Dedikation

Til alle de hengivne, rene sjæle – som led martyrdøden, mens de udførte deres helligste pligt på vejen mod Skaberens tilfredshed.

Til deres hellige blod – som flød som oprørte bølger gennem historiens sider for at gøre fremtidige generationer bevidste om deres højeste pligt. Til alle disse tapre martyrer – som efter den Store Skabers befaling ikke tøvede med at ofre deres kæreste liv i kampen for at virkeliggøre islams idealer; uden tvivl var de deres Herres sande lydige tjenere, og i det hinsides vil de også få fremgang. Til de mennesker – som sagde til deres ledsagere: »Stå sammen,

Frygt Allah, styrk troen, og forbliv blandt Hans parti. Til disse tapre unge – som ikke blev skræmt af hundrede kriser og vanskeligheder, mens de fulgte sandhedens vej. Ingen modvind eller storm kunne sinke deres ustoppelige fremdrift. Til min ægtemand – som indtil livets sidste, svære øjeblik var min støtte og hjælper. Selv i livets vanskeligste skæringspunkt forlod han ikke min side; ja, på rejsen mod at nå det samme mål overgav han sit liv til Skaberen. Til de muslimske brødre og søstre i Østen og Vesten – som har læst min selvbiografi. Jeg beder Allah om at gøre min indsats vellykket og nyttig og gavnlig for alle. (Amin)

Indledning

Efter at have bragt endeløse velsignelser og fredshilsener til den elskede Profet, Hazrat Muhammad (fred være med ham), menneskehedens befrier, føler jeg behov for i form af en indledning at fremføre nogle få ord.

Jeg har mange gange tænkt på at nedskrive de mangeartede begivenheder i mit liv, men eftersom de personligt ikke syntes mig at have nogen særlig betydning, kunne jeg ikke omsætte disse tanker til virkelighed. Men da mine brødre og søstre samt mine sønner og døtre, som er knyttet til den islamiske bevægelse, igen og igen fremhævede nødvendigheden af at nedskrive disse begivenheder som en af de vigtigste religiøse pligter, kunne jeg ikke andet end at være enig med dem i denne sag.

De gudsoprørske, falske kræfter i Østen og Vesten havde besluttet ikke blot at udrydde den islamiske bevægelse, men også de ledere, der bar sandhedens fane, og islams revolutionære mujahider, fordi den islamiske bevægelses kæmpende aktivister havde erklæret, at de ville virkeliggøre Allahs Koran og den ærede Profets (fred være med ham) sunna. De sagde: Allahs Koran og Profetens sunna er ikke kommet for at forblive tilsidesat; de er kommet for at blive grundlagt bogstav for bogstav. I virkeligheden må det muslimske umma gennem undervisning i tawhids idealer og ved at etablere et sandt forhold til Allah frigøres fra alle slags tåbelige overtroiske forestillinger og skikke, som hindrer det i at opnå sin fulde skabermæssige værdighed. Således vil de gudsoprørske og tyranniske menneskers herredømme blive revet op med rode fra jordens overflade. Menneskers slaveri under andre mennesker vil ophøre. Først da vil livets sande form, ligesom i samfundet blandt guldalderens sahabaer, blive genoprettet med sin virkelige eksistens.

Der er ingen tvivl om, at den sande succes og opfyldelse for vores jord og de milliarder af mennesker, der bor på den, netop afhænger af den islamiske bevægelses succes.

Den djævelske og umenneskelige tortur i fængslets mørke isolationsceller; de hensynsløse bødlers og piskesvingeres brutalitet; har yderligere øget tålmodigheden, modet og styrken hos den islamiske bevægelses dristige og hengivne aktivister.

De, der før os gennem tiderne har holdt fast ved sandhedens vej og side, har også måttet møde sådanne ulykker og prøvelser. Men selv de mægtige kræfter i deres tid, som Nimrod og Farao, kunne ikke få dem til at vige fra sandhedens vej. Sammenlignet hermed er nutidens straf eller fængselstortur jo ganske ubetydelig!

Man kan imødegå argumenter med argumenter, holdninger med holdninger og drøftelser gennem drøftelse. Men de magtblændede kræfter, der følger falskheden, anser det for større tapperhed at give en pisk i hånden på en galning og slippe ham løs på sandhedens folk end at benytte disse positive metoder. Det er virkelig vanskeligt at trække disse falskhedens tilhængere, tyranner, undertrykkere og selvudnævnte herrer ud af vildfarelsens og uvidenhedens kaos og ind på vejledningens vej.

Der findes kun én sandhedens vej, og det er Allahs, Hans profeters og sendebudes samt deres følgeres vej. Den modsatte vej er løgnens og falskhedens vej. På hvert skridt ligger sandhedens fjende, Satan, på lur. Satan fører mennesket meget forsigtigt mod undergangens og vildfarelsens vej.

»Og dette er Min lige vej. Følg den; og følg ikke forskellige andre veje, for så vil de føre jer bort fra den lige vej.« (Koranen) Det er kun ved at antage islams ideal, det vil sige ved at følge Allahs vej og Koranen og sunnaen, at det er muligt at befri nutidens menneskehed fra vildfarelsens blæksprutte.

I vor tid ser jeg tegn på, at den muslimske umma gennem en samlet indsats vil kunne konfrontere de gudsoprørske kræfter og opnå sejr. Jeg håber også snart at kunne bevidne, at sandhedens sejrensbanner bliver hejst over pyramiden af falske ideologier. Jeg er fast overbevist om, at nationen vil opfylde sit ideologiske ansvar på rette vis. For den muslimske nation opstod netop for at holde tawhids og risalats banner højt.

Jeg mener naturligvis ikke, at der er nogen grund til at skynde sig med at fastsætte en tids- eller årsgrænse for den islamiske bevægelses succes. I en idealistisk nations liv har det heller ikke nogen særlig betydning. Det afgørende er imidlertid at holde øje med, om vi, fri for fejl og vildfarelser, fortsætter vores uafbrudte fremmarch mod at nå vores mål.

Vi tror, at vi befinder os på sandhedens vej, og at enhver, der slutter sig til vores karavane, vil bidrage med én mursten til opførelsen af den islamiske stat. En anden vigtig ting er, at der på ingen måde må tillades nogen slækkelse i arbejdet for bevægelsen; under ingen omstændigheder må tempoet sænkes, og der må ikke være tale om at trække sig tilbage. Vi mener, at vores lidelser under fængslingen er en historisk kendsgerning; dette er i sandhed, hvad de kompromisløse kæmpere mod falskheden fortjener!

Det siger sig selv, at det netop på baggrund af disse forholds betydning var for at imødekomme mine brødres og søstres anmodning, at jeg forsøgte at nedskrive min livsberetning; i dette arbejde søger jeg Allahs hjælp.

Når jeg har skrevet min livsberetning, har jeg gentagne gange måttet omtale begivenheder, hvis blotte forestilling får sjælen til at skælve. I virkeligheden er selve navnet på det sted, hvor straffens afskyelighed og ubarmhjertighed samt bødlernes og straffeeksperternes øvelser udfolder sig, Jahannam. De, der er kommet ud af dette Jahannams ild, har med høj røst endnu en gang erklæret: O mennesker i verden! Islam er ikke et navn på en slægt eller et forhold, men et evigt livsideal, der skal ordnes og føres ud i livet.

Jeg tror, at Allah vil hjælpe mig med at nedskrive fængselslivets mangfoldige begivenheder, og at det vil blive et lysende fyrtårn for de troende. Navnet på vores vej er Sirat al-Mustaqim, og det er værd at gentage, at navnet på den endelige fuldkommenhed af de sandhedens budskaber, som profeterne og sendebudene gennem tiderne bragte, er den Muhammadianske sharia

»Den, der vil, kan tro, og den, der vil, kan fornægte.« De, der er rede til at udholde prøvelser og ulykker, mens de vandrer på Allahs vej, forenes ved Allahs vilje under Qurans og Sunnahs banner.

Det er med denne erkendelse, at vi har sluttet os til den islamiske bevægelse: Uanset hvilken prøve fra Allah vi måtte blive udsat for, vil vi møde den med et smil. For vi ved, at Allah har købt de troendes liv og ejendom i bytte for Paradiset. Det er, fordi de kæmper jihad på Allahs vej, ja, endog vil blive martyrer på denne vej. Allah har givet dette løfte gennem Toraen, Evangeliet og Quranen.

Kærlighedsfulde og hengivne hilsener til de martyrer, som før os er blevet Paradisets beboere. Uden tvivl er vi rejsende på sandhedens vej. Også hilsener til dem, hvis hjerter, om end blot en smule, stadig er oplyst af troens lys. Måske vil Allah den Ophøjede også skænke dem den lykkelige vejledning. Zaynab al-Ghazali

Oversætterens ord

I dag er de revolutionære aktivister i den islamiske bevægelse overalt i verden engageret i en kompromisløs kamp, båret af det stærke løfte om at føre millioner af undertrykte og forarmede mennesker, Adams børn, ud af den brutale undertrykkelse, udbytning og sammensværgelser fra de vestlige kapitalistiske imperialistiske kredse og de røde imperialistiske grupper til frihedens, fredens og velstandens gyldne mål. Ikke blot i den muslimske verden, men selv fundamentet under de hvide og røde imperialistiske gruppers centrale fæstninger ryster i dag under disse revolutionære unges tordenrøst. De er fast besluttede på at etablere Allahs religion i Allahs verden og dermed sikre hele menneskehedens grundlæggende rettigheder og varige fred.

I den islamiske bevægelses revolutionære karavane marcherer de bevidste, kampberedte unge frem, mens søstrene, disse sandhedens strålende, ildfulde døtre, ligeledes kommer frem med den vækkende klang af tawhidiske melodier. En sådan revolutionær søster er den ærede Zaynab al-Ghazali, den berømte kvindelige leder af den islamiske bevægelse i Egypten.

Da præsident Nasser, som skalkeskjul for den herskende interessegruppe i den arabiske verden og som redskab for de imperialistiske kredse, kørte undertrykkelsens damptromle hen over Egyptens frihedssøgende folk og satte et afskyeligt eksempel på terror og barbari, var Zaynab al-Ghazali en af de troende mænd og kvinder, som hævede stemmen for retfærdigheden og sandheden og imod det falske. Præsident Nasser blev bragt ud af balance over for den voldsomme folkebevægelse, der blev ledet af Zaynab al-Ghazali. Samtidig lagde den sovjetiske regering pres på præsident Nasser for straks at knuse denne hidtil usete bevægelse i Egypten. Men Nasser var klar over det ulmende egyptiske folks vrede og bevægelsens egentlige styrke. Derfor lagde han først en sammensværgelsesfælde. Han tilbød Zaynab al-Ghazali en vigtig ministerpost og en andel i magten. Men Zaynab al-Ghazali afviste disse tilbud og krævede, i overensstemmelse med folkets krav, at der straks blev etableret et islamisk samfundssystem i landet.

Da Nasser på ingen måde kunne få denne store leder af den islamiske revolution i sammensværgelsesfælden, blev det besluttet at dræbe hende. For at gennemføre beslutningen blev der arrangeret et dramatisk vejuheld. Men ved Allahs nåde undslap hun selv den sikre død. Da præsident Nasser til sidst ikke så nogen anden udvej, kastede han formanden Zaynab al-Ghazali bag fæstningsfængslets jernmure og åndede lettet op. Hendes selvbiografiske værk er en beretning om de forskellige hårrejsende begivenheder fra hendes fængselsliv. I betragtning af den utrolige popularitet, bogen har opnået over hele verden, følte vi et behov for at overdrage denne bengalske oversættelse til de bengalisktalende brødre og søstre. Hvis Zaynab al-Ghazalis kompromisløse revolutionære karakter får indflydelse på de bengalisktalende brødre og søstres sind, vil vi anse vores arbejde for at have båret frugt.

Første kapitel

Jamal Nassers personlige fjendskab mod mig

En behagelig eftermiddag i februar 1964 var jeg på vej hjem i min egen bil. Pludselig kom en anden bil fra den modsatte retning og ramte min bil med voldsom fart, hvorefter min bil straks væltede. Ved denne hidtil usete ulykke blev jeg alvorligt såret, og på grund af smertens intensitet mistede jeg næsten bevidstheden. Jeg var ikke i stand til at danne mig nogen forestilling om, hvem der var aktive på ulykkesstedet eller i dets nærhed. Jeg syntes dog, at nogen kaldte på mig igen og igen.

Da jeg kom til bevidsthed, opdagede jeg, at jeg lå i en seng på politihospitalet. På den ene side af mig stod min højtelskede mand og nære slægtninge, og på den anden side stod flere indflydelsesrige aktivister fra den islamiske bevægelse. Frygt og bekymring stod tydeligt skrevet i ansigtet på dem alle. Jeg takkede Allah for, at jeg havde overlevet, og da jeg forsøgte at spørge dem om årsagen til ulykken, mistede jeg igen bevidstheden.

Da jeg igen kom til bevidsthed, så jeg en kvindelig læge komme sammen med sine assistenter for at føre mig til røntgenafdelingen. Da begyndte jeg lidt efter lidt at huske alle de tidligere hændelser. Min mand takkede stadig Allah med en stemme fuld af hengivenhed, fordi jeg var undsluppet den visse død. Da jeg spurgte til min chauffør, fortalte han: »Chaufføren har det godt. Han er indlagt og bliver behandlet for mindre kvæstelser.« Senere fik jeg at vide, at han havde fået skader i hovedet og hjernen. Ifølge røntgenbillederne var mit lårben imidlertid brækket. Derfor blev jeg sendt til »Mazhar Ashour«-hospitalet for at blive opereret. Her udførte den berømte kirurg Mohammad Abdullah en tre en halv time lang operation, mens jeg var bedøvet, og bragte mig uden for fare.

Efter at nogle farefulde dage var gået, fik jeg gennem en pålidelig kilde at vide, at det netop var præsident Jamal Nassers efterretningstjeneste, der havde lagt planer om at dræbe mig. De efterfølgende begivenheder bekræftede dette endnu tydeligere. Selv under disse katastrofale dage med statslig terror kom den islamiske bevægelses revolutionære aktivister regelmæssigt til hospitalet for at høre om min tilstand. Uden for hospitalet var folk fra regeringens spiontjeneste udstationeret. Efter at være blevet grundigt informeret om den vanskelige situation i landet forbød jeg, af hensyn til folket og bevægelsens bredere interesser, aktivisterne at komme til hospitalet for at besøge mig gennem deres elskede leder, broderen Abd al-Fattah Abdou Ismail, martyren. Men jeg blev forbløffet over at se, at aktivisterne ikke var villige til at bøje sig under presset fra nogen vanskelige omstændigheder. Nogle dage senere ankom sekretæren for den offentlige administration til hospitalet med en vigtig sagsmappe, hvis godkendelse jeg skulle underskrive. Det var naturligvis helt normalt, at han kom til mig, eftersom jeg var organisationens formand. Men så snart min mand fik øje på sekretæren, rejste han sig, rev mappen ud af hænderne på ham og gik sammen med ham ud af værelset. Af deres samtale fremgik det, at sekretæren også tidligere var blevet forhindret i at mødes med mig. Det brød jeg mig ikke om. Da jeg spurgte min mand om det, svarede han kort og godt: »Jeg følger blot lægens ordre.«

Senere kom lægen og undersøgte mine sår og rådede mig til at afholde mig fra enhver form for arbejde. I den forbindelse fortalte han også, at mappen indeholdt forskellige dokumenter og oplysninger. Men det var forbudt at lade dem nå frem til Dem. Jeg protesterede straks mod hans ord og sagde, at disse dokumenter da ikke var noget så skræmmende, at de ikke måtte bringes til mig. I virkeligheden burde disse dokumenter netop bringes til mig, så jeg kunne underskrive dem. Men han nægtede at give mig mappen. Nogle dage senere bad jeg om tilladelse til at fortsætte noget af organisationens arbejde, mens jeg sad i sengen. Men også det blev afvist. Efter alt dette blev min mistanke til vished: Der måtte være sket noget vigtigt, som de med vilje forsøgte at holde skjult for mig. Af flere samtaler med min mand, min privatsekretær og endda generalsekretæren for parlamentets eksekutivråd fremgik det, at de alle forsøgte at skjule en bestemt begivenhed for mig.

Det, jeg havde frygtet, skete til sidst. Den følgende eftermiddag kom den kvindelige sekretær fra regeringens sekretariat hen til mig uden overhovedet at tage hensyn til min mands tilstedeværelse. Før hun fortalte mig, hvad der virkelig var sket, rådede hun mig til mentalt at forberede mig på at høre hvad som helst med tålmodighed og mod. Derefter åbnede hun uden den mindste tøven mappen foran mig. Jeg så, at den yderst vigtige sag, som man havde forsøgt at skjule for mig, ikke var andet end regeringens dekret om at forbyde vores kvindeorganisation.

Regeringens kvindelige sekretær forsøgte at trøste mig midlertidigt og sagde: »Det er naturligt, at dette må gøre Dem frygtelig ked af det.« »Jeg takker Allah uden ende, men hvor har regeringen fundet nogen begrundelse eller forfatningsmæssig bemyndigelse til at forbyde kvindeorganisationen?« spurgte jeg. Men situationen var nu blevet sådan, at ingen længere var fri til at stille dette spørgsmål over for regeringen. Vi har gjort alt, hvad vi kunne på vores niveau, men Jamal Nasser er fast besluttet på at erklære den islamiske kvindeorganisation forbudt. Han er personligt stærkt utilfreds med Dem; ja, selv Deres navn er uudholdeligt for ham at høre fra nogens mund. Hvis nogen uforvarende nævner Deres navn, reagerer han så voldsomt, at det ikke kan beskrives. Det er, som om Deres personlighed og bevægelse har berøvet ham hans ro.« Efter at have hørt regeringens sekretær sagde jeg: »Lovet være Allah, at Nasser kun frygter mig og partiet, fordi vi fører en bevægelse for at oprette et islamisk samfund til menneskenes sociale, økonomiske og politiske frigørelse. Og den grundlæggende årsag til min utilfredshed med Nasser er, at han tilsidesætter folkets islamiske krav og kryber for udenlandske imperialistiske kredse. Uanset hvad vil han meget snart opdage, at det ikke er muligt at bringe den islamiske bevægelse til tavshed ved at indføre et regeringsforbud, dræbe os eller holde os i fængsel. Den islamiske bevægelse vil fortsætte fremad i sit naturlige tempo. Ingen magt i verden vil kunne holde stand mod denne bevægelse ret længe. Over for Allahs religions mujahidiners uimodståelige fremmarch vil disse såkaldte magter nødvendigvis blive blæst bort som strå. Allah har befalet os at udføre opbyggende og skabende arbejde og har pålagt os at gøre modstand mod ødelæggelse og forvanskning.«

Efter at have hørt mine ord sagde sekretæren fra sekretariatet meget høfligt: »Ærede formand! Jeg håber oprigtigt, at forbuddet mod Deres parti vil blive ophævet.« Derefter så han sig omkring og sagde med let dæmpet stemme: »Jeg er bange for, at der måske er gemt en hemmelig mikrofon her. De ved jo, at væggene har ører.« Denne gang tog sekretæren fra regeringens sekretariat et stykke papir frem fra sin skjulte lomme og sagde, mens han meget forsigtigt så sig omkring: »Højagtede formand! Jeg har en inderlig bøn til Dem: Vær venlig at underskrive dette papir. Så snart De underskriver det, vil beslutningen om at indføre et regeringsforbud mod Deres parti blive annulleret.«

Da jeg tog papiret i hånden for at læse det, kendte min vrede og forbavselse ingen grænser: Det var en ansøgning om at tilslutte sig det regerende statslige socialistiske parti.

Jeg sad som forstenet i nogle øjeblikke. Derefter slugte jeg al bitterheden og sagde til Jamal Nassers sekretær:

Sekretær, hvis du får mulighed for at gøre en god gerning, så gå hen og gør det. Husk det, og giv Nasser besked om, at selv hvis min hånd brænder, forkuller og smelter bort, før jeg underskriver til støtte for en undertrykkende hersker som ham, ville det være bedre. Jamal Nasser er optaget af uretfærdige aktiviteter mod Allah og islam. Han er folkets fjende; hans vanærede hænder er, om ikke andet, plettet med blodet fra folkets leder Abd al-Qadir Awda og utallige revolutionære muslimer. For mig er det vigtigere at acceptere mit partis opløsning end at støtte en så grusom tyrans styre.

Derefter kyssede sekretæren fra regeringens sekretariat min hånd og sagde:

:Mor, kan du tage imod mig som din datter?

:Hvorfor ikke? sagde jeg.

:Så lad det emne ligge, hellere ………

:Nej, det er umuligt at underskrive til støtte for Jamal Nassers tyranniske styre, selv ikke i bytte for et større offer. En alliance mellem løgn og sandhed er utænkelig. Du kan gå, sekretær!

Efterhånden som jeg kom mig, fik hospitalsdagene en ende. Jeg vendte hjem.

Mig og den socialistiske union

Derefter begyndte denne kvindelige sekretær, så godt som dagligt, at komme til mig på sekretariatet. En dag kom hun og sagde:

:Gode nyheder, madam! Beslutningen om at forbyde Deres organisation er blevet udsat.

Jeg blev forbløffet, da jeg hørte det, og spurgte:

:Hvorfor det?

:Jeg ved ikke noget med sikkerhed. Men det ser ud til, at der måske bliver banet vej for officiel kontakt og drøftelser med Dem. På denne måde fortsatte sekretæren for den offentlige administration med at bringe mig forskellige oplysninger, og jeg fortsatte også med at lede partiets arbejde og aktiviteter fra min bolig. Nogle dage senere tog jeg til hospitalet for at få gipsen fjernet og fik dér nyheden om den folkelige leder hr. Sayyid Qutbs løsladelse. Mens han stadig sad i fængsel, fik han at vide, at jeg havde været udsat for en trafikulykke, og straks efter sin løsladelse skyndte han sig til hospitalet for at besøge mig.

Nogle dage senere modtog jeg efter en indkaldelse fra regeringen et registreret kort. Kortets ordlyd var præcis således:

Den Arabiske Socialistiske Union-

Frihed-socialisme-solidaritet-

Navn – Zeinat al-Ghazali al-Jubaili.

Alias – Zeinat al-Ghazali.

Stilling/erhverv – formand for Den Islamiske Kvindeorganisation.

Enhed – Al-Basateen–Al-Maza.

Afdeling – Nye Egypten.

Distrikt – Kairo.

Sammen med dette kort kom der med samme post endnu et detaljeret dokument. Dette dokument var et bevis på de egyptisk-sovjetiske forbindelser fra 1964.

Derefter blev der løbende sendt breve og invitationer fra regeringspartiets side. Jeg blev også inviteret til at deltage i deres forskellige møder og konferencer. Men jeg havde allerede besluttet, at jeg ikke ville besvare nogen breve af denne art. Efter at være blevet fuldstændig rask gav lægen mig imidlertid tilladelse til at vie mig helt til partiarbejdet.

En dag meddelte min personlige sekretær mig på hovedkontoret for Den Islamiske Kvindeorganisation, at en person fra Den Socialistiske Union ønskede at tale med mig. Jeg løftede telefonrøret og sagde: »Assalamu alaikum.« Fra den anden ende lød svaret:

»Wa alaikumus salam.«

»Hvem taler jeg med? Hvem ønsker De at tale med, og hvorfor?« Jeg krævede svar ved at stille tre spørgsmål på én gang.

»Hvis De er Muhtarma Jeenat Ghazali, vil jeg på Den Socialistiske Unions vegne gerne anmode Dem om, at vi ville blive meget glade, hvis søstrene fra Den Islamiske Kvindeorganisation under Deres ledelse kom til lufthavnen for at byde præsident Jamal Nasser velkommen.«

Da han så, at jeg forblev tavs, sagde han igen fra den anden ende:

»Hvis De giver ordre til det, sender vi en bil, som altid vil stå til Deres rådighed.«

»Nej, tak,« sagde jeg og lagde telefonrøret på. To-tre dage senere kom der igen en telefonopringning fra Den Socialistiske Union. Denne gang spurgte en dame:

»Hvorfor var I ikke til stede i lufthavnen for at byde præsidenten velkommen?«

Jeg sagde: »Vores organisations medarbejdere er også fuldstændig frie til selv at beslutte, om de vil tage et sted hen eller ej. Desuden følger vi den islamiske lære. Det er umuligt for os at tage et sted hen, hvor spørgsmål om ære og anstændighed er involveret………

Det ser ud til, at De ikke er rede til at støtte os. Nå, De kom måske ikke selv, men gav De ikke de andre kvinder ordre til at tage til lufthavnen?

Nej, hvis jeg finder noget upassende for mig selv, kan der slet ikke være tale om, at jeg skulle give andre ordre til at gøre det.

Det betyder altså, at De under ingen omstændigheder vil samarbejde med os.

Jo, det vil jeg, men kun på islams vej. Hvis De følger den vej, Allah har anvist, vil De få vores støtte ved hvert eneste skridt; ellers vil konflikten mellem sandhed og løgn fortsætte.

Kan De komme helt hen på vores kontor for at drøfte sagen?

Nej, jeg er endnu ikke helt rask. Men hvis det er muligt for Dem, kan De komme hjem til mig – jeg lægger røret på nu. Omkring en uge efter denne telefonsamtale blev der sendt et anbefalet brev til mig, dateret 15.9.1964. Det indeholdt en beslutning på ministerniveau dateret 6.2.1964. Dens nummer var 132. I henhold til denne beslutning blev Den Islamiske Kvindeorganisation for anden gang erklæret forbudt, og denne meddelelse blev sendt med anbefalet post.

Ikke for Guds oprørere

Den 15. september 1964 blev der som reaktion på regeringens beslutning om at forbyde Den Islamiske Kvindeorganisation afholdt et hastemøde i organisationen. På mødet blev det enstemmigt vedtaget at nægte at efterkomme regeringens beslutning og at overdrage organisationens midler til regeringen eller noget bestemt parti. Det blev besluttet, at det næste ekstraordinære hastemøde skulle afholdes inden for 24 timer, og mødet vedtog at trodse regeringens beslutning og anfægte denne ulovlige beslutning ved domstolene.

Med henblik på at repræsentere organisationen i sagen udpegede vi den berømte advokat Jawab Abdullah Rishwan som vores juridiske rådgiver, og straks sendte vi detaljerede oplysninger om sagen til præsidenten, indenrigsministeren, viceministeren for indenrigsanliggender samt aviser og tidsskrifter. I disse breve gjorde vi det klart, at hovedformålet med Den Islamiske Kvindeorganisation, som blev grundlagt i 1936, er at udbrede og fremme islamiske idealer og at organisere muslimske kvinder under islams banner til gavn for landet og folket som helhed. Regeringen eller indenrigsministeriet er ikke vores organisations værge og kan derfor ikke forbyde organisationen for at gennemføre et eller andet ulovligt formål. Vi er ikke forpligtede til at acceptere nogen som helst sådan beslutning eller erklæring fra regeringen; tværtimod gentager vi vores opfordring til regeringen om straks at tage skridt mod det ophøjede mål at gennemføre den livsordning, som Allah har givet, i Allahs verden. På dette område er vi rede til at yde vores fulde samarbejde.

Men Jamal Nasers magtbegær og modstand mod islam var blevet så vanvittigt, at han ikke ville anse nogen form for retfærdighed eller sandhed for værd at tage i betragtning. Netop på grund af hans fjendtlige holdning over for mig erklærede han i hast Den Islamiske Organisation for ulovlig og lukkede samtidig det tidsskrift, jeg redigerede, på ubestemt tid. Han tøvede heller ikke med at benytte militær magt til disse ulovlige handlinger. Pludselig trængte de uden tilladelse ind i organisationens hovedkvarter og tog kontorerne og alt deres inventar i besiddelse. De fordrev endda de uskyldige, fattige børn fra det tilstødende børnehjem, som blev drevet under organisationens beskyttelse, ved at skubbe dem ud. De valgte tidspunktet for besættelsen, hvor ingen af vores kvindelige funktionærer var til stede i hovedkvarteret. Kun den assisterende kontorleder var på arbejde. Regeringens besættere hævdede, at de fratog hende kontrollen. Den følgende dag afgav jeg følgende erklæring til offentliggørelse i aviser og tidsskrifter.

Den Islamiske Kvindeorganisation, som blev grundlagt i 1936, er en principfast islamisk organisation. Organisationens hovedformål er fuldt ud at gennemføre den livsordning, Allah har givet, al-Islam, med henblik på en retfærdig og varig løsning på alle menneskers problemer. I virkeligheden er Allah den, der ejer al magt, og Allah er vores Herre, og vi anser tendensen til at etablere personligt herredømme over folket for forkastelig.

Vi fordømmer utvetydigt regeringens beslutning om at nedlægge et forbud mod Den Islamiske Kvindeorganisation og nægter at acceptere den. Vi ønsker også at gøre det helt klart, at Jamal Naser, som er kommet ud af det blå og har tiltaget sig magten, ikke har nogen moralsk ret til at herske over det muslimske folk. Både hans embede og hans ministerråd er ulovlige.

Vi ønsker desuden at gøre det klart, at Den Islamiske Bevægelses fremmarch ikke kan hindres gennem tvang, undertrykkelse og sammensværgelser. Den Islamiske Bevægelse vil fortsætte, selv uden nogen form for kontor, midler eller inventar. Ingen magt i verden kan fratage os vores tro eller den stærke inspirationskilde. Vores urokkelige tillid til Allah og Hans Sendebud Muhammad (fred være med ham) samt det universelle islamiske broderskab vil holde vores fremgang ustoppelig. Vedvarende jihad på sandhedens vej er vores arbejdsmetode. Denne bevægelse vil fortsætte, indtil det ophøjede mål for den islamiske revolution er nået.

Hvad skal vi gøre?

Efter regeringens besættelse af Den Islamiske Kvindeorganisations hovedkvarter kom forskellige kvindedelegationer til mig for at rådføre sig om det videre program og få vejledning.

Året 1964 kan på en måde betegnes som højdepunktet for Nasser-regimets fremgang. Situationen var efterhånden blevet sådan, at det blev betragtet som en alvorlig forbrydelse overhovedet at sige et ord imod hans diktatur. I mellemtiden blev næsten alle ledere, store som små, i den berømte islamiske bevægelse Muslim Brotherhood eller Ikhwan al-Muslimun arresteret på grundlag af forskellige falske eller opdigtede anklager. Derfor var der ingen tilbage, som kunne kritisere regeringens folkefjendtlige handlinger. På den anden side udnyttede opportunistiske og egeninteresserede politikere den enestående mulighed for at fremme deres egne interesser ved at krybe for Nasser. Selv nogle religiøse ledere og visse religiøse tidsskrifter mente på det tidspunkt, at det var det mindste onde at lovprise Nasser-regimet. Selv i det berømte arabiske tidsskrift Al-Azhar blev der offentliggjort artikler, som med rette kunne betragtes som et forsøg på ved hjælp af rationelle argumenter at legitimere den tyranniske herskerklikes skammelige rolle. Og de forklædte aviser og tidsskrifter havde travlt med at rette en strøm af propaganda mod dem, der var hengivne til den islamiske bevægelse. Selv under så frygtelige forhold præget af undertrykkelse og terror holdt den islamiske bevægelses frygtløse mujahider sandhedens fane højt. Trods utallige forfølgelser og overgreb mistede de ikke modet; deres aktivitet blev ikke det mindste svækket, og det søde smil på deres ansigter blegnede ikke.

De muslimske kvinder spillede også en yderst vigtig rolle i denne sammenhæng. De tog med et smil imod lidelser på vejen mod Allahs tilfredshed frem for at søge verdslige interesser. Trods frygt, trusler, hindringer og vanskeligheder kom de regelmæssigt til mig med fornyet entusiasme og inspiration. Selv i så vanskelige tider arrangerede de husmøder og offentlige forsamlinger i deres respektive områder. På dette tidspunkt satte vi et program i gang for at uddanne kvindelige talere. De uddannede personer blev således sendt ud over hele landet for at udbrede bevægelsen og organisere kvinderne. Men som følge af regeringens hårde undertrykkelsespolitik måtte vi snart indstille denne plan for tiden. Derefter blev bevægelsen begrænset til aktiviteter på det personlige plan.

Udsættelser og bedrag

Nogen tid senere opsøgte flere officerer fra Jamal Nassers efterretningstjeneste mig og fremsatte forskellige forslag og betingelser angående genoplivningen af Den Islamiske Kvindeorganisation. De tilbød også at give mig mit tidsskrift tilbage på visse betingelser. Desuden tilbød de mig en månedlig godtgørelse på tre hundrede egyptiske pund. Til gengæld ønskede de, at jeg skulle holde mig borte fra den islamiske bevægelse.

Jeg sagde til dem:

»Jeg anser alverdens rigdomme og alverdens magt for yderst ubetydelige i bytte for at opnå Allahs tilfredshed. Jeg afviser disse fristelser og disse forslag, der er knyttet betingelser til.«

Trods min klare afvisning sagde efterretningstjenestens officerer igen til mig:

»Hør her, hvis Deres organisation ønsker at træde frem som støtteorganisation for regeringspartiet, vil den meget snart blive genoplivet, og De vil også få Deres hovedkvarter tilbage sammen med en særlig årlig godtgørelse på tyve tusind pund.«

Som svar sagde jeg til dem:

“I gentager igen og igen en fejlagtig opfattelse. I bør vide, at ingen fristelse eller frygt kan få os til at vige fra islams vej. Vi hører ikke til blandt dem, der driver forretning med religion. Ligesom vi ikke selv er vildledte, kan vi heller ikke tænke på at vildlede andre. Vi tror ikke på nogen form for fordrejning eller uklarhed. I kan komme.” Alligevel fortsatte de med at fremsætte forskellige forsætlige forslag og forsøgte på den ene eller anden måde at få mig til at indgå et kompromis. Jeg blev forbløffet over deres latterlige forsøg og antog, at det blot var en prøve på et nyt regeringsskuespil. Det viste sig snart, at min antagelse faktisk var rigtig. Alle deres forsøg var blot baggrunden for den efterfølgende sammensværgelse.

Nattens ugle

En eftermiddag ankom tre personer til mit hjem og bad om at få et møde med mig. Da jeg gik ind i det værelse, der var bestemt til at modtage gæster, så jeg, at de alle tre var iført arabisk klædedragt. Efter at vi havde udvekslet salam, spurgte jeg dem, hvad formålet var med deres besøg hos mig. En af dem sagde:

“Vi er syriske statsborgere. I øjeblikket er vi kommet til Kairo fra Saudi-Arabien for at holde en kort ferie. Vi har netop mødt Ikhwan-lederne i Saudi-Arabien, Said Ramadan, sheikh Mustafa Alam, Kamel Sharif, Muhammad Usmavi og Fathi Kholi. (Det er værd at bemærke, at disse ledere, som var blevet udmattede af Jamal Nassers undertrykkelse, blev tvunget til at gå i eksil i Saudi-Arabien.) De sender salam og hilsener til det egyptiske folk og ønsker, at offentligheden fortsat har urokkelig tillid til bevægelsen.”

Derefter begyndte de tre herrer på egen hånd at drøfte Ikhwan og Jamal Nasser. Efter en lang samtale om den vold og forfølgelse, Nasser havde udsat Ikhwan for, begivenhederne i 1954 og Abd al-Qadir Awdahs og hans medarbejderes martyrdød, fortalte de mig, at de var rede til at skabe et oprør i landet og dræbe Nasser, og at de landflygtige Ikhwan-ledere var enige med dem herom. Derefter så de spørgende på mig. Indtil da havde jeg siddet tavs og blot lyttet til dem. Nu sagde jeg: “Det formål, I har beskrevet, forekommer mig at være noget helt nyt og ukendt. Jeg ved intet om dette og ønsker heller ikke at vide noget.”

Da de hørte mine ord, sagde de: “Så kommer vi tilbage til Dem senere for at få at vide, hvad Murshid al-Am og partiet mener.”

Jeg sagde: “Jeg ved intet om nogen hemmelig gruppe inden for Ikhwan. Desuden har regeringen erklæret Ikhwan forbudt som politisk parti. Jeg er ude af stand til at føre nogen form for samtale med Murshid om dette. Vores forhold er jo også grundlagt på islamisk broderskab og familievenskab. Efter min mening er der ingen muslim, som overvejer noget sådant som at dræbe Jamal Nasser. Personligt kan jeg ikke gøre andet for jer end at råde jer til at vende tilbage til jeres eget land og opnå åndelig renselse.”

Efter at jeg havde talt færdig, sagde en af dem:

“De er tilsyneladende utilfreds med os. Men sig mig, ødelagde Nasser ikke landet fuldstændigt?”

“Men det er ikke Ikhwans mål at dræbe Nasser.”

Jeg bad dem derefter oplyse deres navne. Da de skulle sige deres navne, blev alle tre tilsyneladende helt forfjamskede. Efter nogen tøven sagde den ene, at han hed Abdushshafi Abdul Haq, den anden Abdul Jalil Isa, og den tredje Abdur Rahman Khalil. Da jeg hørte den måde, de sagde deres navne på, og at hvert af deres navne begyndte med Abdu, kunne jeg ikke længere skjule min latter. Da jeg havde forstået det, der var værd at forstå, sagde jeg til dem:

“Mine brødre, det er bedst for jer hurtigt at vende tilbage til jeres hjemland, før I bliver pågrebet af Nassers spiontjeneste og får en hård medfart.”

Som svar sagde en af dem: “Apa Jinat! De har naturligvis ret til at nære mistanke til os. Men snart vil De få at vide, hvem vi er!” Derefter gik de.

Senere, da Abdul Fattah Ismail kom for at besøge mig, fortalte jeg ham historien om disse påtaget uskyldige borgere.

Alle er Ahmad Rashek

Der var endnu ikke gået to uger, da en dag en herre ved navn Ahmad Rasekh kom for at mødes med mig. Da han præsenterede sig, oplyste han, at han var fra efterretningstjenesten. Efter at have været tavs et øjeblik spurgte han, hvad jeg havde drøftet med de tre syriske borgere et par uger tidligere.

Jeg sagde ligegyldigt:

“Så vidt jeg tror, var de tre herrer slet ikke syriske borgere. De kom i virkeligheden, fordi de anså mig for at være en idiot, med det formål at gøre mig endnu dummere. Jeg er virkelig ude af stand til at forstå, hvorfor regeringen spiller disse teatralske intriger, selv efter at have frataget mig min avis og mit hovedkvarter. Hvad er egentlig regeringens hensigt?” Derefter skiftede herren fra efterretningstjenesten emne og spurgte:

Hvad mener De om Jamaluf og Jamalufa?

De er alle vildledte ateister. De er eksperter i uretfærdige og ulovlige aktiviteter. Som reaktion på mine ord sagde herren:

“Se, søster, vi er jo også muslimer.”

“Man bliver ikke muslim, blot fordi ens navn lyder muslimsk; om man er muslim eller ikke-muslim, bevises derimod gennem ens handlinger,” sagde jeg.

“Vi er ikke rede til at tage imod den invitation til islam, som I fremsætter. Og vi er heller ikke i stand til at overveje jeres invitation. Så pas I jeres arbejde, og lad os være optaget af vores.” Mens han sagde dette, rejste herren sig. Jeg sagde til ham:

:Må Allah vejlede alle og lede os alle på retfærdighedens og sandhedens vej”.

To dage efter dette møde standsede en statslig motorkøretøj i gårdspladsen foran mit hus. En ung mand iført et gråt jakkesæt steg ud af bilen, hilste på mig og sagde-

“Jeg er Ahmad Rasekh, officer i efterretningstjenesten.” Jeg undersøgte den unge mand fra top til tå og forsøgte at finde ligheder med den Ahmad Rasekh fra indenrigsministeriet, som tidligere havde tilkaldt mig til indenrigsministeriet. På navneskiltet uden for hans kontor stod der også det samme navn, ‘Ahmad Rasekh’. Da den unge officer så, at jeg forholdt mig tavs, sagde han-

“For blot to dage siden havde en vis Ahmad Rasekh også besøgt Dem. Og nu står den tredje Ahmad Rasekh foran Dem.”

Da jeg hørte hans ord, ville jeg undersøge ham endnu mere indgående. Tre højtstående officerer med samme navn i den samme afdeling forekom mig nærmest som en gåde. Da den unge officer så, at jeg tavst betragtede ham, sagde han forlegent-

:Hvorfor ser De så tavst på mig med så stor forundring? Er De mon blevet irriteret, fordi jeg kom på et ubelejligt tidspunkt?

Jeg smilede svagt, undgik hans bemærkning og sagde-

:Døren til dette værelse står altid åben for at byde gæster velkommen. Nå, men jeg synes, jeg bør fortælle dig en morsom hændelse; hør efter. Hændelsen blev vist offentliggjort i avisen Al-Ahram. Den var sådan her- “Det var for nogle år siden. Dronningen af Holland og hendes mand var taget til London på besøg efter invitation fra kongen af England. En dag under en samtale så man pludselig, at dronningen af Holland rejste sig fra sin stol, gik hen til en specialtrænet hund, der var udstationeret i receptionslokalet, og betragtede hunden indgående i et stykke tid. Derefter løftede hun hunden op i favnen, som om hun var blevet vanvittig, og begyndte at kysse den. Så rakte hun hunden til sin mand og hviskede et eller andet i hans øre. Derefter så man også hendes mand kysse hunden, som om han var blevet vanvittig. Kongen og dronningen af England betragtede med stor forbløffelse alt dette. Deres forundring kendte ingen grænser, da de så, at tårerne stod i øjnene på dronningen af Holland, da hun tog hunden tilbage fra sin mand. Hun holdt hunden ind til brystet, præcis som om det var hendes eget barn. Nogen tid senere, under det kongelige festmåltid, så man også, at hun hele tiden holdt hunden på skødet.”

Nu henledte Englands dronning den ærede gæsts opmærksomhed på det og sagde:

“Den hund, De kæler så meget for, tilhører prinsessen; hun elsker også hunden højt. Ellers ville vi have været meget glade for at kunne give Dem hunden som gave”.

Dronningen af Holland troede på læren om, at sjælen antager en anden eksistensform. Hun sagde:

“For nogle år siden mistede jeg min eneste søn. Jeg tror, at min søns sjæl er gået ind i denne hund. Se engang, hundens øjne er fuldstændig som min søns øjne”.

Da Englands dronning hørte dette, fik hun prinsessen til at indvillige i at give hunden som gave til det hollandske kongepar. Det er overflødigt at sige, at prinsessen forærede hunden til kongen og dronningen af Holland. Efter at have fortalt den unge mand historien sagde jeg:

: Nå, hr. Rasekh, de, der tror på sjælens forvandling, ser sporene af deres afdøde kære i et eller andet dyr, men jeg er forbløffet over, at de tre personer fra den egyptiske efterretningstjeneste, som jeg har mødt, alle faktisk hedder Ahmad Rasekh! Men der er ikke den mindste lighed mellem deres kroppe, ansigter og hudfarve, ikke engang i deres væremåde og gestik. Har Deres præsident så opdaget en ny teori om sjælens forvandling? I bliver vel bedt om at følge denne nye teori; hvad siger De, er det noget i den retning? Da han hørte mine ord, skiftede farven i hans ansigt, men han forsøgte at genvinde fatningen og sagde:

: Hør her, madam! Vi er ikke noget rakkerpak. Vi er også sønner af fornemme familier. Det er ikke vores hensigt at såre Dem. Vi forsøger blot at nå frem til en overenskomst med Dem. Jeg er faktisk den rigtige Ahmad Rasekh.

: Men med hvilken begrundelse skal jeg tro på, at det er dig, der er den rigtige, og at de andre er falske! Desuden, hvad skulle jeg overhovedet bruge det til! Kan I sige klart, hvad I ønsker af mig?

:Sagen er den, at regeringen er interesseret i at nå til en forståelse med Dem. Vi mener, at Ikhwan al-Muslimun vildleder Dem. De er mennesker, der tror på anarki. Derfor er det eneste, vi ønsker at udsætte Dem for, at De blot oplyser os om navnene på de aktive medlemmer af Ikhwan. Til gengæld vil selv præsidenten tage ansvaret for Deres sikkerhed, og alle Deres behov vil blive dækket. Vi håber, at De inden for de næste par dage vil give os en liste over navnene på de ikhwanistiske terrorister. Vi har undret os over, hvordan en så højt respekteret og intelligent leder som De kunne blive offer for ikhwanisternes sammensværgelse!

Han fortsatte med at sige-

“Store Ikhwan-ledere som imam Hudaybi og Sayyid Qutb forsøger nu at nå til en forståelse med præsidenten. Men eftersom præsidenten ikke er tilfreds med dem, imødekommer han ikke deres ønske. Hvis De i virkeligheden havde været bekendt med den propaganda, som Ikhwan al-Muslimun fører om Dem, ville De straks være nået til en forståelse med os og straks have afbrudt alle forbindelser med Ikhwan”.

I stedet for at give udtryk for irritation over den unge efterretningsofficers løgnagtige udtalelser og grundløse påstande indtil da, lo jeg blot og sagde-

:Min søn, jeg føler ikke noget behov for at undersøge, hvem eller hvad du er i efterretningstjenesten, eller for at kontrollere dine ord, dit navn, dit ansigt eller din hudfarve. Jeg håber, at denne korte udtalelse fra mig er tilstrækkelig for dig. Men eftersom jeg betragter dig som en søn, er der endnu en ting, jeg må sige til dig. Det er, at du bør stræbe efter at følge det islamiske ideal ved at lære det rigtigt at kende og forstå det. Lad være med blindt at følge noget lånt isme eller nogen lånt ideologi fra Vesten eller Østen. Hvorfor, er det da umuligt for dig at skelne mellem sandhed og løgn? Hvorfor råber I så, når I er muslimer, socialistiske slagord? Og hvorfor ødelægger I jeres liv ved at danse efter fremmede magters pibe? Jeg venter på den dag, hvor unge mennesker som jer, befriet fra tvivlens og krisens hvirvel, vil forenes under det islamiske flags skygge”.

For at bevise over for mig, at han var en god muslim, sagde han-

:Madam, ved Allahs ed, jeg udfører regelmæssigt fredagsbønnen. Hvad angår de øvrige bønner og de obligatoriske pligter og så videre……… Min far tog mig med til fredagsbønnen, lige siden jeg var lille, så jeg blev vant til netop den.

:Har du nogensinde spurgt din far, hvorfor han kun udfører fredagsbønnen?

:Hør, er det ikke nok at sige: »Der er ingen gud uden Allah, Muhammad er Allahs sendebud« for at blive muslim?

:Men hvis du ikke lever i overensstemmelse med denne kalimas bekendelse, vil det få den modsatte virkning. Bliver din islamiske pligt ikke yderligere forøget, efter at du har fremsagt kalimaen?

:Man bør følge og adlyde herskerne.

:Fint nok, så gør dig klar til på Dommedag at stille dig på række sammen med de stakkels herskere.

:Hør, jeg kom til dig med et forslag om forsoning.

:Men vid, at der aldrig har været og heller aldrig i fremtiden vil være noget kompromis mellem profeternes og sendebudenes sande lære og Satans løgn. Vi er fast besluttede på at forblive stående fast på islams vej; der kan ikke være tale om noget kompromis med falskheden. Så længe du og din regering ikke bliver tilhængere af den sande religion, vil konflikten mellem os og jer fortsætte.

Da den unge efterretningsofficer hørte dette, sagde han meget vredt:

:Jeg kommer aldrig mere til dig. Hvis du ønsker at kontakte mig, så er her mit telefonnummer……… Jeg sagde leende:

:Tak, det får jeg aldrig brug for.

Mod slutningen af juli 1965 gjorde nyheden om de omfattende arrestationer af Ikhwan-lederne mig dybt urolig. For jeg har et meget nært og langvarigt forhold til Ikhwans store bevægelse.

Andet kapitel

Troskabseden

Som jeg tidligere har sagt, er mit forhold til Ikhwan al-Muslimun både dybt og gammelt. Alligevel troede regeringsembedsmændene, at mit forhold til Ikhwan netop var begyndt. Faktisk har jeg været knyttet til Ikhwan siden 1937. Den Islamiske Kvindeorganisation blev grundlagt i år 1358 efter hijra. Omkring seks måneder senere mødte jeg Imam Hasan al-Banna for første gang. Umiddelbart efter at have holdt en tale ved et møde for kvinder i Ikhwans hovedkvarter gav Imam al-Banna mig mulighed for at mødes med ham. På det tidspunkt ønskede han at oprette Ikhwans kvindeafdeling. Under samtalen lagde han vægt på muslimernes samlede indsats på alle områder. Derefter var jeg enig i næsten hvert eneste af hans forslag og synspunkter. Til sidst opfordrede han mig til at påtage mig ansvaret som formand for Ikhwans kvindeafdeling. Denne kvindegruppe var faktisk en gren af Ikhwan. Jeg drøftede Imam al-Bannas forslag med lederne af min gruppe. De accepterede alle forslaget om en samlet indsats fra de to grupper på et bredere plan samt gensidig hjælp og støtte på alle områder; men de afviste forslaget om, at jeg skulle tilslutte mig Ikhwan som formand for en af Ikhwans underafdelinger. Selv derefter fortsatte vores regelmæssige møder og samtaler. Vi tog alle Imam Hasan al-Bannas synspunkter meget alvorligt og nærede oprigtig respekt og kærlighed til imamen.

Til sidst forblev vi separate grupper. Men vores forhold blev dag for dag stærkere. Ved det sidste møde, der blev afholdt i organisationens hovedkvarter, svor jeg Imam al-Banna, at min gruppe, selv om den bevarede sin separate eksistens, ville besvare enhver appel fra Ikhwan og fortsætte med at arbejde side om side og skulder ved skulder for at nå det samme mål.

Men Imam al-Banna kunne ikke være fuldt tilfreds med dette. Han ønskede, at jeg skulle vie mig til ledelsen af Ikhwans kvindeafdeling.

Under alle omstændigheder begyndte situationen derefter hurtigt at ændre sig. Efter hændelsen i 1948 blev Ikhwan al-Muslimun pludselig forbudt, og alle Ikhwans midler blev beslaglagt. Alle Ikhwans kontorer blev låst, og Ikhwan-ledere og -aktivister blev hensynsløst arresteret og fængslet. Under denne uventede og pludselige krise spillede de kvindelige aktivister i den islamiske bevægelse en yderst modig og frygtløs rolle. Gennem min svigerinde og kusine Tahia Jubili indsamlede jeg de nødvendige oplysninger, og snart indså jeg, at jeg fuldt ud burde have accepteret Imam al-Bannas forslag. Jeg følte anger over ikke at have accepteret imamens forslag.

Allerede dagen efter, at Ikhwan var blevet erklæret forbudt, mødte jeg op i mit bestemte værelse på organisationens centralkontor. Det var det samme værelse, hvor jeg havde talt med Imam al-Banna. Jeg følte stadig, som om den ærede al-Bannas storslåede nærvær var til stede i værelset! Mit hjerte brændte af sorg og anger. Varme tårer strømmede ustoppeligt ned ad mine kinder. Jeg blev ved med at sige til mig selv:

“Imam al-Banna var i sandhed forankret i sandheden. Det er enhver muslims pligt at følge imamen og gå fremad ad sandhedens vej med jihadens fane vajende. Der findes ingen anden vej til frihed og fred end den vej, som imamen har kaldt menneskene til for at sikre deres rettigheder. Kun et klogt, fremsynet og frygtløst lederskab som Hasan al-Bannas kan føre den muslimske ummah frem til dens ønskede mål.”

Straks derefter sendte jeg min privatsekretær af sted for at hente broder Abdul Hafiz al-Saifi. Gennem ham udvekslede jeg uformelle oplysninger med Imam al-Banna. Jeg bad ham minde imamen om, at vi skulle mødes til en samtale i overensstemmelse med det på forhånd fastlagte program. Da broder Abdul Hafiz var vendt tilbage efter at have underrettet imamen og indhentet hans samtykke, sendte jeg gennem min bror Muhammad al-Ghazali og dennes hustru følgende korte brev til Imam al-Banna:

“Ærede Imam Hasan al-Banna!

For at opnå Allahs tilfredshed og tjene islam længes jeg efter at opgive alle andre af livets gøremål og møde frem for Dem. De er den eneste personlighed, hvis vejledning og støtte jeg inderligt ønsker. De vil give mig instrukser om at tjene Allahs religion, og at følge dem til punkt og prikke vil være mit livs højeste mål! Ærede imam! Jeg afventer utålmodigt Deres instrukser – Allahs tjenerinde.” – Zaynab al-Ghazali.

Derefter blev Muslimske Ungdomsorganisations centralkontor udpeget som et passende sted til et øjeblikkeligt møde med Imam al-Banna. Der blev imidlertid ikke fastsat noget tidspunkt eller nogen dato for mødet. Man besluttede blot at mødes spontant, når lejligheden bød sig.

En dag var jeg på vej til at holde tale ved en konference, der blev afholdt på Muslimske Ungdomsorganisations centralkontor, da jeg pludselig fik øje på selveste den højtærede imam ved trappens fod. Jeg blev meget overrasket over hans enkle og uprætentiøse fremtræden og blev overvældet af følelser og glæde. Allerede mens jeg gik op ad trappen, begyndte jeg at tale med den ærede Imam al-Banna, før vi nåede at sætte os til et formelt møde.

Det første, jeg sagde til ham, var:

»Ærede imam! Min murshid. Jeg sværger ved Allah, at jeg er rede til fuldt ud at samarbejde med Dem om den store indsats, De gør for at etablere et islamisk samfundssystem og en islamisk regering, og at jeg på denne vej ikke vil tøve med noget offer eller nogen afsavn, ikke engang at give mit liv. Jeg lover af hele mit hjerte at følge Deres påbud og forbud.« Imamen udtrykte stor glæde over mine ord og mit løfte. Han sagde: »Den Islamiske Kvindeorganisation skal foreløbig fortsætte sit arbejde, som den hidtil har gjort.«

Ansvaret for at holde kontakten mellem mig og imam Banna blev overdraget til min bror. Imam Banna betroede mig opgaven at fungere som mellemmand mellem Nuhas og Ikhwan. På det tidspunkt var Rafʿat og Mustafa Pasha an-Nuhas i udlandet. De overdrog den afdøde Amin Khalili ansvaret for at gennemføre en kampagne for at fjerne misforståelserne. Imam Banna var også enig i dette. Jeg fik ligeledes ansvaret for at holde kontakten.

En aften i februar 1949 kom hr. Amin Khalili til mig. Bekymringen stod tydeligt skrevet i hans ansigt. Han sagde: »Myndighederne planlægger at myrde imam Banna. Der må snarest træffes foranstaltninger til at få ham ud af Kairo.«

Men eftersom min bror allerede var blevet arresteret, var der ingen, der kunne sætte mig i direkte kontakt med imamen. Derfor begav jeg mig selv af sted for at mødes med imamen. Men hvilken ulykke! Det var en ulykke for mig, for mit folk og for hele menneskeheden, at jeg halvvejs mod målet modtog nyheden om den højtærede imams tragiske martyrdød. Menneskehedens fjender myrdede den store revolutionære helt, som århundredet havde fostret, på bestialsk vis. Hele folket blev lammet af vrede og sorg over dette grusomste mord. Overalt blev der udtrykt et voldsomt had til morderne. Jeg fordømte offentligt regeringens mest barbariske mord og gav udtryk for min oprigtige harme. Derefter blev der dannet en koalitionsregering i landet, og den nye regering erklærede straks Den Islamiske Kvindeorganisation for ulovlig.

Jeg anlagde sag ved domstolen for at udfordre regeringens erklæring. I 1950, under hr. Hussein Sirry Pashas regering, afsagde domstolen en kendelse til vores fordel, og Den Islamiske Kvindeorganisations aktiviteter blev igen genoptaget for fuld kraft. I denne historiske sag var vores advokat den berømte jurist hr. Abd al-Fattah Hasan Pasha.

Derefter blev der dannet en regering under Wafd-partiet, og Ikhwan al-Muslimun genoptog sine aktiviteter under ledelse af hr. imam Hasan al-Hudaybi. Allerede på den første dag, hvor Ikhwan al-Muslimuns hovedkontor blev indviet, erklærede jeg offentligt, at jeg havde et fuldt og helt forhold til Ikhwan, og jeg overdrog den største og bedst indrettede sal i mit hus til brug som hr. al-Hudaybis private kontor som murshid al-ʿamm.

Ikhwan-broren Abd al-Qadir Awda aflagde mig et personligt besøg for at takke mig for dette og sagde:

»Deres offentlige erklæring om at etablere direkte forbindelse med Ikhwan al-Muslimun er virkelig prisværdig og en stor glæde for os. I virkeligheden må vi kalde det et stort held for os.«

Jeg sagde ydmygt: »Al lovprisning til Allah for det, der er sket.« Det er overflødigt at sige, at jeg arbejdede særdeles tilfredsstillende sammen med Ikhwan. Imidlertid fandt en militærrevolution sted under general Naguibs ledelse. Få dage før revolutionen mødtes general Naguib og Amir Abdullah Faisal med mig. Ikhwan og Kvindeorganisationen havde en vis sympati for denne revolution.

Men allerede efter få dage blev der konstateret uoverensstemmelser mellem den revolutionære regerings løfter og dens handlinger. Under drøftelser med Ikhwans ledere gav jeg udtryk for min mening om dette. Senere, da Naguib-regeringen tilbød nogle af Ikhwans medlemmer ministerposter og dermed deltagelse i magten, modsatte jeg mig gennem mit blad forslaget med disse ord: »Da det viser sig, at den revolutionære regering ikke oprigtigt følger den islamiske livsanskuelse, kan ingen fra Ikhwan så meget som overveje at indgå en alliance med en sådan regering eller påtage sig et embede under den. Hvis nogen gør det, bør han udvises af Ikhwan. Faktisk må Ikhwan holde fast ved sin holdning og sine principper, indtil den revolutionære regerings egentlige hensigter er blevet klarlagt.«

Efter at min udtalelse var blevet offentliggjort i bladet, besøgte hr. Abd al-Qader Awda mig og bad mig foreløbig indstille offentliggørelsen af den slags udtalelser. I de to følgende numre skrev jeg intet om sagen. Senere begyndte jeg imidlertid at skrive om den igen. Denne gang kom hr. Abd al-Qader Awda med et direktiv fra hr. Hudaybi. Heri forbød han mig at skrive noget om sagen. Det er overflødigt at sige, at jeg fulgte dette direktiv. Det var ikke muligt at trodse lederens ordre. På dette tidspunkt handlede jeg i alle spørgsmål i overensstemmelse med imam Hudaybis ordrer og forbud. Det var endda med hans tilladelse, at jeg deltog i fredskonferencen.

Masken afsløret

Tiden bevægede sig fremad i sit fastsatte tempo gennem historiens forløb. Til sidst kastede de frygtelige begivenheder i 1945 mørke skyer over landets skæbnehimmel. Jamal Abd al-Nasser kastede masken og viste sig i sin sande, djævelske skikkelse. Han begyndte åbenlyst at bekæmpe islam og svor at bringe den islamiske bevægelse til tavshed. I denne forbindelse lovede udenlandske magter og deres lokale agenter ham fuld støtte. Uden ophold udstedte Nasser den skændige ordre om at hænge den islamiske bevægelses ledere.

Internationalt kendte ledere som den store helt fra frihedskampen, hr. Abd al-Qader Awda, og Sheikh Mohammad Farghali blev hængt alene af den grund, at de havde krævet indførelsen af et islamisk samfundssystem for landets samlede udvikling og for folkets frihed og velstand. Nasser beordrede også den højt respekterede ældre leder, imam Hudaybi, hængt. Men på grund af et pludseligt hjerteanfald erklærede lægerne ham uegnet til at blive hængt. De sagde også, at denne gamle mand alligevel ikke ville leve mere end nogle få timer. Derfor ville det ikke være nødvendigt at hænge ham. Med samme overvejelse benådede Jamal Nasser hr. Hudaybi for hans dødsdom.

Men hvem kan overvinde den, som Allah beskytter? Imam Hudaybi kom sig snart og fortsatte med dobbelt så stor entusiasme og iver med at lede den islamiske bevægelse, idet han trodsede Nassers tyranni, undertrykkelse og truende blik. Da den islamiske bevægelse blev styrket under hans frygtløse fremfærd og kraftfulde ledelse, blev regeringen rasende, arresterede ham og kastede ham i et militærfængsel. Den umenneskelige tortur, han blev udsat for dér, ville få selv den mest forhærdede til at få tårer i øjnene. Men imam Hudaybi, som var et levende symbol på stor tålmodighed og udholdenhed, bar alle overgrebene.

Til sidst oplevede denne gamle leder med egne øjne Nasser og hans håndlangeres død og fald. Da mange, udmattede af den ubeskrivelige undertrykkelse under præsident Nassers diktatoriske styre, kom til imam Hudaybi for at bede om tilladelse til foreløbig at forholde sig stille og inaktive, udtrykte den gamle imam Hudaybi sig med en ung revolutionærs begejstring og sagde:

»Jeg har ikke tid til at overveje, hvem blandt jer der ønsker at forblive aktive, eller hvem der ønsker at forholde sig passive. Men én ting vil jeg minde jer om: Slå op i historien og se, at de, der under farefulde omstændigheder har søgt et sikkert tilflugtssted, aldrig har kunnet tjene den islamiske bevægelse. Der er ingen plads i den islamiske bevægelse til feje kujoner og opportunister.« Disse ord udtalte han, mens han selv gennemgik fængsling og tortur; på det tidspunkt var han firs år gammel. Efter den berygtede Nasers død blev han løsladt fra fængslet som den sidste af alle.

Opfordringen til at påtage sig ansvaret

I 1955 led tusindvis af den islamiske bevægelses medlemmer martyrdøden som følge af den autokratiske regerings ubeskrivelige tortur og vilkårlige henrettelser. Jeg blev dybt rystet, da jeg så den sørgelige tilstand blandt de uskyldige børn og enker efter de brødre, der havde lidt martyrdøden. Disse forældreløse børns og enkernes hjerteskærende gråd, ubeskrivelige lidelser og fuldstændig hjælpeløse situation gjorde mig dybt bedrøvet. Jeg besluttede på ny at arbejde for deres ordentlige rehabilitering og med dobbelt så stor iver fortsætte ad den vej, der var vædet med martyrernes blod. Jeg besluttede at gå ind i en direkte konfrontation med regeringen.

Da jeg på ny begyndte arbejdet, så jeg, at mennesker over hele landet var fortvivlede på grund af mangel, nød og sult. Millioner af Adams børn strejfede desperat omkring på jagt efter ulovlige indtægtskilder, fordi de ikke engang havde to mundfulde mad til at holde sig i live eller et stykke tøj til at skjule deres nøgenhed. Sulten havde ødelagt menneskers karakter og moral.

På colleges og universiteter voksede studenterutilfredsheden, og i fabrikkerne voksede arbejderutilfredsheden med geometrisk hast. De magtfulde særinteressegrupper samt ejere og købmænd udnyttede situationen til at gennemføre stadig nye planer for at udbytte befolkningen.

