hud, syntes jeg at kunne høre en bølge af glæde gå gennem selskabet.
Hun begyndte at danse den slags traditionelle, ophidsende dans, som Orienten holder så meget af, i takt med rytmen fra den middelaldrende mand, der var kommet ind i »liwanen« sammen med hende, og som slog på tablaen. Dansens formål var at vække slumrende begær og love, at det hæsblæsende begær ville blive tilfredsstillet.
»Åh, hvor er du vidunderlig! Åh, hvor er du dejlig!« mumlede min vært, slog mig derefter let på knæet og sagde: »Er en pige ikke som en mild og kølig salve på et sår?«
Danserinden forsvandt lige så hurtigt, som hun var kommet – der var intet tilbage af hende bortset fra et uklart glimt i de flestes øjne. På »liwanens« tæppe havde fire sangere nu indtaget danserindens plads. En af gæsterne sagde til mig: »Nogle af dem er blandt Syriens bedste sangere.« En af dem havde en bambusfløjte med en lang hals. En anden havde en flad, ensidet tromme, omtrent som en tambur uden bjælder, den tredje et instrument, der lignede en guitar, og den fjerde havde taget en egyptisk »tambura« frem, der lignede en meget bred messingflaske med bunden dækket af trommeskind.
Først frembragte de legende og fint nogle klingende småtoner og slog på trommerne uden nogen klart mærkbar melodi eller rytme; det var, som om hver enkelt var optaget af sig selv, som om de stemte instrumenterne for at forberede en fælles opadgående rytme. Han, der havde guitaren, lod flere gange fingerspidserne glide ned over strengene fra højt til lavt, så der opstod en stemning af en behersket harpeklang. Tamburisten spillede sagte på sin »tambura«, holdt en pause og spillede igen. Fløjtespilleren slog tilsyneladende uophørligt og i hurtig rækkefølge på nogle lave, skarpe toner, toner som syntes pludselig at falde sammen med den tørre, ensformige gentagne klang af en lille håndtromme, og som tvang »tamburaen« til tøvende at svare på den voldsomme raslen, først fra fløjten og i næste øjeblik fra guitarens strenge. Før jeg nåede at blive bevidst om det, bandt en fælles melodi og rytme de fire instrumenter sammen og blev til en samklang. En samklang? Det kan jeg ikke sige. Det forekom mig, at jeg snarere oplevede en spændingsfyldt begivenhed end lyttede til en musikalsk opførelse. Ud af instrumenternes uforståelige, skarpe toner opstod en ny melodi og rytme, der steg til høje toner i mørke, konkylieagtigt snoede linjer og derefter pludselig faldt helt ned i det dybe, som en metallisk genstands rytmiske stigning og fald: snart hurtigt, snart langsomt, snart blidt, snart kraftigt. Gennem denne uforstyrrede begivenhed, dette lydlige og akustiske fænomen, der skælvede i en sammenhængende beruselse, voksede det og bredte sig voldsomt ind i min bevidsthed gennem en ligegyldig beslutsomhed og uendelig forandring. Og da musikken efterhånden fór mod de høje toner, forstod jeg pludselig (åh, hvor hurtigt! hvor hurtigt den dog standsede!): Jeg var blevet fanget. Musikken havde uden min vidende gjort mig betaget; det var, som om jeg var blevet grebet og ført ind i dette tonernes rige, hvor tonerne gennem deres ydre ensformighed minder om alle eksisterende tings evige gentagelse. De bankede på døren til mine følelser og bragte lidt efter lidt alt det frem, der ubemærket virkede i mig, og afslørede noget, der altid havde været der, men som nu blev tydeligt for mig med en så intens glans, at mit hjerte begyndte at hamre.
Jeg kender den vestlige musik. Komponistens samlede følelsesmæssige baggrund trækkes frem i hver enkelt tone og afspejler i hvert stemningsleje alle andre mulige stemningslejer. Men denne arabiske musik syntes at udspringe af det samme bevidsthedsplan, af én eneste sart tilstand—af intet andet end denne sarte tilstand—og netop derfor var den i stand til at rumme de individuelle stemninger i hver enkelt tilhørers følelser….
Efter nogle sekunders stilhed lød tamburaen i en dyb, dæmpet og tung tone, og de øvrige instrumenter fulgte efter. Denne gang var melodien langt mere kvindelig end før; udfoldelsen var langt blødere, og hver enkelt stemmes klang passede tæt sammen med de andre, omfavnede dem med følelsesmæssig varme og blev langt mere ophidsende, som om de var bundet sammen af en trylleformular. De slog mod hinanden og strømmede omkring hinanden i blidt bølgende linjer, som først flere gange stødte sammen med tamburaens hurtige rytme, som mod en hård hindring. Men lidt efter lidt blev de mere aggressive, overvandt tamburaen og tog den til fange; de slæbte den med sig op mod en fælles, snoende melodis højdepunkt, og selv om tamburaen først var uvillig, blev den snart offer for den fælles henførelse, berusede sig og sluttede sig til de andre. Den bølgende linje mistede sin kvindelige ynde og fór af sted med voksende voldsomhed, hurtigere, højere, skarpere—i en kold vrede af bevidst drift, en drift, der havde revet alle selvbeherskelsens bånd over! Den samme bølgende linje forvandlede sig nu til en beruset, henført opstigning mod nogle usynlige tinder af magt og suverænitet; ud af den tidligere hvirvlende strøm omkring hinanden opstod der i samklangen en voldsom hvirvelbevægelse, cirkler, der fór fra evighed til evighed, uden værdi, uden grænse, uden mål, som en åndeløs, hensynsløs linedanser, der løb hen over en stram line på kanten af en afgrund, skarp som en kniv, gennem et evigt nu, mod en oplevelse, der kan kaldes frihed og magt—og som ligger hinsides al tanke. Pludselig et ophold midt i den opadgående udfoldelse, en dødens stilhed—ubarmhjertig! Oprigtig. Klar.
Åndedrættet vendte tilbage blandt tilhørerne og tilskuerne som lyden af blade, der rasler i træerne, og en langstrakt mumlen af »Ya Allah, ya Allah« steg op fra dem. De lignede sådanne intelligente børn, der er optaget af lege, de kender så godt, og som til stadighed lokker dem. De smilede saligt og lykkeligt.
Tre
Vi driver vores kameler frem, og Zayd synger; altid i den samme takt, altid i den samme ensformige melodi. For arabernes sind er ensformigt; men det betyder ikke, at de er fattige på fantasi. De har rigeligt med fantasi. Men deres medfødte følelse er ikke, som vesterlændingenes, optaget af udstrækning, det tredimensionelle rum og de mange fine følelsesmæssige forandringer på én gang. Gennem den arabiske musik taler ét eneste begær hver gang: at føre én enkelt følelsesmæssig oplevelse helt ud til dens yderste grænse. I denne rene monotoni, i dette næsten sanselige begær efter at koncentrere følelsen i en ubrudt opadgående linje, ligger både den arabiske karakters styrke og dens brist. Dens brist er, at den også ønsker at erfare denne verden i dens jordiske udstrækning. Dens styrke er, at troen på muligheden for, at følelsesmæssig erkendelse kan stige op ad en uendelig linje, i åndens verden kan føre mennesket frem til erkendelsen af Allah—ingen andre steder. Det var alene på grundlag af denne medfødte tilbøjelighed, som er et forbløffende særtræk ved ørkenfolkene, at de gamle jøders tawhid eller monoteisme kunne opstå, og at den kunne fuldendes så vellykket i Muhammeds religion. Bag dem begge står ørkenen, som en mor.
Ånd og legeme
Én
Dagene glider af sted, og nætterne er korte. Og vi to bevæger os hurtigt mod syd. Vores kameler er nu meget sunde og stærke. For nylig er de blevet fodret, og de har fået rigeligt med græs på græsgangene i løbet af den sidste dag eller to. Der er stadig fjorten dages rejse mellem Mekka og dette sted, og måske endnu mere, hvis vi tilbringer nogen tid—hvilket er meget sandsynligt—i Ha’il og Medina, de to byer, der ligger på vores vej.
En usædvanlig utålmodighed har grebet mig – en trang, hvis forklaring jeg ikke kender. Hidtil har jeg rejst for min fornøjelses skyld uden nogen form for hast; jeg har aldrig haft noget særligt behov for hurtigt at nå frem til bestemmelsesstedet. Rejsens fuldendelse og målet har altid forekommet mig tilfældige. Men nu er jeg begyndt at erkende noget, som jeg aldrig havde erkendt i mine mange år i Arabien: utålmodigheden efter at nå vejens ende. Hvad er vejens ende? At se Mekka? Jeg har været i denne hellige by så mange gange, og jeg kender denne livsform så indgående, at Mekka ikke længere bærer løftet om nogen ny opdagelse for mig – eller er det netop en ny opdagelse, jeg forventer? Det må det være. For jeg drages mod Mekka af en mærkelig personlig forventning. Dette muslimske verdens åndelige centrum, med dets forsamling af mennesker fra mange folkeslag, der er kommet fra alle egne af jorden, synes at være indgangen til en større verden end den, jeg nu lever i. Det er ikke, fordi jeg er blevet træt af Arabien; nej, jeg elsker den arabiske ørken, dens byer og dens indbyggeres livsform, sådan som jeg altid har elsket dem. Siden jeg for næsten ti år siden i Sinaiørkenen fik mit første glimt af det arabiske liv, har det aldrig givet mig anledning til skuffelse, og de følgende år har blot styrket min første forventning. Men siden den nat, jeg tilbragte nær Idara for to dage siden, er den overbevisning vokset frem i mig, at Arabien har givet mig alt, hvad det havde at give, helt og fuldt.
Jeg er stærk, ung og sund. Jeg kan drive en kamel frem time efter time uden at blive unødigt træt. Jeg kan rejse, og i mange år har jeg rejst som en beduin, uden telte og uden de små bekvemmeligheder, som byboerne i Najd mener er uundværlige på lange rejser. Jeg er fortrolig med alle beduinlivets små færdigheder, og næsten uden at vide det har jeg tilegnet mig Najd-Arabiens skikke og sædvaner. Men er dette alt, hvad der er muligt? Har jeg levet så længe i Arabien blot for at blive en araber? Eller har det været en forberedelse til noget, der endnu ikke er sket?
….. …… ….. ……
Den uro, jeg nu føler, minder meget om den heftige utålmodighed, jeg oplevede, da jeg vendte tilbage til Europa efter min første rejse til Mellemøsten: en pludselig fornemmelse af at standse lige før en vældig opdagelse – en opdagelse, der kunne være sket i mit liv, hvis jeg blot havde haft lidt mere tid.
Og det første pres ved at forlade den verden og igen træde ind i Europa var blevet noget svagere, fordi jeg tilbragte nogle måneder i Tyrkiet efter at have forladt Syrien i efteråret 1923. Mustafa Kemals Tyrkiet var endnu kun gået ind i sin reformistiske efterligningsfase. Tyrkiet var stadig ægte tyrkisk i sin livsform og sine traditioner; og derfor var det gennem islams enhedsbånd stadig forbundet med den almindelige strømning i det arabiske liv. Men Tyrkiets indre konflikt forekom mig noget tungere, mindre gennemsigtig, mindre let og langt mere orientalsk. Da jeg rejste over land fra Istanbul til Sofia og Beograd, forekom overgangen fra Mashriq til Maghreb mig ikke som et pludseligt brud; billederne ændrede sig langsomt, gradvist, i takt med omgivelserne – minareternes antal blev stadig mindre, og i stedet for mændenes lange kaftaner så man bøndernes skjorter, spændt ind i taljen. Da Anatoliens spredte træer og lunde forsvandt i Serbiens nåleskove, opdagede jeg pludselig ved Italiens grænse, at jeg igen var vendt tilbage til Europa.
Jeg rejser med tog fra Trieste mod Wien. Undervejs begyndte de indtryk, Tyrkiet havde præget mit sind med, at miste deres livfuldhed, og kun de atten måneder, jeg havde tilbragt i de arabiske lande, blev tilbage som den eneste virkelighed. Det føltes som et piskeslag, da jeg forstod, at jeg så på de engang så velkendte europæiske landskaber med en fremmeds øjne. Menneskene forekom mig frygteligt grimme, deres bevægelser rå og klodsede; de havde ingen direkte forbindelse med det, de virkelig følte og ønskede; og pludselig forstod jeg i et glimt, at selv om alt, hvad de foretog sig, bar et ydre skær af formål, levede de uden at vide det selv i en verden af bedrag … Som følge af mit samvær med araberne havde min holdning til det, jeg i livet havde fundet uundværligt og grundlæggende, efterhånden ændret sig helt klart og uigenkaldeligt; med nogen undren huskede jeg, at mange europæere før mig havde oplevet det arabiske liv. Hvordan kunne det så være, at det chok fra opdagelsen, som havde rystet mig, ikke havde ramt dem? Eller havde det også ramt dem? Var nogle af dem også blevet rystet i deres inderste, sådan som jeg nu var blevet det?
Jeg fandt svaret på dette spørgsmål nogle år senere i Arabien. Svaret kom fra den daværende hollandske minister i Jeddah, dr. van der Meulen. Han var et frisindet og vidtspændende kultiveret menneske. Han holdt fast ved sin egen religion, kristendommen, med en lidenskab og hengivenhed, som er yderst sjælden blandt nutidens vesterlændinge. Man kan derfor med god grund sige, at han ikke var islams ven som religion. Ikke desto mindre indrømmede han over for mig, at han elskede Arabien mere end hvert eneste af de lande, han havde stiftet bekendtskab med i sit liv – ja, nu mere end sit eget land. Da hans tjeneste i Hijaz næsten var til ende, sagde han en dag til mig: »Jeg tror, at intet skarpsindigt og følsomt menneske nogensinde vil kunne frigøre sig fra det arabiske livs magiske indflydelse; efter at have tilbragt nogen tid blandt araberne vil det heller ikke kunne rive denne indflydelse ud af sit hjerte. Hvis nogen forlader dette land, vil han alligevel bære denne ørkenvind i sit hjerte for bestandig, og han vil altid længselsfuldt vende sig om og se tilbage, selv om hans eget hjem ligger i en langt rigere og endnu smukkere egn … alligevel.«
Jeg blev i Wien i nogle uger og kom til en forståelse med min far. Han havde allerede overvundet sin vrede over, at jeg havde forladt universitetet, og over den uhøflighed, hvormed jeg var gået hjemmefra. Hvad det end var, var jeg nu korrespondent for Frankfurter Zeitung; det var et navn, der dengang blev udtalt i Centraleuropa med næsten frygtsom respekt. Som denne avis’ korrespondent ville jeg stå over alle andre – min hovmodige påstand havde jeg bevist.
Fra Wien rejste jeg direkte til Frankfurt for personligt at melde mig på kontoret for den avis, som jeg havde skrevet for i over et år. Jeg ankom med stor selvtillid, for af de breve, jeg havde modtaget fra Frankfurt, var det blevet klart for mig, at de var meget tilfredse med mit arbejde. Jeg havde virkelig »meldt min ankomst«. Med denne bevidsthed trådte jeg ind i »Frankfurter Zeitung«s højtidelige, gammeldags palæ. Da jeg var kommet ind, sendte jeg mit kort op til chefredaktøren, den verdensberømte dr. Heinrich Simon.
Da jeg trådte ind på hans kontor, stirrede han et øjeblik på mig i stum forbløffelse; han glemte endda at rejse sig fra sin stol. Men snart genvandt han fatningen, rejste sig og gav mig hånden.
»Sæt Dem, sæt Dem. Jeg har ventet på Dem.« Han blev ved med at stirre ufravendt på mig uden at sige et ord. Det begyndte derfor at føles ubehageligt for mig.
»Er der sket en fejl, dr. Simon?«
»Nej, nej, der er ikke sket nogen fejl. Eller De kan sige, at alt er forkert …« Så brød han ud i høj latter og sagde: »Under alle omstændigheder havde jeg ventet at skulle møde en midaldrende mand med briller med guldramme; og så ser jeg en dreng … Åh, tilgiv mig—hvis De ikke tager det ilde op—hvor gammel er De?«
Pludselig kom jeg til at tænke på den muntre hollandske købmand fra Kaybor; han havde stillet mig det samme spørgsmål et år tidligere. Jeg brød ud i høj latter. »Jeg er lidt over treogtyve, sir, tæt på fireogtyve.« Så tilføjede jeg: »Synes De, at den alder er for ung til »Frankfurter Zeitung«?«
»Nej,« svarede Simon langsomt, »ikke til »Frankfurter Zeitung«, men til Deres artikler. Jeg havde taget for givet, at det kun var en langt ældre mand, der kunne overvinde det naturlige ønske om selvpromovering og skjule sin personlighed fuldstændigt bag det skrevne, sådan som jeg har bemærket i Deres artikler. De ved, det er den modne journalistiks hemmelighed: at skrive objektivt om det, man har set, hørt og tænkt, uden at blande disse erfaringer sammen med ens egne rent »personlige« oplevelser … Men når jeg tænker over det nu, forekommer det mig, at kun en meget ung mand kunne have skrevet med så stor interesse og begejstring, med så vældig—hvordan skal jeg sige det—med så vældig en fryd og spænding …«
Så sukkede han: »Jeg håber blot, at dette ikke slides bort. Og at De ikke bliver selvtilfreds, sløv og grov som alle andre.«
Det synes, som om denne opdagelse fra min tidlige ungdom yderligere styrkede dr. Simons tro på, at han i mig havde mødt en journalist med stort potentiale. Han var helt enig i, at jeg så hurtigt som muligt burde vende tilbage til Mellemøsten. Jo før jeg kunne rejse tilbage, desto bedre. Økonomisk var der ikke længere nogen hindring for en sådan plan. Det var nemlig omsider lykkedes at få den tyske inflation under kontrol, og som følge af den monetære stabilitet kom der næsten straks en bølge af velstand. »Frankfurter Zeitung« havde igen fået råd til at betale sine korrespondenters rejseudgifter. Før jeg atter kunne begive mig mod Mellemøsten, måtte jeg naturligvis skrive den bog, som jeg oprindeligt havde indgået aftale med avisen om, og det blev også besluttet, at jeg i mellemtiden skulle være tilknyttet redaktionen, så jeg kunne lære detaljerne i arbejdet på en stor avis at kende.
Trods min utålmodighed efter igen at komme til udlandet var disse måneder i Frankfurt overordentligt spændende. »Frankfurter Zeitung« var ikke blot en stor avis; den var nærmest et forskningscenter. Avisen havde femogfyrre fuldtidsansatte redaktører. De mange medredaktører og assistenter, der arbejdede på redaktionen, er ikke medregnet her. Det redaktionelle arbejde var i særlig grad et arbejde for specialister. Hver region i verden og hvert politisk eller økonomisk emne var lagt i hænderne på en redaktør, som var en fremragende ekspert på sit område. Dette var en fortsættelse af den gamle tradition, hvorefter »Frankfurter Zeitungs« artikler og nyheder ikke blot skulle være et flygtigt genskin af aktuelle begivenheder, men en slags dokumentarisk vidnesbyrd, som politikere og historikere kunne stole på. Alle vidste, at »Frankfurter Zeitungs« ledere og politiske kommentarer blev arkiveret i udenrigsministeriet i Berlin, ligesom udenlandske regeringers »noter« blev arkiveret med respekt. (Bismarck sagde faktisk om den daværende leder af denne avis’ Berlin-kontor: »Dr. Stein er Frankfurter Zeitungs ambassadør ved Berlins hof.«) At være medlem af en sådan institution var for en ung mand på min alder en kilde til ære og glæde. Jeg følte denne glæde endnu stærkere, fordi redaktørerne havde lyttet opmærksomt til de synspunkter om Mellemøsten, som jeg forsigtigt havde fremlagt, og ofte havde gjort dem til genstand for de daglige redaktionsmøder. Min endelige succes kom naturligvis den dag, da jeg fik besked på at skrive en leder om de aktuelle problemer i Mellemøsten.
Den opgave, jeg fik hos »Frankfurter Zeitung«, gav min bevidste tænkning en vældig stimulans. Med langt større klarhed end tidligere begyndte jeg at sammenholde mine erfaringer fra Orienten med Vesten, som jeg nu igen var blevet en del af. Ligesom jeg nogle måneder tidligere havde opdaget en forbindelse mellem arabernes følelse af tryghed i hjertet og den religion, de praktiserede, begyndte det nu at forekomme mig, at Europas mangel på åndelig sammenhæng og det anarki, der fandtes i dets moral, måske skyldtes dets brud med den religiøse tro, som engang havde formet den vestlige civilisation.
Her så jeg et samfund, som efter at have forladt Allah søgte efter en ny åndelig vej; men kun meget få mennesker i Vesten havde tilsyneladende forstået, hvad samfundets mål var. Det synes, som om de fleste vesterlændinge, bevidst eller ubevidst, tænkte nogenlunde sådan: »Eftersom vores fornuft, vores videnskabelige undersøgelser og vores beregninger ikke med sikkerhed kan sige noget om menneskelivets begyndelse eller dets skæbne efter den legemlige død, bør vi hellige alle vores kræfter til at udvikle vores materielle og intellektuelle muligheder – vi bør ikke lade os lænke af en transcendent etik og af selvindlysende forestillinger, som ikke tager hensyn til videnskabelige beviser.« Derfor havde det vestlige samfund, selv om det ikke offentligt havde fornægtet Allah, ikke længere givet Ham nogen plads i sit intellektuelle livssystem.
Da jeg for flere år siden blev desillusioneret over mine forfædres religion, tænkte jeg en del over kristendommen. Efter min opfattelse var den kristne opfattelse af Allah langt, langt ædlere end opfattelsen i Det Gamle Testamente, fordi denne religion ikke begrænsede forestillingen om Allah til én bestemt menneskegruppe, men skabte forestillingen om, at Han er hele menneskehedens Fader. Der findes naturligvis et element i den kristne tro, som er en afvigelse fra denne religions overordnede syn; dette element er den kristne opfattelses skelnen mellem krop og sjæl, mellem troens verden og den virkelige, materielle verden.
Fordi kristendommen fra begyndelsen havde fjernet sig fra alle de strømninger, der ønskede at anerkende livet og den jordiske stræben som virkelige, forekom det mig, at kristendommen for længe siden havde mistet evnen til at tilføre den vestlige civilisation en moralsk drivkraft. Kristendommens tilhængere vænnede sig til den forestilling, at det ikke er religionens opgave at blande sig i menneskets praktiske liv. De nøjedes med at betragte den religiøse tro som en fredbringende skik, hvis formål ikke var andet end at nære en vag, personlig moralbevidsthed hos mænd og kvinder, især en moral i seksuelle spørgsmål. Ved hjælp af dette meget gamle synspunkt i kirken holdt de således hele det sociale og økonomiske aktivitetsområde uden for deres egen sfære. Dette synspunkt i kirken var denne opdeling: »Giv Allah, hvad Allah tilkommer, og giv kejseren, hvad kejseren tilkommer.« Ved på denne måde at holde de sociale og økonomiske aktiviteter uden for deres sfære udviklede den kristne statsførelse, erhvervslivet og handelen sig ad en vej, der var helt forskellig fra den vej, Jesus havde forestillet sig. Efter min opfattelse havde den religion, som den vestlige verden fulgte, svigtet, fordi den ikke kunne anvise dens tilhængere en praktisk vej i jordiske forhold – den havde svigtet i forhold til Jesu sande hensigt og, kan man sige, i forhold til det, der er enhver religions grundlæggende mål. Hvad er dette formål eller mål? Det er ikke blot at vise, hvordan mennesket skal føle, men også hvordan det skal leve det rette liv. Fordi mennesket i Vesten instinktivt følte, at dets egen religion på den ene eller den anden måde havde skuffet og svigtet det, mistede det i løbet af de sidste århundreder al sin tro på kristendommen. Da det mistede denne tro, mistede det også overbevisningen om, at universet er udtryk for ét eneste planlæggende sind, og derfor et harmonisk hele. Netop fordi det havde mistet denne overbevisning, levede det nu i et åndeligt og moralsk tomrum. I Vestens gradvise fjernelse fra kristendommen så jeg et stærkt oprør mod den afsky for dette liv, som Sankt Paulus helt fra begyndelsen og fuldstændigt havde gjort Jesu lære uforståelig med. Hvordan kan det vestlige samfund så stadig gøre krav på at være et kristent samfund? Og hvordan kan det uden en virkelig tro håbe på at overvinde det nuværende moralske anarki?
En verden, der var blevet vendt op og ned, revet løs fra sit eget grundlag og bragt i uorden: Det var vores vestlige verden. Blodsudgydelser af hidtil uset omfang, ødelæggelser, voldelige sammenstød, sammenbruddet af talrige sociale skikke og institutioner, ideologiernes konflikt, bitre og altomfattende kampe for nye livsformer – det var kendetegnene for vores tid. Ud af tågen og ødelæggelserne efter en verdenskrig, ud af utallige små krige og talrige revolutioner og kontrarevolutioner, ud af en økonomisk katastrofe, der overgik alt, hvad der indtil da var blevet nedskrevet – kort sagt, ud af alle disse frygtelige begivenheder rejste én sandhed sig: Vesten kan på ingen måde fjerne vor tids anarki og kaos og skabe enhed og orden alene gennem sin nuværende, ensidige afhængighed af materielle og tekniske fremskridt. Mennesket lever ikke af brød alene. Denne instinktive, ungdommelige overbevisning i mig fæstnede sig som den intellektuelle erkendelse, at menneskets nuværende tilbedelse af »fremskridtet« ikke er andet end en svag og uklar erstatning for tidligere tiders ubetingede tro på absolutte værdier – og at denne falske tro er blevet opfundet af mennesker, som har mistet hele deres hjertebundne evne til at tro på ubetingede værdier, og som nu bedrager sig selv med den forestilling, at mennesket på den ene eller anden måde, alene drevet af evolutionen, vil overvinde sine nuværende hindringer og vanskeligheder. Jeg kunne ikke forstå, hvordan nogen af de nye økonomiske systemer, der udsprang af denne lunefulde tro, skulle kunne være mere end et midlertidigt middel mod det vestlige samfunds lidelser og elendighed. Disse systemer kan højst behandle et eller andet af sygdommens symptomer, men aldrig dens egentlige årsag.
…… …… ……. ……..
Når jeg arbejdede på redaktionen for »Frankfurter Zeitung«, tog jeg ofte til Berlin, hvor næsten alle mine venner befandt sig, og det var under en sådan rejse til Berlin, at jeg mødte den kvinde, som senere skulle blive min hustru.
Fra det øjeblik, hvor jeg blev præsenteret for Elsa blandt den tætte, livlige menneskemængde på Romanisches Café, blev jeg stærkt tiltrukket af hende. Denne tiltrækning skyldtes ikke blot hendes ansigts fine skønhed, men også hendes smalle, velproportionerede ansigt med de to betydningsfulde, dybblå øjne og den følsomme, fine mund, der udtrykte humor og venlighed – og i endnu højere grad den medfødte, intuitive egenskab i hendes hjerte, hvorigennem hun tog mennesker og ting til sig. Elsa var maler. Senere erfarede jeg, at hendes kunstværker måske ikke var af højeste rang, men de bar alle præg af den blide, strålende dybde, som kom til udtryk i alt, hvad hun sagde og i alle hendes bevægelser. Selv om hun var femten år ældre end jeg, altså over femogtredive på det tidspunkt, så hendes glatte ansigt og spinkle, smidige krop hende ud til at være langt yngre. Af alle de mennesker af ægte nordisk afstamning, jeg har mødt i mit liv, var Elsa sandsynligvis den smukkeste repræsentant. Hun havde al den renhed og skarphed, der kendetegner den rene nordiske type; men hun var fuldstændig fri for den stivhed og følelsesløshed, som så ofte findes hos mennesker af samme type. Elsa var født ind i en af de gamle holstenske familier, som kan beskrives som den nordtyske pendant til den engelske »godsejerstand«. Men den frisindede uafhængighed, der prægede hendes færden og optræden, gav hende i stedet for godsejerstandens saglighed en helt unordisk varme og en naturlig dømmekraft. Elsa var enke og havde en seksårig søn, som hun elskede højt.
Det var naturligvis fra begyndelsen en gensidig tiltrækning, for efter vores første møde begyndte vi ofte at opsøge hinanden. De seneste indtryk fra den arabiske verden havde i den grad optaget mit sind, at jeg ganske naturligt blev ved med at fortælle Elsa om dem, og over for de stærke, men endnu usammenhængende følelser og tanker, som disse indtryk havde vakt i mig, viste hun en usædvanlig forståelse og medfølelse, der adskilte hende fra de fleste af mine venner. Jeg ønskede at betro Elsa disse ting så indgående, at da jeg var ved at skrive en bog om min rejse til Nærorienten, følte jeg, mens jeg skrev dens indledning, at jeg nærmest henvendte mig direkte til Elsa:
Når en europæer rejser til et europæisk land, som han aldrig før har besøgt, bevæger han sig, om end i lidt større udstrækning, stadig inden for sit eget miljø, og han kan let forstå forskellen mellem det, som vanen har gjort ham fortrolig med, og det nye, han møder undervejs; for hvad enten vi er tyskere eller englændere, og uanset om vi rejser gennem Frankrig, Italien eller Ungarn, binder Europas ånd og bevidsthed os alle sammen i et fælles bånd. Eftersom vi lever inden for en bestemt kreds af forskellige sammenhænge, er vi gennem disse i stand til at forstå hinanden og gøre os forståelige for hinanden, omtrent som gennem et fælles sprog. Vi kalder dette kulturelt fællesskab. Dets eksistens er naturligvis en fordel, en gevinst. Men ligesom alle de fordele, der udspringer af vanen, kan også denne undertiden blive en ulempe; for af og til opdager vi, at vi synes indhyllet i vat af denne universelle bevidsthed. Vi mærker, at vanen har lullet os i søvn og bragt dovenskab ind i vores hjerter; den har fået os til at glemme vor tidligere, mere kreative tids mod til at begive sig ud på farlige veje og forsøget på at finde frem til den uhåndgribelige sandhed. I tidligere tider kaldte man dem måske uhåndgribelige muligheder, og opdagelsesrejsende, eventyrere eller kunstnere – hvem der end drog ud for at søge efter dem – søgte altid efter de dybeste kilder i deres eget liv. Vi, der kom senere, søger også efter vores eget liv; men før vores eget liv af sig selv når at udfolde sig blad efter blad, er vi besat af ønsket om at finde det, og vi aner uklart den synd, der ligger skjult bag et sådant forsøg. Mange europæere er i dag begyndt at indse det: den frygtelige fare ved at undgå faren!
I denne bog beskriver jeg min rejse i et område, der adskiller sig så grundlæggende fra Europa, at det ikke uden videre er muligt at bygge en bro mellem de to, og man kan sige, at denne forskel på én måde i sig selv indebærer en fare. Vi lægger sikkerheden ved et så ensartet miljø bag os, hvor der næsten intet ukendt og intet overraskende findes, og vi træder ind i en anden verdens vidunderlige og hidtil usete mangfoldighed.
Lad os ikke bedrage os selv: I den fremmede verden vil mange farverige billeder komme os i møde, og måske kan vi forstå betydningen af dette eller hint af dem; men i denne anderledes verden vil vi aldrig være i stand til så bevidst at forstå betydningen af helheden, som det er muligt i et vestligt land. Det, der adskiller os fra menneskene i denne fremmede verden, er ikke blot stedet, men også noget ud over stedet. Hvordan kan en udveksling af tanker finde sted med dem? Det er ikke nok blot at kunne tale deres sprog. Hvis man vil forstå, hvordan de oplever deres liv, må man træde ind i deres omgivelser fuldstændig befriet for fordomme og begynde at leve blandt dem og i deres sammenhænge og forbindelser. Er det muligt? Og ville det være ønskværdigt? Måske ville det i sidste ende være skadeligt for os som en form for handel at antage fremmede og ukendte tankevaner i stedet for vores gamle, velkendte.
Men er vi virkelig uden for denne verden? Det mener jeg ikke. Den vigtigste grund til, at vi føler os som udenforstående, er, at vores vestlige tænkemåde hviler på en fejl, som er vores egen. Vi er vant til at undervurdere fremmede og ukendte skabende værdier og er hele tiden tilbøjelige til at angribe dem, tilegne os dem på vores egne betingelser og optage dem i vores eget intellektuelle miljø. Men jeg mener naturligvis, at der i vores angstfyldte tidsalder ikke længere er plads til sådanne arrogante forsøg. Mange af os er begyndt at indse, at den kulturelle kløft ikke kan og ikke bør overvindes gennem intellektuel vold, men på en anden måde. Måske kan den overvindes ved ganske enkelt at overgive vores sanser til den. Eftersom denne fremmede verden er så fuldstændig forskellig fra alt det, De har kendt i Deres hjemland, og eftersom den rummer så meget, der i form og lyd er forbløffende nyt og mangfoldigt, vil den, hvis De er opmærksom, fra tid til anden stryge Dem med den flygtige erindring om ting, De kendte engang i en fjern fortid, men som siden er forsvundet bag glemslen—de berøringsløse realiteter i Deres eget liv. Og når dette erindringens åndedrag når Dem hen over den kløft, der skiller Deres verden fra denne anderledes, denne fremmede verden, spørger De Dem selv: Måske ligger meningen med alle rejser, med al omflakken, netop her—og kun her? Hvad er denne mening? Nej, det er at blive opmærksom på den ukendte og fremmedartede mangfoldighed i verden omkring Dem og derved på ny vække Deres egne personlige, glemte realiteter….
Og fordi Elsa med sin medfødte intuition havde forstået meningen med det, jeg så forgæves havde forsøgt at sige med disse famlende ord, som en mand der famler sig frem i mørket, følte jeg stærkt, at Elsa—og kun Elsa—forstod, hvad jeg havde jagtet, og at kun Elsa kunne hjælpe mig i min søgen.
To
Endnu en dag på den lange, formålsløse rejse er gået til ende. Tavshed i mit indre og tavshed i natten omkring mig. Vinden bevæger sig langsomt hen over klitterne, stryger dem blidt og lader bølger løbe som krusede spor i sandet på klitternes skråninger. Inden for den snævre cirkel, som det tændte bål kaster, ser jeg Zayed, travlt optaget af sine kar og gryder; vores livs sække ligger tæt ved, dér hvor vi kastede dem, da vi slog teltet op for natten—og det samme gør vores sadler med deres høje træhåndtag. Et stykke borte er to kamelers sammenkrøbne kroppe allerede ved at forsvinde ind i mørket; de er trætte efter den lange rejse, deres halse strakt ud i sandet, synlige, men lige så nærværende som dit hjerteslag, den tomme ørken.
Der findes mange landskaber på jorden, som er smukkere end dette, men intet af dem, mener jeg, kan med en sådan ultimativ kraft forme menneskets sjæl. Med sin hårdhed og sine vidtstrakte, næsten ubeboede og vegetationsløse områder udsletter ørkenen alle kunstgreb fra vores begær efter at forstå livets mening—den udsletter de mange bedrag, som en mere nådig natur kan lokke mennesket ind i og derved tvinge det til at projicere sin egen fantasi på verden omkring sig; ørkenen er nøgen og ren—den kender ingen kompromiser. De behagelige indfald, der kan bruges som masker for lunefuld tænkning, fejer ørkenen ud af menneskets hjerte og frigør det således til at overgive sig til det Absolutte, som ingen form har: fjernere end alt fjernt, men nærmere end alt, hvad der er nær.
Lige siden mennesket lærte at tænke, har ørkenen været grostedet for al dets tro på den ene Allah. Det er sandt, at mennesket også i mildere omgivelser og under gunstigere klimaer igen og igen har fået et glimt af Hans eksistens og enhed—som i de gamle grækeres forestilling om »Moira«: Moira er en ubestemmelig kraft, der er kilden til alle guderne på Olympens magt og ligger uden for deres rækkevidde. Men sådanne forestillinger var aldrig mere end resultatet af en vag følelse, en spekulativ erkendelse; de var ikke resultatet af sikker visdom, før denne viden med blændende sikkerhed åbenbarede sig for ørkenens mennesker, fra ørkenen selv. Det var fra en brændende tornebusk i Midjans ørken, at Allahs ord lød til Moses; i Judæas ørken modtog Jesus budskabet om Allahs rige, og det var i Hira-grotten i bjergørkenen nær Mekka, at den første åbenbaring blev sendt ned til Muhammed (fred være med ham), arabernes profet.
Den kom til ham i den snævre, tørre bjergkløft mellem de klippefyldte bjerge, i den solbrændte, nøgne dal i denne ørken. Hvad var dette budskab? Nej, det var den fuldstændige bekræftelse af det liv, der opstår i foreningen af krop og sjæl; budskabets følgevirkning var at give en formløs, religionsløs nation af forskellige stammer en bestemt skikkelse og et mål og gennem den på få årtier at lade den brede sig som en flamme og som et løfte, vestpå til Atlanterhavet og østpå til Den Kinesiske Mur. Dens skæbne var, selv efter mere end tretten hundrede år, at hæve sig over enhver form for politisk forfald og, selv efter den storslåede civilisation, som dette budskab havde skabt, fortsat at bestå frem til i dag som en stor åndelig kraft—det budskab, der kom til arabernes profet….
…. ….. ….. …..
Min tid går med at sove og være vågen. Jeg tænker på de dage, der er gået, men endnu ikke er døde. Jeg falder i søvn og drømmer, så brister min søvn igen, og jeg sætter mig op. Drømmene og minderne fra min vågne tilstand bevæger sig sammen gennem det halve lys og det halve mørke, med blidhed.
Natten nærmer sig nu daggryet. Ilden er helt gået ud. Zayed sover indsvøbt i sit tæppe. Vores to kameler ligger ubevægelige, som to jordhøje. Stjernerne kan stadig ses på himlen, og De kunne måske tænke, at der endnu er tid til at sove. Men under den østlige himmels lave rand viser en bleg, mat lysstråle sig, idet den bryder gennem mørket, over en anden, mørkere stribe, der breder sig hen over horisonten: de to varsler, daggryets, tiden for fajr-bønnen.
Over mig ser jeg Venus stå på skrå, den som araberne kalder az-Zuhra, den strålende stjerne. Hvis De spørger dem om den, vil de fortælle Dem, at denne lysende stjerne engang var en kvinde…
Engang var der to engle ved navn Harut og Marut. Selv om ydmyghed og beskedenhed sømmer sig for engle, glemte disse to engle det og blev hovmodige over, at deres renhed var evig og uovervindelig. Vi er skabt af lys – hævet over disse svage mennesker, som er født af mænds sæd! Men de havde glemt, at de kun var rene, fordi de ikke kendte til begær, og fordi de aldrig var blevet bedt om at undertrykke begæret. Allah blev vred over deres hovmod og sagde til dem: »Gå ned på jorden og mød dér jeres prøve.« De hovmodige engle steg ned på jorden og vandrede omkring blandt menneskenes børn i menneskeskikkelse – og allerede den første nat mødte de en kvinde, hvis skønhed var så forbløffende, at folk kaldte hende az-Zuhra … den strålende kvinde. Da de to engle i dette øjeblik så på Zuhra med menneskers øjne og følelser, blev deres forstand forvirret, og eftersom de nu lignede menneskenes børn, opstod der i dem et uimodståeligt begær efter Zuhra. Begge sagde til Zuhra: »Giv dig hen til mig.« Men Zuhra svarede: »Jeg tilhører en anden mand. Hvis du vil have mig, må du først befri mig fra ham.« Så dræbte Harut og Marut denne mand, og med hænderne farvet af det blod, de uretmæssigt havde udgydt, tilfredsstillede de deres heftige begær med kvinden. Men i det øjeblik deres begær var forsvundet, vågnede de to engle, som kort forinden havde været uvidende om det, til bevidsthed om, at de allerede den første nat på jorden havde begået to slags synd: mord og utugt – og at deres hovmod ikke havde nogen mening! Da sagde Allah: »Vælg én af disse to: straf i denne verden eller straf i det hinsidige.« De to engle, der var faldet i dyb anger, valgte straffen i denne verden. Da befalede Allah, at de skulle hænges lænket mellem himlen og jorden, og sådan skulle de hænge indtil opstandelsens dag, som en formaning til engle og mennesker om, at alle dyder af sig selv går til grunde, når de ikke ledsages af ydmyghed og beskedenhed. Men eftersom intet menneskeøje er i stand til at se engle, forvandlede Allah az-Zuhra til en stjerne og hængte hende op på himlen, så menneskene altid kunne se hende og ved at huske hendes historie mindes Haruts og Maruts ulykke. Denne fortællings grundtræk synes at være meget, meget ældre end islam. Fortællingen er opstået af en af de myter, som de gamle semitter vævede omkring deres gudinde Ishtar – hende, der senere blev grækernes gudinde Afrodite. Den planet, vi kender som Venus, er blevet identificeret som identisk med disse to gudinder. Men i den form, hvori jeg hørte historien, er fortællingen om Harut og Marut en selvstændig skabelse af det muslimske sind. Denne fortælling er et eksempel på den opfattelse, at renhed, der er uafhængig af materien, ikke har nogen moralsk betydning, så længe den beror på fraværet af begær. For er behovet for igen og igen at vælge mellem godt og ondt ikke selve grundlaget for al moral?
Stakkels Harut og Marut vidste ikke dette. Eftersom de som engle aldrig havde mødt nogen fristelse, anså de sig selv for rene og moralsk hævet over mennesket. De forstod ikke, at den indirekte betydning af at benægte de legemlige behov ville være en benægtelse af alle former for moralske værdier i menneskets handlinger. For det er kun tilstedeværelsen af disse drifter, fristelser og konflikter … »muligheden for at vælge, der gør mennesket – og kun mennesket, ingen anden – til et moralsk væsen, som har en sjæl.«
Det er på grundlag af denne opfattelse, at islam blandt alle de højere religioner alene betragter sjælen som en side af menneskets personlighed og ikke anser den for at være noget andet, uafhængigt i sig selv. Derfor er menneskesjælens udvikling efter muslimsk opfattelse uløseligt forbundet med alle sider af menneskets natur. De legemlige begær er en uadskillelig del af denne natur. De er ikke en følge af nogen »arvesynd«, men virkelige kræfter skænket af Allah, som må anerkendes og anvendes fornuftigt. Det siger sig selv, at forestillingen om arvesynd er fuldstændig fremmed for islamisk etik; derfor er menneskets problem ikke, hvordan kroppens behov kan undertrykkes, men hvordan de kan bringes i harmoni med sjælens behov, således at livet kan blive helt og dydigt.
Roden til denne næsten ikke-dualistiske livsbekræftelse kan findes i islams opfattelse af, at menneskets oprindelige fitra grundlæggende er god. I modsætning til den kristne forestilling om, at mennesket er syndigt af fødsel, eller hinduismens lære om, at det er født lavt og urent og må famle sig gennem mange fødsler på en ynkelig og sørgelig vej for at opnå frelse, siger Koranen: »Vi har skabt mennesket i den skønneste skikkelse – i en ren tilstand – (en renhed, der kun kan ødelægges af efterfølgende fejlagtig adfærd). Derefter gør Jeg det til den laveste af de lave, dog ikke dem, der tror og handler ret.«
Tre
Foran os ligger Hails palmelunde.
Vi standsede ved siden af et gammelt, forfaldent vagttårn for at gøre os klar til at gå ind i byen. For den gamle arabiske skik, som altid hænger sammen med personlig smag og sans for skønhed, kræver, at den rejsende, når han træder ind i en by, tager sit bedste tøj på og går ind i byen frisk og ren, som om han netop havde sat sig op på sin kamel. Derfor brugte vi det sidste af vores vand til at vaske hænder og ansigt, trimmede vores forsømte skæg og trak vores hvideste kjortler frem fra under sadlernes overtræk. Vi børstede flere ugers ophobede ørkensand af vores ‘abayaer’ og sadlernes farvestrålende hængende kvaster og pyntede vores kameler med deres fineste udstyr.
Og nu var vi rede til at blive præsenteret i byen Hail. Denne by er langt mere arabisk af natur end for eksempel Bagdad eller Medina. Der findes ikke det mindste element fra noget ikke-arabisk land eller folk i byen – den er ren og uforfalsket som en skål med nymalket mælk. På markedet ser man ingen fremmede klædedragter, kun løse arabiske ‘abayaer’, ‘kufiyaer’ og ‘igaler’. Gaderne er langt renere end i nogen anden gade i Mellemøsten – selv end i nogen by i Najd – og Najd er berømt for sin uorientalske renlighed (sandsynligvis fordi dette lands folk altid har været ‘frie’ og derfor har bevaret en langt stærkere selvrespekt end noget andet sted i Orienten). Husene her er bygget af hårdtpressede mudderklumper, lagt oven på hinanden; de er smukt vedligeholdt. Den eneste undtagelse er den ødelagte bymur, som stadig vidner om de tidligere krige mellem Ibn Sauds og Ibn Rashids familier, om erobringen af byen i 1921 og om Ibn Sauds egen erobring af den.
Kobbersmedenes hamre hamrer alle slags kar frem, tømrenes save skriger, mens de bider sig fast i træet, og skomagerne sætter såler på sandaler. Kameler skubber sig gennem menneskemængden, nogle med bundter af brænde på ryggen og andre med lædersække fulde af smør; resten af kamelerne, som beduinerne har bragt for at sælge, fylder luften med deres brølen. Erfarne hænder undersøger de skinnende sadeltasker, der er bragt fra Al-Hasa, ved at trykke på dem med fingrene. Auktionariusserne går råbende fra den ene ende af markedet til den anden, mens de igen og igen bekendtgør salget af deres varer på de fastsatte datoer. Den slags auktioner er et fast kendetegn ved enhver arabisk by. Her og der ser man jagtfalke hoppe op og ned på deres træstativer, med benene bundet med tynde læderremme. Honningfarvede Saluki-mynder ligger og breder deres smukke lemmer dovent ud i solen. Magre beduiner i slidte ‘abayaer’, tjenere i pragtfulde klæder og emirens livvagter – næsten alle fra de sydlige provinser – blander sig med købmænd fra Bagdad, Basra og Kuwait og med Hails indbyggere. Disse lokale indbyggere, altså mændene – for man ser ikke meget til kvinderne bortset fra deres sorte ‘abayaer’, som dækker dem fra fødderne til hovedet – tilhører en af verdens smukkeste slægter. Alt den skønhed og ynde, som den arabiske race hidtil har opnået i ansigt og skikkelse, synes at være legemliggjort i denne Shammar-stamme, om hvilken en digter fra den førislamiske tid sang: På højlandet bor mænd, stærke som stål, og stolte, kyske kvinder.
Da vi nåede frem til emirens fort, hvor vi havde besluttet at opholde os de næste to dage, så vi, at vores værter havde holdt hof på den åbne plads uden for fortets port. Emir Ibn Musa‘d tilhører Jiluwi-grenen af Ibn Sauds slægt og er kongens svoger. Han er en af kongens mægtigste guvernører. Han kaldes ‘Nordens emir’, fordi han ikke blot hersker over Jabal Shammar-provinsen, men over hele det nordlige Najd, helt til grænsen mod Syrien og Irak – et område, der er næsten lige så stort som Frankrig.
Emiren, som er en gammel ven af mig, og en beduinsk sheikh fra steppeområdet sidder på en lang, smal murstensbænk, der er bygget langs fortets mur. På en lang række tæt ved hans fødder sidder Ibn Musa‘ds ‘rajazil’ – bevæbnede vagter med rifler og sværd i sølvskeder – som aldrig forlader ham i løbet af dagen, ikke så meget for at beskytte ham som af hensyn til hans værdighed. Efter dem kommer falkonererne, med fuglene siddende på deres handskeiklædte næver; derefter de lavere tjenere, beduinerne, en gruppe ledsagere og helt ned til stalddrengene fra både de små og de store stalde – alle anser de hinanden for lige som mennesker, trods forskellen i deres stillinger. Og i dette land, hvor man aldrig tiltaler nogen med ‘min herre’, undtagen når man tiltaler Allah i bønnen, hvordan skulle det da kunne være anderledes? Over for dem sad beduiner og byfolk i en stor halvcirkel og forelagde deres klager og stridigheder for emiren, så han kunne træffe afgørelse.
Vi lod vores kameler lægge sig uden for denne cirkel. Efter at have overladt dem til de to ledsagere, som var løbet os i møde, gik vi hen mod emiren. Han rejste sig, og de, der havde siddet ved hans side på bænken og foran ham på jorden, rejste sig også sammen med ham. Han rakte hånden ud mod mig og sagde: ‘Ahlan wa sahlan’ – ‘Kom, sæt dig, må Allah give dig et langt liv’.
Jeg kysser amiren på næsetippen og panden, og han kysser mig på begge kinder; derefter trækker han mig hen og får mig til at sætte mig på bænken ved siden af ham. Zayed indtager sin plads blandt rajazilerne.
Ibn Musa’d præsenterede mig for sine gæster. Nogle af dem var helt nye for mig, mens jeg havde kendt andre i flere år. Blandt dem var Ghadban ibn Rimal, den øverste “sheikh” blandt Sijara-Shammarerne. Denne muntre, gamle kriger kalder jeg altid onkel. Ingen ville ud fra hans næsten fuldstændig forfaldne udseende kunne gætte, at han er den mest frygtindgydende høvding i de nordlige egne; han har overdænget sin unge hustru med så meget guld og så mange ædelsten og perler, at man almindeligvis mener, hun, når hun ønsker at træde ud af sit vældige telt, der er rejst på seksten teltstænger, må have to slavepiger til at bære vægten af hendes smykker.
Hans øjne glimtede, da han omfavnede mig og hviskede mig i øret:
— “Har du stadig ikke fået en ny brud?”
Jeg svarer ham blot med et lille smil og et skuldertræk.
Amir Ibn Musa’d må have hørt denne spøg, for han lo højt og sagde:
— “En udmattet rejsende har brug for kaffe, ikke en hustru.” Så råbte han:
“Kahwa”
– »Kahwa« – gentager tjeneren, der står nærmest amiren, og tjeneren ved enden af rækken tager også dette råb i sin mund og siger: »Kahwa.« Sådan fortsætter det, indtil den ceremonielle ordre når frem til fæstningsporten og igen giver genlyd derinde. På et øjeblik dukker en tjener op med den traditionelle kaffekande af messing i venstre hånd og flere små kopper i højre; først hælder han kaffe op til amiren, anden gang til mig og derefter serverer han kaffe for de øvrige gæster efter deres rang. Når en kop er blevet fyldt op en eller to gange, og en gæst tilkendegiver, at han ikke ønsker mere, fyldes koppen igen og rækkes til den næste gæst.
Det er tydeligt, at amiren er ivrig efter at høre om resultatet af min rejse til grænsen mod Irak. Men hans interesse for, hvad der er hændt mig undervejs, kommer kun til udtryk i disse små spørgsmål; den mere indgående udspørgen gemmer han til det tidspunkt, hvor vi to er alene. Derefter genoptog han den retssag, hvis høring var blevet afbrudt af vores tilstedeværelse.
I Vesten er en så enkel og ukompliceret domstol utænkelig; som hersker og dommer tilkommer al respekt naturligvis amiren. Men i den respekt, beduinerne viser ham, er der ikke det mindste spor af en trælleagtig indstilling. Både sagsøgeren og den anklagede står med stolt bevidsthed om, at de som mennesker er frie. Deres bevægelser er ikke præget af tøven eller hæmning, deres stemmer er ofte høje og faste, og enhver taler til amiren, som om han talte med sin storebror – selv kongen tiltaler han efter den sædvanlige beduinske skik ved hans fornavn, ikke ved hans titel. Der er ikke den mindste antydning af hårdhed i Ibn Musa’ads adelige væsen. Hans smukke ansigt, prydet af et kort, sort skæg, og hans middelstore, noget undersætsige krop udtrykker den medfødte selvbeherskelse og naturlige værdighed, som i Arabien ofte eksisterer side om side med ubestridt magt. Ibn Musa’ad er meget alvorlig, og med sine yderst korte, præcise og fyndige sætninger afgør han de enkle sager uden tøven; de lidt mere komplicerede sager, som kræver juridisk lærdom, sender han videre til områdets qadi.
Det er ikke let at besidde den højeste magt i et stort beduinområde. For at nå frem til den rigtige afgørelse i beduinernes ophidsede og komplicerede klager kræves et indgående kendskab til alle beduinstammerne, de forskellige familiers indbyrdes forhold, de vigtigste personer, stammernes græsningsområder, den tidligere historie og det aktuelle sindelag. Her er hjertets snilde lige så nødvendig som et skarpt intellekt, og for at undgå fejl må begge arbejde sammen med en nålespidsfin, udsøgt præcision. For beduiner glemmer aldrig en gunst, der er blevet vist dem, men de glemmer heller aldrig en dom, som de anser for uretfærdig. På den anden side tager de, som en retfærdig dom er blevet afsagt imod, den næsten altid imod med et smil. Måske er Ibn Musa’ad, næst efter Ibn Saud, bedre end alle amirer til at opfylde disse betingelser. Han er så selvbehersket, så stille og så fri for indre konflikter, at hans medfødte følelse næsten altid viser ham den rette vej, netop når hans dømmekraft når sin yderste grænse. Han er en svømmer i livets flod. Han lader sig føre af strømmen og tilpasser sig den; han behersker strømmen.
I dette øjeblik fremlægger to beduiner i slidte klæder årsagen til deres strid med ophidsede ord og gestus. Det er i almindelighed vanskeligt at fastslå noget om beduiner; der er altid noget uforudsigeligt ved dem – muligheden for en pludselig, spontan ophidselse, som ikke kender til kompromis – altid synes Paradis og Helvede at ligge tæt på hinanden. Men nu ser jeg, hvordan Ibn Musa’ad skiller dem ad midt i deres glødende vrede og beroliger dem med sine kølige ord. Nogle kunne tro, at han ville befale den ene at tie, når han forsvarer sin ret, men nej, det gjorde han ikke. Tværtimod lod han dem begge tale på én gang og overgå hinanden i råben. Kun af og til træder han ind mellem dem, med et ord her og et spørgsmål der, og det næste øjeblik forsvinder han igen ind i deres ophedede ordstrid; han giver efter og synes at trække sig tilbage, blot for kort efter at træde ind mellem dem igen med en passende bemærkning. Dette syn, hvor dommeren tilpasser sit eget sind til den virkelighed, som de to vrede mænd fortolker på fuldstændig modsat vis, er betagende: forsøget på at tilpasse sig er ikke så meget en søgen efter sandheden i juridisk forstand som en gradvis afsløring af en skjult, materiel sandhed. Amiren nærmer sig dette mål i etaper og trækker sandheden frem, som ved hjælp af en fin tråd, langsomt og med den største tålmodighed, næsten ubemærket af både sagsøger og sagsøgt … indtil de pludselig standser, ser på hinanden med forbløffede og rådvilde blikke og forstår: dommen er afsagt, og den er så åbenlyst retfærdig, at den ikke behøver nogen forklaring … Som følge heraf rejser den ene sig tøvende; hans abaya hænger langt ned, og han griber fat i hånden på sin tidligere modstander og trækker ham kraftigt til sig i en næsten venskabelig gestus: »Kom.« Og de forlader begge audienssalen, stadig en smule fortumlede og samtidig befriede, mens de med dæmpede stemmer ønsker amiren fred.
Scenen er vidunderlig – som et ægte kunstværk: Den synes at være et eksempel på det frugtbare samarbejde mellem jura og retfærdighed, som i de vestlige domstole og lovgivende forsamlinger endnu befinder sig i sin barndom; men her udfolder det sig i sin fulde, helhedsagtige form på den støvede markedsplads foran en arabisk amirs fæstning!
Ibn Musa’ad læner sig dovent mod lervæggen og tager den næste sag op til høring. Hans belæste, faste ansigt og de to dybtliggende øjne med deres livlige og gennemtrængende blik – dette ansigt er en sand leders ansigt, det ypperste symbol på hans folks største egenskab. Hvad er denne største egenskab? Hjertets umiddelbare visdom.
Flere af de tilstedeværende giver åbent udtryk for en sådan beundrende forundring. En beduin fra Harb-stammen, som efter sigende er amirens livvagt, sad på jorden lige foran mig; manden strakte halsen frem mod mig, lod ansigtet lyse op i et skælmsk smil og sagde:
»Er han ikke som den sultan, om hvem Mutanabbī siger:
»Jeg mødte ham, da hans øjenskinnende sværd var i skeden,
jeg så ham, da det sværd var blodbestænket,
og altid fandt jeg ham
som det bedste, menneskeslægten kunne frembringe,
men selv blandt det bedste var hans ædle hjerte dog det bedste …?«
At høre en analfabetisk beduin citere digte af en af de største arabiske digtere, som levede i det tiende århundrede, forekom mig ikke mere malplaceret, end det ville have gjort at høre en bonde fra Berberiet fremsige Goethe eller en engelsk sømand recitere William Blake eller Shelley. For trods kunstens større udbredelse blandt den vestlige offentlighed har den gennemsnitlige europæer eller amerikaner i virkeligheden ingen del i den vestlige kulturs største skatte; derimod tager en stor del af muslimerne, selv om de er uuddannede og undertiden ligefrem analfabeter, hver dag bevidst del i deres fortids kulturelle arv. Ligesom denne beduin var i stand til at huske et passende vers af Mutanabbī for at anskueliggøre en situation, han selv havde oplevet, sådan bærer mange lurvet klædte iranere, som aldrig har gået i skole – det kunne være en vandbærer, en markedsbærer eller en soldat ved en grænsepost – utallige digte af Hafiz, Jami eller Ferdowsi i deres hukommelse og fletter dem ind i deres daglige samtalers væv. Den kreativitet, som gjorde deres kulturelle arv så stor, har de ganske vist for en stor dels vedkommende mistet, men disse muslimske folk opretholder stadig en direkte, levende forbindelse med denne arv og dens højeste tinder, med dens største skatte.
……. ……… ………… …………
Jeg husker stadig den dag, hvor jeg gjorde denne opdagelse på markedet i Damaskus. I mine hænder havde jeg et kar, et stort fad af brændt ler. Dets form var mærkværdigt højtidelig: stort og rundt, som en kugle, der var fladtrykt på den ene side, med proportioner, der næsten nøjagtigt kunne sammenlignes med musikalske proportioner; fra karrets runde overflade, hvis blødhed var lige så mild som en kvindes kind, bøjede to hanke sig fuldkomment udad, noget, som selv en græsk amfora kunne have været stolt af. Jeg kunne se hans fingeraftryk i leret; rundt om den indadbøjede rand på karrets inderside havde han med mejselens hurtige, sikre strøg frembragt et så fint mønster af slyngplanter og blade, at det syntes at antyde en have med blomstrende roser. Pottemageren arbejdede hurtigt, næsten ligegyldigt, mens han skabte denne forunderlige enkelhed, som i tankerne vækker al den pragt i den seldsjukkiske og iranske keramik, der er så elsket og beundret på Europas museer. Denne pottemager havde ikke til hensigt at skabe et kunstværk. Det, han lavede, var en gryde, intet andet, blot en gryde, som en fellah eller en beduin kunne købe på et hvilket som helst marked, hvilken som helst dag, for nogle få kobbermønter.
Jeg ved, at grækerne nåede en lignende eller endnu større fuldkommenhed, måske også i deres køkkengrej; for også de — vandbærere og markedets kulier, soldater og pottemagere, hver og én — var sande deltagere i en kultur, der ikke var bygget på nogle få udvalgte menneskers skabende iver, på nogle få tårnhøje tinder, som kun de begavede kunne nå, men var alles fælles eje. De havde en stolthed i de smukke ting, der var en del af denne kultur, som en del af deres daglige virke: en uafbrudt deltagelse i alles fælles, levende arv.
Mens jeg holdt dette kar i mine to hænder, indså jeg: Lykkelige er de mennesker, som tilbereder deres daglige måltider i den slags kar; lykkelige er de mennesker, hvis krav på arven fra en kultur ikke er tomt hovmod, men noget langt mere.
Fire
–Muhammad, vil du nu sætte dig til bords med mig og gøre mig den ære?– Ved Ibn Musa’ds stemme rives tråden i min fantasi over; jeg slår øjnene op, og Damaskus forsvinder igen ind i fortiden, hvor det hører hjemme; og atter ser jeg mig selv sidde på bænken ved siden af »Nordområdernes amir«. Retssagen er for denne gang afsluttet. Sagsøgerne tager afsked én efter én. Ibn Musa’d rejser sig fra bænken, og sammen med ham rejser hans gæst og hans vagter sig.
Flokken deler sig i to og giver os plads til at komme igennem. Efter at vi har passeret indgangsporten, samler de sig igen og følger efter os ind på fæstningens gårdsplads.
Efter et stykke tid sætter amir Gadban ibn Rimar og jeg os sammen til bords ved et meget stort fad. Oven på risen ligger en hel fårekebab. Foruden os er der i kammeret to af amirens ledsagere og et par gyldne salukihunde.
Den gamle Gadban lægger hånden på min skulder og siger: »Du har endnu ikke svaret på mit spørgsmål – har du stadig ikke fået dig en ny hustru?«
Jeg ler ad hans insisteren: »De ved, at jeg har en hustru i Medina – hvorfor skulle jeg skaffe mig endnu en hustru?«
– »Hvorfor? Gud bevare mig, ’én’ hustru, og du er stadig en ung mand! Da jeg var på din alder …«
– »Jeg har hørt, sheikh Ghadban,« afbryder Amir ibn Musa’d, »at De stadig ikke står tilbage for, hvordan De var før!«
– »Amir, jeg er nu blot en forfalden ruin. Må Allah forlænge Deres liv, men undertiden ønsker jeg nærheden af en varm kvindekrop for at varme mine slidte knogler. … Men fortæl mig,« siger Ghadban og vender sig mod mig, »hvad blev der af den mutairiske pige, du giftede dig med for to år siden? Hvad har du gjort med hende?«
– »Ingenting – og det er mit svar,« siger jeg.
– »Ingenting …?« gentager den gamle med vidt opspilede øjne. »Var hun da så grim?«
– »Nej, tværtimod var hun overordentlig smuk.«
– »Hvad er der sket?« spørger ibn Musa’d. »Hvilken mutairisk ung kvinde taler I om? Giv mig lidt lys over sagen, Muhammad.«
Jeg forsøger at orientere amiren om det mislykkede ægteskab.
Jeg boede dengang i Medina, uden hustru og alene. En beduin fra Mutair-stammen ved navn Fahad tilbragte hver dag time efter time i min kahwa-forsamling og fortalte mig om alle sine utrolige eventyr under Anden Verdenskrig under Lawrences ledelse. En dag sagde han til mig: »Ingen mand bør leve sit liv alene; for så vil blodet samle sig og klumpe i dine årer og blodkar. Du bør gifte dig.« Da jeg spøgende bad ham skaffe mig en brud, svarede han: »Det er meget nemt. Min svogers datter Mutarik er nu giftefærdig, og som hendes morbror kan jeg fortælle dig, at hun er overordentlig smuk.«
I spøg bad jeg ham igen undersøge, om hendes far ville være indforstået. Hvilket mirakel! Næste dag mødte Mutarik selv op hos mig! Efter tydeligvis forlegent at have drukket flere kopper kaffe, hostet lidt og tøvet lidt sagde han til sidst, at Fahad havde fortalt ham, at jeg åbenbart ønskede at gifte mig med hans datter. »Jeg ville være lykkelig for at få dig som svigersøn, men Rokia er stadig et barn; hun er kun elleve år.«
Da Fahad hørte, at Mutarik havde været her, blev han rasende: »Slyngel! En løgnagtig slyngel, pigen er nu femten! Sandheden er, at han ikke vil gifte sin datter bort til nogen arabisk landsbybo. På den anden side ved han, hvor tæt en forbindelse du har til Ibn Saud. Derfor vil han ikke såre dig ved direkte at afslå dit forslag. Så han lader, som om hans datter stadig er et barn. Men jeg siger dig, hendes bryster er sådan her« — og med hænderne beskrev han et brystparti, hvis form og proportioner var så forførende — »præcis som et modent granatæble, der bare er klar til at blive sprættet op.«
Ved denne beskrivelse begyndte den gamle Gadbans øjne at stråle: »Femten år, smuk og jomfru« … Alligevel siger han: »Ingenting! Hvad mere kunne du ønske dig?«
»Godt, vent, til jeg har fortalt resten af historien … Jeg må indrømme, at min interesse voksede mere og mere, måske blev den til dels yderligere vakt af Mutariks indvendinger. Jeg gav Fahad ti guldmohurer. Fahad gjorde sit yderste for at overtale brudens forældre til at give hende til mig. En tilsvarende gave blev sendt til brudens mor, Fahads søster. Jeg ved ikke, hvad der egentlig skete i deres hjem. Jeg ved kun, at de to til sidst begge lykkedes med at overtale Mutarik til at gå med til ægteskabet.«
»Det lader til,« sagde Ibn Musad, »at denne Fahad er en meget snu mand. Det er tydeligt, at han og hans søster havde håbet på en større belønning fra dig! Men hvad skete der så?«
Jeg fortsatte med at fortælle dem, hvordan ægteskabet nogle dage senere blev indgået efter sædvane i brudens fravær. Efter skik og brug repræsenterede hendes far bruden som hendes wali og wakil; sammen med brudens wakil bevidnede to vidner, at ijab var gyldigt. Derefter blev der i anledning af brylluppet serveret et dyrt og velsmagende måltid, ledsaget af de traditionelle gaver til bruden (som jeg endnu ikke havde set en eneste gang), til hendes far og mor og til flere andre nære slægtninge, blandt hvilke Fahad naturligvis indtog den fornemste plads. Samme aften blev min hustru bragt til mit hus af brudens mor og nogle få burkaklædte piger, mens kvinderne fra tagene på nabohusene slog på daffer og sang bryllupssange.
På det aftalte tidspunkt træder jeg ind i det værelse, hvor min hustru og hendes mor ventede på mig. Jeg kunne ikke se forskel på de to. For ingen af dem kunne jeg se forskel på. For begge var dækket af burka fra top til tå. Men da jeg, som skikken foreskrev, udtalte ordene: »De kan gå nu«, rejste den ene af de burkaklædte kvinder sig og forlod langsomt værelset; sådan fandt jeg ud af, at den kvinde, der blev tilbage, var min hustru.«
»Og så, far … hvad skete der så?« spørger Ibn Rimal, da jeg på dette sted i min beretning holder en lille pause. Amir ser på mig med et skælmsk blik.
»Så … den stakkels pige sidder der; jeg kan tydeligt se, at hun er frygtelig skrækslagen over at være blevet overgivet til en fuldstændig fremmed mand på denne måde. Og da jeg med al den ydmyghed og blidhed, jeg kendte til, bad hende løfte niqaben fra ansigtet, svøbte hun sin abaya endnu tættere om sig.«
»De gør altid sådan.« siger Ibn Rimal med høj røst. »I begyndelsen af bryllupsnatten er de altid så skræmte. Og desuden sømmer det sig for en ung pige at være genert. Men senere plejer de som regel at blive ganske tilfredse … Blev Deres hustru ikke tilfreds?«
»Nej, hun blev ikke tilfreds på den måde. Jeg måtte selv fjerne niqaben fra hendes ansigt, og da jeg havde gjort det, så jeg en overordentlig smuk pige med en hudfarve som modent hvede, et æggeformet ansigt og to enorme øjne; hendes lange, fyldige hår hang ned over den pude, hun sad på. Men i virkeligheden var det et barns ansigt – hun kunne umuligt være mere end elleve år – præcis som hendes far havde sagt, og det var kun Fahad og hendes søsters grådighed, der havde fremstillet hende for mig som gammel nok til at blive gift. Stakkels Mutarik havde ikke løjet det mindste.«
»Men hvad gjorde det?« spørger Ibn Rimal, som om han ikke forstod, hvad jeg prøvede at sige. »Hvad har elleve år gjort galt? Pigen vokser jo – gør hun ikke? Og hun vokser endnu hurtigere i sin mands seng …«
Men Amir ibn Musa’d siger: »Nej, sheikh Gadban, sådan er det ikke; han er ikke en najdier som du. Han har mere hjerne i hovedet!« Og idet han vender sig mod mig, siger han med et bevidst smil: »Muhammad, hør ikke på Gadban. Han er najdier, og hos næsten alle najdiere sidder hjernen« – han peger med hånden mod hovedet – »ikke dér, men her«, siger han og peger på en helt anden del af sin krop!
Vi bryder alle ud i latter, og Gadban mumler ind i sit skæg: »Så må jeg, Amir, vel have mere hjerne end Dem!«
Under deres pres fortsætter jeg igen fortællingen og fortæller dem, at uanset hvad den gamle Gadban måtte mene om sagen, havde min barnebruds ganske spæde alder ikke forekommet mig at være noget ekstra problem. Pigen var blevet offer for et skammeligt kneb fra sin morbrors side. Jeg følte ikke andet for hende end medlidenhed. Jeg behandlede hende, som man behandler et barn. Jeg forsikrede hende om, at hun ikke havde noget at frygte fra mig. Men hun sagde ikke et ord; tværtimod viste den måde, hun rystede på, hvor rædselsslagen hun var. Jeg gennemsøgte en hylde og fandt et stykke chokolade; jeg rakte hende chokoladen. Men hun havde aldrig i sit liv set chokolade og afviste den ved at ryste voldsomt på hovedet. Så forsøgte jeg at berolige hende ved at fortælle en morsom historie fra »Alf Layla«. Men det lod ikke til, at hun forstod den. At hun skulle have fundet historien morsom, kunne der slet ikke være tale om; til sidst udtalte hun disse få første ord: »Jeg har hovedpine« … Jeg lagde et par aspirintabletter i hendes hånd sammen med et glas vand; men det fremkaldte et endnu stærkere pludseligt udtryk for rædsel hos hende (senere erfarede jeg, at en af hendes veninder havde sagt til hende, at disse fremmede mænd fra udlandet undertiden giver deres koner den slags medicin på bryllupsnatten for lettere at kunne voldtage dem!). I hele to timer eller omtrent deromkring lykkedes det mig at overbevise hende om, at jeg ikke havde til hensigt at bruge en sådan tvang. Til sidst faldt hun i søvn, som børn på hendes alder gør, mens jeg redte en seng til mig selv på tæppet i et hjørne af værelset.
Næste morgen sendte jeg bud efter hendes mor og krævede, at hun skulle tage sin datter med hjem. Kvinden blev fuldstændig lamslået af forbløffelse! Hun havde vist aldrig i sit liv hørt om, at en mand kunne afvise en så lækker mundfuld, en elleveårig jomfru. Min svigermor må bestemt have ment, at der var noget grundlæggende galt med mig!
»Og hvad skete der så?« spørger Gadban.
»Ingenting – jeg skilte mig fra pigen, i præcis den tilstand, hvori hun var kommet til mig. Det blev ikke nogen dårlig handel for hendes familie, for de fik pigen tilbage, og også den medgift, jeg havde betalt, sammen med alle Sadis bryllupsgaver. Og rundt omkring begyndte det rygte at brede sig om mig, at jeg var impotent og uden manddom, og nogle af mine velmenende venner forsøgte at forklare, at det muligvis var nogen eller en af mine tidligere hustruer, der havde bedrevet trolddom mod mig – en trolddom, som jeg kun kunne frigøre mig fra ved hjælp af endnu en modtrolddom …«
»Muhammad, når jeg tænker på dit næste ægteskab i Medina og på din søn,« sagde Amir leende, »er der ingen tvivl om, at du virkelig havde udført en stor omgang trolddom …«
Fem
Næste aften, da jeg skulle til at sove i det værelse, der var blevet overladt til mig, så jeg, at Zayed var endnu mere tavs end sædvanligt. Han kom hen og stillede sig ved døren, tydeligvis fortabt i dybe tanker. Hans hage hvilede mod brystet, og hans øjne var rettet mod de blå og mosgrønne, runde mønstre i det khorasaniske tæppe, der lå på gulvet.
»Hvordan føles det, Zayed, at vende tilbage til din ungdoms by efter så lang tid?« spørger jeg ham, for hver gang jeg tidligere har været i Ha’il, har Zayed nægtet at gå ind i denne by.
»Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, onkel,« svarer han langsomt … »Elleve år – der er gået elleve år, siden jeg sidst var her. De ved, at jeg ikke tidligere kunne få mig selv til at komme her. For hver gang jeg kom, så jeg folk fra syd herske i Ibn Rashids palads; det kunne jeg ikke bære. Men nu siger jeg det selv med Bogens ord: ’O Gud, du, som har herredømmet, giver du magten til hvem, du vil, og tager du magten fra hvem, du vil. Du ophøjer hvem, du vil, og fornedrer hvem, du vil – alt godt er i din hånd, og du har magt over alle ting.’ Sandelig, Gud havde givet Ibn Rashids slægt sultanatet, men de vidste ikke, hvordan de skulle forvalte denne magt rigtigt. De var gavmilde over for deres folk, men hårde, ubarmhjertige og tøjlesløse over for deres slægtninge. De dræbte hinanden; bror dræbte bror, og derfor tog Gud magten fra dem og gav den tilbage til Ibn Saud. Jeg tror ikke længere, jeg bør sørge over det; står der ikke skrevet i Bogen: ’Nogle gange elsker I noget, selv om det måske er det mest skadelige for jer, og nogle gange hader I noget, selv om det måske er bedre for jer?’«
Der var en mild og sødlig tone af overgivelse i Zayeds stemme – en overgivelse, der ikke betød andet end anerkendelsen af det, som allerede var sket, og derfor ikke længere kunne ændres. Denne muslimske hjertes stille samtykke til den virkelighed, at fortiden ikke kan ændres – erkendelsen af, at alt, hvad der er sket, måtte ske netop sådan og ikke på nogen anden måde – bliver igen og igen fejlagtigt opfattet af vesterlændinge som en form for »fatalisme«, der ligger skjult i det islamiske syn på tilværelsen. Men muslimernes samtykke til skæbnen gælder fortiden, ikke fremtiden; denne erkendelse betyder ikke, at man forkaster handling, opgiver håbet eller giver afkald på bestræbelserne på at forbedre sig. Den betyder derimod, at man nægter at betragte den virkelige fortid som andet end Guds værk.
»Og desuden,« fortsætter Zayed i forlængelse af det, han sagde, »har Ibn Saud ikke gjort shammarerne noget ondt. Det ved de også, for støttede de ham ikke med sværd, da Kutta ad-Dabish gjorde oprør mod ham for omkring tre år siden?«
Det gjorde de virkelig, og de gjorde det med den tapperhed hos de besejrede, som ægte arabere viser i deres livs største øjeblikke. Det skete i det frygtelige år 1929, da det voldsomme beduinoprør under Faisal ad-Dabishs ledelse rystede grundvolden under Ibn Sauds rige. Alle shammar-stammerne i Najd glemte da deres tidligere fjendskab mod kongen og sluttede op bag ham. Senere bidrog de i høj grad til den sejr, kongen vandt over oprørerne. Denne forsoning er virkelig bemærkelsesværdig, for blot få år tidligere havde Ibn Saud erobret Ha’il med våbenmagt og således igen bragt sydens herredømme over den nordlige region; og den er endnu mere bemærkelsesværdig, fordi Ibn Saud selv er en af najdierne, samtidig med at det gensidige had mellem shammar-slægten og folkene i det sydlige Najd har bestået fra generation til generation. Dette had er langt dybere end en magtkamp mellem to dynastier. For en stor del er dette had – som den nylige forsoning heller ikke helt har kunnet udslette – blot et udtryk for den traditionelle konfrontation mellem syd og nord, som går gennem hele arabernes historie, og som man også finder eksempler på i mange andre folks historie. For det ses ofte, at den fjendskab, som etnisk fremmedhed kan skabe mellem helt forskellige nabofolk, overgås af det fjendskab, som selv en lille forskel i livets indre rytme og takt kan frembringe mellem nært beslægtede stammer.
Ud over den politiske rivalisering spiller endnu et forhold en betydelig rolle i den følelsesmæssige modsætning mellem de nordlige og sydlige dele af Arabien. Lige syd for Najd, i retning af Riyadh, trådte den puritanske reformator Muhammad ibn Abd al-Wahhab frem for omkring to hundrede år siden og vakte en ny religiøs lidenskab hos forskellige stammer, som på den tid kun var muslimer af navn. I den dengang ukendte Ibn Sauds slægt – hvis høvdingedømme omfattede den lille by Diriyah – fandt denne reform den jernarm, der gav hans inspirerede ord kraft til at blive omsat til handling og inden for få årtier samlede en stor del af Den Arabiske Halvø under den brændende, kompromisløse trosbevægelse, der i verden er kendt som wahhabismen. Under alle wahhabitternes krige og erobringer i de sidste halvandet hundrede år har disse folk fra syd bestandig hævet puritanismens fane højt, mens folkene fra nord kun halvhjertet har fulgt dem; for selv om shammar-stammen læremæssigt var enig med den wahhabitiske madhhab, stod deres hjerter altid langt fra den brændende og ubøjelige religiøse iver i syd. Fordi shammar-stammen boede nær grænselandene Syrien og Irak og altid havde handelsforbindelser med dem, havde den gennem århundreder udviklet en blid tolerance og en mental beredvillighed til kompromis, som var ukendt for de langt mere isolerede folk i syd. Folkene i syd kendte kun det yderste, og i halvandet hundrede år havde de ikke tænkt på andet end drømmen om jihad. Disse stolte og arrogante mennesker mente, at de alene var islams sande repræsentanter, og at alle andre muslimske folk var kharijitter.
Trods alt dette er wahhabitterne på ingen måde en særskilt sekt. Når talen falder på en »sekt«, må man forstå, at der findes en række forskellige anskuelser, som har adskilt en sekt’s tilhængere fra alle andre tilhængere af den samme religion. Wahhabismen rummer ganske vist ingen særskilt tro; tværtimod har denne bevægelse søgt at vende tilbage til Profetens grundlæggende lære ved at fjerne de lag, der gennem århundreder har lejret sig omkring islams grundlæggende lære, samt de principper og trosforestillinger, der er blevet pålagt islam. Med hensyn til kompromisløs klarhed rummede denne bevægelse uden tvivl et initiativ, som med tiden kunne have befriet islam for den overtro, der tilslører islams lære. Det siger sig selv, at kilden til alle nutidens islamiske renæssancebevægelser – Indiens ahl al-hadith-bevægelse, Senussi-bevægelsen i Nordafrika og alle bestræbelserne hos Jamal al-Din al-Afghani og Muhammad Abduh i Egypten – kan spores direkte tilbage til den åndelige impuls, som Muhammad ibn Abd al-Wahhab satte i gang i det attende århundrede. Men den form, hans lære har antaget i Najd, rummer to mangler, og derfor kunne denne bevægelse ikke blive en kraft for åndelig udvikling. Den ene mangel er den snæverhed, hvormed bevægelsen forsøger at begrænse næsten alle religiøse bestræbelser til bogstavelig overholdelse af religiøse påbud og forbud, samtidig med at den tilsidesætter nødvendigheden af at trænge gennem den ydre skal og ind til dens åndelige kerne. Den anden mangel ligger i selve den arabiske karakter – i den overivrige, fromme følelse af, at kun vi er på den rette vej – som ikke er villig til at give nogen ret til at have en anden mening. Denne holdning er et kendetegn ved den ægte semit, ligesom et andet kendetegn er dens stik modsatte: fuldstændig ligegyldighed over for religiøse spørgsmål. Det er arabernes sørgelige egenskab, at de altid må svinge mellem to yderpunkter, og at de aldrig er i stand til at finde en middelvej. Engang, for næsten to hundrede år siden, var araberne i Najd i hjertet fjernere fra islam end nogen anden befolkningsgruppe i den muslimske verden; efter Muhammad ibn Abd al-Wahhab har de imidlertid ikke blot betragtet sig selv som religionens krigere, men også som næsten religionens eneste herrer og formyndere.
Wahhabismens åndelige betydning var et forsøg på en indre genoplivning af det muslimske samfund. Men denne betydning blev forvansket netop i det øjeblik, hvor denne læres ydre mål – opnåelsen af social og statslig magt – blev fuldbyrdet ved grundlæggelsen af den saudiske stat i slutningen af det attende århundrede og dens udvidelse over størstedelen af Arabien i begyndelsen af det nittende århundrede. Så snart Muhammad ibn Abd al-Wahhabs tilhængere kom til magten, blev hans tanker forvandlet til en omhyggeligt bevaret mumie, for ånden kan ikke være magtens slave, og magten ønsker heller ikke at være åndens slave.
Wahhabernes historie i Najd er historien om en religiøs tankeretning, som først steg mod himlen på begejstringens og håbets vinger, men senere styrtede ned i lavlandet af den hovmodige følelse: »Kun jeg er på den rette vej«; for enhver dyd går af sig selv til grunde, når den mangler håb og ydmyghed – Harut! Marut!
Drøm
En
At være ven og gæst hos en stor arabisk amīr betyder at blive betragtet som ven og gæst af alle hans tjenere, alle hans »rajazil«, alle hovedstadens købmænd og endog alle beduinerne under hans styre. En gæst kan knap nok give udtryk for et ønske, uden at det straks bliver opfyldt, når det er muligt; time efter time bliver han overvældet af den følelsesvarme, uforbeholdne venlighed, der omgiver ham, både i fæstningens rummelige sale og korridorer og på byens markeder – ikke det mindste mindre dér.
