Islam og nationalitet

Definitionen på en nation:

Allerede ved menneskets første skridt fra barbariens gennemtrængeligt mørke mod civilisationens lysende vej opstår tanken om enhed blandt de mange, og det bliver absolut nødvendigt, at utallige mennesker slutter sig sammen og lever i gensidig medfølelse og samarbejde for et fælles formål og en fælles velfærdsordning.

Efterhånden som civilisationen gør fremskridt og udvikler sig, bliver denne samlede enheds omfang stadig bredere og mere omfattende. Senere kommer der også en tid, hvor et meget stort antal mennesker bliver en del af den. Denne sammenslutning af mange mennesker kaldes i politisk terminologi en »nation«. Ordene »nation« og »nationalitet« er ganske vist helt nye opfindelser, hvad deres faglige betydning angår, men den betydning, de grundlæggende anvendes i, er lige så gammel som selve civilisationen. Den form for menneskeligt fællesskab, som i dag kaldes »nation« eller »nationalitet«, eksisterede også i det gamle Egypten, Rom og Grækenland, ligesom i nutidens nationale lande som Frankrig, England og Italien.

Nationalitetens uundværlige bestanddele

Der er ingen tvivl om, at nationalitet i første omgang udspringer af en uskyldig og pletfri tankegang. En gruppe mennesker vil arbejde sammen for at etablere deres fælles interesser og velfærdsordning og vil leve som én nation for at opfylde sociale og almene behov – dette er det første formål, der ligger til grund for dannelsen af en nation. Men efter at en nation er blevet dannet, kommer den stærke indflydelse fra nationalt had uundgåeligt til at præge den. Jo mere denne nationalitet gradvist bliver fast og solid, desto stærkere bliver også nationalitetens hadske følelse og bevidstheden om forskelle. Når en nation knytter sig sammen for at opnå sine egne interesser og bevare sin egen velfærdsordning – med andre ord, når den rejser en uigennemtrængelig mur af nationalitet omkring sig – vil den uundgåeligt skelne mellem menneskene inden for og uden for denne mur som »egne« og »fremmede«. Den vil i alle henseender give sig selv forrang og større betydning end andre. Den vil forsvare sig mod andre. Hvis der nogen sinde opstår en konflikt mellem de gensidige interesser hos de nævnte »egne« og »fremmede«, vil denne nationalitet gøre sit yderste for at beskytte sine egne interesser – den vil ikke tøve det mindste med at ofre andres interesser. Af disse grunde vil der opstå krig mellem dem, og der vil blive indgået fredsaftaler, men både i fred og i kamp vil en bjergstor mur, der markerer forskellen mellem dem, fortsat rage op mellem de to parter. I terminologien kaldes netop denne indstilling nationalitetens blindhed. Dette er en uadskillelig egenskab ved nationalitet – den vil under alle forhold nødvendigvis være knyttet til nationaliteten; der er ikke den mindste tvivl om det.

Nationens grundlæggende bestanddele

Blandt de mange årsager til enhed og sammenslutning bliver en bestemt nationalitet etableret, uanset hvilken årsag det måtte være. Men betingelsen er, at der i den må være en så vældig forbindende kraft, at den samler og inspirerer forskellige mennesker til den samme tale, de samme tanker og anskuelser, det samme formål og den samme handling, og på den ene side binder nationens forskellige og utallige dele sammen i nationalitetens uopløselige bånd, fletter dem uløseligt ind i hinanden og gør dem alle lige så stærke som et solidt og urokkeligt bjerg. På den anden side må den herske så stærkt over individets sind og hjerne, at de i alle spørgsmål, der vedrører hele nationens interesser, synes at være forenede og om nødvendigt fuldt ud rede til enhver form for selvopofrelse.

Der kan være utallige aspekter af enhed og organisation, men fra begyndelsen af den historiske tidsalder og frem til i dag er grundlaget for alle nationaliteter bortset fra den islamiske nationalitet blevet lagt på en form for enhed omkring et af de følgende forhold. Og mange andre former for enhed er desuden sluttet sig til den som understøttende faktorer:

Enhed i afstamning: På dette grundlag dannes en afstamningsbaseret nationalitet.

Enhed i hjemlandet: På dette grundlag udvikles en regionalt baseret nationalitet.

Enhed i sprog: Da dette er et stærkt middel til at skabe enhed i tanker og holdninger, har det stor betydning for dannelsen af en nation.

Enhed i race: Dette vækker en følelse af slægtskab blandt mennesker af samme race, og denne følelse udvikler sig yderligere og tilskynder dem til at opretholde deres særstilling over for mennesker af andre racer.

Økonomisk interessefællesskab: Det adskiller mennesker, der er knyttet til én type økonomisk system, fra tilhængere af en anden type økonomisk system. På dette grundlag kæmper de mod hinanden for at opnå deres egne økonomiske rettigheder og interesser.

Enhed i styreform: Den forbinder indbyggerne og undersåtterne i det samme rige gennem relationen til den samme form for regerings- og disciplinordning og fastlægger grænserne for afstanden til undersåtterne i andre stater.

Blandt alle de grundlæggende elementer i nationsdannelsen, som det har været muligt at identificere fra de ældste tider og frem til det tyvende århundredes lysende tidsalder, vil de nævnte elementer med sikkerhed kunne findes.

For to-tre tusind år siden var også de græske, romerske, israelitiske og iranske nationaliteter grundlagt på de nævnte grundelementer. Og selv de helt moderne nationaliteter, såsom den tyske, italienske, franske, engelske og japanske, er grundlagt på netop disse fundamenter.

Ulykkens ophav

Der er ingen tvivl om, at de nævnte former for enhed, som er blevet lagt til grund for verdens forskellige nationaliteter, har forbundet og samlet utallige menneskegrupper. Men ingen kan benægte, at netop disse fundamenter samtidig er blevet en alvorlig og dødelig fare for hele menneskeheden. Det er disse fundamenter, der har opdelt menneskeheden i hundredtusinder af dele. Og denne opdeling er foretaget så nådesløst, at den ene del kan skubbes ud på ødelæggelsens rand, mens det ikke er muligt at indlede selv den mindste forandring i den anden del. Ét folk kan ikke forvandles til et andet folk. En, der taler ét sprog, kan ikke betragtes som en, der taler et andet sprog. Én race kan ikke omdannes til en anden race. Én nations økonomiske interesser kan ikke være fuldstændig identiske med en anden nations økonomiske interesser. Ét rige kan aldrig blive et andet rige. Konklusionen er derfor, at der blandt de nationaliteter, som grundlægges på de nævnte fundamenter, ikke kan være den mindste mulighed for fred og forsoning. På grund af nationalt had bliver de indviklet i en evig kamp præget af rivalisering, modstand og hævn over for hinanden. De vil uvægerligt forsøge at besejre hinanden. De vil endog være rede til at føre krig mod hinanden og gå til grunde for evigt. Derefter rejser nye nationaliteter, som igen er grundlagt på disse fundamenter, sig på ny. Således bliver dette en evig vulkan af ulykke, uro og ødelæggelse i verden. I virkeligheden er dette Allah den Ophøjedes forbandelse, Satans skarpeste våben; med det jager han sin evige fjende.

Jahiliyyahens had

Sådanne nationaliteter vækker af natur et barbarisk had i mennesket. De frister én nation til at modsætte sig en anden nation og udtrykke had mod den, blot fordi den er en helt anden nation. Denne form for nationalitet har intet som helst at gøre med sandhed, ærlighed, upartiskhed, retfærdighed og retsindighed. At en person blot er sort, er i en hvid persons øjne tilstrækkeligt til, at han bliver forhadt. En person er, blot fordi han er asiat, nødt til at blive forhadt, undertrykt, mishandlet og berøvet sine rettigheder af europæere eller amerikanere. En højt lærd person som Einstein er kun forhadt af den tyske nation, fordi han har israelitisk afstamning. Tashkidi fik frataget sit rige, blot fordi han var en sort neger, og fordi han havde begået den forbrydelse at straffe en europæisk forbryder.¹ For Amerikas civiliserede borgere er det på ingen måde en forbrydelse at brænde negre levende, fordi de er negre. Den tyske og den franske nation kan hade hinanden, fordi de er opdelt i to forskellige nationer. Den enes egenskaber bliver i den andens øjne bedømt som fuldstændige fejl og mangler. At de frie afghanere ved grænsen er afghanere, og at Damaskus’ indbyggere tilhører den arabiske nation, er en sådan forbrydelse, at det alene af denne grund er helt retfærdigt for englændere og franskmænd at kaste bomber fra bombefly over deres hoveder og dræbe landets befolkning i massevis. Men de anser det for barbarisk at kaste den slags bomber over de angiveligt civiliserede indbyggere i Europa. Kort sagt gør denne form for national forskel mennesker fuldstændig blinde over for sandhed og retfærdighed. Og derfor formes moralens og høflighedens evige principper fremover også efter nationalitetens form. Ét sted fastsættes undertrykkelse, et andet sted løgn og et tredje sted usselhed som principper for høflighed og moralsk karakter.

Den ene person har én afstamning, den anden en anden; den ene er hvid, den anden sort; den ene er født på den vestlige side af et bestemt bjerg, den anden på dets østlige side; den ene taler ét sprog, den anden udtrykker sine tanker på et andet sprog; den ene bor i én stat, den anden er borger i en anden stat. Skal mennesker da behandles forskelligt blot af disse grunde? Og skal en uduelig, syndig og uærlig person blot af denne grund gives forrang frem for en dygtig, ærlig og sandhedssøgende person? Kan hudens ydre farve være ansvarlig for sjælens renhed eller urenhed? Kan noget fornuftigt menneske anerkende, at bjerge eller floder og have kan have nogen forbindelse med, om den moralske karakter er god eller ond? Kan noget menneske med en sund fornuft støtte, at sandhed fra Østen bliver ugyldig og falsk, når den kommer til Vesten? Kan noget menneske med en sund samvittighed acceptere, at fromhed, høflighed og menneskelighedens væsen kan måles efter blodets strøm gennem årerne, det talte sprog, fødestedet og jorden på det sted, hvor man bor? Der er ikke den mindste tvivl om, at alle mennesker spontant og enstemmigt vil svare »nej« på disse spørgsmål. Men slægts- eller klanvæsenet, regionalismen og deres øvrige nævnte medvirkende faktorer vover at svare »ja« på disse spørgsmål.

Nationalitetens grundelementer

Når de ovennævnte aspekter ses bort fra, kan nationalitetens moderne fundamenter undersøges ud fra deres egne egenskaber. Vi vil her forsøge at se, om de ovennævnte fundamenter grundlæggende og i virkeligheden er videnskabelige, eller om de er helt indholdsløse som et fata morgana.

Stammevæsen

Stammevæsen eller afstamningsvæsen er et af de vigtigste grundlag for moderne nationalitet. Men hvad betyder dette stammevæsen? Stammevæsen er intet andet end blodets slægtskab og fællesskab. Gennem det forhold, at nogle mennesker er født af den samme fader og moder, opstår der et blodslægtskab mellem dem; dette er afstamningsvæsenets første grundlag. Det udvider sig og viser sig som en familie; heraf opstår stammen og slægten. Når mennesket når helt frem til denne yderste grænse, er det kommet så langt bort fra sin slægts stamfader, at dets arvemæssige tilhørsforhold da bliver en rent imaginær størrelse. I dette såkaldte slægtskabs hav mødes utallige floder og bække af fremmed blod. Derfor kan ingen fornuftig og vidende person hævde, at dette havs “vand” er helt rent og ublandet — at det er kommet fra sin oprindelige kilde, og at ingen anden vandstrøm er løbet sammen med det. Selv efter en sådan sammenblanding kan mennesker, fordi blodet stadig har en vis overensstemmelse, tage én slægt som samlingspunkt for sig. Hvorfor kan det da ikke accepteres som grundlag for enheden, at urfaderens og urmoderens blodfællesskab forbinder hele verdens menneskehed med hinanden? Og hvorfor kan alle verdens mennesker ikke betragtes som af samme afstamning og samme stamme? De mennesker, som i dag anses for grundlæggere eller “stamfædre” til forskellige slægter eller stammer, havde alle på et eller andet tidspunkt længere tilbage en fælles forfader, og i sidste ende må det anerkendes, at de alle udspringer af den samme grundstamme. Hvordan kan man da anerkende denne opdeling af mennesker i “arier” og “ikke-arier”?

Hjemstavnsprincippet

Hjemstavnsprincippets enhed er endnu mere uklar og grundløs end stammevæsenet. Det sted, hvor et menneske fødes, er med sikkerhed ikke større end én kvadratyard. Hvis det betragter så lille et sted som sit hjemland, kan det vel ikke betragte noget land som sit hjemland. Men det fastsætter en grænse på hundreder og tusinder af mil rundt om dette mindste sted, kalder området inden for denne grænse for sit “hjemland” og erklærer uden tøven, at det ikke har noget som helst forhold til områder uden for den nævnte grænse. I virkeligheden er dette ikke andet end dets egen snæversynede indstilling. Med andre ord var der intet til hinder for, at de kaldte hele jorden deres egen. Hvis et “hjemland” på størrelse med én kvadratyard ved den samme logik kan udvides til hundreder og tusinder af kvadratmil, kan det ved at udvide sig endnu mere blive hele verden. Hvis mennesket ikke indsnævrer sit perspektiv, kan det tydeligt se, at alt det, som det vilkårligt antager som grænser — floder, have, bjerge, bjergkæder og så videre — og bruger til at adskille ét område fra et andet, i virkeligheden blot er dele af den samme enorme jord; hvordan kan disse bjerge, bjergkæder, floder og have da fængsle det inden for et begrænset område? Betragter det ikke sig selv som beboer af hele jorden? Hvis det betragter hele verden som sit “hjemland” eller sin fødeegn, hvorfor betragter det så ikke sig selv som beboer af hele jordens overflade? Hvis det betragter hele verden som sit hjemland eller sin fødeegn, og kalder hele menneskeheden, der bor på jordens overflade, for “sine landsmænd”, og hvis det gør krav på samme ret over hele universet som den ret, det har på det bestemte sted, hvor det blev født, hvorfor skulle det så være forkert?

Sproglig forskelsbehandling

Det kan ikke benægtes, at mennesker, der taler det samme sprog, gennem sprogets enhed og overensstemmelse får rig mulighed for at føre samtaler med hinanden og udveksle tanker. Derved løftes uvidenhedens slør mellem folk, og de kan føle hinanden som “egne” og “nærtstående”. Men blot fordi tankernes og meningenes bærer er den samme, følger det ikke, at tankerne og meningerne vil være ens og overensstemmende. Den samme lære kan udbredes på ti forskellige sprog, og det er ikke blot muligt, men helt naturligt, at der etableres fuld enighed i tanker og meninger mellem dem, der taler disse forskellige sprog. Omvendt kan ti forskellige meninger udtrykkes på det samme sprog. Men de mennesker, der bekender sig til disse forskellige læresætninger, som er udtrykt på det samme sprog, kan også være forskellige fra hinanden og fuldstændig adskilte. Derfor er enheden i tanker og meninger — som i virkeligheden er nationalitetens livsnerve — ikke afhængig af sprogets enhed. Desuden kan ingen sige, at sprogets enhed og overensstemmelse nødvendigvis fører til enhed i tanker og læresætninger. Herefter opstår et alvorligt spørgsmål: Hvilken indflydelse har sproget på menneskets menneskelighed og på dets personlige gode og dårlige egenskaber? Kan en tysktalende person gives forrang frem for en fransktalende, blot fordi han taler tysk? I virkeligheden er det personens indre egenskaber og karakter, der grundlæggende bør vurderes, ikke sproget og lignende. Det kan dog ikke benægtes, at en person, der taler det pågældende lands sprog, kan være mere nyttig i administrationen af et bestemt lands styre, orden og alle dets anliggender samt i det almindelige arbejde. Men i spørgsmålet om at opdele menneskeheden og fastlægge nationale særpræg kan sprogforskelle på ingen måde være et fejlfrit grundlag.

Raceforskelsbehandling

Racediskrimination i menneskesamfundet er det mest modbydelige og meningsløse af alt. Race er blot en ydre egenskab ved kroppen; men man må huske, at mennesket ikke har opnået sin værdighed som menneske på grund af sin krop. Det er alene dets sjæl og menneskelighed, der er årsagen til denne værdighed. Og disse har ingen farve eller race. Hvilken begrundelse kan der under sådanne omstændigheder være for at skelne mellem mennesker på grundlag af farver som rød, gul, sort og hvid? Man kan ikke gøre nogen forskel på mælken fra en sort ko og mælken fra en hvid ko. For det afgørende dér er mælken; blod eller farve har ingen betydning. Men menneskets bankerotte forstand har i dag vendt vores opmærksomhed fra menneskets indre egenskaber og værdighed mod farven på dets ydre hylster. Hvilken mere hjerteskærende elendighed kan der findes end dette?

Økonomisk nationalisme

Økonomisk interessefællesskab er et illegitimt barn af menneskets egoisme; det er aldrig skabt af naturen. Menneskebarnet fødes med arbejdskraft allerede fra moders liv. Et vældigt felt for bestræbelse og stræben åbner sig foran det. De utilstrækkelige midler og ressourcer til livets opretholdelse byder det velkommen. Men når det gælder opfyldelsen af dets biologiske behov, anser det ikke blot åbningen af rizqs dør for nødvendig og tilstrækkelig; det anser det samtidig for nødvendigt, at denne dør lukkes for andre. Når en stor menneskegruppe tager lige del i en sådan egoisme, skaber det et fællesskab, som senere i særlig grad hjælper med at samle dem som en nation. Ved første øjekast mener de, at de ved at organisere sig på grundlag af økonomisk interessefællesskab har sikret deres egne interesser og rettigheder; men når talrige grupper og nationer rejser sådanne uoverstigelige mure af egoisme omkring sig, bliver menneskelivet yderst uudholdeligt på grund af deres egne handlinger. Deres egen egoisme bliver til lænker om deres fødder og håndjern om deres hænder—i forsøget på at lukke døren til andres rizq mister de selv nøglen til deres eget forsørgelsesforråd. Dette syn udspiller sig tydeligt for vores øjne i dag. Staterne i Europa, Amerika og Japan lider under følgerne af dette. De forstår i dag ikke, hvordan de skal sønderbryde de økonomiske fæstninger, som de selv havde opført, fordi de anså dem for det fuldkomne middel til beskyttelse. Når vi står over for en sådan situation, bør vi så stadig ikke anse opdelingen i grupper for at tjene til livets ophold og etableringen af nationale særpræg på dette grundlag for fuldstændig uvidenskabelig og tåbelig? I sandhed er det ikke til at forstå, hvilken skade der skulle kunne opstå ved at give mennesker frihed til at søge og tjene det rizq, som Allah har skænket, i Allahs vide verden.

Politisk nationalisme

Statslig enhed, det vil sige at være under den samme regering, er i sin grund et midlertidigt, skrøbeligt og grundløst forhold. På dette grundlag kan der aldrig oprettes en fast, varig og stærk nationalitet. Forestillingen om at samle undersåtterne under den samme stat gennem deres troskab mod den og forme dem til én nation har aldrig båret frugt. Så længe staten er sejrende, herskende og udstyret med uovervindelig styrke, er det ganske vist sådan, at undersåtterne forbliver samlet og bundet sammen af dens lovs lænker; men så snart dette lovens bånd løsnes blot en smule, tvinges folk med forskellige anskuelser til på et øjeblik at spredes i alle retninger. Efter at den centrale statsmagt i Mogulriget var blevet svækket, var der ikke den mindste hindring for, at nationaliteter baseret på selvstændig politik rejste sig i forskellige dele af Indien. Situationen i Det Osmanniske Rige var den samme. Til sidst satte Tyrkiets unge mænd ganske vist alle kræfter ind på at opføre paladset for osmannisk nationalisme; men ved det mindste slag blev det knust som et korthus. Eksemplet med Østrig-Ungarn er endnu mere moderne. Historiens sider mangler ikke eksempler på den slags begivenheder. Men selv efter at have bevidnet disse historiske eksempler må man naturligvis takke dem, der anser det for muligt at etablere politisk nationalisme, for deres farverige drømme og heftige fantasi.

Universel humanisme

Det er blevet helt klart ud fra den ovenstående analyse, at ingen af de inddelinger, som menneskeheden er blevet opdelt i, har noget videnskabeligt argument ved sin rod. De er ikke andet end rent materielle og grove inddelinger. Derfor bryder selv en ringe udvidelse af synet grænserne for hver enkelt af dem. Disse inddelingers beståen og varighed afhænger alene af uvidenhedens mørke, synets begrænsning og sindets snæverhed. Jo mere kundskabens og videnskabens elektriske glimt stråler og udvikler sig, jo skarpere og mere vidtspændende den indre indsigt bliver, og jo større hjertet bliver, desto mere løftes sløret for disse materielt grundede og grove forskelle. Til sidst tvinges slægtsnationalismen til at vige for menneskeheden og regionalismen til at vige for hele verden. Selv midt i forskellene i race og sprog åbenbares enheden i menneskehedens grundlæggende livskraft. På Allahs jord findes der fælles økonomiske interesser for alle Allahs tjenere. Inden for de politiske systemers grænser viser der sig blot nogle få skygger; i lykkens sols kredsløb bevæger de sig over jordens overflade og vokser og svinder.

Islams liberale ideologi

Netop dette har islam erklæret. Islam anerkender ingen materiel, substansbaseret eller sanseligt erfarelig forskel mellem mennesker. Ifølge islam er alle mennesker udsprunget af samme ophav:

خلقكم من نَّفْسٍ وَّاحِدَةٍ وَّ خَلَقَ مِنْهَا زَوْجَهَا وَبَثَّ منهُما رِجَلاً كَثِيرًا وَّنِساءً – (النساء: 1)

»Allah har skabt jer af ét og samme individ. Derpå skabte Han dets mage ud fra det, og gennem deres forening spredte Han utallige mænd og kvinder på jorden.« – Sura an-Nisa: 1

Forskellen på menneskers fødested eller gravsted er ingen grundlæggende forskel; i virkeligheden er alle mennesker fuldstændig ens:

وهُو الَّذى انْشاْكم من نَّفسٍ وَّاحِدَةٍ فَمُستَقَرَّ وَّمُستَوْدَعٌ ط – (الانعام: 98) »Han har skabt jer af ét og samme liv, og for enhver af jer er der fastsat et opholdssted og et gravsted.« – Sura al-An’am: 98. Derefter er den dybere sandhed om forskelle i slægt og familie blevet afdækket:

يَاَيُّها النَّاسُ اِنَّا خلقناكم من ذكَرٍ وَّ اُنْثى و جعلناكم شعوبا وَّقبائلَ لِتِعارَفوا ط اِنَّ اكرمكم عند الله اتقاكم ط – (الحجرات: 13)

»O mennesker! Jeg har opdelt jer i folk og stammer, for at I kan lære hinanden at kende. Men i virkeligheden er den mest ærefulde blandt jer hos Allah den mest gudfrygtige og mest bevidste om Allah.« – Sura al-Hujurat: 13

Det vil sige, at forskellen mellem folk og stammer udelukkende er indført, for at de kan lære hinanden at kende; ikke for at nære gensidigt had og misundelse, stolthed og hovmod eller for at skændes og strides. På grund af disse ydre forskelle og modsætninger bør man ikke glemme menneskehedens grundlæggende enhed. Det eneste mål for forskellen mellem jer er moralsk karakter, faktiske handlinger samt ærlighed og tilbøjelighed til synd.

Derefter har Allah den Ophøjede sagt, at splittelse i menneskesamfundet og de forskellige gruppers indbyrdes strid er en særlig straf fra Allah den Ophøjede. Det er med giften fra jeres indbyrdes fjendskab, at Han plager jer.

اَوْ يلبسكم شِيِعًا وَّيُذيْقَ بعضَكم بَاْسَ بَعضٍ ط – (الانعام : 65)

»Eller Han vil splitte jer i forskellige grupper og lade jer smage hinandens styrke.« – Sura al-An’am: 65

At skabe splittelse er i den Ædle Koran blevet regnet blandt de samme forbrydelser som dem, Farao blev forbandet og straffet for af Allah:

اِنَّ فِرْعَونَ علاَ فى الارْضِِ وَجَعَلَ اهلها شِيَعًا – (القصص : 4)

»Farao ophøjede sig i hovmod på jorden og splittede dens befolkning i forskellige grupper.« – Sura al-Qasas: 4

Derefter har han sagt, at Allah er jordens Herre, og at Han har indsat menneskeheden i khilafats værdighed på denne jord. Han har underlagt mennesket alle jordens ting. Derfor er det ikke nødvendigt for mennesket at være slave af en bestemt region. Den vidtstrakte jord ligger foran det. Hvis ét sted bliver ufremkommeligt eller ubeboeligt for det, er det meget let for det at flytte et andet sted hen. Hvor end det går, vil det finde Allahs grænseløse og uudtømmelige velsignelser til stede.

Da mennesket blev skabt, sagde Allah:

اِنِّى جَاعلٌ فِى الارضِ خَليفةٌ ط – (البقرة : 30)

“Jeg vil indsætte en kalif på jorden.” – Sura al-Baqara: 30

ألم تَرَ اَنَّ الله سخَّرلكم مَّا فِى الارضِ – (الحج : 65)

“Kan I ikke se, at Allah har underlagt jer alt, hvad der findes på jorden?” – Sura al-Hajj: 65

أَلم تكن ارضُ الله وَاسعَةً فَتُهَاجِرُوا فِيْهَا ط – (النَّساء : 97)

“Var Allahs jord ikke vidtstrakt, så I kunne udvandre fra ét sted til et andet?” – Sura an-Nisa: 97

وَمن يُّهَاجر فِى سبيل الله يَجِد فِى الارض مُرَغَمًا كَثِيْرًا وَّسَعَةً – (النِّساء : 100)

“Den, der udvandrer for Allahs sag, vil på jorden finde megen plads og stor overflod.” – Sura an-Nisa: 100

Læs hele Koranen; ingen steder vil man finde så meget som ét ord til støtte for slægtsvæsen, tribalisme eller regionalisme. Koranen har henvendt sig til hele menneskeheden og fremsat den islamiske daʿwa. Den inviterer hele menneskeheden på jordens overflade til velfærd og velstand. I denne henseende er ingen nation eller region blevet tildelt den mindste særstilling eller overlegenhed; blandt alle verdens steder er der kun etableret et særligt forhold til Mekka. Men om dette Mekka siges der:

سَوَاءَنِ العَاكِفُ فِيْهِ وِالبَادِ ط – (الحج : 25)

»Mekkas oprindelige indbyggere og muslimer udefra er alle fuldstændig lige i Mekka. – Sura al-Hajj: 25

Om Mekkas oprindelige polyteistiske indbyggere siges der:

اِنَّمِا المُشْرِكون نَجَسٌ فَلاَ يَقربوا المَسْجد الحرَام بَعدَ عَامِهِم هَذَا ج- ( التَّوب : 28)

»Polyteisterne er urene; derfor må de efter dette år ikke længere nærme sig al-Masjid al-Haram – Kabaen.« – Sura al-Tawba: 28

Det er gennem den ovenstående klare analyse blevet bevist, at islam fuldstændigt har rykket nationalisme og regionalisme op med rode. Nu kan enhver muslim sige: »Ethvert land er mit land, for det er min Guds land.«

Konflikten mellem tribalisme og islam

Allerede i islams første frembrud blev fjendskab og diskrimination på grundlag af slægt, stamme og regional tilhørsforhold den største hindring på dets vej.

Profeten Muhammads (fvmh.) eget folk var det mest fremtrædende eksempel herpå. Stolthed over slægten samt stammemæssig og personlig fornemhed blev en uoverstigelig mur mellem dem og islam. De sagde:

لَوْ لاَ نُزِّلَ هذا القران على رَجُلٍ من القَرْيَتَيْنِ عَظِيْم – (زخرف: 31) »Hvis Koranen virkelig var en bog åbenbaret af Allah, ville den være blevet åbenbaret til en fremtrædende person fra Mekka eller Taif.« – Sura az-Zukhruf: 31

Abu Jahl mente, at Muhammad (fvmh.) blot hævdede at være profet for at øge sin families slægtsære. Han sagde:

»Der havde længe været rivalisering mellem os og Abd Manaf-klanen. Vi konkurrerede med dem inden for ridning. Også hvad angår mad og drikke, gæstfrihed samt almisser og velgørenhed var vi deres lige; nu er han begyndt at sige, at åbenbaring bliver sendt ned til mig. Ved Guds ed vil vi aldrig anerkende Muhammad som sandfærdig.«

Dette var ikke blot Abu Jahls tankegang; det var den alvorligste fejl hos hele det afgudsdyrkende Arabien. Derfor begyndte alle de øvrige klaner i Quraysh at være fjendtlige over for Banu Hashim. På den anden side fortsatte medlemmerne af Banu Hashim, netop fordi de var behersket af dette stammefjendskab, med at støtte og hjælpe profeten Muhammad (fvmh.). Mange af dem havde imidlertid endnu ikke antaget islam. Banu Hashim blev belejret i »Abu Talibs kløft«, og hele Quraysh-stammen afbrød derfor alle forbindelser med dem. De muslimske familier, der var relativt svage, blev så udmattede af Qurayshs hårde undertrykkelse og grusomme forfølgelse, at de blev tvunget til at udvandre til Abessinien, mens de, hvis slægter var stærkere, på grund af deres slægtsmæssige styrke på en eller anden måde kunne beskytte sig mod uretfærdighed og undertrykkelse og overleve.

Jøderne i Arabien ventede ifølge profetierne fra profeterne af Israels børn på, at en profet skulle fremstå. På grund af de nyheder, de havde udbredt, antog talrige indbyggere i Medina islam allerede ved begyndelsen af den ærede profets (fvmh.) forkyndelse af islam. Men jøderne selv kunne kun på grund af deres slægtsmæssige fornemhed ikke tro på den sidste profet. Deres indvending var, at den nyankomne profet var født blandt Ismaels efterkommere i stedet for blandt Israels efterkommere. Denne fornemhed havde vildledt og fordrejet dem så meget, at de sluttede sig til afgudsdyrkerne i stedet for til monoteisterne.

De kristne dér var i samme situation. Også de ventede på den kommende profet. Men de troede, at denne profet ville blive født i Syrien. De var på ingen måde rede til at anerkende en profet fra Arabien. Da profeten Muhammads (fvmh.) brev nåede frem til Herakleios, sagde han til Qurayshs handelsfolk: »Jeg vidste, at der ville komme endnu en profet; men jeg havde ikke forestillet mig, at han ville komme fra jeres slægt.«

Da islams budskab nåede Egyptens Muqawqis, sagde han også: »Jeg vidste, at endnu en profet ville komme, men jeg havde troet, at han ville blive født i Syrien.«

Også blandt datidens ikke-arabere viste denne aristokratiske stolthed sig i en yderst skarp form. Da Profetens (s.a.) brev nåede frem til Khosrau Parviz, hvad var det da, der gjorde ham vred? Han sagde: »Hvordan vover en mand fra en slavenation at tale til ikke-arabernes verdenskonge!« Han betragtede araberne som usle og foragtelige. De var på ingen måde rede til at erkende, at der blandt et sådant folk kunne fødes en person, som kaldte dem til sandheden.

I islams fjenders, jødernes, øjne var det at vække indbyrdes stammehad og aristokratisk stolthed baseret på afstamning blandt folket et særdeles skarpt våben, der kunne anvendes mod islam. Det var derfor, de sluttede sig sammen med hyklerne i Medina. En gang mindede de dem om slaget ved Bu’ath og antændte en sådan ild af had, fjendskab og stolthed mellem Aws- og Khazraj-stammerne blandt Ansarerne, at der opstod en farlig situation, hvor begge gruppers skarpe sværd var ved at blive trukket af skederne, og direkte kamp syntes nært forestående. Det var i denne forbindelse, at det følgende vers blev åbenbaret:

يّايُّهَا الَّذينَ امَنُوا اِنْ تُطِعُوا فَرِيْقًا مِّنَ الَّذِيْنَ اُوْتُوا الكتَابَ يَرُدَّوكُم بَعْدَ اِيْمَانِكم كَافِرُوْنَ – (ال عمران : 100)

»Muslimer! Hvis I følger en gruppe af Skriftens folk, vil de føre jer tilbage fra troen til vantro.« – Sura Aal Imran: 100

Det var på grund af denne stolthed over afstamning og hjemland, at hyklerne i Medina blev rasende, da de så en profet fra Quraysh-stammen regere i Medina, og muhajirunerne bevæge sig frit i ansarernes daddelhaver. Hyklernes leder, Abdullah ibn Ubayy, plejede at sige: »Disse fattige mennesker fra Quraysh-stammen er kommet til vores land og er blevet oppustede af stolthed. De er som forkælede hunde, men nu er de begyndt at bide deres egen herre.« Henvendt til ansarerne sagde han: »Det er jer, der har løftet dem op på jeres hoveder; det er jer, der har givet dem plads i jeres land. I har givet dem en del af jeres rigdom. Ved Gud, hvis I i dag opgiver at støtte og hjælpe dem, vil de blive helt hjælpeløse.« Som svar på disse ord blev følgende åbenbaret i den Ædle Koran:

هُمُ الَّذِيْنَ يَقُلُونَ لاَ تُنْفِقُونَ على مِنْ عِنْدِ رَسُولِ الله حَتَّى يَنْفَضُّوا ط وَ لِلّه خَزَئِنُ السَّموات وَالارضِ وَلكنَّ المُنَافِقِيْنَ لاَ يَفْقَهُونَ – يَقُوْلُوْنَ لَئِنْ رَّجَعْنَا إلىَ المَدِيْنَةِ لَيُخْرِجَنَّ الاغَزُّ مِنْهَا الاَذَلَّ ط وَلِلَّهِ العِزِّةُ وَلِرَسُوْلِهِ وَلِلْمُةْمِنِيْنَ وَلَكِنَّ المُنافِقِيْنَ لاَ يَعلمون – (8-7)

»Det er dem, der siger: Brug ikke noget på Allahs Sendebuds ledsagere, så vil de blive spredt. Men Allah, som ejer himlenes og jordens skatte, det forstår disse hyklere ikke. De siger: Hvis vi vender tilbage til Medina, vil den mægtigste helt sikkert fordrive den mest foragtede derfra. Men æren tilhører i sandhed Allah, Hans Sendebud og de troende, men hyklerne ved det ikke.« – Sura al-Munafiqun: 7-8

Det var netop intensiteten af dette aristokratiske hovmod, der tilskyndede Abdullah ibn Ubayy til at anklage Hazrat Aisha og sprede bagvaskelse om hende. Og det var kun takket være støtten fra Khazraj, at denne fjende af Allah og Sendebudet blev skånet for straffen for sine gerninger.

