Om udgivelsen

I det tyvende århundrede var Sayyid Abul A’la Maududi (rahimahullah) en fremtrædende islamisk tænker og filosof på det indiske subkontinent. Hans litteratur og tafsir, baseret på islamisk filosofi, er blevet oversat til forskellige sprog verden over og har opnået stor anerkendelse og påskønnelse. Interessen for at kende til hans privatliv og virksomme liv er vokset betydeligt. Den femte udgave af biografien om Maulana Maududi er allerede udsolgt. Nu står den sjette udgave foran udgivelse, og derfor bringer vi Allah, Rabb al-‘Alamin, utallige taksigelser; samtidig beder vi om tilgivelse for sjælen hos denne bogs ærede forfatter, Muhtaram Abbas Al Khan, som ikke længere er iblandt os.

Desuden er professor Yusuf Ali, som udgav de tidligere udgaver, også gået bort fra denne verden. Vi beder om, at Allah antager alle hans gode gerninger og gør ham til en af Paradisets beboere.

Vi håber, at også denne udgave, ligesom de tidligere, vil blive værdsat af læserne. Må Allah, Rabb al-‘Alamin, give os evnen til at yde ethvert offer for udbredelsen af Hans din. Amin.

Forord til den fjerde udgave

Den tredje udgave af biografien om Maulana Maududi (rahimahullah) blev udsolgt for mere end et år siden. Nu står den fjerde udgave foran udgivelse, og derfor bringer jeg Allah Ta’ala min dybeste tak. Det er naturligt, at der i den tredje udgave på grund af den omhu, der blev udvist, alligevel kan være blevet nogle fejl og mangler tilbage. Jeg håber, at den venlige læser vil se på dem med overbærenhed. Jeg er også taknemmelig over for Jamaat-e-Islami Bangladesh’ centrale udgivelsesafdeling, fordi de har påtaget sig ansvaret for at udgive bogen.

Jeg håber, at denne bog vil blive modtaget lige så positivt af læserne som tidligere. Må Allah den Ophøjede tage imod denne ubetydelige tjeneste fra mig. Amin.

Den ydmyge forfatter

Juli 1996

Forord til anden udgave

For omkring femten år siden blev den første udgave af denne bog udgivet med et kort indblik i Maulana Sayyid Abul A’la Maududis (r.) liv og virke. Det var den første bog af sin art på bengali. Da den afdøde Maulana stadig var i live, da bogen blev udgivet, kan den ikke kaldes hans fuldstændige biografi. Under alle omstændigheder blev den udsolgt allerede før Bangladesh blev oprettet, og fra forskellige steder begyndte der at komme krav og anmodninger om en ny udgivelse. Kort tid efter forlod Maulana denne verden og gik til sin egen Herres nærhed.

Min egen manglende evne og utilstrækkelighed har denne gang gentagne gange afholdt mig fra på ny at tage fat på pennen for at skrive om Maulanas liv og virke. Maulanas plads blandt den lærde elite i den muslimske verden er så høj, og det bidrag, han har efterladt til den muslimske millat og sine fremtidige efterkommere, er så stort og omfattende, at det ligger uden for min formåen at tegne et fuldstændigt billede af det. Han efterlod intet usagt eller ugjort af det, der kunne gøres og siges for den muslimske millat og dens efterkommere. Hans litteratur og tankegang, især hans revolutionære tafsir Tafhim al-Qur’an og Sirat-i Sarwar-i Alam, vil fortsætte med at tjene som vejledning for den muslimske millat i flere århundreder. For livets og samfundets forskellige sider og områder har han efterladt fuldstændig rahnumayi (vejledning). Derfor mindes og vil den islamiske verden enstemmigt mindes ham som den islamiske verdens leder, århundredets reformator og historieskaber.

Eftersom Maulana Sayyid Abul A’la Maududis (r.) da’wah, budskab og idealer var internationale, verdensomspændende og rettet mod hele menneskehedens velfærd, var hans personlighed ikke blot geografisk eller nationalt afgrænset, men international; derfor stod han langt over al regionalisme, nepotisme og ensidighed. Derfor er Sayyid Maududi et meget elsket navn blandt muslimer over hele verden, og han er genstand for alles tiltrækning og respekt. Denne bog er ikke blot en enkelt persons livshistorie, men et liv, en historie og en fuldstændig islamisk bevægelse.

Maulanas forfædres hjemegn var Delhi. Han blev født og opvokset i Hyderabad i Deccan. For at virkeliggøre islams store idealer forlod han sit fødeland for bestandig og valgte Pathankot i Østpunjab som sit arbejdssted. Efter Indiens deling foretog han hijra til Lahore. Ingen regional tilknytning kunne få ham til at afvige fra idealernes vej. Efter at have tilbragt de sidste treogtredive år af sit liv i Lahore blev han hverken lahoreaner eller punjabi. Han tilhørte hele verden. Han tilhørte hele menneskeheden.

Han har altid forkyndt sandheden. Han har hævet sin røst mod løgn, uretfærdighed, korruption og undertrykkelse. Hans sandfærdige tale har til tider gjort ham upopulær blandt hans nærmeste, blandt venner og bekendte og blandt mange af folkets ældste.

Hans modersmål var urdu, som han tjente hele sit liv. Han gav dette sprog en ny form og smykkede det med nye ornamenter. Men han havde respekt for alle sprog og tillagde modersmålet særlig betydning. Trods det, at urdu var hans modersmål, gav han klart udtryk for, at bengali burde være Pakistans officielle sprog.

I det forenede Pakistans tid kritiserede han skarpt den uretfærdighed og diskriminerende behandling, som de vestpakistanske herskere udsatte Østpakistan for, og fremlagde en løsning.

Han fremsatte klare, retfærdighedsbaserede synspunkter om de indvandrende muslimers adfærd i Østpakistan, om sprogproblemet, beskæftigelsesproblemet og landets forsvarsproblem. Han sammenlignede Østpakistan med en del af sin egen krop. Han sagde: “Pakistan er som min krop og min sjæl. Ligesom jeg ikke kan skelne mellem mine to hænder, kan jeg heller ikke skelne mellem Pakistans to dele. Hvis en af mine hænder er syg, er det en sygdom i hele kroppen. Det er min pligt at undersøge årsagen og sørge for den rette behandling. At undlade det betyder at være sin egen fjende.”

Under sine rejser i Mellemøsten kritiserede han modigt den arabiske nationalisme foran områdets befolkning og intellektuelle. På den anden side kritiserede han også de pakistanske ambassadeansattes aktiviteter, mens de befandt sig i udlandet.

Et andet yndigt træk ved hans karakter var, at han aldrig anså sig selv for hævet over fejl. Derfor stillede han sig altid til rådighed for kritik på Jamaats arbejdskonferencer og på rådsmøderne (Majlis-e Shura). Dem, der altid var rede til at ofre livet for ham, gav han fuld mulighed for uden tøven at sige det, hvis de havde fået øje på nogen af hans fejl eller mangler. På denne måde knuste han en dybt forankret overtro fra mange år: “At finde fejl hos de ældre er selv en fejl.”

Han var dag og nat så optaget af at tjene religionen, at han ikke havde tid til at tage sig af hjemmet og familien, sine børn eller sit eget helbred. Han havde viet sig selv til at tjene millat og hele menneskeheden.

Derfor kan det uden tøven siges, at Saiyid og Murshid Maududis personlighed ikke var begrænset til noget enkelt land. Han var hverken hindustanier eller pakistaner, hverken araber eller ajamier. Han tilhørte derimod den muslimske verden og hele menneskeheden.

Det var derfor, jeg sagde, at jeg igen og igen følte min egen utilstrækkelighed, når jeg forsøgte at skrive om den muslimske ummas højt agtede tænker, Sayyid Maududis personlighed. Ikke desto mindre forsøger jeg under presset fra de stadig flere krav og anmodninger fra alle sider at udgive en udvidet udgave. Jeg kan dog uden tøven sige, at jeg ikke har kunnet opfylde min pligt til at skrive om dette emne, fordi jeg ikke havde den nødvendige tid og ro. Der kan skrives omfattende værker om forskellige sider af Maulanas tankegang, og der er bestemt også behov for det. Jeg tror, at de lærde kredse, foranlediget af tidens krav, helt sikkert vil tage fat på denne opgave – og mange har allerede gjort det.

Jeg appellerer til de bengalisktalende læsere om at forsøge at lære Maulanas sande personlighed at kende med et upartisk og klart perspektiv. Jeg er fast overbevist om, at hans litteratur er så kraftfuld, flydende og gribende, at den ikke kan undgå at bevæge den opmærksomme læsers hjerte og sind. Jeg beder også læserne om én gang at læse Maulanas øvrige litteratur med et åbent sind. Det er gennem læsningen af hans litteratur, at hans sande personlighed vil blive tydelig for hjerte og sind.

Mit inderligste ønske var at gøre denne bog så fremragende som muligt med hensyn til trykkvaliteten. Men på grund af travlhed med arbejdet og hyppige rejser til og fra Dhaka samt til udlandet var det ikke muligt at vie trykningen min fulde opmærksomhed. Det er derfor naturligt, at der er blevet tilbage fejl og mangler i trykket. Jeg håber, at den medfølende læser vil se gennem fingre med dem.

Jeg bringer Allah den Almægtige utallige taksigelser for, at denne bog trods mange forskellige vanskeligheder har kunnet blive udgivet.

Det sidste, jeg vil sige, er, at hvis denne bog formår at opnå blot en smule anseelse blandt læserne, vil jeg betragte min indsats som vellykket. Den egentlige belønning håber jeg naturligvis at modtage i det hinsidige. Bogen udkommer ved begyndelsen af det femtende hijri-århundrede. Derfor beder jeg ved verdens Skabers hof om, at denne lille bog må kunne yde et vist bidrag til den verdensomspændende islamiske genopvækkelses bølger af vand – amen.

Den ydmyge forfatter

Dhaka

Muharram – 1400 e.H.

December 1979

Tilegnelse

Denne bog er tilegnet den, hvis livsskildring den er, samt min afdøde mor, far og onkel. Desuden er den tilegnet dem, som på Allahs vej har farvet Allahs jord rød med deres blod.

Forfatteren

Livets sejrssang i dødscellen

Den 8. maj 1953 idømte Pakistans militærdomstol Maulana Maududi dødsstraf. Efter at have hørt denne dom fremsagde den frygtløse og sindige mujahid denne historiske udtalelse:

“Husk, at jeg ikke har begået nogen forbrydelse. Jeg vil under ingen omstændigheder bede dem om nåde for mit liv. Jeg ønsker ikke engang, at nogen på mine vegne skal bede om, at mit liv bliver skånet – hverken min mor, min bror eller min hustru, mine børn og øvrige familiemedlemmer. Dette er også min anmodning til Jamaatens folk. For afgørelsen om liv og død træffes i himlen – ikke på jorden.”

Til den revolutionære rejsende, hvis opstigning på galgen var uundgåelig, rettede hans slægtninge, venner og velønskere følgende anmodning: “Beslutningen om ikke at bede om at få livet skånet er ganske vist Deres egen. Men det betyder ikke, at Jamaat skal acceptere denne beslutning. Hvad Jamaat end beslutter i den større interesses navn på baggrund af de ydre omstændigheder, må De rette Dem efter.”

“Jeg anser også min beslutning for at være rigtig set fra Jamaatens synspunkt. Det er min pligt at meddele Jamaatens ledere denne klare og urokkelige beslutning.”

“Hvis jeg sætter mig,

hvem vil så blive stående?”

I oktober 1963 blev der afholdt en konference for hele Pakistans Jamaat-e-Islami i Lahore. Regeringen nægtede at give tilladelse, så konferencen ikke kunne finde sted. Senere erklærede den brugen af højttalere forbudt i hele Pakistan. Alligevel begyndte konferencen uden højttalere med ti- til tolv tusind deltagere. For hver femten til tyve alen stod en person på et bord og læste samtidig den trykte tale højt, mens talen blev holdt fra talerstolen.

Omkring ti minutter efter mødet var begyndt, trængte nogle bøller pludselig ind i mødeteltet. De var næsten vanvittige af beruselse. De begyndte at forstyrre mødet. Pludselig brød der ild ud i teltdugen, og uden for teltet hørtes tumult og lyden af pistolskud. Der blev også flere gange skudt mod Maulanaen. Men hvert eneste skud ramte ved siden af. På dette tidspunkt hørtes det fra alle sider: “Maulana, sæt Dem ned, Maulana, sæt Dem ned.” Maulanaen, der holdt talen, sagde med rolig stemme, mens han stadig stod: “Hvis jeg sætter mig, hvem vil så blive stående?”…….. Således afsluttede han sin åbningstale.

Jamaatens medarbejdere holdt gennem grænseløs tålmodighed og visdom hele situationen fuldstændig under kontrol og opretholdt fuld orden.

Mens denne tale stod på, blev Jamaatens medarbejder Allah Bakhsh martyr, ramt af skud fra lejede forbrydere.

Maulana Maududi (r): Slægtsbaggrund

Maulana Sayyid Abul A’la Maududi blev født ind i en yderst fornem slægt, som gennem de seneste tretten-fjorten hundrede år har videreført islams tabligh, religiøs undervisning og vejledningen gennem pirer og murshider. I det tredje århundrede efter hijra bosatte en gren af Hazrat Ali og Fatimas slægt sig på et sted nær byen Herat i Afghanistan; dette sted blev senere berømt i verden under navnet »Chisht«. Den berømte wali og store helgen fra denne slægt, Hazrat Shah Sufi Abdal Chishti (r), var efterkommer af Hazrat Imam Hasan (r.a.). Det var fra Hazrat Abdan Chishti, at den berømte Chishtiyya-tariqa blev videreført. Han døde i år 355 efter hijra. Hans barnebarn og efterfølger (gaddinasheen), Hazrat Nasiruddin Abu Yusuf Chishti (r), nedstammede fra den anden gren af Hazrat Ali og Fatimas slægt. Gennem Hazrat Imam Ali Naqi førte hans opadgående slægtslinje (nasabnama) til Hazrat Khwaja Qutbuddin Maudud Chishti (r), den ældste søn af Hazrat Imam Husain Shahid (r.a.), som var den oprindelige pir blandt pirerne i den indiske Chishtiyya-tariqa. Maududi-slægten har fået sit udspring efter hans navn. Khwaja Qutbuddin døde i år 572 efter hijra.

Maududi-slægtens forbindelse med den berømte sufi og dervish i Pak- og Hindustan, Hazrat Khwaja Muinuddin Chishti (r), er som følger:

Den nedadgående kæde af pirer

1) Hazrat Qutbuddin Chishti (r)

2) Hazrat Jami Sharif Zindani (r)

3) Hazrat Usman Haruni (r)

4) Hazrat Khwaja Muinuddin Chishti Sinjari (r)

Det vil sige, at Hazrat Qutbuddin Maudud Chishti (r) var Khwaja Muinuddin Chishtis (r) pir i fjerde led.

Den første blandt Maududi-familiens forfædre, der satte fod i Indien, hed Hazrat Abul A’la Chishti (r). Han kom til Indien i slutningen af det niende hijri-århundrede, under Delhis kong Sikandar Lodis regeringstid, og bosatte sig i en lille by ved navn Baras i udkanten af Karnataka. Han var en berømt og hellig wali. I år 935 hijri gik han bort til Paradiset.

Under kong Shah Alams regeringstid kom den nævnte familie til Delhi og bosatte sig permanent dér. Fra da af boede alle familiens medlemmer, helt frem til den femte generation, i Delhi. Vor tids Maulana Sayyid Abul A’la Maududi (r) er den sjette generation i denne slægt.

Gennem sin mors slægt flyder blodet fra tyrkiske helte i Maulana Maududi (r). Hans oldefar, Mirza Qurban Ali Beg Khan Salek, var tyrkisk digter og forfatter. Men militærtjeneste havde været hans forfædres erhverv. En af deres forfædre ved navn Mirza Tolak Beg kom til Indien under kejser Aurangzeb Alamgirs regeringstid og trådte ind i hæren. Indtil kong Shah Alams regeringstid beklædte medlemmer af denne familie den ene eller anden kongelige post. Efter Mogulrigets opløsning blev de også spredt i forskellige retninger. Den afdøde Nawab Alam Beg Khan, far til den afdøde Qurban Ali Beg Khan Salek, og hans onkel, den afdøde Nawab Niaz Bahadur Khan, kom til Hyderabad hen imod slutningen af den daværende nizams, Nawab Mir Nizam Ali Khans, regeringstid. Nawab Niaz Bahadur giftede sig med datteren af Nawab Mustaqil Jang Izzat-ud-Daula Ashur Beg Khan. Ashur Beg Khan var Niaz Bahadur Khans onkel. De titler, som mogulkejserne havde tildelt dem, tildelte nizamerne i Hyderabad dem på samme måde. Efter Mustaqil Jang efterfulgte Nawab Niaz Bahadur Khan ham som jamadar-jagirdar.

Nawab Alam Beg Khan giftede sig ind i familien til Abd al-Rahim Khan, fæstningskommandanten i Golconda. Qurban Ali Beg Khan Salek blev født af dette ægteskab. I 1822 blev Nawab Niaz Bahadur Khan martyr under urolighederne ved Chanchal Garh i Deccan. Efter denne begivenhed rejste Nawab Alam Beg til Delhi med sin lille søn. Omkring fyrre år senere rejste Mirza Qurban Ali Beg til Hyderabad, hvor Salar Jang Azam udnævnte ham til overordnet uddannelsesrådgiver. Der udarbejdede han med bistand fra Nawab Imad-ul-Mulk Bilgrami et uvurderligt værk med titlen “Makhzanul Fawa’id”. Der er ingen tvivl om, at dette værk, om end ikke det allerførste i Hyderabad, er et af byens mest berømte gamle værker. Mirza Qurban Ali Beg Khan Salek gik bort i 1855.

Maulana Maududis (r) slægtslinje

Nedadgående

De gudfrygtiges imam, vor herre Hazrat Ali ibn Abi Talib (ra)

Hazrat Imam Husayn, martyren (ra)

Hazrat Imam Zaynul Abidin (r.a.)

Hazrat Imam Muhammad al-Baqir (r.a.)

Hazrat Imam Muhammad Ja’far al-Sadiq (r.a.)

Hazrat Imam Musa al-Kazim (r.a.)

Hazrat Imam Muhammad al-Taqi (r.a.)

Hazrat Imam Muhammad al-Naqi (r.a.)

Sayyid us-Sadat Abdullah-Ali-Akbar (r.)

Sayyid us-Sadat Husayn (r.)

Sayyid al-Sa‘adat Muhammad (rh.)

Muhammad Sham‘an Chishti (rh.)

Khwaja Nasiruddin Qutbuddin Yusuf Chishti (rh.)

Khwaja-i Khwajagan Qutbuddin Maudud Chishti (rh.)

Khwaja Abu Ahmad Maududi Chishti (rh.)

Khwaja Ruknuddin Maududi Chishti (rh.)

Khwaja Nizamuddin Maududi Chishti (rh.)

Khwaja Qutbuddin Muhammad Maududi Chishti (rh.)

Khwaja Ali Abu Ahmad Sani Mawdudi Chishti (må Allah være barmhjertig med ham)

Khwaja Ahmad Abu Yusuf Sani Mawdudi Chishti (må Allah være barmhjertig med ham)

Khwaja Muhammad Zahed Mawdudi Chishti (må Allah være barmhjertig med ham)

Khwaja Qutbuddin Mawdud Sani Chishti (må Allah være barmhjertig med ham)

Khwaja Nizamuddin Ali Mawdudi Chishti (må Allah være barmhjertig med ham)

Khwaja Muhammad Muhyuddin Shah Khazgi Mawdudi Chishti (må Allah være barmhjertig med ham)

Shah Abul A’la Mawdudi Chishti (må Allah være barmhjertig med ham)

Shah Abdul Ali Mawdudi (må Allah være barmhjertig med ham)

Shah Abdul Ghani Maududi (r)

Khwaja Abdus Samad Maududi (r)

Khwaja Abdus Shakur (også kendt som Khushhal Muhammad) Maududi (r)

Khwaja Abdullah (også kendt som Gul Muhammad) Maududi (r)

Khwaja Abdul Bari (også kendt som Mir Bhikhari) Maududi (r)

Khwaja Abdul Wali (også kendt som Mir Fazl Ilahi) Maududi (r)

Shah Abdul Aziz (også kendt som Mir Karam Ila) Maududi (r)

Shah Wares Ali Maududi (r)

Sayyid Hasan Maududi (r)

Sayyid Ahmad Hasan Maududi (r)

Sayyid Abul A’la Maududi (r)

Sayyid Ahmad Hasan Maududi

Maulana Maududis (r) far, Sayyid Ahmad Hasan Maududi (r), blev født i byen Delhi i 1855, to år før sepoy-oprøret i 1857. Han var blandt de tidlige elever på Aligarh-institutionen. Det er almindeligt kendt, at Aligarh-institutionen ikke kunne opnå støtte og sympati fra datidens religiøse muslimer. De nærede nemlig den største foragt for og modvilje mod engelsk uddannelse, det vil sige vestlig kultur og civilisation. Grundlæggeren af Aligarh Universitet, Sir Sayyid Ahmad, var derimod særdeles interesseret i dette. Han begyndte at udvælge kloge og begavede drenge blandt sine slægtninge og indskrive dem i Aligarh. Han fik på en måde Sayyid Ahmad Hasan Maududi indskrevet i Aligarh med magt.

Det er let at forstå, at Maududi-familien var stærkt imod og havde en dyb modvilje mod engelsk og vestlig uddannelse. For de indtog ikke blot en førende position, hvad angår islamisk uddannelse og dannelse; de indtog også den højeste position blandt tariqaens pīrer, det vil sige åndelige vejledere. Men fordi Sayyid Ahmad i kraft af slægtskabet tog pirzada Ahmad Hasan med til Aligarh, forholdt Pir Sayyid Hasan Maududi (r) sig tavs, dybt bedrøvet.

En dag tog en af Pir Sayyid Hasan Maududis (r) venner til Aligarh i et bestemt ærinde. Der så han drengen Ahmad Hasan spille cricket sammen med de andre elever iført engelsk tøj. Han blev dybt såret over en sådan opførsel fra sønnen af en berømt overhoved for tariqaens pīrer. Da han vendte tilbage til Delhi, sagde han: “Få straks Ahmad Hasan hjem fra Aligarh, ellers må I bryde forbindelsen med ham. Han er gået til grunde.”

Ahmad Hasans tid som elev i Aligarh var forbi. Hans far, Sayyid Hasan, hentede nemlig straks sin søn hjem fra Aligarh College med et transfercertifikat. Den daværende rektor udstedte følgende anbefaling:

Dette er en bekræftelse af, at Ahmad Hasan i en del af det forløbne år gik i college­ts tredje skoleklasse, og at han på det tidspunkt modtog et stipendium på 5 rupier om måneden.

Hans opførsel var tilfredsstillende, og moulvien, hos hvem han studerede sit andet sprog, oplyser, at han havde et ganske godt kendskab til både arabisk og persisk.

Underskrevet: S.D.T. Siddons

Dato: 17. februar 1877

Rektor

Muhammadan Anglo-Oriental College, Aligarh

Senere bestod Ahmad Hasan Maududi ganske vist sin juridiske eksamen i Allahabad. Efter at have bestået eksamen blev han indbudt til at blive huslærer for den kongelige familie i fyrstestaten Deogarh. Da han ankom til Deogarh, erfarede han, at en af hans lærere også var blevet indbudt til den samme stilling. Han meddelte høfligt Rajaen, at han ikke ønskede at konkurrere med sin egen lærer om stillingen. Han ville derfor være glad, hvis hans lærer blev udnævnt i hans sted. Imidlertid spurgte Rajaen Ahmad Hasan Maududis lærer om hans rival, som var den anden kandidat. Han svarede: “Han er jo min egen elev og blot en dreng i mine øjne. Hvor megen kvalifikation har han overhovedet til at undervise?”

Da Rajaen bemærkede denne diametralt modsatte egenskab hos de to kandidater, sagde han: “Jeg ser større kvalifikationer hos eleven end hos læreren.” Til sidst blev Ahmad Hasan Maududi udnævnt til huslærer.

Advokaten Ahmad Hasan Maududi

Efter i nogen tid at have arbejdet som huslærer i Deogarh praktiserede Sayyid Ahmad Hasan Maududi som advokat i Meerut, Ghaziabad, Bulandshahr og flere andre steder. I 1896 rejste han til byen Aurangabad i Hyderabad for at føre en sag. Hr. Mahiuddin Khan var byens mir, det vil sige øverste dommer. Han var Ahmad Hasan Maududis grandonkel. Ahmad Hasan udviste betydelig lærdom i sin behandling af sagen. På råd fra provinsens mir etablerede han sig permanent som advokat i Aurangabad, og inden længe havde han opnået et stort ry som jurist.

Indtil da havde vestlige idéer og levevaner haft en stærk indflydelse på advokaten Maududi. Den religiøse gnist, som fandtes i hans indre som en arv fra slægten, var dækket af mørke. Men gennem hr. Mahiuddin Khans selskab og nærhed begyndte de vestlige idéer i ham gradvist at forvandle sig til en fuldt islamisk tankegang. Mahiuddin Khan var ikke blot øverste dommer, men også en højtstående wali og helgen. I 1900 aflagde Ahmad Hasan bayʿa hos ham og hengav sig til dhikr og adhkar, muraqaba og mushahada samt ibadah og tilbedelse. Således gik hele fire år.

I 1904, da Sayyid Abul A’la Maududi (r) var et år gammel, tænkte advokaten Maududi, at advokatgerningen var blevet en stor hindring for hans åndelige kundskabssøgning. Derfor opgav han sin advokatvirksomhed og benyttede lejligheden til uforstyrret at fordybe sig i kærligheden til Gud. Han gav rundhåndet alle de penge, han havde tjent på sin juridiske virksomhed, samt sit tøj, hjemmets møbler og øvrige ejendele bort og rejste uden midler sammen med sin familie til Delhi. Der tog han ophold i en meget gammel slumby ved navn Arab Sarai, tæt på den hellige grav for Hazrat Khwaja Nizamuddin Auliya Mahbub-e-Ilahi (r). Han trak sig på en måde tilbage fra omgangen med sin hustru, sine børn og sin familie og hengav sig dag og nat til Guds ihukommelse som en eneboer. Således gik hele tre år.

Da hr. Mahiuddin Khan, Aurangabads øverste dommer, hørte om advokaten Maududis vanskelige situation, tilkaldte han ham til sig i Aurangabad. På opfordring af sin farbroder og åndelige vejleder vendte Ahmad Hasan Maududi tilbage til Aurangabad. Mahiuddin Khan rådede ham således: På vejen til at nå Gud er det ikke nødvendigt at afskære sig fra verden. Tværtimod er askese forkastet af islam. Det er absolut nødvendigt at tjene penge til livets ophold og familiens underhold; men man skal sørge for, at hver eneste mønt tjenes på halal-vis. På sin åndelige vejleders anvisning rejste Sayyid Ahmad Hasan Maududi igen med hele sin familie til Aurangabad og genoptog sin advokatvirksomhed. Fra dette tidspunkt begyndte imidlertid et nyt kapitel i hans virke som advokat.

Fra da af måtte han, før han påtog sig nogen retssag, foretage omfattende undersøgelser af, om sagen var sandfærdig. Som følge heraf måtte han affinde sig med fattigdom. Men samtidig med at hans islamiske tankegang og dybe kærlighed til Gud voksede, voksede også hans modvilje og afsky mod den verdslige nydelsestrang. Hans tankegang, livsførelse og enhver af hans handlinger undergik en sådan forvandling, at det var yderst vanskeligt at tro, at den berusende strøm af vestlige idéer engang havde flydt gennem hans indre.

Han praktiserede som advokat i Aurangabad indtil 1915. Derefter rejste han til Hyderabad. Men på grund af svigtende helbred måtte han tage til Bhopal. Sørgeligt nok blev han dér ramt af lammelse i den ene side af kroppen og gik fire år senere, i 1920, bort til Paradiset.

Det skal bemærkes, at Ahmad Hasan Maududi modtog en fuldstændig uddannelse i Sahih Muslim Kamil og Nasai Kamil hos madrasa Islamias muhaddith og lærer i Aurangabad, Maulana Habibur Rahman, hvorefter han modtog et sanad samt tilladelse til at undervise i hadith.

Maulana Maududis fødsel og uddannelse

Den 3. Rajab i hijraåret 1321 (i år 1903 e.Kr.) blev et vidunderligt barn født i hjemmet hos den berømte advokat i byen Aurangabad, Sayyid Ahmad Hasan Maududi. Faderen gav i sin inderlige glæde sin lille søn navnet Sayyid Abul A’la Maududi og takkede Allah den Almægtige utallige gange. Tre år før barnets fødsel havde en from og hellig mand sagt til hans far: »Se, ved Allahs nåde vil du få en søn. Du skal kalde ham Abul A’la Maududi. For en berømt, fuldkommen pir med dette navn kom først til Indien blandt jeres forfædre.«

Disse profetiske ord var levende i faderens hjerte. Og ganske rigtigt fik han tre år senere, ved Guds herlighed, en søn, og hans hjerte og sind blev bevæget af overvældende glæde og taknemmelighed over for Gud.

Som allerede nævnt var der sket en revolutionerende forandring i Sayyid Abul A’la Maududis far allerede før hans fødsel, og blot et år efter sønnens fødsel blev han så grebet af kærlighed til Gud, at han forsagede verden. Selv om han senere igen lod, som om han levede et almindeligt familieliv, vendte han ikke tilbage til det tidligere forladte liv, men skabte et hjem præget af et fuldkomment islamisk og moralsk miljø. Følgen heraf var, at da den lille Maududis øjne blev åbnet for erkendelse – da han lærte at nyde verdens lys og luft – hørte han omkring sig kun den sagte summen af et himmelsk, mildt og islamisk-moralsk miljø. Begge forældres livsførelse var gennemtrængt af islam. Derfor blev et fuldstændigt billede af islamisk tankegang indprentet i Maududis spæde hjerte allerede fra barndommen.

Maududis undervisning i barndommen

Faderens inderligste ønske var at gøre sin søn til en lærd i religionen. Derfor blev hans uddannelse tilrettelagt på denne måde. Sammen med den grundlæggende undervisning blev han på arabisk, persisk og urdu undervist i blandt andet Koranen, hadith og fiqh. Man holdt ham omhyggeligt på afstand af engelsk undervisning og vestlig tankegang. Som barn blev han ikke indskrevet på nogen skole. Hans undervisning fortsatte under opsyn af dygtige og karakterfaste huslærere. I sin fritid tog faderen ham med til dannede og lærde kredse. De dybsindige filosofiske samtaler trængte ikke ind i den lille Maududis sind, ikke så meget som et punktum; alligevel satte de et moralsk præg på hans sind. Om natten fortalte faderen sin søn om profeternes, profetens ledsageres og de fromme lærdes liv samt om islams historie i fortællingens form. Gennem et fængslende og letforståeligt sprog indprentede han islamisk troslære, overbevisninger, læresætninger og tankegang i sit lille barns hjerte.

Faderen holdt skarpt øje med, at sønnen bevarede moral og høflighed i sin almindelige omgang og samtale med andre mennesker. Han var også særligt opmærksom på urdu, hans modersmål. Selv efter at have tilbragt tyve lange år i Deccan bevarede han sprogets sømmelighed og ynde. Aldrig trængte noget andet synonym eller nogen fremmed talemåde ind i hans tale. Han talte altid et rent og klart urdu. For også at bevare sønnens sproglige renhed lod han ham aldrig, ikke for så meget som et øjeblik, komme i kontakt med omverdenen. Hvis han af en eller anden grund hørte et ord fra et andet sprog i sønnens tale, rettede han det straks.

Fra den tidligste barndom gjorde faderen en særlig indsats for at forme hans ædle karakter. Han holdt skarpt øje med ham, så hans karakter ikke blev fordærvet gennem omgang med onde og umoralske mennesker.

En gang slog den unge Maududi tjenestepigens lille søn. Så snart faderen hørte det, tilkaldte han tjenestepigens søn og beordrede ham til at slå sin egen søn Maududi på nøjagtig samme måde. Denne lektion forblev så dybt indprentet i den unge Maududis sarte hjerte, at han senere i livet aldrig løftede hånden mod en underordnet, selv når vedkommende havde gjort noget forkert, og heller aldrig talte hårdt til ham.

Indtil han var ni år, foregik den unge Maududis undervisning hjemme. I denne periode afsluttede han forskellige grundbøger i arabisk grammatik, litteratur og fiqh. Derefter blev han efter råd fra sin lærer, afdøde Maulvi Nadimullah Husaini, optaget på sidste årgang på rushdiyya-niveauet (8. klasse) på Fowqaniyya-madrasahen i Aurangabad. Seks måneder efter optagelsen gik han til rushdiyya-eksamen, men bestod ikke. Bortset fra matematik bestod han dog alle de øvrige fag på tilfredsstillende vis. Grunden til, at han ikke bestod matematik, var, at han først var begyndt at lære faget seks måneder tidligere. Madrasahens rektor, Molla Daud Sahib, optog ham derefter på det højere maulvi-niveau.

Nu fik han mulighed for at tilegne sig ny viden inden for forskellige områder. Selvom undervisningssproget var urdu, opstod der hos ham en dyb interesse for blandt andet kemi, sundhedsvidenskab, matematik, historie og geografi. Desuden blev hans udsyn og tankegang udvidet gennem samværet og kontakten med forskellige lærere. Hidtil havde hans isolation fra omverdenen og det ydre samfund frembragt en vis tørhed og ligegyldighed hos ham; samværet med hans medstuderende fjernede dette.

Det skal nævnes, at der på den tid i Hyderabad og Aurangabad efter planer udarbejdet af Allama Shibli Nomani, Nawab Nizam-ul-Mulk Bilgrami og Maulana Hamiduddin blev etableret et nyt uddannelsessystem. Undervisningssproget var urdu. Man underviste blandt andet i historie, Koranen og hadith, fiqh samt mantiq (logik). På dette niveau blev matriculation kaldt maulvi, intermediate maulvi alim, og collegeuddannelsen darul ulum.

I 1914 tog den unge Maududi maulvi-eksamen og opnåede sjettepladsen blandt de beståede elever, fordi han var svag i matematik. På dette tidspunkt blev faderens helbred alvorligt forværret. I 1916 rejste han fra Aurangabad til Hyderabad, hvor han indskrev sin søn Maududi på darul ulum for at få en videregående uddannelse. Darul ulums rektor var på det tidspunkt afdøde Maulana Hamiduddin. Han efterlod sin søn i Hyderabad og rejste til Bhopal for at få behandling for sin syge far og for at forbedre hans helbred.

Den unge Maududi fortsatte sine studier på darul ulum i Hyderabad. Men før der var gået seks måneder, kom den sørgelige besked fra Bhopal om, at faderen lå på sit dødsleje. Så snart han modtog beskeden, rejste den unge Maududi sammen med sin mor til Bhopal og helligede sig plejen af sin døende far. Fra dette tidspunkt blev den unge Maududi nødt til at søge en måde at tjene til livets ophold på. For selv i så ung en alder havde han opnået så megen indsigt, at han forstod, at man for at leve med selvrespekt i verden måtte være selvhjulpen og kæmpe for at tjene sit udkomme på en hæderlig måde. Imens kæmpede faderen i flere år mod fattigdom og sygdom, indtil han i 1920 tog afsked for bestandigt med denne verdens virke.

En stærk moralsk karakter og urokkelig viljestyrke

På grund af sin nære omgang med sin far og den undervisning og opdragelse, han modtog, havde den unge Maududi lært at skelne mellem godt og ondt. Gennem sin grundlæggende uddannelse og tarbiyya var der blevet lagt et sådant fundament af moralsk karakter i ham, at et anderledes miljø på ingen måde kunne påvirke ham. Resultatet var, at han allerede som blot femtenårig kunne stå helt selvstændigt på egne ben. Det var dengang hans stærke moralske karakter, hvis egenskaber holdt ham urokkelig på sandhedens vej. Netop da ungdommens kraft og begejstring normalt får mennesker til at fare vild, blev livets ungdommelige højvande med sine bølger slået mod Maududis fødder, splintredes og gik i stykker. Men det kunne ikke bringe ham ud af balance eller føre ham bort som en drivende båd midt på havet.

Begyndelsen på Maududis virksomme liv

Den barmhjertige Allah havde skænket den unge Maududi et ekstraordinært talent. Derfor blev han allerede i en ung alder særdeles dygtig til litterært arbejde. Da han kun var sytten år gammel, blev han i et alvorligt kriseøjeblik nødt til at vælge den vanskelige vej til at tjene til livets ophold. At arbejde som kontorist på et kontor eller være ansat under nogen var i strid med hans natur. Derfor så han sin skriveevne som sit eneste holdepunkt.

I 1918 trådte Maududis ældre bror, Saiyid Abul Khair Maududi, ind på journalistikkens område. Han overtog personligt redaktionen af avisen ’Madina’, som blev udgivet fra Bijnor. Saiyid Abul A‘la Maududi begyndte også at lede ’Madina’ sammen med sin storebror. Men efter to måneder rejste den yngre Maududi derfra til Delhi. På det tidspunkt var der opstået en voldsom storm af frihedsbevægelse i Indien. Indflydelsen fra hans sind og tankers frihed, hans slægtstraditioner og miljøet i barndommen gjorde naturligt Abul A‘la Maududi stærkt fjendtligt indstillet over for det britiske styre og den britiske civilisation. Derfor støttede han enhver frihedsbevægelse. Desuden rummede han en stærk islamisk kampånd. Af disse grunde fortsatte han med at arbejde som aktivist i det daværende ”Anjuman-e-Ayanat-e-Nazrbandan-e-Islam”. Da Khilafat- og Satyagraha-bevægelserne begyndte i 1919, deltog han også i dem.

Khilafat-bevægelsen og Maulana Maududi

Khilafat-bevægelsen er ikke blot et betydningsfuldt kapitel i Maulana Maududis liv, men også en vejviser i muslimernes nationale historie. Selv om det kun bliver kortfattet, er det nødvendigt at drøfte dette emne, så man fuldt ud kan forstå Maulanaens livshistorie på denne baggrund.

Under Første Verdenskrig kæmpede Tyrkiet, Europas syge mand (The sick man of Europe), på Tysklands side mod briterne. Indtil da blev Det Osmanniske Rige i Tyrkiet betragtet som kalifatets beskytter. For at tilføje den britiske modstander et alvorligt slag og knuse den muslimske enhed sendte briterne Lawrence af Arabien til de arabiske lande som forkæmper for arabisk nationalisme. Den daværende Sharif af Mekka, Hussein Hashmi, blev så påvirket af denne propaganda, at han i 1915 greb til våben mod muslimerne for arabernes nationale uafhængighed og stak Tyrkiet i ryggen. I Første Verdenskrig sejrede briterne, det vil sige de allierede styrker (Allied Forces). Allerede ved krigens begyndelse havde de gennem en hemmelig aftale fordelt Det Osmanniske Rige mellem sig. Efter krigens afslutning i 1919 blev Det Osmanniske Rige splittet i stykker. Den europæiske del gik tabt. Som følge af den arabiske nationalismes giftvirkning blev de arabiske lande ganske vist løsrevet fra Det Osmanniske Rige, men de blev fordelt mellem England, Frankrig og Grækenland. Det Osmanniske Rige blev begrænset til det gamle Anatolien (Istanbul). I maj 1919 var der i den osmanniske hovedstad kun en sultan tilbage, hvis eksistens blot var af navn. Også her var hans uafhængighed truet. De muslimske ledere i Britisk Indien havde indprentet muslimerne den tro, at Khalifatul Muslimin og kalifatsystemet var en del af deres sande iman. Da de indiske muslimer derefter så Det Osmanniske Riges fald og dets opsplittede tilstand, opstod der hos dem en frygt for, at briterne måske ville ødelægge selve kalifatets centrum, som muslimerne betragtede som deres religiøse og åndelige centrum.

Derefter mødtes de muslimske ledere med vicekongen i selve Indien og gav udtryk for deres holdning. En delegation under ledelse af ledere som Maulana Muhammad Ali Jauhar og Maulana Saiyid Sulayman Nadwi mødtes med de britiske myndigheder i London og fremlagde deres synspunkter. Som svar fik de at vide, at de ikke ville få andre områder end det egentlige tyrkiske territorium.

Indiens muslimer blev yderst vrede over briternes opførsel, og en voldsom Khilafat-bevægelse begyndte i Indien for at bevare kalifatets eksistens. En Khilafat-komité blev dannet, og den indiske Kongres, Jamiat Ulema-e-Hind og Khilafat-komitéen ledede i fællesskab denne bevægelse. Den 10. august blev Khilafat-dagen markeret i hele landet, og fra dette tidspunkt blev der også afholdt strejker forskellige steder. Kort sagt begyndte en voldsom eksplosion mod briterne i hele Indien. Inden for en måned meldte næsten tredive tusind muslimer sig frivilligt til at blive fængslet. I byer og havne, på markedspladser og i landsbyer antog Khilafat-bevægelsen en voldsom form. Men hele denne enorme bevægelse og de antibritiske protester og eksplosioner endte i fiasko.

Grunden er, at Kemal Atatürk udnyttede de tyrkiske muslimers jihadistiske inspiration og med enestående tapperhed og kløgt ledede krigen, hvorved han tilbageerobrede store områder fra englænderne. Han forenede tyrkerne og formåede at genoprette deres tabte værdighed og ære. Efter således at have tilranet sig magten afsatte Kemal Atatürk i november 1922 sultan Muhammad Hashim fra det osmanniske kalifat, og i marts 1924 fordrev han den sidste sultan, Abdul Majid, fra landet og afskaffede kalifatet.

Dr. Moinuddin bemærker i sin History and Freedom Movement, del VIII, bind 1:

Dette skridt fra Kemal Atatürk gjorde et dybt indtryk på de indiske muslimer, der var knyttet til kalifatbevægelsen. Ingen blev hårdere ramt end Maulana Muhammad Ali, som var selve sjælen i kalifatbevægelsen. Sharif Hussein, der havde fungeret som englændernes marionet, og hvis forræderi havde lagt Det Osmanniske Rige i ruiner, erklærede sig som kalifatets kravstiller. Men for det første var han blevet genstand for afsky i den muslimske verden, og den engelske regering afviste også hans krav. På den anden side formåede han ikke at standse angrebet fra den revolutionære wahhabitiske leder Ibn Saud. Hen imod årets slutning erobrede Ibn Saud Mekka og Taif, og størstedelen af Hijaz kom under hans kontrol.

De, der var involveret i kalifatbevægelsen, havde sympati for Ibn Saud. Men da han for at udrydde gravdyrkelsen ødelagde alle former for mindesmærker, der var opført over gravene, forlod tilhængere af Badauni, Barelvi og lignende retninger kalifatkomitéen. Ikke desto mindre sendte den indiske kalifatkomité den 4. januar et telegram, hvori den lykønskede Ibn Saud som muslimernes kalif. Men blot fire dage senere svarede han, at han var konge af Hijaz, ikke kalif.

– (History of Freedom Movement – Dr. Moinuddin)

Imens byggede Kemal Atatürk et palads for en ny din-i-ilahi oven på ruinerne af det osmanniske kalifat.

Urduens fader, Maulvi Abdul Haq, siger:

Kemal Pasha gik så langt, at han erklærede mad og drikke, beklædning, adfærd, dans og sang, alkoholforbrug samt mange andre islamfjendtlige kulturer, der var efterligninger af Vesten, for Tyrkiets nationale symboler. Han fjernede endda den religiøse undervisning fra de islamiske uddannelsesinstitutioner. Han ændrede det gamle alfabet i Tyrkiets eget sprog og indførte det romerske alfabet. En tyrkisk delegation ankom til Delhi. De var gentagne gange stolte af at præsentere sig selv som en europæisk nation. Muslimerne i Delhi inviterede dem til at udføre fredagsbønnen i Delhis Jama Masjid. Men de afviste invitationen. Invitationen fra Aligarh Muslim University blev også afvist. Derimod besøgte de med glæde Banaras Hindu University, selv om der ikke på forhånd var planlagt noget program.

Sir Sayyid Ahmad – Maulvi Abdul Haq (s. 34)

Selv om khilafatbevægelsen endte i fiasko, efterlod den en enorm indflydelse på Indiens historie og skabte en ukuelig inspiration til Indiens frihedsbevægelse. Dens indflydelse på Maulana Maududi var, at bevægelsen gav ham inspiration, mod og styrke til at tale ved offentlige møder samt mulighed for gennem sin pen at udtrykke den muslimske millats håb, ønsker og fremtidige handlingsplan. Under khilafatbevægelsen arbejdede Maulana med at redigere tidsskriftet ‘Taj’ fra Jabalpur. Han var dengang kun sytten år gammel. I sin selvbiografi siger han:

“På det tidspunkt var der her ingen, der kunne sige noget ved offentlige møder på muslimernes vegne. Jeg blev derfor nødt til selv at påtage mig denne opgave. Det gav mig to store fordele. For det første opstod der i mig en enorm selvtillid, som jeg ikke tidligere havde haft. Tidligere havde jeg ikke turdet påtage mig noget ansvarsfuldt arbejde. Men da jeg i Jabalpur begyndte at arbejde helt alene og på eget ansvar med journalistik og offentlig tjeneste uden andres hjælp, mærkede jeg, at der i mig var skjulte kræfter, som spontant kom til udtryk, når behovet opstod. Siden da har jeg aldrig tøvet med at påtage mig noget ansvar.

Den anden fordel var, at jeg i mit liv blev fuldstændig selvhjulpen. Tidligere havde jeg altid boet sammen med en eller anden slægtning eller ven, og selv om det kun i ringe grad var tilfældet, fandtes der stadig i mig en svaghed for at være afhængig af andre. Men i Jabalpur var jeg i stand til at arbejde selvhjulpent.”

Når man læser Maulanas ledere, skrevet i datidens tidsskrift ‘Taj’ i Jabalpur, må man erkende, at han i så ung en alder var blevet så vidende, at han også besad sproglig kunnen til at skabe begejstring og ukuelig inspiration blandt folket. Hvert eneste af hans ord var yderst velargumenteret, acceptabelt for det dannede samfund og særdeles fremsynet. Der var fuld balance og harmoni mellem hans tidligere og senere udtalelser. På grund af den ekstreme uretfærdighed, som briterne på det tidspunkt havde begået mod Tyrkiet, skrev han en lang leder, hvori han skarpt kritiserede briterne. Som følge heraf blev udgivelsen af ‘Taj’ standset.

Hijra-bevægelsen og Maulana Maududi

Da khilafatbevægelsen så briternes urokkelige holdning, erklærede Indiens lærde, at Indien var ‘dar al-harb’, og at det var muslimers religiøse pligt at foretage hijra herfra. I 1920 begyndte Maulana Abul Kalam Azad hijra-bevægelsen, efter at han var blevet løsladt fra fængslet i Ranchi.

På det tidspunkt sagde Afghanistans konge, Amir Amanullah Khan, ved et offentligt møde, at indiske muslimer kunne foretage hijra og rejse til Afghanistan. På Maulana Azads opfordring blev muslimerne med lukkede øjne ivrige efter at foretage hijra. En hijra-komité blev dannet, og dens kontor blev behørigt oprettet i Delhi. Tusinder af gudfrygtige muslimske familier solgte deres faste og løse ejendom for en symbolsk pris og begyndte at ankomme til hijra-komitéens kontor. Alene i august foretog atten tusind mennesker hijra og krydsede den afghanske grænse. Næsten en halv million muslimer mistede værdifulde ejendele under påskud af hijra.

Brødrene Maududi (Abul A’la Maududi og hans ældre bror Abul Khair Maududi) mødte op på kontoret for Delhis Hijrat-komité med henblik på hijrat. En bekendt af Maulana, hr. Tozammel Hossain, var sekretær. Maulana havde en lang samtale med ham. Under samtalen erfarede Maulana, at der bag hijrat ikke lå nogen velovervejet og ordentlig plan eller strategi. Hundredtusinder af mennesker var på vej til Afghanistan, men den afghanske regering var ikke blevet kontaktet eller rådspurgt i denne forbindelse. Blandt lederne af Jamiat Ulema-e-Hind, heriblandt Mufti Kifayatullah og Maulana Ahmad Said, var der stor interesse for hijrat. Maulana Maududi (den unge Maududi) mødtes med dem og sagde, at hijrat uden en ordentlig plan ville være urealistisk og skadelig. De erkendte manglen og bad den unge Maududi om at fremlægge en plan i denne sag.

Maulana Maududi foreslog, at man først skulle drøfte sagen med den afghanske regering og undersøge, om den ønskede at genbosætte dem, der foretog hijrat fra Indien, og i så fald, hvordan fremgangsmåden og programmet skulle være. Derefter mødtes man med den afghanske ambassadør i Delhi, og det blev klart, at de allerede var kommet i vanskeligheder på grund af sagen. Selv om regeringen tøvede med at sende dem, der var rejst fra Indien, tilbage, oversteg udgifterne til deres underhold regeringens formåen. Herefter led planen om hijrat en for tidlig død.

Uden nogen ordentlig plan og alene drevet af religiøs følelsesbetonet iver udstedte datidens ulema en fatwa om hijrat og gjorde flere hundrede tusinde muslimer fattige og hjemløse. Takket være Maulana Maududis fremsyn og rettidige indgriben blev yderligere flere hundrede tusinde muslimer reddet fra ulykke.

Den unge Maududis enestående talent, skarpe intelligens og fremsyn forbløffede og tiltrak Maulana Muhammad Ali og lederne af Jamiat. Derfor bad de gentagne gange den unge Maududi om at påtage sig redaktionen af deres respektive aviser.

Maududi inden for journalistikken

En fornem mand fra Centralprovinserne ved navn Tajuddin var den ovenfor beskrevne Anjumans sjæl. Han udgav et ugeblad med navnet ‘Taj’ fra Jabalpur, og det var efter hans indtrængende opfordring, at brødrene Maududi overtog redaktionen af bladet. På den tid var det meget vanskeligt at udgive aviser. Derfor ophørte udgivelsen af ‘Taj’ efter nogen tid. Derefter rejste brødrene Maududi fra Jabalpur til Delhi. På dette tidspunkt var Maulana Maududi blevet så optaget af journalistikken, at han blev nødt til at lære engelsk. Han begyndte derefter at lære engelsk hos en vis Muhammad Fazel. I stedet for at læse de indledende engelske bøger begyndte han straks at læse bøger på datidens studentereksamensniveau. Takket være sin enestående intellektuelle begavelse opnåede han på blot seks måneder så store engelskkundskaber, at han kunne forstå hovedindholdet nogenlunde, når han læste en hvilken som helst engelsk avis eller bog. Han studerede det engelske sprog i to år. Uden en lærers hjælp studerede han forskellige værker alene ved hjælp af en ordbog og fortsatte med at tilegne sig omfattende viden.

Hr. Tajuddin begyndte igen at udgive ‘Taj’ fra Jabalpur og overdrog redaktionen til Maulana. Takket være Maulanas indsats blev ‘Taj’ forvandlet fra et ugeblad til et fremtrædende dagblad. Fra dette tidspunkt blev han involveret i politik. På den tid var der ingen i Jabalpur, der kunne lede muslimerne. Derfor måtte Maulana holde taler ved forskellige offentlige møder og skabe nyt liv blandt muslimerne.

Under sit ophold i Jabalpur udviklede Maulana dyder som selvstændighed, pligtopfyldenhed og ansvarsfølelse. På dette tidspunkt kunne han, helt afhængig af sig selv, udføre yderst betydningsfulde opgaver. Men heller ikke i Jabalpur kunne han blive ret længe. På grund af en lederartikel i ‘Taj’ blev den imperialistiske britiske regerings vrede vakt. Regeringen anlagde sag mod redaktøren, trykkeren og udgiveren af ‘Taj’. Men eftersom hr. Tajuddin i bladets erklæring selv stod opført som redaktør, trykker og udgiver i alle tre egenskaber, blev Maulana fritaget for sagen. Dette blev imidlertid ved med at nage hans samvittighed. Han lovede, at han fra nu af ikke ville påtage sig noget ansvarsfuldt arbejde under andre. Han svor fast, at han ville bære alle større ansvar på sine egne skuldre og udføre arbejdet selv.

Ved slutningen af 1920 rejste han til Delhi. I begyndelsen af 1921 stiftede han bekendtskab med Mawlānā Muftī Kifāyatullāh og Mawlānā Ahmad Saʿīd, formanden for Jamiat Ulama-e-Hind. På Jamiats vegne udgav de et tidsskrift med navnet »Muslim«, og betaget af Mawlānā Maududis talent udnævnte de ham til dets redaktør. Tidsskriftet fortsatte velfungerende indtil 1923, og Mawlānā Maududi redigerede det helt til slut.

Fra 1916 til 1921 måtte Mawlānā gennemgå fem-seks år med en enorm prøvelse. På grund af faderens uhelbredelige sygdom, det ubarmhjertige pres for at tjene til livets ophold, manglende støtte og lignende fik Mawlānā ikke mulighed for at tilegne sig den fornødne viden. Fra 1921 helligede han sig i Delhi med ro i sindet til at lede avisen og til at studere i sin fritid. Hos lærde ʿulamāʾ, der var kyndige inden for forskellige områder, studerede han arabisk litteratur, hadith, tafsir, fiqh, mantiq (logik), filosofi og andet, hvorved han opnåede dyb lærdom.

Mawlānā Abdus Sattar Niyazi var en af datidens største lærde i Indien. Hans dybe viden og lærdom inden for Koranen, hadith og det arabiske sprog var kendt vidt omkring, og i praksis og karakter var han en sand dervish. Sayyid Maududi modtog hver dag en times undervisning hos ham før fajr-bønnen i arabisk grammatik (nahw og sarf), maʿqulāt, maʿānī og balāghah.

Derefter, den 12. januar 1926, i en alder af 22 år, modtog Sayyid Maududi fra Mawlānā Muhammad Sharīfullāh Khān, lærer ved Dārul Ulūm Fatehpuri i Delhi, certifikater i »ʿulūm ʿaqliyyah wa adabiyyah wa balāghah« og »ʿulūm aṣliyyah wa furūʿiyyah«.

Det følgende år (1927) modtog Sayyid Abul Aʿlā hos den nævnte madrasa’s lærer, Mawlānā Ashfāqur Rahmān Kandhalvī, certifikater i hadith, fiqh og arabisk litteratur.

Desuden modtog Sayyid Abul Aʿlā Maududi i 1928 hos Mawlānā Ashfāqur Rahmān Kandhalvī certifikater for at have afsluttet Jāmiʿ at-Tirmidhī og Imām Māliks Muwatta.

Det skal desuden nævnes, at Mawlānā Maududi hos Mawlānā Sharīfullāh Khān også studerede Tafsīr al-Bayḍāwī, Hidāyah, ʿilm al-maʿānī og balāghah.

På denne måde fuldførte Mawlānā Maududi under sit syv-otte år lange ophold i Delhi, sideløbende med sit journalistiske arbejde og ved hjælp af en enestående begavelse og visdom, den uafsluttede del af sin uddannelse og opnåede dyb lærdom inden for arabisk, hadith, tafsir, fiqh og andre områder.

Efter at »Muslim« ophørte i 1923, drog Maulana Maududi af sted til Hyderabad. Men undervejs afbrød han rejsen i Bhopal, hvor han i halvandet år helligede sig et intenst studie. I 1924 rejste han igen til Delhi. På dette tidspunkt stiftede han bekendtskab med den afdøde Maulana Muhammad Ali Jauhar, en af det indiske subkontinents store mænd. Maulana Muhammad Ali ledede dengang avisen »Hamdard«. Han bad den unge, fremadstormende journalist Maulana Maududi om at overtage arbejdet med avisen. Netop på dette tidspunkt opfordrede Maulana Ahmad Said på vegne af Jamiat Ulama-e-Hind Maulana Maududi til at udgive avisen »Al-Jamiat«. Trods sin dybe respekt for Maulana Muhammad Ali forhindrede Maududis selvstændige sind ham i at underordne sig en anden. Derfor fandt han det mest passende selvstændigt at påtage sig redaktionen af »Al-Jamiat«. Fra 1924 til 1928 ledede han på fortrinlig vis halvugeavisen »Al-Jamiat«. I denne periode skrev han også værdifulde bøger om forskellige emner. Blandt hans første udgivelser var »Al-Jihadu fil-Islam« og »Dawlat-e Asfia wa Hukumat-e Bartania«, som er særligt bemærkelsesværdige.

»Al-Jihadu fil-Islam«

Der er en vis historisk baggrund for Maulana Maududis tilblivelse af bogen »Ar-Jihadu fil-Islam«.

I slutningen af 1926 blev Swami Shraddhananda, initiativtageren til og lederen af shuddhi-bevægelsen, dræbt af en muslimsk attentatmand. Som følge heraf blev det hinduistiske Indien yderst oprørt. Fra hinduernes side begyndte en omfattende kampagne mod muslimerne og islam. De hævdede, at islam tilskyndede sine tilhængere til at slå mennesker ihjel. Selv hr. Gandhi bemærkede i en erklæring, at islam tidligere var blevet udbredt med sværdet, og at det også foregik sådan i nutiden. Deres propaganda mod islam satte hele Indiens luft og atmosfære i bevægelse, og hindu-muslimske optøjer og uroligheder brød ud forskellige steder i udlandet. Da Maulana Muhammad Ali Jauhar forsøgte at standse al denne grundløse og ophidsende propaganda, udtrykte han sin dybe sorg og sagde: »Ak! Hvis der i Indien i dag blot fandtes en mandig mujahid, en af Allahs tjenere, som kunne give deres lave propaganda et knusende svar, hvor ville det dog være godt!«

Den unge mujahid Maulana Maududi var til stede ved det nævnte møde i Jama Masjid. Som tidligere nævnt var han på dette tidspunkt redaktør for avisen »Al-Jamiat«. Inspirationen til jihad gennemstrømmede hans sind, hans hjerne og hver eneste åre i hans krop. Han besluttede sig fast for at svare Hindustan og andre islamfjender igen. Fra begyndelsen af 1927 begyndte han derfor gennem sin avis løbende at udgive artikler med titlen »Al-Jihadu fil-Islam«. Senere blev de udgivet som en omfattende bog.

Dr. Iqbal fremsatte følgende kommentar om bogen:

»Denne bog, der indeholder islamiske love og regler om jihad, krig og fredsslutning, er nyskabende og fremragende. Jeg opfordrer enhver lærd og dannet person til at læse den.«

Bogen, som Maulana skrev med egen hånd, øvede også en betydelig indflydelse på hans egen karakter. Om dette sagde han følgende:

»Jeg selv har haft størst udbytte af dette værk. Da jeg skrev værket, var følelsen og begejstringen for national ære stærkere i mit hjerte end følelsen af religiøs værdighed. Men under udarbejdelsen af værket og mine undersøgelser i den forbindelse fik jeg mulighed for med stor opmærksomhed at studere islams grundlæggende synspunkter samt dets påbud og forbud i alle detaljer. Resultatet blev ikke blot, at jeg opnåede fuld viden om shariaens bestemmelser og fuld overbevisning om deres sandhed; i mit sind opstod også en ukuelig inspiration til at genoprette Allahs styre- og forfatningsorden. Desuden blev jeg bekendt med fremgangsmåden for at kæmpe for denne sag. Derefter besluttede jeg at opgive den daværende gængse form for journalistik. Derfor brød jeg forbindelsen med avisen Al-Jamiyat. Jeg besluttede da, at hvis jeg nogen sinde i fremtiden trådte ind i journalistikkens verden, ville det kun være på den betingelse, at jeg udelukkende anvendte den som et våben til at udbrede Dīn al-Ḥaqq. Derefter tilbragte jeg fem lange år alene med studier og kundskabsdyrkelse.«

Før 1928 begyndte Maulana Maududi at lære tysk. Men efter nogle måneders undervisning flyttede hans lærer fra Delhi til et andet sted, og hans håb forblev uopfyldt.

På dette tidspunkt begyndte Maulana at få grundlæggende meningsforskelle med ledelsen af avisen Al-Jamiyat og Jamiat Ulama-e-Hind. Jamiat Ulama var blevet en blind tilhænger af den indiske kongres. På et tidspunkt, hvor fremtrædende nationale ledere som Maulana Muhammad Ali havde forladt kongressen på grund af dens stædighed, dobbeltmoral og anti-islamiske holdning, var det yderst uværdigt for Jamiat Ulama at fungere som kongressens lakaj. Derfor opgav han i 1928 for altid redaktøransvaret for den pågældende avis.

Maulanaens selvstændige liv

Efter at have forladt journalistikken besluttede Maulana Sayyid Abul A’la Maududi at hellige sig kompilering og forfatterskab. Men eftersom de værdifulde bøger, der var nødvendige for at indsamle oplysninger om de emner, han ønskede at skrive om, var vanskelige at få fat i i Delhi, måtte han igen rejse til Hyderabad. Han blev der indtil august 1928. I denne periode skrev han Tarikh as-Saljuk (seljukisk historie), oversatte afsnittet »De fatimidiske kaliffer i Egypten« fra Ibn Khallikans historie og blev i august samme år syg og rejste til Delhi.

Det tog flere måneder at opnå fuld helbredelse. Derefter opholdt han sig nogle måneder i Bhopal, hvor han indsamlede de nødvendige oplysninger til sit længe ønskede værk »Deccans historie«. I juli 1931 rejste han igen til Hyderabad og helligede sig udarbejdelsen af det ovennævnte værk.

I denne forbindelse kan det nævnes, at hans ældre bror, Sayyid Abul Khair Maududi, allerede opholdt sig i Hyderabad. Han var medlem af »Usmaniya Darwarrama«. Maulana Maududi boede i Hyderabad sammen med sin bror i nogle år.

I 1932 oversatte Maulana Maududi på vegne af Usmaniya Universitets Dar al-Tarjuma (Department of Translation) Allama Sadruddin Shirazis arabiske værk med titlen »Al-Asfar al-Arba’a«. Bogen er et yderst komplekst filosofisk værk på arabisk.

Det arabiske værks fulde titel var »Al-Hikmat al-Mutaʿāliya fī Asfār al-ʿAqliyya«. Men blandt arabiske sprogforskere var det blot kendt under navnet »Asfār al-Arbaʿa«. De lærde, der var særligt kyndige i arabisk, har bemærket, at værket var så komplekst og vanskeligt, at der på den tid i hele Indien ikke fandtes mere end fem eller ti personer, som kunne læse det korrekt – for slet ikke at tale om at oversætte det.

Under alle omstændigheder fik Maulana fra oversættelsesafdelingen et stort honorar for at udføre en vellykket og tilfredsstillende oversættelse af værket.

Denne enorme indtægt fra oversættelsen blev en hjælp til Maulanas udfoldelse af sit talent. Da Maulana havde fået pengene i hænde, købte han alle bindene af »ENCYCLOPAEDIA BRITANNICA«. Ikke nok med det: Han satte en betydelig del af pengene til side til sit senere udgivne værk »Tarjumān al-Qurʾān« og købte for resten hadith-, tafsir-, fiqh- og andre værdifulde værker.

Maulanas kampfyldte liv

I 1932 begyndte et nyt kapitel i Maulana Maududis liv. Ingen fornuftig og samvittighedsfuld person kan benægte, at Maulana viede hele sit liv til at vise det forvirrede og vildledte menneskesamfund i den moderne verden, der er på randen af undergang, en videnskabeligt funderet, enkel og sund vej. Sandt at sige blev hans livslange stræben begyndelsen til en stærk islamisk bevægelse og en moralsk og åndelig revolution i menneskesamfundet, midt i en verden, der var brændt af synd og lidelse.

I 1932 begyndte Maulana fra Hyderabad i Deccan at udgive et månedsskrift med navnet »Tarjumān al-Qurʾān«. Fra da af begyndte han at bo for sig selv. I et toetagers hus nær Muʿazzam Shāhī-markedet fortsatte han med at udgive tidsskriftet sammen med én medarbejder. Han var stadig ugift på det tidspunkt.

At udgive et tidsskrift er ikke nogen lille sag. Det kræver økonomisk stabilitet. Men sandheden var, at han ingen økonomiske midler havde. Han havde hverken formue eller andre ressourcer, intet fædrene hus eller nogen fast månedlig indtægt. Han drøftede dette indgående med sin storebror. Da storebroren hørte om hans beslutning om at udgive et månedsskrift under så vanskelige økonomiske forhold, blev han bekymret. Til sidst skaffede han Maulana en højt rangeret professorstilling ved Osmania University og bad ham afstå fra det dristige og risikable projekt at udgive et tidsskrift. I seks timer forsøgte storebroren at overtale sin lillebror i denne sag. Alligevel henvendte Maulana sig til sin storebror med rolig og alvorlig stemme:

»Der er ikke længere tid at spilde. Jeg er fast overbevist om, at hvis der er oprigtighed i mine ord, vil min inspiration ikke være forgæves.«

Han siger endvidere: »Situationen er blevet yderst alvorlig. Jeg kan se, at oversvømmelsen ikke længere er langt borte. Denne oversvømmelse vil blive mere alvorlig og ødelæggende end oversvømmelsen under det britiske styre i 1857. Jeg anser det for min pligt at advare muslimerne mod denne fare. Jeg vil efter bedste evne forsøge at yde dem den ene eller anden form for tjeneste.«

Da den ældre bror hørte den yngre brors uigendrivelige argumenter og så hans urokkelige beslutsomhed, lod han sig overtale. Maulana Maududi modstod fristelsen ved det attraktive, velbetalte job ved Usmania Universitet og helligede sig i stedet nationens tjeneste gennem avisen. Gennem sit skriftlige arbejde indledte han en revolutionær bevægelse.

Det er naturligvis ubestrideligt, at det først og fremmest kræver tre ting at lede en idealbaseret bevægelse efter videnskabelige principper.

For det første må man have fuld viden om det emne, som bevægelsen vedrører, samt en fast overbevisning, og man må beherske en videnskabeligt funderet handlingsplan for at lede bevægelsen.

For det andet må man på den ene side forme sin egen karakter på grundlag af det ideal, der skal udbredes, og på den anden side udbrede det blandt menneskeheden.

For det tredje må man danne en jamaat eller gruppe bestående af nogle få personer med en fuldkommen karakter i overensstemmelse med dette ideal og indlede en kamp på liv og død for at virkeliggøre idealet.

Dette er den eneste videnskabeligt korrekte og velordnede måde at føre enhver bevægelse til succes på. Vi ser også Maulana Maududis liv opdelt i disse tre faser.

For det første gik den lange periode fra hans barndom og frem til før 1932 med at tilegne sig viden om islam, den islamiske bevægelse, Koranen og hadith, fiqh, jihad, krig og fredsaftaler samt den islamiske stats indenrigs-, udenrigs- og internationalpolitik og andre sådanne emner. Desuden blev han fortrolig med den moderne verdens videnskab og viden.

Derefter begyndte den anden fase af hans liv i 1932. På dette tidspunkt fremlagde han gennem månedsbladet »Tarjumān al-Qurʾān« det islamiske ideal for menneskesamfundet.

I den tredje fase, det vil sige i 1941, blev der dannet en islamisk jamaat eller organisation bestående af en række principfaste og karakterfaste mennesker. Denne organisation har i overensstemmelse med en særlig arbejdsmetode uafbrudt ført en islamisk bevægelse i hele Indien og Pakistan frem til 1971 og siden 1971 i det tilbageværende Pakistan og i Bangladesh. Det er netop denne organisation, der kaldes »Jamaat-e-Islami«. Efter indførelsen af militærstyret i Pakistan den 7. oktober 1958 blev den, ligesom andre organisationer, erklæret forbudt. Jamaat genoptog sit arbejde i 1962.

Under alle omstændigheder er månedsbladet »Tarjumān al-Qurʾān«, som blev grundlagt og udgivet i 1932, fortsat udkommet regelmæssigt og på fremragende vis lige siden. Ingen er uvidende om det højtidelige kald, han gennem dette blad har rettet til landet og folket, eller om at han gennem Jamaat-e-Islami, der blev grundlagt i 1941, har skabt nogle ægte soldater for islam, urokkelige som bjerge.

Maulanaens søgen efter sandheden og hans revolutionære tankegang var en forkyndelse af en revolution, og denne revolution var fuldstændig islamisk, social, økonomisk, politisk, mental og åndelig. Han havde fuldt ud indset, at den vej, han havde valgt, var tornestrøet, farefuld og ensom. Alligevel havde sandhedens kald gjort ham vanvittig. På den ene side undertrykte den vestlige, gudløse kapitalistiske civilisation menneskesamfundet, mens kommunismens eller lighedstænkningens fatamorgana på den anden side som en reaktion berøvede mennesket dets grundlæggende rettigheder og indespærrede det i en dyresti. Det muslimske folk, som var berøvet islamisk undervisning, blev ført bort på en flodbølge af mental forvirring. Netop i dette kritiske vendepunkt tændte Maulana Maududi faklen fra Den Ædle Koran og Profetens sunna og kaldte menneskene til den rette vej. Han vidste klart, at denne vej ikke var bestrøet med blomster, men derimod yderst vanskelig og fuld af farer. Alligevel satte han frygtløst af sted ad netop denne vej. Først hånede vennerne ham som en vanvittig. Slægtningene trak sig bort og sukkede fortvivlet. Medrejsende standsede undervejs. Men hans rejse standsede ikke. Hans fremdrift svækkedes ikke, og hans hjerte og sind mistede ikke modet.

Jihad på Allahs vej

Maulana begyndte jihad på Allahs vej netop gennem sin første udgivelse, bogen »Al-Jihād fī al-Islām«. Dette var jihad gennem skriften. Dette var jihad gennem skriften.

Det er ikke muligt her at drøfte bogens indhold. Selvom den blev skrevet tidligt i hans liv, kan man allerede ud fra forordet tydeligt forstå, hvor dyb en lærdom han besad om dens vigtige emner. På hver side i bogen træder hans gudsfrygt, hans kærlighed til Gud og hans ukuelige inspiration til at udbrede islams sejr, ære og overhøjhed levende frem. Til læsernes orientering citerer jeg det forord, han skrev til bogens første udgave:

»Blandt de mange falske og grundløse beskyldninger, som Europa i moderne tid af politiske hensyn har rettet mod islam, er den alvorligste, at islam er en blodtørstig religion, og at den indvier sine tilhængere i blodets ritual. Hvis der lå nogen sandhed til grund for disse beskyldninger, ville de helt naturligt være blevet fremsat netop på det tidspunkt, da verden blev rystet af muslimernes erobringer. Det var faktisk på det tidspunkt, at mistanken kunne være opstået om, at disse erobringstogter var resultatet af blodige religiøse læresætninger. Men mærkeligt nok blev denne beskyldning først rejst længe efter, at islams strålende sol var gået ned. I dette selvskabte billede af beskyldningen blev der pustet liv på et tidspunkt, hvor islams sværd var blevet sløvt. Samtidig blev Europas nøgne sværd netop da farvet med uskyldige menneskers friske blod. Ligesom en kæmpemæssig pyton bider små dyr og sluger dem, opslugte Europa på samme måde de svage nationer den ene efter den anden. Hvis blot en smule sund fornuft dengang var vågnet hos nogen i verden, ville spørgsmålet naturligvis være blevet stillet: Har de, som selv lader floder af de svages friske blod strømme over jorden og udøver røveri mod andre nationer, nogen ret til at anklage islam? Tværtimod var de selv skyldige i denne brøde. Var der ikke bag hele deres historieforskning og lærde debatter en sådan ond hensigt, at de ville lede den stærke strøm af verdens had og vrede, som var ved at rette sig mod dem, over mod islam? Men det er en naturlig svaghed hos mennesket, at når det lider nederlag på slagmarken, bliver det også besejret på lærdommens område. Den, hvis sværdslag har besejret det, kan det heller ikke tåle pennens slag fra. Derfor er det i enhver tidsalder de tanker og ideologier, der vinder indflydelse i verden, som træder frem støttet af sværdet. I denne henseende lykkedes det Europa at kaste støv i verdens øjne. Som følge heraf antog nationer med slavisk sind uden prøvelse og uden eftertanke det fejlagtige syn på islamisk jihad, der var blevet fremsat, som en urokkelig sandhed på linje med den himmelske åbenbaring.«

I det forrige århundrede og også i vor tid er der gentagne gange blevet givet svar fra muslimsk side på de ovennævnte anklager. Der er blevet drøftet så meget om dette emne, at det nu nærmest betragtes som overflødigt og forældet. Men den mangel, jeg har bemærket i disse svar, er, at islams forsvarere synes at være blevet overvældet af modparten og stå foran dommerens skranke som anklagede, rede til at fremlægge deres forsvar som forbrydere. Nogle lærde er endda gået så langt, at de for at styrke sagen til islams fordel har ændret og revideret islams lære og politik. Desuden har de, skræmte og rystede af frygt for modparten, forsøgt at fjerne de forhold fra islams historie, som de efter eget skøn anser for farlige, så de kan undgå modstandernes opmærksomhed. Hos dem, der ikke udviser disse mangler, forbliver svarene imidlertid også ufuldstændige, fordi de ikke kaster islams fulde lys over islams lære om jihad og islamisk krigsførelse. Det synes, som om de bestræber sig på at skjule disse emner, hvilket efterlader plads til tvivl om dem.

For at fjerne forvirringen er det nødvendigt at analysere den islamiske lære og de islamiske love vedrørende jihad og krigsførelse på Allahs vej med det formål at ophøje Allahs religion og ord, og gøre det i lyset af Koranen, sunnaen og fiqh-læren. Der må ikke foretages den mindste ændring eller udvidelse af nogen af disse love. Der må ikke gøres noget forsøg på at ændre islams grundlæggende formål og lære. Jeg er grundlæggende uenig i, at ens egne forestillinger og overbevisninger skal omformuleres og udbredes efter andres synspunkter. Der findes ikke noget problem i verden, som alle vil være enige om med samme synspunkt. Hver gruppe har sit eget særskilte synspunkt og anser det for ufejlbarligt. Uanset hvor meget vi måtte forskønne og fremstille vores egne grundlæggende overbevisninger af hensyn til andres synspunkter, er det aldrig muligt, at tilhængere af forskellige ideologier vil være enige med dem. Derfor er den bedre fremgangsmåde, at vi tydeliggør det sande billede af vores tro og ideologi, vores problemer, lære og politik og på den bedst mulige måde gør verden bekendt med vores synspunkt. Derefter bør vi overlade sagen til deres egen fornuft og samvittighed. Hvis de accepterer det, er det meget godt. Hvis de ikke gør, er vi heller ikke bekymrede over det. Dette er den eneste rigtige fremgangsmåde for at kalde til sandheden og udbrede den. Profeterne (fred være med dem) og de store mænd, der holdt fast ved sandheden med urokkelig beslutsomhed, fulgte netop denne vej.

Jeg havde i lang tid følt behovet for dette. Men trods denne erkendelse kunne jeg ikke tage noget skridt i sagen. Den eneste grund var mangel på tid. For det er almindeligt kendt, at en journalist sjældent får tid og fritid til overs. Men hen imod slutningen af december 1926 indtraf en begivenhed, som tvang mig til at tage effektive skridt trods mange vanskeligheder. Det, der skete, var, at lederen af shuddhi-bevægelsen, Swami Shraddhanand, blev dræbt. Ufornuftige og snæversynede mennesker benyttede denne lejlighed til at sprede forvirring om islamisk jihad. Desværre blev en muslim anklaget for mordet, og i aviserne blev det udbredt, at den pågældende havde dræbt Swami Shraddhanand, fordi han betragtede ham som sin religiøse fjende. Desuden blev det også udbredt, at han troede, at han ville komme i Paradis for denne handling. Den sande hemmelighed kender kun Den, der kender det skjulte. Men offentligheden fik kun dette fordrejede billede af begivenheden at se. Derfor opstod der almindelig uro blandt islams modstandere. På trods af de lærdes erklæringer, udgivelsen af islamiske oplysningsskrifter og samfundets lærdes enstemmige erklæring og analyse begrænsede de ikke begivenheden til dens naturlige omfang, men gjorde hele den muslimske nation og den islamiske lære ansvarlige for mordet. De fremsatte også den bagvaskelse mod den hellige Koran, at den gør muslimer så fanatiske, at de anser det for deres ubetingede pligt at dræbe enhver vantro og håber derved at komme i Paradis. Nogle frimodige personer gik så langt som til at hævde, at fred ikke vil kunne oprettes, så længe Koranens lære består. Derfor måtte menneskeheden bestræbe sig på at afskaffe den. Disse fejlagtige opfattelser blev udbredt i et sådant omfang, at selv fornuftige mennesker blev rådvilde. Ja, selv Gandhi, den mest fremragende og klogeste blandt hinduerne, blev påvirket af denne propaganda og udtalte:

»Islam blev født i et miljø, hvor alle afgørelser blev truffet med sværdet, og hvor det stadig sker.«

Selv om denne propaganda ikke udsprang af nogen søgen efter sandheden eller filosofisk drøftelse, men blot var en ordret gentagelse, som propagandisternes lærere gennem tiderne havde indprentet dem, satte en ekstraordinær begivenhed ikke desto mindre et sådant skær over disse blinde overbevisninger, at uvidende mennesker let kunne blive bedraget af dem. I virkeligheden har sådanne fejlagtige forestillinger altid hindret udbredelsen af islam. Det er netop under sådanne forhold, at islams sande lære må gøres endnu klarere, så solens stråler kan bryde frem i deres strålende glans, når skyerne forsvinder. Derfor begyndte jeg at bruge den lille fritid, jeg havde efter at have redigeret avisen, på at skrive artikler om dette emne. Samtidig begyndte de også at blive offentliggjort gennem avisen Al-Jamiyat.

Til at begynde med havde jeg besluttet blot at skrive en kort artikel om dette emne. Men efter at drøftelsen var begyndt, blev det nødvendigt undervejs at belyse forskellige sider af emnet, og avisens spalter viste sig derfor helt utilstrækkelige. Jeg blev således nødt til at standse offentliggørelsen i avisen, efter at der var udkommet treogtyve eller fireogtyve numre. Derefter offentliggør jeg nu emnet i sin fulde form som denne bog. Selv om forskellige sider af forskellige emner er blevet behandlet i denne bog, blev jeg på grund af tidsmangel nødt til at lade mange emner stå uafsluttede. Emner, som burde have fået hver sit kapitel, har jeg afsluttet på blot et par linjer. Ved udarbejdelsen af denne bog har jeg især lagt vægt på ikke noget sted at indføje mine egne eller andres personlige kommentarer. Tværtimod har jeg nedskrevet alle de grundlæggende og detaljerede emner i lyset af Den Hellige Koran. Hvor jeg har fundet en udførlig forklaring nødvendig, har jeg benyttet hadith-samlinger, pålidelige fiqh-værker og pålidelige, autentiske tafsir-værker. Når læserne ser dette, skal de kunne forstå, at der i denne bog ikke er skabt noget nyt for at følge med den moderne verden. Tværtimod er alt, hvad der siges her, udelukkende fremsat på grundlag af Allahs, Hans elskede Sendebuds (fred og velsignelse være med ham) og profeternes (fred være med dem) ord.

Min appel til de ikke-muslimer, som ikke af rent had nærer et blindt fjendskab mod islam, er, at de gennem denne bog vil forsøge at lære den sande islamiske lære om krig at kende. Derefter kan de sige, hvis de har noget at indvende mod den. Hvis der også herefter skulle være nogen tvivl tilbage hos nogen, vil jeg forsøge at fjerne den.

Delhi

15. juni 1972. Abul A’la.

Dette værks emne

I de første fem kapitler af dette omfattende værk behandles islamsk jihad, selvforsvarskrig, udbredelsen af islam og sværdet samt de islamiske love og regler om krig og fredsaftaler udførligt. Det sjette kapitel omhandler hinduistiske, buddhistiske, jødiske og kristne religioners krigslære. I det syvende kapitel behandles krig og fredsaftaler under den moderne civilisation.

Det kan uden tøven siges, at ingen forfatter på noget sprog i verden har skrevet et så informativt, velargumenteret og autoritativt værk om dette emne. Denne ære og berømmelse skænkede Allah den Almægtige Maulana Sayyid Abul A’la Maududi.

Tarjuman-ul-Qur’an

Det er ovenfor blevet nævnt, at Maulana Maududi selv havde størst udbytte af værket “Al-Jihad fil-Islam”. Inspireret af dette værk begyndte han efter fem-seks års dybdegående studier og tilegnelse af viden i 1932 at udgive månedsbladet ‘Tarjuman-ul-Qur’an’ fra Hyderabad i Deccan og indledte en uophørlig kamp. De revolutionære opfordringer, han fremsatte for alene, trods økonomisk nød, at vække en slumrende nation og lede den ad sandhedens vej, findes som et tydeligt aftryk side efter side i Tarjuman-ul-Qur’an.

Udgivelsen af Tarjuman-ul-Qur’an

Den 31. juli 1931 vendte Maulana Maududi tilbage til Hyderabad fra Delhi. I byen Hyderabad havde en from muslim ved navn Abu Muhammad Musleh Sahib i nogen tid udgivet et månedsblad med navnet ‘Tarjuman-ul-Qur’an’. Formålet var at bringe Koranens hellige budskab ud i hvert eneste hjem. Betaget af Maulana Maududis visdom, talent, rosværdige dygtighed inden for journalistik og frem for alt hans enestående islamiske viden overdrog han ansvaret for redigeringen af Tarjuman-ul-Qur’an til ham. Maulana påtog sig dette ansvar, fordi han mente, at han fuldt ud ville kunne anvende bladet i arbejdet for den islamiske da’wah og bevægelse. Fra da af blev følgende ord trykt hver måned på bladets bagside (Back Page):

“I hele Indien findes der kun ét tidsskrift af denne art. Dets eneste formål er at ophøje Allahs ord og kalde til jihad fi sabilillah. Det er tidsskriftets hovedformål og emne at undersøge og kritisere de tankeretninger, ideologier samt civilisationers og kulturers grundprincipper, der spredes i verden, ud fra Koranens synspunkt, og kort sagt at forklare og analysere ethvert område—filosofi, videnskab, politik, økonomi, kultur og samfundsliv—i lyset af de grundprincipper, som Koranen og sunnah har fremlagt. Dette tidsskrift kalder den muslimske ummah til et nyt liv. Kernen i dets kald er: ‘Gør jeres sind og tanker muslimske. Forkast jahiliyyahs skikke og metoder, og følg islams sirat al-mustaqim. Gå ud med Koranen i hånden, og indtag jorden som sejrherrer.’”

Det skal bemærkes, at Maulana redigerede Tarjuman-ul-Qur’an, som var ejet af Abu Muhammad Musleh Sahib, men allerede i begyndelsen af 1932 købte han ejerskabet og helligede sig selvstændigt tjenesten for deen og millat.

På side tre i det første nummer af Tarjuman-ul-Qur’an i 1932, under hans redaktion, sagde han: “Islam må fremstilles i sit sande lys, sådan som Den Vise Koran har fremstillet den.”

På side fem sagde han: “Alle, muslimer såvel som ikke-muslimer, må hjælpes til at forstå Koranen—og de tvivlsspørgsmål, som opstår i Koranens læseres sind, må fjernes.”

På side 150 i tidsskriftet fremlagde han tilsyneladende for første gang den islamiske opfattelse af livet på følgende måde—

“Set fra islams synspunkt er verden hverken noget forkasteligt og foragteligt, som man skal afvise, eller noget, som mennesket skal blive besat af og opløse sig selv i dens nydelser. Den er hverken lutter fred eller lutter ondskab og uro. Det er hverken rigtigt at holde sig på afstand af den eller at fordybe sig fuldstændigt i den. Den er hverken helt uren og tilsølet eller helt ren og uplettet. Menneskets forhold til denne verden bør heller ikke være som kongens forhold til sit rige. Det bør heller ikke være som en fanges forhold til sit fængsel, hvor han må bøje hovedet. Mennesket er heller ikke så sejrende og mægtigt, at alting bøjer sig for det. Det er ikke så hjælpeløst, at dets vilje intet betyder, og heller ikke så magtfuldt, at dets vilje og ønske er alt. Det er hverken skaberværkets absolutte hersker eller en hjælpeløs slave af utallige herrer. Den virkelige sandhed er noget midt imellem disse to yderligheder.”

Da hans tidsskrift trådte ind i sit andet år, bemærkede han i en lederartikel—

‘Tarjuman-ul-Qur’an’ afslutter under min redaktion sit første år og træder ind i sit andet. Jeg anser det for min pligt af hele mit hjerte at takke Allah for den styrke, Han i løbet af dette år har givet mig til at tjene Hans deen og den uvurderlige bog, Den Hellige Koran, og for den måde, hvorpå Han, selv gennem en vanskelig og dybt nedslående situation, har holdt mig fast og urokkelig i dette arbejde. I sammenligning med Hans nåde og gaver er min taknemmelighed naturligvis meget ringe. I betragtning af de omstændigheder, hvorunder jeg overtog ansvaret for dette tidsskrift, og de farer, jeg senere måtte møde, ville jeg uden tvivl være blevet fortvivlet, hvis jeg ikke havde stolet på den Ene Gud, men havde sat min lid til verdslige midler og mine egne kræfter og evner. Men Gud være lovet, jeg havde ikke den mindste tillid til noget verdsligt, men stolede udelukkende på Allahs nåde. Guds løfte er bogstaveligt talt sandt: Den, der med tålmodighed og oprigtighed stræber og arbejder på Hans vej, vil med sikkerhed få succes, og sorg og lidelse kan ikke ramme ham.’ (Tarjuman-ul-Qur’an, Muharram 1353 efter hijra).

Selv om Maulana Maududi stod over for enorme vanskeligheder og økonomisk nød, bad han ikke mennesker om hjælp og underkastede sig dem heller ikke. Dette var et tegn på hans dybe forhold til Herren. Den religiøse afdeling i staten Hyderabad Nizam købte hvert år flere hundrede eksemplarer af Tarjuman-ul-Qur’an. En gang blev dette standset. Nawab Zul Qadar Jang Bahadur var embedsmand i den pågældende afdeling. Han gav udtryk for, at hvis Maulana selv kom til ham og anmodede ham samt smigrede ham, ville han sørge for, at hans tidsskrift igen blev købt i større antal. Da Maulana hørte dette, sagde han: »Selv hvis jeg lever indtil Dommedag, vil jeg ikke gå til ham. For dette er ikke mit personlige arbejde, men religionens arbejde.«

Som følge heraf måtte Maulana naturligvis stå over for et enormt økonomisk tab.

Da tidsskriftet trådte ind i sit tredje år, skrev Maulana følgende leder:

»Fra denne måned begynder Tarjuman-ul-Qur’ans tredje år. Det første år gik under vanskelige økonomiske forhold. I det andet år viste der sig ved Guds nåde nogen fremgang. I det tredje år kan man igen mærke tegn på vanskeligheder og nød. Men under alle omstændigheder må man i medgang og modgang alene stole på Allah. For Han alene er pålidelig og værd at sætte sin lid til. Han har med fasthed sagt, at lykke visselig kommer efter nød, og at dette er uundgåeligt. Derfor er vores faste overbevisning, at hvis vi forbliver standhaftige i religionens tjeneste, selv under vanskeligheder, og stoler på Ham, idet vi anser Allah alene for at være vores hjælper og den, der opfylder vores ønsker, så vil Hans nådes glimt komme os i møde i form af lykke. Vi ved, at alle vanskeligheder, ydmygelser, sorger og fattigdom rammer os netop for at sætte os på prøve.«

I den nævnte leder skrev han endvidere:

»Den nuværende muslimske nations tilstand ligner et ufrugtbart stykke land, hvor ukrudt vokser i stor mængde. Men træer af god kvalitet kan ikke vokse dér. For øjnene af os er mange frø til velfærd og godhed blevet udslettet under jorden. Andre steder spirede frøene, men gik til grunde, fordi de ikke kunne slå rødder. …. Men efter min mening kan det ikke være en mandlig muslims opgave at se jordens ufrugtbarhed, årstidens ugunstige vejr og vandmanglen og derefter sætte sig modløst ned. Siden tidernes morgen har naturens lov været, at man skal pløje den ufrugtbare jord og kæmpe mod dens hårdhed. Man skal væde den med sin sved, ja om nødvendigt med dråber af sit blod, og så frø uden at bekymre sig om resultatet. Hvis den ufrugtbare jord gennem hans anstrengelser bliver frodig og grøn, er der naturligvis intet mere at sige. Men hvis han tilbringer hele sit liv med forgæves arbejde på den ufrugtbare jord og til sidst en dag dør, er dette i virkeligheden heller ikke hans nederlag. Er det da ikke en betydelig succes for ham, at han forblev standhaftig i den opgave, som han anså for obligatorisk (fard), lige til det sidste øjeblik af sit liv, og at ingen fiasko kunne få ham til at vende sig bort fra sin pligt? (Tarjuman-ul-Qur’an, Muharram, 1354 hijri).«

Kærlighed til Gud, et dybt og nært forhold til Ham, afhængighed af Ham alene og selvudslettelse i Ham – alt dette er rejseforrådet for de vejfarende, som ønsker at vandre på Allahs vej. Også i Maulana Maududis karakter finder vi tegn på alt dette. Den ovennævnte leder og hans konkrete handlinger beviser derfor uden tvivl dette.

