Kapitel: 1

Forord

Formålet med hans komme, hans kald og hans historiske position

Bogen »Muhammad, menneskehedens ven«, fred være med ham, er i grunden den bengalske oversættelse af »Muhsin-e-Insaniyat«, skrevet på urdu af Naim Siddiqi, en af det indiske subkontinents fremmeste islamiske forskere og tænkere. Bogen er også blevet oversat til engelsk under titlen »Human Benefactor«.

Denne bog er ikke en biografi om Allahs Sendebud, fred være med ham, skrevet på traditionel vis. Den fremstiller først og fremmest et vidunderligt, analytisk og lærerigt billede af det enestående samfundsomvæltende arbejde, som Den Hellige Profet, fred være med ham, gennemførte, og af det enestående menneskelige fællesskab og menneskesamfund, som han opbyggede som en dygtig håndværker. Derfor er den både en sīra om Den Hellige Profet og en beretning om gennemførelsen af den islamiske samfundsomvæltning. For dem, der nærer et brændende ønske om at opbygge et islamisk samfund, er denne bog særdeles nyttig.

Formålet med hans komme, hans kald og hans historiske position

Før vi studerer Den Store Profets, fred være med ham, liv og levned, er det nødvendigt, at vi får en klar forståelse af formålet med hans komme. Vi må præcist identificere, hvad det store arbejde var, som denne store velgører for hele menneskeheden kom til verden for at fuldføre, og som han viet hele sit liv til for med held at afslutte en kamp rettet mod et endeligt mål. I virkeligheden er Sendebudets, fred være med ham, livshistorie historien om en utrættelig kamp for at gennemføre et mellemfolkeligt handlingsprogram. Sendebudets liv er en praktisk og handlingsorienteret fortolkning af Koranens lære og idealer. Sendebudets liv er en fortsættelse af det hellige budskab, hvis fakkel profeten Adam, fred være med ham, Ibrahim, fred være med ham, Musa, fred være med ham, Isa, fred være med ham, og andre profeter tændte i deres respektive tidsaldre. Uden at have Den Store Profets arbejdsform og arbejdets natur, dets særpræg og omfanget af dets virkefelt for øje kan vi ikke sætte profetens liv i system, vurdere og analysere begivenhederne i hans liv, fastslå det egentlige formål med at studere hans liv og levned eller tilegne os alt det, vi bør tilegne os fra hans liv og levned.

Menneskehedens frelser

Når vi gennemgår hele menneskehedens historie, møder vi dér reformatorer af mange forskellige slags. Vi ser mange veltalende eller ildsprudlende talere, filosoffer og tænkere, grundlæggere af vældige imperier, konger, storkonger og kejsere, sejrende helte, grundlæggere af store partier og organisationer, store ledere, der har skabt røre i den menneskelige civilisation, magtfulde revolutionære, der gentagne gange har skabt omvæltninger i samfundsstrukturen, forkæmpere for stadig nye religiøse retninger, som er trådt frem på civilisationens scene, samt moralske reformatorer og lovgivere. Men når vi betragter deres lære, de bedrifter og bidrag, de efterlod sig, og det samlede resultat af deres bestræbelser og virke, finder vi ingen steder en fuldstændig velfærd eller gavnlig virkning. Den velfærd og gavn, der kan ses, er kun delvis, ensidig og kortvarig. Disse gavnlige virkninger viser sig i en bestemt del af livet, hvorefter de blandes med forskellige former for skadelige følger. Bortset fra profeternes personligheder findes der i historien ingen anden kraft eller bestanddel, som har været i stand til at forandre hele menneskesamfundet indefra. At farve hele samfundet og civilisationen i Allahs samme farve, fra moskeen til markedet, fra skolen til domstolen og fra hjemmet til slagmarken, og at gennemføre en gennemgribende forandring indefra i hele menneskesamfundet – dét var Muhammadurs Rasul (fred være med ham)s da’wahs succes. Og det er den egentlige bedrift i hans liv. Gennem hans da’wah blev menneskenes sind og tanker forandret, deres tankegang ændret, deres synsvinkel ændret, skikke, traditioner og vaner forandret, fordelingen af rettigheder og pligter ændret, målestokken for ret og uret samt halal og haram ændret, de moralske værdier forvandlet, love og forfatninger ændret, reglerne for krig og fred ændret, og ægteskabs- og samfundsordningen forandret. Kort sagt blev hver enkelt del af civilisationen og hver enkelt institution gennemgribende forandret. Fra den ene ende af denne omfattende forandring til den anden ses intet andet end velfærd og gavn. Ingen del af den rummer noget skadeligt, ingen af dens områder rummer fordærv, og ingen steder findes forvrængning. Overalt er der kun velfærd, i alle retninger kun konstruktiv virksomhed samt fremgang og udvikling. I virkeligheden blev menneskehedens fuldstændige genopstandelse og genoplivelse virkeliggjort gennem Den Store Profet. Ved at lade en gylden, strålende morgen for sandhed og retfærdighed gry gjorde han civilisationens himmel skyfri. Han indledte en historisk epoke. I verdenshistorien er dette en så stor bedrift og fortjeneste, at der ikke findes noget sidestykke til den noget andet sted.

Menneskehedens frelser, Verdensprofeten (fred være med ham), trådte frem under sådanne forhold, at hele menneskeheden var nedsunket i dybt mørke. Nogle steder herskede brutalitetens og voldens tidsalder. Andre steder ødelagde polyteismens og afguderiets forbandelse det civiliserede liv. I Egypten, Indien, Babylon, Nineve, Grækenland og Kina var civilisationen fuldstændig ødelagt og brudt sammen. Kun i Rom og Persien vajede civilisationens fane. Den ydre pragt i den romerske og iranske civilisation blændede øjnene. Men inde i disse betagende paladser foregik hårrejsende undertrykkelse og mishandling. En gennemtrængende stank steg op fra livets sår. Konger og kejsere var ikke blot Guds inkarnationer; de havde selv slået sig ned som guder. I sammensværgelse med dem herskede de jordejende præsteklasser over folket. Under den grusomme udbytning og undertrykkelse i de to imperier, Rom og Iran, var almindelige mennesker ved at blive kvalt ihjel. De opkrævede store skatter, afgifter, bestikkelser og tribut fra folket. Desuden blev folket tvunget til at arbejde som dyr. Men de bekymrede sig hverken om folkets mangel og klager, dets lidelser og sorger eller dets farer og ulykker; de havde heller ingen medfølelse med det og ingen tanke på at løse eller afhjælpe disse problemer. Disse herskende klassers luksusliv og dyrkelse af naturen havde fuldstændig ødelagt deres moralske væsen. De midlertidige forandringer i situationen, som skyldtes kongers og herskeres magtskifter og op- og nedture, nye erobreres fremkomst og blodige krige, åbnede heller ingen vej til frihed for almindelige mennesker. Efter hver forandring blev almindelige mennesker endnu hårdere knust i udbytningens mølle. Enhver magt, der trådte frem på magtens scene, gjorde almindelige mennesker til et redskab for udbytning, brugte deres blod som kapital og deres arbejde til at befæste sin egen magt; efter at have opnået sejr og herredømme blev den endnu mere undertrykkende og endnu større udbyttere end sine forgængere. Selv mellem Romerriget og Irans imperium fortsatte konflikterne og sammenstødene uafbrudt. Forskellige områder kom undertiden under det ene imperiums kontrol, undertiden slugte det andet imperium dem. Men hver gang undertrykte den sejrende magt brutalt en eller anden gruppe blandt undersåtterne. Som eksempel kan nævnes, at hvis et sted under det iranske imperium blev underlagt Romerriget, blev ildtemplerne dér slukket, og kirker blev opført i deres sted; hvis et sted under Romerriget kom under iranernes kontrol, blev alle kirker dér forvandlet til ildsteder. Størstedelen af verden lå under anarki. Der fandt uophørligt krige, konflikter, sammenstød og oprør sted. Religiøse sekter udgød hinandens blod. Og i alt dette kaos blev menneskets menneskelige værdighed trampet og knust. Dets menneskelighed blev ydmyget og kastet til jorden. Selv efter umenneskeligt hårdt arbejde var det ikke i stand til at dække livets mest grundlæggende behov. Selv under hundredvis af former for undertrykkelse og mishandling kunne det ikke engang yde den mindste modstand. Selv de bitreste følelser måtte det sluge i tavshed. Samvittighed og sind var bundet i så hårdt et slaveriets åg, at det ikke engang havde frihed til at sige et eneste ord. Hvem holdt regnskab med, hvilket frygteligt jernbur det var indespærret i, og hvor tung luften omkring det blev af lange suk over håbløshed og nederlag? I dette jernbur var ikke et eneste vindue åbent i nogen retning, og ikke engang en lille gnist fra nogen lære eller filosofi, der kunne bringe menneskene selv det svageste håb, brændte. Dets sjæl skreg. Men fra ingen side svarede nogen overhovedet på dette skrig. Ingen religion trådte frem for at befri det. For profeternes lære var sunket ned i dybet og forsvundet gennem forvanskning og misbrug. Det, der ellers var tilbage i religionens navn, havde de religiøse kredse gjort til en handelsvare. De havde sluttet forbund med samtidens tyranner og udbyttere. Hvad skal man sige om den græske filosofi? Hvad skal man sige om Konfucius og Manus lovbog, eller om Vedaerne og Vedanta, buddhismen eller Justinianus’ og Solons love? Alt var blevet livløst og uvirksomt. Fra ingen side kunne man se en eneste stråle af lys. Når en sådan tilstand opstår et sted på jorden, at mennesket bliver indespærret i et jernbur, og intet håb viser sig fra nogen retning, opstår der krise og lammelse i samfundsordenen. [Koranen har i al korthed gennemgået denne historiske tilstand for menneskeheden, på en måde der ikke har sin lige: »Der er opstået fordærv på land og i hav på grund af det, som menneskenes hænder har begået. Således lader Han dem smage noget af det, de har gjort, så de måske vender tilbage til den rette vej.« (Ar-Rum 41)] Da historiens mest frygtelige og rædselsvækkende anarki således bredte sig over hele verden, lyste pludselig Verdensprofetens, menneskehedens største vens, fakkel op i dette anarkis tætte mørke. Denne fakkel gennemtrængte mørket i samtidens sociale sammenbrud og oplyste alle retninger.

Arabernes nærmeste områder var profeten Muhammads, fred være med ham, første arbejdsområde. Blot tanken om den forfærdelige tilstand, der herskede dér, får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Hvis der under Ad og Thamuds tid eller under den imperialistiske indflydelse fra Saba og Yemen på et tidspunkt viste sig et svagt skær af civilisation, var det dog for længst slukket. Resten af Arabien var stadig nedsunket i den dybe, præcivilisatoriske mørke. Civilisationens sol var endnu ikke stået op, og menneskeheden var endnu ikke vågnet af den primitive uvidenheds søvn. Overalt herskede der voldsom uro. Konflikter og sammenstød mellem mennesker samt krig og plyndring rasede. Den uvidende kultur havde nået sit højdepunkt gennem en blanding af alkohol, utugt og hasardspil. Quraysh fortsatte den indbringende forretning med at administrere den hellige Kaaba under en religion præget af afgudsdyrkelse og polyteisme. Jøderne havde ligeledes åbnet butikker for handel med en forvansket religion. De øvrige arabere var sunket ned i tankemæssigt anarki. Pengemændene i Mekka og Taif havde udspændt nettet for ågerforretninger. Slaveriets forbandede institutioner fungerede med stor pomp og pragt. Kort sagt var menneskene sunket ned på det laveste niveau af trældom under deres begær og levede som rovhyæner og firbenede dyr. [I Koranens sura al-Furqan siges det: »De er som kvæg, ja, endnu mere vildfarne end kvæg.« (Vers 42)] De stærke drev de svage omkring med reb gennem næsen som flokke af geder og får. De svage lå kastet ned for de stærkes fødder.

Under sådanne forhold trådte Muhammad, fred være med ham, alene frem på skuepladsen med en opfordring til en grundlæggende og gennemgribende forandring. Hvis en anden havde befundet sig i et så håbløst miljø, ville han måske have forladt beboelserne og flygtet. Det er ikke sådan, at verden tidligere ikke havde rummet ærlige og følsomme mennesker, som hadede uretfærdighed. Der fandtes mange af dem. Men de var ude af stand til at bekæmpe uretfærdigheden og afhjælpe den. For at sikre deres eget liv forlod de samfundet og beboelserne, søgte tilflugt i skove, ødemarker og bjerghuler og blev asketer og munke. Men Guds Sendebud, fred være med ham, tænkte ikke på at redde sit eget liv ved at overlade den truede menneskehed til dens hjælpeløse tilstand. Tværtimod kæmpede han mod uretfærdighed og ondskab og åbnede en vej til frelse for hele menneskeheden. Han tog roret på civilisationens skib og førte det mod den rette destination. Han trådte frem som en tredje magt for at bryde den fastlåsthed, som de to krigsførende supermagter Rom og Iran havde skabt på det tidspunkt. Efterhånden som denne tredje magt stod på egne ben, udfordrede den både Rom og Iran. Den styrtede begge magters mægtige ledelser og befriede folket fra civilisationens rædselsvækkende bur, så det kunne færdes i frihed [Her bør nogle få hadither nævnes: »Jeg blev sendt i den bedste tidsalder blandt Adams børns forskellige tidsaldre« (Bukhari). »Allah udvalgte Kinana blandt Ismaels efterkommere, Quraysh blandt Kinanas efterkommere, Banu Hashim blandt Quraysh og mig blandt Banu Hashim« (Muslim). »Da Allah skabte verden, placerede Han mig blandt den bedste klasse, derefter blandt den bedste stamme og derefter blandt den bedste familie. Derfor er jeg den bedste som person og den bedste med hensyn til familie« (Tirmidhi)]. En vej til frelse blev åbnet for Adams børn, og menneskekaravanen, der var omgivet af røvere, satte kurs mod fremskridtets og velstandens mål.

Kort sagt trådte Guds Sendebud, fred være med ham, frem som befrier og frelser for alle verdens mennesker.

Stedet, tiden og de menneskelige forudsætninger for hans fremtræden

For at føre menneskeheden tilbage til den rette vej udvalgte Allah den Ophøjede på den ene side Guds Sendebuds, fred være med ham, ypperste personlighed, og på den anden side valgte Han, trods de værste forhold på den tid, den bedste tid for ham, det bedst egnede sted for hans kald og den bedste nation til at være den første, han henvendte sig til.

Betragter man det overordnet, kan tiden anses for at være den bedst egnede, fordi den stammebaserede samfundsordens tid var ved at rinde ud, mens internationalismens tidsalder nærmede sig. Historien var efter blot nogle få drejninger på vej ind i videnskabens tidsalder. Tiden for Guds Sendebuds, fred være med ham, fremtræden markerede i virkeligheden grænsen mellem de to nævnte tidsaldre. For at indlede en større og lysere fremtid var det blevet nødvendigt at gentage de tidligere profeters kald, fremhæve dets livskraft, grundfæste en civilisation baseret på lydighed mod Allah og fuldt ud fremstille en samfundsorden baseret på islams lighed og retfærdighed, så de efterfølgende tidsaldre kunne blive oplyst af strålerne fra Guds Sendebuds, fred være med ham, bedrift. Denne tid var også den bedst egnede, fordi der ikke længere var noget håb eller nogen støtte tilbage for menneskene; derfor var det lettere for dem at blive tilskyndet til at antage islam.

Hvis vi retter blikket mod stedet for kaldet, ser vi, at Arabien, selv om det var et goldt ørkenland, lå centralt i den civiliserede verden på den tid. Alle handelsveje fra øst, vest og nord mødtes med det arabiske område. Al den udenrigshandel, der foregik mellem de forskellige lande, blev udført gennem arabiske handelsfolk. Handelskaravaner bevægede sig mellem Oman og Yemen, Sana og Mekka, Jeddah og Yanbu samt Medina og Dumat al-Jandal. Disse karavaner kunne ikke færdes sikkert uden tilladelse fra de arabiske ledere, det vil sige Quraysh, og uden tilladelser fra de vigtigste stammer. På denne måde havde det arabiske område, især Mekka, Taif, Medina, Yanbu og Dumat al-Jandal, forbindelser til alle områder i Indien, Kina, Iran, Irak, Egypten, Rom og Etiopien. Et centrum for et samlet kald og en samlet forkyndelse ville her kunne opnå større succes end noget andet sted. Desuden havde Mekka og Medina den største betydning i den arabiske verden. Med hensyn til religion, handel og kultur var deres lederskab og indflydelse uovertruffen.

Selv om der på grund af den arabiske nations tilbageståenhed inden for civilisation og kultur, dens tøjlesløshed og anarki samt dens økonomiske elendighed opstod nogle problemer, havde dette også en meget stor fordel. Det var, at Arabien i høj grad var frit for udenlandsk herredømme. Desuden fandtes der heller ikke internt nogen magt, som kunne etablere et regelmæssigt politisk herredømme over hele landet og derefter ved hjælp af magt, autoritet, lovgivning og uddannelse forme samfundet efter en bestemt struktur. Hvis en sådan magtfuld person eller gruppe havde eksisteret, kunne den have udslettet den islamiske bevægelse, ligesom forskellige tyranniske konger i fortiden standsede profeternes kald, før det nåede sin fuldendelse. Quraysh havde betydelig indflydelse og anseelse, og de gjorde ganske vist modstand med alle deres kræfter. Men Quraysh havde ikke et regelmæssigt politisk herredømme over hele Arabien. Uanset hvor dybt deres religiøse og handelsmæssige indflydelse var, kunne de aldrig erstatte en velorganiseret regering.

Set fra et religiøst synspunkt var mindet om de tidligere profeters dawah levende i hele dette områdes omgivelser. Tegnene på den skæbne, der havde ramt datidens folk, var også synlige for alles øjne. Mod nord lå Ur, profeten Ibrahims fødested. I nærheden lå områderne, hvor profeterne Nuh, Lut og Salih (fred være med dem) havde levet. Området omkring Palæstina og Jerusalem, hvor Israels Børn havde oplevet fremgang og tilbagegang, og hvor Isa (fred være med ham) havde forkyndt sin dawah, lå også lige i nærheden. Mod syd lå Ad- og Thamud-folkets hjemsteder samt området omkring Ma’rib-dæmningen og Saba-riget. På den anden side af havet lå Egypten. Her havde Ibrahim og Ismail styrket og konsolideret tawhids centrum. Her havde de opstillet strålende eksempler på tilbedelse og lydighed. Hvilket andet område kunne have været bedre egnet til lydighed mod Allah, tawhid samt menneskehedens reform og udvikling? Hvis man her havde hævet stemmen med islams dawah, var forholdene sådan, at de tegn, som de tidligere profeter havde efterladt, let kunne være blevet genoplivet i menneskenes bevidsthed og trådt frem for dem.

Det menneskelige materiale, som fandtes i Arabien, var også af den bedste slags. Det mest bemærkelsesværdige ved dette materiale var, at kilderne til dets evner og kvalifikationer endnu var uudnyttede og bevarede. Araberne var endnu fri for de ødelæggende sygdomme, som Romerrigets og Irans brutale civilisationer havde frembragt. Selv om der fandtes mangler hos dem, der skyldtes deres voldsomme livsform, var deres gode egenskaber bestemt heller ikke få. Som beduiner havde de en naturlig enkelhed i deres sind. De var fuldstændig fri for kunstighed. De havde mulighed for at iagttage naturens tegn på nært hold. Derfor var de i stand til at opfatte tegnene på den store sandhed i verdensaltet. Det varme klima, ørkenstormenes slag, de anstrengende rejser nat og dag, erfaringerne med sult og tørst samt de daglige drab og plyndringer frembragte hos dem hårdførhed og vovemod, og dette bidrog til at vække inspirationen til tapperhed. Til at lede en verdensomspændende bevægelse var der brug for netop en gruppe modige helte som dem. De besad gavmildhed. Nærige mennesker ville ikke have været egnede til at udføre så stort et arbejde. Araberne havde en enestående hukommelse. De kunne ikke blot huske deres egen slægtslinje, men også deres hestes slægtslinjer. Sådanne mennesker var bedst i stand til at tilegne sig principperne for en livsordning og viderebringe dem til andre. De havde en stærk selvrespekt. Derfor var det netop dem, der var i stand til at varetage beskyttelsen af deres ære. Deres sprog var også et højt udviklet, rigt og voksende sprog. Dets ynde og billedrigdom kom smukt til udtryk. Derfor kunne de let gå i front i udbredelsen af viden og videnskab. De ville også være mere succesrige i at inspirere andre gennem et revolutionært budskab.

Araberne var faste og urokkelige i deres beslutninger. Selv når de fulgte en uretfærdig vej, gjorde de det med fuld indre ro og urokkelig overbevisning i samvittigheden. De bevægede sig mod deres ønskede mål, mens de mødte alle former for hindringer og modstand. Men hvis de blev ledt ad retfærdighedens og sandhedens vej, ville de også dér være standhaftige og frygtløse. De havde mange andre sådanne egenskaber. På dette grundlag kan man ikke andet end at erkende, at selv om Rasulullah (fred og velsignelser være med ham) personligt var den største leder og forkynder, når det gjaldt at nå målet, blev han også forsynet med menneskelige ressourcer af allerbedste kvalitet.

Ikke nok med det: Denne menneskelige ressource længtes efter fremgang og udvikling på alle områder. Blandt de intelligente og tænksomme mennesker i det jahilitiske arabiske samfund var der også på det religiøse område begyndt at vokse uro og utilfredshed frem. Visse fremtrædende personer var blevet ivrige og længselsfulde efter at finde den store sandhed og modtage verdensskaberens vejledning. Også politisk var en ny bevidsthed begyndt at spire hos dem. I byer som Mekka og Medina var politiske institutioner og infrastrukturer blevet opbygget. En noget uordnet skitse af en bystat med en vis grad af demokratisk karakter var ved at tage form. Desuden tvang manglen på økonomiske midler og ressourcer i Arabien befolkningen til at udvide sig uden for ørkenområderne. Når den eksisterende civilisation går i stå, og lederskabet bliver passivt, er det Allahs selvfølgelige, evigt gældende skik at sætte en ny nomadegruppe på civilisationens førersæde. Det var i overensstemmelse med denne regel, at Allah lod faraonmagten falde og satte Israels Børn i dens sted som herskere.

Når man tager disse forhold i betragtning, var araberne den tids verdens største menneskelige ressource. Denne menneskelige ressource var den bedst egnede til at gennemføre en grundlæggende og omfattende revolution i menneskesamfundet.

Det revolutionære kalima

Der er ingen grund til at tro, at Verdensprofeten (fred og velsignelser være med ham) begyndte arbejdet med reform og genopbygning uden nogen troslære, ideologi eller plan. Han begyndte ikke dette arbejde, drevet af en simpel, uklar bevidsthed, målløse følelser og umoden begejstring. Tværtimod trådte han frem på arenaen med faklen for universets største sandhed i hånden. Med et yderst følsomt sind tænkte han i årevis over livets problemer. I den afsides celle i Hira-grotten mediterede han i lang tid over sin indre og ydre verden. Han gjorde sig store anstrengelser for at forstå de principper, der afgør, hvad der er til gavn og til skade for civilisationen. Men han tog ikke praktiske skridt, før Den Almægtige Allah havde oplyst hans hjerte med sandhedens lys, og den største sandhed var blevet åbenbaret for ham. Denne højeste sandhed er, at der findes en Skaber og Herre over universet, og at mennesket er Hans slave og tjener. Dette sande kalima var frøet til den revolution, som Verdensprofeten indledte. Fra dette frø voksede det hellige træ frem, som bar det gode liv og den rene civilisation; dets rødder var fæstnet dybt i jorden, og dets grene bredte sig højt op mod himlen.

Dette kalima, som Verdensprofeten forkyndte, var et kalima af den højeste revolutionære karakter. Vi ved alle, at dette kalima er »La ilaha illallah«. Ordret er det meget kort. Men betydningen er yderst dyb: »Der findes ingen ilah ud over Allah. Han er den eneste ilah.« En ilah er den magt eller det væsen, som man kan underkaste sig, for hvis skyld mennesket villigt kan ofre sig selv og alt, hvad det ejer, hvis overlegenhed man anerkender og tilbeder, og hvis fulde pris, lovsang, renhed og tilbedelse man erklærer. Det er den, for hvem man aflægger løfter, hos hvem man håber på al slags velfærd, hvis greb man frygter, hos hvem man håber på belønning for gode gerninger og frygter straf for onde gerninger, som man anser for sin absolutte ejer og herre, som man anerkender som hersker og lovgiver, hvis befalinger man følger og hvis forbudte handlinger man afholder sig fra, hvis principper man antager som grundlaget for sit liv, hvis regler om halal og haram man gennemfører uden indvendinger, som man anser for kilden til vejledning for sig selv, efter hvis vilje og ønske man udformer sin livsordning, hvis elskede man ærer og hvis modstandere man afviser, og hvis tilfredshed bliver det vigtigste mål og formål med ens liv. Dette ene ord, ilah, rummede hele denne omfattende betydning.

Menneskesamfundet havde revet disse rettigheder fra den ene Gud og fordelt og opsplittet dem mellem mange. Som følge heraf havde utallige guder slået sig fast på forskellige niveauer i samfundet og civilisationen. Menneskets egen natur og dets begær, familiens og stammens skikke og traditioner, traditionerne for kaste-, slægts- og etnisk organisering, godsejernes og de religiøse lærdes herredømme, kongehusenes og rådsmedlemmernes hovmod og meget andet havde sat sig på tronen som deres guder. I disse guders navn herskede og udbyttede én samfundsklasse en anden og levede af at plyndre den. Udsagnet »lā ilāha illā Allāh« (»Der findes ingen gud ud over Allah«) rettede på én gang et voldsomt slag mod alle disse guders guddommelighed. Den, der fremsagde denne trosbekendelse, erklærede i realiteten: Jeg anerkender intet herredømme ud over Allah, jeg anerkender ingen andens myndighed eller dominans, ingen menneskeskabt lov er acceptabel for mig, ingen selvtilkæmpet overmenneskelig ret er legitim, jeg vil ikke bøje mit hoved for nogen, jeg vil ikke tage hensyn til nogens tilfredshed eller utilfredshed, mit liv vil ikke blive styret af nogens fingertegn, og alle andre end Allahs guddommelighed skal knuses fuldstændigt. I virkeligheden var denne trosbekendelse en erklæring om menneskets sande frihed.

Den anden del af denne trosbekendelse indeholder en forpligtelse til, at den eneste vej til menneskehedens vejledning, det vil sige til frelse og velstand, samt til civilisationens og samfundets reform og forbedring, er den vej, som Allahs udsendte profeter og sendebud har vist. Den eneste kilde til den grundlæggende og korrekte viden, som livet kræver, er åbenbaringen. Det er herfra, menneskets fornuft kan lære principperne for tænkning. Muhammad (fred være med ham) er den sidste profet og det sidste sendebud, som fuldender denne række af sendebud. Den rette vej i livet må søges hos ham, og kun under hans ledelse kan hele menneskeheden bevæge sig frem mod velstand og udvikling.

Netop på grund af denne trosbekendelses betydning er dens anerkendelse blevet den første betingelse for at antage islam. Muezzinerne fremsiger den højt, når de kalder til bøn, den er blevet betegnet som den største ihukommelse af Allah og er gjort til en del af bønnen. Kort sagt er denne trosbekendelse på alle måder blevet den islamiske bevægelses slagord.

Den revolutionære trosbekendelse fra Sendebudet (fred være med ham) medførte en gennemgribende forandring i enhver, hvis hjerte den trængte ind i. Enhvers liv, som denne trosbekendelse trængte ind i, blev grundlæggende forvandlet. Af dette frø blev et nyt menneske født, opdraget og udviklet.

Sendebudets (fred være med ham) mål med samfundsreformen

For at få et reelt udbytte af Sendebudets (fred være med ham) liv er det nødvendigt at kende svaret på et vigtigt spørgsmål: Hvor omfattende var den ønskede forandring, som Sendebudet (fred være med ham) havde for øje, og hvad var målestokken for hans arbejde? Ønskede han kun en delvis forandring af samfundsordenen eller en gennemgribende forandring? Var hans kald begrænset til rent religiøse og moralske reformer, eller havde det også politisk betydning? Med andre ord: Hvad var hans tilsigtede mål på det sociale område?

Svaret på dette spørgsmål er givet meget klart i selve Koranen. Formålet med det islamiske kald er blevet forklaret igen og igen på forskellige måder. Her vil jeg blot nævne to vers. Et sted beskrives formålet med at sende alle profeter og sendebud således:

﴿لَقَدْأَرْسَلْنَارُسُلَنَابِالْبَيِّنَاتِوَأَنزَلْنَامَعَهُمُالْكِتَابَوَالْمِيزَانَلِيَقُومَالنَّاسُبِالْقِسْطِۖوَأَنزَلْنَاالْحَدِيدَفِيهِبَأْسٌشَدِيدٌوَمَنَافِعُلِلنَّاسِوَلِيَعْلَمَاللَّهُمَنيَنصُرُهُوَرُسُلَهُبِالْغَيْبِۚإِنَّاللَّهَقَوِيٌّعَزِيزٌ﴾

»Jeg har kun sendt Mine sendebud og åbenbaret Bogen og vægtskålen for dem med det formål, at menneskeheden skal stå fast på retfærdighed. (Sura al-Hadid: 25)

Dette er blevet sagt i helt entydige vendinger. Det eneste formål med islams kald er at opbygge menneskelivet på grundlag af retfærdighed og lighed og effektivt at etablere balance og retfærdighed i samfundsordenen. I den følgende del af verset antydes det også, at jernvåben skal anvendes til samme formål. Det vil sige, at militær styrke også er uundværlig for at gennemføre, beskytte og udvikle islams lovgivning.

Formålet med, at Muhammad (fvmh.) selv fremtrådte som profet, er blevet forklaret endnu tydeligere flere gange. For eksempel:

﴿هُوَالَّذِيأَرْسَلَرَسُولَهُبِالْهُدَىٰوَدِينِالْحَقِّلِيُظْهِرَهُعَلَىالدِّينِكُلِّهِوَلَوْكَرِهَالْمُشْرِكُونَ﴾

»Han er Allah, som sendte Sit sendebud med vejledning og den sande religion, for at han skulle lade denne sande religion sejre over alle andre religiøse anskuelser og livsordener, hvor afskyeligt det end måtte være for afgudsdyrkerne.« (Sura as-Saff: 9)

Det vil sige, at Quraysh og de øvrige afgudsdyrkere blandt araberne naturligvis ville gøre alt for at opretholde deres uvidenhedens livsorden. Enhver stemme, der blev rejst mod jahiliyyaen, ville være afskyelig for dem. Men uden at tage hensyn til deres sym- og antipatier og uden at lade sig standse af deres modstand måtte Sendebudet (fvmh.) fuldføre opgaven med at etablere og gennemføre islam. Hvis dette ikke havde været formålet med islams kald, hvorfra skulle der så have været anledning til strid, konflikt, jihad og hijra? Hvorfor blev der opfordret til at ofre liv og ejendom? Med hvilket formål blev den højtidelige opfordring »Bliv Allahs hjælpere« fremsat? Med hvilket formål blev »Allahs parti« dannet? Med hvilket mål blev martyrerne udvalgt? I virkeligheden kan hverken Koranen eller siraen forstås, hvis formålet med islams kald ikke er fast forankret i hjertet.

Lad os nu gennemgå de forskellige kapitler i Sendebudets (fvmh.) livshistorie og undersøge, hvad hans ønskede mål var.

Allerede på et tidligt tidspunkt indkaldte Sendebudet (fvmh.) de ledende personer i stammen Banu Hashim til et møde for at fremlægge sit kald. Her sagde han kort, at dette kald ville sikre velfærd i både denne verden og det hinsidige. Lang tid senere gentog han dette udsagn under en samtale med en delegation fra Quraysh og sagde:

(Arabisk*****************************)

»Hvis I tager imod det budskab, jeg fremlægger, rummer det lykke for jer både i denne verden og i det hinsidige.« (Sīrat Ibn Hisham, bind 1, s. 316)

Det er helt urimeligt at forstå de to enkle ord »lykke i denne verden« som en form for begrænset velstand. Enhver opfordring rummer jo en vis form for begrænset gavn. Selv enhver dårlig samfundsordning indeholder noget godt. I virkeligheden betyder lykke i denne verden, at livet her i verden bliver smukt i enhver henseende; at samfundsordningen bliver ren og fuldkommen; at en varig ordning baseret på retfærdighed bliver etableret; og at man opnår et rent og ubesmittet liv.

I den første fase, efter at konflikten med Quraysh var begyndt, fandt der endnu en samtale sted mellem dem og Allahs Sendebud ﷺ. Også denne gang sagde han:

(Arabisk***************************)

»Hvis I giver mig blot ét eneste ord, vil I gennem det få herredømme over hele det arabiske folk, og alle de ikke-arabiske folk, der findes på jorden, vil underkaste sig jer.« (Sīrat Ibn Hisham, bind 1, s. 316)

Ved hver eneste markedsfest og under hajj gik han også fra lejr til lejr blandt de forskellige stammer, der var kommet fra forskellige egne af Arabien, og fremlagde dette budskab for hver stammeleder. Han sagde til dem: »Følg med mig. Giv mig mulighed for at udføre mit arbejde, og hjælp mig, så jeg klart kan fremlægge for folket det budskab, som jeg er blevet sendt til verden for at bringe.« [De fra stammen Banu Amir, som var taget på hajj, vendte tilbage og fortalte: »Muhammad ﷺ havde bedt os om at beskytte ham, påtage os ansvaret for ham og bringe ham med til vores område.« (Sīrat Ibn Hisham, bind 2, s. 34)] Da stammelederen for Banu Amir, Bukhayra ibn Firas, hørte dette budskab og så Allahs Sendebuds ﷺ entusiasme og begejstring, blev han så dybt grebet, at han sagde til sine nærmeste: »Hvis jeg får denne unge mand i min magt, vil jeg kunne opsluge hele Arabien.« Denne kløgtige arabiske høvding havde forstået målet med Allahs Sendebuds ﷺ budskab og de mulige følger af hans aktiviteter. Derfor ønskede han at indgå en handel med Allahs Sendebud. Han meddelte Allahs Sendebud ﷺ, at han var rede til at hjælpe ham på én betingelse. Den var, at når du har besejret dine modstandere og er kommet til magten, skal vi overtage magten efter dig.« Der er ingen måde at benægte, at Bukhayra var yderst fremsynet. Hvis Allahs Sendebud ﷺ i snæver forstand blot havde været en religiøs forkynder og formaner, uden overhovedet at have noget politisk mål, ville han klart have sagt: »Jamen, min ven, jeg er jo et menneske, der lever for Allah. Hvad skal jeg med en andel af magten? Hvad har jeg med stat og regering at gøre?« Men Allahs Sendebud ﷺ svarede ikke på denne måde. Han sagde

»Magten og myndigheden ligger i Allahs hånd. Han giver den til hvem som helst, Han ønsker at give den.«

Med disse ord afviste han Bukhayras betingelser og spørgsmålet om deling af magten. (Sīrat Ibn Hishām, bind 2, s. 23)

Under bevægelsen under Profeten (fvm.)s ledelse blev spørgsmålet om at »opnå herredømme over arabere og ikke-arabere« så berømt, at det nærmest blev den islamiske bevægelses slogan. Selv børn gik rundt og gentog det. Modstanderne gjorde det til genstand for spot. Når Qurayshs folk så unge fra slave- og fattigklassen, som havde taget islam til sig og blev knust under Qurayshs undertrykkelse og tortur, pegede de på dem og sagde: »Hvad skal vi dog sige om disse herrer? De skal angiveligt blive herskere over Arabien og Persien!«

Uanset hvor meget hån, spot, modstand og modarbejdelse voksede, indså de kløgtige mænd i Quraysh-stammen inderst inde med sikkerhed, at denne bevægelse ikke var noget almindeligt; dens meget vidtrækkende konsekvenser måtte nødvendigvis vise sig. En gang sendte Qurayshs ledende mænd i Mekka Utbah for at tale med Allahs Sendebud (fvm.). Utbah fristede ham med alle mulige fordelagtige ting, såsom et offentligt embede, rigdom og goder knyttet til verdslige interesser, så Profeten (fvm.) på en eller anden måde skulle gå med til at opgive dette revolutionære arbejde. Men Profeten (fvm.) reciterede de første vers af Sura Ha-Mim for Utbah. Som følge deraf blev Utbahs ansigt helt blegt. Han gik tilbage og sagde: »Dette kald varsler en enorm forandring. En revolution vil nærme sig, og alt i samfundslivet vil blive vendt på hovedet. Derfor råder jeg jer til ikke at sige noget til Muhammad (fvm.). Lad ham gøre det, han gør. Hindre ham ikke. Hvis Arabernes folk dræber ham, vil I alligevel være fri for ham. Men hvis han sejrer, vil hans rige være jeres rige, hans ære være jeres ære, og I vil blive de mest velstående i verden.« Det vil sige, at selv en mand som Utbah havde forstået, at der bag denne bevægelse skjulte sig et imperium, og at dens endelige resultat ikke kunne være andet end statsmagt. Når han havde fornemmet det, hvordan skulle Profeten (fvm.) og hans ledsagere så ikke have fornemmet det? (Sīrat Ibn Hishām, bind 1, s. 314)

En gang, da muslimerne blev knust under en møllesten af voldsom vold og forfølgelse, fortalte Profeten (fvm.)s ledsagere ham om deres lidelser og bad ham bede om, at de måtte blive befriet fra denne situation. Først forklarede Profeten (fvm.) dem, at man i kampen for at etablere Allahs religion i praksis møder alvorlige hindringer skridt for skridt. De, der tidligere havde påtaget sig dette ansvar, måtte udholde ubeskrivelige sorger og lidelser. Derefter gav han dem med fuld sikkerhed det glædelige budskab: »Ved Allahs ed vil Allah en dag helt sikkert skænke det endelige gennembrud i denne sag.« Derefter beskrev han denne succes og sagde:

»En mand vil rejse helt alene fra Sana til Hadramaut, uden at frygte nogen anden end Allah.« [Sīrat Ibn Hishām, bind 1, s. 314 (den oprindelige arabiske bog)] Det vil sige, at der på jorden vil blive etableret et så retfærdigt samfund og en så velsignet tidsalder, og et så fredeligt system vil blive indført, at en rejsende kan færdes alene, trygt og uden frygt, dér hvor røveri, landevejsrøveri og drab i dag er blevet dagligdags, hvor menneskebørn bortføres ved højlys dag, og hvor selv kvinders kyskhed åbent krænkes. Ingen vil vove at røre hans liv, ejendom, ære eller værdighed. Profeten (fvm.) sagde også en gang, at den tid næsten var nær, hvor folk ville rejse til og fra Mekka uden sikkerhedsvagter. [Shibli Numani: Sīrat al-Nabī, bind 2, s. 3]

Den klarhed og lysstyrke, hvormed målet og hensigten her er blevet beskrevet, er virkelig uden sidestykke.

En gang bad Profeten (fvm.) Uthman ibn Talhah, som vogtede nøglen til Kabaen, om at åbne Kabaens dør, men Uthman afslog hans anmodning. På det tidspunkt herskede der tilsyneladende en ekstremt kaotisk og ugunstig situation. Ikke desto mindre sagde Profeten (fvm.): »Dagen er ikke langt borte, hvor denne nøgle vil være i vores hænder, og vi vil give den til hvem vi ønsker.« [Al-Mawāhib al-Ladunniyya, Qastallani, bind 1, s. 158]

Hvis man studerer den historiske pagt eller troskabsed, som blev aflagt af Ansarerne fra Medina på det sted, der kaldes Aqaba, forstår man tydeligt, at Ansarerne også indså, hvor omfattende og vidtrækkende den modstand og konflikt, som islams udbredelse ville medføre, ville blive. De indså også, at den endelige afgørelse i denne konflikt senere ville finde sted på slagmarken. Gennem denne pagt lovede Ansarerne på den ene side at kæmpe mod hele verden til støtte for Profeten (fvm.), hvis det blev nødvendigt, og de bød også ødelæggelsen af deres ledere samt tabet af liv og ejendom velkommen. På den anden side krævede de også et løfte af Profeten (fvm.): Når Allah gør dig sejrherre, må du da ikke forlade os. Hvad andet viser disse løfter om krig, denne beslutning om opofrelse og selvopofrelse samt denne drøm om sejr, end at Profetens hensigt og mål stod klart? [Sīrat Ibn Hishām (arabisk), bind 2, s. 50–51; Zād al-Maʿād (arabisk), bind 1, s. 50–51]

Den sidste del af den bøn, som han blev lært, før han begav sig af sted på hijraen, lyder: »Og giv mig fra Dig en statsmagt, der kan hjælpe mig« [Sura Bani Isra’il, vers 80]

I dette vers bliver han rådet til at bede om en »hjælpende magt«. Det vil sige, at han bliver lært at bede om regeringsmagt, fordi en sådan magt er nødvendig for at støtte denne hellige mission og virkeliggøre dette ophøjede mål.

Da der blev lagt pres på hans onkel Abu Talib for at få ham til at opgive at støtte Allahs Sendebud, sagde han til Sendebudet: »Skab ikke problemer for mig.« Det svar, som Sendebudet gav ved denne lejlighed, står skrevet med gyldne bogstaver i historien. Han sagde: »Selv hvis de bringer solen til min højre hånd og månen til min venstre, vil jeg ikke opgive dette mål.« Den sidste del af hans svar lød: »Enten vil Allah give dette mål sejr, eller også vil jeg dø, mens jeg arbejder for det.« [Ibn Hishams Sira, bind 1, s. 278]

Her sagde han »give sejr«, ikke »fuldføre«. Selve ordet »sejr« rummer forestillingen om konflikt og kamp. Og af hans sidste sætning forstår man, at denne konflikts intensitet var på et niveau, hvor livet stod på spil.

Efter hijraen kom Adi ibn Hatim til Allahs Sendebud og begyndte at undersøge hans personlighed. Han forsøgte at finde ud af, hvad hans budskab gik ud på, og iagttog hans adfærd med en kritik ers blik. Men netop gennem dette arbejde blev hans hjerte overvældet og betaget. I overensstemmelse med den besøgendes tankegang fortalte han ham, at Babylons hvide bygninger i fremtiden ville komme under islams herredømme, at der dér ville være enorme rigdomme, og at muslimerne ville få en usædvanlig magt og indflydelse. Samtidig gjorde han ham bekendt med dette særpræg ved det islamiske, retfærdige samfundssystem: »Snart vil du se, at en kvinde alene rider af sted på en kamel fra det fjerne Qadisiyya mod denne moské og ankommer hertil i fuld sikkerhed.« Hvordan kan man sige om den profet, hvis blik under hijrarejsen, tilsyneladende i den yderste fattigdom, så den persiske kejsers armbånd blive prydet fra Suraqa, at han ikke kendte det endelige resultat af sin bevægelse og det endelige mål for det nye samfundssystem, han havde indledt? Hvordan kan man forestille sig, at det ikke var hans mål at etablere en islamisk stat, at der ikke blev gjort forberedelser til og kæmpet for den, og at den blot pludseligt blev givet til Allahs Sendebuds organisation som en belønning? Højst kan man sige, at han ikke ønskede at oprette en stat og en regering blot for at opnå verdslige interesser eller personlig magt og styrke. Men hvordan kan man sige, at en islamisk stat ikke var ønskværdig for at etablere Allahs religion i praksis, oprette retfærdighed og billighed, sikre menneskehedens befrielse og opbygge samfundet?

I virkeligheden var Allahs Sendebuds mål ikke blot at gennemføre en trosmæssig og moralsk revolution; hans mål var også, med fuld alvor, at gennemføre en politisk revolution. Ved siden af at forbedre individet ønskede han også at reformere samfundet. Med andre ord betragtede Allahs Sendebud mennesket som et kollektivt væsen eller et samfundsvæsen. Og han ønskede at forbedre det sammen med alle dets sociale relationer. Allahs Sendebud betragtede ikke mennesket som et isoleret individ, adskilt fra samfundet, og begrænsede heller ikke sit budskab til menneskets personlige liv. Hvis man husker dette og fastholder formålet med og målet for Sendebudets komme i hele dets omfattende betydning, vil man se en fuldstændig sammenhæng i begivenhederne i Siraen, og man vil kunne forklare enhver begivenhed, ethvert skridt og ethvert initiativ. Ellers vil Siraens gåder ikke blive afsløret, og den hellige Koranens udsagn vil heller ikke blive tydelige.

Én religion, én bevægelse

Tænkningens grænser er præcis lige så snævre som filosofiens. Filosoffen har ingen direkte forbindelse med livets praktiske arbejdsfelt og historiens op- og nedture. Filosoffen drager ganske vist konklusioner på grundlag af begivenhederne og omstændighederne, men deltager ikke i nogen effektiv indsats, bestræbelse eller kamp for at ændre begivenhedernes og omstændighedernes retning. Det, der i traditionel og snæver betydning kaldes religion, har en lidt bredere grænse og rækker lidt længere. Ud over at give visse trosforestillinger giver den individet en moralsk undervisning ved at adskille det fra samfundet. Religionens vej går imidlertid uden om samfundssystemet. Den bekymrer sig ikke om landets politiske struktur, ønsker heller ingen omfattende forandringer i de sociale institutioner og udfordrer ikke det bestående regeringssystem. Religionens budskab overbringes altid gennem formaninger, gode råd og vejledning. En prædikant tager afsked efter blot at have givet nogle søde og venlige råd. Han bekymrer sig ikke om, hvorvidt hans tilhørere er fanget i en kritisk situation, om islamfjendtlige sammensvorne grupper gennem forkastelige aktiviteter fordrejer og vildleder deres sind og karakter, om dagligdagens begivenheder og omstændigheder har haft en negativ indflydelse på deres karakter, fra hvilke sider og i hvilken grad forskellige ideologier og tankeretninger påvirker dem for eller imod hans gode råd, eller om de meget religiøse og gudfrygtige mennesker, der er uddannet i hans religiøse undervisning, er blevet en del af et ikke-islamisk stats- og samfundssystem. Han har intet kollektivt mål. Han har ingen plan for forandring. Han føler ikke behov for politisk eller ledelsesmæssig visdom og indsigt. Man gør, hvad der er muligt, for at skabe delvis ærlighed og retfærdighed i en lille del af livet. Derefter bekymrer man sig ikke længere om, hvorvidt falskheden og de onde kræfter med stor glæde fortsætter med at hejse deres flag på den tilbageværende vidtstrakte arena.

Profeten, fred være med ham, var ikke en filosof, hvis ansvar blot ville være afsluttet, når han havde fremlagt nogle høje tanker, uden at han behøvede at bekymre sig om de virkelige forhold. Han var heller ikke blot en prædikant, der, helt uden at tage notits af det gennemgribende anarki og den udisciplinerede adfærd, kun ville henvende sig personligt til mennesker, uddele søde og behagelige råd og slet ikke tænke over, hvilke konsekvenser det kunne få. Dette store menneske, menneskehedens frelser, gjorde med en fuldstændig samfundsbevidsthed den grundlæggende forandring af menneskelivet til sin livsopgave. Derfor satte han sig ind i enhver kraft, der påvirkede og kontrollerede det kollektive liv. Han holdt øje med lederne, der drev det jahilitiske samfund og dets civilisation. Han udfordrede dem endda med argumenter og beviser. Han holdt øje med historiens kontinuitet. Han fulgte hver bølge i begivenhedernes forløb og i situationerne. Han undersøgte og vurderede enhver begivenhed med ledermæssig indsigt og politisk visdom for at afgøre, på hvilken måde den kunne bidrage til at nå reformens mål, og på hvilken måde den kunne være skadelig. Han forsøgte at lære alle slags menneskers evner og egenskaber i samfundet at kende og søgte på den baggrund at forstå, hvornår man kunne håbe på hvilken hjælp fra hvem i arbejdet med da‘wah. Han sammenlignede sin egen styrke og fremdrift med modstandernes styrke og fremdrift. For hvert skridt ventede han tålmodigt på det mest passende tidspunkt. Så snart det rette tidspunkt kom, tog han modigt skridtet. Han forstod præcist, hvordan den offentlige mening svinger, og svækkede modstandernes indflydelse ved at imødegå enhver af deres falske propagandaer. Da han så, at der var blevet dannet en forsamling for anti-islamiske digte og taler, oprettede han en modgående forsamling med islamiske digtere og offentlige talere. Han fulgte ganske vist de islamiske principper strengt, men ikke blindt. Han holdt tværtimod øje med situationen og omgivelserne, forstod tidens krav og anlagde en videnskabelig tilgang. Hvor der var mulighed for at gå fremad, gik han fremad. Hvis det ikke syntes fornuftigt at gå videre, afstod han fra fremrykningen. Når han stod over for to farer på én gang, beskyttede han sig mod den ene og tog den anden op. Når der opstod behov for at træffe militære foranstaltninger, gjorde han det uden tøven. Når der opstod mulighed for en våbenhvile, rakte han oprigtigt hånden frem til fred. Frem for alt bevarede han ikke blot hengivenheden og lydigheden over for Allah samt de moralske værdier gennem alle disse bestræbelser, men arbejdede også løbende på deres forbedring og udvikling. Hvis hele dette handlingsforløb og denne arbejdsmetode samles og lægges frem fra Koranens og sīrahens sider (historien om Muhammads, fred være med ham, liv), vil forskellen mellem den konventionelle betydning af »religion«, der er begrænset til personlig tilbedelse, askese og åndelig udvikling, og al-dīn, som betegner lydigheden mod Allahs bestemmelser på alle livets områder, blive tydelig. Det vil også blive klart, hvor enorm forskellen er mellem prædikener og formaninger på den ene side og revolutionær kaldelse på den anden, samt mellem personlig selvforædling og en social bevægelse.

Eftersom Rasul (s.a.w.) ledede en bevægelse for at gennemføre en fuldstændig og altomfattende livsordning, opsporede han én efter én de mennesker, som af natur var retskafne. Den, hvis hjerte sandhedens lys var blevet tændt i, optog han i en organisation, gav ham uddannelse og gjorde ham til sin medkæmper i prøvelsernes ild. Derefter inddrog han, under sin egen ledelse, den organiserede styrke, der var opnået på hvert trin, i kampen mod den falske ordning. Denne kamp blev ført både på tankens område, på det politiske område og til sidst også på slagmarken. De, der samledes omkring Rasul (s.a.w.), gjorde han ikke til sufier og dervisher. Han formede dem ikke som yogier eller asketer og indpodede dem ikke en mentalitet, der blot gik ud på at beskytte sig selv mod ondskab, frygte den sejrende falske magt eller lade sig skræmme af de magtfulde og velhavende. De var heller ikke naive i en grad, der grænsede til dumhed, og de var ikke verdensforsagere i en grad, der førte til passivitet. De var frygtløse og modige, bevidste og lærde, selvbevidste og stolte, snedige og skarpsindige, arbejdsomme og utrættelige samt progressive og hurtige til handling. De var ikke arbejdsforskyldte som præster og helgener. Tværtimod var de altid aktive og besad alle former for gode egenskaber og kvalifikationer. Således blev mennesker med de bedste karakteregenskaber, efter at have modtaget den bedste træning, være blevet bundet sammen af de stærkeste organisatoriske bånd og samlet under den bedste ledelse, forvandlet til en uovervindelig styrke. Derfor var de, selv om de udgjorde et lille mindretal, i stand til at organisere hele den talstærke befolkning i Arabien under deres ledelse. Da den islamiske organisation i Mekka kun talte 40 personer, skabte de en vedvarende bølge af uro og begejstring i hele Mekka og de omkringliggende områder. I årevis derefter var det mest omtalte emne fra hus til hus og i hver en gyde Rasul (s.a.w.) og hans ledsageres da’wah-aktiviteter. Da antallet af islambevægelsens fanebærere i Medina endnu ikke var større end nogle få hundrede, og de ikke-muslimerne var i flertal, blev grundlaget for den islamiske stat lagt. Rasul (s.a.w.) og hans islamiske organisations princip var ikke, at hele det arabiske samfund først skulle antage islam, eller at flertallets karakter først skulle være blevet reformeret, og at man derefter kunne begynde at etablere det islamiske samfund. Deres synspunkt var heller ikke, at da’wah-arbejdet først skulle fortsætte, og at tanker, trosforestillinger og trosopfattelser gradvist skulle reformeres og korrigeres, hvorefter den islamiske stat og samfundsordning en dag ville opstå af sig selv, eller at Allah Ta’ala som en belønning ville give islam sejr. Her fulgte man historiens evige sandhed: Det store flertal af folket forbliver altid uvidende og passivt, mens kun en lille del af samfundet er aktiv. Én del af denne aktive gruppe går på banen med et kald til reform og revolution, mens den anden del modsætter sig det. Den egentlige konflikt og konfrontation foregår mellem disse to dele af samfundets aktive gruppe. Når denne konflikt er blevet afgjort, bliver folket af sig selv aktivt. De vidste, at så længe en vildledt ledelse stod i vejen for folket, og der blev gjort forsøg på at fordreje deres liv eller i det mindste holde dem fanget i uvidenhedens og passivitetens mørke, kunne de hverken tage imod et bredt kald eller gennemføre nogen forandring i deres virkelige liv. Selv de, der tog imod da’wah, var ude af stand til at forskønne deres liv fuldstændigt i det urene miljø, som fordærvede ledere og herskere havde skabt. Hvis forandringen derimod blev forsinket for længe, kunne det ofte blive vanskeligt blot at bevare det niveau, som sandhedens kaldere gennem lang tids bestræbelser, kamp og arbejde havde nået. For et ugunstigt miljø udøver hele tiden et pres, der skubber mennesket bagud. Derfor består den naturlige fremgangsmåde for enhver social bevægelse i at udvælge mennesker med retskafne karakterer fra den aktive del af samfundet, opbygge så meget styrke som muligt og sætte denne styrke ind i kampen for at knuse modstanderens lederskabs magt. Historien vidner om, at enhver revolution, der hidtil er blevet gennemført, er blevet gennemført af aktive mindretal. Ethvert reformerende og konstruktivt kald tiltrækker nemlig blandt samfundets aktive del kun mennesker med retskafne karakterer, skaber positive følelser og inspiration i dem og øger deres moralske styrke gennem træning. Derfor bliver modstanderen besejret i konfrontationen, selv om han råder over stor styrke, indflydelse, anseelse og i visse tilfælde også et numerisk flertal. Et bemærkelsesværdigt og uigendriveligt bevis på dette er slaget ved Badr. Da så mange retskafne og aktive mennesker fra det arabiske samfund havde samlet sig omkring Rasul (s.a.w.), at de, oplivet af moralsk styrke, var i stand til at kæmpe mod jahiliyyah-ledelsen og dens støtter, tøvede han ikke det mindste med at tage de nødvendige skridt mod sit politiske mål. Betydningen af Mekkas erobring er netop, at jahiliyyah-ledelsen gennem den blev fuldstændig væltet og udslettet. Da alle hindringer blandt folket dermed blev fjernet, begyndte de i skarer at tage imod islam. Der findes ikke et eneste eksempel i historien på, at et gavnligt stats- og samfundssystem har kunnet tilpasse sig under en ledelse, der var afveget fra sandheden, eller at en revolution er blevet gennemført uden politisk konflikt og konfrontation, alene gennem prædikener, forkyndelse og individuelt reformarbejde. Ellers er der i de tretten århundreder siden de retledte kaliffers kalifat blevet gjort enorme bestræbelser under moskéer, madrasaer og khanqaher i prædikeners, forkyndelsens, undervisningens og selvrenselsens navn, og selv i dag udfører lærde, sufier, pirs, sheikher, madrasa-lærere og forfattere gennem tale og skrift et så omfattende og massivt forkyndelsesarbejde, at det næsten er umuligt at forestille sig. Alligevel er det ikke lykkedes at opnå selvrenselse hos det ønskede antal mennesker. Samfundsreformens arbejde er heller ikke nået så langt, at samfundsordenen gennem det er blevet ændret, og Rasul (s.a.w.)’s revolution er blevet gentaget. Det er tydeligt, at der i de hidtidige tanker, arbejdsmetoder og revolutionære ideologier har været en alvorlig mangel. Mangelen består i, at man for at ændre ledelsen har forsøgt at undgå politisk konflikt og konfrontation og i stedet isolere nogle få mennesker fra den samlede samfundsorden for at kalde dem til da’wah og reformere dem på individuelt plan. Nogle siger, at det egentlige mål ikke var at etablere din og grundlægge en islamisk stat, men at dette pludselig kom som en belønning fra Allah. Når de siger dette, nedvurderer de imidlertid ikke blot Rasul (s.a.w.)’s fortjenstfulde indsats og hans desperate kamp; de tilsmudser den også. Tænk blot på, hvor store anstrengelser denne store personlighed gjorde for inden for blot nogle få måneder at bringe befolkningen fra de forskellige samfundsgrupper i Medina ind under en forfatningsmæssig aftale; hvor meget arbejde han lagde i at etablere alliancer og venskabelige forbindelser med stammerne omkring Medina; hvor dygtigt han med en håndfuld muslimer opbyggede en uindtagelig hær og indførte regelmæssige militære patruljer; hvor store bestræbelser han gjorde for at blokere Qurayshs handelsruter; med hvilken beslutsomhed han slog Qurayshs aggressive angreb tilbage; med hvilken list han tilintetgjorde jødernes og munafiqernes sammensværgelser; med hvilken indsigt og fremsynethed han indgik Hudaybiyyah-traktaten; med hvilken overvældende tapperhed han én efter én fuldstændigt ryddede alle de jødiske støttepunkter, og med hvilket vågent sind han gjorde ende på de talrige og hårdføre stammers lokale oprør. Hvordan kan disse menneskers blik undgå at se det forbløffende eksempel på statsmandsagtig indsigt og visdom, politisk kunnen, dømmekraft og fremragende handlekraft, som alle disse skridt udgør? Det er fuldstændig sandt at kalde alt dette en belønning fra Allah, for enhver god ting er en belønning fra Allah. Men et menneske får først en belønning, når det har gjort en passende indsats for den med den størst mulige intelligens og indsigt. Hvis nogen ved at kalde etableringen af din en belønning fra Allah ønsker at benægte Rasul (s.a.w.)’s kamp, hårde arbejde, kunnen, dygtighed, visdom og politiske dømmekraft, begår han en stor uretfærdighed. Desværre er Rasul (s.a.w.)’s politiske side forblevet så uklar, at det i dag er blevet vanskeligt at have en korrekt forståelse af hans da’wah og mål. Men hvis denne side ikke er nærværende under studiet af hele profetens liv, er det umuligt at forstå den enorme forskel mellem religionens gængse, snævre opfattelse og din’s altomfattende opfattelse. Rasul (s.a.w.) kom med en fuldstændig livsordning, det vil sige din. Han ønskede på grundlag af denne sande og fejlfri din at etablere reglerne for hele livets handlinger og adfærd, og han kom for at virkeliggøre og håndhæve Allahs lov. Derfor må vi forstå, at Rasul (s.a.w.) kom for at lede en bevægelse for fuldstændig og altomfattende social og kulturel reform og genopbygning. For at lede denne bevægelse besad han den højeste grad af statsmandsagtig visdom, dømmekraft, intellekt, indsigt samt politisk bevidsthed og intelligens. Ligesom ingen er hans lige på noget andet område, findes der heller ingen, der kan måle sig med ham som politisk leder. Ligesom han i enhver del af livet er et forbillede til efterfølgelse, er hans liv også det eneste forbillede i politisk kamp og bestræbelse. Rasul (s.a.w.)’s bedrift og bidrag består i, at han kaldte til ærlighed, kæmpede for sandhedens og retfærdighedens sejr og grundlagde et fuldstændigt samfund og en stat. Et så stort og omfattende arbejde kan ikke rummes inden for en begrænset og snæver opfattelse af religion. Dette var således din, altså en fuldstændig livsordning, ikke blot religion. Det var en altomfattende bevægelse, ikke blot en spirituel øvelse.

Livets udelelige helhed

Det store oprør, som menneskehedens befrier Muhammad (s.a.v.) gennemførte og hvorigennem han etablerede en enestående samfunds- og statsordning, havde det særkende, at den grundlæggende trosbekendelses ånd og inspiration bredte sig på samme måde til alle livets afdelinger og områder. I hele samfundsordningen herskede der fuld enhed og samordning. Alle institutioner var præget af den samme farve og inspireret af den samme tankegang. Den Allah, som man tilbad inden for moskeens fire vægge, adlød man også på markedspladserne og i landbruget. Den Koran, som blev reciteret under bønnen, var også den Koran, hvis love domstolene afgjorde retssager efter. De samme moralske principper, som gjaldt i den begrænsede familiære ramme, blev også fulgt i internationale forhold. Den samme sandhed, som blev bekendtgjort fra moskeens prædikestol, var grundlaget for statsadministrationen. Den troslære, som blev indprentet i hvert enkelt menneskes hjerte, var også virksom i hele samfundets struktur. Den tankegang, som var aktiv i uddannelsessystemet, blev lagt til grund for hele den kulturelle virksomhed. Ligesom man søgte Allahs tilfredshed gennem bøn og faste, var det også det samme formål og mål, der var virksomt på slagmarken, når man svingede sværdet og blev ramt af pile. Dette var en så integreret ordning, at hele menneskelivet inden for dens rammer blev ledet af den samme guddommelige anvisning. Der gjaldt ikke forskellige værdier og anvisninger i livets forskellige afdelinger. Der var ingen selvmodsigelse i denne ordning. Ingen af dens dele var i konflikt med en anden del. Dens forskellige dele indeholdt ingen komplikationer, uklarheder, lappeløsninger eller sammenblanding. Derfor opnåede menneskeheden inden for dens rammer fremskridt og velstand med en hastighed, der var uden sidestykke i historien.

Revolutionens livskraft

Menneskehedens største ulykke er sandsynligvis, at hver gang en person i historiens løb har fået mulighed for at indtage magtens trone – hvad enten det var gennem sværdets magt, ved sammensværgelse, gennem et demokratisk valg eller som følge af en tilfældig begivenhed, uanset hvordan – er han begyndt at tro, at han ikke blot er menneskenes hersker, men også deres lærer og samfundets reformator. Når regeringsmagten overdrages til sådanne selvudnævnte lærere og reformatorer, slår de sig ned som eneansvarlige og almægtige herskere over alles skæbne. De anser sig selv for verdens største tænkere. De viser foragt for enhver kilde til viden og træffer vilkårligt alle mulige foranstaltninger, mens de holder samfundets mest bevidste og vise mennesker på afstand, således at hvert eneste af deres skridt ender som en frygtelig katastrofe. De ønsker at gøre mennesker til rigtige mennesker gennem voldelige metoder og at få alt til at falde til ro ved hjælp af kæppen. Disse selvudnævnte fortalere for revolution og reform kender ofte slet ikke menneskets medfødte natur. De mangler endda den grundlæggende viden om, hvilke årsager der gør livets nedbrydning og opbygning uundgåelig. De forsøger aldrig at finde ud af, hvad den rette måde er at lære mennesker deres menneskelighed på, hvor kilden til fordærv og vildfarelse findes, eller hvor arbejdet med korrektion og afhjælpning skal begynde og ende. I stedet for at drage nytte af tidligere erfaringer begynder de at erhverve erfaring på helt ny vis. De lukker døren for råd og kritik, så ingen velmenende og menneskekærlige personer kan hindre dem i at gøre sig deres ødelæggende erfaringer. De kender kun én mirakelkur mod alle sygdomme. Den består af magtanvendelse og vold, det vil sige vedtagelse af stadig strengere love og udstedelse af nye, hårde bestemmelser. De placerer spioner omkring mennesker og lader gentagne gange hårde straffe regne ned over dem for at få afløb for deres vrede. Den revolution, som menneskehedens befrier, Verdens Profet (s.a.v.), gennemførte, havde ikke voldsomhed og magtanvendelse som sin livskraft; dens drivkraft var derimod velvilje og kærlighed. Han var grænseløst barmhjertig over for mennesker. Han havde ægte omsorg for og kærlighed til Adams børn. Han forsøgte at forklare sin mission med følgende eksempel: I bevæger jer som møl mod ildens hule, mens jeg forsøger at holde jer tilbage én efter én og redde jer fra den. Derfor omtaler Koranen ham som en barmhjertighed for hele verden. Tænk blot over det: Han gennemførte en så stor revolution, og alligevel kan man ikke finde ét eneste eksempel på magtanvendelse eller vold i den. De ti år, som Profeten (s.a.v.) tilbragte i Medina, var helt og holdent præget af en yderst alvorlig undtagelsestilstand. Hvert øjeblik var der frygt for angreb. Quraysh udførte tre store angreb. Små krige her og der samt grænsesammenstød var ved at blive dagligdags foreteelser. Forskellige stammer, der boede uden for Medina, rejste sig fra tid til anden fra forskellige retninger for at angribe Medina. Små militærenheder blev sendt ud fra Medina for at patruljere eller fjerne uro. Om natten blev der oprettet militærvagter. Kort sagt levede man som i en militærlejr. Desuden gjorde jødernes og hyklernes stadigt nye sammensværgelser livet uudholdeligt. Nogle gange var der sammensværgelser for at starte krig, andre gange for at splitte det muslimske samfund og skabe konflikt mellem muslimerne, og andre gange for at undergrave og mislykkesgøre Profetens ledelse; ja, undertiden blev der endda lagt planer om at dræbe selve Profeten (s.a.v.). Hvilken undtagelsestilstand kunne være mere alvorlig end dette? Alligevel indtog Profeten (s.a.v.) aldrig en diktatorisk rolle. Han erklærede ikke nogen undtagelsestilstand. Han indførte ingen vilkårlige bestemmelser. Han sendte ingen person i fængsel i henhold til en sikkerhedslov. Han oprettede heller ikke summariske domstole under undtagelsestilstanden. Han flåede ikke huden af mennesker ved at piske dem igen og igen. Han pålagde ingen bøder. Han pålagde ingen borgere en byrde ud over Allahs lov. Han fratog heller ikke nogen retten til kritik og uenighed og indførte ingen begrænsninger over for nogen. Selv mod en så farlig intrigant og indre fjende som Abdullah ibn Ubayy traf han ingen foranstaltninger. Han stolede fuldstændigt på sin missions oprigtighed, sin egen ærlighed og sit rene karakter. Han skræmte ingen, viste ingen foragt for noget menneskes menneskelighed og udviste hverken arrogance eller hovmod. Tværtimod bar han med tålmodighed over med sådanne menneskers arrogance og hovmod, som udadtil pralede, men i virkeligheden var svage og hjælpeløse. Derfor vandt han uden besvær også sine fjenders hjerter; hans ledsagere var altid rede til at byde enhver ny eller gammel lov velkommen, og hans modstandere følte sig yderst lave og fornedrede foran ham. Når de derefter bøjede hovedet for hans sandfærdighed og oprigtighed og antog islam, indtrådte der en fuldstændig og grundlæggende forandring i dem.

Den gudskærlighed, der var levende i Allahs Sendebuds hjerte, havde også form af en dyb kærlighed til menneskeheden. For at få et korrekt indtryk af denne menneskekærlighed er det tilstrækkeligt at betragte disse få begivenheder. Mekkanerne lod ham ikke engang leve i fred, efter at han var rejst til Medina. Da de blev ramt af hungersnød, sendte han dem fødevarer som hjælp og sendte desuden fem hundrede guldmønter kontant. Også hændelsen, hvor hans søvn forsvandt, så snart han hørte krigsfangernes stønnen og suk efter slaget ved Badr, og hvor han beordrede deres lænker løsnet, viser hans medfølende menneskelige natur. At seks tusind krigsfanger fra stammen Hawazin blev frigivet på Allahs Sendebuds befaling efter blot én anmodning, var ligeledes et lysende eksempel på hans storsind. Hvis man desuden ønsker endnu et eksempel på Allahs Sendebuds medfølelse med mennesker, så betragt hans enestående optræden ved erobringen af Mekka. Denne menneskehedens befrier trådte ind i Mekka som en fuldstændig sejrherre. De, der havde bekæmpet ham i tyve år, stod nu fuldstændig hjælpeløse foran ham. Enhver anden ville have taget hævn for hvert eneste angreb, beordret omfattende massakrer og ikke have standset, før blodet flød som en flod. Han ville ikke være draget bort uden først at have efterladt dynger af lig. Hvad enten man ser på de almindeligt anerkendte skikke i det arabiske samfund, på moralen eller på lovene, var mekkanerne under alle omstændigheder groft skyldige. Både religiøst og politisk havde de fortjent dødsstraf. Men i sejrens øjeblik blev Allahs Sendebuds hjerte blødgjort af kærlighed til menneskene, og han lod hele historien om Qurayshs undertrykkelse og mishandling være omfattet af tilgivelse og erklærede:

»I dag er der ingen anklage mod jer. I kan gå. I er frie og uafhængige.«

Desuden gav han dem rigdomme for at vinde deres hjerter og betroede dem forskellige ansvarsområder; i stedet for at ydmyge og afvise dem tog han dem ind til sig. Det stod klart for Allahs Sendebud som dagens lys, at en revolution, der begynder med hævn, af sig selv ender, mens en revolution, der udøver tilgivelse og storsind, undertvinger selv fjenden og forvandler modstanderne til tjenere.

Det var kun på grund af Qurayshs overgreb, at Allahs Sendebud blev tvunget til at anlægge en så hård linje, at deres blodtørstige sværds æg blev sløvet. Efter at de havde påtvunget ham krigen, traf han alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte den islamiske stat og det islamiske samfund. Men den store Profet, der var inspireret af kærlighed til menneskene, udviklede en krigsførelse og en forsvarsstrategi, som sikrede det mindst mulige tab af menneskeliv og den mindst mulige blodsudgydelse, samtidig med at menneskeværdigheden blev opretholdt selv på slagmarken.

Ingen anden revolution rummer så lysende og omfattende eksempler på menneskekærlighed. Allahs Sendebuds revolution var en ren og ægte opdragende revolution, og dens grundlag var ønsket om menneskehedens vel.

Det nye menneske

Vi har utallige eksempler på reformerende, opbyggende og revolutionære bevægelser foran os. Men ingen af disse bevægelser forandrede mennesket. Hver bevægelse lod mennesket forblive, som det var, og forsøgte kun at ændre de ydre omgivelser. Men enhver sådan forandring er fuldstændig mislykkedes med at løse menneskelivets problemer, fordi den ikke kunne skabe en forandring i menneskets indre. Den mest forbløffende side af Verdensprofetens bedrift var, at mennesket blev forandret indefra. Det blev ikke blot forandret; der fandt tværtimod en gennemgribende forandring sted i dets liv. De dyr, der gik omkring i menneskeskikkelse og tilbad deres lyster, blev udslettet ved påvirkningen fra et eneste trosbekendelsesord. Samtidig trådte en gruppe gudfrygtige og retskafne mennesker frem af deres ruiner. Når man ser glansen i disse nye menneskers karakter, blændes øjnene. Tænk på, hvordan Umar, der havde været en uregerlig, alkoholiseret ung mand i Mekka, blev forandret. Og tænk på, hvor utrolig den forandring var, da Fudala blev forandret! Se på Dhul-Bijadayn, og hvordan han forkastede sit luksuriøse liv og begyndte at leve som en dervish. Se på Abu Dharr, der med hvilken revolutionær begejstring stod foran Kabaen, udfordrede jahiliyyah og blev udsat for en kollektiv tæsk. Se på Ka‘b ibn Malik og Abu Khaythama. Se den revolutionære tapperhed og det mod, som slavekvinder som Lubayna og Sumayya udviste. Ret blikket mod Ma‘iz ibn Malik al-Aslami og kvinden fra Ghāmid-stammen. Lær af Ja‘far al-Tayyars tapperhed ved Negus’ hof. Hent inspiration fra Rabi‘ ibn Amirs frygtløse samtale ved den iranske hærførers hof. Findes der blandt denne stjernepragt nogen, som ikke glimter af troens lys?

Det var gennem sådanne menneskers forening, at hele dette samfund blev opbygget, og det var med sådanne ledere og medarbejdere, at den retskafne og sandhedsbaserede statsordning blev indført; hver eneste bestemmelse blev ført ud i livet, så snart den var udstedt. På den ene side blev der udstedt et forbud mod at drikke alkohol, og på den anden side blev selv drikkekarrene, der allerede var ført til læberne, straks kastet bort, mens krukker med førsteklasses vin blev slået i stykker, så vejene blev oversvømmet af den. På den ene side blev der udstedt en befaling om, at kvinder skulle dække hoved og bryst, og på den anden side begyndte man straks at fremstille og bruge tørklæder. På den ene side lød kaldet til jihad, og på den anden side begyndte selv helt unge drenge straks at forsøge at bevise, at de var i stand til at drage på jihad, idet de løftede sig op på tæerne. På den ene side blev der bedt om hjælp til jihad, og på den anden side kom velhavende handelsmænd som Osman med hele kamelkaravaner lastet med varer; selvopofrende mennesker som Hazrat Abu Bakr lagde alle hjemmets hjælpemidler og ejendele i bunker foran bevægelsens leder, og selv daglejere kom med og hældte de dadler ud, som de havde fået som løn for en hel dags arbejde. På den ene side blev Ansarerne bedt om at hjælpe med at genbosætte Muhajirerne, og på den anden side delte Ansarerne straks deres huse, marker og haver ligeligt og skabte et enestående eksempel på broderskab. Da administrative embedsmænd og medarbejdere blev opfordret til at arbejde i ansvarlige stillinger hævet over en almindelig lønmodtagers indstilling, vakte de embedsmænd, der varetog guvernøransvaret i provinserne for en daglig godtgørelse på én dirham, verdens beundring. Da der blev givet ordre til, at krigsbyttet skulle afleveres til hærføreren, blev det gjort så samvittighedsfuldt, at hver eneste soldat afleverede selv en nål til sin egen hærfører. Historien vil skrive denne begivenhed med guldbogstaver: Da en soldat ved navn Amer fik en uvurderlig ædelsten fra krigsbyttet efter slaget ved Mada’in i sin besiddelse, lod han ikke det mindste antyde det til nogen, men tilbagelagde i nattens mørke den lange vej og afleverede den i hemmelighed til sin hærfører. Det var disse mennesker, der skabte det rene og hellige miljø, hvor forbrydelser var yderst sjældne. I hele Rasul s.a.w.s ti år lange liv i Mekka kom der kun nogle få sager for retten. Det var et så rent og uskyldigt samfund, at der ikke blev ansat noget efterretningspoliti; i stedet var menneskenes samvittighed udpeget som deres vagt og tilsynsførende. Dette var Muhammads s.a.w.s revolution. Denne revolution ændrede ikke blot det ydre miljø, men forvandlede også sind og tanker indefra og skabte en ny karakter. Derfor lykkedes denne revolution med at løse alle de grundlæggende og virkelige problemer i det individuelle og kollektive liv, og gennem den blev der skabt en vej ud af den samtidige civilisations krise.

Verdensprofetens enestående selvopofrelse

Denne revolution var også enestående på en anden måde. Den, der gennemførte denne revolution, fuldendte den ganske vist gennem ubeskrivelige ofre og selvopofrelse, men han modtog ingen belønning eller gengældelse for den. Han gav gavmildt alle sine midler og ressourcer til menneskehedens velfærd, men tog til gengæld ikke engang imod det, som det hverken ud fra fornuft, lov, moral eller samfundets skikke ville have været uretfærdigt eller ulovligt at modtage. Efter at have ydet så store bedrifter og bidrag ville selv den mindste modtagne gengældelse ikke have påført ham den mindste plet af egoisme. Alligevel tog han ikke imod den. Findes der noget sted en tilsvarende selvopofrelse? Lad os først se på det økonomiske aspekt. Rasul s.a.w. ofrede sin indbringende handel og virksomhed og helligede al den kapital, han havde tjent på den, til denne ædle opgave. Da succesens tid kom, fordelte han med egne hænder store mængder rigdom og ejendom og valgte sult, fattigdom og et enkelt liv for sig selv. Han efterlod ikke engang en lille opsparing til sin familie, efterlod dem ikke et eneste stykke jord, sikrede dem ikke nogen økonomiske rettigheder, efterlod dem ikke nogen varig magtposition som arv og fyldte ikke huset med tjenere, ledsagere, farvestrålende ridedyr og luksusgenstande.

Ser man på det politiske aspekt, ses det, at han ikke etablerede nogen forrang for sig selv, ikke udøvede magt mod nogen ved at overskride de grænser, Allah havde fastsat, og ikke udstedte diktatoriske love for at fremhæve sit politiske image. Der herskede altid en intenst spændt situation i Medina. Man måtte hele tiden imødegå jødernes og hyklernes nye og nye sammensværgelser. Alligevel arresterede han ikke nogen. Han indførte ingen begrænsninger i folks bevægelsesfrihed. Han udstedte ingen ordre, der berøvede den personlige frihed. Han oprettede ingen summariske domstole. Og han flåede ikke huden af nogen ved at piske dem. Tværtimod gav han mennesker frihed til at kritisere og udtrykke deres mening, frihed til at indtage andre synspunkter og ret til ikke at følge hans ædle råd. Disse rettigheder var ikke blot rettigheder på papiret. Folk gjorde faktisk brug af dem. Mange gange opgav Rasul s.a.w. sin egen værdifulde mening og accepterede en anden mening. Hvis han ønskede at give nogen en særlig fordel, bad han sine ledsagere om tilladelse. Da hans svigersøn Abu al-As for eksempel blev taget til fange, sendte Zaynab en halskæde som løsesum; den var et minde fra Hazrat Khadija (r.a.). Rasul s.a.w. bad sahabaerne om tilladelse til at give denne halskæde tilbage. På samme måde blev Abu al-As’ ejendele, da de blev bragt som ghanima (krigsbytte), sendt tilbage, efter at han havde indhentet sahabaernes tilladelse. På et sted ved navn Ji’rana kom en delegation for at anmode om frigivelse af fangerne fra slaget ved Hunayn, og de fremsatte deres anmodning med henvisning til deres fjerne slægtskab med Rasul s.a.w. På det tidspunkt var fordelingen af krigsfangerne allerede afsluttet. Rasul s.a.w. indvilligede i at frigive de fanger, der tilhørte hans egen stamme, Banu Hashim. Men om de øvrige sagde han: »Fremsæt jeres anmodning ved sahabaernes offentlige forsamling.« Da sahabaerne fik at vide, at Rasul s.a.w. havde frigivet fangerne fra sin egen stammes andel, frigav de alle fangerne. I sådanne tilfælde gennemførte han aldrig noget ved pres eller tvang.

Ser man på det sociale aspekt og på hans måde at deltage i forsamlinger på, ses det, at han foretrak lige rettigheder for sig selv. Han ønskede ingen særstatus. Hvad angik mad og drikke, klædedragt og bolig, skabte han ingen usædvanlig eller fornem særstilling for sig selv. Han udpegede heller ikke nogen særlig plads, hvor han skulle sidde i forsamlingen. Det behagede ham ikke, at folk rejste sig ærbødigt foran ham eller tiltalte ham som »herre« eller »sir« og lignende. Under krig og i landflygtighed arbejdede han selv med at grave jord, bære jord, hugge sten og save træ side om side med sine ledsagere, når der skulle graves skyttegrave og bygges moskeer. For at långivere ikke skulle tøve med at tale hårdt til ham for at få deres tilgodehavender betalt, gav han dem tilladelse til det. Ja, selv ved en offentlig forsamling stillede han sig til rådighed for gengældelse og sagde: »Hvis jeg har gjort nogen uret, så lad ham komme og tage gengældelse fra mig.«

Hvor står vi?

Dette var den store revolution, som blev indledt af Sendebudet, fred være med ham. Vi er blevet udnævnt til at være denne revolutions vogtere og tilsynsførende. Det var det store budskab, for hvilket vi er blevet gjort til »vidner« over for »menneskeheden« og til en »moderat ummah«. Dette er den muslimske ummahs fornemste og højeste position. Dette var det sande kalima, hvis ansvar er blevet lagt på vores skuldre. Formålet med at overdrage os dette ansvar var, at vi som Sendebudets, fred være med ham, stedfortrædere skulle være menneskehedens befriere indtil Dommedag. Når menneskelivet kommer ud for problemer og kriser, og den menneskelige civilisation bliver kastet ud i det dybeste kaos, skal vi være dens hjælpere. Men i praksis har vi ikke været det. Vi har udvist forsømmelighed med hensyn til at holde det sande kalimas fakkel brændende, og med vores egne hænder har vi ødelagt denne sande ordning. Resultatet er blevet, at da vor tids tænkende kredse begyndte at fare vild, var vi ikke længere i stand til at udføre vores ansvar. Og i dag er hele menneskelivet offer for krise og kaos på grund af vores egen inkompetence og afmagt. Konflikterne og sammenstødene, som er skabt af indbyrdes modstridende materialistiske ideologier, fortsætter med at ødelægge verdensbefolkningens åndelige fred. Verdensledelsen er kommet i hænderne på kræfter, der vender sig bort fra Allah, og vi er nu blevet afhængige af netop disse kræfter. Selv om vi hele tiden er stødt sammen med de ugunstige forhold, er vi ikke kommet til besindelse. Selv efter konstant at være blevet udsat for ydmygelse og vanære er anger og fortrydelse ikke opstået i os. Selv når vi har set den muslimske verdens stridigheder, uenigheder og konflikter samt menneskehedens sørgelige katastrofer og ulykker, har vi ikke kunnet rette vores opmærksomhed mod denne egentlige opgave.

Lad os med eftertanke se på, hvilket trin i historien menneskeheden nu gennemgår, og hvor vores egen position er.

I løbet af mit korte liv har jeg uafbrudt set mig selv, menneskene i mine nære omgivelser og hele verdens befolkning som ofre for en situation præget af bekymring, uro, ustabilitet, kriser og frygt. Fra hjemmet til de internationale organisationer har jeg overalt set en atmosfære af mistænksomhed over for andre, spændinger, uoverensstemmelser, stridigheder og konflikter. Gennem hele denne periode har det forekommet mig, som om historien hele tiden syder som en gryde over et brændende ildsted. I denne gryde bliver også jeg, ligesom milliarder af mennesker i verden, vendt og drejet som et lille riskorn eller en linse. Vores jord har endnu ikke kunnet komme sig efter at være blevet knust i to verdenskrige og malet sønder og sammen i utallige regionale krige. Alligevel hænger endnu et sværd, en ødelæggende krig, over dens hoved. I dette korte tidsrum har jeg set så mange tilfælde af ødelæggelse og plyndring, set alting blive vendt på hovedet af så mange voldsomme omvæltninger, set så mange imperier falde og opstå, set så mange sammenstød, sammensværgelser og intriger mellem ideologier, og set så mange lande og regioner blive splittet i stykker og hundredvis af millioner af mennesker blive fordrevet, at det ikke kan tælles. Selv på dette subkontinent så jeg ved frihedens gryende begyndelse blodstrømme flyde hen over os, og i disse blodstrømme så jeg menneskers liv, ejendom og ære samt værdifulde traditioner og værdier blive skyllet bort.

Hvis man kigger ind bag det prangende tæppe, der skjuler den materialistiske civilisation, som udfolder sig over hele verden, ser man et så sørgeligt billede af menneskeheden, at ethvert menneskes sjæl skælver. Hele menneskeheden er bundet af en blækspruttes greb om en håndfuld begær og ønsker. Overalt føres der krig om rigdom og magt. Menneskehedens moralske bevidstheds livsflamme er slukket. Samtidig med bycivilisationens udvikling vokser kriminaliteten med ekstrem hastighed. Den psykiske uro er blevet voldsom, og den åndelige fred er helt forsvundet. Der er opstået så grundlæggende forvrængninger i menneskers sind og karakter, at ingen side af livet har kunnet undslippe deres skadelige indflydelse. Filosofien har mistet sandhedens livskraft. Troslæren, trosforestillingerne og ideologierne har mistet balancen. De åndelige værdier er forsvundet. Der findes ingen retfærdighed i statens love og regler. I politikken har egoisme og selvcentrering afløst en tjenende indstilling. På det økonomiske område er der opstået to klasser: udbyttere og udbyttede. Alle de forskellige udtryksformer for skønhed i de skønne kunster er blevet fyldt med seksuelle pirringer og smagløse udtryksformer. Overalt i civilisationens verden hersker modsætninger og konflikter, og hele historien er blevet forvandlet til et frygteligt skuespil. Den intellektuelle udvikling er blevet enorm. Men de intellektuelles dumhed fortsætter med at påføre os frygtelige lidelser. Der opdages hele tiden nye grene af viden og videnskab. Men den uvidenhed og dumhed, som denne udvikling har næret, plager Adams børn. Overalt findes der umådelige rigdomme. Alligevel lider menneskene under sultens og berøvelsens pine. Trods tusindvis af organisationer, politiske sammenslutninger, ideologiske fællesskaber og traktatbaserede bånd findes der ikke broderskab mellem mennesker; der findes kun et forhold som mellem vilde dyr. Der fremsiges mange pompøse ord til fordel for udviklingen af den intellektuelle, politiske, moralske og kulturelle bevidsthed. Alligevel gennemføres de mest brutale, hensynsløse og afskyelige metoder til undertrykkelse og forfølgelse stadig mod menneskeheden. Hele jorden er i dag blevet en arena for brydekamp. Ét sted raser en blodig krig mellem imperialismen og frihedselskende folk, et andet sted mellem kommunismen og kapitalismen, et tredje sted mellem demokratiet og diktaturet, et fjerde sted mellem individet og kollektivismen, og mellem østlighed og vestlighed raser der også en voldsom blodig krig.