De, der efter mange års fængsling blev løsladt, stod imidlertid udenfor over for en situation, der var endnu mere skræmmende end fængslet. Ingen mulighed for at tjene til livets ophold stod åben for dem. Alligevel turde almindelige mennesker ikke hæve stemmen for deres rettigheder. Alle var rædselsslagne af frygt for, at regeringen straks ville udstede en dødsdom på grundlag af en hvilken som helst opdigtet anklage, så snart man sagde det mindste. Især de, der talte om islam og muslimsk identitet, kunne være sikre på hård straf.

I sådanne mørke og vanskelige tider forekom alle vores bestræbelser os yderst ubetydelige. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad vi skulle gøre. Det var, som om en endeløs bølge af problemer strømmede gennem et oprørt hav og spærrede vores vej. Da ingen vej til befrielse syntes at være synlig, opsøgte jeg den højt ansete professor ved al-Azhar-universitetet, hr. Sheikh Mohammad al-Uden, i håb om at få vejledning. På grund af hans visdom og tankegang samt hans kendskab til mit forhold til Imam Banna havde han fuld sympati for bevægelsen. Både før og efter Imam Bannas martyrdød udvekslede jeg ofte synspunkter med ham om vigtige spørgsmål.

Jeg forelagde professor al-Uden et realistisk billede af den samlede situation i landet. Han lyttede tålmodigt til mig og lod stille tårerne løbe ned ad kinderne.

Jeg sagde til ham:

»Disse uskyldige børns og enkers eneste forbrydelse er, at deres fædre og ægtemænd forsøgte at etablere Allahs religion i Allahs verden.«

Da han hørte mine ord, begyndte han at græde højlydt og bad mig med kvalt stemme modigt at indlede hjælpearbejdet. Han sagde videre:

»Sørg i det mindste for, at martyrfamilierne straks får hjælp. Allah vil give dig mod og støtte. Jeg er personligt rede til at hjælpe dig. Husk, at det største krav i denne tid er at forblive standhaftig i arbejdet for den islamiske bevægelse og ignorere falskhedens truende miner. Der er ingen tvivl om, at de ikhwaner, som er blevet ofre for regeringens forfølgelse, er de sande mujahider på Allahs vej. Det er dem, der vil føre menneskene frem til tærsklen af ægte frihed og velstand. Deres sejr er uundgåelig.«

Derefter gav han mig nogle råd. På grundlag af disse råd udarbejdede jeg en plan for hjælpeaktionen. Jeg begyndte i fuld hemmelighed at sende nødhjælp til familierne til martyrerne og de fængslede mujahider. Nogle få betroede og dygtige medarbejdere hjalp mig med dette. De sørgede med fuldt ansvar og stor dygtighed for, at nødhjælpen blev sendt til de fastlagte steder.

Allerede før hjælpearbejdet for alvor gik i gang, helligede mange kvinder sig dette store arbejde, naturligvis under fuld hemmeligholdelse. Blandt disse ædle kvinder bør især nævnes Imam Huzaybis hustru, kvindelederen Amal Usmavi, professor Moniruddaula, Muhtarema Amina Qutb og Hamida Qutb, Fathia Bakr, Amina Jawhari, Alia og Tahia Jubaili. Gennem arbejdet blev vores kontakt stadig tættere. Jeg mødtes personligt med Muhtarema Khaleda Huzaybi samt Amina og Hamida Qutb for at fastlægge en praktisk arbejdsplan. »Endeløs tak til Allah, at vi blev i stand til at yde den nødvendige hjælp til vores martyrers og mujahiders familier. For at bringe et smil frem på de små, uskyldige forældreløse børns og de hjælpeløse enkesøstres ansigter kastede vi os i ydmyg tilbedelse for Den, der giver næring, den Nådige og Barmhjertige.«

På pilgrimsfærden til hajj sammen med Abd al-Fattah Ismail

En morgen i 1957 mødte jeg for første gang hr. Fattah i havnen i Suez. Jeg var til stede dér som leder af kvindernes hajj-delegation. Blandt de mennesker, der var mødt op for at tage afsked med os, var også min bror Muhammad al-Ghazali. Han gik vist et sted hen et kort øjeblik. Da han kom tilbage, havde han en ældre, værdig mand med et venligt ansigt med sig. Han kom direkte hen til mig. Den ældre mand så ned mod jorden. En usædvanlig fredfyldt glans i hans øjne og ansigt udstrålede hans ædle personlighed. Da min bror skulle præsentere ham, sagde han:

“Dette er broder Abdul Fattah Ismail. I sin ungdom var han blandt de unge ikhwanere en af imam Hasanul Bannas højtelskede disciple. Imam Banna elskede ham højt og nærede samtidig urokkelig tillid til ham. ………Da han hørte, at De skulle på hajj med samme skib, kom han straks for at møde Dem og stifte bekendtskab.” Derefter hilste hr. Fattah og sagde-

“InshaAllah vil jeg møde Dem på skibet.” Jeg takkede ham, og han gik tilbage. Kort efter satte vores skib kurs mod Jeddah. Før jeg vidste af det, havde skibet forladt kysten og begivet sig ud på det åbne hav. Jeg gik i gang med at varetage de forskellige behov hos den kvindelige hajj-delegation. Efter frokosten ville jeg lægge mig for at hvile mig lidt i min tildelte kahyt, da jeg hørte nogen banke på døren. Jeg rejste mig og gav gæsten lov til at komme ind. Men ingen kom ind. Der blev ganske vist banket på døren endnu en gang. Jeg tænkte, at den besøgende måske ikke havde hørt min stemme. Derfor bad jeg ham med lidt højere stemme om at komme ind. Denne gang åbnede den samme ærværdige gamle mand, som min bror havde introduceret mig for i Suez havn, lydløst døren og trådte ind. Som det var hans sædvane, kastede han blikket mod gulvet, hilste på mig og sagde-

“Al lovprisning tilhører Allah. Selvom De i lang tid var uenig med den martyrdøde imam, har De til sidst aflagt troskabseden.”

Jeg spurgte straks-

“Hvordan fik De det at vide?” Han svarede kort,

“Det har imamen selv fortalt.”

Da jeg spurgte til hans hensigt, sagde han-

“Vi skal mødes i Allahs hus for alene at opnå Allahs velbehag. Jeg vil tale med Dem om netop de ting, som imam Hasanul Banna ønskede at drøfte med Dem.”

Han pegede i retning af Mekka al-Mukarrama og sagde—

»Om dette emne vil samtalen, om Allah vil, finde sted dér.« Hans måde at tale på var meget enkel og klar. Men en voldsom kraft af ærlighed, ansvarsfølelse og alvor var virksom i hans naturlige udtale af ordene. Der var ikke plads til nogen videre overvejelse. Jeg sagde til ham—

»Hvis Allah vil, vil vores samtale finde sted i Mekka al-Mukarrama eller på Det Muslimske Kvindecenter i Jeddah.« Da han spurgte efter min adresse, gav jeg ham adressen på mine to brødre, sheikh Usmabi og Mustafa Alam, som opholdt sig i Jeddah, og sagde—

»De vil føre Dem hen til min bolig i Mekka al-Mukarrama og Jeddah.« Han sagde, at han kendte dem begge særdeles godt. Derefter hilste han og tog for øjeblikket afsked. En aften i måneden Dhu al-Hijjah mødtes jeg efter isha-bønnen, i overensstemmelse med det fastlagte program, med Saudi-Arabiens afdøde hovedmufti, imam Muhammad ibn Ibrahim.

Jeg drøftede med den afdøde hovedmufti det memorandum, som jeg havde forelagt kong Saud, hvori jeg understregede betydningen af at etablere passende ordninger for undervisning af piger i landet. I memorandummet krævedes det, at undervisningen af kvinder straks blev gennemført under hensyntagen til landets behov. Dette memorandum var blevet sendt til hovedmuftien til overvejelse. Hovedmuftien tilkaldte mig for at drøfte sagen. Jeg drøftede den med ham i op til to timer. På vejen tilbage derfra tog jeg gennem Bab as-Salam i Haram al-Sharif for at udføre tawaf omkring den hellige Kaba. Pludselig kaldte nogen på mig bagfra; da jeg vendte mig om, så jeg hr. Abd al-Fattah Ismail. Da han erfarede, at jeg ville udføre tawaf, gik han med mig og udførte tawaf omkring Guds Hus. Efter at have udført tawafs sunnah satte vi os vendt mod Multazam, og hr. Abd al-Fattah Ismail begyndte samtalen i overensstemmelse med den fastlagte plan. Først spurgte han mig om min mening om regeringens forbud mod Ikhwan al-Muslimun. Jeg sagde til ham—

»Set fra shariaens synspunkt er dette en forkert beslutning.«

Han sagde—

»Det er faktisk netop dette spørgsmål, jeg ønsker at drøfte med Dem.« Jeg foreslog, at vi mødtes i »Wafd-bygningen« for at drøfte sagen, hvortil han sagde—

:Det er ikke usædvanligt, at folk fra Nassers efterretningstjeneste er udstationeret sådanne steder. Derfor er det ikke et sikkert sted at føre samtaler.

Derefter blev vi enige om at mødes til et møde på hr. Sheikh Saleh Kajaz’ kontor i afdelingen for opførelsen af Haram Sharif. Men da vi var kommet derhen, sagde han sagte til mig:

:Nej, heller ikke her; lad os hellere gå ind i Haram Sharif og tale sammen.

Vi fastsatte et tidspunkt for at mødes bag Maqam Ibrahim. Efter at have udført tawaf og den sunnah-bøn, der følger efter tawaf, satte vi os bag bygningen over Zamzam-brønden ved siden af Maqam Ibrahim og begyndte at drøfte, hvordan vi skulle afvise regeringens beslutning om at forbyde Ikhwan og genopbygge Ikhwans organisation, så vi igen kunne begynde et aktivt arbejde. Under samtalen blev vi enige om, at vi efter hjemkomsten fra hajj skulle opsøge Ikhwans murshid al-ʿamm, imam al-Hudaybi, og bede ham om tilladelse til at genoptage arbejdet. Da vi efter hajj skulle rejse hjem, sagde han:

:Det er nødvendigt, at vi forpligter os over for Allah til at kæmpe jihad på Allahs vej, indtil Ikhwan er genopbygget, og at vi under ingen omstændigheder sidder tavse med hænderne i skødet. Og de, der modsætter sig dette ædle arbejde, vil vi afvise, uanset hvilken position eller magt de måtte besidde. Vi svor begge ved Allahs åsyn at ofre vores liv i islams tjeneste og fortsætte jihad uden ophør. Derefter vendte vi tilbage til Egypten.

Tilladelse til at arbejde

I begyndelsen af 1958 mødtes jeg gentagne gange med hr. Abd al-Fattah Ismail, både på hovedkontoret for den islamiske kvindeorganisation og i mit hjem. Vi drøftede og gennemgik muslimernes problemer og forsøgte at fastlægge en arbejdsmetode i islams tjeneste, så folket igen kunne blive bevidst om og vågent over for sin selvrespekt og sit livssyn. Vi udarbejdede et program og en forfatning efter forbillede af den Ædle Profets liv, sahabaernes og senere muslimske tænkeres fremgangsmåder; grundlaget skulle være Koranen og Sunnaen. I overensstemmelse med planen var det nødvendigt at samle alle, der ønskede at arbejde for islams sag, så de kunne mødes med os. Men alt dette var blot drøftelser og rådslagninger om at fastlægge fremgangsmåden, før arbejdet blev påbegyndt. Da vi endeligt besluttede at begynde arbejdet, følte vi imidlertid behov for at indhente imam al-Hudaybis mening som Ikhwans ældre og murshid. For efter vores juridiske studier var det blevet klart, at beslutningen om at forbyde Ikhwan var ulovlig. Jamal Nasser havde nemlig ingen legitim ret til at lede muslimerne. Eftersom han personligt var imod islam, var ingen muslim forpligtet til at adlyde ham. Desuden tog han ikke hensyn til Koranens og Sunnaens bestemmelser, når han traf beslutninger.

Jeg opsøgte imam al-Hudaybi for at få tilladelse til at påbegynde organisatorisk arbejde i mit og hr. Abd al-Fattah Ismails navn. Efter at vi havde mødt ham til drøftelser flere gange, undersøgte han vores plan og skitsen til vores arbejdsmetode grundigt og gav os tilladelse til at begynde arbejdet.

Derefter rejste hr. Abd al-Fattah Ismail rundt i hele Egypten, i distrikter, byer og landsbyer, med det formål at indsamle oplysninger, i første omgang rekruttere folk til organisationen og få detaljeret kendskab til, hvem der var rede til at arbejde sammen med os, samt hvilke opgaver de kunne påtage sig. Tidligere medlemmer af Ikhwan al-Muslimun blev i denne forbindelse prioriteret, så de kunne danne bevægelsens første rækker.

Hr. Abd al-Fattah Ismail tog først kontakt til de netop løsladte Ikhwan-medlemmer for at undersøge deres arbejdsvilje og engagement. Han undersøgte også på stedet, om de, der tidligere havde siddet i fængsel, stadig havde bevaret deres entusiasme, mod, beslutsomhed og moral. Havde de lange fængselsophold, torturen og mishandlingen ikke fjernet disse medlemmer fra den islamiske bevægelse? Var de stadig i stand til at udvise den samme arbejdskraft og aktivitet i kampen for Allahs religion? Var de stadig rede til enhver form for opofrelse og afsavn? Havde de stadig den mentale styrke til at møde farer og ulykker med et smil? For at få svar på disse spørgsmål var det nødvendigt at kende situationen og holdningerne hos medlemmerne i de relativt hårdest ramte områder. På dette grundlag ville de næste skridt blive taget.

Efter at have gennemgået hver eneste rapport, som hr. Abd al-Fattah Ismail sendte, mødtes jeg med Murshid al-Am og orienterede ham om de forhold, vi var helt enige om, samt om problemerne. Da jeg udtrykte tvivl og bekymring over forskellige vanskeligheder og problemer, sagde han:

»Fortsæt fremad i et uafbrudt tempo. Se ikke tilbage, og bekymr dig heller ikke om, hvem der har hvilket embede, eller hvad en eller anden fremtrædende person har sagt. Husk, at I er i færd med at opbygge en hel bygning.«

På nogle områder erklærede han sig helt enig med os, mens han på andre områder gav instruktioner og råd. Et af hans vigtigste råd var, at vi under vores drøftelser skulle have imam Ibn Hazms al-Muhalla foran os.

I 1949 afsluttede vi vores forskningsarbejde med henblik på at udarbejde et program for åndelig selvforædling. Allah er vidne til, at vores program ikke indeholdt andet end bestemmelser om oplæring af muslimer. Vores arbejdsformål var, at de som arabere skulle blive bevidste om og aktive i udførelsen af deres pligter og ansvar med henblik på at etablere et islamisk samfund.

I 1954 var Ikhwan al-Muslimuns aktiviteter blevet indstillet som følge af erklæringen om forbuddet; derfor besluttede vi at holde vores nye aktiviteter hemmelige.

En åbenhjertig samtale med min mand

Samtidig med at jeg deltog i disse aktiviteter, sendte jeg regelmæssigt beskeder til Den Islamiske Kvindeorganisations hovedkvarter og opfyldte også mine familiære forpligtelser på behørig vis.

Min mand, Muhammad Saleh, lagde mærke til, at broder Abd al-Fattah Ismail og andre brødre blandt medlemmerne gentagne gange kom til vores hjem. Derfor spurgte han en dag:

:Disse Ikhwan-folks komme og gåen, deres samtaler og den slags tyder på, at de er aktive her. Er det virkelig sådan, det forholder sig?

Jeg svarede:

:Ja, det er rigtigt!

Da han derefter spurgte nærmere til disse aktiviteters karakter, sagde jeg:

:Jeg ønsker at genopbygge Ikhwan.

Da han ønskede at vide mere detaljeret besked om dette, mindede jeg ham om vores ægteskabsaftale og sagde:

Min elskede, husker De, hvad jeg sagde til Dem, før De gav Deres samtykke til ægteskabet?

Han svarede:

»Ja, du stillede nogle betingelser. Men i dag er jeg bange for, at den tyranniske regering måske vil arrestere dig.« Da han havde sagt dette, sænkede han hovedet og forblev tavs. Jeg genkaldte mig fortiden og sagde:

»Jeg husker tydeligt, at jeg sagde til Dem, at jeg havde mange forpligtelser knyttet til mit liv, som De burde kende til, fordi De skulle blive min livsledsager. Derfor vil jeg gerne orientere Dem om disse forpligtelser, hvis De ikke selv forsøger at sætte Dem grundigt ind i dem. Desuden vil jeg stille Dem nogle betingelser.«

Faktisk er jeg formand for Den Muslimske Kvindeorganisation. Men mange tror, at jeg støtter Wafd-partiets politiske program. Det er imidlertid ikke sandt. I virkeligheden har jeg tillid til Ikhwan al-Muslimuns principper. Min kontakt med Mustafa al-Nahhas skyldtes personligt venskab og fælles synspunkter. Men over for imam Hasan al-Banna aflagde jeg troskabseden om, at jeg ville føre jihad på Allahs vej. Ellers kunne jeg ikke engang overveje et skridt, der ville få mig til at afvige fra den vej, Gud har anvist. Tværtimod vil jeg fortsat gå ad denne vej. Dag og nat drømmer jeg om dette og nærer dette håb. Hvis jeg en dag føler, at Deres personlige interesser og økonomiske aktiviteter er uforenelige med mit islamiske arbejde, og hvis jeg indser, at vores ægteskab står i vejen for den islamiske bevægelse, vil vi gå fra hinanden.« Den dag, da De skulle svare på mine ord, blev Deres øjne fyldt med tårer, og De sagde:

»Hvorfor fremsætter du ingen krav med hensyn til dine materielle behov og fastsættelsen af din mahr? Og med hensyn til den betingelse, du stiller om, at jeg ikke må hindre dig i dit islamiske arbejde, ved jeg intet om dit forhold til imam Hasan al-Banna. Det eneste, jeg ved, er, at du er uenig i at påtage dig ansvaret for Ikhwan-bevægelsens kvindeafdeling.«

Jeg sagde:

»Men Allah være lovet, før imam Bannas martyrdød nåede jeg under katastrofen i 1948 til enighed med ham om dette, og jeg besluttede mig for at deltage fuldt ud i den islamiske bevægelse. Jeg kunne naturligvis ikke kræve af Dem, at De også skulle slutte Dem til mig i denne jihad; men jeg har ret til at bede Dem om ikke at hindre mig i at deltage i denne jihad på Allahs vej. Og når det bliver nødvendigt for mig at slutte mig til mujahidinerne, må De ikke spørge, hvor eller hvorfor jeg tager hen.« En mand bør være fuldt ud klar over, at den kvinde, han er ved at gifte sig med, allerede tidligt i sin ungdom har viet sig til at oprette en islamisk stat og opnå Allahs tilfredshed. Hvis dette ægteskab alligevel bliver en hindring for den islamiske bevægelse, vil det blive opløst, og min eksistens vil herefter kun være viet til den islamiske bevægelse.«

Efter at have tiet et øjeblik spurgte jeg ham:

Kan De huske disse ting fra tiden før vores ægteskab?

Han sagde: Ja………

Som svar sagde jeg:

„Så vil De i overensstemmelse med Deres løfte ikke spørge, hvem jeg mødes med, eller hvor jeg tager hen. De skal blot bede til Allah om, at Han vil gøre belønningen for min jihad til et bånd mellem os begge og tage imod mit arbejde. Jeg ved godt, at De har fuld ret til at pålægge mig ordrer og forbud, og som Deres hustru er jeg forpligtet til at adlyde Dem. Men under de nuværende vanskelige omstændigheder er det langt vigtigere at vie sig til den islamiske bevægelses arbejde end at opfylde vores gensidige ansvar.“ Da han havde hørt mine ord, sagde han:

„Min elskede! Jeg skammer mig over at have udspurgt dig. Jeg beder om, at Allah giver dig mod og opmuntring til at forblive standhaftig i dette ophøjede arbejde. Hvor lykkelig ville jeg ikke være, hvis jeg i min levetid kunne nå at se Ikhwans succes. Må Gud gennem jeres bestræbelser etablere en islamisk regering. Ak, hvis jeg blot var ung igen, så jeg kunne arbejde skulder ved skulder sammen med jer!“

Derefter steg vores aktivitet betydeligt. Dag og nat var vores hus fyldt med medarbejdernes komme og gåen og deres færden. Selv hvis nogen bankede på døren midt om natten, stod min mand op, åbnede døren for de ankomne, førte dem ind i mødelokalet, vækkede derefter husholdersken og bad hende lave te og lidt at spise, hvorefter han meget forsigtigt vækkede mig og sagde:

„Dine sønner er kommet. Tegnene på træthed står tydeligt i deres ansigter.“

Jeg rejser mig og byder dem velkommen, og før min mand går i seng, siger han: »Hvis I beder fajr-bønnen i fællesskab, vil I så være så venlige også at vække mig, så jeg kan slutte mig til fællesskabet?«

I overensstemmelse med hans ønske vækker jeg ham på det rette tidspunkt. Efter bønnen taler han så kærligt og omsorgsfuldt med gæsterne, som om de var hans elskede børn. Derefter udveksler han hilsner og bønner med dem og går ind på sit værelse.

Mødet med Sayyid Qutb

I 1962, med tilladelse fra professor Hasan al-Hudaybi, formanden for al-Ikhwan al-Muslimun, og med broder Abd al-Fattah Ismails samtykke, opsøgte jeg først hans nære slægtninge med det formål at besøge den berømte tænker og revolutionære leder, imam Sayyid Qutb, i fængslet. Det egentlige formål med at besøge ham i fængslet var at indhente hans synspunkter om forskellige forskningsmæssige emner og drage fordel af hans råd og vejledning.

Først fortalte jeg søster Hamida Qutb om mit formål og bad hende overbringe min hilsen til broder Sayyid Qutb. Jeg gjorde især opmærksom på, at gruppen, der gennemgik den islamiske læseplan, var interesseret i at få hans synspunkter.

Jeg forelagde søster Hamida Qutb vores litteraturliste. Den omfattede Tafsir Ibn Kathir, Ibn Hazms al-Muhalla, imam al-Shafi’is Kitab al-Umm, Ibn Abd al-Wahhabs Kitab al-Tawhid og Sayyid Qutbs Fi Zilal al-Qur’an. Lidt senere vendte Hamida tilbage og anbefalede mig at læse den anden udgave af Sura al-An’am. Desuden viste hun mig et manuskript og sagde, at Sayyid Qutb havde skrevet dette værk, mens han sad i fængsel, og kaldt det Ma’alim fi al-Tariq – Milepæle. »Det vil snart blive udgivet. Når du har læst disse få sider, bringer jeg dig også de øvrige kapitler.«

Jeg fik at vide, at den øverste vejleder havde gennemgået manuskriptet igen og givet ordre til, at det straks skulle trykkes. Senere spurgte jeg den øverste vejleder om dette, og han sagde:

»Det er sandelig Allahs nåde! Efter at have læst dette værk er mit håb til Sayyid Qutb vokset sig enormt. Jeg har læst værket grundigt to gange.«

Uden tvivl er Sayyid Qutb nu centrum for alle vores håb og længsler. Murshid al-ʿAmm lod mig læse hele manuskriptet. Jeg satte mig med manuskriptet i et aflåst rum og læste. Jeg forlod først rummet, efter at have læst hele manuskriptet til »Maʿalim fi al-Tariq«. Derefter rådførte vi os om at udgive hvert enkelt kapitel separat som små hæfter til uddeling blandt de nye medlemmer. Vi traf beslutning om at gå videre med dette med alles samtykke. Imam Sayyid Qutb blev ved med at sende forskellige hæfter om nødvendige emner fra fængslet, og vi sørgede for fælles læsning af dem samt for deres omfattende udgivelse og udbredelse.

De nye medlemmer begyndte at samles for at modtage undervisning i Koranen, og deres antal voksede dag for dag. Det er vanskeligt at beskrive med ord, hvor smukke og hellige følelser synet af disse fælles læsekredse blandt de nye medlemmer vakte. Vores fremgangsmåde ved den fælles læsning var sådan, at man først reciterede ti vers fra den ædle Koran, hvorefter deres ordrette og terminologiske betydning blev forklaret, deres formål og betydning blev uddybet, og derpå blev der ført en praktisk drøftelse af, hvordan disse kunne omsættes i muslimernes personlige og kollektive liv.

På denne måde fulgte vi ledsagernes princip: Efter at have læst og forstået ti vers rettede man opmærksomheden mod at recitere og forstå de næste ti vers. På denne måde samledes vi under Allahs barmhjertigheds skygge for at læse og forstå Koranen, arbejdede aktivt på at danne vores personligheder og bragte det islamiske kald ud til andre for at gøre dem klar til bevægelsen. De nye medlemmer var meget begejstrede for den sande islamiske bevægelse. For at forberede de kommende generationer, så de kunne hellige sig arbejdet for den islamiske bevægelse med oprigtig hengivenhed, lagde de nye medlemmer særlig vægt på at grundfæste den islamiske bevægelse.

Med Imam Huzaybis tilladelse og i lyset af Imam Sayyid Qutbs råd besluttede vi at fortsætte arbejdet med at uddanne og organisere muslimerne, så deres tawhid-baserede troslære kunne grundfæstes på et rationelt grundlag. Vi gjorde det klart, at der ikke kunne siges at eksistere en islamisk regering eller at være blevet etableret islam, så længe der ikke var indført en ordning, hvor afgørelser blev truffet på grundlag af Koranen og Sunnah. Sunnahs lov skulle etableres i muslimernes kollektive liv. Derfor iværksatte vi, efter forbillede af Guds Sendebuds tretten år lange indledende missionsarbejde i Mekka, også et særligt trettenårigt program. Med dette formål blev der først og fremmest lagt vægt på, at Ikhwan-medlemmerne fuldstændigt skulle virkeliggøre islams idealer i deres eget liv og adlyde imamen. Men gennemførelsen af hudud, det vil sige straffelovens bestemmelser, skulle udsættes, indtil en islamisk regering var blevet etableret. (Der ville naturligvis fortsat blive gjort forsøg på at anvende dem og forsvare dem på alle mulige måder.)

Vi vidste også, at mennesker med egenskaber som muslimerne på Profetens og hans ledsageres tid var sjældne i den moderne verden. Derfor er det enhver islamisk organisations ubetingede pligt at føre en uophørlig jihad, og denne kamp må fortsætte, indtil hele den muslimske ummah kommer ind under det islamiske ideal. Kampen må ikke kun føres gennem slagord, men på en effektiv måde.

Efter en detaljeret analyse af situationen blev det klart, at den nuværende regering var fuldstændig uislamisk, selv om regeringen flere gange havde erklæret, at den havde indført Allahs lov. Efter denne vurdering skulle der gennemføres en landsdækkende undersøgelse, når den fastsatte trettenårige uddannelsesperiode for alle, unge mænd og kvinder såvel som mænd og kvinder uden forskel, var afsluttet. Hvis vi derefter fandt 75 procent af befolkningen som vores medkæmpere – mennesker, der var enige med os i, at islam og politik ikke er adskilte forhold, og at politik er uundværlig for at virkeliggøre islam – ville vi kræve, at der blev etableret et sandt islamisk styre i landet. Men hvis størstedelen af befolkningen selv efter de første tretten år fortsat stod uden for islams rammer, ville vi i det følgende årti igen koncentrere os om at uddanne folket i lyset af islamisk undervisning. Dette arbejde ville fortsætte, indtil modstanderne af islam var fuldstændigt udryddet, og det islamiske ideal var fuldt ud virkelighed. Vi svor at forblive aktive hele livet i denne mission for den islamiske bevægelse. Hvis døden på denne måde nærmede sig os, ville vi overdrage islams banner til de kommende generationer. Efter Murshid al-ʿAmm, Imam Huzaybis, ønske fortsatte jeg med at holde kontakt med Imam Sayyid Qutb. Han kom også til min bolig i New Egypt for at besvare de nye medlemmers forskellige spørgsmål og give dem råd. De unge stillede ham det ene spørgsmål efter det andet om forskellige emner, og han blev ved med tålmodigt at give et detaljeret og tilfredsstillende svar på hvert enkelt spørgsmål.

Tredje kapitel

Sammensværgelsen

Jeg har allerede nævnt, at der nogle måneder før imam Sayyid Qutb blev løsladt fra fængslet, blev gjort et mislykket forsøg på at myrde mig. Gennem en pålidelig kilde fik vi at vide, at han denne gang blev løsladt netop med henblik på at myrde imam Sayyid Qutb på en lettere måde. Efterretningstjenesten havde allerede udarbejdet de endelige konturer af sammensværgelsen for at gennemføre dette mord. Broder Abd al-Fattah Ismails navn var også med på efterretningstjenestens liste over mordaktioner. Men selv efter at have hørt disse oplysninger fortsatte vi helt uanfægtede vores arbejde i tillid til Allah. Ingen af os kunne ønske, at der skulle komme blot den mindste svækkelse i arbejdet for bevægelsen. Naturligvis drøftede og vurderede vi regimets trusler og dets sammensværgelser. I virkeligheden troede de, at vores bevægelse var en ideologisk bevægelse. Den blev ledet af den fængslede leder, hr. Sayyid Qutb, mens Abd al-Fattah Ismail og Zaynab al-Ghazali stod for dens praktiske gennemførelse uden for fængslet.

På dette tidspunkt fik vi gennem en særdeles pålidelig kilde at vide, at amerikanske og sovjetiske efterretningstjenester havde overdraget præsident Nasser en rapport med henblik på straks at tilintetgøre Ikhwan al-Muslimun og alle organisationens aktiviteter. I rapporten udtrykte de bekymring og sagde, at hvis Ikhwan ikke straks blev bragt til tavshed, ville alt det, som militærregeringen havde opnået ved at fjerne befolkningen fra islamiske forestillinger og bringe den i en håbløs situation med hensyn til reform og oplæring gennem islam, blive lagt i ruiner. Derfor burde regeringen træffe alle mulige foranstaltninger for at udrydde Ikhwans tankegang og bevægelse fra grunden. På baggrund af rapporterne fra de amerikanske og sovjetiske efterretningstjenester indså præsident Nasser, at den islamiske bevægelses eksistens var den største hindring for hans diktatoriske styre.

I begyndelsen af august 1965 fik jeg at vide, at den endelige liste over dem, der straks skulle arresteres, var blevet færdiggjort. På denne liste stod især følgende navne: imam Sayyid Qutb, Zaynab al-Ghazali, Abd al-Fattah Ismail og Muhammad Yusuf Hawwash.

I begyndelsen af august fik jeg denne besked. Jeg talte på det tidspunkt med nogle søstre, da telefonen ringede. I telefonen fik jeg at vide, at Sayyid Qutbs hjem var blevet gennemsøgt, og at selv hans person var blevet visiteret. Få dage tidligere var også hans bror Muhammad Qutb blevet tilbageholdt. Min mand opholdt sig på det tidspunkt i Ras al-Bir. Jeg ringede til ham og bad ham sende mig tilfredsstillende oplysninger om Sayyid Qutb. En times tid senere meddelte han mig telefonisk, at de oplysninger, vi først havde fået, var sande. Jeg afbrød straks søstremødet og rettede min opmærksomhed mod den videre situation. Nyheden om Sayyid Qutbs arrestation skabte en voldsom opstandelse og spænding blandt de unge. Det behøver jeg næppe sige, at den også gjorde det blandt os.

Imam al-Hudaybi havde jo overdraget hele ansvaret for bevægelsen til Sayyid Qutb. Vi holdt kontakt med ham i overensstemmelse med hr. al-Hudaybis instrukser. Efter Sayyid Qutbs arrestation mødtes vi med Murshid al-Amm, imam al-Hudaybi, for at få at vide, hvem der skulle overtage ansvaret.

Abd al-Fattah Ismail og jeg havde allerede fem dage før arrestationerne frygtet, at denne ulykke ville indtræffe. Under alle omstændigheder mødtes Abd al-Fattah med mig efter denne hændelse og beordrede mig til at rejse til Alexandria for at mødes med Murshid al-Amm. Han præsenterede mig også for en ung mand og sagde:

»Hvis jeg bliver arresteret, vil han tage sig af denne kontakt.«

Nogle timer senere ringede han til mig, beordrede mig til at blive i mit hjem og bad mig udsætte rejsen til Alexandria. Men jeg havde allerede etableret kontakt med Murshid al-Amm. Murshid al-Amms hustru var også kommet fra Alexandria. Vi besluttede at holde regelmæssig kontakt med hr. al-Hudaybi. Denne gang blev ansvaret for kontakten mellem os givet til broder Mustafa Mursi.

Derefter mødtes jeg med Murshid-e Aam og orienterede ham om alt samt forklarede vores program. Han gav sin tilslutning til det. Han udtrykte dyb sorg og bekymring over arrestationerne, især Sayyid Qutbs arrestation.

Derefter fortsatte arrestationsaktionen. På ingen tid blev flere tusinde medlemmer af Ikhwan fængslet. Efter min arrestation svor Shams Badran over for præsident Nasser, at man i løbet af de foregående tyve dage havde arresteret et hundrede tusinde medlemmer af Ikhwan og fyldt militærfængslerne, fængslet i citadellet, Abu Zaabal-fængslet, Alexandria-fængslet og Tanta-fængslet samt mange andre fængsler.

Den 19. august fik jeg at vide, at den 85-årige Fazela, også kaldet Umm Ahmad, var blevet arresteret. Hun havde fra begyndelsen været vores ledsager i den islamiske bevægelse. Hun var en ægte tilhænger af imam Hasan al-Banna og havde spillet en enorm rolle i at tage sig af og yde hjælp og støtte til de fængslede medlemmer af Ikhwans familier. Den sørgelige nyhed om arrestationen af denne ædle, firsårige kvinde gjorde mig dybt bedrøvet. Efter at have tiet stille et øjeblik vendte jeg mig til budbringerens nevø og sagde:

“Det er vores lykke, at selv en femogfirsårig kvinde på Allahs vej går i jihad og med et smil tager imod fængslets uudholdelige tortur, men ikke har bøjet hovedet for det gudsoprørske, falske styre. Må Allahs barmhjertighed komme over hende, og måtte Allah være tilfreds med hendes gerning.”

Jeg tilkaldte min plejedatter Gada Ammar og sagde:

“Den berømte mujahida fra Shibla, Fazela, også kaldet Umm Ahmad, er også blevet arresteret … Det fond, jeg har betroet dig til at føre propaganda for den islamiske bevægelse og dække udgifterne for de arresteredes familier, skal du, hvis jeg bliver arresteret, overdrage alle pengene til Murshid-e Aam eller til et medlem af Qutb-familien.” Med disse ord overgav jeg pengesækken til Gada. Disse penge var blevet indsamlet gennem bidrag fra aktivisterne. Senere, da jeg var kommet i fængsel, fik jeg at vide, at Gada havde overdraget pengene til min anden plejedatter, Fatema Isa. Men da også hun blev arresteret, røvede det tyranniske styres agenter også disse penge. Pengene var ellers bestemt til mad, boligudgifter, køb af medicin og udgifter til uddannelse for disse uskyldige, hvis fædre udelukkende var blevet arresteret, fordi de forberedte grunden til en islamisk genopvækkelse og var i færd med at skrive en ny historie.”

Gada Ammar og Aliya Huzaybi kom for at besøge mig i fængslet og fortalte mig alt i detaljer. Jeg sagde til dem:

“Der er ingen grund til bekymring; Allah er tilstrækkelig for os. Han er den bedste planlægger. Vores egentlige bestemmelsessted er det hinsides … Og denne verden er jo forgængelig …”

Indtil jeg blev arresteret, trængte nyhederne om massearrestationerne af Ikhwan-brødrene sig igen og igen ind i mit hjerte som pile. Imens kom en budbringer og overbragte mig besked om at tage til Alexandria for at mødes med Murshid al-Amir. Den 19. august, netop som jeg gjorde mig klar til at rejse, kom en anden budbringer og bad mig foreløbig udsætte afrejsen.

Nu er det min tur

Fredag den 20. august ved daggry, på tidspunktet for fajr-bønnen, stormede soldater fra det tyranniske regime pludselig ind i min bolig. Da jeg bad dem vise en tilladelse til at foretage husundersøgelse, sagde de: »Tilladelse? Hvilken tilladelse? Hvem skulle give tilladelse? Er du blevet vanvittig? Ved du ikke, at det er Nassers tid? Du skal vide, at vi gør, som det passer os.« Med en hæslig latter som hos en hysterisk patient sagde de igen:

Ikhwan-brødrene er virkelig vanvittige. I Jamal Nassers tid beder de os om tilladelse til at gå ind i deres hjem. Derefter begyndte de tilfældigt at smadre og ødelægge alt det inventar, de fik øje på; ikke én eneste ting undslap deres forbandede kløer. Selv om jeg så deres afskyelige handlinger, kunne jeg kun betragte det hele tavst og hjælpeløst. Da de havde ødelagt alt i huset, arresterede de min nevø. Han var studerende på Lærerkollegiet og boede hos os, mens han studerede. Derefter sagde de: »Du må ikke forlade huset.« Jeg spurgte:

»Skal jeg forstå det sådan, at jeg er under husarrest?« De svarede: »Indtil der kommer en ny ordre, er det os, der fører opsyn med dig. Hvis du forsøger at gå uden for huset, bliver du arresteret.« Jeg tænkte, at min sag måske ville begrænse sig til husarrest. Alligevel gjorde jeg de nødvendige forberedelser i tilfælde af, at jeg skulle blive arresteret. På det tidspunkt kom min nabos mand og hans børn for at besøge mig. Af frygt for, at de også skulle arrestere den gode mand, bad jeg ham straks forlade huset. De havde jo også arresteret min nevø. Men trods alle mine indtrængende bønner var de ikke villige til at forlade mig.

Netop ved frokosttid trængte Nassers tyranniske soldater ind i mit værelse og begyndte at ødelægge det resterende inventar. De ødelagde halvdelen af tingene på mit kontor og beslaglagde kisten. Jeg nåede ikke at få de vigtigste bøger fra mit private bibliotek bragt i sikkerhed, især værker om tafsir, hadith, fiqh og historie. Desuden nåede jeg ikke at få kladderne til tre særnumre af et tidsskrift, der var blevet erklæret ulovligt i 1958, bragt i sikkerhed. De barbariske mennesker ødelagde alt, som det passede dem, og beslaglagde eller smadrede, hvad de ville. Jeg kom i diskussion med dem om nøglen til kisten. Kisten var faktisk under min mands opsyn, og nogle af mine ejendele var opbevaret i den. Da soldaterne forlangte kistens nøgle, fortalte jeg dem, at nøglen var hos min mand. Han var rejst bort i sommerferien. Da de hørte det, begyndte de at larme og skabe sig. De bad en af deres mænd om at åbne låsen. Han tog et nøglebundt og prøvede alle nøglerne én efter én, men kunne ikke få låsen op. Så bad jeg dem om en kvittering for de beslaglagte ejendele og det beslaglagte inventar. Da de hørte mine ord, brød de ud i latter og sagde:

»En kvittering? Vil du have kvittering for det? Kom, så skal jeg give dig en kvittering.« Med disse ord skubbede de mig ud, satte mig ind i deres bil og kørte af sted. Min nevø sad allerede tilbageholdt i bilen; han havde været der siden morgenstunden. Jeg spurgte ham: »Hvordan har du det, Muhammad?« Men han svarede ikke. Jeg forstod, at han havde fået forbud mod at tale. Han var blevet taget med lidt tidligere, udelukkende for deres egen bekvemmeligheds skyld. Det skal siges, at de soldater, der var kommet denne gang, ikke var fra det samme hold som morgensoldaterne.

Bilen satte sig i bevægelse med os. Da jeg læste skiltet ved fængslets hovedport, forstod jeg, at dette var det berygtede og afskyelige militærfængsel. Efter at være kørt ind i fængslet blev jeg sat ud af bilen. Derefter førte en mand med et skrækindjagende udseende mig ind i et rum. En mand, der ventede derinde, begyndte at udspørge mig. Derefter blev jeg ført ind i et andet rum. Da en anden mørkhudet mand her spurgte efter mit navn, fortalte den skrækindjagende mand, der var kommet med mig, ham mit navn med grimme skældsord.

Derefter så den mørklødede mand på mig med et intenst blodsprængt blik og spurgte med hård stemme:

Hvem er du? Jeg svarede roligt og fattet:

Zaynab al-Ghazali al-Jubayli…… Det var alt, hvad jeg nåede at sige! Før jeg knap nok havde talt færdig, begyndte han med sit hæsligt forvrængede ansigt at fremsige så mange uanstændige skældsord, at jeg aldrig i mit liv havde hørt så modbydeligt et sprog. Den skræmmende mand, der var kommet sammen med mig, blev rasende og sagde, mens han skældte ud:

Din elendige kvinde, svar høfligt til den, du står foran. Denne gang sagde jeg:

I har arresteret mig; I har konfiskeret mine ejendele, udstyr, penge og bøger – I bør give mig en liste over det hele samt en kvittering, så jeg kan få alle mine ting tilbage, når jeg bliver løsladt. Da regeringens såkaldte advokat, Shams Badran, hørte dette, sagde han med stor foragt:

Vi dræber dig om blot en time, og så beder du om kvitteringer for bøger, penge, ejendele og udstyr! Sikke en herskerinde, du er! Derefter kom han med endnu flere uanstændige skældsord og sagde:

Ligesom vi før dig har begravet utallige af dine kammerater her, vil du også blive begravet her.

Med disse ord lo han højlydt og hånligt, mens han blev ved med at sige alt, hvad der faldt ham ind. Intet civiliseret menneske kan forestille sig et så beskidt, barbarisk og uhøfligt miljø. Derfor mente jeg, at det var bedst at tie i stedet for at sige noget. Under disse omstændigheder beordrede advokat Shams Badran den skræmmende soldat:

: Før hende væk herfra.

spurgte han—

: Hvorhen?

Advokaten sagde med et tegn—

: De ved det.

Derefter slæbte den skrækindjagende mand mig, mens han overøste mig med skældsord, nådesløst ind i et andet rum. Jeg så en kæmpemæssig mand, der lignede en dæmon, stå i mørket blandt røgen og råbe mit navn, mens han bandede groft. Da jeg så hans grusomme ansigt, bad jeg Allah om hjælp til at blive beskyttet mod hans sataniske ondskab og sagde—

: O hellige Herre og Forsørger! Giv mig ro og styrke til at være tålmodig selv i det yderste prøvelsens øjeblik. Hold mig optaget af at fremsige Dit hellige navn, og lad mig forblive standhaftig på vejen til Din tilfredshed.

Den skrækindjagende mand, der var kommet med mig, stod i døren og sagde til den nye satan—

:Værsgo, hr……

Den gigantiske djævel sagde-

»Før ham til rum nummer 24«. Derefter blev jeg ført hen til et rum. Det lignede et kontor. Der sad to mænd. Den ene havde en dagbog i hånden. Så snart jeg så dagbogen, genkendte jeg den som hr. Abdulfattah Ismails særlige dagbog, som han plejede at tage frem og skrive nødvendige noter i, når han underviste i Koranen. Så forstod jeg, at han og hans ledsagere også var blevet arresteret. For det var meningen, at der skulle afholdes et møde hos ham på det tidspunkt. Jeg rystede ved tanken om, at djævlene havde arresteret dem netop under mødet-

Imens lød kaldet til asr-bønnen. Jeg gjorde mig klar til bønnen. Så snart jeg havde afsluttet bønnen, kom den frygtelige djævel hen imod mig som et vildt dyr.

Vejen til celle nummer fireogtyve

Denne gang bandt de mine begge hænder på ryggen og førte mig rundt gennem forskellige dele af militærfængslet sammen med yderligere to mørkhudede mænd. De havde tynde, sorte piske i hænderne. I forskellige dele af fængslet blev jeg slået af rædsel over de bestialske scener af tortur og mishandling af Ikhwan. De blev klædt nøgne, bundet stramt til stolper og pisket nådesløst. Deres hud revnede under piskeslagene, og blodet strømmede ud i hundredvis af stråler. Nogle af Ikhwan blev også slået med piske, hvorefter sultne jagthunde blev sluppet løs på dem. Deres kroppe blev flænset af hundenes giftige bid. Mange Ikhwan var blevet bundet med ansigtet mod muren, før den fysiske tortur begyndte. Blandt dem kendte jeg personligt mange unge aktivister. De var mig kære som mine egne børn. Disse menneskekærlige, gudfrygtige og uddannede unge var helhjertede mujahider, viet til Allahs vej. Dagene gik med deres arbejde for den islamiske bevægelse, og i nattens mørke var de optaget af Allahs dhikr. Denne brutale tortur og dette grusomme barbari mod disse unge, som var nationens fremtidige ledere og folkets øjesten, kunne kun begås af islams mest modbydelige fjender! Men selv efter denne uudsigelige undertrykkelse og grusomme forfølgelse blev jeg målløs af forundring over at se det naturlige lys, tålmodigheden og roen i deres ansigter! Da jeg så det levende eksempel på deres selvopofrelse og udholdenhed og på, at de ikke blev skræmte af torturen, blev jeg i høj grad misundelig på dem. Jeg følte stolthed over disse unge mænd, der var symboler på tålmodighed og besad et enestående mod. Jeg så, at der blandt disse torturerede og mishandlede både var unge, midaldrende og gamle. Der var også alt fra helt unge drenge og piger til mænd og kvinder på firs og halvfems år. Alle havde de samme vilkår og befandt sig i den samme situation.

Hele deres kroppe var blodige, deres rygge var dækket af sår efter piskeslagene, blodige rifter dækkede deres ansigter, og de havde kun et enkelt, laset stykke tøj på. Det pande, som aldrig havde bøjet sig for nogen, undtagen når Allah krævede det, løb over med varme blodstrømme. Men hvor var det dog forunderligt! Deres øjne og ansigter strålede af et besynderligt lys. Selv når de var spiddet på pæle, lovpriste de Allah med rolige ansigter. De var blevet hængt på hovedet fra loftet, men selv det havde ikke rokket det mindste ved deres tålmodighed og sanddruhed. Men jeg havde ikke længere kræfter til at se dette hjerteskærende syn. Uudholdeligt…… uudholdeligt……uudholdeligt!

Pludselig fik en ung mand, der hang fra en galge, øje på mig. Fra galgetræet råbte han højt til mig:

: Åh mor! Vores mor! Må Allah holde dig standhaftig på sandhedens vej.

: Må Allah også holde dig standhaftig; må Allah give dig tålmodighed og mod … sagde jeg.

Jeg så blodet fra hans sønderrevne krop samle sig ét sted. Fra det størknede blod syntes der at udgå et strålende lys. Jeg bad:

“O Rabb al-ʿĀlamīn, giv din religions mujahider tålmodighed, styrke, mod og ro! O Gud, lad din barmhjertighed regne ned over dem …!”

Jeg så på de undertrykte, heroiske mujahider og sagde:

“Mine kære børn, Profetens efterfølgere! Mist ikke tålmodigheden og modet. Allah er med jer. – Jeres bestemmelsessted er Paradiset.” Bødlen, som førte mig rundt, hørte mig fremsige bønner for Allah, løftede sine to enorme, tunge hænder og slog mig med knyttede næver mod tindingerne med voldsom kraft. Slagets styrke gjorde mig døv, og i et stykke tid mistede jeg også synet. Det føltes, som om jeg var blevet lamslået af et pludseligt lynnedslag. Det føltes også, som om lemmerne på min krop blev revet fra hinanden og faldt af, og et usædvanligt lys strålede ud fra hele min krop. Trods de uudholdelige smerter sagde jeg:

“O Gud, jeg vil udholde alt på vejen til din tilfredshed.” Da føltes det, som om disse ord flød ned fra selve Paradiset: “O Herre! Giv os selvtillid; O Gud, beskyt de troende mod den undertrykkendes tyranni.”

“Hvis du ikke havde været vores Herre, ville vi ikke have fået vejledning, vi ville ikke have givet almisse og udført bønnen; i nød og ulykke, giv os selvtillid.” – Hadith

Lyden af piskene og hunterens smæld blev ved med at tiltage, men troens stemme var endnu tydeligere og stærkere. Pludselig hørte jeg en anden stemme, en stemme, der syntes at komme fra Paradiset.

“Der findes ingen anden herre end Allah; Han er én og enestående.” Jeg sagde igen—

“Hold ud, mine børn, hold ud. Paradiset venter på jer.”

Den tyranniske fængselsbetjents hårde knytnæveslag haglede ned over min ryg som styrtende regn. Jeg sagde –

Allahu akbar, walillahil hamd – Allah er den Almægtige. Al lovprisning tilkommer Allah…… O Allah! Med tålmodighed og tilfredshed takker jeg Dig for alle de gaver, Du har skænket os i form af islam, iman og jihad.

Derefter åbnede bødlen døren til et mørkt rum, anbragte mig derinde, lukkede døren udefra og gik sin vej.

I rum nummer fireogtyve

Jeg trådte ind i det totalt mørklagte rum, mens jeg sagde bismillah. Så snart døren til rummet blev lukket, syntes mine øjne at blive blændet af et stærkt elektrisk lys. Jeg forstod, at min anden form for straf var begyndt. Jeg så, at hele rummet var fyldt med hunde. Jeg husker ikke længere præcist, hvor mange hunde der var. Jeg lukkede forskrækket øjnene, da jeg så alle disse voldsomme hunde. Det føltes, som om utallige hunde bed ubærligt i hele min krop. Hovedet, hænderne, brystet, ryggen, benene – kort sagt overalt – syntes at blive flænset af hundebid, og hver gang jeg åbnede øjnene for at se dette frygtelige syn, måtte jeg straks lukke dem igen. I denne hjælpeløse situation begyndte jeg at fremsige Allahs navne, Asmaul Husna. Jeg glemte hundenes giftige bid og blev helt opslugt af dhikr, ihukommelsen af Allah. Jeg sagde—

“O rene, alopretholdende Herre! Jeg har løst mine bånd til alt på jorden og knytter nu kun mit bånd til Dig fast. Min succes består i, at Du er tilfreds med mig…… Jeg ønsker kun Din nærhed i bytte for livet og alt i denne verden. Giv mig en plads ved Din barmhjertigheds trone…… Giv mig kærlighed, tilfredshed og martyrdøden på Din religions vej, og giv enhver, der bekender Guds enhed, en stærk selvtillid.”

Sådan gik adskillige timer mellem hundenes bid og min tilbedelse. Pludselig blev døren til cellen åbnet, og jeg blev ført ind i rummet.

Jeg var fast overbevist om, at det hvide tøj, jeg havde på, var blevet helt rødt af blod. Men hvor besynderligt! Mit tøj var stadig lige så fuldkomment hvidt som før, og der var ikke det mindste mærke efter hundebid nogetsteds på min krop. Hvilket mirakel! Hvilken skjult barmhjertighed fra Allah! O Gud, er jeg virkelig værdig til at modtage så megen nåde fra Dig!…… Al lovprisning tilkommer Dig, Herre!…… Det var dette, jeg sagde til mig selv. Netop da spurgte fængslets bøddel mig:

:Hvad er der sket, blev du ikke bidt af hundene? Men hvorfor ikke? Hvor er dette dog forbløffende……” sagde han, mens han fæstede blikket på sin pisk. Den anden mand, der var kommet sammen med ham, tænkte også på et eller andet, mens han svingede stokken i hånden.

Aftenens sidste røde skær i den vestlige himmel var ved at blegne. Det var tid til maghrib-bønnen. Jeg takkede Allah med tårer i øjnene, fordi Han havde ført mig uskadt ud efter at have tilbragt mere end tre timer blandt de voldsomme hunde.

Efter bønnen førte en af fængslets ansatte mig ad en lang vej og stillede mig foran en lukket dør. Da døren blev åbnet, så jeg foran mig en skrækindjagende, øde gårdsplads. Vi gik videre over gårdspladsen gennem en lang, mørk korridor. På begge sider af korridoren var der utallige lukkede døre. Gennem blot én af dørene så jeg lys strømme ud. Jeg kastede hurtigt et blik derind og så, at det var døren til celle nummer to, hvor en højtstående officer, Mohammad Rasad Muhna, sad. Han havde engang været Egyptens kronprins. Regeringen var blevet grebet af den vildfarelse, at Ikhwanerne sandsynligvis ville indsætte netop ham som Egyptens præsident. Derfor blev han også arresteret.

I celle nummer tre

Døren til celle nummer tre blev åbnet, og jeg blev skubbet ind. Så snart døren blev lukket, blev en elektrisk lampe med et skarpt lys, der hang fra loftet, tændt. Lyset var så blændende, at det blev vanskeligt at holde øjnene åbne. Jeg forstod, at dette spil af blændende lys faktisk var en del af min straf!

Lidt senere bankede jeg på døren indefra for at få den åbnet, og en frygtindgydende abyssinier åbnede døren og stillede sig foran mig. Da jeg bad ham hente vand til wudu, vrængede han med ansigtet og sagde med skærende stemme:

“Ved du ikke, at det er forbudt at banke på døren her, forbudt at bede om vand, forbudt at foretage wudu, forbudt at drikke vand……” Med disse ord svingede han pisken i luften og sagde igen:

“Pas på! Hvis jeg igen hører dig banke på døren, flår jeg huden af din krop med denne pisk.”

Der var intet i cellen. Jeg var i forvejen blevet fysisk og psykisk udmattet efter at have tilbragt op til tre timer sammen med hundene i celle nummer fireogtyve. Derfor foretog jeg tayammum på gulvet, bredte mit tæppe ud og bad isha-bønnen. Derefter forsøgte jeg at hvile mig lidt. Men jeg vred mig i stærke smerter helt ind i knoglerne. Alligevel forsøgte jeg at lægge mig med de to sko under hovedet. Men menneskehedens fjender begyndte på sådanne ugerninger, at jeg helt glemte alt om at hvile mig.

Ventilationsåbningen i min celle var meget stor. Gennem ventilationsåbningen kunne man tydeligt se fængselsgården. De bragte netop en piskepæl hen foran denne ventilationsåbning. Derefter begyndte de at øve sig på nye og stadig andre torturmetoder ved at binde de unge aktivister fra den islamiske bevægelse til piskepælen. Deres kroppe blev sønderrevet af piskeslagene. Men disse tapre unge på Allahs vej udholdt alt med den største tålmodighed. Man hørte ikke et eneste ord fra deres læber bortset fra Allahs navn. Ved hvert eneste piskeslag lød der kun “Ya Allah!” fra deres læber, og ikke andet.

Under denne modbydelige og umenneskelige tortur spurgte den morderiske bøddel dem i det mest obskøne sprog………

: “Sig mig, din hundesøn, hvornår kom du hertil?”

Når de svarede på det, spurgte han:

:Hvornår var du sidst hos Zaynab al-Ghazali?

Hvis en ung mand som svar på dette spørgsmål sagde, at han ikke vidste det eller ikke kunne huske det, kastede disse usle, barbariske dyr sig alle over ham på én gang, og mens de slog ham med piske, beordrede de ham til at skælde mig ud med obskøne ord. Men disse velopdragne og uddannede unge mænd, hvoraf nogle var læger, nogle ingeniører, nogle professorer, nogle intellektuelle og advokater – muslimer til det inderste – kunne ikke engang tænke på at fornærme mig. De sagde:

»Hun er som vores mor, en gudfrygtig og ædel kvinde.« Når de unge mænd nægtede at fremsige obskøne skældsord, blev bødlen rasende på dem og øgede mishandlingen. Men det lykkedes ham på ingen måde at få de unge mænd til at afvige fra deres moralske principper. Millioner og atter millioner af lovprisninger til disse heltemodige unge mænd, som ikke indgik kompromis med løgn og falskhed, selv da de stod ansigt til ansigt med døden, og som ikke veg så meget som en tomme fra sandhedens vej trods hundreder af farer og ulykker.

Det er umuligt med ord at beskrive, hvor uroligt mit hjerte og min sjæl var, da jeg så disse unge mænd med deres ophøjede karakter og stærke personlighed blive udsat for et bjerg af uretfærdig tortur. Jeg bad blot til Allah………

»O Allah, den Nådige, den Barmhjertige, lad disse uskyldige unge mænd blive befriet ved at lægge deres straf på mine skuldre.«

Jeg ønskede, at de unge mænd skulle opnå friheden ved at give undertrykkerne ret og at jeg i deres sted skulle udholde al torturen. Men sådan gik det ikke.

De gennemgik den ene hårde tortur efter den anden. De kaldte på Allah, men forlod ikke sandhedens vej. Da jeg så alle deres sorger og lidelser, glemte jeg mine egne smerter og kvaler. I sammenligning med deres lidelser forekom den mishandling, jeg selv var blevet udsat for, meget let. Nu følte jeg smerte på grund af deres smerte. For deres skyld bad jeg kun Allah om barmhjertighed.

Drømmen

I denne tilstand bemærkede jeg ikke, hvornår jeg faldt i søvn. Måske lå Allahs nåde deri. I mine trængselsdage havde jeg allerede set den elskede profet Hazrat Muhammad (fred være med ham) tre gange i en drøm; og i dag opnåede jeg for fjerde gang dette lykkelige privilegium.

Jeg drømte, at der var mange kameler på en vidstrakt ørkenslette. På kamelryggene var der opsat strålende oplyste sæder, og på hver kamel sad fire rejsende med et roligt, værdigt og strålende udtryk. Så langt øjet rakte, strakte en horisontomspændende karavane af kameler sig over hele ørkenen. Midt iblandt dem så jeg mig selv stå foran en stor mand med et alvorligt, men smilende og strålende ansigt. Jeg så så utallige kameler vandre omkring over hele sletten, og tøjlerne til hver eneste af dem var samlet i hans hånd.

Jeg spurgte ham med den største ydmyghed og ærbødighed—

:Er den elskede profet her? Han så fredfyldt på mig og sagde—

:Zaynab! Du er på den vej, som Allahs Sendebud og Hans tjener Muhammad fulgte.

Overstrømmet af glæde spurgte jeg igen—

Følger jeg virkelig den vej, som Allahs Sendebud og Hans tjener har anvist?

:Ja, Zaynab, al-Ghazali, du er på den vej, som Allahs tjener og Hans Sendebud har anvist. Jeg spurgte igen om det samme—

:Åh, min elskede Profet; åh, Allahs Sendebud! Følger jeg Allahs tjeners og Hans Sendebuds vejledning?

:Den elskede Profet sagde:

:O Zaynab, du er på sandhedens vej; o Zaynab! Du er Allahs tjenerinde og følger den vej, som Hans Sendebud Muhammad fulgte.

Da jeg vågnede, følte jeg en vidunderlig styrke og fred i mig selv. Denne drøm gjorde mig ligeglad og uberørt over for tankerne om al den uret og forfølgelse, jeg nu blev udsat for. Piskeslagene eller den barbariske mishandling af Ikhwan-brødrene i gården foran mig …… intet af det forekom mig længere særlig sørgeligt. Jeg så, at galgen var blevet fjernet fra gården foran mig. Nu lød lyden af slagsmål langvejs fra.

Jeg undrede mig over, at den elskede Profet i drømmen havde tiltalt mig ved mit egentlige familienavn. Mit egentlige familienavn er Zaynab Ghazali. Men offentligheden har kendt mig som Zaynab al-Ghazali.

For straks at takke Allah, fordi jeg havde haft denne lykkebringende drøm, udførte jeg tayammum og stillede mig til bøn. Bøjet i sujud sagde jeg med en stemme opløst i tårer til Allah:

:Min Herre! Hvordan skal jeg takke Dig? Jeg har end ikke styrken til at takke Dig. ……Ya Rabb al-‘Alamin! Jeg vier mig selv til martyrdøden på vejen til Din tilfredshed. ……O Forsørger! Lad ingen på grund af mig blive ramt af sorg og ulykke …… O Herre! …… hold mig standhaftig på den enkle og smukke vej, der alene fører til Din tilfredshed………

Selv efter at have bedt fortsatte jeg længe med at gentage den samme bøn. Jeg følte da en sådan fred og glæde, som om jeg var nået til en ny verden og gik omkring i den. Jeg blev forskrækket, da jeg hørte lyden af mange biler og folks hastige bevægelser på vejen og i gården uden for cellen. Senere fik jeg at vide, at det var tidspunktet, hvor bødlerne skiftede vagt. De gamle bødler var gået, og de nye bødler var kommet med fornyet iver efter at torturere.

Da jeg hørte fajr-adhan, foretog jeg tayammum, gentog adhanens ord igen og igen og bad. I denne tilstand forblev jeg indespærret i det samme rum i seks hele dage, fra den 20. august til den 26. august. Ikke én eneste gang blev døren til rummet åbnet, og jeg fik hverken en dråbe vand eller nogen form for mad. Jeg havde heller ingen kontakt med eller samtale med nogen udenfor. Intet vand, ingen mad, ingen samtale – forestil Dem blot et øjeblik dette liv i ensomhed i et mørkt rum i seks dage eller seks nætter! Lad så være med mad og drikke, men hvordan kan nogen nægte et menneske at få opfyldt sine naturlige behov?

Hvad vil De kalde sådanne mennesker, som hævder at være mennesker, men hvis handlinger ville få selv Satan til at skamme sig? Disse tyranniske herskere har anset sig selv for at være en slags overmenneskelige skabninger og har ment, at de er frigjort fra alle menneskelighedens principper.

De undrer Dem måske også over, hvordan et menneske kan overleve seks dage uden mad og drikke, ja endda uden at kunne få opfyldt sine naturlige behov. Den samme undren greb også bødlen, der stod vagt uden for mit rum. Da han åbnede døren og så mig sidde sund og rolig, kom han med en modbydelig sviner og spurgte:

Hvad er der med dig, er du endnu ikke død, eller hvad! Du er stadig i live?

For det første en urokkelig tro på og tillid til Allah. Islam indgyder nemlig sine sande tilhængere en sådan styrke, at den troende kan overvinde enhver form for sorg og ulykke, hvor grusom undertrykkelsen og mishandlingen end måtte være. Ved Allahs nåde bliver den troende begavet med en sådan udholdenhed, at selv den alvorligste fare ikke kan skræmme eller bringe ham ud af fatning. De uretfærdige undertrykkere er berusede af hovmod over deres ydre magt, men over for den troendes åndelige styrke viser al anden magt sig at være betydningsløs. Den troende er i stand til at leve et liv befriet for enhver form for frygt og begær. For det andet den hellige drøm, som fra Allahs side svarer til at skænke mig et sandt liv og succes. Som følge heraf får jeg styrke til at leve uden at lade mig påvirke af omgivelserne. Denne drøm giver mig styrke til at leve et enkelt liv, selv når jeg må udholde enhver yderlig sorg og fare.

