Forholdet til mennesker

Ethvert menneske ønsker et venskabeligt forhold til andre. Ingen ønsker at skabe en bitter og ubehagelig situation med naboer, venner og ledsagere. Alle ønsker at være afholdt af andre. Men har nogen nogensinde tænkt over, hvorfor denne følelse findes blandt mennesker? Hvorfor har mennesket denne tilbøjelighed til at blive anset for god af andre? Hvis man tænker grundigt over det, viser det sig, at der er flere årsager. Ethvert menneskes medfødte ønske er at opnå høj anseelse hos andre og at have en høj vurdering i alles øjne. Det er smertefuldt for enhver at være genstand for andres foragt. Derfor findes denne tilbøjelighed hos alle, fra den fattigste tigger til shahen og kongernes konge. Købmanden ønsker, at hans forhold til mennesker skal være godt og stadig mere omfattende. Han ønsker, at alle skal betragte ham som ærlig. Derved øges mulighederne for, at hans forretning kan udvikle og udvide sig. På samme måde ønsker advokater, læger, forretningsfolk, fabriksejere – kort sagt ethvert menneske i samfundet – at udvide sine forhold til samfundets mennesker mere og mere og at få alle til at have en god opfattelse af ham. Især siden det gennem de demokratiske rettigheder er blevet anerkendt, at ansvaret for at lede landet og samfundet skal overlades til personer, som har flertallets tillid, er bestræbelsen på at opnå bred popularitet blevet en selvstændig kunst. Der er opstået utallige kunstige metoder, hvorved en person uden besvær kan øge sin popularitet og antallet af sine tilhængere i samfundet og på kort tid udvide omfanget af sine forbindelser med mennesker. Kort sagt tvinger kærlighed og hengivenhed på den ene side, begæret efter rigdom på en anden og længslen efter ære, respekt og høj anseelse på en tredje mennesker til at sørge for, at deres forhold i menneskesamfundet bliver godt og stadig mere omfattende, og at alle får en god opfattelse af dem og ser positivt på dem.

Gennem tiderne har mennesker bestræbt sig på at opfylde dette ønske. De inviterer andre på mad og opfordrer til at hjælpe de fattige. De holder taler med grådkvalt stemme i medfølelse med de hjælpeløse og nødlidende. Nogle viser med krav om ris og linser til de sultne og nøgne det yderste af en kunstig menneskekærlighed. De stiller sig i bøndernes, arbejdernes og de besiddelsesløses rækker og foregiver at kæmpe for deres rettigheder. Derefter skaffer de sig folkets støtte og baner vejen for at erobre magten. Nogle træder frem for mennesker iført rollen som idealmennesker, mens andre rækker ud efter områder, der ligger uden for deres magt. På denne måde baner de sig vej til popularitet i menneskesamfundet gennem utallige metoder. For mange afsløres formålet med at forbedre og udvide deres forhold til mennesker klart for alle som dagens lys; det er tydeligt, hvilket formål de har med at ønske disse forhold forbedret og udvidet. Hvad angår andre, afsløres det måske ikke umiddelbart, men hvis man tænker lidt dybere, vil man se, hvad deres egentlige formål er med at etablere disse forhold.

Dette var den ene side af ønsket om at etablere, forbedre og udvide forhold. Lad os nu drøfte dets form og nødvendighed i et sandt troendes liv. Hvordan er – og bør – rollen være for et menneske, der tror på etableringen af Allahs myndighed på jorden og Profetens ubetingede lederskab? Det er et menneske, som fuldt ud har forstået formålet og målet med sit liv, og i hvis hjerte det stærkeste ønske om fremgang i det hinsides har slået rod, frem for fremgang, anseelse og rigdom i den jordiske verden. Det er en person, som er fast besluttet på at opnå Allahs tilfredshed, etablere den livsordning, Han har givet, og stå urokkeligt fast på den; en person, som ønsker at bringe denne livsordning som en دعوت til Allahs øvrige tjenere; en person, som har indset, at hans Skaber og Herre har pålagt ham ansvaret for at kalde mennesker til sand lydighed mod Allah og Profeten. Der skal skabes et miljø og et samfund i denne verden, hvis grundlag skal være den gudgivne livsordning, nemlig Koranen og sunnaen. For et sådant menneske er nødvendigheden af at forbedre og udvide forholdet til mennesker vigtigere end alle andre opgaver. Den, der derfor har besluttet, at menneskers sind og tanker skal ændres, at deres tankegang skal ledes ad den rette vej, og at målestokken for godt og ondt i deres forestillingsverden skal fastlægges – kort sagt den, der tror på det islamiske ideal og ønsker, at Allahs åbenbarede lov skal have forrang på alle områder af menneskelivet – må allerede som første skridt nødvendigvis etablere et nært og tættere forhold til mennesker og udvide det. På samme måde er det nødvendigt at holde sig borte fra alt, der hindrer forbedringen af forholdet til mennesker. Det vil sige, at man må holde sig borte fra alt, der i stedet for at forbedre forholdet til mennesker skaber bitterhed.

At bringe Allahs religions budskab til mennesker, at stå fast og urokkeligt på Allahs religion under enhver ugunstig situation eller konfliktfyldt stund og at etablere den livsordning, Allah har givet, på alle områder af menneskelivet – dette sker ikke ved magtanvendelse eller ved at skræmme mennesker; det kan heller ikke gennemføres ved nogen form for magi eller besværgelse. Heri adskiller det sig fra andre opgaver i verden. Selv om det er forholdsvis let at hævde sig ved fysisk styrke og undertvinge nogen, er det særdeles vanskeligt at vinde et menneskes hjerte. At herske med tvang over et rige og at tilegne sig dets skatte ved magt er én ting, men at herske i et menneskes sind eller foretage en grundlæggende ændring af dets tankegang er noget helt andet.

Det samme redskab kan på grund af forskelle i anvendelsen bruges både til godt og ondt. Forestil dig, at et sværd i en røvers hånd gør menneskesamfundet rædselsslagent, mens det i hånden på en mujahid, der kæmper på Allahs vej, antager skikkelse af et symbol på fred. Det samme gælder ligeledes, når man etablerer gensidige venskabelige og harmoniske forhold til mennesker. En person, der blot er grådig efter penge og anseelse, har ét formål med at udvide sine forhold til mennesker, mens formålet med at udvide forholdene for den, der kalder til sandheden og viderebringer Allahs religion, er helt anderledes. Det er netop denne forskel i formål, der gør, at den ene i dag har langt større betydning for os end den anden. Efter at have beskrevet betydningen af at udvide forholdet til mennesker for den, der kalder til sandheden, burde sagen være afsluttet med at sige, at det er en pligt for religionens formidlere at bestræbe sig på at gøre deres forhold til mennesker omfattende og gode. Men det ved og forstår alle. Alligevel er der behov for en mere detaljeret drøftelse af dette spørgsmål. Efter min mening vil det uden tvivl være til stor hjælp for religiøse aktivister at udvikle en praktisk metode til, hvordan den enkelte personligt kan gøre fremskridt med at udvide og forbedre disse forhold. Som følge heraf vil mange nye veje åbne sig for dem, når de bevæger sig fremad. Det er med dette formål, at jeg ønsker at drøfte det foreliggende emne udførligt.

Alle anser sig selv for at være gode

Før vi drøfter dette spørgsmål, er det absolut nødvendigt at kende nogle af menneskesindets svagheder. For den rette behandling afhænger af, at sygdommen diagnosticeres korrekt.

1. Ethvert menneske har naturligt en god opfattelse af sig selv. Enhver røver, tyv eller morder har den opfattelse af sig selv, at han er uskyldig. Hvis man blot taler et stykke tid med en fange i et fængsel, tvinges man til at sige, at enten har alle fangerne på forhånd besluttet at fremstille sig selv som uskyldige, eller også må man antage, at regeringen åbenlyst mishandler dem og uden at forstå eller undersøge sagen har spærret alle disse uskyldige mennesker inde i fængslet. Men ingen af disse to antagelser er sand. Når man undersøger årsagen, må man vende tilbage til det, der allerede er sagt: Mennesket har en god opfattelse af sig selv. Selv en røver, som hele sit liv har sat en kniv mod uskyldige menneskers struber, nådesløst dræbt sagesløse forbipasserende og plyndret folks penge og ejendele, anser sig selv for barmhjertig og nyttig for mennesker. Han tænker således: »Jeg giver jo også noget af det plyndrede gods til fattige fakirer og nødlidende; hvad er der så galt i det?« En morder anser sig måske for uskyldig, fordi han efter sin egen opfattelse kun har skudt eller brugt våben i selvforsvarsøjemed, og i den situation mener han, at han havde ret til at gøre det. På samme måde anser en tyv sig selv for uskyldig og siger, at selv om han har kvalifikationerne, kan han ikke få arbejde noget sted, og at han heller ikke er så grusom, at han blot skulle sidde hjemme med hænderne i skødet, mens hans børn døde en for tidlig død for øjnene af ham af sult. Derfor var han tvunget til at stjæle i andres hjem for at overleve.

Således har enhver forbryder benyttet forskellige ræsonnementer for at bevise, at hans handlinger er berettigede. Så snart man taler med en forbryder, vil man se, hvilke argumenter han fremfører til forsvar for sin egen uskyld og renhed. Det var altså tale om de mennesker, som er forbrydere og dømte, og som verdens mennesker betragter som forbrydere. Der findes imidlertid også andre mennesker, som vi er knyttet til gennem dagliglivets forskellige handlinger og forhold. Det er nu nødvendigt at drøfte, hvilken rolle de indtager i denne sammenhæng.

Enhver, stor eller lille, mener, at det, han siger, er rigtigt og fejlfrit. Den første medfødte svaghed i menneskesindet er, at mennesket altid anser sig selv for uskyldigt og sine egne handlinger for fejlfri.

2. Vi ser, at et menneske, uanset hvor mange fejl det begår, på ingen måde kan tåle, at andre leder efter fejl i dets handlinger eller påpeger nogen af dem. Derfor ser man, at når en persons fejl eller svaghed påpeges, eksploderer personen i vrede, og en holdning præget af modstand viser sig hos ham. Uanset hvor mange argumenter man fremlægger for ham, vil han, mens han forsøger at skjule sine fejl og svagheder med selvforsvarstaler, altid fremføre mange forskellige argumenter og beviser. Den eneste grund til dette er, at enhver mener, at hans egen opfattelse er fejlfri.

Med disse svagheder for øje må du overveje, hvilken rolle det er din pligt at indtage i arbejdet med at reformere samfundet. Du må på ingen måde tro, at en person vil acceptere dine ord eller tage skridt til at forbedre sig, blot fordi du påpeger hans svagheder og fejl. I de fleste tilfælde vil du møde mennesker, som måske anser sig selv for fuldstændig fejlfri og måske finder talrige argumenter og beviser for, at deres synspunkter og fremgangsmåde hviler på et korrekt grundlag. Selv hvis de ikke kan fremføre noget fornuftigt, vil de gentagne gange forsøge at sige: »Selv om mine ord måske ikke er helt så korrekte som dine argumenter og beviser, kan du heller ikke uden videre afvise dem som fuldstændig urimelige.« Uanset hvor meget du forsøger at forbedre en sådan person, vil han ikke acceptere det, men vil tværtimod gradvist fjerne sig fra dig. Som følge heraf vil du blive grebet af håbløshed. Du vil begynde at mene, at dit forhold til mennesker bliver ødelagt, mens du påbyder det gode og forsøger at holde dem fra det onde. At sådanne vanskeligheder opstår i et uselvisk arbejde, er virkelig irriterende. For når du inderligt ønsker at etablere et nærmere og mere venligt forhold til mennesker, så du gennem det kan give dem næring til sunde tanker og holde dem fra den forkerte vej, er det naturligvis frustrerende, når selv det tidligere forhold begynder at gå i stykker. Derfor ser man, at hvis en person én eller to gange oplever en sådan frustrerende situation, vender han senere, af frygt for at miste menneskers tillid, blikket bort, selv når han får øje på en uretfærdig eller uærlig handling, og siger med irriteret stemme: »Hvad får man ud af at ødelægge sit forhold til mennesker? Vil sådanne mennesker overhovedet lytte til noget?«

Vores syn på dette spørgsmål er helt anderledes. For hvis en, der formidler en lære eller et ideal, indtager denne rolle, vil det ikke være muligt at fremsætte noget nyt, der strider mod de forestillinger, som allerede er etableret i verdens menneskers hjerter. Som følge heraf vil enhver bestræbelse og enhver bevægelse, der skal reformere denne verden, som er plaget af uretfærdighed, overgreb og undertrykkelse, og lede den ad den rette vej, for altid blive standset. Den, der formidler et ideal, må derimod først overveje, hvilken fremgangsmåde han skal følge for at vinde menneskers tillid. Denne fremgangsmåde må naturligvis fastlægges i overensstemmelse med personen, stedet og tiden. På grund af forskelle i omgivelser og smag er den samme fremgangsmåde nemlig ikke altid effektiv overalt. Når der således er skabt gunstige omgivelser, og man har vundet en plads i menneskers hjerter, vil de ikke blot lytte med ørerne; deres hjerter og sind vil også længes efter at høre den, der forkynder sandheden.