Som det så ofte før er sket, skete det samme også for mig under mit to dage lange ophold i Ha’il. Når jeg fik lyst til kaffe, lød straks den melodiske klang af kobbermorteren i mit private modtagelsesværelse. Jeg nævnte for Zayd den smukke saddel, jeg kort forinden havde set på markedet; en af amīrens hoffolk hørte det, og om eftermiddagen blev den bragt og lagt ved mine fødder. Flere gange om dagen kom der en gave – en lang kashmiruldsjubbah med et mangomønster, en blomsterbroderet kufiya, et hvidt bagdadisk fåreskind til sadlen eller en krum najdisk dolk med sølvhåndtag … Og jeg, vagabonden, kunne til gengæld ikke give Ibn Musa noget som helst ud over et stort engelsk kort over de arabiske lande. Han blev meget glad, da han så, at jeg med besvær havde forsynet kortet med forskellige arabiske navne.
Ibn Musas storsind har en slående lighed med kong Ibn Sauds opførsel. Når man betænker deres nære forhold, vil ingen naturligvis undre sig over det. De var ikke blot fætre; lige siden Ibn Saud var ung, og Ibn Musa stadig var en dreng, havde de været hinandens ledsagere under næsten alle de farer, prøvelser, katastrofer og drømme, der prægede de første år af kongens regeringstid. Desuden blev deres personlige forhold yderligere styrket for mange år siden, da Ibn Saud giftede sig med Ibn Musas søster Jawhara. Denne kvinde havde større anseelse hos ham end alle de andre kvinder, som kongen havde giftet sig med før eller siden.
….. …… ….. …….
Selv om mange mennesker havde opnået hans venskab, havde kun meget få lejlighed til at iagttage det dybeste og måske mest betydningsfulde aspekt af Ibn Sauds natur. Hvad var dette aspekt? Hans enorme evne til at elske; hvis den havde fået lov til at udfolde sig og bestå, kunne han måske have nået langt større højder end dem, han faktisk nåede. Der er blevet lagt så stor vægt på det store antal kvinder, han giftede sig med og skilte sig fra, at mange udenforstående betragter ham som en liderbuk, en særlig sanselig mand, der er opslugt af en endeløs søgen efter daglig nydelse. Og selv hvis der virkelig fandtes en sådan side af ham, er det kun de færreste, der er opmærksomme på, at hvert eneste af Ibn Sauds øvrige ægteskaber, bortset fra de ægteskabelige forbindelser, der blev indgået af politiske grunde, var resultatet af et vagt og utilfredsstillet ønske om at genvinde en del af en tabt kærlighed.
Moren til hans to sønner, Muhammad og Khalid, var Ibn Sauds højtelskede, ophøjede elskede. Selv tretten år efter hendes død bliver kongens stemme tung, hver gang han taler om hende.
Hun var ganske vist en usædvanlig kvinde – ikke blot meget smuk (for kongen havde i sit overstrømmende ægteskabsliv haft lejlighed til at kende og besidde mange smukke kvinder), men også udstyret med den medfødte, kvindelige intuition, som bygger en bro mellem sjælens glæde og kroppens glæde. Ibn Saud lod sjældent sine følelser blive dybt forbundet med sine forhold til kvinder. Det er måske grunden til, at han så let giftede sig og lod sig skille. Men Jawharas tilfælde var anderledes; det synes, som om han hos hende fandt en tilfredsstillelse af sine længsler, som han aldrig siden fandt. Selv om han havde andre hustruer, mens Jawhara stadig levede, skrev han kærlighedsdigte til hende; og en gang, i et af sine mere åbenhjertige øjeblikke, sagde han til mig: »Når verden var blevet mørk, og jeg ikke kunne finde nogen vej ud af de farer og vanskeligheder, der spærrede min vej, satte jeg mig altid ned og komponerede en sang til Jawhara. Når sangen var færdig, blev verden pludselig lys igen, og det stod klart for mig, hvad min pligt var.«
Men Jawhara døde i 1919, da influenzaen viste sig som en epidemi. Af den samme sygdom døde også Ibn Sauds førstefødte og mest elskede søn, Turki. De to tab efterlod et sår i hans liv, som aldrig helede.
Det var ikke kun sin hustru og sin søn, han var i stand til at hengive hele sit hjerte; han elskede også sin far, som kun meget få mennesker elsker deres far. Hans far, Abd al-Rahman, som jeg lærte at kende i mine første år i Riyadh, var ganske vist et venligt og fromt menneske, men han havde bestemt ikke den usædvanlige personlighed, som hans søn besad. Og i sit lange liv havde han heller ikke spillet nogen særlig bemærkelsesværdig rolle. Selv efter ved egen kraft at have vundet et rige og være blevet landets enehersker var Ibn Saud så ydmyg og ærbødig i sin omgang med sin far, at han ikke engang ville træde ind i et værelse oven over det værelse i borgen, hvor Abd al-Rahman opholdt sig. »For,« sagde han, »hvordan kan jeg tillade mig selv at gå hen over min fars hoved?« Han satte sig aldrig foran sin far, medmindre faderen udtrykkeligt bad ham om at sætte sig. Jeg husker stadig, hvordan denne kongelige ydmyghed en gang gjorde mig forlegen. (Jeg tror, det var i december 1927). Som så mange gange før var jeg taget til det kongelige slot for at besøge kongens far, og den gamle mand forklarede mig om et religiøst emne, han holdt af. Pludselig kom en tjener ind i værelset og udbrød: »Shejken kommer.« I næste øjeblik stod Ibn Saud i døren. Naturligvis ville jeg rejse mig, men den gamle Abd al-Rahman greb mig om håndleddet og trak mig ned at sidde, som om han ville sige: »Du er min gæst.« Kongen stod i døren og hilste på sin far på afstand; det var tydeligt, at han ventede på sin fars tilladelse til at træde ind i værelset, mens jeg måtte blive siddende helt stille. Jeg kan ikke beskrive, hvor forlegen jeg følte mig. Men kongen var uden tvivl vant til den slags luner fra sin far, for han sendte mig med et smil et blik, der skulle befri mig for min forlegenhed og få mig til at slappe af. Imens fortsatte den gamle Abd al-Rahman sin samtale, som om der ikke var kommet nogen afbrydelse. Efter nogle minutter løftede han hovedet, så på sin søn og nikkede, hvorefter han sagde: »Kom nærmere, min søn, og sæt dig.« Kongen må på det tidspunkt have været syvogfyrre eller otteogfyrre år!
Nogle måneder senere – vi var da i Mekka – kom nyheden til kongen om, at hans far var død i Riyadh. Jeg vil aldrig glemme det syn, da han i flere sekunder stirrede uforstående og ubevægeligt på budbringeren, eller hvordan fortvivlelsen langsomt og synligt lagde sig over hans ellers så milde og selvbeherskede ansigt. Man kunne ikke glemme, hvordan han sprang op med et voldsomt brøl: »Min far er borte! Min far er borte!« og styrtede ud af værelset med lange skridt, mens hans kappe slæbte efter ham hen over jorden; eller hvordan han sprang op ad trappen over sine livvagters skrækslagne ansigter, mens han råbte: »Min far er død! Min far er borte!« I to dage så han ingen, spiste eller drak ikke noget og tilbragte dag og nat i bøn.
Hvor mange midaldrende sønner, konger, der havde vundet deres riger ved egen kraft, ville have kunnet sørge sådan over en far, der var død i en høj alder, fredeligt?
To
For Abd al-Aziz ibn Saud havde udelukkende ved egen indsats grundlagt dette vældige rige. Da han var barn, mistede hans slægt den sidste rest af sin magt i det centrale Arabien, og familien Ibn Rashid fra Hail, som engang havde været underdanig over for dette kongehus, overtog dens plads. Disse dage var grusomme og smertefulde for Abd al-Aziz. Den stolte og fåmælte dreng kunne se, at en fremmed i virkeligheden regerede hans fædrenestad Riyadh som »emir« på Ibn Rashids vegne. For familien Ibn Saud, som engang havde hersket over næsten hele Arabien, var nu blot pensionister under Ibn Rashid—mennesker, som man tolererede, men som Ibn Rashid ikke længere frygtede. Til sidst blev situationen uudholdelig for hans fredselskende far, Abd al-Rahman. Han forlod Riyadh sammen med hele sin familie i håbet om at tilbringe resten af sine dage hos sin gamle ven, Kuwaits sultan. Men han vidste ikke, hvad fremtiden havde i vente for ham—for han anede ikke, hvad der rørte sig i hans søns hjerte, eller hvad hans søn tænkte!
Blandt alle familiens medlemmer var der kun én, som vidste meget om, hvad der foregik i dette oprørske hjerte; jeg ved kun, at når kongen taler om sine ungdomsår, omtaler han altid ham med dyb ømhed.
»Jeg tror, han elskede mig mere end sine egne børn. Når der ikke var andre til stede, kaldte han på mig, lod mig sidde på sit skød og fortalte mig, hvilke store gerninger jeg skulle udføre, når jeg blev voksen—»Du må genoprette Ibn Saud-slægtens ære og herlighed.« Han sagde det til mig igen og igen, og hans ord var blide og milde som en kærlig hånd, der stryger én over kroppen.
»Men, Aziz, [en kortform af Abd al-Aziz’ navn. Han blev kærligt kaldt dette navn.] jeg ønsker, at du skal vide dette,« sagde han: »Ibn Saud-slægtens ære og herlighed bør på ingen måde være det yderste mål for dine bestræbelser og dit initiativ. Du må kæmpe for islams ære. Dit folk længes inderligt efter vejen, og du skal være den leder. Disse ord lever altid i mit hjerte.«
Er det virkelig sådan?
Hele sit liv har Ibn Saud gerne talt om islam som en hellig pligt, der var blevet pålagt ham. Selv i de senere år, da det for længst var blevet klart, at kongemagten betød langt mere for ham end lederskabet af det ideal, han tidligere havde bekendt sig til, fik hans usædvanlige veltalenhed stadig mange mennesker—ja, selv kongen—til at tro, at dette ideal fortsat var hans mål.
Sådanne barndomsminder blev ofte genkaldt i Riyadh ved de fortroliges sammenkomster, som sædvanligvis fandt sted efter isha-bønnen. Så snart bønnen i fæstningens moské var afsluttet, satte vi os omkring kongen i et af de mindre kamre og lyttede i en time til oplæsning fra Profetens hadith eller fra en tafsir af Koranen. Derefter bad kongen to eller tre af os om at gå med ham ind i et af hans private gemakker. En aften husker jeg, at jeg, da jeg forlod audienssalen sammen med kongen, på ny blev slået af hans majestætiske højde. På grund af denne højde ragede hans hoved op over alle omkring ham. Han må have lagt mærke til mit ærefrygtsfulde blik, for med sit uudsigeligt milde smil tog han min hånd og sagde:
-»Muhammad! Hvorfor ser du sådan på mig?«
-»Jeg tænkte, du langlivede mand, at ingen kan undgå at se, at De er konge, når han ser Deres hoved så højt over folkemængdens hoveder.«
Ibn Saud lo; hans hånd var stadig i min; han bad mig gå langsomt med ham gennem korridoren og sagde: »Ja, det er en glæde at være høj; men én gang voldte min højde mig kun hjertesorg. Det er længe siden. Jeg var dengang en dreng og boede i Kuwait på sheikh Mubaraks fæstning. Jeg var meget mager og højere end normalt for min alder; drengene på fæstningen – både fra sheikhens familie og fra min egen – gjorde mig til genstand for deres drillerier, som om jeg var et besynderligt lunefald fra naturens side. Jeg skammede mig så meget over min højde, at jeg, når jeg gik gennem rummene i den kongelige overetage eller gennem Kuwaits gader, bøjede hovedet og krummede skuldrene for at få mig selv til at se mindre ud.«
I mellemtiden var vi nået frem til kongens værelse. Den ældste søn, prins Saud, ventede dér på sin far; prinsen var på min alder, og selv om han ikke var så høj som sin far, havde han et meget imponerende udseende. Hans ansigtstræk var langt mere grove og barske end faderens, og der var intet af den smidighed og livfuldhed, der prægede kongens ansigt; ikke desto mindre var han venlig og blev af folk anset for at være et godt menneske.
Kongen satte sig på hynderne langs væggen og gjorde tegn til, at vi alle skulle tage plads. Så gav han ordre: »Qahwa!« Den bevæbnede tjener, der stod ved døren, vendte sig mod korridoren og råbte: »Qahwa!« Derefter lød ordet hurtigt fra den ene tjeners mund til den andens gennem hele korridoren: »Qahwa« – »Qahwa«! På denne måde nåede kongens ordre gennem en munter gentagelsesceremoni frem til kongens kaffestue, flere værelser borte. Kort efter kom en tjener til syne med en kniv med gyldent skæfte hængende i bæltet, en kaffekande af messing i den ene hånd og små kaffekopper i den anden. Kongen tog selv imod den første kop, og de øvrige kopper blev skænket til gæsterne efter deres pladsorden. I denne hjemlige atmosfære talte Ibn Saud frit om alt, hvad der faldt ham ind – om, hvad der skete i fjerne egne af verden, og om mærkelige nye opdagelser, som havde vakt hans opmærksomhed. Han gav frit udtryk for de tanker, der opstod hos ham om forskellige folk, skikke, sædvaner og institutioner. Men mest af alt holdt han af at tale om sine egne erfaringer, og han opmuntrede også de andre til at deltage i samtalen. Den særlige aften tog emir Saud et nyt emne op, da han med et smil vendte sig mod mig og sagde:
-»Muhammad! I dag har en person udtrykt sin tvivl om dig. Han sagde, at han slet ikke kunne blive sikker på, om du er en engelsk spion forklædt som muslim … Men under alle omstændigheder skal du ikke tænke på det. Jeg har kunnet overbevise ham om, at du virkelig er muslim.«
Jeg kunne ikke skjule et tørt smil og sagde: »O emir, det er Deres godhed! Må Allah forlænge Deres liv. Men hvordan kunne De blive så sikker i denne sag? Er det ikke sandt, at kun Allah ved, hvad der findes i menneskers hjerter?«
-»Det er sandt,« svarede emiren, »men i denne sag er jeg blevet skænket en særlig indsigt. Denne indsigt fik jeg gennem en drøm i nat … Jeg så, at jeg stod foran en moské og så op mod minareten. Pludselig fik jeg øje på en mand på minaretens trappe; han samlede sine hænder foran munden som et hus og begyndte at fremsige adhan: ’Allahu akbar’ – Allah er ophøjet, Allah er størst – og til sidst fortsatte han med: ’La ilaha illallah’ – der findes ingen guddom undtagen Allah. Da jeg så nøjere efter, opdagede jeg, at det var dig! Da jeg vågnede, vidste jeg med sikkerhed – selv om jeg aldrig tidligere havde tvivlet – at du er en ægte muslim; en drøm, hvori Allahs navn bliver forkyndt, kan ikke være falsk.«
Jeg blev dybt bevæget af prinsens uopfordrede, kraftfulde erklæring om min sandfærdighed og oprigtighed og af den oprigtighed, hvormed kongen nikkede og bekræftede emir Sauds forbløffende beretning. Ibn Saud tog tråden op og sagde:
»Det sker ofte, at Allah oplyser vores hjerter gennem drømme – disse drømme foregriber fremtiden og gør undertiden nutiden klarere. Muhammad! Har du selv nogensinde haft en sådan drømmeoplevelse?«
–»Imam, det har jeg ganske vist, og det skete for længe siden, længe før jeg overhovedet havde tænkt på at blive muslim – ja, endda før jeg havde sat mine ben i et muslimsk land. Jeg var da næsten nitten år og boede i Wien, i min fars hus. Jeg var dengang optaget af videnskaben om menneskets indre liv (sådan forklarede jeg kongen den nærmeste definition af ’psykoanalyse’), og jeg plejede at have papir og blyant liggende ved siden af min seng, så jeg kunne skrive mine drømme ned, så snart jeg vågnede. På grund af denne vane opdagede jeg, at jeg kunne huske drømmene på ubestemt tid, selv om jeg ikke hele tiden tænkte på dem. I den særlige drøm så jeg, at jeg var i Berlin, og at jeg rejste med den jernbane, der løber under jorden dér – vognen kørte snart gennem en tunnel under jorden og snart over en bro oven på gaden. Vognen var fyldt med en masse mennesker – så mange, at der ikke var nogen siddepladser. Der brændte kun et enkelt, svagt lys i vognen. Efter nogen tid kom vognen ud af tunnelen, men den kørte ikke op på nogen af de høje broer; i stedet kom den ud på en vidtstrakt, øde slette af mudder, og vognens hjul satte sig fast i mudderet, så vognen standsede; den var ikke længere i stand til at bevæge sig hverken frem eller tilbage.«
–»Alle passagererne, og jeg sammen med dem, steg ud af vognen og så sig omkring. Sletten omkring os var grænseløs, tom og øde. Der var hverken buske, huse eller så meget som en sten. En frygtelig uro fyldte vores hjerter, da vi indså, at vi var fanget her: Hvordan skulle vi finde tilbage til det sted, hvor andre mennesker boede? Over den vældige slette lå et lys, som det grålige skær, man ser ved daggry.«
–»Alligevel kunne jeg på en eller anden måde ikke helt dele de andres uro. Jeg trådte ud af gruppen og så, at en kamel lå knælende på jorden omkring ti alen borte. På kamelens ryg var der lagt en komplet sadel – ’Imam, præcis sådan som jeg senere har set sadler blive lagt på kameler i Deres land’ – og på sadlen sad en mand iført en hvidbrun, stribet abaya med korte ærmer. Hans kufiyya var trukket ned over ansigtet, så jeg ikke kunne se dets form. Pludselig gik det op for mig, at kamelen ventede på mig, og at den ubevægelige rytter ville være min hadi eller rahmuna. Derfor sprang jeg uden et ord op bag ham på kamelens ryg, sådan som en radif eller bagrytter rider på en kamel i de arabiske lande. Det næste øjeblik rejste kamelen sig og begyndte at bevæge sig fremad med en lang, let rytme, og jeg mærkede en navnløs lykke spire i mig. Vi rejste videre med denne hurtige, glidende bevægelse; først syntes det at være nogle timer, så nogle dage og derefter nogle måneder, og til sidst glemte jeg al tidsregning. For hvert skridt kamelen tog, voksede min lykke, og til sidst følte jeg, at jeg svømmede gennem tomrummet, gennem luften. Endelig blev horisonten til højre for os rød af den opgående sols stråler. Men foran os, langt borte ved horisonten, så jeg et andet lys; det kom fra to blændende hvide lys, ikke rødt som lyset fra solen, der stod op til højre for os, men et køligt lys, der blev stadig klarere, jo længere frem vi kom, og som bredte glæden i mit hjerte ud over hele min bevidsthed på en ubeskrivelig måde. Sådan fortsatte vi, indtil vi kom nær indgangen og dens lys. Da hørte jeg en klar stemme, der syntes at komme fra et sted, der bekendtgjorde: ’Dette er den vestligste by.’ Og jeg vågnede.«
–»Subhanallah« – Allah er stor og hellig! udbrød Ibn Saud med forbløffelse, da jeg havde afsluttet min fortælling. »Og var det ikke denne drøm, der fortalte dig, at du var udvalgt til islam?«
Jeg rystede på hovedet og sagde: »Nej, langlivede mand; hvordan skulle jeg have kunnet vide det? Jeg havde aldrig tænkt på islam, og jeg havde end ikke mødt en muslim. … Syv år senere, længe efter at jeg havde glemt drømmen, konverterede jeg til islam. For blot nogle få dage siden fandt jeg den blandt mine papirer – ordret sådan, som jeg havde skrevet den ned, da jeg vågnede den nat.«
–»Men min søn, det, Allah viste dig i den drøm, var i virkeligheden din skæbne. Kan du ikke tydeligt forstå det? Denne menneskemængde, som du sammen med kom ud på en vej- og landemærkeløs slette, og deres forvirring – er det ikke netop den tilstand, som Koranens sura al-Fatiha beskriver som ’de vildfarne’? Og kamelen, der sammen med sin rytter ventede på dig – er den ikke netop det, som Koranen igen og igen kalder vejledning? Og den rytter, som ikke talte med dig, og hvis ansigt du ikke kunne se – hvem kan han ellers være end Allahs Sendebud (s)? Han holdt af at bære en kjortel med korte ærmer … og ved vi ikke fra mange af vores bøger, at når han viser sig i drømme for en ikke-muslim eller for nogen, der endnu ikke er blevet muslim, er hans ansigt altid tildækket? Og så det kølige, blide lys over horisonten: Hvad kan det ellers være end løftet om troens lys, som oplyser, selv før det er tændt? Du nåede ikke frem til det i din drøm, fordi du, som du fortalte os, først mange år senere lærte islam at kende i dens sande skikkelse …«
»Sheikh, Deres antagelse kan være rigtig … men hvilken var denne »vestligste by«, som horisontens porte ville føre mig til? For uanset hvad, førte min antagelse af islam mig ikke mod Vesten. Tværtimod førte den mig længere væk fra Vesten.«
Ibn Saud blev tavs og eftertænksom et øjeblik! Så rettede han hovedet og sagde med sit søde smil, som jeg holdt så meget af: »Muhammad, kan det ikke betyde, at din antagelse af islam ville blive det vestligste punkt i dit liv, og at du derefter ikke længere ville have noget vestligt liv?«
Efter et stykke tid tog kongen igen ordet: »Ingen kender fremtiden undtagen Allah, men somme tider lader Han os gennem drømme få et glimt af, hvad der vil ske i vores liv i fremtiden. Jeg har selv haft to eller tre sådanne drømme, og hver gang gik de i opfyldelse. Sandheden er, at jeg også er blevet den, jeg er i dag, som følge af en drøm … Dengang var jeg sytten år. Vi levede i eksil i Kuwait, men tanken om, at Ibn Rashids familie skulle herske over mit fædreland, var uudholdelig for mig. Ofte bad jeg indtrængende min far – måtte Allahs nåde være over ham –: »Kæmp, far, og jag Ibn Rashids familie bort; ingen har større krav på Riyadhs trone end du, far.« Men min far afviste mine ophidsede krav som fantasifostre og mindede mig om, at Muhammad ibn Rashid var den mægtigste hersker i de arabiske lande; det rige, han herskede over, strakte sig fra den syriske ørken i nord til sanddynerne i det øde område mod syd – alle beduinstammer skælvede af frygt foran hans stålhårde næve. Nå, men en nat havde jeg en mærkelig drøm. Jeg så mig selv sidde til hest om natten på en øde steppe, mens den gamle Muhammad ibn Rashid, ham der havde røvet mit dynastis rige, red på en hest lige foran mig. Vi var begge ubevæbnede, men Ibn Rashid holdt en stor, strålende lanterne op. Da han så mig nærme mig og forstod, at jeg var hans fjende, vendte han pludselig om, slog hælene i hestens side og satte den i galop. Men jeg satte også efter ham; mens jeg red efter ham, greb jeg fat i en flig af hans kappe, så i hans arm og til sidst slukkede jeg hans lanterne. Da jeg vågnede og satte mig op, havde jeg en urokkelig fornemmelse af, at jeg en dag ville rive magten ud af Ibn Rashid-familiens hænder.«
I 1897, det år drømmen fandt sted, døde Muhammad ibn Rashid. Abdul Aziz ibn Saud syntes, at dette var det rette øjeblik til at slå til! Men hans far, Abdur Rahman, var ikke villig til at sætte det fredelige og ubekymrede liv i Kuwait på spil ved at løbe en så usikker risiko. Sønnens begejstring var imidlertid stærkere end faderens passivitet. Til sidst gav faderen derfor efter. Med hjælp fra sin ven, Kuwaits sheikh Mubarak, samlede han en hær af de få beduinstammer, der endnu var loyale over for hans familie, og drog efter gammel arabisk skik ud på slagmarken mod Ibn Rashids familie, drivende kameler og heste frem og med hver stammes banner vajende. Men på meget kort tid blev han forfulgt af en talmæssigt overlegen fjendtlig hær, og han vendte tilbage til Kuwait, muligvis med en langt større lettelse i hjertet end skuffelse. Han lovede sig selv, at han aldrig mere ville forstyrre sit livs aften med et dristigt foretagende som en krig.
Men sønnen var ikke villig til at give så let op. Han huskede altid sin barndomsdrøm om sejren over Muhammad ibn Rashid; og da faderen opgav alle sine krav på herredømmet over Najd, var det den unge Abdul Aziz’ drøm, der ansporede ham til hans utrættelige bestræbelser på at vinde magten. Han fik nogle få venner som ledsagere, blandt dem sin fætter Abdullah ibn Jiluwi og Ibn Musad. Ved at slå på tromme samlede han endnu nogle beduiner. Således nåede deres antal op på fyrre. De red ud fra Kuwait som røvere, stille og uden at hejse bannere, slå på trommer eller synge; de undgik de veje, hvor karavanerne færdedes mest, og skjulte sig om dagen, indtil de nåede frem til Riyadhs nærhed og slog lejr i en øde dal. Samme dag udvalgte Abdul Aziz fem blandt de fyrre ledsagere og sagde til alle de andre:
»Vi seks har nu helt overgivet vores skæbne i Allahs hænder. Vi begiver os til Riyadh; enten erobrer vi Riyadh, eller også mister vi den for altid. Hvis I hører larm fra byen ude i ødemarken, så kom os til hjælp; men hvis I ikke hører noget inden i morgen aften, skal I gå ud fra, at vi er døde, og måtte Allah tage imod vores bøn. Hvis det sker, skal I alle vende tilbage til Kuwait i al hemmelighed, så hurtigt I kan.«
Og de seks mænd begav sig af sted til fods. Tidligt på natten nåede de byen, og de trængte ind gennem en af de åbninger i den erobrede bys mur, som Ibn Rashid nogle år tidligere havde fået brudt ned for at ydmyge byens indbyggere. De skjulte deres våben under kapperne og gik lige ind i guvernørens værelse, hvor den rashidiske amir opholdt sig. Rummet var aflåst, for af frygt for den fjendtligt indstillede befolkning tilbragte han sædvanligvis nætterne i borgen på den modsatte side. Abdul Aziz og hans ledsagere bankede på døren. En slave åbnede døren, men straks blev han trukket ind i teltet, fik bundet hænder og fødder og fik øjne og mund dækket med et klæde; det samme skete med hver af de øvrige personer i rummet. På det tidspunkt var der kun nogle få tjenere og kvinder i rummet. De seks angribere tog nogle dadler fra amirens madforråd og spiste dem, og de tilbragte natten med på skift at recitere Koranen.
Om morgenen blev fæstningens port åbnet, og emiren kom ud, omgivet af bevæbnede livvagter og tjenere. »Åh Gud, Ibn Saud er overgivet til Dig!« råbte Abd al-Aziz, og sammen med sine fem ledsagere kastede han sig over den overraskede og forvirrede fjende. Abdullah ibn Jiluwi kastede sit spyd mod emiren, men emiren nåede i sidste øjeblik at bøje hovedet. Spyddets skaft dirrede, og spyddet borede sig ind i fæstningens lerklinede mur, hvor det stadig kan ses i dag. Emiren trak sig rædselsslagen tilbage og ind gennem indgangen. Mens Abdullah alene forfulgte emiren, angreb Abd al-Aziz og de fire øvrige ledsagere inde i fæstningen livvagterne. Selv om de var flest, var de så lamslåede, at de ikke længere var i stand til effektivt at forsvare sig. Et øjeblik senere viste emiren sig på det flade tag, forfulgt af Abdullah ibn Jiluwi. Han bad om nåde, men hans bøn blev ikke hørt. Da han faldt om på taget, og et dødeligt sværdhug ramte ham, råbte Abd al-Aziz netop i det øjeblik nedefra: »Kom, I folk fra Riyad, kom! Her er jeg, søn af Abd al-Rahman fra Abd al-Aziz ibn Sauds slægt – jeres retmæssige hersker!« Riyads indbyggere, som hadede deres nordlige tyranner, greb til våben og skyndte sig deres prins til hjælp, og hans femogtredive ledsagere sporede deres kameler og red gennem byens porte, mens de som en hvirvelvind fejede alle hindringer foran sig bort. På mindre end en time var Abd al-Aziz ibn Saud blevet byens ubestridte hersker.
Det skete i 1901. Han var da enogtyve år gammel. Ungdomsperioden i hans liv var nu forbi, og han trådte ind i sin anden fase – den modne mands og herskerens alder.
Ved gradvist at erobre den ene provins efter den anden rev Ibn Saud således hele Najd-landet ud af Ibn Rashid-familiens hænder og trængte dem tilbage til deres hjemland Jabal Shammar og dets hovedstad Hail. Ibn Saud havde ingen generalstab, og måske havde han aldrig i sit liv kastet et blik på et kort; alligevel foregik hans riges udvidelse så velovervejet, som om den var planlagt af en generalstab på grundlag af kort, militær strategi og geopolitisk indsigt. Med Riyad som fast centrum fortsatte hans erobringer i cirkler, snoende sig som en snegls spiral, og han rykkede aldrig videre mod et nyt område, før det allerede erobrede område var fuldstændig underkuet, og hans magt var fast etableret dér. Først erobrede han distrikterne øst og nord for Riyad, og derefter udvidede han sit rige over de vestlige ørkener. Mod nord gik hans fremrykning langsomt. Ibn Rashid-familien havde stadig betydelig styrke, og desuden havde de tyrkernes støtte; med dem havde Ibn Rashid-familien gennem flere årtier opbygget en stærk alliance. Ibn Saud havde endnu en hindring – sin fattigdom. De indtægter, der kom fra de sydlige områder af Najd, gjorde det ikke muligt selv i kortere tid at sende store hære af sted i krig.
»Dengang,« fortalte han mig engang, »var jeg så fattig, at jeg var nødt til at pantsætte det juvelbesatte sværd, som Shaykh Mubarak havde givet mig, hos en jødisk pengeudlåner i Kuwait. Jeg havde end ikke råd til at skaffe et tæppe til min saddel – alligevel klarede jeg mig ved at lægge en tom sæk under fåreskindet.«
Der var desuden endnu et problem, som gjorde Ibn Sauds første år meget vanskelige. Problemet bestod i beduinstammernes omskiftelighed.
Centralarabien var trods alle sine byer og landsbyer først og fremmest et beduinområde. Det var deres støtte eller modstand, der bestemte udfaldet i næsten hvert eneste stadium af krigen mellem Ibn Saud og Ibn Rashid. Beduinerne var meget ustadige; de skiftede let holdning, og så snart det så ud til, at en af parterne var ved at sejre, eller den lovede større krigsbytte, sluttede de sig som regel til dens rækker. Den ypperste repræsentant for denne troløse adfærd var Faisal al-Dawish, den øverste høvding for den mægtige Mutair-stamme. På hans troskab afhang det ofte, hvem af de to rivaliserende kongefamilier der skulle vinde, og hvem der skulle tabe. Når han kom til Hail, overøste Ibn Rashid ham med belønninger; så forlod han Ibn Rashid og kom til Riyad for at sværge Ibn Saud troskab, og knap en måned senere brød han igen sin ed. Han holdt ikke trofasthed mod nogen. Modig og snu var han vanvittig af begær efter magt. På grund af ham måtte Ibn Saud tilbringe mange søvnløse nætter.
For at imødegå disse vanskeligheder overvejede Ibn Saud en plan. I begyndelsen var planen måske ikke mere end et politisk projekt, men til sidst udviklede den sig til en storslået idé, der kunne forandre hele halvøen. Hvad gik planen ud på? De nomadiske stammer skulle have permanente bosættelser. Der var ingen tvivl om, at beduinerne, så snart de var blevet fastboende, måtte opgive det dobbeltspil, de havde spillet mellem de forskellige krigeriske grupper. Som nomader var det let for dem på et øjebliks varsel at pakke teltene sammen og strejfe omkring med deres dyr, at forlade den ene gruppe og slutte sig til en anden. Men hvis de slog sig ned permanent og tjente til livets ophold dér, ville det ikke længere være muligt. Hvis de trak deres troskab tilbage og svor troskab til fjenden, risikerede de at miste deres huse, hjem og haver – og for en beduin fandtes der intet så værdifuldt som hans egen ejendom!
Ibn Saud tillagde beduinernes permanente bosættelse den største betydning i sit program. Her fik han stor hjælp af islams lære. Islam havde gentagne gange fremhævet det permanente bosætningslivs fortrin frem for nomadelivet. Kongen sendte religiøse prædikanter til de forskellige stammer. De underviste stammerne i religion og udbredte nye tanker blandt dem; resultatet blev uventet. Gradvist tog organisationen ved navn »Ikhwan« (brødresammenslutningen) form – det navn, som de fastboende beduiner begyndte at bruge om sig selv. Den første Ikhwan-bosættelse var al-Dawish-stammens bosættelse ved Mutair. Deres bosættelse, Artawiya, blev på få år til en by med tredive tusind indbyggere. Mange andre stammer fulgte samme vej.
‘Ikhwanernes’ religiøse begejstring og deres potentiale som krigere blev et mægtigt våben i Ibn Sauds hænder. Fra da af antog hans krige en ny form: Disse krige, ført af ‘ikhwanernes’ religiøse begejstring, overskred deres tidligere karakter af magtkampe mellem forskellige kongelige slægter og antog karakter af religiøs jihad. For ‘ikhwanerne’ var denne religionens genfødsel naturligvis ikke begrænset til en personlig betydning. På grund af deres kompromisløse troskab mod læren fra det attende århundredes store mujaddid, Muhammad ibn Abd al-Wahhab, var ‘ikhwanerne’ ofte fyldt af en overdreven tro på, at de selv var personligt retskafne. Men det, som de fleste af dem stræbte efter, var ikke blot personlig retskaffenhed; deres mål var at grundlægge et samfund, der med rette kunne kaldes et islamisk samfund. Formålet med Muhammad ibn Abd al-Wahhabs lære var at genoprette islam i dens oprindelige, rene form, fri for al overflødighed; denne lære forkastede alle senere bid’a, det vil sige alle nye tilføjelser. Det er sandt, at mange af ‘ikhwanernes’ forestillinger var helt primitive, og at deres begejstring ofte nærmede sig blind fanatisme. Men med passende ledelse og undervisning kunne deres dybe religiøsitet måske have gjort dem i stand til at udvide deres perspektiv og med tiden være blevet centrum for en ægte social og åndelig genoplivning i hele Arabien. Desværre forstod Ibn Saud ikke den enorme betydning af en sådan udvikling. Han nøjedes med at give ‘ikhwanerne’ blot de mest elementære kundskaber i religiøs og verdslig undervisning. I virkeligheden gav han dem kun så meget undervisning, som han mente var nødvendigt for at holde deres fanatiske iver i live. Med andre ord betragtede Ibn Saud ikhwan-bevægelsen udelukkende som et magtmiddel. I de følgende år blev hans egne forskellige politikker ofre for denne fiasko, og på et tidspunkt bragte den selve eksistensen af den stat, han havde skabt, i fare. Måske var dette det første tegn på, at Ibn Saud var berøvet den hjertets storhed, som hans folk havde håbet at finde i ham. Men ikhwanernes desillusionering over kongen og kongens skuffelse over ikhwanerne var begyndt længe før …
Da Ibn Saud i 1913 havde ikhwanerne, rede til et voldsomt angreb, til sin rådighed, følte han endelig, at han var stærk nok til at erobre provinsen al-Hasa ved Den Persiske Golf. Al-Hasa hørte til Najd, men femten år tidligere havde tyrkerne besat den.
Erfaring med at føre krig mod tyrkerne var ikke noget nyt for Ibn Saud. Han havde ofte stået over for den tyrkiske hær, især det feltartilleri, der hørte til Ibn Rashids hær. Men at angribe al-Hasa, som var under tyrkernes direkte styre, var noget helt andet: Det ville betyde en direkte konfrontation med en stormagt. Ibn Saud havde imidlertid intet valg. Hvis han ikke kunne bringe al-Hasa og dens havne under sin kontrol, ville han altid være afskåret fra omverdenen og være ude af stand til at skaffe livsvigtige våben, ammunition og mange andre fornødenheder. Nødvendigheden støttede således denne farlige risiko. Men risikoen var så alvorlig, at han længe tøvede, før han slog til mod al-Hasa og dens hovedstad, al-Hufuf. Han glæder sig stadig over at mindes, under hvilke omstændigheder den endelige beslutning blev truffet:
-‘Vi var allerede kommet inden for synsvidde af al-Hufuf. Fra den klit, hvor jeg sad, kunne jeg tydeligt se den stærke fæstningsmur; fæstningen syntes at holde øje med byen. Mens jeg overvejede fordelene og farerne ved mit forehavende, blev jeg grebet af frygtelig tvivl. Jeg følte mig meget træt; mit hjerte længtes efter fred og hjem, og så snart jeg tænkte på hjemmet, dukkede min hustru Jawharas ansigt op for mine øjne. Jeg begyndte igen at tænke på de digte, jeg plejede at recitere for hende, når hun var ved min side, og uden selv at være klar over det begyndte jeg at digte et digt til hende – idet jeg helt glemte, hvor jeg befandt mig, og hvilken farlig beslutning jeg skulle træffe! Så snart digtet tog form i mit sind, skrev jeg det ned, forseglede det, tilkaldte en af mine sendebude og beordrede ham: Tag de to hurtigste kameler. Rid på dem til Riyadh uden at standse noget sted, og giv dette til Muhammads mor. Da sendebudet forsvandt bag en sky af støv, så jeg pludselig, at mit sind havde truffet en beslutning om krigen: Jeg ville angribe al-Hufuf, og Allah ville visselig give mig sejren.’
Hans selvtillid viste sig at være berettiget. I et dristigt angreb erobrede soldaterne fæstningen. De tyrkiske tropper overgav sig; de fik lov til at forlade fæstningen med deres våben og udstyr og trække sig tilbage til kysten. Derfra sejlede de med skib mod Basra. Den osmanniske regering var naturligvis ikke rede til så let at opgive sine besiddelser. I Istanbul besluttede man at sende en straffeekspedition mod Ibn Saud. Men før ekspeditionen kunne sendes af sted, brød Verdenskrigen ud, og tyrkerne blev tvunget til at samle alle deres kampstyrker andre steder. Efter krigens afslutning eksisterede Det Osmanniske Rige ikke længere.
Berøvet tyrkernes støtte og nu omgivet mod nord af områder, der blev regeret af Storbritannien og Frankrig, var Ibn Rashid ikke længere i stand til effektivt at organisere modstand mod fjenden. Faisal al-Dawish var nu en af kong Ibn Sauds modigste vasalkrigere. Under hans ledelse erobrede kongens hær Hail i 1921, og dermed mistede Ibn Rashid sin sidste stærke højborg.
Ibn Sauds territoriale ekspansion nåede sit højdepunkt i 1924-25, da han erobrede Hijaz, herunder Mekka, Medina og Jeddah, og fordrev den sharifiske slægt fra Hijaz – den slægt, som var kommet til magten dér, efter at Sharif Hussein i 1916, med britisk støtte og hjælp, havde gjort oprør mod tyrkerne. Først efter erobringen af dette islams hellige land – Ibn Saud var nu femogfyrre år – trådte han fuldt frem for omverdenens øjne.
Netop på det tidspunkt, hvor næsten alle lande i Mellemøsten blev trampet ned under den vestlige imperialismes fødder, vakte Ibn Sauds enestående sejr et mægtigt håb i hele den arabiske verden: håbet om, at der omsider var fremstået en leder iblandt dem, som ville befri hele det arabiske folk fra slaveriet. Og ikke blot araberne, men også mange andre muslimske befolkninger så forventningsfuldt på ham i håb om, at han ved at grundlægge en stat ville genoplive de islamiske idealer i deres fulde betydning – en stat, hvor Koranens budskab skulle være den højeste bestemmende kraft i individets og samfundets liv. Men disse håb blev ikke opfyldt; de forblev uopfyldte. Da hans magt var vokset og var blevet konsolideret, blev det klart, at Ibn Saud ikke var andet end en konge – en konge uden noget højere mål end de mange tidligere despotiske herskere i de orientalske lande.
Ædel og retfærdig i sit privatliv, loyal over for venner og tilhængere og storsindet over for sine fjender var kong Ibn Saud langt mere intelligent end næsten alle sine tilhængere. Ikke desto mindre formåede han ikke at udvise den brede horisont og det inspirerende lederskab, som folk havde forventet af ham. Det er sandt, at han i sit vidtstrakte rige bragte en sådan sikkerhed ind i folkets liv, som der ikke havde været nogen lige til i de arabiske lande siden de første kaliffer for tusind år siden; men i stedet for at følge disse kaliffers eksempel skabte han sikkerheden gennem strenge love og straffeforanstaltninger, ikke ved at vække en følelse af borgerligt ansvar i sit folk. Han sendte nogle få unge mennesker til udlandet for at studere medicin og radiotelegrafi; men han gjorde intet for at opmuntre hele sin nation til uddannelse og således løfte den ud af den uvidenhed, som den havde været nedsunket i gennem mange århundreder. Han taler altid om den islamiske livsordens skønhed og rigdom, og han taler med alle ydre tegn på selvtillid; men han gjorde intet for at opbygge et harmonisk, progressivt samfund, hvori denne livsform kunne antage en kulturel form.
Han er enkel, beskeden og hårdtarbejdende; ikke desto mindre hengiver han sig selv i ekstrem grad til ødselhed og meningsløs luksus, og han gør ingen indsigelse, når han ser dem omkring sig hengive sig til den slags forbrug og luksus. Han er dybt religiøs og opfylder hver eneste af den islamiske lovs formelle forskrifter til punkt og prikke; men det synes, som om han kun meget sjældent tænker over disse forskrifters åndelige betydning og formål. Han udfører de fem daglige obligatoriske salat-bønner med stor regelmæssighed og tilbringer timer om natten i dyb meditation. Men det synes aldrig at være faldet ham ind, at salat blot er et middel og ikke selve målet. Han holder gerne taler om herskerens ansvar over for sine undersåtter og citerer ofte denne udtalelse af Profeten (fred være med ham): »Ethvert menneske er en hyrde, som er blevet betroet ansvaret for sin hjord«; ikke desto mindre har han endog forsømt sine egne børns uddannelse og således kun i ringe grad forberedt dem på at udføre de pligter, der ligger foran dem. Da han engang blev spurgt, hvorfor han ikke havde forsøgt at organisere sin stat mere liberalt i stedet for at opbygge den på et så personligt grundlag, så hans sønner kunne arve en organiseret administrationsstruktur, svarede han: »Jeg erobrede mit rige med mit eget sværd og ved min egen indsats. Efter mig må mine sønner selv tage deres egne initiativer.«
Jeg mindes en samtale med kongen, som tydeligt afslørede hans kortsynethed og mangel på administrativt udsyn. Samtalen fandt sted i Mekka hen imod slutningen af 1928, da den berømte leder af Syriens frihedsbevægelse, Amir Shakib Arslan, aflagde kongen et besøg. Ibn Saud præsenterede mig med disse ord: »Dette er Muhammad Asad, min søn, som netop er vendt tilbage fra de sydlige egne. Han holder af at rejse blandt mine beduiner.«
Amir Shakib var ikke blot en politisk leder; hans interesser var alsidige, og han var en fremragende lærd. Da han hørte, at jeg var europæer og havde antaget islam, blev han straks ivrig efter at høre om mine erfaringer. Jeg fortalte ham om mine oplevelser i de sydlige egne, hvor ingen europæer før mig nogensinde havde rejst. Områdets enorme landbrugsmæssige potentiale, dets vandressourcer og dets frugtbare jord forekom mig yderst lovende, og i denne forbindelse sagde jeg henvendt til kongen:
»Imam, jeg er helt overbevist om, at Wadi Bisha let kan blive et kornkammer, der kan levere rigeligt med hvede til hele Hejaz, hvis området bliver undersøgt og udviklet efter videnskabelige metoder.«
Ved mine ord blev kongen opmærksom, for en stor del af landets indtægter blev brugt på at importere hvede til Hejaz, og manglen på indtægter havde altid været Ibn Sauds største bekymring.
»Hvor lang tid vil det tage at udvikle Wadi Bisha på denne måde?« spurgte han mig.
Jeg var ikke ekspert og kunne derfor ikke give noget klart svar. Jeg foreslog, at der blev nedsat en kommission bestående af udenlandske tekniske eksperter, hvis opgave skulle være at undersøge området og fremlægge en realistisk plan for dets udvikling. Jeg vovede at sige, at det højst ville tage fem til ti år at få en fuld høst fra området.
-»Ti år!« udbrød Ibn Saud. »Ti år er jo en meget lang tid! Vi beduiner kender kun én ting: Hvad vi end får fat i, putter vi i munden og spiser. At planlægge ti år frem i tiden – det er en alt for lang tidshorisont for os!«
Ved denne forbløffende bemærkning stirrede amir Shakib med åben mund ufravendt på mig, som om han ikke kunne tro sine egne ører; og som svar stirrede jeg også på ham med vidt opspilede øjne….
Og netop da begyndte jeg at stille mig selv dette spørgsmål: Var Ibn Saud et stort menneske, som var blevet revet bort fra storheden af komfort, luksus og kongemagt, eller var han blot en umådeligt modig og meget snu mand, som ikke ønskede andet end personlig magt?
Jeg har den dag i dag ikke kunnet give et tilfredsstillende svar på dette spørgsmål. Selvom jeg har kendt ham i mange år og kender ham godt, er et aspekt af Ibn Sauds karakter stadig uforståeligt for mig. Det skyldes ikke, at han er vant til på den ene eller anden måde at skjule sine følelser for andre; han taler åbent om sig selv og fortæller ofte om sine oplevelser. Men hans karakter har så mange sider, at den er vanskelig at forstå, og bag det enkle ydre, man ser, gemmer der sig et hjerte, der er lige så oprørt som havet, og hvad angår sindsstemninger og indre modsigelser er det lige så rigt som havet. Hans personlige autoritet er enorm; men den hviler mindre på faktisk magt end på hans karakterstyrke. Der er ikke det mindste spor af hovmod i hans tale eller i hans væremåde. Hans ægte demokratiske sind hjælper ham til at tale med de beduiner, der kommer iført snavset, laset og lappet tøj, som om han selv var en af dem. Og det var netop dette sind, der gav ham styrken til at give dem ret til at tiltale ham med hans fornavn, »Abdul Aziz«. På den anden side kan han også være hård og afvisende over for højtstående embedsmænd, når han hos dem opdager en slavisk indstilling; han hader enhver form for påtaget fornemhed. Jeg kommer til at tænke på en hændelse i Mekka. Vi spiste i det kongelige palads, da næsen på overhovedet for en af Najds mest fornemme familier krøllede sig sammen ved synet af nogle af de tilstedeværende najdiers uhøflige beduinadfærd. De slugte med glæde store håndfulde ris i grådige mundfulde; mens denne fornemme mand fra Mekka, for at vise sin fine smag, spiste ved at løfte maden med fingerspidserne, lød kongens stemme pludselig: »I smagsfornemme mennesker leger så forsigtigt med jeres mad – er det, fordi I er vant til at rode i snavs med fingrene? Vi folk fra Najd er ikke bange for vores hænder – vores hænder er rene og pæne, og derfor spiser vi med tilfredshed og i store håndfulde.«
Sommetider, når han ligger helt afslappet, spiller et mildt smil over Ibn Sauds ansigt og spreder over dets skønhed et næsten åndeligt særpræg. Jeg er overbevist om, at Ibn Saud ville have udtrykt sig gennem musik, hvis den strenge wahhabitiske lære, han følger, ikke havde anset musik for forkastelig. I virkeligheden giver han imidlertid udtryk for sin musikalske natur i sine korte digte, i sine farverige beskrivelser af sine oplevelser og i sine sange om krig og kærlighed, som har bredt sig over hele Najd, hvor mænd synger dem, mens de rider gennem ørkenen på kamelryg, og kvinder synger dem i deres hjems afsondrethed. Hans musikalske natur kommer til udtryk i den regelmæssige og smidige rytme, som hans dagligliv følger, tilpasset kongelige pligter. Ligesom Julius Cæsar besidder han en højt udviklet evne til på én gang og samtidig at følge mange tanketråde, uden det mindste at svække den intensitet, hvormed han møder hvert enkelt problem. Det er netop denne særlige medfødte egenskab, der gør det muligt for ham personligt at lede alle forhold i sit vidtstrakte rige uden at blive forvirret eller bryde sammen af overanstrengelse, og alligevel få tid til og bevare lysten til at hengive sig til så kostbar luksus i kvinders selskab. Hans følelser er undertiden næsten overnaturligt, gruopvækkende fintfølende. Han har en næsten ufejlbarlig medfødt intuition, der når helt ind til kernen af de mennesker, han har med at gøre – som jeg selv ofte har haft lejlighed til at iagttage. Han kan forstå et menneskes tanker eller følelser, før dette menneske selv har givet dem udtryk i ord, og det synes, som om han straks ved en persons indtræden i et rum fornemmer denne persons holdning til ham. Det er denne evne, der har gjort det muligt for Ibn Saud at afværge flere særdeles velplanlagte forsøg på at tage hans liv og at træffe heldige beslutninger på det politiske handlingssted.
Kort sagt besidder Ibn Saud mange af de egenskaber, som kan gøre et menneske stort; men han har aldrig gjort noget oprigtigt forsøg på at opnå storhed. Fordi han ikke er indadvendt af sind, har han en enorm evne til at anvende sin fornuftsbaserede dømmekraft og skabe en overbevisning hos sig selv om, at han er på rette vej, selv når han står over for helt åbenlyse fejl og mangler. Derfor undgår han let enhver form for selvransagelse. De, der omgiver ham – hans hoffolk og de talløse bønfaldere, der er afhængige af hans gavmildhed – har ganske sikkert ikke gjort noget for at modvirke denne ulykkelige tilbøjelighed hos ham.
I sine yngre år, da han syntes at være drømmeren bag ophidsende drømme, har han måske uden selv at vide det knust hjertet hos en nation, der var stemt i en høj toneart, ved at gøre de enorme løfter fra denne tid til skamme – en nation, der ivrigt ønskede at betragte ham som en leder sendt af Allah. Deres forventninger til ham var så store, at det var vanskeligt for dem at acceptere skuffelsen med sindsro; mange af de bedste blandt Najds indbyggere taler nu med stor bitterhed imod det, som de mener, er blevet gjort mod deres tro.
Jeg vil aldrig glemme det udtryk af elendighed og fortvivlelse, jeg så i ansigtet på en najdi-ven, som engang havde været brændende overbevist om Ibn Sauds lederskab og havde stået ved kongens side i de vanskeligste år af hans kongelige liv, i medgang og modgang, i fare og nød. En dag, da han talte om kongen, sagde han til mig:
– I de første år, da vi drog ud på kamel med Ibn Saud på togter mod Ibn Rashid, og da vi under fanen med udsagnet »La ilaha illallah« – »Der er ingen guddom uden Gud« – drog ud på kamel mod denne forræder mod islam, Sharif Hussein, syntes Ibn Saud os som en ny Moses, der skulle befri sit folk fra jahiliyyas og forfaldets lænker og føre dem til det forjættede islams land. Men da han glemte sit folk og sin fremtid og slog sig ned med den nyerhvervede komfort og luksus, så vi med gru, at han var en farao …«.
Min ven var ganske vist alt for … overordentligt hård, ja endog uretfærdig, i sin fordømmelse af Ibn Saud; for han er ingen farao, ingen tyran. Han er et barmhjertigt menneske, og jeg er ikke i tvivl om, at han elsker sit folk. Men derfor er han heller ikke Moses. Hans fiasko består snarere i, at han ikke nåede den storhed, som hans folk havde forestillet sig hos ham – og han blev heller ikke det, han muligvis kunne være blevet, hvis han havde fulgt ungdommens trompetkald. Han kan sammenlignes med en ørn, der aldrig bredte sine vinger ud på himlen.
Han er forblevet en stor … en meget stor, men dog blot storsindet stammehøvding … [Kort efter at denne bog var blevet færdig (1935), døde Ibn Saud i en alder af 73 år, og med hans død sluttede en epoke i den arabiske historie. Da jeg sidst mødte ham i efteråret 1951 (i anledning af et officielt besøg i Saudi-Arabien på den pakistanske regerings vegne), syntes det mig, at han endelig var blevet sig det tragiske spild af sit liv bevidst. Det ansigt, der engang havde været så fast og levende, var blevet bittert og ligegyldigt. Han talte om sig selv – det forekom mig, som om han talte om noget, der allerede var dødt og begravet, og som det ikke længere var muligt at bringe tilbage!]
Tre
Den morgen, jeg forlod Ha’il, vågnede jeg til musik i højt leje, som strømmede ind gennem det åbne vindue i mit fæstningskammer: en sådan sang, en sådan kvidren, et sådant tilfældigt og uøvet spil, som om hundredvis af strengeinstrumenter og fløjter stemte op før begyndelsen på en storslået opera; de korte, disharmoniske takter af de talrige særskilte melodier, hver med sin egen toneart, syntes så talrige og så velordnede, at de frembragte en mystisk, næsten spøgelsesagtig harmoni … Men det var naturligvis et vældigt orkester, og derfor var de lydbølger, det frembragte, så kraftige …
Da jeg gik hen til vinduet og så ud – på det mennesketomme marked og videre over byens jordgrå huse, mod morgenens gråhed, der langsomt foldede sig ud, og ned mod bjergenes fod, hvor tamarisker og rækker af daddelpalmer voksede – forstod jeg, at det var musikken fra vandbrøndene i haverne; der måtte være hundredvis af dem, og de var netop begyndt på dagens arbejde. Kamelerne trak de vældige waterskins op, vandtovene blev trukket over groft tilvirkede træhjul, og hvert hjul gned mod sin træakse og sang, fløjtede, knirkede og susede i talrige høje og lave toner, indtil tovets snoede længde var rullet helt ud, og hjulet standsede; straks lød en voldsom lyd, som et skrig, og skriget svandt langsomt bort i torvenes suk, hvori vandets hurtige strøm mod trætruget nu blandede sig kraftigt. Så vendte kamelen igen om og vendte i langsomt tempo tilbage til brønden, og hjulet skabte på ny sin musik, mens tovene gled ned over det, og waterskinet sænkede sig og dykkede ned i brønden.
Fordi der var så mange brønde, var der ikke et øjebliks pause i denne musik; de forskellige toner smeltede undertiden sammen til én tone og skilte sig undertiden ad igen; når nogle toner begyndte med en ny livsberuselse, forsvandt alle de andre langsomt. Hele springvand af uforståelige rytmer syntes at strømme på én gang og, adskilt fra hinanden, brøle, knirke, fløjte og synge – hvor vidunderligt! Hvilket storslået orkester! Denne harmoni var ikke skabt gennem menneskelig planlægning, og derfor nærmede dens overlegenhed og storhed sig naturens egen overlegenhed og storhed – den natur, hvis vilje er uudgrundelig og utilgængelig.
Mellemvejen
Én
Vi forlod Ha’il og drog ridende på kameler mod Medina. Nu var vi tre, for en af Ibn Musas mænd, Mansur al-Assaf, fulgte os en del af vejen med en ordre fra amiren.
Mansur er så smuk, at alle kvinderne på en hvilken som helst gade i en vestlig by ville blive ivrige efter at se ham, hvis han kom gående dér. Han er meget høj, med et kraftigt, mandigt ansigt og forbløffende regelmæssige træk. Hans hud er lyst brun, et ufejlbarligt tegn på fornem arabisk afstamning; hans to sorte øjne er velformede og betragter verden med interesse under de sammenvoksede øjenbryn. Han ejer intet af Zayeds ynde eller rolige ligegyldighed; hans ansigtstræk viser, at Mansur rummer voldsomme, men tøjlede drifter, og de giver hans ansigt en bedrøvet mine, som er helt forskellig fra min shammarske vens milde alvor. Men ligesom Zayed har Mansur set meget af verden, og hans selskab er virkelig behageligt.
Vi er nu nået fra Nufuds sandede egne til et gråt og gulligt, stenstrøet landskab, hvor vi ser alle slags små dyr, som fylder stedet: Små grå firben suser med utrolig fart zigzag mellem kamelernes ben og søger ly under en tornet busk; de stirrer på os med brændende øjne, mens vi lader dem bag os og fortsætter fremad. Vi ser små, grå, buttede markmus med tykke haler, der minder en del om egern, og deres slægtning murmeldyret, hvis kød er højt værdsat af najdiske beduiner. Af alle de usædvanligt bløde og velsmagende fødevarer, jeg indtil nu har smagt, hører dets kød til blandt de bedste. Desuden findes her et omkring en fod langt, halal-krybdyr, som kaldes en dabb. Dette dyr lever af rødder fra buske og planter, og dets kød smager et sted mellem hane og fisk. Vi ser små firbenede møgbiller på størrelse med hønseæg, som med rørende tålmodighed triller en klump tørret kamelmøg af sted. De støtter kroppens vægt på forbenene og skubber klumpen bagud med deres stærke bagben. Således triller de det kostbare fund, de har gjort, med største besvær mod deres bolig. Når en sten spærrer vejen, vælter de om på ryggen, ruller sig med stort besvær op at stå, triller deres ejendel endnu nogle centimeter frem, vælter igen om på ryggen, rejser sig og går atter i gang, utrættelige og ufortrødne … Af og til springer en grå hare frem med lange skridt fra under de grå buske. En gang fik vi øje på nogle hjorte, men de var så langt borte, at det var umuligt at skyde dem; de forsvandt ind i den blågrå skygge mellem to bjerge.
»Fortæl mig, Muhammad,« spørger Mansur, »hvordan fandt De Dem til rette blandt araberne? Og hvordan kom De til at antage islam?«
»Det skal jeg fortælle dig,« bryder Zayed ind. »Først kom han til at elske araberne, og fordi han elskede dem, kom han også til at elske deres religion. Onkel, har jeg ikke ret?«
»Det, Zayed siger, er sandt, Mansur. For mange år siden, da jeg kom til Arabien, blev jeg tiltrukket af jeres livsform. Og da jeg begyndte at spørge mig selv, hvad I tænkte, og hvad I troede på, fandt jeg ud af, hvad islam var!«
»Men, Muhammad, forstod De da pludselig, at islam er Allahs sande ord?«
-»Nej, sådan var det ikke; den erkendelse kom ikke så hurtigt. På det tidspunkt troede jeg end ikke på, at Allah havde talt direkte til menneskene, eller at de bøger, som folk hævdede var Hans ord, var andet end bøger skrevet af vise mennesker …«.
Mansur ser på mig med den største vantro: »Hvordan kan det være muligt, Muhammad? Troede De aldrig på den bog, som Moses bragte, eller på den ærværdige Jesu lære? Men jeg har altid troet, at vesterlændinge, om ikke andet, så troede på den slags.«
-»Nogle gør, Mansur, og andre gør ikke, og jeg var en af de andre …«.
Og jeg forklarer ham, at mange mennesker i Vesten i lang tid ikke længere har betragtet deres egne bøger eller andre folks religiøse skrifter som Allahs sande åbenbaring. Tværtimod ser de i dem historien om menneskenes religiøse håb og længsler, som har udviklet sig gennem mange tidsaldre.
-»Men så snart jeg blev nogenlunde fortrolig med islam, led dette synspunkt et voldsomt tilbageslag,« fortsætter jeg min fortælling. »Det blev jeg, da jeg så, at muslimernes livsførelse var helt forskellig fra det, europæerne mener bør være menneskets måde at leve på; og hver gang jeg lærte mere om islams lære, føltes det, som om jeg havde opdaget noget, jeg altid havde vidst uden selv at vide det …«.
Og således fortsætter jeg med at fortælle Mansur om min første rejse til Mellemøsten—hvordan jeg i Sinaiørkenen havde fået mine første indtryk, af araberne; i Palæstina, i Egypten, og i Transjordanien og Syrien så, og følte, – det er fortællingen;; hvordan’jeg for første gang i Damaskus fik denne forudanelse om, at, vejen til en endnu uforudset sandhed, langsomt blev åbenbaret for mig, og hvordan jeg efter min rejse i Tyrkiet vendte tilbage til Europa og indså, at det ville blive vanskeligt for mig igen at bo i den vestlige verden; fordi der på den ene side…var opstået en forunderlig uro i mig ved mit første møde med de arabiske folk og deres kultur, og jeg ivrigt ønskede at forstå dens dybere betydning i håbet om, at, det ville hjælpe mig til mere indgående at forstå, hvad jeg selv forventer af livet, mens jeg på den anden side, var nået til et punkt, hvor denne sandhed blev stadig tydeligere for mig: at, det vestlige samfunds håb–og ambitioner og mål aldrig mere ville kunne få mig til at se mig selv som ét med det.
I foråret 1924 ‘Frankfurter Zeitung’ sendte mig for anden gang til Mellemøsten. Den bog, jeg var begyndt at skrive om mine tidligere rejser, blev omsider fuldført. (Få måneder efter at jeg var rejst mod Mellemøsten,Unromantisches Morgenland– blev bogen udgivet under denne titel. Med denne titel ville jeg sige, at bogen ikke var et romantisk, eksotisk billede af den muslimske Orient set udefra,, men snarere et forsøg på at nå ind til kernen af det virkelige i dens dagligliv. Selv om bogens antizionistiske–holdning og dens usædvanlige sympati for araberne vakte en del opstandelse i de tyske aviser, er det alligevel min opfattelse,, at bogen ikke solgte særlig godt.
Jeg krydsede igen Middelhavet. Foran mig så jeg Egyptens kyst–strækning. Togrejsen fra Port Said til Kairo føltes som at bladre i en introduktionsbog. Mellem Suezkanalen og Manzala-søen havde Egyptens eftermiddag åbenbaret landets sande væsen. Vilde ænder svømmede i vandet, og tamarisktræerne bevægede deres smukke halvcirkelformede grenkroner. På sletten dukkede den ene landsby efter den anden op–—først sandet, andre steder dækket af græs og slyngplanter. Over forårsmarkerne trak en plov sig dovent frem, i lange, lange skridt,, med en hovedbeklædning på,, og med hænderne, slapt hængende’ned langs begge’sider; og, da sagde jeg til mig selv, at intet i hele verden——hverken den mest perfekte bil,, eller den mest prangende swimmingpool,, eller nogen dybsindig bog—–kan udfylde den plads, som denne skønhed indtager: Orienten, der er gået tabt i Vesten og allerede er blevet truet,–og som ikke er andet end menneskets sande væsen og udtrykket for en magisk harmoni mellem det og verden omkring det……।
Denne gang rejste jeg på første klasse. Bortset fra mig var der kun to’mænd, en græsk købmand fra Alexandria ––med den egenskab, som kendetegner alle indbyggere ved Middelhavets østlige kyst, nemlig evnen til hurtigt at indlede en uformel samtale, trak han mig på meget kort tid ind i en livlig diskussion,, Han kom hele tiden med vittige, spøgefulde kommentarer om alt, hvad vi så; og en egyptisk ‘ʿumda’– det vil sige en landsby- høvding ––hvis dyre silkekaftan og tykke guldkæde fra uret, der stak frem under tørklædet, tydeligt fik ham til at fremstå som en velhavende mand,, det blev klart,, at han var en komplet idiot, og det var han helt tilfreds med!! For at sige det som det er,, viste han, selv om han sluttede sig til vores samtale, også sin skarpe dømmekraft i diskussionen og demonstrerede– igen og igen sin dygtighed i debatten med den græske købmand.
Jeg husker,, at vi drøftede nogle’af islams sociale grundprincipper, som på det–tidspunkt havde bemægtiget sig mine tanker. Min græske medrejsende kunne ikke helt tilslutte sig min ærbødige beundring for den sociale retfærdighed i islamisk lov.
–‘Så retfærdigt, som du mener, det er,, er det i virkeligheden ikke, min ven!’ –Vi var allerede begyndt at tale fransk. For at gøre det lettere for vores egyptiske medrejsende vendte den græske ven tilbage til arabisk og sagde henvendt til mig, ‘I siger jo, at jeres religion er en meget retfærdig religion. Så kan du’fortælle mig, hvorfor islam tillader muslimske mænd at gifte sig med kristne eller jødiske piger, men ikke vil tillade deres piger og søstre at gifte sig med en kristen eller jødisk mand? Vil du kalde det retfærdighed, Hva’?
–‘Selvfølgelig’, siger den prangende klædte–galning uden et øjebliks tøven, ‘Hør! jeg siger dig, hvorfor denne ordning findes i vores religiøse bestemmelser. Vi, muslimer, tror ikke, at, Jesus–må Allahs nåde være over ham–var Guds søn. Men vi mener, at. han var en sand profet fra Allah. Ligesom vi mener, at Moses, Abraham og alle de andre, der er nævnt i Bibelen, var profeter. Ligesom den sidste profet, Hazrat Muhammad, blev sendt, blev alle profeter således sendt, på samme måde blev alle profeter sendt til menneskeheden. Derfor, hvis en jødisk eller kristen pige gifter sig med en muslimsk mand, kan hun være sikker på, at de mennesker, som er hellige for hende–vil blive betragtet som hellige, og at ingen respektløs udtalelse om nogen af dem vil blive fremsat i hendes nye familie; men det er sikkert, at, hvis en muslimsk pige gifter sig med en ikke-muslim, vil den, som hun tror er Allahs sendebud, blive krænket…og selv hendes egne børn kan krænke ham, for det er ikke sandt, at, børn som regel følger deres fars religion! Mener du, at det ville være retfærdigt at udsætte en muslimsk pige for den slags lidelse og ydmygelse?’
Den gamle græker trak hjælpeløst på skuldrene;; men fandt ikke noget svar. Jeg fik indtryk af,, at denne enfoldige, analfabete ‘‘galning’’ , , ved hjælp af den særlige sunde fornuft, som hans eget folk besad,–havde ramt selve kernen i et yderst vigtigt spørgsmål, og for anden gang, ligesom det var sket, med den gamle ‘‘hadji’’i Jerusalem, indså jeg, at, en ny dør mod islam så ud til at blive åbnet for mig.
kan jeg nu leve et liv i Kairo, som–for få måneder siden var utænkeligt for mig., Nu behøver jeg ikke længere tælle mine–småmønter. Dengang jeg under mit første ophold i denne by måtte ernære mig af brød,, oliven og mælk,, glemte jeg den tid. Men på ét punkt holder jeg fast i min fortids ‘‘tradition’’og bevarer min tro: I stedet for at bo i et af Kairos fornemme kvarterer lejer jeg nogle værelser hos min gamle veninde,, den korpulente kvinde fra Trieste. Da hun så mig, tog hun imod mig med begge’arme og kyssede mig moderligt på begge kinder.
På den tredje dag efter vores ankomst hertil, da solen var ved at gå ned,, hørte jeg en dæmpet kanonade fra citadellet. I samme øjeblik sprang der i citadellets moské to’minareter, der rejste sig mod himlen på hver sin–side, i deres’øverste gallerier en lysring frem, og alle byens’moskéminareter blev smykket med den samme slags lysguirlander,, og på hver eneste minaret trådte en tilsvarende lysring frem. Gennem det gamle Kairo strømmede en forunderlig bevægelighed og–livlighed–bredte sig; byens indbyggeres skridt blev hurtigere og samtidig mere muntert–urolige, og de mange forskelligartede lyde fra gaderne blev højere: Man kunne mærke og næsten høre en ny bølge af spænding overalt!!
Og alt dette skete, fordi, månen for anden gang bekendtgjorde den nye måneds komme (for den islamiske kalender følger månemåneder og måneår) og måneden er Ramadan, den mest højtidelige og betydningsfulde måned i det islamiske år. Denne måned minder os om den tid for mere end tretten hundrede år siden, hvor det ifølge historien, Guds Sendebud modtog den første åbenbaring af–Koranen. Enhver muslim skal faste strengt i denne måned–det er forskriften; for alle kvinder–og mænd, bortset fra de syge, er det forbudt at spise og drikke (endog at ryge) fra det øjeblik, hvor lysstriben viser sig på den østlige himmel før daggry, og indtil solnedgang i tredive lange dage. I disse tredive dage færdes Kairos indbyggere med en sådan glans i øjnene, at, det er, som om de er blevet løftet ind i et helligt område. I tredive nætter vil De høre kanonskud, musik og glædesfyldt larm, mens moskéerne stråler af lys indtil daggry.
to’formål: De skal afstå fra mad og vand, for at, De også i Deres egen krop kan mærke, hvad de fattige og sultne føler. På denne måde skabes en bevidsthed om socialt ansvar i mennesket på grundlag af et grundlæggende religiøst princip.
At faste i ramadanmåneden har også til formål at vænne sig til selvdisciplin i livet–hvilket er et aspekt af en rationel moral, en moral, som tillægges særlig betydning i hele islams lære (for eksempel, i forbindelse med det fuldstændige forbud mod alle former for rusmidler, fordi islam mener, at rusmidler er en meget let måde at slippe for bevidsthed og ansvarsfølelse på). Disse to’elementer bestanddele, det vil sige menneskenes broderskab og individets selv–pålagte disciplin, begyndte lidt efter lidt at gøre konturerne af islams moralske syn tydelige for mig.
hvad islam i virkeligheden betyder, og hvad islam ønsker, forsøgte jeg at få et mere fuldstændigt billede af, og, jeg havde stor gavn af de forklaringer og analyser, som nogle af mine muslimske venner i Kairo kunne give. Den højest placerede blandt dem var Shaykh Mustafa Ala Maraghi, en af datidens fremmeste islamiske lærde og uden tvivl blandt al-–Azhars universitets ‘ʿulamāʾ’var han den mest talentfulde (Nogle år senere blev han al-–Azhars rektor). Han var sandsynligvis da mellem fyrre og halvtreds år gammel, men i hans stærke, muskuløse krop fandtes en tyveårigs energi og livskraft. Trods sin lærdom og værdighed mistede han aldrig for et øjeblik sin sans for humor. Han var elev af Egyptens store reformator Muhammad Abduh og havde i sin ungdom–hentet inspiration fra, den ildsjæl Jamaluddin al-Afghani, hvis selskab han havde været så heldig at nyde; Shaykh al-–Maraghi selv var også en skarpsindig tænker med dømmekraft. Han undlod aldrig at understrege, at, nutidens muslimer virkelig er kommet langt bort fra deres religions idealer, og at intet kunne være mere fejlagtigt end at måle Muhammeds lærdommes muligheder efter målestokken for nutidens muslimers liv og tænkning.
‘Ligesom, det ville være forkert, ‘sagde han, ‘at se en afvisning af Hadrat Isa’s kærlighedsbudskab i kristnes kærlighedsløse adfærd over for hinanden…।
Denne advarsel introducerede shaykh al-–Maraghi mig til al-Azhar.
Efter at være kommet ud af mylderet og larmen på Kairos ældste marked, Mouski Street, når vi frem til en lille, afsidesliggende plads–hvor den ene side udgøres af, al-–Azhar,, moskéens enkle, brede facade. Gennem en dobbeltfløjet port og en skygge-–dækket gårdsplads træder vi ind på selve moskéens område. En stor firkant, omgivet af meget gamle mihrab-arkader. Iført turbaner, og lange, sorte‘jubbaher’på kroppen, sidder de studerende på måtter og læser sagte i deres bøger og manuskripter. Foran dem, i moskéens store, overdækkede–foredragssal holdes der forelæsning. Nogle lærde sidder også på stråmåtter, under søjlerne,, og lange rækker løber gennem salen, mens en gruppe studerende knæler i en halvcirkel foran hver af de lærde. Professoren hæver ikke stemmen det mindste, og derfor, kræver det stor opmærksomhed og koncentration ikke at gå glip af et eneste ord, han udtaler. Det er naturligt for enhver at tænke, at, en sådan koncentration nødvendigvis må være til gavn for ægte lærdom. Men Shaykh al-—Maraghi knuste snart denne fejlagtige forestilling hos mig.
–‘Ser De de dér ‘lærde’ kan se? spørger han mig, ‘De er ligesom Indiens hellige køer, de køer, som, har jeg hørt, når de finder trykt papir på gaden,, æder det hele.…Ja,, de sluger begærligt de trykte sider i alle de bøger, der blev skrevet hundreder af år siden,, men fordøjer dem aldrig. I dag tænker de ikke længere selv. De læser og gentager, læser og gentager uden ende, generation efter generation.’
‘Men Shaykh Mustafa’afbryder jeg ham og spørger, ‘uanset–hvad der ellers måtte være, Al-Azhar er jo centrum for islamisk uddannelse og verdens ældste universitet. Jeg møder dets navn på næsten hver side i muslimernes civilisationshistorie. Hvad siger De om de tænkere,, teologer,, historikere,, filosoffer og matematikere, som dette universitet har frembragt i løbet af de sidste ti århundreder??
–‘Men i flere århundreder har al-–Azhar ikke længere fostret intellektuelle af denne slags’. siger shaykhen bedrøvet, ‘Det– er måske heller ikke helt sandt; Selv i nyere tid har der undertiden vist sig enkelte uafhængige tænkere fra al-–Azhar. Men i det store og hele er det sandt, at, hele den muslimske –verden lider under, også al-—Azhar er blevet offer for denne goldhed, og at dens tidligere initiativ og inspiration nu ikke er andet end slukket. De gamle muslimske tænkere, som De nævnte, havde aldrig i deres drømme forestillet sig, at man, mange århundreder senere, uden at bevare kontinuiteten i deres tanker eller videreudvikle dem,, blot igen og igen skulle gentage dem, som om de var absolutte og ufejlbarlige sandheder!! Hvis vi ønsker forandring til det bedre, så’må vi i stedet for vores nuværende efterligning af tanker ‘opmuntre til selvstændig tænkning…….।
Al-–Azhars særegenheder og shaykh al-—Maraghis skarpe kommentar, hjælper mig til at forstå en af de dybeste årsager til det kulturelle forfald, som De vil møde overalt i den muslimske verden. Er denne gamle universitets stagnation inden for kundskab–ikke afspejlet i forskellige grader i muslimernes nuværende sociale goldhed?? Ser vi ikke en anden form for denne åndelige stagnation, i den næsten dovne accept af den unødvendige fattigdom, som mange muslimer lever i,? og i den stumme accept af de sociale uretfærdigheder, der begås mod dem?
Og er det så virkelig så forbløffende, spørger jeg mig selv, at så mange fejlagtige forestillinger er opstået i Vesten, bestyrket af alle disse håndgribelige beviser på muslimernes forfald? Den vestlige offentligheds syn på–Islam kan kort beskrives således: Den vigtigste årsag til muslimernes fald er netop Islam, som langt fra at være et religiøst ideal, der kan sammenlignes med kristendommen eller jødedommen, tværtimod er en forvirret blanding, af ørkenagtig blindhed, grov sanselighed, overtro og stum fatalisme, som hindrer Islams tilhængere i at tage del i menneskehedens fremmarch mod bedre og ædlere samfundsforhold; Islam frigør ikke det menneskelige–sind fra fordomme eller modstand mod undersøgende spørgsmål–men, styrker tværtimod denne modstand yderligere. Derfor: Jo hurtigere de muslimske nationer frigør sig fra slaveriet under islamisk tro og social skik–og bliver villige til at antage den vestlige livs–form, desto bedre vil det være for dem–også for resten af verden……।
På det tidspunkt var jeg på grundlag af mine egne observationer blevet overbevist om, at, den gennemsnitlige vesterlændings opfattelse af islam er fuldstændig fordrejet. Det, jeg fandt side efter side i al-Koranen, var på ingen måde en‘groft materialistisk’ opfattelse, men snarere en dyb og intens bevidsthed om Allah, som kom til udtryk i en rationel accept af hele den af Allah –skabte natur–samt en smuk balance mellem intellektuelle og sanselige impulser,, åndelige behov og sociale krav!! Det blev klart for mig som dagens lys: Det er ikke islams fejl–og afvigelser, men snarere vores manglende evne til at leve–i overensstemmelse med islams idealer, der bærer skylden.
For, det er jo sandt, at, Islam alene førte de første muslimers civilisation til den gyldne højderyg ved at lede deres arbejdskraft mod bevidst tænkning;Denne bevidste tænkning var jo det eneste middel til at forstå naturen i Allahs skaberværk og Hans hensigt. At muslimerne skulle tro på noget ubegribeligt, ja, endog noget, der lå uden for fornuftens rækkevidde, i en eller anden‘»dogme«’blev der ikke krævet af dem; Faktisk var der ingen plads til nogen form for blind tro i Profetens lære. Og netop derfor måtte den tidlige kundskabstørst, som kendetegnede den muslimske historie, ligesom i andre egne af verden, ikke hævde sig selv gennem en smertefuld kamp mod de traditionelle religiøse trosforestillinger. Tværtimod kan man sige, at den netop udsprang af denne religion. Arabernes Profet erklærede: »At søge kundskab er enhver muslimsk mands–og kvindes helligste pligt«’; Og blandt hans umma blev der skabt den tro, at, kun gennem erhvervelsen af kundskab er fuldstændig tilbedelse af Allah mulig. Allah skaber ikke nogen sygdom uden først at skabe dens me’dicin’, –Da de tænkte dybt over Den Store Profets ord, indså de, at, de ved at søge efter ukendte lægemidler’kunne bidrage til at fuldbyrde Allahs hensigt på jorden, og således blev medicinsk forskning for dem iklædt en religiøs pligts hellighed. De læste dette vers fra Al—Koranen:‘»Jeg skaber hvert levende væsen af vand« –Og i forsøget på at trænge ind i betydningen af disse ord begyndte de at studere levende væsener og deres udvikling, og således lagde de grundlaget for biologi–. Koranen henviser til stjernernes og deres bevægelsers harmoni—som Skaberens storhed, og således tog muslimerne astronomien og matematikken til sig med en sådan interesse–og begejstring, som i andre religioner kun er begrænset til bønnen. Copernicus’–metode, der påviser Jordens rotation om sin egen akse og planeternes kredsløb omkring Solen, blev først udviklet i Europa i begyndelsen af det sekstende århundrede (hvilken de skriftlærde bekæmpede med voldsom vrede, fordi de mente, at den var i modstrid med Bibelens bogstavelige lære) men grundlaget for denne metode blev lagt hele seks hundrede år tidligere, i de muslimske lande–for allerede i det niende og tiende århundrede var muslimske astronomer nået frem til den konklusion, at Jorden er rund, og at den roterer om sin egen akse. De var i stand til at beregne bredde- og længdegrader præcist, og mange af dem hævdede, at Jorden drejer rundt om Solen, uden at de på grund af denne påstand blev anklaget for kætteri Således beskæftigede de sig med fysik, kemi og fysiologi og helligede sig også studiet af andre videnskaber. Det siger sig selv, at det er inden for disse områder, at det muslimske geni har efterladt sine mest varige monumenter. Da de skabte disse monumenter, fulgte de Den Store Profets råd, og gjorde ikke mere end det. Den Store Profets råd lød således: »Hvis nogen drager ud for at søge kundskab, gør Allah vejen til Paradiset let for ham«’, ‘»Den lærde vandrer på Allahs vej«’ ‘»Blækket fra pennen er helligere end martyrens blod«
I hele den muslimske histories kreative epoke, det vil sige i de første fem hundrede år efter Den Store Profet, var der ingen større mæcen, end den muslimske civilisation, for viden,–videnskab og uddannelse;; Bortset fra de–lande, hvor islam havde den øverste magt, fandtes der–ikke noget sikrere tilflugtssted nogetsteds.
På samme måde blev samfundslivet påvirket af Koranens lære, mens det kristne Europa, hver gang en epidemi brød ud, mente, at det var Guds vrede, som menneskene ikke havde andet valg end at underkaste sig. På det tidspunkt og længe før, fulgte muslimerne denne anvisning fra deres profet, at, de for at forhindre epidemier skulle isolere de epidemiramte byer og områder fra de sunde områder –og når, de kristne konger–og herskere og adelsmænd anså badning for en næsten gemen luksus, selv da, var der selv i det fattigste muslimske hjem mindst ét badeværelse, og i hver muslimsk by fandtes der badehuse med fulde faciliteter til offentlig brug (for eksempel var der alene i Córdoba i det niende århundrede tre hundrede’ badehuse). Og alt dette blev gjort for at omsætte en af Profetens læresætninger i praksis: ‘Ren–lighed er en del af troen’. Når muslimen nød de smukke ting i det jordiske liv, stødte han ikke på nogen konflikt med det åndelige livs krav, for ifølge Allahs Sendebuds ((fvmh.))-lære ‘elsker Allah at se tegnene på sin rigdom i sine tjeneres liv.’
Kort sagt, var islam en stærk inspiration, til at opnå kulturelle bedrifter–som indtager en af de mest glorværdige sider i menneskehedens historie, og islam skaber denne inspiration ved at anerkende vækst og afvise agnosticisme. Det betyder ikke passivitet, men aktivisme; ikke askese, men livsbekræftelse. Derfor er det næppe overraskende, at islam straks efter at have overskredet Arabiens grænser hurtigt vandt nye tilhængere. Kristendommen, som Paulus og Augustin forkyndte, nærede et had til det jordiske liv–og en foragt for det; menneskene i det voksende Syrien og Nordafrika, som var blevet opdraget i dette, og kort tid senere, mødte befolkningen i det visigotiske Spanien pludselig et ideal, som, ‘arvesynden’og afviser troens blindhed samt lægger vægt på menneskets medfødte værdighed i det jordiske liv; og derfor begyndte de at samles i stadigt større antal, omkring dette livsideal–som lærte dem–at mennesket er Allahs stedfortræder på jorden. Dette er forklaringen på islams forbløffende sejre ved den glorværdige morgenrøde i islams historie–og det er forklaringen, ikke myten om, at mennesker blev omvendt med sværdet.’