Det er i sådan en verden, vi lever. I denne satellitternes og missilernes tidsalder bliver videnskaben ved med at levere nye forråd af materiel kraft ved menneskets mindste vink, som en ånd underlagt Aladdins vidunderlige lampe. Naturens skjulte mysterier, som har været lukket inde siden tidernes morgen, bliver afsløret med videnskabens og teknologiens nøgle. Forbløffende hurtige transportmidler og kommunikationsapparater giver mennesket en omfattende evne til at kontrollere rum og tid. Atomkraften har undertvunget en enorm hær af ødelæggende monstre og stillet dem foran mennesket. De venter blot på et vink med øjet. På den anden side er menneskets egen tilstand blevet sådan, at det er mere hjælpeløst end nogensinde før i grebet på sataniske og destruktive kræfter. Disse kræfter har igen og igen opildnet det til at kæmpe mod sig selv. Gennem tiderne har disse kræfter fået mennesket til med egne hænder at ødelægge sine store bedrifter og sine forbløffende civilisationer.

Forestil jer en karavane, der har slået lejr på toppen af et bjerg. Under det prangende telt er de opslugt af at spise og drikke, synge og danse. Desuden har de store mængder handelsvarer, kontanter, køretøjer og husdyr. Men blot få meter under lejrens gulv er en frygtelig vulkan ved at gøre sig klar til at spy lava ud. Om lidt vil hele bjerget eksplodere, og flammerne vil slå op og fortære alt. Sådan er situationen for vores nuværende civilisations karavane omtrent. Inde i det bjerg, som den befinder sig på i historiens nuværende fase, er et udbrud af lava fra de mest frygtelige kriser og katastrofer nært forestående.

Skæbnen har stillet os over for udfordringen fra en enorm global krise. Der er ingen mulighed for at vende sig bort fra denne krise og flygte bagud. Den nuværende civilisation og de mennesker, den har skabt, har heller ikke evnen til at besvare denne udfordring. Der opstår heller ingen ny filosofi, som i det mindste kunne være et middel til midlertidig trøst. I ingen retning synes der at være udsigt til, at en vej vil åbne sig.

Når jeg i denne afgørende stund af uro ser mig omkring, ser jeg, at et endeløst hav af mørke har omringet mig fra alle sider. Langt borte i dette vældige hav, fjorten hundrede år borte, kan jeg se et strålende lyspunkt, der skinner klart.

Det er intet andet end budskabets fakkel fra Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, menneskehedens største ven, største velgører og største frelser. Det er den lampe, hvis lys vi, selv om vi er hans ummah, har mistet blandt affaldet fra vores vildfarne tanker og tøjlesløse handlinger.

Synsvinkler på studiet af Sira

Efter min mening er der kun ét formål med at studere Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, liv. Det er, at fakkelen fra Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, budskab endnu en gang må oplyse os og hele verdens befolkning. Må menneskesamfundet i vor tids mørke finde vejen til befrielse, ligesom det fandt vejen ud af krisen i det sjette århundrede efter Kristus.

Desværre lykkes det os kun i ringe grad at studere Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, liv med dette ønskede perspektiv og denne inspiration. Vi bliver ikke inspireret af den indstilling, at vi må finde en måde at leve på i Profetens liv og forme vores liv derefter; tværtimod har andre holdninger trængt ind i det, og de vokser stadigt.

Der er ikke så få muslimer, som kun interesserer sig for at studere Sira, altså Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, liv, for at opnå belønning. (Det kan naturligvis ikke benægtes, at ethvert forsøg på at komme tættere på Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, er elsket af Allah, og at man bør håbe på belønning for det. Men hvordan kan man benægte, at formålet med ethvert sådant forsøg også bør være at indrette livet smukkere?) Milad-sammenkomster afholdes med stor pomp og pragt, og ofte bygger de på troen på, at Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, lysende sjæl er til stede ved disse sammenkomster og glæder sig, når den ser de troendes udtryk for hengivenhed og kærlighed. Nogle steder deles søde sager ud, andre steder strøs der blomster overalt, andre steder igen bruges der røgelse, parfume og loban i overdreven grad, og andre steder kommer den samme tro til udtryk gennem særpræget belysning. Det billede, der afspejles i denne form for overdreven hengivenhed over for Milad an-Nabi eller Sira an-Nabi, er ikke billedet af et menneske af kød og blod, men billedet af et overmenneskeligt, lysende væsen. Dette væsens krop kaster ingen skygge, alle dets handlinger er mirakler, det vil sige overnaturlige og ekstraordinære, englene udfører alle dets opgaver, og alt ved det er mystisk. Det kan ikke benægtes, at Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, moralske og åndelige rang er mange gange højere end hele menneskehedens. Der var meget overnaturligt i hans liv, og han udførte også mange mirakler. Nogle gange deltog englene ligeledes i forskellige handlinger sammen med ham. Men man må erkende, at dette velsignede liv var et menneskes liv. Grunden til hans overlegenhed er netop, at han, selv om han var et menneske, viste et så enestående eksempel på et liv. Alle hans handlinger blev udført inden for naturens love og samfundets og civilisationens normer. Og på hver eneste tomme af vejen mod succes blev der vist eksempler på ofre og selvopofrelse. Netop fordi dette var et menneskes liv, er det blevet et eksempel, vi kan efterligne, og derfor rummer det et lærerigt ideal for os. Fordi han var et menneske ligesom os, kan vi lære standhaftighed og mod af ham, lære at følge principper og idealer samt at være bevidste om vores ansvar, hente inspiration til at tjene menneskeheden og opbygge en stærk drivkraft til at gøre modstand mod onde kræfter. Hvis Profetens liv gøres fuldstændigt til et mirakel og forvandles til en overmenneskelig bedrift, hvilket forbillede vil der så være i det for almindelige mennesker? Mennesker kan blive rådvilde og overvældede foran en sådan personlighed, men de kan ikke lade dens indflydelse afspejle sig i dem selv. De kan nære dyb hengivenhed og respekt for ham, men de kan ikke efterligne og følge ham. Derfor ser man, at dér, hvor denne særlige form for hengivenhed er opstået, og jo dybere den bliver, desto mere frigør det virkelige liv sig fra at følge Profeten. Til sidst når situationen et punkt, hvor selv de, der er involveret i de værste sociale forbrydelser, fremviser en sådan billig hengivenhed og på den måde trøster deres urolige sind en smule ved at sige:

»Uanset hvad vi er blevet til, hører vi dog til blandt din elskede Profets ummah.«

På den anden side har en anden tendens, der er kommet fra Vesten, trængt ind i vores samfund; den kaldes persondyrkelse. Denne tendens udspringer hovedsageligt af nationalistiske følelser og impulser. Den er et udtryk for en form for nationalt hovmod, som får os til at fremvise vores fremtrædende personligheder over for andre. Tendensens budskab er: Se, hvor mange store personligheder vi har; hvor mange betydningsfulde ledere der er gået gennem vores historie, og hvilke mindeværdige bedrifter de har efterladt sig, som udgør vores stolte arv. Kendetegnet ved denne tendens er, at den altid er indholdsløs. Under dens indflydelse fejrer forskellige nationer forskellige personligheders fødselsdage, dødsdage og andre mindeværdige dage med stor festivitas. Men disse dage giver ingen steder nationen mulighed for at lære af disse store personligheders liv. De personligheder, som med stor stolthed fremhæves som eksempler på menneskelighed, efterlader intet spor af deres principper og idealer i festligholdernes liv, og der kan heller ikke konstateres nogen interesse for at tilegne sig sådanne spor. Også ved de festligheder, der under denne tendens afholdes for at vække mindet om Profeten (fred være med ham), bliver der altid sagt den samme slags ting. Men ingen indflydelse af dette kan ses i talernes eller arrangørernes liv.

Den tredje fejlagtige opfattelse er at betragte Profetens (fred være med ham) budskab som en religion ligesom andre religioner i stedet for som et fuldstændigt livssystem. De, der er påvirket af denne opfattelse, mener, at Profeten (fred være med ham) kun kom for at overbringe eller undervise i nogle trosartikler, nogle former for rituelle tilbedelseshandlinger, nogle bønner og recitationer, nogle moralske råd samt nogle juridiske anvisninger. Hans formål skulle have været at skabe mennesker, som personligt ville iføre sig muslimsk klædedragt og fremtræde som muslimer, men som samtidig, uanset hvor beskidt et samfundssystem der var etableret, ville blive dets bedste medarbejdere. Sådanne mennesker lærer kun af Profeten (fred være med ham) at bede, faste, udføre frivillige handlinger, praktisere dhikr samt at udvise personlig moral og god opførsel. Men i det kollektive livs bredere aktiviteter bliver de uden tøven hjælpere for enhver falsk magt og samarbejder med alle former for ugerninger. De glemmer de utallige gyldne kapitler i den hellige bog om Profetens (fred være med ham) liv og koncentrerer sig så ensidigt om ét kapitel, at de fortaber sig dér. Når man ser det eksempel på efterligning af Profeten (fred være med ham), som denne gruppe hidtil har fremvist, kan selv en veluddannet muslimsk ung, for ikke at tale om en ikke-muslim, ikke forestille sig, at Profeten (fred være med ham) kan være deres leder, og at man hos ham kan finde tilfredsstillende løsninger på nutidens vanskeligste problemer. Også denne opfattelse er blevet en hindring for en korrekt forståelse af Profetens (fred være med ham) person og for at følge hans ideal.

Den eneste grund til, at disse fejlagtige opfattelser kan bestå, er, at omgivelserne begunstiger dem. Det stats-, samfunds- og økonomiske system, som vores liv udfolder sig inden for, har brug for en bestemt type mennesker. Det er som en fabrik, der kræver en bestemt type maskineri. Dette samfundssystem ønsker at se en helt anden slags karakter hos sine medlemmer. Denne virksomhed kan kun udføres af mennesker med en helt anden mentalitet og karakter. Med andre ord er der i nutidens praktiske virkelighed slet ikke brug for den model for menneskelighed, som afspejles i Muhammads (fred være med ham) liv. I den nuværende overordnede samfundsorden er der ingen efterspørgsel efter den tænkning og handling, der er hentet fra Profetens (fred være med ham) liv. Den menneskelige standard hos de ministre, embedsmænd, dommere, advokater, ledere, journalister, generaler, soldater, politibetjente, betjente, skatteopkrævere, administratorer, godsejere, bønder, forfattere, litterater og arbejdere, som den moderne verdens kollektive system efterspørger, er fuldstændig modsat den menneskelige standard hos de mennesker, som Profeten (fred være med ham) skabte og viste frem på historiens scene. De børn, som nutidens forældre i hjem efter hjem opdrager med kærlighed og omsorg, formes netop efter det etablerede samfundssystems behov. Uddannelsesinstitutionerne skaber gennem femten eller tyve år millioner af mennesker i overensstemmelse med det eksisterende samfunds behov. I overensstemmelse med det eksisterende samfunds krav bruger ethvert bevidst menneske hele sit liv på at forme sin karakter og mentalitet på en bestemt måde. Det, som dette samfundssystem elsker, begynder samfundet automatisk at frembringe hos sine medlemmer. Og det, som det ikke bryder sig om og hader, forsøger alle omgivelsernes kræfter med fuld styrke at udrydde og tilintetgøre. Den slags talemåder, som det nuværende samfunds- og statssystem holder af, bliver af sig selv almindelige på alles læber. Den slags klæder, som det holder af, begynder spontant at pryde alles kroppe. Ved et eneste vink herfra fjernes selv niqab fra ansigterne på brudene i gamle, ærbare familier. Den adfærd, som det eksisterende samfund ønsker at fremstille som respektabel, betragtes som respektabel. Og det, som det eksisterende samfund ikke bryder sig om, betragtes som uønsket og vanærende. Den kunst, som det foretrækker, bliver populær, mens de aktiviteter, som det afviser, bliver ignoreret af alle. Dette samfund skaber selv sine værdier og tvinger alle til at acceptere dem. Alle andre værdier og traditioner bliver svækkede og livløse. Nogle stolte enkeltpersoner og familier opbygger med magt modstand mod omgivelsernes pres. Men presset fra økonomisk afsavn, kulturel tilbageståenhed og mindreværd er så stærkt, at de med tiden bliver udmattede og begynder at overgive sig til omgivelserne. Og selv hvis de ikke overgiver sig, bliver den næste generation modløs. Når hele verden således, bevidst eller ubevidst, er optaget af at forme sit liv og sin karakter efter omgivelsernes krav, hvorfra skulle så befolkningen få inspiration til at følge Profetens ophøjede ideal, selv hvis denne verden skrev tusindvis af bøger om hans liv og sørgede for rigelige prædikener og formaninger?

Det egentlige forhold er, at der ikke findes nogen lærdom i Profetens liv for dem, der indgår kompromis med et ikke-islamisk system, og hvis interesser er blevet forligt med de falske magter. Når de læser bøger om sira, vil de måske nikke anerkendende og føle intellektuel glæde og tilfredsstillelse. Deres viden vil måske også øges, men hvorfra skulle de få inspiration til at forme deres eget liv i lyset af Profetens sira eller liv? Det er på ingen måde muligt at fjerne deres sløvhed og stilstand. Men mit udsagn er dette: Beretningen om Muhammads (fred være med ham) liv er ikke historien om Sohrab og Rustam, heller ikke en fortælling fra en arabisk roman og heller ikke en opdigtet fortælling om en legendarisk helt. Hans status er aldrig så lav, at vi kan gøre ham til blot et middel til underholdende litteratur- eller videnskabsstudier. Hans værdi og rang er så høj, at de ikke tillader os at bruge sira blot for at opnå intellektuel tilfredsstillelse. Vores dybe hengivenhed og respekt for ham hindrer os også i at gøre hans livshistorie til et middel til blot at tilfredsstille ønsket om national stolthed.

Alle disse forskellige fejlagtige synspunkter er samlet aktive i vores samfund og står i vejen for, at man når det egentlige mål. Hvem holder regnskab med, hvor mange hundrede møder og sammenkomster om Mawlid al-Nabi og Profetens livsforløb der hvert år afholdes i vores land? Alene i måneden Rabi al-awwal genlyder luft og himmel af så mange prædikener, formaninger og taler; der skrives så mange bøger og artikler; så mange aviser og tidsskrifter udgiver særnumre om dette emne; digtere skriver et utal af digte, naater og ghazaler; sangere synger naater, ghazaler og qawwalier ved utallige møder og forsamlinger; ledere og statsmænd udsender så mange budskaber og erklæringer; der uddeles så meget slik, arrangeres så mange overdådige festmåltider, bygges så mange triumfbuer og bruges så mange penge på farverige optog og massemøder – hvem holder regnskab med det? [I nogle områder vokser mængden af fornøjelser, festligheder og underholdning ved arrangementer, der afholdes i anledning af Mawlid og Profetens livsforløb, stadig. Der begås endda åbenlyse synder, og der opstår uro og larm. Det betyder, at samfundet er begyndt at bevæge sig i den stik modsatte retning af læren og idealet i Profetens liv.]

Men på den anden side bør man også undersøge, hvad det reelle resultat og udbytte af dette enorme forbrug af kræfter og penge til et ædelt formål egentlig er. Læg alle disse årlige aktiviteter på den ene vægtskål og de opnåede resultater på den anden, og undersøg, om det rigtige resultat faktisk nås. Hvor mange mennesker vier sig hvert år til at forme deres liv efter Profetens liv og til at ændre og forbedre det, inspireret af alle disse ædle aktiviteter? Hvis blot én person blev forandret af hvert eneste møde, hver eneste artikel og hver eneste naat eller ghazal, så kan De forestille Dem, hvor stort et udbytte vi kunne have opnået i løbet af de forgangne to til to et halvt hundrede år. Hvis den ønskede succes ikke er opnået, må det betyde, at der nødvendigvis er en fejl i vores bestræbelser, og at denne fejl er af en yderst grundlæggende art. Sorgen skyldes ikke blot, at det ønskede udbytte ikke er opnået. Tværtimod får man lyst til at begræde, at en skadelig tendens, som er fuldstændig i modstrid med Allahs Sendebuds (fvmh.) ideal og bedrifter, har bredt sig i vores samfund. I vores samfund fødes der i dag også mennesker, som betegner Allahs Sendebuds (fvmh.) ideal som forældet og uanvendeligt i denne tid. De håner Allahs Sendebuds (fvmh.) lære og opfordrer til at forkaste hele skatten af sira, sunna og hadith. Det er mennesker, som forsøger at adskille Koranen fra den 23 år lange, uforglemmelige bevægelse og kamp, der blev ført af Koranens formidler, og som forsøger at fjerne Allahs Sendebuds (fvmh.) person fra vores synsfelt som et konkret eksempel på det ideelle og fuldkomne menneske. Endnu mere beklageligt er det, at en gruppe lejesvende blandt intellektuelle, som er berøvet direkte viden om Koranen og hadith, under påskud af fortolkning, ytringsfrihed og udøvelse af fri tænkning forsøger at bevise, at Allahs Sendebuds (fvmh.) personlighed, ideal og indsats stemmer overens med den igangværende, forkvaklede civilisations tankemæssige ramme, og vover at skabe et helt nyt billede af Allahs Sendebud (fvmh.) efter de etablerede verdensmagters ønsker. Ud fra det, jeg har læst og forsket i, er jeg nået til den erkendelse, at vi har mistet det korrekte grundlæggende perspektiv på studiet af sira, og at netop de ovennævnte fejlagtige synspunkter er aktive blandt os. Derfor er der, trods utallige beviser og tegn på dyb hengivenhed og kærlighed til Allahs Sendebud (fvmh.) og trods omfattende forskning og eftertanke over hans livsforløb, endnu ikke fremstået et sådant nyt menneske fra den muslimske verdens østlige horisont, hvis fuldkomne forbillede Allahs Sendebud (fvmh.) viste verdens mennesker.

Allahs Sendebuds (fvmh.) liv kan kun komme til at afspejle sig retmæssigt i os, når vi kan vie vores liv til det samme mål og den samme kamp, som hele Allahs Sendebuds (fvmh.) liv var viet til: at fuldføre den store opgave og realisere målet. Den islamiske bevægelse og kamp, som Allahs Sendebud (fvmh.) ledte, er den eneste vej til at forme et liv som Allahs Sendebuds (fvmh.) efterfølger. Og det er kun gennem sådanne efterfølgende personligheder, at det er muligt på ny at opbygge og lede en succesfuld islamisk bevægelse.

Muhammad (fvmh.)s biografi er ikke blot et enkelt menneskes biografi; den er beretningen om en historisk kraft, der trådte frem i skikkelse af et menneske. Det er ikke fortællingen om en dervish, der var afsondret fra samfundslivet og sad i en afsides del af bebyggelsen, udelukkende optaget af sin egen forbedring og selvudvikling. Det er derimod fortællingen om en mand, der var drivkraften i en kollektiv bevægelse. Det er ikke blot et enkelt menneskes historie, men historien om en mester, der formede mennesker. Denne livshistorie indeholder en detaljeret beretning om den betydningsfulde indsats, som en ny verdens skaber ydede. Sandelig, Verdensprofetens livshistorie strækker sig i alle retninger: fra Hira-grotten til Thawr-grotten, fra den hellige Kaba-plads til Taifs markeder og fra De Troendes Mødres gemakker til slagmarken. Hans livshistorie forblev ikke begrænset til ham selv, men skænkede utallige menneskers liv skønhed. Abu Bakr, Umar, Uthman, Ali, Ammar, Yasir, Khalid, Khuwailid, Bilal og Suhayb er alle forskellige kapitler i den samme sira-bog. De er alle træerne og buskene i den samme have, og på hvert eneste blad og i hver eneste gren er denne haves gartners livshistorie nedskrevet.

Hvis denne største og fornemste personlighed på jorden fremstilles som blot et enkelt individ i form af en biografi, og hans vigtigste bedrifter, bemærkelsesværdige ekspeditioner samt hans karakter, natur og vaner beskrives udførligt, minutiøst og kronologisk efter biografiskrivningens sædvanlige metode, vil en sådan sira-skrivning aldrig opfylde siraens egentlige formål. Allahs Sendebuds (fvmh.) liv er heller ikke som det stille vand i en dam, der kan overskues med et enkelt blik, når man står ved den ene bred. Det er snarere en strømmende flod med kraftige strømme, bevægelse og sammenstød, bølger og skum, muslinger og perler; ved dens vand får dødt land liv igen, og for at forstå flodens hemmelighed må man følge med dens strøm. Derfor kan man ganske vist finde sjældne oplysninger ved at læse forskellige sira-værker, men de skaber ikke inspiration og begejstring hos læserne, vækker ikke følelser, bringer ikke en ny bølge af mod og beslutsomhed, tænder ikke ny varme og inspiration i lysten til at handle og fjerner heller ikke stagnationen i vores liv. Når man læser sira-værker, kan der for en kort stund måske rejse sig en bølge af hengivenhed i hjertet, og øjnene kan måske også fyldes med tårer, men vi får ikke fat i den gnist af længsel, hvis varme engang fik et ensomt, hjælpeløst og hjemløst menneske til at kæmpe mod et falsk samfundssystem, der var ophobet gennem århundreder. Vi opnår heller ikke den styrke og intensitet i troen, der forvandlede et fattigt forældreløst barn til den, der bestemte over hele den arabiske og ikke-arabiske verdens skæbne.

Sagen er i virkeligheden den, at Allahs Sendebud (fvmh.) ikke i ordets almindelige og begrænsede betydning blot var en “usædvanlig” og “berømt” person, og hans sira, det vil sige hans livshistorie, er heller ikke blot beretningen om en sådan “usædvanlig” og “berømt” persons liv, som den slags livshistorier, der skrives om berømte personer. Den Ædle Profets væsen og personlighed står langt over sådanne usædvanlige og berømte personer.

Der er og har været født mange usædvanlige mennesker i verden, som har fremlagt gode lærdomme og konstruktive tanker for samfundet. De kaldes usædvanlige mennesker. Også de, der tænker over og forsker i moral og lovens bestemmelser, kaldes store og usædvanlige mennesker. De, der har viet sig til samfundsreform, kaldes ligeledes usædvanlige mennesker. Denne titel, »usædvanlig«, gives også til dem, der har erobret lande, efterladt sig heroiske bedrifter, ledet og regeret imperier, sat forbløffende eksempler på fattigdom og afsavn og opstillet en personlig karakters meget høje standarder for verdens befolkning. Men når vi studerer disse usædvanlige og berømte menneskers biografier, ser vi som regel, at alle deres kræfter synes at være blevet opslugt af én bestemt side af livet, mens alle de øvrige grene synes at være visnet. Hvis én side af deres liv fremstår meget strålende, synes den anden side helt mørk. På den ene side den yderste overdrivelse, på den anden den yderste ligegyldighed. Men hver eneste side af Rasulullahs liv er fuldstændig afbalanceret med de øvrige sider, og hver side er ligeledes smykket med fuldkommenhed og fortræffelighed. Hvor alvorens majestæt findes, findes også skønhedens glans. Ved siden af åndeligheden findes et samlet bidrag fra det materielle. Ved siden af beskæftigelsen med det hinsidige går økonomisk tænkning hånd i hånd. Sammen med dinen findes også dunya. Selv om der findes en form for hengivenhed, er selvrespekten samtidig usvækket. Ved siden af tilbedelsen af Allah findes kærlighed og omsorg for Allahs tjenere samt respekt for deres rettigheder. Sammen med en streng kollektiv disciplin findes også respekt for individets rettigheder. Sammen med en dyb religiøs bevidsthed og følelse står en omfattende politisk virksomhed. Selv om han døgnet rundt var optaget af at lede nationen, blev det ægteskabelige liv også varetaget på fortrinlig vis. Ved siden af hjælpen til de undertrykte findes der også foranstaltninger til at modstå undertrykkerne.

Fra denne skole, som Rasulullahs livshistorie udgør, kan en administrator, en hersker, en minister, en embedsmand, en arbejdsgiver, en ansat, en forretningsmand, en arbejder, en dommer, en lærer, en soldat, en taler, en leder, en reformator, en filosof og også en forfatter lære på lige fod. Her findes der et lige så efterlignelsesværdigt forbillede for en far, en rejsefælle og en nabo. Når først nogen er nået frem til denne skole, behøver han ikke at gå i nogen anden skole. Den højeste og bedste fuldkommenhed, som menneskeheden kan opnå, findes fuldt ud i denne ene personlighed. Derfor har jeg været nødt til at betegne denne person som »det bedste menneske« eller »det store menneske«. I hele menneskehedens historie er »det bedste menneske« kun denne ene. Vi kan gøre ham til en fakkel og oplyse vores liv med den. Milliarder af mennesker i verden har modtaget lys fra ham. Mange opbygger en skat af viden fra ham. I dag genlyder hans budskab overalt i verden. Hans undervisning har en dyb indflydelse på civilisationer og kulturer i forskellige lande. Der findes ikke noget menneske i verden, som ikke på den ene eller anden måde har haft gavn af dette bedste menneske. Men de, der har haft gavn af ham, kender ham ikke og kender ikke hans identitet.

Det var den muslimske nations ansvar, det fællesskab, som Rasulullah havde grundlagt, at gøre hans personlighed kendt og udbrede hans budskab over hele verden. Men denne nation selv er kommet langt på afstand af ham og hans budskab. På hver eneste side i den hellige bog, som muslimerne har bevaret, findes der vejledning om alle livets områder, men det synes ikke, at dette store menneskes livshistorie har nogen indflydelse på deres liv. I denne nations religiøse liv, politik, samfundsliv, moral, retssystem og kultur er der kun meget få spor tilbage af profetens livs forbillede. Selv det, der er tilbage, bliver forvrænget ved at blive blandet med mange nye aftryk. Ingen steder i denne nations sociale miljø, selv ikke i den mindste del af verden, findes der en tilstand, der viser, at de er repræsentanter for Muhammeds principper, idealer, traditioner og værdier. Tværtimod går denne nation omkring fra dør til dør hos forskellige vildledte og ugyldige systemer for at tigge, og over for enhver etableret magt synes den at skamme sig over sin glorværdige arv. De har svøbt Koranen ind i et omslag og lavet Rasulullahs sira om til en blomsterbuket, som de har sat op på en hylde.

Desuden har de forvandlet Muhammed til en religiøs og national leder i snæver betydning og omdannet sig selv til et religiøst og nationalt fællesskab. På denne måde har de gjort denne verdenspersonligheds budskab og livsideal til en gruppemæssig og sekterisk eneejendom. Men han kom som leder for hele menneskeheden og med et budskab og et ideal for hele menneskeheden. Hans livshistorie burde være blevet fremstillet som et forbillede og ideal for menneskelighed. Hvis et menneske blev formet efter denne model, kunne det blive et middel til gavn for sig selv og hele menneskeheden og, befriet fra et virvar af forskellige problemer, opnå et rent, uskyldigt og ubesværet liv. Rasulullahs budskab og livsideal er i virkeligheden en kilde til universel gavn, ligesom solens stråler, regnvandet og luften. Men på grund af vores uvidenhed har vi indesluttet ham i en gruppemæssig kreds. I dag ser man mennesker fra alle lande og alle religioner få større eller mindre gavn af og lære af Platon, Sokrates, Darwin, Machiavelli, Marx, Freud og Einstein. Ingen nation eller gruppe nærer et blindt had mod dem. Men modstanden mod og fjendtligheden over for at lære af Muhammeds viden, idealer og lederskab er så stor, at den ikke kan måles. Folk tænker: Muhammed er jo muslimernes leder. Vi er forskellige fra muslimerne, og muslimerne er også et andet folk end os. Hvad har vi derfor at gøre med muslimernes leder og vejleder? Det sørgelige er, at vores egne handlinger også i høj grad har bidraget til at skabe denne opfattelse og føre den frem til et så unaturligt niveau. Selvom vi er Muhammeds ummah, menneskehedens vens, har vi sat et yderst dårligt eksempel på efterligning af ham; derfor har denne tankegang kunnet opstå blandt den ikke-muslimske befolkning.

Til den vestlige verden

Verdensprofetens levetid ligger mellem to afgørende epoker i menneskehedens historie. Når vi fra den dag, han blev indsat som profet, ser tilbage, møder vi tribalisme, feudalisme, monarki, forfædredyrkelse og hedensk civilisation. Når vi ser fremad, ser vi en epoke præget af internationalisme, demokrati og en civilisation baseret på videnskabelige opdagelser og opfindelser. Det var selveste Allahs Sendebud, der indledte denne videnskabelige og intellektuelle udvikling. Samtidig gav han menneskeheden sådanne grundprincipper, som vil være anvendelige indtil Dommedag. Sammen med disse grundprincipper viste han også et sådant menneske frem, som kunne være egnet til at påtage sig fremtidens ansvar. Gennem ham blev der, i overensstemmelse med den kommende tids behov, skabt en ufattelig og mirakuløs balance mellem sjæl og legeme, moral og materialisme, følelser og fornuft, tro og handling, individets og gruppens ønsker samt de herskende forhold og behov. Under hans ledelse blev der skabt en menneskegruppe, som var upartisk over for verden, men samtidig i stand til at styre den. Denne gruppe var på den ene side uden sidestykke i lydighed mod Allah, og på den anden side førende i at virke i den materielle verden. På den ene side bøjede de hovedet i den dybeste ydmyghed for sandheden, og på den anden side var de rede til at bringe ethvert offer af liv og ejendom for at svække løgnens kræfter. På den ene side overgav de sig til Allahs velbehag, og på den anden side var de særdeles dygtige til at underlægge sig naturkræfterne og udnytte dem. Så snart denne gruppe trådte ind i historiens kongelige paladser, tændte den kundskabens og videnskabens lys, åbnede portene til opdagelser og opfindelser og iværksatte hurtigt nye forsøg på institutionel genopbygning. Den egentlige ære for alle deres aktiviteter, fremskridt, udbredelsen af kundskab og videnskab, opdagelser og opfindelser samt alle civilisationens og kulturens foretagender tilkommer Muhammad (fred være med ham).

Det er beklageligt, at de vestlige nationer, som behersker denne intellektuelle og demokratiske civilisation, ikke formåede at forstå Muhammad (fred være med ham), hans budskab eller den livsordning, han bragte. Den store personlighed, hvis fortjenstfulde bidrag spillede en lysende rolle bag Vestens nye opblomstring, den, der var den egentlige ophavsmand til demokratiet og internationalismen, og som indledte religiøse reformer og bevægelser, kunne Europas intellektuelle mennesker hverken få øje på eller forstå. Der var mange årsager til dette. Det forekommer passende her kort at drøfte disse årsager:

1. Da Muhammad (fred være med ham) trådte frem med sit budskab, måtte han konfrontere både jødedommen og kristendommen. Begge religioner gennemlevede på det tidspunkt en epoke med ekstrem forvanskning og forfald. Begge folk bar en rent ceremoniel struktur, berøvet tro og moral, videre med religiøs hellighed og højtidelighed. Religiøse klasser og sekter var opstået blandt begge folk, og de havde fuldstændig åbnet butikker for religionshandel. Varen, som bestod af sund tænkning og gode handlinger, var blevet plyndret. Udenpå hang der kun prangende skilte. Alle kræfter blev sat ind på at bevare deres sekters og klassers eksistens, og hver gruppes eneste opgave var at fastholde sine egne medlemmer. Ingen interesserede sig for at højne menneskeligheden eller reformere samfundet. Under sådanne forhold var jødernes og de kristnes sindelag i det hele taget blevet så fordærvet, at de i stedet for at værdsætte Muhammads (fred være med ham) uvurderlige personlighed og undersøge hans budskab og den livsordning, han fremlagde, udviste den yderste grad af misundelse, fjendskab og stædighed over for ham. De begyndte at modarbejde og lægge hindringer i vejen for hans kald. De brød aftaler med ham og begik forræderi, ønskede at ødelægge hans konstruktive arbejde og lagde endda planer om at dræbe ham. Derefter besmittede de deres eget og deres efterkommeres liv gennem de naturlige skadelige følger af alle disse onde handlinger. De ødelagde historiens strømmende forløb med deres urene sindelag og foragtelige forestillinger, og dette forurenede vand strømmede videre til de efterfølgende generationer. De efterlod en omfattende arv af had og fjendskab til senere jøder og kristne. Den følelsesmæssigt forurenede reaktion hos de jøder og kristne, der levede samtidig med Muhammad (fred være med ham), afspejler sig den dag i dag i deres efterkommeres sind.

2. Før islams fremkomst havde de kristne en tydelig overlegenhed og dominerende magt på både det religiøse og det politiske område i menneskeverdenen. Der manglede heller ikke et ønske om at udvide denne overlegenhed og dominans, og forholdene var gunstige for at realisere det. Men islams fremkomst forekom de kristne at være fremkomsten af en rivaliserende magt. Da denne magt gradvist udviklede sig og etablerede sig som en effektiv verdensmagt, begyndte et voldsomt hævnbegær at slå rod blandt dem, og det blev stadig stærkere. Da den islamiske magt derefter i forskellige dele af verden reelt begyndte at fravriste de kristne magt og herredømme, blev deres reaktion endnu mere voldsom. I stedet for at bedømme den åbne rivalisering mellem to lige stærke magter på historiens frie scene med sportsånd begyndte de kristne at nære et voldsomt hævnbegær mod muslimerne; indirekte var dette hævnbegær rettet mod selve Allahs Sendebud (fred være med ham) og islam. Dette hævn- og fjendskabsbegær nåede sin yderste form under korstogene. Da man nåede frem til denne epoke, var forfaldets frø allerede blevet sået blandt muslimerne selv. Derfor begyndte de kristne at tilskrive islam og Allahs Sendebud muslimernes særlige svagheder og afvigelser. De begyndte gennem muslimernes karakter og handlinger at forsøge at forvrænge Sendebudets (fred være med ham) image.

3. I den første del af denne lange epoke med konflikter og sammenstød mellem islam og kristendommen havde de kristne præster holdt den kristne befolkning fuldstændig i deres greb, mens islam netop havde ramt denne præsteklasses gruppemæssige interesser. Derfor skabte denne gruppe en falsk forestilling om Allahs Sendebud (fred være med ham) og hans budskab og spredte den overalt. Denne århundredlange propaganda fordærvede fuldstændig vesterlændingenes sind. Derfor ser man i dag, at selv intellektuelle, som ikke bekender sig til nogen religion overhovedet og tænker uafhængigt af kristendommens indflydelse, ikke kan hæve sig det mindste over den snæversynede og overtroiske mentalitet hos præsterne fra for seks hundrede år siden, når de udtaler sig om islam og Muhammad (fred være med ham). Man behøver blot at bladre nogle få sider i de bøger, som orientalister har skrevet, for at se, hvor mange fejlagtige og mangelfulde oplysninger der på skammelig vis er blevet føjet til, og hvor tåbeligt livet hos det største menneske på jorden er blevet skildret. Hvis man finder et eller to undtagelsestilfælde, er det en anden sag. Her tales der imidlertid om den almindelige praksis blandt vesterlændinge.

4. De foregående to hundrede år var den vestlige imperialismes djævelske tidsalder. I denne periode blev de muslimske nationer én efter én ofre for den kapitalistiske vestlige imperialismes begær som straf for deres afvigelse fra islam, ulydighed mod Allah og manglende troskab mod Muhammads (fvmh.) ideal. Den vestlige imperialismes begær mødte overalt en voldsom modstand fra muslimernes side. Bag denne modstand var religiøs motivation aktiv på alle områder. Den lære om tawhid, det vil sige trældom under den ene Allah, som islam har givet, lærer en sådan frihed og menneskelig lighed, at islams tilhængere ikke kan gå med til at være trælle for nogen anden end Allah. Derfor ser man, at islamisk bevidsthed og begejstring har været aktiv bag alle de bevægelser blandt muslimerne, der er opstået mod den vestlige imperialisme. Overalt har man set en eller anden religiøs personlighed lede, og overalt har man tydeligt kunnet iagttage begejstringen for at genoprette det islamiske styre og den islamiske samfundsorden. Således har religiøs motivation været stærkt aktiv i alle frihedsbevægelser i de muslimske lande. Og netop derfor opstod der på ny had og vrede i de vestlige imperialisters hjerter mod denne kraft. For denne kraft stod dem i vejen skridt for skridt og skabte en uovervindelig begejstring. Det var under indflydelse af denne vrede, at muslimernes kærlighed til religion blev kaldt vanvid, og “mullahvældet” blev fremstillet som en frygtelig plage. Samtidig viste muslimernes religiøse motivation sig at være så stærk, at den ikke blot ikke var parat til at underkaste sig den vestlige kultur og tankegang, men også konfronterede den i hvert eneste land. Selv efter at have anvendt alle uddannelsens, litteraturens og indflydelsens kræfter kunne den vestlige imperialisme efter mange år kun gøre en håndfuld mennesker blandt de muslimske nationer til sine håndlangere. Derefter hjalp og støttede den sådanne håndlangere og bragte dem til magten, hvor den i vidt omfang brugte dem i en intellektuel, kulturel og politisk krig mod muslimernes islamiske bevidsthed. Som følge heraf er konflikten mellem islam og Profeten (fvmh.) på den ene side og Vesten på den anden blevet stadig større.

5. Da de vestlige nationer lykkedes med at gøre muslimerne til slaver, blev det vanskeligt for dem at modtage undervisning i livsform og livsanskuelse fra disse muslimer, som politisk, økonomisk og organisatorisk stod under dem. Det blev ligeledes vanskeligt for dem at ære Profeten (fvmh.), islams formidler og forkynder. Ikke nok med det: Da de så alle tegn på, at muslimerne var blevet opslugt af mental trældom og var blevet præget af frygt og rædsel for Vesten, skabte denne situation en endnu større hindring. Da de så, at de moderne, vestligt sindede muslimer, som de selv havde skabt, var begyndt at ændre og omforme islam efter Vestens synsvinkel, var der ikke længere nogen grænser. Islams og Profeten Muhammads (fvmh.) anseelse sank endnu mere i deres øjne. Muslimernes selvforsvarsholdning påførte islams image og Muhammads (fvmh.) anseelse stor skade.

Af disse fem grunde har der rejst sig en vældig jernmur mellem Muhammad (fvmh.) og Vestens mennesker.

Derfor betragter den vestlige verden i dag Muhammad (fvmh.), hele menneskehedens befrier, blot som muslimernes sekteriske leder og studerer hans liv med en holdning præget af modstand og indvendinger i stedet for en tilgang, der søger at forstå og formidle hans livshistorie. Det billede af denne store personlighed, som Vesten har tegnet i sin litteratur, fremstiller ham som et menneske, der var berøvet mental balance og sundhed, hvis aktiviteter alle var resultater af forstyrrelser i det underbevidste sind, og som med et blodtørstigt sværd i hånden gik fremad i alle retninger, mens han begik massakrer. Den, som hele verden kender som medfølelsen fra top til tå, har de tillagt rollen som en verdslighedsdyrkende og ambitiøs aggressiv erobrer og kaldt hans oprigtige indsats bedrag og list. De har også forsøgt at bevise, at alt det gode i den islamiske bevægelse var lånt fra jøderne og de kristne. Ellers havde Muhammad (fvmh.) ingen særlig moralsk kvalifikation. Det er også blevet hævdet, at al åndelighed og religiøsitet i hans handlinger blot var for syns skyld, og at han kun ved hjælp af dramatiske kneb underkuede folket for at opnå sine egne interesser. De må kalde hvem som helst i verden verdslighedsdyrkende og snu, men spørgsmålet er: Hvordan kan den såkaldte snu og verdslighedsdyrkende person forenes med den uskyldige, rene og ædle karakter, som man finder gennem hele Profetens biografi?

Desuden begås der en endnu grovere uret mod ham: Budskabet i Sendebuddets (fred være med ham) kaldelse studeres ikke med et helhedsblik, fra dets rødder til dets grene, blade og blomster. I stedet indleder man, uden at forstå dets grundlæggende principper eller erkende den dybe betydning af dets tankegangs grundfilosofi, diskussioner om nogle få detaljer efter de argumenterende præsters metode. Man siger for eksempel, at Muhammad (fred være med ham) gjorde flerkoneri lovligt, greb til våben for religionens skyld, gjorde krigsfanger til mandlige og kvindelige slaver og så videre. Denne ensidige måde at studere og vurdere på er altid et middel for en fjendtlig og fordomsfuld mentalitet. Med en sådan mentalitet er det ikke muligt at forstå noget livssystem eller nogen religion. Tværtimod blokerer den vejen til at forstå alting. Det egentlige spørgsmål og det vigtigste, man må kende og forstå, er grundfilosofien eller ideologien. Det afgørende er, hvor sand og rigtig grundfilosofien og ideologien er, hvor stor gavn den bringer livet, og hvor meget skade på livet den kan forebygge og afhjælpe. Derefter må man overveje og vurdere de principper, der udspringer af denne grundsandhed og ideologi, og på hvis grundlag livets forskellige sider og områder opbygges og ledes. Dernæst må man undersøge de detaljerede underregler eller underbestemmelser, der udspringer af disse principper, for at se, om de stemmer overens med grundidealet. En person kom til Dem med en livsfilosofi. De undlod at overveje denne livsfilosofi og indledte i stedet en diskussion om nogle underbestemmelser, som Deres samfund har en bestemt fastlåst opfattelse af, og uden for denne opfattelse kan De slet ikke tænke. Resultatet bliver, at De selv bliver vildledt og kaster tusinder af mennesker ud i vildfarelse og snæversyn. En person skabte en ny, fuldstændig model for menneskelighed i sit eget væsen og trådte frem for Dem med den. Før De forstod denne model som helhed, begyndte De at diskutere et par små dele af den og satte spørgsmålstegn ved deres gyldighed og rimelighed. Hvis De i stedet havde forstået hele modellen som helhed, ville disse dele være blevet forståelige for Dem af sig selv. Når det gælder forståelsen af forskellige ideologier og livssystemer samt vurderingen af historiske personer, lægger Vesten normalt den mest videnskabelige metode til grund, men i tilfældet islam og Muhammad (fred være med ham) lader Vesten denne videnskabelige metode helt ligge. For at danne sig en mening om eller træffe en afgørelse vedrørende en have må man inspicere og iagttage hele haven. Man kan ikke rive en gren, et blad, en frugt eller en blomst fra et træ i haven løs fra hele haven og iagttage den isoleret. På samme måde bør De betragte den vældige have, som Muhammads (fred være med ham) liv og forbillede udgør, og forstå dens samlede struktur. Så vil De af sig selv kunne forstå hver eneste gren, hver eneste frugt og blomst samt hver eneste knop og hvert kronblad i den. Hvis nogle få ting i en ideologi, et livssyn, en bevægelse eller hos en ledende personlighed strider mod Deres smag og Deres kære traditioner og skikke, kan det ikke betyde, at der ikke findes noget godt dér, eller at det hele fuldstændigt bør forkastes. Deres smag eller Deres præferencer og aversioner er ikke en universel eller historisk målestok. Det kan endda være, og det bør det faktisk være, at en bestemt ideologi, bevægelse eller ledende personlighed har medbragt sine egne målestokke for godt og ondt, og at disse målestokke er helt forskellige fra Deres. Derfor er det først og fremmest nødvendigt at lægge målestokke og kriterier side om side og afprøve dem; samtidig med at målestokkene afprøves, må grundlæggende sandheder og ideologiers kvalitet også undersøges og vurderes.

Den litteratur, som den kristne verden og orientalisternes lærde hidtil har frembragt om Koranen, islam og Muhammad (fred være med ham), er på den ene side fuld af uvidenhed og misforståelser, mens giften fra en overilet og stædig ensidighed på den anden side gennemstrømmer den fra åre til åre. Selv de, der har anerkendt sandheden som udtryk for et åbent sind og endda er gået et skridt videre ved at bruge et vist rosende sprog, har forskellige steder skjult så søde knive bag udspekulerede ord, at læseren ikke kan undgå at blive lamslået over deres dygtighed i bedrag. Der findes ganske vist et par lysende eksempler, hvor Sendebuddets (fred være med ham) ord og bedrifter er blevet anerkendt oprigtigt. Men disse forfattere har kun i ringe grad været værdsat af vesterlændinge. Når en bog af høj kvalitet af denne art i nyere tid er blevet udgivet, forsøger man at forringe dens anseelse i vesterlændinges øjne ved at betegne den som »muslimvenlig« (Pro-Muhammaden). Det mærkelige er, at der i dag, fordi Vesten har diplomatiske interesser knyttet til de muslimske lande, gøres utallige forsøg og bestræbelser på at tilfredsstille de vestlige lande. Men hidtil har ingen noget sted overvejet at råde bod på den uret, der er blevet begået mod Sendebuddet (fred være med ham).

Der kræves ikke af Dem, at De mod Deres samvittigheds dom skal støtte den ideologi og det livssystem, som Sendebuddet (fred være med ham) har fremlagt. Hvis Deres samvittighed ikke tillader Dem det, skal De naturligvis være uenig, og De skal være det med fasthed. Det, der kræves af Dem, er, at De ikke fordrejer kendsgerningerne ved at krænke de principper og målestokke, som De selv har udformet og tilsluttet Dem for historieskrivning og biografisk fremstilling. De må ikke hente beretninger fra kilder, som på den ene side af muslimer enstemmigt anses for upålidelige og uacceptable, og som på den anden side ikke opfylder historieforskningens almindeligt anerkendte standarder. De må ikke udelade de gode årsager til en begivenhed og med vilje erstatte dem med uønskede årsager. Tal med argumenter; anvend ikke en stil, der er drevet af uærlige hensigter, eller som er fornærmende, uhøflig, sarkastisk eller spottende.

Formålet med denne drøftelse er ikke at skabe en ubehagelig følelsesmæssig situation, men at bringe den uønskede situation, der hidtil har hersket, til ophør. Den første betingelse for at nå dette mål er, at Vesten må tydeliggøre sit syn på islam, Koranen og Muhammad (fred være med ham) og skabe et nyt, konstruktivt psykisk klima, hvilket kun er muligt gennem en erkendelse af den enighed, der allerede findes mellem vesterlændinge og muslimer. De områder, hvor vi er enige, er følgende:

– Kristne, jøder og muslimer tilbeder alle Allah og tror på det hinsidige. Der er ligheder i deres tilbedelsesformer, og deres grundlæggende moralske værdier er ens.

– Hos alle tre folk er kilden til den religiøse lære åbenbaringen, og muslimer tror, at alle profeter og sendebud bar den samme religions og den samme store sandheds banner.

På det sociale og kulturelle område er vesterlændinge og muslimer derimod enige om følgende:

– Den muslimske religions rene syn støtter de fremskridt, som den vestlige civilisation har skabt inden for viden og videnskab. Den islamiske ideologi kan give materialismen en plads i sit eget samfund og sin egen civilisation ved siden af spiritualiteten, dog kun i begrænset omfang, selv om Vesten på dette område har nået fremskridtets højeste tinder. Hvor andre religioner er begrænset til det rent personlige område, er islam forholdsvis mere liberal, fordi den udgør et fuldstændigt socialt og statsligt system.

– De grundprincipper for demokrati, som den vestlige civilisation har bygget sine statslige institutioner på, fandtes allerede i muslimernes tankeverden. De fandtes ikke blot, men den islamiske civilisation var den første til at give dem en fuldt udviklet form. [Lebon og Brebault har med tøven vidnet om, at demokratiets ånd og livskraft nåede Vesten fra muslimerne.] Repræsentation af folket og valg, konsultation med både særlige interessegrupper og den brede befolkning i statslige og administrative spørgsmål, retsstatsprincippet, borgerrettigheder samt alle borgeres lige værdighed og lige rettigheder på disse områder blev virkeliggjort af muslimerne længe før Vesten. Det skete imidlertid i overensstemmelse med tidens sociale og kulturelle miljø. Hvis man betragter dette spørgsmål på baggrund af internationale spændinger og uro, vil muslimernes medvirken også til at løse dette problem være mere værdifuld for reformkræfterne i Vesten. Der er to grunde til dette. For det første vil Vesten, hvis det tænker oprigtigt og samvittighedsfuldt over sagen, opdage, at ingen er i stand til at bidrage så meget til verdensfreden som muslimerne. Ingen anden nations trosopfattelse har så dybt rodfæstet en kærlighed til menneskeheden, og ingen anden nations inderste væsen rummer et så fast moralsk grundlag for international enhed og solidaritet. Hvis denne nations sjældne og enestående egenskab fuldt ud omsættes i praksis, vil det være muligt at bringe internationale konflikter og sammenstød til ophør. Kort sagt kan kun islam i tilstrækkeligt omfang levere de værdimæssige og moralske bestanddele, der er nødvendige for at opbygge fremtidens verdensstat.

For det andet kan man i højere grad forvente, at islam og dens tilhængere spiller en effektiv rolle i at modvirke materialismens to ekstreme former – kapitalisme og socialisme – og føre menneskeheden ind på en moderat og retfærdig vej.

Efter at have fremlagt disse almindeligt anerkendte forhold til overvejelse vil vi på denne baggrund sige følgende: Hvad skade ville der ske, hvis vesterlændinge nu ændrede deres syn på Muhammed (fvmh)? Hvad har de imod at skubbe det hadets slør til side og rive det i stykker, som præsterne og orientalisterne har lagt ud? Indtil nu er materialistiske ideologier blevet afprøvet i vidt omfang. Det er ikke muligt at fortsætte disse forsøg på samme måde, og denne oplyste vestlige befolkning frembringer ikke nye generationer, hvis håb kan få os til at holde ud endnu et stykke tid. På den anden side er alle andre religioner end islam sådan indrettet, at de foretrækker at krybe sammen i en lille del af menneskets liv. De er ikke rede til at træde frem og tage tøjlerne for hele civilisationen i deres hænder. Kort sagt står menneskeheden ideologisk set fuldstændig bankerot efter at have mistet hele sin kapital. Der er kun én kilde tilbage, hvorfra et svagt håbets lys stråler frem. Hvis vi ved at lukke sindets døre også berøver os dette lys, vil der ikke komme nogen vejledning fra Mars.

Derfor er det stadig tid til, at vi anerkender Muhammed (fvmh) som historieskaber, frelser for den lidende menneskehed, vejviser for en civilisation og et fremragende menneske. Lad os åbne sindets og tankens vinduer for det lys, der udgår fra ham. Lad os forsøge at forstå ham på videnskabelig vis. Det vil ikke være rigtigt for os blot at betragte islam som en religion, der konkurrerer med kristendommen; vi må snarere tage den til os som en bevægelse på linje med demokratiet, socialismen og andre lignende idealistiske bevægelser, og som et livssystem, der bringer hele samfundet og civilisationen under sin indflydelse og kontrol. Vi må også anerkende Muhammed (fvmh) som denne bevægelses leder og grundlæggeren af dette samfundssystem og erkende hans fortjeneste i, at han indledte en enestående og strålende epoke i historien. Vi må vurdere de idealer og grundprincipper, han fremlagde, ud fra hvor støttende og uundværlige de er for ledelsen af en højt moderne verdensstat. Vi må undersøge det menneskelighedens forbillede, han skabte, for at se, hvor velegnet det er som redskab og middel til at skabe en ideal og fuldkommen civilisation.

I dag, hvor der hersker et bælgmørke foran os, og man ikke kan se så meget som en gnist brænde noget sted i det fjerne, skal vi blot se os tilbage for at få øje på en fakkel, der brænder i Muhammeds (fvmh) hånd, og som på samme måde har brændt gennem de sidste fjorten århundreder trods tusindvis af storme og uvejr. Kan det føre til noget godt, at vi på grund af den forvirring og det had, vi selv har skabt, nægter at tage imod lyset fra denne fakkel og binder et bind for øjnene? Vil det være rimeligt at lade menneskeheden og den menneskelige civilisation gå til grunde i dette frygtelige mørke? Vi må forstå meget klart, hvilken forfærdelig udfordring den nuværende situation har stillet os over for, og om vi blandt os har styrken til at give denne udfordring et svar.

Men den virkelige sag er, at vi selv er de egentlige skyldige. Det er os, der ikke har ladet verdens mennesker lære Muhammeds (fvmh) personlighed, budskab og bedrifter at kende, og vi har heller ikke selv forsøgt at lære dem at kende. Derfor er der i dag behov for på ny at gøre Muhammed (fvmh) kendt. Dette arbejde vil muligvis være en større bedrift end opdagelsen af atomkraft.

Et par ord om denne bog

Selv om der findes fremragende værker om Muhammeds (fvmh) hellige sira eller biografi, har jeg trods min egen manglende evne vovet at tage fat på dette vanskelige arbejde, ene og alene for at Muhammeds (fvmh) store personlighed endnu en gang kan blive kendt som den eneste kilde til forståelsen af livets formål. De bedste værker om Muhammeds (fvmh) liv indeholder alle oplysninger om begivenhederne. Men læseren går nogle steder i stå på grund af uenighed om fremstillingen og andre steder på grund af dybtgående teoretiske drøftelser. Nogle steder mister han forbindelsen mellem begivenhedernes kronologiske forløb, og andre steder bliver han præsenteret for så mange detaljer, at han ikke finder nogen klar betydning eller tilfredsstillende forklaring på dem. Andre steder bliver han forskrækket over mængden af teoretiske og forskningsbaserede oplysninger og kilder. Og alligevel kan han, selv efter at have læst bind efter bind, ikke se en begejstret bevægelse udfolde sig foran sig. Han kan ikke se den konfliktfyldte situation, der blev skabt som følge af Muhammeds (fvmh) dawah. Han kan ikke se sig selv i Muhammeds (fvmh) tid. Når han læser sira-værkerne, får han ikke den følelse, at han også selv er en brusende bølge i den bevægelse, Muhammed (fvmh) ledte, og at han har fået ansvaret for at kæmpe mod det moralske forfald, der hersker omkring ham. Det er også hans ansvar at holde den flammende fakkel med den store sandhed, som Muhammed (fvmh) bragte, højt og udvikle dens lys så meget, at denne fakkel i civilisationens og kulturens verden bliver til en strålende sol. Det er for at udfylde dette tomrum, at jeg har taget fat på dette beskedne værk.

Til studiet af historien har jeg anlagt Koranens perspektiv. Efter min opfattelse er den verden, der strækker sig omkring os, en livlig og dynamisk verden. Den er en mangfoldig og foranderlig verden. Frem for alt er den en verden præget af konkurrence, strid, konflikt, jihad og kamp. Her findes både tiltrækning og frastødning. Her findes reaktion sammen med handling, opbygning sammen med nedbrydning og mørke sammen med lys. Her jager natten og dagen hinanden. Liv og død, ild og vand samt vinter og forår er i kamp med hinanden. Kort sagt: Uanset hvilken afkrog af denne verden eller hvilken sfære man vender blikket mod, vil man se modstridende ting i direkte konflikt med hinanden. På et ubetydeligt og lille sted i dette univers, nemlig på planeten Jorden, findes menneskelivets mest frygtelige slagmark. Hele vores samfunds- og statsordning er et vældigt hav i oprør. Her støder bølge mod bølge, boble mod boble og dråbe mod dråbe sammen hvert eneste øjeblik. Her har der fra de ældste tider og frem til i dag raset en lang kamp mellem det rette og det falske, sandhed og løgn, retfærdighed og uretfærdighed, godt og ondt, undertrykkelse og retfærdighed samt synd og fromhed. Tøjlerne i denne kamp holdes af ruh, det vil sige sjælen, og nafs, det vil sige de onde tilbøjeligheder. Fra disse to kilder udspringer den ene efter den anden en mangfoldighed af tanker, trosforestillinger og ideologier, og der opstår kollektive ordninger med forskellige karakterer og indbyrdes modstridende egenskaber. Enhver tanke, trosforestilling, overbevisning, ideologi, karakter og ordning fødes sammen med sin fuldstændigt modsatrettede søskende. Enhver kraft, der fødes, fødes sammen med den kraft, der står den imod og er dens modsætning. Af denne modsætning og forskellighed opstår en altopslugende konflikt, som har forvandlet hele menneskehedens historie til kampens historie. Denne kamps historie står i dag foran os som en historie skrevet i vores eget blod.

Lige siden den menneskelige civilisations morgen har der gennem tiderne og i alle lande raset en vedvarende og total kamp. Nogle steder føres den med fornuftens våben, andre steder med dødbringende våben. I denne kamp har menneskene delt sig i to lejre og påtaget sig to forskellige roller. På den ene side er mennesket fanebærer for anarki, uretfærdighed og usandhed. På den anden side er det bannerfører for retfærdighed, sandhed, ærlighed og velfærd. Nogle gange bliver det en aktiv håndlanger for ødelæggelsens og forvanskningens skurke. Andre gange træder det frem som en stærk støtte for dem, der kalder til og iværksætter konstruktivt arbejde. En slags menneskelignende djævle kaster sig med fuld kraft over forsøget på at plage menneskelivet med sorg, elendighed og ulykker. På den anden side giver en gruppe mennesker gavmildt alle deres midler og ressourcer for at gøre jorden til et paradis fyldt med lykke, fred og glæde. Blandt livskampens soldater, der kæmper til døden, findes der også sådanne, gennem hvis hænder løgne, undertrykkelse og uretfærdighed strømmer som en syndflod. Men en gruppe kompromisløse mujahider forlader verden efter at have ladet sejren for sandhed, retfærdighed og billighedens sag genlyde som en triumferende trommehvirvel.

Det er netop disse kæmpende soldater for sandhed, retfærdighed og billighed, der har gjort jorden noget mere beboelig og menneskelivet noget mere værd at leve. Det, som i dag i samfundet anses for at fortjene en vis respekt, er disse ædle menneskers fortjeneste. De har forelagt menneskene et ideal for livet. De har opstillet en målestok og model for civilisation og kultur foran os. De har skænket os livets ophøjede mål og fremragende principper. De har ladet blodet fra en levende og evig arv strømme gennem historiens årer. På civilisationens himmel har de anbragt en strålende stjernehimmel af moralske værdier. De har givet menneskene opmuntring, begejstring, mod og høje ambitioner. For mål og principper har de lært os selvopofrelse, offer og kamp. Det er på grund af disse ædle menneskers glorværdige bedrifter og bidrag, at historien er blevet så værdifuld, at dens vidnesbyrd anses for værd at bevare, og at den frem til Dommedag vil blive værdsat som en stadig fornyet kilde til inspiration for menneskeheden.

Desuden har disse historiske helte, hver gang undertrykkende og løgnagtige onde kræfter har bundet menneskene og gjort dem hjælpeløse i fascismens og diktaturets blæksprutteagtige greb, og menneskene har mistet modet og er blevet kastet ned i fortvivlelsens dybe afgrund, trådt frem som menneskehedens redningsmænd. De har vækket de sovende, trukket de faldne op, ladet kujonerne drikke heltemodets livgivende drik og på ny stillet dem, der havde overgivet deres våben, i forreste række på slagmarken, så de kunne kæmpe mod anarkiets og korruptionens onde kræfter. Med andre ord har disse helte bragt historiens stilstand til ophør, smeltet isen på civilisationens frosne hav, skabt en ny strøm i tankens og handlingens stivnede flod og væltet det stålhårde diktatur for at genoprette menneskenes frihed og menneskerettigheder. På denne måde er menneskehedens karavane ubesværet gået frem ad den lige og rette vej mod selvudvikling.

I den fromme gruppe i menneskesamfundet, som har deltaget i det ædle arbejde med at etablere sandhed, retfærdighed og velfærd på jorden samt i opbygning og udvikling, står profeterne og sendebuddene, som besidder en enestående rang, i forreste række. Desuden følger siddiqin – de, der straks og af hele deres hjerte tager imod islams kald – samt martyrerne og salihin, det vil sige de retskafne, efter fortjenesterne hos denne forreste række og arbejder under deres ledelse. Og blandt profeternes og sendebuddenes hellige række er den store personlighed, som først og fremmest tiltrækker vores ubegrænsede opmærksomhed, Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Han er historiens største ven af og største velgører for menneskeheden. Uanset fra hvilken side man betragter dette store menneske, vil hans mangeartede fortræffelighed og storhed træde strålende frem. Gennem de seneste fjorten århundreder er utallige mennesker gået bort fra verden, mens de beskrev hans storhed og fortræffelighed; antallet kan ikke opgøres. Men den virkelige sag er, at beskrivelsen af hans fortræffelighed og storhed endnu ikke er blevet fuldendt. Ingen ved, hvem der i fremtiden vil kunne fuldende dette arbejde. Mennesker i fortiden har næret et uimodståeligt ønske om blot at få deltage i dette ædle arbejde, og mange vil også gøre det i fremtiden. Dette uimodståelige ønske greb også mig på et tidspunkt. Jeg fik lyst til kort og særligt at fremhæve denne side af Sendebuddets, må Allahs fred være med ham, liv: Da han trådte frem på arenaen for at fremme og genopbygge menneskehedens velfærd, hvilken slags overgreb og forfølgelse blev han da udsat for? Hvordan blev en enestående tjener for menneskeheden belønnet for sin tjeneste gennem et helt liv med blind modstand og den mest usle form for dårlig behandling? Og på den anden side: Hvilken karakter viste Sendebuddet, må Allahs fred være med ham, mens han bevægede sig frem gennem dette raseri af undertrykkelse, forfølgelse, modstand og dårlig behandling? I den elskede profets smertefulde livshistorie findes der lærdom både for dem, der ønsker at etablere de retskafnes styre, og for dem, der modarbejder kampen for at etablere de retskafnes styre.

Dette er Muhammads, må Allahs fred være med ham, plads i menneskehedens historie. Historien vidner om, at han var den største historieskaber.

Da Rasul ﷺ trådte frem for at udføre dette største arbejde til gavn for menneskeheden, samlede Satan alle de former for forfølgelse og mishandling, som alle profeter og sendebud var blevet udsat for gennem tiderne, og tvang denne forældreløse og hjælpeløse unge mand til at føre kamp på alle fronter. Scenen i Rasul ﷺ’s liv minder om en svømmer uden båd, der i det tætte mørke uafbrudt kæmper mod bjerglignende bølger på et stormpisket hav. En voldsom storm raser, og lynene flammer fra den himmel, der er dækket af sorte skyer, så øjnene blændes igen og igen. Tordenbragene får det til at føles, som om ørerne er ved at sprænges. Alligevel fortsætter den kompromisløse svømmer gennem det hele fremad ad sin egen vej. Findes der noget andet sted i historien et eksempel på så hjerteskærende forfølgelse og mishandling og på en så kompromisløs og ukuelig kamp?

Når dramaet om kampen mellem sandhed og falskhed, mellem retfærdighed og uretfærdighed, opføres, er dets grundlæggende karakter altid den samme. Tiden ændrer sig, de geografiske omgivelser skifter, og heltenes navne ændres også. Men deres bestemte roller ændrer sig aldrig. Én af rollerne er den, der kalder til da’wa.

Heltene i den anden rolle er de oprigtigt hengivne og uskyldige mennesker i samfundet, som straks de hører kaldet til sandhed, retfærdighed og godhed, kan genkende det gennem deres medfødte tilbøjelighed. De bliver begejstrede og betagede af kaldet, tager imod det uden tøven og af hele deres hjerte og indtager rollen som kaldets første følgere.

Den tredje rolle indtages af dem, der høfligt erklærer sig uenige. De lytter og tænker over det, de har hørt. Men på grund af mangel på viden og bevidsthed samt visse mentale hindringer tager det dem tid at forstå sandheden.

Heltene i den fjerde rolle er grupper af yderst hårdnakkede og højtråbende fjender, som på grund af deres egne interesser, status og forvrængede vaner begynder at modarbejde kaldet på den mest ekstreme og hensynsløse måde allerede fra den første dag. Deres modstand bliver blot stærkere og stærkere. Den femte rolle indtages af den svage befolkning, som er så hjælpeløs over for de højere klassers overvældende magt, at den ikke kan spille nogen modig og aktiv rolle. Mentalt har den heller ikke evnen til at fatte den dybeste betydning af noget kald. Derfor forbliver den gennem tiderne som regel en tavs tilskuer til konflikten mellem sandhedens kaldere og sandhedens fjender og afventer, hvad udfaldet bliver for hver side. Når den ene side vinder, flyder denne folkemængde over på den sejrende magts side. Dramaet om kampen mellem sandhed og falskhed afhænger således helt af skuespillerne i to roller: sandhedens kalders og hans følgeres rolle samt de aktive og hårdnakkede modstanderes rolle. Det er fuldstændig umuligt, at dramaet om sandhedens da’wa opføres, uden at skuespillerne i disse to roller står over for hinanden. Hvis De rejser sandhedens og retfærdighedens stemme, kan det ikke undgås, at kræfterne på falskhedens og uretfærdighedens side samler sig og rejser sig imod Dem. Hvis De begynder at arbejde for menneskehedens velfærd og tjeneste, er det utænkeligt, at alle samfundets onde kræfter ikke forener sig, griber til de frygtelige våben bestående af skældsord, falske beskyldninger, løgnagtig propaganda, bagvaskelse, sammensværgelser og vold og rasende stormer frem mod Dem.

Det samme skete for Rasul ﷺ. Hvis han blot havde sagt nogle gode ord, tænkt over spørgsmål vedrørende almenvellet, tilbragt sit liv med at tilbede Allah ved at bøje sig og kaste sig ned på den måde, han selv foretrak, siddet tilbagetrukket og alene med dhikr og tasbih, ja, selv hvis han havde fortsat med at holde gode prædikener og formaninger, dannet en sekt omkring pir- og murid-forholdet og endda organiseret en harmløs forening sammen med sine følgere, ville samfundet have tolereret det. Men han ønskede at ændre hele livsordenen. Han ønskede at genopbygge hele samfundets og civilisationens bygning. Han var blevet pålagt at rive hele det kollektive system ned og opføre det på ny efter det bedst mulige design. Han var fast besluttet på at ødelægge den uretfærdige, men urokkelige overenskomst mellem de bestående interesser og rettigheder, som datidens samfund havde opbygget. Han var sendt for at forme mennesket efter en ny trosmæssig og moralsk ramme. Fra den første dag kaldte han til netop dette, og folket forstod betydningen af hans kald allerede fra den første dag. Netop fordi de forstod denne betydning, viste det uvidende samfunds modreaktion sig som en naturlig følge.

Uanset hvilken tidsalder man undersøger modstanderne af den altomfattende bevægelse for sandhed og retfærdighed, vil man se, at deres negative handlingers metoder og forløb altid har været de samme. Først blev der gjort almindelig nar og udøvet latterliggørelse. Derefter fulgte en voldsom bølge af skældsord, falske beskyldninger, bagvaskelse, løgnagtig propaganda og tildeling af ærekrænkende betegnelser. Så begyndte man at sprede målrettede løgne for at skabe forvirring og misforståelser blandt folket. Da sagen blev yderligere tilspidset, hævdede man på den ene side, at nationale interesser og sammenhold var i fare, mens man på den anden side forsøgte at ophidse den uvidende befolkning under religiøse påskud. Ind imellem foregik der også en kamp med argumenter, og man førte en kampagne for at bringe den, der kaldte til da’wa, i forlegenhed gennem spørgsmål og svar. Da det blev klart, at en farlig bevægelse stadig blev stærkere, forsøgte man at indgå et kompromis ved hjælp af fristelser. Da alle kneb mislykkedes, tog man den yderst afskyelige vej med vold. Rasul ﷺ og hans ledsagere blev udsat for social og økonomisk boykot. Planer om undertrykkelse og forfølgelse blev også sat i værk. Til sidst blev der endda lagt planer om at dræbe Rasul ﷺ. Da man heller ikke derefter kunne standse bevægelsen for at etablere sandhed og retfærdighed, erklærede man krig og opfordrede til åben kamp. Alle disse stadier kom ét efter ét i Rasul ﷺ’s liv. Men Allah den Ophøjede skænkede ham ærefuld succes i hvert eneste stadium. Til sidst kom hele Arabien under Rasul ﷺ’s fødder.

I denne bog er begivenhederne i Rasul ﷺ’s liv gengivet på grundlag af yderst pålidelige kilder og i den rette kronologiske rækkefølge, så scenen for den frygtelige kamp mellem sandhed og falskhed og mellem det gode og det onde, som Rasul ﷺ førte og som brød historiens stilstand, tydeligt træder frem for øjnene. Hele hans liv forløb i denne kamp. Jeg håber, at læseren under læsningen af denne bog vil føle sig meget tæt på Rasul ﷺ. Han vil kunne se begivenhedernes forløb udspille sig lige for øjnene af sig og se bølgerne i den islamiske bevægelse danse i sin forestillingsverden. Derfor vil han ikke kunne blive siddende som en ligegyldig og neutral tilskuer til denne konflikt mellem sandhed og falskhed. Tværtimod vil en positiv bevidsthed vågne i ham, og han vil blive nødt til at overveje, hvilken plads han indtager i menneskehedens historie nu, og hvilken plads han burde indtage.

Mit faste håb er, at man fra denne bog kan lære mod og tapperhed og få inspiration til at udføre sit ansvar og sine pligter selv under de vanskeligste forhold. Der vil blive født hengivenhed og kærlighed i hjertet til den store personlighed, som var menneskehedens største tjener, og som gjorde mest gavn for menneskeheden. Hjertet vil blive fyldt med taknemmelighed over for ham, og sindet vil blive fyldt med dyb kærlighed til ham. Det er netop det, islam ønsker. Ved at læse denne bog vil man forstå, hvor hårde ildprøver den, som bragte os det lys, der i dag oplyser vores indre med sandhedens lys, måtte bestå, hvor voldsom modstand han måtte møde, hvilke angreb han måtte afværge, og hvor store have af blod og tårer han måtte krydse for at bringe det til os. Heraf vil man også indse, at vejen for sandhedens og retfærdighedens bannerførere er yderst tornefuld. Når denne vej ikke blev gjort torneløs og blomsterbestrøet selv for en from personlighed som Muhammad s.a., for hvem skulle den da blive blomsterbestrøet? For hvem skulle der blive skabt en sådan bekvem genvej, at et menneske kunne forlade sit trygge værelse og gå lige til Paradiset uden så meget som at få støv på fødderne? Når man læser de hjerteskærende fortællinger fra Rasul s.a.s liv, forsvinder denne misforståelse. Ellers bliver mennesket siddende ligegyldigt hen og betragter lydighed mod Allah som den største bekvemmelighed. I lyset af Rasul s.a.s liv må vi tænke over, at hvis de ildprøver, ulykker, prøvelser, hindringer, slag og angreb, som i Koranen, hadith- og sira-litteraturen beskrives som uundgåelige i en sand troendes liv, ikke rammer vores liv, må vi genoverveje, om vores vej og vores mål er de rette. Vi må undersøge, om den vej, vi opfatter som islams vej, i virkeligheden ikke er kufrs og jahiliyyas vej. Ved at studere denne bog vil enhver muslim på forhånd kunne vide, at når en person eller en gruppe blandt den muslimske ummah går ud på slagmarken med Rasul s.a.s da’wa og bevægelse i nøjagtig samme form og følger præcis den arbejdsmetode, Rasul s.a. fulgte, kan hån og spot, beskyldninger, bagvaskelse, smædekampagner, sammensværgelser, undertrykkelse, forfølgelse og voldelige angreb ikke undgås mod vedkommende. For dette er det uundgåelige jordiske udbytte af dette arbejde. Under alle disse katastrofer, prøvelser og ulykker er det ikke let i nogen tidsalder at genkende den, der kalder til sandheden, forstå hans ord og følge dem. Det er kun muligt for de lykkelige mennesker, som gennem studiet af Koranen, hadith og Rasulens sira på forhånd har opnået en korrekt forståelse af den evige kamp mellem sandhed og falskhed. Enhver muslim bør vide, at de falske kræfter ikke skånede en ren og uskyldig skikkelse som Rasul s.a., og at de senere heller ikke skånede store personligheder blandt Rasul s.a.s følgere, såsom imam Husayn, imam Malik, imam Ahmad ibn Hanbal, imam Abu Hanifa, Hazrat Mujaddid Alf-e Sani og Shah Waliullah, for overgreb og forfølgelse. De vil heller ikke lade nogen anden gå fri. Studiet af Rasul s.a.s sira lærer os i enhver tidsalder at skelne mellem sandhedens forkæmpere og sandhedens fjenders karakter. I denne bog har jeg tydeligt fremstillet, hvem der er aktive i konflikten mellem islam og kufr.

Jeg håber, at vi gennem studiet af denne bog bliver bevidste om den frygtelige modsætning og selvmodsigelse, der er opstået mellem vores tro på risala og vores virkelige liv. I dag findes der ikke et eneste land på jorden, hvor den livsordning, som Rasul s.a. bragte, er fuldstændig sejrrig og gennemført. Overalt i den muslimske verden triumferer monarkier og diktaturer, som på én gang har nedsænket os i den gamle og den moderne jahiliyyas mørke. Mentalt er vi gennemsyret af jahiliyyah fra top til tå. Økonomisk er vi også knust. Kulturelt er vi kendt over hele verden som et folk af tiggere, og internationalt er vi ofre for imperialismens udbytning. Det er denne bitre følge af uoverensstemmelsen mellem vores tro og vores karakter, vi fortsat lider under.

I denne bog har jeg først og fremmest opfordret til at genoplive Verdensprofetens da’wa. Mit hovedformål er, at vi i vores liv kan indlede en forandring i nøje overensstemmelse med den arbejdsmetode, Rasul s.a. viste, og at vi kan etablere den samfundsorden, som denne store leder for hele menneskeheden opbyggede på grundlag af Koranens og hadiths principper, en samfundsorden præget af storsind og retfærdighed. Tiden er nu kommet, hvor vi og vores unge bør kaste den mentale slaveris byrde under den vestlige civilisation af vores skuldre og hejse den intellektuelle oprørs fane mod denne materialistiske tidsalder. Muhammad s.a.s liv må tages ud af bogens sider og på ny skrives på det virkelige livs sider. Hans idealer må samles i form af et kollektivt system og bringes ind på den tredje krafts plads, den kraft, der viser vejen til frigørelse, og hvis plads i historien stadig står tom.

Må den barmhjertige Allah tage imod dette beskedne forsøg fra mig og lade dets ædle formål lykkes.

Amin.

Naeem Siddiqi, 1. december 1959.

Kapitel 2

Personligheden i et blik

Når jeg lader mine to øjne glide over hans ansigt,

er det som et lyn, der glimter i en regnfyldt sky. [Denne berømte arabiske digter fra jahiliyyah-tiden skrev dette digt med en af sine højt skattede personligheder som adressat. Senere anvendte Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) det med rette om Rasul (fred være med ham) i en bestemt sammenhæng.]

– Abu Kabir al-Hudhali

Dette ansigt kan ikke tilhøre en løgner.

– Abdullah ibn Salam

Et glimt

[Skrevet hovedsageligt på grundlag af al-Tirmidhis Shamā’il.]

De, der yder store og betydningsfulde bidrag i verden, især profeterne (fred være med dem), er altid mennesker med en usædvanlig personlighed. Den egentlige kilde til styrken hos dem, der leder bevægelser og står i spidsen for civilisationers genopbygning, er deres personlighed, som er formet af en forening af en særlig tankegang og karakter. At få en retmæssig forståelse af Rasul (fred være med ham)s personlighed er også et af hovedformålene med at studere hans sīrah.

Et menneskes fysiske skønhed hjælper i høj grad med at forstå enhver personlighed. Ud fra menneskets kropsbygning fra top til tå og lemmernes harmoniske form kan man forstå, hvilket niveau det befinder sig på mentalt, moralsk og bevidsthedsmæssigt. Især i ansigtet eller ansigtstrækkene står hele historien om menneskets karakter og gerninger skrevet. Blot et blik på det kan få os til at ane, hvilken slags menneskes ansigt det er.

Vi, som kom til verden senere, er i denne henseende ulykkeligt stillede, fordi verdens største menneskes enestående ansigt ikke står foran os, og vi heller ikke får mulighed for at se det med vores fysiske øjne i denne verden. Det eneste glimt, vi kan få af Allahs Sendebuds (fvmh.) fysiske skønhed, ser vi kun i spejlet af hans ord og gerninger.

Der findes ikke noget autentisk billede eller nogen statue af Allahs Sendebud (fvmh.). Allahs Sendebud (fvmh.) forbød selv at fremstille og bevare sådanne. For et billede er så farligt, at det på ingen måde fjerner risikoen for at falde i shirk. Hvis der havde eksisteret et billede af Allahs Sendebud (fvmh.), er det umuligt at sige, hvor mange overnaturlige handlinger man ville have anset det for at være kilden til, og hvor mange nye mirakler man ville have tilskrevet ham. Det er også vanskeligt at forestille sig, hvor mange farverige ceremonier der ville være blevet afholdt til dets ære. Det ville endda ikke have været mærkeligt, hvis tilbedelsen af det var begyndt. I Europa er der blevet fremstillet mange fantasibilleder af Allahs Sendebud (fvmh.). Men hvilken kunstner findes der, som har en fin, bred og fuldstændig forståelse af alle sider af Allahs Sendebuds (fvmh.) tanker og handlinger og kan gengive denne forståelse fuldkomment med pensel og farver? Et fantasibillede kan være af hvem som helst, men ikke af Muhammad (fvmh.). Man fremstiller et billede af en personlighed, der udelukkende bygger på gæt, og udgiver det for at være Allahs Sendebuds (fvmh.) billede. Ved fremstillingen af disse billeder udvises ikke den mindste smule ærlighed. Med vilje fremstilles der billeder, som skaber et indtryk af en svag og ufuldstændig personlighed. Grundlaget for alle disse billeder hentes i de samme fjendtlige vestlige bøger, som er resultatet af stædighed, overilethed, fordrejet tænkning og urealistiske forestillinger. Skaden ved at fremstille billeder eller film om profeter og fromme mennesker er netop, at deres virkelige karakter kan forsvinde bag skærmen.

Men Allahs Sendebuds (fvmh.) ledsagere har med et minimum af ord tegnet et fuldkomment billede af ham, og overleveringsmændene har bragt disse beskrivelser videre til os i en yderst velbevaret og uforvansket form. Her gengiver vi disse sproglige billeder, så læserne kan få et glimt af denne store personligheds væsen, før de studerer hans karakter. Det kan på en måde kaldes et møde eller også et bekendtskab.

Det indtryk af Allahs Sendebuds (fvmh.) hellige ansigt, hans kropsbygning, hans måde at bevæge sig på og hans skønhed, som er nået frem til os over en afstand på fjorten hundrede år, afspejler billedet af et menneske, der på én og samme tid var særdeles højt begavet og intelligent, en modig helt, tålmodig, urokkelig i sine principper, ærlig og retfærdig, gavmild og storsindet, rundhåndet, ansvarsbevidst, ydmyg og alvorlig samt venlig og ren i sit sprog. Mere præcist må man sige, at profetskabets præg var tydeligt til stede i hans fysiske skikkelse. Hans smukke kropslige fremtoning var et symbol på hans høje rang. I denne forbindelse er et af Allahs Sendebuds (fvmh.) udsagn værd at nævne. Han sagde:

»Gudsfrygt gør menneskets ansigt strålende og smukt.«

Når profetskab er det højeste niveau af tro og gudsfrygt, kan profetens ansigt ikke undgå at være lysende.

Lad os nu få et lille glimt af hans strålende ansigt, der funklede som solen.

Fysisk skønhed

»Jeg genkendte Allahs Sendebud (s.a.w.), så snart jeg så ham. Hans ansigt kunne ikke være en løgners ansigt.« (Abdullah ibn Salam) [Han var en af jødernes største lærde. Hans navn var Husayn. Da Allahs Sendebud (s.a.w.) kom til Medina, gik han for at se ham, og her beskriver han det indtryk, han fik ved synet af ham. Han antog islam, og hans islamiske navn blev Abdullah. (Sirat al-Mustafa, Mawlana Idris Kandhlawi, bind 1, s. 341-350)]

»Jeg kom sammen med min søn. Folk viste os hen til ham og sagde: ’Der er Allahs Sendebud.’ Så snart jeg satte mig tæt på ham, sagde jeg til mig selv: ’Sandelig, dette er Allahs profet.’« – Abu Ramtha al-Taymi

»Vær forvisset om, at jeg har set denne mands ansigt, strålende som fuldmånen. Han kunne aldrig være uærlig i en handel med dig. Hvis en sådan mand ikke skulle betale (prisen for kamelen), betaler jeg den af egen lomme.« – En fornem kvinde. [En handelskaravane havde gjort holdt i udkanten af Medina. Ved et tilfælde kom Allahs Sendebud (s.a.w.) forbi. Han udvalgte en kamel og aftalte prisen. Derefter tog han kamelen med sig og sagde, at han ville sende betalingen. Senere blev kamelsælgerne bekymrede: Hvordan kunne vi dog give en fremmed mand en kamel på kredit? På dette tidspunkt sagde karavaneførerens hustru ovenstående ord for at berolige dem. Hændelsen blev fortalt af et medlem af karavanen, Tariq ibn Abdullah. Kort efter sendte Allahs Sendebud (s.a.w.) dadler i en mængde, der var større end den aftalte pris. (Sirat al-Nabi, Shibli Nu’mani, bind 2, s. 380; al-Mawahib al-Ladunniyya, bind 1, s. 244.)]

»Vi har aldrig set et så smukt menneske. Vi så lys stråle fra hans ansigt.« – Abu Qarsanas mor og moster. [Disse to kvinder gik sammen med Abu Qarsana til Allahs Sendebud (s.a.w.) for at aflægge bay’a (troskabsed). På hjemvejen gav de udtryk for denne reaktion. (Al-Mawahib al-Ladunniyya, bind 1, s. 255)]

»Jeg har aldrig set nogen, der var smukkere end Allahs Sendebud (s.a.w.). Det var, som om solen glimtede.« – Abu Hurayra

»Hvis du havde set Allahs Sendebud (s.a.w.), ville du have syntes, at solen var stået op.« – Rabi bint Mu’awwadh

»Enhver, der så Allahs Sendebud (s.a.w.), blev slået af forbløffelse ved første blik.« – Ali

“En nat med fuldmåne så jeg på Allahs Sendebud ﷺ. Han var iført rødt tøj. Jeg så én gang på månen og én gang på ham. Til sidst nåede jeg frem til den konklusion, at Allahs Sendebud ﷺ var smukkere end månen.” – Jaber ibn Samura

“Når Allahs Sendebud ﷺ var glad, strålede hans ansigt som månen. Det kunne vi se på og dermed mærke hans glæde.” – Ka’b ibn Malik

“Hans ansigt strålede som månen.” – Hind ibn Abi Hala

Ansigt

“Rundt som fuldmånen.” – Bara ibn Azib

“Hans ansigt var ikke helt rundt, men næsten rundt.” – Ali

“En bred pande, buede, fine og tætte øjenbryn; de to øjenbryn var adskilte, og mellem dem var der en fremtrædende blodåre, som blev tydelig, når han blev vred.” – Hind ibn Abi Hala

“Tegn på glæde viste sig på hans pande.” – Ka’b ibn Malik

Hudfarve

»Hverken hvid som kalk eller mørk i huden. Hvedefarvet, men en smule lysere.« – Hadhrat Anas

»Rødligt hvid.« – Hadhrat Ali

»Hvid, men med en strålende glød.« – Abu Tufayl

»Strålende hvid.« – Hind ibn Abi Hala

»Hans krop var, som om den var lavet af sølv.« – Hadhrat Abu Hurayra

Øjne

»Sorte øjne, lange øjenvipper.« – Hadhrat Ali

»Sorte pupiller, et sænket blik og en genert tilbøjelighed til at se ud fra øjenkrogene.« – Hind ibn Abi Hala

»Røde årer i det hvide i øjnene, lange øjenhuler og naturligt kohlindrammede øjne.« – Jabir ibn Samura

Næse

»En smule fremtrædende med en strålende glans over sig – derfor virker den stor ved første blik.« – Hind ibn Abi Hala

Kinder

»Fine og flade, en smule kødfulde forneden.« – Hind ibn Abi Hala

Ansigt

»Bredt.« – Jabir ibn Samura

„Bred.“ – Hind ibn Abi Hala

Tænder

„Fine og skinnende. Et fortryllende skær i fortænderne.“ – Hazrat Ibn Abbas

„Når han talte, strålede det fra hans tænder.“ – Hazrat Abbas

Skæg

„Et ansigt fyldt med et tæt skæg.“ – Hind ibn Abi Hala

Hals

„Tynd og lang, smukt udskåret som en statue.“

Halsens farve er lys og smuk som månen.« – Hind ibn Abi Hala

Hoved

«Stort, men velproportioneret og af middelstørrelse.» – Hind ibn Abi Hala

Hår

«Let krøllet.» – Abu Hurayra

«Hverken helt glat eller meget krøllet.» – Qatada

«Let krøllet.» – den ærværdige Anas

«Tæt – undertiden så langt som til øreflipperne. Undertiden til nakken.» – Bara ibn Azib

»Håret var skilt på midten.« – Hind ibn Abi Hala

»Der var ikke megen kropsbehåring. En fin linje af hår fra brystet til navlen.« – Hazrat Ali og Hind ibn Abi Hala

»Der var en smule hår på nakken, armene og den øverste del af brystet.« – Hind ibn Abi Hala

Kroppens overordnede bygning

»Hans krop var kraftigt bygget. Knoglerne i leddene var store og stærke.« – Hind ibn Abi Hala

»Hans krop var ikke kraftig.« – Hazrat Ali

»Han var hverken meget høj eller lav, men af middelhøjde.« – Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham)

»Han var noget høj. Når han stod blandt mange mennesker, syntes han endnu højere.« – al-Barā ibn ʿĀzib

»Maven var ikke fremstående.« – Umm Ma’bad

»Han var mere frisk og stærk end mennesker, der var opvokset i overflod af verdslige rigdomme (selv om han havde oplevet sult og fattigdom).« [Det er velkendt, at Profeten (fred være med ham) under en rejse for at udføre umrah alene drev hundrede kameler af sted og med egne hænder slagtede 63 af dem. Resten overdrog han til Ali (må Allah være tilfreds med ham). (Al-Mawahib, bind 1, side 310)]

»Jeg har aldrig set nogen, der var stærkere end Profeten (fred være med ham).« – Ibn Umar [I Mekka var der en professionel bryder ved navn Rukana. Da Profeten (fred være med ham) en dag mødte ham og inviterede ham til islam, bad han om et bevis på profetskabet. Profeten (fred være med ham) tilkendegav, at han gerne ville bryde med ham på hans præmisser. De kæmpede tre gange, og hver gang besejrede han ham. Desuden besejrede han flere andre i brydning, blandt andre Abu al-Aswad al-Juhami. (Al-Hakim, Abu Dawud, al-Tirmidhi og al-Bayhaqi, Al-Mawahib al-Ladunniyya, første bind, s. 303)]

Skuldre og bryst

»Brystet var bredt, og bryst og mave var flade.« – Hind ibn Abi Hala

»Brystet var bredt.« – Bara ibn Azib

»Afstanden mellem hans to skuldre var større end det almindelige mål.« – Hind ibn Abi Hala, Bara ibn Azib

»Området mellem hans to skuldre var muskuløst.« – Ali

Hænder og arme

»Armene var lange, håndfladerne brede, og fingrene passende lange.« – Hind ibn Abi Hala

»Jeg har aldrig set silke, hverken tyndt eller tæt vævet, eller noget andet, der var blødere end Allahs Sendebuds hænder.« – Ḥazrat Abbās

De to fødder

»Læggene var ikke kødfulde, men lette og indfaldne.« – Jābir ibn Samura

»Håndfladerne og fodsålerne var kødfulde. Fodsålerne var en smule hule. Fødderne var så glatte, at vand ikke kunne blive stående på dem.« – Hind ibn Abi Hala

»Der var meget lidt kød på hælene.« – Jābir ibn Samura

Et samlet billede

Selv om mange af Allahs Sendebuds (ﷺ) ledsagere har givet adskillige forbløffende beskrivelser af ham, kan ingen beskrivelse måle sig med Umm Maʿbads. Da Allahs Sendebud (ﷺ) drog af sted fra hulen på Thawr-bjerget for at udvandre til Medina, gjorde han allerede den første dag holdt ved denne ædle gamle kvinde fra Khuzāʿa-stammen. Allahs Sendebud (ﷺ) og hans ledsagere var plaget af voldsom tørst. Ved Allahs særlige nåde gav den gamle kvindes udmagrede og sultne ged på dette tidspunkt så meget mælk, at der efter Allahs Sendebud (ﷺ) og hans ledsagere havde drukket sig mætte, stadig var noget mælk tilbage. Umm Maʿbads mand kom hjem og blev forbløffet, da han så mælken. Han spurgte, hvor den mælk kom fra. Umm Maʿbad fortalte hele hændelsen. Da sagde hendes mand: »Beskriv denne qurayshitiske unge mands udseende, så jeg kan se, om han er den længe ventede person.« Umm Maʿbad gav ham da en vidunderlig beskrivelse af ham. På det tidspunkt kendte Umm Maʿbad ikke Allahs Sendebud (ﷺ), og hun nærede hverken misundelse eller fjendskab over for ham. Hun beskrev præcis det, hun havde set. Det er bedst at se denne beskrivelse på det oprindelige arabisk. [Se Zād al-Maʿād, bind 1, s. 307]. Her bringes dens oversættelse:

»Et rent og strålende ansigt, et elskeligt væsen, ingen fremstående mave, intet skaldet hoved, smuk og velproportioneret, med store, sorte øjne, langt og tæt hår og en dyb, myndig stemme. En høj hals, øjne fremhævet med kohl, fine og sammenvoksede øjenbryn samt sort, krøllet hår. Stille værdighed og oprigtighed; set på afstand var han smuk og betagende, og set tæt på var han overordentlig yndig og smuk. Han talte venligt og klart, og hans tale var fri for en overflod af unødvendige ord. Alle hans ord hang sammen som perler på en halskæde. Af middelhøj højde, så ingen følte afsky eller ringeagt for ham. Smuk og ungdommelig, elsket af dem, der altid ledsagede ham. Når han talte, lyttede alle tavst; når han gav en befaling, skyndte alle sig straks at udføre den. Han var den, alle tjente, og som alle adlød. Han talte hverken mindre, end situationen krævede, eller overdrevent meget.« [Zād al-Maʿād, bind 1, s. 307].