På den syvende dag af min ensomme indespærring uden mad og drikke trådte den samme bøddel ind i mit rum med fire beskidte, rådne og stinkende brød samt et stykke smør. Han kastede det på gulvet foran mig og sagde:

Så længe du er i live, så spis det her ………

Samtidig fulgte der naturligvis en strøm af modbydelige skældsord fra hans grimme mund. Jeg rørte hverken brødet eller smørret. Men jeg tog vandbeholderen op. Vandbeholderen og vandet var imidlertid så beskidte og ildelugtende, at det var umuligt at føre det til munden. Men jeg lukkede øjne og næse og drak vandet, mens jeg sagde:

»I den store Allahs navn, ved hvis navns velsignelse intet i himlen eller på jorden kan skade mig. Allah hører og ved alt. O Allah, forvandl dette vand til den føde, min krop har brug for for at være sund.«

Efter at jeg havde drukket vandet, blev døren lukket. Ved solnedgang kom bøddelen igen, åbnede døren og sagde, mens han som sædvanlig slynge­de usigelige eder mod mig:

:»Kom ud og få tisset og skidt.«

Da jeg gik ud, var jeg på grund af min fysiske svaghed ved at falde om på jorden. Da bøddelen så det, tog han fat i mig og førte mig hen til toilettet. Da jeg ville lukke døren til toilettet, sagde han:

»Det er forbudt at lukke døren.« Da jeg hørte det, kom jeg ud og sagde til ham:

:»Før mig tilbage til min celle. Jeg har ikke brug for noget.«

Da han hørte disse ord, viste han stor grusomhed og skamløshed og sagde:

:»Jeg står her og venter på dig. Gå du bare ind og besørg dig!«

Tænk engang: Kan man overhovedet finde et sådant eksempel på dyriskhed? Kan selv det mest usle menneske være så lavt, så afskyeligt? Men på Nassers ordre overgik disse bødler selv dyrene i barbari og djævelskab.

Da jeg vendte tilbage til cellen, sagde jeg beklagende:

Døden ville være bedre end dette. I det mindste ville jeg være blevet skånet for at se dette uciviliserede barbariske menneskes ansigt. Jeg ville ikke have været tvunget til at gå helt hen til vandhanen sammen med denne djævel. Da bødlen havde lukket celledøren og var gået, udførte jeg tayammum og bad maghrib-bønnen. Så snart jeg var færdig med bønnen, blev døren åbnet, og flere personer trådte ind i cellen. Blandt dem så jeg også den samme brutale djævel, som havde tvunget mig til at opholde mig blandt utallige hunde i tre timer. Jeg lå på gulvet på det tidspunkt. Denne djævel sagde til en eller anden:

Kom, doktor, se på ham!

Efter at have undersøgt mig sagde lægen:

: “Der er ikke sket noget. Hans hjerte fungerer stadig normalt.”

Men hvad vidste lægen om, at mit liv var ved at rinde ud på grund af torturen! Derefter lukkede de døren og gik alle sammen. Få minutter senere blev døren åbnet, og de førte mig ind i et andet mørkt rum, hvor de bandt mig til væggen i to timer. De forbød mig endda at bevæge mig. De lukkede døren og sagde, mens de skældte ud:

: Din hundesøn, din dødsdag nærmer sig!

Jeg ignorerede deres ord og sagde til Allah af al min kraft:

»Åh Gud, lad min død ske på troens og islams vej.« Derefter begyndte jeg at recitere sura al-Fatiha og sura al-Baqara. Det føltes, som om jeg reciterede Koranen for første gang i mit liv. Jeg var opslugt af koranrecitationen med lukkede øjne, da nogen pludselig slog mig hårdt i ansigtet. Straks blev lyset tændt. Jeg så en kæmpestor bøddel stå foran mig med en pisk. Han begyndte nådesløst at slå mig med pisken. Derefter lagde han tre stykker hvidt papir foran mig og sagde:

: »Du skal skrive alt det ned, som vi siger …«

Pludselig kom en af dem hen, greb mig hårdt med sine stærke hænder og kastede mig med voldsom kraft mod væggen. Derefter løftede den anden mig op fra jorden, rystede mig og smed mig hårdt ned på gulvet igen, hvorefter han beordrede en soldat og sagde:

: »Spark ham med støvlerne så meget, du kan.«

Efter denne brutale tortur, som varede længe, satte han mig på en stol, gav mig de tre ark papir i hånden og sagde:

»Skriv navnene på alle de mennesker, du kender, her, uanset om de befinder sig i Saudi-Arabien, Syrien, Sudan, Libanon eller hvor som helst i verden! Hvis du ikke skriver efter vores ordre, bliver du skudt her på stedet. Og ja, du skal også skrive detaljeret om alle de oplysninger, du kender om Ikhwan, samt om dit forhold til dem. Værsgo, her er en pen.«

Derefter lukkede de døren og gik.

Trods den yderst ubeskrivelige smerte satte jeg mig med papir og pen og begyndte at skrive—

Jeg begyndte at skrive—

“Der findes i mange lande brødre og søstre, som kender mig gennem den islamiske bevægelse. Formålet med vores bevægelse er at etablere Allahs religion. Ved Gud, det er kun mennesker, der er i stand til at vælge den rette vej, som kommer til os. Og denne rette vej er den vej, som den elskede profet Hazrat Muhammad (fred være med ham) og sahabaerne fulgte.

Vores formål er at udbrede Allahs religion og opfordre folk til at lede efter samfundet i overensstemmelse med religionens bestemmelser. Og i Allahs navn opfordrer jeg også jer til at forlade uvidenhedens og undertrykkelsens vej, komme til islams vej, følge tawhid og risalat og overgive jer til Allah. Den giftige damp af usandhed og uretfærdighed, som gennem jeres færden på falskhedens vej er trængt ind i jeres sind, vil blive renset bort på Allahs vej, og Allah vil føre jer fra mørket til lyset.”

“Lad også landets præsident få dette at vide. Måske vil han angre og vende tilbage til islams vej. Hvis han afviser jeres invitation, må han selv stå til regnskab for det. Jeg bevidner, at der ingen gud er ud over Allah, og at Hazrat Muhammad (fred være med ham) er Allahs tjener og sendebud.”

“O Allah, vær vidne til, at jeg udfører mit ansvar.

Hvis disse mennesker nu angrer, så tag imod deres anger. Men hvis de ønsker at blive i zulumatens mørke, så ved du alt, og du er den bedste dommer. O Allah! Lad os stå fast på sandhedens vej. Skænk os en martyrdød.”

Jeg skrev alt dette, fordi jeg betragtede det som min religiøse pligt, og efter at have skrevet færdig begyndte jeg igen at recitere den hellige Koran.

Efter et stykke tid kom Safwat Rubei, tog de papirer, jeg havde skrevet, og efterlod mig på det ensomme sted. Der var ikke gået mere end et øjeblik, før døren pludselig blev åbnet, og fire militærfolk fra Safwat trådte ind; de fremsagde alle de skældsord, der fandtes i deres repertoire, og sagde:

Hvad er det for noget vrøvl, du har skrevet på papiret?

Derefter råbte han fra døren:

: Pas på! Pas på! Direktøren for det militære fængsel, Hamza Pasha Basiuni, kommer.

Direktøren trådte ind i rummet og begyndte at fremsige så mange obskøne og modbydelige skældsord, at intet almindeligt menneske kunne forestille sig det. Jeg så på ham med den største afsky. Han tog nogle af de papirer, jeg havde skrevet, fra dem og sagde:

: Alt, hvad du har skrevet, er løgn.

Med disse ord rev han dem i stykker.

De nævnte Safwat og sagde:

: Er det hele bare spøg og skæmt? Det, du har skrevet af vrøvl, har plaget ham. Basyuni sagde:

: Hold fast i ham – sagde han, gik udenfor og vendte efter et øjeblik tilbage med en soldat. Soldaten løftede mig højt op i luften og smed mig med et brag ned på gulvet. Så snart jeg ramte jorden, mistede jeg bevidstheden. Da jeg kom til mig selv, så jeg, at jeg var blevet bundet med hovedet nedad over et stykke træ, sådan som en slagter hænger et slagtet dyr op. Derefter fulgte en ubarmhjertig piskning. Hvilken afskyelig, bestialsk mishandling! Selv jeg kunne ikke holde det ud; intet menneske ville kunne udholde det! Imens mistede jeg igen bevidstheden, mens jeg gentog Allahs navn.

Da jeg igen kom til bevidsthed, så jeg, at jeg lå på en hospitalets båre. Jeg havde ikke engang den mindste smule styrke til at tale eller bevæge mig. Jeg kunne dog høre samtalerne omkring mig.

Efter kort tid blev jeg igen bragt tilbage til min celle. På det tidspunkt strømmede blodet stadig fra hele min krop. I uudholdelige smerter rystede jeg døren og bad vagten tilkalde en læge og skaffe bandager. Men som svar fik jeg ikke andet end modbydelige skældsord. Da jeg ikke havde andet valg, bad jeg til Allah om, at mine smerter og blødninger måtte standse. Allah besvarede min bøn. Blødningen fra de forskellige dele af min krop standsede. Men smerterne fortsatte. For at blive fri for dem begyndte jeg at gentage Allahs navn. Det fik smerterne og lidelserne til at føles betydeligt mindre. Da kom jeg i tanke om en hadith fra den elskede Profet. Den elskede Profet har sagt:

“Pas på den undertryktes klage. For der er intet slør mellem den undertrykte og Allah.”

Flere nætter gik under disse uudholdelige forhold. Der var ikke tale om nogen form for medicin eller behandling. Kun den frygtindgydende, mørklødede vagt åbnede hver dag døren på et bestemt tidspunkt og kastede lidt smør og nogle stykker gammelt brød ind. Men fordi det var uegnet som føde, rørte jeg det ikke engang. Derfor samlede han det op igen, præcis som han havde lagt det. Stanken fra brødet og smørret var frygtelig svær at holde ud.

Allah er deres hjælper

En dag hørte jeg dæmpede skridt uden for døren, og med en mærkelig følelse gik jeg hen til den. Gennem det lille hul i døren, hvor vagten plejede at holde øje med mig, så jeg foran mig murshid al-ʿām, imam Huzaybi. Så var han også blevet arresteret! Jeg lagde munden mod hullet og reciterede dette hellige vers:

»Hvis De er blevet såret, er nationen også blevet såret på samme måde; vis ikke svaghed, og sørg ikke. Hvis De holder fast ved troen, vil De være blandt de succesfulde.«

Mit blik kyssede Hans hellige fødder, og jeg blev ved med at recitere dette vers fra Koranen igen og igen. Han svarede med håndbevægelser på en sådan måde, at vagten, der stod der som en skygge, ikke skulle forstå noget. Denne nærhed til imam Huzaybi gjorde mig ligeglad med min sorg og smerte.

I virkeligheden knytter de troende broderlige bånd til hinanden på Allahs vej. I islam findes der ingen skelnen eller forskelsbehandling mellem små og store. I islam arbejder enhver for Allahs tilfredshed. Derfor er der ingen forskel mellem lederen og hans følgere eller mellem hærføreren og de almindelige soldater. Alle arbejder på hver deres område for Allahs tilfredshed, og enhver er som en egen bror for de andre. Disse idealistiske tanker bringer en kølig ro ind i mit sind.

Undertrykkelsens og torturens damptromle

Denne ro varede ikke længe. En eftermiddag blev døren til cellen pludselig åbnet, og Safwat trådte ind. Mens han slog på væggene med pisken i hånden, greb han fat i mig, slæbte mig hen til fængselskontoret og satte mig på en stol, hvorefter han gik. Et øjeblik senere kom en mand hen til mig og spurgte:

:Er De Zaynab al-Ghazali?

Da han havde fået et bekræftende svar, gik han. Nu kom tre enorme og frygtindgydende militærfolk. Det virkede, som om de netop var steget op fra Helvede. Deres ansigter bar tydelige tegn på grusomhed. Derefter kom en anden mand og spurgte dem:

:Har de kunnet genkende mig?

Som svar sagde de alle:

: Ja, han har ganske rigtigt genkendt hende. Hans dødsøjeblik nærmer sig.

Derefter så jeg, at de gik ud og piskede broder Faruk Mansabi. Han var allerede blevet hængt op på et højt træstykke. Mens de piskede ham, spurgte de broder Faruk:

“Hvor mange gange har du mødt Zaynab Ghazali?” Samtidig beordrede de ham også til at skælde mig ud med obskøne ord. Men da denne Guds tjener nægtede at adlyde dem, blev mishandlingen endnu hårdere. Da jeg så hans tilstand, føltes det, som om blod i stedet for tårer strømmede ud af mine øjne. Efter megen mishandling blev broder Faruk kastet til jorden. Hans tilstand så ud, som om hans liv hvert øjeblik ville ebbe ud. Men ved Guds nåde overlevede han. Til sidst blev retssagen gjort til en farce, og han blev idømt livsvarigt straffearbejde. Selv i fængslet fortsatte denne Guds soldat med at prædike islam blandt fangerne og opmuntre dem til den islamiske bevægelse. Til sidst førte islams fjender ham til Limantara-fængslet og myrdede ham brutalt (Inna lillahi …). Han forblev standhaftig på vejen til Guds tilfredshed indtil sit sidste øjeblik og opnåede den lykkelige skæbne at dø som martyr.

Synderne torturerede ikke kun broder Faruk på denne måde. Derefter hængte de en anden broder op på et træstykke, stillede ham den samme slags spørgsmål og beordrede ham til at skælde mig ud. Men da broderen nægtede at fornærme mig, slog de ham så brutalt, at han mistede bevidstheden. Da de troede, at han var død, lagde de ham på en båre og førte ham til et ukendt sted. Synderne havde i virkeligheden troet, at jeg efter at have set dette ville gå med til at afgive falsk vidneudsagn efter deres ønske. Det var med dette formål, at de sendte en person til mig. Denne person kom til mig og forsøgte at fremstille sig selv som yderst høflig og som en, der ønskede mig det godt.

Han kom, hilste på mig med salam og præsenterede sig:

“Jeg er advokat Omar Isa.”

Senere fandt jeg ud af, at det, han havde sagt, var løgn. I virkeligheden var han også en af disse sataner. Da han begyndte at tale, sagde han:

“Zaynab, jeg er interesseret i at nå til en forståelse med dig. Det er mit formål at befri dig fra den fare, som du selv har bragt dig i…… Du er en respektabel kvinde. Tænk dig nu lidt om! Selv folk som al-Hudaybi har indrømmet alt, og de har afsløret sådanne ting om dig, at du måske endda kan blive dømt til døden. De har reddet sig selv, men har bragt dig endnu længere ud i fare. Efter min mening bør du, mens der endnu er tid, stadig bevare din ære og værdighed og fortælle alt. Sig, hvad deres formål var. Og redegør også udførligt for din egen mening. Jeg tror, at din mening vil være den rigtige.”

Selv efter at have hørt på alt dette hykleri fra hans side forholdt jeg mig tavs. Da han ikke fik noget svar, sagde han igen:

“Zaynab, giv dit svar efter nøje overvejelse. Jeg ønsker i virkeligheden at kende sandheden.”

Denne gang sagde jeg:

“Så vidt jeg ved, har Ikhwanul Muslimun ikke gjort noget, som kunne vække vrede hos et oprigtigt menneske. Jeg er selv med i Ikhwan. Hvilken forbrydelse har vi egentlig begået? Vi underviser folk i islam; er det en forbrydelse?”

Da jeg var blevet tavs efter at have sagt dette, sagde han:

“Men det beviser, at de var involveret i mange sammensværgelser, blandt andet en sammensværgelse om at myrde Jamal Abdun Nasser og skabe anarki i landet. Og du støttede dem i dette. Se, jeg er advokat; det er mit arbejde at være bekendt med de faktiske forhold.” Jeg sagde:

“Det kan umuligt være Ikhwans formål at myrde Abdun Nasser eller skabe anarki i landet. Tværtimod har Jamal Nasser ødelagt landet. Det er en ubestridelig sandhed, at vores formål i virkeligheden er langt ædlere og konstruktivt. Vi ønsker at etablere Allahs udvalgte livsform på grundlag af fuldkommen tawhid og ibadah, det vil sige i lyset af Koranen og sunnaen. Når vi har opnået dette ædle formål, vil falskhedens mørke trone af sig selv forsvinde. Alle opdigtede fortællinger vil gå til grunde. Husk, at vores formål er reform og genopbygning. Ikke ødelæggelse, men opbygning og fremskridt er det, vi ønsker.”

Da han hørte det, lo han og sagde:

“I virkeligheden konspirerede I mod Jamal Nasser og hans regering. Det fremgår tydeligt af dine egne ord.”

Jeg sagde:

:Se, i islam er der ikke plads til sammensværgelser eller intriger. Vi kender ikke til den slags. Tværtimod hæver vi stemmen mod enhver form for uretfærdighed. Vi viser mennesker de to vejes sande natur. Den ene er den vej, Allah har anvist, og den anden er Satans vej. Vi betragter dem, der følger Satans vej, som vildledte og syge. Disse mennesker giver vi med stor omsorg sandhedens medicin. Det er Allahs sharia – Allahs din.

“Vi har åbenbaret Koranen; den er barmhjertighed og frelse for de troende, mens den for de uretfærdige ikke bringer andet end skade.”

Nu begyndte den Satans, der havde udgivet sig for at være advokat, at ændre sin måde at tale på. I virkeligheden var han Said Abudl Karim. Han gik sin vej, mens han sagde:

“Jeg ville hjælpe dig. Men det ser ud til, at du stadig er offer for Ikhwan-bevægelsens tankegang.”

Derefter kom Safwat Ruby og stillede mig med ansigtet mod muren. Sådan lod han mig stå ubevægelig i flere timer, mens han foran mig fortsatte med at udsætte Ikhwan-medlemmerne for ubeskrivelig, umenneskelig tortur. Mit blod kogte blot, mens jeg så på alt dette. Jeg kender mange af dem nært, blandt andre Sarasi Mustafa, Faruk Assadi og Taher Abdul Aziz Salem. De er fremtrædende aktivister i bevægelsen. Efter et stykke tid vendte den såkaldte advokat, Hamza Bisiubi og Safwat Ruby tilbage. Hamza sagde:

“Hvorfor vil du ikke nå til en forståelse med advokaten? Vi forsøger jo at redde dig ud af denne fare. Så vidt jeg kender din mand, er han et meget godt menneske. Men du er blevet offer for bedrag. Hasan Huzaybi har fortalt alt.”

Spurgte jeg sarkastisk:

“Har Ikhwan virkelig fortalt alt? Og er det derfor, I stadig udsætter dem for umenneskelig tortur? Hænger dem i galgen og pisker dem!……… Vid, at jeg aldrig vil kunne lyve imod Ikhwan eller imod mig selv. Vi er muslimer. Alle vores anstrengelser og bestræbelser er for islams skyld. Det er vores arbejde.”

Bag dem stod fire bødler. Deres jagtpisker og piske havde blot et øjeblik forinden fået blodet til at flyde fra Ikhwan.

Jeg henledte den såkaldte advokats opmærksomhed på dem og sagde bebrejdende:

Hr. advokat! Var alle disse jagtpisker og piske måske en del af pensum på jeres juristuddannelse? Før vi nåede at afslutte samtalen, gav Hamza Bisyuni mig et voldsomt slag på kinden og sagde:

“Har du gjort os alle til vanvittige, hva’? I dag vil jeg begrave dig på samme måde, som jeg hver dag begraver ti fra Ikhwan.”

For anden gang sagde jeg henvendt til den såkaldte advokat:

Hvis du virkelig er advokat, hvorfor noterer du så ikke disse overgreb i din dagbog, som du fører dagligt? … Desuden, hvad er beviset på, at du er advokat …?

Da Hamza Bisyuni hørte dette, sagde han:

„Det er nok, gå nu tilbage til jeres eget arbejde. Jeg ville jo bare hjælpe hende, men hun vil ikke have det.“

Straks begyndte Safwat og hans medfølgende bødler at piske mig vilkårligt. For at beskytte øjnene dækkede jeg dem med begge hænder. Resten af kroppen blev sønderrevet af piskeslagene. For at mindske følelsen af denne uudholdelige tortur bad jeg en bøn til Allah, og for hvert piskeslag blev jeg ved med at udtale ordene: „Ya Rabb, ya Allah!“

Efter at have pisket mig mange gange og næsten være blevet udmattede bandt Safwat og hans ledsagere mig fast og hængte mig op mod væggen. De trak mine to hænder så langt op som muligt, bandt dem fast og gik deres vej. I denne tilstand var det eneste, der kunne give mig ro og lindring, at ihukomme Allahs navn. Derfor blev jeg ved med at ihukomme Allahs navn og bede til Ham.

Efter at have ladet mig hænge sådan i flere timer kom Safwat hen til mig sammen med en sort mand ved navn Sambo. Så snart de var kommet, begyndte de begge at slå mig igen og igen med knytnæver og lussinger. Derefter førte de mig ind i cellen og låste mig inde.

Efter at de var gået, lød fajr-bønnekaldet fra en minaret ved en moské langt borte. Jeg glemte alle smerter og lidelser, bad først bønnen og løftede derefter begge hænder mod Gud og sagde: „Ya Rabb al-ʿAlamīn, hvis Du ikke er utilfreds med mig, så tager jeg mig ikke af nogen af verdens overgreb. Din nåde og barmhjertighed er tilstrækkelig for mig. Jeg længes efter Dit lys, som oplyser denne verden og det hinsidige, og jeg søger beskyttelse mod Din utilfredshed og vrede. O Gud, jeg er kommet til Dig alene – o Herre, vær tilfreds med mig; uden tvivl er Du altings ejer og den Almægtige.“

Præsident Nassers repræsentant

Efter at have holdt mig indespærret i cellen i tre dage i træk blev jeg ført til kontoret. Her sad en høj og bredskuldret hvid mand og ventede på mig. Så snart jeg nåede frem til kontoret, sagde manden:

»Sæt dig, Zaynab! Vi ved, at de har slået dig og gjort dig meget udmattet. Jeg kender dig personligt. … Jeg kommer direkte fra præsidentens kontor. Jeg vil gerne nå frem til en forsoning med dig. Hele landets befolkning elsker dig, og vi respekterer også dig. … Men du har holdt os på afstand og fortsætter med at modarbejde os. … Jeg ved ikke, hvorfor du ikke vil indgå en aftale med os. Jeg sværger ved Gud: Hvis du indgår en aftale med os, bliver du løsladt fra militærfængslet allerede i dag. Vi ved alle, at du ikke er en person, der bør sidde i fængsel. Vi tilbyder dig ikke blot løsladelse fra fængslet, men garanterer også, at du bliver udnævnt til minister for social velfærd i stedet for Hikmat Abu Zayd.«

Da jeg havde hørt på ham, spurgte jeg:

»Så før I gjorde Hikmat Abu Zayd til minister, må I vel have pisket ham grundigt og ladet ham være blandt glubske hunde?«

:Hvorfor skulle det være sådan? Hvorfor skulle det være sådan? Jeg siger dig sandheden: Du sidder fængslet her og lider; i virkeligheden ønskede vi ikke, at det skulle være sådan.

: Hvad ønsker I så af mig? spørger jeg. Han sagde:

»Hør her, hvert eneste medlem af Ikhwan al-Muslimun har fremsat anklager mod dig … Hr. al-Hudaybi har også fortalt alt udførligt om denne sag. Abd al-Fattah Ismail og Sayyid Qutb har ligeledes forklaret og fortalt alt. Men vi mener, at de alle har sagt dette for at opnå deres egen løsladelse og få ram på dig. Derfor er jeg selv kommet på præsident Nassers ordre for at nå frem til en aftale med dig. Hvis du indgår en aftale, bliver du løsladt med det samme, og jeg vil selv køre dig hjem i min egen bil. Det er nødvendigt at gøre dig opmærksom på, at det af Ikhwan-medlemmerne afgivne vidneudsagn tydeligt viser, at de forsøgte at tilrane sig magten, og at du havde lagt planer om at myrde præsident Nasser og hans fire ministre. I denne forbindelse ønsker vi en detaljeret erklæring fra dig om hr. al-Hudaybis og Sayyid Qutbs roller. Og hvem var de fire ministre, som planen gik ud på at myrde? Afgiv venligst en detaljeret erklæring.«

Uden et øjebliks tøven sagde jeg:

Det første, der skal siges, er, at Ikhwanul Muslimun aldrig har udarbejdet nogen plan om at gribe magten eller myrde de såkaldte fire ministre eller nogen anden person. Det egentlige formål med Ikhwans arbejde var at opnå en grundig viden om islam, fastslå årsagerne til muslimernes fattigdom og forfald samt foretage en realistisk og helhedsorienteret vurdering af situationen, og på dette område opnåede Ikhwan succes.

Manden afbrød mig og sagde: »Zaynab, de har fortalt alt.«

Jeg sagde:

:»Jo, det har de vel! Bødlerne har tvunget dem til at sige bestemte ting, og måske har de derfor mod deres vilje sagt dem. De bliver med vold og tvang presset til at indrømme, at noget, der ikke er sket, er sket. Men sådanne tvungne tilståelser giver ingen mening. Sandheden er, at vi blot forkyndte islams lære og oplærte den yngre generation, så den kunne forstå islam korrekt og føre den ud i livet. Hvis dette efter jeres opfattelse er en forbrydelse, har vi intet andet valg end at overlade sagen til Allah for at få retfærdighed.«

Denne gang sagde præsidentens repræsentant med en medfølende mine, sværgende ved Gud:

»Jeg ønsker dig alt godt. Jeg kom netop for at få dig løsladt.«

»Jeg takkede ham og sagde:

»Hør her, ønsket om at blive højtstående embedsmand eller minister har aldrig vakt genklang i mit sind. Hele mit liv har jeg viet til islams tjeneste. Jeg har ikke den mindste interesse i rige mennesker, store ledere eller ministerposter. Min første og sidste opgave er udelukkende at vie mig til islams tjeneste.«

Da jeg derefter skulle forlade rummet, udbrød præsidentens repræsentant:

»Jeg kom for at hjælpe dig, netop for at få dig løsladt – men du benægter det og afviser det.«

Omkring en time efter at præsidentens repræsentant var gået, kom Riyaz og Safwat til mig. Inden da havde Riyaz flere gange truet mig med, at jeg ville blive dræbt, hvis jeg ikke afgav en erklæring efter deres anvisninger.

Straks derefter blev jeg mishandlet på samme måde som tre dage tidligere. De gjorde hele min krop til ét stort, blodigt sår og låste mig igen inde i cellen, før de gik.

Mange ansigter i min celle

På den anden dag i cellen, om eftermiddagen ved asr-bønnen, lød nogle velkendte stemmer i mine ører. Med stort besvær rejste jeg mig, gik hen til døren og forsøgte gennem den åbning, der var beregnet til vagten, at se, hvad der foregik udenfor. Men jeg kunne ikke se noget, fordi Hamza, Safwat og deres kammerater stod lige foran åbningen. Jeg blev dog ved med at vente. Efter et stykke tid, da de flyttede sig lidt fra side til side, stod den strålende og fredfyldte skikkelse af muhtaramah Alia Hujaybi og Ghada Ammar foran mig. Jeg skjulte mig så godt som muligt for bødlens årvågne blik og blev ved med at se på deres rene og hellige ansigter. Da jeg så dem så tæt på, glemte jeg endda mine smerter og lidelser. Jeg kunne ikke finde ro, ikke engang siddende eller liggende, for slet ikke at tale om at stå. Men nu var jeg, som ved berøringen af en ukendt magi, blevet fuldstændig rask…… Jeg så på dem og bad: »O, rene Forsørger! Beskyt disse mine søstre og døtre mod de uretfærdiges undertrykkelse og mishandling.« Jeg tænkte: Alia er allerede ved at blive stor, mens Ghada Ammar så at sige stadig er et spædbarn, der får mælk. Men sandhedens fjender tøvede ikke med at arrestere selv sådan en uskyldig lille pige. Hvor er disse uretfærdige dog grusomme! Jeg ved ikke, hvilken heltedåd disse nådesløse kujoner, berusede af deres regeringsmagt, forsøger at konkurrere i på verdens scene ved at udsætte hjælpeløse, uskyldige piger og kvinder for denne modbydelige tortur. Når disse selvudnævnte diktatoriske herskere viser deres sande, dyriske ansigt, viger de i virkeligheden ikke tilbage for at udvise den farligste og mest usle mentalitet i verden. Der er ikke længere noget, der hedder samvittighed eller sund fornuft hos dem. Da lægger de sig som en forbandelse over landets almindelige borgere. Landets fredselskende mennesker bliver udmattede af deres tyranni og undertrykkelse. Nasser og hans kumpaner var netop sådanne forbandede herskere.

»O, tyranniske Nasser, gå til grunde – jeg beder Gud om din død. Du har bedraget nationen og trukket den ind i en så frygtelig situation –!« Overvældet af følelser sank jeg sammen. Kort efter blev døren til min celle åbnet, og den mørkhudede vagt lagde et tæppe og en pude derind. Jeg blev forbløffet! I de sidste atten dage havde jeg ligget på jorden – hvorfor denne pludselige barmhjertighed i dag?

Derefter kom vagten og lagde yderligere to tæpper og to puder ind. Kort efter trådte Safwat og Hamza Bisyuni ind med Alia Hujaybi og Ghada Ammar. De lod de to kvinder blive indenfor, lukkede døren og gik tilbage.

Så snart Alia trådte ind i rummet, omfavnede hun mig og brød ud i voldsom gråd. Jeg glemte da min egen situation og hele verden og spurgte blot med et dybt bedrøvet ansigt:

:Alia……min Alia……! Er du ved godt helbred?

Da jeg derefter så på Gha’da Ammar, så jeg, at den golde jord nedenunder var blevet vædet af de brændende tårer, der strømmede fra hendes øjne. Jeg omfavnede hende og sagde:

:Gha’da, min datter! Kan du ikke genkende mig? Hun sagde:

:Nej……nej, al-Hajja! Du har forandret dig fuldstændigt, mor. Din krop er blevet mager som et bræt. Og når jeg ser dit ansigt, kommer jeg til at tænke på din bror Sa’duddin……” Jeg trøstede hende og sagde:

:I den situation, vi befinder os i, er det naturligt, at vi bliver sådan. Vi indånder luft i et frygteligt miljø. Desuden, ved du hvad, i døgnets fireogtyve timer får jeg kun en skefuld salat som føde. Selv den bringer en soldat i smug. Hvis han bliver opdaget, er der ingen nåde for ham.

Derefter bredte de et tæppe ud og lagde en pude frem til mig og spurgte mig om dars-e-Koran. De havde troet, at jeg i det mindste havde haft mulighed for at opbevare og læse Den Hellige Koran. De vidste ikke, at de mennesker, jeg befandt mig hos, var fjender af Koranen og menneskeheden. Da jeg fortalte dem hele historien, blev de grebet af følelser, fyldt af harme og sorg. Lidt senere rakte Alia og Gha’da Ammar hver sin Hellige Koran frem til mig. Da jeg efter så lang tid så Koranen foran mine øjne, fyldtes begge mine øjne med glædestårer.

Lidt senere, da jeg strakte mit sårede ben ud for at lindre smerten, blev de forskrækkede, da de så de åbne, brændende sår efter piskeslagene. Tårerne stod dem begge i øjnene. Jeg læste versene om ashab al-ukhdud i Den Hellige Koran op for dem. Gha’da Ammar blev ved med at græde stille, mens Alia med forundring i stemmen stillede et velkomstspørgsmål.

:Hvordan kunne man behandle kvinder så hensynsløst og brutalt? Hvilke tegn på vild barbarisme er dog dette……

Men Alia kunne måske ikke forestille sig, at Jamal Nasser og hans ligesindede, islams og menneskehedens fjender, kunne synke endnu dybere i deres fjendskab mod Allah og Hans Sendebud.

Rafat Mustafa Nuhas’ bortgang

Alia ændrede samtalens retning og begyndte at fortælle mig om verden udenfor. Først fortalte hun mig om Mustafa Nuhas’ død.

»O Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige! Du er ikke afhængig af nogen; alle er afhængige af Din nåde og Din barmhjertighed. Forbarm Dig over ham.« Alia fortalte mig, at han døde blot to eller tre dage efter min arrestation. Tusinder af mennesker deltog i hans janaza. På dette tidspunkt demonstrerede folk mod regeringen. Befolkningen bar hans lig i et optog helt til al-Husseins moské. Luften og himlen genlød af slagord efter slagord. Regeringen mistede besindelsen over for denne oprørte menneskemasse. Kort sagt benyttede befolkningen samlingen ved Mustafa Nuhas’ janaza til at hæve røsten mod regeringens undertrykkelse og korruption. …… Alia fortalte mig også udførligt om aviserne og de øvrige nyhedsmediers analyser og fortolkninger af dette, både i landet og i udlandet.

Efter Mustafa Nuhas’ død begyndte folk åbent at kritisere regeringen. De sagde også, at der ikke længere fandtes nogen leder efter Nuhas. Landets indbyggere blev ved med at give udtryk for deres holdninger. Den ophobede smerte i deres hjerter brød ud i de højlydte slagord, der blev råbt under optogene. Blandt deres slagord var: »Ned med løgnens styre; overalt har vi i dag hørt, at Nasser er en bedrager«, »Åbn det, åbn det, afslør deres masker«, »Nassers styre, tyrannernes styre, skal gå til grunde, skal gå til grunde« og så videre.

Jeg talte til minde om Mustafa Nuhas:

:O folkets ven! De bedragere og hyklere, som du havde overdraget magten til, greb til uretfærdighed og korruption, da de fik magten. Og du anerkendte deres regering. Den nuværende regering overlever ved hjælp af propaganda og med støtte fra deres købte forfattere og håndlangere. …… Selv disse løver af træ vil en dag brænde op og blive til en bunke aske………

Alia oplyste videre: Tyve tusinde af dem, der var kommet for at deltage i janazah-bønnen, blev arresteret. Befolkningen har også udtrykt sin vrede over dette. Faktisk brød folkets undertrykte vrede ud ved Mustafa Nahhas’ janazah. Med høj røst erklærede de deres støtte til sandheden. Under samtalen kom jeg til at mindes Mustafa Nahhas. Han var et meget enkelt og beskedent menneske. Han nærede ikke noget had i sit hjerte, heller ikke mod sine mest uforsonlige fjender. Og han havde modet til åbent at indrømme sine egne fejl. I enhver forstand var han Egyptens nationale leder.

Derefter spurgte jeg Alia, om også min bror Saif al-Ghazali var blevet arresteret. I stedet for at svare ja eller nej lagde Alia hånden på min skulder og sagde tøvende:

»Åh, al-Hajja! Alt har sin fastsatte tid.« Heraf forstod jeg, at det, jeg havde frygtet med hensyn til min bror, var sket.

Alia fortalte, at regeringens informationsafdeling havde gjort sit yderste for at forhindre folk i at deltage i min brors janazah. Trods dette var den forsamling, der kom, ufatteligt stor. Ifølge Alia var de mennesker, som folket havde betragtet som deres skæbnes herrer, nu blevet afsløret. Folket kan ikke længere holdes for nar ret meget længere.

Regeringen fordeler ministerposter til samvittighedsløse og egeninteresserede mennesker som belønning for deres aktiviteter mod islam og muslimerne. Man forsøger også at købe nationens samvittighed. Det er skræmmende blot at tænke på, hvilke bitre følger det, Nasser-regeringen er i færd med at gøre, vil få for landet og folket.

Efter at have hørt Alias vurdering vendte jeg mig mod Ghada Ammar og spurgte til hendes mand, børn og forældres velbefindende. Grædende sagde hun:

»Hendes mand blev tvunget til at flygte til Sudan for at undslippe regeringens overgreb. Moderen er meget syg; hvis ikke de to børn var hos hende, ville hun måske være blevet så led ved livet, at hun ikke længere ønskede at leve.

Jeg trøstede hende og bad til Allah om alles velbefindende.

Derefter spurgte jeg til Zia Tuhis bryllup. De fortalte, at de var blevet arresteret direkte fra bryllupsfesten, iført deres bryllupstøj. Brudgommen og bruden sidder nu begge fængslet. Desuden er hendes søster Molly og hendes lægebror også blevet tilbageholdt i fængslet.”

Jeg blev dybt bedrøvet over sådanne vilkårlige arrestationer, især arrestationerne af uskyldige kvinder.

:Hvorfor? Er det også en forbrydelse at være bror, søster eller slægtning til et medlem af Ikhwan, siden alle bliver spærret uretmæssigt inde? Som svar på mit spørgsmål sagde Alia—

:Det er det sandelig; desuden arresterer regeringen enhver, de ser bede.

Ghada redegjorde for, hvor mange uskyldige mennesker der på denne måde var blevet arresteret. Hjemmene til alle, der blot var blevet anset for at være muslimer, blev gennemsøgt, og utallige mennesker blev arresteret på grund af ren mistanke. Da jeg hørte dette, bemærkede jeg—

“Jeg mener ikke, at selv de mongolske tatariske røvere har udvist en sådan skændsel, som Jamal Nasser går rundt og begår. Før den islamiske revolution i Egypten udøvede romerne heller aldrig en sådan undertrykkelse. Ja, Jamal Abdun Nasser har overgået selv historiens værste forbrydere, når det gælder forbrydelser. Jeg tvivler på, om verden nogensinde har fostret en så samvittighedsløs, blind og syndig person som Nasser. Når han hørte navnet islam, sandhed eller retfærdighed, blev han rasende. Det er ikke det mindste overraskende, at en så lavtstående og ussel person som ham arresterer kvinder og lader dem piske. At chikanere uskyldige mennesker, gøre kvinder til enker, myrde og endda begrave mennesker levende—det er kun personer som Nasser, der er i stand til det. At lege med de politiske modstanderes liv, ejendom og ære samt deres hustruers og børns liv var hans kæreste vane. Hvor bittert det end er, er dette sandheden.”

Efter disse bitre og ophidsede samtaler koncentrerede Alia sig om at rense såret på min fod og lægge en forbinding på det. Bekymret sagde hun—

:Denne gang ser det ud til, at vi bliver nødt til at blive gjort til mål for pisken, sagde jeg—

“Må Allah beskytte alle mod den uretfærdiges tyranni.”

Ghada spurgte, mens hun ledte efter en bandage—

“Hvor er Deres tøjpose, al-Hajja?” Selv midt i de uudholdelige smerter smilede jeg svagt og sagde—

“Jeg har gået i dette blodige tøj, mor, i de sidste atten dage.” Hun så på det blodige, iturevne klæde, jeg havde på, og brød ud i voldsom gråd. Da de derefter løftede min kjole for at skifte mit tøj, så de de utallige piskeslag på min krop, og begge begyndte skrigende at græde. De havde ikke kunnet forestille sig en sådan nådesløs brutalitet mod nogen kvinde.

For at berolige dem begyndte jeg at tale om at prise Allah og om nødvendigheden af offer og tålmodighed på islams vej. Jeg sagde—

:“Se, det er ikke for nogen verdslig interesse, men fordi vi går frem ad Allahs vej, at vi udsættes for denne straf i verden. Hvad er der at sørge over?……… Vi takker Allah for, at Han har skænket os islam, tawhid og risalat og givet os ly under den gode kalimas skygge: lā ilāha illā Allāh, Muhammad er Allahs sendebud.” Alia skiftede emne og sagde—

“Ved De det, muhtaramah? Khaleda Hujaybi har sagt: ‘Hvis søster Zaynab er sammen med mig, vil jeg ikke bekymre mig om nogen af fængslets sorger.’”

Jeg blev glad, da jeg hørte dette. Men hvis Khaleda nu havde set min sårede og blodindsmurte krop, ved jeg ikke, om hun stadig ville have tænkt sådan. Jeg beder til Allah om at beskytte alle muslimske brødre og søstre mod den uretfærdiges tyranni.

At indtage føde svarer til tilbedelse

Imens blev døren pludselig åbnet, og vores samtale blev afbrudt. Den mørklødede, sataniske vagt kom tilbage efter at have stillet tre brød i den ene hånd og en tallerken med kogt vermicelli i den anden. Da vagten var gået, lukkede Aliya døren. Jeg kunne ikke holde den harske lugt af denne slags mad ud; samtidig var jeg næsten ved at omkomme af sult. Aliya var dybt bekymret for mig. Da hun kom med maden til mig, sagde hun ydmygt:

„Værsgo, al-hajja! Maden ser da nogenlunde god ud.“ Så fordelte hun de tre brød mellem os tre. Vi tre var fuldstændig uden udvej og tvunget til at spise dette. Mens Aliya spiste, sagde hun, at hun i det mindste var nødt til at spise et eller andet af hensyn til den ufødte gæst. Hun hentydede til det mulige barn. Men da hun så, at jeg holdt op med at spise, gjorde hun det samme. Gada lagde også maden fra sig. Så henvendte Aliya sig til mig og sagde: „Se, al-hajj, De er blevet så tynd af ikke at spise. I denne situation svarer det jo ligefrem til tilbedelse at indtage føde. Har De tænkt over, hvor langt det kan gå, hvis De fortsætter sultestrejken på denne måde? De undertrykkere vil blive glade, hvis de ser Zaynab al-Ghazali dø på en eller anden måde. Det er faktisk det, de ønsker.“ Jeg sagde til hende: „Jeg spiser jo lidt for på en eller anden måde at holde mig i live. Det er alene på grund af en skefuld salat, at Allah giver mig styrke til at overleve.“ Men da de igen og igen insisterede på, at jeg skulle spise, gik jeg til sidst med til det. Kun Allah ved, hvor store lidelser jeg gennemgik for at spise den mad. Den anden morgen mødte jeg som sædvanlig Murshid Am, hr. Huzaybi, gennem dørens lille åbning, mens Aliya og Gada Ammar var til stede. Jeg gav også Aliya og Gada mulighed for at gøre det. Efter mødet med Murshid Am følte jeg en vidunderlig fred. Aliya kunne også regelmæssigt se sin far. Det siger sig selv, at Aliya var Murshid Am Huzaybis datter. På vejen foran vores celle, når de gik til og fra badeværelset, så de Murshid og mig. Gada Ammar fortalte efter tur om sin egen arrestation, sit møde med Hamida Qutb og hele Qutb-familiens arrestation. På den måde fik jeg mange nye oplysninger. Tiden gik uendeligt langsomt. For at undgå uro arrangerede vi fælles bøn og undervisning i Koranen.

Katastrofens nat

Efter isha-bønnen trådte bødlen Safwat Rubi ind i cellen sammen med en soldat. De førte mig til kontoret. Det skal nævnes, at jeg tidligere havde været på det samme kontor to gange. En mand sad allerede i kontoret. Jeg hilste på ham med salam. Men i stedet for at besvare hilsenen spurgte han med meget barsk stemme:

„Er det dig, der er Zaynab al-Ghazali?“

„Ja, det er det,“ svarede jeg. Han gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig på stolen foran ham, og sagde:

„Nå, så det er altså dig, der er Zaynab Ghazali ………! Sig mig, hvorfor har du frivilligt valgt et så frygteligt sted ………? Hvorfor udholder du al denne sorg og lidelse udelukkende for Ikhwan al-Muslimun? ……… De kæmper jo alle for at blive løsladt, og hver eneste af dem lægger al skylden på dig. … Og samtidig har du bragt os i vanskeligheder. Jeg er kommet med den beslutning at få dig løsladt og nå frem til et kompromis med dig om nogle få ting. Derefter kan du tage hjem. Ikke nok med det. Hvis du handler fornuftigt, lover jeg dig på præsident Nassers vegne, at hovedkvarteret for Den Islamiske Kvindeorganisation straks vil blive givet tilbage til dig. ……… Forbuddet mod dit blad vil blive ophævet, og du vil få en månedlig støtte på to tusind egyptiske pund til bladet. Hvis du indgår et kompromis, vil du få hjælp til at udvide din organisation yderligere. Hvis du siger ja til et kompromis med det samme, får jeg alt dit tøj bragt hertil og sørger for, at du inden for en time kan sætte dig til et møde med præsidenten. Ikhwan har virkelig bedraget dig groft. Må Allah tilgive dem. Du har også bragt os i frygtelige vanskeligheder, men vores præsident er trods alt en meget storsindet mand.“

Han blev ved med at tale ensidigt, mens jeg lyttede tavst. Da han så, at jeg forblev helt tavs, spurgte han:

: »Hvad er der? Hvorfor siger du ikke noget! Hør, Zaynab, prøv at forstå, hvad jeg siger. Jeg sværger ved Allah, at de vil afskedige præsident Abu Zayed og udnævne dig til minister i hans sted. Vi ønsker dit samarbejde. Vær venlig at åbne dit hjerte og fortælle alt, som det virkelig forholder sig. Gennem mine handlinger vil du se, at jeg vil vise mig at være din bror og velvillige. Du ved, hvor mange mennesker uden for fængslet der elsker og respekterer dig. De er parate til at gøre hvad som helst for dig. De elsker og ærer dig, og for din skyld vil de gøre alt.«

Denne gang sagde jeg roligt:

: »Jeg vil ikke blot afvise at modtage ministerposten; jeg vil heller ikke give den så meget som en tanke. Hvad angår Den Islamiske Kvindeorganisation og tidsskriftet, vil jeg kun sige, at jeg har overladt dem til Allah. Desuden er det ikke nødvendigt for muslimer at følge nogen organisation eller noget tidsskrift; det, der er en pligt for enhver, er at arbejde forenet under »lā ilāha illā Allāhs« banner.« Midt i det spurgte han:

: »Hvorfor forsøgte du så, Zaynab, at genoprette al-Ikhwān al-Muslimūn?« Jeg svarede:

»Min måde at arbejde på er faktisk anderledes. Jeg mener for eksempel, at Den Islamiske Kvindeorganisation, som blev grundlagt i 1937, aldrig er gået i opløsning. Jamal Nasser troede derimod, at han ved at beslaglægge alle organisationens ejendomme og hovedkvarter havde ødelagt organisationen i praksis. Det er en fejlagtig opfattelse. I virkeligheden afhænger vores succes eller fiasko alene af Allahs vilje. Du har sikkert også hørt ordsproget: »Når Gud beskytter, hvem kan da skade?« Således er hverken al-Ikhwān eller Den Muslimske Kvindeorganisation gået i opløsning. Arbejdet for Allahs religion fortsætter naturligt ad sin egen vej. Sandheden vil altid bestå. Jamal Nassers regeringsmagt er kortvarig, men Allahs religion og Allahs herredømme er evigt. Vi vil følge vores vej til det sidste og dø for den. Men på grund af sine ulovlige handlinger vil regeringen snart møde en bitter skæbne.«

»Allahs religion vil uden tvivl bestå, og ingen er i stand til at standse de hengivne mujahiders fremmarch i dens tjeneste; Allahs beslutning vil snart blive fuldbyrdet. Jeg beder Allah om at lade mig stå på sandhedens side og imod løgnen og gøre mig til en af sandhedens tilhængere. Ved at kæmpe for retfærdighed og sandhed og imod det falske og løgnen er de Profetens sande stedfortrædere. Og de er islams nye ledere. I bør vide, at Hasan al-Banna ikke grundlagde al-Ikhwān uden eftertanke. Gennem den udarbejdede han tværtimod et fremsynet program for at etablere religionen, det vil sige for at indføre Allahs herredømme. Og hvem har givet Jamal Nasser ret til at lægge begrænsninger på en så storslået bevægelse?«

Efter at have sagt dette tav jeg. Han sagde:

:Du kan virkelig holde en fremragende tale. Men jeg er ikke kommet til dig nu for at høre dig holde en tale om Ikhwan. Jeg er ikke kommet til dig for at blive medlem af Ikhwan, men for at forsøge at nå frem til en gensidig forståelse, så du kan blive befriet for fængslets pinsler. Alle Ikhwanmedlemmer giver dig skylden. Abdul Fattah Ismail siger, at det var dig, der tilskyndede ham og bevæbnede ham; hr. Huzaybi har også, for at redde sig selv, lagt al skylden på dine skuldre. Han har sagt, at det var dig, der lagde grundstenen til den nye organisation. Sayyid Qutb har også reddet sig ved at lægge skylden på dig. Er du ved dine fulde fem, eller er du blevet vanvittig? Gamal Nasser forsøger selv at redde dig. I dag er hele landet i Gamal Nassers hule hånd. Gamal Nasser er ivrig efter at tilgive din fortid og skrive et nyt kapitel i jeres forhold. Han ved udmærket, hvor stor en taler du er, og hvor højt folket elsker dig. ………Zaynab, nu ligger nøglen til gevinst og tab i dine hænder. -Sig mig, kan man i dagens Egypten finde en person, som Gamal Nasser selv ønsker at knytte sig tæt til, men som afslår? Jeg synes virkelig, du er blevet vanvittig. -Jeg siger dig alt dette åbent, fordi jeg ønsker dig det bedste. Når du er blevet løsladt, kan du bruge resten af dit liv på at tjene forældreløse og enker og udføre andre gode gerninger.

-Brug din fornuft, Zaynab! Tænk på din families anseelse, og sig ja til mit forslag”-

Til sidst sagde jeg til ham-

Er du færdig med alt det, du ville sige?” Han sagde-

Hør, fortæl mig bare dette: Hvilke Ikhwanmedlemmer plejede at komme i dit hjem, og hvordan ønskede de at dræbe Nasser? Og ja, hvornår modtog du en ordre fra Huzaybi om at dræbe præsidenten? Jeg vil også gerne kende Sayyid Qutbs holdning. Hvordan blev planen udarbejdet, og jeg vil også kende alle detaljerne. Jeg sværger endnu en gang ved Gamal Abudn Nassers hoved over for dig, at du vil blive løsladt fra fængslet allerede i nat, og at du snart vil blive udnævnt til minister for social velfærd. Spild ikke denne mulighed. Jeg har svoret dig ved min præsidents værdighed; handl derfor som et fornuftigt menneske og tænk på din egen interesse. Alle Ikhwanmedlemmer er nu kun optaget af deres egne interesser.” Midt i dette kom en høj mand ind og sagde-

Hr. oberst! Vi har beslaglagt alle kassettebåndene fra Zaynabs bolig i Nya Egypten. Hvis De giver tilladelse, kan vi sørge for at afspille dem.

“Obersten bad manden gå udenfor og sagde, at de ville tale om dette senere. Derefter henvendte han sig til mig og fortsatte-

Hør, Zaynab, jeg ved, at din mand er en fremtrædende person. Jeg har også stor respekt for ham på dine vegne. Desuden er din bror en nær ven af mig!…… Tro mig, både jeg og præsidenten selv er ivrige efter at etablere et venskabeligt forhold til dig…… Jeg sværger, at i det øjeblik vi når frem til et kompromis med dig, vil jeg brænde disse kassettebånd med mine egne hænder. …… Ikhwan har skubbet dig ud på randen af en fare, og vi ønsker at befri dig fra den. Ved Allahs ed, vi er også gode muslimer. Hvad er islam? Islams lære er, at et menneske ikke skal skade sin bror”.

Jeg lo hans ord bort og spurgte:

»Ved den Gud, som du tager til vidne, sværg så ved Ham og fortæl mig: Har jeres brødre og andre mennesker ikke lidt skade som følge af jeres overgreb?«

Han forsøgte at undvige spørgsmålet og sagde:

»Vi er virkelig også gode mennesker! Hvis du indgår en aftale med os, vil du selv se, hvor gode vi er.«

Jeg sagde:

»Jeg beder Allah om, at Han må give jer tawfīq til at gøre tawba, så I virkelig bliver muslimer.«

Derefter tog han papir og pen frem fra sin taske og spurgte:

»Zaynab, vil du nu fortælle mig, hvilke personer der plejede at komme hos dig?« Jeg sagde:

:Jeg kan ikke huske navnet på nogen bestemt person. Jeg kan faktisk ikke huske folks navne, og det ligger ikke til min natur at spørge om nogens navn.

:Okay, så taler vi ikke om det foreløbig. Lad os tale om hr. Huzaybi og Sayyid Qutb, sagde han.

Jeg spurgte:

:Hvad er det så for en sag? Han sagde, at det drejede sig om et forsøg på at dræbe Jamal Nasser og overtage regeringsmagten.

Jeg sagde:

:Hør her, hr.! At dræbe Abdun Nasser er i sandhed en forkastelig handling. Ingen muslim kunne finde på at gøre noget så forkasteligt. Det egentlige problem handler om islam. Islam er ikke etableret i vores land. Derfor har vi taget initiativ til at grundfæste de islamiske idealer og oplære den yngre generation med dette formål for øje. Alligevel har Jamal Nasser og hans folk indledt en krig mod islam. Han nægter at styre regeringen i overensstemmelse med islam. Og han siger offentligt, at islam angiveligt er forældet, og anklager dem, der taler om islam, for sekterisme. Skaber Nassers forkastelige udtalelser ikke nogen reaktion hos jer?

Da han hørte dette, sagde han:

:Du er virkelig sindssyg! Ved du hvad, selv hvis jeg dræbte dig og begravede dig her, ville ingen få det at vide; ja, du fortjener netop det. Hvis jeg lader dig gå lige nu, vil du blive dræbt inden for en time.

sagde jeg roligt—

Allah gør, hvad Han vil…… Så snart jeg havde fuldført denne sætning, blev han rasende og begyndte at skælde mig ud. Han gav en soldat tegn til at tilkalde Riyaz Ibrahim. Da Riyaz kom, fik han besked på—

:Gem disse bånd og kassettebånd, så de kan fremlægges i retten.

……Hun er komplet sindssyg. ……I skal fortsætte med at gøre jeres pligt over for hende. Tilkald Saad, så vi kan tale med ham om sagen. Få øjeblikke senere kom Saad og stillede sig foran ham i honnør. Han sagde til Saad—

:Få hende bragt til fornuft, Saad.

:Hvor mange piskeslag skal jeg give hende, pasja? spurgte Saad ham.

:Fem hundrede piskeslag. Jeg kommer tilbage om lidt.

Så snart Saad havde fået ordren, begyndte han at piske mig. Efter at have pisket mig over hele kroppen, indtil han blev træt, lod han mig stå vendt mod muren i den samme tilstand, mens han gik udenfor et øjeblik. Derefter begyndte han igen at piske mig med fornyet iver. Så hentede han nogle af Ikhwans unge aktivister og begyndte at slå dem brutalt, mens han beordrede dem til at overøse mig med modbydelige skældsord. Men da det ikke lykkedes sandhedens soldater fra Ikhwan at udtale et eneste skældsord, blev de slået endnu mere nådesløst. Blandt disse unge aktivister var også den egyptiske flypilot Zia Tuwaizi. Han blev arresteret og bragt bort direkte fra bryllupsfesten, iført sit bryllupstøj.

Nu er det Hamzas tur

Efter at have tævet mig og de unge Ikhwan-aktivister voldsomt blev jeg sendt tilbage i fængslet. Da Sa’d havde ført mig hen til den pågældende celle, lod han mig stå med ansigtet vendt mod muren i op til en time. Det var bidende koldt, og i det fri blev hele min krop nærmest forvandlet til is i den isnende vind. Dertil kom smerten fra piskeslagene. Blodet, der flød fra sårene, størknede og blev hårdt. I denne uudholdelige tilstand kom Hamza Bisiubi derhen sammen med Riyaz. Så snart Riyaz kom, sagde han:

»Pige! Tænk dig om og handl fornuftigt. Tænk på dit eget bedste. Det er jo til din egen fordel …… Hamza Pasha, forklar hende det.« Nu begyndte Hamza sin tale:

»Zaynab! Brug din fornuft. Opfør dig ikke tåbeligt. Hvorfor indrømmer du ikke din fejl ligesom alle de andre Ikhwan?«

Jeg spurgte ham:

»Hvilken fejl har jeg begået, som jeg skulle indrømme? Se, vi organiserede os med det formål at udbrede undervisning i tawhid blandt den yngre generation.«

Da Hamza hørte mine ord, så han på Safwat. Safwat var allerede kommet hen og havde stillet sig bag ham. Han sagde til Safwat:

»Hent to stole, én til mig og én til hende. Hendes mand er min ven. Det er derfor, jeg gør mig så store anstrengelser for at få hende til at forstå.« Da stolene var blevet hentet, bad han mig sætte mig.

Han begyndte at overveje, hvordan han skulle indlede samtalen. Denne gang forsøgte han at fortælle en opdigtet historie om sit venskab med min mand og derigennem udtrykke sin medfølelse med mig. Jeg skulle til at sætte mig. Men på grund af den tilstand, min krop var i efter piskeslagene, kunne jeg ikke engang sidde ned. Jeg havde meget ondt.

Hamza bad mig igen om at sætte mig. Jeg sagde til ham:

„Jeg kan ikke sidde ned nu. Lad mig tale og lytte, mens jeg står op.“

Han begyndte at tale således:

„Du har selv gjort dig selv uret. Dit ansigt er blevet magert og livløst. Dine ben har fået udseende som et vildt menneskes ben. Hvor ville din mand dog blive ked af det, hvis han så dig i denne tilstand. Når man ser på dig, skulle man tro, du var en tresårig gammel kone. Din mand er min ven. Jeg er meget ked af at se dig sådan. Se bare på dine hænder … de ligner en arbejderes hænder.“

Safwat kom med en spydig bemærkning bagfra og sagde:

„Pasha! Du siger, hun ligner en tresårig gammel kone, men for mig ligner hun en hundrede og tyve år gammel kone. Se på hendes ansigt – selv hendes udseende er blevet helt vansiret. Hendes mand bander jo i disse dage, så snart han hører hendes navn, og han vil snart forlade hende og sende skilsmissepapirerne med posten fra den ene eller anden kant.“

Uden at kommentere disse ord henvendte Hamza sig til mig og sagde:

“Du har stillet mig over for en udfordring. Jeg ønsker at befri dig fra din nuværende elendighed. Tro mig, jeg vil dig det godt.”

Jeg blev stående tavs og så på ham med et blik fuldt af had. Jeg ved ikke, om han forstod, at jeg udtrykte mit tavse had. Men efter min mening var han en fuldstændig kujon.

Når han skældte mig ud, tænkte jeg, at han forsøgte at skjule sin egen frygt ved at skræmme mig. I virkeligheden var de blevet bange på grund af min urokkelighed.

Pludselig brølede han som et vildt dyr og beordrede Safwa til at straffe mig. Jeg vendte straks ansigtet mod muren og løftede begge hænder op mod den. Derefter begyndte pisken i Safwats hånd at danse over min allerede sårede og sønderrevne ryg. Han tilkaldte endnu en soldat ved navn Sa’d og stillede ham ved siden af mig. Han havde også en pisk i hånden. En anden soldat kom med et kar fyldt med piske, der var gennemvædet af olivenolie, og stillede det foran mig. Den grusomme Sa’d henledte min opmærksomhed på disse piske, der var kogt i varm olivenolie. Derefter kom omkring et dusin flere soldater, hver med en pisk kogt i varm olie i hånden, og mens de svingede dem i luften, begyndte de at overøse mig med modbydelige skældsord.

Men jeg ænsede dem ikke det mindste og gav dem ingen betydning; jeg var optaget af at ihukomme Allah. Jeg gentog igen og igen det samme vers fra Den Hellige Koran:

“(Det er de sande troende,) som får at vide: ‘Folk har samlet sig imod jer, så frygt dem.’ Men da de hørte dette, voksede deres tro, og de sagde: ‘Hasbunallahu wa ni’mal-wakil’ – ‘Allah er tilstrækkelig for os, og Han er den bedste beskytter.’”

Kort efter kom den brutale Rubi og sagde pralende:

“I skal alle … gå ud, vent … Jeg udsætter drabet på ham til i aften.”

Derefter greb han min hånd og trak mig hen mod cellen.

Tilbage til cellen

Da døren blev åbnet, gik jeg ind i cellen og så Alia og Ghada sove. Da de hørte, at jeg kom, vågnede de begge og blev frygteligt forskrækkede, da de så blodet løbe ned ad mine ben. Jeg bad dem falde i søvn igen, mens jeg selv blev ved med at fremsige den elskede Profets hadith-

Jeg begynder i Allahs navn. Ved Allahs store ære og uendelige kraft søger jeg på Hans befaling tilflugt mod alt ondt fra det, der er foran mig og bag mig.”

Således gik to nætter. Men smerterne blev ikke lindret. Jeg dækkede hele min krop for at skjule piskeslagene for Alia og Ghadas øjne. De blev ved med at spørge ind til begivenhederne den nat. Da Ghada den følgende dag begyndte at spørge om det, der var sket, tys­sede Alia på hende. Da jeg fornemmede et hint om et nyt forslag i Ghadas spørgsmål, forholdt jeg mig også tavs.

Den anden nat

Efter isha-bønnen blev celledøren åbnet, og Safwat trådte ind i sin skrækindjagende skikkelse. Med sin naturligt hårde stemme sagde han-

“Du dér, Zaynab—” Mens han sagde det, greb han min hånd og trak i mig, mens han sagde, at jeg skulle komme. Han gik videre, mens han gentagne gange skubbede til mig. På vejen mødte vi en mand. Han sagde-

»Safwat, Khalil venter på dig.« Safwat slyngede en fornærmelse efter mig og sagde:

»Jeg er jo netop ved at føre hende hen til ham.«

Manden spurgte:

»Er det Zaynab al-Ghazali?«

Safwat svarede med en fornærmelse:

»Ja, det er Zaynab al-Ghazali.« Kort efter blev jeg ført ind i et rum. På den anden side af bordet sad en mand med et rædselsvækkende udseende. Så snart han så mig, rejste han sig næsten springende som en patient, der var besat af en jinn. Derefter gik han rundt i rummet og sagde til Safwat:

»Gå hen og hent ham.«

Safwat kom ind med en mand. Så snart han var kommet, satte han sig på en stol og spurgte mig:

Din gamle kone! Hvem er du?

: Zaynab al-Ghazali – svarede jeg.

Han spurgte:

: Hvorfor er du her?

: Hvad ved jeg om det – sagde jeg……

Han sagde:

: Du burde vide, at du er her i dag, fordi du sammen med Huzaybi, Sayyid Qutb og Abd al-Fattah Ismail planlagde at myrde præsident Nasser –

Jeg protesterede bestemt og sagde:

:Det er ikke andet end falske beskyldninger.

sagde han—

:Tal forsigtigt. I aften bliver det ikke bare tæsk, men drab med det samme … Ved du ikke, hvem jeg er? Jeg er udyret i militærfængslet, forstår du?

sagde jeg—

:Indtil jeg kom i fængslet, havde jeg ikke mødt et eneste menneske, kun uhyre og hunde. De torturerede Ikhwan er naturligvis en anden sag. Folkets elskede ledere bliver her brutalt ydmyget og mishandlet af uhyre og hunde.

Manden sprang pludselig op, sparkede mig hårdt og væltede mig om på gulvet med et voldsomt skub med begge hænder, hvorefter han fortsatte med at sparke mig uden ophør. Det uventede angreb gjorde mig næsten bevidstløs. Han selv var også forpustet. Han sendte mig et skarpt blik og sagde—

:Jeg vil ikke høre på filosofisk snak—du skal tale ordentligt. Dermed gav han mig en hård lussing på kinden.