Muslimerne gav ikke islam storhed, det var islam, der gav muslimerne storhed. Men i det øjeblik deres tro blev et spørgsmål om vane,, var det ikke længere deres livsprogram,, et program,, som skulle følges bevidst,, og da , begyndte den skabende drivkraft, som fandtes under deres civilisation, at svækkes, og efterhånden førte den til passivitet, ufrugtbarhed og kulturelt forfald.
Den nye indsigt, jeg havde opnået, og de fremskridt, jeg gjorde i arabisk ((jeg–havde ansat en studerende fra al-) Azhar til daglige lektioner), fik mig til at mene, at jeg nu ejede noget, som kunne kaldes nøglen til det muslimske sind. For blot få’måneder siden havde jeg skrevet i min bog: «‘Ingen europæer kan bevidst danne sig et billede af helheden’ , og jeg kunne ikke længere føle mig helt så sikker på det; for , hvis den muslimske verden nu kunne frigøre sig noget fra de fuldstændige tankevaner, der var knyttet til vestlige forestillinger, og acceptere muligheden af, at, disse tankevaner måske ikke var de eneste acceptable tankevaner,, kunne den muslimske verden, som engang var så fremmed, også blive forståelig…»…।
Men selv om jeg så, at meget i islam appellerede til min forstand og mine medfødte følelser, mente jeg ikke desto mindre ikke, at det var ønskværdigt, at, en metode, som ikke var opfundet af hans egen fantasi, skulle få en intelligent persons samlede tanker og hele livssyn til at tilpasse sig noget sådant–.
–‘Fortæl mig, , Shaykh Mustafa,, sagde jeg engang til min lærde ven al-—Maraghi:, Hvilket behov er der for at begrænse sig til en bestemt lære og nogle bestemte forskrifter? ? Er det ikke bedre at lade al moralsk inspiration være underlagt den indre stemme??
–“Unge ven, det, De spørger mig om, er i virkeligheden dette, hvad er behovet for en formel religion? Svaret er meget enkelt. Det er kun ganske få mennesker—–kun profeterne—–der har den sande evne til at forstå, hvad den indre stemme siger i deres hjerter. De fleste af os er fanget i et net af egeninteresser og–begær, og hvis vi hver især følger det, vores hjerte siger, at vi skal følge, så vil vi stå over for et fuldstændigt moralsk kaos og ikke kunne blive enige om nogen form for adfærd–overhovedet. De kan naturligvis spørge, om der findes nogen undtagelse fra denne almindelige regel. Oplyste mennesker mener, at de ikke føler behov for at blive‘»ledet« af andre’med hensyn til, hvad de skal anse for godt eller ondt. Men alligevel spørger jeg Dem–vil mange mennesker—–ja, meget mange mennesker—ikke kræve denne særlige ret for sig selv? og hvad vil resultatet så blive?”
…. ….. …… … . …. …
Jeg har været i Kairo i næsten seks’uger. I den tid er jeg igen blevet ramt af malaria. Året før blev jeg ramt af malaria i Palæstina. Hovedpine,, svimmelhed og smerter i hele kroppen ledsages af feber, og ved dagens slutning må jeg lægge mig fladt på ryggen i sengen,; så jeg end ikke længere kunne løfte armene. Min værtinde, Signora Vitelli, havde så travlt omkring mig,–og fór sådan rundt, at, det næsten virkede, som om hun ligefrem nød min hjælpeløshed.! I virkeligheden var hendes bekymring for mig oprigtig, og uforfalsket. Hun gav mig varm mælk at drikke,, og lagde kolde vandkompresser på min pande,; men da jeg sagde til hende, at det ville være fornuftigt at tilkalde en læge,, flammede hun helt op af vrede og afsky:
–“Læge? Læge, for pokker! Hvad ved disse slagtere om malaria? Jeg ved mere om det end nogen af dem. Min afdøde anden mand døde af denne sygdom i Albanien. Vi boede i Durazzo i nogle år. Den stakkels mand led ofte meget mere end dig–men han stolede altid på mig…
Jeg var blevet så udmattet, at, jeg slet ikke havde kræfter til at diskutere. Derfor tog jeg efter hendes ønske en stærk blanding af græsk spiritus og kinin–ikke sukkerdækkede piller, men helt rent pulver, hvis bitterhed fik mig til at ryste mere end feberen. Men hvor mærkeligt det end lyder, havde jeg fuld tillid til signora Vitelli, hendes afdøde anden mand’trods denne ildevarslende omtale.
Den nat, mens hele min krop brændte af feber,pludselig en blid, dyb musik hørte jeg–et barrel‘orgels’spil.
Dette orgel er ikke et af de almindelige lirekasser, som har en trukket bælg og en cylinder med huller, men det ville minde mig om et gammeldags klavikord, der frembragte brudte toner–som Europa for længst havde forkastet, fordi det var så skrøbeligt og så begrænset i sine fine nuancer. Tidligere havde jeg også set den slags lirekasser i Kairo: En mand bar kassen på ryggen, og en dreng fulgte efter ham, mens han drejede håndtaget. Derfra lød melodierne, hver for sig, korte og klare; som pile, der gennemborede målet, idet de sprang over mellemrummene, og frembragte en klingende glaslyd; Tonerne var så forskellige fra hinanden, så særprægede, at det på ingen måde var muligt for lytteren at forstå hele musikkens betydning. I stedet førte musikken ham gennem nogle bløde, mørke øjeblikke, mens den rystede ham. De var som en hemmelig gåde, som man forsøger at afsløre, men ikke kan; og hele natten kredsede disse toner igen og igen i mit hoved og pinte mig, som en roterende cirkel, som jeg ikke kunne undslippe, ligesom det, jeg så de hvirvlende dervishers–dans i Skutari– Var det for nogle måneder siden, eller nogle år, da jeg krydsede jordens dybeste cypresskov…।
Det er en særdeles usædvanlig lund, Scutaris kirkegård, der strækker sig fra Istanbul lige gennem Bosporus’ midte: mellem utallige cedertræer løber smalle gyder og stier, og under alle disse træer ligger, utallige oprejste og forovervæltede sten–gravmæler, på hvilke der er indhugget, af vind–og vand forvitrede arabiske gravskrifter. Kirkegården havde været forladt i lang tid; alle de–døde, der ligger begravet her, døde for meget–meget længe siden. Fra deres kroppe er der vokset vældige træstammer frem, nogle tres fod, andre firs fod høje. Gennem de skiftende årstider er disse træer vokset, i en ubevægelig stilhed–og i denne lund er stilheden så omfattende og dyb, at, mennesket ikke engang har mulighed for at blive tungsindigt der. Aldrig har jeg så dybt følt, at de døde kan sove, så intenst, som her. Disse døde var mennesker, indbyggere i en verden, hvor livet–var ubesværet fredfyldt; De er de døde børn af en menneskehed uden hast.
Efter at have gået omkring på kirkegården et stykke tid, nåede jeg gennem Skutaris snævre gyder frem til en moské. Jeg kunne kun se, at det var en moské, på den smukke, kunstfærdige arabiske skrift over døren. Døren stod halvt åben. Jeg gik ind ad den og trådte ind i et rum indhyllet i halvt lys og halvmørke. Der sad nogle få mennesker på et tæppe i en kreds omkring en gammel–—meget gammel—– person; der sad kun f’å mennesker. De bar alle lange kjortler og på hovedet høje, kobberfarvede, randløse stråhatte. Den gamle ‘imam’som fra al-–Koranen reciterede et vers i en ensformig tone. Langs en væg sad nogle få musikere: trommeslagere, fløjtespillere og ‘kamancha-’spillere,med deres langhalsede, violinlignende musikinstrumenter.
Pludselig tænkte jeg, på de ‘dansende dervisher’hvis ry jeg i årevis havde hørt så meget om, at denne mærkelige forsamling måtte være deres: den mystiske orden, som i en fast rytme, gennem en række bevægelser, der gentages igen og igen i et stadig hurtigere tempo, søger at hensætte den erfarne udøver i ekstase, hvilket giver ham mulighed for at opleve Allah direkte og personligt.
‘Imamens’recitation blev den stilhed, der havde sænket sig, pludselig splittet i tusind stykker af en fløjte–lyd; og musikken begyndte, i en monoton, uafbrudt melodi, nærmest som et klageråb. Det virkede, som om dervisherne rejste sig ved en eneste bevægelse, kastede deres djellabaer af sig og stod der iført deres hvide, flagrende kurtas, der nåede dem til knæene; denne kurta var bundet om livet med et knyttet tørklæde; Derefter vendte de sig hver især et godt stykke rundt, således at, de stod i en cirkel, to og to’ansigt til ansigt med hinanden. Så lagde de armene over kors på brystet, og bøjede nakken for hinanden med dyb oprigtighed, (og straks kom jeg til at tænke på, fortidens duetter og på riddere iført forskelligt udarbejdede–broderede frakker, som ærbødigt bøjede hovedet og hilste på damerne.) I det næste øjeblik bredte alle dervisherne armene ud’til begge sider, vendte højre håndflade opad og venstre håndflade nedad. En hviskende–lyd formede sig på deres læber, et ord‘Huwa’–Han ((det vil sige Allah)). Med denne blidt udtalte lyd på læberne begyndte de hver især langsomt at dreje rundt om deres egen akse, og bevægede kroppen i takt med’musikken, som om den’kom fra meget..meget langt borte. De bøjede hovedet. og bøjede nakken bagud, deres øjne lukkede sig, og en glat stivhed bredte sig, brede,, luftige kurtas, syet af store mængder stof, pustede sig op i vinden og dannede en enorm cirkel omkring de snurrende mennesker, som en hvid hvirvel, der drejer rundt i havet. Deres ansigter bar præg af dyb fordybelse..I den cirkelformede bevægelse antog en slags henførelse form gennem den hvirvlende rotation, og begejstringen fik et tydeligt udtryk hos dem alle. Fra deres halvt åbne læber lød utallige gange, kun ét ord, gentaget‘Huwa..Huwa..Huwa’-; deres kroppe blev ved med at snurre rundt og rundt, og det virkede, som om musikken trak dem ind i sin dæmpede, hvirvlende–monotone enstemmighed, med en melodi, der monotont steg i toneleje, og jeg følte, at jeg selv uimodståeligt blev trukket opad af denne hvirvel, ad en stejl, hvirvlende, svimmelhedsfremkaldende trappe, mens jeg bestandigt steg højere og højere ad den trappe, der hele tiden snoede sig opad, mod en eller anden ubegribelig, uudgrundelig skæbne...Indtil Madame Vitellis gavmilde, venlige hånd rørte min pande, og hvirvelstrømmen standsede fuldstændigt, og min henførelse blev slået i stykker og førte mig tilbage fra Skutari til den kølige, milde luft i et stenbeklædt værelse i Kairo…।
Uanset’ hvad, signora Vitelli tog ikke fejl. På hendes råd kom jeg mig over malariaens hærgen, om end ikke så hurtigt,, i det mindste inden for den tid, min faste læge ville have brugt på at helbrede min sygdom. Inden for’to dage var min feber fuldstændig forsvundet, og på den tredje dag forlod jeg sengen og satte mig i en behagelig stol. Jeg havde dog slet ikke kræfter til at gå omkring. Tiden blev meget langsom, og tung at bære. To’gange kom min lærer-–elev fra al-–Azhar for at se til mig, Han havde nogle bøger med til mig.
Mindet om de hvirvlende dervisher fra Scutari, som jeg for nylig havde taget med mig til Bukhara, på en eller anden måde, fik mig til at tænke. Uventet antog denne sag for mig en så mystisk betydning, som slet ikke havde været tydelig i min oprindelige oplevelse. Denne tariqas esoteriske ritualer –og ceremonier–i forskellige muslimske lande, hvor jeg har set tariqaer , denne tariqa er én af dem–syntes ikke at stemme overens med det billede af islam, der langsomt var ved at tage form i mit sind. Jeg bad min azharitiske ven om at skaffe mig nogle orientalske bøger om dette. Og efter at have gennemgået disse–bøger, blev min medfødte mistanke om, at sådanne hemmelige skikke var trængt ind i islam fra ikke-muslimske kilder, bekræftet. Muslimske mystikere, som ‘»sufier«’er kendt, deres tanker–udtrykker indflydelse fra de græske gnostikere, inderne, og undertiden endda de kristne; der er ingen tvivl om det; og som følge af denne indflydelse blev asketiske forestillinger–og praksisser–importeret, som ikke har nogen forbindelse med den arabiske profets budskab. I hans budskab blev ‘logikken’fremhævet som den eneste vej til at opnå tro. Selv om muligheden for mystiske erfaringer i hans syn ikke blev anset for så uvirkelig, at den var helt ubedømmelig,var islam grundlæggende et rationelt postulat, og ikke blot et spørgsmål om følelser. Selv om islam naturligvis skaber en overordentlig lidenskabelig hengivenhed blandt sine tilhængere, blev der i Hazrat Muhammads lære, når det gjaldt, religiøs ‘følelsesmæssig erkendelse’kun tillagt følelsesintensiteten som sådan, ingen selvstændig rolle. For , uanset hvor dyb følelsesintensiteten måtte være, er sandsynligheden for, at den påvirkes af subjektive ønsker og frygt, langt større, end den, hvormed logikken kan påvirkes–uanset hvor meget plads til fejlslutninger der måtte være i logikken.
… … … … ..
–‘Forstår du, Mansur, det er gennem sådanne fragmentariske, adskilte hændelser, at islam åbenbarer sig for mig; samtaler, gennem læsning eller observation, et glimt her, et andet dér—på denne måde, langsomt, næsten uden at jeg selv vidste det…।
To
Når vi har slået telt op for natten, sætter Zayd sig til at bage brød til os. Først blander han vand i det grove hvedemel og former en klump, og laver den til et rundt, fladt brød, en tomme tykt. Derefter graver han et hul i sandet og stikker tørre grene–ned i det og sætter ild til dem. Da ilden pludselig blusser op og derefter lægger sig, lægger han brødet på de glødende kul, spreder varm aske over det, stabler grene ovenpå og sætter ild til dem–Efter et stykke tid fjerner han kullene og grenene fra brødets overside–vender det om, dækker det til som før og sætter igen ild til grenene ovenpå. En halv time senere graver han det bagte brød frem under kullene og slår gentagne gange på det med en pind for at fjerne den resterende jord og aske. Vi spiser brødet med klaret smør, og dadler. Det siger sig selv, at man ikke kan finde mere velsmagende brød nogetsteds!!
Mansurs sult blev ligesom min og Zayds også stillet, men ikke hans nysgerrighed. Mens vi lå omkring bålet, blev han ved med at stille mig det ene spørgsmål efter det andet– om, hvordan jeg til sidst blev muslim, og da jeg forsøgte at forklare det for ham, blev jeg selv noget forbavset, over, hvor svært det dog er at sætte min lange rejse ad islams vej i ord!
–‘For, Mansur, Islam kom til mig som en røver, der trænger ind i et menneskes hus om natten, i al stilhed, uden at lave nogen lyd eller ståhej; Forskellen er blot, at islam ikke gjorde det, røvere gør, Islam trængte ind i mit hus for bestandig, ikke for at forlade det. Men det tog mig mange år at opdage, at jeg måtte blive muslim..।’
Når jeg tænker på min anden rejse i Mellemøsten og mindes de dage–da islam med stor kraft begyndte at få magt over mit sind–forekommer det mig, at jeg allerede dengang var bevidst om, at jeg var draget ud på en rejse for at søge den opdagelse. Hver dag vågnede nye spørgsmål indefra, og udefra kom nye svar—Alt dette vækkede ekkoet af noget, der lå skjult et sted i baggrunden af mit sind. Og jo klarere min viden om islam blev, indså jeg igen og igen, at jeg altid havde kendt en sandhed uden at være bevidst om den, og at den derfor lidt efter lidt blev afdækket, eller man kan sige, bevist
1924–i begyndelsen af sommeren, begav jeg mig fra Kairo ud på en lang rejse, som skulle vare det meste af to’år. Næsten to’år rejste jeg fra land–til land, gennem lande, der ganske vist var gamle i deres traditions visdom, men som gennem deres virkning på mit sind forblev evigt nye. Jeg havde ingen travlt på min rejse; og opholdt mig længe hvert sted. Anden gang rejste jeg til Transjordanien og tilbragte nogle dage sammen med Emir Abdullah’dage–i det beduinske lands varme livskraft, med lystig–tumult’og munterhed, som endnu ikke–var blevet tvunget til at tilpasse sin egenart til strømmen af vestlig indflydelse. Ved den lejlighed havde‘Frankfurter Zeitung’; skaffet mig et fransk visum, og jeg fik igen mulighed for at rejse i Syrien. Jeg blev ikke længe i Damaskus; og denne gamle by blev liggende bag mig, så snart jeg drog videre. Beiruts libanesiske livskraft omfavnede mig for en tid, men snart glemte jeg den, i det syriske Tripolis øde søvnighed, og dets stille ro. I den åbne havn dansede de små skibe med mandellast, mens deres ankre blev trukket og gav efter, og de latinske master knagede sagte. På en taburet foran et kaffehus ved kajen morede Tripolis borgere sig i eftermiddagssolen –med kaffe og‘vandpibe’og trak på den. Overalt var der fred og tilfredshed, og det forekom mig, at de havde mad i overflod! Selv, syntes tiggerne at nyde den behagelige, lunkne sol. som om de sagde, Åh, hvor er det dog dejligt også at være tigger i Tripolis! Jeg kom til Aleppo. Dens gader og bygninger–får mig til at tænke på Jerusalem. Gamle stenhuse, som synes at være vokset op af jorden, og mørke, bueformede hvælvinger–prydede gader, øde, stille pladser og torve samt udskårne–vinduer. Naturligvis, var Aleppos indre liv meget forskelligt fra Jerusalems og helt anderledes. Jerusalems stærke stemning var mærkelig, som en smertefuld krampe ved siden af hinanden løbende, indbyrdes modstridende nationale strømninger. Meditation–og forestillinger samt dybe religiøse følelser blev dér varigt overskygget som af en giftig sky af et næsten uudgrundeligt had mellem mennesker og ting. Men Aleppo–var trods sin blanding af arabisk og libanesisk og trods det lette præg fra det nærliggende Tyrkiet, selv-–modsigelsesfrit og blidt, roligt. Med træbalkoner og stenfacader, var husene levende trods deres ubevægelighed. På det gamle marked herskede håndværkernes tavse travlhed, på de gamle karavanseraiers gårdspladser, der havde tag over sig og på begge’sider rækker af butikker, fyldt med alskens varer. Sparsommelighed og samtidig en let–form for begær–og begge dele fri for enhver form for misundelse; ingen form for travlhed, og straks omfavner en sådan fritid den–‘fremmede’og vækker også i ham et ønske om, at, hans eget liv også kunne slå rod og finde ro i ubekymret fritid. Alt dette flyder, sammen i en intens og betagende rytme.
Fra Aleppo kørte jeg til en by helt mod nord i Syrien – –Deir– ez –-Zor. Jeg havde til hensigt derfra at tage vejen til Baghdad, og rejse til Baghdad, som ligger på den gamle, smalle karavanerute parallelt med Eufrat. Og på denne rejse mødte jeg Zayd for første gang.
På vejen mellem Baghdad og –Damaskus har der i nogle ’år kørt motorkøretøjer. Men vejen langs Eufrat var kun lidet kendt. Faktisk, var der før mig kun én bil, der var kørt’ nogle måneder tidligere. Selv , min armenske chauffør havde aldrig før krydset Deir– ez–-Zor, selv om hans selvtillid var stor, og han nok skulle finde vej, uanset hvordan. Alligevel mente han, at der var behov for mere konkrete og pålidelige oplysninger. Derfor gik vi to’ sammen rundt på markedet for at finde oplysninger.
Markedsområdet strakte sig gennem hele Deir–ez-–Zor i længderetningen. Det kunne beskrives som en blanding af en syrisk provinshovedstad og en beduinhovedstad–selv om beduinpræget var det stærkeste. Her mødtes to verdener i en ejendommelig harmoni. I én butik blev der solgt moderne postkort med trykte billeder’mens man lige bagefter et andet sted kunne se nogle beduiner tale om regn i ørkenen, mens, andre talte om den nylige strid mellem Bishr-Anaza-stammen i Syrien og Shammar-stammen i Irak. En af dem nævnte, at den najdiske beduinleder Faisal ad-, Dawish for nogen tid siden havde foretaget–en dristig ekspedition i det sydlige Irak, og fortalte om den. Atter og atter lød navnet på den store arabiske mand Ibn Saud fra hans mund. Lange, sølvbeslåede; gamle geværer med skæfter–med sølvbeslåede håndtag– som ingen længere købte, fordi nutidens rifler var langt mere effektive–levede videre i en drømmeagtig, støvet–grå tilværelse sammen med uniformsstof fra tre kontinenter, najdiske kamelsadler, Goodyear-dæk, lysekroner fra Leipzig og mørkebrune beduinkåber fra al-Jawf. Men, de vestlige varer virkede ikke som uønskede fremmede blandt de gammeldags ting; deres nytte gav dem naturligt deres egen plads’Beduinerne havde en vågen og vidtspændende sans for virkeligheden; og derfor forekom det mig, at–alle de ting, som endnu i går havde ligget langt fra deres ørkenkaravaners herberger, havde de let taget til sig og gjort til deres egne uden at give afkald på deres gamle væsen’Denne stabilitet i deres indre verden, tænkte jeg ved mig selv, havde måske givet dem den styrke, der satte dem i stand til at modstå den nye tidsalders oversvømmende strøm, og måske, havde den også givet dem evnen til ikke at lade sig besejre af den, for den nye tidsalder var nu begyndt at komme disse mennesker ganske nær.. –Og hvordan var disse mennesker?? For ikke længe siden havde de været fjernt fra omverdenen, og begravet i sig selv. Men derfor, var dette banken på deres dør ikke en fjendes banken på døren; De tog imod alle disse nyskabelser med uskyldig nysgerrighed, så at sige,som om de undersøgte dem fra alle sider med fingrene og overvejede deres mulige anvendelse–Den vestlige‘nyskabelses skadevirkninger for disse enkle, ulærde beduiner havde jeg dengang kun en meget ringe forståelse af ……।
Mens min armenske chauffør spurgte en gruppe beduiner om vej–ledning, fik jeg pludselig et kraftigt ryk i ærmet. Straks rejste jeg mig–og så, at der foran mig stod en smuk, slank arabisk mand over tredive–år.
–‘ Med Deres tilladelse, o ‘effendi’ , sagde han med en lidt dæmpet, hæs stemme, ‘Jeg hørte, at De kører i bil, men De er ikke sikker på Deres rute. Tag mig med, jeg kan måske være Dem til lidt hjælp.’
Jeg syntes straks godt om manden og spurgte ham, hvem han var?
–‘Jeg er Zayd ibn Ghanim,’svarede han, ‘Jeg gør tjeneste i de irakiske ‘Agayel.
Straks lagde jeg mærke til–hans ‘kaftan’s khakifarve og den irakiske ørkenkonstablers syvtakkede stjerne, som var et emblem, på hans sorte ‘igas’– . Araberne kalder denne slags styrke for ‘Aga’il’. Den har eksisteret siden tyrkernes tid. Denne styrke består af dem, der frivilligt vælger dette erhverv,–og som udelukkende rekrutteres blandt arabere,–hvis hjemsted er ørkenen, og hvis venner er kameler. Deres dristige blod drev dem fra deres barske,, luksusforladte hjemland ind i en verden, hvor pengene er flere,, farten og uroen større, og forandringen fra i dag til i morgen mere omfattende.
Zayed fortalte mig, at han i forbindelse med et eller andet vedrørende administrationen af den syrisk-–irakiske grænse var kommet til Deir–ez-Zor sammen med en af sine officerer.–Selv om officeren vendte tilbage til Irak, blev han tilbage på grund af et personligt ærinde, og nu, via Damaskus,, foretrækker han at vende tilbage med mig i stedet for at tage den mere skrånende, men langt mere snoede rute. Han indrømmer åbent over for mig, at han aldrig hidtil har rejst hele vejen langs Eufrat, og ligesom jeg ved han også, at flodens mange forgreninger–og sidegrene samt sving betyder, at vi ikke altid vil kunne finde vej ved hjælp af floden, –men, siger Zayed, ‘ørkenen er ørkenen, og solen og stjernerne giver ingen grund til bekymring, inshallah vil vi nok finde vej’. Jeg glæder mig over hans dybe selvtillid og går gladeligt med til at tage ham med mig.
Næste morgen forlod vi Deir–ez-Zor– og drog ud. Over den vældige Hammad-ørken ruller vores ‘Model T ‘Ford’-bils hjul over et klippe- og–grusdækket, uendeligt,fladt, , undertiden lige så glat og jævnt som asfalt, , undertiden bølge-–formet, helt til horisonten. Af og til ligger Eufrat til venstre–for os–—mudret,, rolig og med lave flodbredder—–så man skulle tro, det var en stille sø,, indtil et flydende stykke træ eller en båd kommer til syne, og den kraftige strøm dermed afsløres. Eufrat er en bred flod, med et kongeligt væsen; Den frembringer ingen lyd, floden er ikke legesyg, den strømmer ikke af sted,den bryder ikke i skum-–toppede bølger–, og den kaster ikke, vand omkring sig. Eufrat flyder langsomt, –i et roligt tempo,og breder sig som et bredt bånd, , en ubundet flod, der selv vælger sin kongelige vej, mod ørkenens mærkbare hældning, idet den slynger sig gennem utallige sving, i balance med ørkenen, og med samme stolthed som ørkenen. For, ligesom floden er ørkenen vidstrakt, også ørkenen stærk og fredfyldt.
Vores nye ledsager, Zayd, sidder ved siden af chaufføren, med det ene knæ trukket op og det ene ben hængende ud over bildøren. Han har et par støvler på, der skinner rødt, lavet af marokkansk læder, som han købte dagen før på Dayr– az-–Zawr–s marked.
Af og til møder vi kamelryttere, som om de pludselig var dukket op af intet midt i ørkenen, står ubevægelige et øjeblik og bliver stående, vendt mod vores bil , for så at drive deres ridedyr videre og forsvinde ud i tomheden. De er tydeligvis nomader, Deres ansigter er blevet mørkt kobberfarvede af solen. Fra tid til anden opholder vi os et kort øjeblik på forfaldne karavanseraier, og så begynder ørkenens uendelige vidder. Eufrat forsvinder bag horisonten. Sand, som vinden har fejet sammen,klipper–og grus dækker de enkelte jordstykker, og hist og her ses tuer af græs eller torne–og tornekrat. På vores højre side, rejser en lav, sprukken og stribet bjergkæde sig pludselig under den skarpe sol, blottet for vegetation, og skjuler ørkenens endeløshed. Hvad findes der på den anden side af denne smalle bjergkæde? spørger jeg mig selv med undren. Og jeg ved, at der på den anden side findes en tilsvarende flad eller bjergrig ørken, med det samme sand og det samme hårde grus, der gløder under solen i deres uberørte hårdhed, og alligevel synes et åndedrag af en uforklarlig hemmelighed at svæve i luften. ‘Hvad kan der være derovre’? Der er intet svar eller ekko på det i mine omgivelser; Ingen lyd vækkes i eftermiddagens dirrende stilhed, bortset fra vores motors brummen og dækkenes susen hen over klipper og grus. Er jordens rand dér sunket ned i en urtidig, bundløs afgrund? Eftersom jeg ikke ved det, findes der altså noget ukendt derovre, og eftersom jeg måske aldrig vil kunne få det at vide, er det derfor uudgrundeligt, ukendt!
Om eftermiddagen opdagede vores chauffør, at han havde glemt at hente vand til motoren fra den ørkenkro, vi havde lagt bag os. Floden lå langt borte; og der fandtes ingen brønde inden for mange miles. Omkring os lå der i meditativ ro, helt frem til den bølgende–horisont, et tomt,blændende, brændende landskab som hvid, varm kridtjord, og over det legede en blid, sagte varm vind,-som om den kom fra tomheden og også drog mod selvsamme tomhed, uden nogen begyndelse, og uden nogen ende–som om den var steget op fra tidernes morgen som en dæmpet brummende–lyd!
Chaufføren,som, ligesom alle libanesere, ikke bekymrer sig om ydre høflighed (—en egenskab hos dem, jeg plejede at beundre–—men ikke lige i det øjeblik), sagde, –‘»Åh, så lad gå, alligevel kan vi nå den næste ørken-–kro.«
Men det så ud til, at, vi måske alligevel ikke–ville kunne nå derhen. Solen brænder, vandet i radiatoren koger som vandet i en tekedel–i en tekedel. Igen møder vi hyrderne. Vand! Nej, så langt som en kamel kan gå på femten timer, inden for den afstand , femten kamel–timer er der ikke vand noget sted.
–‘Så, hvad drikker I?? spørger armenieren desperat.
–De bryder ud i latter,, ‘vi drikker kamelmælk’।
De må være meget forbløffede indvendigt over at se, at de mærkelige mennesker i denne hurtigtkørende djævelske bil spørger, hvor der er vand. For, selv ethvert beduinbarn kan fortælle dem, at der ikke findes vand noget sted i dette område.
En frygteligt ubehagelig situation. Fordi motoren var brudt sammen, at være strandet her i ørkenen, ingen vand, ingen mad, i den tilstand og vente, indtil en anden bil kommer forbi på vores vej–måske i morgen,ellers i overmorgen–eller måske næste måned….।
Lidt efter lidt forsvinder chaufførens muntre, ligegyldige mine. Han standser bilen og åbner kølerdækslet; en hvid, tæt røg–skyller hvæsende ud. Jeg havde lidt vand i min feltflaske, så jeg ofrer det til motoren. Armenieren føjer lidt olie til, og den modige Ford kører videre med os et stykke tid.
–‘Jeg tror, siger optimisten, ‘at vi måske kan finde vand dér til højre for os. Se, hvor grønne de bjerge ser ud–det ser ud til, at der er frisk græs dér. Og dér, hvor græs vokser på denne tid af året, når der ikke falder regn, må der helt sikkert være vand. Og hvis der virkelig er vand, hvorfor skulle vi så ikke køre derop og hente vand?
I ræsonnementet ligger der altid en uundgåelig kraft, og også her var denne kraft til stede, selv om det virkede som om, armenierens ræsonnement gik frem støttet på krykker, haltende. Vi forlod vejen og kørte flere mil mod bjergene, mens bilen raslede og rumlede. Men der var intet vand…Bjergenes skråninger var dækket, ikke af græs, men af grønligt sten.
Der lød en hvæsende lyd fra motoren, stemplerne blev ved med at slå hårdt, røg trængte ud gennem sprækkerne i bilens motorhjelm, i hvide spiraler. Et par minutter endnu.. og så , vil der uundgåeligt opstå en revne, krumtapakslen vil knække–eller noget andet** af den slags. Men nu var vi kommet langt væk fra karavanens rute. Hvis der skete noget nu, ville vi blive nødt til fortvivlet at slå os ned på dette øde sted. Næsten al den olie, vi havde, var blevet hældt på køleren. Armenieren var næsten ved at blive vanvittig, han‘gik rundt og ledte efter vand’, drejede bilen til venstre og derefter til højre, som en akrobat i et cirkus, der skifter retning mod højre–og mod venstre, og snurrer rundt, på samme måde, . Men der viste sig stadig ingen mulighed for at finde vand. Og den dyre franske vin, som–jeg sukkende rakte fra mig, den–gjorde heller ikke større gavn end den overophedede køler, bortset fra at indhylle os i dampe fra alkoholen; og som følge deraf fik Zayed (som ikke havde drukket noget af vinen) næsten til at kaste op.
Den stenagtige ubevægelighed, som Zayed hidtil havde været fortabt i, blev ved dette sidste eksperiment slået i stykker. Med en vred bevægelse‘trækker han sin kufiya’ned over øjnene, og læner sig over bilens varme kant, mens han igen og igen stirrer ud mod ørkenen–med den urokkelige, årvågne koncentration, som de, der tilbringer det meste af deres liv under åben himmel,, har som særkende,, fordi de er vant til at stole på deres sanser. Vi venter bekymret–uden at nære det store håb–for, han har allerede fortalt os, at han aldrig i sit liv har været i denne del af landet. Men han løfter hånden, peger mod nord og udbryder–
–‘Dér!’!
Det var ikke et ord, men snarere som en befaling, en ordre!! Chaufføren er ovenud glad over, at der er fundet en, som kan befri ham. Uden at stille spørgsmål adlyder han straks ordren. Motoren bringer os nordpå, mens den stønner og hiver efter vejret på en pinefuld måde. Men pludselig rejser Zayed sig en smule, lægger hånden på chaufførens skulder og beder ham standse. Et øjeblik sidder han med hovedet let bøjet fremad og snuser som en hund, der har fået færten af sit bytte. Omkring hans sammenpressede læber sitrer en svag, næsten mærkbar spænding.
–‘Nej, kør den vej’, råber han og peger mod nord–øst.
–‘Skynd dig.’ Chaufføren adlyder igen hans ordre uden at sige et ord. Få minutter senere lyder endnu en ordre fra Zayed:–‘»Stop!«!’ og han springer let ud af bilen, samler sin lange djellaba sammen i sine to’hænder og løber lige frem, stopper op og ser sig omkring flere gange, som om han leder efter noget eller lytter intenst til noget, og i lang tid glemmer jeg motoren, og mine egne problemer, jeg bliver så betaget af synet af et menneske, der med alle sine sanser og nerver forsøger at opnå en tæt forbindelse med naturen.…Og pludselig begynder han at løbe med lange skridt, og forsvinder i et åbent område mellem to bunker. Et øjeblik senere dukker hans hoved op igen, og hans to hænder begynder at bevæge sig:
–‘Vand!!’
Vi skynder os hen til ham. Ja, , det’er det. I en fordybning, der er beskyttet mod solen af overhængende klipper,–glitrer, en lille vandansamling, rester af vinterens regn, gullig–brun, blandet med mudder, men stadig vand…vand! En ubegribelig ørkenfornemmelse har afsløret dette vands eksistens for manden fra Najd...
og mens den armenske chauffør og jeg øser dette vand op i tomme benzindunke og hælder det i den hårdt plagede motor, går Zayed da, mildnet af et sagte smil,–som en stum helt,– én gang fremad langs bilen, og en anden gang baglæns.
.. .. .. … … … … … … ….
På tredjedagen ved middagstid nåede vi frem til den irakiske landsby ‘Ana’ ved Eufratfloden, , og kørte i flere timer gennem dens palmelunde og mellem lermurene. Der så vi, som Zayed havde sagt, mange ‘Agayel-folk’,; hvoraf de fleste var fra hans egen stamme. De bevægede sig med lange skridt mellem en flok slanke, skinnende heste under palmernes skygge,, på hvilke sollyset og det gennem det grønne filtrerede lys spejlede sig,, som konger,–strålende og fornemme, men høflige over for deres underordnede. Mens vi gik, bøjede Zayed af og til hovedet respektfuldt for nogle af dem, og på begge’sider af hans ansigt svingede hans lange hår. Trods det hårde liv i ørkenens og de bybrændende varmes–var Zayed så følsom,, at han, selv når vi hurtigt bevægede os ad landsbyens veje, viklede sin turban om hovedet og bandt den over ansigtet, så støvet ikke trængte ind i munden, — det støv,–som vi,, selv vi, forvante bymennesker, ikke fandt særligt ubehageligt. Men da vi kørte hen over klippegruset, og der heller ikke længere var støv eller–sand på vejen,, skubbede Zayed på en næsten helt piget, sød måde sin ‘kufiyya’ bagud og begyndte at synge. Pludselig åbnede han munden og begyndte at synge—–en klippe, der pludselig skyder op gennem sletten,–som en mur i sin pludselighed: en najdisk ‘qasida,’, en slags ghazal-sang,, i en ensformig, uafbrudt rytme,, med en strakt, bølgende melodi,, som ørkenvindens–strøm,, der hverken har begyndelse, eller ende. Da vi nåede den næste landsby, bad Zayed chaufføren om at standse. Så sprang han ud af bilen, takkede for liften på dette stykke af vejen, slængte geværet over ryggen og forsvandt mellem palmelundene.; I bilen blev der tilbage en duft, som intet navn havde,, duften af en fuldkommen menneskelighed,, og af sjælens enkle uskyld, en fjern–og vidt udbredt , eller aldrig glemt,, genklang af et sådant minde om fortiden.
‘I Ana’ tænkte jeg den dag ikke, at, jeg nogensinde skulle se Zayed igen. Men det, jeg ikke vidste, skete.
… . .. … …. …. ….
Næste dag nåede jeg frem til ‘Hit’ by; ligger denne lille by ved Eufrats bred på et sted; hvor den gamle karavane–vej fra Damaskus til Bagdad gradvist træder frem af ørkenen. Byen ligger på toppen af en bakke, med mure og en fæstning, som en gammel, halvt–glemt borg. Husene indenfor og udenfor synes at være trængt ind i byens–mure. Husene har ingen vinduer, men kun nogle få sprækker eller revner, som de åbninger, der er lavet i fæstnings–muren for at gøre det muligt at bruge våben inde fra fæstningen. Fra byens indre rager en minaret med løftet hoved op mod himlen.
Ved en karavanserai ved floden–standsede jeg min færd for at tilbringe natten. Mens aftensmaden blev tilberedt til chaufføren og mig, gik jeg hen til brønden i gården og vaskede hænder og ansigt. Jeg sad på hug på jorden, da der kom en mand, som tog det langhalsede–vandkar, jeg havde stillet frem, op og begyndte langsomt at hælde vand over mine hænder. Jeg løftede ansigtet og så foran mig–en sortladen, kraftigt bygget mand, med en uldhue på hovedet. Uden at være blevet bedt om det og helt uopfordret hjalp han mig med at vaske hænder og ansigt. Det var tydeligt, at han ikke var araber. Da jeg spurgte ham, hvem han var, svarede han på gebrokkent arabisk–‘„Jeg er en tatar, fra Aserbajdsjan.“’Hans øjne var varme og hjertelige som en hunds øjne, og den tidligere militæruniform på hans krop var næsten flænset, og slidt!!
Jeg begyndte at tale med ham, lidt på arabisk og lidt på det hakkende persisk, som jeg havde lært i Kairo af en iransk studerende. Jeg erfarede, at tataren hed Ibrahim. Næsten hele sit liv –han var nu omkring fyrre år gammel–havde han tilbragt på Irans veje–og stier; hvor han år efter år havde kørt godsvogne fra Tabriz til Teheran, fra Mashhad til Birjand, fra Teheran til Isfahan og Shiraz, og én gang havde han en gruppe på hundrede ryttere under sin kommando som sin egen enhed; Én gang havde han tjent som menig i det iranske kavalleri, og han havde arbejdet som personlig livvagt for en turkomansk høvding; På et tidspunkt var han også stalddreng på karavanseraierne i Isfahan. Men denne gang, da han som muldyrdriver var kommet til Irak med en karavane af iranske pilgrimme på vej til Karbala–efter at være kommet til Irak som muldyrdriver med en karavane af iranske pilgrimme på vej til Karbala, kom han i strid med karavanens høvding, mistede sit arbejde og blev således strandet uden hjælp eller midler i et fremmed land.
Senere den nat, i karavanseraiets palmebevoksede gård, lagde jeg mig til rette på en træbænk for at sove. Varmen var uudholdelig–– og myggesværme–som skyer–– sværme af enorme myg, opsvulmede som trommer af at have drukket menneskeblod. Nogle få’lanterner kastede deres sørgmodige, svage lys ud i mørket. Nogle heste, tilhørte måske karavanseraiets ejer, og var bundet ved siden af en mur. Tatareren Ibrahim børstede en af dem. Den måde, han børstede hesten på, viste, at han ikke blot kendte heste, men også elskede dem. Hans fingre bankede så nænsomt på hestens strittende man som en elsker stryger sin elskedes hår.
Pludselig fik jeg en idé. Jeg var på rejse gennem Iran, og foran mig lå en mange måneder lang rejse til hest. Hvorfor tog jeg ikke denne mand med mig? Han virkede som en god og meget tavs mand. Og jeg ville ganske sikkert få brug for en sådan mand, der kendte næsten alle veje–og stier i Iran, og hvert eneste karavanserai–kendte han, som sit eget hjem.
Næste morgen, da jeg sagde til ham, at jeg kunne tage ham som min tjener, brød han næsten sammen i gråd, da han ville udtrykke sin taknemmelighed, og sagde til mig på persisk: ‘Hazrat, De kommer aldrig til at fortryde det.!’
… … …. … … …
Det var eftermiddagen på den femte dag af min motorrejse fra Aleppo, da jeg for første gang fik udsigt til Bagdads vidtstrakte oase. Gennem mellemrummene mellem de utallige palmetræers kroner glimtede moskéernes gyldne kupler og høje–minareter mod himlen. På begge sider af vejen’lå en vældig, gammel kirkegård–hvis grave smuldrede og var sten–grå,, forvitrede og forladte. Et fint, gråt støv stod stille over kirkegården; og i middagens brændende sol syntes dette støvs–gråhed at ligne et gennemsigtigt, tyndt stofslør med sølvbroderi, en niqab,–som en fin tåget væg mellem fortidens døde verden og den levende nutid. Ja, sådan må det være,, tænker jeg altid ved mig selv,, når man nærmer sig en sådan by, der er så fuldstændig anderledes, at man ikke engang kan fatte forskellen….
Og så dykkede vi ned blandt palme–alleerne–mile efter mile af enorme træstammer og krumme blade–indtil palme–lunden pludselig standsede ved bredden af Tigrisfloden. Floden var af en anden slags end Eufrat. Mudret, grønlig i farven, tung–og løb med en klukkende lyd–som en fremmed fra et ukendt land over for den anden flods stille, majestætiske strøm, dog!!’ og da vi krydsede Tigris med båd, over en vuggende–bro, spredte Den Persiske Golfs brændende varme sig over os.
Intet af Bagdads fordums pragt–og glans er tilbage. Byen blev så ødelagt af mongolernes gentagne angreb i middelalderen, at, Harun–ar-–Rashids gamle hovedstad. Der står en tilfældigt opført by af murstens–huse–det synes, som om, det er en midlertidig ordning i forventning om mulige forandringer. Men faktisk var en sådan forandring, i form af en ny politisk virkelighed, allerede sat i gang. Byen er igen begyndt at pulsere af liv; nye bygninger–og huse rejser sig; en arabisk hovedstad er langsomt ved at vokse frem fra et sovende tyrkisk provinshovedkvarter.
Den intense varme har lagt sig over alt og gjort al aktivitet langsom. Folk bevæger sig med langsomme skridt på gaderne. Det virker, som om deres blod er meget tykt, og at de mangler enhver rytme og ynde. Under deres sort-–hvide, ternede turbaner ser deres ansigter alt for alvorlige og uvenlige ud. Når jeg har set et smukt arabisk ansigt præget af stolt, indadvendt værdighed, har jeg, på hans hoved set en rød, eller hvid‘kufia’–hvis betydning er, at manden ikke er herfra, men er kommet fra nord, eller fra den syriske ørken eller det centrale Arabien.
Men der stråler en voldsom styrke–hadets styrke–mod den fremmede magt, som har berøvet dem deres frihed. Som dæmoner–er Bagdads folk altid besat af længslen efter frihed. Måske har dette væsens sorte, dybe skygge lagt sig over deres ansigter. Måske antager alle disse ansigter et helt andet udtryk, når de mødes med deres egne i byens smalle gyder og mure–omkransede gårde. For hvis De ser nærmere på dem, vil De forstå, at deres ansigter ikke er helt blottet for ynde–slet ikke. Fra tid til anden, ligesom andre arabere, ved de at smile. Sommetider, ligesom andre arabere, lader de deres kjortler slæbe efter sig gennem støvet med fornem foragt; Det ser ud, som om de går hen over mosaikgulvet i et palads af marmor! De lader deres kvinder slentre dovent på gaden, indhyllet i lag på lag af pragtfuldt, broget brokadestof,; burka-–klædte kostbare kvinder,, røde,–sorte og blå,–sølvfarvede og bordeauxrøde brokadebeklædte skikkelser, der langsomt sætter gyldne spor med deres lydløse skridt ……।
.. .. … .. . .. .. .. .. ..
Et par uger efter at vi var nået til Bagdad, gik jeg rundt på det store marked, med tøndeformede tage–over nogle let mørklagte, overdækkede gyder–da et skrig pludselig gav genlyd fra en af dem. En mand løb frem fra et hjørne, så en anden, så endnu en tredje. Og folkene på markedet begyndte også at løbe–drevet af en sådan panik’at jeg ikke kendte årsagen til den, det vidste de selv. Lyden af hestehove, der klaprede: en skræmt–og rædselsslagen rytter red mod menneskemængden, som brød sammen og blev splittet–foran ham. Flere mennesker løb, og alle kom fra samme retning, fulgt af markedets handlende. Skubbet, og slynget omkring stormede hele flokken fremad. Butiksejerne, forskrækkede–og rædselsslagne, stillede træplanker op foran deres egne butikker. Ingen sagde et ord, og ingen råbte til hinanden. Kun en gang imellem hørte jeg skrigene fra folk, der faldt, og et barn udstødte et hjerteskærende skrig..।
Hvad skete der? Intet svar. Overalt, hvor jeg så hen, mødte jeg sørgmodige ansigter. En tung vogn–som endnu kun var halvt læsset med bylter,–farer uden kusk gennem den smalle gyde,, trukket af galopperende heste. I det fjerne var en bunke lerkar blevet knust til skår–og jeg hørte tydeligt, de knuste lerkar,–hvis skår rullede hen over jorden. Bortset fra alle disse lyde samt lyden af folks fodtrin og–åndedræt, herskede der overalt en dyb og undertrykt stilhed–præcis som den, der undertiden viser sig før et jordskælv–før det. Man kunne høre, kun de flygtende menneskers gentagne fodtrin; og undertiden det fortvivlede skrig fra en kvinde eller et barn, der var blevet slynget ud af den fremstormende menneskemængde. Igen viste nogle få beredne–ryttere sig. Frygt, flugt og stilhed! De overdækkede–gader, hvor de krydsede hinanden, var skueplads for en vanvittig forsamling, et beruset postyr!
Ved et af disse kryds–er der opstået tumult og fanget i den blev jeg ude af stand til at bevæge mig fremad, eller tilbage, og for at sige det som det er, hvor jeg skal hen, det–ved jeg heller ikke. Netop i det øjeblik mærkede jeg, at nogen greb fat om min arm, ingen anden end Zayd;, han trak mig hen imod sig, mellem to butikker…bag en barrikade lavet af tønder.
–‘Rør Dem ikke’, siger han hviskende.
Noget suste forbi mig; en riffelkugle?? Umuligt—–
Langt borte, fra et sted midt på basaren, lød en dæmpet brummen fra mange stemmer. Igen fór noget hvæsende forbi, og denne gang var der ingen tvivl om, hvad det var. Lyden af en kugle–langt borte, en uklar raslende lyd, som om nogen strøede ærter ud på et tørt, hårdt gulv. Lyden nærmede sig langsomt og blev stadig kraftigere–den hyppige lyd, der gentog sig med regelmæssige mellemrum–og jeg forstod, hvad det var: maskingeværer, kanonernes lyd…..
Som det så ofte er sket før skete det igen, og Baghdad gjorde endnu en gang oprør’dagen før–—–den 29. maj. Det irakiske parlament godkendte imod folkets vilje en allianceaftale med Stor-–britannien. Og i dette øjeblik forsøger en fortvivlet nation at forsvare sig–mod venskabet med en mægtig europæisk magt...
Og senere erfarede jeg, at de britiske tropper for at slå demonstrationen ned havde lukket alle veje ind til basaren’af. Den dag, på basaren, blev mange mennesker dræbt i vilkårlig skydning. Hvis Zayed ikke havde holdt mig tilbage, var jeg måske også løbet lige ind i kanonernes ild.
Og dette var den egentlige begyndelse på vores venskab. Zayeds fornuftige–og fåmælte mandighed tiltrak mig voldsomt. Fra hans side kunne man sige, at han–også tydeligvis var blevet forelsket i den unge europæer, som ikke havde nogen særlig fordom mod araberne og deres livs–form. Han fortalte mig den enkle historie om sit liv. Hvordan han tidligere, ligesom sin far, var vokset op i tjeneste hos herskerne i Ha’il,, under Ibn Rashids Shammar-klan,; hvordan Ibn Saud i 1921 erobrede Ha’il, og den sidste‘emir’af Ibn Rashids slægt blev taget til fange af Ibn Saud,, flygtede mange fra Shammar-stammen, og Zayed sammen med dem,, idet de valgte en usikker fremtid frem for at overgive sig til de nye herskere og forlod’landet. Og nu befinder han sig her,, iført sin ‘iqal’med en syvtakket irakisk stjerne’på,, og med en dyb længsel i brystet efter ungdommens hjemland.
I de uger, jeg rejste i Irak, fik vi mulighed for at lære meget om hinanden, og i de følgende år bevarede vi et nært forhold. Jeg skrev af og til breve til ham–til ham og sendte ham en lille gave, som jeg havde købt på et marked i Iran eller Afghanistan, to’gange om året. Hver gang svarede han med sin sjuskede, næsten–ulæselige, hæslige håndskrift og nævnte de dage, hvor vi red sammen langs Eufrats bred, eller tog ud for at se den vingede løve blandt Babylons ruiner. Til sidst, da jeg kom til Arabien i 1927, bad jeg ham om at slutte sig til mig; og allerede året efter sluttede Zayed sig til mig. Siden da har han været min ledsager, ikke så meget som en nafar, men langt mere som min kammerat.
… .. .. .. .. .. .. …. .. .
Sel endnu i begyndelsen af tyverne var motorkøretøjer forholdsvis sjældne i Iran; og i de større centre var det kun nogle få, der kørte som hyrevogne. Hvis man ville færdes uden for de tre-fire hovedveje, måtte man stole på heste–vogne. Og de nåede heller ikke alle steder; for i mange egne af Iran fandtes der dengang ingen veje–eller stier. For en mand som mig—–der–var ivrig efter at omgås mennesker fra ethvert land på deres egne betingelser—–var det at rejse til hest et tydeligt tegn; og derfor, tog vi i den sidste uge i Bagdad hver morgen Ibrahim med ud til hestemarkedet uden for byen. Efter flere dages prutten–købte jeg en hest til mig selv og et muldyr til Ibrahim. Mit ridedyr var fra det sydlige–Iran, en særdeles smuk asli, rød–og brunlig pony, mens muldyret tydeligvis var et livligt, magert og stædigt dyr, der var bragt ind fra Tyrkiet, med muskler som tykke stålreb under den grå fløjlshud; Det bar uden besvær, foruden sin rytter, mine store tasker, hvori jeg opbevarede alt, hvad jeg havde brug for.
En morgen drog Ibrahim af sted mod den iranske grænse, ridende på min hest og førende muldyret i et reb, Iraks sidste by Khanikin. Byen er en station på en sidelinje til Bagdad-jernbanen. To’dage senere tog jeg af sted med toget, for at mødes med Ibrahim dér
Vi har lagt Khanikin og den arabiske –verden bag os. Foran os står en hel række bjerge, alle–højere bjergkæder imellem os, som vagtposter–— bjergene på det iranske plateau,, en ny og ventende verden. Grænseposten er en ensom, lille bygning, , hvorover der er hejst et falmet flag–grønt,–hvidt og rødt,, med et løveemblem med et sværd og en opgående sol. Nogle få’told-–embedsmænd, , med sort hår,, lys hud,, beskidte uniformer og tøfler på fødderne,, undersøger mit beskedne bagage nærmest med venligt spøgende mine. Så tiltaler en af dem mig og siger:
–‘Alt er i orden, ‘Janab–-i-–Ali’, Huzurs rang står langt over vores evner og formåen. Vil De være så venlig at drikke te med os og derved vise os den ære?”
Og mens jeg undrede mig over den mærkelige og gammeldags høflighed, der blev udtrykt på denne måde, slog det pludselig mig, hvor forskelligt det persiske sprog trods sine mange arabiske ord er fra det arabiske, hvor anderledes det er!! Det rummer en klangfuld, kultiveret sødme, og efter arabernes varme, konsonantrige sprog, lød de persiske vokalers bløde, åbne klang på forbløffende vis som ‘‘vestlig’’ slags.
Jeg var ikke den eneste i en rejsendes skikkelse. Adskillige tunge, kanvasdækkede vogne, trukket af fire heste, stod foran toldkontoret, og i nærheden havde en karavane slået lejr. Folk lavede deres mad over ilden i de åbne telte. Selv om det endnu kun var tidligt på eftermiddagen, syntes det alligevel, at de ikke havde nogen tanke om at drage videre, og vi , jeg ved ikke, hvorfor, traf den samme beslutning. Vi tilbragte natten under åben himmel med tæpper bredt ud på jorden.
Tidligt ved daggry, begyndte nogle af vognene og karavanen igen at bevæge sig mod den nøgne bjergkæde, og vi steg også op på hver vores ridedyr og drog af sted med dem. Vejen snoede sig og steg opad, og derfor forlod vi to’snart de langsomme vogne bag os, hvorefter vi drev vores ridedyr frem og trængte dybere og dybere ind i kurdernes bjergland, ind i et land beboet af–højstammede,, lyshudede hyrder.
Jeg så den første af dem, da han ved et vejsving kom ud fra en hytte bygget af grene og strå, med en raslende lyd, og uden at sige et ord rakte han en træskål, fyldt til randen med mælk, frem mod os. Han var sandsynligvis sytten år; barfodet, pjusket–og usoigneret, han så ikke ud, som om han havde vasket sig; hænder og fødder, halvt–vaskede, snavsede;en rest af en stråhat prydede hans uredte hoved. Jeg drikker den tynde, kun let saltede–og forbløffende kolde mælk og ser over skålens kant to blå øjne, to øjne, der er urokkeligt fæstet på mig. Den skrøbelige, fugtige, søde tågethed, der hviler over nyfødte dyr, en ur-gammel søvnighed, som endnu ikke helt er brudt, synes at samle sig i hans øjne!
Om eftermiddagen når vi frem til en kurdisk landsby, bygget af telte, , tæt sammenliggende og stille på bjergskråningerne, en hel telteby. Disse telte ligner teltene hos de halv-–nomadiske beduiner i Syrien eller Irak. De er dækket af tykt, sort stof af gede-–uld, lagt ud over halmmåtter. I nærheden løber en å,, på hvis to’bredder rækker af poppeltræer breder deres skygger ud,; og på en klippe, der rager op midt i åen, hakker et par traner ophidset næb mod næb, så det giver lyd, mens de basker med vingerne;; indigo-–blå jakke bærer en mand sig frem mod teltet med lange, men lette skridt;; hans jordnære, men meget afslappede gang-–art synes at tale om ældgammelt beduinblod!! Et rødt-–blåt hængende klæde trækker hun efter sig hen over jorden, mens en kvinde langsomt går mod åen med et langt lerkar på skulderen., Hendes lår træder tydeligt frem gennem det fine stof i hendes dragt: lange, spændte linjer som violinstrenge!! Ved vandkanten knæler hun og bøjer sig over vandet for at fylde krukken. Hendes turban- lignende hovedklæde falder af, og som en blodstrøm berører det den glitrende vandoverflade,, men kun et øjeblik;; hun løfter klædet og vikler det igen om hovedet,, i en eneste svindende bevægelse,, som stadig synes at være en del af hendes knælende stilling og høre til i den samme bevægelse.
Lidt senere gik jeg hen og satte mig ved bredden af kanalen sammen med fire unge kvinder og en gammel mand. Alle fire var præget af en udsøgt sødme og naturlighed, hentet fra et frit og ubundet liv: en skønhed , som er bevidst om sig selv, men ærlig og ren, som ikke ved, hvordan man skjuler sig selv, men som næsten ikke kan adskilles fra blufærdighed og ydmyghed. Den smukkeste af dem bar navnet på en sangfugl–‘Tu–Tu’ (vokalen udtales som på persisk). Hele hendes pande, helt ned til de sarte øjenbryn var mørkerød med et blåligt skær–og dækket af et tørklæde; Øjenlågene var smurt med surma; Under tørklædet stak der’brune lokker, frem, hvori tynde–sølvkæder var snoet ind som tråd. Hver gang hun bevægede hovedet, klingede de, idet de slog mod den sarte, smilehulsprægede–kindelinje–.
Vi nyder alle vores samtale, og snak–selv om mit persiske endnu ikke var blevet flydende, ((kurdisk er beslægtet med persisk)). Disse unge piger, som aldrig har bevæget sig uden for deres stammes snævre kreds og heller ikke kan skrive–eller læse, er faktisk meget snedige. De forstår let mine stammende ord–og vælger ofte det ord, jeg famler i mørket efter, og lægger det på mine læber med en ganske praktisk sikkerhed. Hvad gør de, spørger jeg dem, svarer de og, opremser en liste over de mange små, men betydningsfulde gøremål, som en nomadekvindes dage er fyldt med: at male korn mellem to flade sten, bage brød på glødende kul , malke fårene, kærne smør ved at ryste yoghurt i en lædersæk, spinde tråd af fåreuld på en håndbetjent væv, væve alle slags mønstrede tæpper samt‘kilim’vævning som er lige så gamle og ældgamle som deres folk; og sætte børn i verden samt give deres mænd hvile og kærlighed..
Et sådant liv, uden nogen forandring. I dag, i går og i morgen. Der findes ingen tid for disse hyrdefolk–bortset fra dagens–og nattens samt årstidernes skiften. Natten er blevet gjort mørk, for at sove i; dagen er blevet gjort lys for at skaffe livets nødvendigheder; vinteren kommer med tiltagende kulde og mangel på græsningsarealer i bjergene; og derfor vandrer de med deres hjorde og telte, indtil de når de varme sletter, i Mesopotamien og ved Tigris; senere, når sommeren bliver endnu varmere med hede og brændende vinde, vender de igen tilbage til bjergområderne, her, eller dér, et eller andet sted blandt stammens traditionelle steder.
–‘Har De nogensinde lyst til at bo i et hus af sten?? Jeg spørger den gamle mand, som indtil nu næsten ikke har sagt et ord og med et smil lyttede til vores samtale; har De nogensinde lyst til, at, De selv ejer en mark??
Den gamle ryster på hovedet og siger: ‘Nej,…Hvis vandet står stille i en dam, bliver det stillestående, mudret og ; når der er en vandstrøm, løber vandet, først da forbliver det klart og rent…।’
. . . .. . . .. . .. .. .
Med tiden forsvandt Kurdistan bag mig. I næsten atten måneder rejste jeg fra den ene ende af Iran til den anden, det mærkeligste af alle lande, og på den måde lærte jeg en nation at kende, hvori tre tusind års kulturelle visdom var forenet med barnlig rastløs uvished–en sådan nation, –der, formår at betragte sig selv og det, der sker omkring den, med en rolig, doven overlegenhed, og i næste øjeblik kan sitre af en voldsom vulkansk lidenskab. Byernes–forfinede bekvemmeligheder –nyder jeg, og samtidig nyder jeg den skarpe luft fra stepperne, som fylder sjælen med glæde. Jeg har sovet i provinsguvernørernes paladser, mens et dusin tjenere–stod klar til at adlyde mine ordrer, men jeg har også sovet i halvt sammenstyrtede karavane–serajer, hvor jeg om natten måtte holde vagt for at dræbe skorpionerne, før de kunne stikke mig. Som gæst hos Bakhtiari- og Qashqai-stammerne har jeg spist helstegt får, og i rige købmænds spisestuer har jeg spist kalkunsteg, fyldt med abrikoser–Jeg har iagttaget Muharrams ofre og blod– berusende vanvid, og lyttet til Hafiz’ sarte sange–— digte, som arvingerne til Irans tidligere storhed synger til fløjtemusik. Jeg har vandret under Isfahans poppelalleer og er blevet betaget af de enorme moskeers forgyldte kupler , hængende indgangsportaler og prægtige ydre–Byer og havne talte jeg med uddannede mennesker, såvel som med soldater og nomader, med købmænd på basarerne, med ministre og religiøse ledere, med omvandrende dervisher og med opiumsmisbrugere på landevejenes herberger. Jeg har boet i byer, og i landsbyer, med mine ejendele har jeg rejst gennem ørkener og farlige, salte sumpområder. Jeg mistede mig selv fuldstændigt i det sammenstyrtede– og vidunderligt mærkelige lands tids–løse atmosfære. Jeg kom så tæt på iranerne, og deres liv og tanker, at, det var, som om jeg var født iblandt dem. Men dette land, og dette liv–er som en gammel juvel, der spreder et uklart lys i alle retninger–og aldrig er blevet mig så nært, som arabernes krystalklare verden er blevet.
I mere end seks måneder red jeg gennem Afghanistans skove, bjergkæder og steppeområder: ja, seks’måneder tilbragte jeg i en sådan verden, hvor ethvert menneske bar våben–ikke som smykker;hvor man måtte være opmærksom på hvert ord, og iagttage hvert eneste skridt med forsigtighed, for at en kugle ikke pludselig skulle komme susende gennem luften, syngende sin sang! Flere gange måtte Ibrahim, jeg, og vore midlertidige rejsefæller kæmpe for at redde deres liv–fra røverne Afghanistan vrimlede dengang af røver-–banditter. Men om fredagen var der ingen grund til at frygte røverne, for Rabbul ‘Alamin anså det for skammeligt at dræbe nogen eller røve noget fra nogen på den dag, der var viet til tilbedelsen af Rabbul Alamin Engang undslap jeg med nød og næppe at blive skudt nær Kandahar , fordi jeg uden selv at vide det havde rettet mit blik mod ansigtet på en smuk landsbykvinde, der arbejdede på marken, selv om det ikke føltes mærkeligt at sove blandt mongolerne, efterkommere af Djengis Khans soldater-–og hærfolk, i et rum, på gulvet i en stråtækt hytte sammen med værtens unge hustruer og søstre Jeg tilbragte nogle uger som gæst hos kong Amanullah Khan i hans hovedstad Kabul; Nat efter nat drøftede jeg Koranens lære med hans lærde, ulamaer og lærde mænd. Og mange andre nætter tilbragte jeg siddende i pashtunske khaners sorte telte–og drøftede, hvordan man kunne rejse gennem de områder, der var plaget af indre konflikter mellem forskellige stammer.
Og med hver eneste dag i de to’år i Iran og Afghanistan blev jeg mere og mere overbevist om, at, jeg syntes at nærme mig en endelig afgørelse.!
.. .. . .. . .. .. . ..
‘For sådan endte det, Mansur,, at min viden om islam blev bedre for hver dag, fordi jeg forstod, hvordan muslimer lever. Islam havde altid indtaget den højeste plads i mit sind…..’
–‘ʿIshāʾ’-bønnen er inde’, « siger Zayd efter at have kastet et blik mod nattehimlen.
Vi stiller os på række til dagens sidste bøn, , vi er tre, , vendt mod Mekka. Zayd og Mansur står ved siden af hinanden, og jeg står foran dem, , som imam for menigheden ( (for Profeten ﷺ kaldte enhver forsamling på to eller flere mænd for en menighed)), Jeg løfter begge mine hænder opad og begynder med ‘»Allāhu akbar«’– ‘»kun Allah er stor«’ og derefter reciterer jeg, ligesom muslimer altid gør, Koranens sura al-Fātiḥa:
I Allahs, den Barmhjertiges, den Nådiges navn
Al lovprisning tilkommer alene Allah
som er universets Herre,
den Barmhjertige, den Nådige,,
herskeren over Dommens dag.
Vi tilbeder kun Dig.
og kun Dig beder vi om hjælp,
Led os på den–lige vej,,
Deres vej, som Du har vist nåde,
ikke deres, som har pådraget sig Din vrede,
ikke deres, som er faret vild.
Derefter reciterer vi sura nummer et hundrede’’og tolv:
Den Barmhjertige, Allah er én, uden lige,
Han er uden behov, som alle er afhængige af,
Han avler ikke, og er ikke selv avlet,
og ingen er Hans lige.
Selv hvis der findes noget sådant, findes der dog meget få ting, som bringer mennesker så tæt på hinanden, som fælles tilbedelse, tror jeg, at dette gælder inden for enhver religion, og især gælder det endnu mere for islam, for islam bygger på den tro, at der ikke er behov for nogen mellemmand mellem Allah og menneskene, og at det i virkeligheden heller ikke er muligt. I islam findes der ingen form for præstestanden, eller gejstlig ordning eller en organiseret‘kirke’og derfor ikke findes, føler enhver muslim, at når han udfører salat i menigheden, deltager han i‘en fælles’ tilbedelse på en virkelig måde, og ikke blot tager del i en fremmødeprotokol. Eftersom der ikke findes nogen indvielse i islam, kan enhver myndig og mentalt rask muslim–fuldføre enhver religiøs ceremoni, hvad enten det er at lede bønnen i menigheden, at forestå en bryllupsceremoni, eller at lede begravelsen af en afdød. Ingen behøver at være‘særligt udvalgt’til Allahs tilbedelse; de religiøse lærere og ledere i det muslimske samfund er almindelige, enkle mennesker (som undertiden med rette og undertiden uden at være egnede ) har opnået anseelse for deres lærdom inden for teologi og fiqh.
Tre
Jeg vågner ved solopgang, men mine øjenlåg er stadig tunge af søvn. En vind stryger hen over mit ansigt med en sart, summende lyd, fra den svindende nat ind i den gryende dag.
Jeg rejser mig for at vaske søvnen væk fra ansigtet. Det kolde vand er som en berøring af et fjernt landskab–med bjerge dækket af mørke træbevoksninger og floder–og vandløb, der skærer sig gennem landskabet og flyder, og som altid forbliver klare, og rene den morgen! .. Jeg!..sætter mig på mine lår og læner hovedet bagud, så mit ansigt kan forblive fugtigt i lang tid; vinden giver fugtigheden i mit ansigt et blidt puf, et puf med de sarte minder om alle kolde dage–mange ––mange tidligere vinterdage, om bjergene–om bjergene og floderne og vandløbene, der svulmede op og strømmede af sted.. . om at ride gennem sneen og den blændende hvidhed.. . om den hvidhed fra den dag for mange år siden, da jeg red gennem Irans vejløse sneklædte bjerge, mens jeg langsomt drev hesten fremad, og hvert eneste skridt, hesten tog, betød at dens ben sank ned i sneen, og derefter med stort besvær blev trukket fri af sneen... .।
Den eftermiddag, husker jeg, hvilede vi i en landsby, hvis beboere lignede nomader. Ti eller tolv huller i jorden, med strå–slyngplanter og mudder som lave, kuppelformede tage havde givet den ensomme boplads udseende af en hel muldvarpeby! Syd– østlige Iran, i provinsen Kerman, er det et sted. Som væsener fra eventyrenes underverden kravler folk stadig ud og ser forbavsede på fremmede. På en sådan mudderkuppel sidder en ung kvinde og reder sit lange, sorte, pjuskede hår. Hendes olivenfarvede–brune ansigt , er vendt mod den blege middagssol med lukkede øjne, mens hun fortsætter med at synge sagte, på et besynderligt sprog; metalarmbånd rasler på hendes håndled–hendes håndled er slanke og stærke , som’hoven og’leddet på benet af et vildt dyr fra en urskov.
For at live mine sløve–lemmer op bliver jeg ved med at drikke te og arak, i store mængder sammen med den bevæbnede politimand, som er kommet med Ibrahim og mig som vores ledsager. Da jeg igen steg op på min hest, efter at have drukket mig mæt i te og arak og satte den i trav, begyndte jeg min rejse, og pludselig syntes hele verden at brede sig vidt og klart ud foran mig, som aldrig før. Jeg så dens evige skikkelse og mærkede dets hjerte*slag–i den grå ødemark, i den strålende ensomhed, og alt det, der for blot et øjeblik siden var,hemmeligt og skjult for mig, ser jeg nu med egne øjne, Hvornår vil Allahs skjulte mysterier åbenbare sig for os af sig selv, når disse selvsamme mysterier hele tiden venter på os, så vi kan åbne os helt for dem.. .।
Foran os åbenbarede sig et højtliggende plateau; og jeg, sparkede min hest i bugen, så den sne, der blev spredt af hovslagene, blev slynget omkring mig som et blændende tæppe af utallige gnister! mens min hests hove begyndte at brage hen over isen på den frosne strøm.. .
Jeg tror, det var da, jeg indså den ufortjente nåde, som–selv om jeg endnu ikke selv fuldt ud forstod det,–som Fader Felix havde fortalt mig for mange–mange år siden,, da jeg var ved at begynde på den rejse, som senere skulle ændre hele mit liv: en åbenbaring i nåde–som fortæller et menneske:–»Det er dig …«.. ‘»Du«’er den forventede person.. Der gik lidt over et år mellem den vanvittige ridetur, hvor jeg drev min hest hen over sneen, og at jeg antog islam. Men jeg red stadig videre, drev hesten frem som en pil, uden at vide det, lige mod Mekka..।
.. . .. . .. . … .. .
og nu er mit ansigt tørt, og min iranske vinterdag fra for over syv år siden glider igen om bag mig; glider om bag mig, men forsvinder ikke. For den fortid er en del af nutiden!
En mild, kølig vind, som er den kommende morgens ånde, sætter de tornede buske i bevægelse. Stjernerne er blegnet. Zayd,Mansur! Stå op.. . Stå op. I to. I tænder igen ilden og varmer vores kaffe. Derefter, sadler vi vores kameler og begiver os gennem endnu en dag i den ørken, der venter på os med begge’arme udstrakte.
Sadel
Én
Solen var ved at gå ned. Pludselig snoede en tyk, sort slange sig–og rullede hen over vores vej; Slangen var næsten lige så tyk som et barns arm og måske en alen lang. Den standsede og løftede hovedet mod os. Næsten automatisk steg jeg ned fra sadlen, tog den lette riffel ned fra min hals, satte mig på knæ og sigtede, og i samme øjeblik hørte jeg en menneskestemme bag mig—–
–‘Skyd ikke.. . Skyd!’Men jeg havde allerede trykket på aftrækkeren; Slangen gav et ryk, og rullede rundt.. . så var det hele forbi!!
Mansur løfter sit utilfredse ansigt mod mig: De burde ikke have dræbt slangen.. . og hvad–det end måtte være, i hvert fald ikke ved solnedgang; for , på dette tidspunkt kommer djinnerne frem fra under jorden, og ofte antager de slangens skikkelse!
Jeg ler af det, han siger, og siger:, ‘Mansur,, er det de historier om djinner i slangeskikkelse,–som kvinderne i gamle dage fortalte,, du virkelig tror på??
–‘Selvfølgelig tror jeg på djinner. Er de ikke nævnt i Allahs bog? Men jeg ved ikke, i hvilke skikkelser de fra tid til anden kommer til os.. men jeg har hørt, at de kan antage yderst mærkværdige og uventede skikkelser.. .
Din antagelse kan være rigtig, Mansur, siger jeg til mig selv, for ud over alt det, som vores fem sanser kan opfatte,–findes der også sådanne eksistenser, som ligger uden for vores sanser;, er denne–forestilling virkelig så fjern en mulighed?? Er det ikke en slags intellektuel arrogance, som lærer det moderne menneske at benægte muligheden for andre former for levende–væsener end det, det selv kan se og måle?? Hvad jinnerne end–måtte være,, kan deres eksistens ikke bevises videnskabeligt,, men derfor kan videnskaben ikke afvise muligheden for sådanne levende–væseners eksistens,, hvis livsregler–kan være så fuldstændig anderledes, at, vores egne sanser kun under særdeles sjældne omstændigheder kan komme i kontakt med dem. Er det ikke muligt, at, der fra tid til anden finder en sådan vejkrydsning sted mellem disse ukendte verdener og vores verden, og at der så opstår mærkelige fænomener,, som den primitive fantasi har forklaret som, spøgelser–og genfærd, og dæmoner–samt andre sådanne overnaturlige fænomener??
Da jeg igen steg op på min kamel, mens jeg gentog disse spørgsmål for mig selv, lo jeg med et halvt vantro smil, som et menneske hvis omgivelser og uddannelse–oplæring, har været tæt på naturen hele tiden, og gjort ham grovhudet i sammenligning med dem!sagde Zayd alvorligt til mig, at det ikke var rigtigt af Dem at dræbe slangen. Engang for længe siden, efter at Ibn Saud havde erobret Hail, da jeg forlod byen, skød jeg en slange som denne på min vej mod Irak. Solen var ved at gå ned. Kort efter, da vi kom for at bede maghrib-bønnen, mærkede jeg pludselig, at mine to’fødder blev tunge som bly, og at det brændte inde i mit hoved; begyndte det at brøle som vand, der faldt fra en højde og mine lemmer–blev til ild; Jeg kunne ikke rejse mig op, men faldt med et bump til jorden som en tom sæk; Alt omkring mig blev mørkt. Jeg ved ikke, hvor længe jeg var nedsunket i dette mørke, men jeg husker, at jeg til sidst igen stod på benene En ukendt mand stod ved min højre side, og jeg stod igen på benene, En anden stillede sig ved min venstre side, og de førte mig ind i en vældig stor sal, der var både oplyst–og mørk, en mystisk sal–Den var fuld af mennesker, som rastløst gik frem og tilbage og talte med hinanden. Efter et stykke tid forstod jeg–at de var to’helt adskilte grupper, sådan som det sker foran en domstol. I baggrunden sad der på en forhøjning lidt over gulvet en meget lille gammel mand. Det forekom mig, at han var en dommer eller en høvding eller noget i den retning–og på et øjeblik erfarede jeg, at det var mig, der var den anklagede.
En sagde,-‘Han dræbte ham med et riffelskud, før solen gik ned, han er skyldig.’En fra forsvarssiden svarede, ‘Men han vidste ikke, hvem han dræbte, og da han trykkede på riflens aftrækker, udtalte han Allahs navn.‘Men anklagersiden råbte,-‘Nej,det udtalte han ikke.’ –Hvortil alle på forsvarssiden i kor råbte, ‘Det havde han udtalt–Han havde udtalt Allahs navn’ og sådan fortsatte det et stykke tid, Den ene side rykkede frem, mens den anden trak sig tilbage, anklager og benægtelser fulgte skiftevis, og til sidst syntes det, som om den anklagedes støtter var ved at vinde. Dommeren, som sad bagest, afsagde nu sin dom: ‘Han vidste ikke, hvem han dræbte, og på det tidspunkt lovpriste han Allahs navn–Lad ham blive dér, hvorfra I bragte ham.’
Og de to mænd’som havde ført mig ind i retssalen, greb mig igen under armene, og førte mig ad den samme vej ind i det enorme mørke, som jeg var kommet ud af, og de lagde mig ned på jorden. Jeg åbnede mine to’øjne og så, at jeg lå’mellem nogle hvedesække, der var stablet op på begge sider af mig, og over sækkene var der spændt et stykke teltdug, for at beskytte mig mod solens stråler. Det forekom mig, at det var tidligt på formiddagen, og at mine ledsagere havde gjort holdt her. I det fjerne kunne jeg se vores kameler græsse på en bjergskråning. Jeg forsøgte at løfte hånden, men mine lemmer–var fuldstændig udmattede. Da en af mine ledsagere bøjede sit ansigt ned mod mig, sagde jeg, ‘»Kaffe…«.. .’, for jeg kunne høre lyden af et kar, hvor man malede kaffe, lige i nærheden.
Min ven sprang op:, ‘»Han taler.. han taler.. . Han er kommet tilbage!«! –— og de bragte frisk, varm kaffe hen foran mig.
Jeg spørger, om jeg havde været bevidstløs hele natten, og de svarede, ‘Hele natten! I hele fire dage rørte du dig ikke det mindste! Kun én dag lagde vi dig på en kamel som en sæk, og om natten tog vi dig ned fra kamelen igen. Og vi havde allerede antaget, at vi måtte begrave dig her. Men lovprisningen tilkommer Ham, der giver liv og tager liv–Den Evigtlevende, som ikke dør.. .
–‘Så De kan altså se, onkel, at man ikke bør slå en slange ihjel ved aftenstid.
og selv om halvdelen af mit sind stadig lo af Zayeds beretning, syntes den anden halvdel, at se de usynlige kræfters net i den tiltagende skumring–blive vævet, en fin lyd, en hårrejsende larm, som ikke kunne høres, og vi iagttog et fjendtligt åndedrag i luften omkring os; og jeg følte en vag fortrydelse over at have dræbt slangen ved solnedgang..।
To
‘Hail’om eftermiddagen på den tredje dag efter at have forladt bringer vi vores kameler til Arjas brønd for at vande dem, i en næsten cirkelrund dal omgivet af lave bjerge; to’store brønde fyldt med ferskvand ligger midt i dalen. Hver af de’ to er fælleseje for en stamme–den vestlige tilhører stammen ‘Harb’ ved navn, og den østlige tilhører Mutairerne. Jorden omkring dem er lige så gold som en håndflade; fordi hundredvis af kameler og får hver eftermiddag drives hertil fra fjerne græsgange for at blive vandet, og ethvert ungt græsstrå, der spirer frem på denne jord, får ikke engang tid til at trække vejret, før de forsigtigt bider det af og fortærer det.
Da vi ankommer, ser vi, at hele dalen –vrimler– med dyr, og–mellem de solstegne bjerge ses flok efter flok af får og belæssede kameler. Omkring brøndene er der voldsom trængsel, liv og postyr; for, det er ikke let at slukke tørsten hos så mange dyr. Hyrderne hejser vand op i lædersække, der er fastgjort til lange reb, og synger en slags sang, mens de holder i rebet, for at holde deres enkelte træk i takt og balance med hinanden, for spandene er enorme og bliver så tunge, når de er fyldt med vand, at der skal mange hænder til at trække dem op fra brøndens bund.
Den brønd, der ligger nærmest os–som tilhører Mutair-stammen–hører jeg dem synge fra dér, henvendt til kamelerne–
‘Syng, og lad ikke noget vand blive tilbage,,
Denne brønd er fyldt med barmhjertighed, den har ingen bund!!
Halvdelen af folkene synger den første verslinje, og den anden halvdel synger den anden verslinje–begge reciterer dem i hurtigt tempo, indtil spanden kommer op over brøndens rand; Derefter er det kvindernes opgave; De hælder vandet i lædertrugene. Og mange kameler bøjer sig fremad, mens de trænger sig sammen, idet de udstøder kald og ånder højlydt, skælvende af ophidselse, og stimler sammen omkring lædertrugene–ved dem, og det synes, at menneskenes beroligende råb–‘„Hu wih“–„Hu wih“’ikke kan berolige dem. Hver enkelt kamel skubber sin lange, bøjelige hals frem gennem eller over sine ledsageres mellemrum, for at slukke sin tørst så hurtigt som muligt; lysebrune, mørke–brune, gul–hvide, sorte–brune og honning-–farvede kroppe vugger fra side til side, trænger sig frem, er i bevægelse,, stimler sammen og fylder luften med den skarpe, gennemtrængende stank af dyrenes sved og urin. Imens bliver spanden fyldt igen, og endnu et tolinjet digt bliver reciteret, og hyrderne trækker straks spanden op:
‘Intet kan slukke kamelens tørst
undtagen Allahs nåde og hyrdens indsats.
Og overalt begynder mylderet igen, med synet af kameler, der drikker, råb og–sangens brummen.
En gammel mand står på brøndens kant, rækker armene ud mod os og råber:‘O rejsende,, må Allah, forlænge jeres liv. Tag imod vores gæstfrihed.’–Derefter kommer nogle mænd løbende mod os fra menneskemængden omkring brønden. En af dem tager fat i tøjlen på min kamel og får den til at sætte sig på knæ, så jeg bekvemt kan stige ned fra ridedyret. Meget hurtigt blev der skabt en passage, så vores kameler kunne nå hen til vandtruget, og kvinderne begyndte at hælde vand op til kamelerne; for vi er rejsende, og derfor går vores krav forud!
sagde Zayed nærmest til sig selv, som om han ville høre sig selv , ‘hvor fredeligt Harb- og Mutayr-klanerne nu lever efter at have ført krig mod hinanden!! (For , det er trods alt tre år siden Mutayr-klanens oprør, hvor Harb-klanen var en af kongens mest trofaste støtter) Kan du huske det, onkel,, sidste gang vi var her,–hvordan vi om natten krydsede Arja efter en stor omvej,, i en cirkel,, uden at turde nærme os disse brønde,–fordi vi ikke vidste, om der var venner eller fjender her, …..?
Zayed mindes –den voldsomme beduinopstand i 1928– 29–på højdepunktet af et politisk drama–som fik, selve grundlaget for Ibn Sauds rige til at ryste, og som jeg i en periode også lod mig involvere i.
.. .. .. .. . .. . . .