Påklædning

Et menneskes personlighed kommer også til udtryk gennem dets påklædning. Tøjets størrelse, længde, bredde, farve, kvalitet, renlighed og andre tilsvarende egenskaber fortæller, hvilken karakter og sindstype den, der bærer det, besidder. De oplysninger, Allahs Sendebuds (ﷺ) ledsagere har givet om hans påklædning, åbenbarer i nogen grad hans smag og sindelag.

Allahs Sendebud (ﷺ) fremlagde i praksis følgende vers’ vejledning om påklædning:

﴿يَابَنِيآدَمَقَدْأَنزَلْنَاعَلَيْكُمْلِبَاسًايُوَارِيسَوْآتِكُمْوَرِيشًاۖوَلِبَاسُالتَّقْوَىٰذَٰلِكَخَيْرٌۚذَٰلِكَمِنْآيَاتِاللَّهِلَعَلَّهُمْيَذَّكَّرُونَ﴾

»Adams børn! Vi har givet jer klæder, der dækker jeres blottede steder og frembringer jeres skønhed. Men gudsfrygtens klædning er bedst.« (Sura al-Aʿrāf: 26)

Påklædningens øvrige egenskaber er beskrevet i Sura an-Nahl således:

سَرَابِيلَتَقِيكُمُالْحَرَّوَسَرَابِيلَتَقِيكُمبَأْسَكُمْ

»Han har forsynet jer med klæder og rustninger, som beskytter jer mod varmen og holder jer sikre i krig.« (Sura an-Nahl)

Profeten (s.a.w.s.)’s beklædning havde således først og fremmest den egenskab, at den dækkede blufærdigheden, frembragte skønhed og var en beklædning præget af taqwa, det vil sige gudsfrygt og retskaffenhed. Den opfyldte nødvendige behov, sikrede overholdelsen af moralske principper og afspejlede en velopdragen persons gode smag. Profeten (s.a.w.s.) undgik strengt hovmod, pragt, luksus og ønsket om at vise sig frem. Han sagde:

»Jeg er blot en tjener for Allah, og jeg bærer den beklædning, der passer sig for Hans tjenere.« [Al-Mawāhib al-Ladunniyya, bd. 1, s. 328.] Han erklærede silke og silkelignende beklædning forbudt for mænd. En gang bar han en silkeskjorte, som han havde fået foræret, men han tog den straks af med tydelig uro. At skjorter, lungier og turbaner var meget lange, var et tegn på hovmod, og eftersom denne form for beklædning var udbredt blandt arrogante mennesker, hadede han den inderligt. [Abu Dawud, an-Nasa’i, Ibn Majah, at-Tirmidhi, Musnad Ahmad].

Han forbød også at efterligne andre folks beklædning, især de særlige klædedragter, som deres religiøse præsteskab bar. [Musnad Ahmad, Abu Dawud]. Han indførte dette forbud, så ummaens særpræg og selvrespekt kunne bevares, og så efterligning af beklædning og mode ikke skulle føre til efterligning af karakter og idealer. Derfor indførte han en helt ny smag med hensyn til klædedragt, mode og kultur inden for den islamiske kulturs rammer. Profeten (s.a.w.s.) lagde særlig vægt på, hvordan man gennem beklædningen kunne bevare beskyttelse mod vejret, blufærdighed, enkelhed, renlighed og værdighed. Hvis vi betragter Profeten (s.a.w.s.)’s beklædning på baggrund af samtidens kulturelle strømninger, Arabien’s geografiske, kulturelle og klimatiske behov samt de gængse skikke, bliver det tydeligt, at denne beklædning var et symbol på en meget høj grad af god smag. Lad os nu se, hvordan Profeten (s.a.w.s.)’s beklædning var. [Se Ash-Shamā’il at-Tirmidhi, Zād al-Ma’ād og Al-Mawāhib al-Ladunniyya].

Han holdt meget af skjorter. Skjortens ærmer var hverken for stramme eller for løse, men af middel vidde. Ærmerne nåede undertiden til albuerne og undertiden til håndleddene. Den skjorte, han bar under rejser, især på rejser i forbindelse med jihad, var forholdsvis kortere både i længden og i ærmerne. Den del af skjorten, der foran dækkede brystet, lod han af hensyn til vejret undertiden stå åben, og han bad også i denne tilstand. Når han tog en skjorte på, førte han først højre arm ind og derefter venstre arm. Det lærte han også sine sahabaer. At give højre side forrang og bruge højre hånd til gode handlinger var en vigtig del af den kultur, Profeten (s.a.w.s.) lærte videre.

Han brugte en lungi hele sit liv. Han bar den en smule under navlen og til lidt over anklerne. Den forreste del hang en anelse lavere.

Han kunne straks lide pyjamassen, da han så den første gang. Sahabaerne bar den også. En gang købte han selv et par. (Der er uenighed om, hvorvidt han bar det.) Det blev fundet blandt hans efterladte ejendele. Historien om købet af pyjamassen er ganske interessant. Profeten (s.a.w.s.) gik sammen med Hazrat Abu Huraira (r.a.) til markedet og kom hen til tøjhandlernes butikker. Han købte pyjamassen for fire dirham. På markedet var der en anset vejer, som vejede varer for folk. Han tog pyjamassen med hen til ham for at få den vejet og sagde: »Vej den med overvægt.« (Det vil sige: vej den sådan, at den vejer mere end den faktiske vægt.) Vejerens svar var: »Jeg har aldrig hørt nogen anden sige sådan.« Hazrat Abu Huraira (r.a.) henledte hans opmærksomhed på Profeten og sagde: »Kender du ikke din profet?« Manden gik straks frem for at kysse hans hånd, men Profeten forhindrede ham og sagde: »Det er en ikke-islamisk skik.« Under alle omstændigheder fik han pyjamassen vejet og købte den. Hazrat Abu Huraira spurgte forbløffet: »Vil De virkelig bære den?« Grunden til hans forbløffelse var sandsynligvis for det første, at han undrede sig over en så markant ændring af en gammel vane. For det andet var pyjamassen persisk beklædning, mens Profeten (s.a.w.s.) ellers undgik alt, hvad der tilhørte fremmede folkeslag. (Han tog dog gode elementer fra andre folks kulturer til sig.) Profeten (s.a.w.s.) sagde: »Ja, jeg vil bære den. Hjemme, ude, om dagen eller om natten – under alle omstændigheder vil jeg bære den, for jeg er blevet befalet at dække satr, og der findes ingen beklædning, som dækker satr bedre end pyjamassen.« [Al-Mawāhib al-Ladunniyya, bind 1, s. 336-337].

Han holdt meget af at bære turban. Turbanen var hverken meget stor eller meget lille. Ifølge en overlevering var den syv alen lang. Han lod turbanens ende hænge en håndsbredde ned ad ryggen. Somme tider, for at beskytte sig mod solens stærke varme, bredte han turbanen og dens ende ud over hovedet. Når vejret krævede det, løsnede han somme tider turbanens yderste omgang og viklede den omkring nakken. Hvis han ikke havde en turban, bandt han et stort tørklæde om hovedet. [Nogle mener, at han kun gjorde dette, når han var syg, især når han havde hovedpine]. For at holde turbanen fri for olie brugte han af hensyn til renligheden et særligt stykke stof over håret under turbanen; på arabisk kaldes det »kanna«. Selv i dag bruger mange et stykke papir eller celluloid under deres kalot. Dette stykke blev ganske vist fedtet af olie. Men han var så omhyggelig med renligheden, at ingen ifølge forskellige overleveringer nogensinde så dette stykke snavset. Ud over hvid bar han somme tider også en gul turban (sandsynligvis jordfarvet eller grå). Ved erobringen af Mekka bar han også en sort turban. Han brugte og foretrak desuden en stofkalot under turbanen. Ifølge nogle overleveringer blev denne brug af kalot sammen med turban en særlig stil i islamisk kultur, og Rasūl (s.a.w.) erklærede denne stil for en særlig mode i opposition til afgudsdyrkerne.

Somme tider bar han uden turban blot en hvid kalot. Den kalot, han brugte hjemme, sad tæt til hovedet. Den kalot, han bar på rejser, var derimod forholdsvis høj. Han bar også spidse kalotter af tæt syet stof.

Han bar et klæde, der var fire alen langt og to og en kvart alen bredt. Somme tider svøbte han det om kroppen, og somme tider førte han den ene side lige gennem armhulen og lagde den over den modsatte skulder. Somme tider viklede han også benene ind i dette klæde, mens han sad, og somme tider foldede han det sammen og brugte det som en pude under hovedet. Han bredte det også somme tider ud for at tage imod fornemme besøgende. Han holdt meget af det jemenitiske klæde, der kaldes jабарa. Det havde røde eller grønne striber. En gang blev der fremstillet et sort klæde (sandsynligvis af uld) til Rasūl (s.a.w.). Da han bar det, begyndte det at lugte på grund af sveden. Derfor bar han det ikke igen af hensyn til renligheden.

Han tog som regel nyt tøj på om fredagen med lovprisning og taksigelse til Allah. Han lod ikke ekstra sæt tøj fremstille. Han lappede og reparerede sit tøj. Af forsigtighed lod han somme tider hjemmet undersøge for at se, om der gennem omgang med almindelige mennesker var kommet lus eller væggedyr ind. (Der kom somme tider også urene mennesker til bønnefællesskaberne og sammenkomsterne. Selv det almindelige niveau af renlighed lykkedes det ham først at forbedre noget efter mange års vedvarende indsats.)

På den ene side var fattigdom og enkelhed blandt de fremtrædende træk ved hans liv. På den anden side var det også hans ansvar at modvirke askese. Da han engang så en velstående person leve alt for fattigt, sagde han: »Allah elsker, at virkningen af de velsignelser, Han har skænket Sin tjener, kan ses i hans liv.« [Tirmidhī og Nasā’ī].

I overensstemmelse med dette princip bar Rasūl (s.a.w.) selv somme tider godt tøj. Det var hans princip at følge en middelvej og holde balance, og han ønskede at beskytte sin ummah mod overdrivelse og ekstremisme. En gang bar han også en romersk jubba med tætsiddende ærmer. Han bar også et iøjnefaldende sæt med røde striber. Somme tider bar han også en kongelig, persisk tāylasānī-jubba. [Al-Mawāhib al-Ladunniyya]. En gang købte og bar han et kostbart sæt tøj for 27 kameler, og han bad også iført det. Dette var i virkeligheden en forklaring af Koranens vers: »Sig: Hvem har forbudt Allahs prydelser?« (Sura al-A‘rāf). Den almindelige regel var dog, at han foretrak enkelt og uprangende tøj.

Hvid var hans absolut foretrukne farve, når det gjaldt tøj. Han sagde: »Den bedste beklædning for jer, når I træder frem for Allah, er hvid beklædning.« [Abū Dāwūd, Ibn Mājah]. Han sagde også: »Bær hvidt tøj, og svøb de døde i hvidt, for det er renere og mere tiltalende.« [Aḥmad, Tirmidhī, Nasā’ī, Ibn Mājah].

Efter hvid var grøn hans foretrukne farve. Han foretrak dog, at den havde lysegrønne striber. Han brød sig meget lidt om helt ensfarvet rødt tøj. (Det var ikke kun tøj; i visse tilfælde forbød han også rød farve på andre ting. Han bar dog stribet stof i en lys rød farve. På samme måde bar han også tøj i en lys gul farve (jordfarvet).

Sendebuddets (s.a.) fodtøj var efter den gængse arabiske skik udformet som sandaler eller træsko. Det havde to remme. Den ene sad mellem storetåen og tåen ved siden af, og den anden mellem de to næste tæer. Fodtøjet havde ingen hår. Ligesom almindelige menneskers fodtøj var det en håndsbredde og to fingerbredder langt. Han tog undertiden fodtøjet på stående og undertiden siddende. Når han tog det på, stak han først højre og derefter venstre fod i det. Når han tog det af, trak han først venstre og derefter højre fod ud. Han bar sokker af almindelig, middelmådig og fremragende kvalitet. Kong Najashi forærede ham sorte sokker. Han bar dem og udførte masah over dem. På samme måde forærede Dihya Kalbi ham sokker, som han bar, indtil de blev slidt i stykker.

Han bar en sølvring. Den havde også en sølvplade. Undertiden var pladen af abessinisk sten. Ifølge nogle overleveringer var en jernring belagt med sølv. På den anden side er det velkendt, at han ikke brød sig om jernringe som smykker. Han bar som regel ringen på højre hånd, men undertiden også på venstre hånd. Han bar den ikke på langfingeren eller pegefingeren, men foretrak fingeren ved siden af langfingeren. Han vendte pladen mod håndfladen i stedet for opad. På pladen var »Muhammadur Rasulullah« indgraveret. Med den forseglede han sine breve. Ifølge historikernes opfattelse var ringen fremstillet netop til brug som segl. På grund af hans politiske rang var den uundværlig.

Påklædning og udsmykning

Sendebuddet (s.a.) plejede at holde sit hår meget velordnet. Han brugte rigeligt med olie. Han redte det, lavede skilning, trimmede de ekstra hår over læben og klippede skægget jævnt med en saks, både i længden og bredden. Han oplærte også sine ledsagere i dette. Da han for eksempel så en ledsager med uredt hår, irettesatte han ham kraftigt. Han trimmede selv de ekstra hår på en ledsagers skæg. Han sagde, at den, der lader håret på hovedet eller skægget vokse, bør holde det velplejet. Til Qatadah sagde han: »Hold dit skæg smukt og velplejet.« [Abu Dawud].

Sendebuddet (s.a.) understregede dette, fordi mennesker i religiøse kredse ofte bliver forsømmelige med hensyn til renlighed. Især tilhængere af den asketiske tasawwuf har anset det for et tegn på høj rang at være snavsede. Han sørgede for at fjerne denne vildfarelse. Uanset om han opholdt sig ude eller hjemme, havde han altid syv ting nær sig og ved sengen: en olieflaske, en kam, en surmadani (til sort surma), en saks, en miswak, et spejl og et stykke let træ.

Når han gik i seng om natten, påførte han surma tre gange i hvert øje. Sent på natten forrettede han sin naturlige nødtørft, udførte wudu, skiftede tøj og påførte parfume. Han foretrak især en parfume, der hed Rayhan. Han holdt også af duften af hennablomster. Mest elskede han duften af musk og sandeltræ.

I hjemmet spredte han røgelse af vellugtende stoffer. I et parfume-kar havde han parfume af høj kvalitet, som han brugte. (Undertiden påførte Hazrat Aisha ham parfume med egne hænder). Det er velkendt, at den gade, han gik igennem, forblev duftende i lang tid. Luften afslørede selv, at budbringeren om det evige forår kort forinden var gået forbi. Hvis nogen forærede ham parfume, tog han altid imod den. Hvis nogen ikke tog imod hans parfume, blev han utilfreds. I overensstemmelse med den særlige smag i islamisk kultur foretrak han til mænd en parfume, hvis farve ikke kunne ses, men hvis duft spredte sig omkring, og til kvinder en parfume, hvis farve kunne ses, men hvis duft ikke spredte sig.

Gang og bevægelse

I Allahs Sendebuds (fred være med ham) gang afspejledes værdighed, selvrespekt, høflighed og ansvarsfølelse. Han gik med faste skridt. Han slæbte ikke dovent fødderne efter sig. Når han gik, holdt han kroppen samlet. Han gik uden at se til højre eller venstre. Han løftede fødderne energisk fremad. Når han gik, var kroppen let foroverbøjet. Det virkede, som om han gik nedad fra et højere sted. Hind ibn Abi Hala sagde: »Når man så ham gå, virkede det, som om jorden foldede sig sammen i takt med hans gang. Når han gik hurtigt, tog han lange skridt. Som regel gik han dog i et moderat tempo. Men ifølge Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) var det vanskeligt for os at følge med ham.« Hans måde at gå på var en praktisk afspejling af befalingen i sura Luqman: »Gå ikke hovmodigt på jorden.«

Samtale

Menneskers samtaler afslører fuldstændigt deres tro, karakter og værdighed. Samtalens emne og ordvalg, sætningernes opbygning, stemmens stigende og faldende tone, talemåden og fremstillingens kraftfuldhed viser alt sammen, hvilket niveau talerens personlighed befinder sig på.

Allahs Sendebuds (fred være med ham) ansvar og rang var af en sådan karakter, at hvis denne tunge byrde var blevet lagt på en anden, ville han være blevet opslugt af dybe bekymringer og have foretrukket at være alene. Men en af Allahs Sendebuds (fred være med ham) særlige egenskaber var, at han på den ene side bar på et bjerg af ansvar og bekymringer og tilbragte sin tid med mange former for uro og ængstelse. På den anden side omgikkes han mennesker indgående, og samtaler og drøftelser foregik dag og nat. Han havde både alvor i sit væsen og sans for munterhed, spøg og humor. Han havde en forbløffende balance mellem indbyrdes modsatrettede egenskaber. En verdensomspændende bevægelse, et helt imperiums problemer, de mange komplicerede forhold i et samfund og en organisation samt ansvaret for sin egen store familie var for ham en byrde så tung som et bjerg. Det var hans skuldre, denne byrde var lagt på. Imam Hasan fortæller på vegne af sin morbror Hind ibn Abi Hala: »Allahs Sendebud (fred være med ham) var altid optaget af forskellige gøremål. Han tænkte og tænkte alene over forskellige problemer. Han kunne aldrig være fri for bekymringer, ikke engang et øjeblik. Han forholdt sig tavs i lange perioder. Han talte ikke uden grund.« [Ash-Shamā’il at-Tirmidhī, kapitlet om Allahs Sendebuds (fred være med ham) måde at tale på].

Men han var en forkynder og en indbyder samt leder af en bevægelse. Derfor var kontakt med folket uundværlig for hans aktiviteter med forkyndelse, undervisning, reform og forbedring samt politisk administration. Det vigtigste middel til denne kontakt var samtalen. Derfor var det også hans vane at deltage i alle former for samtaler og drøftelser. Zayd ibn Thabit siger: »Når vi talte om verdslige forhold, deltog Allahs Sendebud (fred være med ham) også i det. Når vi talte om det hinsidige, talte han også om det. Når vi talte om mad og drikke, deltog han også i samtalen. Alligevel svor Allahs Sendebud (fred være med ham), at der ikke var kommet andet ud af hans mund end sandhed og retfærdige ord. Koranen har også bevidnet, at han ikke talte af egen fantasi.«

Når han talte, udtalte han hvert ord langsomt og tydeligt, så tilhørerne let kunne lære det udenad; man kunne endda tælle ordene, mens han sagde dem. Umm Ma’bad sagde i sin lovprisning af ham: »Hans tale er som en perlekæde.« Han talte hverken mere eller mindre end nødvendigt. Han udtrykte sig hverken alt for kort eller unødigt langt. For at understrege og forklare noget og gøre det lettere at lære udenad gentog han særlige udsagn og ord tre gange. Om visse emner talte han antydningsvist og med hentydninger, når han ikke fandt en direkte udtalelse passende. Han afskyede upassende, vulgære og skamløse samtaler. Som regel ledsagede han sin tale af et let smil. Abdullah ibn al-Harith siger: »Jeg har aldrig set nogen smile mere end Allahs Sendebud (fred være med ham).« Dette lette smil forhindrede hans alvor i at blive til strenghed og gjorde ham mere tiltrækkende for hans ledsagere. Mens han talte, så han gentagne gange op mod himlen. Midt under en tale kunne han, for at understrege noget, pludselig rette sig op fra en tilbagelænet stilling og gentage en bestemt sætning. Når han ville advare tilhørerne mod noget, slog han samtidig hånden i jorden. For at forklare noget gjorde han også brug af hånd- og fingerbevægelser. For eksempel viste han, at to ting var forenet, ved at føre pege- og langfingeren sammen. Undertiden flettede han fingrene på sine to hænder ind i hinanden for at tydeliggøre fasthed og enhed. Når han skulle pege på en ting eller en retning, bevægede han hele hånden. Nogle gange, når han sad tilbagelænet og drøftede et vigtigt emne, lagde han højre hånd oven på venstre hånds håndryg og flettede fingrene. Når han udtrykte forundring, vendte han undertiden håndfladen opad. Nogle gange slog han med højre hånds håndflade på midten af venstre tommelfinger. Undertiden rystede han på hovedet og pressede læberne sammen med tænderne. Andre gange slog han sig på låret med hånden.

Denne fremtrædende person fra en kultiveret og høflig familie i Quraysh-stammen i Mekka voksede op blandt Banu Sa’d-stammen og lærte ikke blot arabisk i dets mest korrekte form; åbenbaringens klare sprog forfinede desuden yderligere hans samtalers skønhed. Han var i sandhed den mest veltalende mand blandt araberne. Profeten (fvmh.)s sprog havde ikke blot en høj og fremragende litterær standard, men var også letforståeligt og enkelt. Selvom han anvendte et letforståeligt sprog, brugte han aldrig vulgære eller uanstændige ord, og han brød sig heller ikke om nogen kunstig form for sprog. Sandheden er, at Profeten (fvmh.) til brug for sin mission og sit mål havde skabt et særligt sprog og udviklet en særskilt talemåde. Da Tha’lab forklarede et af Profeten (fvmh.)s udsagn, »forbundet med en strategi«, sagde han, at dette var Profeten (fvmh.)s særlige sprog. Han skabte mange fagudtryk. Han opfandt mange nye idiomer, sammenligninger og eksempler. Han indførte en ny metode for taler og forkastede mange gængse ord og metoder. Engang kom nogle mænd fra Banu Nahd-stammen og talte med ham i lang tid. Under samtalen sagde de besøgende med stor forbløffelse: »O Allahs Sendebud, du og vi er børn af de samme forældre, og vi er blevet opdraget samme sted. Alligevel taler du et arabisk, hvis betydning de fleste af os ikke forstår. Hvad er hemmeligheden?« Han svarede: »Allah selv har lært mig sprog og litteratur og har derfor lært mig det bedste sprog. Desuden er jeg blevet opdraget blandt Banu Sa’d-stammen. Det er hemmeligheden.« Engang talte han med en besøgende, mens Abu Bakr lyttede meget opmærksomt. Han spurgte: »Hvad sagde denne mand til dig, og hvad sagde du til ham?« Profeten (fvmh.) forklarede det. Derefter sagde Abu Bakr: »Jeg har rejst rundt i alle afkroge af Arabien og hørt de største arabiske taleres rene og flydende tale. Men jeg har aldrig hørt sødere og mere behagelige ord fra nogen end fra dig.« Også her gentog Profeten (fvmh.) det samme: at Allah havde lært ham sproget, og at han var blevet opdraget blandt Banu Sa’d-stammen. På samme måde sagde Umar (må Allah være tilfreds med ham) engang: »O Allahs Sendebud, du har aldrig været borte fra os, men hvordan kan du tale et smukkere og mere korrekt sprog end alle os andre?« Han svarede: »Mit sprog er Ismails (fred være med ham) sprog. Jeg lærte det specifikt. Jibril bragte netop dette sprog til mig og indprentede det i mit hjerte.« Det vil sige, at Profeten (fvmh.)s sprog ikke var almindeligt arabisk, men et særligt profetisk sprog, der lignede Ismails sprog. Og det sprog, som Jibril åbenbarede Koranen på, var også dette profetiske sprog.

Det bør her huskes, at store historiske personligheder, især profeterne, som kommer med et særligt kald og mål, bliver involveret i konflikter med deres omgivelser og altid er fyldt med lidenskab for sandhed og retfærdighed, lader deres ords storhed afspejle deres formåls og måls dybe betydning, mens deres oprigtighed og hengivenhed løfter deres litterære niveau, og deres karakterens fortrinlighed gør ordene endnu renere.

En af Profeten (fvmh.)s fremtrædende egenskaber var, at han var blevet begavet med »Jawamiul Kamil«. Han sagde selv: [Muslim: Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham)] (»Jeg er blevet givet Jawamiul Kalim.«) Profeten (fvmh.)s meget korte sætninger, som rummer omfattende betydninger, kaldes »Jawamiul Kalim«. Ingen kunne som Profeten (fvmh.) udtrykke den bredeste betydning med de færreste ord, og han betragtede dette som en særlig gave fra Allah.

Her gives nogle eksempler på hans Jawamiul Kalim:

1. (*******) Et menneske vil på Opstandelsens Dag være sammen med den, som det elsker.

2. (*******) Bliv muslim, så vil du kunne leve i fred. [Et uddrag af det missionsbrev, der blev sendt til den romerske kejser Herakleios.]

3. (******) Handlinger bedømmes efter intentionerne.

4. (******) Den, der udfører en handling, får kun udbytte af den i overensstemmelse med sin egen intention.

5. (******) Barnet tilhører det hjem, hvor det fødes, og for ægteskabsbryderen er der sten.

6. (******) Krig er en strategi.

7. (******) At se og at høre er ikke det samme.

8. (******) Tillid er afgørende for et møde.

9. (******) At afholde sig fra en dårlig handling er også en god handling.

10. (******) Den, der tjener folket, er dets leder.

11. (******) Enhver lykkelig person bliver misundt.

12. (******) At sige gode ord regnes også for en god gerning.

13. Den, der ikke viser barmhjertighed, vil ikke blive vist barmhjertighed.

Generelt kan Allahs Sendebuds (sa.) udsagn genkendes på deres sprog, stil og indhold. I hadith- og sira-værkerne stråler Allahs Sendebuds (sa.) udsagn som perler. Få ord, en vidunderlig harmoni mellem ordene, dyb betydning og en oprigtighed, der skaber indvirkning i hjertet, er bemærkelsesværdige kendetegn ved Allahs Sendebuds (sa.) tale. Som eksempler vil jeg nævne et par udsagn, der er rige på disse egenskaber:

Jeg formaner jer altid til at frygte Allah. Jeg opfordrer jer indtrængende til at høre og adlyde lederens befalinger af hensyn til fællesskabets orden, selv hvis denne leder skulle være en sort slave. For de af jer, der lever videre efter mig, vil blive indviklet i talrige uenigheder. I denne situation er det jeres pligt at følge min vej og mine retledte Rashidun-kaliffers vej, holde fast ved den med beslutsomhed og bide fast i den med kindtænderne. Pas på, og afhold jer fra at indføre nye regler i islam. For enhver ny regel er en bidʿa, og enhver bidʿa er vildfarelse. 24 [24. Mishkat – kapitlet om at holde fast ved Koranen og sunnaen].

Amr ibn Abasa (ra.) stillede Allahs Sendebud (sa.) nogle spørgsmål, og han gav meget korte og koncise svar på dem. Læg mærke til denne korte dialog!

– Hvem var sammen med Dem i begyndelsen af dette arbejde (den islamiske daʿwa og bevægelse)?

– En fri mand (Hazrat Abu Bakr) og en slave (Hazrat Zayd).

– Hvad er islam?

– At tale gode ord og give de sultne mad.

– Hvad er iman?

– Tålmodighed og gavmildhed.

– Hvem har den bedste islam?

– Den, hvis overgreb med tunge og hænder (det vil sige onde handlinger og onde ord) mennesker er i sikkerhed for.

– Hvem har den bedste iman?

– Den, hvis karakter er god.

– Hvilken slags bøn er bedst?

– Den bøn, hvor man står ydmygt i lang tid.

– Hvilken form for hijra er den bedste?

– At for altid opgive det, som din Herre ikke bryder sig om.

– Hvilken jihad er den bedste?

– Jihad for den, hvis hest bliver dræbt på slagmarken, og som selv bliver martyr.

– Hvilket tidspunkt er det bedste til tilbedelse?

– Den sidste del af natten. [Mishkat – Kitab al-Iman.]

En gang blev der spurgt: Hvad er det først og fremmest, der gør Helvede uundgåeligt for mennesker? Han svarede: »Munden og kønsdelene.« [Tirmidhi – overleveret af Abu Hurayra.] Med munden menes tale og føde, og med kønsdelene menes ulovlig seksuel omgang. Det vil sige, at dårlig tale, haram-ernæring og seksuel afvigelse er de største midler til menneskets undergang i det hinsides. De fleste former for uretfærdighed, undertrykkelse, strid og konflikt udspringer også af disse ting.

En gang bad Hazrat Ali ham om at forklare sine principper. Som svar skildrede han i et yderst kortfattet, men så udsmykket sprog, sin tankegang, sin natur og sin åndelighed så omfattende, at det udgør et mirakuløst vidnesbyrd i menneskesprogets historie. Han sagde:

“Kendskabet til Allah er min kapital, forstanden er grundlaget for min religion, og kærligheden er mit fundament. Længslen er mit ridedyr, ihukommelsen af Allah er min ven, tillid og tro er mine ledsagere, viden er min bestanddel, tålmodighed er mit klæde, Allahs tilfredshed er en umådelig velsignelse for mig, ydmyghed er min ære, zuhd, det vil sige ligegyldighed over for verdslige ejendele, er mit erhverv, overbevisning er min styrke (ifølge en anden udtale: min føde), sandfærdighed er min forbeder. Lydighed er min beskyttelse, jihad er min karakter, og bønnen er mine øjnes kølighed.” [Qadi Iyad: Ash-Shifa.]

Der findes mange sjældne eksempler på lignelser og sammenligninger i Profeten, fred være med ham, sine ord. Ved hjælp af dem forklarede han beduinerne mange store og vigtige ting. Her gengiver jeg et af dem:

“Det, som Allah den Ophøjede har skænket mig af vejledning og viden, kan sammenlignes med et voldsomt regnskyl, der falder over jorden. Den mest frugtbare del af jorden opsugede vandet grundigt. Derved blev de visne planter levende igen, og nye planter og træer voksede frem. Der fandtes også hårde jordstykker, som holdt på vandet, og Allah lagde megen nytte for menneskene deri. Han lod vandet blive brugt til kunstvanding derfra. Derefter lod Han også dette vand falde over et andet stykke land, der var fuldt af sten. Denne jord holdt ikke på vandet, opsugede det ikke i sig og viste heller ingen tegn på frugtbarhed. Det første er et billede på de mennesker, som tilegner sig viden om islam og drager nytte af de anvisninger, Allah har givet mig. De tilegner sig selv viden om islam og lærer den også videre til andre. Det andet er et billede på dem, som ikke tog imod min invitation og den vejledning, som Allah sendte gennem mig.”

Hvis Profeten, fred være med ham, skulle have en bestemt overskrift for sin måde at tale på, kunne den gives med denne sætning fra Koranen: “Kald menneskene med et tiltalende sprog.” Der lå en følelse af enkelhed i Profetens, fred være med ham, fængslende talemåde, og han holdt sig langt fra kunstighed. Han sagde:

“Blandt jer vil de på Opstandelsens Dag være længst borte fra mig, som taler overdrevet, taler meget og udviser arrogance i deres tale.”

Desuden brød han sig meget lidt om snakkesalige og uanstændige samtaler. Hans forsamling var altid munter, og hans ansigt var det mest smilende, selv om han næsten altid var omgivet af vanskelige forpligtelser og prøvelser.

Prædiken

Prædikenen er en vigtig del af talen. Profeten, fred være med ham, havde bragt menneskeheden et stort og værdifuldt budskab, og derfor var prædikenen uundværlig. Araberne var i forvejen dygtige talere. Især qurayshitterne var begavede med en enestående talekunst. Profeten, fred være med ham, stod langt over arabernes og qurayshitterne tale- og prædikemiljø. Når han som leder af pligtfølelse havde behov for at holde en prædiken, holdt han uden tøven en tale, der passede til situationen. Da blev hans tunge snart virksom som den milde morgenbrise, snart som en voldsom strøm og snart som et skarpt sværd.

Han afholdt sig dog fra at holde taler og prædikener alt for hyppigt. Han holdt afbalancerede taler i overensstemmelse med samfundets behov og de overordnede omstændigheder. Når han prædikede i moskéen, stod han støttet til sin stav, og når han talte på slagmarken, stod han lænet mod en kanon. Undertiden holdt han tale siddende på ryggen af et ridedyr. Mens han talte, hældede hans krop sig let til højre og venstre. Han bevægede hænderne efter behov. Under talen svor han undertiden ved at sige: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, eller ved Ham, i hvis hånd Muhammads liv er.« Hans følelsesmæssige tilstand afspejlede sig lige tydeligt i hans stemme og ansigt, og det påvirkede også tilhørerne. Dette store menneskes taler rørte menneskers hjerter voldsomt. Her vil jeg blot give to eksempler. Efter slagene ved Hunayn og Ta’if, da Profeten (fred være med ham) fordelte krigsbyttet, gav han i overensstemmelse med Koranens klare bestemmelser de nyslåede muslimske høvdinge fra Mekka meget store andele, så deres hjerter kunne blødgøres yderligere, og de gennem båndene af storsind kunne knyttes endnu tættere til den islamiske stat. Nogle blandt Ansar reagerede voldsomt på dette. De sagde:

»Profeten (fred være med ham) gav Quraysh mange belønninger, men holdt os udenfor. Alligevel drypper der stadig blod fra vores sværd.« Nogle sagde:

»I vanskeligheder husker han os. Men når krigsbyttet kommer, får andre det.«

Disse ord nåede også Profeten (fred være med ham). Der blev rejst et lædertelt, hvor Ansar blev samlet. Profeten (fred være med ham) spurgte dem: »Har I sagt disse ting?« Der blev svaret: »Det, du har hørt, er sandt. Men det var ikke vores ansvarlige ledere, der sagde disse ting. Det var nogle unge, der sagde dem.« Efter at hele sagen var blevet undersøgt, holdt Profeten (fred være med ham) følgende tale:

»Er det ikke sandt, at I først var vildfarne, hvorefter Allah gennem mig ledte jer til den rette vej? I var splittede; har Allah ikke gennem mig forenet jer? I var fattige; har Allah ikke gennem mig gjort jer velstående? (Efter hvert spørgsmål svarede Ansar: »Uden tvivl har Allah og Hans Sendebud vist os stor gunst.«)

»Nej, I kunne også have svaret således: »Muhammad, da alle afviste dig, troede vi på dig. Da folk fordrev dig, gav vi dig husly. Da du kom uden midler, hjalp vi dig.« Hvis I svarer med disse ord, vil jeg bestemt sige, at det, I siger, er sandt. Men I Ansar! Er I ikke tilfredse med, at alle andre tager hjem med kameler, geder og så videre, mens I tager hjem med Muhammad (fred være med ham)?« (Bukhari)

Bemærk talens skiftende rytme, mærk talens kraft, skærpet af fine følelser, og læg mærke til dens klarhed; tænk derefter over, hvordan taleren vakte den ønskede inspiration hos tilhørerne. Ansar råbte spontant: »Vi ønsker kun Muhammad (fred være med ham), vi ønsker ikke andet.«

Ud over den tale, han holdt fra Safa-bjerget i begyndelsen af kaldelsen, talte han flere gange foran Quraysh. Et citat fra en tale fra denne periode er værd at lægge mærke til:

“Karavanens vejviser giver aldrig karavanen urigtige oplysninger. Ved Allah, selv hvis jeg var villig til at lyve over for alle andre, ville jeg ikke lyve over for jer. Selv hvis jeg bedrog alle andre, ville jeg ikke bedrage jer. Ved Ham, ud over hvem ingen er værdig til at blive tilbedt, er jeg Allahs Sendebud til jer i særdeleshed og til alle mennesker i verden i almindelighed. Ved Allah, ligesom I sover og vågner fra søvnen, er jeres død og genopstandelsen efter døden ligeledes sikre. I vil uden tvivl blive holdt til regnskab for jeres handlinger, og I vil nødvendigvis opleve den gode belønning for gode handlinger og den onde konsekvens af onde handlinger. Derefter bliver det enten Paradiset for evigt eller Helvede for evigt.”

Hvor enkel og flydende en fremstillingsform, og hvor logisk og følelsesladet en appel. Den, der kaldte, udtrykte sit oprigtige ønske om folks velbefindende gennem hvert eneste ord. Hver sætning var fyldt med tro og overbevisning. Denne korte tale indeholdt også et eksempel. Tawhid, risalat og det grundlæggende kald til troen på det hinsides var fuldt ud inkluderet i den.

Allahs Sendebud (fred være med ham) holdt yderligere to historiske taler. Den ene holdt han efter erobringen af Mekka, og den anden under afskedspilgrimsfærden. Disse to taler var helt igennem revolutionære af natur, og i dem kan man høre ekkoet af tro, moral og magt. Talen under afskedspilgrimsfærden var så at sige en bekendtgørelse af begyndelsen på en ny tidsalder.

Almindelig social kontakt

Som regel har de, der udfører store bedrifter, ikke tid til at have kontakt med mennesker fra alle samfundslag, og de kan heller ikke være opmærksomme på alle områder. Mange mennesker på høje poster udvikler en forkærlighed for ensomhed og en hårdhed i deres væsen. Nogle hengiver sig til hovmod og skaber sig en særskilt verden. Men Allahs Sendebud (fred være med ham) var en undtagelse i denne henseende. Selv om han havde den højeste og mest ærefulde position og havde udført bedrifter, der ændrede historiens gang, opretholdt han konstant kontakt med mennesker fra alle samfundslag. Han bevarede personlige forbindelser med samfundets medlemmer. Der var ikke den mindste antydning af afstand til folket, hovmod eller hårdhed i ham. Det broderskabsbaserede system, han havde opbygget, krævede i virkeligheden nødvendigvis, at folket var bundet sammen af dybe indbyrdes bånd, at de hjalp hinanden, og at de kendte hinandens rettigheder. Den form for civilisation og kultur, der opstår i nutidens vestlige verden, er det stik modsatte. I denne kultur har mennesker ingen forbindelse med hinanden. Denne mangel på forbindelse er nu blevet et redskab, der ødelægger menneskeheden. Derfor er det i dag blevet nødvendigt at forandre dette miljø under Muhammads (fred være med ham) ledelse. Lad os betragte Allahs Sendebud (fred være med ham) i forbindelse med almindelig social kontakt.

Hans skik var først at hilse med salam på enhver, han mødte på vejen. Hvis han skulle give nogen en besked, glemte han aldrig samtidig at sende salam. Når nogen bragte ham en andens salam, hilste han særskilt med salam på både den, der havde sendt hilsenen, og den, der bragte den. En gang, da han gik forbi nogle børn, hilste han på dem med salam. Når han gik hen til kvinder, hilste han også på dem med salam. Når han trådte ind i huset og gik ud af det, hilste han på sin familie med salam. Han gav også venner og bekendte hånd og omfavnede dem. Efter at have givet hånd trak han ikke sin hånd tilbage, før den anden person trak sin hånd tilbage.

Når han deltog i en sammenkomst, kunne han ikke lide, at ledsagerne rejste sig af respekt for ham. Han satte sig blot i den ene side af sammenkomsten. Han trængte ikke ind ved at strække halsen. Han plejede at sige: ‘Jeg sidder og rejser mig på samme måde, som en almindelig tjener for Allah sidder og rejser sig.’ – Berettet af Aisha.

Han satte ikke sine knæ foran sine ledsageres, når han sad. Hvis nogen kom til ham, bredte han sin egen kappe ud, så den besøgende kunne sidde på den. Han rejste sig ikke fra sammenkomsten, før den besøgende selv rejste sig.

Han bragte ikke irrelevante emner op på noget møde. Derimod deltog han i det emne, der blev drøftet. Mødet blev holdt efter fajr-bønnen, og han talte meget med de ædle sahabaer. Hvis en fortælling fra jahiliyyah-tiden kom på tale, lo man ofte meget af den. [Berettet af Jabir bin Samura (ra).] Sahabaerne reciterede også digte. Hvis der viste sig tegn på irritation og kedsomhed i mødedeltagernes ansigter over et bestemt emne, skiftede han emne. Han gav hver enkelt mødedeltager opmærksomhed, så ingen skulle føle, at han foretrak en anden frem for ham. Hvis nogen stillede et irrelevant spørgsmål midt i samtalen, fortsatte han drøftelsen uden at ænse det og vendte sin opmærksomhed mod personen, når drøftelsen var afsluttet. Han vendte ikke ansigtet bort fra den, han talte med, før personen selv vendte sig bort. Hvis nogen talte hviskende til ham, blev han ved med at bøje hovedet mod ham, indtil personen havde talt færdig og selv fjernede ansigtet. Han afbrød ikke nogen midt i deres tale, medmindre de sagde noget helt urimeligt. I så fald korrigerede han enten fejlen, eller også viste der sig tegn på utilfredshed i hans ansigt, eller han rejste sig og gik. Han brød sig ikke om at drøfte vigtige emner stående. Enten undgik han ubehagelige emner, eller også var hans almindelige måde at gøre indsigelse på ikke at nævne sagen direkte ved navn, men at hentyde til den i almindelighed eller give et socialt råd. Hvis en yderst pinlig situation opstod, hvilket kun skete i forbindelse med islamiske spørgsmål, anvendte han flere metoder for at gøre sine venner opmærksomme på det. Enten tog han ikke imod den pågældendes salam, når personen kom til ham, eller også gav han ham ikke sin opmærksomhed. Selv hvis en uønsket person kom, tog han imod ham med et smil. En gang kom en sådan person til ham, som han anså for at være den værste blandt den pågældende stamme. Alligevel talte han venligt med ham. Da Hazrat Aisha udtrykte sin forbavselse over dette, sagde han: »Ved Allahs ed! Den person, som folk af frygt for hans dårlige behandling holder op med overhovedet at omgås, vil på Dommedag blive regnet for det værste menneske hos Allah.« [Al-Mawahib al-Ladunniyya, s. 291]

Når han ville besøge nogen, stillede han sig ved højre eller venstre side af døren, gjorde opmærksom på sin tilstedeværelse og hilste tre gange for at bede om tilladelse til at komme ind. Hvis han ikke fik svar på sin salam, gik han tilbage uden at blive det mindste irriteret. Når han om natten ville besøge nogen, hilste han med en stemme, der var høj nok til, at personen kunne høre det, hvis han var vågen, men ikke så høj, at hans søvn blev forstyrret, hvis han allerede var faldet i søvn.

Hvis nogen fjernede støv eller strå fra hans krop eller tøj, viste han sin taknemmelighed over for personen og sagde: »Må Allah fjerne noget ubehageligt fra dig.« Han tog imod gaver og huskede at give en gave til gengæld. Hvis nogen, selv mod sin vilje, blev såret af ham, gav han personen ret til at tage gengældelse, og undertiden gav han ham en gave som erstatning. Hvis nogen kom foran ham iført nyt tøj, sagde han: »Fremragende, fremragende! Brug det så længe som muligt, og brug det, indtil det bliver slidt.« Han gengældte ikke dårlig behandling med dårlig behandling. Han tilgav. Når han tilgav andres forseelser, sendte han sin egen turban som et symbol på, at han havde gjort det. Når nogen kaldte på ham, svarede han altid »Labbayk« og lyttede til dem, hvad enten det var et familiemedlem eller en af hans sahabaer.

Han besøgte de syge med stor omsorg. Han satte sig ved hovedgærdet og spurgte: »Hvordan har du det?« Han lagde hånden på den syges pande og tindinger. Undertiden strøg han kærligt over brystet, maven og ansigtet. Han spurgte, hvad den syge havde spist. Hvis den syge viste interesse for noget, og det ikke var skadeligt, skaffede han det til ham. For at trøste ham sagde han: »Der er ingen grund til bekymring. Hvis Allah vil, bliver du snart rask.« Han bad for den syges helbredelse. Han bad tre gange for Hazrat Sa’d. Når hans polyteistiske onkler blev syge, besøgte han dem også. Han besøgte endda et sygt jødisk barn. (Barnet fik senere iman.) Der var ingen bestemt dag eller tid for dette. Så snart han fik besked og havde tid, tog han af sted for at besøge den syge.

En gang blev Hazrat Jabir syg. Rasulullah (s.a.) gik sammen med Hazrat Abu Bakr et langt stykke til fods for at besøge ham. (Madinahs bebyggelse lå spredt.) Hazrat Jabir var bevidstløs. Da han så ham, foretog han wudu, stænkede vand på ham og bad. Patientens tilstand begyndte derefter at blive bedre. Hazrat Jabir kom endda til bevidsthed, talte og stillede et juridisk spørgsmål om sin ejendom.

Han var så menneskekærlig, at han endda besøgte den syge Abdullah bin Ubayy, hyklernes leder.

Når nogen døde, tog han derhen. Hvis han fik besked om en døende eller blev kaldt, tog han af sted og formanede ham om tawhid og om at rette sin opmærksomhed mod Allah. Han kondolerede den dødes slægtninge, rådede dem til tålmodighed og forbød dem at græde højlydt. Han tilskyndede til, at den døde blev svøbt i hvidt klæde, og sagde, at begravelsen og ligklædningen skulle afsluttes hurtigt. Når liget blev båret til begravelse, fulgte han med. Han ledte selv muslimernes janazah-bøn og bad om tilgivelse for deres synder. Hvis han så et lig blive båret forbi, rejste han sig straks, selv hvis det var liget af en ikke-muslim. (I nogle overleveringer siges det, at Rasulullah (s.a.) blev siddende. Andre siger, at skikken med at rejse sig senere blev ophævet. (Zad al-Ma’ad, s. 145).) Han rådede naboerne til at sende mad til den dødes familie. (I dag er det omvendt: Der arrangeres måltider for andre i den dødes hjem.) Han brød sig meget lidt om, at formelle sørgesammenkomster fortsatte i flere dage.

Hvis nogen, der vendte hjem fra udlandet, ønskede at besøge ham, omfavnede han personen og kyssede ham undertiden på panden. Når han tog afsked med nogen, der skulle rejse til udlandet, bad han personen: »Husk os, når du beder.«

Af stor ømhed og kærlighed blev han så fortrolig og afslappet med nogle mennesker, at han forkortede deres kæres navne, når han tiltalte dem. For eksempel kaldte han Abu Hurayra kort for »Abu Hurr« og kaldte undertiden Hazrat Aisha for »Aish«.

Allahs Sendebud (fvmh.) var meget fortrolig med børn. Så snart han så et barn, strøg han det over hovedet, viste det kærlighed og bad for det, og hvis det var et helt lille barn, tog han det op på armen. For at underholde børnene sagde han morsomme ting. For eksempel sagde han: »Firbenene, bror, slår om natten myggene i øjnene med deres tænder.« Engang kyssede han et uskyldigt barn igen og igen og sagde: »Børn er blomsterne i Allahs have.« Han gav børn navne. Undertiden stillede han børnene op på række og lod dem konkurrere i kapløb om en belønning, idet han sagde, at han ville se, hvem der først kunne røre ved ham. Børnene løb hen til ham; nogle kastede sig over hans mave, mens andre faldt over hans bryst. Han spøgte og morede sig med børnene. For eksempel sagde han undertiden kærligt til Hazrat Anas: »Du med de to ører.« Da Abu Umayrs kæledyrsfugl døde, sad Anas’ bror bedrøvet. Allahs Sendebud (fvmh.) kom til deres hus og kaldte: »Abu Umayr, hvor er din nugayr (fugleunge)?« En anden drengs mor sendte druer til Allahs Sendebud (fvmh.) gennem Abdullah ibn Bashir. Abdullah spiste alle druerne på vejen. Da sagen senere blev kendt, tog Allahs Sendebud (fvmh.) kærligt Abdullah i øret og sagde: »ياغدرياغدرDin bedrager, din bedrager.« Når han på vej hjem fra udlandet så et barn på vejen, tog han det med på ridedyrets ryg. Hvis barnet var lille, satte han det foran sig, og hvis det var større, satte han det bag sig. Når årets første afgrøder eller frugter blev bragt, lod han et barn spise af dem først, mens han bad om velsignelse. Han mente, at dette barn i fremtiden ville blive leder af den islamiske bevægelse.

Han viste de ældre stor respekt. Da Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) under erobringen af Mekka bragte sin blinde, gamle far til Allahs Sendebud (fvmh.), for at han skulle tage imod islam, sagde han: »Hvorfor har du besværet ham? Jeg kunne selv være gået til ham.«

Han viste en sådan yderste grad af storsind, at da en lettere forstyrret kvinde fra Medina kom og sagde: »Jeg har noget, jeg gerne vil tale med Dem om i fortrolighed,« sagde han: »Godt, kom, vent på mig i den og den gyde; jeg kommer.« Derefter gik han derhen, lyttede til hendes klager og problemer og hjalp hende med at få dem løst. [Al-Mawahib al-Ladunniyya, bind 1, s. 295.] Adi ibn Hatim havde også set en sådan hændelse og tog Allahs Sendebuds (fvmh.) storsind som et tegn på profetskabet.

Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) har tegnet et strålende billede af, hvor venlig Allahs Sendebud (fvmh.) var, og hvor sødt et sind han viste i sine relationer med andre. Han siger:

»Jeg tjente Allahs Sendebud (fvmh.) i ti år. Han udtrykte aldrig den mindste irritation eller vrede. Uanset hvordan jeg udførte en opgave, sagde han aldrig: ›Hvorfor gjorde du det på den måde?‹ Og hvis jeg ikke udførte den, sagde han aldrig: ›Hvorfor gjorde du ikke dette?‹ Han behandlede også sine mandlige og kvindelige tjenere på samme måde. Han slog aldrig nogen.«

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: »Han slog aldrig en hustru eller en mandlig eller kvindelig tjener. Han tog heller aldrig personlig hævn over nogen. Hvis han derimod traf en foranstaltning under kampen på Allahs vej eller ved fastsættelsen af en straf for en forbrydelse i overensstemmelse med Allahs lov, er det naturligvis en helt anden sag.«

Det personlige liv

Som regel kaldes de mennesker ledere, som ifører sig en kunstig kappe i det kollektive liv, men tager den af, så snart de træder ind i deres private liv. Udadtil fremviser de storhed og gavmildhed i overflod, men så snart de kommer hjem, synker de ned på det laveste niveau af usselhed. I samfundet viser de den yderste enkelhed og ydmyghed, men så snart de vender hjem, hengiver de sig til luksus og magelighed. Jo større forskellen og afstanden er mellem en persons kollektive og private liv, desto større synes hans anseelse at blive. Profeten (sa.)’s private og kollektive liv var derimod ens.

En person spurgte Hazrat Aisha (ra.), hvad Profeten (sa.) plejede at gøre i hjemmet. Hun svarede: Profeten (sa.) var som almindelige mennesker. Han tog selv vare på sit tøj (det vil sige, han sørgede for, at det ikke blev angrebet af insekter). Han malkede selv gederne og udførte selv sine nødvendige gøremål. Hvis der skulle sættes en lap på tøjet, gjorde han det selv, og han reparerede sine sko. Han bar byrder og gav dyrene foder. Hvis han havde en tjener, tog han del i dennes arbejde; for eksempel malede han mel sammen med ham. Nogle gange arbejdede han alene. Han skammede sig aldrig over at gå på markedet og købte selv ind. Som regel bar han de nødvendige ting hjem bundet ind i et stykke stof. Nogle spurgte, hvordan Profeten (sa.) opførte sig i hjemmet. Hazrat Aisha svarede: Han var yderst ydmyg og altid munter med et smilende ansigt. Hvor ydmyg han var, fremgår af dette udsagn: »Han skældte aldrig selv den mindste tjener ud.« [Al-Mawahib al-Ladunniyya, bind 1, s. 293] Ingen kunne måle sig med Allahs Sendebud (sa.), når det gjaldt venlig behandling af hans familie. (Sahih Muslim)

En gang sagde Hazrat Ali (ra.) som svar på et spørgsmål fra Hazrat Imam Husayn: Når Profeten (sa.) var hjemme, fordelte han sin tid på tre slags aktiviteter. Noget af tiden brugte han på tilbedelse af Allah, noget gav han til sin familie, og noget brugte han på hvile. Fra hver af disse tre perioder afsatte han en del til dem, der ønskede at aflægge besøg. Ud over moskeens almindelige sammenkomster gav han noget af sin hviletid til en ven, der ønskede et privat møde, en gæst, der kom, eller en person, der kom for at fremsætte et behov eller en klage. Det viser, at der kun var meget lidt tid tilbage til hans egen hvile. [Shamā’il al-Tirmidhi, kapitlet om Profetens (sa.) ydmyghed og enkelhed]

Det var også hans ansvar at sørge for hustruernes underhold og forskellige behov. Desuden lå ansvaret for deres undervisning og opdragelse på hans skuldre. Gennem dem blev arbejdet med at forbedre kvinderne derefter videreført. Kvinder kom med deres forskellige problemer og søgte løsninger gennem de troendes mødre. Alligevel lod han ikke hjemmets atmosfære blive hverken trist og ensformig eller kunstig. Hans husholdning var som enhver anden menneskelig husholdning, og der var naturlige følelsesmæssige op- og nedture i hjemmet. Der blev fældet tårer, og smil lyste op. Undertiden opstod der endda ophidselse på grund af jalousi. Ligesom bekymring og uro kunne være til stede, kom der også glædelige øjeblikke. Når Profeten (sa.) kom hjem, kom han som den milde brise ved daggry, og en vidunderlig bølge af fred og glæde skyllede gennem hjemmet. Der blev talt sammen. Undertiden fortalte man også historier. Der blev endda udvekslet morsomme vittigheder og spøgefuldheder. Hazrat Aisha (ra.) har for eksempel fortalt følgende hændelse: En gang lavede jeg khamīra (en slags ret tilberedt af hakket kød og mel). Hazrat Sawda (ra.) var også til stede. Profeten (sa.) sad mellem os to, og der herskede en ægte og hjertelig atmosfære. Jeg sagde til Sawda: »Spis.« Hun nægtede. Jeg bad hende igen indtrængende, men hun sagde stadig: »Jeg vil ikke spise.« Jeg insisterede endnu mere: »Du skal spise.« Også denne gang ville hun ikke spise. Jeg sagde: »Hvis du ikke spiser, smører jeg denne khamīra i ansigtet på dig.« Sawda holdt fast i sit afslag. Jeg stak virkelig hånden ned i khamīraen, tog en håndfuld og smurte den i ansigtet på Sawda. Profeten (sa.) lo hjerteligt, da han så det. Han sagde til Sawda: »Så smør også Aisha i ansigtet, så I bliver lige.« Sawda smurte straks Aishas ansigt. Denne gang lo Allahs Sendebud (sa.) igen. [Al-Mawahib al-Ladunniyya, bind 1, s. 296-297]

En gang kom Abu Bakr (ra.) og så, at Aisha talte højt med Profeten (sa.). Abu Bakr (ra.) blev vred og gjorde mine til at slå hende. Profeten beroligede ham og sagde, at der ikke var opstået nogen strid mellem dem. Hazrat Abu Bakr gik dog sin vej, stadig vred. Efter at han var gået, sagde Profeten (sa.) til Hazrat Aisha i en spids tone: »Så du, hvordan jeg beskyttede dig?«

Nogle anser disse naturlige op- og nedture i hjemmelivet for at være under det islamiske ideals niveau. Især bærer de på et billede af Profeten (sa.)’s familieliv, som om nogle overmenneskelige væsener boede dér, væsener uden følelser, ønsker eller begær. Men også denne familie var en menneskelig familie. Alle menneskelige følelser fandtes blandt dem. Der var dog ingen ulydighed mod Allah eller synd i denne familie. I den henseende var den en idealfamilie. Når Profeten (sa.) gik til ro om natten, talte han almindeligt med sin familie. Nogle gange om hjemlige forhold og andre gange om de almindelige muslimers problemer. Undertiden fortalte han endda historier. En gang fortalte han Hazrat Aisha historien om Umm Zara. I denne fortælling beskriver elleve kvinder over for hinanden deres respektive ægtemænds karakter og egenskaber. En af kvinderne var Umm Zara. Hun beskrev sin mand Abu Zaras fascinerende karakter. Set fra et litterært synspunkt er det en meget underholdende fortælling. Til sidst sagde Profeten (sa.) til Hazrat Aisha: »For Umm Zara var Abu Zara, hvad jeg er for dig.« En anden gang fortalte han en historie ved en sammenkomst. En kvinde blandt tilhørerne udbrød: »Det er jo som Khurafas historier.« Khurafa var en historisk person fra Arabien, som ifølge folkelig overlevering havde nedskrevet et stort antal forbløffende fortællinger. Profeten (sa.) spurgte kvinden: »Ved du, hvem Khurafa var?« Derefter fortalte han også historien om denne berømte mand ved navn Khurafa. Denne mand fra stammen Banu Adhra blev bortført af djinnerne og senere bragt tilbage igen. [Shamā’il al-Tirmidhi]

Profeten (sa.) havde hele sit liv for vane at vågne tidligt i nattens sidste halvdel, udføre wudu og bruge miswak, hvorefter han bad tahajjud. [Zad al-Ma’ad] Han reciterede Koranen meget langsomt under bønnen og stod undertiden så længe i qiyam (stående bøn), at hans fødder hævede. [Tirmidhi, overleveret af Ibn al-Musayyib] Da sahaba så, hvor meget han led, sagde de: »Allah har jo tilgivet alle dine tidligere og senere synder. Hvorfor udsætter du dig så for så store vanskeligheder?« Profeten (sa.) svarede: »Skal jeg så ikke være en taknemmelig tjener over for Allah?« [Zad al-Ma’ad]

Profeten (s.a.) havde følgende syn på hjemmet og dets indbo: Man bør leve sit liv i denne verden som en rejsende. Han sagde: »Jeg er som en rejsende, der hviler sig en kort stund i skyggen af et træ og derefter drager videre mod sit bestemmelsessted.« Med andre ord: Hvor skulle de, der har gjort det hinsidige til deres bestemmelsessted, og som tilbringer livet i denne verden med blot at opfylde deres pligter eller bestå prøven, og som her skal arbejde for det højere mål, at opnå Paradiset, få mulighed for at bygge store, himmelstræbende huse, fylde dem med indbo og nyde luksus og bekvemmeligheder fuldt ud? Derfor byggede han og hans ledsagere heller ikke store og fornemme huse. De samlede heller ikke indbo i dem eller øgede deres udsmykning og pragt. Man kan sige, at deres huse var fremragende herberger for rejsende. [Zad al-Ma’ad] Disse huse havde gode forholdsregler mod kulde og varme, beskyttelse mod dyr og vilde dyr samt god afskærmning og privatliv. Desuden var der sørget for hygiejne. Profeten (s.a.) lod opføre små kamre til sine hustruer i tilknytning til Profetens Moské. Der var ingen anden udsmykning end renlighed og orden. Profetens (s.a.) sans for renlighed var så stærk, at han pålagde sine ledsagere strengt at holde gårdene ved deres huse rene. [Tirmidhi]

Blandt husholdningsgenstandene var nogle helt enkle. For eksempel var der en glasskål med et jernbånd omkring. Den blev brugt meget til at spise og drikke af. For ikke at tale om at opbevare et forråd af mad, var der ikke engang mad nok til at dække det daglige behov. Hans seng var en lædermadras fyldt med daddelpalmefibre. Han brugte også en seng af palmegrene og en måtte af groft vævet stof. Denne seng blev lagt ud dobbelt. En gang blev den lagt ud firedobbelt, og om morgenen spurgte han alle: »Hvad var der i sengen i dag, som var så behageligt, at jeg faldt i dyb søvn og gik glip af tahajjud?« Da han fik at vide, hvad der var sket, sagde han: »Læg sengen dobbelt som før.« Han plejede også at sove på en måtte lagt på jorden. En gang så nogle af Profeten (s.a.)s ledsagere, blandt andre Umar og Abdullah ibn Mas’ud, mærkerne fra sengens træ på hans krop og begyndte at græde. [Shama’il al-Tirmidhi]

En anden gang så Umar, at der var kommet mærker på hans krop, fordi han havde ligget på en bar seng, og hans øjne blev fyldt med tårer. Da Profeten (s.a.) spurgte ham, hvorfor hans øjne var blevet fyldt med tårer, sagde Umar: »Roms og Irans kejsere lever i luksus og fornøjelse, mens du lever sådan!« Profeten (s.a.) sagde: »Umar! Er du ikke tilfreds med, at de får denne verden, mens vi opnår det hinsidige?«

At spise og drikke

Profeten (s.a.) havde en meget enkel og dannet smag, når det gjaldt mad og drikke. Han var især glad for kød. Han foretrak især ryggen, låret og halsen. Kødet omkring knoglerne kunne han også særligt godt lide. Han holdt også meget af den velsmagende arabiske ret, der kaldes tharid, og som tilberedes ved at lægge brødstykker i kødsovs. Blandt hans andre yndlingsfødevarer var honning, eddike og smør. Han kunne også godt lide at spise dadler sammen med mælk. (Det er desuden en fremragende nærende føde.) Dadler smurt med smør var også en lækker ret for ham. Som sygemad foretrak han kalorierig kost og anbefalede også andre at spise den. Han spiste ofte bygmel. En gang blev han tilbudt mandelmel, men afslog med ordene, at det var de velhavendes mad. Når der blev tilberedt grøntsager i hjemmet, bad han dem lave lidt ekstra til naboen.

Blandt drikkevarerne var sødt vand det, han holdt allermest af, og det blev med særlig omhu hentet fra to dagsrejser væk. Han drak også gerne mælk blandet med vand og honningsaft. Han kunne også lide ikke-berusende daddelekstrakt. Dadler blev lagt i blød ved at hælde vand over dem i en lædersæk eller stenbeholder, og det blev brugt løbende hele dagen. Men af frygt for, at det kunne blive berusende, hvis det stod for længe på denne måde, hældte han det ud. Ifølge Abu Malik al-Ash’aris beretning sagde han også: »Nogle af min menighed vil drikke vin, men de vil give den et andet navn.« (Historien vidner om, at senere tiders herskere drak vin under navnet frugtekstrakt.)

Han kunne ikke lide, at folk spiste og drak hver for sig. Han anbefalede, at man satte sig sammen og spiste. Han anså det for uforeneligt med sin ydmyge natur at spise og drikke siddende ved stol og bord. På samme måde anså han det for stridende mod sin smag at få maden anrettet i små skåle og fade på dugen. Han erklærede kar af guld og sølv for helt forbudte. Han brugte kar af glas, ler, kobber og træ. Efter at have vasket hænderne over dugen tog han skoene af og satte sig. Han tog maden med højre hånd fra den side af fadet, der var nærmest ham. Han stak ikke hånden ind midt i fadet. Han plejede heller ikke at spise og drikke, mens han lænede sig tilbage. Nogle gange sad han med begge knæ rejst, og andre gange sad han med benene foldet under sig. Hver gang han førte en bid til munden, sagde han Bismillah. Hvis han ikke kunne lide en fødevare, lod han den være uden at nævne nogen fejl ved den. Han spiste ikke meget varm mad. En gang imellem skar han tilberedt mad med en kniv, før han spiste den. Men det forekom ham kunstigt og prangende, og han brød sig ikke synderligt om det. [Bukhari og Muslim (berettet af Amr ibn Umayyah), Abu Dawud og Bayhaqi (berettet af Aisha).] Brød og lignende tog han altid med fingrene, men han lod ikke sovs og lignende komme på fingrene. Han spiste undertiden frugt, mens han stod op eller gik omkring. Han spiste også to slags frugt samtidig, for eksempel dadler i den ene hånd og vandmelon i den anden. Daddelstenen kastede han væk med venstre hånd. Han afslog aldrig en invitation. Hvis en anden tilfældigvis var sammen med ham, enten fordi de talte sammen eller af en anden grund, tog han ham med, men bad værten om tilladelse til at tage ham med. Når han beværtede en gæst, sagde han gentagne gange til ham: »Spis uden generthed og spis dig mæt.« Af høflighed rejste han sig sidst fra måltidet. Hvis de andre blev færdige før ham, blev han også hurtigt færdig og rejste sig sammen med dem. Efter måltidet vaskede han altid hænder og bad en bøn, hvori han takkede Allah og bad om velsignelse over forsørgelsen og værten. Hvis han fik en fødevare som gave, undlod han aldrig at dele den med de tilstedeværende venner og gemte en del til de fraværende. Ved måltider lærte han alle at spise så omhyggeligt, at ikke en eneste krumme gik til spilde. Når han drak vand, lavede han ingen slubrende lyd, men fjernede normalt munden tre gange for at trække vejret. Hver gang begyndte han med Bismillah og sluttede med alhamdulillah. Som regel drak han vand siddende, men undertiden drak han også stående. Når en drik blev bragt ind ved et selskab, begyndte man normalt at servere fra højre side. Når serveringen af én drik sluttede et sted, begyndte serveringen af den næste drik samme sted. Han gav de ældre forrang, men hvis rækkefølgen fra højre side skulle brydes, gjorde han det kun efter at have bedt dem, der havde turen ifølge denne rækkefølge, om tilladelse. Når han gav sine venner noget at drikke, drak han selv til sidst og sagde: »Den, der giver andre at drikke, drikker til sidst.« Han kunne ikke lide, at man pustede på eller lugtede til mad og drikke. Da han ikke kunne lide dårlig ånde, brød han sig aldrig om at spise rå løg og hvidløg. Han beordrede, at mad og drikke altid skulle være tildækket. Når der kom en ny ret, spurgte han om dens navn, før han spiste den. Efter hændelsen, hvor han blev forgiftet, blev det hans vane, at hvis en ukendt person gav ham mad, lod han først den person spise en eller to mundfulde af den.

Trods denne stærke sans for raffinement var han det meste af tiden plaget af sultens og fattigdommens hårde slag. Dette vil blive beskrevet nærmere på det rette sted. Han sagde: »Min mad og drikke er som en almindelig tjener for Allahs.«

At rejse sig, sidde og sove

Nogle gange sad han med benene lagt over kors, andre gange sad han med begge hænder omkring lårene, og til tider brugte han i stedet et stykke stof, såsom et sjal, til at holde dem sammen. Når han lænede sig tilbage, mens han sad, støttede han sig som regel på venstre hånd. Når han tænkte over eller undersøgte noget, plejede han at kradse i jorden med et stykke træ. Som regel lå han på højre side med højre kind hvilende på håndfladen af højre hånd. Nogle gange lå han også på ryggen med det ene ben over det andet. Han var dog meget omhyggelig med at dække sine intime dele. Han afskyede stærkt at ligge på maven og forbød alle at gøre det. Han kunne ikke lide at sove i et mørkt rum, hvor der ikke var tændt en lampe. Han syntes heller ikke om at sove under åben himmel på et åbent tag. Han plejede at foretage rituel afvaskning før søvnen, og før han lagde sig, reciterede han foruden forskellige duaer også suraen al-Ikhlas, suraen an-Nas og suraen al-Falaq og pustede over sin krop. Mens han sov, kunne man høre en svag snorken. Når han om natten gik ud for at besørge sin nødtørft, vaskede han altid hænder og ansigt efter at have renset sig. Han havde en særskilt lungi til at sove i. Han tog sin overkjortel af og hængte den op.

Menneskelige behov

Da der på den tid ikke var skik at have toiletter, gik han ud på markerne eller i skoven for at besørge sin nødtørft. Som regel gik han så langt væk, at han ikke længere kunne ses. Nogle gange gik han op til to mil. Derfor søgte han efter så blød jord, at der ikke kom stænk på ham. Når han nåede stedet, satte han først venstre fod og derefter højre fod. Når han satte sig, tog han først tøjet af, da han var kommet helt ned mod jorden. Han satte sig altid i læ af en bakke, et træ eller lignende. Han gik ud med sko på fødderne og hovedet dækket. Han satte sig aldrig med ansigtet eller ryggen vendt mod qibla. Når han besørgede sin nødtørft, tog han sin ring af. Det skyldtes, at Allahs og Allahs Sendebuds navne var indgraveret i den. Han udførte altid toiletbesøg med venstre hånd. Når han forlod stedet, satte han først højre fod og derefter venstre fod.

Han anså afskærmning for uundværlig, når man badede. Når han badede hjemme, trak han et klæde for som afskærmning. Når han badede i regnen, bandt han en lungi om hovedet. Når han nøs, gjorde han det dæmpet og holdt hånden eller et stykke stof for munden.

På rejse

Han foretrak især torsdagen, når han skulle rejse eller tage på udflugt. Han lod sit ridedyr bevæge sig hurtigt. Det var hans vane at begive sig af sted om morgenen fra hvilestedet. Under rejser deltog han altid i de fælles opgaver. En gang skulle der arrangeres madlavning. Da ledsagerne havde fordelt arbejdet mellem sig, påtog han sig også at samle brænde. Alle sagde: »De behøver ikke at anstrenge Dem. Vi er tilstrækkelige.« Han sagde: »Jeg bryder mig ikke om at sidde blandt jer med en særskilt status.« Al-Mawāhib al-Ladunniyya, bind 1, s. 294. Under rejser lod han på skift nogle af de ledsagere, der gik til fods, ride på sit eget ridedyr. Han brød sig ikke om at vende tilbage fra en rejse om natten. Når han vendte tilbage, gik han i stedet for direkte hjem først til moskeen, hvor han bad en frivillig bøn. Han tog hjem, efter at beskeden om hans ankomst var nået frem.

Følelser og fornemmelser

Vi kan ikke tænke på menneskelighed uden at tage følelser og fornemmelser i betragtning. Også hos Allahs Sendebud, fred være med ham, var menneskelige følelser til stede i deres højeste grad. Han var et menneske med stærke følelser. Han glædede sig over glæde og blev bedrøvet og smertede over sorg.

Han hørte ikke til blandt de såkaldte store mennesker, som sørger over hele verdens lidelser, men er hårde og uberørte over for deres families sorger. Han nærede oprigtig kærlighed til sine ædle hustruer. Han drak vand af det samme kar som Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende. Han lod piger fra ansarerne komme for at lege med hans hustruer. Mens Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, så på de sortes sportslige færdigheder, blev hun så træt, at hun så videre, støttende sig til Allahs Sendebuds skuldre, fred være med ham. Alligevel spurgte han Aisha: »Er du nu tilfreds?« Aisha svarede: »Nej, jeg vil se noget mere.« På den måde nød hun forestillingen i lang tid. [Al-Mawāhib al-Ladunniyya, bind 1, s. 296]. For at hjælpe Safiyya, måtte Allah være tilfreds med hende, op på kamelen rakte han sit knæ frem, og Safiyya steg op på kamelen ved at træde på hans knæ. En gang gled kamelhunnen og faldt, så Allahs Sendebud, fred være med ham, og Safiyya faldt til jorden. Abu Talha var sammen med dem. Da han skyndte sig hen til Allahs Sendebud, sagde han: »Hjælp først kvinden.« En gang satte karavanens opsynsmand kamelerne til at gå hurtigt, og Allahs Sendebud sagde: »Pas på, der er glasbeholdere med glasbeholdere i. Sæt farten lidt ned, pas på.« [Bukhari og Muslim; med »glasbeholdere« hentydede han til kvinderne]. Det var på grund af denne kærlighed, at han en gang svor ikke at spise honning. Derfor blev han i Koranen irettesat med ordene: »Gør ikke det tilladte forbudt.« [Vestlige forfattere har angrebet Allahs Sendebuds, fred være med ham, rene og ulastelige ægteskabsliv. Alligevel har de mest ansvarlige og højtstående mennesker, der er født i deres civilisation, ikke blot nået et niveau af fordærv i hjemmelivet, men har også uden for dette område levet et skændigt og vanærende liv. Allahs Sendebuds, fred være med ham, særlige kendetegn var, at alle hans følelser, fornemmelser og begær var begrænset til hans hustruer, og også dette var præget af renhed og anstændighed. Han opfyldte naturens krav på en mere hensigtsmæssig måde inden for anstændighedens grænser og grundlagde en forfinet form for ægteskabelig kærlighed.]

Allahs Sendebud, fred være med ham, nærede en meget dyb kærlighed og omsorg for sine børn. Han lod Ibrahim blive ammet hos en amme fra en smedefamilie i udkanten af Medina. Han gik den lange vej for at se ham. Han sad i det røgfyldte rum, tog drengen på skødet og kælede for ham. Når Fatima, måtte Allah være tilfreds med hende, kom, rejste han sig for at byde hende velkommen. Undertiden gik han selv til hende. Han fortalte om sin egen tilstand og lyttede til, hvordan hun havde det. Han elskede sine to sønner, imam Hasan og imam Husayn, måtte Allah være tilfreds med dem, overordentligt højt. Han tog dem på skødet, lod dem ride på sine skuldre og stillede sig selv op som en hest, så de kunne ride på hans ryg. Selv under bønnen lod han dem klatre op på hans skuldre. En gang så Uqra ibn Habis ham kysse Hasan og sagde forbløffet: »Jeg har ti sønner, men jeg har aldrig kælet sådan for nogen af dem, mens du kysser ham.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der ikke viser barmhjertighed og kærlighed, vil ikke blive mødt med barmhjertighed og kærlighed.«

Da hans søn Ibrahim døde, blev hans øjne fyldt med tårer af sorg. Endnu en datter døde foran ham. Tjenestepigen Umm Ayman begyndte at græde højlydt. Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød hende det. Hun sagde: »Men De græder jo også.« Allahs Sendebud sagde: »Det er ikke forbudt at græde sådan (lydløst eller med lav stemme). Den blidhed og ømhed i hjertet, som får denne (stille) gråd til at komme, er en form for Allahs barmhjertighed.« Da han stod ved graven for sin datter Umm Kulthum, strømmede der også tårer fra hans øjne. Også foran liget af Uthman ibn Mazun var hans øjne fyldt med tårer. Han kyssede ham på panden. [Al-Mawāhib al-Ladunniyya, bind 1, s. 297]. Da han beskrev sin egen gråd, sagde han: »Øjnene er tårefyldte, hjertet er såret, men alligevel vil vi ikke udtale noget med vores mund, som Allah ikke bryder sig om. I tider med sorg og bedrøvelse reciterede han ofte حسبنااللهونعمالوكيلHan græd aldrig højlydt; han udstødte blot lange suk, og fra hans bryst kom der en lyd som lyden af noget, der kogte i en gryde.

Når et sådant medfølende hjerte fremsatte en bøn til Allah, glimtede tårerne på hans øjenlåg som perler. En gang bad han Abdullah ibn Masud om at recitere Koranen. Da han nåede til dette vers fra sura an-Nisa: »Hvordan vil det være, når Vi fra hver nation bringer et vidne og gør dig til vidne over disse?«, strømmede tårerne fra Allahs Sendebuds, fred være med ham, øjne. [De fleste beretninger er samlet fra Tirmidhis Shamā’il].

Kilden til Allahs Sendebuds, fred være med ham, dybe kærlighed, omsorg og medfølelse for hele menneskeheden og især medlemmerne af det muslimske fællesskab var netop denne blidhed i hans hjerte. At Allahs Sendebud, fred være med ham, trods et så blidt hjerte og et så følelsesfyldt sind udviste sådan tålmodighed og fasthed under svære prøvelser og ulykker, er virkelig forbløffende.

Spøg og munterhed

Jeg har allerede sagt, at Allahs Sendebud altid havde et smil på læben. Han sagde: »At se på din bror med et smil er også en god gerning.« Det er også blevet berettet om Allahs Sendebud: »Han var meget smilende og altid glad.«

Et af de fremtrædende kendetegn ved mennesker, der har udrettet store bedrifter i verden, er, at de gør livets tunge ansvar lettere at bære ved hjælp af deres smil. På den måde vinder de en plads dybt i deres ledsageres hjerter. Han spøgte så oprigtigt, at hans ledsagere fik en dyb og fast kærlighed til ham. Gennem spøg og munterhed skabte han en glad stemning i forsamlingen. Men balancen blev altid bevaret. Mængden af spøg i samtalen svarede til mængden af salt i maden. Der forekom hverken noget uretfærdigt eller usandt, ingen blev såret af det, og ingen brød ud i høj latter. Det fremkaldte blot et let smil, så tænderne blev synlige, men hverken mundhulen eller struben kunne ses.

En dag sagde Abu Hurayra forundret: »Jeg kan se, at du også spøger med os!« Allahs Sendebud svarede: »Ja, det gør jeg. Men jeg siger ikke noget uretfærdigt eller usandt.«

Her vil vi gengive nogle eksempler på Allahs Sendebuds spøg, som er bevaret i hadith-samlingerne: [De fleste beretninger er samlet fra al-Shamā’il al-Tirmidhī]

En tigger bad ham om en kamel, der kunne bruges som ridedyr. Allahs Sendebud sagde: »Jeg vil give dig en unge af en hunkamel.« Tiggeren sagde forundret: »Hvad skal jeg bruge den til?« Allahs Sendebud svarede: »Enhver kamel er jo på en eller anden måde en unge af en hunkamel.«

En gammel kone kom og sagde: »Bed om, at Allah skænker mig Paradiset.« Allahs Sendebud sagde spøgende: »Ingen gammel kone kan komme i Paradiset.« Den gamle kone gjorde sig grædende klar til at gå. Allahs Sendebud sagde til de tilstedeværende: »Sig til hende, at Allah ikke vil føre hende ind i Paradiset som gammel, men som ung. Allah har sagt: Jeg vil skabe Paradisets kvinder på ny og gøre dem til jævnaldrende, unge jomfruer.« Kort sagt vil Allah skænke alle, der kommer i Paradiset, fornyet ungdom.

Allahs Sendebud havde et nært venskab med en beduin ved navn Zaher eller Zuhayr. Han hjalp denne beduinven med byens anliggender, og beduinen hjalp Allahs Sendebud med landlivets anliggender. Af og til gav beduinen ham gaver med oprigtig hengivenhed. Allahs Sendebud forklarede ham omhyggeligt, at han ville betale ham for gaverne. Han plejede at sige: »Zaher er vores repræsentant på landet, og vi er hans repræsentanter i byen.« En dag solgte Zaher nogle af sine varer på markedet. Allahs Sendebud gik lydløst hen bagfra, lagde hænderne over hans øjne og sagde: »Gæt, hvem jeg er.« Først blev beduinen helt forvirret, men i næste øjeblik forstod han det og begyndte af glæde at gnide hovedet mod Allahs Sendebuds bryst. Derefter sagde Allahs Sendebud spøgende: »Hvem vil købe denne slave?« Zaher svarede: »Allahs Sendebud, den, der køber en uduelig slave som mig, bliver snydt.« Allahs Sendebud sagde: »I Allahs øjne er du ikke uduelig.«

En dag blev der spist dadler i en forsamling. Allahs Sendebud spøgte ved at tage dadelstenene ud og lægge dem foran Ali. Til sidst pegede han på bunken af sten og sagde: »Jeg kan se, at du har spist mange dadler.« Ali svarede: »Jeg har ikke spist dadlerne med stenene.«

Under Slaget ved Grøften lo Allahs Sendebud (fred være med ham) så meget ved en lejlighed, at selv hans kindtænder kunne ses. Sa’id, Amirs far, skød med sin bue. En kriger fra fjendens side var målet for hans pile. Han dækkede meget hurtigt ansigtet med sit skjold, så Sa’ds pile på ingen måde kunne ramme ham. Til sidst gjorde Sa’d sig igen klar med bue og pil og ventede på en mulighed. Så snart fjendesoldaten stak hovedet frem over skjoldet, var det ude med ham. Sa’ds pil borede sig lige ind i hans pande, og han faldt om med et så kraftigt hoveddrej, at begge hans ben kom op i luften.

Folk i senere tider blev forbløffede, når de hørte om denne form for spøg fra ham. For det første var religion altid blevet forbundet med en eller anden form for et glædesløst liv, og alle vidste, at gudfrygtige mennesker skulle have grådkvalt ansigtsudtryk og en stram, alvorlig karakter. Desuden blev det, når man tog Allahs Sendebuds (fred være med ham) konstante hengivenhed til tilbedelse, gudfrygtighed og usædvanlige ansvarsfølelse i betragtning, vanskeligt at forstå, hvordan et så enestående menneske kunne skabe plads til så megen spøg og munterhed i sit liv. Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) blev spurgt, om Allahs Sendebuds (fred være med ham) ledsagere plejede at le. Han svarede: »Ja, det gjorde de, selv om de i deres hjerter havde en tro, der var større og stærkere end bjerge.« (Det vil sige, at spøg og humor ikke er uforenelige med tro og gudsfrygt.) Når de trænede i bueskydning, løb de omkring og væltede sig af grin sammen. (Berettet af Qatada.)

Jeg har allerede nævnt, at der efter morgenbønnen regelmæssigt blev holdt samvær, hvor emner fra den før-islamske tid blev taget op, og både ledsagerne og Allahs Sendebud (fred være med ham) lo meget. Jeg har også tidligere omtalt den spøg og munterhed, han udfoldede sammen med børnene og sine hustruer.

Underholdning

En uadskillelig del af et afbalanceret liv er underholdning (inden for de tilladte grænser). Hvis også denne del forsvinder, ligesom spøg og humor, bliver livet en byrde. Et livssystem, hvor underholdning ikke har nogen plads, kan intet samfund bære i længere tid. Allahs Sendebud (fred være med ham) holdt af forskellige former for underholdning og sørgede for dem inden for de tilladte grænser.

Personligt holdt han af at gå ture i haver. Nogle gange gik han alene til en have, andre gange tog han ledsagere med, og dér holdt de også samvær.

Svømning hørte også til blandt hans fornøjelser. Af og til svømmede han i en dam sammen med sine venner. Til dette dannede de par på to. Hvert par svømmede fra afstand hen imod hinanden. En gang valgte Allahs Sendebud (fred være med ham) Hazrat Abu Bakr som sin svømmemakker.