Islams jihad mod aristokratisk hovmod og fjendskab

Det er blevet helt klart af ovenstående drøftelse, at efter kufr og shirk er slægts- og fædrelandstilknyttet hovmod samt misundelse og fjendskab den største fjende af islams storslåede kald og bevægelse. Det er derfor, at den sidste profet i løbet af sine 23 år som profet, efter kampen mod kufr, mere end noget andet førte jihad mod denne jahiliyyah i form af hovmod, misundelse og fjendskab, med det formål at udrydde den for altid. Sandheden i dette bliver hævet over enhver tvivl, blot man slår op i alle bøgerne om hadith og profetens livshistorie. Når man betænker, hvordan den ædle profet (fred være med ham) afskaffede forskellene mellem mennesker på grundlag af blod, jord, race, sprog og høj eller lav status, knuste de unaturlige og uigennemtrængelige mure af gensidig strid og diskrimination og gjorde hele menneskeheden lige og forenet som mennesker, kan man virkelig ikke ophøre med at undres.

Hazrat (fred være med ham) sagde med høj og klar røst:

ليسَ مِنَّا مَنْ مَّاتَ على العَصَبِيَّةِ لَيْسَ مِنَّا الى دعى الى العَصَبِيَّةِ لَيْسَ مِنَّا قَاتَلَ على العَصَبِيَّةِ –

»Den, der dør på grund af hovmod og misundelse og fjendskab, den, der kalder andre dertil, og den, der kæmper og fører krig for det, kan ikke regnes blandt min ummah.«

Han sagde:

لَيْسَ لاَحَدٍ فَضْلٌ على اَحَدٍ اِلاَّ بِدِيْنٍ وَتَفْوًى – النَّاسُ كُلُّهمْ بَنُوادَمَ وَاَدَمُ مِنْ تُرابٍ –

“Ingen kan på noget som helst andet grundlag end gudsfrygt, religiøs praksis og fromhed anses for blot en smule bedre end en anden. Alle mennesker er Adams børn, og Adam blev skabt af jord.”

Han knuste forskellene baseret på herkomst, hjemland, sprog og race med disse ord:

لأ فَضْلَ لِعَرَبىٍّ عَلى عَجْمِىْ وَلاَ لِعَجَمِىْ عَلى عَرَبِىٍُّ كُلُّكُمْ اَبْنَاءُ اَدَمَ – (البخارى)

“Ingen araber er bedre end en ikke-araber, og ingen ikke-araber er bedre end en araber. I er alle Adams børn.”

لأ فَضْلَ لِعَرَبىٍّ عَلى عَجْمِىْ وَلاَ لِعَجَمِىْ عَلى عَرَبِىٍُّ وَلاَ لِاَبْيَضَ على اَسْوَدَ وَلأ لِاَسْوَدَ على ابيَضَ الاَّ بالتَّقوى – (زَادِ المَعَاد)

“Ingen araber har nogen forrang eller overlegenhed over en ikke-araber, ingen ikke-araber over en araber, ingen hvid over en sort og ingen sort over en hvid. Denne forrang kan kun bero på gudsfrygt og religiøs praksis.”

اِسْمَعُوْا وَاَطِعُوا وَلَوْ اُسْتُعْمِلَ عَلَيْكُمْ عَبْدٌ حَبشىٌّ كَانَ رَأسُهُ زَبِيْةٌ – (البخارى)

“Selv hvis en abyssinsk slave med en hjerne på størrelse med en rosin bliver udnævnt til jeres statsleder, skal I stadig lytte til ham og adlyde ham – vis ham fuld lydighed.”

Efter erobringen af Mekka, da muslimernes våbenmagt havde bøjet Quraysh-folkets stolte og trodsige hoveder, rejste den ærede Guds Sendebud (s.a.) sig for at holde en tale og erklærede med tordenrøst:

اَلأَ كُلُّ مَا ثَرَةٍ اَوْ مَالٍ اَوْ يُدْعى فهوَ تَحتَ قَدَمِىِْ هَاتَيْنِ –

»Vid, at al den rigdom, der består i stolthed, hovmod, ære og fornemhedsfølelse og lignende, samt alle krav vedrørende blod og ejendom, i dag er knust under mine fødder.«

يَا مِعْشَرِ قَرَيْشٍ اِنَّ اللهَ اَذهَبَ عَنْكم نُخْوَةَ الجَاهِلِيَّةِ وَتَعَظُّمَهَا الاَبَا –

»O Quraysh-folk! Allah har udryddet al jeres had og fjendskab, stolthed og hovmod samt jeres forfædres ære og følelse af overlegenhed fra uvidenhedens tidsalder.«اَيُّهَا النَّاسُ كُلُّكم من ادمَ وَادمُ من ترابٍ – لاَفَخْرَ للاَنْسَابِ لاَ فَخْرَ للعربىِّ على العجمىِّ ولاَ للعجمىِّ على العرَبِىِّ اِنَّ اكرمكم عِنْدَ اَللهِ اَتْقَأكُمْ –

»O mennesker! I er alle Adams efterkommere, og Adam blev skabt af jord. Der er ingen plads til slægtsstolthed. Araberen har ingen overlegenhed eller ære frem for ikke-araberen, og ikke-araberen har ingen overlegenhed eller ære frem for araberen. Den mest fromme og gudfrygtige blandt jer er den mest ærede blandt jer.«

Efter at have fuldført tilbedelsen af Allah aflagde Profeten (s.a.) tre vidnesbyrd og fremførte sin oprigtige bekendelse over for Allah. For det første: Allah har ingen partner. For det andet: Den ærede Muhammad (s.a.) er Allahs tjener og sendebud. Og for det tredje: Alle Allahs tjenere er lige meget brødre.

Grundlaget for den islamiske nationalitet

Således har Allah og Hans Sendebud endegyldigt knust de begrænsede, materielle, sanselige, verdslige og overtroiske grundlag, som verdens forskellige nationaliteters paladser er blevet bygget på. På grundlag af de førnævnte uvidenskabelige modsætninger og forskelle med hensyn til race, stamme, hjemland, sprog, økonomi og politik havde mennesker på grund af deres egen dumhed og yderste uvidenhed opdelt menneskeheden i forskellige, yderst små stykker; Islam har knust dem alle med et voldsomt slag og gjort alle mennesker lige i rang, ligeværdige og ligeberettigede set fra menneskehedens synspunkt.

Efter at have udryddet denne barbarisme fra uvidenhedens tidsalder har Islam fremlagt en ny opfattelse af nationalitet på videnskabeligt grundlag. I den islamiske nationalitet skelnes der ganske vist mellem mennesker, men ikke på grund af noget materielt, verdsligt eller ydre; skelnen sker ud fra åndelige, moralske og menneskelige forhold. En naturlig og sand ordning er blevet forelagt menneskene—dens navn er Islam. Hele menneskeheden er blevet kaldet til underkastelse under og lydighed mod Allah, til hjertets og sindets renhed og oprigtighed samt til renhed, ærlighed og efterlevelse af religionen i sine handlinger. Derefter er det blevet sagt, at de, der tager imod denne indbydelse, skal regnes som én nation. Men de, der afviser den, skal tilhøre en helt anden nation. Det vil sige, at den ene er troens og islams nation, og at alle dens individer tilsammen udgør én ummahوَكَذَالِكَ جَعَلناكم اُمَّةً وَّسَطًاDen anden er vantroens og vildfarelsens nation. Dens tilhængere regnes, trods deres indbyrdes meningsforskelle og forskelligheder, for at tilhøre samme gruppe og samme nation.وَاللهُ لاَ يَهْدىِ القَومَ الكافِرِيْنَ

Der er ingen forskel mellem disse to nationer med hensyn til afstamning og stamme. Forskellen ligger i tro og handling. Derfor kan selv to børn af den samme far på grund af den nævnte forskel mellem Islam og vantro regnes for at være adskilte og tilhøre to nationer, mens to ubeslægtede og ukendte personer kan tilhøre den samme nation, fordi de begge hører til den samme Islam.

Forskellen i hjemland kan heller ikke være årsag til en adskillelse mellem disse to nationer. Her skelnes der på grundlag af sandhed og falskhed. Sandhed og falskhed har ikke noget, der kan kaldes et hjemland. To personer i den samme by, det samme kvarter og det samme hus kan have forskellig nationalitet på grund af forskellen mellem Islam og vantro. Og en sort mand kan gennem Islam blive bror til en marokkaner.

Forskellen i race er heller ikke her årsag til national forskel. Hudfarvens ydre udseende er ubetydeligt i Islam; her er det kun Allahs farve, der har betydning, og den er den bedste og mest fremragende farve.

صِبْغَةَ اللهُ ط وَمَنْ اَحسَنُ مِنَ اللهِ صِبْغَةًSet fra Islams synspunkt kan en hvid og en sort person regnes for at tilhøre den samme nation, mens det på grund af vantro fuldt ud er muligt, at to hvide personer tilhører to forskellige nationer.

Sproglig forskellighed er heller ikke årsag til forskellen mellem Islam og vantro. I Islam har det talte sprog ingen værdi; værdien ligger i hjertets og sindets ordløse sprog. For dette tales over hele verden, og alle kan forstå det. Set herfra kan en araber og en afrikaner have samme sprog. Og sproget hos to arabere kan også være forskelligt.

Forskelle i økonomiske og politiske systemer er også helt uden grund, når det gælder forskellen mellem Islam og vantro. Her er der ingen strid om penge og rigdom; spørgsmålet om troens rigdom er det vigtigste. Ikke menneskers herredømme, men lydigheden mod Allah er det eneste grundlag for de politiske konflikter og kampe her. Alle, der støtter og adlyder Allahs styre, og som har ofret sig selv, deres rigdom og deres liv for det, udgør én nation, hvad enten de bor i Pakistan eller Turkistan. Men de, der er fjender af Allahs styre, og som har solgt deres liv og ejendom til Satan, tilhører en helt særskilt nation. Der er ingen anledning til at skabe strid om, hvilken stats indbyggere eller undersåtter de er, eller under hvilken form for økonomisk system de lever.

Den grænse eller afgrænsning, som islam således har fastlagt for nationaliteten, er ikke noget sanseligt, materielt eller verdsligt; det er udelukkende en videnskabeligt begrundet afgrænsning. To mennesker i samme hus kan på grund af denne grænse blive adskilt fra hinanden. Omvendt kan to mennesker, der befinder sig i henholdsvis Fjernøsten og Fjernvesten, høre til inden for denne grænse.

Her står der noget på urdu.

Centrum for denne kreds af islamisk nationalitet er kalimaet: »Der er ingen gud uden Allah, Muhammad er Allahs sendebud.« Venskab og fjendskab – alt udspringer af dette kalima. Dets anerkendelse forener mennesker, mens dets afvisning skaber et endeligt skel mellem dem. Den, som dette kalima adskiller, kan ikke forbindes med nogen form for slægtskab eller noget andet bånd – hverken blod, jord, sprog, race, føde eller styreform. På samme måde kan intet adskille dem, som dette kalima forener. Intet sprog, ingen stamme eller race, ingen strid om rigdom, ejendom eller jord kan inden for islams område fastlægge nogen diskriminerende grænse mellem muslimer; ingen har ret til det. Uanset om en muslim er kineser eller marokkaner, sort eller hvid, hindi- eller arabisktalende, semit eller arier, borger i samme stat eller bosat i forskellige stater, hører de alle til den muslimske nation. De er medlemmer af det islamiske samfund, borgere i den islamiske stat, soldater i den islamiske hær og vogtere af den islamiske lov og dens bestemmelser. Ingen gren af den islamiske sharia – hvad enten det gælder tilbedelse, indbyrdes handel og omgang, samfundsordenen, økonomien, politikken eller noget som helst andet i livet – gør den mindste forskel mellem muslimer på grund af køn, sprog eller fødested; den betegner heller ikke nogen som bedre eller ringere end en anden.

Organisation og Bipens islamiske principper

Men det ville være en alvorlig fejltagelse at tro, at islam fuldstændigt har fornægtet alle menneskelige og praktiske relationer. Islam har pålagt muslimerne at bevare slægtskabsforbindelserne og har udtrykkeligt forbudt dem at bryde disse forbindelser. Den har stærkt opfordret til lydighed mod forældrene og til at følge deres anvisninger. Blandt mennesker, der er forbundet gennem blodsbånd, har den fastsat arveretten efter arvelovene og anerkendt de nærmeste slægtninges første ret i spørgsmål om almisser og velgørenhed. Den har påbudt, at ens familie, hjem og ejendom skal forsvares mod fjendens angreb. Den har befalet, at man skal kæmpe mod undertrykkeren, og de, der bliver dræbt i sådanne krige og kampe, er blevet betegnet som »martyrer«. Den har lært, at man i alle livets forhold skal udvise medfølelse, godhed, kærlighed og hengivenhed over for hvert eneste menneske, uanset religion. Det kan på ingen måde udledes af nogen islamisk forskrift – og det kan heller ikke bevises – at islam har forbudt bestræbelser på at tjene og beskytte landet og nationen eller at slutte fred og omgås høfligt med ikke-muslimske naboer.

Den anvisning, islam har givet om menneskers indbyrdes relationer, er blot et passende og naturligt udtryk for disse virkelige relationer. Men hvad nationaliteten angår, er der en principiel forskel mellem islam og ikke-islam. Denne forskel træder også klart frem ved, at andre mennesker i verden har grundlagt nationaliteten på disse materielle forhold, mens islam ikke har grundlagt nationaliteten på noget af dem. Set fra islams synspunkt er trosfællesskabet vigtigere og mere betydningsfuldt end de førnævnte materielle relationer. Man må endog, hvis det bliver nødvendigt, være rede til at ofre alle andre former for relationer for alene at bevare denne ene forbindelse. Islams erklæring lyder således:

قَد كَانت لكم اُسْوَةٌ حَسَنَةٌ فىْ اِبْرَاهِيْمَ وَالَّذِيْنَ مَعَهُ ج اِذ قَالوُا لِقَوْمِهِم اِنَّا بُرِءَؤُا منكم وَ مِمَّا تعبدون من دُوْنِ اللهِ ز كَفَرْنَا بِكُمْ وَبَدَاْ بَيْنَنَا وَبَيْنَكم العَدَاوَةَ وَألبَغَضَاءُ اَبَدًا حَتَّى تَؤْمِنُوْا بِاللهِ وَحدَهُ – (الممتحنة: 4)

»I Abrahams og hans ledsageres handlinger er der et forbillede for jer. De sagde klart til deres landsmænd og den nation, der byggede på slægten: Vi har intet forhold til jer eller til dem, som I har taget til guder ud over Allah. Vi har brudt alle forbindelser med jer. Fjendskab og evigt had til jer er begyndt mellem os, indtil I tror på den ene Allah.« – Sura al-Mumtahana: 4

Islam har sagt:

لاَ تَتَّخذوا ابَاءَكم وَاِخوانكم اَوْ لياءَ اِنِ اِسْتَحَبُّوا الكُفرَ على الايْمَان ط وَمن يَتَوَلَّهم منكم فَاُلَــــئِك هُمُ الطَّلِمُوْنَ – (التَّوبة : 23)

“Hvis jeres forældre og brødre foretrækker og elsker vantro frem for troen på Allah, skal I ikke betragte dem som jeres ‘egne’. Hvis nogen blandt jer betragter dem som venner, vil han visselig blive regnet blandt de uretfærdige.” – Sura at-Tawba: 23

Yderligere – اِنَّ مِنْ اَزواجكم وِاَوْلاَدكم عَدُوًّا لَّكم فاحذَرُوْهُمْ ج – (التَّغَابُنْ : 14)

“Blandt jeres hustruer og børn er der også nogle, som er jeres fjender (på grund af, at I er muslimer); vogt jer derfor for dem.” – Sura at-Taghabun: 14

Islams påbud er, at hvis der opstår uenighed og konflikt mellem jeres religion, islam, og jeres hjemland, skal I forlade hjemlandet for islams skyld. Den, der ikke kan glemme sin kærlighed til hjemlandet og udvandre af kærlighed til religionen, er en hykler; I kan ikke have noget som helst forhold til ham.

فَلاَ تَتَّخِذُوْا منهم اَوْلــياءَ حَتَّى يُهَاجِرُوا فى سَبِيْل اللهِ ط – (النســـاء : 89)

“Tag ikke nogen blandt dem til venner, før de udvandrer på Allahs vej.” – Sura an-Nisa: 89

På grund af forskellen mellem islam og kufr brydes selv de nærmeste blodsbånd. Forældre, brødre og sønner bliver fremmede alene, fordi de er imod islam. På grund af deres fjendskab mod Allah brydes forbindelsen til mennesker af samme slægt. Da det bitre fjendskab mellem kufr og islam begynder, må man uden tøven forlade selve sit fædreland. Den klare betydning af dette er, at islam står over alle verdens ting og relationer. For islams skyld kan man uden besvær ofre alt, hvad verden rummer; men islam kan ikke opgives for noget som helst. Også på den anden side ser man et tilsvarende syn og en tilsvarende tankegang. Islam knytter mennesker, som ikke har nogen forbindelse eller lighed med hinanden gennem noget materielt såsom blod, fædreland, sprog eller race, sammen i et tæt broderbånd – de bliver “brødre” for hinanden. I Den Hellige Koran siges der, henvendt til alle muslimer:

وَاعتَصِمُوا بحبل اللهِ جَمِيْعَا وَّلاَ تَفَرَّقُوا ص وَاذكُرُوا نِعمِةَ اللهِ عليكم اِذ كنتم اعداءً فَالَّفَ بَيْنَ قُلُبِكم فَاصْبحتُم بِنِِعمته اِخْوَانَا ج وَكنتم على شَفَا حُفْرَةٍ مِّنَ النَّارِ فَانْقَذَكم مِنْهَا ط – (ال عِمران: 103)

“Hold alle fast i Allahs reb, og skil jer ikke fra hinanden. Husk Allahs gunst mod jer: I var engang åbenlyse fjender af hinanden, men Han vakte indbyrdes kærlighed i jeres hjerter. Og ved Hans gunst – islam – blev I knyttet sammen i et broderbånd. På grund af jeres stolthed, misundelse og fjendskab stod I på kanten af en dyb, flammende ildafgrund, men Allah den Almægtige reddede jer fra den.” – Sura Aal-i Imran: 103

Om alle slags ikke-muslimer siges der:

فَاِنْ تَابُوا وَاَقَامُوا الصَّلوة وَاَتُوا الزَّكوة فَاِخْوَانكم فى الدِّيْنِ ط – (التَّوبة: 11)

“Hvis de opgiver kufr, angrer og omvender sig, opretholder salat og giver zakat, skal de regnes som jeres brødre i religionen.” – Sura at-Tawba: 11

Om muslimernes identitet siges der derimod:

مُحَمَّدُ الرَّسُولُ اللهِ ط وَالَّذِيْن َمَعَهُ اَشِدَّءُ على الكُفَّارِ رُحُمَاءُ بَيْنَهُم – (الفتح: 29)

“Muhammad (fred være med ham) er Allahs Sendebud, og hans ledsagere er ubøjelige, stålfaste og urokkelige over for de vantro, men indbyrdes er de knyttet sammen i et nært forhold præget af en enestående ømhed og kærlighed.” – Sura al-Fath: 29

Den ærede profet Muhammad (fred være med ham) siger:

“Jeg er blevet befalet at kæmpe mod folk, indtil de bevidner, at der ikke findes nogen guddom undtagen Allah, og at Muhammad (fred være med ham) er Hans profet, vender deres ansigter mod vores qibla, er rede til at spise de dyr, vi har slagtet, og udfører salat ligesom os. Når de gør dette, er deres liv og ejendom ukrænkelige for os. Dog vil der stadig være mulighed for at gribe ind over for dem af hensyn til sandhed og retfærdighed. Deres rettigheder skal være lig med andre muslimers rettigheder, og deres pligter skal være som andre muslimers pligter.” – Abu Dawud, Kitab al-Jihad.

De skal ikke blot være lige med hensyn til rettigheder og pligter. I virkeligheden er der ikke på noget område plads til at skabe forskel eller ulighed mellem dem. Sammen med ovenstående hadith er også følgende blevet nævnt:

المسلم للمسلمِ كالبنيانِ يَشُدُّ بَعضَهُ بَعْضًا –

“Der består et stærkt forhold mellem muslimer indbyrdes, som en mur. Hver enkelt del styrker den anden.”

مَثَلُ المُؤمِنِيْنَ فِىْ تَوَادِّهِمْ وَتَرَحُمِهم وَتَعَاطُفِهِمْ كَمَثَلِ الجَسَدِ الوَاحِدِ اِذَا اشْتَكَ منه عُضْوٌ تداعى له سائِرُ الجَسَد بالسَّهْرِ وَالحُمَّى –

“Med hensyn til gensidig kærlighed, ømhed og medfølelse er den muslimske nation som et fuldkomment legeme. Hvis en del af det føler smerte, bliver hele legemet derfor søvnløst og ude af stand til at hvile.”

Profeten, fred være med ham, kaldte dette islamiske ummas «legeme» for Jamaat. Han sagde:

يَدُ اللهِ على الجماعة وَمنْ شَذَ شُذَ فِىْ النَّارِ-

«Allahs hånd er over Jamaat. Den, der står uden for Jamaat, vil blive kastet i Jahannam.»

مَنْ فَارَقَ الجمعة شِبرًا خلع رِقْبَةً الاِسْلامِ من عُنُقِهِ –

«Den, der blot fjerner sig en fingers bredde fra Jamaat og holder sig på afstand, er som en, der har revet islams reb over fra sin egen hals.»

Det slutter ikke her; det er blevet sagt så vidt:

مَنْ اَرَدَ اَنْ يُفَرِّقُ جَمَاعتَكم فَاقْتُلُوهُ –

«Den, der ønsker at skabe splittelse i jeres Jamaat, skal I dræbe.» Og مَنْ اَرَدَ اَنْ يُفَرِّقُ اَمرالاُمَّةِ وَهِىَ جَمِيعُ فَاضْرِبُهُ بالسُّيُفِ كَائنا من كان – (مسلم, كتاب الامارة) «Den, der ønsker at rive det stærke bånd i denne (islamiske) nation over, skal tugtes med sværdet – uanset hvem han er.»

Hvordan blev den islamiske nation dannet?

På grundlag af det islamiske ideal var der ingen forskel mellem blod, jord, race og sprog. Salman fra Iran var en fremtrædende person i denne nation. Når man spurgte til hans herkomst, plejede han at sige: »Salman ibn Islam« – islams søn, Islam. Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde om ham: »Salman er en af vores husstand.« Bazan ibn Sasan og hans søn Shahar ibn Bazan levede også i dette samfund. De var efterkommere af Bahrāmgūr. Den ædle Profet (fred være med ham) udnævnte Bazan til hersker over Yemen og hans søn til hersker over Sana’a. Den afrikanske Bilal fra Abessinien var også medlem af dette fællesskab. Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) sagde om ham: »Han er lederens slave og også vores leder.« Suhayb fra Rom var også en del af denne nation. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) udnævnte ham til at lede bønnen på hans sted. Om Salim, Hazrat Abu Hudhayfas slave, sagde Hazrat Umar i sit livs sidste øjeblikke: »Hvis Salim stadig havde været i live i dag, ville jeg have foreslået ham som min efterfølger til kalifembedet.« Zayd ibn Haritha var slave, men fordi også han tilhørte den islamiske nation, giftede den ædle Profet (fred være med ham) sin kusine, De Troendes Moder Hazrat Zaynab, med ham. Zayds søn Usama var også medlem af dette fællesskab. Den ædle Profet (fred være med ham) udnævnte ham til hærfører, og blandt hans almindelige soldater deltog fremtrædende ledsagere som Hazrat Abu Bakr, Umar al-Faruq og Abu Ubayda ibn al-Jarrah. Om denne Usama sagde Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) til sin søn Abdullah: »Usamas far var bedre end din far, og Usama er bedre end dig.«

Muhajirunernes ideal

Den nation eller det fællesskab, der var dannet efter det islamiske ideal, knuste med islams skarpe sværdslag alle de afguder, der blev kaldt slægt, hjemland, race og sprog, samt grundlaget for de fjendskaber og det had, der havde bestået gennem tiderne. Den ædle Profet (fred være med ham) forlod sit fødeland og foretog hijra til Medina sammen med sine ledsagere. Det betyder ikke, at Hazrat (fred være med ham) og hans ledsagere ikke følte nogen tilknytning eller naturlig kærlighed til deres hjemland. Da han forlod Mekka, sagde han: »O Mekka, du er den, jeg elsker højest i hele verden. Men hvad kan jeg gøre? Dine indbyggere lod mig ikke blive her.« Da Hazrat Bilal (må Allah være tilfreds med ham) var blevet syg efter at være kommet til Medina, mindedes han noget fra en person fra Mekka. Trods dette foretog disse store mænd hijra udelukkende for islams skyld, og derfor opstod der aldrig nogen bitterhed i deres hjerter.

الاليت شعرى هل ابيتن ليلة * بفتح وحولى اذخرو جليل وهل اردن يوما مياه مجنة * وهل تبدو الى شامة وطفيل

Ansarernes handlemåde

På den anden side havde Medinas indbyggere taget imod den ædle Profet (fred være med ham) og de øvrige Muhajirun med stor begejstring. De havde uden tøven ofret selv deres liv og ejendom for dem. Det var derfor, Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Medina blev erobret gennem Koranen.« Den ædle Profet (fred være med ham) knyttede Ansar og Muhajirun sammen i broderlige bånd. Og de blev bundet sammen af så dybe broderlige bånd, at de i lang tid arvede fra hinanden. Derefter standsede Allah dette ved at åbenbare følgende vers:وَاُولُو الارحام بَعضَهُم اَولى بِبَعضٍNår det gjaldt arv, havde blodsslægtninge større ret. Ansarerne delte deres egen jord ligeligt mellem deres muhajir-brødre. Senere, da man havde fået rådighed over jorden, herunder Banu Nadir-landet, bad Ansarerne den ædle Profet (fred være med ham) om også at give denne jord til deres muhajir-brødre. Som lovprisning af dette selvopofrende gavmildhed erklærede Allah den Ophøjede:وَيُؤثرونَ على اَنْفُسِهِم وَلو كان بِهِم خِصَاصةٌ –

»De foretrækker dem frem for sig selv, selv om de selv er i nød og vanskeligheder.«

Hazrat Abdullah ibn Auf og Hazrat Sa’d ibn Rabi al-Ansari blev knyttet sammen i broderskab. Derefter gav Hazrat Sa’d sin religiøse broder halvdelen af sin ejendom og var rede til at skille sig fra en af sine flere hustruer og gifte hende bort til ham. Da Muhajirerne fra den Ædle Profets (fred være med ham) tid fortsatte med at blive udnævnt til kaliffer, sagde ikke en eneste mand i Medina til dem: »I er fremmede; hvilken ret har I til at herske i vores land?« Allahs Sendebud (fred være med ham) og Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) skænkede Muhajirerne jord i nærheden af Medina, men ingen af Ansarerne sagde så meget som ét ord imod det.

At afbryde verdslige forbindelser for at bevare islamiske forbindelser

Derefter kæmpede Muhajirerne fra Mekka under slagene ved Badr og Uhud åbent og blodigt mod deres egne slægtninge og venner for islams religion. Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) slog selv med sværdet mod sin søn Abd al-Rahman; Hazrat Hudhayfa angreb sin egen far, Abu Hudhayfa; og Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) dræbte sin morbror. Den Ædle Profets (fred være med ham) farbror Abbas, hans fætter Aqil og hans svigersøn Abu al-As blev taget til fange i slaget ved Badr og behandlet som almindelige fanger. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) foreslog, at alle krigsfangerne skulle dræbes, og at enhver skulle dræbe den af sine nærmeste slægtninge, som var taget til fange.

Under erobringen af Mekka angreb Allahs Sendebud (fred være med ham) sin egen stamme og sit fødeland med hjælp fra fremmede, som ikke var hans slægtninge. Han lod andre hugge hovedet af hans egne folk. At en araber angreb sin egen stamme og slægt med folk uden for stammen – og det ikke for at tage hævn eller beslaglægge rigdom og ejendom, men udelukkende for at etablere et trosord i praksis – var i den arabiske historie virkelig en enestående og hidtil uhørt begivenhed. Da en gruppe unge slyngler fra Quraysh-stammen blev dræbt, kom Abu Sufyan og sagde: »Allahs Sendebud! Quraysh-stammens unge sønner bliver alle dræbt, så Quraysh-stammens navn og spor vil blive udslettet.« Rahmat li-l-‘Alamin (fred være med ham) gav Mekkas indbyggere sikkerhed. Derfor mente Ansarerne, at Hazrat (fred være med ham) måske var blevet tiltrukket af sit eget folk. De sagde: »Hazrat er jo ikke andet end et menneske; til sidst kunne han ikke lade være med at beskytte sin egen stammes ære.« Da den Ædle Profet (fred være med ham) hørte dette, samlede han Ansarerne og sagde: »Kærlighed til min slægt eller min egen stamme har på ingen måde tiltrukket eller bragt mig ud af balance. Jeg er Allahs tjener og Hans Sendebud. Jeg udvandrede for Allahs skyld og kom til jer. Nu er mit liv og min død knyttet til jer.« Den Ædle Profet beviste gennem hver eneste handling i sit liv sandheden af alt, hvad han sagde her. Efter erobringen af Mekka var ingen af de årsager, der havde fået ham til at udvandre fra Mekka, længere til stede; alligevel bosatte han sig ikke i Mekka. Dette beviser, at Allahs Sendebud (fred være med ham) ikke angreb Mekka under indflydelse af nogen patriotisk eller hævngerrig følelse, men udelukkende for at forkynde og etablere sandhedens store budskab.

Senere, da Hawazin- og Thaqif-stammernes rigdomme var blevet beslaglagt, blev en lignende misforståelse igen gentaget. Den Ædle Profet (fred være med ham) gav de nyligt konverterede fra Quraysh-stammen en større andel af krigsbyttet. Nogle unge Ansarer mistænkte dette for at være national favorisering. De blev en smule vrede og ophidsede og sagde: »Må Allah tilgive Allahs Sendebud; han har givet dem til Quraysh, men berøvet os, selv om deres blod stadig drypper fra vores sværd.« Da den Ædle Profet hørte dette, samlede han dem igen og sagde: »Jeg har givet dem mere, fordi de netop har antaget islam. Det eneste formål er at vinde deres hjerter. De får verdslige ejendele, mens I får Allahs Sendebud. Er I ikke tilfredse med denne fordeling?«

Under slaget mod Banu al-Mustaliq opstod der en strid mellem en mand fra Ghifar-stammen og en mand fra Auf-stammen. Manden fra Ghifar slog manden fra Auf. Auf-stammen opfordrede Ansarerne til at komme frem og hjælpe dem mod Ghifar-folkene. På den anden side bad Ghifar-stammen Muhajirerne om hjælp til at møde dem. Begge sider var lige ved at drage deres skarpe sværd. Da den Ædle Profet (fred være med ham) hørte om det, tilkaldte han begge parter og sagde: »Hvilke jahiliyyah-ord er det, der i dag lyder fra jeres munde?« De svarede: »En Muhajir har slået en Ansar.« Den Ædle Profet sagde: »Forkast disse ord fra den mørke og barbariske tidsalder; det er en yderst afskyelig sag.«

Abdullah ibn Ubayy, Medinas berømte nationalistiske leder, deltog også i dette slag. Da han hørte om hændelsen, sagde han: »De er kommet til vores land, er blevet ’blomstrende og frodige’, og nu rider de på vores nakke. Hvis man fodrer en hund med nærende føde, så den bliver velnæret og stærk, og den derefter bider den, der opfostrede den, kan denne situation sammenlignes med vores nuværende situation. Ved Allahs ed! Når vi vender tilbage til Medina, vil den ærefulde og stærke gruppe blandt os fordrive den svage og fornedrede gruppe fra byen.«

Derefter vendte han sig mod Ansarerne og sagde: »Hvad er der dog blevet af jer? Det er jer, der har givet disse mennesker plads i jeres land og delt jeres rigdom og ejendom med dem. Ved Allahs ed! Hvis I forlader dem, vil de blive tvunget til at leve af at indånde luft.« Da den Ædle Profet (fred være med ham) hørte disse ord, tilkaldte han Hazrat Abdullah, søn af Abdullah ibn Ubayy, og sagde: »Din far siger dette.« Hazrat Abdullah elskede sin far meget højt og var stolt over, at ingen søn af Khazraj-stammen elskede sin far så højt. Men da han hørte dette, sagde han: »O Allahs Sendebud! Hvis du befaler det, bringer jeg straks hans hoved til dig.« Den Ædle Profet svarede imidlertid benægtende. Da Hazrat Abdullah vendte tilbage til Medina fra slaget, løftede han sit sværd mod sin far og sagde: »Uden Hazrats tilladelse må du ikke komme ind i Medina. Har du ikke sagt, at den ærefulde gruppe blandt os ville fordrive de fornedrede fra Medina? Så skal du vide, at al ære alene er forbeholdt Allah og Hans Sendebud.« Da Ibn Ubayy hørte dette, råbte han og sagde: »Hør efter, Khazraj-folk! Det er nu min egen søn, der ikke vil lade mig komme ind i mit hjem.« Folk kom og forsøgte længe at overtale Hazrat Abdullah. Men han sagde: »Indtil Hazrats tilladelse foreligger, vil jeg under ingen omstændigheder lade ham komme ind i Medina.« Til sidst, da tilladelsen kom fra Hazrat, hørte Hazrat Abdullah den, stak sit sværd i skeden og sagde: »Når den Ædle Profet har givet tilladelse, har jeg ingen indvendinger.«

Da Banu Qaynuqa blev angrebet, blev Hazrat Ubada bin Samit udnævnt til voldgiftsmand for at afgøre den pågældende sag. Han afgjorde, at hele stammen skulle forvises fra Medina. De havde indgået en pagt med Hazrat Ubadas stamme, Khazraj. Alligevel tog han ikke det mindste hensyn til dette. På samme måde blev Aws-lederen Hazrat Sa’d bin Mu’adh udnævnt til dommer i sagen om Banu Qurayza. Han afgjorde, at alle mændene fra Banu Qurayza skulle dræbes, at kvinderne og børnene skulle holdes som fanger, og at deres ejendom skulle betragtes som krigsbytte. I denne sag tog han ikke det mindste hensyn til den århundredgamle freds- og pagtstraktat mellem Aws og Banu Qurayza. Det er ellers almindeligt kendt, at gensidige pagter havde stor betydning i Arabien. Desuden havde de i hundreder af år boet sammen med ansarerne i det samme land. Men alt dette blev tilsidesat.