Safwat tog fat i mig med begge hænder og satte mig på en stol. Derefter lukkede han døren og gik.

Efter et stykke tid kom endnu en person og sagde:

:Zaynab, hvad er det, du gør? Du fornærmer og håner folk. Ved du hvad, præsidenten er en meget frisindet mand. Han ønsker dig alt godt. Vi vil gøre dig til kronvidne i sagen. Vi vil frafalde anklagen mod dig om, at du sammen med Det Muslimske Broderskab havde lagt den plan.

Jeg sagde:

:Det er hverken Det Muslimske Broderskab eller mig, der er skyldige. Det er snarere jer, der er skyldige. I er skyldige i med tvang at regere over et muslimsk land.

Han sagde:

:Enten er du sindssyg, eller også er der måske opstået en psykisk svaghed hos dig. Nå, men jeg lader dig være. Jeg sender dog en person, som ved udmærket, hvordan man når frem til et kompromis med dig.

Da han var gået, takkede jeg Allah. Han havde ikke tvunget mig til at blive stående.

Jeg følte mig meget udmattet.

Lidt senere kom en mand ind med en pisk i hånden, bad mig om at rejse mig og spurgte om mit navn. Jeg svarede roligt:

:Zaynab al-Ghazali.

Han sagde

:Din elendige pige! I nat er det sidste nat i dit liv. Jeg bliver her lige til dit sidste øjeblik.

I det samme kom en anden mand og sagde til den første:

:Gå du bare. Jeg bliver hos hende et stykke tid. Denne pige har gjort mange gode gerninger i sit liv. Men til sidst er hun kommet i Ikhwans kløer og står i dag over for så stor en fare.

Den første sagde forbløffet:

:Virkelig! Har hun også gjort gode gerninger i dette liv?

Men uanset hvad er der kun kort tid tilbage af hans liv. Om lidt vil han blive dræbt.

Den anden mand sagde –

:Gå du bare. Jeg vil se, om jeg kan nå frem til en aftale med ham! Hvad forventer I egentlig af ham?

Den første mand sagde –

:Både præsidenten og hans rådgiver ønsker, at han skal være kronvidne i sagen og afgive en erklæring mod Ikhwan. Ikhwan har allerede tilstået deres forbrydelser. Med disse ord gik den første mand.

Denne gang udtrykte den anden mand falsk medfølelse med mig og sagde –

:Zaynab, hvorfor gør du dig selv uret? Dit tøj er blevet revet i laser.

Derefter satte han sig på bordet og sagde –

:Saml al din fornuft og lyt, og svar på hvert eneste af mine spørgsmål.

Da han så, at jeg forholdt mig tavs, sagde han igen –

:Jeg mødtes i morges med din bror Abdul Momen og Saif samt med din mand. Din mand er virkelig et meget godt menneske. Men du har skabt problemer for ham. Jeg er ivrig efter at redde dig ud af denne fare. Og for at opnå det skal du blot blive statens vidne. Det er en meget enkel vej.

Derefter tilkaldte han Safwat og sagde –

:Hun har brug for at sove og hvile. Lad hende blive i cellen.

Han sagde til mig –

:Og ja! Vi mødes igen i morgen; kom efter at have tænkt dig grundigt om.

En kort hvile

Da jeg nåede frem til cellen, sov Alia og Ghada. Da Alia hørte, at jeg kom, vågnede hun. Med søvn i stemmen spurgte hun-

:Er De kommet tilbage, al-Hajja!

:Alhamdulillah. -svarede jeg. Jeg ville gerne sove, men søvnen kom ikke. Imens lød fajr-bønnekaldet. Vi bad alle sammen i fællesskab. Efter bønnen spurgte Ghada til nattens prøvelser, og jeg sagde til hende-

:Bed Allah om at holde mig fast på sandhedens vej. De vil udsætte mig for en ny prøve. De kræver, at jeg udfører umulige opgaver.

:Allah vil helt sikkert hjælpe Dem. Men Ghada blev ved med at stille spørgsmål for at få at vide, hvad der var sket om natten. Jeg var meget udmattet og plaget af smerter, så jeg kunne ikke fortælle hende noget. I mit stille sind forberedte jeg mig på at møde den følgende nats situation. Alia forstod, hvor alvorligt det stod til. Hun fik Ghada til at tie. Sådan gik dagen på en eller anden måde.

Undertrykkelsens nat

Til sidst kom den nat, jeg havde frygtet. Alia og Ghada Ammar bad til Allah om mit og alle Ikhwan-brødrenes velbefindende og frihed. Døren blev åbnet, og en ny mand kom ind sammen med Safwat. Den nye mand gik ind i et rum med mig, beordrede Safwat til at gå, gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig på en stol, og sagde-

:Zaynab! Du har afvist alle dem, der kom for at hjælpe og støtte dig, og sendt dem skuffede bort. I dag er jeg også kommet til dig! Jeg håber, at vores Herre vil hjælpe mig, og at Allah også vil vise dig den rette vej. Og i stedet for at tale på Ikhwans vegne håber jeg, at du vil koncentrere dig om dette: De har vildledt dig og trukket dig ind i denne vanskelige situation. Du er blevet bedraget af dem. Tænk over det: Ønsker de virkelig at gennemføre islams idealer? Eller bruger de islams navn for at vinde magt? Vi ønsker, at du anlægger et mere fordomsfrit syn på os. Hr. Huzaibi har sagt ting om dig, som endda kan danne grundlag for, at du bliver dømt til døden. Sayyid Qutb har også støttet hr. Huzaibis synspunkter. Vi anerkender naturligvis ikke deres ord, for vi ønsker at befri dig fra denne konflikt. Vi ønsker at gøre dig til kronvidne for regeringen. Vi ønsker, at du nu vender hjem, og når der bliver brug for dit vidneudsagn, sender vi nogen efter dig, eller også kommer jeg selv og henter dig. Hvis du er enig med mig i dette, kan jeg arrangere, at du møder præsidenten og hans rådgiver. Desuden vil præsidenten straks udstede en ordre om, at du får din organisations hovedkvarter tilbage. Og ikke nok med det: Præsidenten vil udnævne dig til en høj ministerpost og sørge for, at du får en æresgrad fra hvert eneste universitet i landet. Det er nu blevet tydeligt, hvordan Ikhwan har forrådt dig. De lægger hele skyldbyrden på dine og mine skuldre, mens de selv søger en vej til frihed.

Manden blev ved med at tale sådan, mens jeg lyttede tavst. Mens han talte, forsøgte han også at aflæse reaktionen i mit ansigt. Derefter trykkede han på kaldklokken, der lå på bordet, og kaldte på Safwat. Så vendte han sig mod mig og sagde:

:Du drikker jo ‘kahwa’ (en slags kaffe); skal jeg bede dem hente en skål til dig?

Jeg sagde:

:Mange tak. Jeg har ikke brug for noget lige nu. Da han hørte mit svar, sendte han Safwat af sted efter te til ham selv og sagde:

:Zaynab, jeg giver dig papir og pen. Skriv de ting ned her, som vi er nået til enighed om.

Forbløffet sagde jeg:

:Jeg er jo ikke nået til enighed med dig om noget som helst. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal skrive.

Mens han rakte mig papir og pen, sagde han –

:Du har endnu ikke været i stand til at vurdere dine egne interesser korrekt.

:Du har endnu ikke været i stand til at vurdere dine egne interesser korrekt. Præsident Jamal Nasser ønsker at hjælpe dig og er villig til at befri dig fra denne sag.

Jeg spurgte:

:Hvilken sag? En sag, fordi folket forener sig for at forstå dīn korrekt? Det er i virkeligheden præsidenten, hans rådgivere og deres håndlangere, der burde retsforfølges. For det er dem, der er ansvarlige for landets moralske og karakter­mæssige forfald, udbredelsen af usædelighed og indførelsen af ateistiske tankegange. Det er dem, der har skabt uro i landet. Hvis jeg absolut skal skrive, vil jeg skrive om dette fattige lands samlede virkelighed. Jeg kan skrive de sandheder, der står klart for mig, og som jeg har iagttaget.

Han sagde:

:Jeg ved, Zaynab, at du er en højtuddannet kvinde, og at dit talent er enestående; jeg håber ikke, du ønsker, at din situation skal blive endnu mere elendig. Her er papir og pen; tænk dig grundigt om, og skriv det, der er bedst for dig. Jeg går nu. Og husk, når du skriver, at præsidenten ønsker at holde dig fri af sagen. Sagens indhold er blevet forklaret dig. Jeg siger det igen: Huḍaybi og Sayyid Qutb lagde begge planer om at dræbe Jamal Nasser og tage regeringsmagten. Ifølge deres udsagn var det Zaynab al-Ghazali, der udarbejdede planen. De lægger hele skylden på dig for selv at slippe fri. De siger endda, at du alene er ansvarlig for disse begivenheder, og at det er på grund af dig, at de nu står over for fare. Skriv nu. Men tænk dig meget grundigt om, når du skriver om din egen mening og Ikhwans vurdering af dig. De giver dig skylden for alt. Efter vores mening var det dem, der førte dig på afveje og ophidsede dig, hvorefter de selv trak sig tilbage. Sig mig, var det tapperhed eller fejhed?

Derefter forlod han mig alene med papir og pen. Jeg begyndte at skrive omhyggeligt:

:Hundrede gange beklager jeg, at dette ulykkelige papir og denne pen er faldet i hænderne på en tortureret fange i en celle. Vi var samlet sammen med de unge Ikhwan for at studere islamisk retslære, hadith, Profetens sunna, den hellige Koranens tafsir og lignende. Vi læste Ibn Hazms Al-Muhalla, Ibn Qayyims Zad al-Ma’ad, Hafiz Montazaris Al-Targhib wa al-Tarhib samt Sayyid Qutbs Fi Zilal al-Qur’an og Ma’alim fi al-Tariq. Vi læste biografierne om den ærede Profet og hans ledsagere for at lære, hvordan den islamiske livsform bliver etableret. Disse studieforløb fandt sted med imam Huḍaybis tilladelse og under hans opsyn. Formålet med disse studieforløb var at tiltrække den yngre generation til ret tænkning og gode handlinger og skabe grundlaget for et sundt lederskab. Vi følte behov for at skabe oprigtige aktivister i håbet om på ny at etablere det islamiske ideal på jorden. Efter detaljerede drøftelser, overvejelser og eftertanke besluttede vi at organisere de unge. Vores mål var at lede samfundets uuddannede og vildledte unge ind på den rette vej. For at gennemføre dette formål vedtog vi en plan, der skulle strække sig over tretten år. Derefter ville vi gennemføre en undersøgelse i hele landet. Hvis den viste, at andelen af verdens befolkning, der støttede det islamiske ideal, var under 25 procent, besluttede vi at iværksætte endnu en trettenårsplan. På denne systematiske måde ville vi undersøge situationen en anden, tredje og fjerde gang. Dette uddannelsesarbejde skulle fortsætte på denne måde, indtil 75 procent af landets befolkning blev aktive tilhængere af det islamiske ideal. Hvad er der så for Jamal Nasser at frygte? Og hvad er det egentlig, I, der er knyttet til regeringen, frygter så meget? Der vil måske gå flere årtier, før vi når vores mål. Hvorfor banker jeres hjerter så hårdt af frygt? Vores plan indeholder ikke det mindste om at dræbe Nasser. At dræbe ham er ikke noget problem; tværtimod står hele nationen over for et større problem end at dræbe mange som ham. Vi taler ikke blot om at dræbe nogen; selv at påføre et dyr den mindste skade ligger uden for vores forestilling. Men I forsøger at dræbe utallige troende muslimer uretmæssigt ved at fremsætte den slags grundløse og falske anklager. Svar mig i stedet på dette: Hvem har givet jer ordre til vilkårligt at tilbageholde os, torturere os og iværksætte en plan om at dræbe os? Udfører I disse uretfærdige og ulovlige handlinger efter jødernes instrukser eller efter de socialistiske skakspilleres ordrer? I dag er ateistiske kommunister, socialister, religionsfjendtlige kristne udbytteriske kapitalister i Vesten og zionisterne dybt bekymrede over at se muslimernes islamiske genopvækkelse. Den islamiske revolutions slagord har berøvet dem deres fred og komfort dag og nat. Ja, sådan er det! De kan ikke udholde islams navn. Derfor har de i hele den muslimske verden sat deres efterretningstjenester ind bag de islamiske bevægelser, og gennem deres betalte agenter gennemfører de sammensværgelser for at chikanere og dræbe islams mujahidiner.

Men vid, at Allah vil sprede sit lys og ydmyge de vantro. Hvis I dræber os i dag, vil hundredtusinder af troendes ustoppelige karavane i morgen træde frem for at holde islams banner højt.

Om Muslimske Kvinders Organisations tidsskrift, organisationens hovedkvarter eller hele den verden, der omgiver os, vil jeg blot sige dette: Vi er ikke afhængige af noget. Vi ønsker kun Allahs tilfredshed og at Allahs egen religion bliver grundfæstet i Allahs verden. Jeg skriver min erklæring og underskriver nedenunder med mit navn: “Zaynab al-Ghazali”.

Da Safwat Rubi kom ind og bad om det skrevne papir, gav jeg det til hende. Hun tog det med sig og gik ud. Efter et stykke tid kom den person, som havde givet mig papir og pen, hen til mig. Han havde nogle papirer i hånden. De var naturligvis ikke skrevet af mig. Men han skar og rev disse papirer i stykker og kastede dem fra sig på en måde, som om han ville vise mig, at han havde revet netop de papirer, jeg havde skrevet, i småstykker.

Denne gang kaldte han på Safwat og sagde:

«Hold hende, Safwat … Hun er i virkeligheden en pige, der fortjener at blive hængt; folk har gjort ret i at beslutte, at hun skal dræbes. Jeg kom for at hjælpe hende. Da hun afviste mit tilbud, så lad hende nu blive hængt.» Efter at have sagt dette gik han tilbage. Derefter begyndte Safwat at slå mig som et dyr. Hun slog mig med knytnæver med begge hænder og blev ved med at sparke mig. Da hun blev træt, låste hun mig inde i cellen og gik.

Jeg undrede mig over, hvad de i sidste ende ville opnå ved at vende sig imod mig og lokke med begær og fristelser, når jeg gentagne gange havde gjort min holdning klart både mundtligt og skriftligt. De burde nu tro på, at intet kunne få mig til at vige fra mine principper. Eller ønskede de at dræbe mig i overensstemmelse med et på forhånd fastlagt program og dermed finde ro? Jeg har jo forklaret alt klart flere gange; intet er skjult, alt er tydeligt, og alt er blevet beskrevet med forklaringer. Hvad er det så, de vil?

Kufferten og præsident Nassers brev

Da celledøren blev lukket, var det, som om jeg nåede frem til en anden verden. Hele kroppen, hvert led og alle lemmer syntes at falde fra hinanden. Jeg var i en urolig tilstand på grund af smerter, svie og pine. Jeg kunne hverken finde ro, sidde eller stå. Jeg forsøgte at lægge mig lidt sammenkrøbet, men smerten … På grund af de uudholdelige smerter fra piskeslag, slag og spark vred jeg mig blot rastløst. De havde ved at slå mig gjort hele min krop til ét stort sår og med deres usigelige, skamløse skældsord gjort min sjæl bedrøvet. Mens jeg vred mig fra side til side i uro og smerte, hørte vi fajr-adhan’en. Alia og Ghada Ammar vågnede for at bede. Vi udførte bønnen med tayammum. Min tilstand var dengang som et svar på alle spørgsmål. Det var tydeligt, hvad der var sket, og hvorfor det var sket. Alia sagde til mig:

Lægen har givet mig sovepiller. Vil De tage en …? Jeg svarede –

De kan give mig en. Jeg bad om en, så jeg kunne sove. Men hvor skulle søvnen komme fra? Hvordan skulle jeg kunne falde i søvn med en krop, der var knust af slagene, og et såret sinds uro? Der er ingen anden udvej end Allahs nåde. Jeg finder kun ro i Allahs navn. Selv under al denne tortur mærker jeg en ukendt styrke i mig til at bede og læse Allahs Koran.

Ga’da plejede at ridse streger på væggen i Ammars celle og skrive datoerne ned. Hun sagde –

I dag er det den attende oktober. Jeg svarede –

Ved Allahs nåde vil også de resterende dage gå.

Insha’Allah.

Klokken fire om eftermiddagen blev celledøren åbnet, og to soldater trådte ind sammen med Safwat. De havde en enorm kuffert med sig. Så snart jeg så kufferten, genkendte jeg den. Den var blevet hentet fra mit hjem. Safwat åbnede kufferten, tog en ting frem og viste den, mens han sagde –

Zaynab, vi har hentet dette tøj og disse ejendele fra dit hjem. Derefter lagde han alle tingene tilbage i kufferten og lukkede den. Det så ud, som om jeg skulle sendes et sted hen på en lang rejse. Jeg spurgte ham –

Hvem har fået disse ting bragt hertil, og hvem har bragt dem? Safwat sagde:

Det har vi selv fået bragt, og din søster Hayat har bragt disse ting hertil. Derefter bad han soldaterne om at gå, og lidt senere gik han selv. Da jeg så bødlen komme tilbage, lukkede jeg irriteret øjnene og besvimede pludselig. Aliya og Ghada begyndte straks at massere mine hænder og fodsåler. Da jeg kom til bevidsthed igen takket være deres anstrengelser, trøstede de mig og sagde:

Det er ikke noget, al-hajja! Sagen er jo meget enkel! Dit tøj er blevet ødelagt, så de har måske fået bragt noget bedre tøj. Der er ingen særlig grund.

Jeg sagde til Aliya:

Det er et tegn på, at en krise er på vej, Aliya!

Nej, al-hajja! De har sikkert kun fået det bragt, fordi du havde brug for det, sagde Aliya.

Jeg sagde:

Nej, Aliya, nej! Er det ikke endnu en prøvelse? Hvorfor skulle de kun bringe mit tøj? Jeg har ikke bedt om at få det bragt—en stor ulykke er ved at ramme mig … Må Allah holde mig fast på sandheden og befri mig fra ulykken.

Vi var i gang med at udføre asr-bønnen. Pludselig trængte Safwat ind, greb fat i mig midt under bønnen og begyndte at skubbe og slæbe mig med sig, mens han sagde-

:Kom med mig. Derefter låste han Aliya og Ghada inde i cellen og tog mig med sig. Han førte mig alene ind i en korridor. Så blev jeg skubbet ind på et trangt, mørkt og ildelugtende sted. Det var et frygteligt sted, fyldt med huller, hvor slanger og rotter holdt til. Den intense kulde, stanken og den skrækindjagende stilhed fyldte mig med rædsel. Tårefyldt bad jeg Allah om hjælp og bønfaldt Ham om støtte til at overvinde krisen. “Vid, at når man reciterer Allahs navn, indgyder det sjælen en ubeskrivelig styrke og ro.

Pludselig viste der sig et lys, og Safwat kom ind, rakte hånden frem og sagde-

:Her, læs dette brev.

Jeg åbnede brevet og så, at der med trykte bogstaver stod-

“Præsidentens kontor. Derefter stod der skrevet med maskinskrift-

“Efter præsident Abdu n-Nassers ordre skal Zaynab al-Ghazali udsættes for endnu mere tortur og smertefuld straf end mænd.”

Underskrift

Gamal Abdel Nasser

Egypts præsident.

På brevet var der også afbildet regeringens emblem og et særligt præsidentielt segl. Jeg læste præsidentens brev og var på vej til at give det tilbage til Safwat, da jeg sagde:

: Allah er langt større og stærkere end jer alle. Allah er alene nok for os.

Han så på mig med et morderisk blik, lukkede celledøren, mens han overdængede mig med ubeskrivelige skældsord, og gik.

Kort efter blev jeg igen forskrækket, da jeg hørte Safwats stemme; han sagde:

: Pas på, vær forsigtig!

Da celledøren blev åbnet, så jeg Bisyuni. Han kom ind og sagde:

: Du får endnu en time til at tænke dig grundigt om og træffe en beslutning. Sørg for at få en ordentlig forståelse af, hvad der er i din egen interesse. Jeg har fået bragt det tøj, du skal bruge til mødet med præsident Jamal Nasser og hans rådgiver Abdul Hakim. Derefter vil din opfattelse af sagen ændre sig. Idet han så på Safwat, sagde han:

: Læs præsidentens brev højt for ham. Safwat læste brevet igen.

»Efter ordre fra præsident Abdun Nasser skal Zaynab al-Ghazali udsættes for mere tortur og en mere smertefuld straf end mændene.«

Underskrift

Jamal Abdun Nasser

Egyptens præsident.

Hamza tog brevet fra Safwats hånd, gav mig det og sagde:

: Tag den, din skøre! Læs brevet, og prøv at forstå dets indhold ordentligt.

Jeg sagde:

Jeg har allerede læst dette brev. Han sagde:

Læs det igen. Hvor er Hunter, Safwat? Jeg tog brevet og læste det igen. Derefter kastede jeg brevet på jorden og sagde:

I syndige vantros unger, jeg siger, gå ud! Min Herre er mægtig…… Hamza Basiuni gik uden for cellen og tilkaldte soldaterne. Soldaterne kom ind med den kuffert med tøj og råbte:

Vi giver dig endnu en time. Her er dit tøj. Tænk dig om og gør, hvad der er bedst for dig. Løsningen på problemet ligger nu i dine egne hænder.

Derefter lukkede de celledøren og gik tilbage. Jeg bad til Allah:

“O rene Herre og Forsørger! Giv mig styrke og mod, så jeg kan stå ansigt til ansigt med farerne.”

En time senere hørtes Safwats hæse stemme:

: Pas på, vær på vagt! Hamza Bisyuni kommer. Hamza trådte ind, så mig og spurgte:

: Hvad er der? Du har stadig ikke fået tøj på. Så du ønsker altså at dø? Jeg sagde:

: Det er ligegyldigt. Jeg har ofret mig selv. Hamza sagde:

: Fint, Safwat, denne pige ofrer sit liv i bytte for Sayyid Qutubs og Huzaybis liv. De ønsker jo blot at slippe for hende. Nu vil de blive frikendt som uskyldige… Safwat greb hårdt fat i mig og slæbte mig ad en ukendt vej. Da jeg gik forbi galleriet, råbte jeg højt: »Allahu Akbar«. Mit formål var, at Alia og Ghada Ammar skulle høre det. For i overensstemmelse med Hamza Bisyunis ord tænkte jeg, at dette måske var det sidste øjeblik i mit liv.

Fjerde kapitel

Shams Badrans tortur

Safwat gik med mig i lang tid og nåede frem til officeren Hanis kontor. Derefter førte Hani mig til Shams Badrans kontor.

Ved De, hvem denne Shams Badran er? En moralsk fordærvet person, der er ringere end selv det mest nådesløse og grusomme dyr. Denne mand, der er mere vild og barbarisk end en hyæne, har skabt en frygtelig rekord i at undertrykke mennesker. Når han får fat i troende muslimer, antager han en endnu mere skræmmende skikkelse. Han torturerer muslimer med en så hård og voldsom brutalitet og efter en så særlig barbarisk metode, at det er umuligt at give en nøjagtig beskrivelse af det. Med alle sine kræfter forsøger han at ødelægge muslimernes troslære og overbevisning og gøre en muslim til ikke-muslim gennem tæsk. Men alle hans bestialske forsøg mislykkes til sidst.

Da jeg ankom, spurgte han med stor arrogance og foragt:

: Zaynab al-Ghazali! Er du stadig i live?

: Ja! svarede jeg med den samme rolige og afdæmpede stemme.

Hamza Basyunis kontor lå lige ved siden af Shams Badrans kontor. Bag mig stod Safwat klar med to andre bødler, alle med piske i hænderne. Piskens skinnende sorte spids snoede sig som en flammende ildtunge.

Shams Badran sagde arrogant:

: Din pige … Zaynab …! Der er stadig tid; bring dit sind til fornuft … tænk på dit eget bedste. Jeg vil også gerne slippe for besværet med dig og rette min opmærksomhed mod de andre. … Ved Abdun Nassers ære sværger jeg! Jeg vil skære og flænse dig i småstykker med piskeslag efter piskeslag.

Jeg svarede med den samme rolige og afdæmpede stemme:

: Det, Allah vil, det sker; Han er den Almægtige.

Han sagde:

: Du dér, pige! Hvilken besynderlig frækhed, du udviser! Jeg forblev tavs.

Denne gang spurgte han:

: Hvad er dit forhold til Sayyid Qutb og al-Hudaybi? Jeg svarede med normal stemme:

: Et islamsk broderskab.

Han spurgte som en idiot:

: Hvilket broderskab?

Jeg sagde igen:

: Islamisk broderskab.

: Hvad er Sayyid Qutbs profession? spurgte vedkommende.

Jeg svarede-

: Professor og imam Sayyid Qutb er en tapper mujahid på Guds vej, en mufassir af den hellige Koran, det vil sige en fortolker, en mujaddid og en mujtahid.

Vedkommende spurgte som en tåbe-

: Hvad betyder alt dette?

Denne gang sagde jeg langsomt og tydeligt, idet jeg lagde stærk vægt på hvert enkelt ord-

: Professor Sayyid……Qutb……leder……og lærer……leder inden for islamisk tænkning……forfatter……berømt litterat og en sand efterfølger af Guds Sendebud……

Da han gav bødlerne et tavst tegn, kastede bødlerne sig over mig med deres piske og læderpiske.

Efter at tæskene havde stået på i lang tid, spurgte han igen –

: Hey, pige! Hvad er al-Hudaybis profession?

Jeg svarede –

: Professor Imam Hasan al-Hudaybi er muslimernes leder og imam. Han er tilknyttet Ikhwan al-Muslimun. Han er fast besluttet på at etablere den islamiske shariahs regler og bestemmelser. Han er en mujahid på Allahs vej. Hans mål er, at hele den muslimske ummah vender tilbage til Koranens og sunnahens vej……

Før jeg nåede at afslutte mine ord, begyndte piskene og læderpiskene igen at få min ryg til at brænde.

Shams Badran sagde, brændende af vrede –

: Det er alt sammen noget sludder; du vrøvler meningsløst, pige……!

Hasan Khalil var også til stede dér. Han sagde-

: Pasha, lad ham tale. En vigtig oplysning er ved at komme frem. Derefter kom han hen foran mig, tog fat i min hånd og spurgte-

: Har du læst Sayyid Qutbs bog »Ma’alim fi at-Tariq« – Milepæle? Jeg svarede-

: Ja, det har jeg sandelig.

Der var også mange højtstående officerer til stede. De var kommet for at nyde den djævelske tortur, jeg blev udsat for. En af dem sagde-

: Vil du fortælle os bogens hovedindhold? Jeg svarede ja: Bismillahir-Rahmanir-Rahim wa-s-salatu wa-s-salamu ‘ala Rasulihil-Amin – Jeg begynder i Allahs navn, Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige. Må endeløs velsignelse og fred være over det mest troværdige sendebud……

Men Shams Badran lod mig ikke fortsætte. Han slog hænderne sammen på en underlig måde og spurgte mig-

: Tror du, det her er en moskés prædikestol? Husk, vi er ikke i en moské…… vi befinder os i en kirke. Samtidig slyngede han obskøne skældsord efter mig.

Hasan Khalil sagde-

: Undskyld, pasha! …… Nå, Zaynab, hvad har du lært af ‘Ma’alim fi at-Tariq”?

Denne gang sagde jeg alvorligt-

: ‘Ma’alim fi at-Tariq’ er den berømte bog af mufassiren og den litterære mujtahid Sayyid Qutb. I den opfordrer han den muslimske umma til at vende tilbage under islams skygge. Han kalder muslimerne til at vågne på ny på grundlag af troen på tawhid…… Han viser de forvirrede og vildfarne mennesker Koranens og sunnahs lys…… Han siger, at de skal angre deres fejl og mangler og gå frem ad religionens vej, og han opfordrer den muslimske umma til at træde ud af uvidenhedens mørke og løfte islams ideals fakkel. Han siger, at islam er den eneste vej til frelse og fremgang. Islam er den eneste vej til fred og velstand. Så længe muslimerne ikke følger islams vej, vil deres skæbne ikke ændre sig. Derfor må man læse Koranen og forstå den. Man må gå frem mod at nå sine formål og mål. Han siger, at muslimerne må lytte til kaldet fra viden, fornuft og samvittighed. De må følge tawhid og risalat. For det er netop tawhids og risalats idealer, der kan sikre den muslimske umma et lysere liv.

Efter at have hørt mine ord sad alle tavse og lydløse i nogle øjeblikke. Så brød Hasan Khalil stilheden med en ahmaddisk bemærkning-

: Hun er tydeligvis en god taler, hun kan holde en fremragende tale. En anden sagde-

: Desuden er hun også forfatter og journalist. Derefter læste han et afsnit op fra lederen i den avis, der blev udgivet under min redaktion, og som blev beslaglagt, da jeg blev arresteret.

Men Shams Badran brød sig ikke om dette. Han afbrød ham, så på mig med et voldsomt blik og sagde dumt- Denne pige fatter ikke et ord.

: Så snart han havde sagt dette, kastede bødlerne sig igen over mig med deres piske. Mens de slog mig, sagde de:

: Fortæl pasjaen alt, præcis som det er.

På Hasan Khalils måde at tale på kunne man forstå, at han tilsyneladende var ved at lægge en fælde for at fange mig. Han sagde til dem:

: Det gør ikke noget. Hvorfor har I så travlt?

Derefter vendte han sig mod mig og sagde –

: Jeg vil gerne vide, hvilken betydning det har, at I har antaget »La ilaha illallah Muhammadur Rasulullah« som jeres kæreste og vigtigste slagord. Jeg sagde:

: Jo, altså: Den elskede profet, Hazrat Muhammad (fred være med ham), har kaldt hele menneskeheden og sagt, at det ikke sømmer sig for mennesker at tilbede afguder, mennesker eller noget som helst andet væsen eller nogen anden magt. Mennesket er Allahs stedfortræder. Mennesket har større værdighed og betydning end alle andre levende væsener og ting i skaberværket. Derfor skal mennesket ikke tilbede andre end Allah alene. Det skal kun bøje sit hoved for Allah alene, og ingen andre steder eller for nogen anden. Det er omtrent betydningen af »La ilaha illallah«. Og betydningen af »Muhammadur Rasulullah« er, at Muhammad (fred være med ham) er Allahs udvalgte sidste profet. Gennem ham har Allah sendt islam, den evige og uforanderlige livsorden, til menneskene, for at den skulle grundfæstes på jorden. Koranen og sunnaen er islams kerne. Det er en ubetinget pligt at have fuld tro på Allah, Hans Sendebud Muhammad, det vil sige Koranen og sunnaen, og at fremføre praktiske eksempler på dette på alle områder af livet. Kort sagt er dette betydningen af vores kalima tayyiba.

Shams Badran blev som opslugt af vrede over disse ord. Han råbte:

: Hold op med det vrøvl.

: Straks efter begyndte hans tamme bæster at regne slag med piske og remme ned over mig. Hasan Khalil, som om han mente, at byttet var tæt på hans fælde, sagde til Shams:

: Pasha! Giv ham lidt mere spillerum for min skyld.

Derefter så han på mig og sagde:

: Hvad er din vurdering af os? Er vi muslimer eller vantro?

Jeg svarede:

: Prøv dig selv på Koranens og Sunnahs prøvesten. Så vil det stå klart, hvem du er, og om dit forhold til islam er fjendtligt eller venskabeligt.

Da Shams Badran hørte dette, blev han rasende. Han sagde alt, hvad der faldt ham ind. Han begyndte at komme med yderst beskidte og obskøne skældsord. Jeg forholdt mig tavs. Hvad andet kunne jeg overhovedet gøre? Da det heller ikke beroligede ham, begyndte han at pruste og springe rundt som et vildt dyr. Han skældte ud:

Du ved intet om Jamal Nasers barbariske regime. Her hersker den blinde brutalitet, og det vil feje alt foran sig bort som strå for en voldsom storm. Hans mænd er vant til at flå vejfarende i sig som sultne tigre ……

Shams Badran så på Safwat og sagde:

Det ser ud til, at han ikke giver efter, selv efter tæskene; hæng ham op med hovedet nedad. Safwat gik udenfor og kom tilbage med en tyk jernstang og to træstativer. Bag ham kom yderligere tre bødler med piske.

Da alt var gjort klar til at hænge mig op, bad jeg dem om et par lange bukser, som jeg kunne tage på.

Hasan Khalil sagde til Badran:

: Det gør ikke noget. Derefter bad Shams Badran om at hente et par lange bukser til mig. En soldat skyndte sig at hente dem. Shams Badran sagde:

: Gå ind i det værelse, tag bukserne på, og kom tilbage.

Da jeg gik ind for at tage bukserne på, så jeg et enormt, centralt klimatiseret rum. Hallen var smukt indrettet med møbler af høj kvalitet, gulve dækket af dyre tæpper og alt tænkeligt udstyr til luksus. Nå, men da jeg var kommet tilbage iført de lange bukser, blev jeg efter Shams Badrans ordre hængt op i luften. Jeg husker ikke præcis, hvordan de bandt mine hænder og fødder sammen og hængte mig op. Men jeg husker, at Shams Badran gav mændene, der skulle hænge mig op, ordrer på en sådan måde, som om han førte soldater på en slagmark.

Da jeg var blevet bundet og hængt op, råbte han:

: Safwat, giv ham fem hundrede piskeslag. Straks begyndte dette brutale torturmareridt. Det virkede, som om de konkurrerede om, hvem der kunne slå hårdest, og man kan forestille sig, hvor meget mine smerter blev forøget af denne samlede mishandling. Alligevel viste jeg ikke min svaghed over for disse dyr. Jeg udholdt de skrækindjagende slag fra deres stave og piske og søgte indre ro ved at mindes Allahs navn. Men da smerterne overskred grænsen for det udholdelige, var det ikke længere muligt at lide dem tavst. Da løftede jeg et klageråb til den Almægtiges port, for hvem alt, både det åbenbare og det skjulte, er lige klart. Jeg råbte: »Ya Allah – Ya Allah«, mens piskeslagene gjorde mine smerter stadig mere intense. Derefter blev jeg ved med kun at påkalde Allah, indtil jeg mistede bevidstheden. Bevidstløs faldt jeg til jorden som et livløst legeme. De forsøgte at rejse mig og hænge mig op igen, men det lykkedes ikke. Jeg havde ikke den mindste smule kræfter tilbage til at stå. Hver gang jeg forsøgte at rejse mig, faldt jeg igen. Mine smerter overskred grænsen for det udholdelige. Blodet strømmede fra begge mine fødder, mens Shams Badran beordrede Safwat til at rejse mig og hænge mig op igen. Da jeg i den yderste smerte forsøgte at støtte mig mod væggen, slog Safwat mig med pisken og fjernede mig fra væggen. Nu sagde jeg, da jeg ikke så nogen anden udvej:

: Lad mig sidde lidt på gulvet.

Som svar sagde Shams Badran:

: Du får på ingen måde lov til at sidde. Hvor er din Allah? Kald på ham, så vi kan se, om han kan redde dig fra os! Men kald i stedet på Abdun Naser og se, hvad det nytter. Jeg lod, som om jeg ikke hørte på en sådan nederdrægtig tåbe, og forholdt mig tavs. Han pralede og sagde:

: Sig mig nu, hvor er din Allah?

Da han så, at jeg forholdt mig tavs, råbte han igen:

Hvor er din Allah? Svar!

Denne gang sagde jeg med en tårefyldt stemme:

: Allah den Almægtige er den bedste planlægger.

Derefter blev jeg sendt direkte fra Shams Badrans kontor til hospitalet.

Vandcel’len

Da jeg forlod Shams Badrans kontor, begyndte jeg at få åndenød. Jeg følte behov for at sidde et øjeblik og få min vejrtrækning tilbage til det normale. Det føltes, som om alle mine lemmer var faldet af. Men der var ingen vej ud; bødlerne var ude af stand til at forstå menneskers smerte. Da Safwat slæbte mig hen til den sidste gang på hospitalet, sagde Hassan Khalil pludselig bagfra:

: Safwat, kom tilbage. Pasha kalder på Zaynab. Derfor måtte jeg endnu en gang vende tilbage efter Shams’ ordre. Så snart jeg trådte ind på kontoret, så jeg søster Hamida Qutb foran mig. Jeg genkendte hende straks, så snart jeg så hende, men fordi min krop var blevet så vansiret, genkendte hun mig ikke, da hun så mig. Sulten, tørsten og desuden denne uudholdelige tortur hvert eneste øjeblik havde forandret min krop, mit ansigt og hele min hudfarve og teint. Shams Badran spurgte den ærede Hamida Qutb:

: Er dette Zaynab al-Ghazali?

Da Hamida hørte spørgsmålet, betragtede hun mig intenst og sagde med dæmpet stemme:

: Ja.

Jeg befandt mig dengang i en tilstand mellem bevidstløshed og halvbevidsthed. Derfor kunne jeg ikke huske afhøringen og samtalen med søster Hamida Qutb i detaljer. Men ud fra noget af det, jeg hørte, forekom det mig, at Shams Badran spurgte søster Hamida Qutb om søster Isa Fatema. Hun sad i cellen ved siden af min.

Mens Hamida Qutb besvarede Shams Badrans spørgsmål, beordrede han mig til at gå ud.

Så snart jeg kom ud fra hans kontor, blev jeg fuldstændig bevidstløs og faldt om på jorden. Safwat sendte gennem soldaten Abd al-Mabud bud efter en sygeplejerske. Sygeplejersken åbnede låget på et hætteglas og lod mig lugte til det, hvorefter jeg genvandt bevidstheden. Derefter fik bødlen Safwat mig til at rejse mig, og mens han svingede pisken i hånden, sagde han-

: Gå hurtigt- endnu hurtigere.

Mens jeg gik, blev jeg igen bevidstløs og faldt om på jorden. Da jeg kom til bevidsthed, fik han mig igen til at rejse mig og beordrede mig til at gå hurtigt. Samtidig brugte han sin pisk på mig. Slagene fra pisken på min sårede krop føltes som brændende ild. Sådan, mens jeg igen og igen rejste mig og faldt og blev slået, var jeg helt udmattet. Bødlens vanvittige pisk var ubarmhjertig. O Allah! Er disse også mennesker, som Du har skabt! Det er sandelig en højst besynderlig skabning; de går støttet på to ben og én pisk. Netop da beordrede en eller anden-

: Anbring ham i celle nummer fem. En anden ordre lød-

: Før ham til vandcellen.

Safwat bad mig gå ind i et rum og sætte mig. Han tilkaldte en sygeplejerske, som forbandt mit sår.

Da celledøren blev åbnet, så jeg en jernmur bag døren. Den var lige så høj som et stort træ. Han løftede mig op på muren og beordrede mig til at springe ned. Da jeg hørte hans ord, frøs hele mit væsen af skræk. Jeg havde ikke engang kræfter til at bevæge mig en eneste centimeter. På den anden side af muren fik jeg øje på en vandbrønd. Jeg samlede alle mine kræfter og sagde til Safwat—

: Jeg tager ikke mit tøj af under nogen omstændigheder. Han lo grusomt og sagde—

: Du går kun iført ét stykke tøj ned i vandet. Jeg sagde—

: Jeg har kun en chador omkring mig. Han sagde foragteligt—

: Om en times tid skal du alligevel dø. Tag også bukserne af.

Jeg sagde—

: Når jeg går ind i rummet, giver jeg dem tilbage til dig. Han spurgte til gengæld—

: Hvilket værelse? Jeg smider dig i denne brønd lige nu.

Jeg sagde:

: Så vend dig om. Han vendte sig om med ryggen til, og jeg tog bukserne af og gav dem tilbage. På den måde blev de bukser, som jeg havde fået lov til at tage på, da jeg blev sendt til Shams Badrans kontor, leveret tilbage.

Nu stod jeg i laset, gammelt tøj og tænkte på, hvad jeg skulle gøre! Da Safwat beordrede mig til at springe i vandet, satte jeg mig imod og sagde:

: Nej, jeg begår ikke selvmord. Hvis I vil dræbe mig, må I selv tage det fulde ansvar for det.

Jeg tænkte, at de virkelig havde truffet den endelige beslutning om at dræbe mig. Det var det indtryk, denne situation gav. For hvilket andet formål kunne den usædvanlige tortur, de ubeskrivelige skældsord, truslerne og befalingen om at springe i vandbrønden have? Det var tydeligt, at de ønskede min død. Hvis de ville, kunne de skubbe mig ned i brønden og dræbe mig. At blive martyr på denne måde på Allahs vej var mit ønske. Jeg sagde:

: O Allah, den rene og hellige Forsørger. Jeg byder martyrdøden på Din dīns vej velkommen … Jeg siger den hjerteligt velkommen.

Bødlen kom og tvang mig med piskeslag til at springe i vandet. Men jeg nægtede at springe af egen vilje. Så begyndte de uophørlige piskeslag at oversvømme min ryg med blod som regnen i måneden Shravan. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere og faldt om på jorden. Da Safwat så det, greb han sammen med Sa’d og Samb fat i mig og kastede mig ned i vandbrønden.

Jeg falder ned og opdager, at jorden under mine fødder er hård. Så går det op for mig, at det ikke er en vandbrønd, men en vandcelle. Endnu en modbydelig strafmetode. Jeg løfter hænderne i bøn til Allah og siger:

: O Rabb al-‘Alamin! Jeg har overladt alle mine anliggender til dig. Jeg ønsker kun din tilfredshed. Så længe jeg lever, vil jeg stå fast på vejen til din tilfredshed. O Allah, jeg ønsker din tilfredshed og kærlighed. Giv mig tålmodighed og mod, så jeg kan møde enhver fare, der måtte opstå, når jeg følger din vej.

Imens fortsatte Safwat med nådesløst at piske mig.

Mens han piskede mig, sagde han:

: Sæt dig.

: Hvordan skal jeg kunne sætte mig i så meget vand? Det er umuligt!

Den tyranniske Safwat brugte både munden og pisken, da han sagde:

: Sæt dig, sådan som man sætter sig for at bede. Det burde du vide særdeles godt. Sæt dig… se så at sætte dig hurtigt. … Det er kun Jamal Naser, der ved, hvordan man sætter Ikhwan på plads…… Jeg siger, sæt dig…… Hey, pige, hører du efter?

Da jeg med stort besvær satte mig ned, var jeg sunket i vand til hagen. Safwat sagde:

Pas på! Du må ikke røre dig så meget som et hårstrå. Du må ikke bevæge hænder, fødder eller nogen anden del af kroppen! Jamal Nasser har beordret, at du skal have tusind piskeslag om dagen…… Så vi giver dig ti piskeslag for hver eneste bevægelse.

Da jeg kom ind i disse ufatteligt frygtelige omgivelser, blev jeg så fortvivlet, at jeg endog mistede fornemmelsen af sorg og smerte. Men da vandet berørte sårene, blev smerten i dem mange gange stærkere. Uden Allahs særlige nåde havde jeg i denne tilstand ikke været i stand til at udholde så megen sorg og smerte. På grund af smertens styrke havde jeg endog glemt bødlen Safwat, Sa’d og Samb. Oven i det begyndte Safwat igen at piske mig og gjorde omgivelsernes bitterhed endnu mere uudholdelig. Mens Safwat svingede pisken, sagde han:

: Hør her, din elendige kvinde! Hvis du forsøger at sove, vil denne pisk vække dig; du skal sidde helt ubevægelig på denne måde. …… Du kan se hullet i døren dér; gennem det vil man holde øje med din tilstand. Hvis du forsøger blot at rejse dig, strække arme eller ben eller se til den ene eller den anden side, vil pisken stå klar til at rette dig ud…… Vi har placeret dig lige midt i cellen. Og pas på, at du ikke forsøger at komme i nærheden af væggen! Hvis du vil hen til væggen, får du ti piskeslag. Strækker du benene, ti piskeslag; strækker du armene…… ti piskeslag… bevæger du hovedet, ti piskeslag… Husk, at de tusind daglige piskeslag på den måde vil blive fuldført. Lad os se, om Huzaybi eller Sayyid Qutb kan redde dig…… Husk, dette er Nassers helvede. Selv hvis du råber Allahs navn hele dit liv, vil ingen komme for at redde dig. Men hvis du af et lykkeligt tilfælde råber Abdun Nassers navn, vil Paradisets porte straks blive åbnet for dig. Forstår du, Abdun Nassers paradis…… Hvis du ikke forstår det, venter der dig endnu hårdere straffe. Hvis du adlyder mig, er jeg parat til at gå i forbøn hos Pasha for at få dig løsladt. Du skal gå til ham og gøre, som han siger. Så er der ikke mere sorg, ingen bekymringer. Sig mig, er du vanvittig? Din idiot. For hvem og for hvad ødelægger du dit eget liv? For Ikhwan? De har jo allerede fortalt alt. Nu hænger galgens reb over dit hoved.

Jeg sad uberørt og lyttede til hans pludren. Den idiot, tåbe, dumme og stædigt selvglade mand var ude af stand til at forstå mit ansigts sprog. Derfor fortsatte han:

Adlyd mine ordrer, og tænk dig om, så du kan sikre din egen løsladelse…… Ellers er din død sikker i morgen tidlig, Zaynab.

Da jeg stadig ikke sagde noget, blev han rasende og sagde:

Du svarer ikke, hva’!

Alligevel forholdt jeg mig tavs, og han fortsatte sin tale—

: Hør, jeg viser dig en meget enkel vej. Jeg fører dig hen til pashaen. Du skal blot fortælle ham, hvordan Sayyid Qutb og Hajaybi Nasser havde lagt planer om at dræbe ham.

Da jeg ikke længere kunne holde hans vrøvl ud, råbte jeg af fuld kraft—

: Alle ikhwan er uskyldige og uden skyld. Allah vil snart gengælde jer for jeres magtmisbrug og tyranni. Vi ønsker ikke verdslige fordele; det, vi først og fremmest ønsker, er Allahs velbehag … Det var det, og derefter må det gå, som det går.

Da Safwat hørte mine ord, blev han stående dér og overøste mig med skældsord i en halv time. Da han gik, sagde han—

: Nå, jeg har jo meddelt dig ordren om din daglige straf.

Da han var gået, tænkte jeg: Hvordan skulle jeg overhovedet kunne bevæge mig? Hvis jeg strakte benene, ville min næse og mund blive dækket af vand. Der var altså ingen anden mulighed end at stå op. Hvad kunne jeg ellers gøre? Jeg måtte vel finde mig i de ti piskeslag. Jeg satte min lid til Allah, rejste mig i vandet og blev stående.

Jeg troede, at vagtsoldaten sov. Da jeg hørte fajr-adhanen, slog jeg hånden mod væggen og udførte tayammum. Jeg var i færd med ved tegn først at bede to rakʿat sunnah og derefter to rakʿat fard, da døren blev åbnet, og vagten kom ind og begyndte at piske mig. Jeg afsluttede hurtigt bønnen og satte mig igen i vandet, der nåede op til hagen. Vandet var så snavset og ildelugtende, at man ikke kunne udføre wudu med det.

Da jeg satte mig ned, blev døren lukket igen. Jeg gentog hele tiden: »Hasbunallahu wa ni’mal wakil.« Efterhånden begyndte jeg at døse hen. Men så snart min hage sank ned i vandet, forsvandt døsigheden.

Således kom vagten Samb ind i cellen hele fem gange for at piske mig. Mine bevægelser var lige så naturlige som før, og derfor var det absolut nødvendigt at piske mig.

Forbrydelsen

Ved chasht-tid, det vil sige omkring klokken ni om formiddagen, kom Safwat og tog mig ud af vandcellen og lukkede mig inde i en anden celle ved siden af. Jeg satte mig med ryggen mod en af cellens vægge. Dengang føltes selv denne hårde stenvæg for mig som en blød pude af vat. På grund af smerterne og sulten var jeg næsten ved at omkomme; min mave brændte af sult, og smerten fra slagene syntes at flænse mig i stykker. Sårene på kroppen og sårene i hjertet skabte tilsammen en så ufattelig og ubeskrivelig pine, at den ikke kan sammenlignes med noget.

I denne uudholdelige tilstand dukkede Safwat op med en kulsort djævel, mens han svingede pisken. Safwat stillede sig op og befalede den kulsorte djævel:

: »Begå den mest modbydelige handling med hende. Hvis hun protesterer eller gør modstand, så har du denne pisk til at bringe hende under kontrol.«

Da jeg hørte denne modbydelige, djævelske ordre, råbte jeg til Allah:

: »O Allah, du som beskytter liv og ære! Jeg er din tjenerinde, og jeg står fast ved mit løfte om at forblive urokkelig på vejen til din tilfredshed … På grund af min svaghed beder jeg dig inderligt om blot så megen hjælp: Beskyt min ære og anstændighed mod Satans rænker og de syndiges hænder, og hjælp mig i kampen mod undertrykkeren.«

Sandelig, hvor er Allahs herlighed grænseløs: Den mand, der var blevet udpeget til at udsætte mig for umenneskelig tortur, og hvis syn og stemme næsten fik mig til at miste bevidstheden, kaldte mig „khala amma“. Forbløffet vendte jeg blikket mod ham. Det frygtelige udtryk i hans ansigt var nu forsvundet. Hans øjne og ansigt strålede af et mærkeligt lys. Han sagde med klar stemme:

: Khala amma, vær uden frygt. Selv hvis de skærer mig i stykker, vil jeg ikke volde Dem den mindste sorg. Med glædestårer i øjnene og en stemme kvalt af følelser sagde jeg:

: Min søn … mit kære barn! Må Allah give dig vejledning … Må Allah belønne dig med den bedste belønning. Pludselig blev celledøren revet op. Safwat slog manden med pisken og fortsatte:

: Forbandede køter! Du har bragt dig selv i fare ved ikke at adlyde min ordre. Jeg sender dig øjeblikkeligt for en krigsret … Din køter! Du har trodset Jamal Nasers ordre … Hvis du vil redde livet, så adlyd min ordre, før jeg fører dig til Shams Pasha. Jeg giver dig en time; lad os se, om du udfører arbejdet. Hvis du ønsker at overleve, så begynd straks.

Safwat forlod stedet gennem dørens åbning efter at have givet disse ordrer.

Soldaten hilste Safwat fra inde i cellen og sagde:

: Huzurs ordre skal adlydes.

Bange mindedes jeg endnu mere Allahs navn og bad Ham om hjælp til at blive reddet fra denne overhængende fare. Jeg havde tænkt, at soldaten nu, efter at have modtaget den nye ordre og af hensyn til sit eget liv, ville være tvunget til at torturere mig. Måske ville han denne gang kaste sig over mig som et sultent dyr. Men nej! Han viste virkelig mod. Han smilede som et uskyldigt barn og spurgte mig:

: Mor, hvorfor behandler de dig så grusomt?

Jeg forklarede ham:

: Min søn, vi kalder mennesker til sandhedens og fredens vej, som Allah har anvist, og kræver, at der oprettes et islamisk samfundssystem til gavn for landets befolkning. Vi ønsker ingen magt eller rigdom for os selv. Det er vores forbrydelse i undertrykkernes øjne.

Da jeg hørte zuhrs adhan, slog jeg hånden mod væggen, udførte tayammum og bad. Da jeg løftede hænderne for at bede, bad han mig også bede for ham. Jeg bad for hans velbefindende i enhver henseende. Da jeg derefter rejste mig for at bede sunnah-bønnen, sagde han igen:

: Kære tante, bed Allah om, at jeg også må blive en, der udfører bønnen…… Kære tante, det virker, som om I ikke er mennesker, men noget større end mennesker, og de påfører jer uretfærdig lidelse…… O Nasser’s følgere, måtte Allah udslette jer fuldstændigt.

Jeg spurgte ham:

: Ved du, hvordan man foretager wudu?

Han sagde:

: Ja, det ved jeg. Jeg plejede at bede regelmæssigt. Men når de ser mig bede, arresterer de mig og holder mig indespærret i fængslet.

Jeg sagde til ham—

: Mit barn! Uanset om de spærrer dig inde i fængslet eller påfører dig nogen anden lidelse, så bliv ved med at bede regelmæssigt. Allah vil altid være din støtte.

Da han hørte mine ord, strålede et himmelsk lys i hans øjne og over hans ansigt. Han sagde begejstret—

: Ja, mor, jeg vil bede.

I netop det øjeblik kiggede en soldat ind gennem åbningen i døren og sparkede på døren, mens han tiltalte ham og sagde—

: Din køterunge, hvad laver du?

Han svarede—

: At han stadig ikke er færdig med bønnen…… Så klappede soldaten i hænderne og sagde-

: Safwat er på vej…… Det er ham, der har sendt mig for at sætte dig på prøve.

Lidt senere trængte Safwat ind som en gal hund og begyndte at piske den unge soldat. Han blev så udmattet af de voldsomme piskeslag, at han mistede bevidstheden og faldt om. En anden bøddel kom, løftede ham op og bar ham væk, hvorefter celledøren igen blev lukket. Jeg var dybt ulykkelig over, at den unge mand blev udsat for en sådan tortur, blot for min skyld, blot for at give mig en smule ro og mulighed for hvile. Han havde fundet vejen til Allahs tilfredshed, fået indsigt i sandheden og nægtet at adlyde tyrannernes ordrer. Han havde fordømt og kritiseret de tyranner, hvis undertrykkelse havde fået mig til at lide mig gennem livet og tælle dødens timer. Derfor måtte han gennemgå en grufuld straf. Midt i denne uudholdelige sorg bad jeg den dags asr-bøn.

Igen i vandcel’len

Så snart solen gik ned, blev bødlerne i militærfængslet aktive. Fængslets tykke fire mure rystede under deres grusomme, brutale latter. Mørkets fordærvelige skyer blev endnu tættere og mere skræmmende.

De førte mig igen til vandcellen i nattens mørke. Min mave brændte af sult, mit bryst var ved at sprænges af tørst, og piskeslagene havde forgiftet hele mit væsen. I denne tilstand, fyldt af udmattelse, faldt jeg i søvn. I søvne drømte jeg, at en række mennesker, iført klæder prydet med ædelstene over sort silke så sort som natten, var optaget af at spise udsøgte frugter fra kostbare guld- og sølvkar og drikke de fineste drikke. Deres dastarkhan var overdådigt dækket med mad. Så snart jeg havde drømt det, vågnede jeg og glemte helt min sult og tørst. Jeg følte ikke længere den mindste sult eller tørst. Det føltes, som om jeg lige havde spist mig mæt. Jeg takkede Allah inderligt for denne hidtil usete følelse. I hele tre dage blev jeg holdt alene i vandcellen uden at spise noget, nedsænket i vand til halsen. Derefter kom Safwat ned i vandet, skubbede hårdt til mig igen og igen og sagde-

: Hvor længe vil du blive ved med at holde fast i din trods? Jeg har sagt, at du skal fortælle mig alt og befri dig selv fra dette. Fortæl hele historien om, hvordan planerne om at dræbe Sayyid Qutb og Huzaybi Nasser blev lagt. Og du havde sagt, at Abd al-Fattah Ismail havde givet ordre til at dræbe Nasser…… Hvorfor fortæller du ikke alt det og resten?

Jeg sagde til ham-

: Alt dette er fuldstændig uvirkeligt. Hvad skal jeg sige om noget, der aldrig er sket?

Da han hørte mit svar, gik han tilbage, mens han skældte ud. En times tid senere kom Safwat tilbage, tog mig ud af cellen ved vandet, spærrede mig inde i en anden celle ved siden af og gik. Det var netop den celle, hvor Safwat havde beordret en soldat til at behandle mig på den mest skændige måde. Ved tanken rystede jeg af frygt og bad Allah om hjælp til at beskytte min ære og værdighed.

Lidt senere kom Safwat Ibrahim igen sammen med en militærofficer, som sagde-

: Officeren vil tale med dig.

Officeren bad Safwat gå og sagde til mig-

: Vær opmærksom på dit eget velbefindende og dine egne interesser; er det ikke bedre for dig? Du skal vide, at de, der er tyranner og undertrykkere, ikke tror på nogen Allah eller Gud. De frygter ikke Allah. Ved du, hvad der skete med den soldat? Ja, han blev skudt og dræbt, fordi han den dag nægtede at adlyde ordren om at straffe dig. Nu er de ved at samle en gruppe til dig bestående af yderst uciviliserede mennesker, som er vant til at begå forbrydelser. Jeg beder dig om at følge deres ord og redde dig selv fra disse uciviliserede barbarers kløer. Hasan al-Hudaybi, Sayyid Qutb og Abd al-Fattah Ismail er alle ansvarlige for deres egne fejltagelser.

Selv efter at have hørt officerens indtrængende ord forholdt jeg mig tavs. Jeg betragtede også hans ord som et bevidst bedrag og endnu et forsøg på at afpresse mig. Jeg var ligeglad med, at en virkelig frygtelig og hårrejsende tortur ventede mig.

Militærofficeren sagde…… måske fornærmet-

: Gør, hvad du vil, Safwat …… jeg kan virkelig se, at du er urokkelig……

Safwat trådte ind og overfusede mig først grundigt af gammel vane; derefter sagde han-

: Abdun Nasser har sendt en flok djævle. De vil skære dig i stykker og gøre det af med dig. Hvor længe vil du kunne beskytte dig mod dem? Tiden går, og for hvert øjeblik nærmer du dig dødens afgrund. Derefter lukkede han celledøren indefra.

Efter asr-bønnen sendte de mig igen til vandcellen. Efter at have tilbragt tre dage i den frygtelige celle kom Safwat på den fjerde dag, tog mig op af vandet og spærrede mig inde i en anden celle. Samme eftermiddag, efter asr-bønnen, blev jeg igen sendt til vandcellen, og dér blev jeg liggende i vandet indtil klokken ni om formiddagen på den femte dag. På denne måde blev jeg hver dag sendt fra den ene celle til den anden og påført psykisk og fysisk smerte.

Liget af bestialitet i min’ celle

Min krop og mit sind var ikke uskadt på noget område. Hvor meget kan et menneske af kød og blod tåle af denne uafbrudte række af overgreb og mishandling? Der findes intet sidestykke til denne tortur. En voldsom mishandling både fysisk og psykisk. Pisk, hunter, skældsord, bedrag og trusler var alt sammen blevet påtvunget mig som en daglig rutine. Og de, der plagede mig med disse umenneskelige lidelser og smerter, var også mennesker ligesom jeg. De havde også blod, kød og et hjerte. Men miljøet og træningen havde gjort dem sådan, at de i dag i virkeligheden ikke længere synes at være mennesker. At se på og høre på lignede de mennesker med arme og ben. Men i virkeligheden var de et særskilt frygteligt væsen i menneskeskikkelse. Et modbydeligt og frygteligt væsen, fuldstændig forskelligt fra mennesker eller andre dyr. En modbydelig skabning, fuldstændig forskellig fra mennesker eller andre dyr. Var formålet med at skabe dem også anderledes?

Jeg blev løftet op af vandcellen og ført tilbage til cellen ved siden af, hvor Safwats pisk, der netop var blevet smurt ind i olie, bød mig velkommen. I takt med piskeslagene sagde han-

: Den behandling, du vil få i dag, udsætter man ikke engang en hund for.

Med disse ord lukkede han døren og gik sin vej. Kort efter trådte Hamza Bisyubi, Safwat og to soldater ind i cellen.

Hamza sagde, mens han overdængede mig med uanstændige skældsord: Huzayb, Sayyid Qutb og Abd al-Fattah Ismail har hver især indrømmet deres egne fejl og også vedkendt sig dem. Fra Huzayb har jeg desuden fået at vide, at han gennem Abd al-Fattah Ismail har sendt besked om, at det er lovligt at dræbe Nasser – fordi han er vantro.

Da han hørte dette, syntes hans øjne at sprutte ild af blodigt raseri. Han blev rasende og sagde:

Du skal vide, at jeg ikke giver slip på dig, før jeg har fået en tilståelse fra dig. Tal … vil du tale eller ej?

Derefter gav Safwat en ordre:

: Safwat, forklar dem, hvad de skal gøre. Og han pegede på soldaterne:

: Hvis en eneste køterunge sjusker med den pålagte opgave eller ikke adlyder ordren, så sender I ham ind på mit kontor.

Derefter begyndte Safwat at beordre soldaterne til deres onde gerninger på en yderst sjofel og modbydelig måde. Hans ord overskred selv den yderste grænse for skam og blufærdighed.

Han beordrede en soldat—

: Luk døren og udfør dit arbejde. Forstået, din hundesøn? …… Og når dit arbejde er færdigt, sender du din kammerat ind for at gøre det samme…… Forstået?

Efter denne ordre gik han tilbage.

Da soldaten langsomt nærmede sig mig, skreg jeg af fuld kraft—

: Pas på! Tag ikke ét skridt mere. Hvis du forsøger at komme nærmere, slår jeg dig ihjel… slår jeg dig ihjel… Forstået? Men trods det fortsatte han med at komme nærmere som et sultent dyr. Derefter husker jeg kun, at jeg sprang frem, greb fat om hans strube med begge hænder og igen med alle kræfter råbte »Bismillah—Allah Akbar« og satte tænderne hårdt i hans strube. Pludselig rev han sig løs fra mine hænder og faldt om på jorden. Der kom skum ud af hans mund som sæbeskum. Han blev liggende livløs ved mine fødder.

Jeg var udmattet af sult og tørst. Trods at jeg var en hjælpeløs kvinde, mærket og mishandlet af de daglige tæsk, stod jeg som en helt. Alene styrket af troens kraft var jeg i stand til at skubbe et så stort og mægtigt vilddyr ind i dødens gab. Jeg undrer mig stadig, når jeg tænker på, hvorfra Allah dengang tilførte min svage og udmattede krop så megen styrke.

Også i denne kamp mellem sandhed og løgn blev løgnen besejret. Det var sandhedens og troens sejr. For den sande muslim kommer Allahs hjælp på denne måde. Uanset hvor stærke løgnens tilhængere er, kan de ikke stå imod en ubevæbnet muslim, der følger sandhedens vej. Det eneste, der kræves, er urokkelig viljestyrke og fast selvtillid.

Åh Gud, hvor barmhjertig og nådig du er. Dig være evig tak.

De er altid kommet for at føre krig mod Allahs religion, men det er kun de troende, der har opnået sejr. Den sande troende vil aldrig mislykkes.

Nogen tid senere blev cellen åbnet, og da bødlenes leder Hamza Bisiubi, Safwat og de øvrige soldater kom ind, faldt deres blik på det omstyrtede dyr. Dets ansigt var stadig begravet i skum.

Da Allahs fjender så denne tilstand, blev de lamslåede. De stod stumme som målløse og begyndte at se på hinanden. Derefter trak de sig alle sammen væk med halen mellem benene som våde katte. På vej ud låste de mig igen inde i vandcellen.

Fra rotternes side mod vandet

Jeg forblev indespærret i vandcellen i fem dage i træk. På den sjette dag blev jeg taget ud af vandcellen og ført ind i cellen ved siden af.