Når det havde regnet efter nogle dages pause, bandt han sin lungi om sig og badede i et springvand. Af og til satte han sig ved åbningen til en brønd og lod benene hænge ned i den for at fornøje sig. [Al-Shamā’il al-Tirmidhi]

Han arrangerede konkurrencer i løb og bueskydning og deltog selv med stor interesse. Under sådanne omstændigheder blev der også leet meget.

Han kunne lide, at der blev spillet på trommer og sunget af unge piger ved festlige lejligheder. En dag under eid sang to piger hos Hazrat Aisha. Profeten (fred være med ham) lå i nærheden. Hazrat Abu Bakr kom, så dette og skældte ud: »Hvorfor foregår disse sataniske løjer i Allahs Sendebuds hus?« Da Profeten (fred være med ham) hørte det, sagde han: »Lad dem synge.« [Muslim, overleveret fra Hazrat Aisha]

Han opmuntrede også til, at der blev spillet på trommer ved bryllupper. (Overleveret af Hazrat Aisha og Muhammad ibn Hāt al-Juhami.) Hazrat Aisha fortæller: »En ansarisk pige boede hos mig. Jeg arrangerede hendes bryllup. Ved brylluppet sagde Profeten (fred være med ham): ’Aisha, har du ikke sørget for sang? Ansar-stammen holder jo af sang.’« I en anden overlevering, muligvis om denne samme begivenhed, står der, at Profeten (fred være med ham) sagde: »Det ville være godt, hvis I sendte en sangerinde med bruden. Hun kunne synge: ’Vi er kommet til jer, så vær glade, og vi vil også være glade.’« Ved en sådan bryllupsfest sang nogle små piger. Hazrat Amir ibn Sa’d protesterede over for nogle af tilhørerne og sagde: »O Profetens ledsagere, o krigere fra Badr! Foregår sådanne ting foran jer?« De tilstedeværende ledsagere svarede: »Hvis du ønsker det, så sæt dig og lyt; ellers kan du gå. Allahs Sendebud har givet os tilladelse til det.«

Som en form for underholdning viste Profeten (fred være med ham) også interesse for poesi. Men han undgik den dyrkelse af poesien, som fandtes blandt araberne. Åbenbaringens søde klang og stærke tiltrækning gav ham ikke megen anledning til at lade sig tiltrække af poesi. Han var dog heller ikke helt uden sans for poesi. Han satte stor pris på god poesi, hvad angår dens indhold. Man kan snarere sige, at Profeten (fred være med ham) på dette område gav samfundet en ny smag og fastlagde en ny målestok for vurdering og udvælgelse. Hazrat Jabir ibn Samura fortæller: »Jeg deltog i mere end hundrede sammenkomster i Profeten (fred være med ham)s nærvær. Ved disse sammenkomster blev der både fortalt historier fra uvidenhedens tid, og ledsagerne fremsagde poesi. En gang roste han de følgende to vers af den arabiske digter Labid: »(Arabisk***********)

»Vær opmærksom: Alt undtagen Allah er forgængeligt, og alle verdens velsignelser vil en dag forsvinde.«

En gang, mens han var på rejse, bad han Hazrat Sharid om at fremsige hundrede digte af digteren Umayya ibn Abi as-Salt. Bagefter bemærkede han: »Denne mand var kommet tæt på at antage islam.« Til tider talte han også selv spontant og ufrivilligt på en måde, der lignede poesi, især på slagmarken. Når islams fjender fremsagde digte, der fordømte islam, fik han Hazrat Hassan og Ka’b ibn Malik til at skrive digte som svar. Nogle gange lod han Hazrat Hassan sidde på sin egen prædikestol og fremsige poesi og sagde: »Dette digt er hårdere mod fjenden end pile.« Han sagde også: »Ligesom den troende fører jihad med sværdet, fører han også jihad med sin tunge.« Jeg ønsker gennem en særskilt artikel om poesi, litteratur og andre kulturelle emner at vise udførligt, hvordan Profeten (fred være med ham) anvendte menneskers smag til konstruktive formål.

Nogle fremragende præferencer

På dette sted vil jeg nævne nogle af Profeten (fred være med ham)s sædvaner, vaner og præferencer, som ikke er blevet behandlet under nogen anden overskrift.

Han udførte altid handlingen med at give og tage imod ting med højre hånd. Når der skulle skrives et brev, lod han det først indledes med Bismillah. Derefter stod afsenderens navn, og under det stod navnet på den, som brevet blev skrevet til.

Han var fri for overtro og troede ikke på nogen form for »lykkebringende« eller »ulykkebringende« varsler. Han kunne dog godt lide person- og stednavne, der havde en god betydning og lød behageligt. Han brød sig ikke om dårlige navne. Især på rejser valgte han steder til rast, hvis navne antydede glæde, velsignelse eller succes. På samme måde overdrog han ikke nogen opgave til en person, hvis navn betød strid, kamp eller skade. Han betroede opgaver til dem, hvis navne havde betydninger som glæde eller succes. Han ændrede mange navne.

-Af ride- og arbejdsdyrene holdt han mest af hesten. Han sagde, at der i hesten var nedlagt godhed og velsignelse indtil Dommedag. Han tog sig særligt af hestens øjne, ansigt og næse og rensede dem selv med egne hænder.

-Han brød sig ikke om larm og tumult. I alle forhold satte han pris på ro, orden, disciplin og punktlighed. Selv om bønnen sagde han: »Kom ikke løbende; kom roligt og med værdighed.« Da der på Arafahs dag opstod megen larm og uro, løftede han sin stav og beordrede folk til at forholde sig rolige og overholde ordenen, og han sagde: »Der er ingen belønning i hastværk.« [Bukhari og Muslim]

Karakter og personlighed

Det er ikke muligt at beskrive Profeten, fred være med ham, hans akhlaq, karakter og moral under en enkelt underoverskrift. For hele hans liv var selve udtrykket for god karakter. Hazrat Aisha sagde: »Koranen var hans karakter.« Hazrat Anas ibn Malik siger: »Han var den mest retfærdige, gavmilde og modige af alle.«

Han var den mest retfærdige af alle i den forstand, at han aldrig i hele sit liv gjorde nogen fortræd (bortset fra det, han gjorde efter Allahs befaling), og han tog aldrig hævn over andres overgreb. Han tilgav alle, selv de hidtil usete undertrykkere i Mekka og Taif samt alle hyklere og forbrydere. Han var den mest gavmilde, for Hazrat Jabir, må Allah være tilfreds med ham, siger, at Profeten, Allahs Sendebud, aldrig nægtede at give nogen, hvad de bad ham om. Hvis han havde noget hos sig, gav han det straks; undertiden lånte han fra andre for at give det videre, og hvis han ikke havde noget, bad han dem komme senere eller forholdt sig tavs. Han var den modigste af alle. Som bevis er det foreløbig tilstrækkeligt at sige, at han helt alene trådte frem med det sande ideal og forblev urokkelig trods hele landets befolknings modstand og undertrykkelse. Han viste aldrig frygt eller svaghed, heller ikke over for de hårdeste slag. Hvad enten det var i hulen på Thawr-bjerget eller på slagmarkerne ved Uhud og Hunayn, viste han overalt urokkelig beslutsomhed og tro.

Kapitel: 3

I den mekkaniske periode: Menneskehedens ven (fred være med ham) konfronteret med intens modstand

Dette er en eviggyldig sandhed.

Tag imod denne sandhed, så I

bliver mine ledsagere. I vil se,

at hele Arabien gennem dens kraft bliver jeres.

Det vil blive samlet i en knyttet næve, og under dens indflydelse

vil hele verden blive underlagt jer.

-Menneskehedens ven (fred være med ham).

Lad os nu se nærmere på begivenhedernes baggrund. Lad os iagttage væksten af det blomstrende træ i den golde ørken, som blev budt velkommen med torne spredt omkring sig.

Denne unge mand

I en fremtrædende, fornem og traditionsrig familie i Arabien blev et enestående barn født faderløst i hjemmet hos et lykkeligt ægtepar med et rent sind. Han voksede op og blev opdraget i naturens skød, i landsbyens sunde og uberørte miljø, næret af mælken fra en fattig og dydig amme. Under særlige forhold løb han omkring i ørkenen, mens han forberedte sig på at møde livets største farer, prøvelser og lidelser, og ved at vogte geder og får modtog han træning i at lede en verdensomspændende nation. Før dette enestående barn havde tilbragt hele sin barndom, blev han også berøvet sin mors kærlige beskyttelse. Bedstefaderens personlighed kunne til en vis grad udfylde dette tomrum efter forældrene, men snart mistede han også denne støtte. Til sidst blev onklen hans værge. Det var som en forberedelse til at påtage sig livets vigtige ansvar under den eneste sande Herres beskyttelse, uden at være afhængig af nogen jordisk støtte.

Indtil han trådte ind i ungdomsårene, viste denne enestående dreng sig ikke som uartig og vild som andre drenge, men med en alvor og værdighed som en ældre mand. Da han nåede ungdomsårene, formåede han trods at være opvokset i et yderst urent miljø at bevare sin ungdom pletfri. I et samfund, hvor kærlighed, udveksling af begærlige blikke og utugt blev anset for noget, de unge kunne være stolte af, tillod denne enestående unge mand ikke engang sit blik at blive besmittet. I et samfund, hvor der i hver en gade fandtes bryggerier og i hvert hjem værtshuse, og hvor der ved enhver sammenkomst blev afholdt livlige seancer med åbenlys kærlighedserklæring til fremmede kvinder og oplæsning af digte om alkohol, tog denne unge mand ikke en eneste dråbe alkohol i sin mund. I et samfund, hvor hasardspil havde fået form af en national institution, rørte denne unge mand, der var ren fra top til tå, ikke engang ved hasardspil. I et samfund, hvor fortællinger om eventyr og musik var en uadskillelig del af kulturen, kom denne beboer fra en anden verden ikke i nærheden af disse former for fordærvet kultur. Et par gange fik han ganske vist mulighed for at overvære den slags underholdning, men så snart han ankom, blev han så søvnig, at han aldrig fik set eller hørt noget af det, der foregik. I et samfund, hvor det var blevet en religiøs skik at kaste sig ned foran afgudsbilleder, bøjede denne unge mand, som var efterkommer af Hazrat Ibrahim og havde et rent sind, ikke hovedet for nogen anden end Allah og nærede ingen afgudsdyrkende forestillinger. En gang blev han endda tilbudt tilberedt kød fra et dyr, der var blevet ofret foran et afgudsbillede, men han nægtede at spise det. I et samfund, hvor Quraysh gennemførte pilgrimsfærden uden at tage til Arafats slette i pilgrimsfærdens sæson, afviste denne enestående unge mand fra Quraysh direkte denne selvopfundne regel. Mens efterkommerne af Hazrat Ibrahim forvanskede det abrahamitiske ideal og, blandt mange andre misgerninger, havde indført den afskyelige nyskik at gå nøgne rundt om Ka’baen, accepterede denne beskedne unge mand ikke denne nyskik et eneste øjeblik. I et land, hvor krig var blevet til en leg og blodsudgydelse til en underholdning, udgød denne unge mand, som bar menneskehedens æres banner, ikke en eneste dråbe blod. I sin ungdom måtte denne unge mand deltage i den store krig, der kaldes »Harb al-Fijar«. Da hans deltagelse i Quraysh-stammens krig blev anset for retfærdig, sluttede han sig til den, men han skadede ikke selv noget menneske.

Er det det hele? Se også, hvad denne retskafne og sandhedselskende unge mand interesserede sig for. Netop i den alder, hvor drenge normalt begynder at gå på afveje, sluttede han sig til en reformorienteret forening ved navn »Hilf al-Fudul« med det formål at hjælpe fattige og undertrykte mennesker og afskaffe undertrykkernes uretfærdighed. De, der sluttede sig til foreningen, lovede at virkeliggøre dens mål.

Efter at have modtaget profetkaldet sagde Profeten, fred være med ham, da han mindedes denne forening:

Selv hvis nogen havde givet mig røde kameler til gengæld for dette løfte, ville jeg ikke have trukket mig fra det. Selv i dag, hvis nogen inviterer mig til at indgå en sådan aftale, er jeg rede til det.”

Hvor store denne unge mands egenskaber og evner var, kan man forstå ud fra denne begivenhed: Da Ka’baen blev renoveret, opstod der en voldsom intern strid blandt Quraysh om genplaceringen af den Sorte Sten. Det gik så vidt, at sværdene blev trukket, og alle gjorde sig klar til kamp. Heldigvis fik netop denne unge mand mulighed for at bilægge striden. Midt i den ekstreme spænding bredte denne dommer, som bar fredens banner, et klæde ud og lagde den sten, der kaldes den Sorte Sten, på klædet. Derefter opfordrede han repræsentanterne for alle Quraysh-stammens grene til at løfte klædet.

Da tæppet med stenen blev løftet og nåede frem til sin rette plads, tog den unge mand stenen og placerede den på sin rette plads. Uroen stilnede af, og alles ansigter strålede af glæde og begejstring.

Da denne unge mand trådte ind på erhvervslivets område, valgte han handel, et lige så rent og hæderligt erhverv som noget andet. Landets største kapitalstærke mænd udvalgte denne unge mand til at forvalte deres kapital og drive handel for dem. Han må nødvendigvis have besiddet særlige egenskaber, siden de netop valgte ham. Sa’ib, Qays ibn Sa’ib, Khadija og flere andre fik efter tur praktisk erfaring med denne unge mands enestående ærlighed, og de gav ham alle enstemmigt titlen »Tajir al-Amin«, det vil sige »den ærlige købmand«. Abdullah ibn Abi al-Hamsas vidnesbyrd er stadig bevaret. Han fortæller, at han før profetskabet engang aftalte med denne unge ærlige købmand: »Vent her, jeg kommer straks.« Men senere glemte han det. Tre dage senere kom Abdullah tilfældigvis forbi stedet og så, at den ærlige købmand stadig stod dér, bundet af sit løfte. Han sagde til Abdullah: »Du har voldt mig besvær. Jeg har stået her i tre dage.« – Abu Dawud

Se derefter, hvordan denne unge mand, da han skulle vælge en livsledsager, ikke skænkede de unge, muntre og livlige piger i Mekka så meget som et blik, men giftede sig med en kvinde, hvis fremmeste egenskab var, at hun var en dydig og retskaffen kvinde fra en meget fornem familie. Hans valg afspejlede dybden i hans sind, hans natur og hans karakter. Det var Khadija, der sendte ham et ægteskabsforslag, efter at hun var blevet dybt imponeret af den unge mands enestående ærlighed og rene karakter. Og den unge mand tog helhjertet imod forslaget.

Hvis man desuden vil bedømme en persons karakter og sindelag ved at se på hans venner og ledsagere, så lad os se, hvilken slags mennesker der var venner med denne unge mand.

Sandsynligvis var hans dybeste venskab og mest oprigtige forhold det, han havde til Abu Bakr. De var ikke blot jævnaldrende, men også ligesindede. En anden af hans venner var Khadijas fætter, Hakim ibn Hizam. Denne mand var en tjener ved Haram al-Sharif. Han tog ikke troen til sig før det ottende hijri-år. Alligevel bevarede han et dybt venskab og en varm hengivenhed for Allahs Sendebud. På grund af dette venskab købte han engang et kostbart klædningsstykke for halvtreds ashrafier, kom til Medina og forærede det til Allahs Sendebud. Men Allahs Sendebud insisterede så meget, at han betalte ham klædets pris. En læge ved navn Dimad ibn Tha’laba al-Azdi var også en af hans nære venner. Men findes der overhovedet én lav, ussel, dårligt vanemæssig, tyrannisk eller syndig person blandt denne unge mands venner?

Når denne unge mand fik lidt fritid fra sine familiære, forretningsmæssige og andre verdslige gøremål, brugte han den ikke på fornøjelser og underholdning. Han tilbragte den heller ikke med at strejfe omkring, sludre med folk eller sove dovent. Nej, han fjernede sig fra al uro og lagde alle sine gøremål til side for, under ledelse af sin rene og ubesmittede medfødte bevidsthed og samvittighed, at tilbede den ene og eneste Allah i Hira-grotten. Han granskede sit eget væsen og verdens natur i dybden for at fatte universets skjulte store sandhed og kende menneskelivets usynlige mysterier. Han tænkte over, hvordan han kunne løfte sine landsmænd og hele menneskeheden ud af umoral og nedrighed og ophøje dem til englenes niveau. Kan menneskelig fornuft, samvittighed og indsigt ikke drage nogen konklusion om den høje og rene karakter hos den unge mand, hvis fritid i ungdommen blev brugt på så dybtgående overvejelser og undersøgelser?

Gennem sådanne begivenheder fra hverdagslivet blev den kommende profet for hele verden opfostret i det mekkaanske samfund for øjnene af Quraysh, trådte gradvist ind i ungdommen og nåede modenhed. Fortalte dette billede af hans liv ikke, at denne unge mand var et enestående stort menneske? Kunne man på nogen måde forestille sig, at en person, der var vokset op på denne måde, kunne være en løgner og bedrager? Eller at han kunne være en magtbegærlig, selvisk person eller en religiøs forretningsmand, der brugte religionen som kapital til at skabe sig et erhverv? Aldrig. Quraysh selv anerkendte ham, igen og igen, som en sandfærdig og troværdig, vidende, renhjertet og ædelmodig mand. Selv hans fjender bevidnede hans intellektuelle og moralske overlegenhed, også midt i de hårdeste konflikter og stridigheder. Koranen selv fremfører den store forkynders liv som et vidnesbyrd og befaler ham at sige den arabiske tekst.

»Jeg har jo også levet en del af mit liv iblandt jer før dette. Vil I da ikke forstå?« (Yunus, 16)

Men da denne nationens strålende juvel indtog profetskabets embede og fremsatte sandhedens budskab, ændrede deres holdning sig pludseligt. Hans ærlighed, sandfærdighed, høflighed, storhed og fornemme afstamning mistede al værdi. Indtil i går var han nationens øjesten; i dag blev han stemplet som fjende, oprører og nationens skamplet. Indtil i går respekterede hvert eneste barn ham; i dag var han genstand for alles vrede. Den mand, der i mere end fyrre år havde bevist sin ukrænkelige renhed, blev pludselig dårlig i Qurayshs øjne, blot fordi han begyndte at forkynde Allahs enhed, sandheden og retfærdigheden! I virkeligheden var han ikke dårlig. Det var snarere vurderernes blik blandt Quraysh, der var skævt, og deres målestok, der var fejlagtig.

Men var Qurayshs øjne virkelig så blinde, at de ikke kunne se en så lysende måne i et dybt mørklagt miljø? Kunne de ikke genkende en retskaffen leder i en forsamling af karakterløse mennesker? Kunne en perlekæde, der lå henslængt på en mødding, ikke fange deres blik? Kunne denne person, fra top til tå præget af høflighed og god opførsel, ikke opnå den passende ære og anerkendelse i et samfund af uciviliserede og gemene mennesker? Nej, sådan forholdt det sig ikke. Quraysh vidste udmærket, hvilket menneske Muhammad var. Men selv om de vidste det, havde de bind for øjnene. Egeninteresse og fjendskab havde gjort dem blinde, selv om de havde øjne. Som det siges i Koranen: »De har øjne, men med dem kan de ikke se.« Når mennesker er blinde, selv om de har øjne, findes der ingen ulykke, de ikke kan forårsage, og ingen katastrofe, der ikke kan opstå.

Årsagerne til Qurayshs modstand

Hvis vi i dag på en eller anden måde kunne tale med Quraysh i Mekka, ville vi bestemt spørge dem: Hvilken dårlig handling opfordrede denne øjesten fra jeres stamme egentlig til gennem det budskab, han bragte? Opfordrede han jer til at stjæle og røve? Kaldte han jer til at dræbe og plyndre? Fremlagde han nogen plan om at undertrykke, mishandle og udbytte forældreløse, enker og svage? Tilskyndede han jer til indbyrdes kampe og til at skabe strid mellem stammerne? Ønskede han at danne en forening for at opbygge rigdom og erhverve jordejendomme? Hvilken vanskelighed så I i at følge hans kald? Hvilken katastrofe mærkede I i hans program? Af hvilken grund kastede I jer så voldsomt over ham?

Det, der gjorde Quraysh rasende og fik dem til at fastholde jahiliyyahs fejlagtige system og yde modstand mod forandring, var ikke nogen mangel ved Guds Sendebuds tanker eller karakter og heller ikke noget alvorligt skadeligt i hans budskab. Årsagen var heller ikke, at hans bevægelse syntes at ville føre datidens jahiliyyah-samfund tilbage mod underudvikling. Nej, det, der lå bag, var udelukkende Qurayshs egeninteresse. I den arabiske samfundsstruktur, som var blevet opbygget gennem århundreder, havde Quraysh formået at indtage en fremtrædende lederposition. Alle politiske og religiøse embeder var under deres kontrol. Deres økonomiske og handelsmæssige dominans var uovervindelig. Kort sagt var de herskere og ledere over hele det arabiske folk. Denne ubestridte ledelse og dominans kunne kun fungere inden for den religiøse, kulturelle og sociale struktur, der var blevet videreført fra jahiliyyahs tid. Hvis de, bevidst eller ubevidst, følte sig nødsaget til at bevare deres altomfattende lederskab og myndighed, måtte de også beskytte deres jahiliyyah-samfundsordning mod alle former for angreb og forfald.

Quraysh-stammen var socialt og politisk arabernes ledere og styrende, men de var også præster for arabernes afgudsdyrkende religion, vogtere og tjenere ved de religiøse helligdomme samt enevældige administratorer af alle religiøse aktiviteter. Denne enevældige religiøse administration og absolutte myndighed understøttede også deres politiske og sociale autoritet og udgjorde i sig selv et omfattende system. Derfor kom der gaver og offergaver til dem fra alle egne af Den Arabiske Halvø. Derfor var de genstand for dyb hengivenhed og respekt. Folk kyssede deres fødder. Når religion bliver til en forretning for en klasse eller gruppe, forsvinder dens oprindelige inspiration, bevidsthed og livskraft, og den antager form af et rent skuespil fyldt med alskens ceremonier. Ingen husker længere, hvad religionens principielle krav er. Selvopfundne traditioner og ritualer bliver da tillagt grundlæggende betydning. Den kundskab og lovgivning, der bygger på åbenbaringen fra Allah, forsvinder, og en ny sharia, skabt af religionshandlere, vokser frem. Fornuften forsvinder. Blind tro og uvirkelige forestillinger breder sig overalt. Skikken med at fremsætte udsagn med beviser og vidnesbyrd forsvinder. Følelser og ophidselse kvæler fornuftens stemme. Religionens folkelige og demokratiske karakter udslettes, og religionshandlernes diktatur rider samfundet som en mare. Den sande viden forsvinder, mens grundløse påstande bliver populære. I stedet for en enkel og ligefrem troslære og et enkelt regelsæt indføres der ved enhver lejlighed komplicerede og indviklede forskrifter. Retten til at have en afvigende mening fratages fuldstændigt, og en gruppes tyranniske myndighed får frit spillerum. Sandhed, ærlighed, høflighed og gudsfrygt efterlader ikke det mindste spor, og religion bliver til en bedragerisk og mangeartet virksomhed. Hver gang en religion er blevet forvansket, er det sket gennem denne proces. I det arabiske jahiliyyah-samfund var denne forvanskning nået til sit laveste punkt. Det var på denne forvanskning, Quraysh-stammens religiøse præsteskab byggede sin position. For at bevare denne enorme og indbringende magtposition var det nødvendigt at opretholde den forvanskede religiøse atmosfære og struktur. Det var nødvendigt at sikre, at ingen protester eller anderledes meninger blev fremsat imod den, og at ingen opfordrede til nogen form for reform eller forbedring. Derfor var det helt naturligt, at Quraysh-stammen blev rasende over islams budskab.

Desuden var Qurayshs kultur en ekstremt syndig kultur. Alkohol, utugt, hasardspil, åger, mishandling af kvinder, at begrave pigebørn levende, at gøre frie mennesker til slaver og at undertrykke de svage – alt dette var kendetegnende for Quraysh-kulturen. Denne kultur var blevet dannet af en kombination af dårlige vaner, ophobet gennem århundreder, og hæslige samfundsskikke, der havde antaget form af glorværdige nationale traditioner. Det var ikke let for Quraysh at bryde ud af dette kulturelle jernbur, som de selv havde bygget, og gøre sig klar til at færdes i et nyt miljø. De forstod straks, at Guds Sendebud Muhammads budskab var en fjende af deres nedarvede skikke og traditioner, vaner, begær og ønsker, de skønne kunster – kort sagt deres elskede kultur. Derfor blev de grebet af voldsom lidenskab og besluttede sig fast for at modsætte sig dette budskab.

Det er netop af alle disse grunde, at de ledende for den etablerede, forvanskede samfundsorden, de religiøse entreprenører og begærernes tilbedere til alle tider har forenet sig og rejst sig imod sandhedens budskab.

Nogle få gnister af ild i det tætte mørke

Før Profeten (fred være med ham) blev udnævnt til profet, var der opstået uro i sindet hos nogle begavede mænd i Arabien. På grundlag af de guddommelige tegn og antydninger, der afspejlede sig i naturens fænomener i universet, opstod der hos dem mistillid til og modvilje mod det bestående samfund, miljøet og den afgudsdyrkende religion. Denne tilstand gjorde deres sind uroligt og fik dem til spontant at give udtryk for protest. Også fra de følsomme menneskers indre, hvis navne vi nævnte for kort tid siden, kom der en uklar længsel efter forandring til udtryk.

En dag havde Quraysh-folket samlet sig omkring en afgud for at fejre en fest. De sang lovsange til denne stenstatue, frembar hengivenhedsofre til den, kastede forskellige offergaver på den og gik i tawaf omkring den. Netop på dette tidspunkt var fire mænd – Waraqa ibn Nawfal, Abdullah ibn Jahsh, Uthman ibn al-Huwayrith og Zayd ibn Amr – på grund af deres lede ved denne meningsløse fest samlet til et hemmeligt møde på et afsides sted. Efter at have svoret hinanden at bevare fortroligheden om deres udsagn fortsatte de deres drøftelse. De var enige om følgende: »Vores folk følger en ideologi, der er fuldstændig uden grundlag. De har forkastet deres bedstefar Ibrahims religion. Den stenstatue, der tilbedes, kan hverken se eller høre, gavne nogen eller skade nogen. Venner, spørg jeres egen samvittighed; ved Allahs ed vil I da forstå, at I ikke har noget grundlag. Rejs rundt i verdens lande og undersøg, om der noget sted findes en sand tilhænger af Ibrahims religion.« [Sira Ibn Hisham, bind 1, s. 242] Senere blev Waraqa ibn Nawfal kristen. Abdullah ibn Jahsh blev først muslim som følge af sin uro, men blev senere igen kristen på grund af den samme uro. Uthman tog til den romerske kejser og antog kristendommen. Zayd blev hverken jøde eller kristen, men forkastede også afgudsdyrkelsen. Han holdt op med at spise kød fra døde dyr, blod og kød fra dyr, der var ofret på altre, og begyndte at forbyde folk at dræbe pigebørn. Han plejede at sige: »Jeg tilbeder Ibrahims Herre.« [Sira Ibn Hisham, bind 1, s. 242] Asma, Abu Bakrs datter, siger: »Jeg har set den gamle stammeleder Zayd sidde lænet op ad den hellige Kaaba. Han sagde: ›Quraysh-folk, ved Allahs ed, ingen af jer andre end jeg følger Ibrahims religion.‹ Derefter sagde han: ›O Allah, hvis jeg vidste, hvilken måde der behager Dig, ville jeg tilbede Dig på den måde. Men det ved jeg ikke.‹ Så lagde han håndfladerne mod jorden og kastede sig ned i sujud.« [Sira Ibn Hisham, bind 1, s. 242] Når nogen besøgte ham, fremsagde han ofte dette digt, hvis betydning var: »Bør Herren være én eller tusinder? Når livets problemer fordeles mellem flere herrer, hvilken herre skal jeg så adlyde?«

»Jeg har forkastet al-Lat og al-Uzza. Det er sådan, standhaftige og tålmodige mennesker handler.«

»Men ja, jeg vil bestemt fortsætte med at tilbede min barmhjertige Herre, den Nådige, så den tilgivende Herre kan tilgive mine synder.«

»Fortsæt derfor med kun at frygte Allah; så længe I holder fast ved dette, vil I ikke gå til grunde.«

Den stakkels Zayds hustru, Safiyya bint al-Hadrami, holdt konstant øje med ham. Undertiden ville Zayd forlade Mekka for at søge den sande Ibrahimiske religion. Men hans hustru informerede Khattab ibn Nawfal om det på forhånd. Og Khattab skældte ham voldsomt ud for at have forladt forfædrenes religion. Zayd var så hengiven til sin overbevisning, at han, så snart han trådte ind på den hellige Kaabas område, udbrød:

»O sande Herre! Jeg er kommet til Dig for oprigtigt og med en tjeners sind at tilbede Dig.« Derefter plejede han også at sige: »Med ansigtet vendt mod Kaabaen søger jeg tilflugt hos den, som profeten Ibrahim søgte tilflugt hos.« [Sira Ibn Hisham, s. 248]

Khattab ibn Nufayl plagede Zayd. På et tidspunkt forviste han ham uden for Mekka. Zayd slog sig ned i nærheden af Hira, i udkanten af Mekka. Derefter udpegede Khattab nogle unge mænd og moralsk fordærvede personer fra Quraysh-stammen som hans vagter og beordrede dem ikke at lade ham komme ind i Mekka. Zayd kom undertiden i hemmelighed til Mekka. Når Khattab og hans ledsagere opdagede det, fordrev de ham igen. De torturerede ham med stor foragt, fordi de anklagede ham for at fordreje religionen. Til sidst blev han så træt af det, at han forlod landet og drog omkring i Mosul, Syrien og andre steder i søgen efter profeten Ibrahims religion. Til sidst fandt han en lærd dervish i området Roulka nær Damaskus og gik til ham for at spørge efter profeten Ibrahims religion. Dervishen sagde: »I dag vil du ikke længere finde et eneste menneske, der følger denne religion. Men en profet, som vil bære denne religions fane, vil snart træde frem, og han vil træde frem netop dér, hvorfra du kom. Gå, og mød ham.« Zayd havde undersøgt jødedommen og kristendommen grundigt. Ingen af disse to religioner tiltalte ham. Efter dervishens råd satte han kurs mod Mekka. Men undervejs blev han dræbt af nogle mennesker på et sted ved navn Bilad Lakham. [Sira Ibn Hisham, bind 1, s. 249-250]

Efter islams fremkomst spurgte Zayds søn Sa’id og Umar Rasulullah, om de måtte bede om tilgivelse for Zayds synder. Rasulullah sagde: »Ja, for på Dommedag vil han rejse sig som en selvstændig ummah.« Det vil sige, at Zayd med fuld oprigtighed tog imod al den vejledning, som et menneske kunne modtage gennem sin rene natur, og derefter søgte han ihærdigt efter åbenbaringens vejledning. Til sidst var han på vej til Rasulullah, men han blev martyr netop på denne vej i søgen efter sandheden.

Denne lange beretning viser, at historien var blevet rastløs i forventningen om at tage en ny drejning, og at den menneskelige samvittighed var blevet urolig. Men bortset fra naturens uklare antydninger fandtes der ingen vejledning mod lyset. Omgivelserne med forvansket religionsudøvelse og meningsløse ritualer havde kvalt menneskets selvstændighed. Mennesket var indespærret bag stagnationens fire vægge. Følsomme mennesker var enten standset ved kristendommens mål, fordi omgivelserne begunstigede det, eller også var de blevet tvunget til at forlade landet. Men det var meget vanskeligt at føre jihad mod den herskende vildfarelse. Oprøret var opstået blandt de fire nævnte personer. Af dem var det kun Zayd, der havde vist så stort mod, at han satte sig i Haram Sharif, påkaldte den ene Gud og fordømte afgudsdyrkelsen foran Quraysh. Men heller ikke han kunne gøre mere end at give udtryk for sin uro og protestere. Foran sig havde han ikke noget klart og fuldstændigt ideal, som han kunne gøre til grundlag for da’wa og en bevægelse. Alligevel nægtede Mekka at tolerere hans eksistens.

I jahiliyyah-samfundet havde digtere en særlig status. De udøvede også intellektuelt lederskab over folket. Deres digte var en afspejling af datidens samfunds mentalitet og tankegang. Aftrykket af samfundets urolige samvittighed kom til udtryk i jahiliyyah-digternes digte fra den umiddelbart forudgående periode før Rasulullah. I disse digte hævede den menneskelige samvittighed sig ofte til et højlydt forsvar for grundlæggende sandheder.

Blandt disse digtere var Umayya ibn Abi al-Salt, en fremtrædende høvding fra Taif. Han fremsatte gode tanker om tawhid, Dommedag og gengældelsen for menneskers handlinger. Desuden indeholder hans digte en del moralske råd. Også han gjorde oprør mod den polyteistiske tankegang. Men han fik ikke den lykke at tage imod Rasulullahs da’wa. Rasulullah kunne lide hans digte og sagde, at denne mand var nået til tærsklen til islam.

Når man iagttager den åndelige uro hos sådanne bevidste mennesker, får man indtryk af, at omgivelserne længtes efter at modtage et nyt og livgivende budskab.

Den revolutionære kraft, som historien havde ventet på, trådte frem gennem Muhammad på det rette tidspunkt. Han trådte ikke blot frem som en højlydt modstander af det negative og med sit personlige sindelag og sin ædle karakter; han trådte frem med en altomfattende positiv lære og ideologi for at gennemføre en grundlæggende forandring af hele folket og hele samfundet. Hvordan skulle den tids mægtige, falske kræfter i Arabien kunne tolerere denne forbrydelse (?)

Den første periode af da’waen: Hemmelig forkyndelse

I tiden op til profetskabets begyndelse, mens Allahs Sendebud ﷺ hengav sig til tilbagetrukken meditation som forberedelse, blev han vist forskellige sande drømme. Undertiden hørte han en uset stemme. Undertiden så han en engel. Til sidst kom den første åbenbaring fra Allahs Trone. Jibril kom og henvendte sig:(Arabisk********)

Dette var hans første oplevelse af at modtage åbenbaringen. Han følte, som om en skræmmende og enorm byrde havde lagt sig på hans nakke. Da han vendte hjem, fortalte han sin hustru om begivenheden. Hun trøstede ham og sagde, at hans Herre aldrig ville svigte ham. Waraka ibn Nawfal sagde: »Dette er den sendebud fra Allah, som blev sendt ned til Musa. Han sagde også: Folk i landet vil kalde dig en løgner, plage dig, fordrive dig fra landet og føre krig mod dig. Hvis jeg lever den dag, vil jeg støtte dig i Allahs sag.« Derefter blev han formelt udpeget til at bringe sandhedens budskab fra Allah. En enorm byrde af ansvar blev lagt på ham. Dette budskab blev først forelagt for Khadija, og hun fik æren af at være den første person, der troede på det. Derefter fortsatte dette arbejde langsomt og i hemmelighed. Abu Bakr as-Siddiq var hans barndomsven. De havde samme sindelag og smag. Da han modtog sandhedens budskab, tog han straks imod det, som om hans indre allerede havde ventet på det. Allahs Sendebuds ﷺ adoptivsøn Zayd blev også hans ledsager. Han var allerede blevet påvirket af hans liv og karakter.

At disse nærmeste mennesker troede på ham, var et bevis på hans hengivenhed, oprigtighed og sandfærdighed. Disse personer havde i flere år været fuldt bekendt med hans personlige og sociale liv samt med hans indre og ydre. Ingen kunne have kendt Allahs Sendebuds ﷺ liv, karakter, tanker og sind bedre end disse. Allerede fra begyndelsen besvarede disse nærmeste personer hans kald og vidnede dermed om, at den, der kaldte dem, var hævet over enhver tvivl med hensyn til sandfærdighed og oprigtighed.

Så snart Abu Bakr blev soldat i Allahs Sendebuds ﷺ bevægelse, begyndte han ivrigt at arbejde blandt de mennesker, der stod under hans indflydelse. Han gjorde en række betydningsfulde personer, heriblandt Umar, Uthman, az-Zubayr, Abd ar-Rahman ibn Awf, Sa’d ibn Abi Waqqas og Talha, til medlemmer af denne revolutionære bevægelse. Med den største forsigtighed, hemmelighedskræmmeri og tavshed begyndte de at udbrede dette arbejde. Blandt de øvrige, der i denne hemmelige og tidlige periode af den islamiske bevægelse sluttede sig til de forreste rækker af muslimer, var Ammar, Khabbab, al-Arqam, Sa’id ibn Zayd (den tidligere omtalte Zayd ibn Amrs søn, som var blevet dybt påvirket af sin far), Abdullah ibn Mas’ud, Uthman ibn Maz’un, Abu Ubayda, Suhayb ar-Rumi og flere andre.

Når tiden for bønnen kom, gik Allahs Sendebud ﷺ op på et bjerg og bad i hemmelighed sammen med sine ledsagere. Kun duha-bønnen bad han på Ka’bas gårdsplads, eftersom denne bøn også var almindelig blandt Quraysh. En gang bad Allahs Sendebud ﷺ sammen med Ali i et bjergpas. På dette tidspunkt fik hans farbror Abu Talib øje på dem. Da han så denne nye form for bøn, blev han forbløffet og betragtede den med dyb opmærksomhed. Efter bønnen spurgte han: »Hvilken religion har I antaget?« Allahs Sendebud ﷺ svarede: »Dette var vores bedstefar Ibrahims religion.«

Da Abu Talib hørte dette, sagde han: »Det er ikke muligt for mig at antage denne religion. Men jeg giver jer tilladelse; ingen vil kunne forhindre jer. [Sīrat an-Nabī, Shibli Nu’mani, (bind 1, s. 192).]

Abu Dharr troede også i den hemmelige periode af den islamiske bevægelse. Ifølge den lærde Shibli Nu’mani var han nummer seks eller syv i rækken. Han var også blandt de mennesker, der led under uro, og som forlod afgudsdyrkelsen og udelukkende som følge af deres medfødte rene natur og samvittighedens kald ihukom Allah og tilbad Ham. På den ene eller anden måde fik han kendskab til Allahs Sendebuds ﷺ budskab. Derefter sendte han sin bror for at få korrekte oplysninger. Hans bror mødte Allahs Sendebud ﷺ, hørte ham recitere Koranen og vendte tilbage til sin bror med ordene: »Jeg har set denne, der bringer budskabet. Folk kalder ham en frafalden [Se de mangeartede former for et fordrejet samfundssystem. Den, der kom for at lære hele verdens mennesker troen, bliver altså kaldt frafalden! I enhver tidsalder har religionens handelsmænd afsagt denne slags domme]. Men han lærer ædle karakteregenskaber og fremsiger et forunderligt budskab, som er helt anderledes end menneskelig poesi. Hans adfærd ligner din adfærd.« Derefter kom han selv og antog islam.

Denne begivenhed beviser, at sandhedens duft, trods hemmelighedskræmmeriet, med vinden som bærer fór fra horisont til horisont. På dette tidspunkt var man også begyndt at give Allahs Sendebud ﷺ forskellige nedsættende tilnavne. Alligevel var forholdene nogenlunde rolige og normale. Qurayshs ledere havde endnu ikke forstået alvoren af den fare, der nærmede sig.

Bemærk også en anden vigtig ting: Ingen blandt lederne i den islamiske bevægelses første rækker beklædte et højt nationalt eller religiøst embede. Derfor var de fri for alle egeninteressernes bånd. Gennem historien har det netop været sådanne frisindede unge, der har indtaget de forreste rækker for at igangsætte store forandringer. Ingen ledere eller højtstående personer bidrog til dette arbejde.

Qurayshs ledere mente overhovedet ikke, at denne islamiske bevægelse på det hemmelige stadium fortjente opmærksomhed. De tænkte, at det blot var nogle få unges vanvid. De gik rundt og talte sort og hvidt. Om nogle dage ville de af sig selv komme til fornuft. Hvem havde mod nok til at gøre oprør mod os? Således var de magthavere, der sad på magtens trone, så fortumlede af deres magtstolthed, at sandhedens spirer ubemærket voksede frem under tronens skygge og efterhånden blev til historiens mægtige træer. Qurayshene mente også, at når de viste så stor hengivenhed over for og tilbad guder som al-Lat, Manat og al-Uzza, ville disse guder beskytte deres ære og den hedenske religion. Deres åndelige forbandelse ville tilintetgøre disse få tawhid-tilhængeres oprør mod afguderne.

Den offentlige da’wa

Således gik tre år. Men det er ikke Allahs skik at lade en situation forblive uændret for altid. Hans sædvanlige skik er at bringe sandheden frem for at modstå det falske og lade de to støde sammen. Som Allah siger: »Vi kaster snarere sandheden mod det falske, hvorefter sandheden tilintetgør det. Så forsvinder det falske.« – Sura al-Anbiya

I overensstemmelse med Allahs sædvanlige skik blev befalingen givet: »Forkynd offentligt det, du bliver befalet.«

Profeten (fred være med ham) samlede al sin beslutsomhed og sit mod, forberedte sig på den nye og muligvis konfliktfyldte situation og stillede sig en dag på Safa-bjerget. Derefter kaldte han på Qurayshs folk i overensstemmelse med en særlig arabisk skik. Når der opstod fare, plejede man at tilkalde folk for at få hjælp ved hjælp af et særligt signalråb. Han benyttede denne fremgangsmåde. Folk strømmede til. En vældig menneskemængde samlede sig. Alle lyttede åndeløst for at få at vide, hvad der var sket.

Profeten (fred være med ham) spurgte først: »Hvis jeg fortalte jer, at en angribende hær på den anden side af dette bjerg var på vej for at angribe jer, ville I så tro mig?«

Alle svarede samstemmende: »Ja, hvorfor skulle vi ikke det? Vi har altid set dig tale sandt.«

– Så hør, I efterkommere af Abd al-Muttalib, I efterkommere af Abd Manaf, I efterkommere af Zuhra, I Tamims sønner, I Makhzums sønner og I efterkommere af Asad! Jeg siger jer: Anerkend den ene Allah som Herre og Gud, ellers vil en hård straf ramme jer. Med disse ord fremsatte han for første gang den offentlige dawah, ganske kortfattet.

Så snart hans onkel Abu Lahab hørte dette, blev han rasende og sagde: »Din elendige! Må du gå til grunde allerede i dag. Var det derfor, du kaldte os her?« Abu Lahab og de øvrige ledende mænd gik derfra, meget vrede og oprørte.

Det er bemærkelsesværdigt, at Abu Lahabs reaktion var, at Allahs Sendebuds dawah var helt ubetydelig og ikke værd at tage alvorligt. Der kom endnu ingen anden reaktion. Den eneste anklage var: »Du har besværet os uden grund og spildt vores tid.«

Det andet skridt i den offentlige dawah bestod i, at Allahs Sendebud (ﷺ) arrangerede et festmåltid for medlemmerne af Abd al-Muttalibs familie. Blandt deltagerne var også betydningsfulde personer som hans onkler Hamza, Abu Talib og Abbas. Efter måltidet holdt han en kort tale. Han sagde: »Den livsordning, jeg er kommet med, bringer gavn både i dette liv og i det hinsidige. Hvem er parat til at blive min ledsager i dette arbejde?« Dette viser, at han allerede ved dawahens begyndelse var bevidst om, at han ikke var kommet med en religion, der var adskilt fra det jordiske liv, men med en religion, der kunne gøre verden gavnlig og smuk.

Der blev stille blandt de forsamlede, efter at han havde fremsat sin opfordring. Pludselig brød en trettenårig dreng stilheden og rejste sig. Han sagde: »Selv om jeg lider af en øjensygdom, mine ben er svage, og jeg kun er en dreng, vil jeg alligevel blive din ledsager.« Det var Ali (må Allah være tilfreds med ham). Senere viste han sig at blive en af denne bevægelses vigtigste søjler.

Ingen andre end en enkelt dreng svarede. Da den forsamlede skare så dette, brød den ud i høj latter. Gennem denne latter sagde Abd al-Muttalibs efterkommere indirekte: Hvilken stor revolution kan denne dawah, dens forkynder og den dreng, der har svaret, dog skabe sammen? Det er ikke andet end en spøg og vanvid. En hånlig latter er tilstrækkelig som svar på denne opfordring.

Også efter denne anden begivenhed forblev stemningen rolig. Men da det tredje skridt derefter blev taget, opstod der uro i samfundet, og den blev gradvist mere intens.

Før vi drøfter dette tredje skridt, synes det nødvendigt at berette om endnu en begivenhed. Som jeg allerede har nævnt, blev bønnen udført i det skjulte på grund af de vanskelige forhold. Allahs Sendebud (ﷺ) og hans ledsagere tog uden for byen, til højtliggende og lavtliggende steder i bjergene eller ud på sletterne for at bede. En dag opdagede polyteisterne Hadhrat Sa’d ibn Abi Waqqas, mens han bad sammen med andre sahaba ved en bjergkløft. Mens de bad, begyndte polyteisterne at tale uanstændigt og håne hver eneste del af bønnen. Da der ikke kom noget svar fra den anden side, blev de irriterede og indledte et voldeligt angreb. Under sammenstødet blev Sa’d ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) såret af en polyteists sværdslag. Dette var det første tilfælde af blodsudgydelse på Allahs vej på Mekkas jord. Det var det jahili-samfunds første vanvittige og voldelige reaktion. Denne reaktion antydede, at modstanden nu var begyndt at bevæge sig ind på voldens vej.

Skabelsen af en atmosfære af provokation og ophidselse

I den islamiske bevægelse sluttede der sig gradvist fyrre medhjælpere til. På denne måde blev den islamiske organisation en reel magtfaktor. Påbuddet om offentligt at fremsige sandhedens trosbekendelse var allerede blevet givet. For at efterkomme dette påbud stillede Allahs Sendebud, fred være med ham, sig en dag på Kaabaens område og bekendtgjorde troen på Allahs enhed. Men når den religiøse bevidsthed forvrides, bliver de religiøse værdier trådt under fode. Derfor blev det at tale om Allahs enhed på området omkring det hellige hus, som en dag var blevet etableret som centrum for udbredelsen af tawhids budskab, udlagt som en krænkelse af dette centrum. Det er højst forbløffende, at Kaaba Sharif ikke krænkes ved opstillingen af så mange afgudsbilleder, heller ikke ved at gnide panden mod afgudsbillederne, og at dens hellighed ikke anses for krænket, når man foretager tawaf nøgen, udstøder jubelråb eller klapper i hænderne. Kaabaen vanæres heller ikke, når man ofrer dyr i gudernes og gudindernes navn eller opkræver skatter for præste- og vogtertjenester. Den vanæres kun, når man nævner den sande ejers navn.

Der lød råb: »Kaabaen er blevet krænket, og Haram Sharifs ære er blevet vanæret.« Hvilken forfærdelig sag! En så provokerende handling, at den kunne få blodet til at koge! De polyteister, der var ude af kontrol på grund af den voldsomme ophidselse og fortumlede af følelser, stormede til fra alle sider, da de hørte tawhids trosbekendelse. Urolighederne begyndte. Allahs Sendebud, fred være med ham, blev omringet. Hares bin Ubai skyndte sig til for at beskytte Allahs Sendebud, da han hørte tumulten. Men han blev martyr ved et sværdhug. I konflikten mellem islam og jahiliyya i Arabien var dette den første martyrdød, der fandt sted for at beskytte islam.

I stedet for at overveje den dawah, der var blevet fremsat på en yderst fredelig og rationel måde, træffe en beslutning om den og besvare argumenter med argumenter, blev den besvaret med blind følelse og vanvittig voldsomhed. Allahs Sendebud, fred være med ham, tvang ikke nogen til at antage sandhedens trosbekendelse med sværdets magt. Men modstanderne kom ham i møde med sværd i hånd. Det er det vigtigste kendetegn ved de selviske håndlangere i en ugyldig ordning, at de svarer på argumenter med provokation og ophidselse og på beviser med voldsomhed og terror. Modstanderne havde ikke så meget tålmodighed, at de i det mindste ville bruge nogle uger, nogle dage eller blot nogle minutter på at tænke over den bekendtgørelse, der var fremsat på Kaabaens område. De kunne have anerkendt, at Muhammad, fred være med ham, ligesom dem havde ret til at bekende sig til en eller anden religion, lære, filosofi eller aqidah, tale i overensstemmelse med den og modsætte sig en andens religion, lære eller aqidah. De kunne i det mindste have anerkendt muligheden for, at der kunne være visse fejl og mangler hos dem, og at den ideologi, Muhammad, fred være med ham, prædikede, måske indeholdt en ordning til at rette disse fejl. I virkeligheden forsvinder tolerance over for andres synspunkter fuldstændigt blandt lederne af enhver ugyldig ordning, og deres evne til at tænke, overveje og bedømme går tabt.

Prøv et øjeblik at forestille jer, hvordan det miljø var, hvor vores elskede profet Muhammad, fred være med ham, med livet som indsats udførte sin opgave for os alles bedste i denne verden og det hinsidige, helt ubevæbnet og uden nogen midler.

Ondskabsfuld propaganda

Selv om mordet på en uskyldig person begået af Mekkas indbyggere inde i Haram Sharif, symbolet på profeten Ibrahim, fred være med ham, og profeten Ismails, fred være med ham, hellige følelser, inspiration og håb, gav et indblik i den kommende fremtid, markerede det ikke begyndelsen på den egentlige voldens tidsalder.

Modstandens første fase forløber altid gennem spøg, sarkasme, latterliggørelse og sofistiske argumenter, hvorefter den gradvist antager form af terror og bøllemetoder.

De dygtige mestre i bagvaskelsens kunst begyndte, sideløbende med den modbydelige og usle svinen til med skældsord, også at opfinde alle mulige øgenavne for at nedtone betydningen af Sendebuddets ﷺ kaldelse.

For eksempel sagde en af dem: »Lyt ikke til, hvad denne mand siger. Han er jo en ‘frafalden’. Han har forladt vores forfædres traditionelle religion og selv skabt en opdigtet og absurd religion.« De tog ikke hensyn til nogen form for argumenter. Enhver, der havde lyst, udstedte en erklæring om vantro. Undertiden sagde man også, at han var blevet en ‘sabier’ (stjerne- eller naturtilbeder). Eftersom det i datidens polyteistiske samfund var uønsket og skamfuldt at være sabier, blev det at kalde nogen sabier betragtet som en fornærmelse, ligesom det i dag ville være at kalde en muslim jøde, kharijit eller ateist. Det eneste middel, som folk, der ikke er i stand til at fremføre argumenter og beviser imod sandheden, har til rådighed, er negativ propaganda. Et af den negative propagandas våben er at give folk dårlige navne og øgenavne. På hver eneste gade og i hver eneste forsamling trommede Mekkas propagandister ud, at »de er blevet sabiere, de er faldet fra religionen, de har forladt deres fædres og bedstefædres religion og kommer med nye trosforestillinger« – og så videre og så videre. Når en sådan propagandastorm rejste sig, var miljøet for almindelige mennesker så tungt og kvælende, og det blev så vanskeligt at finde den rette vej, at man gyser blot ved tanken. Og det er vist heller ikke let at forestille sig, hvilken krise denne lille sandhedens karavane stod over for i et sådant miljø. Men hvor farefuld situationen og omgivelserne end måtte være, kan de ikke blokere vejen for mennesker med stærk vilje og fast beslutning. Allah siger:

»Den nåde, som Allah åbner for menneskene, kan ingen holde tilbage.« (Suraen Fâtir)

Når skældsord bliver slynget mod argumenter og beviser, har det altid forholdt sig sådan, at argumenterne og beviserne forbliver på deres plads, mens de skældsord, der fremsættes, bygger på følelser og måske holder sig i live i et par dage, men snart bliver matte og blegner, hvorefter mennesker bliver irriterede og væmmes ved dem. Derfor er grundreglen for dem, der er erfarne i dette arbejde, at man hele tiden må opfinde nye skældsord.

I overensstemmelse med dette princip opfandt man endnu et nyt skældsord til Sendebuddet ﷺ. Det var ‘Ibn Abi Kabsha’. ‘Abi Kabsha’ var navnet på en berygtet person i Arabien. Han dyrkede en stjerne ved navn ‘Sha‘ra’ i opposition til hele den religiøse ånd i Arabien. Øgenavnet ‘Ibn Abi Kabsha’ blev dannet ud fra denne Abi Kabshas navn. Det betyder søn af eller tilhænger af Abi Kabsha. Gud forbyde det. For at få afløb for deres vrede har de følelsesladede folk i Mekka dog opfundet lidt af hvert!

Når den centrale og ledende person i en kaldelse eller bevægelse gøres til mål for sådanne nedrige angreb, er det egentlige mål ikke blot at såre denne person; det egentlige mål er at nedgøre den lære, ideologi og bevægelse og skade dens omdømme, hvis voksende udbredelse skræmmer modstanderne. Men hvordan skulle man kunne standse en voldsomt strømmende flod med en dæmning af sand? Mekkas spottere kunne tydeligt se, at uanset hvor mange dæmninger de byggede af snavs og affald, blev de skyllet bort som halmstrå af denne kaldelses strøm, og at den hver morgen og aften stadig bevægede sig en smule længere frem. Derfor tog de en ny strategi for bagvaskelse i brug. De opfandt et nyt øgenavn til Sendebuddet ﷺ og begyndte at sige: »Denne mand er i virkeligheden blevet vanvittig. Gud forbyde det. Han er blevet sindssyg på grund af gudernes forbandelse. Det, han siger, er hverken noget, der egner sig for et bevidst menneske, eller noget, der udspringer af fin dømmekraft og eftertanke. Han lider af en form for psykisk sygdom eller hysteri. Når denne sygdom forværres, ser han undertiden engle. Undertiden drømmer han om Paradiset og Helvede, og undertiden synes han, at en åbenbaring eller nogle mærkelige ord kommer svævende fra den usynlige verden. Han er i virkeligheden et mentalt forstyrret menneske. Man bør ikke lytte til ham. Alle bør holde fast ved tilliden til deres egen traditionelle religiøse tro.« At kalde sandhedens forkæmpere gale og vanvittige eller dumme og tåbelige for at sløve skarpheden i deres argumenter er således en fast tradition blandt falskhedens tilhængere. De mennesker, hvis vane det er at lade sig føre med af samfundets gængse skikke og strømninger for at øge verdens materielle lykke og velstand og tilfredsstille deres egen grådighed, begær og lyster, betragtes som intelligente og fornuftige. Derimod har verdensdyrkerne ikke noget mere passende ord i deres ordbog end at kalde dem dumme og vanvittige, som påtager sig et program for at reformere og forbedre samfundet og dermed udsætter deres eget liv for fare.

Alle disse skældsord blev ikke kun sagt bag hans ryg, men også direkte til hans ansigt:

ياايهاالذىنزلعليهالذكرانكلمجنون

»Du, som hævder at have modtaget åbenbaring, er ikke andet end en galning.« (Sura al-Hijr, 6)

I virkeligheden kan man ikke få den fulde fornøjelse ved en fornærmelse, hvis man ikke kan fornærme nogen lige op i ansigtet.

Men noget, der er værd at overveje, er dette: Findes der nogensinde et eksempel på, at mennesker i et samfund har organiseret sig til en bevægelse under ledelse af en galning? Har et sundt, moralsk og bevidst ungt samfund nogensinde accepteret ledelsen af tåbelige mennesker? Har sunde og intelligente mennesker nogensinde reageret på opfordringen fra en sindssyg, hvis forstand var gået i stykker? For at besvare dette spørgsmål beredte Makkas polyteister endnu en undskyldning. (Vesterlændinge har opfundet betegnelsen Fanatics eller religiøse fanatikere om fromme mennesker i netop denne betydning: følelsesladede mennesker, hvis mentale balance er forstyrret. Når irreligiøse mennesker i vores samfund kalder mennesker, der elsker islam, for »mollaher«, gør de det i den betydning, at de er uforstandige, uvidende om tidens krav og blinde tilhængere af fortidens forestillinger. Endnu et trin længere nede betegner modstandere religiøse mennesker som uvidende og tåbelige, når det gælder politik.) De siger, at denne person, som hævder at være profet, også er dygtig til magi. Så snart nogen kommer for at møde ham, siger han et par ord til vedkommende, hypnotiserer ham og demonstrerer magiens ypperste kunnen. Derfor falder selv de bedste og mest intelligente mennesker efterhånden i hans fælde.

Men man kan ikke undgå at stille dette spørgsmål: Har nogen magiker nogensinde ledet en religiøs og kulturel bevægelse? Har nogen magiker eller astrolog nogensinde anvendt magi for at undervise i tilbedelsen af Allah, tawhid, ærlighed og retfærdighed? Findes der i historien et eksempel på, at en person med en magikers mentalitet nogensinde har opbygget en revolutionær bevægelse ved hjælp af sine magiske kræfter for at ændre det eksisterende samfunds- og statssystem? Findes der noget sted et eksempel på, at magiens kraft har forandret menneskers sind, karakter og inderste væsen? Og hvilken slags magiker var han da, når han i stedet for at vise magiske kunster for at tjene nogle få mønter under hele landets befolknings undertrykkelse og forfølgelse udvalgte samfundets bedste mennesker og forberedte dem på at lede en enorm kollektiv indsats? Var dette et trylletrick? I virkeligheden var det en forslidt anklage. I enhver tidsalder er denne anklage blevet rettet mod mennesker, der beskæftigede sig med da’wah og tabligh. På denne måde forsøgte man at give folket den opfattelse, at denne da’wah ikke havde nogen forbindelse til sandheden, og at den derfor heller ikke indeholdt noget, der kunne vække en spontan tiltrækning. Man hævdede, at der ikke var nogen skarphed i da’wah-forkynderens argumenter, som kunne sætte ham i stand til at vinde menneskers hjerter; hele sagen var tværtimod grundlagt på bedrag og magiske kneb. Derfor blev selv de bedste og mest intelligente mennesker påvirket af da’wah og mistede balancen.

Nogle mennesker har måske forelagt Qurayshs ledere de åbenbarede ord, som Profeten (fred være med ham) havde modtaget, især Koranens vers, og sagt, at de var formuleret i et højt og udsmykket sprog. Datidens litterære eksperter kan have diskuteret og gransket dette sprog og erkendt, at disse åbenbaringens ord var mirakuløse og usædvanligt virkningsfulde. For at tilbagevise forestillingen om disse ords mirakuløse karakter begyndte de derfor at sige: »Hvad er der mirakuløst ved dette? Det er jo blot en slags poesi, kunstnerisk sprogudøvelse og litterær kraft. Muhammad (fred være med ham) er en fremragende taler. Ved sin veltalenheds kraft fører han nogle unge mennesker med umodne sind på afveje.«

Men spørgsmålet er: Der har jo været så mange digtere i verden. Er der nogensinde fremstået en digter i verden med en så enestående og pletfri karakter som den, Muhammad (fred være med ham) og hans ledsagere besad? Har de, der blot opildner stemningen ved poesiforsamlinger, nogensinde kunnet udføre den slags religiøse handlinger, som fandt sted for Qurayshs øjne?

Dette spørgsmål gjorde også Quraysh forlegne. Som svar spredte de endnu en anklage mod Profeten (fred være med ham), nemlig at han beskæftigede sig med astrologi. Astrologerne fulgte visse religiøse skikke. De skabte en mystisk atmosfære. Deres liv gik med fyrre dages meditation, tilbagetrukkethed, askese samt recitationer og formularer. De indsamlede forskellige oplysninger på mange usædvanlige måder og udtrykte dem i et mystisk, teknisk sprog. Blandt almindelige mennesker færdes de som usædvanlige personer. Disse noget aparte mennesker blev kaldt »kahin«. Ved at kalde Profeten (fred være med ham) det samme ønskede de at antyde, at han også havde åbnet en forretning baseret på det samme bedrag, så folk kunne komme og blive hans disciple, og hans problemer med at tjene til livets ophold samtidig kunne løses. (Må Allah beskytte os.)

Men Koranen gav et knusende svar på al denne propaganda ved at sige:

(Arabisk*********)

»Han er ikke digter. Men det er jer selv, der har lukket døren til tro og overbevisning. Han er ikke spåmand. Men I tænker jo ikke over tingene.« (Sura al-Haqqa)

Koranens meget korte vurdering af deres voldsomme udskejelser lyder således:

(Arabisk********)

»Se, hvilke forskellige talemåder, eksempler, betegnelser og øgenavne disse mennesker bruger om dig.« Efter at have gjort alt dette, hvordan kunne de pludselig fare vild? Om dette siger Koranen: (Arabisk*****) »De har bedraget sig selv.«

Lad os nu se på endnu et forsøg på at sprede vildledning. De, der hævdede at følge profeten Ibrahims religion, sagde, at en jinn kom til Muhammed (fvmh.) og lærte ham alle mulige mærkelige ting. Undertiden nævnte de navnet på en romersk kristen slave i Mekka (Jabir, Jabra eller Jarb) og sagde, at denne slave i hemmelighed kom og skrev alle disse taler ned for Muhammed. Men han kom kun lejlighedsvis for at lytte til Profetens (fvmh.) samtaler. En gang sagde en gruppe af Qurayshs ledere til Profeten (fvmh.): »Vi har hørt, at en mand ved navn al-Rahman fra Yamama lærer dig alle disse ting. Ved Allahs ed sværger vi, at vi aldrig vil tro på denne al-Rahman.« [Ibn Hishams sira, første bind, s. 317] Formålet med alle disse grundløse bagvaskelser var at give folk det indtryk, at dette var et fremmed, ondsindet magts eller en enkelt persons værk. Muhammed (fvmh.) havde, som et redskab for disse onde kræfter og i sammensværgelse med dem, lagt planer om at ødelægge vores religion og samfundsorden. På den anden side forsøgte man også at skabe det indtryk, at disse betagende og udsmykkede ord hverken var et udtryk for Muhammeds (fvmh.) genialitet eller en gave fra Allah. Derimod forsøgte en tredje, ydre magt gennem dem at øve indflydelse på dem. Desuden blev Guds Sendebud (fvmh.) derved anklaget for falsknerisk at have tillagt Allah noget. Koranen gav et udførligt svar, som gjorde disse bagtanker til skamme. Men dens mest afgørende og ufejlbarlige udfordring var denne: »Hvis I kan, så bring en sura eller nogle få vers, der ligner Koranen, selv om I får jinner og mennesker til at hjælpe jer.«

Samtidig blev der indirekte også sagt, at Muhammed (fvmh.) ikke kom med noget nyt og heller ikke havde vist nogen usædvanlig bedrift. I virkeligheden samlede han forskellige elementer fra nogle gamle fortællinger og fremlagde dem på ny i et kraftfuldt sprog. Dette var en form for fortællekunst. Ligesom fortællere underholder et selskab ved at fortælle historier, vandt Muhammed sine tilhøreres hjerter ved at fortælle underholdende historier. Når islams kald blev hånligt betegnet som gamle fortællinger, lå der en spydig antydning i det: Hvordan skulle disse forældede fortællinger kunne løse vor tids problemer? Tiderne havde ændret sig meget. Gamle eventyr var ikke til nogen nytte for datidens mennesker.

Det mærkelige er, at Sendebudet (fvmh.) på den ene side blev anklaget for at prædike en ny religion, der var fuldstændig i strid med forfædrenes religion. På den anden side blev netop det budskab, som dette Sendebud (fvmh.) fremlagde, fordømt som gamle fortællinger. Det er et gammelt kendetegn ved intrigante og ondsindede sammensvorne, at de uden at tænke sagen igennem fra ende til anden snart finder en fejl fra den ene side og snart angriber fra den anden side med en indvending, der er præcis den modsatte. De tænker imidlertid ikke over, at de på denne måde selv handler selvmodsigende.

På dette tidspunkt blev der åbnet en front med digtere. Abu Sufyan ibn al-Harith, Amr ibn al-As og Abdullah ibn Zabari fik til opgave at forfatte og udbrede stærkt fordømmende digte mod Profeten (fvmh.). Det bør i den forbindelse nævnes, at digterne havde en enorm indflydelse i det arabiske jahiliyyah-samfund. Man kan nærmest sige, at de fungerede som menneskenes psykologiske trænere og vejledere. Hvert eneste ord, der kom fra deres mund, gjorde et dybt indtryk på menneskenes hjerter, og ordene blev lært udenad og viderebragt. Man kan antage, at digterne dengang i vid udstrækning indtog samme position som journalister i vor tid. Ligesom en dygtig journalist i dag kan gøre stor skade på nogen, hvis han går efter dem med sin pen og avisens magt, og ligesom han gennem sine snedige og spidse kommentarer, uanstændige hån og spot, upassende breve, ved at undlade at bringe nyheder eller bringe dem fordrejet samt gennem vildledende overskrifter kan skabe et bjerg af problemer for en dawah, en bevægelse eller en organisation, udførte de arabiske digtere en tilsvarende rolle. Flere digtere var engageret i at sprede dårlig omtale og bagvaskelse af Muhammad (fvmh.) og hans bevægelse i hver eneste gyde samt i at forgifte miljøet med rytmiske fornærmelser og fordømmende slagord. Omkring Muhammad (fvmh.) blev der skabt netop den slags scener, som opstår, når man slipper hunde løs efter en respektabel forbipasserende. Men menneskehedens ven, profeten Muhammad (fvmh.), gjorde med sit budskab og sin karakter straks digternes magiske propagandaeffekt helt virkningsløs og tilintetgjorde den.

Det bør bemærkes, at hele denne propagandakampagne ikke blev ført på grund af nogen misforståelse, men som led i en velovervejet og nøje planlagt sammensværgelse. De besluttede enstemmigt og i fællesskab, at:(Arabisk*******)

»Lyt ikke til denne Koran, men skab larm, når Koranen reciteres; måske vil I på den måde sejre.« (Ha-Mim as-Sajdah, vers 26)

Det vil sige: Lyt overhovedet ikke til den, der kalder til dawah, og forsøg ikke at forstå det. For så kan jeres tankegang ændre sig, og jeres eksisterende trosforestillinger kan blive ødelagt. Skab larm og forhindre udbredelsen af dette, og gør det til genstand for latter og spøg. På den måde vil Koranens kraft blive knust, og den endelige sejr blive jeres. Ud fra dette vers kan man ane, hvordan de anti-islamiske kræfters psykologi er. De ønsker hverken at lytte eller forstå, og de ønsker heller ikke, at andre skal lytte og forstå. Derfor vil de skabe uro og lægge hindringer i vejen. Vores højtelskede leder kom netop til at stå over for den slags mennesker!

På denne måde udtalte As ibn Wa’il as-Sahmi sig giftigt i et forsøg på at skade billedet af Profeten (fvmh.)s dawah og bevægelse: »Lad Muhammad gøre, hvad han gør. Han er jo uden efterkommere. Han har ingen sønner. Når han dør, vil ingen engang huske ham, og så vil I for altid blive befriet fra hans greb.« Denne ondskabsfulde kommentar blev fremsat, fordi Profeten (fvmh.) ikke havde nogen levende sønner. I Arabien var denne bemærkning heller ikke uden betydning. Men ligesom tidligere var disse mennesker ude af stand til at forstå, at de virkelige børn efter historisk skabende personer som profeterne er deres enestående og historiske bedrifter. Nye civilisationer opstår ud fra deres tanker. Deres ledsagere og tilhængere går frem i store skarer for at videreføre arven efter deres dawah og lære og for at genoplive deres minde. Den enorme velsignelse, der således samler sig, er langt større i styrke og værdi end flokke af sønner. Det var som svar på denne spidse kommentar, at suraen al-Kawthar blev åbenbaret. I denne sura siges det til As og hans fæller: Jeg har skænket Min profet Kawthar, gjort denne Kawthar til en kilde til overvældende godhed for ham, givet ham den ypperste velsignelse i form af Koranen, givet ham en stor gruppe troende, der adlyder Allah og Hans Sendebud og arbejder for islams gennemførelse og udbredelse, og beredt ham en dam ved navn Kawthar som gave i det hinsidige. Den, der én gang får lov til at drikke af denne dam, vil aldrig mere føle tørst til evig tid. Derefter sagde Allah: O profet, det er i virkeligheden dine fjender, der er uden efterkommere. De vil i sandhed ikke have nogen, der husker dem. Ingen vil engang komme til at tænke på dem og spørge, hvem den og den var. De vil ikke have nogen plads i historien.

Det vil vist ikke være uden relevans her at give en liste over de usleste blandt Mekkas folk, som var mest ihærdige i hån og spot. De var al-Aswad ibn al-Muttalib fra stammen Banu Asad, al-Aswad ibn Abd Yaghuth fra stammen Banu Zuhrah, al-Walid ibn al-Mughirah fra Banu Makhzum, As ibn Wa’il fra Banu Sahm og al-Harith ibn Talatila fra stammen Banu Khuza’ah.

Sofistisk polemik

Samtidig med hån og spot, latterliggørelse, skældsord og uanstændige tilnavne begyndte også den sofistiske polemik. De, som ikke ønskede at anerkende en åbenlys sandhed, forsøgte at skabe hindringer ved at rejse forskellige sofistiske argumenter mellem sig selv og den, der kaldte til dawah. Når et sådant forsøg mislykkedes, begyndte de med fornyet energi på et nyt. Hele livet for mennesker, der hengiver sig til den slags forgæves forsøg, går til spilde på det, uden at de er i stand til at gavne sig selv eller yde andre nogen konstruktiv tjeneste. Spørgsmål og indvendinger, der fremsættes oprigtigt, har én karakter, mens spørgsmål og indvendinger, der fremsættes for gennem en sammensværgelse at blokere den, der kalder til dawah, har en helt anden karakter. Det er denne sidstnævnte slags spørgsmål og indvendinger, der kaldes sofistisk polemik. Sofistisk polemik er altid et symbol på troløshed, ond hensigt og sammensværgelse. De sofistiske polemikeres kendetegn er, at de ikke ønsker at lære noget af dawah, men kunstigt søger efter en eller anden fordrejning i den. Koranen beskriver denne tilstand således: »De søger efter fordrejning.« (Sura Hud, vers 19)

Disse fanatiske og yderligtgående tilhængere af deres forfædres religion spurgte på den ene side igen og igen Profeten (fred være med ham): Hvis du virkelig er profet, hvorfor har du så ikke et sådant uigendriveligt tegn eller bevis på dit profetskab med dig, at ingen kan gøre andet end at anerkende dig som profet, når de ser det?

Andre gange lod de, som om de var helt enfoldige, og sagde: »Hvorfor er der ikke blevet sendt et direkte tegn ned til os, eller hvorfor sker der ikke det, at vi kan se vores Herre direkte?« (Sura al-Furqan, vers 31)

Med andre ord: Hvad er behovet for lange diskussioner eller debatter? Det ville være nok, hvis englene ganske enkelt steg ned fra himlen i flokke og bevægede sig foran os. Og i stedet for at Allah gennem dig sendte os oplysninger og gjorde sin guddommelighed gældende, kunne Han selv vise sig foran os. Så kunne vi se, at dette virkelig er vores Allah. Så ville der ikke længere være noget at strides om.

Fra tid til anden sagde de også: Hvis det, du siger, virkelig kommer fra Allah, ville det være bedre, hvis en skriftlig bog kom til os lige for øjnene af os. Endnu bedre ville det være, hvis du selv steg ned fra himlen ad en stige med bogen i hånden. Så ville vi med bøjet hoved anerkende, at du virkelig er profet. De rejste også spørgsmålet: Hvorfor bliver Koranen åbenbaret stykke for stykke på denne måde? Hvorfor bliver hele bogen ikke åbenbaret på én gang? Men Koranen har gentagne gange givet detaljerede svar på hvert eneste af den slags spørgsmål. Det var netop derfor, de blev vrede over disse svar. For derved ville masken falde af deres sammensværgelse, og den ville mislykkes.

Et andet sofistisk argument, de fremførte, var dette: Du er jo et menneske skabt af kød og blod ligesom os. Du bliver også sulten, er nødt til at tjene til livets ophold, går på markedet, lever et hårdt liv, bliver udsat for så megen uret, og alligevel får du ingen hjælp. Hvordan kan vi under disse omstændigheder tro, at du er en af Allahs elskede tjenere, og at du har fået ansvaret for at reformere og forbedre verdens befolkning? Hvis du var en så fremtrædende og usædvanlig person, ville en gruppe engle gå foran dig som vagter og råbe ad folk, at de skulle flytte sig fra vejen. Langt mindre end at nogen skulle gøre dig uret: Hvis nogen blot viste den mindste mangel på respekt, ville disse engle slå dem med stave, så deres hoveder flækkede. Hvis det var sådan, ville alle uden videre acceptere, at du var Allahs elskede tjener og profet. Skatte burde være blevet åbenbaret fra himlen til dig. Du burde have levet i kongelig pragt og herlighed, haft et palads bygget af guld at bo i, en kanal anlagt specielt til dig og en stor frugthave. Fra denne have burde du have haft en indtægt, der gjorde det muligt for dig at leve bekvemt. Hvis du havde gjort krav på profetskab med en sådan pragt og storslåethed, ville vi naturligvis have accepteret det. Men hvad rigdom og indflydelse angår, er vi langt større end dig. Du og dine ledsagere er samfundets fattigste og lavest placerede mennesker. I har ingen overlegenhed over os. Så Muhammad, sig os selv: Af hvilken grund skulle vi anerkende dig som profet?

Derfor råbte folk, hver gang Profeten (fred være med ham) gik ad en vej: »Er dette virkelig den person, som Allah har sendt som Profeten (fred være med ham)?« Mens de viftede med fingrene og gjorde tegn, sagde de bøller og terrorister fra Mekka: »Se! Allah kunne ikke finde andre end denne forarmede mand til at gøre til profet og sendebud. Sikke et fremragende valg!« På samme måde blev der peget på lederne og aktivisterne i den islamiske bevægelse, mens man sagde: »Er det virkelig disse fremtrædende personer, som Allah har udvalgt og foretrukket frem for os?«

Det blev også sagt: »Hvorfor bringer du ikke den straf, som du forsøger at blive leder ved at advare os om? Lad os se dig få en del af himlen til at styrte ned over os vantro som os!« De bad endda Allah selv: »Hvis dette budskab er sandt, Allah, så udslet os ved at straffe os.«

De, der gjorde krav på et enevældigt monopol på deres forfædres religion, sagde undertiden også: »Muhammad! Når du siger, at Allah er almægtig, hvorfor leder Han os så ikke ad Islams vej ved at bruge sin magt? Hvis Han ønsker at se os som monoteister og retskafne mennesker, hvorfor gør Han os så ikke til monoteister og retskafne mennesker? Han kan jo forhindre os i at tilbede afguder. Han kan afholde os fra at have forkerte trosopfattelser. Når Han ikke gør det, er Han uden tvivl tilfreds med vores nuværende adfærd. Hvorfor fordømmer og kritiserer du så vores adfærd og skikke? Hvem tror du egentlig, du er?«

De hånede også Dommedagen. I en meget teatralsk tone spurgte de: Sig os, hvornår vil denne begivenhed finde sted? Er der ikke fastsat en bestemt dag og dato for Dommedagen?

Disse eksempler er samlet fra Koranen, hadithsamlingerne og historiske værker. De giver en forestilling om, hvilket usselt miljø jordens største velgører og menneskehedens største velønsker måtte konfronteres med. Mennesker med den mest modbydelige smag omringede ham fra alle sider og blev ved med at fremsige fordømmelser og bagvaskelser. De fremsatte den ene opdigtede spørgsmålstype efter den anden i en polemisk tone. Og Profeten (fvmh.) fremlagde argumenter til støtte for sin dawah med stor ro og sindsro samt i en yderst høflig og anstændig tone. Han svarede ikke med fordømmelser eller bebrejdelser. Han viste ingen interesse for polemikken. Han blev ikke vred. Men han veg ikke et eneste øjeblik tilbage fra dawahen eller fra at fremlægge argumenter til støtte for den.

Koranen giver et fuldstændigt billede af den psykiske mishandling og lidelse, som Profeten (fvmh.) gennemgik, mens han bevægede sig frem gennem dette ragnarok af hån, spot og sofistisk polemik.

Allah den Højeste trøstede og opmuntrede selv Profeten (fvmh.) og befalede ham at gennemgå denne fase med tålmodighed. Han sagde: »Følg tilgivelsens princip, påbyd det gode, og hold dig fra de uvidende.« (Sura al-A’raf 199)

Det vil sige, at Profeten (fvmh.) i denne tidsalder med undertrykkelse og mishandling fik besked på at gøre tre ting: ikke at tage sig af propaganda og skældsord, under alle omstændigheder at blive ved med at tale sandt og ikke at følge efter mennesker med dårlig karakter og tåbelige mennesker.

Både Koranen og historien vidner om, at Profeten (fvmh.) kom gennem hele denne tidsalder med undertrykkelse og mishandling ved bogstaveligt at følge disse tre befalinger. Trods den yderste sjælekval lod han ikke nogen forandring ske i sit sprog, lod han ikke sin ophøjede karakter som dawah-forkynder forringes og lod han ikke argumentationens skarphed blive det mindste svækket.

Må Allah lade nåde og velsignelser komme over hans rene sjæl og hans ledsagere. Hver gang disse sofistiske debattører fremsatte et skarpt argument, imødegik han det straks og fuldstændigt efter åbenbaringens anvisning, uanset hvor lavtstående det end måtte være.

Argumenter

I deres hån, spot, bagvaskelse og sofisteri fremsatte Qurayshs ledere fra tid til anden også et par skarpe argumenter, men de var meget få. Her gives nogle eksempler:

Et sådant argument fremsatte de undertiden således: Vi mener jo aldrig, at afgudsbillederne er større end Allah. Vi siger blot, at de store mennesker, hvis sjæle disse afgudsbilleder symboliserer, kan gå i forbøn for os hos Allah. Ved at kaste os ned foran disse afgudsbilleder og bringe ofre kan vi opnå nærhed til Allah.

De sagde også: Efter vores opfattelse er livet i denne verden det eneste liv; vi får ikke noget andet liv, og vi skal heller ikke genopvækkes efter vores død. Hvordan kan vi derfor acceptere en religion, som ved at indføre forestillingen om en anden verden vil berøve os denne verdens interesser, lykke og fred?

De fremførte også dette argument: Hvis vi accepterer Muhammads (fvmh.) kald, lader den nuværende religiøse og sociale orden forsvinde og tillader, at vores overherredømme over den bliver svækket, vil vi blive fordrevet fra landet.

Disse to-tre eksempler viser, at de midt i deres sofisteri og snedige manøvrer også fremsatte visse argumenter. Men Koranen gav også et sønderknusende svar på alle disse argumenter.

Terror og hooliganisme

Sammen med hån, skældsord og smædekampagner antog Qurayshs fanatiske modstand efterhånden form af bølleadfærd, terror og vold. Når bagmændene for de negative sammensværgelser så, at deres hån og bagvaskelse mislykkedes, blev bølleadfærd og terror deres næste skridt. Makkas indbyggere opførte sig så nedrigt for at chikanere Profeten (fvmh.), at enhver anden forkynder, hvor modig og energisk han end måtte være, ville have mistet sin entusiasme og opgivende have sat sig ned. Men Profetens (fvmh.) høflighed og værdighed bevægede sig fremad uden at tage hensyn til al volden og bølleadfærden.

En adfærd, der var blevet en helt dagligdags foreteelse, bestod i, at de fremtrædende ledere og stammehøvdinge blandt beboerne i hans kvarter regelmæssigt lagde torne på hans vej, gjorde nar og larmede, mens han bad, kastede indvoldene fra slagtede dyr på hans ryg, mens han kastede sig ned i prostration, slyngede en kappe om hans hals og strammede den som en løkke, sendte kvarterets drenge og piger ud for at klappe og larme, og skældte ham, Koranen og Allah ud, mens han reciterede Koranen.

Abu Lahab og hans hustru var de mest ihærdige i denne forbrydelse. I flere år i træk kastede denne kvinde affald, snavs og torne på hans vej. Profeten (fred være med ham) rensede hver dag vejen med stort besvær. Denne ulykkelige kvinde plagede ham så meget, at Allah den Almægtige særskilt åbenbarede sura al-Lahab som trøst for ham og meddelte ham, at denne forbryderiske ægtepars hjemsted var Helvede.

En dag bad Profeten (fred være med ham) på den hellige Ka’bas plads. På dette tidspunkt viklede Uqbah ibn Abi Mu’ayt et sjal om Profetens hals og strammede det så hårdt, at han faldt bevidstløs om. Det var også denne forbryder, der en gang under bøn kastede indvolde på hans ryg.

En dag, da han gik ad vejen, kastede en usling jord på hans hoved. I denne tilstand gik han stille hjem. Da den unge Fatimah (må Allah være tilfreds med hende) vaskede hans hoved, begyndte hun at græde af sorg og vrede. Han trøstede sin lille datter med ordene: »Mit barn, græd ikke. Allah vil beskytte din far.«

En anden gang, da han bad i al-Haram, fik Abu Jahl og nogle andre ledere fra Quraysh øje på det. På Abu Jahls ordre gik Uqbah ibn Abi Mu’ayt hen og hentede indvolde, kastede dem på Profetens (fred være med ham) krop, hvorefter alle brød ud i høj latter. Også den dag vaskede den unge pige Fatimah hans krop ren og forbandede Uqbah.

»Adlyd den ene Gud, følg sandhed og retfærdighed, og hjælp de forældreløse og den vejfarende.« Således blev modstanden mod dette gode råd ført: Man forsøgte at blokere den islamiske bevægelses vej ved at strø torne ud. Ved at kaste snavs og affald forsøgte man at udrydde det hellige kald til tawhid og god moral. Man lagde en byrde af indvolde på Profetens (fred være med ham) ryg og troede, at sandheden nu ikke længere ville kunne rejse sig. Ved at lægge en løkke om Profetens hals troede de uvidende forbrydere, at åbenbaringens stemme nu ville forstumme. Ham, som blev modtaget med torne på sin vej, fortsatte med altid at strø blomster. Ham, hvis krop blev ramt af snavs og affald, fortsatte med at uddele duftende olie og roser til folket. Ham, hvis nakke blev belastet med en byrde af indvolde, fjernede falskhedens spøgelse fra menneskehedens skuldre. Ham, hvis hals blev lagt i en løkke, befriede civilisationens hals for lænkerne fra falske skikke og sædvaner. Vold og bøllemetoder kunne ikke et eneste øjeblik standse høflighedens vej. Hvis de, der bærer høflighedens og anstændighedens fane, virkelig er beslutsomme, må terror og bøllemetoder, som strider mod menneskehistoriens evige lov, udryddes for altid ved at straffe dem så hårdt.

Forsøget på at berøve den islamiske bevægelse støtte

Når modstanderne af det islamiske kald ser, at situationen er løbet dem af hænde, mister de besindelsen og forsøger at berøve bevægelsen, dens ledere eller dens aktivister al effektiv støtte og opbakning fra samfundet. Selv når de ikke kan gøre det direkte, forsøger de gennem indirekte pres at gøre revolutionens soldater passive.

Mekkas indbyggere ønskede helt at gøre det af med Profeten (fred være med ham). Men de frygtede, at ilden fra stammemæssigt had og hævntørst ville flamme så voldsomt op, at ingen længere ville være i stand til at standse den fortsatte blodsudgydelse. En ødelæggende krig i den nære fortid havde allerede sønderrevet dem så meget, at de på ingen måde var parate til straks at løbe risikoen for endnu en lignende krig. Der var desuden en anden komplikation. Der havde længe været strid og rivalisering mellem Banu Hashim og Banu Umayya. Lederne af Banu Umayya, især Abu Lahab, kunne på ingen måde tolerere, at nogen fra en familie i Banu Hashim-stammen blev profet, og at denne familie dermed opnåede anerkendelse i samfundet. Banu Hashim havde en eller to gange besluttet sig for følgende: »Hvad skade kan der være ved åbent at støtte Muhammad? Han er jo en af vores egne. Hvis han får fremgang, og hans religion vinder udbredelse, vil det jo bringe os selv gavn og velstand.« Men lederne af Banu Umayya lod dem aldrig føre denne beslutning ud i livet. Banu Hashim kunne ganske vist ikke gøre noget effektivt, men det var ikke let at lægge hånd på et af deres medlemmer, så længe de ikke havde udstødt ham af stammen. Profeten (fred være med ham) var imidlertid under sin farbror Abu Talibs beskyttelse. Så længe denne beskyttelse bestod, var stort set hele Banu Hashim-stammen hans beskytter. Derfor satte hans fjender alle kræfter ind på at berøve Profeten (fred være med ham) hans beskyttelse. De fortsatte i lang tid med at lægge pres på Abu Talib af denne grund, men hver gang mislykkedes de.

En stærk delegation bestående af fremtrædende mænd som Utba og Shayba, Rabi’as to sønner, Abu Sufyan ibn Harb, Abu al-Bukhtari, al-Aswad ibn Abd al-Muttalib, Abu Jahl, al-Walid ibn al-Mughira samt Nabih og Munabbih, Hajjaj ibn Amirs to sønner, og al-As ibn Wa’il, kom engang til Abu Talib og sagde:

»O Abu Talib! Din nevø fornærmer vores guder og afguder, kritiserer vores religion, kalder vores forfædre tåbelige og betegner dem som vildfarne. Nu beder vi dig om enten at forhindre ham i at gå for vidt over for os eller at udlevere ham til os. For med hensyn til tro og overbevisning tilhører du også vores gruppe og er hans modstander. Hvis du ikke kan styre ham, kan vi bestemt gøre det.«

Abu Talib lyttede roligt til alt, hvad de havde at sige, og tog afsked med delegationen efter at have beroliget og overbevist dem. Profeten (sa.) fortsatte sit arbejde som hidtil, mens Quraysh blev mere og mere rasende. Læs delegationens udtalelse opmærksomt. Så vil du se, hvor stærke følelser der er sat i bevægelse. Der blev fremsat en yderst kraftfuld appel. Udtalelsen viser, at islams fjender var kommet med en særlig plan for at ophidse folket. De havde fremsat sådanne slagord og beskyldninger, at folket blot ved at høre dem ville bryde ud i vrede og blive frygteligt ophidset og rasende mod Profeten (sa.). Historien vidner om, at hver gang der er blevet organiseret en krig mod islam, er der altid blevet spredt den ene eller anden vildledende oplysning for at opildne folket.