Da Tarjuman-ul-Qur’an trådte ind i sit fjerde år, skrev han følgende i sin leder:

»Er det da ikke en stor nåde fra Gud, at Han har taget en ubetydelig person som mig i sin tjeneste til en så omfattende indsats for religionen? Hvis en person var blevet udvalgt til denne opgave på grundlag af viden, gudsfrygt, oprigtighed samt fuldkommen ydre og indre indsigt, ville jeg aldrig være blevet anset for værdig til denne opgave. Dertil kommer Hans endnu større nåde, at alle mine fejl og afvigelser er blevet overset. Jeg var uvidende; Han gav mig viden. Jeg var vildfaren; Han viste mig den rette vej. Jeg var hjælpeløs og modløs. Han gav mig tålmodighed, mod og fasthed i min beslutning. Jeg var uden hjælp og midler – Han har fra usynlige forråd hjulpet mig skridt for skridt og gjort enhver vanskelighed så let, at det ligger ud over min forestillingsevne. Jeg tørster efter viden – bortset fra Ham er der ingen, der kan slukke denne tørst. Der er utallige fejl og mangler i min viden og forstand. Hvis nogen kan fjerne dem, er det kun Ham. Mit hjerte er uroligt, min sjæl rastløs og urolig, og mit sind er uden fred. Kun Han kan helbrede denne sygdom i mig. Jeg er nedsunket i et hav af synd. Der er utallige fejl og mangler i mine handlinger. Min naturlige svaghed får mig skridt for skridt til at afvige fra vejen, der fører til Guds tilfredshed. Ud over Gud findes der ingen, som kan fjerne disse fejl fra mig. Hos Ham beder jeg om sund tænkeevne og et klart perspektiv. Jeg beder om styrke til kun at elske og hade for Allahs skyld.«

(Tarjumanul Quran, Muharram, 1355 e.h.)

I ovenstående ord er den inderste følelse hos en gudelskende og oprigtigt hengiven asket kommet tydeligt til udtryk. Han bøjer hovedet i eftertanke over sine egne synder. Han skammer sig over sin uværdighed og er ydmyg. Den brændende længsel efter at vandre på Sirat al-Mustaqim, tørsten efter viden, ydmygheden foran Herren, at kaste sig i støvet og den intense længsel efter at opnå Herrens kærlighed – alt dette kendetegner den gale, forelskede mard-e mu’min.

Af den ovenstående beskrivelse kan man tydeligt forstå, under hvilke vanskelige forhold han med et roligt og fast sind kaldte det muslimske folk til sandheden. I seks-syv år i træk forsøgte han på denne måde at vække bevidsthed blandt muslimerne i Pakistansk Indien. Han fortsatte sin ensomme, uafbrudte kamp ad den vanskelige vej. Uendeligt mod i brystet, en uimodståelig pen i hånden og fuld tillid til Gud. Alligevel kom der på grund af menneskelig, naturlig svaghed undertiden dyb sorg og smerte til udtryk. I sit tidsskrift skrev han:

–»Det er mit inderste ønske at føre dette tidsskrift til det højest mulige niveau. Men jeg er ikke tilfreds med den måde, det bliver udgivet på. Jeg ønsker, at det skal blive til en revolutionær kraft. Det skal oplyse menneskets tankegang med islams lysglans og føre den ud af uvidenhedens mørke, så denne tankegang renses, oplyses og udvikles på grundlag af ægte islamiske principper. Dette tidsskrift skal kunne præsentere islam for offentligheden som en dynamisk og aktiv bevægelse, der skaber en revolution for livsordenen – ikke som det blot mindeværdige, uproduktive døde stof, som islam er blevet forvandlet til fra fortiden. Jeg håber, at det gennem højtstående kritik og protest vil udrydde modstanden mod islam fra verden, én del ad gangen, og gennem dybtgående faktaundersøgelser løse ethvert problem i livet på grundlag af islams grundlæggende principper. I de sidste seks år har jeg næret dette håb i mit hjerte og med alle mine kræfter forsøgt at nå dette mål. Men ulykkeligvis står jeg helt alene på denne vej, uden midler eller hjælp. Mine kræfter og evner er begrænsede. Derfor kan jeg ikke gøre det, jeg ønsker at gøre. Jeg leder overalt efter medarbejdere og medkæmpere, men finder dem ingen steder. I denne folkerige by føler jeg mig ensom, ukendt og fremmed. Jeg kan ikke finde den elskede, som jeg er blevet vanvittig af kærlighed til. Når jeg nærmer mig dem, som jeg i årevis har givet udtryk for mine følelser over for, føles det, som om de er langt borte fra mig. Deres ønsker er forskellige fra mine. Målet med deres liv er forskelligt fra mit mål. Mit hjerte er fremmed for deres inderste væsen. Derfor når mit inderlige kald ikke deres ører. Det er, som om jeg lever i en helt anden verden.«

Under alle omstændigheder fortsatte »Tarjumanul Quran« gennem håb og fortvivlelse, slag og modslag, fremad med sit tveæggede sværd, idet det ryddede de ophobede rester og den fortvivlelse, der lå i muslimernes tankeverden, og oplyste alle horisonter med sin vejledningens fakkel.

Maulana Maududi i Darul Islam

I midten af april 1938 foretog Maulana Sayyid Abul A’la Maududi hijra fra Hyderabad i Deccan til et sted ved navn Pathankot i Gurdaspur-distriktet i det østlige Punjab. På afdøde Allama Iqbals råd blev der omkring fire miles fra byen Pathankot oprettet et islamisk forskningscenter ved navn »Darul Islam«. Fra 1938 og frem til Indiens deling var Darul Islam ikke blot et islamisk forskningscenter; herfra blev også en hel del ægte soldater for islam og mard-e mujahid uddannet.

Det er værd at bemærke, at filosofen Iqbal, visionæren bag Pakistan, regelmæssigt læste Targuman-ul-Quran, udgivet af Maulana Maududi. Han var så stærkt påvirket af Maulanas revolutionære tanker og artikler, at man undertiden hørte ham sige: »Denne Maududi alene kan vise de vildfarne indiske muslimer den rette vej.« For filosofen Iqbal havde i Maulana bemærket tydelige tegn på et stort menneske i fremtiden. Efter at have stiftet bekendtskab med Maulanas alsidige begavelse, arbejdsevne, ambitioner og uplettede karakter bad digteren Iqbal ham komme til Lahore. Dette var Maulanas første møde og bekendtskab med digteren Iqbal. Hovedemnet for deres samtale var, at den vise digter opfordrede ham til at gøre Punjab til sit arbejdsområde. Efter mødet rejste Maulana igen til Hyderabad.

Blandt dem, der tænkte over og planlagde en korrekt fremgangsmåde for den islamiske ummahs fremtid, var også Chaudhry Niaz Ali Khan. Han forelagde sin plan og sit arbejdsprogram for digteren Iqbal. Men på grund af sit helbred erklærede digteren, at han ikke var i stand til at gøre noget i denne sag, og sagde: »Få under alle omstændigheder Maulana Maududi bragt til Darul Islam.«

Her er en interessant begivenhed værd at nævne. En gang fik jeg lejlighed til at besøge byen Pattoki i Punjab. Der tog jeg imod gæstfrihed i en vis ældre Hakim Nemat Alis hjem. Den begivenhed, han fortalte mig om, var følgende—

En gudselskende Chaudhry Niaz Ali Khan bad sine venner og bekendte om råd med hensyn til at bruge sin store formue på et gavnligt arbejde for religionen. En af hans venner foreslog ham at opsøge Allama Iqbal for at drøfte sagen med ham. Derefter mødte Chaudhry Niaz Ali Khan Allama Iqbal og fortalte ham om sit hjertes ønske. Efter opmærksomt at have lyttet til alt, hvad han sagde, rejste Allama Iqbal sig og gik ind i huset. Chaudhry sahib sad længe og ventede på, at Allama skulle komme tilbage, men rejste sig til sidst skuffet og gik. Da Allama ikke havde sagt ham et eneste ord, blev han meget bedrøvet.

Da hans ven hørte dette, sagde han: »De bør opsøge Allama igen. Han er meget filosofisk og eftertænksom. Måske er han sunket ned i et hav af tanker og har glemt Deres ord. Denne gang vil han måske give Dem det rette råd.« Chaudhry Niaz Ali Khan fortalte igen Allama Iqbal om sit ønske og sagde ydmygt—

»Huzur, De gik ind uden at sige mig noget den dag. Derfor tror jeg, at min plan ikke behagede Dem.«

Allama sagde: »Hvad mener du? Sagde jeg ikke noget? Jo, bestemt sagde jeg noget. Du forstod det blot ikke.«

Derefter viste han Targuman-ul-Quran, redigeret af Maulana Maududi, og sagde—

»Lagde du ikke mærke til, at jeg den dag gik ind med dette blad, mens jeg viste det til dig? Det betyder, at du til gennemførelsen af din plan har brug for redaktøren af dette blad, Abul A’la Maududi. Hvis det lykkes dig at få ham hertil, vil alt dit arbejde lykkes.«

Chaudhury Niaz sagde: »Huzur, jeg kender ham slet ikke.«

Allama sagde: »Nå, det er i orden. Han kommer til Delhi på den og den dag. Tag et brev med og mød ham.«

Til rette tid tog Chaudhury Niaz Ali Khan til Delhi og overrakte Allamas brev til Maulana Maududi.

Maulana Maududi blev målløs, da han læste Allama Iqbals brev. Allama opfordrede ham til at forlade Hyderabad og komme til Punjab. Nogen tid senere mødtes Maulana Maududi med Allama, og de drøftede sagen indgående.

Derefter forlod Maulana Hyderabad og ankom til »Darul Islam«. Men hvem kunne vide, at den, på hvis opfordring og anmodning Maulana havde forladt sit fædreland og sine slægtninge og venner for at vælge sig en bolig i en landsby langt hjemmefra, straks efter at have sendt bud ville drage til det hinsides? Da Maulana var ankommet til »Darul Islam« og var optaget af at ordne sin bagage og sine ejendele, modtog han et brev fra hr. Sayyid Nazir Niazi i Lahore. Brevets indhold var som følger:

»Doktorens tilstand er meget kritisk. Han længes meget efter at se Dem én gang. Kom snarest muligt.«

Maulana Maududi fortæller selv om dette: »Jeg blev målløs, da jeg modtog brevet. Jeg var netop ankommet til det nye sted. Mine ejendele lå stadig i bunker. Jeg tænkte, at jeg ville ordne dem lidt og tage af sted efter et par dage. Men hvem kunne vide, at dødens engel sad på lur lige dér? Mens jeg var ved at gøre mig klar til at tage til Lahore, kom meddelelsen pludselig om Allamas død.«

Næppe havde han sat sine ben i det ukendte og fremmede land, før Maulanas livsskib måske blev hårdt ramt og for en kort stund kom ud af kurs på grund af hans velgørers og beskytters bortgang; men den dygtige rorgænger blev stille og urokkelig ved med at holde fast i roret.

Arbejdet i Dar-ul-Islam

Dar-ul-Islams afsidesliggende og fredelige miljø, fri for larm og uro, blev en hjælp til den islamiske tænknings og forsknings udfoldelse og fulde udvikling. Som følge af ti lange års uafbrudt skrivearbejde blev der på den ene side opbygget en islamisk litteraturskat frembragt gennem forskning i Koranen og hadith, og nogle af Allahs tjeneres sind, tanker, adfærd og gerninger blev farvet i Guds farve; på den anden side blev grundlaget for Pakistans oprettelse, teorien om to nationer, skabt netop i Dar-ul-Islams forskningscenter. Blandt de værker af Maulana, som blev udgivet herfra, er Khutbat (essensen af iman, islam, bøn, faste, hajj, zakat og lignende), Islams politiske ideologi, Koranen i fire grundlæggende begreber, Tajdid wa Ihya-e Din, Vejen til den islamiske revolution og flere andre. Her begyndte også Maulanas gribende og revolutionære tafsir af Koranen, Tafhim-ul-Quran. Desuden blev det enestående værk om islamisk tænkning og national følelse, Musliman aur Maujuda Siyasi Kashmakash, bind 3, færdiggjort i en hellig ramadanmåned i Dar-ul-Islam. Kort sagt: Da den muslimske nation var blevet vildfaren i mørket fra en mørk nat, oplyste Dar-ul-Islams flammende fakkel dens vej.

Det vil ikke være en overdrivelse at sige, at Dar-ul-Islam var en ammunitionsfabrik, hvorfra der blev fremstillet to solide og stærke krigsvåben, med hvilke de hundrede millioner muslimer på det indisk-pakistanske subkontinent rev Kongressens og alle dens politiske og kulturelle sammensværgelsesnet i stykker. Disse to våben var Mas’ala-yi Qaumiyyat og Musliman aur Maujuda Siyasi Kashmakash.

Maulanas hijrat

Ordet hijrat betyder, at man for islams skyld og med det formål at opnå Allahs tilfredshed forlader sit fædreland, sine slægtninge, venner, marker, gårde, handel og erhverv og vælger et andet sted på Allahs jord at bo, hvor det er muligt at følge islam fuldt ud, eller hvorfra man får bedre mulighed for at tjene religionen. Ingen kan benægte, at dette er yderst vanskeligt og smertefuldt. Det er ikke nogen lille sag at bryde med det sted, hvor man er født, hvor hvis lys og luft man er blevet opdraget og er vokset op, og med dets træer, floder, naturlandskaber, nærmeste, venner samt forskellige rigdomme og dagligdags fornødenheder, som skaber et fortryllende net og holder en fast, for derefter at rejse et andet sted hen. Selv den hellige Profet (fred være med ham) sørgede over at bryde sådanne bånd. Men for Allahs skyld måtte han gøre det.

Maulana Maududi blev født i Aurangabad, en moderne by i Hyderabad. Senere valgte han selve byen Hyderabad som sit arbejdsområde. Men med et stort formål og på Allama Iqbals opfordring foretog han hijrat til den afsides landsby Jamalpur under Pathankot-distriktet i Punjab. Der var ikke engang elektricitet på stedet. Den nærmeste jernbanestation, Sarnao, lå flere kilometer derfra. Om natten måtte han arbejde ved at tænde en petroleumslampe. Der var ingen moderne huse eller moderne bade- og toiletforhold. Man måtte hente vand fra brønden til badning og madlavning. Man måtte kløve brænde og med stort besvær lave mad, mens man blev kvalt i røgen.

Maulana giftede sig ind i en meget fornem familie i Delhi. Det er let at forestille sig, hvor vanskeligt det må have været for hans hustru at bo i en sådan afsides landsby. Selv om det var uegnet for deres smag og helbred at bo et sådant sted, måtte de med tungt hjerte acceptere det. Var dette da et lille offer og en lille opofrelse? Men han gjorde det udelukkende for at tjene religionen og opnå Allahs tilfredshed. Han tøvede ikke med at bringe noget offer eller yde nogen opofrelse på denne vej. I dag nyder utallige mennesker over hele verden den gyldne frugt af denne opofrelse og finder vejen fra livets vildfarelser til den rette vej.

Maulanaens ægteskab

Et år før hans hijra til »Darul Islam«, den 5. marts 1937 efter den gregorianske kalender, giftede Maulana Maududi sig ind i en anset Sayyid-slægt.

Indiens kejser Shah Jahan foretrak kun at bede bag en imam fra Sayyid-slægten. Derfor udnævnte han en højtuddannet lærd fra Bukhara, som tilhørte Sayyid-slægten, til imam ved Delhi Jama Masjid. En lærd efterkommer fra en gren af denne slægt beklæder stadig embedet som imam ved Delhi Jama Masjid. Det var i denne slægt, at Maulana Sayyid Abul A’la Maududi blev gift.

Maulanaens uforglemmelige bidrag til Pakistan-bevægelsen

Da den muslimske nation var blevet forvirret og havde mistet retningen på grund af Hindu-kongressens allindiske nationalistiske bevægelse, det vil sige bevægelsen for at etablere Ram Rajya i et udelt Indien, tændte Maulana Maududi sandhedens fakkel foran denne nation, viste den vejen og fremsatte en stærk appel om at forene sig i islamske broderskabsbånd. Som tidligere nævnt fremstillede han i bogen »Al-Jihad fi al-Islam« islam som en virkelig idealistisk revolutionær bevægelse og beskrev den muslimske nations pligter, formål og mål. På grund af Jamiat Ulema-e-Hinds blinde kærlighed til Kongressen afbrød han forbindelsen med tidsskriftet »Al-Jamiyat«. Senere, efter at hr. Muhammad Ali Jinnahs historiske fjorten punkter (han var endnu ikke blevet Quaid-e-Azam) var blevet vedtaget på rundbordskonferencen i England, opbyggede Muslim League en selvforsvarsbevægelse mod den hindu-nationalistiske Kongres. Heller ikke dette var i realiteten en veludformet idealistisk bevægelse.

Det siger sig selv, at Kongressen i mange år havde arbejdet på at danne en geografisk og regional nation gennem en sammenslutning af alle folkeslag. Da muslimerne indså faren ved dette, fulgte de for at beskytte sig mod den en anden fejlagtig vej. Det var muslimsk nationalisme i stedet for en enhedsnationalisme, der var påvirket af hinduisk civilisation og kultur. I virkeligheden er begge former for nationalisme farlige. Derfor foretog Maulana Maududi i første bind af sin bog »Siyasi Kashmakash« først en videnskabelig analyse af islams grundlæggende mål, ideal og politiske rolle. Derefter analyserede han i bogens andet bind fejlene ved den nationalisme, Kongressen ønskede, samt dens frygtelige konsekvenser. Dernæst analyserede han også de frygtelige konsekvenser af den muslimske nationalisme, som Indiens muslimer var ved at hælde mod under Muslim Leagues ledelse. Islam kom i virkeligheden ikke for at skabe nogen form for nationalisme eller etablere en nationalstat (National State). Den ønsker derimod at fremlægge et sundt ideal, en livsanskuelse og en samfundsanskuelse i verden og at danne en ideologisk eller idealistisk stat. I denne bog (andet bind af »Siyasi Kashmakash«) tales der netop om at danne en islamisk stat i stedet for en muslimsk stat.

I de bøger, Maulana selv skrev, såsom »Tanqihat«, »Siyasi Kashmakash«, »Purdah« og »Tajdid wa Ihya-e Din«, fremsatte han advarsler om og tilbød løsninger på den politiske malstrøm, som Indiens muslimer siden 1935 var blevet kastet ind i og havde mistet retningen i.

Maulana kunne aldrig støtte Kongressens ødelæggende bevægelse. Tværtimod var hans synspunkt, at muslimerne skulle afbryde alle forbindelser med Kongressen og leve som et selvstændigt idealistisk parti eller en selvstændig nation. Muslimerne glemte islams sande lære, idealer og moralske principper og begyndte at hælde mod den europæiske civilisation og kultur. Han fremsatte en streng advarsel mod dette og viste gennem bogen »Tanqihat« med al tydelighed de giftige konsekvenser af det europæiske civilisations træs giftige frugter. Det grundlæggende mål for alt, hvad han skrev og gjorde, var, at muslimerne skulle rejse sig med løftet hoved i verden som en idealistisk nation, og at Allah Ta’alas herredømme skulle etableres fuldt ud i hele menneskets liv. I virkeligheden antog dette senere form af Pakistan-bevægelsen.

Maulana Madanis enhedsnationalisme

Kongressen forblev imidlertid altid trofast mod sit eget mål: at skabe enhedsnationalitet i hele Indien og på dette grundlag opnå landets uafhængighed. For at vildlede og bedrage Indiens muslimer ved at bevise en geografisk og regional nationalisme tog hindu-kongressen en af de fremmeste lærde i sin tjeneste. Den afdøde Hazrat Maulana Husain Ahmad Madani, leder af hadithvidenskaben ved Deoband, Indiens fornemste islamiske uddannelsescenter, forsøgte engang i Lahore Jama Masjid ved at citere Koranen og haditherne at bevise, at alle Indiens hinduer, muslimer, buddhister, kristne og jainister uden undtagelse udgjorde én geografisk nation. Hans tale blev også udgivet som en lille bog. På dette tidspunkt var Muslim Liga-bevægelsen ved at vinde betydelig styrke, og den var nået så langt netop ved at fremstille muslimerne som en særskilt nation. Men da man fra lederen af hadithvidenskaben ved det berømte uddannelsescenter hørte argumenterne og beviserne for en enhedsnationalitet bestående af muslimer og ikke-muslimer, blev Muslim Liga-kredse og i almindelighed det muslimske Indien lamslået, forbløffet og oprørt af fortvivlelse. På dette tidspunkt lå Iqbal, den filosofiske digter, der så Pakistan for sig, syg i sin seng. Da han på sygelejet fik kendskab til Madani sahibs udtalelse, blev han dybt bedrøvet og urolig. Langsomt satte han sig op i sengen med sin skælvende krop, og som digter af natur kritiserede han, midt i sygdommens smerter og i digtets tone, skarpt Maulana Madani sahibs udtalelse—

Ajam har endnu ikke forstået religionens hemmelighed,

at dette fra Deoband, Husain Ahmad—hvilket mærkeligt påfund!

En sang fra prædikestolen om, at ummaen udspringer af fædrelandet.

Hvor uvidende om den arabiske Muhammads rang!

Knyt dig til Mustafa, for religionen er helt og holdent ham.

Hvis du ikke når frem til ham, er alt blot Abu Lahab.

Altså—

Den ajamitiske mand forstod ikke

religionens væsen, forvirret,

Derfor siger Husain i Deoband

Ahmad dog så mærkelige ord.

“Af watan bliver millat til”

Denne sætning gentager han,

Ak, han forstod ikke Profetens rang

at han er arabiskhedens ære.

Bring det til Profeten

dig selv – det er denne religions krav.

hvis du ikke kan nå frem

vil alt blive »Bu-Lahabisk«.

Det siger sig selv, at selv om nogle få vers af Dr. Iqbals poesi slog hårdt ned på afdøde hr. Madanis synspunkter, var de dog ikke tilstrækkelige til at bevise, at enhedsnationalismen var falsk. Som følge heraf blev de indiske muslimer og Muslim League rådvildt, da de så deres bevægelse indhyllet i tåge. Netop i dette kritiske øjeblik begyndte Maulana Maududi at føre sin kraftfulde pen og forfattede et uvurderligt revolutionært værk med titlen »Mas’ala-ye Qawmiyyat«.

Her finder jeg det nødvendigt kort at omtale afdøde Maulana Madanis udtalelse. I sin tale forsøger han at bevise, at nationer i vor tid dannes på grundlag af geografisk regionalitet. For at bevise sin påstand siger han først:

»Jeg finder det nu nødvendigt at påvise fejlene og manglerne i alt det, der er blevet og bliver offentliggjort i forbindelse med modstanden mod enhedsnationalismen og forsøget på at bevise, at den strider mod retfærdighedens principper. Siden 1885 har Kongressen gjort betydelige bestræbelser og udvist stor ihærdighed for at kræve national enhed blandt Indiens befolkning på grundlag af fædrelandstilhørsforhold. Dens modstandere gør sig ihærdige bestræbelser for at bevise, at en sådan enhed ikke blot bør afvises, men er ulovlig og haram. Faktisk er der intet, der er farligere for den britiske imperialisme end dette. Disse ting er ikke blevet offentliggjort først i dag, men i 1886 eller endnu tidligere.«

Han siger endvidere:

“Selv hvis enhedsnationalismen virkelig er en så forbandet og ussel ting, er det i dag muslimernes pligt at anvende netop dette våben med det formål at udrydde briterne, eftersom europæerne ved at anvende dette våben rykkede den islamiske kejsermagt og det osmanniske kalifat op med rode.” (Islam og nationalisme, s. 43).

Som svar på den afdøde Maulana Saiyid Abul A’la Maududis udtalelse skrev han det revolutionære værk (Islam og nationalisme er en bengalsk oversættelse af Maulana Maududis urduske værk Mas’ala-ye Qaumiyyat). I begyndelsen af dette værk siger han:

“Hr. Maulana Husain Ahmad Madani, rektor for Darul Ulum Deoband, har skrevet en pamflet med titlen ’Enhedsnationalismen og islam’. Man kunne naturligvis forvente, at denne pamflet, skrevet af en berømt lærd og lederen af den største religiøse uddannelsesinstitution i det daværende Britisk Indien, ville indeholde en enkel analyse af den ’komplicerede nationalitetslære’ og et fuldstændigt udtryk for det sande islamiske synspunkt. Men efter at have læst den er vi blevet grusomt skuffede, og vi finder, at denne bog er uværdig for forfatterens embede. I vor tid er utallige antiislamiske ideologier rede til at rette heftige angreb mod islams grundlæggende lære; islam er i dag hjælpeløs i sit eget hjem. Muslimerne selv undersøger ikke verdens begivenheder og problemer ud fra et rent islamisk synspunkt. Det siger sig selv, at de ikke er i stand til at gøre dette alene på grund af uvidenhed. Desuden er spørgsmålet om ’nationalitet’ så kompliceret, at en nations liv og død netop afhænger af, om den forstår det klart. Hvis en nation blander principper, der er helt forskellige fra grundlaget for dens egen nationalitet, med dette grundlag, kan den ikke overleve i verden som ’nation’. Når en person som Maulana Husain Ahmad Madani ville tage pennen op om dette komplicerede emne, burde han have været fuldt bevidst om sit eget ansvar. For hos ham er Profetens betroede arv blevet lagt i forvaring. Hvis der nogensinde ophober sig snavs og affald på islams sande lære og grundlæggende principper, er det netop sådanne menneskers pligt at fjerne det.

De burde fuldt ud have forstået, at deres ansvar i denne mørke tid er langt større og strengere end almindelige muslimers. Hvis almindelige muslimer er sunket ned i vildfarelse, vil ansvaret for dette også først og fremmest blive lagt på denne gruppe mennesker. Derfor må jeg igen sige, at der i Maulana Madanis pamflet ikke findes noget bevis på hans ansvarsfølelse eller hans forståelse af sit ansvar.” (Islam og nationalisme, s. 41).

For at bevise, at hele Indiens befolknings enhedsnationalisme er berettiget, fremlægger Maulana Madani endnu et argument:

“Vi danner hver dag folkeforbund eller foreninger til varetagelse af fælles interesser, og vi nøjes ikke blot med at deltage i dem, men gør os også de største anstrengelser for at opnå medlemskab af dem. …. Der findes byområder, erklærede områder, kommunalbestyrelser, distriktsbestyrelser, lovgivende råd, uddannelsesforeninger og hundredvis af andre foreninger af denne art, som er blevet dannet efter bestemte regler og bestemmelser til særlige formål. Ingen erklærer det forbudt at deltage i disse foreninger eller at bestræbe sig helt eller delvist på dette. Men det er mærkeligt, at hvis en sådan forening bliver oprettet for at arbejde for landets frihed og imod britisk herredømme, bliver det at deltage i den til haram, i strid med retfærdigheden, i modstrid med islams lære og i strid med fornuft og dømmekraft osv.” (Islam og nationalisme, s. 52).

Som svar hertil siger Maulana Maududi:

“Dette er i virkeligheden at drage en forkert konklusion på grundlag af en fejl. Maulana Madani regner en syndig handling for en religiøs pligt og forsøger, grebet af en blind kærlighed til den, at bevise en tilsvarende anden syndig handling som legitim. Og dog findes den samme grund til, at begge dele er haram. Jeg vil sige det klart: For Ulama-e-Hind er det blevet rene dukkerier at erklære deltagelse i råd og forsamlinger for haram den ene dag og halal den næste. For de har ikke noget princip om at erklære noget for haram efter at have undersøgt den virkelige sag. Ét ord fra Gandhiji får deres evne til at udstede fatwaer til at træde i funktion. Men jeg siger, med udgangspunkt i islams evige og uforanderlige principper og idealer, at det uden tvivl er en evig forbrydelse for muslimer at støtte sådanne overordnede institutioner, som giver mennesker ubegrænset ret til på ny at træffe afgørelser om de spørgsmål, hvor Allah og Hans Sendebud (s.a.w.) allerede har truffet klare afgørelser. Men når ikke-muslimer bliver flertal i sådanne overordnede institutioner med ubegrænsede rettigheder og beføjelser, og alle beslutninger træffes på grundlag af flertallet, regnes dette som en dobbelt forbrydelse. Derfor er muslimernes første pligt at holde disse overordnede institutioners virkefelt adskilt fra de grænser, som Guds sharia har fastlagt; dette er deres egentlige frihedskamp. Hvis de nævnte grænser for udøvelsen af myndighed er adskilte for de to parter, vil det være tilladt for muslimer at samarbejde med grupper, der er dannet for muslimers og ikke-muslimers fælles interesser. Hvad enten det sker for at modstå en fjendes angreb eller for at udføre økonomiske eller industrielle aktiviteter, gør det ingen forskel. Men så længe de to nationers virkefelter og beføjelser er forbundet med hinanden, er det, for ikke at tale om forening og samarbejde, fuldstændig upassende for muslimer overhovedet at leve under en sådan sammenblandet forfatning. I denne sag vil alle muslimer uden undtagelse blive betragtet som skyldige, indtil de alle med forenede kræfter har knust denne forfatning. Og de, der villigt accepterer denne forfatning og bestræber sig på at sætte den i kraft, vil være endnu mere skyldige. Men den person – hvem han end måtte være – som fremsætter argumenter fra Koranen og hadith til fordel for at sætte denne forfatning i kraft, vil være den mest skyldige af alle.”

(Islam og nationalisme – side 53)

Da Maulana Maududi så de giftige følger af Kongressens enheds-nationalisme, sagde han:

“Det var netop dette formål, Wardha-planen blev udarbejdet til. Vidyamandir-planen havde også dette formål. Dette formål var klart skrevet i begge disse planer. Men Maulana Madani havde slet ikke set nogen af disse planer eller deres læseplaner. Pandit Nehru havde i flere år indpodet denne form for nationalisme. Men ingen af hans taler eller skrifter var kommet til Maulana Madanis kendskab. Hver eneste ansvarlige person i Kongressen erklærede og skrev netop dette og udbredte det også kraftigt ved hjælp af den statsmagt, som den nye forfatning havde givet dem. Men Maulana Madani var ude af stand til at høre, se eller mærke noget af dette. Og dog blev alle disse handlinger udført af netop de overordnede institutioner, som han havde omtalt.” (Islam og nationalisme – side 59-60).

Maulana Maududi siger videre:

“Hvis Maulana Madani derfor havde brugt et udtryk som ’gensidigt venskab’ eller noget lignende for at udtrykke sin holdning, og i stedet for at fremlægge dette som Kongressens politik og handling havde fremsat det som et forslag eller en anbefaling fra sin egen side, ville det have været bedre. Hvis han selv nu viser denne nation blot en smule nåde, vil det i det mindste være en stor velgerning. Ellers er der fuld mulighed for, at hans pen vil skabe en stor katastrofe. Hvad end tyranniske konger og herskere samt ugudelige statsledere har gjort, har de lærde bevist som sandt med beviser fra Koranen og hadith og dermed brugt religionen som et redskab til undertrykkelse og udbytning,

Efter udgivelsen af Maulana Madanis nævnte hæfte er det blevet yderst nødvendigt at analysere ’nationalismen’ ud fra et rent videnskabeligt synspunkt og tydeligt fremhæve den grundlæggende forskel mellem de islamiske og ikke-islamiske ideologier i denne sag. Hvis dette gøres, vil alle fejlagtige forestillinger i forbindelse med sagen blive fjernet fra folks sind, og det vil blive muligt for dem at vælge en af de to veje med forståelse og eftertanke. Dette var de lærdes pligt, men når den førende person blandt de lærde har hejst enheds-nationalismens flag, og ingen lærd er rede til at udføre sin egentlige pligt, må almindelige mennesker som os selv tage initiativet til dette.” (Islam og nationalisme – side 61).

I dette værk siger han, da han beskriver grundlaget for islamisk nationalisme:

“De afgrænsede, materielle, sanseligt opfattelige og overtroiske grundlag, som verdens forskellige nationaliteters paladser er blevet opført på, har Allah og Hans Sendebud (ﷺ) knust fuldstændigt. På grundlag af race, slægt, fædreland, økonomiske og politiske uvidenskabelige modsætninger og forskelle knuser mennesker, som følge af deres egen dårskab og yderste uvidenhed, menneskeheden, mens islam ud fra menneskelighedens synspunkt har givet alle mennesker samme klasse, samme værdighed og lige rettigheder.”

“I den islamiske nationalitet skelnes der ganske vist mellem mennesker, men ikke på grundlag af noget materielt, verdsligt eller ydre. Der skelnes ud fra det åndelige, moralske og menneskelige. Menneskeheden præsenteres for en naturlig og sand ordning, som kaldes islam. Hele menneskeheden er blevet indbudt til Allahs tjeneste og lydighed, hjertets og sindets renhed og oprigtighed, handlingernes uforfalskethed, ærlighed og efterlevelse af religionen. Derefter siges det, at de, som tager imod denne indbydelse, vil blive regnet som én nation. Og de, som afviser den, vil høre til en helt anden nation. Med andre ord er den ene af menneskehedens nationer troens og islams nation, og alle dens individer udgør tilsammen én ummah. Den anden er vantroens og vildfarelsens nation. Dens tilhængere regnes, trods deres indbyrdes uenighed og forskelle, som én gruppe og som tilhørende det samme fællesskab.”

“Der er ingen forskel mellem disse to nationer med hensyn til afstamning og slægt. Forskellen består i tro og handling. Derfor kan to børn af de samme forældre, på grund af den nævnte forskel mellem islam og vantro, regnes for at tilhøre to forskellige nationer, mens to ubeslægtede og ukendte personer kan høre til én nation, fordi de har antaget islam.”

“Forskellen i fædreland kan heller ikke være årsag til en adskillelse mellem disse to nationer. Her skelnes der på grundlag af sandheden og falskheden. Og sandheden og falskheden har ikke noget, der kan kaldes et ‘hjemland’ eller et ‘fødeland’. To personer fra den samme by, den samme bydel eller endda det samme hus kan have forskellig nationalitet på grund af forskellen mellem islam og vantro. En sort mand kan gennem islam blive bror til en marokkaner.”

“Forskellen i race er heller ikke her årsag til national forskel. Hudfarvens ydre fremtoning er uden betydning i islam. Her er det kun Allahs farve, der har betydning. Det er den bedste farve.”

“Sproglige forskelle er heller ikke årsag til forskellen mellem islam og vantro. I islam har det talte sprog ingen værdi overhovedet. Værdien ligger i sindets og hjertets ordløse sprog.”

Den islamiske nationalitets kreds har som centrum kalimaen: La ilaha illallah, Muhammadur Rasulullah. Venskab og fjendskab bygger netop på denne kalima. Denne bekendelse forener mennesker, mens fornægtelse skaber den endelige adskillelse mellem dem. Den, som denne kalima adskiller, kan ikke forbindes med blod, jord, sprog, race, føde, styreform eller noget som helst andet bånd eller slægtskab. På samme måde kan intet adskille dem, som denne kalima forener.

Maulana siger videre:

“Det skal bemærkes, at forholdet mellem den muslimske nation og de ikke-muslimske nationer har to sider. Den første er, at alle, muslimer såvel som ikke-muslimer, er lige som mennesker. Den anden er, at forskellen mellem islam og kufr har gjort os fuldstændig adskilte fra dem. Med hensyn til det første forhold skal muslimer omgås dem med medfølelse, barmhjertighed, gavmildhed og høflighed. For set fra menneskelighedens synspunkt er det sådan behandling, de kan forvente. Hvis de ikke er fjender af islam, kan man endda have venskab, indgå fredsaftaler og samarbejde med dem om fælles mål (Common Cause). Men ingen form for materielle eller verdslige forbindelser kan forene dem og os og gøre os til ‘én nation’.”

Under alle omstændigheder skabte Maulana Mawdudis ovennævnte bog en voldsom omvæltning i datidens samfund, og den forvirring, som Maulana Madanis taler og pjecer havde skabt, blev fuldstændig fjernet. Lederne og aktivisterne i Pakistan-bevægelsen brugte den som et skarpt våben. I virkeligheden lagde denne bog det videnskabelige grundlag for teorien om de to nationer, og den blev den egentlige årsag til Pakistans oprettelse. Bogen tilbageviste fuldstændigt Kongressens skæbnesvangre plan om at oprette Ram Rajya samt argumenterne for den regionale nationalisme, som Maulana Husain Ahmad Madani støttede, og påviste, at den var uvidenskabelig, ulogisk, ikke-islamisk og indholdsløs. Desuden gjorde Maulana Mawdudi gennem denne bog det logiske grundlag for muslimernes krav om en særskilt nationalitet og oprettelsen af en særskilt stat klart og tydeligt.

Dette er den egentlige årsag til Maulana Madanis blinde raseri mod Maulana Mawdudi. Med dette raseri som grundlag rettede Maulana Madani senere, gennem en livslang maskingeværild af fatwaer mod Maulana Mawdudi, en spærreild af hadefulde og rasende fatwaer, hvori han fremsatte grundløse, ubegrundede og ondsindede anklager. Endnu mere beklageligt er det, at mange af den afdøde Maulana Madanis disciple og tilhængere, som var kendt som ‘ulema for religionen’, fulgte deres læremester og også kastede sig ud i en blind modstand mod Maulana Mawdudi. Det kan ikke benægtes, at Maulana Madani og hans disciple og tilhængere udgjorde en alvorlig hindring for Pakistans oprettelse. Selv efter proklameringen af Pakistan, under ‘Sylhet-folkeafstemningen’, gik disse ærede ulema fra dør til dør hos muslimerne i Sylhet for at samle stemmer imod Pakistan. Efter Pakistans oprettelse udgav disse ulema sig pludselig for at være Pakistans største velgørere og anklagede Maulana Mawdudi for at være modstander af Pakistan-bevægelsen. Hvad kan være en større skamplet i ‘islams’ og ‘ulemaernes’ historie, og hvad kan være en større fornægtelse af sandheden?

Ingen samvittighedsfuld, vidende, retfærdig og mentalt sund person kan benægte Maulana Sayyid Abul A’la Mawdudis enorme bidrag til Pakistans oprettelse. Dette vil stå skrevet med guldbogstaver på historiens sider for kommende generationer.

Nogle egeninteresserede og opportunistiske politiske partier i vores land og nogle af deres blinde tilhængere, ja selv nogle få lærde, anklager Maulana Mawdudi for på et tidspunkt, som tilhænger af Kongressen og Jamiat-e Ulama-e Hind, at have været en bitter modstander af Pakistan. Det burde ikke være vanskeligt for fornuftige mennesker at forstå, at deres propaganda udspringer af had til islam og er en ond sammensværgelse for at forhindre islams fuldstændige genopvækkelse. Vi opfordrer landets upartiske læsere og læserinder samt dets dannede borgere til at forsøge at lære og forstå Maulana Mawdudis samlede virke i fortiden. Maulana Mawdudi er ikke andet end et menneske. Det er naturligt, at han har menneskelige fejl og mangler. Men det er ikke en god persons handling at rette hadefulde og falske anklager mod en mand, der har viet hele sit livs tid, penge og kræfter til Allahs vej og utrætteligt har stræbt efter at genoprette islams religion. Hvad kan være en større uret og uretfærdighed mod ham? Sådanne mennesker bør imidlertid huske, at sandheden en dag helt sikkert vil stråle frem i sin himmelske glans, og den dag vil alle løgnens balloner forsvinde i det tomme rum.

Maulana Mawdudi og Muslim League

Selv om Pakistan-bevægelsen blev ledet af All-India Muslim League, sluttede Maulana Mawdudi sig ikke til Muslim League. Den følgende drøftelse vil vise, hvorfor han ikke gjorde det. Ikke desto mindre er det ubestrideligt, at Maulana Mawdudi var en af de tænkere, hvis idéer Pakistan-bevægelsen var et resultat af. Ikke alene det, han ydede også aktiv støtte til denne bevægelse. Det er ikke kun vores opfattelse; også andre kredse, og især kredse inden for Muslim League, har anerkendt dette. Som bevis bringes nedenfor nogle citater—

Maulana Zafar Ahmad Ansari, M.A., LL.B., var i perioden før delingen den afdøde Quaid-e-Azams og den afdøde Liaquat Ali Khans højre hånd. Han var vicegeneralsekretær for All-India Muslim League samt sekretær for dens Committee of Action og Central Parliamentary Board. Han siger—

“Om dette emne fortsatte Maulana Abul A’la Maududi med at skrive en artikelserie med titlen ‘Nationalitetens problem’ (Mas’ala-ye Qawmiyyat). På grund af artiklernes uigendrivelige argumenter og beviser samt deres kraftfulde fremstillingsform blev serien særdeles værdsat blandt muslimerne. På kort tid blev den hurtigt et samtaleemne blandt dem. Som følge af denne vigtige debat blev troen på idéen om én nation knust fuldstændigt, og følelsen af at udgøre en særskilt nation bredte sig blandt muslimerne med lynets hast. Dette var ikke blot en ideologisk debat om nationalisme; den havde tværtimod revet Kongressens og Jamiat Ulema-e-Hinds drømmeslot ned. Hinduernes farligste strategi var på enhver måde at udrydde følelsen af at udgøre en særskilt nation fra muslimernes hjerter og dermed gøre grundlaget for deres nationale eksistens tomt. Muslim League forsøgte selv i denne debat i højere grad at fremhæve det religiøse aspekt, så folk kunne gennemskue Kongressens spil og blive tilskyndet til at opfylde kravene fra deres din og iman.”

(‘Pakistan-bevægelsen og ulema’, månedsskriftet Cherag-e Rah, Pakistans ideologiske særnummer, s. 232).

Maulana Ansari sahib siger videre:

“Faktisk var der allerede før vedtagelsen af Pakistan-resolutionen fra forskellige kredse fremsat krav om blandt andet ‘Hukumat-e Ilahiya’, ‘Muslimsk Hindustan’ og ‘Khilafat-e Rabbani’. Allama Iqbal havde fremsat idéen om et muslimsk Hindustan. Maulana Maududis litteratur havde rejst parolen om ‘Hukumat-e Ilahiya’. Maulana Azad Subhani havde fremsat idéen om ‘Khilafat-e Rabbani’. At den slags krav blev fremsat fra forskellige steder, beviste netop, at muslimerne dybt følte behovet for at grundlægge en stat på grundlag af deres egen tankegang, og at deres slumrende beslutning under de givne omstændigheder var ved at vågne fuldt til live.”

(‘Pakistan-bevægelsen og ulema’, månedsskriftet Cherag-e Rah, Pakistans ideologiske særnummer, s. 233).

Allama Iqbal var stærkt påvirket af Maulana Maududis artikler og andre skrifter. Mian Muhammad Shafi sahib, redaktør for ugebladet Iqdam, der blev udgivet fra Lahore, fortæller, at Allama Iqbal fik disse artikler fra Tarjuman-ul-Quran læst højt for sig af andre. Han blev så begejstret og påvirket af dem, at han bad Maulanaen om at forlade Hyderabad i Deccan og flytte til Punjab. Det var som følge af denne opfordring, at Maulana Maududi i 1938 flyttede til Punjab.

Mian Muhammad Shafi sahib skrev i en artikel med titlen ‘Lahores dagbog’, offentliggjort i ugebladet Iqdam den 9. juni 1963:

“Maulana Sayyid Abul A’la Maududi var i virkeligheden de nationalistiske muslimers fjende. Jeg siger dette med fuldt ansvar: Jeg hørte Allama Iqbal sige: ‘Maududi vil give disse kongresmuslimer en lærestreg.’ Allama Iqbal kritiserede Ashad (Maulana Abul Kalam Azad) og Madani (Maulana Husain Ahmad Madani) i klare vendinger. Men han plejede at få særlige afsnit af Maulana Maududis Tarjuman-ul-Quran læst højt for sig af andre. Hvad dette angår, erklærer jeg med hundrede procents ansvar, at Allama Iqbal i et brev bad Maulana Maududi om at gøre Punjab til sit virkefelt i stedet for Hyderabad i Deccan, og at han fik dette brev skrevet gennem mig.”

Syed Sharifuddin Pirzada, rådgiver for den forfatningskommission, der blev nedsat under Pakistans militærstyre, og formand for Company Law Commission, skriver i sin bog Evolution of Pakistan:

»Maulana Maududi afslørede Kongressens sande ansigt og advarede muslimerne gennem en serie artikler, der blev offentliggjort i Tarjuman al-Qur’an i 1938-39. Desuden gennemgik han muslimerne på det indiske subkontinents historie. Han fjernede masken af sekularitet fra Kongressen og beviste, at demokrati under Indiens særlige forhold var uegnet. For her havde muslimerne én stemme, mens hinduerne havde fire stemmer. Han fordømte hinduernes nationale imperialisme og gav udtryk for den opfattelse, at hverken fælles valg eller opnåelse af et lidt større antal pladser i forsamlingerne og fastsættelse af en kvote i offentlige stillinger var nogen løsning på den muslimske nations politiske problem. Han fremlagde også tre alternative forslag i denne forbindelse.« (Evolution of Pakistan, s. 191)

Af disse tre forslag var det tredje forslaget om Indiens deling. Pirzada afslutter sin bog med følgende bemærkning:

»Alle de forslag og råd, som blev fremsat af personer som Sir Abdullah Haroon, dr. Latif, Sir Sikandar Hayat Khan, en punjabi, dr. Qadiri, Maulana Maududi og Chaudhry Khaliquzzaman, var i en vis forstand vejvisere på vejen mod oprettelsen af Pakistan.« Samme værk.

De ovenfor citerede udtalelser var ikke nødvendige for at bevise det, vi siger. Men vi finder dem nødvendige alene for dem, der ikke var bekendt med forholdene på den tid. Heraf fremgår det, hvor stor en national tjeneste Maulana Maududis to værker Muslim aur Maujuda Siyasi Kashmakash og Mas’ala-ye Qaumiyyat ydede under frihedsbevægelsen i Pak-Indien, især på vejen mod opnåelsen af Pakistan.

De tre forslag fra Maulana, som Sharifuddin Pirzada omtaler i sin bog, var forslag til tre alternative forfatningsordninger, der blev offentliggjort i oktober-, november- og decembernumrene af Tarjuman al-Qur’an i 1938.

De gengives kort nedenfor:

Det første forslag

(a) Statsordningen skal baseres på principperne for en international føderation (International Federation). Med andre ord skal det ikke være én enkelt nations stat, men en stat bestående af forbundne nationer (A state of federated nations).

(b) Hver nation, der deltager i denne føderation, skal have ret til kulturelt selvstyre (Cultural autonomy).

(c) Arbejdsformen i fælles nationale og indre anliggender skal udformes på grundlag af ligeværdigt partnerskab (Equal partnership).

Derefter analyserer Maulana også de grundlæggende principper for kulturelt selvstyre.

Det andet forslag

Hvis forslaget om en international føderation ikke vedtages, er det andet alternative forslag, at forskellige nationers separate territorier skal identificeres, hvor de kan oprette deres demokratiske stater. Der skal fastsættes en periode på femogtyve eller omtrent ti år til udveksling af befolkningerne. Hver stat skal have en høj grad af selvstyre, mens den centrale føderation kun skal have meget begrænsede beføjelser.

Det tredje forslag

Hvis ovenstående forslag heller ikke vedtages, er det tredje alternative forslag, at vores nationalstater skal oprettes selvstændigt og have hver sin separate føderation.

Det tredje og sidste forslag var i realiteten Maulanaens forslag om Indiens deling, som Muslim League vedtog femten måneder senere, den 23. marts 1940, og som blev kendt som den historiske Lahore-resolution, eller Pakistan-resolutionen.

Nu melder spørgsmålet sig: Hvorfor deltog Maulana Maududi, trods alt dette, ikke i bevægelsen sammen med Muslim League? Den eneste årsag var Muslim Leagues fremgangsmåde. Da Maulana flere gange analyserede denne, sagde han:

— Hvis vores mål er at oprette en islamisk stat, må vi også forberede vores folk moralsk for at nå dette mål. Derfor må vi arbejde på alle områder, herunder uddannelse, tankegang, moral, kultur og civilisation samt politik. Ellers bliver det meget vanskeligt at nå dette mål.

— I denne bevægelse må man udvise den største forsigtighed ved valget af ledere på alle områder og i alle afdelinger. Hvis man samler socialister, ateister, irreligiøse, jagirdarer, zamindarer og alle andre på ét sted, opstår der en trængsel, som aldrig kan lede folket ad den rette vej. De vil tværtimod forsøge at bruge folket til at tilintetgøre hinanden og fremme deres egne interesser. Resultatet bliver, at man mister målet af syne. (Det er overflødigt at bemærke, at Maulanaens daværende bekymring blev en realitet. Pakistans historie gennem de sidste tre årtier har gentagne gange bevist netop dette — forfatteren.)

— Muslimernes grundlæggende særkende er, at de er en idealistisk gruppe, som kalder til sandheden. Dette særkende må under ingen omstændigheder få lov til at blive påvirket.

Det beklagelige var, at Muslim Leagues ledelse ikke fandt det nødvendigt at tillægge disse ord nogen betydning.

Som svar på et skriftligt brev fra All-India Muslim Leagues eksekutivkomité (Committee of Action) sagde Maulana:

»I må aldrig tro, at jeg ikke deltager i dette arbejde på grund af nogen form for uenighed. Min egentlige begrænsning er, at jeg ikke forstår, hvordan jeg skulle gøre det, hvis jeg deltog. Halve eller ufuldstændige fremgangsmåder tiltaler mig ikke. Jeg finder det mest rigtigt for mit vedkommende, at jeg i stedet for at deltage aktivt i denne sag betragter den som en studerende og ser, hvilke metoder planlæggerne fastlægger for dette delvise reform- og opbygningsarbejde, og hvilke resultater de udførende opnår ved at føre dem ud i livet.« (Tarjuman-ul-Quran, juli–oktober 1944)

Dette var Maulanas uenighed med hensyn til Muslim Leagues arbejdsmetode. Man kan være uenig i hans vurdering. Men fremtidens historikere vil næppe kunne ignorere den kendsgerning, at de hindringer, der efter Indiens deling er opstået og fortsat opstår på vejen mod etableringen af en islamisk samfundsordning i Pakistan, at Pakistan selv efter syvogtredive år siden uafhængigheden i praksis ikke er blevet en islamisk stat, men kun er forblevet det på papiret, og at de, som forsøger og arbejder på at gøre landet til en virkelig islamisk stat, bliver knust gennem fængsling, henrettelser og alskens overgreb og forfølgelse—alt dette stod allerede tydeligt forudsagt i Maulanas artikler fra tiden før delingen.

Man må dog ikke glemme, at Maulana, selv om han ikke deltog direkte i Pakistan-bevægelsen, gennem sine skrifter klart analyserede den islamiske livsordning og således hele tiden støttede Pakistan-bevægelsen. Under Pakistan-bevægelsen begyndte nogle blandt muslimerne at sige: Kan man virkelig acceptere, at Indien bliver splittet i dele? Maulana svarede dem:

“Som muslim tillægger jeg det ingen betydning, om Indien forbliver udelt eller bliver opdelt i ti dele. Hele verden er ét land. Mennesket har delt den i tusind stykker. Hvis den opdeling af verden, der hidtil har fundet sted, har været retfærdig, hvad skade skulle der så være ved, at den fremover bliver delt i endnu nogle stykker? Når dette afgudsbillede bliver knust, er det kun dem, der anser det for en guddom, der føler sorg. Hvis jeg her blot finder et område på én kvadratmil, hvor ingen anden end Gud har herredømme og myndighed over menneskene, vil jeg anse dette lille stykke land for mere værdifuldt end hele Indien.”

(Siyāsī Kashmakāsh, bind 3, side 76–77).

Da Pakistan-kravet blev sammenlignet med jødernes krav, protesterede Maulana kraftigt og erklærede:

“Efter min mening kan Pakistan-kravet på ingen måde sammenlignes med jødernes krav om et nationalt hjemland. Palæstina er i virkeligheden ikke jødernes hjemland. Jøderne befandt sig ikke i den situation, at de havde et land som nationalt hjemland, hvis kultur de arbejdede for. Deres virkelige situation er derimod, at et bestemt land slet ikke er deres nationalt hjemland, men at de kræver, at de fra forskellige steder i verden skal samles dér og få mulighed for at bo, og at dette land med magt skal gøres til deres nationalt hjemland. Grundlaget for Pakistan-kravet er derimod, at de områder, hvor muslimerne udgør flertallet, allerede er deres nationale hjemland. Muslimernes synspunkt er, at deres nationale hjemlands politiske identitet bliver skadet ved, at de under det nuværende demokratiske system skal forblive forenet med Indiens øvrige områder; derfor bør de beskyttes mod dette, og i stedet for én uafhængig stat i et udelt Indien bør der være to uafhængige stater, kaldet ’Hindu-Indien’ og ’Muslimsk Indien’. Med andre ord er muslimernes krav ikke, at der skal skabes et nationalt hjemland til dem. Deres synspunkt er snarere, at de skal have ret til at oprette en uafhængig stat dér, hvor deres nuværende nationale hjemland findes, som en særskilt enhed.”

(Tarjumān al-Qurʾān, juli–oktober 1944).

Fra Muslim League blev det højlydt og ihærdigt proklameret, at Pakistan skulle blive en fuldt ud islamisk stat. Nogle i League-kredse følte, at der var opstået en bevægelse for en islamisk samfundsordning, og at det derfor var nødvendigt at udarbejde et udkast med de grundlæggende principper for denne. Med dette formål blev der på vegne af Muslim Leagues provinsafdeling i UP nedsat en ulama-komité. Blandt dens medlemmer var især Maulana Sayyid Sulayman Nadwi, Maulana Sayyid Abul A‘la Maududi, Maulana Abdul Majid Daryabadi, Maulana Azad Subhani, Nawab Muhammad Ismail (Nawab af Chhatari), Nawab Shamsul Hasan og Chaudhry Khaliquzzaman værd at nævne.

Formanden for den nævnte komité var Nawab Muhammad Ismail Khan af Chhatari. I den første uge af januar 1941 sendte Nawab’en af Chhatari Maulanaen et brev, hvori han bad ham deltage i mødet i Nadwatul Ulama-komitéen i Lucknow. Det brev, som Maulanaen sendte til Sayyid Abul Hasan Ali Nadwi fra Nadwa, før han deltog i mødet, er medtaget i slutningen af beskrivelsesværket med titlen »Min yndlingsbog«.

Hr. Kamruddin Khan, Reader ved Central Institute of Islamic Research, fortæller, at han i 1941 én gang mødte Quaid-e-Azam på Maulana Maududis foranledning. Han giver følgende beretning om dette:

»Gennem rajaen af Mahmoudabad blev der arrangeret et møde mellem os i Gulrana-bygningen i Delhi. Quaid-e-Azam lyttede yderst tålmodigt til mig i femogfyrre minutter. Derefter sagde han, at han satte stor pris på den tjeneste, Maulana Maududi havde ydet. Men for muslimerne på dette subkontinent var det mere presserende at opnå en selvstændig stat end hans hellige liv og virke. Jamaat arbejdede for et stort mål, mens Ligaen var i færd med at finde en hurtig løsning på dette problem. For uden en løsning på det ville Jamaats arbejde ikke kunne fuldføres.«

– Ugebladet Thinker (en artikel fra den 27. december 1963).

Den ovenstående drøftelse beviser klart, at Maulana Maududi ikke blot støttede Pakistan-bevægelsen, men også ydede den omfattende hjælp, øgede dens fremdrift og gav uigendrivelige, logiske svar på de udtalelser og den kritik, der var rettet imod bevægelsen. Han meldte sig imidlertid ikke ind i Muslim League, og han kunne heller ikke gøre det. Et parti, der er dannet ved at samle mennesker med vidt forskellige karakterer og ideologier, ja endog med ideologier, der strider mod islam, kan aldrig bevæge sig mod noget ophøjet ideal. Maulanaen besad denne indsigt. Det bedste bevis herpå er, at de forudsigelser, han fremsatte i denne forbindelse længe før delingen af Indien, efter Pakistans oprettelse viste sig at blive opfyldt ord for ord – og stadig gør det. Jeg håber, at dette vil fjerne vildfarelsen hos dem, der nærer en negativ opfattelse af Maulanaen.

Maulana Maududi – efter den historiske Lahore-resolution

Under Muslim Leagues ledelse vedtog de indiske muslimer endelig Pakistan-resolutionen på et historisk møde, som Ligaen afholdt i Lahore den 23. marts 1940. Hovedtanken i Pakistan-bevægelsen var, at muslimerne skulle anerkendes som en særskilt nation og have et selvstændigt hjemland på det indiske subkontinent, hvor de kunne oprette en fuldgyldig stat i overensstemmelse med deres dīn, civilisation og traditioner. Selvom Pakistan-bevægelsen fortsatte i islams navn, forstod Maulana Maududi klart, at den på ingen måde var gunstig for eller egnet til at etablere islam. Muslim League var nemlig begyndt at bevæge sig i en anden retning ad en anden vej i stedet for at bevæge sig mod det erklærede mål. Der kan have været to årsager til dette. For det første manglede der måske fuld oprigtighed i dens hensigt; eller for det andet kendte den ikke en velordnet og videnskabeligt funderet metode til at nå målet.

Seks måneder efter vedtagelsen af Pakistan-resolutionen holdt Maulana Maududi den 11. september en lang tale ved et møde, der blev arrangeret på initiativ af Anjuman-i Islami Tarikh wa Tamaddun i Strachey Hall på Aligarh Universitet. Emnet for hans tale var: »Hvordan etableres en islamisk stat?« (Islami Hukumat Kis Tarah Qaim Hoti Hai?). Talen blev udgivet som en pjece på urdu, engelsk, bengali og andre sprog. Bogen »Vejen til den islamiske revolution« er dens bengalske oversættelse.

I sin tale sagde Maulana:

“Den islamiske stat er udelukkende en idealbaseret stat. Den er fuldstændig fri for snæver nationalisme og dens direkte eller indirekte indflydelse. Faktisk er dette den islamiske regerings første egenskab, som adskiller den fuldstændigt fra alle andre stater i verden. På engelsk kaldes denne type stat en IDEOLOGICAL STATE. Verden har ikke kunnet stifte bekendtskab med en sådan idealbaseret stat mere end én gang. De, der er født i et muslimsk samfund, men har hentet deres sociale forestillinger og doktriner fra europæisk historie, europæisk politik og samfundsvidenskab, kan ikke rumme denne idealisme i deres sind og hjerne.” (Vejen til den islamiske revolution, s. 48).

Maulana sagde endvidere:

“Hele den islamiske stats bygningsstruktur er grundlagt på Allah den Højestes suverænitet. Dette er i realiteten den islamiske regerings anden egenskab. Hele universet er alene Allah den Højestes rige; Han er dets Herre, hersker og lovgiver. Dette er den grundlæggende opfattelse i islamisk statsførelse. Intet individ, ingen familie, klasse eller nation – ja, ikke engang hele menneskeheden – har nogen ret til suverænitet. Retten til at udforme statens love og give ordrer og anvisninger tilkommer alene Allah den Højeste – ingen anden. Mennesket skal på denne jord virke som Allah den Højestes khalifa eller repræsentant. Dette er den eneste rene og rigtige måde at lede en stat på.” (Vejen til den islamiske revolution).

Om de særlige egenskaber, der kræves for at lede en islamisk stat, sagde Maulana:

“For at lede en islamisk stat er det nødvendigt at fastlægge en særlig mentalitet, en særlig natur og en særlig form for virksomhed. Den kan på ingen måde sammenlignes med noget andet statssystem. Dens hær, politi, domstole, økonomi, love og politik, dens traktat- og krigspolitik samt alle dertil knyttede aktiviteter er fuldstændig forskellige fra en sekulær stat. En dommer eller højesteretspræsident ved domstolene i en sekulær, materialistisk stat er ikke engang værdig til at være skriver eller dørvogter i en islamisk regering. Dérs politiinspektørgeneral kan ikke engang udnævnes til almindelig konstabel i en islamisk regering. Dérs feltmarskal kan ikke engang træde ind i den almindelige hær her. Dérs udenrigssekretær kan ikke blot ikke få nogen post i en islamisk stat; på grund af forbrydelser som falsk propaganda, bedrag og forræderi fortjener han at blive idømt landsforvisning.” (Vejen til den islamiske revolution, s. 11).

I sin tale sagde Maulana klart, at eftersom den islamiske stat er en idealbaseret stat, må man for at opbygge og lede den først skabe et vist antal mennesker, der er fuldkommen præget af det islamiske ideal og udstyret med islamiske egenskaber, samt skabe et tilsvarende miljø. Ellers er en sådan idealbaseret stat ikke mulig. Som eksempel sagde han:

“Rousseau, Voltaire, Montesquieu og andre ledere havde gennem lang tid skabt et særligt moralsk og mentalt klima i Frankrig præget af et bestemt ideal, og det var som følge heraf, at det blev muligt at skabe en revolution dér i overensstemmelse med deres mål. Den russiske revolution kunne kun være blevet skabt gennem Marx’ tanker, Lenins og Trotskijs ledelse samt tusindvis af kommunistiske aktivisters revolutionære virksomhed, der var grundigt uddannet i kommunismens ideologi – ikke på nogen anden måde. Den tyske nationalsocialisme kunne slå rødder og rejse sig netop i det særlige moralske, psykologiske og kulturelle klima, som var blevet skabt gennem Hegels, Fichtes, Goethes, Nietzsches og utallige andre tænkeres forskning, tanker og doktriner samt Hitlers dristige ledelse. På samme måde vil den islamiske revolution først blive skabt, og den islamiske stat først blive grundlagt, når en massebevægelse rejser sig på grundlag af Koranens ideal og lære samt profeten Mustafas (fred være med ham) karakter og virke. Og det vil blive muligt gennem en endnu stærkere kamp at forandre hele det mentale, moralske, psykologiske og kulturelle grundlag for samfundslivet fuldstændigt fra grunden. Ingen islamisk revolution kan skabes gennem nationalismebevægelsen. For bag den ligger et forkert uddannelsessystem, og dens grundlag er lagt på en opportunistisk mentalitet og en uregerlig tilbøjelighed til at flyde formålsløst med tidens strøm. Hvad angår stats- og samfundsfilosofien, tror jeg i virkeligheden, ligesom den tidligere franske minister monsieur Renou, slet ikke på nogen sådan unaturlig begivenhed. Dette er min oprigtige overbevisning. Som arbejdet bliver, sådan bliver resultatet; en undtagelse herfra er ikke mulig.” (Vejen til den islamiske revolution, s. 18-19).

Med en skarp kritik af den form for bevægelse og arbejdsmetode, der blev anvendt for Pakistan, det vil sige den islamiske regering, siger Maulana:

»En del muslimer mener, at al lidelse vil ophøre, hvis det på en eller anden måde lykkes at organisere den muslimske nation. Hvis det lykkes at samle en nation, der bærer navnet muslimsk, på en bestemt platform og organisere og lede den under en central ledelse, vil den islamiske stat opstå af sig selv. Men i virkeligheden er dette ikke andet end urealistisk fantasi. Desuden er det uden tvivl blot et blindt nationalistisk synspunkt og en nationalistisk arbejdsmetode. Enhver nation, der ønsker at etablere sit herredømme i verden, må følge denne fremgangsmåde, uanset hvilken religion eller hvilket land den tilhører. Den største kendetegnende egenskab hos en leder, der er opslugt af kærlighed til sin nation, er, at han kan tale efter tid og lejlighed, anvende forskellige taktikker og i fuldt mål besidder evnen til at give instrukser og lede en gruppe. Det kan ikke benægtes, at en nation under en sådan lederskab kan opnå betydelig fremgang. Det samme ville gælde for muslimer, hvis de blot var betegnelsen for en samling af mennesker, der udgjorde en arvelig eller historisk traditionsbunden nation. Men det er ikke nødvendigt at sige igen, at en sådan ledelse og arbejdsmetode overhovedet ikke kan skabe nogen islamisk revolution og heller ikke kan føre til oprettelsen af en islamisk stat.« (Den islamiske revolutions vej, s. 20-21.)

I det udelte Indien var Pakistan-bevægelsen ganske vist i fuld gang, men der blev ikke gjort noget som helst forsøg på at reformere det vildledte og moralsk fordærvede samfund, og der blev heller ikke vedtaget noget program herom. Den islamiske bevidsthed og den moralske tilstand i samfundet var yderst anarkiske. Man forsøgte at oprette en islamisk stat med uvidenhedstidens affald og moralske fejl. Maulana protesterede skarpt mod dette og sagde:

»Hvis man samler en hær ved at samle en mængde mennesker med forskellige meninger og forskellige karakterer fra en nation, hvis moralske tilstand er så lav og fornedret, eller gør dem listige som sjakaler gennem politisk uddannelse og oplæring, eller vækker tigerens vildskab i dem ved at gøre dem dygtige i krigskunst, kan det måske blive let at opnå herredømme over junglens verden; men ved deres hjælp er det på ingen måde muligt at udbrede den almægtige Allahs religion, islam, eller at oprette en islamisk regering. For under sådanne omstændigheder vil ingen i verden anerkende deres moralske overlegenhed, ingen vil få islams følelsesladede ånd og inspiration vakt i sit hjerte, og derfor vil de aldrig få den lykke at se det betagende syn af mennesker fra hele verden, der i flokke træder ind inden for islams grænser.« (Den islamiske revolutions vej, s. 22.)

Maulana Maududi påviste gennem en videnskabelig analyse fejlen i den forkerte vej, som Muslim League førte sin bevægelse ad, og sagde:

»Jeg forstår ikke, hvordan det skulle være muligt på et ubestemt tidspunkt i fremtiden at ændre en religionsløs nationalstat, når den først er blevet oprettet, og forme den efter det islamiske ideal. Hvis den islamiske ideologi, islamisk karakter og synsmåde samt islamiske værdier ikke vækkes blandt landets vælgere efter de demokratiske regler, og hvis de ikke på forhånd er blevet vant til at leve et islamisk liv, vil en »ægte muslim« aldrig kunne blive valgt ved deres stemmer til parlamentet eller som medlem af en lovgivende forsamling. Følgelig vil statsmagten falde i hænderne på sådanne mennesker, som ganske vist regnes for »muslimer« i folkeregisteret, men hos hvem der ikke findes det mindste spor af islam, hvad angår ideologi og tankegang, idealer og arbejdsmetoder. Når statsmagten overdrages til sådanne mennesker, vil vi, selv efter at have opnået fuld frihed og en fri stat, blive tvunget til at leve præcis under de samme forhold, som vi levede under før uafhængigheden, under en ikke-muslimsk stat. Der kan snarere opstå en endnu værre og farligere situation. For en nationalstat, der bærer etiketten »islamisk regering«, vil være endnu mere modig og frygtløs end en ikke-muslimsk stat, når det gælder om at blokere vejen for den islamiske revolution. Selv de forbrydelser, som en ikke-muslimsk stat ville straffe med fængsel, vil den »muslimske nationalstat« straffe med dødsstraf og landsforvisning. Og på trods af dette vil lederne af den muslimske nationalstat i deres levetid blive omtalt som »ghazi« og »heltemodige mujahider« og efter deres død som »herliggjorte«. Derfor er det helt forkert at tro, at en muslimsk nationalstat kan hjælpe med at oprette en islamisk stat.« (Den islamiske revolutions vej, s. 28.)

Det siger sig selv, at den fremsynede og kloge Maulanas ovenstående ord i løbet af få år efter Pakistans oprettelse blev afspejlet bogstav for bogstav — og stadig bliver det.

Maulana kommer med endnu en bemærkning i den nævnte bog:

»Men spørgsmålet er nu: Hvis vi virkelig ønsker at etablere en islamisk stat, hvilken fremgangsmåde skal vi da følge? Mange i vores samfund har igen lagt alt i ledernes hænder og sidder med hænderne i skødet. De nærer den tillid, at lederne selv vil etablere en islamisk regering. Derfor mener de, at de ikke behøver at gøre noget som helst. Men denne opfattelse er lige så fejlagtig som den fremgangsmåde, der blev fulgt i begyndelsen af muslimernes bevægelse for at organisere nationen og etablere staten.« (Vejen til den islamiske revolution – s. 28-29)

Det er dybt beklageligt, at Muslim League, selv efter talen i Strachey Hall ved Aligarh Muslim University, hvor det fuldstændige billede af den islamiske stat, den videnskabelige metode til at etablere den, dens principper og kendetegn samt de frygtelige følger af en forkert fremgangsmåde blev analyseret, fortsatte sit arbejde hensynsløst efter sin traditionelle metode. Som følge af sin fremsynethed forstod Maulana klart, at en ny stat måske eller helt sikkert ville blive født som følge af en massebevægelse. Men i stedet for at blive en islamisk stat ville den blive ledet ad en så fejlagtig vej, at man allerede på forhånd måtte træffe foranstaltninger for at beskytte den mod dens frygtelige konsekvenser. For billedet af fremtiden havde allerede dengang tegnet sig tydeligt i Maulanas sind. Han var naturligvis ikke en profet. Men gennem sin viden om historiens tidligere erfaringer og sit videnskabelige kendskab til årsagssammenhænge kunne han forstå det. I den ovennævnte tale sagde han:

»Hvis et træ, fra det bryder gennem jordens skød, indtil det bliver et fuldt udviklet træ, er et appelsintræ, kan det ikke pludselig bære mangoer, når tiden kommer til at bære frugt.«

Derfor kunne han også fremsætte en klar udtalelse om Pakistan-bevægelsens fremtid.

Skabelsen af rammerne for den islamiske bevægelse

For at give det billede af et islamisk livssystem, som Maulana Sayyid Abul A’la Maududi havde tegnet i sit sind, en virkelig form måtte han gennem år efter år utrætteligt udbrede tanker og inspiration og skabe det nødvendige miljø og den nødvendige baggrund. For at læserne korrekt kan forstå det enorme arbejde og den stræben, som han med uendelig tålmodighed måtte udføre for at gennembryde fortvivlelsens mørke, vil jeg her fremlægge hovedindholdet af de fortløbende drøftelser i Tarjuman al-Qur’an. Herigennem vil de kunne indse, hvor vanskeligt det var at indlede en ægte islamisk bevægelse blandt en muslimsk nation, der var forvansket og forfaldet med hensyn til troslære, overbevisning, tanke og handling – det arbejde, som Maulana Maududi udførte. Man kan ikke uden videre og på et hvilket som helst tidspunkt opbygge en islamisk bevægelse. Til det kræves dyb viden om og lærdom i islam, det vil sige Koranen og sunnaen, en enestående evne til at udtrykke dette i et enkelt, ligefremt og hjertevarmende sprog samt visdom og dygtighed til at føre et vildledt menneskesamfund ind på sandhedens og lysets vej. Dertil kommer et følsomt sind, uendelig tålmodighed og overbærenhed, evnen til at skabe tidløse værker og en enestående organisatorisk dygtighed. Alt dette havde Allah den Højeste skænket ham i fuldkommen grad.

Grundlæggelsen af Jamaat-e-Islami

For at etablere »den sande religion« indledte Maulana Abul A’la Maududi en bevægelse gennem sit månedlige tidsskrift Tarjuman al-Qur’an. For at lede enhver bevægelse på en ordentlig måde og give den en virkelig form er der behov for en jamaat eller et parti. Det er overhovedet ikke muligt at lede en bevægelse uden en samlet og helhjertet indsats og kamp. Med dette formål grundlagde Maulana i 1941 et parti ved navn Jamaat-e-Islami. Det er nødvendigt at drøfte udførligt, hvorfor det under Pakistan-bevægelsen var nødvendigt at grundlægge endnu et parti ved navn Jamaat-e-Islami, og hvilken situation de daværende indiske muslimer befandt sig i politisk, religiøst, moralsk og kulturelt. Vi må også klart forstå, om Muslim League kunne opfylde muslimernes behov på alle områder, og hvilken alternativ ordning der kunne have været, hvis den ikke kunne.

Den britiske regering indså fra slutningen af det nittende århundrede, at Indiens befolkning måtte have ret til at deltage i landets styre, og at dette skulle ske gennem demokratiske institutioner. Dette demokrati skulle igen være en efterligning af det demokrati, der var gældende i England. Den britiske regering mente, at Indiens befolkning ligesom Englands befolkning udgjorde én nation, uanset race og religion. Flertallet blandt dem skulle lede regeringsførelsen, mens mindretallet skulle være opposition og forsøge at opnå flertal. Bag alt dette lå også deres kulturelle og politiske filosofi. Den gik ud på, at religion udelukkende skulle være begrænset til menneskets privatliv, og at staten skulle være sekulær. De forfatningsmæssige ændringer, der ville blive indledt på grundlag af dette synspunkt og denne politiske filosofi, kunne kun komme dem til gode, som udgjorde flertallet i Indien. Derfor var den britiske regering ikke blot villig til at acceptere denne ordning, men begyndte også kraftigt at argumentere for den. Samtidig havde hele den indiske nationalkongres’ bevægelse fra begyndelsen haft til formål at forsøge at danne en ansvarlig regering i overensstemmelse med dette synspunkt. Men eftersom forestillingen om denne nationale, demokratiske og sekulære stat var lige så giftig som halāhal for muslimerne, stod de over for dette enorme problem.

Først mente de, at det var bedst, at retten til selvstyre ikke kom i landets befolknings hænder, men at den i stedet forblev hos de britiske herskere. Senere accepterede de imidlertid selve grundprincippet om at oprette en demokratisk stat på grundlag af én nation. Samtidig forsøgte de at sikre, at der skulle være lovmæssige garantier for dem, så de kunne bevare deres egen særart. Derefter begyndte de pludselig under Khilafat-bevægelsen at fremsætte slagord om hindu-muslimsk enhed og blev villige til at overgive sig ved at sætte deres lid til flertalsfællesskabet. Senere rejste de igen kravet om lovmæssige garantier. Men efterhånden opstod der uenighed blandt dem om dette spørgsmål. Den ene gruppe mente, at man først skulle forene sig med flertallet og opnå uafhængighed, hvorefter kravet om garantier kunne rejses. Den anden gruppe sagde, at der først skulle indføres garantier for dem som mindretal, og at man derefter kunne føre en fælles uafhængighedsbevægelse. Men ingen af de to grupper forstod, at ingen national særart kan forblive intakt under et demokratisk system, der er oprettet efter princippet om én nation, og at udviklingen af nogen religiøs tahzīb-tamaddun heller ikke er mulig i en religionsløs stat.

Under disse omstændigheder blev Government of India Act vedtaget i 1935, og nye regeringer blev oprettet i Indiens provinser på grundlag af fuldt provinsielt selvstyre. Dermed blev det gennem erfaring klart, at flertalsfællesskabet i dette land ville fortsætte med at udøve regeringsmagten på grundlag af principperne om demokrati, én nation og sekularisme, det vil sige religionsløshed.

Den fremsynede Maulana Maududi tænkte, at det var nødvendigt klart at fremlægge for muslimerne den frygtelige situation, de i fremtiden ville komme til at stå over for som følge af en sådan ordning. For ham var det klart som dagens lys, at ingen form for lovmæssig garanti under en sådan ordning ville kunne beskytte muslimerne og deres tahzīb-tamaddun mod at blive opslugt af flertallets tahzīb-tamaddun. Da Maulana Maududi så denne fare, skrev han gennem tre sammenhængende år, fra 1937 til 1939, i Tidsskriftet Tarjuman al-Qur’an artikler med titlerne “Musalmān aur Maujūdah Siyāsī Kashmakash” og “Mas’alaye Qawmiyyat”; de blev senere udgivet som bøger. Gennem disse artikler forsøgte han at forklare muslimerne, at hvis de accepterede oprettelsen af en demokratisk, religionsløs stat efter princippet om én nation, ville det være ensbetydende med selvmord.

Derefter begyndte der at vise sig nogen sund fornuft blandt muslimerne. De forstod nu klart, at ingen lovmæssig beskyttelse ville være dem til nogen nytte under det demokratiske styre, der ville blive indført på grundlag af princippet om én nation. Men hvad skulle løsningen så være? Én gruppe sagde, at man skulle kræve Indiens deling, og at de muslimsk dominerede områder skulle adskilles fra Indien. Mange var i begyndelsen ikke villige til at acceptere dette forslag. Mr. Muhammad Ali Jinnah var heller ikke til at begynde med indforstået med det. De mente, at det ganske vist ville løse problemet for den ene del af en nation, men at den anden og langt større del, som var spredt rundt omkring i forskellige dele af Indien som et svagt mindretal, dermed ville blive overladt til den hinduistiske indiske stats nåde.

Netop på dette tidspunkt udgav Maulana Maududi tredje bind af “Siyāsī Kashmakash”. I dette værk sagde Maulana Maududi, at den eneste grund til, at de indiske muslimer var kommet til at stå over for dette problem, var, at de betragtede sig selv som en nation og mente, at deres styrke i et demokrati afhang af deres antal. Derfor var de kommet ud i et dobbelt problem. Hvis Indien forblev udelt, ville de blive tilintetgjort. Og hvis landet blev delt, måtte halvdelen af nationen overlades til de indiske hinduers nåde. Men Maulana sagde, at de indiske muslimer i virkeligheden ikke blot var en nation, men snarere en ideologisk gruppe eller millat. De var ikke en arvelig nation som tyskerne, franskmændene og englænderne. De havde en særskilt livsanskuelse, et ideal og et stort mål med livet. Det var i kraft af dette ideal, at de tidligere havde erobret land efter land. De nuværende millioner af muslimer i Indien var også blevet underlagt dette ideal. Hvis muslimerne derfor i stedet for at kæmpe for nationale rettigheder og nationale interesser kæmpede for deres eget ideal og deres livsanskuelse, ville resultatet blive, at ingen i Indien ville kunne tilintetgøre dem; tværtimod kunne man håbe, at det islamiske flag en dag ville blive hejst over hele Indien. For ingen anden nation eller gruppe i Indien havde et sådant levende ideal, som islam havde givet de muslimske troende.

Maulana fremlagde ovennævnte synspunkt for de indiske muslimer. Men de fleste tog ikke det mindste hensyn til det. I 1940 blev Pakistan-resolutionen vedtaget på Muslim League’s møde i Lahore, og en kraftfuld bevægelse for den blev ført som et nationalt mål.

Herefter begyndte naturligt nok to spørgsmål at bekymre de tænkende mennesker. Det første var: Hvis muslimerne efter Pakistan-bevægelsen—Gud forbyde det—skulle blive skuffede, hvordan kunne man så beskytte islam, den islamiske tahzīb og muslimernes særart mod følgerne af et sådant nationalt nederlag? For det andet: Hvis Pakistan blev oprettet, hvordan skulle man så holde islams lys brændende blandt Indiens millioner af muslimer? Og hvordan kunne man, med de mennesker som ledere af Pakistan-bevægelsen, beskytte Pakistan mod at blive et andet Tyrkiet?

Disse to spørgsmål havde gjort Maulana bekymret. Efter megen eftertanke og forskning dannede han derfor i 1941 et parti ved navn Jamaat-e-Islami. Hans formål var, at dette parti skulle skabe sande soldater for Islam på det indisk-pakistanske subkontinent, som ville fortsætte kampen for at holde islams budskab højt i dette land. Hvis Pakistan-bevægelsen mislykkedes, skulle de beskytte muslimerne mod den frygtelige følge af et nationalt nederlag – og efter Pakistans oprettelse hjælpe med at lede landet ad den rette vej.

Organisationen af Jamaat-e-Islami

“Nu afhænger menneskehedens fremtid af Islam. Alle menneskeskabte ideologier er slået fejl. Der er ikke længere nogen som helst mulighed for, at nogen af dem kan få succes. Menneskene har heller ikke længere det nødvendige mod til at skabe en ny ideologi og sætte livet på spil for at afprøve den. Under disse omstændigheder er Islam den eneste ideologi og vej, som menneskene kan håbe på at finde velstand og fremskridt gennem; den vil være en fuldstændig livsordning for menneskeheden, og ved at følge den kan menneskene blive befriet fra undergang.

I aprilnummeret af Tarjuman al-Qur’an fra det forgangne år 1941 skrev Maulana Maududi en artikel med titlen »Behovet for en retfærdig Jamaat«. Her gav han en detaljeret redegørelse for shirk, askesens og Vestens moderne materialistiske livsordnings fiasko og fremsatte ovenstående bemærkning; han sagde, at menneskehedens frelse nu alene ligger i Islam. Det betyder naturligvis ikke, at man blot skal fortsætte med at udbrede Islam og dermed erobre hele verden. Sagen er, at enhver civilisations omstyrtelse kræver en kraft, et parti. Og en ny civilisation kræver også nye tankegange og et nyt parti. For at befri verden fra faren for en fremtidig mørk tidsalder og drage nytte af islams bidrag er det derfor ikke tilstrækkeligt, at der allerede findes en korrekt ideologi. Der er også behov for en retfærdig Jamaat eller et retfærdigt parti sammen med den korrekte ideologi.

Efter at have sagt, at hvert medlem af denne Jamaat eller dette parti måtte være på et meget højt niveau hvad angår iman og handlinger, sagde han, at man måtte bryde alle forbindelser med den nuværende kultur og civilisation og dens tilhængere. Man måtte opgive alle former for fordele, nydelser samt håb og ønsker om fremgang og udvikling, der var forbundet med denne civilisation og samfundsordning. Derefter måtte man udholde alle de materielle tab, lidelser, vanskeligheder og ulykker, som var uundgåelige for at omstyrte en fejlagtig samfundsordning og etablere en korrekt ordning i dens sted. Denne revolution krævede en total indsats, og man måtte ofre liv, ejendom og værdifuld tid. Man måtte påtage sig alle former for mentalt og fysisk arbejde. Man måtte være rede til fængsel, henrettelse, tortur, straf og lignende. Ens ejendom kunne blive konfiskeret, og ens hustru, børn og familie kunne blive udsat for undergang. Alt dette måtte man tage imod med et smil. Om nødvendigt måtte man også ofre sit eget liv på denne vej. Uden at tilbagelægge en så vanskelig vej er ingen revolution nogensinde kommet til verden i fortiden, og heller ikke nu kan den komme.

Om mennesker med en ophøjet karakter, som var indviet i prøvelsens lære, sagde Maulana:

“Man siger til os: Hvor finder man mennesker af denne slags i vor tid? Sådanne mennesker blev ganske vist skabt i en hellig og storslået tidsalder. Men Skaberen har for altid indstillet skabelsen af mennesker af den slags.”

I virkeligheden er dette en fejlagtig opfattelse, en overtro. Denne overtro er opstået i sindet hos dem, der selv er blevet ofre for håbløshed. Mennesker med alle former for evner findes i alle tidsaldre. Hvis folk ved at tro på Hitler, Marx og Gandhi kunne udrette så meget, kan der så ikke udrettes noget ved at tro på Gud? Hvis tiltrækningen til fædrelandet kan være så stærk, at et menneske kan ofre liv og ejendom for det, findes der så ikke blot en smule tiltrækning til Guds tilfredshed og nærhed?

I artiklen med titlen »Jamaat-e-Islamis organisation« beskriver Maulana i Tarjuman al-Qur’an årsagen til Jamaatens dannelse og siger:

»Jeg og flere, der er enige med mig, har i de seneste tre år forsøgt at få de store muslimske grupper, der findes i dag, eller i det mindste én af dem, til at foretage sådanne ændringer i deres organisationsform og program, at islams behov kunne blive opfyldt, uden at det blev nødvendigt at danne en ny gruppe. Men beklageligvis lykkedes vores bestræbelser ikke. Derefter havde vi ingen anden mulighed end at samle dem, der ikke var tilfredse med de eksisterende gruppers aktiviteter, og som ønskede at arbejde på grundlag af ægte islamiske principper. Derfor blev der i august 1941 indkaldt til en konference med deres deltagelse, og på grundlag af gensidig rådgivning blev Jamaat-e-Islami grundlagt.«

Jamaat-e-Islami

Jeg ønsker at forelægge læserne en beskrivelse af, hvordan Jamaat-e-Islami blev dannet, og under hvilke omstændigheder det skete.

I tredje bind af sin bog »Musulman aur Maujooda Siyasi Kashmakash« redegør Maulana Maududi for den islamiske bevægelse, beskriver nødvendigheden af at danne en gruppe til den og fremlægger også et udkast til denne gruppes organisationsform. Derefter appellerede Maulana Maududi i Safar-måneds nummer af Tarjuman al-Qur’an i år 1360 efter hijra til den muslimske offentlighed om, at de, som accepterede den nævnte ideologi og synsmåde og ønskede at arbejde i overensstemmelse med dem, skulle kontakte Tarjuman-kontoret. Efter få dage begyndte der at komme meldinger om, at en hel del mennesker var interesserede i at danne en islamisk gruppe og arbejde gennem den. Derfor blev alle berørte indbudt til at samles i Lahore den 1. Sha’ban 1360 efter hijra, svarende til den 25. august 1941.

I alt 75 personer fra forskellige dele af landet deltog i konferencen. Den første dag stillede forskellige personer Maulana spørgsmål om forskellige emner. Maulana gav tilfredsstillende svar på dem alle.

Den anden dag begyndte konferencen klokken otte om morgenen. Først kastede Maulana i sin tale et detaljeret lys over den islamiske bevægelses historie indtil da. Han fremstillede din som en bevægelse og sagde: »Lad ikke religiøsitet i vores liv forblive passiv og stillestående som en rent personlig sag. Lad os derimod kunne etablere din i hele vores liv og kæmpe for at udrydde de reaktionære kræfter. Etableringen af Dar al-Islam i 1938 var det første skridt i denne retning. På det tidspunkt var der kun fire af mine medarbejdere. Denne beskedne begyndelse var yderst ubetydelig. Men selv derfor mistede vi ikke håbet. Tværtimod fortsatte arbejdet, ved Guds nåde, med at udbrede den islamiske bevægelses kald og med at forme den rette holdning og tankegang til denne bevægelse. Ved Allahs nåde voksede antallet af medarbejdere lidt efter lidt. Små afdelinger af sådanne mennesker blev oprettet forskellige steder i landet. Samtidig fortsatte udgivelsen af islamisk litteratur samt det grundlæggende arbejde med da’wa og tabligh. Endelig, efter at have undersøgt og vurderet bevægelsens virkning, blev det klart, at der nu var skabt et passende grundlag for at danne Jamaat-e-Islami og føre den islamiske bevægelse frem på en organiseret måde. Det er derfor, denne konference er blevet indkaldt.«

Efter at have analyseret denne baggrund sagde Maulana: »Det er først og fremmest nødvendigt, at vi grundigt forstår, hvori den islamiske bevægelses grundlæggende forskel fra alle de bevægelser, der tidligere har eksisteret, og som nu eksisterer blandt muslimerne, består.«

“For det første ledes disse bevægelser måske med udgangspunkt i en bestemt del af islam eller et verdsligt formål. Men vores bevægelse vil omfatte hele islam.”

“For det andet er deres partiorganisation blevet udformet efter andre partiers organisationsmetoder i verden. Men vi følger netop den organisationsordning, som oprindeligt fandtes i det parti, der blev grundlagt af Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham).”

“For det tredje optages folk i disse partier ud fra den antagelse, at eftersom de er født blandt den muslimske nation, må de nødvendigvis være sande muslimer. Resultatet er blevet, at mange mennesker – fra partiets medlemmer og arbejdere helt op til lederne – har trængt ind i disse partier, selv om de karaktermæssigt slet ikke er pålidelige eller egnede til at varetage noget stort ansvar. Men vi optager ikke nogen i vores parti ud fra den antagelse, at ‘han må være muslim’. Tværtimod optager vi ham først, når han efter at have forstået betydningen, indholdet og kravene i Kalima Tayyiba har lovet at tro på den. Efter indmeldelsen er den ufravigelige betingelse for at forblive medlem af partiet, at han skal opfylde det, som troen som minimum kræver på alle områder. På denne måde vil, om Allah vil, kun retskafne mennesker blive udvalgt blandt den muslimske nation og tilslutte sig dette parti.”

Efter således at have analyseret årsagen til dannelsen af et islamisk parti, dets organisationsmetode og dets forskelle sammenlignet med de andre partier, læste Maulana Maududi udkastet til Jamaat-e-Islamis vedtægter op. Den trykte kopi var dog blevet uddelt til alle dagen før. Efter en grundig drøftelse blev vedtægterne vedtaget enstemmigt med ganske få ændringer.

Derefter rejste Maulana Maududi sig, fremsagde trosbekendelsen og erklærede henvendt til alle de forsamlede: “Vær alle vidner til, at jeg på ny bekender mig til troen og tilslutter mig Jamaat-e-Islami.”

Derefter fremsagde alle én efter én trosbekendelsen og erklærede, at de tilsluttede sig Jamaat. Under fremsigelsen af trosbekendelsen græd hver og en hulkende. På den ene side rystede frygten for Allah dem, og på den anden side rystede følelsen og sindsstemningen over at skulle varetage et enormt ansvar deres hjerter.

I første omgang sluttede 75 personer sig til Jamaat-e-Islami, og det var med disse, at Jamaat-e-Islami blev grundlagt. Maulana Maududi blev enstemmigt valgt til Jamaats amir.

(a) Efter valget af amiren løftede Maulana Manzur Nu’mani sine hænder for at bede. Nu’mani bad: O Gud! Nogle af Dine ringe tjenere har besluttet at bringe Dit budskab ud til hele verden. De ønsker at forandre samfundet og rense islam for berøring med det falske. Vi er Dine ringe, værdiløse og svage tjenere. I håbet om at opnå Din tilfredshed er vi trådt frem med et så stort og ophøjet formål. Giv os evnen til gennem hele vores liv at gøre dette formål og mål til en uadskillelig del af vores liv. Så at vi igen kan give islam dens sande form.

Maulana Nu’manis bøn, fremsagt med en stemme fuld af tårer, bragte en tåreflod frem i alles øjne. Den vakte fornyet iver og begejstring i hjerterne samt en urokkelig beslutning om at følge Guds vej.