Den grundlæggende livskraft i dannelsen af den islamiske nation

Disse historiske beviser og oplysninger gør det klart, at afstamning, stamme, sprog og race ikke har den mindste betydning ved grundlæggelsen af den islamiske nationalitet. Den arkitekt, som opførte dette »palads«, havde en helt ny og enestående plan. Han undersøgte omhyggeligt hele menneskehedens »råmateriale«. Han indsamlede omhyggeligt det bedste og fineste materiale, som fandtes. Fordi disse forskellige bestanddele var stærke og fuldkomne i tro og gode gerninger, forenede han dem og opførte denne nationalitets palads, som omfattede hele verden og hele skaberværket. Dette mægtige og storslåede palads’ stabilitet og varighed afhænger ene og alene af én ting: at de forskellige »dele«, uanset deres oprindelse og opholdssted, glemmer deres særskilte identitet, antager og husker én eneste »grundfarve« og, idet de glemmer deres forskellige farver, ifører sig én eneste farve. Uanset sted og land skal alle udgå fra det samme »frelsens centrum« og nå frem til den samme »sandhedens bolig«. Denne mur, støbt som af bly, er selve kernen i den nationale enhed. Hvis denne enhed knuses, og hvis der blandt nationens grundbestanddele opstår en stærk følelse af, at deres oprindelige afstamninger er adskilte, at deres hjemlande og bopæle er forskellige, og at deres verdslige interesser står i indbyrdes modstrid, bliver det uundgåeligt, at der kommer revner i denne bygnings mur, at dens fundament knuses, og at alle dens grundbestanddele splittes og spredes. Ligesom man ikke kan opbygge flere stater inden for den samme stat, kan der heller ikke være flere nationaliteter inden for den samme nationalitet. Det er fuldstændig umuligt at forene nationaliteter baseret på afstamning, stamme, fædreland, sprog og race med den islamiske nationalitet. Af disse to nationaliteter kan kun én bestå – ikke flere.

Den, der er en sand muslim, og hvis endelige beslutning er at forblive og leve som muslim, må derfor betragte alle andre former for nationalitetsfølelse i verden som ugyldige og bryde med og fornægte alle former for forbindelser og relationer baseret på jord og blod. Hvis nogen alligevel ønsker at bevare disse forbindelser intakte og på samme måde som før, kan der ikke være nogen tvivl om, at islam ikke har fået adgang til hans hjerte, sind og intellekt. I virkeligheden er en sådan persons sind og intellekt helt indhyllet i den yderste jahiliyya. Derfor vil han, om ikke i dag, så i morgen, med sikkerhed forlade islam, og islam vil også forlade ham; der kan ikke være nogen tvivl om dette.

Den sidste profets formaning

Dette var Profetens, fred være med ham, største bekymring i den sidste del af hans liv: at denne gamle jahiliske misundelse, fjendskab og følelse af adel blandt muslimerne ikke igen skulle rejse hovedet og derved knuse fundamentet for islams nationale palads. Derfor sagde han igen og igen:

لاَ تُرجِعُوا بَعدى كُفَّارًا يَضْرِبُ بعضكم رشقاب بعضٍ – (بخارى؛ كتاب الفتن)

»Efter mig må I ikke igen hengive jer til kufr, så I som følge deraf ikke begynder at dræbe hinanden.«

Den Ærværdige Profet (fred være med ham) holdt ved sit livs sidste hajj, afskedshajj’en, en tale for den store muslimske folkeforsamling på Arafats slette og sagde:

»Vid, at alt fra jahiliyyah-tiden ligger under mine to fødder. Ingen overlegenhed er blevet givet til en araber over en ikke-araber eller til en ikke-araber over en araber. I er alle Adams børn, og Adam blev skabt af jord. En muslim er en muslims broder—muslimer er indbyrdes brødre. Alle former for ideologier fra jahiliyyah-tiden er blevet erklæret ugyldige. Nu er jeres blod, jeres ære og jeres ejendom lige så ukrænkelige for hinanden, som denne måned og denne by er ukrænkelige og hellige for jer på denne hajj-dag.«

Derefter ankom han til stedet kaldet Mina og holdt atter denne tale i endnu kraftigere vendinger. Da sagde han også:

»Hør! Efter mig må I ikke igen fare vild og begynde at dræbe hinanden. Meget snart skal I møde jeres Rabb. Da vil der blive aflagt regnskab over alle jeres handlinger.«

»Hør efter! Selv hvis en snubnæset sort mand bliver udnævnt til jeres ’statsleder’, og han leder jer i overensstemmelse med Allahs lov, skal I bestemt lytte til ham og adlyde ham.«

Efter at have sagt dette spurgte han den forsamlede menneskemængde: »Har jeg overbragt dette budskab til jer?« Menneskemængden råbte: »Ja, Allahs Sendebud.« Da sagde den Ærværdige Profet (fred være med ham): »O Allah, vær vidne!« Han sagde også til de forsamlede: »Lad de tilstedeværende overbringe mit budskab til de fraværende.«

Efter sin hjemkomst fra hajj besøgte han stedet, hvor de, der var blevet martyrer i slaget ved Uhud, lå, og sagde: »Jeg frygter ikke, at I efter mig vil falde i shirk. Men om I skulle blive opslugt af denne verdens begær—det er det, der bekymrer mig. Begynd ikke at bekæmpe hinanden. Hvis I gør det, vil I blive tilintetgjort, ligesom de gamle folkeslag blev tilintetgjort.«

Den største fare for islam

Den fare, som verdens største menneske havde advaret imod, viste sig i sandhed at være yderst skadelig og alvorlig. Alle de altødelæggende farer, der fra islams gyldne tidsalder og frem til i dag har hvirvlet sig over islam og muslimerne, er blevet mulige på grund af denne. Blot få år efter profeten Kareems (s.a.) bortgang brød fitnaen med umayyadernes had og aristokratiske hovmod mod det hashemitiske dynastis statslige myndighed voldsomt frem, og de knuste for bestandig islams sande politik og statsordning. Derefter viste den sig igen som fjendskab mellem arabere, ikke-arabere og tyrkere og ødelagde islams statslige enhed. Også grundlaget for ødelæggelsen af de muslimske stater, der senere blev oprettet i forskellige lande, var stærkt præget af denne fitna. Men denne fitna ødelagde også disse to. I Indien knuste striden og forskelsbehandlingen mellem mogulerne og inderne grundlaget for mogulstaten, og den tyrkiske stat gik til grunde på grund af de indbyrdes forskelle og konflikter mellem tyrkere, arabere og kurdere.

Læs islams fuldstændige historie, og overalt hvor I ser en stærk stat, vil I opdage, at dens grundvold er blevet til ved et trefoldigt sammenløb af blodet fra utallige slægter og forskellige folk, uden hensyn til race, stand eller land. Dens statsledere, hærførere, forfattere og tænkere samt krigere vil alle være af forskellig oprindelse. I vil se irakere udføre gavnlige opgaver for den muslimske stat i Afrika, syrere i Iran, afghanere i Indien og indere i Pakistan med stort mod, pålidelighed, ærlighed og frygtløshed. Og deres tjeneste er ikke en udenlandsk eller udenrigspolitisk tjeneste; de udfører den fuldt og helt, som var det deres eget land. De muslimske stater var ikke fuldstændigt afhængige af noget bestemt land, nogen bestemt stamme eller noget bestemt folk, når de skulle samle deres tapre og dygtige embedsmænd. Hvor der fandtes begavede hjerner samt stærke, dygtige og kyndige hænder, samlede de dem derfra. De betragtede hvert Dar al-Islam som deres eget land og deres eget hjem. Men da fitnaen med hovmod, egoisme og folkefjendskab brød altfortærende frem, begyndte de at antænde hadets og fjendskabets ild mod hinanden. Splittelse, indbyrdes strid og snedige sammensværgelser bredte sig som en oversvømmelse. Den styrke, som tidligere var blevet rettet mod fjenderne, viste sig nu som et skærpet våben mod hinanden. En omfattende borgerkrig begyndte blandt muslimerne, og de store muslimske magter blev udslettet fra jordens overflade.

Blind efterligning af Vesten

Efter at have modtaget undervisning fra nutidens vestlige nationer og efterlignet dem blindt er muslimerne i alle verdens lande begyndt at lovprise stamme- og slægtsvæsen samt patriotisme. Araberne er i dag stolte af den arabiske nationalitet, og egypterne mindes i dag den tyranniske farao fra en fjern oldtid som en nationalhelt. Tyrkerne føler sig under tyrkismens ophidselse nært og dybt beslægtede med de historisk berømte Djengis Khan og Hulagu Khan. Iranerne er i dag fortumlede af den intense følelse af iransk aristokrati. Efter deres mening kunne folk som Husayn og Ali (må Allah være tilfreds med dem) kun blive nationale helte takket være det arabiske imperialistiske styre; ellers er Rustam og Esfandiyar i virkeligheden deres sande nationale personer, der bør mindes. Også i det før-partitionerede Indien har mange muslimer anset sig selv for at være en del af den indiske nationalitet, og mange har brudt alle forbindelser med Zamzam i Arabien og etableret en national forbindelse til ’Gangas vand’. De har betragtet Bhima og Arjuna som nationale helte. Men hvad er årsagen til dette? Den eneste årsag til denne alvorlige tilstand er, at disse uvidende og tåbelige mennesker ikke blot slet ikke har forstået deres egen kultur og civilisation, men heller ikke den vestlige. De har ikke fået de grundlæggende principper og dybere sandheder at se. Da de er yderst overfladiske, fascineres de af ydre glans og betagende billeder og bliver vanvittige af begejstring over dem. De kan slet ikke forstå, at det, der er livgivende nektar for den vestlige nationalitet, for den islamiske nationalitet er dødelig gift. Den vestlige nationalitet bygger på enhed i slægt, land, sprog og race. Derfor er den, der ikke tilhører samme folk, ikke har samme afstamning og ikke taler samme sprog, tvunget til at afbryde enhver forbindelse med ham og ikke have nogen forbindelse med ham, selv hvis han befinder sig blot en mil fra landets grænse. I dette system kan et folks medlemmer ikke være andre folks sande og oprigtige venner, og en indbygger i ét land kan ikke være en anden nations sande tjener. Ét folk kan ikke have så megen tillid til et menneske fra et andet folk, at han vil kunne sætte dets interesser højere end sit eget folks interesser. Den islamiske nationalitet er derimod helt anderledes. Den islamiske nationalitet bygger ikke på slægt, stamme og fædreland, men på ideologi, tro og handlingsbud. Alle verdens muslimer kan hævet over alle former for etnisk forskelsbehandling dele hinandens glæder og sorger og være hinandens hjælpere og medarbejdere. En indisk eller bangladeshisk muslim kan være lige så stor en ven af og lige så loyal over for Egypten, som han kan være i spørgsmålet om at forsvare Syrien. Det var derfor, jeg sagde, at der ikke findes nogen geografisk eller slægts- og stammemæssig forskel mellem muslimerne i ét land og muslimerne i et andet land. På dette punkt er islams grundprincipper og de vestlige landes regler og normer indbyrdes modstridende. Det, der er en kilde til styrke for Vesten, medfører splittelse og sammenbrud for islam. Omvendt er det, der giver islam livskraft, en dræbende gift for den vestlige nationalitet. Digteren Iqbal har udtrykt denne sandhed på en meget smuk måde: (Her følger nogle vers på urdu.)

Nogle mennesker mener, at selv efter at følelsen af patriotisk eller slægts- og stammebaseret nationalitet er blevet vakt, kan islams nationalitetsbånd stadig knytte muslimerne dybt sammen. Derfor bedrager de sig selv ved at sige, at disse to former for nationalitet ikke kan eksistere side om side. Der er ingen mulighed for, at den ene kan skade den anden det mindste. Tværtimod kan vi høste uudtømmelige fordele af begge former for nationalitet. Men der er ikke den mindste tvivl om, at dette er det uundgåelige resultat af den yderste dumhed og mangel på fornuft. Ligesom to sind ikke kan få plads i én krop, er det heller ikke på nogen måde muligt at forene de to nationaliteters indbyrdes modstridende og konfliktfyldte tankegange i ét sind. Nationalitetsfølelsen trækker uundgåeligt en grænselinje mellem ’ens egne’ og ’de andre’. Under den islamiske nationalitets uundgåelige og uimodståelige indflydelse vil en muslim nødvendigvis betragte en muslim som sin egen og en ikke-muslim som ’en anden’. Omvendt vil den naturlige følge af følelsen af patriotisk eller slægtsbaseret nationalitet være, at man betragter hvert menneske i sit eget land og i sin egen slægt eller stamme som sin egen, og folk fra andre lande eller andre slægter som fremmede. Kan noget fornuftigt menneske bevise, at disse to tankegange – disse to former for følelse – kan forenes på samme sted? Hvordan kan man betragte en ikke-muslim i sit eget land som både sin egen og ’en anden’, en muslim fra et fremmed land som både fjern og nær?

هَل يَجتَمِعًا مَعًا ؟ ألَيْسَ مِنْكُم رَجُلٌ رَشِيْدٌ ؟

Derfor må man klart forstå, at det er yderst skadeligt og farligt for bevidstheden om islamisk nationalitet og følelsen af islamisk enhed, når der blandt muslimer opstår en følelse af at være indere, tyrkere, afghanere, arabere, iranere, pakistanere, bangladeshere og så videre. Dette er ikke blot et resultat af videnskabelig tænkning; også i praksis har man gang på gang set det ske. Når regionalt eller slægtsmæssigt nationalt had og fjendskab er opstået blandt muslimer, har muslimer straks skåret halsen over på andre muslimer, ogلاَ تَرجعوا بعدى كَفَّارًا يَضْرِبُ بعضكم رِقاَبَ بَعْضٍ “Efter mig må I ikke blive vantro og begynde at skære halsen over på hinanden.” – Profeten (fred være med ham) gjorde således denne frygt til virkelighed! Hvis man derfor absolut vil udbrede en anden form for nationalisme end den islamiske – geografisk, stammebaseret eller sproglig nationalisme – må det ske med fuldt kendskab til sagen. Man må vide, at en sådan nationalitetsideologi er helt modsat den nationalitet, som den sidste profet, Hazrat Muhammad (fred være med ham), forkyndte.

Der er ingen fordel ved at bedrage sig selv i denne sag eller føre andre på afveje gennem bedrag og vildledning. (Forfattetidspunkt – Tarjuman-ul-Qur’an: november-december 1933 e.Kr.).

Islams forenende budskab

(Dette er en tale af bogens forfatter)

Det er umuligt med ord at beskrive, hvor smukt og betagende det syn er, når den muslimske offentlighed mødes – når den samles som følge af, at den følger én Allahs befalinger og er ummaen til én Sendebud. Allah den Almægtige holder selv meget af sådanne scener:

اِنَّ اللهَ يُحِبُّ الَّذِيْنَ يقاتلون فى سبيله صَفُّا كانَّهُم بُنْيَانٌ مَّرْصُوْصٌ – (الصَّف: 4)

“Allah elsker dem, der kæmper på Hans vej, opstillet i faste rækker som en solid, blystøbt mur.” – Sura as-Saff: 4

Allahs kærlighed er ikke begrænset til at stille sig på række til krig; man kan også opnå Allahs kærlighed ved at stille sig på række for at tilbede Allah i salah. Derfor har Allah den Ophøjede givet følgende klare befaling:

اذا نُودى للصَّلوة من يَّومِ الجُمُعَةِ فاسعَوا الى ذِكْرِ اللهِ وَذَرُوا البَيْعَ ط – (الجمعة: 9)

»Så snart der på fredagen bliver kaldt til salah, skal I skynde jer til Allahs ihukommelse og salah og opgive arbejde og handel.« – Sura al-Jumuʿah: 9

Det er ikke det hele; den ubrudte solidaritet blandt muslimer, som strækker sig fra Det Fjerne Østen til Vestens grænser, er uden tvivl også et tydeligt tegn på Allahs umådelige nåde.

Allah den Ophøjede har selv sagt:وَاذكُرُوا نِعمِةَ اللهِ عليكم اِذ كنتم اعداءً فَالَّفَ بَيْنَ قُلُبِكم فَاصْبحتُم بِنِِعمته اِخْوَانَا ج وَكنتم على شَفَا حُفْرَةٍ مِّنَ النَّارِ فَانْقَذَكم مِنْهَا ط – (ال عِمران : 103)

»Husk Allahs umådelige nåde mod jer: I var fjender af hinanden, men Han forenede jeres hjerter, så I ved Hans nåde blev brødre. I stod på randen af en ildfuld afgrund, men Han reddede jer fra den.« – Sura Āl ʿImrān: 103

Det er et særligt vigtigt spørgsmål, hvordan muslimerne kan formes til en udelelig helhed som en stærk mur. Hver enkelt muslims væsen er fuldstændig særskilt. Enhvers krop er særskilt, og hans liv og sjæl er særskilte. Hvad deres naturlige tilbøjeligheder angår, ligner de heller ikke hinanden. Deres tænkemåder og mentaliteter er indbyrdes forskellige. Men trods denne forskellighed har ét eneste bånd knyttet de enkelte muslimer tættere sammen og forbundet dem i et dybt bånd. Dette bånd samler dem undertiden i moskéen, hvor små og store, rige og fattige alle står på samme række i ordnede rækker. Det er også dette bånd, der på et tidspunkt samler muslimerne på slagmarken, hvor de forenes i bestræbelsen og kampen for at nå ét grundlæggende mål og ét centralt formål. På grund af dette bånd kan der indgås ægteskabelige forbindelser mellem dem. Det får også muslimerne til at vise omsorg og medfølelse over for hinanden, og det giver dem en helt særskilt status i forhold til andre nationer. Men dette er ikke en livløs eller sanseligt håndgribelig genstand; i virkeligheden er det blot et »budskab« (kalima). Eftersom dette budskab knytter utallige mennesker sammen i én fælles tråd, har jeg kaldt det et forenende budskab.

Det siger sig selv, at »budskab« her ikke blot betyder nogle få ord. Det er betydningen og den underliggende tankegang, der er afgørende. Når en trosopfattelse eller tankegang træder frem iført ordenes dragt, kaldes den også et budskab. Derfor kan den tanke eller trosopfattelse, som knytter utallige mennesker sammen i én fælles tråd og gør dem til en nation, kaldes et forenende budskab. Den opfattelse, på hvis grundlag mennesker af tyrkisk afstamning er blevet dannet som én nation, er også et forenende budskab; den tanke eller ideologi, der arbejder på at forene Østrigs og Tysklands indbyggere, er ligeledes et forenende budskab. Alle de tanker og opfattelser, der søger at gøre mennesker, som taler samme sprog, eller mennesker med samme slægt eller stamme, eller indbyggerne i ét land, til »én nation«, er uden tvivl forenende budskaber. Men disse forenende budskaber er yderst begrænsede; floder, have, bjerge, sprog, stammer og andre hindringer har hver især indelukket dem inden for meget snævre grænser. Eftersom ingen af dem er i stand til at skabe en forening af hele menneskeheden, kan ingen af dem være hele verdens forenende budskab.

Ingen af de ovennævnte samlingsbudskaber kan i virkeligheden samle muslimerne. Muslimer bliver ikke forenet blot fordi de bor i det samme land. De bliver heller ikke brødre blot fordi de taler et bestemt sprog. En ren blodsforbindelse gør dem heller ikke til en uindtagelig mur. Fælles politiske eller økonomiske interesser har heller ikke gjort dem til én nation. En araber, der taler arabisk, og en afghaner, der taler pashto, er begge medlemmer af muslimernes samme samfund og ikke adskilte fra det. Hvis en sort afrikaner fra Abessinien og en europæer fra Polen bliver medlemmer af det islamiske samfund, kan ingen udstøde dem. Dette beviser klart, at det, som muslimer tror er et »samlingsbudskab«, ikke noget sted kan begrænses af bjerge, floder og have, af afstamning, stamme og sprog eller af økonomiske interesser. Og det budskab, der er i stand til at samle og forene hele menneskeheden i verden omkring ét og samme »samlingscentrum«, kan for muslimerne alene antages som »samlingsbudskabet«. Intet jordisk eller materielt kan hindre dette »samlingsbudskab« i at brede sig og opnå fuld og omfattende udbredelse. For det er sorte, hvide, gule og brune mennesker samt alle mennesker fra øst og vest fuldstændig lige i værdighed. Der er ingen grænse for bredden i muslimernes budskab; eftersom det kan samle alle mennesker i hele verden i ét samlingscentrum, er det i virkeligheden selve samlingsbudskabet. Hvis man prøver det efter islams idealistiske synspunkt, vil det uden tvivl blive bevist, at der i verden ikke findes noget andet budskab med en lige så grænseløs storhed og omfattende rækkevidde som muslimernes samlingsbudskab.

For at tydeliggøre denne bestemmelse kan man nu fremføre eksemplet med et stort palads, hvis stærke mure og stående søjler hver især har en særskilt eksistens. På den anden side er dets tag og gulv også helt forskellige. Utallige ting og materialer skaber forskelle og afstand mellem dem. Men trods alt dette er der én ting, som skaber fuldstændig harmoni mellem dem alle: Hver af de nævnte ting er blot en forskellig del af det samme palads. De er blevet fremstillet for at opnå det samme formål, og paladset er bygget efter én ingeniørs veltilrettelagte plan. Derfor er dette ene forhold i stand til at samle, forbinde og forene disse utallige forskellige ting. Bortset fra dette er alle øvrige forhold grundlag for forskel og ulighed. På samme måde: Hvis de utallige nationer i verden, med forskellige hudfarver, sprog, stammer og hjemlande, ønsker at blive til »én nation«, findes der kun én måde, og det er, at de alle i fællesskab uden den mindste tvivl tror på og fæster deres tro til Allah, den ene verdensskaber, Hans engle, Hans bøger, Hans udsendte ædle profeter samt forpligtelsen til at stå til regnskab over for denne Allah.

Lad os igen analysere eksemplet med den mur en smule. I virkeligheden er dens farve hvid; en person, der lider af gulsot, kan kalde den grøn, eller en person kan tage briller med en hvilken som helst farve på og betegne den som havende denne farve. Eller nogen kan af stædighed kalde den sort eller blå. På denne måde kan man tilsidesætte dens egentlige farve og udbrede til verden, at den har en hvilken som helst farve. Men alle disse påstande og udsagn vil være fuldstændig falske – verdens iagttagere vil på ingen måde samlet acceptere eller støtte dem. For enhed kan aldrig grundlægges på løgn; enhed og sammenhold kan kun grundlægges på sandhed og ærlighed. Derfor vil hele verdens befolkning enstemmigt anerkende den nævnte murs hvide farve. På samme måde kan der også opstå forestillinger om verdens skaber og opretholder – og det er der faktisk sket. Nogle har ment, at Gud er to, tre eller opdelt i millioner af væsener. Selv om mange sådanne forestillinger har været udbredt i menneskesamfundet, vidner det dog enstemmigt om, at der kun findes én verdensskaber. Derfor kan verdens menneskers forening og enhed, i overensstemmelse med det ovenstående eksempel, kun bygge på denne ene sandhed og dette budskab. Alle andre udsagn, forestillinger, læresætninger og budskaber er splittende og skaber uenighed – ingen af dem er i stand til at skabe forening, enhed og sammenhold. Der findes også forskellige forestillinger om englene. Nogle har anset dem for guder, andre for forbønner, og nogle har ment, at de er medejere af Guds guddommelige gerninger. Blandt alle disse udsagn og forestillinger er det eneste sande synspunkt, at englene er Allahs tjenere og en skabning, der er fuldstændig lydig og underkastet Allahs befaling. Enhed i verden kan kun grundlægges på denne sande tro. Der er ingen tvivl om, at alle andre forestillinger og trosopfattelser skaber splittelse.

Det samme gælder i verden for Allahs udsendte ædle profeter og bøger. Hver nation kan erklære sin selvstændighed med sin egen nationale »leder« og sin egen nationale hellige bog og kan hævde, at dens egen leder er sand, mens den anden leder er falsk. Men sådanne forskellige udsagn kan ikke samle verdens nationer omkring ét centrum. Grundlaget for det budskab, der kan forene alle nationer og danne én eneste nation, kan kun være dette: Alle de profeter og sendebud, som Allah den Ophøjede på forskellige tidspunkter sendte til forskellige nationer, er sande; og alle de bøger, som Allah har åbenbaret for menneskene, er sande og lærer sandheden.

Der kan også være forskellige forestillinger om skaberværkets undergang og menneskehedens afslutning. Men et sandhedssøgende sind kan kun acceptere dette: at hele menneskeheden en dag skal fremstilles for Skaberen for at aflægge det »endelige regnskab« og fremlægge en detaljeret opgørelse over sine handlinger gennem hele livet.

Derfor kan verdensomspændende enhed og sammenhold kun grundlægges på den endelige sandhed og troen på den. Alle andre meninger og veje er uden tvivl fejlagtige – de skaber alle splittelse og uenighed. I virkeligheden er tro uden den mindste tvivl på disse fem forhold selve »samlingsbudskabet:

امَنَ الرَّسُزْلُ بِمَا اُنْزِلَ اليه من رَّبِّهِ والمؤمِنُونَ ط كُلٌّ اَمَنَ بالله والملائكــتِهِ وَكتبهِ وَرُسُولهِ قف لاَ نُفَرِّقُ بَيْنَ اَحَدٍ مِّن رُّسُلِهِ ط وَقَالُوا سمعنا وِاطَعنا غُفرانَكَ رَبَّنَا وَاِلَيْكَ المَصِيْرُ – (البقرة : 285)

»Sendebudet har troet på det, der er blevet åbenbaret for ham fra hans Herre. Også de øvrige troende har troet på ham. Alle har troet på Allah, Hans engle, Hans bøger og Hans profeter, og de har sagt: Vi gør ingen forskel mellem nogen af Hans profeter. Vi har hørt og adlydt. Vor Herre, vi beder Dig om Din tilgivelse, og til Dig vender vi tilbage.« – Sura al-Baqara: 285

Disse fem grundlæggende sandheder har Allah den Almægtige åbenbaret. Allahs Sendebud forkyndte dem for verdens mennesker. Derfor samlede han den udførlige redegørelse for disse forhold i dette ene kalima: »La ilaha illallah, Muhammadur Rasulullah«. At anerkende profeten Muhammad (fvmh.) sammen med Allahs enhed betyder, at den, der fremsiger dette kalima, har troet på hele den sandhed, som Profeten forkyndte. …… Dette kalima er blevet betegnet som en meget tung og vældig ting:

اِنَّا سَنُلقِىْ عَلَيْكَ قَوْلاً ثَقِيْلاَ – (المزمل : 5)

»Vi vil åbenbare et tungt ord for dig.« – Sura al-Muzzammil: 5

Dette budskab er ikke betydningsløst som et iturevet brev eller et stykke papir, som et vindstød kan blæse bort; det har ingen fast plads og kan ændre sig under det kraftige pres fra enhver ny opdagelse og synsvinkel. I sandhed er kalima tayyiba ikke et sådant budskab. Det er i virkeligheden vældigt, alvorligt og solidt som et bjerg. Intet slag fra storme og uvejr, ikke engang en stor oversvømmelse, kan rokke det det mindste. Om dette urokkelige, uforanderlige og revolutionære »foreningsbudskab« er der sagt i Den Ædle Koran:

الم تر كيف ضرب الله مثلاً كلمة طَّيِّبَةً كَشَجَرَةٍ طَّيِّبَةٍ اَصلهَا ثابِتٌ وَّفرها فى السَّماء – تُؤتِىَ اُكْلُهَا كُلَّ حِيْنٍ بِاِذنِ رَبِّهَا ط وَيَضرِبُ اللهُ الامثال للنَّاس لعلَّهُم يَتَذَكَّرُونَ – وَمَثَلُ الكلمة خَبِيْثَةٍ كَشَجَرَةٍ خَبِيْثَةٍ نِ اجتُثَّتْ من فَوقِ الارضِ ما لَهَا مِنْ قَرَارٍ – يُثَبِّتُ اللهُ الَّذِيْنَ اَمَنُوا بالقَوْلِ الثَّابِتِ فِىْ الحيَوة الدُّنيا وفى الاخرة ج وَيُضِلُّ اللهُ الظَّلِمِيْنَ لا وَيَفْعَلُ اللهُ مَا يَشَــاءُ – (27-24)

»Har du overvejet, hvordan Allah den Almægtige har fremført eksemplet med det gode kalima? Det er i sandhed som et træ af god art, hvis rødder står fast dybt i jorden, og hvis grene rækker op mod himlen. Det bærer til enhver tid frugt med sin Herres tilladelse og befaling. Allah den Almægtige fremfører dette eksempel for mennesker, så de kan tage ved lære af det. Det urene kalima er derimod blevet sammenlignet med et træ af dårlig art. Det bliver rykket op og kastet bort helt fra jordens overflade. Det har i virkeligheden ikke den mindste bestandighed. Allah den Almægtige vil ved hjælp af dette velbegrundede sandhedsord give de troende fasthed overalt, både i denne verden og i det hinsidige. De uretfærdige, som fornægter dette »sandhedsord«, vil fare vild. I sandhed gør Allah den Almægtige, hvad Han vil.« – Sura Ibrahim: 24-27

Det eksempel, der er nævnt i Koranen, har gjort det omhandlede forhold meget klart. Kun det »rene, hellige og omfattende budskab« kan slå rod, opnå sikkerhed og brede sig på jorden. Alle andre vildfarne, usande og modbydelige budskaber kan ikke opnå varighed og udbredelse. De er som værdiløse snylteplanter; de findes på utallige marker, spirer frem som nye planter på mange måder og river alle tidligere planter op med rode. Disse planter har hverken kraft eller evne til at blive smykket med blomster og frugter; og hvis en af dem nogensinde bærer frugt, kan den ikke være andet end yderst bitter og skarp. Det er i sandhed på grund af de skadelige følger af denne slags ukrudt og snylteplanter, at det nuværende menneskesamfund er plaget. Derfor opstår der i dag i hvert eneste land en voldsom storm af falsk propaganda. Nogle steder opstår giftige gasser, andre steder ødelæggende vulkaner. Andre steder er frøene til had, fjendskab, vrede og hævn blevet sået på grund af den.

Her er der ikke tale om verdens øvrige nationer – deres forhold er helt anderledes, for Allahs hårde straf står skrevet i deres skæbne. De kan måske føle tilfredshed og selvforherligelse over disse giftige og skadelige »snylteplanter«. Men muslimer bør holde sig langt borte fra alt dette. Hos dem findes det store, hellige og gode »træ«, som aldrig er blevet rykket op siden Adams komme, og som aldrig har undladt at blive smykket med blomster og frugter. Dets rødder står fast forankret dybt i jorden, og dets grene strækker sig ind i det uendelige høje rum. Fra dette »træ« har man til alle tider og overalt kun fået »frugten« af fred og tryg sikkerhed uden frygt. Det har aldrig forhindret nogen i at søge ly i dets kølige skygges fredfyldte favn eller i at drage fordel af dets »frugter«. Det interesserer sig ikke for nogen forskel mellem menneskers stammer, slægter, sprog og hjemlande, og det nærer heller ingen nysgerrighed herom. Tværtimod har ethvert menneske, der har søgt ly hos det, for altid glemt slægtsstolthed, sproglige forskelle, forskelle i hudfarve og stridigheder om hjemland – hele verden er i hans blik blevet fuldstændig lige og ét. Dette er i sandhed dette »træs« enestående egenskab. Den følgende lære udgør dets grundlæggende tankegang:

مُحَمَّدُ الرَّسُولُ اللهِ ط وَالَّذِيْن َمَعَهُ اَشِدَّءُ على الكُفَّارِ رُحُمَاءُ بَيْنَهُم تَرَاهُم رُكَّعَا سُجَّدَّا يَبتغُوْنَ فَضْلاً مِنَ اللهِ وَرِضْوَانَا ز – (الفتح: 29)

“Allahs Sendebud Muhammad (s.a.w.) og hans ledsagere er hårde mod de vantro og milde og ydmyge over for hinanden. Du vil se dem bøje sig og kaste sig ned i tilbedelse, idet de søger Allahs gunst og velbehag.” – Sura al-Fath: 29

Dette budskab blev fremlagt for menneskene for at samle hele menneskeheden omkring et stort centrum for en ophøjet sandhed og for, trods utallige økonomiske og intellektuelle uoverensstemmelser, at forene alle mennesker uden forskel om én fælles sag – med andre ord for at binde alle Adams børn sammen i broderskabets tætte bånd. Derfor er der i islams trosanliggender bevaret så megen bredde og rummelighed. Det er i stand til at give hele menneskeheden evigt ly under sin vinge. Derfor blev dette budskabs forkynder befalet at erklære med høj røst:

يَاَيُّهَا النَّاسُ اِنِّىْ رَسُلُ اللهِ اِلِيْكُم جَمِيْعًا – (الاعراف: 158)

“O mennesker! Jeg er Allahs Sendebud til jer alle.”