Spørgsmålet er nu: Hvad er vejen til at vinde menneskers hjerter? Det er tilstrækkeligt at huske den medfødte sygdom, der blev beskrevet ovenfor. Uanset hvor store eller små forseelser der er tale om, er menneskets natur sådan, at det aldrig er villigt til at indrømme sine egne fejl. Det vil altid have et eller andet argument for at bevise, at enhver fejl er fejlfri. Under disse omstændigheder er din første opgave at omgås den pågældende person indgående og tale åbent med ham.

Gennem gentagne samvær vil De fortsætte med at iagttage hans sindstilstand. De må se, hvilke gode egenskaber der findes hos denne person trods hans utallige fejl og mangler. For det er yderst sjældent at finde et menneske i verden, som ikke besidder nogen gode egenskaber og kun er fuldt af dårlige egenskaber. Uanset hvor umoralsk en person måtte være, vil der helt sikkert også findes nogle gode egenskaber hos ham. De skal da vende blikket bort fra alle andre sider og rette det mod hans gode egenskaber og derfor rose ham. Når De etablerer et forhold på denne måde, må De dog især passe på, at det ikke antager form af smiger eller list. Derimod skal De rose hans gode egenskaber med medfølelse og oprigtighed, for de findes virkelig hos ham. Hvis De virkelig oprigtigt har rost hans gode egenskaber, vil han sikkert åbent fortælle Dem alt om sig selv og gradvist begynde at betragte Dem som en af sine nærmeste og opfatte Dem som et virkelig medfølende menneske. Det skyldes, at mennesket af natur ønsker, at andre skal anerkende det. Dette stærke ønske om at opnå ros findes i større eller mindre grad hos ethvert menneske. Man må handle med alle disse virkelige forhold for øje. Det bør huskes, at man ikke kan håbe på nogen form for reform eller gavn for samfundet fra en medarbejder, som altid anser sig selv for at være højtstående og kritiserer alle andres fejl og mangler.

Når De på denne måde har vundet nogens hjerte gennem medfølelse og god behandling, kan De antage, at det nu vil være muligt at få denne person til at udføre gode handlinger. Hvis De nu med medfølelse påpeger en sådan fejl eller mangel i hans karakter, som det ikke vil være særlig vanskeligt for ham at undgå, vil han uden besvær tage skridt til at rette den og vil ikke tøve med at tage imod noget råd eller nogen god vejledning fra Dem. Hvis De på samme måde roser hans erkendelse af sandheden og hans indstilling til at tage imod korrektion, vil De se, at han med dobbelt så stor entusiasme og inspiration dag efter dag bevæger sig mod sandheden, og at der i ham opstår en ny styrke og motivation til at tage retfærdighed og sandhed til sig. Hvis man således med tålmodighed og medfølelse går videre med reformering og forbedring, vil denne person, om Allah vil, inden længe finde den rette vej. I arbejdet med at formidle og udbrede idealet må enhver formidler huske, at det på ingen måde er en leg at rense et menneskes sind. For at fjerne nogen fra en høj position og ydmyge ham gennem list er selv et enkelt, almindeligt bedragerisk kneb tilstrækkeligt. Men for at tage et menneske ved hånden ud af den moralske fornedrelses bundløse afgrund og føre det op til menneskelighedens høje tinder kræves der indsats og vedholdende stræben. Derfor må et virkelig medfølende menneske svede blod og lade hovedets sved løbe ned over fødderne.

Kort sagt: For at skabe en gunstig tilstand i menneskers sind ved formidlingen af idealet må man som det første holdepunkt vælge de gode egenskaber, der med rette findes i menneskets karakter, og give dem den anerkendelse, de fortjener. Der er en himmelvid forskel mellem at smigre nogen og at give oprigtig ros. Man må altid handle med disse forhold for øje. Når De taler om et menneskes gode egenskaber og skønhed, vil det også vække medfølelse i Dem selv. Det er almindeligt anerkendt, at ingen god vejledning får virkning, hvis opfordringen til gode handlinger og afholdelsen fra dårlige handlinger ikke sker med medfølelse. Først må man opfordre mennesket til de gode egenskaber, som det let kan udvikle i sig selv.

Indtil nu er der blevet fremsat en række forslag for Dem om at forbedre forholdet til mennesker. Samtidig må De holde et skarpt øje med dette, så formidleren ikke indtager en sådan holdning, at den hindrer etableringen og udviklingen af gensidige forhold. Hvis man arbejder med begge årsager for øje—både dem, der styrker forholdet, og dem, der får det til at briste—kan man håbe på endnu større resultater på dette område. Hvis man ser lidt nærmere på, hvilke årsager der hindrer forbedringen af forholdet, kan enhver indse det. Men de årsager, der sædvanligvis skaber en negativ reaktion i samfundet og ødelægger de gensidige forhold, er følgende:

1. Mennesket bliver vredt, så snart det ser noget, der strider mod dets vilje:

Denne svaghed findes i større eller mindre grad hos alle: Mennesket bliver vredt, så snart det ser noget, der strider mod dets vilje. Især husets tjenere, sønner og døtre samt ens egne elever bliver ofte udsat for de ældres vrede. Men i arbejdet med at forbedre forholdet må man, ligesom andre egenskaber, også beherske sin vrede. Hvis man ved enhver lejlighed viser dårligt humør og irritabilitet, vil ingen komme i nærheden af Dem eller ønske at omgås Dem. Som følge heraf vil virkningen af denne svaghed meget snart brede sig i det nærmeste miljø og til sidst blive en hindring for formidlingen af idealet. Derfor ser man i arbejdet med at formidle idealet eller med at påbyde gode handlinger og forbyde dårlige handlinger mange mennesker, som på grund af deres dårlige humør og dårlige opførsel ikke opnår de forventede resultater i deres eget miljø.

2. Blikket rettes mere mod andres fejl og mangler end mod ens egne fejl og afvigelser:

Antallet af mennesker med en fejlfri karakter, som er helt uden mangler, er yderst ringe i samfundet. I samspillet og det daglige arbejde med kolleger og andre, man er involveret med, er det naturligt, at der i større eller mindre grad kommer fejl og afvigelser til syne hos enhver person. Men det ligger i menneskets natur, at dets blik er mere rettet mod andres fejl og mangler end mod dets egne fejl og afvigelser. Så snart mennesker opdager selv den mindste svaghed hos hinanden, begynder de straks at kritisere. Eftersom enhver har en god opfattelse af sig selv, føler han derfor et voldsomt slag mod sine følelser, så snart den anden påpeger hans fejl. Af denne grund skader det de gensidige forhold alvorligt, hvis man uforsigtigt påpeger nogens fejl eller kritiserer på nogen måde. Kort sagt: Når man etablerer et forhold til mennesker med det formål at forbedre dem, må man se bort fra alle deres fejl og mangler og i begyndelsen afholde sig fra al kritik af dem. At afholde sig fra kritik betyder ikke, at man fuldstændig skal vende blikket bort fra alle deres svagheder og fejl og for altid opretholde et forhold til dem. Det betyder derimod, at man i tilfælde, hvor nogle mennesker har svagheder eller fejl, som den, der ønsker at forbedre dem, selv er bekendt med, ikke skal drøfte dette igen og igen. For derved er sandsynligheden større for, at den pågældende bliver oprørsk end for, at han bliver forbedret.

3. Det glæder mennesket at tænke, at det er fri for alle svagheder:

Det glæder virkelig mennesket at tænke, at det er fri for alle svagheder. Alligevel kan intet menneske hævde, at det ikke har nogen form for svagheder eller fejl og mangler. Men på trods af dette ønsker mennesket, at det i det mindste har en god opfattelse af sig selv. Denne tilbøjelighed til selvtilfredshed kommer til udtryk på forskellige måder: ved med foragt og overlegenhed at fremhæve andres svagheder, gøre nar af dem og håne dem, bevise at nogen er dum, hentyde til en persons mangel på fremsyn eller intelligens og optræde eller formulere sig på en måde, der fremhæver ens egen storhed og overlegenhed. Det skyldes, at en sådan optræden giver mennesket en særlig tilfredsstillelse. Derfor anvender mennesket utallige metoder til at skjule sine egne svagheder. De udfører opgaven med at korrigere andre. Det er naturligvis en god gerning. Men hvis De anvender den ovenfor beskrevne fremgangsmåde, vil vejen til en egentlig korrektion blive fuldstændig blokeret, for ikke at tale om reel korrektion, og de gensidige relationer vil blive bitre. I stedet for at menneskers hjerter bliver blødgjort, når de hører Deres ord, vil de blive som sten, og de vil ende som »låste døre«.

4. Mennesket føler tilfredsstillelse ved at ophøje sig selv og nedgøre andre:

Vi føler stor tilfredsstillelse ved at ophøje os selv og nedgøre andre. Derfor taler vi om deres fejl og mangler, når de ikke er til stede. Hvis vi på et tidspunkt på grund af frygt for at lægge pres på nogen eller af hensyn til høfligheden ikke får mulighed for at kritisere vedkommende ansigt til ansigt, giver vi det udtryk på et andet tidspunkt, når personen ikke er til stede, eller formulerer det på en sådan måde, at det udadtil ser ud, som om det var særdeles ønskværdigt at korrigere denne person, og som om taleren føler stor sorg på personens vegne. Men det egentlige formål er at nedgøre personen. At føle tilfredsstillelse ved således, enten direkte eller i en medfølende tone, at tale om andres svagheder, når de ikke er til stede, har i dette tilfælde netop til formål at få ens egen personlighed til at fremstå større. Dette hører til den »ghibah«, som Koranen omtaler. I al-Qur’an er der givet en streng befaling om at afholde sig fra ghibah. Ghibah har stor indflydelse på ødelæggelsen af relationer. Det skadelige ved ghibah er ikke kun, at De ved at omtale en andens fejl og mangler i vedkommendes fravær skaber modvilje mod personen hos Dem selv og hos de øvrige tilhørere; hvis den, der er blevet udsat for ghibah, også får kendskab til disse ord, vil der opstå had mod Dem i vedkommendes hjerte. På denne måde vil de gensidige relationer naturligvis blive ødelagt, og der vil desuden opstå mulighed for mange andre uheldige hændelser. For at opbygge gode relationer til mennesker må man derfor strengt afholde sig fra ghibah.

Dette er nogle af de væsentligste årsager til, at relationerne til mennesker i samfundet bliver ødelagt. Det er umuligt at lykkes med en sådan selvmodsigende fremgangsmåde, hvor man på den ene side er uopmærksom på alle disse forhold og på den anden side håber at forbedre relationerne. Det er ganske vist ikke let helt at undgå de ovenfor nævnte fejl og mangler, men det er heller ikke rigtigt, at sådanne svagheder ikke kan korrigeres. Mennesket kan bestemt frigøre sig fra dem. Det kræver blot viljestyrke og en fast beslutning. Tawba er den bedste metode til den troendes forbedring. Med tawba forstår vi, at man gennem anger og fortrydelse over sine begåede synder oprigtigt beder Allah om tilgivelse og højtideligt lover Ham ikke at begå den forkastelige handling igen i fremtiden. Det eneste formål med alt dette er, at vi ønsker at tilfredsstille vores sande Ejer og Herre.