Mens jeg ventede på de kommende begivenheder, var min tålmodighed ved at briste. Også i denne celle væltede bjerge af alskens undertrykkelse og mishandling ned over mig. Jeg forblev uberørt af al denne undertrykkelse og hengav mig til meditation over Allah. Jeg sad hele tiden lænet op ad cellens væg.

Pludselig mærkede jeg en raslende lyd over mit hoved. Jeg så op og fik øje på, at hundredvis, ja tusindvis, af rotter blev sendt ind i min celle gennem ventilationsåbningen, efter at sækken var blevet åbnet. Hvilket frygteligt syn. Det føltes, som om mit blod var ved at fryse til is. Jeg begyndte at fremsige denne bøn,

Jeg søger tilflugt hos Allah mod de mandlige og kvindelige djævle. O Allah, afværg det onde fra mig, som Du vil og på den måde, Du vil—

“Jeg søger tilflugt hos Allah fra bedrageriske kvinders og mænds bedrag. O Allah, fjern alle ulykker fra mig – du ved selv, hvor og hvordan denne ulykke er”.

Mens jeg fremsagde denne dua, blev der kaldt til middagsbønnen. Jeg udførte tayammum, bad bønnen og gav mig igen til Allahs ihukommelse. På den måde blev der kaldt til eftermiddagsbønnen, og jeg bad også den.

På dette tidspunkt kom Safwat. Inden han nåede at træde ind i cellen, var alle rotterne flygtet gennem ventilatoren. Forbløffet lod han blikket vandre rundt i cellen. Han kunne ikke forstå, hvor alle disse rotter var blevet af. Da han ikke kunne finde nogen forklaring, lukkede han mig inde i vandcellen, mens han mumlende skældte mig ud, og gik. Efter et stykke tid kom han tilbage sammen med Riyad. Riyad var en højtstående officer. Mens han stod uden for cellen, forsøgte han at formilde mig. Han sagde:

: Ikhwans organisation planlagde at myrde Nasser, tage magten og forsøge at ændre regeringen.

Jeg protesterede med klar røst:

: Det er alt sammen noget vrøvl, løgn. Vi organiserede os for at opdrage de unge i overensstemmelse med Koranen og sunnaen. Først ville vi forstå islam ordentligt, og derefter ville vi forsøge at etablere et islamisk styre.

: Siger du stadig det samme igen og igen……? Så vil du nu forstå…… hvad straf er. Det, du har lidt indtil nu, var kun straf på begynderniveau. Derefter gik han, og jeg blev liggende i vandet. Sådan lå jeg i otte dage i den lukkede vandcelle. Det er umuligt at beskrive, hvilken sorg, elendighed og uro de dage var fyldt med. Enhver, der havde set mig dengang, kunne have skrevet en klagesang over mig.

På den niende dag kom Riyad, Safwat og en uniformeret officer og tog mig ud af det beskidte, ildelugtende vand. Riyad skældte mig ud og sagde:

: Dette er din sidste chance for at blive løsladt. Enten indrømmer du alt, eller også dør du.

Det er rigtigt, at din Allah har et helvede…… men her har Abdun Naser også både et helvede og et paradis. Jamal, Nasers paradis og helvede er ikke indbildte ting som din Allahs paradis og helvede, men derimod den rene virkelighed.

De førte mig ud af vandcellen, lukkede mig inde i en anden celle ved siden af og gik deres vej. Jeg beder Allah om at befri mig fra disse menneskers ondskab.

Mens jeg var optaget af bønnen, trådte Safwat og Hamza BCUB ind i cellen sammen med ti soldater og en officer. Safwat spurgte Hamza:

: Pasja! Hvad er Deres ordre angående denne pige? Hamza svarede, så soldaterne kunne høre det: Hvad vil I spise?

: Soldaterne svarede, at de ville have te.

sagde Hamza vredt:

: Åh, for pokker! I vil have te, I hundesønner? Ikke te, Safwat; skaf dem alkohol, charas og hashish—og alt andet, de ønsker, så skaf det, og overlad hende til dem. Lad dem gøre ved hende, hvad de vil; jeg giver dem min fulde støtte.

Derefter lukker de cellen og går. Jeg var i færd med at bede asr-bønnen i cellen. Mens jeg var i sujūd, kom Safwat pludselig, skubbede mig ud, førte mig til vandcellen og låste mig inde.

Riyaz kom tilbage og sagde:

Vil du forblive ren og rituelt ren? Alle de soldater er blevet specielt trænet til at tugte dig. De er alle taget til vandrehjemmet. De kommer i morgen og vil rive kødet af dig og æde det. De har fået særlige indsprøjtninger på hospitalet. Nu er de som gale hunde. Alt dette er gjort efter ordre fra præsident Nasser. Nasser vil ikke lade dig slippe levende. Vi har alle forsøgt at overbevise dig så godt, vi kunne. Vi har gjort os så store anstrengelser for at få dig til at forstå, men du ville ikke opgive din stædighed. Hvordan vil du nu kunne forblive ren og rituelt ren, hva’? Sig det, svar! Hvor er din pisk, Safwat? Safwat begyndte at slå mig, og Riyaz blev ved med at ophidse ham til at slå endnu mere.

Satyagrahi-pige! Tror du måske, at folk tredive år efter din død vil bygge moskeer og helligdomme til minde om dig, anerkende dine storslåede bedrifter i fængslet og sige: »Dette er mindesmærket for Zaynab al-Ghazali, som forblev tro mod sine trosprincipper, selv da fængslets tortur nåede sin yderste grænse«……? Men du skal vide, at hverken mennesker, for slet ikke at tale om djævelen, vil opdage, hvordan vi behandler dig, og hvad vi yderligere vil gøre mod dig.

Trods smerterne og lidelserne fik jeg et foragteligt smil på læben, da jeg hørte hans ord. For at knuse hans falske hovmod og stolthed lo jeg hånligt og sagde:

Hvis det, du siger, var sandt, ville Allah den Ophøjede ikke have holdt os sikre mod jeres ondskab; jeg ville heller ikke kunne sidde og le selv i Abdun Nassers såkaldte helvede, og Allah ville ikke have givet mig styrken til at udholde så megen sorg og lidelse…… Vi søger i sandhedheden. Vi ønsker kun Allahs velbehag. Insha’Allah vil vi sejre, og de giftige tænder på dem, som I har trænet til at bide kødet af min krop og æde det, vil blive knækket.

Da Riyaz hørte mine klare ord, begyndte han at se sig omkring med bekymrede øjne. Safwat var et sted lidt derfra. Han begyndte at kalde på ham for at få hjælp:

Kom hurtigt, Safwat…… Denne pige er begyndt at holde tale. ……Og som om det ikke var nok, kom Safwat farende som et lyn og slog pisk efter pisk mod min sønderrevne krop, mens han sagde til Riyaz:

: Herre, overlad ham til mig. I morgen vil De se, hvilken tilstand han er i.

Derefter lukkede de igen vandcellen, som de plejede, og gik deres vej. Kun Allah ved, hvilken elendig tilstand min krop og mit sind befandt sig i på grund af sorgen og lidelserne. Ingen kan overleve under sådanne forhold. Men det er alene troens styrke, der har holdt mig i live.

Jeg blev dybt bedrøvet over landets elendige tilstand. Under en tyrannisk hersker er landets virkelige situation yderst alarmerende. Det utilfredse og urolige folk er hjælpeløst over for de grusomme herskere, der er berusede af magt og vin; der findes ingen lov og orden. Det regerende parti gør, hvad det lyster. Der hersker et frygteligt anarki over hele landet.

Mens jeg tænkte over landet og så dets elendige tilstand, forekom mine egne lidelser mig ganske ubetydelige i sammenligning, men psykisk føltes min smerte som om den blev mange gange større. Hele landet forekom mig at være som en fangelejr, mens Hamza, Safwat og Riyaz kørte deres undertrykkelsesdamptromle hen over hele landets uskyldige befolkning. Et mærkeligt rige af frygt, rædsel og terror var under opbygning. Disse mennesker var blot forskellige navne for den samme gruppe. Af natur og karakter var de ens, fra præsidenten til bøddelen. Det var dem, der plyndrede og udbyttede landet og dets befolkning og solgte nationens større interesser til fremmede magter.

Åh mit land! Mit ulykkelige land…… Nej, nej, hvorfor skulle du være ulykkeligt! For dine børn har Koranens og sunnaens uvurderlige skatte. Med tawhidens og risalatens principper for øje er de fast besluttede på en genopvækkelse. Selv om gamle mænd og kvinder som jeg går bort…… kommer en skare af unge fremadstormende mennesker. Deres sejrens flag vajer over dit bryst med løftet om at grundfæste Allahs din. I dag hersker Satans rige måske, men i den nærmeste fremtid vil Allahs herredømme blive grundfæstet i dit land. Når mørket fra i dag er forsvundet, vil den gyldne sol over en ny tidsalder stå op i morgen…… Mennesket vil igen bøje sig i sujud for sin sande Herre.

Fra vandet til advokaten

Jeg beklager, at jeg igen og igen omtaler begivenheder af samme art. Men det kan heller ikke benægtes, at det er nødvendigt at gengive det, som det faktisk skete. Derfor fortæller jeg det hele, selv om mange af begivenhederne ligner hinanden.

Mens vi i fængslet udholdt disse overgreb, hvordan var så tilstanden i mit land Egypten? Den var, kan jeg fortælle Dem, frygtelig. Befolkningen levede i konstant frygt; ingen havde sikkerhed i sit liv. Overalt sejrede tvang, brutalitet og undertrykkelse. De, der befandt sig uden for cellerne, var endnu mere skræmte. Plyndringer, mord, røverier og overfald foregik med regeringens støtte. Lejesvende og samvittighedsløse forbrydere var blevet udstationeret overalt for at sætte befolkningen på plads. På grund af deres hæmningsløse overgreb var almindelige menneskers liv, ejendom, ære og anstændighed blevet værdiløse. De forstod intet af ærlighed og civilisation. Rang, værdighed, uddannelse og dannelse havde ingen værdi for dem. Tænkere, intellektuelle, forfattere, journalister, digtere, lærde, lærere, folkeledere og selv hæderlige militærofficerer blev ydmyget og mishandlet af disse slyngler. Men ingen havde mulighed for at sige så meget som et ord. For præsident Nasser ledede selv disse forbrydere og antisociale kredse.

Enhver fredselskende borger i landet, ung eller gammel, mand eller kvinde, blev på denne måde udsat for mishandling. De satte endda deres folk efter fornemme mennesker. Og hvis nogen vovede at åbne munden mod disse uretfærdigheder, blev han arresteret på en eller anden anklage, pisket og slået med stokke, kastet ind blandt en flok hunde og til sidst tvunget til at ende i dødscellen. Sådan var den almindelige tilstand i Egypten under Nasser. Nå, men tidligt om morgenen på den niende dag kom Safwat, førte mig ud af vandcellen og sagde-

: Du bliver ført til advokaten fra an-Niyaba. Din dom er allerede afsagt. Men hvis du vil, kan du stadig redde dig selv. Derefter truede han mig og sagde-

: Du er naturligvis klar over, hvad vores hensigt er. Nu skal vi se, hvad du siger foran advokaten. Mens han sagde dette, begyndte han at slæbe mig af sted som et dyr. Jeg sagde til ham-

: Se, mit tøj er fuldstændig revet itu. Det kan ikke længere bruges som tøj. …… Hent noget andet tøj til mig.

Han tillagde ikke mine ord nogen særlig betydning, men sagde-

: Det får vi at se, men hvis du siger om Hasan al-Hudaybi og Sayyid Qutb, at de forsøger at dræbe Abd an-Nasser og gribe magten…… så giver jeg dig et tæppe.

Jeg sagde-

: Nej, nej, det er løgn.

Så sagde han:

: Så forbliv da nøgen. Lad os se, om din islam kan dække din blufærdighed! Og lad også Ikhwan se dig i denne tilstand.

Da jeg hørte disse ord fra den uciviliserede barbar, sagde jeg:

: Sandelig, Allah er de hjælpeløses hjælper, den allerbarmhjertigste, alvidende og retfærdige.

Jeg blev ført ud af militærfængslet og ind i et stort rum i en separat bygning. Midt i rummet sad en herre. Senere erfarede jeg, at han var Jalal Adib. Han kastede et blik på mig og sagde:

: Sæt Dem ned.

Jeg gik hen og satte mig på en stol over for bordet. Da han skulle til at indlede samtalen, sagde han:

: De er den berømte leder af den islamiske bevægelse, Zaynab al-Ghazali. Hvorfor antog De selv en sådan holdning? Er De lykkelig i den situation, De befinder Dem i? Se, jeg er muslim og Deres velønsker; jeg er kommet netop for at redde Dem ud af denne situation. Mit navn er Fakhruddin al-Nayabata. Jeg kan næsten ikke fatte, at en berømt leder som Zaynab al-Ghazali sidder foran mig i en sådan tilstand. Jeg vil med rette håbe, at De vil samarbejde med mig i Deres bestræbelser på at befri Dem selv fra dette.

Som svar på ham sagde jeg:

: Se, det, der er sandt, og som Allah er tilfreds med, vil jeg naturligvis sige. Jeg lover Dem det ved Allah.

Da han hørte mine ord, rynkede han panden. Han spurgte med nogen irritation:

: Hvor gammel er De nu?

: Jeg blev født den 2. januar 1971.

Da han hørte min alder, sagde han forbløffet:

: Når jeg ser på Dem, skulle jeg tro, at De er mindst halvfems år gammel. Uff, fortæl mig, hvorfor De er endt i denne elendige situation? Som svar sagde jeg roligt:

: Det, Allah har bestemt for os, må jo ske. Allah alene er vores nærmeste ven, og Han er den yderste tilflugt for enhver troende muslim.

Han sagde med medfølelse:

: Jeg har på fornemmelsen, at det også er meget anstrengende for Dem at tale.

Jeg forblev tavs. Derefter spurgte han:

: Hvad var De og Abd al-Fattah Ismail enige om?

: Vi var enige om at give de unge islamisk oplæring og undervise dem i Koranen og sunnaen. Det var afgørende for at løse de aktuelle sociale problemer.

Han afbrød mig og sagde:

: Hør nu, jeg er ikke kommet for at høre en tale, men beder blot om en forklaring på de faktiske begivenheder. Hr. Huzaybi bad Dem overbringe et budskab til Abd al-Fattah og et andet til Sayyid Qutb; hvad gik disse budskaber ud på? Jeg mener, at mit spørgsmål er meget klart. Hvad siger De?

Denne gang sagde jeg:

: Jeg bad Murshid-e Aam Huzaybi om tilladelse til at medtage nogle bøger baseret på Koranen, hadith og fiqh, såsom Ibn Hamzas al-Muhalla, Ibn Abd al-Wahhabs og Ibn Taymiyyas Kitab al-Tawhid samt Sayyid Qutbs værker, i pensum som emner for de unges kollektive studiegrupper. Broder Abd al-Fattah var også blandt de unge.

sagde advokaten med et mat smil-

: Nej, Zaynab, ikke den slags. Fortæl om det egentlige. Forsøg at redde dig selv. Fortæl mig åbent, hvad der virkelig skete.

Jeg sagde-

Det egentlige og sande formål er en fuldstændig genopbygning og genopvækkelse af profetens efterkommere, det vil sige det muslimske fællesskab. Denne gang sagde han med eftertryk-

: De har alle indrømmet deres fejl og bragt dig i fare. Jeg sagde med min naturligt alvorlige stemme-

: Allah vil beskytte både mig og dem. Vi vil ikke vende tilbage til løgnen.

Som svar sagde han ophidset.

: Jeg har på fornemmelsen, at De blot vil blive ved med at demonstrere Deres veltalenhed. De lider af selvbedrag; selv den højere domstol kan ikke nå til enighed med Dem. På det tidspunkt havde jeg ikke kræfter til at sige sandheden. Det gjorde frygteligt ondt, men da jeg hørte hans udtalelse for den højere domstol, blev jeg nødt til at tale.

: Hvis den højere domstol havde været sig sit ansvar og sine pligter bevidst og på vagt, så……

Han afbrød mig, tog ordet fra mig og sagde—

: De skal tie stille! Nu kan jeg se, at De også er på vej til at sige hvad som helst om Egyptens højere domstol……

Derefter kaldte han på Safwat, som stod ved døren, og sagde—

: Det nytter ikke noget, Safwat! Han har endda fornærmet domstolen.

Safwat syntes at have ventet på det. Han slæbte mig med sig, så på advokaten og spurgte—

: Hvorhen, herre?

Advokaten sagde: »Mod vandet.« Derefter vendte jeg igen tilbage til vandet og til piskestedet, hvor Saffwat uden ophør fortsatte med at piske. Denne gang begyndte han på ny at udøve vold mod mig endnu mere brutalt, ubarmhjertigt og skamløst. Men jo mere hans brutalitet tog til, desto mere voksede min nærhed til Allah.

Må Allah beskytte muslimerne mod sådanne usle, brutale, tåbelige tyranner.

Mad og piskeslag

Efter asr-bønnen på den tiende dag blev cellens dør åbnet, jeg blev taget op af vandet og overgivet til to andre bødler, idet der blev sagt:

»Anbring ham i celle nummer tre.«

Da jeg kom ind i celle nummer tre, blev jeg liggende på gulvet som et livløst lig. Min krop var svulmet op af slagene og var blevet rund som en fodbold. Det føltes, som om livet hvert øjeblik ville forlade min krop. Jeg havde ikke engang kræfter til at stønne. Jeg overgav mit liv og min sjæl til den nådige Allah. Jeg blev liggende i tillid til den store Allah, i hvis hånd nøglen til hele verdens herredømme ligger.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå i denne bevidstløse, halvbevidste tilstand. Pludselig hørte jeg en voldsom larm uden for cellen. Med stort besvær gik jeg hen til døren og kiggede ud gennem åbningen. Jeg så en stor forsamling af ikhwan-brødre stå i kø. Hver af dem havde en skål i hånden. Forrest i køen hældte en soldat en slags flydende føde op i deres skåle. Når de trådte frem for at modtage maden, piskede en anden bøddel hver enkelt på ryggen. Ingen havde måske nogensinde forestillet sig dette hjerteskærende syn, hvor mad og piskeslag blev uddelt på samme tid. Åh, dette tyranni.

Og ikke nok med det. På begge sider af ikhwan-brødrenes kø stod der også to rækker soldater med piske. På vej tilbage med maden i skålene måtte ikhwan-brødrene også udholde de heftige slag fra disse soldaters piske. På denne måde blev de tvunget til at betale for en håndfuld mad med utallige piskeslag. En bøddel opdagede, at jeg i skjul havde set dette hjerteskærende syn. Straks fór han imod mig som et vanvittigt dyr og begyndte at slå og sparke mig så voldsomt, at jeg igen mistede bevidstheden og faldt om på gulvet.

Den skurkagtige Safwat og en af hans assistenter fik efter store anstrengelser bragt mig til bevidsthed igen. I hans hånd sås en skål med en smule sort dal. Der kom en frygtelig stank fra den. Safwat sagde til mig:

: Spis det her. Hvis du ikke gør det, får du ti piskeslag-

Jeg sagde:

Lad det stå. Jeg skal nok spise det.

Safwat sagde til sin assistent:

: Hvis han ikke har spist det inden for ti minutter, så giv ham ti piskeslag og giv mig besked. Jeg kom også gennem den nat under stor sorg, smerte og uro.

På hospitalet

På den ellevte dag åbnede Safwat celledøren, kaldte på en person inde fra cellen og sagde:

: Læge Majed, kom indenfor.

Læge Majed kom indenfor i militæruniform sammen med sin assistent, soldaten Abdul Mabud. På det tidspunkt strømmede der blod og pus ud af mine fødder. Desuden var hele min krop i en elendig forfatning: sår og læsioner med dertil hørende uudholdelige smerter.

Læge Majed sagde til sin assistent: Rens begge hans fødder grundigt, fjern alt det urene blod og pus indefra, og bring ham hurtigt til hospitalet. Derefter efterlod de to bødler mig på hospitalet.

Igen i Shams’ kløer

Jeg fik kun lov til at blive på hospitalet i én dag. De kunne ikke finde ro, medmindre de påførte mig fysisk og psykisk smerte. Derfor begyndte de igen at intensivere straffen. Denne gang blev jeg ganske vist flyttet og anbragt i hospitalets eget fængsel. Selvom torturen fortsatte, følte jeg mig forholdsvis rolig i hospitalets fængsel. Derfor takkede jeg Allah. Inderst inde ønskede jeg, at mit ophold i hospitalets fængsel måtte vare længe. Jeg tænkte, at mine sår så kunne hele, og at smerterne i knoglerne måske kunne aftage. Men ak! Bødlerne lod ikke engang denne lille smule af mit ønske gå i opfyldelse. De bragte mig igen til det bitre, giftige helvede.

Bødlerne førte mig til Shams Badrans kontor. Jeg bevægede mig frem med største besvær. Jeg havde ikke engang kræfter til at bære min egen vægt. Men selv i denne tilstand tøvede de ikke med at piske mig. Så snart de så den mindste langsommelighed i min gang, lod deres piske og ridepiske det gå ud over mig. Jeg kunne ikke gå hele vejen fra hospitalet til Shams Badrans kontor. På grund af svagheden sank jeg sammen på jorden. Men bødlerne lod mig ikke blive liggende. De slæbte mig hen ad jorden og bragte mig til Shams Badrans kontor.

Så snart den morderiske tyran Shams Badran fik øje på mig, kaldte han på Safwat og begyndte i vrede at udføre alle mulige besynderlige dansende og vridende bevægelser. Det virkede, som om han optrådte foran et kamera. Vreden havde forvrænget hans ansigt, og hans øjne så røde ud som glødende kul. Han kaldte på Safwat og gjorde fra den modsatte side tegn med fingeren, mens han sagde:

Hæng ham straks op med hovedet nedad, og giv ham fem hundrede piskeslag. Barbari oven på ekstremt barbari. En sådan voldsomhed og brutalitet er det kun folk som Shams Badran, der kan udvise. Safwat hængte mig op efter sin herres ordre og begyndte at fuldføre de fem hundrede piskeslag, ét efter ét. I den uudholdelige smerte råbte jeg: Allah, Allah! Shams Badran vrængede: Hvor er din Allah, som du kalder på? Hvis Allah virkelig fandtes, ville han helt sikkert hjælpe dig. Prøv at kalde på Abdun Naser; han vil hjælpe dig med det samme. Denne gang fremsatte han så frække og blasfemiske udsagn om Allah, at ingen muslim ville kunne holde det ud. Da de fem hundrede piskeslag var fuldført, tog de mig ned og stillede mig op. Blodet strømmede da ned ad mit sårede ben. Da Shams Badran så det, sagde han: Giv ham en endnu hårdere straf, og sådan skal hans ben behandles. Lidt efter lænede jeg mig mod væggen og satte mig ned på grund af den uudholdelige fysiske udmattelse. Da Safwat så det, forsøgte han med alle kræfter at trække mig op at stå. Men det lykkedes ikke.

Netop da kom Hamza, militærfængslets værste bæst, og sagde—

: Det hele er skuespil.

Hvad der derefter skete, ved jeg ikke. For jeg mistede bevidstheden. Da jeg igen kom til bevidsthed, lå jeg ved siden af lægen. Lægen gav mig en indsprøjtning i armen. Efter indsprøjtningen beordrede lægen dem at give mig en kop appelsinjuice. Men hvem adlyder lægens ordre? Shams Badran sagde til mig—

: Det nytter ikke noget at blive ved med at være så stædig. Gør, hvad vi vil have; ellers bliver du ikke hængt med hovedet nedad og slået én, to eller tre gange, men hundredvis af gange. Tro ikke, at vi er ude af stand til at få dig til at tale. I virkeligheden giver vi dig blot en chance, forstår du? Selv hvis vi begraver dig levende i jorden, vil ingen komme og spørge, hvorfor vi gjorde det. Hvem vil forhindre os?

Jeg sagde—

: Det sker, som Allah vil. For Allahs velbehag takker vi Ham.

Da han hørte dette, blev han rasende og sagde—

: Du skal ikke sige den slags foran mig.

Hasan Khalil gav mig også et råd og sagde:

: Brug din fornuft, pige. Ingen Ikhwan vil kunne komme dig til undsætning her. De er selv ude af stand til at håndtere deres egne problemer. De ønsker blot at slippe fri på enhver mulig måde. Derefter tog han papir og pen frem og sagde i en rådgivende tone:

: Safwat! Tag hende med til hospitalet, og lad hende dér frit skrive om Ikhwan: hvordan og på hvilken måde hun kom i kontakt med Ikhwan; det skal hun skrive udførligt. Skriv også, hvordan der blev opnået enighed om at dræbe Abdun Naser, samt alle de navne blandt Ikhwan, som du kender.

På vej til hospitalet beordrede Safwat mig til at sætte farten op. Men jeg var som et barn, der netop var begyndt at gå med små, usikre skridt. Derfor piskede Safwat mig med mellemrum, mens vi gik, og sagde:

: Dette er behandlingen af dine ben.

Kun Allah ved, hvordan jeg overhovedet nåede frem til hospitalsstuen. Da Safwat rakte mig papir og pen, sagde han:

: Din lille Ikhwani! Naturligvis kender du vores hensigt. Derfor siger jeg: Der er ingen grund til nogen filosofi. Skriv præcis det, du ved. Skriv alt om, hvordan du havde tænkt dig at dræbe Jamal Naser … Mens han talte, lukkede han døren og gik.

Jeg havde vabler på begge hænder, så det var svært for mig at holde på en pen. Den første dag gik på den måde. Jeg skrev ikke et eneste bogstav. Da Safwat kom for at hente min skriftlige erklæring og så det blanke papir ligge der, sagde han:

: For at redde dit liv efterlader jeg endnu en gang papir her. Han gik, ligesom han var kommet.

Til sidst begyndte jeg at skrive, selv med mine smertefulde hænder. På den tredje dag kom Hamza Bisiubi, samlede alle papirerne og tog dem med sig. Jeg tilbragte hele dagen i stor uro. På grund af smerterne i benene var det hverken muligt at sidde, stå eller sove. Hver eneste knogle gjorde ondt. Tilstanden var helt uudholdelig. Safwat kom ad den samme vej sammen med yderligere to soldater for at føre mig til Shams Badrans kontor. Så snart jeg trådte ind i Shams Badrans værelse, sendte han mig et brændende blik og begyndte at råbe voldsomt. Han rev mine skrevne papirer i stykker, smed dem i papirkurven og sagde-

: Din stakkels pige, var al denne straf ikke nok for dig? …… Hvad er det, du har skrevet? Det er alt sammen noget sludder……… Derefter kaldte han på Hamza og sagde –

: Pisk hende.

Hamza og Khalil sagde i kor:

: Nej, Pasha; i stedet burde hun sendes ind blandt de glubske hunde i hundecellen. Shams Badran sagde ophidset-

: Så hent hundene herind-

Safwat og hans medhjælper bragte de to mest glubske hunde, som var blevet specialtrænet i militærfængslet, og stillede dem frem. Shams Badran beordrede hundene til at blive sluppet løs på mig. Begge hunde angreb mig med deres giftige tænder og kløer. Tænderne og kløerne borede sig helt ind i min krop. Da jeg ikke havde nogen udvej, bad jeg om Allahs hjælp: Hasbunallahu wa ni’mal wakil – Åh Allah, beskyt mig mod alle farer.

På den ene side blev min krop og sjæl sønderrevet af hundenes bid og kløernes slag; på den anden side gjorde Shams Badrans uanstændige skældsord det samme. Imens lød der stadig ordrer:

: Skriv, at du havde besluttet at myrde Jamal Naser …… Hvordan havde I tænkt jer at slå ham ihjel?

Denne gang blev endnu en hund sluppet løs. Tre frygtindgydende hundes angreb, giftige bid og slag med poterne. Og jeg var en hjælpeløs kvinde, fortvivlet af sult og tørst og ude af mig af smerte og lidelse under piskeslagene. Men ved Allahs nåde fik jeg styrke til at udholde det hele.

Da Shams Badran og hans medskyldige så, at de heller ikke kunne få deres vilje ved hjælp af hundene, skreg Shams Badran hæst til Safwat:

: Tag hende med og bliv ved med at piske hende.

Hans krop rystede af raseri. Lidt senere kom lægen. Efter at have undersøgt mig forbød lægen, at jeg blev pisket mere, i det mindste den dag, og sagde:

: Hun kan ikke tåle flere slag.

Shams Badran sagde til Hamza:

: Anbring hende i celle nummer 24. Derefter vil jeg se hendes lig. Jeg blev sendt til celle nummer 24. Jeg havde aldrig været her før. Jeg blev forskrækket, da jeg trådte ind i cellen. Midt i cellen brændte der et bål i en rundkreds. Rundt om det stod en gruppe bødler med piske i hænderne. Jeg så rædselsslagen på dette helvedesagtige syn.

Pludselig slog en bøddel mig med pisken og beordrede mig til at træde ind i rundkredsen i midten. Da jeg nærmede mig ilden, slog en anden bøddel mig med pisken og drev mig væk. På denne måde tvang de mig alle til skiftevis at løbe hen mod ilden og hen mod væggen. Det var, som om der regnede piskeslag ned over mig. Piskeslagene og ildens varme skabte en ubeskriveligt smertefuld tilstand, og i hele to timer blev jeg ved med at brænde og stege i denne ildcelle og modtage piskeslag.

Derefter kom Hamza Bisiubi og sendte mig et blodrødt blik, mens han sagde—

: Skriv, at I ville dræbe Abdun Naser. …… Ellers vil du blive kastet ind i denne ild og brændt ihjel.

Uden at svare på noget skreg jeg lydløst, græd uden tårer og holdt fast ved mine principper. Til sidst mistede jeg igen bevidstheden. Jeg genvandt bevidstheden igen på hospitalet.

En dramatisk scene med tortur

En morgen, da jeg blev ført ud af hospitalets værelse, blev jeg overrasket over at se flere fotografer stå klar med kameraer lige foran mig. Jeg blev beordret til at sætte mig på en stol, lægge det ene ben over det andet og tage en cigaret i munden. Det var åbenbart blevet meget vigtigt at tage et billede af mig på denne måde.

Jeg sagde—

: Umuligt; jeg vil ikke engang røre ved en cigaret, for slet ikke at tale om at tage den i munden.

Som svar holdt de pistoler mod mit hoved og min ryg og sagde—

: Hvis du ikke tager cigaretten i munden, gør vi det af med dig. Jeg lod mig ikke skræmme af deres pistoler, nægtede igen at tage cigaretten og fortsatte med at fremsige kalima shahada. Jeg sagde—

: Gør, hvad I vil; jeg vil under ingen omstændigheder røre ved en cigaret. Så piskede de mig voldsomt. Derefter pressede de igen pistolen direkte mod min strube og sagde—

: Du skal tage cigaretten i munden.

Men jeg blev ved med at nægte igen og igen.

Til sidst, da de forstod, at det ikke var muligt at få mig til at røre ved en cigaret, tog de bare nogle billeder og gik.

Næste dag kom de og sagde—

: I skal foran et fjernsynskamera sige det, vi lærer jer. Med disse ord bad de mig lære alle mulige falske anklager mod Ikhwan udenad. Jeg sagde til dem:

: Hvis jeg skal sige noget i fjernsynet, så vil jeg sige følgende:

“Jamal Nasser er en vantro kafir, og han fører krig mod islam. Derfor modsætter vi os ham. For han har nægtet at føre styret efter Koranens vejledning og har kaldt islam reaktionært. Han har gjort religionen ansvarlig for tilbageståenhed og fattigdom. Han har hentet alle reglerne for sin lovgivning og administration fra kommunismen og ateismen. Ifølge ham er gudsoprør og materialistisk luksus selve livet. Derfor fører vi en defensiv kamp mod ham for retfærdighedens og sandhedens skyld. Da de hørte mine ord, sagde de:

: Hvordan kan du have mod til at komme med så frygtløse udtalelser, når du kan se, at pistolernes løb er rettet mod din skulder og ryg? Uanset hvad du siger, skal du foran fjernsynet sige det, vi fortæller dig.

Jeg sagde:

: I går kunne I trods alle jeres forsøg ikke få mig til at røre jeres cigaret foran journalisterne og pressefotograferne. Hvordan kunne I så forestille jer, at jeg i dag af frygt for jeres pistoler ville sige uvirkelige løgne? Nej, ved Gud sværger jeg, vi vil ikke bøje os for løgnen. Vi følger et ideal. Vi er tjenere for den muslimske umma og Koranens arvinger. Da de ikke opnåede deres mål, begyndte de at piske mig. Efter at have pisket mig længe bragte de mig tilbage til cellen og efterlod mig der.

Celle nummer toog’tredive

Jeg tænker med stor undren på én ting: Hvis de virkelig har tilbageholdt mig for en bestemt forbrydelse, hvorfor forsøger de så at få så mange tilståelser ud af mig? Hvorfor kræver de, at jeg skal tilstå, at jeg har været enig i at dræbe Nasser, eller at jeg endda har planlagt det? Hvis de har beviser på min forbrydelse, hvorfor udsætter de mig så unødigt for al denne chikane, tvang og vold? De vil have mig til at afgive sådanne uvirkelige tilståelser, hvis eksistens kun findes i deres fantasi og intet andet sted. Er formålet med alle disse arrestationer og denne umenneskelige undertrykkelse i virkeligheden ikke blot at ødelægge den islamiske bevægelse og dens indflydelse på denne måde? Så snart de så mig, udtrykte de kunstig forbavselse og sagde:

: Hov, er du stadig i live? Hamza, sagde jeg ikke til dig, at jeg ville se hans lig?

sagde Hamza bedende

: Tilgiv mig, pasha! Denne gang er han klar til at adlyde enhver ordre, De giver ham.

sagde Shams Badran til mig

: Skriv så……

sagde jeg

: Jeg vil ikke skrive andet end de faktiske begivenheder. Så dræb mig dog bare! Måske bliver det efter Guds vilje min martyrdød.

sagde Hasan Khalil

: Vi vil aldrig lade dig blive martyr.

Jeg sagde:

: Martyrdøden er jo en gave fra Gud. Den, som Han bestemmer den for, vil Han bestemt skænke den.

Shams Badran sagde irriteret:

: Safwat, hæng ham op og giv ham fem hundrede piskeslag …… Lad os se, hvem hans Gud er.

Så snart ordren var givet, fuldførte bødlerne den ved at hænge mig med hovedet nedad og give mig fem hundrede piskeslag. De havde ikke så meget som tid til at overveje, at denne stakkel ikke engang var i stand til at tåle et almindeligt slag. Da piskningen var overstået, blev jeg sendt tilbage til cellen. Han gestikulerede, at jeg skulle sætte mig på en stol, og sagde:

: Du anser os for meget grusomme og følelsesløse. Men vi er faktisk dybt bedrøvede over at se din tilstand. Ved du, at min far er professor ved al-Azhar-universitetet ……

Uden at sige et ord så jeg tavst på ham med et blik fuldt af dyb afsky.

Han vendte straks tilbage til sin egentlige natur og sagde med en skarp tone.

: Hamza, anbring ham i celle nummer 32 og gå.

Da jeg trådte ind i den nye celle, så jeg, at der på toppen af to høje træstolper var anbragt en træramme parallelt med gulvet, og at der var fastgjort to store jernringe til den. Bødlerne fik mig til at stille mig op på en stol og bad mig holde fast i de to ringe med begge hænder. Så snart jeg greb fat i ringene efter at være blevet ramt af pisken, fjernede de stolen under mine fødder. Jeg hang i luften, mens jeg holdt fast i ringene. Så snart jeg faldt til jorden, kom bødlerne farende med pisken og hængte mig op på samme måde igen. Jeg faldt ned igen, og sådan fortsatte denne grusomme øvelse i tre timer.

Troens værdighed og løgnens skam

Jeg blev igen ført til Shams Badrans kontor. Med en skuespilleragtig gestus bad Shams mig sætte mig på stolen ved siden af ham. Efter at jeg havde sat mig, begyndte Jalal og Hasan Khalil at forsøge at overtale mig til at afgive en skriftlig erklæring efter Pashas ønske. For det skulle angiveligt være til min fordel.

Jeg sagde til dem begge:

: Jeg kan ikke skrive noget om noget, jeg ikke ved noget om. De sagde:

: Vi ved alt. Ikhwanerne har fortalt alt.

Derefter bad han Jalal åbne filerne og læse de påståede erklæringer fra Majid Shadli og Ikhwan op. Efter deres anvisninger læste Jalal først Ali Usmabis erklæring op. Jeg blev fuldstændig målløs, da jeg hørte den! Da alle erklæringerne var blevet læst op, rystede Shams på hovedet og spurgte:

Hvad er din kommentar til disse erklæringer?

Jeg svarede straks:

: Det er alt sammen løgn og opdigtede anklager, ikke andet.

Shams Badran sagde:

: Du tog initiativ til at reorganisere Ikhwan – vil du benægte det? Det står jo helt klart i dine folks udsagn, at det var dig, der lagde grunden til at genoprette denne organisation……… Jalal, så læs Huzaybis erklæring op! ……Men straks efter sagde han:

: Nå, stop, stop, lad den ligge. Lad mig foreløbig høre Abd al-Fattah Ismails erklæring.

Da den var blevet læst op, spurgte Shams mig: Hvad mener du så denne gang……?

Derefter begyndte Jalal at åbne den ene fil efter den anden og læse den ene bekendelse efter den anden højt. Da alt var blevet læst op, sagde Shams til mig:

: Hvad er din mening om det, du har hørt……? Sig nu, om du vil skrive præcis det, vi ønsker?

Jeg sagde bestemt:

Det hele er opdigtet, det rene nonsens.

Han spurgte med et klogt smil:

: Hvad er så sandheden?

Jeg sagde:

: Den bekendelse fra Ali Usamabi, som er blevet optaget i protokollen, er efter min mening forkert. Hvad angår de øvrige Ikhwan, vil jeg sige, at de står for sandheden og taler sandt. Og disse erklæringer og bekendelser, der er udfærdiget i deres navn, er blot et andet navn for falske beskyldninger mod dem.

Shams kaldte på Hamza og sagde:

: Hæng ham nu op med hovedet nedad, og hent Ali Usmabi. Ali Usmabi kom iført skinnende, rene og ordentlige klæder. Hans hår var kæmmet pænt, og der var ikke det mindste tegn på straf eller lidelse på hans krop eller i hans ansigt. Da jeg sammenlignede ham med mig selv og de andre fanger, kunne jeg ikke andet end tro, at denne mand havde begået forræderi, havde afgivet falsk vidnesbyrd mod Ikhwan og var blevet fanget i disse løgnagtige og uciviliserede menneskers sammensværgelse. De følger hverken principper eller religion. Også han var blevet et bytte for Shams Badran og havde sluttet sig til Nassers gruppe.

Shams Badran spurgte ham:

: Nå, Ali! Da du sidste gang besøgte Zaynab al-Ghazali, hvad tog du så imod fra hende, og hvad sagde hun til dig?

Usmabi sagde:

: Hun gav mig tusind gineh (egyptiske pund) og sagde, at jeg skulle tage pengene med til Gada Ammar, så de kunne afleveres i Huzaibis eller Sayyid Qutbs hjem…… Hvis jeg blev arresteret, skulle du, hvis du fik brug for pengene, kontakte Gada Ammar eller Hamida. De ved, hvor pengene er.

Shams Badran spurgte mig:

: Hvor mange penge var der, Zaynab? Og hvorfor var du så skrækslagen på grund af dem?

Jeg sagde—

: Brødrene blandt Ikhwan, som opholder sig i Sudan og Saudi-Arabien, sendte 4.000 gineh i bidrag til hjælp for de fængslede brødres familier. Desuden blev 1.000 gineh brugt til at hjælpe fattige elever og studerende på skoler og colleges samt til husleje og lignende…… Den person, der står foran dig og afgiver vidnesbyrd, fik selv tilsendt 1.000 gineh. Til dækning af udgifterne til broder Abd al-Fattah Ismails familie……

Denne gang spurgte Shams ham—

: Ali! Hvad spiste du sidste gang hos Zaynab al-Ghazali? Ali Usmabi sagde—

: Hun havde tilberedt lever, fyldt en tallerken med ris og sagt: »Spis, Ali! Allah vil hjælpe dig.«

Shams sagde—

Godt, det er nok! Gå nu, Ali. Ali gik sin vej, efter at have vundet Shams Badrans gunst.

Shams sagde nu til Hamza—

: Hent Abdul Fattah Ismail.

Et øjeblik senere kom Hamza med Abdul Fattah Ismail. I Abdul Fattah Ismails øjne strålede en tiltrækkende værdighed. Han var iført laseret tøj i fængslet. Sporene efter den umenneskelige tortur, han var blevet udsat for, var synlige overalt. Da han kom og så mig, hilste han mig med sin naturlige beskedenhed. Jeg besvarede også hans hilsen.

Shams spurgte ham:

“Abdul Fattah! Hvad lavede du hos Zaynab al-Ghazali, og hvorfor gik du til hende?” sagde Abdul Fattah med modig og stolt stemme.

Hun er min islamiske søster på vejen til Allahs velbehag. Vi hjælper hinanden med at udbrede Koranens og sunnaens lære blandt muslimske unge. Naturligvis var vores mål at ændre regeringen og etablere en islamisk regering i stedet for den falskhedsorienterede regering.

Da Shams Badran hørte hans ord, blev han rasende og sagde:

Er du begyndt på en prædiken? Ved du ikke, at du ikke står på en minbar … Gå ud …… gå ud.

Abdul Fattah Ismail gik ud på samme måde, som han var kommet. Da han hilste på mig på vej ud, svarede jeg:

“Og over jer være fred og Allahs barmhjertighed og velsignelser.”

Shams Badran fortsatte med at udspy modbydelige skældsord som en galning …… Men da jeg hørte Abdul Fattah Ismails klare, ædle og storsindede ord, følte jeg oprigtigt en lettelse og fred. Sikke en tapper mujahid! Han stod urokkeligt fast på sandhedens princip trods alle farer. Uendelig tak til Allah for, at der selv i denne moderne uvidenheds tidsalder stadig findes så sandhedstro mennesker. Jeg bad til Allah for ham. Hvad gør det, at folk som Ali Usmavi begår forræderi? Tusinder af sandhedens soldater fortsætter stadig med tålmodighed og tapperhed fremad i jihad-karavanen på Allahs vej.

Da jeg hørte Shams Badrans skrig, blev jeg forskrækket. Han råbte:

: Før denne pige væk. Bring hende tilbage til mig i morgen tidlig sammen med det skrevne papir.

Hasan Khalil gav Safwat papir og pen, og jeg blev sendt til hospitalsstuen. Med papir og pen i hånden tænkte jeg: Hvad skal jeg skrive? Hvad vil de? Er det virkelig det, de ønsker, at jeg skal skrive imod min Allah og Hans din? Nej, ved Gud, det vil aldrig ske. Jeg skrev:

: Vi følger den vej, Allah har anvist, forenede under Al-Qurans banner; der er ingen anden gud end Allah. Den elskede profet Hazrat Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) er Allahs sidste sendebud. Vi vil aldrig, under nogen omstændigheder, tage nogen som Allahs medgud. Vi vil kun tilbede Ham, kun dyrke Ham. Vores Allah! Giv os mod og tålmodighed, og giv os døden med iman og islam.

Og I, jeres tids faraoner! Få denne korte tid i det jordiske liv til at gå til ende. Døden er bestemt en dag. Meget snart vil I stå ansigt til ansigt med jeres skæbne.

Næste dag kom Hamza Bisiubi, Riyaz og Safwat og tog det skrevne papir med sig. Omkring en time senere kom de tilbage, satte mig ind i en bil og kørte mig til Shams Badrans kontor. På det tidspunkt var jeg ude af stand til at gå. Shams rev nogle papirer i stykker foran mig, smed dem i papirkurven og sagde:

: Det er de papirer, du har skrevet … Jeg kan se, at du ikke vil skrive, som jeg ønsker, før jeg har tappet en kop blod fra din krop.

Derefter blev jeg under skældsord og piskeslag bragt tilbage til hospitalet.

Min dødsdom ved hængning

Da jeg næsten var døden nær, blev jeg holdt indlagt på hospitalet i nogle dage. En dag, lidt før solnedgang, blev jeg ført til Shams Badrans kontor. Men i stedet for at blive ført ind på kontoret blev jeg stillet foran en enorm maskine. Fra denne elektriske maskine kom der en frygtelig larm og en voldsomt varm luftstrøm. Jeg blev holdt stående foran denne skrækindjagende maskine hele natten. Om morgenen blev jeg sendt tilbage til hospitalet. Da læge Majed så, hvordan mit ansigt så ud, spurgte han Abd al-Mabud:

: Hans ansigt er jo blevet helt gult … Blev han ført væk igen om natten?

Abd al-Mabud svarede: Ja, hr. doktor!

En halv time senere gav Abd al-Mabud mig brød og noget murabba og sagde, at lægen havde sendt det og bedt mig spise det. Ved solnedgang blev jeg igen ført til en celle nær Shams Badrans kontor og anbragt der. Lidt senere ankom Hamza Safwat Riaz. De talte indbyrdes om et eller andet i dæmpede stemmer. De to første gik, mens den tredje blev der. Pludselig begyndte han at slå sig selv i ansigtet, rive sig i håret og opføre sig helt mærkeligt som en vanvittig. Han råbte til mig:

: Din galning! Hvis du ikke adlyder Shams i dag, er dette den sidste dag i dit liv. Ved du, hvor Rifayat, Ismail og Al-Qiumira er?

Han sagde:

: Her i dette fængsel bliver ti Ikhwan-hunde begravet hver dag på Nassers ordre.

Da jeg sagde til ham, at de var blevet martyrer på Allahs vej og var kommet i Paradis, begyndte han at slå sig selv endnu hårdere og hårdere i ansigtet og sagde:

: Hidtil har hverken hunde, vand, ild, pisk eller ridepisk kunnet få dig til at vakle. I dag vil Pasha slagte dig. Han har fået Nassers tilladelse. Hvad vil du gøre?

Jeg sagde roligt:

: Det er Allah, der bestemmer, hvad der skal ske.

Nu begyndte han at sige:

: Ønsker du, at vi også skal mislykkes ved at gøre som dig? Sovjetunionen hersker over halvdelen af verden, og du ønsker, at vi skal lade dig gå? Og at vi skal følge folk som Hudaybi, Sayyid Qutb og Hasan al-Banna?

I er gale … Vi er ikke gale som jer, forstået?

Som svar reciterede jeg et koranvers og sagde—

: Når disse mennesker får at vide, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, siger de hovmodigt: »Skal vi opgive alle disse guddomme på grund af en gal digters ord?« Og disse guddomme er trodsige afguder. Herskerne er sat til at vogte disse afguder. Det er de samme mennesker, som ikke tøvede med at kalde menneskehedens profet, Hazrat Muhammad (fred være med ham), for gal. I dag gentager historien sig. I dag kalder I også mujahiderne på Allahs vej for gale, mens herskerne, der følger falskhedens og det tommes vej, har sat sig som jeres herrer og bruger jer til alle slags usle gerninger. Og for blot nogle få penge har I givet afkald på jeres menneskelighed og lever et uærligt liv. Sig mig: Ønsker I at møde Allahs vrede for at tilfredsstille den uretfærdige tyran?

Denne gang spurgte han—

: Vil I føre os tilbage til den samme stillestående tilbageståenhed?

I det samme blev døren åbnet, og bødlerne begyndte hensynsløst at slå mig med piske og ridepiske. Da Riyaz så det, sagde han leende—

: Ved Gud, Zaynab; jeg holder af dig, og jeg er også bekymret for dig.

Mens jeg blev pisket, spurgte jeg ham hånligt—

: Ømhed og bekymring? Hvad er det for noget sludder? Er du en frygtsom kujon? Sagen er helt klar. Hvorfor er I så ivrige efter kun at få min tilståelse? Det egentlige formål med alle jeres falske bedrag, bagvaskelser, straffe uden skyld, farcen med retssager med et særligt formål og de grundløse anklager mod uskyldige mennesker er jo blevet helt tydeligt.

Riyaz slog sig på brystet, rystede på hovedet, rev sig i håret og råbte igen og igen:

: Er al vores viden, forstand og styrke blevet bevist nytteløs og værdiløs over for dig? Vi er blevet syge, selv om vi spiser, lever og ellers er sunde…… og du? Hvad er det, der stadig holder dig i live? …… Lægen har sagt, at hvis du ikke får mad nu, så dør du.

Hamza og Safwat kom hen og spurgte Riyaz:

: Hvad har du gjort, bror? Jeg håber, at han har genvundet forstanden.

Jeg så smilende på Hamza og sagde:

: Jeg kan ikke finde ud af, hvem der er den gale blandt jer.

Hamza sagde uden at sige et ord, mens han så på mig med et tavst blik, til Safwat:

: Tag ham med ind på kontoret ved siden af.

Pashas kontor

Shams lod mig sætte mig på stolen ved siden af og sagde-

: Se, efter min mening er der ingen fordel ved at nære et vedvarende fjendskab.

Skriv det hele, sådan som jeg ønsker det.

Jeg sagde med min sædvanlige rolige stemme-

: Vil du have, at jeg skal skrive, at vi ville dræbe Naser? ……Det er umuligt. Ved Gud, vi var kun samlet for at lære Koranen og hadith. Vi ville fortælle folk, at de burde følge Allahs din i stedet for at følge undertrykkende mennesker, og vi oplyste dem om, hvordan de skulle tilbede Allah, og hvordan de skulle etablere Allahs din i denne verden. Vi handler i overensstemmelse med Koranen og sunnah og overtræder ikke nogen af Allahs bud. Hvis vi på grund af fejl og mangler kommer til at overtræde Allahs bud, angrer vi det og gør tawba. Efter vores mening er den nuværende regering inkompetent, og derfor må den bringes til ophør. Men ikke med magt og tvang. Vi ønsker på fredelig og ordnet vis at forklare folket det hele, gøre dem fuldt bekendt med islam og gennemføre forandringen……… Vi ønsker et ægte islamisk styre……

Da de pludselig begyndte at slå mig med en pisk, råbte jeg-

: Nej, nej, jeg vil ikke skrive løgn; selv hvis de slår mig ihjel, vil jeg ikke skrive det. For mig har verden ingen værdi……

Shams Badran spurgte mig direkte-

: Hvorfor skrev du ikke Abdul Aziz Alis navn på de papirer, jeg rev i stykker?

Jeg ville vide:

Hvilken Abdul Aziz Ali?

: Den Abdul Aziz Pasha. Ham, som Nasser udnævnte til medlem af sit ministerråd. Men han viste utaknemmelighed over for Nasser, bed den hånd, der havde hjulpet ham, og begyndte at modarbejde Nasser.

Nu genkendte jeg ham og sagde-

: Abdul Aziz Ali var grundlæggeren af Krishnagupta-bevægelsen mod britisk imperialisme. Han var en ledende leder af Nationalpartiet. Abdun Nasser og hans ledsagere modtog undervisning i nationalisme hos ham. Efter min mening er han en stor personlighed. Han er min mands ven. Og nu er han min islamiske bror på Allahs vej. Hans hustru er medlem af vores organisations centrale råd, min veninde og islamiske søster……

Shams spurgte med skarp stemme-

: Hvorfor optog du ham så ikke i Ikhwan?

Jeg svarede-

: Det havde jeg overvejet … men som man siger, er nogles hoveder fyldt med ild i stedet for hjerner……

Uden at lade mig tale færdig råbte Shams højt-

: Det er noget sludder, hold op. Derefter beordrede han, at jeg skulle piskes. De hviskede sammen et stykke tid, hvorefter Hassan Khalil spurgte mig.

: Hvorfor introducerede du Abdul Aziz for Abdul Fattah Ismail, og hvor fandt denne introduktion sted?

Jeg svarede ham-

: Da mit ben blev brækket som følge af jeres efterretningstjenestes angreb, kom han og hans hustru til hospitalet for at besøge mig. Selv efter at jeg havde forladt hospitalet og var vendt hjem, kom de af og til. En dag kom broder Abd al-Fattah Ismail også på besøg, mens Abd al-Aziz var til stede. Sådan lærte de hinanden at kende. Det er alt, hvad jeg ved om sagen.

sagde Hasan Khalil-

: Jeg indrømmer, at mødet mellem Abd al-Aziz og Abd al-Fattah var tilfældigt. Men hvordan lærte Abd al-Aziz, gennem dig i dit hjem, Farid Abd al-Khalek at kende?

Jeg svarede-

: Da sygeplejersken kom hjem til mig for at lægge en bandage om den brækkede knogle i mit ben, gik broder Abd al-Aziz ind i dagligstuen og satte sig. På det tidspunkt kom broder Farid Abd al-Khalek også ind og satte sig der. De kendte endnu ikke hinanden. Da sygeplejersken var færdig med at lægge bandagen på mit ben og var gået, kom broder Farid Abd al-Khalek ind for at se til mig. På samme tid gik broder Abd al-Aziz også ind for at tage afsked. I den anledning præsenterede jeg dem for hinanden.

Da Shams hørte mine ord, blev han rasende og tilkaldte Safwat. Da jeg kom til bevidsthed på hospitalet, var der lagt bandager om begge mine ben. Jeg vred mig i uudholdelige smerter i begge ben. Smerten bredte sig øjeblikkeligt i hele kroppen. Det føltes, som om hele min krop blev stegt i varm olie.

I tvivlens malstrøm

Efter at have været indlagt på hospitalet i nogle dage blev jeg igen ført til Shams Badrans kontor. Han blev ved med at gentage sine gamle påstande og mistanker. Jeg tror, at hans mistanke ved igen og igen at udtale den og gentage den gang på gang i hans sind havde antaget virkelighedens form. Nu var han begyndt at tro på sin rene mistanke, som om den var en virkelig hændelse. Han gentog den samme påstand om, at Ikhwan al-Muslimun havde lagt en plan om at myrde Abd an-Nasser. Shams Badran så på mig og udtrykte sin forbløffelse, idet han sagde-

: Er du stadig i live? Og dog har du fået enhver form for straf.

Som svar fortalte jeg om Ashab al-Ukhdud:

: Allah siger: »Ashab al-Ukhdud« blev dræbt; de, der dræbte dem, blev fuldstændig vanvittige på grund af deres løgne og bagvaskelser. Og disse mennesker, som blev martyrer for deres eget folks hånd, var agtet og fornemme i alles øjne. De var ivrigt optaget af at overbringe Guds budskab til folk og lære dem at udføre deres pligt med trofasthed.

Shams Badran sagde:

: Vi forstår ikke den slags moralske taler. Tror du stadig på Allahs eksistens? Og dog har I været mislykkede hele tiden fra 1948 og frem til i dag. I blev grundigt besejret i jeres modstand mod revolutionen i 1954 mod kong Farouk, og da I i 1965 oplevede revolutionens modreaktion, blev I også slået fuldstændigt…… Jeg spørger: Hvor er denne såkaldte Gud, som I tror på? Jeg sagde til ham:

: I 1948 lykkedes det os, i 1954 var det også os, der sejrede, og i 1965 vandt vi også slaget.

Han sagde:

: Vi har hængt dig med hovedet nedad som en kylling, holdt dig nedsænket i vand til halsen, tvunget dig til at løbe omkring mellem ildens flammer og ladet glubske hunde bide dig…… Hvis I virkelig havde en Gud eller en Herre, ville han så ikke være kommet dig til undsætning? Sig det, din elendige pige……

sagde jeg med fast stemme—

: Ved at lade piskene hagle ned over os og udsætte os for alle mulige former for grusom tortur bilder I jer måske ind, at I har sejret. Men i virkeligheden er I hele tiden skrækslagne af frygt for os.

brølede han vredt—

: Ti stille, pige! I er alle forbrydere.

: Aldrig. svarede jeg med samme fasthed.

Jeg fortsatte: Hvorfor skulle vi være forbrydere? …… Vi følger jo sandhedens vej og er sat til at udbrede sandhed og fred. Vi er sandhedens rorsmænd og vejvisere til det uudslukkelige lys. Så spurgte han—

: Hvordan skulle I kunne sejre over os?

Jeg sagde—

: For vi er rige og stærke gennem Allah. Det er Ham alene, vi nærer urokkelig hengivenhed og en fast tro til; det er på Hans vej, vi fører jihad og kæmper. Først når vi svigter vores ansvar for at holde islams ære og tawhids banner højt, vil vores nederlag være bevist. Islam er i sandhed en tidløs og universel livsanskuelse. Islam er den livsanskuelse, der anviser vejen på alle områder af menneskelivet: religion, regering, indenrigs- og international politik, samfundsordenen samt det individuelle og kollektive liv. Islams mål er at grundlægge fred og harmoni, broderskab, tolerance samt retfærdighed og rimelighed. Den er hele menneskehedens evige og naturlige livsanskuelse.

Islam befrier mennesket fra slaveri og opfordrer det til at tilbede den ene Allah. Man må ikke følge noget menneske i oprør mod Gud. De, der har antaget islam med et oprigtigt og rent hjerte og fuld tillid, vil nå sand succes og den gyldne destination. De bliver Allahs soldater, og hvorfor skulle Allahs vejs soldater frygte noget andet menneske eller nogen anden magt? De, der samles under islams banner for sandhedens og retfærdighedens skyld, finder verdens timelige interesser snævre og ubetydelige. Livets og verdens virkelighed bliver tydelig for dem. Derfor går de ad den vej, Allah har anvist, i håb om det hinsidige livs endeløse, rige og fredfyldte paradis, i stedet for denne forgængelige, korte jordiske tilværelses små interesser.

Og I, forvirrede kujoner! Hvad kan I gøre? I kan undertrykke os; I kan slå og lemlæste os, I kan dræbe os, I kan udsætte os for hundrede slags djævelsk tortur, I kan skubbe os ned i vandet eller ind blandt en flok hunde og more jer over det, I kan piske os og glæde jer selv. For I har piske og knipler i hænderne, og I har mange slags våben. Men for os er al denne jeres undertrykkelse og tortur fuldstændig meningsløs. Ingen af jeres overgreb kan få os til at vige fra sandhedens vej. I er nødt til at mislykkes.

Hvorfor holder I os fængslet hver for sig, fordi I er bange? Hvorfor er I så bange? Det er, fordi vi er mujahider på Allahs vej, mens I er Satans håndlangere. De, der fører krig mod Allah og Hans Sendebud, er dømt til nederlag og ydmygelse. Det er i sandhed dem, der er lave og usle. Allahs og Hans Sendebuds religion vil forblive sejrende. Der er ingen tvivl om, at al styrkes kilde er Allah alene. Shams Badran kunne ikke udholde alle disse ord fra mig. Han pressede hænderne mod hovedet og sagde som en skrækslagen person:

: Safwat, Safwat! Hæng ham med hovedet nedad og giv ham fem hundrede piskeslag. Efter piskningen lod han mig tage ned og beordrede mig til at besvare alle de samme gamle spørgsmål. Jeg fortsatte også med at give mine svar. Irriteret over dette beordrede Shams Badran, at jeg igen skulle hænges op og have to hundrede og halvtreds piskeslag. Da hans ordre blev udført, var jeg bevidstløs. Da jeg genvandt bevidstheden på hospitalet, så jeg en flok læger omkring mig, som lagde bandager og medicin på forskellige dele af min krop. Efter at have været under behandling på hospitalet i nogle dage blev jeg igen kørt på en båre til Shams Badrans kontor.

Med en svag og spinkel stemme, som en døende ved livets afslutning, spurgte jeg ham: Advokat!…… Hvem er du?

Han sagde: Vi har gjort dig klar til at fremstille dig for retten. Jeg spurgte:

: Hvad vil I ellers have fra mig?

Advokaten sagde truende:

: Tal forsigtigt. Du har ikke længere kræfter i kroppen til at tåle tæsk…… Vi er … fuldstændig rede……

: Jeg sagde: Allah er den, der skænker sejr og hjælper.

Advokaten spurgte –

: Hvorfor samledes Mohammed Qutb og Ikhwans unge mænd i dit hjem?

Jeg sagde:

: Professor Mohammed Qutb og hans to søstre plejede ofte at komme for at besøge mig. Shams blev vred, bandede og spurgte igen:

Hvorfor samledes Mohammed Qutb og Ikhwans unge mænd i dit hjem? Svar nu.

Jeg protesterede kraftigt mod hans skældsord og sagde:

: Studerende og medlemmer af den islamiske bevægelse kom for at besøge mig, og ved et tilfælde mødte de også professor Muhammad Qutb.

: Han brølede: Jeg siger, at når de unge bad dig arrangere et møde med Muhammad Qutb, inviterede du disse unge og Muhammad Qutb til frokost. Efter måltidet samledes de til et møde, …… hvorfor?

Jeg sagde roligt:

: Da professor Muhammad Qutbs to bøger ‘at-Tatawwuru wa ath-Thabat fi al-Hayat al-Bashariyya’ — Stabilitet og udvikling i menneskelivet — og ‘Jahiliyyat al-Qarn al-‘Ishrin’ — Det tyvende århundredes uvidenhed — blev udgivet, ønskede jeg og nogle medlemmer af den islamiske bevægelse at mødes med professor Muhammad Qutb for at få mere detaljeret kendskab til de forskellige emner i disse to bøger. Med dette formål kom professor Qutb adskillige gange for at efterkomme invitationen.

Denne gang spurgte han:

: Hvorfor deltog Abd al-Fattah Ismail i disse sammenkomster? Jeg sagde:

: Fordi han også hørte til blandt Det Muslimske Broderskabs karakterfaste unge ……

Han gjorde nar af ordet »karakterfast« og sagde:

: Allah er ikke afhængig af sådanne karakterfaste mennesker. Nå, på hvilket af disse møder blev man enige om at dræbe Muhammad Qutb Nasser?

Jeg sagde: Den opdigtede historie om mordet på Abdun Nasser er ikke andet end en kunstig fortælling, som I har fabrikeret.

Shams spurgte: Hvorfor blev du ikke advokat?

: Jeg sagde: Jeg takker Allah for, at Han har ladet mig befinde mig i den bedst mulige situation. Jeg er helt hengivet til Allahs vej og vil fortsat kun varetage den opgave, der tjener Allahs tilfredshed. Pludselig rejste Shams Badran sig og begyndte at sparke mig voldsomt. Stakåndet blev han ved med at sige: I dag slipper du ikke. Du skal dø for min hånd. Mens han stadig stod sådan, spurgte han:

: Hvad hed den organisation, som du grundlagde sammen med Muhammad Qutb? …… Hvem var blevet udpeget til at dræbe Abdun Nasser, Abdulfattah eller al-Fayyumi? Jeg sagde:

: Al-Fayyumi har du jo dræbt … Hvad er så meningen med at nævne hans navn igen?

Han lo højt og hæsligt og sagde:

: Kender du ham? Var han meget smuk? Safwat … Safwat elskede Fayoumi.