Derfor er det blevet sagt: Den, der tager imod dette budskab, hans blod og ære er fuldstændig ukrænkelige. Den, der dræber ham, vil blive nedsænket i Helvedets evige straf, og den, der krænker hans ære, er en fasiq. Trods dette har vi splittet dette vældige og enestående foreningsbudskab i stykker. De, der tror på Allah, englene, Skrifterne, Sendebuddene og det hinsides, er muslimer ifølge Allahs befaling. Men vi har tilsidesat disse ting og gjort mange nytteløse, selvopfundne forhold til grundlag for tro og kufr. Selv blandt dem, der tror på disse fem forhold, er kufrens forbandelse uden tøven blevet fordelt. Skønt dette altomfattende foreningsbudskab stadig findes, er vi blevet så splittede, at selve vores grundlæggende din synes at være blevet forskellig. Nationalitet, moské og salat – alt har vi gjort særskilt og adskilt; vi har også brudt de ægteskabelige forbindelser mellem os, og det ubrydelige broderskabsbånd, som var blevet knyttet mellem os med ordene: ‘Alle troende er brødre’, har vi også sønderbrudt. Derefter blev vi stillet over for en alvorlig fare. Vi forkastede de egentlige principper for vores nationalitet og broderskab og tog nye lærdomme om regionale og afstamningsbaserede nationaliteter fra andre folk – skønt dette i sin grund er fuldstændig i modstrid med islam. Den jalousi og det had, den blindhed, nepotisme og gensidige strid, som islam kom for at udrydde fra den uvidende førislamiske tidsalder, er alt sammen lidt efter lidt opstået iblandt os. Nogle har startet den pan-turabianske bevægelse, andre har hejst den panarabiske fane; nogle arbejder på at bevise den ariske afstamnings overlegenhed, mens andre opfordrer til at opløse sig i en regional og hjemstavnsbaseret nationalitet. Kort sagt bruger forskellige religiøse og politiske grupper alle deres kræfter på at sønderbryde islams enestående store foreningsbudskab. Og dog blev foreningsbudskabet netop forkyndt for at udslette disse forskellige grupper og splittelser.

Jeg siger ikke, at dette foreningsbudskab vil udslette alle former for uenighed, forskellighed og skelnen, store som små. Uenighed og forskellighed er grundlæggende naturlige forhold; det er fuldstændig umuligt at udslette dem. Ingen af forskellene i race, stamme, sprog eller hjemstavn kan helt forsvinde. Det er heller ikke muligt at fjerne forskellene i tænkeevne og naturlig disposition. Derfor er der ingen tvivl om, at disse uoverensstemmelser og forskelle vil være tydelige i forskellige gruppers meninger og overbevisninger samt i deres interesser og mål. Men formålet med at sende islams foreningsbudskab var først og fremmest at skabe en videnskabelig, moralsk og civilisatorisk harmoni og samordning mellem disse materielle og sanseligt opfattelige uoverensstemmelser – så alle mennesker uden forskel og med åbent hjerte kunne tage imod det, og ved at acceptere det kunne de, trods deres geografiske, stammemæssige, økonomiske, racemæssige og sproglige forskelle, blive én nation på netop dette grundlag. Derfor blev de, der tog imod foreningsbudskabet, samtidig pålagt at udføre salat i fællesskab. Der blev fastlagt én eneste qibla for hele jorden. Gennem sawm, hajj og lignende blev alle andre former for sociale og nationale uoverensstemmelser og forskelle udryddet. Hele verdens samlede muslimske befolkning blev givet samme juridiske status. Og alle blev inddraget i den samme altomfattende og verdensomspændende civilisation. Det var foreningsbudskabets egentlige mål at fjerne alle mindre uoverensstemmelser og skel på grundlag af islams enhed og at føre hele menneskeheden ind i en ny form for nationalitet. Men i stedet for at udbrede denne store gunst fra Allah til hele menneskeheden har muslimerne selv antaget de fuldstændig uislamiske ideologier om regional, sproglig, stammemæssig og økonomisk nationalitet. Samtidig vidner den moderne tids begivenheder uden tvivl om, at imperialismen, diktatorismen, autokratiet og krigene og konflikterne – disse menneskehedsødelæggende katastrofer, som ødelægger verdens fred og civilisation og lader strømme af friskt blod fra de undertrykte flyde over jordens overflade – er skabt af netop disse moderne ideer og synspunkter.

Hvis der i nærheden af en by eller bebyggelse findes en dæmning, der holder flodens oversvømmelser tilbage, kan der ikke være nogen tvivl om, at bebyggelsens sikkerhed afhænger af, at dæmningen er stærk og uden utætheder. Men hvis folk hører, at der er en dyb revne i den, kan man med sikkerhed sige, at de vil sætte alle kræfter ind på at lukke revnen. Men den dæmning, der står imod den altopslugende oversvømmelse af ekstrem opløsning og ødelæggelse, had og fjendskab i det menneskelige samfund – den dæmning, hvis styrke og soliditet hele verdens sikkerhed afhænger af – har i dag fået en alvorlig revne. Det mærkelige er imidlertid, at menneskene – især muslimerne – slet ikke tager notits af det; de bekymrer sig ikke det mindste om det, og der synes ikke at være den mindste hovedpine over det. Sandheden er ellers, at man ikke bør tøve med at ofre selv sit liv for at bevare denne store og ophøjede dæmning. – Tarjuman al-Qur’an: juli 1934.

Én nationalitet og islam

Maulana Hussain Ahmad Madani, rektor for Darul Uloom Deoband, har skrevet en lille bog med titlen »Én nationalitet og islam«. Det var naturligt at forvente, at denne bog, skrevet af en berømt lærd og lederen af det største religiøse uddannelsesinstitut i Pakistans og Indiens område, ville indeholde en enkel analyse af den komplicerede »nationalitetsteori« og et fuldt udtryk for det sande islamiske perspektiv. Men efter at have læst den er vi blevet grusomt skuffede, og bogen forekommer os skadelig for forfatterens anseelse. I vor tidsalder er utallige antiislamiske ideologier rede til at rette voldsomme angreb mod islams grundlæggende lære—islam er i dag hjælpeløs i sit eget hjem. Muslimerne undersøger ikke selv verdens begivenheder og problemer ud fra islams rene perspektiv; det siger sig selv, at de ikke formår det på grund af deres rene uvidenhed om islam. Desuden er spørgsmålet om »nationalitet« så kompliceret, at en nations liv eller død afhænger af, om den klart forstår det. Hvis en nation blander principper, der er fuldstændig forskellige fra grundlaget for dens egen nationalitet, ind i dette grundlag, kan den ikke overleve som »nation« på jorden. Når en person som Maulana Hussain Ahmad tog pennen op om dette komplicerede emne, burde han have været fuldt bevidst om sit eget ansvar. For profetens amanah er blevet betroet ham. Hvis der nogensinde ophobes snavs og affald på islams sande lære og grundlæggende væsen, er det netop sådanne menneskers pligt at fjerne det og gøre islams lære tydelig for alle.

I denne mørke tidsalder burde de fuldt ud have forstået, at deres ansvar er langt større og strengere end de almindelige muslimers. Hvis almindelige muslimer er sunket ned i vildfarelse, vil ansvaret for dette først og fremmest blive lagt på denne gruppe mennesker. Derfor må jeg endnu en gang sige, at der i Maulana Madanis lille bog ikke findes noget som helst bevis på hans ansvarsfølelse eller bevidsthed om sit ansvar.

Et uvidenskabeligt perspektiv

I en bog skrevet af en forfatter søger man først og fremmest at finde hans perspektiv. For det afhænger udelukkende af dette perspektiv, hvordan det egentlige emne gennemgås og analyseres, og om man til sidst når frem til en korrekt eller fejlagtig konklusion. Ét perspektiv kan være, at man vender blikket bort fra alle andre hensyn og alene forsøger at finde den faktiske sandhed, ser og bedømmer hovedproblemet i dets sande og egentlige form, og uden at tage hensyn til, om den endelige konklusion, som en sådan upartisk gennemgang og analyse af sandheden fører til, er imod nogen eller til fordel for andre, uden videre accepterer den. Dette er i virkeligheden den helt naturlige og videnskabelige tilgang til diskussion og analyse; og det er også det islamiske perspektiv. For i denne forbindelse erالحُبُّ فِى اللهِ واللَغْضُ فِىْ اللهِ— »At elske for Allahs skyld og være fjendtlig for Allahs skyld« islams grundprincip.

Ud over dette enkle og ligefremme perspektiv findes der mange andre skæve og komplicerede perspektiver. At blive fortryllet af blind kærlighed til en bestemt person og i enhver handling og sag kun nå frem til en konklusion til vedkommendes fordel er også en form for perspektiv. På samme måde er det en form for perspektiv at hengive sig til blind modstand mod nogen, kun søge efter det hadvækkende og skadelige og antage det. Men hvor fordrejede, skæve og komplicerede disse perspektiver end måtte være, vil de alle være i strid med den faktiske sandhed—det er der ikke den mindste tvivl om. Derfor kan man ikke håbe på at nå frem til en korrekt konklusion i nogen diskussion ved at antage dem og bruge dem som hjælp. Det sømmer sig derfor på ingen måde for i det mindste en lærd person at drøfte et problem ud fra dette perspektiv. For det er et fuldstændig uislamisk perspektiv.

Nu vil vi undersøge, hvilket af de ovenfor nævnte perspektiver Maulana Madani har anlagt i den omtalte lille bog.

Allerede i begyndelsen af den lille bog siger han:

“Det, der er blevet fremsat i forbindelse med modstanden mod én-nations-ideen og forsøget på at bevise, at den strider mod retfærdighed og principper, må det nu synes nødvendigt at påvise fejlene og manglerne ved. Siden 1885 har Kongressen gjort betydelige bestræbelser på at kræve national enhed blandt Indiens befolkning på grundlag af fædrelandskærlighed. Dens modstandere gør sig ihærdige anstrengelser for at bevise, at den ikke blot er uacceptabel, men snarere ulovlig og haram. I virkeligheden findes der intet, der er farligere end dette for den britiske imperialisme. Disse ting er ikke blevet fremsat først i dag, men siden 1886 eller endog tidligere. Og gennem dens ‘åbenbaring’ i forskellige former er Indiens befolknings sind og hjerner blevet lammet under de britiske diplomaters magiske indflydelse; man kan ikke forvente, at de vil acceptere dette.” – (s. 5-6)

Om dette har Dr. Iqbal sagt: “Hans personlighed er ikke nogen almindelig personlighed. Men trods alle disse egenskaber er han faldet under de britiske ‘troldmænds’ magiske indflydelse.”

Efter en lang drøftelse gjorde han derefter sit synspunkt klart med følgende ord:

“Hvor farligt det er for England, at Indiens befolkning bliver til én nation på grundlag af fædrelandskærlighed, kan man uden tvivl forstå ud fra det citerede afsnit af professor Seeleys artikel. Hvis denne tankegang kun vækkes meget svagt og ufuldstændigt blandt Indiens befolkning, vil det ganske vist ikke give dem styrken til at fordrive englænderne fra Indien; men fordi den tanke, at det er skammeligt at samarbejde med en ‘fremmed nation’, er blevet dybt forankret i dem, vil den britiske imperialisme blive begravet.” – (s. 38)

Derefter fremsatte han en så forbløffende mening, at det ved læsningen næsten er skamfuldt blot at tænke på, hvordan en højt anset, gudfrygtig lærd kunne skrive noget sådant!

“Selv hvis én-nations-ideen virkelig skulle være en forbandet og ussel ting, er det ikke desto mindre i dag muslimernes pligt at anvende dette våben med det formål at udrydde briterne, eftersom europæerne netop ved at anvende dette våben rykkede roden op på de islamiske herskere og det osmanniske kalifat (?)” – (s. 38)

I denne forbindelse har Maulana Madani først indrømmet følgende: “I løbet af de sidste to århundreder er de muslimske stater blevet skadet i det omfang, de er blevet, netop på grund af europæernes hårde og ødelæggende propaganda mod islamisk enhed og solidaritet.” “Europæerne har skabt forskelle og splittelse blandt muslimerne med hensyn til afstamning, fædreland og sprog” og har også vakt den tanke hos dem, at man ikke bør føre jihad for at beskytte religionen og åndeligheden, men at den bør føres for slægt, stamme og fødeland. Derfor er det ønskeligt at opgive religiøse følelser.” – (s. 35-36)

Men i virkeligheden blev han, efter at være kommet så tæt på den dybeste sandhed, desorienteret i englænderhadets labyrint. Han har skrevet:

»Det er beklageligt, at der dengang ikke rejste sig nogen, som prædikede imod muslimernes enhed som én nation, imod nationalisme og imod slægt og stamme. Man gjorde ikke engang modstand mod den altoversvømmende strøm af europæiske aviser og taleres foredrag. Som følge heraf blev panislamismen til en fortælling fra fortiden og fik sin afslutning, mens de islamiske riger blev lagt øde efter at være faldet i de europæiske nationers kløer. Nu, hvor muslimerne er blevet splittet, opdelt og ødelagt i områder som Afrika, Europa og Asien, får vi at vide, at man ikke kan slutte sig sammen med nogen ikke-muslim, der tillægger enhed og solidaritet blandt mennesker fra den samme millat betydning, og at man ikke kan danne en ’én nation’ sammen med nogen ikke-muslim.« – (s. 36-37)

Blot ved at læse det ovenfor citerede afsnit kan man klart forstå, at britiskhed efter Maulana Madanis opfattelse er den endelige målestok for sandt og falsk, for ret og uret. Han ønsker ikke at undersøge alle forhold med et objektivt, videnskabeligt blik for at se, hvad den virkelige og indre sandhed faktisk er! Han bedømmer heller ikke sagen ud fra et velvilligt blik på muslimerne for at afgøre, hvad der i virkeligheden er gift for muslimerne! Han har forkastet begge disse perspektiver. Det eneste, der har haft fuldstændig indflydelse på ham, er perspektivet »fjendskab til briterne«. Det, der er gift for briterne, anser Maulana Madani nu netop for at være en livgivende drik. Hvis nogen under disse omstændigheder anser den samme ting for også at være gift for muslimerne og derfor modsætter sig den, kan denne person efter Maulanens opfattelse ikke være andet end en »britisktilhænger«. For han er langt mere ivrig efter briternes død end efter muslimernes overlevelse. Derfor har han forstået, at indernes »enhed som én nation« er farlig for briterne; og hvad kan da ethvert menneske, der modsætter sig denne enhed som én nation, være i Maulana Madanis øjne andet end en britisktilhænger? Hvis nogen havde fortalt Maulana om endnu en ufejlbarlig metode til at ødelægge briterne; hvis han havde sagt, at en samlet kollektiv selvmordshandling blandt Indiens 350 millioner indbyggere ville sikre det britiske imperiums endelige grav; og hvis Maulana havde forstået denne opskrifts ufejlbarlighed, ville han uden den mindste tøven have anklaget enhver, der modsatte sig den, for at være britisktilhænger. Selv om selvmord er en yderst ussel og forbandet handling, ville denne syndige handling efter Maulanens opfattelse være blevet en pligt, fordi det gennem den ville være muligt at udrydde briterne.

Det er faktisk i lyset af sådanne ord og sådanne læresætninger, at man kan forstå rimeligheden i at gøre »kærlighed for Allahs skyld og vrede for Allahs skyld« til målestokken for islamisk sandhed, såvel som den dybe visdom heri. Hvis forbindelsen til Allah bliver afbrudt, og noget andet bliver elsket eller afskyet direkte, begynder den barbariske fjendskab og det barbariske had netop der. Da bliver alle midler og metoder, der fremmer menneskets kærlighed og mangel på kærlighed, tilladelige og passende. Man vurderer da overhovedet ikke, om de i virkeligheden stemmer overens med Allahs bud. Derfor er det blevet sagt, at selv personligt fjendskab ikke bør rettes mod Satan; også dér må forbindelsen til Allah være til stede. Ellers kan dette fjendskab mod Satan blive til en lov, og i det blinde had til Satan kan de grænser, Allah har fastsat, blive overskredet. Så vil man komme til at handle som Satan.

Blind lidenskab for at bevise sin påstand

Som følge af en sådan mentalitet tøvede Maulana Madani ikke med, i sin blinde lidenskab efter at bevise sin påstand, at tilsidesætte selv historiens mest berømte og strålende begivenheder. Da Europa udbredte slægts-, stamme-, nationalitets- og sprogbaseret nationalisme blandt muslimerne, rejste der sig da virkelig ingen blandt muslimerne for at modstå den? ……… Har han aldrig hørt navnene Tipu Sultan, Jamaluddin Afghani, Mufti Muhammad Abduh, Mustafa Kamel Misri, Amir Shakib Arslan, Anwar Pasha, Jalal Nuri, Shibli Nomani, Sayyid Sulayman Nadwi, Mahmudul Hasan, Muhammad Ali, Shaukat Ali, Iqbal, Abul Kalam (den afdøde) og andre? Advarede ingen af de nævnte personer muslimerne om, at en sådan nationalt baseret jahili-splittelse ville sønderknuse og opsplitte dem? På dette spørgsmål vil Maulana Madani måske ikke kunne svare »nej«. Alligevel vender han blikket bort fra disse virkelige begivenheder og beklager, at »ingen rejste sig for at prædike om muslimernes enhed som én nation«. …… Hvad var nødvendigheden af at fremsætte en sådan fejlagtig påstand? ……… Hans eneste formål var at bevise, at muslimernes nationale enhed og solidaritet var i strid med briternes interesser, og at alle muslimer derfor havde helliget sig til at udbrede slægtsmæssige, stammebaserede, nationale og sproglige forskelle og splittelser. Og nu er man begyndt at prædike muslimernes nationale enhed, fordi islamisk enhed og solidaritet er blevet gunstig for britiske interesser (?) Således er det bevist, at ethvert menneske, der er imod nationalisme, er britisktilhænger; det er briternes magi, der får dem til at sige dette. I virkeligheden er dette uden tvivl resultatet af jahili-fjendskabets metode. Fordi »britiskhed« er blevet målestokken for sandt og falsk, for ret og uret, kan det også anses for passende at udbrede noget, der strider mod den virkelige sandhed og virkeligheden – hvis det kan ramme britiske interesser.

I hele Maulana Madanis lille skrift kommer denne mentalitet spontant til udtryk. Ordbøger, koranvers, hadither og historiske begivenheder er blevet sønderbrudt og arrangeret efter hans eget forgodtbefindende i et forsøg på at bevise hans påstand, og enhver sandhed, der strider mod hans påstand, har han uden tøven benægtet og tilsidesat – uanset hvor stor en sandhed den måtte være på alle måder, både indadtil og udadtil. Han tøvede ikke det mindste med at skabe fejlagtige forestillinger gennem ordvalg, fremsætte eksempler uden lighed og bygge den ene fejlagtige opfattelse på den anden. Man bøjer i sandhed hovedet i skam, når man ser en gudfrygtig lærds sådanne handlinger.

Hvor dannes en nation på grundlag af regionalitet??

„I nutiden dannes nationer på grundlag af regionalitet,“ hævder Maulana Madani. Men i virkeligheden er dette fuldstændig forkert, vildledende og uden noget som helst grundlag fra ende til anden. Kan man fra menneskehedens historie fremvise blot ét eksempel på, at en nation noget sted er blevet dannet alene, fordi dens medlemmer bor i samme region? Nutidens nationer i verden står også for alles øjne. Hvilken af dem er blevet dannet alene på grundlag af regionalitet? Tilhører Amerikas sorte, rødindianere og hvide mennesker den samme nation? Er jøderne og tyskerne i Tyskland én nation? Polen, Rusland, Tyrkiet, Bulgarien, Grækenland, Jugoslavien og Tjekkoslovakiet, Letland og Finland – findes der nogen steder en „én nation“ alene, fordi hjemlandet er det samme? Er det kun fællesskabet af hjemland, der har skabt den? Disse faktiske forhold kan ikke benægtes. Hvis De vil sige, at nationer fra nu af bør dannes på grundlag af patriotisme, kan De sige det. Men hvilken ret har De uden argumenter og beviser til at hævde, at nationer dannes på grundlag af patriotisme og fællesskab af hjemland?

Udlændinge kender og betegner alle indbyggerne i et land som dette lands indbyggere. Med „amerikaner“ mener man enhver indbygger i det land, der hedder Amerika – hvad enten han er sort eller hvid; udenforstående vil kalde ham „amerikaner“. Men sandheden om, at de grundlæggende er mennesker fra to forskellige nationer, bliver ikke falsk af den grund. I internationale forhold betegnes enhver person uden tvivl som „national“ i sit eget rige. Hvis Maulana Hossain Ahmad Madani rejser uden for Indien, vil han blive betegnet som indehaver af „britisk nationalitet“. Men vil en sådan terminologisk nationalitet blive Maulanaens egentlige nationalitet? Hvilket videnskabeligt argument kan der da være i udsagnet: „Som indbyggere i Indien betegnes hinduer, muslimer, sikher, kristne og parsere alle som én nation“? Der er en himmelvid forskel på at blive „regnet for“ noget og i virkeligheden „at være én nation“. Derfor kan det ene ikke fremføres som argument for at bevise det andet.

Fremlæggelse af fejlagtige beviser fra ordbøger og Koranen

Dernæst har Maulana Madani ud fra arabiske ordbøger bevist, at ordet „qawm“ betyder „en gruppe mænd“ eller „en samling af mange mænd og kvinder“ eller „en persons nære slægtninge“ eller „en gruppe fjender“. Han har også forsøgt at bevise det ved at fremføre koranvers og har fremlagt de vers, hvori de vantro betegnes som profetens eller muslimernes „qawm“ (nation). Men i disse vers anvendes ordet „nation“ i den tredje eller fjerde af de ovennævnte betydninger. Han har også fremført de vers, hvori ordet „qawm“ (nation) udtrykker den første eller anden betydning. Men her er der overhovedet ingen diskussion om ordet nations leksikalske eller gamle betydning; diskussionen drejer sig om den moderne tids terminologi. Jawaharlal og Sayyid Mahmud taler ikke ordbøgernes eller Koranens gamle sprog, og denne gamle sprogbrug anvendes heller ikke i Kongressens program. De ord, de anvender, forstås i dag almindeligvis i deres moderne betydning. I nutiden anvendes ordene „qawm“ og „qawmiyyat“ som ækvivalenter til de engelske ord Nation og Nationality. Lord Bryce forklarer dette i sin bog „Intertational Relations“ således:

„En nationalitet betyder en samling af et stort antal mennesker, som er blevet forenet og knyttet sammen af nogle særlige følelsesbetonede tiltrækninger (Sentiments). To af disse tiltrækninger er langt de stærkeste – den ene er tiltrækningen ved afstamning eller stamme, og den anden er tiltrækningen ved religion eller livsordning. Men brugen af et fælles sprog, den samme slags litteratur, fælles nationale aktiviteter i fortiden, erindringen om fælles lidelser og vanskeligheder, fælles festlige begivenheder, fælles tanker og anskuelser samt en fælles følelse af mål kan også være blandt årsagerne til, at denne samme samling opstår. Når flere af disse forbindelser undertiden samles på ét sted, knytter de denne menneskelige samling tæt sammen. Til andre tider opstår en „nationalitet“ endda uden nogen af disse tiltrækninger mellem dem.“ – (s. 117)

En forklaring på nation eller nationalitet er skrevet i „Encyclopedia of Religon and Ethics“:

Nationalitet er skabt af en fælles egenskab eller af mange forskellige egenskaber, som findes på samme måde hos alle medlemmer af en gruppe, og som forener dem indbyrdes og gør dem til én nation. …I ethvert samfund findes der mennesker, som er knyttet til hinanden gennem lighed i afstamning og stamme, fælles traditioner, vaner og sprog. De kan forstå hinanden meget godt. Dette er i virkeligheden den vigtigste forbindelse, der holder dem tæt sammen. De er forbundet med hinanden, selv uden at ønske det. På forskellige måder opstår der venskab og hengivenhed mellem dem. Mennesker fra andre nationer opfattes af dem spontant som „anderledes“ og fremmede, fordi deres smag, gestik og vaner forekommer mærkelige, og fordi deres natur, anskuelser og de ophøjede følelser, der ligger i deres hjerter, er meget vanskelige og besværlige at forstå. Derfor betragtede mennesker i gamle nationer folk fra andre nationer med mistro. Også civiliserede mennesker i moderne tider nærer had til mennesker fra andre nationer, fordi de ser deres vaner og levevis som stridende mod deres egen smag.“

Har Den Ædle Koran i denne betydning overhovedet givet den mindste tilladelse til, at vantro, afgudsdyrkere og muslimer skal tilhøre den samme nation? Kom nogen profet til verden for i denne betydning at gøre alle troende og ikke-troende til én nation? Hvis ikke, hvorfor er denne meningsløse diskussion så blevet indledt? I historiens forløb har ord utallige gange ændret deres betydning. Et ord havde én betydning i går, men bruges i dag i en anden betydning. Hvis man ser bort fra den indre sammenhæng og siger: „Ifølge Koranen er det muligt for muslimer og vantro at være én nation,“ hvad kan det da være andet end en sproglig forveksling? For den betydning, som „nationalitet“ engang havde i Koranens sprog, har ingen forbindelse med den nutidige betydning. De tidligere retslærde foretog terminologisk ikke nogen særlig forskel mellem ordene „makruh“ og „haram“. Derfor blev ordet „makruh“ mange steder anvendt i betydningen „haram“. Men i nutiden er der blevet skabt særskilte terminologier for at angive graden af disse to former for forbud. Kan det nu være andet end bedrag at bruge „haram“ i betydningen „makruh“ og som bevis fremføre et tekststykke fra tidligere forfattere? Også ordet „nationalitet“ er i nutiden blevet en sådan terminologisk betegnelse. At anvende ordet „nationalitet“ om både muslimer og vantro og som bevis for at lukke munden på indsigeren fremføre den gamle sprogbrug kan ikke føre til andet end en vildledende ordleg.

Verbal forvirring

Når Maulanaen går videre, hævder han, at den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, i Medina havde oprettet en fri nationalitet for jøder og muslimer. Som bevis for denne påstand henviser han til den fredsaftale, der efter Hijraen blev indgået mellem den ædle Profet (Allahs fred være med ham) og jøderne. Et sted i dette aftaledokument har Maulanaen fundet følgende formulering:وَاَنْ يَّهُود بنى عَوفٍ امَّةُ مع المؤمنين – “Jøderne fra Banu Awf skal regnes som ét ummah-fællesskab sammen med de troende.”

Denne formulering er blevet anset for tilstrækkelig til at bevise, at der også i vor tid kan oprettes en fælles nationalitet mellem muslimer og ikke-muslimer. Men dette er blot en verbal labyrint. På arabisk betyder ummah en gruppe, som forenes af noget, hvad enten det er sted, tid, religion eller noget andet. Ud fra dette kan to forskellige folk, hvis de midlertidigt enes om en fælles interesse, også kaldes én ummah. Derfor har forfatteren til den autoritative arabiske ordbog Lisān al-ʿArab skrevet:وقوله فى الحديث ان يهود بنى عوف امة من المؤمنين يريد انهم بالصلح الذى وقع بينهم وبين المؤمنين كجماعة منهم كلمتهم وايديهم واحدة – “Når Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, i hadithen siger, at jøderne fra Banu Awf er en ummah blandt de troende, betyder det, at de gennem den fredsaftale, der blev indgået mellem dem og de troende, blev som en gruppe blandt dem, således at deres sag og deres hænder var forenede.”

Hvordan kan det nævnte ordbogsord »ummah« være synonymt med den moderne betegnelse »fælles nationalitet«? Højst kan det i moderne terminologi kaldes en »militær alliance« (Military alliance). I virkeligheden var det ikke andet end en gensidig aftale. Jøderne skulle følge deres egen religion, og muslimerne deres eget system; begges kulturelle og politiske roller skulle forblive særskilte. Men hvis en af grupperne blev angrebet udefra, skulle begge parter samles for at afværge angrebet og hver især bruge deres egne midler på denne krig – dette var aftalens hovedindhold. Aftalen ophørte inden for to eller tre år. Muslimerne fordrev nogle af jøderne og idømte nogle af dem dødsstraf. Kan en sådan aftale nogensinde kaldes »fælles nationalitet«? Findes der i den nævnte aftale den mindste lighed med det, man i vor tid forstår ved »fælles nationalitet«? Blev der oprettet en forenet nationalstat i Medina? Blev der dannet en fælles lovgivende forsamling? Blev der underskrevet en aftale om, at »jøderne og muslimerne« skulle blive til én samlet enhed, at de, der opnåede flertal blandt dem, skulle styre Medina, og at de love, som de godkendte, skulle sættes i kraft i Medina? Blev der også oprettet en fælles domstol dér, hvor jøders og muslimers tvister blev behandlet samlet og efter den samme nationale lov? I virkeligheden blev der ikke dannet nogen national kongres dér, og et jødisk overkommando, valgt af det jødiske flertal, fik ikke jøderne og muslimerne til at danse efter sin finger. For det andet blev fredsaftalen indgået mellem Allahs Sendebud (Allahs fred være med ham) og de jødiske ledere; Kaʿb ibn al-Ashraf og ʿAbdullah ibn Ubayy forsøgte ikke direkte at etablere »massekontakt« (kontakt med folket) med muslimske personer. Der blev heller ikke udarbejdet nogen uddannelsesplan, som Wardha-skemaet, for at uddanne muslimske og jødiske drenge til et forenet samfund. Kort sagt er der ikke den fjerneste forbindelse eller lighed mellem denne fredsaftale og nutidens fælles nationalitet. Hvilket af elementerne i den moderne dannelse af én nation findes i den »fælles nationalitet«, som Maulana Madani i dag har tillagt den ærede Allahs Sendebud (Allahs fred være med ham)? Jeg kan med sikkerhed sige, at intet sådant element findes deri. Ved blot at se formuleringen »én ummah sammen med muslimerne« i Profetens (Allahs fred være med ham) aftale ønsker Maulana Madani således at indgyde muslimerne den tro, at det, som Kongressen i dag forsøger at gøre ved at danne »én nation«, allerede én gang blev gjort af den ædle Profet (Allahs fred være med ham) i Medina. »Gå derfor med fuld sikkerhed og ro ind i nutidens ene nation« – vakte Maulana Madanis propaganda på dette område ikke den mindste frygt i hans hjerte for, at Allah kunne kræve ham til regnskab for denne falske propaganda? Er dette ikke en fuldstændig falsk udtalelse om den ædle Profet (Allahs fred være med ham)?

Maulana Madani er selv en fremragende lærd og hadith-specialist. Jeg vil gerne spørge ham om en sag vedrørende en hadith overleveret af den ærede Aisha (må Allah være tilfreds med hende). I hadithen siges der:كان النَبِىُّ صلى الله عليه وسلَّمَ يَقْبَلُ ومباشر وهو صائم “Den ædle Profet (Allahs fred være med ham) kyssede og praktiserede »mubāsharat«, selv mens han fastede. Hvis man tager den almindeligt anvendte betydning af ordet »mubāsharat«, bliver det bevist, at samleje med hustruen er tilladt, selv under faste. Men kan det derfor være rimeligt at tage den åbenlyse betydning og udlede en sådan sharia-stridig opfattelse af hadithen?

Disse to argumenter er fuldstændig af samme art. Derfor kan man i ingen af de to tilfælde fravige et sådant princip. Især bliver sagen endnu mere alvorlig, hvis den, der fremsætter argumentet, nyder folkets tillid, og folket ønsker at modtage vejledning fra ham. Hvis der uddeles gift fra folkesundhedsafdelingen, hvor skal man så finde livseliksiren?

At bygge en forkert opfattelse på et forkert bevis

For at bevise, at »fælles nationalitet« for hele Indiens befolkning er legitim, har Maulana Madani fremlagt endnu et bevis. Han har sagt:

“Vi danner hver dag sammenslutninger eller foreninger for fælles interesser, og vi nøjes ikke blot med at deltage i dem, men gør også en ihærdig indsats for at blive medlemmer. …Der findes hundredvis af foreninger af denne art—byområder, erklærede områder, kommunalbestyrelser, distriktsbestyrelser, lovgivende råd, uddannelsesforeninger og lignende—som er blevet dannet efter bestemte regler og bestemmelser til særlige formål. Ingen forbyder deltagelse i disse foreninger eller at gøre en helt eller delvis indsats for dem. Men det mærkelige er, at hvis en sådan ‘forening’ oprettes for at arbejde for landets frihed og imod britisk overherredømme, bliver deltagelse i den anset for haram, i strid med retfærdighed, i modstrid med islams lære og ligeledes i strid med fornuft og forståelse.”—(s. 41) Dette er i virkeligheden det, man kalder at drage en forkert konklusion på grundlag af en fejl. Maulana Madani anser en syndig handling for en religiøs pligt og forsøger, blindt forelsket i den, at bevise en tilsvarende anden syndig handling berettiget. Og dog! I begge tilfælde er den samme grundlæggende årsag til, at de er haram, til stede. Jeg vil sige det klart: At Ulema-e-Hind den ene dag erklærer deltagelse i råd og forsamlinger for haram og den næste dag for halal, er rent ud sagt som et barnespil. For det er ikke deres princip at erklære noget for haram efter at have undersøgt den virkelige sag. Et eneste ord fra Gandhiji får deres evne til at udstede fatwaer til at træde i kraft. Men på grundlag af islams evige og uforanderlige principper og idealer siger jeg, at det uden tvivl er en evig forbrydelse for muslimer at støtte de overordnede institutioner, som giver mennesker ubegrænset ret til på ny at træffe afgørelser om de forhold, som Allah og Hans Sendebud allerede har afgjort klart. Men når ikke-muslimer bliver talmæssigt overlegne i sådanne overordnede institutioner, der har denne ubegrænsede ret og myndighed, og alle afgørelser træffes på grundlag af flertallet, regnes det som en dobbelt forbrydelse. Derfor er muslimernes første pligt at adskille disse overordnede institutioners virkeområde fra de grænser, som Allahs sharia har fastlagt; for dem er dette den sande frihedskamp. Hvis grænserne for udøvelsen af myndighed er adskilt fra hinanden, vil det være berettiget for muslimer at samarbejde med grupper, der er dannet for en fælles interesse mellem den muslimske og den ikke-muslimske nation. Hvad enten det sker for at afværge et fjendtligt angreb eller for at udføre økonomiske eller kunstneriske aktiviteter, er der ingen forskel.”