Da året 1927 gik i gang, herskede der fred over det vidtstrakte Saudi-Arabien, og kong Ibn Sauds kamp om magten var forbi. Ingen rivaliserende kongefamilie rejste længere krav mod hans myndighed i Najd. Hail og shammarernes område var nu hans, og efter den sharifiske families fordrivelse fra Hijaz i 1925 var Hijaz også hans. I kongens tidligere år havde han været en stor kilde til bekymring for kongen. Som kongens embedsmand havde ad-–Daweesh gjort sit særpræg gældende. Gang på gang beviste han sin loyalitet: I 1921 erobrede han Hayr på kongens vegne; og i 1924 ledede han et dristigt felttog ind i Irak, hvorfra shariffamilien under britisk beskyttelse førte sammensværgelser mod Ibn Saud. I 1925 erobrede han Medina og spillede en afgørende rolle ved erobringen af Jeddah. Og nu, hvilede han i sommeren 1927 med alle disse sejre–som en krans i Artawiyas Ikhwan-koloni, der ikke ligger langt fra den irakiske grænse.
I mange år havde denne grænse været skueplads for næsten uafbrudte beduinangreb. Angrebene blev udført af folk fra forskellige stammer og klaner, som var draget ud på jagt efter græsgange og vand. Gennem en række aftaler mellem Ibn Saud og briterne, der var ansvarlige for Irak som mandaterende magt, blev det fastslået, at der ikke måtte lægges hindringer i vejen for sådanne uundgåelige vandringer. Og på nogen af siderne af Najd-–Irak-grænsen måtte der opføres mure eller forter. Ikke desto mindre byggede den irakiske regering i sommeren 1927 et fort nær brøndene ved Bissaya-grænsen og stationerede soldater dér samt bekendtgjorde officielt beslutningen om at bygge flere forter langs grænsen . Som følge heraf bredte en bølge af uro sig blandt de forskellige klaner i det nordlige Najd. Det forekom dem, at selve deres eksistens var truet ;, fordi de var blevet afskåret fra de brønde, som de var helt afhængige af. Ibn Saud protesterede åbent mod dette traktatbrud, , men nogle måneder senere modtog han kun et undvigende svar fra den britiske højkommissær, som opholdt sig i Irak.
Den altid initiativrige og handlekraftige Faisal ad-Dawish tænkte ved sig selv: Det er måske ikke fordelagtigt for kongen at begynde et skænderi med briterne. Men det ‘vil jeg gøre’. Og i de sidste dage af oktober 1927– drog han af sted som ‘Ikhwan-’leder, , angreb Bissaya-fortet og ødelagde det, . Han tog ikke det irakiske fortmandskab det mindste hensyn. Britiske fly blev set over stedet; efter at have undersøgt situationen vendte de tilbage, mod deres sædvane, uden at kaste en eneste bombe. Det ville have været let for dem at standse angrebet. (Denne ret havde de i kraft af deres aftale med Ibn Saud) og senere gennem diplomatiske samtaler– at løse problemet med forterne. De britiske– og irakiske regeringer virkelig ivrige efter en hurtig og fredelig løsning på striden?!
En delegation fra stammerne i det nordlige Najd kom til Ibn Saud med krav om, at der skulle iværksættes en kampagne mod Irak. Ibn Saud afviste direkte alle sådanne krav, ad-–Dabish som grænseoverskrider og beordrede Hails ‘emir’til at holde skarpt opsyn med grænseområderne. Kongen havde hidtil ydet økonomiske tilskud til størstedelen af‘Ikhwan’s medlemmer; Blandt dem, der var under ad-–Dabishs kontrol, stoppede han nu midlertidigt udbetalingen af tilskud. Ad-–Dabish blev beordret til at vente i Artawiya på kongens afgørelse. Den irakiske regering blev officielt underrettet om alle disse foranstaltninger og fik at vide, at, ad-–Dabish ville blive straffet hårdt. Desuden krævede Ibn Saud, at Iraks grænseaftaler fremover skulle overholdes endnu strengere.
På denne måde kunne denne nye konflikt let være bragt til ophør, men da begivenhederne havde nået dette stadium, meddelte den britiske højkommissær Ibn Saud, at han sendte Ad-–Dabishs ‘Ikhwan’ for at ( straffe dem, som for længst var vendt tilbage til deres egne områder) og tvinge dem til at være loyale over for deres konge. På det tidspunkt fandtes der ikke noget telegrafkontor i Riyadh. Derfor sendte kong Ibn Saud i hast en budbringer til Bahrain, og derfra blev der sendt et telegram til Baghdad, i protest mod de foreslåede foranstaltninger og med henvisning til traktaten, hvori det var forbudt begge parter at krydse grænsen og forfølge lovovertrædere. Han understregede, Ad-–Dabish med magt at etablere sin myndighed over ham ikke havde brug for britisk hjælp til det, og til sidst fremsatte han denne advarsel– at et luftangreb på Najd-området ville få alvorlige følger blandt Ikhwan; ene, fordi. medlemmerne af Ikhwan var stærkt ophidsede og oprørte!
Denne advarsel blev ignoreret. I slutningen af januar 1928, tre måneder efter Bisaya-hændelsen krydsede en eskadrille britiske fly grænsen, kastede bomber over Najd-området, ødelagde Mutayebis beduiners bosættelser og dræbte kvinder– og mænd samt husdyr– hensynsløst. Som følge heraf begyndte alle Ikhwan i de nordlige områder at forberede sig på at tage hævn over Irak. Blandt de forskellige stammer blev denne aktion kun på grund af Ibn Sauds enorme prestige og ære i tide standset og begrænset til nogle få –mindre grænsesammenstød.
Imens genopbyggede den britiske regering i al hemmelighed det ødelagte fort i Bisaya, og der blev bygget endnu flere forter i det irakiske grænseområde.
.. . .. . .. . .. . ..
Faisal Ad-–Dabish nægtede at komme til Riyadh for at bevise, at hans handlinger var berettigede–for, efter hans mening, havde han gjort det i kongens interesse. Hans bitterhed voksede yderligere på grund af personlig forurettelse. Faisal Ad-–Dabish, som så loyalt og fremragende havde tjent kongen, var trods alt Artawiyas ‘emir’ alene, hvilket trods sin store befolkning egentlig ikke var mere end en landsby i vækst. Det var under hans ledelse, at erobringen af Hail blev endeligt afgjort. Men ikke ham, men kongens fætter Ibn Musad blev udnævnt til Hails ‘emir’। Under felttoget i Hijaz var Ad-—Dabish den, der belejrede Medina måned efter måned og til sidst tvang byen til at overgive sig; men ham blev ikke gjort til dens ‘emir’. Hans stærke begær efter magt gjorde ham rastløs. Han sagde til sig selv, ‘: »Ibn Saud tilhører Anaza Kabira, og min stamme er fra Mutayr-– klanen, ; hvad angår adel, er vi hinandens lige; — hvorfor skulle jeg anerkende Ibn Sauds overlegenhed?«?
Denne slags tanker –overvejelser og argumenter har altid været den arabiske histories forbandelse: ingen vil indrømme, at, en anden er bedre end ham.
Den ene efter den anden begyndte de øvrige Ikhwan-ledere at glemme, hvor meget de skyldte Ibn Saud!! Blandt dem var shaykhen for den mægtige Atayba Kabira og emiren for en af Najd-regionens største Ikhwan-bosættelser, Ghathghat, Sultan ibn Bujad. Denne sultan vandt i 1918 slaget ved Turabah mod Sharif Husseins styrker. I 1924 erobrede han Taif og Mekka. Hvorfor skulle han nøjes med kun at være Ghathghats ‘emir’ og være tilfreds? Hvorfor skulle han ikke i det mindste gøres til Taifs ‘emir’?? Ligesom Faisal ad-–Dabish følte han også, at han var blevet berøvet det, som efter hans vurdering tilkom ham. Og eftersom Sultan ibn–Dabishs svoger, syntes det derfor helt rimeligt, at de to blev enige om at stille sig imod Ibn Saud.
1928–s efterår blev disse stridigheder–med det formål at bilægge dem indkaldt til en konference i Riyadh, høvdingene og ‘de lærde’ –Næsten alle stammehøvdingene kom,, undtagen Ibn Bujad og ad-–Dabish. De kompromisløse modstandere,–Ibn Bujad og ad-—Dabish, erklærede,, at Ibn Saud var en kætter,, en, der gik imod den gængse religiøse lære,; for havde han ikke indgået aftaler med de vantro,? og havde han ikke indført djævelske redskaber som motor-–vogne,, telefoner,, radioer–og fly i Arabien?? I Riyadh samledes ‘de lærde’ og erklærede med én stemme:, De erklærede, at disse nye tekniske redskaber ikke blot var tilladelige,, men også yderst ønskværdige set fra et religiøst synspunkt,, for, ved deres hjælp udvides muslimernes kundskabshorisont, og deres magt vokser. Med henvisning til islams profet erklærede de også, at aftaler med ikke-muslimske magter ligeledes er ønskværdige,–hvis de bringer fred og frigørelse til muslimerne.
Men de to oprørske høvdinge fortsatte deres fordømmelser, og blandt de enfoldige ikhwan, som ikke havde tilstrækkelig indsigt til at se andet end Satans indflydelse i Ibn Sauds forskellige foretagender, fandt de en spontan tilslutning. At Ibn Saud ikke tidligere havde formået at uddanne ikhwan’og styre deres religiøse iver mod et bestemt mål, begyndte nu at vise sig i al sin tragiske konsekvens–
Najds stepperegioner begyndte at summe som en bikube. Mystiske spioner, ridende hurtigt på kamelrygge, begyndte at fare fra den ene stamme til den anden; Ved fjerntliggende brønde holdt høvdingene hemmelige møder. Til sidst brød bevægelsen mod kongen ud i åbent oprør–og mange andre stammer ud over Mutair- og Ataiba-stammerne blev involveret i det. Men kongen forblev urokkelig, han forsøgte med forståelse at forstå det hele. Han sendte bud til høvdingene for de oprørske stammer–og forsøgte at overbevise dem med argumenter; men det førte ikke til noget. Central- og Nordarabien blev skueplads for omfattende guerillakrig. Den sikkerhed, som landet engang havde været kendt for næsten som et ordsprog, forsvandt, og i Najd bredte der sig totalt kaos; I flokke fór de oprørske ikhwan gennem dette område i alle retninger som en storm mod de landsbyer, karavaner og stammer, der var loyale over for kongen, og slog til mod dem.
Efter talrige mindre lokale sammenstød mellem de oprørske og loyale stammer,1929–blev den endelige afgørelse truffet i et slag på Sibila-sletten i det centrale Najd om foråret. På den ene side stod kongen med sin enorme hær, på den anden side stod, Mutair-stammen, støttet af små grupper fra stammerne, og Ataiba-stammen. I dette slag sejrede kongen. Ibn Bujad overgav sig betingelsesløst. Han blev ført i lænker til Riyadh;–ad-–Dabish var blevet alvorligt såret. Det blev sagt, at, ad-–Dabish ikke ville overleve. Ibn Saud, den mildeste og blideste af alle Arabien’s konger, sendte sin personlige læge for at behandle ham, og den unge syriske læge fandt ved undersøgelsen et alvorligt sår i leveren. Han sagde,, ad-–Dabish ville højst kunne leve én uge. Efter at have hørt dette fra lægens mund besluttede kongen: Vi ønsker, at, hans død må blive fredelig;, han har fået sin fortjente straf fra Allah. Han beordrede, at den sårede fjende skulle bringes til hans familie i Artawiya.
Men ad-–Dabish viste ingen tegn på at skulle dø. Hans sår var i virkeligheden slet ikke så alvorligt, som den unge læge havde troet. Efter at være kommet sig betydeligt i løbet af få uger flygtede han fra Artawiya, fast besluttet på at tage hævn, mere beslutsomt end før.
.. . .. . .. .
Fra Artawiya gav ad-–Dawishs oprør ny næring. Det forlød, at han selv befandt sig et sted nær Kuwaits grænse,, hvorfra han samlede nye allierede blandt stammerne til sin egen Mutair-styrke,, en styrke, der stadig havde betydelig indflydelse. Den første, der sluttede sig til ham, var en lille, men frygtindgydende klan, ‘Ajman;’–deres bosættelser lå i nærheden af Den Persiske Golf i al-Ahsa-provinsen. Deres ‘sheikh’ Ibn Hajlayn var Faisal ad-–Dawishs morbror. Bortset fra dette, var forholdet mellem Ibn Saud og Ajman-klanen forblevet uforstyrret. Nogle år tidligere havde de dræbt kongens yngre bror Sa’d, og af frygt for, at han ville tage hævn, havde de forladt deres hjem–og var draget til Kuwait. Senere tilgav Ibn Saud dem og gav dem tilladelse til at vende tilbage til deres forfædres hjemland. Alligevel voksede den gamle vrede fortsat. Den kom til udtryk i åbent fjendskab,, da en slægtning til Ibn Saud under forhandlinger om et forlig, i –emiren af al-Ahsas’ældste søns telt, forræderisk lod Ajmanernes leder og flere af hans tilhængere dræbe.
Alliancen mellem Ajman- og Mutair-stammerne–skabte en ny gnist blandt Najds Atayba-stammer.‘emir’ Ibn Bujad blev taget til fange, samledes de igen under en ny leders ledelse. Atter rejste de sig mod kongen . Derfor trak han næsten alle sine styrker tilbage fra det nordlige Najd og samlede dem i det centrale Najd. Der blev udkæmpet hårde kampe, , men langsomt blev Ibn Saud sejrherren. Han besejrede Ataybas forskellige grupper én efter én, , men til sidst sendte de et forslag om, at de– ville overgive sig. I en landsby halvvejs mellem Riyadh og Mekka‘ svor shaykherne’ troskab til kongen, og kongen tilgav dem i håb om, at, han derefter mod Ad-–Dabish og alle andre oprørere i nord kunne træffe enhver– foranstaltning. Men knap var han vendt tilbage til Riyadh, før Atayba-stammen for anden gang brød sit løfte og genoptog kampen. Denne krig var den sidste krig, — en kamp for at udrydde fjenden. For tredje– gang blev Atayba besejret, og næsten en– tiendedel af deres folk blev udslettet i den. Således blev den Ghâtghât-‘Ikhwan-bosættelse, der var større end Riyadh,’ fuldstændig ødelagt, og kongens myndighed blev atter etableret i det centrale Najd.
Men kampen i de nordlige egne fortsatte stadig. Faisal–ad –Dawish og hans allierede havde gravet skyttegrave nær Sarhad og forskanset sig. På kongens vegne førte Hails ‘’emir’Ibn Musad det ene angreb efter det andet mod dem. To gange spredtes rygtet, at ad –Dawish var blevet dræbt, og hver gang viste nyheden sig at være falsk. Han overlevede; med den stædige beslutning, at han ikke ville bøje hovedet, og ikke ville indgå kompromis, . Hans ældste søn og syv hundrede krigere blev dræbt på slagmarken. Men alligevel fortsatte han kampen. Så opstod spørgsmålet, hvor ad –Dawish fik sine penge–og kontanter fra,, som var uundværlige for at føre krig selv i et land som Arabien. Hvorfra fik han sine våben og sin ammunition??
Det ubekræftede rygte begyndte at cirkulere, at, den–oprører, som engang havde været en indædt kritiker af Ibn Sauds forskellige aftaler med de vantro, nu var bundet til briterne gennem en hemmelig forligs-–aftale. Det rygtedes, at han hyppigt besøgte Kuwait: Var dette virkelig muligt for ham, begyndte folk at spørge hinanden, uden de britiske myndigheders vidende? ? Var det snarere ikke muligt, at, oprør–og kaos i Ibn Sauds land var særdeles nyttigt for dem, så de kunne nå deres mål.
.. . .. . . ..
I Riyadh, sommeren 1929–gik jeg en aften tidligt i seng;Mens jeg, før jeg faldt i søvn, bladrede i en gammel bog om de forskellige beduinstammer i Oman og forsøgte at få tankerne over på noget andet, kom Zayed pludselig ind på mit værelse: En mand er kommet hertil fra sheikerne, og vil gerne tale med Dem.
Jeg klædte mig hurtigt på og nåede frem til borgen. Ibn Saud ventede på mig i sit private værelse; Han sad på en divan med det ene ben over det andet. Rundt om ham lå der stakke af arabiske aviser, og i hånden holdt han en avis fra Kairo. Han besvarede kort min hilsen og gjorde tegn til, uden at afbryde sin læsning, at jeg skulle sætte mig ved siden af ham på divanen. Efter nogen tid løftede han blikket fra avisen og så hen på døren på den slave, der stod der, og vinkede med hånden for at vise–at han gerne ville være alene med mig et stykke tid. Så snart slaven var gået ud og havde lukket døren, lagde kongen avisen fra sig og så et øjeblik på mig gennem sine skinnende briller, som om han ikke havde set mig i mange dage (selv om jeg netop den morgen havde tilbragt flere timer sammen med ham)।
–‘Har De travlt med at skrive!!’
–‘Nej, o langlivede sultan!! Det er mange uger siden, jeg skrev noget som helst.’
–‘De artikler, De skrev om vores grænsestrid med Irak, var fremragende.’
Tydeligvis henviste han til det, jeg næsten to’måneder tidligere havde skrevet til mine Continental-aviser i den serie af rapporter. Nogle af dem var blevet trykt i en avis i Kairo, hvor–det føler jeg mig stolt over at sige–at disse rapporter havde bidraget til at løse en meget kompliceret situation. Da jeg kendte kongen, var jeg sikker på, at, kongen ikke talte usammenhængende, men ville fremføre et fast gennemtænkt synspunkt. Han fortsatte virkelig med at fremsætte sit synspunkt.
–‘Måske om det, der er sket i Najd, om dette oprør og den gunstige skygge, det kaster, vil du gerne skrive noget mere.’Der kom en antydning i hans stemme, da han sagde, ‘Sharif-familien hader mig; Husseins sønner, som nu regerer i Irak og i–Transjordanien, vil altid hade mig, fordi de ikke kan glemme, at jeg tog Hijaz fra dem. De ønsker, at mit rige skal splittes og falde fra hinanden, for så vil de kunne vende tilbage til Hijaz.. . og deres venner, som foregiver at være mine venner, vil måske ikke bryde sig om det.. . De byggede ikke disse forter uden grund: De‘‘ønskede’’at gøre mig besværet og skubbe mig væk fra deres grænseområder.. .।
Bag de ord, der blev udtalt med Ibn Sauds stemme,–kunne jeg høre forvirrede, spøgelsesagtige lyde.. . togets rumlende drøn, som, selv om det stadig kun var imaginært, let kunne blive til virkelighed allerede i morgen : spøgelset af en britisk jernbanelinje fra Haifa til Basra.
En sådan plan har været undervejs i flere år. Det er velkendt, at, Storbritannien var ivrig efter at anlægge ‘en landrute’ til Indien–—og Palæstina, Trans-–Jordan og Irak under deres mandater betød i virkeligheden det samme. Fra Middelhavet til Den Persiske Golf ville en jernbane ikke blot være et nyt og værdifuldt led i Storbritanniens kommunikationssystem, men ville også give en større beskyttelse for den olierørledning, der skulle anlægges tværs gennem den syriske ørken fra Irak til Haifa–. Desuden, ville en direkte jernbaneforbindelse mellem Haifa og Basra gå tværs gennem Ibn Sauds nævnte østlige provinser; jernbaneforbindelsen ville gå tværs gennem Ibn Sauds nævnte østlige provinser–—og kongen kunne på ingen måde acceptere en sådan antydning. Er det ikke muligt, at, det første stadium i en veltilrettelagt sammensværgelse var åbent at trodse alle gældende aftaler ved langs –Irak-Najd-grænsen at bygge fæstning efter fæstning, hvilket var det første stadium i en veltilrettelagt sammensværgelse, for at kunne begrunde oprettelsen af en ‘lille halvselvstændig buffer-’–stat som et middel til at sikre eftergivenhed over for Storbritannien? Faisal al-–Dawish kunne være en støtte for dette formål, og kunne i denne henseende være til større hjælp end noget medlem af sharif-familien;fordi han selv er najdier, og blandt ‘Ikhwan’ har han en stærk gruppe af tilhængere. Men for enhver, der kendte hans fortid, var det lige så klart som dagslys, at, for enhver, der kendte hans fortid,–var det lige så klart som dagslys, at, den religiøse fanatisme hos ham, som–man plejede at omtale som overdreven,, blot var en maske. I virkeligheden var magt hans eneste mål. Der er ingen tvivl om, at, hvis han ikke havde haft hjælpere, ville han alene aldrig have kunnet holde stand så længe i kampen mod Ibn Saud. Var han virkelig alene??
Efter at have forholdt sig tavs i lang tid fortsatte kongen: Ligesom alle andre tænker jeg også, Ad-–Dabishs våben og ammunition, som, synes jeg, er i hans besiddelse,, hvorfra de kommer, tænker jeg over. Jeg har erfaret, at han har masser af dette–og enorme mængder penge–også. Jeg vil spørge:, Ad-–Dabishs våben og ammunition–— ved du noget om de mystiske kilder, som hans forsyninger kommer fra–men jeg ønsker, at, du, så vidt du kan,, selv finder det ud, for jeg kan også tage fejl.
Så sagen er den, at selv om kongen talte i en meget beskeden, ligegyldig og samtaleagtig tone,udtalte han ikke desto mindre hvert eneste ord klart og med omhu. Jeg så på ham med et skarpt, undersøgende blik. Hans ansigt, som blot et øjeblik tidligere havde været så alvorligt, det–blev pludselig oplyst af et bredt smil. Han lagde sin hånd på min og rystede den, mens han sagde,‘min dreng, jeg vil have, at du selv finder ud af det–jeg gentager, du skal selv finde ud af, hvor Dabish får sine rifler fra, sin ammunition–og krudt samt sine penge, som han uddeler så rundhåndet, og bruger! Efter min mening , er der så godt som ingen tvivl om det. Men jeg vil have, at, en som dig, der ikke er direkte involveret, fortæller verden om al-–Dabish-oprørets skjulte sandhed.. . Jeg tror, du vil kunne afdække sagens egentlige sammenhæng.’
Ibn Saud vidste, hvad det var, han var ved at gøre, og hvad det betød. Han havde altid –vidst at jeg elskede ham, selv om jeg ofte var uenig med ham i hans politik, og jeg skjulte aldrig min uenighed. Alligevel mistede han aldrig sin tillid til mig; Han tog ofte imod mine råd. Jeg tror, at han stoler endnu mere på mig, fordi han ved, at jeg ikke forventer nogen personlig fordel af ham, Det ved han kun alt for godt; Han er fuldt ud klar over, at, jeg ikke engang vil tage imod en stilling i hans regering– fordi jeg ønsker at forblive fri og uafhængig. Derfor, sommeren 1929 –udtrykte han en mindeværdig aften roligt over for mig sit ønske om, at, jeg skulle ‘Ikhwan’-oprøret og det politiske konspirations–netværk bag det, for at afsløre dets sande natur. Det var en opgave, der indebar en meget stor risiko for personlig fare, og som kun kunne udføres gennem en overmenneskelig indsats.
Men ‘Shuyukh’ blev ikke skuffede over min reaktion. Bortset fra at jeg elsker ham og hans land,syntes den opgave, han betroede mig, at være fyldt med mulighederne for et fantastisk spændende eventyr,–en sensation–for ikke at tale om muligheden for en opsigtsvækkende journalistisk reportage.
–‘O du, der må leve længe’, jeg svarer uden tøven, ‘mine øjne,, mit hoved er underlagt Deres befaling. Jeg vil naturligvis gøre, hvad jeg kan!
–‘Muhammad, det er jeg ikke det mindste i tvivl om; og jeg ønsker, at, du holder denne mission hemmelig. Det kan være farligt. Nå, hvordan har din hustru det?’
Denne hustru af mig er en pige fra Riyadh, som jeg giftede mig med året før. Jeg var i stand til at forsikre kongen om følgende:
‘Hun vil ikke græde, O imam; i dag havde jeg faktisk tænkt mig at skille mig fra hende. Vi synes ikke at passe til hinanden.’
Ibn Saud smiler vidende, for skilsmisse fra en hustru er ikke noget ukendt for ham.
–‘Men hvad med de andre, dine slægtninge–??
–‘Jeg tror ikke, der er nogen, som ville sørge, hvis der skete mig noget; bortset fra Zayd, som er anderledes–for uanset hvad vil han blive hos mig, og hvad der end sker med mig, vil også ske med Zayd.’
–‘Godt så’, sagde kongen, ‘Åh,jeg må hellere ikke glemme det: Til dette arbejde får du brug for nogle penge–og mønter,’og bag ham trak han en pung frem under puden og stak den i hånden på mig, Af vægten forstod jeg straks, at posen var fyldt med guldmønter. Jeg husker, at jeg tænkte ved mig selv: Hvor sikker han dog havde været på, at jeg ville acceptere hans ordre, endnu før han spurgte mig om det... .
.. . .. . .. . .. .
Da jeg var kommet tilbage til mit kvarter, kaldte jeg på Zayd. Zayd havde ventet på, at jeg skulle komme tilbage.
–‘Nå, Zayd, hvis jeg bad dig om at ledsage mig på en opgave, der i sidste ende kunne vise sig at blive farlig, ville du så gå med mig??’
‘Zayd svarede, Tror du, onkel, at jeg ville lade dig tage af sted alene, uanset hvilken fare–det måtte være? Men hvor skal vi hen??’
–‘Vi skal ad-–Dabish for at finde ud af, hvor han får sine våben og penge fra, . Men efter kongens ordre må ingen vide, hvad vi foretager os, før det er fuldført, . Derfor skal du være på vagt.’
Zayd gjorde ikke engang noget forsøg på at opmuntre mig. I stedet stillede han det mere praktiske spørgsmål: ‘Om dette kan vi naturligvis ikke udspørge ad-–Dabish eller hans folk. Hvordan skal vi så gribe denne opgave an??
På vejen tilbage fra fæstningen tænkte jeg også igen og igen over problemet. Jeg mente, at det ville være mest hensigtsmæssigt, at begynde i en af byerne i det centrale Najd, hvor der findes mange handelsmænd og købmænd, med tætte forbindelser til Irak og Kuwait. Til sidst valgte jeg byen Shaqra, som er hovedstad i Washm-provinsen, omkring tre dagsrejser fra Riyadh, hvor min ven Abd al-Rahman al-Sibai måske kunne hjælpe mig.
Næste dag havde vi travlt med at forberede vores ekspedition. Jeg ønskede ikke, at folks opmærksomhed skulle blive vakt i alt for høj grad af vores færden. Derfor advarede jeg Zayed, som det altid var vores skik,, mod at tage forsyninger fra kongens forråd og i stedet købe dem på markedet alt, hvad vi havde brug for. Før aften havde han skaffet næsten ti seer ris, samt en tilsvarende mængde mel til at bage brød, en lille lædersæk fyldt med klaret smør, dadler, kaffebønner og salt. Desuden købte han to nye vanddunke, en læderspand og en så lang hængende sæk af ged–ehår, at den kunne nå bunden af selv meget dybe brønde. I den stoppede vi tøj til os ’begge — to’sæt til hver af os — og vi tog begge en tung ‘abaya’, på, som om natten sammen med tæpperne lagt over sadlen, skulle tjene som dække. Vores kameler var efter at have tilbragt nogle uger på græsgangene blevet meget velegnede til ridning. Den kamel, jeg for nylig havde givet Zayed, var en væddeløbskamel fra Oman, som bevægede sig med stor fart, mens jeg selv red på en smuk, ældre asiri-kamel fra nord, som engang havde tilhørt en rashidisk ‘emir’. Den blev givet mig af Ibn Saud.
Efter mørkets frembrud red vi ud fra Riyadh. Hen mod morgen nåede vi Wadi Hanifa, et dybt, øde flodleje mellem to stejle bjerge, hvor der for over fjorten hundrede’år siden blev udkæmpet et afgørende slag–mellem den muslimske hær under Abu Bakr, Profetens efterfølger og islams første kalif, og‘den falske profet’, Musaylamas hær, som i mange år havde været muslimernes indædte modstander. Dette slag indledte islams endelige sejr i det centrale Arabien. Mange af Guds Sendebuds sande ledsagere led martyrdøden i dette slag; ‘på wadiens’klippefyldte skråninger kan man stadig se deres grave.
Før middag passerede vi den ødelagte by Aiyaina;Engang var denne by en stor og folkerig bebyggelse, der strakte sig langs begge bredder af Wadi Hanifa. Rækker af mure, en vaklende buegang til en moské, eller ruinerne af de enorme paladser, der stadig findes her. Alt dette er mere raffineret i sin arkitektur end nutidens Najds enkle lerbygninger–og huse. Det siges, et hundrede og’halvtreds til to’hundrede år siden, fra Dar’iya (Ibn Saud-dynastiets første hovedstad) til Aiyaina, over en strækning på omkring femten mil, lå hele Wadi Hanifas løb som én eneste by, og hvis en søn blev født af Dar’iyas ‘emir nåede nyheden i løbet af få minutter helt til Aiyainas yderste ende, fra tag til tag, fra kvinde til kvinde mund til mund. Historien om Aiyainas forfald er så indhyllet i legender, at, det virkelig er vanskeligt at finde de historiske kendsgerninger. Det er meget muligt, at den første saudiske hersker lod byen ødelægge, fordi dens indbyggere nægtede at godtage Muhammad ibn Abd al-Wahhabs lære og fortolkning. Men wahhabitternes legende er anderledes. Ifølge dem tørrede som bevis på Allahs vrede alle Arabias brønde ud på én nat, hvorved dens indbyggere blev tvunget til at forlade byen.
På den tredje dags middagstid fik vi øje på Shaqras lerjordsmure, fæstning og høje palme–træer,, der rager op over–husene. Vi fortsatte med at drive kamelerne gennem tomme haver og tomme gader, og først da slog det os pludselig,, at det jo er fredag i dag,, så alle må være gået til moskeen. Med mellemrum dukkede en kvinde op på vejen,, indhyllet fra top til tå i en sort‘abaya’fra top til tå indhyllet,’og ved synet af de fremmede fór hun sammen; straks trak hun i en hurtig, genert bevægelse niqaben over ansigtet. Af og til legede børnene i husenes skygge,, over daddelpalmernes toppe døsede en tung varme.
Vi gik lige hen og nåede frem til vores kære ven Abdur Rahman al-Sibayis hus. På det tidspunkt var han ansvarlig for provinsens ‘bayt al-mal’ eller skatkammer. Foran den åbne port steg vi ned fra vores ridedyr, og en tjenestedreng løb ud fra huset, og straks bekendtgjorde Zayed, ‘Gæsten er ankommet’।
Zayd og drengen er ved at tage sadlerne og bagagen af ridedyrene, og jeg sidder mageligt i Abdur Rahmans ‘kaffehus’som var jeg hjemme. En anden tjener tændte straks ild under kobberkarret, der stod på komfuret til tilberedning af kaffe. Jeg havde knap sunket den første skefuld kaffe, før der lød stemmer fra gården, Spørgsmål og svar. Husets herre var vendt tilbage. Fra trappen—–selv om man endnu ikke kunne se ham—–råbte han for at byde mig–velkommen, Derefter kom han hen til døråbningen og stillede sig med begge’arme strakt ud: en lille–kortvokset, spinkel af helbred og let–og mager mand, med et lysebrunt skæg og et par mørke, dybt muntre øjne, et ansigt, der strålede af et–mildt smil; På trods af varmen bar han under sin ‘abaya’en læderfrakke med pelsfor, som han betragtede som sin mest værdifulde ejendel. Han blev aldrig træt af at fortælle dem, der ikke kendte dens historie, at denne frakke havde tilhørt Hejaz’ tidligere konge, Sharif Hussein, og at den efter erobringen af Mekka i 1924 var kommet i hans, det vil sige Abdur Rahmans, besiddelse. Jeg mindes aldrig at have set ham uden denne frakke.
Han omfavnede mig varmt og bad mig, mens han stod på tæerne, om at kysse ham på begge’kinder: ‘Ahlan wa sahlan wa marhaban, min bror. Velkommen i dette fattige hjem. Velkommen. Dette lykkelige øjeblik, har bragt dig hertil.
Så begyndte de sædvanlige spørgsmål: Hvor kommer De fra, hvor skal De hen, hvordan har kongen det, har det regnet undervejs eller i det mindste, har De hørt om regn ??-En gentagelse af hele arabernes skik med udveksling–af nyheder!! Jeg sagde til ham, at min destination var Anaiza i det centrale Najd, selv om min udtalelse ikke var helt sand, men den kunne’godt have været sand.
havde Abdur Rahman i tidligere år beskæftiget sig med forskellige former for handel mellem Najd og Irak; han kendte; Basras og Kuwaits inderste forhold–og stjerner. Det var ikke svært at få ham til at fortælle om disse steder og spørge ham lidt om de mennesker, der for nylig kunne være kommet for at bo dér-(for jeg havde tænkt,, at Faisal ad-–Dawish befandt sig så tæt på Kuwaits grænse. Derfor kunne jeg måske få et fingerpeg om, hvorfra han fik sine forsyninger–– fra dette sted eller fra Basra ––kunne komme. Jeg fandt ud af)at en mand fra Anayzas berømte al-, Bassam-–familie,–som jeg havde kendt i mange år,–for nylig var taget til Kuwait på vej tilbage fra Basra og, i stedet for–at udsætte sig selv for faren ved at rejse gennem det oprørskontrollerede område, var han vendt tilbage til Najd via Bahrain. Han opholder sig netop nu i Shakra, og hvis jeg ønskede det, ville Abdur Rahman sende folk for at hente ham. For ifølge gammel arabisk skik, skal man komme og møde den nyankomne gæst selv, gæsten går ikke for at aflægge besøget. Kort efter sluttede Abdullah al-‘Bassam sig til os i Abdur Rahmans kaffehus ––Abdullah al-–Bassam.
Selv om Abdullah tilhørte Najds måske mest ansete handelsfamilie, var han selv ikke velhavende. Hele hans ‘liv var en fortælling om op- og nedture, og for det meste om nedture–ikke blot i Najd, Kairo , Basra, Kuwait, og Bahrain samt Bombay havde han gjort sig disse erfaringer i. Han kendte alle betydningsfulde personer på disse steder og bar på et helt forråd af oplysninger om alt, hvad der foregik i de arabiske lande , i sit skarpe sind. Jeg sagde til ham, at en tysk handels-–virksomhed havde bedt mig undersøge, om det var muligt at importere landbrugsmaskiner til Kuwait og Basra, og eftersom dette firma havde tilbudt mig en ganske pæn provision, var jeg ivrig efter at finde ud af, hvilke lokale købmænd i disse to byer der kunne tænkes at acceptere et sådant tilbud. Al-–Bassam nævnte nogle navne og sagde-,
–‘»Jeg tror, at en fra Kuwait kunne være interesseret i Deres projekt. De importerer konstant–varer fra udlandet, og for tiden synes handelen at være meget livlig–så livlig, at, der næsten hver dag kommer store mængder sølv-‘rialer’hertil direkte fra møntværket i Trieste.«’
Ved omtalen af sølv-‘rial’en blev jeg temmelig chokeret. Denne særlige type ‘rial’, som blev kaldt ‘Maria Theresa-thaleren–, var ved siden af de officielle arabiske valutaer, anerkendt som hele halvøens vigtigste handelsvaluta. Den blev fremstillet i Trieste og solgt til forskellige regeringer og også til en række berømte købmænd – med et tillæg til sølvværdien for de beskedne omkostninger ved møntfremstillingen– som drev omfattende– handel blandt beduinerne, fordi beduinerne ikke accepterede papirpenge, men kun tog imod guld- og sølvmønter, og blandt disse foretrak de mønten kaldet Maria Theresa-thaleren. Den store import af disse mønter foretaget af kuwaitiske købmænd fik mig til at tro, at han drev livlig handel med beduinerne.
–‘Hvorfor,’ spurgte jeg al-–Bassam, , importerer de kuwaitiske købmænd ‘rial’er netop nu?’
–‘Det ved jeg ikke’svarer Bassam. Der er et forvirret tonefald i hans stemme, –‘De siger, at de køber kameler til slagtning hos beduinerne omkring Kuwait for at føre dem til Irak og sælge dem. Priserne i Irak skulle være meget høje nu–selv om det ikke forekommer mig helt forståeligt, Hvordan kan de overhovedet håbe på at finde kameler i steppeområderne omkring Kuwait i disse nødstider? .. .‘Jeg synes snarere’, tilføjer han med et smil, ‘at det ville være mere indbringende at købe ridekameler i Irak og sælge dem til Ad-–Dabish og hans folk. Men, problemet er, at, de ikke vil kunne skaffe penge nok til at betale for–det, Ad-–Dabish.. .’
–‘Kan de ikke, Virkelig?
Den aften, før jeg gik til ro i det værelse, som vores vært havde stillet til rådighed for os, trak jeg Zayd til side og sagde til ham:
‘–Vi tager til Kuwait.
–‘Dette bliver slet ikke let, onkel– svarer Zayed; men glimtende i hans øjne udtrykte endnu tydeligere end hans ord, at han var rede til en sådan opgave, som ikke blot var vanskelig, men yderst farlig! At rejse gennem de områder, der står under kongens loyale hærstyrkers og forskellige stammers kontrol, er naturligvis en barnestreg. Men før vi når Kuwaits grænse, må vi tilbagelægge mindst omkring hundrede’miles, helt og holdent afhængige af os selv’og,inde i fjendens område, hvor oprørske folk fra Mutair- og Ajkan-stammerne færdes uafbrudt. Vi kunne naturligvis være rejst til Kuwait ad søvejen via Bahrain, men det ville kræve en tilladelse fra de britiske myndigheder. Derved ville vores bevægelser blive afsløret for nysgerrige og årvågne blikke. Også en rejse til Irak via al-Jawf og den syriske ørken og derfra videre til Kuwait ville møde den samme indvending, for det ville være håbløst blot at forestille sig, at vi kunne slippe ud gennem de mange kontrolposter i Irak. Derfor havde vi ingen anden vej end den direkte landrute til Kuwait. Hvordan man kunne snige sig ind og trænge ind i selve byen det, er et spørgsmål, som der ikke findes noget enkelt svar på i øjeblikket; så derfor overlader vi det til fremtiden, i tillid til vores skæbne og i håb om uventede muligheder og chancer.
Abd ar-Rahman as-–Sibai bad mig om at tilbringe nogle dage sammen med ham. Men da jeg påberåbte mig et presserende ærinde, lod han os rejse den følgende morgen; og gav os sammen med vores ration en rigelig mængde tørret kamelkød. Det var en velsmagende tilføjelse til den ensformige kost, der ventede os i de kommende dage. Han insisterede på, at jeg skulle opsøge ham på tilbagevejen, hvortil jeg kun kunne svare: Insha Allah , , om Allah vil.
Fra Shakra rejste vi mod nord–øst i fire dage uden at møde noget usædvanligt–. På et tidspunkt blev vi tvunget til at standse på befaling af de loyale Awazim-beduiner; som var en del af Ibn Musas hær. Men mit åbne brev fra kongen beroligede dem på et øjeblik, og efter den sædvanlige udveksling af nyheder fra ørkenen–fortsatte vi atter ad vores vej.
Før solopgang på den femte dag nåede vi frem til et område, som Ibn Saud ikke længere havde nogen myndighed over. Fra nu af kunne der ikke være tale om at rejse om dagen; vores eneste sikkerhed bestod i at bevæge os i mørke og hemmelighed.
Den vældige Wadi ar-–Rummas hovedløb lå ikke langt derfra, og vi slog vores telte op i en bekvem kløft. Wadi ar-Rumma er et meget gammelt, udtørret flodleje, der løber gennem det nordlige Arabien mod Den Persiske Golfs inderste del. Over kløften hang tætte ‘arfaj’buske, som ville tjene som skjul for os, så længe vi holdt os tæt ved den næsten stejle bred. Vi bandt vores kameler forsvarligt og gav dem groft bygmel blandet med dadelsten; og opfyldte således behovet for at lade dem gå løs på deres eget græsningsområde. Derefter sad vi stille og ventede på natten. Vi turde ikke tænde ild–for selv om dagen kunne røgen afsløre vores skjulte opholdssted. Derfor måtte vi nøjes med dadler og vand.
Hvor velbegrundet og præcis vores forsigtighed var, blev tydeligt hen mod den sene eftermiddag, da en beduinisk kameldrivers–sang pludselig nåede vores ører. Vi greb hastigt kamelernes tøjler, så de ikke skulle pruste højt gennem næsen . Derefter stillede vi os med riflerne i hænderne, presset ind mod kløftens skrånende væg.
Ukendte jo nærmere kamelrytterne kommer, desto kraftigere bliver deres sang; kunne vi allerede tydeligt skelne disse ord: ‘La ilaha illallah – La ilaha illallah’ –der er ingen guddom undtagen Allah, der er ingen guddom undtagen Allah. Dette er‘“uciviliserede”’beduinernes mere verdslige hyrde-–sang har Ikhwan erstattet–med en sang, de har taget til sig. Der er ingen tvivl om, at, de er‘Ikhwan’, og i dette område betyder Ikhwan ensbetydende med fjendtlige Ikhwan. Kort efter viste der sig på toppen af en høj lige over for kløftens kant otte–til ti ryttere i en gruppe, som langsomt bevægede sig frem i en enkelt række–tydeligt aftegnet mod eftermiddagshimlen. De bar hver især på hovedet en rød- og hvidternet‘kufiya’over hvilken en‘Ikhwans’hvide turban var anbragt , to patronbælter på tværs over brystet og bagpå en riffel bundet til sadelbuen: en procession af alvorlige, frygtindgydende kamelryttere bevægede sig frem, idet de først lænede sig frem og derefter tilbage.–Således vuggede de frem og tilbage i takt med kamelhoppernes bevægelser og i samklang med de store, men nu–misbrugte få’ord,‘“La ilaha illallahs”’udråb. Scenen var meget højtidelig og samtidig også sørgelig. Det var mennesker,, for hvem religionen tydeligvis var langt mere værdifuld end alt andet i livet. De troede, at de førte jihad for religionens renhed og Allahs større herlighed, men de vidste ikke, at, deres begejstring, iver og længsler var blevet udnyttet til at tilfredsstille en samvittighedsløs leders overdrevne interesse for kameler,, hvis mål var personlig magt.. .
Set fra vores side befandt de sig ved kløftens sydlige rand. For hvis de havde taget stien på den modsatte side, kunne de tydeligt have set os, ligesom vi nu kan se dem fra under de overhængende–buske, der dækker os som et tæppe. Da de, mens de sang deres religiøse–sang, forsvandt ud af vores syn på bjergskråningen, åndede vi lettet op.
–‘De er som djinner,’hviskede Zayed, ‘ja, som djinner–der ikke kender nogen glæde ved livet, og ikke kender frygt for døden.. . De er modige, deres iman er stærk, ingen kan benægte det. Men de drømmer kun om mord, død og Paradis.. .
og nærmest som om det var i trods mod ‘Ikhwans’melankolske puritanisme begynder han, temmelig ‘lavmælt’at synge en meget verdslig syrisk kærlighedssang, helt fraværende– ‘»O du slanke jomfru med den gyldenbrune hud.. .
Så snart det blev rigtig mørkt, genoptog vi vores hemmelige rejse, mod det fjerne Kuwait.
–‘Se, se, onkel,,’udbrød Zayed pludselig, ‘ild!!
En alt for lille ild til et beduintelt!! Måske er der en ensom hyrde derovre, men hvilken hyrde ville have mod til at tænde ild her, hvis han ikke var en af oprørerne?? Men hvad foregår der?, Vi beslutter at undersøge det. Hvis der kun er én mand derovre, kan vi let få kontrol over ham, og måske også skaffe os værdifulde oplysninger om fjendens bevægelser i dette område.
Jorden her er sandet, og da vi forsigtigt nærmer os ilden, frembringer vores kameler ikke den mindste lyd. I ildens skær kunne vi nu tydeligt se den ensomme–beduins knælende skikkelse. Det så ud til, at han kiggede ud gennem mørket mod os, og derefter, rejste han sig langsomt, tilsyneladende tilfreds med det, han havde set, og lagde begge arme over kors på brystet, måske for at vise, at han var ubevæbnet, og roligt , uden at vise den mindste frygt ventede han på, at vi skulle komme frem.
–‘Hvem er du??’spørger Zayed skarpt den fremmede mand,,som er iført iturevne, lappede–klæder,–mens han holder riflen hævet og rettet mod’ham.
Beduinen smiler roligt og sagte og siger med dyb, klangfuld stemme:, ‘Jeg er sulubbi ….. .।
Årsagen til hans ro blev nu tydelig. Han tilhørte den mærkelige nomadelignende–stamme ((eller rettere sagt,, en gruppe stammer), hvis folk aldrig havde deltaget i beduinernes næsten endeløse) krigs–førelse;; de er ikke nogens fjender,, og ingen angriber dem.
Sulubba-stammen (i ental: Sulubbi) er stadig et uigennemskueligt mysterium for forskerne. Ingen ved noget om deres oprindelse. Det er sikkert, at de ikke er arabere; men det, man kunne mene om deres oprindelse ud fra deres solbrændte hudfarve, giver deres blå øjne og lysebrune hår et andet fingerpeg om og bærer mindet om egne længere mod nord. De gamle arabiske historikere siger, at de er efterkommere af de korsfarere, som Saladin tog til fange og førte med sig til Arabien. Senere blev de muslimer dér. Og faktisk , har navnet Sulubba og ‘ordet salīb’ samme rod, nemlig ‘kors’, og ‘Sulubbi’ betyder ‘korsfarer’. Det er vanskeligt at sige, om denne forklaring er korrekt. Uanset– hvad, beduinerne betragter Sulubbaerne som ikke-–arabere– og behandler dem med en vis storsindet foragt. Denne foragt, som helt åbenlyst er i direkte modstrid med menneskelig lighed, forklarer de, beduinerne ved netop at lægge vægt på, at, disse mennesker i trosmæssig henseende faktisk ikke er muslimer, og ikke lever som muslimer. De siger, at Sulubbaerne ikke gifter sig. De er ‘vant til uhæmmet seksuelt samkvem som hunde’;og selv, i denne henseende lægger de ikke vægt på nært–slægtskab. Desuden spiser de ådsler, som efter muslimsk opfattelse er urene, og urene. Dette kan også være et forsøg på, efter at noget er sket, at fastslå dets berettigelse. Jeg mener snarere, at beduinernes bevidsthed om Sulubbaernes etniske fremmedhed er ekstremt slægts-–bevidst og, tvinger beduinerne til at tegne en magisk ring af foragt omkring dem, og at dette er en medfødt forsvarsmekanisme hos beduinerne mod at deres blod blandes med blod fra andre folke-–blandinger, som i Sulubbaernes tilfælde uden tvivl var særligt tiltalende; for, de er næsten uden undtagelse et smukt folk, højere af statur end alle andre arabere, og deres lemmer er præget af en forbløffende harmoni; især, er deres kvinder yderst yndefulde, med fortryllende fysisk skønhed og ynde i deres bevægelser.
Men uanset årsagen, er det beduinernes foragt for Sulubba, der har givet dem sikkerhed; for , enhver, der–angriber dem, eller enhver person, der skader dem, anses han–i sin stammes øjne for at have mistet sin ære.–Desuden, er Sulubbierne højt værdsat af alle ørkenboere–som dyrlæger, sadelmagere, og blikarbejdere og smede. Selvom beduinerne selv foragter husflid–og håndværk i høj grad, har de også brug for disse ting; og Sulubbaerne står til rådighed for at hjælpe dem med disse behov. Desuden er de dygtige som kvæghyrder, og frem for alt, er de uden tvivl mestre i jagt. Deres evne til at læse spor er næsten legendarisk;og de eneste, der kan sammenlignes med dem i denne henseende, er al-–Murra-beduinerne, som bor i den nordlige del af detTomme Kvarterved områdets yderste rand.
Da vi erfarede, at vores nye bekendte var en Sulubbi, åndede vi lettet op. Jeg fortalte ham åbent, at vi var Ibn Sauds mænd. Vi bad ham slukke sit bål. Det var ret sikkert at afsløre vores identitet på denne måde. For disse folk har stor respekt for deres overordnede. Derefter satte vi os på jorden og indledte en lang samtale.
Ad-–Dabish’ hærs opstilling kunne han ikke fortælle meget om. ‘For’, sagde han, ‘de er hele tiden på farten, ligesom djinner, og de bliver aldrig længe på ét sted.’ Det stod dog klart, at der netop nu ikke var nogen større fjendtlige Ikhwan-–lejre lige i vores nærhed, selv om små grupper uophørligt krydsede ørkenen i forskellige retninger. Pludselig fik jeg en idé: Kunne vi ikke gøre brug af Sulubbiernes medfødte evner til at jage og finde vej, så de kunne føre os til Kuwait?
–‘Har du nogensinde været i Kuwait?’ spurgte jeg ham. Sulubbien brød ud i latter– ‘Mange gange. Jeg har solgt hjorteskind dér og smør og renset kameluld. Hvorfor, jeg kom jo derfra for blot ti dage siden.’
–‘Så kan du altså føre os til Kuwait? –Det vil sige, føre os sådan, at vi kan undgå ‘Ikhwan’ og nå Kuwait.
Efter at have tænkt over mit spørgsmål i nogle få øjeblikke siger Sulubbi så tøvende, ‘Det kan jeg måske, men hvis I sammen med mig‘bliver taget til fange af Ikhwan, kommer det til at gå meget galt. Ja, det kan jeg naturligvis,.. . men det bliver meget dyrt for jer.’
–‘Hvor meget?’
–‘Godt’, og jeg kunne høre begærets sitren i hans stemme, ‘Godt, min herre, hvis De giver mig hundrede’ riyal, kan jeg føre Dem og Deres ven til Kuwait på en sådan måde, at, ingen andre end himlens fugle får øje på os.
Et hundrede\’ riyal svarer til ti ashrafier, Når man tager beløbets betydning for os i betragtning, er det latterligt ubetydeligt. Men Sulubbi havde måske aldrig set så mange kontanter i sine egne hænder i hele sit liv.
–Jeg giver dig hundrede’ riyal, – tyve riyal nu og resten, når vi er nået frem til Kuwait.’
Vores guide havde måske ikke forventet, at hans krav ville blive imødekommet så let. Måske, fortrød han, at han ikke havde krævet et større beløb. Efter at have tænkt sig lidt om sagde han:–‘Men hvad skal der ske med min kamel?? Hvis jeg rider på min kamel sammen med jer hele vejen til Kuwait og derefter vender tilbage, vil det stakkels dyr blive fuldstændig udmattet, og jeg har jo kun én kamel.’
For ikke at lade samtalen trække længere ud svarede jeg hurtigt: ‘Jeg køber din kamel. Du rider på denne kamel til Kuwait, og dér giver jeg dig den som gave. Men du skal også vise os vejen tilbage.
Det var mere, end han havde håbet på. Han var ude af sig selv af glæde, rejste sig straks uden at tøve og forsvandt ind i mørket. Få minutter senere kom han tilbage og trak i et reb en ældre, men smuk, og tydeligvis stærk– og velbygget kamel. Efter lidt–forhandling fastsatte vi dens pris til et hundrede og halvtreds riyal. Betingelsen var, at jeg nu skulle betale ham halvtreds riyal, og resten skulle sammen med hans belønning gives til ham i Kuwait. Fra tasken, der hang ved siden af vores sadel, tog Zayd en pose fyldt med–riyaler, og jeg begyndte at tælle mønterne og lægge dem i Sulubbis skød. Han tog et stykke stof frem under sit tøj, der var lavet af et sengetæppe,, hvori hans penge var bundet, og da han begyndte at føje mine riyaler til sin opsparing, genspejlede glansen fra en ny mønt sig i mine øjne.
–‘Stop,’ – mens jeg lagde min hånd på hans, udbrød jeg næsten råbende, ‘Lad mig se den skinnende riyal, du har dér.’
Med en smule tøven, som om han var rædselsslagen af frygt for den plyndrede Habr, lagde Sulubbi forsigtigt og meget blidt sin mønt i min håndflade. Møntens kant virkede ganske skarp, ligesom på en ny mønt. For at være sikker tændte jeg dog en tændstik og så skarpt på mønten. Ja, det var helt sikkert en ny ‘Maria Theresa’-mønt, som om den netop var kommet fra møntværket. Og da jeg holdt tændstikken over Sulubbis øvrige mønter, så jeg yderligere fem–eller seks mønter, lige så forbløffende nye.
–‘Hvor fik du disse riyaler??’
–‘Jeg .. . jeg sværger, min herre , jeg har fået disse på ærlig vis... . Jeg har ikke stjålet dem. For nogle uger siden gav en Mutairi i Kuwait mig dem. Han havde købt en ny kamelsadel hos mig, fordi hans sadel var blevet ødelagt.’
–‘En Mutairi?? Siger du det rigtigt??’
–‘Jeg siger sandheden, min herre!! Hvis jeg lyver, må Allah tage mig bort. Han var en af Ad-–Dabishs mænd, en af de folk, som for nylig kæmpede mod Hails ‘amīr’ens. Det var bestemt ikke forkert at tage betaling for sadlen fra ham. Jeg kunne ikke sige nej, og jeg tror, ‘sheikhen’ – — må Allah forlænge hans liv — –vil forstå det.
Jeg forsikrede ham igen ved at sige, at kongen ikke ville betragte ham som en fjende. Det fjernede hans frygt. Ved at stille flere spørgsmål fandt jeg ud af, at mange Sulumbi havde modtaget–sådanne mønter fra forskellige folk på Ad-Dabishs side, som betaling for–varer eller småt arbejde.. .
Vores Sulumbi beviste virkelig, at, han var en fremragende vejviser. I tre nætter’førte han os gennem vores oprørske område, i et hurtigt tempo, , gennem–et stiforløst område, mens han viste os vej–gennem områder, som Zayed selv aldrig før havde set, selv om Zayed kendte landet særdeles godt. Dagene gik, mens vi holdt os skjult, og gemte os. Sulumbi var en sand mester i at finde steder uden mistanke, hvor vi kunne skjule os. På et tidspunkt førte han os til et vandhul, som selv beduinerne i området ikke kendte til, fortalte Sulumbi os. I det delvist salte, brune vand slukkede vores kameler deres tørst, og vi kunne også fylde vores lædersække med vand igen.’Kun to gange så vi‘Ikhwan’flere grupper af dem,, men ingen af gangene fik de øje på os;, de fik ikke en sådan mulighed.
Efter vores møde med Sulumbi nåede vi om formiddagen på den fjerde dag frem til et sted, hvorfra byen Kuwait kunne ses. Vi gjorde ikke det, der var naturligt for rejsende fra Najd,; syd-–vestlig retning, men bevægede os frem mod byen fra vest, ad vejen fra Basra,, så enhver, der måtte møde os, ville tro, at vi var irakiske købmænd.
Så snart vi var kommet ind i Kuwait, slog vi os trygt ned i en købmands gård. Zayed havde kendt denne købmand, lige siden han havde været i det irakiske gendarmeri.
De støvdækkede veje og de–solsvedne huse af lersten var indhyllet i en fugtig, pinefuld varme,; og jeg, der var vant til Najds åbne steppeområder, blev på ingen tid gennemblødt af sved. Men der var ikke tid til at hvile. Vi overlod kamelerne til Sulumbi og gik videre mod markedet, jeg og Zayed, for at indhente de første oplysninger om vores mål–og for at foretage de nødvendige undersøgelser. Jeg gav Sulumbi streng besked om– ikke at fortælle nogen, hvor vi kom fra, eller hvorfor vi var kommet.
Da jeg ikke kendte Kuwait, og det heller ikke var mit ønske, at, Zayed skulle tiltrække folks opmærksomhed på grund af min tilstedeværelse,, tilbragte jeg derfor næsten en time i en kaffebutik,, hvor jeg sad og drak kaffe og røg på en kokosnødde-‘vandpibe’ . Da Zayed omsider viste sig igen, forstod jeg, da jeg så udtrykket af succes i hans ansigt, at han måtte have opdaget noget vigtigt.
–‘Onkel, lad os gå udenfor. Det er lettere at tale om den slags på markedet, uden at nogen hører det. Og se her, jeg har taget noget med til dig–også én til mig.’ Mens han sagde det, tog han fra under sin ‘abaya’ to– irakiske igaler af mandelfarvet uld, vævet i groft stof. ‘Med disse vil vi blive regnet for iraki’ere.’
Zaid blev gennem omhyggelig udspørgen sikker på, at en af hans tidligere partnere–—som havde været hans ledsager i de dage, hvor han drev smugleri i Den Persiske Golf—–nu bor i Kuwait, og tilsyneladende stadig driver sin gamle, vante forretning.
–‘Hvis nogen i denne by kan fortælle os noget om den ulovlige import af våben, er det denne Bandar: Bandar er ligesom jeg fra Mammar-stammen, en af disse stædige unge mænd, som ikke fuldt ud har kunnet acceptere Ibn Sauds styre. Vi bør på ingen måde lade ham vide, at vi ‘arbejder for shaykherne’. Ikke engang, mener jeg, at fortælle ham, hvor vi kommer fra, skal’vi end ikke fortælle ham det. For, Bandar er i virkeligheden ikke dum . Han er meget snu–ja–han har bedraget mig så ofte tidligere, at, jeg nu er bange for overhovedet at stole på ham.’
Til sidst fandt vi Bandar i nærheden af det store marked, i et hus i en smal gyde. Manden var høj og spinkelt bygget, mager, omkring fyrre år gammel, og hans øjne var mørke og dybtliggende, mens hans ansigt bar præg af bitterhed og fordøjelsesbesvær. Men så snart han så Zayed, blev hans ansigtstræk oplyst af ægte glæde. På grund af min lyse hudfarve blev jeg præsenteret som tyrker, og det blev sagt, at jeg boede i Bagdad og drev handel med eksport af arabiske energiske heste fra Basra til Bombay.
–‘Men i vore dage er det ikke længere rentabelt at eksportere heste til Bombay’, tilføjer Zayed, ‘købmændene fra Unayzah og Buraydah har fuldstændig overtaget markedet der.’
–‘Det ved jeg’, svarer Bandar, ‘disse slyngler fra Ibn Sauds sydlige egne er ikke tilfredse med blot at have erobret vores land; de er også opsatte på at tage vores levebrød–og indtægter fra os!!
–‘Men Bandar, hvad siger du til våbenhandelen??’ –spørger Zayed, ‘Når man ser på, hvordan folkene fra Mutair- og Ajman-stammerne forsøger at knække nakken på Ibn Saud, burde denne handel jo være særdeles livlig, synes du ikke??’
–‘Ja. Forretningen var meget livlig her’, siger Bandar, mens han trækker på skuldrene, ‘for et par’ører tjente jeg i Trans-– Jordan ved at købe rifler, og senere sælge dem til ad-–Dabishs mænd. Men alt er nu helt ødelagt, helt slut! Du kan ikke længere sælge selv denne riffel.’
–‘Hvordan kan det’gå til? Jeg synes jo, de er langt mere nyttige end før for ad-–Dabish.’
–‘Ja,’ ‘svarer Bandar, ‘Han har ganske vist brug for dem. Men han får dem til en pris, som hverken du eller jeg er i stand til at sælge dem til. .. . Han får dem kassevis fra den anden side af havet,, en næsten ny engelsk riffel med to’hundrede patroner–koster ham ti rial.’
–‘Alhamdulillah!!’ udbryder Zayd med oprigtig forbløffelse, to’hundrede patroner og en næsten ny riffel for ti rial! Men det er umuligt.. .।
I virkeligheden forekom det umuligt– for på det tidspunkt kostede en gammel Lee-–Enfield-riffel uden patroner i Najd tredive til femogtredive rial, og selv hvis man tog i betragtning, at priserne i Kuwait kunne være lavere end i Najd, var årsagen til den enorme forskel stadig ikke til at forstå.
Bandar smiler skævt, ‘Ja, det lader til, at der er magtfulde –venner hos ad-–Dabish–— meget magtfulde venner. Nogle siger: at han en dag vil sætte sig som en uafhængig ‘emir’i Najds nordlige egne.’
–‘Bandar, det, du siger’, siger jeg indskudt, ‘er meget godt, helt rigtigt. Ad-–Dabish vil måske virkelig etablere sin uafhængighed uden for Ibn Sauds myndighed. Men sagen er, at han ingen penge har, og uden penge kunne selv Alexander, verdens erobrer, ikke have grundlagt et rige.
Bandar bryder højlydt ud i latter: Penge–og den slags?? Ad-–Dabish har masser–af nye riyal, som, ligesom rifler, kommer i kasser–fyldt til ham fra hinsides havet.’
–‘Kasser fulde af riyal?? Sikke noget forbløffende!! Hvor skulle en beduin få kasser fulde af nye riyal fra??’
–‘Det ved jeg ikke’– svarer Bandar,, ‘men dette ved jeg:, nogle af hans folk tager næsten hver dag imod leverancer af nye riyal, som bliver bragt til dem i byen gennem forskellige handelsmænd. Hvorfor,, så jeg jo i går, Farhan ibn Mashhur overvåge arbejdet med at losse sådanne kasser i havnen.’
Det var en nyhed, der var en nyhed værd. Jeg kender Farhan særdeles godt. Han er søn af nevøen til Syriens berømte beduinhøvding Nuri ash-–Shalans familie. Denne Nuri kæmpede engang sammen med Lawrence mod tyrkerne. Mit første møde med den unge Farhan fandt sted i Damaskus–i 1924;; dér var han berygtet–for drukkenskab på alle de suspekte steder, hvor man morede sig. Nogen tid senere kom han op at skændes med sin grandonkel. Så drog han med sin stamme og nogle folk fra Ruwala til Najd, og dér blev han pludselig ‘»religiøs«’ og sluttede sig til ‘Ikhwan’. Jeg mødte ham igen i 1927, på Ibn Musaad-fæstningen i Ha’il. Som symbol på sin nyerhvervede tro var han begyndt at bære ‘Ikhwan’ernes enorme hvide turban og nyde godt af kongens økonomiske gunst. Da jeg mindede ham om vores tidligere–møde i Bagdad, skiftede han pludselig emne. Manden var dum og ambitiøs,, og derfor så han i Ad-–Dabishs oprør en mulighed for at etablere sig som– uafhængig emir over oasen al-–Jawf, nord for den enorme, øde Nafud,; for , ligesom i andre lande følger oprørere også i Arabien den gamle skik at dele løveskindet imellem sig, før de har nedlagt løven.
–‘Så‘ er Farhan her, i Kuwait?? spurgte jeg Bandar.
–‘Ja. Ligesom ad-–Dabish kommer han ofte her og ‘shaykh’ens gunst kan han komme og gå frit. Folk siger, at shaykhen elsker ham højt.’
–‘Men gør den britiske regering ikke indsigelse mod, at ad-–Dabish og Farhan kommer til Kuwait? så vidt jeg husker, , et par’ måneder siden erklærede de, at ad-–Dabish eller hans folk ikke ville få lov til at komme ind i dette område? .. .?
Bandar bryder igen ud i høj latter–Ja, det–gjorde de, det–gjorde du! Men jeg har sagt til mig selv, at Ad-Dabish har–meget magtfulde venner–og bekendte .. . Jeg ved ikke, om han befinder sig i byen i dette øjeblik;men Farhan er her. Han går hver aften ‘til maghrib’bønnen i den store moské. Hvis du ikke tror mig, kan du se ham her med dine egne øjne .. .।
Og ganske rigtigt fik vi ham at se. Efter dette vink fra Bandar gik Zayed og jeg tidligt på aftenen rundt i nærheden af den store moské, da vi nær var stødt sammen med en gruppe beduiner! Disse beduiner var uden tvivl najdiske og var kommet frem fra et gadehjørne. I spidsen for dem gik en fireogtredive-–femogtredive år gammel mand,der–var lidt lavere end de højvoksne beduiner, som omgav og fulgte ham, og på hans smukke ansigt sad et kort, sort skæg. Jeg genkendte ham straks. Men selv i dag ved jeg ikke, om han havde genkendt mig eller ej. Hans blik hvilede et øjeblik på mit; hvorefter han et øjeblik lod øjnene glide over mig med et forvirret blik, som om han forsøgte at fremkalde et vagt og uklart minde. Så vendte han ansigtet bort. Et øjeblik senere forsvandt han i menneskemængden, der strømmede mod moskéen, og hans mænd forsvandt.
Vi beslutter, at vores hemmelige rejse til Kuwait–ikke kan forlænges i forventning om en mulighed for at se Ad Dabish. Det, Bandar havde fortalt os, blev yderligere underbygget gennem Zayeds snedige efterforskning blandt andre bekendte i byen. Ad –Dabish modtog de mystiske forsyninger af Lee-–Enfield-rifler, , som offentligt blev fremstillet som ‘»køb’«,, og det pegede tydeligvis på en købmand fra Kuwait. Denne købmand havde længe været fremtrædende i området på grund af sin import af våben, og de store mængder Maria Theresa-riyaler, som nyligt var slået på mønt og var i omløb på Kuwaits markeder,, viste sig i næsten alle tilfælde, at stamme fra Ad –Dabish og hans folk. At se hans egentlige depoter og undersøge fragtpapirerne–– hvilket næsten var umuligt – – bortset fra det fik vi under vores samtale med kongen–rigeligt med beviser på sandheden af alle de mistanker, han havde nævnt,–og som vi havde fået bekræftet.
Min mission var fuldført. Og den følgende nat, forlod vi Kuwait lige så hemmeligt, som vi var ankommet dertil i skjul. Mens Zayed og jeg undersøgte sagen på markederne,–fandt vores Sulumbi ud af, at–der i øjeblikket ikke fandtes nogen oprørsgruppe syd for Kuwait. Derfor satte vi kursen sydpå mod Al-Ahsa-provinsen,, som var fuldstændig under kongens ubestridte kontrol. Efter to døgns energisk og spændingsfyldt rejse stødte vi nær kysten på en gruppe Banu Hajir-beduiner,, som emiren Al-–Hasan havde sendt ud for at indhente hemmelige oplysninger om oprørernes seneste positioner,; og sammen med dem trængte vi igen ind i områder, der var loyale over for kongen.
Så snart vi var nået sikkert frem til Ibn Sauds rige, skiltes vi fra vores guide Sulumbi. Efter at have stukket sin selvfortjente belønning i lommen i Sanad, forærede jeg ham kamelen, og han drev den, bort mod vest, mens vi drog mod syd, i retning af Riyadh.
Senere blev det i den–serie artikler, jeg skrev, for første gang klart, at, en stor europæisk magt støttede oprørerne. I artiklerne blev det påvist,at disse sammensværgelsers hovedmål var at skubbe grænsen for Ibn Sauds rige mod syd og i sidste ende, at omdanne området ved dets nordligste provinser til en ‘»uafhængig«’ region styret af en høvding mellem Saudi-Arabien og Irak, hvilket ville give Storbritannien mulighed for at anlægge en jernbanelinje gennem området. Desuden, havde Ad-–Dabishs oprør skabt mulighed for så megen forvirring i Ibn Sauds rige, at, kong Ibn Saud ikke længere ville være i stand til at modsætte sig Storbritanniens krav om to vigtige koncessioner, — krav, som han indtil da altid havde modsat sig: Den ene af disse koncessioner var forpagtningen til Storbritannien af den nord for Jeddah beliggende havn ved Det Røde–Hav, Rabigh, hvor Storbritannien længe havde ønsket at anlægge en flådebase; Den anden var kontrollen over den del af jernbanen Damaskus-–Medina, som lå inden for det saudiske område–. Hvis Ibn Saud blev besejret af Ad-–Dabish, ville disse planer være kommet helt inden for det muliges grænser.
Mine artikler i europæiske og arabiske ((hovedsageligt egyptiske)) aviser blev trykt, opstod der pludselig en voldsom opstandelse. Det er også meget muligt, at, afsløringen af den hemmelige sammensværgelse på et tidligt tidspunkt måske var en af årsagerne til dens senere fiasko. Under alle omstændigheder, forsvandt Storbritanniens plan om at anlægge en jernbane fra Haifa til Basra langsomt i glemslens mørke. Trods de enorme beløb, der var blevet brugt på de indledende undersøgelser, hørte man aldrig mere om planen.
Alt, hvad der skete derefter, hører historien til: I sommeren 1929 protesterede Ibn Saud over for Storbritannien mod den frihed, der var blevet givet Ad-–Dabish til at købe våben og ammunition i Kuwait. Eftersom han ikke havde noget reelt bevis for, at en fremmed magt leverede disse våben, var det ikke muligt for kongen at gøre indsigelse mod sådanne salg. De britiske myndigheder svarede, at det var Kuwaits handelsmænd, der forsynede oprørerne med våben, og at Storbritannien intet kunne gøre for at standse det, –fordi, Storbritannien i henhold til Jeddah-traktaten fra 1927 havde ophævet sit forbud mod import af våben til Arabien. Hvis Ibn Saud ønskede det, sagde de til ham, kunne han også importere våben gennem Kuwait .. . Da Ibn Saud gjorde indsigelse og sagde, at Storbritannien og Saudi-Arabien i henhold til den samme traktat begge var forpligtede til at indstille enhver form for virksomhed i deres egne områder, der var rettet mod den andens sikkerhed og ophøre med den, fik han også dette svar:–Kuwait kan ikke kaldes britisk territorium, for det er et uafhængigt sheikherdømme, som Storbritannien har en traktat-–forbindelse med, men ikke nogen anden forbindelse . . .।
Og derfor fortsatte borgerkrigen uformindsket ind i slutningen af efteråret 1929. Ibn Saud trådte selv ind på slagmarken; og denne gang var han fast besluttet: Han ville forfølge ad-–Dabish helt ind i Kuwait, hvis –Kuwait – som det altid havde været tidligere – –forblev et fristed for oprørerne og en base for nye operationer. Over for denne faste holdning, , som Ibn Saud ikke ville undlade at meddele de britiske myndigheder,, syntes de at forstå, at , det ville være yderst farligt at gå meget længere i dette spil. Ad-–Dabish, så han ikke kunne trække sig tilbage og igen trænge ind i Kuwait-området, blev der sendt britiske krigs–fly og pansrede biler. Oprøreren indså, at hans forehavende var mislykkedes. I åben kamp ville han aldrig kunne holde kongen tilbage. Kongens betingelser var korte og klare: de oprørske stammer skulle ubetinget overgive sig;; deres våben,, heste og kameler skulle fratages dem, mens ad-–Dabish’ liv skulle skånes. Men han skulle tilbringe resten af sit liv i Riyadh.
Ad-–Dabish,, der var aktiv og energisk hvert eneste øjeblik,, kunne ikke vænne sig til denne form for passivitet og uvirksomhed. Han afslog kongens tilbud og kæmpede til sidst mod kongens vældige hær. Efter at have kæmpet mod kongens vældige hær til det sidste blev oprørerne fuldstændig besejret; Ad-–Dabish og flere andre ledere –– blandt dem Farhan ibn Mashhur og høvdingen for Ajman-stammen, Naik Abu Kilab – flygtede til Irak.
Ibn Saud krævede, at ad –Dabish blev udvist. I nogen tid syntes det, at Iraks konge Faisal måske ville afvise hans krav med henvisning til den gamle arabiske skik med gæstfrihed og at give husly. Men til sidst gik han med til det. 1930–s begyndelse blev den alvorligt syge ad –Dabish overgivet til kongen og bragt til Riyadh. Nogle uger senere, da det stod klart, at, det virkelig var ad –Dabishs død, der var nært forestående, sendte kong Ibn Saud ham med sin sædvanlige storsindethed tilbage til Artawiya, til hans familie–og slægtninge. Således endte et stormfuldt liv. Og igen sænkede freden sig over Ibn Sauds rige.. .
.. . … .. . .. .
og på ny over området omkring Arjas brønde
‘‘O rejsende, må Allah skænke jer liv. Tag del i vores gavmildhed –råber den gamle Mutaybi-beduin, mens hans folk hjælper os med at vande vores kameler. Der var ikke længere spor af det had og fjendskab, der havde eksisteret blot kort tid forinden
For, disse beduiner er et forunderligt folk. Selv, ved en indbildt provokation kan de på et øjeblik flamme op i ustyrlig vrede og raseri, men lige så hurtigt kan de vende tilbage til livets skæbnebestemte rytmiske–strøm, hvor ydmyghed og ømhed hersker: paradiset og helvede, altid side om side, i tæt nærhed
Og Mutaybis kamel–passere henter vand til vores kameler i deres store læderspande og synger i kor
Drik, og lad ikke vand blive tilbage,
Denne bygning er fyldt med nåde og har ingen bund.
Tre
På den femte nat efter at have forladt Hail nåede vi frem til Medinas udkant og så Uhuds mørke konturer. Vore kameler bevægede sig frem med trætte skridt. Fra den tidlige morgen og frem til denne nat havde vi lagt en lang strækning bag os. Zayd og Mansur var tavse, og jeg var også tavs. I månelyset trådte Medina frem foran os med sine mure med de smalle veje og Profetens moskés slanke, lige minareter strålende foran os.
Vi nåede frem til den sydlige port, som er kendt som Den Syriske Port, fordi den ligger mod nord. I skyggen af denne ports tunge søjler blev kamelerne noget stive og krøb sammen; så, vi måtte bruge piskene i vore hænder for at tvinge dem ind gennem porten.
Nu, er jeg igen i Profetens by, efter i lang tid at have flakket omkring mange steder er jeg vendt hjem igen; for denne by har i flere år været mit hjem–og bolig. En dyb, velkendt fred har bredt sig over Medinas sovende, øde gader. Ved lyden af kamelernes trin rejser hundene sig dovent her–og dér. En ung mand går syngende forbi; hans stemme bevæger sig i en blid rytme og svinder langsomt bort i en sidegade. De udskårne balkoner og husenes vinduer, der rækker ud over gaden, hænger tavse over os som mørke, Stille. Den månebelyste luft, som frisk mælk lige efter malkningen,–er mildt varm. Og her er mit hjem.
Mansur tager afsked med os for at mødes med sine venner. Og vi to’sætter vore kameler på knæ. Uden at sige et ord lægger Zayd lænker om kamelernes ben og begynder at tage sadlerne af. Jeg banker på døren. Efter et øjeblik hører jeg menneskestemmer og fodtrin indenfor. Gennem det vifteformede vindue falder lyset fra en lanterne, dørens slå bliver skudt for, og min gamle tjenestepige Amina bryder jublende ud:
–‘Åh, min herre er kommet hjem!!’
Breve fra Persien
En
Nu er det eftermiddag. Jeg sidder lige uden for Medinas sydlige indgangsport sammen med en ven i hans palme’have. De utallige palmetræs stammer’har i havens baggrund skabt et grågrønt halv-–mørke, så det virker, som om det ingen ende har. Træerne er stadig unge og lave.; Solens lys danser højt oppe på deres stammer og over den fine kuppel, som deres sammenflettede grene har dannet. På denne tid af året får de støvstorme, der næsten kommer hver dag, palmetræernes grønne farve til at se en smule støvet ud. Kun det tætte tæppe af lucerne under palmerne har bevaret sin strålende, fuldkomne grønne farve.
Lige foran mig–– ikke særlig langt borte ––hæver byens mure sig, gamle,, bygget af grå sten og soltørrede mursten–her–og dér trænger fæstningsværker–gennem muren’ud fra bymuren. Bag muren rager de op inde i byen, – hurtigt voksende palmer i endnu en have ––samt huse og–boliger,, hvis døre og vinduesskodder er blevet brune af solens brændende stråler, og hvis omkransede balkoner; nogle af dem er bygget ind i selve bymuren og er blevet en del af den. Et stykke borte ser jeg, de fem minareter ved Profetens Moské,, høje og spinkle som fløjtetoner,, jeg ser, den storslåede grønne kuppel, som ligger som et tag over Rasulullahs lille kammer og skjuler, det–kammer, der var hans bolig i hans levetid, og som efter hans død blev hans grav; Endnu længere borte, uden for byen og for mine øjne, dukker Uhuds nøgne, klippefyldte bjergkæde op: som et, kobberrødt, malet tæppe ophængt som baggrund for palmetræernes toppe og byens mange huse,–der hænger som en kobberfarvet–rød, malet drapering.
Eftermiddagens solbrændende lys hænger himlen over klynger af mælkehvide, strålende, glitrende skyer, den himmel er klar som glas, og byen synes at være kommet ud af et bad i et blåligt, gyldent–lys blandet med et grønt skær. Højt oppe leger vinden omkring de bløde skyer, en vind, der i Arabien har vist sig så bedragerisk! Her kan De aldrig sige, ‘»Nu er himlen overskyet , det kommer snart til at regne«’. For når skyerne samler sig, storm–svangre skyer, sker det netop da ofte, at, et vindstød pludselig farer frem fra ørkenen, driver de tætte skyer bort og fejer himlen helt ren; og de mennesker, der havde ventet på regnen, vender deres ansigter bort fra himlen i tavs overgivelse og begynder at nynne‘»Ingen har nogen magt i sin hånd undtagen Allah, ingen styrke«’ – mens himlen igen begynder ubarmhjertigt at flamme i en hård, blå klarhed.
Jeg tager afsked med min ledsager og begynder igen at gå mod indgangen uden for byen. En mand passerer mig, mens han driver to æsler, der er læsset med lursan-græs, foran sig, og selv rider han på et tredje æsel. For at hilse løfter han sin stok højt og siger, »as-salamu alaikum«. Jeg svarer ham med disse ord. Så kommer en beduinsk ung kvinde, hvis sorte kjortels kant slæber efter hende, og hvis nederste del af ansigtet er dækket af et niqab. Hendes strålende øjne er så sorte, at, det hvide i øjnene og de sorte pupiller synes at være smeltet sammen; og hendes gang er lige så tøvende som den vuggende bevægelse hos et ungt dyr på steppen!
Jeg går ind i byen og–krydser al-Manakhs åbne, enorme plads og når frem til den indre bymur, under den tunge buegang ved den egyptiske indgangsport, hvor vekselererne sidder og lader deres guld- og sølvmønter klirre. Jeg træder ind på hovedmarkedet, som højst er en fireogtyve fod bred gade, fyldt med butikker, tæt pakket–sammen, omkring hvilken et lille, men varmt og levende liv pulserer.
Sælgerne er opstemt; og reklamerer for deres varer gennem sang. Fremragende turbaner, silkeshaler og malede kashmir-sjaler fanger de forbipasserendes blikke. Sølvsmedene sidder på hug bag glasmontrer fyldt med beduin-–smykker,–armringe og ankelringe,, halskæder og øreringe—–disse smykker. Parfumeforhandlerne viser deres skåle fyldt med henna,, små røde pakker med surma til at farve øjenvipperne,, olier og parfumer i mange–farvestrålende flasker samt krydderi-–bunker. Købmænd fra Najd sælger beduintøj,, øst-– Arabiens kamelsadler og tasker med lange silkekvaster hængende fra sadlerne. En auktionarius løber på gaden,, mens han råber med så høj stemme som muligt,–med et persisk tæppe over skulderen og en kamelulds- ‘abaya’og en messing-samovar under armen. På begge sider strømmer menneskemængden forbi,, folk fra Medina og fra andre egne af Arabien,, fra Senegals steppe-–områder og Kirgisistans steppe-–områder, folk fra alle landene imellem,, Øst-–indien og Atlanterhavet samt landene mellem Astrakhan og Zanzibar: for hajj er netop afsluttet for få dage siden. Men trods den enorme menneskemængde og den smalle gade er der ingen berusede hektiske travlhed her,, ingen skubber til nogen her,, ingen støder ind i andre,, for i Medina får tiden ikke vinger, når man vil gribe eller opnå noget!
Men det, der virker endnu mere forbløffende, er dette:, at der blandt de mange menneskers ansigter og skikkelser her og i deres–påklædning, trods så stor mangfoldighed og forskellighed, på Medinas gader ikke synes at være opstået en fremmed‘sammen-–blanding’eller et sådant virvar. Kun de, der ønsker at analysere det, vil få øje på denne mangfoldighed i ansigterne. Jeg synes, at alle, der bor i denne by,, ja selv de, der kommer hertil midlertidigt for nogle få dage,, kan man sige,, også snart forsvinder ind i en fælles sindsstemning,–en fælles stemning,, og således bliver deres–gang og færden,, ja selv deres ansigtsudtryk, ens; for de er alle kommet under Den store Profets uimodståelige indflydelse–— den by, der engang var hans, og hvis gæster de nu er... .
Selv efter 1.300 år er den åndelige tilstedeværelse her lige så levende som dengang. Alene på grund af ham blev nogle få spredte, tilfældigt beliggende landsbyer, — som blev kaldt Yathrib — til en by, og i dag har den fortsat været genstand for en så dyb kærlighed fra alle muslimer, som mennesker aldrig har vist nogen anden by i noget andet land i verden. Denne by har ikke engang sit eget navn, i mere end tretten hundrede år er den blevet kaldt‘Madinat an-Nabi’ –‘Profetens by’.” I mere end tretten hundrede’ år har så megen kærlighed og hengivenhed samlet sig her, at, alle former–— skikkelser og bevægelser — har fået en familiær lighed, og alle forskelle i ansigterne er blevet forvandlet til en fælles, lighed, som en samlet harmoni af forskellige toner.