En af disse vildledende oplysninger var, at der blev krænket noget, som I holdt religiøst helligt, og at jeres guder blev fornærmet.

Den anden var, at der blev fundet fejl ved den traditionelle og nedarvede religion.

Den tredje var, at forfædrene blev vanæret.

Mekkas afgudsdyrkere havde samlet alle disse ophidsende midler. Selv om den åbenbaring, der blev sendt ned til Profeten (sa.), ikke fornærmede Qurayshs guder, og muslimerne tværtimod blev forbudt at fornærme dem, forsøgte man alligevel at ophidse folket ved at kalde de argumenter og beviser, der blev fremlagt mod disse guder, for fornærmelser. Han vanærede ikke deres forfædre; han sagde blot, at det på ingen måde er fornuftigt at holde fast i noget alene med den begrundelse, at det er blevet overleveret gennem generationer. Men også dette blev fremstillet som en vanære af forfædrene. På samme måde blev alt det, Profeten (sa.) sagde for at bevise tawhids rimelighed og shirkens urimelighed, samt hans gennemgang af den gængse troslære som svar på afgudsdyrkernes egne spørgsmål, fremstillet som fejlfinding ved den traditionelle religion.

En anden delegation kom endnu en gang. Også de gentog den samme gamle klagesang og sagde:

»O Abu Talib, du er den ældste blandt os og også den mest fornemme og ærede. Vi bad dig om at beskytte os mod din nevøs overgreb, men du gjorde intet. Ved Allah, det er uudholdeligt for os, sådan som vores forfædre bliver fornærmet, vores forfædre bliver kaldt tåber, og vores guder bliver kritiseret. Hvis du ikke standser ham, vil vi tage os af både ham og dig. Enten overlever vi, eller også overlever Muhammad og hans tilhængere. [Ibn Hishams Sira, første bind, s. 108]

Abu Talib kaldte nu Allahs Sendebud, fred være med ham, til sig og fortalte ham alt, hvad der var blevet sagt. Derefter sagde han meget indtrængende: »Nevø, pålæg mig ikke en byrde, jeg ikke kan bære.« På dette tidspunkt stod han over for en situation, hvor selv hans eneste tilflugtssted syntes at vakle. Ud ad til var det mest farefulde øjeblik for den islamiske bevægelse kommet. Men læg mærke til, med hvilken dybe oprigtighed og urokkelige beslutsomhed han sagde:

»Kære onkel, ved Allah, selv hvis de giver mig solen i min højre hånd og månen i min venstre hånd for at få mig til at opgive dette arbejde, vil jeg stadig ikke kunne opgive det. Mit arbejde vil først ophøre den dag, hvor enten Allah giver mig sejr i det, eller jeg dør, mens jeg fortsætter denne bestræbelse.«

Gennem denne udtalelse fra Allahs Sendebud, fred være med ham, hører vi den oprindelige krafts højlydte røst, den kraft, der vender op og ned på historien, knuser al modstand og alle sammensværgelser og når sit mål. Det beklagelige er, at Quraysh ikke mærkede denne krafts tilstedeværelse. Abu Talib blev påvirket af denne krafts fortryllende virkning og sagde: »Gå, nevø, og kald folk til det, du finder godt. Jeg vil under ingen omstændigheder lade dig stå hjælpeløs.«

Nogle dage senere kom endnu en delegation, denne gang med ‘Amara ibn al-Walid. Denne gang kom de med en usædvanlig plan. De sagde til Abu Talib: »Se her, dette er den bedst byggede og smukkeste unge mand i Quraysh-slægten. Tag ham til dig. Hans forstand og styrke vil være dig til stor nytte. Gør ham til din egen søn, og overgiv til gengæld Muhammad til os. For han har gjort oprør mod din og dine fjorten forfædres religion, skabt splittelse og uorden blandt folket i dit land og kaldt deres forfædre tåber. Vi vil dræbe ham. Vi giver dig ét menneske i stedet for et andet. [Ibn Hisham, første bind, s. 279]

Se på disse menneskers måde at tænke på. En så storslået personlighed som Muhammad, fred være med ham, bliver behandlet som en handelsvare. Og Abu Talib bliver ikke betragtet som hans onkel, men som en forretningsmand! Delegationens ord ramte Abu Talibs følelser hårdt. Han sagde: »I ønsker, at jeg skal opfostre jeres søn med omsorg, mens I tager min nevø og slagter ham. Det kan aldrig nogensinde ske.« Til sidst endte sagen med en ophidset ordveksling. Selv blandt medlemmerne af delegationen opstod der uenighed.

Nu begyndte Quraysh at ophidse alle de stammer, hvor der fandtes muslimer, til at forfølge Allahs Sendebuds, fred være med ham, ledsagere. Der blev indledt hård forfølgelse for at få dem til at vende sig bort fra islam. Kun Allah beskyttede Allahs Sendebud, fred være med ham, under Abu Talibs beskyttelse. Da Abu Talib så Qurayshs holdning, blev han urolig og bad Banu Hashim og Banu Abd al-Muttalib om at sikre Allahs Sendebuds, fred være med ham, liv. Folk samledes og gjorde sig klar til at beskytte Muhammad, fred være med ham. Men på grund af Abu Lahabs stærke modstand kunne man ikke nå frem til nogen endelig beslutning.

Senere, da to indflydelsesrige personer blandt fjenderne, Hamza og Umar, sluttede sig til den islamiske bevægelse, opstod der igen voldsom harme blandt fjenderne. Det blev tydeligt, at den bevægelse, som Muhammad, fred være med ham, ledede, var begyndt at trænge ind i hvert eneste hjem. Derfor måtte der gøres noget. Abu Talib lå på sit sygeleje. De kom til ham. Denne gang var deres plan at indgå en aftale med Allahs Sendebud, fred være med ham, om, at han ikke skulle blande sig i deres forhold, og at de heller ikke skulle blande sig i hans. Han skulle ikke have noget med deres religion at gøre, og de skulle heller ikke have noget med hans religion at gøre. Allahs Sendebud, fred være med ham, blev kaldt til stede. Efter at have hørt Qurayshs krav sagde han:

(Arabisk: *********)

»O Quraysh-ledere, anerkend blot dette ene ord fra mig, så vil I se, at hele menneskeheden, både arabere og ikke-arabere, er blevet jer lydig.«

Prøv et øjeblik at forestille jer det: Hvilket livsfarligt miljø. Hvilken frygtelig situation, gennemsyret af sammensværgelsernes og modstandens gift. Og alligevel, hvor dyb og urokkelig var Guds Sendebuds tillid til den indre styrke og de iboende muligheder i hans daʿwa. Som om han stod i nattens tætte mørke og med fuld vished sagde: »Solen står op lige om lidt.« Bemærk også, hvor klart ikke blot den religiøse, men også den sociale og politiske side af hans ideal stod for ham.

Abu Jahl udbrød straks: »Ja, ved din fars ed, ikke blot ét, men ti ord vil blive accepteret.«

En anden sagde: »Ved Allahs ed, det ser ikke ud til, at denne mand vil acceptere noget som helst, der passer jer.«

Derefter gik de skuffede bort. Men flere ting blev tydelige gennem delegationens samtale. For det første var de blevet tvunget til at anerkende den islamiske bevægelse som en kraft, og at det var langt bedre at finde en form for kompromis og sameksistens end forgæves at forsøge at udrydde den. For det andet var Quraysh, trods al deres forfølgelse, undertrykkelse og alle deres sammensværgelser, begyndt at indse deres egen hjælpeløshed.

Sådan var Guds Sendebuds egen situation. På den anden side blev der også gjort forsøg på at fratage de af hans ledsagere, som levede under en eller anden værges beskyttelse, deres beskyttelse.

Som eksempel var Hazrat Abu Salama også under Abu Talibs beskyttelse. Folk fra hans klan, Banu Makhzum, kom. De sagde: »Abu Talib, du overgav ikke din nevø til os. Men hvilken ret har du til at forhindre os i at gøre noget mod et medlem af vores klan?« Abu Talib sagde: »Han er min nevø, og han har søgt min beskyttelse. I begik overgreb mod ham. Ved Allahs ed: Enten afstår I fra overgrebene, eller også vil jeg gøre, hvad der er nødvendigt for at beskytte ham.«

På samme måde forlod Hazrat Abu Bakr på et tidspunkt, efter at hijraen til Abessinien var begyndt, Mekka, fordi han var blevet udmattet af den kvælende situation dér. Efter at have tilbagelagt et stykke vej mødte han en mand ved navn Ibnud-Dughunna. Da denne gennem sine spørgsmål fandt ud af, at han også var på vej for at udvandre, sagde han: »Folk som De bør ikke forlade deres fædreland på denne måde. De hjælper Deres slægtninge i vanskeligheder, giver de sultne mad og klæder de nøgne. De gør selv gode gerninger og opmuntrer også andre til at gøre godt.« Ibnud-Dughunna bragte således Hazrat Abu Bakr tilbage og gav ham på eget ansvar en sikkerhedsgaranti. Over for Quraysh erklærede han, at Abu Bakr var under hans beskyttelse. Hjemme sad han på det sted, hvor han bad, og reciterede Koranen med en smuk stemme. Samtidig trillede tårerne ned ad hans kinder. Enhver, der hørte hans recitation, blev derfor berørt. Efterhånden nåede sagen Qurayshs ører. De kom til Ibnud-Dughunna og sagde: »Ved at give Abu Bakr beskyttelse har du bragt os i ulykke. Han reciterer Koranen med en smuk stemme, og vores kvinder og børn bliver påvirket, når de hører det. Du behøver ikke længere beskytte ham. Send Abu Bakr hjem til sig selv. Lad ham dér gøre, hvad han vil. Vi vil ikke blande os.« Ibnud-Dughunna sendte derfor modvilligt Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, hjem til ham selv. (Ibn Hisham)

Den negative front

Islams fjender var optaget af alle mulige slags sammensværgelser for at forhindre det største menneskelige gode, som det bedste menneske, Muhammad, Guds fred og velsignelser være med ham, var engageret i. Trods alt dette fortsatte hans da’wa-arbejde, og der kunne også opnås visse resultater. Under disse omstændigheder blev der dannet en aktiv celle for modpropaganda. Inden for denne celles rammer begyndte nogle af Mekkas fremtrædende ledere at holde sig tæt på Allahs Sendebud, Guds fred og velsignelser være med ham. Deres største problem var, at Mekka var hele Arabiens centrum. Karavaner kom hertil fra alle egne, og der opstod stadig nye muligheder for at bringe sandhedens budskab. Den blændværk og vildledning, som Mekkas ledere kunne påtvinge selve Mekkas indbyggere, virkede ikke på de udefrakommende. Blandt de nyankomne fandtes desuden mange begavede mennesker med en ren samvittighed. De kunne vurdere et budskab udelukkende ud fra fornuften og budbringerens adfærd, omgangsform og karakter og træffe en helt selvstændig beslutning uden at være påvirket af fjendskab eller historiske begivenheder. De nærede intet had eller fjendskab mod Muhammads, Guds fred og velsignelser være med ham, da’wa og bevægelse, og der var heller ingen grund til, at de skulle gøre det. Under disse forhold ville det ikke have nyttet blot at beskytte Mekka mod virkningen af Muhammads, Guds fred og velsignelser være med ham, da’wa, hvis det arabiske samfund uden for Mekka fortsat blev påvirket af dette budskab. I Koranen er der givet en forudsigelse om dette således:

(Arabisk*******)

»Ser de da ikke, at Jeg fra alle sider indsnævrer det område, de har indflydelse på?« Den mest bekymrende tid for dem i denne henseende var pilgrimsfærdens sæson. Folk fra de forskellige arabiske stammer samledes i Mekka i store grupper under deres lederes anførsel. På dette tidspunkt opsøgte Allahs Sendebud, Guds fred og velsignelser være med ham, disse gruppers medlemmer og ledere, telt for telt, og kaldte dem til troen. Lederne af den reaktionære, negative bevægelse blev rasende, når de så det. Da pilgrimsfærdens sæson en gang nærmede sig, samledes Qurayshs ledere i Walid ibn al-Mughirahs hus og begyndte at overveje sagen grundigt. Walid formulerede problemet således:

»O Quraysh-folk! Pilgrimsfærdens sæson nærmer sig. Folk vil komme til jer i store grupper fra hele Arabien. De har alle hørt om sagen vedrørende denne mand blandt os, Muhammad. Derfor vil de komme nysgerrige efter at få sagen ordentligt oplyst. Så træf nu en beslutning om dette. Gå ikke ind i uenighed med hinanden. Det må ikke ske, at den ene bliver ved med at erklære den andens udsagn for løgn og tilbagevise det.«

De tilstedeværende sagde: »Sig De det. De må fastlægge et handlingsprogram. Vi vil handle derefter.«

Men Walid sagde insisterende: »Diskutér I bare, jeg lytter.«

Så begyndte diskussionen omsider.

En af dem sagde: Vi mener, at Muhammad er astrolog. Det er det, vi må overbevise de pilgrimme, der kommer til hajj, om.

Walid: Nej, ved Allahs ed, Muhammad er ikke astrolog. Vi har set mange astrologer. Muhammad taler ikke i den rytmiske og rimede versform, som astrologer gør.

Folkene sagde: Så vil vi sige, at han er besat af en jinn.

Walid: Nej, han er heller ikke besat af en jinn. Når et menneske er besat af en jinn, bliver stemmen hæs, lemmerne ryster, og tankerne er forvirrede. Muhammad viser ingen af disse tegn.

Folket: Så vil vi sige, at han er digter.

Walid: Nej, jeg mener heller ikke, at han er digter. Vi kender digte i alle slags versformer. Efter den målestok er han heller ikke digter.

Folket: Så vil vi sige, at han er troldmand.

Walid: Nej, han er heller ikke en troldmand. Vi har set mange troldmænd og deres magi. Den praksis med at blæse og bruge amuletter, som hører til magi, findes ikke hos Muhammad (sa.).

Folkemængden: Så sig os da, Abu Abdush-Shams, hvad skal vi sige for at føre en kampagne imod Muhammad?

Walid: Ved Allahs ed! Hans tale er yderst sød. Hans ord har meget dybtgående rødder, og hans grene bærer mange frugter. Denne da’wa vil helt sikkert sejre. Den kan ikke besejres. Denne da’wa vil overvinde alt andet. Hvad end I siger, vil blive meningsløst og forgæves. Men blandt alt det, I har sagt, er det sidste det mest passende. I skal sige, at han er en troldmand. Der er magi i hans ord. Med sine ord skaber han splid og adskillelse mellem far og søn, mellem ægtefæller, mellem brødre, mellem enkeltpersoner og stammer samt mellem stammer indbyrdes. (Dette blev sagt med henvisning til islams da’wa. For på grundlag af denne da’wa er der opstået to grupper i samfundet. Den egentlige årsag er imidlertid islams fjenders sammensværgelse.) I skal sige, at det er på grund af hans magi, at folk holder sig fra ham og boykotter ham. (Sirat Ibn Hisham og Sirat al-Mustafa, Idris Kandhlawi)

Bemærk, hvordan der lægges planer om at føre en falsk kampagne imod et menneske. Man forsøger med magt at få netop det fremført, som samvittigheden ikke kan acceptere. På det samme møde blev det besluttet, at en gruppe skulle sidde ved indgangen til hver af vejene mod Mekka. De skulle advare hver eneste delegation om Muhammad (sa.) og hans da’wa. Planen blev gennemført. Men resultatet blev det modsatte. Alle oplysninger om Allahs Sendebud (sa.) nåede ud til alle kroge af Arabien. Selv de, der intet kendte til sagen, fik at vide, at der i Arabien var blevet fremsat en invitation til en ny religion, og at Muhammad (sa.) var dens bannerfører.

Lad os nu i historiens lys iagttage aktiviteterne hos islams kaldsforkynder og hos de negative aktivister, der arbejdede imod ham.

Rabia ibn Ubadah beretter: Jeg var dengang ung. Jeg opholdt mig sammen med min far i Mina. Jeg så Allahs Sendebud (sa.) gå fra telt til telt hos de forskellige arabiske stammer og sige: »O folk fra den og den stamme, jeg er Allahs Sendebud sendt til jer. Mit budskab til jer er, at I kun skal tilbede Allah og ikke sætte nogen ved Hans side. Opgiv de afgudsbilleder, som I tilbeder. Tro på mig. Støt mig, og sørg for min beskyttelse. Så vil jeg udførligt fortælle jer det, som Allah har sendt mig for at sige.«

Beretteren siger: En mand iført en adanisk dragt fulgte efter Allahs Sendebud (sa.). Hver gang Allahs Sendebud (sa.) var færdig med at tale, råbte manden straks: »O gæster fra den og den stamme, denne mand vil føre jer væk fra al-Lat og al-Uzza og lede jer til en ny religion og vildfarelse. Lyt ikke til ham, og adlyd ham ikke.

Den unge mand så dette og spurgte sin far: Hvem er den mand, der løber efter kaldsforkynderen? Han afviser jo hvert eneste af hans ord.«

Faderen svarer: »Det er denne mands onkel, Abu Lahab.«

Ligesom ved hajj plejede Allahs Sendebud (fvmh.) også at deltage i forskellige markeder, så man kunne få noget ud af de sociale sammenkomster. En gang deltog han i markedet ved Zul-Majaz og opfordrede folk til at bekende den gode trosbekendelse. Abu Jahl fulgte efter ham. Han sank så dybt i uforskammethed, at han kastede støv i Allahs Sendebuds (fvmh.) ansigt med hånden og sagde: »Lyt ikke til ham. Han vil have jer til at holde op med at tilbede Lat og Uzza.« (Sirat-un-Nabi, Shibli Nomani)

Da Abu Talib hørte nyhederne om denne intensive kampagne med fjendtlig propaganda, blev han bekymret for, at Arabernes befolkning skulle begynde at gøre samlet modstand. Derfor skrev han et langt digt og hængte det op ved Kabaens dør. I det erklærede han på den ene side, at han ikke selv havde taget imod Muhammads kald, men på den anden side også, at han under ingen omstændigheder kunne forlade Muhammad. Om nødvendigt ville han endda ofre sit eget liv for ham. De fleste af de digte, der er samlet under Abu Talibs navn, er historisk set svage. Der er dog ingen tvivl om, at en del af dem er autentiske. (Ibn Hishams Sira)

Den negative reaktion

Når en betydningsfuld person kom til Mekka, omringede islams fjender ham straks og gjorde alt, hvad de kunne, for at beskytte ham mod Allahs Sendebuds (fvmh.) indflydelse. Men det gav for det meste det modsatte resultat. Jeg finder det nødvendigt at nævne nogle få sådanne begivenheder.

Tufayl ibn Amr al-Dawsi var en fornem mand og en berømt digter. En gang, da han kom til Mekka på besøg, tog nogle af Qurayshs ledende mænd hen for at møde ham. De sagde: »Hr. Tufayl, vi er glade for, at De er kommet til vores by. Men vær lidt forsigtig, så længe De opholder Dem her. Muhammads (fvmh.) aktiviteter er blevet uudholdelige for os. Denne mand har ødelagt vores enhed og tilintetgjort vores interesser. Hans tale er som magi. Han skaber splittelse mellem far og søn, mellem brødre og mellem ægtefæller. Vi er bekymrede for Dem og Deres stamme, af frygt for at De skal blive ofre for hans bedrag. Derfor er det bedst, at De slet ikke taler med Muhammad (fvmh.) og ikke lytter til noget, han siger.«

Tufayl siger: »Da jeg ikke ville love, at jeg ikke skulle tale med Muhammad eller lytte til noget, han sagde, holdt de ikke op med at følge efter mig. Derfor plejede jeg at gå med vat i ørerne, når jeg tog til Den Hellige Moské. En dag så jeg pludselig Allahs Sendebud (fvmh.) stå ved Kabaen og bede. Jeg stillede mig også meget tæt på ham. Jeg hørte de meget søde ord, som han reciterede. Jeg sagde til mig selv: Er jeg et barn, der stadig dier ved sin mors bryst? Ved Allah, jeg er jo et fornuftigt og intelligent menneske. Jeg er digter. Jeg kan skelne mellem godt og ondt. Hvem kan da forhindre mig i at lytte til Muhammads ord? Hvis det, han kalder til, er godt, vil jeg tage imod det. Og hvis det er dårligt, vil jeg afvise det.«

Der gik nogen tid med disse overvejelser. Efter bønnen satte Allahs Sendebud (fvmh.) kursen hjem. Tufayl fulgte efter ham. Undervejs fortalte han ham alt om den bagvaskelse, der var blevet spredt om ham, og hvordan man havde holdt ham væk fra Allahs Sendebud (fvmh.). Da de nåede hjemmet, bad han om at få en detaljeret forklaring på, hvad Allahs Sendebuds (fvmh.) kald var. Allahs Sendebud (fvmh.) forklarede ham islams betydning og reciterede Koranen for ham. Tufayl siger: »Ved Allah, jeg har aldrig hørt så smukke ord, og jeg har aldrig mødt et så fejlfrit og sandt kald. Jeg antog islam.« Derefter gik han til sin egen stamme og forkyndte islam. Som følge heraf antog hele hans stamme islam.

Tofail blev en så lidenskabelig forkynder, at han, så snart han kom hjem og mødte sin gamle far, sagde: »Du er ikke længere min, og jeg er ikke længere din.« Faderen sagde: »Hvad siger du? Hvad er der sket med dig, min søn?« Tofail sagde: »Jeg har nu antaget Muhammads religion, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og fulgt lydighedens vej over for ham.« Faderen sagde: »Min søn, den religion, du følger, skal også være min.« Han tog straks et bad og antog islam. Tofail inviterede på samme måde også sin hustru til islam. Hun antog ligeledes islam. Derefter begyndte hele stammen at reagere. Senere kom han til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fortalte hele hændelsen og nævnte sin stammes forskellige moralske mangler. Han bad Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, om at bede om straf over dem. Men Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad i stedet om vejledning og forbedring og pålagde Tofail strengt tålmodigt at fortsætte arbejdet for at forbedre sin stamme og behandle dem venligt. (Hans tendens til at bruge tvang i udbredelsen af islam var ikke i overensstemmelse med islamiske arbejdsprincipper.) [Ibn Hishams sira, bind 1, s. 407-409]

Læg også mærke til en anden hændelse. Aʿsha ibn Qays var også en fremtrædende digter. Efter at have hørt meget om Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, drog han mod Mekka med det formål at antage islam. Han havde også skrevet et digt til pris for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Så snart Aʿsha var nået inden for Mekkas grænser, kom en qurayshitisk polyteist hen til ham (ifølge Ibn Hisham var det Abu Jahl), omringede ham og spurgte til hans hensigt. Aʿsha sagde: »Jeg vil opsøge Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og antage islam.« De talte længe om sagen. For at undersøge Aʿshas holdning sagde den intrigante polyteist: »Hør her, Muhammad forbyder jo utugt.« Da dette heller ikke fik Aʿsha til at give op, sagde han: »Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forbyder også indtagelse af vin.« Ved således at blive ved med at nævne det ene og det andet svækkede han Aʿshas beslutning. Til sidst fik han ham overtalt til at tage tilbage denne gang og komme året efter for at antage islam. Aʿsha vendte tilbage, men den stakkels mand døde, før han nåede at vende tilbage til Mekka året efter.

Den mest besynderlige hændelse gjaldt ʿUrwa al-Arāshi. Den stakkels mand var kommet til Mekka med en kamel. Han havde afsluttet forhandlingerne med Abu Jahl om salget af kamelen, men Abu Jahl blev ved med at trække betalingen i langdrag. Derfor gik han nødtvungent til forskellige ledere blandt qurayshitterne og bønfaldt dem om at hjælpe ham med at få betaling for kamelen. Der blev holdt et møde blandt qurayshitterne på den hellige Kaba-plads. Al-Arāshi henvendte sig til lederne, der deltog i mødet, og sagde: »Er der nogen af jer, der vil hente det, Abu Jahl skylder mig? Jeg er fremmed her og bliver udsat for uret.« Ingen blandt mødedeltagerne havde mod til at gå til Abu Jahl og sikre den fremmedes ret. Derfor pegede de med fingrene og sagde: »Se, der sidder en mand dér (Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham). Gå til ham. Han vil sørge for, at du får det.« I virkeligheden var det kun en spøg, for alle vidste, hvor voldsomt fjendskabet mellem Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og Abu Jahl var. Al-Arāshi gik til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og fortalte ham hele sin historie. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, rejste sig straks og sagde: »Kom med mig.« Alle ventede på at se, hvad der ville ske. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gik ud fra den hellige moské og direkte til Abu Jahls hus, hvor han bankede på døren. En stemme lød indefra: »Hvem er det?« Han svarede: »Det er Muhammad. Kom udenfor. Jeg har noget vigtigt at tale med dig om.«

Abu Jahl kom ud. Hans ansigt var blevet blegt af frygt. Han sagde: »Betal denne mand, hvad du skylder ham.« Abu Jahl betalte uden at sige et ord det skyldige beløb. Al-Arāshi gik glad tilbage til de mennesker, der sad i møde ved den hellige moské, og fortalte dem hele hændelsen.

Denne hændelse fandt sted på grund af indflydelsen fra Muhammads, må Allahs fred og velsignelser være med ham, rene karakter. Abu Jahl havde selv erkendt dette og fortalte det også til qurayshitlederne, der sad i møde. Han sagde: »Muhammad kom og bankede på døren. Så snart jeg hørte hans stemme, blev jeg af en eller anden grund bange.« (Ibn Hisham)

Det er let at forestille sig, hvilken virkning denne hændelse må have haft på al-Arāshi selv og på Mekkas indbyggere.

Takket være de nye muslimer, der var emigreret til Abessinien, var islams kald nået frem til dette område. Derfra kom tyve kristne til Mekka. De mødtes med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i den hellige moské. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, talte med dem, besvarede deres spørgsmål, reciterede Koranen for dem og præsenterede islams kald. Deres øjne blev fyldt med tårer, og de antog uden tøven troen. Da de rejste sig og gik ud, stod qurayshitterne i en klynge uden for moskéen. Abu Jahl sagde til delegationen fra Abessinien: »Hvor er I tåbelige! I har forladt jeres egen religion!« Delegationen svarede: »Fred være med jer. Vi ønsker ikke at gå ind i nogen strid eller uenighed med jer. Vores vej er forskellig fra jeres vej, og vi ønsker ikke at blive berøvet et gode.«

Af frygt for, at Mekkas intrigante mænd ville opbygge en voldsom modstand, blev hele forløbet omkring den anden troskabsed ved al-ʿAqaba gennemført i nattens dybe mørke og under streng hemmeligholdelse. Da delegationen fra Medina havde aflagt troskabseden og nået deres opholdssted, kom qurayshitlederne straks derhen og mødtes med dem. Qurayshitterne havde et så effektivt efterretningssystem, at de kendte hele forløbet omkring troskabseden. De sagde til dem: »I vil tage Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, med jer herfra, og I har svoret ved at lægge jeres hænder i hans, at I vil føre krig mod os. Hør godt efter: Hvis I udløser en krig mellem os og araberne, vil ingen i vores øjne være mere afskyelig end jer.« Ansarerne forsøgte at skjule sagen. Derfor kom den ikke videre på det tidspunkt, og ansarerne drog af sted mod Medina. Men qurayshitterne fortsatte deres efterforskning og fandt ud af alt. De satte efter ansarernes karavane og fangede Saʿd ibn ʿUbada og Mundhir ibn ʿAmr og bragte dem tilbage. De havde begge lovet at udbrede islam blandt deres respektive stammer. Qurayshitterne bandt dem begge med armene bag ryggen og slog dem brutalt.

Sa’d ibn Ubada har fortalt: I denne ynkelige situation kom en høj og smuk mand fra Quraysh hen til os. Jeg sagde til mig selv: Hvis der findes et godt menneske i denne stamme, må det være denne mand, og måske kan man håbe på en smule god behandling fra ham. Men så snart han kom hen til mig, gav han mig en voldsom lussing. Nu forstod jeg, at man ikke kunne håbe på nogen god behandling fra disse mennesker. Til sidst spurgte en af dem mig: Er der ikke nogen blandt Quraysh, som I har et tidligere bekendtskab, venskab eller en aftale med? Jeg nævnte navnene på Zubayr ibn Mut’im og Harith ibn Harb. Han rådede mig til at kalde på dem ved navn. Det gjorde jeg. Så kom de begge og befriede os.

Af disse begivenheder kan man forstå, hvor aktive modstanderne af den islamiske dawah var.

Litteraturens og musikkens front

Nadr ibn al-Harith var endnu en ledende skikkelse i kampagnen mod islam. Af forretningsmæssige årsager rejste han ofte til Persien. Derfra bragte han historiske og litterære fortællinger om ikke-arabiske konger og herskere med sig. Derefter oprettede han i Mekka samlingssteder for underholdende litteratur, importeret fra den ikke-arabiske verden, som modvægt til Koranens revolutionerende litteratur. Ved disse sammenkomster inviterede han folk med ordene: »Hvad vil I med at høre de fordærvede fortællinger om Ad og Thamud fra Muhammad? Kom til mig, så vil jeg fortælle jer underholdende historier fra Rostams og Isfandiyars land.« Om Nadr ibn al-Harith, der fremstår som en særskilt menneskelig karakter, siger Koranen:

»Der findes også mennesker, som køber vildledende og underholdende fortællinger, for derved i uvidenhed at føre folk vild og gøre nar af dem.« (Sura Luqman: 6)

Ved en lejlighed holdt denne Nadr ibn al-Harith følgende tale foran Abu Jahl om Profetens dawah og bevægelse:

»Qurayshs folk! I står i dag over for noget, som ingen af jeres fremtidige taktikker vil kunne besejre. Muhammad var engang en højt elsket ung mand blandt jer alle. Han var mere sandfærdig end nogen af jer og mere ærlig og troværdig end nogen af jer. Men så snart han nåede moden alder og fremsatte sin dawah, begyndte I straks at sige: Han er en troldmand … I begyndte at sige: Han er en spåmand; I begyndte at sige: Han er vanvittig … Men intet af dette er sandt. Qurayshs folk, tænk lidt mere over jeres holdning. For ved Allahs ed står I over for noget vigtigt.« (Sīrat Ibn Hisham)

Af Nadr ibn al-Hariths tale fremgår det, at han anså Profetens dawah for noget enestående, og at han også var bevidst om hans moralske storhed. Men han trampede på sin egen oplyste samvittighed og udtænkte snedige, sataniske planer for at modarbejde Profetens dawah. Han forstod udmærket, at underholdende litteratur og kulturelle aktiviteter kunne rumme mere tiltrækkende elementer for almindelige mennesker end et oprigtigt kald fra en bevægelse med et positivt og ædelt formål. Derfor oprettede han en samlingsplads for underholdende og æstetisk litteratur. Nadr ibn al-Harith sagde: »Jeg kan fortælle mere fængslende og morsomme historier end Muhammad.« Når han derefter fortalte udenlandske historier, sagde han: »På hvilken måde er Muhammads historier bedre end mine?« Omvendt hånede han Koranens fortællinger ved at kalde dem historier fra gamle dage.

Det sluttede ikke her; han købte også en slavepige, der var dygtig til sang og musik. Han inviterede folk til et måltid, og bagefter lod han dem høre slavepigens sang og musik. Når han hørte om en ung mand, der var blevet interesseret i islam, tog han sangerinden med til ham og beordrede slavepigen: »Giv denne unge mand mad og drikke, og underhold ham med sang og musik, så han bliver tilfreds.« Efter at have arrangeret sådanne opvisninger i kunst og kultur sagde han stolt: »Hvad er mest fornøjeligt: den invitation, Muhammad (fred være med ham) bringer, eller den, jeg arrangerer?« (Sirat al-Mustafa, Maulana Idris Kandhalvi, bind 1, s. 188)

I virkeligheden er islams grundlæggende livskraft lydighed mod Allah og moral. Denne livskraft dør i et miljø præget af uhæmmet omgang mellem mænd og kvinder samt uanstændighed. Et miljø, hvor al opmærksomhed er koncentreret om mad og drikke, sang og musik, underholdning, skønne kunster og seksualitet, kan ikke være egnet til islamisk da‘wah. Derfor begyndte Nadr ibn al-Harith på den ene side at fortælle underholdende historier og samlede på den anden side sang og musik, blanding af mænd og kvinder samt uanstændighed.

Men underholdende litteratur kan ikke forhindre en konstruktiv da‘wah og en bevægelse med gode hensigter, og skønne kunster, såsom sang og musik, nytter heller ikke noget. Der var lidt larm og festivitas i et par dage. Derefter blev alt stille.

Efter at Nadr ibn al-Hariths sammensværgelse var mislykkedes, tog han efter råd fra Qurayshs ledere til de jødiske religiøse lærde i Medina. Han spurgte dem: »I er jo lærde og vise mennesker, mens vi er uuddannede og uvidende. Fortæl os, hvordan vi kan standse den islamiske bevægelse, og hvordan vi kan modstå Muhammad (fred være med ham).« De jødiske lærde lærte dem, at de skulle spørge Muhammad (fred være med ham) om historien om Dhu al-Qarnayn og folket i hulen og spørge, hvad sjælen er. De stillede alle tre spørgsmål til Allahs Sendebud (fred være med ham) på det rette tidspunkt, og ved åbenbaring gav han også tilfredsstillende svar på dem. Men hvordan skulle man kunne modstå de vantros stædighed? (Sirat Ibn Hisham)

Forsøg på kompromis

Efter at den indledende fase med hemmeligholdelse var overstået, begyndte den islamiske bevægelse at brede sig hurtigt. Senere, da de forskellige forsøg på bagvaskelse og vold var mislykkedes og blevet nytteløse, begyndte modstanderne at indse, at den islamiske bevægelse var en uovervindelig kraft, som snart ville gennemføre en enorm forandring i landet. Derfor begyndte de igen at tage initiativer, arrangere ting og gøre forsøg på at finde en vej til kompromis og forsoning og på grundlag af udvekslinger mellem de to parter bringe denne konflikt til ophør. Men i en idealistisk bevægelse er der ikke så meget spillerum for eftergivenhed, at man kan finde en mellemvej gennem forhandlinger og sammenblanding. Alligevel afprøvede forumlederne også denne strategi fuldt ud for måske at opnå visse fordele på den ene eller den anden måde.

Et af deres kompromisforslag var for eksempel, at Allahs Sendebud (fred være med ham) ikke skulle fordømme eller kritisere deres guder og afgudsbilleder og ikke blande sig i deres religion. Desuden måtte han gerne holde så mange prædikener, formaninger og moralske taler, han ønskede; det ville der ikke blive gjort indsigelse imod. Med andre ord skulle han trække den del af det grundlæggende da‘wah-udsagn tilbage, der indebar en afvisning af falskhed. Det betød, at man gerne måtte nævne Allahs navn, men ikke sige, at der ikke findes nogen anden guddom end Allah (la ilaha illa Allah). Man måtte ikke udfordre den falske tankegang, som den bestående civilisation var bygget på. Det dårlige miljø og de dårlige elementer i samfundet skulle have lov til at bestå, præcis som de var. Sandhed og retfærdighed skulle fremstilles på en sådan måde, at de ikke åbnede vejen for en revolution, og den revolutionære inspiration skulle fjernes fra dem. Islams politiske budskab skulle gøres passivt. Man skulle lade samfundsordenen bestå som hidtil og under den fortsætte arbejdet med åndelig samfundsreform. Meningen var, at Qurayshs klassespecifikke overlegenhed og adel, politiske og økonomiske forrang og lederskab, religiøse lederskab og fornemme status, bestående interesser samt opnåede rang, status og privilegier alt sammen skulle bevares. Derefter kunne du gøre, hvad du ville. Men hvis den islamiske bevægelse havde accepteret disse betingelser, ville den være forsvundet af sig selv.

De stillede også det krav, at denne Koran skulle fjernes og erstattes med en anden Koran, eller at den skulle ændres på en sådan måde, at vores krav og ønsker blev opfyldt.

ائْتِبِقُرْآنٍغَيْرِهَٰذَاأَوْ

‘Bring en anden Koran end denne, eller foretag ændringer i den.’ (Sura Yunus: 15)

Svaret, der blev givet fra Allahs Sendebuds (fred være med ham) side med åbenbaringens ord, lød: ‘Jeg har ikke ret til at ændre denne Koran efter mine egne ønsker og indskydelser. Jeg kan ikke følge andet end den åbenbaring, der kommer til mig. Hvis jeg er ulydig mod min Herre, kan jeg blive nødt til at udholde straffen på den frygtelige Genopstandelsens Dag. Hvem er mere uretfærdig end den, der forsøger at udgive sine egne opdigtede ord for at være fra Allah?’

For at finde en vej til et kompromis fremsatte modstanderne af den islamiske bevægelse også dette krav: Du skal fjerne samfundets lavere klasser fra din omgangskreds. Hvis du fjerner dem, som indtil i går var vores slaver, kan vi komme og sidde hos dig og lytte til dine råd. Ellers kan vi under de nuværende forhold hverken komme til dig eller lytte til dine ord. Folk fra de lavere klasser spærrer vejen for os, mens de hos dig har slået sig ned som store ledere. Om disse mennesker plejede de hånligt at sige: ‘Det er åbenbart dem, der skal arve tronerne i de romerske og persiske imperier!’ Det var ikke, fordi afgudsdyrkernes hjerter var blevet utålmodige efter at tjene den islamiske bevægelse. Deres hensigt var derimod at knække begejstringen hos de unge, livskraftige mennesker, som med sandhedens og retfærdighedens banner løb af sted som besatte, som ofrede alle deres egne interesser og tog imod alle slags farer og ulykker med et smil, og hvis hvert åndedrag var viet til at nå dette hellige mål, så den islamiske bevægelse skulle berøves deres oprigtige tjeneste.

Før dette bedrageriske kompromisforslag nåede at påvirke Allahs Sendebud (fred være med ham), advarede Koranen ham om, at det var et gammelkendt bedrag, som islams fjender altid havde benyttet sig af. Det samme bedrag var blevet anvendt over for alle tidligere profeter. I Sura Hud, vers 27, siges det, at profeten Nuh (fred være med ham) blev stillet nøjagtig det samme forslag. I Sura al-An’am, vers 52, blev Allahs Sendebud (fred være med ham) rådet til ikke at fjerne de oprigtige ledsagere, som morgen og aften påkalder Allahs navn, fra sin nærhed for at behage islams fjender. I Sura ash-Shu’ara, vers 215, siges det, at han skulle tage sig kærligt af disse trofaste følgere. Ja, i de første ti vers af Sura Abasa blev Allahs Sendebud (fred være med ham) kun irettesat, fordi han, mens han talte med en indflydelsesrig vantro, ikke brød sig om, at en af hans blinde ledsagere stillede et spørgsmål.

Engang drøftede de hårdnakkede ledere blandt Quraysh dette på et møde. På det tidspunkt sad Allahs Sendebud (fred være med ham) alene i den anden ende. Utba ibn Rabi’a sagde til de tilstedeværende Quraysh-ledere: ‘Hvis I giver jeres samtykke, vil jeg gå hen og tale med Muhammad. Jeg vil fremlægge nogle alternative forslag for ham, hvoraf han måske vil acceptere ét. Hvis vi går med til det, vil han måske ikke længere ønske at komme i konflikt med os.’ Det var tydeligvis et forsøg på at indgå et kompromis. At Quraysh var nået så langt, skyldtes formentlig Hamzas antagelse af islam og den islamiske bevægelses hurtige udbredelse. Med alles samtykke gik Utba hen og talte således til Allahs Sendebud (fred være med ham):

‘Min nevø, du ved jo, hvor højt vi agter dig. I hele stammen har du en fremtrædende position. Også af slægt er du af fornem herkomst.’ Efter således i et stykke tid at have indledt med smiger, men uden at komme til sagen, sagde Utba med en let bebrejdende tone: ‘Du har kastet folket ud i stor bekymring. Du har splittet deres enhed. Du kalder deres ledere dumme og tåbelige. Du har påpeget fejl ved deres religion og deres guder. Du har erklæret deres tidligere forfædre for vantro. Hør nu på mig. Overvej de forslag, jeg vil fremsætte. Måske vil ét af dem være acceptabelt for dig.’ Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: ‘Godt. Fremsæt dem. Jeg lytter.’ Utba fremlagde derefter følgende alternative forslag ét efter ét:

‘Hvis dit mål er at opnå rigdom, vil vi samle så megen rigdom til dig, at du bliver rigere end os alle.’

Og hvis du ønsker lederskab og magt gennem dette, er vi parate til at udnævne dig til vores leder og høvding. Vi vil ikke træffe nogen beslutning uden at tage din mening i betragtning.

Hvis du ønsker at blive konge i landet, er vi også parate til at gøre dig til konge.

Og hvis årsagen er, at du er under indflydelse af en jinn eller noget lignende, og disse usynlige væsener har fået magt over dig, vil vi samle penge ind og sørge for, at du får behandling. Hvis du derefter bliver rask, er det godt; ellers vil det bevise, at vi ikke formår at hjælpe dig.«

Disse forsonende forslag afspejlede forskellige holdninger og forestillinger. Modstanderne af den islamiske bevægelse havde som regel sådanne forestillinger. Af forslagene fremgår det tydeligt, at de så to muligheder. For det første tog Profeten ﷺ måske ikke bevidst og velovervejet initiativ til at indlede en så omfattende konflikt med det uvidende samfundsordenen, men gjorde det under påvirkning af spøgelser og ånder eller i en bevidstløs tilstand. For det andet: Hvis han havde taget disse initiativer bevidst og ved fuld bevidsthed, måtte hans mål nødvendigvis være at opnå kongemagt eller magt. Efter at have hørt alle forslagene sagde Profeten ﷺ: »O Walids far, er du færdig med at tale?« Han svarede: »Ja.« Profeten ﷺ sagde: »Så lyt nu til det, jeg har at sige.« Utba sagde: »Godt, sig frem, jeg lytter.« Profeten ﷺ lod alle forslagene ligge til side og begyndte at recitere fra begyndelsen af Sura Ha-Mim Sajda:

»Ha-Mim. Dette er en åbenbaring fra Den Nådige, Den Barmhjertige. Dette er en bog, hvis vers er klart udfoldet. Det er en Koran på arabisk for mennesker med forstand. Den bringer de troende et glædeligt budskab og de vantro en advarsel. Men de fleste af dem vender sig bort og lytter ikke. De siger: Vores hjerter er lukkede over for det, du kalder os til. I vores ører er der tunge propper, og mellem os og dig er der et forhæng. Gør derfor, hvad du vil, og vi vil gøre, hvad vi vil.« (Vers 1-5)

Mens Profeten ﷺ fortsatte med at recitere, sad Utba stille og lyttede opmærksomt, lænende sig tilbage med begge hænder bag sig. Da han nåede verset om nedkastelse, standsede han recitationen og kastede sig ned. Derefter sagde han: »O Walids far, har du hørt det? Gør nu, hvad du finder bedst.«

Derefter rejste Utba sig og gik hen til sine ledsagere. Så snart de så Utbas ansigt, sagde de: »Utbas ansigt har forandret sig. Det er ikke længere, som det var, da han gik.« Med bekymring i stemmen spurgte de: »Hvad er der sket?«

Utba sagde:

‘Sagen er den, at jeg har hørt et sådant budskab, som jeg aldrig før har hørt i mit liv. Ved Allah, det er hverken poesi, magi eller en spåmands ord. O Quraysh-folk, lyt til mig. Jeg siger dette med det fulde ansvar: Lad Muhammad være i sin nuværende situation, og hold op med at forfølge ham. Ved Allah, det budskab, jeg har hørt, vil med sikkerhed få store følger. Hvis araberne dræber Muhammad, vil I gennem andre kunne blive befriet fra ham. Og hvis han bliver konge over Arabien, så vil hans kongedømme være jeres kongedømme, og hans magt være jeres magt. Da vil I takket være ham blive det lykkeligste folk. (Ibn Hishams sira, bind 1, s. 313-314)

Af Utbas udtalelse kan man udlede flere vigtige ting. For det første blev datidens store arabiske talere, digtere og litterater tvunget til at bøje hovedet for Koranens sproglige overlegenhed og skønhed. For det andet blev modstanderne, så længe de ikke hørte islams grundlæggende kald direkte fra den, der fremsatte det, påvirket af alle mulige giftige falske påstande og forblev urokkelige i deres modstand. Men så snart nogen fik mulighed for at høre en del af det egentlige kald direkte, tog hans hjerte det straks til sig. For det tredje var enhver begavet person i det polyteistiske samfund af den opfattelse, at der nødvendigvis ville blive gennemført en stor revolution på grundlag af åbenbaringens budskab. De kunne se konturerne af en fuldstændig revolution bag det og antog, at der på grundlag af dette ord ville blive grundlagt et imperium samt et socialt, politisk og økonomisk system.

Men efter at have hørt Utba begyndte der at lyde hån og spot i Quraysh-forsamlingen, og mange sagde: ‘Walids far, det ser ud til, at Muhammad også har forhekset dig.’ Utba sagde: ‘Jeg har allerede sagt, hvad jeg mener om ham. Gør nu, hvad I finder bedst.’

Nogle dage senere blev der gjort endnu et forsøg i denne sag. En dag efter solnedgang samledes alle Quraysh-stammens store høvdinge på pladsen ved Kabaen. Utba ibn Rabia, Shayba ibn Rabia, Abu Sufyan ibn Harb, Nadr ibn Harith, Qanda, Abu al-Bukhtari, Aswad ibn al-Muttalib, Zam’a ibn al-Aswad, Walid ibn al-Mughira, Abu Jahl ibn Hisham, Abdullah ibn Umayya, Ash ibn Wa’il, Nabih og Munabbih ibn al-Hajjaj (Banu Sahm) samt Umayya ibn Khalaf var blandt dem. De sendte bud efter Allahs Sendebud (s.a.). Allahs Sendebud kom til dem med nyt håb i hjertet. Men de sagde ikke noget nyt. De gentog blot det forslag, som tidligere var blevet fremsat gennem Utba ibn Rabia. Efter at have hørt dem svarede Allahs Sendebud således: ‘Det, I siger, er helt forskelligt fra min sag. Formålet med det kald, jeg har bragt til jer, er ikke at opnå rigdom, lederskab og høvdingestatus eller at oprette et kongedømme. Allah har sendt mig til jer som profet og sendebud. Han har åbenbaret Skriften for mig og befalet mig at være en advarer og en, der bringer jer det glade budskab. Derfor har jeg bragt Allahs befalinger til jer og varetaget mit ansvar som jeres oprigtige rådgiver. Hvis I tager imod det, jeg har bragt, vil det sikre jer lykke i denne verden og i det hinsidige. Men hvis I forkaster det, vil jeg tålmodigt vente på Allahs næste befaling, indtil Allah afsiger sin dom mellem mig og jer. (Ibn Hishams sira, bind 1, s. 315)

Da de efter dette svar indså, at der ikke var nogen vej videre, begyndte de på alle mulige sofistiske argumenter. For eksempel sagde de: Du ved jo, at vores land er meget trangt. Her er der meget lidt vand, og livet er yderst vanskeligt. Bed Allah om at fjerne disse bjerge, udvide vores land og skabe floder på det ligesom i Irak og Syrien. Bed Ham om at gøre vores forfædre levende igen, især Qusayy ibn Kilab. Han var nemlig meget sandfærdig, og vi vil spørge ham, om dit kald er sandt eller falsk. Hvis vores forfædre på denne måde bliver vakt til live én efter én og bevidner, at dit kald er sandt, og hvis du gør alt det, vi kræver, vil vi acceptere, at du er Allahs sendebud. Men hvis du ikke gør det, så lad straf ramme os.’ Som svar på alle disse umulige krav gentog Allahs Sendebud blot: ’Jeg er ikke blevet sendt for dette.’ Til sidst, da Allahs Sendebud vendte hjemad, fulgte hans fætter Abdullah ibn Ubayy med ham. Han sagde: Dine stammefolk ville give dig visse fordele, men du tog ikke imod en eneste af dem. Ved Allah, jeg vil ikke længere tro på dig, ikke engang hvis jeg ser dig få en stige fastgjort til himlen og klatre op ad den. Og selv hvis jeg med mine egne øjne ser dig komme ned fra himlen, og fire engle kommer med dig og vidner til din sandhed, vil jeg stadig ikke tro. Ved Allah, selv hvis jeg skulle komme til at tro, tror jeg ikke, at jeg virkelig ville blive din tilhænger. (Ibn Hishams sira)

Derefter vendte Allahs Sendebud dybt bedrøvet hjem.

En lignende begivenhed fandt sted efter rejsen til Taif. På dette tidspunkt forlod Allahs Sendebud Mekka og begyndte at prædike og viderebringe kaldet til de nærliggende Banu Qanda, Banu Hanifa og andre stammer. Da han tog til Banu Amir-stammen for at prædike, mødte han denne stammes høvding, Bukhayra ibn Firas. Bukhayra lyttede til Allahs Sendebuds kald. Derefter sagde han til sine tilhængere: ’Ved Allah, hvis jeg fik fat i denne unge mand fra Quraysh-stammen, ville jeg gennem ham erobre hele Arabien.’ Så spurgte han Allahs Sendebud: Hvis vi tager imod dette kald, og du besejrer dine modstandere, vil al myndighed over islam så efter dig gå over i mine hænder?

Det er værd at bemærke, at denne mand, så snart han havde hørt det korte, indledende kald, fik den opfattelse, at dette kald ville skabe en revolution. Der var også mulighed for, at det ville sejre, og hvis det sejrede, ville det hjælpe ham med at fremme sine egne interesser. Det var på grund af disse forestillinger, at Bukhayra udviklede en forretningsmandsagtig indstilling. Men Allahs Sendebud var blot den, der bragte kaldet. Han havde ikke åbnet en politisk forretning. Derfor svarede han:

»Det er underlagt Allahs vilje. Efter mig vil Han udpege den, Han ønsker.«

Buhayra sagde:

»Fint! I dag skal vi kæmpe mod hele den arabiske befolkning. Og så snart dine interesser er sikret, vil andre høste fordelene. Gå du bare. Vi har ingen interesse i denne sag.« (Rahmatullil-‘Alamin, bind 1, s. 89)

Hvis Profeten (fvmh.) havde været en ikke-politisk taler eller havde viet sig til samfundets moralske renselse på sufistisk eller pir-muridisk vis, ville han have svaret ligefrem: »Min ven, hvad er det, du drømmer om? Dette er jo de gudfrygtiges reformarbejde. Hvor kommer spørgsmålet om interesser og fordele ind i billedet? Og hvordan kan der overhovedet blive tale om at blive efterfølger eller opnå lederskab og høvdingestatus?« Ligesom Profeten (fvmh.) selv vidste, hvor vidtrækkende hans bevægelse var, og hvor store dens politiske muligheder var, forstod den, han talte med, også, hvor denne da‘wa i sidste ende førte hen.

Det, som modstandskræfterne ønskede at opnå gennem alle disse forskellige kompromisforsøg, var dette: Hvis Profeten (fvmh.) gik med til et kompromis for at finde en sikker vej frem for bevægelsen eller for at redde sine ledsagere fra forfølgelse, ville kraften i hans da‘wa som idealistisk bevægelse blive knust. Og hvis han viste sig kompromisløs, kunne man føre propaganda blandt landets befolkning: »Se selv, folkens, hvor mange fordele vi ville give, og hvor mange løsninger vi fandt for at bilægge konflikten og striden, men denne mand er så egenrådig, at han ikke accepterede nogen som helst løsning.« Profeten (fvmh.) befandt sig i virkeligheden i en meget følsom situation. Derfor siger Koranen som svar på alle disse kompromisforslag

fortløbende formaninger til Profeten (fvmh.) for at få ham til at forblive standhaftig. Et sted gives der endda med meget hårde ord en befaling om at beskytte sig mod modstandernes bedrag, og samtidig gives der en forsikring fra Allah om beskyttelse i denne sag.

I vers 74 og 75 i sura Bani Isra’il siger Allah:

»Hvis Vi ikke havde styrket dig, var det ikke usandsynligt, at du ville have bøjet dig en smule mod dem. Hvis det var sket, ville Vi have ladet dig smage den dobbelte straf i denne verden og i det hinsidige. Da ville du ikke have fundet nogen til at hjælpe dig mod Os.«

Kort sagt beskyttede Allahs Sendebud (sa.) gennem overordentlig kløgt, dygtighed og tålmodighed bevægelsen mod alle disse former for købslåen.

Voldens yderste form

Islams fjender har altid været uærlige med hensyn til deres mål og tomme og bankerotte med hensyn til deres argumenter. Deres egentlige problem har været egoisme og magtbegær. Så snart nogen træder frem på arenaen med islams budskab, rejser de sig imod ham med alle deres kræfter og besvarer argumenter og beviser med vold, terror og bøllemetoder. Den islamiske bevægelse arbejder gennem menneskets samvittighed, fornuft og tænkeevne. Islams modstandere forsøger derimod at standse dens fremdrift gennem vrede, hævnfølelse, lidenskab og ophidselse. Hvis nogen kraft blot gør den mindste indsats for at ændre det bestående samfunds- og statssystem, må den tåle at blive slået af dem, der opretholder og forsvarer samfundsordenen. Men fordi islams budskab kalder til en gennemgribende og omfattende forandring, gribes lederne af den bestående stat og det bestående samfund af en form for voldsom vanvid. Det var netop denne tilstand, man så i Mekka. Voldshandlingerne var ganske vist allerede begyndt samtidig med indledningen af den offentlige forkyndelse. Men efterhånden tiltog uvidenhedens tidsalders brutalitet og forfølgelsen af muslimerne. I løbet af fem-seks år blev Mekka for dem, der havde taget islam til sig, forvandlet til en glødende ovn. Efter Hazrat Khadijas og hr. Abu Talibs bortgang blev denne ovns brændende kraft endnu stærkere og mere frygtindgydende. I større eller mindre grad blev ingen skånet for at blive brændt i denne ovn. Ved at blive brændt, ophedet og smeltet i den blev de forvandlet til rent guld. Selvom bevægelsens leder, Muhammad (sa.), selv bar den største del af denne ovns hede, led hans ledsagere ikke mindre. Vi får kun meget lidt at vide fra historien om den frygtelige forfølgelse, som de ædle ledsagere blev udsat for. Ikke desto mindre er selv det, historien fortæller os, hårrejsende. Her giver jeg en kort beskrivelse af noget af den forfølgelse, som islams fjender iværksatte.

Allahs Sendebud (sa.) blev selv hvert øjeblik udsat for alskens overgreb. Men den smerte, som hans ledsagere blev påført, gennemborede også indirekte hans følsomme hjerte igen og igen. Lad os nu se, hvem der blev udsat for hvilken slags forfølgelse.

Khabbab ibn al-Aratt al-Tamimi blev solgt som slave i uvidenhedens tidsalder. En kvinde ved navn Umm Numar købte ham. Da Hazrat Arqams hus var centrum for den islamiske bevægelse, og Allahs Sendebud (sa.) derfra ledede alle organisatoriske aktiviteter, tog Hazrat Khabbab islam til sig. Quraysh-folkene spredte glødende kul ud og lagde ham på dette leje af ild. Straks stillede en mand sig på hans bryst, så Khabbab ikke kunne vende sig om på siden. Til sidst slukkedes kullene under hans ryg. Senere viste Khabbab (ra.) en dag sin ryg til Hazrat Umar (ra.), som dér så hvide pletter, der lignede spedalskhed. Han var smed af profession. Efter at have antaget islam krævede han sin tilgodehavende betaling hos forskellige mennesker, men de svarede: »Du får ikke en eneste mønt, før du bryder forbindelsen med Muhammad (sa.).« På denne måde blev han udsat for økonomisk undertrykkelse. Men denne sandhedens soldat svarede: »Det er aldrig muligt for mig.«

Den mørkhudede Hazrat Bilal var slave hos Umayya ibn Khalaf. Når solen stod lige over hovedet, blev han lagt på det brændende sand i den arabiske ørken, og en tung sten blev lagt på hans bryst, så han ikke kunne vende sig om på siden. Umayya sagde til ham: »Forsag islam, ellers vil du ende sådan her.« Som svar råbte Hazrat Bilal (ra.) kun: »Ahad, Ahad« (Allah er én, Allah er én). Det gjorde Umayya endnu mere vred. Han bandt et reb om hans hals og sendte byens uregerlige drenge efter ham. De førte ham rundt fra gyde til gyde. Men selv i denne tilstand blev denne hengivne elsker af Allah ved med at erklære »Ahad, Ahad« højt. Nogle gange blev han svøbt ind i kohud, og andre gange iført en jernrustning og sat ud i den brændende sol. Hazrat Abu Bakr (ra.) købte ham i bytte for en anden slave og satte ham fri.

Ammar ibn Yasir stammede fra Qahtan. Hans far, Yasir, var kommet fra Yemen til Hijaz sammen med sine to brødre for at lede efter en anden bror, som var blevet væk. De to brødre vendte senere tilbage til Yemen. Yasir blev imidlertid i Mekka efter at have sluttet venskab med Abu Hudhayfa al-Makhzumi, og han giftede sig også dér. Senere antog hele Yasirs familie islam. Eftersom Ammar ibn Yasir ikke havde nogen slægtninge i Mekka, som kunne støtte ham, blev han udsat for frygtelig tortur. Som straf for at have antaget islam blev han også lagt på det glødende sand. Quraysh-folkene slog ham, indtil han mistede bevidstheden. Hans forældre blev udsat for den samme fysiske tortur. Han blev dyppet ned i vand og også lagt på glødende kul. Allahs Sendebud (sa.) strøg kærligt hans hoved, bad for ham og gav ham det glade budskab om Paradiset. Ifølge Hazrat Alis (ra.) beretning sagde Allahs Sendebud (sa.): »Ammars tro fylder ham fra hoved til tå.« Hazrat Ammars mor, Hazrat Sumayya (ra.), blev dræbt for den forbrydelse at have antaget islam.

Abu Jahl dræbte hende selv på bestialsk vis med et spydstik. Dette var islams første martyrdød. Hazrat Ammars far, Hazrat Yasir, blev også martyr som følge af den tortur, han blev udsat for.

Han havde taget islam til sig sammen med Suhayb og Ammar. Han blev slået så brutalt, at han mistede sin mentale balance. Da han ville udvandre, tillod Quraysh ham at udvandre på betingelse af, at han overlod alle sine ejendele til dem. Suhayb, må Allah være tilfreds med ham, accepterede gladeligt denne betingelse og drog til Medina med tomme hænder.

Abu Fukayha al-Suhali var slave hos Safwan ibn Umayya. Han var samtidig med Hazrat Bilal, da denne antog islam. En gang blev der lagt en så tung sten på hans bryst, at hans tunge stak ud. Undertiden blev han lagt på maven på det glohede sand med jernlænker om sig. Hazrat Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, købte også ham fri.

Før Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, antog islam, havde hans familie en slavekvinde ved navn Lubayna. Umar blev udmattet af at slå hende yderst brutalt igen og igen. Derefter sagde han: »Jeg har ikke sluppet dig af medlidenhed, men fordi jeg blev træt.«

Hazrat Umars familie havde endnu en slavekvinde ved navn Zunayra. På grund af hendes antagelse af islam plejede Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, også at slå hende yderst brutalt. En gang slog Abu Jahl hende, indtil hun mistede synet på det ene øje. Det fremgår dog af en beretning, at Allah den Ophøjede kort efter gav hende synet tilbage gennem troens velsignelse. Hazrat Abu Bakr al-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, købte også hende fri.

To slavekvinder ved navn Nahdiyya og Umm Ubayis blev også udsat for hård tortur, fordi de havde antaget islam.

Hazrat Uthman var højt anset på grund af sin alder og værdighed og besad stor rigdom og en fremtrædende position. Da han alligevel antog islam, bandt hans egen farbror ham med et reb og slog ham.

Så snart Hazrat Abu Dharr havde antaget islam, kom han til Kabaen og bekendtgjorde det. Straks kastede Qurayshs voldsmænd sig over ham og slog ham, indtil han faldt bevidstløs om.

Som straf for at have antaget islam plejede hans farbror at svøbe Hazrat al-Zubayr ibn al-Awwam ind i en måtte og føre røg ind i hans næse. Men han sagde med fuld fasthed: »Jeg vil under ingen omstændigheder vende tilbage til kufr.«

Da hans fætter Sa’id ibn Zayd antog islam, bandt Hazrat Umar ham med reb.

Også Sa’d ibn Abi Waqqas blev udsat for ubærlige pinsler.

Efter at Abdullah ibn Mas’ud havde antaget islam, reciterede han som den første Koranen højt, mens han stod på området ved den hellige Kaba. Så snart han begyndte at recitere Sura ar-Rahman, kastede de vantro sig over ham og slog ham gentagne gange i ansigtet. Alligevel fortsatte han recitationen og vendte hjem med et såret ansigt.

Uthman ibn Maz’un var i begyndelsen i sikkerhed, fordi han var under al-Walid ibn al-Mughiras beskyttelse. Men da han så, hvordan Profetens, fred være med ham, ledsagere blev udsat for frygtelig undertrykkelse og tortur, tænkte han: Når mine fæller lider under så megen tortur, hvorfor skulle jeg så leve et sikkert liv under en polyteists beskyttelse? Han sagde til al-Walid ibn al-Mughira: »Jeg frasiger mig din beskyttelse.« Al-Walid forsøgte at overtale ham og sagde: »Nevø, jeg frygter, at nogen vil behandle dig dårligt.« Han svarede: »Nej, jeg vil være under Allahs beskyttelse. Jeg ønsker ingen andens beskyttelse end Hans.« Han gik til den hellige Kaba og bekendtgjorde, at han havde frasagt sig al-Walid ibn al-Mughiras beskyttelse. Derefter satte han sig blandt Qurayshs forsamling. Her reciterede digteren Labid et digt, han selv havde skrevet. Da han reciterede: »Alt bortset fra Allah er forgængeligt«, sagde Uthman: »Du har ret.« Men da Labid derefter reciterede: »Alle velsignelser er forgængelige«, sagde Uthman: »Det har du sagt forkert. Paradisets velsignelser vil aldrig forgå.« Labid blev rasende. Han så sig omkring for at finde den, der havde vovet at påpege hans fejl. Labid sagde: »O Qurayshs folk, hvem har tilladt sig denne uforskammethed over for jeres digterfælle?« En mand svarede: »Det er en frafalden tåbe. Lad ikke hans ord gå dig på.« Uthman kunne ikke tie stille. Han gav manden et passende svar. Da rejste manden sig og slog Uthman så hårdt i ansigtet, at hans øje blev ødelagt. Da al-Walid ibn al-Mughira så dette, sagde han: »Hvis du havde været under min beskyttelse, ville du ikke have mistet dit øje på denne måde i dag.« Uthman svarede: »Jeg er endda villig til at miste det øje, der stadig er uskadt. Den, hvis beskyttelse jeg er under, er mere mægtig og stærk end du.«

Efter at Hazrat Abu Dharr al-Ghifari havde antaget islam, blev han fyldt af revolutionær begejstring og gik direkte til den hellige moské, hvor han med høj røst bekendtgjorde sin nye troslære og overbevisning. Quraysh blev rasende og sagde: »Bank denne frafaldne!« Straks begyndte de at slå ham. Deres hensigt var at dræbe ham. Men Profetens, fred være med ham, farbror al-Abbas kom tilfældigvis forbi. Han sagde: »Hør, han er fra Ghifar-stammen. I er nødt til at rejse gennem deres område i forbindelse med jeres handel. Pas lidt på, hvad I gør.« Quraysh måtte derfor beherske sig. Den følgende dag bekendtgjorde han igen sin islamiske troslære og blev endnu en gang udsat for kollektiv tæsk.

Da Hazrat Umm Shurayk antog islam, lod hendes slægtninge hende stå i den brændende sol. På det tidspunkt gav de hende honning sammen med brød at spise, men nægtede hende vand, så hun skulle mærke varmen stærkere og lide dobbelt straf. Sådan gik tre sammenhængende dage. Da man under hendes yderste lidelser sagde til hende: »Forkast islam«, var hendes bevidsthed blevet sløvet. Hun forstod ikke engang, hvad man bad hende om at gøre. Til sidst pegede tyrannerne mod himlen og sagde: »Benægt Allahs enhed.« Nu forstod hun deres krav og sagde: »Jeg står fast på min troslære og overbevisning, og det vil jeg blive ved med.«

Efter at Khalid ibn al-‘As havde antaget islam, slog hans far ham, så hans hoved flækkede. Desuden straffede han ham ved at nægte ham mad.

Kort sagt var der ingen, som ikke blev udsat for en hård ildprøve. Ligesom Hazrat Uthman blev også Hazrat Abu Bakr og Talha bundet med reb. Walid ibn al-Walid, Ayyash ibn Abi Rabi’a og Salama ibn Hisham blev udsat for hård tortur, og de blev også forhindret i at emigrere. Den tortur, Hazrat Umar påførte sin søster og sin svoger, var ligeledes umenneskelig. En detaljeret beskrivelse af dette vil blive givet senere.

På den ene side kan man iagttage denne frygtelige forfølgelse og på den anden side fastheden hos bærerne af den islamiske bevægelses banner. Uanset om det var mænd eller kvinder, slaver eller slavinder, trak ingen sig tilbage, når først vedkommende havde taget imod denne da‘wa. Undertrykkelse og forfølgelse kunne ikke tvinge en eneste person til at forlade islam. Vi ser, at en sand revolutionær inspiration var blevet indlejret i deres marv og ben. Deres enestående tålmodighed havde fuldstændig gjort Qurayshs undertrykkende tyranni magtesløst. Enhver, der én gang besvarede islams kald, blev et helt nyt menneske indeni, og en ny styrke blev indgydt i hans bryst.

Hijraen til Abessinien

Enhver fare og ulykke har en grænse for, hvad man kan udholde. Den islamiske bevægelses bannerførere stod over for en hård ildprøve, og det eksempel på tålmodighed, de dér satte, vil naturligvis blive husket for evigt. Men der var ikke tegn på nogen pause i undertrykkelsen og forfølgelsen. Tværtimod blev den stadig intensiveret. Profeten (s.a.w.) blev dybt bedrøvet, når han så sine ledsageres elendige situation. Men han var ude af stand til at gøre noget. Deres eneste støtte var tillid til Allah, urokkelig tro på det hinsidige, et fast håb om sandhedens endelige sejr og inderlige bønner. Profeten (s.a.w.) trøstede sine ledsagere med, at Allah nok skulle åbne en eller anden vej. Til synes blev situationen i Mekka mere og mere håbløs, og der var ingen tegn på, at der ville vokse nogen frugt på den islamiske bevægelses hellige træ i dette ufrugtbare land. Ud fra situationen stod det klart, at der ikke var udsigt til at grundlægge en islamisk stat i Mekka; denne lykke var måske bestemt for et andet land. Hijraens kapitel havde allerede været en del af den islamiske bevægelses historie. Derfor var det forventeligt, at Profeten (s.a.w.) og hans sahaba måske også måtte forlade deres hjemland. Selv om begyndelsen på en ideologi, der helt og fuldt søger menneskehedens velbefindende, finder sted i et bestemt land og blandt et bestemt folk, hæver den sig over nationalismens og regionalismens snæverhed og begrænses ikke til noget bestemt land eller folk. Hvis befolkningen i et bestemt område viser sig uværdig, udvælger den et andet folk til dette formål. Men det er ikke profeternes vej at forlade da‘waens centrale område, før der foreligger en klar tilladelse eller befaling fra Allah. Ikke desto mindre så Profeten (s.a.w.), at konflikten mellem undertrykkelse og tålmodighed bevægede sig mod et punkt, hvor menneskets evne til at udholde kunne blive opbrugt. Muslimerne ventede med længsel på, hvornår Allahs hjælp ville komme. Under disse omstændigheder rådede han sahaba: »Rejs til et eller andet land i verden. Allah vil snart samle jer et sted.« De spurgte: »Hvilket land skal vi rejse til?« Profeten (s.a.w.) pegede mod Abessinien. Han vidste, at landets konge var forholdsvis retfærdig og fulgte profeten Isa (a.s.)s lære. Han mente, at netop dette land var egnet til hijra. Om Abessinien sagde han: »Det er et land med ærlighed og retfærdighed.« (Ibn Hishams sira)

I profetskabets femte år drog en karavane bestående af elleve mænd og fire kvinder fra Profeten (s.a.w.)s revolutionære gruppe i nattens mørke mod Abessinien under Uthman ibn Affans ledelse. Uthmans ædle hustru, det vil sige Profeten (s.a.w.)s datter Ruqayya, ledsagede ham også på denne første rejse med hijra. Om dette store ægtepar sagde Profeten (s.a.w.): »Efter Lut og Ibrahim er dette det første ægtepar, der har forladt sit hjemland for Allahs sag.« (Al-Mawahib al-Ladunniyya, Rahmat li-l-‘Alamin)

Da Quraysh fik kendskab til, at denne karavane havde forladt deres hjem, sendte de straks folk ud for at forfølge dem. Men da de nåede havnen i Jeddah, erfarede de, at emigranterne allerede var uden for deres rækkevidde, fordi de havde fået en båd med det samme. Disse emigranter opholdt sig kun kort tid i Abessinien (fra Rajab til Shawwal). De hørte et rygte om, at Quraysh havde taget imod islam. Derfor vendte de tilbage til Mekka. Men så snart de nåede nærheden af Mekka, erfarede de, at rygtet var falsk. Nu opstod der et alvorligt problem. Nogle trængte ind i byen i skjul, mens andre gjorde det med forskellige personers hjælp. Som den uundgåelige følge af denne tilbagevenden blev de udsat for endnu stærkere forfølgelse end før.

Derefter foretog endnu en stor karavane hijra til Abessinien. Denne karavane bestod af 85 mænd og 17 kvinder. I Abessinien fandt de trygge forhold og begyndte at leve et islamisk liv i ro og sikkerhed.

Læg nu mærke til, hvor vidtrækkende islams fjenders vrede kan være. De samledes til et møde og drøftede hele sagen. De besluttede at sende Abd Allah ibn Rabi‘a og Amr ibn al-As som udsendinge til Abessiniens konge. De to udsendinge skulle forhandle med kongen og bringe emigranterne tilbage. Med dette formål blev der gjort værdifulde gaver klar til Najashi og hans hoffolk, og udsendingene drog af sted med stor pragt. Da de nåede Abessinien, konspirerede de med hoffolkene og præsterne og bestak dem. De overbeviste dem om, at nogle genstridige mennesker i vores land havde skabt religiøs uro. De er lige så farlige for jeres religion, som de er for vores fædrene religion. Efter at vi havde fordrevet dem fra landet, kom de og søgte tilflugt hos jer. De bør ikke have lov til at blive her. Hjælp os derfor med dette. De forsøgte at forhindre, at hele sagen overhovedet blev drøftet ved hoffet, at emigranterne fik mulighed for at tale, og at kongen, efter kun at have hørt Qurayshs to udsendinges ensidige fremstilling, overgav emigranterne til dem. Til dette formål benyttede de bestikkelse og hemmelige aftaler. Efter i det skjulte at have vundet hoffolkene for deres sag trådte de frem for Najashi med deres gaver. De forklarede formålet med deres ankomst således: »Mekkas ledende mænd har sendt os for at fremsætte denne anmodning for Deres hof: Send vores folk med os.« Hoffolkene og præsterne støttede straks deres anmodning. Men Najashi nægtede at handle på grundlag af et ensidigt krav. Han erklærede utvetydigt: »Jeg kan ikke overgive dem til jer uden at høre emigranternes forklaring.«

Den følgende dag blev begge parter indkaldt til hoffet. Da Najashis indkaldelse nåede muslimerne, satte de sig til rådslagning. De drøftede: Kongen er jo kristen, mens vi i troslæren, troen og skikkene har andre opfattelser end ham. Hvad skal vi så sige til ham? Efter drøftelsen besluttede de, at de ville sige nøjagtigt det, som Profeten (s.a.w.) havde lært dem, og ikke afvige det mindste fra det, uanset hvad resultatet måtte blive. Tænk over, hvor stærk deres iman var. Selv under vanskelige forhold er det Allahs påbud at stå fast på sandhed og ærlighed. Da emigranterne derefter ankom til hoffet, kastede de sig ikke ned for Najashi, sådan som skikken foreskrev. Hoffolkene gjorde indsigelse og spurgte: »Hvorfor kastede I jer ikke ned?« Som emigranternes taler svarede Ja‘far: »Vi kaster os ikke ned for nogen anden end Allah. Selv Profeten (s.a.w.) hilser vi blot enkelt og ligefrem med salam.« Læg mærke til, under hvor følsomme omstændigheder dette dristige udtryk for den sande tawhid blev fremført. Over for den magt, som deres modstandere forsøgte at narre ved at skjule deres sande identitet og ty til list, viste de modigt en idealistisk og ubetinget troskab.

Denne gang fremsatte de to udsendinge fra Mekka deres krav: Disse emigranter er flygtninge fra vores land. De har opfundet en ny religion, og på dens grundlag har der udviklet sig et ødelæggende oprør. Derfor bør de udleveres til os. Najashi spurgte muslimerne: Hvad er jeres sag? Har I antaget en tredje religion ud over kristendommen og afgudsdyrkelsen?

Som muslimernes talsmand rejste Hazrat Ja’far sig og anmodede Najashi om tilladelse til først at stille de to udsendinge fra Mekka nogle spørgsmål. Han bad om tilladelse til at stille dem disse spørgsmål. Efter at have fået Najashis tilladelse foretog han følgende afhøring:

Hazrat Ja’far: Var vi slaver ejet af nogen i Mekka, så vi er flygtet fra vores herrer? Hvis det var tilfældet, burde vi naturligvis sendes tilbage.

Amr ibn al-As: Nej, I er ikke slaver, men frie og ædle.

Hazrat Ja’far: Har vi dræbt nogen uretmæssigt, før vi kom hertil? Hvis det er tilfældet, bør vi naturligvis sendes tilbage til den dræbtes arvinger eller værger.

Amr ibn al-As: Nej, I har ikke udgydt en eneste dråbe blod.

Hazrat Ja’far: Har vi stjålet nogen andens ejendom, før vi kom hertil? Hvis det er tilfældet, er vi parate til at tilbagebetale det skyldige beløb.

Amr ibn al-As: Nej, I skylder ingen så meget som en øre.

Da muslimernes moralske tilstand og niveau gennem denne afhøring var blevet tydelig, holdt Hazrat Ja’far følgende tale:

»O konge, vi var et uvidende og uoplyst folk. Vi tilbad afguder, spiste kød fra døde dyr, begik utugt, gjorde vores naboer fortræd, begik uret og overgreb mod hinanden, og de stærke blandt os udnyttede og undertrykte de svage. Under disse forhold blev der født iblandt os en mand, hvis ærlighed, retfærdighed, sandfærdighed og høflighed vi allerede var overbeviste om. Han kaldte os til islam og lærte os at forlade stendyrkelsen, tale sandt, standse blodsudgydelse, ikke tilegne os de forældreløses ejendom, tjene og hjælpe vores naboer, ikke sprede falske anklager mod kyske kvinder, bede, faste og give almisse. Vi troede på ham, forlod afgudsdyrkelsen og opgav alle dårlige handlinger. På grund af denne forbrydelse blev hele vores folk vores fjender. De forsøgte med magt at føre os tilbage til den tidligere vildfarelse. Under disse omstændigheder flygtede vi til Deres rige for at redde vores tro og vores liv. Hvis vores folk havde ladet os blive i vores hjemland, var vi ikke kommet. Dette er vores virkelige situation.«

Når ordene er sande, og taleren fremsætter dem med oprigtighed og hengivenhed, kan de ikke undgå at gøre indtryk på tilhøreren. Hjertet hos en gudfrygtig konge som Najashi blev blødgjort. Han sagde: »Læs noget for mig af den bog, der er blevet åbenbaret for jer, så jeg kan høre det.« Hazrat Ja’far læste et stykke op fra begyndelsen af sura Maryam. Da kongen hørte disse vers fra Allah, blev hans hjerte endnu blødere, og hans øjne fyldtes med tårer. Han udbrød spontant: »Ved Allah, denne tale og Injil stammer fra samme kilde.« Han sagde også: »Muhammad (s.a.w.) er netop den sendebud, hvis komme Hazrat Isa (a.s.) forudsagde. Lovet være Allah, at jeg har fået lov til at opleve denne sendebuds (s.a.w.) tid.« Straks afsagde han også den kendelse, at emigranterne ikke kunne udleveres. Hermed var hoffets behandling af sagen afsluttet, og de to udsendinge vendte mislykkede tilbage. Senere besluttede de begge sig for at prøve én gang til. Najashi var kristen. De tænkte, at hvis muslimernes trosopfattelse om Hazrat Isa (a.s.) blev bragt frem ved hoffet, kunne det måske antænde religiøst had i kongens hjerte.

Næste dag mødte Amr ibn al-As igen op ved hoffet. For at ophidse Najashi fremsatte han den beskyldning, at disse emigranter havde en meget dårlig opfattelse af Hazrat Isa (a.s.). Najashi tilkaldte igen muslimerne. Da de fik situationen at vide, blev de grebet af tvivl: Hvem vidste, hvordan Najashi ville reagere, hvis de benægtede, at Hazrat Isa (a.s.) var »Allahs søn«?

Men de troendes fasthed bød dem endnu en gang at sige det, der var sandt, i utvetydige vendinger. Hazrat Ja’far sagde i sin tale:

»Vores profet har sagt: Hazrat Isa (a.s.) er Allahs tjener, Allahs tegn og Allahs sendebud.«

Da Najashi hørte dette, tog han et græsstrå op fra jorden og sagde: »Hazrat Isa (a.s.) er ikke mere end det, du har sagt, ikke engang så meget som dette græsstrå.« Præsterne, der var blevet ofre for sammensværgelsen og var blevet underlagt gennem bestikkelse og gaver, vred sig meget i deres indre. På et tidspunkt kom der mærkelige lyde ud gennem deres næser. Men Najashi tog ikke det mindste hensyn til det. Han gav en klar ordre om, at alle gaverne skulle leveres tilbage. De to repræsentanter fra Mekka vendte fuldstændig mislykkede tilbage.

Hazrat Omars antagelse af islam

En af fortællingerne fra dette voldelige kapitel er den mest gribende og betydningsfulde. Det er fortællingen om Hazrat Umars raseri. Da Profeten (fred være med ham) blev udnævnt til profet, var Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) syvogtyve år. Islam bredte sig meget hurtigt i hans familie. Hans svoger Sa’id antog som den første islam. Påvirket af ham blev også hans søster Fatima muslim. En anden indflydelsesrig person i Umars familie, Nu’aym ibn Abdullah, søgte også tilflugt under islams beskyttelse. I begyndelsen vidste Umar ikke, at islam bredte sig på denne måde i hans familie. Da han fik det at vide, blev han ude af sig selv af raseri og vred på dem, der havde antaget islam. Han blev så udmattet af at slå familiens slavinde Lubayna, fordi hun havde antaget islam, at han måtte holde en pause. Derefter slog han hende igen med fornyet kraft.

Til sidst traf han en dag den mest frygtelige beslutning: Bevægelsens hovedforkynder måtte dræbes. Ifølge forskellige kilder havde Abu Jahl på dette tidspunkt lovet en belønning på to hundrede kameler til den, der kunne dræbe Profeten (fred være med ham), og ønsket om at få denne belønning var et af målene med beslutningen. Men det stemte ikke med Hazrat Umars temperament at lade sig lokke af en sådan belønning. Det synes snarere, som om han ønskede at gøre det, fordi han betragtede det som en tjeneste for sin fædrene religion. Under alle omstændigheder drog han af sted med sit sværd. Undervejs blev han standset, da han mødte Nu’aym ibn Abdullah. Nu’aym sagde: »Gå først hen og se til din søster og svoger, og tag derefter hen, hvor du ellers vil.« Umar vendte straks om og satte kursen mod sin søsters hus. Da han nåede frem, læste hans søster Fatima Koranen. Så snart hun hørte lyden af hans skridt, tav hun og gemte Koranens blade. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) gik ind i huset og spurgte: »Hvad læste du?« Hans søster forblev tavs. Umar sagde: »Jeg har fundet ud af, at I begge er frafaldne. Nu skal I få at mærke, hvad det betyder.« Med disse ord kastede han sig over sin svoger. Da søsteren trådte frem for at beskytte sin mand, slog han også hende. Hendes krop blev dækket af blod. Men med tårefyldte øjne så Fatima på sin bror og sagde med fast stemme:

»Umar! Gør, hvad du vil. Men vi kan ikke opgive islam.«

En kvinde står foran ham med en forslået krop, blodigt tøj, tårefyldte øjne og et hjerte fuldt af følelser. Og ikke blot en kvinde – hans egen søster. Og hvilke modige ord hun talte! Tænk over, hvordan islam havde skabt en ny inspiration selv i en forsvarsløs kvinde. Over for dette gribende syn måtte selv Umars frygtindgydende styrke give efter. Hans stålfaste beslutning, strammet som et tordenbånd, løsnede sig pludselig. Han sagde: »Godt, lad mig høre lidt af det, I læste.« Fatima gik hen og hentede de skjulte Koranblade. Mens hun læste, kom disse ord frem: “************” Straks udbrød han spontant: »Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud ud over Allah, og jeg bevidner, at Muhammad er Hans tjener og Sendebud.« Efter at have antaget islam drog han mod Hazrat Arqams hus, islams bevægelses centrum. Da han kom dertil, aflagde han troskabseden til Profeten (fred være med ham). De muslimer, der var til stede, blev så overvældede af glæde over denne begivenhed, at de råbte »Allahu Akbar« så højt, at hele Mekka genlød. Islams bevægelses fanebærere gik derfra og spredte sig over hele Mekka. De følte, at deres styrke var vokset. Umiddelbart efter Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) omvendelse begyndte man for første gang at bede offentligt i fællesskab ved Ka’baen.

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) havde en særlig anseelse blandt Mekkas unge på grund af sin begavelse og sit følelsesmæssige engagement. Hans adfærd var præget af oprigtighed og hengivenhed. Den fjendtlighed, han i uvidenhedens tidsalder nærede mod islam, var heller ikke drevet af nogen personlig interesse; han gjorde det oprigtigt, fordi han mente, at det var retfærdigt. Da den sande virkelighed derefter blev åbenbaret for ham, og sløret blev løftet fra hans samvittighed, løftede han med fuld hengivenhed og oprigtighed islams fane højt. Selv om hans modstand tidligere havde været yderst voldsom og ophidset, havde hans skarpe forstand og rene samvittighed hele tiden lidt efter lidt taget imod sandhedens lys. Hver begivenhed, der fandt sted i Mekkas omgivelser, påvirkede hans indre, rørte ham og forberedte ham på at antage islam. På den ene side nåede nyhederne om islams kald ham uafbrudt; på den anden side blev hans modstanderes lave og usle sindelag stadig tydeligere for ham. Han fortsatte derefter med på den ene side at iagttage Profetens (fred være med ham) og hans ledsageres rene og gode karakter og på den anden side de fordærvede og mørke sider af islams modstanderes karakter. Denne vedvarende sammenligning påvirkede og rørte igen og igen denne unge mand fra Mekka, som var begavet med en vågen og bevidst samvittighed. Ud over disse to almindelige og indbyrdes modstridende sider af situationen var der imidlertid også nogle særlige begivenheder, som fremkaldte en stærk reaktion i ham.