Safwat kom og kastede sig igen over mig med en pisk, som en vild hyæne. Jeg kunne ikke holde til slagene og besvimede. De sendte mig igen til hospitalet for at gøre mig nogenlunde rask og forberede mig på yderligere tortur og mishandling.

Shams står fast i sin vildfarelse

Jeg blev igen sendt til Shams Badrans kontor. Eftersom jeg var kommet til bevidsthed, var det nødvendigt at tage derhen for at udholde torturen. Jeg blev naturligvis bragt til hans kontor på en båre. Shams sad sammen med sine håndlangere. De satte mig på en stol, og han sagde:

: Din krop har ikke den mindste evne til at modstå mere tortur. Hav nu medlidenhed med dig selv. Ellers sværger jeg ved Abdun Nasers navn, at jeg også vil begrave dig sammen med Fatouhi. En af hans håndlangere føjede til:

: Hør, Zaynab, giv pashaen det rigtige svar, og bring orden i dit efterliv. Vi vil gerne nå frem til et forlig med dig.

Shams Badran sagde endnu mere skarpt: Husk, at en mand på vegne af Fouad Sirajuddin kom til dig og bad dig samarbejde med Ikhwan om at vælte Nasers regering. Denne mand sagde også til dig, at der på rådgiveren Amers kontor var folk, som ville samarbejde med dig og med Wafd-partiet.

Forbløffet over denne djævels løgnagtige tale og hans evne til at fordreje sandheden sagde jeg, idet jeg lagde tryk på hvert eneste ord:

: Det er pure løgn. Fuad Sirajuddin har ikke sendt nogen til mig med noget problem, hverken i denne eller hin forbindelse eller i nogen som helst anden sag. Faktisk har jeg ikke mødt ham i de sidste tolv år. Ved en tilfældighed mødte min mand, Mohammad Salem Saleh, Fuad Pasha én gang ved en offentlig demonstration. Han spurgte min mand til mit helbred og sendte mig hilsner og bønner.

Så snart jeg havde sagt dette, begyndte en ny regn af piskeslag over mig. Piskeslagene ramte min sårede og lemlæstede krop som ildglimt. Og på det tidspunkt var min fod stadig forbundet. De utallige slag flængede min krop, før de tidligere sår overhovedet var helet. Mens bøddelen slog mig med pisken på hænder og fødder, spurgte han-

: Sig, om Fuad Sirajuddin havde sendt dig noget budskab. Jeg svarede: Nej.

Så beordrede Shams Badran, at jeg skulle straffes endnu hårdere. Da det voldsomme angreb begyndte, mistede jeg bevidstheden. Mens jeg var bevidstløs, blev jeg kørt på en båre til hospitalet. Men kort efter blev jeg bragt tilbage til hans kontor.

Shams Badran sagde med en skarp stemme-

: Hør godt efter: Der er ingen, der kan hindre os. Jeg begraver tyve hunde som dig hver dag. Og denne militærfængselsplads står gabende åben for at sluge tusindvis af sådanne hunde. Ved Abdun Nasers ed! Hvis du ikke gør, som jeg vil, begraver jeg også dig her ligesom de andre.

Jeg følte ikke noget behov for at svare på denne tåbes vrøvl og forholdt mig tavs.

Han blev rasende og sagde: Svar mig! Ellers hænger jeg dig med hovedet nedad og slår dig ihjel med pisken.

Jeg sagde: Allah er den bedste til at fuldføre sine gerninger. Han er mig tilstrækkelig. Han er den bedste hjælper. »O Gud, giv os mod og tålmodighed, og lad os dø i islam.«

Shams kunne ikke holde disse gode ord ud. Rasende sagde han til Safwat:

Safwat, hent hundene.

Safwat kom straks med glubske hunde, og hundene kastede sig over mig som sultne tigre.

I den uudholdelige smerte fra hundebiddene bad jeg Allah om befrielse: »O Allah, i din tilfredshed søger jeg tilflugt fra din straf. O Allah, red mig ud af denne fare og ulykke.« Hamza råbte: »Pashas ansigt er blevet blegt. Hendes død er nær.« Shams kom, så min tilstand og sagde:

Få hundene ud, og bring hende til hospitalet, så hun kan dø der.

Så blev jeg sendt til hospitalet på en båre. Men samme midnat blev jeg for fjerde gang igen bragt til Shamsers kontor.

Dette er et skammeligt eksempel på hævn og gengældelse. Deres had, fjendskab og fjendtlighed er rettet mod islam. Og eftersom jeg tjener islam, har de ved at torturere mig bevist deres fjendtlighed over for islam. De troede, at de ved at dræbe medlemmer af den islamiske bevægelse og chikanere dem med slag og mishandling ville kunne hindre islams genoplivning og sejr. De drømmer om at bringe islam til tavshed og grundlægge den falske ateisme. Nå, men så snart de havde løftet mig ned fra båren og sat mig på en stol på kontoret, mistede jeg bevidstheden. De fik mig til bevidsthed igen med citronsaft og en indsprøjtning. Denne gang sagde Shams teatralsk:

: Se, hør godt efter. Du har bragt os i store vanskeligheder. Vi er ikke vilde dyr – sådan som du tror, vi er … og præsident Nasser har et stort hjerte … Hvis du fortæller alt, vil du blive benådet …… Nu skal du i det mindste af hensyn til din egen interesse fortælle sandheden.

Jeg sagde-

: Skal jeg virkelig fortælle den egentlige sandhed? …… Hør så: Den sande og egentlige sag er, at I skal gå til Abdun Nasser og fortælle ham, at du er tyrannisk og en usurpator – du er en oprører mod Gud – omvend dig i anger og gør tawba – forlad løgnens og falskhedens vej og kom ind på sandhedens og retfærdighedens vej – kom fra mørket til lyset ……

“De, der støtter jer på løgnens vej, og dem, som I bruger til jeres tvang og undertrykkelse, har en død samvittighed, og I er alle moralsk og psykisk syge.”

Skræmte og rystende spurgte de mig,

: Skal vi fortælle Nasser det, du har sagt?

Jeg sagde-

: Ja, ja, det er netop for at fortælle ham det, at jeg har sagt alt dette til jer. De sagde-

: Du vover virkelig meget. Derefter råbte de alle i kor til mig: »Galning, galning!«

: Denne mand bør have elektrisk stød. I det samme brølede Shams Badran:

: Hvor er de hunde, som har været holdt uden mad siden i går, Hamza? Hasan spillede så sin rolle og sagde:

: Zaynab, du er stadig i live! Døden står lige foran dig. Alle Ikhwan overlever ved kun at tænke på deres egne interesser. Jeg håber, at Pasha vil give tilladelse til at få Ali Usmabi til stede. Måske kan han minde Zaynab om den mand, som Fuad Sirajuddin sendte.

sagde Shams Badran:

: Pige, husk det nu. Ellers tilkalder jeg Ali Usmabi og stiller ham over for dig.

Jeg sagde: Ali Usmabi har solgt sin samvittighed til uciviliserede tyranner som jer for snævre egeninteressers skyld, og ved at gøre det har han pådraget sig skade i både denne verden og akhira…… Og historien om Sirajuddin er også noget, I selv har opdigtet. Formålet med disse opdigtede fortællinger er at ydmyge ædle og fremtrædende mennesker.

En højtstående embedsmand ved navn Said Abd al-Karim kom ind i dette forhørslokale, tog del i samtalen og sagde:

: Zaynab! Jeg vil give dig nogle oplysninger, der kan hjælpe dig med at forstå sagen om Sirajuddin. Så vil du kunne forstå sagen. Du kender jo Husayni Abd al-Ghaffar fra Ikhwan al-Muslimun. Senere havde han skilt sig fra Sayyidena Muhammad. Du har udvekslet synspunkter med ham flere gange. Dit mål var at bringe ham tilbage i Ikhwans rækker. Du ønskede at bruge ham til at udføre aktive aktiviteter inden for Ikhwans interne område.

Jeg sagde-

: Hasbunallahu wa ni’mal wakil. Husayni Abd al-Ghaffar er min religiøse bror!…… Jeg drøftede med ham, om han igen aktivt skulle deltage i Ikhwan, men han erklærede, at han ikke var i stand til det. Han havde ingen forbindelse med Sirajuddin eller Wafd-partiet. Eftersom han på det tidspunkt var formand for Ahbar-ungdomsgruppen, holdt han afstand til kontakten med Wafd, og han støttede ikke Wafd.

Hasan Khalil sagde-

Det er i orden. Men når der i en sag er opnået enighed mellem Ahbar, Wafd og Ikhwan, kan de naturligvis løse ethvert problem. Jeg sagde-

: Slet ikke. Der er en enorm afstand mellem Ikhwan og dem. De, som ikke har studeret den islamiske livsform ordentligt…… På dette tidspunkt begyndte de at piske mig på et tegn fra Shams. Abd al-Karim sagde til Shams-

: Giv ham lidt mere tid. Lad ham afslutte sin forklaring.

Ja, Zaynab, sig det, du ville sige-

Jeg sagde—

: Ikhwanul Muslimun har efter grundige og fremsynede overvejelser om kilderne til deres ideologi, principper, mål og arbejdsmetoder udarbejdet regler og en forfatning, som helt og holdent er baseret på Koranen og Sunnaen. De er fast besluttede på at udføre enhver handling og leve hvert øjeblik af livet i overensstemmelse med Koranen og Sunnaen. For Ikhwanul Muslimun er kun det land eller den jord kær, hvor islam er etableret, og for islams skyld accepterer de martyrdøden. Ikhwanul Muslimun ønsker at se alle mennesker frie og også menneskenes jordiske verden fri. Og det er kun muligt ved at etablere Allahs religion.

Ikhwanul Muslimun ønsker at bringe både mennesker og jorden nærmere Allah. For heri ligger den sande frihed, fred og velstand. Når den islamiske livsform på denne måde bliver virkeliggjort, vil der ikke længere findes nogen udbytning, undertrykkelse eller uretfærdighed. Da vil denne jordiske verden blive lige så smuk og fredfyldt som Paradiset.

Den ædle profet Hazrat Muhammad (fred være med ham) etablerede ikke islam delvist, men fuldstændigt. Han prædikede ikke islam ved først at danne et selvstændigt land. Han prædikede heller ikke islam under påskud af sociale reformer, eller blot ved at påberåbe sig demokrati eller tale om en ligelig fordeling af rigdommen—han udførte ikke det senere før det tidligere eller det tidligere efter det senere. Tværtimod etablerede han islam fuldstændigt på naturlig vis, trin for trin. Den ædle profet opfordrede først og fremmest menneskene gennem læren om tawhid og samlede dem i underkastelse under den ene Allah, efter at have erklæret oprør mod alt falsk. Han erklærede, at der ikke findes nogen anden guddom end Allah, og at Profeten (fred være med ham) er herskeren fra Allah og den, der har al magt, samt alle menneskers leder.

Allah alene er Skaberen, Opretholderen og Forsørgeren, og nøglen til gevinst og tab ligger også i Hans hånd. Han styrer liv og død. Han er lovgiveren og den, der fastsætter reglerne, og Han alene er vejlederen. Efter Allahs anvisning etablerede den ædle profet den første islamiske stat i Medina og opbyggede i overensstemmelse med Koranens budskab, efterhånden som det blev åbenbaret, en islamisk samfundsordning baseret på sandhed, retfærdighed og lige rettigheder til gavn for individet, samfundet, staten og således hele verdens mennesker.

Shams Badran sagde—

Er det her så din fortælling om Sirajuddin, du taler om?

Jeg sagde—

: Sagen om Sirajuddin er jo en opdigtet historie fra jeres side. De, der har skrevet denne historie, har mod betaling opdigtet en løgnagtig fortælling. ……… Det eneste, jeg kan sige om Siraj, er, at han er en patriotisk national leder. Jeg tror, at han i disse dage har trukket sig tilbage efter at have opgivet alle former for aktivitet.

Shams sagde:

: Hent hunden, Safwat.

Straks kastede hunden og mændene sig over mig. Hundebiddene og slagene med mændenes piske gjorde hele min krop blodig. En læge stod et sted lige i nærheden. Han styrtede frem og befriede mig fra hunden og bødlens hænder. Netop da lød fajr-adhanens kald fra minareten på en fjern moské. Da jeg hørte adhanen, fandt jeg trods al denne sorg og smerte en vidunderlig, usædvanlig ro. Jeg kom til at tænke på Allahs befaling til ilden, da Han ville beskytte profeten Ibrahim mod Nimrods ild:

»O ild! Bliv kølig og fredelig for Ibrahim.« Jeg bad en munajat og sagde: »O Parvardigar, også jeg er en følgesvend af Din habib Muhammad (fvmh.) og profeten Hazrat Ibrahim. Giv mig mod og styrke til at bekæmpe den sataniske sammensværgelse. Der findes ingen anden gud end Dig. Jeg tilbeder ikke dem, som de vantro og vildfarne mennesker tilbeder. Jeg ønsker Din tilfredshed, o Gud! Amin.« Jeg husker ikke, hvornår jeg mistede bevidstheden. Da jeg igen kom til mig selv, befandt jeg mig på hospitalet. Det er vanskeligt at gøre nøjagtigt rede for, hvor mange gange jeg på denne måde kom på hospitalet og blev udskrevet, og hvor mange gange jeg efter at være besvimet og bevidstløs igen genvandt min bevidsthed.

Drifternes herredømme og lave menneskers dominans

Når regeringsmagten kommer i hænderne på kortsynede ekstremister, og administrationen kommer under inkompetente menneskers kontrol, træder diktaturets mest afskyelige form frem. Et sådant diktatorisk styre gør livet uudholdeligt for befolkningen, og landets fremskridts hjul begynder at dreje baglæns. Den diktatoriske gruppe betragter sig selv som ene-ejere af rigdommene og magten og gør, hvad der passer dem. På denne måde bliver landets og nationens større interesser underordnet deres personlige interesser. Som følge af deres vilkårlighed breder korruptionen sig vidt, og de forsøger at bruge hele landet og nationen efter forgodtbefindende.

For at styrke grundlaget for det diktatoriske enevælde holder de landets bevidste og patriotiske mennesker passive ved at lokke dem med begær og fristelser eller skræmme dem, eller også sender de dem bag jernfængslets mure. Derefter udarbejder de love efter eget forgodtbefindende og holder den uskyldige befolkning indespærret i den hårde regerings blækspruttegreb.

Efter at have tilranet sig regeringsmagten forsøger herskerne at afskaffe de moralske og karakterlige værdier, begynder at lege med menneskers ære og værdighed og gør forgæves forsøg på at bringe kundskabens og samvittighedens stemme til tavshed. På den tid benyttede Egyptens diktatoriske herskergruppe sig også af disse mest afskyelige midler og opretholdt et rædselsregime i landet. Som følge heraf forværredes landets samlede situation hurtigt. Da domstolenes uafhængighed blev indskrænket, blev alle veje til retfærdig dom lukket. Under de offentlige smigreres oprørske undertrykkelse blev menneskeheden ydmyget, og det syntes, som om Allah også fjernede skyggen af Sin nåde og barmhjertighed fra landet.

Under alle omstændigheder, da jeg igen blev ført til det rædselsvækkende kontor, spurgte Shams og hans assistenter: Hvad var det budskab, som Abdul Ghaffar havde overbragt på vegne af Fuad Sirajuddin? Hvem var de mennesker, der hjalp Fuad Sirajuddin på rådgiver Amers kontor? Og hvilke krav blev fremsat over for Ikhwan med henblik på opstanden?

Jeg svarede:

: Hussein Abdul Ghaffar er min trosbroder. Og med hensyn til alle de løgnagtige og grundløse anklager mod ham, som jeg hører fra jer, ved jeg intet.

Sayad og Hassan Khalil ville vide:

: Hør her, Zainab, mødtes Husseini ikke med Abdul Fattah Ismail i dit hjem? Og drøftede du ikke med Husseini, om du skulle tilslutte dig Ikhwan al-Muslimun?

Jeg sagde:

: Jeg har drøftet med Husseini, at jeg skulle vende tilbage til bevægelsen, og det er ingen forbrydelse. Husseini har tillid til vores bevægelse. Selv om Husseini ikke har tilsluttet sig Ikhwan, ønsker han dog, at Ikhwan skal lykkes, og han støtter Ikhwans synspunkt om nødvendigheden af at forme folket i overensstemmelse med Koranen og sunnaen. Husseini og Abdul Fattah Ismail drøftede hjemme hos mig islam og muslimernes nuværende bekymrende situation, muslimernes fattigdom, mangel på uddannelse og andre sådanne problemer. Derefter gik Husseini den dag.

: En anden dag kom de begge pludselig hjem til mig, og de talte sammen. Senere sagde han til mig om Abdul Fattah Husayni, at—

: Husayni er en yderst høflig, karakterfast, lærd og ligefremt sindet lærd. Han har tætte forbindelser til de åndeligt orienterede sufier—

Da jeg havde sagt så meget, sagde en af dem—

: Husayni har fortalt os hele sagen…… Du ønsker forgæves at ofre dig selv for Ikhwan-brødrene med dit liv som indsats! Nu kan jeg se, at du ønsker at ofre dig selv for Husayni og Fuad Sirajuddin…… Men vi giver dig altså en sidste chance. Fortæl klart og tydeligt alt om dig selv, især om de folk fra Wafd-partiet, som arbejder på rådgiveren Amers kontor, og fortæl også, hvad du mener om Husayni og Fuad Sirajuddin. …… Vi vil rive begge dine øjne ud og gøre dig blind, og derefter vil Husayni og Fuad Sirajuddin også blive ført frem for dig.

Jeg sagde—

: Uendelig tak til Allah, fordi vi er i stand til at se med hjertets blik, og ingen har magt til at berøve os dette indre syn. Derfor bliver vi ikke blinde, selv om begge vores øjne bliver revet ud. Da Shams Badran hørte mine klare ord, skreg han, som om han var blevet bidt af en slange. Han brølede—

: Safwat, hent en hund.

En af hans smigrere afbrød ham og sagde—: Nej, Pasha. Denne pige er ligeglad med sit liv. Hun er stadig plaget af tvivl om sin død. Jeg svarede ham—

: Er døden i Allahs hænder eller i jeres?…… Det er kun Allah, der råder over liv og død. Han gør alt, og Han er den Almægtige. En af officererne, der sad omkring Shams Badran, sagde –

: Pasha! Giv ordre til, at Husayni skal føres hertil. Derefter bad alle i kor Safwat om at hente Husayni. Men Shams affærdigede deres ord med stor arrogance og sagde –

: Lad denne pige blive på hospitalet indtil videre. Man siger, at uglen hverken kan se eller gøre noget, før det bliver nat. Deres natur minder også meget om uglens; nattens mørke er mere tiltrækkende for dem end dagens lys. Det siger sig selv, at jeg igen blev ført til Shams’ kontor i nattens mørke og sat på et sted. Få øjeblikke senere blev Husayni ført ind. Den ene af Husaynis arme var brækket og forbundet. Den brækkede arm hang stadig ned over hans bryst. Der var også tydelige tegn på skader på hans ben. Hele hans krop bar spor af mishandling. Mange af sårene var stadig åbne og væskede. Så snart Husayni trådte ind i lokalet, så han mig og hilste på mig; jeg besvarede også hans hilsen. Da Shams så os udveksle hilsner, spurgte han i en kunstigt spøgende tone –

: Nå, Husayni sahib! Hvilket forhold havde du til Zaynab?

Husayni svarede –

: Alt står skrevet på papiret.

Shams gav papirerne til Husayni og bad ham læse dem højt –

Jeg var ikke det mindste bekymret over, hvad de havde fået Husayni til at skrive på papiret. Jeg tænkte snarere på, hvad jeg kunne sige, så Husayni kunne blive reddet ud af denne fare. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at de ved at påføre Husayni umenneskelige lidelser havde fået ham til at skrive, hvad der passede dem.

Husseini begyndte at læse det papir, som Shams Badran havde givet ham. Der stod noget skrevet, som jeg ikke mente, at Husseini kunne have skrevet eller blot have tænkt. I virkeligheden havde det, han læste, overhovedet ingen forbindelse med virkeligheden. Det var rent opspind og løgn. Da Husseini var færdig med at læse, spurgte Shams mig med en belærts mine—

: Hvad er din mening om det, du har hørt?

Jeg sagde—

: Det er som følge af jeres tvang, undertrykkelse og umenneskelige tortur af Ikhwanerne, at han er blevet tvunget til at skrive disse grundløse ting i overensstemmelse med det, I sagde.

Shams spurgte—

: Er det, du hørte, ikke sandt?

Jeg sagde: Husseini er ikke en person, der lyver. Men jeg er fast overbevist om, at han gennem brutal tortur er blevet tvunget til at skrive disse ting.

Shams råbte vredt—

: Det, Husaini har skrevet … fortalte du ham ikke dette?

Hasan Khalil sagde –

: Vi vil vide fra dig, om det, Husaini har fortalt, virkelig fandt sted eller ej? En anden sagde –

: Vil du selv gå til grunde for at redde Husaini, ligesom du også har gjort for at redde andre Ikhwan?

Jeg sagde: Nej; jeg går ikke til grunde, men tager blot sandhedens parti.

Shams spurgte Husaini –

: Husaini, afleverede du Fuad Sirajuddins brev til Zaynab? Jeg spurgte også Husaini –

Husaini, var det ikke dig, der afleverede Fuad Pasha Sirajuddins brev til mig?

Husayni spurgte til gengæld—

Fuad Sirajuddins Saghir, eller Mali Pasha?

Jeg sagde—

: Jeg kender kun Fuad Pasha Sirajuddin. Fuad Saghir, Husayni?

sagde Husayni, Fuad Pashas fætter.

Så spurgte jeg Husayni: Hvad var det så for et problem, Husayni?

Han sagde—

: Som jeg allerede har sagt, var det en meget ubetydelig sag. …… Ali Soleiman havde fortalt mig om den……… og jeg nævnte den for Zaynab. Shams sagde nu vredt: »Husayni, gå ud.« Derefter sagde jeg til Shams—

: Nå, så har du altså gjort denne lille bemærkning til en sammensværgelse? Ak, selv en personlighed som Fouad Pasha blev ikke skånet for jeres undertrykkelse.

Shams Safwat kaldte på nogen. Og slagene fra pisken regnede ned over mig som regnen i måneden Shravan. Da piskningen var slut, sagde Shams til Hamza: »Hamza, bring ham hen på hospitalet.«

Tvang og overgreb også på hospitalet

Den anden dag ankom Hamza til hospitalets afdeling sammen med en militærofficer. Hamza bad Abdul Mabud hente en stol og et lille bord. Da stolen og bordet var kommet, sagde Hamza til Abdul Mabud:

: Her er papiret. Sæt dig ved siden af mig, og bliv ved med at skrive alt, hvad denne pige siger. Safwat trådte ind i rummet med en tyk mappe. Hamza tog et skrevet ark frem fra mappen og sagde til mig, at jeg skulle nedskrive alt, hvad der stod på det, som min erklæring. Heri var blandt andre navnene Huzaybi, Sayyid Qutb, Abd al-Fattah, Hawwash og Abd al-Majid nævnt.

Jeg sagde til ham:

: Jeg vil kun skrive det, jeg ved. Jeg har intet at gøre med noget som helst andet. …Jeg anerkender ikke dette som Ikhwanernes udsagn, og jeg mener heller ikke, at dette er blevet skrevet eller sagt på Ikhwanernes vegne, selv om I påstår det.

Hamza sagde: »Skriv, hvad du vil. Vi sender dig til Shams’ kontor. Du vil helt sikkert nyde at gennemgå alle mulige slags straffe dér. Allah vil være tilfreds med det, og han vil hjælpe os.« Jeg bad Abdul Mabud skrive alle disse ord ned. Næste morgen blev jeg ført til Shams Badrans kontor og sat der. Shams tog nogle papirer, rev dem i stykker og smed dem i papirkurven, og mens han skældte mig ud med det mest beskidte og uanstændige sprog, sagde han:

: Du dér, pige! Vil du benægte alle realiteter? Vil du også kalde alt, hvad Ikhwanerne siger, forkert? Men det, Ikhwanerne har sagt, er ikke blot dokumenteret og fornuftigt, men også værd at tro på. Tidligere har du selv sagt meget om Ikhwanernes sandfærdighed … Du må acceptere Ikhwanernes ord.

Jeg sagde:

Jeg står fast ved det, jeg anser for sandt. Jeg vil kun sige det, som jeg efter min overbevisning mener bør siges. Jeg har naturligvis ingen mulighed for at efterprøve sandheden i Ikhwanernes udsagn og svar. … Jeg har hørt alt det, som I under piskeslag tvang dem til at sige og skrive. Her er der hverken frihed eller ret til at tale sandt. Da Shams hørte mine ord, sagde han vredt:

: Hamza, tag hende med. Jeg vil have hendes lig. … Jeg vil selv underskrive hendes begravelsesattest.

Derefter førte de mig ind i et rum og låste mig inde. En time senere førte de mig ud, mens de slog mig med en pisk, og beordrede mig til at stå med ansigtet mod væggen ved siden af et klimaanlæg. Jeg stod sådan i seks timer. Det føltes, som om jeg stod på en glødende jernstang. Hvad skal jeg dog fortælle om alle smerterne, lidelserne, sorgen og pinslerne …

Da de ved midnat igen førte mig til Shams’ kontor, sagde han:

: Zaynab, kom, følg med os. Præsident Nasser vil benåde dig. … De fleste Ikhwanere har indrømmet deres forbrydelser. Hvis du følger vores anvisninger, vil du allerede i morgen tidlig få foretræde for præsidenten, og derefter kan du tage direkte hjem. Desuden vil hovedkvarteret for Den Islamiske Kvindeorganisation og organisationens konfiskerede kapital blive givet tilbage, og du vil i første omgang få 50.000 gineih i støtte til at opføre en bygning på organisationens grund i Nayamisr. Til genudgivelsen af dit blad får du desuden 10.000 gineih. En anden person, der ventede på kontoret, spurgte:

: Har Den Islamiske Kvindeorganisation en grund i Nayamisr?

Jeg sagde: Ja, det har vi … 6.000 kvadratmeter.

Senere erfarede jeg, at denne mand hed »Saleh Nasr«.

Han spurgte forbløffet, hvad organisationen skulle bruge så stort et stykke jord til. Jeg sagde: Organisationen har lagt planer om at oprette et uddannelsesinstitut for muslimske kvinder, en forsamlingssal for kvinder, et gæstehus, et centralkontor, en moské, en skole for koranmemorisering, en koranskole, en grundskole, en overbygning samt et træningsinstitut og et akademi for talekunst.

Han spurgte:

Hvor skal I få så mange penge fra?

Jeg sagde: Gennem indsamling af offentlige bidrag. … Desuden vil arbejdet blive iværksat etapevis. Denne gang sagde han begejstret:

Så er dette jo den gyldne mulighed; Præsident Nasser har skabt denne mulighed for dig. Du kan blive løsladt og tage hjem. Din organisation vil blive genoprettet, og takket være præsidentens tillid vil mange andre mål også blive opnået.

Jeg sagde:

: Vi sætter kun vores lid til den Almægtige Allahs hjælp. Troen på og kærligheden til Allah er for os langt mere værdifuld end liv og ejendom, penge og magt. Og I leger jo med menneskers rettigheder og værdighed. Vi ønsker intet af jer. Jeg har ikke den mindste lyst til at møde Abdun Nasser. En mand, hvis hænder er farvet af martyrernes blod, såsom Ismail Fawhi, Bafayat Bakr og Abdul Qader Awda … Jeg er på ingen måde rede til at møde ham. Sandelig, disse martyrers blod vil helt frem til kommende tider fortsat vise hans tilhængere af tawhid den rette vej. Fremtidige generationer vil være stolte af disse store martyrers selvopofrelse og altid være aktive i udførelsen af deres ansvar … Så snart jeg havde afsluttet mine ord, begyndte slag fra hårde støvler og hårde næveslag at ramme min ryg. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere, og jeg faldt halvt bevidstløs om på jorden! Derefter beordrede Shams Badran-

: Hamza, anbring ham i celle nummer fireogtredive. Celle nummer fireogtredive var virkelig en celle. Man kunne kalde den en grav. Den var trang og mørk, præcis som en grav. Forfærdelig. Desuden var der blevet lukket to hunde ind i den. Så snart jeg trådte ind i cellen, udførte jeg tayammum og begyndte at bede. Så snart én bøn var afsluttet, begyndte den næste. Der findes ingen bedre måde eller noget bedre alternativ end bønnen til at glemme disse tyranners overgreb og finde indre ro. Jeg bad Allah om hjælp til at beskytte mig mod tyrannernes mishandling. … Trods uudholdelige smerter i fødderne, ryggen og alle knoglerne i kroppen fandt jeg fred ved at udføre bønnen. En time senere blev døren åbnet, de to hunde blev taget ud af cellen, og jeg blev bragt til hospitalet, men om natten, efter isha-bønnen, blev jeg igen ført frem til Shams’ kontor. Så snart han havde ført mig ind på kontoret, sagde han: Zaynab, en dag blev der afholdt en sammenkomst i dit hjem. Halvtreds medlemmer af Ikhwan, som var kommet fra forskellige egne af Egypten, deltog i den.

Hvorfor blev denne sammenkomst afholdt for tre år siden?

Jeg sagde-

: Vi bad maghrib-, isha- og tarawih-bønnen i fællesskab.

: Jeg vil gerne vide, hvad formålet med sammenkomsten var?

Jeg sagde: Det kan jeg ikke huske.

: Spiste de morgenmad hjemme hos dig?

: Ja, nogle af dem spiste morgenmad.

: Hvorfor blev mødet afholdt?

Jeg sagde—

: Vi studerer og udveksler synspunkter om islamiske idealer for at imødegå de falske kræfter, som med alle midler har kastet sig over udbredelsen af ateistiske idéer i vores land og samfund.

Han spurgte: Men hvorfor netop hjemme hos dig?

: Fordi jeg også er muslim ved Allahs nåde, derfor.

Han ville vide: Hvad er batil? Hvad er islam? Og hvad er ateisme?

Jeg forklarede ham—

: Du må bestemt have set på din vej, at der i alle butikker, ja selv på fortovene, sælges og uddeles pornografiske aviser og tidsskrifter samt bøger og magasiner om udbredelsen af kommunismen til spotpriser. Og……

Han afbrød mig, før jeg nåede at sige mere, og sagde-

: Nok, nok, sikke noget vrøvl. Fortæl mig nu navnene på de forsamlede. Jeg sagde, at jeg ikke kunne huske alles navne.

spurgte han-

: En mand rejste sig fra forsamlingen, mødte Hudaybi og kontaktede senere igen Hudaybis hjem telefonisk. Derefter gik han. Hvem var den mand?

Jeg sagde-

: Jeg kan ikke huske det. Men så vidt jeg husker, havde denne mand bedt om min tilladelse til at møde hr. Hudaybi. Nå, hvad så med det? spurgte han igen-

: Hvorfor samledes I? …… Og ja, jeg vil gøre dit svar lettere for dig. …… Var den mand, der gik til Hudaybi, ikke Abd al-Fattah Sharif? …… Hvis du ikke giver det rigtige svar, bliver du hængt. …… I var blevet enige om at ændre regeringen og dræbe Nasser. Jeg sagde-

: Vi var enige om at bekæmpe uvidenhed, ateisme, usædelighed og kommunisme og ved at udbrede Koranens lære at forberede muslimer på at leve i overensstemmelse med Koranen og sunnaen. Han vrængede med ansigtet og sagde:

: Hvad er så al-Azhars opgave? Fortæl mig, hvad er al-Azhar-universitetets ansvar? Derefter tilkaldte han Safwat og sagde:

: Safwat, hæng ham op med hovedet nedad og giv ham pisk.

Piskeslagene begyndte, og mens jeg blev ved med at sige »Allah, Allah«, holdt jeg de hårde og skarpe piskeslag ud, indtil jeg mistede bevidstheden.

Femte kapitel

Tortur i Nassers nærvær

Da jeg kom til bevidsthed, så jeg, at mange mennesker stod omkring mig. Jeg lå udstrakt på gulvet, iskold. Efter at have fået medicin så jeg på en eller anden måde hen mod de tilstedeværende og fik øje på præsident Nasser, som stod ved siden af med hånden på Abd al-Hakim Amers skulder; i hånden havde han mørke solbriller. Da jeg så præsident Nasser og Abd al-Hakim, glemte jeg mine smerter og følte en ny strøm af bevidsthed gennem krop og sind. Jeg gjorde mig mentalt klar til at møde situationen. De gav mig en kop saft, og jeg drak den. Derefter løftede nogle få personer mig op fra gulvet og satte mig på en stol. De gav mig også en termoflaske fyldt med kaffe. Men jeg havde ikke megen interesse for den.

Ud fra omgivelserne antog jeg naturligvis, at noget vigtigt var ved at ske. Shams Badran begyndte samtalen med at sige:

: Hør, Zaynab; jeg vil have et klart svar på hvert eneste af mine spørgsmål. Ellers … Zaynab, forestil dig, at Ikhwan al-Muslimun regerer landet, og at vi står foran jer som anklagede i en retssag; hvordan vil I så behandle os?

Jeg svarede med al min styrke og frimodighed:

: Vi hører ikke til blandt dem, der gør uret mod sig selv. Vi er ikke villige til at bruge vores hænder til noget ondt, sådan som undertrykkerne har holdt deres hænder beskæftiget med onde gerninger. Vi ønsker ikke at gøre vores hænder blodige. Vi nærer heller ikke noget ønske om at indtage undertrykkernes pladser.

Han sagde truende:

: Ti stille! Jeg spørger dig: Hvis du sad i denne stol i stedet for mig, hvordan ville du så behandle mig?

Jeg svarede roligt:

: Vi er mennesker, der søger sandheden, og vi søger og følger sandhedens vej. Det er ikke vores mål at opnå regeringsmagten; vi bærer derimod fanen for »lā ilāha illā Allāh« og er hengivne til at beskytte denne trosbekendelses og denne fanes værdighed. Sandelig, Allah har købt de troendes liv og ejendom for Paradiset. Shams Badran sagde sammenbidt:

: Ti stille, pige! Jeg spørger igen: Hvis magten kommer i jeres hænder, hvordan vil I så behandle os?

sagde jeg med en rolig og behersket stemme—

: Vi higer ikke efter magt. Vi ønsker heller ikke større ansvar; tværtimod vil vi, så længe der blot er en dråbe blod tilbage i kroppen, aktivt opfylde pligten til at bringe læren og budskabet fra det storslåede islamiske ideal ud til hvert eneste menneske.

…… Vi er forpligtede til at tilbede Allah og til at virkeliggøre Allahs religion i Hans verden. Vi er fast besluttede på den storslåede opgave at skabe en islamisk vækkelse og sprede islams lys overalt. Shams sagde, mens han skælvede af vrede—

: Ti stille … ti stille …… Stop! Jeg vil have svar på ét spørgsmål. Forestil dig, at du sidder på den stol, jeg sidder på, og at jeg står foran dig som anklaget; hvordan ville du så behandle mig?

sagde jeg med den samme naturlige stemme—

: Det kan undertiden tage århundreder at indføre islamisk styre. Vi ønsker ikke at træffe forhastede beslutninger. ……Den dag, det islamiske styre er blevet etableret, vil muslimske kvinder fra deres naturlige plads varetage det større ansvar for at opbygge nationen.

Shams råbte som en rejsende, der havde mistet orienteringen i ørkenen—

: Du, pige…… Forestil dig, at du kom og satte dig på min plads; hvordan ville du så behandle mig? Jeg sagde—

: Islam er idealet om retfærdighed, retsprincipper, barmhjertighed, storsind og universel lighed. Her er der ikke plads til afskyelige straffe som pisk og ridepisk, tortur i fængslet, landsforvisning, levende begravelse, tvang og undertrykkelse, forøgelse af antallet af forældreløse og enker og den slags. Islams retssystem er baseret på sandhed og fornuft. Her er der ingen plads til uretfærdighed eller tvang og undertrykkelse. Sandhedsbaserede argumenter og beviser er det væsentlige i det islamiske retssystem. Shams sagde nu som en besejret bryder:

: Stop, stop! Safwat, hæng ham op og pisk ham. Safwat hængte mig op og begyndte at piske hele min bandagerede krop. Blodet strømmede. Og jeg var ved at miste bevidstheden. Lægen rådede til at løslade mig og sagde:

: Det er en frygtelig tilstand! Han kommer til at dø af det.

Shams råbte:

: Tåbelighed; bedrag…… En anden officer sagde:

: Vi vil holde ham i live, så vi kan stille ham for retten.

Shams sagde –

: Ja, ja, vi ønsker også, at han skal møde levende op i retten, så nationen kan lære af ham.

Lægen sagde-

: Der er hårdt brug for flere slags medicin, men det har vi ikke hos os.

Shams sagde-

: Få det bragt hertil fra rådgiver Amers medicinske lager.

Derefter blev jeg sendt på hospitalet. Jeg husker ikke de øvrige begivenheder den nat. Men under spørgsmålene og svarene med Shams Badaran i præsident Naser og Abdul Hakims nærvær fik jeg sagt det, jeg havde behov for at sige.

Den egentlige sammensværgelse: Rygter

De behandlede mig, fordi det var nødvendigt at holde mig i live nogle dage endnu for at nå deres mål. Jeg stod som anklaget over for mennesker, hvis profession og lidenskab var at fabrikere falske sager, erklære uskyldige skyldige og skyldige uskyldige og ophøje dem til helte. For at varetage deres egne interesser kunne de benytte sig af enhver metode. Skuespil, tvang, grusomhed, begær, bedrag og forræderi var de særligt fortrolige med. Det er derfor ikke noget mærkværdigt, at jeg fik medicin og andre lægemidler for at blive i stand til at møde i retten.

Efter at have været bevidstløs i tre dage vågnede jeg om eftermiddagen på den fjerde dag og hørte Murads og Safwats stemmer fra broder Ahmad Kams celle ved siden af. De spurgte ham efter Saiful Islam al-Bannas adresse. Han blev tvunget til at fortælle dem adressen. Omkring tre timer senere kom de tilbage til broder Ahmad Kamal og bad om adressen på Saiful Islam al-Bannas kontor. Saiful Islam Banna er søn af den martyrdomsdræbte imam Hasan al-Banna. …… Jeg bad til Allah om sikkerhed for hvert eneste medlem af deres familie. Hans mor led nemlig af en hjertesygdom, og Saiful Islam var alene om at tage sig af hele familien. Jeg bad Allah om, at alle disse undertrykkeres sammensværgelser mod medlemmerne af denne fornemme familie måtte mislykkes.

Senere, da jeg blev båret på en båre til Shams Badrans kontor, kunne jeg ikke længere tvivle, da jeg hørte et af hans spørgsmål: De havde også arresteret Saiful Islam og holdt ham fængslet i netop dette militærfængsel. Det gjorde mig frygtelig bekymret.

På dette tidspunkt tilkaldte Shams Hamza og sagde:

Jeg sagde jo, at denne pige ikke måtte bringes levende ind på mit kontor. … Se selv, hun trækker stadig vejret.

Derefter så han på mig og sagde:

Du er stadig i live? Men hvorfor? ……

Jeg sagde til ham:

Livet og døden er ikke underlagt hverken din eller min vilje. Det er snarere Allah, der afgør liv og død. Han brølede: Nok, nok, ti stille. Jeg vil kun have svar på mit spørgsmål. …… Sig mig, hvilke personer i militæret ville dræbe Nasser på vejen til Alexandria? Hassan Khalil sagde til Shams:

Giv mig tilladelse til at forklare sagen, pasja. Da Shams nikkede og gav ham tilladelse, sagde Hassan:

: En person kom til dig og fortalte, at en gruppe soldater lå på lur i ørkenen for at dræbe Nasser på vejen til Alexandria i motorkøretøj. Hvem fortalte dig om denne hændelse, og hvem sad i jeepen med det formål at dræbe Nasser?

Shams Badran sagde: Svar nu hurtigt.

Jeg sagde:

: Hvor er det dog små og ubetydelige ting, I på grund af ren mistanke udsætter folk for et bjerg af tortur over. Må Allah tilintetgøre jer! … … Må I gå til grunde, og måtte hele nationens forbandelse hvile over jer … …

Svaret på disse ord var det samme som før: et voldsomt slag med en hunterpisk. Jeg blev slået så ubarmhjertigt, at bandagen sprang op, og blodet begyndte at løbe.

Mine knogler var brækket og knust.

Shams sagde:

: Hvis vi hænger dig, vil du dø … Men hvis du fortæller os hele hændelsen, vil vi naturligvis tilgive dig. … … Fortæl, fortæl hele hændelsen fra begyndelsen. Fortæl, hvad Saif havde sagt til dig.

Jeg udtrykte min forbløffelse og sagde: Åh, det rygte, Saif fortalte om?

Shams kom farende, sparkede mig og sagde med sammenbidte tænder: Ja, det rygte.

Jeg sagde –

: Da jeg var hjemme hos martyr Hasanul Banna, kom Saif og sagde, at folk gik rundt og talte om et rygte …… nemlig at nogle militærfolk havde gemt sig med en jeep for at dræbe Nasser på vej til Alexandria i bil. Men i sidste øjeblik blev Nassers rejserute ændret, og Nasser tog af sted med toget. Det mærkelige var, at jeepen slap væk, og de pågældende personer kunne ikke identificeres.

Jeg sagde til Saif –

: I virkeligheden er det et rygte; jeg tror ikke, at nogen jeep lå på lur på den måde. Det er snarere en historie, som efterretningstjenesten har opdigtet. Næsten hver dag spreder de på denne måde rygter om planer om at myrde Nasser. Og jeg hører dagligt om arrestationer af tusinder af militære og civile på grundlag af opdigtede rygter.

Saif sagde –

Ja, ja, det er rent og skært et rygte og ikke andet, og befolkningen har også taget det for at være et rygte. Jeg sagde –

: Ingen tænker på at dræbe ham. For problemet løses ikke blot ved at dræbe den tyranniske undertrykker. Det egentlige problem er mere alvorligt end at dræbe Nasser. Det består i at befri landet fra de uvidende, gudsfornægtende og undertrykkende herskeres kvælende greb.

Saif sagde, at folk burde rette deres opmærksomhed mod personlighedens renselse og personlig træning. Jeg sagde-

: Nå, men hvem har ødelagt dette land, hvis ikke rygterne? Befolkningen er i dag begyndt at betragte selv rygter som noget, man kan støtte sig til. …… For det er på grundlag af sådanne rygter, at mange heltemodige mænd og ansvarlige personer er blevet dræbt. Derefter sluttede min samtale med Saiful Islam. Shams Badran sagde-

: Abdul Fattah og Ali Usmabi drøftede denne hændelse i dit hjem og gennemgik planen for dit komplot samt dens fejl og mangler, men hvorfor?

Jeg svarede-

: Det var ikke sådan. Jeg havde blot fortalt broder Abdul Fattah, hvad jeg havde hørt fra Saiful Islam, at dette rygte……

Så snart jeg havde sagt dette, begyndte en regn af spark og knytnæveslag. Shams spurgte-

: Hvorfor havde du fortalt Huzaybi om denne hændelse? Hvorfor går du rundt og taler om, hvem der siger hvad eller ikke siger hvad?

sagde jeg—

: Det er rigtigt, men hvorfor skulle det give nogen hovedpine?

Så kom endnu et slag fra pisken.

Shams sagde nu—

Lad det være; nu vil vi forlade emnet Saif og tale om noget andet……

: Sig mig, Abd al-Aziz Ali varetog Ikhwans organisatoriske ansvar, indtil Sayyid Qutb blev løsladt fra fængslet…… Fortæl mig, hvordan det kunne ske?

Det er ikke rigtigt, sagde jeg.

spurgte han—

: Hvorfor ikke? Han holdt møder med Abdul Aziz, Ali Usmabi, Abdul Fattah, Zia, Yahya, Sajli og Majid og mødtes flere gange med ham efter Sayyid Qutbs løsladelse.

Jeg svarede:

: Jeg ved intet om disse møder.

Shams sagde:

: Hvem skulle vide det, hvis ikke du? Du var naturligvis informeret om disse møder.

Jeg sagde: Det er en falsk anklage.

Shams sagde irettesættende:

: Jeg skal straks vise dig, hvad det vil sige … Du kan ikke se, hvad der er godt eller skidt for dig selv, og du bruger heller ikke din egen fornuft og dømmekraft. …

En af hans smigrere blandt de tilstedeværende sagde:

: Når den ene er hård, må den anden være blid……

Pasha; vent et øjeblik. Jeg prøver.

Derefter så han på mig og sagde –

: Zaynab; både Huzaybi og Abd al-Aziz har indrømmet alt. Nu er der ingen mulighed for at benægte det. Det var Ismail, der skulle bruge den gift, Abd al-Aziz havde fremstillet, til at dræbe Nasser. Hvad var det, der skete med giftanvendelsen, og hvordan blev der opnået enighed om dette?

Jeg sagde højt:

: I er alle blevet besatte af at dræbe Nasser. Hvis I virkelig vil dræbe ham, så gør det og sæt os fri. Sørg for, at jeg kan mødes med Abd al-Aziz og imam Huzaybi.

De sagde: Nej, først vil vi lade dig mødes med Ali Usmabi.

Jeg sagde: Ali Usmabi er en førsteklasses løgner. Han er en af jeres lejesvende, og jeg vil ikke tale med ham.

Shams Badran spurgte: Er Ali Usmabi ikke en af jer?

Jeg ignorerede hans spørgsmål og sagde:

: Sørg for, at jeg får lov til at mødes med den ærede Abd al-Aziz og hr. imam Huzaibi. Hassan Khalil sagde:

: Det er i orden, vi skal lade dig mødes med dem.

Shams Badran sagde:

: Hvornår rådførte du dig med Hassan Huzaibi om ledelsen af Ikhwan, mens Abd al-Aziz var til stede?

Jeg sagde: Det er aldrig sket.

Shams sendte Safwat for at hente Ali Usmabi.

Ali Usmabi kom meget elegant klædt. Hans fine silkebeklædning, hans nydeligt redte hår og hans venlige omgang med dem afslørede tydeligt hans forræderi mod os.

Shams sagde til ham med en kærlig stemme:

»Ali, da Zaynab brækkede benet, blev du sendt til Huzaybis datter for at indhente hans mening om sagen, uden at hun steg ud af bilen. Hvorfor gjorde man sådan?«

Ali Usmabi sagde:

»Ja, jeg gik hen til hr. Huzaybis datter og bad hende spørge sin far om hans tillid til Abdul Aziz. …… Hun kom tilbage med hr. Huzaybis mening og støtte til, at Abdul Aziz blev valgt til den fungerende ledelse.«

Shams spurgte mig:

»Hvad siger du så, Zaynab?«

sagde jeg henvendt til Ali Usmavi—

: Du er en frygtelig løgner … Du havde faktisk fortalt mig, at et medlem af Ikhwan ønskede at sende et ægteskabsforslag til Abdul Aziz’ barnebarn, og at han ville indhente hr. Huzaybis mening om sagen. Ved et tilfælde var jeg på vej ud i bil, og så satte du dig også ind i min bil. Jeg sagde til dig, at jeg … med min tilskadekomne fod ikke var i stand til at tage helt hen til hr. Huzaybis hus … Da hr. Huzaybi hørte ægteskabsforslaget, sagde han, at der ikke var noget at spørge om angående Abdul Aziz’ familie … man måtte kalde den en ægte muslimsk familie … Må Allah velsigne dette ægteskab.

Shams spurgte: Ali, er det, han siger, sandt?

Ali Usmavi sagde: Pasja—det er hans fagudtryk. Zaynab er meget dygtig til at bruge den slags fagudtryk.

Da jeg hørte ham sige det, sagde jeg ham direkte:

: Ali, du er en førsteklasses løgner og en forræder. En dag vil du helt sikkert blive vanæret for dine onde gerninger. … Ikhwan-medlemmerne bliver hængt i galgen; de udsættes for en uophørlig regn af piskeslag og stokkeslag, hunde slippes løs på dem—og alle mulige andre grusomme overgreb begås mod dem. Og du spiller rollen som deres lejet mellemmand. Det er derfor, de tror på dine ord.

Shams beordrede Ali til at gå og sagde:

: Zaynab, vi giver dig en sidste chance. Fortæl mig i detaljer om Abdul Aziz’ forbindelse med organisationen. Fortæl alt om den brevveksling mellem Huzaybi og Abdul Aziz, der foregår gennem dig.

Jeg undveg disse bemærkninger og sagde-

: Jeg beder indtrængende om at få lov til at mødes med hr. Abdul Aziz og hr. Hujaibi.

Shams Badran tilkaldte Safwat og sagde-

: Tag ham med herfra, indtil Abdul Aziz og Hujaibi er blevet bragt hertil.

Safwat lod mig stå et øjeblik foran en mur og førte mig derefter tilbage til Shams’ kontor. Men hverken Abdul Aziz eller Hujaibi var til stede dér. Jeg spurgte……

: Hvor er hr. Abdul Aziz og hr. Hujaibi?

Shams svarede skarpt- Skal vi arbejde efter dine anvisninger? Når vi finder det nødvendigt, tilkalder vi hvem det skal være, på det tidspunkt vi ønsker. …… Jeg kan se, at vi bliver nødt til at give dig den samme straf igen.

Jeg så på hans forbandede ansigt og sagde-

: Når du ikke engang frygter Allah, hvor meget skam vil du så føle over for mennesker?

Hasan Khalil kom og sagde: Hør her, pige, tag imod min hjælp. Pasha vil overgive dig til retten.

Jeg spurgte: Retten? Hvilken ret? Hvem er I?

Shams sagde:

: Vi vil gøre dig klar til at blive stillet for retten.

sagde jeg hånligt:

: Det er sandelig forberedelse til at blive stillet for retten! Pisk, hunter, hunde, ild og vandceller, at blive hængt med hovedet nedad og slået som et slagtet dyr, at blive skældt ud med obskøne og beskidte ord, at blive holdt i sult og tørst, at blive nægtet mulighed for at forrette sin nødtørft i lange perioder, at blive chikaneret ved dag og nat at blive ført fra kontor til kontor under påskud af efterforskning, bestialsk tortur, mekanisk hård afstraffelse – med den slags grusom behandling er det vel sådan, man forbereder mig på at blive stillet for en egyptisk domstol.

Muhammad Qutb

På Shams’ kontor sagde Hassan Khalil: »Før vi begynder retssagen, vil vi afslutte drøftelsen af Muhammad Qutbs organisatoriske forhold for at kunne tage hensyn til dr. Masuds sag.«

Shams lod pludselig, som om han havde genfundet noget bortkommet eller var kommet i tanke om noget vigtigt, han havde glemt, og sagde teatralsk: »Nåh, den dér Qutbs organisation…?«

Jeg sagde:

: »Jeg har allerede sagt, at Muhammad Qutb ikke grundlagde nogen organisation. Han er forfatter og tænker. Hans opgave er at vise mennesker vejen til sandheden, en enkel og ligefrem vej. Han har viet sit litterære talent til at vække nationens årvågenhed og bevidsthed om muslimernes problemer og deres løsninger, om hvilket stadium de befinder sig på, og så videre. …… Det er jo enhver persons grundlæggende ret at udtrykke sine tanker og meninger.«

Shams sagde utålmodigt:

»Hamza, tag hende med. Jeg tror, hun igen vil tilbage til vandet, ilden, hundene og pisken.«

Hamza førte mig et stykke væk fra Shams’ kontor, spærrede mig inde i et rum og gik. En halv time senere kom Hassan Khalil og sagde:

: »Hør her, Zaynab! Jeg er kommet for at give dig et godt råd. Jeg er bekymret over, at du fører dig selv mod undergang på den måde. …… Alle Ikhwan-brødrene har fundet en vej til at redde sig selv. … Vi havde arresteret et hundrede tusind mennesker. Men nu er der kun tyve tusind tilbage hos os. Og i mellemtiden har de alle indrømmet deres egne forbrydelser. De, der beder om tilgivelse, bliver løsladt. Selv folk som den øverste Murshid, Hassan al-Hudaybi, Abd al-Fattah Ismail og Sayyid Qutb har indrømmet deres skyld og bedt om tilgivelse. Og du forsøger at redde den øverste Murshid, selv om han har fremsat mange anklager mod dig. Du styrter dig selv i undergang for menneskers skyld, som modarbejder dig. Du bør ændre din holdning. For de har gjort dig alene ansvarlig for alle begivenhederne. Hudaybi, Sayyid Qutb, Abd al-Fattah, Muhammad Qutb og alle de øvrige Ikhwan-brødre fordømmer dig. …… Trods Pashas, Hamzas, Safwats og de andres skældsord og dårlige behandling har din holdning forekommet os prisværdig. Da Ikhwan-brødrene skældte dig ud, foragtede vi dem, og vores respekt for dig voksede endnu mere…… Se, Pasha overvejer at give dig en ny og streng straf. Men jeg har påtaget mig ansvaret for at nå frem til et kompromis med dig…… Derfor vil jeg bringe Pasha en holdning fra dig, som kan redde dig ud af denne fare.« Så sagde han med et spørgende blik:

: Spiste du frokost sammen med Huzaibi to gange om ugen eller mindst én gang? Det har Huzaibi også indrømmet; og du viderebragte hans instruktioner og råd til Abdul Fattah Ismail. Jeg håber, at du vil give os eksempler på disse råd. Både Abdul Fattah og Huzaibi har indrømmet, at du, siden Sayyid Qutb blev løsladt fra fængslet, fungerede som mellemled i kommunikationen mellem ham og Huzaibi. Hør, Zaynab, vi taler ikke uden grundlag.

Han havde et skrevet stykke papir i hånden. Han talte, mens han læste op fra det. Derefter sagde han videre—

: For eksempel var organisationens penge deponeret hos dig, og du sendte disse penge til Huzaibi. Pengene kom tilbage til dig; men du afleverede dem igen til Huzaibis hjem. Senere kom pengene tilbage til dig igen; Huzaibi har også nævnt dette. Er der nogen måde, hvorpå du kan benægte disse ting? Alle hemmelighederne er kommet frem, Zaynab! Nu mangler der blot din skriftlige indrømmelse. Du vil naturligvis skrive alt dette og andre ting ned. Derefter tager vi dig med til retten. Der vil disse forhold blive undersøgt. To dage efter bliver du løsladt, og du vil blive udnævnt til minister for social velfærd. …… Hekmat Abu Zayed er ikke længere vellidt…… Hvad mener du? Da han havde sagt dette, ringede han med en klokke, og en soldat kom til stede. Han bad ham hente citronsaft og begyndte at tale med mig om andre emner. …… Da soldaten kom med to glas citronsaft, bad han mig om at drikke det. Derefter beordrede han soldaten til at hente to kopper kaffe og fortsatte sin tale. Jeg forblev tavs fra begyndelse til slut og lyttede til ham. Jeg forstod, at han var blevet ganske beroliget. Da han gik, sagde han til soldaten: Du skal være under Zaynabs kommando. Han så på mig og sagde—

Om en time bliver du kaldt til Pashas kontor. Indtil da bør du tænke meget grundigt over, hvad der er godt og dårligt for dig. Jeg satte mig til at skrive, og min pen fór hen over papiret.

Bismillahir Rahmanir Rahim

Min tunge er virkelig ude af stand til at lovprise den almægtige Allah på behørig vis og takke Ham for Hans endeløse nåde. Trods mine utallige mangler har Han udvalgt mig til at tjene Hans deen; Han har givet mig styrken og muligheden for at følge den vej, som Han har valgt for Sine elskede tjenere.

Sandheden er, at Koranens og Sunnahens vej og ideal er vejen til den sande sandhed, fred og skønhed. Allah har også kaldt hele menneskeheden til denne vej og sagt: “O menneskehed, der er kommet til jer fra jeres Herre noget, som er den bedste vej for jer og den bedste formaning.” Allah har endvidere sagt: “O menneskehed, tilbed jeres Herre; det er Ham, der har skabt jer og de mennesker, der levede før jer.

Jeg lovpriser den store Allah, som har givet mig den lykke at forme mig i overensstemmelse med Hans befaling: “O vor Herre, vi har hørt en kalder kalde til troens vej. Han sagde: ‘O mennesker på jorden, tro på jeres Herre.’ Vi besvarede Hans kald og troede.” Jeg erklærer lovprisningen og storheden hos den nådige Allah, i hvis ords skygge jeg har fundet tilflugt: “Sandelig, Allah har købt de troendes liv og ejendom i bytte for Paradiset.” Jeg udtrykker endeløs taknemmelighed til Allah, som har gjort mig til en del af de troende mænd og kvinder og udvalgt mig sammen med dem.

“Tak være den barmhjertige Allah, som har inspireret mig til at forkynde Hans din og lære, kalde mennesker til dinens vej og ofre mit liv i jihad på dinens vej, og som har givet mig evnen til at vidne om sandheden i Allahs ord.” Allah har sagt: “De troende har købt Paradiset for deres liv og ejendele. De kæmper i Allahs vej, dræber og bliver martyrer.” Allah har også sagt: “I er den bedste nation i verden. I er blevet skabt netop for at grundfæste sandhed og retfærdighed og stå imod løgn og falskhed.”

“Jeg erklærer klart og uden omsvøb, at Allah er én og enestående. Der findes ingen anden gud end Allah, Han har ingen partner, og Muhammad (fred være med ham) er Allahs tjener og Hans sendebud.” Vi er bærere af begge sider af denne erklæring i trosbekendelsen og dens betydning. Vi har fået til opgave at bevare og gennemføre Allahs Koran, Hans befalinger og Hans love.” Som Allah har sagt: “Vi har åbenbaret Koranen for dig, for at retfærdighedens herredømme kan blive grundfæstet i menneskesamfundet.” Vi følger den vejledning, som den elskede profet Hazrat Muhammad (fred være med ham) efterlod til sin ummah. Den elskede profet sagde: “Grundfæst sandhed og retfærdighed i menneskesamfundet i lyset af det, Allah har skænket jer.” Vi er fast besluttede på at følge Allahs og Hans sendebuds befalinger til punkt og prikke.

O Allah! Vær vidne til, at vi står urokkeligt fast på Din vej. Der er ikke sket nogen forandring i os. Derfor, o Gud, hjælp os i den jihad, der føres mod alle disse uretfærdige og tyranniske mennesker, som begår shirk, tilsidesætter Din Koran, er fjendtlige over for Din din og fører krig mod dem, der vandrer på Din dins vej, bærer Din Korans banner og følger Dit sendebuds principper.

O det troværdige sendebud! Sådan vil jeg leve mit liv, og sådan vil jeg træde frem for dig. O Allah, lad mig være blandt de sande muslimer, der tror på tawhid, og blandt dem, der frygter Dig og skammer sig over for Dig.

O Gud, giv mig styrke. Lad mig kun elske for Din skyld, hade på grund af Dig og føre jihad på vejen til Din tilfredshed. O mennesker! Dette er vores livsvej. Gør derefter, hvad I vil. …… tænker over sagen. Men jeg har påtaget mig ansvaret for at nå til en forståelse med dig… Derfor ønsker jeg at bringe din holdning til Pasha, så du kan blive reddet ud af denne fare. Jeg kalder jer til Allahs vej med fuld opmærksomhed og oprigtig hengivenhed. Forsøg derfor ikke forgæves at gøre mig til delagtig i jeres svaghed, få mig til at snuble i kufrs og vildfarelsens mørke eller involvere mig i krig mod islam og muslimer. Jeg er fuldstændig fri for alle jeres misgerninger og vil være rede indtil livets sidste øjeblik til at konfrontere jeres løgn og falskhed.

Underskrift-

Zaynab al-Ghazali

Hamza sagde, straks efter at han var kommet ind i rummet-

: Bravo, Zaynab! Hvis Allah vil, vil vores herre hjælpe dig. Den eneste betingelse er, at du tager hensyn til dine egne interesser. …… Din mand Salem er et særdeles godt menneske. …… Han er en nær ven af mig. …… Hvordan du dog blev et offer for Ikhwan!…… Nå ja, er du færdig med at skrive?

Han tog papirerne i hånden og sagde: Kom, gå med mig til pashaens kontor. Vi gik hen mod Shams’ kontor. Da Shams Badran så mig, udtrykte han kunstig glæde og sagde: Kom, Zaynab, sæt dig.

Han beordrede, at der skulle hentes sharbat og kaffe til mig, og gav sig til at læse mine nedskrevne papirer. Forandringerne i hans ansigt afslørede hans tanker og følelser. Ud fra situationen forstod jeg, at han hvert øjeblik kunne eksplodere. Og ganske rigtigt fik hans to øjne farve som en brændende ovn, og mens han skar tænder, spurgte han med et hæsligt skrig:

H-v-a-d e-r d-e-t-t-e……? …… Safwat, tusind piskeslag. Denne pige har hånet og gjort nar af hver eneste af os. Hvor var I alle sammen?

På det tidspunkt var giftregnen fra pisken allerede begyndt. Shams kastede papirerne på jorden og sagde:

: Denne pige står som en udfordring for hver eneste af vores forstand og dømmekraft. Hun er åbenbart i allerhøjeste grad forfatter og taler. Begge mine sårede ben var forbundet, og hver eneste del af min krop havde allerede udholdt flere piskeslag og slag fra pisken, end den kunne tåle, men alligevel hængte de mig igen med hovedet nedad som et slagtet dyr. Den rasende Shams lod på ordre fra pashaen utallige, uudholdelige piskeslag regne ned over min svage og sønderrevne krop.

Da lægen så, at blodet strømmede fra hele kroppen, selv gennem bandagerne, beordrede han, at jeg straks skulle tages ned. Jeg blev efterladt uden for Shams’ kontor i op til en time. Derefter blev jeg bragt til hospitalet på en båre.

Murad og Hamza sagde:

: Ifølge lægerne står du på dødens tærskel. Men efter vores opfattelse bør du fremstilles for retten. For på den måde kan du selv dø efter at have hørt dødsdommen. I morgen tidlig overgiver vi dig til Ministeriet for Lov og Ret. Husk nøje, at hvis du ikke svarer i overensstemmelse med de ordrer, som Ministeriet for Lov og Ret har fastsat, bliver du nødt til at komme tilbage hertil. Derefter tilkaldte Hamza Safwat og sagde-

: Før ham til retsbygningen klokken ni om morgenen.

Med disse ord gik de alle deres vej.

Efterforskning

Jeg har gennemgået alle stadier af tortur. Jeg blev slået med en ildspyende pisk, bidt af hunde, der blev sluppet løs på mig, dyppet ned i vandcellen, brændt og svedet i ildcellen og hængt med hovedet nedad som et slagtet dyr. Denne vedvarende undertrykkelse og tortur har mishandlet både min krop og mit sind. Efter al denne vold og mishandling forsøger statens juridiske myndigheder nu under dække af en retssag at påføre hjælpeløse, uskyldige og undertrykte mennesker som mig endnu strengere uretfærdige straffe.