Hakim Maulana Muhammad Abdullah, som deltog, sagde: »Denne bøn og den enestående følelsesmæssige bevægelse, der opstod blandt deltagerne, gjorde så stærkt indtryk på mig, at det er noget, jeg aldrig i livet vil kunne glemme. En endnu mere gribende begivenhed, som vil forblive uudsletteligt indpræget i mit hjerte, var, at Maulana Sayyid Abul A’la Maududi efter gæsternes måltid selv fjernede de knogler, ben og andre madrester, der lå spredt rundt på dugen, og gjorde spisepladsen ren.«

Efter at være blevet valgt til amir holdt Maulana Maududi følgende tale:

»Jeg er hverken den mest lærde eller den mest gudfrygtige blandt jer. Jeg har heller ikke nogen forrang frem for jer på noget andet område. Men eftersom I har vist mig tillid og betroet mig ansvaret for denne store opgave, beder jeg Allah om – og det bør I også gøre – at Han vil give mig styrken til at udføre dette ansvar og bevare jeres tillid til mig. Jeg vil efter bedste evne bestræbe mig på at udføre denne opgave med fuld gudsfrygt og ansvarsfølelse. Jeg vil ikke af egen vilje forsømme mit ansvar på nogen måde. I overensstemmelse med min viden og indsigt vil jeg ikke undlade at følge Allahs Bog, Profetens Sunnah og de retledte kaliffers fodspor. Hvis jeg alligevel begår fejl eller afviger, og nogen af jer føler, at jeg er kommet bort fra den rette vej, så nær ikke den tanke, at det er gjort med vilje. Hav derimod en god opfattelse af mig og forsøg at korrigere mig. Så længe jeg holder mig på den rette vej, skal I støtte mig, følge mine anvisninger, give mig oprigtige råd, yde al den hjælp og støtte, der er mulig, og holde jer fra arbejdsmetoder, der bryder Jamaatens disciplin. Jeg er fuldt ud bevidst om denne bevægelses storhed og om mine egne fejl og mangler. Jeg ved, at dette er en bevægelse, som de store profeter og sendebude fra Allah har ledet, og at den efter profeternes tidsalders afslutning er blevet ført af sådanne enestående mennesker, som var de bedste blandt menneskeheden. Jeg nærer ikke et øjeblik den vildfarelse om mig selv, at jeg er værdig til at lede denne store bevægelse. Tværtimod anser jeg det for ulykkeligt, at ingen mere kvalificeret end jeg viste sig for jer til denne store opgave. … Jeg vil aldrig tillade mig selv at blive en hindring på Guds vej. Jeg vil heller ikke give nogen anledning til at sige, at man bør indsætte en egnet person. Det embede, som I har givet mig, vil derefter altid stå ledigt for ham. Jeg er imidlertid ikke parat til at sige, at hvis ingen anden træder frem for at videreføre dette arbejde, så vil jeg heller ikke træde frem.«

»Denne bevægelse er mit livs mål. Mit liv og min død er viet til den. Uanset om andre følger denne vej eller ej, må jeg følge den. Hvis ingen vil gå sammen med mig ad denne vej, vil jeg gå alene. Hvis hele verden forener sig i opposition mod mig, må jeg kæmpe imod den og vil ikke vige tilbage.«

Majlis-e Shura

Efter Jamaat-e Islamis historiske stiftelseskonference havde fundet sted, bekendtgjorde Jamaatens amir navnene på medlemmerne af sin Majlis-e Shura. Den følgende dag blev Shuraens møde afholdt, og Jamaatens amir, Maulana Maududi, bekendtgjorde følgende program:

De, som har tilsluttet sig denne Jamaat, skal rense sig selv og bringe deres livsførelse i overensstemmelse med islam. Hvad angår dem, der står uden for denne Jamaat – hvad enten de er ikke-muslimer eller muslimer, som har fjernet sig fra deres religiøse pligter og religiøse mål – skal begge grupper som hovedregel inviteres til at forkaste enhver andens suverænitet end Allahs og anerkende Rabb al-‘Alamins suverænitet. Derefter skal der tages skridt i overensstemmelse med situationen. Man må imidlertid huske, at det på ingen måde er en let opgave at omstyrte et samfundssystem, der er fast etableret på lydighed mod andre end Gud, og oprette en livsordning baseret på lydighed mod Gud. Tab af liv, ejendom og alt andet er uundgåeligt i denne proces. Derfor bør kun de træde frem til denne opgave, som er rede til med et smil at ofre alle former for muligheder og bekvemmeligheder, fornøjelser og luksus og til at acceptere alle former for tab.

I Jamaat-e-Islamis erklæring proklameres følgende:

“Jamaat-e-Islami er ikke et af de partier, som man i snæver forstand normalt kalder politiske, religiøse eller reformistiske partier. Men i virkeligheden er det et principbaseret parti. Dette parti tror på en omfattende og universel livsanskuelse for menneskelivet. Det ønsker effektivt at virkeliggøre denne livsanskuelse i menneskelig tænkning og tro, karakter og adfærd, uddannelse, litteratur og kunst, tahdhīb og tamaddun, religion og sociale forhold, økonomiske og politiske anliggender samt i statens styrelse. Ifølge denne Jamaat bliver mennesket, når det opgiver lydigheden mod Gud, glemmer at skulle stå til regnskab over for Allah i det hinsidige og nægter at følge den vej, som de ædle profeter (fred være med dem) har anvist, den eneste årsag til al uro og uretfærdighed på jorden.”

Kort sagt opfordrer Jamaat-e-Islami først og fremmest hele menneskeheden til tre ting. De er:

Jamaat-e-Islamis kald

Til menneskesamfundet generelt og muslimerne i særdeleshed –

— Anerkend Guds tjenerskab og profeternes lydighed i alle livets forhold.

— Opgiv den opportunistiske holdning og hykleriet, og sæt ingen ved siden af Gud.

— Fjern de gudsfjerne mennesker fra ledelse og myndighed, og overdrag al magt til de oprigtigt troende og de retskafne, så livet kan ledes præcis ad Guds vej.

Hvis I tror, at denne opfordring er sand, så slut jer til os. I vil selv modtage belønningen fra Gud. Den, der forhindrer dette arbejde, bør være rede til at stå til regnskab over for Gud.

Kort sagt er Jamaat-e Islami trådt frem med den mission, som Allahs profeter kom til verden med, og hvis fuldkomne udfoldelse fandt sted gennem den sidste profet, Hazrat Muhammad Mustafa (fred være med ham). Det vil sige, at man i enhver del af menneskelivet – i uddannelse og oplæring, kunst og videnskab, civilisation og kultur, det sociale, økonomiske og politiske liv, statsforvaltningen og på slagmarken, i handel og på kontorer og ved domstole samt ved indgåelse af internationale aftaler og etablering af relationer – udelukkende skal adlyde Gud. Dette er Jamaat-e Islamis mål. Dette er blevet kaldt “Iqamat-e Din” eller den fuldstændige etablering af Allahs religion, islam.

I 1943 blev Jamaat-e Islamis hovedkontor flyttet fra Lahore til Dar ul-Islam i Pathankot i Østpunjab. I 1945 blev den første konference for Jamaat-e Islami i hele Indien afholdt her.

Konferencen for Jamaat-e Islami i hele Indien

I oktober 1942 blev Jamaat-e Islamis hovedkontor flyttet fra Lahore til Dar ul-Islam i Pathankot i Østpunjab. I 1945 blev den første konference for Jamaat-e Islami i hele Indien afholdt her.

Her gengives et kort uddrag af den tale, som Maulana Maududi holdt for arbejderne på denne konference.

Det bør bemærkes, at nogle egeninteressebaserede (vested interests) religiøse erhvervsdrivende, efter Jamaatens dannelse, begyndte at rette stærk kritik mod Jamaaten og Maulanaen. Der er en grund til dette, og den er også helt naturlig.

Jamaat-e Islami er en idealbaseret bevægelse, ikke blot en organisation for islamisk tabligh. I virkeligheden er der en enorm forskel mellem en bevægelse (tahrik) og tabligh.

Tabligh betyder at lade mennesker høre nogle gode ord og om gode handlinger, at opfordre til gode handlinger og generelt at appellere til, at man afholder sig fra onde handlinger. Hvis man opfordrer en person til gode handlinger og formaner ham til at afholde sig fra onde handlinger, bør han ikke blive vred eller fornærmet. Tværtimod viser man som regel respekt for dem, der giver sådanne gode råd, selv når deres råd ikke følges. Men en bevægelse betyder at udrydde onde handlinger, uretfærdighed, uanstændighed og den slags fra samfundets midte og etablere gode handlinger. Hvis man med høj røst siger til en forsamling på ti eller tyve tusind mennesker: “Gør gode handlinger, og afhold jer fra onde handlinger”, kan det måske til en vis grad lykkes. Men ingen reaktionær kraft vil rejse hovedet. Hvis man derimod siger: “Lad os forene os og etablere alt det gode, der findes i samfundet, og udrydde alt det onde”, så kaldes dette en bevægelse, og da vil man bestemt se, at en reaktionær kraft har besluttet sig for at rejse sig imod denne bevægelse. Det var netop profeternes opgave, og den befaling, som Allah den Ophøjede har givet i Koranen om ‘amr bil-ma‘ruf wa nahy ‘anil-munkar’, kan kun virkeliggøres fuldt ud gennem en bevægelse.

Eftersom Jamaat-e-Islami var en bevægelse, blev de reaktionære kræfter fra begyndelsen fjendtligt indstillet over for den. Den tale, Maulana holdt for arbejderne ved den første All-India-konference for Jamaat-e-Islami, i lyset af de reaktionæres kritik og modstand, var yderst vigtig. Hans tale tydeliggjorde på den ene side Jamaatens formål og mål, og på den anden side gjorde han arbejderne opmærksomme og forsigtige ved at pege på de hindringer, farer, vanskeligheder, lidelser, forfølgelser og undertrykkelse, som naturligt ville møde dem på bevægelsens vej. På den ene side skabte han en ukuelig inspiration blandt arbejderne til denne store bevægelse, og på den anden side pålagde han dem også at udvise tolerance over for de modstandere, der var reaktionære.

Jamaatens mål er at etablere hukumat-e-ilahiya og opnå Allahs tilfredshed

Maulana sagde i sin tale: “Vi kan ikke sige noget om udfaldet af denne bevægelse for at etablere din. Udfaldet ligger i Allahs hånd. Hvis resultatet af vores bestræbelser bliver, at vi har kunnet etablere en retskaffen samfundsordning, vil det være en stor gave fra Allah. Mange siger hånligt, at alle vores bestræbelser angiveligt går ud på at opnå magt, og at det ikke er vores mål at opnå Allah den Ophøjedes tilfredshed. Denne opfattelse er helt fejlagtig. Alle vores bestræbelser går ud på at etablere Allahs religion, en retskaffen og guddommeligt givne livsordning. Der er intet forkert i denne bestræbelse på at etablere Allahs religion. Og der er heller intet skamfuldt ved det. Når vi taler om hukumat-e-ilahiya, mener vi en sådan ordning. Jeg forstår ikke, hvad der skulle være at diskutere, hvis en sådan ordning er det, vi ønsker og stræber efter. Er dette da noget andet end at søge Allahs tilfredshed? Hvad kan i højere grad være til Allahs tilfredshed end, at Allahs herredømme hersker på Allahs jord? Hvem kan være mere ivrige efter Allahs tilfredshed end de mennesker, som uden at tage hensyn til noget ofrer deres liv for, at ingen andens myndighed end Allahs skal herske på Allahs jord? Hvis en sådan bestræbelse er verdslighed, hvad er så fromhed? Er fromhed da, at man holder sig vågen hele natten og fremsiger ‘Allahu Allahu’ som dhikr, mens man om dagen forsøger at etablere Satans stat på Allahs jord? De, der siger den slags, har den mest usle opfattelse af religion i deres sind og hjerte.”

På et tidspunkt i talen sagde Maulana:

“I ved, at Allah den Ophøjede ikke vil kræve af os, at vi etablerer en stat som staten under Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham). Ingen har evnen til at gøre dette, og Allah har heller ikke befalet det. Det, der kræves af os, er naturligvis, at vi gør enhver mulig indsats for at etablere din og i denne indsats anvender hele livets formue — det vil sige både vores eget liv og vores ejendom, samt alt det, vi holder kært. Med din mener vi ikke nogen enkelt del af den, uanset hvor vigtig den måtte være. Med din mener vi hele den fuldstændige din som helhed: dens grundlæggende og detaljerede forhold, dens troslære og dens handlinger — alt dette er, hvad vi mener med din. Vi skal fortsætte vores bestræbelser for din med oprigtighed og entusiasme, med energi og iver. Hos Allah er dette den eneste målestok for vores iman og nifaq (hykleri). I det hjerte, hvor der ikke findes en inspiration til at etablere din, er der ingen plads til iman. Et hjerte, hvori der ikke findes omsorg for din, kan aldrig være Allahs hus. Uanset hvor meget tasbih man fremsiger, og uanset hvor mange wazifaer og adhkar man udfører, kan intet af dette måle sig med kærligheden til at etablere din. Dette er hele fromhedens sjæl, og det er dette, Allah først vil søge i vores hjerter. Desuden skal denne bestræbelse på at etablere din nødvendigvis foregå organiseret og ikke individuelt. Vi må forsøge at tænde en flammende ild i hjertet af den kærlighed og hengivenhed, der gælder etableringen af din. Det er et meningsløst spørgsmål, hvad udfaldet vil blive. Det kan endda ske, at vi bliver savet i to.”

I en kommentar om modstanden mod bevægelsen sagde Maulana:

“Dette sinds krav er, at der blandt os må udvikles en tilbøjelighed til at byde modstand velkommen. Hvad enten vejen er sandhedens eller falskhedens, er Allahs princip i denne sag, at enhver, som vælger en vej, må møde en ildprøve på den vej. Det er netop den sande vejs kendetegn, at den fra begyndelsen til enden er fuld af prøvelser i ilden. Ligesom en dygtig elev i matematik bliver glad, når han får en vanskelig opgave, fordi hans evner dermed bliver prøvet, glæder en fast besluttet mu’min sig, når han møder en prøve. For gennem den får han mulighed for at bevise sin lydighed. En svagt flimrende lampe slukkes ved blot et lille vindpust. Men en brændende ovn flammer endnu højere op i vinden. Skab derfor denne egenskab i jer selv: at en brændende ovn ikke slukkes af vådt brændsel, men gør det til sit brændstof. På samme måde skal I ikke lade jer slå ned af modstand, men kunne hente næring og styrke fra den. Så længe denne egenskab ikke er blevet udviklet blandt os, kan vi ikke håbe på at kunne yde nogen god tjeneste for Allahs din.”

Derefter opfordrede Maulana på et tidspunkt i talen medlemmerne til at studere Jamaatens litteratur, Den Hellige Koran og Sira-tun-Nabi indgående og rådede dem til at rense deres sjæle og danne en god karakter. Han rådede dem til at holde sig borte fra nytteløse og meningsløse aktiviteter, bahas-munazara (debatter) og lignende.

Derefter sagde han: “Hvis nogen fremsætter skarp kritik af min personlige karakter og adfærd, skal I ikke forsøge at imødegå ham. For det vil jeg heller ikke selv gøre. Spild ikke jeres tid og energi på den slags. … Hvis I under en gensidig samtale bemærker ophidselse hos modparten, skal I afslutte samtalen. For ophidsede diskussioner har mange skadelige følger.”

Han sagde endvidere: “Den islamiske bevægelse har sin egen særlige karakter og natur. Den har sin egen særlige arbejdsmetode, som ikke på nogen måde ligner arbejdsmetoderne i andre bevægelser. De, der hidtil har været involveret i forskellige slags bevægelser og er blevet vant til deres metoder, må ændre meget, hvis de tilslutter sig denne Jamaat. Forsamlinger og møder, bannere, faner og flag, slagord, uniformer, demonstrationer, vedtagelse af resolutioner, ubeherskede taler, skrifter, der skaber ophidselse, og alle den slags ting er selve livsnerven i disse bevægelser, men gift for Jamaatens bevægelse. Her skal arbejdsmetoden hentes fra Den Hellige Koran, Muhammads (fred være med ham) sira og de ædle sahabaers liv og derefter indarbejdes som en vane.”

Til sidst sagde Maulana: “Denne bevægelses livskraft er i virkeligheden et stærkt forhold til Allah. Hvis jeres forhold til Ham er svagt, vil I ikke være i stand til at blive egnede til at etablere Guds styre og lede det med succes. Derfor skal I regelmæssigt praktisere frivillig tilbedelse ud over den obligatoriske tilbedelse. Frivillige bønner, frivillig faste, almisse og lignende er ting, der skaber oprigtighed i mennesket. Udfør desuden alt dette så hemmeligt som muligt, så der ikke opstår ‘riya’ (at vise sig frem for andre). Bed med forståelse. Ikke som om I reciterer noget, I har lært udenad, men sådan at I bevidst fremsætter en bøn for Gud. …

…… Hold jer borte fra alle former for dhikr og adhkar, riyazat (åndelig disciplin), muraqaba-mushahada og tasbih-tahajjud, som ikke kan bevises ud fra autentiske hadither.”

Et interview

Nedenfor gengives Maulanas svar, da han blev interviewet og spurgt om, hvordan Jamaat-e-Islami blev etableret, og under hvilke forhold den blev grundlagt. For læserne vil sikkert glæde sig over at høre kunstneren selv fortælle om begyndelsen på det kunstværk, han har skabt.

Hør ham selv fortælle, hvornår idéen om en samlet indsats for den islamiske bevægelse opstod hos ham, før Jamaat-e-Islami blev organiseret:

“Jeg havde tænkt over dens rette form i 1938 eller 1939. Selv før det havde jeg ønsket at oprette et forskningsakademi og et træningscenter (tarbiyyatgah), så man kunne uddanne nogle mennesker. For det er et sådant arbejde, at det ikke kan fortsætte, hvis man ikke selv uddanner folk. Først et godt stykke tid senere opstod tanken hos mig om at samle nogle mennesker i en bevægelse og gøre en samlet indsats på en organiseret måde.

Men hvorfor opstod denne tanke overhovedet i mit sind, og hvilke omstændigheder opstod der på det tidspunkt, som fremkaldte denne følelse i mig?

Fra 1924 til omkring 1937 var situationen yderst håbløs. Muslimerne stod over for en enorm krise. På den ene side var kalifatbevægelsen mislykkedes, og derefter begyndte de hindu-muslimske kommunale optøjer. Muslimerne var blevet splittet i to lejre og så isolerede, at de slet ikke havde nogen troværdig leder eller fører. De havde intet mål i livet foran sig og var indbyrdes uenige. På den anden side blev hinduernes beslutninger og hensigter tydelige, fordi de udnyttede denne situation. Deres interesser blev repræsenteret af Gandhi selv. Muslimerne havde tillid til ham. Men han var dem på ingen måde til nogen hjælp. I stedet for at gavne dem skadede han dem faktisk. Når man så hans situation, virkede det, som om hans ydre var én ting og hans indre noget andet. For under de hindu-muslimske optøjer lagde han al skylden på muslimerne, og selv når hinduerne gik til yderligheder, støttede han dem. Derfor begyndte muslimerne at miste den smule tillid, de havde til ham. Det var på dette tidspunkt, at Maulana Muhammad Ali Jauhar blev fortvivlet. Hakim Ajmal Khan blev også fortvivlet.

Et eller to år gik på denne måde, og det var yderst smertefuldt for mig. På det tidspunkt var jeg ganske ung. Jeg kunne ikke engang forestille mig, at jeg skulle kunne lede en bevægelse. For situationen var tydelig. Alle de ledere, som vi havde haft tillid til, var slået fejl. De havde heller ikke noget budskab, hvormed de kunne berolige nationen. Selv efter mange overvejelser kunne jeg ikke beslutte, hvad der skulle gøres.

På dette tidspunkt begyndte mange nye civilisationer og tankeretninger at brede sig. Efter kalifatbevægelsens fiasko fortsatte de hindu-muslimske optøjer i fire-fem år. Derefter begyndte ateisme og syndighed at slå rod blandt muslimerne. Man begyndte at fordreje islam. Før man vidste af det, havde det antaget form af en storm. [Et tidsskrift redigeret af Fateh Niazpuri, gennem hvilket en bevægelse blev indledt for at erklære hadith-videnskaben for utroværdig.] ”Nigar” blev til på dette tidspunkt. Selv fra de religiøse madrasaer i vores land kom der mange mennesker, som, efter at være blevet desillusionerede over islam, fjernede sig fra den. Til sidst var situationen blevet sådan, at folk skammede sig over at bede. Især når nogen bad under en togrejse eller i en have eller park, følte vedkommende sig som til grin.

Mens jeg tænkte over dette, nåede jeg frem til den konklusion, at der måtte gøres noget for at imødegå denne situation. Det var en sådan situation, at jeg ved at iagttage den direkte indså, at islams beskyttelse og ophøjelse ikke var mulig uden en organiseret indsats.”

Spørgsmål—Planlagde De altså først at rense tankegangen?

Svar—Ja, netop. På det tidspunkt tænkte jeg, at man først måtte begynde at arbejde med tankegangen og på den måde uddanne nogle mennesker til dette arbejde. Til sidst ville en fælles indsats være mulig.

Efter at have ført kampen på tankens område følte jeg, at jeg ikke havde nogen anden mulighed end at gå fremad og handle. Men jeg var også lidt bekymret: Hvem ved, om nogen ville svare på min opfordring, og om jeg ville være i stand til at føre denne bevægelse videre? Ikke desto mindre nåede jeg efter grundig overvejelse frem til den beslutning, at alt ville blive afgjort gennem direkte erfaring. Hvis der ikke fandtes nogen anden, som kunne gå fremad og udføre arbejdet, måtte jeg selv gøre det.

Spørgsmål: Hvordan bad De andre om hjælp til dette arbejde, og hvordan motiverede De dem?

Svar: Det hele afhang i denne forbindelse af artiklerne og opfordringerne i Targuman-ul-Qur’an. Jeg talte med alle, jeg mødte. Jeg skrev meget få breve. Det meste af arbejdet udførte jeg gennem de artikler, der blev offentliggjort i Targuman, og gennem møder og samtaler. Jeg skyndte mig ikke med dette arbejde. Jeg valgte for eksempel ikke den vej at afholde store møder og konferencer for at samle nogle mennesker. Jeg foretrækker en beskeden begyndelse. Min bestræbelse var altid at begynde arbejdet med de egnede og tillidsvækkende mennesker, man kunne finde, uanset hvor få de var.

Spørgsmål: Hvor mange mennesker havde De, da Jamaat blev dannet?

Svar: Da Jamaat blev dannet første gang, svarede omkring 150 mennesker på min opfordring, og 75 deltog direkte i Jamaat. Det var det oprindelige antal. [Det forholdt sig faktisk sådan, at 150 mennesker som svar på opfordringen til at danne Jamaat, der blev offentliggjort i Targuman-ul-Qur’an, sendte deres navne og adresser til Targuman-kontoret, og alle fik tilsendt et brev om, at de skulle møde op på Targuman-ul-Qur’an-kontoret i Lahore den 25. august 1941. Efter denne opfordring mødte 75 op, og Jamaat blev dannet med disse mennesker – forfatteren.]

Spørgsmål: Hvilken reaktion følte De selv ved denne begyndelse på Jamaat?

Svar: Jeg kunne tydeligt forstå, at man ikke kunne håbe på en bedre begyndelse end denne. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg blot skulle kalde, og tusinder ville svare og møde op.

Maulana på den historiske fjortende august

Den 14. august 1947 var en mindeværdig dag for muslimerne i Pak-Indien. Denne dag stod frihedens solstråler op for muslimerne efter at være blevet befriet fra britisk og hinduistisk imperialismes lænker. Gurdaspur-distriktet i Punjab havde et overvældende muslimsk flertal. Ifølge det enstemmige grundprincip for Indiens deling tilkom Gurdaspur-distriktet med rette Pakistan. Derfor var denne dag en eid-dag for muslimerne i distriktet. Men skæbnens grusomme ironi gjorde muslimernes glæde til sorg. Radcliffe-kendelsen rev flere muslimsk dominerede distrikter, heriblandt Gurdaspur, løs fra Øst- og Vestpakistan og føjede dem til Indien og blev således et slående eksempel på ekstrem partiskhed, uretfærdighed og skamløs hinduvenlighed.

Denne dag opholdt Maulana Maududi sig i Dar al-Islam nær Pathankot i Gurdaspur-distriktet. Byens indbyggere i Pathankot var for det meste sikher og hinduer. Også bebyggelsen Dar al-Islam var omgivet af hinduer og sikher. Så snart Maulanaen over radioen hørte, at Gurdaspur med magt var blevet indlemmet i Indien, bemærkede han med dyb sorg, at Kashmir var gået muslimerne af hænde. Han sagde også, at hvis han havde haft et hundrede bevæbnede soldater med sig, ville han i stedet for Pakistan være draget til Kashmir og have kæmpet for at befri det.

Efter Indiens deling brød den sekteriske vold ud overalt i Punjab. Sikkerheden i Dar al-Islam, der var omgivet af hinduer og sikher, blev et alvorligt spørgsmål for indbyggerne i denne lille landsby. På dette tidspunkt handlede Maulana Maududi som en yderst klog hærfører. På hans ordre blev der på den ene side gravet flere skyttegrave i Dar al-Islam, og alle holdt sig rede med kun to geværer og kæppe, så de kunne forsvare sig i tilfælde af et angreb fra hinduer og sikher. På den anden side begyndte Jamaatens ansvarlige ledere at appellere til sikh-lederne om at afstå fra optøjer.

En gang spredtes rygtet, at flere hundrede sikher og hinduer var ved at forberede et angreb på Dar al-Islam med våben. Maulanaen satte sin lid til Allah og sendte Jamaatens sekretær, Mian Tofail Muhammad, sammen med to ledsagere til sikh-lederne Jagir Singh og Chuni Lal Singh. De tre ubevæbnede muslimer nåede gennem en fuldstændig bevæbnet sikh-bebyggelse frem til sikh-ledernes hjem. Da lederne så dem, blev de yderst forbavsede. Jamaatens ledere sagde frygtløst: »Vi har hørt, at I skulle ønske at angribe Dar al-Islam. Hvis det er sandt, hvad er så årsagen?« Maulanaens og Dar al-Islams indbyggeres pletfri karakter havde allerede gjort indtryk på dem. Nu blev de betaget af deres frygtløshed, og efter at have beroliget dem fulgte de dem til et sikkert sted.

På Maulanaens ordre blev nødstedte muslimer fra fjerne egne taget imod som flygtninge i Dar al-Islam. Senere blev de med hjælp fra konvojer, der ankom fra Pakistan, flyttet til Pakistan. Efter at alle var blevet sendt sikkert til Pakistan, forlod Maulanaen til sidst Dar al-Islam og rejste til Lahore.

Efter flytningen til Lahore blev det et stort problem for Maulanaen og hans medarbejdere at finde et sted at bo. Regeringen tildelte dem et hus, men inden for 24 timer blev det taget tilbage. Maulanaen forbød sine folk at tage et hus gennem tildelingsordningen. Derefter slog de sig ned i telte i Islam Park. Senere flyttede de til lejede huse i Ichhra.

Med disse hjemløse Jamaat-ledere indledte Maulanaen to kampagner: rengøring af byen og tjeneste for muhajirerne. På dette tidspunkt lå der mange steder i byen stinkende affaldsbunker, som varslede epidemiske sygdomme. Jamaatens arbejdere gik i gang med at fjerne affaldet fra Muchi Darwaza og Bhati Darwaza.

En gruppe blev udstationeret ved grænsen for at yde muhajirerne hjælp, mens to andre grupper helligede sig at opfylde behovene hos de muhajirer, der opholdt sig i Walton- og Baoli-lejrene.

Kort sagt indledte Mawlana Maududi sammen med mange af sine ledsagere sit arbejde i Pakistan ved at emigrere til Lahore og ikke søge tilflugt hos regeringen eller befolkningen, men ved at tjene de øvrige ankomne muhajirer.

Efter delingen af Indien

Efter delingen af Indien blev Jamaat-e-Islamis hovedkontor flyttet til Lahore. Jamaat-e-Islami blev opdelt i to selvstændige organisationer under navnene »Pakistans Jamaat-e-Islami« og »Indiens Jamaat-e-Islami«. Mawlana Maududi blev nu valgt til amir for Pakistans Jamaat-e-Islami.

Fra oktober 1947 til januar det følgende år helligede Pakistans Jamaat-e-Islami sig hjælpearbejdet i Lahores muhajir-lejr.

Det er særligt bemærkelsesværdigt, at de forudsigelser, Mawlana Maududi seks år tidligere havde fremsat i Strachey Hall i Aligarh om Pakistans fremtidige statsform, fra statens fødsel og frem syntes at blive virkeliggjort til punkt og prikke. De, som påtog sig ansvaret for at opdrage og lede den unge stat, havde en uddannelse, et moralsk syn og en aqidah og tro, som på ingen måde var gunstige for opbygningen af en islamisk stat. De millioner af muslimske mænd og kvinder havde ofret liv, ejendom og ære for et stort formål, men efter Pakistans oprettelse blev de, der indtog de britiske hvide herrers pladser, også sorte herrer over Pakistans befolkning og stod som en vældig hindring på vejen mod at realisere det store formål, som Pakistan var blevet skabt for. De millioner af mennesker, som i jihadens inspiration havde drukket martyrdommens bæger til fulde for alene at etablere Allahs din, blev glemt i deres store selvopofrelse, og den nye stats herskere fortsatte med at følge i de britiske herrers fodspor. Desuden kunne man hverken af deres ord eller handlinger ane det mindste ønske om at forme denne unge stat efter en islamisk model. Derfor krævede Mawlana Maududi fem måneder efter Pakistans oprettelse, i januar 1948, i sin første forelæsning på Lahore Law College, at Pakistans styreform skulle være islamisk. I februar fremsatte Mawlana på samme college i forbindelse med en forelæsning om »islamisk lov« igen fire krav. I marts talte han ved det historiske folkemøde i Jahangir Park i Karachi, hvor han analyserede sine fire krav. De fire krav var:

(1) Den eneste suveræne ejer af staten Pakistan er Allah den Ophøjede, og i denne stat skal alene Hans vilje fuldbyrdes.

(2) Alle hidtil gældende love, der strider mod islam, skal ophæves.

(3) Al Pakistans lovgivning skal udelukkende have den islamiske sharia som sin kilde.

(4) Pakistan kan handle efter eget ønske inden for de grænser, som shariaen har fastlagt.

Jamaat-e Islami var den første til at indlede en folkelig bevægelse for at få den pakistanske stat og den konstituerende forsamling til at acceptere disse fire krav. Inden for tre måneder blev bevægelsen så intens og omfattende, at herskerne blev bragt ud af fatning. Selv om de ikke ville bøje sig for den islamiske befolknings fire krav, havde de heller ikke mod til at afvise dem. Grunden var denne:

— Det var krav, der fuldt ud var i overensstemmelse med islam, og i de foregående ti år havde de redet på folkets skuldre i islams navn. Derfor havde de nu ikke mod til at afvise de islamiske krav.

— Kravene var på alle måder retfærdige og rimelige.

— Bag kravene stod en velorganiseret og stærk bevægelse.

— Folket havde kastet sig ind i denne bevægelse med en sådan hast, at modstand mod den ville have været det samme som modstand mod folket. Ikke desto mindre begyndte de islamfjendtlige herskere til sidst at trække sig tilbage. For at sabotere den islamiske bevægelse tog de følgende underfundige metoder i brug. De begyndte en bagvaskende propaganda, der gik ud på, at—

(1) Maulana Maududi er ikke villig til at anerkende krigen i Kashmir som jihad.

(2) Jamaat-e Islami har svækket statens sikkerhedsordning ved at forbyde folk at lade sig indrullere i militæret.

(3) Jamaat-e-Islami ønsker ikke at anerkende statens myndighed.

Eftersom alle former for massemedier i landet er under statens kontrol, kan regeringen udlægge sandhed som løgn og løgn som sandhed og bringe al kritik og protest mod dette til ophør. Det var også tilfældet her. Pakistans daværende udenrigsminister, Sir Zafrullah Khan, erklærede faktisk på Folkeforbundets møde den 3. februar 1948, at hans regering havde forbudt, at krigen i Kashmir blev anerkendt som jihad. Da Maulana Maududi blev bedt om at erklære krigen i Kashmir for jihad, sagde han: “Ansvaret for at erklære jihad mod et bestemt land påhviler en stat; det er ikke en enkeltpersons opgave.

Når staten selv forbyder, at krigen i Kashmir erklæres for jihad, hvordan kan en person eller gruppe under denne stat så erklære den for jihad? Ikke desto mindre ydede Maulana Maududi personligt og Jamaat-e-Islami som organisation al mulig aktiv støtte til krigen i Kashmir.

De øvrige anklager mod Maulanaen og Jamaat-e-Islami var ligeledes helt grundløse og ondskabsfuldt motiverede. Ingen har den dag i dag kunnet fremlægge noget bevis for dem. Det er det, man kalder statspropagandaens tyveri af en hel dam.

Maulana Maududis første fængsling

I stedet for direkte at afvise de islamiske krav greb herskerne til løgne og kastede sig ud i et forsøg på at skabe forvirring omkring dem. Ved hjælp af de statslige massemedier begyndte de højlydt at udbrede den nævnte grundløse fortælling, og under falske og ondsindede påskud arresterede de efter maghrib den 4. oktober 1948 Maulana Maududi sammen med flere fremtrædende ledere af Jamaat-e-Islami (Mian Tufail Muhammad og Maulana Amin Ahsan Islahi) i henhold til den berygtede imperialistiske sikkerhedslov og anbragte ham i fængslet i Multan. En måned senere blev hans fængsling forlænget med yderligere seks måneder.

Den 11. oktober blev Maulana Abdul Jabbar Ghazi valgt til Jamaat-e-Islamis amir, og han fortsatte bevægelsen med fuld styrke. Alle former for ondsindet regeringspropaganda begyndte gradvist at blive gennemskuet af befolkningen, og den islamiske bevægelse tog også til i styrke. Befolkningen begyndte ligeledes at slutte sig til bevægelsen med endnu større sympati og støtte. Med støtte fra befolkningen og Jamiat Ulema-e-Islam, som støttede Muslim League, førte Jamaat-e-Islamis medlemmer bevægelsen frem med en sådan voldsom kraft, at Pakistans konstituerende forsamling den 12. marts 1949 vedtog den historiske “Ideologiske resolution”.

Efter vedtagelsen af den “Ideologiske resolution” havde man antaget, at den årsag til utilfredsheden mellem Jamaat-e-Islami og regeringen, som havde eksisteret, ville forsvinde, når resolutionen var vedtaget. Jamaatens majlis-e-shura lykønskede faktisk regeringen med den ideologiske resolution på et møde den 13. marts. Mange håbede også dette. Det mærkelige var imidlertid, at hans fængsling fra den 4. april 1949 igen blev forlænget med seks måneder. På trods af dette erklærede Jamaatens centrale majlis-e-shura på møderne den 6., 7. og 8. april, at den ønskede fuldt samarbejde med regeringen, så arbejdet med at udforme forfatningen på grundlag af den ideologiske resolution kunne gå fremad. Men regeringens vrede var endnu ikke slukket. De besluttede, at Maulana Maududi skulle få den fulde hævn, fordi de under folkets pres og modvilligt havde måttet acceptere den “Ideologiske resolution”. Den 4. oktober 1949 forlængede regeringen for tredje gang Maulanaens fængsling med yderligere seks måneder. Grunden til, at Maulanaen uden retssag og uden grund blev holdt bag jerntæppet i så lang tid, var netop, at lederen af den islamiske bevægelse skulle bringes til tavshed på denne måde, og at hans parti og Jamaat skulle udslettes.

De islamfjendtlige herskeres rolle efter vedtagelsen af Målsætningsresolutionen

Fra oktober 1949 til maj 1950 måtte Jamaat-e-Islamis medarbejdere gennemleve otte meget vanskelige måneder. I overensstemmelse med »Målsætningsresolutionen« krævede de, at der blev udarbejdet en islamisk forfatning for hele Pakistan, måske i håbet om, at regeringen nu ville løslade Maulana Maududi. Men [de] indledte en bevægelse. To af Maulana Maududis værker fra denne periode, nemlig »Udarbejdelsen af en islamisk forfatning« og »Den islamiske forfatnings grundprincipper«, er særligt bemærkelsesværdige. Herskerne begyndte imidlertid at lede efter påskud for at forhindre en islamisk forfatning. De erklærede på forskellige måder:

— Kashmir er i fare — derfor er det ikke muligt at udarbejde en forfatning.

— Pakistan er nu i fare — derfor er dette tiden for jihad, ikke tiden for at udarbejde en forfatning.

— Selv hvis det er »mullaernes« styre, bliver det ikke dermed til islamisk styre. Ethvert styre af muslimer kaldes derimod islamisk styre.

— »Målsætningsresolutionen« er ikke udarbejdet efter den gamle, forældede islams principper, men efter den moderne, vestlige islam.

— Det er ikke rimeligt at udarbejde en forfatning efter islamiske idealer for nogen progressiv stat i den moderne tidsalder.

— Hvis en stat oprettes i religionens navn og på grundlag af religiøs fanatisme, vil den moderne verden gøre nar af den.

Jamaat-e-Islamis medarbejdere fortsatte på en velorganiseret og disciplineret måde med ved hjælp af uigendrivelige argumenter og beviser at give de ovennævnte anti-islamiske kræfters propaganda et knusende svar, og en stærk folkelig opbakning til et islamisk styre begyndte at tage form i hele Pakistan.

Maulanāens løsladelse

Det var ikke længere muligt for herskerne uden nogen undskyldning at holde den islamiske bevægelses foregangsmand og vor tids revolutionære islamiske leder indespærret bag fængselsmurene. Den 28. maj 1950 løslod regeringen Maulanāen på grund af en juridisk forpligtelse. Efter nitten måneder og femogtyve dage vendte Maulānā Sayyid Abul A‘lā Mawdūdī fra bag jerntæppet tilbage til verdens frie luft. Efter løsladelsen indsatte Jamaat-e-Islami ham igen som amīr.

Efter Maulanāens løsladelse forsøgte regeringen i de fire måneder fra juni til september på forskellige vildledende måder at fortolke »Idealresolutionen« og blokere vejen for et islamisk styre. Men Jamaat-e-Islamis medarbejdere, under Maulanāens ledelse, gjorde alle deres forsøg til skamme ved hjælp af deres uigendrivelige argumenter og beviser og fremlagde »Idealresolutionens« egentlige mål for offentligheden. Regeringen blev tvunget til i september at fremlægge Forfatningsprincipkomitéens rapport for den konstituerende forsamling. Rapporten afslørede den vestligt orienterede herskerklasses egentlige sindelag. For alt, hvad der var i modstrid med islam, var blevet indarbejdet i den, og den stemte på ingen måde overens med Idealresolutionen. Derfor opstod der på et stort folkemøde den 14. oktober ved Muchid Darwaza i Lahore en kraftig fordømmelse af og protest mod den nævnte rapport under Maulānā Mawdūdīs ledelse, og regeringen blev tvunget til at trække Forfatningsprincipkomitéens rapport og anbefalinger tilbage. Derefter foldede regeringen hænderne og satte sig tavs hen. Nogle af regeringens vestligt orienterede medløbere udfordrede dog de lærde ved at forlange, at de skulle fremlægge et udkast til et islamisk styre.

De lærdes fælles krav

Som følge heraf tog enogtyve berømte lærde fra forskellige dele af Pakistan denne udfordring op og samledes den 21. januar 1951 i storbyen Karachi. På deres konference udarbejdede de enstemmigt 22 principper og forelagde dem for regeringen. De blev også spredt blandt offentligheden. Dette blev i virkeligheden betragtet som et stærkt »charter« for et islamisk styre i Pakistan. Jamaat-e-Islami trykte de 22 principper, som de lærde havde fremlagt, i stort antal og spredte dem over hele landet. Derved blev regeringens anti-islamiske bestræbelser slået fejl.

Fra da af begyndte bevægelsen for et islamisk styre for fuld kraft. Men da arbejdet med at udforme forfatningen trods dette fortsat blev forsinket, indledte Jamaat-e-Islami en underskriftsindsamling blandt folket på trykte ark med ni krav. De nævnte ni krav var:

— Den islamiske sharīa skal være den egentlige kilde til landets forfatning.

— Der må ikke vedtages nogen lov, der strider mod shariaen.

— Alle love og bestemmelser, der strider mod shariaen, skal ophæves.

— Det skal være regeringens pligt at påbyde det gode og forbyde det onde.

— Borgerlige rettigheder må ikke fratages uden domstolsbehandling.

— Enhver borger skal have ret til at søge domstolsprøvelse ved landets domstole mod den udøvende magt og statslige myndigheder.

— Den udøvende magt må ikke gribe ind i retsvæsenet.

— Regeringen skal påtage sig det fulde ansvar for menneskets grundlæggende behov, nemlig mad, beklædning, bolig, uddannelse og lægehjælp — disse fem områder.

— Qadiani-samfundet skal erklæres for en ikke-muslimsk minoritet.

— Qadiani-samfundet skal erklæres for en ikke-muslimsk minoritet.

Ud over underskriftsindsamlingen til støtte for de nævnte ni krav blev der også på landsplan gennemført en kampagne, hvor enkeltpersoner og foreninger gennem breve og telegrammer krævede, at den islamiske forfatning blev udarbejdet uden yderligere forsinkelse. Denne kampagne fortsatte indtil udgangen af 1952.

Dette år indtraf en yderst tragisk begivenhed i Pakistan. Pakistans premierminister, hr. Liaquat Ali Khan, blev den 16. oktober 1951 dræbt af en attentatmænds kugler i Rawalpindi. Som følge af dette brutale mord, der var resultatet af fremkomsten af en ondskabsfuld planet på Pakistans politiske himmel, blev Pakistans historie tilsmudset. Under alle omstændigheder blev Khawaja Nazimuddin Pakistans premierminister efter den afdøde Liaquat Ali Khan.

Samme år, den 21. november, blev der i Karachi på Jamaat-e-Islamis initiativ afholdt et historisk folkemøde om de ovennævnte ni krav. På dette møde erklærede Jamaat-e-Islamis amir, Maulana Sayyid Abul A’la Maududi, med stærk stemme, at hvis udkastet til forfatningen denne gang, ligesom tidligere, var ikke-islamisk, ville det islamiske folk kaste udkastet lige i ansigtet på dets ophavsmænd. Derefter blev magthaverne målløse, da de så det lange optog, der samme dag drog gennem gaderne med forskellige plakater og krav om udarbejdelsen af en islamisk forfatning. Dette skabte en sådan reaktion i Karachi, at regeringen blev tvunget til at give efter, og ved årets udgang, i december, fremlagde den for anden gang et udkast til forfatningen.

Denne gang blev der i januar 1953 afholdt en konference i Karachi med 31 fremtrædende lærde for at behandle de forfatningsmæssige anbefalinger. Den 18. januar fremlagde de lærde deres yderst velbegrundede forslag vedrørende det nævnte udkast til forfatningen.

Samme måned blev der i Karachi indkaldt til en partiernes fælles konvent for at erklære Qadianierne for en minoritet. Maulana Maududi deltog også i dette konvent. Han understregede over for konventet, at Qadiani-problemet ikke burde behandles særskilt, men i stedet indlemmes i den forfatningsmæssige bevægelse.

Direkte aktion iværksat af partiernes fælles konvent

Den 27. februar 1953 blev der i Karachi afholdt et møde i det udøvende råd for partiernes fælles konvent. Her blev det besluttet at iværksætte “Direct Action” eller direkte aktion for at tvinge regeringen til at tage stilling til Qadiani-problemet. På dette møde modsatte Jamaat-e-Islamis repræsentant sig kraftigt Direct Action eller den direkte aktion og erklærede, at Jamaat-e-Islami trak sig fra konventet. Allerede den følgende dag blev lederne af “Direct Action” arresteret, og den direkte aktion i Karachi endte med fiasko. Men i Punjab antog den et frygteligt omfang.

De uroligheder, der fandt sted i Punjab, og som på regeringssprog blev kaldt Punjab Disturbances, blev antaget at være fremprovokeret af regeringen i Vestpunjab. Den egentlige årsag til urolighederne var, at nogle af folkets berettigede krav var blevet afvist. Alle Pakistans politiske og religiøse partier deltog i den tværpolitiske konvention, nemlig Muslim League, Jamaat-e-Islami, Majlis-e-Ahrar, Jamiat Ulema-e-Pakistan, Jamiat Ahl-e-Hadith, Anjuman Tahaffuz-e-Huqooq-e-Shia og andre. Disse partiers fælles krav var, at qadianierne skulle erklæres for et mindretalssamfund. Desuden havde Pakistans befolkning endnu et par mindre krav af denne art. Det skyldtes, at de nævnte organisationer repræsenterede muslimer fra alle samfundslag i Pakistan. Da regeringen nægtede at imødekomme disse krav, blev det besluttet at iværksætte Direct action, det vil sige direkte aktion.

Som nævnt ovenfor blev denne direkte aktion ikke gennemført andre steder end i Punjab. Sandsynligvis ville den heller ikke være blevet gennemført i Punjab. Men det antages, at Punjabs regering begik en alvorlig fejl her. I Punjab sad Daultana-ministeriet ved magten. Muslim Leagues organisations direkte aktion mod Muslim League-regeringen syntes at have bragt Daultana-ministeriet ud af mental balance. Det begyndte derfor at fare sammen af spøgelsesfrygt blot ved synet af en sort skygge. Urolighederne stod på fra den 4. til den 6. marts. Helt fra den første dag begyndte politiet brutalt at slå folket med stave og skyde på det. Om eftermiddagen den 4. marts dukkede en civilklædt politimand op ved et folkemøde og meddelte, at politiet et bestemt sted havde slået folkemængden med stave og ved at sparke havde revet den Koran, som var bundet om halsen på en bestemt person, i stykker og spredt den. Derefter viste han folkemængden nogle iturevne sider fra Koranen. Som følge heraf blev folkemængden yderst ophidset. Almindelige mennesker, arbejdere, studerende, lærere og endog ansatte i offentlige kontorer udtrykte voldsom protest mod regeringen. På denne måde blev befolkningen stærkt ophidset mod regeringen.

En anden hændelse føjede brænde til den allerede flammende ild. Samme dag blev der skudt uafbrudt på befolkningen fra en jeep. Ved en undersøgelse kom det frem, at flere qadianier var steget ombord i jeepen.

Således blussede en voldsom brand op mod regeringen. Men urolighederne kunne ikke fortsætte ret længe. Den 6. marts blev der indført militær undtagelsestilstand i Lahore, og i løbet af få timer var urolighederne fuldstændig stilnet af.

Den 4. og 5. marts fordømte Jamaat-e-Islamis centrale shura-råd under Maulana Maududis formandskab den »direkte aktion« kraftigt, analyserede dens frygtelige konsekvenser og opfordrede befolkningen til at holde sig fra den. På dette tidspunkt blev en pjece af Maulana Maududi med titlen »Det qadianiske problem« udgivet. I denne bog analyserede han de grundlæggende forskelle mellem muslimer og qadianier og fremlagde en fredelig og velordnet løsning på problemet.

Dødsdommen over Maulana Maududi

Den 28. marts arresterede militærundtagelsestilstandens myndigheder pludselig Maulana Maududi og andre ledere af Jamaat. Der blev ikke angivet nogen grund til arrestationerne.

Maulana Maududi samt hans medarbejdere Malik Nasrullah Khan Aziz og hr. Naqi Ali blev ved en militærdomstol tiltalt for gennem pjecen »Det qadianiske problem« at have udbredt had blandt befolkningen og tilskyndet til oprør mod regeringen. På grundlag af den samme anklage afsagde militærdomstolen den 8. maj en dødsdom ved hængning over Maulana Maududi.

Det er værd at bemærke, at myndighederne ikke turde konfiskere den pamflet, for hvis forfattelse bogens forfatter blev idømt dødsstraf. Mens sagen blev behandlet ved den militære domstol, blev den pågældende pamflet solgt i hundredvis i selve Lahore. Der var intet sted i pamfletten noget, der kunne være strafbart i lovens øjne. Tværtimod blev den direkte kamp fordømt i bogen “Det qadiyani-problem”. Men slaverne af den vestlige civilisation og fjenderne af islam og islamisk lov satte sig for ved list, magt og alle mulige kneb at fjerne denne udødelige, heroiske kriger fra den islamiske bevægelse fra jordens overflade. Efter at dødsdommen var blevet offentliggjort, rejste der sig fra Pakistan og resten af verden krav om, at dødsdommen skulle trækkes tilbage, ledsaget af en skarp fordømmelse af regeringens letsindighed og mangel på fremsyn. Der opstod så stærke protester i alle verdens muslimske lande, at den øverste embedsmand under krigsretten annullerede dødsdommen og idømte Maulana fjorten års strengt fængsel.

Dødsdommen viste Maulana Maududis enestående personlighed, hans popularitet i hele den muslimske verden og det storslåede, majestætiske eksempel på at ofre viden for Allah alene; dette vil forblive et uudsletteligt minde i islams historie. Dødsdommen over ham og derefter livstidsdommen over Jamaat-e-Islami svækkede ikke organisationen, men fyldte tværtimod dens medarbejdere med hundrede gange større jihadinspireret motivation. Organisationens fremgang blev mangedoblet. Historiens lære er, at den islamiske bevægelse fra tidernes morgen, i alle tider og i enhver epoke, er gået fremad efter at være blevet ramt af kræfter, der bekæmper den. Alle, der har forsøgt at rejse modstand mod dens uimodståelige og ubøjelige styrke, er blevet skyllet bort af dens vældige strøm, og deres navne og spor er blevet udslettet fra jordens overflade.

I denne forbindelse kan det ikke undlades at nævne, at en gruppe mennesker, der er imod islam og islamisk styre, fremsætter den falske anklage mod Maulana Maududi, at han hovedsageligt var ansvarlig for de qadiyani-opstande i Punjab, og at tusinder blev dræbt dér på hans tilskyndelse. Vi kan stolt sige, at der ikke findes den mindste usandhed eller overdrivelse i den sammenhængende fremstilling af den forfatningsmæssige bevægelses forløb, som er gennemgået ovenfor. Den ovenstående gennemgang beviser ikke, at Maulana Maududi var ansvarlig for urolighederne i Punjab. Opportunistiske mennesker har kaldt dem “qadiyani-opstanden”, men for det første var det slet ikke en “qadiyani-opstand”, og tusinder blev heller ikke dræbt i den. Den tværpolitiske konvention krævede af regeringen, at qadiyanierne skulle erklæres for en ikke-muslimsk minoritet. Da regeringen nægtede at imødekomme dette krav, tog konventionen direkte kamp (Direct Action) op mod regeringen. Det var i virkeligheden en kamp mellem regeringen og folket. For at undertrykke den blev der indført krigsret, og 11 mennesker blev dræbt og 49 såret af militærets skud. (Se Munir-rapporten, s. 1.)

Maulana Maududi og Jamaat-e-Islami deltog ikke blot ikke i denne kamp; de modsatte sig tværtimod også den tværpolitiske konventions “direkte kamp” og opfordrede folket til at afholde sig fra den. Enhver fornuftig og upartisk person vil åbent erkende, at denne anklage mod ham er fuldstændig motiveret af fjendtlighed, grundløs og uden ethvert belæg.

Ingen steder i Munir-rapporten gøres Maulana ansvarlig for disse uroligheder. Hovedansvaret lægges på lederne af det nu nedlagte Ahrar-parti, mens også andre partier gøres direkte og indirekte ansvarlige. Det interessante er, at en gruppe opportunistiske og principløse politiske partier i landet, som har dannet deres egne partier med lederne af Ahrar-partiet, gør Maulana Maududi ansvarlig for Punjab-urolighederne for at skjule deres egne misgerninger.

Det endnu mere interessante er, at Punjab-urolighederne ifølge regeringens officielle sprogbrug, (Punjab Disturbance), fandt sted i 1953. Det var en kamp mellem regeringen og folket. Jamaat-e-Islami, og dermed Maulana Maududi, havde ikke den fjerneste forbindelse med disse uroligheder.

På den anden side havde den bog, for hvis skyld Maulana blev idømt dødsstraf for at have skrevet “Det qadiyani-problem”, heller ingen forbindelse med urolighederne i Punjab. Islams overilede og blinde fjender begik på denne måde en alvorlig fejl. Den bog, som medførte dødsstraf, blev ikke konfiskeret; det er den aldrig blevet, og den kan stadig fås på markedet. Der findes ikke en eneste linje i bogen, som kunne berettige selv den mindste straf til forfatteren. Men selv om han var uskyldig, skulle en af islams største fortalere tilintetgøres fra den ene dag til den anden. Derfor måtte man finde en årsag. Allerede navnet Det qadiyani-problem fik islams fjender til at mene, at det var en farlig bog. Uden at have læst bogen har de sandsynligvis fået den opfattelse, at den opfordrede til at udrydde qadiyanierne. De havde heller ikke tid til at læse bogen. De kom end ikke på at konfiskere den bog, for hvilken dødsstraffen blev idømt.

Nogle få personer, der på det tidspunkt sad på den højeste magt i Pakistans regering, ønskede at udrydde den islamiske bevægelse, mens de skjulte deres mentale sygdom. Det lykkedes dem ikke, og deres skjulte sindelag blev afsløret. Den islamiske bevægelse døde ikke, og Maulana Maududi døde heller ikke. Men modstanderne led en vanærende undergang. Deres undergang glæder os ikke. Men dette er historiens ubarmhjertige dom.

Det er dybt beklageligt, at nogle mennesker selv femogtyve år efter urolighederne i Punjab stadig skælder Maulana ud som drabsmanden på hundredvis af qadianere. Der er ingen tvivl om, at de lider af en endnu alvorligere psykisk sygdom end Pakistans daværende herskere. Man føler medlidenhed med dem. Derfor beder jeg om, at deres psykiske sygdom må blive helbredt.

Det er en grusom parodi på retfærdighed og retsprincipper, at ingen dødsdom blev afsagt over den eller dem, der var direkte ansvarlige for urolighederne i Punjab. Maulana Maududis eneste forseelse var, at han havde rejst kravet om et islamisk styre i Pakistan. Det siger sig selv, at de egeninteresseredes inderste ønske var at fjerne ham fra jordens overflade fra den ene dag til den anden og dermed sabotere den islamiske bevægelse. Men at Allah Ta’ala på denne måde ville lade sine elskede og deres parti sejre, havde islammodstanderne tilsyneladende ikke forudset.

************************************************

“Allah er tilfreds med dem, og de er tilfredse med Allah (i modgang, under prøvelser, overgreb og forfølgelse). De hører til Allahs parti. Vær derfor på vagt og husk: Allahs parti vil visselig sejre. Al-Mujadila (22)

Maulana Maududi i galgekælderen

Da den troende mand, med hovedet bøjet i tilbedelse for Allah, kongen over både religion og verden, var optaget af sin gudsdyrkelse, blev han meddelt dødsdommen. Da dødsdommen blev afsagt, var der intet tegn på frygt eller bekymring i denne elskede tjener af Allahs øjne eller ansigt. Med et uforstyrret ansigt og et smil tog han imod ordren om at blive hængt – med taknemmelighed.

Jeg vil her gengive en øjenvidneberetning for læserne. Hr. Sayyid Naqi Ali, udgiver og trykker af hæftet “Det qadianiske problem”, siger:

“Den ottende maj bad vi maghrib-bønnen på den gamle tennisbane ved civilafdelingen. Maulana var imam. Blandt de bedende var vi, bortset fra fængslets nummerdar og kokken, fem personer – Mian Tofail Muhammad, Maulana Amin Ahsan Islahi, Malik Nasrullah Khan Aziz, Chaudhry Muhammad Akbar og jeg. Da vi var i den anden rak’ah, blev døren pludselig åbnet, og derefter hørte vi nogle menneskers fodtrin. Der lød lidt hvisken og lyden af nogen, der gik tilbage.”

Før han nåede at afslutte den sunnitiske salam, hørtes der igen en banken. Vi så flere soldater og fængselsfunktionærer komme ind. En af dem spurgte: »Hvem er maulana Sayyid Abul A’la Maududi?«

Maulanaen sagde med rolig stemme: »Det er mig. Sig frem.«

Den offentlige funktionær sagde: »For offentliggørelsen af to erklæringer i avisen Tasnim er De blevet idømt syv års strengt fængsel, mens Malik Nasrullah Khan Aziz er blevet idømt tre år.« Som svar sagde de begge: »Nå, det er i orden«, og forblev tavse.

Funktionæren sagde igen: »For at have forfattet bogen ’Det qadiyanitiske problem’ er maulana Sayyid Abul A’la Maududi blevet idømt dødsstraf, mens dens trykker, Sayyid Naqi Ali, er blevet idømt ni års strengt fængsel.«

Vi sagde begge: »Nå, tak«, og forblev tavse.

Maulanaens dødsdom var fuldstændig uventet. Alligevel var der ingen bekymring at spore i nogens ansigt. Men vores sind blev fyldt med tanker. Vi så alle på maulanaen. Vi så hans rolige og fredfyldte skikkelse. Hans blik rummede en enorm dybde, som det grænseløse dyb i et dybt hav.

Funktionæren rakte maulanaen et stykke papir og sagde:

»Maulana, hvis De ønsker det, kan De inden for en uge ansøge om benådning.«

Maulanaen tog stiltiende papiret i hånden med et mildt smil. Da funktionæren gik, sagde han:

— Maulana, gør Dem klar; De skal af sted om lidt.

— Hvorhen?

— Til henrettelsescellen.

— Jeg er klar.

Derefter gik vi stiltiende hen mod rummet i civilafdelingen. På vejen hørte vi funktionæren sige:

Malik Nasrullah Khan Aziz og Syed Naqi Ali, I skal også af sted. Men, nå ja, det er i orden. Jeg henter jer i morgen tidlig.

Jeg og hr. Malik lod, som om vi hverken hørte eller lyttede. For nyheden om Maulanaens dødsdom havde fyldt os med så stor sorg, at vores opmærksomhed ikke var rettet mod noget andet.

På verdens skueplads, hvor megen ydmygelse og forfølgelse må sandhedens vejfarere ikke gennemgå! Vi havde alle fået den lykke at være ringe tjenere for den sande tro og at stå på lige fod med sandhedens kæmpende mænd. Forbrydelsen? Forbrydelsen at have udgivet en bog om Qadiani-problemet? Det bliver blot sagt for at bedrage verden. Men i virkeligheden består vores forbrydelse i, at vi ønsker at bruge nationens og regeringens samlede magt i Pakistan til Islams sag. Vi har gjort det til vores livsmål at etablere Allahs religion. Det var vores eneste forbrydelse.

Ja, hvor var jeg kommet til. Maulana blev virkelig ført til galgen. En sådan lærdomsmand, som ikke blot i Pakistan og Indien, men i hele den arabiske verden var genstand for stor respekt, blev i dag ført til galgen? Jeg tænkte: Kunne det virkelig være sandt?

Skulle den islamiske bevægelses tapre mujahid i dag hænges i galgen? Var nationens tåbelige ledere, som på grund af deres dumhed ikke ønskede at se Islams sejr og triumf i Pakistan, nu på vej til at tage dette skridt?

Skulle den islamiske bevægelse virkelig allerede i sin barndom blive berøvet denne store personlighed?

Maulanas rolige, alvorlige og klare ord blev ved med at give genlyd i mine ører: »I skal huske, at jeg ikke har begået nogen forbrydelse. Jeg vil under ingen omstændigheder bede dem om at skåne mit liv. Ingen andre må heller bede om nåde for mit liv på mine vegne – hverken min mor, min bror, min hustru, mine børn eller andre familiemedlemmer. Dette er også min indtrængende anmodning til Jamaat-folkene.«

Mian Tofail Muhammad sahib åbnede Maulanas hold-all og bredte det ud. Vi begyndte alle sammen at lægge hans ting i det. Maulana og jeg pakkede læderkufferten. For alt dette skulle sendes tilbage til Maulanas hjem.

Imens blev et lille leje gjort klar, så det kunne sendes med Maulana til galgen. En portion mad bundet ind i et stykke stof, Koranen og en lota med et glas blev også lagt sammen med det.

Jeg kunne ikke få et ord frem. Mit hjerte skælvede. Mine hænder og fødder blev stive. Tanken om Maulanas dødsdom bredte sig gennem kroppens mindste bestanddele som elektricitet. Sahib Tofails tilstand var nøjagtig den samme. Malik Nasrullah Khan Aziz gik frem og tilbage med et alvorligt og eftertænksomt udtryk, mens dæmpede bønner kom over hans læber. Den ældste blandt os, Chowdhury Muhammad Akbar sahib, var i en mærkelig tilstand. Han stod blot tavs og stum. Islami sahib gik undertiden frem og tilbage, og undertiden standsede han brat. Hans undertrykte følelser og sindsbevægelse trådte frem i ansigtet, der antog en blodrød farve.

Mens jeg bandt sengetøjet sammen, tog jeg mig sammen og sagde én gang:

— Maulana, beslutningen om ikke at søge benådning er jo Deres egen. Det betyder på ingen måde, at Jamaat skal acceptere denne beslutning. Den beslutning, Jamaats folk træffer efter at have taget forholdene udenfor i betragtning, må De rette Dem efter.

Maulana sagde med sin sædvanlige stemme:

Jeg mener også, at denne beslutning er rigtig set fra Jamaats synspunkt. Det er jeres pligt at underrette Jamaats ledere om min beslutning.

Imens kom en fængselsbetjent ind. Vores sindstilstand var yderst rolig, ligesom havet er stille og roligt før en storm.

Men Maulana? Denne modige kæmper for den islamiske bevægelse og den sande vej, som var blevet erklæret værdig til martyrdøden — denne Maulana var helt rolig, fattet og urokkelig.

Maulana omfavnede os alle hjerteligt. Det var så oprigtigt, at jeg vil huske det for altid.

Vi tog nogle af tingene, og fængslets nummerdar tog resten. Vi fulgte Maulana ud af cellen og hen til døren til Diwani-rummet, hvor vi tog afsked med ham. Nu brød stormen, der havde samlet sig i vores bryst, frem. Mian Tofail Sahib og jeg begyndte at græde hulkende, og da jeg kom tilbage, faldt jeg i prostration på bønnetæppet.

Islahi Sahib, Malik Sahib og Chowdhury Sahib var allerede faldet ned i sajda.

Vi begyndte alle at bede til Allah, mens vi græd. Grådens kraft var ustoppelig, og tårernes flod vældig og uudtømmelig.

Jeg ved ikke, hvor længe vi tilbragte sådan. Pludselig fik fængselsbetjentens hårde skridt vores opmærksomhed til at vende sig mod ham. Vi så, at han havde bragt Maulanaens tøj, mad, service, sko og lignende tilbage. Han havde også bragt Koranen tilbage, for der var ikke noget sted at opbevare Koranen i henrettelsescellen.

Maulana Islahi Sahib tog Maulanaens tøj fra mine hænder og begyndte at kysse det igen og igen, mens han lod dets søde berøring mærkes på sine øjne og sit bryst. For dette tøj havde tilhørt en mujahid på Allahs vej, som var indespærret i henrettelsescellen og ventede på at drikke martyrdommens nektar.

Mian Tofail Sahib tog tøjet fra Maulana Islahis hænder og blev ved med at føre det til sit ansigt, sine øjne og sit bryst. Tøjet blev gennemvædet af tårerne fra os alle.

Hvad skyldtes dog denne overvældende kærlighed, vi nærede til ham?

– Var han i familie med os?

– Havde vi nogen slægtsmæssig forbindelse med ham?

– Skyldes denne kærlighed, at vi tilhører samme kaste og slægt?

– Skyldtes den, at vi var indbyggere i det samme land?

– Nej, nej, det skyldtes kun, at han var på vej til at ofre sit liv på Allahs vej. Det var kun forbindelsen gennem islam, der gjorde vores kærlighed så historisk og uselvisk.

Maulanas grænseløse kærlighed til Allah og hans brændende ønske om at ofre sit liv på Allahs vej gjorde verden målløs. Det fyldte også fængselspersonalet med forbløffelse og beundring og efterlod et strålende eksempel i islams historie.

I henrettelsescellen fik Maulana udleveret en pyjamas uden snøre. Maulana spurgte fængselsbetjenten:

“Bror, du har glemt at give mig snøren.”

Fængselsbetjenten sagde:

“Maulana, fanger, der skal henrettes, får ikke udleveret en snøre. For hvad nu hvis han begår selvmord med den?”

Maulana siger med et mildt smil—

»Jamen, er den, der er på vej til af hele sit hjerte at drikke martyrdødens bæger, virkelig så tåbelig, at han vil begå selvmord og ende i Jahannam?«

Maulana er ikke det mindste bekymret i galgecellen. Han tænker ikke det mindste på, at hans liv skal tages. Der er ikke det mindste tegn på sorg i hans ansigt eller øjne. Mens han læste Sayyid Ahmad Shahids (må Allah have barmhjertighed med ham) liv i stedet for den hellige Koran, faldt han i søvn i den største naturlige tilfredshed. Under normale forhold var der ingen mærkbar forskel på hans søvn i sit eget hjem og hans søvn i galgecellen.

En anden uvurderlig udtalelse fra Maulana på dette tidspunkt var, at da hans slægtninge, venner og utallige beundrere og tilhængere blev fortvivlede over henrettelsesordren, trøstede han dem og sagde—

»Afgørelsen om liv og død træffes i himlen, ikke på jorden.«

Hvilken fast overbevisning! Hvilken urokkelig styrke!

Hør om Maulanas tilstand i galgecellen fra hans egne læber. Da Maulana blev spurgt om dette, sagde han—

Da jeg inden for civilrettens afspærring fik forelagt henrettelsesordren, og samtidig fik ret til at ansøge om benådning inden for en uge, opstod der tre forskellige tanker i mit sind.

For det første er det i strid med min selvrespekt at bede den uretfærdige om nåde.

For det andet: Hvad skulle jeg bede om tilgivelse for? Er det, fordi jeg bliver sendt til Paradis? Det er sandt, at der ikke er så stor sikkerhed for at opnå Paradis ved at tjene dīn hele livet og dø på en anden måde, som der er ved at dø martyrdøden. Skal jeg derfor sige: Befri mig fra Paradis?

For det tredje: Hvis en person som jeg i dag beder om at få skånet livet, vil almindelige menneskers følelse af værdighed i dette land blive udslettet.

Derfor sagde jeg med stor eftertryk til mine venner, at ingen fra min familie eller fra Jamaat måtte bede om tilgivelse på mine vegne. Ellers ville jeg aldrig tilgive dem.

Da jeg blev ført til henrettelsescellen, blev jeg berøvet alle nødvendige ting. Alt, hvad jeg havde, blev taget fra mig. Selv mit eget tøj blev taget, og jeg fik fængselstøj. Jeg fik udleveret en pyjamas uden izārband. Først tænkte jeg, da jeg så det, at de måske ved en fejl havde undladt at give mig en izārband. Men da jeg spurgte, fik jeg at vide, at man slet ikke udleverede izārband. For det kunne en fange i fortvivlelse bruge til at begå selvmord med. Jeg blev derfor nødt til at samle de to forreste ender af pyjamasen og tage den på på den måde. Men den var ikke egnet til at dække awrah, og det blev meget vanskeligt at bede. Først ville jeg have Koranen med mig, men da jeg så, at der ikke var noget sted at lægge den bortset fra gulvet, hvor man sov, gav jeg den tilbage. Det, der var indprentet i mit hjerte, forblev hos mig.

Nå, efter at alle var gået, kom en vagt og skældte regeringen og ministrene grundigt ud. Derefter kom den anden, den tredje og den fjerde. Hver eneste gik sin vej efter at have forbandet regeringen.

Om natten begyndte der at lyde så megen skrigen og jamren i henrettelsescellen, at jeg ikke kunne falde i søvn før klokken to. Nogle råbte navnet på en eller anden from helgen. Nogle fremsagde digte, og andre blev ved med at mumle: »Maula, red os! Maula, red os!«

Da han blev spurgt, hvad Maulana tænkte om fuldbyrdelsen af dødsstraffen, sagde han:

Jeg havde den opfattelse, at hvis der ikke blev gennemført en omfattende protest fra folkets side, ville regeringen, sådan som dens holdning var, helt sikkert lade mig hænge. Hvis de fik mulighed for at tage dette skridt, ville det få yderst alvorlige følger. Derefter ville arbejdet for religionen i dette land blive standset i mange år. Men hvis folket blev bevidst om situationen og handlede, og hvis regeringen først blev nødt til at trække sig, så ville den, om Gud vil, være nødt til at trække sig helt tilbage, og det ville ikke være muligt at blokere vejen for den islamiske bevægelse. Dette var en tid med en enorm ildprøve for hele landet.

Den anden dag kom Sheikh Sultan Ahmad og Safdar Sahib for at besøge mig sammen med drengene. De bad mig igen om at søge benådning. Jeg irettesatte dem og sagde, at de under ingen omstændigheder måtte bede om benådning.

Derefter kom Mian Mahmud Ali Kasuri. Også han ville tilbyde sin egen tjeneste for at opnå benådning. Jeg sagde til ham, at jeg slet ikke kunne få det ind i mit hoved.

Maulana blev spurgt, om der havde været særlige lidelser i dødscellen. Maulana svarede:

For det første var det tøj, man skulle bære, både uegnet og utilstrækkeligt, og der var skrig og tumult. Den anden vanskelighed var, at selve dødscellens indretning var pinefuld for fangerne på alle årstider. Et trangt rum uden lys og luft. Der var ingen mulighed for at beskytte sig mod sol, regn, kulde eller varme. Desuden blev der i dødscellen serveret mad af C-klasse, som var fuldstændig uspiselig.

På den tredje dag, omkring klokken to om eftermiddagen, kom en mand løbende og sagde: “Maulana, jeg ønsker Dem tillykke; Deres dødsdom er blevet ophævet.” Derefter begyndte folk at komme i flokke for at overbringe denne nyhed. Kort efter blev Maulana Niazi og jeg ført ud derfra og bragt til hospitalet.

Reaktioner i ind- og udland på dødsdommen

Det er blevet nævnt ovenfor, at Lahores militærdomstol først dømte Maulana Sayyid Abul A’la Mawdudi til døden og senere ophævede denne dom og idømte ham fjorten års fængsel med hårdt arbejde. Den voldsomme protest mod denne dom, som opstod ikke blot i Pakistan, men i hele den muslimske verden, har ingen sidestykke på historiens tidligere sider. Protesterne mod denne behandling af ham tog form af strejker, demonstrationer, møder og forsamlinger, og de forblev ikke begrænset til de store byer og hovedstæderne; også i landets indre, i små byer og landsbyområder, slog protesternes flammer op med voldsom kraft. Fra alle steder, fra afsides landsbyer til store byer, begyndte utallige telegrammer, breve og resolutioner at strømme ind med stærke protester og fordømmelser. Denne verdensomspændende protest blev ikke fremført under indflydelse af nogen midlertidig ophidselse eller følelsesladethed. Den var i virkeligheden et spontant udtryk for den muslimske verdens varige respekt for Maulana. Den blussede ikke op som en vandboble for pludselig at forsvinde. Denne protest og fordømmelse fortsatte uafbrudt i fem måneder. Selv de, der tidligere under Khilafat- og Kongresbevægelsens tid havde været vidne til forskellige former for protester, indrømmede åbent, at man aldrig før havde set en protest, en så oprigtig medfølelse, sorg og et så inderligt klageråb af denne art.

Det er værd at bemærke, at denne protest ikke blev gennemført af almindelig høflighed eller for syns skyld. Hvert eneste øjeblik i de stille nætter og travle dage vidnede om, at ikke blot mændene, men også de tilslørede kvinder var dybt bedrøvede, sørgende og urolige. Ved midnatstid blev deres bedemåtter til tahajjud gennemvædet af tårer. Den muslimske verden betragtede dødsdommen og derefter livsvarigt fængsel for denne sejrende helt i den islamiske bevægelse som en stor tragedie. Derfor fremsatte lederne i Arabien, Egypten, Irak, Syrien, Marokko, Algeriet, Indonesien og andre muslimske lande kraftige protester mod det. I lederartikler i aviserne i disse lande blev den pakistanske regerings handlemåde fordømt, og der blev krævet en øjeblikkelig løsladelse af Maulanaen.

I Pakistan fremsatte redaktørerne for følgende aviser også en protest gennem et memorandum:

Karachi: dagbladet Jang, dagbladet Anjam, dagbladet Millat, Times of Karachi, dagbladet Imroz, dagbladet Al Muntazer, dagbladet Iqbal, dagbladet Asre Jadid, dagbladet Musalman, dagbladet Naya Roshni, dagbladet Shabnam, dagbladet Watan, dagbladet Nayi Sindh, Al Waheed, Maqasid, ugebladet Jahan-e-Nau, 14-dagesbladet Nimkadan, månedsbladet Faran, månedsbladet Riyaz, månedsbladet Mushir, månedsbladet Chirag-e-Rah, 14-dagesbladet Students Voice, månedsbladet Kaleem og andre.

Dhaka: dagbladet Pasban, Azad, Angara, Sitara, Morning News, ugebladet Al Qaed (på engelsk), The Mail, ugebladet Dainik og Nizam-e-Islam.

Lahore: dagbladet Pakistan Times, dagbladet Imroz, dagbladet Afaq, dagbladet Nawa-e-Waqt, dagbladet Ihsan, ugebladet Kandil, dagbladet Hilal-e-Pakistan, dagbladet Safina, Civil and Military Gazette, dagbladet Asar, månedsbladet Khadimul Haramain, månedsbladet Arif, månedsbladet Al Jamiya, månedsbladet Islamic Life, månedsbladet Muslim, månedsbladet Adabi Duniya, ugebladet Iqdam, ugebladet Karwan,

Bahawalpur: Insaf, Kainat, Ilham, Al Imam, Azam, Rahbar, Parwaz, Difa, Rafiq, Naya Daur, Karwan, Tabligh, Nawa-e-Bahawalpur.

Quetta: Mizan, Pasban, Nara-e-Haq, Maqasid, Hilal, Khurshid, Tarjuman Rahbar-e-Niswan, Bachchuka Shaheen, Times, Muallim, Dushman, Pukar, Nawa-e-Baluchistan, Niswan-e-Duniya, Nawa-e-Watan, Payam-e-Jadid, Sadaqat, Karwan Tameer-e-Baluchistan.

Desuden fremsatte udenlandske aviser også kraftige protester—

As-Sijil – Bagdad, Ikhwanat Islamiyya – Bagdad, Ad-Da’wa – Kairo, Al-Member ash-Sharq – Kairo.

Muslimske studerende fra muslimske lande, der var under uddannelse i England, samt muslimer bosat i England, indgav en protest til Pakistans premierminister, hr. Muhammad Ali (Bogra), advarede Pakistans regering mod at fuldbyrde dødsdommen over Maulanaen og krævede hans øjeblikkelige løsladelse.

Palæstinas stormufti, al-Hajj Muhammad Amin al-Husseini, Ikhwan al-Muslimuns murshid, sheikh Hasan al-Hazemi, advokaten ved al-Azhar, Muhammad Abd al-Latif Daraz, samt formanden for Jam’iyyat Shabban al-Muslimin, Muhammad Saleh Hereb, sagde i en fælles telegrafisk meddelelse til Pakistans generalguvernør og premierminister følgende:

“Alle muslimer, der nærer kærlighed til og gode hensigter over for Pakistan, er blevet dybt bedrøvede over dødsdommen over Maulana Sayyid Abul A’la Maududi. Jeg håber, at Pakistans regering vil handle klogt og ophæve dødsdommen over vores ærede Maududi Sahib.”

Irans øverste mujtahid inden for shia-samfundet, Hazrat Imam Muhammad al-Khalisi, og den højeste leder af ahl as-sunna wa-l-jama’a i Irak, Allama Amjad az-Zahawi, sendte en fælles telegrammeddelelse til følgende statsoverhoveder og bad dem lægge pres på Pakistans regering for at få Maulana Maududi løsladt:

Den anden Amir Faisal – Bagdad, Sultan Ibn Saud – Saudi-Arabien, Allama Ayatollah Kashani – Iran, dr. Mossadegh, tidligere premierminister – Iran, Iraks premierminister, Egyptens premierminister, general Naguib, sheikh al-Azhars Hasan al-Hazemi samt Palæstinas stormufti. De sendte også en tilsvarende telegrammeddelelse til Pakistans generalguvernør og premierminister.

Indonesiens øverste mujahid, Allama Isa Ansari, sagde på vegne af Indonesiens tres islamiske partier:

“Maulana Maududi er en betroet arv for hele verden. Hvis Pakistan ikke har brug for ham, har den islamiske verden brug for ham. Vi indonesiske muslimer støtter ham fuldt ud og mener, at den muslimske verden i dag har brug for hans tanker.”

Blandt de pakistanske ledere, der protesterede og krævede Maulanas løsladelse, er navnene på Pakistans tidligere premierminister Khawaja Nazimuddin, hr. M. Gazdar, hr. Hussain Imam, Maulana Zafar Ahmad Usmani, Pir Ghulam Muhiddin Sirhindi, Maulana Akram Khan, Maulana Din Muhammad Khan, Maulana Abdul Hamid Khan Bhashani og Maulana Ragheb Ahsan særligt bemærkelsesværdige.

Kort sagt måtte de islamfjendtlige kræfter, som ønskede at tilintetgøre Maulana fra den ene dag til den anden og sabotere den islamiske bevægelse, ganske vist bøje sig under den oprørte muslimske verdens vrede blik, men da de ikke kunne undertrykke deres mangeårigt ophobede had til Maulana, forsøgte de at trøste sig ved at idømme ham fjorten års straffearbejde.

Maulanas løsladelse

Der blev ikke blot fra Pakistan, men fra hele den muslimske verden rejst et stærkt krav om Maulanas ubetingede løsladelse, og dette er allerede blevet omtalt. Regeringen nedsatte til sidst den fjorten år lange fængselsstraf til tre et halvt år. Derefter blev Maulana løsladt efter to år og ni måneder som følge af et juridisk sammenbrud i Pakistan. Det juridiske sammenbrud bestod i, at Pakistans daværende premierminister, Muhammad Ali fra Bogra, i slutningen af 1958 havde bekendtgjort, at han samme år, den 25. december på Quaid-e-Azams fødselsdag, ville give nationen en islamisk forfatning.

Generalguvernør Ghulam Muhammad led svært under ikke at se Maulana Maududi hænge i galgen. Samtidig blev premierministerens bekendtgørelse af en islamisk forfatning som salt i et åbent sår. Derfor blev han rasende og opløste Pakistans grundlovgivende forsamling.

Som følge heraf opstod der en forfatningsmæssig fastlåsning i landet. Da den grundlovgivende forsamling blev opløst, blev alle love og bestemmelser annulleret.

I mellemtiden blev der ved højesteret indgivet en begæring om fremstilling af grunden til tilbageholdelsen (Habious Corpus) med henblik på Maulanas løsladelse. Men endnu før høringen begyndte ved retten, bekendtgjorde regeringen Maulanas ubetingede løsladelse.

Maulanas rejse til Østpakistan

Efter Maulanaens løsladelse fra galgen og livsvarigt fængsel takkede den muslimske verden Gud. Eftersom befolkningen i Østpakistan aldrig havde set Maulanaen, begyndte de at ønske at møde ham. Desuden var Maulanaens rejse til Østpakistan blevet påtrængende nødvendig.

På dette tidspunkt opstod der igen en ny forfatningskrise i Østpakistan. Efter at generalguvernøren havde opløst den konstituerende forsamling, blev der dannet et talentfuldt ministerium bestående af militære og civile personer. Den afdøde martyr Suhrawardy blev udnævnt til justitsminister. Derefter blev der lagt planer om gennem en konvention og ved hjælp af en forordning at påtvinge folket en ikke-islamisk og udemokratisk forfatning. Men efter at forbundsdomstolen havde erklæret dannelsen af konventionen for forfatningsstridig, blev generalguvernøren og det talentfulde ministerium tvunget til at afholde valg til den konstituerende forsamling i maj 1955. Efter dette valg blev Chaudhry Muhammad Ali valgt til premierminister. Hans inderste ønske var at udarbejde en islamisk forfatning for landet. Men i den konstituerende forsamling blev den afdøde martyr Suhrawardy, lederen af Awami League, og kongreslederne en alvorlig hindring for udarbejdelsen af en islamisk forfatning. Suhrawardy havde kraftigt talt for, at Khawaja Nazimuddin skulle fjernes, og at den konstituerende forsamling til sidst skulle opløses, for derved at lukke vejen for en islamisk forfatning i landet. Senere, mens Suhrawardy var justitsminister i det talentfulde ministerium, blev også hans håb om gennem konventionen at påtvinge nationen en antidemokratisk og sekulær forfatning tilintetgjort. Derfor dannede han for at forhindre, at den genvalgte konstituerende forsamling skulle udarbejde en islamisk forfatning, en stærk anti-islamisk front sammen med medlemmerne af den hinduistiske kongres. Derfor blev det nødvendigt at styrke folkebevægelsen for at afsløre deres listige manøvre og skabe et gunstigt miljø for en islamisk forfatning.

Efter sin løsladelse fra fængslet rejste Maulana Maududi for første gang til Østpakistan den 24. januar 1956. Han opholdt sig her i halvanden måned og besøgte næsten hver eneste distriktsby samt de vigtigste underdistriktsbyer. Ved denne lejlighed talte han foran flere hundrede tusinde mennesker, fremsatte islams kald, forklarede nødvendigheden af en islamisk forfatning, besvarede hundredvis af spørgsmål og gav hundredvis af mennesker personlige møder. På denne måde styrkede han også i Pakistans østlige del kravet om en islamisk forfatning. Desuden opnåede han førstehåndskendskab til alle denne provins’ indre problemer, mangler og klagepunkter.

Mod slutningen af rejsen, den 4. marts, holdt Maulana Maududi en tale ved en arbejdskonference for Jamaat-e-Islami i distriktsrådssalen i Dhaka, hvor han hovedsageligt foretog en udførlig gennemgang af alle Østpakistans problemer, mangler og klagepunkter samt den rette vej til at løse dem. En bengalsk oversættelse af denne tale blev udgivet som en pjece under titlen »Østpakistans problemer og deres løsning«.

Maulana Maududi gennemgik udførligt flere af østpakistanernes komplekse problemer og fremlagde også deres løsninger. Han fastslog de egentlige årsager til østpakistanernes alvorlige klagepunkter og kastede lys over dem.

Om den forkerte vej, som muhajirerne i Østpakistan var slået ind på, bemærkede han:

»En stor del af dem, der er kommet hertil som offentligt ansatte, har ikke udført nogen særligt prisværdig rolle. Når de satte sig i englændernes stole, begyndte de at betragte sig selv som englændere. De har fulgt den politik, som englænderne anvendte til at herske over andre nationer. De har ikke tænkt over, at det er ansvaret for at styre og tjene deres eget lands og deres egen nations folk, de har påtaget sig. Hvis deres mål var at efterligne englænderne, burde de have fulgt den politik, der var gældende i England. I virkeligheden er dette hovedårsagen til, at Østpakistans befolkning er begyndt at tro, at de er blevet forvandlet til en koloni.«

(Østpakistans problemer og løsningen på dem, s. 5)

Maulanens advarsel til udefrakommende

Han fremsatte følgende bemærkninger om de udefrakommende forretningsfolk:

“Vi er taknemmelige over for de udefrakommende forretningsfolk og fabriksejere, fordi de er kommet hertil og har overtaget dette områdes industri og handel. Men de burde have betragtet dette land som deres eget land og denne nation som deres egen nation og forsøgt at hjælpe deres uudviklede brødre med at gøre fremskridt, hjulpet dem med at komme frem inden for industri og handel, brugt de her indtjente penge her for at afhjælpe deres vanskelige situation, oprettet passende institutioner til gavn for deres velfærd og udvikling samt ydet dem passende hjælp i tider med fare og modgang. Det er meget beklageligt, at mange af dem ikke var bevidste om denne pligt.” (Se den nævnte pjece, s. 7-8.)

Sprogproblemet

Nedenfor gengives Maulanens klare holdning til den bengalske sprogbevægelse og sprogproblemet i Østpakistan:

“Sprogproblemet er det allerførste vigtige spørgsmål. I virkeligheden fandtes der aldrig nogen fjendtlighed over for urdu i Østpakistan. Tværtimod kunne man blandt de uddannede her i landet iagttage en særlig interesse for urdus nødvendighed. Her betrag­tede almindelige mennesker urdutalende med stor respekt. Den dag i dag har urdu også en vis religiøs status efter arabisk. Men hvis urdu blev accepteret som det eneste nationale og statslige sprog, ville det medføre særlige vanskeligheder for befolkningen her. For selv de uddannede her kender ikke urdu. Derfor frygtede de, at de på alle områder ville komme til at sakke bagud i forhold til de uddannede urdutalende. Det var på denne baggrund, at bengalisktalende krævede, at bengali ligesom urdu skulle gøres til officielt sprog. Hvis man fra første dag havde forstået situationens alvor og accepteret dette krav, ville det have været et tegn på fremsynethed. Men i praksis gjorde man det stik modsatte. På den ene side forsøgte man at undertrykke det ved hjælp af en undertrykkelsespolitik, og på den anden side blev der gentagne gange rejst stemmer imod det fra Vestpakistan. Derfor forblev kravet om bengali ikke blot et problem, der kunne løses, men antog karakter af en ideologi og en følelsesladet bevægelse, og dette er dets naturlige konsekvens. For hvis man som svar på et krav siger: ’Det vil ikke blive imødekommet’, vil der som svar nødvendigvis blive råbt: ’Vi vil inddrive det, koste hvad det vil.’ Det var netop det, der skete også i denne sag.”

Problemet med offentlige embeder

I den tale, som Maulana Maududi holdt i DB Hall i Dhaka, gav han også udtryk for Østpakistans inderste følelser med hensyn til offentlige embeder.

Han siger:

»Det andet problem er problemet vedrørende offentlige stillinger. Der er ingen tvivl om, at muslimerne under det engelske styre var yderst tilbagestående, når det gjaldt ansættelse. På de høje poster var deres andel praktisk talt nul. Det var naturligvis heller ikke let pludselig at rette op på den uretfærdighed, som englænderne og hinduerne havde begået gennem to hundrede år. Men efter Pakistans oprettelse havde muslimerne i den østlige del med god grund håbet, at de ville få mulighed for at gøre fremskridt. Det er beklageligt, at dette håb ikke blev opfyldt. Den bitterhed, der er opstået blandt de unge i Østpakistan i denne forbindelse, er fuldt ud berettiget. Det er yderst beklageligt, at embedsmænd har den indstilling, at de overalt, hvor de har indflydelse, forsøger at få deres egne slægtninge ansat. I det mindste burde indflydelsesrige personer med høj status have afholdt sig fra denne uretfærdighed. Det var deres pligt at forsøge at løfte deres forsømte og underudviklede muslimske brødre i Bangladesh, så de også kunne få mulighed for at deltage på lige fod i landets tjeneste. Men det er beklageligt, at der på dette område er blevet udvist stor forsømmelighed. Ja, på grund af denne forsømmelighed er der opstået en almindelig klage i Østpakistan.« (Se den nævnte pjece, s. 14–15.)

Problemet med landets forsvar

Det mest smertefulde problem i Østpakistan er sikkerhedsproblemet. Om dette siger Maulana:

»Et endnu vigtigere spørgsmål er ansættelse i militæret. Centralregeringens politik på dette område er i sandhed forkastelig. Den opfattelse fra englændernes tid er stadig fremherskende her, at kun de såkaldte »militære racer« er egnede til militærtjeneste. Resultatet er blevet, at militærtjenesten er blevet et monopol for folk fra et bestemt område. Østpakistanerne får ikke blot nogen nævneværdig andel af de økonomiske midler fra militærbudgettet, men heller ikke på andre vigtige områder inden for militær uddannelse.«

Jeg ved ikke, om indbyggerne i Ceylon, Burma, Syrien, Indonesien og Filippinerne og så videre regnes for militære racer af vore magthavere. Hvis de ikke gør, burde de enten fratages evnen til at forsvare deres egne lande, eller også burde man indkalde militærfolk fra andre steder og opbygge hære. Og hvis disse lande selv er i stand til at forsvare deres egne lande, på hvilken måde er Østpakistans folk da ringere end dem, siden de skulle erklæres uegnede til militærtjeneste? Betydningen af dette spørgsmål slutter ikke her. Det er tværtimod et spørgsmål om Pakistans liv eller død. Mere end halvdelen af dette lands befolkning bor i et så lille område, hvis tre sider ligger inden for Hindustans område. Man skal forsvare en grænse på næsten fjorten hundrede miles. Det synes ikke muligt at yde dette område nogen hjælp fra Vestpakistan under en krig. Hvis indbyggerne her ikke selv er i stand til at forsvare deres eget land, og hvis de ikke uddannes til at være kvalificerede på alle områder med dette formål for øje, vil de aldrig føle sig sikre. I vil aldrig kunne overbevise dem ved at forsikre dem om, at Vestpakistan under en krig vil forsvare den østlige del. For det betyder i praksis, at den østlige del først én gang vil blive krænket af fjenden, hvorefter I fra den vestlige del vil forsøge at presse fjenden ud. Dette er ikke andet end et fejlagtigt synspunkt. Og det er netop hovedårsagen til, at Østpakistans folk føler sig sårede.«

(Se den nævnte pjece, s. 15–16.)

Efter militærstyrets ophør, da de politiske partier begyndte at arbejde lovligt, blev der i byen Rangpur afholdt en tre dage lang konference for Jamaat-e-Islami. Ved det offentlige møde, der blev arrangeret i anledning af konferencen den 18. november 1962, sagde Maulana:

“Jeg har mange gange sagt før indførelsen af militærstyret, og jeg siger det igen i dag: Østpakistan skal forberedes fuldt ud på at forsvare landet.”

Det fremgår helt klart af Maulanas ovenstående tale, at han betragtede hver eneste tomme af Pakistans territorium og alle dets indbyggere som sine egne. Regionalisme eller snæversynethed baseret på sprog kunne aldrig berøre hans hjerte. Ud over en fuldkommen islamisk broderskabsfølelse var en åben humanisme et karakteristisk træk ved Maulana. Han nærede den samme omsorg for Pakistans forskellige regionale problemer. Derfor kunne han aldrig ignorere nogen af dem.

Maulana gav denne holdning et smukt udtryk i sin tale i Dhaka DB Hall den dag. Han sagde:

“Pakistan er som min krop og min sjæl. Ligesom jeg ikke kan skelne mellem mine to hænder, kan jeg heller ikke skelne mellem Pakistans to dele. Hvis en af mine hænder bliver syg, er det en sygdom i hele min krop. Det er min pligt at undersøge årsagen og sørge for den rette behandling. Ikke at gøre det betyder at være i fjendskab med sig selv.”