Der er allerede tidligere blevet hentydet noget til den skade, der opstår, når de ovenfor beskrevne fejl og mangler findes i en persons karakter. Det vil sige, at relationerne til mennesker bliver ødelagt. Som følge heraf bliver det meget vanskeligt at bringe dawah til mennesker. Men selv de mennesker, hvis blik udelukkende er rettet mod verden, og hvis højeste mål i livet er at opnå verdens materielle rigdom, anseelse, værdighed og berømmelse, ønsker også at undgå disse fejl og mangler og deres følger. Til dette formål gør de alle mulige anstrengelser. Der findes mange mennesker, som ikke har noget andet mål i livet end at opnå lederskab, udvide deres forretning eller opnå en verdslig status; også de kender til skaderne ved disse fejl og mangler og forsøger hele tiden at undgå dem. Vi kan også lære meget ved at betragte sådanne mennesker. Hvis sådanne mennesker kan træffe en fast beslutning om at undgå denne slags svagheder, fejl og mangler og deres skadelige følger, og hvis de med det formål at tilfredsstille lave interesser kan opgive alle dårlige vaner og beherske sig fuldstændigt, kan man let forestille sig, hvordan de, der kæmper for at nå endnu højere mål, bør forholde sig. Den, der ønsker at blive herre over den evige verden og tilsidesætter den forgængelige verden, vil uden tvivl få tilført enorm styrke, hvis han går fremad med en ed om at befri sig selv fra alle disse fejl og mangler.

At give udtryk for sin vrede

Der er mange årsager til, at menneskers indbyrdes relationer bliver ødelagt. Blandt dem spiller menneskets medfødte ophidselse en særlig rolle. Det er på grund af denne, at relationerne bliver fuldstændig splittet ad. Der er mange ting, som mennesker ikke bryder sig om, og derfor ønsker de på forskellige måder at få afløb for deres vrede mod dem. Til dette formål benytter de sig af talrige metoder. Vrede, hårde ord, fejlfinding, at omtale andres fejl bag deres ryg og mange andre metoder har intet andet formål end at give udtryk for den vrede, man bærer i sig. En sådan sindstilstand tvinger mennesket til at sprede bagvaskelse mod andre og fremhæve deres fejl og mangler. Kort sagt bliver mennesket på grund af denne mentale tilbøjelighed indviklet i forskellige moralske svagheder. For at bevare venskabelige relationer til mennesker må man være særligt opmærksom på ikke at give efter for denne tilbøjelighed, blot for at få sin egen vrede tilfredsstillet. Når denne sindstilstand opstår, får den mennesket til at udføre handlinger, som får andre til at vende sig imod det, og afstanden mellem dem vokser. Hvis man holder de følgende forhold for øje for at beherske denne mentale tilbøjelighed, kan man håbe på betydelig succes med at udbrede »idealet«.

Det er yderst let at bebrejde nogen noget. Det kræver ingen anstrengelse at anklage nogen for noget, men det er særdeles vanskeligt at stille sig selv på den anklagedes plads og dømme. Når du har lagt mærke til andres fejl og mangler, så prøv med et sundt sind at sætte dig i deres sted og vurdere situationen. Det vil naturligvis være et tegn på mod. Under sådanne omstændigheder vil du opdage, at du selv kan finde en fornuftig grund til hver af de firs procent af de anklager, du har rettet mod andre. Hvis du undersøger din egen karakter med »kritikkens kikkert«, ligesom du undersøger andres karakter, vil det på den ene side blive lettere for dig at forbedre dig selv, og på den anden side vil du blive beskyttet mod tendensen til at lede efter andres fejl og anklage dem—en tendens, der ødelægger de indbyrdes relationer.

Det betyder dog ikke, at man rådes til at trække sig fra alle former for arbejde for at forbedre samfundet og blot sidde med hænderne i skødet. Det betyder heller ikke, at man skal vænne sig til at tolerere enhver dårlig handling. Tværtimod ligger værdien i at vurdere sin egen karakter på denne sammenlignende måde i, at når du bedømmer andres fejl og mangler med dig selv for øje, vil du vælge en fremgangsmåde til deres forbedring, som om du selv var gået i gang med at forbedre dig. Det er klart, at den omsorg og oprigtighed, der på denne måde får plads i din tilgang til at forbedre andres situation, har langt større betydning, og dens virkning vil række langt. Derved vil de indbyrdes relationer mellem mennesker altid forblive varmere, og en fornuftig vej til samfundsreform vil opstå. Foran dig ligger et stort formål og mål. For at nå dette mål ønsker du altid at bringe menneskers hjerter nærmere dig. Derfor kan du holde et vågent øje med dine egne fejl og mangler og enhver af dine svagheder. Du kan gå i gang med at rette dem, blive i stand til at undertrykke dine dårlige tilbøjeligheder og selv tvinge dine egne indre impulser ned. Men din tilhørers situation er ikke sådan. Han har ikke et højere formål eller mål foran sig. Hans indre menneske finder, i modsætning til dit, ingen grund til at overholde alle disse forpligtelser og regler. Derfor kommer der ofte meget til udtryk hos din tilhører, som ikke behager dig og er meget smertefuldt for dig. Mennesket ønsker, at hvis det behandler nogen venligt og høfligt, så skal den anden behandle det på samme måde som svar. Hvis det holder sin vrede og sine følelser under kontrol, ønsker det også, at den anden ikke lader sin vrede og sine følelser løbe løbsk.

Der er mange mennesker, som, efter at være blevet fortvivlede i deres forsøg på at forbedre andre, kommer med bemærkninger som: »Hvad hjælper det, at vi ønsker at gøre alt? Tilhørerne må også have en vis tilbøjelighed i den retning.« Med dette mener de, at de selv er fast besluttede på at handle i overensstemmelse med det, de rådes til, men samtidig stiller de det krav, at tilhøreren også skal gå dem i møde for at tage imod dette råd. Hvis du tænker lidt dybere over det, vil du kunne forstå betydningen af sådanne udsagn.

Sagen er, at de mennesker, du har relationer til, ikke blot er fantaserende mennesker, og deres handlekraft er heller ikke underlagt din vilje, sådan at det, du siger, straks bliver til virkelighed. Tværtimod må du udføre alt dit arbejde blandt mennesker med forskellige temperamenter og forskellige følelser. Det kan også være, at din tilhører er særdeles vidende og rationel. Du fremlægger ikke uigendrivelige argumenter og beviser for ham, og derfor bliver dine ønsker ikke fuldt ud opfyldt. Han vil på ingen måde acceptere den måde, hvorpå du har forsøgt at forklare ham dit synspunkt. For de mennesker, du har knyttet forbindelse til, rummer også følelser, stolthed, hovmod, fjendskab og stædighed. De har blind tillid til deres forfædres skikke og traditioner. Hvis du i en sådan situation kommer til at indtage en holdning, der rammer den tro, som er dybt forankret i deres sind, må du regne med, at du med egne hænder har ødelagt alt for dig selv. Du må altid være på vagt, så du ikke gør noget, der kan såre andres hovmod eller få deres selvfølelse, partiskhed, fanatisme og andre dyriske tilbøjeligheder til at rejse hovedet, eller udsætte deres overbevisninger for et direkte angreb.

Måske tøver du over for den praktiske anvendelse af de nævnte råd og spørger: Hvordan kan man da forbedre et menneske, når de omtalte egenskaber stadig findes i det? Skal jeg rose dets hovmod og selvtilstrækkelighed? Eller skal jeg anerkende dets fjendskab, stædighed og alle dets blinde overbevisninger som korrekte? Bestemt ikke. For det ville på den ene side være i strid med den, der udbreder idealet, og på den anden side være yderst skadeligt for hans egentlige mål. Det, du her rådes til at afholde dig fra, betyder derimod først og fremmest, at du ikke må skabe en situation, hvor deres lave tilbøjeligheder bliver såret. Du må for hvert skridt afgøre, hvad du bør og ikke bør gøre for at nå det egentlige mål. For du kan begå fejl, og den samme fejl kan gentage sig flere gange. Men hvis du for hvert skridt bevæger dig fremad med et vågent blik på virkningen af dine handlinger, vil enhver fejl føje noget nyt til din erfaring. Hvis du derefter samler disse fortløbende erfaringer, vil de blive til yderst nyttige og praktiske råd for dig. Kort sagt bør de, der ønsker at påvirke andres tankegang, meninger og følelser, forsøge at forstå andres synsvinkel.

Ligeværdig behandling

Det første område for udbredelsen af idealet og reformarbejdet er hvert menneskes nærmeste miljø—det sted, hvor det bor, arbejder eller opholder sig af andre grunde. Men kun meget få mennesker kan få succes med idealet i dette naturlige miljø. Det har en særlig årsag. Hvert menneske har nemlig en kreds, hvor det har status som overhoved eller leder; i dets hjem er hustru, børn, ansatte, tjenere, tjenestepiger, følgere, tilhængere og mange andre underlagt dets myndighed. En stor indflydelse og anseelse er blevet etableret blandt dem. Det forsøger at få tingene gennemført blandt dem ved hjælp af sin ledelses indflydelse. Når det finder det nødvendigt, begiver det sig også ind på tvangens og truslernes vej. Kort sagt ønsker det på ingen måde i denne sammenhæng at afholde sig fra at udøve den indflydelse, som det har opbygget gennem sin personlighed. Konsekvensen af en sådan fremgangsmåde er tydelig. For det er ikke så enkelt at rense menneskers tanker, ændre deres meninger eller vinde nogens vilje for sin egen sag, at det kan gøres gennem tvang eller trusler.

Ethvert menneske har en personlighed, også selv om vedkommende står under din myndighed. Din hustru, dine børn, tjenere, hushjælp og ansatte er ganske vist forpligtede til at adlyde dig gennem en bestemt orden og disciplin. Men denne forpligtelse er ikke tilstrækkelig til at underordne deres personlige meninger under din egen. For de har også en selvstændig personlighedsbevidsthed. I deres øjne har deres meninger også stor betydning. Når noget skal påtvinges dem, er de ikke parate til at acceptere det uden argumenter og beviser. Du må overbevise dem ved hjælp af tilfredsstillende argumenter og beviser. Ellers vil det her nødvendigvis få samme konsekvens som ethvert andet forsøg på at påtvinge nogen noget uden begrundelse. For også de rummer sådanne tilbøjeligheder, som du normalt iagttager i den ydre verden. Dette er virkelig en kompliceret fase i arbejdet med at udbrede idealet. For her er din egen betydning og personlighedsbevidsthed til stede. Du har i denne sammenhæng tilkendt dig selv en bestemt plads, og du kan ikke engang forestille dig at stige ned fra den. Men fornuften tilsiger, at du for at forbedre dine nærmeste må stige ned på det niveau, som er absolut nødvendigt for dette arbejde. Her kan du måske komme ud for et problem. På den ene side skal du bevare kunsten og metoderne til at udbrede idealet, og på den anden side er der spørgsmålet om personlig værdighed. Alligevel kræver din dīn i denne situation, at du bringer dig selv ned på samme niveau som de andre i et sådant miljø og taler med og omgås alle med oprigtighed. Du skal også give dem mulighed for at udtrykke deres selvstændige meninger, selv om din høje værdighedsfølelse ikke tillader dig at gøre det. Metoden til at udbrede idealet kræver netop, at du gennem argumenter og beviser forsøger at ændre holdningen hos dine nærmeste. Men fordi du i andre forhold, der vedrører dem, ikke er vant til denne form for adfærd og altid, frivilligt eller ufrivilligt, har påtvunget dem dine meninger, vil du også her ønske, at de uden et eneste ord stille skal acceptere din dominans. Men af hensyn til dīnens større interesser er det nødvendigt at opgive denne holdning. Det er en absolut pligt at tage hensyn til andres meninger og følelser. Mange glemmer imidlertid dette og er heller ikke på dette område rede til at tage hensyn til dem, ligesom i andre gøremål.