Men så længe de to nationers områder for handling og myndighed er indbyrdes forbundne, er det—for ikke at tale om forening og samarbejde—fuldstændig uforeneligt med muslimernes interesser selv at leve under et sådant sammenblandet styre. Uden undtagelse vil alle muslimer i denne sag blive betragtet som skyldige, indtil de i fællesskab med forenede kræfter har knust dette styre. Og de, der ivrigt accepterer dette styre og bestræber sig på at sætte det i kraft, vil være endnu mere skyldige. Men den person—hvem han end måtte være—som fremlægger argumenter fra Koranen og hadith til fordel for at indføre dette styre, vil være den mest skyldige af alle.”

Når der i samme sag på den ene side findes en grund til, at den er haram, og på den anden side også synes at være en grund til at anse den for tilladt, er det efter min mening hverken et bevis på fromhed og gudsfrygt eller på indsigt i den religiøse lov blot at isolere grunden til, at den er tilladt, træffe en afgørelse til fordel for den og slet ikke tage hensyn til grunden til, at den er haram. Maulana Madani erklærer det for nødvendigt at bestræbe sig på landets frihed og på at afskaffe det britiske imperialistiske styre; men han husker slet ikke, at det i virkeligheden netop er den gruppe, som med denne opfattelse bestræber sig på friheden, der udformer dette styre, leder det og fører det frem til dets fulde udvikling. I dette styre er den menneskelige lovgivende forsamling imidlertid blevet givet ubegrænset magt til at ændre Allahs lov. Allahs lov kan ikke træde i kraft gennem dette; og hvis den nogensinde træder i kraft, vil det først ske, efter at den lovgivende forsamling har godkendt den. Som følge heraf vil et ikke-muslimsk flertal få fuld myndighed til at udforme reglerne for muslimernes sociale og kollektive liv, og dette kan få en stærk indflydelse på deres moralske karakter, sociale forhold og kommende generationer. I løber efter den frihed, som landet vil opnå med et sådant styre, fordi jeres eneste mål er det britiske imperialistiske styres ophør—uanset hvordan dette ophør finder sted. Derfor fremhæves kun den grund, der taler for at slutte sig til en sådan gruppe; man ser slet ikke på, at der også findes en vægtig og fornuftig grund til at forbyde det. Men vi er nødt til at træffe en afgørelse om sagen med begge sider og begge slags grunde for øje, og vi kan ikke være rede til at acceptere grunden til tilladelse, før grunden til forbud er fjernet. For både det britiske imperialistiske styres ophør og islams fuldstændige indførelse er vores mål. Hvis nogen kalder dette synspunkt britisk-dyrkelse, bekymrer vi os ikke det mindste om denne hån.

Beklagelig uvidenhed

Maulana Madani har et andet sted skrevet: “Der udstedes kun en fatwa imod sammensat nationalisme, fordi sammensat nationalisme ifølge den vestlige terminologi betyder en sådan helhedsform, som er fuldstændig i strid med religionen, og fordi den kun forbindes med denne terminologiske betydning. Men denne betydning er ikke almindeligt fast forankret i alles bevidsthed, og ingen retfærdig muslim kan støtte den. Den nuværende bevægelse bygger heller ikke på denne betydning; Kongressen og dens aktivister fører heller ikke denne bevægelse på dette grundlag, og vi fremlægger den heller ikke for landet.”—(s. 41)

Til støtte for denne påstand er mange gamle udtalelser blevet nævnt, selv om deres egentlige indhold allerede flere gange er blevet klarlagt—nemlig Kongressens erklæring om at give grundlæggende rettigheder. Heraf drages følgende konklusion:

“Selv med hensyn til den sammensatte nationalisme, som Kongressen ønsker at etablere i Indien, ønsker den ikke at foretage sig noget, der kan få nogen skadelig indvirkning på Indiens befolknings religion eller på dens kultur, civilisation og personlige lovgivning. Dens eneste ønske er at ordne de forhold, der vedrører fælles interesser og landets behov, på en velordnet og disciplineret måde. For de udenlandske herskere har taget disse forhold i deres besiddelse og kastet Indiens indbyggere ud på ødelæggelsens rand. I erklærede områder, kommunalbestyrelser, distriktsbestyrelser, råd, forsamlinger osv. træffes afgørelser om indre og ydre anliggender. I disse spørgsmål er der ikke tale om, at nogen nation eller religion skal smelte sammen.”—(s. 57)

Det citerede afsnit er et tydeligt eksempel på, med hvilken overfladiskhed og uoverlagte uforsigtighed muslimernes vejledning foregår i et så vanskeligt og kritisk øjeblik for dem. Når otte crore muslimers velfærd eller ulykke i afgørende grad afhænger af et bestemt spørgsmål eller problem, kan selv den mindste fejl i sådanne forhold skabe enorme omvæltninger i deres fremtidige sociale og moralske liv. Alligevel betragtes det som »børneleg« at træffe en endelig afgørelse i disse spørgsmål, og man føler ikke behov for nogen form for eftertanke, forskning, studium eller øvelse. Men når det gælder at afsige dom i sager om skilsmisse, arveret og lignende, må den enkelte dog foretage så megen overvejelse og forskning. Det fremgår tydeligt af hvert eneste ord i det citerede afsnit, at Maulana Madani ikke kender nationalitetens faglige betydning, og at han er fuldstændig uvidende om Kongressens formål og mål. Han har heller ikke tænkt det mindste over betydningen af »grundlæggende rettigheder«. Selv grænserne for de samlede organisationers virke, som han igen og igen omtaler, og hvordan de efter den nuværende forfatning trænger ind i områderne for kultur, civilisation, religiøs tro og moralsk karakter, kender han slet ikke. Den måde, hvorpå han har anvendt ordene kultur, civilisation, personlig lov og så videre, beviser klart, at han, trods at være en så stor »lærd og æret« person, ikke har forstået disse ords betydning og væsen overhovedet—det siger jeg med særligt ansvar og efter moden overvejelse. Jeg har kunnet mærke, at min klare tale vil være uudholdelig for dem, der er vant til at bedømme sandheden efter personer i stedet for at bedømme personer efter sandhedens målestok. Derfor har jeg beredt mig på at høre endnu nogle fornærmelser som svar på dette. Men når jeg klart ser, at muslimerne gennem den hellige autoritet fra det religiøse lederskab ledes ad en vildfaren vej, at de i stedet for sandheden og den korrekte lære føres mod falske og grundløse forestillinger, og at de skubbes mod en enorm vej med en bundløs dyb afgrund, som om den var en lige, åben hovedvej, blev det umuligt for mig at bevare tålmodigheden ved dette syn. Derfor er det min pligt at være fuldt beredt, hvis nogen bliver vrede over mine klare og sande ord.

Det regionale nationalitets hovedmål

Læs endnu en gang det, der tidligere blev citeret ovenfor fra Lord Bryce’s »Internationale relationer« og »Encyklopædi over moralsk karakter og religioner«, i forbindelse med forklaringen af nationalitet. Set ud fra denne betydning kan individer kun blive til én nation af én grundlæggende årsag. Det er en så tiltrækkende kraft, som vil være til stede i dem alle som selve livet og holde dem forbundet med hinanden. Men det er på ingen måde tilstrækkeligt til at danne en »nation«, at denne tiltrækning blot er til stede. Den må være yderst stærk, så den kan knuse de forestillinger, der holder individer eller små grupper af individer adskilt fra hinanden. For hvis de splittende faktorer er for stærke til at modstå de forenende forestillinger, kan disse ikke lykkes med at skabe enhed—med andre ord kan de ikke danne en »nation«. Desuden er sprog, litteratur, historiske traditioner, skikke og sædvaner, socialt liv og livsform, tankegang og anskuelser samt økonomiske interesser og materielle mål også nødvendige for en nationalitet. Alle disse ting må være i overensstemmelse med de forenende forestillingers natur. Med andre ord må der ikke være noget til stede i dem, som kan vække splittende forestillinger. For alt dette påvirker, hvordan individer samles. Kun hvis deres tendens og retning er i overensstemmelse med »foreningsbudskabets« hovedformål, kan de fuldføre opgaven med at skabe enhed. Ellers vil de danne grupper på en helt anden måde, og opgaven med at skabe en »nation« vil blive yderst svag.

Nu er spørgsmålet, hvilke mulige midler der kan findes til at samle og forene de forskellige nationer, som lever i et land i denne betydning. Jo mere man tænker over det, desto mere synes kun to muligheder at være gennemførlige. Den første er, at disse nationer bevares i deres særskilte nationaliteter, mens der mellem dem indgås en »føderal« aftale på klare og præcise betingelser. Som følge heraf skal de kun handle sammen for fælles interesser, mens de i alle andre forhold skal være fuldstændig frie og suveræne. Men har Kongressen valgt denne fremgangsmåde? Man har intet andet svar end »nej«. Den anden mulighed er: Hvordan kan nationerne på dette tidspunkt gøres til »én nation«? ………. Derfor må man nødvendigvis først anerkende en fælles, tiltrækkende kraft og et centralt foreningsbudskab. En sådan tiltrækkende kraft og et centralt foreningsbudskab kan kun dannes gennem en kombination af følgende elementer: For det første: patriotisme,

For det andet: had til udenlandske fjender, og

For det tredje: fremme af fælles økonomiske interesser.

Desuden er det, som jeg nævnte ovenfor, nødvendigt, at denne tiltrækkende kraft bliver så stærk, at de forestillinger og årsager, som har holdt disse nationer adskilt fra hinanden, fuldstændig blegner over for den. For hvis muslimen føler en meget stærk tiltrækning til islam, hinduen til hinduismen og sikhen til sikhismen, og hvis muslimerne, hver gang spørgsmålet om religion og nationalitet opstår, slutter sig sammen med muslimerne, hinduerne med hinduerne og sikherne med sikherne, og hver gruppe rejser sig med en særskilt organisation til forsvar for sin egen sag, betyder det, at »kærligheden til fædrelandet« ikke har kunnet forvandle flere nationaliteter til »én nation«. At en muslim anerkender islam, at en hindu forbliver troende på hinduistiske anskuelser og fra tid til anden går i templet—det er en helt særskilt sag. Men for at blive »én nation« må enhver tillægge patriotismen så overordentlig stor betydning, at enhver tilhænger af en religion bliver i stand til at ofre sin egen religion og tro for fædrelandets skyld. Uden en sådan helhjertet og hengiven indstilling kan der overhovedet ikke dannes nogen »patriotisk« nationalitet.

Dette er jo det egentlige frø til den lokale eller regionale nationalisme. Dette frø kan aldrig frembringe et træ, før der er skabt et passende klima og miljø for det. Derfor er en gunstig jordbund og årstid nødvendig. Som jeg tidligere har sagt, er sprog, litteratur, traditioner, skikke og sædvaner, socialt fællesskab og livsform, tankegang og ideologier samt økonomiske interesser og materielle formål og lignende absolut nødvendige for at skabe nationalismens tiltrækningskraft. Det er disse ting, der organiserer menneskegrupper i et samfund. Alt dette må spontant være til stede i selve den tiltrækkende krafts natur. For hvis disse forskellige kræfter, der skaber forbindelse mellem forskellige personer, med sikkerhed hælder mod adskillelse, vil de kraftigt modarbejde skabelsen af enhed og sammenslutning, og de vil under ingen omstændigheder tillade, at der dannes én nation. For at danne en samlet nation er det derfor absolut nødvendigt at tilintetgøre de kræfter i hver nation, som skaber særskilte nationale tankestrømninger; i stedet bliver det nødvendigt at give hele nationen samme farve og gradvist forme alle dens medlemmer efter det samme nationale ideal samt skabe en fælles karakter og fælles moralske tankestrømninger blandt dem. Man må udbrede den samme slags tankegang, ideologi og ideal blandt dem og gøre dem således, at de fremover alle kan være kendt og regnet som medlemmer af det samme samfund. Deres sindelag, synspunkter og perspektiver skal være fuldstændig ens – fra den samme histories kilde skal forestillingen om deres gamle herlighed udspringe, og til sidst må der ikke længere være nogen som helst grund til at skabe uenighed og forskelle mellem dem. Det er med dette formål, at Wardha-planen blev udarbejdet. Vidyamandir-planen havde også dette som sit formål. Dette formål var udtrykkeligt skrevet i begge planer. Men Maulana Madani har overhovedet ikke set disse planer eller deres pensumlister. Pandit Nehru har i flere år blæst i netop denne nationalismes horn. Men ingen af hans taler eller skrifter er kommet til Maulana Madanis kendskab. Hver eneste person med ansvar i Kongressen har erklæret og skrevet dette og har med den statsmagt, der blev opnået gennem den nye forfatning, også ivrigt udbredt det. Men Maulana Madani er ude af stand til at høre, se eller mærke noget af det. Og alligevel bliver alt dette arbejde udført af hver eneste af de samlede institutioner, som han har nævnt. For disse institutioners arbejdsområde strækker sig netop til alt, hvad der vedrører tahdhīb-tamaddun, kultur, personlig lovgivning og så videre. Men selv den svageste lyd af det arbejde, der hver dag udføres fra den ene ende af Indien til den anden, trænger ikke ind i Maulana Madanis øregange. Af alle disse ting har han kun opnået én ting – den, der kaldes »grundlæggende rettigheder«. Alene med tillid til dette vover han at udbrede princippet om »én nationalitet« som værende Den Ædle Profets (fvmh.) ideal. Men i virkeligheden er dette (de grundlæggende rettigheder) på ingen måde bedre end kejserinde Victorias berømte erklæring. Vi syndige mennesker har ikke mod til at sammenligne et sådant grusomt kneb fra vestligt diplomati med Den Hellige Profets (fvmh.) handlinger. Hvad angår dem, der besidder så megen taqwā og from gudsfrygt, at de selv efter et sådant uretmæssigt vovestykke kan håbe på tilgivelse, er det en anden sag.

At udnytte ord med flere betydninger

Maulana Madani har fastlåst en bestemt betydning af »én nationalitet« i sit sind. Han har selv fastlagt dens grænser under hensyntagen til alle slags djævelske betingelser og ved at lukke alle mulige veje. Han fremlægger den forsigtigt, så ingen kan rejse spørgsmål mod ham ud fra sharīʿaens regler. Men den største fejl ligger netop her: Han har endegyldigt antaget, at Kongressen også har den opfattelse, som han selv har antaget. Kongressen står imidlertid mange, mange etaper fra dette. Hvis Maulana Madani blot havde sagt: »Med ’én nationalitet’ forstår jeg dette«, ville vi ikke have haft nogen strid med ham. Men han stopper ikke her; han går videre og siger også, at dette er Kongressens mål, og at Kongressen fuldstændig følger Den Ædle Profets (fvmh.) ideal. Han hævder, at det er muslimernes pligt med fuldstændig frygtløshed og urokkelighed at ofre sig selv for bevægelsen for én nationalitet. Det er i virkeligheden her, vores uenighed med ham begynder. Lad os tage et eksempel. Når man siger »at hælde vand«, mener den ene at lade vand regne ned, mens den anden har givet det at sætte ild navnet »at hælde vand«. Det er let at forstå, hvor stor en uret det ville være at se bort fra denne sproglige forskel og råde alle til at overgive deres hjem og ejendomme til den anden person. Det er med henblik på sådanne tilfælde, at der i Den Hellige Koran er givet følgende påbud: Når et ord kan forstås både i en forkert og en korrekt betydning, og du ser, at brugen af dette ord fremkalder en foruroligende situation blandt de vantro, skal muslimer ikke bruge et sådant ord.يايُّها اللَّذِينَ اَمَنُوا لا تقولوا راعنا وقولوا انظرنا واسمعوا ط وللكافرينَ عذابٌ اَليْمٌ – (البقرة : 104)

»O I, der tror, sig ikke ’Rāʿinā’, men sig ’Unẓurnā’, og lyt. For de vantro er der en smertefuld straf.« – Sura al-Baqara: 104

Det ville derfor have været bedre, hvis Maulana Madani, for at udtrykke sit eget synspunkt, havde brugt et ord som »gensidigt venskab« og lignende og havde fremlagt dette som et forslag og en anbefaling fra sin egen side i stedet for at præsentere det som Kongressens politik og handlinger. Hvis han i det mindste selv nu viser denne nation blot en smule velvilje, vil det være en stor barmhjertighed. Ellers er der fare for, at hans pen forud for en stor katastrofe kommer til at skabe en vældig omvæltning. Derfor er der også mulighed for, at følgende fra fortiden vil blive gentaget: »Det, som tyranniske konger, herskere og ugudelige statsledere gjorde, beviste de lærde som sandt ved hjælp af beviser fra Koranen og hadith; de brugte religionen som et redskab til undertrykkelse og udbytning.«رَبَّنَا لاَ تجعلنَأ فتنةً لِّقَومٍ الظَّلِمِيْنَ – (يونس : 85)

»Vor Herre! Gør os ikke til en prøvelse for de uretfærdige mennesker.« – Sura Yunus: 85

Efter offentliggørelsen af Maulana Madanis nævnte hæfte er det blevet yderst nødvendigt at analysere »nationalismen« ud fra et rent videnskabeligt synspunkt og tydeliggøre den grundlæggende forskel mellem de islamiske og ikke-islamiske ideologier på dette område. Hvis det bliver gjort, vil alle fejlagtige forestillinger herom blive fjernet fra folks sind, og det vil blive muligt for dem efter overvejelse og forståelse at vælge en af de to veje. Dette var de lærdes pligt, men når den »førende« blandt de lærde har løftet fanen for »én nationalitet«, og ingen af de lærde er rede til at udføre deres egentlige pligt, hvornår må så almindelige mennesker som os tage initiativ til det? – Tarjumān al-Qurʾān: februar 1939

Kan nationalismen nogensinde sikre befrielse

Da Maulana Ubaidullah Sindhi vendte tilbage til Indien efter mange års liv i eksil, blev han på vegne af Bengalens Jamiat-ul-Ulama inviteret til at lede deres session i Calcutta. Da Indiens befolkning læste den tale, han holdt ved denne session, fik de for første gang mulighed for at blive bekendt med hans særlige synspunkter. Her gengives de dele af hans tale, som især har vakt muslimernes harme: For det første: “Hvis mit land ønsker at blive reddet fra de skadelige følger og tab, som den revolution, der nu har opslugt hele verden og fortsat opsluger den dag for dag, medfører, må det fremme og udvikle nationalisme efter europæisk forbillede. Hele verden er vel bekendt med, hvor anset vores land var i tidligere tider. Men hvis vi ikke kan etablere vores anseelse blandt nationerne i nutiden, vil vi ikke få den mindste fordel af vores tidligere berømmelse.”

For det andet: “Jeg anbefaler, at vores religiøse og nationale ledere forsøger at drage størst mulig nytte af den britiske regerings to hundrede år lange styre. Vi må nu opgive den måde, hvorpå vi ved at nære had til Europa har begrænset vores udvikling. I denne forbindelse har jeg studeret og iagttaget den tyrkiske nations revolution fuldt ud, fra Sultan Mahmud til det demokrati, som Mustafa Kemal grundlagde. Det er mit ønske, at vores land skal regnes som et æret medlem ved Europas internationale konferencer. Men for at opnå dette må vi naturligvis føle nødvendigheden af at skabe en revolution på samfundsområdet.”

Som forklaring på denne samfundsrevolution fremlagde Maulana Sindhi et revolutionært program for Sindh-provinsen. Han sagde: “Sindhs indbyggere skal bære tøj, der er produceret i deres eget land; men det skal være i form af frakker og bukser eller skjorter med krave og ‘shorts’. Muslimer kan bære lange shorts, der går ned under knæene. I begge tilfælde skal der bæres hat. I moskéen skal muslimer tage hatten af og bede salat med utildækket hoved.”

Maulana Sindhi er en erfaren og verdenskendt mand. Det store offer, han i flere år har bragt for sine idealer og mål, vidner om hans oprigtige troskab mod sine idealer. Under sådanne omstændigheder er det vores pligt, hvis han fremlægger en løsning på nogle af vores forskellige samfundsproblemer, at undersøge hans synspunkter videnskabeligt med et sind befriet for enhver form for tvivl og skepsis, uanset hvor meget de udadtil måtte synes at være resultatet af erfaring, overvejelse og forskning.

Det er vores overbevisning, at en dygtig og intelligent person, som siger noget med gode hensigter, ikke vil tøve med at opgive det, når de iboende fejl bliver tydelige for ham. Og hvis han på ingen måde er rede til at opgive det, er det absolut nødvendigt at udrydde denne fejlagtige lære gennem den videnskabelige kritiks hårde slag.

Nationalisme baseret på opportunisme

De årsager og argumenter samt de råd, som taleren har fremført for at højne nationalismen på grundlag af europæiske principper, er som følger: For det første: Hvis vores land ønsker at blive reddet fra den revolutionære tankestrøm, som har opslugt hele verden og fortsat opsluger den endnu mere, …..” må det gøres på denne måde.

To: “Verden kender ganske vist til vores fortidige bedrifter og berømmelse; men vi vil ikke kunne drage den mindste fordel af dem, medmindre vi indtager en passende plads og opnår den rette anseelse blandt nutidens nationer.”

Og det er åbenlyst, at denne plads og anseelse kun kan opnås ved at efterligne de vestlige nationer. Tre: Både den gamle periode i vores indiske civilisation, som er kendt som den hinduistiske civilisation, og den moderne periode, som er berømt som den islamiske civilisation, er grundlagt på religiøse idéer. Men den moderne europæiske ideologi er fuldstændig løsrevet fra religiøs tænkning. Den er udelukkende grundlagt på videnskab og filosofi. Derfor vil vi lide skade, hvis vi ikke i vores land udvikler evnen til at forstå denne revolution.”

Med “evnen til at forstå” har han her meget sandsynligt ment evnen til at antage den, for det er, hvad talerens ovenfor nævnte præmisser beviser.

Disse tre udsagn må undersøges og analyseres. For det første blev man ikke opfordret til at antage noget, fordi det var sandt eller principielt acceptabelt; man blev opfordret til at antage det, fordi omstændighedernes udvikling og opportunismens princip (Expediency) krævede det. Hvilken værdi kan dette subkontinent da have i en muslimsk idealists øjne? En sådan tankegang – at man må gøre dette for at undgå en bestemt skade, at man vil opnå en bestemt fordel ved at gøre det, eller at noget ikke længere kan praktiseres i verden og derfor må erstattes af “dette” – kan ingen idealistisk, etisk eller ideologisk person antage. Det er ikke andet end et rent opportunistisk synspunkt (Opportunism). Det kan på ingen måde have noget at gøre med fornuft, viden eller principiel tænkning. Et menneske, der følger principper og idealer, vil efter grundig tænkning, undersøgelse og analyse antage den anskuelse og det ideal, som han finder sandt, og derefter handle fast i overensstemmelse med det; dette er den eneste rette handlingslinje. Hvis der i andre lande i verden handles efter en fejlagtig politik, er det hans pligt ikke at følge efter, men at forsøge at trække hele menneskesamfundet i retning af hans eget ideal. Hvis det medfører, at vi må udstå sorg og lidelse ikke at følge verden, bør vi bære det med særlig tålmodighed og udholdenhed. Hvis verden nægter at anerkende vores anseelse, fordi vi ikke følger efter den, bør vi sparke en sådan verden væk. Jordisk anseelse og status er ikke vores ma‘bud – ikke vores herre; vi kan ikke fare omkring overalt for at tilfredsstille den. Selv hvis den “tidsalder”, som vi anser for sand, allerede er forbi, bør vi stadig have den personlighed og selvindsigt, der kan gribe tidsalderen i “øret” og føre den tilbage til sandheden. At ændre sig selv i takt med tidens forandringer kan være kujonens princip, men det er ikke en idealistisk persons princip.

I denne henseende bør muslimer i det mindste udvise lige så stor beslutsomhed og idealisme, som Karl Marx’ tilhængere viste under Første Verdenskrig. Da krigens trommer lød i 1914, opstod der en voldsom uenighed om nationalismen blandt medlemmerne af Den Anden Internationale. De socialister, der arbejdede på socialistiske internationale fronter, blev, da de så deres egne nationer kaste sig ind i krigens ild, inspireret af den snævre tankegang i den blinde nationalisme, og de ønskede at støtte deres egne nationer i den aktuelle krig. Men marxisterne erklærede: Ud fra det ideal (?), som vi begyndte kampen med, er kapitalisterne i alle verdens nationer vores fjender, og alle arbejdere er vores venner; hvordan kan vi under disse omstændigheder støtte nationalismen? For den splitter arbejderne og tilskynder dem til, sammen med kapitalisterne, at kæmpe mod hinanden, og på grundlag af dette princip brød marxisterne forbindelsen med mange af deres gamle kammerater. Desuden knuste de ægte kommunister med egne hænder afgudsbilledet af denne snævre nationalisme. De tyske kommunister kæmpede for deres ideal mod Tyskland, de russiske kommunister for deres ideal mod Rusland, og på samme måde kæmpede kommunisterne i hvert land for deres ideal mod deres eget lands regering. Ligesom kommunisterne har en anskuelse og et ideal, har en muslim på samme måde en anskuelse og et ideal. Hvorfor skulle en muslim under disse omstændigheder afvige fra sit ideal for at undgå tab og skade eller for at opnå en smule anseelse hos nogen? Hvis han virkelig afviger, er det hans pligt først at gøre sig klart, hvad han opgiver, og hvad han er på vej til at antage. For at opgive et princip er ikke andet end svaghed; men at betragte sig selv som en, der følger et princip, efter at have afveget fra det, er både et tegn på svaghed og på bevidstløshed. Så længe jeg handler efter islamiske anskuelser og bestemmelser i alle livets forhold, kan jeg forblive “muslim”. Hvis jeg nogensinde forkaster denne anskuelse og antager en anden ideologi, er det ikke andet end grov uvidenhed stadig at betragte mig selv som “muslim”. At antage en ikke-islamisk ideologi, selv om man er muslim, er åbenlyst meningsløst. “Nationalistisk muslim”, “kommunistisk muslim” og lignende er indbyrdes modstridende betegnelser; det er lige så forkert som at sige “fascistisk kommunist”, “jainistisk slagter”, “kommunistisk godsejer” eller “tawhid-tilhænger, der er polyteist”.

Nationalisme og islam

De, der tænker over nationalismens betydning og dens dybere væsen, vil uden tvivl erkende, at islam og nationalisme, hvad angår deres underliggende tankegang, mål og hensigter, er to indbyrdes modstridende idealer. Islam henvender sig til hele menneskeheden uden forskel, netop som mennesker. Over for hele menneskeheden fremlægger islam et ideologisk og trosbaseret moralsk regelsæt – den opstiller et samfundssystem grundlagt på retfærdighed og gudsfrygt og opfordrer alle mennesker uden forskel til at antage det. Derefter tager den alle, der antager det, ind i sin kreds med lige rettigheder og værdighed. I ingen af islams områder – tilbedelse, økonomi, samfund, juridiske rettigheder og pligter eller noget andet – skaber islam nogen forskel mellem dens tilhængere på grundlag af race, afstamning, geografi eller klasse. Islams endelige mål er at opbygge en verdensstat (World state), hvori alle bånd af arveligt og nationalt had og fjendskab mellem mennesker brydes, og hvori der gennem lige muligheder for alle til at opnå lige rettigheder etableres et civilisatorisk og politisk system for hele menneskeheden. I stedet for fjendtlig rivalisering mellem samfundets mennesker skal der skabes gensidigt venskabeligt samarbejde. Som følge heraf skal alle mennesker hjælpe hinanden med at opnå materiel fremgang og velstand samt åndelig udvikling. Den politik og livsordning, som islam fremlægger for at fremme menneskers velfærd, kan almindelige mennesker først antage, når der ikke findes nogen form for jahili-tankegang eller had og fjendskab i dem. De må befri sig fra den nationale traditions fortryllelse, rusen over slægtens fornemhed og ære samt den blinde besættelse af blodets og jordens bånd, og de må som mennesker alene bedømme sandhed, retfærdighed, rimelighed og ærlighed – ikke som en klasse, en nation eller et land, men søge vejen til hele menneskehedens velfærd.

Nationalismen skaber derimod forskelle mellem mennesker ud fra deres nationalitet. Som følge af nationalismen vil den nationalistiske person i enhver nation uundgåeligt anse sin egen nation for bedre end alle andre nationer. Selv hvis han ikke er en yderst aggressiv nationalist (Aggressive Nationalist), vil han alene i kraft af at være nationalist være tvunget til at gøre forskel mellem sin egen nation og andre nationer socialt, økonomisk, politisk og med hensyn til lovgivning. Han vil forsøge at sikre sin egen nation så mange interesser og fordele som muligt. Af hensyn til nationale interesser vil han være tvunget til at rejse mure af økonomisk ulighed. Desuden må han bestræbe sig på at bevare de traditioner og gamle fjendtligheder, som hans nationalisme bygger på, og på at holde følelsen af national fornemhed levende i sig selv. Han vil ikke være rede til på grundlag af lighedsprincippet at lade mennesker fra andre nationer tage del sammen med ham på noget område af livet. Hvor hans nation fortsat opnår eller kan opnå større interesser og fordele end andre nationer, vil ikke et eneste ord om retfærdighed komme til udtryk fra hans sind og hjerne. Hans endelige mål vil være at oprette en nationalstat (National state) i stedet for en verdensstat (World State). Selv hvis han antager en universel ideologi, vil den med sikkerhed blive forvandlet til imperialisme. For i hans stat kan mennesker fra andre nationer aldrig få plads som ligeværdige deltagere. De kan naturligvis kun optages som slaver og trælle.

Her er der kun foretaget en generel drøftelse af disse to ideologiers principper, mål og underliggende tankegang. Allerede denne begrænsede drøftelse beviser klart, at de to er fuldstændig indbyrdes modstridende. Hvor nationalisme findes, kan islam aldrig etableres. På samme måde kan denne nationalisme ikke bestå et eneste øjeblik dér, hvor islam etableres. Hvis nationalismen udvikles og styrkes, vil vejen for islams udbredelse og etablering blive blokeret dér. Og hvis islam etableres, vil nationalismens rødder nødvendigvis blive revet op. Under disse omstændigheder kan en person på samme tid kun antage én af de to ideologier. En person kan på samme tid kun antage én ideologi. Det er umuligt for nogen samtidig at stige om bord i disse to både, der bevæger sig i hver sin retning. Så snart man hævder at følge den ene, er støtte, hjælp og tilslutning til dens modsatte ideal et tegn på mental forvrængning. Om dem, der handler sådan, må vi nødvendigvis sige, at de enten ikke har forstået islam, eller ikke nationalismen, eller at de ikke har været i stand til at forstå nogen af de to korrekt.

Nationalismens sande tilstand i Europa

Ovenfor er kun blevet nævnt det, man kan forstå ved at tænke over nationalismens oprindelige grundlag. Men vi må gå videre og også undersøge den europæiske nationalisme.

I den gamle jahili-tid var folkets opfattelse af nationalisme endnu ikke særlig moden. Eftersom menneskene endnu ikke havde antaget nationalismen fuldstændigt, var de i højere grad opslugt af slægts- eller stammeforestillinger. Derfor blev selv store filosoffer og videnskabsmænd i den tid blændet af nationalismens rus. En fremragende tænker som Aristoteles har i sit værk Politics fremsat den opfattelse, at uciviliserede og barbariske folk er skabt til at være slaver. Ifølge ham er krig for at gøre disse mennesker til slaver et af midlerne til at skaffe indtægter. Men når vi ser, at grækerne anså alle ikke-grækere for »barbarer«, kan vi straks mærke, hvor farlig Aristoteles’ nævnte opfattelse er. For de mente bestemt, at grækernes moralske karakter og menneskelige rettigheder var helt forskellige fra andre menneskers i verden.

Det var netop dette første frø til nationalismen, der senere slog rod i Europa. Den kristne lære havde ganske vist i lang tid holdt dens fremgang tilbage. En profets lære – hvor forvansket den end måtte være – kan naturligt antage et bredt menneskeligt perspektiv i stedet for stammevæsenets og nationalismens snævre syn. Desuden havde den romerske imperialismes omfattende statspolitik underlagt mange små nationer en fælles centralmagt og gjort dem til dens følgere, hvorved styrken af nationalt og stammemæssigt had og fjendskab blev betydeligt mindsket. På denne måde holdt pavens åndelige og kejserens politiske herredømme og myndighed i flere århundreder den kristne verden tæt sammen. Men disse to magter hjalp hinanden i undertrykkelsen og i modstanden mod viden og videnskab. Med hensyn til fordelingen af verdslig magt og materielle interesser lå de i konflikt med hinanden. På den ene side deres indbyrdes strid og kamp, på den anden side deres uærlige handlinger, tyranni og undertrykkelse, og for det tredje den moderne videnskabelige renæssance gav i det sjette århundrede anledning til en religiøs og politisk bevægelse. Denne bevægelse blev kaldt »reformationsbevægelsen«.

Som følge af denne bevægelse blev de kræfter, der var imod fremskridt og reformer hos paven og kejseren, bragt til ophør. Men på den anden side opstod den ulempe, at de forskellige nationer, som hidtil havde været knyttet sammen af den samme tråd, blev splittet. Reformationsbevægelsen var ikke i stand til at tilbyde noget alternativ til dette åndelige forhold mellem de forskellige kristne nationer. Da den religiøse og politiske enhed og sammenhold blev knust, og nationerne blev adskilt fra hinanden, begyndte de hver for sig og spredt at danne deres egne selvstændige nationalstater. Hver nations sprog og litteratur begyndte at udvikle sig særskilt. Hver nations økonomiske interesser begyndte at fremstå som forskellige fra nabolandenes. Således begyndte en ny nationalitet, baseret på afstamning, politik, økonomi og kultur, at vinde indpas. Den begyndte at indtage den plads, som følelsen af afstamningsmæssig adel samt had og fjendskab havde haft. Derefter begyndte gensidig konflikt og konkurrence mellem de forskellige nationer at rejse sig. Krige og kampe begyndte at bryde ud. Den ene nation begyndte uden tøven at angribe den andens interesser. Den fortsatte med at udvise den yderste grad af tyranni og undertrykkelse. Som følge heraf nåede de forestillinger, der knyttede sig til nationaliteten, deres yderste grænse. Bitterheden i disse forestillinger om nationalitet blev stadig stærkere. Således blev nationalitetsfølelsen (sence of Nationality) forvandlet til »nationalisme« (Nationlism).