For eksempel var Umm Abdullah bint Abi Hashma ved at forberede sig på at udvandre til Abessinien. En dag kom Hazrat Umar hen til dem og sagde: »Umm Abdullah, det ser ud til, at I forbereder jer på at forlade Mekka og tage et andet sted hen.« Umm Abdullah svarede: »Ja, det gør vi. I har påført os megen smerte og udsat os for megen forfølgelse. Nu har Allah åbnet en vej for os, så vi kan redde os.« Umar sagde: »Må Allah være med jer.« Umm Abdullah fortæller: »Jeg har aldrig set Umar så tynget af sorg, som han var på det tidspunkt. Han følte en dyb smerte ved at se os forberede vores udvandring.« Da Umm Abdullah fortalte sin mand, Amir ibn Rabi’a, om Umars dybe sorg, spurgte Amir: »Håber du, at han vil antage islam, fordi du har set denne forandring hos Umar?« Umm Abdullah svarede: »Ja.« Amir sagde: »Den mand, du har set, vil først antage islam, når Khattabs æsel også antager islam.« (Khattab var navnet på Hazrat Umars far.) Umm Abdullah fortæller, at denne fortvivlelse var opstået på grund af Umars hårdhed og brutalitet over for islam. (Sira Ibn Hisham, første bind)

Men hvem kan sige, at denne begivenhed ikke slog hårdt på Hazrat Umars samvittighed? På tilsvarende måde fremgår det af en anden beretning, at hans hjerte blev påvirket, da han hørte Profeten (fred være med ham) recitere Koranen. Hans egen udtalelse om dette er som følger:

»Jeg var langt fra islam. I uvidenhedens tidsalder var jeg afhængig af alkohol og drak meget store mængder. Vores drikkelag blev holdt i Hazwarat [dengang var dette et marked i Mekka; i dag er dette jordstykke en del af al-Masjid al-Haram], og vores qurayshitiske venner samledes dér. En nat deltog jeg i dette lag, fordi mine ledsagere havde tiltrukket mig. Jeg ledte længe efter mine ledsagere dér, men fandt ingen. Senere kom jeg i tanke om en vinhandler og tænkte, at jeg ville gå derhen og drikke vin. Men ham fandt jeg heller ikke. Så tænkte jeg, at jeg ville gå til Ka’baen og foretage halvfjerds eller tres tawaf dér. Da jeg kom dertil, så jeg Allahs Sendebud (sa.) bede. Han stod mellem Rukn al-Aswad og Rukn al-Yamani (vendt mod Bayt al-Maqdis). Pludselig fik jeg lyst til at høre lidt af det, denne mand læste. Jeg gik ind under Ka’baens klæde, nærmede mig langsomt helt tæt på og begyndte at lytte. Mellem mig og Allahs Sendebud (sa.) var der ikke andet end Ka’baens klæde. Da jeg hørte Koranen, smeltede mit hjerte. Mine øjne blev fyldt med tårer. Netop i det øjeblik trængte islam ind i mit hjerte. [Siraen om Ibn Hisham, bind 1, s. 368-369]»

I den resterende del af denne beretning siges det, at Umar (ra.) straks gik med Allahs Sendebud (sa.) og antog islam. Men i virkeligheden er den tidligere nævnte beretning den korrekte, hvad angår hans antagelse af islam. Det var synet af hans søsters tro, tålmodighed og beslutsomhed, der endeligt drev hans sind og hjerte mod islam. Denne del af Umars (ra.) egen beretning er meget betydningsfuld: at han gik for at høre Koranen fra Allahs Sendebud (sa.). De koranvers, han hørte med egne ører, såede troens frø i hans hjerte. På baggrund af en konflikt og strid, der havde fortsat uafbrudt i årevis, var det helt naturligt, at en sådan begivenhed fandt sted. Hvordan skulle en personlighed som Umar kunne træffe en beslutning uden at høre islams kald med egne ører?

Mange andre, som var optaget af at modsætte sig Koranen, selv store ledere, kom i al hemmelighed af nysgerrighed for at høre denne sødmefulde melodi, der syntes at være steget ned fra himlen. Alligevel sagde de ved offentlige sammenkomster: »Vores ører er døve.« En gang, da Allahs Sendebud (sa.) sad i sit hjem og reciterede Koranen sent om natten, samledes Abu Sufyan, Abu Jahl og al-Akhnas ibn Shurayq i al hemmelighed omkring hans hus og lyttede. Da de senere var på vej hjem, kom de tilfældigvis ansigt til ansigt med hinanden. De begyndte da at bebrejde hinanden og sagde, at man ikke burde gøre sådan. Hvis almindelige mennesker med ringe forstand fik det at se, ville det ellers påvirke dem negativt. Efter at have sagt dette gik de. Den følgende dag kom de igen, og endnu en gang udvekslede de bebrejdelser og råd som dagen før. Den tredje nat skete det samme igen, og til sidst aflagde de en meget stærk ed på, at de under ingen omstændigheder ville gøre sådan igen i fremtiden. I den forbindelse spurgte de dog hinanden, hvad de hver især mente om det budskab, de havde hørt fra Muhammad (sa.). Alle sagde noget. Til sidst sagde Abu Jahl med ophidset stemme: »Vi har altid konkurreret med Banu Abd Manaf. Når de viste gæstfrihed, gjorde vi det også; når de betalte blodpenge, gjorde vi det også; når de var gavmilde, gjorde vi det også. På den måde blev vi deres lige. Vi var ikke bagud i noget som helst. Pludselig er de nu begyndt at sige, at der er kommet en profet fra deres stamme. Hvordan skal vi kunne acceptere det? I dette tilfælde kan vi ikke gøre krav på at være deres lige. Ved Allahs ed kan vi derfor hverken tro på ham eller støtte ham. [Siraen om Ibn Hisham, bind 1, s. 337-338]»

På det tidspunkt var der opstået stor nysgerrighed og videbegærlighed hos alle mennesker omkring islam, og det trak undertiden også Umar hen til Allahs Sendebud (sa.), så han med egne ører kunne høre Allahs ord. Jeg har nævnt denne begivenhed for at gøre dette forståeligt.

Endnu et skridt fremad

Kort sagt var Umar (ra.)s antagelse af islam en enorm begivenhed. Mange årsager virkede sammen bag denne begivenhed. En anden grund til, at begivenheden blev endnu vigtigere, var, at denne sandhedssøgende mand trådte frem netop på det tidspunkt, hvor den ensidige vold mod islam havde nået sit højdepunkt. Modstanderne udøvede tortur for at holde folket væk fra islam. Men helt modsat deres hensigt fik denne tortur folkets hjerter til at blødgøre og gjorde dem sympatiske over for de forfulgte. Et af de uigendrivelige beviser på, at islam er sandheden, er netop, at jo mere den voldelige og aggressive modstand voksede, desto flere mennesker med de fineste sind og intellekter antog islam. I tiden efter migrationen til Abessinien begyndte Mekkas værdifulde juveler at samles i islam.

Hvordan skulle det være muligt, at en personlighed som Umar (ra.) antog islam uden at skabe en ny bevægelse? Han besluttede, at han én gang for alle ville udfordre hele samfundet. Abdullah ibn Umar var dengang stadig blot en dreng. Han fortæller: »Efter at min far Umar (ra.) havde fået troen, undersøgte han, hvem blandt Quraysh-stammen der var dygtig til at sprede nyheder. Han fandt en mand ved navn Jamil ibn Mu’ammar al-Jumahi. Tidligt om morgenen gik han til ham. Jeg gik også med ham for at se, hvad han ville gøre dér. Han sagde til ham: ›Jamil, ved du, at jeg har antaget islam og sluttet mig til Muhammads (sa.) gruppe?‹ Jamil sagde ikke et ord, men kastede sit tæppe over skulderen og gik lige hen til porten til al-Masjid al-Haram. Derefter begyndte han med gennemtrængende stemme at råbe: ›Qurayshs folk, hør efter! Umar, Khattabs søn, er blevet sabi (frafalden)!‹ Umar (ra.) kom også efter ham og råbte: ›Jamil lyver. Jeg er ikke sabi; jeg er blevet muslim. Jeg har erklæret, at der ikke findes nogen guddom undtagen Allah, og at Muhammad (sa.) er Hans tjener og Sendebud.‹ Quraysh-folkene kastede sig over ham. Han kæmpede endda voldsomt med sin egen far. Mens brydekampen fortsatte, stod solen allerede højt på himlen. På det tidspunkt kom en ældre leder fra Quraysh og spurgte, hvad der var sket. Da han havde hørt hele historien, sagde han: ›Denne mand har valgt en overbevisning og en vej for sig selv. Hvad vil I nu gøre? Tænk over det: Vil Banu Adi (navnet på Umars stamme) lade deres mand være hjælpeløs i jeres hænder på denne måde? Lad ham være.‹ Denne høvding hed al-As ibn Wa’il al-Sahmi. Han tog Umar (ra.) under sin beskyttelse. (Siraen om Ibn Hisham, bind 1, s. 370-371)«

Samtidig fandt Umar (ra.) endnu en måde at udtrykke sin tros begejstring og iver på. Allerede den første nat efter, at han havde fået troen, tænkte han: Hvem er den mest hårdnakkede og voldsomme modstander af Allahs Sendebud (sa.)? Han indså, at ingen var en mere hårdnakket og voldsom modstander end Abu Jahl. Så snart det blev morgen, gik han til Abu Jahls hus. Da Umar bankede på døren, kom Abu Jahl ud. Han bød ham velkommen og spurgte, hvad han kom for. Umar (ra.) sagde: »Jeg er kommet for at fortælle dig, at jeg har fået troen på Muhammad (sa.), og at jeg anerkender det, han siger, som sandt.« Abu Jahl sagde: »Må Allah forbande dig og denne nyhed fra dig!« og smækkede straks døren i.

På den anden side førte Umar (r.a.) den islamiske bevægelse et skridt fremad. På trods af at han blev slået, begyndte han at bede offentligt på området ved Kabaen. Hazrat Abdullah ibn Masud siger: »Før Hazrat Umar accepterede islam, kunne vi ikke bede offentligt foran Kabaen. Da Umar (r.a.) accepterede islam, kæmpede han mod Quraysh og bad ved Kabaen, og vi bad sammen med ham.«

På denne måde fortsatte selv de bedste blandt fjenderne med at træde ind i islam midt i den voldsomme vold.

Hazrat Hamzas accept af islam

Historien om Hazrat Hamza er næsten den samme. Denne unge mand fra Mekka var både intelligent, modig og indflydelsesrig. Blandt Sendebuddet (s.a.w.)’s farbrødre var han efter Abu Talib den eneste farbror, som elskede Sendebuddet (s.a.w.), selv om han var uenig med ham. Han var kun to eller tre år ældre. Fordi de næsten var jævnaldrende, havde farbror og nevø et meget nært forhold i barndommen.

Det skete, at Abu Jahl fornærmede og skældte Sendebuddet (s.a.w.) groft ud nær Safa-bjerget. Sendebuddet (s.a.w.) udviste tålmodighed og tog ikke hævn for denne fornærmelse. Ved et tilfælde overværede en slavepige hændelsen. Hazrat Hamza var taget på jagt. Da han vendte tilbage med sin bue i hånden, fortalte slavepigen ham, hvad der var sket, og sagde: »Ak, hvis du blot selv havde set, hvilken tilstand din nevø var i.« Da Hamza hørte, hvad der var sket, blev hans stærke æresfølelse vakt. Han gik direkte hen til Abu Jahl, som sad i Qurayshs forsamling. Han slog Abu Jahl i hovedet med buen og spurgte: »Har du skældt Muhammad ud? Hvis du har, så skal du vide, at jeg også har tilsluttet mig hans religion, og jeg siger også alt det, han siger. Kom og mød mig, hvis du har mod til det.« En mand fra Banu Makhzum rejste sig for at støtte Abu Jahl. Men Abu Jahl standsede ham og sagde: »Lad det være. Jeg har virkelig skældt Hamzas nevø meget groft ud.« Herefter stod Hazrat Hamza fast ved islam. Quraysh forstod, at Sendebuddets styrke var blevet endnu større. (Siraen af Ibn Hisham, bind 1)

Boykot og indespærring

Islams fjender blev fortvivlede, da de så, at alle deres planer slog fejl, at islam gjorde fremskridt, og at store og indflydelsesrige personer accepterede islam. I Muharram i profetskabets syvende år stod alle Mekkas stammer sammen om at indgå en aftale om at boykotte Banu Hashim. Det blev fastlagt i aftalen, at ingen måtte have nogen form for slægtsmæssig forbindelse med Banu Hashim, indgå ægteskab med dem, handle eller omgås dem eller lade mad og drikkevarer nå frem til dem, så længe Banu Hashim ikke overgav Muhammad (s.a.w.) til dem og gav dem ret til at dræbe ham. Trods gentagne samtaler med Abu Talib var Abu Talib ikke villig til at ophæve sit værgemål for Sendebuddet (s.a.w.). Derfor kunne Banu Hashim heller ikke bryde med ham. I fortvivlelse over dette indgik de denne aftale. I stammesystemet var denne beslutning et yderst alvorligt og endeligt skridt. Hele Banu Hashim blev under hjælpeløse forhold indesluttet i en dal, der blev kaldt »Shi’b Abu Talib«. Denne indespærring varede i næsten tre år. Når man læser om de lidelser, de gennemgik i denne periode, ville selv sten smelte. Banu Hashims folk tyggede endda blade fra træerne og kogte tørre skind eller ristede dem over ilden for at spise dem. Situationen blev så alvorlig, at når et uskyldigt barn fra Banu Hashim græd af sult, kunne dets hjerteskærende gråd høres langt væk. Quraysh blev henrykte af glæde, når de hørte disse grådkvalte lyde. Hele Banu Hashim blev kastet i denne fangenskabstilstand alene på grund af lederen af den islamiske bevægelse. Boykotten var så streng, at Hakim ibn Hizam, Hazrat Khadijas nevø, engang sendte noget hvede med sin tjener. Undervejs så Abu Jahl det og forsøgte at rive hveden til sig. Netop da kom Abul Bukhtari også til, og en smule menneskelig medfølelse blev vakt i ham. Han sagde til Abu Jahl: »Åh, lad det dog være.« Desuden plejede Hisham ibn Amr i al hemmelighed at sende noget hvede.

Denne Hisham ibn Amr blev den første initiativtager til at få denne undertrykkende aftale ophævet. Han gik til Zuhayr ibn Umayya og sagde til ham: »Er du tilfreds med, at du spiser og drikker, går i tøj og gifter dig, mens dine morbrødre er i en sådan tilstand, at de hverken kan købe eller sælge eller gifte sig? Hvis det var Abu al-Hakam ibn Hishams (Abu Jahls) morbrødre og tanter, der var i denne situation, og du opfordrede ham til at indgå en sådan aftale, ville han aldrig have accepteret den.« Da Zuhayr hørte dette, sagde han: »Hvad skal jeg gøre? Jeg er jo alene. Ved Allah, hvis blot én anden stod sammen med mig, ville jeg tage initiativ til at få denne aftale ophævet, og jeg ville ikke give op, før den var ophævet.« Hisham sagde: »Du har allerede fundet den anden person.« Zuhayr spurgte: »Hvem er det?« Hisham sagde: »Det er mig selv.« Derefter gik Hisham til Mut’im ibn Adi og forklarede ham sagen på samme måde. Han svarede ligesom Zuhayr: »Hvad skal jeg gøre alene?« Hisham sagde også til ham: »Jeg står sammen med dig.« Mut’im sagde: »Så find en tredje person.« Hisham sagde: »Den tredje person har jeg allerede fundet.« Han spurgte: »Hvem er det?« Hisham sagde: »Zuhayr ibn Abi Umayya.« Mut’im sagde: »Nu må vi finde en fjerde.« Derefter gik Hisham til Abul Bukhtari og Zamra ibn al-Aswad og talte med dem.

Da bevægelsen for at ophæve boykottraktaten gradvist gjorde effektive fremskridt, satte de sig alle sammen for at fastlægge de næste skridt. Det blev planlagt, at Hisham offentligt skulle rejse sagen. I overensstemmelse hermed foretog Hisham tawaf omkring Kabaen syv gange. Derefter gik han hen til folkemængden og sagde: »O I folk i Mekka, er det rimeligt, at vi spiser mad og ifører os tøj, mens Banu Hashim vrider sig af sult og ikke engang kan købe noget?« Derefter fremsatte han sin hensigt således:

»Ved Allahs ed! Jeg vil ikke hvile, før jeg har revet denne undertrykkende traktat, der bryder slægtskabsbåndene, i stykker.«

Abu Jahl råbte: »Du er en løgner. Du vil aldrig kunne rive den i stykker.«

Zam‘a ibn al-Aswad svarede Abu Jahl: »Ved Allahs ed! Det er dig, der er den største løgner. Vi bryder os ikke om denne traktat, sådan som den er skrevet.« Abu al-Bukhtari udbrød også: »Zam‘a har ret. Vi bryder os ikke om denne traktat, og vi anerkender den heller ikke.« Mut‘im støttede ham og sagde: »I har begge ret. Den, der siger det modsatte, tager fejl.« Da flertallet således blev ved med at sige dette, sad Abu Jahl med et fortrukket ansigt, og traktaten blev revet i stykker. Da folk tog traktaten ned fra Kabaens mur, så de forbløffede, at termitterne havde ædt hele traktaten. Kun ordene »Bismika Allahumma« var tilbage. (Ibn Hishams sira)

Sorgens år

Da fangenskabet var forbi, kom Profeten (fred være med ham) endnu en gang ud i frihed sammen med sin familie. Men nu begyndte en endnu hårdere periode. Det var profetskabets tiende år. Den første tragiske begivenhed, der indtraf dette år, var, at Abu Talib, den ærede Alis far, døde. Det sidste værn, som indtil da med stor hengivenhed havde beskyttet Profeten (fred være med ham) mod fjenderne og indtil det sidste øjeblik havde afværget alle sammensværgelser uden at give efter for noget pres eller nogen tilskyndelse, var således borte.

Det andet slag, Profeten (fred være med ham) blev ramt af dette år, var den ærede Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) død. Den ærede Khadija (må Allah være tilfreds med hende) var ikke blot Profetens hustru, men var også blandt den lykkelige gruppe, der først antog troen. Allerede før profetskabet havde hun på ingen måde undladt at vise ham sympati og medfølelse. Fra den første åbenbaring og indtil øjeblikket før sin død havde hun været Profetens (fred være med ham) sande livsledsager på sandhedens vej. Hun brugte også store summer til støtte for den islamiske bevægelse. Hun gav råd ved hvert skridt og ydede oprigtig hjælp. Derfor har nogle sagt om hende, at hun var Profetens (fred være med ham) minister. Denne udtalelse er i sandhed både korrekt og velbegrundet.

På den ene side måtte Profeten (fred være med ham) udholde disse to slag efter hinanden. På den anden side blev modstanden endnu voldsommere, fordi disse to ydre støtter var forsvundet. Nu syntes modstanden, forfølgelsen og undertrykkelsen at overgå alle tidligere rekorder. Men Allahs vilje var muligvis, at islam selv skulle beskytte sig, selv skulle skabe sin vej og lære at stå på egne ben. Hvis disse verdslige støtter ikke var blevet fjernet på denne måde, ville sandhedens livskraft måske ikke være blevet fuldt synlig. Det var på grund af denne sørgelige og uudholdelige situation, at dette år blev kaldt Sorgens år.

Nu begyndte Quraysh at opføre sig yderst brutalt. De satte hooligans til at forfølge ham. De larmede og hujede. Når Allahs Sendebud (fred være med ham) bad, klappede de i hænderne. Når Allahs Sendebud (fred være med ham) gik på vejen, kastede de snavset affald efter ham. De lagde torne foran hans dør. Undertiden forsøgte de at lægge en løkke om hans hals. Undertiden lagde de endda hånd på ham og skældte ham åbent ud. De kastede jord i ansigtet på ham. Nogle af disse menneskelige uhyrer udviste endda den mest modbydelige uforskammethed og spyttede på hans strålende ansigt. En gang kom Abu Lahabs hustru, Umm Jamil, helt til Den Hellige Moské med en sten, mens hun ledte efter Allahs Sendebud (fred være med ham). Hendes hensigt var at dræbe ham med ét eneste slag. Allahs Sendebud (fred være med ham) befandt sig lige foran hende i Den Hellige Moské. Men Allah skjulte ham for hendes blik på en sådan måde, at hun slet ikke kunne se ham. Til sidst vendte hun tilbage, mens hun udspyede sin vrede foran Abu Bakr, og fremsagde følgende vers: »Vi har afvist at adlyde den forkastede, trodset hans befalinger og næret fjendskab mod hans religion.« At forvanske navne og anvende dårlige ord er i virkeligheden tegn på moralsk lavhed og forfald. Når en fjende synker ned til det laveste niveau af gemenhed, tager han sådanne beskidte våben i brug.

Da Allahs Sendebud (fred være med ham) hørte dette, sagde han: »Allah har beskyttet mig mod deres bagtalelse. De fornærmer Muzammam (den forkastede), men jeg er jo Muhammad. Derfor rammer deres fornærmelser ikke mig.«

På samme måde kom Abu Jahl en gang hen til ham med den hensigt at dræbe Allahs Sendebud (fred være med ham) ved at slå ham med en sten. Men Allah gjorde pludselig Abu Jahl så bange og skrækslagen, at han ikke kunne gøre noget.

En gang kastede fjenderne sig i samlet flok over Allahs Sendebud (fred være med ham) og udsatte ham for umenneskelig mishandling. Baggrunden for denne tragiske hændelse var følgende: Islams fjender sad sammen i deres samlingssted og sagde: »Vi har vist denne mand (Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham) alt for megen tolerance. Der findes intet sidestykke til så megen tolerance.« Netop på dette tidspunkt kom Allahs Sendebud (fred være med ham) tilfældigvis forbi. Fjenderne spurgte: »Er det dig, der siger alt dette?« Med fuld moralsk fasthed svarede Allahs Sendebud (fred være med ham): »Ja, det er mig, der siger alt dette.« Så var der ellers ingen vej tilbage. De angreb ham fra alle sider. Abdullah ibn Amr ibn al-As beretter: »Jeg har aldrig set Quraysh gå så langt i deres overgreb mod Allahs Sendebud (fred være med ham).«

Da angriberne efter et stykke tid standsede, advarede Allahs Sendebud (fred være med ham) dem igen med det samme overmenneskelige mod: »Jeg er kommet til jer med et budskab om, at I vil blive slagtet.« Det vil sige: Den kniv af uret og undertrykkelse, som I fører mod min strube, vil historiens evige lov – Allahs lov – til sidst bruge til at slagte jer. Jeres undertrykkelsens herredømme vil blive fuldstændig tilintetgjort.

Det er vanskeligt at fastslå det nøjagtige tidspunkt for disse begivenheder. Det kan dog formodes, at de fandt sted på det tidspunkt, hvor volden havde nået sit højdepunkt. Det er helt sikkert, at disse begivenheder fandt sted lige efter Abu Talibs død.

Hazrat Uthman ibn Affan beretter, at Allahs Sendebud (fred være med ham) en gang foretog tawaf omkring den hellige Kaaba. Qurayshs ledere, Uqbah ibn Abu Mu’ayt, Abu Jahl og Umayyah ibn Khalaf, sad på dette tidspunkt i Hatim ved Kaabaen. Hver gang Allahs Sendebud (fred være med ham) gik forbi dem, overdængede de ham med uanstændige fornærmelser. Det skete tre gange. Til sidst sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) med et forandret ansigtsudtryk: »Ved Allah, I vil ikke holde op, før Allahs straf straks rammer jer.« Hazrat Uthman siger, at der straks efter disse ord greb dem en sådan rædsel, at hver og én begyndte at ryste af frygt. Efter at have sagt dette begav Allahs Sendebud (fred være med ham) sig hjem. Hazrat Uthman og de andre fulgte med ham. På dette tidspunkt henvendte Allahs Sendebud (fred være med ham) sig til sine ledsagere og sagde:

»Modtag det gode budskab: Allah vil visselig lade Hans religion sejre, fuldende Hans ord og hjælpe Hans religion. Og disse mennesker vil Allah snart lade jer slagte med jeres egne hænder.«

Bemærk, at dette glædelige budskab blev givet under tilsyneladende kaotiske forhold. Og alligevel blev det så hurtigt og så storslået bevist sandt. Den islamiske bevægelse gjorde så at sige det umulige muligt.

Islams kald i Taif

Det er vanskeligt med sikkerhed at sige, præcis hvornår denne begivenhed fandt sted. Nogle har nævnt den som baggrunden for åbenbaringen af sura al-Muddaththir. Hvis man accepterer dette, må begivenheden placeres i den første periode. Men ud fra begivenhedens karakter synes det at være noget, der fandt sted hen imod slutningen af den mekanske periode.

En dag forlod Profeten (s.a.) sit hjem tidligt om morgenen. Han gik rundt i de forskellige gyder i Mekka og kaldte folk til islam. Men selv efter at hele dagen var gået, fandt han ikke den dag én eneste person, der lyttede til hans budskab. De islamfjendtlige havde på det tidspunkt taget en ny strategi i brug: Så snart de så Profeten (s.a.) komme, skyndte de sig alle væk. For hvis de hørte hans ord, opstod der problemer. Hvis de gjorde modstand eller indledte en diskussion, ville sagen blot brede sig yderligere. Denne strategi viste sig at være ret effektiv. Selv når han mødte en eller to personer, svarede de med hån eller bøllemetoder. Da hele dagen var gået til spilde, vendte han hjem med hjertet fuldt af skuffelse og sorg. Når en person træder frem for at gøre et andet menneske godt og ønske ham det bedste, men dette menneske forsøger at dræbe sin velgører og velønsker, er velgørerens hjerte så tynget af uudholdelig smerte; sådan var Profeten (s.a.)s sindstilstand også, helt præcis.

Ud fra erfaringerne fra denne særlige dag begyndte Profeten (s.a.) at tænke, at Mekkas jord var ved at blive ufrugtbar for islams kald, og at alt, hvad der havde mulighed for at bære frugt her, allerede havde båret frugt. Da forholdene senere fortsatte med at forværres, viste denne antagelse sig at være rigtig. De sidste lovende mennesker havde nu samlet sig omkring Profeten (s.a.). Sandsynligvis blev tanken fra netop denne dag stadig stærkere i hans sind, at han nu burde arbejde uden for Mekka. Det er faktisk naturligt, at en klog og erfaren formidler af kaldet tænker sådan. Når han har udført så meget kaldsarbejde i sit oprindelige centrum, at alle de mennesker dér, som er egnede til arbejdet, har taget imod kaldet, og ingen andre end stædige og egenrådige mennesker er tilbage, bliver han ikke længere dér og spilder sine kræfter. I stedet søger han nye områder og opnår gennem et ændret miljø nye erfaringer.

Det var efter at have stået over for sådanne forhold, at Profeten (s.a.) besluttede at arbejde i områderne omkring Mekka. Han valgte Taif som et nyt område for kaldet. Han tog Zayd ibn Haritha med sig. Han valgte Taif som et nyt område for kaldet. En dag drog han af sted fra Mekka til fods sammen med Zayd ibn Haritha. Undervejs kaldte han alle de stammer, hvis beboelser han så, til Allahs religion. Rejsen frem og tilbage tog ham omkring en måned.

Taif var et skyggefuldt, tætbevokset sted med rigeligt vand, frodige marker, mange haver og landbrugsområder samt et forholdsvis køligt klima. Indbyggerne var meget velstående og lykkelige og hengav sig til overdreven luksus, nydelse og magelighed. Når mennesker besidder økonomisk velstand og overflod, glemmer de som regel Allah og giver sig til at tilfredsstille deres begær. Sådan var tilstanden blandt Taifs indbyggere. Blandt Mekkas indbyggere var det trods alt naturligt, at der på grund af ansvaret for religiøse embeder og forvaltningen af landet fandtes en vis moralsk tilbageholdenhed. Men Taifs indbyggere var fuldstændig hensynsløse. Desuden havde ågeren udslettet deres menneskelighed fuldstændigt. At rejse til et sådant sted betød, at Profeten (s.a.) tog til et sted, der var værre end Mekka.

Muhammad (s.a.), menneskehedens største ven, ankom til Taif og opsøgte først lederne af Saqif-stammen. De var tre brødre: Abd Yalil, Masud og Habib. Hver af dem havde en hustru fra Quraysh-stammen Banu Jumah i sit hjem. Derfor håbede han, at de ville behandle ham nogenlunde høfligt. Profeten (s.a.) gik hen til dem og satte sig, kaldte dem på bedste vis til Allah, forklarede udførligt kaldet og bad dem om hjælp og støtte til at etablere Allahs sande religion. Men se, hvilket svar disse tre mænd gav:

En af brødrene sagde: »Hvis det virkelig er Allah, der har sendt dig, må det betyde, at Han ønsker at vanære Kaabaens klæde.«

Den anden bror: »Hvor mærkværdigt! Fandt Allah ingen anden egnet person end dig til at gøre til Sin sendebud?«

Den tredje bror: »Ved Allahs ed, jeg vil slet ikke tale med dig. For hvis du virkelig er Allahs sendebud, sådan som du hævder, ville det være yderst respektløst at svare en som dig. Og hvis du har tillagt Allah en løgn, er du ikke værdig til, at man taler med dig.«

Hvert eneste af disse ord trængte ind i Profetens (fred være med ham) bryst som forgiftede pile. Han lyttede til de hjerteskærende ord med den største tålmodighed og bad dem indtrængende om at holde disse ord mellem sig selv og ikke ophidse offentligheden ved at fortælle den om dem.

Men de gjorde præcis det modsatte. De sendte byens værste unge lømler, tjenere og slaver efter Allahs Sendebud og sagde til dem: »Gå hen og jag denne mand ud af beboelsen.« En stor flok lømler fulgte ham, mens de skældte ham ud forfra og bagfra, larmede og kastede sten efter ham. De sigtede efter hans knæ og kastede sten for at påføre ham størst mulig smerte. Gang på gang blev han så lammet af stenkastene, at han satte sig ned. Men lømlerne fra Taif trak ham op ved armene, slog igen sten mod hans knæ, klappede i hænderne og brød ud i høj latter. Blodet strømmede fra sårene. På den måde blev både indersiden og ydersiden af hans sko farvet rød af blod. En menneskemængde samledes for at se dette usædvanlige skuespil. Lømlerne drev ham på denne måde ud af byen og hen til en vingård. Vingården tilhørte Rabias sønner, Utbah og Shaybah. Profeten (fred være med ham) var helt udmattet og satte sig, lænet op ad et vintræ. Vingårdens ejere så på ham og havde også i nogen grad været vidner til den mishandling, han hidtil var blevet udsat for.

Her bad han to rakʿah og fremsagde derefter følgende rørende bøn:

»Åh Allah! Kun til Dig klager jeg over min svaghed, min mangel på midler og min hjælpeløshed over for folk. Du er de fattiges og de magtesløses Herre. Du er min Herre. Til hvem vil Du overlade mig? Til en fjendtlig rival, der nærer had til mig, eller til en fjende? Hvis Du ikke er vred på mig, bekymrer jeg mig imidlertid ikke om noget. Men Din fred og sikkerhed er mere rummelig for mig. Jeg søger tilflugt i lyset og skønheden fra Dig, hvorved alt mørke fjernes, og alle problemer i denne verden og det hinsidige løses, mod frygten for at blive ramt af Din vrede eller Din straf. Jeg ønsker intet andet end Din tilfredshed. Der findes ingen styrke, som kan opnås andre steder end hos Dig.«

Imens kom vingårdens ejere hen til ham. Deres hjerter var fyldt med medfølelse. De kaldte på deres kristne slave Addas og sendte ham af sted med en tallerken druer. Addas satte sig foran Allahs Sendebud med druerne. Da Allahs Sendebud sagde »Bismillah« og rakte hånden mod druerne, sagde Addas: »Ved Allahs ed, folkene i denne by siger aldrig den slags ord.« Allahs Sendebud spurgte: »Hvilken by kommer du fra, og hvilken religion har du?« Han svarede: »Jeg er kristen og kommer fra Nineve.« Allahs Sendebud sagde: »Så du er altså fra byen, hvor Allahs retskafne tjener Yunus ibn Matta kom fra.« Addas sagde forbløffet: »Hvordan kender du Yunus ibn Matta?« Allahs Sendebud svarede: »Han er min bror. Han var profet, og jeg er også profet.« Så snart Addas hørte dette, begyndte han at kysse Allahs Sendebuds hænder og fødder. En af Rabias sønner blev indvendigt vred, da han så kysseriet. Da Addas vendte tilbage, skældte han ham ud: »Hvad var det, du gjorde? Du var jo ved at ødelægge din religion.« Addas sagde dybt bevæget: »Min herre, der findes ikke noget bedre end denne mand på jorden. Han har fortalt mig noget, som ingen andre end en profet kan vide.«

Efter sin onkel Abu Talibs død var Allahs Sendebud (sa) i det ydre blevet helt uden hjælp og beskyttelse i Mekka. Hans fjenders styrke og indflydelse var vokset betydeligt. Derfor håbede han, at han i Taif måske kunne finde nogle af Allahs tjenere som ledsagere. Men netop dér opstod denne situation. Derfra tog han til Nakhlah og opholdt sig dér. Derefter vendte han tilbage derfra og nåede Hira-hulen. Herfra sendte han bud til Mut’im ibn Adi (en af initiativtagerne til ophævelsen af boykotaftalen): »Kan du give mig beskyttelse?« En traditionel egenskab ved arabernes nationale karakter var, at hvis nogen bad om beskyttelse, fik han den, selv hvis han var en fjende. Mut’im accepterede Allahs Sendebuds (sa) anmodning. Han beordrede sine sønner til at gå bevæbnede rundt på Kabaens område og sikre Muhammads (sa) beskyttelse. Selv gik han ud, tog Allahs Sendebud (sa) med sig til Mekka og erklærede siddende på en kamel: »Jeg har givet Muhammad (sa) beskyttelse.« Mut’ims sønner førte Allahs Sendebud (sa), mens de bevogtede ham med dragne sværd, ind på det hellige område og fulgte ham derefter hjem.

Historien har ikke kunnet give os en fuldstændig beskrivelse af den nød, Allahs Sendebud (sa) oplevede i Taif. Engang spurgte Aisha (ra): »Allahs Sendebud, har du nogensinde mødt en dag, der var hårdere end Uhud?« Han svarede: »Uanset hvilke lidelser dit folk har påført mig, var den hårdeste dag for mig den dag i Taif, hvor jeg inviterede Abd Yalil til islam. Han afviste det og påførte mig så megen smerte, at jeg med største besvær nåede et sted ved navn Qarnus-Sa’alib og med nød og næppe undslap.« (Al-Mawahib al-Ladunniyya, bind 1, s. 56)

Zayd ibn Harithah, som efter at Allahs Sendebud (sa) var blevet udmattet og bevidstløs af mishandlingen, bar ham på sine skuldre ud af byen, sagde med et såret hjerte: »Bed Allah om at forbande dem.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Hvorfor skulle jeg bede imod dem? Selv hvis de ikke tror på Allah, er det håbet, at deres efterkommere vil tilbede den eneste Allah.«

Under denne rejse kom Jibril og sagde: »Englene, der har ansvaret for bjergene, står foran dig. Hvis du blot giver et tegn, vil de føre de to bjerge sammen, mellem hvilke Mekka og Taif ligger. Derved vil begge byer blive knust og ødelagt.« Men den store profet, menneskehedens ven, gik ikke med til det.

Det var under en sådan håbløs situation, at jinnerne kom, lyttede til Allahs Sendebuds (sa) recitation af Koranen og troede på ham. Gennem dette lod Allah den Ophøjede Allahs Sendebud (sa) vide, at selv hvis alle mennesker i verden afviste islams kald, fandtes der i den verden, Han havde skabt, mange skabninger, som var rede til at hjælpe ham.

Forvarsel om lykkelige dage

Oplevelsen i Taif var så hjerteskærende, at Allahs Sendebud (sa), mens han gennemlevede den, nåede sorgens og smertens yderste grænse. Først efter at denne grænse var nået, åbnede Allah døren til menneskets sejr. Det samtidige samfund havde tilsyneladende bragt Allahs Sendebud (sa) ned på det laveste trin. Men som en uundgåelig følge heraf blev hans rang ophøjet til det højeste trin hos Allah.

Hver gang Allah den Ophøjede gennem sine profeter lod en konflikt mellem sandhed og falskhed bryde ud, underlagde Han denne konflikt en bestemt lov. Denne lov var, at når falskheden når det yderste i sin uret, forfølgelse og magtanvendelse mod sandhedens soldater, når de undertrykte mujahider én efter én har gennemgået alle niveauer af uret og undertrykkelse med den største tålmodighed og udholdenhed og også har passeret den sidste, livstruende tid, først da nærmer tiden sig for Allahs usete hjælp. Vejen til Paradiset er fuld af torne. Hvornår det glædelige budskab om sejr kommer til dem, der følger denne vej, er i Koranen blevet sagt således:

»Ulykker, lidelser og katastrofer ramte dem, og de blev fuldstændig fortvivlede. Så meget, at Sendebudet og de troende blandt hans ledsagere udbrød: Hvornår kommer Allahs hjælp? (Da de havde nået dette punkt, blev de meddelt det glædelige budskab:) Hør efter, Allahs hjælp er nær.« (Al-Baqara: 214)

Efter oplevelsen i Taif havde Sendebudet (fred være med ham) så at sige bestået den sidste prøve. I overensstemmelse med Allahs lov var begyndelsen på en ny tidsalder nu uundgåelig, og tiden var også nær, hvor det glædelige budskab herom skulle gives. Det var netop for at give dette glædelige budskab, at Sendebudet (fred være med ham) blev hædret med Mi’raj.

Mi’raj betyder i virkeligheden, at Sendebudet (fred være med ham) blev løftet til det højeste niveau af nærhed og fortrolighed med den almægtige Allah. Den almægtige Allah, hvis repræsentant Sendebudet (fred være med ham) var, og for hvis skyld han i adskillige år havde gennemgået alle slags sorger, lidelser og ulykker samt kæmpet ideologiske og intellektuelle kampe mod forskellige onde kræfter, kaldte sit sendebud til sig for at hædre ham med sin fornemste titel. Denne tapre kriger havde i sin kamp for at få sit folk til at acceptere de grundlæggende sandheder om livet og verden tålt slag på slag fra alle sider; gennem Mi’raj fik han mulighed for at se disse sandheder på nært hold. Den sidste profet, som var engageret i en omfattende indsats for hele menneskehedens velfærd, blev begunstiget med den sjældne lykke at kunne ankomme til et stort og urgammelt centrum for denne bevægelse (Bayt al-Maqdis) og derfra stige op til den himmelske verden for at mødes med bevægelsens tidligere ledere.

De tidligere profeter fik mulighed for at modtage en særlig nåde ved at skue de usynlige sandheder og opnå Allahs nære nærvær. I Koranen siges det på den ene side om Ibrahim (fred være med ham), at han blev vist himlenes og jordens rige. På den anden side blev Musa (fred være med ham) kaldt til Tur-bjerget. Der talte Allah den Ophøjede med ham fra bag et lysende træ, idet Han erklærede: »Jeg er Allah.« Ved en anden lejlighed blev han i et sådant nært miljø tildelt lovens bestemmelser. Kort sagt fik alle de store profeter mulighed for Mi’raj på den ene eller anden måde. Men Sendebudets (fred være med ham) Mi’raj var fuldstændig.

Mellem begivenhederne i Taif og Hijra fandt der ingen vigtigere eller mere enestående begivenhed sted end Mi’raj. Da han fortalte om denne begivenhed, opstod der stor uro i Mekka. Han beskrev åbent alt, hvad han havde set den nat, og gav et fuldstændigt billede af Bayt al-Maqdis’ udseende. Han beskrev også en række sikre tegn undervejs, som senere viste sig at være korrekte.

Den særlige åbenbaring, som blev nedsendt i dette lykkelige øjeblik af nært nærvær, findes hos os i form af suraen Banu Isra’il. Denne sura begynder netop med beretningen om Mi’raj. Hele suraen er gennemtrængt af inspirationen fra Mi’raj. Følgende udsagn i denne sura er særligt bemærkelsesværdige:

1- Med Israels børns belærende historie som udgangspunkt er det blevet forklaret, at Allahs lov stiller selv store og magtfulde personer og grupper til regnskab; og hvis de farer vild, lader Han dem blive slået tilbage af andre lydige personer eller grupper. På den anden side er det også blevet lært, at de, når de når en tid med sejr og fremgang, ikke må begynde at opføre sig som Israels børn.

2- I et ekstremt ugunstigt miljø blev det sagt med en entydig stemme: Sandheden er kommet, og det falske er besejret (vers 89); det vil sige, at mørket da vil forsvinde, og morgengryet vil bryde frem.

3- Allah den Almægtige lod ham også vide, at Mekkas indbyggere denne gang ville tage initiativ til at fordrive ham fra Mekka. Men efter at have fordrevet ham ville de ikke kunne leve i fred ret længe. (Vers 76) Den bøn, som Allah lærte ham i forbindelse med hijraen, lød således: »Min Herre, lad mig træde ind gennem sandhedens port, og lad mig træde ud gennem sandhedens port (ud af de nuværende omgivelser), og giv mig fra Dig en myndighed som hjælp.« (Vers 80) Ved at medtage en bøn om myndighed i denne bøn blev der indirekte givet det glade budskab, at tiden efter hijraen ville blive en æra med overhøjhed og styre.

4- I versene 22 til 29 beskrives i sammenhæng de grundlæggende principper for den islamiske livsordning, således at et nyt samfund og en ny civilisation kan opbygges på grundlag af disse principper.

Når Allahs åbenbaringer fra tiden op til Mi’raj lå i hans hjerte, og Profeten så fremad mod fremtiden, så han sandsynligvis en vældig strøm af lys komme ned fra himlen. Hvis der i dette skrækindjagende miljø i Mekka havde været en anden materialistisk leder i hans sted, ville han måske være blevet fortvivlet og have indstillet alle sine programmer og aktiviteter. Men selv om Profeten var omgivet af mørket i et yderst ugunstigt og håbløst miljø, havde han en urokkelig tro på, at morgengryet var på vej. Et pust af denne morgenbrise syntes også at have hvisket Profeten i øret, at den nye morgens solopgang ikke ville finde sted noget andet sted end i Medina. For de unge dér var begyndt at tilslutte sig den islamiske bevægelse med den største tilfredshed og oprigtighed.

Ved afslutningen af det mekkaniske liv tog Profeten til Taif for at spørge den: »Kan du bære sandhedens fakkel?« Taif svarede: »Jeg er endnu mindre egnet til dette end Mekka.« Da Profeten hørte dette nedslående svar og var optaget af at overveje det næste program, sagde Yathrib: »Jeg er rede til at blive Madinatun-Nabi (Profetens by). Jeg vil løfte sandhedens fakkel højt og oplyse hele verden. Sandhedens og retfærdighedens lov vil blive næret i mit indre. En ny historie vil udfolde sig i mit skød.« Taif, der var tæt på, fjernede sig. Yathrib, der var langt borte, kom nær.

I profetskabets ellevte år, den dag hvor seks revolutionære fra Yathrib aflagde troskabsløfte til Profeten, var Yathrib kommet endnu nærmere. Efter en grundig samtale svor de at følge islams tawhid og moralske regler; dette blev kaldt den første troskabspagt ved al-Aqaba. Derefter kom en endnu større gruppe fra Medina under pilgrimsfærden. Også de gennemførte den anden troskabspagt ved al-Aqaba under et hemmeligt møde i nattens mørke. Dette var en aftale, der var fuldt ud præget af politisk bevidsthed. Det blev besluttet, at Profeten skulle foretage hijra og rejse til Medina, og aftalen afspejlede en sådan altomfattende offervilje, at Medinas ansar erklærede sig rede til at kæmpe mod hele verden for Profetens skyld.

Det var sandsynligvis i tiden mellem rejsen til Taif og hijraen, at suraen Yusuf blev åbenbaret. I denne sura blev Profeten givet det glade budskab gennem beretningen om en anden profet, Yusuf, og hans fjender blev advaret om deres umenneskelige og brutale handlinger og underrettet om deres sørgelige skæbne.

Farvel, Mekka!

Vold, terror og forfølgelse er det sidste våben i et ustabilt og synkende samfundssystem. Hvis det heller ikke lykkes at undertrykke modparten med disse midler, beslutter modstanderne af reformen sig for at dræbe den revolutionære bevægelses hovedskikkelse. Mekkas indbyggere havde længe været ophidsede af had og ivrige efter at dræbe ham. Men det var ikke lykkedes dem. Nu var det afgørende øjeblik kommet. Konflikten var ved at passere et vendepunkt. Tiden for en endelig afgørelse nærmede sig. Situationen var blevet sådan, at de to rivaliserende kræfter efter at være blevet sorteret og adskilt nu stod helt adskilt fra hinanden. Der var trukket en tydelig grænselinje mellem dem med hensyn til trosopfattelse, overbevisning og sindelag. Den ene part var blevet på den anden side af denne grænse, og den anden på denne side. Ingen af parterne havde længere mulighed for at krydse denne grænse. Den islamiske bevægelse var nu en velorganiseret og samlet styrke. Dens partidisciplin var urokkelig, og dens moralske standard særdeles høj. Dens argumenter var meget skarpe, og dens appel usædvanligt overbevisende. Den forfølgelse og undertrykkelse, som dens ledere og aktivister blev udsat for, havde kraft til at vinde folkets hjerter. Sandhedens lille plante var blevet til et enormt træ. For lederne af det jahiliske samfund var den bekymring, som endnu dagen før blot havde været en antagelse, i dag blevet til virkelighed. Den nye virkelighed krævede af dem: Hvis I har magt til at afværge denne trussel, så afværg den. Ellers vil den strøm af lys fra den nye tidsalder, der er på vej, skylle jeres religion, jeres embeder og titler samt hele jeres jahiliske arv bort. Derefter bliver I nødt til at bøje jeres hovmodige hoveder for Muhammad og hans idealer. Jahiliyyaens ledere kunne høre denne udfordring fra historien og blev stadig mere bekymrede. Da dette stadium var nået, gjorde Profetens blodtørstige fjender sig derfor mentalt rede til en frygtelig sammensværgelse mod ham.

Mekka, som havde antaget form af en brændende ovn for deltagerne i den islamiske bevægelse, havde under alle omstændigheder nået det højeste niveau af varme. Forfølgelsen og undertrykkelsen var blevet uudholdelig. Qurayshs dyriske mennesker havde med deres undertrykkelses damptromle gjort livet uudholdeligt for sandhedens bannerførere, og deres tålmodighed var bristet. Det betød klart, at en vigtig forandring var nært forestående i denne situation, at en vej til befrielse uundgåeligt ville åbne sig, og at et nyt kapitel i historien nødvendigvis måtte føjes til. Quraysh havde lukket døren til en enorm lykke for dem. De havde bevist, at de var uværdige til at være fortrop for den islamiske bevægelse. Efter begivenheden med Mi’raj, da Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, i dette psykologiske klima forkyndte det glædelige budskab om en lys fremtid og indirekte gav håb om, at vejen til hijra ville åbne sig, og at en magtens tidsalder derefter ville begynde, blev muslimerne fyldt med nyt håb og ny begejstring. De, som havde været udsat for vold, fandt trøst, og deres mod voksede. Da Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, derefter så det lovede øjeblik nærme sig, nåede hans følelser og fornemmelser deres højdepunkt. Gennem en usynlig kilde forstod han, at stedet for den fremtidige hijra ville blive Medina. På den ene side viste omstændighederne det tydeligt, især de to begivenheder med troskabseden ved Aqaba, og på den anden side kom oplysningerne fra den Almægtige Allah. Under disse omstændigheder gav Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sine ledsagere tilladelse til at rejse til Medina, og sahabaerne begyndte at rejse én efter én. Efterhånden rejste mange. Kvarter efter kvarter blev tømt. En dag så Abu Jahl sammen med andre fremtrædende Quraysh-ledere de tomme huse tilhørende Banu Jahsh-stammen og bemærkede:

»Dette er vores nevøs, Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, værk. Han har splittet vores enhed. Han har sønderrevet vores samfund. Han har skabt splittelse mellem os.« (Ibn Hishams sira, bind 2, s. 114) Selvom Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, havde sendt sine ledsagere til Medina, forlod han ikke selv centrum for sin dawa. Han ventede på Allahs tilladelse. Bortset fra et lille antal personer, som Quraysh havde tilbageholdt eller hindret i at rejse gennem trusler og intimidering, var ingen muslimer længere tilbage i Mekka. Blandt hans nære ledsagere var Hazrat Abu Bakr og Hazrat Ali dog stadig i Mekka. Under disse omstændigheder indså Quraysh, at muslimerne havde fundet et tilholdssted, og at alle var rejst én efter én. Derfor ville Muhammad, fred og velsignelser være med ham, snart undslippe deres hænder. Derefter ville han opbygge styrke uden for deres rækkevidde og tage hævn for alt det, der var sket tidligere. Så samledes de alle på Mekkas offentlige samlingssted, Dar an-Nadwa, og begyndte at rådføre sig om, hvilke skridt der nu kunne tages mod Muhammad. Der kom et forslag om, at han skulle indespærres i et fængsel af jern, og at døren skulle låses. Det blev indvendt, at han var en sådan person, at hans ord ville nå udenfor selv fra et lukket jernkammer. Man måtte finde en anden løsning. Et medlem af rådet foreslog, at han skulle fordrives fra Mekka. Hvad der derefter skete med ham, havde ikke noget med dem at gøre. Men også dette forslag blev mødt med indvendinger. Mange sagde: »Ved I ikke, hvor fængslende han taler? Ved I ikke, hvor sødt han taler? Det er netop det, der er årsagen til hans så omfattende accept blandt folk. Hvis I gør dette, slipper I ikke fri af hans greb. Han vil få fuldstændig indflydelse over araberne og med sin veltalenhed få dem til at følge hans overbevisning. Derefter vil han sammen med hele det arabiske folk angribe jer, rive magtens tøjler ud af jeres hænder og behandle jer, som han ønsker.« Den snedige Abu Jahl udtænkte nu en yderst udspekuleret plan. Han sagde: »Vi skal vælge en stærk og indflydelsesrig ung mand fra hver af Mekkas stammer, give dem alle sværd, og så skal de angribe Muhammad, fred og velsignelser være med ham, på én gang og dræbe ham. På den måde kan vi befri os fra hans greb. Ansvaret for Muhammads drab og blodpengene vil blive fordelt mellem alle stammerne. Banu Hashim-stammen vil ikke alene kunne tage hævn over alle disse stammer, og den vil heller ikke turde gøre det.« Det var alt; denne plan faldt i alles smag, og efter en enstemmig beslutning blev dette sammensværgelsesmøde afsluttet. Om dette møde har Koranen givet følgende beskrivelse:

»Og husk den tid, hvor de vantro lagde planer om at fængsle dig, dræbe dig eller fordrive dig. De lægger planer efter eget ønske, men Allah lægger en modplan. Allah er den bedste af alle planlæggere.« (Sura al-Anfal, 30)

Den hemmelighedsfulde, mørke nat lå foran dem. Ved middagstid gik Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, til sin elskede og nærmeste ledsager, Hazrat Abu Bakr as-Siddiqs, hus. Der fortalte han ham i hemmelighed: »Jeg har fået tilladelse til hijra.« Hazrat Abu Bakr bad om tilladelse til at blive hans rejsefælle. Denne tilladelse havde han allerede fået, før han bad om den. Af overvældende glæde over denne lykke blev Hazrat Abu Bakrs øjne fyldt med tårer. Han havde allerede i god tid fodret og fedet to kamelhopper op til hijraen. Han viste Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, de to kamelhopper og sagde: »Tag den af dem, De bedst kan lide, som gave.« Men efter megen overtalelse købte Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, kamelhoppen ved navn Jadda for dens pris. Da natten faldt på, sov Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, ikke i sit eget hus efter Allahs anvisning. Han beordrede sin anden elskede ledsager, Hazrat Ali, til trygt at sove i hans seng. Samtidig betroede han ham de deponerede ejendele, som folk havde overgivet ham, og bad ham returnere dem til deres rette ejere om morgenen. Findes der i historien mange eksempler på en så høj moral, at den, som den ene part planlægger at dræbe, selv er optaget af at tilbagelevere morderens betroede ejendele? Derefter gik Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, til Hazrat Abu Bakr as-Siddiqs hus. Hazrat Asma bint Abu Bakr skar hurtigt sit bælte omkring livet i to stykker og bandt med det ene madpakken og med det andet åbningen på vandskindet. Disse to rejsende på sandhedens vej begav sig af sted i nattens mørke.

I dag er dagen, hvor den største hjælper og velvillige ven for hele menneskeheden, fred og velsignelser være med ham, uden nogen som helst skyld bliver fordrevet fra sit hjem. I dag er han draget af sted, mens han tager afsked med de gader og stræder, hvor han voksede op, og ad hvilke han tusindvis af gange foretog dawa-rejser for at ophøje sandhedens budskab, og hvor han blev udsat for utallige skældsord og led under forfølgelse. I dag er tiden kommet til at tage afsked med det hellige åndelige centrum i Haram Sharif, hvor han mange gange har kastet sig ned i sujud, mange gange har bedt for sit folks velfærd, lykke og fred, mange gange har læst Koranen, og hvor han mange gange på denne plads og selv i dette eneste garanterede tilflugtssted, hvor sikkerheden var sikret, blev mishandlet af modstanderne og måtte høre hjerteskærende ord. I dag skal han bringe sin sidste hilsen til den by, hvor Hazrat Ibrahims og Ismails, fred være med dem, hellige minder og bedrifter er bevaret, og hvis luft og himmel stadig genlyder af deres bøn.

At hans hjerte blev sønderrevet, at hans indre blev skåret i stykker, og at hans øjne strømmede over med tårer, da han gjorde dette, er helt naturligt. Men eftersom dette offer var nødvendigt for at opnå Allahs velbehag og nå livets mål, tøvede det bedste menneske heller ikke med at bringe dette offer.

I dag synes Meccas legeme at være tømt for sin sjæl. Det er, som om duften er forsvundet fra blomsterne i Meccas have. Dens kilder synes at være tørret ud. For de retskafne og karakterfaste mennesker er forsvundet fra dens samfund.

Den spæde plante, som var sandhedens kald, voksede frem netop i Meccas jord. Men det blev ikke meccanesernes lod at høste dens frugter. Denne lykke opnåede Medinas indbyggere og alle verdens mennesker. I dag blev meccanerne skubbet tilbage, og der blev gjort plads til Medinas indbyggere på den forreste række. De, som anså sig selv for store, fornemme og adelige, blev bragt ned på et lavere trin. Og den højere og fornemmere plads blev i dag tildelt netop dem, der blev anset for at være ringere.

Efter at have kastet et sidste blik på Mekka sagde Allahs Sendebud til det:

»Ved Allah, du er Allahs bedste land og det land, der er mest elsket af Allah. Hvis jeg ikke var blevet tvangsforvist herfra, ville jeg aldrig have forladt dig.« (Tirmidhi)

Kort efter nåede han frem til hulen på Thawr-bjerget.

Det var Allahs Sendebud selv, der bestemte, hvilken vej de skulle tage. Det var også ham, der ansatte Abdullah ibn Uraiqit som vejviser mod en fastsat løn. Han tilbragte tre dage i hulen. Abdullah, Hazrat Abu Bakrs søn, bragte om natten alle nyhederne fra Mekka. Amir ibn Fuhayra, Hazrat Abu Bakrs slave, lod hele dagen sin fåreflok græsse omkring hulen, og når mørket faldt på, førte han den hen i nærheden af hulen, så Hazrat Abu Bakr og Allahs Sendebud kunne få den nødvendige mælk.

Imens belejrede Quraysh hele natten Allahs Sendebuds hus. Desuden blev hele byens område afspærret. Men da de pludselig fik at vide, at den eftersøgte person var undsluppet, forsvandt jorden under deres fødder. Da de så Ali i Allahs Sendebuds seng, brød de sammen i dyb skuffelse; de skældte ham grundigt ud for at få afløb for deres vrede og gik deres vej. Folk blev sendt ud for at lede i alle retninger, men der blev ikke fundet noget spor. En gruppe søgte vidt og bredt og nåede helt frem til indgangen til hulen på Thawr-bjerget. Deres fødder kunne ses helt inde fra hulen. Det var et så frygteligt og kritisk øjeblik, at det er vanskeligt at beskrive med ord. Hazrat Abu Bakr blev bekymret ved tanken om, at hele den islamiske bevægelse ville blive truet, hvis disse mennesker trængte ind i hulen. I et sådant øjeblik opstod der i Hazrat Abu Bakr netop den følelse, som må opstå i et menneske med en from og menneskelig natur. Men eftersom Allah havde givet Allahs Sendebud visse løfter og tilsagn om hjælp og beskyttelse, vidste han med sikkerhed, at Allah ville holde os i sikkerhed. Ligesom forsikringen »Frygt ikke« var kommet til Moses gennem åbenbaring, kom den også til Allahs Sendebud. Han sagde til sin ledsager Abu Bakr: »Vær ikke bekymret, Allah er med os.« Således skete det, at de, der var kommet hen til hulens indgang, vendte om derfra.

Efter at have opholdt sig tre dage i hulen kom Allahs Sendebud ud sammen med Hazrat Abu Bakr og vejviseren Amir ibn Fuhayra. For at Qurayshs spejdere ikke skulle kunne følge efter dem, valgte man den lange rute langs kysten i stedet for den almindelige færdselsvej. Imens blev det bekendtgjort i Mekka, at den, der kunne dræbe eller pågribe enten Muhammad eller Abu Bakr, ville få hundredvis af kameler som belønning. Mange gik i gang med at lede. Suraqa ibn Ju’sham fik at vide, at to personer af denne slags var blevet set på kystvejen. Han red af sted med et spyd i hånden. Da Suraqa kom tæt på og satte efter dem i høj fart, sank hans hests forben pludselig ned i jorden. Efter to eller tre mislykkede forsøg bad Suraqa om tilgivelse og bad også om et skriftligt sikkerhedsbrev. Det betød, at han havde indset, at en ny æra var ved at begynde gennem disse personer. Sikkerhedsbrevet blev skrevet og givet til ham. Dette sikkerhedsbrev kom til nytte på dagen for erobringen af Mekka. Ved denne lejlighed gav Allahs Sendebud også Suraqa det glædelige budskab: »O Suraqa, se, hvilken ære du vil få den dag, du bærer den iranske kejsers armringe.« Denne forudsigelse blev opfyldt under Hazrat Omars kalifat, da Iran blev erobret. På dette tidspunkt var Hazrat Zubayr på vej fra Syrien sammen med en handelskaravane. Undervejs mødte han Allahs Sendebud og Abu Bakr og forærede dem begge hvide klæder.

Under denne rejse mødte Barida al-Aslami også dem sammen med 70 ledsagere. Oprindeligt var de draget ud af begær efter belønningen. Men så snart de trådte frem, skete der en forandring i Barida. Da Rasul s.a. under præsentationen gav ham det glade budskab: »Din andel er allerede fastlagt« (det vil sige, det er allerede fastlagt, at også du vil bidrage til islams etablering), tog Barida islam til sig sammen med sine halvfjerds ledsagere. Derefter sagde Barida: »Når Rasul s.a. træder ind i Medina, bør der være et flag foran ham.« Rasul s.a. gav sit samtykke, bandt sin turban fast på spidsen af et spyd og overrakte den til Barida. Med dette flag vajende trådte karavanen ind i Medina.

*******

»I vil ganske vist blive prøvet gennem tab af liv og ejendom. Og I vil høre mange smertefulde ord fra begge grupper, Skriftens folk og polyteisterne. Hvis I forbliver standhaftige i disse prøvelser og afholder jer fra urenhed, vil det uden tvivl være en modig bedrift.« (Āl ʿImrān, 186)

*******

»I var lige så dårligt opførte over for mig, som det er muligt for en profets slægtninge at være over for ham. I forkastede mig, mens andre bevidnede min sandfærdighed. I fordrev mig fra mit hjemland, mens andre gav mig et hjem hos sig. I førte krig mod mig, mens andre hjalp mig.«

– Rasul s.a.s tale til polyteisternes lig på slagmarken ved Badr.

Kapitel: 4

Menneskehedens ven s.a. i den medinensiske periode: Historiens ændrede forløb

»Ved daggry så Umm Ahmad mig drage af sted under beskyttelse af den mand, som jeg frygter, selv uden at have set ham, og hun begyndte at sige: Hvis du absolut må rejse, så tag ikke til Yathrib; tag os med et andet sted hen.

Jeg svarede hende: Nu er Yathrib vores bestemmelsessted. Hvor end den barmhjertige Allah ønsker at føre Sin tjener hen, dertil drager tjeneren.

Hvor mange kære ledsagere og velvillige mennesker har vi ikke efterladt, og hvor mange sorgtyngede kvinder har vi ikke set udgyde deres tårer; det er umuligt at tælle dem.

Du tror, at vi forlader vores fædreland for at opnå evnen til at tage hævn over dem, der fordrev os. Men vi har et andet mål.

På den ene side står vi, og på den anden side står de af vores venner, som er kommet bort fra den sande vej, har brugt undertrykkelsens våben mod os og skabt uro.

Den ene af disse to stridende parter har fået den ære at hejse sandhedens banner og er blevet ledt ad den rette vej. Den anden er på vej til at møde Allahs straf.

Selv om de gennem blodsforbindelse er vores nære slægtninge, er et rent blodsbånd uden et oprigtigt forhold baseret på enighed om idealer og mål uden betydning.

En dag vil komme, hvor jeres enhed bliver splittet i tusind stykker. Jeres fælles eksistens vil blive sønderrevet. Da vil du klart vide, hvem blandt vores to grupper der følger sandhedens vej.«

(Sammenfatning af digtet om Abu Ahmad ibn Jahshs hijra)

Menneskehedens største ven og skaberen af verdens største historie, Hazrat Muhammads (ﷺ) livshistorie kan opdeles i en mekkaansk periode, som var en periode med kald og udbredelse af idealer, og en medinensisk periode, som var en periode, hvor han overtog regeringsmagten. I Mekka blev mennesker dannet. I Medina blev det kollektive system etableret. I Mekka blev råmaterialet tilvejebragt. I Medina blev bygningen opført.

På grund af denne forskel er almindelige mennesker, der studerer Koranen, Profetens liv og islams historie på en overfladisk måde, kommet til den opfattelse, at den periode, hvor den islamiske bevægelse og dens kaldsmand blev sat på prøve, udelukkende udspillede sig i Mekka. I Medina var modstanden angiveligt ikke nær så intens og voldsom, og der var ikke et lige så uudholdeligt miljø præget af vedvarende forfølgelse som i Mekka. I det mindste antager man, at modstanden og fjendskabet i den medinensiske periode antog form af nøgne sværd og rykkede ud på slagmarken. Tiden med fjendernes lave og usle adfærd skulle være forbi. Men virkeligheden var den modsatte. Det er sandt, at Quraysh, den vigtigste modstandergruppe i den medinensiske periode, udfordrede dem direkte på den åbne slagmark. Men det kan heller ikke benægtes, at den islamiske bevægelses styrkelse medførte, at den fik stadig nye fjender. Disse fjender stod ikke tilbage for Mekkas indbyggere, når det gjaldt deres misgerninger. Deres stadigt nye sammensværgelser plagede og foruroligede Profeten (ﷺ) og hans ledsagere fra begyndelse til slutning og lod ingen skadelig bestræbelse uforsøgt for at hindre genoplivningsarbejdet.

Det er en evig historisk regel, at jo længere arbejdet med reform, forbedring og genoplivning skrider frem, desto mere desperat bliver de reformfjendtlige og arbejdsuvillige grupper i deres fjendtlighed, fast besluttede på at tilintetgøre og ødelægge det. Når det til sidst reddes fra forfølgelsens galge og med ét spring indtager magtens trone, overskrider det falskes had og hævntørst alle grænser. En sådan situation opstod, fordi et nyt islamisk samfund og en fredelig velfærdsstat blev etableret i Medina.

Medinas anderledes miljø

Historisk set var det en yderst vigtig realitet, at det politiske og religiøse miljø i Medina var helt anderledes end i Mekka. Derfor begyndte den islam, der i Mekka ikke kunne vokse under de yderst ugunstige forhold, straks efter at være blevet plantet i Medina hurtigt at folde sig ud med blade og grene og begyndte at bære frugt.

Den første forskel var, at hele befolkningen i Mekka og dens omegn var dybt forbundet indbyrdes. De tilhørte stammer med samme religion og var bundet sammen af gensidige pagter, og Quraysh havde fuld kontrol og herredømme over dem. Men i Medina og dens omegn boede der to befolkningsgrupper af helt forskellig karakter, og der herskede konflikt, strid og spænding mellem dem.

Medina var en gammel by ved navn Yathrib, som var grundlagt af jøderne. Efterhånden som deres slægter voksede her, opstod der nye bosættelser omkring Medina. Samtidig byggede de også små militære fæstninger. På denne måde var hele området under jødisk religiøs og politisk indflydelse.

Den anden befolkningsgruppe var ansarerne. Deres egentlige hjemland var Yemen. De var efterkommere af Qahtan. Da den omfattende ødelæggelse fandt sted under den historisk berømte oversvømmelse i Yemen, spredte de overlevende sig i alle retninger. De to brødre fra Qahtan-stammen, Aws og Khazraj, kom på det tidspunkt til Medina og slog sig ned dér. Senere kan andre mennesker også være kommet til. Det var imidlertid gennem disse tilflyttere, at en ny befolkning begyndte at samles i området. Senere voksede deres slægter, og gradvist opstod en ny magt. I begyndelsen ønskede de at leve adskilt fra det jødiske samfund og dets kultur. Men under presset fra den jødiske befolknings allerede etablerede indflydelse og magt blev de tvunget til at indgå en alliance med dem. Dette traktatbaserede allianceforhold fungerede længe på en ordentlig måde. Men så snart jøderne følte, at ansarernes voksende styrke var ved at blive en trussel mod deres indflydelse og anseelse, brød de alliancerelationen.

Blandt jøderne dukkede en liderlig høvding ved navn Fityun op. Han udstedte med magtens overlegenhed en ordre om, at enhver pige, der skulle giftes i hans område, først skulle være hans ledsager i hans fornøjelsesnat og først derefter kunne træde ind i ægteskabet. Det fremgår af, hvor langt jødernes moralske forfald og fordærv var nået, at de underkastede sig denne ordre. Men på grund af denne sataniske ordre rejste ansarernes selvrespekt sig en dag. Malek ibn Ajlans søster skulle giftes. Men netop den dag, hvor brudgommen kom, gik Fityun helt nøgen forbi Malek. Da Malek irettesatte ham, sagde han, at han næste dag ville blive udsat for en endnu mere ydmygende situation. Ophidset dræbte Malek Fityun og flygtede til Syrien. Her herskede den gassanske konge Abu Jabal. Da han fik kendskab til situationen, angreb han Medina, dræbte de ledende jødiske høvdinge og belønnede Aws og Khazraj. Disse begivenheder svækkede jødernes magt og styrkede ansarernes.

Kort sagt var forholdet mellem jøderne og ansarerne altid præget af strid og konflikt, men fordi ansarerne ikke havde noget ideal eller mål, kunne deres indre enhed ikke baseres på et stærkt grundlag. Gensidige stridigheder og uenigheder fortærede og ødelagde deres styrke som orm. Som følge heraf kom det på et tidspunkt endda til en krig ved navn Bu’ath mellem stammerne Aws og Khazraj, og mange betydningsfulde personer fra begge sider blev dræbt. Således blev de igen magtesløse over for jøderne. I denne situation blev de tvunget til for nylig at anmode om en alliance med Quraysh. Men af forskellige årsager mislykkedes dette initiativ.

På den anden side var en af årsagerne til jødernes dominans og anseelse deres religiøse lederskab. De havde Toraen. I kraft af dette bar de fanen for et selvstændigt religiøst regelsæt; de havde deres egen troslære og ideologiske arv, visse moralske principper, nogle religiøse love og bestemmelser, visse traditioner samt selvstændige regler for tilbedelse. I denne henseende havde ansarerne så godt som intet. På alle disse områder var de afhængige af jøderne. De modtog undervisning fra deres Bayt al-Maqdis, som på det tidspunkt var centrum for jødisk religiøs lærdom. Hvis en ansar ikke fik et barn, aflagde han endda et løfte om, at hvis barnet overlevede, ville han gøre det til jøde. Ansarerne var i denne henseende præget af mindreværdsfølelse. Da deres selvrespekt og følelse af anseelse var blevet krænket, følte de sig hele tiden indvendigt utilpasse. Alle disse oplysninger viser, at der i Medinas omgivelser herskede strid og konflikt mellem jøderne og ansarerne, og at deres indbyrdes forhold var præget af dyb rivalisering.

Det bør i denne forbindelse nævnes, at jøderne ofte pralende sagde til ansarerne, at den sidste profet snart ville komme. Når han kom, ville de slutte sig til ham og tage sig af ansarerne. På grund af denne trussel og profeti fra jøderne begyndte ansarerne også at tælle dagene, mens de ventede på den lovede profet. De besluttede i deres hjerter, at når denne profet viste sig, ville de være de første til at slutte sig til hans gruppe. Og sådan blev det. De, der havde fremsat profetien, blev forbigået. Jøderne blev selv slået af dem, som de havde ønsket skulle blive slået. (Sirat al-Nabi: Shibli Nu’mani)

Når man tager dette miljø og denne baggrund i Medina i betragtning, bliver det forståeligt, hvorfor miljøet nu var mere gunstigt for den islamiske bevægelse end miljøet i Mekka.

Den islamiske bevægelse i Medina

Mekka havde i 13 lange år hørt Islams kald. Den havde også lært, hvilke argumenter der talte til fordel for det. Desuden stod karakteren og rollen hos en enestående personlighed, oplyst af Islams lys, strålende klart foran den. Islams fanebærere, selv mens de blev knust under undertrykkelsens og mishandlingens hjul, råbte: Ahad, Ahad (Allah er én, Allah er én). Alligevel afviste Mekkas samlede miljø dette kald fra begyndelse til slut.

Men så snart budskabet nåede Medina, lød der derfra et råb: »Labbayk« (vi tager imod). Den første unge mand i Medina, der tog imod islam, var Suwaid ibn Samit. Han var på én gang en begavet digter, en dygtig rytter og en tapper kriger. Sådanne unge bliver som regel soldater i revolutionære bevægelser, deltager i alle udviklings- og konstruktive programmer og ofrer alt, hvad de ejer, for dem. Da denne unge mand kom til Mekka, mødtes Profeten (fred og velsignelser være med ham) som vanligt med ham og inviterede ham til islam. Suwaid sagde: »Jeg har noget af denne art hos mig, som kaldes Luqmāns skriftrulle.« Han læste også noget af den op for ham. Derefter læste Profeten (fred og velsignelser være med ham) Koranen op for ham. Se, hvad en fordomsfri og fjendtløs samvittighed er. Suwaid udbrød straks: »Dette er endnu smukkere tale!« Derefter fæstnede Profetens (fred og velsignelser være med ham) invitation til islam sig dybt i hans hjerte. Men sørgeligt nok blev han dræbt af khazrajitterne, så snart han var vendt tilbage fra Mekka. Mange har sagt om ham, at han var muslim, da han blev dræbt, og at han udtalte råbet »Allahu akbar« med sine læber. (Ibn Hishams sīra, bind 2, s. 67-68)

Den anden unge mand i Medina, som blev påvirket af invitationen til islam, hed Iyas ibn Muadh. Denne mand var medlem af en delegation fra Medina. Delegationen var kommet til Mekka i håb om at indgå en alliance med Quraysh mod Khazraj og opnå hjælp. Profeten (fred og velsignelser være med ham) overbragte invitationen til islam til delegationens medlemmer og læste Koranen op for dem. Iyas ibn Muadh var dengang blot en dreng. Han sagde: »Mine ledsagere, dette er bedre end det, I er kommet for.« Delegationens leder, Abu al-Husair, kastede straks jord i ansigtet på ham. Det betød: »Hvilket besvær er det nu, du bringer ind imellem os?« Han sagde også: »Vi er ikke kommet af denne grund.« Abu al-Husair var ivrig efter at få Qurayshs hjælp. Han vidste, at hvis de tog imod Muhammads (fred og velsignelser være med ham) invitation til islam, ville vejen til at få hjælp fra Quraysh være fuldstændig lukket. Iyas tav ganske vist. Men invitationen til islam trængte ind i hans hjerte. Delegationen vendte tilbage til Medina. Sørgeligt nok blev også denne oplyste unge mand kort efter dræbt i slaget ved Bu’ath.

I profetskabets ellevte år blev der afholdt et møde med den delegation, der var kommet fra Medina, hvor Profeten (fred og velsignelser være med ham) talte udførligt med dem. Efter at have hørt Profetens (fred og velsignelser være med ham) invitation til islam begyndte de at sige til hinanden: »Vær helt sikre på, at denne mand er den profet, som jøderne har fortalt jer om. Lad ikke jøderne nu komme os i forkøbet og blive denne profets hjælpere.« Derefter åbnede Allah deres hjerter, og de fæstnede alle islam dybt i deres hjerter. Så begyndte de at sige:

»Vi har brudt forbindelsen med vores folk. Der findes vist ingen anden nation, hvor der er så meget fjendskab, strid og uenighed blandt os. Måske vil Allah gennem Profeten (fred og velsignelser være med ham) igen forene vores folk. Når vi er vendt tilbage til dem, vil vi invitere dem til Profetens (fred og velsignelser være med ham) religion, og vi vil udtrykke den samme holdning over for dem med hensyn til denne religion, som vi har givet udtryk for over for ham. Hvis Allah derefter får dem til at enes om denne religion, vil denne mand blive den stærkeste person.« (Ibn Hishams sīra)

Den invitation til islam, som Mekkas folk havde anset for at være årsag til splittelse, så Medinas folk ved første øjekast som grundlaget for deres enhed. Den første gruppe fra Medina, som var blevet organiseret i Mekka for at hejse den islamiske bevægelses fane, bestod af seks personer:

(1) Abul Haisan ibn ibn Ham (2) Asad ibn Zurara (3) Awf ibn Harith (4) Rafi ibn Malik Ajlan (5) Qutba ibn Amir (6) Jabir ibn Abdullah.

Da disse personer vendte tilbage til Medina, skabte de dér ny begejstring og en ny opvågnen. Invitationen til islam blev populær dér og begyndte at brede sig vidt. Der var ikke en eneste familie blandt ansarerne, hvor der ikke blev talt om Muhammad, Profeten (fred og velsignelser være med ham).

Den første troskabsed ved al-Aqaba

Året efter, det vil sige profetskabets tolvte år, kom tolv personer fra Medina og aflagde troskabseden. Den blev kendt som »Kvindernes troskabsed«. Grunden til dette navn var, at man ved denne troskabsed kun forpligtede sig på grundlæggende forhold, og at ingen spørgsmål om krig eller kamp var inkluderet i den. Den trosbaserede troskabseds ordlyd var som følger:

»Vi vil ikke sætte nogen ved siden af Allah, vi vil ikke stjæle, vi vil ikke begå utugt, vi vil ikke dræbe vores børn, vi vil ikke bevidst sprede opdigtede beskyldninger mod nogen, og vi vil ikke være ulydige mod Muhammad (fvmh.) i nogen god sag.«

Da denne gruppe drog af sted mod Medina, udpegede Allahs Sendebud (fvmh.) Mus’ab ibn Umayr til at udføre arbejdet med at udbrede islam i Medina. Han fik ansvaret for at undervise muslimerne i Koranen, give dem islamsk undervisning og bibringe dem detaljeret og korrekt viden om islam. Han ledte også bønnen dér og underviste i islamiske idealer og islamiske moralske principper. (Ibn Hishams Sira)

To lederes antagelse af islam

As’ad ibn Zurarah, ejeren af det hus, hvor Mus’ab, Allahs Sendebuds (fvmh.) udpegede islamiske missionær, boede, drog en dag sammen med Mus’ab på en missionsrejse til beboelserne for stammerne Banu Abd al-Ashhal og Banu Zafar. De nåede frem til området ved Banu Zafars boliger nær en brønd ved navn Maraq. På dette tidspunkt samledes nogle mennesker, som havde antaget islam, omkring dem. De to ledere af Banu Abd al-Ashhal, Sa’d ibn Mu’adh og Usayd ibn Hudayr, fulgte stadig deres stammes religion, det vil sige de var afgudsdyrkere. Sa’d ibn Mu’adh var allerede rasende over den missionsvirksomhed, som As’ad ibn Zurarah og Mus’ab stod for. Da han hørte, at de to mænd var ankommet, hviskede han til Usayd: »De to mænd er kommet for at bedrage vores svage folk og føre dem på vildspor. Gå hen og forbyd dem at komme til vores huse. Hvis As’ad ibn Zurarah ikke var min fætter, ville jeg ikke sige det til dig; jeg ville selv have taget opgøret med ham.« Da missionsmødet derefter begyndte, gik Usayd hen imod dem begge med et løftet spyd efter Sa’d ibn Mu’adhs anvisning. Han standsede et øjeblik, brugte hårde ord og sagde: »Hvorfor er I kommet her? I vildleder vores svage folk. Hvis I vil redde livet, så forlad straks vores område.« Mus’ab sagde ydmygt: »Vil du ikke sætte dig ned og lytte opmærksomt til os et øjeblik? Hvis du synes om det, du hører, kan du tage imod det; ellers kan du forkaste det.« Da Usayd hørte dette, faldt han lidt til ro. Han lagde sit spyd ned og satte sig roligt ved siden af As’ad og Mus’ab. Mus’ab begyndte at tale og reciterede Koranen for ham. Allerede før Usayd sagde noget, havde de ud fra hans ansigtsudtryk forstået, at han var tilbøjelig til at antage islam. Til sidst sagde Usayd åbent: »Hvor er det smukt og betagende, det, I siger!« Han spurgte: »Hvad gør I, når I antager islam?« De svarede begge: »Gå hen og bad, rens dig, vask dit tøj, bevidn derefter sandheden og bed.« Usayd, som kort forinden havde stået med spyddet rettet mod dem, havde nu fået islams livgivende spyd boret ind i sit hjerte. Han rejste sig, gik hen og badede, vendte tilbage ren og renset og bad to rak’ah. Efter bønnen sagde Usayd: »Der er endnu en mand sammen med mig. Hvis han også slutter sig til jeres gruppe, vil ingen andre i stammen modsætte sig. Jeg henter ham nu. Det er Sa’d ibn Mu’adh.« Straks gik han med spyddet i hånden hen til Sa’d. Der blev holdt en forsamling. Så snart Mu’adh så Usayd på afstand, sagde han til sine ledsagere: »Ved Allah, Usayd har ikke længere det samme ansigtsudtryk, som han havde, da han gik.« Derefter sagde han til Usayd: »Sig mig, hvad bringer dig her?« Usayd svarede ligefremt: »Jeg har talt med dem begge. Ved Allah, jeg mærkede ingen fare fra deres side. Jeg har forbudt dem at komme, og vi vil gøre, hvad du siger.« For straks at ophidse Sa’d sagde han: »Banu Harithah ønsker at dræbe As’ad ibn Zurarah. Selv om As’ad er din slægtning, vil de gøre det for at ydmyge dig.« Sa’d blev vred, fordi han frygtede, at Banu Harithah ville handle sådan. Han rev spyddet ud af Usayds hånd og gik hen til As’ad og Mus’ab. Men da han kom frem, så han, at de begge sad roligt. Mu’adh siger: »Jeg forstod straks, at Usayd listigt havde sendt mig herhen, så jeg selv kunne høre deres samtale. Jeg skældte ham meget ud i mit stille sind og standsede foran dem begge. Jeg sagde til As’ad ibn Zurarah: I kommer til os for at sige sådanne ting, som vi hader.« Mus’ab sagde ydmygt: »Fald lidt til ro og lyt til os. Hvis du synes om det, kan du tage imod det; ellers vil vi ikke forelægge dig det, som du hader.« Sa’d faldt til ro og sagde: »Du har talt retfærdigt.« Da Sa’d havde sat sig, fortalte Mus’ab ham islams budskab og reciterede Koranen for ham. Også her gentog det samme sig som med Usayd. Allerede før Sa’d sagde noget, viste tegnene på hans ansigt, at han ville antage islam. Efter få øjeblikke antog den anden leder islam.

Da Sa’d ibn Mu’adh vendte tilbage med »et nyt liv«, sagde folkene ved stammens råd, så snart de så ham på afstand, at Sa’ds ansigt havde forandret sig. Så snart han kom, sagde Sa’d: »Banu Abd al-Ashhals folk, hvad mener I om mig?« Alle sagde: »Du er vores leder. Din mening er mere moden end vores. Du er den mest dydige og gavnlige af os alle.« Sa’d sagde: »Så hør efter: Så længe I ikke tror på Allah og Hans Sendebud, er det forbudt for mig at tale med jeres kvinder og mænd.« Og så var der ikke mere at sige. Hele stammen, både kvinder og mænd, antog islam i fællesskab.

Da den islamiske bevægelses styrke voksede betydeligt gennem disse to ledere, blev missionsindsatsen også intensiveret, og islam bredte sig fra hus til hus og fra stamme til stamme.

Den anden troskabsed ved al-Aqaba

Imens kom pilgrimsfærden. Denne gang drog et stort antal muslimer fra Medina til Mekka, fordi islam bredte sig kraftigt i Medinas land. Disse nye muslimer fra Medina, fyldt med den nye religions begejstring, kom under pilgrimsfærden og mødtes i nattens mørke med deres elskede leder, Allahs Sendebud, uden at Quraysh opdagede det. Igen blev der aflagt en troskabsed. Denne ed var dog langt mere vidtgående end den første troskabsed. I den første troskabsed fandtes der kun i én bestemmelse et politisk udsagn. Det var løftet: “Vi vil ikke adlyde Muhammeds retfærdige ordrer, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham.” Men denne gang blev et politisk udsagn med alle dets risici taget med. Ifølge denne troskabsed betød det at støtte Muhammed, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, at man gik i krig mod Quraysh og hele den arabiske nation. Den anden troskabsed blev i virkeligheden også aflagt med dette for øje. Under drøftelserne forstod disse yathribiske soldater i den islamiske bevægelse fuldt ud de fremtidige muligheder og sagde: “Vi må ophæve alle de aftaler, vi har med Yathribs folk, det vil sige jøderne. Når de er ophævet, må det ikke ske, at du, hvis Allah giver dig sejr, vender tilbage til dine egne folk og forlader os.” Som svar på denne bekymring smilede Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: “Jeres blod er mit blod, jeres fjender er mine fjender, jeg er en af jer, og I er en del af mig. Jeg vil føre krig mod dem, som I fører krig mod, og slutte fred med dem, som I slutter fred med.” Abbas ibn Ubada sagde: “Efterkommere af Khazraj! Ved I, hvad I lover Muhammed, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham? Det er et løfte om at kæmpe mod alle jordens beboere.” Delegationens medlemmer svarede med fuld bevidsthed om ansvaret: “Vi lover at fortsætte med at hjælpe og støtte dig, selv om det skulle koste os ødelæggelsen af alle vores ejendele og drabet på vores stammeledere.” På grund af denne troskabseds særlige karakter blev den kaldt “Bay’at al-Harb” eller “den militære troskabsed”. En grundlæggende betingelse var: “Hvad enten vi er i nød eller overflod, i glæde eller sorg, og uanset hvilken situation vi befinder os i, vil vi høre enhver af Allahs Sendebuds, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, befalinger og adlyde ham. Vi vil sætte Sendebudets ordrer over vores egne interesser og ikke strides med ledere og ansvarlige. Hvis nogen bebrejder eller fordømmer os for Allahs religions skyld, vil vi ikke tage os af det.”

Denne troskabsed kan i virkeligheden kaldes grundstenen til den islamiske stat. Samtidig kan den betegnes som indledningen til hijraen. Gennem denne troskabsed accepterede den fremtidige islamiske stats kommende borgere frivilligt og med glæde Muhammeds, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, lederskab af staten. Desuden blev lydighedsordningen etableret gennem den.

Der blev ikke blot aflagt en ed gennem dette; grundlaget for kollektiv orden og disciplin blev også etableret. Lederen af den islamiske bevægelse udnævnte efter den civile organisations beslutning tolv regionale ansvarlige, naqib’er. Ni af dem blev udpeget blandt Khazraj og tre blandt Aws. Disse naqib’er fik besked på: “I er ansvarlige for alle forhold i jeres respektive stammer, ligesom Jesu, fred være med ham, disciple var ansvarlige, og ligesom jeg selv er ansvarlig for min gruppe.” De fungerede som Allahs Sendebuds, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, repræsentanter. Med deres udnævnelse begyndte arbejdet med at opbygge et organiseret samfund på systematisk vis.

Da nyheden nåede Quraysh, begyndte de at slå sig for brystet. Delegationen havde allerede forladt Mekka. Folk blev sendt ud for at lede efter dem. Sa’d ibn Ubada og Mundhir ibn Amr blev bragt tilbage. De lod deres vrede gå ud over dem. Men hvad nyttede det nu? (Ibn Hishams biografi, bind 2)

En ny bølge i bevægelsen i Medina

Da denne delegation vendte tilbage til Medina med nyt mod og ny begejstring, begyndte missionsarbejdet åbent og i stor målestok. Når unge mennesker går ind på arenaen som initiativtagere til en forandring, kan den ældre generation ikke holde stand over for dem ret længe. Hvis man vil forstå, hvordan en bevægelses fremtid ser ud, må man vide, om den er afhængig af den ældre generation, eller om de unges blod strømmer i dens årer. De, der i Mekka og især i Medina gik forrest med den islamiske bevægelses fane, var næsten alle unge. For at give et indtryk af, hvor meget denne unge generation gjorde for at føre den islamiske bevægelse fremad, synes det nødvendigt at nævne en interessant begivenhed.

I stammen Banu Salama boede der en ældre mand ved navn Amr ibn al-Jamuh. Han havde anskaffet sig en træstatue ved navn Manat og opbevaret den i sit hjem. Den gamle tilbad den og brugte dagen og natten på at holde den ren. To unge mænd fra Banu Salama, Muadh ibn Jabal og Muadh ibn Amr, havde antaget islam og var blevet medlemmer af den islamiske bevægelse. Sidstnævnte var søn af den omtalte gamle mand. Hver nat stod de to op i mørket, væltede først den gamle mands statue rundt i mudderet og efterlod den derefter med hovedet nedad i den grøft, hvor folk kastede alt deres affald. Om morgenen råbte den gamle: “Hvem har krænket min gud om natten?” Derefter gik han ud for at lede efter sin mistede gud. Når han fandt den, vaskede han den, tørrede den af og stillede den tilbage på sin plads. Den følgende nat gentog det samme sig. Den gamle råbte igen og igen. En dag blev den gamle Amr irriteret og hængte sit sværd om statuens hals. Han sagde til statuen: “Ved Allah, jeg ved ikke, hvem der behandler dig sådan. Hvis du overhovedet har nogen styrke, så prøv at forsvare dig selv; her efterlader jeg dette sværd.” Natten faldt på, og Amr faldt i søvn. De to aktører i dette skuespil kom om natten. De tog sværdet af statuens hals. Derefter fandt de en død hund, bandt den med et reb om statuens hals og kastede den i en tilmuret brønd, som plejede at være fyldt med menneskers afføring og urin. Da Amr stod op om morgenen, så han, at hans gud igen var forsvundet. Da han efter sin søgen fandt den i denne sørgelige tilstand, skete der en voldsom forandring i hans sind, og Amr antog islam. Dette viser, hvilken grundlæggende forandring der havde fundet sted i Medina.