Dette er den glæde–— denne harmoni, der skaber glæde —, som mennesker oplever her hvert øjeblik. Selvom Profeten ((fred være med ham)) kun har en rent formel og fjern forbindelse med det liv, han ønskede for Medina i dag, og selvom islams åndelige bevidsthed her, ligesom i andre dele af den muslimske verden, er blevet gjort billig, lever der stadig en uudsigelig følelsesmæssig forbindelse til dens storslåede åndelige fortid. Mennesker har aldrig elsket nogen by så højt blot på grund af ét menneske; og heller aldrig noget menneske, så højt — et menneske, der døde for tretten hundrede år siden, og ligger begravet under denne storslåede grønne kuppel, — eller elsket ham så inderligt og i så stort et antal, som de elsker ham.
Alligevel hævdede han aldrig, at han var andet end et dødeligt menneske, og muslimerne tillagde ham aldrig den guddommelighed, som mange–tilhængere af andre profeter gjorde, efter disse profeters død. Det siger sig selv, at selve Koranen rummer mange udsagn, hvori der lægges vægt på Muhammads menneskelighed: ‘Muhammad er ikke andet end en profet. Før ham er alle profeter gået bort; Hvis han dør eller bliver dræbt, vil I så vende om??’Hans dybe ydmyghed over for Allahs storhed erklæres således i Koranen: ‘Sig, O Muhammad, Jeg har ingen magt til at gøre jer skade eller gavn, og heller ikke, over mit eget gode eller onde, bortset fra det, Allah vil. Hvis jeg kendte det skjulte, ville jeg visselig have opnået megen godhed, og intet ondt kunne have ramt mig. Jeg er kun en advarer og en glædesbringer for de troende... ..।’
Det var netop, fordi han kun var et menneske, fordi han levede som andre mennesker og derved oplevede menneskelivets glæder og smagte dets sorger og lidelser, at de, der var omkring ham, kunne omgive ham så tæt med så megen hengivenhed og kærlighed.
Denne kærlighed lever videre efter hans død og er stadig vågen i hans tilhængeres hjerter, som den oprindelige inspiration i en ragini, skabt af en forening af mange melodier. Denne kærlighed lever stadig i Medina. Fra hver eneste sten i den gamle by vil denne kærlighed tale til Dem. De vil næsten kunne røre ved den med hånden, men De vil ikke kunne indeslutte den i ord …
To
Da jeg går gennem markedet på vej mod Den Store Moské, hilser mange af dem, jeg har kendt i lang tid, på mig, mens de går forbi. Jeg hilser snart den ene handlende, snart den anden ved at bøje hovedet en smule. Til sidst trækker min ven az-Zughaibi mig med sig og fører mig hen til den lille platform, hvor han sidder og sælger klæder til beduinerne.
—Hvornår kom du tilbage, Muhammad, og hvorfra kommer du? Du var her jo for flere måneder siden!
—Jeg kommer fra Hail — jeg kommer fra Nufud.
—Bliver du ikke hjemme et par dage?
–Nej, bror, jeg tager til Mekka i overmorgen.’
Al-Zugaybi råber på drengen, der arbejder i kaffeboden på den anden side af gaden, og kort efter hører vi de små bægres klirren.
–Men hvorfor, Muhammad, hvorfor tager du til Mekka netop nu? Hajj-sæsonen er jo forbi …’
–Jeg tager ikke til Mekka for at udføre hajj. Nå, har jeg ikke udført hajj hele fem gange? Men af en eller anden grund føler jeg, at jeg ikke kommer til at blive ret meget længere i Arabien. Derfor vil jeg gerne se den by igen, hvor mit liv i dette land begyndte …’ Så tilføjer jeg med en høj latter: ‘Men bror, hvis jeg skal fortælle dig sandheden, ved jeg faktisk ikke selv, hvorfor jeg tager til Mekka; men jeg ved, at jeg må af sted …’
Al-Zugaybi ryster fortvivlet på hovedet: –Hvordan kunne du sige, at du vil forlade dette land og dine brødre?
En bekendt mand går forbi mig med lange, trætte skridt – det er Zayd, som sikkert leder efter nogen.
–Zayd, hvor skal du hen?’
Han standser pludselig op og ser spørgende på mig: –Jeg har ledt efter dig, onkel. Der lå en bunke breve til dig på postkontoret. Værsgo, her er brevene. Og sheikh al-Zugaybi, fred være med dig.’
Foran Az-Zughaibis butik sidder jeg med benene over kors og river kuverterne op: Flere breve er kommet fra venner i Mekka: Et af dem er skrevet af redaktøren af den schweiziske »Neue Zürcher Zeitung«, hvis korrespondent jeg har været i de sidste seks år. Et brev er kommet fra Indien, hvori jeg opfordres til at tage dertil og stifte bekendtskab med verdens største enkeltstående muslimske samfund. Flere breve er skrevet fra forskellige egne af Det Nære Østen. Og på endnu et brev står Teherans poststempel. Det er skrevet af min kære ven Ali Agha, fra hvem jeg ikke har hørt noget i over et år. Jeg åbner det og lader blikket glide hen over siderne, der er skrevet med Ali Aghas smukke, regelmæssige shikasta-skrift 1 (bogstaveligt »brudt«: en persisk form af arabiske bogstaver, der bruges til hurtig skrift):
Til min kæreste ven og bror, mit hjertes lys, den højtærede Asad Agha: Må Allah forlænge hans liv og være hans vogter ved hvert skridt. Amen!
As-salāmu ʿalaykum, fred være med dig, og måtte Allahs nåde til stadighed være over dig. Jeg beder Allah om, at Han vil skænke dig sundhed og lykke, og eftersom jeg ved, at dette vil glæde dig, kan jeg fortælle, at jeg også nyder et fuldkomment godt helbred; lovet være Allah.
Jeg har ikke skrevet til dig i lang tid. Det skyldes, at mit liv i de seneste måneder har udviklet sig kaotisk og uordentligt. Min far, måtte Allah forbarme sig over ham, døde for et år siden, og eftersom jeg er den ældste af hans sønner, har det krævet megen tid og bekymring at bringe vores familieanliggender i orden. Men det er Allahs vilje, at der er kommet uventet velstand ind i denne uværdige tjeners liv, for regeringen har forfremmet ham til oberstløjtnant. Desuden håber jeg snart at indgå ægteskab med en yndefuld og smuk kvinde, min kusine Shiri; og således nærmer afslutningen sig på mine gamle, uordentlige dage. Det er velkendt for dit venlige hjerte, at jeg tidligere ikke var hævet over synd og fejltagelser, men hvad siger Hafiz ikke:
»O Allah, du kastede en planke ud midt i havet; kan du så forvente, at planken forbliver tør?«
Således er den aldrende Ali Agha omsider på vej til at stifte hjem og blive en agtet mand. Han var ikke nær så agtet, da jeg mødte ham i byen Bam for syv år siden. Ali Agha var blevet forvist til denne by. Han var dengang kun seksogtyve år. Alligevel havde hans tidligere dage været fyldt med uro og aktivitet. Før Riza Khan tog magten, deltog han i forskellige politiske bevægelser. Han kunne have indtaget en betydningsfuld rolle i Teheran, hvis han ikke havde ladet sig opsluge af overdreven fornøjelse. Hans bekymrede og indflydelsesrige far havde bragt ham til den afsidesliggende og vanskeligt tilgængelige by Bam i denne sydøstligste del af Iran i håbet om, at han ville forbedre sig, hvis han blev fjernet fra Teherans fornøjelser. Men efter at være kommet til Bam synes Ali Agha at have fundet erstatning blandt kvindernes, vinens og opiums søde gift. Det siger sig selv, at Ali Agha var stærkt afhængig af alt dette.
På dette tidspunkt i 1925 var Ali Agha chef for distriktets militærpoliti. Hans rang var løjtnants. Da jeg skulle krydse Bilal Dasht-e-Lut-ørkenen, opsøgte jeg ham med et introduktionsbrev til guvernøren i Kerman-provinsen. Dette introduktionsbrev var skrevet på grundlag af et brev fra premierministeren og diktatoren Riza Khan. Jeg fandt ham i en skyggefuld have med appelsin-, oleander- og palmetræer, hvor solens stråler trængte ind mellem buerne af skarpe palmeblade. Han var iført en langærmet skjorte. Der var bredt et tæppe ud på plænen, og på tæppet stod der fade og en halvt tømt flaske arak. Der var stadig mad på fadene. Ali Agha gav beskedent denne forklaring: »Det er ikke muligt at drikke vin i dette forbandede hul,« og derefter tvang han mig til at drikke lokal arak; det var så stærkt, at det ramte min hjerne som et knytnæveslag. Med en mands fra det nordlige Persiens gennemtrængende blik lod han øjnene glide hen over brevet fra Kerman; så bankede han på det, lagde det til side og sagde: »Selv hvis De var kommet uden noget introduktionsbrev, ville jeg naturligvis være fulgt med Dem på denne rejse med ti mand. De er min gæst. Jeg ville aldrig have ladet Dem ride alene gennem Baluchistanørkenen.«
En ung kvinde sad stadig skjult under et træs skygge. Da hun langsomt rejste sig, bar hun en lyseblå silkekurta, der nåede til knæene, og enorme hvide baluchiske salwarbukser. Hendes ansigt var et symbol på sanseligt begær; det syntes at gløde indefra. De tydeligt tegnede læber var røde og smukke, men øjnene var påfaldende slørede og ligeglade, og øjenvipperne var farvet med surma.
-Pigen er blind,” hvisker Ali Aga til mig på fransk, “men hun synger ganske usædvanligt, fremragende!”
Jeg kan ikke lade være med at beundre den ædle høflighed og respekt, hvormed Ali Aga behandlede pigen. Hun var professionel sangerinde og tilhørte en klasse blandt Irans kvinder, der mere eller mindre svarer til prostituerede. Alligevel kunne han ikke have behandlet selv en fornem kvinde fra Teheran bedre.
Vi satte os alle tre på tæppet, og mens Ali Aga var optaget af at ryge på sin vandpibe og sin opiumspibe, talte jeg med den baluchiske pige. Trods sin blindhed kunne hun le på en måde, som kun de kan, der lever dybt i hjertets glæde, og mellem sine ord kom hun hele tiden med så snedige og intelligente bemærkninger, at ingen fornem kvinde i denne vidtstrakte verden ville have haft grund til at skamme sig. Da Ali Aga havde røget sin pibe færdig, tog han blidt hendes hånd i sin og sagde: “Den udlænding, der sidder her, er østriger. Han vil sikkert gerne høre dig synge en sang. Han har aldrig før hørt baluchisk sang.”
Over hendes blinde ansigt lå et fjernt, drømmeagtigt udtryk, da hun tog den fløjte, Ali Aga havde givet hende, og lod fingrene glide over dens strenge. Med en dyb, brudt stemme sang hun en baluchisk sang, hvis melodi syntes at blive til en genlyd af selve livet, da den steg fra hendes følelsesvarme læber.
Jeg vender tilbage til brevet:
Min broder og ærede ven, jeg ved ikke, om De stadig husker, hvordan vi to i gamle dage rejste sammen gennem Dasht-i-Lut, og hvordan vi måtte kæmpe mod de baluchiske røvere for at redde livet …?
Om jeg husker det? Ved Ali Agas irrelevante spørgsmål ler jeg for mig selv og ser Ali Aga og mig i den nøgne ørkens øde Dasht-i-Lut, der breder sin vældige tomhed langt ind fra Baluchistan, helt ind mod Irans midte. Jeg var ved at gøre mig klar til at krydse denne ørken via Irans østligste provins, Sistan, for derfra at rejse til Afghanistan. Eftersom jeg kom fra Kerman, var der ingen anden vej for mig. Vi opholdt os ved en grøn oase i ørkenens rand sammen med de baluchiske politifolk, der fulgte med os som vejvisere, for at leje kameler og købe proviant til den lange rejse, der lå foran os. Telegrafstationen for den indo-europæiske telegraf var vores midlertidige hovedkvarter. Den høje stationsforstander med de kraftige knogler og det skarpe blik ville ikke et øjeblik lade mig komme uden for hans synsfelt. Det virkede, som om han forsøgte at danne sig et indtryk af min situation ved at iagttage mig.
-“Vær på vagt over for ham,” hvisker Ali Aga til mig. “Han er en røver, jeg kender ham. Og han ved, at jeg kender ham. For nogle år siden var han en rigtig bandit. Men nu har han tjent mange penge og er blevet en anset mand. Nu tjener han langt flere penge ved at forsyne sine tidligere fæller med våben. Jeg venter på en lejlighed til at tage ham på fersk gerning, men manden er snu, og det er virkelig svært at bevise noget. Da han hørte, at De er østriger, blev han frygtelig ophidset. Under verdenskrigen forsøgte nogle østrigske og tyske agenter at ophidse stammerne i denne egn mod briterne. De havde sække med guldmønter med sig, og vores ven tror, at enhver tysker og østriger er udstyret på samme måde.”
Men vi drog fordel af stationsforstanderens snilde, for det lykkedes ham at skaffe mig to af områdets bedste ridekameler. Resten af dagen gik med at prutte om prisen på vandsekke, reb af kameluld, ris, klaret smør og alle mulige andre ting, der var nødvendige til ørkenrejsen.
Den følgende eftermiddag begav vi os af sted. Ali Agha besluttede at drage i forvejen sammen med fire politifolk og forberede et sted, hvor vi kunne slå teltene op for natten. Deres kameler forsvandt bag horisonten, før vi knap havde nået at se den lange række. Vi – Ibrahim, jeg og den femte politimand – fulgte efter dem i et forholdsvis langsommere tempo.
Vi vuggede frem (hvor nyt det dog dengang forekom mig), mens de lette, slanke kameler bevægede sig i en mærkelig, svajende rytme – først gennem de gule klitter, hist og her markeret af tuer af græs, og derefter længere og længere ind i sletten – en endeløs, grå slette, flad og tom – så tom, at det forekom mig, at den ikke strømmede frem, men snarere styrtede sammen mod horisonten; for der var intet for øjnene at hvile på – ingen forhøjning i terrænet, ingen sten, ingen busk, ikke så meget som et græsstrå. Ingen dyrelyd, ingen fuglekvidren eller billebrummen brød denne vældige stilhed; selv vinden, der ikke mødte nogen hindring foran sig, strøg lydløst lavt hen over tomrummet – nej, sådan var det ikke, den faldt ned i tomrummet, som en sten, der falder ned i en bundløs afgrund … Det var ikke dødens stilhed, men stilheden hos det, der endnu ikke var født, tavsheden hos det, der aldrig hidtil havde fået liv – urlydens forudgående tavshed.
Og så skete det. Stilheden blev brudt. En menneskestemme slog så blidt som en fuglesang mod luften, og syntes at blive hængende i tomrummet, så jeg følte, at jeg ikke blot hørte den, men så den – ensom og uhindret svævende hen over ørkenen. Det var ingen anden end vores baluchiske soldat. Han sang en sang fra nomadelivet, hvor halvdelen blev sunget og halvdelen fremsagt i hurtigt tempo, skiftevis – en mærkelig musik af lidenskabelige og sarte ord, som jeg ikke kunne forstå. Hans stemme bevægede sig inden for nogle få tonearter, på ét eneste plan uden stigning eller fald, og han fortsatte med at synge så vedholdende, at den efterhånden forvandledes til en slags strålende glans, da den dækkede den brudte melodi med et spil af gutturale lyde og gennem den stadige gentagelse og variation af det samme tema åbenbarede denne uventede rigdom i sin flade melodi – som det flade og grænseløse land, hvor denne sang var født …
Det område, vi rejser gennem ørkenen, kaldes »Ahmads Klokkeørken«. For mange år siden for vild en karavane, ledet af en mand ved navn Ahmad, og kom hertil, hvor de alle – mennesker såvel som dyr – døde af tørst. Den dag i dag siger man, at rejsende undertiden hører lyden af de klokker, Ahmads kameler bar om halsen – en lyd som et spøgelsesagtigt klageskrig, der fortryller den uopmærksomme vandrer, lokker ham bort fra vejen og driver ham i døden i ørkenen.
Kort efter solnedgang indhentede vi Ali Agha og fortroppen og slog vores telt op mellem »kahur«-græsset – det var sidste gang i flere dage, vi så dette græs. Der blev tændt ild med tørre grene, og den uundværlige te blev tilberedt, mens Ali Agha som sædvanlig røg på sin opiumspibe. Kamelerne blev fodret med tilberedt byg og anbragt knælende i en kreds omkring os. Tre af politifolkene blev posteret som vagter på klitterne uden for lejren, for det område, vi var trængt ind i, var i de dage de frygtelige ørkenuhyres legeplads – røverne fra de baluchiske stammer, der kom fra syd.
Ali Agha havde netop afsluttet sin pibe og sin te og sad alene og drak arak – jeg var ikke i humør til at holde ham med selskab i den henseende. Pludselig flængede lyden af et gevær nattens stilhed. Et andet skud fra vores vagters geværer besvarede det, og straks efter hørtes et skrig et sted i mørket. Ibrahim viste sit fremragende nærvær og kastede sand over ilden. Flere geværskud begyndte at lyde fra alle sider. Vagterne kunne vi ikke længere se. Men vi kunne høre dem kalde på hinanden. Vi kunne ikke afgøre, hvor mange angriberne var, for de havde bevaret stilheden – en spøgelsesagtig stilhed – kun afbrudt af et uklart glimt fra et gevær nu og da, som gennemborede mørket som en kniv og røbede deres tilstedeværelse, og et par gange så vi vagt nogle hvidklædte skikkelser fare lydløst gennem mørket. Nogle få kugler, affyret lavt, fór lige over vores hoveder, men ingen af os blev ramt. Langsomt døde denne uro og spænding hen. Der blev affyret endnu nogle skud, og natten opslugte lyden; angriberne, tydeligvis skuffede over vores årvågenhed, forsvandt lige så lydløst, som de var kommet.
Efter at Ali Agha havde tilkaldt vagterne, satte vi os til et kort rådslagning. Først havde vi besluttet at tilbringe natten her. Men eftersom vi ikke havde nogen anelse om, hvor stærk denne angribergruppe var, og heller ikke vidste, om de ville vende tilbage med flere mænd, besluttede vi, at vi straks burde pakke teltet sammen og drage videre.
Denne nat er sort som beg. Månen og stjernerne er skjult bag tætte, lave skymasser. Normalt er det bedst at rejse gennem ørkenen om natten om sommeren. Under normale forhold ville vi imidlertid ikke have vovet at begive os gennem et sådant mørke. For der er fare for, at man farer vild – de hårde småsten i Dasht-e Lut efterlader ingen spor af nogen vej. I fortiden lod Irans shaher i sådanne ørkener opføre vejvisere af mursten for at markere karavanevejen, men ligesom mange andre gode ting fra den tid er disse mærker forsvundet for længe siden. I virkeligheden er der heller ikke længere brug for dem. Den indo-europæiske telegraflinje, som den britiske regering anlagde i begyndelsen af dette århundrede fra Indiens grænse gennem Dasht-e Lut til Kerman, udfører samme opgave – man kan sige endnu bedre – som vejviserne; men om natten kunne vi ikke få øje på hverken tråden eller telegrafstolperne.
Det opdagede vi med rædsel, da den politimand, som red forrest og drev sin kamel som vores vejviser, efter omtrent en halv time pludselig trak i sin kamels tøjler og med et skamfuldt ansigt meddelte Ali Aga:
– Herre, jeg kan ikke længere se telegraftråden …
Et øjeblik blev vi alle stumme. Vi vidste, at der kun fandtes brønde langs den vej, som telegraflinjen markerede, og at der var langt fra den ene brønd til den næste. At fare vild her betød at forsvinde for altid, ligesom karavanen i Ahmads fortælling …
Derefter talte Ali Aga på en måde, der var helt anderledes end hans sædvanlige måde at tale på. Enhver kunne med god grund antage, at arak og opium var skyld i det. Han trak sin pistol frem og brølede:
– Hvor er den? I hundesønner, sig mig, hvorfor har I mistet den? Ja, jeg ved, at I har slået jer sammen med de røvere og vil føre os vild, så vi dør af tørst og bliver et let bytte for jeres plyndringer.
Denne bebrejdelse var virkelig uretfærdig, for en baluch, der én gang har siddet og spist brød og salt sammen med nogen, vil aldrig svigte sin troskab mod ham. Vores politifolk blev tydeligt sårede over deres løjtnants beskyldning og forsikrede os om, at de ikke havde nogen skyld, men Ali Aga råbte igen:
– Hold kæft, find straks telegraftråden; ellers skyder jeg hver eneste af jer og gør det af med jer – forstår I det, helvedes sønner!
I mørket kunne jeg ikke se deres ansigter. Men jeg kunne mærke, hvor dybt disse frie baluchere var blevet såret af denne fornærmelse! De følte ikke engang længere behov for at svare. Så skilte en af dem sig pludselig ud fra gruppen – det var ham, der indtil kort forinden havde været vores fører – slog sin kamel med pisken og forsvandt derefter i mørket i ét spring.
»Hvor skal han hen?« råbte Ali Agha, og som svar hørte han nogle utydelige ord. I nogle få sekunder hørtes kamelens bløde, dæmpede fodtrin. Så forsvandt lyden i natten.
Selv om vi blot et øjeblik tidligere var blevet overbevist om, at den baluchiske politibetjent ikke havde nogen skyld, strejfede denne tvivlende tanke mit sind: Nu er han gået til røverne! Under alle omstændigheder havde Ali Agha altså ret. Jeg hørte Ali Agha trække sin pistol frem fra hylsteret, og jeg gjorde det samme. Ibrahim løftede langsomt sin slynge i hånden. Vi sad ubevægelige og tavse på vores sadler. En af politibetjentene udstødte en lavmælt, gryntende lyd; en anden lod geværkolben støde mod en sadel. Flere lange minutter gik. Der var så stille, at man næsten kunne høre alles åndedræt. Så kom der pludselig en enkelt lyd langvejsfra. For mig lød det blot som en lyd: »o-o-o«. Men balucherne kendte dens betydning, og som svar satte en af dem begge hænder for munden som en skål og råbte ophidset noget på brahui. Igen lød råbet langt borte. Denne gang vendte en af politibetjentene sig mod Ali Agha og sagde på persisk:
»Tråden, Hazrat, han har fundet tråden!«
Den undertrykte spænding blev nu udløst. Vi drog alle et lettelsens suk og fulgte stemmen fra den usynlige fører, som med mellemrum gav os anvisninger om vejen. Da vi nåede frem til ham, rejste han sig på sin sadel, pegede ud i mørket og sagde:
»Der er telegraftråden!«
Og ganske rigtigt: Få minutter senere undgik vi med nød og næppe at støde ind i en telegrafstang. Det første, Ali Agha gjorde, var helt karakteristisk for ham. Han greb fat i soldatens bælte, trak ham hen til sig, bøjede sig over sadlen og kyssede ham på begge kinder:
»Min bror, det er ikke dig, det er mig, der er en hundesøn. Tilgiv mig!«
Senere erfarede man, at denne baluchiske soldat, ørkenens barn, havde ført kamelen i zigzag, snart til højre, snart til venstre. Så hørte han på et tidspunkt, en halv mil borte, vinden slå mod trådene med en susende lyd – selv i dette øjeblik, hvor jeg netop bevæger mig lige under dem, er den næsten umulig for mine europæiske ører at opfatte!
Vi fortsætter langsomt og forsigtigt gennem den mørklagte nat, fra den ene usynlige telegrafstang til den næste. En politimand går altid foran os. Og når hans hånd rører ved en stang, råber han det til os. Vi har fundet vores vej, og vi er fast besluttede på ikke at fare vild igen. Jeg vågner af min drøm og vender tilbage til Aga Alis brev:
Efter at være blevet forfremmet til oberstløjtnant er denne ringe tjener blevet udnævnt til generalstaben; og dette arbejde, min ven og bror, appellerer langt mere til mig end livet i en garnison i en provinsby.
Jeg er sikker på denne tiltrækning; Aga Ali har altid haft en naturlig forståelse af livet i hovedstaden og dens intriger, især de politiske intriger. I sit brev beskriver han faktisk det politiske klima i Teheran – de endeløse stridigheder under den glatte overflade, de komplicerede manøvrer, hvormed fremmede magter så længe har holdt Iran i en ustabil tilstand, således at denne forbløffende begavede nation ikke har kunnet udfolde sig i sin egen skikkelse.
Netop nu bliver vi chikaneret af det engelske olieselskab. Vores regering udsættes for et frygteligt pres for at forlænge koncessionen yderligere og gøre vores slaveri endnu mere langvarigt. På markedspladserne kan man ikke høre andet end rygter – Gud alene ved, hvad det hele vil ende med!.. .
Basaren spiller altid en meget vigtig rolle i de østlige landes politiske liv; og det gælder i endnu højere grad Teherans basar: I denne basar slår Irans hemmelige hjerte uophørligt, trods alle former for nationalt forfald og alle tidens fremskridt. Mens jeg læser Aga Alis brev, står denne enorme basar, der i sig selv er som en by, så klart igen for mine øjne, som om jeg havde set den i går: en labyrint af mange haller, fulde af mystisk lys og mørke som et gitterværk med store åbninger, og forskellige færdselsveje, over hvilke spidse buer danner et tag ved at mødes fra begge sider. Forbi de små, mørke butikker fyldt med billige og ubetydelige varer ligger der på hovedgaden overdækkede gårde med glasvinduer i taget, så lyset kan trænge ind; her findes rebslageres butikker, hvor Europas og Asiens dyreste silke sælges; lige efter rebslagerierne står sølvsmedenes glasskabe, kunstfærdigt dekoreret med fine frynser af guld og sølv; brogede bomuldsstoffer fra Bokhara og Indien ligger blandet med sjældne persiske tæpper, tæpper med jagtscener; ved siden af syerskernes butikker findes halskæder af glasperler og automatiske lightere, og sorte, elendige paraplyer står ved siden af klæder af fåreskind fra Khorasan med gule kanter; alt dette er samlet i disse lange haller, som i et stort og noget skødesløst indrettet butiksvindue.
I de utallige små, sammenflettede gyder med kunsthåndværk og handelsvarer er butikkerne ordnet efter fag. Her kan man se en lang række sadelmagere og garvere, ledsaget af den røde farve fra det farvede læder som den dominerende farve og af den let syrlige lugt af læder, der har bredt sig i luften; der er skræddere – fra den forhøjede plads, der er afsat til hver enkelt, kan man høre de dygtige symaskiners uafbrudte lyd; hver butik har sin egen forhøjede platform på tre til fire kvadratfod; lange klæder hænger til salg, altid de samme slags klæder, så man, når man går, undertiden føler, at man står helt stille. I mange andre dele af basaren vil man få den samme fornemmelse. Alligevel har denne enorme lighed i hvert enkelt tilfælde intet med monotoni at gøre. For den fremmede virker denne lighed berusende og fylder hans hjerte med en ubehagelig tilfredshed. Selv hvis man kommer hundrede gange, vil man altid se den samme stemning og atmosfære omkring sig, som om ingen forandring var sket; men denne stemning og atmosfære er som havets bølgers uendelige, genlydende uforanderlighed, der hele tiden ændrer sin form, men bevarer sin kerne uændret.
Og kobbersmedenes basar: som en enstemmig klang af mange bronzeklokker, slået af svingende hamre; disse hamre former kobber, bronze og messing i utallige skikkelser og forvandler formløse metalplader til skåle, bassiner og store kar. Med hvilken sikkerhed fortsætter hammerslagene deres klang, idet rytmen løftes og sænkes fra den ene ende af basaren til den anden; hver eneste følger, når han slår med sin hammer, den andens rytme, så intet lyder usammenhængende eller falsk for øret; måske arbejder hundrede håndværkere med hamre på forskellige metaller i forskellige butikker – men i hele basaren høres kun én musik, én eneste melodi… I denne dybe, næsten sociale længsel efter at finde en samklang – noget dybere end blot musik – åbenbares Irans sjæls hemmelige sødme.
Derefter krydderimarkedet: stille gyder med rækker af hvid kandis, rissække, bunker af mandler og pistacienødder, hasselnødder og melonkerner, kurve fyldt med tørrede abrikoser og ingefær, kobberfade fyldt med kanel, gurkemeje, peber, safran og valmuefrø, samt talrige beholdere fyldt med fennikel, vanilje, spidskommen, nelliker og utallige andre urter og rødder, hvorfra en tæt, overvældende duft strømmer. Ejerne af disse forunderlige varer sidder med korslagte ben som Buddha, bøjet over deres skinnende messingvægte, og kalder af og til på en forbipasserende med lav stemme og spørger ham, hvad han ønsker. Her betyder tale en utydelig lyd, noget hvisket, for når sukker langsomt hældes fra posen over på vægten, kan ingen tillade sig at larme – når der vejes … timian eller spidskommen … ikke andet; denne evne til at tilpasse sindet til det redskab, man har ved hånden, er den samme, som gør iranerne i stand til at væve vidunderlige tæpper af uendeligt mangefarvet uldgarn, knude for knude, ved at føje brøkdele af en tomme sammen med brøkdele af en tomme, indtil hele tæppet er fuldendt i sin yndefulde helhed. At de iranske tæpper ikke har deres lige i verden, er ikke noget tilfælde. Hvor ellers finder man denne dybe tavshed, denne fordybelse og selvhengivelse i det arbejde, ens hænder udfører? Hvor finder man disse øjne, denne dybe afgrund, for hvilken tiden og tidens gang er så betydningsløs?
På hylder med nicher, større end almindelige hylder, sidder malerne og arbejder – de maler små billeder. De kopierer miniaturebilleder fra håndskrevne manuskripter, der for længst er blevet revet i stykker, og giver livets store emner form med linjer og farver så fine som åndedrættet: scener fra krig og jagt, billeder af kærlighed, lykke og sorg. Deres pensler er fine og spinkle som nervesystemet, og de laver de mindste streger og prikker med farve på fingrene på deres venstre hånd. På de perfekte, skinnende hvide nye ark får de gamle billeder nyt liv, penselstrøg efter penselstrøg, nuance efter nuance. Ved siden af originalernes lag på lag af gyldne baggrunde træder kopierne langsomt frem med deres strålende baggrunde. Appelsintræerne, der var falmet i en kongelig park, springer atter ud under en ny forårsdragt. De slanke kvinder i silke- og uldklæder bliver igen levende i deres betagende bevægelser; en ny sol står op over de gamle tapre krigeres polospil … penselstrøg efter penselstrøg, nuance efter nuance … Tavse mennesker følger en afdød kunstners kraftfulde skabende bestræbelser, og den kærlighed, der fandtes i den døde kunstner sammen med magien, findes også i dem; denne kærlighed får Dem næsten til at glemme kopiernes ufuldkommenhed …
Tiden går videre; malerne arbejder med bøjet hoved og har ingen omgang med dagen. Tiden går videre; gaderne nær den vestlige del af markedet trænger langsomt længere og længere ind mellem butikkerne; petroleumslamper importeret fra Chicago, trykte tekstiler fra Manchester og tøj fra Tjekkoslovakiet kommer frem som sejrende erobrere; men malerne sidder med korslagte ben på deres slidte stråmåtter og fører deres sarte øjne og fingerspidser ind i en svunden tids højeste, frydefulde melodi, hvorved de dag efter dag giver nyt liv til deres kongelige jagtscener og fortumlede elskende …
Der er utallige mennesker på markedet – en uoverskuelig mængde; blandt dem er herrer i europæisk tøj og ofte i europæiske eller halvt europæiske klæder, med en arabisk ‘abaya’, der hænger ned over deres europæiske eller halvt europæiske jakkesæt, konservative byboere i lange ‘kaftaner’ med silkebånd om livet, samt bønder og håndværkere i blå eller grå jakker. Man kan se Irans ædle tiggende, syngende dervisher i deres hvide, løse klæder med lange skørter, somme tider med et leopardkind over skulderen, med krøllet hår på hovedet; de har alle en storslået kropsbygning. Middelklassens kvinder bærer efter deres evne enten silkeklæder eller bomuldstøj. Men tøjet er altid sort, og over alles ansigt hænger den traditionelle korte teheranske niqab. De fattige bærer lystfarvede, blomstermønstrede bomuldschadorer. Mullaherne rider højtideligt rundt bag på æsler eller muldyr dækket med smukt broderede tekstiler, og når de ser en fremmed, sender de ham et så fanatisk blik, at det synes at spørge: Hvad laver du her? Er du en af dem, der arbejder på at ødelægge vores land?
Den lange erfaring, iranerne har med vestlige sammensværgelser, har gjort dem mistænksomme. Ingen iraner nærer egentlig håb om, at fremmede kan gøre deres land nogen gavn. Men Ali Aga forekommer mig heller ikke unødigt pessimistisk:
Iran er blevet gammelt, men Iran er bestemt endnu ikke rede til at dø. Vi er gentagne gange blevet undertrykt. Oversvømmelser af folkeslag er skyllet hen over os, og de er alle døde; men vi er her stadig. Det skyldes, at vi iranere altid følger vores egen vej. Hvor ofte har omverdenen forsøgt at påtvinge os nye livsformer, og hver gang er den mislykkedes. Vi bekæmper ikke ydre magter med magt, og derfor kan det undertiden synes, som om vi har overgivet os til dem. Men vi er folk af Mabiyun-slægten, det lille insekt, som lever under muren. De, mit hjertes lys, har sikkert på et eller andet tidspunkt i Iran set, hvordan solide bygninger med stærke mure pludselig styrter sammen uden nogen synlig grund. Hvad er årsagen? Intet andet end disse små myrer, som gennem mange år med utrættelig møje graver gange og hulrum inde i bygningens fundament; de bevæger sig altid en hårsbredde ad gangen, langsomt, tålmodigt og i alle retninger! Til sidst mister husets mur sin balance og styrter hovedkulds sammen. Vi iranere er sådanne myrer. Vi bekæmper ingen magt i verden med larmende, meningsløs vold. I stedet lader vi dem begå den uret og undertrykkelse, de formår, og vi fortsætter stille med at grave vores gange og hulrum, indtil deres bygning en dag pludselig styrter sammen.
Og har De ikke set, hvad der sker, når en sten falder i vandet? Stenen synker; på vandoverfladen viser der sig nogle cirkler. Cirklerne breder sig til alle sider og forsvinder langsomt. Til sidst bliver vandet igen lige så roligt, som det var i begyndelsen.
Og shahen – må Allah forlænge hans liv – må bære en tung byrde, med englænderne på den ene side og russerne på den anden. Men vi er ikke i tvivl om, at han med Allahs nåde vil finde vejen til at redde Iran …
Ali Aghas urokkelige tro på Reza Shah synes ikke udadtil at være fejlplaceret. Blandt de dynamiske personligheder i den muslimske verden, som jeg har haft lejlighed til at møde, er shahen uden tvivl en af de fremmeste, og blandt de konger, jeg kender, kan kun Ibn Saud sammenlignes med ham.
Historien om Reza Shahs vej til magten er som et eventyr, der kun synes muligt i Orienten, hvor en enkelt mands mod og stærke vilje undertiden kan trække ham ud fra ubemærkethedens og ukendthedens mørke og føre ham til lederskabets højeste tinde. Da jeg under mit første ophold i Iran, i sommeren 1924, for første gang fik lejlighed til at lære ham at kende, var han premierminister og Irans uindskrænkede diktator. Men landets folk var endnu ikke helt kommet sig over det chok, de havde fået ved så pludseligt og så uventet at se ham få kontrollen over landets anliggender. Jeg husker stadig, hvordan en gammel iransk kontorist ved den tyske ambassade i Teheran en dag med stor forbløffelse sagde til mig: »Ved De, at denne premierminister for ikke så længe siden, for blot ti år siden, stod vagt ved denne ambassades port som en almindelig soldat? Og jeg selv gav ham af og til et brev, som han skulle bringe til udenrigsministeriet, og skældte ham ud: »Din hundesøn, skynd dig ned på markedet, og spild ikke tiden på pjank! …««
Ja, det er ikke så mange år siden, at Reza, som bereden politimand, stod vagt foran ambassaderne og regeringsbygningerne i Teheran. Jeg kan se ham for mig, når han stod lænet mod sit gevær i den iranske kosakbrigades usle uniform og betragtede den livlige aktivitet på gaderne omkring sig; iranske mænd gik som i en drøm frem og tilbage for hans øjne eller sad ved vandingskanalen i eftermiddagens kølighed, sådan som jeg selv har set dem gøre. Og bag hans ryg hørte han skrivemaskinernes særlige klapren fra englændernes bank, de travle menneskers larm, hele den utydelige summen af uro, som det fjerne Europa havde bragt ind i dette palads i Teheran, hvis facade var indlagt med stykker af blåglaserede fliser. Måske var det første gang (ingen har fortalt mig det, men af en eller anden grund føler jeg, at det netop må være sket sådan), at denne forbløffede og spørgende tanke vågnede i den ulærde soldat Rezas sind: Er det virkelig nødvendigt, at det skal være sådan? … Ja, er det uundgåeligt, at vores liv skal flyde hen som en drøm, mens andre folks nationer arbejder og stræber?
Og måske var ønsket om forandring, som fødes i ethvert stort værk, enhver opdagelse og enhver revolution, i dette øjeblik begyndt at lyse i hans hjerne og i tavshed søgte dets udtryk …
På andre tidspunkter stod han måske vagt foran haven ved den ydre port til en stor europæisk ambassade. De omhyggeligt plejede træer bevægede sig i vinden, og gruset knasede på gangene, når iranere gik ud gennem døren iført de hvidklædte tjeneres klæder; hver eneste af dem var bange og selvbevidst og følte sig tvunget til at trække i sin jakke og sit tøj for at gøre det længere og fik sine hænder til at bevæge sig kejtet og uroligt. Af og til kom der smukke, fuldendte hestekøretøjer, og Irans politikere steg ud af dem. Soldaten Reza kendte mange af dem af udseende: Denne var udenrigsministeren, hin var finansministeren. Når de gik ind gennem den port, så man altid et udtryk af ophidselse og bekymring i deres ansigter; og når de forlod ambassaden, var deres ansigter meget strålende, som om en vældig gunst var blevet skænket dem. Undertiden så man deres ansigter mørke og drømmende, som om de netop var blevet dømt til døden. Det var de mystiske mænd inde i paladset, der havde afsagt dommen. Soldaten Reza tænkte forundret: Er det virkelig uundgåeligt, at det skal være sådan …?
Af og til skete det, at en iransk kontorist styrtede ud fra den kontorbygning, Reza bevogtede, stak ham et brev i hånden og sagde: »Skynd dig at bringe dette til den og den. Din hundesøn, løb, ellers bliver ambassadøren vred.« Reza var vant til den slags tiltale, for hans egne officerer var ikke mindre dygtige til at bruge skældsord. Men måske – hvordan skal jeg ellers sige det – næsten helt sikkert trængte disse få ord, »hundesøn«, ind i ham som en kniv og fyldte ham med skam, fordi han vidste, at han ikke var nogen hundesøn; han var søn af et stort folk, et folk, der regnede Rustam, Dareios, Noshervan, Kay Khosrow, Shah Abbas og Nader Shah blandt sine egne store navne. Men hvad vidste de, der boede inde i dette palads, om det? Gennem brystet på en fyrreårig soldat strømmede kræfter som en mørk, stum strøm, og undertiden truede trykket fra dem med at sprænge ribbenenes bånd og tvang ham i de magtesløses fortvivlelse til at bide sig selv i hånden. Åh, hvis jeg dog bare …
Og ønsket om selvhævdelse, som lever med gråd i enhver iraners hjerte, vågnede undertiden med en smertefuld, uventet voldsomhed i soldaten Rezas bryst og gjorde hans sind klart; derfor kunne han pludselig se et forbløffende mønster, som omfattede alt, hvad der kom inden for hans blik …
Verdenskrigen var slut. Efter den bolsjevikiske revolution trak de russiske soldater sig tilbage fra de nordlige områder af Iran, som de tidligere havde besat. Men kort efter gjorde kommunisterne oprør i Irans provins Gilan ved Det Kaspiske Hav under den indflydelsesrige Kuchik Khans ledelse og med støtte fra den regulære russiske hær og flåde. Regeringen sendte tropper mod oprørerne, men de iranske soldater havde ikke megen disciplin, og deres våben var få, så de blev igen og igen slået. Den bataljon, som sergent Reza dengang gjorde tjeneste i – han var omkring halvtreds år – led samme skæbne. Men da hans enhed efter et ulykkeligt angreb én gang var på nippet til at flygte, kunne Reza ikke længere beherske sig. Han trådte ud fra sin splittede flok, stillede sig til side og råbte, så alle kunne høre det: »Hvorfor flygter I, iranere? Hør her, iranere, hvorfor flygter I?« Han må da have følt noget dybt i sin bevidsthed – som Karl XII af Sverige, da han lå såret på slagmarken ved Poltava og så sine soldater løbe forbi ham døve, formålsløse og fortvivlede, mens han råbte efter dem: »Hvorfor flygter I, svenskere? Hej, svenskere!« Men forskellen var, at kong Karl var dækket af sår, så blodet strømmede over hele hans krop. Soldaten Reza var derimod uskadt, og i hånden havde han en Mauser-pistol fuld af kugler; hans stemme var fast og skræmmende, da han advarede sine kammerater: »Enhver, der flygter, vil jeg skyde og dræbe – også hvis han er min bror.«
For de iranske soldater var en sådan eksplosion noget nyt. Deres rådvildhed forsvandt og blev afløst af forbløffelse. De blev nysgerrige og spurgte: Hvad foregår der i denne mands sind? Nogle af officererne protesterede og sagde, at deres situation var aldeles håbløs, og en af dem gjorde sarkastisk nar: »Så det er altså ‘dig’, der skal bringe os sejren!« I det øjeblik var Reza måske blevet befriet for al den fortvivlelse, der havde præget hans tidligere liv, og alle hans uudtalte håb var måske pludselig blevet vakt til live. Foran sig så han enden på et magisk reb; han greb den i sin hånd. »Ja, jeg påtager mig ansvaret!« råbte han og vendte sig mod soldaterne: »Vil I anerkende mig som jeres leder?
I intet folk er tilbøjeligheden til heltedyrkelse så dybt rodfæstet som blandt iranerne; og i dette øjeblik forekom denne mand dem at være en helt! Soldaterne glemte deres rædsel og deres flugt og brølede begejstret: »Du skal være vores leder.« »Sådan bliver det,« sagde Reza, »jeg vil lede jer, og enhver, der forsøger at flygte, vil jeg dræbe.« Men ingen tænkte på at flygte. De kastede deres tunge rygsække fra sig og satte bajonetter på deres geværer. Under Rezas ledelse vendte hele bataljonen derefter om og indtog pludselig en russisk skanse, og sammen med andre iranske enheder trampede de fjenden ned; inden for få timer var krigen afgjort til iranernes fordel.
Nogle dage senere blev Reza ved et telegram fra Teheran forfremmet til kaptajn. Nu kunne han føje titlen »khan« til sit navn.
Han greb fat i enden af rebet og sprang op på det. Pludselig blev hans navn berømt. I hastig rækkefølge blev han forfremmet til major, fra major til oberst og fra oberst til brigadegeneral. I 1921 tog han sammen med den unge journalist Ziauddin og tre andre officerer magten, arresterede medlemmerne af det korrupte ministerium og tvang med hjælp fra sin loyale brigade den svage og ubetydelige unge shah Ahmad til at danne et nyt ministerium: Ziauddin blev premierminister, og Reza Khan blev krigsminister. Han kunne hverken læse eller skrive, men i sine bestræbelser på at vinde magten var han som en dæmon, og han blev genstand for ubetinget respekt og hengivenhed blandt sin hær og sit folk, som efter mange tidsaldre for første gang så et menneske foran sig: en leder!
Scenen i Irans politiske historie skiftede hurtigt. Ziauddin forsvandt fra scenen og dukkede på ny op i Europa, denne gang i eksil. Reza Khan blev siddende som premierminister. I de dage gik der rygter i Teheran om, at Reza Khan, Ziauddin og shahens lillebror, kronprinsen, sammen konspirerede for at afsætte shahen fra tronen, og der gik hvisken og tiske—den dag i dag ved ingen, om det var sandt—om, at Reza Khan i sidste øjeblik havde afsløret sine venners planer for shahen for ikke at bringe sin egen fremtid i fare gennem et så usikkert forehavende. Men sandt eller falsk: Kort efter ledsagede premierminister Reza Khan den unge shah Ahmad med stor pragt på en fornøjelsesrejse helt til den irakiske grænse, og det siges, at han sagde til shahen: »Deres Majestæt, hvis De nogensinde vender tilbage til Iran, vil De kunne sige, at Reza Khan ikke forstår noget som helst i denne verden.«
Han havde ikke brug for at dele magten med nogen; selv om det ikke var af navn, blev han i praksis Irans enevældige hersker. Som en sulten ulv kastede han sig over arbejdet. Hele Iran skulle reformeres fra top til bund. Den hidtidige løse forvaltningsordning havde været centraliseret; han afskaffede den gamle skik, hvor provinserne blev bortforpagtet én for én til den højestbydende; guvernørerne var ikke længere provinsforvaltere, men blev nu embedsmænd. Diktatorens kæledyr, hæren, blev reorganiseret efter vestligt mønster. Mod de genstridige stammehøvdinge, som tidligere havde betragtet sig selv som småkonger og ofte nægtede at adlyde regeringen i Teheran, indledte Reza Khan felttog; de røverbander, som i århundreder havde skabt rædsel på landet, nedkæmpede han hårdhændet. Med hjælp fra en amerikansk rådgiver bragte han en vis orden tilbage i landets finanser; skatter og told begyndte at strømme regelmæssigt ind. Uorden blev fjernet, og orden blev indført.
Det synes, som om ideen om en republik i Iran opstod som et ekko af Mustafa Kemals bevægelse i Tyrkiet—først som et rygte, derefter som et krav fra de mere progressive blandt folket og til sidst som selve diktatorens erklærede mål. Men her synes Reza Khan at have begået en fejl i sin vurdering: Fra det iranske folk lød et kraftigt protestskrig.
Folkets modstand mod de republikanske tendenser skyldtes ikke, at de elskede den herskende kongefamilie, for ingen i Iran følte nogen tilknytning til Qajar-dynastiet. Eftersom denne familie af blod var turkmensk, var den altid blevet betragtet som fremmed; det skyldtes heller ikke nogen følelsesmæssig forkærlighed for shah Ahmad på grund af hans runde, barnlige ansigt. Årsagen var en helt anden: I bunden lå folkets frygt for at miste deres egen religion, ligesom tyrkerne havde mistet deres religion efter Atatürks revolution. På grund af deres uvidenhed forstod iranerne netop på det tidspunkt ikke, at en republikansk statsform havde langt mere tilfælles med islams livsordning end en monarkisk statsform. Ledet af deres religiøse lederes konservatisme—og måske med god grund skræmte over Reza Khans åbne ros af Kemal Atatürk—så iranerne i forslaget kun en fare for islam, den mest indflydelsesrige kraft i deres land.
En voldsom ophidselse greb byens indbyggere, især dem, der boede i Teheran. En rasende hob, bevæbnet med kæppe og sten, samledes foran Reza Khans kontorbygning og begyndte at forbande og true den mand, som blot dagen før havde været næsten guddommelig. Reza Khans livvagter forsøgte indtrængende at overbevise ham om ikke at gå ud, før ophidselsen havde lagt sig. Men han skubbede dem til side, tog kun én ordonnans med sig og forlod kontorområdet helt ubevæbnet, mens han holdt tøjlerne til en hest, der stod foran en vogn med lukkede vinduer. Nogle af dem slog bildørene itu og blev ved med at råbe: »Træk ham ud – træk ham ud på gaden!« Men allerede da begyndte han med sin pisk at slå dem, der stod omkring ham, på hovedet og skuldrene: »I møgunger, skrub af, skrub af herfra. Hvad bilder I jer ind! Jeg er Reza Khan; gå tilbage til jeres kællinger, gå tilbage i jeres senge!« Og den rasende hob, som blot få minutter tidligere havde truet ham, veg tilbage, trak sig bort én efter én og forsvandt i de små gader. En stor leder havde igen talt til sit folk; han havde talt med vrede, og dermed havde han bøjet dem. Måske var der i dette øjeblik, gennem den kærlighed Reza Khan følte til sit folk, født en følelse af had og foragt, og måske var det derfor, at hans kærlighed til landsmændene for altid blev formørket.
Men trods Reza Khans glorværdige succes blev republikken aldrig til virkelighed. Den fuldstændige fiasko for dette projekt gjorde det klart, at den militære magt alene ikke kunne skabe en »reformbevægelse« over for folkets modstand. Det var ikke, fordi iranerne var modstandere af enhver form for reform. Men de havde instinktivt forstået, at resultatet af importerede vestlige politiske ideologier ville blive enden på ethvert håb om på noget tidspunkt at opnå en sund udvikling på grundlag af deres egen kulturelle og religiøse baggrund.
Hverken dengang eller senere forstod Reza Khan dette, og som følge deraf mistede han forbindelsen til sit lands folk. Deres kærlighed til ham svandt bort, og lidt efter lidt blev dens plads indtaget af et frygteligt had og fjendskab. De begyndte at spørge sig selv: Hvad havde denne helt egentlig formået at gøre for sit folk? De opregnede Reza Khans bedrifter én efter én: Omorganiseringen af hæren – men den havde haft en frygtelig pris: en skattebyrde, der knuste ryggen, var blevet lagt på en i forvejen halvdød nation. Undertrykkelsen af stammeoprørene? Men dermed var også den patriotiske del blevet undertrykt; i Teheran foregik der byggeaktiviteter til skue for offentligheden, men på landet blev bøndernes nød og fattigdom kun større. Folk begyndte at huske, at Reza Khan blot få år tidligere havde været en fattig soldat, men at han nu var Irans rigeste mand og ikke engang havde noget overblik over, hvor mange hektar jord der stod i hans eget navn. Var dette de reformer, der var blevet slået stort på tromme for? Var de få skinnende kontorbygninger, der var blevet opført i Teheran under diktatorens indflydelse, og de enkelte luksushoteller, der var blevet bygget hist og her, noget bevis på, at folkets skæbne var blevet forbedret?
Det var på dette tidspunkt i hans liv, at jeg lærte Reza Khan at kende. Uanset hvilke rygter der måtte versere om hans personlige ambitioner og de beskyldninger om selviskhed, der blev rettet mod ham, undgik denne mands storhed ikke mit blik, da han bød mig velkommen på sit kontor i Krigsministeriet. Det var måske det enkleste kontor, nogen premierminister nogensinde havde benyttet: Der var ikke andet i værelset end et skrivebord, en sofa betrukket med sort voksdug, et par stole, en lille boghylde og et farvestrålende, men billigt tæppe på gulvet. Og den langlemmede, kraftigt byggede mand, som langsomt rejste sig bag skrivebordet, var mellem halvtreds og tres år gammel. Han bar en enkel khakiuniform uden nogen medaljer, bånd eller distinktioner, der angav rang.
Jeg blev præsenteret af den tyske ambassadør, grev von der Schulenburg (for jeg var selv østriger og korrespondent for en berømt tysk avis). Allerede under denne første formelle samtale blev jeg opmærksom på den alvorlige dynamik i Reza Khans karakter. Et par skarpe, brune øjne så på mig under de grå, strittende, buskede øjenbryn – en ægte persers øjne, som sædvanligvis var skjult under øjenlågene: en mærkelig blanding af melankoli og beslutsomhed! De mørke linjer omkring hans næse og mund udtrykte bitterhed, men i hans ansigt, bygget over de kraftige knogler, strålede en usædvanlig viljestyrke, som pressede hans læber sammen og spændte kæben hårdt. Når man lyttede opmærksomt til hans smukke, lavmælte tale – stemmen tilhørte en mand, der var vant til at veje hvert ord på tungen, før han lod vigtige tanker blive til ord – følte man, at man talte med en mand, der havde tredive år som stabsofficer og højtstående militær embedsmand bag sig; og det var svært at tro, at Reza Khan blot seks år tidligere havde været sergent, og at han kun tre år tidligere havde lært at læse og skrive!
Han havde måske forstået min iver efter at komme til ham og muligvis også min hengivenhed for hans folk. For han insisterede næsten på, at dette møde ikke måtte slutte, og han bad både Schulenburg og mig om at drikke te sammen med ham den følgende uge i hans sommerresidens i Shemran, i de smukke haver nogle få kilometer fra Teheran.
Jeg aftalte med Schulenburg, at jeg først skulle komme til ham (ligesom de fleste udenlandske udsendinge tilbragte han også sommeren i Shemran), hvorefter vi sammen skulle tage til premierministerens residens. Men i praksis lykkedes det mig ikke at komme frem til tiden. Få dage tidligere havde jeg købt en lille firehjulet vogn med to fuldblodsheste til jagt. Hvor livlige hestene var, blev fuldstændig klart nogle få kilometer uden for Teheran, da de af en eller anden ondskabsfuld grund blev så stædige og satte sig på tværs, at de ikke ville gå fremad, men insisterede på at vende hjem. I næsten tyve minutter kæmpede jeg med dem. Til sidst bad jeg Ibrahim føre hestene og vognen hjem, mens jeg begav mig af sted til fods for at se, om jeg kunne finde et andet transportmiddel. Efter at have gået et par mil nåede jeg frem til en landsby, hvor jeg heldigvis fandt en »droski«, en lav, åben hestevogn på fire hjul. Men da jeg nåede frem til den tyske ambassade, var jeg næsten halvanden time forsinket i forhold til det aftalte tidspunkt. Jeg så Schulenburg gå frem og tilbage som en vred tiger; hans ansigt havde mistet al sin sædvanlige mildhed; efter hans preussiske ambassadør- og disciplinstandard var det ikke mindre end en ugudelighed ikke at overholde tiden. Så snart han så mig, eksploderede han af vrede: »Det kan du ikke gøre, du kan ikke gøre sådan noget over for en premierminister! Har du glemt, at Reza Khan er en diktator og, ligesom alle andre diktatorer, yderst følsom?«
—Greve Schulenburg, det forekommer mig, at mine heste ikke har bemærket dette fine punkt. —Desuden kunne jeg ikke finde noget andet svar: selv hvis jeg havde været Kinas kejser, ville jeg ikke have kunnet nå frem tidligere.
Så vendte grevens sans for humor tilbage, og han brød ud i høj latter:
—Ved Allah! Noget sådant er aldrig hændt mig i mit liv. Så lad os gå — hvis den infanterivagt da ikke lukker døren lige i ansigtet på os …
Det gjorde han ikke. Længe før vi nåede frem til Reza Khans palads, var teselskabet forbi, og de øvrige gæster var gået. Men Reza Khan blev på ingen måde fornærmet over, at jeg havde brudt protokollen. Da han hørte årsagen til vores forsinkelse, sagde han højt:
—Fremragende, kom, jeg vil gerne se dine heste. Jeg formoder, at de må tilhøre oppositionspartiet. Jeg ved ikke, om det ville være klogt at holde dem i politiets varetægt!
Min ankomst på dette ubelejlige tidspunkt havde ikke været en hindring, men snarere en hjælp til at etablere et uformelt og ligefremt forhold mellem Irans almægtige premierminister og en ung journalist. Som følge heraf kunne jeg senere rejse så frit rundt i hele landet, som de færreste udlændinge fik lov til.
Men Ali Aghas brev indeholder ingen omtale af den tidlige tids Reza Khan, som levede så enkelt, at det næsten var utroligt for de pralende iranere; brevet omtaler Reza Shah Pahlavi, der besteg Påfugletronen i 1925. Det omtaler kongen, som havde kastet alle foregivender om ydmyghed over bord og nu ønskede, efter Kemal Atatürks forbillede, at skabe et prangende, arrogant vestligt ansigt i sit gamle orientalske land …
Jeg kommer nu til brevets sidste ord:
–Kære ven, selv om De nu befinder Dem i den hellige Madīnat an-Nabī, tror jeg dog, at De ikke har glemt og aldrig vil glemme denne uduelige ven af Dem og hans land.«
Åh, Ali Agha, min ungdoms ven – »mit hjertes lys«, sådan ville De måske selv have sagt det. Deres brev, Deres brev har beruset mig med minder; for jeg var blevet beruset af Persien, da jeg begyndte at lære Deres land at kende, denne gamle, matte juvel, der er indfattet i oldtidens guld, sprukket marmor, støv og skygger, i skyggebilledet af alle dagene og nætterne i Deres sørgmodige land, i Deres folks mørke, sorte, drømmende øjne …
Jeg mindes Kirmanshah, den første iranske by, jeg så, efter at have lagt bjergene i Kurdistan bag mig. En mærkelig, mat og uigennemsigtig atmosfære omgiver byen, som om den var tilsløret, forfalden – for ikke at sige nedbrudt og forsømt. Der er ingen tvivl om, at fattigdommen i enhver orientalsk by ligger synligt tæt ved overfladen. Her træder fattigdommen langt tydeligere frem end i nogen europæisk by. Men det var jeg allerede blevet vant til. Det var ikke fattigdom i økonomisk forstand, der viste sig så voldsomt for mig; for Kirmanshah siges at være en velstående by. Det var snarere en form for håbløshed, der havde lagt sig direkte over dem, og som ikke syntes at have nogen forbindelse med de økonomiske forhold.
Alle menneskene her har store, sorte øjne. Disse øjne ligger under tunge øjenlåg, skjult som bag et slør under de tykke, sorte øjenbryn, der mødes over næseroden. De fleste af dem er spinkle – jeg mindes ikke at have set en fed person i Iran. De ler aldrig højt, og i deres tavse smil er der et ubestemmeligt ironisk præg, som afslører langt mere, end det skjuler. Der er ingen bevægelighed i ansigtstrækkene, intet forsøg på at tale med tegn eller gestus; kun tavse, beherskede bevægelser og fagter – det virker, som om de alle bærer masker.
Som i alle orientalske byer er basaren centrum for bylivet her. For en fremmed fremstår basaren som en blød blanding af brunt, gyldenbrunt og tæpperødt – med spredte, skinnende kobberfade og -skåle og måske farven af det lyseblå porcelæn, der er malet over karavanseraiets dør, med billeder af sortøjede krigere og vingede drager. Hvis De ser lidt mere opmærksomt efter, vil De opdage alle verdens farver i basaren – men ingen af disse mærkelige farver opsluger alt det øvrige og samler det hele. Tagets buede hvælvinger er gennembrudt med regelmæssige mellemrum, så dagslyset kan trænge ind gennem de små åbninger. Gennem disse huller bliver lyset til faste, uigennemsigtige, skrå søjler; det synes ikke, at menneskene bevæger sig gennem dem, men snarere at disse – disse lysende søjler – bevæger sig frem gennem disse skyggemennesker …
For folkene på denne basar er høflige og tavse som skygger. Hvis en handelsmand kalder på en forbipasserende med lav stemme, er der ingen, der råber eller synger for at lovprise sine varer, sådan som man gør på de arabiske basarer. Her foregår livets færden tavst og blidt. Folk skubber ikke andre frem med albuerne eller støder dem til side. De er meget høflige, og det er en høflighed, der synes at bøje sig ydmygt mod Dem; men i virkeligheden holder den Dem på en armslængdes afstand. Det er tydeligt, at de er meget kloge som mennesker, og de har ingen indvendinger mod at tale med fremmede; men det er kun deres læber, der taler. Deres hjerter står et andet sted, i baggrunden – står dér og venter, vejer og vurderer lidenskabsløst …
På tehusets stråmåtter sidder nogle folk fra arbejderklassen – måske er de håndværkere, daglejere, karavaneførere med kameler eller heste – tæt sammen omkring en jernpande fyldt med glødende kul. To lange piber med porcelænshoveder bliver rakt til dem; luften i rummet er fyldt med opiums sødlige duft. Uden at sige et ord trækker de piben til sig, tager hver især et langt sug og rækker den derefter til sidemanden; og netop da så jeg noget, jeg aldrig før havde set. Mange, mange mennesker røg opium, nogle ganske åbenlyst og andre mindre åbenlyst; tehandleren sidder i sin hulagtige butik; under karavanseraiets hvælvede indgang sidder en omvandrende dagdriver; kobbersmeden holder en kort pause på sit værksted. De trækker alle nu på piberne. Med de samme apatiske, en smule trætte ansigter stirrer de mat ud i en grænseløs, hjælpeløs tomhed …
Sælgere udbyder frisk, grøn birkes i store kurve overalt på basaren, og folk spiser tilsyneladende det på samme måde. Det er endnu en mild form for opiumsmisbrug. Selv drengene står og sidder ved dør efter dør og på hvert gadehjørne og spiser birkes. De deler den mærkelige spise mellem sig, to eller tre ad gangen, med den tolerance over for hinanden, som gamle mennesker viser, uden barnlig selviskhed – men heller uden at udvise barnlig glæde eller opstemthed. Men hvordan skulle de kunne være anderledes end dette? Helt fra begyndelsen af deres liv, når de græd og besværede deres forældre, fik de en stærk drik lavet af birkes at drikke. Før de blev voksne og begyndte at løbe omkring på gaderne, var grænserne mellem ro, svaghed og medlidenhed allerede blevet udvisket i dem.
Og da forstod jeg, hvad det var, der havde rystet mig så voldsomt, da jeg første gang så iranernes trætte, sørgmodige øjne. Jeg fornemmede hos dem et tegn på en sørgelig skæbne, ligesom det sørgmodige smil, der hviler på den undertryktes ansigt; på samme måde var opium forbundet med dem; det hang sammen med deres ydmyghed og med trætheden i deres hjerter; ja, selv med deres store fattigdom og ædle sparsommelighed. Måske syntes det ikke så meget at være en synd, som det var et udtryk — og måske endda en hjælp! Hjælp mod hvad? En forunderlig verden af spørgsmål.
Så længe strejfede mine tanker omkring i erindringerne og billederne af Kerman, den første iranske by, jeg lærte at kende. For billederne var mangeartede, men altid i deres væsen uforandrede foran mig. Fra begyndelsen til slutningen af det halvandet år, jeg tilbragte i Iran, var en mild, altomfattende melankoli et træk, man fandt overalt. I landsbyerne og byerne, i menneskenes daglige arbejde og i deres forskellige religiøse overbevisninger kunne man se sorgens og klagens mørke farve: gråden over de tragiske begivenheder, der fandt sted for 1.300 år siden, og sorgen over den tavse svigersøn Ali og over Alis to sønner, Hasan og Hussein, syntes for dem vigtigere end islams mål og den vej, islam ønsker at lede menneskelivet ad.
Mange aftener i mange byer så jeg forskellige grupper af kvinder og mænd samles på en gade omkring en omvandrende dervish, en religiøs hellig mand, iført hvidt tøj, med et leopardskind over ryggen, en økse med langt skaft i højre hånd og en tiggerskål af kokosnød i venstre. Han fremsagde, halvt syngende og halvt talende, en fortælling om den kamp om kalifatet, der begyndte efter Rasulullahs død i det syvende århundrede — en sørgelig historie om tro, blod og død — og den lød altid omtrent sådan:
Hør, alle folk, hør fortællingen om, hvad der skete med dem, som Allah havde udvalgt, og hvordan profetens slægts blod blev udgydt over jorden:
Engang var der en profet, som Allah sammenlignede med en kundskabsby, og porten til denne kundskabsby var den mest trofaste og største helt blandt hans følgere, hans svigersøn Ali — jordens lys, delagtig i profetens budskab — som blev kaldt »Allahs løve«.
Da Profeten døde, var Allahs løve hans sande arving, men onde mennesker berøvede denne løve hans af Allah anviste ret og gjorde en anden til Profetens kalif; og efter den første uretmæssige tronraners død blev han efterfulgt af en anden af samme onde sind, og siden endnu en.
Og først efter denne tredje tronraners undergang blev Allahs vilje åbenbar, og Allahs løve indtog sin retmæssige plads som Amīr al-Muʾminīn.
Men Ali havde mange fjender blandt Allahs fjender, og en dag, da han under bønnen knælede i سجود foran Herren, blev han dræbt af et morderisk sværdslag. Ved denne frygtelige synd rystede jorden af smerte, bjerge og klipper græd, og klipperne udgød tårer:
O Allah, lad Din forbandelse ramme de uretfærdige, og lad evig straf opsluge dem.
Så viste endnu en ugudelig tyran sig, og han berøvede Hasan og Hussein, Allahs Løves sønner og profetens datters, den højtærede Fatimas, to sønner, deres retmæssige arv til profetens trone. Hasan blev ved en sammensværgelse forgiftet og dræbt, og da Hussein rejste sig for at forsvare religionen, blev hans vidunderligt smukke livslys slukket på Karbalas slette, da han efter slaget knælede ved en vanddam for at slukke sin tørst. Åh, lad Allahs forbandelse ramme de ugudelige, og den, hvis ansigt engang blev kysset af englenes tårer og af Allahs Sendebud, blev skånselsløst hugget i stykker, og hans hovedløse lig blev bragt til hans grædende børn, som ventede på deres fars hjemkomst.
Og siden da har de troende bedt Allah forbande tyrannerne og sørget over Alis, Hasans og Husseins død. Og I troende, jamr højlydt over deres død, for Allah tilgiver synderne hos dem, der græder over profetens efterkommere …
Og således vækker den sungne fortælling hulkende gråd blandt de kvinder, der lytter til den, mens tårer lydløst triller ned over de skægprydede mænds ansigter …
I virkeligheden har denne overdrevne sorg slet ingen forbindelse med det sande historiske billede af de begivenheder, som i begyndelsen skabte det sår, der aldrig er helet i den islamiske verden. Hvad er dette sår? Det muslimske samfund er delt i to retninger, sunni og shia. Sunnierne, som udgør størstedelen af de muslimske nationer, holder fast ved princippet om valg til kaliffens embede; shiaerne hævder, at Allahs Sendebud udpegede sin svigersøn, den højtærede Ali, som sin retmæssige arving og kalif. Men i virkeligheden døde Allahs Sendebud uden at udpege nogen kalif, og derfor blev hans ældste og mest trofaste ledsager, den højtærede Abu Bakr, valgt til kalif af det store flertal i det muslimske umma. Efter Abu Bakr blev Umar kalif, og efter Umar Uthman. Først efter Uthmans død blev Ali valgt til kalif. I mine dage i Iran fandt jeg intet ondt eller forkasteligt ved Alis tre forgængere som kaliffer. De var uden tvivl de største mennesker i islam efter Allahs Sendebud, og i mange år havde de været hans nærmeste ledsagere. Det var ved frit at udøve den ret, som islam havde givet mennesket, at det muslimske umma valgte dem. De var ikke magtusurpatorer. Den efterfølgende magtkamp begyndte ikke, fordi disse tre kaliffer havde vundet magten, men fordi Ali og hans tilhængere ikke helhjertet ville acceptere resultatet af disse folkevalg. Ali blev dræbt, og under ledelse af den femte kalif, Muawiya, blev den oprindeligt republikansk prægede islamiske stat forvandlet til et arveligt monarki; den endelige konsekvens kom på Karbalas slette med Husseins martyrdød.
Ja, alt dette vidste jeg allerede, før jeg kom til Iran, men jeg blev forbløffet over den grænseløse følelsesmæssige virkning, som den gamle tragiske fortælling fra for 1.300 år siden stadig fremkalder blandt iranerne, så snart Alis, Hasans og Husseins navne nævnes. Med undren blev jeg ved med at spørge mig selv: Er grunden til, at de omfavner shia-troen så inderligt, iranernes medfødte melankoli og deres sans for det dramatiske? Eller er det de tragiske træk ved shia-troens opståen, der har frembragt denne dybe melankoli hos iranerne?
Efterhånden tog et slående klart svar på dette form i mit sind over flere lange måneder.
Længe før Umars hær midt i det syvende århundrede erobrede det gamle sasanidiske rige og bragte det islamiske livssyn med sig, var Irans zoroastriske lære blevet forvandlet til en stivnet ritualisme, og derfor kunne den ikke effektivt modstå den hastigt fremtrængende nye strøm af tanker, der kom fra Arabien. Men netop da den arabiske erobrings eksplosion fandt sted i Irans hjerte, gennemlevede Iran en tid med social og intellektuel uro, hvori der viste sig et løfte om national genfødsel. Som følge af de arabiske felttog blev håbet om en mental og organisatorisk genfødsel knust, og fra da af måtte iranerne indrette deres egen forestilling om udvikling efter dette.
Ligesom i mange andre lande var islams fremkomst i Iran et tegn på forbløffende sociale fremskridt. Under dets slag blev Irans traditionelle kastesystem slået i stykker. I dets sted skabte islam dette nye fællesskab af frie og lige mennesker. De kulturelle kræfter, som i lang tid havde været slumrende og uudtalte, åbnede islam nye veje for. Men trods dette kunne Dareios’ og Xerxes’ stolte efterkommere aldrig glemme, at den historiske kontinuitet i deres nationale liv, den grundlæggende forbindelse mellem deres fortid og nutid, pludselig var blevet brudt. Det folk, som havde fundet udtryk for sin inderste nationale karakter i den mærkelige dualisme i den zoroastriske religion og i den næsten panteistiske dyrkelse af de fire elementer – vand, ild, jord og luft – stod nu over for islams strenge, kompromisløse tawhid og dets lidenskab for den absolutte sandhed. For iranerne var overgangen, hvor de måtte underordne deres dybt forankrede nationale bevidsthed under forestillingen om, at islam overskred den nationale bevidsthed, alt for pludselig og smertefuld. Selv om de meget hurtigt og tilsyneladende frivilligt antog denne nye religion, begyndte de i deres underbevidsthed at betragte denne sejr for islams idealer som Irans nederlag som nation, og erkendelsen af, at de var blevet besejret og for altid revet løs fra baggrunden af deres gamle kulturelle arv – en dyb erkendelse trods al uklarhed – blev årsagen til, at deres nationale selvtillid blev nedbrudt i de følgende århundreder. For mange andre folkeslag var den umiddelbare følge af at antage islam en stærkt positiv stimulans for kulturel udvikling. Men for iranerne var den første – og på en måde den mest varige – reaktion en dyb ydmygelsesfølelse og undertrykt vrede.
Denne vrede måtte undertrykkes og skjules i underbevidsthedens folder, for islam var allerede blevet Irans egen religion. Men på grund af deres had til den arabiske erobring søgte iranerne instinktivt tilflugt i det, som psykologien kalder »overkompensation«: De begyndte at mene, at den religion, deres arabiske erobrere havde bragt dem, udelukkende var arabernes egen religion. Med stor finfølelse gav de derfor arabernes fornuftsbaserede og mystikfri opfattelse af Gud en helt modsat form: mystisk fanatisme og melankolsk følelsesfuldhed. Den religion, som for araberne var nærværende, virkelig og en kilde til stabilitet og frihed, antog i iranernes sind form af noget overnaturligt og en dunkel klage gennem symboler. Islams princip om, at Gud står over alle ting, og at hans storhed, som rækker ud over alt, ligger uden for menneskets fatteevne, blev omformet til den mystiske lære, at Gud legemligt åbenbarer sig gennem særligt udvalgte mennesker (der fandtes mange sådanne læresætninger i det førislamiske Iran). Ifølge denne lære åbenbarer Gud sig gennem de udvalgte mennesker med det formål, at disse skal overlevere essensen af denne guddommelige sandhed til deres efterkommere. Hvor en sådan tendens fandtes, blev støtten til shiaislam derfor en yderst acceptabel fremgangsmåde. For der er ingen tvivl om, at den måde, shiaerne ærer Ali og hans efterkommere på – man kan sige, at de næsten tillægger dem guddommelighed – skjuler kimen til forestillingen om, at Gud legemliggøres som menneske og igen og igen åbenbarer sig uden afbrydelse. Og dette er netop en forestilling, som islam er fuldstændig fremmed over for, men som står det iranske hjerte meget nær.
Det er ikke nogen tilfældighed, at profeten Muhammad døde uden at udpege nogen som sin efterfølger, og at han nægtede at udpege en sådan, da han kort før sin død blev rådet til at gøre det. Med sin holdning ønskede han for det første at gøre det klart, at profetskabets åndelige aspekt ikke er noget, man kan arve; for det andet, at ummaens fremtidige ledelse skulle blive resultatet af folkets frie valg og ikke af nogen anvisning fra profeten. (Hvis han havde udpeget en efterfølger, ville det naturligt være blevet forstået sådan.) På denne måde afviste han bevidst forestillingen om, at noget andet end det verdslige nogensinde kunne være ummaens ledelse, eller at der kunne findes noget, der lignede en guddommeligt inspireret udpegning af profetens efterfølger. Men det er netop shiaernes hovedformål. Med en opfattelse, der er fuldstændig modsat islams grundlæggende lære, lagde denne retning ikke blot vægt på profetens efterfølgelse; den forbeholdt også retten til at efterfølge ham udelukkende »profetens slægt«, det vil sige hans fætter og svigersøn Ali og hans børn og efterkommere, og fastholdt dermed denne ret for profetens familie.
Dette stemmer fuldstændig overens med iranernes mystiske tilbøjelighed. Men da iranerne med stor begejstring sluttede sig til dem, der hævdede, at Profetens åndelige væsen levede videre i Ali og hans efterfølgende efterkommere, opfyldte de ikke blot et mystisk ønske; der lå også et andet ubevidst motiv bag deres beslutning. Hvis Ali virkelig var Profetens lovmæssige arving og efterfølger, så var de tre andre kaliffer uden tvivl magtusurpatorer, og blandt dem var Umar – den Umar, som havde erobret Iran. Den nationale vrede mod erobreren af det sasanidiske rige kunne nu fortolkes religiøst, for religionen var blevet iranernes religion. Umar havde »berøvet« Ali og hans sønner Hasan og Hussein den guddommeligt bestemte ret til at blive islams kaliffer og havde dermed gjort modstand mod selve Guds vilje – derfor måtte man i lydighed mod Guds vilje støtte Alis parti. Således blev en trosretning født ud af national modstand.
I iranernes måde at tage shialæren til deres hjerter på så jeg en tavs iransk protest mod arabernes erobring af Iran. Nu forstod jeg, hvorfor iranerne forbander Umar med så meget større had end de to andre »magtrøvere«, Abu Bakr og Uthman. Set ud fra læren burde den første kalif, Abu Bakr, have været betragtet som den største overtræder – men Umar havde erobret Iran…
Så det er altså grunden til den forbløffende dybe hengivenhed, som Ali-familien mødes med i Iran! Denne iranske kult er et symbol på Irans hævn over arabernes islam (den islam, som så kompromisløst har modsat sig at tillægge noget menneske, også Muhammad, guddommelighed). Det er sandt, at shialæren ikke blev født i Iran; der findes også forskellige shiamuslimske grupper i andre muslimske lande. Men intet andet sted har denne lære kunnet få en så fuldstændig indflydelse på menneskers følelser og fantasi.
Når iranerne sørger over Ali, Hasans og Husseins død, græder de ikke kun over ødelæggelsen af Ali-familien – de græder også over sig selv og over tabet af deres tidligere storhed…
Disse iranere – de er et tungsindigt folk. Deres melankoli genspejles i det iranske landskabs og naturens vidtstrakte, golde jorder, i de øde bjergveje og landeveje, i landsbyerne, der ligger spredt hist og her blandt de lerklinede huse, og i fåreflokkene, som hen mod aften drives ned mod brøndene som den ene gråbrune bølge efter den anden. I byerne og havnebyerne sivede livet langsomt bort, dråbe for dråbe, uden noget forsøg på munterhed, i en uophørlig dryppen – det virkede, som om alting var dækket af en drømmes slør, og på hvert ansigt lå et dovent, ventende blik. Man hørte aldrig musik på gaderne. Hvis en tatarisk staldkarl en aften pludselig gav sig til at synge af fuld hals på en kro, lyttede tilhørerne forbløffede, uden selv at vide det. Offentligt var det kun de mange dervisher, der sang; og de sang altid med melodi den samme gamle, tragiske fortælling om Ali, Hasan og Hussein. Døden og tårerne vævede et net omkring disse sange, og de trængte ind i tilhørernes sind som stærk vin. Det virkede, som om en frygt for sorgen – en sorg, som folk frivilligt, næsten begærligt, tog imod – omgav dem.
På sommeraftener i Iran kunne man se kvinder og mænd sidde helt stille på jorden. De sad ved bredden af de kanaler, der løb under de vældige elmetræers skygge langs begge sider af vejen, og stirrede hensunkne på det strømmende vand. De talte ikke med hinanden. De lyttede blot til vandets sagte klukken og til bladenes raslen over deres hoveder. Hver gang jeg så dem, kom jeg til at tænke på Davids ord:
Ved Babylons floder, dér sad vi og græd…
De sad ved kanalernes bredder som store, stumme, mørke fugle, som om de var fortabt i den strømmende vands tavse meditation. Hvad tænkte de på – hvilken længe næret forestilling, som kun var deres, helt og holdent deres? Ventede de? … På hvad?
Og David sang: Vi hængte vores ord op i pilelunden, på pilegrenene…
Tre
»Kom, Zaid, lad os gå.« Med disse ord stikker jeg Ali Aghas brev i lommen og rejser mig for at tage afsked med az-Zughaibi.
Men han ryster på hovedet og siger: »Nej, broder, lad Zaid blive her hos mig et øjeblik. Hvis du har været for tilbageholdende med at fortælle om det, der er hændt i dit liv i de måneder, der er gået, så lad Zaid fortælle historien i dit sted. Tror du ikke, at dine venner er nysgerrige efter at høre om det, der sker i dit liv?«
Dajjal
En
Jeg træder ad en snoet vej ind i den ældste del af Medina. Husenes mure, bygget af sten, står med rødderne fæstnet i skyggen; over gyderne hænger vinduer med mashrabiyya-gitterværk og balkoner … Gyderne ligner bjergslugter, og nogle steder er de så smalle, at det næsten er umuligt for to mennesker at passere hinanden i modsat retning. Pludselig befinder jeg mig foran facaden til et bibliotek af grå sten, opført for næsten et år siden af en tyrkisk lærd. Bag et gitter af hamret bronze ligger der en tavshed – som en invitation! Jeg krydser den stenbelagte gårdsplads og ser, midt på gårdspladsen, et ensomt træ, der står ubevægeligt, rækker af glasskabe med tusinder af håndskrevne bøger – og blandt dem nogle af den islamiske verdens kendte, sjældne manuskripter. Det er sådanne bøger, der har skænket den islamiske civilisation dens storhed, en civilisation, der synes at være forsvundet fra den ene dag til den anden!
Når jeg ser på disse bøger, indbundet i maskinforarbejdet læder, rammer uoverensstemmelsen mellem muslimernes fortid og deres nutid mig som et smertefuldt slag …
– Hvad er det, der plager dig, min søn? Hvorfor har du dette bitre udtryk i ansigtet?
Jeg vender mig mod stemmen og ser min gamle ven, sheikh Abdullah Bulaihad, sidde på et tæppe midt i et vindue med mashrabiyya-gitterværk, med et folio-bind på knæene. Hans to skarpe, vittige øjne hilser mig med et fortroligt glimt, da jeg kysser ham på panden og sætter mig ved siden af ham. Han er Najds største alim og en af de skarpeste begavelser, jeg hidtil har mødt i de muslimske lande, til trods for den form for snæversyn, der er forbundet med det wahhabitiske synspunkt. Hans venskab med mig har i høj grad bidraget til at gøre mit liv i Arabien lettere og lykkeligere. For i Ibn Sauds rige vejer hans ord tungere end nogen anden mands, bortset fra kongens. Han lukker straks sin bog, trækker mig hen til sig og ser spørgende på mig.
– Sheikh, jeg tænkte på, hvor langt vi muslimer er kommet bort fra dette – og jeg peger på bøgerne, der ligger der – fra vores nuværende elendighed og forfald!
– Min søn, svarer den gamle, vi høster, hvad vi har sået. Engang var vi store. Det var islam, der gjorde os store. Vi var bærere af et budskab. Så længe vi var tro mod dette budskab, var vores hjerter oplivede og inspirerede, og vores sind var oplyste og strålende. Men i det øjeblik vi glemte, med hvilket formål Allah havde udvalgt os, indtraf vores fald. Vi er kommet langt bort fra dette – og sheiken gentager min gestus mod bøgerne – for vi er kommet meget, meget langt bort fra det, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, lærte os for 1.300 år siden …
– Og ja, hvordan går dit arbejde? spørger han efter en kort pause, fordi han ved, at jeg er optaget af at studere emner, der har forbindelse med islams tidlige historie.
– Jeg må indrømme, shaykh, at arbejdet ikke går særlig godt. Jeg finder ingen ro i mit indre og ved ikke, hvad årsagen er. Og derfor er jeg igen begyndt at vandre omkring i ørkenen.
Ibn Bulaihid ser på mig med et skævt, smilende blik – de gennemtrængende øjne, der stråler af intelligens – og siger, mens han drejer sin hennarøde skægspids rundt med fingrene: »Sindet skal få, hvad det tilkommer, og kroppen skal få, hvad den tilkommer … Du bør gifte dig nu …«
Jeg ved naturligvis, at næsten enhver form for bekymring i Najd anses for at kunne løses med »ægteskab«. Jeg kunne ikke holde latteren tilbage.
– Men shaykh, De ved jo udmærket, at jeg giftede mig igen for blot to år siden, og at jeg i år også har fået en søn.