Det er på grund af disse få særlige forhold, at den, der udbreder idealet, selv i sit nærmeste miljø henviser sig selv til den »upåagtede fremmeds« niveau. Det kan måske vække tvivl hos dig, om du ved at følge de nævnte råd i arbejdet med at udbrede idealet vil møde betydelige vanskeligheder på andre områder. For som husets overhoved eller som en højtstående officer må du indtage en bestemt holdning i din omgang med mennesker, både i adfærd, optræden og tale. Men når du skal udbrede idealet, altså dīn, må du indtage en anden holdning. Du vil ikke kunne tilegne dig en sådan dobbelt politik. På det tidspunkt vil din måde at udbrede idealet på blive præget af kunstighed. Eller den forsigtighed, du forsøger at udvise over for dine underordnede eller din egen familie, vil blive indholdsløs. Der er ingen tvivl om, at din vanskelighed er realistisk begrundet. En dobbelt politik kan ganske vist ikke fungere i noget menneskes liv, og du vil heller ikke kunne opnå succes, men alligevel er der her noget, du bør overveje grundigt. Det er dette: Er den fase af dit liv, hvor du følger dette princip om frygt, tilbageholdenhed og tvang, virkelig nødvendig for dig? Kan det ikke være anderledes? Din største fejl på dette område ligger faktisk netop her. Du har fastlagt din plads på denne måde i denne del af dit liv. Men grundlæggende er denne rolle heller ikke nogen virkelig succesfuld eller prisværdig rolle. Du er blot ikke i stand til at indse din fiasko her, fordi de mennesker, der er knyttet til dig, på grund af deres forskellige behov har været tvunget til at tolerere denne rolle hos dig. Ingen gør det frivilligt; tværtimod forsøger de hele tiden at slippe fri af denne tvang og denne formyndermagt. Så snart de får mulighed for det, betragter de det som et lykketræf at kunne frigøre sig fra dette bånd. Hvis du lægger mærke til det, vil du også kunne forstå deres situation. Men i det område, hvor du ønsker at forbedre mennesker og håber at ændre deres synspunkter, er de på ingen måde forpligtede til at lytte til dig i denne sag. Selv hvis du forsøger at tvinge dem til noget, kan det højst føre til, at de tilsyneladende prøver at tilfredsstille dig, mens deres hjerter forbliver tro mod det, deres »indre menneske« siger. Du har derfor ingen magt, hvormed du kan tvinge dem. Kort sagt må du også i et sådant miljø gå frem med de råd, som hidtil er blevet omtalt, eller som senere vil blive omtalt, med henblik på at følge dem over for andre. Med ét ord må du også i dette miljø handle under hensyn til tilhørerens sind og dets bevægelser.

Et smilende ansigt

Profeten (fred være med ham) sagde: »Hvis I ser på jeres bror med et smilende ansigt, bliver det også til sadaqa.« Det er af umådelig stor betydning at møde hinanden med et smil, men mange er uvidende om dette. Mange ved ikke, hvor megen styrke der er skjult i deres personlighed, eller hvor meget selv et lille smil er værd! Den eneste måde at vinde en plads i en andens hjerte på er at møde vedkommende med et smil. Selv det mindste venlige smil har større virkning end talte ord. Et smilende ansigt synes allerede ved det første møde at byde den ankomne velkommen med ordene: »Jeg elsker dig.« Når du derimod ser et alvorligt ansigt med rynkede bryn, vil du straks tænke, at dets nuværende udtryk siger til dig: »Jeg har ikke lyst til at tale med dig. Jeg elsker dig ikke.« Grov og hård behandling er nok til at holde mennesker på afstand. Men den, der inderligt ønsker at skabe god forståelse mellem mennesker, vinde indflydelse på deres sind, vinde deres hjerter og grundlæggende ændre deres livsmål, idealer og tanker i retning af et ædelt formål, vil på ingen måde bryde sig om, at mennesker på grund af hans upassende adfærd fjerner sig fra ham. Den, der knytter forbindelse med andre med et sådant ædelt formål, bør altid omgås mennesker med et smil og altid behandle dem høfligt. Det er virkelig den bedste måde at vinde menneskers hjerter på.

Det, der ovenfor er blevet sagt om at møde nogen med et smil, betyder ikke, at man midlertidigt skal gøre mennesker tilfredse med et kunstigt smil, sådan som mennesker, der søger personlig fordel, gør. Folk opfatter et sådant smil som et middel til at opnå personlig fordel og som hånligt; de mener, at det kun bruges for at bedrage dem i en eller anden sag. Hensigten her er derimod et oprigtigt smil, som det mennesker normalt møder venner og bekendte med, når de hilser på dem. Det er netop et sådant smil, blandet med kærlighed og hengivenhed, der vil kunne gøre indtryk på den andens sind.

For at opnå enhver form for succes er det nødvendigt at omgås mennesker med et tilfreds sind. Mennesker spilder alligevel megen tid på meningsløs munterhed. I stedet kan man tilbringe denne tid muntert sammen med andre med et højere formål for øje. På den måde vil den pågældende person meget let blive tiltrukket af dig. Forkyndere af idealet bør én gang for alle prøve, hvilken magisk virkning det har at møde andre med et smilende ansigt. Det gør familielivet særdeles glædeligt. En sådan adfærd er også til stor hjælp i forbindelse med børnenes opdragelse og uddannelse. Kort sagt er det et fremragende middel til at vinde andres hjerter.

Hvis du ikke har for vane at gøre sådan, så væn dig til det. Måske føler du dig plaget af noget, og du er nu gennemsyret af irritation; i så fald bør du bestræbe dig på at komme ud af denne tilstand. For hvad nytter det at føle irritation? Det vil ikke fjerne uroen i dit sind. Det løser på ingen måde problemet at give udtryk for travlhed eller irritation. Tværtimod: Jo mere plaget du føler dig, desto mere vil dine mentale og fysiske kræfter svækkes. Du vil gradvist miste din tålmodighed. Det er naturligvis rigtigt, at mennesker i deres daglige arbejde fra tid til anden må stå over for ubehagelige og uønskede hændelser, som gør det næsten umuligt at bevare sindets ro. Men hvis man først lærer at udvise tålmodighed i forbindelse med små, uønskede ting, bliver det lettere at udholde selv store lidelser og smertefulde forhold.

Omvendt vil den, der i almindelige situationer har vist sig at være pirrelig, sandsynligvis blive vanvittig, når et stort problem opstår. Højere tanker og store ambitioner vil fylde dit sind med begejstring og inspiration. Derfor vil ingen almindelig sag være i stand til at tynge dit sind. Den, der stræber efter et stort mål, vil aldrig lade sig påvirke af småting, for eftersom du er styrket af troen, er det din faste overbevisning, at alt, hvad der sker, sker efter Allahs vilje. Du håber på Allahs nåde. Derfor er du i stand til at forblive fattet og rolig under alle uønskede omstændigheder, fordi du er fri for overfølsomhed. Og det er sandt, at den er lykkelig, hvis sind er ubekymret og roligt. Hvis der derfor ikke engang i ansigtet på en person, der følger et stort ideal som dit, viser sig glæde, der hæver sig over det almindelige, af hensyn til et stort mål, hvem kan man så forvente dette af? Et muntert sind er også til gavn for dig, for det er den eneste vej til at blive værdsat. Ellers vil du ikke kunne nå ind til nogen.

At have et altid smilende ansigt, tale med et mildt smil og tale med andre med et smilende ansigt er én ting; men meningsløst og upassende fnisen er noget helt andet. Nogle mennesker tror, at grov spøg og skæmt samt uanstændig og uansvarlig samtale er det samme som at tale med et smilende ansigt. Efter deres opfattelse består munterhed i at håne andre, lave meningsløse vittigheder og drillerier og genere mennesker. Men det er ikke rigtigt. Langt fra at vinde den andens hjerte vil du tværtimod få ham til at fjerne sig endnu mere fra dig.

Måden at tale på

Hvis du ønsker at høste folks foragt og samtidig ønsker, at de skal undgå dig, er den enkleste metode at blive ved med at plapre løs uden at give andre mulighed for at tale, eller straks selv begynde at tale, så snart nogen begynder at sige noget, og altid bestræbe dig på at få dine egne synspunkter frem for tilhørerne, så snart der opstår en mulighed i samtalen. Man ser mange mennesker, som altid er langt mere ivrige efter at fremføre deres egne synspunkter end efter at lytte til andres. Så snart en tanke dukker op i deres erindring, fyrer de den straks af midt i samtalen; om den så er i modstrid med eller støtter det, tilhøreren har sagt, tager disse følelsesstyrede mennesker overhovedet ikke hensyn til.

Den, der ønsker at få mennesker til at knytte sig til ham og forsøger at påvirke tilhøreren gennem argumenter og beviser for at ændre hans tankegang, har især brug for følgende, hvis han er en forkæmper for idealet:

1. At vænne sig til tålmodigt at lytte til andres synspunkter.

2. Også give tilhøreren mulighed for uhindret og åbenhjertig drøftelse.

3. Indsamle argumenter og oplysninger fra tilhørerens udsagn og drøftelse og bevise rigtigheden af ens eget synspunkt.

4. Hvis tilhørerens udsagn eller drøftelse er meget lang, og det synes umuligt at huske alle detaljer i rækkefølge, bør man undervejs notere sine egne argumenter.

5. Det er ikke tilstrækkeligt blot at lytte tålmodigt til andres udsagn; når man svarer dem, skal man også udvise tilstrækkelig beherskelse, omtanke og tålmodighed.

Antag, at du tilslutter dig en andens kommentar. Det kræver naturligvis ikke nogen særlig forsigtighed. Uanset hvordan du tilslutter dig, gør det ikke den store forskel, selv om du ikke vejer dine ord nøje; men det bliver et stort problem, når du skal imødegå en andens udsagn. I så fald må du tale med den største forsigtighed. Sædvanligvis siger man, når man imødegår en modparts udsagn: (1) »Du har ingen viden om dette. (2) Du har ikke forstået sagen. (3) Det, du siger, er fuldstændig urealistisk. (4) Dit formål er at skabe splittelse og uorden gennem den slags tale« og lignende.

Ved at bruge den slags sætninger vil tilhøreren uden tvivl blive irriteret og utilfreds. Intet menneske er villigt til at acceptere, at det er uvidende, tåbeligt, uoplyst, uærligt eller løgnagtigt. Ikke desto mindre må du, som en person der har påtaget sig ansvaret for at udbrede idealet, på en eller anden måde ændre hans tankegang; det er helt nødvendigt at påvirke ham for at lede hans tanker i en bestemt retning. Netop i sådanne tilfælde må du tale med fuld forsigtighed. Lad os tage et eksempel: Antag, at du er kommet til en person for at bringe dit budskab til ham. Efter at have hørt dit budskab spørger han: »Det ideal, du har kaldt mig til, er virkelig ædelt, men kan det accepteres i denne tid?« Når nogle mennesker hører et sådant spørgsmål, tænker de, at spørgerens iman og trosopfattelse nødvendigvis må være mangelfuld, og at det er grunden til, at han har sagt sådan. Eller også siger de om spørgeren, at han slet ingen viden har om sagen, at han må læse mere, eller at han intet forstår, og at hans kundskaber er begrænsede. Sådanne bemærkninger som svar på spørgerens udsagn vil ikke bringe ham nærmere til dig, men holde ham på afstand af dig. Hvad enten du kalder ham vantro, antyder, at hans iman er svag, eller henleder al hans opmærksomhed på hans uvidenhed, vil hans indre »menneske« i hvert tilfælde rejse sig imod den slags udsagn, og under sådanne omstændigheder vil du ikke være i stand til at få ham til at forstå noget. Ethvert menneske anser sine egne forestillinger, sin tro, sine synspunkter og sine beslutninger for korrekte. Det ændrer sig ganske vist hele tiden. Troen ændrer sig, beslutninger ændres, og tankegangen skifter. Men hvis du iagttager det nøje, vil du se, at når en sådan ændring sker naturligt i en persons karakter eller efter hans eget ønske, har han ingen grund til at gøre indsigelse. Men så snart en anden forsøger at fremkalde denne ændring, opstår der trods og stædighed i ham. Når du taler i en sådan situation, må du vænne dig til at indtage en holdning, der tvinger personen til at tænke over sig selv. Du skal ikke tale til ham i en protesterende tone, men snarere fremlægge en anden side af sagen, så han kan tænke over den. I stedet for direkte at modsige den opfattelse, som han har fremført fejlagtige beviser til støtte for, bør du føre samtalen videre ud fra et aspekt af det pågældende emne, som får hans tvivl og indre konflikt til at ophøre og afslører alle manglerne i hans tankegang. Din fremgangsmåde vil naturligvis variere efter tid, omstændigheder og personen selv. Når du har opnået erfaring og lidt øvelse i at udbrede idealet, vil der efter kort tid vise sig mange flere metoder for dig. Forestil dig for eksempel, at du siger til spørgeren eller den, der fremsætter en lignende kommentar: »De argumenter og beviser, du har fremført til støtte for din opfattelse, er ganske vist rigtige, men prøv at vurdere denne sag ud fra det og det synspunkt; så vil du måske nå frem til en anden konklusion.« Der findes mange sådanne metoder, som du selv kan finde frem til under hensyntagen til personen og omstændighederne. På den måde kan spørgeren udvide sine tanker til at omfatte mange flere emner.