Jeg blev sendt til efterforskningsafdelingens lejr ved retten. Også de arbejder efter den samme plan som de andre. I efterforskningslejren tvang informationsindsamlerne de anklagede, gennem trusler og skræmmekampagner, til at underskrive dokumenter, der indeholdt grundløse tilståelser.

Og disse dokumenter med falske anklager blev udarbejdet lige for næsen af de såkaldte juridiske rådgivere og dommere.

Den tradition og det ry, som muslimske dommeres modige og upartiske afgørelser i sandhedens og retfærdighedens tjeneste har ladet historiens sider stråle af, bliver i dag vanæret af deres efterfølgere, som bøjer hovedet for falsk magt og bringer domstolene og retssystemet i miskredit. Det er en dyb ulykke for nationen. Hvis dette fortsætter, kan den muslimske nations eksistens komme i fare. Alligevel har muslimske kadiers og dommeres troskab mod sandheden og kærlighed til retfærdighed til alle tider vundet hele menneskehedens uforbeholdne ros.

Jeg har hørt nogle af disse folk fra justitsafdelingen lyve åbenlyst i militærfængslet. På den mest skammelige måde nedskriver de opdigtede udsagn og tvinger uskyldige mennesker til at underskrive dem. Jeg har med egne øjne set, hvordan de skræmte fangerne med trusler og tvang dem til at skrive under.

Da jeg for anden gang mødte op på fængslets efterforskningskontor, så advokaten tavst på mig. Hele min krop var indbundet i bandager; jeg var så svag, at jeg gentagne gange besvimede, og jeg havde ikke engang kræfter til at udtale ordene ordentligt.

Advokaten sad bag en stor bunke sagsmapper. Foran ham lå et skrevet dokument. Ved siden af ham sad advokatens sekretær foran et lille bord. Foran hende lå en bunke blanke ark. Hun var klar med pennen i hånden til at følge advokatens instruktioner. Først skrev advokaten mit navn, min alder, min nationalitet og min hjemmeadresse ned.

Derefter så advokaten på mig med et ubevægeligt og livløst blik og sagde:

: Zaynab, alle disse sagsmapper indeholder Ikhwans erklæringer. Din erklæring er den tydeligste af dem alle. Jeg vil lægge din erklæring i sagen. …… Jeg vil høre sandheden fra din egen mund. …… sagde han, mens han pegede på sagsmapperne:

: De er fyldt med erklæringer fra al-Hudaybi, Sayyid Qutb og Abd al-Fattah Ismail. …… Zaynab, jeg vil have, at du opgiver din stædighed og kommer ind på den rette vej. Spild ikke vores tid på unødvendigt vrøvl. Ellers bliver du sendt tilbage til militærfængslet.

Derefter blev han ved med at stille mig spørgsmål, og jeg blev ved med at svare. Men jeg blev chokeret, da jeg opdagede, at mens jeg kunne afslutte mit svar med blot nogle få sætninger, havde de brug for en hel side til at skrive det ned. Det gjorde mig meget vred. Jeg henledte advokatens opmærksomhed på det og sagde:

: Hr. Konabi! Jeg svarede jo kun med nogle få sætninger……! Men……

Advokaten sagde: – Jeg vil hjælpe dig. For alle disse ord vil blive forelagt præsidenten ord for ord. Han ønsker dagligt at kende din erklæring. Jeg sagde:

: Jeg giver jer ikke ret til at ændre, udbygge eller forkorte min erklæring; det vil sige, at der kun må skrives det, jeg har sagt.

Advokaten sagde: – Senere vil alt blive læst højt for dig.

Jeg sagde roligt:

: Hvis I bliver ved med at skrive mine ord på jeres egen måde, er det unødvendigt, at jeg taler. I kan få jeres skriver til at skrive alt, hvad I ønsker. Hvis sagen føres på grundlag af dette, vil jeg kun vedkende mig mine egne ord.

Advokaten spurgte igen:

: Vil du kalde præsident Nasser, hans regering og det nuværende samfund for kafirer?

Jeg sagde:

: Jeg anser ikke Kebla-Kabaens tilhængere for vantro.

Advokaten ville vide, hvem Kebla-Kabaens tilhængere er.

Jeg sagde:

: Det er dem, der tror på kalima tayyibaen, la ilaha illallah, Muhammadur Rasulullah, og som på alle områder af livet følger Allahs forskrifter, der er blevet sendt gennem Sendebudet. Advokaten spurgte, som om han eksaminerede mig:

Analyser Kebla-Kabaens tilhængeres egenskaber.

Jeg analyserede dem og sagde:

: Det er dem, der udfører bønnen, betaler zakat, faster i ramadanen, udfører hajj, hvis de har mulighed for det, følger Koranens og sunnahens påbud og forbud, ikke selv udformer love og ikke styrer regeringen efter nogen anden lov end den lov, Allah har foreskrevet.

Advokaten spurgte:

Mener du, at Nasser, hans regering og det nuværende samfund er tilhængere af Kibla-Kabaen?

Jeg svarede klart:

: Hvad Nasser angår, mener jeg ikke det. For hvis han ville, kunne han regere i overensstemmelse med Koranen og sunna, men alligevel har han suspenderet Koranens og sunnas lov. Han påtvinger folket love, som han selv har udformet…… Nasser har offentligt erklæret, at han ikke vil indføre noget islamisk styre.

: Anklageren spurgte: Sig mig klart, at både Abdun Nasser og hans regering er vantro.

Jeg sagde:

: Jeg har givet mit svar. De, der ønsker at undersøge deres egen virkelighed, har pligt til at prøve sig selv på Allahs Koran som prøvesten.

Blot for at skrive denne ene udtalelse fyldte anklageren fem sider foolscap-papir med skrift.

Da han var færdig med at skrive, spurgte han: Ville I dræbe Umm Kulthum og Abdul Halim Hafiz?

Jeg sagde:

For ledere af den muslimske nation og personer i den islamiske bevægelse er der ikke plads til at beskæftige sig med sådanne bagateller. Den dag muslimerne atter vågner, vil al uretfærdighed af sig selv forsvinde, og nationen vil rejse sig med oprejst pande og sin sande værdighed i behold. I dag bliver muslimerne på forskellige måder vildledt og holdt beskæftiget med sataniske handlinger; en dag vil dette forsvinde sporløst som bobler.

Advokaten Mohammad al-Kunabi hørte én ting fra mig og skrev noget andet. Mens han sad lige foran mig, fordrejede han mine ord og ændrede og udvidede dem. Nogle af udsagnene kopierede han endda fra en anden sag!

Sådan fortsatte denne mærkelige efterforskningskomedie i Justits- og Lovministeriet i ti dage. Rådgiveren Abd al-Salam kom hver dag og spurgte hr. al-Kunabi om situationen, hvorefter han beordrede ham til at fortsætte sine bestræbelser og gik igen.

En dag sagde jeg til advokat hr. al-Kunabi i lejrens telt:

Jeg er i dag vidne til noget mærkeligt…… Jeg kan se, at de personer, der er knyttet til lovvæsenet og domstolene, har antaget vilde dyrs skikkelse; de kaster retsvæsenets klæder af kroppen og lovens krone fra hovedet.

Advokaten sagde:

Vi forsøger at redde dig fra Ikhwans greb. På baggrund af Huzaybis, Sayyid Qutbs og Abd al-Fattahs udtalelser er dødsdommen ved hængning blevet uundgåelig for dig. Hvad mener du om Huzaybis, Sayyid Qutbs og Abd al-Fattahs udtalelser?

Jeg så ham ind i øjnene og sagde-

: De lyver om dem. De er alle ledere af den islamiske bevægelse. De vil aldrig på noget tidspunkt lyve om nogen.

Advokaten reagerede og sagde- Du lyver.

Jeg spurgte forbløffet-

: Hvem lyver jeg om?

Advokaten svarede-

: Regeringen og vores retsvæsen.

Jeg udfordrede så advokaten og spurgte-

: Kan du fremlægge bevis på, at du er tilknyttet den domstol? Denne gang sagde advokaten:

: Jeg indstiller efterforskningen og sender dig tilbage til militærfængslet for at blive straffet. Senere skal du komme her igen.

Derefter begyndte han at drikke kaffe. Da han var færdig med at drikke kaffen, sagde han:

: Zainab, vil du tilbage til straf-fængslet igen? Abdun Naser vil snart se dine papirer.

Derefter nægtede jeg at underskrive det, som advokaten havde skrevet, da han beordrede mig til at gøre det. …… Det siger sig selv, at jeg igen blev sendt til militærfængslets kontor, hvor pisken og ridepisken gav mig en varm velkomst. Således sluttede den retslige efterforskning foreløbig her.

Igen for retten

To dage senere blev jeg igen tilkaldt til retsbygningen. Denne gang så jeg mange sårede unge mænd her, dækket af sår. Advokat Konabi spurgte mig:

: Har du nogensinde mødt disse mennesker? Hvornår lærte du dem at kende, og hvad hedder de?

Jeg så på de unge mænd og spurgte-

: Hvornår har jeg set jer? Har I overhovedet nogensinde mødt mig? Havde I nogensinde set mig før? Hvad hedder I?

Advokaten råbte og gjorde indsigelse:

: Det er mig, der vil stille dem spørgsmålene.

Jeg svarede:

: Så spørg dem, hvornår de har mødt mig.

Spørg mig ikke, hvornår jeg mødte dem?

Derefter afhørte advokaten dem alle én efter én. Da de hver især sagde, at de ikke havde mødt mig, spurgte advokaten dem:

: Men hvorfor sagde I hver især under efterforskningen, at I havde mødt Zaynab?

De svarede:

: Det var piskeslagene, der tvang os til at lyve.

Derefter blev vi alle sendt til militærfængslet. Disse modige unge mænd blev tvunget til utallige gange at gå frem og tilbage foran mig mellem retsbygningen og militærfængslet.

Igen den samme tortur

Forhørene på Shams Badrans fængselskontor og mishandlingen af mig fortsatte. Næsten hver nat tog Shams eller nogle af hans ledsagere mig med til kontoret, hvor de først truede mig med frygtelig straf; derefter førte de mig frem for de velkendte fængslede unge, mænd, kvinder og børn og spurgte:

: Hvornår havde du mødt disse mennesker?

Jeg svarede:

: Spørg dem selv, hvornår de mødte mig, og om de overhovedet kender mig?

Som svar blev jeg udsat for stadig nye straffe. For eksempel blev jeg stillet i et mørkt rum, eller tvunget til at løbe, mens jeg blev slået med en hunter bagfra, og så videre. På grund af mine skader og min svaghed faldt jeg, mens jeg løb, pladask om på jorden. Så gav han mig femten eller tyve hårde slag og beordrede mig til at løbe videre. Til sidst, når jeg mistede bevidstheden, efterlod han mig på en hospitalsstue. De torturlignende straffe, jeg blev udsat for efter den juridiske og retslige undersøgelse, var endnu mere frygtelige og hjerteskærende end de tidligere straffe. Jeg vil kort beskrive dette. Det vil gøre det muligt for jer at forestille jer, hvor brutalt Naser og hans kælede spytslikkere kunne udsætte folk for umenneskelig tortur.

Straf

Ved midnat blev jeg i mørket ført til et andet kontor nær Shams Badrans kontor. Her sad en mand ved navn Jalaluddin. Så snart han så mig, spurgte han:

: Fortæl om dit forhold til Zaynab, Khaleda Hujaybi og hendes mand Ahmad Thabet, og om hvilken rolle de hver især spillede i organisationen.

Jeg svarede: Mit arbejde sammen med Khaleda Hujaybi var begrænset til at hjælpe de tilbageholdtes familier.

Jalal spurgte, hvilken slags hjælp det var.

Jeg svarede: Økonomisk og materiel hjælp. For eksempel fødevarer og daglige fornødenheder.

Da han derefter spurgte mig om Ahmad Thabet, Khaleda Huzaybis mand, oplyste jeg, at han bragte de varer, som kvindekontorets afdeling udleverede til forskellige familier, til Khaleda Huzaybi. Det var rigtigt, at han kom for at hente disse varer, men han blev siddende i bilen. Han gik ikke ind på kontoret. Derudover havde han ikke noget andet ansvar.

Jalal nægtede at tro på sandheden i mine ord og overgav mig til Safwat. Safwat stillede mig med ansigtet mod væggen og begyndte igen at stille alle disse spørgsmål. Jeg gentog mine tidligere svar. Således fortsatte spørgsmålene og svarene i op til en time; men da han ikke så nogen ændring i min forklaring, begyndte han at true mig med en pisk og hunde. Men jeg stod fast på min forklaring. Imens kom Hamza og Jalal til stede. Jalal beordrede, at hundene skulle slippes løs på mig. Derefter holdt de mig tilbage sammen med en hund i op til to timer og sendte mig så på hospitalet.

Den anden nat blev jeg stillet de samme spørgsmål om Huzaybi og hendes mand, og jeg blev ved med at give mine tidligere svar. Da Jalal så, at jeg gentagne gange gav den samme forklaring, tilkaldte han Safwat. Safwat begyndte at slå mig af alle kræfter.

Betydning

Jeg blev igen indkaldt til Shams Badrans kontor. Shams Badran sagde til mig:

: Vi har fået Zaini bragt hertil fra Gaza. Murshid-e A’am og Mamun Huzaybi kender ham. Hvis du nægter at kende ham, sender vi dig igen til en ny undersøgelse fra begyndelse til slut. Zaini? En tilståelse … meget vigtig.

Jeg blev ført ind i et rum og vist en så besynderlig og forvreden person, at der ikke kunne være tale om, at jeg kendte ham eller vidste, hvem han var. Derfor blev jeg ført tilbage til Shams.

Shams spurgte: Hvem er denne person?

Jeg svarede: Jeg genkendte ham ikke.

Shams sagde:

: Alle kender jo Sadek Zeini. Midt under samtalen afbrød Jalal Shams og bad ham spørge om pengene. Da Shams spurgte mig om det, sagde jeg:

Pengene var blevet indsamlet for at dække udgifterne til mad, tøj, lægehjælp og undervisning af børnene i de familier, hvis forsørgere var blevet fængslet. Shams kaldte ophidset på Hamza og sagde:

Tag ham med og lås ham denne gang ikke inde hos hundene, men i cellen med de giftige slanger.

Hamza og Safwat tog mig med til hospitalet. Mens Hamza satte sig på en stol, sagde han: Hvis du fortæller sandheden om det egentlige formål med at indsamle pengene, låser vi dig ikke inde i cellen med slangerne.

Jeg sagde: I har allerede undersøgt hele sagen. På det tidspunkt ankom Jalaluddin og spurgte dem:

: Er han kommet på rette spor?

Hamza sagde: Overlad ham til mig. Det lader til, at han foretrækker omgang med hunde.

Hunde! Ja, efter min opfattelse er hunde langt bedre end dem, når det gælder dømmekraft og samvittighed. Hver gang jeg sad i hundens celle og tænkte på disse menneskers karakter og sindelag, forekom de mig mere afskyelige end hunde. Hundens omgivelser var uden tvivl langt mere tålelige end Shams’, Hamzas’, Jalals, Safwats og de andres.

En nat blev jeg ført til Shams’ kontor, og uden et ord begyndte de pludselig at slå mig så voldsomt, at jeg efter få øjeblikke mistede bevidstheden. Jeg fik en indsprøjtning og blev sendt til hospitalet. Tre dage senere blev jeg igen ført til Shams’ kontor.

Han svor ved Jamal Nasser og sagde:

: Hvis du ikke svarer helt præcist på mine spørgsmål, skal du igen gennemgå straffen fra celle nummer ét til celle nummer fireogtredive.

Jeg havde allerede udstået de grufulde torturer i disse celler. Shams lod mig begynde at tale og sagde:

: Zaynab, jeg vil minde dig om to hændelser. Den ene omfatter Mohammad Qutb, hr. Huzaibis hustru og Mohammad Qutbs søstre, mens den anden involverer Ali Usmavi og Mamun Huzaibi.

Hvis jeg siger, at Hasan Huzaibi, hans hustru og Mohammad Qutb har indrømmet disse ting, vil du ikke tro mig. Men sig så, hvordan vi kunne have fået kendskab til dem. Lad os antage, at du kan kalde den hændelse, som Ali var involveret i, for løgn; men Ali er jo ikke med i den anden.

Den dag, hvor Mohammed Qutb om natten tog fra Helwan til mit hjem, og du efter samtalen gav ham fem hundrede guineaer sammen med guldsmykkerne og sagde til ham, at han skulle give de fem hundrede guineaer til mor, det vil sige hr. Huzaybis hustru, og tage disse guldsmykker imod som bidrag til at dække de fængslede Ikhwans familiers udgifter og overdrage dem til mor på det rette tidspunkt.

Jeg sagde:

: Ja, denne hændelse er helt rigtig. Men hvad er der at bekymre sig sådan over? Jeg kan give mine smykker til hvem, jeg vil. Jeg donerede dem til et humanitært formål, og det er da glædeligt. Pengene tilhørte ganske vist Ikhwan. Det var min pligt at overdrage disse penge til den ansvarlige person. Shams spurgte:

: Var de fem hundrede guineaer til organisationen eller til disse familiers underhold?

Jeg sagde: Kun til familiernes udgifter.

Shams sagde:

: Ifølge Ali Usambi var disse penge til organisationen.

Jeg sagde: Ali Usambi er en løgner.

Shams sagde: Muhammad Qutb har sagt, at han ikke ved, hvilket formål de fem hundrede guineas blev givet til. Du gav ham dem ganske vist sammen med smykkerne og bad ham overrække dem til hr. Huzaybis hustru.

Jeg sagde:

: Før Muhammad Qutb ind til mig. … Jeg havde sagt til ham, at de fem hundrede guineas var blevet givet for at hjælpe familierne.

Shams sagde:

: Nå, i orden. Men hvor kom de fra?

Jeg sagde:

: En dag kom Ali Usmabi til mig for at få et anbefalingsbrev til en saudisk bror, så han kunne mødes med Murshed eller Mamun. Jeg sagde til ham, at der ikke var brug for noget anbefalingsbrev eller nogen mellemmand for at mødes med bror Mamun. Murshed opholdt sig i Alexandria. Mamun var imidlertid her og kunne træffes. Senere fortalte Ali Usmabi mig, at den saudiske bror havde mødt Mamun og givet ham nogle penge som donation. Mamun bad ham give disse donationspenge til Zaynab al-Ghazali. Derfor overdrog den saudiske bror, efter Ali Usmabis anvisning, ansvaret for at få donationspengene bragt til mig. Han oplyste også, at pengene skulle bruges til at hjælpe de fængslede Ikhwans familier.

Shams sagde:

: Ifølge Mohammed Qutb var de penge ikke beregnet til familiens medlemmer.

Da professor Mohammed Qutb blev ført frem for mig, mindede jeg ham om det og sagde—

: Da jeg overdrog smykkerne og pengene til dig, så de kunne nå frem til min mor, sagde jeg til dig, at disse penge var blevet betroet mig til familiens medlemmer…… Måske har du glemt det.

Efter mine ord sagde hr. Mohammed Qutb—

: Zaynab, hvis du er sikker på, at du sagde det til mig—

så er det Zaynabs ord, der er sande.

Derefter tvang de mig til at stå med ansigtet mod muren indtil daggry. Derefter sendte de mig på hospitalet.

To dage senere førte de mig igen til Shams’ kontor, hvor de uden nogen indledning sagde—

: Zaynab, indrøm, at den organisation, som Mohammed Qutb har oprettet, eksisterer.

Jeg svarede:

: Jeg er allerede blevet spurgt om dette, og jeg har sagt, at Mohammed Qutb ikke har grundlagt nogen organisation.

Da Shams hørte dette, beordrede han Safwat til at hænge mig op og piske mig. Derefter blev jeg ført til et andet kontor i nærheden. Der sagde en ukendt mand til mig:

: Zaynab, du er komplet idiot. Du ved ikke, hvordan du skal redde dit eget liv. Ikhwan har fremsat mange falske anklager mod dig … Så hvorfor vil du ikke hjælpe os med at indsamle oplysninger om Mohammed Qutb? Forstår du, hvor let vejen til en forsoning vil blive med blot en smule samarbejde fra din side?

Jeg spurgte sarkastisk:

: Skal jeg forlige mig med jer? Jeg hader inderligt jeres adfærd, jeres fremgangsmåde og jeres list. I er alle Satans følgesvende. Men I vil aldrig kunne holde trit med os på vores vej. Vi er Allahs tjenere og mujahider. Uanset hvor meget I forsøger, vil I ikke kunne vildlede eller tvinge nogen af vores brødre til at lyve. Det skal I vide.

Han sagde med skarp stemme:

: Vi vil igen give jer en hård straf og endnu en gang lade foretage en retslig undersøgelse af jeres sag.

Jeg sagde:

: Justitsministeriet, retsvæsenet og I alle er to sider af samme mønt. I er alle vegne fra Allahs vej. Hver eneste af jer hvirvler rundt i vildfarelsens malstrøm; I vil blive ofre for Allahs vrede.

På dette tidspunkt kom Hamza, lagde et skriftligt dokument foran mig og gik. Denne person begyndte nu at spørge mig ud om Mohammed Qutb. Lidt senere forlod han også rummet.

Derefter kom Safwat, slog mig nådesløst og gik. Så kom en anden person og forsøgte at lokke mig med store belønninger til gengæld for oplysninger om en bestemt organisation. Men da det på ingen måde lykkedes at få mig til at ændre mening, blev jeg lukket inde i hundens celle. Denne gang var der imidlertid også en anden mand sammen med hunden. Hamza sagde til manden, at hvis hunden ikke bed mig, skulle han selv bide mig. Cellen blev holdt lukket i to timer. Imens var jeg udelukkende optaget af at ihukomme Allah. Indtil døren blev åbnet efter to timer, sad hunden og denne person stille og roligt som artige, fredelige børn.

Derefter blev jeg bragt til hospitalet. Den følgende dag blev jeg ført til Riyaz’ kontor. Han spurgte mig, om jeg havde mødt nogen fra Karwasah. Jeg sagde til ham:

: Jeg ved intet om Karwasah.

Riyaz spurgte:

: Har ingen person derfra nogensinde opsøgt dig? Zaynab, husker du ikke, at Abdul Hamid er en af Karwasas mænd? Derefter sagde han skarpt:

: Jeg sender folk fra Pasha for at sætte dig på plads. Umiddelbart efter kom en soldat, stillede mig med ansigtet mod væggen og begyndte at piske mig. Efter at have tortureret mig i lang tid blev jeg igen sendt på hospitalet. Denne tortur bliver udført efter den retslige undersøgelse.

Nogle dage senere blev jeg igen ført til Riyaz’ kontor. Denne gang var der også flere andre kvinder til stede. Jeg havde aldrig set nogen af dem før.

Han spurgte mig: Hvem af dem er Sisis hustru?

Jeg svarede: Det ved jeg ikke.

På dette tidspunkt kom en soldat med en ung mand. Den unge mand blev spurgt: Hvem af dem er Zaynab al-Ghazali?

Den unge mand så sig omkring og sagde: Det ved jeg ikke.

Derefter blev han spurgt om Abbas Sisi, men også i den forbindelse erklærede han, at han intet vidste. Derefter blev han spurgt:

: Hvem af de tilstedeværende kvinder havde du mødt? Da drengen også denne gang svarede benægtende, blev han pisket og smidt ud.

På dette tidspunkt så man pludselig søster Hamida Qutb komme ind. Safwat fulgte efter hende. Da søster Hamida Qutb blev spurgt om Sisis hustru, sagde hun også: »Jeg kender hende ikke.«

Derefter blev alle kvinderne, herunder søster Hamida Qutb, sendt udenfor. Men jeg blev sat til at sidde foran Riyaz. Han spurgte mig:

: En ikhwaner skulle efter sigende have giftet sig fire gange. Ved du noget om det?

Jeg svarede: »Nej.«

Han brølede:

»Så lyver jeg altså? Hvis du ikke fortæller, hvem den person er, bliver du banket.«

Jeg svarede foragteligt: »Gør, hvad du vil.«

Han vendte mig mod væggen, gav mig adskillige piskeslag og gik sin vej. To timer senere kom han tilbage sammen med Safwat og sendte mig på hospitalet.

En pakke med hakket kød

Da lægerne så, hvor hurtigt mit helbred forværredes, sagde de, at der var fare for mit liv, hvis jeg ikke fik tilladelse til at få bedre mad hjemmefra. Derfor blev der efter lægernes anbefaling givet tilladelse til, at der blev bragt mad hjemmefra til mig. Denne tilladelse blev dog begrænset til mælk og frugt. En dag fik min søster en glimrende idé til at få kød bragt til mig. Hun fyldte en tom mælkepakke med hakket kød på en sådan måde, at det var svært at opdage udefra. Det var blødt præcis som en mælkepakke, og kun jeg kunne mærke forskel. Der blev også sendt noget smør og appelsiner med. Jeg beholdt min del og fordelte resten af maden gennem Abdul Mabud blandt de andre ikhwan-brødre, der var indlagt på hospitalet. På det tidspunkt var professor Abdul Aziz, den tidligere minister for lokal administration, også sammen med os. Vi fordelte en appelsin til hver og en pakke smør mellem hver to.

Da fordelingen af maden var afsluttet, tilkaldte jeg Abdul Mabud, gav ham mælkepakken og bad ham fordele den blandt alle ikhwan-brødrene. Han gik udenfor, kom tilbage igen og sagde:

: Nå, jeg kan se, at der er hakket kød i den. Det vil være meget gavnligt for Dem. Behold det selv.

Men jeg bad ham om at fordele det. Selv efter at det var blevet fordelt blandt alle, var der stadig lidt hakket kød tilbage i pakken. Jeg sendte dette hakkede kød og noget smør til professor Abdul Aziz.

Abdul Mabud spurgte: Hvorfor beholdt De ikke noget til Dem selv?

Jeg sagde:

: Al evig tak til Allah. Det er Ham, der skænker sine tjenere deres forsørgelse.

Han sagde: Al lovprisning tilkommer Allah. Han er Herren, Han er den, der skænker forsørgelse.

Afdelingsassistenten kom og spurgte mig:

: Hvordan kom maden ind?

Jeg sagde: Med lægens tilladelse.

Ikhwan-brødrene samlede lidt bedre mad sammen og gemte den til de relativt mere syge brødre. Derfor blev vi meget glade, når der kom noget udefra fængslet. Uanset hvor lidt det end var! Selv om vi levede under grusomme tyranners herredømme, holdt vi altid særligt øje med hinandens velfærd.

Uden mad på hospitalet

I det første år i fængslet blev jeg nægtet at modtage mad hjemmefra eller udefra. Helt til sidst, da der ikke længere var nogen anden udvej, gav de mig tilladelse til at få mad hjemmefra. Det gjorde de, for at retten på grundlag af deres løgnagtige og grundløse anklager skulle kunne idømme mig dødsstraf. Med dette formål gav de mig lov til at få bedre mad hjemmefra, så jeg i det mindste kunne holdes i live indtil dødsdommen blev afsagt.

Nogle dage før retssagen begyndte, kom min mor og søster for at besøge mig i fængslet. Under samtalen fortalte de, at Safwat havde tilegnet sig et stort pengebeløb fra dem ved at bruge mit navn som påskud for at købe medicin, frugt, tøj og andet. Desuden blev der på forskellige andre måder lagt pres på min familie og mine slægtninge for at fremme hans egne interesser.

Nogle fanger fik fra begyndelsen lov til at få mad udefra, men Ikhwan-brødrene fik ingen sådan tilladelse. Tværtimod var deres hensigt at pine Ikhwan-brødrene eller slå dem ihjel på den ene eller anden måde. Derfor nægtede de dem endda deres retmæssige mad på hospitalet. Alt dette var i virkeligheden et ydre udtryk for deres islamfjendtlige og smålige sindelag.

En dag blev en ung Ikhwan-bror bragt til hospitalet i meget alvorligt såret tilstand. Til hans behandling var der brug for sukker. Lægen sendte folk ud for at finde sukker eller et lignende produkt, men det var ingen steder at opdrive. Da jeg hørte om sagen, bankede jeg på døren til afdelingen. Da døren blev åbnet, sendte jeg den flaske honning, som var blevet sendt til mig hjemmefra, til lægen. På den måde kunne Ikhwan-broren snart blive behandlet. Regeringens spioner, der var udstationeret på hospitalet, lagde mærke til det hele. Ifølge loven havde jeg angiveligt gjort noget forbudt.

Nogle dage senere blev vandet derfor lukket for de fanger, der var under behandling på hospitalet. Det var et afskyeligt eksempel på umenneskelig behandling. I den glohede årstid blev vi hver nat holdt uden så meget som en dråbe vand. At skaffe blot en kop vand i løbet af dagen var på en eller anden måde lige så vanskeligt som at skaffe tigerens mælk.

Jeg var i forvejen meget syg. Mit helbred nærmede sig dag for dag den yderste grænse for forværring. Til sidst blev der kun tildelt vand til mig. Jeg delte mit vand og sendte det til broder Abdul Karim i cellen ved siden af. Men det var meget vanskeligt at få vandet ind i nabocellen. Der var ingen måde at snyde vagterne på. Derfor lod jeg vandet løbe fra min side gennem et meget smalt hul i muren, mens broderen på den anden side satte munden mod hullet i muren og forsøgte at slukke sin tørst. For ham var disse få dråber vand som et nyt liv, der holdt hans krop og sind oppe, selv om de var sønderpiskede af slag fra pisken. Regeringens betalte bødler øvede enhver form for afskyelig straf på disse uskyldige mennesker. De kendte overhovedet ikke til nogen følelse som menneskelighed. Det vil ikke være forkert at sige, at deres grusomhed overskred selv grænsen for dyriskhed.

Tyrannens anger og tilbagevenden til den rette vej

Mens jeg opholdt mig på hospitalet, skete der en hændelse. Gennem den kom menneskets skjulte gode egenskaber til syne for mig. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis man oprigtigt forsøger at forklare et menneske det rigtige, vil han, hvor ondt et menneske han end måtte være, før eller siden tage imod god vejledning. Det kræver blot oprigtige bestræbelser. Hvis man gør en indsats, kan en nation igen få evnen til at bevæge sig frem mod sit egentlige mål med fuld styrke.

På militærhospitalet var der en militærassistent ved navn Salah, som skulle føre tilsyn med os. Han havde ansvaret for at give patienterne indsprøjtninger og holde øje med fangernes bevægelser. En dag, da jeg var på vej til badeværelset, så jeg, at forhænget, der blev brugt som dør til Sayyid Qutbs rum, var løftet højt op og blafrede i vinden. Netop da gik jeg forbi. Så snart han så det, lavede han et vældigt postyr og satte et helt spektakel i gang. Han sagde-

: Hvordan kunne Zaynab al-Ghazali vove at trække forhænget til side og se Sayyid Qutb, som sad derinde? Salah begyndte at skælde ud med ubeskrivelige bandeord. Han fór rundt og lavede et frygteligt postyr! Netop i det øjeblik nåede Safwat frem, og Salahs råben og skælden tog yderligere til. Ved at gøre dette ville han bevise over for sine overordnede, hvor dygtigt og årvågent han udførte sin pligt. Han begyndte punkt for punkt at fremlægge beviserne på, at han ved hjælp af sin administrative magt havde holdt de sårede og syge fanger på hospitalet fuldstændig under kontrol.

I virkeligheden var Salah en brutal person med et dyrisk væsen, berøvet alle gode egenskaber som viden, fornuft, samvittighed og religiøs uddannelse. Da professor Sayyid Qutb hørte hans modbydelige tale og larm, kaldte han ham hen til sig og forklarede ham meget kærligt—

: Min bror! Forhænget fløj jo i vinden. Hvordan kan det være hans skyld? Han har jo ingen skyld. På denne måde forklarede han ham mange andre ting. Forbløffende! Denne afskyelige mand, der var som et vildt dyr, blev tilsyneladende så betaget af Sayyid Qutbs ord, at han helt smeltede. Han stod tavs med skamfuldt bøjet blik rettet mod jorden.

Nogle dage senere kom han til mig, udtrykte sin skam over sin tidligere fejl og sagde—

: Jeg ønsker at blive muslim igen, på ny. Jeg vil lære islam at kende. Sig mig, hvordan kan jeg blive en sand muslim?

Jeg spurgte forbløffet—

: Kan du holde ud at se de scener af vold, overgreb og mishandling, som du ser blive udsat mod Ikhwan?

Han sagde—

: Hvis jeg også kan blive en sand muslim ligesom dem, vil Allah også skænke mig tålmodighed og styrke.

sagde jeg med bevæget stemme—

: Der er ingen gud uden Allah, og Muhammad er Allahs sendebud (fred være med ham).

Han fremsagde Kalima Tayyiba flere gange med en yderst langsom, men fast stemme.

Derefter sagde jeg—

: Godt, bliv ved med at gøre det, Allah har befalet. Bøj aldrig hovedet for nogen falsk magt ud over Allah.

sagde han—

: Jeg ønsker at lære den sande islamiske lære, som har gjort jeres karakter så ophøjet og jeres tro så stærk, at jeres principper ikke har ændret sig det mindste selv over for den grusomste undertrykkelse, og at I med et smil udholder al denne uretfærdighed og tortur. Et almindeligt menneske ville ikke kunne udholde blot én procent af den slags overgreb. Fortæl mig, hvordan jeg kan tilegne mig den sande islamiske lære.

Jeg sagde til ham:

: Når du går til Sayyid Qutb for at få en indsprøjtning og medicin, så stil ham dette spørgsmål. Han vil give dig den bedste vejledning i islamisk undervisning.

Jeg sendte mine hilsener til Sayyid Qutb gennem ham.

Afgørelsen nærmer sig

Flere dage senere modtog jeg officielt anklageskriftet, før sagen begyndte ved retten.

Det er en mærkelig sag. Det er vanskeligt at finde et sidestykke i historien til en så skændig optræden fra retsvæsenets side…… Det kan kaldes en enorm tragedie. Vi havde allerede erfaret, at domstolens endelige dom lå i en skuffe i Shams Badrans skrivebord. Samtidig var man i færd med at arrangere opførelsen af retssagens farce. I henhold til regeringens dekret blev vi nægtet retten til at forsvare os og til at mødes med advokater. Da jeg ønskede at udpege den berømte advokat hr. Ahmad Khaja som min Mondater, fik jeg fra regeringens side at vide, at han ikke kunne deltage i denne sag. Derefter sagde jeg, at jeg ikke havde brug for nogen advokat. Jeg erklærede, at jeg selv ville føre min sag.

Offentligheden udpegede uden mit vidende en kristen advokat til at føre sagen på mine vegne. Lige før sagen begyndte, fik mine nærmeste slægtninge tilladelse til at besøge mig. Min mor og søster kom for at se mig. Da de så min elendige tilstand og fysiske svaghed, var de nær ved at besvime. Jeg satte mig sammen med dem og trøstede og opmuntrede dem. Under vores besøg stod Safwat og Hamza lige ved siden af og varetog deres tilsyn. Gennem min mor og søster bad jeg dem alle om ikke at udpege nogen advokat for mig. Men de fortalte mig, at Hussein Abu Zayd allerede var blevet udpeget som min forsvarer for et beløb på tusind guineas, og at halvdelen af pengene var blevet betalt til ham på forskud, før sagen begyndte. Derfor bad jeg dem afslutte sagen dér. Men allerede på den første dag, sagen begyndte, så jeg, at Hussein Abu Zayd var kommet for at føre sagen på mine vegne.

Dagen før sagen begyndte, blev jeg imidlertid ført til Shams Badrans kontor. Shams tilkaldte mig og sagde:

: Jeg håber, at du ikke vil gøre indsigelse mod fortolkningen af den skriftlige erklæring, du afgav under efterforskningen, og at du vil erkende sandheden i alt det, der står skrevet. Hvis du i retten erklærer, at Ikhwan vildledte dig, og at du skammer dig over det, vil sagen meget let blive afsluttet, og vi vil også behandle dig med den rette omsorg og respekt.

sagde jeg-

: Allah gør, hvad Han ønsker. Intet menneske er i stand til at løse sine egne problemer.

sagde Shams-

: Kære dreng! Tal et enkelt arabisk sprog. Jeg forstår ikke alt det, du siger. Men det lader til, at dine hensigter ikke er til vores fordel. Og alligevel ønsker vi at behandle dig med omsorg og respekt.

sagde jeg-

: Nøglen til alle ukendte og usynlige mysterier er i Allahs hånd. Han alene ved, hvad der sker og ikke sker overalt under denne vældige himmel og på denne jord, til vands og til lands. Han ved alt, hører alt og styrer alt. Han holder også øje med det blad, der netop er faldet, og kun Han ser og ved, at det frø, der ligger i dybt mørke under jorden, er ved at spire. Sandelig, alt fra atomerne til himlene ledes og styres under Hans kontrol.

Shams stirrede målløs frem for sig, lyttede til det hele og kaldte på Hamza og sagde-

: Tag ham med, Hamza. Han er fuldstændig fri til at tænke på sine egne interesser eller lade være.

Hamza sagde-

: Overlad ham til mig, hr. Jeg vil tale med ham og se, hvad jeg kan gøre.

Jeg blev ført ud fra Shams Badrans kontor og ind i et andet lokale. Hamza begyndte at forsøge at overtale mig til at spille en anti-Ikhwan-rolle i retten. Han blev ved med at gentage alle de slidte fraser, som jeg efterhånden var blevet både irriteret og væmmet over at høre fra deres munde. Han sagde-

: For det første vil alle de penge, der blev konfiskeret fra dig, blive givet tilbage. Og hvis Ikhwan bliver narret i retten, vil det blive betragtet som en stor gave fra dig til præsident Nasser.

Han førte mig hen til Shams og blev ved med at råde mig til at handle efter hans ordrer og ønsker. Jeg lyttede ligegyldigt til alt, hvad han sagde, uden at udtale så meget som et ja eller et nej. Til sidst, da han flere gange gentog, at han ville redde mig fra dødsstraffen-

så jeg på ham med medlidenhed og sagde-

: Din tåbe! Hvis din afføring går i stå, har du ikke engang kræfter nok til at få den ud, og så er du kommet for at redde mig fra galgen.

Han fulgte mig til cellen og gik derefter for at færdiggøre forberedelserne til at rejse en falsk sag mod mig ved retten.

Utroligt! Regeringen og domstolene var allesammen i deres hule hånd. Hvorfor var de så bange for mig alligevel? De ønskede, at jeg ikke skulle tale i retten, benægte deres fremlagte udsagn eller fortælle sandheden til folket, der var fanget i deres tyranniske styre!

Den sag, de fremlagde ved retten, bar præg af et latterligt, men samtidig tragisk, skuespil. De forsøgte at få det til at se ud, som om de selv havde indrømmet, at de havde villet dræbe Naser, og at hver enkelt frivilligt havde vidnet imod sig selv. Men til sidst mislykkedes alle deres sammensværgelser og onde planer ved Allahs nåde. Rettens dom knuste deres sammensværgelse. Alligevel havde de gjort alle forberedelser for at påvirke retten. Selv folk som oberst Ozumi kom og satte sig på dommerpodiet. Men det blev bevist, at sandhedens sejr er uundgåelig.

Gode nyheder

: Under disse omstændigheder drømte jeg en dag, at jeg stod på en vidtstrakt mark, der nåede til horisonten. Foran mig forekom det, at dette var retten, og at det var her, vi skulle dømmes. Hele himlen kastede tilsyneladende skygge over jorden som en baldakin. Og fra himlen til jorden strakte der sig en smuk stribe af lys. Jeg så, at den elskede Profet, Hazrat Muhammad (fred være med ham), stod foran mig vendt mod qiblaen, mens jeg stod bag ham og lyttede til hans ord. Han sagde: “Lyt opmærksomt til sandhedens stemme!” Jeg hørte en vidunderlig stemme, som forekom at komme ensartet fra alle sider af himlen og jorden. De ord, der kom fra den, lød: “Her vil der blive oprettet en falsk domstol, og den vil træffe afgørelse til fordel for det falske. Men I er troende og vejledere på den rette vej…… I skal være tålmodige, lære andre tålmodighed, holde kontakt med hinanden og frygte Allah. Det vil gå jer godt.” Disse ord syntes på den smukkeste måde at trænge frem gennem himmel og jord. På grund af den dybe indsigt og den ubeskrivelige glæde, der fyldte mit hjerte og sind, husker jeg ikke alle ordene. Da denne usædvanlige stemme var forstummet, viste den elskede Profet mig med en gestus, at jeg skulle se til højre. Jeg så toppen af et bjerg, der nåede helt op til himlen. Dets frodige, smukke grønne vegetation var yderst betagende; det forekom, som om der var bredt et grønt tæppe ud over det.

Den elskede Profet sagde til mig:

: “Zaynab, stig op på toppen af dette bjerg. På toppen vil du finde Hasan Huzaybi. Overbring disse ord til ham.” Derefter så den elskede Profet dybt på mig. Jeg følte en vidunderlig styrke i hele mit væsen. Selvom den elskede Profet ikke udtalte et eneste ord, følte jeg, at jeg havde forstået alt, hvad han sagde, og også formålet med det. Da den elskede Profet løftede hånden mod bjergtoppen, følte jeg, at jeg selv var i færd med at bestige bjerget. Under opstigningen mødte jeg Khaleda og Aliya Huzaybi. Jeg spurgte dem:

: Er I også mine rejsefæller?

De svarede bekræftende. Jeg forlod dem og fortsatte fremad. Efter at have gået et stykke mødte jeg Umayyah og Hamida Qutb samt Najma Isa. Jeg spurgte dem:

: Er I også på vej med mig?

De svarede: Ja.

Jeg fortsatte endnu længere frem. Til sidst nåede jeg toppen. På toppen så jeg et lille, fladt plateau dækket af tæpper. På den ene side var der smukt dækket op med siddepladser; hr. Huzaibi sad der. Da han så mig, rejste han sig og hilste mig med salam. Han udtrykte stor glæde over min tilstedeværelse. Efter at have spurgt til hans velbefindende sagde jeg:

: Jeg er kommet for at overbringe Dem nogle ord fra den elskede Profet.

Han sagde:

: De er allerede nået frem til mig.

Vi satte os, mens vi takkede Allah. Den elskede Profets ord var nået frem, ikke gennem ord, men åndeligt. Et tydeligt billede af ham var blevet indpræget i vores bevidsthed og følelser.

Mens jeg sad hos hr. Huzaybi, så jeg ned mod bjergets fod og fik øje på to nøgne kvinder i et tog i bevægelse. Da jeg henledte hr. Huzaybis opmærksomhed på dem, så han dem også. Synet gjorde mig dybt bedrøvet. Da hr. Huzaybi mærkede min indre smerte, sagde han:

: Har du noget imod det?

Jeg sagde: Selvfølgelig har jeg det.

Han sagde:

: Tror du, at vi er nået hertil ved hjælp af styrken i vores egne hænder og fødder? Tværtimod har Allah vist os sin nåde. …… Du skal ikke bekymre dig om de to kvinder.

Jeg sagde, at vi måtte fortsætte vores bestræbelser på at lede dem til den rette vej.

Han spurgte: Kan du personligt gøre det?

Jeg sagde: Med Allahs hjælp kan jeg.

Hr. Huzaybi sagde da:

: Vi bør udtrykke vores taknemmelighed for Allahs barmhjertighed. For at vise taknemmelighed løftede han begge hænder og bad en bøn. Jeg sluttede mig også til ham. Under bønnen blev vi ved med igen og igen at udtale ordene alhamdulillah.

Pludselig åbnede mine øjne sig. Da jeg vågnede, blev hele mit sind og hjerte fyldt med en vidunderlig følelse. Derefter havde jeg ikke længere nogen frygt eller bekymring. Jeg følte en mærkelig ro og styrke. Denne drøm fjernede også mine fysiske smerter og lidelser samt min psykiske sorg og bekymring.

Allah har sagt: “Jeg vil tilgive alle synder hos dem, der har foretaget hijra, som er blevet fordrevet fra deres hjem, som har lidt nød og trængsler, mens de fulgte Min vej, som har kæmpet jihad og er blevet martyrer. Og Jeg vil give dem en plads i haver, hvorunder floder strømmer. De vil få den bedste belønning fra Allah som gengældelse. Følg ikke de mennesker, som har fornægtet Allah. I troende! Vær tålmodige, opfordr hinanden til tålmodighed, hold fast ved forbindelsen til hinanden, og frygt Allah. I vil opnå fremgang.”

Den lovede dag

På dagen, hvor dommen i sagen skulle afsiges, blev vi sendt til kontoret for at vente på et køretøj, der skulle bringe os til retten. Ved otte-tiden fyldte politifolk, officerer og soldater fra militæret fængselspladsen. Da jeg så dem, virkede det, som om de skulle til slagmarken for at føre krig. Da der kom et køretøj, steg vi ind i det. Officererne og soldaterne stillede sig omkring vores køretøj. Så snart vi nåede retten, blev vi ført hen til de anklagedes plads. Vi var 43 i alt. Deres navne i rækkefølge var:

1. Sayyid Qutb

2. Muhammad Yusuf Hawwash

3. Mohammed Fattah Ismail

4. Ahmed Abdul Majid Abdus-Sami

5. Ahmed, også kendt som Ibrahim al-Qawmi

6. Majdi Abdul Aziz Mutawalli

7. Abdul Majid Yusuf Abdul Majid al-Sajli

8. Abbas Said al-Sisi

9. Mubarak Abdul Azim Mahmud Ayyad

10. Farouk Ahmed Ali al-Mansabi

11. Fayez Mohammed Ismail Yusuf

12. Mamdouh Darwish Mustafa ad-Diyubi

13. Mohammed Ahmed Abd ar-Rahman

14. Jalal ad-Din Bikri Disabi

15. Mohammed Abd al-Mu’atta Ibrahim al-Jazzar

16. Mohammed al-Mamun Yahya Zakariya

17. Ahmed Abd al-Halim as-Sirouji

18. Salah Mohammed Khalifa

19. Sayyid Saaduddin al-Sayed Sharif

20. Muhammad Abdul Muatta Abd al-Rahim

21. Imam Abdul Abdul al-Fattah Ghais

22. Kamal Abdul Aziz al-Irfi

23. Fuad Hasan Ali Mutawalli

24. Muhammad Ahmad al-Buhairi

25. Muhammadi Hasan Saleh

26. Mustafa Abdul Aziz al-Khuzaibi

27. As-Sayyed Nazili Mohamed Awliya

28. Mursi Mustafa Mursi

29. Mohamed Badi Abdel Majid Mohamed Sani

30. Mohamed Abdel Moneim Shaheen

31. Mahmoud Ahmed Fakhri

32. Mohamed Ezzat Ibrahim

33. Salah Mohamed Abdel Hokk

34. Helmi Mohamed Sadeq Hathhut

35. Al-Hisam Yahya Abd al-Majid Badawi

36. Abd al-Mun’im Abd al-Ra’uf Yusuf Arafat

37. Muhammad Abd al-Fattah Rizq Sharif

38. Zaynab al-Ghazali al-Jubayli

39. Hamida Qutb Ibrahim

40. Muhy al-Din Hilal

41. Isabi Sulayman

42. Mustafa al-Alam

Nummer 43 var Ali Usmabi. Men han lod sig fange af snævre interesser, solgte sin religion og sin samvittighed og blev kronvidne. På den måde blev han vanæret og ydmyget.

Da vi nåede frem til tiltaleboksen, kom retfærdighedens fjende ind i retssalen iført dommerkappe og satte sig på dommersædet. Han kaldte os én efter én ved navn og spurgte, om vi havde nogen indvendinger mod, at han skulle dømme os. Som svar fik han at vide:

: Vi har ingen indvendinger mod nogen bestemt person; men vi har bestemt indvendinger mod den lov, som vi bliver dømt efter. De love, som vi bliver dømt under, er ugyldige love. Vi har ingen tillid til dem. Vi tror kun på den lov, som Allah har givet, og vi ønsker kun at blive dømt efter Allahs lov.

Efter rettens formelle afhøring blev det imidlertid meddelt, at retten havde besluttet at afsige dommene i sagerne vedrørende Zaynab al-Ghazali og Hamida Qutb særskilt. Derefter blev vi ført ud af tiltaleboksen. Fra afstand hilste vi med håndtegn på de slægtninge, der var kommet til retssalen.

Vi blev holdt indespærret i et rum, indtil retsmødet blev hævet. Derefter blev vi kørt til fængslet. Det var den 10. april 1966. Indtil den 17. maj samme år opholdt vi os i fængslets mørke celler, mens vi ventede på, at farcen i retfærdighedens navn skulle begynde.

Sjette kapitel

Retten

Om morgenen den 17. maj blev vi stillet i tiltaleboksen i retten. Formanden for dommerpanelet var militærkoronel Ozumi. Hans fremtræden var meget streng. De øvrige dommere sad til højre for ham.

Flere journalister havde allerede længe før retssagens begyndelse taget opstilling omkring et bord i nærheden af advokaten og observerede situationen. Pressefotograferne begyndte at tage billeder af os. Blandt dem var også en pressefotograf ved navn Abd al-Azim. Jeg genkendte ham straks, fordi Abd al-Azim plejede at komme for at fotografere ved forskellige arrangementer i Den Islamiske Kvindeorganisation.

Jeg kaldte på ham og sagde:

: Abd al-Azim. Gem disse billeder. Der kan senere blive brug for dem.

Han sagde: Selvfølgelig.

Selv om det virkede, som om han forsøgte at sige det frygtløst, syntes han at skælve af en ukendt frygt. Da han havde svaret, blev hans ansigt pludselig gult. Det virkede, som om han slap væk i løbet af få minutter. Dommer oberst Ozumi begyndte sagen, idet han udtalte mit navn og så på journalisterne. Han sagde:

: Zaynab, hvad laver du?

Jeg forlod anklagebænken for at besvare spørgsmålet og gik hen til det anviste sted. De spørgsmål, jeg blev stillet, havde overhovedet ingen sammenhæng med min forklaring under efterforskningen.

Som svar på hans ord sagde jeg: Jeg har ikke sagt disse ting til ham. Jeg besvarede kun to spørgsmål.

Oberstdommer Ozumi sagde:

: Hasan Huzaybis påstand er, at de fire tusind guineas, du gav ham, havde du stjålet fra din egen mand.

Jeg sagde:

: De fire tusind guineas var Ikhwanernes bidrag til mad, tøj, uddannelse og så videre for de tilbageholdtes familier. Efter sagen i 1954 spredte Jamal Abd an-Nasser disse familier og drev dem mod undergang.

Da dommer Ozumi, iført maske, hørte mine ord, især den sidste sætning, blev hans tilstand sådan, som om en giftig skorpion netop havde stukket ham.

Denne gang sagde han:

: Hvorfor blev du bekymret over disse penge, da dit ben brækkede? Hvorfor kom Abd al-Fattah Ismail til dig på hospitalet? For at tage penge fra den, som du havde givet nøglen til pengeskabet i dit eget hjem, og give dem til Huzaybi!

Jeg sagde:

: Fordi det var penge fra den islamiske bevægelse, som var blevet samlet ind for at hjælpe de fængslede brødres familier. Det er jer, der har skubbet disse familier ud på randen af undergang. …… Af frygt for, at mine arvinger kunne tage pengene, hvis jeg døde, gav jeg dem tilbage til deres retmæssige ejer, det vil sige den islamiske bevægelse.

Dommer Ozumi sagde nu-

: Det var penge fra disse organisationer, som I brugte til at købe våben for. Huzaybi har sagt, at han intet ved om, hvordan disse penge blev erhvervet. …… Du har uden tvivl stjålet dine penge.

Advokaten blandede sig og sagde-

: Ifølge Sayyid Qutbs udsagn havde han bedt om at opkræve omfattende skatter fra Hamida.

Jeg sagde- Det er ikke sket.

Advokaten spurgte- Siger Sayyid Qutb altså løgne? Jeg sagde- Må Allah holde ham fri for løgnagtighed.

Advokaten kunne ikke længere udholde det. Midt i den fyldte retssal begyndte han at slynge grimme skældsord ud. Jeg blev forbløffet. Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg skulle høre den slags obskøne skældsord i en retssal. Utroligt! Vil disse uciviliserede mennesker på denne måde kvæle Egyptens tradition for høflighed og anstændighed?

Da oberstdommer Ozumi erklærede afhøringen af mig for udsat, vendte jeg igen tilbage til de anklagedes plads. Derefter blev Hamida Qutb kaldt ind til afhøring. Efter at have afsluttet udspørgningen af hende blev hun også sendt tilbage til fængslet. Derefter begyndte advokaten at læse sin erklæring op.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt at kalde dette en domstol eller en retssal. Hvilken slags domstol er det, hvor advokaten kan skælde fornemme mennesker ud med modbydelige ord og sprede opdigtede anklager? Den person, der stod i retten og talte i advokatens navn, havde så meget mørke i sit sind, at det formørkede hans ansigt og bredte sin mørke indflydelse over hele retssalen.

Da jeg hørte hans modbydelige løgne, kogte mit blod af vrede. Jeg rakte hånden op for at protestere mod hans anstødelige ord. Dommer Ozumi, iført sin dommerkåbe, troede, at jeg måske havde rakt hånden op for i sidste øjeblik at stille mig på deres side og undgå dødsstraffen. Han så på mig som en tåbe og sagde: »Sig frem.«

Jeg forholdt mig tavs et øjeblik, lod blikket glide rundt i hele retssalen og begyndte at tale:

: Jeg begynder i Allah, den Nådiges og Barmhjertiges, navn. Vi er nationens ledere. Vi er Koranens og shariaens vogtere. For os er Allahs Sendebud menneskehedens højeste forbillede. Vi vil stå fast på Allahs vej og holde tawhids, risalats, retfærdighedens og sandhedens banner hævet. Herfra vil nationen finde vejledning på sin vej. …… Over for de uretfærdiges og tyranners sammensværgelser og bedrag er Allah vores beskytter, og Hans nåde er os tilstrækkelig.

Derefter pegede jeg med fingeren mod den såkaldte dommer og advokaten og sagde:

: Allah alene er tilstrækkelig til at beskytte vores liv og ejendom mod deres løgne og anklager.

Jeg gentog dette flere gange. Den såkaldte dommer Ozumi begyndte at råbe som en patient, der led af hysteri, og sagde:

: Stop! Stop! Hvad er det, du siger? Med disse ord udtalte han alle mulige mærkelige vendinger, og alle de tilstedeværende i retssalen begyndte at le over hans optræden. Sikke en dommer! …… Han vidste ikke engang, hvordan en dommer skulle tale. I virkeligheden var alle Abdun Nasers medarbejdere nogle uvidende tåber af samme slags. Det var disse medarbejdere, der vildledte og skadede ham. Da ingen anstændige og vidende mennesker omgikkes ham, udnævnte han netop sådanne tåber til at varetage forskellige opgaver. Derefter satte jeg mig ned og sagde-

: Uvidenhed er det egentlige problem. Det er på grund af denne uvidenhed, at alle slags onde handlinger opstår. Historien vil naturligvis nedskrive sit vidnesbyrd om den daværende dommers og anklagers kvalifikationer og personlighed. Da retsmødet den dag blev hævet, blev vi ført tilbage til fængslet. Vi vendte hver især tilbage til vores egne celler. Men jeg måtte lide straffen for at have talt i retten.

Den yderste barbarisme

Jeg havde troet, at mishandlingen af mig måske ville blive standset, fordi sagen blev behandlet i retten. Men nej, ligesom før fortsatte de med at føre mig fra kontor til kontor under påskud af efterforskning. Denne gang blev jeg bedt om at give oplysninger om nogle personer. Da jeg erklærede, at jeg intet kendte til sagen, stillede de mig med ansigtet mod en væg og slog mig. På den ene side fortsatte retssagen i retten. På den anden side blev jeg udsat for uophørlig tortur. Historien kan ikke fremvise noget eksempel på en sådan dårlig behandling af en anklaget. Kan nogen domstol eller nogen efterforskningsgruppe virkelig udvise en sådan uretfærdig adfærd? Selv Quraysh-folket i den mørke tidsalder, i den islamiske bevægelses første tid, behandlede ikke muslimerne så skændigt og uærligt. Det gjorde de virkelig ikke. Historien er vidne til det.

Afsigelsen af dommen i sagen

Den dag, hvor dommen i sagen skulle afsiges, blev Hamida og jeg kørt i en separat bil under streng bevogtning af soldater for at høre dommen i retten. De mandlige fanger blev kørt i bilen foran os. Først begyndte høringen af mændene. Indtil da blev vi holdt siddende i separate rum. Derefter blev vi ført ind i retssalen. Først blev mit navn råbt op, og det blev erklæret, at jeg blev idømt “25 års straffearbejde, og al min faste og løse ejendom konfiskeres”. Da jeg hørte rettens dom, sagde jeg-

: Allahu akbar. Al lovprisning tilhører Allah! …… Zaynab må ikke udvise nogen svaghed på sandhedens og den islamiske bevægelses vej. Der er ingen grund til frygt eller sorg. …… Lev som en troende; til sidst vil sejren kysse dine fødder.

Efter mig blev min søster Hamida Qutbs navn råbt op-

“Ti års straffearbejde”.

Jeg rejste mig, lagde armene om Hamidas hals og sagde—

: Allahu Akbar. Allahs tak. På vejen mod at etablere et islamisk styre, på vejen mod Allahs tilfredshed, er vores indsats og kamp på vej mod sejr; vi er tilfredse.

Vi ankom til retsbygningens område, mens vi talte naturligt sammen. Der så vi biler fyldt med ikhwan-brødre. Vi havde været meget bekymrede for dem. Da de så os, spurgte en af dem højlydt—

: “……søster Zaynab……?”

Jeg svarede— “Femogtyve års straffearbejde på vejen mod at etablere et islamisk styre”.

Denne gang spurgte han— “……søster Hamida……?”

Jeg sagde— Ti års straffearbejde i kampen for at etablere Allahs religion i Allahs verden”.

Da jeg spurgte dem om hr. Sayyid Qutb, broder Abd al-Fattah Ismail og Yusuf Hawwash, fortalte de mig: »Martyrer på Allahs vej …« Jeg forstod, at de var blevet dømt til døden. Jeg løftede hænderne og bad til Allah. –

: O vor Herre! Tag imod deres store selvopofrelse, viet til vejen, der behager dig, og giv til gengæld dine mujahider styrke, mod og hjælp til at etablere islamisk styre på denne jord. Inshallah vil Allahs religion sejre.

Safwat og de øvrige soldater kom og satte Hamida og mig ind i en lille bil. Journalister og pressefotografer kom løbende hen til os, da de så os. De ville tage billeder. Det forekom mig meget anstødeligt. Jeg kaldte på dem og sagde:

Er I også tilhængere af disse tyranniske undertrykkere? Fryder I jer også over den uret og uretfærdighed, der begås mod os? …… Har I sluttet jer sammen med nationens mest foragtelige fjender? …… Hvis det er tilfældet, hvad er så alt dette? Hvad er det, jeg ser?

(*****billede*****)

Så snart vi nåede frem til fængslet, begyndte en ny form for tortur. Men efter domsafsigelsen blev Hamida Qutb, min søster, og jeg anbragt i samme rum.

Nogle øjeblikke med Sayyid

Fem dage efter dødsdommens afsigelse kom broder Sayyid Qutb og bankede på døren til vores rum. Da døren blev åbnet, trådte han ind sammen med en militærofficer. Officeren lod ham blive derinde og gik tilbage. Safwat blev naturligvis siddende hos Sayyid Qutb. Jeg bød den tapre Sayyid velkommen og sagde:

: At De har siddet hos os i nogle få øjeblikke, svarer til Allahs særlige barmhjertighed over os, og vi betragter det som et af livets største lykketræf.

I en meget enkel og naturlig tone indledte han en teoretisk samtale med os om døden og dens fastsatte tidspunkt og sagde-

: Myndigheden over liv og død ligger fuldstændig i Allahs hænder. Ingen andre end Allah kan træffe nogen beslutning i denne sag.

Han bad os forblive standhaftige på vejen mod Allahs tilfredshed. Han sagde, at formålet med vores liv er at tilbede Allah, og at livets højeste fuldbyrdelse ligger i at ofre liv og ejendom for Hans tilfredsheds skyld. Derefter gav han sin søster, Hamida Qutb, nogle råd hviskende i øret, og gav også mig nogle råd med dæmpet stemme. Safwat, der havde gjort oprør mod sandheden, kunne ikke længere udholde vores samtale; han brølede og bad Sayyid om at rejse sig. Ved en så vanskelig skillevej ville selv sten måske være smeltet. Men de syndige tyranners hjerter er hårdere end sten. De har ingen som helst følelse af menneskelighed. De var end ikke villige til at give den bror, som få dage senere skulle blive martyr, mulighed for at tale med sin fængslede søster i blot nogle få øjeblikke.

Efter at have hørt Safwats uhøflige ordre sagde Sayyid Qutb til os-

: Der er ingen grund til bekymring. Tålmodigheden må fortsat have sin plads i vores hjerter. Med disse ord hilste han os og gik.

Manøvrer før henrettelsen

Lad os høre fra søster Hamida Qutb selv om den samtale, Nassers agenter havde med hende, efter at de tilkaldte hende den nat, der var fastsat til henrettelsen. Søster Hamida sagde-

: Hamza tilkaldte mig til kontoret, viste mig regeringens officielle ordre om dødsstraffen og den formelle godkendelse af den og sagde:

: Hvis Deres bror nu svarer, som vi ønsker, er regeringen villig til at trække hans dødsdom tilbage. …… Se, henrettelsen af Deres bror vil være en sørgelig og sorgfuld begivenhed for hele nationen. Og den vil blive betragtet som et uerstatteligt tab for Egypten. …… Jeg kan næsten ikke tro, at vi om blot nogle få timer for altid vil have mistet denne store personlighed. …… Vi er ivrige efter på enhver måde at redde Deres bror fra denne uønskede dødsdom. Han behøver naturligvis kun at sige et par ord. Derefter vil han blive fritaget for dødsstraffen. …… Vi ved, at ingen andre end Dem kan overtale ham med ord. De er vores sidste håb i denne sag…… Disse samtaler vil forblive mit ansvar. Men De vil være i stand til at øve større indflydelse på ham end jeg. Det er alt—han skal blot sige én eneste ting. Derefter vil alle problemer være løst. Han skal blot sige, at denne bevægelse i virkeligheden har forbindelse til et andet land. Så snart han har sagt dette, vil vi under påskud af hans forværrede helbred benåde ham og løslade ham.

Efter at have hørt på dem sagde jeg:

: Men I alle sammen og jeres præsident Nasser ved, at denne bevægelse ikke har nogen forbindelse med noget andet land eller nogen anden magt. Hamza indrømmede og sagde:

: Alle ved, at I arbejder uselvisk for islam i Egypten, og at I uden tvivl er landets bedste, mest moralske, bevidste og veluddannede mennesker; men lige nu er det vigtigste at redde Sayyid Qutb. Så sagde jeg:

Hvis jeres høje kommando er særligt interesseret i at få dette bragt videre til ham, har jeg ingen indvendinger.