Efter vedtagelsen af den islamiske forfatning

Som følge af Pakistans premierminister Chaudhury Muhammad Alis oprigtige indsats og utrættelige arbejde blev en islamisk forfatning udarbejdet og vedtaget i Pakistan. Den 29. februar 1956 vedtog den konstituerende forsamling den islamiske forfatning. Den 2. marts underskrev generalguvernøren den, og den trådte i kraft den 23. marts. Det siger sig selv, at afdøde hr. Suhrawardy ved vedtagelsen af denne forfatning boykottede den konstituerende forsamling sammen med medlemmerne af hans Awami League og kongresmedlemmerne. Selv om den islamiske forfatning blev vedtaget, begyndte en reaktionær bevægelse fra de islamfjendtlige kredse i landet at rejse sig i opposition til følgende punkter.

(1) At staten skulle kaldes Den Islamiske Republik,

(2) At statsoverhovedet skulle være muslim

(3) Ikke at vedtage love, der strider mod Koranen og Sunnah,

(4) At standse alkohol, hasardspil, utugt og lignende.

Da en islamisk forfatning for Pakistan blev vedtaget (selv om den ikke var helt fejlfri set fra islams og demokratiets synspunkt), rettede visse mennesker al deres vrede mod Maulana Maududi. Derefter begyndte anklagerne og kritikken mod Maulanaen. Den mest grundløse og beklagelige anklage mod ham var, at han lige fra begyndelsen havde tilranet sig posten som Ameer for Jamaat-e-Islami uden noget valg.

For at bevise, at Maulanaen aldrig havde eftertragtet lederskab, trådte han med tilfredshed tilbage fra posten som Ameer. Desuden erklærede han, at Chaudhry Ghulam Muhammad efter hans fratræden midlertidigt skulle vælges til Ameer på grund af hans lange fængselsophold, og at forberedelserne til valget af en Ameer i overensstemmelse med vedtægterne skulle fortsætte.

Med dette formål blev der i februar 1957 afholdt en ugelang medlemskonference for Jamaat-e-Islami på et sted ved navn Machigot i fyrstestaten Bahawalpur. Denne uværdige forfatter havde også den lykke at deltage i konferencen. Mere end otte hundrede Jamaat-medlemmer fra forskellige dele af Pakistan deltog i konferencen. Konferencens arbejde blev afsluttet i en fuldstændig fredelig, disciplineret og enestående ren atmosfære. Det var ved denne konference, at valget af en ny Ameer for Jamaat-e-Islami blev gennemført. Det viste sig, at alle på nær blot fire af de mere end otte hundrede vælgere havde stemt på Maulana Maududi ved hemmelig afstemning til posten som Ameer. Maulanaen kunne derfor ikke unddrage sig det ansvar, som alle spontant havde betroet ham. Han overtog på ny ansvaret som Ameer.

Ved denne konference holdt Maulanaen en særdeles logisk og indsigtsfuld tale på hele seks timer om Jamaat-e-Islamis fremtidige arbejdsprogram. Denne tale er blevet en uvurderlig arv for Jamaat-e-Islami. Talen er udgivet i bogform under titlen “Det islamiske bevægelses fremtidige arbejdsprogram”.

Imens blev der voldsom uro på Pakistans politiske himmel. Iskander Mirza blev i stedet for Ghulam Muhammad generalguvernør og senere Pakistans præsident. Forfatningen lagde vægt på at fremskynde almindelige valg i hele Pakistan, men valgsystemet var ikke blevet fastlagt. På grund af den stærke modstand fra Awami League og Kongressen var det i sig selv meget vanskeligt at få nogen form for islamisk forfatning vedtaget. Derfor var der ingen mulighed for at diskutere, om valgsystemet skulle være fælles eller separat. Nu fik de antiislamiske kredse en gylden mulighed for at sabotere den islamiske forfatning. De var overbeviste om, at hvis et fælles valgsystem for muslimer og ikke-muslimer blev indført, ville islamisk orienterede personer kun have meget ringe chance for at vinde valgene. Som følge heraf ville man let kunne ændre den islamiske forfatning eller de islamiske bestemmelser i forfatningen.

Det eneste, der var blevet besluttet med hensyn til valgsystemet, var, at nationalforsamlingen efter anbefaling fra de to provinsforsamlinger skulle træffe den endelige afgørelse i sagen. Vestpakistans provinsforsamling anbefalede separate valg. I februar 1958 blev der bekendtgjort et møde i nationalforsamlingen i Dhaka. Det blev også bekendtgjort, at den endelige beslutning om valgsystemet ville blive truffet netop på dette møde.

Maulanaens andet besøg i Østpakistan

Det kan ikke benægtes, at i et land, hvor muslimer og ikke-muslimer lever sammen, afhænger landets islamiske samfundsordning og islamiske værdier af separate valg. Muslimerne skal hver for sig vælge deres nationale leder, og på samme måde skal ikke-muslimerne vælge deres nationale leder. Eftersom muslimerne alene udgør en særskilt nation, var det netop denne nationalitetslære, der gav Pakistan liv. Fælles valg for alle nationer, uanset om de er muslimske eller ikke-muslimske, ryster ikke blot Pakistans idealer, men udsletter også muslimernes nationale håb og ønsker.

I Østpakistan sad der en ministerregering bestående af Awami League. Ingen var uvidende om Awami Leagues holdning til islam. Derfor iværksatte Jamaat-e-Islami, Nizam-e-Islam-partiet og Muslim League en fælles indsats for at skabe folkelig opbakning til separate valg i Østpakistan. Med dette formål blev der arrangeret et folkemøde på Paltan Maidan i Dhaka. Men en bevæbnet bøllebande, som regeringen havde udpeget, angreb mødepladsen og slog adskillige fremtrædende personer brutalt til jorden. Provinsregeringen, der bar demokratiets fane, jublede i sejrens stolthed over denne forbrydelse mod demokratiet og menneskeheden.

På dette tidspunkt kom Maulana Maududi for anden gang på besøg i Østpakistan i 1958. Der blev udarbejdet et rejseprogram for Maulanaen i hver distriktsby og større underdistriktsby. Den 21. februar ventede tusinder af mennesker spændt på Maulanaens ankomst på Rangpur Station for at byde ham hjerteligt velkommen. Men der indtraf et helt usædvanligt og forbløffende tilfælde i demokratiets historie. Mens Maulanaens tog var på vej mod Rangpur, blev der fra provinsregeringens side overrakt ham en skriftlig instruks. Heri blev det meddelt, at Maulanaen på grund af frygt for uro ikke måtte stige af toget i Rangpur by. Folkemødet var også blevet forbudt. Østpakistans Awami League-regering satte dermed en ny rekord i demokratiets historie.

Folkehavet på Rangpur Station var ved at bryde ud i protest. Det virkede, som om en vældig katastrofe ville indtræffe. Da toget standsede på stationen, stod Maulanaen i togets dør, tog imod folkets ærbødige velkomst og sagde med en meget rolig og venlig stemme: “Jeg har altid været tilhænger af at overholde loven. Jeg beder jer om at opretholde lov og orden i landet. Hvis Allah vil, vil jeg en anden dag komme til jeres by for at tjene jer.” [Den 18. november 1962 holdt Maulana Maududi sin værdifulde tale for en stor folkemængde i Rangpur by og opfyldte således Rangpur-beboernes mangeårige håb.]

Forfatteren ser stadig scenen på perronen på Rangpur Station den dag for sig. Efter Maulanaens yderst korte tale forsvandt al den vrede og ophidselse, som den rasende folkemængde nærede mod regeringen, som bobler. En voldsom gråd steg op i struben, fyldte begge øjne med tårer og tog afsked i form af et svagt, tørt smil. Det virkede, som om nogen et eller andet sted havde udtænkt et blodbad. Og da planen blev brudt sammen, stak en usynlig hånd en kniv i Satans bryst. Toget med Maulanaen fortsatte fremad. Folkemængden vendte tilbage mod byen med knuste hjerter.

Derefter talte Maulanaen ved folkemøder i byerne Saidpur, Thakurgaon, Dinajpur, Bogra, Rajshahi og Pabna.

På denne måde talte Maulanaen ved folkemøder i hver af landets distriktsbyer og i mange underdistriktsbyer, hvorefter han vendte tilbage til Dhaka. Men Nationalforsamlingen ignorerede folkets enstemmige krav og påtvang nationen ordningen med fælles valg i nattens sene, slumrende timer.

I slutningen af marts blev der afholdt en tre dage lang konference for Jamaat-e-Islami i Dhaka. Maulana Maududi deltog i konferencen. På konferencens sidste dag samledes en kilometerlang blandet procession af Jamaat-e-Islamis aktivister og folket på Paltan-pladsen efter at have bevæget sig ad byens forskellige hovedgader. Der blev demonstreret mod provins- og centralregeringen i protest mod udemokratiske tiltag, som var i strid med den muslimske befolknings håb og ønsker. Derefter talte Maulana ved folkemødet på Paltan-pladsen. Heldigvis havde urostifterne ikke mod til at forstyrre mødet.

Maulanas rejse til udlandet

For at deltage i den anden session af Mu’tamar-e Alam-e Islami, som blev afholdt i Damaskus, rejste Maulana Sayyid Abul A’la Maududi til Mellemøsten i juni 1956. Maulana havde ikke kunnet deltage i den første session, fordi han på det tidspunkt afsonede en livsvarig fængselsstraf. Ved denne session, der blev afholdt af Mu’tamar, lovpriste repræsentanterne fra den muslimske verden enstemmigt Maulanas islamiske tjeneste. Maulana ledede en af Mu’tamars sessioner. Han blev enstemmigt valgt til formand for den pågældende institutions komité for »Tabligh og islamisk da’wah«.

Efter afslutningen af Mu’tamar-e Alam-e Islamis session rejste Maulana rundt i forskellige lande i Mellemøsten. Denne gang udførte han hajj, og han fik personlig kontakt med mange lærde og tænksomme intellektuelle fra den muslimske verden.

Da Maulana på vej til Damaskus ankom til Beirut, gav aktivisterne og lederne af organisationen Ibadur Rahman, den islamiske bevægelse i Libanon, samt byens fremtrædende personer ham en storslået modtagelse i lufthavnen. Ibadur Rahmans spejdere gav Maulana en æresvagt. Det blev erfaret fra dem, at Maulanas litteratur var vidt udbredt blandt dem, og at de alle var godt bekendt med Maulana Maududi og Jamaat-e-Islami.

Da Maulana og hans ledsagere krydsede Syriens grænse, blev deres bagage ladt passere uden kontrol. En medarbejder ved grænseposten sagde, at den syriske regering havde instrueret dem i at byde Maulana hjerteligt velkommen på regeringens og folkets vegne. Ti til tolv miles fra Damaskus ventede byens fornemme borgere allerede længe på Maulanas ankomst med et stort optog af motorkøretøjer for at byde ham velkommen. Maulana kom ind i Damaskus med en kongelig modtagelse ledsaget af et stort optog. Senere deltog, foruden byens fremtrædende borgere, også den syriske regerings justitsminister, parlamentets formand og indenrigsministeren i en borgerlig reception om eftermiddagen.

Ved denne lejlighed blev det erfaret, at Maulanas litteratur var nået frem i stort antal til Sudan og også var ved at nå andre steder i den arabiske verden. Hr. Makkiyun Naseri, lederen af Marokkos islamiske parti, fik tilladelse til at udgive Maulanas litteratur fra Tanger, ud over i Damaskus. Han sagde, at han havde planlagt at udgive Maulanas værker på arabisk og udbrede dem vidt og bredt i Marokko, Tunesien og Algeriet.

Oplysning af de fejlagtige forestillinger om Pakistan

På denne rejse fik Maulana Maududi mulighed for at yde landet en stor tjeneste. Hidtil havde de arabiske lande haft en ugunstig opfattelse af Pakistan. De var blevet vildledt af den indiske propaganda. Gennem sin rejse fjernede Maulana denne fejlagtige opfattelse. Han kritiserede også den arabiske nationalisme og påviste dens vildfarelser. Han sagde til dem, at det eneste grundlag for forbindelserne mellem Pakistan og de arabiske lande er islam. Han sagde endvidere, at ligesom Israel er arabernes fjende, er Indien Pakistans endnu større fjende, fordi Indien uretmæssigt har besat en stor del af Kashmir. Maulana sagde, at Indien har anerkendt staten Israel, mens Pakistan ikke har gjort det. Han spurgte, hvad de arabiske lande i denne situation kunne forvente af Pakistan, hvis de i stedet for Pakistan knyttede venskab med Indien. Under sin rejse i Mellemøsten førte Maulana overalt samtaler med araberne og udførte denne form for oplysningsarbejde om Pakistan. Araberne sagde bedrøvet, at Pakistan ikke havde været sandt repræsenteret i de arabiske lande.

Også ved Maulanas hjemrejse fra Damaskus tog den syriske regering afsked med ham med den største respekt. Transportsekretæren fulgte ham til stationen og gav ham den sidste afskedshilsen. Regeringen sørgede for transport til Maulana helt frem til den syriske grænse.

Jordans kong Shah Hussein inviterede Maulana, og her måtte Maulana holde en tale ved et offentligt møde. Ved dette møde måtte Maulana besvare forskellige spørgsmål om den islamiske livsordning, Jamaat-e-Islami, dens litteratur, oversættelsen af dette til arabisk og lignende. Maulana redegjorde for Pakistans udenrigspolitik, og tilhørerne udtrykte deres tilfredshed med hans svar. Maulana sagde, at selv om de arabiske lande er tyve gange større end Israel, anser de det ikke for forkasteligt at søge hjælp hos Rusland for at undgå Israels angreb. Hvis Pakistan søger Amerikas hjælp for at undgå angreb fra Indien, der er fire gange stærkere end Pakistan, hvorfor skulle det så være forkasteligt? Pakistan har imidlertid altid støttet araberne.

En særlig delegation kom fra Aleppo for at modtage Maulana. Derefter rejste han til Aleppo sammen med den marokkanske leder Makkiyun Naseri og den algierske leder Muhammad al-Ghaybi. Også under denne rejse blev Maulana overalt modtaget med hjertelighed. Før han nåede frem til hver by eller havneby, tog borgerne imod ham med et optog af biler, allerede ti til tolv mil fra byen.

I Homs og Hama tog Ikhwan-ungdomsgruppen imod Maulana med recitation af digte og klapsalver i overensstemmelse med den gamle arabiske tradition. Maulana blev overordentligt glad og betaget af deres spontane glæde og oprigtige varme.

Mange unge fra Syriens militære afdelinger mødtes med Maulana. De fortalte, at de havde læst mange af Maulanas bøger, og at regeringen ikke lagde nogen hindringer eller begrænsninger i vejen for, at de kunne læse hans bøger. Da Maulana hørte dette, blev han inderst inde meget bedrøvet over, at hans litteratur i hans eget land som følge heraf var forbudt for militærets medlemmer. Hos dem blev det betragtet som en alvorlig forbrydelse at være i besiddelse af nogen af Maulanas bøger.

I Saudi-Arabien kom alle, der havde læst Maulanas bøger, for at mødes med ham, og de udvekslede tanker om forskellige emner.

Emigranter fra Russisk Turkestan mødtes med Maulana og fortalte om den russiske regerings yderste forfølgelse af dem. En lærd blandt dem oversatte flere af Maulanas værker til tyrkisk.

Mange muslimer fra det besatte Kashmir beskrev deres lidelser og nød for Maulanaen og fortsatte med grædende at bede til Allah i Haram Sharif.

Mange muslimer fra Tyrkiet fik efter megen søgen mulighed for at møde Maulanaen. De erfarede, at Maulana Maududi i år ville komme for at udføre hajj. Efter forgæves at have ledt efter Maulanaen i Mekka fandt de ham til sidst i Medina og fik et møde med ham. Da de udtrykte ønske om at oversætte Maulanaens litteratur til tyrkisk, gav Maulanaen dem med glæde sin tilladelse.

Militærstyre i Pakistan

I Pakistan var en islamisk forfatning blevet vedtaget og sat i kraft, og i henhold til den nye forfatning skulle der i februar 1959 afholdes almindelige valg i hele landet til national- og provinsforsamlingerne. Men på grund af den islamiske forfatning kunne de islamfjendtlige kredse, fra statsoverhovedet og ned til provinsniveau, ikke få ro i øjnene. For at sabotere den islamiske forfatning begyndte statsoverhovedet Iskandar Mirza at lege den leg, hvor ministerierne på centralplan blev opløst og genopbygget. Det magtesløse parti begyndte at benytte alle mulige kunstgreb for at vinde det kommende valg. Under påskud af at forhindre brud på freden under valget begyndte det regerende parti at udnævne tusinder af specialpolitifolk blandt sine egne folk. Som tidligere begyndte man også denne gang at planlægge at bruge offentligt ansatte til at komme over valgets vanskelige vadested. Under navnet »det kommende valg« blev der etableret et rædselsregime i hele landet.

Maulana Maududi forstod denne situation i dybden. For at give udtryk for sin holdning til den blev der den 6. oktober arrangeret et offentligt møde i Muchidarja i Lahore. I sin tale analyserede Maulana situationen i landet og advarede nationen. Han sagde, at bureaukratiet her i landet var begyndt at rejse hovedet betydeligt på grund af den pakistanske herskerklasses magtbegær og mangel på fremsynethed. Hvis det regerende parti og folket ikke stadig retter deres fejl, vil demokratiet blive begravet i dette land, og oven på det vil bureaukratiets palads blive rejst.

Det siger sig selv, at Maulanaens udtalelse var sand til punkt og prikke. Pakistans bureaukrati ventede på en mulighed. Central- og provinsregeringerne var nærmest blevet til statsoverhovedets dansende dukker. Hooliganismen i Østpakistan nåede helt ind i forsamlingssalen. For det magtbegærlige bureaukrati var dette den gyldne mulighed.

Den nat, hvor Maulana Maududi på det offentlige møde i Muchidarja udtalte sin advarsel til nationen, blev der i de sidste nattetimer indført militærstyre i landet. I nattens mørke vandt Iskandar Mirza spillet, som han havde spillet så længe. Han knuste den længe ønskede og med store vanskeligheder udarbejdede forfatning og påtvang landet militærstyret, det vil sige bureaukratiets enorme møllesten. Alle landets politiske partier og deres aktiviteter blev forbudt.

Maulanaen i Mellemøsten for anden gang

Der er gået flere år, siden Maulana rejste til Saudi-Arabien og Mellemøsten. Som følge af denne rejse er forbindelserne med den islamiske befolkning og lederne i disse lande blevet tættere. De ønsker, at de hvert år må få mulighed for at se Maulana iblandt sig.

Der hersker militærstyre i Pakistan. Al politisk aktivitet er ophørt. Jamaat-e-Islami har heller ingen aktivitet. Dette tidspunkt var særdeles velegnet til Maulanas udenlandsrejse.

I oktober 1959 rejste Maulana for anden gang til Mellemøsten. Formålet med denne rejse var udelukkende at indsamle viden, besøge historiske steder og især at opnå praktisk erfaring med hensyn til “Ardul Quran”, det vil sige de steder, der er omtalt i Koranen. Maulana anså det for nødvendigt selv at se “Ardul Quran” med egne øjne i forbindelse med sin verdensberømte tafsir, »Tafhim al-Quran«.

Også under denne rejse blev Maulana overalt behandlet med særlig broderlig varme. De arabiske regeringer sørgede ivrigt for særlige muligheder og bekvemmeligheder under Maulanas rejse. Den oprigtige gæstfrihed, som Saudi-Arabien og Jordan viste Maulana, vil aldrig blive glemt. Under rejsen fordømte Maulana, når lejligheden bød sig, arabisk nationalisme skarpt og forsøgte at korrigere denne fejlagtige ideologi. I sine samtaler og drøftelser gjorde Maulana araberne bekendt med Pakistans sande position og virkelige forhold. Maulana sagde dem utvetydigt:

“Forholdet mellem jer og os er udelukkende baseret på islam. Hvis I rejser jer for islam, vil hundredvis af millioner muslimer i verden stille sig bag jer. Men hvis I i stedet for islam vælger kufr og jahiliyyah, vil ikke blot verdens øvrige muslimer, men også de arabiske muslimer forlade jer.”

Maulana sagde endvidere:

“Jeg mener, at den strøm af nationalisme, ateisme og syndighed, som har bredt sig i de arabiske lande, har én og samme kilde. Disse tre ting er uløseligt forbundet med hinanden. De, der er arabisk nationalismes bannerførere, er også ateismens og oprørets mod Gud bannerførere.”

Maulanas anden rejse til Mellemøsten blev i betydelig grad lovende. Hans bøger og skrifter var denne gang mere kendte og værdsatte i de arabiske lande end efter den første rejse. Landenes regeringer behandlede også Maulana med større oprigtighed, gæstfrihed og broderlighed end tidligere. Ved folkeforsamlinger, på colleges og ved sammenkomster for dannede mennesker holdt Maulana forskellige steder taler, hvori han klart forklarede sit budskab og sin mission og gav tilfredsstillende svar på forskellige spørgsmål. Derved fik Maulana en nærmere forbindelse med de dannede kredse. Det kom frem, at Maulanas kraftfulde litteratur påvirkede visse menneskers sind og tanker imod arabisk nationalisme. Kort sagt blev Maulanas anden rejse til Mellemøsten fuldt ud vellykket.

For at gøre Tafhim al-Qur’an, den revolutionære tafsir af Koranen skrevet til fremtidige generationer, autoritativ, pålidelig og tiltrækkende tilbragte Maulana over tre måneder på denne rejse. Blandt de historiske steder, han besøgte, er følgende særligt bemærkelsesværdige.

Dir’iyah – som var centrum for Muhammad ibn Abd al-Wahhab Najdis bevægelse. Aqrabah – hvor Musaylimah, der falskeligt gjorde krav på profetværdigheden, blev besejret af Khalid ibn al-Walid. Hazrat Ayyub Ansaris bolig, Saqifah Banu Sa’idah, Mu’tah, Yarmuk, Shumaysi, stedet for Hudaybiyyah-traktaten, den hellige Profets (fred være med ham) fødested, Dar al-Arqam, Abu Talibs kløft, Jabal al-Nur, hulen, Kuh-e Sattar, ruinerne af Taif, al-Khayf-moskeen, Jabal al-Rahmah ved Uhud, hvor den hellige Profet (fred være med ham) udstationerede halvtreds bueskytter som vagter, Khaybar, levnene efter Mada’in Salih, Tabuk, al-‘Aqabah – hvor sabbattens folk plejede at fiske, Musa (fred være med ham)s dal, Jabal Musa (fred være med ham), stedet hvor Hazrat Harun virkede, og andre steder. Resultatet af Maulanas rejse med henblik på forskning og undervisning var, at der i Tafhim al-Qur’an blev indføjet smukke fotografier af disse steder og ruiner. Desuden blev de nyeste oplysninger om de emner, der er omtalt i den hellige Korans oprindelige tekst, indsamlet.

Maulanas bidrag til Medina Universitet

Kort efter afslutningen på den anden rejse til Mellemøsten måtte Maulana igen rejse til Saudi-Arabien i december 1960. Denne gang rejste han på invitation af Shah Saud. Shah Saud havde længe næret et ønske om at oprette et islamisk universitet i Medina. For at udarbejde et første udkast til det foreslåede universitet indkaldte han til et møde med en række eksperter. Maulana Maududi deltog i mødet som »kongelig gæst«.

Maulana Maududi havde allerede udarbejdet et udkast til det islamiske universitet, som han tog med sig. Han fremlagde en kopi af hele udkastet for hvert medlem, der deltog i mødet. Efter en detaljeret drøftelse og nogle få ændringer blev Maulanas plan enstemmigt vedtaget, og Medina Islamiske Universitet blev grundlagt på dette grundlag. Shah Saud bad Maulana om at tage til Medina, se på universitetets område og bygninger og give de nødvendige råd. Derefter rejste Maulana til Medina.

Som tak udnævnte Shah Saud Maulana til permanent medlem af den styrende bestyrelse for Medina Islamiske Universitet. Shah Saud lovede også forskellige muligheder og faciliteter for pakistanske studerende. Allerede på det tidspunkt studerede et betydeligt antal pakistanske studerende ved dette universitet.

På denne rejse stiftede Maulana bekendtskab med mange mennesker. Professorer og studerende fra Riyadh Universitet drøftede forskellige emner med Maulana. Maulana holdt taler ved forskellige arrangementer.

Denne gang blev der her udarbejdet et program for islamisk tabligh i Afrika. På invitation fra Anjuman Himayat-e-Islam i Nairobi blev der udarbejdet et omfattende program for Maulana. Kenyas muslimer ventede også med stor spænding på Maulanas ankomst. Men desværre blev Maulanas rejse til Afrika af forskellige årsager ikke mulig.

Efter militærstyret

Som tidligere nævnt blev der indført militærstyre i Pakistan den 8. oktober 1958. På det tidspunkt blev alle politiske partier i Pakistan erklæret ulovlige. Som følge heraf blev alle politiske aktiviteter i landet indstillet. Det siger sig selv, at også Jamaat-e-Islamis aktiviteter, ligesom de øvrige partiers, blev indstillet i denne periode. Den uventede fritid, Maulana Maududi derved fik, var han i stand til at udnytte fuldt ud. Hans flere måneder lange rejse i Mellemøsten var af særlig betydning. I mange år havde han næret et ønske i sit hjerte om at besøge de historisk betydningsfulde steder, der er omtalt i Koranen. Nu blev hans mangeårige ønske opfyldt. Desuden fik han på Shah Sauds ønske tid til at udarbejde en omfattende foreløbig plan for Det Islamiske Universitet i Medina. Ved med egne øjne at besøge »Koranens land« og nedskrive sine praktiske erfaringer derfra har han afhjulpet en stor mangel i tafsir-litteraturen, og der er ingen tvivl om, at Det Islamiske Universitet i Medina, som blev grundlagt på basis af hans plan, vil forblive et monument i den islamiske verden.

I 1962 ophørte militærstyret imidlertid, og i juli samme år blev loven om politiske partier vedtaget i Pakistans nationalforsamling. På grundlag af denne lov begyndte de politiske partiers aktiviteter igen. De tidligere politiske partier begyndte at genopstå. Jamaat-e-Islamis organisatoriske arbejde kom før alle andres igen til at foregå med samme fulde kraft som tidligere.

Jamaat-e-Islamis konference for hele Pakistan

Jamaat-e-Islamis Majlis-e-Shura (Central Council) bekendtgjorde, at en konference for Jamaat-e-Islami i hele Pakistan skulle afholdes i Lahore i oktober 1963. Det regerende parti blev bekymret, da det så Jamaat-e-Islamis stærke organisation og voksende popularitet under Maulana Maududis kraftfulde ledelse. For at forhindre konferencen i at blive afholdt nægtede regeringen i Vestpakistan først at give tilladelse til noget sted overhovedet. Senere blev der ganske vist givet tilladelse til et elendigt sted, men ikke til at bruge højttalere. Derefter blev brugen af højttalere forbudt i hele Vestpakistan. Da konferencen alligevel begyndte uden højttalere med ti- til tolvtusind deltagere, blev der skabt uro af en gruppe lejemordere, og en uskyldig Jamaat-medarbejder blev skudt og dræbt ved højlys dag for politiets øjne. Trods alle disse hændelser blev konferencens arbejde afsluttet med stor tålmodighed og sindsro.

Jeg ønsker at gøre læserne bekendt med en kort beretning om denne konference, så de fuldt ud kan forstå, hvad der faktisk skete. Regeringen lod ingen intrige uprøvet for at forpurre konferencen. Da denne landsdækkende konference skulle afholdes efter næsten ti år, forventede man, at ti- til tolvtusind medarbejdere ville deltage. Regeringen nægtede imidlertid at stille den nødvendige rummelige plads til rådighed og gav tilladelse til et trangt område mellem Bhati-porten og Taksali-porten. De jernbanevogne, som var reserveret til medarbejdere, der ønskede at deltage og kom fra fjerne egne, blev aflyst kort før afrejsen. Derefter blev det nægtet at give tilladelse til at bruge højttalere. Det er umuligt at opretholde orden ved en konference med tusinder af mennesker uden højttalere. Den demokratiske ret til at bruge højttalere kunne heller ikke opgives. Derfor blev der indgivet en stævning til højesteret. Da man forventede, at højesterets afgørelse ville være til Jamaats fordel, blev brugen af højttalere i hele Vestpakistan forbudt ved en bekendtgørelse, endnu før afgørelsen blev offentliggjort. Under særlige omstændigheder kunne distriktsmyndighederne dog, hvis de ønskede det, give tilladelse til at bruge højttalere. Med henvisning til denne mulighed blev distriktsmyndighederne i Lahore anmodet om tilladelse til at bruge højttalere. Distriktsmyndighederne nægtede at give tilladelsen med den begrundelse, at beboerne i det kvarter i byen, hvor Jamaats konference blev afholdt, ikke brød sig om sådanne konferencer. De hævdede på beboernes vegne, at der ikke måtte gives tilladelse til at bruge højttalere; ellers var der risiko for, at freden blev forstyrret.

Da Jamaats repræsentanter fortalte kvarterets beboere dette, blev de forbløffede og erklærede, at det var en uvirkelig anklage. Desuden protesterede beboerne kraftigt og erklærede, at de ikke havde gjort nogen indsigelse mod brugen af højttalere. Blandt de beboere, der underskrev denne protesterklæring, var ti advokater og en professor.

Trods alt dette blev der ikke givet tilladelse til at bruge højttalere. Konferencens arbejde skulle begynde den 25. oktober. Der var allerede truffet foranstaltninger til forskellige pavilloner under seks hundrede shamianaer, et hundrede badehuse, tre hundrede toiletter, telefoner, elektrisk belysning og så videre. Folk var begyndt at ankomme to dage i forvejen. På et hastemøde i den centrale Majlis-e-Shura (Central Council) den 25. oktober blev det besluttet, at konferencen skulle gennemføres uden højttalere.

Om aftenen gik vi til lejren. Vi så, at det sted, der engang var fyldt med stinkende affald, nu strålede med en enestående, himmelsk skønhed. Det blev langt ud på natten, mens sårede venner fra nær og fjern mødtes, omfavnede hinanden, talte sammen og blev præsenteret for hinanden.

Næste dag klokken ni skulle Maulana Maududi holde åbningstalen ved konferencen. Femten til tyve tusind mennesker var samlet. Maulana havde fået sin tale trykt. Hans instruktion var, at når han begyndte sin åbningstale fra talerstolen, skulle nogle medarbejdere på præcis samme tidspunkt stå på borde blandt tilhørerne med femten til tyve håndsbredder mellem sig og læse den trykte tale højt. På den måde kunne alle høre talen på samme tid uden mikrofon. Arbejdet begyndte således, punktligt som et urværk.

Omkring ti minutter efter arbejdets begyndelse trængte nogle bøller pludselig ind i forsamlingsområdet. De var næsten vanvittige af beruselse. De begyndte at forstyrre mødet; pludselig brød der ild ud i teltet, og uden for teltet hørtes tumult og skud fra pistoler. Der blev også flere gange skudt mod Maulana, men hvert eneste skud ramte ved siden af. På dette tidspunkt hørtes det fra alle sider: “Maulana, sæt Dem ned, Maulana, sæt Dem ned.”

Men Maulana blev stående som før og sagde med rolig stemme: “Hvis jeg sætter mig ned, hvem skal så blive stående?”

Det var i sandhed den rette leders svar for den islamiske bevægelse. Hvis den, der leder, i farens yderste øjeblik sætter sig ned, vender ryggen til og mister modet, kan man så tvivle på, at bevægelsen vil dø en for tidlig død? I dette farens øjeblik udfyldte han derfor sin rolle som en værdig leder af den islamiske bevægelse: frygtløs og urokkelig blev han stående. Hvor stor var hans hengivenhed til idealet, hvor storslået hans beredvillighed til at ofre livet for Guds tilfredshed! Hvor fuldstændig hans underkastelse under Allahs vilje!

Jamaat-medarbejderne formåede med umådelig tålmodighed og visdom på ti-femten minutter at bringe hele situationen fuldstændigt under kontrol og genoprette fuld orden. Politiet stod imidlertid blot og så på. Maulana genoptog derefter sin åbningstale og fuldførte den. Der opstod ikke mere nogen form for uro.

Men vi forstod ikke, at en veritabel katastrofe uden for forsamlingsområdet på femten-tyve minutter havde lagt alt øde. De veluddannede, dygtige og tålmodige Jamaat-medarbejdere, som var sat til at opretholde ordenen, lod os ikke få noget at vide.

Efter åbningstalen gik vi uden for forsamlingsområdet og lejren. Det føltes, som om en storm havde fejet hen over stedet med en fart på hundrede eller hundrede og halvtreds mil i timen. De mange butikker, mad- og teboder, der var opstillet til konferencen, samt lejren for Lahore-Jamaats medarbejdere, der havde stået vagt, lå fuldstændig ødelagte, splittede og hærgede, dækket af støv. En time senere fik vi at vide, at Jamaat-medarbejderen Allah Bakhsh var blevet martyr, ramt af en pistolkugle affyret af en bølle. Martyrens hustru og døtre befandt sig i kvindelejren. Også kvindelejren var blevet angrebet af bøllerne. Men vi blev målløse af forbløffelse over, at alt dette var sket, uden tumult, løben omkring, gråd eller nogen form for uro og ophidselse. Jeg havde aldrig kunnet forestille mig en så enestående, tålmodighedspræget atmosfære. Hvor der er mord – men ingen skrig; hvor der er brand – men ingen klage.

Jeg finder det nødvendigt at fremlægge Maulanaens åbningstale til læsernes orientering.

Maulana Maududis åbningstale ved Jamaat-e-Islamis Lahore-konference

(Mens denne tale blev holdt, blev Jamaat-medlemmet Allah Bakhsh martyrdræbt af lejemorderes kugler)

Venner!

I dag har vi for første gang siden 1957 fået mulighed for at samles til en konference for hele Pakistan. For 22 år siden blev Jamaat-e-Islamis grundlag lagt i denne by med blot 75 medlemmer. I dag samles vi igen i denne by. Det er Allah den Højestes grænseløse nåde, at Han trods alle vores fejl og mangler har antaget den oprigtighed, hvormed vi begyndte denne beskedne tjeneste for din. Han har skænket dette arbejde en sådan velsignelse, at der i dag i alle Pakistans områder findes tusinder af medlemmer og tilhængere af Jamaat, personer med sympati for Jamaat og personer, der er påvirket af Jamaat, og dens indflydelse har også bredt sig til forskellige dele af verden uden for landet. Vi havde ikke evnen til at opnå dette resultat gennem vores egne bestræbelser. Alt dette er en gave fra Gud og et forunderligt resultat af hjælp og støtte fra Hans hellige Væsen. Derfor bringer vi Ham vores tak med fuld oprigtighed.

Venner!

I Pakistan Jamaat-e-Islamis historie findes der ikke en eneste dag, som ikke er faldet under landets herskeres vrede og ikke har været som en torn i deres øjne. Alle, der har været ved magten her gennem de seneste 16 år, har anset denne Jamaats eksistens for irriterende og utålelig. De har direkte og indirekte ført falsk propaganda imod os. Der er blevet spredt nye og stadigt flere beskyldninger mod os. Vores aviser og tidsskrifter er blevet lukket. Vores økonomiske midler og ejendom er blevet konfiskeret. Der er blevet skabt forskellige hindringer for vores arbejde. Vi har måttet afsone fængselsstraffe. Derefter blev vores organisation under militærstyret opløst, og alle de konstruktive arbejder, som vi gennem årevis havde opbygget med de penge, vores arbejdere og tilhængere havde tjent gennem utrætteligt arbejde, blev udslettet. Alligevel havde vi aldrig været konkurrenter om magten. Vi havde aldrig ønsket at få magten i egne hænder i stedet for andres. Vores krav har altid været, og er det stadig, at eftersom dette land er blevet skabt i islams navn, bør en fuldt ud islamisk livsordning gennemføres her. Vi har gentagne gange sagt dette med fuld oprigtighed: Enhver, der ærligt gennemfører dette arbejde, vil vi støtte af hele vores hjerte, og langt fra at kræve at dele magten med ham vil vi ikke engang ønske nogen form for belønning fra ham. Men alle, der har været ved magten her, har på den ene side forsøgt at føre dette land endnu længere bort fra islam under slagord om islam, og på den anden side har de, fordi de har betragtet os som en hindring på vejen til deres myndighed, anvendt selv de usleste våben for at undertrykke og udslette os.

Jeg gentager ikke denne historie som en anklage. Den gunst, som de magthavende har vist os, er ikke nogen ny nåde. Mit eneste formål er at vække netop denne følelse i os. I 16 år har vi været udsat for lignende og endnu hårdere nådesbevisninger, og selv mens vi arbejdede under konfrontation med alt dette, er vores bevægelse ved Guds nåde nået så langt. Derfor skal I ikke blive nedslåede blot fordi man har forsøgt at sabotere vores konference ved at fratage os mikrofonen. Intet tidligere, selv ikke et hårdere indgreb end dette, har kunnet skade os. Tværtimod har det vist sig at være til vores fordel. Hvilken skade kan dette lille, usle forsøg da gøre os? Hvis der sker skade, vil det skyldes vores egen uvidenhed, ikke noget angreb fra andre. Hvis Allah naturligvis vil det, er det en anden sag.

Venner!

Den, der skal arbejde for Guds deen, må nødvendigvis besidde to egenskaber. Den ene er sabr, og den anden er hikmat eller sund dømmekraft. Sabr kræver, at I ikke mister balancen i ophidselse, hvis der skabes en hindring på jeres vej. Tværtimod må I bevare jeres beslutning fast over for enhver hindring og, samtidig med at I beskytter jeres sind og forstand mod ophidselsens hede, vælge den vej, der bygger på sund dømmekraft.

Sund dømmekraft betyder, at I ikke blindt må vænne jer til kun at følge én bestemt vej. Tværtimod må I have evnen til at finde ti andre veje, så snart én vej bliver lukket. Den, der ikke besidder denne hikmat, sætter sig ned, så snart han ser én vej lukket. Og hvis han samtidig mangler sabr, slår han hovedet mod hindringen i sammenstødet med den eller opgiver vejen. Men den, som Allah har skænket både hikmat og sabr, bliver som en strømmende flod. Intet kan skade dens mål. Den vældige klippe bliver målløs, og floden fortsætter ad en anden vej mod sin destination.

At tale ved møder og konferencer, så tusinder hører det, er ikke den eneste måde, hvorpå vi kan bringe vores budskab videre og udbrede dawah. Det er uden tvivl også en metode til dette arbejde. Men hvis denne vej bliver lukket for os, gør det ikke noget. Gå ud i hele Lahore i grupper på tre eller fire. Gå fra hus til hus, fra butik til butik og fra moské til moské. Mød hver enkelt person for sig. Fortæl alle, hvad Jamaat-e-Islami er, hvad dens system og organisation er, hvad dens mål er, hvordan den arbejder, hvilke ting den ønsker at reformere, og hvilke gode gerninger den ønsker at etablere. Gør dem, der ønsker at forstå mere, bekendt med Jamaatens litteratur. Når de har læst den, vil de kunne danne sig deres egen mening. Spild ikke tid på dem, der ikke er interesserede. Brug derimod jeres tid på de interesserede. Og gå fremad uden at komme i konflikt med dem, der ønsker at indlede en debat. Jeres metode—

********************************************

Kald til jeres Herres vej med hikmat og den bedste formaning. (Sura an-Nahl, vers 125)

Jeres dawah bør således følge denne guddommelige anvisning. Jeres sprog skal være mildt. Jeres karakter skal være ren. Jeres omgang med andre skal være høflig. Besvar det onde med det gode. Hvis I virkelig ønsker at etablere det gode i stedet for det onde, må I bevise det, ikke blot med ord, men gennem jeres handlinger og jeres måde at udtrykke jer på. Tro derefter på, at Allahs barmhjertighed vil være jeres hjælper, og at Guds engle, som vil hjælpe jer, vil udføre langt mere arbejde, end I selv kommer til at udføre.

I disse konferencedage vil mange øjne iagttage jer fra forskellige synsvinkler. I har bragt essensen af jeres Jamaat med hertil og lagt den frem til skue. I vil blive prøvet på utallige prøvesten. Hvis I nu ønsker at bevise jer selv som ægte eller forfalskede, vil det afhænge af jeres handlinger. Tiden er en meget nådesløs prøver. I kan ikke ved kunstige metoder eller ydre pragt bevise jer uforfalskede på dens prøvesten. Selv hvis I i virkeligheden er uforfalskede, vil den først anerkende jer som ægte efter megen overvejelse og tøven. Men tro mig: Hvis I gennem jeres handlinger beviser jer uforfalskede, vil den modsatte kraft, hvor stort et forsøg den end gør på at bevise jer forfalskede, i stedet skade sig selv. Bliv ikke det mindste forfærdede, når I ser falske angreb. De kommer som en storm, men forsvinder på et øjeblik som bobler. Og når de én gang er udslettet, flyder deres skjulte affald på en sådan måde frem for menneskenes øjne, at hele verden råber »fy« ad det. Derfor bør I ikke tænke på, hvordan I skal bekæmpe løgnen. I bør tænke på jeres egen sandhed. Hvis I er sande, behøver I ikke selv bekæmpe løgnen. Allah vil bekæmpe den og gøre dagens løgn lige så lærerig, som Han tidligere har gjort løgnene i hver tidsalder lærdomsrige.

Til sidst vil jeg sige dette: Enhver, der betragter denne Jamaat og denne bevægelse som en frygtelig fare for sig selv, bruger alle sine kræfter imod mig. Det forekommer naturligvis dem, der elsker mig, ubehageligt. I vil gang på gang stå over for denne situation. Jeg frygter, at I i stedet for at udvide jeres dawah kommer til at bruge jeres tid og kræfter på at forsvare mig. Jeg vil forsikre alle mine nære brødre om, at jeg ved Guds nåde ikke har brug for noget forsvar. Jeg er ikke pludselig kommet hertil fra det ydre rum. Jeg har arbejdet på dette lands jord i årevis. Millioner af mennesker kender direkte til mit arbejde. Mine skrifter er ikke blot udbredt i dette land, men i store dele af verden, og en af min Herres nåder mod mig er, at Han har holdt mig fri for besmittelse. Det er ikke let at sværte mit ansigt til. Det er ikke så enkelt, at hvem som helst kan rejse sig, fremsætte ti eller tyve falske beskyldninger og stryge en plet blæk hen over mit ansigt. Særligt ikke sådanne mennesker, som hverken har en fortid eller en fremtid, og som begivenhederne kun har bragt til tops i nogle få dage. Ved at spille dette spil vil de, om Allah vil, ikke kunne skade mig. Derfor er jeg selv rolig, og det bør I også være. I stedet for at beskæftige jer med at forsvare mig skal I fortsætte med at kalde Allahs tjenere til Allahs vej. Jeg stoler på min Herre. Hvis jeg har tjent Hans din med oprigtig hensigt, vil Han selv forsvare mig.

Det skyldes Allah den Almægtiges grænseløse nåde og overvældende majestæt, at konferencen ikke kunne saboteres, selv om man tog alle former for lumske metoder i brug, og at det ikke lykkedes at skade hverken Maulana eller Jamaat. Tværtimod vakte Jamaat-e Islami sympati i hele landet. Da de små grupper på tre eller fire personer efter Maulanas anvisning spredte sig rundt i byen, opnåede man ikke blot folkets storsindede støtte; omkring ti tusind mennesker underskrev Jamaats støtteerklæring og meldte sig ind i Jamaat.

Efter den første dags store tumult forløb de resterende to dage godt. Vi forlod alle konferencens teltområde. Derefter samledes vi, medlemmerne af det centrale shura-råd, i Maulanas bolig i 5-A Zaildar Park og begyndte at undersøge og gennemgå konferencens forskellige forhold. På et tidspunkt i drøftelsen foreslog vi alle, at der af hensyn til sikkerheden skulle udstationeres to bevæbnede vagter ved Maulanas bolig, eftersom Ayub-regeringen var fast besluttet på at tage Maulanas liv og udrydde Jamaat.

Med et mildt smil afviste Maulana forslaget og sagde: »Se, jeg leder en islamisk bevægelse, hvor livsfare er uundgåelig hvert eneste øjeblik. På den ene side skulle jeg råde jer til at sætte jeres liv på spil, mens jeg på den anden side skulle ansætte vagter for min egen sikkerheds skyld — hvad kunne være mere latterligt end det? Det ville også være uværdigt for mig.«

Efter at have været tavs et øjeblik fortsatte han: Hvis Allah ikke ønsker, at nogen skal dø, kan hele verden forsøge, uden at kunne dræbe ham. Men hvis Han vil det, kan en far miste livet ved sin egen søns skud.

Maulana kom til at sige nogle ord, som om han talte med sig selv. Da man under konferencen, mens der blev skudt, bad Maulana om at sætte sig, havde han sagt: »Hvis jeg sætter mig ned, når jeg ser faren, hvem skal så blive stående?« Maulanas frygtløse ord havde opmuntret og inspireret aktivisterne hundredfold. Det var virkelig en idealleders ord. Denne udtalelse var endnu vigtigere. Men hans ord var ikke en profeti, for mennesker har hverken evnen eller retten til at profetere. Maulanas udtalelse handlede om den sandsynlige følge af at analysere det daværende samfundssystems udvikling og dynamik. Men mærkeligt nok blev hans ord til virkelighed inden for tre eller fire måneder. På ordre fra Ayub Khan forsøgte den daværende guvernør i Vestpakistan at forvandle Jamaats konference til en blodig scene ved at hente lejesoldater og bøller fra Kalabagh. Tre eller fire måneder senere mistede han livet i sit eget hjem, da hans egen søn skød ham med en pistol.

Jamaat-e Islami erklæres ulovlig

Som tidligere nævnt havde de centrale og provinsielle ministre allerede før konferencen ophedet situationen med den ene ophidsende erklæring efter den anden mod Jamaat-e Islami og Maulana Maududi. Da de derefter så konferencens triumferende succes, blev de desperate og besluttede, at denne Jamaat måtte udslettes. I overensstemmelse hermed blev Jamaat-e Islami-organisationen den 6. januar 1964 erklæret ulovlig i hele landet, og tres af Jamaats ledere, heriblandt Maulana Maududi, blev arresteret og sendt i fængsel.

Pakistans mest solide lovlydige og fredselskende parti blev fjernet fra den politiske arena, og dets ledere blev forvist til fængslets mørke celler. Lederne af alle landets politiske partier (med undtagelse af regeringspartiet) fremsatte skarpe protester. Fra næsten alle muslimske lande lød der protester og fordømmelser. Men efter at have tilintetgjort Jamaat-e-Islami forblev regeringen tavs og åndede lettet op.

Det er især værd at nævne, at det revolutionerende månedsskrift Tarjuman-ul-Qur’an, som Maulana Maududi udgav i 1932, hidtil var udkommet regelmæssigt. I løbet af de foregående enogtredive år havde hverken den indiske regering før delingen eller Pakistans regering efter delingen vovet at lukke dette tidsskrift. Men den såkaldte folkelige og demokratiske pakistanske regering efter militærstyret forbød dets udgivelse i seks måneder fra januar 1964 af en ubetydelig grund.

Det er almindeligt anerkendt, at Maulanas koranfortolkning Tafhim-ul-Qur’an er et uvurderligt bidrag til tafsir-litteraturen. Tafhim-ul-Qur’an var Maulanas livslange bestræbelse. Men da Jamaat-e-Islami var blevet erklæret ulovlig, og han blev sendt i fængsel, fik han ikke engang tilladelse til at skrive sin tafsir af Den Hellige Koran i fængslet. Efter kraftige protester fra den islamisk sindede befolkning gav regeringen dog til sidst sin tilladelse.

Jamaatens sag

Nogen tid senere blev der indgivet writ-ansøgninger ved Vestpakistans og Østpakistans højesteretter mod regeringens bekendtgørelse om at erklære Jamaat-e-Islami ulovlig. Vestpakistans højesteret afsagde dom til fordel for regeringen, mens Østpakistans højesteret afsagde dom til fordel for Jamaat. På ny indgav Maulana Maududi en appel til Højesteret over Vestpakistans højesterets dom. Da sandhedens sejr var sikker og uundgåelig, afsagde den ærede Højesteret den 25. september en klar dom til fordel for Jamaat-e-Islami og skabte således et historisk præcedens for en retfærdig og velordnet retspleje.

Nedenfor gengives til alles orientering de klare og frygtløse svar, som Maulana Maududi gav foran Vestpakistans tribunal og højesteret på de anklager, der lå til grund for, at regeringen erklærede Jamaat-e-Islami ulovlig og fængslede dens ledere.

En særlig anklage blandt anklagerne var, at Maulana Maududi havde udstedt en fatwa om, at jihad i Kashmir var haram. Denne anklage blev igen og igen spredt. Kashmir-spørgsmålet er for Pakistan et spørgsmål om liv og død. Anklagernes hensigt var at ophidse folket mod ham ved at fremstille Maulana Maududi som modstander af en løsning på Kashmir-spørgsmålet. Til sidst er også de kashmiriske folkeføreres udtalelser medtaget om dette, så anklagernes mentale sygdom kan blive tydelig for læserne og offentligheden.

Maulana Maududis svar

Til indenrigssekretæren for Vestpakistans regering—

Ærede hr.,

I Deres brev af 13.1.64 vil jeg først kort redegøre for mine retmæssige indsigelser mod de grunde til min anholdelse og tilbageholdelse, som De har angivet. Derefter vil jeg fremsætte nogle overordnede bemærkninger til dem og til sidst beskrive hver enkelt grund separat.

Retmæssige indsigelser mod tilbageholdelsen

Mine retmæssige indsigelser vedrørende grundene til min anholdelse og tilbageholdelse er som følger:

1. Jeg blev anholdt den 6. januar 1964, og grundene til min anholdelse og tilbageholdelse blev meddelt mig om aftenen den 13. januar. Men der er ikke én eneste af disse grunde, som ikke var nævnt i pressemeddelelsen. Denne pressemeddelelse blev udsendt af regeringen den 6. januar og offentliggjort i alle landets aviser den 7. januar. Det betyder, at grundene til tilbageholdelsen blev udarbejdet den 6. januar. Alligevel blev de først sendt til mig efter en forsinkelse på otte dage. Det er åbenbart i strid med den lov, med hjemmel i hvilken jeg blev anholdt, hvis § 3, stk. 6, siger, at den tilbageholdte så hurtigt som muligt skal underrettes om grundene til sin anholdelse og tilbageholdelse. Kan der gives nogen rimelig begrundelse for, at et sammendrag af den pressemeddelelse, der blev offentliggjort den 6. januar, ikke kunne være udarbejdet på mindre end otte dage?

2. Allerede den anden dag efter modtagelsen af Deres skrivelse anmodede jeg Dem om at tillade mig at få de nødvendige bøger og dokumenter bragt udefra, så jeg kunne besvare grundene til min tilbageholdelse. Men De lod yderligere tiden gå, før De gav denne tilladelse, og jeg kunne ikke få de nødvendige bøger og dokumenter før den 4. februar. På denne måde lod De en hel måned gå, således at jeg ikke på nogen måde kunne drage fordel af selv den mulighed, som en tilbageholdt person formelt får gennem loven om offentlig sikkerhed, for at fremlægge sin redegørelse. Der findes ingen rimelig grund til den langtrukkenhed, der kendetegner Deres kontors sagsbehandling. Hvorfor skal den person, hvis frihed De har berøvet, straffes for denne langsommelighed?

3. I min ansøgning af 14. januar anmodede jeg Dem også om at tillade mig at rådføre mig med mine advokater, så jeg kunne besvare grundene til min tilbageholdelse. Den 1. februar fremsatte jeg på ny denne anmodning. Flere dage senere modtog jeg gennem distriktsinspektøren på Deres vegne det svar, at jeg måtte rådføre mig med advokaterne. Men under dette møde ville en person fra C.I.D. være til stede. Det var utvivlsomt en urimelig betingelse. Med denne betingelse var juridisk rådgivning for mig fuldstændig nytteløs. Det er på ingen måde foreneligt med almindelig fornuft og viden, at en agent for den anden part, som en persons anklage er rettet imod, skulle være til stede under hans samtale med sin egen advokat, når han ønsker juridisk rådgivning med henblik på at tilbagevise anklagen; under samtalen med den advokat, som han ønsker juridisk rådgivning fra for at tilbagevise anklagen, skulle den anden part, mod hvem hans anklage er rettet, have sin agent til stede imellem dem.

Antag, at den tilbageholdte og hans advokat beslutter, at der er mulighed for at indgive en begæring om at få oplyst grundene til tilbageholdelsen (Habious Corpus) som indsigelse mod denne tilbageholdelse. Tilstedeværelsen af C.I.D.-folk under denne drøftelse betyder altså, at De vil være bekendt med indholdet af habeas corpus-begæringen, før den når frem til retten, og vil træffe de nødvendige foranstaltninger for at få den afvist. Er dette ikke et åbenlyst justitsmord? [Jeg er taknemmelig for, at de fjernede denne indsigelse fra mig den 26. februar.]

4. Af alle de grunde til arrestation og tilbageholdelse, som De har anført i dette brev, er alle bortset fra den syvende uklare, uigennemsigtige og blot løse anklager. Heraf kan man ikke se, hvad grundlaget for disse anklager er. At anføre grundene til tilbageholdelsen på denne måde er det samme som slet ikke at anføre dem.

5. Den femte af de grunde til tilbageholdelse, De har anført, siger, at Jamaat-e-Islami før den blev erklæret ulovlig i henhold til den ændrede straffelov fra 1908, var involveret i sådanne og sådanne aktiviteter, og at du som dens Amir deltog i disse aktiviteter. Derfor er du blevet tilbageholdt.

Denne tilbageholdelse fandt sted netop den dag og på det tidspunkt, hvor Jamaat-e-Islami blev erklæret ulovlig ved hjælp af den ændrede straffelov fra 1908. Den klare betydning af dette er, at denne tilbageholdelse er en straf for mine tidligere handlinger (hvis man for et øjeblik, for argumentets skyld, antager, at det forholder sig sådan). Men den lov, med hvis hjælp jeg er blevet arresteret og tilbageholdt, giver Dem beføjelse til Preventive Detention, ikke Punitive Detention. De har således i virkeligheden overskredet lovens grænser. Hvis regeringen frygtede, at jeg også efter erklæringen af Jamaat-e-Islami som ulovlig ville udføre den handling, på grund af hvilken Jamaat blev erklæret ulovlig, fandtes der underafsnit 1, 2 og 3 i paragraf 17 i den ændrede straffelov fra 1908 til dette formål. Hvad var da behovet for at anvende forordningen om offentlig sikkerhed? Beviser dette ikke, at regeringen var yderst ivrig efter at arrestere mig? Regeringen kunne ikke engang vente lidt for at se, om jeg ville udføre denne handling efter forbuddet mod Jamaat eller ej; i stedet straffede De mig for mine tidligere handlinger gennem forordningen om offentlig sikkerhed.

6. Den forordning, gennem hvilken De har arresteret og tilbageholdt mig på grundlag af den femte og den syvende af tilbageholdelsesgrundene, ligger uden for dens anvendelsesområde. Selv hvis man for argumentets skyld antager, at jeg har udført alle de handlinger, De har anklaget mig for, har De ikke ret til at gribe ind over for mig gennem forordningen om offentlig sikkerhed.

7. Den syvende grund falder ind under Press and Publications Ordinance. Gennem denne har De allerede tidligere lukket mit blad Tarjuman-ul-Quran i seks måneder. Nu er jeg på fuldstændig uretfærdig vis og i strid med lovens grænser blevet straffet gennem forordningen om offentlig sikkerhed for at have offentliggjort denne artikel.

Nogle generelle overvejelser om grundene til tilbageholdelsen

Efter at have fremsat disse juridiske indsigelser ønsker jeg at gennemgå disse grunde. Før jeg gennemgår dem én efter én, vil jeg med fuld ansvarsfølelse klart og bestemt erklære, at de grunde til min arrestation og tilbageholdelse, som er anført i Deres brev, ikke er de virkelige grunde. Den virkelige årsag er derimod noget andet, og det er grunde, som regeringen selv har vanskeligt ved at offentliggøre.

Den første grund var, at jeg under en tale ved et offentligt møde i Rawalpindi i 1963 havde krævet, at de betydningsfulde stater Swat og Dir og andre tilsvarende stater blev tilsluttet Vestpakistan på samme måde, som Kalat, Kharan, Makran, Bahawalpur og de øvrige grænsestater var blevet tilsluttet Vestpakistan. Og at indbyggerne i disse områder fik de samme muligheder, fordele og rettigheder, som Pakistans øvrige borgere nød. Vores krav var fuldt ud baseret på et lovligt grundlag: Da alle de betydningsfulde stater i det tidligere Britisk Indien blev knyttet til Pakistan og Indien, hvorfor skulle da også dette sidste levn fra slaveriets tidsalder ikke fjernes? Fordi jeg havde fremsat en så klart og præcist begrundet udtalelse, blev nogle højtstående personer i regeringen utilpasse og brød ud i vrede.

For det andet led det regerende parti nederlag ved to suppleringsvalg i Rawalpindi og Hyderabad som følge af Jamaat-e-Islamis indsats. Dette pustede til de regerendes vredesild. De to valg blev afholdt henholdsvis i september og oktober 1963.

For det tredje betragtede de regerende personer Jamaat-e-Islamis velorganiserede bevægelse som en stor hindring på vejen for deres eget Convention Muslim League, og de anså det for nødvendigt at tilintetgøre oppositionens bedst organiserede parti og fjerne dets ledere fra den politiske arena før det kommende valg. For da de så resultaterne af suppleringsvalgene, havde de forstået, at Jamaat-e-Islami ved det kommende valg ville vise sig at være det regerende partis stærkeste rival.

Af disse grunde vil jeg nu kronologisk beskrive de forskellige skridt, der efter hinanden blev taget imod mig og Jamaat-e-Islami.

Den 21. september 1963 truede en ansvarlig embedsmand fra det centrale indenrigsministerium mig telefonisk: De skal offentligt indrømme i pressen, at De tog fejl med hensyn til det, De sagde i en udtalelse i avisen imod Convention League, ellers vil regeringen træffe strenge foranstaltninger imod Dem (se Nawa-i-Waqt, 22. september 1963). Jeg sendte straks oplysninger om denne trussel til forskellige aviser i landet med henblik på offentliggørelse, og den blev offentliggjort. For heraf kunne man slutte, at der ville blive truffet strenge foranstaltninger imod mig og Jamaat-e-Islami.

Den 16. oktober blev der givet afslag på tilladelsen til at bruge højttalere ved Jamaat-e-Islamis konference for hele Pakistan. Alligevel blev der i Lahore fra den 14. september til den 13. oktober afholdt syv eller otte sådanne offentlige møder efter hinanden, og ved hvert af dem blev der givet tilladelse til at bruge højttalere, selv om paragraf 144 var gældende. Under disse omstændigheder var afslaget på at tillade højttalere ved en konference, hvortil omkring syv tusind delegerede kom fra alle dele af Pakistan, og hvor tusinder af mennesker fra Lahore også ville deltage, et klart bevis på, at de regerende personer var drevet af et særligt ønske om at modarbejde Jamaat-e-Islami.

Den 17. oktober blev der indgivet en ansøgning til Vestpakistans højesteret med anmodning om, at der blev truffet foranstaltninger mod den ovennævnte uretfærdighed begået af Lahores distriktsmagistrat. Sagen skulle afgøres den 22. oktober. Men før højesteretten nåede at afsige sin kendelse, udstedte Vestpakistans guvernør ved en særlig forordning et forbud mod brugen af højttalere i hele provinsen. Heraf blev det helt klart bevist, at guvernøren havde beføjelse til at lovgive gennem forordninger, og at denne beføjelse var blevet brugt specifikt til at forhindre Jamaat-e-Islamis konference i at blive afholdt.

Den 25. oktober skulle Jamaat-e-Islamis konference begynde. Netop dagen før offentliggjorde den centrale regerings indenrigsminister en særdeles hård og ophidset erklæring imod mig og Jamaat-e-Islami, og på konferencedagen blev der i morgenaviserne også offentliggjort erklæringer fra nogle ministre i provinsregeringen. Hvad var årsagen til, at en sådan storm af vrede pludselig brød løs netop på dette tidspunkt? Var årsagen andet end, at regeringen ikke kunne tolerere, at Jamaat-e-Islamis styrke og organisation blev synliggjort på et centralt sted som Lahore?

Om formiddagen den 25. oktober blev der anstiftet bølleri ved Jamaat-e-Islamis møde. Omkring tredive til fyrre tusinde mennesker i Lahore overværede med egne øjne, hvilken holdning politiet indtog. Hele landet blev bekendt med det gennem aviserne. Beretninger om denne skammelige hændelse nåede også frem til forskellige lande uden for Pakistan. Højlys dag blev bøller bragt frem for folks øjne. De satte ild til lejren. De skar snorene på teltene over. De plyndrede bogboderne. Også i kvindernes lejr kastede de mursten og sodavandsflasker. De tog koraneksemplarer fra en bogbod og kastede dem som mursten og sten ind på mødet. Til sidst skød de endda en uskyldig person ihjel med en pistol.

Alt dette foregik i politiets nærvær, mens politiet stod og lo. Hver eneste af disse handlinger var af en sådan art, at politiet burde have grebet ind. Men ikke én eneste bølle blev arresteret. Politiet pågreb heller ikke selv morderen. Tværtimod fangede Jamaatens aktivister ham og overgav ham med magt til politiet, og først efter deres gentagne pres tilbageholdt politiet morderen. Uanset om der kommer en indrømmelse fra myndighedernes side eller ej, ved deres samvittighed udmærket, hvem der fik alt dette gjort, og med hvilket formål. Desuden er ikke én af de herskere, der havde ansvaret for at opretholde lov og orden i Lahore, uvidende om denne hemmelighed: Hvem var det, der lod lovens vogtere vanære loven?

Det egentlige formål med den nederdrægtige sammensværgelse var at skabe en situation, hvor Jamaat-e-Islamis aktivister på den ene eller anden måde ville komme i konflikt med bøllerne, hvorefter man kunne skyde på dem, erklære hele Jamaaten for oprørsk og få en anledning til at forbyde den. Men Jamaatens aktivisters tålmodighed og selvbeherskelse afværgede denne sammensværgelse.

Der gik derefter kun en uge. For på en eller anden måde at få Jamaaten i en fælde blev der igen udtænkt en sammensværgelse mod den. Valget til Punjab Universitys unionsbestyrelse skulle afholdes den 6. november 1963. Blot to dage før blev kandidaten til posten som unionsformand, Barakallah Khan, bortvist fra universitetet. Det uundgåelige resultat af dette skridt var, og det var også det, der faktisk viste sig, at der bredte sig stor utilfredshed blandt de studerende. Derfor trak samtlige kandidater til alle unionens poster, omkring 65 i alt, sig samtidig fra valget. De dannede straks en aktionskomité. Den 4. november drog de studerende ud i et optog fra universitetet. De havde en højttaler med sig. (Hvis dette optog og brugen af højttaler havde været ulovligt, hvorfor forhindrede de, der skulle opretholde fred og orden, dem så ikke på selve universitetet? Tværtimod lod de optoget bevæge sig så langt frem, at menneskemængden voksede voldsomt, og andre med skjulte hensigter sluttede sig til den.) Derefter blev der pludselig foretaget et stavangreb på dem nær Charing Cross, de blev spredt, og mange af deres ledere blev også arresteret. Det klare formål med disse handlinger var at ophidse dem yderligere, få dem til at støde sammen med lovens og ordenens styrker og derefter lægge hele skylden på Jamaat-e-Islami. Den måde, hvorpå begivenhederne blev undersøgt fra den første dag og fortsat blev fulgt op, viste tydeligt, at det egentlige formål var at få Jamaat-e-Islami i en fælde. Også i de udtalelser, som fra landets præsident og ministrene og nedefter blev offentliggjort i aviserne og i radioen på det tidspunkt, kunne man se et genskin af det samme formål. Det blev åbenlyst bevist, hvor utålmodige myndighederne var efter at indblande Jamaat-e-Islami i de studerendes uroligheder. Men trods alle bestræbelser mislykkedes denne sammensværgelse, og der blev ikke fundet noget bevis, der kunne gøre Jamaaten ansvarlig for disse uroligheder.

Hvor længe kunne regeringen blive ved med at vente på, at Jamaat-e-Islami skulle begå en forbrydelse, hvorefter den kunne pågribes? Og hvordan skulle det på den anden side kunne gå til, at Jamaaten, som var blevet en hindring for Convention Leagues fremgang, ikke kunne pågribes, selv om den ikke begik nogen forbrydelse?

Den ændrede straffelov og Petition of Public Order er jo blevet lagt i lovens krudtkammer netop med henblik på, at de kan tages i brug, når der opstår behov for at pågribe dem, der ikke begår forbrydelser. Derfor blev jeg og min Jamaat den 6. januar gjort til mål ved hjælp af disse to våben, og mod mig blev der rejst de anklager, som er beskrevet i regeringens pressemeddelelse af 6. januar og blandt årsagerne til den arrestation og tilbageholdelse, De havde meddelt.

Grunden til, at jeg hævder, at disse anklager ikke er den egentlige årsag til regeringens skridt, er, at regeringen begyndte denne aktion mod mig og Jamaat-e-Islami fra den tredje uge af 1963, mens to af de anklager, der blev rejst i denne forbindelse — nemlig de studerendes uroligheder i Lahore og artiklen i Tarjuman-ul-Quran — vedrører begivenheder, der fandt sted efter aktionens begyndelse. De øvrige anklager vedrører forhold og begivenheder, der ligger flere år tilbage.

Nu vil jeg gennemgå hver enkelt af de grunde, De har angivet for min arrestation og tilbageholdelse, og afsløre deres sande karakter.

Magtovertagelse gennem magtanvendelse

Deres første anklage er, at Jamaat-e Islami havde til hensigt at erobre politisk myndighed og magt gennem magtanvendelse, men De har ikke sagt, hvordan De har fået kendskab til dette formål. Der kan kun være to måder at få kendskab til en organisations formål på: For det første dens handlinger. For det andet dens vedtægter, beslutninger og de ansvarlige personers udtalelser. Hvad angår Jamaat-e Islamis handlinger, kan det siges, at Pakistans indenrigsminister, hr. Habibullah Khan, på sin pressekonference den 23. oktober 1963 åbent har erkendt over for hele verden, at „Jamaat-e Islami ikke engang har overtrådt loven i sine handlinger“. Se rapporten fra denne pressekonference i Pakistan Times og Dawn den 24. oktober 1963. En detaljeret redegørelse for den anden måde fremlægges nedenfor:

1. I september 1948 bekendtgjorde Jamaat-e Islamis Majlis-e Shura følgende princip gennem en resolution:

„Dens (det vil sige Jamaat-e Islamis) bestræbelse er at forme landets (det vil sige Pakistans) livsordning fuldstændigt efter islams mønster. For at nå dette mål anser Jamaat-e Islami det ikke for tilladeligt at anvende metoder og midler, som strider mod sandhed og ærlighed, eller som fører til uorden og uro. Den tror på demokratiske metoder til reform og revolution. Det vil sige, at man gennem oplysning og propaganda skal reformere sind, forstand og karakter og skabe folkelig opbakning til de forandringer, som er vores mål. Ingen af Jamaat-e Islamis handlinger foregår i det skjulte; tværtimod foregår alt åbent. Den ønsker ikke at bryde de love, som landets nuværende styreform er grundlagt på, men ønsker at ændre dem i overensstemmelse med islamiske principper. Dens mål er ikke at fjerne de mennesker, der styrer landet, eller selv at overtage deres pladser. Tværtimod ønsker den at reformere dem, og hvis de ikke tager imod reformen, ønsker den gennem demokratiske metoder at udskifte dem med mennesker, som efter den reformerede offentlige menings opfattelse vil blive betragtet som retskafne.“ (Tarjuman-ul-Quran, september 1948, s. 329-330)

2. I den vedtægt, som Jamaat-e Islami offentliggjorde i 1953, blev det i paragraf 10, og igen i paragraf 5 i den reviderede vedtægt, som blev offentliggjort i 1953, klart fastslået, at:

„For at nå sine mål og hensigter vil Jamaat-e Islami aldrig anvende midler og metoder, der strider mod sandhed og ærlighed, eller som medfører ødelæggelse i verden. Jamaat-e Islami vil arbejde gennem demokratiske og lovlige metoder for at gennemføre den reform og revolution, der er beskrevet som dens mål. Det vil sige, at sind, forstand og karakter skal reformeres gennem oplysning, propaganda og udbredelse af tanker, og at der skal skabes folkelig opbakning til de forandringer, som Jamaat-e Islami har som mål. For at nå sit mål vil Jamaat-e Islami ikke forsøge at efterligne hemmelige metoder, men vil tværtimod arbejde åbent og offentligt. (Det kan her nævnes, at hvert eneste medlem af Jamaat-e Islami ved sin indtræden i Jamaat-e Islami aflægger en behørig ed på at overholde denne vedtægt.)

3. I min tale som formand ved Jamaat-e Islamis allepakistanske konference den 10. november 1951 sagde jeg i forbindelse med en kommentar til martyrdøden for afdøde hr. Liaquat Ali Khan:

„Der kan ikke være nogen større ulykke for et land end at rive den endelige beslutningsmyndighed ud af hænderne på fornuft, samvittighed og argumentation samt den offentlige mening og overgive den til dommerens sværd. En nation, der ikke er sin egen fjende, og hvis samvittighed ikke er gået fallit, kan ikke være så tåbelig, at den overlader afgørelsen af sine forskellige spørgsmål til sværdets blinde og bestikkelige dommer i stedet for til samvittighed og fornuft. Hvis vi ikke ønsker at kalde vores fremtid mørk, bør vi med alle kræfter forhindre, at vores lands forhold udvikler sig i en sådan frygtelig retning. Vi, og især vores ansvarlige personer, bør gøre alt, hvad der står i vores magt, for at skabe og opretholde en tilstand, hvor alle former for politiske forandringer, som den offentlige mening støtter, kan gennemføres med fredelige metoder.“ (Vores indre og udenrigspolitiske problemer, s. 14, udgiver: Maktaba Jamaat-e Islami)

4. I februar 1957 blev der ved Jamaat-e-Islamis al-pakistanske konference vedtaget en resolution. Den sagde klart:

“Da Jamaat-e-Islami ifølge sin forfatning er forpligtet til at arbejde gennem lovlige metoder for at gennemføre sin plan om reform og revolution, og da der i Pakistan i praksis kun findes én vej til at skabe denne reform og revolution, nemlig valgets vej, kan Jamaat-e-Islami naturligvis heller ikke holde sig uden for landets valg. Den kan deltage i dem direkte eller indirekte eller, hvis det er nødvendigt, på begge måder.” (Den islamiske bevægelses fremtidige program, side 14)

5. I 1958 offentliggjorde Jamaat-e-Islami sit valgmanifest. Heri blev dens formål beskrevet således:

“At etablere et sådant ægte demokrati, hvor de vil være i stand til at bringe de personer, de selv foretrækker, til magten og fjerne dem, de ikke foretrækker, fra magtens sæder.” (Valgmanifestet, side 14)

6. Under hajj sidste år fik jeg mulighed for at tale til unge mennesker, der var kommet fra de arabiske lande, i Mekka al-Mukarrama. I denne tale rådede jeg dem til at opgive forsøg på at gennemføre væbnede revolutioner i deres egne lande og i stedet overveje reformer gennem fredelige, lovlige og demokratiske metoder. Min tale er blevet offentliggjort i alle de arabiske lande. En urdu-oversættelse af den er også blevet offentliggjort i tidsskriftet Tarjuman-ul-Quran. Dens afslutning lyder således:

“Mit sidste råd er, at de ikke bør drive en hemmelig bevægelse og forsøge at gennemføre revolutionen med våben. ….. En ægte og sand revolution gennemføres altid gennem en folkelig bevægelse. Udfør da’wah-arbejdet åbent og i stor skala, og arbejd omfattende med at rense menneskers sind, forstand og tanker. Forand r menneskers tankegang. Besejr deres hjerter med moralens våben. Mød med ærligt mod alle de farer og hindringer, der vil opstå under sådanne bestræbelser. Den revolution, der således gennemføres gradvist, vil være så varig og stærk, at modstandernes indbildte storme ikke vil kunne udslette den. Selv hvis en revolution hurtigt gennemføres ved kunstige metoder, vil den kunne udslettes ad den samme vej, som den kom.” (Tarjuman-ul-Quran, juni 1963)

7. Den 10. november 1963 gentog jeg også dette synspunkt i en erklæring, som jeg afgav til aviserne i Pakistan. Denne erklæring blev offentliggjort i Nawa-i-Waqt, Mashriq og andre aviser. Dens oprindelige ord lyder således:

“Jeg er principielt stærkt imod lovbrud, ulovlige metoder og hemmeligt arbejde. Det er min opfattelse, at respekt for loven ikke er nødvendig af frygt for nogen eller på grund af et midlertidigt behov, men for det civiliserede samfunds eksistens. Hvis en bevægelse først ødelægger denne respekt, bliver det derefter meget vanskeligt, ja nærmest umuligt, selv for den at få mennesker til igen at adlyde loven. På samme måde rummer hemmelige organisationer også sådanne fejl, at de personer, der arbejder gennem denne metode, til sidst selv bliver en større fare for samfundet end de mennesker, som de har valgt denne metode for at fjerne. Af disse grunde er min overbevisning, at loven og hemmelige organisationer er yderst mangelfulde. Alt, hvad jeg har gjort, har jeg altid gjort åbent og inden for lovens rammer. Selv de love, som jeg var stærkt imod, forsøgte jeg at ændre gennem demokratiske og lovlige metoder, men jeg overtrådte dem aldrig.”

Dette er de autoritative erklæringer fra mig og Jamaat-e Islami fra 1948 og frem til i dag. Nu bør det oplyses, hvilke beviser regeringen har, som har fået den til at rejse anklagen mod mig og Jamaat-e Islami om, at vi går ind for at gribe magten med magt. Har den nogen tekst eller tale fra mig eller nogen ansvarlig person i Jamaat-e Islami, hvoraf en sådan betydning fremgår? Eller kan den fremlægge noget eksempel på, at Jamaat-e Islami i de seneste 17 år har truffet nogen foranstaltning i strid med loven? Hvis den ligger inde med sådanne beviser, hvorfor fremlægger den dem så ikke offentligt?

I sin pressemeddelelse af 6. januar har regeringen udelukkende baseret hele grundlaget for denne anklage på et citat fra Munir-rapporten. Heri er denne anklage blevet rejst mod Jamaat-e Islami. Men det bør huskes, at Munir-rapporten ikke er en domstolsafgørelse. Den er blot en rapport fra en undersøgelseskomité. I denne rapport er der, i strid med Terms of Reference’s rammer, på en uordnet måde ført irrelevante drøftelser. Der er foretaget helt uberettigede angreb på forskellige personer og grupper, og der er anvendt et så mærkeligt og hånligt sprog, at det aldrig kan være passende for nogen upartisk undersøgelsesdomstol. For denne domstol (eller undersøgelseskomité) blev spørgsmålet om, hvad Jamaat-e Islamis ideologi er, hvad dens formål og mål er, og hvilke midler den ønsker at anvende for at nå dem, aldrig fremlagt til grundig prøvelse. Hverken jeg eller nogen repræsentant for Jamaat-e Islami blev stillet noget spørgsmål om disse forhold. Vi blev heller ikke konfronteret med denne anklage og bedt om at forsvare os imod den. Og dér i rapporten, hvor anklagen blev rejst, blev der heller ikke fremlagt noget bevis, som kunne vise, på hvilket grundlag komitéen havde rejst denne anklage mod os.

Spørgsmålet er, om det at afsige en sådan dom mod en Jamaat i en rapport, selv hvis det er en undersøgelsesrapport fra en domstol, på denne måde uden vidneudsagn eller beviser, kan være tilstrækkeligt til at fratage denne Jamaat retten til at eksistere og dens ledere retten til frihed. Og hvor findes der så en retmæssig begrundelse for på denne måde at benytte sig af denne sætning i Munir-rapporten, efter at der i dag er gået ti år? Munir-rapporten blev offentliggjort i 1954, men på grundlag af denne bemærkning bliver vi i 1964 berøvet vores frihed og Jamaatens ret til at eksistere. Er der overhovedet den mindste antydning af rimelighed i dette?

Modstanden mod Pakistans oprettelse

Som begrundelse for arrestationerne og tilbageholdelserne er der rejst en anden anklage, nemlig at »Jamaat-e Islami var imod Pakistans oprettelse og efter Pakistans oprettelse uophørligt offentligt udtrykte en fjendtlig holdning over for Pakistan og dets regering.«

Denne anklage består af to dele. Den første del er, at Jamaat var imod Pakistans oprettelse, og den anden del er, at den siden Pakistans oprettelse uophørligt har udtrykt en fjendtlig holdning over for Pakistan og dets regering. Den anden del er sandsynligvis blevet føjet til, fordi den første del selv for anklagerne virkede så urimelig, at de fandt det yderst vanskeligt at træffe nogen foranstaltning alene på dette grundlag. At erklære en sådan Jamaat ulovlig og arrestere dens ledere seksten år efter Pakistans oprettelse, efter at den havde arbejdet her i alle disse seksten år (bortset fra perioden med militærstyre), ved at rejse anklagen om, at den »var imod Pakistans oprettelse«, vil naturligvis ved første øjekast forekomme enhver latterligt. For at gøre det rimeligt er det derfor blevet føjet til, at denne Jamaat selv efter Pakistans oprettelse i seksten år ikke blot offentligt har udtrykt fjendtlighed over for regeringen, men også over for Pakistan. Men selv efter denne tilføjelse forbliver udsagnet præcis lige så latterligt, som det var i sin oprindelige form.

Spørgsmålet er: Når Jamaat-e Islami begyndte at arbejde i Pakistan i 1947, hvordan blev den uophørlige fjendtlighed, der fortsatte frem til 5. januar 1962, og som ikke var skjult, men tværtimod åbenlys, så pludselig synlig den 6. januar 1964? Hvorfor blev denne åbenlyse fjendtlighed ignoreret i så lang en periode? Hvilken særlig grund er der nu opstået, som har gjort det nødvendigt straks at træffe foranstaltninger imod den — og så strenge foranstaltninger? Hvorfor sagde man ikke klart, at det var blevet nødvendigt at fjerne et velorganiseret parti fra oppositionsgruppen fra den politiske arena for at udvide Konventionsligaen? Især før valget var dette behov naturligvis blevet endnu større.

Herefter vil jeg særskilt drøfte hver enkelt del af denne anklage. Mit svar på anklagens første del er:

1. Selv hvis man for en kort stund antager, at Jamaat-e-Islami var imod oprettelsen af Pakistan, spørger jeg: Var den da mere imod den end Kongressen? Alle ved, at den egentlige kamp for Pakistan frem til den 15. august 1947 foregik med Kongressen. Ikke desto mindre oprettede den del af Kongressen, som befandt sig her, straks efter Pakistans oprettelse Pakistan-kongressen. Dens repræsentanter sad i vores første og anden lovgivende forsamling. Indtil oktober 1958 var den etableret som et parti i opposition til muslimerne. Alligevel blev spørgsmålet aldrig rejst, at eftersom I var imod Pakistans oprettelse, kunne I nu ikke arbejde som et politisk parti i Pakistan. Der er ingen lovlig grund til, at Pakistan-kongressen ikke blev genoplivet efter ophævelsen af militærstyret; det er snarere et forhold af samme art som, at Awami League, National Awami Party og andre partier ikke genoplivede sig selv. Hvis Pakistan-kongressen i dag ønsker at genoprette sig selv, er der ingen juridisk hindring på dens vej.

2. Men det er fuldstændig i strid med sandheden, at Jamaat-e-Islami var imod oprettelsen af Pakistan. Jamaat-e-Islami blev grundlagt i august 1941. Kan nogen i de fulde seks år fra da og frem til august 1947 påvise, at Jamaat-e-Islami afholdt et møde for at modsætte sig Pakistans oprettelse? Vedtog den nogen resolution? Organiserede den nogen procession? Opstillede den nogen kandidat mod Muslim League ved valgene? Eller støttede den nogen kandidat, der var imod Muslim League? Eller sagde den til folket, at de ikke skulle stemme på Muslim Leagues kandidater? Eller foretog den sig noget eller gjorde noget forsøg på nogen anden måde for at standse bevægelsen for Pakistans oprettelse? Hvis nogen har et sådant bevis, bør det naturligvis fremlægges. Men hvis der ikke findes noget sådant i Jamaat-e-Islamis arkiver, så lad det venligst blive oplyst, hvordan Jamaat-e-Islami modsatte sig Pakistans oprettelse. Hvornår gjorde den det? Hvordan gjorde den det? Højst kan man sige, at Jamaat ikke deltog sammen med Muslim League i kampen for Pakistans oprettelse. Kan det at undlade at deltage alene kaldes modstand?

3. Grunden til, at Jamaat-e-Islami ikke deltog i bestræbelserne på at oprette Pakistan, var ikke, at Jamaat ikke ønskede at oprette en særskilt, uafhængig stat for muslimerne. Der var tværtimod tre grunde. Disse tre grunde er blevet klart forklaret flere gange i Jamaat-e-Islamis bøger og skrifter. Den første grund var, at det var nødvendigt, at der blandt muslimerne fandtes en Jamaat, som kunne være i stand til at hjælpe nationen, hvis Muslim League – Gud forbyde det – skulle mislykkes i kampen for Pakistans oprettelse. Derfor var det nødvendigt at holde denne reserve styrke (Reserve Force) adskilt fra kampen. Den anden grund var, at flere titals millioner muslimer også efter Pakistans oprettelse nødvendigvis måtte blive boende i den del af Britisk Indien, som gennem Pakistan-planen var ved at komme under hinduernes herredømme. Efter delingen kunne Muslim League naturligvis ikke gøre noget for at hjælpe disse muslimer. Derfor var det nødvendigt fra begyndelsen at holde et andet velorganiseret parti rede til dette formål, og også nødvendigt at holde dette parti adskilt fra kampen for Pakistan, så det kunne udføre dette arbejde i hinduernes Indien. Den tredje grund var, at det parti, der arbejdede for Pakistan (Muslim League), udelukkende rettede hele sin opmærksomhed mod politisk organisation og politisk kamp. Det gjorde ingen indsats for at styrke og konsolidere partiet og dets taktik i moralsk og religiøs henseende. På denne baggrund stod det klart, at hvis et parti gennem en sådan kamp opnåede landet, ville det – langt mindre være i stand til at forvandle det til en islamisk stat – heller ikke være i stand til at stille det på et stærkt grundlag som nationalstat. Der ville opstå et frygteligt moralsk og ideologisk kaos. Under disse omstændigheder var det nødvendigt at danne et velorganiseret parti blandt muslimerne, som efter Pakistans oprettelse kunne arbejde for at beskytte staten mod moralsk undergang og lede den ad islams vej. Spørgsmålet er: Var det en synd at føre denne fremsynede plan ud i livet? I dag ønsker de samme mennesker, hvis egen andel i bestræbelserne på at oprette Pakistan heller ikke var nævneværdig, at straffe Jamaat-e-Islami for dette. Den afdøde Quaid-e-Azam straffede den ikke, den afdøde Liaquat Ali Khan straffede den ikke, og Khawaja Nazimuddin straffede den ikke. Under dem alle fortsatte Jamaat-e-Islami med at arbejde på ordentlig vis.

4. De af mine skrifter, som i dag fremlægges som bevis på, at jeg var imod Pakistans oprettelse, blev skrevet i 1939 og 1940. For det første er det en fejl at kaste dem i hovedet på Jamaat-e-Islami, eftersom Jamaat først blev grundlagt i august 1941. For det andet blev de skrevet i en periode, hvor diskussionen blandt muslimerne netop var begyndt om, hvordan deres komplicerede problemer i Britisk Indien skulle løses. For det tredje fremgår disse skrifters egentlige formål af de citater, som de, der har løsrevet dem fra hele værket, har fremlagt om qadianitterne og hadith-fornægterne (Munkireen-e-Hadith) og givet en modsat betydning. Deres egentlige betydning kan tværtimod først forstås, når alle de pågældende artikler læses i deres fulde sammenhæng. Jeg skrev disse artikler for at forklare muslimerne, at til oprettelsen af en islamisk stat – ikke blot en nationalstat – kunne ingen partiorganisation, der var blottet for moralsk og religiøst liv, være egnet. Den diskussion, jeg førte i mine artikler for at tydeliggøre dette formål, blev læst af tusindvis af uddannede mennesker i dette land. De udledte ikke af dem den betydning, som nu fremdrages ved at løsrive nogle få sætninger fra mine skrifter fra deres sammenhæng.

5. At udlede en betydning af en forfatters værk, som strider mod forfatterens egen klare udtalelse, er i virkeligheden åbenlyst forræderi. Hvordan kan nogen sige om mig, at jeg var imod delingen af landet og Pakistans oprettelse, når jeg selv har skrevet tre bøger til støtte for teorien om to nationer (se mine bøger: Musalman aur Maujuda Siyasi Kashmakash, bind 1 og 3, samt Mas’ala-e-Qaumiyyat), når jeg selv i 1938 fremlagde en plan for delingen af landet (se min bog Musalman aur Maujuda Siyasi Kashmakash, bind 2, s. 208-214), når jeg i 1944 offentligt erklærede kravet om Pakistan for et retfærdigt krav (se min bog Rasa’il-o-Masa’il, bind 1, anden udgave, s. 359-362), og når jeg støttede, at man stemte for Pakistan ved folkeafstemningen i Grænseprovinsen (se min bog Rasa’il-o-Masa’il, bind 1, s. 362-363).

Lad os nu komme til den anden del af anklagen, nemlig: »Siden Pakistans oprettelse har Jamaat-e-Islami uafbrudt offentligt udtrykt fjendtlighed over for Pakistan og dets regering.« Den, der har udformet denne del af anklagen, har så forvirrede tanker, at han ikke har kunnet mærke forskel på Pakistan og dets regering, og han ved heller ikke, at der siden Pakistans oprettelse og frem til i dag ikke har været én regering her, men flere regeringer, som har afløst hinanden.

Hvad angår Pakistans regeringer, kan det siges, at Jamaat-e Islami naturligvis hele tiden har givet udtryk for sin uenighed med dem, og som oppositionsparti er dette dens lovlige ret. Jamaat-e Islami holdt fast ved det princip, at så længe vi ikke har opnået flertal ved valgene og selv har opnået den magt, der kræves for at danne en regering og lede den efter vores egne principper, bør vi ikke deltage i statsapparatet. På dette grundlag har Jamaat-e Islami i de seneste seksten et halvt år fungeret som oppositionsparti. Spørgsmålet er: Hvis et parti på grundlag af et fornuftigt og almindeligt anerkendt demokratisk princip befinder sig i opposition og giver udtryk for sin uenighed med landets skiftende regeringer, hvornår og hvordan blev det da en forbrydelse, sådan at det blev lovligt at erklære partiet ulovligt og arrestere dets ledere?

Og anklagen om modstand mod Pakistan er så ondskabsfuld og hadefuld, at ingen regering bør rette en sådan anklage mod sine egne borgere, før den har stærke og klare beviser til støtte for den. Lad mig få at vide, hvilke beviser regeringen har til støtte for denne alvorlige anklage. På grundlag af hvilke vidnesbyrd og beviser har de fremsat denne beskyldning? Og hvis de har beviser til støtte for denne yderst alvorlige anklage, hvorfor har de så i stedet for offentligt at føre sag mod Jamaat ved en domstol taget sådanne love i brug, som gør det muligt efter behag at beskylde hvem som helst uden vidnesbyrd eller beviser og ligeledes straffe vedkommende efter forgodtbefindende?

Selv om det er anklagerens opgave at fremlægge beviser for at erklære en person eller et parti skyldig, og ansvaret for at bevise sin uskyld ikke påhviler den person eller det parti, der er blevet anklaget, vil jeg alligevel gerne påvise, at regeringen ønsker at tilintetgøre os ved at fremsætte fuldstændig grundløse anklager. Derfor vil jeg med udgangspunkt i Jamaat-e Islamis egne beslutninger redegøre for dens syn på Pakistan. I september 1948 vedtog Jamaat-e Islamis Majlis-e Shura en resolution om sin politik, hvori der stod:

“Da landets indre styrke ved Qa’id-e Azams død har lidt et voldsomt slag, og farer også er begyndt at trænge sig på udefra, ønsker Majlis-e Shura klart at erklære, at Jamaat-e Islami, samtidig med at den fastholder sine reformorienterede mål og sit reformorienterede syn, fuldt ud vil bestræbe sig på at bevare Pakistans enhed og frihed og i den forbindelse samarbejde med landets øvrige partier og regering på alle mulige måder.”

“Efter Jamaat-e Islamis opfattelse var det af hensyn til Pakistans velfærd, udvikling og stabilitet nødvendigt så tidligt som muligt på lovlig vis at erklære, at landet skulle omdannes til en islamisk stat. Men nu, hvor støtten fra Qa’id-e Azams personlighed ikke længere findes, er dette behov blevet endnu større. Efter denne erklæring vil de forfatningsmæssige og juridiske ændringer gradvist blive gennemført i rette tid. Men efter erklæringen vil vores statsordning principielt blive ændret til en islamisk ordning. Når landets egentlige styrke, det muslimske folks hjerter og samvittighed, føler sig tryg, vil statens mål og vejen for dens fremskridt blive fastlagt. Og de love, der er absolut nødvendige for Pakistans moralske stabilitet, foreningen af dets splittelsessøgende dele, løsningen af dets vigtige civilisatoriske og økonomiske problemer samt styrkelsen af dets forsvar, vil kunne samles om at arbejde i denne retning. Desuden vil den ideologiske konflikt, som er ved at opstå om landets fremtidige ordning og skabe mental forvirring, dermed også ophøre.”