Du har forstået en sag. Du har også tilstrækkelige argumenter og beviser til støtte for den. Du anser de argumenter og beviser, du har, for så velunderbyggede og pålidelige, at du ønsker, at alle skal acceptere dem. Derfor mener du også, at det for så vidt angår din tilhører er tilstrækkeligt at gennemgå disse beviser igen for at tilbagevise hans argumenter. Men du har måske erfaret, at dette forsøg i mange tilfælde ikke virker. For hvis du iagttager det, kan du se, at der også er en vis sandhed bag din tilhørers argumenter. Der er også virkelige årsager bag forvirringen i hans tanker. Hans personlige præferencer og aversioner spiller også en rolle, og det er desuden naturligt, at omgivelsernes påvirkning virker i ham. I en sådan situation er den fremsynede og indsigtsfulde persons opgave følgende:

(a) At finde frem til og forstå den egentlige kilde til tilhørerens forvirrede tankegang. Hvis man skal gøre indsigelse, skal det ske i en medfølende tone. Kort sagt består din fulde succes i en sådan situation, når du udbreder idealet, i, at din tilhører ikke opfatter dig som en modstander, men snarere ser dig som en velmenende ven og rådgiver. Du må forsøge at forstå, hvordan tilhøreren ser sagen, og om nødvendigt kan du gentage hans argumenter flere gange for at forstå dem, så han føler, at du virkelig lytter til det, han siger, og er opmærksom på ham. Først derefter kan du håbe, at tiden nu er inde til at påvirke hans sind.

(b) Stil ikke tilhøreren pinlige spørgsmål under samtalen. De skal passe på ikke under samtalen at stille tilhøreren et spørgsmål i forbifarten, som kan få ham til at føle sig irriteret. Lad os for eksempel antage, at De ud fra hans samtale har kunnet forstå, at han taler så forvirret, fordi han ikke har læst en bestemt bog fra Deres organisation. Hvis De alligevel spørger ham: »Hr., har De læst den og den bog?« vil hans indrømmelse af ikke at have læst den indirekte antyde, at hans kundskabshorisont er begrænset. De bør altid stille ham den slags spørgsmål, som han kan besvare uden at føle sig flov, men snarere med glæde. For det er en praktisk sandhed, at mennesker føler stolthed, når de giver et præcist og uimodsigeligt svar på et spørgsmål, og det behager dem meget. Ved at stille den slags spørgsmål kan De derfor vække glæde i hans sind.

(c) For at skabe en forandring i en persons tankeverden må man være fuldt ud bekendt med alle hans forhold. Man må huske dette grundigt: Enhver sætter sine egne problemer højere end alle verdens øvrige problemer. Forestil Dem, at nogen har en voldsom hovedpine. På det tidspunkt bliver det et så alvorligt problem for ham, at selv hvis der foregik kraftige bombeeksplosioner i Rusland eller omfattende massedrab i Sydamerika, ville sådanne nyheder ikke gøre noget som helst indtryk på ham. På samme måde: Hvis nogens søn bliver moralsk fordærvet og føres ind på en forkert vej, bliver dette hans eneste årsag til bekymring, og selv hvis hele landet på det tidspunkt blev offer for de mest ekstreme umoralske handlinger, ville han ikke føle behov for at rette sin opmærksomhed mod dem. Derfor er det Deres ansvar, hvis De vil forandre en persons tankeverden, at være fuldt ud bekendt med alle hans forhold og nøje iagttage hans omgivelser. Så vil De lægge mærke til, at der i den aktuelle situation findes noget, som er tæt forbundet med denne person. De kan da indlede samtalen med ham med udgangspunkt i det pågældende emne. Lad os for eksempel antage, at De prøver at forklare ham, at menneskeskabte love på ingen måde kan fungere til menneskenes velfærd, og at menneskelige problemer på ingen måde kan løses gennem dem. Med dette formål fremlægger De forskellige begivenheder fra verden samt argumenter og beviser til støtte for Deres synspunkt. Men det vil ikke appellere så meget til ham, som det vil gøre, hvis De drøfter et emne, der vedrører ham personligt, og fremlægger argumenter og beviser til støtte for det. Sådan forholder det sig i næsten alle sager. På det tidspunkt bør man forstå situationen grundigt.

(d) Mød ham på et passende tidspunkt, så han med interesse vil lytte til det, De siger. Mange mennesker taler uden at tage hensyn til tidspunktet og mindsker dermed betydningen af deres egne ord. Det kan være, at en person på et bestemt tidspunkt tænker over et særligt problem eller er fuldstændig optaget af en anden opgave. Hvis De i en sådan situation møder op hos ham for at tale om Deres sag, er det klart, at De må vende helt skuffet tilbage. Hvis De vil lykkes, må De møde ham på et passende tidspunkt, så han med interesse vil lytte til Deres samtale; ellers kan De vente på det rette tidspunkt. Alle har et eller andet, som de er mest optaget af. De kan naturligvis vise interesse for dette emne. Det kan for eksempel være jagt, en forkærlighed for at recitere digte, interesse for et erhverv eller en kunstform, deltagelse i en bevægelse, landbrug, anlæggelse af blomsterhaver, opførelse af huse eller brug af tøj og beklædning. Gennem samtaler om de utallige sådanne emner kan De vinde hans tilfredshed. På denne måde kan De berede vejen for udbredelsen af Deres ideal. Hvis De derimod går frem på en anden måde, vil den pågældende måske nok i nogen tid tålmodigt lytte til Dem af ren høflighed, selv om han lytter tavst, men kort efter vil han begynde at diskutere og modsige Dem. For virkelig at opnå succes med at udbrede idealet må De derfor først skabe en plads til Dem selv i den pågældende persons hjerte.

Påskønnelse af gode egenskaber

Det er Deres mål at nå et stort mål. De ønsker at forandre menneskenes tankegang i samfundet. De ønsker at fjerne de mange tanker, som gennem lang tid omhyggeligt er blevet næret i menneskenes sind, og føre dem væk fra deres kære tilbøjeligheder. Det er uden tvivl en vanskelig opgave. Men ligesom selv verdens mest komplicerede forhold bliver enkle som følge af en veltilrettelagt arbejdsmetode, er det heller ikke umuligt at fjerne vanskelighederne ved denne opgave på tilsvarende måde. Hvis den udføres på en velordnet og passende forfinet måde, kan også denne opgave ligefrem blive betagende.

Med dette formål vil jeg fremsætte nogle råd. Lad os for eksempel antage, at De ønsker at møde en person, som er yderst intelligent og talentfuld. Han er i stand til fuldt ud at forstå Deres ord med blot en smule opmærksomhed. Men fordi han altid har travlt med omfattende forretninger, har han ikke engang så meget fritid, at han kan sætte sig alene og lytte til et par ord fra Dem. Desuden er næsten alle i de store byer i samme situation. Hvor kan man dér finde en »fjols«, som ikke har noget at gøre? Uanset hvem De ser på, vil De opdage, at alle arbejder uafbrudt som dele i en maskine. Hvordan vil De i denne situation tiltrække menneskers opmærksomhed? Hvordan vil De vække ønsket og motivationen hos dem, så de er villige til at rette deres opmærksomhed mod Dem og tale med Dem? Til dette formål kan man benytte følgende fremgangsmåder. For eksempel:

Lad os antage, at en person er på vej til banken. Der er frygteligt overfyldt. Den embedsmand, som han har brug for at tale med, kan på grund af arbejdspresset ikke engang løfte hovedet. Under sådanne omstændigheder er det ikke muligt at tale med ham. Selv hvis han fra tid til anden løfter hovedet, kan han ikke nøjes med kun at tale med denne person; der står mange andre, som venter på at tale med den pågældende om deres egne behov. Hvis man taler med ham under sådanne omstændigheder, må man altså tale med alle.

Lad os antage, at denne person på en eller anden måde har skabt mulighed for en samtale. Han tænkte, at jeg ville rose hr. for noget, som ville gøre ham meget glad. Med denne tanke rettede han blikket mod hr.s »slips«, gik lidt frem og sagde: »Jeg kan se, at De på grund af arbejdspresset ikke har et øjeblik til at tale, ellers ville jeg have spurgt Dem om dette fremragende slips: Hvor har De købt det?« Hr. løftede hovedet og sagde med et lille smil: »Synes De virkelig også om det?« »Hvorfor skulle jeg ikke det? Alle vil synes godt om en god ting og være nødt til at rose den,« svarede manden. Hr. lagde hånden på sit slips og sagde: »Ja, netop. Indtil nu har flere andre også rost det meget.«

Det var altså denne korte samtale, der vakte herrens interesse for denne person. Bemærk, at herren blev særdeles glad over disse almindelige få ord; og glæden var ikke af den sædvanlige slags. Derfor virkede han måske ganske opløftet i flere timer. Det er værd at bemærke, hvor let det ved hjælp af intelligens og nogle få ord er at skabe et kortvarigt hjerteligt forhold til et menneske. For en, der udbreder idealet, er det værd én gang at prøve, hvilken betydning et venskab, der er opstået på denne måde, har.

En bestemt persons nabo er en vidende og uddannet ung mand. Han arbejder på et telefonkontor. Man ser ham ofte travlt beskæftiget. Der findes aldrig noget tidspunkt, hvor man kan tale med ham. Enten er han på vagt, eller også er han taget ud for at besøge nogen eller handle. Hvor skulle man under sådanne omstændigheder finde tid til at tale med ham? Ved et tilfælde gik denne nabo en dag til telefoncentralen. På det tidspunkt var den pågældende herre på vagt. Han havde et apparat ved hvert øre. Han blev ved med at sige numrene uafbrudt, det ene efter det andet, mens han på den anden side kontrollerede numrene fra den ene forbindelse til den anden. Men trods det store arbejdspres var der ikke det mindste tegn på irritation hos ham. Han oplyste numrene med en blid og behagelig stemme. Der var ikke den mindste antydning af hårdhed eller barskhed i herrens sprog. Den pågældende iagttog ham i lang tid. Så snart han fik en lille pause, mente han, at dette var det rette øjeblik, og roste oprigtigt herrens hukommelse samt hans venlige og milde svar en smule. Ved denne lille anerkendelse strålede operatørens ansigt af glæde. Han udbrød begejstret: »Det, De ser her, har De slet ikke set hele tiden; når besværet vokser mange gange mere, bliver det endnu værre. På det tidspunkt er der ikke bare ikke tid til at klø sig i hovedet; man må snarere sige, at der ikke engang er tid til at trække vejret.« Derefter sagde operatøren: »Vent et øjeblik. Min vagt er næsten forbi. Der er kun lidt arbejde tilbage. Så følges vi hjem.«

Derefter gik de hjem sammen, og på vejen talte de om forskellige emner. Resultatet blev, at situationen nu var sådan, at der tidligere ikke havde været fem minutter til en kort samtale med operatøren, mens han nu kunne sidde i timevis, lytte til oplæsning af bøger og samtale om forskellige emner. Kort sagt var hans livsretning nu begyndt at flyde i en helt anden retning.