Den nationaleismes fremgang, højdepunkt og udvikling i Europa fandt sted efter skabelsen af voldsom konkurrence og konflikt med nabolandene; derfor omfattede den uundgåeligt følgende fire forestillinger: For det første: national adel og stolthed. Som følge heraf bliver et menneske en blind tilbeder af sin egen nationale arv og sine nationale særpræg. Han begynder på alle måder at betragte sin egen nation som højere, mere udviklet og bedre end alle andre nationer. For det andet: nationalt hovmod. Som følge heraf må man hæve sig over ret og uret og under alle omstændigheder fortsætte med at støtte sin egen nation. For det tredje: forestillingen om national beskyttelse. For at beskytte nationens reelle og indbildte interesser tvinger den nationen til at foretage mange handlinger, lige fra at forsvare landet til at angribe fremmede stater. For at beskytte de økonomiske interesser bliver det absolut nødvendigt at hæve eller sænke tolden på import og eksport, kontrollere andre nationers indtrængen, lukke vejen for mennesker fra andre nationer til at finde arbejde og opnå borgerlige rettigheder inden for landets grænser, forsøge at opbygge en overdreven militær styrke til landets forsvar og rejse til fremmede stater for at beskytte ens eget land og ens egen nation. For det fjerde: national stolthed og overlegenhedsfølelse (National Aggrandisment). Dette vækker hos enhver nation, der udvikler sig og besidder magt, en forestilling om at opnå overlegenhed og herredømme over verdens øvrige nationer. Det tilskynder den til at fremme sin egen velstand ved at bruge andre nationers penge. Den stærke nation anser sig forpligtet til at udbrede civilisation og kultur blandt de underudviklede nationer og mener, at den har en medfødt ret til at nyde godt af andre landes naturressourcer; derfor udnytter den stærke nation de svage nationer.

Beruset af denne europæiske nationalisme erklærer nogle: »Tyskland over alle«, mens andre hævder: »Amerika er Guds eget land.« Nogle siger: »At være italiener er religionens kerne.« Man hører nogen erklære: »Den medfødte ret til at herske tilhører udelukkende briterne.« Således fastholder enhver nationalist, som var det en trosbekendelse, denne holdning: »Mit land, hvad enten det gør ret eller uret« (My country Wrong or right). I virkeligheden har denne nationalismes vanvid forbandet menneskeheden i den nuværende verden på grusom vis. Den er det farligste af alt for den menneskelige civilisation. Den forvandler mennesker til vilde dyr over for alle andre end deres egen nation.

Det kaldes ikke nationalisme blot at nære kærlighed til sin egen nation og ønske at se den leve frit, velstående og fremskredent. For grundlæggende er dette uden tvivl en hellig følelse. I virkeligheden er det ikke kærligheden til ens egen nation, men fjendskab, had, misundelse, nag og ønsket om hævn over fremmede nationer, der skaber denne nationalisme og holder den i live. Den sårede følelse, som nationalismen fremkalder, og den undertrykte nationale fanatisme tænder en slags ild i menneskers sind, og det er i virkeligheden denne, der bliver nationalismens livskilde. Denne ild overskrider selv den store, hellige følelse af kærlighed til nationen, som i denne barbariske tidsalder er gennemsyret af hovmod, og forvandler den til noget urent. I hver nation vækkes denne følelse først og fremmest for at hævne sig på en virkelig eller indbildt undertrykkelse begået af fremmede nationer. Men eftersom ingen moralske regler, åndelig vejledning eller Allahs sharia leder den, overskrider den sine grænser og skaber imperialisme (Imperialism), økonomisk nationalisme (Economic Nationalism), racehad, krig og internationale katastrofer. En berømt forfatter i moderne tid, Francis W-Cocker, har skrevet:

“Nogle nationalistiske forfattere hævder, at retten til at leve frit kun tilkommer de fremskredne nationer …… som besidder en højere kulturel og åndelig rigdom. Deres argument er, at en højtstående civiliseret nations ret og pligt ikke blot består i at bevare sin egen frihed og varetage sine indre anliggender uden andres indblanding, men også i at udvide sin indflydelse og magt over de relativt mindre udviklede nationer; og der er ingen hindring, selv hvis det kræver magtanvendelse. De siger, at enhver fremskreden nation har en verdensomspændende anseelse, og at den ikke har ret til blot at begrave sine indre evner og talenter i sit eget lands jord eller, behersket af selviskhed, kun at anvende dem til sin egen udvikling. …..I virkeligheden var det netop sådanne synspunkter og argumenter, der i det nittende århundredes sidste del blev fremført til støtte for imperialismen og brugt til at underlægge Europa og Amerika imperialistisk politik.”

Han har endvidere skrevet: »Det siges stadig, at når en stor nation bliver angrebet, har den ikke blot ret til at gøre modstand, men også ret til at modstå enhver handling, der er skadelig for dens frie livsform og velstand. At beskytte sine grænser, bringe sine egne midler og ressourcer under sin egen kontrol og sikre sin egen ære er ikke tilstrækkeligt for en nations liv. Hvis den skal overleve, må den gøre meget mere. Den må gå fremad, brede sig, øge sin militære styrke og bevare sine nationale særpræg og sin glans. Ellers vil nationen lidt efter lidt synke ned i forfald og til sidst få sin eksistens udslettet i den internationale konkurrence. Jo større succes en nation har med at beskytte sine egne interesser og udvide omfanget af sin politiske og økonomiske indflydelse og magt, desto større er dens ret til at overleve. At vinde krige er det ypperste bevis på, at en nation er den bedst egnede (Fittest). Med dr. Bīzhāts ord: »Krig skaber nationer.«

Han skrev derefter: “Også Darwins evolutionsteori er blevet anvendt fuldstændig fejlagtigt til støtte for disse teorier. Ernest Haeckel (Ernist Haekel) var darwinismens første og største fremtrædende ‘forkynder’ i Tyskland! Han anvendte meget omhyggeligt sine biologiske teorier på filosofien og sociologien. Han betragter egoisme og selvtilbedelse som en universel biologisk lov og siger, at denne lov i menneskesamfundet fungerer som en ordning for udryddelsen af bestemte menneskeslægter. Ifølge ham findes der ikke tilstrækkelige livsfornødenheder på jorden til alle de levende væsener, der fødes. Derfor uddør de svage arters afkom. Det skyldes ikke blot, at de ikke er i stand til at konkurrere med andre med succes i den voldsomme kamp og konkurrence om at tilegne sig jordens begrænsede livsfornødenheder, men også, at de ikke har nogen evne til at modstå de stærke væseners sejrrige fremmarch. Således kaldte Karl Pearson den internationale konflikt og kamp for ‘et kapitel i menneskehedens naturlige historie’. Hans påstand er, at menneskets civilisation og kultur ifølge det videnskabelige syn på livet (Scientific View of Life) i det væsentlige udvikler sig på grund af den kamp og konflikt, som ikke blot bestandigt findes mellem individer, men også mellem nationer. Når en nation af højere rang ødelægger svage efterkommere og ved kun at skabe stærke afkom øger sin indre kapacitet, begynder den gennem kampen med andre nationer at udvikle sin ydre egnethed (Fitness). I denne kamp udslettes de svage (uegnede) nationer. Kun de stærke nationer består. På denne måde bevæger hele menneskeheden sig samlet frem mod fremskridt. En nation kan først bevise, at den er de andre mere udviklede nationer jævnbyrdig, når den bestandigt konkurrerer med dem inden for handel og erhverv samt om indsamlingen af råmaterialer og fødevarer. Hvis den begynder at leve i fredelig sameksistens med nationer på et lavere niveau, må det betyde, at den har trukket sit krav på overlegenhed tilbage. Og en nations overlegenhed kan bevises og etableres, hvis den fordriver disse nationer og selv overtager deres land, eller giver dem ret til at bo der og udnytter dem til fordel for sine egne interesser. -Recent political Thought, New York, 1934, s. 443-48.”

En anden forfatter ved navn Joseph Lighten (Joseph Lighten) har skrevet: “Siden det femtende århundrede har verdenshistorien i relativ forstand været historien om de nationale staters indbyrdes økonomiske konflikter og kampe. Den økonomiske nationalisme er i stigende grad blevet årsag til sammenstød mellem nationerne. Først begyndte konkurrencen og hindringerne inden for handel og erhverv. Derefter fulgte krig. Herredømmet over Amerika, Afrika, øerne i de syv have og store dele af Asien, oprettelsen af kolonier og udbytningen (Exploitation) af disse landes økonomiske midler og ressourcer – alt dette er blot forskellige kapitler i denne plyndringshistorie. Noget af dette foregik ganske vist også i meget mindre målestok, da barbariske folk efter romernes fald spredte sig hist og her, mens de plyndrede. Forskellen er imidlertid, at der ud af det romerske imperiums ruiner blev grundlagt en international organisation på et religiøst, moralsk og kulturelt grundlag, mens dette ikke var muligt i den nye verden.” – Social Philosophies in Conflict, New York 1937, s. 439

Denne forfatter har et andet sted skrevet: “Når en nation med kulturel enhed er politisk uafhængig og økonomisk har fælles interesser, og der i denne kulturelle, politiske og økonomiske nationalisme vækkes en følelse af egen overlegenhed, viser den økonomiske nationalisme sig uundgåeligt i skærpet form. For denne nationalisme er den uundgåelige følge af den konflikt og kamp, der foregår mellem verdens forskellige nationer. Og denne nationalisme forvandles meget snart til økonomisk imperialisme. Nationerne kæmper mod hinanden for at opnå fordele inden for handel og erhverv, og de ligger i konflikt med hinanden for at få kontrol over udenlandske markeder og de økonomiske ressourcer i tilbagestående lande.”

“Problemet ved den politiske og økonomiske nationalisme – som man ikke har fundet nogen løsning på – er, at en nationalstats eksistens på den ene side er uundværlig for en nations velfærd og velstand, og at ikke blot dens økonomiske velstand, men også dens kulturelle udvikling, dens uddannelse, videnskab og kunst – kort sagt udviklingen af hvert eneste område – i høj grad afhænger af nationalstatens udvikling og styrke. Men på den anden side opstår den økonomiske nationalisme af sig selv under de nuværende konkurrenceforhold. Hver nation forsøger at fremme sin egen udvikling på bekostning af andre nationer. Som følge heraf næres følelser af hævnlyst, mistanke, frygt og had mellem nationerne. Vejen fra international konkurrence på det økonomiske område til militær konflikt på den åbne slagmark er fri og meget kort.” – Samme værk, s. 4-5.

Forskellen mellem vestlig nationalisme og det islamiske ideal

I stedet for at fremstille den vestlige nationalisme, dens tankegang og handlingsprincipper med mine egne ord har jeg fundet det langt bedre her at præsentere dem med de vestlige tænkeres egne ord. På den måde er det ved hjælp af de vestlige lærdes egne skrifter blevet klart og tydeligt for læserne, hvordan den europæiske nationalisme virkelig ser ud. Det er ubestrideligt blevet bevist gennem de ovenfor anførte citater, at alle de forestillinger og alle de principper og idealer, som nationalismen i Europa er blevet grundlagt og udviklet på, uden tvivl er ødelæggende for menneskeheden. Disse principper og forestillinger har bragt mennesket til brutalitetens og den yderste grusomheds niveau. De fylder Allahs jord med undertrykkelse, overgreb og blodsudgydelse og hindrer menneskehedens civilisatoriske udvikling. Det store formål, som Allahs sendebud siden tidernes begyndelse har stræbt og arbejdet for i verden, udsletter denne vestlige nationalismes princip fuldstændigt. Dette sataniske princip modarbejder det formål, som Allahs sharia er kommet til verden for, og de moralske og åndelige lærdomme og idealer, som de himmelske bøger blev åbenbaret med. Det gør mennesket snæversynet, indskrænket og misundeligt. Det gør nationer og slægter til hinandens dødsfjender og blænder dem fuldstændigt for sandhed, retfærdighed og menneskelighed. Det sætter materiel magt og dyrisk styrke i stedet for moralsk sandhed og tildeler dermed den guddommelige sharias inderste kerne et hårdt slag.

Det er den guddommelige sharias evige formål at etablere moralske og åndelige forbindelser mellem mennesker og gøre dem til hinandens hjælpere og medfølende medmennesker på et vidtstrakt og omfattende arbejdsområde. Men nationalismen afskærer disse forbindelser med det skarpe sværd, som består af racemæssige, stammemæssige og geografiske skel, og skaber nationalt had og fjendskab, hvorved den forvandler mennesker til hinandens fjender og rivaler.

Den guddommelige sharias mål er at skabe et så vidtgående og liberalt rum som muligt for etableringen af frie forbindelser og relationer mellem mennesker. For den menneskelige civilisations og kulturs udvikling og konsolidering afhænger heraf. Derfor skaber nationalismen en stærk hindring for etableringen af disse forbindelser og relationer. Som følge heraf bliver det fuldstændig umuligt for mennesker af en anden nation at leve i et område, der er domineret af én nation.

Den guddommelige sharias mål er, at ethvert individ, enhver nation og enhver generation skal få fuld mulighed og de nødvendige midler til at pleje sine naturlige særpræg og medfødte evner, så den som helhed kan bidrage til menneskehedens fremskridt. Men nationalismen skaber en sådan tilskyndelse i enhver nation og enhver generation, at den søger at opnå styrke for at betragte andre nationer og generationer som ringe, værdiløse og underlegne, gøre dem til slaver og forhindre dem i at udvikle deres medfødte evner og få mulighed for at virke; ja, den berøver dem endog retten til at leve.

Den guddommelige sharias højeste princip er, at menneskerettighederne skal grundlægges på moral i stedet for på styrke; således at en stærk person eller gruppe skal sikre en svag persons eller gruppes rettigheder, når det moralske princip støtter dette. Nationalismen derimod etablerer det princip, at magt er ret, (Might is right), og at den svage ingen rettigheder har, fordi han ikke har evnen til at kræve sine rettigheder.

Ligesom den guddommelige sharia ikke er imod individets udvikling inden for moralens grænser, er den heller ikke imod plejen af den nationale identitet. Tværtimod støtter og fremmer den dette, fordi den ønsker at nære hver nation gennem dens fremskridt på dens eget sted på en sådan måde, at den bevæger sig fremad med medfølelse, hjælp og velvilje over for menneskeheden som helhed og udfører en rolle svarende til den, en flod udfører for havet. Nationalismen skaber derimod en sådan mentalitet hos mennesker, at de reserverer alle deres kræfter, evner og talenter udelukkende til deres egen nations overlegenhed; ikke alene vil de således ikke være til hjælp for menneskeheden som helhed, men de vil heller ikke tøve med at ofre menneskehedens interesser på deres egen nations interesseres alter. Det, som egeninteressen indtager i det personlige liv, indtager dyrkelsen af nationen i det sociale liv. En nationalist er af natur snæversynet. Han ser al verdens skønhed og alle dens dyder og egenskaber kun hos sin egen nation og sin egen stamme; blandt andre nationer, racer og stammer ser han intet værdifuldt, der har ret til at bestå. Den yderste manifestation af denne mentalitet ser vi i Tysklands nationalsocialisme. Med Hitlers ord er definitionen på nationalsocialisme: »Enhver person, der er rede til at løfte de nationale mål og formål så højt, at intet for ham kan stå over hans egen nations gavn og velvære, og som fuldt ud har forstået betydningen af vores nationalsang ’Germany above all’ – ’Tyskland over alt’ – det vil sige, som i denne vidtstrakte verden ikke kan se noget, der er mere ophøjet end det tyske land og den tyske nation, eller noget der er ham kærere og mere værdigt til ære, en sådan person vil være nationalsocialist.«

I sin selvbiografi »Mein Kampf« skriver Hitler: »Alt, hvad der er værdifuldt i universet – videnskab, kunst, teknologisk fremskridt samt opdagelser og opfindelser – er resultatet af nogle få nationers skabende talent. Og disse nationer er grundlæggende knyttet til den samme blodslinje. Hvis vi deler menneskeheden i tre grupper – dem, der skaber kultur, dem, der bevarer kultur, og dem, der ødelægger kultur – vil kun den ariske race tilhøre den første klasse.«

Det var på grundlag af denne racestolthed, at ikke-ariernes livsmuligheder i Tyskland blev indskrænket. Og på dette blev grundlaget for Tysklands vision om verdensherredømme lagt. Ifølge en tysk socialist bestod den tyske nations mission i verden i at tilintetgøre de lavere nationer og bruge dem som legetøj i udbredelsen af civilisationen. Og dette er ikke kun et særkende ved Tyskland; også i det demokratielskende USA praktiseres racediskrimination på dette grundlag. Hvide amerikanere er ikke parate til at anerkende sorte negre som mennesker. Det samme er også synspunktet hos enhver nation i Europa, hvad enten det drejer sig om Storbritannien, Frankrig, Italien eller Holland.

En uundgåelig egenskab ved denne nationsdyrkelse bliver da, at en sådan nationsdyrkelse forvandler mennesket til en egoistisk selvdyrker. Den shariamæssige lov er kommet til verden for at forvandle mennesket til et principfast menneske. Den guddommelige sharia ønsker at gøre menneskets handlinger underordnet sådanne selvstændige principper, som ikke ændrer sig sammen med egeninteressen og begæret. I direkte modsætning hertil gør nationsdyrkelsen mennesket principløst. For den, der dyrker nationen, findes der i verden intet andet princip end ønsket om sin egen nations velbefindende. Hvis moralvidenskaben, religionens forskrifter og civilisationens filosofi støtter dette formål, vil han med glæde hævde, at han tror på og bekender sig til disse principper. Men hvis de hindrer ham på denne vej, vil han forkaste dem og antage en anden etik og filosofi.

I Mussolinis livshistorie ser vi et fuldstændigt eksempel på en nationalists karakter. Før verdenskrigen var han socialist. Under verdenskrigen skilte han sig kun fra socialisterne, fordi han indså, at Italiens nationale interesse lå i at deltage i krigen. Men da Italien ikke opnåede den ønskede velfærd blandt krigens vundne goder, hejste han fascismens bevægelses fane. Også i denne nye bevægelse ændrede han igen og igen sine principper. I 1919 var han liberal socialist; i 1920 blev han anarkist, det vil sige diktator. I 1921 var han i nogle måneder modstander af de socialistiske og demokratiske grupper; i nogle måneder forsøgte han at skabe enhed med dem. Til sidst skilte han sig fra dem og udformede en ny politik. Denne gentagne farveskiften, denne principløshed og denne egeninteresse er ikke udelukkende Mussolinis særlige egenskaber. Nej, det er nationalisme naturens normale kendetegn. Hvad en egoistisk person kan gøre i sit personlige liv, kan en nationalist gøre i det nationale liv. Det er umuligt for ham selvstændigt at fæste sin tro på nogen bestemt politisk filosofi.

Men konflikten mellem nationalisme og den guddommelige sharia viser sig endnu mere åbenlyst fra en anden side. Det er klart, at enhver profet, der kommer fra Allah, vil blive født i et bestemt område. På samme måde vil den bog, der gives til denne profet, nødvendigvis være på sproget i det område, hvor han er blevet sendt. Desuden vil de steder, der er knyttet til profetens mission, og som får en plads med ære og anseelse, for det meste også ligge i dette område.

Men trods disse begrænsninger er det sandhedsbudskab og den vejledning, som en profet kommer med fra Allah, ikke begrænset til noget bestemt land eller folk. Tværtimod er den universel og gælder alle mennesker, og hele menneskeheden påbydes at tro på denne profet og den bog, han har frembragt. Uanset om en profets mission er begrænset, som Hūd og Sālih, må Allahs fred være med dem, og mange andre, eller om hans mission er omfattende, som Ibrāhīm og Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var alle mennesker under alle omstændigheder befalet at tro på alle profeter og ære dem. Når en profets mission er universel, er det naturligt, at den bog, han har frembragt, får international anseelse, at dens kulturelle indflydelse også bliver international, og at dens hellige steder får international anseelse, selv om de ligger i ét bestemt land. Det gælder ikke kun profeten selv; også hans ledsagere og de første mennesker, der deltog mest fremtrædende i udbredelsen af hans mission, vil blive kaldt helte blandt alle folk, selv om de er knyttet til ét bestemt folk. Alt dette strider mod nationalistens natur, smag, følelser, filosofi og syn på verden. En nationalists nationale følelse kan på ingen måde acceptere, at han anerkender mennesker som helte, der ikke tilhører hans eget folk, at han tager et sted som helligt centrum, selv om stedet ikke er en del af hans fædreland, eller at han anerkender den kulturelle indflydelse fra et sprog, som ikke er hans eget. Han vil hente åndelig inspiration fra alle traditioner, der kommer udefra. Han vil ikke blot kalde disse ting fremmede, men vil se på dem med det samme had og den samme intolerance, som man viser alt, hvad der tilhører udenlandske angribere. Han vil bestræbe sig på at fjerne al ydre indflydelse fra sit folks liv. Hans nationale følelser kræver naturligt, at han knytter alle følelser af ære og anseelse udelukkende til jorden i sit fædreland og synger lovsange om fædrelandets floder, vandløb og bjergkæder. Han vil levendegøre sit folks gamle historie og traditioner — traditioner, som den udefrakommende religion kalder uvidenhedens tidsalder — og være stolt af dette. Han vil knytte sin nutid til fortiden og sin egen kultur til sine forfædres kultur, tage sit folks historiske eller opdigtede ældste som helte og hente åndelig inspiration fra deres virkelige eller opdigtede bedrifter.

Kort sagt ligger det i nationalismens egentlige natur, at den vender sig bort fra alt udefrakommende og retter sig mod det, der hører dens eget hjem til. Den vej ender til sidst med, at også den udefrakommende religion fuldstændig forkastes, og at de religiøse traditioner levendegøres, som nationalisten har arvet fra sit folks uvidenhedens tidsalder. Mange nationalister når måske ikke helt frem til den sidste destination, men bliver stående på en mellemstation; den vej, de følger, fører imidlertid i den retning.

Det, der i dag sker i Tyskland, er en fuldstændig forklaring og demonstration af dette naturlige kendetegn ved nationalismen. En gruppe nazister udtrykker åbent deres utilfredshed med Jesus, må Allahs fred være med ham, fordi han var af jødisk afstamning. Alene det, at en person er jøde, er tilstrækkeligt til, at en tilbeder af den ariske race vil benægte hele hans kulturelle, moralske og åndelige værdi og betydning. Derfor siger medlemmerne af denne gruppe uden tøven: »Messias var en proletarisk jøde. Han var Marx’ forgænger. Det var derfor, han sagde, at de fattige og jordløse skulle arve jorden.« På den anden side forsøger de nazister, hvis hjerter stadig har plads til Messias, at bevise, at han var af nordisk afstamning. Det er, som om en tysk nationalist enten slet ikke vil anerkende Messias, fordi han var jøde, eller, hvis han anerkender ham, ikke vil anerkende den israelitiske Messias, men kun en Messias af nordisk afstamning. Under alle omstændigheder er hans religion underlagt dyrkelsen af afstamningen. Ingen tysk afgudsdyrker er parat til at anerkende en ikke-arier som leder af den åndelige og moralske civilisation. Den bitre sandhed er, at selv den Gud, hvis forestilling er importeret udefra, ikke er acceptabel for den tyske nationalist. Nogle nazistiske kredse forsøger at genoplive de guder, som den teutoniske stamme dyrkede i oldtiden. Derfor er oldtidens historie blevet gennemsøgt, og en fuldstændig fortælling om guderne og gudinderne er blevet udarbejdet. Og guden ved navn Wotan, som den teutoniske stammes folk i den gamle uvidenhedens tidsalder anerkendte som oversvømmelsernes gud, anerkender de nu som den højeste gud. Denne religiøse bevægelse er først lige begyndt. Men også i den undervisning, som nazistiske unge i dag officielt modtager, anerkendes Gud ikke som Rabb al-ʿālamīn, det vil sige Verdenernes Herre, men kun som Rabb al-Almāniyyīn, det vil sige tyskernes gud. Denne trosbekendelses ordlyd er: »Vi tror på Gud som den, der er den oprindelige kilde til kraft og liv, på jorden og i skaberværket …… For det tyske menneske er forestillingen om Gud medfødt. Vores forestilling om Gud og evigheden vil på ingen måde stemme overens med forestillingen i nogen anden religion. Vi tror, at det tyske folk og Tyskland er uden begyndelse. For vi tror, at kraft og liv er uden begyndelse. Vi tror på den nationalsocialistiske opfattelse af livet. Vi tror, at vores nationale mål er sandt. Vi tror på vores leder Adolf.«

Det vil sige, at Gud er navnet på en kraft og et liv, som er trængt ind i den tyske nation, og at den tyske nation er denne Guds åbenbaring på jorden. Og Hitler er denne Guds sendebud. Og det nationale mål og formål er den religion, som dette sendebud har fremlagt. Hvis der overhovedet findes nogen lighed mellem en nationalistisk mentalitet og en religiøs forestilling, er det kun dette.

Konsekvenserne af den vestlige nationalisme

Hvis nationalismen videreudvikles i den europæiske politik, vil den til sidst ende netop her. De mennesker, som endnu befinder sig på vejen mod mellemstationen og endnu ikke har været i stand til at nå så langt, skyldes det kun, at deres nationalisme endnu ikke er blevet ramt så hårdt som Tyskland blev ramt som følge af verdenskrigen. Men vær sikker på, at når de først har slået ind på nationalismens vej, vil deres endelige mål nødvendigvis være jahiliyyah i dens yderste form; den vil ikke hvile, før selv Gud og religion er blevet gjort nationale. Det er, hvad nationalismens natur kræver. Hvem kan ved at holde sig til nationalismen undslippe dens naturlige krav? Tænk over det: Hvad er det, der blot ved at en egyptisk nationalist antager den nationalistiske tankegang, automatisk får hans bevægelse til at kredse om Egyptens faraoner? Hvad er det, der gør iraneren begejstret for heltene i fortællingerne fra Shahnameh? Hvad er det, der trækker en hindustaner tilbage mod »fortiden« og får ham til at synge om Ganges’ og Yamunas hellighed? Hvad er det, der tvinger en tyrker til at fjerne arabisk indflydelse fra hver eneste del af sit sprog, sin litteratur og sit kulturelle liv og til i enhver henseende at vende tilbage til og lade sig inspirere af tyrkiske traditioner fra jahiliyyahs tidsalder? Når nationalismens frø er sået i et menneskes sind, bliver al dets interesse indespærret inden for nationalitetens grænser, og det vender sig bort fra alt uden for disse grænser — hvilken anden psykologisk beskrivelse kan man give af det?

Mens jeg skriver denne artikel, har jeg foran mig en artikel skrevet af direktøren for Presseministeriets generaldirektorat i Ankara med titlen »Den tyrkiske kvinde i historien«. Artiklen begynder således: »Før vi drøfter, hvilken ophøjet og ærefuld plads vores nye demokrati ønsker at give de tyrkiske kvinder, bør vi først kaste et blik på, hvordan tyrkiske kvinder levede i forskellige perioder gennem historiens forløb. Denne korte gennemgang gør det klart, at de træk, som i dag kan iagttages blandt tyrkiske mænd, ikke er noget nyt i vores nationale historie. Den vil også vise, at tyrkiske kvinder deltog i enhver kulturel bevægelse, når den tyrkiske familie og det tyrkiske kulturelle system var fri for ydre indflydelse. Vores berømte sociolog Ziya Gökalp har forsket indgående i dette emne. Gennem hans forskning får man kendskab til mange af de rettigheder, som tyrkiske kvinder havde opnået i den gamle civilisation (Tyrkiets jahiliyyah-periode). Disse vidnesbyrd gør det klart, at der med hensyn til tyrkiske kvinders kulturelle og politiske frihed findes en dyb lighed mellem datidens tyrkiske kvinde og nutidens tyrkiske kvinde.«

Læg mærke til ovenstående udsagn. Se, hvordan en nationalistisk tyrker vender sig bort fra det kapitel i sin historie, hvor hans nation kom under fremmed herredømme, og hvordan han tager fortiden som »det bedste forbillede« for sin nutid, når hans nation var fri for denne fremmede indflydelse. På denne måde fører nationalismen menneskets sind fra islam til jahiliyyah. Ziya Gökalp er i grunden den, der — hvad civilisation og kultur angår — fødte det moderne Tyrkiet, og den tyrkiske nation følger i dag den vej, han har vist. Med Khalida Edib Hanums ord er han: »En, der ønsker at skabe et Tyrkiet, som kan udfylde tomrummet mellem de osmanniske tyrkere og deres turanske forfædre. ……..På grundlag af de oplysninger, han har fremlagt om Tyrkiets politiske og kulturelle organisation i den førislamiske periode, ønsker han at gennemføre kulturelle reformer. Han troede fuldt og fast på, at den islam, som araberne havde grundlagt, ikke kunne passe til vores forhold. Hvis vi ikke ønsker at vende tilbage til jahiliyyahs tidsalder, må vi gennemføre en religiøs reform, som er i overensstemmelse med vores natur.«

Disse ord er ikke udtalt af en vestlig propagandist, der ønsker at bagvaske tyrkerne; de er derimod en nationalistisk tyrkisk kvindes ord. I disse ord kan De tydeligt se, hvordan islam begynder at forsvinde fra den ene side, når nationaldyrkelsen begynder at trænge ind i muslimernes sind fra den anden side. Det gælder ikke kun tyrkerne; enhver muslim, der indgår forlig med nationalismens djævel, må nødvendigvis tage afsked med islams engel med et håndtryk. For nylig har en vis »muslimsk« digter fra Hindustan skrevet en fædrelandssang. I den tiltaler han Moder Indien således: Bemærk: Her følger nogle urdu-linjer.

Meningen er: Du er det forråd, hvis vand er nektar,

Du er det forråd, hvis korn er lyn,

Du er den mine, hvis grus er diamanter,

Du er den have, ved hvis skyld verden er et paradis,

du er gudernes bolig,

Vi vil gøre dig til Kabaen gennem vores prostrationer.

Kan der efter læsningen af det sidste vers være nogen tvivl om, at islam og nationalisme er to fuldstændig modsatrettede ting? Det er helt umuligt, at disse to ting, som bygger på modsatrettede mentaliteter, kan mødes på ét sted. I virkeligheden er nationalisme i sig selv en trosretning, der står i modsætning til den guddommelige sharia. Nationalismen gør i praksis krav på at etablere herredømme over de områder af menneskelivet, som den guddommelige sharia ønsker at underlægge sin egen myndighed. For et fornuftigt menneske er der kun én mulighed tilbage: at vælge den ene af disse to, som gør krav på sind og legeme, og overgive sig til den. Når han har søgt tilflugt i den enes favn, vil han ikke engang nævne den andens navn.

Under hvilken nationalismes forbandelse er verden faldet??

Der er ingen tvivl om, at verden i vor tid kun kender én afprøvet vej til frihed, fremgang, udvikling samt opnåelse af anseelse og værdighed. Og det er nationalismens system. Derfor styrter enhver nation, der ønsker fremgang og udvikling, i denne retning. Før vi også løber i den retning, som vi ser andre løbe i, bør vi tænke over, hvorfor verden i dag er havnet i denne tilstand. Verden er kun faldet i denne tilstand, fordi den i dag ikke råder over nogen kraft, der kan kontrollere individets og kollektivets håb og begær; ingen myndighed, der kan holde håb, begær, entusiasme og begejstring inden for lovlige grænser; ingen kraft, der kan lede bestræbelsernes energi ad den lige vej; ingen rationel og intellektuel lære eller moralsk viden, der kan anvise en korrekt og fejlfri vej og metode til at opnå frihed, fremgang, udvikling, ære og værdighed. Det er manglen på denne kraft og disse principper, der i dag har ført verdens forskellige nationer på afveje. Det er manglen på disse moralske principper, der i dag har skubbet mange nationer i retning af uvidenhed, snæversynethed, undertrykkelse og uretfærdighed. Grunden til, at hinduer, sikher, parsere og andre folkeslag i vores land i dag antager Vestens nationalistiske tankegang, er netop, at de også er blevet berøvet korrekt vejledning i dette spørgsmål. Hvis der noget sted findes en kur mod denne fare og en løsning på denne vildfarelse, er det alene Allahs lov. Og i verden er muslimerne den eneste gruppe, der repræsenterer Allahs sharia. Derfor er det deres pligt at gå frem og rykke rødderne op på denne uvidenheds fødte tankegang, som nærmer sig for at opsluge hele verden som en skovbrand. Deres pligt er med høj røst at meddele enhver nation og folkegruppe i verden, at vejen for jer ikke blot til frihed, fremgang, udvikling, anseelse og værdighed, men også til fred, sikkerhed, sand velstand og virkelig fremgang, er ingen anden end den, som Hans Sendebud har bragt fra Allah. Den vej, som ødelæggelsens og undergangens imam fra Satans side viser jer, er ikke vejen til sand frigørelse og velstand.

Men den største tragedie, det vil sige den mest sørgelige begivenhed, i vor tid er, at den muslimske gruppe, som kan redde verden fra ødelæggelse, vildfarelse og afsporing, og som Allah har sendt med ansvaret for at etablere og udbrede profeternes, fred være med dem, mission i verden, nu sidder og har glemt dette ansvar. I stedet for at oplyse den verden, der tumler rundt i mørket, med vejledningens fakkel er de nu selv parate til at følge efter de vildledte folkemasser. Det sørgelige er, at der på dette hospital kun fandtes én læge, og nu er også denne læge på vej til at blive en del af patienterne!