På denne session blev følgende meddelelse sendt på Majlis-e Shuras vegne til den daværende generalguvernør, hr. Khawaja Nazimuddin: “Efter Qa’id-e Azams død har Allah lagt en enorm byrde af ansvar på Dem, fordi De er blevet hans efterfølger. Vi beder om, at Han, som har lagt denne byrde på Dem, også vil give Dem styrken til at bære den og opfylde denne forpligtelse. I den tale, De holdt efter at være blevet generalguvernør, finder man en religiøs livskraft, og tegn på gode hensigter træder tydeligt frem. Det ærer vi af hele vores hjerte. Vi håber, at De vil bestræbe Dem på at gøre Pakistan til en virkelig islamisk stat, både i hjerte og i legeme. De kan være forvisset om, at Jamaat-e Islami vil samarbejde fuldt ud med Dem i enhver rigtig bestræbelse, De gør i dette øjemed.”

(Tarjuman-ul-Quran, september 1948, s. 326 og 327).

På den samme session lød den første af de instrukser, der blev udarbejdet til Jamaat-e Islamis medarbejdere, således:

“Gør jer selv fuldt ud rede til at forsvare landet, og forklar også de øvrige muslimer nødvendigheden af at være rede. Vi ønsker at beskytte dette land for islams skyld. Derfor er det vores religiøse pligt, med denne motivation, at rette den største opmærksomhed mod dette frem for alle andre opgaver.” (Tarjuman-ul-Qur’an, september 1948, s. 336)

Den 12. marts 1949 vedtog Pakistans lovgivende forsamling Målresolutionen, og allerede dagen efter offentliggjorde Jamaat-e-Islamis Majlis-e-Shura følgende erklæring:

“Ifølge Majlis-e-Shura har den lovgivende forsamling ved at vedtage denne resolution opfyldt de mindste juridiske betingelser, der er nødvendige for at omdanne et land til en islamisk stat.”

Den 18. april 1949 offentliggjorde Majlis-e-Shura igen, under drøftelsen af Målresolutionens indvirkning og resultater, følgende princip for sit forhold til Pakistan:

“Nu er det blevet en pligt for enhver troende at bruge alle sindets og intellektets evner samt alle tilgængelige midler og ressourcer på at beskytte og styrke denne stat, fremme dens udvikling og gøre den til en islamisk stat både i krop og sjæl. Enhver tjeneste, der kan ydes den, på hvilken som helst måde og i hvilken som helst form, bør ydes af hele sit hjerte og sin sjæl. Nu er vores forhold til staten præget af positiv loyalitet. Tiden for ikke-samarbejde er forbi. Nu vil vi ikke blot udefra, men også ved at træde ind indefra (det vil sige i parlamentet og statsforvaltningen) gøre vores yderste for reform og udvikling.”

(Jamaat-e-Islamis position i lyset af dens egne afgørelser, s. 6-7)

På den nyligt afholdte landsdækkende Jamaat-e-Islami-konference i Lahore blev der den 26. oktober 1964 vedtaget en resolution. Dens ordlyd er som følger:

“I dette kritiske øjeblik advarer Jamaat-e-Islami Indien og de øvrige berørte magter, som har en fejlagtig opfattelse af Pakistan, om, at selv om vi måtte have så mange meningsforskelle som helst i indre anliggender, vil hundrede millioner pakistanere stå samlet i enhver sag for at beskytte deres hjemlands sikkerhed og deres frihed, og hvis en sådan situation skulle opstå, vil ikke én eneste pakistaner, inshaAllah, blive ladt tilbage.”

“Det er ikke alene, fordi vi nærer kærlighed til landet, men også på grund af vores trosmæssige og religiøse forpligtelser, at Jamaat tillægger spørgsmålet om Pakistans forsvar den allerstørste betydning. Dette land blev vundet i islams navn; derfor er hele Pakistan for os som en moské, og hver eneste tomme af det er for os en stor amanah. Trods alle meningsforskelle giver vi regeringen fuld forsikring om, at uanset hvilke skridt regeringen tager for at forsvare landet, vil vi af hele vores hjerte samarbejde med den. Fædrelandskærlighed er ikke noget, som en bestemt person eller gruppe har eneret på. Enhver pakistaner er i lige høj grad knyttet til sit lands sikkerhed. For deres liv, ejendom, ære og kære værdier afhænger alt sammen fuldstændigt af sikkerheden og stabiliteten i dette land. Derfor er det vores faste overbevisning, at enhver pakistaner, medmindre han har en forkvaklet tankegang eller selv er sin egen fjende, vil træde frem for at forsvare sit fædreland.” (Beretning, Jamaat-e Islamis samlede pakistanske ijtima, s. 56)

Dette er resolutioner, som Jamaat-e Islami formelt har vedtaget og offentliggjort. Regeringen kan ikke sige, at den ikke er bekendt med dette. Ikke desto mindre er anklagen fremsat med lukkede øjne, at Jamaat-e Islami uafbrudt har udtrykt en fjendtlig holdning over for Pakistan. Grundlaget for denne anklage blev lagt i regeringens pressemeddelelse af 6. januar med en pjece med titlen “Mazi Qarib ka Jaiza”. Hvad denne pjece angår, er sagen den, at da jeg efter Pakistans oprettelse igen begyndte at udgive tidsskriftet Tarjuman-ul-Quran fra Lahore, skrev jeg i dets tre første numre tre ledende artikler efter hinanden i juni, juli og august 1948. Heri kommenterede jeg udførligt den situation, der var opstået i landet på tidspunktet for delingen. Jeg fremsatte som en historiker upartiske kommentarer til den britiske regerings, den indiske nationalkongres’ og Muslim Leagues synspunkter og handlinger og påpegede, hvilke fejl hver af dem begik ved at afgøre spørgsmålet om delingen og føre den ud i livet, og hvordan følgerne viste sig. Derefter blev det i den tredje artikel sagt, hvilke vigtige problemer den muslimske nation stod over for efter delingen, og om Muslim League kunne lykkes med at løse disse problemer. De to første artikler blev sandsynligvis i 1949 uden mit vidende udgivet fra Karachi som en pjece med titlen “Mazi Qarib ka Jaiza” af folk fra Jamaat-e Islami i Karachi. Under alle omstændigheder blev disse artikler offentliggjort, mens den afdøde Quaid-e-Azam stadig levede og var generalguvernør. Den afdøde Liaquat Ali Khan var dengang Pakistans premierminister. Ingen så dengang disse artikler som skrevet imod Pakistan. Tværtimod blev den kritik af Muslim Leagues arbejde, som de indeholdt, anset for at være en oppositionsleders legitime ret. Derfor blev der ikke truffet de foranstaltninger imod dem, som den nuværende regering har truffet seksten år senere. Jeg siger, at hvis en upartisk dommer i dag læser disse artikler – ikke blot et par sætninger løsrevet fra deres sammenhæng – vil han aldrig nå frem til den konklusion, at de er skrevet af en person, som ikke ønskede, at Pakistan skulle oprettes, og som efter Pakistans oprettelse ønskede at afskaffe det. Kun en person, der har besluttet sig for at vikle Maududi og hans Jamaat ind i et net for enhver pris og er fast besluttet på at udtænke alle mulige kneb for at nå dette mål, kan fortolke disse artikler sådan.

At skabe uro blandt offentligt ansatte

Den tredje anklage blandt de grunde til Deres arrestation og tilbageholdelse, som De har fremsendt, lyder således: “Jamaat-e Islami havde infiltreret de offentlige afdelinger og arbejderorganisationerne med det formål at overtage magten ved at undergrave de offentligt ansattes loyalitet og skabe uro.”

Også denne anklage består af to dele. Den ene del vedrører de offentligt ansatte, og den anden vedrører arbejderorganisationerne. Jeg vil besvare disse to anklager hver for sig.

I det, der er blevet sagt om de offentligt ansatte, har man bevidst forsøgt at give en enkel sag et skræmmende skær. Sagen er den, at Jamaat-e Islami i årevis havde arbejdet bredt i dette land. Dens bøger blev trykt i tusinder og hundredtusinder, ja millioner, af eksemplarer. De blev solgt åbent forskellige steder. Der var oprettet biblioteker på hundredvis af steder. Enhver havde fri adgang til at komme dér, læse bøgerne og låne dem med hjem i et bestemt tidsrum. Dens møder blev afholdt overalt i landet. Alle slags mennesker kom til dem og lyttede til talerne. På hundredvis af steder blev der afholdt undervisning i Koranen og hadith. Også her deltog alle slags mennesker. På denne måde fortsatte denne bevægelse åbent i hele landet. Hvordan kunne offentligt ansatte, som selv var bosiddende i dette land og boede sammen med almindelige mennesker i disse lokalområder, så være uvidende om dette og holde sig på afstand af det? Jamaat-e Islami infiltrerede ikke de offentligt ansatte gennem nogen egen plan eller særlig indsats. De offentligt ansatte læste selv dens bøger, kom selv til dens møder og deltog i undervisningen. De af dem, hvis sind og hjerte blev påvirket af Jamaats forkyndelse, tog selv imod dens indflydelse. Vi kunne ikke lukke vejen for, at bøgerne nåede frem til dem. Vi havde ingen mulighed for at binde et klæde for deres øjne, så de ikke kunne læse bøgerne. Vi kunne ikke forhindre dem i at deltage i vores møder og samlinger med undervisning i Koranen og hadith. Hvis regeringen nu ønsker at gøre dette, så lad den gøre det. Hvis det overhovedet er muligt, kan den ligefrem fjerne de offentligt ansatte fra disse byer og lokalområder og spærre dem inde i en særskilt fæstning, så ingen brise fra de bevægelser, der foregår i dette land, kan nå dem.

Alt, hvad jeg har sagt ovenfor, gør det helt klart, at Jamaat-e-Islami ikke har infiltreret de offentlige kontorer eller blandt de offentligt ansatte. Tværtimod er dens tankegang trængt ind blandt de offentligt ansatte spontant og på naturlig vis, og regeringen har selv gentagne gange tiltrukket sine ansatte ved at udsende cirkulærer til de offentlige kontorer og kræve en edserklæring fra hver enkelt offentligt ansat. Med hensyn til påstanden om, at grundlaget for disse ansattes loyalitet er blevet rystet som følge af denne indtrængen, bør regeringen oplyse, hvad der findes i Jamaat-e-Islamis bøger og dens forkyndelse, som kan fortrænge de offentligt ansattes loyalitet. Sandheden er, hvad enten nogen erkender det eller ej, at dér, hvor Jamaat-e-Islamis forkyndelse er nået frem til de offentligt ansatte, er de blevet mere ansvarlige, mere pligtopfyldende, mere gudfrygtige og mere loyale. Hvis der blandt de offentligt ansatte findes en gruppe, der i størst omfang har holdt sig fri af korruption, bestikkelse og forsømmelse af sine pligter, er det netop den gruppe, som har taget imod Jamaat-e-Islamis bøger og dens indflydelse. Men regeringen tillægger ikke dette nogen betydning. Dens eneste bekymring er, at ansatte og officerer absolut skal arbejde som frivillige for Convention League, men at de ikke må have den mindste berøring med noget andet oppositionsparti, og især ikke med Jamaat-e-Islami. Min politik med hensyn til offentligt ansatte har jeg klart fremlagt på side 366-368 i augustnummeret fra 1955 af Tarjuman-ul-Quran og på side 420-422 i februarnummeret fra 1956. Jeg forelægger begge disse tidsskrifter for nævnet.

Hvad angår den anden del af anklagen, som vedrører arbejderorganisationer, kræver jeg af regeringen, at den fremlægger blot ét eksempel, der beviser, at Jamaat-e-Islami på noget tidspunkt har skabt uro ved hjælp af arbejderne, har iværksat en strejke eller har skabt nogen form for konflikt på en fabrik. Jeg kræver ikke mange eksempler, men blot ét. Vær venlig at angive det. Sagen er i virkeligheden den, at Jamaat-e-Islami efter Pakistans oprettelse så, at kommunistiske aktivister og deres »rejsefæller«, de røde herrer, trængte ind blandt arbejderne, og at de havde indledt en klassekamp mellem ejere og arbejdere for at rydde vejen for den kommunistiske revolution. Derfor fastlagde den først en politik for det arbejdende folk og begyndte derefter at handle i overensstemmelse med den.

Den politik, der blev fastlagt i denne forbindelse, var følgende:

1. Forestillingen om, at arbejdere og fabriksejere, eller med andre ord de, der yder arbejdskraft, og de, der drager fordel af arbejdskraften, er to separate, stridende og rivaliserende klasser, skal afskaffes. Tanken om, at disse to klasser er dele af det samme samfund, skal styrkes, og i stedet for konflikt mellem dem bør der etableres samarbejde på grundlag af islamiske retfærdighedsprincipper, så de som dele af dette samfund kan bidrage til dets udvikling.

2. De konflikter, der måtte opstå mellem arbejdere og ejere, må ikke have lov til at udvikle sig til strejker, lockouter eller optøjer, og konflikterne skal bilægges gennem domstolene i overensstemmelse med de love, der gælder i landet for at løse sådanne konflikter.

3. De yderligere ændringer af loven, som er nødvendige for at sikre retfærdighed på industriområdet, skal gennemføres gennem landets lovgivende forsamling.

Denne politik er udførligt beskrevet på side 425-426 i anden udgave af første bind af min bog Rasail o Masail og på side 37-38 i »Hvad er Jamaat-e-Islamis manifest?«. I overensstemmelse med denne politik oprettede Jamaat-e-Islami en arbejds velfærdskomité, som indtil 1958 fik et stort antal industrikonflikter afgjort gennem domstolene og mange steder fik strejker og lockouter trukket tilbage, hvorved industrikonflikterne blev ledt ind på det lovlige spor. Som følge af denne indsats blev sager vedrørende 9 millioner taka afgjort gennem domstolene, og da Jamaat efter indførelsen af militærstyret måtte indstille sit eget arbejde, var sager vedrørende 70 millioner taka stadig verserende. Jeg har allerede sagt, at der i hele denne periode ikke opstod en eneste hændelse, som medførte, at Jamaat-e-Islami nogetsteds fremkaldte en strejke, konflikt eller optøjer. Hvis regeringen kan fremlægge en sådan hændelse, skal den naturligvis gøre det. Hvis den ikke kan gøre det, vil jeg anmode om, at regeringen afholder sig fra at fremsætte falske anklager mod fredelige og lovlydige borgere ved at lokke dem i en fælde for at fremme politiske interesser.

Islami Jamiat-e-Talaba

Det fjerde punkt i Deres erklæring lyder: “Amiren for Jamaat-e-Islami forsøgte med aktiv støtte og samarbejde at få Jamiyat-e Talaba til at gennemføre ulovlige strejker på uddannelsesinstitutionerne og skabe uro og tumult på offentlige steder.” I denne anklage er Jamiyat-e Talaba også blevet betragtet som Jamaat-e-Islamis pendant (Counter Part) blandt de studerende.

Denne anklage kan først rejses mod mig og Jamaat-e-Islami, når to ting er blevet bevist. For det første, at Jamiyat-e Talaba nogensinde har organiseret en ulovlig strejke på en institution eller skabt uro eller tumult på en uddannelsesinstitution. For det andet, at jeg eller Jamaat-e-Islami har givet nogen tilskyndelse til dette. Jeg hævder med eftertryk, at regeringen ikke vil kunne bevise nogen af disse to ting. Derfor har den benyttet sig af loven om den offentlige sikkerhed og den reviderede straffelov fra 1908, så den ikke behøver besværet med at fremlægge vidner og beviser for nogen domstol, og så dens sag ikke bliver afsløret gennem en uvildig retslig undersøgelse.

Selv om det, jeg har redegjort for ovenfor, er tilstrækkeligt som svar på denne anklage, har jeg foran mig den regeringspressemeddelelse, der blev udsendt den 6. januar, da Jamaat blev erklæret ulovlig, og dens ledere blev arresteret. I denne pressemeddelelse er der tegnet et yderst skræmmende billede af Jamiyat-e Talaba, og man har gjort sig store anstrengelser for at bevise, at Jamaat-e-Islami i virkeligheden skaber uro blandt de studerende gennem Jamiyat-e Talaba. Derfor kan jeg ikke nøjes med et kort svar på den nævnte anklage. Tværtimod ønsker jeg at klarlægge de faktiske forhold ved at besvare anklagerne i pressemeddelelsen udførligt.

Jamiyat-e Talaba blev grundlagt hen imod slutningen af 1947. Det er en gruppe studerende på colleges og universiteter, som ved siden af at studere naturvidenskab, filosofi, økonomi, jura, ingeniørvidenskab, medicin og andre moderne fag på vores lands uddannelsesinstitutioner også har en islamisk mentalitet og et islamisk perspektiv, følger moralske værdier, forsøger at bekæmpe ateisme, irreligiøsitet og moralsk anarki på deres respektive uddannelsesinstitutioner og søger at vække islamiske følelser blandt de studerende. Blandt disse unge vil man finde utallige studerende, som ved siden af at uddanne sig inden for moderne vestlig videnskab på højt niveau også praktiserer tahajjud. I de sidste seksten år har de udført et stort arbejde for at modvirke trosmæssig og moralsk fordærvelse blandt ungdommen og beskytte den mod oversvømmelsen af ateistiske tanker og syndige handlinger. Så vidt jeg ved, siger jeg med fuld overbevisning, at de indtil i dag ikke har begået nogen lovstridig handling. Tværtimod har de strengt fulgt princippet om at begrænse deres aktiviteter inden for lovens rammer. Det er på grund af disse studerendes egenskaber, at jeg interesserer mig for dem. For jeg ønsker at se unge i dette land, som samtidig med at de opnår en stadig højere uddannelse også forbliver rettroende muslimer. Og de studerende interesserer sig for mig af den grund, at de forventer, at jeg kan give dem løsninger på det moderne livs problemer i islams lys. Forholdet mellem dem og mig er ikke skjult for nogen, og der er heller ingen grund til at skjule det.

Selv om den sammenkædning, der i regeringens pressemeddelelse er foretaget for at fremstille forholdet mellem Jamaat-e-Islami og Jamiyat-e Talaba som endnu dybere og tættere, er en ekstrem overdrivelse, hvoraf en stor del strider mod sandheden, spørger jeg alligevel: Selv hvis alt dette var sandt, hvad skulle forbrydelsen da være? De unge, der studerer på vores colleges og universiteter, er ikke mindreårige. De bor ikke i en skov langt fra byer og beboede områder. De læser alle slags bøger. De læser aviser, deltager i møder og konferencer og lytter til taler. De er uddannede, myndige og læsekyndige unge. Hvordan kan noget fornuftigt menneske så forvente, at disse unge skulle forblive fuldstændig uden forbindelse med de bevægelser, der ledes i landet, og de tanker og ideologier, der udbredes, og at intet af dette skulle påvirke dem? I virkeligheden findes der blandt de studerende lige så mange grupper med forskellige ideologier og tilhørsforhold, som der uden for uddannelsesinstitutionerne findes mennesker med forskellige meninger og veje. Blandt de studerende findes der ikke kun en pendant til Jamaat-e-Islami; der findes også pendanter til Awami League, National Awami Party, Muslim League, Nizam-e-Islam Party og det underjordiske (Under ground) kommunistparti. Og nu er pendanter til Convention League også ved at opstå — ja, de er allerede opstået. Hvis disse pendanter er lovlige, hvordan kan eksistensen af en pendant til Jamaat-e-Islami så blive betragtet som en synd?

Uanset hvilken form for forhold der måtte være mellem Jamaat-e-Islami og Jamiyat-e Talaba, kan det ikke lægges til grund for at erklære det for forbudt eller for at træffe nogen form for retlige foranstaltninger, før de to tidligere nævnte forhold er blevet bevist: for det første, at Jamiyat-e Talaba har gjort noget, der er en strafbar handling efter loven, og for det andet, at denne handling blev udført på foranledning af Jamaat-e-Islami.

I regeringens pressemeddelelse er der med stor møje fremført to eksempler. Det ene er, at Jamiyat-e Talaba i februar 1962 skabte tumult på Punjab University under hr. Zulfikar Ali Bhuttos tale, og at Jamaat-e-Islami havde udstedt ordre til at skabe denne tumult. Men de, der udarbejdede og offentliggjorde denne pressemeddelelse, husker ikke, at der i februar 1962 var indført militærstyre i landet. Både Jamiyat-e Talaba og Jamaat-e-Islami var ulovlige. Der kunne derfor ikke være tale om, at den ene organisation skabte tumult, og at den anden udstedte ordre dertil. Selv hvis man antager, at det virkelig forholdt sig sådan, hvordan kan det da forklares, at der ikke blev truffet foranstaltninger mod det i henhold til militærloven? To forbudte organisationer arbejdede åbent. Den ene skabte tumult, og den anden udstedte ordre om at gøre det. Og alligevel forholdt martial law sig tavs? Ønsker regeringen ved hjælp af dette at bevise, at martial law-myndighederne var inkompetente? Sandheden er, at det forhold, at man nu, to år senere, tager denne hændelse som grundlag for at gribe ind over for mig og Jamaat-e-Islami, klart beviser, at regeringen har ledt efter og fundet enhver mulig undskyldning for at slå ned på mig og Jamaat-e-Islami. Hvis regeringen alligevel hævder, at dette ikke er en opdigtet undskyldning, men den fulde sandhed, bør den fremlægge vidnesbyrd ved en åben domstol og bevise, at det for det første var Jamiyat-e Talaba, der skabte tumult ved hr. Bhuttos møde, og for det andet, at Jamaat-e-Islami udstedte ordren. En mistænkelig og ufuldstændig rapport fra efterretningstjenesten — som ofte bevidst udarbejdes for at lokke nogen i en fælde — kan aldrig accepteres som vidnesbyrd og bevis.

Det andet eksempel, som regeringen har fremført, er, at de uroligheder, som studenterne for nylig skabte i Lahore og andre steder, var det direkte resultat af tilskyndelse fra tilhængere af Jamaat-e-Islami. Regeringen hævder, at den råder over stærke beviser i denne sag. Jeg spørger: Hvis regeringen virkelig har sådanne beviser, hvorfor er de så blevet holdt skjult? Hvorfor fremlægges de ikke for retten, så vores skyld kan bevises? I virkeligheden bærer regeringen det fulde ansvar for disse begivenheder. Regeringen skabte bevidst uro og tilskyndede studenterne. Den gjorde selv sagen alvorlig ved at udøve en usædvanlig hård og brutal undertrykkelse. Derefter forsøgte regeringen med magt at lægge hele skylden for dette på Jamaat-e-Islami. Jeg har imidlertid allerede fra begyndelsen sagt, at Jamaat ikke havde den fjerneste forbindelse med disse uroligheder. Sagen begyndte på følgende måde: Blot to dage før universitetsvalget blev en kandidat til posten som formand for universitetets studenterråd, Barakallah Khan, hvis kandidaturpapirer var blevet behørigt godkendt, pludselig bortvist fra universitetet, så han automatisk blev udelukket fra valgkampen. (Det bør her bemærkes, at Barakallah Khan ikke havde nogen forbindelse med Jamaat-e-Islami eller Jamiat-e-Talaba. Han havde ganske vist på et tidspunkt været medlem af Jamiat, men Jamiat havde ekskluderet ham.) Det var en så uretfærdig forfølgelse, at det naturligt skabte utilfredshed blandt studenterne, og alle kandidaterne ved valget – omkring 65 i alt, herunder også Barakallah Khans modkandidat – boykottede valget. Derefter dannede disse kandidater selv en aktionskomité. Der var ikke ét eneste medlem af denne komité, som havde den fjerneste forbindelse med Jamiat-e-Talaba eller Jamaat-e-Islami. Det var denne aktionskomité, der besluttede at protestere mod bortvisningen af Barakallah Khan. Det var også denne komité, der udarbejdede et handlingsprogram for protesten, og det var efter dens beslutning, at demonstrationen den 4. november 1963 udgik fra universitetet. Politiet lod selv demonstrationen, med dens højttalere, fortsætte helt til Charing Cross. Derefter angreb det pludselig demonstranterne med stave og tåregas uden nogen advarsel eller meddelelse. Dette ophidsede studenterne endnu mere. De vendte tilbage og indgav en ansøgning til vicekansleren om, at der skulle træffes foranstaltninger mod denne overgrebshandling. Men vicekansleren følte sig tilsyneladende hjælpeløs. I stedet for at berolige studenterne ved at trøste dem nægtede han endda at komme ud og møde dem. Dette blev naturligt nok en yderligere årsag til studenternes ophidselse, og en gruppe af dem trængte ind på vicekanslerens kontor og begyndte at skabe uro dér. Den gruppe studenter, som begyndte urolighederne dér, bestod hovedsageligt af almindelige studenter. Regeringen har naturligvis ingen som helst beviser for, at nogen studerende med forbindelse til Jamiat-e-Talaba var til stede. Den 5. november besluttede studenterne i overensstemmelse med aktionskomitéens program at sætte sig i sit-in på fortovet uden for universitetet. De fik kun to minutter til at sprede sig. Ingen fornuftig person kan imidlertid forestille sig, hvordan dette store antal studenter skulle kunne sprede sig på to minutter. Så snart de to minutter var gået, blev studenterne kraftigt angrebet med stave, og politiet trængte ind på universitetets område og begyndte en brutal undertrykkelse.

Ærede herre! Dette er den virkelige hændelse, hvoraf det fremgår, at det var myndighederne, der først skabte uroen, og at de også er ansvarlige for at føre sagen videre. Ikke alene kan Jamaat-e-Islami på nogen måde trækkes ind i hele denne sag; det kan heller ikke bevises, at Jamiat-e-Talaba på nogen måde var ansvarlig. Hvis regeringen tror på sandheden i sin påstand og råder over stærke beviser for, at Jamaat-e-Islamis tilhængere offentligt tilskyndede til uroligheder, bør den modigt træde frem. Den bør oplyse, hvilke af Jamaats folk der skabte uro, og hvilken rolle de spillede, i ord og handling, under disse uroligheder.

Skabelse af utilfredshed blandt de væbnede styrker

Deres femte anklage er, at “Jamaat gennem sine lederes anstødelige taler forsøger at skabe utilfredshed blandt de væbnede styrker. (Det er særligt bemærkelsesværdigt, at ordene The Jamaat Attemption forekommer blandt årsagerne til arrestationen og tilbageholdelsen.)” Dette er en fuldstændig uklar anklage. Heraf fremgår det ikke, hvem der holdt denne anstødelige tale, eller hvad han sagde. Men selv hvis man for argumentets skyld antager, at nogle ledere holdt sådanne taler, hvorfor blev der så ikke rejst sag mod dem? Hvor er hjemlen til at binde hele Jamaat til deres taler? Jamaat har aldrig truffet en beslutning om, at der skulle skabes utilfredshed blandt de væbnede styrker. Som amir for Jamaat har jeg heller aldrig givet en sådan ordre. Hvis enkelte ledere har sagt noget i en tale, var de selv ansvarlige for deres taler.

Men det mærkelige er, at regeringen i sin pressemeddelelse af 6. januar kun beskyldte Mian Tofail Muhammad for at have holdt en sådan tale i Mianwali den 7. september, mens De som begrundelse for arrestationen og tilbageholdelsen har beskyldt Jamaats ledere for at have holdt sådanne taler. Hvordan vil De forklare denne tydelige modstrid mellem de to regeringsudtalelser? Fremgår det ikke klart heraf, at alle disse anklager fremsættes uden nogen undersøgelse? Og da anklagen blev rejst, havde man da glemt, at regeringen selv blot få dage tidligere gennem sin egen ærede mund havde fremsat noget helt andet?

Ikke-islamisk lederskab

De ovenstående anklager var sådanne, som De rejste mod Jamaat-e-Islami og dermed mod mig. I denne sjette anklage beskyldte De mig direkte for, at “jeg i mine taler ved forskellige offentlige møder har erklæret nationens lederskab for ikke-islamisk og satanisk”. Svaret er følgende: Hvad angår ordet »satanisk«, vil jeg sige, at jeg aldrig har brugt dette ord, og at jeg heller ikke er vant til at bruge den slags ord, når jeg giver udtryk for uenighed med nogen. Hvad angår dem, der har Pakistan i deres magt, har jeg ganske vist offentligt sagt – og siger det stadig – at de ikke handler i overensstemmelse med islam, og derfor er deres lederskab ikke-islamisk. Som leder af et oppositionsparti er det min juridiske og demokratiske ret at kritisere de personer, der sidder ved magten, deres lederskab og deres handlinger. Jeg er på ingen måde villig til at give afkald på denne ret. Lad det blive oplyst, i medfør af hvilken lov denne meningsytring kan erklæres for en forbrydelse?

En artikel i Targuman-ul-Qur’an

Deres sidste anklage er, at jeg i oktoberudgaven fra 1963 af mit månedsskrift Targuman-ul-Qur’an bragte en artikel mod Iran og dets kejserlige familie. De har desuden hævdet, at mit formål med at offentliggøre denne artikel var at slå en kile ind i det venskabelige forhold mellem Pakistan og dets traditionelle ven Iran. Min redegørelse i denne sag er følgende:

1. Den artikel, De har henvist til, er et sammendrag af flere artikler, som er offentliggjort af fremtrædende ulama i Irak og Iran. En af dem er et brev, der beskriver de samtidige iranske lærdes detaljerede situation. Brevet blev skrevet i den fremtrædende shiamuslimske lærde as-Sayyid Abu al-Qasim al-Khois navn. Det blev trykt på an-Nu’man Press i Najaf-e-Ashraf. Dets titel var: “Risalatum-min Ulama-i-Iran.”

Den anden pamflet er skrevet af as-Sayyid al-Khoi selv. Heri drøfter han jødernes voksende indflydelse i Iran og advarer den iranske regering om at udvise årvågenhed i denne sag. Pamfletten hed: “Tasrihatun Naziratul lil-Ummil Khoi.”

Den tredje pamflet er endnu en kilde til den nævnte artikel. Den hed: “Kifahul Ulama-il-A’lam.” Den blev udgivet af Saqafat-e Islamia i Karbala. I denne pamflet gives en detaljeret beskrivelse af de begivenheder, der fandt sted i Iran, med dokumenterede datoer.

2. Efter offentliggørelsen af den nævnte artikel modtog jeg et svar fra den iranske ambassade, og jeg offentliggjorde også dette i decemberudgaven fra 1963 af mit blad. (Et eksemplar af dette nummer er blevet forelagt til nævnets overvejelse, og jeg henleder især opmærksomheden på den redaktionelle kommentar til den pågældende artikel.) Når et tidsskrift eller en avis offentliggør begge parters udtalelser, hvilken anklage kan der så rejses mod dette på grundlag af journalistikkens almindeligt anerkendte principper?

3. Jeg kan nævne mindst 50 artikler, der er blevet offentliggjort i forskellige pakistanske aviser, og som er lige så kritiske som denne eller langt mere kritiske over for lande som Tyrkiet, Egypten, Jordan, Saudi-Arabien, Irak, Kuwait og flere andre. I nogle af disse artikler blev der endda kommenteret på de nævnte landes herskeres privatliv. I fængslet er jeg ude af stand til at indsamle de gamle numre af disse tidsskrifter og aviser. Men hvis jeg fik mulighed for det, kunne jeg indsamle dem og forelægge dem til Deres overvejelse. Spørgsmålet er nu: Er Iran den eneste ven af Pakistan? Eller har de ovennævnte lande også opnået anerkendelse som vores venner? Og hvis de er blevet betragtet som venner af Pakistan, hvorfor blev der så ikke truffet foranstaltninger mod de tidsskrifter og aviser, som kritiserede dem? Og hvad er begrundelsen for at gribe ind over for Targuman-ul-Qur’an?

Jeg har erfaret, at efter at udgivelsen af Targuman-ul-Qur’an blev standset, blev ugeavisen ’Al-Mimbar’ i Lyallpur også lukket. Avisen havde skrevet imod De Forenede Arabiske Stater. Dette blev gjort for at vise, at der tidligere ikke blot var blevet truffet diskriminerende foranstaltninger. Men ’Al-Mimbar’ var ikke den eneste, der havde offentliggjort skrifter af denne art. Jeg har allerede sagt, at jeg er rede til at fremlægge mindst 50 eksempler af denne slags. Er balancen således genoprettet blot ved også at gribe ind over for endnu en avis?

4. Udgivelsen af den nævnte artikel blev tidligere standset. Er det nu for at opfylde retfærdighedens krav eller med henblik på hævn, at jeg arresteres og tilbageholdes for den samme forseelse?

5. Jeg er den eneste, der er ansvarlig for offentliggørelsen af den nævnte artikel i Tarjuman-ul-Quran. Jeg er både dette tidsskrifts ejer og redaktør. Jeg har udgivet det siden 1932, ni år før Jamaat blev dannet. Jamaat har på ingen måde haft noget at gøre med dets ejerskab, redaktion, drift, overskud eller tab. Jeg har drevet det i overensstemmelse med min personlige situation og mine evner. Nu har regeringen gjort Jamaat-e-Islami ansvarlig for offentliggørelsen af en artikel i et sådant tidsskrift, erklæret organisationen ulovlig og fængslet mere end hundrede af dens ledere. Beviser det ikke, at regeringen har kastet alle standarder for retfærdighed og anstændighed over bord? Og at den har besluttet med magt at lægge de fejl, som Jamaats ledere ikke har begået, på deres skuldre?

6. Hvordan kunne De vide, at mit formål med at offentliggøre den nævnte artikel var at hugge en økse ned ved roden af det pakistansk-iranske venskab? Det er et universelt anerkendt princip i hele verden, at når et lands regering fører en undertrykkelsespolitik over for landets befolkning, og befolkningen befinder sig i en hjælpeløs situation, kan regeringen under presset fra den internationale opinion blive i stand til at indse behovet for at ændre sin førte politik og indføre retfærdighed. Irans indbyggere er vore muslimske brødre, og naturligt nok nærer vi dyb kærlighed og medfølelse for dem. Da jeg gennem værker af fremtrædende lærde fra Iran og Irak erfarede, at der blev begået uret mod befolkningen, offentliggjorde jeg sammendrag af disse værker med det formål at bruge vores moralske indflydelse på Irans regering for at få retfærdigheden indført. Jeg har allerede nævnt, at indflydelsesrige ledere i Irans naboland Irak offentliggjorde disse pjecer med det samme formål. I virkeligheden har ikke den mindste del af det formål, som jeg er blevet anklaget for, nogensinde haft plads i mit sind. Ikke engang den svageste skygge af tanken om at ‘hugge en økse ned ved roden af det pakistansk-iranske forhold’ har nogensinde trængt ind i min tankeverden. Men for at ofre os på blokken fortolkede regeringen først et universelt anerkendt internationalt princip groft og fuldstændigt forkert og rejste derefter en skammelig anklage mod hele Jamaat, hvilket blev gjort helt tydeligt i pressemeddelelsen af 6. januar 1964. Før Jamaat blev hængt i galgen, blev den således først udsat for en bagvaskelse. Men er denne mærkværdige regeringsvane med at være ivrig efter at lægge enhver sammensværgelse på vores skuldre og sætte en hvilken som helst hat på vores hoveder ikke i sig selv tilstrækkelig?

Jeg har i den foregående drøftelse bevist, at alle de syv anklager, De har rejst mod mig, er falske. Jeg beklager, at jeg under denne drøftelse har været nødt til at sige så mange bitre ting, som regeringen ikke bryder sig om. Men jeg er blevet tvunget til det. For hvordan skulle jeg kunne indrømme falske og opdigtede anklager? Derfor har jeg klart sagt, at de grunde, der er blevet angivet for at arrestere og tilbageholde mig, ikke er de virkelige grunde. Der ligger andre årsager bag regeringens beslutning om at træffe disse foranstaltninger. Regeringen skammer sig over at fortælle om dem. Derfor er opdigtede anklager blevet rejst for at skjule de virkelige årsager.

Supplerende svar på den tredje anklage

Hr. dommer S. A. Mahmud,

Formanden for Nævnet til genvurdering af politiske fanger, Lahore

Hr.,

Jeg ønsker at føje følgende svar til det svar, jeg tidligere, den 24. februar 1964, afgav på regeringens anklage nr. 3.

Eftersom jeg er fængslet, og mit private kontor er blevet aflåst, har jeg ikke kunnet få fat i en væsentlig del af de ting, der er nødvendige for at tilbagevise anklagerne mod mig. Ikke desto mindre lykkedes det mig med stort besvær at fremskaffe en brochure. Den hedder »Referatet fra Pakistans Jamaat-e-Islamis råd«. Dette råd blev afholdt fra den 15. til den 19. april 1951. Den blev udgivet i april 1951 af Jamaat-e-Islamis organisationsafdeling. I denne brochure beskrives Jamaat-e-Islamis arbejdsmetode blandt arbejderne (se side 53-60). Denne beskrivelse af Jamaat-e-Islamis politik afviser fuldstændigt anklagen mod den om, at den trænger ind i arbejderorganisationerne og »tilskynder dem til at skabe uro«.

I april 1951 besluttede rådet for første gang, at Jamaat burde interessere sig for arbejdernes problemer, og som Jamaats amir blev jeg bemyndiget til at fastlægge en arbejdsmetode på dette område. På grundlag af den bemyndigelse, jeg fik, gav jeg følgende direktiv:

»Hvis en arbejdergruppe har givet udtryk for ønsket om, at vi skal organisere arbejderne og lede dem, bør det først gøres helt klart for den, at vi kun kan organisere dem og lede deres kamp for at få deres krav opfyldt på den betingelse, at—

(a) kravene er lovlige og rimelige, og deres klager er sande og retfærdige. Vi kan aldrig støtte deres uretfærdige og ulovlige krav eller deres uberettigede klager.

(b) de skal være rede til at binde deres kamp for at få deres krav opfyldt til fredelige, retfærdige og værdige arbejdsmetoder. Vi bryder os ikke om nogen form for agitation, uro eller bølleoptøjer.«

(c) De kan ikke begrænse deres aktiviteter til varetagelsen af deres egne interesser, men må samtidig være rede til at forbedre deres egen moralske og religiøse tilstand.”

I den samme instruktion skrev jeg, da jeg drøftede arbejdsmetoden og måden at organisere sådanne arbejderafdelinger på: Først og fremmest bør man vække den moralsk-religiøse bevidsthed blandt arbejderne. Derefter bør følgende tanker gradvist indpodes i deres sind:

1. Alle landets midler og ressourcer samt rigdomme, uanset hvilken form de har (jord, industri, ejendom osv.) og uanset hvem der har myndighed over dem, er i virkeligheden nationale aktiver og en trust, og det er enhver borgers moralske og nationale pligt at bevare, berige og udvikle nationens aktiver.

2. De mennesker er fjender — ikke blot deres egne fjender, men også landets og nationens fjender — som direkte eller indirekte er rede til at følge destruktionens og anarkiets vej og derved beskadige og ødelægge de nationale aktiver.

3. Som muslimer er vi Guds undersåtter, tilhængere af Hazrat Muhammad (fred være med ham) og underlagt Koranens lov. Uanset hvor presserende vores behov er, og hvor retfærdige vores krav end måtte være, er det som muslimer ikke tilladt for os under nogen omstændigheder at overskride de grænser, som Gud og Hans Sendebud (fred være med ham) har fastsat. Så længe vi er muslimer, kan vi ikke fare frem som en tøjlesløs hest.

4. Som muslimer kan vi ikke antage nogen anden filosofi eller ideologi end islam for at løse vores problemer. Der er heller ikke noget behov for at gøre det. Islam har nemlig evnen og kapaciteten til at løse alle vores problemer på den bedst mulige måde. (I denne forbindelse bør funktionærer og arbejdere opnå et almindeligt kendskab til islams grundlæggende lære samt et detaljeret kendskab til løsningen af arbejderproblemer. På den måde kan de blive bevidste om deres rettigheder og pligter og få en korrekt forståelse af de goder og fordele, som islam giver dem, allerede før de beder om dem.)

5. Samfundets forskellige dele og grupper er som menneskekroppens forskellige organer. Ligesom hvert organ i menneskekroppen samarbejder med de andre, og et menneske ikke kan overleve, hvis organerne strides og kæmper indbyrdes, kan et samfund heller ikke bestå, hvis had, fjendskab, uvenskab, rivalisering, klassekamp, partikonflikter og modstand indtager pladsen i dets forskellige dele. Et sundt samfund kan kun opbygges på grundlag af kærlighed, hjælp, samarbejde og retfærdighed.

6. Den mentalitet, hvor en person kun fremhæver sin egen ret og den andens pligt, men fuldstændig tilsidesætter sin egen pligt og den andens ret, er helt fejlagtig, umenneskelig, udsprunget af grusomhed og uretfærdig. I virkeligheden skal enhver stå til regnskab over for Gud for sin pligt og for andres rettigheder.

For tretten år siden, da Jamaat begyndte at arbejde blandt arbejderne, blev ovenstående citater om Jamaats aktiviteter blandt arbejderne fremlagt fra en på det tidspunkt udgivet pjece. Fra begyndelsen havde vi antaget en klar arbejdsmetode. Regeringen kan ikke sige, at den var uvidende om denne rapport og ikke kendte Jamaats arbejderpolitik. Er det ikke sørgeligt, at regeringen trods denne klare erklæring fra Jamaat blindt har tilfredsstillet det regerende partis politiske modstand og hævntørst og pålagt os falske, urimelige, grundløse og andre anklager om, at vi ønsker at skabe utilfredshed blandt arbejderne for at erobre magten!

Det svar, Maulana Maududi gav til den vestpakistanske regerings udenrigsminister og formanden for revisionsnævnet for politiske fanger, dommer S. A. Mahmud, var så logisk, lovmedholdeligt og lærdomsrigt, at anklagerens anklager ikke blot blev bevist grundløse og ondskabsfuldt motiverede; også modpartens hadefulde sinds egentlige sygdom blev tydeligt afsløret. De selviske kredse, nemlig den regerende Convention League, fremsatte på den pakistanske regerings vegne så latterlige anklager og gjorde dermed en etableret regering til grin over for folket, det dannede samfund, juristerne og omverdenen.

Kashmiriske lederes svar på anklagerne

Den tidligere præsident for Azad Jammu og Kashmir, hr. Sardar Muhammad Ibrahim Khan, sagde i en erklæring:

»Alle de anklager, der er blevet rettet mod Maulana Maududi angående jihad i Kashmir, er fuldstændig grundløse. Da Maulana Maududi i 1994 blev sendt i fængsel på grundlag af disse anklager, var jeg denne stats præsident. Jeg undersøgte disse anklager og fandt ud af, at der ikke var det mindste gran af sandhed i dem. Der kan ikke næres nogen som helst tvivl om Maulana Maududis patriotisme, hans loyalitet over for staten og hans fulde støtte til Kashmirs frihedsbevægelse.« (APP—dagbladet Kohistan, Rawalpindi, 8. november 1963). Den tidligere præsident for Azad Jammu og Kashmir, hr. Syed Ali Ahmad Shah, sagde:

»Det er ikke rigtigt at gøre Kashmirs jihad til genstand for debat, og det er heller ikke rigtigt igen og igen at erklære, at Maulana Maududi er imod jihad i Kashmir. Det skader Kashmirs sag. Hidtil har alle landets partier været enige om Kashmir. Maulana Maududi har altid støttet selvbestemmelsesretten og en folkeafstemning for befolkningen i staten Jammu og Kashmir, og vil, om Gud vil, også støtte det i fremtiden. Jeg ved også med sikkerhed, at Maulana Maududi er stærkt imod en deling af Kashmir. Hver eneste muslimske stat i verden har denne samme holdning til Kashmir-spørgsmålet. Da jihad foregik i Kashmir i 1948, uddelte Maulana Maududi og Jamaat-e-Islami med min tilladelse kontante midler og forsyninger blandt Azad Kashmirs hær. Maulana Maududi har aldrig været og er heller ikke nu imod kashmirernes selvbestemmelsesret og en folkeafstemning. Jeg er fast overbevist om, at hvis De Forenede Nationer eller Indien nu eller i fremtiden overtræder eller forkaster Sikkerhedsrådets resolutioner, vil Maulana Maududi helt sikkert rådgive Pakistan og andre muslimske stater til jihad og udstede en fatwa herom.« (Anjam, Peshawar, 1. december 1963)

Udtalelse fra den kashmiriske leder Chaudhry Ghulam Abbas:

“Rawalpindi, den 2. februar 1964. I dag blev der her afholdt et møde i Public Library Hall under ledelse af hr. Raja Muhammad Haidar Khan, formand for All Jammu and Kashmir Muslim Conference. To hundrede rådsmedlemmer fra Azad Kashmir deltog i mødet. Qa’id-e-Millat Chaudhry Ghulam Abbas sagde i sin tale til mødet: ‘På vegne af Muslim Conferences rådsmedlemmer har vi modtaget en meddelelse med anmodning om, at rådet vedtager en fordømmende resolution mod restriktionerne på Jamaat-e-Islami og arrestationen af dens ledere. Jeg finder det nødvendigt klart at fastslå over for alle medlemmer af Generalrådet, at vi ikke har noget at gøre med Pakistans indenrigspolitik. Men vi er nødt til at udtrykke vores holdning til spørgsmål, der hænger sammen med Kashmir-spørgsmålet.'”

“Det er en almindeligt anerkendt sandhed, at alle personer, der er tilknyttet Jamaat-e-Islami, er patrioter. Ja, de er de mest patriotiske. I virkeligheden var det det eneste parti i landet, som organiseret og ad lovlig vej arbejdede for islamisk demokrati i landet. Hvad Maulana Maududi alene har gjort med hensyn til Kashmir-spørgsmålet og opnåelsen af kashmiriernes ret til selvbestemmelse, har vi alle tilsammen — selv med alle vores regerings bestræbelser — ikke kunnet gøre. Gennem Rabita-e-Alam-e-Islami, der består af islamiske stater, bragte Maulana Maududi Kashmir-spørgsmålet frem for verdens nationers forum og sikrede støtte til selvbestemmelse for vores sag, sådan som Pakistan ønsker det. Desuden var Maulana Maududi medlem af Kashmir-komitéen. Også på dette område har han alene gjort mere end os. I en udtalelse, hvori han på sin Jamaats vegne lovede hjælp og støtte (udtalelsen blev offentliggjort i aviserne den 1. januar 1964), sagde han: ‘Regeringen må tage et konkret skridt i Kashmir-spørgsmålet.’ Men Pakistans regering tog uventet et så konkret skridt, at den ved at arrestere Maulana Maududi og Jamaat-e-Islamis ledere bragte hans stemme til tavshed — en stemme, hvis tavshed har påført Kashmirs befolkning uoprettelig skade.”

“Desuden er det ingen hemmelighed for nogen, at Jamaat-e-Islami i det besatte Kashmir i dag er det eneste stærke parti blandt alle de politiske partier. Dets afdelinger har bredt sig fra landsby til landsby. Derfor vil indførelsen af restriktioner mod et fredeligt og demokratisk parti som Jamaat-e-Islami i et islamisk og demokratisk land som Pakistan uundgåeligt skabe had til Pakistan i det kashmiriske folks hjerter.”

“Kashmirs hidtil rolige og fredelige atmosfære er nu blevet forvandlet til et ophedet krudtmagasin, og hvis Pakistan virkelig ønsker at vinde Kashmir, vil der aldrig komme et mere gunstigt tidspunkt end dette. På dette tidspunkt burde hele den pakistanske nations oprigtige og samlede støtte og medvirken have været til rådighed. Det havde Pakistans regering også opnået. Men det er beklageligt for os, at regeringen netop på dette tidspunkt ved at indføre restriktioner mod Maulana Maududi og Jamaat-e-Islami har berøvet sig selv hjælp og støtte. Heraf fremgår det, at regeringen slet ikke ønsker at tage nogen effektivt skridt i denne sag.”

“Hvis Pakistans regering oprigtigt bekymrer sig om Kashmir-spørgsmålet, er vores krav, at Maulana Maududi og Jamaat-e-Islamis ledere løslades uden betingelser, og at restriktionerne mod Jamaat-e-Islami ophæves.”

Hele rådet gav enstemmigt sin tilslutning til Qa’id-e-Millats ovenstående tale, og der blev fremsat et krav over for Pakistans regering og præsident, feltmarskal Muhammad Ayub Khan, om, at Maulana Maududi og Jamaats ledere skulle løslades, og at restriktionerne mod Jamaat-e-Islami skulle ophæves. (Ugebladet Pak-Kashmir, Rawalpindi, den 6. februar 1964).

Løsladelsen af Maulanaen og Jamaats ledere

Det er værd at bemærke, at Maulana Sayyid Abul A’la Maududi (amir for Jamaat-e-Islami Pakistan) og 13 ledere fra Jamaat i Vestpakistan blev arresteret straks efter, at Jamaat-e-Islami den 6. januar 1964 blev erklæret ulovlig. Lederne i Østpakistan blev løsladt inden for seks-syv måneder. Men selv efter den ærede højesterets klare dom den 25. september 1964 blev Maulana Maududi og lederne fra Vestpakistan fortsat holdt fængslet på uretmæssig og ulovlig vis. Vestpakistans højesteret indgav imidlertid et habeas corpus-søgsmål mod denne uretmæssige tilbageholdelsesordre.

Den 9. oktober 1964 fastslog Vestpakistans højesteret i sin dom, at »ledernes tilbageholdelse er fuldstændig uretmæssig og ulovlig«. Den ærede højesteret beordrede regeringen til omgående at løslade lederne.

Efter højesterettens kendelse fik Maulana Maududi og de øvrige Jamaat-ledere, efter at have udstået over ni måneders fængsel uden at have begået nogen forbrydelse, mulighed for at vende tilbage til verdens frie luft. Lahores befolkning ventede ved fængselsporten for at byde Maulana varmt velkommen. Endelig, efter klokken tre om natten, blev fængselsporten åbnet, Maulana trådte ud, og en vældig procession fulgte ham. Sandhedens sejrssang genlød igen, mens løgnens balloner opløstes i himmelrummet.

Maulana Maududis og Jamaat-e-Islamis rolle i den tidligere krig mellem Pakistan og Indien

Den 6. september 1965 angreb det imperialistiske Indien Pakistan til lands og fra luften uden at erklære krig. Med kampvogne, pansrede køretøjer og tunge våben overskred indiske soldater Wagah-grænsen øst for Lahore og rykkede frem mod Lahore. Siden den sene nat havde man kunnet høre tordenbraget fra de indiske kanoner og skudsalver. Men Lahores indbyggere kendte ikke den virkelige situation før klokken ni den følgende morgen.

Den 5. september mødtes Kashmirs leder Chaudhry Ghulam Abbas, Maulana Maududi, Muhammad Ali, Nawabzada Nasrullah Khan, Sardar Shaukat Hayat Khan og andre ledere i Rawalpindi. Så snart nyheden om krigen kom den følgende morgen (den 6. september), tog Maulana Maududi klokken otte af sted til Lahore.

Lidt før middag ringede sekretæren for informationsafdelingen i Vestpakistans regering, hr. Sayyid Munir Husain, til Maulanas bolig og meddelte, at Pakistans præsident havde indbudt oppositionslederne til et møde klokken syv om aftenen i sin bolig i Rawalpindi. Maulana Maududi var endnu ikke nået frem til Lahore. Informationssekretæren bad om, at man skulle give ham besked, så snart Maulana var nået frem til Lahore, hvorefter han ville sende et statsligt køretøj, så Maulana kunne tage til Pindi.

Under mødet meddelte Maulana imidlertid præsidenten, at han og hans Jamaat i dette øjeblik af den yderste nationale krise til enhver tid stod parate til enhver form for tjeneste og offer.

Det siger sig selv, at da den imperialistiske Indiens undertrykkelse og mishandling af de kashmiriske muslimer nåede et højdepunkt, erklærede den undertrykte muslimske befolkning i slutningen af august jihad for at forsvare sig selv. Maulana Maududi havde allerede rettet en indtrængende appel til Pakistans befolkning om at yde enhver form for hjælp til de kashmiriske mujahider og havde pålagt alle Jamaat-e-Islamis medarbejdere at træde frem i denne sag. Derefter begyndte Jamaat-e-Islamis medarbejdere i Øst- og Vestpakistan en indsamling under navnet »Jihad-e-Kashmir-fonden«. Det var ikke kun kontante midler, der blev indsamlet; også forskellige nødvendige forsyninger begyndte at komme ind. Befolkningen gav også rundhåndet og begyndte at vise et hidtil uset offer og selvopofrelse.

Maulana Maududi lod sig ikke nøje med dette. Han skrev til omkring et hundrede lærde, tænkere, ledere og avisredaktører i hele den muslimske verden og bad om enhver form for hjælp til jihad i Kashmir. Hans appel blev offentliggjort i adskillige aviser og tidsskrifter i den muslimske verden. Som følge heraf opstod der overalt stor opstandelse, og arbejdet blev hurtigt sat i gang i overensstemmelse med Maulanaens appel.

Da Indien den 6. september 1965 indledte et direkte angreb på Pakistans territorium, fremsatte Maulanaen følgende appel til Pakistans befolkning:

»I dag har de indiske soldater udvist den dristighed at krydse Wagah-grænsen og rykke frem mod Lahore. Efter dette er krigen ikke længere begrænset til Jammu og Kashmir; der er i realiteten udbrudt krig mellem de to lande. Og den er blevet indledt uden nogen krigserklæring. Nu er det enhver pakistansk borgers pligt at gøre sig rede til at slå ihjel og dø med ligklædet om hovedet og at forsvare hver eneste tomme af dette hellige land med sit liv og sin ejendom. Der er naturligvis ingen tvivl om, at vore soldater ved Guds nåde er yderst tapre, og vi har fuld tillid til deres tapperhed. Men når nogen del af landet angribes, bliver det ikke kun hærens pligt at gøre modstand; i overensstemmelse med Allahs og Hans Sendebuds (fred være med ham) anvisning bliver det enhver muslims pligt. Derfor appellerer jeg til alle Pakistans muslimer om, at de skal stå sammen i fuld enighed for dette lands sikkerhed og være rede til enhver form for offer. Derefter holdt Maulana Maududi fem taler over Pakistan Radio for at inspirere nationen til jihad. Pakistan-regeringen trykte talerne som en pamflet og distribuerede den blandt befolkningen og hæren. Det vil ikke være en overdrivelse at sige, at Maulanaens jihad-taler indgød hæren, grænsebefolkningen og hele nationen en hidtil uset og ukuelig styrke til jihad på Allahs vej. Efter våbenhvilen tog vi i begyndelsen af december ud for at se krigsfronterne. I vore soldaterbrakker i den historiske krigsfront, Chawinda-sektoren (som udenlandske eksperter har kaldt »Graveyard of Indian Tanks« – de indiske kampvognes kirkegård), fandt vi stadig eksemplarer af Maulanaens jihad-taler.«

Maulana Maududis rejse til Azad Kashmir

Fra Muzaffarabad holdt Maulana Maududi over Azad Kashmir Radio en tale om Kashmir-spørgsmålet, fyldt med uigendrivelige argumenter og faktuelle oplysninger. Derefter besøgte han sammen med Jamaat-e-Islamis generalsekretær og nogle ansvarlige personer fra Jamaatens centralkontor forskellige krigszoner i Azad Kashmir, og han appellerede til alle om at styrke forbindelsen med Gud og bevare moralen. Maulanaens rejse i Azad Kashmir gav befolkningen, mujahiderne og Azad Kashmirs regering stor opmuntring og entusiasme.

Derefter overtog Jamaat-e-Islami på anmodning fra Azad Kashmirs regering det fulde ansvar for pleje og behandling af de tusinder af muhajirer, der var kommet fra det besatte Kashmir og Indien, samt af de soldater, der var blevet såret i krigen. Til dette formål oprettede Jamaat-e-Islami otte lægecentre i distrikterne Poonch og Mirpur og bar alle udgifterne. De nødvendige læger og øvrige medarbejdere blev anskaffet af Jamaat-e-Islami. Dette hjælpearbejde fortsatte uafbrudt fra november 1965 til juni 1966.

Nedenfor gengives en kopi af det brev, som Azad Kashmirs regering i taknemmelighed for Jamaat-e-Islamis hjælpearbejde sendte til hr. Sayyid Siddiqul Hasan Gilani, direktør for Jamaatens nødhjælpsafdeling:

Kopi af brevet

Nr. INF/519/66

PRÆSIDENTENS RESIDENS

MUZAFFARABAD

DATERET DEN 5^. APRIL 1966

SAYED SIDDIQUL HASAN GILANI, ESQ

KOORDINATOR, MEDICINSKE ENHEDER.

JAMA’AT-I-ISLAMI PAKISTAN

ICHHRA, LAHORE

Der henvises venligst til Deres brev nr. … dateret 25.2.66 vedrørende afviklingen af de medicinske enheder, som Jamaat-i-Islami oprettede i Azad Kashmir i november 1965.

Jeg er blevet anmodet af præsidenten for den azad-kashmiriske regering i staten Jammu og Kashmir om på hans vegne at udtrykke taknemmelighed for den uvurderlige hjælp og det uvurderlige samarbejde, som Jamaat-i-Islami har ydet på alle områder, og navnlig på det medicinske område. Jamaat-i-Islamis støtte har uden tvivl været til stor lindring for ofrene for de indiske styrkers og jana-shanghiernes barbariske handlinger på tværs af våbenhvilelinjen.

Jeg er også blevet anmodet om venligst at viderebringe taknemmeligheden til lægerne og de øvrige medlemmer af de medicinske enheder, som arbejdede i Azad Kashmir under yderst vanskelige forhold og tjente flygtningene med betydelige personlige ofre.

1. M.., Hashmi

Sekretær for regeringen

Azad-regeringen i Jammu og Kashmir.

Jeg fremlægger også en kort beskrivelse af dette hjælpearbejde for læserne.

Fra de ovenfor beskrevne otte medicinske enheder blev i løbet af de seneste otte måneder i alt 202.836 personer behandlet. Det skal bemærkes, at Jamaat-e-Islami indsamlede i alt 295.168,68 taka til nødhjælpsarbejdet. Heraf blev 125.000 taka kontant overrakt til præsidenten for Azad Kashmir. 75.511,00 taka blev afsat til de medicinske enheder. Der blev givet 3.637,89 taka til de studerende, 2.100,00 taka stillet til rådighed af Lahore til krigsflygtningene, 19.044,85 taka hensat som reserve i Habib Bank, 5.985,00 taka til personalets ydelser, 28.551,23 taka til indkøb af nødvendige varer såsom tæpper, sengetøj, køkkenudstyr og lignende, 8.734,26 taka til køretøjer, transport, pakning og lignende, 1.811,48 taka til de frivilliges ydelser, samt 2.638,80 taka til vask af tøj og reparation og indkøb af sko. Efter fradrag af alle øvrige diverse udgifter stod der 1.188,44 taka tilbage i fonden, som blev indsat på Jamaatens nødhjælpsfond.

Ud over det medicinske arbejde blev alle former for dagligdags fornødenheder indsamlet i tilstrækkelige mængder til over hundrede tusinde muhajirer og sendt til Azad Kashmir. Der fandtes ikke nogen nødvendig vare, som ikke blev leveret. Der blev endda givet flere hundrede galvaniserede blikdåser fyldt med værdifulde bryllupsgaver til muhajir-brudepar, så de hjemløses bryllupper kunne fremkalde et lille smil af glæde.

Efter at Azad Kashmirs behov var blevet dækket, blev 16 lastvognslæs med forsyninger sendt tilbage til Jamaatens kontor i Rawalpindi, og de blev senere uddelt blandt de mennesker, der var blevet ramt af krigen i Sialkot-sektoren. De hjælpeforsyninger, som Jamaatens medarbejdere indsamlede efter Maulana Maududis stærke appel til den muslimske befolkning, havde en værdi af ikke mindre end tre til tre og en halv million taka.

Derudover indsamlede Jamaatens medarbejdere kontant 558.645,38 taka (fem lakh otteoghalvtreds tusind seks hundrede femogfyrre taka og otteogtredive paisa) til »Jihad Kashmir-fonden«, »Pakistans forsvarsfond« og hjælp til de hjemløse. Mange Jamaat-medarbejdere stillede deres tjenester til rådighed på krigsfronten. På nogle krigsfronter sørgede de for mad og drikke til soldaterne og holdt om natten vagt for at beskytte jernbanelinjerne. En distriktsamir i Jamaat-e-Islami, inspireret til jihad, gentog eksemplet fra islams første kalif, Hazrat Siddiq Akbar (må Allah være tilfreds med ham). Han gav uden tøven alle sine ejendele i hjemmet og den sidste mønt, han ejede, til jihad. [Men det er en stor sandhed, at det islamfjendtlige samfund ikke kan tåle dem, der anser Allah for den eneste Herre og ofrer deres liv og rigdom på Hans vej. Også her gentog historien sig. Distriktsmyndighederne begyndte, den ene sag efter den anden, at indblande denne modige mujahid i politiske sager og beordre hans fængsling. Det skal bemærkes, at han under Bhutto-regeringen var en åbenmundet taler for oppositionspartiet. Derfor blev han offer for Bhutto-regeringens sammensværgelse og led martyrdøden, da han blev skudt af en attentatmand. Det var Dr. Nazir Ahmad; han blev valgt til MNA i 1970.]

En appel om enhed under krigen

Maulana Maududi samlede for første gang alle lederne af oppositionspartierne og dannede en fælles krigskomité, og alt komitéens arbejde blev udført på Jamaatens hovedkontor. Denne komité meddelte regeringen, at den ville yde enhver form for ubetinget samarbejde i forbindelse med krigen.

Pakistans tjeneste i omverdenen

Efter at Pakistan var blevet direkte angrebet af Indien, sendte Maulana Maududi et åbent brev, skrevet til verdens muslimske nationer, til offentliggørelse i forskellige aviser i de muslimske lande. Det blev offentliggjort rettidigt i næsten alle aviser. En kopi af brevet følger:

“Det imperialistiske Indien har kastet masken af fredselskende og neutralitet og har fra alle sider angrebet Pakistan med talrige soldater udstyret med moderne våben. Der kan ikke være nogen anden årsag til dette barbariske angreb end, at Kashmirs undertrykte muslimer havde erklæret jihad for at beskytte sig selv mod Indiens bestialske undertrykkelse, og at Pakistan udelukkende, inspireret af islamisk broderskab, havde hjulpet kashmirerne. Kashmirs og Pakistans mujahidin erobrede på en uge mange områder i det besatte Kashmir. Da Indien så denne situation, mistede det pludselig besindelsen og angreb Pakistan til lands, til vands og fra luften, samtidig med at det indledte ubeskrivelige overgreb mod indiske og kashmiriske muslimer. Vores hær har våbnene »iman billah« og »tawakkul ala Allah«. Derfor har de pakistanske soldater i alle de sammenstød, der hidtil har fundet sted, udvist et enestående heltemod. Jeg appellerer til Pakistans hundrede millioner muslimer og til de muslimske stater om at komme deres pakistanske og kashmiriske brødre til økonomisk og moralsk hjælp, inspireret af islams broderskab, for at modstå det indiske angreb.”

Det siger sig selv, at den hidtil usete genklang, som dette vakte i hele den muslimske verden, vil blive skrevet med gyldne bogstaver i historien. Ingen er uvidende om den måde, hvorpå Verdensmuslimernes Kongres i Mekka, Ikhwan al-Muslimun, de muslimske lande i Mellemøsten og Afrika samt forskellige institutioner dér reagerede. Som svar meddelte Irans berømte religiøse leder, Allama Muhammad al-Sadiq al-Ruhani, Maulana Maududi, at Irans ulema, mashayikh og almindelige muslimer var blevet urolige og rastløse, efter at Pakistan var blevet angrebet af Indien.

Det er værd at nævne, at Maulana Maududis internationale pas blev beslaglagt uden angivelse af nogen grund, allerede før Jamaat-e-Islami blev erklæret ulovlig af regeringen. Verdensmuslimernes Kongres i Mekka (Rabita al-Alam al-Islami) har sit centrale kontor dér. Maulana Maududi er medlem af dens centralkomité. Han er også livsvarigt medlem af det styrende organ for det Islamiske Universitet, der er oprettet i Medina. Under hajj afholdes der vigtige hastemøder i begge institutioner, som Shah Faisal også deltager i. Efter at regeringens beslaglæggelse af Maulanaens pas havde fundet sted, kunne han i flere år ikke rejse til Mekka. Efter krigen mellem Pakistan og Indien blev Maulanaens pas givet tilbage, og ved den følgende hajj rejste han til Mekka. Han udarbejdede en værdifuld og informativ pjece om Kashmir-spørgsmålet på engelsk og arabisk og medbragte næsten halvtreds tusind eksemplarer. De blev uddelt blandt uddannede pilgrimme, der var kommet fra forskellige lande i verden. Pjecerne var så fyldt med vigtige oplysninger og historiske begivenheder, og Kashmirs-spørgsmålets grundårsag, dets historiske baggrund samt de kashmiriske muslimers politiske, økonomiske, religiøse og kulturelle historie var skrevet i så præcist og gribende et sprog, at ingen offentlig afdeling hidtil havde været i stand til at fremlægge en publikation, en historisk fremstilling eller en erklæring af så høj kvalitet. I denne pjece beviste Maulana klart og entydigt, at Kashmir-spørgsmålet ikke blot vedrører Pakistan, men hele den muslimske verden. Hvis Pakistans forsvarsmur bryder sammen foran det erobringslystne Indiens ekspansion mod fremmede lande, vil dets fremmarch fortsætte helt til den muslimske verdens fjerneste vestlige grænse. Desuden vil Indiens sande forhold til Pakistan også blive klart for verdens muslimer.

Desuden roste Maulana Maududi under den foregående hajj i stærke vendinger den pakistanske hærs tapperhed i krigen mellem Pakistan og Indien ved et møde arrangeret på initiativ af Verdensmuslimernes Kongres for syv-otte hundrede udvalgte fremtrædende personer fra forskellige lande. Han holdt en lang tale om den pakistanske befolknings urokkelige moral, dens enestående ofre, den indiske hærs barbariske og bestialske adfærd samt Indiens onde hensigter. Med klare ord og stærke argumenter fik Maulana tilhørerne til at forstå, at Indiens begærlige blik på de muslimske landes olieressourcer var tydeligt. Derfor ønsker Indien at etablere hinduistisk-indisk imperialisme over de muslimske lande i Afrika og Asien. Derefter vedtog Verdensmuslimernes Kongres på sit møde en resolution med krav om Sheikh Abdullahs løsladelse.

Kort sagt var Maulanaens tjeneste for Pakistan, fra krigens begyndelse til våbenhvilen og tiden efter Tashkent-aftalen, uovertruffen. Men ligesom flagermusen ikke kan tåle solstrålerne, livets fornyende kraft, og derfor hele dagen vender hovedet nedad og sparker mod solen, findes der også i Pakistan en gruppe mennesker, som af uberettiget fjendskab mod Maulanaen er ivrige efter at sprede grundløse historier om ham i ind- og udland. Selv efter krigen blev flere tusinde propagandaskrifter med grundløse anklager og giftige udfald mod Maulanaen sendt til Mekka fra en bestemt kreds. Men da man tog hensyn til forholdene dér, vovede man ikke at uddele dem.

Da de indiske tropper på én front i krigen mellem Pakistan og Indien havde lidt et alvorligt nederlag og begyndte at trække sig tilbage, begyndte Sikkerhedsrådet og de store magter under det at lægge pres på Pakistan for at få en våbenhvile. På dette tidspunkt udtrykte Maulana Maududi klart Jamaat-e-Islamis synspunkt i sagen og sagde, at så længe der ikke i Kashmir var truffet sikre ordninger for en folkeafstemning i overensstemmelse med den resolution, der var vedtaget i Sikkerhedsrådet, og som Indien også havde accepteret, ville det for Pakistan være det samme som selvmord at gå med til en våbenhvile. Også derefter fortsatte Maulana med at give Pakistans regering sine retfærdige, fornuftige og oprigtige råd. Men alt blev til en klage i ørkenen. Tashkent-aftalen førte det hele til fiasko. Pakistans nationale håb og forventninger blev knust, og Kashmirs undertrykte muslimer blev skubbet frem foran sultne og blodtørstige menneskeædere.

Fra krigen mellem Pakistan og Indien til 1970 – før Maulanaens rejse til udlandet for at modtage behandling

I de fem år efter krigen mellem Pakistan og Indien spillede Maulana Maududi en ledende rolle i kampen for at etablere demokrati i Pakistan. Maulana gav udtryk for, at erklæringen af en ubetinget våbenhvile og den efterfølgende Tashkent-aftale i januar havde skadet Pakistans omdømme. Som protest mod Tashkent-aftalen blev der den 13. februar 1966 indkaldt til en national flerpartikonference i Lahore, hvor Maulana Maududi og oppositionslederne holdt taler med skarp kritik af regeringen og Tashkent-aftalen. Men regeringen forbød offentliggørelsen af konferencens taler og resolutioner. Som reaktion begyndte en folkelig bevægelse i hele landet under navnet Pakistan Democratic Movement.

Maulana Maududis arrestation

Eftersom Maulana Maududi var den demokratiske bevægelses livskraft, blev han en torn i øjet på den herskende gruppe. Regeringen ledte efter forskellige påskud for at arrestere ham og på ubestemt tid fjerne ham fra bevægelsens arena, og til sidst fandt de også et påskud.

Efter aftenen den 10. januar 1967 blev det via radio og tv med henvisning til den statslige Ru’yet-e Hilal-komité bekendtgjort, at man havde set månen for Eid al-Fitr, og at Eid al-Fitr skulle fejres i hele landet den følgende dag, den 11. januar. Men månen var ikke blevet set nogen steder i Pindi, Lahore, Karachi, Delhi eller Østpakistan. Derfor erklærede de lærde deres uenighed med Ru’yet-e Hilal-komitéen. De besluttede, at Eid i stedet for den 11. januar skulle fejres den 12. januar, og denne beslutning blev meddelt i hele landet gennem aviserne. Den muslimske befolkning var heller ikke villig til at fejre Eid den 11. januar uden at have set månen. For ingen steder var der kommet nogen melding om, at månen var blevet set aftenen den 10. januar. Som følge heraf fejrede kun et meget lille antal mennesker Eid den 11. januar, udelukkende for at behage regeringen, mens hele nationen fejrede den hellige Eid al-Fitr fredag den 12. januar.

Dette ramte Ayub Khans anseelse. Derefter begyndte den ene erklæring efter den anden fra ministre og smigrere at blive offentliggjort i aviserne til støtte for regeringens beslutning og med hårde angreb på de lærde, især Maulana Maududi. Herefter kunne ingen længere være i tvivl om regeringens onde hensigter. Derfor blev fire fremtrædende lærde fra Lahore, heriblandt Maulana Maududi, arresteret den 19. januar og sendt til hver sit fængsel. Maulana Maududi blev overført til Bannu-fængslet, flere hundrede mil fra Lahore, og hans færden blev holdt fuldstændig skjult for landets befolkning i flere dage.

En måned efter arrestationerne pralede Ayub Khan på en guvernørkonference med, at nogle lærde var blevet arresteret, fordi de ønskede at gøre religionen til en marionet i deres hænder.

Men den virkelige sag var den stik modsatte. Ayub Khan ønskede ikke selv at underordne sig religionen, men ville underordne religionen, det vil sige islam, under sig. Maulana Maududi og de sandhedselskende lærde var derimod på ingen måde villige til at tolerere selv den mindste indblanding i islam fra nogen side.

Da Chowdhury Rahmat Ilahi på Jamaat-e-Islamis vegne anlagde sag ved højesteretten mod denne uretmæssige tilbageholdelse, blev den 13. marts fastsat som dagen for høringen. Under høringen blev regeringen tvunget til at løslade Maulana den 16. marts. Derefter blev han med æresbevisninger ført fra Bannu-fængslet til sin bolig i Lahore.

Maulanas udenlandsrejse med henblik på behandling

Som følge af, at der var dannet sten i blæren, led Maulana i lang tid af denne stensygdom. Derfor var hans helbred efterhånden blevet fuldstændig nedbrudt. For at kunne arbejde for deen havde han gjort både sin krop og sit sind hårde som sten. Derfor arbejdede han dag og nat selv under den alvorlige sygdom. Han gav ikke udtryk for sygdommens smerte og lidelse med sine ord, og der sås aldrig nogen skygge af smerte i hans ansigt.

Første gang blev hans blære opereret den 16. oktober 1946, da han opholdt sig i Darul Islam, Pathankot. Denne sygdom opstod, fordi han sad stille i timevis og om natten gav afkald på en god nats søvn for at udføre sit skrive- og studiearbejde. Ved indtagelse af unani- og allopatiske lægemidler kom stenene ud sammen med urinen, men de dannede sig igen. Hakim Muhammad Sharif Amritsari fortsatte med at behandle ham, men sygdommen blev ikke helbredt. Derfor indvilligede Maulana efter alles anmodning i at blive opereret.

Lahore-bosatte Zafar Iqbal var Maulanas ven, og hans bror, dr. Riyaz Qadir, var en berømt kirurg. Det blev besluttet, at dr. Riyaz Qadir skulle operere Maulana på Amritsar Hospital i oktober. Som forberedelse til operationen sørgede han for nogle lægemidler og rådede Maulana til at tage fuldstændig hvile. I overensstemmelse hermed rejste Maulana den 25. september til Shimla og tog ophold i Sufi Abdul Rahims hjem. Derefter kom han til Amritsar den 13. oktober, og den 16. oktober opererede dr. Riyaz Qadir ham. Der blev fundet fem sten i hans blære. Operationen lykkedes, og den 13. november forlod Maulana hospitalet og nåede Darul Islam hen på aftenen. Seks dage senere, den 19. november, rejste Maulana til Sialkot for at hvile ud og vendte tilbage til Darul Islam ved udgangen af december.

Efter toogtyve år må han igen efter lægernes råd rejse til London for at få blæren opereret. Helt naturligt var Maulanas utallige beundrere og tilhængere bekymrede og blevet dybt bedrøvede ved tanken om at skulle undvære Maulana. Følelserne og begejstringen i deres afskedssyge hjerter kom til udtryk i ord og tårer i Maulanas bolig på 5/A Jaildar Park og ved de forskellige arrangementer i Lahore, som blev afholdt i anledning af hans afrejse.

Fra august til december 1968

Eftermiddagen den 22. august.

På Lahores lufthavn er tusindvis af menneskers sorgfulde følelsesudbrud samlet. Der hersker fuld orden blandt folkemængden. Der er ingen larm eller tumult. Kun en inderlig længsel efter i stilhed, med øjne flydende af tårer, at tage afsked. Strømmen af mennesker mod lufthavnen fortsætter uophørligt. Denne menneskemængde er kommet for at få et sidste glimt af Maulana, før han rejser til London.

Om eftermiddagen brænder solen ubarmhjertigt ned over lufthavnen. De mennesker, der er kommet for at tage afsked med Maulana, venter i rækker i fuld orden. I deres hænder holder de forskellige bannere: “Pakistans fundament er islam, islam vil holde Pakistan oppe, Pakistans udspring er La ilaha illallah.”

Den højt agtede person, som denne menneskemængde er kommet for at se, fordi han kalder til sandhed og skønhed, er ankommet til lufthavnen. Utallige menneskers ufravendte blikke er rettet mod ham. Den ventende folkemængde indprenter sig hvert eneste ord, der kommer fra hans læber, i deres hjerter, og de vil bringe disse værdifulde ord fra hans afsked videre til millioner af mænd og kvinder, som ikke havde mulighed eller held til at deltage i afskedsceremonien. Med tårer i stemmen siger Maulana til folkemængden: »Mit testamente til jer alle er, at I med fuld oprigtighed og beslutsomhed fortsat skal arbejde for at etablere Allahs dīn i Pakistans land. Jeg vil blive ved med at bede for jer, og I skal også blive ved med at bede for mig, så Allah den Ophøjede gør os til oprigtige tjenere for Hans dīn. Må Han give os tawfīq til at udføre alt, hvad vi kan, med større dygtighed og hengivenhed.«

Folkemængden udbrød med kvalt stemme: »Āmīn.«

Den 25. august.

I dag har Karachis lufthavn antaget samme udseende som Lahores lufthavn for to dage siden. Maulana går op ad flyets trappe. Hele lufthavnens atmosfære, indhyllet i sorgens skygge, har antaget et roligt, højtideligt og helligt præg. Bønnerne fra den fremmødte folkemængde, som er kommet for at tage afsked, genlyder i lufthavnens luft. Stående ved trappens øverste ende løfter Maulana hånden og siger »Khoda Hafiz« til folkemængden.

PIA’s Boeing-fly flyver mod sin destination, båret af sine to vinger gennem utallige lande, over utallige floder og have under den blå himmel. Blandt passagererne tilfredsstiller nogle deres trang til at drikke, nogle taler med deres sidemand, mens andre for fornøjelsens skyld fordyber sig i smagen af underholdende litteratur. Men hvor skulle Maulana have tid til alt dette? Han er optaget af de nødvendige rettelser i den engelske oversættelse af sine værker. Fra tid til anden daler flyet ned fra himlen til jorden i Teheran, Beirut og Istanbul. Hvert sted flænger de besøgendes råb af »Allāhu akbar« lufthavnens luft. Blandt dem, der ønsker at se ham, er byens fremtrædende borgere, de lærde, ledere af forskellige institutioner, universitetsprofessorer og studerende. Maulanas personlighed er ikke begrænset til ét land; den er universel. Han tilhører ikke blot Pakistan, men hele verden. Han er genstand for den muslimske verdens respekt, og den muslimske verden søger hos ham ægte vejledning til at følge islams vej.

Maulana er personligt ukendt for den fremmødte folkemængde. Men deres oprigtige hyldest til Maulana og deres uhæmmede følelsesudbrud vidner om, at de to parter har kendt hinanden længe – gennem tider, epoker og århundreder. Hvorfor er forbindelsen mellem den, der kalder til sandheden, og dem, der tager imod sandheden, så dyb og stærk, og hvor er der tid – og hvad er behovet – for at besvare alle de øvrige spørgsmål af denne art? Det, som de to øjne ser i dette hjertevarmende syn, og det, som hjertet føler, er svaret.

Europas største lufthavn genlyder af råbene »Allāhu akbar«. Sammen med dem lyder også »Pakistan zindabad« og »Islāmī nizām zindabad«. Klokken er halv seks om eftermiddagen ifølge britisk standardtid. Maulana er steget ud af flyet. Folkemængder, der er kommet spontant for at hilse Maulana, ankommer fra Newton, Birmingham, Manchester, Rochester, Bradford og yderligere tyve-treogtyve byer. Blandt dem er arabere, tyrkere samt folk fra Asien og Afrika. Der er også talrige pakistanere og nye muslimer fra forskellige dele af Europa. Forskellige bannere og plakater med tekster på engelsk, arabisk, urdu, japansk, malaysisk og tyrkisk tiltrækker tilskuernes opmærksomhed. Fra Londons lufthavns øverste etage og dens gallerier betragter tusinder af europæiske tilskuere med ufravendte blikke dette enestående syn. Det, der blev sagt i Lahore, Karachi og i de forskellige lufthavne undervejs, bliver nu sagt i Londons lufthavn. Denne enestående og uden sidestykke hyldest er ikke en bekendelse af fuld støtte til en enkelt person, men til en livsanskuelse og en livsordning. Samtidig er den et udtryk for, at et millat og en nation tager en person, der har viet hele sit liv til islam og aflagt direkte vidnesbyrd om »shahādat al-haqq«, til sit bryst. Det er en stærk erklæring om at tage imod sandheden og forkaste løgnen.

Det kan nævnes, at denne højt agtede person er den samme, som for otteogfyrre år siden, blot sytten år gammel, tog pennen i hånden. Dengang kunne verden se, at emnet for hans pen var islam, og at hele hans livs tanker, stræben og virke var viet til islam. Hver eneste dag og nat, hver time og hvert øjeblik i hans fortid har båret vidnesbyrd om, at det arbejde, han havde brugt denne tid på, var dīn al-haqq – det vil sige etableringen af den sande dīn. På et tidspunkt så man ham endda være rede til at tage imod døden for denne dīn al-haqq. Millioner af mennesker har iagttaget hvert øjeblik af hans liv. Det er ingen hemmelighed for dem, at han har gjort hele nationen bekendt med denne sandhed: Muslimernes eneste mål i livet er at gøre islam sejrrig og ophøjet som en fuldkommen livsordning. Med sit liv har han bevist, at hvis arbejdet skal udføres for islam, må ens karakter og adfærd være en sand muslims. Hvis der kaldes til islam, må gudsfrygten være til stede i hjertet hvert eneste øjeblik. Hvis man nævner Koranen og sunnaen, må al undervisning og uddannelse komme fra Koranen og sunnaen. Hvis sandhedens banner skal løftes højt, må det gøres på en sådan måde, at løgnen rammes af en overvældende fare.

Dagene i London

Maulanaen er kommet til London for at få behandling – en operation i urinblæren. På den ene side foregår alle forberedelserne til operationen. På den anden side føler muslimer fra forskellige steder i verden og muslimer bosat i England samt deres organisationer, at Maulana Sayyid Abul A’la Mawdudi er iblandt dem. Europæere fra nær og fjern samt engelske nyomvendte muslimer møder Maulanaen og får tilfredsstillende svar på deres forskellige spørgsmål. Den internationale organisation for muslimske studerende, FOSIS, arrangerer en middag til ære for Maulanaen og giver mange mennesker mulighed for at møde ham på én gang. Maulanaen besvarer de forskellige spørgsmål fra de besøgende. BBC og andre nyhedsorganisationer interviewer også Maulanaen.

På konferencen for UK Islamic Mission

En tre dage lang international konference for UK Islamic Mission begyndte i London den 31. august. Maulanaen deltog på konferencens anden dag. Repræsentanter fra alle lande i den muslimske verden deltog i konferencen. I sin tale sagde Maulanaen:

“I er islams ambassadører i dette land. Hvad enten I ønsker det eller ej, betragter de ikke-muslimske mennesker her jer som islams repræsentanter. Derfor påhviler der naturligt jer og alle muslimer, der bor her, et stort ansvar: Alt, hvad I gør her, og det billede, I fremviser gennem jeres adfærd og opførsel, vil de tilskrive islam. I vil selv være ansvarlige for den opfattelse, de danner sig ud fra jeres fremtræden og karakter. Tænk grundigt over det – det er et meget stort ansvar, som vi skal stå til regnskab for på Dommedag.”

I en fuldstændig alvorlig og stille atmosfære trænger hvert eneste ord i den nævnte tale ind i tilhørernes inderste hjerter. Hvert hjerte mærker dette stød. Dette er Maulanaens ophøjede appel til enhver samvittighed. Og dette er den grundlæggende tiltrækning i hans livslange islamiske da’wah. På den nævnte konferencens tredje dag sagde Maulanaen i forbindelse med sin tale:

“Jeg har fuld tillid til, at islam kan udbredes overalt, hvor mennesker bor på jorden. Hvis I gennem jeres adfærd fremlægger beviset på islams sandhed, vil islam, in shaa Allah, også brede sig blandt de ikke-muslimske befolkninger her. Sandt at sige er I heldige, at Allah den Ophøjede har givet jer mulighed for at erobre den engelske nation.”

På Islamic Cultural Centre holdt Maulanaen fredagsprædikenen (khutba) den 6. september. Den følgende dag steg antallet af besøgende, der ønskede at møde Maulanaen i hans bolig, betydeligt. Det skyldtes, at Maulanaen den 8. september skulle på hospitalet for at blive opereret. Blandt dem, der besøgte ham den 7. september, var sudanesiske studerende, fremtrædende personer fra Nigeria og ansete personer fra andre lande. Aftenen før operationen på London Clinic den 9. september tog Maulanaen til klinikken. Professor Khurshid Ahmad og Maulanaens søn, dr. Ahmad Faruq Mawdudi, fulgte med ham.

Næste dag, det vil sige den 9. september, begyndte operationen klokken 14.20 britisk standardtid, og en sten på 24 gram blev fjernet fra urinblæren. Klokken fire blev Maulana, stadig bevidstløs, bragt ud fra operationsstuen. Klokken halv seks kom Maulana til bevidsthed. Natten forløb roligt. Næste dag satte han sig langsomt op i sengen ved tolvtiden og besvarede salam-hilsenen fra dem, der var kommet for at besøge ham.

Den 24. september vendte Maulana tilbage til sin bolig fra dr. Alexander Bednuks klinik. I London havde han boet som gæst hos hr. Rashid Ahmad Siddiqi. På det tidspunkt blev der i Siddiqi sahib’ hjem uafbrudt modtaget telegrammer, telefonopkald og breve fra hele verden med forespørgsler om Maulanas tilstand, og de hobede sig op. Desuden kom der naturligvis hele tiden fremtrædende personer fra forskellige lande på besøg.

Den 21. oktober måtte Maulana igen tage på klinikken. Denne gang skulle en af hans urinblærer fjernes ved en operation. Operationen var temmelig risikabel. Næste dag blev den uvirksomme urinblære fjernet efter en to timer lang operation. Dagen efter kom Maulana til bevidsthed.

Dr. Bednuk og de øvrige læger i det medicinske råd udtrykte både forbløffelse og tilfredshed over Maulanas hurtige helbredelse. De havde aldrig set en patient af denne type vende tilbage til normaltilstanden på så kort tid. Det må siges at være en særlig barmhjertighed fra Allah den Ophøjede.

Efter at have opnået fuld helbredelse den 12. november forlod Maulana klinikken. Da han derefter gav udtryk for, at han ønskede at vende hurtigt tilbage til Pakistan, rådede lægerne ham til at blive i London nogle dage i stedet for straks at udsætte sig for risikoen ved en lang rejse. I et skriftligt brev til Hakim Nuruddin i Sadeqabad (Pakistan) den 18. november skrev Maulana:

Ved Allahs nåde går mit helbred nu gradvist fremad. For første gang i syvogtyve år vågner jeg om morgenen og føler mig veltilpas. I årevis var min krops tilstand sådan, at jeg, når jeg vågnede om morgenen, følte, at hele kroppen var fyldt med træthed. Den 15. december blev der på vegne af muslimer bosat i England arrangeret en reception til Maulanas ære på det høje og prægtige London Hilton-hotel i London. Ambassadørerne fra de muslimske lande, berømte orientalister, universitetsprofessorer, specialister fra forskellige fagområder, andre fremtrædende personer samt ledende repræsentanter for forskellige organisationer deltog i arrangementet.

Efter recitation af Den Hellige Koran læste dr. Salah Shaheen fra Egypten en lykønskningshilsen op. Mere end to dusin fjernsyns- og filmkameraer gik i aktion. Hele salen blev badet i det gentagne lysglimt fra blitzene. Ved denne historiske sammenkomst af fremtrædende, lærde og kyndige personer samt politiske ledere fra forskellige lande, både muslimer og ikke-muslimer, opfordrede Maulana vesterlændingene til at frigøre sig fra enhver form for fjendskab og fordomme og søge viden om islam med et åbent og sandhedssøgende sind. Han sagde: “At søge sandheden er et fælles og lige stort ønske hos hele menneskeheden. Der kan ikke være nogen grund til, at noget skulle forhindre jer i at hente vejledning i islam for jeres samfund. Udnyt enhver mulighed, I får i denne henseende, fuldt ud; hvis I indser islams sandhed, vil det være til jeres eget bedste.”

Til muslimer, der bor forskellige steder i Vesten, sagde Maulana:

“Få fuldt kendskab til den vestlige verdens videnskab, viden og teknologi, og nyd dens fordele af hele jeres hjerte. Men lev i overensstemmelse med islams anvisninger. Kun på denne måde kan I foran Vestens befolkning fremvise et eksempel på et afbalanceret, menneskekærligt og retfærdigt samfund. Husk altid, at jeres fremtid alene afhænger af islam. Den islamiske livsform kan sikre, at I overlever i denne verden. Ellers vil der helt sikkert ske det, at der om nogle år blot vil være føjet nogle nye englændere til det engelske samfund her. Men det vil hverken øge jeres ære og anseelse, eller efterlade det mindste spor af jeres troskab mod islam.”

Nu må Maulana vende tilbage til sit land inden for en dag eller to.

Den 26. december 1968.

I dag er der igen samlet sig en menneskemængde i Londons lufthavn for at tage afsked med Maulana. Venner, bekendte, hengivne og beundrere af Maulana, medlemmer af den islamiske bevægelse, fremtrædende personer og ansete mennesker fra Mellemøsten, som er kommet fra forskellige byer, er iført vintertøj og samlet i lufthavnen. Med grådkvalt stemme tager de afsked med Maulana og hylder ham. Boeing 708, med Maulana om bord, bredte sine to vinger ud og forsvandt ud af syne i den snedækkede himmel. Samtidig faldt tæppet for et lysende kapitel i Englands historie.

Boeing 708, som transporterer Maulana, kredser over Istanbul for at lande i lufthavnen. Redaktøren af månedsbladet »Hilal«, der udgives i Ankara, redaktørerne af dagbladene »Bogan« og »Ittihad« samt mange fremtrædende personer fra Tyrkiet venter utålmodigt på at byde Maulana velkommen. Efter flyets landing mødes de, der ønsker at få et glimt af Maulana, med ham, mens lufthavnen genlyder af råbene »Allahu akbar«.

Et barnebarn af den mand, der var Tyrkiets shaykh al-Islam under sultan Abdulhamid II’s regeringstid, er kommet for at byde Maulana velkommen. Selv en meget høj alder kunne ikke afholde ham fra at komme til lufthavnen. Med bevæget stemme siger han til Maulana: »Maulana! Hvis De havde været iblandt os, ville den islamiske bevægelse i dette land være gået halvtreds år frem. Vi er blevet berøvet lederskabet af en personlighed som Dem. Men det er vores lykke, at vi gennem Deres litteratur kan lære Deres tankegang at kende.«

På vej til Pakistan samler der sig også enorme skarer af mennesker, der ønsker at se ham, i lufthavnene i Kuwait og Dhahran! Også de viser Maulana deres inderlige hengivenhed og dybe respekt. Maulana lander den 27. december i Karachi og den 29. december i Lahores lufthavn. I begge lufthavne samler tusindvis af mennesker sig. Fra Lahore bliver Maulana kørt til sin bolig i et optog af biler og scootere.