En person søgte en mulighed for at tale med en bestemt professor, men herren var så tilbageholdende, at han efter at have besvaret nogens hilsen aldrig gav nogen mulighed for at tale længere med ham. Pludselig fik man en dag at vide, at professoren var syg. Han havde heller ikke kunnet tage på college den dag. Da personen hørte det, gik han for at besøge ham. Efter at have sendt bud ind i huset fik han at vide, at professoren hvilede sig i sit arbejdsværelse og havde bedt ham komme derind. Bøger, læsebordet og andre genstande var arrangeret i hans værelse med stor omhu. Så snart han fik lejlighed til det, spurgte personen formelt til hans helbred og sagde derefter til professoren:

»De genstande, der er så velordnet opbevaret på Deres værelse, vidner virkelig om Deres raffinerede smag. Hvor er det fremragende! De har indrettet værelset meget smukt med bøger og lignende. Et sådant sted er det bedste til at studere vigtige emner. Selv hvis man ikke har lyst til at læse her, får man lyst til det.« Efter at have hørt denne ros talte professoren den dag kun om værelsets møbler og indretning. Han gav en kort præsentation af bøgerne og værkerne, der stod i de forskellige skabe og på hylder. Det viste sig derfor, at den foragt, som hidtil havde været hos ham, ikke længere fandtes. Nu fortsatte han med at sidde i timevis og samtale med den pågældende. Han læste enhver bog, som denne gav ham, og efterhånden begyndte bøgernes indhold at øve indflydelse på ham.

Selv om de ovenstående ord blev fremsat som et eksempel, betragtes deres grundlag i dag som et vigtigt princip, der hænger sammen med menneskers praktiske liv. Det er ikke et tilfælde, at mennesker på grund af sådanne hændelser bliver tiltrukket af hinanden. Der findes tværtimod et vigtigt grundlag for det. Det er, at ethvert menneske ønsker: »Måtte folk se på mig med respekt og anse mig for et godt menneske.« Det inderste ønske hos Dem og alle andre er, at folk skal anerkende Deres skønhed, egenskaber og evner og respektere Dem. Her tales naturligvis om det, der virkelig forstås ved skønhed og evner. Der er ikke tale om falsk eller urealistisk ros, der gives blot for syns skyld, eller om kunstig smiger, som kan skabe hovmod hos tilhøreren. De må finde frem til, hvilke virkelige egenskaber og evner den pågældende har. Det bør komme til udtryk gennem hvert eneste af Deres ord og hver eneste af Deres handlinger, at De giver hans evner den rette anerkendelse. Der findes ikke noget menneske i verden, hos hvem man ikke med udgangspunkt i nogle få eller flere gode egenskaber kan finde en vej til at rette utallige fejl og mangler. Det er let at lede efter fejl hos mennesker. Overlad det til andre. Væn Dem til at lægge mærke til menneskers gode egenskaber. Så vil De se, hvordan mennesker svarer på Deres kald, og hvordan deres tiltrækning til Dem vokser.

Sejrens og nederlagets indstilling

Det er Deres mål at virkeliggøre et stort formål. De ønsker, at andre mennesker også skal følge Deres ideal. De ønsker, at Deres ord skal øve indflydelse på deres hjerter. Derfor fremsættes der yderligere nogle råd med dette formål for øje. De bør også lægge mærke til disse.

Dette vil blive klart gennem et eksempel. En dag tog jeg sammen med en lærd til en da‘wah. Som sædvanlig var alle efter måltidet optaget af samtaler om forskellige emner. Da lagde jeg mærke til, at en herre ovre i den ene side gjorde sig ganske veltalende i sin tale. Hans måde at fortælle på gav indtryk af, at han forsøgte at imponere alle ved at vise omfanget af sin viden. På et tidspunkt sagde han i forbindelse med samtalen: „Allah har sagt i Koranen: ‘Al-a‘mālu bin-niyyāt’“ – (handlingernes resultat afhænger af intentionen). Jeg begyndte nu at lytte opmærksomt til ham og følge hans ord. Først kastede jeg et blik på den fromme ældre, som jeg var taget til da‘wah sammen med, for at se, om han ville gøre indsigelse mod denne mands citat. Men da det viste sig, at han slet ikke gjorde indsigelse mod fejlen, blev jeg meget forbavset. Måske havde han allerede gennemskuet, hvori mandens fejl bestod. Selv en ubetydeligt belæst person som jeg ved, at „Al-a‘mālu bin-niyyāt“ ikke er et koranvers. For denne sætning findes ingen steder i Koranen. Det er derimod en berømt hadith, som står skrevet i begyndelsen af næsten alle hadith-samlinger. Hvilken enorm fejl! Hvis man offentligt havde påpeget hans fejl, ville han uden tvivl være blevet dybt flov foran alle, og hans forsøg på at fremstå som alvidende ville være blevet afsløret. Men jeg så, at den respekterede lærde, som ledsagede mig, ikke sagde noget om det. Manden blev ved med at sige, hvad han ville, ud fra sine egne opdigtede påstande. Flere gange fik jeg lyst til at punktere hans selvhøjtidelighed, men mens jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre, gik han videre til et andet emne. Da jeg tænkte, at lejligheden var forpasset, forblev jeg tavs. På vejen hjem fra sammenkomsten spurgte jeg den lærde: „Hvorfor sagde De ikke noget, selv om manden begik så stor en fejl? Det er jo helt tydeligt, hvor langt hans viden rækker, når han omtaler ‘Al-a‘mālu bin-niyyāt’ som et koranvers.“ Maulanaen sagde da til mig: „Jeg ønskede ikke at gøre ham flov på det tidspunkt. For i den situation ville han i stedet for at blive tiltrukket af mig have fjernet sig fra mig. Desuden er det værd at overveje, at han jo ikke spurgte mig, om ‘Al-a‘mālu bin-niyyāt’ er et koranvers eller en del af en hadith.“

Min ven, maulanaen, er ikke længere i denne verden. Må Allah skænke ham en plads i Paradis. Men hans ord står stadig indprentet i mit hjerte. Mange har brug for den slags råd, som denne fromme ældre gav mig. Det ligger i menneskets natur, at det hele tiden bliver involveret i samtaler med andre. Tendensen til at indlade sig i diskussioner med andre findes hos de fleste mennesker. Ethvert menneske finder tilfredsstillelse i at kritisere andre, så snart det får lejlighed til det. Gennem diskussioner forsøger alle at give deres egen mening forrang. Men hvis De ser lidt dybere efter, vil De kunne indse, at den bedste og eneste vej til at vinde en diskussion er at holde sig fra at diskutere med mennesker. Ligesom man holder sig på afstand af skadelige dyr og slanger og skorpioner. I nioghalvfems procent af tilfældene har resultatet af diskussioner vist sig at være, at begge parter efter al deres debat stadig mener, at deres egne argumenter er de rigtige og korrekte. De vil aldrig kunne vinde en diskussion. Hvis De taber, har De naturligvis tabt, men selv hvis De vinder, vil De opdage, at De er den tabende. For i denne situation har De blot bevist, at Deres modpart er uvidende. De har måske glædet Dem et øjeblik over det, men gennem diskussionen er Deres modstanders hjerte blevet knust. De har nedgjort og ydmyget ham. De har påført hans selvstændighed og personlighed et voldsomt slag. De har såret ham. De har tvunget ham til at acceptere noget imod hans vilje. Hans mening er imidlertid slet ikke blevet ændret af den grund. Hans fastgroede overbevisning er ikke blevet forandret det mindste. Det er på ingen måde muligt at ændre en overbevisning, som et menneske har næret og plejet hele livet, ved at vinde en diskussion. Menneskers meninger kan aldrig ændres på den måde. Højst kan modparten midlertidigt gå med til Deres ord, men kun fordi han er trængt op i en krog og fanget i diskussionens kneb. De vil end ikke kunne påvirke en analfabet eller uuddannet person gennem en diskussion. De vil ganske vist kunne gøre ham ude af stand til at svare. Lad de uuddannede ligge; selv blandt uddannede ser man ofte, at De har fremlagt så klare argumenter og beviser for ham, at han uden tøven burde acceptere dem. Alligevel accepterer han dem ikke, men indleder tværtimod en diskussion på en fordrejet måde, så debatten til sidst bliver meget lang. Samtalen fjerner sig langt fra det emne, der blev drøftet. Som følge heraf ved taleren ikke længere, hvordan han skal forholde sig. Og tilhøreren bliver ved med kun at tale om sine egne ting og fjerner sig langt fra emnet. Det er på ingen måde ønskværdigt for Dem at udsætte Dem selv for en sådan situation. For en sådan tilstand er en stor hindring og til skade for Dem på vejen mod Deres ædle mål. Men hvis De ved et tilfælde alligevel havner i en sådan situation, bør De forsøge at undgå den. Med blot en smule omtanke kan De ændre situationen.

Se følgende eksempel

En indkomstskatteinspektør indlod sig i en diskussion med en forretningsmand. Inspektøren ville opkræve skat af et forhold, hvor der ifølge lovens bestemmelser ikke var nogen mulighed for at opkræve skat. Forretningsmanden forsøgte igen og igen at forklare indkomstskatteinspektøren det, men kunne på ingen måde få ham til at forstå det. Tværtimod begyndte inspektøren at diskutere endnu mere heftigt og blev ophidset, jo mere man forsøgte at forklare ham sagen. Skænderiet fortsatte med at vokse. Forretningsmanden forstod, at sagen til sidst var ved at udvikle sig til et skænderi og en egentlig disput. Han forsøgte da hurtigt at dreje samtalen over på noget andet. Han sagde: „Hør, hr. inspektør, sammenlignet med alle de vigtige opgaver, De udfører fra morgen til aften, er dette jo ingenting. Det er blot en almindelig bagatel. Der er ingen grund til at gøre så meget væsen af det. Jeg har ikke den ekspertise inden for love og regler, som De har, og det kan jeg heller ikke have. Vi har jo kun læst bøgerne, mens De selv har arbejdet med dette fra morgen til aften. Der er en himmelvid forskel på viden fra bøger og direkte erfaring. Hvis jeg også havde haft en sådan mulighed for at forstå love og regler, ville jeg måske have forstået betydningen af denne paragraf på samme måde, som De har forstået den. Nå, men sagen er, at De bør give mig mulighed for også at tænke over dette, og De bør selv overveje sagen lidt mere grundigt. Måske kan Deres erfaring vise en vej, som gør Dem i stand til også at overbevise mig. Jeg mener, at det vil være bedst ikke at diskutere sagen mere nu, men at tale om den på et andet tidspunkt.“ Ved disse ord blev inspektøren noget mildere. Samtalens retning ændrede sig også. For at vise sin dygtighed begyndte inspektøren nu at nævne forskellige personer, som angiveligt havde forsøgt at narre ham, men som han havde været i stand til at afsløre.