Derefter tilkaldte Hamza Safwat og sagde:

: Før ham hen til hans bror.

Jeg gik til min bror Sayyid Qutb og overbragte regeringens budskab. Efter at have hørt det hele så han alvorligt på mig og syntes i stilhed at spørge:

Ønsker du også det? Eller er det kun deres ønske?

Jeg gav med en gestus til kende:

Det er hverken min mening eller mit ønske.

Derefter så Sayyid Qutb alvorligt på mig og sagde med alvorlig stemme –

Ved Allah, det jeg sagde, sagde jeg sandfærdigt. Ingen magt i verden ville kunne få mig til at lyve, uanset hvad den tilbød til gengæld.

Jeg har ikke sagt noget som helst upassende.

Safwat spurgte –

: »Er det også din mening?« spurgte han og bad mig lade os blive der.

: Sæt dig lidt endnu, og prøv at se, om du kan forstå det.

Jeg fortalte min bror hele hændelsesforløbet fra begyndelse til slut.

Hamza havde kaldt på mig, vist mig regeringens officielle dødsdom og bedt mig overbringe regeringens budskab fra hans side til Dem. Min bror spurgte mig—

: Vil du blive glad for det?

Jeg svarede: Nej!

Han sagde med rolig og enkel stemme:

: Fordel og ulempe er ikke under menneskers kontrol. Livet og alt, hvad der følger med livet, sker efter Allahs vilje. Ingen kan forlænge eller forkorte min levetid. For det, der skal ske, ligger alene i Allahs hænder. Han alene har kontrol over alt.

Gennemførelsen af dommen

Nogle dage senere hørte vi om Sayyid Qutbs, Abd al-Fattah Ismails og Muhammad Hawwashs martyrdød. Nyheden ramte os som et lynnedslag. De havde hver især været nationale ledere. På grund af deres visdom, fremsynethed, høje moral, storsind, revolutionære tankegang og islamiske egenskaber var de genstand for hele nationens oprigtige kærlighed og respekt. Selv deres fjender sparede ikke på den uforbeholdne anerkendelse af deres stærke moralske og karakterfaste egenskaber. I dag er store folkeførere som dem blevet hængt i galgen på foranledning af fremmed rød imperialisme. Hvilket frygteligt forræderi! Den store revolutionære leder Sayyid Qutb er blevet martyr. Og hans søster sidder ved siden af mig, sammen med mig bag fængslets jerngitre. Jeg kunne ikke finde ud af, med hvilke ord eller hvilket sprog jeg skulle trøste hende. Jeg var selv lammet af smerte og sorg; jeg kunne ikke finde noget sprog bortset fra stum tavshed. Hvad kunne jeg sige? Hvad kunne jeg gøre? Det er ikke kun min eller et enkelt menneskes sorg; i denne ulykke og denne sorg er hele Egypten og hele den muslimske verden overvældet af sorg. Dette tab gælder ikke kun Egypten; hele den muslimske verden er i dag blevet berøvet ledelsen fra sine store ledere. Det er ikke nogen enkel sag. Dette tab kan ikke bæres uden videre. Hvordan kan det være, at ledere af den islamiske bevægelse bliver hængt, fordi det i Guds verden og i muslimernes lande regnes som en forbrydelse at nævne islams navn, uden at det medfører nogen reaktion?

Sayyid Qutb var Koranens fortolker, islams forkynder, en ledende skikkelse i islamisk litteratur, en modig og kompromisløs leder af den islamiske bevægelse og en revolutionær mujāhid på Guds vej. Han gav millioner af blinde synet af sandheden, og hans rationelle litteratur nød en enestående anseelse verden over. Denne ildfulde taler er blevet dræbt. Hvad føler man, når man tænker på det? For at gøre Koranens budskab fuldt forståeligt i vor tid skrev han fra et helt moderne og rationelt perspektiv sit berømte tafsirværk »Fī Ẓilāl al-Qurʾān« – I Koranens skygge. I sit udødelige værk fremlagde han klare islamiske løsninger på den moderne verdens komplekse økonomiske, sociale og administrative problemer. I indledningen til Sura al-Anʿām viste han menneskene den rette vej til frelse.

Imam Sayyid Qutb var forfatter til i alt tyve værker, heriblandt Social retfærdighed i islam, Islams lysende fremtid, Dommedagens scener og Koranen som menneskehedens livsideal. Hvert af hans værker betragtes i dag som en uvurderlig skat for den berøvede menneskehed.

Man kan forstå, hvorfor stormagterne og deres håndlangere gjorde sig så store anstrengelser for at dræbe ham, blot ved at læse hans berømte værk »Maʿālim fī at-Tarīq«. Imam Sayyid Qutb viste verdens undertrykte menneskehed vejen til befrielse fra de to stormagters brutale greb. Han opfordrede hele menneskeheden til at frigøre sig fra de såkaldte supermagters blæksprutte og begynde et nyt liv i overensstemmelse med dens naturlige livsideal, islam. En verdensomspændende islamisk genopvækkelse betyder netop den kapitalistiske amerikanske imperialismes og den socialistiske sovjetiske imperialismes fald. Derfor gik de to stormagter, trods alle deres indbyrdes modsætninger, med liv og sjæl til angreb på den islamiske bevægelse. Sayyid Qutb gjorde den muslimske nation bevidst om dens ansvar og pligter og sagde med Koranens ord:

: I er den bedste nation blandt menneskene. Derfor må I som den bedste nation ikke forsømme jeres ansvar og pligter. Med stor optimisme sagde han:

: Uanset hvor stærkt falskhedens og kufrens kræfter modsætter sig det, vil denne verden igen blive oplyst af islams uudslukkelige lys.

De sidste dage

Den morgen, da Imam Sayyid Qutb blev dømt til døden, faldt jeg i søvn efter fajr-bønnen og drømte, at han sagde til mig:

Vær klar over, at jeg ikke er sammen med disse mennesker; jeg er i Medina sammen med den elskede Profet. Det var alt, hvad der skulle til, før jeg vågnede. Jeg stod op og fortalte Hamida om drømmen. På den anden dag efter henrettelsen faldt jeg igen i søvn efter fajr-bønnen, mens jeg læste tasbih, og jeg hørte en stemme i baggrunden sige:

Sayyid befinder sig i Firdaus.

Da jeg vågnede, fortalte jeg Hamida om drømmen. Da hun hørte det, strømmede tårerne ned ad hendes kinder. Med en stemme, der næsten var stum, sagde hun:

Jeg har urokkelig tro på Allahs barmhjertighed. Han befinder sig helt sikkert i Firdaus. Jeg sagde, at Allah den Almægtige gennem drømmen gav os et tegn på Sayyids lykke.

Imens fortsatte de uretfærdige med at rette deres undertrykkelse mod os. Ingen mennesker kunne have udholdt så hård en mishandling. Samtidig fortsatte de daglige ture fra kontor til kontor under påskud af den såkaldte efterforskning. Jeg havde troet, at jeg efter domsafsigelsen ville blive befriet for al anden undertrykkelse end den formelle straf. Men det håb var blot et falsk håb. Hvorfor skulle de give mig ro? Hver dag blev jeg ført fra kontor til kontor for at blive chikaneret, og jeg blev tvunget til at følge bødlerne, mens jeg efterlod søster Hamida alene i sorg. Hver dag, når jeg vendte tilbage fra kontoret, måtte jeg fortælle hende, at de uretfærdige endnu en gang havde arresteret mange muslimer og bragt dem hertil. De spurgte mig om oplysninger om ukendte mennesker, som jeg aldrig havde mødt. I virkeligheden ville de inddrage mig i endnu flere sager. Selv min dom på femogtyve års straffearbejde havde tilsyneladende ikke tilfredsstillet dem. Sådan tilbragte vi hvert eneste øjeblik i fængslet under uudholdelige forhold. Hvert øjeblik føltes så langt som hundrede år. Den eneste måde at undslippe denne sorg, bekymring og irritation på var at læse den hellige Koran. Når jeg satte mig for at læse Koranen, glemte jeg al sorg, og sjæl og sind blev fyldt med en overjordisk fred. Allah har sandelig sagt: »Hør, Allahs ihukommelse skaber tålmodighed og ro i hjertet.«

Efter nogle dage bad vi om aviser. Hamza sørgede derfor for, at der blev købt aviser til os for de penge, vi havde indbetalt til fængslets fond. Da aviserne kom, begyndte vi efter lang tids afskæring at få nyheder fra verden udenfor. Det gjorde også tiden lettere at få til at gå.

Selv i fængslet syntes mine problemer ingen ende at tage. Næsten hver dag kom der nyheder om den ene eller den anden sammensværgelse mod Nasser. Så snart der opstod et rygte om en sammensværgelse, begyndte de straks at slæbe mig frem og tilbage. Meningsløse forhør fortsatte uden ophør. Det, der skete, foregik i den frie verden udenfor, men her skulle den fængslede kvinde i det lukkede rum aflægge regnskab for disse kunstigt skabte sammensværgelser. I virkeligheden var det regeringen selv, der fabrikerede og spredte nyhederne om disse sammensværgelser. Hver dag blev en sammensværgelse afsløret, og hver dag ramte et uønsket lynnedslag mit hoved.

Min mands bortgang

Efter at dommen var blevet afsagt ved retten, tilkaldte jeg Hamza Bisyubi og bad ham arrangere, at jeg kunne mødes med min mand. Da han ikke var kommet efter flere dage, mindede jeg ham igen om det. Under dette påskud blev jeg kaldt ind på kontoret og spurgt om formålet med at mødes med min mand. Så sagde jeg til dem-

: Jeg er idømt femogtyve års fængsel og er fange. Jeg ønsker at tale med ham om vores ægteskabelige forhold og frigøre ham fra ægteskabets bånd. Det er nødvendigt at høre hans mening og råd. Da Hamza hørte mine ord, sagde han-

: Abdun Nasir vil ikke hænge dig, men i stedet ødelægge dig lidt efter lidt.

Jeg sagde-

: Jeg stoler på Allah! Abdun Nasir, hverken du, dine folk eller hele verdens befolkning har så meget magt, at I kan få et blad på et træ til at falde. Ingen kan gøre noget imod Allahs vilje.

Hamza sagde- Vi vil snart bringe din mands skilsmissedokument til dig.

: I er virkelig dyr! – Med disse ord vendte jeg tilbage. Jeg vendte ganske vist tilbage til cellen, men mit hjerte var frygteligt uroligt. Dagene gik i stor uro. En dag faldt jeg i søvn efter morgenbønnen og drømte, at nyheden om min mands død var blevet offentliggjort i avisen. Jeg blev endnu mere bekymret. Jeg løftede mine hænder mod Allah for hans skyld og sagde-

: O Du, livets og dødens Herre! Jeg kan ikke bede Dig om at give døden tilbage. Men lad Din barmhjertighed komme over ham. Den dag så søster Hamida også den samme drøm. Da fredagsavisen kom næste dag, læste vi virkelig nyheden om min mands død i avisen, og vi brød sammen. Da jeg læste nyheden om min elskede mands død, mistede jeg besindelsen og begyndte at græde som et barn. Mens jeg græd, mistede jeg bevidstheden. Der blev tilkaldt en læge til mig.

Da mine familiemedlemmer nogle dage senere kom for at besøge mig, fortalte de, at Abdun Nasir og hans soldater havde tvunget min mand til enten at forlade mig eller tage imod fængsel. Min mand var et meget enkelt og ædelt menneske. I samfundet var han kendt som Haji Sahib, respekteret af alle.

Da Nasirs folk begyndte at presse ham meget hårdt, bad han om to uger til at tænke over sagen. Men de nægtede at give ham nogen tid og tvang min mand til at underskrive skilsmissedokumentet. Han gjorde det klart for dem og sagde:

: Allah er vidne til, at jeg på ingen måde har skilt mig fra min hustru, Zaynab al-Ghazali.

Han sagde videre: Jeg er blevet gammel. Min død er nær! Lad mig dø fredeligt og med min ære i behold. …… Zaynab vil være min hustru til det sidste øjeblik af mit liv.

Sådan gik det også. Da min mand hørte om fængselsstraffen, blev han psykisk syg. Han led i forvejen af lammelse, og på grund af tabene i hans virksomhed, min arrestation, konfiskationen af vores hjem og ejendele med mere blev han frygteligt bekymret. Umiddelbart efter at de med tvang havde fået min mand til at underskrive, døde han.

Før vores ægteskab var min mand min broder i troen. Selv ud over det ægteskabelige forhold var vores trosbånd meget inderligt. Også vores ægteskabelige forhold var meget inderligt. Efter hans død fuldførte mine slægtninge hans begravelse og ligklædning med den behørige værdighed. Derfor står jeg i gæld til hver eneste af dem.

Jeg havde skrevet datoen ned for den religiøse begivenhed, hvor jeg så den elskede Profet i en drøm. Jeg sammenholdt datoerne og så, at det var netop den dag, fjenderne tvang min mand til at underskrive skilsmissedokumentet. I drømmen så jeg den elskede Profet iført rent, strålende hvidt tøj. Bag den elskede Profet så jeg også hr. Hasan Huzaybi iført hvidt tøj og med en hvid kalot på. Jeg stod op, og ved siden af mig stod Moder Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og nogle andre kvinder. Hun gav mig nogle råd. I det øjeblik kom den elskede Profet derhen, kaldte på Moder Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og sagde:

: Vær tålmodig, Aisha! Vær tålmodig! Samtidig tog moder Aisha (må Allah være tilfreds med hende) min hånd, trykkede den let og rådede mig til at være tålmodig.

Jeg vågnede og fortalte søster Hamida om drømmen. Hun bad til Allah om, at min tålmodighed og styrke måtte blive større. Samme dag følte jeg, at en stor fare måske ventede foran mig. Derfor løftede jeg hænderne i bøn til Allah for at bestå den nye prøve og sagde:

: Åh, du hjælpeløses hjælper. Giv mig tålmodighed og styrke, og giv mig ly under din nådes skygge.

En ny nabo

En iskold vinternat hørte vi et voldsomt postyr i rummet ved siden af os. Da vi åbnede døren for at se, hvad der foregik, så vi Salah komme hen imod os. Så snart han kom, bad han om den kvalmestillende medicin, som vi havde givet ham om morgenen. Vi gav ham straks medicinen. Næste dag fortalte han, at vores naboer i rummet ved siden af var Yemens premierminister og hans tyve medarbejdere. Selv om det var usædvanligt, blev jeg ikke særlig overrasket. For som man siger: Et fængsel er et museum. Her er alt muligt.

Abdun Nasir fører højlydt og ihærdigt propaganda om, at han har erobret Yemen. Men spørgsmålet er: Hvorfor sidder Yemens premierminister fængslet i Egypten? Har nogen af jer hørt, at den britiske imperialisme efter at have erobret Egypten tog dusinvis af egyptere med til Londons fængsler og fængslede dem? Eller at Napoleon Bonaparte efter at have erobret Egypten tog egyptere med til et fængsel i Paris og holdt dem fanget?

Jeg kræver Naser stillet for retten

Må jeg spørge, hvorfor der ikke er blevet rejst sag mod Naser for hans utallige alvorlige forbrydelser? Har Egypten ikke mistet sin hæderfulde plads i sin nationale historie netop fordi der her ikke er blevet truffet nogen foranstaltninger for at bekæmpe de uretfærdige tyranner?

Hvis landet stadig ikke reddes fra disse forbryderes kriminelle aktiviteter, vil problemet antage endnu mere komplicerede former.

I Egyptens mørkeste tid under det diktatoriske styre trådte Ikhwan al-Muslimun frem for at påtage sig det store ansvar at værne om nationens interesser. Ikhwan protesterede modigt og kraftigt mod uretfærdighed, overgreb, undertrykkelse og terror og krævede, at folkets grundlæggende rettigheder blev etableret. I begyndelsen forsøgte Nasser at bedrage Ikhwan med falske løfter. Men snart kom sandheden for en dag, og hans maske faldt. Da ingen længere nærede tvivl om, at Nasser var en lydig håndlanger for det sovjetiske imperialisme, rejste hele nationen sig sammen med Ikhwan mod fjenden. I 1954 støttede nationen Ikhwan i kampen for sandheden. I 1965 trådte nationen igen frem for at opfylde sit trosmæssige ansvar. I 1965 rykkede udenlandske magters agenter frem med planer om fuldstændigt at udrydde den islamiske bevægelse fra Egyptens jord. De forsøgte at bringe Ikhwan til tavshed for altid. Derfor blev millioner af mennesker fængslet. Utallige aktivister blev chikaneret, og det er vanskeligt at opgøre, hvor mange der blev dræbt eller såret. Men trods al denne magtudøvelse og undertrykkelse lykkedes det ikke at slukke sandhedens fakkel. Deres lykkelige drøm blev knust i stumper og stykker. Arbejdet for Allahs deen fortsætter stadig som før og vil fortsætte til evig tid.

De børn, der blev født under Abdun Nasers revolution, var netop dem, der under den islamiske massebevægelse i 1965 tog pusten fra Nasers diktatoriske styre.

Med hjælp fra sine udenlandske herrer importerede Nasser ateisme samt uanstændige film og aviser til landet og gjorde sig ihærdige bestræbelser på at ødelægge karakteren hos landets unge generationer, men landets modige unge gjorde disse fremmede sammensværgelser til intet og holdt islams sejrsbanner højt.

Således viste resultatet sig af de skridt, vi havde taget for at uddanne og træne de unge generationer. De unge blev den vigtigste drivkraft i den islamiske bevægelse. Da Nasser så de unges ledende rolle i den islamiske bevægelse, blev han rasende og gik fra forstanden.

Han sagde ofte til sine håndlangere:

: Zaynab al-Ghazali og Abdun Fattah Ismail har revet den unge generation ud af mine hænder.

Denne anerkendelse fra Nasser er en æressag for os. Det lykkedes os at beskytte den unge generation mod hans skamløse og hårde kløer. Vi har skabt en ungdomshær i islams tjeneste, som er i stand til at holde islams banner højt over for enhver tidsmæssig folkebevægelse. Disse unge er gennem deres uddannelse og høflighed, deres viden og karakter samt deres moralske egenskaber et levende forbillede for vor tid.

Martyr Abdul Fattah Ismails bidrag til denne store succes vil forblive uforglemmeligt! Han var selv en hel organisation, og bidraget fra en stor revolutionær ung mand som Mohammed Hawash vil også forblive uudsletteligt. Dagens islamiske ungdomsbevægelse er den gyldne frugt af deres utrættelige indsats.

Dagene i militærfængslet nærmede sig gradvist deres afslutning. Selv under den ubeskrivelige tortur i disse lange, katastrofale dage blev de islamiske bevægelsers tapre soldaters tålmodighed, mod og tapperhed ikke det mindste svækket.

Med deres urokkelige iman-styrke havde de krydset dette farefulde, store hav. Den 5. juni ramte Allahs vrede den forbandede Nasser. Og da vi den dag blev flyttet fra militærfængslet til et civilt fængsel, drog vi alle et lettelsens suk.

Således reddede Allah os fra Nassers grusomme greb. Nasser, islams fjende, er blevet tilintetgjort, og islams mujahider bestræber sig på at opbygge en fremtid med fornyet begejstring.

Derfor vil den 5. juni i Egyptens historie stå som dagen, hvor undertrykkelsen faldt. Den dag blev Egypten befriet for Nassers eksistens. På Dommedag må han stå ydmyget og bære vanærens krone. Den tyvende århundredes farao Nassers død var en velsignelse for det egyptiske folk. Den 5. juni blev han fordrevet fra menneskenes verden iført vanærens lænker. Efter sin død må han nødvendigvis lide gengældelsen for al den barbariske tortur, han i levende live udsatte det uskyldige og hjælpeløse folk for, især den islamiske bevægelse.

Syvende kapitel

Flytningen til al-Qanatir-fængslet

Den dag vil forblive uforglemmelig. Allerede den 3. og 4. juni blev døren til vores celle åbnet efter forgodtbefindende uden nogen form for forudgående varsel. De kom og spurgte os igen og igen, om der var “noget, vi havde brug for”.

Derefter begyndte man at diskutere krigen, de palæstinensiske og arabiske problemer osv. Jeg forholdt mig dog tavs. Blandt deltagerne i diskussionen var der en læge. En gang spurgte jeg ham:

: Er vi virkelig i stand til at befri Palæstina?

Da han hørte mit spørgsmål, blev han forfjamsket og spurgte tilbage:

: Hvad … hvad er det, De prøver at sige?

sagde jeg med rolig stemme:

: Vi bør lære af de forskellige udfald. Uanset hvilke fraser vores ledere gentager om fjendskab og venskab i forhold til Israel, og uanset hvad de måtte håbe på, vil vores selvudnævnte store ledere, så længe den verdensomspændende zionistiske bevægelse bruger de to stormagter til at fremme sine diplomatiske interesser, ikke være i stand til andet end at tjene stormagterne … I virkeligheden findes der kun én måde at tilbageerobre Palæstina og de besatte arabiske områder på. Det er at erklære den endelige jihad gennem ægte islamisk enhed. Først når der er blevet etableret et sandt islamisk styre i de arabiske og muslimske lande, kan vejen banes for tilbageerobringen af Palæstina og alle andre besatte arabiske områder.

Det blev den 5. juni morgen. Men i dag kom ingen for skyndsomt at åbne døren. Efter et stykke tid blev døren pludselig åbnet, og en abessinisk soldat råbte noget, hvis betydning vi ikke kunne forstå. Så vidt vi kunne forstå det, havde den elendige Nasser sejret.

Efter at have sagt nogle uafsluttede ord løb han mumlende hen til de andre. Derefter kom han tilbage og fortalte, at de havde skudt adskillige af fjendens kampfly ned. Samtidig begyndte han, én, to, tre, fire, at fortælle den ene efter den anden historie om deres tredje store leders tapperhed og sejr.

Da vi ikke kunne gætte os til noget af samtalens begyndelse eller slutning, forblev vi tavse. Efter asr-bønnen kom Safwat og begyndte uden et ord at sparke mig med sine tunge støvler.

Han sagde stakåndet: »Vi har sejret.«

Efter utallige spark med de tunge støvler mistede jeg bevidstheden. Hamida spurgte ham igen og igen, hvorfor han havde overfaldet mig. Men der kom ikke andet svar fra hans mund end flere spark. Da jeg besvimede af slagene, beordrede han de soldater, der var kommet sammen med ham, til at smide alle mine nødvendige ejendele væk. Da jeg kom til bevidsthed, slog han mig igen. Derefter førte han os ud af vores celle og gik foran os, mens han fortsatte med at bande, efter at have sagt, at vi skulle gå. Han gentog hele tiden: »Vi har sejret! Vi har opnået succes.« Om eftermiddagen den 5. juni blev Hamida og jeg sat ind i en bil sammen med militærofficerer og soldater, som kørte gennem hovedporten til militærfængslet. Fængslets ledere sad på sædet ved siden af chaufføren. Jeg begyndte at fremsige tasbih i Allahs navn. Det føltes, som om hvert levende væsen og hver eneste ting på himlen og jorden, ja i hele skaberværket, ihukom Allahs navn sammen med mig. Da jeg fremsagde tasbih højt, bad Hamida mig om at tie stille. Derefter koncentrerede jeg mig om tasbihens bogstavelige betydning og dens betydning i dybere forstand. Nu føltes det, som om hele verden talte med mig.

Under Safwats samtale, da jeg blev overfaldet i militærfængslets celle, lød det, som om jeg blev ført bort for at blive hængt. Derfor begyndte jeg at fordybe mig i recitationen af forskellige vers fra Allahs Koran. »Sandelig, Allah har købt de troendes liv og ejendom for Paradiset.«

På det tidspunkt kom nogle linjer fra et digt tilbage i min erindring. Digteren har sagt:

……… hvis døden kommer sammen med troen

          Ingen spørger, hvordan min død kom?

Et andet sted har digteren sagt:

“Fuglen fløj bort ad en ukendt vej, den tavse jord

jeg ved det, men dens bestemmelsessted er sødt.”

Digteren siger videre—

“Hvis I vil leve, piger, så er det mere

umuligt; vid, at der her ikke er tilladelse til at kræve mere eller mindre

.”

…… Basta, accepter det: Døden er tålmodighedens trin,

dette trin ender til sidst ved hjertets dør.”

Da bilen bremsede og standsede, kaldte Hamida på mig. Jeg åbnede øjnene og så Kanati-fængslet foran os, det fængsel, der var bestemt for kvinder

Natten med mental lidelse

Efter at have passeret hovedporten til Kanati-fængslet blev vi ført til fængselskontoret. Her blev vores ejendele grundigt gennemsøgt. Det var nat. Derefter gennemsøgte den kvindelige fængselsinspektør fra kontoret ved siden af kommissærens kontor os endnu en gang, gav os de uniformer, der var fastsat for fanger, og førte os til det anviste rum. Hvis man da kan kalde det et rum: Det var et jerntelt, og bortset fra nogle få jernstænger havde det ikke engang en dør. Derinde fandtes der ikke andet end en briks med en ødelagt side og en anden briks, hvorpå der lå én genstand. Lige efter vores rum begyndte en enorm hal. I forbindelse med den lå tre afdelinger for kvindelige fanger. Disse kvinder var blevet arresteret anklaget for tyveri, handel med narkotika, mord og ulovlige seksuelle forbrydelser.

Da nattens mørke blev tættere, lød den smukke adhan fra minareten på en fjern moské. Jeg udførte tayammum og bad isha-bønnen. Efter bønnen lagde jeg mig ned og forsøgte at sove. Men hvor var søvnen? Hvor søvnen var flygtet hen til et ukendt rige, hvem ved! Nattens mørke blev stadig tættere og mere skrækindjagende, og da afdelingens dør blev lukket for natten, begyndte det rædselsvækkende udtryk for moralsk og karakterisk forfald at træde frem. Menneskene begyndte at blotte deres menneskeligheds hylster og nå den yderste grænse for skamløs svinskhed. Den forbandede nat gik med mental smerte og lidelsen ved en såret erkendelse, mens vi så det yderste eksempel på, hvad der kan blive følgen, når mennesker frivilligt forvandler sig til umennesker. Vi var optaget af dhikr i lang tid, for det er kun gennem ihukommelsen af Allah, at hjertet kan opnå ro. Da håbets morgenstråle viste sig, åndede vi lettet op og takkede Allah. Vi bad Allah om sindets åbenhed og fuldstændig frigørelse.

Jeg vil aldrig kunne glemme den grufulde, helvedesagtige nat. Og dog var der den nat ingen bøddel, der slog mig med en pisk eller en læderpisk …… ingen skældte mig heller ud. Alligevel var det den mest frygtelige, uudholdelige og helvedesagtige nat i mit fængselsliv. Da Hamida så det giftige og groteske miljø den helvedesagtige nat, begyndte hun grædende at miste bevidstheden. Jeg forsøgte at bringe hende til bevidsthed igen og sagde:

: Vi følger et ideal og en vej …… og for at kunne gå ad denne vej og møde enhver tilstand og situation er tålmodighed og overbærenhed nødvendig. Allah vil hjælpe os. I militærfængslet blev vi udsat for brutale overgreb, blev ydmyget, vores kroppe blev sønderslået af slag, og vi blev påført uudsigelige lidelser af sult og tørst; men trods alt føltes det, vi så og hørte denne nat, langt mere smertefuldt for os end den umenneskelige tortur og undertrykkelse i militærfængslet. Denne nat var en gruppe mennesker, der hvirvlede rundt i uvidenhedens og bestialitetens slam, foran os optaget af de mest modbydelige synder. De var alle kvinder. De havde frigjort sig fra alle menneskelighedens bånd og var blevet slaver af den yderste seksuelle perversion og sataniske drifter. Hver og en havde gjort sin kriminelle tilbøjelighed til sit erhverv og sin besættelse. De havde overhovedet ingen forbindelse med ordene eller egenskaberne menneskelighed, høflighed, renhed, ære, værdighed og anstændighed. I virkeligheden var de blevet forvandlet til så usle væsener, at det eneste, der talte i livet for dem, var uanstændighed og seksuel synd.

De kan sammenlignes med væsener, hvis halsreb holdes af en anden blind. På den blinds anvisninger spilder disse blinde væsener deres liv på fejltagelsernes og farernes veje. De havde aldrig fået mulighed for at se, kende eller forstå den lige og smukke vej. Derfor var de blinde og var ved at følge deres blinde drifter nået frem foran Helvedes gab. De mennesker på jorden, som bestræber sig på at binde andre mennesker i slaveriets lænker, har hjulpet disse blinde, vejfarne mennesker endnu mere med at gå på afveje. Gudsfjendtlige herskere anser det for nødvendigt at søge hjælp hos den slags forbrydere for deres usle interesse i at forlænge deres magt. Men til sidst ophørte den syndsopfyldte mørke nat med fajr-bønnens adhan. Med morgenens himmelske lys forsvandt den uønskede mørke fra den helvedesagtige nat. Vi kastede os i sujūd for den nådige og barmhjertige Allah og bad om Hans tilfredshed.

Konflikt på et nyt stadium

Da Hamida og jeg gik ind på fængselskommissærens kontor, fik vi at vide, at det indtil videre var forbudt for os at gå i kantinen eller modtage besøg. Kommissæren sagde:

I har to ikke engang de rettigheder, der gives fanger. Indtil videre må I forblive i denne tilstand.

Jeg sagde til ham:

Vi er ikke kommet til Dem af den grund, men for at bede om, at— Kommissæren afbrød mig, før jeg nåede at tale færdig, og spurgte:

Ville I mødes med mig?

Jeg sagde:

Ja. Vi vil gerne have et andet værelse.

Hamida sagde: Vi ønsker et værelse, der i det mindste har en dør. Ikke en indhegning til dyr……

Kommissæren sagde: Hvad er det for noget at sige? Godt, så sender vi jer tilbage til militærfængslet. Der kan I igen gennemgå det, I allerede har været udsat for.

Jeg sagde: Vi kan ikke opholde os et sted, der ikke engang er egnet for dyr. Han sagde: Jeg er kommissæren; dette er et fængsel, og I er fanger. Bortset fra det ved jeg ikke noget.

Derefter rejste han sig og råbte:

: Er der nogen? Kom og få dem ud.

Jeg sagde igen:

: Vi vil hellere ligge i fængslets gård, men under ingen omstændigheder går vi ind i det rum; hvad der så sker, må tiden vise.

Kommissæren sagde: Et fængsel er et fængsel. Hvis I nægter at adlyde ordren, bliver I skudt.

Jeg sagde: Det ville snarere være meget lettere ……… Desuden betyder det jo martyrdom at blive dræbt af jer……

Kommissæren førte os ud af kontoret og lod os gå ind i fængselsafdelingen. Lidt senere tilkaldte kommissæren den kvindelige fængselsinspektør og beordrede hende til at gennemsøge os.

Vi blev ført op ad trappen for at blive gennemsøgt. Det var en rummelig afdeling. Der var tyve sengebrikse i den. En times tid senere kom den kvindelige fængselsinspektør og sagde:

: Nå, hvor stor er jeres indkomst? Vi var ude af stand til at forstå meningen med hendes spørgsmål. Derfor blev vi stillet på række blandt de kvinder, der blev betegnet som »snavs«. Det var kvinder, for hvem hverken karakter eller ære havde nogen som helst betydning. De var kommet i fængsel på grund af deres lave og udsvævende levevis.

Da fængselsinspektøren kom hen ved siden af rummet, råbte hun:

: Dagens samlede tilgang er femogfyrre. Femogtyve for uanstændighed, femten for seksuelle og moralstridige forbrydelser, tre for tyveri og to politiske fanger.

De politiske fanger var altså Hamida og jeg. Da fængselsinspektøren var færdig med at råbe, forlod jeg den tidligere række og trådte til side. Hamida fulgte også efter mig. Da fængselsinspektøren så det, sagde hun:

: Hov, hvor går I hen……? Vent.

Jeg sagde, at vi ville stille os for os selv, fordi vi ikke havde noget som helst med den slags usle mennesker at gøre. Hun sagde: Hvorfor er I så kræsne?

Jeg sagde: »Vi har intet med dem at gøre. Derfor vil vi stå for os selv.« Hun spurgte: »Er de ringere end jer?«

Jeg svarede ikke på det, men forholdt mig tavs. Fangevogteren låste alle disse vildfarne og karakterløse kvinder inde i et rum, kom hen til os og sagde:

»Søstre! Lægen har bedt jer sætte jer. Når hun får tid, skal I gå ind til hende.«

Kvindelægen fik tid, kaldte på os, spurgte om vores navne, alder og smerter og førte os ind i et rum. Kort efter at døren var blevet lukket, begyndte man at høre frygtelige skrig og gråd. Hele omgivelserne antog et eller andet dystert præg. Nysgerrige lagde vi øret mod døren og forstod, at der var sket en alvorlig ulykke. Jeg blev opslugt af selvransagelse—

»Åh, hvor mange kriser og ulykker der hele tiden sker! Mit ulykkelige folk! Er katastrofer, ulykker og klageskrig virkelig din skæbne? Hvem har du tilbage, som er din egen?«

Gang på gang bliver nationens sønderslåede båd nedsænket i den ene alvorlige katastrofe og ulykke efter den anden. Snart er det en moralsk katastrofe, snart en ideologisk katastrofe, snart en katastrofe med økonomisk og socialt anarki. Til sidst kom den sørgelige begivenhed den 5. juni: skammen og det ydmygende nederlag. Den katastrofale ulykke den 5. juni har gjort det nationale liv endnu mere forvirret og endnu mere forfaldent. Vores herskende gruppe elsker at efterligne som aber og er egoistisk og skamløs som svin. Efter at være kommet i kontakt med landets forbandede mennesker forvandles de til rene djævle, lider et ynkeligt nederlag i fjendens hænder og begynder at udøve endnu hårdere undertrykkelse af nationen. Når selv de forbandede jøder ser deres grusomhed, skamløshed og usselhed, føler de medlidenhed. Jeg tænkte—

»Hvilken slags liv lever vi? For øjnene af os bliver alle de gode egenskaber—islam, broderskab, værdighed, høflighed og god opførsel—ødelagt. Muslimer bliver dræbt uden skelnen. De bliver berøvet selv almindelige menneskerettigheder. De får ikke engang lov til at opnå den mindste rettighed. De lægger planer om at ødelægge både islam og muslimer. Ved at fratage muslimerne deres menneskelige ressourcer, sociale status, ejendele, jord og kapital ønsker de at udslette deres eksistens. Og dog er muslimer, som virkelig følger islam, menneskehedens årvågne vogtere. For menneskers velfærd fører de jihad mod det falske og gør ende på uretfærdighed og udbytning. De ofrer alt i kampen for at sikre de sørgende og besiddelsesløses rettigheder, og gennem deres moralske og karakterlige egenskaber gør de det menneskelige samfund rent, lyst og smukt. Duften af deres personlighed fylder samfundet og omgivelserne med vellugt. Muslimen følger Allahs vej og kæmper for sandheden mod løgnen, alene for Allahs tilfredshed. Han bøjer hovedet for Allahs befaling. Uden at tage hensyn til frygt, lidelse og ulykker går han med ukueligt mod fremad på vejen mod menneskehedens befrielse.«

Nogle hvisker ved siden af mig. Mine brødre, som følges med mig på sandhedens vej! Tal ikke med dæmpet stemme, og tal ikke langsomt med bøjet hoved; tal derimod klart, og gå fremad—længere fremad—med al jeres styrke og tapperhed. Ingen tøven, ingen hæmning, ingen tvivl og ingen frygt. Gå fremad mod målet med uimodståelig, frygtløs og vedvarende fart.

Hvis I forlader vejen til Allahs tilfredshed, vil frygt og ydmygelse blive lænker om jeres fødder. Ved Allah sværger jeg, at hvis vi står fast på den vej, Allah har anvist, vil Allah helt sikkert hjælpe os. Vi må tage imod islam med hele vores sjæl og hjerte og med samvittighedens dybde. Vi kan kun høste dens gyldne frugter ved fuldt ud at virkeliggøre den evigt lysende, evige, smukke og oprigtige islam. Vi må opgive tvivlen; det er en religiøs pligt og en ubetinget forpligtelse at undgå splittelse, uenighed og strid og gå videre med det første og vigtigste mål for øje. Hvis vi fortsætter på denne måde, vil vi med Allahs nåde og barmhjertighed kunne høste vores drømme og stræbens håndgribelige frugter på jorden. Vi vil kunne besejre de midlertidige, blændende magter og opnå sejr; vi vil kunne grundlægge en idealisk velfærdsstat i lyset af Allahs ord og Profetens sunnah. Vi vil igen få vores tabte ære og anseelse tilbage. Sandelig, i lydigheden mod Allah ligger vores anseelse, ære, lykke, styrke og velstand. Ved at følge islam vil vi ikke blot i dette jordiske liv, men også i det evige liv efter døden blive blandt de lykkelige i Jannatul Firdaus. Islams anden kalif, den store Umar (må Allah være tilfreds med ham), siger:

Muslimernes sande sejr opnås gennem kampen mod Allahs fjender. Det er ad denne vej, vi får Allahs hjælp. Ellers ville vi aldrig have kunnet sejre over dem. For hvad angår antal samt udstyr, våben og materiel er vores beredskab ganske ubetydeligt sammenlignet med de vantros. Men hvis vi mister vores islamiske særpræg og bliver ligesom de vantro, vil det alligevel være dem, der sejrer over os.

At vi muslimer i dag bærer skammen over ydmygelse og nederlag, skyldes udelukkende vores afstand fra Koranens og sunnahens vej. Hvis situationen fortsætter sådan, vil vi blive udsat for endnu større farer og ydmygende omstændigheder. For ydmygelse, nederlag, svaghed, forfald, mangel og nød kommer netop som følge af modstand mod Gud. Konsekvensen af oprør mod Gud er intet andet end vedvarende straf i dette liv og det hinsidige samt Helvede.

Allah har sagt:

“De, der følger mine befalinger, skal hverken rammes af ulykke eller ydmyges; men den, der vender sig bort fra min ihukommelse, får et trængt liv. På opstandelsens dag vil jeg rejse ham op som blind. Han vil sige: ‘Min Herre! Hvorfor rejste du mig op som blind, når jeg dog kunne se?’ Da vil Allah sige: ‘Mine tegn nåede dig, men du glemte dem, og derfor er du også blevet glemt. Således gengælder jeg de uretfærdige og dem, der fornægter deres Herres tegn.’ Det hinsidige livs straf vil være evig og yderst hård.”

Jeg var sunket ned i et bundløst hav af tanker. Mange betydninger og nuancer hvirvlede rundt i mit sind. De sørgelige omstændigheder og bitre begivenheder tegnede, sammen med sorg og bedrøvelse, også skygger af ukendt ængstelse i mit inderste.

Jeg fór sammen ved Hamidas kald. Jeg sad i det lukkede rum ved siden af. Døren blev åbnet en gang imellem. Der var ingen mulighed for at vide, hvad der fandtes eller foregik omkring os. En dag lykkedes det os at skaffe en pakke cigaretter ved at narre den kvindelige vagt. For den hårdhjertede kvindelige vagt var denne pakke cigaretter en sjælden ting. Én pakke cigaretter var nok til at gøre hende blød og føjelig. På den måde begyndte vi at få kendskab til forholdene omkring os. I rummet ved siden af vores var der en kvinde og hendes lille barn. Ingen vidste noget om barnets far. I rummet foran vores afsonede en pige sin straf som tuberkulosepatient på grund af sine ugerninger. I afdelingen over for hende afsonede kvindelige fanger, der var ramt af alvorlige sygdomme, deres straffe. I bygningens fjerneste ende lå toilettet. Også vi fik besked på at gå derhen for at forrette vores nødtørft. Formålet med denne ordre var at smitte os med en eller anden infektionssygdom.

I den anden del af bygningen kunne man se rene, velholdte og ordentligt indrettede rum, og i begyndelsen vidste vi ikke, fra hvilket land kvinderne, der opholdt sig dér, var borgere. Badeværelset og toilettet i denne del var også ganske rene og velholdte.

En dag serverede en kvinde fra den rene afdeling os god mad. Vi var meget sultne, så vi spiste den med stor tilfredshed. På den måde voksede vores nysgerrighed over for dem yderligere. Da vi oplevede kvindens høflighed, føltes det, som om et menneske pludselig var ankommet til denne ufremkommelige jungle af dyr.

Jeg sagde til den kvindelige vagt—

: Giv os tilladelse til at bruge det rene og velholdte badeværelse på den anden side.

Hun svarede—

: Det er kun forbeholdt kvindelige læger og jøder.

Jeg spurgte forbløffet—

Hvem kalder du jøder?

Hun svarede: Ja, seks jødiske kvinder. Madame Mursel, Madame Los og andre.

De færdes ganske frit omkring. De får, hvad de ønsker. De havde fuld frihed til at bevæge sig overalt. Deres opholdssted var fremragende. De fik fremragende, nærende fødevarer. Og alligevel var de alle spioner for Israel. De blev arresteret og tilbageholdt netop for spionage. Den kvindelige vagt sagde imidlertid:

: I bør hellere tale med den kvindelige læge om dette. Hun kan måske give jer tilladelse til at benytte hendes badeværelse.

I stedet for at tale med den kvindelige læge om sagen drøftede vi den med fængselsinspektøren. Fængselsinspektøren ville under ingen omstændigheder gå med til det. Det badeværelse var nemlig udelukkende beregnet til de jødiske spioner.

Selv om de er fjender, er de dog mennesker

Til sidst overlod jeg alt til Allahs vilje og gav mig helt til tilbedelsen af Ham. Hamida sad også ved siden af mig og tilbad. Netop da kom en høj, blond kvinde ind i vores rum og hilste på os med salam. Da vi gengældte hilsenen, spurgte hun:

: Er De Zaynab al-Ghazali?

Da jeg svarede bekræftende, sagde hun:

Jeg er Mursel, en politisk fange, og naturligvis er der ideologiske forskelle mellem os og jer. Jeg er jøde, og I er muslimer; men i denne nød og ulykke er vi alle mennesker – det er det vigtigste. Derfor er hindringer og vanskeligheder i vores indbyrdes forhold i fængslet på ingen måde ønskværdige. På dette tidspunkt er vi alle i vanskeligheder. Jeg er kommet til jer uden om vagternes opmærksomhed. Mit formål er at række hånden frem for at samarbejde om gensidig hjælp. Vi tog imod hendes forslag med glæde. Derefter sagde hun:

: Vi har tilstrækkeligt med fødevarer, selv om de er få. Vi vil dele fødevarerne med jer. Naturligvis vil I ikke få nogen form for ulovlig, haram-mad. Det siger sig selv, at også vi jøder betragter svinekød som ulovligt eller haram, ligesom muslimerne gør.

Fra da af kom den jødiske kvinde Mursel regelmæssigt med fødevarer til os. Endnu vigtigere var det, at hun sørgede for, at vi kunne bruge det badeværelse, der var bestemt til dem.

Men Hamida virkede på en eller anden måde tøvende over for alt dette. Jeg sagde til hende:

Se, Allah kan tage hvilke som helst midler i brug for at hjælpe sine tjenere. Han kan lade godhed nå frem gennem hvem som helst. Allah gør aldrig sine tjenere uret og lader dem heller ikke forblive i vedvarende nød og mangel. Jeg var engang i store vanskeligheder i en vældig skov og en anden gang i en ørken. I det farlige øjeblik reddede Allah mig gennem en kristen kvindelig læge. Denne kristne kvindelige læge plejede at tage sig af mig på en sådan måde, at jeg blev forbløffet, når jeg så det. I sandhed er alt dette Allahs nåde. Han får fjenden til at udføre en vens arbejde. Det var vanskeligt for os at tilbringe tiden i dette fængsel sammen med disse fordærvede, karakterløse, forkvaklede og tåbelige mennesker. Her handler det om penge og intet andet. Hvis man betaler, kan man få noget holdt åbent i lang tid. Man kan få alt, hvad man ønsker. Her er fanger og fængselsinspektører alle ens. Her kræver man penge og kærlighed af mennesker. Er det da så let?

Døden og oprøreren

Den tyranniske herskerklasse, beruset af magtens stav, har fuldstændig glemt, at også de en dag skal dø. De har glemt den død, som Allah har fastsat, og fortsætter med at udøve en undertrykkende og skræmmende herskelse over Allahs tjenere. Men tidens og epokens gang er under Allahs kontrol. Dag efter nat, slægt efter slægt, komme og gå, livets begyndelse og afslutning, kroppens vækst og forfald, livets ophobning og ophør – alt sker under Allahs befaling. H

“Når den døendes sjæl når struben, og I ser, at han er ved at dø, hvorfor bringer I da ikke den sjæl, der er på vej ud, tilbage? På det tidspunkt er Jeg ham nærmere end jer, men I kan ikke se det.” (Koranen)

På baggrund af dette forvirrede og omskiftelige liv, hvor alt er forgængeligt, ses menneskelighedens virkelighedsspejlbillede synke ned i ydmygelsens og fornedrelsens bundløse dyb. Folkene i Kanatir-fængslet udtrykte udadtil sorg og bedrøvelse over Nasserens død. Men Allah er vidne: Hans død fremkaldte ingen reaktion i vores hjerter. For vi ved, at døden er fastsat til en bestemt dag. Den dag vil komme. Der er ingen måde at undslippe dens greb på. Ingen kan undgå døden. Døden er utvivlsomt en yderst skræmmende og konkret erklæring om ydmyghed. Døden kalder på os og siger: Pas på, og vend tilbage fra undertrykkelse og hovmod. For der er intet godt for dig i det. Ingen af disse magtens og hovmodets tegn, disse rigdomme, våben og styrker, hære, børn og ejendele vil følge dig. Alt vil blive tilbage, og du vil nå frem til Allah i præcis den nøgne og nødlidende tilstand, som da du blev født ud af din mors liv.

»Hvis blot du kunne se de uretfærdige, når de ligger i dødens kvaler, og englene rækker hænderne ud og siger: »Bring jeres sjæle ud! I dag vil I blive straffet med en ydmygende straf for de ord, I uden ret fremsatte som anklager mod Allah, og fordi I hovmodigt trodsede Hans tegn.«

Allah vil sige:

»Nu står du alene og ensom foran Mig, præcis som Jeg skabte dig alene første gang. Jeg gav dig alt, hvad Jeg skulle give dig. Det har du efterladt. Nu vil Jeg ikke tage hensyn til de forbønner, som du troede kunne være dig til nogen hjælp. Alle dine indbyrdes forbindelser er blevet brudt, og alt det, du var så stolt af, er gået tabt for dig.«

Allah siger videre:

»Vi gjorde dem ikke uret; de gjorde selv sig uret. Da Allahs befaling kom, kunne deres guder, som de påkaldte i stedet for Allah, ikke være dem til nogen nytte. De tilføjede dem kun undergang og skade.«

»Og sådan er din Herres handlemåde, når Han griber en uretfærdig by. Hans greb er i sandhed meget hårdt og smertefuldt. I dette ligger der visselig et tegn for dem, der frygter straffen i det hinsidige. Det er en fastsat dag, hvor alle mennesker vil blive samlet, og alt, hvad der sker den dag, vil ske for alles øjne. Jeg udsætter den ikke meget. Kort sagt er der fastsat en tid for den. Når den dag kommer, vil ingen turde tale. Dog vil nogle kunne tale med Allahs tilladelse.«

»Den dag vil nogle være ulykkelige, og andre vil være lykkelige. De ulykkelige vil komme i Jahannam. Dér vil de vredes og tørstes voldsomt i den intense hede, og dér vil de forblive, så længe himlene og jorden består. Men hvis din Herre vil noget andet, så er din Herre visselig den, der har fuld magt; Han gør, hvad Han vil. Og de lykkelige vil træde ind i Paradiset og forblive dér for evigt, så længe himlene og jorden består. Men hvis din Herre vil noget andet, vil de modtage en belønning, hvis strøm aldrig ophører.«

Derfor påvirkes Allahs vejs mujahider ikke af et bestemt menneskes død, hvem det end måtte være. Døden er nemlig en ubestridelig sandhed. Derfor er der ingen grund til bekymring over døden. Det, der betyder noget for dem, er at leve i lydighed mod Allah under Hans tilfredsheds skygge og helhjertet arbejde i kampen for at fremføre tawhids ypperste budskab. Når døden kalder på dem og på andre, forlader de denne verden og drager bort for at stå til regnskab. Dér vil enhver få straf eller belønning efter sine gerninger.

Kampen for islam er ikke rettet mod en bestemt person eller gruppe; den islamiske kamp er derimod en kamp for sandhed og retfærdighed mod løgn og batil, en kamp for tro mod vantro og en kamp mellem tawhid-tilhængerne og de ateistiske, afgudsdyrkende kræfter, der begår shirk over for Allah.

Den, hvis død er uundgåelig, vil dø, og den, hvis skæbne er skrevet som martyr, vil blive gjort til martyr. Den troende vil visselig få en plads i Paradisets vidtstrakte, skønne haver. De vil få Jannatul Firdaus i den største nærhed til Allah. Der vil være smukke, sagte strømmende kilder og pragtfulde haver, der breder sig til horisonten. Hvad martyrerne angår, er det blevet sagt, at de lever evigt. De dør ikke.

“O Mine tjenere, i dag skal I ikke frygte noget, og ingen sorg skal røre jer. Gå ind i Paradiset, I og jeres hustruer. I vil blive gjort lykkelige og tilfredse.” Foran dem vil der blive sat guldfade og drikkebægre, og deri vil der være forførende og tiltalende sager. I har kun kunnet arve dette Paradis som følge af de gode gerninger, I gjorde i verden. Her findes der uudtømmelige frugter til jer.”

De, der er blevet dræbt eller er døde i forbindelse med kufr, batil og ateisme, vil være Helvedes beboere. Hvad ved I overhovedet om Jahannam? Det vil tilintetgøre jer, og I vil på ingen måde kunne undslippe derfra. Jeres ansigter og kroppe vil blive brændt og fortæret i det. Når én hud er brændt bort, vil en anden hud tage dens plads, for at den kan lide. Over og under dem vil der være ild og atter ild, og flammernes rasende tunger vil omgive dem. Hvis de beder om vand, vil de få så skoldende varmt vand, at dampen vil svide deres ansigter. Det vil være yderst urent, usmageligt og forurenet vand. Det vil ikke mindske sultens og tørstens intensitet det mindste.

“For dem er Helvedes ild; dér skal de hverken dø, og straffen i Helvede skal heller ikke lettes for dem. Således gengælder Vi.”

“Enhver kafir, der fornægter Allah, vil dér råbe: ‘Vor Herre, før os ud herfra! Vi vil gøre gode gerninger, som vil være anderledes end det, vi gjorde før.’”

Som svar vil der blive sagt til dem:

“Gav Jeg jer ikke så lang en levetid, at I kunne have taget ved lære, hvis I ønskede at tage ved lære? Så smag nu! Der er ingen hjælper her for de uretfærdige.” De vil fortsætte med at leve, sådan som Allah ønsker det. Alder efter alder og liv efter liv vil gå til ende, men intet menneske vil kunne ændre Allahs vilje. Nogle mennesker skreg og græd ved Abdun Nassers død og gjorde stemningen sørgmodig. Dag og nat blev hans sørgesange sunget. Men alt dette skete kun for syns skyld. I al denne gråd og sorg var der ikke den mindste oprigtighed; det hele skete for at opnå deres egne interesser og var fyldt med kunstighed, som et skuespil. For blot nogle få år siden havde en person siddet i mit hjem og sagt: De, der anser Abdun Nasser for islams tjener, er kafirer. I dag hører jeg også denne person synge sørgesange over Nasser. Sådanne mennesker sælger deres samvittighed på denne måde. Det er dem, der møder tab i både denne verden og det hinsidige. Mens en flod af kunstig sorg og bedrøvelse over Nassers død således strømmede, bød vi hans afrejse velkommen på Allahs vegne. Vi bød den velkommen præcis sådan, som det er muligt for blot navnemæssigt troende at gøre.

“Og den uretfærdige vil snart få at vide, hvad hans endeligt bliver.”

I Kanatir-fængslet blev det hurtigt almindeligt kendt, at vi ikke havde udtrykt nogen form for sorg eller bedrøvelse over Nassers død, og at vi ikke havde sørget det mindste over den såkaldte store helts død. Derfor blev hans tilhængere meget vrede på os. For at tilfredsstille deres begær og lave interesser havde de altid svoret at forblive loyale i deres herrers tjeneste. Derfor begyndte de snart at reagere for at give udtryk for deres vrede mod os. Efter deres mening: Hvordan kunne det være muligt, at vi ikke ville sørge over Nassers død?

Boblerne flyver bort

Boblerne flyver bort, men det, der er nyttigt for mennesker, bliver tilbage på jorden. Det er overflødigt at sige, at hyklerne og de opblæste smigerkarle, der foregav sorg, blev aktive. For at tilfredsstille deres herrer begyndte de at behandle os dårligt selv ved de mindste ting. Om morgenen på andendagen efter Nassers død åbnede den kvindelige fængselsinspektør døren til vores celle, trådte ind og kastede pludselig en tung jernstang med voldsom kraft mod mit hoved. Men ved Allahs nåde overlevede jeg på forunderlig vis dette livsfarlige slag. Ellers ville mit hoved være blevet sprængt og knust. Selv for så alvorlig en forbrydelse gav fængselsmyndighederne hende ingen straf og krævede ikke engang en forklaring af hende. Den kriminelle fængselsinspektør gik trygt og ubekymret rundt på patrulje, som om hun ikke havde begået nogen forbrydelse. Netop på det tidspunkt kom mine slægtninge for at besøge mig, og jeg underrettede dem om sagen. De opsøgte alle ansvarlige embedsmænd, både højtstående og lavere rangerende, og sendte med henvisning til hændelsen et telegram til regeringskontoret. Til sidst blev Ministeriet for Lov og Ret tvunget til at undersøge hændelsen. Undersøgelsen fastslog, at fængselsinspektøren var ansvarlig for hændelsen, men erklærede hende psykisk syg.

Jeg meddelte Ministeriet for Lov og Ret, at deres undersøgelse var ufuldstændig. Det, der lå bag hændelsen, var derfor ikke en plan i fængselsinspektørens hjerne, men en velovervejet plan udtænkt af den antiislamiske kreds. Derfor ville det ikke give nogen mening at straffe den stakkels fængselsinspektør. Hun var ikke ansvarlig for sine egne handlinger; hun havde blot gjort det på ordre fra sine overordnede. De ønskede at skræmme islams tjenere. Men Allahs vilje vil sejre.

Jeg kunne ikke engang forestille mig en sådan ny, indirekte straf. På baggrund af de ufattelige omstændigheder lagde Nassers håndlangere planer om at rette et sådant indirekte slag mod os. Sandelig, ingen kan lede dem, som Allah har vildledt, tilbage til den rette vej.

En ny prøve

Om morgenen den 9. august 1971 stod jeg over for endnu en ny prøve. Den kvindelige fængselsinspektør kom løbende hen til mig og sagde.

: Kommissæren kalder Dem ind på sit kontor.

Denne usædvanlige indkaldelse vakte alle mulige bekymringer i mit sind. Hvem ved, hvad der vil ske? Hvem ved, hvilket nyt komplot tyrannerne har lagt? Vil de nu anklage os for at prædike islam, selv mens vi sidder i fængsel? Eller måske var der kommet nyt hjemmefra. Jeg tænkte på alle den slags ting. Men jeg havde ikke den mindste anelse om, hvad der faktisk var ved at ske.

Da jeg nåede frem til kommissærens kontor, fik jeg meddelt, at jeg skulle løslades. Hvilken mærkelig sag. Selv efter at have idømt mig livsvarigt straffearbejde kunne de ikke finde ro! Nå, jeg ville altså blive løsladt og gå min vej, men skulle Hamida blive tilbage i dette stinkende og uudholdelige miljø? Mit hjerte skælvede af bekymring. Uden at tænke over det råbte jeg:

: Nej … nej, det kan aldrig ske. Jeg vil aldrig forlade stedet uden min Hamida. I er alle sammen bedragere og ødelæggende konspiratorer. Jeg var ved at sprænges af vrede. Hele mit væsen rystede af en besynderlig følelse.

Da kommissæren så min tilstand, forsøgte han at berolige mig og sagde:

: Vi kunne ikke modsætte os denne ordre det mindste. Du blev bragt hertil på ordre fra de højere magter, og du bliver også løsladt på ordre fra de højere magter. I denne sag er vi lige så hjælpeløse som jer.

Nogle øjeblikke senere så jeg, at Hamida også var nået frem til kommissærens kontor. Kommissæren havde tilkaldt hende netop for at få hende til at berolige mig. For mig var dette en frygtelig prøvelse. Jeg følte en dyb smerte. Hvordan kunne jeg forlade min Hamida alene i dette fængsel? Blot tanken om at efterlade en så ædel pige som hende alene i dette modbydelige, beskidte fængselsmiljø fik en kold strøm til at løbe gennem hele min krop. Drevet af mine følelser råbte jeg igen uden at tænke over det:

: Nej, nej, aldrig. Jeg vil under ingen omstændigheder lade hende være alene …

Da Hamida så min tilstand, sagde hun roligt og ydmygt—

: Det er sandelig Allahs gunst og barmhjertighed mod os! Alt sker efter Hans befaling. Og Allah glemmer ikke sine tjenere. Han er vores vogter, så vær helt rolig. Sådan gik megen tid med samtale. Kommissæren bad Hamida og sagde—

: Hils ham fra mig, og gå tilbage til dit værelse.

Det øjeblik var yderst hjerteskærende. Det er på ingen måde muligt at omsætte den tids følelser og oplevelser til ord. Vi brød sammen, mens vi omfavnede hinanden. I hjertet rejste sig et oprørt bølgehav, åndedrættet havde en voldsom storms kraft, og tårerne trillede fra vores øjne som en glødende Falgū-strøm.

Midt i denne enestående indre opbrusning og dette smertelige øjeblik af følelser følte jeg mig alene i kommissærens værelse. Kommissæren underskrev formelt mine løsladelsespapirer, og med et uroligt sind, et oprørt hjerte og strømmende tårer tog jeg mine første skridt mod den frie verden.

Det sidste kneb

Bilen, der kørte hurtigt mod mit hjem, skiftede pludselig kurs og standsede ved det statslige efterforskningskontor. Så snart jeg var blevet ført ind i et værelse, blev døren lukket. Her blev jeg liggende på denne måde fra klokken to om eftermiddagen til klokken ni om aftenen. Derefter blev jeg ført ind på et kontor. Her sad to officerer. De stillede mig begge forskellige spørgsmål om det islamiske livssyn. De spurgte også—

: Vil De efter dette fortsat holde kontakt med Ikhwan?

Jeg undveg deres spørgsmål og sagde:

: Jeg blev løsladt fra livsvarigt fængsel med hårdt arbejde, men hvorfor blev Hamida holdt tilbage? I ønsker i virkeligheden at skabe splittelse. Men vid, at Allah aldrig vil lade jeres onde hensigter blive til virkelighed.

En af dem sagde:

Ærede Zaynab! De må bevare roen.

Jeg sagde:

: I ønsker at fange os i et net af bedrag og svig. Men Allah er over jer. Hans afgørelse vil blive den, der gælder, selv om de fleste mennesker ikke ved det.

Han sagde:

: Hør her, Zaynab! Dette er en ordre fra dem, der står over os. Vi kan ikke gøre mere end dette.

Derefter blev jeg ført til Ahmad Rushdis kontor.

: Dette var den person, hvis skjulte anvisninger havde fået bødlerne i militærfængslet til at udsætte mig for umenneskelig tortur. Man finder kun få mennesker, der er så bedrageriske og snedige som ham. Han tror på princippet: »Skab splittelse og hersk.« Da jeg trådte ind på hans kontor, bad han mig sætte mig i sofaen over for ham og lykønskede mig med min løsladelse. Den efterfølgende samtale mellem ham og mig kan sammenfattes således, ifølge hans ord-

Jeg skulle indstille mine islamiske aktiviteter.

Jeg skulle ikke mødes med mine islamiske brødre og venner.

Jeg skulle ikke have noget gensidigt samarbejde med dem eller opretholde nogen forbindelse præget af hengivenhed og kærlighed. Og jeg skulle med mellemrum møde op på hans kontor. Da denne samtale om betingelserne var afsluttet, sagde jeg klart-

: Alt, hvad du netop har sagt til mig, afviser jeg fuldstændigt. Jeg afviser og forkaster tværtimod også den ordre, I har givet om at løslade mig. Overbring min afvisning og forkastelse til dine overordnede. Og jeg kræver at blive sendt tilbage til Qanatir-fængslet med det samme.

Ahmad Rushdi tilsidesatte hans ord og sagde leende-

: Mange ikhwaner indgår kompromis på vores betingelser.

Jeg afbrød ham og sagde—

: Ved Gud! Jeg har stadig en god mening om Ikhwan. Jeg ønsker ikke at sige noget om de påstande, du fremsætter om visse af Ikhwan. Men jeg anser naturligvis ikke dine ord om dem for sande. Ikhwanierne er utvivlsomt sandfærdige og kompromisløse på sandhedens vej. Det er for denne sandheds skyld, at de arbejder dag og nat, og de vil forblive urokkelige og standhaftige i kampen for sandheden, indtil de modtager Allahs hjælp eller martyrdøden.

I det samme ringede telefonen. Ahmad Rushdi tog røret og sagde straks efter at have sagt hallo, tydeligt glad—

: Ahlan wa sahlan. (Velkommen, velkommen), professor Abdul Moneim. Kom! Kom! Jeg har ventet på dig.

Så lagde han røret på og sagde—

: Abdul Moneim Ghazali er på vej.

Kort efter kom min lillebror, professor Abdul Moneim, og hilste på mig med gråd i stemmen. Ahmad Rushdi sagde til min bror: De må mægle mellem Dem og Deres søster Zaynab. Der er stadig uenighed mellem os.

Min bror sagde—

: Han er min storebror, og jeg er hans lillebror. Jeg har ikke mod til at overbevise ham. Og hvis De tillader det, vil jeg blot sige, at han er særligt berømt for sin evne til at argumentere og sin talekunst.

Ahmad Rushdi sagde nu:

: Det er i orden, Zaynab! Tillykke. Bare hold Dem lidt på afstand af Ikhwan-organisationen, og tilskynd heller ikke nogen til at arbejde sammen med den.

Jeg sagde til ham:

: Hele historien om alle hemmelige organisationer er fra ende til anden et produkt af jeres frugtbare hjerner. Se, det er en fard, det vil sige et kollektivt ansvar, for enhver muslim at bestræbe sig på at etablere islamisk styre og regering. Som forberedelse til dette skal man kalde mennesker til Allahs vej, sådan som Den elskede Profet og hans ledsagere også kaldte mennesker. Dette er enhver muslims almindelige ansvar. Her opstår der ikke noget spørgsmål om at være Ikhwani eller ikke-Ikhwani.

Da jeg derefter nåede hjem sammen med min bror, var klokken tre om natten, og datoen var den 10. august 1971 e.Kr.

— Slut —