Efter nogle måneder bliver Maulanas bolig på 5/A Jaildar Park igen fyldt med liv. Det er, som om blomsterknopperne i en blomsterhave ved forårets genkomst har løftet deres slør og foldet sig ud for at sprede deres berusende duft. Videnssøgende fra ind- og udland begynder igen at samles her.

Dette er den historiske 5/A Jaildar Park, Ichhra, Lahore, hvorfra den islamiske bevægelses gnister spredte sig til alle verdens egne. [For at få mere at vide om den samling, der siden 1967 hver eftermiddag blev afholdt i 5/A Jaildar Park med Maulanaen, hvor hans besøgende fra forskellige dele af verden samledes og stillede spørgsmål, som de fik svar på, læs Eftermiddagssamlingen – forfatteren.]

Rundbordskonference

Da landets politiske situation som følge af folkebevægelsen mod Ayub Khans diktatur antog en skræmmende karakter, afholdt Ayub Khan den 26. februar 1969 en rundbordskonference for at føre drøftelser med oppositionslederne. Her samledes lederne af de vigtigste politiske partier, heriblandt Maulana Maududi; det andet møde blev afholdt den 10. marts. Men efter mange drøftelser gav Ayub Khan udtryk for sin uforsonlige holdning, og rundbordskonferencen endte derfor uden resultat.

Derefter antog folkebevægelsen en stadig mere voldsom form, og lov og orden blev alvorligt forringet. Stillet over for folkebevægelsen og protesterne blev Ayub Khan tvunget til at overdrage magten. Den 23. marts overgav han magten til general Yahya Khan og trak sig tilbage fra den politiske scene.

Yahya Khan indførte militær undtagelsestilstand i landet. Selvom han ikke forbød de politiske partier, begrænsede han deres aktiviteter. Året efter, i december 1970, blev der afholdt valg til nationalforsamlingen og provinsforsamlingerne. Det bør nævnes, at Maulanaen i januar 1970 for sidste gang besøgte Dhaka. Han følte, at Pakistans enhed og territoriale integritet (Solidarity og Integrity) var kommet i fare.

På dette tidspunkt bevægede den politiske udvikling sig i en anden retning. Som følge heraf stillede to partier, Awami League og Pakistan Peoples Party, op ved valget på regionalt grundlag og vandt. Awami League vandt således i Østpakistan, mens PPP vandt i Vestpakistan med et overvældende flertal af stemmerne.

Umiddelbart efter valget bemærkede Maulana Maududi, at intet mirakel nu kunne holde landet samlet. Det var med andre ord en uundgåelig sandhed, at Øst- og Vestpakistan ville blive skilt fra hinanden. Sheikh Mujibur Rahman og hans parti Awami League opnåede flertal i nationalforsamlingen, og efter den demokratiske procedure var det ham, der skulle blive landets premierminister. Nationalforsamlingens møde blev indkaldt i Dhaka. Men PPP-lederen Zulfikar Ali Bhutto truede de vestpakistanske medlemmer og forhindrede dem i at deltage i forsamlingens møde. Som følge heraf voksede mistilliden, utilfredsheden og afstanden mellem Øst- og Vestpakistan så meget, at Østpakistan efter megen blodsudgydelse den 16. december 1971 kom til at eksistere som det uafhængige Bangladesh.

Maulana Maududi havde i forvejen lidt af sygdom i mange år, og efter Østpakistans løsrivelse og uafhængighed blev han så hårdt ramt i hjertet, at både hans krop og sind brød fuldstændig sammen.

På den ene side var det en kilde til stor glæde og lykke, at Tafhim al-Qur’an i 1972 blev afsluttet som resultatet af Maulanaens utrættelige arbejde og indsats gennem hele hans liv; på den anden side fratrådte han posten som Jamaat-e-Islamis amir på grund af sit svigtende helbred. Mia Tufail Muhammad blev valgt til amir for Jamaat-e-Islami Pakistan.

I april og juli 1978 mødte jeg Maulana to gange. Jeg så ham dengang i en sådan tilstand, at det var meget vanskeligt at holde tårerne tilbage. Det virkede, som om han var blevet bundet sammen som en bylt og anbragt på en stol. Selv i denne tilstand talte han med folk, fortsatte sit skrive- og studiearbejde og gav værdifulde råd om forskellige spørgsmål.

Som svar på et spørgsmål sagde Maulana:

»Lovet være Allah, som ikke har givet mig nogen sygdom, der hindrer mig i at udføre arbejdet for Hans religion. Jeg har en sygdom, som kun plager min egen person, og jeg mener, at mine synder derved vil blive tilgivet. Som De kan se, udfører jeg nu mit skrive- og studiearbejde siddende. Det volder mig hverken smerte eller træthed. Men når jeg rejser mig eller begynder at gå, mærker jeg smerten tiltagende skridt for skridt. Jeg kan ikke stå op i mere end halvandet minut.«

Selv i denne tilstand optog Radio Pakistan i 1975 et interview med Maulana, som varede over to timer. Interviewet blev nedskrevet et år efter hans død og offentliggjort i Tarjuman al-Qur’an. Det blev udgivet på bengali i bogform under titlen »Et historisk interview«, og denne bogs forfatter oversatte det til bengali.

Blandt de spørgsmål, der blev rejst i dette interview, var Pakistan-bevægelsen og dens historiske baggrund, muslimernes religiøse og politiske situation på det indiske subkontinent før delingen, indførelsen af parlamentarisk styre i Indien, sammensværgelsen om at skabe en mærkelig blanding af én geografisk nationalitet ved at lade både muslimer og ikke-muslimer underkaste sig enhedsnationalismens kværn og derefter opbygge en moderne demokratisk regeringsstruktur oven på den, frygten for de politiske, økonomiske og kulturelle konsekvenser for muslimerne, den efterfølgende tilskyndelse til muslimernes særskilte og selvstændige nationalitet, deres eget hjemland, det vil sige kravet om oprettelsen af Pakistan, samt kravet om og begrundelsen for at opbygge et samfundssystem på grundlag af deres egen livsanskuelse og troslære, foruden mange andre emner. Maulana besvarede de forskellige spørgsmål om disse emner. På grundlag af de værdifulde historiske oplysninger, han fremlagde som svar på de forskellige spørgsmål, kan det uden tøven siges, at ingen upartisk historiker, der sætter sig for at skrive den sande historie om Pakistan-bevægelsen og dens baggrund, på nogen måde vil kunne forbigå Allama Maududis personlighed og hans uvurderlige indsats.

Desuden sagde Allama Maududi i dette interview meget og mindede om meget, som vil være til stor nytte netop for dem, der arbejder for religionens sag. Derfor mener jeg, at det er særligt nødvendigt, at den islamiske bevægelses aktivister – og især vores ungdom – læser dette historiske interview.

Maulanaens bortgang

På grund af det hårde fysiske og mentale arbejde, som Maulana udførte hele sit liv, brød hans helbred sammen før tiden. Han led i mange år af en blæresygdom. Som følge heraf blev smerterne i knæene og lænden så godt som permanente. I 1968 blev han opereret for blæren i London. Men sygdommen blev ikke helbredt. Derfor måtte han resten af livet lide under sygdommens smerter. Alligevel fortsatte han med at udføre alt sit arbejde. Man kunne aldrig se nogen ydre tegn på sygdom eller smerte i denne elskede Guds tjeners ansigt eller øjne.

I 1972 blev hans revolutionerende tafsir, »Tafhim al-Qur’an«, færdigskrevet. Længe forinden plejede han at sige: »Mit liv lakker mod enden; bed om, at jeg må nå at afslutte Tafhim.«

Selv efter at Tafhim var færdigskrevet, lod Allah ham leve videre. Hans store ønske i livet var at skrive Verdensprofetens livshistorie. Han tog pennen i hånden. På syv år færdiggjorde han skildringen af Profetens mekkaniske liv. Den blev udgivet i to bind. Han gav biografien titlen »Sirat-e Sarwar-e Alam«. Han færdiggjorde også de nødvendige noter om det medinensiske liv. Men før han nåede at tage fat på dette, kaldte Herren over religionen og verden ham til Sin nærhed.

Den 22. september udåndede Sayyid Maududi, den moderne verdens største tænker, på et hospital i den amerikanske by Buffalo. Der blev holdt janazah-bøn for ham i Buffalo, London, Karachi og Lahore. Den muslimske verdens lærde, millioner af beundrere, almindelige mennesker og ungdommen deltog. En beskrivelse af hans janazah-ceremoni bringes nedenfor.

I lyset af erfaringerne fra Maulanas janazah

Maulana Sayyid Abul A‘la Maududi udåndede den 22. september 1979 på et hospital i den amerikanske by Buffalo. Den 26. september blev hans begravelse fuldført efter janazah-bønnen i Lahore. Jeg havde den lykke at deltage i hans janazah. Kære læsere, jeg vil gerne viderebringe noget af mine egne erfaringer herom.

Da jeg om eftermiddagen den 23. september vendte tilbage til Dhaka fra provinsen, fik jeg den sørgelige nyhed, at Maulana Maududi var afgået ved døden. »Inna lillahi …« kom spontant over mine læber. Men det føltes, som om himlen var styrtet ned over mit hoved. Jeg måtte selv tage af sted til janazah-bønnen, og så hurtigt som muligt. Den følgende dag fik jeg ordnet visum, flysæde og alle de øvrige vanskeligheder, og den 25. nåede jeg Karachi med et PIA-fly. Min tilstand var den samme. Samme dag ankom den afdøde Maulanas maiyyit (kiste) fra London til Karachi klokken halv elleve, og efter janazah-bønnen blev den sendt videre til Lahore.

Jeg tilbragte natten hos en ven. Klokken halv ti om aftenen viste Pakistan Television et indslag om Maulanas janazah og hans liv. De voldsomme tårer gjorde det vanskeligt at se fjernsyn. Jeg havde store forhåbninger om at få et sidste blik på Maulana. Men det ønske forblev uopfyldt. Der var ingen ledige pladser på aftenflyet til Lahore. Der var kun pladser på flyet næste morgen. Janazah-bønnen skulle finde sted i Lahore klokken halv elleve om formiddagen. Hvis flyet blev forsinket, ville jeg heller ikke få mulighed for at deltage i janazah-bønnen. Jeg tilbragte natten i denne bekymring.

Næste morgen klokken syv rejste jeg af sted mod Lahore. Pludselig var en af mine ledsagere skyndt sig fra Dhaka. Da jeg på Dhakas lufthavn var på vej om bord på flyet, lød der bagfra en udmattet stemme: »Khan Sahib, lovet være Allah, jeg nåede frem til sidst.« Jeg vendte mig om og så dr. Azizul Haq Chowdhury. Hans ansigt var magert, og hans usoignerede udseende mindede om en fortvivlet elsker. Og han var virkelig en elsker. Efter at være gået om bord i flyet hvilede jeg mig lidt, hvorefter han kom hen til mig og sagde, at han ikke havde haft den lykke at se Maulana, mens han levede. Derfor længtes han inderligt efter at få et sidste syn af ham efter hans død.

Jeg sagde: »Sig det bare. Må Allah opfylde vores håb.«

På vejen fra Karachi til Lahore sluttede flere venner sig til os. Blandt dem var hr. Ariful Haq, redaktør for tidsskriftet ’Impact’, der udgives i London. Vi landede i Lahore klokken ni. Jeg havde adskillige gange i mit liv benyttet denne lufthavn. Men i dag så jeg den i en helt anden skikkelse. Et sted, der altid vrimler med mennesker, var så godt som helt mennesketomt. Uden for lufthavnen herskede en sørgmodig stemning – et levende udtryk for den hjerteskærende smerte ved adskillelsen. Jeg var sikker på, at nogen ville komme til lufthavnen for at hente os. Men jeg kunne ikke få øje på nogen. Måske havde vennerne fra Karachi i deres overvældende sorg glemt at give besked, eller også var der sket noget andet.

Hr. Faruqis ven var kommet i bil for at hente ham. Vores destination var den samme. Derfor lod de os begge køre med i deres bil. Jeg sagde: »Så kør direkte til Ichhra, hvis vi kan få et sidste syn af ham.«

Den nye Fiat susede af sted; med halen løftet mod himlen fór den frem som en kalv, der er blevet efterladt alene på marken og i åndeløs fart løber hen til sin mor. Efter et kvarter var vi via Mujang Chungi nået frem til Ferozepur Road. Et stykke længere fremme skulle vi dreje ved Ichhra-krydset mod syd og til venstre ind på Jaildar Park Lane. Maulanas bolig lå på 5/A Jaildar Park. Så snart vores bil nåede Ichhra-krydset, fortalte en sørgende forbipasserende os: »Se dér mod syd – begravelsesoptoget er på vej.«

Foran os åbenbarede der sig et menneskehav. Den brede Ferozepur Road vrimlede med mennesker. Blandt dem var privatbiler, busser, pickupper, chartrede lastbiler, auto-rickshaws, scootere, cykler og et sørgende folkeoptog. Fra deres munde lød Kalima-e Shahadat og ’Allahu Akbar’ højt.

En halv mil foran os syntes ’mayyit’ at være. Hvordan skulle en bil kunne køre gennem menneskemængden? Af og til bevægede den sig langsomt frem i skildpaddefart. Vi kørte derfor et stykke videre, drejede til venstre fra Ferozepur Road og nåede ad en anden vej hurtigt frem til Gaddafi Stadion. Det var her, begravelsesbønnen skulle bedes for det tyvende århundredes største islamiske tænker, de lærdes ypperste inden for religionen, lederen af den verdensomspændende islamiske renæssancebevægelse, den verdensberømte al-Ustadh, al-Murshid al-Am, Allama Abul A’la Maududi.

Gaddafi Stadion er Pakistans største. Allerede før mayyit nåede frem, var halvdelen af det enorme stadion fyldt. Gennem stadionets otte porte strømmede en voldsom strøm af grædende mennesker ind. Tusinder af stærke unge mænd fra landets college- og universitetsmiljøer, som havde viet deres liv til den islamiske bevægelse, var sat til at opretholde ordenen. Der var ingen mulighed for at trænge gennem den strenge afspærring og komme frem. Hjælpeløst så jeg mig omkring. Mit lommetørklæde var gennemvædet af tårer. Hvor var mine ledsagere blevet af?

En fotograf fra en avis fotograferede mig på afstand nedefra. Han råbte: »Kom, Maulana! Første række er for udenlandske gæster som jer.« Derefter brød jeg gennem den stramme afspærring af frivillige og tog plads i forreste række. Dr. Chowdhury kom også. Kort efter ankom mayyiten til pladsen og blev lagt foran os. Sammen med den var den afdøde Maulanas sønner, Mia Tufail Muhammad, professor Khurshid, Maulana Hamidi, Chowdhury Jilani og mange andre. Da jeg omfavnede dem, brød jeg sammen i gråd. Trods mange forsøg kunne jeg ikke beherske mig. Det føltes, som om mit hjerte var blevet flænset i stykker.

Mange flere begyndte også at trænge ind i den forreste række, og rækken begyndte at brede sig til begge sider. Jeg måtte flytte mig lidt til højre fra den første plads.

Blandt de udenlandske gæster i forreste række var blandt andre den saudiske ambassadør Riyad al-Khatib, Jordans ambassadør, Ayatollah Khomeinis særlige repræsentant og den iranske regerings indenrigssekretær, Qatar-universitetets vicekansler dr. Yusuf Abdullah al-Qaradawi, vicegeneralsekretæren for Verdens Muslimske Ungdomsforsamling, dr. Muhammad Tutunji, Syriens fremtrædende lærde og intellektuelle Sheikh Said Hawa og Sheikh Adnan Saduddin, direktøren for Kuwaits Awqaf-ministeriums afdeling for islamiske anliggender, Sheikh Abdullah al-Aqil, Kuwaits fremtrædende jurist og redaktøren af det vidt udbredte tidsskrift »Al-Mujtama«, Sheikh Mubarak al-Mukawa, den afdøde Maulanas fremtrædende ven Sheikh Abdul Aziz al-Ali al-Motawa, den fremtrædende egyptiske Ikhwan-leder dr. Kamal, advokaten Sheikh Saiful Islam, søn af martyren Hasan al-Banna, samt mange andre lærde. I forreste række stod også amiren for Jamaat-e-Islami Hind, Maulana Yusuf, Pakistans præsident, general Zia-ul-Haq, Punjabs guvernør, generalløjtnant Sarwar Khan, pir sahib fra Dewal Sharif samt nogle højtstående officerer fra de væbnede styrker.

Lederne af alle Pakistans politiske partier med undtagelse af PPP, mange respekterede ulama samt offentligt og privat ansatte deltog spontant i janazaen. Blandt dem var Mufti Mahmud, Nawabzada Nasrullah Khan, Azad Kashmirs tidligere præsident Sardar Abdul Qayyum Khan, Sardar Shaukat Hayat Khan, Chaudhry Zahur Elahi, Khwaja Khairuddin, Allama Ihsan Ilahi Zaheer og andre. Omkring 175 ulama og aktivister fra den islamiske bevægelse, som var kommet fra Indien, deltog i janazaen.

Janazaens »kiste« var svøbt i Jamaat-e-Islamis flag med Kalima Tayyiba samt Pakistans nationalflag. Præsident Zia-ul-Haq bar et sort armbind over sin militæruniform. Han gav ordre til, at enhver offentligt ansat, der ønskede det, kunne deltage i Maulanas janaza. Lige før janazaen var synet på stadion hjerteskærende og nærmest eksplosivt. Inde på stadion var der næsten en million mennesker, mens tusinder udenfor, som ikke kunne komme ind, slog sig på brystet og sørgede. Fra hundredtusinder af struber lød Kalima al-Shahada, sørgeklagerne »Ya Sayyidi, Murshidi, Mawdudi-Mawdudi«. Millioner af stemmers klage og sørgesang lød og gav genlyd rundt om stadion, sønderrev himmelrummet og fór mod den rene Trone. Folkemængden forsøgte som vanvittig at trænge frem for at få et sidste blik på mayyiten, tage afsked med Maulanas jordiske legeme og berøre mayyiten med hånden. En ung frivilligstyrke var sat ind for med alle kræfter at opretholde orden.

Det var blevet bekendtgjort, at Kaabas imam, Sheikh Muhammad bin Abdullah bin Subayyil, skulle lede janaza-bønnen. Men lige før hans afrejse fra Mekka blev hans rejse af uundgåelige årsager forsinket. Derefter blev ansvaret for imamrollen overdraget til Qatar-universitetets vicekansler, dr. Yusuf Abdullah al-Qaradawi. Han havde opnået en doktorgrad i islamiske studier og religionsvidenskab fra Al-Azhar-universitetet i Kairo. Han var en fremtrædende religiøs lærd og nærede den største respekt for Maulana. Før bønnen talte han til folkemængden og sagde: »Sayyid Mawdudi vil leve evigt på grund af sin universelle dawah og sine tanker. Han har efterladt sig over hundrede uvurderlige værker. Og han har efterladt sig milliarder af åndelige børn. Jeg er ikke kommet tusindvis af kilometer fra for at bringe jer et trøstens budskab. Jeg er tværtimod kommet for at sige, at hundreder af millioner mennesker verden over er blevet tiltrukket af hans tanker og er begyndt at arbejde. Vi vil fortsætte fremad med faste skridt med Maulanas bevægelse. Det eneste, der er gavnligt for Pakistan, er, at der her oprettes en virkelig islamisk stat. I, som nærer kærlighed og respekt for Maulana, skal fortsætte kampen for dette.«

Efter dr. Qaradawis tale lød det fra millioner af struber: »Sayyidi, Murshidi – Mawdudi, Mawdudi.« Fra de tusinder, der ventede uden for stadion, lød det også: »Sayyidi, Murshidi – Mawdudi, Mawdudi.« Lyden gav genlyd i himlen og luften, i træerne omkring os, i bygningerne og i hvert eneste hjørne.

Efter janazaen brød menneskehavet gennem sine barrierer. Alles mål var mayyiten. Det blev umuligt at opretholde orden. Med stort besvær blev mayyiten bragt ud af stadion, beskyttet mod menneskemængdens pres, og løftet op på en lastbil. Under det enorme pres fra mennesker fra alle sider var jeg ved at miste vejret. Dr. Chowdhury og jeg bevægede os ud, mens vi holdt fast i hinanden. Dr. Chowdhury var stærk som en bryder, så jeg havde en vis tillid til, at vi ville kunne komme sikkert ud. Da vi kom ud på vejen, faldt pludselig to-tre unge mænd bevidstløse om foran os. Min stærke ledsager kunne ikke længere holde sig oprejst og faldt. Jeg faldt også. Jeg faldt ikke bare; et halvt dusin mennesker faldt oven på mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg overlevede. Men jeg reciterede helt sikkert Kalimaen. Efter få øjeblikke greb to-tre personer fat i mig, rejste mig op og fik mig ud. Hvor min ledsager blev af, ved jeg ikke. Mit tøj var støvet og snavset. Jeg havde også fået slag flere steder.

Dette er ikke det eneste tilfælde, hvor stærke unge mænd er besvimet – der er mange sådanne tilfælde. Hvordan skulle det være anderledes? Efter at nyheden om Maulanaens janazah var blevet offentliggjort i aviserne, strømmede folk fra landets fjerneste og mest afsidesliggende egne mod Lahore som vanvittige. De kom med tog, bus, fly, scooter og cykel – på enhver måde, de kunne. Nogle gik femten eller tyve mil til fods, trods sorg og smerte, sult og tørst, udmattelse og den brændende solhede.

Den største årsag er, at Maulanaens litteratur, hans universelle islamiske da’wa og hans internationale personlighed har tiltrukket millioner af unge til islam. Han har trukket dem ud af jahiliyyahs tætte mørke og hen mod tawhids strålende lys. Han har frembragt en vældig revolution i deres tanker, forestillinger og sind. Dette er den eneste grund til deres store tiltrækning, respekt og dybe kærlighed til Maulanaen. Maulanaens død har gjort dem vanvittige og fortvivlede. Det er første gang i deres liv, de oplever så stor og så dyb en sorg. De er alle Maulanaens åndelige efterkommere. Derfor er mange af de unge uden undtagelse blevet knust af sorgens slag og har mistet bevidstheden.

Nå, efter store vanskeligheder fandt jeg Hashem Faruqis bil, som stod en halv mil derfra. Der var ingen i bilen. Min krop rystede. Tårerne strømmede fra mine øjne som bjergbække. Ti minutter senere kom Dr. Chowdhury. Med gråd i stemmen sagde han, at en frygtelig ulykke var sket.

Jeg sagde: »De er jo i live. Hvad er det så for en frygtelig ulykke, du taler om?«

Han sagde: »Hvis jeg var død, ville det ikke have gjort mig så ondt. Men mit kære kamera er blevet slået i stykker. Jeg havde taget tyve eller toogtyve meget smukke billeder. Det var det eneste, jeg havde at vende hjem med – og nu er det væk.« (Hr. Azizul Haque Chowdhury døde den 7. april 2003 i sit hjem i Dhaka.)

Lidt senere ankom Hashem Faruqi og hans ven. Lastbilen med den afdøde var allerede kørt af sted, men den bevægede sig meget langsomt. I lastbilen var Maulanaens sønner Umar Faruq, Ahmad Faruq, Muhammad Faruq og Husain Faruq. Mian Tufail Muhammad og professor Khurshid Ahmad var også med. Blandt de udenlandske gæster var Dr. Qarazi, Dr. Tutunji og Sheikh Mubarak al-Mukawa.

Lastbilen med den afdøde skal gennem Jaildar Parks smalle gyde til Maulanaens bolig, hvor begravelsen skal fuldføres. Hvordan skulle millioner af mennesker kunne komme derhen? Derfor er der kun truffet foranstaltninger til at lade fremtrædende personer komme ind i gyden. De udenlandske gæster, Jamaat-lederne og fire-fem journalister, heriblandt hr. Altaf Hasan Quraishi, fik tilladelse til at følge med helt til Maulanaens bolig.

Den afdøde er blevet lagt på et højt sted foran Maulanaens private værelse. På verandaerne og tagene på husene på begge sider har tusinder af sørgende mænd og kvinder rettet deres tårevædede blikke mod den afdøde. Der mangler kun lidt, før Maulanaens evige hvilested er færdigt. Trods den trange plads er flere tusinde mennesker stimlet sammen.

På det tidspunkt viste der sig et enestående, men hjerteskærende syn. To små børn kom ud fra huset og nærmede sig den afdødes båre. Den ene sagde til den anden: »Gå ikke derhen; bedstefar sover.«

Den anden sagde: »Hvorfor er der så mange mennesker her? De vil jo vække bedstefar. Hvis så mange mennesker kommer her hver dag, hvordan skal bedstefar så kunne arbejde?«

De, hvis ører hørte de uskyldige børns søde ord, kunne ikke lade være med at græde. Hvor megen ømhed og bekymring havde de små børn for deres elskede bedstefar. Men bedstefar var gået fra dem, langt, langt bort—kort efter blev Sayyid og Murshid Maududi lagt til hvile i sit evige leje. Et strålende kapitel i menneskehedens historie var afsluttet. Måske lød det, uden at vi kunne høre det:

*******************************************

»O du fredfyldte sjæl! Vend tilbage til din Herre, tilfreds med din skæbne og velbehaget hos din Herre. Træd derfor ind blandt Mine retskafne tjenere, og træd ind i Mit Paradis.« (Al-Fajr: 27–30)

De sidste ord hørte jeg imidlertid virkelig med mine egne ører den følgende dag. Ved ni-tiden om morgenen gik jeg fra gæstehuset til 5/A Zaildar Park. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme til dette sted uden at se Mawlana—at jeg skulle se hans evige hvilested. Mit bryst vred sig i en uudsigelig smerte. Jeg så tyve-femogtyve mennesker samlet omkring Mawlanas grav. Blandt dem var pir sahib fra Deval Sharif. Alle havde løftet hænderne i bøn. Det første, jeg hørte fra pir sahib, var:

****************************************

Han stod stadig med hænderne løftet i bøn og fortsatte: »Sayyid Maududi talte sandhedens ord hele sit liv, kaldte til sandheden og stod fast på sandheden til det sidste. Mennesket er som en båndoptager. Den båndoptager, I ser, er skabt af mennesker. Mennesket er en båndoptager skabt af Allah. En menneskeskabt båndoptager ler, græder, synger og taler. Men Sayyid Maududi var en sådan båndoptager, skabt af Allah, som talte sandhedens ord i denne verden, fortsætter med at gøre det i graven og også vil gøre det i det hinsidige.« —–

Pir Sahib fortsatte med at sige alt dette, mens tårerne trillede fra tilhørernes øjne.

Så snart Pir Sahib havde afsluttet sin dua og vendte sig om, hilste jeg på ham og gav ham hånden. Jeg satte stor pris på hans ord. Det var et udtryk for hans oprigtige følelser.

Mine kære læsere! Lad os for en stund gå lidt tilbage. Jeg mener, at det er nødvendigt at kende nogle detaljer om Maulanas rejse fra Lahore til udlandet for at modtage behandling og derfra videre til det hinsides.

Maulana havde overhovedet ikke noget ønske om at rejse til udlandet for at få behandling. Måske havde han tydeligt forstået, at behandlingen ikke ville hjælpe, for tiden var kommet. Men der skete en begivenhed, som fremskyndede hans rejse til udlandet. Saudi-Arabiens kong Khalid sendte sin særlige læge, dr. Maruf Dawalibi, for at tilse Maulana. Han talte med Maulana i op mod to timer. Under samtalen lod Maulana ingen mærke, at hans nerver var blevet svækkede. Men så snart dr. Dawalibi forlod Maulanas værelse, faldt Maulana bevidstløs om. Denne begivenhed gjorde alle bekymrede og fortvivlede. Dr. Ahmad Faruk blev ivrig efter at tage Maulana med til Amerika for at få behandling. Men selv Begum Maududi og alle i huset kunne ikke overtale Maulana. Maulana havde gemt sit pas. Alle blev yderst bekymrede. Til sidst lagde Maulanas regnskabsfører, hr. Bashir Ahmad Butt, en plan og fik fat i passet hos Maulana. Derefter rejste Maulana den 26. maj fra Lahore til Islamabad og fra Islamabad videre mod Amerika med kurs mod London. Air Marshal Asghar Khan fulgte ham til London. Begum Maududi rejste sammen med Maulana og blev hos ham helt til det sidste.

I byen Buffalo, 450 miles fra New York, blev Maulana indlagt på Millard Fillmore Hospital til operation.

Maulanas anden søn, Ahmad Faruk Maududi, er en berømt læge, en hjernespecialist, og han opholder sig også her. Maulana blev opereret på hospitalet den 4. september. Operationen var nødvendig på grund af en læsion i en blodåre.

Lægen siger, at patienten under sådanne omstændigheder oplever uudholdelige smerter. Men det gjorde Maulana ikke. Dagen før havde Maulana ikke kunnet tale. Efter operationen var hans tilstand tilfredsstillende. Klokken fire om eftermiddagen samme dag kom en af Maulanas venner, dr. Amirullah Husaini, for at besøge ham. Da han spurgte, hvordan han havde det, svarede Maulana, at han havde det godt. Da lægen bad ham fremsige en dua, fremsagde Maulana følgende dua fra Koranen:

*********************************

Lad mig dø som muslim og slutte mig til de retskafne. – Sura Yusuf (101)

Den følgende dag, den 5. september, fik han et hjerteanfald. Fra den 7. begyndte hans helbred igen at blive bedre. Den 19. indtraf der pludselig en ny forværring, og smerterne i hjertet blev meget stærke. Natten til den 21. sad Begum Maududi hos sin mand ved hans leje til langt ud på natten, læste Sura Yasin og andre bønner og overgav ham til Allah den Almægtige.

Den følgende dag tilbragte Maulana det meste af tiden bevidstløs. Men selv i bevidstløs tilstand bevægede hans højre hånds pegefinger sig op og ned under bønnen, hvilket alle bemærkede. Den 22. september 1979, klokken kvart i ni om morgenen, forenedes Maulana i en alder af 76 år med sin sande Ma’bud – innā lillāhi …

Ifølge den gældende lov i USA kan et lig ikke fjernes fra hospitalet før efter 48 timer. Først udsteder sundhedsmyndighederne en dødsattest. Derefter fremstilles kisten. Alle nødvendige foranstaltninger til ligets opbevaring gennemføres. Først derefter kan liget fjernes. Det tager mindst 48 timer. Hvis et lig desuden skal bringes ud af USA, kræves der også regeringens tilladelse. Men det må tilskrives Allah den Almægtiges særlige barmhjertighed, at alle disse opgaver på forunderlig vis blev fuldført på meget kort tid.

Klokken fire om eftermiddagen blev liget flyttet fra hospitalet til dr. Faruq Maududis bolig på Willing Road i udkanten af byen Buffalo. Derefter begyndte muslimer, nye muslimer og sørgende mennesker fra forskellige lande i hele verden, som var blevet påvirket af Maulanas litteratur, at strømme sammen på Willing Road fra Canada og forskellige steder i USA. Den 22. september blev janazah-bønnen afholdt tre gange i Buffalo. Første gang ledte Maulana Sharif Bukhari bønnen, anden gang qari sahib fra Toronto i Canada, og tredje gang dr. Israr Ahmad, khatib ved Jinnah-moskéen i Lahore Bagh og formand for Anjuman Khuddam-ul-Quran. De ankom med fly fra Chicago. Indtil denne dags aften fortsatte folk med at ankomme fra Toronto, New York, Chicago, Detroit, Michigan, Indiana og andre byer. Irans generalkonsul deltog i den første janazah i Buffalo, så snart han havde modtaget nyheden. Da liget blev bragt til Willing Road, var dr. Ahmad Faruq, Begum Maududi, Maulanas svigersøn Sayyid Masud og Begum Maududis bror til stede. I sin korte tale sagde dr. Ahmad Faruq: “Den mission, som den afdøde Maulana Maududi tilbragte hele sit liv med, må vi alle fortsætte kampen for. Det er en glædelig begivenhed for os, at Maulana er trådt frem for Allah den Almægtige, den, der i sandhed giver ham ære. I Allahs vilje vil vi følge hans fodspor og bringe islams da’wah ud, ikke blot i Pakistan, men i hele verden.”

Dr. Ahmad sagde til Irans generalkonsul: “Maulana havde sagt, at hvis hans helbred tillod det, ville han bestemt have gjort et ophold i Iran på sin rejse. Maulana havde også sagt: Irans islamiske revolution er mit hjertes hjerteslag.”

Et mindeværdigt interview i Buffalo

Den 22. juli tog Maulana imod en delegation på 35 personer, som var kommet fra afsidesliggende områder i Nordamerika. Interviewet fandt sted i dr. Ahmad Faruqs bolig. Maulana besvarede deres forskellige spørgsmål og fremlagde løsninger på mange problemer. På dette tidspunkt virkede hans helbred udadtil godt. Hans sindsstemning var også meget munter. Under samtalen spøgte han desuden på sin sædvanlige måde.

På dette tidspunkt kom en person fra New York med paan til Maulana. Derefter kom man til at tale om paan. En vis Anwar Beg sagde: “Maulana, det forekommer mig, at Allah Ta’ala naturligvis også har anbragt paan i Paradiset.”

Som svar sagde Maulana spøgende: “Bror, De ved måske ikke, at paan i virkeligheden er et blad fra Paradiset, og at det er derfra, det kom til jorden.”

Som jeg tidligere har nævnt, er det en yderst vanskelig sag at få den afdøde fjernet fra et hospital i USA og derefter transporteret til et andet land. Maulanas hengivne og beundrere, som var kommet fra forskellige byer i Nordamerika, ydede stor hjælp til at få alle disse foranstaltninger gennemført på bedste vis. Der blev gentagne gange ringet fra New York med anmodninger om at afholde begravelsesbønnen dér. Der blev også med bekymring ringet fra forskellige steder for at spørge, hvor langt man var nået med forberedelserne. Telefonen ringede uafbrudt hjemme hos Dr. Ahmad.

Da Allama Ayatollah Ruhullah Khomeini hørte om Maulanas død, sagde han: “Ummaen har mistet en fremtrædende lærd og islamisk tænker.” Derefter meddelte han straks Begum Maududi i Buffalo, at et iransk fly stod parat til den store tjeneste at transportere Maulanas afdøde legeme. Da kong Khaled hørte om dødsfaldet, blev han dybt bedrøvet og sagde: “Al-Ustadh Maulana Sayyid Abul A’la Maududis bortgang er en hjerteskærende begivenhed for den muslimske verden.” Han meddelte også, at et fly fra Saudi Arabian Airlines stod parat til at få den ære at transportere Maulanas afdøde legeme. På samme måde blev Pakistans præsident, general Zia-ul-Haq, overvældet af sorg, da han hørte om Maulanas død, og tilbød et fly fra PIA til transporten af Maulanas afdøde legeme.

Begum Maududi udtrykte sin dybe taknemmelighed over for disse regeringer og især over for Allama Khomeini, kong Khaled og general Zia-ul-Haq og sagde: “Den mand, som aldrig én eneste gang i hele sit liv rakte hånden ud til nogen for noget som helst, ville blive vist mangel på respekt, hvis vi efter hans død tog imod en sådan tjeneste på hans vegne. Jeg anerkender alles taknemmelighed og siger, at vi vil udføre denne opgave efter bedste evne.”

Alle nødvendige foranstaltninger blev truffet, så den afdøde kunne afrejse fra Buffalo til New York med et chartret fly den 23. september klokken fire om eftermiddagen og derefter sendes fra New York til London med Pan Ams natfly.

I en sørgmodig stemning blev den ærede Murshid-e A’ams afdøde legeme taget afsked med under uophørlig gråd. Før det blev begravelsesbønnen bedt for fjerde gang i Buffalo klokken halv tre om eftermiddagen. Derefter lettede det chartrede fly fra Buffalo mod New York og fløj af sted, mens det efterlod Buffalo i et hav af tårer. Fra New York lettede Pan Am-flyet med den afdøde om bord og fløj gennem nattens mørke ad luftvejen over Atlanterhavet mod London.

I London og Pakistan regnede alle med, at man ikke kunne forvente, at den afdøde ville ankomme inden for otteogfyrre timer. Men uventet nåede nyheden London, efter at flyet var afgået fra New York.

En vis Chowdhury Muhammad Yasin var en nær ven af Maulana og hans familie. Han deltog også i alle arrangementer vedrørende Maulanas behandling. Han drev forretning i London. Efter at have fulgt Maulana til USA vendte han tilbage til London og holdt hele tiden kontakt med dr. Ahmad Farooq. Han fortæller: “Pludselig fik vi om aftenen den 23. besked i London om, at Maulanas mayyit var afrejst fra New York. Der var ikke tid til at bringe nyheden i nogen avis. Beskeden blev blot bragt videre til alle steder pr. telefon.”

Flyet fra New York landede næste dag, det vil sige den 24. september klokken halv ni om morgenen i London. Allahu Akbar! Aldrig tidligere i Londons lufthavns historie havde der været en så stor menneskemængde. Allerede før flyets ankomst var lufthavnen fyldt med mennesker. En uafbrudt strøm af tårevædede mennesker kunne ses på vej mod lufthavnen.

Begum Mawdudi, dr. Ahmad Farooq og Sayyid Masud steg ned fra flyet sammen med mayyitten. Fra tusindvis af grædende menneskers struber i lufthavnen lød genlydende råb af trosbekendelsen og Allahu Akbar. Mayyitten blev taget ud af flyet og anbragt i PIA’s Shalimar-lounge, og der blev arrangeret janazah-bøn ved terminal nr. 47. Første gang ledede hr. Khurram Jah Murad janazah-bønnen, og anden gang gjorde professor Khurshid Ahmad det. Derefter ankom flere busser fyldt med mennesker fra Birmingham. Denne gang blev bønnen ledet af næstformanden for UK Islamic Mission. Alligevel fortsatte folk med at strømme til. PIA-flyets afgang blev betydeligt forsinket. Derfor blev janazah-bønnen bedt yderligere to gange. Mange journalister fra ind- og udland var til stede i lufthavnen. De bemærkede, at de aldrig før havde set eller blot forestillet sig et så stort hav af mennesker overvældet af sorg.

For at vise deres respekt for Maulanas sjæl kom Pakistans præsidents særlige rådgiver, hr. Muazzam Ali, generalsekretæren for Islamic Council of Europe, hr. Salim Azam, samt diplomatiske repræsentanter fra mange lande til lufthavnen.

Sent på aftenen afgik PIA-flyet med mayyitten og landede næste dag, den (35/9/79), klokken ti om morgenen i Karachi Lufthavn via Amsterdam, Damaskus og Dubai.

Den 25. september indtraf en mindeværdig begivenhed i Karachis historie.

Fra klokken ni om morgenen begyndte folk at samles i Karachi Lufthavn. Denne dag var dagen for valget til Karachi Municipal Corporation. De fleste køretøjer var optaget af valgarbejdet. Alligevel skyndte folk sig mod lufthavnen, trods de store vanskeligheder.

Klokken halv ti trådte Mian Tufail Muhammad, Jamaat-e-Islami Pakistans amir, ind i VIP-loungen sammen med Karachis Jamaat-ledere samt ti-tolv journalister og fotografer. Ansigterne var blege og præget af sorg. PIA’s frivillige stod på række for at opretholde orden. Udenfor på verandaen græd flere kvinder iført burka. Tusindvis af mennesker ventede på flyet. Det blev meddelt, at flyets ankomst ville blive lidt forsinket – ikke klokken ti, men halv elleve. Over højttalerne blev det meddelt, at janazah-bønnen ville blive afholdt på lufthavnsstadionet en mil derfra, femten minutter efter flyets ankomst. Folk begyndte at løbe i den retning.

Mian Sahib sidder tavst blandt den sørgende menneskemængde i VIP-loungen. Kort efter træder Sardar Sherbaz Mazari ind i loungen og giver sammen med Mian Sahib, Jan Muhammad Abbasi og de øvrige udtryk for sin sorg.

På det tidspunkt hilser en højtstående embedsmand på Mian Sahib og siger: “Jeg kommer fra Rusland. Jeg var rejst dertil for at deltage i en international konference. Så snart nyheden om Maulanaens død nåede frem til konferencen, løftede folk spontant hænderne i bøn.”

Han siger videre: “Maulanaens død er ikke blot et tab for hans familie og Jamaat-e-Islami, men et uerstatteligt tab for hele den muslimske verden.”

Han siger disse ord med gråd i stemmen.

Præcis klokken ti lander flyet på landingsbanen og standser foran VIP-loungen. Hundreder af mennesker bryder sammen i gråd. Flere mister bevidstheden, overvældet af sorg.

Dr. Ahmad Farooq stiger først ud af flyet. Derefter Begum Maududi. Bag hende kommer professor Khurshid, Syed Masud og Chaudhury Muhammad Yasin fra ‘Dawn Travels London’. Disse fem ankommer sammen med den afdøde.

Med stort besvær bliver den afdøde løftet op på en lastbil gennem menneskemængden. På lastbilen står Mian Sahib, Dr. Ahmad, professor Khurshid og andre ledere. Lastbilen begiver sig gennem et menneskehav mod lufthavnens stadion. Klokken elleve og fem leder Mian Tufail Muhammad Sahib begravelsesbønnen.

Efter bønnen bliver den afdøde igen løftet op på lastbilen. Denne gang er blandt andre general Abbasi, guvernøren for Sindh, med på lastbilen. Indtil nu havde folk med umådelig tålmodighed behersket sig. Men nu brister deres tålmodighed. Utallige mennesker er kommet til lufthavnen fra hele byen. Hvem ville ikke ved det sidste farvel se sin elskede leders ansigt én sidste gang? Alle løber som vanvittige efter lastbilen. Alle ønsker blot én gang at røre ved den afdøde og én gang af hele deres hjerte at se det strålende ansigt. Dette er det sidste farvels øjeblik. Den, der havde vækket deres slumrende sjæle og rettet en høj og indtrængende appel til deres samvittighed, er i dag selv hensunket i stilhed. Efter at have fuldført sit arbejde er han gået sin egen Herre i møde. Igen og igen lyder råbet: ‘Allahu Akbar’, ledsaget af: ‘Sayyedi-Murshidi-farvel-farvel’.

Synet af, at den afdøde blev båret om bord på flyet, var endnu mere hjerteskærende. Mange omfavnede hinanden og græd hulkende. Mange mistede bevidstheden. Da den afdøde klokken ét var blevet båret om bord på flyet, blev flyets dør lukket. Klokken halv to lettede flyet og foldede sine to vinger ud mod himlen på vej til Lahore. Flyets frygtelige larm trængte ind i hvert eneste sørgende menneskes hjerte. Hvis de også havde haft to vinger hver, ville de være fløjet med flyet som en flok fugle. Derfor havde de, sammen med fortvivlelse, suk og tårer, en inderlig bøn på læberne for deres elskede murshid.

Den afdøde i Lahore

Lahores lufthavn. Ashwins brændende sol hælder mod vesthimlen. Den troende mand, som den 26. maj tog afsked med den islamiske befolkning, der var tynget af sorg, og rejste fra denne lufthavn til Amerika med ordene khuda hafiz, hvem kunne vide, at dette var hans sidste afsked? Han kunne ikke vende tilbage til Lahore. Han var en af de elskede tjenere, om hvem Allah den Ophøjede har sagt: »Allah er tilfreds med dem, og de er tilfredse med Ham« – og han er gået tilfreds bort til sin Herres nærhed. Kun hans livløse legeme af jord er i dag vendt tilbage til Lahore. En menneskestrøm skynder sig mod Lahores lufthavn for varmt at byde hans afdøde legeme velkommen. Flyet med den afdøde ventes at lande klokken tre.

I mellemtiden er mere end hundrede tusind mennesker samlet i lufthavnen. De, som ikke kunne nå frem til lufthavnen, er kommet for fra lufthavnen at vise Maulanaens afdøde legeme deres respekt.

Blandt dem, der var kommet til lufthavnen, var følgende fremtrædende personer ud over Jamaat-lederne: dommer Afzal Cheema, formand for Rådet for Islamisk Ideologi; en delegation på over hundrede personer under ledelse af Maulana Yusuf, amir for Jamaat-e-Islami Hind; en delegation fra Jordan under ledelse af dr. Latif; ambassadørerne fra de muslimske lande; repræsentanter for Jammu og Kashmir; repræsentanter for Islamic Students Movement of India samt lederne af de afghanske mujahidiner.

Blandt lederne af de politiske partier var Chaudhry Zahur Elahi, Malik Qasim, Khwaja Khairuddin, Sahibzadi Mahmuda Begum, Sardar Shaukat Hayat og mange andre. Maulanaens familiens kvinder ankom også i en sort bil. Som ubevægelige stenstatuer – selve legemliggørelsen af sorgen. Tårerne var størknet i øjenkrogene.

Præcis klokken tre, da det ventede fly begyndte at kredse over lufthavnen, blev den utålmodige folkemængde overvældet af en voldsom sorg. Med grådkvalte stemmer genlød luften af trosbekendelsen og takbir-råb.

Klokken tre minutter over tre landede flyet og standsede foran VIP-loungen. En PIA-lastbil kørte hen og stillede sig tæt ved flyets vinduer. Hussain Farooq Maududi, Chaudhry Zahur Elahi, Qazi Hussain Ahmad og PIASI-medarbejderen Maulvi Rafiq Ahmad steg om bord på flyet for at bære den afdøde ned.

Efter at den afdøde var blevet løftet op på lastbilen, kørte den langsomt og roligt mod Maulanas bolig. En procession på millioner fulgte lastbilen. Folk fra hver by og hver landsby, fra Khyber til Quetta og fra Azad Kashmir til Multan, var kommet – unge såvel som gamle. Fra begge sider af vejen og fra bygningernes tage fældede utallige mænd og kvinder tårer ved synet af denne sørgeprocession og viste deres respekt ved at kaste blomster over den afdøde. Ved siden af lastbilen bevægede en kilometerlang række af privatbiler, specialbusser, stationcars, scootere, autorickshaws, cykler og andre køretøjer sig, og sammen med dem gik millioner af sørgende mennesker til fods. Der var ingen uorden, ingen larm eller tumult noget sted. Folkemængden bevægede sig fremad under fuld opretholdelse af den disciplin, som de havde været oplært i gennem så lang tid. Fra en bil bagest blev der over en højttaler reciteret Kalima Shahada og råbt takbir. Karavanen begyndte at bevæge sig fra lufthavnen klokken halv fire. Den fulgte Shahrah-e-Quaid-e-Azam, Charing Cross, Shahrah-e-Fatima Jinnah, gennem Mozang Chungi til Firozpur Road og nåede derefter Ichhra-krydset klokken seks om aftenen. Derefter nåede lastbilen med den afdøde efter store vanskeligheder frem til Maulanas bolig. Maghrib-adhan lød fra minbarerne i moskeerne omkring dem. Ikke en eneste moské i området havde så meget som en lille plads, hvor folk kunne stå. Imens mistede mange, både børn og ældre, bevidstheden på grund af den overvældende sorg.

Efter Maghrib blev det bekendtgjort, at kun kvinder indtil klokken ni om aftenen ville få mulighed for at se den afdøde for sidste gang. Fra klokken ti om aftenen til næste morgen klokken otte ville kun mænd få mulighed for at se ham. Den afdøde var blevet placeret på et højt sted foran Maulanas private værelse. Folk skulle gå ind gennem én port, kaste et enkelt blik på den afdøde og gå ud gennem en anden port. Fra klokken seks om aftenen bevægede kvindernes kø sig inden for porten til 5/A Jaildar Park, og strømmen fortsatte uafbrudt indtil klokken ni.

Studiner fra Punjab Universitet ankom i tre fuldt lastede busser. Sorgens gråd lød fra dem alle. Det var, som om grådens klageskrig kunne høres overalt i luften og på himlen: Allahs engle græder, hele skaberværket græder.

Klokken halv otte om aftenen kom Pakistans præsident, general Zia-ul-Haq, for at se den afdøde for sidste gang. Kvinderne blev standset et øjeblik, så han kunne få mulighed for at se ham. Mian Tufail Muhammad gik ind i Maulanas bolig sammen med general Zia-ul-Haq. Sammen med Pakistans præsident var Punjabs guvernør, general Sarwar Khan, chefssekretæren samt andre militære og civile embedsmænd. Islami Jamiats leder, hr. Liaqat Baloch, var også med dem. Efter at general Zia-ul-Haq havde set Maulana, stod han tavs et øjeblik, mens en voldsom strøm af tårer løb ned ad hans kinder.

General Zia-ul-Haq sagde med grådkvalt stemme: “Det er jo et helt strålende ansigt.” Derefter trøstede han Maulanas børn og sagde: “Maulanas bortgang er et uopretteligt tab. Dette tab tilhører ikke blot hans familie eller Pakistan, men hele den muslimske verden. Den store tjeneste, han har ydet, vil vise den muslimske nation vejen i de kommende århundreder. Jeg håber, at Maulanas børn vil bestræbe sig på at holde den vejledningens lampe, som han tændte, lysende.” Ti minutter senere tog han afsked.

Fra halv ti om aftenen til klokken ni næste morgen stod tusindvis af mennesker i kø for, om end blot et øjeblik, at få lov til at se Maulana for sidste gang.

Inden klokken præcis ni om formiddagen blev adgangen lukket, og den afdøde blev igen løftet op på lastbilen til janaza-bønnen. Netop på dette tidspunkt landede jeg i Lahores lufthavn. De følgende smertefulde scener har jeg allerede beskrevet.

Den 27. september blev der på initiativ af Anjuman-e-Ittihad-e-Talaba ved Punjab Universitet afholdt et sørgemøde i Faisal Auditorium på universitetets campus. Mian Tufail Muhammad var mødeleder. Her talte mange fremtrædende personer og lærde fra ind- og udland og udtrykte deres dybe respekt for Maulana.

Vicekansleren ved Qatar Universitet sagde, at Sayyid Maududis begravelsesbøn var en folkeafstemning. Pakistans folk havde bekendtgjort deres beslutning til fordel for islam.

Generalsekretærens stedfortræder for Verdensmuslimernes Ungdomsforsamling, dr. Muhammad Ahmad Tutunji, sagde: „Maulanas tanker vil fortsætte med at oplyse sind og hjerter indtil Dommedag.“ Sheikh Abdullah al-Aqeel, direktør for afdelingen for islamiske anliggender i Kuwaits Awqaf-ministerium, sagde: „Maulana Maududi har tilintetgjort sammensværgelsen om at begrænse islam inden for moskeernes og madrasaernes fire vægge.“ Den saudiske regerings repræsentant, dr. Taha Jaber, sagde: „Sayyid Maududi har genoplivet Allahs religion i det nuværende århundrede.“ En fremtrædende tænker fra Kuwait, Abdul Aziz Ali Al Motawa, sagde: „Sayyid Maududi har grundlagt en jamaat, som er aktiv i kampen for at etablere islams overhøjhed i hele verden.“ Amir for Jamaat-e-Islami Hind, Maulana Yusuf, sagde: „Jeg erklærer Allah som vidne på, at Maulana Maududi fuldt ud har udført sit ansvar.“ Han sagde videre: „Maulanas litteratur og tanker har frembragt en mental revolution blandt hundreder af millioner mennesker.“ En fremtrædende tænker fra Syrien, Sheikh Said Hawa, sagde: „Maulana Maududi har spredt Pakistans duft over hele verden.“ Formanden for Islami Jamiat, Liaquat Baloch, sagde: „Maulanas litteratur og tanker har gjort hundreder af millioner af unge i dette land og i den muslimske verden helhjertet hengivne til islam. Hvis det i dag havde været muligt at bringe Maulana tilbage til livet i bytte for deres liv, var hundredtusinder af unge rede til at ofre deres liv for det.“

Sheikh Saiful Islam, egyptisk advokat og søn af Sheikh Hasan al-Banna, grundlæggeren af Ikhwan al-Muslimun, sagde: „Efter Sheikh Hasan al-Bannas martyrdød troede Ikhwans medlemmer, at der ikke længere var nogen til at lede dem. Men efter kort tid indså de, at al-Ustadh Sayyid Abul Ala Maududi nu var deres murshid-i-am, deres lærer og vejleder.“

I sin tale sagde Mia Sahib: „Vi vil sætte alle vores kræfter ind på at udbrede Maulanas tankers overhøjhed.“

Der blev desuden afholdt en sørgesammenkomst på Punjab Universitet og flere andre steder i Lahore i anledning af Maulanas død. Jeg blev inviteret og deltog i næsten dem alle.

Jeg har i de forgangne toogtyve år forsøgt at lære Maulana at kende – jeg har lært ham at kende og set ham. Jeg har med hele mit hjerte forsøgt at lære ham at kende og se ham. I dag føler jeg klart, at selv om jeg i hans levetid så Maulana som stor og ophøjet, har døden gjort ham hundrede tusinde gange større og mere ophøjet. Den ære og respekt, som han nød i ind- og udland, har døden mangedoblet.

Denne gang rejste jeg rundt i Pakistan, fra Karachi til Lahore, fra Lahore til Pindi og fra Pindi til Peshawar. Overalt – i himlen og luften, på blade og løv, i den rislende lyd fra bølgerne i floderne Indus, Ravi, Jhelum og Attock, på bjergene og i fjeldene – hørte jeg sorgens marsiya. Overalt så jeg sorgen legemliggjort. Jeg hørte millioner af mænd, kvinder, børn og gamle stemme et klageråb som ved Muharram: „Sayyidi, Murshidi, Maududi, farvel, farvel.“ Fra Buffalo til New York og London, fra London til Karachi og fra Karachi til Lahore er hans livløse jordiske legeme blevet fløjet over utallige floder, have, bjerge, dale, byer, bebyggelser og ørkener, mens hele verden blev skyllet bort i et tårehav, for at han kunne lægges til hvile på sit evige leje. Derfor græder den muslimske verden i dag over hans død og synger hans marsiya.

I dag indså jeg med hele mit livs erfaring, at forskellen mellem den levende Maududi og den Maududi, der har taget afsked med denne støvede jord, er enorm – som forskellen mellem himmel og jord. Maududi er i dag sejrherre over døden. Hans universelle islamiske dawah, hans uvurderlige litterære skatkammer og hans klare tanker vil gøre ham udødelig for altid. De, der i hans levetid så skævt til ham, lovpriser ham i dag af fuldt hjerte. I dag kastede Altaf Gauhar fra Ayub-æraen gennem BBC lys over forskellige sider af Maulanas liv og udtrykte sin dybe hjertelige respekt for ham. PNA’s leder, Mufti Mahmud, sagde, at Maulana Abul Ala Maududi var „et levende bevis“ på Koranen og sunnaen.

Ved Maulanas bortgang blev hele den muslimske verden overvældet af sorg. I by efter by og moské efter moské blev der afholdt begravelsesbønner i fravær og sørgemøder. Forskellige lærde, intellektuelle, fremtrædende personer, lærere og studerende fortsatte i aviser og tidsskrifter med at udtrykke deres følelser af respekt for Maulana og deres tårevædede, sorgtyngede hjerters bevægelse. Blandt dem, der således udtrykte deres reaktioner, var især major (pensioneret) Mustafa Shaheen, dr. Muhammad Qutb, den berømte kirurg dr. Ali Alhajj fra Sudans hovedstad Khartoum, den tidligere minister Yusuf Hashem ar-Rafai fra Islamic Foundation i Nairobi, den franske sprogforsker professor Hamidullah, Hongkong-bosatte Nazir Hasan, en af den arabiske verdens fremtrædende lærde, dr. Mustafa az-Zarqa, De Forenede Arabiske Emiraters øverste dommer, sheikh Abdul Aziz al-Mubarak, Irans Allama Ayatullah Ihya Nuri, Tyrkiets dr. Ibrahim Agah, USA’s dr. Ismail Raji al-Faruqi, Indiens Maulana Abul Hasan Ali Nadwi, Sayyid Masud Ali Rizvi fra Jeddah, Muhammad Amin fra Riyadh, Husain Khan fra Japan, Indiens Maulana Said Ahmad Akbarabadi, Abdul Mujib fra Medina, Maulana Sadruddin Rafi‘i Mujaddidi, advokaten A. K. Brohi, lovredaktøren Muzaffar Beg og den arabiske verdens Sarwat Saulat. Antallet af sådanne sørgende fremtrædende personer var så stort, at det ville være nødvendigt at skrive en særskilt bog for at få dem alle omtalt.

[Anden del]

Drivkraften bag Maulanas skriveevne

Det er ikke ukendt i litteraturens verden, at Maulana var en essayist, forfatter og tænker af meget høj rang. Det er også ubestrideligt, at han gav det urduiske sprog en ny form og vitalitet. Hans skrivestil, hans måde at opbygge sætninger på og hans udtryksform var helt hans egne. Drivkraften til den enestående skrivekunst synes at have været medfødt hos ham, og denne inspiration kom til udtryk allerede i hans tidligste barndom.

Nedenfor gengives hans egne ord om dette til læsernes orientering:

„Da jeg var ni år gammel, opstod der i mig en naturlig inspiration til at skrive essays. På det tidspunkt kom en ven af mig ved navn Janab Ashfaq Ahmad Zahedi til Aurangabad og boede nogle dage i vores hus. Han havde en stærk interesse for at skrive essays og læse bøger. Han skabte en inspiration til at skrive essays hos os to brødre og tilskyndede os til at læse almindelige tidsskrifter og aviser ud over vores lærebøger. En gang, for at prøve vores evner, sagde han: »Forestil jer, at I er blevet forelsket i en pige. Skriv nu et kærlighedsbrev til denne opdigtede elskede, hvori kærlighedens følelser, henrykkelse og adskillelsens smerte kommer til udtryk.«

På dette område var vi jo fuldstændig uerfarne. Især var jeg i en alder, hvor forestillingen om, hvad kærlighed, en elsket eller adskillelse var, endnu ikke var opstået i mit sind. Men på det tidspunkt havde jeg læst Gulistan og Bustan. Derfra havde jeg fået en smule viden om, at »kærlighed er en særlig sygdom, som opstår, når man ser et smukt og tiltrækkende ansigt; som følge af denne sygdom begynder en ild at brænde i hjertet. Den slukkes kun, når man ser dette ansigt. Så længe man ikke ser det, bliver ilden ved med at brænde i hjertet. Og denne tilstand i hjertet kaldes »adskillelse«. Nå, men vi gjorde efter bedste evne stor brug af denne viden, skildrede denne tilstand og skrev et langt brev. Ingen af os to brødre eller Ashfaq-bror husker, hvad vi dengang skrev. Men vi husker helt sikkert, at Ashfaq-bror blev slået af forbløffelse, da han læste de to breve, og at han især foretrak mit. Selvom den ældre brors brev var betydeligt længere.«

Efter at have bestået maulvi-eksamen oversatte jeg i en ledig stund på min storebrors opfordring en arabisk bog af Qasim Amin Bey, »Al-Mir’at al-Jadid«, til urdu. Jeg ved ikke, hvor manuskriptet til denne oversættelse befinder sig nu. Men jeg husker tydeligt, at min afdøde far var meget begejstret for oversættelsens flydende stil, sprogets enkelhed og de velklingende sætningers opbygning, og min storebror roste den også meget.

Dette var mit første forsøg. Efter at jeg i 1917 flyttede til Bhopal, blev min tilbøjelighed til at skrive artikler sammen med mine almindelige studier så fast forankret, at det forekom mig, at jeg ikke ville nå at afslutte det før min død. De første tre-fire år befandt jeg mig i en efterlignersituation. Jeg forsøgte at efterligne den, hvis skrivestil jeg kunne lide. Men jo mere jeg studerede, desto mere indså jeg, at en artikels skønhed ikke udvikles gennem efterligning af andres metoder, men gennem ens egen udtryksform. Siden 1921 har jeg fulgt en fast, personlig stil og metode, hvor jeg ikke efterligner nogen.

Jeg mener, at enhver tanke og forestilling naturligt frembringer et bestemt sprog. Og det mest korrekte og passende sprog til at udtrykke enhver tanke og forestilling er netop det, der spontant udspringer af tanken og forestillingen. Derfor bør man kun koncentrere sig om selve artiklen. Hvad sproget angår, er der ingen grund til at bekymre sig om at vælge det. Det vil helt af sig selv følge med artiklen.

Det er grunden til, at når jeg skal skrive noget, bruger jeg alle mine kræfter på at ordne mine tanker og indsamle materiale samt argumenter og beviser. Når stoffet først er blevet samlet i mit sind, tager det mig ikke lang tid at omsætte det til papir. Jeg er så sikker på mit ordvalg, når jeg skriver, at jeg, bortset fra særligt vigtige emner, næsten aldrig behøver at gennemse noget en anden gang, efter at jeg har skrevet det én gang.”

Maulanas revolutionære litteratur

I det sidste halve århundrede har Maulana Sayyid Abul A’la Maududis kraftfulde og revolutionære litteratur bragt en revolution i sind og tanker hos hundreder af millioner af mennesker. Den har vakt en dyb kærlighed til Gud og Profeten i utallige mænds og kvinders hjerter og ændret deres livsbane. Hans litteratur og tankegang har udvalgt mange blandt millioner af mennesker og engageret dem i en uophørlig kamp mod det falske. Den stagnation, der gennem århundreder havde samlet sig i muslimernes tankeverden, har Maulanas litteratur fjernet og i stedet indgydt en omfattende, vidtrækkende, klar og ren tankegang. Det kan ikke opgøres, hvor mange hans litteraturs indflydelse har befriet for verdslig begærlighed og frygt og gjort til mennesker med en ren og stærk karakter.

Hans litteraturs særpræg

Det første særpræg ved Maulana Maududis litteratur er, at han fremstiller islam som en revolutionær livsanskuelse og bevægelse i stedet for som en stagneret, gammel, konventionel eller nedarvet religion. Dens stærkeste argumenter har han fremlagt som indre beviser hentet fra den islamiske tankegang selv. Vidnesbyrd om denne revolutionære opfattelse af religionen findes i Koranens inspirerende vers, Profetens treogtyve år lange kampfyldte liv, sahabaernes evige kamp og stræben samt den herlige epoke under de retledte kaliffer. Maulana forsøgte ikke ved hjælp af sin udtryksforms styrke at væve et net af ord for at bevise noget; derimod rensede og polerede han de sandheder og oplysninger, som på grund af århundreders uprøvede, stagnerede tankegang havde været skjult for menneskenes blik, og lagde dem klart og tydeligt frem for det islamiske samfund.

Det andet særpræg ved hans litteratur og tankegang er, at han har belyst enhver side og ethvert område af islam og beskrevet dem på en måde, der er tilpasset nutiden. Alle de former for anklager, som den moderne videnskabelige tidsalder har rettet mod religionen, har han tilbagevist med argumenter og beviser. Han har tegnet et billede af den islamiske samfundsordens fuldstændige bygning. Han har med argumenter og beviser udførligt beskrevet islams principper inden for alle livets sider og områder—sociale, politiske, økonomiske, kulturelle, juridiske og uddannelsesmæssige, landbrugs- og industrimæssige, moralske og åndelige; kort sagt alle livets områder. Han har forklaret, hvad nutidens krav til islam er, og hvad den moderne verden kræver af islam. Han har bevist, at kommunismen er vildledende. Han har også bevist, at kapitalismen er en ødelæggende ideologi. Han anser fascisme, socialisme, liberalisme og alle andre sådanne ismer for farlige ideologier for menneskeheden.

Han anser dem ikke for ufarlige på samme måde som en eller anden »kat-mullah«. Tværtimod har han analyseret deres fejl og mangler og tydeligt påpeget dem.

Det tredje særkende er, at Maulana Maududi har bevist, at islam ikke blot er en religion med rituelle handlinger og højtider, som »ikke har nogen forbindelse« med politik; derimod findes der ingen del af livet, som kan forblive uafhængig af islam. Islam er en fuldstændig livsordning, og politik er en del af dette liv. Så længe denne politiske del af livet ikke underordnes islam, er dens krav ikke blevet opfyldt.

Kort introduktion til nogle af Maulanas værker

Tafhim-ul-Quran

»Der er allerede blevet udført så meget arbejde med at skrive værker på vores sprog om oversættelse og tafsir af Den Ædle Koran, at det ikke synes at være en god anvendelse af tid og kræfter at skrive og udgive endnu en oversættelse eller tafsir blot for en bestemt persons velsignelse og nådes skyld. … I lang tid havde jeg følt, at den voksende tørst, som kunne iagttages blandt vores oplyste kredse efter at forstå Koranens indre betydning og dens sande formål, på ingen måde var blevet stillet, trods oversætternes og tafsir-forfatternes prisværdige indsats. Jeg tænkte derfor: Hvorfor ikke også forsøge på den ene eller anden måde at stille denne tørst?«

Disse ord udtrykte Maulana i forordet til hans Tafhim-ul-Quran. Da han oversatte Koranen, forkastede han derfor den traditionelle ordrette oversættelsesmetode og omsatte de arabiske fagudtryk til et enkelt, flydende og klart urdusprog. Dette er et enestående og mesterligt eksempel på skrivekunst. Han siger:

For det første får man ved at læse en ordret oversættelse indtryk af, at man slet ikke mærker den oprindelige teksts sammenhæng, sprogets sødme eller talens virkning. Linje efter linje i en oversættelse af Koranen møder man en livløs fremstilling, som ikke vækker nogen inspiration i læserens sind, ikke får kroppen til at gyse, ikke får tårerne til at strømme fra øjnene og ikke skaber nogen revolutionær tankegang i ham. Han kan ikke engang mærke, at noget påvirker hans forstand, intelligens og samvittighed og trænger ind i sindets dybder. Og dog er den litterære virkning af Koranen ikke mindre end virkningen af dens hellige lære og ophøjede indhold. Det er netop derfor, at selv hjerter hårde som sten er blevet blødgjort efter at have hørt Koranens hellige ord, og at hele Arabien blev rystet af ordenes tordnende klang. Selv dens modstandere anerkendte dens gennemslagskraft, og de frygtede, at disse ord rummede en sådan magisk kraft, at mennesker blot ved at høre dem ville falde fuldstændigt under deres indflydelse. Hvis Koranens sprog ikke havde rummet en sådan kraft, og hvis Koranen var blevet åbenbaret på et sprog af samme art som det, vi finder i dens oversættelser, ville den på ingen måde have kunnet skabe en ukuelig livskraft blandt hele det arabiske folk og vinde deres hjerter og sind. (Tafhim-ul-Quran, forordet).

Når læseren derefter læser Koranen, opstår dette spørgsmål og denne undren igen og igen: Hvorfor adskiller Koranen sig så meget fra vores almindelige bøger? Hvad er dens emne egentlig, hvorfor mangler den en kronologisk orden og sammenhæng, og hvordan blev den samlet og bevaret efter åbenbaringen? Maulana har i forordet til Tafhim-ul-Quran tilbagevist alle sådanne tvivlsspørgsmål. Allerede fra begyndelsen fremlagde han tilfredsstillende svar på alle den slags spørgsmål. Hans forord kan i virkeligheden kaldes de grundlæggende principper for at forstå Den Hellige Koran; det er også blevet udgivet særskilt i hæfteform.

Maulana begyndte i 1943 på at skrive Tafhim-ul-Koran fortløbende gennem sit månedsskrift Tarjuman-ul-Koran og afsluttede det efter tredive år. Man kan sige, at han tilbragte størstedelen af sit liv med at skrive dette uvurderlige værk. Det er hans største bidrag til kommende generationer.

Ved en lejlighed bemærkede han under sin eftermiddagsmajlis (en sammenkomst fra asr til maghrib):

“Jeg har opdelt min tid dag og nat i tre dele. Én del til landets og organisationens daglige arbejde, én del til de nuværende generationer og én del til de kommende generationer. Jeg betragter arbejdet med at skrive Tafhim-ul-Koran som de kommende generationers ret over mig. Denne ret kan jeg ikke tilsidesætte af hensyn til de nuværende generationer.”

For at gøre værket mere nyttigt, pålideligt og informationsrigt for de kommende generationer satte han alle sine kræfter ind. Han rejste rundt i Mellemøsten og besøgte med egne øjne de historiske steder, der omtales i Koranen, og indsatte fotografier af disse historiske steder i sit værk.

I forbindelse med fortolkningen af Guds ord i Tafhim-ul-Koran fremsatte Maulana ingen opdigtede påstande. Han fulgte de tidligere muslimske lærdes eller salaf salihins synspunkter, de sahih-hadither og Sira Pak. Blandt de tafsir-værker, han især benyttede under arbejdet, kan nævnes Allama Jarullah Zamakhsharis “Al-Kashshaf an Haqaiq at-Tanzil”, Allama Ibn Kathirs “Tafsir al-Qur’an al-Azim”, Abu Bakr Jassas’ “Ahkam al-Qur’an” og Ibn al-Arabi al-Malikis “Ahkam al-Qur’an”.

Når Maulana under fortolkningen af Koranen stødte på spørgsmål vedrørende fiqh, gennemgik han de grundlæggende værker af fiqh-videnskabens fire imamer – hanafitterne, malikitterne, shafiitterne, shafi’itterne og hanbalitterne. For Maulanas sædvanlige fremgangsmåde var altid at studere de oprindelige kilder for at afgøre sandheden i en sag. På hans bord lå forskellige tafsir-værker, de grundlæggende hadith- og fiqh-værker samt bøger om Sira, islams historie og andet spredt ud. Før han nedskrev noget i Tafhim-ul-Koran, noterede han de nødvendige oplysninger fra disse værker på separate ark. Det hændte undertiden, at hans grundige undersøgelse og efterforskning af et bestemt emne tog dag efter dag og uge efter uge.

Et særkende ved Tafhim-ul-Koran er, at Maulana i kommentarerne har forklaret forskellige emner med den moderne tankegang for øje. Uden at inddrage komplicerede teorier fra arabiske ordbøger, grammatik og logik har han i et enkelt og ligefremt sprog fremlagt løsninger på den moderne tids problemer. Han har på en indsigtsfuld måde belyst den tvivl, usikkerhed og de spørgsmål, der kan opstå i læserens sind under læsningen af Koranen.

Et andet bemærkelsesværdigt særkende ved Tafhim-ul-Koran er, at der i begyndelsen af hver sura er indføjet en introduktion, indledning eller forord. Suraens centrale emne, dens historiske baggrund, åbenbaringsanledningen samt en fuldstændig beskrivelse af det sociale, politiske og kulturelle miljø og de omstændigheder, under hvilke suraen blev åbenbaret, er angivet fra begyndelsen. Derfor står suraens emne og dens indre betydning allerede på forhånd klart for læseren. Dette er en enestående måde at forstå Koranen på, som Maulana har præsenteret for læseren.

Et andet bemærkelsesværdigt aspekt ved Tafhim al-Qur’an er, at Maulana gennem dette værk har udført et lovværdigt arbejde om profeten Mustafa (fvmh.)s ædle sira. Ved at give et sandt billede af profeten Mustafa (fvmh.), som bar og formidlede den hellige Koran, har han vakt en dyb kærlighed og hengivenhed til ham hos læseren. Ved at opdele den ædle profets mekkaniske og medinensiske liv i særskilte perioder har han tydeliggjort forskellige aspekter af profetens sira. Trin for trin har han fremlagt uigendrivelige beviser på profetskabet og skabt en fast overbevisning hos læseren om sendebudskabet. Derefter kan læseren klart mærke, at åbenbaringen, profeterne og sendebuddene, Skriften og sunnaen er tæt forbundne med hinanden. Trods den fuldstændige behandling af siraen i noterne til Tafhim al-Qur’an ønskede Maulana at skrive et særskilt værk om dette emne. Ved Allah den Ophøjedes uendelige nåde har han også fuldført dette store arbejde. Dette værk, Sirat Sarwar-e Alam, er udgivet i flere bind.

Blandt Maulanaens revolutionære litterære værker indtager Tafhim al-Qur’an den fremmeste plads, og grundstenen i hans litterære virke er Al-Jihad fi al-Islam. At Al-Jihad fi al-Islam er grundstenen i hans litterære virke for fremtidens menneskehed, og at det er hans største bidrag, kan siges uden tøven. At Al-Jihad fi al-Islam er grundstenen i hans litterære virke for fremtidens menneskehed, kan siges uden tøven.

Der er begyndt at blive udført spredt forskning i Tafhim al-Qur’an og Maulanaens værker både i landet og i udlandet. Hvis fremtidige generationer imidlertid skal have varige fordele af Tafhim, er det nødvendigt at oprette et forskningsakademi eller et forskningscenter på højt niveau på statsligt plan. Jeg håber også, at Allah vil gøre vejen for dette arbejde let.

Koranens fire grundlæggende begreber

Dette værk åbner døren til læserens sind, så han kan forstå Koranen korrekt. Derfor er dets betydning uendelig stor. I dette værk har Maulana kastet fuldt lys over fire begreber: ilah, rabb, ibadat og din. Hvis læserens forståelse af disse fire begreber ikke er klar, vil det på ingen måde være muligt at forstå Koranen. Hvis læseren forestiller sig, at ilah betyder en guddom, der tilbedes, din betyder en religion, rabb betyder forsørgeren, og ibadat betyder lovprisning, hyldest og tilbedelse, vil det på ingen måde være muligt for ham at forstå Koranens egentlige budskab. Derfor fandt Maulana det nødvendigt at skrive dette værk for at give den korrekte forklaring på disse fire begreber.

Det er naturligvis ikke sådan, at de fire begreber ikke er blevet forklaret i Tafhim al-Qur’an, når de optræder i deres sammenhæng. Men da man indså deres betydning, blev behovet for at skrive et særskilt værk om dem erkendt.

Den islamiske kulturs kerne

Der hersker i dag en mental forvirring og et kaos blandt muslimer med hensyn til islamisk kultur. Alt, hvad muslimer gør eller har gjort gennem generationer, bliver betegnet som islamisk eller muslimsk kultur. Alt, hvad muslimer gør, anses for at være islamisk, og islam bør støtte det. Forsøget på at indlemme de skønne kunstarter og musikforestillinger i den islamiske kultur under påskud af underholdning er et resultat af den vestlige civilisations indflydelse. Spørgsmålet er nu, om islam præsenterer nogen kulturelle værdier for verden, og om islam har nogle grundlæggende principper på kulturens område, eller ej; hvad der forstås ved kultur; hvilket grundlag den islamiske civilisation og kultur er bygget på; om troen på tawhid, sendebudskabet og det hinsides anerkender bestemte kulturelle forestillinger; og så videre. Alle disse emner er udførligt behandlet, og deres rette løsninger og principper er beskrevet i det ovennævnte værk. For mennesker, der med god smag arbejder med kultur, vil dette værk uden tvivl tjene som en vejviser.

Al-Jihad fil Islam

Dette er blevet behandlet allerede i begyndelsen af bogen.

Den islamiske renæssancebevægelse

Islam er en levende livsanskuelse, som verdens Skaber har sendt til menneskeheden med det formål, at mennesket skal indrette hele sit liv efter denne livsanskuelse. Denne livsanskuelse blev fuldt ud virkeliggjort i den sidste profet Muhammad Mustafas (s.a.w.) levetid. Også i de retledte kaliffers tidsalder forblev den intakt, uplettet og ren. Men senere, da kalifatet blev forvandlet til et monarki, begyndte jahiliyyah langsomt at trænge ind i islam. Derefter blev det et vanskeligt problem for almindelige mennesker at afgøre, hvad der blandt alt dette var islam, og hvad der var jahiliyyah. For at befri islam for jahiliyyahs affald og finde den i dens rene og oprindelige form er der behov for en reformator, som på islamisk terminologi kaldes en »mujaddid«. Hver gang den muslimske nation har følt behov for at rense islam for urenheder, er en mujaddid dukket op i islams historie.

I dette værk analyserer Maulana, i forbindelse med den ideologiske konflikt mellem islam og jahiliyyah, fire teorier om livet og beviser, at islam alene er den livsanskuelse, som menneskeheden bør antage. Derefter redegør han for definitionen af en mujaddid, den grundlæggende forskel mellem en mujaddid og en profet, Imam Mahdi med mere. Til sidst behandler han nogle af den muslimske nations største mujaddider og deres indsats.

Konflikten mellem islam og den vestlige civilisation

Efter at englænderne havde udvidet deres politiske dominans på det indiske subkontinent, mistede muslimerne ikke blot regeringsmagten; den moderne civilisation ødelagde også deres selvtillid, indre tryghed, iman samt deres aqidah og trosopfattelse. Derefter begyndte muslimerne, med anger, at forkaste alt det, som den vestlige civilisation havde rynket på næsen ad i afsky. Hvad enten det gjaldt deres klædedragt, deres adfærd, deres sprog eller deres iman og aqidah. Med andre ord begyndte de én efter én at forkaste alt det, som i Vestens øjne var uønsket. Til sidst gik en gruppe blandt muslimerne så langt, at de anså ethvert forhold, der var importeret fra Europa, for lige så troværdigt som åbenbaringen, mens den sande »wahy« blev tvivlsom for dem. De blev betaget af og tiltrukket af videnskabens nye opdagelser og begyndte at give dem forskellige opdigtede fortolkninger. Den nation, som rammes af denne form for mental slaveri, begynder derefter med egne hænder at grave sin egen grav. Selvom Maulana blev født blandt denne nation, kritiserede han dette mentale slaveri skarpt og forsøgte gennem sin skarpe pen at redde muslimerne fra denne vej til selvudslettelse.

I sit ovennævnte værk belyser Maulana det mentale slaveri og dets årsager, den islamiske civilisations sammenbrud, den moderne civilisations sygdomme, de progressives tomme fraser og meget andet, og han behandler på indbydende vis spørgsmålet om, hvordan den moderne civilisations sygdomme kan helbredes. Gennem dette værk vækker han selvbevidsthed i den nation, der har glemt sig selv.

Introduktion til islam

Denne bog er meget vigtig og udbytterig for at opnå grundlæggende viden om islam. Gennem den kan læseren forstå islams sande betydning og væsen. Med sit enkle, ligefremme og hjertegribende sprog behandler Mawlana i denne bog islam, iman, profetskab, dīn og sharīʿa samt sharīʿas bestemmelser og regler udførligt.

Islams grundlæggende lære

(Khutbāt- eller Haqīqat-serien)

I denne bog beskrives iman, islam, bøn og faste, zakat, hajj og jihads væsen udførligt. Sproget er både enkelt og letforståeligt for almindelige mennesker. Bogen er en samling af de foredrag om disse emner, som han holdt løbende i fredagsprædikenerne.

Den islamiske livsordning

Denne bog belyser islams politiske, økonomiske, sociale, åndelige og moralske regler og ordninger. Kort efter Pakistans oprettelse blev Mawlanas på hinanden følgende radiotaler om disse emner samlet og udgivet i bogform. Bogen vidner om, at islam er en fuldstændig livsordning for menneskeheden.

Tilsløring og islam

Dette værk er et af Maulanaens fineste litterære bidrag. I værket har en af verdens fremmeste islamiske tænkere, Maulana Sayyid Abul A’la Maududi, taget stærkt til orde om et omstridt emne i moderne tid. Allerede i værkets begyndelse siger han, idet han drøfter menneskesamfundets grundlæggende problemer:

“Den menneskelige civilisations to vigtigste og mest komplekse problemer er følgende. Menneskehedens fremskridt og almene velfærd afhænger af en vellykket løsning på disse to problemer. Derfor er verdens tænksomme og lærde mennesker bekymrede og optagede af at finde en løsning på dem.

Det første problem er, hvordan forholdet mellem kvinder og mænd kan etableres i det sociale liv. I virkeligheden er dette civilisationens grundsten, og hvis der er blot den mindste mulighed for skævhed i den, vil det civilisatoriske palads, der bygges på den, uundgåeligt blive skævt.

Det andet problem er forholdet mellem menneskehedens individer og kollektivet. Hvis blot den mindste uoverensstemmelse består i at skabe harmoni mellem disse to, må menneskeheden i lang tid bære bitterheden ved det.” Derefter tegner Maulana et yderst smertefuldt billede af samfundsordningerne i det gamle Grækenland, Rom og de kristne europæiske lande. I sin beskrivelse af frihedsbegrebet i det attende århundrede fremlægger han historiske eksempler på seksuelt anarki (Sexual Anarchy), smitsomme seksuelt overførte sygdomme, løssluppenhed og uanstændighed som uundgåelige følger. På grundlag af historiske oplysninger påvises det, hvordan det vestlige samfund, fordi det har undladt at fastslå kvinders og mænds rette plads i samfundet, hurtigt bevæger sig mod nationalt selvmord. Efter en filosofisk, naturlig, videnskabelig og psykologisk analyse af forholdet mellem kvinder og mænd i samfundet gives en udførlig beskrivelse af den islamiske samfundsordning som en vellykket og varig løsning på problemet. Værket har skabt en vældig røre i tænkningens verden.

Ud over de ovennævnte værker er også hans bøger »Indiens frihedsbevægelse og muslimerne«, »Den islamiske stat«, »Ismamic Law and Constitution«, »Islam og fødselskontrol«, »Kalifatet og monarkiet« samt flere andre af største betydning. Desuden er over et halvt hundrede andre af Maulanaens bøger spredt over hele verden, og indtil nu er de fleste af hans værker blevet oversat til omkring fyrre af verdens sprog.

Maulanaens og hans litteraturs indflydelse i andre lande

Indien

Blandt de lande uden for Pakistan, hvor Maulana Maududis budskab og mission har vundet indflydelse, er Indien særligt værd at nævne. Maulana begyndte sit arbejde i det udelte Indien, og efter delingen har personer, der er blevet påvirket af Maulanaens tanker og programmer, fortsat deres arbejde gennem organisationen Jamaat-e-Islami i Indien. I dag arbejder de på grundlag af følgende firepunktsprogram:

* Afvikling af de sekteriske konflikter.

* Reformering af det muslimske samfund efter islamiske principper samt en omfattende udbredelse og formidling af religiøs viden blandt dets medlemmer.

* At påvirke den uddannede, begavede klasse, udvikle dens talenter og engagere den i konstruktivt arbejde. Især at standse de stærke strømninger af ateisme, sekterisme, socialisme og kommunisme ved hjælp af videnskabelige argumenter og beviser.

* At opnå evnen til at skrive artikler og holde foredrag på hindi og andre regionale sprog, så islams storslåede budskab kan udbredes på disse sprog.

Deres arbejde foregår i omfattende målestok og er yderst lovende.

Ceylon

Ceylons uddannede muslimer, især undervisere og studerende, arbejder gennem organisationen MUSLIM BROTHERHOOD MOVEMENT, påvirket af Maulana Maududis litteratur og den islamiske bevægelse. De udbreder deres idealer gennem ugentlige møder og to tidsskrifter. Også handelsstanden her er særdeles interesseret i dette. De har oversat flere af Maulanas bøger til singalesisk. Denne organisation arbejder nu under navnet Jamaat-e-Islami på Ceylon.

Amerika

I de seneste år er Maulanaens litteratur blevet læst med stor interesse i Amerika. Organisationen af muslimer i Philadelphia, kaldet »Muslim League«, bestiller regelmæssigt Maulanaens litteratur. Der bliver også sendt bestillinger på Maulanaens litteratur fra andre steder.

Det er særligt bemærkelsesværdigt, at der på McGill University i Canada udføres egentlig forskning i Maulana Maududis tanker og synspunkter. Dette arbejde udføres af dr. professor Charles J. Adams. Rockefeller Foundation har bevilget ham et tilskud på seks tusind dollar til dette arbejde.

Arbejdet foregår under universitetets institut for islamiske studier. Under dette institut forskes der i Maulana Maududis politiske synspunkter samt Jamaat-e-Islamis organisation og arbejdsprogram.

Professor Adams opholdt sig i Pakistan i to år og mødtes med Maulanaen og hans medarbejdere. Han lærte også grundigt urdu.

Til hans forskning er hele Maulanaens bogsamling samt alle filer vedrørende Tarjuman-ul-Quran blevet indsamlet.

For nogen tid siden sendte dr. Adams følgende brev til avisen »Voice of Islam« i Karachi.

»Sidste år blev jeg af en amerikansk institution bedt om at skrive en artikel. Institutionen interesserer sig for at skabe forbindelser og relationer mellem forskellige religioner. Under alle omstændigheder behandlede jeg Maulana Maududi udførligt i min artikel. Ved den forsamling, hvor jeg læste min artikel op, var en repræsentant for Rockefeller Foundation til stede. Efter oplæsningen mødte han mig og bad mig forske i Maulana Maududis politiske tanker. Nu vil jeg i løbet af et år skrive en bog om Maulana Maududi. I den vil jeg især behandle hans tanker om opbygningen af en islamisk stat.«

McGill Universitys dagblad »McGill Daily« fremsatte følgende kommentar:

“Bland de tre-fire tænkere i den moderne verden, som har forsøgt at etablere en moderne stat i lyset af islams traditionelle synspunkter, er Maulana Maududi en af dem. I den henseende er Maulanas liv af allerstørste betydning.

Påvirket af Maulanas litteratur grundlagde en højtuddannet ung ny muslim i 1971 et islamisk parti ved navn The Islamic party of Narth America, efter forbillede fra Jamaat-e-Islami i Pakistan. Partiets arbejde er yderst lovende. Partiet har to råd. Det første er Central Cuidance Council (det centrale shuraråd), og det andet er General Council (generalforsamlingen). På partiets vegne udgives der regelmæssigt to publikationer: månedsbladet Al-Islam (på engelsk), som er islams talerør, og det halvmånedlige New trend.

Partiets grundlægger og nuværende formand, Yusuf Muzaffaruddin Hamid, siger: “For at forstå den islamiske revolutions livskraft er det absolut nødvendigt at studere Ustad Maulana Maududis ‘Tafhim al-Qur’an’ og Sayyid Qutb Shahids ‘Fi Zilal al-Qur’an’ sammen.

Det siger sig selv, at Maulanas litteratur har ført Yusuf Muzaffaruddin ind på den islamiske bevægelses yderst vanskelige vej. Han siger:

“Vi har organiseret vores Jamaat efter videnskabelige metoder. Partiet har forskellige afdelinger, nemlig undervisning, politik, udenrigsanliggender, litteratur og udgivelser osv. I hver afdeling er uddannede ansvarlige og engagerede medarbejdere beskæftiget med at udføre deres ansvar uselvisk. Vi lægger også særlig vægt på medarbejdernes uddannelse og på uddannelsen af kommende generationer. Der er oprettet en særlig organisation til undervisning af drenge og piger. Vi har også sørget for, at de sammen med det gængse pensum kan opnå korrekt viden om din islam. Vi arbejder i toogtyve stater i Amerika.”

Det er værd at bemærke, at Yusuf Muzaffaruddin i 1969 kom til Pakistan og tilbragte en uge som Maulanas gæst i hans nærvær. Han havde lange samtaler med Maulana gennem flere dage, og Maulana gav tilfredsstillende svar på hans forskellige spørgsmål. Maulanas bøger samt Jamaat-e-Islamis forfatning, arbejdsmetoder og organisation gjorde så stort indtryk på ham, at han udtrykte ønske om at blive medlem af Jamaat. Men eftersom medlemskab var forbudt for udenlandske statsborgere, vendte han tilbage til sit land og grundlagde det nævnte islamiske parti i 1971.

England

Der modtages bestillinger på Maulanas litteratur fra flere steder i England. Den er meget efterspurgt blandt muslimske studerende. De stiller Maulana forskellige vanskelige religiøse spørgsmål. De sender ham også deres spørgsmål om løsninger på de problemer, de møder, mens de opholder sig i London.

Efter at have læst Maulanas bøger blev en række muslimer bosat i London inspireret og opmuntret af det islamiske ideal og oprettede for nylig i landet en islamisk missionsorganisation ved navn »UK Islamic Mission« med det formål at udbrede islamisk da’wah. De udlandsbosatte muslimer i London nærer et inderligt ønske om at se Maulana iblandt sig blot én gang. Selv om de inviterede Maulana til London med dette formål, blev deres håb ikke opfyldt. På grund af forskellige vanskeligheder var det ikke muligt at afsætte tid til Maulanas rejse.

I 1970’erne oprettede bengalisktalende muslimer i London, inspireret af Maulanas tanker, en organisation ved navn »Dawatul Islam«, som arbejder for at udbrede islamisk da’wah. Der er også blevet oprettet afdelinger af Dawatul Islam i forskellige byer.

At sørge for islamisk undervisning af bengalisktalende familiers børn gennem oprettelsen af grundskoler i forskellige byer er også et af organisationens prisværdige arbejder.

I Leicester er der blevet oprettet et islamisk forskningscenter ved navn »Islamic Foundation« med udgangspunkt i Maulanas litteratur og tanker. Islamiske tænkere og forskere fra forskellige lande fortsætter deres arbejde med fuld kraft gennem Islamic Foundation.

Tyskland

Også i Tyskland mærkes virkningen af Maulana Maududis budskab og mission tydeligt. Hr. Erik Abdur Rahman Ruslar, næstformand for det islamiske samfund i Hamburg, etablerede kontakt med Maulana og bad ham sende sine bøger.

Han fortalte Maulana, at folk dér i øjeblikket lider af fire former for sygdomme, nemlig mental uro, fuldstændig fortvivlelse, rædsel og ekstrem forvirring i tankeverdenen.

Maulana sendte ham alle sine bøger, der var oversat til engelsk. Takket være hr. Abdur Rahmans indsats foregår der nu et omfattende arbejde med islamisk da’wah i Tyskland.

Også fra det islamiske center, der er grundlagt i Genève, udføres der islamisk missionsarbejde, og også dér er Maulanas bøger blevet oversat. Nogle tyske intellektuelle, der har konverteret til islam, har også taget fat på at oversætte Maulanas værker.