Efter denne samtale udviklede der sig til sidst en ganske venskabelig dialog mellem dem. Da forretningsmanden skulle til at gå, lovede officeren ham: »Jeg skal nok genoverveje Deres sag.« Da forretningsmanden tre dage senere igen mødte officeren, gik officeren uden videre med til det, som han den dag ikke havde været villig til at acceptere, selv efter megen diskussion. Den eneste grund var, at han som offentlig embedsmand skulle indrømme sin uvidenhed over for en almindelig forretningsmand og bøje sig for ham! Det ville nemlig bevise, at en forretningsmand bedre end den pågældende officer kunne forstå lovens betydning. Derfor havde han indladt sig på diskussion for at bevare sin værdighed og skjule sin svaghed, og han havde under ingen omstændigheder været villig til at støtte forretningsmandens synspunkt. Men så snart han på en anden måde havde fået sin værdighed anerkendt, og hans svaghed var blevet skjult, kølnede hele hans vrede på et øjeblik, og hans sind blev rede til at acceptere retfærdighed og sandhed. På samme måde vil De møde mange højtuddannede mennesker. Selv hvis De fremlægger et fejlfrit argument for dem, vil de ikke være villige til at anerkende sandheden og bøje sig for Dem; de vil heller ikke være villige til at indrømme, at de er mindre vidende. Hvis De derimod anvender en fremgangsmåde, som ikke sårer deres intellektuelle selvfølelse, vil De uden tvivl kunne få dem til at acceptere Deres argument. De bør især huske én ting: De bør altid forsøge at tabe diskussioner med lærde, religiøse ledere, kunder samt ægtefæller. For på dette område er gevinsten større ved at acceptere et nederlag end ved at sejre. Husk, at de mennesker, som ønsker at efterlade sig noget konstruktivt i verden, næppe har tid til at skændes om almindelige ting. Det er bedre at vige for en løbsk hest. Hvis man i stedet spærrer vejen, risikerer man selv at komme til skade. Kort sagt er det bedre at holde sig væk fra en diskussion end at ønske at vinde den.

Respekt for mentale tilbøjeligheder

De har måske erfaret, at mange af vores beslutninger ofte ikke viser sig at være korrekte. Alligevel anser vi dem for korrekte og ønsker ikke uden videre at indrømme over for andre, at vores beslutning var forkert. Det samme gælder i lige så høj grad for andre. Alle befinder sig i den samme situation. Ingen har i første omgang den indre styrke til at indrømme sin egen fejl. Så sig mig: Hvilken ret har De da til at se ned på en anden på grund af hans forkerte mening eller beslutning? Eller til uden videre at afvise hans ord? De bør forstå, at hvis en anden person kalder en af Deres meninger forkert, føles det smertefuldt og irriterende for Dem, selv om De selv har erkendt, at ingen af Deres meninger eller beslutninger er hævet over fejl. Derfor bør vi forstå, at når vi kalder en andens mening forkert, så sårer det på samme måde hans følelser. Det er menneskets natur, for han opfatter det som et angreb på sin selvrespekt.

Det er måske heller ikke ukendt for Dem, at man ikke kun modsiger en andens beslutning eller mening med ord. Man kan også forsøge at bevise, at den andens mening er forkert, og modsætte sig den gennem et hårdt blik, rynkede bryn, hånlige ansigtsudtryk, gestusser og indirekte stikpiller. At modsige en andens mening og forsøge at bevise, at den er forkert, betyder i virkeligheden bevidst at angribe hans tankegang. For det eneste formål bliver jo at antyde, at denne person er mindre vidende, tænker på en forkert måde og ledes ad en forkert vej. Der er ingen tvivl om, at den pågældende person naturligt vil rejse sig imod Dem og blive vred på Dem. Uanset hvor værdifulde argumenter og beviser De på det tidspunkt fremlægger for tydeligt at vise ham hans fejl eller korrigere den, vil han på ingen måde være rede til at støtte Deres synspunkt.

Når man viderebringer idealet, er det en ubetinget pligt for idealets forkynder at huske de ovenstående forhold. Så vil han på ingen måde antage en modvillig fremgangsmåde og skabe en vanskelig situation. Ellers vil modstanden helt sikkert blive tydelig i tilhørerens sind. For hvert menneske holder mest af sin egen mening. Når situationen nu er sådan, hvorfor skulle De så unødigt skabe hindringer på Deres egen vej? Kort sagt vil det være et tegn på Deres største succes i forkyndelsen, når De er i stand til at ændre en persons tankegang gennem en sådan dygtighed, at han ikke engang opdager, at De har forsøgt at korrigere ham. Vær mere vidende end den anden, og bestræb Dem på at blive det, men lad ham ikke på nogen måde få at vide, at De er ved at blive mere vidende end ham.

Det vil ofte ske, at en andens fejl ligger åbenlyst foran Dem. I så fald må De først og fremmest under ingen omstændigheder give tilhøreren mulighed for at forstå, at De har opdaget netop denne fejl hos ham, eller at den mening, han har, eller den beslutning, han har truffet, er forkert. De kan i stedet sige til ham: »Det, jeg har forstået om denne sag, kan måske også være forkert, og måske er Deres mening den rigtige. Men hvad skade kan der være ved, at vi genovervejer det senere?« Eller De kan sige: »Jeg tager ofte fejl. Jeg håber, De vil rette mine fejl. Lad os tænke nærmere over denne sag.« Det kan også gøres med andre ord af samme art. Disse ord er nærmest som en magisk formular. Ved at bruge dem risikerer De ikke at komme ud i vanskeligheder. De vil også lukke vejen for enhver diskussion, og De vil se Deres tilhører som en fornuftig og vidende person. På det tidspunkt vil han med et åbent sind lytte til Deres ord og også tænke over sagen.

Der findes naturligvis kun ganske få mennesker, som tillægger argumenter og beviser den største betydning i en sag eller forsøger at forstå et spørgsmål særligt i lyset af dets rationalitet. Hos de fleste mennesker ser man derimod en tendens til slet ikke at tage hensyn til argumenter. De forsøger snarere, på hvilken som helst måde, forgæves at påtvinge andre deres mening. Ikke nok med det: Hos sådanne mennesker kan man også iagttage mange andre svagheder. Det kan være, at de nærer fjendskab mod dig, mistænker dig, er bange for dig af en eller anden grund, eller at deres sind er fyldt med selvtilfredshed, så de misunder dig. Kort sagt findes der utallige sådanne lidelser blandt mennesker, som hindrer dem i pludselig at tænke over eller tage imod noget. Derfor er et menneske ikke let villigt til at ændre en fastlåst forestilling, det allerede har. Sagen er nemlig, at vi selv hele tiden ændrer vores egne meninger og tankegange. Vi handler selv i strid med vores egne afgørelser. Det tager naturligvis tid. Først giver vi vores egne meninger og overbevisninger forrang og forsøger at holde fast i dem for enhver pris, selv om de er helt uden grundlag. Der er en dyb forbindelse og en oprigtig kærlighed knyttet til menneskets fastlåste forestillinger og overbevisninger. Når det gælder en overbevisning, tænker et menneske kun sjældent over, om min overbevisning består prøven på argumenter og beviser: Er den sund og fejlfri? Betydningen af ordet »min« er ganske vist enorm. Under sådanne omstændigheder er det overordentligt vanskeligt at få et menneske til at opgive sine overbevisninger. I praksis sker det sådan, at jo mere vi afslører svagheden og urealistiskheden i tilhørerens overbevisninger foran ham, desto mere ivrig bliver han efter at forsvare dem. I sådanne tilfælde bør man forsøge at skabe et miljø, hvor han får mulighed for at tænke over sine gamle overbevisninger og selv kan erkende sandheden. Det er den bedste fremgangsmåde i denne situation. Nogle mener, at hvis jeg foran tilhøreren kan bevise min egen menings og dens betydnings overlegenhed, vil jeg påvirke ham, og mine ord vil få større vægt hos ham. Men hvad resultatet angår, er dette en fuldstændig fejlagtig forestilling. For så snart tilhøreren føler, at taleren gør alt for at hævde sin egen mening, vil han trække sig helt væk og på ingen måde være villig til at acceptere hans ord. For det kommer tydeligvis til at fremstå som et forsøg på at bevise den andens mening værdiløs. Erfarne mennesker ved udmærket, hvor virkningsfuldt det er at fremlægge sin mening ydmygt for nogen. Så opgiver den pågældende uden besvær sin egen mening og antager din. I begyndelsen kræver det naturligvis indsats og øvelse. Derefter bliver det en vane.

Ud fra den ovenstående drøftelse kan nogen få den tanke: Betyder det så, at enhver er forpligtet til at rette noget, når man ser en andens fejl, når en uretfærdig handling finder sted, eller når noget bliver gjort forkert? Ja, det er rigtigt, at den muslimske nations eksistens netop har til formål for altid at gøre en ende på alle fejlagtige principper, forkerte meninger og veje på jordens overflade. Det er en pligt for muslimen, når han ser noget uønsket ske, under hensyntagen til tid og omstændigheder, om muligt at forhindre det med hånden efter bedste evne eller, hvis ikke, at forsøge at rette fejlen eller den onde handling ved at sige det med ord. Men det betyder ikke, at man straks, så snart man ser noget uret eller forkert ske, skal sige: »Dette er helt forkert« eller »Det, du gør, er forkert.« Når man desuden har indset, at noget er forkert, er det så ikke bedre ikke straks at kalde det forkert, men uden at ophidse den pågældende at skabe en sådan situation, at han selv kan indse sin fejl og, efter at være blevet klar over dens konsekvenser, går i gang med at rette den? Med formålet om at udbrede idealet for øje er det min overbevisning, at det er den bedste fremgangsmåde at indtage den ovenfor beskrevne holdning, når man retter fejl.

Lad os for eksempel sige, at din tilhører er ikke-muslim. Han giver udtryk for sin mening om sløret. Han mener, at sløret er undertrykkelse af kvinder. Han mener, at slørordningen er meget skadelig for sundheden. Han gør nar af denne bestemmelse i islam. Du har mange stærke argumenter for nødvendigheden af sløret og til støtte for det. Det ville ikke være vanskeligt for dig med argumenter og beviser at påvise, at hans udsagn er fejlagtigt. Men når du forstår, at tilhøreren ikke på nogen måde er villig til at tillægge dine argumenter og beviser nogen betydning i forhold til sin mening, skal du under ingen omstændigheder fremlægge dine beviser for ham. Du bør indstille drøftelsen dér for denne gang. Du kan ganske enkelt sige til ham: »Godt, lad os lade dette ligge til en anden gang i stedet for at drøfte det mere nu. Vi kan tale mere om det ved den lejlighed. Man bør ikke træffe en afgørelse om et så kompliceret spørgsmål i et sådant hastværk. Ellers får man ikke mulighed for at overveje hinandens argumenter og beviser.« Enhver bør altid være rede til at tage imod de gode sider af den andens rimelige argumenter og synspunkter. Som følge af en sådan samtale vil du se, at tilhøreren bliver meget ydmyg. Han vil overveje dine ord med interesse. Hvis du ved et møde, bortset fra spørgsmålet om sløret, drøfter et socialt moralsk forfald, vil du se, at han giver genlyd af din mening. Når du nu siger til ham, at den grundlæggende årsag til det moralske forfald er fri omgang mellem mænd og kvinder – det er vores overbevisning – vil din tilhører under disse omstændigheder på ingen måde protestere mod dine ord. Når du gennem drøftelsen har skabt blot en smule gunstig indstilling i hans sind til hovedbudskabet, og du derefter på en velordnet måde kan forklare ham, hvad den rette form af det »islamiske slør« er, vil du se, at den stærke afsky, han hidtil har følt over for sløret, er blevet betydeligt mindre. Fanatisme er naturligvis en særskilt sag. Men hvis du fortsætter dit arbejde på en ordentlig og god måde, vil du se, at din tilhører nødvendigvis er kommet langt væk fra sin tidligere holdning.

Dette er blot ét eksempel. Der findes utallige problemer af denne art, som du kan løse på en meget enkel måde. Men det kræver, at du rent faktisk forbereder dig grundigt mentalt. Du må danne dig et godt indtryk af tilhørerens holdning til det emne, der skal drøftes. I dette arbejde møder man som regel i de fleste tilfælde følgende problemer:

1. Islam og slaveri 2. Flerkoneri 3. Det islamiske samfund blev kun etableret i 30 år 4. Er det muligt at etablere det islamiske samfundssystem i vor tid? 5. Islams økonomi 6. Religion bør altid være fri for politik og så videre. For at kunne besvare spørgsmål om alle disse problemer er det nødvendigt, at du opnår tilstrækkelig læsning og uddannelsesmæssige kvalifikationer.