Den gamle trækker på skuldrene og siger: »Hvis en mand finder ro hos sin hustru, bliver han hjemme så meget som muligt. Du tilbringer jo heller ikke tid derhjemme … Og desuden har ingen mand nogensinde taget skade af at gifte sig med en anden hustru.« (Han har selv tre hustruer nu, selv om han er halvfjerds år, og jeg har hørt, at hans yngste hustru, som han giftede sig med for blot omkring to måneder siden, højst er seksten år.)
– Det kan være, svarer jeg, det kan være, at en mand ikke lider ved at tage en anden hustru, men hvad med hende? Fortjener hendes lidelse ikke at blive taget i betragtning?
– Min dreng, hvis en kvinde har vundet hele sin mands hjerte, vil han ikke tænke på at gifte sig igen, og han vil heller ikke have brug for et nyt ægteskab. Men hvis mandens hjerte ikke er helt hos hans hustru, vil det så være til nogen gavn for hende at holde sin ligegyldige mand bundet udelukkende til sig selv?
Der findes naturligvis ikke noget svar på det. Det er sikkert, at islam anbefaler ét ægteskab, men under særlige omstændigheder tillader manden at gifte sig op til fire gange. Enhver kan spørge, hvorfor kvinderne ikke fik den samme ret. Svaret er enkelt. Trods det åndelige aspekt af kærligheden, som gennem menneskets udvikling og fremskridt er trængt ind i menneskelivet, er den underliggende biologiske logik i både mænds og kvinders seksuelle begær forplantning. Mens en kvinde kun kan undfange et barn med én mand ad gangen og må bære det i ni måneder, før hun igen er i stand til at blive gravid, er manden således skabt, at han kan gøre en kvinde gravid, hver gang han omfavner hende. Hvor kvindens medfødte tilbøjelighed til polyandri derfor blot ville være spild set fra naturens side, er mandens ubestridelige tilbøjelighed til seksuel omgang med flere kvinder biologisk set fornuftig ud fra naturens synspunkt. Det er naturligvis helt klart, at det biologiske kun er ét af kærlighedens mange aspekter og på ingen måde det vigtigste. Ikke desto mindre er det et grundlæggende element. Med den visdom, hvormed islam bedømmer menneskenaturen, beskytter islamisk lov derfor kun ægteskabets socialbiologiske funktion – den gør ikke mere end det (herunder naturligvis også omsorgen for børnene). Derfor giver den manden tilladelse til at indgå flere ægteskaber, samtidig med at den nægter at give kvinden tilladelse til at have flere ægtemænd. Da ægteskabets åndelige side er uudgrundelig og ligger uden for lovens område, overlades den til ægtefællerne. Spørgsmålet om, hvorvidt en mand vil gifte sig igen, opstår naturligvis ikke, når han elsker sin hustru af hele sit hjerte og ikke er villig til at dele hendes kærlighed med en anden; og hvis hustruen ikke kan acceptere det, kan hun lade sig skille og senere gifte sig igen på fri fod. Under alle omstændigheder kan både mand og hustru søge skilsmisse, eftersom det islamiske ægteskab ikke er en hellig handling, men en social kontrakt. Det har en særlig grund. Den større eller mindre skam, som andre steder er forbundet med skilsmisse, findes ikke i muslimske samfund (den eneste mulige undtagelse er indiske muslimer, som gennem århundreders forbindelse med det hinduistiske samfund er blevet påvirket på dette område, eftersom skilsmisse er fuldstændig forbudt i det hinduistiske samfund).
Den frihed, som islamisk lov har givet både mænd og kvinder til at indgå ægteskab og opløse det, forklarer, hvorfor utroskab i islam regnes for den mest afskyelige forbrydelse. For hvor en sådan frihed findes, kan følelsesmæssig eller sanselig forbindelse ikke accepteres som en undskyldning. Det er sandt, at sociale skikke gennem de århundreder, hvor muslimerne forfaldt, har udviklet sig således, at det for kvinder næsten er blevet vanskeligt at udøve retten til frit at lade sig skille, sådan som lovgiveren havde tilsigtet. Men islam bærer ikke skylden for dette; det gør skikken – ligesom det er skikken og ikke islamisk lov, der er skyld i, at kvinder så længe er blevet holdt indespærret bag sløret i mange muslimske lande. For hverken i Koranen eller i Profetens sunna findes der noget, der støtter denne skik, som trængte ind i det muslimske samfund fra byzantinerne.
Sheikh Ibn Bulaïhid afbryder mine indre overvejelser ved at se på mig, som om han ved alt. »Der er ingen grund til at træffe en forhastet beslutning, min dreng. Når tiden er inde til, at beslutningen skal komme, vil den komme til dig helt af sig selv.«
To
Kutub-khanen er stille og lydløs; kun den gamle sheikh og jeg befinder os i det kuppelformede rum. Fra en lille moské i nærheden lyder kaldet til maghrib-bønnen, og et øjeblik senere giver den samme lyd genlyd fra Profetens moskés fem minareter. Profetens moské er i dette øjeblik usynlig for os, men synes med en vældig højtidelighed og en mild, stolt værdighed at skue ned fra den grønne kuppel. Fra en af minareterne siger muezzinen: »Allahu akbar« … »Gud er størst« … »Gud er størst« … dybt, mørkt og i et lavt register, mens melodien langsomt stiger og falder som en lang ring af lyd. Før han når at afslutte sin frase, begynder muezzinen fra den minaret, der ligger nærmest os, i et lidt højere register: »Den største«, »Gud er størst«. Og mens den samme melodi langsomt stiger til et endnu højere register fra den tredje minaret, har den første muezzin allerede afsluttet sin første frase og er begyndt på den anden. Lydene fra de første fraser, der kommer fra den fjerde og femte minaret, blander sig med en fjern, harmonisk klang: »Jeg bevidner, at der ikke findes nogen gud ud over Gud«, mens stemmerne fra den første, anden og siden tredje minaret daler ned på bløde vinger: »Og jeg bevidner, at Muhammed er Guds sendebud.« Således fremsiger hver af de fem muezziner hver frase to gange, og kaldet fortsætter: »Kom til bønnen, kom til bønnen, skynd jer mod den evige lykke.« Hver stemme synes at vække de andre og føre alle stemmerne sammen på ét sted, som om dens eneste formål er at vige bort fra sin plads, gribe melodien igen på et andet punkt og således føre den videre til den sidste frase: »Gud er størst, Gud er størst, der findes ingen gud ud over Gud.«
Denne menneskestemmes ophøjede, dybe omfavnelse, dens bevægelse bort fra de andre, dens sammensmeltning og adskillelse, har ingen lighed med nogen anden menneskelig melodi. Mens mit hjerte, i en vanvittig kærlighed til denne by og dens klange, banker så voldsomt, at det når helt op i min strube, begynder jeg at føle, at alle mine rejser og al min omflakken hele tiden kun havde én betydning: at forstå dette kalds betydning …
»Kom,« siger sheikh Ibn Bulaïhid til mig, »lad os gå til moskéen og bede maghrib-bønnen …«
Haram, altså Medinas hellige moské, fik sin nuværende form i midten af det forrige århundrede. Men nogle af dens dele er meget ældre – nogle blev opført under de mamlukkiske sultaners herredømme i Egypten, og nogle endnu tidligere. Den centrale hal, hvor Profetens grav ligger, er bygget præcis oven på det sted, hvor den tredje kalif, Uthman, i det syvende århundrede lod opføre den bygning. Over den rejser sig en stor grøn kuppel, hvis inderside er enestående udsmykket med kunstfærdige malerier i mange farver. Loftet hviler på mange tykke rækker af marmorsøjler, som på harmonisk vis opdeler det indre i talrige sektioner. Det marmorklædte gulv er dækket af kostbare tæpper. På hver side af de tre mihraber hænger udsøgt forarbejdede lysekroner af bronze. Mihraberne er som halvcirkelformede nicher, der vender mod Mekka; de er udsmykket med blå og hvide porcelænsfliser, og den ene er altid reserveret til imamen, som leder menighedens salat. Hundreder af gennemsigtige glaskugler hænger i lange kobberkæder; om natten tændes der små lamper med olivenolie i dem, og de spreder et blidt, blødt skinnende lys over rækkerne af mennesker, der udfører salat. Om dagen fyldes moskéen af et grønligt tusmørke, og det føles, som om dette er bunden af en sø, som om menneskeskikkelser svømmer gennem vandet med bare fødder hen over tæpperne og marmorgulvet; som om imamens stemme under salaten, adskilt af vandmure, lyder fra den store hals yderste ende med dæmpet stemme uden at frembringe noget ekko.
Profetens grav kan ikke ses, fordi den er dækket af tungt, hængende brokadestof og omgivet af et bronzegitter. Den egyptiske mamluksultan Qāytbāy lod dette gitter fremstille i det femtende århundrede. I virkeligheden findes der ingen struktur, der ligner en grav her, for Profeten blev begravet under lergulvet i det lille kammer, hvor han boede, og hvor han døde. Senere blev der opført en vinduesløs mur omkring huset, og på den måde blev graven fuldstændig skjult for blikket udefra. På Profetens tid lå moskéen lige op ad hans hus. Efter flere århundreder blev moskéen udvidet hen over graven og videre ud over den.
Inde i moskéen ligger rækker af tæpper på det åbne, firkantede stengulv, lagt på langs. Rækker af mennesker sidder på dem på knæ, læser Koranen, taler med hinanden, mediterer eller får blot tiden til at gå i ro, mens de venter på maghrib-bønnen. Ibn Mulayhid synes at være forsvundet ind i en stille bøn.
Som det altid plejer at være før maghrib, høres en stemme langt borte, lyden af recitationen af et afsnit fra Koranen. I dag reciteres den 96. sura – den første, der blev åbenbaret for Muhammad – som begynder med disse ord: »Læs i din Herres navn – i Forsørgerens navn« … Det var gennem disse ord, at Allahs kald første gang nåede Muhammad i Hira-grotten nær Mekka.
Som han ofte havde gjort, bad han i ensomhed og mediterede i søgen efter lys og sandhed, da en engel pludselig viste sig foran ham og befalede ham: »Læs!« Muhammad – som ligesom næsten alle mennesker omkring ham aldrig havde lært at læse – og frem for alt ikke vidste, hvad han skulle læse, svarede: »Jeg kan ikke læse.« Da englen hørte dette, omfavnede han ham så kraftigt, at Muhammad følte, som om al styrken var forsvundet fra hans krop. Så slap englen ham og gentog sin befaling: »Læs, recitér.« Igen svarede Muhammad: »Jeg ved ikke, hvordan man læser.« Da greb englen ham endnu en gang og pressede ham hårdt ind til sig, så han til sidst blev slap, og han følte, at døden var nær. Igen lød en tordenrøst: »Læs!« Og tredje gang hviskede Muhammad med et smerteplaget hjerte: »Jeg ved jo ikke, hvordan man læser« … Da slap englen ham og sagde:
Læs i din Herres navn –
som har skabt –
skabt mennesket af en dråbe sæd
Læs! Din Herre er den Mest Ophøjede
Han lærte mennesket ved hjælp af pennen
Han lærte mennesket det, som det ikke kendte …
Og således begyndte Koranen at blive åbenbaret med henvisning til menneskets bevidsthed, intellekt og viden, en proces, der fortsatte i hele treogtyve år, indtil Profetens død i Medina i en alder af treogtres år.
Beretningen om denne første oplevelse af hans guddommelige åbenbaring minder os på en måde om beretningen i Bibelens skabelsesdel om Jakobs kamp med englen. Men dér, hvor Jakob satte sig til modværge, overgav Muhammad sig her til eng||||ens omfavnelse med en blanding af frygtfyldt ærefrygt og smerte, så al hans kraft efterhånden forlod ham, og der ikke var andet tilbage i ham end evnen til at høre en stemme – en stemme, om hvilken det ikke længere var muligt at spørge eller sige: Kom stemmen indefra eller udefra? Han vidste endnu ikke, at han fra da af samtidig skulle være et helt og et tomt menneske, i hvem der fuldt ud fandtes menneskelige ønsker og en bevidsthed om sit eget liv, og som samtidig var en passiv lidende form, der modtog et budskab. Den usynlige tråd af den evige sandhed blev foldet ud for hans hjerte – den sandhed, som alene giver alle følbare ting og begivenheder betydning – i forventning om, at han skulle forstå deres inderste mening. Og han fik besked på at „læse“ fra denne bog og forkynde den for verden, så menneskene kunne forstå, hvad de ikke vidste, og hvad de i praksis ikke kunne vide alene ved egen kraft!
Den guddommelige åbenbarings forbløffende betydning overvældede Muhammad. Ligesom Moses foran den brændende busk fandt han også sig selv uværdig til profetskabet ophøjede rang og begyndte at skælve ved tanken om, at Allah måske havde udvalgt ham. Vi har hørt, at han derefter vendte tilbage til sit hjem i sin by og sagde til sin hustru Khadija: „Dæk mig med et tæppe.“ For han rystede som en trægren i stormen. Khadija dækkede ham med et tæppe, og lidt efter lidt stilnede hans rystelser. Derefter fortalte han Khadija, hvad der var sket med ham, og sagde: „Jeg er virkelig bange på mine egne vegne!“
Men fordi kun kærligheden kan give et klart blik, forstod Khadija straks med dette blik, at Muhammad var skræmt af den enorme opgave, der lå foran ham, og hun svarede: „Nej, ved Allahs ed! Han vil aldrig lægge en byrde på dig, som du ikke er i stand til at bære, og Han vil aldrig ydmyge dig; for alle ved, at du er det bedste af mennesker, at du opfylder dine forpligtelser over for dine slægtninge, hjælper de svage, gør godt mod de hjælpeløse, er storsindet og gavmild over for dine gæster og hjælper dem, der virkelig er i nød.“ For at trøste ham tog Khadija ham med til Waraqa, en veluddannet fætter. Waraqa havde i mange år praktiseret kristendommen, og ifølge overleveringen kunne han læse Bibelen på hebraisk. På det tidspunkt var Waraqa blevet gammel og var blind. Khadija sagde til ham: „Min fætter, vær opmærksom på denne slægtning af dig.“ Da Muhammad igen fortalte om sin oplevelse, løftede Waraqa hovedet med frygtblandet ærefrygt og sagde: „Dette er sandelig den engel, der bringer åbenbaringen, som Allah sendte til de tidligere profeter. Ak, hvis jeg blot var ung! Hvis jeg blot stadig levede og kunne hjælpe dig, når dit folk fordriver dig fra dit land!“ Da Muhammad hørte dette, spurgte han forbløffet: „Hvorfor, hvorfor skulle de fordrive mig fra landet?“ Den vise Waraqa svarede: „Ja, de vil fordrive dig. Aldrig før er et menneske som dig kommet til sit folk med det samme, som du er kommet med, uden at være blevet forfulgt!“
Ja, i tretten lange år udsatte de ham for overgreb, og til sidst blev han tvunget til at forlade Mekka og nåede frem til Medina. For Mekkas folk havde altid været hårdhjertede …
Men er det virkelig så svært at forstå den hårdhed i hjertet, som de fleste af Mekkas indbyggere viste efter Muhammeds første daʿwa? De følte ingen åndelig tørst; de kendte kun til praktiske, nyttige foretagender. For de troede, at livets horisont kun kunne udvides ved at udvide de midler, der kunne øge den ydre komfort og velstand. For disse mennesker må tanken om ubetinget at overgive sig til et moralsk krav virkelig have forekommet uudholdelig – for ordet islam betyder jo bogstaveligt »underkastelse under Allah«. Desuden holdt Mekkas indbyggere i usædvanlig høj grad af deres etablerede orden og deres stammes skikke og traditioner; alt dette blev truet af Muhammeds lære. Da han begyndte at forkynde Allahs enhed og åbent fordømme afgudsdyrkelse som den største synd, så de deri ikke blot et angreb på deres nedarvede tro, men indså også, at der blev gjort et forsøg på at ødelægge selve det sociale mønster i deres liv. Især gjaldt det de forhold, som de anså for rent »verdslige« og uden for religionens område – såsom økonomien, spørgsmålet om social lighed og retfærdighed og i det hele taget alt, hvad der ikke passede med deres forretningsvaner, deres uhæmmede seksuelle liv og deres syn på stammens velfærd. For dem var religion en privat sag – et spørgsmål om en indre holdning, ikke om adfærd.
Og dette var det stik modsatte af, hvad den arabiske profet havde i tankerne, når han talte om religion. Efter hans opfattelse hørte social skik og adfærd samt institutioner ganske vist inden for religionens rammer, og han ville uden tvivl være blevet forbavset, hvis nogen havde sagt til ham: Religion er udelukkende et spørgsmål om den personlige samvittighed og har ingen forbindelse med social adfærd. Mere end noget andet var det netop dette aspekt af hans budskab, der gjorde hans budskab så usmageligt for Mekkas vantro. Hvis han ikke havde grebet ind i sociale forhold, ville deres utilfredshed med profeten måske have været mindre voldsom. Der er ingen tvivl om, at islam irriterede dem, fordi islams teologi stødte sammen med deres eget religiøse syn. Men efter nogen indledende modstand ville de sandsynligvis have tilpasset sig den – ligesom de kort forinden havde tilpasset sig de spredte fragmenter af kristendommens forkyndelse – hvis Allahs Sendebud blot havde fulgt de kristne præsters eksempel og begrænset sin forkyndelse til nogle få ting: at opfordre mennesker til at tro på Allah, at bede Ham om frelse og at opføre sig godt i deres personlige forhold. Men han fulgte ikke det kristne eksempel og begrænsede sig ikke til tro, religiøse ritualer og personlig moral. Hvordan skulle han også kunne gøre det? Havde hans Allah ikke befalet ham at bede: »Vor Herre, giv os det gode i dette liv og det gode i det kommende liv.«
I denne koranversets opbygning er »det gode i dette liv« anbragt før »det gode i det kommende liv« – for det første fordi nutiden kommer før fremtiden, og nutiden går forud for fremtiden, og for det andet fordi mennesket er skabt sådan, at det først må bestræbe sig på at tilfredsstille sine legemlige og jordiske behov, hvis det skal kunne svare på sjælens kald og søge det kommende livs vel. I Muhammeds budskab findes ingen forestilling om en åndelighed, der er uden forbindelse med eller i modsætning til det legemlige liv. Dette budskab bygger fuldstændigt på den opfattelse, at krop og sjæl er to forskellige sider af den samme virkelighed; og hvad er denne virkelighed? Menneskelivet. Derfor kunne han naturligvis ikke nøjes med at fremelske en moralsk holdning hos det enkelte menneske; han ønskede tværtimod at omdanne denne holdning til en bestemt social ordning, som ville sikre den størst mulige legemlige og materielle velstand for hvert enkelt menneske i samfundet og således også garantere de størst mulige muligheder for åndelig udvikling.
Han begyndte sin forkyndelse med at sige til mennesker: »Amal, eller handling, er en del af iman«; for Allah tager ikke blot hensyn til personlig tro, men ser også på enhver kvindes og mands handlinger, især de handlinger, hvis virkninger rækker ud over den enkeltes liv og rammer andre mennesker. Han prædikede mod den stærkes undertrykkelse af den svage med de ildfulde ord, som Allah havde skænket ham. Han fremsatte det hidtil uhørte argument, at kvinder og mænd er lige over for Allah, og at alle religiøse pligter og håb gælder begge køn på samme måde; de enfoldige afgudsdyrkere i Mekka blev grebet af grænseløs rædsel, da han endog erklærede, at kvinden i kraft af sin egen ret er et selvstændigt menneske, og at hun ikke kun er et særskilt individ på grund af sit forhold til manden som mor, søster, hustru eller datter; og derfor har kvinden ret til at eje ejendom, lede sin egen handel og frit overgive sig til en anden i ægteskab! Han erklærede alle former for hasardspil og alle former for rusmidler for forkastelige, for med Koranens ord: »I dem er der megen synd og kun ringe nytte. Men det skadelige i dem er større end det nyttige.« Frem for alt rejste han sig mod den århundredgamle undertrykkelse, som mennesker udøver over andre mennesker, mod gevinsten ved rentebaserede lån, uanset rentens størrelse, og mod personlige monopoler1() og »cornering«2()– mod at gamble med andre menneskers mulige behov, det, vi i dag kalder »spekulation« – og mod at bedømme noget som godt eller ondt ud fra en gruppes stammefølelse, det, der med moderne terminologi kaldes »nationalisme«. I virkeligheden anerkendte han ikke, at stammefølelser og stammebaserede vurderinger havde nogen moralsk gyldighed. Efter hans opfattelse var det eneste gyldige, det vil sige moralske, grundlag for et fællesskab en fri og bevidst anerkendelse af en fælles målestok for moralske værdier – ikke det tilfældige forhold, at man nedstammede fra samme slægt.
I praksis krævede han en omfattende reform af hver eneste af de sociale forestillinger, som indtil da var blevet betragtet som ukrænkelige, og på den måde – som folk i vor tid ville sige – bragte han religionen ind i »politikken«. Det var overflødigt at sige, at dette for datiden var en særdeles revolutionerende forandring.
Ligesom næsten alle folkeslag til alle tider troede Mekkas hedenske herskere, at de sociale skikke, tanker og traditioner, som de var blevet opdraget i, var de bedste, og at intet bedre kunne tænkes. Derfor blev de naturligvis oprørte over profetens forsøg på at bringe religionen ind i politik – det vil sige at gøre erkendelsen af Allah til udgangspunktet for sociale forandringer – og de fordømte det som umoralsk, oprørsk og i strid med alle forestillinger om rigtigt og forkert. Og da det blev klart for dem, at Muhammad ikke blot var en drømmer, men kunne skabe handlekraft blandt mennesker, iværksatte forsvarerne af den etablerede samfundsorden et voldsomt modtræk og begyndte at forfølge ham og hans ledsagere…
I virkeligheden har alle profeter på den ene eller den anden måde udfordret deres egen tids etablerede samfundsorden. Er det da så overraskende, at næsten alle blev forfulgt og hånet af deres folk, og at Muhammad, den sidste af dem, stadig bliver hånet i den vestlige verden?
Tre
Så snart salat al-Maghrib var afsluttet, blev Shaykh Ibn Bulayhid centrum for en nysgerrig kreds af Najdi-beduiner og byboere, som ønskede at drage fordel af hans lærdom og verdslige visdom. Han var selv ivrig efter at høre om deres erfaringer og om de rejser til fjerne lande, som de kunne fortælle ham om. Lange rejser er på ingen måde sjældne blandt Najdierne; de kalder sig selv »Ahl ash-Shidad« – »folk, der rider på kamelsadlen« – og for mange af dem er kamelsadlen langt mere velkendt end sengen derhjemme. Det gælder sikkert i endnu højere grad den unge Harb-beduin, som netop fortalte Shaykhen om sine oplevelser under sin seneste rejse i Irak. Det var under denne rejse, at han for første gang i sit liv så en firangi, det vil sige en europæer (Araberne begyndte at bruge dette navn om europæerne, da de under korstogene stiftede bekendtskab med frankerne).
»Sig mig, Shaykh, hvorfor bærer firangierne altid hatte på hovedet, så de dækker deres øjne? Hvordan kan de se himlen?«
»De ønsker ikke at se den,« svarede Shaykhen og blinkede til mig. »Måske frygter de, at synet af himlen kunne minde dem om Allah; de ønsker ikke, at nogen på ugens dage skal minde dem om Allah…«
Vi brød alle ud i latter. Men den unge beduin var stædig i sin søgen efter viden. »Hvorfor er Allah så barmhjertig mod dem og giver dem rigdom, som han ikke giver de troende?«
-»Åh, det er såre enkelt, min dreng: De tilbeder guld og sølv. Derfor er deres guder i deres lommer … Men denne ven af mig her«, siger han og lægger hånden på mit knæ, »han ved meget mere om frangierne end jeg, for han kommer fra deres midte — Allah — ophøjet være Hans navn — førte ham ud af mørket og ind i islams lys.«
-»Er det virkelig sådan, bror?« spørger den nysgerrige beduin. »Er det sandt, at De selv engang var en ‘frangi’?« Da jeg bøjer hovedet som bekræftelse, hvisker han: »Lovprisningen tilkommer Allah alene, som leder hvem Han vil, til den rette vej. Fortæl mig, bror: Hvorfor er ‘frangierne’ så ligeglade med Allah?«
-»Det er en lang historie«, svarer jeg. »Den kan ikke forklares med få ord. Det eneste, jeg kan sige dig lige nu, er dette: ‘Frangiernes’ verden er blevet Dajjals verden — den blændende bedragers verden. Har du aldrig hørt vores profets forudsigelse om, at størstedelen af verdens mennesker ved tidernes ende vil blive Dajjals tilhængere i den tro, at han selv er Allah?«
Da han så på mig med spørgende øjne, beskrev jeg med Shaykh Ibn Bulayhids samtykke den forudsigelse om Dajjals fremkomst, som er omtalt i Bibelens sidste bog — han vil være blind på det ene øje, men have en mystisk kraft givet af Allah. Med sit øre vil han kunne høre, hvad der bliver sagt i jordens fjerneste egne, og med sit ene øje se alt, hvad der sker på uendelig afstand; han vil flyve rundt om jorden på få dage; pludselig hente skatte af guld og sølv op fra under jorden; på hans befaling vil regnen falde og planter vokse; han vil dræbe og erklære sig selv for Gud, og folk vil i hengivenhed kaste sig på knæ foran ham — men de, hvis tro er stærk, vil kunne læse det, der står skrevet med ildbogstaver på hans pande: ‘Den, der fornægter Allah’. Og således vil de vide, at Dajjal ikke er andet end et bedrag, som skal sætte menneskenes tro på prøve …
Og da min beduinven ser på mig med vidt opspilede øjne og mumler: »Jeg søger tilflugt hos Allah«, vender jeg mig mod Ibn Bulayhid og siger:
-»Shaykh, er denne allegoriske fortælling ikke en passende beskrivelse af den moderne tekniske civilisation? Denne civilisation er enøjet: Den betragter kun én side af livet, dets materielle fremskridt, og er uvidende om livets åndelige side. Ved hjælp af sine tekniske trolddomskunster har den givet mennesket evnen til at se genstande langt uden for dets naturlige rækkevidde og høre lyde på afstand, og den har givet det evnen til at tilbagelægge uendelige afstande med ufattelig fart. Ved hjælp af denne civilisations videnskabelige viden ‘lader den regnen falde’ og får ‘planter til at vokse’, og den graver uventede rigdomskamre frem fra under jorden. Denne videnskabs medicin giver liv til den, hvis død synes uundgåelig; på den anden side ødelægger dens krige og videnskabelige ødelæggelser livet. Og dette materielle fremskridt er så voldsomt og så blændende, at mennesker med svag tro er begyndt at tro, at det i sig selv er en ‘gud’, men de, der er bevidste om deres Skaber, forstår klart, at at tilbede Dajjal betyder at fornægte Allah …«
-»Du har ret, Muhammad, du har ret!« råber Bulayhid ophidset, mens han slår hånden på mit knæ. »Det er aldrig faldet mig ind at se på forudsigelsen om Dajjal på denne måde, men du har ret! Uden at forstå, at menneskets fremskridt og videnskabens udvikling er en barmhjertighed fra vores Allah, er stadig flere mennesker uvidende begyndt at tro, at dette selv er en guddom, et mål, der er værd at tilbede.«
Ja, tænker jeg ved mig selv, vesterlændingene har virkelig overgivet sig til tilbedelsen af Dajjal. For længe siden mistede Vestens mennesker al deres uskyld og al deres indre samhørighed med naturen. Livet er blevet en plage for dem. De er skeptiske og derfor adskilt fra deres brødre og ensomme i deres eget indre. For ikke at forsvinde sporløst i denne ensomhed må de nødvendigvis forsøge at opnå herredømme over livet gennem ydre midler — den blotte følelse af at ‘være i live’ kan ikke længere give dem indre tryghed; de må uophørligt kæmpe med livet fra øjeblik til øjeblik og med smerten, eftersom de har mistet alle transcendente spørgsmål og har besluttet at klare sig uden dem. Derfor må de hele tiden opfinde og opdage mekaniske allierede til sig selv. Således begyndte deres vanvittige og hensynsløse stræben på det tekniske område. Hver dag opfinder de nye maskiner og giver hver af dem noget af deres sjæl, så de kan kæmpe for deres eksistens. Det gør maskinerne ganske vist, men samtidig skaber de for deres ejere stadig nye mangler, nye farer, nye frygter og en umættelig tørst efter endnu en sådan, endnu mere kunstig allieret. Deres sjæl fortaber sig i de produktive maskiners stadig stærkere, stadig mere besynderlige og stadig voldsommere hjulomdrejninger; og maskinen mister også sit sande formål — at beskytte og berige menneskelivet — og bliver selv en gud, et altopslugende uhyre af stål. Præsterne og propagandisterne for denne umættelige gud synes ikke at være bevidste om, at den moderne tids tekniske udviklings hastighed ikke blot er et resultat af den sikre udvikling inden for viden og videnskab, men også af åndelig fortvivlelse. Og de forbløffende materielle fremskridt, som Vestens mennesker erklærer deres vilje til at bruge til at underlægge sig naturen, er i deres inderste betydning af selvforsvarende art: Bag deres strålende ansigter lurer frygten for det ukendte.
Den vestlige civilisation har ikke formået at skabe en harmonisk balance mellem menneskets og samfundets behov og sjælens krav. Denne civilisation har forkastet sin tids tidligere religiøse etik, men har ikke været i stand til indefra at skabe noget andet moralsk system, som, hvor teoretisk det end måtte være, ville være fornuftigt. Trods dens store fremskridt inden for uddannelse har den vestlige civilisation ikke kunnet overvinde menneskenes tåbelige beredvillighed til at lade sig rive med af de mest bizarre slagord, som folkeforførende snedige talere finder det nødvendigt at opfinde. Denne civilisation har udviklet organisationens kunst til et højt niveau, men ikke desto mindre beviser de vestlige nationer dagligt deres fuldstændige manglende evne til at kontrollere de kræfter, som de vestlige videnskabsfolk har frembragt, og netop nu er den nået til et punkt, hvor tilsyneladende grænseløse videnskabelige muligheder og verdensomspændende kaos skrider frem side om side, hånd i hånd. Den kundskabens lysstråle, som dens videnskab udsender – et lys, der utvivlsomt er storslået – kan de vesterlændinge, som er berøvet enhver religiøs åndelighed, ikke længere drage nogen moralsk fordel af. På dem finder disse ord fra Koranen anvendelse:
Deres eksempel er som et folk, der tændte en ild, men da den havde oplyst alt omkring dem, efterlod Han dem i mørke, hvori de ikke kan se – stumme, døve og blinde; alligevel vender de ikke tilbage.
Og alligevel er vesterlændingene i deres blændede hovmod sikre på, at det netop er ‘deres’ civilisation og ikke noget andet, der vil bringe lys og lykke og fred til verden … I det attende og nittende århundrede ønskede de at udbrede kristendommens sandhed over hele verden; men nu, hvor deres religiøse iver er blevet så afkølet, at de ikke anser religion for at være mere end baggrundsmusik – noget, der ‘i praksis’ får lov til at være en ledsager i livet, men ikke får lov til at øve indflydelse på det – er de begyndt at udbrede den materialistiske teori om den ‘vestlige livsform’ i stedet for kristendommen: Hvad går denne teori ud på? Det er troen på, at alle menneskelige problemer kan løses på fabrikkerne, i laboratorierne og ved statistikernes skriveborde.
Og således er ‘Dajjal’ kommet til syne i sin sande skikkelse …
Fire
Stilheden hviler tungt over os i lang tid. Derefter siger ‘sheikhen’ igen: ‘Min søn, var det denne erkendelse af, hvad der menes med ‘Dajjal’, der tvang dig til at antage islam?
– ‘På en måde tror jeg, at det var sådan, men det var kun det sidste skridt.’
– ‘Det sidste skridt … Ja, du fortalte mig engang historien om, hvordan du fandt islams vej. Men præcis hvornår og hvordan opstod den tanke første gang i dig, at islam kunne være det mål, du søgte?’
–Hvornår? Lad mig tænke lidt over det … Jeg tror, det skete i Afghanistan en vinterdag, da en af min hests sko faldt af, og jeg derfor måtte lede efter en smed i en landsby. Landsbyen lå et godt stykke fra min rute. Der sagde en mand til mig: »Men De er jo muslim; De ved det bare ikke selv, det er det hele …« Det var otte måneder før, jeg antog islam … Jeg var på vej fra Herat til Kabul …
Jeg rejser til hest ad vejen fra Herat til Kabul. Ibrahim og en afghansk soldat er med mig. Vi red gennem de snedækkede bjergdale i det centrale Afghanistan og over Hindukushs bjergpas. Det var bidende koldt; sneen glitrede, og på alle sider rejste der sig sort-hvide, stejle og høje bjerge.
Den dag følte jeg en sorg, men samtidig en forunderlig lykke. Jeg sørgede, fordi det forekom mig, at en tyk, uigennemsigtig hinde skjulte for de mennesker, jeg havde boet sammen med de seneste måneder, det lys, den styrke og den forstand, som deres tro kunne have givet dem; og jeg var lykkelig, fordi denne tros lys, styrke og forstand var hos mig, lige ved de sort-hvide bjerge, så nær, at jeg kunne røre ved dem med hånden.
Min hest begyndte at halte, og noget klirrede i dens hov: en sko var blevet løs og hang kun i to søm.
–Er der en landsby i nærheden, hvor jeg kan finde en smed? spurgte jeg vores afghanske ledsagere.
–Lidt mindre end en league herfra ligger der en landsby, som hedder Deh-Jangi. Der er en smed, og der er også en fæstning, som tilhører »hakimen« over Hazarajat.
Så red vi hen over den glitrende sne mod Deh-Jangi, i et lidt langsommere tempo, så min hest ikke skulle blive udmattet.
»Hakimen«, eller distriktsguvernøren, var en kortvokset, munter ung mand. Denne venlige mand blev glad for at få en udenlandsk gæst i sin lille, afsides bolig. Af alle de afghanere, jeg indtil da havde mødt, og dem jeg senere kom til at møde, var denne unge mand den mest enkle og beskedne, selv om han var en nær slægtning af kong Amanullah. Han tvang mig til at blive der i to dage.
Den anden dags aften sad vi som sædvanlig til et overdådigt måltid. Derefter underholdt en landsbyboer os ved at synge en sang til sitarens akkompagnement. Han sang på pashto – et sprog, jeg ikke forstod – men nogle få persiske ord sprang tydeligt frem på baggrund af det lunt opvarmede, tæppebelagte rum og det kolde skær fra sneen, der trængte ind gennem vinduerne. Jeg husker, at han sang om Davids kamp mod Goliat – om troens kamp mod den dyriske styrke – og selv om jeg ikke rigtig kunne følge sangens ord, blev dens budskab tydeligt for mig, da den begyndte i en blød og mild melodi og derefter steg til en voldsom følelsesmæssig begejstring, til et glædesfyldt triumfskrig!
Da sangen tav, bemærkede Hakim: »David var lille, men hans tro var stor …
Jeg kunne ikke lade være med at tilføje: »Og I er mange, men jeres tro er lille.«
Min vært så forbløffet på mig, og forlegen over det, jeg næsten ufrivilligt havde sagt, skyndte jeg mig at begynde at forklare mine ord. Min forklaring tog form af en voldsom strøm af spørgsmål.
»Hvordan kunne det ske, at I muslimer mistede jeres selvtillid, så jeres forfædre engang på mindre end hundrede år kunne udbrede religionen fra Arabien mod vest helt til Atlanterhavet og mod øst ind i det store Kinas indre, mens I nu så let og svagt underkaster jer Vestens tanker og skikke? Hvorfor kan I – hvis forfædre engang oplyste verden med kundskabens, videnskabens og kunstens lys på et tidspunkt, hvor Europa var sunket ned i den dybeste barbari og uvidenhed – nu ikke samle mod til at vende tilbage til jeres egen progressive og strålende religiøse idealer? Hvordan kunne det ske, at Atatürk, denne ubetydelige maskebærende person, som ikke engang anerkender, at islam har nogen værdi, for jer muslimer er blevet et symbol på den muslimske renæssance?«
Min vært sad stum og tavs. Udenfor faldt sneen. Jeg mærkede igen den bølge af sorg blandet med glæde, som jeg havde følt lige før ankomsten til Deh-Jangi. Jeg forstod den fortidens storhed, som engang havde været virkelig, og den skam, der dækkede de senere børn af en stor civilisation med ydmygelse!
»Fortæl mig: Hvordan kunne det ske, at jeres profets religion med al dens enkelhed og klarhed blev begravet under det rod af gold spekulation og spidsfindige argumenter, som jeres lærde har skabt? Hvordan kunne det ske, at jeres konger, herskere og store godsejere svælger i fornøjelser midt i rigdom og luksus, mens et stort antal af deres muslimske brødre kun opretholder livet i ubeskrivelig fattigdom og snavsede omgivelser – selv om jeres profet lærte, at intet menneske kan hævde at være troende, hvis han selv spiser sig mæt, mens hans nabo er sulten? Kan I forklare mig, hvorfor I har skubbet kvinderne ud i livets baggrund, selv om de kvinder, der omgav profeten og hans ledsagere, deltog så omfattende i deres mænds liv? Hvordan kunne det ske, at så mange blandt jer muslimer er uvidende, og kun et meget lille antal kan lære og læse – selv om jeres profet erklærede: »At søge viden er en obligatorisk, hellig pligt for enhver muslimsk mand og kvinde«, og selv om han sagde: »Den lærdes forrang frem for den fromme er som fuldmånens forrang frem for alle andre stjerner.«
Min vært så stadig på mig uden at sige et ord, med et ufravendt blik, og jeg begyndte at tænke, at mit udbrud måske havde såret ham dybt i hjertet. Musikeren, som ikke forstod persisk godt nok til at følge mig, stirrede forbløffet på den fremmede, der havde talt så lidenskabeligt med Hakim. Til sidst svøbte Hakim sit brede, gule fåreskindstæppe om sig, som om han var blevet forkølet. Derefter sagde han hviskende:
»Men … De er jo muslim …«
Jeg bryder ud i høj latter og siger: »Nej, jeg er ikke muslim. Men jeg har set så megen skønhed i islam, at jeg sommetider bliver vred, når jeg ser, at De ødsler den bort. … Hvis jeg har talt meget hårdt, så tilgiv mig. Jeg talte ikke som en fjende.«
»De er muslim; De ved det bare ikke selv, det er det hele …« Hvorfor siger De ikke lige nu: »La ilaha illallah, Muhammadur rasulullah – der er ingen guddom ud over Allah, og Muhammad er Hans sendebud«? Og hvorfor bliver De ikke i praksis muslim, sådan som De allerede er det i Deres hjerte? Sig det, broder, sig disse ord nu, så tager jeg i morgen med Dem til Kabul og fører Dem til amiren, og han vil tage imod Dem med åbne arme. Han vil give Dem huse, haver og kvæg, og vi vil alle elske Dem. Sig det, kære broder …«
»Hvis jeg nogensinde fremsiger disse ord, vil det være, fordi mit sind har fundet fred – ikke på grund af emirens huse og haver.«
Men han blev ved med at insistere: »De ved allerede langt mere om islam, end de fleste af os gør. Hvad er det da, De endnu ikke har forstået?«
»Det handler ikke om at forstå spørgsmålet, men om at tro uden tvivl: at være overbevist om, at Koranen virkelig er Allahs ord og ikke blot et stort menneskes forunderlige skaberværk …«
Men i de følgende måneder kunne jeg aldrig få min afghanske vens ord ud af tankerne.
Fra Kabul rejste jeg i flere uger til hest gennem det sydlige Afghanistan, via den gamle by Ghazni. Det var fra Ghazni, at den store Mahmud for næsten tusind år siden drog ud for at erobre Indien. Jeg rejste gennem Kandahar, der ligner en fremmed by, og hvor man møder nogle af verdens mest frygtindgydende krigerstammer. Jeg krydsede ørkenen i Afghanistans sydvestlige hjørne og vendte tilbage til Herat, hvorfra ruten gennem Afghanistan til fods var begyndt.
Det var i 1926. Hen mod slutningen af vinteren forlod jeg Herat – på den første etape af min lange hjemrejse tog jeg med tog fra den afghanske grænse til Merv i det russiske Turkestan, derfra til Samarkand – fra Samarkand til Bukhara og Tasjkent, og derfra videre over de turkmenske stepper til Ural og Moskva.
Det første og mest varige indtryk, Sovjetrusland gjorde på mig, var en enorm, smukt illustreret plakat på banegården i Merv – den viste en ung proletar i en blå, løstsiddende skjorte, der med sine støvler sparkede en latterlig herre med hvidt skæg og en kåbe ned fra en skyfyldt himmel. Under plakaten stod denne russiske billedtekst: Sådan sparkede arbejderne i Sovjetunionen Gud ud af himlen. Udgivet af Bezbozjniki-foreningen (ateisterne) i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker.
Hvor jeg end kom, væltede denne form for regeringsgodkendt antireligiøs propaganda ind over én: på offentlige bygninger, langs vejene og bevidst omkring enhver form for gudshus. I Turkestan var de fleste af disse gudshuse naturligvis moskeer. Selv om offentlige salatbønner i fællesskab ikke var erklæret forbudt, gjorde myndighederne alt for at forhindre folk i at deltage i dem. Jeg hørte ofte, især i Bukhara og Tasjkent, at politiets efterforskere noterede navnet på enhver, der gik ind i en moské; eksemplarer af Koranen blev samlet ét sted og ødelagt. Og en morsom leg blandt de unge bezbozjniki var at kaste grisehoveder ind i moskeerne. Det må man sandelig kalde en glimrende skik.
Efter flere ugers rejse gennem det asiatiske og europæiske Rusland drog jeg et lettelsens suk, da jeg krydsede Polens grænse. Jeg fortsatte direkte til Frankfurt og befandt mig igen i det område, som i så lang tid havde været velkendt for min avis. Det varede ikke længe, før jeg forstod, at mit navn under mit fravær var blevet meget berømt, og at jeg nu blev regnet blandt de bedst kendte af de udenlandske korrespondenter i Centraleuropa. Nogle af mine artikler – især dem, jeg havde skrevet om iranernes komplicerede religiøse psykologi – havde tiltrukket berømte orientalisters opmærksomhed, og den anerkendelse, de havde vundet, var ikke ubetydelig. Takket være denne bedrift blev jeg inviteret til at holde flere foredrag på Berlins Akademi for Geopolitik. Her fik jeg at vide, at en mand på min alder – jeg var endnu ikke fyldt seksogtyve – aldrig før var blevet vist en sådan hæder. Mange andre aviser genoptrykte de artikler, der var af størst interesse for offentligheden, med tilladelse fra Frankfurter Zeitung. Jeg erfarede, at en af mine artikler var blevet genoptrykt omkring tredive gange. Alt i alt havde min rejse i Iran været yderst udbytterig.
.. . …. … .. .. .. .. . Det var på dette tidspunkt, jeg giftede mig med Elsa. De to år, jeg havde været borte fra Europa, havde ikke svækket vores kærlighed, men snarere gjort den stærkere; og med en glæde og lykke, som jeg aldrig før i livet havde følt, slog jeg hendes bekymring over den store aldersforskel mellem os hen.
– Men hvordan kan du gifte dig med mig? indvendte Elsa. Du er endnu ikke seksogtyve, og jeg er over fyrre. Tænk over det: Når du bliver tredive, er jeg femogfyrre, og når du fylder fyrre, er jeg jo en gammel kone.. .
Jeg brød ud i høj latter: »Hvad gør det? Jeg kan ikke engang forestille mig min fremtid uden dig.«
Og til sidst gav Elsa efter.
Jeg overdrev ikke, da jeg sagde, at jeg ikke var i stand til at forestille mig fremtiden uden Elsa. Hendes skønhed og medfødte ynde gjorde hende så uimodståeligt tiltrækkende for mig, at jeg ikke engang kunne se på nogen anden kvinde. Og hendes fintfølende forståelse af, hvad jeg ønskede af livet, oplyste mine håb og længsler og gjorde dem mere konkrete og mere bestemte – mere konkrete og bestemte, end mine egne tanker nogensinde kunne have gjort dem.
En gang – sandsynligvis en uge efter vores bryllup – bemærkede Elsa: Hvor mærkeligt, at netop du blandt alle mennesker ringeagter mysticismen i religionen… Du er jo selv en mystiker – en slags mystiker gennem sansemæssig erkendelse; du nærmer dig livet omkring dig ved at berøre det med fingerspidserne, idet du i hver eneste ting ser et fint og komplekst mystisk mønster – i mange ting, som andre mennesker finder yderst ubetydelige og helt almindelige… Og alligevel er du, i det øjeblik du betragter religionen, udelukkende styret af forstanden. For næsten alle andre mennesker ville det snarere være omvendt…
Men Elsa var ikke virkelig forvirret. Når jeg talte med hende om islam, vidste hun, hvad det var, jeg søgte, og selv om hun måske ikke følte en lige så stærk trang som jeg, gjorde hendes kærlighed til mig hende til deltager i min søgen.
Vi læste ofte Koranen sammen og drøftede dens forskellige tankegange; og Elsa blev ligesom jeg stadig mere grebet af den oprigtige forbindelse mellem dens moralske lære og dens praktiske anvisninger. Ifølge Koranen kræver Allah ikke blind lydighed af mennesket, men appellerer til dets forstand; Han står ikke fjernt fra menneskets skæbne, men er »nærmere end dets halspulsåre«. Han har ikke trukket nogen skillelinje mellem religion og social adfærd; og måske vigtigst af alt tog Allah ikke udgangspunkt i den selvindlysende antagelse, at livet som sådan er tynget af en konflikt mellem materie og ånd, og at ånden må frigøres fra kroppens bånd for at finde vejen mod lyset. Livsfornægtelse og selvplageri, uanset hvilken form det antager, fordømte Profeten med udtalelser som: »Vid, at askese ikke er for mig« og »Der findes ingen klostervæsen i islam«. Menneskets vilje til at leve er ikke blot blevet anerkendt som en positiv og frugtbar drift; den er også blevet ophøjet til en moralsk selvfølgeligheds hellighed. I praksis er mennesket blevet belært om dette: Du kan ikke blot gøre fuld brug af dit liv – du er også forpligtet til at gøre det.
En sammenhængende form for islam begyndte at træde frem med en sådan fuldkommenhed og sikkerhed, at jeg undertiden blev slået af forundring. Den tog form gennem en proces, der kan beskrives som en slags mental osmose; det skete gradvist, uden at jeg bevidst forsøgte at samle og »systematisere« de brudstykker af viden, jeg havde tilegnet mig gennem livets vej i de foregående fire år. Jeg så noget foran mig, der lignede et fuldkomment arkitektonisk kunstværk, hvis bestanddele var holdt sammen med en sådan harmoni, at hver enkelt var de andres supplement og støtte, uden noget overflødigt og uden noget, der manglede – en sådan balance og indre ro, at den i mennesket fremkaldte den opfattelse, at alt i islams syn på tilværelsen og i dets selvfølgeligheder befinder sig »på sin rette plads«.
For tretten hundrede år siden trådte et menneske frem og erklærede: Jeg er blot et dødeligt menneske; men Han, som har skabt hele universet, har befalet mig at overbringe jer Hans budskab. Han har befalet mig at »minde jer om Hans eksistens, almagt og alvidenhed og forelægge jer et handlingsprogram«, så I kan leve i overensstemmelse med Hans plan for tilværelsen. Hvis I tager imod denne min opfordring og dette program, så følg mig. Dette var kernen i Muhammads (må Allahs fred og velsignelser være med ham) profetskab.
Den sociale plan, han antog, er en plan for et enkelt liv, som kun går hånd i hånd med sand storhed. Den tager udgangspunkt i, at mennesket er et biologisk væsen med biologiske behov, og at menneskets natur af Skaberen er blevet skabt sådan, at mennesker må leve i fællesskab for fuldt ud at få dækket deres fysiske, mentale og intellektuelle behov: kort sagt er mennesker »afhængige af hinanden«. Et menneskes vedvarende udvikling mod åndelig højhed (alle religioners hovedmål) afhænger af, om det har fået hjælp fra menneskene omkring sig, og om det er blevet opmuntret og beskyttet af dem; naturligvis forventer menneskene omkring det den samme form for støtte fra det. Det er denne gensidige afhængighed mellem mennesker, der er årsagen til, at islams religion ikke kunne adskilles fra økonomi og statspolitik. Hindringerne for udviklingen af menneskets virkelige personlighed skal være så få som muligt, og opmuntringen så omfattende som muligt. Dette – og intet andet – er islams opfattelse af samfundets sande pligt! Derfor var det også helt naturligt, at den ordning, som profeten Muhammad formede i løbet af sine treogtyve år som Guds sendebud, ikke blot omfattede åndelige forhold, men også indeholdt en ramme for alle former for personlige og sociale aktiviteter. I denne ordning blev ikke blot forestillingen om personlig god adfærd ophøjet; også forestillingen om det harmoniske samfund, der burde opstå som følge af denne gode adfærd, blev tillagt fuld betydning. Den giver kun omridset af et politisk fællesskab – kun omridset, fordi detaljerne i menneskers politiske behov er begrænset af tiden og derfor foranderlige – og desuden en plan for individuelle rettigheder og sociale pligter, der korrekt tager højde for den historiske udviklings realiteter. Under den islamiske livsordning hører alle livets sider – de moralske og de fysiske, de personlige og de sociale. I Profetens lære har kroppens og sindets problemer samt seksuelle og økonomiske spørgsmål fået deres retmæssige plads ved siden af teologiens og tilbedelsens problemer, og intet, der har forbindelse med livet, er nogensinde blevet anset for så ubetydeligt, at det ikke kunne inddrages i den religiøse tænknings område – ikke engang rent verdslige problemer som handel, arv, ejendomsret eller jordbesiddelse!
Alle bestemmelser i den islamiske lov er udformet med henblik på at sikre lige muligheder, fordele og velfærd for alle samfundets medlemmer, uden forskel på fødsel, race eller køn og uafhængigt af social tilhørsforhold. Der var ingen særlige fordele eller privilegier forbeholdt grundlæggeren af dette samfund eller hans efterkommere. Og begrebet klasser eksisterede ikke. Alle rettigheder, pligter og fordele gjaldt på samme måde for alle, der troede på islam. Der er ikke behov for præster som mellemled mellem Allah og menneskene, for Han ved, hvad de har foran sig, og hvad de skjuler bag sig. Lydigheden skyldes kun Allah og Hans Sendebud, ens forældre og det samfund, hvis mål er at oprette Allahs rige på jorden. Islam anerkender ingen lydighed over for nogen anden, og der er ikke plads til den slags troskab, der siger: »Mit land, hvad enten det er godt eller ondt«, eller: »Min nation har altid ret«. For at forklare dette princip sagde Den Ædle Profet meget klart flere gange: »Han er ikke af min ummah, som erklærer et stammemæssigt partis mål; han er ikke af min ummah, som kæmper for stammemæssige partinteresser, og han er ikke af min ummah, som dør af stammefanatisme.«
Før islam var alle politiske organisationer – selv organisationer med teokratisk eller halvt teokratisk grundlag – begrænset af den snævre forestilling om stammen og stammemæssig ensartethed. Derfor tænkte oldtidens egyptiske gudekonger ikke på noget hinsides Nil-dalen og dens indbyggeres grænser, og selv i hebræernes tidlige teokratiske stat, hvor man mente, at Allah herskede over riget, var Allah nødvendigvis Israels børns Allah! Inden for den koraniske tænknings rammer er der derimod ingen plads til troskab mod fødsel eller stamme. Islam forestiller sig et selvstændigt statssamfund, der afviser de traditionelle opdelinger i stammer og nationer. I denne henseende har islam og kristendommen samme mål; man kan sige, at de begge ønsker at danne et internationalt fællesskab, der bygger på deres troskab mod et fælles ideal. Men hvor kristendommen nøjedes med en moralsk fortalerrolle for dette princip og, ved at råde sine tilhængere til at give kejseren, hvad kejserens er, begrænsede sin universelle appel til det rent åndelige område, udfoldede islam for verden drømmen om en statsorden, hvor den guddommelige bevidsthed skulle være den vigtigste nøgle til menneskers praktiske adfærd og det eneste grundlag for alle samfundsinstitutioner.
På denne måde fuldbyrdede islam det, som kristendommen havde ladet ufuldendt, og føjede et nyt kapitel til menneskehedens udvikling: nemlig det første eksempel på et frit, idealbaseret samfund, i modsætning til fortidens lukkede samfund, der var begrænset af race eller geografi.
Islam forestiller sig og skaber en civilisation, hvor der ikke er plads til nationalisme, ingen særinteresser, ingen klasseopdeling, ingen kirke, præstestænder eller arvelig adel. I islam findes der i virkeligheden ingen arvelige privilegier. Målet var at oprette et teokrati med Allah som mål og etablere demokrati mellem mennesker. Det vigtigste træk ved denne nye civilisation – det, der fuldstændigt har adskilt islam fra alle andre bevægelser i menneskehedens historie – var den kendsgerning, at det var blevet forestillet, at denne civilisation skulle bygges på de berørte befolkningsgruppers frivillige samtykke, og at den faktisk blev til som følge af dette frivillige samtykke. I alle andre samfund og civilisationer, som historien kender, har presset fra modstridende interesser og den deraf følgende sociale udvikling været afgørende – men ikke i islam. Her er samfundets udvikling en uadskillelig del af en grundlæggende forfatning; med andre ord findes der fra begyndelsen en ægte social kontrakt – ikke blot som den retorik, senere magthavere tog tilflugt til for at beskytte deres privilegier, men som den islamiske civilisations virkelige historiske ophav. Al-Koranen siger:
Se, Allah har købt de troendes liv og ejendom af dem og til gengæld lovet dem Paradiset. Glæd jer da over det, I har handlet jer til, for dette er en vældig succes.
Jeg vidste, at denne vældige succes – det eneste eksempel i historien på en ægte social kontrakt – kun blev virkeliggjort i praksis for en kort tid. Eller man kan også sige, at der kun i en kort periode blev gjort et omfattende forsøg på at virkeliggjøre den i praksis. Mindre end hundrede år efter Sendebudets død begyndte islams oprindelige statsform at blive fordærvet, og i de følgende århundreder blev det oprindelige program gradvist skubbet i baggrunden. Arvelige konflikter og kampe om magten trådte i stedet for frie mænds og kvinders frie samtykke. Det arvelige monarki, som var lige så stærkt i strid med islams religiøse tænkning som polyteismen, og som på samme måde var i strid med islams politiske forestillinger, indtog snart scenen; og med det fulgte konflikter og sammensværgelser mellem forskellige dynastier, stammebaserede loyaliteter og forestillinger om godt og ondt, tvang og undertrykkelse samt religionens almindelige forfald til et trælles niveau i den politiske magts tjeneste. Kort sagt dukkede hele den i historien velkendte flok af »etablerede særinteresser« op. I nogen tid forsøgte store islamiske tænkere at beskytte islams sande ideal mod forvanskning og løfte det højt, men de, der kom efter dem, var af ringere intellektuel begavelse; efter to eller tre århundreder forsvandt de i den intellektuelle vanetænknings stillestående sump. De opgav selv ansvaret for at tænke og nøjedes med at gentage tidligere tiders døde talemåder. De glemte, at enhver menneskelig »opfattelse« er begrænset af tiden, at der er mulighed for fejl i den, og at den derfor bestandig må gives en ny form. Islams oprindelige drivkraft var i begyndelsen så stærk og voldsom, at den i nogen tid var tilstrækkelig til at løfte det muslimske statsfællesskab til store kulturelle højder, til den strålende drømmeverden af videnskabelige, litterære og kunstneriske bedrifter, som historikerne beskriver som islams guldalder. Men allerede efter nogle få århundreder døde også denne energi og drivkraft på grund af mangel på åndelig næring, og den muslimske civilisation blev stadig mere stillestående og blottet for skaberkraft.
. .. .. . .. . .. .
Jeg var ikke i tvivl om den muslimske verdens aktuelle tilstand. I de fire år, jeg havde tilbragt i disse lande, havde jeg set, at islam stadig var levende, synligt i islams tilhængeres særlige måde at betragte verden på og i deres tavse anerkendelse af islams forskrifter om moralske pligter. Men jeg var mere optaget af den kraft og de muligheder, der lå i selve denne ordning, end af muslimernes manglende evne til at føre islams plan ud i livet – omtrent som de mennesker, der selv er en del af den. For mig var det tilstrækkeligt at vide, at der helt i begyndelsen af islams historie, om end kun for en kort tid, var blevet gjort et vellykket forsøg på at føre denne ordning ud i livet. Og det, som på et tidspunkt havde syntes muligt, kunne måske også blive muligt på et andet tidspunkt. Jeg sagde til mig selv: Hvad gør det, hvis muslimerne har fjernet sig fra den oprindelige lære og er sunket ned i dovenskab og uvidenhed? Hvad gør det, hvis de ikke lever i overensstemmelse med det ideal, som profeten fra Arabien for tretten hundrede år siden holdt frem for dem – hvis selve dette ideal stadig står åbent for alle, der oprigtigt ønsker at høre dets budskab?
Og det kan også være, tænkte jeg, at dette budskab er endnu mere nødvendigt for dem, der er kommet senere, end det var for Muhammeds samtidige. De levede i et miljø, der var langt enklere end vores, og derfor var løsningen på deres problemer og vanskeligheder også langt lettere. Hele den verden, jeg lever i, vakler, for der er ingen enighed om, hvad der er godt og ondt, hverken åndeligt eller dermed også socialt og økonomisk. Jeg troede ikke, at det enkelte menneske havde behov for »frelse«; men jeg troede, at det moderne samfund havde et tvingende behov for frelse. Med større og større sikkerhed end nogensinde før følte jeg, at vores tid behøvede et filosofisk grundlag for en ny samfundspagt: den havde brug for en tro, som ville afsløre den materielle fremgangs tomhed, når fremgangen kun var et mål i sig selv, og som samtidig ville give livet i denne verden dets retmæssige værdi; en tro, der ville lære os, hvordan vi skulle skabe balance mellem vores åndelige og fysiske behov, og således redde os fra den katastrofe, som vi hovedkulds styrtede imod.
.. . … …… .. .
Det vil ikke være nogen overdrivelse at sige, at islam på dette tidspunkt i mit liv havde besat mit sind og overskygget alt andet – islam, som dengang blot var et problem for mig. På det tidspunkt havde min intense optagethed rettet sig mod dens tidlige stadier, hvor den kun var en intellektuel tiltrækning til en fremmed, måske tiltalende, idé og kultur. Men nu var den blevet en lidenskabelig søgen efter sandheden. Sammenlignet med denne søgen blev selv spændingen ved de eventyrlige rejser, jeg havde foretaget i løbet af de foregående to år, betydningsløs. Derfor blev det vanskeligt for mig at koncentrere mig om at skrive den nye bog, som redaktøren for Frankfurter Zeitung med rette havde forventet af mig.
Dr. Simon havde i første omgang set gennem fingre med min tydelige tøven med at skrive bogen. Jeg var trods alt netop vendt hjem efter en lang rejse, og jeg havde krav på en eller anden form for ferie. Mit nylige ægteskab gjorde det også nødvendigt at holde en pause fra skriverutinen. Men da denne ferie og pause begyndte at vare længere, end Dr. Simon fandt rimeligt, sagde han, at det var på tide, at jeg vendte tilbage til den virkelige verden. Når jeg ser tilbage, synes jeg, at han var meget fornuftig; men på det tidspunkt forekom han mig anderledes. Hans hyppige og påtrængende spørgsmål om »bogen« fik det modsatte resultat af det, han havde håbet på: Jeg følte, som om en byrde var blevet lagt på mig. Derfor begyndte jeg at blive irriteret, hver gang jeg tænkte på bogen. Jeg var stadig mere optaget af det, jeg endnu skulle opdage, end af at beskrive det, jeg indtil da havde set.
Til sidst kom Dr. Simon med en forbitret og skarp bemærkning: »Jeg tror ikke, at du nogensinde kommer til at skrive denne bog. Du lider jo af horror libri.«
Jeg svarede, som om jeg var blevet stukket: »Min sygdom kan være noget endnu alvorligere end det. Måske lider jeg af horror scribendi.«
»Nå, hvis det er den lidelse, du har«, svarede han straks lige op i mit ansigt, »tror du så, at Frankfurter Zeitung er det rette sted for dig?« Ord fulgte på ord, og vores uenighed udviklede sig efterhånden til et skænderi. Samme dag sagde jeg op på Frankfurter Zeitung, og en uge senere tog jeg af sted til Berlin sammen med Elsa.
Jeg havde naturligvis ikke noget ønske om at opgive journalistikken. For selv hvis man ser bort fra, at skrivningen havde givet mig et bekvemt levebrød og glæde (som denne »bog« midlertidigt havde berøvet mig), var dette den eneste måde, hvorpå jeg igen kunne vende tilbage til den muslimske verden. Og jeg ønskede at vende tilbage til den muslimske verden for enhver pris. Men den berømmelse, jeg havde opnået i løbet af de sidste fire år, gjorde det ikke vanskeligt for mig at knytte nye forbindelser til aviser. Efter at have afbrudt forbindelsen med Frankfurter indgik jeg meget tilfredsstillende aftaler med tre andre aviser: Zürichs »Neue Zürcher Zeitung«, Amsterdams »Telegraaf« og Kölns »Kölnische Zeitung«. Fra nu af ville mine artikler om Mellemøsten blive trykt samtidig i disse tre aviser. Selv om disse aviser ikke kunne måle sig med Frankfurter Zeitung, hørte de dog til blandt Europas vigtigste aviser.
Midlertidigt slog Elsa og jeg os ned i Berlin. Min plan var dér at afslutte min forelæsningsrække på Akademiet for Geopolitik og fortsætte mine studier af islam.
Mine tidligere litterære venner blev glade for at se mig igen. Men da jeg vendte tilbage fra Mellemøsten, var det af en eller anden grund ikke længere let at genoptage vores forhold præcis dér, hvor vi havde forladt det. Vi var blevet fremmede for hinanden, og vi talte ikke længere det samme intellektuelle sprog. Jeg fandt især ingen forståelse hos nogen af mine venner for den islam, som jeg var optaget af. Da jeg forsøgte at forklare dem, at islam som intellektuel og social idé var overlegen i forhold til enhver anden ideologi, rystede de alle, næsten uden undtagelse, på hovedet i forbløffelse og uforståenhed. Selv om de fra tid til anden anerkendte det rationelle i et eller andet islamisk forslag, var de fleste af dem af den mening, at de gamle religioner hørte fortiden til, og at vor tid krævede et nyt »humanistisk« syn. Selv de, der ikke uden videre afviste al gyldighed af institutionaliseret religion, var på ingen måde rede til at opgive den vestlige offentligheds holdning om, at islam manglede den »transcendentalisme«, som mennesker med rette forventer af religion, fordi islam åbent er knyttet til de verdslige forhold.
Jeg blev snarere forbløffet over at opdage, at netop det aspekt ved islam, som havde tiltrukket mig mest – nemlig at den ikke adskiller kroppens og åndens forskellige sandheder, og dens betoning af fornuften som vej til tro – kun appellerede meget lidt til de intellektuelle, som på andre områder plejede at hævde, at fornuften havde den største indflydelse på livet. Det var kun, når det gjaldt religion, at de uden videre trak sig tilbage fra deres sædvanlige rationelle og realistiske holdning. I denne henseende kunne jeg ikke se nogen forskel mellem de få af mine venner, der var religiøst engagerede, og dem, der ikke ville gå med til at betragte religion som andet end en forældet skik.
På et tidspunkt forstod jeg naturligvis, hvori deres vanskelighed bestod. Jeg begyndte at indse, at mennesker, der var vokset op i et kristent idéklima – et tankesystem, der lagde vægt på det »overnaturlige« som grundlaget for al ægte religiøs erfaring – måtte opfatte en stærkt rationalistisk religionsopfattelse som en afvigelse fra religionens åndelige værdi. Denne holdning var ikke begrænset til troende kristne; som følge af Europas århundredlange samliv med kristendommen, uden kontakt med nogen anden religion, havde selv skeptiske europæere ubevidst lært at betragte al religiøs erfaring gennem kristne forestillingers linse. Og de anerkendte kun religiøs erfaring som »sand«, hvis den rummede en henrykkende gudsfrygt over for noget skjult og uerkendeligt for fornuften. Islam opfylder ikke dette behov: Den betoner en forening af livets fysiske og åndelige sider på et fuldstændig naturligt plan. Faktisk er islams verdenssyn så forskelligt fra det kristne verdenssyn, at accepten af det ene nødvendigvis rejser spørgsmål om det andets sandhed, eftersom næsten alle Vestens moralske forestillinger bygger på det kristne verdenssyn.
Hvad mig angik, mærkede jeg, at jeg blev skubbet i retning af islam. Men for sidste gang tvang en tøven mig til at udsætte det endelige og uigenkaldelige skridt. Tanken om at antage islam forekom mig som at gå op på en bro, der spændte over tomrummet mellem to forskellige verdener: Broen var så lang, at man måtte nå et punkt, hvorfra der ikke længere var nogen vej tilbage, før den anden ende kom til syne. Jeg vidste kun alt for godt, at hvis jeg blev muslim, måtte jeg bryde alle forbindelser med den verden, jeg var vokset op i. Der fandtes ikke længere noget alternativ. Det var umuligt både virkelig at følge Muhammeds budskab og samtidig bevare en indre forbindelse med et samfund, der blev styret af helt modsatte forestillinger. Men var islam virkelig et budskab fra Allah – eller blot et stort, men fejlbarligt menneskes visdom…?
En dag i september 1926 rejste Elsa og jeg sammen med Berlins undergrundsbane. Det var en førsteklasses kupé. Mit fraværende blik faldt på en velklædt mand, der sad lige over for mig; det var tydeligt, at han var en velhavende forretningsmand. På hans skød lå en fornem dokumentmappe, og på højre hånd bar han en stor diamantring. En ledig tanke slog mig: Hvor glimrende den kraftige mands ansigt passede ind i det billede af velstand, man dengang så overalt i Centraleuropa – en velstand, der virkede endnu mere iøjnefaldende, fordi den var kommet efter flere års inflation, hvor hele det økonomiske liv var blevet ødelagt og havde antaget et hæsligt udseende uden undtagelse. Nu var næsten alle velklædte og havde rigeligt at spise, og derfor forekom manden over for mig ikke at være nogen undtagelse. Men da jeg så på hans ansigt, føltes det, som om jeg så på et lykkeligt ansigt. Manden syntes bekymret – og ikke blot bekymret, men dybt ulykkelig; hans øjne stirrede drømmende fremad, og mundvigene var som fortrukket af smerte, dog ikke fysisk smerte. Jeg ønskede ikke at være uhøflig. Derfor vendte jeg blikket bort, og lige efter fik jeg øje på en kvinde, der var ganske yndig og smuk. Også hendes ansigt bar et mærkeligt ulykkeligt udtryk, som om hun tænkte på eller oplevede noget, der voldte hende smerte. Alligevel var hendes ansigt ubevægeligt, som om det var fastfrosset i et smil; jeg er ikke i tvivl om, at dette var blevet en vane for hende. Derefter vendte jeg mig om og betragtede ansigterne på alle de andre passagerer i kupéen – uden undtagelse ansigterne på mennesker i dyrt tøj, som spiste og drak rigeligt; hos næsten alle fandt jeg et udtryk af sorg, så skjult, at ansigtets ejer syntes fuldstændig ubevidst om det.
Jeg tænkte virkelig, at det var mærkeligt. Aldrig før havde jeg set så mange ulykkelige ansigter omkring mig, eller måske havde jeg aldrig tidligere søgt efter det, der nu blev udtrykt så stærkt blandt dem. Tanken blev så påtrængende, at jeg fortalte Elsa om den. Hun begyndte også at se sig omkring med en malers årvågne blik, vant til at aflæse menneskers ansigter. Så vendte hun forbløffet ansigtet mod mig og sagde: »Du har ret; de ser alle sammen ud, som om de lider helvedes kvaler. Jeg undrer mig: Ved de selv, hvad der foregår i dem?«
Jeg ved, at de ikke ved det. Hvis de gjorde, kunne de ikke fortsætte med at ødsle deres liv, som de gør. De ville ikke kunne spilde livet på denne måde, hvis de, i troen på obligatoriske sandheder, ikke havde noget andet mål med livet end ønsket om at forbedre deres levestandard og ikke nærede andre håb end at skaffe sig stadig større materielle bekvemmeligheder, stadig mere raffinerede apparater (gadgets) og måske stadig større magt—
Da vi kom hjem, faldt mit blik pludselig på mit skrivebord, hvor der lå et eksemplar af Koranen, som jeg havde læst i tidligere. Mekanisk tog jeg Koranen op for at lægge den væk. Men da jeg skulle til at lukke den, faldt mit blik på den opslåede side foran mig, og jeg begyndte at læse:
I er besat af begæret efter mere, efter stadig mere, indtil I når jeres grave. Nej, det er ikke rigtigt—I skal få at vide, at det ikke er rigtigt. Jo, I skal visselig få at vide det. Hvis I vidste det med sikker viden, ville I visselig se, at I befinder jer i Helvede. En dag skal I visselig se det med sikkerhed, og den dag vil I blive spurgt, hvad I gjorde med de velgerninger, der blev skænket jer?
Et øjeblik blev jeg målløs; der kom ikke et ord over mine læber. Det forekom mig, at bogen skælvede i mine hænder. Så rakte jeg den til Elsa—»Læs den. Er det ikke svaret på det, vi så i undergrundsbanen?«
Ja, det var svaret på det: et så endegyldigt svar, at al tvivl pludselig blev knust. Nu indså jeg uden den mindste tvivl, at den bog, jeg holdt i mine hænder, var en guddommeligt åbenbaret bog; for selv om den var blevet forelagt menneskene for mere end 1.300 år siden, rummede den en forudsigelse af noget, der kun kunne være sandt i vores egen komplicerede, mekaniserede og uvirkeligt fantasibesatte tidsalder.
Mennesker har altid været begærlige; men tidligere havde begæret aldrig overskredet en simpel interesse i at samle sig ting og var aldrig blevet en besættelse, der slørede blikket for alt andet: en ustoppelig trang til at få mere, gøre mere, udtænke flere kneb, have mere i dag end i går og mere i morgen end i dag. Et uhyre har sat sig på menneskenes skuldre og driver dem frem ved at svinge pisken over deres hjerter mod mål, der glimter langt borte, hånligt, og som forsvinder i intetheden, så snart man når dem. Det lover altid, at nye mål ligger foran dem—stadig lysere og mere forførende mål—indtil de befinder sig ved horisontens grænse, mens denne hunger, denne umættelige hunger efter stadig nye mål, tygger menneskenes sjæle i stykker. Nej, hvis I vidste det, ville I se det Helvede, som I befinder jer i—
Jeg indså, at dette ikke blot var menneskelig visdom hos et menneske fra det fjerne Arabien i en fjern fortid. Hvor vis han end måtte have været, kunne et menneske umuligt af egen kraft have forudset dette tyvende århundredes særegne lidelser. Fra Koranen lød en stemme, som udsprang af den større, ophøjede Muhammeds stemme …
Fem
Mørket er faldet over Profetens moskés gård, hvor kun enkelte lys hist og her bryder mørket, fra vokslysene, der hænger i lange kæder mellem buernes søjler. Shaykh Abdullah Bulayhid sidder med bøjet hoved over brystet og lukkede øjne. En, der ikke kender ham, kunne tro, at han var faldet i søvn; men jeg ved, at han lytter til min beretning med dyb koncentration og forsøger at sammenholde den med det mønster af hans enorme erfaring med mennesker og deres hjerter. Efter lang tid løfter han hovedet og ser på mig:
– Og derefter? Hvad gjorde du så?
– Det naturlige og uundgåelige, shaykh. Jeg opsøgte en muslimsk ven. Han var inder og var på det tidspunkt leder af det lille muslimske samfund i Berlin. Jeg sagde til ham: Jeg ønsker at antage islam. Han rakte sin højre hånd frem mod mig, og jeg lagde min højre hånd i hans, og i nærværelse af to vidner erklærede jeg: La ilaha illallah, Muhammadur rasulullah – jeg bevidner, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad er Hans sendebud1[Denne erklæring om tro er den eneste påkrævede religiøse ceremoni for at blive muslim. I islam kan ordene sendebud og profet bruges i stedet for hinanden om de største profeter, som hver især bragte et nyt budskab, såsom Muhammad, Isa, Musa og Ibrahim]Nogle uger senere antog min hustru også islam.
– »Og hvad sagde dine egne så?«
– »Nej, de brød sig ikke om det. Da jeg fortalte min far, at jeg var blevet muslim, svarede han ikke engang på mit brev. Nogle måneder senere skrev min søster til mig, at min far betragtede mig som død … Så sendte jeg endnu et brev og forsikrede ham om, at min antagelse af islam ikke havde ændret min holdning til ham eller min kærlighed til ham. Tværtimod lærer islam mig at elske og ære min far og mor højere end alle andre. Men heller ikke dette brev fik jeg svar på.«
– »Din far må have været meget hengiven til sin religion …«
– »Nej, shaykh, det var han ikke, og det er det mest forbløffende ved denne historie. Jeg tror, at han betragter mig som en renegat – en frafalden – ikke så meget fra sin religion (for religionen havde aldrig grebet ham særlig stærkt) som fra det samfund, han var vokset op i, og den dannelse, han var knyttet til.«
– »Og derefter så du ham ikke igen?«
– »Nej, kort efter at min hustru og jeg havde antaget islam, forlod vi Europa. Det var ikke længere muligt for os at blive der. Jeg vendte aldrig tilbage« …2[I 1935 blev vores forhold genoplivet, da min far endelig forstod årsagerne til, at jeg havde antaget islam, og endda kunne respektere dem, selv om vi aldrig mere mødtes eller så hinanden। 1942opretholdt vi en regelmæssig brevveksling indtil; det var det år, nazisterne deporterede min far og min søster fra Wien, hvorefter de døde i nazistiske koncentrationslejre।
Jihad
Én
Da jeg var på vej ud af Profetens Moské, greb en hånd fat om min ene hånd; jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med den senussiske leder Sidi Muhammad az-Zubays venlige, gamle øjne.
– »Far, hvor er jeg dog glad for at se dig efter så mange måneder! Må Allahs velsignelser regne over dine skridt i denne Profetens velsignede by …
Vi går langsomt hånd i hånd ad den grusbelagte vej, der fører fra moskéen til hovedbasaren. Sidi Muhammad, iført den kappe med turban, som de nordafrikanske arabere og berbere bærer, er en velkendt person i Medina. Han har boet her i flere år. Mens vi går fremad, standser mange mennesker os på vores vej for at hilse på ham. Denne hilsen skyldes ikke blot ærbødighed for hans halvfjerds år, men også hans ry som en af lederne af Libyens heroiske frihedskamp.
– »Far, jeg vil fortælle dig, at Sayyid Ahmad er i Medina. Hans helbred er ikke godt. Han vil blive meget glad for at se dig. Hvor længe bliver du her?«
»Kun indtil i overmorgen,« svarer jeg, »men jeg vil bestemt ikke rejse uden at have set Sayyid Ahmad. Kom, lad os gå til ham med det samme.«
»Der findes ikke en mand i hele Arabien, som jeg elsker højere end Sayyid Ahmad; for jeg har aldrig mødt et menneske, der så fuldstændigt og så uselvisk har ofret sig for et ideal. Han er både lærd og kriger. Hele sit liv har han viet til det muslimske samfunds åndelige genoplivning og til kampen for dets politiske frihed – for han ved udmærket, at det ene ikke kan skabes uden det andet. Hvor tydeligt husker jeg ikke mit første møde med Sayyid Ahmad i Mekka for mange år siden …«
Nord for den hellige by rejser Abu Qubays-bjerget sig, centrum for talrige ældgamle sagn og fortællinger. Derfra, hvor en lille, hvidkalket moské med to lave minareter som en krone troner, åbner der sig, når man ser ned, et storslået syn over Mekka-dalen. Helt nede i dalens bund ligger den firkantede moské omkring Kabaen, og de prangende, spredte huse, der ligner et teaterlandskab, synes fra alle sider at klatre op ad bjergenes nøgne, klippefyldte skråninger. Lige under toppen af Abu Qubays ligger en række stenbygninger, der hænger ud over en smal, flad kløft som en klynge ørnereder: Senussi-broderskabets center i Mekka. Den gamle mand, jeg møder her, er kendt i hele den muslimske verden: den store Senussi, Sayyid Ahmad. Her er han landflygtig. Efter tredive års kamp og syv års omflakken mellem Sortehavet og Yemens bjerge er alle veje tilbage til Cyrenaika blevet lukket for ham. Intet andet navn havde givet Nordafrikas koloniherskere så mange søvnløse nætter – ikke engang navnet på det nittende århundredes store algeriske Abd al-Qadir eller navnet på Abd al-Karim fra Marokko, som i nyere tid havde været som en voldsom torn i de franske herskeres side. Hvor uforglemmelige disse navne end måtte være for muslimerne, havde de kun politisk betydning. Men Sayyid Ahmads lederskab og hans tariqa havde i mange år virket som en vældig åndelig kraft.
Det var min javanesiske ven, hadji Agus Salim, der introducerede mig for ham. Hadji Salim havde en ledende position i den kamp for politisk frihed, der blev ført i Indonesien. Han var kommet til Mekka for at udføre hajj. Da Sayyid Ahmad hørte, at jeg for nylig havde antaget islam, rakte han hånden frem mod mig og sagde med blid stemme:
»Min unge bror, velkommen blandt dine brødre …«
Den kompromisløse forkæmper for religion og frihed var på vej ind i alderdommen, og jeg kunne se spor af sorg og smerte indridset i hans smukke øjenbryn. Sayyid Ahmads ansigt var træt; under det sparsomme hvide skæg og de dybe, smerteprægede furer havde han et skarpsindigt og sansende ansigt. Øjenlågene hang tungt over øjnene, så de syntes at døse af søvn. Også hans stemme var på samme måde blid og tynget af sorg og smerte. Men undertiden vågnede der pludselig en begejstring i ham; da blev hans øjne strålende, og hans skarpe stemme fyldtes langsomt med ynde og musikalsk klang, mens en arm hævede sig fra folderne i hans hvide choga som en ørnevinge!
Han var arving til en idé og en mission, som, hvis de var blevet ført ud i livet, måske kunne have frembragt en genoplivning i den moderne islam: Trods alder og sygdom, og selv om hans livsformål var blevet forpurret, havde denne store nordafrikanske helt ikke mistet sin strålende glans. Han havde ret til ikke at fortvivle. Han vidste, at ønsket om en religiøs og politisk genoplivning i overensstemmelse med islams sande væsen – Senussi-bevægelsens mål – aldrig kunne udslettes fra de muslimske folks hjerter.
.. .. .. .. .. ..
Sayyid Ahmads bedstefar var den store algeriske lærde Muhammad ibn Ali as-Senussi (tilnavnet var taget fra stammen Banu Senussi, som han var født ind i), der i første halvdel af dette århundrede drømte om et islamisk broderskab, som en dag skulle bane vejen for oprettelsen af et virkeligt islamisk fællesskab. Efter i mange år at have rejst rundt i og studeret i adskillige arabiske lande oprettede Muhammad ibn Ali as-Senussi den første zawiya eller ordensstation for Senussi-ordenen på Abu Qubays-bjerget i Mekka, og på kort tid fik han et stort antal tilhængere blandt beduinerne i Hijaz. Han blev dog ikke siddende i Mekka, men vendte tilbage til Nordafrika og slog sig til sidst permanent ned i oasen Jaghbub, der ligger i ørkenen mellem Cyrenaica og Egypten. Herfra bredte hans budskab sig som et lyn over hele Libyen og videre uden for Libyens grænser. Da han døde i 1859, havde Senussierne – som alle medlemmer af ordenen nu blev kaldt – et vidtstrakt område under deres kontrol, fra Middelhavets kyst gennem Afrikas indre egne omkring ækvator og helt til tuaregområderne i det algeriske Sahara.