Mauritius

En af Maulanas medarbejdere udfører daʿwa-arbejde på Mauritius. Han arbejder som lærer på en skole dér, fungerer også som khatib i en moské, underviser i Koranen og hadith og redigerer et tidsskrift. Fremskridtene i hans arbejde er lovende.

Civil Korea

De unge her studerer ivrigt Maulanas litteratur.

Desuden er Maulanas litteratur udbredt på urdu, arabisk og engelsk forskellige steder såsom Burma, Laos, Vestindien, Britisk Guyana, Sydamerika, Pretoria, Sydafrika, Kano, Nigeria, Marokko og Johannesburg.

Det Islamiske Selskab i Pretoria har fået tilladelse til at oversætte Maulanas litteratur til engelsk.

Mauritius’ regering har udpeget nogle af Maulanas bøger som lærebøger på de skoler, der hører under den.

Det er allerede blevet nævnt, at Mawlanas litteratur har vundet stor anerkendelse i de arabiske lande. De har planlagt at oversætte Mawlanas litteratur til arabisk, engelsk og andre europæiske sprog.

Japan

Blandt de ikke-muslimske folk i Asien udtrykker det japanske folk en brændende længsel efter at søge tilflugt under islams kølige skygge. De ser på Amerikas imperialisme og hegemonisme med afsky. De føler ikke den mindste tiltrækning til kristendommen. Shinto-religionens fortryllelse har mistet sit greb om dem. Materielt er de meget velstillede. Men åndeligt er de blevet rastløse og plaget. Indtil nu har 25.000 japanere taget islam til sig.

Det siger sig selv, at alt dette er et resultat af Mawlanas litteraturs indflydelse. I 1960’erne rejste en talentfuld medarbejder fra Jamaat-e-Islami i Pakistan til Japan for at udbrede den islamiske da’wa. Takket være hans indsats blev der grundlagt et islamisk center i Tokyo. Arbejdet med da’wa og oversættelsen af Mawlanas litteratur til japansk blev påbegyndt. Den islamiske livskraft, der i dag viser sig blandt det japanske folk, er et resultat af Mawlanas hjertegribende litteratur og det islamiske centers indsats. Oversættelsen af Mawlanas Tafhim al-Qur’an til japansk er også i gang. En pakistaner ved navn Hussain Khan er leder af dette center.

Sudan

I Sudan har der i de seneste tre årtier pågået en vedvarende kamp mellem islam og vantro, mellem sandhed og falskhed. Den islamiske bevægelse dér har gennem forskellige modgangsperioder og op- og nedture indtil nu overlevet som en betydelig kraft.

I 1950 kastede studenterne ved Khartoum Universitet sig for første gang ud i den kommunistiske bevægelse, og størstedelen af lærerne sluttede sig også til den. Men Ikhwan al-Muslimun og Mawlanas litteratur skabte en ny bevidsthed blandt de studerende og dannede en stærk front mod kommunismen. I 1956 opnåede Sudan uafhængighed, og da den islamiske bevægelse bredte sig over hele landet, begyndte folket højlydt at kræve en islamisk forfatning. I 1967, umiddelbart før den islamiske forfatning skulle vedtages, fandt der som følge af en udenlandsk sammensværgelse en militær revolution sted i landet, og Ruslands indflydelse begyndte at brede sig overalt. Forfølgelsen og undertrykkelsen af den islamiske bevægelses ledere og aktivister begyndte.

Men trods alt dette var det ikke muligt at udslette den islamiske bevægelses indflydelse fra folkets sind og tanker. En af bevægelsens ledere, dr. Hassan Turabi, er blevet løsladt efter at have tilbragt lang tid i fængsel, og den islamiske bevægelse bliver stadig stærkere. [Der er nu oprettet en islamisk regering i Sudan. De er dér gradvist begyndt at indføre shariaens love. Ungdommen er rede til at ofre livet for islam.—Forfatteren]

Maulana Maududi er leder af en international mission. Hans program strækker sig fra reformen og forbedringen af det enkelte menneske til staten og fra staten til reformen, befrielsen og velfærden for hele menneskeheden. Derfor er hans ophøjede budskab internationalt og verdensomspændende.

Sammenlignet med alle de systemer, der er indført i menneskesamfundet i den moderne verden, har Maulana Maududi fremstillet islam som et omfattende livssystem. Han har også bevist, at islam er alle andre systemer overlegen. Hans tanker udøver betydelig indflydelse også i mange ikke-muslimske lande rundt om i verden. Derfor er hans værker begyndt at blive oversat i disse lande. Tænkende mennesker er også begyndt på dybtgående forskning i dette spørgsmål.

For det andet har han tegnet et fuldstændigt billede af en islamisk forfatning for at opbygge statsordenen på islams principper. Hans uvurderlige værk »Ismamic Law and Constitution« er blevet højt rost af ansete kredse både i hjemlandet og i udlandet. I otte år førte han i Pakistan en folkelig bevægelse for en fuldstændig islamisk forfatning og kastede lys over adskillige komplekse og detaljerede spørgsmål. Han gav tilfredsstillende svar på mange anklager samt ubegrundede mistanker, frygt og bekymringer. Som følge heraf vil islamisk forfatning i folkets bevidsthed betyde et system, der er baseret på Koranen og sunnaen. Vi hører ekkoet af bevægelsen for en islamisk forfatning også i andre muslimske lande, hvor man forsøger at etablere den. Blandt de muslimske tænkere i den moderne verden, som regnes for eksperter i islamisk lovgivning, står Maulana Sayyid Abul A’la Maududi højest af alle.

Hans personlighed er i dag international. Han er især en af den islamiske verdens største tænkere. Den korte beretning om hans rejse i Mellemøsten, som er givet ovenfor, viser klart, at han bærer håbets lys for den islamiske verden, og at hans moderne tænkning er en stor rigdom for den muslimske verden.

Maulana Maududi og tasawwuf

Der findes stadig en del mennesker i vores land, som kritiserer og modarbejder Maulana Maududi med den begrundelse, at han er imod tasawwuf.

Nogle af dem nærer et uberettiget had til Maulanaen og ønsker at ramme ham med denne kritik som våben, mens andre siger den slags af ren uvidenhed.

Maulana Maududi viede hele sit liv til kampen for iqamat-e-din. Der er ingen ende på de forfølgelser og undertrykkelser, han måtte gennemgå på denne vej. Men trods alt dette underkastede han sig ikke et øjeblik over for falskheden. De, der modarbejder Maulanaen med den begrundelse, at han er imod tasawwuf, har aldrig udvist nogen kampvilje for iqamat-e-din. Tværtimod har de, mens de udfoldede hele pragt og ceremoni omkring pir- og murid-forholdet, sluttet sig sammen med de falske kræfter. Mange af dem fremstiller sig på den ene side som åndelige vejledere i »tasawwuf, ma’rifat« eller »ilm-e-batin«, mens de på den anden side arbejder som støtter og medlemmer af politiske partier, hvis samlede indsats og virksomhed er rettet mod islam. De anser ikke dette for forkasteligt, fordi politik og islam efter deres mening er to forskellige ting. Heraf fremgår det, at deres grundlæggende syn på islam er fejlagtigt. En muslim skal altid og på alle områder af sit liv følge alene Allahs befaling. Det er umuligt for ham at forestille sig, at han inden for moskéens fire vægge skal følge én Guds befaling, mens han inden for politik, handel og erhverv samt kunst skal følge en anden Guds befaling.

Pīrernes pīr, Hazrat Abd al-Qadir al-Jilani (må Allah være ham nådig), har sagt: Tasawwuf stammer fra ordet musafat *******************. Det betyder at befri sind og intellekt fra alle islamfjendtlige anskuelser, tankegange og idéer. At rense sig selv for kærlighed og hengivenhed, frygt og ærefrygt, trældom og lydighed over for alt andet end Allah. At beskytte sig selv mod tilbedelse af begær, misundelse og had, verdslig grådighed og begær, bagtalelse, sladder, stolthed og hovmod osv. er også et formål med Tasawwuf. De højtstående kritikere bør tænke over, i hvor høj grad de selv har kunnet hæve sig over disse ting.

Maulana Maududi har udtrykt sig klart om Tasawwuf på følgende måde: Tasawwuf er ikke navnet på én bestemt ting. Derimod er forskellige ting eller emner blevet betegnet med dette navn. Den Tasawwuf, som vi accepterer, er én ting, mens den Tasawwuf, som vi ikke accepterer, er en anden. Den Tasawwuf, som vi ønsker at reformere og korrigere, er atter en tredje ting.

Én slags Tasawwuf er den, der fandtes hos de tidlige muslimske sufier, såsom Fudayl ibn Iyad, Ibrahim ibn Adham, Ma’ruf al-Karkhi (må Allah være ham nådig) og andre. Den havde ingen særskilt filosofi og heller ingen særskilt arbejdsmetode. Deres tanker og handlinger havde Koranen og Sunnah som kilde, og deres formål og mål var det samme som islams formål, nemlig oprigtighed og hengivenhed over for Allah.

******************************************

De blev kun befalet dette, for at de skulle tilbede Allah og være oprigtigt hengivne til religionen, idet de vendte sig bort fra alle andre retninger. – (Al-Bayyina 5)

Vi anerkender denne Tasawwufs sandhed. Ikke blot det; vi ønsker også at genoplive og udbrede den.

Den anden slags Tasawwuf er den, hvori græsk spiritualisme, Platons begærfrie lære samt zarathustrisk og vedantisk filosofi er blevet blandet sammen. De kristne præsters og hinduistiske asketers metoder er blevet indarbejdet i den. Polyteistiske forestillinger og handlinger er trængt ind i den. Sharia, tariqa og ma’rifa er blevet adskilt fra hinanden. I stedet for at gøre mennesket rede til at varetage sit ansvar som Allahs stedfortræder på jorden bliver det gjort rede til noget helt andet. Vi ønsker at tilbagevise denne Tasawwuf. Efter vores mening er det lige så nødvendigt at udrydde denne Tasawwuf for at etablere Guds religion, som det er nødvendigt at udrydde den moderne jahiliyya.

Ud over disse to slags Tasawwuf findes der endnu en slags Tasawwuf, hvor det kan konstateres, at kendetegnene ved den første og den anden slags er blandet sammen. Denne Tasawwufs metode blev nedskrevet af forskellige fremtrædende lærde i religionen, som var kyndige, og hvis hensigter også var oprigtige. Men de var ikke fri for deres egen tids særpræg og tidligere tiders påvirkning. De gjorde en fuld indsats for at forstå islams rette Tasawwuf og rense dens praksis for den jahiliske Tasawwufs urenheder. På trods af dette var deres synspunkter i nogen grad påvirket af den jahiliske Tasawwufs filosofi, og deres arbejdsmetoder i nogen grad af ydre arbejdsmetoder. Om disse ting mente de, at de ikke var i strid med Koranens og Sunnahs lære. Eller i det mindste kunne de gennem fortolkning og analyse anses for ikke at være i strid med den. Desuden adskiller denne Tasawwufs formål og resultat sig mere eller mindre fra islams formål og ønskede resultat. Dens formål er ikke klart og tydeligt at gøre hvert menneske rede til at opfylde sit moralske ansvar, og Koranen ****************

Det er heller ikke formålet at undervise i det, som disse ord henviser til: »således at I kan være vidner for menneskene« (Al-Baqarah 2:143). Denne form for tasawwuf kunne heller ikke føre til, at der blev skabt mennesker, som kunne tilegne sig en fuldstændig forståelse af din, blive utålmodige efter at etablere din og blive i stand til at udføre dette arbejde. Vi accepterer ikke denne tredje form for tasawwuf fuldt ud, men ønsker heller ikke fuldstændigt at forkaste den. Vores appel til dens tilhængere og fortalere er tværtimod, at de, uden at give afkald på deres tro på og respekt for de store personligheder, venligst vil anlægge et kritisk blik på denne tasawwuf i Koranens og Sunnaens lys og forsøge at reformere den. Hvis nogen desuden kritiserer et aspekt af denne tasawwuf, fordi han finder det i modstrid med Koranen og Sunnaen, bør man, uanset om man accepterer hans synspunkt eller ej, i det mindste ikke fornægte hans ret til at kritisere og unødigt irettesætte ham.

Var Maulana imod tasawwuf?

Den berømte forfatter og journalist Abed Nizami har sagt nogle ord om dette. Han fortæller:

Det var i 1950. Maulana Sayyid Abul A’la Maududi holdt dengang hver søndag fra klokken ni om formiddagen dars al-Qur’an i en moské bag Lahore Hotel på Fateh Muhammad Road. Mange mennesker samledes dér. Jeg var dengang femten eller seksten år. Mit familiemiljø var helt præget af tasawwuf. Jeg havde hørt, at Maulana Maududi var imod tasawwuf og sufierne. Det var derfor ikke tænkeligt, at jeg skulle føle nogen som helst tiltrækning eller sympati for en sådan person.

En dag tog jeg, uden helt at vide hvorfor, til hans dars. Hjemmefra havde jeg skrevet dette spørgsmål på et stykke papir og taget det med: »Vær venlig at fortælle mig, hvorfor De er imod tasawwuf?«

Papirstykket gik fra hånd til hånd blandt flere personer, indtil det nåede frem til Maulana. Maulana svarede: »Det er i virkeligheden en grov beskyldning mod mig, at jeg skulle være imod tasawwuf. I forskellige af mine artikler har jeg gentagne gange sagt, at tasawwuf for mig betyder sjælens renselse, og at det er dins ånd eller livskraft. I Koranen kaldes det tazkiya og hikma. I hadith kaldes det ihsan. Hvordan kan en muslim så være imod noget, der er fastslået i Koranen og hadith? Naturligvis støtter jeg på ingen måde en sådan tasawwuf, som ikke har nogen forbindelse med den islamiske sharia. Islams sufier har også været imod denne form for tasawwuf. I virkeligheden er tasawwuf betegnelsen for at følge Profetens uswa-e hasana med oprigtig intention og fuld kærlighed.«

Gennem Maulanas klare svar mærkede jeg, at hans forklaring af tasawwuf i et enkelt og ligefremt sprog gjorde et dybt indtryk på mig.

Fra da af begyndte jeg at deltage i hans dars. Jeg deltog også i de sammenkomster, der blev holdt efter asr i gården ved siden af hans hus i 5/A Jaildar Park. En dag sagde jeg til Maulana: »Maulana, jeg drømte, at De gav mig bogen ’Zabt-e Wiladat’ (fødselskontrol) og bad mig læse den.«

Maulanaen sagde: »Har De læst bogen?«

Jeg svarede: »Ja, det har jeg.«

Maulanaen sagde: »Så skal De følge dens anvisninger efter brylluppet.«

I 1967 blev jeg forflyttet til Rawalpindi. En aften tog jeg et sygt barn på seks-syv måneder med til Hamdard-klinikken på Murree Road. Før jeg nåede over vejen og hen til klinikken, så jeg Maulanaen komme ud fra Chandni Chowk efter maghrib-bønnen. Jeg gik hen til ham og hilste. Han sagde: »Hvad er der sket, siden De er her?« Jeg svarede: »Maulana, jeg er blevet forflyttet hertil. Barnet er alvorligt sygt, så jeg er kommet for at hente medicin.«

Maulanaen kælede for barnet. Derefter reciterede han noget med stor ømhed og blæste over barnet.

Jeg spøgte lidt og sagde: »Maulana, De praktiserer også helbredelse ved besværgelser og åndepust, gør De ikke?«

Maulanaen sagde: »Jo, det gør jeg skam. Sufi-herrer som De spreder jo uden grund det rygte, at jeg er ‘wahhabit’.«

Nå, men derfra gik jeg direkte hjem. Min hustru sagde: »Hvor er medicinen?« Jeg fortalte hende hele hændelsen. Nu ville barnet, insha’Allah, blive raskt uden medicin, og sådan gik det faktisk også.

Fra da af blev mit forhold til Maulanaen stadig dybere.

En hændelse fra halvfjerdserne: Ved 5/A Jaildar Park var eftermiddagsforsamlingen i gang. Maulanaen besvarede en mands spørgsmål. Pludselig rejste en ung mand sig med en skarp kniv i hånden, lagde den på bordet foran Maulanaen og begyndte med grådkvalt stemme at bede Maulanaen om tilgivelse. Det kom frem, at den unge mand var kommet for at dræbe Maulanaen, efter at han i Lyallpur (det nuværende Faisalabad) havde hørt en voldsomt ophidsende tale imod Maulanaen fra en mullah. Men da han så Maulanaens strålende ansigt og hørte hans betagende samtale, blev han så stærkt grebet, at han i stedet begyndte at skælde den selvsamme mullah ud.

Alle ved forsamlingen var målløse og stod med vidt opspilede øjne af forundring. Maulanaen tilgav ham med glæde. Den unge mand forlod forsamlingen med et angerfuldt og forandret sind.

En dag spurgte en person: Maulana, når De på opstandelsens dag står foran Herskeren, hvilken fortjenstfuld indsats vil De da kunne fremføre dér?

Maulanaen sagde med skælvende stemme: En fortjenstfuld indsats? Nej, nej, den dag vil jeg blot holde fast ved håbet om Hans særlige barmhjertighed. Hvis Han i Sin grænseløse barmhjertighed antager blot én af mine handlinger, vil det være en særlig nåde fra Ham.

En dag ved denne eftermiddagsforsamling sagde en ung mand meget ophidset: Maulana! Nogle mennesker spreder så frygtelige beskyldninger mod Dem, at det løber koldt ned ad ryggen. Nogle mullaher fremsætter endda beskyldninger mod Deres familiemedlemmer fra moskeens minbar og mihrab. Hvorfor anlægger De ikke en injuriesag ved domstolen mod disse mennesker?

Maulanaen svarede: Vær forvisset om, at jeg allerede har anlagt sag mod dem ved en så høj domstol, at de umuligt kan undslippe. Den dag er ikke langt borte, hvor deres bønner og faster vil tilfalde mig.

Åndelig reform og forbedring

Maulana Maududi fremsætter følgende bemærkning om åndelig reform i Tarjuman-ul-Qur’an:

»…. Forstå dette grundigt: Den ydre reform må på ingen måde gives forrang frem for den åndelige reform og forbedring. Forsøg først og fremmest at gøre dig selv til en sand muslim på Koranens prøvesten. Lad derefter den ydre forandring følge i samme omfang, som den indre forandring finder sted. Hvis du derimod, idet du blot holder regler og fremgangsmåder for øje, former det ydre på den måde, som i hadith- og fiqh-bøgerne fremstilles som det ydre billede af en muttaqi-person, uden at der er blevet skabt ægte taqwa, vil du ligne en kobbermønt, som er blevet præget med et guldmøntsstempel. Det er ikke vanskeligt at sætte et guldmøntsstempel. Man kan let gøre det på et hvilket som helst billigt metal efter eget ønske. Men det er vanskeligt at fremstille ægte mønter. Dette kan kun opnås gennem mange års arbejde med kemiske processer. Desværre lægges der i vores land i nogen tid blevet lagt usædvanlig stor vægt på det ydre. Resultatet er, at kobber-, jern-, bly- og alle slags mønter af ringe metal med guldmøntsstempel er kommet i omløb. Markedet i den praktiske verden er så optaget af handelsvirksomhed, at dette bedrag med falske mønter ikke vil kunne fortsætte længe. I nogen tid har falske guldmønter været i omløb, men nu er de ikke en eneste lille mønt værd på markedet. Den form for gudsfrygt, som derfor må skabes iblandt os, kræver, at vi i stedet for at sætte et guldmøntsstempel på os selv må forsøge at blive ægte guldmønter.«

I stedet for at kæmpe mod Guds oprørere i den ydre verden, skal du undertvinge den oprører, som bor i dig og bestandigt presser dig til at handle imod Guds lov og Hans vilje. Hvis denne oprører, der næres i dig, får så stor indflydelse på dig, at den kan få dig til at efterkomme dens krav imod Allahs tilfredshed, bliver det meningsløst at erklære krig mod den ydre fjende. Det svarer ganske præcist til, at der står en flaske vin i huset, mens man fører krig mod drankerne udenfor. Denne uoverensstemmelse er yderst farlig for vores bevægelse. Bøj først selv hovedet for Gud. Kræv derefter lydighed af andre.«

Forholdet til Allah

Blandt de råd, Maulana Maududi gav sine medarbejdere, var følgende råd om at etablere et forhold til Allah:

Af den hellige Koranens beskrivelse af betydningen af at etablere et forhold til Allah fremgår det, at hele menneskets liv, død, tilbedelse, hengivelse, offer og alt andet udelukkende skal være viet til Allah.

******************************************

»Med fuldstændig hengivenhed vil du vie din livsordning eller din religion til Allah den Almægtige og kun adlyde Ham.« – (Al-An’am 162)

******************************************

Hazrat, den ædle Profet (fvmh.), har flere gange forklaret dette så udførligt, at intet ved dets betydning, mening eller lignende er forblevet uklart.

Den ædle Profet (fvmh.) har flere gange forklaret dette så udførligt, at intet ved dets betydning, mening eller lignende er forblevet uklart.

Ved at gennemgå den ædle Profets (fvmh.) udsagn ser man, at betydningen af at etablere et forhold til Allah er ************************************* at frygte Allah i alle handlinger, i det skjulte såvel som åbenlyst – (al-hadith). Desuden at stole mere på Allahs mægtige kraft end på sine egne midler og sin egen formåen.

******************************************

og at pådrage sig menneskers mishag for at tilfredsstille Allah

******************************************

(al-hadith)

Den fuldstændig modsatte tilstand er at pådrage sig Allah den Ophøjedes vrede for at opnå menneskers tilfredshed.

Når denne forbindelse og relation senere gradvist vokser og når dertil, at venskab med nogen, fjendskab, handel og alle andre forhold udelukkende indgås for Allahs skyld, uden den mindste påvirkning fra ens egne ønsker, tilbøjeligheder, interesser eller aversioner, da skal man forstå, at relationen til Allah er blevet fuldkommen.

******************************************

Den, der alene elskede for Allahs skyld, viste fjendskab for Allahs skyld, gav noget til nogen for Allahs skyld og afstod fra at give noget til nogen for Allahs skyld, har fuldkommengjort sin tro. (Abu Dawud)

Hvordan man fastslår sin relation til Allah den Ophøjede

Maulana Maududi gjorde også klart i sine formaninger, hvordan man kan måle sin relation til Allah. Han siger:

Hvordan skal vi vide, om vores forbindelse og relation til Allah den Ophøjede vokser eller bliver mindre? Som svar på dette vil jeg sige til jer, at der ikke er behov for drømmeåbenbaringer med ”gode tidender” eller for kashf-karamat for at erfare det. Der er ingen grund til at ligge i et mørkt rum og vente på ”oplysning”. Allah den Ophøjede har selv anbragt det nødvendige middel til at måle denne forbindelse og relation i enhver troendes hjerte. I vågen tilstand kan I på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af dagen måle og undersøge den. Gennemgå jeres eget liv, jeres bestræbelser og alle jeres tanker, overbevisninger og holdninger. Når I har gjort jeres eget regnskab op, så sammenhold det med den pagt, I er bundet af med Allah, og se, hvor meget af den I har overholdt. Hvad angår Allah den Ophøjedes betroede ejendele, har I kun ret til dem som betroede vogtere. Derfor må I nødvendigvis gøre op, om I ikke på nogen måde har været troløse over for dem. Hvor meget af jeres tid, arbejde, evner, kvalifikationer, rigdom og så videre bliver anvendt i overensstemmelse med Allah den Ophøjedes påbud? Og hvor meget bliver anvendt på andre måder? Hvor irriterede og vrede bliver I, når jeres interesser eller holdninger bliver krænket? Se nøje på denne tilstand: Når der erklæres oprør mod Allah den Ophøjede, hvordan og i hvor høj grad er jeres egen vrede, smerte, bekymring og uro så? Desuden kan I stille mange andre spørgsmål til jeres eget sind og jeres samvittighed. På grundlag af de svar, der samles på disse spørgsmål, vil I dagligt kunne forstå, om I har en relation og forbindelse til Allah den Ophøjede. Og hvis I har det, hvor stærk er den så, og vokser den eller bliver den gradvist svagere? Afhold jer fra at forsøge at benytte overnaturlige midler såsom basharat, kashf-karamat, anwar eller tajalliyat. I virkeligheden findes der ikke noget større kashf end at forstå tawhids sande væsen, mens man lever midt i den materielle verdens vildledende mangfoldighed. Der findes ingen større karamat end at stå fast på den lige og sande vej over for de fristelser og den skræmmelse, som Satan og hans håndlangere udsætter jer for. At se sandhedens lys i kufr, fisq og vildfarelsens tætte mørke og at se et eller andet ”nur” for at følge det er i sig selv ikke noget særligt bemærkelsesværdigt. For troende muslimer er den bedste måde at opnå gode tidender på at tage Allah den Ophøjede som sin Herre og Opretholder, stå urokkeligt fast på denne overbevisning og følge Hans befalinger.

******************************************

Sandelig, over dem, der har sagt: »Allah er vor Herre«, og derefter forblevet standhaftige i dette, sender englene sig ned: »Frygt ikke, vær ikke bekymrede, men modtag det glade budskab om det Paradis, som I er blevet lovet.« (Ha-Mim as-Sajdah 30)

Hvis det, der er blevet sagt ovenfor, ikke er den sande Tasawwuf, hvad er Tasawwuf så? Maulana Maududi nøjedes ikke med at give sine medarbejdere alle disse råd. Han omsatte hvert eneste af sine uvurderlige råd i sit eget liv.

Maulana Maududis uvurderlige råd om åndelig reform og forbedring er nedskrevet i værket med titlen »Hidayat«.

Maulana Maududis budskab

Mit budskab til muslimerne er, at de skal forstå den forpligtelse, der er blevet pålagt dem, fordi de er muslimer, og opfylde den. I vil ikke blive fritaget blot ved at sige: »Vi er muslimer; vi har accepteret Allah og Hans Din.« Når I derimod har accepteret Allah som jeres Gud og Hans Din som jeres Din, følger der samtidig visse forpligtelser med, som I bør være bevidste om, og som I bør overveje, hvordan I skal opfylde. Hvis I ikke opfylder dem, vil I hverken i denne verden eller i det hinsidige kunne undslippe deres frygtelige konsekvenser. Hvad er disse forpligtelser? De består ikke blot i, at I tror på Allah, Hans engle, Hans bøger, profeterne og det hinsidige. De består heller ikke blot i, at I udfører Salah, faster, udfører Hajj og betaler Zakah. De består heller ikke blot i, at I i spørgsmål om ægteskab, skilsmisse, arv og lignende følger Islams fastsatte regler. Ud over alt dette hviler der en stor og yderst vigtig forpligtelse på jer. Den består i, at I skal træde frem for hele verden som vidner om den sandhed, som I har troet på. Den eneste hensigt med at skabe et varigt Ummah under navnet muslimer, som er nævnt i den hellige Koran, er, at I fuldt ud skal fremføre vidnesbyrdet om sandheden over for menneskeheden.

******************************************

»Og således har Vi gjort jer til et mellemstående Ummah, så I kan være vidner over for menneskene om Allahs Din, og Sendebudet kan være vidne over for jer om Allahs Din.« (Al-Baqarah 143)

Dette er det egentlige formål med, at I forbliver et Ummah. Hvis I ikke opfylder det, vil selve livet være spildt. Dette er den Fard, som Allah har fastlagt for jer. For Hans befaling-

******************************************

I troende, vær standhaftige for Guds skyld og vidner om sandheden.’ (An-Nisa 135)

Dette er ikke blot en almindelig befaling fra Allah den Højeste; der er tværtimod blevet lagt særlig vægt på den.

******************************************

“Hvem kan være større en forbryder end den, som har et vidnesbyrd fra Allah hos sig og skjuler det?’ (Al-Baqarah 140)

Derefter har Allah den Højeste også fortalt jer, hvilke følger det kan få ikke at opfylde denne pligt. Før jer blev jøderne stillet i vidneskranken. Men de skjulte noget af sandheden og vidnede imod noget af den. Kort sagt blev de vidner for falskheden i stedet for sandheden. Følgen blev, at Allah ydmygede og forbandede dem.

******************************************

‘De blev knust under ydmygelse og fattigdom og blev ofre for Allahs vredes ild.’ (Al-Baqarah 61)

Det ansvar for at aflægge vidnesbyrd, som er blevet pålagt jer, betyder, at I over for verden skal vidne om sandheden, der er kommet til jer og er blevet åbenbaret, og om sandheden i den vej til menneskets velstand og frelse, som er blevet vist. Det skal være et sådant vidnesbyrd, at dens civilisation bliver tydelig, og at dīns sandhed fuldt ud bliver bevist over for verdens mennesker. Dette vidnesbyrd kan kun være af to slags: det ene grundlæggende og det andet praktisk. Fremgangsmåden ved det grundlæggende vidnesbyrd er, at vi ved hjælp af taler og skrift skal tydeliggøre den sandhed, som er nået til os gennem profeterne (fred være med dem). Vi skal benytte enhver metode, der kan hjælpe folk til at forstå den og fæstne den i deres hjerter. Vi skal anvende alle mulige midler i arbejdet med tablīgh, daʿwah og udbredelse. Ved hjælp af alle de midler og redskaber, som videnskab og lærdom har frembragt, skal vi gøre den dīn, som Allah har fastlagt, strålende og klar for verden. Vi skal foretage en grundig analyse af alt det, som denne dīn har fremlagt som vejledning for menneskene inden for tankegang og tro, moral, civilisation og samfundsordning, erhvervelse af levebrød og handel, love og retsvæsen, politik og statsstyre samt de forskellige sider af internationale relationer. Vi skal bevise dens sandhed gennem argumenter, drøftelser og vidnesbyrd, og gennem en rimelig kritik af alt, der strider imod den, forklare, hvor meget skade der findes deri. Dette mundtlige vidnesbyrd kan aldrig blive vellykket, før hele ummah i fællesskab bliver så optaget af at lede menneskeheden, som profeterne hver især var optaget af det. For at gøre det vellykket er det nødvendigt, at vi gør dette arbejde til det centrale indhold i alle vores samlede bestræbelser og i vores nationale kamp. Vi må sætte hele vores sinds og hjernes kraft samt alle vores midler og redskaber ind på dette arbejde. Alle vores handlinger skal rettes mod dette formål, og hvis noget, der vidner imod sandheden, viser sig blandt os, vil vi under ingen omstændigheder tolerere det.

Tilbage står nu det praktiske vidnesbyrd. Det betyder, at de idealer, som vi har anerkendt som sande, skal gennemføres i det virkelige liv. Verden skal ikke blot høre store ord fra vores mund om deres sandhed. Den skal tværtimod med egne øjne kunne se deres skønhed og velsignelse i vores virkelige liv. Den skal kunne mærke smagen af den sødme, som troen skaber i menneskets karakter og adfærd, gennem vores omgangsformer og opførsel. Den skal selv kunne se, hvilke retskafne mennesker der kan skabes under dīns ledelse, hvor ren og pletfri en civilisation der kan opstå, hvor velordnet videnskab, lærdom og litteratur kan udfolde sig, hvor megen retfærdig, medfølende og bredt accepteret økonomisk samvirken der kan komme til syne, og hvordan hver eneste side af det individuelle og kollektive liv kan blive forbedret, velordnet og velsignet. Dette vidnesbyrd kan kun blive vellykket, når vi både personligt og på nationalt plan bliver levende vidner om vores dīns sandhed. Hver enkelt persons karakter skal bevise hans vidnesbyrd, vores hjem skal være fyldt med dens duft, og vores butikker, værksteder og fabrikker skal oplyses af dens lys. Vores institutioner og vores uddannelsessteder skal stråle af dens glans. Litteraturen og journalistikken skal bære vidnesbyrd om dens skønhed. Vores nationale politik og samlede bestræbelser skal være lysende eksempler på dens sandhed. Kort sagt: Uanset hvor og i hvilken sammenhæng vi kommer i kontakt med et menneske eller en nation, skal vores personlige og nationale karakter klart bevise, at de idealer, som vi forkynder som sande, virkelig er sande, og at det netop er gennem dem, at menneskelivet i enhver henseende bliver smukt, ypperligt og højt udviklet. Desuden vil jeg sige, at dette vidnesbyrd kun kan fuldendes, når en stat bliver grundlagt på dette ideals basis. Derefter skal denne stat gennemføre den fuldstændige dīn og iværksætte sit reformprogram gennem retfærdighed. Gennem sin gode styrelse, gennem fred og sikkerhed, gennem folkets velfærd og fremgang, gennem herskernes rene og dydige karakter, gennem en ædel indenrigspolitik, gennem en retfærdig udenrigspolitik, gennem storsindede krige og pålidelige fredsaftaler skal den bevise over for verden, at den dīn, som har født denne stat, virkelig er et symbol på menneskelig velfærd, og at menneskehedens velfærd ligger i at følge den. Når dette vidnesbyrd forenes med det grundlæggende vidnesbyrd, og det ansvar, der er pålagt den muslimske nation, er blevet fuldført, vil bevisførelsen over for menneskeheden være bragt til ende, og hele den muslimske nation vil kunne opnå en sådan værdighed, at den på Dommens dag kan rejse sig efter den ærede Profet (fred være med ham) og vidne: Det budskab, som Profeten (fred være med ham) overbragte til os, har vi også overbragt til andre. Hvis de derefter ikke er kommet til den rette vej, er de selv ansvarlige for det.

Derfor er mit budskab netop det, som Allah den Ophøjede sendte gennem sin Profets (fred være med ham) mund:

******************************************

»Kom, lad os antage noget, som er fælles for jer og os: at vi ikke tilbeder eller adlyder nogen anden end Allah, at vi ikke sætter nogen ved Hans side, og at ingen af os tager nogen anden end Allah som herre.« (Āl ʿImrān 3:64)

Vi er alle tjenere for den ene Gud, følger den samme Profet, tror på den samme Bog, og den samme qiblah er vores centrum og det sted, hvortil vi vender tilbage. Lad os blive enige om dette: Vi vil ikke tilbede nogen anden i denne verden end Allah, vi vil ikke anerkende nogen anden lov end Hans lov, og vi vil ikke tillade, at nogen anden end Hans befaling gælder i denne verden.

Maulana Maududis tanker om uddannelsessystemet

I vores historie trådte Sir Sayyid Ahmad frem med en uddannelsesplan som svar på tidens krav. Senere kom både de gode og de dårlige resultater af planens midlertidige formål til syne. Men efter Indiens deling i 1947 trådte Pakistan frem som en selvstændig stat. Derefter var alle behov for denne plan for en selvstændig nation og stat ophørt. Den er ikke længere på nogen måde egnet til en selvstændig nation.

Kort før dette subkontinent opnåede sin uafhængighed, lød for første gang en stærk appel til en fuldstændig uddannelsesrevolution ud fra islams perspektiv. Det var Maulana Sayyid Abul A’la Maududis appel. Det var imidlertid ikke blot en appel; gennem sine mange artikler og taler efterlod Maulana Maududi os desuden et omfattende uddannelsesprogram, en praktisk handlingsplan for dets gennemførelse, pensumlister og et væld af andet materiale.

Maulana har skrevet så udførligt om et egentligt islamisk uddannelsessystem, at der ikke er plads til at gennemgå alle disse drøftelser her. Her fremlægges imidlertid kort hans centrale synspunkt. Han siger:

»Det er nu blevet nødvendigt at afskaffe begge de to modsatrettede uddannelsessystemer, som hidtil har været gældende hos os. Det vil sige, at både den traditionelle religiøse uddannelse under engelsk styre og det moderne uddannelsessystem, som er blevet indført, må afskaffes. I stedet for disse to uddannelsessystemer er der behov for et nyt uddannelsessystem, som på den ene side er frit for alle fortidens fejl og mangler og på den anden side kan opfylde alle de behov, der på nuværende tidspunkt er uomgængelige for os som muslimsk nation, som en uafhængig nation og som en nation i udvikling.«

Da Maulana fremsatte denne appel til en uddannelsesrevolution, beskrev han i flere af sine artikler klart strukturen i det ønskede islamiske uddannelsessystem og dets grundlæggende principper. Før Maulana belyste den islamiske uddannelsespolitik, fremlagde han imidlertid korrekte og klare opfattelser af mennesket, menneskets livssyn, verdensnaturen og så videre; det er netop på grundlag af disse klare og korrekte opfattelser, at grundstenen til et islamisk uddannelsessystem kan lægges. Derefter forklarede han, i forbindelse med sin fremstilling af uddannelsesfilosofien, den sande definition af viden og dens egentlige kilde.

Da han beskrev uddannelsens formål, lagde han størst vægt på karakterdannelsen. Han siger, at uddannelsens formål er selvforædling. Hvis menneskets karakter ikke er ædel, kan der ikke skabes en korrekt balance i samfundet. Eftersom mennesket er Guds stedfortræder, er den bedste måde at varetage dette vigtige hverv på, at det i sin karakter og adfærd udvikler de egenskaber, som dets Herre og Skaber, Allah, alle verdeners Herre, selv i sandhed besidder. Dets karakter må nødvendigvis rumme egenskaber som kærlighed og omsorg, barmhjertighed og gavmildhed, retfærdighed og retskaffenhed.

Maulana siger i sin bog ‘Ta’limat’ (Uddannelsessystemet: et islamisk perspektiv): »I vores uddannelsessystem må der lægges større vægt på moralsk træning end på mental træning.

Han betegner også udviklingen af slumrende evner og talenter som et af uddannelsens formål. Han siger endvidere, at uddannelsens primære formål er at opnå et sandt kendskab til Gud. Derefter bør udviklingen af personens evner og talenter ske på en sådan måde, at vedkommende kan betragtes som en gavnlig ressource for samfundet.

Maulana siger, at en civilisation og kultur kommer til udtryk gennem uddannelse. Uddannelsens formål er ikke blot at holde kulturen levende, men også at føre den videre til fremtidige generationer.

Han siger: Formålet med vores uddannelsessystem bør være, at man udvikler sig på grundlag af den ideologi og det mål, som livet leves under. Levende nationer opbygger netop med dette formål deres eget fremtidige uddannelsessystem.

Uddannelse i lederskab

Maulana siger, at formålet med uddannelse er at skabe mennesker, som i den moderne tidsalder kan opnå evnen til på rette vis at lede verden i overensstemmelse med den sande religions grundprincipper. Uddannelsens vigtige formål er med andre ord at skabe fremragende borgere, så de kan blive egnede til at lede verden. Den nation, hvis mål er at lede verden, opbygger sit uddannelsessystem på en sådan måde, at dette mål kan nås.

Forskellige kredse er begyndt at forske i Maulana Maududis uddannelsespolitik. Professor Muhammad Husain fra Punjab Universitets institution for »uddannelse og forskning« skrev en omfattende artikel med titlen »Maulanas tanker om uddannelse«, som er udgivet i bogform af Lahores forsknings- og forlagsinstitution. Denne indholdsrige artikel er blevet højt værdsat af uddannelseseksperter og uddannelsesinteresserede lærde.

Maulana om Pakistans uddannelsessystem

Selv flere år efter at Pakistan var blevet en ideologisk baseret, uafhængig stat, forblev landets uddannelsessystem præcis, som det havde været under englændernes koloniale slaveri. Der blev ikke gjort noget som helst forsøg på at skabe et ideologisk baseret pakistansk uddannelsessystem i stedet for det uddannelsessystem, som udenlandske og fremmede herskere havde udformet. Hele nationen havde ellers mærket helt ind i knoglerne, at det nationale uddannelsessystem måtte tillægges den allerstørste betydning blandt alle de foranstaltninger, der skulle træffes for at virkeliggøre dens håb og ønsker. Men herskerne klamrede sig fast til minderne, som den bortdragende herre havde efterladt. Uddannelsessystemets struktur forblev nøjagtig, som den havde været; ja, i forsøget på at reformere den en smule blev den yderligere forfalden og gjort helt uforenelig med det nationale ideal.

På den årlige konference for All-Pakistan Islamic Students’ Association, som blev afholdt i Lahore den 25. december 1952, holdt Maulana Maududi en yderst vigtig og indsigtsfuld tale om uddannelsessystemet. Han fremlagde en velargumenteret drøftelse af det eksisterende uddannelsessystems fejl og mangler, dets katastrofale karakter og dets giftige følger, og præsenterede kort en model for et uddannelsessystem, der var egnet til Pakistan. Hans historiske tale blev udgivet som en brochure. Nedenfor citerer jeg et uddrag fra den—

Et gudløst uddannelsessystem

I de fag, der undervises i efter den moderne undervisningsordning, findes der ikke det mindste spor af islam. Og det kan heller ikke være anderledes. I den grad disse fag har udviklet sig i Europa, har gudsfornægtende personer stået i spidsen for dem. De såkaldte religiøse, som dengang fandtes i Europa, var allerede mange år tidligere blevet fortrængt fra tænkningens og åndelig stræbens område. Derfor overtog sådanne mennesker ledelsen inden for alle områder som filosofi, historie og sociologi. Selv om de ikke var ateister, følte de ikke noget behov for i deres praktiske liv at anerkende lydighed mod Gud. De fag og bøger, som englænderne importerede og indførte her i landet, er det, der stadig undervises i hos os den dag i dag. De, der uddanner sig efter denne moderne undervisningsordning, er derfor naturligt nok, uden selv at være klar over det, gradvist kommet længere og længere bort fra islams religion, det islamiske syn på tilværelsen og dens skikke. De har overhovedet ingen indflydelse på dette gennem deres vilje, interesse eller egne bestræbelser. Hvordan skulle den, der fra uddannelsens første dag til dens sidste øjeblik har studeret alle mulige fag og tilegnet sig alverdens kundskaber, kunne få tro på Gud, hvis der fra ende til anden ikke findes et religiøst eller guddommeligt synspunkt noget sted? Hvis Gud ikke nævnes det mindste sted i hans lærebøger, vil han studere historie, men dér vil han lære, at mennesket selv, og ingen anden, afgør menneskelivets skæbne; i den filosofi, han studerer, er Skaberen af universet ikke nødvendig for at afdække troens natur; han vil studere naturvidenskab, men ingen steder i hele verden nævnes eksistensen af en kyndig Skaber eller den højeste Leder og Forvalter. Uanset hvor mange fag han studerer – jura, statskundskab, økonomi og så videre – nævnes det ingen steder, om menneskehedens Skaber har anvist den en bestemt måde at leve på. Tværtimod er alle fagenes grundprincip, at mennesket selv har ret til at fastlægge sin livsform, og at ingen anden har en sådan ret eller myndighed.

Der er ingen grund til at sige til en person, der er uddannet på denne måde: »Du skal fornægte Gud.« Hvad skulle så forhindre ham i, uden selv at vide det, at blive fuldstændig ligeglad med og uinteresseret i Gud?

En uddannelse uden moralske principper

Denne moderne undervisningsordning har ikke blot intet forhold til religion og islam; ulykken er også, at den ikke engang vækker den mest grundlæggende moralske sans hos vores unge. Alle ved imidlertid, at for en moralsk fordærvet og karakterløs nation er det ikke blot umuligt at gøre fremskridt; det er fuldstændig umuligt overhovedet at overleve som nation på denne jord. Derfor finder man blandt dem, der efter at have fået en moderne uddannelse er trådt ind i arbejdslivet, alle de laster og dårlige vaner, som findes hos de vestlige nationer. Men man ser ikke det mindste spor af de vestlige nationers dyder hos dem. Hos de såkaldt moderne uddannede findes der hverken ansvarsfølelse, udholdenhed, mod, selvbeherskelse, karakterfasthed eller lydighed og troskab over for nogen anden end dem selv. De er som snylteplanter, som tomme ranker. Når man ser deres opførsel og omgangsformer, får man ikke indtryk af, at de har noget, der kan kaldes national karakter eller særlige nationale egenskaber. Selv efter at være blevet placeret i særligt ærefulde stillinger tøver de ikke med uden videre at begå de mest afskyelige former for forræderi og forbrydelser. Blandt dem findes der ikke blot en enkelt bestikkelig, nepotist, en der fremmer uretmæssige begæringer, sortbørshandler, smugler, en der kvæler retfærdighedens og rimelighedens stemme, en der berøver folket dets retmæssige rettigheder, en der til gengæld for en lille personlig fordel ødelægger hele nationens skæbne, eller en der pjækker fra arbejdet; man finder dem i tusindvis, og de færdes frit overalt i samfundet. Efter englændernes afrejse er ansvaret for at styre staten blevet lagt på deres skuldre. Derfor mærker alle, hvilken elendighed landet på blot få år er blevet bragt ud i gennem disse karakterløse mennesker. Hvis man vil se med egne øjne den karakter og opførsel, som kendetegner de unge, der i dag får kundskaber efter denne såkaldt moderne undervisningsordning, kan man til enhver tid blot gå til kollegierne, forlystelsesstederne eller markederne og basarerne i forbindelse med nationale arrangementer.

Tilføjelse af dīniyāt til den tidligere undervisningsordning

Det synes, som om de, der i dag har magten over liv og død, som har vores undervisningsordning i deres hænder, og som fra tid til anden bringer det glædelige budskab, at en islamisk undervisningsordning skal indføres, også er i færd med at gentage den samme fejl. Den undervisningsordning, der blev indført under englænderne, skal fortsætte som før, og det skulle være nok blot at øge andelen af dīniyāt en smule. I virkeligheden rummer den undervisningsplan, de har foran sig, ikke meget mere end dette. Derfor siger jeg stadig det samme, som jeg sagde for flere år siden. Efter min vurdering findes der ingen større fejl end at udforme en undervisningsordning ved at sammenblande to indbyrdes modstridende og modsatrettede ting. Og det drejer sig vel at mærke om to retninger, der støder sammen, hvoraf den ene erklærer den anden for fuldstændig fejlagtig. Brugen af en sådan blanding kan ikke skabe andet end mental forvirring.

Forestil Dem, at De lader halvdelen af denne blanding bestå af religiøse fag. (I de nuværende uddannelsesinstitutioner er dīniyāt naturligvis ikke halvtreds procent; nogle steder er andelen helt nede på nul, og andre steder findes der kun en smule. Dertil kommer fællesundervisning, fri omgang mellem mandlige og kvindelige elever samt dans, musik og romanlæsning.) Den anden halvdel bygger De på den undervisningsordning, der blev indført under englænderne. Følgen må blive, at hver enkelt elevs mentale miljø forvandles til en slagmark.

Hvis hele miljøet fortsat er gennemsyret af fremmedgørelse på samme måde som under englænderne, og hvis vores stat også styres efter den tidligere politik, sådan som det skete under englænderne, vil der som en naturlig følge opstå tre klasser af mennesker i vores land.

En gruppe mennesker vil selv efter at have studeret dīniyāt blive erklæret gudsfornægtende. Det skyldes, at deres pensum også indeholder mange emner, der strider mod dīn. Desuden vil hele uddannelsesinstitutionens miljø fortsat støtte denne gudsfornægtelse. Hertil kommer, at det statslige miljø også vil vise sig at være gunstigt for dem.

En anden gruppe mennesker vil, i overensstemmelse med dīniyāts indflydelse, betragte islam som deres livsordning.

En tredje gruppe mennesker vil følge en vej mellem kufr og islam, som hverken er fuldstændig kufr eller fuldstændig islam.

Dette er den naturlige konsekvens af at servere den ovenfor nævnte blanding. Hvis I gennemfører den, vil I se, at der i landet er opstået tre indbyrdes modstridende grupper, som ikke vil være i stand til helhjertet at samarbejde med hinanden om ansvaret for civilisationens og livsordningens udvikling og fremskridt.

Spørgsmålet er, om et lands uddannelsessystem overhovedet udformes med det formål at skabe en mental og moralsk losseplads dér.

Fastlæggelse af uddannelsens mål

Mange mener, at formålet med uddannelse blot er at tilegne sig viden. De siger, at folket bør uddannes helt neutralt, så det gennem en »objektiv undersøgelse« (Objective Study) af problemerne i privatlivet og samfundslivet, af transaktioner og af alle mulige mysterier selvstændigt kan danne sine egne meninger. Men i denne forbindelse vil jeg sige, at en sådan objektiv undersøgelse kun er mulig for et kamera; det kan mennesket ikke. Bag menneskets to øjne findes en hjerne. Det har under alle omstændigheder sit eget perspektiv. Det har også en bestemt forestilling om, hvordan problemer skal forstås, bedømmes og analyseres. Alt, hvad mennesket ser og hører, og al den viden, det tilegner sig, opfatter det netop ud fra sit eget perspektiv. Det er på grundlag af denne tankegang, at dets livsordning etableres. Det kalder vi kultur. Hvis vi nu har vores egen kultur, og hvis vi tilhører et folk, der har sin egen lære, tro, livsanskuelse, sine egne mål og sin egen måde at føre sit arbejdsliv på, er vi nødt til at følge en sådan vej og indrette vores fremtidige generationers uddannelse og opdragelse således, at de bliver i stand til at bevare vores tahzīb-tamaddun. Ikke blot det: de skal også være i stand til at udvikle og berige den, samtidig med at den fastholdes på sit grundlag. Ethvert folk i verden udarbejder med dette formål et selvstændigt uddannelsessystem for sig selv. Jeg kender ikke navnet på et eneste folk, der har udformet sit uddannelsessystem udelukkende på grundlag af »objektiv undersøgelse« (Objective Study). Jeg kender heller ikke navnet på et eneste folk, der har taget et andet folks uddannelsessystem fuldstændig til sig, eller som uden at føje sin egen tankegang til det har forsøgt at forme sine fremtidige generationer efter et fremmed ideal. Hvis vi tidligere én gang har begået en sådan tåbelighed på grund af svaghed og hjælpeløshed, er der nu ingen mening i fortsat at opretholde den som før.

Ophævelse af forskellen mellem dīn og verden

Vi bør også antage endnu et princip for vores uddannelsessystem, nemlig det grundlag, hvorpå der nødvendigvis må opbygges ét eneste uddannelsessystem for hele vores millat: Vi vil afskaffe den nuværende forskel mellem dīn og denne verden. For det er kun den kristne lære, der støtter idéen om en forskel mellem dīn og denne verden; det siger buddhister, hinduer samt yogier og asketer også. Men islams opfattelse er helt modsat. Inden for uddannelse, stat og civilisation findes der næppe en mere alvorlig fejltagelse end at anerkende en forskel mellem religion og politik, med andre ord mellem dīn og denne verden. Vi anerkender på ingen måde, at vi skal have to særskilte uddannelsessystemer, ét religiøst og ét verdsligt. Vi vil derimod anerkende, at hele vores uddannelsessystem både skal regnes for religiøst og samtidig være i stand til at opfylde vores verdslige behov.

Verdsligt i den forstand, at vi vil kunne lære verden at kende og varetage verdens opgaver kompetent. Religiøst på den anden side i den forstand, at vi vil kunne forstå verden ud fra et islamisk perspektiv og udføre alle vores pligter på dette område i overensstemmelse med dīns anvisninger. Islam er ikke en sådan religion, der tillader jer at udføre alle handlinger efter eget ønske, hvorefter det skulle være tilstrækkeligt blot at føje nogle trosforestillinger eller aqīdaer og nogle former for tilbedelse til som et tillæg. Islam kan aldrig være tilfreds med at spille rollen som et tillæg til menneskelivet; det har den aldrig gjort, og det er den heller ikke indstillet på nu. Den ønsker at lede hele jeres liv. Den er rede til at indtage en aktiv rolle som hele livets program. Den taler ikke kun om den højere verden uden forbindelse til denne verden. Tværtimod behandler den alle denne verdens forhold fuldt ud og omfattende. Islam fortæller jer, hvad denne verdens virkelige mysterium er, med hvilket formål I er blevet sendt hertil, hvad formålet med jeres liv er, hvor jeres egentlige plads er i dette univers, og hvor høj jeres status er; den fortæller jer også, hvordan og efter hvilke principper I skal handle i det verdslige liv på jorden. Den fortæller desuden, at denne verden i virkeligheden er som en mark og ager for livet i det hinsidige. Alt, hvad I vil opnå i det hinsidige, afhænger fuldstændigt af, hvilken slags frø I såede på denne mark. Den fortæller jer også klart, hvordan denne mark skal dyrkes. Den gør det helt tydeligt for jer, hvilken handlemåde I bør følge gennem hele det verdslige liv, og hvis frugter I vil kunne høste i det hinsidige. Hvordan skulle en sådan dīn kunne anerkende, at I har ét verdsligt uddannelsessystem og et andet religiøst? Eller at det skulle være tilstrækkeligt at føje et religiøst tillæg til et verdsligt uddannelsessystem? Det eneste, den ønsker, er, at hele jeres uddannelsessystem skal opbygges udelukkende efter dīns ideal.

Maulānās værdifulde råd om landets forsvar

De værdifulde råd, som Maulānā som en fremsynet politiker har givet om Pakistans forsvar, er ikke blot værdifulde for Pakistan, men i høj grad for ethvert muslimsk land og enhver muslimsk stat. Maulānā siger:

“I ved, at hele Pakistan grænser op til grænseområder, det vil sige, at fremmede staters grænser støder op til Pakistans grænser. Der findes ikke en eneste større by, som ikke ligger ved grænsen. Derfor er det nødvendigt, at enhver borger indser sit ansvar og altid er rede til at imødegå enhver fare. Under disse omstændigheder er det yderst vigtige spørgsmål nationens moralske kampånd (morale). Hvis nationen med andre ord ikke har moralsk kampånd, bliver selv krigens materiel meningsløst. Uanset hvor mange våben der er, kan de ikke opveje manglen på moralsk styrke eller kampånd. Tværtimod kan disse våben på grund af manglende moralsk styrke falde i fjendens hænder. Vi begrænser ikke den moralske styrke til begejstring, mod og motivationen til at forsvare landet. Denne moralske styrke skal derimod opnås gennem hele livet. For hvis vi skal modtage hjælp fra Allah, må hele livet underordnes Hans velbehag. Det er urimeligt, at en person eller en nation på den ene side er optaget af ulydighed mod Allah og på den anden side beder om Hans hjælp. Den nation, der slet ikke anerkender Gud, kan trods sin ulydighed mod Ham holde sig oppe i nogen tid. For den har Allah den Højestes side en særskilt ordning med henstand. Men hvis den nation, der er kendt som forkæmper for gudsdyrkelse, som bærer og viderebringer den store bog, der er åbenbaret fra Allah, og som repræsenterer dīn al-haqq, indtager en spottende holdning over for Guds befalinger, vil ingen magt i verden kunne befri den fra Guds straf. En sådan holdning påkalder i stedet for Guds barmhjertighed forbandelse og straf.”

Motiverende taler samt store ord og erklæringer bliver meningsløse, hvis den moralske kampånd skal bevares intakt. Selv om sådanne ord kan skabe en midlertidig kampånd, bliver den ikke varig. I stedet for ord må vi styrke vores moralske kampånd gennem praktisk handling.

“Hele vores befolkning skal instrueres om, at enhver under et fjendtligt angreb skal blive stående urokkeligt, hvor end han befinder sig. Man må under ingen omstændigheder forsøge at flygte. Det skal gøres klart for dem, at de ikke kan flygte fra døden. Når dødens fastsatte tidspunkt er kommet, kan man ikke beskytte sig mod døden, selv om man befinder sig i en stærk fæstning. Selv under bombninger på slagmarken vil døden ikke indtræffe, hvis tidspunktet for døden endnu ikke er fastsat. Og muslimernes trosforestilling er netop, at det på ingen måde er muligt at undslippe døden. Derfor er det under sådanne forhold på alle måder uønskeligt at flygte for at redde sig selv eller forsøge at redde sine børn. Man bør sige til folk: Hvor findes der overhovedet et så sikkert sted for os, at vi kan flygte dertil og overleve? Sagen er den, at disse kujoner, uanset hvilket område de tager til, også vil nedbryde den moralske kampånd hos folk dér. Fjenden har ganske vist rigeligt med plads til selvforsvar. De kan trække sig langt tilbage. Men for os findes der ikke noget sted, ikke engang en lille plet, hvor vi kan flygte hen og opholde os i sikkerhed. Derfor bør vi, uanset hvor vi befinder os, stå fast og urokkeligt og være rede til enhver situation.”

“Et andet spørgsmål, som er særligt vigtigt med hensyn til landets forsvar, er, at undertrykkelse, uretfærdighed og berøvelse af andres rettigheder inden for landet bør bringes til ophør for bestandig. Selv om sådanne forhold under ingen omstændigheder bør fortsætte i samfundet, vil vores forsvarsværk slå revner, hvis man især under krig opfører sig på denne måde, og det vil hjælpe fjenden med at trænge ind i landet.”

»Det er almindelig sund fornuft, at hvis nogen føler en trang til at forsvare sit land, kan det kun skyldes, at han oplever, at han bor i et land, hvor alle hans rettigheder og hans ære er beskyttet, og hvor hans håb og ønsker kan blive til virkelighed. Men hvis hans bitre erfaring fra livet er, at hverken hans ære eller hans personlige rettigheder er beskyttet i dette land, kan der ikke være nogen grund til, at han skulle føle nogen trang til at beskytte landet. Når folket berøves retfærdighed, når mennesker på grund af økonomisk uretfærdighed tvinges til at sulte, og når de magthavende plyndrer de magtesløses ære og værdighed, kan der under et udenlandsk angreb ikke opstå nogen trang blandt folket til at forsvare landet. For der er ikke noget af det, som de anser for mere dyrebart end selve livet, og som de finder det vigtigst at beskytte, der er blevet beskyttet. Historien har gentagne gange vist, at folket under sådanne forhold har forholdt sig ligegyldigt under en ydre fjendes angreb, og at et undertrykt folk ofte har budt et udenlandsk angreb velkommen i ønsket om hævn, så det med egne øjne kunne se dem, der havde berøvet det alle dets rettigheder, blive tilintetgjort. Vi bør lære af disse eksempler fra historien. Derefter bør vi beskytte hinandens rettigheder, så fuldstændig retfærdighed kan blive etableret i vores land. Undertrykkelse og uretfærdighed svækker landets forsvar. Den, der for sine egne personlige interessers skyld krænker folkets selvrespekt, baner i virkeligheden vej for fjendens ankomst.«

»Vi mener, at dette land ikke tilhører os, men er islams »hus«. Efter flere århundreder har vi fået denne mulighed for at virkeliggøre dīn al-ḥaqq i dens sande skikkelse og bevidne dens sandhed over for verden. Dette er en stor gave til os, og vi er parate til at bevare den for enhver pris. Vi ønsker at skabe en tilbøjelighed i enhver muslims hjerte til at vise denne gave respekt. Vi ønsker at indprente alle den forestilling, at han ikke vil vige tilbage for at bringe noget som helst offer for at beskytte denne gave. Husk, at det er mange gange bedre at give sit liv for Gud og Hans dīn end at ofre livet for at beskytte sit hjem, sin ejendom og sin ære. At give sit liv med denne inspiration—shahāda—er uden tvivl den højeste form for at give sit liv.«

Det økonomiske system

Lige ret til økonomisk udfoldelse

Set fra et islamisk perspektiv har Allah skabt jorden og alt, hvad der findes i den, for menneskene. Derfor er det menneskets medfødte ret at forsøge at skaffe sig sit udkomme fra denne jord. Alle mennesker har lige del i denne ret. Ingen kan berøves den. Ingen kan heller gives forrang frem for andre i denne henseende. Ifølge den islamiske sharīʿa kan der ikke pålægges nogen person, slægt eller klasse en begrænsning, som indebærer, at den ikke har ret til at benytte nogle af udkommets kilder, eller at vejen til at vælge et erhverv lukkes for den. På samme måde kan man ifølge sharīʿa heller ikke indføre en sådan forskelsbehandling, at adgangen til udkommets midler eller til rigdom bliver et monopol for en bestemt klasse, slægt eller familie. På den jord, som Gud har skabt, har enhver lige ret til at stræbe efter at gøre krav på sin ret til de midler og ressourcer, som Han har skabt, og denne vej står lige åbent for alle.

(Den islamiske økonomis grundprincipper)

Økonomiske problemer og islam

Islam anser det for forkasteligt at ophobe rigdom ud over det nødvendige. Dens krav er, at du enten bruger den rigdom, du har, på at opfylde dine behov, eller giver den til andre, så de kan bruge den på deres behov. På den måde vil al rigdom blive spredt og cirkulere i samfundet. Hvis man imidlertid ikke gør dette, men insisterer på at ophobe rigdommen, skal to en halv procent af den ophobede rigdom tages fra den og gives til mennesker, som ikke er i stand til at tjene til livets ophold, eller som trods deres bestræbelser på at tjene til livets ophold ikke kan opfylde deres behov. Dette er zakat-systemet. Det råd, islam giver om forvaltningen af zakat, er, at den skal indbetales til folkets offentlige statskasse (Public Exchequer), hvorfra alle trængendes behov skal opfyldes. Dette er i virkeligheden den bedste form for økonomisk sikkerhed (Social Insurance) for samfundet, og denne ordning udrydder den uret, der opstår, fordi der ikke findes en velfungerende ordning for uddeling af social hjælp.

De detaljerede bestemmelser om alt dette findes i Koranen og hadith. Maulana har i sin bog »Zakatens sande væsen« behandlet alt dette på en fornuftig og tiltalende måde.

Maulana siger:

»Bayt al-Mal står altid til rådighed som jeres hjælper, så der er ingen grund til bekymring. Hvis I er trængende, skal I søge hjælp hos Bayt al-Mal og gøre jeres ret gældende. Derefter er der ikke længere behov for bankchecks eller forsikringspolicer. Forlad denne verden med sindsro, selv om I efterlader sønner og familie. Samfundets skatkammer er ansvarligt for deres underhold efter jeres død. I alderdommen og under alle slags vanskeligheder og ulykker er Bayt al-Mal altid jeres hjælper, som I kan søge hjælp hos. Kapitalisten vil ikke kunne tvinge jer til at arbejde på hans betingelser. Så længe Bayt al-Mal findes, er der ingen grund til at frygte, at I skal leve hjælpeløse, sultne og nøgne. [Økonomiske problemer og deres løsning (urdu), s. 40, 43]«

Efter en detaljeret analyse af økonomien skrev Maulana to værdifulde bøger med titlerne »Renter« og »Islam og moderne økonomiske doktriner«. Disse to værker er værdifulde og autoritative bøger om økonomi.

Efter en detaljeret drøftelse af den rente-baserede økonomi og den rentefri islamiske økonomi i bogen »Renter« beviste han, at den islamiske økonomi er det eneste gavnlige økonomiske system for menneskeheden.

I den anden bog sammenlignede han kapitalismen, kommunismen og islam og beviste, at de to første systemer er tomme i deres indhold. Han fremhævede manglerne og fejlene ved jagirdarernes feudale system, den europæiske renæssance, middelalderens liberalisme, den industrielle revolution og den moderne liberalisme. Derefter fremlagde han også en islamisk løsning på de moderne økonomiske problemer.

Maulana Maududi set med andres øjne

Mange lærde og fremtrædende tænkere har udtalt sig om Maulana Sayyid Abul A’la Maududi, og hans nære medarbejdere har gjort sig nogle betragtninger, som er meget lærerige og værd at følge. Nogle af dem gengives nedenfor:

Begum Maududi

Maududi Sahib er et almindeligt menneske. Men eftersom Allah den Almægtige har skænket ham Koranens og profetens karakters storhed, kan det uden tøven siges, at enhver af hans handlinger er i overensstemmelse med Koranen.

“Jeg var vildfaren. Maududi Sahib trådte frem for mig som vejviser på Sirat al-Mustaqim. Han var tavs, men hans handlinger inspirerede mig til enhver tid til at følge den rette vej. Hvis han havde åbnet munden, hindret mig i alt, hvad jeg foretog mig, og givet anvisninger i enhver sag, ville det, for ikke at tale om min forbedring, måske heller ikke have været muligt for mig at leve sammen med ham. Men det gjorde han aldrig. Dette var hans videnskabeligt funderede måde at udbrede islam på, som han havde lært af den hellige Koran.”

“Han var fremsynet, tålmodig og kærlig. Jeg husker ikke, om han i de forgangne femten eller tyve år nogensinde har givet mig nogen streng ordre vedrørende ‘amr bil ma’ruf’ og ‘nahi anil munkar’. Det særlige ved hans karakter er dens sødme: Blot man opholder sig nogen tid i hans nærhed, kan man vinde hans velvilje.”

“Maududi Sahib lægger større vægt på åndelig end på ydre forbedring. En gang kom han et sted fra og lagde sig ned, udmattet og træt. På det tidspunkt ønskede en besøgende at møde ham. Jeg sagde, at han var faldet i søvn. Da Maududi Sahib hørte det, sagde han blot: ‘Kom du til at sige noget usandt?'”

“En gang sad vi alle sammen og spiste. Jeg sagde til min ældste søn: ‘Din slyngel, bed. Ellers vil folk sige, at Maududi Sahibs søn ikke beder.'”

“Han sagde: Hør, din slyngel, når du beder, så bed udelukkende for Allahs skyld, ikke for din fars skyld.”

“Han var så kærlig over for sine børn, at jeg aldrig har set nogen anden være sådan. Hver gang han kom hjem, kaldte han på hver enkelt ved navn. I Darul Islam havde vi en hestevogn. Han tog selv mig og drengene med ud at køre før aften. Han sendte dem aldrig noget sted hen sammen med andre, af frygt for at en af dem pludselig skulle falde ud af vognen. En gang sendte han af en eller anden grund drengene til Pathankot sammen med kusken. Derefter gik han en tur ved floden. Da han kom tilbage fra floden før maghrib, fik han at vide, at drengene endnu ikke var kommet tilbage. Så gik han ikke ind i huset, men blev siddende udenfor i timevis. Først da drengene kom tilbage, gik han indenfor sammen med dem.”

“I en alder af sytten år mistede Maududi Sahib sin far. Takket være Allahs nåde lever hans mor stadig.” [Efter Begum Maudis ovenstående udtalelse døde Maulana Maudis mor i 1957.]

“Han tjener sin mor i en sådan grad, at en sådan søn virkelig er sjælden. Hvis noget, moderen gør, ikke behager ham, forholder han sig tavs. Han har aldrig på nogen måde vist irritation. Selv hvis hun siger noget ondt til ham, ser han ikke sin mor i ansigtet. Han står hvert øjeblik klar til at tjene hende.”

“Mine forfædre kom fra Bukhara til Delhi under kejser Shah Jahans regeringstid. Siden da har vi gennem generationer boet i Delhi og er blevet vant til et byliv. Da Maulana Maududi kom til Darul Islam fra Hyderabad, begyndte et nyt kapitel i mit liv.”

“Bosættelsen i Darul Islam begyndte med kun tre familier, inklusive vores. Enkle landsbyhuse. Der var hverken elektrisk lys, vandhaner eller andre af livets bekvemmeligheder. Dette var det første trin i tålmodighed i mit liv.”

“En gang havde vi ikke noget brænde i huset. Maulana spiste morgenmad om morgenen og gik på kontoret. Så sad jeg og tænkte over, hvad jeg skulle gøre. På det tidspunkt kom Maulana ind og sagde: ‘Hvad er der i vejen, siden du sidder så stille?'”

Jeg sagde: ‘Der er ikke noget brænde, og kokken sidder og venter.’ Han sagde: Er du allerede blevet så utålmodig over så lidt? Med disse ord gik han ud af huset med en økse i hånden. Uden for huset lå der nogle træstykker. Han begyndte selv at hugge dem. Efter et par slag med øksen kom folk løbende fra alle sider, og snart var der en hel bunke brænde.”

“En dag kom vandbæreren af en eller anden grund ikke med vand. Den dag var det desuden frygtelig varmt. Jeg sad bare med hænderne på hovedet. Da Maulana fik det at vide, gik han til brønden med to spande og begyndte selv at hente vand og fylde spandene. Da folk så det, fyldte de straks husene med vand.” [Begum Maududi Mahmuda Khatun døde den 4. april 2003.]

Mahirul Qadiri

Den berømte poet og forfatter fra Pakistan og Indien samt redaktør for månedsbladet »Faran«, hr. Mahirul Qadini, siger:

»Jeg nærer stor respekt for mawlanaen. Jeg tror, at den tjeneste for religionen, som han yder gennem sit forfatterskab og sine taler, i vor tid sjældent har sin lige. Selv i de arabiske lande findes der næppe hans lige.«

Da han kommenterede mawlanaen, sagde han:

»Han er den største tænker i den islamiske verden. Han har indledt en ægte islamisk forskning blandt muslimerne og forandret menneskers tankegang – han er fortolker af Koranen og sunnaen, sandhedens støtte og legemliggørelsen af sanddruhed; den, der har givet form til den islamiske traditions uklare billeder; en oprigtig tjener for Allahs religion, hvis ord og handlinger man fuldt ud kan have tillid til; en, der har viet hele sin ungdom til religionens tjeneste, og som gennem sin tænkning, forskning, indsats og stræben er blevet gammel før tiden; en så lærd alim, hvis ord og skrifter i et kvart århundrede har kaldt til sandheden; en, der samtidig kan føre forskningsbaserede drøftelser om Koranen og hadith, fiqh, ilm al-kalam, filosofi, historie, økonomi, statsforfatning, politik og mange andre emner; en, der er logikkens konge og kundskabens hav; en, der ikke blot er fortrolig med Østens, men også med Vestens tankeverden, og som har undersøgt og efterprøvet den; en, der kalder til at knytte et forhold til Allah og til at adlyde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham); en, hvis bevægelse hverken kunne bringes til tavshed af Multan-fængslets fire mure eller Lahores fæstnings mørke henrettelsescelle; en, hvis stemme ikke kunne kvæles af vantroens fatwaer; en, der prøver og vurderer hvert ord og hver handling på Koranens og sunnaens prøvesten og frygtløst offentliggør, hvad prøvestenen afslører, selv når det gælder den største lærde; en, hvis livsmål er at etablere religionen, hvis program er at kalde til sandheden, og hvis mål er Allahs tilfredshed – en, der ikke frygter eller skælver over hele verdens vrede, når han forkynder sandheden, og som heller ikke frygter at miste sit gode navn; en, der tålmodigt har ignoreret alt, selv om uvidende og uerfarne mennesker har rettet forskellige beskyldninger mod ham; en, hvis pen har beriget og renset urdu-litteraturen og er blevet et uvurderligt bidrag til det urduiske sprog; en opfinder af en helt ny talestil, så det under hans taler føles, som om stormvinde og lyn glimter fra en tung himmel; en, hvis navn får qadianismen til at skælve og får hadith-fornægternes åndedræt til at standse; en, der værner om sunnaen og udrydder shirk og bidʿa; en, der trods sin lærdom, anseelse og usædvanlige berømmelse kan omgås almindelige mennesker uden kunstlethed, med enkelhed og sødme, på en sådan måde, at det synes, som om der ingen forskel er mellem ham og andre; en, der ikke blot er alim, tænker, taler og forfatter, men også en sådan mujahid, at der ikke viser sig nogen reaktion hos ham, selv når han hører dommen om dødsstraf – en, der ikke er skabt af historien, men skaber historien.«

Bashir al-Ibrahimi

Algeriets folkefører og formand for landets Sammenslutning af Muslimske Ulamaer, Allama Muhammad al-Bashir al-Ibrahimi, siger:

»Jeg har kun set meget få mennesker som ham (Sayyid Abul A’la Mawdudi). Især har jeg kun mødt meget få personer med en personlighed og sådanne egenskaber som hans, en person, der indtager en fremtrædende plads blandt de lærde. Blandt hans egenskaber er det især værd at fremhæve, at han står urokkeligt fast på sandheden og er tålmodig på sandhedens vej; og langt fra at smigre herskerklassen er han endda imod at søge deres hjælp.«

»Blandt dem, jeg har set i Pakistan og Hindustan, og dem, jeg har kunnet få kendskab til, er han den, der har størst viden om den islamiske shariahs og den islamiske histories oplysninger. Hans studier er yderst omfattende og dybtgående. Han besidder skarpsindighed, det højeste intellekt, klar tænkning og dyb viden.«

“Maulana Maududi har opnået betydelig viden om moderne videnskab, teknologi og civilisation. Han prøver alle på retfærdighedens prøvesten.”

“Sidste måned opstod der stor uro i Pakistan, og der fandt også en del drab sted. Da aviserne i de arabiske lande ikke bragte nogen detaljerede oplysninger om dette, kunne jeg ikke forstå årsagen og den dybere hemmelighed bag det. Min klare opfattelse er imidlertid, at kravet om et islamisk styre var den grundlæggende årsag til alt dette. Regeringen har sandsynligvis i betragtning af Maulana Maududis og hans medarbejderes voksende indflydelse i landet fængslet de fleste af hans medarbejdere. Derefter blev der indført militær undtagelsestilstand i Lahore, og hele ansvaret blev overdraget til militæret. En militærdomstol dømte Maulanaen til døden. Senere fik jeg at vide, at dødsstraffen var blevet ophævet, og at der var afsagt dom om fjorten års straffearbejde. Pakistans muslimer blev oprørte over denne tyranniske beslutning og rejste en voldsom bølge af protester og demonstrationer mod regeringen. Der er ingen tvivl om, at dødsstraffen blev eftergivet som følge af protesterne over hele landet.”

Også de velorganiserede islamiske institutioner og foreninger i Egypten, Syrien, Irak, Kuwait og andre steder rejste protester og udtrykte stærk utilfredshed med Pakistans regering. Da jeg var i Kuwait, fik jeg kendskab til sandheden i disse efterretninger. Fordi jeg var tilknyttet disse institutioner, og på grundlag af den gensidige respekt mellem Jamiat-ul-Ulama og dem, blev jeg også oprørt og bedrøvet. Maulana Maududis personlighed er nemlig ikke begrænset til én bestemt region. Tværtimod er hans personlighed værd at følge for hele den muslimske verden. En af de forpligtelser, han har over for os, er, at det er vores pligt at kæmpe for hans løsladelse, når regeringen har idømt ham straffearbejde i stedet for dødsstraf…”

“At Maulana Maududi har indledt denne jihad på Allahs vej, er i sig selv en tilstrækkelig belønning i denne verden: Muslimer over hele verden er blevet forenet for at hjælpe og støtte ham. En endnu større og evigvarende belønning er gemt til ham hos Allah.”

Dr. Muhammad Ataur Rahman Nadwi

‚Det er helt i Ibn Taymiyyas ånd.‘

For femten år siden hørte jeg disse få ord fra en hellig mund. Det syn, der stod klart for mig i den rørende måde, hvorpå jeg hørte ordene, står stadig levende og uforandret for mine øjne. Det føles, som om jeg stadig kan se dette ansigt, og som om disse rørende ord endnu genlyder i mine ører.

Jeg mener, det er bedst at fortælle det hele åbent.

Fra 1930 til 1934 studerede jeg ved Calcutta Alia Madrasa. I 1935 blev jeg optaget på Darul Uloom Nadwatul Ulama i Lucknow. På dette tidspunkt fik jeg mulighed for at se »Tarjumanul Koran«. Min sindstilstand blev sådan, at læsningen af »Tarjumanul Koran« blev et naturligt behov for mig.

Da jeg tog hjem i sommerferien (landsbyen Paharpur Bazar, postkontoret Baro Haria, Saran), tog jeg »Tarjumanul Koran« med mig. Derefter fortalte jeg med stor begejstring min højtærede far om bladet. Han gav udtryk for, at han gerne ville se det.

Min far, Janab Maulana Mufti Muhammad Jamil Ansari (må Allah forbarme sig over ham), var en oprigtig lærd i religionen. Han tilbragte hele sit liv med undervisning. Han var ikke blot professor, men også mufti. Fra 1917 til 1941 var han professor ved Calcutta Alia Madrasa og mufti ved dens Darul Ifta.

Alle de numre af »Tarjumanul Koran«, som jeg havde, overrakte jeg min far. Da han så dem, var hans allerførste bemærkning: »Min søn, alt dette findes i Koranen og sunnaen. Nu er der kun behov for at praktisere det. Almindeligt engelskdannede mennesker skriver om disse ting i deres blade og tidsskrifter, men de følger dem ikke selv.«

Da jeg kom hjem i ferien i 1936, tog jeg det netop udkomne nummer af »Tarjumanul Koran« med til min far. Efter at have læst det meget opmærksomt udbrød han begejstret: »Jeg havde en meget fejlagtig forestilling. Denne person (Maududi) er ikke blot uddannet i engelsk, men er også en stor lærd i det arabiske sprog. Nå, hvor gammel er han?«

Jeg sagde: »Han er sandsynligvis omkring tredive eller toogtredive år.«

Forbavset sagde han: »Så megen lærdom og dygtighed i så ung en alder? Man bliver forbløffet, når man læser hans blad.«

»Jeg fortalte Maulana Maududi Sahib alt. Han var på det tidspunkt kommet til Pathankot. Maulana sendte blandt andet bøgerne »Siyasi Kashmakash« og »Diniyat« til mig. Min ærede afdøde far læste disse bøger igen og igen og sagde: »Jeg havde en fejlagtig forestilling om denne person. Må Allah tilgive mig. Han er i enhver henseende så slående lig Allama Ibn Taymiyya. Det er forbløffende, at denne person er fremstået i en tid, hvor ægte begavelser er sjældne, især i dette Hindustan. Når han begynder at føre sit ideal ud i livet, vil den hårdeste modstand mod ham begynde. For sådan behandles oprigtige og sandhedstro mennesker i verden. Det kan endda ske, at han bliver martyr.««

Fra dette tidspunkt begyndte »Tarjumān al-Qur’ān« regelmæssigt at komme til Ansari Kutubkhanas adresse i Paharpur Bazaar. Når min far kom hjem fra Calcutta i ferien, læste han det opmærksomt i sin fritid. Da Maulana Maududi til sidst i lederartiklerne i »Tarjumān al-Qur’ān« begyndte at antyde nødvendigheden af at danne en idealistisk gruppe, sagde min ærværdige far:

»Hvis denne gruppe bliver dannet, vil jeg være dens første medlem.«

Men det er dybt beklageligt, at min far blot ti dage før den nævnte gruppe, Jamaat-e-Islami, blev grundlagt, den 16. august 1941, gik bort til det hinsides. Må Allah forbarme sig over ham.

På dette tidspunkt bekendtgjorde Allama Sayyid Sulaiman Nadwi ved et stort offentligt møde Maulana Maududis storslåede personlighed.

I slutningen af december 1940 blev der afholdt en »Nadwi-konference« for tidligere elever fra Darul Uloom. Jeg havde i 1939 modtaget mit certifikat fra Darul Uloom i Nadwa. Derfor tog jeg også til Lucknow for at deltage i »Nadwi-konferencen«. Det, der især tilskyndede mig til at deltage i konferencen, var, at Maulana Maududi netop på det tidspunkt også skulle komme til Lucknow. Ligesom jeg var de øvrige tidligere elever fra Nadwa også meget ivrige efter at tale med Maulanaen. Efter konferencen kom Maulana Maududi til Nadwas gæstehus. Alle lærerne og de tidligere elever begyndte at føre samtaler med ham. Nadwas ledelse bad Maulana Maududi om at holde en tale foran de fremtrædende gæster og eleverne. Lucknow-anjumanen var dannet af Lucknow Universitet og Nadwas elevinstitutioner. Maulana Maududi holdt i sin særegne stil en tale om »det nye uddannelsessystem«. Maulana Abdul Majid Daryabadi var ordstyrer, og Allama Sayyid Sulaiman Nadwi introducerede Maulanaen. De ord og den måde, hvorpå hr. Sayyid Sahib introducerede Maulanaen, genlyder stadig i mine ører. Han sagde:

Jeg står foran jer for at introducere en ung mand, som samtidig er et helt hav af viden. I dag har hele den lærde verden lært Maulana Maududi at kende. Han er i vor tid en talsmand for islam og en fremragende lærd i din. Allah den Højeste har betroet netop denne hellige hånd ansvaret for at opbygge et værn mod den voldsomme flodbølge af religionsfornægtelse og ateisme, som fra Europa er nået helt til Indien. Han har opnået omfattende viden om Europas gamle og moderne tankeretninger. Ikke alene det: Han besidder også så dyb en viden om Koranen og sunnaen, at han på dette grundlag kan fremlægge tilfredsstillende løsninger på alle vor tids problemer. Derfor har selv fremtrædende ateister og gudsfornægtere bøjet sig for hans uigendrivelige argumenter og ræsonnementer. Det kan uden tøven og med klare ord siges, at muslimerne i Indien og den islamiske verden kan nære store forhåbninger til Maulana Maududi, når det gælder religionen.

Aga Suresh Kashmiri

Maulana Maududi er den eneste person, som har vist Pakistans intellektuelle talent vejen til kundskabens hovedvej.

På et tidspunkt, hvor vores islamiske tankegang var blevet lagt øde under to hundrede års trældoms åg, var det ham alene, der fremlagde islam som en fuldstændig livsanskuelse.

Hans bevægelse er en kraft, der er i stand til at modstå det moderne europæiske syn.

Hans tankegang rummer så megen livskraft fra islam, at nutidens unge generation kan blive tilskyndet til at tage den til sig af hele deres hjerte og sjæl.

Landets stadigt skiftende styre kan ved lovens hjælp undertrykke en ydre, fysisk revolution i landet for en tid. Men det har hverken kraft eller våben til at undertrykke en mental revolution. Vores samfund har bevidst eller ubevidst, eller af visse særlige årsager, opbygget en mental revolution imod islam. Hvis nogen har evnen til at standse dens fremmarch, er det alene Maulana Maududi og hans idealbaserede partis evne.

Maulana Abdul Majid Daryabadi

Det er unødvendigt at præsentere redaktøren af Tarjuman-ul-Quran for læserne. Hans brede syn og hans omfattende religiøse tjeneste er blevet omtalt igen og igen på Tarjuman-ul-Qurans sider. For at modvirke vor tids uro og uorden har Allah den Ophøjede særligt udvidet og åbnet hans bryst. Hver eneste linje, han skriver, er som nektar for moderne uddannede mennesker. I denne henseende indtager Maulana en meget høj position blandt de lærde. Han er i sandhed millatens tænkende mand.

Maulana Manazir Ahsan Gilani

Jeg har altid haft tillid til Maulana Sayyid Abul A’la Maududis sunde natur, velordnede tænkeevne og dybe indsigt. Hans adfærd og væremåde er gudgiven. Hans blik på problemer er fintmærkende, dybtgående og altomfattende. Hans analyser er så minutiøse, at der ikke er plads til tvivl om noget. Hans arbejdsmetode er betagende, og hans forklaringer og analyser går til hjertet. Desuden har jeg gentagne gange bevidnet hans ædle natur. Jeg har personligt, sammen med Maulana Abdul Bari, opfordret Maulana til at påtage sig undervisning ved Osmania Universitet. Men selv om hans økonomiske situation var yderst elendig, afslog han tilfreds vores anmodning. Over for en mand, hvis sjæl er så storslået og rig, så eftertænksom og tænksom, og som som forfatter besidder gudgivne evner og særpræg, havde jeg ikke dristighed til at sige meget. Men dette vil jeg sige: Allah den Ophøjede har skænket Maulana Maududi en enestående nåde. Jeg ser hans hjerte stråle af troens lys. Hans hjerte er blevet beriget med dyb respekt for og tillid til profeten Muhammad Mustafa (fred være med ham). Desuden er han blevet udstyret med mange forskellige kvalifikationer. Hvis han med al denne litterære, intellektuelle og trosmæssige styrke rejser sig og gør kaldet til Allahs vej til sit livsmål, og hvis dette arbejde udføres i nogen tid på urdu, engelsk, hindi og andre sprog, vil folk måske ikke tage imod det med det samme; men det vil i det mindste antænde gnister af de spørgsmål i deres sind, som islam besvarer gennem sine naturlige svar.

Maulana Abul Hasan Ali Nadwi

Hans skrivestil, hans uangribelige argumenter, hans grundlæggende og principielle måde at drøfte ting på og frem for alt hans sunde tankegang var i høj grad i overensstemmelse med vores natur og mentale habitus. Det virkede, som om hans gudgivne skriveevne var talerør for vores uudfoldede talent og smag. Den dag, hvor vi, nogle få venner, sad i gæstehuset ved siden af moskeen ved Nadwats Darul Uloom og læste en lederartikel i Tarjuman al-Qur’an fra måneden Muharram i år 1356 efter hijra, hvori der blev forudsagt en katastrofe, er noget, man aldrig kan glemme. Det var en så inspirerende artikel af Maulana, at dens genlyd kunne høres i lang tid. Vi priste alle af hjertet Maulanas skarpsindighed, indsigt, hans påpegning af krisen og hans enestående skriveevne. Derefter læste vi med glæde de artikler af Maulana, som blev offentliggjort.

Maulana Muhammad Manzur No‘mani

Det, der forekommer mig vigtigst ved Maulana Maududis og Jamaat-e-Islamis arbejde, er, at tusinder af unge, som under indflydelse af den vestlige uddannelse og uddannelsesinstitutionernes ateistiske miljø var blevet så tvivlende over for islam, at de helt havde forladt den eller stod på nippet til at gøre det, ikke blot blev ført tilbage til islam gennem Maulana Maududis artikler og Jamaat-e-Islamis aktiviteter, men også gennemgik en sådan islamisk revolution i deres praktiske liv, at det for mange, der var religiøse gennem generationer, var noget lærerigt.

Professor Alfred Smith

Maulana Maududi har haft en enorm indflydelse på den islamiske tænkning i vor tid, og hans parti er blandt Pakistans fremtrædende kræfter. Den litteratur, som denne bevægelse har frembragt, er meget omfattende. Det meste af denne litteratur er på urdu. Ikke desto mindre vokser oversættelserne til arabisk og engelsk dag for dag. Maulana Maududis tydelige særkende er, at han langsomt og med stor konsekvens har præsenteret sin tankegang som en korrekt og tiltalende livsordning. Maulana Maududi fremstår som en tænksom mand, der i vor tid behandler islam på en organiseret og idealbaseret måde. Han har givet den moderne tilbøjelighed til at forme islam efter en model for styre og disciplin en afbalanceret udformning. Han var den første, der præsenterede islamisk lovgivning som en klar og effektiv ordning for vor tid. Han har præsenteret islam som en livsordning, der allerede for mange århundreder siden havde samlet løsningerne på alle menneskelige problemer i alle fremtidige tidsaldre. For ham er islam ikke en religion, der hver morgen skulle skabe et nyt besvær ved at give menneskene ny guddommelig viden til løsning af deres problemer. Oprindelsen til det tankesystem, som han gradvist har styrket, ligger i islams første tid; derfra er de grundlæggende fundamenter til dette systempalads hentet. Samtidig har han i tilstrækkelig grad draget nytte af moderne synspunkter og tankegange.

Sandheden er, at han under Pakistans mentale og politiske kaos påvirkede en stor del af både de intellektuelle og den brede befolkning. Under den voldsomme storm af moralsk forfald viste han en enestående hengivenhed og selvopofrelse for det mål, han havde sat sig.

Jeg anser Maulana Maududi for at være en stor og fremragende person. Sådanne mennesker fødes kun sjældent. Men i dag er han blevet så stor, at jeg aldrig før har anset ham for at være så stor. Jeg kunne ikke have forestillet mig, at Allah den Ophøjede havde beredt ham en sådan lykke, at han en dag skulle blive dømt til døden på religionens vej. Allah har udvalgt ham blandt tusinder og skænket ham en så høj position.’

Raja Jaganfar Ali Khan

Fra 1939 til 1949 studerede jeg på Lahore Islamia College. I denne periode kom Maulana Sayyid Abul A’la Maududi hver søndag for at holde forelæsninger om islamiyat i Habibia Hall. Fredag var kollegiets ugentlige fridag. Men om søndagen blev der afholdt sportsaktiviteter og andre sociale arrangementer. Maulanens forelæsninger fandt også sted denne dag. Alle på kollegiet deltog i hans forelæsningsklasse.

Det var på et tidspunkt, hvor Maulanens ansigt havde en mælke- og rosenfarvet teint, og hans skæg var sort. Han bar en sort hue, en mørkebrun sherwani og hvide pyjamasbukser og havde blå briller på. Maulanan var dengang i sin ungdom. Men jeg så aldrig nogen hårdhed eller følelsesudbrud i hans væsen. Hans måde at tale på var særdeles høflig, og det, han sagde, var meget logisk.

De drenge, der deltog i hans klasse, medbragte papir og blyant. Når forelæsningen var forbi, skrev de spørgsmål på små stykker papir. Maulanan besvarede dem på en smuk måde.

På dette tidspunkt var de studerende stærkt påvirket af Khaksar-bevægelsen. Indtil før 1940 var jeg så godt som selv aktivist i Khaksar-bevægelsen. Når man stillede Maulanan spørgsmål om denne bevægelse og dens leder, kunne jeg ikke tiltrækkes af ham, fordi hans svar ikke tilfredsstillede mig. Jeg følte heller ikke behov for at læse hans litteratur. På den tid skabte Khaksar-bevægelsen og dens talerør, »Al-Islah«, røre i hele landet. Denne bevægelse havde påvirket vores sind og tanker.

På mødet i Den All-Indiske Muslimske Liga, der blev afholdt i Lahore den 23. marts 1940, blev jeg tiltrukket af den afdøde Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnahs personlighed. Hans stærke indsats, hans karakterfasthed, hans ærlighed og hans fuldstændige hengivenhed i sit virke trak mig fra Khaksar-bevægelsen ind i Den Muslimske Liga.

I den tredje fase af mit liv blev jeg optaget af »progressiv« litteratur. I denne periode studerede jeg Marx’, Lenins og Stalins bøger. Derefter blev jeg tiltrukket af tilhængerne af denne ideologi. Trods dette havde jeg stadig forbindelse til en religiøs familie. Men det sociale miljø trak mig i retning af kommunismen. Der opstod ofte diskussioner mellem min afdøde far og mig derhjemme. Jeg var fanget i et sådant net af jahiliyyah, at min afdøde far – Gud tilgive mig – holdt op med at tale med mig.