Bevægelsens nye centrum

Lederen af den islamiske bevægelse plejede hele tiden at overveje, at hvis bevægelsen ikke kunne slå rod i Mekka, og Mekkas brutale ledelse ikke var villig til at give mulighed for at skabe en »ny verden«, i hvilken anden del af verden kunne man da samle alle kræfter og begynde dette opbyggende arbejde? Hans første blik faldt på Abessinien, og derfor sendte han sine ledsagere dertil. Selvom kong Najashi gjorde alt, hvad han formåede, for at hjælpe Mekkas undertrykte, kunne muslimerne ikke undgå at lægge mærke til de kristne præsters skammelige rolle dér. Det var ikke let for islam at udvikle sig under deres altomfattende indflydelse. Desuden skulle man begynde missionsarbejdet helt forfra blandt de lokale indbyggere. Og under dette arbejde ville man på fremmed jord blive udsat for forskellige uoverstigelige hindringer. Derfor søgte man efter et andet land. Da Medina tog imod da‘waen med åbent sind, så Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, håbets lys. Den første troskabsed ved al-‘Aqaba styrkede dette håb yderligere. Derefter opholdt Mus‘ab ibn ‘Umair sig dér og arbejdede i nogen tid. I den rapport, han afgav under pilgrimsfærden umiddelbart før den anden troskabsed ved al-‘Aqaba, gav han en detaljeret beskrivelse af muslimerne i Medina, oplyste om deres styrke og muligheder og bragte det glædelige budskab, at et stort antal muslimer kom for at udføre pilgrimsfærden det år. Denne rapport gav Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, anledning til dybe overvejelser. Den hastige vækst i muslimernes styrke og antal i Medina var meget opmuntrende. Der blev de ikke mødt af så alvorlig modstand fra jøderne, som de blev af qurayshitterne i Mekka. Yathribs indbyggere var meget bekymrede for deres ledsagere i Mekka. Yathribs beboere havde mange fordele. De havde marker, landbrug og haver. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, tænkte: Ville det ikke være godt, hvis muslimerne fra Mekka flyttede til Medina, slap fri af qurayshitternes undertrykkelse og opfyldte islams krav? Derfor gav han dem fra den ankomne delegation, som var kommet for at udføre pilgrimsfærden, udtryk for denne tanke. Den troskabsed, der senere blev aflagt, blev aflagt på netop denne baggrund. (Muhammads liv, Muhammad Husayn Haykal)

Lige siden hjemkomsten fra Abessinien var muslimer, én eller to ad gangen, med Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, tilladelse taget til Medina. Men efter den anden troskabsed ved al-‘Aqaba tog det fart, og det blev næsten fastslået, at stedet for den anden hijra skulle være Medina.

Mekkas ledende mænd kunne se, at den islamiske bevægelse havde skabt en ny og stærk base. I deres øjne så fremtiden yderst skræmmende ud. De forstod udmærket, at hvis islam nu slog rødder i Medina, ville den uden for deres rækkevidde blive en uovervindelig magt. En dag ville den derefter angribe dem og tage fuld hævn for deres tidligere gerninger. De frygtede også, at eftersom handelsvejen til Syrien gik gennem Medina, kunne det nye islamiske centrum i Medina blokere denne rute. På den måde ville qurayshitternes økonomiske og handelsmæssige undergang i Mekka være sikret. Indvendigt blev de mere og mere fortvivlede af dyb rædsel og uro. De kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre. Dag og nat var de optaget af bekymringen for, at Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, og hele hans gruppe skulle undslippe deres greb. Det var på grund af denne bekymring, at de til sidst planlagde at myrde Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham. En historisk kraft var opstået fra deres egne hjem, og den var mere deres egen end alle andres i verden. Ved deres egne ugerninger gjorde de denne kraft til »en fremmed« og blev selv dens fjender. Derfor blev den, jo stærkere den siden blev, desto mere en dødelig fare for dem.

Da den første muhajir derfor drog af sted til Medina, udsatte Mekkas indbyggere ham for overgreb. Denne mand var Abu Salama ‘Abdullah ibn ‘Abd al-Asad al-Makhzumi. Han var på vej med sin hustru og sine børn på kamelen, da hans hustrus fædrene stamme, Banu al-Mughira, pludselig kom løbende og rev tøjlen til Umm Salamas kamel ud af hænderne på Abu Salama. De sagde: »Vi kan ikke lade vores datter Umm Salama blive en omflakkende kvinde sammen med dig.« Denne følelsesladede hændelse gjorde Abu Salamas stammefolk rasende. De sagde til Banu al-Mughira: »Hvis I tager vores mands hustru fra ham, vil vi ikke lade vores lille barn blive hos hende.« Som følge heraf blev de tre – mand, hustru og barn – skilt fra hinanden. Abu Salama rejste under disse omstændigheder til Medina. Umm Salama kom hver morgen til det sted i byens udkant og græd fortvivlet. Efter at næsten et år var gået, fik en mand medfølelse, og efter at have overtalt Banu al-Mughira sendte han Umm Salama med det lille barn på en kamel til Medina. Kvinden drog alene af sted. Ved Allahs nåde mødte hun undervejs tilfældigvis ‘Uthman ibn Talha, som ledsagede hende helt til Medinas udkant.

Det vil sige, at Mekkas politik efter den bitre erfaring med hijraen til Abessinien nu blev, at man ikke måtte lade muslimerne undslippe. Hvis nogen absolut ville udvandre, skulle hans stamme og familie forblive som gidsler hos Mekkas indbyggere. Denne politik var i begyndelsen noget lempelig, men blev gradvist strengere. Selv de forsinkede udvandrere ‘Umar, ‘Ayyash ibn Abi Rabi‘a og Hisham ibn ‘As ibn Wa’il måtte rejse så hemmeligt, at de hele tiden var på vagt af frygt for at blive arresteret når som helst. ‘Umar og ‘Ayyash skyndte sig på en eller anden måde hurtigt af sted. Men Hisham blev grebet og udsat for tortur. ‘Umar og ‘Ayyash nåede sikkert frem til Medina. Men en sammensvoren gruppe drog fra Mekka efter dem. Gruppens medlemmer var Abu Jahl ibn Hisham og al-Harith ibn Hisham. De opsøgte begge ‘Ayyash og sagde: »Din mor ligger for døden. Hun har svoret, at hun ikke vil rede sit hår eller stå i den brændende sol, før hun har set dit ansigt.« Ledsagerne forsøgte ihærdigt at overbevise ‘Ayyash om, at dette blot var et kneb. »Hvis du først falder i mekkanernes listige fælde, vil de tvinge dig til at forlade islam.« Den velhavende ‘Ayyash blev også fristet af tanken om at hente en del af sin formue. Da ‘Umar hørte om dette ønske, sagde han: »Jeg er rigere end dig, og jeg vil give dig halvdelen af min formue. Tag ikke med dem.« Men ‘Ayyash lyttede ikke. ‘Umar sagde: »Hvis du absolut vil tage af sted, så tag min hurtige hun-kamel med. Hvis du mærker den mindste fare, så flygt tilbage på den.« Men de sammensvorne fra Mekka lagde en sådan plan, at ‘Ayyash ikke engang kunne slippe væk ved at føre kamelen ad en anden vej. Han blev bundet stramt. Da de nåede Mekka, sagde de til de andre: »Gør det samme ved alle iblandt jer, der ønsker at udvandre, som vi har gjort ved ham.«

Senere skrev Hazrat Umar med egen hånd et brev til Hisham ibn al-As. I brevet citerede han det berømte vers: »Mine tjenere, som har gjort uret mod jer selv, fortvivl ikke over Allahs barmhjertighed.« Hisham læste brevet på et sted ved navn Mituwa nær Mekka og tænkte igen og igen over det. Da han forstod, at det var ham selv, der blev hentydet til, drog han straks af sted på en kamel. Men en endnu mere pålidelig beretning lyder, at der en dag, efter at Allahs Sendebud var udvandret til Medina, opstod en samtale i hans forsamling om disse to fanger. Allahs Sendebud sagde: »Hvem vil hjælpe mig med at befri Ayyash ibn Abi Rabi’a og Hisham ibn As?« Walid ibn Mughirah erklærede, at han var parat. På Allahs Sendebuds befaling drog Walid mod Mekka. Han nærmede sig bebyggelsen i al hemmelighed og så en kvinde komme med mad. Han spurgte hende: »Hvor skal du hen?« Hun svarede: »Der er to fanger her. Jeg er på vej for at give dem mad.« Walid fulgte efter hende. De to sad fanget i et rum uden tag. Da det blev aften, klatrede han over muren og nåede frem til dem. Derefter lagde han en sten under lænken og skar den over med sit sværd. Så førte han dem begge udenfor, satte dem på kameler, og de flygtede alle sammen på én gang.

De fleste af de emigranter, som var i stand til at rejse til Medina, fik alle deres ejendele og formue efterladt hos Mekkas indbyggere.

Selv om udvandringen var så hjerteskærende, forlod alle, mænd såvel som kvinder, uden tøven deres fædreland for at opfylde deres religiøse pligt. Der findes ingen parallel til denne mirakuløse bedrift for den islamiske bevægelse: Den vakte selv de analfabete kvinder i det barbariske arabiske samfund for flere hundrede år siden stærkt til live gennem islamisk inspiration.

Quraysh udviste den yderste intolerance ved at forhindre emigranterne i at rejse. Derimod viste den mand, som de var i færd med at nå til en forståelse med, sig høj som et bjerg og storsindet og ædelmodig som havet. Han var selve legemliggørelsen af tålmodighed, overbærenhed, værdighed og sindsligevægt. Derfor forblev han fast ved dawahs centrum. Det var hans pligt at bevise, at han helt til det sidste øjeblik på enhver måde havde bestræbt sig på at opfylde sit ansvar. Han fortsatte tålmodigt med at udføre sin opgave, indtil Allahs vilje over for Mekkas indbyggere var blevet fuldbyrdet. Han var som den dristige sømand på et synkende skib, der først må forlade skibet som den sidste, efter at alle besætningsmedlemmer og passagerer er blevet bragt sikkert over på et andet skib.

Først da der ikke længere var andre tilbage end dem, som Quraysh havde tilbageholdt med magt, eller som ikke kunne rejse på grund af en særlig interesse eller fordel, fik han tilladelse til udvandringen fra den Ophøjede Allah. Han forlod først Mekka, da Mekkas indbyggere ikke længere var villige til at se ham i live. Da tidspunktet for hans rejse nærmede sig, trådte han frygtløst og sikkert ud gennem en ring af blodtørstige sværd.

Medina: Ventetidens øjeblikke

Efterhånden som antallet af emigranter voksede, steg livligheden i Medina. Den islamiske dawahs stråleglans bredte sig i alle retninger. Sammen med islams udbredelse voksede kærligheden til og tiltrækningen mod islams budbringer stadig mere. Især efter den anden troskabsed ved Aqaba blev Medinas indbyggere hvert øjeblik ved med at se mod vejen til Mekka. Det var, som om marker fulde af afgrøder ventede på, at skyerne skulle komme og bringe regn. Det var, som om alle byggematerialerne lå samlet i bunker. Bygmesteren, der skulle opføre menneskehedens bygning, ville komme og begynde byggeriet med dem.

På bevingede vinde spredtes også nyheden i Medina om, at Muhammad var rejst fra Mekka og var på vej ad udvandringens rute. Da man hørte denne nyhed, nåede nysgerrigheden i Medina naturligt sit højdepunkt, og ventetidens øjeblikke blev uudholdelige.

Selv de små børn havde hele tiden disse ord på læberne: »Profeten, fred være med ham, kommer, Profeten, fred være med ham, kommer.« Hver morgen forlod folk deres huse, samledes uden for byen og ventede. Når sommersolen stod højt på himlen, og varmen blev uudholdelig, vendte de beklagende hjem. Også den dag, hvor Profeten, fred være med ham, virkelig ankom, vendte folk hjem efter som sædvanlig at have samlet sig. Pludselig så en jøde ham fra toppen af en fæstning og råbte det glædelige budskab: »O Yathribs indbyggere, dér er han! Det store menneske, som I venter på, er ankommet.« Og så gik hele byen amok med råbene »Allahu Akbar«. Folk styrtede af sted. De fleste af ansarerne gik bevæbnede ud.

I Quba, en forstad tre mil fra Medina, tog han for første gang bolig. Familien Amr ibn Awf modtog ham med glæde, og denne familie fik den ære at være hans værter. Dette hus var i virkeligheden en central base for den islamiske bevægelse. For de fleste emigranter blev huset også deres første opholdssted. Nogle af de emigrerende sahaba opholdt sig stadig dér. Hazrat Ali sluttede sig også her til sin elskede leder og karavane, efter at have afleveret de betroede ejendele. Han opholdt sig dér i fjorten dage. Folk kom fortsat i grupper for at besøge ham. Der var ingen ende på deres iver efter med egne øjne at se ham, hvis budskab de allerede havde taget til sig af hele deres hjerte og sjæl. Alle samledes i håb om at se hans ansigt, høre hans søde ord og modtage hans bøn. Intet blev forsømt: hilsner, besøg, samtaler, bønner og møder.

I Quba lagde Profeten, fred være med ham, med egne hænder grundstenen til en moské. Enhver muslim deltog i opførelsen. Den største personlighed i verdenshistorien bar store sten frem som en almindelig arbejder. Under arbejdet blev der også sunget:

********

»Den, der bygger moskeer, læser Koranen og holder sig vågen om natten for at tilbede, er i sandhed lykkelig.«

Denne moské var ikke blot en samling mursten og sten; fra Profeten, fred være med ham, til den almindelige muslim havde alle vist den største entusiasme. Derfor siger Koranen om denne moské:

*********

»Det er en moské, hvis grundvold er lagt på gudsfrygt.«

Rasul (fvmh.) ankom til Quba torsdag den 8. Rabi al-awwal i profetskabetes ellevte år. Fjorten dage senere drog han med hele sit følge af sted mod Medina. Fra Quba til Medina stod ansarerne på begge sider af vejen på række for at byde ham velkommen. Hans slægtninge fra morbrødrenes familie havde indtaget deres pladser, særligt bevæbnede. Kvinderne samledes på tagene og begyndte at synge velkomstsange:

********

Små børn gik rundt i grupper, slog på trommer og sang:

*******

Som svar på disse børns kærlighed viste Rasul (fvmh.) dem særlig hengivenhed. Han talte med dem og spurgte: »Vil I have mig?« De svarede: »Ja!« Rasul (fvmh.) sagde: »Jeg vil også have jer.« (Sīrat al-Nabī)

Prøv engang at forestille jer, hvilken begejstring der opstod i Medina, da byen blev velsignet med dette historiske øjeblik! Tænk blot på, hvilke scener der udspillede sig i byens gader og stræder, og hvilke følelser og hvilken genklang der fyldte luften!

Abu Ayyub al-Ansaris hus blev pludselig begunstiget ved at blive Rasul (fvmh.)’s midlertidige bolig. Her opholdt Rasul (fvmh.) sig i syv måneder.

Udviklings- og byggearbejde

Efter at have fået lidt hvile og kommet sig over rejsens træthed begyndte Allahs Sendebud ﷺ på udviklings- og byggearbejdet. Det første, der blev påbegyndt, var opførelsen af en moské. Et ubebygget stykke jord, der tilhørte to forældreløse børn, blev købt, og Hazrat Abu Ayyub betalte selv prisen. På denne jord blev grundstenen til Profetens Moské lagt. Moskéen havde ikke blot betydning som et sted for bøn, men blev også opbygget som centrum og udspring for den islamiske stat og civilisation. Profetens Moské blev samtidig indrettet som regeringssæde, rådssal, stateligt gæstehus, folkebibliotek og national forsamlingsbygning. Også dette byggearbejde vakte samme begejstring som i Koba. Fandtes der overhovedet en muslim, som ikke deltog helhjertet i dette arbejde? Selv Allahs Sendebud ﷺ bar sten og mudder. Da en sahabi så dette, blev han bevæget og udbrød: »Hvis Allahs Profet helliger sig dette arbejde på denne måde, mens vi blot sidder og ser på, vil alle vores gode gerninger så ikke blive tilintetgjort?«

Midt i travlheden med arbejdet var der ikke plads til tom snak. Tværtimod løftede alle, inklusive Allahs Sendebud ﷺ, deres stemmer i kor:

********

»Lykkens glæde i det hinsidige er den sande lykke. Ellers er livet meningsløst. O Allah, vis nåde mod ansarerne og muhajirerne.« (Ibn Hishams sira, bind 2)

Denne inspiration og denne bøn var det egentlige byggemateriale til opførelsen af Profetens Moské. Ved siden af moskéen blev der også opført et kammer til Allahs Sendebud ﷺ af grene, blade og ler. Han begyndte at bo i dette kammer.

Så snart Allahs Sendebud ﷺ ankom til Medina, begyndte daʿwaen af sig selv at brede sig. I løbet af disse syv måneder havde den islamiske bevægelse samlet hengivne medkæmpere fra hvert hjem og hver stamme. Kun i familierne Khatma, Waqif, Wa’il og Umayya fra Aws-stammen var shirkets mørke stadig tilbage. (Ibn Hishams sira, bind 2)

At udvide daʿwa-arbejdet var det vigtigste opbyggende arbejde. Allahs Sendebud ﷺ kaldte naturligvis også mennesker individuelt til islam. Men den tale, hvormed han indledte den kollektive daʿwa, lød således:

»O mennesker, erhverv jer i tide noget, som kan blive jer til gavn. Vid, at I alle en dag skal dø. Enhver vil efterlade sine nærmeste på en sådan måde, at de ikke vil have nogen klage. Derefter vil han blive tiltalt af sin Herre, uden nogen tolk imellem: Er Mit Sendebud ikke nået frem til dig? Og har Sendebudet ikke bragt Mit budskab til dig? Gav Jeg dig ikke rigdom og nåde? Hvad har du så samlet til dig selv? Derefter vil han se til højre og venstre, men ikke se noget. Så vil han se lige frem, men intet andet vil komme til syne end Jahannam. Derfor bør den, der er i stand til det, forsøge at frelse sig selv fra Helvedes ild, om så det kun er ved at give en dadel. Den, der ikke engang kan det, bør beskytte sig selv, om så blot ved at sige et godt ord. For belønningen for en god gerning gives tidoblet og helt op til syv hundrede gange. Må fred, Allahs nåde og velsignelser være over jer.«

(Ibn Hishams sīra, bind 2)

Og endnu en samlet tale lyder således

»Al lovprisning tilkommer Allah. Jeg lovpriser Ham og søger hjælp hos Ham. Vi søger alle tilflugt hos Allah mod vores tilbøjeligheders ondskab og vores gerningers dårlige følger. Den, som Allah vejleder, kan ingen føre vild. Og den, som Han berøver vejledningen, har ingen vejleder. Jeg bevidner, at ingen andre end Allah, den Ene og uden partner, er værdig til tilbedelse og lydighed. Sandelig, Allahs Bog er den bedste tale. Den, hvis hjerte Allah har gjort Koranen kær, som Han har ført ind i islam efter vantroen, og som foretrækker Koranen frem for alle andre menneskeskabte ord, vil få fremgang. Dette er den bedste og mest indflydelsesrige tale. Elsk kun det, som Allah elsker, og elsk Allah oprigtigt. Vis ikke forsømmelighed i Allahs sag, og lad ikke jeres hjerter blive hårde på grund af den. Eftersom Allah udvælger det bedste blandt det, Han har skabt, har Han udpeget de bedste handlinger, de bedste tjenere og de reneste ord. Noget af det, Han har givet menneskene, er tilladt, og noget er forbudt. Antag derfor tjenerskab over for Allah, og sæt ingen ved Hans side. Beskyt jer mod Hans vrede, sådan som man bør. Gør de gode ord, som I siger med jeres munde, til handlinger over for Allah. Skab indbyrdes kærlighed gennem Allahs barmhjertighed. Sandelig, Allah bliver vred, når man bryder et løfte, man har givet Ham. Fred være med jer.« (Ibn Hishams sīra, bind 2)

Den beskrivelse af hans tale, som vi finder i forskellige overleveringer, er meget kortfattet. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) holdt som regel korte taler. Men læg mærke til, hvor vidtrækkende et budskab der er samlet i den. Man kan sige, at den omhandler alle slags problemer. Den indeholder også en invitation til islam, lægger vægt på Koranens lære, opfordrer til at skelne mellem det tilladte og det forbudte og lærer, hvordan man opbygger et broderskab baseret på idealer.

Når man ser på disse to taler, forstår man, hvordan den samlede daʿwa blev formidlet. På den ene side blev der kaldt til de grundlæggende idealer. På den anden side blev samfundet vejledt i, hvordan forskellige problemer skulle løses i lyset af netop disse idealer.

Grundlæggelsen af den islamiske stat

Det tredje skridt, og muligvis det største arbejde set fra et politisk synspunkt, var at skabe enighed mellem jøderne, afgudsdyrkerne og muslimerne i Medina om statens styrelse. Med det formål at etablere et politisk organiseret samfund blev der udarbejdet en skriftlig aftale, som havde karakter af en skreven forfatning. Den betegnes med rette som verdens første skrevne forfatning. Jeg ønsker ikke her at gennemgå denne forfatnings bestemmelser, men vil give et kort sammendrag af nogle af dens vigtigste dele. Gennem denne skriftlige forfatningsaftale opnåede Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) følgende:

– I det nyetablerede samfund i Medina fik Allahs suverænitet og Hans lov betydning som det grundlæggende fundament.

– Den politiske, juridiske og dømmende endelige magt og myndighed kom i Muhammads (s.a.) hænder.

– Gennem denne forfatningsmæssige aftale blev den islamiske stat lovligt og formelt etableret, og processen med at gennemføre den islamiske livsordning blev indledt. [Den, der træder ind på arenaen med et bestemt mål, tænker altid først på at oprette sin egen stat. Se blot, hvor tomhændet den islamiske organisation i Arabien var med hensyn til ydre midler, ressourcer og støtte. Se også, hvordan nogle få mennesker, der var kommet til det ukendte og fremmede Medina, var plaget af problemer efter at have mistet deres hjem og bosteder. Læg derefter mærke til, hvor hurtigt den islamiske stat blev etableret. Se, hvordan dens forfatning blev sat i kraft i løbet af få måneder. At forene så hurtigt en befolkning, der var indbyrdes splittet religiøst og etnisk, omkring én organisation var virkelig en af historiens store forbløffende begivenheder.]

Når man tager datidens komplicerede situation i betragtning, kan man forstå, at dette var en enestående bedrift. Bag den kan man se en enestående politisk indsigt og evne til dialog og forhandling i aktiv funktion. Af denne forfatningsmæssige aftale samt andre aftaler og transaktioner kan vi erfare, at Profeten (s.a.) ikke blot var en sufi-dervisk, men også besad en særlig ekspertise og dømmekraft i at håndtere og gennemføre kollektive anliggender på en omhyggelig måde, og at han var fuldt kvalificeret til at varetage alle disse opgaver.

Broderskabsordningen

Det medinske samfund stod dengang over for et stort problem: genbosættelsen af muhajirerne. Folk forlod deres hjem én efter én og kom hertil. I denne mellemstore by, der kun havde nogle få tusinde indbyggere, blev det nødvendigt at finde plads til dem. I virkeligheden er det et problem, der hver gang det optræder i historien, viser sig at være vanskeligt og foruroligende. Der findes ingen sidestykke i verdenshistorien til den dygtighed, dømmekraft og intelligens, hvormed det medinske samfund og dets statsoverhoved løste dette problem. Der blev ikke udstedt nogen forordning, ingen lov blev påtvunget nogen, land og andre ressourcer blev ikke officielt fordelt af staten, der blev ikke indført strenge begrænsninger ved at fastsætte et loft over antallet af flygtninge, og ingen tvang blev anvendt. Et så stort og kompliceret problem blev løst på blot nogle få dage gennem en eneste moralsk appel. Verdensprofeten (s.a.) viste i praksis, hvordan man på grundlag af tro, idealer og mål kunne etablere et helt nyt broderskab, og han skabte et broderligt forhold mellem hver enkelt ansar og hver enkelt muhajir. Hver ansar delte sine ressourcer, sit hjem, sine haver og sine marker i to lige store dele og gav den ene del til sin ideologiske ledsager. Nogle var endda rede til at skille sig fra en af deres flere hustruer for at gifte hende med deres religiøse bror. Muhajirerne viste på deres side en sådan selvrespekt, at de sagde: »Vis os markerne eller markedet, så kan vi tjene til livets ophold gennem handel eller ved at arbejde.«

De ugifte muhajirer, især de unge, som i stedet for at stifte familie ønskede at vie sig til at tilegne sig islamisk undervisning, havde deres bolig i »Suffa«, det vil sige en gårdsplads ved Profetens Moské. Den udviklede sig til en vigtig institution for opbygningsarbejdet. Det islamiske samfund var værge for Suffa-beboerne blandt sahabaerne. Profeten (s.a.) var selv opmærksom på deres behov og arbejdede aktivt for at opfylde dem.

Konflikten og sammenstødet igen

Jeg har ikke til hensigt her at nævne alle de sammenhængende begivenheder i islams historie og i profetens livshistorie (sira). Jeg har blot kort villet vise, hvordan generationen fra den islamiske bevægelse kom fra Mekka til Medina og begyndte at frembringe en ny generation. Hvordan miljøet var, og hvilken slags nye aktiviteter der begyndte i dette miljø, da en virksom kraft trådte frem. Hvordan sandhedens soldater kom frem og vækkede et slumrende samfund og spillede en virksom og positiv rolle i formningen af dets karakter. Så snart den positive rolle trådte frem, var det ifølge historiens lov uundgåeligt, at en eller anden negativ rolle også viste sig. Ved siden af den opbyggende aktivitet var det en uundgåelig følge af naturens lov, at en nedbrydende kraft blev aktiv. Når sandheden bliver aktiv på arenaen, er det uundgåeligt, at der også begynder aktivitet på falskhedens arena. Sammen med helten bliver skurken uundgåeligt synlig. Satan følte voldsom uro og utilpashed ved synet af det nye samfund, der var ved at blive etableret i Medina. Han ønskede at sætte nogle af sine mest hengivne medarbejdere ind på arenaen. Men han fandt også skurke og bragte dem frem på scenen. I Mekka var den islamiske bevægelse faldet i hænderne på de såkaldte tilhængere af Abraham, mens den i Medina stod over for intriganter iført Moses’ hellige kappe. De, der fulgte Bayt al-Maqdis, begyndte at behandle den islamiske bevægelse på samme måde, som vogterne af den hellige Kaba havde behandlet den.

Jødernes historiske position og rolle

Det er en tragisk begivenhed i islams og jahiliyyas historie, at det altid har været de religiøse kredse, der med den største religiøse iver og begejstring har modarbejdet bestræbelserne på at etablere islam. De religiøse kredse burde have reageret på kaldet til den sande religion ved den allerførste opfordring og have stillet sig i forreste række, men med enkelte undtagelser har de netop været de første til at afvise det. I begyndelsen er de religiøse kredse religionens tjenere og fanebærere. Men efterhånden som de opnår en vis position og status, og deres interesser bliver knyttet til religionen, gør de religionen til deres underordnede og skaber gradvist visse varige rettigheder for sig selv i religionens navn. De tvinger det fromme folk til at acceptere deres klassebaserede krav, og til sidst fastsættes der særlige ærefulde belønninger til dem. I en tid, hvor religionens tilhængere gennemgår et moralsk forfald, passerer religionen altid gennem alle disse stadier. På dette trin bliver religion en særdeles indbringende forretning og antager form af fast ejendom, der kan overdrages gennem arv. På dette trin bliver prædikener og formaninger til handelsvarer, religiøs lærdom bliver et middel til livsophold, og fatwaer forvandles til salgbare varer, der skaber deres egen markedsværdi. Religiøse embeder bliver til trin på stigen til åndeligt lederskab og magt. Når de religiøse ledere først har nået dette stadium, tvinger deres kommercielle tankegang dem til i alle forhold at overveje, om vores interesser er sikret, og om nogen er ved at tage vores position og status fra os. Når en købmandssjæl træder ind i religionens område med disse egenskaber, begynder følgende karaktertræk at vise sig hos dem:

– De kan ikke tåle, at nogen har en anden mening, og de kan ikke samarbejde med andre om et større formål.

– De indrømmer ikke nogen fejl, mangel eller svaghed hos sig selv og er heller ikke villige til at rette dem.

– De kan ikke forlade lederskabets position og den plads, hvorfra de udøver indflydelse, for at udføre en betroet opgave under en andens ledelse, instruktioner eller opfordring.

Det jødiske folk havde nået det yderste af alle disse egenskaber. De kunne aldrig acceptere, at sandheden kunne eksistere uden for deres egen gruppes grænser. De ville ikke anerkende, at nogen kunne ledes på den rette vej uden at underordne sig dem, eller at lederskabets position kunne tilkomme andre end dem.

Både Quraysh i Mekka og jøderne i Medina gjorde modstand. Ingen af de to grupper holdt sig tilbage i deres modstand. Men der er en enorm forskel på de to gruppers oppositionelle roller. Når vi sammenligner deres roller, ser vi, at den egentlige drivkraft bag Qurayshs modstand var hovmod og arrogance. Jødernes sind var derimod besat af hævngerrighed, had og misundelse. Quraysh led af en sygdom præget af aristokratisk stolthed og overlegenhedsfølelse, mens jøderne led af mindreværdskompleksets sygdom. Derfor var der blandt Quraysh en åbenlys holdning af afvisning og konflikt, mens snedige sammensværgelser og bedrag dominerede jødernes modstand. Quraysh var præget af heroisk overmod, mens jødernes karakter var præget af kujonagtig usselhed. Hvor Qurayshs modstand havde en direkte og aggressiv karakter, overgik jøderne dem i hemmelige forbindelser, intriger, hykleri og falskhed. I Mekka var der kun to samfund: muslimer og vantro. Men i Medina opstod der mellem disse to kræfter, muslimerne og de vantro, også en tredje kraft: hyklerne. Denne sammenligning har tydeliggjort, hvor meget lavere og uslere hyklerisk fromhed og fordrejet religiøsitet kan være end åbenlys ekstrem kufr, shirk og jahiliyya, og hvor meget mere afskyelig en rolle den spiller i modstanden mod sandhed og retfærdighed.

Vi ser også, at jødernes fordrejede og egeninteressebaserede religiøsitet i denne konflikt mellem kufr og religiøsitet gav den vantro og polyteistiske magt i Mekka fuld støtte og hjælp mod islam. Og selv om uenigheden måtte være stor, burde den dog have haft større sympati for dem, der bar banneret for tilbedelsen af den ene Gud og for moralen. I det mindste kunne man have forventet, at jøderne i deres modstand mod islam kunne have holdt deres position helt adskilt fra de vantros og polyteisternes. Men selv efter at have hørt denne ansvarsfulde opfordring: “Kom, lad os enes om et fælles udsagn mellem os og jer”, besluttede de at støtte sådanne usle mennesker som Abu Jahl og Abu Lahab frem for det hellige religiøse tankesæt og de hellige handlinger hos det bedste af alle mennesker, Muhammad, og hans ledsagere. En anden evig historisk rolle, som hyklerisk fromhed og fordrejet religiøsitet spiller, er, at den ikke under nogen omstændigheder er rede til at støtte den religiøse side, heller ikke på slagmarken. Tværtimod stiller den sig uundgåeligt på religionens fjenders side. Den ender med at støtte kufr, ateisme og syndere. Jeg taler ikke om de få undtagelsespersoner. Sådanne undtagelser findes i en eller anden grad i enhver gruppe, selv når den gennemgår det værste forfald. Vi drøfter blot det generelle principielle spørgsmål.

Dette var jødernes skændige position. De trådte frem fra deres skjulte baser, bevæbnede med alle religionens kundskaber og religiøse ritualer, og indtog en destruktiv og negativ front, hvor de rettede våbnene mod islam og sad på lur. I praksis ydede de de vantro og afgudsdyrkerne den mest omfattende støtte. De overdængede Profeten, fred være med ham, og sahabaerne, der var ledere og aktive deltagere i den islamiske bevægelse, med uanstændige skældsord og hårde ord; de hånede og latterliggjorde dem, chikanerede dem med stadig nye spørgsmål, rejste en storm af beskyldninger og falsk propaganda og bedrev spionage. Undertiden forsøgte de at fremkalde indbyrdes strid og sammenstød blandt muslimerne, udstedte fatwaer om, at de var vantro og syndere, planlagde at dræbe Profeten, fred være med ham, og begik under krig og i krisesituationer frygtelige forræderier. For at skade islam lod de intet uprøvet, som stod i deres magt. Men fra begyndelsen til slutningen var de fanget i en alvorlig fejlopfattelse. Mennesker med en negativ natur, som er optaget af destruktive aktiviteter, falder til alle tider i denne slags fejlopfattelse. (Men senere generationer lærer heller ikke af det.) Deres fejlopfattelse bestod i, at mennesker, som ikke bekymrer sig om nogen principper eller idealer, som ikke har noget konstruktivt program og synker ned på det laveste trin af moralsk forfald, skulle kunne standse enhver idealistisk og konstruktiv bevægelse. I virkeligheden lignede deres rolle flagermusenes forgæves forsøg på at skabe kunstigt mørke ved at sprede vingerne i luften af had til den opstigende sols lysstråler, eller nogle myg og fluer, der summer for at standse en bevæbnet hærs fremrykning, eller en stædig person, der spytter mod fuldmånen.

De, som ikke har nogen egen værdi, som ikke besidder noget levende ideal, hvis natur og karakter ikke rummer noget forbillede for det samtidige menneskesamfund, og fra hvem menneskeheden ikke kan håbe på nogen konstruktiv tjeneste, kan ikke opnå nogen varig succes for sig selv blot ved at hindre andre i at bevæge sig fremad. De, som ikke råder over andet end stagnation, arbejdsskyhed, fanatisme, fordærv og ødelæggelse, kan ganske vist skabe hindringer på vejen for en aktiv gruppe, der arbejder med reformerende og konstruktive opgaver, men de kan under ingen omstændigheder skabe værdi eller værdighed for sig selv. Til sidst får sådanne mennesker ikke andet end fiasko og ydmygelse. Men når et fordærvet folk føres med af den blinde strøm af følelsesbaserede reaktioner og mister sin dømmekraft, tænker det ikke længere på konsekvenserne. Det fortsætter blot fremad. Det fordærvede jødiske samfund blev også blindt af mindreværd og misundelse og indledte en konflikt med islam.

En sammenlignende gennemgang af jødernes karakter og muslimernes i Medina viser også, at ligesom karakteren hos dem, der svarer på de sandheds- og retfærdighedsbærendes kald, bliver ophøjet, sker der et tilsvarende moralsk forfald hos deres modstandere. Ligesom en positiv bevægelse forskønner menneskeheden, bestræber en negativ reaktion sig på at fordreje og ødelægge den.

Lederen af det islamiske samfund stod på den ene side over for en yderst omfattende og vidtrækkende konstruktiv plan. På den anden side var der problemet med at genbosætte de flygtninge, der stadig ankom, og yde dem økonomisk hjælp. Desuden var der hvert øjeblik fare for angreb fra Quraysh i Mekka, og det var nødvendigt at sikre et holdbart forsvarssystem for at forhindre dem. Oven i alle disse problemer kom endnu et alvorligt problem: Inde i den nyoprettede stat i Medina og det samfund, der var under udvikling, udfoldede en stor gruppe intrigante og forræderiske indre fjender, som var som dæmoner, alle mulige vildledende og splittende aktiviteter. Man bør overveje, hvor sårbart og kompliceret Verdensprofetens ansvar må have været under sådanne forhold. Det er sandsynligvis vanskeligt for os blot at forestille os, hvor mange slags problemer dette ene menneskes sind var optaget af dag og nat. Vi vil måske aldrig kunne fatte, hvor desperat en situation en lille islamisk organisation og en bevægelse, der netop var ved at gennemføre sin allerførste fase, var havnet i. Historien har udelukkende lagt ansvaret for skabelsen af alle disse komplikationer på jødernes skuldre. Dette ansvar påhviler med rette det jødiske samfund, som hævder at adlyde Allah, tilbeder profeterne Ibrahim, fred være med ham, og Musa, fred være med ham, følger Toraen og nærmest har taget eneret på renhed, åndelighed, kundskab om Allah og gudsfrygt.

I begyndelsen havde jøderne meget store forhåbninger til Profeten (fvmh.) og islam. De kunne se, at tilhængerne af denne nyopståede religion var i konflikt med efterkommerne af profeten Ismail (det vil sige Quraysh – oversætterens bemærkning), at de ærede de profeter, som jøderne var hengivne til, at de også ærede deres bog, og at de havde taget deres qibla, det vil sige Bayt al-Maqdis, som deres egen qibla. Derfor begyndte de at forestille sig, at Muhammad (fvmh.) og hans ledsagere lidt efter lidt kunne optages i det jødiske samfund. Jøderne tænkte ikke sådan ud fra retfærdighedens og sandhedens synspunkt; det var derimod en rent kommerciel overvejelse. De troede, at de snart kunne gøre disse hjemløse og landflygtige mennesker underdanige. Det var i dette håb, at de uden større stridigheder indgik en aftale med muslimerne og anerkendte den politiske organisation, som var ved at blive grundlagt i Medina. De forestillede sig, at denne voksende politiske magt allerede lå i deres lomme. Deres religiøse og åndelige indflydelse omgav den fra alle sider. Jøderne havde intet initiativ, ingen bestræbelse eller tanke på at erkende sandheden og retfærdigheden, forbedre tænkning og karakter eller sikre frelse i det hinsidige. En ren gruppeinteresse havde taget disse ulykkelige mennesker i besiddelse. De mente, at byttet samlede sig lige uden for deres dør i Medina. Derfor sad de på lur med fælder og net for at fange byttet. I deres øjne var muslimerne som en fiskestime, der drev fra havet mod bredden. Og for at fange dem i hykleriets religiøse net var de jødiske fiskere kommet ned til kysten med alt det nødvendige udstyr og sad klar. Men allerede efter få dages erfaring begyndte deres luftkasteller at bryde sammen. Muslimerne gjorde det klart for dem, at de ikke var så let et bytte. De var en så stærk kraft, at jægeren selv blev bytte i deres hænder. De så, at en islamisk stat med et revolutionært præg gradvist var ved at udvikle sig. Denne stat blev i sig selv stærk som en fæstning. I løbet af blot nogle få dage indså jøderne, at den stat, hvis grundlæggelse de selv havde medvirket til gennem den forfatningsmæssige aftale, ikke blot på ingen måde ville blive deres marionet; de havde heller ingen mulighed for at få en finger med i spillet noget sted. De blev snart fuldstændig slået fejl i deres drøm om at få en dominerende plads i denne stat. Deres forsøg på at øve indflydelse på statens forskellige institutioner og aktiviteter mislykkedes igen og igen. Alle de sammensværgelser, de havde lagt for at få statens leder, øvrige embedsmænd og de borgere, der havde tillid til dens principper, under deres kontrol, blev gjort til intet. Tværtimod opstod der allerede i den første fase den vanskelighed, at deres egne folk begyndte at underkaste sig de principper, som Profeten (fvmh.) havde fremlagt. Denne »farlige« revolutionære strøm førte ikke blot almindelige, ulærde jøder med sig, men også forskellige ledende personer. Først da kom de til besindelse. De forstod, at deres indbringende forretning med åndelighed var ved at gå fallit. Det eftertragtede bytte var ved at glide dem af hænde, ét efter ét. Jøderne blev rædselsslagne, da de så de katastrofale følger af den aftale, de havde indgået. På den ene side var de i henhold til aftalen forpligtet til at adlyde den muslimske stats love. På den anden side havde de indgået en forsvarsalliance med muslimerne. For det tredje kunne de se, at det håb, de havde handlet ud fra, alt sammen var ved at blive til et fata morgana.

Derfor begyndte en ekstremt hadsk lava at samle sig i deres indre, og fra tid til anden brød denne lava ud fra deres samfundslegeme. Især ved ændringen af qiblaen kom det jødiske samfunds hævngerrige sindelag nøgent til udtryk. Først antog det form af bagvaskelse. Derefter udviklede det sig til ødelæggende aktiviteter. Til sidst kom det til udtryk som forræderi. Lad os se nærmere på de antiislamiske aktiviteter, der opstod som en reaktion på dette sindelag i den medinensiske periode, og som Menneskehedens største velønsker og hans ledsagere måtte lide under, og som den islamiske stat måtte yde en stor indsats for at beskytte sin eksistens imod.

Intolerant adfærd

I lyset af de store opgaver, som den nyligt grundlagte islamiske stat i Medina måtte varetage, var statens borgeres rolle af afgørende betydning. Især var fraværet af blot én af de førende aktivister smerteligt for Profeten (fvmh.) og hans ledsagere. Abu Umama As’ad ibn Zurarah, der havde fået ansvaret for at udbrede islam blandt Banu Najjar-stammen, var netop en sådan aktivist. Men han døde allerede i den tidligste periode. Dermed mistede islam en dygtig soldat. Denne begivenhed var i sig selv smertelig for Profeten (fvmh.). Desuden fordoblede den islamfjendtlige gruppe i Medina hans sorg gennem vildledende bagvaskelse. Jøderne og deres medløbere blandt hyklerne begyndte at sige: »Ser I det? Hvis Muhammad (fvmh.) virkelig var en profet, ville en så aktiv medarbejder så dø på et så ubelejligt tidspunkt?« Med andre ord var deres jubel over hans død uden ende. Selv Profeten (fvmh.), hvis følsomme sind konstant var plaget af slag fra sorg og ulykke fra alle sider, kunne ikke forholde sig tavs over for denne bagvaskelse. Han sagde: »Abu Umamas død er en frygtelig død for jøderne og de arabiske hyklere! De går rundt og siger, at hvis Muhammad (fvmh.) var en profet, ville hans ledsager ikke være død. Men jeg kan ikke selv undslippe Allahs vilje, og jeg kan heller ikke beskytte nogen af mine ledsagere mod den.« (Ibn Hishams Sira, bind 2)

Allerede ud fra denne lille begivenhed kan man forstå, hvor meget fjendtlighed der havde samlet sig i modstandernes hjerter. Folk fra Banu Najjar-stammen kom til Profeten (fvmh.) og sagde: »Udnævn nu en anden ansvarlig for os.« Eftersom Banu Najjar var beslægtet med Profeten (fvmh.), sagde han for at trøste dem: »I er mine morbrødre; jeg står sammen med jer i alt, og jeg er selv jeres ansvarlige.«

På grund af de betingelser, som jøderne havde underskrevet aftalen på, kunne de ikke hindre den islamiske bevægelses fremgang og udbredelse. For øjnene af dem samledes almindelige mennesker og deres mest fremtrædende personer under islams banner. Imens så deres åndelige ledere, fromme mænd og muftier tavse til. Til sidst begyndte islam endda at trænge ind i deres egne hjem. Da deres egne folk, især de ansete personer, fortsatte med at antage islam, var der ingen vej uden om, at tålmodighedens bæger hos dette samfund med dets religiøst kommercielle mentalitet måtte flyde over. Desuden er enhver revolutionær bevægelses evne til at øve indflydelse så uimodståelig, at de unge i familierne hos dem, der med en negativ indstilling forsøger at modarbejde den, selv bliver oplært i det revolutionære ideal for at kunne møde dem. Derfor kommer sønner i konflikt med deres fædre, hustruer med deres svigermødre, døtre med deres mødre, børnebørn med deres bedstefædre og morfædre, og slaver med deres herrer.

Når de ældres religiøse praksis bliver udsat for dette indre angreb fra den nye bevægelse, bliver de ældre ude af sig selv af vrede. På dette tidspunkt er deres tålmodighed og overbærenhed fuldstændig opbrugt. Historien gentog også i Medina dette sædvanlige mønster. Jeg har allerede sagt, hvor kraftigt islams sejrende banner blev hejst i Medina, og hvor hurtigt den nye ideologis sejrstrompet lød fra hjem til hjem. Da jøderne så denne utrolige forandring finde sted, blev de utålmodige af raseri. Især når stammehøvdinge og berømte, indflydelsesrige personer svarede på islams sande kald, rystede hele det jødiske samfunds væsen under påvirkning af misundelse og mindreværd. Som eksempel kan nævnes den dag, hvor Abu Qays Abi Anas tog islam til sig lige for øjnene af dem; den uro og ophidselse, der da herskede i jødernes sind, kunne formodentlig ingen udtrykke med ord. Han var en berømt ældre mand. Allerede i uvidenhedens tid var han begyndt at gå imod samfundets almindelige skikke. Alene tilskyndet af sin naturlige visdom og samvittighed opgav han afgudsdyrkelsen, fastslog nødvendigheden af at foretage en rituel afvaskning efter samleje og holdt sig på afstand af menstruerende hustruer. Først blev han tiltrukket af kristendommen, men standsede snart. Han indrettede en moské i sit eget hjem og afholdt sig fra at gå ind i den i en uren tilstand. Han plejede offentligt at sige: »Jeg tilbeder Ibrahims, fred være med ham, Gud.« Denne gamle og svagelige mand var meget modig, når det gjaldt at tale sandheden. Allerede i uvidenhedens tid erklærede han Allah den Højestes herredømme. Han udtrykte sine holdninger gennem digte. Nogle af hans digte er samlet i historiske værker og sira-værker. Det er naturligt, at en så skarpsindig, ærlig og respekteret person ville blive anerkendt som en fremtrædende og anset mand i det samfund, han tilhørte.

Det er ikke mærkeligt, at jøderne har diskuteret med ham og forsøgt at vinde ham over på deres side. Men hans rene og uberørte natur havde skabt et behov for og en smag for den sande religion i ham, som ingen andre end selve Allahs Sendebud, fred være med ham, kunne tilfredsstille. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, nåede Medina, nærmede hans lykkelige øjeblik sig. Han blev en del af den islamiske bevægelse og blev en sand tilhænger af islam. Det er muligt med en vis fantasi at forestille sig, hvilken reaktion denne begivenhed må have fremkaldt blandt jøderne.

Men alt, hvad der hidtil var sket, havde fundet sted uden for deres eget sociale fællesskab. Den virkelig omvæltende begivenhed indtraf først, da islam trængte ind i selve det jødiske samfund. Blandt disse begivenheder var den, der fuldstændig ødelagde det jødiske samfunds mentale balance, en af de fremmeste teologers åndelige omvæltning. Historien vidner om, at andelen af fremtrædende personer, der tager imod sandheden, er meget lille, uanset om de hører til blandt verdensmennesker eller religiøse mennesker. Men mennesker med et ærligt sind findes naturligvis i alle kredse. Når sandhedens sol spreder sit lys, lukker de ikke øjnene og skjuler sig i stædighedens og fjendtlighedens mørke kammer. Tværtimod åbner de sindets vinduer, så de strålende lysstråler kan trænge ind. Selv om kun meget få fra rækken af ansete og lærde mennesker slutter sig til den islamiske revolutionære bevægelse, er de, der kommer, en meget værdifuld skat. For de må bryde gennem store lænker af egeninteresse og rang. I det jødiske samfund var Abdullah bin Salam netop en sådan enestående person. Hans navn før islam var Husayn. Han var en højtstående lærd og en gudfrygtig religiøs leder. Han tilhørte stammen Banu Qaynuqa. Efter at have mødt Allahs Sendebud, fred være med ham, tog han islam til sig og kaldte sin familie til islam og opmuntrede dem til at følge den. Til sidst tog hele familien islam til sig. Hør den beretning om hans omvendelse, som en af hans slægtninge har fortalt efter at have hørt den fra ham: »Da jeg første gang hørte nyheden om Allahs sendebuds ankomst, lærte jeg hans navn, egenskaber og tidspunktet for hans ankomst at kende. For vi ventede på ham. Derfor blev jeg glad i mit hjerte, da jeg hørte denne nyhed, men jeg sagde ikke noget højt. Jeg forblev tavs, indtil han kom til Medina. Da han nåede bebyggelsen Banu Amr ibn Awf i Quba, kom en mand og fortalte mig om hans ankomst. På det tidspunkt arbejdede jeg oppe i toppen af en daddelpalme. Min faster Khalida bint al-Harith sad nedenunder. Så snart jeg hørte nyheden om hans ankomst, råbte jeg højt: ‘Allahu akbar!’ Da min faster hørte mit råb, sagde hun: ‘Må Allah ødelægge dig! Selv da du hørte nyheden om Musa ibn Imrans ankomst, udtrykte du ikke en sådan begejstring.’ Jeg sagde: ‘Kære faster! Ved Allah, han er Musa ibn Imrans broder og følger hans religion. Han er kommet med den samme lov, som Musa ibn Imran bragte.’ Min faster sagde: ‘Min nevø, er han den profet, om hvem det er blevet fortalt os, at han vil komme før Dommedagen?’ Jeg sagde: ‘Ja, det er netop ham.’ Derefter opsøgte jeg Allahs profet og tog islam til mig. Så gik jeg til min familie og kaldte også dem til islam. Derfor tog de alle islam til sig.« (Ibn Hishams sira, bind 2)

Denne nyomvendte lærde kendte jødernes svagheder og var bekendt med deres hadefulde sindelag og usle karakter; derfor vidste han også, hvilken reaktion hans antagelse af islam ville fremkalde. Når partier og grupper dannes på grundlag af egoisme, forfalder karakteren så meget, at man i stedet for at kalde det gode godt og det onde ondt kalder sit eget onde godt og modpartens gode ondt. Selv hvis koen i ens egen stald er sort, kalder man den hvid, og selv hvis koen i en andens stald er hvid, kalder man den sort. Ja, så snart den hvide ko fra ens egen stald bryder ud, bliver den endda betegnet som sort. Sådan har denne slags religiøse menneskers karakter været i alle tider. Så længe en person er sammen med dem, eller i det mindste så længe der ikke opstår mistanke om, at hans aktiviteter vil skade deres kommercielle interesser, anerkender de åbent hans egenskaber. Undertiden overdriver de endda og beskriver uden forbehold hans lærdom og karakterens storhed. Men så snart en sådan stor personligheds rolle efter en mindre ændring i tiden viser sig at være skadelig for nogens religiøse handel, ændrer holdningen sig straks. Den, der før var en lærd, kaldes nu en tåbe. Den, der før var en troende, kaldes nu en vantro, en synder og meget andet. Den, der før blev regnet for at være folkets tjener, kaldes nu vildledt. Den, der før var genstand for hengivenhed og respekt, bliver nu udsat for skældsord. Abdullah ibn Salam kendte til alle disse usle og nedrige sider af den jødiske nations forvredne karakter. Han løftede sløret fra denne usselhed og nedrighed. Han planlagde i stilhed et skuespil og holdt sin antagelse af islam hemmelig. På det rette tidspunkt opsøgte han Profeten (fvmh.) og sagde: »Jøderne er et folk, der følger falskhed. For at afsløre masken over deres forstyrrede sindelag skal du lade mig sidde bag et forhæng i dit hus. Hold mig skjult for deres øjne og spørg dem derefter om deres mening om mig. Så vil du se, hvad de mener om mig, uden at de ved, at jeg har antaget islam. Hvis de får kendskab til min islam, vil de bagvaske mig og tilsværte mig.« Profeten (fvmh.) gjorde nøjagtig det. Han lod Abdullah ibn Salam sidde bag et forhæng i sit hus. Imens kom de jødiske ledere, og samtalen begyndte. De stillede forskellige spørgsmål, og der blev givet svar på dem. Til sidst spurgte Profeten (fvmh.): »Hvilken slags mand er Husayn ibn Salam, en af jeres egne?« De svarede: »Han er vores leder og lederens søn. Han er et fremragende menneske blandt os og en stor lærd.« Efter at de således havde lovprist ham, trådte Abdullah ibn Salam frem bag forhænget og sagde til dem: »O jødiske folk, frygt Allah og antag den religion, som Muhammad (fvmh.) er kommet med. Ved Allahs ed ved I godt, at denne mand er Allahs udsendte sendebud. I har set Muhammads (fvmh.) hellige navn og egenskaber skrevet i Toraen. Derfor bevidner jeg, at han er Allahs sendebud. Jeg tror på ham, anser ham for sand og anerkender ham.« Jøderne blev yderst forlegne over dette skuespil og sagde straks: »Du er en løgner.« Derefter begyndte de at fordømme Abdullah ibn Salam og sprede bagvaskelse om ham. Den, som de blot få sekunder tidligere havde kaldt en stor mand og en lærd, begyndte de nu at kalde en løgner. Abdullah sagde til Profeten (fvmh.): »Sagde jeg ikke til dig, at de er et folk, der følger falskhed? De er behæftet med hovmod, løgn og dårlig moral.« På denne dramatiske måde bekendtgjorde Abdullah ibn Salam, at hele hans familie havde antaget islam. Forestil dig, hvilken frygtelig reaktion denne begivenhed må have fremkaldt i jødernes sind og hjerter. (Ibn Hishams Sira, bind 2, s. 138-139)

Kort tid derefter indtraf en lignende begivenhed for den berømte lærde og respekterede mand Mukhayriq på dagen for slaget ved Uhud. Han var en velhavende mand blandt jøderne. Han ejede mange daddelplantager. Gennem sin viden havde han set Profeten (fvmh.)s egenskaber og genkendt ham. Ved et tilfælde oprandt dagen for Uhud, og det var en lørdag. Ved en forsamling sagde han: »O jødiske folk, ved Allahs ed ved I, at det er en ufravigelig pligt for jer at hjælpe Muhammad (fvmh.).« Han mente, at det principielt var en religiøs pligt for dem at hjælpe muslimernes gruppe i kampen mod afgudsdyrkerne fra Mekka. Jødernes svar afslørede på afskyelig vis deres bedrageriske og ondskabsfulde sindelag. De sagde: »Men i dag er det lørdag.« Da Mukhayriq hørte dette svar, sagde han med glød i stemmen: »Så har I ingen lørdag.« Derefter tog han sine våben og drog til Uhuds slagmark, hvor han sluttede sig til Profeten (fvmh.). Inden han drog, besøgte han sin familie og sine slægtninge og sagde: »Hvis jeg bliver dræbt i dag, overdrager jeg al min rigdom til Profeten (fvmh.). Han kan bruge den, som han finder bedst, i overensstemmelse med Allahs befaling.« Denne selvopofrende soldat døde virkelig den dag. Profeten (fvmh.) overtog hele hans ejendom og anvendte den. Der er dog en vis uenighed om, hvorvidt Mukhayriq havde antaget islam.

Den skjulte reaktion på jødernes hykleri under denne islamiske bevægelses sejrrige fremmarch bliver tydelig gennem en interessant begivenhed. De troendes moder, Safiyya bint Huyayy ibn Akhtab, beretter: »Jeg var mere elsket af min far, den jødiske leder Huyayy, og min farbror end alle de andre børn. De havde mig altid med sig. Da Profeten (fvmh.) kom til Medina og opholdt sig i Quba, gik min far Huyayy ibn Akhtab og min farbror Yasar ibn Akhtab meget tidligt om morgenen for at møde ham. De vendte tilbage ved solnedgang. Det virkede, som om de var meget trætte og udmattede. De gik meget langsomt. Som jeg plejede, gik jeg smilende dem i møde. Men på grund af trætheden ænsede de mig ikke. Min farbror Abu Yasar spurgte min far: ›Hvad er der? Er dette den lovede profet?‹ Min far svarede: ›Ja, ved Allahs ed.‹ Min farbror spurgte igen: ›Genkendte du ham? Er du sikker?‹ Min far svarede: ›Ja.‹ Min farbror spurgte: ›Hvad er din holdning til ham nu?‹ Min far svarede: ›Kun fjendskab. Så længe jeg lever, ved Gud, vil jeg fortsætte med at være hans fjende.‹

Dette var jødernes egentlige mentalitet. De vidste udmærket, at den, der var kommet til dem, var en sandhedens forkynder og en profet. Hvert af hans ord bar vidnesbyrd om hans sandfærdighed. Hele hans karakter tydeliggjorde hans værdighed. Hans ansigt genspejlede tegnene på hans profetskab. De vidste og forstod det ikke blot, men indrømmede det også mundtligt under hemmelige møder. Men i stedet for at følge troens og lydighedens vej besluttede de sig for modstand og fjendskab. Dette var jødernes sædvanlige natur. Hvem ved ikke, at når solen står op, strømmer lyset frem? Mennesker og dyr har øjne, og derfor kan de se dette syn. Men selv græsset og bladene, som ikke har øjne, mærker, at den begivenhed, der finder sted hver dag efter hver mørk nat, har fundet sted. Selv varmen, jordens livløse partikler, vanddråberne og vindstødene opdager, at lysets budbringer er kommet til syne. Solopgangen er en så omvæltende begivenhed, at selv flagermusen og den stumme bliver klar over den. Men deres naturs fordrejning består i, at når solen står op, åbner alle andre levende væsener deres øjne, mens uglens og flagermusens øjne lukkes. Desuden bliver tegnene på solopgangen for dem netop, at solstrålerne blænder deres øjne, så de lukker dem. Et menneske kan ikke være så blindt, at Allahs profeter træder frem for ham med viden og karakter på mirakuløst niveau, uden at han overhovedet mærker, at en usædvanligt betydningsfuld og storslået personlighed er kommet til syne. Disse mennesker ser, ved og forstår, men lukker alligevel øjnene for alt dette. Og hvis lyset trods alt trænger ind i deres øjne, binder de et bind for dem, dækker dem med hænderne, skjuler ansigtet i sandet, lukker rummets døre og vinduer og hænger et sort gardin foran ham. Man siger, at en sovende kan vækkes, men en vågen kan ikke vækkes. På samme måde kan en uvidende få viden. Men den, der lader som om han ikke ved, selv om han ved, kan ikke føres ud af uvidenhedens verden. Sådan var tilstanden hos størstedelen af det jødiske folk og deres fremtrædende lærde. Koranen omtaler også deres fordrejning og siger, at ********

Det vil sige: De kender og genkender Sendebudet (fvmh.) lige så sikkert, som de kender og genkender deres egne børn.

Da de jødiske ledere så Sendebudets (fvmh.) høje rang, og hvordan almindelige mennesker strømmede til hans nye kald, brændte de af misundelse, og den dybe intolerance og snæversynethed i deres hjerter voksede stadig mere.

En strøm af sofistiske og tåbelige spørgsmål

Når der i de forstyrrede, hykleriske religiøses sind opstår fjendskab mod et aktivt kald, en fremadskridende bevægelse eller en stor forkynder, og dette fjendskab gradvist bliver stærkere, lukker de døren for samtaler, der skaber forståelse, og åbner vejen for disput. De spørgsmål og tvivlsspørgsmål, der frembringes gennem disput, stilles aldrig for at forstå noget, men netop for ikke at forstå. Med andre ord er “Jeg vil ikke acceptere det” kilden til deres disput. Men disputternes formål begrænser sig ikke hertil. Formålet er også at føre det enfoldige folk væk fra sandhedssøgningens naturlige vej og kaste dem ud i tvivlens og usikkerhedens greb, så de fjerner sig fra den enkle og klare logik, bliver fanget i fælden af komplicerede teoretiske spørgsmål og i stedet for at vurdere kaldets logiske værdi og moralske indflydelse bliver ved med at kredse rundt i de snørklede blindgyder af vanskeligheder. De hykleriske lærde er fuldstændig sikre på sig selv og mener, at den islamiske bevægelse aldrig vil kunne udslette dem. Det, de frygter, er at miste almindelige mennesker. Derfor fremstiller de lænker af fordrejede spørgsmål for at holde dem fast i deres støtte. De hykleriske jødiske lærde var også optaget af netop dette bedrag.

Efter at Abdullah ibn Salam havde tilsluttet sig den islamiske bevægelse, rettede jøderne al deres opmærksomhed mod at skabe disput. De begyndte at skyde pile af skæve og komplicerede debatter mod den islamiske bevægelse. Men også denne skændige krigsførelse blev ikke sat i gang fra en åben base, men fra hyklernes hemmelige base. Farverige personer, iført prangende klæder af gudsfrygt, deltog i den islamiske bevægelses sammenkomster og stillede, mens samtalen skred frem, alle slags spørgsmål med trutmund og med et udtryk af yderste enfoldighed, uskyld og troskyldighed.

Ved et møde stillede de Sendebudet (fvmh.) dette spørgsmål: Når Allah har skabt hele skaberværket, hvem har så skabt Allah? Ser I, hvor fordrejet sindet er? Jøderne hævdede, at de troede på Allah. De troede på Hans profeter og bar Hans bøgers mærker. De kendte allerede Allah og Hans egenskaber. Men da islam kaldte til netop denne Allah, opstod der meget komplicerede spørgsmål om Allah i deres sind. Ud fra deres spørgsmål kunne det tilsyneladende se ud, som om vejen frem ville åbne sig for dem, hvis de blot fik svar på dette spørgsmål. Men spørgsmålets fordrejning viste, at deres mål ikke var at opnå vejledning; deres egentlige mål var at vise mennesker en flugtvej, så de kunne unddrage sig vejledning. Sendebudet (fvmh.) besvarede dette skæve spørgsmål på en meget enkel måde. Han fremsagde med andre ord Sura al-Ikhlas på den enkleste og mest ligefremme måde: “Sig: Han er Allah, den Eneste. Han er uafhængig af alle. Han har ikke fået nogen søn, og Han har heller ingen søn. Ingen kan måle sig med Ham.” (Hayat-e Muhammad: Muhammad Husain Misri)

Lad os tage Dem med til endnu en interessant sammenkomst. Nogle af jødernes ansete lærde kom engang til Sendebudets (fvmh.) møde og sagde: “Besvar vores fire spørgsmål. Så vil vi acceptere dit kald og adlyde dig.” Sendebudet (fvmh.) sagde: “Ansvaret for jeres løfte påhviler jer selv; stil de spørgsmål, I ønsker.” Før spørgsmålene kommer, så tænk selv lidt over, hvilke spørgsmål man burde forvente af intelligente mennesker, hvis de virkelig ville forstå den islamiske bevægelses sande form. De burde have spurgt til de grundlæggende principper, spurgt ind til islams moralske værdier og ønsket at kende det politiske og økonomiske system samt metoderne til at føre det ud i livet. De burde have spurgt, hvad man skal gøre for at blive muslim. Men de havde ingen interesse for disse ting. For at vise deres egen viden og intelligens frem stillede de ét efter ét følgende spørgsmål:

1 – Hvorfor ligner børn deres mor, selv om de er skabt af faderens sæd?

2 – Hvordan sover Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham)?

3 – Hvilke ting erklærede Israel (Jakob, fred være med ham) forbudte for sig selv, og hvorfor?

Man havde angiveligt stillet disse spørgsmål for at undersøge, om den islamiske bevægelse var rigtig. Kun det fjerde spørgsmål havde en vis direkte forbindelse til den islamiske dawa og bevægelsen. Men også dets karakter var den samme. Det fjerde spørgsmål lød: Hvad er ruh?

Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) besvarede roligt hvert af spørgsmålene. Som svar på det sidste spørgsmål sagde han: I ved udmærket, at ruh er Jibril, og det er ham, der kommer til mig.

Læseren havde måske forventet, at de efter at have fået disse svar ville åbne deres hjerter for islam. Nej, bestemt ikke. Da de hørte Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sidste ord, sagde de: »Men Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham), Jibril er jo vores fjende. Hver gang han kommer, bringer han os budskab om stor ulykke.« Meningen med dette var, at hver gang Jibril kom fra Allah med kravet om at være bannerfører for Allahs religion, blev en konflikt uundgåelig; der opstod forskellige former for tab og skader, og situationen udviklede sig endda til jihad. Vi kan ikke enes med ham. Hvis denne engels fjendskab ikke havde stået i vejen, ville vi helt sikkert være blevet dine hjælpere og have efterlignet og fulgt dig. Med andre ord er dawaen, bevægelsen og budskabet alt sammen rigtigt. Men den engel, som Allah har knyttet til dette, har ødelagt vores sikkerhed. Derfor kan vi ikke komme, hvor denne Jibril er.«

Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gav dem et svar med Koranens ord, som de, der hørte det, aldrig ville kunne glemme. Han sagde: »Sig: Den, der er fjende af Jibril, skal vide, at Allah har åbenbaret Koranen i dit hjerte under sin befaling. Denne Koran bekræfter de tidligere himmelske skrifter og er for de troende en vejledning og et glædeligt budskab – ikke et budskab om fjendskab, ulykker eller blodsudgydelse. (Ibn Hishams Sira, bind 2)«

Endnu en strid begyndte, da Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i forbindelse med en omtale af profeterne nævnte profeten Salomon (fred være med ham). Dette blev meget omtalt blandt jøderne. Man begyndte at sige: »Har I hørt noget så mærkeligt fra Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham)? Han siger, at Salomon, Davids søn, også var profet. Ved Allahs ed, han var jo blot en magiker – Allah forbyde det. Koranen afviser deres tåbelige påstande og siger, at magi er kufr. Profeten Salomon begik ikke kufr. Den fortælling, der går om brønden i Babylon, er blot Satans værk. (Ibn Hishams Sira)«

Skiftet af qibla

I den islamiske bevægelses tidlige periode havde jøderne set mange tegn, på grundlag af hvilke de havde fået håb om, at denne historiske magt gradvist ville komme i deres hænder. Koranen omtaler Israels børn som værende berømte over hele verden. For eksempel: »Jeg har givet jer forrang frem for alle verdens folk.« Desuden udtrykker Koranen støtte til deres profeters profetskab og deres hellige bog. Ved at opfordre dem: »Kom, lad os samles om et fælles ord mellem os og jer«, blev religionens centrale lære ophøjet.

Desuden foretrak Allahs Sendebud (s.a.) nogle af jødernes skikke frem for de polyteistiske araberes skikke. For eksempel lod polyteisterne en hårlok vokse lang, mens jøderne ikke gjorde det. I dette spørgsmål modsatte han sig polyteisterne og tog jødernes side. I de spørgsmål, hvor der ikke kom nogen befaling fra Allah i Koranen, fulgte Sendebudet (s.a.) jødernes og de kristnes praksis. (Bukhari, kapitlet om klæder.) Jøderne i Medina fastede på Ashuras dag. Sendebudet (s.a.) fastede også den dag og foretrak, at muslimerne fastede. Når en jødes lig blev båret bort til begravelse, rejste han sig. Frem for alt var muslimernes qibla Bayt al-Maqdis. Alt dette beviste tydeligt, at islam stod ahl al-kitab nærmere end polyteisterne. Sandheden er, at de jødiske religiøse og åndelige lederes egeninteresse fuldstændigt havde fordrejet jødedommens grundstruktur. Og denne fordrejede struktur var også blevet livløs. Den religion, som Moses (a.s.) bragte, var imidlertid nøjagtigt islam. Alle andre profeter var ligeledes islams bærere, indbydere og forkyndere. Kun shariaens bestemmelser havde nogle mindre forskelle i de forskellige profeters tid. Muhammad (s.a.) fremlagde den samme islam for hele verden. Han fremlagde den ikke blot som en teori, men gjorde den også gældende i form af praktiske love og bestemmelser. Det var på grund af dette teoretiske slægtskab, at Sendebudet (s.a.) selv håbede, at jøderne gradvist ville forstå den islamiske aktivitet, byde den velkommen, så snart de forstod den, og betragte dette arbejde som deres egen opgave. En dag ville de glæde sig over, at Allahs navn blev båret frem, at samfundets og statens fælles liv blev opbygget på grundlag af de moralske principper, profeterne havde lært, og at shariaens grundlæggende værdier fra Toraen blev genoplivet på ny. På grundlag af dette håb fremlagde Koranen sit kald sådan, at partimæssig og gruppemæssig identitet ikke havde nogen betydning for den; den egentlige betydning lå derimod i principper og handlinger, altså idealer og karakter samt tro og praksis. Uanset om en person er jøde, kristen, stjernedyrker eller muslim, vil det, hvis han tror oprigtigt på Allah, Allahs lov, Hans profeters kald og regnskabet og ansvaret på opstandelsens dag, og derefter viser det ved at forvandle hele sit liv til et liv i gode handlinger, være det sande og ønskværdige. Det afgørende er ikke navnet, men handlingen. Det ønskværdige er ikke skiltet, men den rene vej. Hvem der har forbindelse med hvem, og hvem der tilhører hvilken gruppe eller sammenslutning, er slet ikke afgørende. Det afgørende er, hvordan den enkeltes karakter er, og hvordan menneskehedens fælles velfærd kan sikres. Men ligesom den islamiske bevægelses håb ikke blev opfyldt fra jødernes side, lykkedes jødernes mål heller ikke fra den islamiske bevægelses side.

Midt i denne spænding skete der pludselig en revolutionerende forandring i den islamiske bevægelse. Denne forandring var skiftet af qibla. I enhver tidsalder havde den islamiske bevægelses grundlæggende natur været, at den ønskede at bevare sin særprægede identitet og var fast besluttet på at holde den ideologiske og trosmæssige særart levende i enhver muslim. Mens man befandt sig i Mekka, blev Bayt al-Maqdis gjort til qibla netop med dette formål, så den gruppe, der bar den islamiske ideologis fane, skulle være bevidst om sin særlige værdighed og position. Som følge heraf oplevede muslimerne gennem den lange periode frem til hijra fuldt ud deres særpræg og selvstændighed i mødet med polyteisterne. Polyteisterne forstod også, at de og muslimerne var bærere af to helt forskellige idealer. Denne bevidsthed og følelse blev udtrykt gennem den korte sætning: »I har jeres religion, og jeg har min religion.« Det blev dermed tydeligt sagt: Jeres vej er adskilt fra vores vej. Der er intet fælles mellem os og jer.

Efter muslimernes ankomst til Medina var det, der kunne true deres særart, grupperne af jøder og kristne dér. Det blev nødvendigt at beskytte den islamiske bevægelses særpræg og selvstændighed mod blandingen med jødernes og de kristnes livløse religion og at redde det muslimske samfund fra faren for psykisk at blive opslugt af det jødiske samfund. Det behov, der i den mekkaniske periode havde ført til, at Bayt al-Maqdis midlertidigt blev gjort til qibla, var nu forsvundet. Muslimernes hjerter var stærkere knyttet til den qibla, som profeten Ibrahim (a.s.) havde grundlagt. Sendebudet (s.a.) var selv en efterkommer af Ibrahim, og den islamiske bevægelses første kæmpere tilhørte også denne slægt. Den midlertidige ordning til beskyttelse af særarten var nu blevet unødvendig. Derfor ventede Sendebudets (s.a.) sandhedssøgende hjerte længselsfuldt på denne forandring.

I virkeligheden afsatte den Almægtige Allah gennem befalingen om at ændre qibla Israels børn endeligt fra verdenslederskabet. På deres ledige plads indsatte Han Muhammads ummah. Det centrum for den aktivitet, der hidtil havde været rettet mod hele menneskehedens velfærd og fremgang, og som havde ligget i Bayt al-Maqdis, blev nu flyttet til den ædle Kaaba. Muslimerne blev betegnet som den moderate nation, det vil sige den centrale nation i den globale islamiske bevægelse. De fik det store ansvar at vidne om sandheden over for menneskeheden og lederskabet for hele menneskeheden.

I seksten måneder efter hijraen til Medina fortsatte man med at bede vendt mod Bayt al-Maqdis. Det skete i den anden hijri-årgang, i Rajab eller Sha’ban. Ibn Sa’d beretter, at Sendebudet (s.a.) var blevet inviteret til et måltid i Bishr ibn Bara ibn Ma’rurs (r.a.) hjem. Da tiden for middagsbønnen kom, rejste han sig for at lede menighedsbønnen. To rak’ah blev bedt. I den tredje rak’ah kom åbenbaringen, og følgende vers blev åbenbaret:

»Vi ser, hvordan du vender dit ansigt mod himlen. Derfor vil Vi vende dig mod en qibla, som du ønsker. Vend derfor dit ansigt mod Den Hellige Moské. Og hvor end du befinder dig, vend dit ansigt mod den og bed.« (Surah al-Baqarah 2:144)

Så snart denne befaling blev hørt, vendte Allahs mest lydige tjener sig mod Kabaen, mens han stod i bøn. Og straks vendte alle de bedende, som fulgte ham, sig mod den nye qibla. Bayt al-Maqdis ligger lige nord for Medina, mens Mekka ligger mod syd. At qiblaen blev ændret midt under bønnen, betød, at imamen måtte bevæge sig fra fronten foran de bedende direkte om bag dem, og at de bedendes rækker måtte vende sig direkte bagud. Derefter blev nyheden bredt bekendtgjort i Medina og de omkringliggende landsbyer. Bara ibn Azib fortæller, at nyheden nåede frem til en moské, mens folk stod i rukūʿ. Så snart de hørte den, vendte de sig i samme stilling mod Kabaen. Ifølge Anas ibn Maliks beretning nåede nyheden den følgende dag frem til stammen Banu Salama under fajr-bønnen, da folk havde bedt én rakʿa og var i gang med den anden. Da de på dette tidspunkt hørte budbringerens bekendtgørelse, vendte de straks alle ansigtet mod den nye qibla. (Tafhīm al-Qurʾān, Sura al-Baqara, note 146)

Om det røre, som denne ændring var ved at udløse, advarede Koranen muslimerne på forhånd: »Snart vil de uvidende skabe et voldsomt propagandastormvejr med spørgsmålet: Hvorfor ændrede muslimerne qibla?« Der ville blive stillet alle mulige spørgsmål, opstå mærkelige psykologiske reaktioner og komme en negativ påvirkning af de indbyrdes etniske relationer. For at muslimerne kunne indtage en fast position over for den forestående propagandastorm, forklarede Koranen dem på forhånd betydningen af ændringen af qiblaen. Den gjorde det klart, at formålet med i begyndelsen at gøre Bayt al-Maqdis til qibla var at knuse afguden, som den arabiske nationalisme var blevet til. For araberne var ikke parate til at anerkende nogen betydning ved noget uden for deres egen etniske kreds. Men formålet med nu at vende sig fra Bayt al-Maqdis mod Kabaen var også at knuse afguden for den israelitiske overlegenhed. Den ene opgave var blevet udført tidligere. Den anden blev udført nu. Tilbederne af den arabiske nationalisme var allerede blevet sorteret fra. Nu var turen kommet til, at tilbederne af den israelitiske nationalisme skulle sorteres fra. På denne måde ville samfundet blive renset for den orm, der kaldes hykleri. Derefter ville kun de bestå i det islamiske samfund, som tillagde Allahs befaling og Allahs Sendebuds sunnah den største betydning. Den forandring, som den islamiske bevægelse nu gennemgik, ville befri Allahs Sendebuds oprigtige følgere for enhver blanding med principløse mennesker. Og den ville skille de principløse fra de oprigtige troende, som tror, at både øst og vest tilhører Allah, og at Allah alene er lydighedens egentlige centrum; de, som forstår den dybe sandhed, at den egentlige fromme handling ikke blot består i at vende ansigtet mod øst eller vest, men i den aktive livskraft, der findes inden for disse ydre rituelle former i shariaen. Denne livskraft består i troen på Allah, på det hinsidige, på englene, på Allahs bog og på Hans profeter samt i at bruge sine midler på Allahs vej. Derfor er det, der skal tillægges størst betydning ved opretholdelsen af qiblaens ydre ritual, dette:

Gå frem mod gode og gavnlige handlinger, frygt ikke nogen modstandskraft, når I følger Allahs store revolutionære og forandrende befalinger; frygt kun Allah.

Allerede da Koranen bekendtgjorde Verdensherskerens befaling, sagde den, at denne begivenhed ville forekomme vanskelig og byrdefuld for alle undtagen de fast overbeviste troende. Når der ville opstå uro omkring den, ville mange blive forvirrede. Når debatten ville brede sig i hver en gade og gyde, ville de svage blive svimle, og deres følelser blive voldsomt rystede. Lyt nu til nogle eksempler på de kommentarer, der blev fremsat om ændringen af qiblaen.

Polyteisterne sagde: »Se, nu er noget af bevidstheden vendt tilbage til Muhammad (fred være med ham) og hans tilhængere. Nu hvor de har taget vores Kaba som qibla, vil de lidt efter lidt også vende tilbage til vores religion.«

Jøderne sagde: »Islams leder er i sin modstand mod os blevet så ude af sig selv af vrede, at han endda har forladt profeternes qibla. Hvis han virkelig var en profet, ville han ikke have forladt denne qibla.«

Hyklerne begyndte at sige: »Man kan slet ikke forstå, hvilken der er Muhammads rette qibla. Det virker, som om der er begyndt et spil med qiblaen. Man vender ansigtet i den retning, man har lyst til. Når man ser på det, virker det, som om hele islam er et spørgsmål om vilje.«

Men de, der havde en urokkelig tro, sagde: »Vi har hørt befalingen, adlydt den og troet på den. Alt dette er kommet fra vores Herre.« (Zād al-Maʿād, bind 2)

Det var netop denne sidstnævnte gruppe af troende, der blev ramt af propagandaens storm. Fra alle sider blev der kastet en strøm af spørgsmål, sofistiske argumenter, hån og spot mod dem. I enhver forsamling drejede samtalen sig om det samme; i hver en gade og gyde samledes folk i klynger og hviskede om det samme, mens ophidsede ordvekslinger fandt sted hvert øjeblik. Sådan er det naturligvis i enhver revolutionær bevægelse. Ved enhver vigtig forandring og ved hvert skridt, der strider mod folkets indgroede forestillinger, opstår der den slags uro. Under sådanne forhold bliver bevægelsens medlemmer ofte skræmte og desorienterede og når til sidst et punkt, hvor de er stærkt ophidsede. Det var med denne fare for øje, at der blev givet det råd, at tålmodighed og bøn er den bedste måde at komme igennem alle disse kritiske situationer på. Om propagandisterne blev det sagt, at det aldrig er deres mål at søge sandheden. De vil aldrig blive tilfredse og falde til ro på grundlag af argumenter og beviser. Formålet med deres spørgsmål er blot at bringe jer i forlegenhed. Så længe I ikke opgiver jeres idealer og grundprincipper og bliver deres tilhængere, vil de på ingen måde blive tilfredse.

Ansvaret for at fremlægge afgørende argumenter og beviser som svar på den meningsløse sofistik var blevet lagt på den islamiske bevægelses skuldre. For at opfylde dette ansvar blev der fremlagt yderst skarpe og uimodsigelige argumenter, og foran folket blev den hellige Kabaas storhed og forrang forklaret et sted i sûra Âl Imrân. Det blev sagt:

“Det første hus, der blev grundlagt for menneskeheden, er det hus, der ligger i Mekka, og som er blevet velsignet og gjort til et vejledningscentrum for alle verdener. I det findes tydelige tegn. I det findes også Abrahams bedested. Den, der træder ind i det, bliver sikker. Det er en pligt for den, der har mulighed for at nå frem til dette hus, at tage dertil og udføre hajj. Og den, der nægter at følge denne befaling, bør vide, at Allah er uafhængig af alle verdens beboere.” (Vers 96-97)

Hvad angår Bayt al-Maqdis, vidste man fra Bibelen, at profeten Salomon lod det opføre fire hundrede og halvtreds år efter profeten Moses. Det var under profeten Salomons regering, at det blev fastlagt som qibla. På den anden side fremgår det af enstemmige historiske og religiøse overleveringer, at den ædle Kaba blev opført af profeten Ibrahim åtte eller ni hundrede år før profeten Moses. Kabaen er ikke blot ældre med hensyn til tid; dens hellige omgivelser rummer også yderst betydningsfulde tegn. Islams meget værdifulde arv er knyttet til den. På hvert af dens områder står historien om at holde sandhedens og retfærdighedens banner højt indgraveret. Desuden er redskaberne fra profeten Ibrahims tilbedelse bevaret dér. Dette sted er stadig en kilde til tawhidisk inspiration. Det uigendrivelige bevis på, at dette tilbedelsens centrum også er antaget og udvalgt af Allah, er, at der omkring dette hus, som blev bygget midt i den golde ørken, er vokset en enorm menneskelig bosættelse frem, og at folk kommer hertil fra meget fjerne egne. Et andet strålende bevis på dets høje rang er, at alle slags livsfornødenheder af sig selv når frem til disse ørkenboere i den golde, træløse ørken. Det vigtigste er, at dette hellige hus i arabernes krigeriske beduinsamfund i fire tusind år har stået som en ø af fred og sikkerhed. Enhver, der træder ind i dets beskyttende område, får sit liv, sin ejendom og sin ære sikret og beskyttet. Selv blodtørstige mennesker kommer derimod ind under husets skygge, lægger sværdene i skederne og slukker vredens ild. Så snart en morder eller røver træder ind i dets beskyttende område, bliver han en fredselskende borger. Derfor er det med rette dette hus, der skal være det åndelige centrum for enhver bevægelse, som går ind på valpladsen med profeten Ibrahims da‘wa. Hvad er der i dette, som strider mod religion eller fornuft, siden der hviskes så meget om det i gader og gyder?”

Hvis der som følge af dette argument blev draget en rigtig konklusion, blev den draget på den almindelige befolknings vegne. Jøderne betragtede ændringen af qibla som et endeligt fjendtligt skridt fra muslimernes side. For den havde gjort ende på alle deres håb og forventninger. Den drøm, de havde næret om at kunne få muslimerne under kontrol, var blevet knust. De forstod, at det ikke var let at underkaste sig muslimerne. Muslimerne så på den anden side tydeligt al den ondskab, der lå i jødernes hjerter. Alle de mørke sider af deres mentalitet blev klare for dem. Det var ikke længere muligt at nære den gode opfattelse af mennesker med så modbydelig en mentalitet, som de relationer, der var blevet opbygget med dem, havde hvilet på. Muslimerne forstod klart, at den islamiske bevægelse også i Medina måtte overleve ved at stole på sine egne kræfter. Det var nytteløst at håbe på hjælp og støtte fra folk, der gjorde religion og gudsfrygt til en forretning. Tværtimod blev frygten dag for dag stærkere for, at jøderne ville blokere den islamiske bevægelses vej med en endnu værre mentalitet end de vantro og afgudsdyrkerne i Mekka. Trods denne frygt forblev den moralske standard, der sømmer sig for islams kaldere, dog altid bevaret i Profetens og hans ledsageres adfærd. De behandlede ikke jøder, hyklere og andre fjendtlige grupper på samme måde, som de selv blev behandlet. Over for sofistik, hån, spot og gemen opførsel gav muslimerne ikke efter. Når de havde noget at sige, nøjedes de med på høflig og klog vis at fremføre det, der var fornuftigt. De tog modpartens overdrivelser med et åbent sind, tålmodighed og overbærenhed.

Men trods alt dette brød den spænding, der hidtil havde været holdt tilbage i sindet, frem som en oversvømmelse, der havde brudt sine dæmninger.

Barbari og gemenhed

De, der ikke har noget konstruktivt mål, formål eller program, tillader som regel heller ikke andre at udføre noget konstruktivt. Den eneste grund er, at deres tomhed dermed bliver bevist over for verdens befolkning. Sådan var også situationen for jøderne i Medina. De havde opholdt sig i Medina i lang tid. Men de havde ikke vist sig i stand til at gøre noget for at højne det moralske niveau hos mennesker fra de lavere samfundslag. De havde ikke taget noget som helst skridt til at udvikle menneskers sind og tankegang, forbedre deres karakter, oplære dem i høflighed og disciplin eller undervise dem i at leve et liv præget af fred og sikkerhed. De var ikke blot ude af stand til at håndtere den faldne menneskehed; de kunne heller ikke beskytte sig selv mod forfald. Alle verdens sociale og moralske sygdomme var trængt ind i deres marv og ben, og de havde ikke sørget for behandling af nogen af sygdommene. Under disse omstændigheder opstod der foran dem en ny kraft, som begyndte at tænde lamper af inspirerende principper, idealer og trosforestillinger i menneskers sind og hjerter, begyndte at behandle alle sociale sygdomme, begyndte at opbygge en ny nation med fornyet energi og begyndte at forme individers karakter i overensstemmelse med et helligt mål og formål samt med disse menneskers hjælp at opbygge et fredeligt og retfærdigt samfund. Da blev jøderne rasende. De begyndte at iværksætte alle slags nedrige forsøg og planer for at få denne konstruktive bevægelse til at mislykkes. Når sådanne negative og destruktive kræfter beslutter sig for at modarbejde nogen, lægger de civilisation, anstændighed og høflighed til side. De vænner sig til at opføre sig på den mest skandaløse, barbariske og uhøflige måde. Jøderne begyndte også at udvise en tilsvarende ekstremt barbarisk adfærd.