Hvor vidunderligt har digteren ikke sagt: »Gode nyheder for døden, Isa er selv plaget.«

Nationalisme og Indien

Gennem den forudgående principielle drøftelse har vi bevist, at regional nationalitet set fra samfundsvidenskabens synspunkt er i konflikt med og fuldstændig uforenelig med islamisk idealisme. Hvis man derfor ved en muslim forstår en person, hvis liv på alle områder er præget af et islamisk perspektiv, og hvis der ikke forstås andet ved en muslim end dette, følger det naturligt, at det bliver muslimens pligt at modsætte sig regional nationalitet, uanset hvor og under hvilke forhold han befinder sig – det er hans ubetingede pligt at modsætte sig den. Da kan der ikke være nogen grund til særlig debat om, hvad muslimens rolle er eller kan være over for landbaseret eller regional nationalisme i et bestemt land eller område. Men trods dette, og eftersom der gentagne gange rejses krav om, at vi skal støtte indisk nationalisme (eller bengalsk nationalisme), er det blevet nødvendigt at undersøge, hvilke følger nationalismen kan få her under forholdene i dette (udelte) Indien, og om der gennem den overhovedet er nogen mulighed for, at Indien – og dermed de indiske muslimer – kan opnå befrielse.

Nationalismens grundlæggende bestanddele

For at en nationalisme kan udvikle sig i et land, er det absolut nødvendigt, at der allerede findes en nationalitet dér – eller, hvis den ikke findes, at der er mulighed for, at den kan opstå. For dér, hvor der grundlæggende ikke findes nogen nationalitet, er det ikke muligt at skabe en ånd af nationstilbedelse blandt folket. Et andet navn for nationalisme er netop ånden af nationstilbedelse. Når selve den oprindelige gnist ikke findes, hvordan skulle der så kunne bryde ild ud fra den? Men hvilken type nationalitet er det nødvendigt at have til stede, for at nationalismens ånd kan antænde en ild?

En form for nationalitet findes ud fra et politisk synspunkt; det er politisk nationalitet (Political Nationalism). Det vil sige, at de, der lever under én og samme statsordning, alene i kraft af deres politiske enhed kan betragtes som »én nation«. For denne form for nationalitet er det på ingen måde nødvendigt, at alle de mennesker, der er omfattet af den, har ens følelser, oplevelser, tanker og overbevisninger, ideologier, moralske værdier og synspunkter, traditioner og historie, sprog, litteratur eller livsform og livsførelse. Selv om disse mennesker er forskellige på disse områder, kan man stadig anse en politisk nationalitet for at eksistere blandt dem. Og så længe de forbliver forenede politisk og administrativt, vil denne nationalitet også bestå lige så længe. Men selv hvis deres forskellige samfund bliver forskellige og indbyrdes modstridende – ja, selv hvis deres mål, hensigter og nationale motivationer bliver indbyrdes uforenelige, og de af den grund fører konkrete bestræbelser mod hinanden – vil deres politiske nationalitet stadig være den samme. Selv om en sådan nationalitet kan kaldes en nationalitet, må man konstatere, at de åndelige egenskaber, som er nødvendige for at skabe én nation i egentlig forstand, her er fuldstændig fraværende.

En anden form for nationalitet er kulturel nationalitet (Cultural Nationalism). Denne nationalitet kan kun findes blandt mennesker, der har samme religion, samme tanker og ideologi, samme følelser og værdier, og blandt hvem man finder de samme moralske egenskaber; mennesker, der i livets vigtigste forhold nærer den samme form for omsorg og det samme syn, hvorved den samme ånd kommer til udtryk på livets kulturelle og kollektive områder. Deres målestokke for at afgøre godt og ondt, ret og uret, haram og halal samt rent og urent er de samme. De forstår hinandens følelser dybt og er fortrolige med hinandens natur, vaner, karakter, interesser og nysgerrighed. Når én glæder sig, glæder de andre sig, og når én rammes af sorg eller ulykke, føler de andre den samme sorg og ulykke. I deres samfund udvikles relationer baseret på blod og sind bredt og dybt. De inspireres og begejstres af den samme form for historisk arv. Kort sagt bliver de mentalt, åndeligt, moralsk, socialt og kollektivt til én gruppe, ét samfund og ét samlet og udeleligt samfund. Det er kun gennem en sådan ånd blandt mennesker, at national motivation og bevidstgørelse kan opstå, og det er denne, der kan danne grundlaget for nationalitet. Kun i et sådant samfund kan en national form, karakter og en fælles national idealisme næres, opretholdes og udvikles gradvist. Det er dette, der senere skaber én nation og vækker national selvbevidsthed (National self). Regional eller landbaseret én-nationstænkning bringer en dødsdom over en sådan ånd.

Hvordan kan befrielse komme gennem indisk nationalisme??

Når man med den ovenfor nævnte analyse for øje undersøger situationen i Indien, vil man med sikkerhed kunne forstå, om det ovenfor nævnte grundlag for nationalismen findes her eller ej. I Indien findes der ganske vist en politisk nationalitet, fordi landets indbyggere lever under det samme styre. De er underlagt de samme love i deres sociale og økonomiske liv, og de holdes alle fanget i hårde lænker af én eneste jernhård magt. Men som jeg allerede har sagt, er en rent politisk nationalitet ikke tilstrækkelig til at skabe nationalisme. En sådan nationalitet fandtes også i Australien, Ungarn, Storbritannien, Irland og mange andre imperier. Den findes stadig i mange lande. Men den har ikke skabt nationalisme i noget land. Det er heller ikke muligt at skabe nationalisme blot ved at forene sig med henblik på at opnå frihed eller ved at dele sorger, lidelser og farer. Og enhver seende person kan ved første øjekast forstå, at der overhovedet ikke findes nogen kulturel nationalitet blandt Indiens indbyggere.

Når dette er den virkelige situation, hvad nytter det så at tale om nationalisme? Hvor der ikke findes nogen mor, hvad kan omtalen af barnet da være andet end tåbelighed! Ikke desto mindre bør de, som drømmer om at grundlægge nationalisme i dette land, være fuldt ud klar over, at dette »barn« kun kan fødes i den kulturelle nationalitets skød. Og før barnet fødes, er det absolut nødvendigt, at dets mor fødes. Når de har forstået denne sandhed, bliver de nødt til at ændre deres krav, og før de nævner denne nationalitet i Indien, må de hellige sig skabelsen af en kulturel nationalitet. Ellers er det på ingen måde muligt, at en indisk nationalitet kan fødes.

Hvordan kan indisk nationalisme skabes??

Dernæst er det yderst nødvendigt at drøfte skabelsen af en kulturel nationalisme i Indien og dens mulige følger.

I et land, hvor der findes forskellige kulturelle nationaliteter, kan der i virkeligheden kun være to måder at skabe én nationalisme på: For det første kan én nations civilisation og kultur opsluge alle andre nationers civilisationer og kulturer. Eller for det andet kan man gennem alle parters tætte indbyrdes forening og sammensmeltning skabe en fælles civilisation, der omfatter alle nationer.

Det er unødvendigt at drøfte den første metode her. Lederne af den indiske nationalisme har nemlig ikke gjort dette til deres mål. Men de, som ønsker at skabe en »hinduisk nationalitet« eller »muslimsk nationalisme«¹, kan benytte denne metode. De alindiske nationalister kan kun benytte den anden metode. Derfor drøfter de ofte skabelsen af en ny nationalitet gennem sammensmeltningen af dette lands forskellige nationer. Men når man hører deres barnlige tale, får man indtryk af, at de slet ikke har forstået den kulturelle nationalitets egentlige betydning. De er heller ikke det mindste bekendt med, efter hvilke regler og principper sådanne nationaliteter kan sammensmeltes. Og de har heller ingen forestilling om, hvilken slags nationalitet der kan opstå som følge af en sådan sammensmeltning. De betragter dette arbejde som »børneleg«, og ligesom rene børn ønsker de at lege denne leg.

Kulturel nationalitet er i virkeligheden navnet på en nations intellekt, natur og moralske system. En sådan nationalitet kan aldrig tage form på en dag eller to. Den udvikler sig gradvist gennem flere århundreder. Når en gruppe mennesker gennem flere århundreder lever under de samme forestillinger, trosopfattelser, skikke og sædvaner, der går i arv fra generation til generation, opstår der blandt dem en fælles og samstemmende tankegang, deres fælles moralske egenskaber bliver stærke, og der dannes en særlig mentalitet. De traditioner, som deres følelsesmæssige begejstring (sentiments) er knyttet til, fæstner sig dybt. Deres sinds og hjernes spontane tankestrøm kommer til udtryk i deres litteratur. Der udvikler sig en åndelig og mental enhed blandt dem. Som følge heraf opstår der gensidigt venskab og forståelse (Mutual Intelligibility) mellem dem. Når en selvstændig nationalitet på grund af disse dybe og stærke påvirkninger udvikler sig i en gruppe — eller når dens moralske og intellektuelle natur på anden måde er blevet stærk — bliver det næsten umuligt for den at blive blandet med en anden gruppe og forvandlet til en anden nationalitet. Undertiden lever sådanne grupper side om side i det samme klima, miljø og geografiske område i hundredvis af år, men alligevel opstår der ingen som helst sammensmeltning mellem dem. I Europa har tyskere, magyarer, polakker, tjekker, jøder, salafier og mange andre nationer af denne art levet på samme sted i lang tid, men der er den dag i dag ikke opstået nogen forening mellem dem. Englændere og irere har boet sammen i århundreder, men der er heller ikke opstået nogen sammensmeltning mellem dem. I nogle lande har sådanne nationer ganske vist samme sprog, men der er på ingen måde opstået lighed i deres sind og hjerter. Ordene kan være de samme, men de vækker hver især en strøm af særskilte tanker og forestillinger i de enkelte nationers hjerter og sind, som er fuldstændig indbyrdes modstridende.

Hvis der ikke er nogen stor forskel mellem de forskellige kulturelle gruppers moralske regler og intellektuelle natur, men deres karakter tværtimod er indbyrdes forenelig, er det muligt, at der gennem fælles liv og gensidig sammensmeltning over lang tid kan skabes en ægte, fuldkommen og forenet nationalitet af disse grupper. Under sådanne forhold forsvinder deres særpræg og selvstændige nationale identitet fuldstændigt i enheden. Derefter opstår der et fælles moralsk system for alle grupper. Men dette kan på ingen måde ske på et øjeblik. Først efter lang tid med mange omvæltninger og sammenstød vågner der gennem de forskellige deles forening en selvstændig natur. I England gik der hundredvis af år, før Brighton, Hekson og normannerne blev til én nation. I Frankrig har dette arbejde stået på i ti århundreder. Men endnu har man ikke fundet nationalitetens udspring. De forskellige grupper, hvis forening har formet den italienske nationalitet, var ikke indbyrdes modstridende med hensyn til moralsk karakter, men alligevel har der indtil i dag ikke kunnet skabes nogen national tankegang dér. I USA har det kun været muligt at skabe »én nation« af mennesker, som næsten på alle måder havde en forenelig karakter, og som ved at tilsidesætte selv mindre interessekonflikter blev nødt til straks at blive »én nation«. Men der gik to eller tre århundreder, før dette arbejde blev fuldført.

Det er kun muligt at skabe en særpræget og fortrinlig nationalitet gennem en sammensmeltning af nationer med samme slags karakter, fordi de under denne sammensmeltning ikke behøver at opgive deres egne anskuelser, trosforestillinger og moralske målestokke eller udrydde deres høje og ædle moralske egenskaber. Tværtimod har disse ting allerede længe været til stede hos dem. Denne nyeste nationalitet kan skabes alene gennem en ændring af traditioner og historie samt en nyordning (Readjustment) af følelser, begejstring, formål og mål. Hvor en sådan sammensmeltning derimod frembringes mellem nationer med forskellige moralske karakterer gennem kunstigt pres, unaturlige bestræbelser eller en eller anden fælles årsag, opstår den mest usle og ringe nationalitet. For i en sådan situation svækkes grundlaget for deres anskuelser. Deres høje moralske karakter, som netop på grund af sine særprægede egenskaber hidtil havde gjort en sammensmeltning umulig, forsvinder fuldstændigt. Følelsen af deres nationale væsen, på hvilken deres nationalitet var grundlagt, ophører. Hver nation tvinges til at ændre sin egen målestok for overlegenhed og særpræg. Derfor bliver deres nye nationalitet en samling af hver enkelts moralske fordærv. En sådan sammensmeltning knuser den moralske karakters rygrad hos de berørte nationer. Derefter kræves der lang tid for at opbygge en ny moralsk karakter. Hver af dem mister enhver forbindelse med sin egen gamle tradition, og der må ventes længe på, at en ny tradition kan opstå. De knuser selv deres egne nationale former, men det kræver lang tid at skabe en ny national form.

De, der synker ned i en så katastrofal situation, kan aldrig få en stærk karakter; de bliver usle af karakter, snæversynede, uden begejstring og principløse. Ligesom en hellig blomst, der er faldet af sin stilk og ligger på jorden, ikke har nogen fasthed, men ruller fra sted til sted ved hvert vindpust, sådan er også disse nationers egentlige tilstand. Enhver, der har set resultatet af den gensidige sammensmeltning af nationer med forskellige karakteregenskaber i Brasilien i Sydamerika, bevidner enstemmigt, at de berørte nationers moralske skønhed som følge heraf er blevet fuldstændig udslettet, og at efterkommerne i dette land derfor fødes som særdeles underlegne hvad angår forstand, moralsk karakter og legemsbygning.

Ingen, der er kyndig i samfundsvidenskab og i stand til at udtrykke en uafhængig mening om virkeligheden uden at være hævet over politisk egeninteresse, kan anse de forskellige kulturelle nationer i Pak-Indien for at have en harmonisk karakter. For den forskel, der findes mellem Europas forskellige kulturelle nationaliteter, er, hvad angår tro, mellem de nuværende nationer i Pak-Indien som afstanden fra øst til vest. Grundprincipperne i dette lands civilisation og kultur er indbyrdes modstridende, og deres traditioner har helt forskellige rødder. De indre følelser og tankestrømninger er indbyrdes modstridende. Den ene nations nationale form har ikke det mindste tilfælles med den andens. At udslette disse forskellige nationaliteter og skabe én samlet nationalitet alene af politiske og økonomiske hensyn vil af de tidligere nævnte grunde få katastrofale følger. Desværre har halvandet århundredes britiske herredømme allerede nedsænket Indiens nationer i et endnu dybere morads af moralsk karakterløshed. Slaveriets blod har udhulet deres menneskelighed. Deres moralske karakter er faldet frygteligt. Dette katastrofale fald har medført altødelæggende følger for de efterfølgende generationer. Hvis man i dette kriseøjeblik rammer grundlaget for deres tilbageværende kultur for at begynde arbejdet med at skabe en ny nation, vil hele landets moralske bånd pludselig blive revet itu, og følgerne vil blive meget frygtelige!

Kan nogen, der ønsker Pak-Indiens velfærd, støtte en enhedsnation?

Dette lands politiske ledere mener, at det er nødvendigt at skabe nationalisme i landet for at befri sig fra de udenlandske magters slaveriets kvælende løkke. Og for at skabe nationalisme er en enhedsnation nødvendig. Derfor må alle de nuværende nationaliteter udslettes, og en samlet nationalitet for alle partier opbygges. I virkeligheden er denne tanke imidlertid fuldstændig grundløs. Hvis de havde haft et fejlfrit indblik, og hvis de havde forsøgt at tænke sig fri af Vestens mentale slaveri, ville de uden tvivl have forstået, at Pak-Indien ikke har den mindste befrielse i vente ad enhedsnationens vej—kun frygtelig ødelæggelse og udslettelse.

For det første vil det ad denne vej tage lang tid at opnå en nationalitet. Det er på ingen måde let at udslette den kulturelle nationalitet, der er opstået på grundlag af århundreders og årtusinders traditioner, og i stedet opbygge en ny nationalitet, som derefter skal blive stærk og aktiv og nå frem til en enhedsnation. Det vil kræve lang tid. For det andet er der, selv hvis man opnår en nationalitet ad denne vej, en sikker fare for, at hele landets moralske karakter til sidst synker ned i den laveste form for fordærv. For det tredje vil de nationer, der ønsker at bevare deres særlige egenskaber og selvstændige eksistens, kæmpe af al kraft imod skabelsen af en sådan enhedsnation, og som følge af de indre konflikter vil det ikke være muligt at opbygge en samlet indsats for frihedskampen. Derfor vil befrielsen fra det udenlandske herskerågs lænker også forblive fjern. Hvis man forsøger at gå denne vej, er der endog mulighed for, at drømmen om politisk uafhængighed for altid vil blegne.

Derfor er de efter min mening tåbelige og uvidende, som i efterligning af de vestlige nationer anser nationalismen for det eneste våben til at opnå frihed. Jeg har sagt det før, og jeg siger det nu: For at opnå Indiens frihed og politiske og økonomiske fremskridt er der i grunden intet behov for enhed eller nationalisme mellem de forskellige folkeslag. I et land, hvor der findes forskellige kulturelle nationaliteter, er forsøget på at skabe en enhedsnation ikke blot overflødigt; som princip er det også en katastrofal fejl. Desuden vil det uden nogen som helst gavn, hvad angår resultatet, uden tvivl kun skabe stor skade.

De fremmedes klædedragt

Maulana Sindhi har i slutningen af sin tale anbefalet muslimerne at bruge shorts, jakke og bukser samt hat. I afslutningen af denne drøftelse ønsker jeg også at komme ind på dette emne.

Disse nationalister i Orienten er nogle mærkværdige væsener. På den ene side fører de en ivrig propaganda for nationalismen, mens de på den anden side ikke skammer sig det mindste over at antage andre nationers og landes påklædning og kulturelle skikke. Ikke nok med det: De forsøger endda at gøre antagelsen af andre nationers påklædning og kulturelle skikke til et uundværligt punkt i den nationalistiske bevægelses program med det formål at indføre dem blandt deres eget folk. Selv dér, hvor det er muligt at anvende magt, forsøger de med tvang at presse dette ned over landets indbyggere. Indien, Iran, Egypten, Tyrkiet – overalt er nationalisterne i samme situation. Hvis ordet nationalisme imidlertid overhovedet rummer en følelse af national ære, er det enhver nations pligt at stå fast på sin egen nationale påklædning samt sin egen civilisation og kultur, føle sin selvrespekt deri og være stolt af den. Og dér, hvor der ikke findes den mindste følelse af national identitet, er nationalismen åbenlyst selvmodsigende. Men vore orientalske nationalister er mestre i at sammenblande disse selvmodsigende tankegange. Det egentlige forhold er, at en ren og sund mentalitet samt et fordomsfrit, åbent og højt perspektiv er nødvendigt for at undgå forskel og modstrid mellem tanke og handling. Og hvis nogen kan opnå dette, vil han ikke have noget behov for at forlade naturens enkle og ligefremme vej og søge tilflugt i den såkaldte nationalisme.

Frem for alt har islam ikke den mindste støtte til deres princip. Islam er navnet på den enkle, ligefremme, beskedne og oprigtige måde at leve på inden for alle livets områder. Ligesom islam ikke billiger en overdrivelse, der overskrider nationalitetens grænser, kan islam heller ikke tolerere noget, der krænker nationalitetens rimelige og naturlige grænser, udsletter nationernes særpræg (Individuality) og særlige kendetegn eller skaber et urent og fordærvet sindelag blandt dem.

Koranen har erklæret: Selvom menneskene er udsprunget af én og samme oprindelse, har Allah den Almægtige alligevel givet plads til kun to slags forskelle blandt dem. For det første forskellen mellem kvinde og mand, og for det andet forskellen i afstamning, stamme og nationalitet.يَايُّهَا النَّاسُ اِنَّا خَلَقنَاكُمْ من ذَكَرٍ وَّاُنْثَى وَجَعَلناكُم شُعُوْبًا وَّقَابَائــــلَ لِتَعَارِفُوا ط – (الحجرات : 13) “O mennesker! Vi har skabt jer af en mand og en kvinde og opdelt jer i folk og stammer, for at I skal kunne genkende hinanden.” – Sura al-Hujurat: 13 وَاِنَّهً خَلَقَ الزَّوْجَيْنِ الذَّكَرَ وَالاُنْثَى – (النجم : 45) “Og Allah den Almægtige har skabt mennesket i de to køn, mand og kvinde.” – Sura al-Najm: 45

Det er i virkeligheden skabelsen af disse to slags forskelle, der udgør grundlaget for den menneskelige civilisation og det sociale livs ordning. Derfor er det et naturligt krav fra den verdensorden, Allah har skabt, at de opretholdes på rette vis. Forskellen mellem kønnene er skabt for at vække den gensidige følelsesmæssige tiltrækning og tiltrækningskraft mellem kvinde og mand. Derfor er det absolut nødvendigt, at begges naturlige egenskaber og særpræg bevares spontant i samfundet og i den omfattende civilisation. På den anden side er det nødvendigt at skabe et socialt miljø og et område for hvert folk, fordi dette er påkrævet for at skabe kulturelt fællesskab og samarbejde mellem mennesker; derfor bør forskellene mellem nationerne bevares. Af denne grund er det nødvendigt, at enhver menneskegruppe eller ethvert samfund og kulturelt miljø har visse særpræg og egenskaber, der adskiller det fra andre. Derved kan kærlighed opstå, mennesker kan forstå hinanden, og de kan bevare deres særpræg over for mennesker fra andre miljøer. Der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at sprog, påklædning, livsform samt civilisationens særpræg er nødvendige bestanddele af denne forskel. At bevare dem på rette vis er et krav fra den naturlige orden.

Det er netop derfor, at islam har forbudt »tashabbuh« (تَشَبُّهdet vil sige fuldstændigt at ligne andre eller iføre sig andres ydre fremtræden). Det er nævnt i en hadith: Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har forbandet kvinder, der bærer mænds tøj, og mænd, der bærer kvinders tøj. I en anden hadith er det nævnt, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, erklærede mænd, der antager kvinders fremtræden, og kvinder, der antager mænds fremtræden, forbandede. Den eneste grund hertil er, at den tiltrækning og dragning, som Allah den Almægtige har skabt mellem kvinde og mand, uundgåeligt slukkes, når de antager hinandens fremtræden. Islam ønsker derimod at bevare den netop for at beskytte menneskeheden. På samme måde er det fuldstændig i strid med social fred, stabilitet, interesser og velfærd at udslette nationernes indbyrdes påklædning, kultur, hovedmål og særpræg eller bytte dem indbyrdes og skabe en blandet kultur. Det er derfor, islam også modsætter sig dette. Når den nationale egenart overskrider sine naturlige grænser og bliver til nationalisme eller nationaldyrkelse, vil islam føre jihad imod den. For det er netop heraf, at uvidenhedens hovmod, undertrykkende had og fjendskab samt imperialisme opstår. Men man må huske, at islams fjendskab retter sig mod nationalisme (Nationalism) eller nationaldyrkelse – ikke mod nationalitet (Nationality). Islam ønsker at beskytte nationaliteten i stedet for nationalismen og modsætter sig kun dens ødelæggelse i det omfang, den overskrider sine naturlige grænser. For at forstå den moderate og afbalancerede vej, som islam har valgt, bør man lægge mærke til følgende anvisninger:

For det første spurgte en sahabi: Hvad betyder nationaldyrkelse eller had til andre nationer? Er det også nationalt had at elske sin egen nation? Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede: »Nej, nationaldyrkelse er at hjælpe sin egen nation, selv når den begår uret.« – Ibn Majah

For det andet sagde den ædle Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Den, der antager en nations fremtræden, regnes blandt dem.« – Abu Dawud.

For det tredje: Hazrat Umar al-Faruq (ra.) skrev til Utba ibn Farqad, guvernøren i Aserbajdsjan: “Du må ikke iføre dig de almindelige polyteisters — det vil sige indbyggerne i Aserbajdsjan — tøj.” – Kitab al-Libas wa’z-Zina

For det fjerde: Hazrat Umar (ra.) pålagde alle sine guvernører at forhindre alle ikke-muslimske indbyggere i riget i at antage arabernes klædedragt og påklædning. Når der blev indgået fredsaftale med indbyggerne i visse områder, blev der endda regelmæssigt indskrevet en særskilt betingelse i aftaledokumentet: “I må ikke iføre jer vores tøj.” – Kitab al-Kharaj: Imam Abu Yusuf.

For det femte: Hazrat Umar (ra.) og Hazrat Ali (ra.) sendte gentagne gange besked til de arabere, der var udstationeret i Irak, Iran og andre lande i militær eller statslig tjeneste, om at bevare deres eget sprog og deres egen måde at tale på og ikke antage ikke-arabernes sprog og talemåde. – al-Bayhaqi

Denne befaling beviser klart, at islam, som en international ordning, ikke går ind for at udslette folkeslagenes særegne, adskillende egenskaber og skabe en sammenblanding. Tværtimod ønsker islam at lade folkeslagene bestå med deres nationalitet og særegne egenskaber og at skabe et så stærkt bånd mellem dem gennem civilisation, kultur, høflighed, moralsk karakter samt ideer og tankeretninger, at internationale konflikter og kampe, rivalisering, nervekrig, hindringer, undertrykkelse, had og fjendskab forsvinder, og en ren ånd af gensidigt samarbejde og broderskab udfolder sig mellem dem. Der findes også en anden side af tashabbuh, eller efterligning, som er grunden til, at islam er stærkt imod det. Et folkeslag kan kun opgive sine nationale særpræg, når der viser sig psykisk svaghed og moralsk slaphed blandt dets medlemmer. Den person, der under påvirkning udefra opgiver sit eget særpræg og farver sig i andres farve, vil uundgåeligt være ramt af den alvorlige sygdom, der består i lavhed og mindreværd, omskiftelighed, svaghed over for hurtig påvirkning og uansvarlig adfærd; og hvis sygdommen ikke straks behandles, vil den vokse og smitte. Når denne sygdom smitter et stort antal mennesker, vil hele folkeslaget synke ned i psykisk svaghed. Der vil ikke være nogen fasthed eller mandighed i dets moralske karakter. Der vil ikke kunne lægges noget solidt grundlag for moralsk karakter i dets sind. Derfor har islam ikke tilladt noget folkeslag at skabe en sådan psykisk svaghed i sig selv. Islam forsøger, hvis den har mulighed for det, at beskytte ikke blot muslimer, men også ikke-muslimer mod denne alvorlige sygdom. For islam er ikke rede til at tolerere moralsk svaghed hos noget menneske.

Denne sygdom viser sig især meget stærkt blandt besejrede og underlagte folk. Hos dem opstår der ikke blot moralsk svaghed, men også en så alvorlig sindstilstand, at de begynder at betragte sig selv som vanærede og ydmygede, begynder at anse sig selv for mindreværdige på alle områder, på alle områder begynder at anse sig selv for mindreværdige, og kun gennem blind efterligning af herskergruppen ønsker at opnå anseelse og værdighed. For de ser det ideelle eksempel på ære, værdighed, overlegenhed, fornemhed og civilisation og kultur i deres herskere alene. Slaveriet ødelægger selve deres menneskelighed; derefter føler de ikke den mindste tilbageholdenhed over for den legemlige reklame for ydmygelse, vanære, mindreværd og lavhed, men føler tværtimod stolthed over det i stedet for skam. Islam ønsker at befri mennesket fra alle former for lavhed og mindreværd og føre det op på menneskelighedens højeste tinder; derfor er den ikke rede til blot at se nogen menneskegruppe blive drevet mod forfald. Da mange ikke-arabiske folkeslag under Hazrat Umar al-Faruqs (ra.) kalifat begyndte at komme under islamisk styre, forbød han dem strengt at efterligne araberne. Hvis en slavisk mentalitet var blevet vakt i disse folkeslag, ville selve hovedformålet med den islamiske jihad være blevet forfejlet. Hazrat Muhammad (sa.) rejste ikke islams sejrsbanner i arabernes hænder, for at araberne skulle blive folkeslagenes herrer og herskere.

Af disse grunde har islam overhovedet ikke støttet et folkeslags forsøg på at kopiere et andet folkeslag fuldstændigt eller efterligne dets klædedragt og livsførelse. Men islam er på ingen måde imod det, som uundgåeligt finder sted mellem forskellige folkeslag som følge af gensidig udveksling, gensidige forbindelser og omgang inden for tahdhib og tamaddun — tværtimod er det dens mål at fremme dette. Islam ønsker ikke at rejse en enorm mur mellem folkeslagene ved at skabe en følelse af had og fjendskab, så man ikke vil optage noget som helst fra andre folkeslag i sin egen civilisation. Profeten (sa.) bar en jubba fra Syrien — selv om den var en del af jødernes klædedragt. Det er nævnt i hadith: فَتَوَضَّأَ وَعَلَيْهِ جُبُّةٌ شِامِيَةٌ“Profeten (sa.) foretog wudu, og han bar en jubba fra Syrien.” Han brugte også en romersk jubba med smalle ærmer. Det var imidlertid de romersk-katolske kristne, der bar den. Han brugte også en naushirvani qaba. I hadithen omtales den somجُبُّةٌ طَيَا لَسَةٍ كِسْرَوانِيَةٌ . Hazrat Umar (ra.) bar en slags høj hat kaldet barburunus — den var en del af de kristne dervishers klædedragt. Dette beviser uden enhver tvivl, at det ikke udgør tashabbuh at bruge forskellige folkeslags klædedragter af denne art. Tashabbuh opstår i virkeligheden først, når en persons samlede påklædning svarer til et andet folkeslags, så det bliver vanskeligt at danne sig en bestemt opfattelse af hans nationalitet blot ved at se ham; og det er dét, der er forbudt i islam. Gensidig udveksling er derimod noget helt andet. Hvis et folkeslag optager en god eller passende “ting” fra et andet folkeslag og medregner den blandt sin egen påklædning, kan der ikke være nogen indvending mod det. For dets nationale klædedragt er dermed stadig til stede som helhed. – Tarjuman al-Qur’an: 1939 e.Kr.

Betydningen af islamisk nationalitet

I nutiden bruges ordet qawm eller nation meget hyppigt om hele det muslimske samfund. Det er normalt netop denne term, der bruges til at beskrive vores samlede form. Men sagen er i virkeligheden den, at ordet qawm — i betydningen folk eller nation — ikke er blevet brugt som term i Koranen og hadith. I nutiden drager visse kredse imidlertid betydelig fordel af denne fejlagtige opfattelse. Her ønsker jeg kort at drøfte, hvorfor islam ikke har brugt ordet qawm eller nation om muslimerne, og hvilket ord der i stedet oftere er blevet brugt i Koranen og hadith. Dette er i virkeligheden ikke blot en videnskabelig drøftelse; næsten alle de forestillinger, trosopfattelser og ideologier, som har gjort vores adfærd og handlemåde i livets forskellige forhold helt fejlagtige, skyldes den forkerte anvendelse af ordet qawm eller nation.

Ordene ‘qawm’—nation—og det engelske ord ‘nation’ samt lignende ord er i virkeligheden betegnelser fra uvidenhedens tidsalder. Mennesker i uvidenhedens tidsalder har aldrig grundlagt nationalitet udelukkende på et kulturelt grundlag (Caltural Basis)—hverken i den gamle barbariske tidsalder eller i den helt moderne uvidenhedens tidsalder. Kærligheden til slægtsmæssige og historiske forbindelser er blevet så dybt indgroet i deres sind og bevidsthed, at de aldrig har været i stand til at befri begrebet om nationalitet fra dette. I det gamle Arabien blev ordet ‘qawm’ (قوم) på almindelig vis brugt om mennesker, der nedstammede fra en slægt eller en stamme; på samme måde er forestillingen om ‘fælles afstamning’ (Common Descent) også uundgåeligt til stede i ordet ‘nation’ i vor tid. Og fordi en sådan forestilling er fuldstændig i modstrid med den islamiske samfundsfilosofi, blev ‘qawm’ og andre arabiske ord med en tilsvarende betydning, såsomشـــــعب osv., ikke brugt som betegnelser for muslimernes fællesskab. For hvordan skulle sådanne betegnelser kunne bruges om et fællesskab, hvis samfundsfilosofi ikke giver den mindste plads til blod, jord, kød, race og stamme eller noget som helst andet af den slags? Det er almindeligt kendt, at det islamiske samfund udelukkende er grundlagt på principper, idealer, ideologi og trosforestillinger, og at dette fællesskab blev grundlagt gennem hijra—udvandringen—og bruddet med slægtsmæssige og materielle bånd.

I Koranen bruges ordet ‘hizb’ (حــزب) om muslimer; det betyder parti eller gruppe. En nation opstår på grundlag af slægt og stamme, mens et parti dannes på grundlag af idealer, ideologi og principper. Derfor er ‘muslimer’ grundlæggende ikke en nation, men blot et parti. Muslimerne er fuldstændig adskilt fra alle andre mennesker i verden, fordi de tror på og følger et bestemt princip og ideal, og netop derfor er de tæt forbundet med hinanden. Men uanset hvor nært de måtte stå dem, der deler deres principper, idealer og ideologi, kan de ikke have noget forhold til dem. Koranen anerkender kun eksistensen af to partier blandt denne store menneskemængde på jordens overflade: det ene er Allahs parti (حـــزب الله) og det andet er Satans parti (حـــزب الشيطان). Hvor store forskellene og modsætningerne mellem Satans partis medlemmer end måtte være med hensyn til principper og idealer, er de alle ét i Koranens perspektiv. For deres tanker, metoder og handlingsprincipper er på ingen måde islamiske. Selv om de er uenige om detaljer og småting, er de alle fuldstændig enige om at følge den samme Satans fodspor. Koranen siger:اِسْتَحَوَذ عَلَيْهِم الشَّيطَانُ فَاَنْسَاهُمْ ذِكْرَ الله ط اُوْلَــــئِكَ حـــزب الشيطان ط الا اِنَّ حـــزب الشيطانِ هُمُ الخسِرُوْنَ – (المجادلة : 19) “Satan har fået magt over dem og fået dem til at glemme ihukommelsen af Allah. Uanset hvor forskellige de er med hensyn til sprog og historiske traditioner, og selv om deres forfædre har været blodige fjender indbyrdes, har Allahs tankeform og livsorden, da de forenedes i den, knyttet og forbundet dem tæt med hinanden omkring Allahs herredømme. Så snart de trådte ind i dette nye parti, blev alle former for forbindelse med Satans partis folk brudt.”

Denne forskel mellem partierne kan undertiden også bryde forholdet mellem far og søn. Ja, sønnen bliver endog berøvet sin arv efter faderen! I hadithen siges det:لا يتَوَارثُ اهل ملتين— “Folk, der tilhører to indbyrdes modstridende millat, kan ikke arve efter hinanden.”