På det tidspunkt var Pakistan endnu ikke blevet til. Den dag gav min afdøde far mig Maulana Maududis engelske bog Towards Understanding Islam. Jeg læste bogen. Derefter læste jeg den igen. Bogens virkning på mig var, at mørket fra den vildfarelse, der havde samlet sig over mit sind og mine tanker, blev fjernet. Maulanens uimodsigelige argumenter og fremstillingsform var særdeles gribende, og derfor begyndte jeg også at læse hans øvrige litteratur.

Efter oprettelsen af Pakistan plejede Maulana om eftermiddagen at sidde i den lille, grønne græshave foran sit hus i Ichhra. Jeg plejede at gå derhen og sætte mig. Dengang samledes der ikke så mange mennesker. Jeg stillede Maulana mange tåbelige og irrelevante spørgsmål. Det tog han ikke ilde op. Han besvarede hvert eneste spørgsmål i et roligt og venligt sprog. Selv ved klodsede spørgsmål viste der sig aldrig tegn på irritation eller vrede i hans ansigt. De spørgsmål, der opstod i mit sind, når jeg læste »Tulu-e-Islam«, fortalte jeg frit Maulana. Med argumentationens skarpe våben tilbageviste Maulana de fejlagtige spørgsmål. Hans måde at svare på var sådan, at spørgeren ikke kunne undgå at blive påvirket.

Hvis mennesker som jeg kan forkaste kommunismen og blive tiltrukket af islam alene på grundlag af argumenter, må der naturligvis have været mange andre, som under indflydelse af Maulanas litteratur har taget den rette vej eller i det mindste ikke har fjernet sig fra deres nedarvede ideologi. Dette er et særligt kendetegn ved Maulana. Personligt har jeg aldrig set nogen, der måler sig med Maulana i dyb viden. Derfor vil jeg uden tøven kalde ham denne tids mujaddid.

Hvis nogen spørger mig, hvem der er berømte personer for mig, vil jeg svare: kun tre – Allama Iqbal, Quaid-e-Azam og Maulana Maududi.

A. K. Brohi

Et menneskes mest værdifulde eje er dets karakter og rolle. Hvis det er muligt at ændre et menneskes karakter og rolle og skabe en betydelig forandring i det, så er den, der udfører dette arbejde, arkitekten eller skaberen af dette menneskes liv. Ud fra dette perspektiv er Maulana Maududi efter min mening i dag den største personlighed i Pakistan.

Jeg anerkender sandheden i, at hvis man spørger, hvem der har påvirket det pakistanske folks karakter og rolle mest, vil mit svar være Maulana Maududi. Jeg er fast overbevist om, at det, jeg siger i dag, vil jeg også sige i morgen. Og hvis Allah den Ophøjede i det hinsidige ønsker at modtage mit vidnesbyrd, vil jeg også den dag aflægge det samme vidnesbyrd, som jeg aflægger i dag.

Sharifuddin Pirzada

Blandt dem, der drømte om Pakistan, var Maulana Maududi blandt de førende. De planer og forslag, som han og andre fremsatte i denne forbindelse, tjente som en vejviser i kampen for Pakistan. De tre alternative forslag, som Maulana Maududi fremsatte for en særskilt muslimsk stat, blev offentliggjort i oktober- og decembernumrene af Targuman-ul-Quran fra 1938. Jeg husker tydeligt, at studerende ved Aligarh Universitet under ledelsen af Pakistanbevægelsen regelmæssigt havde numrene af Targuman-ul-Quran med sig sammen med anden litteratur og læste side efter side højt fra Targuman-ul-Quran for at tilbagevise argumenterne fra tilhængerne af én nation.

Maulana Amer Usmani, Deoband

Maulana Maududi er den eneste person, hvis gudgivne talent, skriveevne, klare forståelse af dinen, enestående hengivenhed og oprigtighed ikke blot i Pakistan, men i hele den muslimske verden har skabt en så enorm litterær skat, at man, når man anerkender den, må sige, at de syv kongeriger er ubetydelige sammenlignet med denne litterære skat, at man, når man anerkender den, må sige det samme. Jeg mener, at hver eneste side af hans forfatterskab svarer til en ædelsten.

Maulana Abdul Quddus Bihari

Jeg appellerer i Guds og Hans Sendebuds navn til mine muslimske brødre, de lærde, samfundet, de intellektuelle og nationens fremtrædende personer om ikke at spilde et eneste øjeblik, men straks at fortsætte kampen på den mest velordnede og lovlige måde, der er mulig, for at redde en sådan enestående islamisk tænker, en uovertruffen forfatter og en national skat.

Vidnesbyrd fra Maulana Abdul Quddus Bihari

Gennem aviserne fremsættes det igen og igen, at Allama Maududi og Jamaat-e-Islami var imod oprettelsen af Pakistan. Jeg har været syg i nogen tid. Desuden er mine midler og muligheder begrænsede. Alligevel håbede jeg, at de lærde, som står på sandhedens side, ville fremlægge sandheden for folket. Men jeg ser, at sandhedens stemme af en eller anden grund også er blevet bragt til tavshed. Derfor påtager jeg mig dette ansvar. Som grundlægger af Jamiat Ulema-e-Islam og tidligere tilhænger af Muslim League anser jeg det for en uomgængelig pligt for Jamiat Ulema-e-Islam og for enhver tilhænger af Muslim League at tale om dette. Jeg anser endda mig selv for ansvarlig over for Gud og Hans Sendebud (fred og velsignelser være med ham) for at fremlægge denne sandhed, og derfor siger jeg uden omsvøb, at Allama Maududi aldrig var imod oprettelsen af Pakistan. Det virkelige forhold er tværtimod, at da den afdøde Maulana Husain Ahmad Madani og Jamiat Ulema-e-Hind, i deres støtte til Kongressen, erklærede, at en nation dannes på grundlag af fødelandet, sagde Allama Maududi, at nationen dannes på grundlag af religion, ikke på grundlag af landet eller fødelandet. Han skrev stærk litteratur for at bevise islamisk nationalitet. Hazrat Allama Shabbir Ahmad Usmani grundlagde Jamiat Ulema-e-Islam i Calcutta som svar på Kongressens Jamiat og for at imødegå den. Allama Shabbir Ahmad Usmani kaldte Allama Maududi for islams sværd og protesterede kraftigt mod hans første arrestation. I virkeligheden skabte Allama Shabbir Ahmad Usmani og Jamaat-e-Islami folkelig opbakning til fordel for folkeafstemningen, hvilket medførte, at Grænseprovinsen og Sylhet blev en del af Pakistan. Det skal bemærkes, at Allama Maududi aldrig var imod oprettelsen af Pakistan eller en islamisk stat. Den fejlagtige opfattelse opstod imidlertid, fordi Hazrat Allama Maududi udtrykte mistanke over for nogle ledere af Muslim League om, at de ville hindre gennemførelsen af islamisk lov. Der findes stadig bevis på dette: Selv efter de forløbne femogtyve år er det ikke lykkedes at indføre islamisk lov. Man kan ikke anklage ham for at have været imod en islamisk stat, blot fordi han nærede mistillid til lederne. Tilbage står så anklagen om, at han var imod Quaid-e-Azam. Allama Maududi var aldrig imod ham. Han krævede naturligvis igen og igen, at islamisk lov skulle indføres. Han skrev værdifuld litteratur om islam og forfattede et stort antal bøger. Nationen er ham taknemmelig for dette.

Maulana Zafar Ahmad Ansari

Maulana Zafar Ahmad Ansari, generalsekretær for All-India Muslim League i det udelte Indien, siger:

Mit første møde med Maulana Maududi fandt sted i Allahabad i 1938. På det tidspunkt var Jamaat-e-Islami endnu ikke blevet grundlagt. Maulana boede hos dr. Nazir Ali Zaidi. Når han kom til Allahabad, boede han altid dér. Anden gang mødte jeg ham i 1941, også i Allahabad, ved et møde i Hakim Khalid Sahibs hjem i Hardaraya. Her holdt han også et foredrag på Islamia College. Jeg blev tiltrukket af Maulanas dybe lærdom.

Efter nogen tid måtte jeg flytte til Delhi. Når Maulana kom til Delhi, mødtes jeg naturligvis med ham. Han boede hos sin svigerfar. En gang boede han også hos Chaudhry Muhammad Ali. Han kom også hjem til mig, og vi talte sammen i timevis. Allerede før Pakistans oprettelse prydede bindene af Tarjuman-ul-Quran Quaid-e-Azams bibliotek.

Efter Pakistans oprettelse kom Maulana flere gange hjem til mig. Det er ikke rigtigt, at Maulana aldrig tog imod andres forslag eller råd. Min personlige erfaring er, at han accepterede principielle synspunkter. Jeg har det dårlige ry, at Maulana efter sine møder med mig undertiden ændrede Jamaatens beslutninger. Maulana lyttede opmærksomt til hvert eneste ord. Hvis man fremlagde et argument, accepterede han det straks.

Maulanas personlighed var enorm. At møde kritik med uendelig tålmodighed og et smil var en af hans fremtrædende egenskaber. Det er klart som dagslys, at han forblev fast og urokkelig på den vej, som han anså for den rette til islams udbredelse og ophøjelse.

Dr. Ibrahim Agah

Professor dr. Ibrahim fra universitetet i Ankara i Tyrkiet siger:

Sayyid Abul A’la Maududi var en meget lærd mand. Han var så stor en videnskabsmand, at hans ord bliver forstået og hans synspunkter accepteret over hele verden. Også i Tyrkiet er Maulana Maududi en af de alment anerkendte forfattere. Flere af hans værker er blevet oversat til tyrkisk.

Jeg fik aldrig mulighed for at møde Maulana Maududi. Men jeg møder ham i hans værker. Den livskraft, han har skabt gennem sin dynamiske personlighed, har stor indflydelse på vor tid og vil få endnu større indflydelse i fremtiden.

Yasin Umar

Yasin Umar, medlem af Sudans nationalforsamling, siger:

Sayyid Abul A’la Maududi indledte en bevægelse for islamisk genopvækkelse. I moderne tid var han den første, der udfordrede vestlige ideologier og tankegange. Med fornuften som prøvesten gjorde han det klart, at vestlige ideologier og tankegange blev udfordret. Med fornuften som prøvesten gjorde han det klart, at vestlig tænkning er skadelig for menneskeheden. Han konfronterede den vestlige civilisation og satte også andre til at tage kampen op mod den. Han indledte dette enorme arbejde på tænkningens område. I en ny fremstillingsform tegnede han et sådant billede af islamisk ideologi og livssyn, at de muslimer, som var vendt bort fra islam, fordi de ikke kunne imødegå den vestlige tænkning, ændrede deres tankegang, og de, der havde været splittet af tvivl, vendte også tilbage til islam. Maulana Maududis litteratur skabte en fast overbevisning hos dem og indgød muslimerne en stålsat beslutning om at leve for islam. ….. Sayyid Abul A’la Maududi gjorde ikke blot den muslimske ungdom i Pakistan og Asien, men også i Afrika og i hele verden bekendt med dens sande identitet. Han samlede verdens muslimske ungdom omkring islam og gjorde islam til målet for deres liv.

Før jeg siger, hvor høj Sayyid Maududis plads i historien er, vil jeg ud fra min personlige erfaring fortælle, at jeg før studiet af hans litteratur var tilhænger af kommunismen. Jeg fandt glæde i at betegne mig selv som kommunist og socialist. Det var udelukkende Sayyid Maududis litteratur, der trak mig fra kommunismens tilhængerskab ind i islams lys.

Jeg vil kalde Sayyid Maududi en stor personlighed. Men jeg føler, at dette ord ikke er tilstrækkeligt til at beskrive hans storhed. Sayyid Maududi er en person, der har ændret historiens retning; i dag er han historieskaber. Hans skarpe pen har besejret den vestlige civilisation, dens tankegang og kultur. I virkeligheden er der i dag sket en sådan revolution, at den muslimske ungdom har hævet røsten for at kalde sig islamisk i stedet for at betegne sig som »østlig og vestlig«. Det må siges at være en enorm forandring, og med tidens gang vil dens indflydelse brede sig over hele verden.

Dr. Sirajul Haq (Bangladesh)

Maulana Sayyid Abul A’la Maududis omfattende viden og lærdom befinder sig på et meget højt niveau. Så højt, at man ikke kan danne sig et korrekt indtryk af det blot ved at sige dette. Den indflydelse, hans videnskabelige og intellektuelle arbejde har haft, vil bestå gennem flere generationer og århundreder. …. Maulana Maududi var den eneste person, som, når han først satte sin pen til et emne, ikke efterlod noget yderligere at sige. Når han kom til Dhaka, mødte jeg ham, og når jeg kom hertil, mødtes vi også. En gang mødte jeg ham i denne by, Rawalpindi, under sådanne omstændigheder, at jeg aldrig vil kunne glemme det. En gang blev han inviteret til I DO NOT AGREE CLUB i Rawalpindi. Jeg blev også inviteret. Gennem sin tale tiltrak og påvirkede Maulana alle. Hans argumenterende gennemgang indeholdt en sådan søgen efter nyt lys, at ingen kunne stå imod ham. I DO NOT AGREE CLUB var en særlig klub for fremtrædende CSP-embedsmænd og højtstående statslige tjenestemænd. Forfatterens note.

Sayyid Maududi påvirkede sin tids historie allerede i sin levetid. Hans indflydelse vil også være til stede i alt, hvad der sker fremover. Ja, hans indflydelse vil blive stærkere med tidens gang. Derefter vil antallet af dem, der følger i hans fodspor, fortsætte med at vokse, og han vil blive regnet for endnu mere værdig til respekt. Han er alles »yndling« og vil vedblive med at være alles »yndling«. I DO NOT AGREE CLUB var en særlig klub for fremtrædende CSP-embedsmænd og højtstående statslige tjenestemænd. Forfatterens note.

Maududis breve

Maulana Sayyid Abul A’la Maududi var en revolutionær islamisk leder i det tyvende århundrede. Gennem hele sit liv måtte han på bevægelsens vej stå over for utallige hindringer og vanskeligheder, hån og kritik samt forfølgelse og undertrykkelse. På forskellige tidspunkter og under forskellige omstændigheder måtte han gennem breve til forskellige mennesker udtrykke sine tanker og følelser. Forfatterens personlighed, hans sande karakter, idealer og tankegang træder frem gennem hans breve. Her bringes nogle af hans breve, skrevet på forskellige tidspunkter, hvori hans livssyn, livsidealer og mål, sande islamiske tankegang, den islamiske bevægelses egenskaber og arbejdsmetoder samt hans overbærende holdning over for fjenderne af det islamiske samfundssystem kommer til udtryk. Jeg håber, at brevene også vil tjene som et fyrtårn i læsernes liv.

[1]

Til hr. Abdus Sattar.

Pathankot, Punjab.

7. juni 1941

Min ærede—

Assalamu alaikum wa rahmatullah.

Jeg var rejst til Srinagar. Da jeg kom tilbage, modtog jeg Deres brev. Jeg er efterkommer af Hazrat Qutbuddin Maudud Chishti (må Allah forbarme sig over ham). Derfor skriver jeg Mawdudi som mit navn. Dette er ikke nogen propagandahandling for at gøre mig selv berømt, og det er heller ikke mit formål at drage nogen fordel af det. For at mennesker kan lære hinanden at kende og bevare deres særpræg, har Allah den Ophøjede opdelt menneskeheden i forskellige stammer og slægter. Derfor oplyser jeg blot, hvilken slægt jeg er født ind i.

‘Mawdudi’ er ikke navnet på nogen ideologi eller religiøs sekt; derfor kan man godt bebrejde mig det.

De har ikke nævnt, hvilke af mine udtalelser der har givet Dem den opfattelse, at jeg nærer en dårlig holdning til buzurgan-e din. De har heller ikke forklaret, hvilken holdning man bør have til buzurgan-e din. Hvis De venligst vil kaste lidt lys over disse to spørgsmål, kan jeg fremlægge mit synspunkt. Jeg kunne ikke ud fra Deres brev forstå, hvilken forseelse jeg er blevet gjort skyldig i. Jeg får snarere den mistanke, at De slet ikke har læst min artikel med et roligt og afbalanceret sind. Det er efterhånden blevet en almindelig regel, at hvis en person i en artikel finder noget, der strider mod hans smag, begynder han at se på hele artiklen med had og mistro. Derefter får han ikke længere tid til i ro at overveje, hvad artiklens forfatter egentlig siger.

De ved måske ikke, at jeg er født ind i en slægt, hvor traditionen for bay’at og åndelig indvielse har været opretholdt i tusind år. Jeg havde mulighed for selv at studere alle dens gode og dårlige sider. Jeg betragtede ikke disse forhold med en udenforståendes fjendtlige indstilling; tværtimod var min holdning til dem af natur yderst forstående. Hvis jeg derefter når frem til den konklusion, at denne institution, ligesom andre islamiske institutioner, er blevet forvansket, og at der er behov for en del ændringer i den, bør det ikke betragtes som en udenforstående fjendes synspunkt, men som en ven fra husstandens synspunkt, fremsat udelukkende af hensyn til sandheden. Hvis det ikke var mit mål at tjene sandheden, kunne jeg meget let have indtaget min families arvelige plads og se mange fromme mænd, som kysser hænder og fødder og giver nazr-niyaz, stimle sammen omkring mig, mens jeg holdt en forsamling for pirer og murider.

Khaksar

Abul A’la.

[2]

Til Hakim Muhammad Sharif Sahib fra Hafizabad.

Det Nye Centralfængsel

Multan.

17. marts 1949

Min ærede,

Fred være med jer og Guds barmhjertighed.

…… De skal ikke bekymre Dem om mit helbred. Sandheden er, at mit helbred nu er bedre, end det har været i mange år. Jeg har taget på, min appetit er blevet større, og jeg sover så godt, som jeg ikke har sovet i de sidste femten år. Jeg kan udføre langt mere fysisk og mentalt arbejde end før og føler mig kun meget lidt træt. Det skyldes, at der i dag ikke findes noget menneske i verden, der er lykkeligere end jeg. Jeg har ingen bekymringer for mine sønner, døtre og slægtninge, for jeg har overgivet dem til Gud. Jeg har ingen bekymringer for nationen, for den nuværende regering har påtaget sig det ansvar, som Gud havde lagt på mig i denne henseende. Jeg har heller ingen bekymringer for Jamaat og den islamiske da’wa, for så snart jeg blev arresteret, blev jeg fritaget for mit ansvar. Samtidig har jeg fuld tillid til, at min fængsling ikke vil skade Jamaat, men tværtimod blive til dens fordel. Tænk nu selv efter: Hvem kunne være lykkeligere end jeg?

Deres ydmyge tjener

Abul A’la

[3]

På vegne af Hakim Muhammad Sharif Sahib fra Hafizabad.

Det nye centralfængsel i Sultan

22. april 1949

Min højtærede,

Fred være med jer og Guds barmhjertighed.

Den sorg, De har udtrykt over, at min fængselsstraf er blevet forlænget, er et tegn på Deres oprigtige kærlighed til mig. Men husk som et princip, at Gud ikke behandler den person dårligt, som har et godt forhold til Gud og Hans skabninger og arbejder for Hans skabningers velbefindende på Guds vej. Det, der udadtil synes at være skadeligt for ham, har jeg ved Guds nåde vundet. Det er ikke blot en god overbevisning, men en stor sandhed. På den vej, hvor jeg arbejder for reform og forbedring, var det ikke et stenet bjerg, der udgjorde hindringen. Det var derimod bjerghøjt møg og affald, der udgjorde hindringen. Jeg var begyndt at rense møg og affald for Guds tilfredshed. De stænk af møg og affald, der ramte mig under dette arbejde, bar jeg tålmodigt. Men min Gud ønskede ikke, at jeg skulle udføre en skuringsmands arbejde. Derfor har Han ført mig til et afsides og fredfyldt sted. Nu bliver det kastet tilbage på dem, hvis møg det er. … Dette arbejde er stadig ufuldendt. Når det er fuldført, vil I finde mig iblandt jer.

Khaksar

Abul A’la

[4]

Til hr. Sayyid Abu’l-Khayr Maududi.

Nyt Centralfængsel, Multan

23. november 1949

Kære bror

Assalamu alaikum wa rahmatullah.

Ud fra et helt livs studier kan jeg sige, at de kræfter, der søger tilflugt inden for fæstningers mure, aldrig kan forblive levende i denne verden. For at flygte fra konkurrencen på den åbne mark og gemme sig i en fæstning er et tegn på fejhed, og Allah den Ophøjede skabte ikke denne jord, for at feje mennesker skulle herske over den. Mine studier fortæller mig også, at sådanne moralske kujoner, hvis virke bygger på løgn, bedrag og svig, som anser det for farligt at træde frem i sandhedens lys, og hvis magts sikkerhed kræver sikkerhedslove, ikke længe kan holde deres trækar oven på udviklingen. Dette strider mod samvittigheden og mod naturlovene, og tusind års historiske erfaring vidner om, at de, der er afhængige af alt dette, ikke kan holde sig længe, hvor stærke de end måtte være for en kort stund.

Den ydmyge

Abul A’la

[5]

Til hr. Sayyid Abul Khair Maududi.

Det nye centralfængsel, Multan

16. maj 1949

Kære bror

Fred være med jer og Guds barmhjertighed.

Næste gang du kommer, skal du tage dine to ældste sønner med. Hvis Haji Mia [hans ældre brors søns kælenavn er »Haji Mia«] gerne vil med, skal du også tage ham med. Først forbød jeg dem at komme, fordi jeg mente, at miljøet her måske kunne have en skadelig indflydelse på dem. Men efter nærmere overvejelse er jeg nået frem til, at du bør vise dem alle stederne her. Det kan stadig ske, at de kommende generationer bliver endnu mere vildledte end den nuværende generation, og at folk på det tidspunkt må føre en endnu hårdere kamp mod dem, end vi må. Jeg ønsker ikke at opdrage mine sønner til et liv i luksus. Jeg ønsker derimod at opdrage dem til at tjene det gode og kæmpe mod det onde.

Khaksar

Abul Ala

[6]

Til Ahmad Farooq Maududi.

Det nye centralfængsel, Multan

23. december 1949

Kære søn,

Og fred være med dig.

Jeg ved ikke, hvornår du vil modtage det brev, jeg skriver til dig i dag. Det bekymrer naturligvis heller ikke mig, og det bør ikke bekymre jer. Uanset om I modtager brevet eller ej, og uanset om I får at vide, hvordan det står til, skal I under alle omstændigheder være tilfredse med, at hvad end Allah gør, gør Han til det gode. Satan ønsker netop, at vi i denne situation skal blive yderst skræmte og utålmodige. Men ved at sætte vores lid til Gud bør vi besejre Satans list.

Jeg kan slet ikke forstå, om I lever godt eller dårligt. Selv hvis jeg skulle få at vide noget om, hvordan I har det, godt eller dårligt, kan jeg intet gøre. Derfor har jeg overladt jer til Gud og væbnet mig med tålmodighed. Jeg mener, at I allerede nu lever på præcis den måde, I ville være nødt til at leve på efter min død. Det er Guds særlige visdom, at I i min levetid har måttet møde den situation, som andre må møde efter deres værges død. Lad jer ikke knække af denne erfaring; tag tværtimod imod denne mulighed. InshaAllah vil den vise sig at være til jeres bedste.

– Abul A‘la Maududi

[7]

Til hr. Chowdhury Ghulam Muhammad i Karachi.

Nyt Centralfængsel, Multan

6. april 1950

As-salāmu ʿalaykum wa raḥmatullāh.

Islams ånd adskiller sig fra ånden i vor tids revolutionære bevægelser. Nutidens revolutionære bevægelser træffer for det første hævngerrige foranstaltninger mod dem, der skaber hindringer for dem. For det andet anvender de yderst lave metoder for at etablere én samfundsordning i stedet for en anden. De bekymrer sig ikke om, at millioner af menneskeliv kan gå til grunde som følge af denne revolutionære omvæltning. Islam derimod anlægger, når den bliver i stand til at opnå magten, som regel tilgivelsens princip i stedet for hævn. Når det gælder at rette fejl og mangler i den tidligere samfundsordning og gennemføre sit eget reformprogram i dens sted, er dens almindelige princip dernæst, at reformerne skal gennemføres gradvist og så enkelt som muligt, og at menneskelivet i videst muligt omfang skal skånes for en pludselig revolution.

Mennesker, der er uvidende om islams ånd, efterligner den overdrevne iver efter reformer og forbedringer, som den revolutionære metode, der er udbredt i verden, udviser, og under denne efterligning sætter de islams mærkat på den. Formålet med at beskrive den islamiske politik er netop at analysere deres vildledte fremgangsmåde.

-Abul A‘la Maududi

[8

Svar på brevene i Rasā’il wa Masā’il

Modstandens storm

…. Jeg er ikke uvidende om den kampagne, der er blevet startet imod mig. Dette er ikke nogen ny erfaring for mig. Man har igen og igen forsøgt at sprede den slags falske anklager mod mig, og hver gang har jeg udvist tålmodighed. Min erfaring indtil nu er, at Allah Ta’ala ikke lader løgnen vinde udbredelse.

Det har altid været min regel, at jeg ikke har svaret på noget, sagt af dem, som jeg har set være ligeglade med ærlighed, trofasthed og gudsfrygt, og det ønsker jeg heller ikke at gøre fremover. Jeg mener, at det ligger uden for min evne at tage hævn over dem. Kun Allah kan tage hævn over dem. Jeg mener også, at det ikke er nødvendigt for mig at tilbagevise deres løgne. Insha’Allah vil deres hovmod blive afsløret allerede i denne verden.

Formål og arbejdsmetode

Forstå grundigt formålet med dannelsen af Jamaat-e-Islami. Denne Jamaat er ikke blevet dannet for, at et bestemt land eller en bestemt nation skulle løse et midlertidigt problem gennem en midlertidig metode. Den er heller ikke blevet dannet på grundlag af den tanke, at man vil anvende den politik, der til enhver tid viser sig egnet til at løse problemerne. For denne Jamaat står der kun ét universelt og evigt problem, som omfatter alle problemer i ethvert land og enhver nation. Dette problem er, hvori menneskets fremgang i denne verden og frelse i det hinsidige består. Og over for dette problem har Jamaat’en kun én løsning: at hele menneskeheden oprigtigt underkaster sig Allahs tjeneste. Derefter skal den følge de grundprincipper, som findes i Allahs Bog og i Profetens sunna. Bortset fra dette problem og dets løsning har vi ingen interesse i noget andet i verden.

Nødvendigheden af at danne en gruppe

… Det er bevist gennem hadith, at et sandt islamisk liv ikke er muligt uden en jamaat eller gruppe. For at livet virkelig kan være islamisk, er det vigtigste, at man er knyttet til islams mål, det vil sige iqamat al-din. Dette kræver, at man gør en omfattende indsats for dette mål, og en sådan indsats er ikke mulig uden en forenet styrke. Derfor ville det være en alvorlig fejl at kalde noget liv islamisk uden en jamaat. For det andet: Lad en person være uden for vores jamaat. Men han bør tilslutte sig en sådan jamaat, hvis mål er dette, og hvis organisatoriske struktur samt metode til at yde en omfattende indsats er i overensstemmelse med islams lære. I så fald vil vi ikke tøve med at anerkende ham som en, der følger den rette vej. Men hvis en person kun følger de metoder til dannelse af personlig karakter, som er foreskrevet i sharia, og ikke tilslutter sig nogen jamaat for at arbejde for iqamat al-din, så mener vi ikke, at dette er rigtigt. Et sådant liv betragter vi som et liv i halvt jahiliyyah. Efter vores forstand og indsigt er islams mindste krav dette: Hvis en person ikke ser nogen jamaat omkring sig, der gennem islamiske metoder gør en omfattende indsats for at nå det islamiske mål, bør han forsøge at danne en sådan gruppe. Han må samtidig være rede til, at når en sådan jamaat findes, skal han opgive hele sit ego og tilslutte sig den med jamaatens indstilling.

Forkyndelse og revolution

Så vidt jeg har forstået essensen af Deres brev, er den, at man i den nuværende tid kun bør forkynde mundtligt, holde taler, skrive artikler og føre propaganda gennem aviser og tidsskrifter. Der er ikke behov for at opfordre folk til selv at praktisere noget oveni dette. Når alle muslimers sind og tanker derefter er blevet påvirket af vores tankegang, vil der pludselig en dag finde en revolution sted.

Tanken er ganske glimrende. Men hvad kan man stille op med, at forkyndelse og revolution ikke er af samme beskaffenhed? En indflydelsesrig og effektiv forkyndelse kan kun finde sted, når den forkyndende gruppe selv praktiserer sine principper og organiserer dem, der praktiserer dem. Blot formaning og belæring har jo stået på i lang tid. Hvilket resultat har det givet?

(Risāler og spørgsmål)

Nogle værdifulde ord

[1]

Jeg har altid forsøgt at forstå religionen ud fra Koranen og Sunnah, i stedet for at forsøge at forstå den gennem nogen fra fortiden eller nutiden. Derfor forsøger jeg ikke, når jeg vil vide, hvad Guds religion kræver af mig og enhver troende, at se på, hvad en eller anden from lærd siger eller gør. Jeg forsøger derimod kun at se på, hvad Koranen siger, og hvad dens Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gjorde.

-Abul A‘la Maududi

[2]

Vi ønsker i virkeligheden at skabe en gruppe, som på den ene side i religiøs fromhed og gudsfrygt vil være langt mere avanceret end de såkaldt religiøse og gudfrygtige, og som på den anden side vil have større kvalifikationer og evner end almindelige verdslige mennesker til at lede verdens anliggender. Der bør dannes en sådan gruppe af retskafne mennesker, hvis medlemmer er gudfrygtige, oprigtige og pålidelige. De skal være prydet med karakteregenskaber og kvaliteter, som behager Gud. Samtidig skal de forstå verdens anliggender bedre end de verdslige.

– Abul A‘la Maududi

[3]

Så snart det står klart for mig og mine medarbejdende venner, at vi blot med et hårs bredde er afveget fra Koranen og sunnaen, vil I, om Gud vil, se, at vi ikke vil tøve et eneste øjeblik med at vende tilbage til sandheden. Men hvis I gør en bestemt person til målestokken for sandhed og falskhed i stedet for Guds Bog og Profetens sunna, så overlad jer selv og jeres fremtid til denne person. Det har I fuld ret til. Derefter kan I svare Gud således: »O Gud, vi havde overladt vores religion til den og den person i stedet for Din Bog og Din Profets sunna.« Hvis dette svar kan redde jer fra Gud, så fortsæt blot med at give det med tilfredshed.

– Abul A‘la Maududi

[4]

Hvis vi udfører dette arbejde med en kræmmermentalitet, så er der tusinder af forbandelser over os og over vores virksomhed. Men hvis det er en oprigtig tjeneste for Guds religion, bør vi alle glæde os over, at han ikke udfører dette arbejde alene, men at andre også er engageret i det. Vores opgave er ikke at betragte ham som en konkurrent. Vi bør gå til ham igen og igen, så Allah vender hans hjerte tilbage.

– Abul A‘la Maududi

[5]

Iqamat-e din er en urokkelig og uomgængelig pligt

Det er enhver sandhedssøgendes ufravigelige pligt at vække en stærk tilskyndelse i sig selv til iqamat al-din. Derefter skal han bestræbe sig på at få denne ild til at flamme op i sit hjerte. Hvad resultatet af denne bestræbelse og indsats vil blive, ligger uden for denne drøftelse. Det kan endda ske, at vi bliver savet over, slæbt hen ad jorden, kastet på glødende kul, og at vores døde kroppe bliver føde for krager og gribbe. Selv efter alt dette er det måske ikke vores lykke at kunne forvandle det nuværende falske system til et sandt og smukt system. Men dette nederlag er ikke noget nederlag. Ingen frygt for nederlag eller usikkerhed kan fritage os for det krav, som Allah har stillet os med hensyn til iqamat al-din. Det er en urokkelig og ufravigelig pligt, som vi må opfylde for enhver pris og under alle omstændigheder. Hvis alle khanqaher forsøger at forsikre jer om, at bestemte wazifaer og recitationer kan fritage jer for dette ansvar, så vil jeg med sikkerhed sige jer, at det blot er et satanisk bedrag. Så længe I har hovedet på kroppen, og så længe selv den mindste plet på Allahs jord er bøjet i trældom under andre end Allah, er en fredelig søvn forbudt for jer.

– Abul A‘la Maududi

(Jamaat-e-Islamis forhandlingsreferat, bind 3)

[6]

Den guddommelige regering og Allahs tilfredshed

Jeg kan ikke sige noget om, hvad resultatet af denne bestræbelse på iqamat al-din vil blive. Kun Allah ved, hvad udfaldet bliver. Hvis resultatet af denne bestræbelse bliver, at vi har været i stand til at etablere et retfærdigt samfundssystem, vil det være en gave fra Allah. Nogle mennesker siger hånligt og spottende, at alle vores bestræbelser går ud på at opnå magt, og at vi ikke har religionens egentlige formål, nemlig at opnå Allahs tilfredshed. Deres opfattelse er helt fejlagtig. Alle vores bestræbelser gælder et retfærdigt og guddommeligt system. Der er intet forkert i denne bestræbelse, og der er heller intet skamfuldt ved den. Når vi taler om den guddommelige regering, mener vi netop det førnævnte system. Jeg forstår ikke, hvad der er så meget at strides om, hvis dette er det, vi ønsker. Og hvordan skulle det være i strid med ønsket om Allahs tilfredshed? At kun Allahs lov skal gælde på Allahs jord – hvordan skulle man på nogen bedre måde kunne opnå Allahs tilfredshed? Hvem kunne ønske Allahs tilfredshed mere end de mennesker, der ofrer liv og ejendom for denne sag, og som, uanset udfaldet, ikke på nogen måde vil tillade nogen anden end Allah at herske på Allahs jord? Hvis denne form for kamp og bestræbelse er verdslighed, hvad kalder man så religiøsitet? At våge om natten og påkalde ‘Allah’, mens man om dagen forsøger at etablere Satans trone? De, der siger den slags, har den mest usle opfattelse af religion i deres sind og hjerte.

– Abul A‘la Maududi

(Jamaat-e-Islamis forhandlingsreferat, bind 3)

[7]

Den sande vejs krav

Det egentlige krav på denne vej er, at der i os udvikles en begejstring for at byde modstand velkommen. Hvad enten det er på den sande vej eller på den vildledte vej, er Allah den Ophøjedes lov den, at enhver, der vælger en vej, bliver sat på prøve netop på denne vej. Den rette vejs særlige kendetegn er netop, at den fra begyndelse til ende er fuld af sådanne prøvelser. Ligesom en begavet elev i matematik bliver tilfreds med et vanskeligt spørgsmål, fordi han dermed får mulighed for at få sin intellektuelle kunnen prøvet, glæder en standhaftig troende sig på samme måde over at møde en ny prøvelse, fordi han har fået mulighed for at bevise sin lydighed. En svag lampe slukkes af et vindstød, men et brændende ildsted får endnu mere næring af vindstødet og flammer endnu kraftigere. Skab en sådan egenskab i jer selv, at I, ligesom et brændende ildsted ikke slukkes af vådt brændsel, men tværtimod tager imod det som brændsel, ikke bøjer jer for modstand, men samler næring og styrke fra den. Så længe denne egenskab ikke er blevet udviklet i os, kan man ikke håbe, at vi vil kunne yde nogen god tjeneste for dīn.

– Abul A‘la Maududi

(Jamaat-e-Islamis referat – bind 3)

[8]

Hvis jeg accepterer den måde, dīn bliver fordrejet på, og hvis jeg bliver sådan, som nogle mennesker ønsker at se mig, vil jeg blive skyldig i en så alvorlig forbrydelse, at jeg hos Allah vil blive stillet til et hårdt regnskab. Den dag vil ingen komme mig til hjælp. Derfor foretrækker jeg at blive gjort til genstand for deres spot og hån frem for at bringe mig selv i fare i det hinsidige.

– Abul A‘la Maududi

[9]

Gud er vidne til, at jeg ikke nærer noget fjendskab mod nogen person eller gruppe. Jeg er kun sandhedens ven og løgnens fjende. Jeg har også fremlagt argumenterne for sandheden i det, jeg anser for sandt. Og jeg har fremlagt argumenterne for det, jeg anser for falsk. Hvis en, der er uenig med mig, ved hjælp af argumenter påviser min fejl, kan jeg ændre min mening. Der findes stadig nogle mennesker, som bliver vrede blot fordi, der er blevet sagt noget imod dem eller deres elskede leder. Det, de overvejer, er imidlertid ikke, om det, der er blevet sagt, er sandt eller falsk. Jeg bekymrer mig ikke det mindste om sådanne menneskers vrede. Jeg vil ikke svare på deres skældsord, og jeg vil ikke afvige fra min vej.

– Abul a‘la Maududi

[10]

Min åbenhjertighed vil uden tvivl virke bitter på alle de store mænd, som er vant til at bedømme sandheden ud fra mennesker i stedet for at bedømme mennesker ud fra sandheden. Jeg har forberedt mig på at få endnu flere skældsord som svar på dette.

– Abul a‘la Maududi

[11]

Det gør mig dybt bedrøvet, at muslimernes moralske forfald i dag er nået til et sådant højdepunkt, at de, der overtræder Guds lov, går omkring med stolthed. På den anden side er det i dag netop dem, der følger Herren over alle verdeners lov og opfordrer andre til at følge den, som bliver ydmyget og vanæret.

– Abul A‘la Maududi

[12]

Ved Guds nåde har jeg ikke foretaget mig noget i et følelsesudbrud. Hvert eneste ord, jeg sagde i mine taler, sagde jeg efter nøje overvejelse, idet jeg tænkte på, at jeg skulle aflægge regnskab for det over for Gud, ikke over for noget menneske. Jeg er sikker på, at jeg ikke har sagt et eneste ord, der strider mod sandheden. Alt, hvad jeg sagde, var absolut nødvendigt for islams tjeneste. Jeg frygtede, at jeg ikke ville blive holdt ansvarlig over for Gud for at have sagt dette, men snarere for ikke at have sagt det.

– Abul A‘la Maududi

[13]

Jeg hører ikke til dem, der har gjort falsk propaganda, personlige stridigheder og skældsord til deres profession. Jeg har altid set med afsky på opførslen hos dem, der bærer nationens dignitarers turbaner, og hos dem, der forvandler politiske uoverensstemmelser til personligt fjendskab. De, der kender mig, kender også denne sandhed.

– Abul A‘la Maududi

[14]

Biografen

Spørgsmål:Nogle gange går jeg i biografen for at more mig. Jeg lader mig ikke påvirke af seksuel tiltrækning. Hvad siger De om dette?

Svar:Det er kun øjne, som endnu ikke er blevet fuldt muslimske, der kan holde ud at se scenerne i biografen. Prøv at gøre Deres to øjne muslimske. Så vil De se, at biografen ikke længere vil underholde Dem. Det vil gøre så ondt, at det vil føles, som om nogen stikker nåle i Deres øjne.

– Abul A‘la Maududi

Et interview

Spørgsmål:Vil De fortælle om nogle af de usædvanligt betydningsfulde begivenheder i Deres liv?

Svar:Jeg har ikke for vane at føre dagbog, og jeg har aldrig sat mig ned for at tænke over den slags. En tanke opstår, når lejligheden byder sig. Under en samtale kommer jeg til at nævne en begivenhed. Men jeg har aldrig udarbejdet nogen liste over den slags, og jeg har heller aldrig tænkt over dem. Af og til dukker der pludselig noget usædvanligt op. Ellers bliver jeg som regel hverken særlig glad over noget eller deprimeret.

Spørgsmål:Har De nogensinde været i en situation, hvor det var meget vanskeligt at få noget at spise og drikke?

Svar:Nej, det er ikke sket. Gud ske tak og lov for det. Men én eneste gang skete det, at jeg tænkte, at jeg måske måtte sulte den dag. Men før jeg nåede at gå sulten i seng, sørgede Allah den Ophøjede for noget. Gud ske tak og lov, at den situation ikke er opstået indtil i dag. Grunden er, at jeg i mange år boede alene, og ofte lavede jeg også selv mad. Andre gange havde jeg så travlt med arbejdet, at jeg ikke havde tid til at lave mad. Når det blev spisetid, købte jeg bananer og spiste dem.

Spørgsmål:Hvornår plejede De at sidde og arbejde i længere tid, og hvor mange timer?

Svar:Jeg kan arbejde hele tiden. Men når jeg så, at jeg ikke havde fritid om dagen, arbejdede jeg om natten. Der var en periode, hvor jeg arbejdede fra isha-bønnen til fajr-bønnen. Selv i dette tidsrum kom folk for at besøge mig, og vi talte også sammen.

Spørgsmål:Hvordan tog De hensyn til Deres helbred i arbejdet for denne bevægelse og under disse forhold?

Svar:I nogen tid var jeg også hensynsløs med hensyn til mit helbred. På et tidspunkt arbejdede jeg ligefrem ud fra tanken om, at jeg måtte bruge alle mine kræfter, uanset hvad resultatet blev. I den periode arbejdede jeg desperat. Jeg bekymrede mig overhovedet ikke om, hvilken belastning det ville medføre for min krop og mit helbred. Fra 1939 til 1942 fortsatte jeg med at arbejde på denne måde. Jeg arbejdede alene. Der var ingen til at hjælpe mig. Jeg følte, at jeg måtte gøre så meget, som jeg kunne, uanset om dette arbejde fortsatte eller ej. Naturligvis havde jeg ingen sikkerhed for, at jeg ville få nogen medarbejdere, eller at det arbejde, jeg udførte, ville lykkes.

Spørgsmål:Var De glad for at få medarbejdere, og for at bevægelsens arbejde voksede?

Svar:Ja, det er da helt naturligt.

Spørgsmål:Hvad var Deres reaktion, da De første gang blev sendt i fængsel?

Svar:Jeg havde fra begyndelsen gjort mig klart, at denne situation nødvendigvis ville opstå, og den lå ikke uden for min forestillingsevne. Tværtimod var det netop det, jeg havde forventet. Det gjorde mig heller ikke bedrøvet.

Spørgsmål:Hvordan havde De det, da De første gang kom i fængsel, og da De blev løsladt efter at have siddet fængslet i tyve måneder?

Svar:Jeg følte hverken nogen særlig glæde eller sorg på det tidspunkt. Jeg arbejdede i fængslet i den største ro og mag. Hver sjette måned forlængede regeringen min fængsling. Det var aldrig sådan, at jeg talte dagene og til sidst så dagen for min løsladelse komme. Jeg var helt sikker på, at de under ingen omstændigheder ville løslade mig. Fra begyndelsen var jeg indstillet på, at perioden igen ville blive forlænget efter seks måneder. Jeg vidste, hvilken slags mennesker de magthavere, der sad med magten på det tidspunkt, var. Derfor kunne jeg ikke håbe på, at perioden ikke ville blive forlænget efter seks måneder. Jeg regnede hver gang med, at perioden ville blive forlænget, og derefter begyndte jeg igen roligt at arbejde. Jeg var ikke bekymret for at blive løsladt.

Spørgsmål:Havde De forestillet Dem, at De ville blive dømt til døden? Hvordan havde De det, da De fik meddelelsen om dødsdommen?

Svar:Sagen er, at dette ikke er noget, man skal slå stort op. Hvad jeg end siger som svar på dette spørgsmål i dag, kan måske blive fortolket modsat i morgen. Kort sagt havde jeg i mange år været indstillet på, at hvis døden kom, ville jeg også få mulighed for at se det næste kapitel. Derfor glædede jeg mig meget: For det første ville jeg få mulighed for at overskride dødens port og se det hinsidige. For det andet ville jeg være taknemmelig over for den, der gjorde mig til martyr for at sikre min frelse i det hinsidige. Jeg følte ligefrem en vis glæde. Selv tænkte jeg naturligvis også: Hvor skulle de dog få modet til at hænge mig? De ønsker jo at blive fri for mig, for min eksistens var blevet uudholdelig for dem. Derfor kunne det være, at de ville benytte denne lejlighed. Jeg ønskede også, at det skulle ske. Derfor var jeg sikker og glad.

Spørgsmål:Er der i Deres liv sket en særlig begivenhed, som fik Deres liv til at tage denne retning?

Svar:Jeg er ikke en sådan person, hvis livsretning kan ændres af en bestemt begivenhed. Jeg går med ro og besindighed fremad i én bestemt retning gennem forskning. Der var kun én særlig begivenhed, som rystede mig dybt.

Efter at have tilbragt ni år i Hyderabad ankom jeg til Delhi i 1937, og da følte jeg, at muslimerne i denne periode var ved at fjerne sig meget hurtigt fra islam. Den tilstand, jeg oplevede i Delhi, fandtes ikke i Hyderabad. Døtrene fra muslimske fornemme familier var begyndt at færdes offentligt på markedet, noget jeg ikke engang havde kunnet forestille mig i den grad. Det rystede mig meget. Jeg kunne ikke sove om natten, da jeg så tilstanden i Delhi: Hvad var der sket? Så store forandringer på ni år? Det var på et tidspunkt, hvor Kongresregeringen var blevet etableret, og hvor man overalt kun så hinduernes dominans. Denne situation var yderst smertefuld. Da jeg i 1937 forlod Delhi og rejste til Hyderabad, var en hinduisk leder min medpassager. Nogle muslimer begyndte at tale med ham. Af deres samtale fik man indtryk af, at Kongreslederne var landets herrer, mens muslimerne var deres undersåtter; som om disse var tiggere, og de andre var givere. Jeg lyttede tavst til deres samtale. Et fuldstændigt billede af muslimernes fremtidige tilstand viste sig for mine øjne. Efter denne begivenhed skrev jeg »Siyasi Kashmakash«, bind 1. Mens jeg sad i Hyderabad, havde jeg gennem aviserne ikke kunnet danne mig et korrekt billede af situationen. Men ved selv at overvære denne begivenhed og rejse rundt kunne jeg mærke den rigtigt. Det var dette, der inspirerede mig til en organiseret kampindsats.

(Chirag-e Rah – nummer om den islamiske bevægelse)

Nogle historiske udsagn

* Dette er Muhammeds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ummas land – ikke Marx’ og Mao Zedongs ummas land. Hvis vi må kæmpe for Allahs din, vil vi ikke tøve med at kæmpe på ti fronter. Samtidig vil vi kæmpe mod enevælde og mod irreligiøsitet. Så længe vi lever, og så længe vi har hovedet på skuldrene, vil ingen vove at indføre noget andet system end islam her.

* Brødre, I kender allerede min holdning. De ved udmærket, hvad min forbrydelse er. Det er bedre at give mit liv på galgen end at bede dem om tilgivelse.

* Hvis jeg sætter mig ned, hvem vil så blive stående?

* Tiden er en meget ubarmhjertig prøver. I vil ikke blive erklæret ægte ved kunstige midler eller opdigtede metoder i dens prøvelse og granskning. Men vær forvisset om, at hvis I gennem jeres handlinger kan bevise, at I er ægte, vil modstandskræfterne, om Allah vil, helt sikkert mislykkes, hvor meget de end forsøger at bevise, at I er falske. Lad jer ikke skræmme af løgnens fremmarch. Den vokser undertiden som en storm, men forsvinder andre gange i tomheden som en boble. I bør ikke bekymre jer om, hvordan løgnen skal bekæmpes; jeres bekymring bør derimod gælde jeres egen oprigtighed.

* Islam og den vestlige civilisation er nu som to både, der bevæger sig i præcis to modsatte retninger. Hvis nogen går om bord i den ene, må han nødvendigvis forlade den anden. Og hvis nogen går om bord i begge på samme tid, vil han blive splittet i to.

* Tiden er nu kommet til at træffe den endelige beslutning om, hvorvidt vi vil forblive muslimer eller ej. Hvis vi vil forblive muslimer, må vi beslutte os for at gøre vores eget miljø og hele verden til Dar al-Islam. Hvis vi ikke har blot så meget mod og beslutsomhed, må vi opgive at gøre krav på at være islams tilhængere. Spørgsmålet om, hvorvidt en islamisk revolution er mulig, kommer først bagefter. Det første spørgsmål er, om I har beslutningen og ønsket om at forblive muslimer. Antag, at en islamisk revolution er umulig. Antag, at enhver, der i denne tid, efter at have set kufr-kræfternes fascistiske aktivitet og totale dominans, rejser sig med målet at grundlægge Dar al-Islam, uden videre vil blive kaldt sindssyg, og at det vil blive sagt, at han ønsker at lege med ilden. Tro også på, at vi på dette tidspunkt så godt som har tabt slagmarken. At rejse sig for at imødegå denne situation vil synes at være en galnings værk. Vid også dette fuldt ud: Resultatet vil blive sådan, som vores svage troende ledere forestiller sig. Det vil sige, at hver eneste atompartikel i himmel og jord vil blive jeres fjende. Vid dernæst på forhånd, at islams fjendtlige lejre vil forene sig og rejse sig imod jer. Muslimerne vil derimod ikke forene sig og komme jer til hjælp. De vil tværtimod håne jer for dette jeres »vanvid«. Spørg derfor, når I ved alt dette, oprigtigt jer selv, om følelsen og lidenskaben for at forblive muslimer i jer er nået til dette »vanvids« stade. Vi har kun brug for dem, i hvem dette »vanvid« findes, og kun de kan føre bevægelsen for Dar al-Islam videre.

* Om haqq, eller sandheden, er det vigtigt at vide grundigt, at den i sig selv er sand. Den er navnet på en evig værdi, som er helt korrekt og fejlfri. Selv hvis hele verden forkaster den, er den stadig sand. For dens sandhed afhænger ikke af, at verden accepterer den. Verdens accept eller afvisning er ikke målestokken for at afgøre, hvad der er sandt eller falsk. Hvis verden ikke accepterer sandheden, betyder det ikke, at sandheden er slået fejl. Det er snarere den verden, der slår fejl, når den afviser sandheden og accepterer løgnen. Modgang rammer ikke sandheden, men dem, der følger sandheden. Men de, der efter grundig overvejelse og med overbevisning beslutter, at de under alle omstændigheder må stå fast på sandheden og ofre liv og ejendom for at ophøje dens budskab, rammes ganske vist af prøvelser, men de bliver aldrig mislykkede. Det findes i hadith, at der kom nogle profeter, som tilbragte hele deres liv med at kalde mennesker til sandheden. Men ikke én eneste troede på dem. Skal vi så kalde dem mislykkede? Nej, det var de folk, der forkastede haqq, eller sandheden, og fulgte de falskes lederskab, som blev de virkeligt mislykkede.

Der er ingen tvivl om, at det i verden er det, som almindelige mennesker accepterer, der får lov til at bestå. Og det, de ikke accepterer, kan ikke bestå. Men folkets accept eller afvisning kan ikke være målestokken for sandhed og løgn. Hvis flertallet ønsker at famle sig frem og snuble i mørket, så lad dem frit blive ved med at famle og snuble. Vores opgave er at tænde en lampe i mørket, og det vil vi fortsætte med hele livet. Vi søger tilflugt hos Gud fra at blive vildledte eller vildledende. Det er Allahs uendelige nåde, at Han har givet os evnen til at tænde en lampe i mørket. Denne nåde vil vi takke for ved at dø, mens vi stadig tænder lamper.

* Det er ikke kun moskeen, der er Guds hus. Uden for dette hus findes der også en anden moské, som er langt, langt større, og som kaldes verden. Ligesom mennesket i den lille moské udfører enhver handling og ethvert skridt efter Allah den Almægtiges befaling, således vil alt arbejde uden for denne moské også være tilbedelse, hvis det udføres efter Allahs befaling; og det er det, der kaldes din.

* Min erfaring gennem hele livet fortæller mig, at de kræfter, som har forsøgt at søge tilflugt inde i en fæstning, aldrig har kunnet bestå i verden. For at skjule sig i en fæstning af frygt for konfrontationen på slagmarken er et tydeligt tegn på fejhed. Allah den Almægtige har ikke skabt denne jord for at etablere kujoners herredømme.

Mine yndlingsbøger

‘Jeg har studeret mange bøger fra uvidenhedens tidsalder. Jeg har læst mig igennem hele reoler med talrige bøger om blandt andet oldtidens og nutidens filosofi, videnskab, historie, økonomi og politik. Men da jeg med åbne øjne læste den hellige Koran, følte jeg virkelig, at alt det, jeg indtil da havde studeret, var yderst ubetydeligt. Nu havde jeg fået fat i selve kilden til viden. Kant, Hegel, Nietzsche, Marx og verdens øvrige store tænkere forekom mig ganske som børn. Jeg føler medlidenhed med dem, fordi de ikke formåede at fremlægge løsninger på de problemer, som de havde brugt hele deres liv på at løse, og som de havde skrevet vældige værker om. I dette store skrift, den hellige Koran, er der derimod fremlagt velordnede løsninger på alle disse problemer med få ord. Hvis disse stakler ikke havde været uvidende om dette store skrift, ville de ikke have tilbragt deres liv på denne måde i fiasko. Dette ene skrift er min sande yndlingsbog. Den har fuldstændig forandret mig. Den har gjort et menneske ud af et dyr. Den har trukket mig ud af mørket og ført mig ind i lyset. Den har lagt en sådan lampe i min hånd, at sandheden viser sig for mig, uanset hvilken side af livet jeg vender blikket mod, så klart, at der ikke er nogen uklarhed i den. På engelsk kaldes den nøgle, der kan åbne alle slags låse, for en Master Key. Koranen er for mig en Master Key. Uanset hvilken lås i livets problemer jeg sætter den i, åbner den sig straks. Jeg har ingen ord til at takke den Gud, som har skænket dette store skrift.’

De ovenstående værdifulde ord stod i det brev, som Maulana Sayyid Abul A’la Maududi skrev den 31. marts 1940 som svar på et brev fra Maulana Sayyid Abul Hasan Ali Nadwi, der på det tidspunkt var redaktør for tidsskriftet ‘An-Nadwa’.

UP Muslim League havde nedsat et udvalg til at udarbejde et udkast til en islamisk forfatning, og Maulana Maududi var også blevet inkluderet i det. På vegne af Nawab Sahib fra Chhatari blev Maulana inviteret til at deltage i dette udvalgs møde, som skulle afholdes hos ‘Nadwatul Ulama’. Det brev, som han skrev til Sayyid Abul Hasan Ali Nadwi før sin deltagelse i mødet, fremlægger jeg også for læserne.

Mubarak Park, Poonch Road, Lahore

24. december 1940

Højagtede og ærede herre

Assalamu alaikum.

Jeg har modtaget Deres brev. I dag modtog jeg Nawab Sahib af Chhatari’s brev. I brevet inviterer han mig til at deltage i mødet i komitéen, der udarbejder et udkast til et islamisk styre. Mødet finder sted hos jer i Lucknow. Jeg har ganske vist ikke nogen særlig interesse eller begejstring for Nawab Sahib og hans komité. Hvis det blot havde drejet sig om at deltage i deres komitémøde, ville jeg have forsøgt at undgå det. Men gennem deltagelsen i dette møde er der opstået en mulighed for at etablere direkte kontakt med Nadwa og med jer. Derfor har jeg besluttet at tage til Lucknow. Insha’Allah ankommer jeg til Lucknow den 3. januar. Det bliver Deres ansvar at sørge for min kost og logi. Jeg ønsker at bo et sted, hvor alle slags mennesker kan komme og frit og åbent føre samtaler. Da jeg tog til Aligarh, foretrak jeg at bo på Old Boys Lodge. Fordelen ved det var, at folk fra alle partier og med alle holdninger uden tøven kom for at mødes med mig. Jeg ønsker et tilsvarende sted i Lucknow. Hårde kommunister og ateister omgås mig, ligesom de troende og retskafne gør. Hvis man skal tale med dem, er et sted bedst, hvor der ikke opholder sig mennesker, som de tøver med at træde frem for.

Deres ydmyge tjener

Abul A‘la

Maulana Maududis bidrag

Allama Sayyid Abul A’la Maududis (må Allah være ham nådig) liv, hans idealer og tankegang, hans synspunkter og arbejdsmetoder samt hans adfærd og karakter var fuldstændig islamiske, og de var klare, rene og uplettede som et spejl. De, der med et klart og upartisk sind havde set ham på nært eller fjernt hold, blev betaget af hans himmelstræbende menneskelighed og storhed, hans enkelhed og hans hjertelige, venlige omgang.

Litterater, digtere, politikere, jurister, videnskabsfolk og filosoffer, som uden ophør diskuterede hvad som helst med ham, måtte bøje sig for hans lærdom. De, der på afstand havde anset ham for en »indsnævret katmulla«, oplevede ham i samtale som et stort, vidtstrakt hav og så hos ham en inderlig længsel efter ikke at skubbe folk bort, men at drage dem nærmere. For mange var det en stor forundring, at en så stor lærd og begavet mand var så ydmyg, beskeden og fri for hovmod.

Selv om Maulana ikke havde en eksamen fra noget darul ulum eller universitet, var han et hav af viden. Derfor underviste han, selv uden at have været universitetsstuderende, gratis på et berømt college, med stor dygtighed og til anerkendelse. Efter at have læst hans forskellige værker og talt med ham kan det uden tvivl siges, at intet inden for moderne viden og videnskab var ham ukendt, lige fra Koranen, hadith og fiqh. Historien om verdens forskellige nationer og beretningen om deres religiøse, politiske, sociale og moralske op- og nedture lå ham på fingerspidserne. Ikke nok med det: Med det formål at opnå dyb indsigt i psykologien hos den vestlige civilisations bærere, fortalere og tilbedere var skuespil og romaner på fremmede sprog som engelsk og tysk ikke udeladt af hans læseliste. Derfor var han uden tvivl selve vidensencyklopædien.

Må Allah den Almægtige udøse Sine utallige nåder over Sayyid Abul A’la Maududi, den epokeskabende lærde i religion og mujtahid fra det tyvende århundrede, som gennem hele sit liv viede hvert eneste øjeblik til at ophøje den sande religion og satte alle kroppens og sindets kræfter ind på dette store arbejde uden hensyn til krop og helbred. Allah den Almægtige skænkede ham også den ære, at han i sin levetid fik at se, hvordan hans hjertes slag blev til slagene i hele den islamiske verdens hjerte.

Hele hans liv bestod af tre kapitler: hijra, jihad og shahada. Han hengav sig så inderligt til Guds vej, at han med et smil tog al den undertrykkelse og forfølgelse, fængsling og endog galgen, som den falske side udsatte ham for, på sig. Derfor var han en levende martyr, en mard-e mujahid.

Han efterlod den muslimske verden nogle enestående bidrag, som ingen anden havde været i stand til at yde. Jeg vil nævne nogle få af dem som eksempler.

Én. I muslimernes forfaldsperiode voksede så mange fitnaer frem, at muslimerne fjernede sig fra den sande islam. En af dem var adskillelsen af din og dunya. Som følge heraf kunne man endog høre denne hånlige tale fra en muslims, ja selv en lærds, mund: »Regeringsmagt? Parlament? Alt det er verdslige anliggender. Bed, fast, udfør hajj hvis du kan, giv zakat, recitér den hellige Koran, fremsig tasbih og tahlil – det er jo islam.« I denne forfaldsperiode var det Maulana Maududi, der for første gang lod dette slagord lyde: Islam er et fuldstændigt livssystem. Han lærte den glemte lektie på ny, og i dag lyder og genlyder dette slagord i hele den muslimske verden: Islams grundlæggende lære er netop, at der ikke findes nogen side eller del af livet, som ligger uden for islams område.

To.Hvis man udarbejder en liste over alle de fitnaer, der er blevet skabt mod islam, vil det vise sig, at der ikke findes nogen fitna, som han ikke med held bekæmpede. Den materialistiske vestlige civilisations og kulturs forførende pragt og glans førte den muslimske ungdom hurtigt i retning af oprør mod Gud.

Maulanas første opgave var at finde ud af, hvordan den muslimske ungdom og de kommende generationer kunne beskyttes mod den vestlige civilisations fortryllelse. I sit værk »Tanqihat« analyserede han den vestlige civilisation indgående og påviste dens indholdsløshed. Det er værd at se, hvor omfattende og magtfuld som en trylleformular skrivearbejdet i hans to værker »Tanqihat« og »Tafhimat« var. De våben, Maulanas pen rådede over, foretog et kirurgisk indgreb i de dødbringende sygdomme, som Europas materialistiske civilisation var ramt af. Gennem forskningsbaseret og videnskabelig tænkning rettede han dødelige slag mod de ideologier, der udgjorde grundlaget for materialisme, ateisme og socialisme. Slagene gjorde europæerne forlegne og skabte samtidig en stærk begejstring, energi og inspiration blandt den muslimske ungdom. Maulanas litteratur slukkede ungdommens tørst. De strømmede som besatte mod moral og islam. Den oversvømmelse af irreligiøsitet og ateisme, som var kommet til dette subkontinent fra Europa, sørgede Allah den Ophøjede for at dæmme op for gennem Maulanas hellige hænder. Ingen anden havde udført dette arbejde.

Tre.Maulana Maududis største bidrag er, at han skabte en inspiration blandt muslimerne til at forstå Koranen. Vi havde glemt, at Koranen er den mest pålidelige og bevarede kilde til Allah den Ophøjedes vejledning. Nogle lærde begrænser Koranen til amuletter, besværgelser og helbredende ritualer i stedet for at hente vejledning fra den på alle livets områder. Orientalisterne rettede derimod så alvorlige angreb mod Koranen, at det moderne uddannede samfund blev bragt i tvivl, og nogle ændrede fuldstændig betydningen af bestemte steder i Koranen. Det er også sket, at visse koranfortolkere under deres forklaringer har fremført alle mulige diskussioner, som hverken har noget med livet eller med Koranen at gøre.

Mange oversættelser er så indviklede og så løsrevet fra den foregående og efterfølgende sammenhæng, at man ikke kan forstå Allah den Ophøjedes egentlige budskab.

Maulana Maududi har udført et så fremragende arbejde på dette område, at en bøn for ham spontant stiger op fra læserens hjerte. Ungdommens interesse for den hellige Koran vokser, og de er begyndt at opleve en himmelsk smag ved studiet af Allahs ord. Sproget i hans oversættelse er så forståeligt for almindelige mennesker, at en enklere fremstillingsform næppe er mulig.

Ud over sprogets styrke og virkning er der i hans koranfortolkning Tafhim al-Qur’an truffet særlige foranstaltninger, så den islamiske livsorden kan stå harmonisk frem for læseren. Hvis man ved studiet af Koranen ikke finder strukturen i den livsorden, som denne bog blev åbenbaret for, og for hvis skyld Guds profet blev sendt, er formålet ikke blevet opfyldt. Sayyid Abul A’la Maududi (må Allah forbarme sig over ham) har samlet et fuldstændigt billede af denne orden og opført dens fuldkomne palads; samtidig er hele livet for menneskehedens velgører, den ærede Profet (fred og velsignelser være med ham), blevet tydeliggjort—han, som på treogtyve år fuldførte opførelsen af paladset efter planen.

Fire.Et andet værdifuldt bidrag er »Sirat-i Sarwar-i Alam« (Profetens biografi). Profeten Muhammad (fred og velsignelser være med ham) var Koranens levende billede og indbegrebet af moralsk storhed og gode egenskaber. Det er sjældent, at der udarbejdes en fuldkommen profetbiografi, som stemmer nøjagtigt overens med Koranen, der blev åbenbaret fortløbende over treogtyve år. Ligesom det ikke er muligt at forstå Koranen, hvis man tilsidesætter profetbiografien, er det heller ikke muligt at kende Profeten korrekt uden Koranens hjælp. I værket »Sirat-i Sarwar-i Alam« er der kastet et smukt lys over begge disse forhold. I denne biografi findes overbevisende argumenter og beviser for, at Profeten Muhammad uden tvivl er verdens profet, og at han er menneskehedens eneste vejleder og velvillige leder til alle tider og i alle epoker. Forfatteren var selv besat af kærlighed til Profeten, og på hver eneste side af værket ses glimt af denne kærlighed. Denne profetkærlighed inspirerede ham til at forme sit eget liv efter Profetens eksempel. Maulana Maududis bidrag er så omfattende, at der kunne udarbejdes et helt værk om dem. I stedet vil jeg nu nævne nogle få træk ved hans karakter.

Fem.Mange beskylder Maulana for at være imod tasawwuf og for at fordømme pīrer og shaikher. Men i virkeligheden er tasawwuf ikke et begreb, der blev anvendt af Koranen, hadith, de ædle sahaba eller tabi’in. Hvis der med tasawwuf derimod menes Koranens tazkiya og hadithens ihsan, så var Maulana Maududi bestemt ikke blot tilhænger af tasawwuf, men en sufi af meget høj rang og fuldkommenhed. Hele hans liv er det sande bevis på dette. Hvem kunne være en større sufi end den, hvis frygt, ærefrygt og kærlighed alene er for Allah, hvis tawakkul alene er hos Allah, hvis tilknytning alene er til Allah, hvis hjerte er fyldt med ihukommelse af Allah, og hvor der ikke er plads til nogen anden end Allah? Maulana Maududi var selve legemliggørelsen af alt dette—ikke hans anklagere.

Seks.Maulana betragtede altid sig selv som en ubetydelig tjener, der bøjede hovedet af frygt for Allah. Han brød sig på ingen måde om, at nogen roste ham. Lederne af sekulære partier ønsker, at deres tilhængere skal lovprise dem, fylde himmel og jord med råb om »længe leve«, modtage dem med blomsterkranse om halsen eller overrække dem forskellige gaver. Det giver dem stor selvtilfredshed. Maulanas natur og temperament var imidlertid det stik modsatte. Maulanas dødsstraf blev ændret til fængsel med hårdt arbejde. Men efter 25 måneder blev han løsladt. Derefter overtog han igen redaktionen af Tarjuman al-Qur’an. I sin leder takkede han de velvillige mennesker, som glædede sig over hans uventede løsladelse. Et sted i denne artikel siger han: »Samtidig kan jeg ikke undlade at appellere til, at man ved vennernes glædesytringer og ved at vise kærlighedens følelser og respekt har benyttet metoder og fremgangsmåder, hvor balancen ikke blev opretholdt. Det er også vanskeligt for mig at forbyde dem det. For jeg bryder mig ikke om at vise åndelighed og ydmyghed, og jeg har svært ved at acceptere det. Jeg mener, at den slags kan skabe fitna. Hvor ville det have været godt, hvis mine venner havde anset det for tilstrækkeligt at udtrykke deres følelser for mig inden for en grænse, der lå under mådeholdets grænse.« (Tarjuman al-Qur’an, bind 4, nummer 4)

Lad mig fortælle om en personlig oplevelse. I 1958 kom Maulana på besøg i det daværende Østpakistan. På et tidspunkt skulle han rejse fra Dinajpur til Bogra. Jeg var med ham. Jernbanen fra Dinajpur til Bogra gik via Parbatipur, Joypurhat og Santahar. Jeg sagde: »Maulana, De skal jo til Bogra via Joypurhat, hvor mit hjem ligger. Mange mennesker fra Joypurhat og Santahar vil komme for at byde Dem velkommen.«

På mine ord kunne jeg se et strejf af tristhed i Maulanas ansigt. Han sagde tydeligt: »Bror, jeg bryder mig slet ikke om, at folk råber hyldestråb, når de ser mig, og hænger blomsterkranse om min hals. Jeg vil gerne undgå denne plage. Jeg vil under ingen omstændigheder rejse til Bogra via Santahar. Lad os tage en anden vej.«

Maulana ville under ingen omstændigheder tage denne vej. Derfor måtte vi rejse til Bogra via Rangpur, Kaunia og Gaibandha.

Mange mennesker kom til Joypurhat og Santahar, men da de ikke fandt Maulana, vendte de hjem med sorg i hjertet. Også på Bahura station kom folk for at tage imod Maulana, men da de ikke fandt ham, blev de bekymrede. Uden at nogen vidste det, steg vi af i Bogra og nåede frem til vores bestemmelsessted.

Syv.Maulana var en »levende martyr«. Derfor frygtede han ikke engang døden. Det har man gentagne gange fået et levende bevis på. Under Maulanas tale ved Jamaat-e-Islamis All-Pakistan-konference i Lahore i 1963 skød en lejet bølle tre gange efter Maulana med en pistol fra en afstand af ti-tolv alen. Maulana frygtede ikke døden. Døden syntes selv at frygte Maulana og kom ikke nær ham. Det var Allahs grænseløse almagt, der tre gange lod pistolskuddene forfejle deres mål for at beskytte Hans elskede tjener. Fra alle sider lød folks råb: »Maulana, sæt Dem ned, sæt Dem ned!«

Maulana svarede med en frygtløs og rolig stemme: »Hvis jeg sætter mig ned, hvem vil så blive stående?«

Maulana antydede således, at man skal stå fast på Sirat al-Mustaqim uden at frygte døden.

Jeg vil ikke kalde dette Maulanas karamat, men snarere Allahs mirakel, som vakte undren hos alle og også hos bogens forfatter, der var til stede på gerningsstedet.

Når han beskrev Koranens og hadiths komplekse teorier og oplysninger i et enkelt, ligefremt og gudgivent, hjertegribende sprog, forekom han at være den moderne muslimske verdens ypperste blandt de lærde, islams pålidelige talsmand og bærer af den islamiske videnskabs og forsknings særpræg. Derfor kaldte den muslimske verden ham al-Ustadh al-Murshid, mens Rabita al-Alam al-Islami gav ham titlen al-Imam Maududi.

I vor tid befinder den muslimske nation sig i historiens mest alvorlige og krisefyldte situation. Næsten overalt foregår der en omfattende bestræbelse på at indføre alle trosforestillinger, overbevisninger og handlinger samt alle ismer og ideologier, der strider mod islam, i det muslimske samfundsliv, og bag dette står visse statslige kræfter. Socialisme-kommunisme, kapitalisme, qadiani- og frafaldsbevægelser, sprogbaseret nationalisme, arabisk nationalisme og andre ismer og ideologier var i færd med at opsluge islams grundlæggende livskraft. Gennem sin kraftfulde pen knuste Maulana disse ideologiers ryg. Også den arabiske nationalismes katastrofale følger udtrykte Maulana sig utvetydigt om. I Mellemøsten er utilfredshed og protester mod den også begyndt at rejse sig.

Når han ved en lejlighed talte ved en forsamling af jurister på biblioteket, forekom han at være en alvidende jurist. En internationalt berømt person som A. K. Brohi følte sig som en juridisk studerende i hans nærvær. Han udarbejdede omridset af en fuldkommen islamisk stat og dens love og regler med fuldstændig præcision. På dette område besvarede han dygtigt ethvert moderne spørgsmål og fjernede al tvivl og usikkerhed.

Hans politiske talent og fremsynethed var enestående. Derfor så man i virkeligheden gå i opfyldelse det billede af den fjerne fremtid, som han tegnede ud fra sin politiske indsigt og fremsynethed.

Hans store bidrag til den muslimske umma var, at han i muslimernes forfaldsperiode beskyttede den muslimske nation mod den voldsomme flodbølge af vestlige ideologier og tankegange ved gennem sin kraftfulde pen at påvise deres indholdsløshed og ødelæggende virkning—de ideologier og tankegange, som havde lagt muslimernes sind og tanker under sig gennem Vestens gudløse synspunkter, kultur, skikke og adfærd og forvandlet dem til mentale slaver af Vestens politiske herskere. Ikke blot det: Han fremstillede klart for verden islam som den eneste dynamiske, levende og for menneskeheden gavnlige fuldstændige livsordning. Milliarder af uddannede unge og intellektuelle verden over er ved at forstå islam som en fuldstændig livsordning og forme deres sind, tanker og karakter i dens lys. Den genklang af islam, som i dag høres over hele verden, er frugten af Maulanas litteratur og hans universelle islamiske da’wa.

Maulana var en praktisk orienteret tænker. Hans appel til hele menneskehedens velfærd, udvikling og fremskridt var universel. Hans program på dette område var særdeles klart, naturligt og menneskeligt. Gennem analyser af blandt andet livsvidenskab, seksualvidenskab, lægevidenskab, naturvidenskab og samfundsvidenskab gjorde han det klart for tænkende mennesker, hvad et sundt, smukt, harmonisk og lykkeligt forhold mellem mænd og kvinder kan være, og hvilke metoder det bør bygge på. Kort sagt var Maulana Maududi en enestående tænker og et særligt bidrag til den muslimske verden såvel som til den menneskelige civilisation.

Han besad en enestående karakter. Man så ham aldrig blive vred på nogen eller bruge hårde ord. Over for familiemedlemmer, sønner og døtre, tjenestefolk, medarbejdere eller venner blev han aldrig rasende på grund af dårlig behandling, og han sagde ikke engang et eneste sårende ord. Dette var den strenge opdragelse, han havde modtaget i sin barndom fra sin kærlige far, og som han fulgte hele livet. For at rette fejl kritiserede han dog gennem humor.

Selv i øjeblikke med den største fare viste der sig intet udtryk for reaktion i hans ansigt. I almindelig sorg og nød, omgivet af politiet, i fængslets trange celle eller ved oplæsningen af en dødsdom forsvandt hans naturlige, søde og milde smil ikke. Det var, som om han var fuldstændig ligeglad med alt dette.

De politiske partier og de såkaldte nationens ældste, som uophørligt havde overhældt ham med skældsord, grundløse beskyldninger og fatwaer, talte han aldrig dårligt om. Tværtimod tilgav han dem for bestandigt. Hans sind var klart, rent og storsindet, hævet over enhver form for urenhed og plet. Alligevel ophørte deres bagtalelser og skældsord ikke. Da hans opmærksomhed gentagne gange blev henledt på dette, sagde han:

»Jeg kan forstå, at de er gået i gang med at gøre vægten af mine gode gerninger tungere. Derfor er jeg dem taknemmelig.«

Ligesom hans sind var rent, var også hans klædedragt ren, præget af moderne smag og bærer af islamisk civilisation og kultur. Hans hjem var skinnende rent, uden det mindste spor af snavs, og præget af en ren og anstændig atmosfære. Hans bøger, papirer og skriveredskaber blev opbevaret smukt og ordentligt på deres rette pladser, som om de var arrangeret af en dygtig kunstners hånd. Hans mad og drikke var enkel og ligetil, men tilpasset smagen hos Delhis fornemme kredse.

Med sit altid smilende, lysende ansigt og sin venlige måde at tale på havde ingen lyst til at rejse sig. Dette var en stor tiltrækning ved hans personlighed og et elskværdigt særpræg ved hans karakter.

Når man bad namaz bag ham, kunne man opleve en himmelsk, sød glæde. Når han med dæmpet og melodisk stemme langsomt og tydeligt fremsagde qira’at under namaz, var det på den ene side som om honning blev hældt i ørerne, mens det på den anden side fyldte sindet med fuldkommen koncentration om namaz og en enestående følelse af nærhed til Allah Ta’ala.

Et af de vigtigste særpræg ved Maulanaens karakter var, at hans idealer og tankegang blev virkeliggjort i hele hans liv. Han formede ikke blot sig selv efter disse idealer; også livet og tilværelsen for utallige fortabte menneskebørn, der talte forskellige sprog overalt i verden, blev forandret.

Også i sit privatliv var Maulana yderst regelbunden. Tidspunkterne for hans måltider, studier, møder med mennesker og søvn var fastlagt. Han tillod ikke let afvigelser fra dem. Kun når han var ude at rejse, kunne der hist og her forekomme undtagelser.

Maulana sagde, at han tidligere havde udsat sin krop for frygtelige overgreb. Han havde ikke tid til at spise eller sove. I mange år studerede og skrev han fra isha-namaz til fajr. Som følge heraf brød hans helbred fuldstændigt sammen. Han sagde, at han senere blev nødt til at regulere sin kost og søvn og indrette dem disciplineret.

En gang var der et sted i Østpakistan blevet arrangeret et stort udvalg af mad sammen med eftermiddagsteen. Maulana sagde, at han om morgenen spiste toast, spejlæg og lidt frugt sammen med teen. Om eftermiddagen drak han kun en kop te.

Maulana havde for vane at gå ud og sætte sig i den lille have uden for huset efter asr-bønnen. Besøgende fra ind- og udland samledes dér, stillede forskellige slags spørgsmål, og Maulana besvarede dem. Til denne eftermiddagssamling kom folk fra de arabiske lande, fra Japan og Norge, fra Malaysia og Indonesien, fra Tyrkiet samt fra Europa og Amerika. Det var nærmest en international bistade. Folk, der tørstede efter viden, strømmede til i deres søgen efter kundskab. Maulana besvarede alles spørgsmål. På denne måde slukkede han alles tørst efter viden.

Maulana spøgte meget under samtaler. En gang kom han til byen Saidpur i Rangpur-distriktet. Om eftermiddagen talte byens handelsfolk og fremtrædende personer med Maulana. Under samtalen spurgte Maulana en af herrerne, hvad han lavede.

Herren: Jeg handler med huder.

Maulana: Hvilken slags huder, hønsehuder måske?

Herren blev en smule forlegen og skyndte sig at svare: Nej, huzur, huder fra køer og geder.

Maulana: Nå, er det sådan? Overalt, hvor jeg har været, lige fra Dhaka, har jeg kun fået kylling, kylling og atter kylling. Jeg har ikke et eneste sted mødt fårekød. Derfor troede jeg, at man måske også driver handel med hønsehuder i dette land.

Den forstandige vært forstod nu, at han måtte servere fårekød for Maulana.

En gang midt i 1963 tog Maulana til Rawalpindi. Vi tog til Chaklala Lufthavn for at byde ham velkommen.

Efter den storslåede velkomst tog Maulana, før han steg ind i bilen, en paan ud af æsken og puttede den i munden. Maulana vidste, at jeg var paan-tygger. Derfor gav han også mig en. Da jeg rakte hånden ud efter jarda, sagde han spøgende:

– Nåh, så har du gjort paan halal ved at tage det væk.

Jeg sagde: »Maulana! Paan er halal på alle tidspunkter.«

Maulana: »Hvornår er paan halal uden jarda?«

Maulana har forladt denne verden. Han fuldførte sit arbejde, og hans livs stræben blev fuldendt. Hans stræben, hans universelle da‘wa og frugterne af den viden, han efterlod, vil gøre ham udødelig for altid. Han har sagt og efterladt sig en uvurderlig litterær skat og utallige åndelige efterkommere, som er spredt over hele verden. Det arbejde, han efterlod, vil fortsætte gennem tiderne, århundrede efter århundrede.

Tillæg 1

Allama Iqbal opfordrede Maulana Maududi til at udvandre til Punjab. Nedenfor gengives nogle af de breve, som Syed Nazir Niazi på hans vegne udvekslede med Maulana i denne forbindelse:

(Kopi af Maulanaens skriftlige brev til Sayyid Nazir Niyazi)

Tarjuman-ul-Qur’an

Hyderabad, Deccan

17. Jumada al-Ula 1356 AH, 26. juli 1937.

Min ærede og højt respekterede, assalamu alaikum.

Jeg har modtaget Deres venlige brev. Jeg er Dem taknemmelig for, at De klart har givet udtryk for Deres holdning. Jeg vil også gerne sige nogle ting med åbent sind. For mit liv har jeg fastlagt et mål og nogle grundprincipper. Ved Guds nåde har jeg en sådan fasthed, at jeg, uanset hvor store vanskelighederne måtte være, på ingen måde ønsker at afvige fra mit mål eller ændre nogen af mine grundprincipper. Alle de vanskeligheder, jeg nu står over for, skyldes udelukkende de forpligtelser, jeg selv har pålagt mig. Ellers kunne denne storm af problemer være drevet over. Blandt de forpligtelser, jeg har pålagt mig, er den, at jeg ikke vil bede nogen om økonomisk hjælp til mig selv. For det andet vil jeg heller ikke overveje at modtage betaling for nogen national eller religiøs tjeneste. For det tredje vil jeg ikke lade mig involvere i nogen profitgivende virksomhed, som hindrer mig i frit at arbejde efter min egen vurdering i religionens og det muslimske samfunds interesse. (Der findes også nogle andre forpligtelser, men de vedrører ikke det emne, vi drøfter.) Nu kan De selv forstå, hvor vanskeligt det er for mig at acceptere det, De har sagt. Jeg ønsker ikke økonomisk hjælp til mig selv, ikke engang én paisa, endsige hundrede rupier. Til dækning af mine egne udgifter har jeg påbegyndt en forretning. Den kan jeg også drive i Lahore. At være imam i Shahi-moskeen er for mig en uventet velsignelse. Hvilken større mulighed for at arbejde kunne man ønske sig? Men selv om det ikke er forbudt for mig at være imam mod betaling, er det bestemt stærkt makruh. I fire hundrede år var der enighed blandt muslimer om, at det ikke var tilladt at modtage betaling for at lede bønnen eller undervise i Koranen. Senere har forfaldet i forholdene gjort det tilladt. Siden da er begge disse embeder blevet ringeagtede og livløse. Jeg er fuldt ud bevidst om denne sandhed. Derfor kan jeg ikke engang overveje at være imam mod betaling. Men hvis denne tjeneste overdrages til mig uden betaling, er jeg parat til at påtage mig den af hele mit hjerte og min sjæl.

Hvad angår spørgsmålet om at holde sig borte fra politik, er jeg på ingen måde beredt på det. Jeg gik ikke ind i politisk arbejde drevet af en pludselig følelsesmæssig impuls. Tværtimod nåede jeg efter grundige overvejelser frem til den beslutning, at jeg nu må komme ud af mit afsides hjørne og gøre noget. Muslimerne befinder sig nu i en yderst alvorlig krise. Lad dem, fra hvem man ikke havde håb om at få den rette vejledning, være. Selv de mennesker, som man havde sat alle sine håb til, fører i dag også en forkert ledelse. Kongresbevægelsens udbredelse har skabt splittelse blandt muslimerne. Hver dag kommer der meldinger om folk, der forlader deres parti. Jawaharlals parti udvider hurtigt sin indflydelse blandt befolkningen. Valget i Jhansi gjorde det klart, hvor stærkt den muslimske offentlige mening er blevet påvirket. Nu er forskellen mellem Kongressen og ikke-Kongressen blevet meget lille. Af udtalelser fra muslimske ledere og artikler i muslimske aviser og tidsskrifter kan man bedømme, hvor få der er, som forstår det muslimske Indiens rette position, og for hvem den rette vej står helt klar. Under sådanne omstændigheder kan De overveje, hvordan det kan være rimeligt, at en af de få tilbageværende pålægger sig selv en ansættelsesforpligtelse, endda til halvandet eller to hundrede rupier. Hvis jeg fandt det rimeligt, hvorfor skulle jeg så tage til Lahore? På Osmania Universitet står en stilling til fire hundrede rupier til rådighed for mig. Hvorfor skulle jeg ikke tage imod den? Den eneste grund til, at jeg ønsker at rejse mod Lahore, er, at den muslimske Indiens beslutning, som nu er nært forestående, efter min opfattelse afhænger af styrken i de tre nordlige provinser. Jeg ønsker at slå mig ned i dette Dar-ul-Islam og se, hvilke muligheder der findes dér for at styrke islams kraft og gøre brug af den. Det kan jeg ikke bedømme herfra. Så snart jeg når dertil, vil jeg lede efter muligheder. Enhver mulighed, jeg finder, vil jeg drage fordel af. For at kunne opnå denne slags gavn ønsker jeg at holde mit sind, min forstand, mine hænder og mine fødder helt frie og uafhængige. For enhver pris kan jeg ikke acceptere nogen forpligtelse, der står i vejen for, at jeg kan drage fordel af en mulighed for at tjene religionen og det muslimske samfund.

Jeg håber, at De har forstået mit synspunkt godt. De vanskeligheder, jeg omtalte i mit forrige brev, består i følgende: De månedlige udgifter til Tarjuman-ul-Qur’an er omkring tre hundrede rupier. Der er i øjeblikket ikke tilstrækkeligt mange abonnenter blandt befolkningen til, at bladets udgifter kan dækkes af deres bidrag. Nizam-regeringen køber 275 eksemplarer ad gangen. Det er takket være dette, at bladet fortsat udkommer. Hvis jeg tager til Lahore, bliver jeg sandsynligvis nødt til både at dække mine personlige udgifter og bære bladets økonomiske tab. Det vil på en eller anden måde blive næsten umuligt for mig at klare. Problemet kan løses på den måde, at De og Deres folk i Punjab benytter Deres midler til at forsøge at udbrede og fremme Tarjuman-ul-Qur’an. Hvis jeg kan håbe, at oplaget når op på fem hundrede eksemplarer, vil jeg være uden bekymring for bladet. Jeg ønsker ikke at tage noget fra bladet, men jeg har heller ikke engang så meget mulighed, at jeg kan give det noget.

Det er en lykke for mig at deltage sammen med Allama Iqbal i arbejdet med at opbygge et nyt islamisk samfundssystem. Jeg står klar til enhver mulig tjeneste. Men jeg har ikke behov for noget økonomisk vederlag i denne forbindelse.

Deres ydmyge tjener

Abul A‘la.

(Det andet brev)

Targuman-ul-Qur’an, Hyderabad

13. august 1936

Min højtærede og højtrespekterede, assalamu alaikum.

Jeg har modtaget Deres brev af 2. august. I overensstemmelse med Deres brev vil jeg, med fast beslutning og tillid til Gud, foretage hijra. Jeg har besluttet at gøre Lahore til mit sidste hjemsted. Der er nogle vanskeligheder, og det vil tage nogen tid at løse dem. Jeg får brug for et betydeligt beløb for at flytte alle mine ejendele herfra og betale noget af min økonomiske gæld. Gælden til Targuman-ul-Qur’an er på over tusind rupier. Den skal betales. Det vil også kræve omkring tusind rupier at få mine ejendele flyttet og afvikle min handel og virksomhed her for at begynde på ny i Lahore. Til dette formål ønsker jeg at sælge et stykke jord og noget fast ejendom. Jeg håber, at disse ting vil være ordnet inden for tre-fire måneder. I mellemtiden vil jeg tage til Lahore én gang for at se, hvilke foranstaltninger jeg må træffe for at bo der. Jeg har til hensigt at rejse senest ved udgangen af den kommende Rajab-måned. Efter at have opholdt mig fire-fem dage i Delhi vil jeg nå Lahore ved udgangen af Rajab eller begyndelsen af Sha’ban. Ved denne lejlighed vil det, insha’Allah, også blive afgjort, hvad jeg bør skrive om Qadianierne. Hidtil har jeg i virkeligheden ikke studeret dette emne særlig meget. Det eneste, jeg har lært om det, stammer udelukkende fra Bani Sahibs bog. Men det er ikke tilstrækkeligt til at skrive noget forskningsbaseret. I Lahore vil jeg rådføre mig med dem, der har stor erfaring med qadianismen, og indsamle materiale til det, jeg skal skrive.

Bemærk: Det har ikke været muligt at indhente en kopi af hr. Nazeer Niazis brev.

Khaksar

Abul A’la.

Appendiks 2

Et brev skrevet af hr. Nazeer Niazi, Allama Iqbals private sekretær, til Maulana Maududi:

25 Macleod Road, Lahore

18. april 1938

Min ærede, assalamu alaikum,

Jeg håber, at De har det godt ved Allah den Højestes nåde. For nogle dage siden hørte jeg fra hr. Sayyid Muhammad Shah, at De er kommet til Jamalpur og snart også vil komme til Lahore. Siden da har jeg uafbrudt ventet på Dem. Doktor Sahib siger, at hvis De virkelig har til hensigt at komme til Lahore, bør De komme så hurtigt som muligt, så vi kan mødes.

Jeg må sige, at Doktor Sahib Qiblas tilstand er meget alvorlig. Der er ikke en times sikkerhed. Men De må holde dette for Dem selv og ikke fortælle det til nogen.

Derfor vil det være bedst, hvis De kommer så hurtigt som muligt. Bed for hr. Doktors helbred.

Deres oprigtige

Niyazi

Maulana Maududis svar

Tardjuman-ul-Koran

Darul Islam, Pathankot

23. april 1938

Ærede, assalamu alaikum

Jeg var ved at gøre mig klar til at rejse som lovet, da jeg pludselig fik besked om Allamas bortgang. Mit hjerte brast fuldstændigt. Den største sorg for mig er, at jeg har mistet en så enestående gylden mulighed. Havde jeg vidst det, ville jeg have lagt alt andet til side og straks være kommet. Jeg betragter det som min store ulykke, at jeg blev berøvet det sidste møde med ham, hvis lige jeg sandsynligvis ikke vil finde noget andet sted.

Muhammad Ali (Maulana)s bortgang er muslimernes næststørste tab, og efter min mening er dette tab større end det første. Jeg ved ikke, hvad Allahs vilje er. Tilsyneladende føler vi, at den muslimske nation på denne måde straffes for sin utaknemmelighed og uduelighed: dens bedste mand tages fra den på et tidspunkt, hvor den havde allermest brug for ham. Når man nu ser på hele Hindustan, får man ikke øje på nogen som ham, som man kan søge hjælp hos. Mørket har sænket sig overalt. En lampe brændte svagt, men også den blev fjernet.

Det, der trak mig til Punjab, var Iqbals personlighed. Jeg kom hertil i håb om at modtage vejledning fra ham. Under hans ledelse ville jeg gøre, hvad jeg var i stand til, for islam og muslimerne. Nu føler jeg, at jeg er blevet helt alene på dette stormomsuste hav. Mit sinds udmattelse har nået sit yderste. Jeg trøster mig selv ved at tænke: “Hvad så, om Iqbal er død? Allah er jo stadig her. Alle er dødelige. Kun Han, den evigtlevende og selvopretholdende, er evig. Hvis Han ønsker at få dig til at udføre en opgave, vil Han skaffe andre midler og muligheder til at hjælpe dig.”

Min kære bror! De var hos Allama lige til det sidste. Hvis han skulle have sagt noget til mig, må De endelig fortælle mig det.

Khaksar

Abul A’la

Jeg tænkte igen på at sende en kondolencehilsen til hans efterladte. Senere gik det op for mig, at hans efterladte (Survivors) jo er os alle. Og vi har alle ret til at finde trøst i denne sorg.

Maulana Maududis (rah.) livsforløb

Maulana Maududis værker opdelt efter emne

Adskillige bøger på bengali om Maulana Maududi