Ordet »stat« giver imidlertid ikke en fuldkommen beskrivelse af dette enestående værk, for den store Senussi ønskede aldrig at oprette et personligt styre for sig selv eller sine efterkommere; hans mål var at skabe et organisatorisk grundlag for islams moralske, sociale og politiske genoplivning. Af hensyn til dette mål gjorde han intet for at nedbryde den traditionelle stammemæssige struktur i området. Han udfordrede ikke engang det tyrkiske sultanats nominelle overhøjhed over Libyen – han blev ved med at anerkende den tyrkiske sultan som islams kalif – men helligede alle sine bestræbelser til at undervise beduinerne i islams grundlæggende lære, som de tidligere havde fjernet sig fra, og til at vække den broderskabsfølelse iblandt dem, som var Koranens mål, men som i vid udstrækning var gået tabt som følge af århundreders stammemæssige stridigheder og konflikter. Overalt i Nordafrika blev der oprettet et stort antal zawiyaer, og Senussia bragte herfra sit budskab til stammerne i de vidtstrakte områder og skabte i løbet af nogle få årtier en næsten utrolig forandring blandt både arabere og berbere. Langsomt ophørte fortidens indbyrdes stamme-anarki, og ørkenens tidligere tøjlesløse krigere blev inspireret af en oprigtig hengivenhed for gensidig hjælp, noget der hidtil havde været ukendt for dem. I zawiyaerne fik deres børn undervisning – ikke blot i islamisk lære, men også i mange praktiske fag og håndværk, som de krigeriske nomader tidligere havde set ned på. De blev tilskyndet til at grave flere og bedre brønde i områder, der havde været golde i århundreder, og under Senussiernes ledelse begyndte velstående bosættelser at vokse frem som spredte punkter i den grå ørken. Handel blev opmuntret, og den fred og orden, som Senussi-systemet bragte, gjorde det muligt at rejse i områder, hvor ingen karavane tidligere havde kunnet færdes uden at blive plyndret. Kort sagt blev denne ordens indflydelse en vældig drivkraft for civilisation og fremskridt; samtidig løftede dens urokkelige religiøse fromhed det nye samfunds moralske standard langt over det niveau, som fortidens erfaringer havde givet befolkningerne i denne del af verden. Næsten alle mennesker, stammer og stammehøvdinge accepterede frivilligt den store Senussis åndelige lederskab; selv de tyrkiske myndigheder i Libyens kystbyer indså, at ordenens moralske lederskab gjorde det langt lettere for dem at håndtere de tidligere »ubetvingelige« beduinstammer.
Således koncentrerede ordenen sine bestræbelser på en sådan måde, at den næsten ikke længere kunne adskilles fra den lokale befolknings evne til selvstyre. Grundlaget for Senussi-ordenens magt var dens evne til at befri de enfoldige beduiner i religiøse spørgsmål og tuaregerne i Nordafrika fra en tids golde ritualisme og vække dem, dens evne til at fylde deres hjerter med et inderligt ønske om at leve i sand overensstemmelse med islams kernebudskab, samt dens fortjeneste i at skabe en bevidsthed hos dem om, at de alle arbejdede for frihed, menneskelig værdighed og broderskab. Siden Profetens tid havde den muslimske verden ingen steder set en bevægelse af så stort et omfang, som var kommet så nær på den islamiske livsform som denne Senussi-bevægelse!
Denne fredelige æra blev knust i det nittende århundredes sidste fjerdedel, da Frankrig begyndte at trænge sydpå fra Algeriet mod det ækvatoriale Afrika og skridt for skridt besatte de områder, der tidligere havde været selvstændige under denne ordens ledelse. For at forsvare deres frihed blev bevægelsens grundlægger og efterfølger, Muhammad al-Mahdi, tvunget til at gribe til sværdet – og han var aldrig siden i stand til at lægge det fra sig. Denne lange kamp var en sand islamisk »jihad«, en krig i selvforsvar, som er beskrevet således i Koranen:
Kæmp for Allahs sag mod dem, der kæmper mod jer; men begå ikke selv overgreb, for Allah bryder sig visselig ikke om overgrebsmænd. Kæmp mod dem, indtil undertrykkelsen er fjernet, og alle mennesker frit kan tilbede Allah. Men hvis de afstår, skal al fjendtlighed ophøre.
Men franskmændene standsede ikke. Med deres trefarvede flag vajende på bajonetspidserne trængte de stadig dybere ind i de muslimske lande.
Da Muhammad al-Mahdi døde i 1902, overtog hans nevø Sayyid Ahmad ledelsen af ordenen efter ham. Fra han var nitten år gammel, først mens hans onkel levede og senere som den store Senussi, førte han uafbrudt krig mod den franske indtrængen i det område, der nu kaldes Fransk Ækvatorialafrika. Da italienerne i 1911 belejrede Tripolitanien og Cyrenaica, måtte han føre krig på to fronter. Dette nye og større pres tvang ham til at rette sin hovedopmærksomhed mod nord. Først side om side med tyrkerne og senere alene, efter at tyrkerne havde forladt Libyen, førte Sayyid Ahmad og hans Senussi-mujahidin – som disse krigere kaldte sig selv – krigen med held mod angriberne. Trods italienernes overlegne våben og langt større antal lykkedes det dem kun med nød og næppe at holde fast i nogle få kystbyer!
Den britiske magt havde på det tidspunkt slået sig fast ned i Egypten! De var tydeligvis ikke synderligt bekymrede over at se italienerne udvide deres magt i det indre Nordafrika. Af disse grunde var den britiske magt på dette tidspunkt ikke fjendtligt indstillet over for senusierne. Denne neutrale holdning var af største betydning for Senusi-ordenen, for alle «mujahid-ernes» forsyninger kom fra Egypten, hvor næsten hele befolkningen sympatiserede med dem. Det forekommer meget sandsynligt, at Senusien som følge af Storbritanniens neutralitet til sidst ville have været i stand til helt at fordrive italienerne fra Kyrenaika. Men i 1915 gik Tyrkiet ind i verdenskrigen på Tysklands side, og den osmanniske sultan, som islams kalif, opfordrede den store Senusi til at angribe den britiske magt i Egypten og hjælpe tyrkerne. Eftersom den britiske regering derfor var mere ivrig end på noget andet tidspunkt efter at sikre bagsiden af sine besiddelser i Egypten, bad den Sayyid Ahmad om at forblive neutral. Til gengæld for denne neutralitet var de rede til at give Senusi-ordenen i Libyen politisk anerkendelse – ja, de var endda rede til at overlade en række egyptiske oaser i den vestlige ørken til senusierne.
Hvis Sayyid Ahmad havde accepteret dette tilbud, ville han blot have fulgt det, som sund fornuft utvetydigt foreskrev. Han havde ingen særlig troskab over for Tyrkiet; for det var netop Tyrkiet, der nogle år tidligere havde overladt Libyen til Italien, således at Sanusi alene måtte rejse sig for at kæmpe mod Italien. Den britiske magt havde ikke foretaget nogen fjendtlig handling mod Sanusi, men havde tværtimod givet dem mulighed for at få forsyninger fra Egypten, og Egypten var deres eneste mulighed for at skaffe forsyninger. Desuden opfyldte den osmanniske sultans jihad, som var blevet erklæret af ministeriet i Berlin, utvivlsomt ikke de betingelser, der er nedskrevet i Koranen. Tyrkerne kæmpede ikke i selvforsvar; de havde tværtimod sluttet sig til en ikke-muslimsk magt i en angrebskrig. Derfor pegede både religiøse og politiske overvejelser for den store Senusi i én og samme retning: at holde sig borte fra en krig, som ikke var hans egen. Nogle af de mest indflydelsesrige senusiledere – min ven Sidi Muhammad al-Zubayr var en af dem – rådede Sayyid Ahmad til at forblive neutral. Men det ophøjede, om end urealistiske, ønske om at beskytte islams svage kalif blev stærkere end fornuftens stemme og fik ham til at træffe en forkert beslutning. Han erklærede sig på tyrkernes side og angreb den britiske magt i den vestlige ørken.
Denne samvittighedskonflikt og dens konsekvenser blev endnu mere tragiske for Sayyid Ahmad – for i hans tilfælde drejede det sig ikke blot om personlig gevinst eller tab, men det medførte sandsynligvis uoprettelig skade på det ædle mål, som havde præget hele hans liv, hans to foregående generationers liv og alle senusiernes liv. Fordi jeg kender ham, er jeg ikke det mindste i tvivl om, at motivet bag hans handling var fuldstændig uselvisk – hans mål var netop ønsket om at bevare sammenholdet i den muslimske verden. Men jeg er lige så lidt i tvivl om, at han ud fra et politisk synspunkt aldrig kunne have truffet en værre beslutning. Ved at erklære jihad mod den britiske magt ofrede han hele Senusi-ordenens fremtid – uden på det tidspunkt fuldt ud at forstå det.
Derfor blev han tvunget til at fortsætte krigen på tre fronter: mod italienerne i nord, mod perserne i sydvest og mod briterne i øst. I begyndelsen opnåede han visse succeser. Da de britiske styrker, som var blevet trængt af den tysk-tyrkiske fremrykning mod Suezkanalen, trak sig tilbage fra oaserne i den vestlige ørken, erobrede Sayyid Ahmad dem straks. Under Muhammad az-Zubayrs ledelse (som med stor fremsynethed havde modsat sig dette forsøg så voldsomt) trængte forskellige formationer af den fremrykkende, kamelrytterbårne hær helt ind i Kairos nærmeste omegn. Men netop i det øjeblik ændrede krigens gang sig pludseligt: Den tysk-tyrkiske hærs hastige fremrykning blev standset i Sinai-dalen, og fremrykningen blev standset i Sinai-dalen, hvorefter fremrykningen blev til et tilbagetog. Kort efter gik briterne i modangreb mod de senusiske styrker i den vestlige ørken, erobrede oaserne og brøndene i grænseområdet og afskar således den eneste vej, ad hvilken mujahidinerne kunne få forsyninger. Cyrenaicas indre egne var ikke i stand til alene at forsyne og holde den befolkning i live, som var involveret i en kamp på liv og død, og de få tyske og østrigske ubåde, der nåede frem med våben og ammunition, bragte ikke mere end en rent symbolsk hjælp.
I 1917 rejste Sayyid Ahmad efter råd fra sine tyrkiske rådgivere med ubåd til Istanbul for at arrangere mere effektiv hjælp og støtte. Men før afrejsen overdrog han ledelsen af ordenen i Cyrenaica til sin fætter, Sayyid Muhammad al-Idris. *[Libyens konge fra 1952] Idris, der af natur var mere kompromissøgende end Sayyid Ahmad, forsøgte uden tøven at indgå en aftale med briterne og italienerne. Briterne havde helt fra begyndelsen ikke brudt sig om denne konflikt med senusierne. For at indgå en aftale uden tøven anerkendte den italienske regering derfor officielt Sayyid Idris som „senusiernes emir“. Idris var i stand til at opretholde en vaklende halv-uafhængighed i det indre Cyrenaica frem til 1922. Men da det blev klart, at italienerne i virkeligheden ikke ønskede at overholde deres aftale, men var fast besluttede på at bringe hele landet under deres styre, forlod Sayyid Idris Egypten i begyndelsen af 1923 i protest og overdrog ledelsen af senusierne til Umar al-Mukhtar, en betroet og mangeårig tilhænger. Umiddelbart derefter indtraf det forventede traktatbrud, og krigen i Cyrenaica begyndte igen.
Imens blev Sayyid Ahmad i Tyrkiet konfronteret med den ene skuffelse efter den anden. Hans ønske var, at han straks efter at have nået sit mål skulle vende tilbage til Cyrenaika. Men dette mål blev aldrig nået, for så snart han var kommet ind i Istanbul, begyndte de mest besynderlige sammensværgelser, som tvang ham til at udsætte sin hjemrejse uge efter uge, måned efter måned. Det blev næsten klart for ham: De, der omgav sultanen, ønskede i virkeligheden ikke, at Senussi-brødrene skulle lykkes og sejre. Tyrkernes frygt var gammel: Hvad nu, hvis de genopvågnede arabere forsøgte at genvinde deres lederskab i den muslimske verden! Senussi-brødrenes sejr ville uundgåeligt bekendtgøre en sådan national genopvækkelse og gøre den store Senussi – hvis ry i Tyrkiet næsten var som en legende – til kalifatets ubestridelige arving. Selv det faktum, at han ikke nærede nogen sådan ambition, fjernede ikke mistanken hos Tyrkiets højeste magthavere. Og selv om han blev vist den største ære og alle de hædersbevisninger, der passede til hans rang, blev Sayyid Ahmad alligevel høfligt, men effektivt holdt tilbage i Tyrkiet. Da det osmanniske kalifat brød sammen i 1918, og de allierede derefter besatte Istanbul, lød dødsstødet for hans uvirkelige håb, og samtidig blev alle veje til Cyrenaika lukket for ham.
Men den voldsomme begejstring for muslimsk enhed tillod ikke Sayyid Ahmad at forholde sig passiv. Da de allierede gik i land i Istanbul, krydsede han grænsen og nåede frem til Lilleasien for at slutte sig til Kemal Atatürk – som på det tidspunkt stadig kun var kendt som Mustafa Kemal – der netop var begyndt at opbygge den tyrkiske modstand inde i Anatolien.
Man må huske, at Kemals kamp for Tyrkiet i begyndelsen bar den islamiske kamps præg, og at det i disse frygtelige dage udelukkende var den religiøse begejstring, der gav den tyrkiske nation styrke til at kæmpe mod de mange gange stærkere græske styrker, som de allierede forsynede med al deres hjælp og udrustning.
For at nå deres mål begyndte Sayyid Ahmad utrætteligt at rejse rundt i Anatoliens forskellige byer og landsbyer, hvor han satte sin store åndelige og moralske autoritet ind og opfordrede folket til at støtte Mustafa Kemal, »ghazien« eller religionens forsvarer. Den store Senussis indsats og sammen med den glansen og stråleglansen fra hans navn bidrog umådeligt til den kemalistiske bevægelses succes blandt Anatoliens enfoldige bønder; for nationalistiske slagord betød intet for disse simple bønder, mens de i århundreder havde troet, at det var en ære for dem at ofre deres liv for islam.
Men også her tog den store Senussi fejl i sin vurdering – dog ikke hvad angik det tyrkiske folk, for deres religiøse begejstring gjorde dem sejrende over en fjende, der var mange gange stærkere end dem. Senussi tog fejl med hensyn til den tyrkiske nations leders hensigter. For så snart »ghazien« havde vundet sejren, blev det klart for ham, at der var en enorm forskel mellem hans egentlige hensigter og de forventninger, der var blevet skabt hos hans folk. Atatürk baserede sin samfundsrevolution på islam, som var blevet genoplivet og tilført ny livskraft – og det var unødvendigt, selv set fra Atatürks eget synspunkt. Han kunne let have samlet sit folks vældige religiøse begejstring og udnyttet den til at skabe et aktivt, fremskridtsorienteret initiativ. Det kunne han have gjort uden at rive dem fuldstændigt løs fra alt det, der havde formet deres kultur og gjort dem til en stor nation.
Dybt skuffet over Atatürks forskellige anti-islamiske reformer trak Sayyid Ahmad sig fra al politisk aktivitet i Tyrkiet, og i 1923 rejste han endelig til Damaskus. Selv om han dér var imod flere af Atatürks indenrigspolitiske beslutninger, forsøgte han igen at overbevise syrerne om at slutte sig sammen med Tyrkiet for den muslimske enheds skyld. Naturligvis begyndte den franske mandatregering at betragte ham med den største mistro. Da hans venner omkring 1924 erfarede, at hans arrestation var nært forestående, krydsede han ørkenen i en motorvogn og nåede frem til Najds grænse; derfra rejste han videre til Mekka, hvor kong Ibn Saud modtog ham hjerteligt.
To
– »Og hvordan går det med mujahidinernes arbejde, Sidi Muhammad?« spørger jeg, for det er næsten et år siden, jeg sidst har fået nyt fra Cyrenaika.
Sidi Muhammad al-Zubayis runde, hvidskæggede ansigt blev mørkt: »Det er ikke godt nyt, min dreng. Krigen sluttede for nogle måneder siden. Mujahidin er brudt sammen. Deres sidste kugle er også brugt op. Nu er der kun Allahs barmhjertighed mellem vores ulykkelige folk og deres undertrykkeres vrede …«
»Og hvordan går det med Sayyid Idris?«
»Sayyid Idris?« svarer Sidi Muhammad med et suk. »Sayyid Idris er stadig i Egypten, hjælpeløst ventende – på hvad? Han er et meget godt menneske, må Allah forbarme sig over ham, men han er ingen kriger. Han levede blandt sine bøger – et sværd passer ikke godt i hans hånd …«
»Men Umar al-Mukhtar – han overgav sig vel ikke? Var han rejst til Egypten?«
Sidi Muhammad standsede midt på vejen og så på mig med forbløffelse og et ublinkende blik: »Umar …? Så har du altså heller ikke hørt det?«
»Hvad har jeg ikke hørt?«
»Min dreng,« siger han blidt, »Sidi Umar, må Allah forbarme sig over ham, har været død i næsten et år …«
Umar al-Mukhtar er død … Cyrenaikas løve, som i en alder af over halvfjerds år helt til det sidste kæmpede for sit lands frihed … Han er død … I ti lange år … ti frygtelige år var han sjælen i sit folks modstandskraft, dets ånd mod alle de hindringer, som syntes umulige at overvinde, mod italienske styrker, der var ti gange større end hans hær … De italienske styrker var udstyret med de mest moderne våben, pansrede køretøjer, fly og kanoner – mens Umar og hans halvt udsultede mujahidinere ikke havde andet end rifler og nogle få heste, som de med måtte føre en desperat guerillakrig i et land, der var blevet forvandlet til en enorm fangelejr …
Min egen stemme forekommer mig utrolig, da jeg siger: »I det halvandet år, der er gået, siden jeg vendte tilbage fra Cyrenaika, har jeg hvert eneste øjeblik vidst, at hans og hans tilhængeres undergang var sikker. Hvor meget havde jeg ikke forsøgt at overtale ham til at trække ind i Egypten med de af hans mujahidin, der stadig var i live, så han kunne leve blandt sit eget folk … Og hvor roligt havde han ikke afvist mine forsøg på at overtale ham, selv om han fuldt ud vidste, at døden – intet andet end døden – ventede på ham i Cyrenaika. Og nu, efter hundrede slag, har den længe ventede død omsider fået ham i sin magt … Men sig mig, hvornår faldt han?«
Muhammad al-Zubay rystede langsomt på hovedet, og da vi kom ud fra markedets snævre gader til al-Manakhas åbne, mørke plads, sagde han til mig:
»Han døde ikke i kamp. Han blev taget til fange i live, og derefter dræbte italienerne ham … De hængte ham som en almindelig tyv …«
»Men hvordan kunne de gøre det?« spurgte jeg med forbløffelse i stemmen. »Selv Graziani ville ikke have turdet begå en så frygtelig handling!«
»Men det var netop ham, der gjorde det, det var netop ham,« svarede han med et hånligt smil. »General Graziani selv gav ordre til, at han skulle hænges. Sidi Umar og hans femogtyve eller seksogtyve ledsagere befandt sig langt inde i det italiensk besatte område, da de besluttede at tage til ziyara ved graven for Sidi Rafi, en af Profetens sahaba. Graven lå i nærheden. På en eller anden måde fik italienerne at vide, at han var der, og de lukkede dalen af fra begge sider med en stor styrke. Der var ingen mulighed for at flygte. Sidi Umar og mujahidin kæmpede for at forsvare sig, og til sidst var kun han og to af hans ledsagere tilbage i live. Til sidst blev den hest, han red på, dræbt af fjendens kugler, og da hesten styrtede, rullede han også ned på jorden. Men den gamle løve blev ved med at hæve sin riffel og skyde. På et tidspunkt knuste en kugle den ene af hans arme; så skød han med den anden hånd, men omsider løb også ammunitionen tør. Så greb de ham og førte ham bundet til Suluk. Der blev han ført frem for general Graziani. Denne spurgte ham: ›Hvad vil du sige, hvis den italienske regering i sin storsindede nåde tillader dig at leve? Er du villig til at love, at du vil tilbringe resten af dit liv i fred?‹ Men Sidi Umar svarede: ›Jeg vil ikke ophøre med at føre krig mod dig og dit folk, før I forlader landet, eller jeg har forladt dette liv. Ved Ham, der kender det, som er i menneskenes hjerter, sværger jeg dig, at hvis mine to hænder ikke var bundet netop nu, ville jeg kæmpe mod dig med de bare hænder, selv om jeg er gammel og udmattet …«
Da brød general Graziani ud i høj latter og gav ordre til, at Sidi Umar skulle hænges og dræbes på markedet i Suluk. De udførte ordren. Og de samlede de tusinder af muslimske mænd og kvinder, som var blevet holdt fanget i forskellige telte, drev dem af sted som kvæg- og fåreflokke og tvang dem til at overvære deres leders død på galgen …»1[Denne italienske heltedåd fandt sted den 16. september 1931।]
Tre
Så gik Muhammad al-Zubay og jeg hånd i hånd mod den senussiske zawiya, altså det religiøse samlingssted. Mørket lå over den vidtstrakte plads. Vi havde lagt markedets larm bag os. Sandet gav efter under vores sandaler. Hist og her så man grupper af lastkameler hvile; langt borte, ved pladsens yderkant, tegnede en række huse sig utydeligt mod den skyede nattehimmel. Synet mindede mig om kanten af en fjern skov, om de enebærskove i Cyrenaikas højsletteområde, hvor jeg første gang mødte Sidi Umar al-Mukhtar; og mindet om denne frugtesløse rejse steg op i mit bryst med al den tragiske stemning af mørke, fare og død. Jeg så Sidi Umars alvorlige, sørgmodige ansigt bøjet over et lille, flakkende bål, og jeg hørte hans brudte, alvorlige stemme: »Vi må kæmpe for vores religion og vores frihed, indtil vi har drevet angriberne bort, eller vi selv er døde … Vi har intet andet valg …«
.. . .. . .. .
Det var en mærkelig mission, som førte mig til Cyrenaika i slutningen af januar 1931. Nogle måneder tidligere—mere præcist i efteråret 1930—var den store Senussi kommet til Medina. Jeg tilbragte time efter time i hans og Muhammad Azzubais selskab med at drøfte den alvorlige krise, som mujahidinerne, der kæmpede under Umar al-Mukhtars ledelse, befandt sig i i Cyrenaika. Det stod klart, at hvis de ikke hurtigt og effektivt modtog støtte udefra, ville de ikke kunne holde stand meget længere.
Situationen i Cyrenaika var omtrent således: Alle kystbyerne samt adskillige steder i den nordlige del af Jabal Akhdar—det, der kaldes det centrale Cyrenaikas »Grønne Bjerge«—var under italienernes strenge kontrol. Mellem disse befæstede steder patruljerede pansrede køretøjer uafbrudt sammen med et betydeligt antal infanterister, hvoraf de fleste var eritreiske askari’er eller lejesoldater. Til deres støtte fløj en eskadrille fly hyppigt over landskabet. Det var på ingen måde muligt for beduinerne—som udgjorde hovedstyrken i den senussiske modstandsbevægelse—at bevæge sig uden straks at blive opdaget af fjenden og udsat for luftangreb. Det skete ofte, at et rekognosceringsfly med radio sendte en besked til den nærmeste post om, at der fandtes telte tilhørende en beduinstamme. Mens flyets maskingeværer forhindrede dem i at sprede sig, stormede flere pansrede køretøjer direkte gennem teltene, kamelerne og menneskene og dræbte hensynsløst alle inden for rækkevidde—kvinder, mænd, børn og dyr. De få mennesker og dyr, der overlevede, blev samlet på ét sted som kvæg og får og drevet nordpå ind i det store pigtrådsindhegnede område, som italienerne havde anlagt ved kysten. På det tidspunkt, hen imod slutningen af 1930, havde de samlet omkring 80.000 beduiner samt flere hundrede tusinde stykker kvæg, får og kameler på så lille et område, at der ikke var forsyninger til blot en fjerdedel af dette antal. Derfor blev dødeligheden blandt mennesker og dyr frygtelig. Desuden var italienerne i færd med at opføre en pigtrådsbarriere fra havkysten sydpå mod Jaghbub langs grænsen til Egypten. Den tapre Maghariba-stamme, under ledelse af deres uovervindelige høvding al-Ataybis—som var Umar al-Mukhtars højre hånd—fortsatte dog stadig ufortrødent med at holde fjenden tilbage nær Cyrenaikas vestkyst. Men de fleste stammer havde allerede bøjet sig for italienernes langt større antal og overlegne våben. Længere mod syd, langt inde i landet, førte Zubaiya-stammen under ledelse af den halvfemsårige Abu Karaim stadig en jihad på liv og død, selv efter at deres stammes centrum, oasen Jalu, var gået tabt. Inde i landet døde beduinerne i stort tal af sult og sygdom.
Det største antal soldater, der på én gang kunne samles til kamp på Sidi Umars side, var højst lidt over tusind. Det skyldtes naturligvis ikke mangel på folk. Den form for guerillakrig, som mujahidinerne førte, egnede sig ikke til, at krigerne opererede i store grupper. Tværtimod byggede denne krigsform på små gruppers hurtighed og mobilitet—grupper, der var i stand til at slå til, pludselig dukke op ud af intet og angribe en italiensk formation eller en afsidesliggende base, erobre dens våben og derefter uden at efterlade sig spor forsvinde ind i de tætte enebærskove på Cyrenaikas højslette og de udtørrede floders ujævne, klippefyldte dale. Hvor dristige de end var, og hvor meget de end betragtede liv og død som deres tjenere, stod det klart, at sådanne små grupper aldrig kunne vinde en afgørende sejr over en fjende, der rådede over næsten uudtømmelige ressourcer i form af befolkning og våben. Spørgsmålet var derfor, hvordan mujahidinernes styrke kunne øges, så de ikke blot blev i stand til at udføre spredte angreb på angriberne og skade dem, men også kunne erobre de stillinger, som fjenden havde forskanset sig solidt i, og holde dem i deres besiddelse mod nye angreb.
Hvis den senussiske styrke skulle øges på denne måde, afhang det af flere forhold: at sikre en regelmæssig tilførsel af de hårdt tiltrængte fødevarer fra Egypten; våben til at imødegå flyenes og de pansrede køretøjers ødelæggende hærgen, især panserværnsrifler og tungt artilleri; teknisk uddannede folk til at betjene sådanne våben samt træning af mujahidinerne i deres brug; og endelig opbygningen af et pålideligt radiosamband mellem de forskellige mujahidin-grupper i Cyrenaika samt hemmelige forsyningsdepoter inde på egyptisk område!
I næsten en uge sad den store Senussi, Sidi Muhammad, og jeg sammen aften efter aften og rådførte os om, hvad der kunne gøres. Sidi Muhammad sagde, at selv om man fra tid til anden forstærkede mujahidinernes styrke i Cyrenaika, ville det ikke løse problemet. Han mente, at oasen Kufra langt mod syd i den libyske ørken igen måtte gøres til centrum for alle fremtidige kampe. Kufra lå nemlig stadig langt uden for den italienske hærs rækkevidde. Desuden havde Senussi-ordenens hovedkvarter under Sayyid Ahmads ledelse ligget i Kufra. Kufra lå på en direkte, om end lang og vanskelig, karavanerute gennem ørkenen mod de egyptiske oaser Bahariya og Farafra, og derfor kunne forsyninger bringes dertil langt mere effektivt end noget andet sted i landet. Det kunne desuden gøres til et nyt samlingscentrum for de mange tusinde cyrenaikanske muhajirer, der boede i de forskellige lejre i Egypten. På den måde kunne det blive et regelmæssigt mandskabsreservoir for Sidi Umars guerillastyrke i nord. Hvis Kufra blev ordentligt befæstet og udstyret med moderne våben, ville den kunne modstå angreb fra artilleri og lavtgående fly. Hvis der derimod blev kastet bomber fra stor højde, ville den reelle fare for teltene, der lå så spredt, være ringe.
Den store Senussi sagde: Hvis det lykkes at opbygge kampmetoden på ny, vil han selv vende tilbage til Kufah for derfra at lede alle fremtidige operationer. Det er nødvendigt for Sayyid Ahmad på ny at etablere et venligt forhold til den britiske regering. Det er overflødigt at sige, at Sayyid Ahmad ved at angribe de britiske styrker i 1915 havde gjort den britiske regering til en yderst bitter fjende, helt uden grund. En sådan forbedring af forholdet er måske ikke umulig, for Storbritannien var ikke særlig tilfreds med Italiens ekspansionistiske sindelag. Især ikke når Mussolini højlydt bekendtgjorde for verden, at hans hensigt var at genoprette „Romerriget“ på begge sider af Middelhavet, og samtidig kastede begærlige blikke mod Egypten. Grunden til min dybe interesse for Senussiernes skæbne var ikke blot min beundring for det højeste heltemod i kampen for at nå et retfærdigt mål; jeg var endnu mere bekymret over den mulige virkning, Senussiernes sejr kunne få på hele den arabiske verden. Ligesom mange andre muslimer havde jeg i mange år sat mit håb til Ibn Saud som en mulig leder af en islamisk vækkelse. Men nu, hvor dette håb var blevet gjort til skamme, kunne jeg i hele den muslimske verden kun få øje på én bevægelse, der oprigtigt arbejdede på at virkeliggøre idealet for det islamiske samfund: Senussi-bevægelsen, som i dette øjeblik førte en desperat jihad på liv og død for at overleve.
Og Sayyid Ahmad vidste, at mine følelser og min lidenskab var uløseligt og dybt knyttet til Senussi-bevægelsens mål. Derfor vendte han sig mod mig, så mig lige i øjnene og sagde:
„Muhammad, kan du på vores vegne tage til Cyrenaika og se, hvad der kan gøres for mujahidinerne? Måske er du i stand til at se det hele med et klarere blik end mine egne mænd…“
Jeg så på ham og nikkede tavst, selv om jeg var mig bevidst om den tillid, han nærede til mig. Derfor blev jeg ikke helt overrasket over hans forslag. Alligevel var det lige ved at tage vejret fra mig. Muligheden for et så storslået eventyr gjorde mig så overvældet, at det ikke kan udtrykkes med ord. Men det, der begejstrede mig endnu mere, var tanken om, at jeg måske kunne gøre noget for netop det ideal, som så mange mennesker havde ofret sig for!
Sayyid Ahmad rakte hånden op mod en hylde over sit hoved og tog et stykke af Koranen, indsvøbt i silkestof. Han lagde det på sine knæ, tog min højre hånd mellem sine to hænder og lagde den på Koranen:
„Svor, Muhammad, ved Hans navn, som ved alt, hvad der er i menneskenes hjerter, at du altid vil værne om mujahidinernes tillid…“
Jeg aflagde eden – og aldrig i mit liv havde jeg været mere sikker på, hvad det var, jeg svor på i det øjeblik.
Den opgave, Sayyid Ahmad havde betroet mig, krævede den strengeste hemmeligholdelse, eftersom mit forhold til den store Senussi var almindeligt kendt, og det ikke var muligt at undgå de diplomatiske repræsentationers opmærksomhed i Jeddah. Derfor ville det ikke have været klogt at løbe risikoen ved åbent at rejse mod Egypten og blive pågrebet. Den sammensværgelse bag Faisal al-Dawishs oprør, som jeg for nylig havde afsløret, havde bestemt ikke styrket min anseelse i den britiske regerings øjne. Det var snarere meget sandsynligt, at de fra det øjeblik, jeg satte foden på egyptisk jord, ville holde skarpt øje med mine bevægelser. Derfor besluttede vi også at holde min rejse til Egypten hemmelig. Jeg skulle krydse Det Røde Hav om bord på et eller andet arabisk sejlskib og uden pas eller visum i hemmelighed gå i land et eller andet afsides sted i Øvre Egypten. I Egypten ville jeg kunne bevæge mig frit forklædt som en byboende hejazier, for egypterne i byer og landsbyer var vant til at se de mange mennesker, der kom fra Mekka og Medina enten i handelsøjemed eller for at finde mulige pilgrimsrejsende. Og eftersom jeg talte Hejaz-dialekten helt flydende, ville jeg overalt let kunne udgive mig for at være indbygger i en af disse to hellige byer.
Det krævede flere ugers forberedelse at fuldføre arrangementerne. Blandt disse forberedelser var der planer om en hemmelig brevveksling med Sidi Umar i Cyrenaica og med dem i Egypten, som Senusierne stod i forbindelse med. Og således forlod Zayed og jeg allerede i den første uge af januar 1931 havnebyen Yanbu i Hejaz og nåede frem til en del af kysten, hvor der kun sjældent færdedes mennesker. Der var ingen måne på himlen; det var en nat i den mørke månefase, og det var meget vanskeligt at gå i sandaler ad den åbne vej under himlen. Da jeg en gang snublede, ramte kolben på den lupara-pistol, der var stukket ind under min hejaziske kaptan, mine ribben, og derved gik det for alvor op for mig, hvor farefuld den eventyrlige ekspedition, jeg var draget ud på, var.
Her er jeg på vej mod et bestemt sted sammen med en ukendt arabisk sømand, som i sin sejlende jolle skal føre mig over havet og i al hemmelighed sætte mig i land et sted på den egyptiske kyst. Jeg havde ingen papirer, der kunne afsløre min identitet. Hvis jeg derfor blev pågrebet i Egypten, ville det ikke være let at bevise, hvem jeg var! Men sammenlignet med den fare, der lå foran mig, betød faren ved at tilbringe nogle uger i et egyptisk fængsel ikke noget for mig. Jeg måtte krydse hele den vestlige ørken på tværs, så italienske observationsfly ikke fik øje på mig, og sandsynligvis også undgå patruljer i pansrede køretøjer, og nå frem til centrum af et land, hvor ingen kendte noget andet sprog end sværdets. Hvorfor gør jeg dette? spørger jeg mig selv.
Selv om fare ikke var mig ukendt, havde jeg aldrig opsøgt den blot i forventning om et eventyr. Hver gang jeg var kommet ud i fare, havde det i sin kerne været et svar på en kendt eller ukendt indre tilskyndelse (Urge), som var meget personligt knyttet til mit eget liv. Hvad var da betydningen af dette forehavende, jeg nu havde begivet mig ud på? Troede jeg virkelig, at min indgriben ville vende strømmen til fordel for mujahidinerne? Jeg havde lyst til at tro det; men dybt i mit indre vidste jeg, at jeg var draget ud på en urealistisk og fantasibåret mission. Så ved Allahs ed: pressede jeg på denne måde mit liv ud i en fare, som jeg aldrig før havde gjort, når det, der ventede forude, var så lidet lovende?
Men før spørgsmålet nåede at tage form i min bevidsthed, stod svaret klart foran mig.
Da jeg lærte islam at kende og tog islam som min livsordning, følte jeg, at alle mine spørgsmål og al min søgen var afsluttet. Men gradvist, meget langsomt, blev jeg klar over, at dette ikke var enden: for at antage en livsordning, fordi man anser den for bindende, er i det mindste efter min opfattelse uadskilleligt forbundet med ønsket om at følge den blandt mennesker, der deler ens overbevisning. Ikke blot at følge den i rent personlig forstand; for mig var islam en vej, ikke et mål, og Umar al-Mukhtars hensynsløse guerillakrigere kæmpede med deres liv og blod for friheden til at følge denne vej, ganske som de modige sahaba havde gjort tretten hundrede år tidligere. Uanset hvor usikkert udfaldet måtte være, var det for mig personligt lige så nødvendigt at hjælpe dem i denne hårde og voldsomme kamp som at bede salat.
Og straks efter viste kysten sig. En robåd vuggede på de bløde svulmninger af de små, milde bølger, der slog mod stenene på bredden; den skulle føre os ud til skibet, der lå for anker i mørket. Da den ensomme roer rejste sig i den ventende båd, vendte jeg mig mod Zayed og sagde:
—Bror Zayed, ved du, at vi er draget ud på et eventyr, der kan vise sig at være langt farligere for dig og mig end alle Ad-Dabish’ ikhwan tilsammen? Har du ikke lyst til at vende tilbage til freden i Medina og til dine venner?
—Onkel, din vej er min vej, svarede Zayed. Sagde du ikke selv til mig, at vand, som ikke strømmer, bliver stillestående og forurenet? Lad os gå videre — så vandet kan blive rent, mens det strømmer videre.
Skibet er et af de store, bizarre sejlskibe, som sejler tæt langs den arabiske kyst: Det er bygget helt af træ og fyldt med lugten af tørret fisk og tang. Agter på skibet er der et højt dæk, to master til latinsejl, og mellem masterne ligger en stor kahyt med lavt loft. Skibets rais, eller fører, er en ældre, erfaren araber fra Muscat. Under en enorm, mangefarvet turban så to små øjne, som perler fra en rosenkrans, på mig med halvlukkede øjne. I dem så jeg et vagtsomt udtryk, præget af mange års risikable illegale foretagender og ekspeditioner — og dolken, der sad i hans bælte, med sit krumme blad skjult i en sølvskede, forekom mig ikke blot at være et smykke.
»Marhaba, haya marhaba, mine venner,« råbte han og bød os hjerteligt velkommen, så snart vi satte foden på skibet. »Dette må være et lykkeligt øjeblik!
Hvor mange gange, tænker jeg, har han ikke på samme oprigtige måde budt fattige hadjier velkommen, som han i al hemmelighed har smuglet om bord i Egypten og derefter sat af på Hijaz’ kyst uden at skænke deres velfærd den mindste tanke — så de kunne unddrage sig den høje hadj-skat, som den saudiske regering pålægger dem, der rejser til Guds hus for at udføre hadj! Og hvor mange gange har han ikke sagt netop de samme ord til slavehandlere, som i fuldstændig strid med islamisk lov har taget en eller anden ulykkelig abyssinier til fange for at sælge ham på slavemarkedet i Yemen! Men trods det — trøster jeg mig selv med — vil den erfaring, vores rais har erhvervet sig, være os til stor nytte, hvor anstødelig dens baggrund end måtte være. For kun få søfolk har et så indgående kendskab til ruterne, som han har fået gennem sine rejser på Det Røde Hav. Derfor kan man stole på, at han vil være i stand til at sætte os i land ved en sikker kyst.
.. . .. . .. . .. .
Og ganske rigtigt blev vi fire nætter efter om bord sat over i en lille robåd og sat i land på den øvre egyptiske kyst, nord for havnebyen Quseir. Vi blev meget forbavsede, for raisen ville ikke tage nogen betaling for at føre os over havet. »Fordi,« sagde han med et bredt grin, »min herre har betalt det, han skyldte mig! Må Allah være med jer.«
Som jeg havde håbet, var det ikke vanskeligt for os at bevæge os rundt i Quseir uden at tiltrække os nogens opmærksomhed, for byens indbyggere var vant til at se folk i hijazisk klædedragt. Morgenen efter vores ankomst reserverede vi pladser i en ramponeret bus til Asyut ved Nilens bredder — og klemt inde mellem på den ene side en frygteligt fed kvinde, der sad med en kurv fuld af høns på sit enorme skød, og på den anden side en gammel »bonde«, som ved synet af vores udseende begyndte at mindes den hadj, han havde foretaget ti år tidligere, begyndte Zayd og jeg den første etape af vores rejse gennem Afrika.
Jeg har altid ment, at enhver, der påtager sig risikoen ved et hemmeligt og farligt foretagende, uundgåeligt må være klar over, at han vækker mistanke hos enhver, han møder, og at hans forklædning let kan blive afsløret. Men mærkeligt nok tænkte jeg ikke på det i dette øjeblik! I de år, jeg havde tilbragt i Arabien, var jeg trængt så fuldstændigt ind i landets indbyggeres liv, at det på en eller anden måde aldrig faldt mig ind, at jeg kunne være andet end en af dem selv! Og selv om jeg aldrig havde delt den særlige handelsånd, som kendetegner folk fra Mekka og Medina, følte jeg mig i dette øjeblik så fuldstændig fortrolig med min rolle som pilgrim, at jeg uden tøven indlod mig i en næsten professionel diskussion med nogle af de andre rejsende om hadjs dyder. Zayd deltog med voldsom begejstring i dette spil, og på den måde gik flere timer af vores rejse med livlige samtaler.
I Asyut steg vi på toget, og til sidst nåede vi den lille by Beni Suef. Derfra gik vi direkte til vores senussiven Ismail al-Dhibs hus. Han var en kort, kraftig og munter mand, som talte det melodiske arabisk fra Øvre Egypten. Han blev ikke regnet blandt byens fremtrædende personer, eftersom han blot var en almindelig klædehandler; men hans troskab mod den senussiske orden var blevet bevist mange gange, og hans personlige hengivenhed for Sayyid Ahmad havde gjort ham dobbelt så tillidsværdig. Det var ganske vist blevet meget sent; alligevel vækkede han en af sine tjenere og bad ham tilberede mad til os. Mens vi ventede på måltidet, fortalte han os lidt efter lidt om de forskellige foranstaltninger, han havde truffet.
For det første kontaktede han straks efter modtagelsen af Sayyid Ahmads budskab en berømt person fra den egyptiske kongefamilie. Denne mand havde i mange år været en stærk og aktiv tilhænger af Senussi-idealet. Denne prins blev fuldt ud orienteret om formålet med min mission. Han indvilligede uden videre i at skaffe mig de nødvendige penge. Han sørgede også for ridedyr til vores ørkenrejse til Cyrenaikas grænse samt for to pålidelige vejvisere. Vores vært fortalte os, at de i øjeblikket ventede på os i en daddelpalmehave et sted uden for Beni Suef.
Jeg og Zayd tog nu vores hijaziske klæder af. De kunne nemlig vække megen nysgerrighed på de vestlige ørkenveje. I stedet fik vi nordafrikansk skårne bomuldsbukser og tætsiddende skjorter samt en slags ulden jubbah med hætte, som almindelige mennesker går med i det vestlige Egypten og Libyen. Fra under fundamentet til sit hus hentede Ismail to små italiensk fremstillede geværer, der var egnede til beredne soldater, for, som han sagde, »det vil være lettere for jer at skaffe ammunition til denne type geværer blandt mujahidinerne«.
Allerede den følgende nat drog vi af sted fra byen efter vores værts anvisninger. De to vejvisere, der blev givet os, viste sig at være beduiner fra Awlad Ali-stammen i Egypten, blandt hvilke der var mange tilhængere af Senussi. Den ene hed Abdullah, en livlig og energisk ung mand, som året før havde deltaget i krigen i Cyrenaika. Derfor var det let for ham at give os udførlige oplysninger om, hvad vi kunne forvente dér. Jeg har glemt den andens navn. Han var spinkel, mager og indesluttet og talte kun sjældent. Men han var ikke mindre pålidelig end den langt smukkere Abdullah. De fire kameler, som de havde med sig — stærke og hurtige kameler af Bisharin-racen — var tydeligvis valgt på grund af deres kvaliteter. De sadler, der blev lagt på dem, adskilte sig ikke meget fra den slags sadler, jeg var vant til at bruge i Arabien. Da vi måtte rejse hurtigt og ikke kunne standse noget sted i længere tid, kom der ikke tale om at få tilberedt mad undervejs. Vores proviant var derfor ganske enkel: en stor sæk fyldt med dadler, en mindre sæk, så proppet med søde sager lavet af groft hvedemel og dadler, at den næsten sprang, samt lædervandsække bundet fast til tre af kamelerne.
Lidt før midnat omfavnede Ismail os og bad Allah om nåde over vores forehavende. Jeg kunne se, at Ismail var meget urolig. Med Abdullah som leder forlod vi palmelunden, og kort efter bevægede vi os i raskt tempo mod nordvest over den stenede ørken under det klare måneskin.
Det var nødvendigt for os at undgå at møde de mænd, der havde ansvaret for den egyptiske grænseadministration. Vi vidste, at deres motorkøretøjer og kamelridende konstabler kunne patruljere i denne del af den vestlige ørken. Derfor sørgede vi for at holde os så langt som muligt fra de vigtigste ruter, som karavanerne fulgte. Men eftersom al trafik mellem Bahariya- og Nil-dalen og områderne langt mod nord passerede gennem Fayoum, indebar dette ikke nogen større fare.
Den første nat tilbagelagde vi tredive miles, og om dagen opholdt vi os i en lund med tamarisktræer. Den følgende nat og de efterfølgende nætter tilbagelagde vi endnu længere strækninger, således at vi ved daggry på den fjerde dag nåede kanten af den dybe lavning, hvor Bahariya-oasen ligger.
Vi slog vores telt op uden for oasen i læ af nogle store klipper. Oasen bestod af flere adskilte bebyggelser og gårde, hvoraf den største var landsbyen Bawiti. Mens vi slog teltet op, steg Abdullah til fods ned gennem en stejl, klippefyldt kløft til det lave område, der lå i skyggen af palmetræerne, for at opsøge vores kontaktperson i Bawiti — han kunne ikke nå tilbage før aften. Derfor lagde vi os til at sove i klippernes skygge; hvor behagelig og velgørende var denne hvile efter den fysiske anstrengelse ved at drive kamelerne gennem natten og efter kulden! Alligevel sov jeg ikke ret meget, for alle mulige idéer havde taget mit sind i besiddelse.
Mens jeg tænkte over vores plan, forekom det mig, at det ikke ville være særlig vanskeligt at opretholde en fast kommunikationsforbindelse mellem Beni Suef og Bahariya. Jeg var fast overbevist om, at store karavaner kunne bevæge sig mellem disse to steder uden at blive bemærket, hvis blot man udviste den fornødne forsigtighed. Trods grænseadministrationens kontrolpost i Bawiti — hvis bygninger vi kunne se hen over ørkenen fra vores skjul — kunne det måske være muligt at installere en hemmelig radiosender i en mere afsidesliggende landsby syd for Bahariya. Nogle timer senere bekræftede Abdullah og vores kontaktperson, den gamle berber, dette over for mig. Det viste sig, at regeringen kun udøvede en temmelig løs myndighed over denne oase, og endnu vigtigere var det, at dens indbyggere i stort tal var tilhængere af Senussi-tarikaen.
Fem udmattende nætter på kamelryggen: først hen over klipper, småsten og ujævnt terræn og senere over flade sandklitter, forbi den ubeboede Sitra-oase og dens livløse, mørkeblå sø, hvis bredder er omgivet af siv og krat af vilde palmer; hen over Aj-området, der ligger lavere end sletten, hvor forunderligt ujævne klipper af hårdt ler har fået et uhyggeligt, overjordisk udseende i månelyset, og hen imod slutningen af den femte nat dukkede billedet af Siwa-oasen for første gang frem for mine øjne.
I mange år havde det været et af mine omhyggeligt nærede ønsker at se denne fjerne oase én gang; den havde engang været hjemsted for et tempel og legeplads for en berømt spåmand, hvis ry var kendt over hele verden. Men af en eller anden grund var dette ønske aldrig blevet opfyldt. Og nu, ved daggry, lå denne oase bredt ud foran mig: En vidstrakt stengade omgav et ensomt bjerg, og på dette bjerg steg byens huse, hvis fundamenter lå som huleboliger dybt inde i klippen, lag på lag opad mod en høj, kantet minaret, der stod på bjergtoppens flade plateau; et forunderligt virvar af sammenstyrtede bygningsværker, som mennesker kun drømmer om … En voldsom længsel greb mig: at trænge gennem dens mystiske mure og vandre i de gyder, som havde været vidner til faraonernes tid, og se ruinerne af det tempel, hvor spåmanden havde forudsagt den lydiske kong Krøsos hans undergang og meddelt Alexander af Makedonien hans verdenssejr.
Men også denne gang forblev mit ønske uopfyldt. Selv om byen Siwa lå så nær, ville den stadig være lukket for mig – et sted, hvor fremmede eller udlændinge aldrig kom. For enhver nyankommen ville straks blive bemærket af alle. Det ville være rent vanvid at besøge et sted, der lå så langt fra kontakt med omverdenen. Da det lå næsten ved grænsen til Libyen, holdt den egyptiske grænseadministration det under det skarpeste opsyn. Og der var ingen tvivl om, at stedet vrimlede med italienskbetalte spioner. Derfor var et besøg i Siwa ikke mig beskåret på denne rejse. Jeg trøstede mig selv i sorgen og slettede tanken om Siwa fra mit sind.
Vi fulgte en bred, buet rute rundt om byens udkant og slog til sidst lejr under en vild buskbevoksning. Vi ønskede ikke at opholde os her længere end højst nødvendigt, så tæt på grænsen. Derfor red Abdullah straks af sted uden at hvile for at finde en mand i den nærliggende landsby, som Sayyid Ahmad havde pålagt at krydse grænsen og møde os. Nogle timer senere vendte han tilbage med to nye vejvisere og fire friske, unge kameler, som skulle føre os videre. Disse vejvisere var medlemmer af Barasa-beduinstammen fra Jabal Akhdar; de var Umar al-Mukhtars egne mænd. Han havde sendt dem specielt for at føre os gennem det øde område mellem de italienskbesatte oaser Jaghbub og Jalu og videre til Cyrenaicas plateau. Det var dér, jeg skulle møde Umar.
Abdullah og hans ven tog afsked med os for at vende tilbage til deres hjem i landsbyen Tadre i Egypten. Under vejledning af Khalil og Abdur Rahman, disse to mujahideen, begav vi os ud på en ugelang rejse gennem et næsten vandløst ørkensteppeområde, som langsomt hævede sig mod Jabal Akhdar. Af alle de ørkenrejser, jeg havde foretaget i mit liv, var denne den vanskeligste; selv om risikoen for at blive opdaget af de italienske vagter ikke var særlig stor, når vi om dagen skjulte os omhyggeligt og kun rejste om natten. Ikke desto mindre gjorde nødvendigheden af at undgå de spredtliggende brønde denne lange rejse til et mareridt. Kun én gang lykkedes det os at vande kamelerne ved en forladt brønd i Wadi al-Mrar og fylde vores lædersække igen. Og selv det var næsten nok til at knække os.
Vi nåede frem til brønden senere, end vi havde håbet. Da vi begyndte at hente vand til vores dyr, viste solens skær sig på den østlige himmel, og da vi var færdige, stod solen allerede over horisonten på den vestlige himmel. Ifølge Khalil måtte vi endnu vente hele to timer, før vi kunne nå det lave, klippefyldte sted, der skulle være vores skjulested om dagen. Men så snart vi var begyndt på vores rejse, sønderrev den ildevarslende summen fra et fly ørkenens stilhed; få minutter senere viste et lille, enmotoret fly sig over vores hoveder og kredsede rundt i stadig lavere cirkler, mens det dalede lige ned mod os. Der var ingen steder at skjule sig. Derfor sprang vi ned fra kamelerne og spredte os, og netop i det øjeblik begyndte piloten at skyde med sin kanon.
»Læg jer ned, læg jer ned på jorden!« råbte jeg. »Rør jer ikke det mindste – lig helt stille, som om I er døde.«
Men Khalil havde sikkert mange gange i sine mange år blandt mujahideen oplevet konfrontationer af denne slags, så han blev ikke liggende og lod, som om han var død. Han lagde sig på ryggen med hovedet hvilende på en sten, lagde riflen over sit løftede knæ og begyndte at skyde mod det fremadstormende fly – ikke i blinde, men idet han omhyggeligt tog sigte før hvert skud, som om han øvede sig i at ramme et bestemt mål. Det var en frygtelig dristig handling. Flyet kom nemlig lige imod ham i et fladt styrtdyk, mens det sprøjtede kugler ud over sandet. Men Khalils skud må have ramt flyet. For et øjeblik slog det kolbøtte, løftede næsen mod himlen og steg hurtigt. Piloten har måske tænkt, at det ikke kunne betale sig at skyde fire mænd på bekostning af sin egen sikkerhed. Han kredsede et par gange over os og forsvandt derefter mod øst i retning af Jaghbub.
– De italienske køterunger er feje kujoner, siger Khalil roligt, mens vi samler os igen. De vil gerne dræbe, men de vil ikke have så meget som en skramme på deres egen hud.
Ingen af os var blevet såret. Men Abd al-Rahmans kamel døde. Vi læssede dens sadel og oppakning på Yazids kamel, og fra nu af red han bag Yazid på den lette sadel.
Tre dage senere trængte vi ind i enebærskovene ved Jabal Akhdar, og med taknemmelighed byttede vi de udmattede kameler ud med de heste, som en gruppe mujahidin havde holdt skjult for os et hemmeligt sted. Fra nu af lå ørkenen bag os. Vi satte hestene i galop over et bjergrigt, klippefyldt højland. Højlandet var gennemskåret som et net af utallige udtørrede vandløb, og her voksede enebærtræer, som nogle steder dannede næsten ufremkommelige skove. I det italienskbesatte område var denne stifri skov egn for mujahidinernes jagt.
…. .. .. .. ..
Yderligere fire nætters rejse bragte os til et sted ved navn Wadi at-Taaban. Stedet havde med god grund fået sit navn, som betyder »de udmattede menneskers dal«. Det var her, vi skulle mødes med Umar al-Mukhtar. Vi skjulte os sikkert i en kløft dækket af tæt skov, bandt vores heste med reb om forbenene bag en klippe og ventede på, at løven fra Jabal Akhdar skulle komme. Denne nat var meget kold, stjerneløs og tung af en stilhed, der kun blev afbrudt af hviskende lyde!
Der ville gå endnu nogle timer, før Sidi Umar kom; og eftersom natten var tæt og bælgmørk, så vores to venner fra Barasa ingen rimelig grund til ikke i mellemtiden at fylde vores lædersække igen ved brøndene ved Bu-Sufaya, nogle få kilometer mod øst! Sandt nok lå der en befæstet italiensk post mindre end en mile fra Bu-Sufaya–
– Men, siger Khalil, de blodtørstige køtere tør ikke komme uden for deres mure sådan en bælgmørk nat.
Så drog Khalil af sted til hest sammen med Zaid med to tomme lædersække. For at hestene ikke skulle lave en lyd på den stenede vej, bandt de deres hove ind i iturevne klæder. Da de to var forsvundet i mørket, satte Abd al-Rahman og jeg os tæt sammen, lænede os mod en lav klippe og forsøgte at holde varmen. Det ville være yderst farligt at tænde ild.
En times tid senere raslede nogle grene mellem enebærtræerne, og den bløde lyd af en sandalers trin lød mod klipperne. Min ledsager, der straks var blevet årvågen, rejste sig med geværet i hånden og stirrede skarpt ind i mørket. Da et dæmpet råb, ikke ulig en rævs skrig, lød fra skoven, svarede Abd al-Rahman ved at forme hænderne som en skål foran munden og frembringe den samme lyd. To menneskeskikkelser viste sig foran os. De var til fods og bar geværer. Da de kom nærmere, sagde den ene: »Allahs vej«, og Abd al-Rahman svarede: »La hawla wa la quwwata illa billah« – »Der findes ingen magt eller styrke uden Allah« – hvilket for mig lød som et kodeord.
Begge de to nyankomne var iført libyske beduiners kapper, lasede jarder. Den ene syntes at genkende Abd al-Rahman. For han tog ham i begge hænder og hilste ham hjerteligt. Jeg blev præsenteret for de to mujahidin, som på skift tog min hånd på samme måde. Den ene sagde: »Fi amanillah. Må Allah være dig til hjælp. Sidi Umar er på vej.«
Vi stod og lyttede spændt. Måske ti minutter senere lød der igen en raslen af blade i enebærkrattet … Så kom yderligere tre mænd frem fra skyggerne fra tre forskellige retninger; de løftede deres hævede geværer og kom helt ind på livet af os. Da de forstod, at det var os, de havde ventet på at møde, spredte de sig straks igen i forskellige retninger inde mellem buskene. Det var tydeligvis for at holde nøje vagt over deres leders sikkerhed, at de havde fordelt sig sådan i krattet.
Og så kom han … Han kom ridende på en lille hest, hvis hove var svøbt i stof. To mænd gik på hver side af ham, og flere fulgte lige bag ham. Da han nåede frem til de klipper, vi havde ventet lænet op ad, hjalp en af hans mænd ham ned fra hesten, og jeg så, at han havde svært ved at gå (senere erfarede jeg, at han var blevet såret under et pludseligt angreb blot ti dage tidligere). I det opgående månelys kunne jeg se ham tydeligt: en middelstor mand med kraftige knogler; et kort, isbihvidt skæg indrammede hans dybt furede ansigt. Hans øjne var skjult dybt i deres hulninger; rynkerne omkring dem antydede, at hans øjne under andre forhold let kunne have strålet af latter. Men nu var der intet i dem ud over mørk smerte og mod.
»Velkommen, min søn,« sagde han, og mens han talte, så hans øjne mig fra top til tå, skarpt, som om jeg blev gransket – sådanne øjne tilhører et menneske, der har faren som sin stadige ledsager!
En af hans mænd bredte et tæppe ud på jorden, og Sidi Umar satte sig dér og lod hele sin kropsvægt hvile på det. Abd al-Rahman bøjede sig ned og kyssede hans hånd, og efter at have fået høvdingens tilladelse satte han sig under klippefremspringet over vores hoveder for at tænde et lille bål. I det matte skær fra ilden læste Sidi Umar brevet, som jeg havde medbragt fra Sayyid Ahmad. Han læste brevet omhyggeligt, foldede det derefter sammen og lagde det et øjeblik over sit hoved med en gestus af respekt og hengivenhed, som man næsten aldrig ser i Arabien, men ofte ser i Nordafrika. Så vendte han sig med et mildt smil mod mig:
»Sayyid Ahmad, måtte Allah forlænge hans liv, har sagt mange gode ting om dig. Du ønsker at hjælpe os. Men jeg ved ikke, hvor hjælpen ellers skulle komme fra end fra Allah, den Almægtige og Barmhjertige! Sandt at sige er vi nået næsten helt ud til kanten af den tid, der er blevet os tilmålt!«
»Men den plan, som Sayyid Ahmad har udtænkt,« indvendte jeg, »kan den ikke blive en ny begyndelse? Hvis man kan sikre regelmæssige forsyninger og gøre Kufra til centrum for fremtidige felttog, ville det så ikke være muligt at standse italienerne?«
Jeg har aldrig i mit liv set et så bittert og hjælpeløst smil som det, Sidi Umar svarede mig med: »Kufra …? Vi har mistet den. Italienerne indtog den for næsten femten dage siden …«
Nyheden gjorde mig lamslået. I alle disse forgangne måneder havde Sayyid Ahmad og jeg udarbejdet vores planer ud fra den forestilling, at Kufra kunne blive centrum for en ny samling med henblik på en fast modstand. Nu, hvor Kufra var gået tabt, havde Senusierne intet tilbage ud over Jabal Akhdars undertrykte højland – intet, bortset fra den italienske besættelses forbandelse, der ubønhørligt strammede til: tab af sted efter sted, en langsom og uundgåelig kvælning til døde, uden at grebet et øjeblik blev lettet!
»Hvordan faldt Kufra?«
Med et træt tegn vinkede Sidi Umar en af sine mænd nærmere: »Denne mand vil fortælle Dem historien … Han er en af de få, der undslap fra Kufra. Han kom først i går.«
Manden fra Kufra satte sig ned på sin bagdel lige foran mig og trak sin lasede og lappede »barnus« omkring sig. Han talte langsomt, uden den mindste dirren af følelser i stemmen, men det syntes, som om alle de frygtelige ulykker, han havde været vidne til, afspejlede sig i hans faste ansigt.
»De angreb os fra tre sider og dannede tre formationer med talrige pansrede køretøjer og tungt artilleri. Deres fly gik helt ned i lav højde og kastede bomber over husene, moskéen og palmelundene. Blandt os var der nogle få hundrede mænd, som kunne bære våben. Resten var kvinder, børn og svage gamle. Vi kæmpede hus for hus for at redde hvert eneste. De var langt stærkere end os. Til sidst var kun landsbyen al-Hawari tilbage på vores hænder. Vores rifler blev ubrugelige over for deres pansrede køretøjer, og de besejrede os. Kun nogle få af os overlevede. Jeg skjulte mig i palmelunden og ventede på en mulighed for at slippe gennem en åbning i den italienske formation. Hele natten hørte jeg kvindernes pinefulde skrig, fordi de italienske soldater og de eritreiske »askari«-soldater havde voldtaget dem. Næste dag kom en gammel kone med vand og brød til mig dér, hvor jeg gemte mig. Hun fortalte mig, at den italienske general samlede alle de overlevende ved Sayyid Muhammad al-Mahdis grav, rev et eksemplar af Koranen i stykker for øjnene af dem og kastede stumperne på jorden. Så satte han sin støvle på dem og råbte: »Lad nu jeres beduinske profet hjælpe jer, hvis han er i stand til det.« Derefter beordrede han alle palmerne i oasen fældet, brøndene ødelagt og alle bøgerne i Sayyid Ahmads bibliotek brændt. Næste dag beordrede han nogle af vores ældste og ulamaerne ført om bord på et fly – og de blev kastet ud fra stor højde ned mod jorden for at dø sønderknuste … Også den følgende nat hørte jeg fra mit skjulested kvindernes skrig, soldaternes højlydte latter og lyden af rifler … Til sidst kravlede jeg den mørke nat ud i ørkenen. Jeg fandt en lille kamel, steg op på den og forsvandt …«
Da manden fra Kufra havde afsluttet sin frygtelige beretning, trak Sidi Umar ham kærligt og blidt ind til sig og gentog: »Så, min søn, kan du se, at vi virkelig er nået til kanten af den tid, der er blevet os tildelt.« Og som svar på det uudtalte spørgsmål i mine øjne fortsatte han: »Vi kæmper, fordi vi er nødt til at kæmpe for vores religion og vores frihed, indtil vi segner i angribernes favn. Vi har intet andet valg – »Vi tilhører Gud, og til Ham vender vi tilbage.« Vi har sendt vores kvinder og børn til Egypten, så vi ikke behøver at bekymre os om deres sikkerhed, når Gud ønsker vores død.«
En dæmpet brummen begyndte langsomt at kunne høres et sted på den mørke himmel; uden bevidst at tænke over det begyndte en af Sidi Umars mænd næsten automatisk at strø sand over ilden. Flyet syntes ikke at være andet end en utydelig skikkelse mod baggrunden af de månebelyste skyer; det fløj i lav højde hen over vores hoveder mod øst, og lyden af motoren døde langsomt bort.
–Men Sidi Umar,’ siger jeg, ‘nu hvor der er en vej åben for dig og dine mujahidiner – ville det ikke være bedre at trække sig tilbage til Egypten? For dér kunne det måske være muligt at samle mange muhajirer fra Cyrenaika og opbygge en mere effektiv hær. Kampen her burde indstilles for en tid, så folk kunne genvinde noget af deres styrke … Jeg ved, at den britiske magt i Egypten – med stærke italienske styrker på begge sider – ikke ville være særlig begejstret for den tanke. Allah ved, hvis I kan overbevise dem om, at I ikke betragter dem som jeres fjender, vil de måske ikke bekymre sig om jeres forberedelser …’
–Nej, min søn, det er ikke længere muligt; det er alt for sent. Det, du siger, kunne have været muligt for femten-seksten år siden, før beslutningen om at angribe briterne blev truffet for at hjælpe Sayyid Ahmad mod tyrkerne. Tyrkerne hjalp os ganske vist ikke … Det er for sent; nu er det ikke længere muligt. Storbritannien vil ikke løfte så meget som en lillefinger for at gøre vores skæbne lettere, og italienerne er fast besluttede på at udrydde os. De har svoret at knuse enhver mulighed for modstand i fremtiden. Hvis mine følgere og jeg nu tager til Egypten, vil vi aldrig kunne vende tilbage. Og sig mig selv: Hvordan skulle vi kunne forlade vores folk og efterlade dem uden ledelse, så de kan blive udslettet af Allahs fjender?
–Hvad siger Sayyid Idris? Har han også samme holdning som dig, Sidi Umar?
–Sayyid Idris er en fornuftig søn af en storartet far, et godt menneske.
Men Allah har ikke givet ham mod til at udholde en sådan kamp …
Der var ingen fortvivlelse i Sidi Umars stemme – kun en dyb interesse, da han på denne måde talte med mig om det uundgåelige udfald af sin lange frihedskamp: Han vidste, at intet andet end døden ventede ham. Han frygtede ikke døden, men han ønskede den ikke. Han forsøgte imidlertid heller ikke at undgå den, og jeg er sikker på, at selv hvis han havde vidst, hvilken slags død der ventede ham, ville han ikke have forsøgt at undgå den. Det forekom mig, at han i hvert eneste atom af sin krop og sit sind var bevidst om, at ethvert menneske bærer sin skæbne med sig – hvor end han går, og hvad end han gør.
En svag uro blev hørbar i buskadset, så svag at man under normale omstændigheder ikke ville have bemærket den; men omstændighederne var langtfra normale. Med ørerne spidset i forventning om enhver form for fare fra et uventet område forstod jeg tydeligt, at de sagte skridt pludselig var standset, og få minutter senere begyndte deres utydelige lyd igen. Buskadset delte sig, og ud af det kom to mænd, Zayd og Khalil. Sammen med dem var to ryttere. På ryggen af de heste, de havde trukket med sig, var der læsset fyldte lædersække. Sækkene var blevet fyldt så meget med vand, at de var svulmet op som trommer. Da Khalil så Sidi Umar, skyndte han sig frem for at kysse lederen, mens jeg præsenterede Zayd. Sidi Umar lod sit skarpe blik hvile på Zayds magre ansigt og asketiske krop med tydelig anerkendelse. Han lagde hånden på Zayds skulder og sagde:
—Velkommen, broder, du, der kommer fra mine forfædres land. Hvilken arabisk stamme tilhører du?—Og da Zayed sagde, at hans folk hed Shammar, nikkede Umar med et mildt smil og sagde: Nå, så tilhører du altså Hatim al-Ta’is folk, han, der var den mest gavmilde blandt menneskene …1(Denne arabiske kriger og digter fra den førislamiske tid er berømt for sin gavmildhed og ædelmodighed। Hans navn er nu ved at blive synonymt med denne egenskab, en egenskab, som araberne tillægger den største betydning। Zayed tilhører Shammar-stammen। Shammar-folket hævder at nedstamme fra Hatims folk—derfor।)
En af Sidi Umars mænd lagde nogle dadler foran os, bundet ind i et stykke klæde. Han indbød os selv til dette beskedne måltid. Da vi havde spist, rejste den gamle kriger sig:
—Brødre, nu er det tid til at drage videre herfra. Vi befinder os ganske tæt på den italienske post ved Bu-Sfaya. Det vil være farligt at blive her indtil solopgang.
Vi pakker vores forfaldne lejr sammen og rider efter Sidi Umar. Hans øvrige mænd følger efter os til fods. Så snart vi er kommet ud af kløften, opdager jeg, at Sidi Umars gruppe er langt større, end jeg havde forestillet mig: én efter én farer mørke skikkelser som pile frem bag højene og bag træerne og slutter sig til vores række, mens flere andre mænd er placeret langt til højre og venstre for at holde vagt. Ingen almindelig iagttager ville have kunnet forestille sig, at der befandt sig omkring tredive mænd rundt om os; for hver eneste af dem bevæger sig lydløst som en rødindianerspejder.
Før solopgang nåede vi frem til hovedteltet i Umar al-Mukhtars egen daw’ar, eller guerillahær. På det tidspunkt bestod denne styrke af lidt over to hundrede mænd. Teltet var slået op i en dyb, smal kløft, og små bål brændte på de klipper, der hang ud over den. Nogle mænd sov på jorden. Andre, som i morgengryets grålysning lignede utydelige skygger, var optaget af forskellige opgaver i lejren: De rensede deres våben, hentede vand, lavede mad eller passede de få heste, der var bundet til træer hist og her. Næsten alle var iført lappet og laset tøj. Hverken dengang eller senere så jeg i hele denne gruppe en komplet djard 1(en ulden kappe, der ligner et tæppe, og som bæres af folk i Egypten og Libyen) eller en burnus 2(en slags hovedbeklædning, som også bæres af arabere i Nordafrika) havde jeg set. Mange havde bandager på kroppen, som vidnede om deres nylige sammenstød med fjenden. Til min store forundring så jeg to kvinder i teltet: den ene gammel, den anden ung. De sad ved et bål og reparerede fordybede i arbejdet en iturevet saddel med en tyk, stump nål.
»Disse to søstre følger os, hvor end vi går,« forklarede Sidi Umar som svar på min tavse forundring. »De ville ikke søge tilflugt i Egypten sammen med vores kvinder; de er mor og datter. Alle mændene i deres familie er blevet dræbt i kamp.«
I to dage og en nat – mens teltet blev taget ned og rejst et andet sted i højslettens kløfter og skove – overvejede og drøftede Sidi Umar og jeg alle muligheder for at skaffe regelmæssige forsyninger til mujahidinerne. Der kom stadig sporadiske forsyninger fra Egypten. Det forekom mig, at de britiske myndigheder fra det tidspunkt, hvor Sayyid Idris nåede til en forståelse med Storbritannien under sin fredsaftale med italienerne, var villige til igen at se med en vis tolerance på Senussi-aktiviteter inde i Egypten – så længe de naturligvis holdt sig inden for lokale bevægelser. Især holdt de britiske myndigheder officielt ikke øje med de små grupper af krigere, der brød gennem den italienske forsvarslinje og kom til den nærmeste egyptiske by ved havkysten, Selum, for at sælge deres bytte, som for det meste bestod af italienske muldyr, og købe hårdt tiltrængte fødevarer for pengene. I virkeligheden var sådanne ekspeditioner yderst farlige for mujahidinerne, og den slags foretagender var næsten aldrig mulige, især fordi italienerne meget hurtigt havde rejst pigtrådshegn langs den egyptiske grænse. Sidi Umar var enig med mig i, at den eneste mulighed kunne være at bruge den rute, jeg var kommet ad, som forsyningsrute og oprette hemmelige depoter i de egyptiske oaser Bahriyya, Farafra og Siwa. Men han var meget tvivlende over for, om denne plan i længere tid ville kunne undgå italienernes årvågne blik.
Det viste sig, at Umars bekymring var særdeles velbegrundet. Nogle måneder senere nåede en karavane med sådanne forsyninger faktisk frem til mujahidinerne; men da karavanen bevægede sig gennem passagen mellem Jaghbub og Jalu, blev den opdaget af italienerne. Kort efter oprettede italienerne en stærk kontrolpost ved Bir Tarfa, midt mellem og lige langt fra de to oaser; sammen med næsten uafbrudt luftovervågning gjorde denne kontrolpost på ny sådanne ekspeditioner yderst farlige.
Nu tænkte jeg på min hjemrejse. Jeg havde ikke meget lyst til at vende tilbage ad den lange og besværlige rute, som jeg havde fulgt på min rejse mod vest. Derfor spurgte jeg Sidi Umar, om der kunne findes en kortere vej. Han sagde, at der ganske vist var en vej, men at den var farlig: at trænge gennem pigtråden og nå frem til Selum. En gruppe mujahidiner var på det tidspunkt rede til at drage ud på en sådan ekspedition for at hente mel fra Selum; hvis jeg ønskede det, kunne jeg slutte mig til dem. Jeg besluttede at gøre det.
Zayd og jeg tog for sidste gang afsked med Umar al-Mukhtar. Jeg skulle aldrig se ham igen: mindre end otte måneder senere tog italienerne Umar til fange og hængte ham.
Efter næsten en uges rejse, udelukkende om natten, over ujævnt terræn og gennem den østlige del af Jabal Akhdars enebærskove nåede vores gruppe på tyve mænd frem til det sted ved grænsen mellem Egypten og Cyrenaika, hvor vi havde planlagt at trænge gennem pigtråden. Stedet var ikke valgt tilfældigt. Selv om der var rejst pigtrådshegn langs det meste af grænsen, var hegnet endnu ikke fuldført. Nogle steder, som her, bestod hegnet alene af en otte fod høj og fire fod bred konstruktion med tre separate rækker pigtråd, der var stramt snoet og fastgjort til tykke, tunge tråde på stolper, som var plantet i et solidt fundament. Den kontrolpost, der bevogtede det sted, vi havde valgt, lå omkring en halv mil derfra. Vi vidste også, at der var et pansret køretøj ved kontrolposten. Men dette var det ene af to alternativer: enten denne sektor eller en anden, som måske var mindre bevogtet, men hvor der kunne være to eller tre rækker pigtrådshegn.
Det var på forhånd blevet aftalt, at tilhængere af Senussi-ordenen flere mil inde på egyptisk område skulle møde os med ride- og lastdyr. Der var derfor ingen grund til at udsætte vores heste for fare. Vi sendte hestene tilbage under opsyn af nogle få mujahidiner, mens alle vi andre, Zayd og jeg inklusive, kort før midnat begav os til fods hen til hegnet. Mørket var vores dække, for italienerne havde fældet og ryddet al vegetation og alle buskadser.
Mod nord og syd, med flere hundrede meters afstand, havde vi placeret vagter. Seks af vores mænd krøb frem, iført de tykke læderhandsker, de tidligere havde erobret under angreb på de italienske arbejdere, og bevæbnet med trådklippere. Mens de rykkede frem, dækkede vi dem med vores rifler. Det var et spændingsfyldt øjeblik. Jeg lyttede opmærksomt efter den mindste lyd. Jeg hørte kun knasen fra gruset, der blev trykket sammen under de fremrykkende mænds vægt, og nu og da kaldet fra en natlig fugl. Så lød den knasende lyd af trådklipperne, der for første gang bed sig fast i pigtråden. Det føltes, som om en eksplosion fandt sted inde i mit øre, og derefter kom den svagere, særskilte lyd af de metalliske tråde, der blev skåret over … khash, khash, khash … mens de med savende bevægelser skar sig dybere og dybere ind i pigtråden …
Endnu en gang lød et fuglekald på nattehimlen; men denne gang var det ikke en fugl, men et signal: et signal om overhængende fare fra en af de vagter, vi havde placeret mod nord … Og i selvsamme øjeblik hørte jeg motorens brummen nærme sig os. En projektør strålede skråt op mod himlen. Som én mand kastede vi os ned på jorden, bortset fra mændene ved pigtråden; de fortsatte desperat og forhastet med deres arbejde. Nu tænkte de ikke længere på at arbejde lydløst. Som besatte klippede de i stedet løs med saksene og slog med geværkolberne for at løsne den afskårne pigtråd. Få sekunder senere lød et geværskud: signalet fra vagten mod nord. Føreren af panservognen må have fået øje på ham, for projektørens stråle styrtede pludselig nedad, og vi hørte maskingeværets ildevarslende knatren. Motorens brølen voksede, og dens sorte skygge gled hen over vores kroppe, mens dens forlygter kastede deres lys lige ned på jorden. Derefter kom en maskingeværsalve mod os. Tydeligvis havde skytten sigtet alt for højt. Jeg hørte den susende, hvislende lyd af kuglerne, der fór hen over vores hoveder. Vi lagde os på maven og besvarede ilden med vores rifler.
»Projektør! Projektør!« råbte en. »Skyd på projektøren!« Og efter få øjeblikke slukkedes projektøren. Der er ingen tvivl om, at den var blevet sønderskudt af kugler fra vores skarpskytter. Panservognen standsede. Men dens maskingevær fortsatte med at skyde blindt. Netop da fortalte et skrig, der lød foran os, at der var blevet skåret en åbning i pigtrådshegnet, så vi kunne trænge igennem. Én efter én vred vi os gennem den smalle åbning og fik os over på den anden side af hegnet, mens pigtråden rev vores tøj og hud i laser. Derefter hørte vi lyden af løbende mænd — og yderligere to jerd-klædte skikkelser kastede sig gennem åbningen i pigtrådshegnet. Vores kammerater sluttede sig igen til os. Det stod klart, at italienerne ikke ønskede at forlade deres køretøj og tage kampen op mod os ansigt til ansigt … Og så stod vi på egyptisk jord — eller rettere: vi fortsatte med at løbe og søgte dækning bag sten, sanddynger og spredte buske, for de skød fra tid til anden efter os fra den anden side af grænsen.
Ved daggry var vi trængt ind på egyptisk område. Nu var vi uden for fare. Af vores omtrent tyve mænd havde vi mistet fem. De var sandsynligvis døde, og fire var blevet såret, dog ikke alvorligt.
»Allah har vist os nåde,« sagde en af de sårede mujahidiner. »Når vi forsøger at komme over pigtrådshegnet, mister vi undertiden halvdelen af vores mænd; men Allah er stor, og ingen dør, hvis ikke Allah vil det … Siger den hellige Koran ikke: Sig ikke om dem, der bliver dræbt på Allahs vej, at de er døde; for de er levende, de lever …?«
To uger senere, på tilbagevejen via Marsa Matruh og Alexandria, nåede vi Øvre Egypten, og derfra vendte Zayd og jeg, som det på forhånd var aftalt, tilbage til Medina med båd via Yanbu. Hele ekspeditionen havde taget to måneder … Det virkede ikke, som om nogen overhovedet havde lagt mærke til vores fravær fra Hijaz …
.. . .. .. .. . ..
Da jeg sammen med Sidi Muhammad al-Zubayr satte foden på tærsklen til den gamle senussiske bolig i Medina, blev alle de uklare ekkoer af død og fortvivlelse levende i min bevidsthed igen, og duften af enebærtræerne og lyden af kuglerne, der fór hen over vores hoveder, fik mit hjerte til at hamre. Smerten fra en ekspedition uden håb og uden udsigt til redning vågnede igen i mit bryst; derefter svandt mindet om min kyrenæiske ekspedition langsomt bort. Kun dens smerte blev tilbage!
Fire
I stand once again before the Great Senussi and look into the weary face of the old warrior. Once again I kiss the hand that has wielded a sword for so long that it no longer has the strength to bear one.
—Må Allah forbarme sig over dig, fader; sæt dig ned og hvil dig … Det er over et år siden, vi så hinanden, og med dette år er også vores håb svundet bort. Men lovet være Allah, han gør, hvad han vil …
Året havde visselig været sørgeligt for Sayyid Ahmad. Linjerne i hans ansigt var blevet dybere, og hans stemme var blevet meget lav, sådan som den aldrig før havde været. Den stolte ørn var knækket. Han sad sammenkrøbet på tæppet. Hans hvide burnus var bundet stramt om kroppen—som om det blot var for at holde den varm—og han stirrede stumt og tavst ud i det uendelige tomrum.
—»Hvis vi blot kunne have reddet Umar al-Mukhtar,« hvisker han, »hvis vi blot i tide kunne have overtalt ham til at flygte og komme til Egypten …«
—»Ingen kunne have reddet Sidi Umar,« trøster jeg ham. »Han ønskede ikke selv at blive reddet. Han ønskede at dø, hvis han ikke kunne sejre; det forstod jeg, da jeg tog afsked med ham, Sidi Ahmad!«
Sayyid Ahmad ryster kraftigt på hovedet—ja, det vidste jeg også … det vidste jeg også … men jeg fandt først ud af det for sent. Undertiden synes jeg, at det var en fejltagelse, at jeg for sytten år siden besvarede den opfordring, der kom fra Istanbul … Og var det måske ikke begyndelsen på døden—ikke blot Umars, men alle Senussiernes?
Jeg har intet svar på dette spørgsmål. For jeg har altid følt, at Sayyid Ahmads beslutning om at indlade sig i en nytteløs krig mod den britiske magt var hans livs mest fatale fejltagelse.
»Men«, siger Sayyid Ahmad igen, »da islams kalif bad mig om hjælp, hvordan kunne jeg så have truffet nogen anden beslutning? Handlede jeg rigtigt, eller handlede jeg som en tåbe? Men hvem andre end Allah kan sige, om et menneske handlede rigtigt eller forkert, når det følger sin samvittigheds stemme?«
»Hvem kan virkelig sige det?«
Den store Senussi bliver ved med at ryste hovedet fra side til side, i smerte og forvirring. Hans øjne er skjult bag de hængende øjenlåg, og med en pludselig vished forstod jeg, at disse øjne aldrig mere ville stråle med håbets flamme.1[Sayyid Ahmad døde i Medina året efter (1933)]
Vejen s ende
Et
Sent om natten forlader vi Medina ad den østlige vej, den vej som Allahs Sendebud rejste til Mekka for at foretage sin afskedshajj, nogle måneder før han døde.
Vi fortsætter gennem resten af natten ind i den frembrydende morgen. Vi rider videre på vores kamelrygge; efter at have standset et øjeblik for fajr-bønnen træder vi ind i dagen, en grå og overskyet dag. Før middag begynder det at regne, og vi får øje på en af deres sorte telte og beslutter at søge ly i den.
Teltet er lille. Det tilhører Harbs beduiner. Da de ser os, byder de os højlydt velkommen: »O, rejsende, måtte Allah forlænge jeres liv. Velkommen!« I shaykhens telt breder jeg mit tæppe ud på en måtte af gedens hår, og shaykhens hustru, hvis ansigt ligesom næsten alle beduinkvinders i dette område er utildækket, gentager sin mands smukke velkomsthilsen. Efter den søvnløse nat falder jeg hurtigt i søvn til den sagte trommen af regnen mod teltdugen. Flere timer senere vågner jeg af min søvn, men regnen trommer stadig sagte. Mørket fra natten omgiver mig—nej, det er jo ikke nat, men blot teltets tætte, sorte lærredstag; og det lugter som våd uld. Jeg strækker begge arme ud, og min hånd rammer en kamelsadel, der ligger på jorden bag mig. Det føles vidunderligt at mærke det gamle træs glatte overflade. Hvor er det behageligt at lade fingrene lege hen over den, indtil de når den forreste forhøjning og møder kamelens jernhårde, skarpe tarme, som sadlen er syet sammen med. Der er ingen andre end mig i teltet.
Efter et stykke tid rejser jeg mig og træder ud i teltets åbne side. Regnen synes at hamre små huller ned i sandet … hundredtusinder af små huller, der viser sig i dette øjeblik og pludselig forsvinder for at give plads til nye huller — og når jeg vender mig, sprøjter og spreder den vand over de blågrå granitblokke til højre for mig. Jeg ser ingen, for på dette tidspunkt af dagen er de sikkert gået ud for at se til deres kameler; nede i dalen står mange sorte telte tavse nær akacietræet i den regnfulde eftermiddags stilhed. Fra et af dem stiger en grå røgsky snoende sig opad … et tegn på aftensmaden. Røgen er så tynd og spinkel, at den ikke kan holde stand mod regnen … og den kravler langs kanten, hjælpeløs og skælvende som en kvindes hår i den stærke vind. Bakkerne synes at bevæge sig bag det flydende forhæng af sølvgrå vandstriber; luften er tung af duften af vilde akacietræer og fugtig teltuld.