Denne forskel mellem partierne skaber også separation mellem ægtefæller. Så snart denne ‘partimodsætning’ opstår, bliver samliv mellem dem endog forbudt. Den eneste årsag er, at deres livsveje er gået i modsatte retninger.

I Koranen siges det:لأهُنَّ حِلٌّ لَّهُم وَلاَهُم يَهِلُّوْنَ لَهُنَّ ط – (الممتحنة : 10) “Disse kvinder er ikke tilladte for mændene, og mændene er heller ikke tilladte for disse kvinder.”

Denne forskel mellem partierne skaber fuldstændig social boykot og brud på forbindelserne mellem mennesker fra samme slægt og stamme. Selv ægteskab mellem Allahs partis folk og de medlemmer af deres egen slægt og stamme, der tilhører ‘Satans parti’, bliver fuldstændig forbudt. Koranen siger: “Gift jer ikke med afgudsdyrkende kvinder, før de tror. Og gift ikke jeres døtre bort til afgudsdyrkende mænd, før de tror. En troende slavinde er bedre end en fri afgudsdyrker, selv om I synes bedre om dem.”

Denne forskel mellem partierne bryder ikke blot forbindelsen til den nationalitet, der er grundlagt på slægtsmæssigt og regionalt grundlag; den skaber også en enorm og varig konflikt mellem de to. Så længe den anden part ikke antager Allahs partis principper, vil en himmelstræbende mur af konflikt og forskel blive stående.

I Koranen siges det:قَد كَانَتْ لَكُم اُسوَةٌ حَسَنَةٌ فِى ابراهِيْمَ وَالَّذِيْنَ مَعَه ج اِذْ قَالُوا لِقَوْمِهِمْ اِنَّا بُرَاءَؤُا مِنْكُم وَمِمِّا تَعبدونَ من دون اللهِ ز كفرنَا بِكُمْ وَبَدَا بَيْنَنَا وَبَيْنَكُمْ العَدَاوَةَ وَالبَغَضَاءُ اَبَدًا حَتَّى تُؤْمِنُوا بِاللهِ وَحْدَهُ اِلاَّ قَوْلَ اِبْرِاهِيْمَ لِاَبِيْهِ لاَ تَسْتَغْفِرَنَّ لَكَ – (الممتحنة : 4) “Ibrahim og hans ledsagere er et godt forbillede for jer. De sagde klart til deres folk (som de var knyttet til gennem slægten): ‘Vi har intet at gøre med jer eller med de guder, som I tilbeder i stedet for Allah. Vi tager fuldstændig afstand fra jer og er løsrevet fra jer. Der er opstået et evigt fjendskab og had mellem os og jer, indtil I tror på Allah alene.’ Der er dog ikke noget forbillede for jer i Ibrahims løfte om at bede om tilgivelse for sin vantro fader.” — Sura al-Mumtahana : 4وَمَا كَانَ اِسْتَغفَارُ اِبْرِاهِيْمَ لِاَبِيْهِ اِلاَّ عَنْ مَّوْعِدَّةٍ وَّعَدَهََا اِيِّاهُ ج فَلَمَّا تَبَيَّنَ لَهُ اَنَّهُ عَدُوٌّلِّلهِ تَبَرَّامِنْهُ – (التوبة : 114) Kærlighedsforholdet mellem medlemmer af samme familie og nære slægtninge brydes på grund af denne forskel mellem partierne. Hvis faderen, broderen eller sønnen tilhører Satans parti, og et medlem af Allahs parti alligevel nærer kærlighed til dem, vil det uden tvivl være et forræderi mod hans eget parti. Om dette siger Koranen klart:لا تجد قومًا يُّؤمنونَ بِاللهِ واليومِ الاخِرِ يُوَادُّونَ من حَادَّ اللهَ وَرَسُلَهُ وَلو كَانوا اباءَ هًُمْ اَوْ اَبنَاءَهُمْ اَوْ اِخْوَانَهُمْ اَوْ عشيرتَهُمْ ط …….. اُولـــئِكَ حزبَ اللهِ ط الا اِنَّ حزبَ اللهِ هُمُ المفلحونَ – (المجادلة : 22) “Du vil aldrig finde et folk, der tror på Allah og den yderste dag, som viser venskab med dem, der bekæmper Allah og Hans Sendebud, selv om disse måtte være deres fædre, sønner, brødre eller nærmeste slægtninge. …… Det er dette parti, der i sandhed vil opnå succes.” — Sura al-Mujadala : 22

Det andet ord, der i Koranen bruges i betydningen parti eller „gruppe“, er umma. Dette ord bruges også ofte i hadith. En bestemt samlende faktor, som bringer mennesker sammen – mennesker, der har et fælles og enigt bånd – gør, at de, netop på grundlag af dette bånd, kaldes „én umma“. Derfor kaldes mennesker fra en bestemt tidsalder eller epoke også en „umma“. Indbyggerne i et bestemt land eller mennesker af samme afstamning kaldes en „umma“. Men det enstemmige bånd, der har gjort muslimerne til én umma, er ikke et fællesskab baseret på afstamning og stamme, fædreland eller økonomiske interesser; det er derimod deres livs egentlige „mission“ samt deres partis ideal og principper. Derfor siges der i Koranen:كُنتم خَيرَ اُمَّةٍ اُخرِجَت للنَّاس تاْمُرُونَ بالمَعرُوف وَتنهونَ عَنِ المنكرِ وَنؤمنون باللهِ – (110) „I er det bedste folk, skabt til menneskehedens (gavn). I påbyder sandhed og gode gerninger, holder folk tilbage fra uret og synd, og I har en urokkelig tro på Allah.“ – Sura Āl ʿImrān: 110

وكذالك جعلناكم اُمَّةً وَّسَطَا لِّتكونوا شهــداءَ على النَّاسِ وَيَكونَ الرَّسُولُ عليكم شَهِيْدًَا ط-(البقرة : 143) „Således har Vi gjort jer til en umma, der følger middelvejen. Formålet er, at I skal være vejledere for hele menneskeheden, og at Sendebudet selv skal være jeres vejleder.“ – Sura al-Baqara: 143

Hvis man overvejer disse vers, bliver det klart, at „umma“ her betyder, at muslimerne er et parti med international status (International Party). Mennesker, som tror på en bestemt verdensanskuelse og et bestemt ideal, og som er rede til at arbejde efter et bestemt program og fuldføre en bestemt „mission“, er blevet samlet i dette parti fra alle dele af verden. Eftersom de er kommet fra alle nationer, har de, ved at blive medlemmer af dette ene parti, ikke længere den mindste forbindelse med nogen bestemt nation – derfor kan de kaldes det „mellemstående“ parti. Efter at have afbrudt forbindelsen med alle nationer vil der blive etableret en ny forbindelse mellem dem og disse mennesker. Det vil sige, at dette mellemstående parti skal udføre Allahs hærs opgave i verden. Udsagnet „I skal være vejledere for menneskeheden“ beviser, at muslimerne af Allah er blevet udpeget til at udføre soldatens opgave i verden. Og formuleringen „skabt for menneskeheden“ gør det klart, at muslimerne er kommet med en international „mission“. Det vil sige, at den fuldstændige ordning for tanke og handling, som Allah den Ophøjede har givet Hazrat Muhammad (fred være med ham), den enestående leder af Allahs parti, skal etableres i praksis ved hjælp af alle mentale, moralske og materielle kræfter, og alle andre anskuelser og veje skal besejres. Det er, fordi dette ansvar er blevet pålagt alle muslimer, at de alle er blevet til én umma.

Det tredje udtryk, som den ædle Profet (fred være med ham) brugte for at betegne muslimernes kollektive form, er „Jamaat“. Dette ord er ligesom „Hizb“ (حزب) et ord, der betyder „parti“ eller „gruppe“. عليكم بالجماعة– „Det er jeres pligt at holde jer sammen som en gruppe“ – ogيَدُ اللهِ على الجماعة „Over Jamaat er Allahs barmhjertige hånd“; når man overvejer sådanne hadither, kan man let forstå, at den ædle Profet (fred være med ham) med vilje ikke brugte qawm (قوم) eller „shuʿb“ (شعـــب) eller tilsvarende ord, men i stedet brugte udtrykket „Jamaat“. Han sagde ikke: „Støt altid din nation“ eller „Over nationen er Allahs hånd.“ Under alle omstændigheder brugte han kun ordet „Jamaat“. Den eneste mulige grund til dette er, at ordene Jamaat, Hizb og parti i stedet for „qawm“ er særligt egnede og præcise til at udtrykke muslimernes sociale form og særegenhed. Set i forhold til den almindelige betydning af ordet nation eller „qawm“ kan en person godt være medlem af en nation, selv om han tror på og følger hvilke som helst principper og idealer, fordi han er født inden for denne nation. Han er knyttet til den på grund af sit navn, sin livsførelse og sine sociale relationer. Men hvad angår betydningen af ordene parti, gruppe eller Jamaat samt „Hizb“, er det alene, om man følger principperne og idealerne eller ej, der afgør, om man tilhører partiet eller gruppen. Derfor kan en person, der har forladt et partis principper og idealer, aldrig regnes som medlem af det – han kan ikke engang bruge dets navn sammen med sit eget. Han kan heller ikke have nogen form for samarbejde med partiets øvrige medlemmer. Hvis nogen siger: „Selv om jeg ikke støtter dette partis principper og idealer, var mine forældre medlemmer af dette parti, og mit navn ligner navnene på partiets medlemmer; derfor har jeg ligesom alle partiets medlemmer rettigheder, og jeg må nødvendigvis få del i dem“ – så vil dette udsagn blive anset for så latterligt, at man, når man hører det, med sikkerhed vil tro, at personen er blevet vanvittig. Men hvis man opgiver denne iboende opfattelse af partiet og antager opfattelsen af nationen, bliver der rig mulighed for at begå den slags latterlige handlinger.

For at skabe enhed, social harmoni og lighed blandt medlemmerne af sit parti med international status har islam pålagt dem at indgå ægteskaber indbyrdes og således forme dem til et organiseret samfund. Samtidig har den pålagt dem at give deres børn en sådan oplæring, at de helt fra begyndelsen kan blive tilhængere af partiets idealer og principper, så partiets styrke gennem udbredelse og befolkningsvækst bestandigt kan øges. Det er i virkeligheden herfra, at dette parti begynder at blive til en nation. Senere styrker den fælles sociale omgang, de genealogiske forbindelser og den historiske arv dets nationalitet.

Alt, hvad der hidtil er sket, er sket med rette. Men muslimerne begyndte lidt efter lidt at glemme, at de er et parti, og at grundlaget for deres nationalitet netop ligger i, at de er et parti. Denne vildfarelse voksede gradvist og førte til et sådant forfald, at opfattelsen af nationen kom til at indtage den plads, som opfattelsen af partiet havde haft. Herefter var muslimerne blot en nation – ligesom tyskerne, japanerne eller englænderne er nationer. Muslimerne har fuldstændig glemt, at det eneste værdifulde og vigtigste er de principper og idealer, som islam formede dem efter til én „umma“. De har fuldstændig glemt den store „mission“, som islams tilhængere blev organiseret i et parti for at fuldføre. De har glemt alle deres egne grundlæggende læresætninger og taget den uvidenhedens opfattelse af nationalitet, som de ikke-muslimske har, til sig. Dette er en så alvorlig og grundlæggende fejl, og dens skadelige virkninger rækker så langt, at ingen bestræbelse på at genoprette islam kan påbegyndes, før denne fejl er fjernet.

Den kærlighed, sympati, broderfølelse og samarbejdsvilje, der opstår mellem medlemmerne af et parti, skyldes ikke personlige eller familiære relationer, men opstår uundgåeligt, fordi de alle tror på og følger ét og samme princip og ideal. Hvis et medlem af partiet udfører en handling efter at have forladt partiets principper og idealer, er det ikke de øvrige medlemmers pligt at hjælpe ham. Tværtimod er det alles pligt at forsøge at få ham til at ophøre med denne oprørske aktivitet. Hvis han trods dette ikke ophører, må der i overensstemmelse med partiets regler og disciplin træffes strenge foranstaltninger mod ham. Og hvis det heller ikke fører til noget, må han udelukkes af partiet. Det er heller ikke på nogen måde sjældent, at en person, som åbent modsætter sig partiets idealer, straffes med døden.

Men tænk engang over de muslimers situation, som lever i verden i dag! De opfatter sig selv som en nation i stedet for at betragte sig som et parti; derfor er de sunket ned i en alvorlig vildfarelse. Hvis nogen blandt dem handler efter principper, der strider mod islam, for sin egen vindings skyld, forventer han, at de øvrige muslimer vil hjælpe ham. Og hvis de ikke hjælper, begynder han at klage over, at »muslimer ikke hjælper muslimer«. Hvis nogen går i forbøn for en anden, siger man, at det er nødvendigt for en muslim at hjælpe. Den, der hjælper, kalder det også islamisk sympati. I hele denne sag hører man alle tale om islam: islamisk hjælp, islamisk broderskab og islamiske forbindelser. Men ingen tænker så meget som et øjeblik over, at det er fuldstændig meningsløst at påberåbe sig islam, mens man handler imod den, at bede om hjælp i islams navn og at yde sådan hjælp. Hvis den islam, de påberåber sig, virkelig fandtes i dem, ville de tværtimod, så snart de hørte, at et medlem af det islamiske fællesskab handlede imod islam, begynde at modsætte sig ham og få ham til at angre det. At hjælpe ham ville være helt udelukket; ingen med livskraft og bevidsthed ville overhovedet turde handle imod islamiske regler og principper. Men i det muslimske samfund i vor tid er dette, hvad der sker dag og nat. Den eneste årsag er netop denne—og ingen anden—at den jahiliske nationalisme er vågnet blandt muslimerne. Derfor er det, der i dag kaldes islamisk broderskab, i virkeligheden ikke andet end et forhold baseret på jahilisk nationalisme, lånt fra de ikke-muslimske.

Det er under indflydelse af denne jahiliske opfattelse, at der blandt muslimerne er opstået en besynderlig forestilling om »nationale interesser«. Og muslimerne kalder netop dette islamiske interesser. Det, der kaldes islamiske interesser, er, at mennesker, som er kendt under navnet muslimer, skal få gavn, opnå rigdom, få større ære og indflydelse, opnå styrke og evner, og at denne verden på den ene eller anden måde skal blive en lykkelig verden for dem. Men man ser slet ikke på, om disse interesser og denne gavn opnås i overensstemmelse med det islamiske synspunkt og ideal, eller om de opnås ved at modsætte sig det. Som regel kaldes mennesker, der er født og opvokset i muslimske familier, »muslimer«. Man mener, at der ikke findes nogen undtagelser fra dette. Det betyder, at det ydre legeme betragtes som »muslimsk«, mens det indre sindelag ikke betragtes som muslimsk. Derfor kan en person være muslim uden islamiske kendetegn og egenskaber. Som følge af denne fejlagtige opfattelse kaldes også de regeringer, der ledes af disse ydre muslimer, for »islamiske regeringer«. Deres fremskridt erklæres for islamisk fremskridt, og deres interesser for islamiske interesser. Det gør ingen forskel, selv om denne regering og disse interesser åbenlyst følger en retning, der er fuldstændig modsat islams principper. At være tysker er på samme måde ikke et princip eller et ideal, men blot et mål for en nationalitet; og en tysk nationalist stræber kun efter det tyske folks fremgang, uanset hvilken vej det sker ad. Muslimskhed er på tilsvarende måde blevet betragtet som en nationalitet, og muslimske nationalister stræber kun efter deres egen nations indflydelse og fremgang. Selv hvis denne fremgang og indflydelse opnås som følge af, at man principielt og i praksis følger principper, der er fuldstændig modsat islam, ser de ingen grund til at gøre indsigelse—er dette ikke en jahilisk opfattelse? Er det ikke i virkeligheden blevet glemt i dag, at muslimerne udgør et parti med international status, som er blevet givet en særlig ideologi og et praktisk program for at fremme hele menneskehedens velfærd? Hvis en muslim, personligt eller kollektivt, handler efter en anden ideologi og uden den nævnte ideologi og det nævnte program, hvordan kan det så kaldes islamisk arbejde? Kan en tilhænger af kapitalistiske principper noget sted kaldes »kommunist«? Kan en kapitalistisk regering nogensinde kaldes en kommunistisk regering? Kaldes en fascistisk institution nogensinde en demokratisk institution? Hvis nogen anvendte disse betegnelser på den måde, ville alle håne ham som tåbelig og uvidende. Ikke desto mindre misbruges betegnelserne »islam« og »muslim« i særlig grad i vor tid, uden at nogen opfatter dette som værende i strid med islam.

Selve ordet »muslim« beviser, at det ikke er et ord, der betegner en nation, men et navn, der betegner en egenskab, og at muslimens eneste betydning er: en, der følger islam. Det kan ikke have nogen anden betydning. Det udtrykker de særlige psykiske, moralske og handlingsmæssige egenskaber, som islam frembringer i mennesket. Derfor kan ordet muslim ikke bruges om en person på samme måde, som ordene hindu, japaner eller kineser bruges om den enkelte hindu, japaner eller kineser. Så snart en person, der kalder sig muslim, afviger fra islams principper, ophører hans værdighed som muslim øjeblikkeligt og af sig selv. Derefter handler han i enhver henseende som privatperson. Han har da ingen ret til at bruge islams navn. På tilsvarende måde kan betegnelser og udtryk som »muslimske interesser«, »muslimernes fremskridt«, »stat og ministerembeder for muslimer« og »muslimsk organisation« kun anvendes, når alt dette sker i overensstemmelse med islams principper og idealer og udføres med henblik på at fuldføre islams egentlige »mission«. Ellers kan ordet muslim ikke forbindes med nogen af de nævnte ting. For uden islams egenskaber findes der intet i verden, som kan kaldes muslimsk. Det er heller ikke muligt at forestille sig, at en person eller en nation kan kaldes kommunist, hvis kommunismen tages bort. På samme måde kan ingen interesse kaldes en kommunistisk interesse, ingen stat en kommunistisk stat og ingen organisation en kommunistisk organisation. Men hvorfor er en sådan opfattelse af muslimer ikke desto mindre blevet fast forankret i menneskers bevidsthed? Hvordan kan en person eller en nation kaldes »muslim«, når islam tages bort?

Det er netop denne fejlopfattelse, der grundlæggende fører til, at muslimer forholder sig helt forkert til deres kultur, civilisation og historie. Monarkier og statsregeringer, der er grundlagt på principper og idealer, som strider mod islam, betegnes som »islamiske regeringer«. Det skyldes alene, at en person, der bærer muslimsk navn, har indtaget tronen. Den kultur og civilisation, der blev dyrket ved de luksuriøse hoffer i Bagdad, Córdoba, Delhi og Kairo, hyldes i dag som islamisk kultur og civilisation. I virkeligheden har den imidlertid ingen forbindelse med islam. Så snart man spørger en muslim om islamisk kultur, viser han straks Taj Mahal i Agra frem. Det synes, som om dette i hans øjne er det mest strålende eksempel på islamisk kultur. Men at indhegne utallige hektar jord permanent og bruge millioner af penge på at opføre et palads over det for at begrave et lig kan på ingen måde være islamisk kultur.

Når man således begynder at drøfte de glorværdige kapitler i den islamiske historie, fremhæver man de abbasidiske, seldsjukiske og moguliske kejseres bedrifter og fortællinger. Set ud fra den egentlige islamiske historiesynsvinkel vil størstedelen af disse bedrifter imidlertid ikke blive vurderet som noget glorværdigt, men som noget, der bør opføres på listen over forbrydelser. De muslimske kongers og herskeres historie betegnes som »islamisk historie«. Med andre ord er kongernes og herskernes navne blevet gjort til islams »mission«, og i stedet for at undersøge fortiden i lyset af dens lære, ideologi og regler og med retfærdighedens skarpe målestok skelne mellem islamiske bedrifter og handlinger, der strider mod islam, er støtte til eller modstand mod herskere, der bærer muslimske navne, blevet anset for at være islamisk histories tjeneste. Den eneste årsag til denne grundlæggende forskel i synspunkt, perspektiv og vurderingsmetode er, at en vedvarende fejlopfattelse af, at alt, hvad muslimer gør, er »islamisk«, har slået rod i alles bevidsthed. Selv når en person, der er kendt som muslim, handler efter principper og metoder, der strider mod islam, betragtes hans handlinger som muslimske handlinger, altså som islamiske handlinger.

Muslimerne har også på det nationale politiske område antaget dette forkerte synspunkt. Ved at tilsidesætte islams principper, idealer og ideologi samt dens mission—og vende blikket bort fra dem—betegner man et folk som det muslimske folk. Enhver person og enhver gruppe har på dette folks vegne, i dets navn eller for dets skyld udvist den yderste vilkårlighed. Ifølge dem er enhver person med forbindelse til det muslimske folk muslimernes repræsentant—ja, han kan endda være deres leder; det gør ingen skade, selv hvis den stakkel er fuldstændig uvidende og uoplyst om islam. Så snart muslimer ser mulighed for at opnå en eller anden fordel eller interesse, er de rede til at følge enhver person eller gruppe; selv hvis dennes mission er fuldstændig modsat islams mission, anser de det ikke for forkert. Blot de ser, at nogen sørger for muslimers underhold, bliver de ude af sig selv af glæde—selv hvis det efter islams syn er haram-føde, nærer de ingen betænkeligheder. Så snart de et sted ser en muslim sidde på magtens sæde, svulmer deres bryst af glæde. Selv hvis han bruger denne magt med formål, der strider mod islam, ligesom en ikke-muslim ville gøre, har de ingen indvendinger. Utallige ikke-islamiske ting er her blevet antaget for at være islamiske. Muslimerne stiller sig med opbundne ærmer til støtte for og samarbejde med grupper, der er dannet efter regler og principper, som er fuldstændig modsatte islams idealer og organisationsprincipper, og de bruger millioner af penge på at nå disse mål. …..Det er fordi man har betragtet muslimer som blot et folk og glemt at betragte dem som en gruppe med international status, at denne uønskede fejlopfattelse er opstået i synet på muslimer og i de handlinger, der vedrører dem. Så længe denne fejlopfattelse af muslimer ikke fjernes, og man ikke betragter dem som en idealistisk gruppe, kan der ikke være nogen korrekt handlemåde i noget område af muslimernes liv. —Tarjumān al-Qur’ān, april 1939

Tillæg

Hvis man betegner »den islamiske Jamaat« som noget andet end en nation, kan mange få den mistanke, at den dermed stadig har mulighed for at være en del af en regional nationalitet. I en nation findes der jo i dag forskellige politiske partier, og selv om hvert af dem har sit eget særskilte ideal, forbliver de alle en del af den store helhed, der kaldes »nationen«. Hvis »muslimer« således er et parti, er det ikke mærkeligt, at nogle kan få den mistanke, at de også kan blive en del af deres eget lands regionale nationalitet.

Men den eneste årsag til denne fejlopfattelse er, at man med Jamaat eller parti kun tænker på et almindeligt politisk parti. Det er imidlertid ikke den egentlige betydning. Fordi ordet i lang tid er blevet brugt i denne betydning, er denne betydning blevet uløseligt forbundet med det. Grundlæggende er de, der samles omkring en bestemt ideologi, trosbekendelse, tro, princip, ideal og målsætning, en Jamaat—et parti. I Den Ædle Koran er »hizb« og »ummah« netop brugt i denne betydning, og det er også dette, der menes med et parti.

På den anden side udgør de, der organiserer sig omkring bestemte synspunkter og handlingsprogrammer for politisk styring og administration ud fra en nations eller et lands særlige forhold, også et parti. Men eftersom et sådant parti blot er et politisk parti, er det ikke mærkeligt—men tværtimod naturligt—at det bliver en del af en nation……..

Men også de mennesker, der organiserer sig omkring en omfattende anskuelse og et korrekt ideal, kaldes en »jamaat«. De bestræber sig på og arbejder for hele menneskehedens velfærd, uanset nation og land. Deres eneste mål er at genopbygge hele livet efter et nyt ideal og en ny metode. De er fast besluttede på at omforme og genopbygge alt fra principper, idealer, anskuelser, tankegang og moralske bestemmelser til detaljerne i den enkeltes adfærd og den kollektive ordning. De gør alt, hvad de kan, for at skabe en selvstændig og enestående tahdhib og tamaddun. Denne »gruppe« er ganske vist grundlæggende blot en gruppe, men den er ikke en gruppe, der blot fungerer som en del af eller hale på en stor nation. Dens virke rækker langt ud over snæver nationalisme. Tværtimod er dens vigtigste mission at knuse de slægtsmæssige, stammemæssige og historiske fjendskaber, konflikter og modsætningsforhold, på hvis grundlag verdens forskellige nationaliteter er blevet dannet. Derfor kan en sådan jamaat eller et sådant parti ikke knytte sig til disse nationaliteter; det vil derimod knuse den slægtsmæssige, stammemæssige og historiske nationalisme og i dens sted skabe en fuldstændig fornuftsbaseret nationalitet (rationel nationalitet) — og i stedet for en livløs, stillestående og ufrugtbar nationalitet danne en voksende nationalitet (ekspanderende nationalitet). Der kan ikke være nogen tvivl om dette. Den etablerer selv grundlaget for en ny nationalitet, som på basis af intellektuel og kulturel enhed er rede til at optage hele verdens befolkning i sig. Men selv efter at den har antaget form af en nationalitet, er den grundlæggende stadig en »gruppe« eller »jamaat«. For ingen kan blive medlem af den alene i kraft af en medfødt ret; den eneste måde at slutte sig til den på er at antage og følge dens grundlæggende principper, idealer og anskuelse.

»Muslim« er i virkeligheden navnet på en gruppe af denne anden slags. Det er ikke en sådan »gruppe« som de forskellige grupper, der findes inden for en nation. Det er netop en gruppe af den slags, der rejser sig under fanen for en helt selvstændig tahdhib og tamaddun, og som ønsker at knuse de små og snævre nationaliteters allersnævreste grænser og på rent principielt grundlag danne en vældig verdensnationalitet. Eftersom denne »gruppe« ikke er rede til at knytte sig følelsesmæssigt til nogen som helst af verdens øvrige slægtsmæssige eller historiske nationer, men i stedet begynder at opføre sin egen tahdhib og tamaddun i overensstemmelse med sin egen livsanskuelse og samfundsanskuelse (socialfilosofi), kan den i denne henseende ganske vist kaldes en nation. Men selv om den i denne henseende er en »nation«, er den grundlæggende blot en »gruppe«. For ingen kan regnes som medlem af denne »nation«, blot fordi vedkommende ved et rent fødselstilfælde (blot et fødselstilfælde) er født ind i den, medmindre han eller hun følger dens idealer og principper. På samme måde lægges der heller ingen hindring i vejen for den, der ønsker at blive medlem af en anden nation, for vedkommende tror på denne nations principper, idealer og anskuelse.

Hovedkonklusionen på hele den ovenstående drøftelse er, at den muslimske nations nationalitet anerkendes, fordi den er en selvstændig jamaat eller gruppe. Grundlæggende er den en gruppe; først i anden række opnår den blot status som nationalitet. Det første er det egentlige, mens det andet blot er en gren af det. Hvis dens karakter af jamaat på noget tidspunkt tilsidesættes, og den bliver til en ren »nation«, må man uden tvivl anse det for dens fuldstændige forfald (degeneration).

I menneskesamfundets historie er den islamiske gruppes status og beskaffenhed i sandhed noget enestående og usædvanligt. Derfor er den også forbløffende for mennesker. Før islam havde buddhismen og kristendommen knust nationalitetens snævre grænser, kaldt hele verdens menneskehed og forsøgt at danne et universelt broderskab på grundlag af en anskuelse. Men ingen af disse to religioner rådede over nogen samfundsfilosofi, der var egnet til at etablere en samlet ordning for tahdhib og tamaddun; der fandtes kun nogle moralske formaninger. Derfor var ingen af dem i stand til at lægge grundlaget for en universel nationalitet. Det endte med, at de blot skabte en form for »broderskab« (brotherhood). Efter islam opstod den videnskabelige civilisation i Vesten, som forsøgte at appellere til den internationale verden; men allerede på dagen for dens fødsel satte »nationalitetens spøgelse« sig på dens nakke. Derfor mislykkedes også den fuldstændigt med at skabe en international nationalitet. Derefter trådte den marxistiske kommunisme frem og forsøgte, ved at overskride nationalitetens snævre grænser og på grundlag af en altomfattende idé, at skabe en verdensomspændende nationalitet og civilisation. Men eftersom denne civilisation endnu ikke er blevet fuldt realiseret, har marxismen heller ikke kunnet antage form af en verdensomspændende nationalitet med universel status. … Og sandheden er, at marxismen allerede tidligere er sunket ned i nationalismens snæverhed og derved har svækket sin internationale status. Russisk nationalisme har haft meget stor indflydelse på Stalin og hans partis politik. I russisk litteratur — og selv i den nye forfatning, der blev vedtaget i 1936 — blev Rusland betegnet som »fædrelandet« (Fatherland), hvorved man viste den yderste grad af nationalitetsdyrkelse. Men islam betegner ikke noget land som »fædreland«; den kalder det dar al-islam — »islams land«. Indtil i dag er islam den eneste livsordning i hele verden, der kan bryde alle bånd til slægtsmæssig, stammemæssig og historisk nationalitet og på grundlag af en ny civilisation og kultur skabe en verdensomspændende nationalitet med universel status. Derfor kan de, der ikke er fortrolige med den iboende idealistiske ånd i islam, slet ikke forstå, hvordan den samme menneskelige sammenslutning både kan være den samme »nation« og den samme »gruppe«. De ser, at medlemmerne af enhver nation i verden bliver en del af den, fordi de er født af den pågældende nations folk — ingen slutter sig til den af egen vilje eller interesse. Alle ved, at den, der er født i Italien, er medlem af den italienske nationalitet, men at den, der ikke er født i landet Italien, på ingen måde kan blive medlem af den italienske nation. Men folk i verden kender i almindelighed ikke til nogen »nation«, som man må tilslutte sig ved at tro på et bestemt ideal og en bestemt anskuelse, og hvorfra man nødvendigvis må udelukkes, hvis ens ideal og anskuelse ændres. Efter deres opfattelse kan denne egenskab kun tilhøre en gruppe — ikke en nation. Men de bliver forbløffede, når de ser, at denne gruppe ikke er rede til at knytte sig til eller begrænse sig til en selvstændig civilisation og kultur samt en ny nationalitet.

På grund af manglende forståelse af den faktiske situation gælder dette ikke kun for ikke-muslimer; også muslimer er i dag sunket ned i det samme. På grund af at de i lang tid har modtaget ikke-islamisk undervisning og opdragelse og levet i et islamfjendtligt miljø, er den uvidende forestilling om »historisk nationalisme« også vågnet hos dem. I virkeligheden var de blevet dannet netop for at skabe en verdensomspændende revolution; at udbrede deres ideal var deres livsformål, og det var deres pligt at knuse verdens fejlagtige samfundsordninger og opbygge et nyt samfund på grundlag af deres egen livsanskuelse. Men muslimerne har i dag fuldstændig glemt dette. Efter at have glemt alt dette er de blevet reduceret til blot én nation ligesom verdens øvrige nationer. Nu hører man ikke længere nogen diskussion eller blot omtale af deres egentlige mission ved deres møder, forsamlinger, konferencer og kongresser eller i deres aviser og pjecer. Og dog var det netop derfor, at de blev udvalgt blandt verdens nationer og gjort til en ny nation, en ny umma. Nu er varetagelsen af muslimernes interesser blevet deres eneste opgave. Med »muslimer« mener de dem, der er født af forældre fra slægter, som bærer navnet muslim. Og med »interesser« mener de også disse slægtsbundne muslimers materielle og politiske interesser og opnåelse af fordele og privilegier. Nogle steder mener de også deres kultur eller civilisation. For at beskytte disse interesser vil muslimerne uden tøven gå frem og antage enhver fremgangsmåde og handlingspolitik, der anses for nødvendig—ligesom Mussolini var rede til at udføre enhver handling, der kunne beskytte italienernes interesser. Han havde ingen hensyn til noget princip eller ideal. Han sagde: Hvad der end er nyttigt og gavnligt for den italienske nation, er sandhed og retfærdighed. Dette kalder jeg et tegn på muslimernes yderste forfald, og netop for at protestere mod dette forfald forsøger jeg at minde muslimerne om, at I grundlæggende ikke er en nation svarende til nogen af de slægtsmæssige, stammemæssige eller historiske nationer. I er i virkeligheden blot et parti—en Jamaat—og kun hvis følelsen af at være et sådant parti fortsat findes iblandt jer, kan jeres liv reddes; ellers ikke.

På grund af at følelsen af at være et parti ikke holdes levende—ellers kan man ikke forestille sig, hvor frygtelige konsekvenserne af denne selvforglemmelse er—begynder muslimen at følge enhver mening og vej; der foretages overhovedet ingen vurdering af, om den stemmer overens med eller strider mod det islamiske ideal. Muslimen bliver derfor nationalist og også kommunist. Han lader sig oplære i fascismen og føler ingen som helst betænkelighed derved. Overalt kan man finde muslimer, der følger forskellige vestlige samfundsfilosofier samt metafysiske og videnskabelige anskuelser. Der findes ikke noget politisk, socialt eller civilisatorisk samfundsbevægelse noget sted i verden, som muslimer ikke har deltaget i. Og det mærkværdige er netop, at de alligevel fortsat anser sig selv for muslimer, gør krav på at være det og bliver betegnet som muslimer. Men det går slet ikke op for tilhængerne af de forskellige meninger og veje, at muslim ikke er en titel, man får ved fødslen, men blot et egenskabsnavn for mennesker, der følger islams bestemte vej. Det er utvivlsomt en alvorlig fejltagelse at kalde dem muslimer, som forlader islams livsordning og bestemte vej for at følge en anden vej. Udtryk som muslimsk nationalist og muslimsk kommunist, såvel som andre tilsvarende betegnelser, er lige så indbyrdes modstridende som en kommunistisk ågerkarl og en buddhistisk slagter. — Tarjuman al-Qur’an, juni 1939.

— Afsluttet —-