Om de forhold, hvor der er enighed

Som forkynder af idealet er det dit ansvar at skabe en revolution i menneskenes tankeverden og dreje deres tanker i en sådan retning, at de uden vanskelighed kan acceptere dine argumenter og erkende dit ideals sande natur. De skal frivilligt tvinges til at ændre deres mangeårige synspunkter og veje. Det betyder ikke, at I er enige om alle aspekter af det emne, der drøftes, og at du først og fremmest skal begynde din samtale med disse emner. For det vil forberede grunden for den videre drøftelse, det vil sige for selve budskabet. Som regel begynder mennesker med at drøfte det, de er uenige om. Det er på ingen måde rigtigt. Hold fast ved et principielt standpunkt. Giv under ingen omstændigheder modparten mulighed for at svare nej til noget, du siger. I begyndelsen af samtalen skal du med omhu indtage en sådan indledning, at han fra første færd tvinges til at sige “ja” til dine ord. For det er naturligt, at hvis en person allerede i begyndelsen af en samtale erklærer sig uenig i noget og siger “nej”, så vil denne afvisende holdning til sidst få indflydelse på ham. Hans personligheds stolthed tvinger ham til at holde fast i dette “nej”. Selv efter at han har indset, at det var forkert at sige “nej”, tillader hans personlige ego ham ikke at ændre det. Senere bliver det nærmest umuligt at få et “ja” ud af hans mund. Her må du altid være yderst opmærksom. Giv ham under ingen omstændigheder denne mulighed. For når han først har sagt noget, bliver det umuligt for ham at trække det tilbage.

Det er nødvendigt at huske dette fine punkt: Når du begynder en samtale, skal du sørge for, at tilhøreren under ingen omstændigheder opdager, at du forsøger at tvinge ham til at indrømme noget. Drøft flere gange de emner, hvor han er enig med dig. Hvis du tænker over det, vil du kunne finde utallige sådanne punkter. Dette er netop den metode til at udbrede idealet, som der også hentydes til i det følgende vers. Allah den Højeste befalede Den hellige Profet (s.a.) at indlede drøftelsen med Skriftens folk på denne måde:

“Lad os først blive enige om det, som vi allerede er enige om” (Āl-i ʿImrān 64)

Hvor er dette dog en enkel metode! Men normalt er der ingen, der skænker den nogen opmærksomhed. I stedet tænker man: “Jeg holder først en velargumenteret tale, så han anerkender mine evner og min betydning.” Om tilhørerens sind derefter bliver oprørsk, bekymrer man sig ikke om. Det er en helt forkert fremgangsmåde. Du må erkende, at hvis nogen gør sådan blot for fornøjelsens skyld, falder det uden for denne drøftelse. Men der findes ingen større ignorant end den, der anlægger en sådan fremgangsmåde for at opnå et ædelt mål. Der findes en berømt beretning om Sokrates: Når han ønskede at få en person til at følge hans synspunkter, stillede han ham sådanne spørgsmål, at han blev tvunget til at svare “ja” på hvert eneste spørgsmål. Hans samtaleteknik var sådan, at tilhøreren måtte blive ved med at sige “ja” til ham ved hvert eneste punkt. Selv det egentlige mål med hans samtale fik han tilhøreren til at indrømme med sin egen mund. På denne måde bliver det også lettere for tilhøreren at acceptere talerens ord. Under sådanne omstændigheder bliver tilhøreren til sidst frivilligt tvunget til at acceptere selv sådanne udsagn, som han måske i begyndelsen på ingen måde ville have indrømmet, men som han på grund af en klodset fremstilling helt ville have afvist, eller som han, når han først havde sagt “nej”, ville være forblevet fast på. Derfor skal du, hver gang du forsøger at få nogen til at følge dine synspunkter, være særligt opmærksom på dette princip: Tilhøreren må under ingen omstændigheder få mulighed for at sige “nej” allerede fra begyndelsen. Forsøg i stedet at få ham til fra starten at tilkendegive sin tilslutning til dine ord ved at sige “ja, ja”.

Gå frem trin for trin

Din tro og faste overbevisning er, at kun islam er i stand til at løse alle menneskehedens problemer. Og det er dit ønske, at netop denne overbevisning også må slå rod i andre menneskers tankeverden, og at der i menneskenes tanker må finde en omfattende forandring og revolution sted med denne overbevisning som centrum. Når du ser den nuværende moralske tilstand i verden, er du urolig og bekymret. Du er ikke blot urolig, men fast besluttet på at udrydde den. Og til dette formål råder du over et rigt forråd af midler og materiale, som du på grundlag af dine studier og din uddannelsesmæssige kunnen har samlet for at reformere det nuværende fordærvede samfund.

I denne situation er det også en mulighed at lade din tilhører høre alle sådanne ting på én gang og gøre ham til din støtte. Men du har måske erfaret, at det på ingen måde er så let at gøre dette. Det er yderst vanskeligt at ændre et andet menneskes tankegang. Din evne kommer her til udtryk ved, at du gennem din samtale får tilhøreren til at forstå, at du anser ham for at være et menneske med betydelig viden. I dine øjne er han en eftertænksom og vis person. Du tillægger hans mening stor betydning. Når du har skabt denne opfattelse i tilhørerens sind, vil du se, med hvilken interesse han bliver rede til at lytte til dine ord. Derfor bør du stille din tilhører nogle på forhånd udvalgte spørgsmål, såsom: Hvordan kan umoralske forhold udryddes? Hvad er løsningen på plyndring og udbytning på det økonomiske område? Hvordan kan et smukt og velfungerende samfund etableres? Og hvad skal være målestokken for dette samfund? Hvor er menneskets sande plads i denne verden? Og så videre. Når du opfordrer tilhøreren til at tænke over disse komplicerede spørgsmål, vil du se, at hans sind måske var helt tomt i denne henseende, og at han måske aldrig før har tænkt over dem. Nu vil han straks forsøge at forstå din bevægelse og begynde at fortælle, hvad han har forstået. Man må gå frem med stor forsigtighed og en velovervejet fremgangsmåde. Når du i denne situation opdager, at tilhøreren ikke kan svare, vil du straks få lyst til at fremlægge din mening for ham i detaljer med argumenter og beviser, eller til at diskutere hans uvidenhedsbaserede bemærkninger og udfolde dine egne synspunkter yderligere. Men i ingen af disse to situationer må du lade tilhøreren mærke, at hans viden på dette område er meget ringere end din. Ellers vil du mislykkes. Du kan først få succes, når du er i stand til på dygtig vis at fremlægge det egentlige budskab for tilhøreren i form af antydninger, henvisninger og forslag, sådan at hans hjerte ganske vist tager imod netop de argumenter og beviser, du har givet ham, men han selv tror, at det, han tænker og overvejer, udelukkende er resultatet af hans egen søgende tænkning og undersøgelse. Hvis du i denne situation ser, at han er ved at forlade den rette vej, kan du ubemærket føre ham ind på den rette vej. Og hvis du mener, at han slet ikke er villig til at acceptere dine argumenter eller kun accepterer dem delvist, bør du iagttage ham ud fra et psykologisk perspektiv. Forsøg ikke straks at fremlægge alle dine argumenter og beviser for ham; med tiden og når lejligheden byder sig, vil du uden vanskelighed kunne få ham til at erkende resten. Du må naturligvis også huske på, at selv i det omfang din tilhører er enig med dig, skal du forsøge at få ham til at indse, at også denne mening er hans egen. Det, han har forstået om sagen, er resultatet af hans egen tænkning, og det, han har forstået, har han forstået fremragende. På denne måde vil din fremtidige vej blive klar.

Den forkynder, som ikke kan forstå, hvilket miljø hans tilhører er blevet formet i, hvilken indflydelse dette miljø har haft på ham, og hvordan han derfor bør omgås ham og tale med ham, vil nødvendigvis blive fuldstændig skuffet over sin tilhører. Den vellykkede forkynder er den, der under samtalen iagttager det omgivende miljøs indflydelse på tilhøreren. Bemærk for eksempel: Måske tilbeder du ikke køer, anser ikke pytonslangen for hellig og velsignet som en guddom, går ikke fra mausoleum til mausoleum for at gå rundt om dem, og betragter det som shirk at binde en amulet for at opnå sit mål gennem en pir. Dette er ikke nødvendigvis særlige fortjenester hos dig. Måske har du på en eller anden måde lukket øjnene for et sådant miljø og været i stand til at beskytte dig selv mod overtro, men hvor mange mennesker findes der i samfundet, som ved hjælp af deres egen fornuft og dømmekraft har kunnet frigøre sig fra denne overtro? De fleste mennesker har kunnet holde sig på afstand af denne uvidenhed og synd, fordi sådanne ting måske slet ikke fandtes i det miljø, de blev opdraget i. Hvis din tilhører derfor er præget af overtroen i et sådant miljø, kan du af denne grund anse ham for at være forholdsvis ude af stand til at forstå sagen. Mennesker gør ofte mange ting i følelsesmæssigt oprør uden at trænge til bunds i et emne. Det ser ud til, at sådanne mennesker udgør flertallet i samfundet. I denne situation vil mange afholde sig fra det, når man ved at give dem sand viden åbner deres erkendelses øjne. For det, mennesker ofte gør under påvirkning af omgivelserne eller følelserne, kan de også opgive, når de som følge af sand viden er ved fuld besindelse.

Nogen vil måske spørge: Siger de, der ikke tror på Allah, Profeten og det hinsidige, ikke også, at de først efter omfattende studier, tænkning og undersøgelse er nået frem til denne konklusion? I dette tilfælde er deres udsagn naturligvis delvist sandt, men flertallet er mennesker, som i virkeligheden ikke tænker over noget som helst. De flyder snarere måske med tidens strøm, eller også påvirkes de af noget, hvor man ikke tager hensyn til overvejelser, når man gør noget. Alle gør alting udelukkende i flokbegejstringens navn. Som følge heraf bliver deres antireligiøse holdning efterhånden tydeligere, og alle slags fejlagtige forestillinger om religion fæstner sig i deres sind. Den første opgave er at rense sådanne menneskers moralske sans. Det er naturligvis meget arbejdskrævende.

Endnu et bemærkelsesværdigt forhold er, at du kan bringe nogen til tavshed med uigendrivelige argumenter og beviser, men det er ikke muligt alene gennem talekunst eller argumentation at berede din tilhører på med hjertet at tage noget til sig eller at skabe inspiration til, at han fjerner gamle forestillinger fra sit sind og tager sandheden til sig på ny. Derfor må du på en kunstfærdig, men naturlig måde skabe inspiration og handlelyst i ham. Gennem denne inspiration vil du kunne udrette meget. For det er netop denne inspiration og tilbøjelighed, der får mennesker til at udføre mange uønskede handlinger, som de, når de prøves på argumenternes og bevisernes vægt, selv erkender er fejlagtige. Hvad vil du sige om den røver, der dag og nat hengiver sig til fordærv og vold og plyndrer menneskers penge og ejendele, men samtidig hjælper de fattige og nødlidende og deler alt det, han har plyndret, ud blandt dem? Sandheden er, at han ud over sin brutalitet også har en tilbøjelighed til at gøre godt mod andre; han ønsker, at mennesker skal betragte ham som menneskekærlig. Det er for at opnå denne mentale trøst, at han føler glæde ved at gøre sådan. Ikke desto mindre anser han også selv sit erhverv for forkasteligt efter retfærdighedens og sandhedens målestok. Når vi har dette eksempel for øje, bliver denne sandhed tydelig for os: Når man vil tilskynde et menneske til at gøre noget, er dets følelsesmæssige tilbøjelighed ofte mere effektiv end argumenter, beviser og talekunst.

Når man derfor forkynder et ideal, bør man undertiden, samtidig med at man appellerer til menneskets ædle og fine følelser, også forsøge at appellere til dets forskellige følelsesmæssige tilbøjeligheder, såsom menneskelighed, ærlighed, udviklet smag, samfundstjeneste, medfølelse, karakter, bemærkelsesværdige bedrifter, bidrag og så videre.

“Kald til din Herres vej

med visdom og den bedste formaning

og diskutér med folk på den bedste måde.”