Lidt efter lidt stilner vandstænkene og den fine regn af, og under aftensolens stråler begynder skyerne at gå i stykker og flygte. Jeg går hen mod en lav granitblok. I denne sten er der en fordybning så stor som et trug, hvori man på festdage serverer gæsterne et helt stegt får og ris. Nu er den fyldt med regnvand. Da jeg stikker begge arme ned i den, når vandet mig til albuerne; det er lunkent og vidunderligt blødt at røre ved, og da jeg bevæger armene i vandet, føles det, som om min hud drikker det! En kvinde kommer ud af et telt med et stort kobberkar på hovedet — det er tydeligt, at hun er gået ud for at fylde karret fra en af de mange fordybninger i stenene og klippeblokkene, hvor regnen har samlet sig. Hun strækker snart armene frem, snart til siden og snart opad, holder kanten af sin vide røde kjole som en vifte med begge hænder og går frem, mens hun svajer blidt. Ligesom vandet svajer, når det langsomt løber ned over stenen, bevæger kvinden sig svajende. Jeg siger til mig selv: Denne kvinde er lige så smuk som vandet … På afstand hører jeg de tilbagevendende kamelers kald; og dér viser de sig bag bakkerne som en spredt flok. Hyrderne går frem med værdighed og slappe skridt og driver dem ind i dalen med skarpe, korte råb; så udstøder de et særligt ord: »G-r-r … g-r-r …« Dyrene synes at bøje knæ og sætte sig; og man ser mange kameler bøje deres brune rygge mod jorden i en bølgende rytme. Da aftenen falder på, lægger mændene lænker om kamelernes forben og spreder sig til deres egne telte. Og nu er natten kommet med sit blide mørke og sin milde kølighed. Foran de fleste telte brænder der bål; klangen fra gryder og pander og kvindernes latter blander sig med mændenes pludselige råb og deres brudstykker af samtaler, som bæres gennem luften hen til mig. Efter kamelerne er får og geder vendt tilbage; de bræger også et stykke tid, og af og til giver en hund sig til at hyle, sådan som de hyler hver nat ved hvert telt i Arabien.
Zayd er ingen steder at se. Måske har han lagt sig i et af teltene. Jeg går langsomt hen mod de kameler, der ligger behageligt. Med deres enorme kroppe har de gravet fordybninger til sig selv i sandet og ligger mageligt. Nogle tygger drøv, mens andre har strakt deres lange halse ud over jorden. Nogle løfter hovedet og snøfter gennem næsen, når jeg går forbi og for sjov lægger hånden på deres grove pukler. En ung kamelkalv ligger tæt op ad sin mor. Den springer op ved berøringen af min hånd, mens moderen vender hovedet mod mig og udstøder et blødt kald med vidt åben mund. Jeg lægger begge arme om kamelkalvens hals, holder den ind til mig og begraver ansigtet i dens varme pels bagtil; pludselig står den stille og tavs — det føles, som om al dens frygt er forsvundet. Varmen fra det unge dyrs krop trænger gennem mit ansigt og bryst — jeg mærker blodet strømme voldsomt i venerne på dens hals under mine håndflader, blande sig med mit eget blods pulsslag — og i mig vækker det en altomfattende følelse: følelsen af et nært samvær med selve livet, erkendelsen af en længsel efter helt at hengive sig til livet.
To
Vi rider på kamelryg og hvert af deres skridt bringer os nærmere det sted, hvor vores vej ender. Sådan fortsætter vi dag efter dag gennem den solbeskinnede steppe. Om natten sover vi under stjernerne, og ved daggry vågner vi i den milde kølighed — og langsomt nærmer jeg mig enden på min vej.
Der var aldrig nogen anden vej for mig end denne, selv om jeg ikke vidste det i mange år. Den havde kaldt på mig længe før mit sind blev bevidst om Mekka — med en vældig stemme: »Mit rige er i denne verden, og mit rige er også i den kommende verden; mit rige venter på både menneskets legeme og sjæl, og det rige strækker sig over alt, hvad mennesket tænker, føler og gør — dets handel og forretninger, dets tilbedelse og gudsdyrkelse, dets soveværelse, dets politik, alt. Mit rige har ingen ende, ingen grænse.« Og da dette nogle år senere stod klart for mig, forstod jeg, hvor min plads var: Jeg forstod, at det islamiske broderskab havde ventet på mig lige siden min fødsel, og jeg antog islam. Den længsel fra min første ungdom efter at finde en bestemt bane for mine tanker og ønsker, efter at blive en uadskillelig del af et broderskab, blev omsider opfyldt.
Det er i høj grad forunderligt — eller måske ikke så forunderligt, hvis man overvejer, hvad islams mål er — at min første erfaring som muslim blandt muslimer er broderskab …
I de første dage af januar 1927 drog jeg igen af sted mod Mellemøsten. Denne gang var Elsa og hendes lille søn med mig, og denne gang følte jeg, at dette ville blive min sidste rejse.
I flere dage har vi sejlet gennem Middelhavet, gennem en skinnende cirkel af hav og himmel. Undertiden byder en fjern kyst os velkommen, og røgen fra skibe, der hurtigt suser forbi os; Europa er forsvundet langt, langt bag os, og jeg har næsten glemt det.
Jeg går ofte ud fra vores kahytsdæks bekvemmelighed og ned til skibets mest tarvelige og billigste område, hvor der er køjer af jern i flere lag. Skibet var på vej mod Fjernøsten, og derfor var de fleste af dæks-passagererne kinesere, små håndværkere og handelsfolk, som efter mange års hårdt arbejde i Europa var på vej tilbage til deres hjemland. Desuden var der en lille gruppe jemenitiske arabere, som var gået om bord i Marseille. Også de var på vej hjem. Duften og lydene fra de vestlige havne hang stadig ved dem. De levede endnu i skumringen efter dagens slutning, da deres brune hænder skovlede kul på engelske, amerikanske og hollandske skibe; de talte stadig om de mærkelige havne i fremmede storbyer – New York, Buenos Aires, Hamburg. Drevet af en pludselig længsel efter det strålende ukendte blev de en dag i Aden ansat som stokere på en kuldamper1ansat til at skovle kul i skibets fyrboksDe havde solgt deres arbejdskraft. De var trådt ud af deres kendte verden og ind i jordens ufatteligt vidunderlige mangfoldigheds favntag, hvor de ville vokse og overskride sig selv; men skibet ville snart lægge til i Aden, og disse dage i deres liv ville forsvinde ind i fortiden. I stedet for Vestens hatte ville de tage turbaner eller kufiyaer på, kun bevare de forgangne dage som minder, og hver af disse selvoptagede mænd ville vende tilbage til Yemen, til sit landsbyhjem. Ville de vende tilbage til deres hjem som præcis de samme mennesker, som da de en dag forlod det, eller som forvandlede mennesker? Havde den vestlige verden taget deres sjæle i besiddelse – eller havde den blot strøget hen over deres sanser?
Disse menneskers problem samlede sig i mit sind og antog form af et større og mere betydningsfuldt problem.
Jeg indså, at islam og den vestlige verden aldrig tidligere havde været så tæt på hinanden som i dag. Denne nærhed er en kamp – både synlig og usynlig. Under presset fra den vestlige kultur svinder sjælene hos mange muslimske kvinder og mænd stadig mere ind.
Forbedringen af livsvilkårene burde være et middel til at højne mennesket åndeligt; men efter at have forladt deres tidligere tro har de ladet sig føre ad en anden vej. De har vendt sig mod den afgudsdyrkelse, der kaldes fremskridt, og som den vestlige verden havde overgivet sig til efter et sted i begivenhedernes baggrund blot at have forvandlet religionen til en harmonisk klingende melodi; og derfor gør disse muslimske mænd og kvinder sig langsomt mindre, ikke større: for al kulturel efterligning står i modsætning til kreativitet og forringer derfor uundgåeligt enhver nation eller folkegruppe.
Det er ikke sådan, at muslimerne ikke har meget at lære af den vestlige verden, især på det tekniske område. Men tilegnelsen af videnskabelige begreber og metoder er i virkeligheden ikke efterligning; og det gælder især for den nation, hvis religion selv påbyder den at søge viden, hvor den end findes. Videnskaben er hverken vestlig eller østlig; for alle videnskabelige opdagelser er blot nogle få led i den endeløse kæde af menneskelig intellektuel stræben, som omfatter hele menneskeheden. Enhver videnskabsmand bygger sin bygning på det fundament, som tidligere videnskabsmænd – hvad enten de tilhørte hans egen nation eller en anden – har lagt. Og denne proces med opbygning, korrektion og forbedring fortsætter fra menneske til menneske, fra tidsalder til tidsalder, fra civilisation til civilisation; derfor kan ingen videnskabelig bedrift fra en bestemt tidsalder eller civilisation nogensinde betragtes som netop denne tidsalders eller civilisations egen fortjeneste. I bestemte perioder har nogle nationer været mere levende og energiske end andre og har derfor kunnet yde større bidrag til videnskabens fælles skatkammer; men i sidste ende deltager alle i denne proces, og det med rette. Der var engang, hvor muslimernes civilisation var langt mere kraftfuld end Europas civilisation. Denne civilisation overførte mange revolutionerende tekniske opfindelser til Europa og mere end det: de grundlæggende principper for den „videnskabelige metode“, som den moderne civilisation er bygget på. Alligevel gjorde Jabir ibn Hayyans grundlæggende opdagelser ikke kemien til arabisk videnskab; og algebra og trigonometri kan heller ikke kaldes muslimsk videnskab, selv om den ene blev opfundet af al-Khwarizmi, og den anden af al-Battani, og de begge var muslimer – ligesom vi ikke kan tale om „engelsk tyngdelære“, selv om den mand, der udformede denne teori, var englænder. Alle sådanne bedrifter er menneskehedens fælles ejendom. Hvis muslimerne derfor antager moderne metoder inden for videnskab og teknologi, hvilket de naturligvis bør gøre, vil de blot følge den udviklende drift i mennesket til at tilegne sig andre menneskers erfaringer – ikke mere end det.
Men hvis de antager den ydre side af det vestlige liv, dets skikke, sædvaner og sociale forestillinger – hvilket de på ingen måde behøver at gøre – vil de aldrig få gavn af det. For i dette tilfælde vil det, Vesten kan give dem, på ingen måde være bedre end det, deres egen kultur allerede har givet dem, og som deres egen religiøse tro også viser dem vejen til. Hvis muslimerne bevarer hovedet koldt og tager imod fremskridtet som et middel, ikke som et mål, vil de ikke blot kunne bevare deres indre frihed; måske vil de også være i stand til at give Vestens mennesker den hemmelighed tilbage, som livets sødme har mistet.
.. . .. . .. . .. . ..
Blandt skibets yemenitter var der en spinkel, lavstammet mand med en næse som en ørnenæb og et så intenst ansigt, at det syntes at gløde; men hans bevægelser var meget rolige og beherskede. Da han hørte, at jeg var ny muslim, begyndte han at vise mig en særlig hengivenhed. Time efter time sad vi sammen på dækket, mens han fortalte mig om sin bjerglandsby i Yemen. Han hed Muhammad Salih.
En aften gik jeg ned på dækket og mødtes med ham. En af hans venner lå med feber på en jernkøje. Jeg fik at vide, at skibslægen slet ikke ville finde det nødvendigt at komme ned på dækket. Manden led af malaria. Derfor gav jeg ham kinin. Mens jeg var optaget af ham, samlede de andre yemenitter sig i et hjørne omkring den lille Muhammad Salih. De kastede skæve blikke på mig og fulgte det råd, som Muhammad Salih hviskede til dem. Til sidst trådte en af dem frem. Manden var høj, havde en olivenbrun hudfarve og to glødende sorte øjne. Han rakte mig en bunke sammenkrøllede franske pengesedler:
– Vi har samlet disse sammen blandt os. Desværre er det ikke noget stort beløb. Gør os den tjeneste at tage imod pengene.
Jeg fór forskrækket tilbage og forklarede dem, at jeg havde givet deres ven medicinen, ikke for pengenes skyld.
—Nej, nej, det ved vi godt; alligevel, vær venlig at tage imod disse penge. Vi betaler dem ikke som vederlag for noget — de er en gave, en foræring fra dine brødre. Vi er meget lykkelige over at have mødt dig, og det er derfor, vi giver dig disse penge. Du er muslim og vores bror. Ja, du er endog bedre end os. For vi blev født som muslimer; vores fædre var muslimer, og det var vores bedstefædre også. Men du har forstået islam med dit eget hjerte … Bror, tag imod disse penge for Allahs Sendebuds skyld.
Men jeg var stadig fanget i mine europæiske skikke og normer; til mit forsvar sagde jeg: »Jeg kan ikke tage imod nogen gave for en smule omsorg for en syg ven … Desuden har jeg penge nok. I har sikkert mere brug for dem end jeg. Hvis I alligevel ønsker at give disse penge bort, så giv dem til de fattige, når I kommer til Port Said.«
»Nej,« sagde den yemenitiske mand igen, »tag disse penge fra os — og hvis du ønsker at beholde dem, så giv dem selv til de fattige.«
Og mens de blev ved med at trænge ind på mig, og efter mit afslag blev fortvivlede, ynkelige og tavse, forstod jeg pludselig: Hvor jeg kommer fra, er mennesker vant til at rejse mure mellem »mit« og »dit«; men dette samfund er et samfund, hvor der ikke findes nogen mur …
»Giv mig pengene, brødre; jeg tager imod dem – og tak skal I have.«
Tre
»I morgen, om Gud vil, er vi i Mekka. Den ild, du tænder, Zayed, bliver den sidste; vores rejse nærmer sig sin afslutning!«
»Men onkel, vi kommer ganske vist til at tænde ild igen, og der vil altid ligge endnu en rejse foran dig og mig.«
»Det kan være sådan, Zayed, min bror! Men på en eller anden måde føler jeg, at der ikke længere vil blive foretaget sådanne rejser i dette land. Jeg har vandret omkring i Arabien så længe, at det er blevet blandet ind i mit blod, og jeg er bange for, at hvis jeg ikke rejser nu, vil jeg aldrig mere kunne rejse bort … Men Zayed, jeg må af sted. Kan du ikke huske ordsproget: Hvis vandet skal forblive rent, må det bevæge sig, det må flyde! Mens jeg endnu er ung, vil jeg se, hvordan vore muslimske brødre lever i andre dele af verden – i Indien, Kina, Java …«
»Men kære onkel,« svarer Zayed med forbløffet rædsel, »din kærlighed til Arabien er vel ikke helt forsvundet?«
»Nej, Zayed, jeg elsker det, som jeg altid har elsket det; ja, man kan snarere sige, at jeg måske elsker det endnu mere. Jeg elsker det så højt, at det smerter mig blot at tænke på, hvad fremtiden har i vente for det! Jeg har hørt, at kongen planlægger at åbne sit land for de fremmede, så han kan få indtægter fra dem! Han vil give dem tilladelse til at grave og lede efter olie i Al-Ahsa og efter guld i Hijaz, og kun Allah ved, hvad det vil føre til for beduinerne! Dette land vil aldrig mere være, som det er nu …«
Ud af ørkennattens lydløse stilhed lyder trampene fra en kamel, der springende løber af sted. En enlig kamelrytter kommer farende ud af mørket ind i lyset fra vores lejrbål, med sadlens frynser flyvende og sin abaya bølgende; pludselig standser han kamelen, og uden at vente på, at den skal knæle, springer han ned fra sadlen. Med et kort »as-salamu alaykum« – »fred være med jer« – og uden at sige et eneste ord mere begynder han at tage sadlen af dyrets ryg. Han kaster sadeltaskerne hen i nærheden af lejrbålet og sætter sig så på jorden – stadig tavs og med ansigtet vendt bort.
–Må Allah give dig et langt liv, Abu Saiyid, siger Zayd. Det blev tydeligt, at han kendte den nyankomne. Men manden var stadig tavs. Derfor vendte Zayd sig mod mig og sagde: »Dette er en af Ibn Sauds rajaziler – en djævel!«
Den sørgmodige Abu Saiyid har en meget mørk hudfarve; hans læber er tykke, og hans krøllede hår er omhyggeligt delt i to ved en skilning. Dolken, der er stukket ind i hans livbælte, er sandsynligvis en gave fra kongen, dækket af en gylden skede, og hans ridedyr er en prægtig honningfarvet hunkamel, afkom af kameler fra nord. Hans lemmer er slanke og uden overflødigt kød – hovedet er smalt, mens både skuldre og bagparti er kraftige og stærke.
–Hvad er der sket med dig, Abu Saiyid, hvorfor taler du ikke med dine venner? Er du måske blevet besat af en djinn?«
»Nura« … hvisker Abu Saiyid, og efter nogen tid får den varme kaffe hans tunge til at løsne sig, hvorefter han begynder at fortælle os om Nura: Nura, en pige fra byen Arras i Najd (han nævner også pigens fars navn; det viser sig, at jeg kender ham særdeles godt). Da Nura hentede vand sammen med de andre piger, holdt Abu Saiyid i hemmelighed øje med hende over havemuren, »og jeg mærkede, som om et glødende kul var faldet ind i mit hjerte. Jeg elsker hende, men hendes far, det svin, vil under ingen omstændigheder gifte sin datter bort til mig – en tigger! – og siger, at Nura er bange for mig! Jeg tilbød mange penge som hendes brudegave, ja, endda et stykke af min jord; men han afviste mig altid og endte med at gifte hende bort til hendes fætter. Allahs forbandelse være over ham – og over Nura!«
Den ene side af hans stærke, dybsorte ansigt bliver oplyst af lejrbålets skær, og skyggen, der danser over hans ansigt, ligner skyggen af et helvede fuldt af smerte. Han kan ikke blive siddende ret længe; rastløs og utålmodig springer han op. Et øjeblik lader han sine hænder hvile på sit gevær, vender så tilbage til ilden og styrter pludselig ud i den tomme nats mørke. Vi hører ham løbe i en stor cirkel rundt om stedet, hvor vi har slået vores telt op, mens han råber – råber:
–Nuras ild brænder mig op og fortærer mig! Nuras ild brænder i mit bryst!« – og igen bryder han hulkende ud: »Nura, Nura!«
Igen nærmer han sig lejrbålet og fortsætter med at løbe i cirkler omkring det, mens hans kaftan blafrer omkring ham som en urolig, dansende flamme og en spøgelsesagtig natfugl i mørket.
Er han vanvittig? Det forekom mig ikke. Men det kan også være, at en psykisk følelse, der er knyttet til urforfædrenes minder, er vågnet i hans indre, dybe mørke – minderne fra Afrikas skove, minderne om de mennesker, der levede tæt på en tid, hvor spøgelser, ånder og overnaturlige mysterier hørte til, den tid hvor bevidsthedens guddommelige gnist forvandlede dyret til mennesket; og denne gnist er endnu ikke stærk nok til at tøjle de uhæmmede instinkter, samle dem og forvandle dem til en højere følelse … Et øjeblik forekom det mig, at jeg virkelig så Abu Saiyids hjerte foran mig: en klump af blod og kød, der brændte i begærets ild, som om det var en virkelig ild; og på en eller anden måde forekom det mig helt naturligt, at han ville græde så frygteligt, græde og løbe i cirkler som en galning, indtil de lænkede kameler rejste sig skræmte på tre ben …
Så vender han tilbage til os og dumper ned på jorden. Jeg kan tydeligt se den afsky, der kommer til udtryk i Zayeds ansigt ved synet af denne slags ukontrollerede udbrud. For intet er mere frastødende for en ægte araber med en ædel karakter end sådanne tøjlesløse følelsesudbrud. Men Zayeds ædle hjerte genvinder snart sin ro. Han griber Abu Sayyids ærme og trækker kraftigt i det, og da Abu Sayyid løfter hovedet og stirrer tomt på Zayed, trækker Zayed ham blidt hen til sig:
— Åh Abu Sayyid, hvordan kan du glemme dig selv på den måde? Abu Sayyid, du er jo en kriger… Du har dræbt mange mennesker, og ofte har du kun med nød og næppe undgået at blive dræbt af mennesker! Og nu er du blevet slået omkuld af en kvindes slag? Der findes andre kvinder i verden end Nura… Åh Abu Sayyid, kriger, tåbe…
Mens afrikaneren langsomt krymper sig og dækker ansigtet med begge hænder, fortsætter Zayed:
— Ti stille, Abu Sayyid… Løft hovedet og se: Kan du se den lysende vej på himlen?
Abu Sayyid ser forbløffet op mod himlen, og uden selv at vide det følger jeg automatisk Zayeds pegende finger og vender blikket mod den blege, ujævne vej, som strækker sig gennem himlen fra den ene horisont til den anden. I vil kalde den Mælkevejen; men beduinerne ved gennem deres ørkenvisdom, at den ikke er andet end den vej, som vædderen fulgte, den vædder, der blev sendt til Ibrahim, da han i lydighed mod Allah og i sit hjertes fortvivlelse løftede kniven for at ofre sin førstefødte søn. Denne vædders vej er for altid synlig på himlen — et symbol på nåde og barmhjertighed — som minde om den befrielse, der blev sendt for at lindre et menneskehjer tes smerte; og derfor er den også en trøst for dem, der kommer senere, i fremtiden: for dem, der er alene eller fortabte i ørkenen, og for dem, der vandrer gennem deres livs ørken, grædende, ensomme og forladte, vaklende og snublende!
Og Zayed løfter hånden mod himlen og fortsætter med at tale højtideligt, uden den mindste antydning af hovmod, sådan som kun en araber kan gøre det:
— Dette er den vej, som Allah sendte den vædder ad til vores forfader Ibrahim, da han var på vej for at ofre sit førstefødte barn. Således viste Allah barmhjertighed mod sin tjener… Tror du, at Allah er ved at glemme dig? Ved Zayeds rørende ord bliver Abu Sayyids sorte ansigt blødgjort af barnlig forundring, og et udtryk af endnu større sindsro kommer til syne i det. Som en elev, der følger sin lærer, ser han koncentreret op mod himlen og forsøger dér at finde en afgørelse på sin fortvivlelse…
Fire
Ibrahim og hans himmelske vædder: Sådanne forestillingsbilleder opstår helt naturligt i dette lands folks sind. Mindet om denne gamle stammehøvding er så klart og levende hos os, at det er langt mere levende end hos de vestlige kristne. Hvad de kristne ellers måtte være, bygger de først og fremmest deres religiøse forestillinger på Torahen; selv hos jøderne er dette minde langt mindre strålende og levende end hos araberne, selv om Torahen i jødernes øjne er Allahs første og sidste ord til menneskeheden. Profeten Ibrahims åndelige nærvær mærkes hvert øjeblik i Arabien, præcis som i hele den muslimske verden, ikke blot fordi muslimske drenge så ofte opkaldes efter ham (med hans arabiske navn Ibrahim), men også fordi han igen og igen nævnes i al-Koranen og i muslimernes daglige salah; i begge tilfælde mindes stammehøvdingens rolle som den første bevidste forkæmper for troen på Allahs enhed. Heri ligger forklaringen på, hvorfor islam tillægger den årlige hajj i Mekka så enorm betydning. For Ibrahims fortælling har siden tidernes begyndelse været tæt knyttet til Mekka. Mange mennesker i Vesten tror fejlagtigt, at det var profeten Muhammeds (fred være med ham) forsøg på at »låne« stof fra jødiske religiøse fortællinger, der bragte Ibrahim ind i den muslimske tankeverdens kredsløb, men historisk er det bevist, at araberne kendte Ibrahim som person længe før islams fremkomst. Hver omtale af denne stammehøvding i al-Koranen er nedskrevet i en sådan sproglig form, at der ikke kan være tvivl om, at han var levende for arabernes sind mange, mange tidsaldre før Muhammeds tid. Hans navn og hovedtrækkene i hans liv nævnes altid uden nogen indledning eller forklaring, hvilket viser, at selv al-Koranens tidligste tilhørere må have kendt ham. Faktisk havde Ibrahim også før islam en fremtrædende plads i arabernes slægtslinjer som stamfader gennem Ismail, søn af Hagar, til de nordlige arabiske stammer, som i dag udgør mere end halvdelen af hele den arabiske nations befolkning.
Og Muhammeds stamme, Quraysh, hørte til netop denne gruppe. I Torahen nævnes kun begyndelsen på fortællingen om Ismail og hans mor. For det senere udfald af denne fortælling har ingen direkte forbindelse med det hebraiske folks skæbne, og det hebraiske folk har selv sin egen beretning om dette.
Ifølge denne tradition forlod Ibrahim Hagar og Ismail dér, hvor Mekka står i dag. Den fortælling, som er blevet overleveret, er på ingen måde umulig, hvis vi betænker, at en rejse på tredive dage eller mere for en kamelryttende nomade på ingen måde var usædvanlig – og heller ikke er det. Arabisk tradition fortæller under alle omstændigheder, at Ibrahim bragte Hagar og deres barn netop til denne dal – ind i denne kløft mellem nøgne, klippefyldte bjerge under den arabiske sol, hvor ørkenvinden fejer hen som flammer fra en rasende ild, et sted, som selv rovfuglene undgår! Selv i dag, hvor Mekka-dalen er fyldt med huse, veje og mennesker af mange sprog og folkeslag, skriger ørkenens ensomhed stadig frem mellem de tavse, ubevægelige bjergskråninger omkring den, og over de talløse mænd og kvinder, der knæler foran Kabaen, svæver nærværet af mange tusinde år fra en fjern fortid – et nærvær, hvori en ubrudt og livløs stilhed hænger over den tomme dal.
For denne egyptiske kvinde, den anden hustru, fru Hagar, var dette et passende sted for fortvivlelse og håbløshed. Hun havde født sin mand en søn, og derfor var hun blevet genstand for så stort et had fra hans første hustru, at hun og hendes søn Ismail måtte sendes i eksil. Stammehøvdingen profeten Ibrahim må have følt smerte, da han måtte gøre dette for at vinde sin ubøjelige hustrus gunst. Men vi må huske, at han var Allahs udvalgte, og at han havde den urokkelige tro, at der ingen grænser er for Allahs barmhjertighed. I den del af Torahen, der handler om skabelsen, hører vi, at Allah trøstede ham således: »Lad det ikke smerte dig, når du ser dette barn og denne kvinde, din hustru, i denne tilstand … Fra hendes søn vil jeg lade et folk opstå, for han er dit barn.« Og således forlod profeten Ibrahim den grædende kvinde og hendes søn i denne dal; han efterlod dem en lædersæk og en skindbeholder fyldt med dadler, mens han selv drog nordpå gennem Madyan til Kana’an.
I denne dal stod der kun ét vildt træt af arak-typen. Hagar sad under dets skygge med barnet på skødet. Om hende var der intet andet end den blændende glans over det bølgende, varme sand og skråningerne af klippefyldte bakker. Hvor vidunderlig dette træs skygge var … Men denne stilhed – en frygtelig stilhed, hvori man ikke engang kunne høre et levende væsens åndedrag! Dagen gik langsomt på hæld, og Hagar tænkte: Hvis blot et eller andet levende væsen kom her – en fugl, et dyr, ja … selv et rovdyr! Åh, hvor ville det dog have været en glæde! Men intet kom, bortset fra natten. Natten kom med ørkennattens lindring, som om den bredte et tag af mørke og kølighed fra himlen ud over hende og mildnede bitterheden i hendes fortvivlelse. Nyt mod voksede frem i Hagars bryst. Hun gav sit lille barn nogle dadler, og de drak begge af vandet fra lædersækken.
Natten sluttede, og endnu en dag fulgte, og derefter endnu en nat. Men da den tredje dag kom med sit brændende åndedrag, var der ikke en dråbe vand tilbage i lædersækken, og fortvivlelsen voksede sig stærkere end alle kræfter, mens håbet blev som et sønderslået kar. Da barnet forgæves begyndte at græde efter vand, råbte Hagar til Allah med en stemme, der blev stadig svagere. Hun blev vanvittig af barnets lidelser, løftede begge hænder mod himlen og løb frem og tilbage gennem dalen. Til minde om denne fortvivlelse løber de, der i dag kommer til Mekka for at udføre hajj, syv gange mellem disse to bjerge, mens de råber, ligesom Hagar engang råbte i sin nød: »O Barmhjertige, O Nådige, hvem vil vise os barmhjertighed, hvis ikke du gør det?«
Og da kom svaret: Se, en vandkilde er sprunget frem og er begyndt at strømme hen over sandet! Hagar skreg af glæde og pressede barnets ansigt ned til den kostbare væske, så han kunne drikke, og hun drak også sammen med ham. Mellem åndedragene sagde hun bedende »Zummi, zummi« – et ord uden nogen egentlig betydning, som blot efterlignede lyden af vandet, der brød frem af jorden, som om hun sagde: »Væld frem, væld frem.« For at vandet ikke skulle løbe ud og forsvinde ned i jorden, samlede Hagar sand omkring kilden og byggede en lille mur, hvorved vandstrømmen standsede, og kilden blev til en brønd. Siden har den været kendt som Zamzam-brønden, og den findes stadig i dag.
De to er nu reddet fra tørstens greb, og dadlerne varede endnu nogle dage. Nogle dage senere var en gruppe beduiner, som havde forladt deres hjemland i det sydlige Arabien sammen med deres familier og hjorde og søgte nye græsgange, tilfældigvis på vej gennem indgangen til denne dal. Da de så flokke af fugle kredse over den, konkluderede de, at der måtte være vand her. Nogle af dem satte kamelerne i løb ind i dalen for at se, hvad der fandtes dér, og opdagede en ensom kvinde, der sad med et barn ved kanten af en brønd, som var fyldt til randen med vand. Folkene var fredelige af natur. Derfor bad de Hajar om tilladelse til at slå sig ned i hendes dal, og Hajar gav dem tilladelse på én betingelse: Zamzam-brønden skulle for altid tilhøre Ismael og hans efterkommere.
Hvad Ibrahim angår, fortæller historien, at han nogen tid senere vendte tilbage til dalen, og i overensstemmelse med Allahs løfte fandt Hajar og hendes søn i live. Fra da af kom han ofte til dem, og for hans øjne voksede Ismael op til en mand, der havde nået manddomsalderen, og giftede sig med en pige fra en sydarabisk stamme. Nogle år senere modtog stammehøvdingen Ibrahim i en drøm besked om at bygge et sted for tilbedelse nær Zamzam-brønden til sin Herres ære. Med sin søns hjælp opførte han derefter den første model af det tilbedelseshus i Mekka, som stadig står og er kendt som Kabaen. Mens de tilhuggede stenene til det hus, der senere skulle blive regnet for det første hus bygget til tilbedelsen af den ene Allah, løftede Ibrahim ansigtet mod himlen og udbrød med bevæget stemme: »Labbayk! Allahumma Labbayk.« »Jeg står til din tjeneste, o Allah, jeg står klar til dig.« Derfor fremsiger muslimerne den samme påkaldelse, når de tager på hajj til det første tilbedelseshus, der er viet til den ene Allah i Mekka, og nærmer sig den hellige by: »Labbayk! Allahumma Labbayk.«
Fem
‘Labbayk! Allahumma Labbayk।…
Hvor mange gange har jeg ikke hørt dette råb under mine fem hajjrejser til Mekka. Det forekom mig, at jeg stadig kunne høre det, mens jeg lå ved bålet nær Zayd og Abu Sa’id.
Jeg lukker øjnene, og månen og stjernerne forsvinder fra mit syn. Jeg lægger min arm over ansigtet, og selv ildens skær kan ikke længere trænge gennem mine øjenlåg. Alle ørkenens lyde og klange sank bort. Jeg hører intet længere bortset fra råbet »Labbayk« i mit sind og blodets dæmpede brusen og pulsslag i mine ører. Blodet frembringer en dæmpet lyd, dunker og slår mod noget som havets bølger, der slår mod skibets skrog, og som motorens banken. Jeg hører motorens banken, mærker skibets planker ryste under mig, lugter skibets røg og olie og hører dette råb: »Labbayk! Allahumma Labbayk.« Sådan lød det fra hundredvis af stemmer på det skib, der bar mig til Arabien fra Egypten på min første hajjrejse for seks år siden, over det hav, der hedder Det Røde Hav, og ingen ved, hvorfor dette hav har fået det navn. For vi sejlede gennem Suezkanalen, med nogle af Afrikas bjerge på højre side og bjergkæderne i Sinaiørkenen på venstre, to nøgne, ubeklædte, klippefyldte bjergområder uden nogen vegetation. Efterhånden som skibet bevægede sig fremad, gled de længere og længere bort, næsten uden for synsvidde, og vi nåede frem til en anden tågegrå afstand, hvorfra landjorden kun kunne fornemmes, ikke ses med sanserne. Hele vejen gennem Suezkanalen så det vand, vi kunne se, ikke rødt, men gråt ud; og da vi sidst på eftermiddagen sejlede ud på det åbne, brede Røde Hav, viste det sig, at Det Røde Hav under den blide berøring af den kærtegnende vind var blåt ligesom Middelhavet.
Om bord er der kun hajjrejsende, og de er så talrige, at man næsten kan sige, at skibet ikke har kapacitet til at transportere dem alle. Det grådige rederi, der er besat af at tjene på den korte hajj-sæson, propper bogstaveligt talt skibet til randen uden at tage hensyn til passagerernes komfort. På dækket, i kahytterne, på gangene, på hver eneste trappe, i førsteklasses og andenklasses spisesale og i skibets lastrum, som er blevet tømt og forsynet med stiger netop for at kunne transportere passagerer, er hvert ledigt sted og hvert hjørne smertefuldt proppet med mennesker. Næsten alle er hajjrejsende fra Egypten og Nordafrika. Med den største ydmyghed og udelukkende med rejsens mål for øje udholder de uden protester eller klager disse unødvendige lidelser. Enhver, der ser, hvordan de – kvinder, mænd og børn – ligger tæt sammenstuvede i grupper på dæksplankerne som dyr og med største besvær skrubber og rengør deres husholdningsredskaber; hvordan de laver mad (for rederiet leverer ingen fødevarer); hvordan de hele tiden skubber sig frem og tilbage efter vand med blikkrus eller lærredsbeklædte vandbeholdere, mens hvert øjeblik i denne menneskemængde er en pine; hvordan de fem gange om dagen samles omkring vandhanerne, fordi der kun findes alt for få haner til så mange menneskers wudu før salat; hvordan de lider i den kvælende luft i skibets dybe lastrum, to dæk under hoveddækket, hvor der på andre tidspunkter kun transporteres baller og kasser med varer – enhver, der ser dette, vil forstå styrken i deres iman, den troens kraft, som disse hajjrejsende er besjælet af. For de er så optagede af tanken på Mekka, så opslugte af den, at det næsten synes, som om de i virkeligheden ikke mærker deres lidelser. På deres læber er der kun tale om hajj, og deres sind stråler af den følelse, hvormed de ser frem mod deres nærmeste fremtid. Kvinderne synger ofte sange om den hellige by i kor, og igen og igen lyder et råb: »Labbaik! Allahumma labbaik.«
Hen imod middag på den anden dag lyder skibets sirene: Det er signalet om, at vi er nået til Rabighs breddegrad. Rabigh er en lille havn nord for Jeddah, hvor mandlige hajjrejsende fra de nordlige egne ifølge en gammel tradition skal tage deres daglige klæder af og iføre sig ihram, altså hajjrejsendes klædedragt. Denne dragt består af to usyede stykker hvidt uld- eller bomuldsstof; det ene vikles om livet og når ned under knæene, mens det andet hænger løst over den ene skulder, og hovedet forbliver åbent og utilsløret. Denne klædedragt, hvis grundlag er et eksempel fra Profetens tid, bygger på den tanke, at de troende, som under hajj kommer fra alle egne af verden for at besøge Allahs hus, ikke skal føle sig fremmede over for hinanden; at der ikke skal være nogen forskel mellem racer og nationer eller mellem rige og fattige, høje og lave, så de alle kan vide, at de er brødre, lige for Allah og mennesker. Og før man næsten når at se sig om, er alle mændenes farvestrålende klæder forsvundet fra vores skib! Nu ser man ikke længere Tunis’ røde tarbush, marokkanernes prægtige og kostbare burnus eller egypternes smagløse galabiyya; overalt omkring os ser man nu hajjrejsende i disse klæder, bevæge sig med en større værdighed, tydeligt påvirket af denne forandring og af hajjens formål. Eftersom ihram ville blotlægge en stor del af kvindernes krop, beholder de kvindelige hajjrejsende deres almindelige klæder. Men som vi så på vores skib, er deres klæder enten helt sorte eller helt hvide – de egyptiske kvinder bærer sorte kjoler, mens de nordafrikanske kvinder er klædt i hvidt – og deres klæder tilfører ikke det samlede billede den mindste farve.
Ved daggry på den tredje dag kaster skibet anker, og næsten alle står vi ved rælingen med den arabiske kyst foran os og ser mod land, som langsomt træder frem af morgentågen.
I alle retninger ser vi skyggerne af andre hajjskibe og mellem disse skibe og land en stribe af falmet gult og smaragdgrønt i vandet: det er den undersøiske revmur, en del af den lange, farlige kæde af rev ud for Det Røde Havs østkyst. Mod øst breder noget sig, der ligner lave bjerge, indhyllet i halvmørke; men da solen pludselig stod op bag dem, var de ikke længere bjerge. De blev til en kystby, der trin for trin rejser sig fra havkanten og opad, med huse, der bliver højere og højere ind mod byens centrum – en lille, skrøbelig bebyggelse af rosa og gulgrå koralsten: havnen Jeddah. Efterhånden kan vi tydeligt se vinduer med fremspringende hjørner og frynsede skodder samt balkoner, som mange års fugtigt vejr har givet den samme grå farve. Midt i byen rejser en minaret sig gennem himlen, hvid og rank, som en opretstående drueklase.
Igen lyder råbet »Labbaik, Allahumma labbaik« – et jublende råb af overgivelse og begejstring, der stiger op fra de ophidsede hajjrejsende i deres hvide klæder om bord på skibet og farer hen over vandet mod deres store håbs og drømmes land!
Deres håb – og vores også; for mig er synet af den arabiske kyst det endelige resultat af mange års søgen. Jeg ser på min hustru Elsa, som var min rejsefælle på denne hajjrejse, og i hendes øjne læser jeg den samme følelse …
Og så ser vi en flok hvide vinger komme farende mod os fra fastlandet: Arabiske kystbåde med latinersejl højt rejst kommer glidende hen over det fladtliggende hav, stille og i en blid rytme, som om de bugter sig gennem åbningen mellem to usynlige koralrev, de første udsendinge, som Arabien har sendt for at byde os velkommen. Bådene nærmer sig langsomt, stadig tættere, og til sidst stimler de alle sammen op langs skibet, med masterne vippende og svajende ved siden af det. Deres sejl bliver rullet sammen, det ene efter det andet, med den største travlhed; de frembringer susende lyde, og sejlene slår med høje smæld – som om en flok enorme traner var landet for at lede efter føde. Og ud af stilheden fra et øjeblik tidligere rejser der sig en hæs larm og skrig: Det er bådmændenes råb, mens de begynder at springe fra den ene båd til den anden og kaster sig over skibets trappe for at få fat i hajjrejsendes bylter, kufferter og kasser. Hajjrejsende er så overvældede af synet af Det Hellige Land og så ophidsede, at de i stedet for at forsøge at beskytte sig selv blot accepterer alt, hvad der sker med dem!
Bådene er tunge og brede, og deres uordentlige, ujævne skrog står på forunderlig vis i misforhold til de høje master samt sejlene, der er smukke og strømlinede. Det var sikkert om bord på en sådan båd, eller måske på et lidt større fartøj af samme slags, at den dristige søfarer Sindbad drog ud på alle de eventyr, som ingen havde bedt ham om, og gik i land på en ø, der i virkeligheden var … åh, ryggen af en frygtelig hval … Og det var på skibe af denne slags, at Sindbads mange fønikere satte sejl gennem Det Røde Hav mod syd og fortsatte deres rejse over Det Arabiske Hav … på jagt efter stærke krydderier, agartræ, røgelse og Ofirs skatkammer …
Og nu sejler vi, disse eventyrlystne og tapre søfareres svage, dværgagtige efterkommere, med båd gennem Koralhavet, i en bred bue uden om koralrevene, der ligger nedsænket under vandet: alle pilgrimmene, klædt i hvidt, en stum menneskemængde, klemt og mast sammen mellem kufferter, kasser, kister og bylter … Vore hjerter skælver af forventning, vi gyser!
Også jeg var fuld af forventning. Men da jeg sad på bådens forstavn med min kones hånd i min, hvordan skulle jeg da på forhånd have kunnet indse, at dette beskedne forsøg på at foretage pilgrimsrejsen ville forandre vores liv så dybt, så fuldstændigt? Igen bliver jeg nødt til at tænke på Sindbad. Da han forlod sit lands kyst og begav sig ud på havet, havde han, ligesom jeg, ingen anelse om, hvad fremtiden bragte ham; de besynderlige eventyr, der senere hændte ham, havde han ikke forudset, og han havde heller ikke ønsket at forudse dem; han ønskede blot at drive handel og tjene penge. Jeg ønskede ikke andet end at udføre hajj; men da det, der skulle ske i hans og mit liv, virkelig var sket, kunne ingen af os længere se på vores verden med de gamle øjne.
Det er rigtigt, at intet så fantastisk som det, den søfarer måtte møde – en ånd, en fortryllet kvinde eller den enorme fugl Rok – hændte i mit liv; og alligevel kunne alle hans sørejser tilsammen ikke have haft den dybe virkning på hans liv, som min første hajj havde på mit. Døden ventede Elsa forude, og hvor nær den var, havde ingen af os den mindste forudanelse om. Hvad angik hende og mig selv, forstod jeg, at jeg havde forladt den vestlige verden for at leve blandt muslimer; men jeg vidste ikke, at jeg samtidig lagde hele min fortid bag mig. Uden nogen som helst advarsel var min gamle verden ved at rinde ud for mig: den verden af vestlige forestillinger og følelser, bestræbelser og mentale billeder! En dør bag mig var langsomt ved at lukke sig, så stille og lydløst, at jeg ikke engang var bevidst om det; men dagen skulle ændre sig fuldstændigt, og sammen med den også alle begærenes mål – sådan var skæbnen!
Indtil da havde jeg set meget af Østen. Jeg kendte Iran og Egypten langt bedre end noget sted i Europa. Kabul havde for længst ophørt med at være fremmed for mig; jeg kendte markederne i Damaskus og Isfahan. Derfor kunne jeg ikke, da jeg første gang gik gennem et marked i Jeddah og så en rodet og formløs gentagelse af det, der andre steder i Østen kan ses i langt mere fuldendt form, få mig selv til at tænke: »Så trivielt og hverdagsagtigt«!
Markedet er overdækket med træplanker og sækkevæv for at skærme mod den brændende sol; gennem revner og huller slipper de tæmmede solstråler ind, oplyser stedet og smykker skyggehalvmørket med et gyldent skær. Her og der står der i det fri ildsteder, foran hvilke sorte drenge steger små stykker kød over glødende kul, stukket på spid. Der er også kaffeboder med lakerede messingkar og sæder af palmeblade; butikkerne bugner af europæiske og orientalske varer! Overalt er der indelukket og uudholdeligt varmt, lugt af fisk og knust koral. Overalt vrimler det med mennesker: utallige pilgrimme i hvide klæder og Jeddahs velstående, borgerlige indbyggere, hvis ansigter, klæder og adfærd forener alle den muslimske verdens lande. Måske er faderen hindustanier af navn; han selv er måske af malajisk-arabisk blanding og har giftet sig med en kvinde, der på fædrene side nedstammer fra usbekere og på mødrene side muligvis fra somaliere. Dette er et levende vidnesbyrd om århundreders pilgrimsrejser og det islamiske miljø, hvor der ikke er plads til forskelle i hudfarve eller kaste. Ud over blandingen af blod, som de lokale og pilgrimmene har bragt med sig, var Jeddah i Hijaz på den tid (1927) det eneste sted, hvor ikke-muslimer fik lov til at bo. Af og til ser man butiksskilte skrevet på europæiske sprog, mennesker i hvidt tropetøj med solhjelm eller hat på hovedet, og over konsulaterne blafrer udenlandske flag.
Alt dette synes stadig ikke at have mere med landjorden at gøre end med havet: med havnens lyde og lugte, med skibene for anker bag den svagt buede korallinje og med fiskerbådene med deres trekantede latinersejl – en verden, der ikke er meget forskellig fra Middelhavet. Alligevel er noget allerede anderledes: husene, der står åbne for den milde brise, med deres pragtfuldt udformede facader, vinduesrammer og balkoner af udsmykket træ, dækket af skærme af meget tynde og fine træspiler – gardiner, gennem hvis sprækker husets beboere frit kan se alt udenfor, mens forbipasserende ikke kan se, hvad der er indenfor. Alt dette træværk er indlagt som grågrønne bånd i væggene af rosa koralsten, sart og yderst harmonisk. Dette er ikke længere Middelhavet, og heller ikke fuldstændig Arabien; det er Det Røde Havs kystverden, hvor man på begge kyster ser denne slags arkitektur.
Arabien erklærede dog allerede sin egenart på den stålhårde himmel, i bjergene af nøgne klipper og i klitterne mod øst, og i det åndedrag af storhed og den nøgne sparsommelighed, som altid er så forunderligt sammenflettet i Arabias landskab.
Næste eftermiddag begiver vores karavane sig af sted ad vejen til Mekka, snoende sig mod byens østlige indgang gennem en vrimmel af beduinpilgrimme, kameler med eller uden hawdaj, ridekameler og æsler med ryggen dækket af pragtfulde, farvestrålende stoffer. Motorvogne suser ofte forbi os – nogle af de allerførste motorvogne i Saudi-Arabien – fyldt med pilgrimme og dyttende i hornet. Det virker, som om kamelerne forstår, at disse nye uhyrer er deres fjender. For hver gang en motorvogn nærmer sig, krymper de sig sammen og styrter af al kraft mod husmurene, mens de bevæger deres lange halse fra side til side – forvirrede og hjælpeløse dyr. På skræmmende vis gryr en ny tid for disse langlemmede, tålmodige dyr, og frygten samt tegnene på deres endelige udslettelse gør dem rædselsslagne. Kort efter lader vi byens hvide mure bag os, og pludselig befinder vi os i en ørken – en vidtstrakt, gråbrun og øde slette med krat og tuer af steppegræs hist og her. Gennem sletten rejser nogle lave, isolerede bjerge sig som en øgruppe i havet, mens der mod øst står en mur af noget højere, klippefyldte bjerge, blågrå, forrevne og uden tegn på liv. Overalt på denne frygtelige slette bevæger karavaner sig, mange i lange optog – hundreder og tusinder af kameler, dyr bag dyr i samme række, læsset med hawdajer, pilgrimme og bylter – som nu forsvinder bag bjergene og nu atter dukker op for øjnene af os. Efterhånden løber alle vejene sammen i én støvgrå vej, dannet af de samme slags karavaners fodspor gennem hundreder af år.
Ørkenens stilhed – som ikke brydes, men snarere bliver endnu dybere, af kamelernes klaskende skridt, beduinkameldrivernes råb og tilråb fra tid til anden og en pilgrims lavmælte sang hist og her – overvælder mig pludselig med en vældig, gåsehudsfremkaldende følelse. Denne altopslugende følelse gør mig så omtumlet, at man kunne sige, den er en guddommelig skabelse: Jeg ser mig selv på en bro, der hænger over en usynlig, bundløs afgrund; en bro så lang, at den ende, jeg kom fra, allerede er forsvundet i en fjern, uklar afstand, mens den anden ende endnu ikke har vist sig for mine øjne. Jeg står midt på den, og mit hjerte krymper af rædsel, da jeg således ser mig selv stå mellem en bros to ender – allerede så uendeligt langt fra den ene ende og endnu ikke nær den anden – og i flere lange sekunder synes det mig, at jeg altid må blive stående mellem de to ender, evigt over den brølende, bundløse afgrund …
– da en egyptisk kvinde på kamelen foran mig pludselig fremsiger pilgrimmenes urgamle råb: »Labbayk, Allahumma labbayk« – og min drøm splintres i tusind stykker!
Fra alle sider hører jeg folk råbe i kor: »Labbayk, Allahumma labbayk« – eller en egyptisk bondekone synge til Profetens ære, hvorefter en anden kvinde med læberne fremsiger en »gatrafa«, arabiske kvinders jublende trillen, som de fremfører ved alle festlige lejligheder – såsom bryllupper, et barns fødsel, omskærelse og alle slags religiøse optog, ikke mindst pilgrimsoptog. I det gamle Arabiens heltemodige land, når høvdingenes døtre steg til hest og drog i krig sammen med mændene fra deres stamme for at inspirere og ophidse dem til endnu større heltegerninger (for det blev regnet for den største vanære, hvis en af disse kvinder blev dræbt, og endnu værre, hvis hun blev taget til fange af fjenden), kunne man ofte høre denne »gatrafa« på slagmarken.
Næsten alle pilgrimmene rejser i hawdajer – to hawdajer på hver kamels ryg – og hawdajernes vuggen gør langsomt rytteren mentalt udmattet og forvirret og påfører hans nerver frygtelige lidelser med denne uophørlige bevægelse og vuggen. Rytteren døser hen, efter i et stykke tid at have mistet al kraft, vågner pludselig ved et ryk, falder atter i søvn og vågner igen. De kameldrivere, der følger karavanen til fods, kalder med råb på deres kameler med korte mellemrum. Nogle af dem begynder fra tid til anden at synge i takt med kamelernes lange skridt.
Ved morgenstunden når vi Bahba. Her standser karavanen for dagen, for varmen er så stærk, at det kun er muligt at rejse om natten.
Denne landsby – som i virkeligheden ikke er andet end to rækker af rodet sammenbyggede hytter, kaffeboder, nogle få hytter med palmeblade og en lille moské – ligger omtrent midtvejs mellem Jidda og Mekka, på et sted hvor karavaner i umindelige tider er kommet for at opholde sig om dagen. Landskabet her er det samme, som vi har set på hele vejen, siden vi forlod kysten: en ørken med spredte, isolerede bjerge hist og her og mod øst endnu højere bjergkæder, som adskiller kystens lavland fra det centrale Arabiens højslette. Men nu synes hele ørkenen omkring os at være en enorm militærlejr med utallige telte, kameler, hawdajer, bylter og en blanding af mange sprog – arabisk, hindustani, malajisk, persisk, somalisk, tyrkisk, pashto, amharisk, og Allah alene ved hvor mange flere! I virkeligheden er dette folkenes sande samling, en forsamling. Men eftersom alle har iført sig ihram, som gør alle ens, kan man næsten ikke se, hvilket folk eller hvilken slægt de forskellige tilhører, og alle folkeslagene ser tilsammen ud som ét eneste folk!
Efter at have rejst hele natten er pilgrimmene blevet trætte. Men kun ganske få af dem ved, at selv hviletiden kan udnyttes. For næsten alle er rejsen sandsynligvis en yderst usædvanlig bestræbelse, og for mange af dem er det deres livs første rejse – en helt ny rejse mod et så storslået mål. Det er naturligt, at de bliver rastløse; de må fare omkring og lade deres hænder famle efter noget at gøre, selv hvis det ikke er andet end at åbne og binde deres poser, sække og bylter. Ellers vil forbindelsen til verden blive afbrudt, og de vil miste sig selv fuldstændigt i en overjordisk lykke, sådan som mennesker forsvinder i havet …
Så vidt jeg kunne se, var det netop det, der var sket for den familie, som boede i teltet lige efter mit: det var tydeligt, at de var pilgrimme fra en landsby et sted i Bangladesh. De talte kun sjældent; de sad på jorden med benene over kors og stirrede ufravendt mod øst, mod Mekka – ind i ørkenen, der sitrede og glødede i den flimrende varme. Deres ansigter bar en så fjern ro, at jeg fik den fornemmelse, at de allerede befandt sig foran Allahs hus og næsten i Hans nærvær. Mændenes skønhed tiltrak sig opmærksomhed: de var spinkle og slanke, med langt hår, der hang ned til skuldrene, og kulsort, olieglat skæg.
En af dem lå syg på et tæppe; ved siden af ham sad to unge kvinder på knæ. Med deres brede salwarbukser i rødt og blåt, deres sølvbroderede kjoler og de mørke, sorte hårmasser, der hang ned over ryggen, lignede de to små, mangefarvede fugle. Den yngste af dem bar en guldring gennem det ene næsebor.
Om eftermiddagen døde den syge mand. Kvinderne gjorde ikke noget af det, som kvinder i Østens lande så ofte gør, når de sørger; for denne mand var død på pilgrimsfærden, i det hellige land, og derfor var han velsignet. Mændene vaskede liget og svøbte det i det klæde, som den døde havde haft på som klædning. Derefter rejste en af dem sig foran teltet, formede hænderne som en skål foran munden og fremsagde højt adhan: »Allahu akbar«, »Allahu akbar« – »Allah er størst«, »Allah er størst« – »La ilaha illallah, Muhammadur rasulullah« – »Der er ingen guddom uden Allah, og Muhammad er Hans sendebud!« … … . En bøn for den døde! Må Allah vise jer alle barmhjertighed. Fra alle sider kom mænd i ihram løbende og samledes, hvorefter de stillede sig række efter række bag imamen, som soldaterne i en stor hær. Efter salat al-janazah gravede de en grav; en gammel mand reciterede nogle vers fra Koranen, og derefter kastede de jord over den døde pilgrim, som lå på siden med ansigtet vendt mod Mekka … .
Om morgenen på den anden dag, før solopgang, blev støvsletten smallere, og bjergene rykkede tættere sammen og mødtes; vi krydsede en kløft, og i det blege morgenlys dukkede Mekkas første bygninger op for vores øjne. Da solen steg op på himlen, kom vi ind på den hellige bys gader.
De nuværende huse ligner husene i Jeddah; de har den samme slags vinduer med udsmykkede gitre og overdækkede balkoner. Men stenen, de er bygget af, forekom mig tungere og tykkere end Jeddahs lystfarvede koralsten. Det var stadig meget tidligt, men den tunge, altgennemtrængende varme var allerede begyndt at tiltage. Foran mange af husene stod der bænke, hvor trætte og udmattede mennesker sov. De ujævne veje, ad hvilke vores slingrende karavane bevægede sig mod byens centrum, blev stadig smallere. Der var kun få dage tilbage til hajj-festen, og derfor var trængslen på gaderne voldsom. Utallige pilgrimme var iført den hvide ihram, mens mange andre midlertidigt havde skiftet ihram ud med deres daglige tøj – klædedragter fra alle folkeslag i den muslimske verden. Vandbærere bøjede sig under vægten af tunge lædersække eller under åget, hvorfra benzindunke fyldt med vand hang som spande på hver side. Æseldrivere og ridende æsler bevægede sig fremad, mens klokkerne om deres hals ringede, og deres rygge var dækket af strålende, farvede klæder. Og som for at fuldende dette store møde kom kamelerne fra den modsatte retning, med tomme hawdaer på ryggen og med forskellige kald. I de smalle gader var der et sådant spektakel og en sådan larm, at man kunne tro, at hajj ikke var noget, der havde fundet sted hvert år gennem mange århundreder, men snarere en pludselig overraskelse, en forbløffelse, som ingen havde været forberedt på! Til sidst var vores karavane ikke længere en karavane, men en kaotisk sammenfiltring af kameler, hawdaer, bagage, pilgrimme, kameldrivere og larm!
Jeg havde indlogeret mig hos en berømt mutawwif eller guide ved navn Hasan Abid. Nu forekom det meget usandsynligt, at jeg i dette kaos skulle kunne finde ham eller hans hus. Men pludselig råbte en eller anden: »Hasan Abid! Hasan Abids pilgrimme! Hvor er I?« Og som en jinn, der kommer ud af en flaske, dukkede en ung mand pludselig op foran os. Han bøjede hovedet dybt og bad os følge efter ham. Hasan Abid havde sendt ham for at vise os vej og føre os til hans hus. Efter et tilstrækkeligt morgenmåltid hos mutawwifen gik jeg sammen med den unge mand, som tidligere havde taget imod mig, til den hellige moské. Vi gik til fods gennem menneskefyldte, myldrende gader, forbi slagterbutikker. Svedende bevægede vi os videre gennem sværme af fluer, lugten af grøntsager og krydderurter samt støv og hede. Derefter passerede vi et smalt, overdækket marked, hvor der kun var tekstilhandlernes butikker – en farvernes fest. Som på markederne andre steder i Vestasien og Nordafrika bestod butikkerne her blot af nogle få hylder, en meter over jorden, hvor købmanden sad med benene over kors. Alle slags varer og stofbaner i alle farver lå stablet omkring ham, mens rækker af klædestoffer til alle former for beklædning hang over hans hoved – for alle folkeslag i den muslimske verden!
Der var også mennesker fra alle folkeslag i alle slags klædedragter: nogle med turbaner, andre med blottede hoveder; nogle gik tavse med bøjet hoved, måske med en tasbih i hånden. Andre løb hurtigt gennem menneskemængden. Som kobber glimtede somaliernes smidige, brune kroppe mellem folderne i deres løse, uldne klæder. Folk fra højlandet i det centrale Arabien var spinkle, med smalle, skarpttegnede ansigter og en stolt holdning. Usbekerne havde tunge lemmer og kraftige kroppe; selv i varmen i Mekka bar de vatterede kaftaner og knæhøje læderstøvler. Kvinderne fra Java bar saronger, havde utilslørede ansigter og mandelformede øjne. Marokkanerne bevægede sig med langsomme skridt, værdige i deres hvide burnuser. Mekkanerne bar hvide bomuldsklæder og latterligt små, runde huer. De egyptiske fellahiners ansigter var fulde af spænding. Indere i hvide klæder med mørke øjne kiggede frem under deres enorme, snehvide turbaner, mens de indiske kvinder var så uigennemtrængeligt dækket af deres hvide burkaer, at de lignede omvandrende telte. Her var også de kæmpestore sorte mænd fra Timbuktu eller Dahomey, iført løse, blå klæder og røde huer, der dækkede issen; og små, nette kinesiske kvinder, som farvestrålende sommerfugle, gik med lette skridt og afmålte bevægelser, der mindede om en hindes hove. Fra alle sider lød råb og menneskemængdens larmende ophidselse, så jeg følte, at jeg befandt mig midt i en bølge, der slog ind over mig, hvoraf jeg kun kunne opfatte enkelte detaljer og aldrig et samlet billede. Alt strømmede forbi i en summen på utallige sprog og i varme bevægelser og ophidselse. Og sådan gik det til, at vi omsider fandt os selv stående foran en af indgangene til den hellige moské al-Haram.
Det er en indgang med tre buer; en stenlagt trappe fører trin for trin op til indgangens åbning. I åbningen sidder en halvnøgen indisk tigger med sine magre, skeletagtige arme rakt ud mod os. Og netop da så jeg for første gang det firkantede område inden for Det Hellige Hus, som ligger langt under gadens niveau, endnu dybere end indgangens åbning, og derfor åbenbarede det sig for mine øjne som en skål: en stor firkant omgivet af talrige halvcirkelformede buer, båret af mange søjler, og midt i den stod en firkantet bygning, fyrre fod høj, med seks lige store sider, dækket af et sort klæde. Omkring klædet løb et bredt bånd med Koranens vers skrevet med guldbroderede bogstaver; det snoede sig rundt om den øverste del af kiswahen og omsluttede den: Kaabaen …
Så dette er Kaabaen, målet for millioner og atter millioner af menneskers længsler gennem utallige århundreder! Hvilke enorme ofre har ikke utallige pilgrimme bragt gennem tiderne for at nå dette mål! Mange faldt i dødens favn undervejs, mange nåede frem efter at have udstået store lidelser og lidt store tab; men for dem alle var denne lille, firkantede bygning højdepunktet for deres længsler, og at nå hertil betød opfyldelse og fuldbyrdelse. Her står en næsten fuldkommen kube (hvilket er den oprindelige betydning af dens arabiske navn, Kaaba), helt dækket af et sort klæde, som en fredfyldt ø midt i moskéens enorme firkantede gård: langt mere stille og blid end noget andet arkitektonisk værk noget sted på jorden. Man kan ikke lade være med at tænke, at den, der først byggede Kaabaen – for Ibrahims oprindelige bygning er blevet genopført flere gange i samme form – ønskede at skabe en billedlig fortælling om menneskets ydmyghed og lidenhed over for Allah. Kaabaens bygmester vidste, at ingen skønhed i arkitekturens rytme eller fuldkommenhed i linjerne, hvor ophøjet og kraftfuld den end måtte være, nogensinde kunne yde forestillingen om Allah retfærdighed. Derfor begrænsede han sig til det enkleste tredimensionelle design, man kunne forestille sig: en bygning af sten med seks lige store, firkantede sider.
Jeg har set mange muslimske moskéer rundt om i verden, hvor store kunstneres hænder har skabt inspirerede kunstværker. Jeg har set moskéer i Nordafrika, strålende bedehuse af marmor og hvid alabast; jeg har set al-Aqsa-moskéen i Jerusalem, en overvældende fuldkommen kuppel hvilende på en sart struktur, en drøm om at forene det lette og det tunge uden at skabe nogen form for konflikt; og i Istanbul de storslåede paladser – som Süleymaniye, Yeni Valide og Bayezid-moskéen – samt moskéen i Bursa i Lilleasien og moskéerne fra Irans safavidiske tid: sten, mosaikker, flerfarvede majolikafliser, store stalaktitbuer over sølvprægede døre, slanke minareter med hvide sten og turkisblå gallerier, marmorbeklædte gårde med springvand og ældgamle banantræer – alt dette i en kongelig, harmonisk sammensætning; og i Samarkand Timurs moskéer, storslåede ruiner, vidunderlige selv i deres forfald!
Alt dette har jeg set – men aldrig i mit liv har jeg følt så stærkt, som jeg i dette øjeblik føler det foran Kaabaen, at bygmesterens hånd er nået så tæt på, helt ind til hans religiøse bevidsthed. I en kubes yderste enkelhed, gennem den fuldstændige forkastelse af al skønhed i linjeføringen, udtrykkes denne tanke: Uanset hvilken skønhed mennesket måtte være i stand til at skabe med sine egne hænder, ville det være meningsløs selvforherligelse at anse den for passende til Allah; for den enkleste forestilling, mennesket kan gribe for at udtrykke Allahs storhed, er den største. Den samme følelse må have ligget til grund for den forestilling om matematisk enkelhed, som mennesket har haft ved opførelsen af Egyptens pyramider, selv om jeg dér fandt en vis selvforherligelse og et udtryk for den i den enorme størrelse, det gav sine bygninger. Men her i Kaabaen erklærer selve formen menneskets selvopofrelse og underkastelse. På hele jorden findes der ingen sammenligning med denne lille bygnings stolte ydmyghed.
Der findes kun én indgang til Kaabaen: en sølvbeslået dør mod nordøst, omkring syv fod over jorden. Derfor kan man kun nå den ved hjælp af en sådan trætrappe, som kan flyttes fra sted til sted, og som anbringes foran døren nogle få dage om året. Det indre, som normalt er lukket (jeg så det flere gange senere), er meget enkelt: Gulvet er af marmor, der ligger nogle få tæpper på det, og lamper af bronze og sølv hænger ned fra et loft, som bæres af nogle kraftige træbjælker. Selve Kaabaens indre har i virkeligheden ingen særlig, selvstændig status, for Kaabaens hellighed er knyttet til hele bygningen – den er qibla, det vil sige bederetningen, for hele den muslimske verden. Det er mod dette symbol på Allahs enhed, at millioner af muslimer i verden vender ansigtet fem gange om dagen.
I bygningens østlige hjørne er en dybsort sten indmuret og ubeskyttet, omgivet af en bred sølvramme. Denne sorte sten, som gennem generationer er blevet slidt hul af pilgrimmenes kys, har givet anledning til megen misforståelse blandt ikke-muslimer. De tror, at den er et hedensk symbol, som Muhammed accepterede som en indrømmelse over for Mekkas vantro. Intet kunne være længere fra sandheden. Ligesom Kaabaen er et genstand for ærbødighed, ikke for tilbedelse, er det også tilfældet med denne sorte sten. Den æres som den eneste tilbageværende sten fra den første bygning, som Hazrat Ibrahim opførte, og fordi Rasulullahs læber rørte ved stenen under afskedspilgrimsfærden, har alle pilgrimme siden da kysset den på samme måde. Profeten vidste udmærket, at de troende i senere tider altid ville følge hans eksempel. Da han kyssede denne sten, vidste han, at alle fremtidige pilgrimmes læber for evigt ville møde mindet om hans læber her! Mindet om hans hellige læber – i form af en symbolsk omfavnelse, som han har efterladt til hele sin ummah, en tidløs og sejrrig omfavnelse – hver gang hans hellige læber rører ved den sorte sten. Og når pilgrimmene kysser den sorte sten, føler de, at de omfavner Rasulullah og omfavner alle de andre muslimer, som er kommet hertil før dem, og som vil komme efter dem!
Ingen muslim vil benægte, at Kabaen eksisterede længe før Allahs Sendebud. Dens betydning ligger netop i denne virkelighed. Allahs Sendebud hævdede ikke, at han var grundlæggeren af en ny religion. Tværtimod har underkastelsen under Allah, det vil sige islam, ifølge Koranens krav eksisteret som menneskets naturlige tilbøjelighed lige fra den menneskelige bevidstheds opståen. Dette har profeterne Ibrahim, Musa, Isa og alle Allahs øvrige profeter lært; og blandt dem er Koranen den sidste af de guddommelige åbenbaringer. Muslimer benægter heller ikke, at dette hellige hus var fyldt med afguder og hedenske symboler, før Muhammad knuste dem, ligesom Musa knuste guldkalven på Sinai. For længe før disse afguder blev anbragt i Kabaens hus, blev den sande Allah tilbedt her; derfor bestod det, Muhammad gjorde, ikke i andet end at genoprette Ibrahims moské til dens oprindelige formål.
.. . .. . .. . .. .
Og her står jeg foran Ibrahim—Allahs fred være med ham—s’ bedehus og ser uden nogen tanke (for tanker og meditation kom først langt senere) på denne forunderlige bygning; og fra et eller andet skjult, lykkeligt frø i mit indre fødes langsomt en stolt jubel, som en sang.
Jorden omkring Kabaen er dækket i en bred cirkel af glatte marmorfliser, hvorpå solstrålernes genskin danser. Over marmorfliserne går mange mennesker, kvinder og mænd, rundt om Allahs hus, der er dækket af det sorte klæde. Nogle af dem græder, nogle kalder højt på Allah i bøn, mens mange ikke har et ord på læberne og ingen tårer i øjnene; de går blot videre med bøjet hoved.
At gå syv gange rundt om Kabaen er en del af pilgrimsfærden. Formålet er ikke blot at vise respekt for dette centrale hellige sted i islam, men også at minde enhver om, hvad det grundlæggende krav i den islamiske livsordning er. Kabaen er et symbol på Allahs enhed, og den legemlige rundgang omkring Kabaen er et udtryk, der symboliserer menneskelige handlinger. Det betyder, at det ikke kun er vores tanker og følelser, der ligger i ordet »indre liv«, men at vi også nødvendigvis må gøre Allah til centrum for vores aktive ydre liv, vores handlinger og vores konkrete initiativer og bestræbelser.
Og jeg bliver også langsomt opslugt; fra tid til anden bliver jeg opmærksom på en mand eller en kvinde tæt ved mig. En mængde løse, hurtigt bevægende billeder dukker op for mine øjne og forsvinder igen. Jeg ser en stor, sort mand iført hvid ihram; om hans stærke, sorte håndled er en træ-tasbih viklet som en kæde. En svagelig malaj går et stykke tid ved siden af mig med små, forsigtige skridt; hans to arme hænger hjælpeløst og desorienteret langs batik-sarongen. Hvem tilhører de grå øjne under de tætte, trodsige øjenbryn? I samme øjeblik forsvinder de i menneskemængden. Blandt de mange mennesker foran den sorte sten står en ung indisk kvinde. Hun ser tydeligvis syg ud; på hendes smalle, sarte ansigt står et forbløffende åbenlyst begær skrevet, synligt for tilskuerne som fisk og alger på bunden af en klar, gennemsigtig dam. Hun holder sine blege hænder løftet mod Kabaen med håndfladerne vendt opad, og hendes fingre skælver, som om de følger rytmen i en stum bøn.
Jeg går videre; minut efter minut går, og alt det smålige og bitre, der var i mit hjerte, begynder at forlade det. Jeg bliver en del af den cirkulære strøm—åh, er dette da meningen med det, vi gør: at blive bevidst, at forstå, at hver eneste af os er en del af en bevægelse, en bevægelse i en bane? Er dette måske afslutningen på al vildfarelse og al forvirring? Og øjeblikkene forsvinder, tiden standser tavst og ubevægelig—og dette er universets centrum!
Ni dage senere døde Elsa.
Hun døde pludseligt efter at have lidt af sygdommen i mindre end en uge. Først troede man, at det ikke var andet end en lettere utilpashed på grund af varmen og den uvante kost. Senere viste det sig at være en ukendt tropesygdom, som de syriske læger på hospitalet i Mekka stod fuldstændig hjælpeløse over for. Et blindt mørke og den dybeste fortvivlelse sænkede sig omkring mig.
Hun blev begravet på Mekkas støvede kirkegård. En sten blev lagt over hendes grav. Jeg kunne ikke få mig selv til at lade nogen indskrift hugge i denne sten; for det forekom mig, at tanken på en gravskrift også indebar, at man tænkte på fremtiden, og i dette øjeblik kunne jeg ikke engang forestille mig min egen fremtid.
Elsas lille søn Ahmad havde været hos mig i mere end et år, inde i Arabien. Han var min ledsager – en modig tiårig kammerat. Men efter nogen tid måtte jeg også tage afsked med ham. For hans mors familie lykkedes det til sidst at overtale mig: Ahmad måtte sendes i skole i Europa. Derefter havde Elsa ikke efterladt mig andet end sit minde og en sten på Mekkas kirkegård samt et dybt mørke, som først langt senere blev fjernet, efter at jeg havde overgivet mig selv til Arabiens evige favntag. Natten var langt fremskreden, men vi sad stadig omkring det glødende lejrbåls sidste matte rester. Abu Sa’id havde på det tidspunkt redet den voldsomme storm af sit begær ud; hans øjne var nu sørgmodige og en smule trætte. Han begyndte at tale med os om Nura, sådan som man taler om en elsket, der døde for længe siden.
»De ved jo, at hun ikke var smuk, men jeg elskede hende.«
Over vores hoveder stod fuldmånen – fuldkommen som et levende væsen. Er det så mærkeligt, at araberne i den førislamiske tid forestillede sig månen som en datter af Allah? – den langhårede gudinde Al-Lat, som fødte sit mystiske afkom. Til hendes ære fejrede de unge mænd og kvinder i det gamle Mekka og Taif fuldmånens nætter under den åbne himmel, i løssluppen beruselse, med elskovslege og digterkonkurrencer. Blodrød vin flød fra lerkrukker og læderflasker, og fordi den var så dybrød og så berusende, sammenlignede digterne den i deres tøjlesløse vers viet til elskov med en kvindes blod. Disse stolte, lidenskabelige unge hældte deres hjerters henrykkelse ud i Al-Lats skød, »hvis skønhed er som månens stråler, når månen er fuld i alle sine seksten faser, og hvis majestæt er som en flok sorte traner, der flyver med udspilede vinger på himlen« – denne ungdommelige og mægtige gudinde fra oldtiden, som bredte sine vinger fra Sydarabien mod nord og helt til det fjerne Hellas, ligesom Leto.
Fra denne udbredte, tågede naturdyrkelse af Al-Lat og dyrkelsen af endnu en hel skare guder og gudinder var vejen til den ophøjede forestilling om én Allah i Koranen en lang og vidtstrakt rejse for araberne. Hvorom alting er, har mennesket altid holdt af at drage langt ad sjælens vej – også her i Arabien, ikke mindre end i nogen anden del af verden. Det elskede den lange rejse så højt, at hele dets historie kan beskrives som historien om dets søgen efter religion.
For araberne har denne søgen altid været en søgen efter det Absolutte. Selv i deres ældste tider, da de havde fyldt verden omkring sig med utallige guder og dæmoner, var de altid bevidste om den ene Absolutte, som i sin absolutte sandhed og majestæt står over alle guder og gudinder – en usynlig, uudgrundelig, almægtig kraft, langt hævet over alt, hvad mennesket kan forestille sig, den evige årsag til alle handlinger. For dem var gudinden Al-Lat og hendes guddommelige søstre Manat og Uzza ikke andet end Allahs døtre, som skabte forbindelsen mellem det uudgrundelige Ene og den synlige verden. De var symboler på de ufattelige kræfter, der omgav mennesket ved dets tilblivelse. Men dybt i baggrunden for den arabiske tænkning havde bevidstheden om »den Ene« altid været til stede, rede til hvert øjeblik at flamme op i levende, bevidst tro. Hvordan skulle det kunne være anderledes? De var et folk, der var vokset op i stilhed og ensomhed mellem en ubarmhjertig himmel og en ubarmhjertig jord. I dette strenge, enkle og grænseløse rum var deres liv virkelig hårdt. Derfor kunne de ikke frigøre sig fra længslen efter en kraft, som omsluttede alle væsener og hele skaberværket med ufejlbarlig retfærdighed og barmhjertighed, strenghed og visdom: Allah … den Almægtige Allah. Han består gennem evigheden og oplyser det uendelige ved at udsende sit lys; men eftersom du befinder dig inden for hans virkefelts grænser, er han dig nærmere – »end din halspulsåre …«
… … … …
Lejrbålet er gået ud. Zayd og Abu Sayyid sover, og lige i nærheden ligger vores tre kameler på det månebelyste, hvide sand og tygger drøv med en sagte, knasende lyd, afbrudt af pauser. Vidunderlige dyr… En gang imellem ændrer en af dem stilling og gnider sin hornagtige pukkel mod jordens flade, og af og til frembringer den en lyd gennem næsen, som om den sukkede. Vidunderlige, tydeligt særprægede. Ja, blandt alle de dyr, mennesket anvender, er disse væsener helt anderledes, adskilt fra alle disse landskaber: uden nogen bestemt udtryksform svajer de i en modsætning, sørgmodige og alligevel uendeligt beskedne og ydmyge.
Jeg kan ikke sove, og derfor går jeg videre fra teltet og klatrer op på en nærliggende høj. Månen hænger helt lavt på himlen over den vestlige horisont og oplyser de lave, klippefyldte bjerge, som rejser sig som spøgelser fra det døde øde land. Herfra strækker Hejaz’ kystnære lavland sig mod vest, idet det langsomt hælder nedad: en række dale gennemskåret af talrige snoede, udtørrede vandløb, uden det mindste tegn på liv, hvor der hverken findes landsbyer, huse eller vegetation—disse dale står urokkelige i månelysets nøgenhed. Og alligevel var det netop fra dette golde, livløse land, fra disse sandede dale og nøgne bjerge, at den religion udsprang som en fontæne, der i menneskehedens historie har givet livet den højeste bekræftelse…
Det er en varm og stille nat. På grund af det svage lys og afstanden synes bjergene at bevæge sig og bølge. Under månelyset pulserer et blegt, blåt, mat skær. Og gennem dette dunkle blå flyder langsomt antydningen af et mælkehvidt lys, som et spøgelsesagtigt minde om alle jordens farver; men dette overjordiske blå gør alle farver matte uden at smelte sammen og blive til en horisont, og det er som en stærk appel til det utilgængelige og uudgrundelige!
Ikke langt herfra, skjult for mine øjne mellem disse livløse, øde dale og bjerge, ligger Arafat-sletten—den slette, hvor alle pilgrimme, der kommer til Mekka, én dag hvert år samles som et minde om opstandelsens dag, hvor hvert menneske skal stå til regnskab over for sin Skaber. Jeg står barhovedet i pilgrimmens hvide dragt blandt utallige hvidklædte pilgrimme, som er kommet fra tre kontinenter. Vi vender alle ansigtet mod ’Jabal ar-Rahma’—’Barmhjertighedens bjerg’—som rejser sig midt på den vidtstrakte slette: stående og iagttagende er middagen gået, og qiblaen er gået, mens jeg tænker på den uundgåelige dag, ’hvor I vil blive bragt frem for alles øjne, og intet af jer vil forblive skjult…’
Og da jeg når op på bjergtoppen og ser ned mod det månelyse blå landskab foran mig, mod den usynlige Arafat-slette, som for et øjeblik siden var fuldstændig livløs, bliver den pludselig levende—med hele strømmen af liv fra alle de menneskeliv, der har flydt gennem den, og den fyldes af de millioner af mænds og kvinders gådefulde stemmer, som har vandret mellem Mekka og Medina, redet på kamelryg gennem mere end tretten hundrede pilgrimsfester, millioner af hvidklædte pilgrimme gennem tretten århundreder; jeg hører lyden og klangen fra deres svundne dage, troens vinger, som beskyttede dem og bragte dem hertil, til dette klippefyldte og sandede land, og den tilsyneladende livløshed slår igen med livets varme over århundreders omkreds, og dette mægtige vingeslag trækker mig ind i sin bane og bringer mine svundne dage ind i nutiden, og igen driver jeg kamelerne hen over sletten—
—driver kamelerne frem, mens de løbende kamelben frembringer torden over sletten. Sammen med tusinder af beduiner iført ihram er jeg vendt tilbage fra Arafat til Mekka—en lille partikel i den brølende, jordrystende, uundgåelige bølge af utallige løbende kameler og mennesker; i hænderne holder menneskene deres respektive stammers faner hængende fra høje stænger, og de slår mod vinden som trommer, mens stammeskrigens råb flænser luften: ’Ya Rawqa, ya Rawqa’—råbet fra Ataiba-stammens folk, der påkalder deres forfader. Som svar råber Harb-stammen ’Ya Awf, ya Awf’, og næsten lige over for dette lyder et ekko fra den yderste højre ende af rækken: ’Shammar, ya Shammar’.
Vi driver kamelerne frem og suser hen over sletten, og det føles for mig, som om vi flyver båret af vinden; vi har fortabt os i en glæde, hvis ende er den, der ingen grænser har… Og vinden forkynder i mit øre en vanvittig jubel af glæde med sin skingre stemme: Du vil aldrig mere være fremmed—aldrig, aldrig!
Til højre for mig er mine brødre, og til venstre for mig er brødre; de er alle ukendte for mig, men ingen af dem er mig underlegen eller fremmed: I denne voldsomme jubel, hvor vi suser mod vores mål, er vi én eneste gruppe, på jagt efter det samme mål! Den vide verden ligger foran os, og i mit hjerte flimrer en gnist af den flamme, der brændte i Profetens ledsageres hjerter. Mine brødre til højre og mine brødre til venstre—de ved, at de er kommet bagud i forhold til det, der blev forventet af dem, og gennem århundredernes forløb er deres hjerter blevet små og snævre; og alligevel er løftet om succes ikke blevet trukket tilbage fra dem, fra os…!
Fra den bølgende menneskemængde, der bevæger sig som et hav, hæver en af dem sit stammehyl og istemmer troens råb: Vi er brødre til ham, der overgiver sig til Allah; og en anden slutter sig til ham: »Allahu akbar – Allah er størst.«
Og hver af stammernes grupper istemmer det samme råb. I dette øjeblik er de ikke længere beduiner berusede af stammestolthed; de er mennesker, som ved, at Allahs mysterium virkelig venter på dem … på os … Mens tusinder af løbende kameler tramper, og hundredvis af faner blafrer, forvandles deres råb langsomt til en vældig triumfens brølen: Allahu akbar.
Dette brøl flyder som en mægtig, enorm bølge hen over de tusinder af mennesker, der rider af sted på kamelryggene, hen over den vidtstrakte ødemark, helt til hver eneste kant af jorden: Allahu akbar! Disse mennesker har bredt sig ud over deres små, ubetydelige liv og er blevet store, og deres tro bærer dem nu fremad, mod enhed, mod horisonter, som ingen endnu har opmålt … Længslen vil ikke længere være lille og skjult; den er vågnet – en blændende solopgang for triumfen! Mennesket skrider frem med denne triumfs lange skridt, med al den herlighed og glans, Allah har skænket; glæden ligger i dets skridt, dets viden er frihed, og dets verden er en sfære uden grænser …
Lugten af kamelernes gødning, deres åndedræt og brølen, tordenlyden fra deres utallige hovslag, menneskenes råb, klirren fra riflerne, der hænger i sadlernes nagler, støv og sved – alt dette rummer en glædelig, behagelig sindsro.
Jeg vender mig på min saddel og ser bag mig tusinder af kamelryttere i hvide klæder, den sammenfiltrede menneskemængde, der brydes som bølge efter bølge, og hinsides dem den bro, jeg kom ad; dens ende ligger lige bag mig, mens dens begyndelse allerede er forsvundet i afstandens tåge.