Det jødiske folk, som var kendt som profeternes efterfølgere, tilhængere af Allahs Bog samt lærere i Allahs lov og udstedere af religiøse afgørelser, begyndte på grund af fjendskab og had at begå forskellige ugerninger og udvise dårlig opførsel. Her vil der blive nævnt to eller tre uforglemmelige eksempler. Dette jødiske folk anså ingen andre end sig selv for religiøse og gudfrygtige. Men deres moral var efterhånden blevet sådan, at når de mødte Profeten (sa.), sagde de i stedet for »Assalamu alaikum«: »Assamu alaikum«. Det betyder: »Må du dø.« Denne opførsel blev udvist over for den store mand, som arbejdede på at genoplive den religion, der var blevet bragt af Ibrahim, Musa, Yaqub, Yusuf, Ishaq og Ismail (fred være med dem), som arbejdede på at genoplive den oprindelige livskraft i Toraen, og som kæmpede for at genindføre Allahs lov og bestemmelser. Sandheden er snarere, at han i virkeligheden udførte de pligter, som jøderne selv havde glemt, og fuldførte deres uafsluttede arbejde. Engang kom nogle af dem til Profetens (sa.) hus og opførte sig som bøller og brugte de ovennævnte ord. Selv Aisha reagerede skarpt på denne dårlige opførsel bag forhænget. Hun blev så vred, at hun ikke kunne lade være med at svare. Hun sagde: »I elendige, må I dø.« Profeten (sa.) hørte det og sagde: »Aisha, vær lidt mildere.« Aisha sagde: »Hørte du, hvad de sagde?« Profeten (sa.) sagde: »Jeg hørte det, men som svar sagde jeg blot: ‘Wa alaikum’, det vil sige: ‘Og over jer.’ Det er tilstrækkeligt.«

Yderligere to skammelige eksempler på barbarisk opførsel er bevaret for evigt i Koranen. Læg mærke til:

For det første plejede de at møde op hos Profeten (sa.), og når de under samtalen følte behov for at sige: »Vent lidt, giv os mulighed for at forstå det, der bliver sagt«, brugte de det tvetydige ord »raina«. På arabisk er ordets ydre betydning: »Giv os lidt tid, lyt til det, vi siger, eller giv os lidt opmærksomhed.« Men på hebraisk, jødernes vigtigste religiøse sprog, blev et ord, der lignede det og næsten blev udtalt på samme måde, brugt i betydningen: »Hør her, må du blive døv.« Desuden findes der på arabisk et ord, som er dannet af en næsten tilsvarende rod og udtales næsten ens, men som havde en meget dårlig betydning. Et ord, der stammede fra »rayya«, var for eksempel »ar-raya«, som betyder »et afskyeligt menneske«. Det var slet ikke vanskeligt at ændre dette ord til formen »rayayena« (hvilket ville betyde: »vores afskyelige menneske« – oversætterens bemærkning). På tilsvarende måde bruges ordet »rayana« i betydningen at blive uvidende og tåbelig. Selv ordet »rayena« kunne ved at bøje tungen en smule under udtalen ændres til »rayiyana«, hvilket ville betyde: »Vores hyrde.« De ledende jødiske religiøse mænd, iført religiøse kåber og turbaner, kastede på denne måde spydige ords pile med stor snedighed. Hvor skulle almindelige mennesker have så stor færdighed i litteratur og sprog? Dette var de store og dygtige lærdes påfund. De kom hjemmefra efter grundigt at have tænkt og undersøgt, hvilke måder de kunne opføre sig barbarisk på den dag. Historien har bevaret en tydelig beretning om en af disse listige lærde, som hed Zayd ibn Thabit. Denne jødiske hykleriske præst bidrog også i høj grad til at skabe det modbydelige eksempel på at kaste umoralske og uhøflige ord som pile. Ud ad til bar de etiketten »meget høflige og kultiverede«. Men hvis man så dybt ind i deres hjerter, kunne man se, at en bølleagtig mentalitet var aktiv. De vidste indbyrdes, at de gjorde nar af tidens bedste menneske. Men hvis nogen gjorde indsigelse, sagde de: »Jamen, bror, mener du, at vi er uhøflige? Vi taler jo med tilstrækkelig respekt og høflighed; giv os blot mulighed for at forstå og forklare det.«

For det andet talte de jødiske lærde, profeternes efterfølgere, undertiden således med Profeten (sa.) midt under samtalen: »Isma ghayra musma’in.« Den ydre betydning af dette udsagn er: »Lyt et øjeblik; De er en så respekteret person, at man ikke bør sige noget til Dem uden Deres ønske eller tilladelse.« Men deres ondsindede mentalitet gav det en anden betydning: »Du er ikke værdig til at få noget at vide. Må Allah gøre dig døv, og må du miste din hørelse.«

Læg mærke til, hvor snavsede og modbydelige mennesker det var, der rejste sig for at bekæmpe Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham.

For det tredje plejede de troende, når de sad i Profetens (sa.) forsamling, hørte noget og forstod det, oprigtigt og hengivent i overensstemmelse med Allahs befaling at sige: »Sami’na wa ata’na«, det vil sige: »Vi har hørt og adlydt.« Men de, der bar Toraen videre, opførte sig yderst teatralsk i sådanne situationer. Først sagde de højlydt: »Sami’na«, det vil sige: »Ja, vi har hørt.« Derefter bøjede de tungen en smule og sagde i stedet for »ata’na« (»vi har adlydt«): »Asayna«, det vil sige: »Vi har afvist din befaling og besluttet at være ulydige.« Også her opstod den samme vanskelighed: Hvis nogen gjorde indsigelse, blev de irriterede og sagde: »Anser I os for så dårlige mennesker? Fremsætter I på grund af jeres overdrevne modstand en sådan beskyldning mod os? Har I ingen skik for at vise lærde og kyndige udefra respekt, bortset fra dem blandt jer selv? Er I ikke parate til at anse andre end jer selv for høflige og velopdragne?«

Det er værd at overveje: Blev Profetens (sa.) bevægelse på nogen måde skadet af en sådan ussel opførsel? Blev den islamiske gruppes eksistens udslettet ved hjælp af denne usselhed og dette lave sindelag? I virkeligheden kan fornærmelser og spydige ord ikke rive så meget som et hår af nogen konstruktiv kraft. Modparten får kun den lille fornøjelse, at den ophobede damp fra dens negative, destruktive og fanatiske sind slipper ud. Når disse religiøse personer havde udført den slags bedrifter i Profetens (sa.) forsamling og var gået, pralede de sikkert i deres egne forsamlinger: »I dag kom vi tilbage efter at have sagt hårde ord til Profeten.« Når de sad blandt deres egne disciple, beviste de sikkert også deres dygtighed ved at fortælle, hvilke betydninger de havde frembragt og tillagt et enkelt ord ved at vende det på hovedet. De pralede af, hvor store kampe de havde udkæmpet ved hjælp af deres sproglige og grammatiske kundskaber samt deres beherskelse af retorikken.

Den lære, man kan drage af alle disse misgerninger begået af de jødiske religiøse ledere, er, at når religiøse ledere rammes af forfald, udvikler der sig først og fremmest hos dem en modbydelig sygdom i form af sproglig fordrejning. For det andet mister de evnen til at tage hensyn til menneskelighedens, høflighedens, anstændighedens og god opførsels krav og behov. For det tredje opstår der en skammelig modsigelse mellem deres ydre og indre handlinger. For det fjerde finder man hos dem en form for fejhed, som gør, at de ikke engang kan udtrykke deres sinds urene følelser åbent. I stedet sætter de et mærke af anstændighed og høflighed på deres lave og usle sindelag. Disse tegn er et uigendriveligt bevis på enhver tankeretnings og sindstilstands uduelighed. Hvor der især forekommer bidsk og uanstændig tale, kan der ikke være noget som helst forhold til sandhed og retfærdighed. Ligesom duften, der stiger op fra en gryde med nylavet mad, tydeligt fortæller, hvilken slags mad det er, og hvor god krydringen er, således er ethvert menneskes samtale og måde at tale på et mål for dets natur og karakter. Hvis der fra en persons sind og hjerne stiger en stank af uanstændig tale og uhøflig opførsel, kan man på ingen måde håbe, at der i vedkommende er ved at blive dannet en ædel karakter gennem en forening af rene tanker og en høvisk holdning. Når du ser nogen bruge uanstændig tale og dårlig opførsel over for en meningsmodstander, skal du vide, at vedkommende både har tabt argumenternes kamp mod sin modstander og er blevet besejret i moralens kamp. Dette menneske, der nu har lidt nederlag, udgyder blot sindets gift gennem skældsord. Og de, der udgyder sindets gift, får ingen betydning i historien. De bliver ved med kun at fremsætte deres giftige udfald, mens karavanen, der er optaget af det konstruktive dawah-arbejde, blot fortsætter fremad.

Det var ikke det eneste. Da kaldet til bøn blev indført i Medina, led jøderne også under mange vanskeligheder med hensyn til adhan, eftersom den også var en religiøs innovation i strid med deres gængse religiøse regler. Især når de så, at adhanens ord og sætninger fuldstændigt fremstillede hele islams revolutionære dawah og dens grundlæggende ideologi, og at fremsigelsen af denne adhan med høj og melodisk stemme fem gange om dagen var et yderst effektivt og indflydelsesrigt middel til at udbrede budskabet. Denne stemme trængte fem gange dagligt ind i deres kvinders, børns og slavernes ører. Forestil dig et øjeblik, hvilken stilhed der må have hersket over Medinas himmel og luft, når denne enestående lyd blev fremsagt med Bilals smukke stemme. Måske blev alles sind, muslimer såvel som ikke-muslimer, draget af den. De må især have bemærket forskellen mellem adhanens lyd og lyden af klokker og kedeltrommer. Måske opstod der også en eller anden følelse af den hos folkets sind. Lyden af klokker og kedeltrommer var blot lyd. Den indeholdt hverken ord eller mening. Adhanens lyd var derimod en samling sætninger, der klingede med en letforståelig betydning. I lyden af kedeltrommer og klokker kom ingen menneskelige følelser til udtryk, hvorimod menneskers følelser og sindsstemninger afspejledes i adhanens kald. Efter at have forstået denne forskel burde jøderne have erkendt, at adhanen var det relativt mere effektive og bedre middel til at kalde til sand tilbedelse. Men i stedet for at indrømme det blev de rasende. De lavede besynderlige sammenligninger om den, der fremsagde adhanen, efterlignede hans stemme og fordrejede ordene, mens de lavede latterlige fagter. Misundelse og skinsyge havde bragt disse hykleriske religiøse ned på klovnens niveau. Men hvordan kunne man standse det arbejde, som adhanen udførte, ved at håne, gøre nar og optræde som klovne?

Jødernes uhøflighed nåede så langt, at de ligefrem gjorde Allah selv til offer for den. Da de for eksempel i stedet for at tage Koranens vers »Hvem vil låne Allah et godt lån?« i dets enkle betydning begyndte at håne det ved at sige: »Nu er Allah den Højeste også blevet fattig. Nu er Han også begyndt at bede sine tjenere om lån.« Der findes kun få så modbydelige eksempler på skamløshed og frækhed over for Allah. På samme måde fik jøderne, hver gang Koranen fremhævede myg, fluer og lignende små ting som eksempler og fremlagde deres eksistens som et argument, mulighed for at skabe et sandt stormløb af spot og latterliggørelse. De sagde: »Muslimernes Allah er også en besynderlig en. Selv når Han skal give eksempler, kan Han ikke finde andet end ubetydelige skabninger som myg og fluer. Og hvordan kan den Koran, der omtaler alle disse ubetydelige ting, være Allahs bog?« Se, hvilket knusende svar de fik. Allahs ord lyder:

»Allah skammer Sig ikke over at give et eksempel med en myg eller noget, der er mindre end den. De, der er rede til at acceptere sandheden, kan gennem disse eksempler forstå, at dette er sandt, og at det kommer fra deres Herre. Men de, der ikke er rede til at acceptere det, bliver ved med at sige, når de hører dem: Hvad har Allah med denne slags eksempler at gøre?« (Sura al-Baqara, 26)

Latterlige krav

Jødernes uforskammethed antog form af krav om beviser og udviklede sig til en besynderlig og latterlig situation. De begyndte at sige til Allahs Sendebud, fred være med ham: »Hvorfor taler Allah ikke til os?« (Al-Baqara, 117). Med andre ord: Hvorfor sender Allah engle til dig i hemmelighed og overbringer dig Sit budskab i hemmelighed? Lad Allah komme ned på jorden, vise Sig for vores øjne og sige til os ansigt til ansigt: Dette er Min befaling, så følg den, og her er Min profet, så adlyd ham. Hvis Han ikke vil gøre det, så lad Ham i det mindste sende et klart og uigendriveligt tegn, som ingen efter at have set det længere vil kunne benægte: at du er Hans profet, og at Koranen er Hans ord.

De fastsatte også helt konkret, hvad dette uigendrivelige tegn skulle være, så de kunne blive tilfredse og overbeviste. Af historiske værker og værker om profetens liv fremgår det, at dette krav blev meget vigtigt blandt jøderne. I lang tid blev det drøftet, og det blev gentagne gange fremsat over for Allahs Sendebud, fred være med ham.

Hør først, hvordan denne påstand opstod. Sagen var den, at jøderne i Medina før Allahs Sendebuds ﷺ ankomst bevidst plejede at bede om en snarlig fremkomst af den profet, som de havde varslet, for at skræmme Aws og Khazraj. Men så snart Allahs Sendebud ﷺ fremtrådte som profet, ændrede de straks deres holdning og besluttede sig for at fornægte og trodse ham. Denne pludselige holdningsændring skabte spørgsmål blandt folk. Folk kom igen og igen til dem og spurgte: “Hvad er der sket? Før plejede I selv at bede og forudsige, at en profet ville komme. Og nu er det jer selv, der er blevet rasende på den fremtrådte profet!” Især ved en sammenkomst sagde fremtrædende ledere som Muadh ibn Jabal og Bishr ibn Bara ibn Marur åbent til de jødiske ledere: “Jøder! Frygt Allah og bøj jer. For det var jer selv, der bad Allah om Muhammads ﷺ fremkomst, så I kunne opnå styrke mod os. Vi var afgudsdyrkere, og det var jer, der fortalte os, at denne profet var kommet, og som beskrev hans egenskaber.” Det er let at forestille sig, hvordan jødernes maske blev revet af gennem den slags samtaler. De må have indset, hvad folk mente om dem. For at bevare deres anseelse for fromhed og gudsfrygt blev det uundgåeligt for dem at søge tilflugt bag et eller andet skjold. Hvad var dette skjold? Hør svaret på ovenstående spørgsmål fra en jødisk leder blandt Banu Nadir, Salam ibn Mishkams egne læber. Han sagde: “Muhammad ﷺ kom ikke med noget bevis, som kunne få os til at genkende ham som profet. Derfor er Muhammad ﷺ ikke den person, som vi plejede at omtale over for jer.” (Ibn Hishams Sira, bind 2)

Ibn al-Silviya al-Fatuyuni sagde også direkte det samme til Allahs Sendebud ﷺ. Med andre ord var der behov for et afgørende tegn. Det var også jødernes opgave at fastlægge dette tegn. De kunne kræve det tegn, de ønskede. På samme måde spurgte folk dem om den pagt, der var blevet taget fra de tidligere profeter om at anerkende den sidste profet. Men de undveg dette spørgsmål ved at svare udenom. Den jødiske Malik ibn al-Qatيد sagde engang helt tydeligt: “Ved Allah, der blev ikke taget nogen pagt fra os om Muhammad.” (Ibn Hishams Sira, bind 2)

For dem var der intet tegn i Koranens hellige ord og de uigendrivelige beviser; intet tegn i Allahs Sendebuds ﷺ karakter; intet tegn i den bevægelse, der forvandlede livet fra grunden; intet tegn i den voksende gruppe af sandhedens soldater. Selv de ofre, opofrelser og liv, som en lille gruppe muslimer bragte i mødet med de undertrykkende og forfølgende mægtige kræfter, indeholdt intet tegn, der kunne vække deres samvittighed. De ønskede kun noget forbløffende eller underholdende.

Hør nu, hvilken slags tegn eller mirakel de krævede.

Rafi ibn Huraymala og Wahb ibn Zayd kom til Allahs Sendebud ﷺ, og under samtalen sagde de:

“Muhammad ﷺ, bring os en hel bog, skrevet, ned fra himlen, så vi kan læse den, og skab en kilde foran os. Så vil vi følge dig og bevidne din sandfærdighed.” (Ibn Hishams Sira, bind 2)

Denne Rafi ibn Huraymala fremsatte også følgende krav: “Muhammad ﷺ, hvis du er Allahs Sendebud, som du siger, så bed Allah om at tale til os på en sådan måde, at vi kan høre det.” (Ibn Hishams Sira, bind 2)

Ved en anden samtale sad de jødiske ledere Fakhkhas, Abdullah ibn Sabur og andre og talte med Allahs Sendebud ﷺ. De sagde: “Muhammad, er det virkelig hverken en jinn eller et menneske, der lærer dig denne Koran?” Allahs Sendebud ﷺ sagde: “I ved udmærket, at denne Koran kommer fra Allah, og at jeg er Allahs Sendebud. I kan også finde denne sandhed skrevet i jeres Tora.” De sagde: “Muhammad ﷺ, uanset hvad du siger, er det dog sandt, at når Allah sender et sendebud, udfører Han alt, hvad dette sendebud ønsker, og sendebudet får fra Allah magten til at vise alt, hvad han ønsker. Bring derfor en skrevet bog ned fra himlen, som vi kan læse og lære at kende.” (Ibn Hishams Sira, bind 2)

Jøderne havde fundet et påskud. Nu tillagde de ikke længere spørgsmål som disse nogen betydning: Hvad er Profetens (fred være med ham) budskab? Hvad siger han? Hvad er hans beviser og argumenter? Hvordan formes livet gennem hans budskab? Hvilken slags karakter udvikles gennem hans undervisning? Hvilken form for kulturelt system opbygges gennem dette konstruktive arbejde? Alle disse spørgsmål blev irrelevante for dem. Det eneste krav, der nu blev vigtigt for dem, var: »Vis os en bog, der er sendt ned fra himlen.« Nu havde de fundet et påskud til at lukke munden på alle. Hvis nogen sagde noget om dette, svarede de klart: »Vi er jo rede til at tro. Men gå hen og sig til Muhammad (fred være med ham), at han skal vise et eller andet tegn. Guds elskede tjenere får jo altid det, de ønsker, fra Allah. Hvilken slags sendebud er han, når Allah ikke opfylder hans ønske? O folk, hold op med disse splittende diskussioner. Gå hen til en af Allahs elskede tjenere.« Det var rent bedrag.

Jødernes Shylock-agtige handlinger

Det er almindeligt kendt, at da presset fra muhajirerne på Madinas begrænsede midler og ressourcer begyndte at vokse, og de mennesker, der var uden midler og husly, gik i gang med at genopbygge deres økonomiske liv, bredte fattigdom og sult sig vidt omkring blandt de fleste af den islamiske bevægelses medlemmer. I denne prøve med fattigdom og sult var lederen af den islamiske bevægelse selv og hans familie lige så meget med i den som de almindelige ledsagere. Ja, den største del af prøvelsen faldt faktisk på hans skuldre. Ulykker kommer aldrig alene. Ud over fattigdommens og sultens lidelser bredte sygdomme sig også blandt muhajirerne. Det nye klima passede ikke de tilflytteres kroppe. De blev syge den ene efter den anden. Sammen med den utilstrækkelige ernæring gjorde en smertefuld feber, der spredte sig som en epidemi, muhajirerne magre som skeletter og ude af stand til at deltage i økonomisk arbejde. På den ene side stod den islamiske bevægelse hele tiden over for nye problemer og hindringer. Den nyligt oprettede islamiske stat havde behov for genopbygning på alle områder. Trusler af mange slags kom fra både ydre og indre fjender. De arbejdsdygtige mennesker blev stadig flere sengeliggende. Der var ikke tilstrækkeligt med mad og tøj. Den kraft, hvormed denne lille revolutionære gruppe overvandt en sådan situation, var troen på Allah, kærligheden til sagen og styrken i det gensidige broderskab. I virkeligheden er tro og broderskab den centrale kraft hos de mennesker og organisationer, der udfører store historiske bedrifter. Denne kraft holdt selv de fysisk svage stærke og mindskede i betydelig grad virkningen af manglen på hjælpemidler og ressourcer. Den epidemi, der bredte sig overalt, svækkede imidlertid i nogen grad den kamp, der på trods af alt blev ført mod de ugunstige omgivelser. På dette tidspunkt spredtes også rygtet om, at jøderne i Madina havde udført trolddom, og at muslimerne ikke længere ville kunne holde stand dér. For at få et indtryk af, hvor kritisk situationen var på dette tidspunkt, så lad os høre nogle af Profetens (fred være med ham) ledsageres udsagn.

Hazrat Abu Bakr vrider sig i smerte på sygelejet og udtrykker sin bekymring ved at recitere et digt:

******

»Enhver opholder sig hos sin egen familie. Alligevel er døden nærmere end hans skosnørebånd.«

Imens vender Hazrat Bilal sig fra side til side på sygelejet, og selv om han lider under voldsomme smerter, bliver han ved med at recitere et digt, hvis betydning er:

»Nu mindes Makkas sletter, bjerge og kilder. Vil jeg nogensinde kunne tilbringe en nat på den slette, hvor Azkhar- og Julail-græsset vokser? Vil jeg nogensinde igen kunne gå ned i vandet ved Majanna-kilden og se Shama- og Tufayl-bjergene?«

Amer sang: »Jeg har mødt døden, før jeg smagte døden. Kujonens død kommer over ham.« Han led under så intense fysiske smerter, at det var, som om han havde hørt dødens skridt, før døden kom.«

Hazrat Shaddad var også syg. Allahs Sendebud ﷺ kom for at besøge denne af sine ledsagere. Den syge sagde, mens han vred sig i smerte: »Måske ville det hjælpe at drikke vand fra Bathhan.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Så tag af sted. Hvem forhindrer dig?« Den syge spurgte: »Hvad så med hijraen?« Allahs Sendebud ﷺ trøstede ham og sagde: »Tag af sted. Hvor end du tager hen, vil du stadig være muhajir.«

Da muslimerne efter våbenhvilen ved Hudaybiyya tog til Mekka, var deres kroppe meget svækkede, fordi de gentagne gange havde været ramt af sygdom. Da Mekkas indbyggere så denne tilstand, hånede de dem og sagde: »Lad være med at tage tilbage til Medina.« På grund af denne hån gik muslimerne efter Allahs Sendebuds ﷺ befaling med en heroisk holdning.

Af disse grunde sagde Allahs Sendebud ﷺ: (********)

»Det vil sige, at hijra ikke er en barneleg, men en meget vanskelig opgave. En beduin kom engang til Allahs Sendebud ﷺ og antog islam. Men så snart han kom til Medina, fik han feber. Han anså islam for at være et dårligt varsel, forlod islam og rejste bort. I anledning af denne hændelse sagde Allahs Sendebud ﷺ: »Medina er som guldsmedens smelteovn. Den skiller slaggerne fra og adskiller det rene guld.« (Bukhari) Det vil sige, at de, der påtager sig den store opgave at udføre bevægelsens arbejde, møder prøvelser på hvert eneste skridt. Ved denne prøve består kun de oprigtigt troende. De falske og hykleriske personer, der hævder at have tro, bliver på et eller andet tidspunkt skilt fra. Derfor fungerede denne fase af Medinas ildprøve som en guldsmeds smelteovn. (Uswa-e Sahaba, Maulana Abdus Salam Nadvi)

Det var på dette tidspunkt, at Allahs Sendebud ﷺ med grådkvalt stemme bad til Allah: »O Allah! Gør Medina lige så kær for os, som Du har gjort Mekka, eller endnu kærere. Velsign dens fødevarer og korn for os. Og flyt den epidemi, der er kommet til Medina, til Mahya.« (Ibn Hishams sīra, bind 2)

På den anden side havde fattigdom og sult skabt en yderst bekymrende situation. Det siger sig selv, hvor vanskeligt det var at komme til et nyt sted, opbygge grundlaget for et økonomisk liv og sikre sig et halal-levebrød dér – og det under sådanne forhold, at der hele tiden dukkede nye udgiftsposter op foran bevægelsen. Historie- og sīra-værkerne er fyldt med smertefulde beretninger om den katastrofale situation, som sandhedens soldater måtte gennemleve på dette tidspunkt.

Hazrat Abu Talha beskrev denne katastrofeperiode således:

Vi gik, ude af os selv af sult, til Allahs Sendebud (fvmh.) for at få hjælp. Vi fortalte ham om hele situationen og blottede vores maver for at vise, at vi efter flere dages sammenhængende faste havde bundet en sten fast om maven (for at forhindre en særlig form for betændelse, der var opstået i mavesækken). Da den største person i menneskehedens historie så dette, blottede han også sin mave og viste, at der ikke var bundet én, men to sten fast dér. Da vi så dette syn, blev vi, som havde fortalt om vores egne lidelser, trøstede i hjertet. (Al-Tirmidhis Shamā’il, kapitlet om Profetens liv)

Engang, i en lignende situation, kom Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og ville fortælle om sin egen nød for at finde trøst. Men da han tænkte, at det blot ville øge Allahs Sendebuds (fvmh.) sorg, forblev han tavs. Efter nogen tid kom Umar (må Allah være tilfreds med ham). Han var også ramt af den samme nød. Da han blev spurgt om årsagen til sin ankomst, sagde han åbent: »Jeg er blevet fortvivlet af sult.« Da Allahs Sendebud (fvmh.) hørte dette, sagde han: »Min tilstand er den samme.« Det blev besluttet, at de alle skulle gå til Abu al-Haytham, en forholdsvis velstående ledsager, som ejede en have. Da de tre kom til ham, så de, at den stakkels mand selv var gået for at hente vand, fordi han ikke havde en tjener. Da han vendte tilbage og så gæsterne, omfavnede han dem af overvældende glæde. Derefter tog han dem med ind i haven og gav dem dadler at spise. De spiste dadlerne, drak vand og vendte tilbage efter at have bedt for Abu al-Haytham. (Al-Tirmidhis Shamā’il)

Sa’d ibn Abi Waqqas fortæller engang: »Jeg var det medlem af den islamiske bevægelse, hvis hånd først lod blodet fra en af islams fjender flyde, og jeg var den første, der skød en pil på jihadens slagmark. Vi førte jihad under sådanne forhold, at vores munde blev fyldt med sår, når vi spiste træernes blade og kikar-frugter, og vores afføring blev som kamelers og geders.« [Denne beretning er også hentet fra Al-Tirmidhis Shamā’il. Selv om begivenheden fandt sted noget senere, giver den et generelt indtryk af den økonomiske kriseperiode i Medina.]

Abu Hurayrah, Allahs Sendebuds (fvmh.) nære ledsager, fortæller: »Engang besvimede jeg af sult mellem prædikestolen i Profetens Moské og Aishas værelse. Folk troede, at jeg var blevet besat af en jinn, og trykkede derfor min nakke med deres fødder som behandling. Men jeg var ikke blevet besat af en jinn. Jeg var blot sådan på grund af sult. (Se Al-Tirmidhis Shamā’il, kapitlet om Profetens liv). Abu Hurayrah fortæller desuden: Engang var jeg på vej et sted hen sammen med Umar. Vi gik og talte om fortolkningen af et vers. Pludselig besvimede jeg og faldt om. Det skyldtes sult.«

I en sådan situation brugte Allahs Sendebud (fvmh.) ganske vist straks de varer, der kom ind i statskassen, til at stille ledsagernes sult. Men krisen var så omfattende, at indtægterne til statskassen samt de velstående muhajirers og ansarers gavmilde donationer ikke var tilstrækkelige. Ud over de almindeligt sultne muhajirer havde Ahl al-Suffas faste opholdssted (de hjælpeløse ledsagere, som opholdt sig permanent i Profetens Moské) også behov for omfattende hjælp. Der kom hele tiden gæster. Beduiner kom på alle tidspunkter for at tage imod islam, mødes med ham og spørge om shariaens regler, og mennesker, der søgte hjælp, kom for at bede om hjælp. Desuden fortsatte muhajirerne med at ankomme den ene efter den anden. Hvor langt kunne statskassen klare sig under sådanne forhold? Når presset fra ledsagernes og de trængendes behov voksede, bad Allahs Sendebud (fvmh.) om hjælp, og enhver gav oprigtigt, hvad han kunne. Undertiden blev der også optaget lån. Der kunne ikke lånes meget blandt muslimerne. Derfor måtte man henvende sig til velhavende jøder. Jøderne var erfarne ågerkarle. Deres net af åger var spredt over hele området. Men det formål, de havde med at låne penge til Muhammad (fvmh.) og hans ledsagere, var endnu mere skræmmende end ågeren. Deres hensigt var at underlægge sig dem ved hjælp af penge og støtte. Med denne indstilling antog de, når de krævede lånene tilbage, fuldstændig Shylocks skikkelse og opførte sig ydmygende. Polyteisterne forholdt sig på samme måde. Allahs Sendebud (fvmh.) og hans ledsagere måtte selv gennemgå mange sådanne bitre erfaringer. Mange begivenheder af denne art er nedskrevet i historie- og sira-værkerne. De, som ofrede deres liv for verdens menneskers velfærd, udholdt så megen lidelse. Selv under disse yderst desperate forhold blev islams soldaters tro og kamp for at nå deres mål ikke svækket det mindste.

Allahs Sendebud (fvmh.) havde instrueret sin nære ledsager og personlige hjælper, Bilal (må Allah være tilfreds med ham), om at bruge de midler, der kom ind i statskassen, rundhåndet til den islamiske bevægelses og dens soldaters behov. Bilal gjorde netop dette. Engang kom der halvfems tusind dirham, som blev lagt i en bunke på en måtte. Mens han sad dér, fordelte Allahs Sendebud (fvmh.) pengene blandt de trængende. Ikke én dirham blev tilbage. Da fordelingen var afsluttet, kom en person, der søgte hjælp, og han beordrede, at der skulle optages et lån til ham. Abu Hurayrah fortæller: Engang lå der en bunke dadler foran Bilal. Allahs Sendebud (fvmh.) spurgte: »Hvad er dette?« Bilal svarede: »Jeg har lagt dem til side til et ukendt behov i fremtiden.« Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: »Ved du, at røgen fra Helvede på Dommedagen kan nå dig, fordi du holder disse midler tilbage på denne måde? Uddel også dem. Bilal, frygt ikke noget fra Ham, der har den fulde magt.« Bilal fortæller: Engang kom en polyteist fra Medina til ham og sagde: »Jeg har mange midler. Tag dem, når du har brug for dem.« Bilal begyndte at låne hos ham. En dag, da Bilal havde udført afvaskningen og gjorde sig klar til at kalde til bøn, kom denne långiver pludselig sammen med nogle handelsfolk og råbte: »Hey, abessinier!« Bilal gik hen til ham. Manden blev meget ophidset og begyndte at skælde ham ud. Han advarede ham om, at måneden næsten var forbi, og at han, hvis lånet ikke blev betalt tilbage til tiden, ville gøre ham til slave (efter den arabiske tids uvidende skik). Så ville han vende tilbage til sin tidligere tilstand. Bilal siger: »På grund af denne ydmygende behandling følte jeg mig lige så forlegen som enhver anden ædel person.« Efter aftenbønnen kom Bilal til Allahs Sendebud (fvmh.) for at fortælle om den sørgelige hændelse. Da han ikke kunne se nogen måde at betale lånet tilbage på, gav han udtryk for, at han ville forsvinde, og sagde: »Jeg vender tilbage, når der er fundet en måde at betale lånet på.« Men før Bilal kunne føre sit ønske ud i livet, sendte Allahs Sendebud (fvmh.) bud efter ham næste morgen. Da han kom, så han fire kameler stå dér, lastet med varer, sendt af herskeren over Fadak. Långiveren blev tilkaldt, lånet blev betalt tilbage, og resten af varerne blev uddelt som sædvanligt.

Abu Hadhr al-Aslami, en soldat i den islamiske bevægelse, kom i gæld til en jøde. Han ejede intet til at betale lånet tilbage med ud over det tøj, han havde på. Abu Hadhr bad jøden om mere tid. Men denne ågerkarl af en långiver ville ikke give ham så meget som et øjebliks frist. Han greb Abu Hadhr, bragte ham til Allahs Sendebud (fvmh.) og sagde: »Sørg for, at det, han skylder mig, bliver betalt.« Allahs Sendebud (fvmh.) sagde til Abu Hadhr: »Betal lånet tilbage.« Abu Hadhr fremførte sin undskyldning. Men da Allahs Sendebud (fvmh.) så långiverens urokkelige holdning, sagde han: »Betal lånet tilbage, hvordan du end kan.« Ledsageren sagde igen: »Slaget ved Khaybar er nært forestående. Jeg håber, at det vil være muligt at betale tilbage, når jeg vender hjem derfra.« Allahs Sendebud (fvmh.) beordrede ham igen strengt at befri sig fra denne nød. Til sidst forlod jøden stedet efter at have taget det tøj, Abu Hadhr havde på, af ham. Abu Hadhr tog sin turban af og bandt den om livet. Se blot, hvilken form for undertrykkelse den jødiske långiver udøvede for en så lille gæld: Han nøjedes først med at tage tøjet af den, der skyldte ham penge.

Hazrat Jabir ibn Abdullah var endnu en fremtrædende person i den islamiske bevægelse. Han var indbygger i Medina og var forholdsvis velhavende. Alligevel var han undertiden nødt til at låne penge af en jødisk ågerkarl på grund af nødvendige udgifter. En gang var dadelhøsten dårlig, og da han ikke kunne tilbagebetale lånet til tiden, fik han forlænget fristen indtil den næste høst. Den næste høst slog også fejl. Ågerkarlen var ikke længere villig til at give ham mere tid. Til sidst mødte han også op hos Profeten (fred være med ham) for at fortælle om sin vanskelige situation. Profeten (fred være med ham) tog sammen med nogle sahaba til jødens hus. Han bad ham give Jabir lidt mere tid. Men jøden nægtede. Profeten (fred være med ham) gik omkring der et stykke tid, kom tilbage og talte igen med jøden. Men den hårdhjertede ågerkarl blev ikke mildnet. Derefter sov Profeten (fred være med ham) et kort stykke tid. Da han vågnede, fremsatte han den samme anmodning igen. Også denne gang stod manden fast. Til sidst gik Profeten (fred være med ham) hen og stillede sig i Jabirs dadelplantage og sagde til ham: »Pluk dadlerne.« Da dadlerne var blevet plukket, viste der sig at være langt flere end forventet. Lånet blev tilbagebetalt, og der var endda noget tilovers (Sirat al-Nabi, Shibli Nu’mani).

Profeten (fred være med ham) havde sin personlige rustning pantsat hos en jøde. Selv indtil hans død havde han ikke samlet nok penge til at indløse rustningen. (Sirat al-Nabi, Shibli)

En gang kom en beduin til Profeten (fred være med ham) og begyndte at presse ham til at tilbagebetale et lån. På sin sædvanlige måde talte han meget ophidset. Sahaba forklarede ham, at han skulle lægge mærke til, hvor betydningsfuld en person han talte med. Han sagde: »Jeg vil bare have det tilbage, som tilkommer mig.« Profeten (fred være med ham) sagde til sahaba: »I bør støtte ham, for dette er hans ret.« Derefter beordrede han, at hans tilgodehavende skulle betales, og gav ham lidt mere end det skyldige beløb. (Sirat al-Nabi, Shibli)

Historien om Zayd ibn Thabit giver et yderligere indblik i denne krise. Han var en jødisk lærd og undersøgte ved hjælp af forskellige tegn sandheden i Profeten (fred være med ham)s påstand om at være profet. Han fortæller, at en beduin kom og mødte Profeten (fred være med ham). Han sagde: »Min stamme er blevet muslimsk. Da jeg inviterede dem til islam, sagde jeg til dem, at hvis de tog imod islam, ville Allah give dem stor rigdom. Men desværre er der i stedet opstået hungersnød. Hvis vi ikke hjælper dem nu, er der fare for, at de forlader islam.« Profeten (fred være med ham) så spørgende på Hazrat Ali. Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Der er intet til rådighed i dette øjeblik.« Zayd ibn Thabit sagde: »Tag 80 miskal guld fra mig. Til gengæld skal I give mig dadler i høstsæsonen.« Aftalen blev indgået. Profeten (fred være med ham) tog guldet og gav det til beduinen. En dag, da der stadig manglede to eller tre dage til den aftalte frist, havde Profeten (fred være med ham) sammen med nogle sahaba bedt begravelsesbønnen for en person og stod ved en mur. Da greb Zayd fat i Profetens (fred være med ham) skjorte og sjal og sagde meget hårdt: »Muhammad! Hvorfor betaler du ikke min gæld? Ved Allahs ed ved jeg udmærket, hvilken slags mennesker I, Abd al-Muttalibs efterkommere, er. I er vant til ikke at tilbagebetale gæld.«

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) så skarpt på Zayd. Derefter sagde han: »Allahs fjende! Ved Allahs ed, hvis jeg ikke havde frygtet en irettesættelse fra Profeten, ville jeg have hugget hovedet af dig.« Profeten (fred være med ham) sagde til Hazrat Umar: »Umar! I denne situation burde du på den ene side have rådet mig til at tilbagebetale gælden ordentligt og på den anden side have rådet denne mand til at kræve sin gæld tilbage på en høflig måde.« Derefter sagde han: »Gå hen og betal det, han har til gode. Og i stedet for at skælde ham ud skal du give ham yderligere tyve sa’ dadler.«

Denne hændelse var i virkeligheden Zayd ibn Thabits sidste prøve af Profeten (fred være med ham)s profetskab. Han fortalte Hazrat Umar, hvem han var, og tog islam til sig med ham som vidne. Derefter gav han halvdelen af sin formue til den muslimske befolkning. Denne Zayd ibn Thabit havde en særlig anseelse blandt de jødiske ågerkarle. Men også hans historie viser, hvilken økonomisk krise den islamiske bevægelse og dens medlemmer befandt sig i, hvor mange lån de på grund af krisen måtte optage, og hvor hård en behandling de måtte tåle fra långivernes side.

Jøderne og de velhavende afgudsdyrkere brugte på den ene side ågerens våben mod den islamiske bevægelse. På den anden side forsøgte de også at afholde muslimerne fra at bruge penge på Allahs vej, så bevægelsen kunne blive svækket af økonomisk mangel. Med dette formål gjorde de på den ene side nar af de vers, der opmuntrede til at give på Allahs vej. De sagde: »Se bare, muslimernes Allah er også blevet bankerot og går omkring og tigger om lån.« Nogle gange sagde de også: »Allahs hånd er lænket.« Disse ord blev bragt videre fra jødernes munde og blev også udtalt af hyklerne, hvorved hele miljøet blev forurenet. På den anden side opsøgte de muslimer, der var vant til at give, og sagde: »Hvorfor ødelægger I jeres egen formue? Hvad får I ud af at bespise og forsørge nogle få fattige fra Mekka? Pas jeres egne børn. Investér jeres formue i handel og forretning. Hvor har I fundet så tåbeligt et område at investere jeres formue i?« Om disse jøder og hyklere, som førte disse smædekampagner, siges det i Koranen, at ******** »Det vil sige, at de lærer folk at være nærige.« De plejede at komme og sætte sig hos ansarerne og udgive sig for at være velmenende, idet de sagde: »Lad være med at sprede jeres penge på denne måde. Det vil bringe jer i fattigdom og nød. Brug derfor ikke så mange penge på den islamiske bevægelse. Prøv at forstå, hvad situationen vil ende med.« (Sirat Ibn Hisham)

Imens gik der blandt medlemmerne af jødernes marionetagtige femte kolonne hvisken om, at man skulle »holde op med at bruge penge på Profetens (fred være med ham) ledsagere, så de kan spredes omkring«. (Sura al-Munafiqun, vers 7)

Hvilken fremsynet og snedig plan det var! På den ene side et forsøg på at lukke kilden til viljen og begejstringen for at give på Allahs vej. På den anden side et forsøg på, som pengeudlånere, gennem deres egen shylokagtige undertrykkelse at knuse den islamiske bevægelse. Hvis denne plan var lykkedes, kunne den islamiske revolution være blevet besejret uden at møde den på troens, fornuftens, handlingens og karakterens område. Men eftersom sagen var forbundet med Allah, den Alvidende og Almægtige, blev islams fjenders sammensværgelse tilintetgjort gennem Hans fine planlægning.

Det centrale i denne fortælling er den tålmodige og ædle karakter samt den rolle, som Allahs Sendebud og de ædle sahaba udviste som svar på modstandernes usle undertrykkelse. Selv under de mest kaotiske og smertefulde forhold lod de ikke deres høje moralske standard synke det mindste. Man kan knap fatte, hvor store og strålende eksempler på menneskelighed de var.

Den femte kolonne oprettet af jøderne

Tusinder af vidnesbyrd fra menneskehedens historie viser, at hver gang en bevægelse er blevet ført med oprigtighed og hengivenhed for sandhedens og menneskehedens velfærds skyld og er gået frem mod sejrens mål, har en af dens modstandere været de reaktionære kræfter, som går åbent ind i konflikten og kæmper til det sidste ved hjælp af samtidens våben. Den anden kraft har bestået af de anarkistiske og sabotøriske mennesker, som på grund af deres moralske forfald og usselhed synker ned på fejghedens og falskhedens laveste trin og fra hykleriets skjulte tilholdssted helliger sig at udsprede sammensværgelsernes net. Mekkanernes polyteisters reaktionære adfærd tilhørte den førstnævnte kraft, mens jøderne i Medina og deres efterkommere tilhørte den sidstnævnte.

Eftersom den islamiske bevægelse havde antaget form af en stat, voksede denne stat frem for alles øjne, og samvittighedsfulde, aktive og arbejdsomme mennesker sluttede sig til den fra alle sider. Derfor blev de modstandende kræfter ofre for den frygtelige reaktion, der følger af mindreværd og hævngerrighed. Men de havde ingen mulighed for at give udtryk for den spænding, der herskede i deres indre, eller for at påvirke situationen. I mødet med den islamiske tro og ideologi havde jøderne ingen fornuftig, enkel, folkeligt tiltrækkende og ophidsende konstruktiv lære. De havde kun nogle livløse og tomme trosforestillinger, som kunne standse historiens strøm og skabe lammelse og stilstand i menneskets natur. Over for de menneskemasser med ophøjet moralsk karakter, som den islamiske bevægelse havde samlet, havde jøderne ingen menneskemasser med en tilsvarende moralsk karakter, der kunne holde stand. Den menneskelige styrke, de rådede over, stod moralsk lavere end selv det laveste ønskværdige niveau for menneskelighed. De havde ikke længere nogen inspiration eller drivkraft, der kunne løfte dem ud af denne forfaldne tilstand. Det gamle menneske, som jødedommen havde dannet, var ikke værdigt til at træde frem for det nye menneske, som Koranens kald til menneskehedens genopbygning havde skabt. Hvor meget de end måtte skabe misforståelser og fjendskab gennem propaganda, blev den jødiske magt stadig tvunget tilbage på fornuftens område. Uanset hvad de selv måtte mene om sig selv, stod historiens kræfter på den islamiske bevægelses side. På virkelighedens slagmark blev jøderne hele tiden ramt af voldsomme slag. Det samtidige menneskesamfund bevægede sig fremad, idet det lod dem bag sig og løftede den islamiske livsordens banner. På det politiske område ønskede jøderne inderligt at ødelægge den islamiske revolution. Men venskabstraktaten bandt deres hænder. På denne virkeligheds baggrund blev de fuldstændig magtesløse og hjælpeløse. Denne følelse af magtesløshed og hjælpeløshed forenedes med de grundlæggende træk i deres karakter og antog form af fejghed. I et miljø præget af hjælpeløshed og fejghed bliver den rivaliserende sindstilstand, der er aktiv i menneskets sind, altid ført ad misundelsens og hadets vej til hykleriets skjulte tilholdssted. Derfor angriber den modstanderen bagfra i stedet for at angribe ham forfra. I stedet for åbenlyst røveri lægger den planer om indbrudstyveri. Det var denne fejge rolle, som det jødiske samfund påtog sig.

De faktiske forhold skabte to gunstige omstændigheder for fremkomsten af den usle hyklerkreds. For det første den hævngerrige indstilling hos den jødiske kreds og dens efterkommere. Eftersom denne indstilling ikke havde evnen til et direkte angreb, blev hykleriets skjulte tilholdssted aktivt. For det andet begyndte mange, da de så islams voksende styrke, at trænge ind ad denne skjulte vej for at skabe sig en fremtid.

Det var jødernes hjerner, der åbnede denne skjulte vej. Deres berømte ledere skjulte deres fjendtlige indstilling, iførte sig islams kappe og begyndte at trænge ind i den islamiske organisation. Følgende fremtrædende personer fra Banu Qaynuqa trådte ind i islam som en “femte kolonne”:

(1) Sa’d bin Hanif (2) Zayd bin Lusit (3) Nu’man bin Awfa bin Amr (4) Rafi bin Huraymala (5) Rifa bin Yazid bin Tabut (6) Salsala bin Barham (7) Kinana ibn Surayya.

Blandt dem var Zayd ibn Lusait den person, der havde fremprovokeret et slagsmål med Umar på markedet i Banu Qaynuqa. Desuden havde denne person, da Profetens (fvmh.) kamelhoppe var blevet væk, hånet ham ved at sige: »Han giver jo oplysninger om himlen, men ved ikke, hvor hans kamelhoppe er nu!« Som svar på dette sagde Profeten (fvmh.): »Jeg ved kun det, som Allah åbenbarer for mig. Nu har Allah fortalt mig, hvor kamelhoppen er. Den befinder sig på den og den mark og har fået sit tøjr fast i et træ.« Da sahabaerne skyndte sig ud for at lede efter den, så de med egne øjne, at den ganske rigtigt befandt sig netop sådan.

Rafi ibn Huraimala var en så fremtrædende hykler, at Profeten (fvmh.) den dag, han døde, sagde: »I dag er en af hyklernes ledende mænd død.« Rifa ibn Zayd ibn Tabut var ligeledes en sådan person. Da folk på hjemrejsen fra slaget mod Banu al-Mustaliq blev ramt af en storm, blev de bange. Profeten (fvmh.) trøstede dem og sagde: »Denne storm er kommet for at straffe en af hyklernes ledere.« Da de nåede Medina, fandt alle ud af, at Rifa var død netop i denne storm. (Siraen Ibn Hisham, bind 2)

Det interessante er, at alle, der sluttede sig til hyklernes rækker, var ældre og velstående. De var egoistiske og hårdhjertede. De unge var som regel tilhængere af den islamiske bevægelse. Kun én ung mand, Qays ibn Amr ibn Sahl, findes blandt den femte kolonne.

Denne kreds var ikke så begrænset. Disse få personer var i virkeligheden den femte kolonnes ledere og hærførere. De rekrutterede også hele tiden nye hyklere fra deres bekendtskabskreds. Desuden opsporede de svage personer blandt muslimerne, påvirkede og udnyttede dem, spredte tvivl og mistro blandt dem og forværrede stemningen ved at føje hån og spot til vigtige emner på muslimernes møder. De gik til moskeen, lyttede til alle de vigtige samtaler og aflagde rapport om dem på deres egne møder. Om natten holdt de sammensværgelsesmøder, hvor nye skadelige planer blev udtænkt og gennemført på nye måder. Hyklernes usædvanlige adfærd var velkendt for Profeten (fvmh.) og muslimerne på grund af dens egen besynderlighed. Samtidig blev deres tanker, handlinger og sammensværgelser gennem åbenbaringen løbende identificeret på alle niveauer, ja selv de særlige tegn på deres forbryderiske samvittighed blev afsløret. Engang blev disse hykleriske lederes opførsel i Profetens moské så uudholdelig, at denne kreds under en almindelig forsamling havde sat sig helt for sig selv og sad og hviskede indbyrdes. Da Profeten (fvmh.) så dette, beordrede han dem til at forlade moskeen. Nogle af dem var så tæt knyttet til hinanden, at de blev bortvist, mens de holdt hinanden i hånden og omfavnede hinanden.

Den centrale ledelse af denne kreds af hyklere var samlet omkring Abdullah ibn Ubay. Denne mand var den hovedansvarlige skurk i det skuespil, hvor der blev spredt bagvaskelser mod Aisha. Had, fjendskab og hævntørst mod den islamiske revolution var indgroet i hans inderste væsen. Hør om den egentlige årsag til dette uhelbredelige had og fjendskab fra den ærværdige Usayd ibn Hudayr. Under slaget mod Banu al-Mustaliq sagde han til Profeten (fvmh.) om Abdullah ibn Ubay:

»O Allahs Sendebud! Vær lidt overbærende over for denne mands (sorgfyldte følelsers) skyld. Da du ankom til Medina, havde vi allerede gjort alle forberedelser til at sætte ham på deres kongelige trone. Der blev fremstillet en krone til ham. Din ankomst har ødelagt alle hans forhåbninger. Den stakkel lader nu sin vrede gå ud over andre.« (Tafhim al-Qur’an, indledningen til sura An-Nur)

De, hvis planer bliver tilintetgjort på grund af en dawah eller en bevægelse, og hvis interesser mislykkes, selv efter at de har nået tærsklen til succes, går hele livet rundt med gift i brystet og lider. En sådan besejret rival kan aldrig tilgive sin modstander. Sådan var det også med islam. Abdullah ibn Ubay bar på det bitre minde om sit nederlag fra den allerførste dag og bar det med sig hele livet. Han antog islam fra begyndelsen for at kunne skabe sig en plads i denne nye magt og gradvist arbejde sig op indefra til det højeste niveau af magt og lederskab. Men uanset hvilken vej man ønsker at gå gennem dette system, må man gå ad troens og de gode gerningers vej. Derfor havde Abdullah ibn Ubay ingen anden mulighed end at optræde som hykler. Dette hykleri var skjult fra begyndelsen. Men en dag kom denne urene sygdom i hans hjerte ved et tilfælde frem i offentligheden.

En dag tog Profeten (fvmh.) ud for at besøge den syge sahabi Sa’d ibn Ubadah. Han red på et æsel, og Usama ibn Zayd sad bag ham. Det var Usama selv, der fortalte, at Abdullah ibn Ubay undervejs sad og holdt en samling et sted. Folk fra hans egen stamme sad omkring ham. Da han så Profeten (fvmh.) passere forbi, vendte han irriteret ansigtet bort. Profeten (fvmh.) gik hen til ham og hilste på ham. Derefter standsede han et øjeblik, reciterede et afsnit af Koranen, kaldte ham til islam, mindede ham om Allah og advarede ham mod hans vrede. Abdullah ibn Ubay sad tavs og holdt vejret. Men da Profeten (fvmh.) havde afsluttet sine ord og gik videre, råbte han med et yderst uhøfligt og uanstændigt sprog: »Hør, du dér! Den måde, du taler på, er ikke rigtig. Sæt dig bare derhjemme. Den, der kommer til dig, kan du sige, hvad du vil, til. Den, der ikke kommer til dig, skal du ikke genere. Gå ikke ind i folks hjem og påtving dem en dawah, som de ikke bryder sig om.« Se, hvor hvert eneste ord er fyldt med gift! Hvor beskidt og sårende sproget er, og hvor provokerende følelsen bag det er.

I virkeligheden var disse ord ikke Abdullāh ibn Ubayy som persons ord. De var det nedadgående jahiliyyahs giftige udfald mod den kommende tidsalder med lykke og velstand.

Profeten (s.a.w.) hørte denne vulgære plapren fra sin ophøjede og ærefulde position. Da han hørte den, må hans storsindede hjerte snarere være blevet fyldt med medfølelse end med vrede.

Abdullāh ibn Rawāhah, som var medlem af den muslimske gruppe i forsamlingen, var også til stede. Hans selvrespekt tilskyndede ham til at udføre sin pligt. Han svarede hyklernes leder med høj og skarp stemme: „Hvorfor skulle Profeten (s.a.w.) ikke komme? Vi ønsker ham her. Han kommer til vores hjem og vores forsamlinger. Vi elsker ham, og gennem ham har Allah æret os.“

Efter at have gjort denne erfaring undervejs tog menneskehedens leder (s.a.w.) hen for at besøge Saʿd ibn ʿUbādah. Da Saʿd så et usædvanligt tegn i Profeten (s.a.w.)s ansigt, spurgte han om årsagen. Profeten (s.a.w.) fortalte, hvad der var sket. Saʿd beskrev også den samme baggrund og sagde: „Da Allah bragte dig til Medina, var vi i færd med at lave en krone til ham. Da du kom, knuste du jo drømmen om hans kongedømme.“ Han ville forklare, at denne reaktion var naturlig, og at det var bedst ikke at tillægge den betydning.

Denne person fortsatte med at optræde på historiens scene som hovedskurken i hele hykleriets drama. Han var dets hovedophavsmand. Bag ham stod de store lederes velsignelse. Og bag dem stod grupper af bevidste hyklere og umodne muslimer. Bag dem alle stod de uvidende og uforstående beduiner. Bag hvert reaktionært skridt, der blev rettet mod den islamiske bevægelse, stod disse forskellige klasser efter tur med deres bidrag. Bag al den modstand og alle de hindringer, som muslimerne i Medina blev udsat for, og bag alle de sammensværgelser, som Profeten (s.a.w.) måtte stå over for, lå der en betydelig rolle til den fordrejede og destruktive kraft hos de jødepåvirkede hyklere. Selv om ledelsen af alle fjendtlige aktiviteter lå i jødernes hænder, var det i praksis især disse hykleres rolle, der lå bag alle de negative begivenheder, som blev frembragt for at blokere Profeten (s.a.w.)s vej; de fungerede som jødernes marionetter.

Bagvaskende aktiviteter

Når en arbejdsforskyende, anarkistisk kreds bliver konfronteret med en reformerende og konstruktiv bevægelse, kaster den sig helhjertet over dens ledere og aktivister. De ønsker ikke selv at gøre noget. De føler heller ikke noget ansvar over for Allah eller folket. Derfor anvender de uden videre al deres kraft og alle deres evner på negative aktiviteter. Disse mennesker omringer de reformerende og konstruktive bevægelsers ledere og aktivister fra alle sider som spøgelser og forsøger med et teleskop at lede efter deres fejl. De analyserer hvert eneste ord, hver handling og hver begivenhed med en hårfin nøjagtighed. Så snart de finder blot den mindste skævhed eller fejl, begynder de at slå på tromme og udbrede: „O folk! Se, de er optaget af vildfarelse, forvanskning og vantro. Den og den handling er i strid med de gamle lærde; en krænkelse af de store imamer; kritik af de store fromme.“ Når det i blind modstandsiver ønskes at skade et godt menneske og dets samfundsgavnlige arbejde, fremhæves på den ene side fejlene og manglerne ved hvert godt arbejde. På den anden side gøres selv de mindste fejl hos dem, der arbejder, til et bjerg og offentliggøres for at ophidse den offentlige mening. Sabotørernes største mulighed opstår, når en begivenhed finder sted imod almindelige menneskers fejlagtige forestillinger, overtro og dårlige skikke, selv om den er rigtig og retfærdig. Det er almindeligt kendt, at reformerende, konstruktive og revolutionære bevægelser må modsætte sig mange populære ting. Derfor findes der altid et eller andet emne, som kan bruges til fjendtlig propaganda. Profeten (s.a.w.) og sahābaherne stod over for netop denne situation fra jødernes side. Hver morgen og aften opstod der den ene tumult efter den anden, og den ene eller anden form for bagvaskelse blev sat i omløb.

Anklagen om magtbegær

Modstandere har i enhver tidsalder fremsat den bagvaskelse, at enhver, der bærer sandhedens banner, er en magtbegærlig person, for at tilsmudse hans oprigtighed og hengivenhed med den ene eller den anden form for egeninteresse. Han ønsker at blive noget stort. Den samme anklage blev rettet mod Moses og Aron: at de ønskede at bemægtige sig statsmagten. Om Jesus blev der spredt den bagvaskelse, at han ønskede at blive jødernes konge. Da Najrans delegation ankom, bagvaskede jøderne Allahs Sendebud (fvmh.) ved at påstå, at han legede med så mange menneskers liv udelukkende for at tilrane sig den værdighed, som Jesus (fvmh.) havde. Han ønskede, at de kristne og andre skulle begynde at tilbede ham. Læg mærke til, at Allahs Sendebud (fvmh.) aldrig fremsatte et sådant krav. Han gav heller ikke det mindste tegn på, at han ønskede at opnå en sådan trone eller position. Alligevel udformede og opfandt modstandernes frugtbare fantasi den fiktive anklage, at Muhammad (fvmh.) havde til hensigt at få folk til at tilbede ham selv ligesom Jesus (fvmh.). Hvad så, hvis han ikke fremsatte kravet med sine læber? Det findes uden tvivl i hans hjerte; tegnene viser, at han før eller siden vil fremsætte dette krav. Det var, fordi disse vrangforestillinger var blevet indgydt i medlemmerne af Najrans delegation, at et af delegationens medlemmer, Abunafe Qarzi, åbent spurgte Allahs Sendebud (fvmh.): »Ønsker du, at muslimerne skal tilbede dig, ligesom de kristne tilbeder Jesus (fvmh.)?« Et andet medlem spurgte: »Ønsker du tilbedelse og gudsdyrkelse fra os, og er det derfor, du inviterer os?« Han svarede: »Jeg søger beskyttelse hos Allah mod at tilbede nogen anden end Allah eller opfordre til at tilbede nogen anden. Allah har hverken sendt mig eller befalet mig med dette formål.« (Ibn Hishams Sira, bind 2). På dette tidspunkt erklærede Koranen også klart: »Det tilkommer ikke noget menneske, at Allah giver ham Skriften, visdommen og profetskabet, hvorefter han siger til folk: Vær mine tjenere i stedet for Allah.«

Anklagen om vanhelligelse af de almindeligt anerkendte religiøse symboler

Efter lederen for hele menneskeheden, Allahs Sendebud (fvmh.), var udvandret til Medina, begyndte hævntørsten på ny at ulme i Mekka, og de overvejede konstant, hvordan de skulle angribe Medina. Deres spioner bevægede sig rundt i områderne omkring Medina. De var begyndt at udveksle breve med jøderne i Medina, og deres militære enheder nåede fra tid til anden helt frem til den islamiske stats grænser. Som svar indførte den islamiske stat også patruljer. Militære og civile enheder patruljerede og holdt øje med Qurayshs spioners og militære enheders bevægelser. Medina ønskede gennem disse aktiviteter at gøre Quraysh klart, at vi ikke sov. Samtidig blev de advaret om, at hvis de ødelagde fredens miljø, ville deres handelskaravaners ruter blive blokeret.

Som led i denne patruljeordning sendte Allahs Sendebud (fvmh.) i Rajab, i det andet år efter hijra, en styrke på otte mand ud for at undersøge Qurayshs bevægelser og fremtidige planer. Denne styrke havde ikke fået tilladelse til at foretage nogen militær aktion. Men de stødte ansigt til ansigt på en lille handelskaravane fra Quraysh. Mødet blev så spændt, at den islamiske stats styrke angreb og dræbte en af dem. De øvrige blev arresteret og bragt til Medina sammen med deres varer. Da denne hændelse fandt sted om natten ved slutningen af Rajab og begyndelsen af Sha’ban, udnyttede Quraysh i Mekka på den ene side og jøderne og hyklerne i Medina på den anden side muligheden for at skabe et voldsomt propagandaopbud. De begyndte med sikkerhed at knytte hændelsen til den hellige måned Rajab og ophidse folk med ordene: »De ønsker at blive Allahs elskede tjenere, men tøver ikke med at udgyde blod selv i en hellig måned.« (Tafhim al-Qur’an)

Resultatet af denne propaganda var meget skadeligt for muslimerne. Denne lille, unge magt var i forvejen omgivet af fjender og farer fra alle sider. Støtte fra enhver person og enhver gruppe var derfor meget værdifuld for den. Det var yderst farligt, hvis den opfattelse bredte sig i Arabien, at de krænkede den hellige måneds ukrænkelighed. For stabiliteten i Arabien’s religiøse og økonomiske system var netop afhængig af, at denne hellighed blev opretholdt. Det kunne få selv muslimernes støtter til at blive deres modstandere. Desuden var sagen knyttet til folkets følsomme religiøse følelser og kunne derfor også blive årsag til ophidselse. Denne propaganda var især i stand til at ødelægge tilliden til muslimerne med hensyn til gudsfrygt, religiøsitet og moralsk ansvarlighed. Hændelsen ved Nakhla blev af endnu en grund anset for uønsket af selve den islamiske stat: Allahs Sendebud (fvmh.) havde ikke givet denne styrke tilladelse til at indlede nogen konflikt. Uden at have modtaget den behørige ordre havde denne styrke foretaget et skridt, som kunne have ødelagt selve formålet med den islamiske stats patruljeordning og skadet den plan, der var udarbejdet med dette formål for øje. Der blev handlet med den største forsigtighed for at gennemføre denne plan. Da hændelsen ved Nakhla således fuldstændig var et ulovligt og regelstridigt skridt, foretog Allahs Sendebud (fvmh.) en streng afhøring af de involverede, straffede dem og nægtede at modtage de tilbageholdte fanger som krigsfanger eller at deponere deres varer i Bait al-Mal.

Den islamiske stat traf i overensstemmelse med sine egne regler og sin disciplin de foranstaltninger, der var passende i anledning af dette regelstridige skridt. Men da modstanderne begyndte deres propaganda om sagen, imødegik den islamiske stat den med et endnu mere rationelt, moralsk overbevisende og rent, men samtidig knusende svar. Allah den Højeste lod selv gennem åbenbaringen Allahs Sendebud (fvmh.) give svaret med disse ord:

»Folk spørger dig om kamp i den hellige måned. Sig: Kamp i den er en alvorlig sag. Men at hindre folk i Allahs vej, at fornægte Ham, at forhindre folk i at nå Den Hellige Moské og at fordrive dens beboere derfra er endnu alvorligere i Allahs øjne. Og forfølgelse er værre end drab.« (Al-Baqara, 217)

Heraf fremgår det klart, at muslimerne, påvirket og foruroliget af islammodstandernes intensive propaganda, spurgte, hvordan det ifølge islam forholdt sig med krig i en forbudt måned. De, der havde en ubalanceret opfattelse af ærlighed og fredsommelighed, og som blev urolige ved selv den mindste modstand, blev særligt bekymrede: Har vi ikke mistet islams sande ånd og gudsfrygt? Er vi ikke underlagt en overdreven politisk begejstring, så vi er kommet på afstand af vores egentlige mål og selv skubber folket fra os? Sådanne menneskers forlegenhed var usædvanlig, og deres indre ro blev forstyrret. Det var især denne sindstilstand, der lå bag spørgsmålet. I denne forbindelse blev islammodstanderne også givet et knusende svar. Allah sagde, at de afgudsdyrkere fra Mekka, som var skyldige i alvorlige forbrydelser såsom at hindre mennesker i at følge Allahs vej, være ulydige mod Allah, forhindre dem, der ville komme til Den Hellige Moské, i at få adgang og plage Mekkas indbyggere, så de blev drevet ud af Den Hellige Moské, nu optrådte som forsvarere af den forbudte måneds hellighed – med hvilken ret vovede de sig da frem? Indirekte blev der også sagt til jøderne og hyklerne: I sad tavse, da Mekkas indbyggere begik al denne undertrykkelse og alle disse overgreb og udførte handlinger, der krænkede de religiøse symbolers hellighed, og også i dag tier I om det. Men i dag optræder I som så nidkære forsvarere af religiøs hellighed på grundlag af en isoleret hændelse ved Nakhlah? Og dog havde den islamiske stats myndigheder ikke givet tilladelse til denne handling. Hændelsen var tværtimod opstået på grund af nogle få personers fejl. Statens leder nægtede at drage fordel af hændelsen og straffede de involverede.

En historisk gennemgang af denne hændelse viser, hvordan islams fjender ligger på lur og straks angriber, så snart der blot falder en dråbe fra bægeret. Så snart nogen begår selv den mindste fejl, spreder de den straks over hele verden, iklædt deres egen fortolknings farve.

Hvor der hvert øjeblik og i enhver sag gøres forsøg på at sprede forvirring, mistro og provokationer, er det let at forestille sig, hvor bekymrede og ængstelige den lille islamiske stat, der var omgivet af fjender, dens grundlægger og revolutionære bevægelse samt dens leder måtte være. Hele miljøet var fyldt med mistanke, tvivl, forvirrende spørgsmål og indvendinger. Men sådanne hindringer har aldrig kunnet forhindre en idealistisk organisation med en stærk moralsk karakter i at sejre.

Beskyldningen om at søge personlige interesser i religionens navn

Jeg har allerede sagt, at de jødiske lærde helt urimeligt skabte uro omkring hvert eneste reformerende tiltag, som islam gennemførte. En betydningsfuld reform drejede sig om adoptivsønners eller såkaldte sønners status og rettigheder. Også i denne sag blev der ført en meget voldsom og omfattende negativ propaganda.

Ifølge de tidligere religiøse og sociale forestillinger havde der i Arabien længe eksisteret en vigtig traditionel skik, hvorefter det var lige så ulovligt at gifte sig med en adoptivsøn eller såkaldt søns fraskilte hustru som med en biologisk søns svigerdatter. For at afskaffe denne skik lod Allah den Almægtige efter sin egen plan begivenhedernes forløb udvikle sig på en yderst forunderlig måde og førte det frem til et revolutionerende resultat. Det forholdt sig sådan, at Zayd ibn Harithah blev slave i en alder af blot ti år. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, opfostrede ham med så megen kærlighed og omsorg, at han fik status som adoptivsøn i Profetens hjem. Senere kom Zayds far og bror for at hente ham, og Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav ham tilladelse til at tage af sted. Men i mellemtiden havde Zayd fået så dyb kærlighed til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, at han ikke kunne acceptere at bryde dette forhold og ikke ville tage med sin far. Selvom Zayd ved et tilfælde var blevet slave, var han i virkeligheden søn af en fornem arabisk familie. Derfor foreslog nogle af Mekkas ledende mænd, at han skulle giftes med Zaynab, Profeten Muhammads, Allahs fred og velsignelser være med ham, kusine. Men Zaynabs bror ville ikke gå med til dette ægteskab. For efter de målestokke og standarder, der dengang gjaldt for ægteskab i Arabien, bestod dette ægteskab ikke prøven. Set med den uvidende tids mentalitet bar Zayd stadig slaveriets skam på sin pande. Desuden blev det betragtet som en særskilt mangel, at han var uden støtte, midler og hjem. Islam fandt det nødvendigt også at ændre denne mentalitet. Menneskehedens ven, Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, forsøgte at fjerne hindringen i form af arvelig forskelsbehandling fra ægteskabets vej og gøre hele det islamiske samfund til én samlet familie. Som følge af hans indsats styrtede denne forskelsbehandlings mur fuldstændigt sammen, og der blev skabt en ny betydning af kufu, det vil sige lighed mellem familier. Han ændrede muslimernes syn på sagen med stor vægt. Han lærte dem, at man ved indgåelse af ægteskab først og fremmest skulle se på brudens karakter og religiøsitet. Andre forhold skulle først tages i betragtning bagefter. Engang sagde han også: Hvis I i stedet for religiøsitet og moral opstiller en anden målestok, vil der opstå stor uorden og kaos i samfundet. Den opfattelse af kufu, som dermed blev udbredt, var, at man skulle vælge sin livspartner ud fra, hvem der med hensyn til livets egentlige mål og formål kunne blive den bedste ægtefælle, og med hvem man kunne opnå størst overensstemmelse og samhørighed hvad angår smag og mentalitet. Talrige ægteskaber, ja størstedelen af ægteskaberne, blev i praksis indgået efter dette nye syn. Hvilket niveau denne mentale og sociale forandring nåede, kan man se af beretningen om Abu Talhas ægteskab. Mens Abu Talha selv stadig var vantroende, friede han til Umm Sulaym, må Allah være tilfreds med hende. Umm Sulaym havde på det tidspunkt allerede antaget islam. Hun svarede: “Du er stadig vantroende, mens jeg har antaget islam. Hvordan kan to indbyrdes modstridende liv forenes? Hvis du antager islam, vil jeg ikke tage nogen anden medgift fra dig end, at du antager islam.” Af dette svar fremgår det, at ægteskabsforslaget også var ønskeligt for Umm Sulaym. Men islam havde skabt en så revolutionerende mentalitet, at hun tvang sig selv til at afvise det. Samtidig opfordrede hun ham til islam. Til sidst antog Abu Talha islam. De blev gift, og i sandhed blev islam fastsat som deres medgift. (Imam Maliks Muwatta og Uswah-ye Sahabiyat, Maulana Abdus Salam Nadwi, må Allah være ham nådig.)

Kort sagt var der ved at ske ændringer i smag og standarder med hensyn til ægteskab. Men der var stadig nogle hindringer tilbage. Derfor ville Hazrat Zaynabs bror ikke gå med til det foreslåede ægteskab. Profeten (fvmh.) ønskede også, at ægteskabet skulle finde sted. Men da det blev hindret af en ren jahiliyyah-præget tankegang, blev det betegnet som uønsket i Allahs og Profetens øjne. Det blev kritiseret indirekte i Sura al-Ahzab. I vers 35 siges der: »For muslimske kvinder og muslimske mænd, troende kvinder og troende mænd … har Allah beredt tilgivelse og en vældig belønning.« Hovedbudskabet i dette vers er, at muslimske kvinder og mænd, som besidder den islamiske ideologi, den islamiske tankegang og islams karakter, er fuldstændig lige og ligesindede. Der er nærhed og kærlighed mellem dem, og de fortjener at blive værdsat af hinanden. Derfor bør forskelsbehandling og skel mellem dem på grund af slægt samt jahiliyyah-prægede forestillinger om adel og aristokrati ikke stå i vejen. Men antydningen omfattede ikke kun dette. Det følgende vers er endnu strengere. Her siges det, at når Allah og Hans Profet (fvmh.) har truffet en afgørelse i en sag, har ingen troende mand eller kvinde ret til at tillægge sine egne præferencer, aversioner og personlige standarder større vægt end denne afgørelse. De, der således sætter sig op imod Allah og Hans sendebud, er faret vild og kommet langt bort. (Sura al-Ahzab 36) Det vil sige, at når vejen banes for et ægteskabeligt forhold mellem en muslimsk mand og en muslimsk kvinde, er det en form for egenmægtighed imod Allahs og Profetens vejledning og afgørelse at skabe hindringer ved at lægge vægt på gamle jahiliyyah-prægede forestillinger. En sådan egenmægtighed antager til sidst form af vildfarelse. Således blev der i dette vers rettet et kraftigt slag, og det ramte sit rette mål. Da Zaynabs bror hørte disse vers, forstod han antydningen og gik med til ægteskabet. Det betød, at lænkerne fra de jahiliyyah-prægede standarder for, hvem der af fødsel var fornem eller ufornem, adelig eller ikke-adelig, blev brudt.

Gennem denne begivenhed besluttede Allah også at afskaffe den udbredte fejlagtige opfattelse om adoptivsønner. Senere udviklede situationen sig således, at manden og hustruen ikke kunne enes. Den reelle forskel, der eksisterede mellem dem, påvirkede forholdet. Den ene klage efter den anden begyndte at komme til Profeten (fvmh.). Men i stedet for at forholdet blev bedre, blev det stadig dårligere. Til sidst begyndte Zayd at give udtryk over for Profeten (fvmh.) for, at han ønskede skilsmisse. Profeten (fvmh.) blev meget bekymret, fordi et ægteskab var ved at gå i opløsning, selv om det var blevet indgået med det formål at skabe et revolutionerende eksempel i samfundet. Desuden havde Profeten (fvmh.) selv ydet et væsentligt bidrag gennem sin opmuntring og rådgivning i forbindelse med ægteskabet. Han var Zayds værge, og derfor hvilede der et stort ansvar på ham i denne sag. Han forsøgte igen og igen at bevare ægteskabet og forhindre Zayd i at lade sig skille. Men til sidst endte alle disse forsøg forgæves. Zayd skilte sig fra hende. Til sidst opstod behovet for, at Profeten selv skulle gifte sig med Zaynab. Der var ingen hindring for dette i sharia. Men på grund af de tidligere jahiliyyah-prægede forestillinger var der frygt for, at folk ville blive chokerede, og at modstanderne samtidig ville få endnu et middel til deres smædekampagne. Men Allahs plan var netop, at den fejlagtige opfattelse om adoptivsønner, som havde bestået siden jahiliyyah-tiden, skulle afskaffes helt tydeligt og åbent af Profeten (fvmh.) selv, så denne onde skik kunne rykkes op med rode. I Koranen lod Allah hans skjulte bekymring komme til udtryk. Han sagde: »Du skjuler noget i dit indre, men Allah vil bringe det frem. Du frygter menneskene, selv om det er Allah, du burde frygte mest.« (Al-Ahzab 37) Det blev sagt i en mildt kritisk tone: Du skjuler noget i dit indre, som Allah er fast besluttet på at bringe frem. Du frygter menneskene; det vil sige, at Allah ikke billiger, at man af frygt for samfundets jahiliyyah-prægede forestillinger skjuler noget, som er tilladt ifølge Allahs lov. Det må bringes frem, »for at der ikke skal være nogen begrænsning for de troende med hensyn til deres adoptivsønners hustruer, når de har skilt sig fra dem.« (Al-Ahzab 37) Formålet var med andre ord én gang for alle at fjerne de gamle strenge regler i samfundet vedrørende adoptivsønner fra muslimernes vej. For at bryde denne jahiliyyah-prægede lænke blev det afgørende slag således rettet, at Allah selv tog et særligt initiativ og lod Profeten (fvmh.) gifte sig med Hazrat Zaynab.

Så snart denne begivenhed havde fundet sted, opstod der stort røre i de islamfjendtlige kredse i Medina. De begyndte at føre propaganda og sagde: »Ser I nu hykleriet omkring fromhed og renhed? Han har minsandten giftet sig med sin adoptivsøns hustru!« Samtidig blev der opdigtet forskellige historier for at gøre fortællingen mere opsigtsvækkende og underholdende. De ondsindede jøder og hyklerne begyndte også at sprede rygtet om, at (må Allah beskytte os) »han i virkeligheden var blevet forelsket i sin svigerdatter! Derfor tvang han hende til at blive skilt og giftede sig derefter selv med hende.« Det skal bemærkes, at nogle hadefulde orientalister i moderne tid har taget alle de beskidte anklager, som den islamiske bevægelses daværende hårde fjender fremsatte, direkte fra historien. Denne begivenhed er også blevet en yderst anerkendt sag blandt disse lærde og forskere, som har gjort den endnu mere underholdende og pyntet deres bøger med den. Det hævdes, at Allahs Sendebud (fvmh.) pludselig fik øje på Zaynab og blev forelsket i hende. Man bør tænke sig om: Den mand, der levede hele sit liv i konstant stræben og utrættelig aktivitet med en fuldstændig pletfri ungdom, og som ikke kunne tilbringe et eneste øjeblik i ro, skulle hans karakter, efter at have nået modenhedens højeste stadium, være blevet så skrøbelig, at han blev vanvittig af kærlighed ved blot ét blik? Passer denne fornærmelse overhovedet med hans samlede karakter? Desuden var Hazrat Zaynab Profeten (fvmh.)s egen kusine, og hun var vokset op foran ham, mens hun legede og lo, lige siden sin barndom. Hendes eksistens var altså ikke noget nyt for Profeten (fvmh.). Det er også en historisk kendsgerning, at han selv gjorde en stor indsats for at få hende gift med Zayd, og at han var Zayds værge i dette ægteskab. Kan man overhovedet finde noget grundlag for denne opdigtede fortælling i lyset af disse urokkelige kendsgerninger—en fortælling, som jøderne og hyklerne i Medina havde fremstillet, og som orientalisterne igen bruger imod islam? Består denne fantasifortælling deres egen prøve efter den målestok, som de, der gør krav på rationalisme og forskning, selv opstiller?

Det var ikke noget almindeligt ægteskab; det blev ligefrem indgået i himlen. Man hævdede, at han efter behag havde fået åbenbaringer sendt ned for at skabe rammerne for dette ægteskab. Tidligere var der blevet ført megen fjendtlig propaganda vedrørende troslæren og fiqh. Men i forbindelse med denne begivenhed blev der virkelig ført en beskidt propagandakampagne, og der blev rettet et angreb mod Profeten (fvmh.)s moralske storhed. Det er velkendt, at det moralsk set er muligt at rette det farligste angreb mod enhver reformerende og konstruktiv bevægelse. Hvis modstandere i forbindelse med en religiøs mission begynder at sprede propaganda om dens øverste leder og påstår, at han er en liderlig person, som ikke tøver med at anvende hvilket som helst middel for at tilfredsstille sine begær, og at han ikke respekterer nogen moralsk standard, kan intet angreb være mere skadeligt end dette. Det er let at forestille sig, hvor beskidt en propagandakampagne fjenderne førte i Medina omkring denne begivenhed, og gennem hvilken mental smerte nogle dage i denne menneskehedens største velgørers liv må være gået.

Det synes, at jødernes smædekampagne også var yderst pinlig for de uskyldige og troskyldige muslimer. På deres vej blev de måske generet med alle mulige usømmelige bemærkninger, og man forsøgte at skabe forskellige former for tvivl og usikkerhed i deres sind. Nogle umodne muslimer blev måske forvirrede som følge heraf. Hyklerne, der havde infiltreret deres rækker, udgav sig måske for at være deres egne og spredte alle mulige fordrejede påstande. Under disse omstændigheder indprentede Allah Ta’ala nogle ting i muslimernes sind for at trøste og uddanne dem. Han gjorde dem bekendt med, at der ikke påhviler Profeten nogen begrænsning med hensyn til det, Allah har gjort tilladt for ham. (Sura al-Ahzab 38) Han gjorde også formålet med dette skridt klart: at der ikke skulle være nogen hindring for, at muslimer gifter sig med deres adoptivsønners fraskilte hustruer. (Sura al-Ahzab 37) Han erklærede ligeledes, at Muhammad ikke er far til nogen af jeres mænd. (Sura al-Ahzab 40) Til sidst henvendte Han sig direkte til Sendebudet og sagde: Følg ikke de vantro og hyklerne, og bedrøv dig ikke over deres smædekampagne. Sæt din lid til Allah. Allah er tilstrækkelig. (Sura al-Ahzab 40) På denne måde blev der på en meget rolig og anstændig måde svaret på den afskyelige og beskidte smædekampagne, som jøderne førte med yderst nedrige hensigter.

Endnu en beskidt smædekampagne

Det fremgår af den ovennævnte begivenhed, at når Satan ikke finder nogen mulighed for at skade den islamiske bevægelses idealer og mål ved et direkte angreb, tilskynder han til at angribe den bagfra. Og set fra Satans synspunkt er den bedste måde at angribe bagfra på at tilsmudse dens leders personlighed og lederskab. Derfor blev Profeten på ét tidspunkt udsat for den modbydelige anklage for magtbegær og på et andet tidspunkt for den modbydelige anklage for selviskhed. Derefter skred denne smædekampagne videre og gjorde familien til den islamiske bevægelses øverste leder til sit mål. Denne familie var ellers blevet etableret som det centrale sociale og moralske forbillede for hele menneskeheden og for hele den muslimske ummah. Det var omkring denne familie, at den islamiske samfundsstruktur blev opbygget. Og et angreb på denne families centrum var den mest effektive måde at ødelægge denne struktur på. Til sidst tøvede de ødelæggende kræfter heller ikke med at rette dette sidste slag. Den hjerteskærende beretning om dette fjendtlige angreb er bevaret i Koranen, hadith, historien og sira-litteraturen som »Ifk-begivenheden«, det vil sige »beretningen om bagvaskelsen mod Aisha«, til lærdom og eftertanke.

Før jeg fremlægger oplysningerne om selve begivenheden, finder jeg det nødvendigt at analysere, hvordan en så afskyelig og voldsom bagvaskelse kunne opstå i det retfærdige og dydige samfund, som den islamiske bevægelse havde opbygget, og inden for den veltrænede og velorganiserede gruppe. Gennem hvilken åbning trængte denne frygtelige storm ind i den islamiske organisations befæstede borg og fik mulighed for i nogen tid at skabe den største rædsel?

Et miljø, der fremmer forvirring

For at skabe ødelæggelse og uorden i det islamiske samfundssystem har Satan nødvendigvis brug for en særlig form for gunstigt miljø. Hvad enten dette miljø opstår på grund af en mangel i samfundets orden og moral eller på grund af omstændighedernes og miljøets tvang, kan Satans planer til en vis grad lykkes, så snart der opstår en mulighed for at skabe forvirring. Som led i Allahs naturlige ordning vil der altid være visse sprækker, hvorigennem Satan kan arbejde, uanset hvor ideelt et samfund måtte være. Menneskets natur rummer nemlig visse svagheder, gennem hvilke forvirring og fordærv får mulighed for at trænge ind. Heller ikke om det samfund, som Profeten grundlagde, kan man give nogen garanti for, at de anarkistiske kræfter aldrig vil få mulighed for at virke i dets indre. Ligesom selv et menneske, hvor sundt det end er, af og til kan blive ramt af feber, hoste og forkølelse, kan selv det reneste samfund rammes af sygdomme. Det, man kan forvente af et sundt og levende samfund, er, at det hele tiden vil være optaget af at forebygge sygdomme og udrydde sygdomskim. Men man kan ikke forvente, at der aldrig vil opstå nogen sygdom i dette samfund. Det mest gunstige miljø for Satan i et samfund er et miljø med hemmelige rådslagninger og hvisken. Et sådant miljø opstår, når forskellige personer i et kollektivt system sætter sig hver for sig og fører hemmelige rådslagninger i stedet for åbent at fremlægge meninger, råd, kritik og spørgsmål foran hele folket. I Koranen betegnes dette som »najwa«. Najwa er i virkeligheden begyndelsen på en farlig vej i det kollektive liv. Når mennesker føler sig tilbageholdende med at handle offentligt, må man forstå, at der nødvendigvis ligger noget bag. Denne tendens til hemmelige rådslagninger og hvisken, som erstatter åbenhed, forvandles til sidst til sammensværgelse og hemmeligt samarbejde.

Desværre skabte hyklerne, under jødernes ledelse, dette hviskende miljø i den bevægelse, der blev ledet under Profetens opsyn, og det fortsatte uophørligt med at genere bevægelsens ledere og medlemmer. Koranen fortsatte med at korrigere dem, der skabte dette miljø, og den blev også ved med at advare lederne af den islamiske organisation. Koranen siger:

»Ser du ikke, at de, som blev forbudt at føre hemmelige rådslagninger, igen gentager denne forbudte handling? De fører hemmelige rådslagninger med hinanden om synd, overtrædelse og ulydighed mod Sendebudet. (Sura al-Mujadalah 8)

»O I, der tror! Når I rådfører jer med hinanden i enerum, så læg ikke planer om syndige handlinger, hovmod og ulydighed mod Sendebuddet. Rådfør jer derimod om retfærdighed og gudsfrygt.« (Sura al-Mujadalah-1)

»Hvisken er en satanisk handling, der udføres for at plage de troende. Men uden Allahs tilladelse kan intet skade dem.« (Sura al-Mujadalah-10)

»Disse hemmelige rådgivere kan skjule sig for menneskers øjne, men de kan ikke skjule sig for Allahs øjne. Når de i nattens mørke og i ensomhed taler om det, Allah ikke bryder sig om, er Allah med dem.« (Sura al-Nisa-108)

»Når tre mennesker samles til hemmelig rådgivning, er Allah den fjerde iblandt dem; når fem samles, er Allah bestemt med dem, uanset hvor de går hen.« (Sura al-Mujadalah-7)

»De siger med deres mund: Vi vil adlyde den kollektive afgørelse og lederens befaling. Men når de går bort fra dig, bruger en gruppe af dem natten til at rådføre sig imod dine ord. Og Allah nedskriver deres planer.« (Sura al-Nisa-8)

Disse vers fastslår utvetydigt, at folk frit kan drøfte ting med hinanden, hemmeligt eller offentligt og hver for sig, for at sikre støtte til, lydighed mod, gennemførelse og varighed af de fastlagte principper, som det islamiske samfund, staten og organisationen kollektivt bygger på, samt de sociale afgørelser og partitraditioner, der er blevet indført. Men at tilsidesætte disse ting, være uenig i dem, forhindre dem, organisere oprør imod dem, rejse indvendinger mod dem og rådføre sig hemmeligt eller hviske sammen i enerum med henblik på at forhindre dem er så afskyelig en synd, at den ødelægger disse menneskers karakter og skæbne og gør hele den sociale orden forlegen og plaget af problemer. Den egentlige anstifter af hemmeligt oprør og hvisken er Satan. Koranen har advaret den islamiske organisation mod denne anstiftelse.

Et af emnerne for den hemmelige rådgivning og hvisken var »at adlyde Sendebuddets befaling«. Det var faktisk det centrale spørgsmål. I det miljø, der lå under den islamiske bevægelse i Medina, var der overhovedet ingen mulighed for, at selve bevægelsen og dens idealer og mål kunne gøres til mål for bagvaskelse, eller at der kunne tages skridt til ulydighed mod Allah og oprør mod Hans Bog. Højst kunne hyklerne skabe så megen forvirring, at de kunne indlede strid med den islamiske bevægelses ledelse og ophidse folk mod den øverste leder. Den mest effektive og letteste måde at ødelægge en moralsk bevægelse på kan være at sprede bagvaskelse mod dens største personlighed.

I denne forbindelse har jeg allerede sagt, at der tidligere var blevet fremsat beskyldninger om selviskhed og begær efter magt. Men det var i virkeligheden ikke begrænset til fremsættelsen af konkrete anklager; en kampagne for at sprede rygter (Whispering campaign) og en »kold krig« havde tværtimod antaget en varig form.

Som eksempel blev der senere, da ordningen for zakat og fordeling formelt blev indført, rettet en ussel beskyldning mod Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham), nemlig at han efter forgodtbefindende tilegnede sig de midler, der var samlet i Bayt al-mal. Sagen var den, at da zakat og ushr regelmæssigt begyndte at blive opkrævet af alle opsparede ejendele, handelskapital, husdyr og landbrugsafkast, begyndte enorme værdier at samles ét sted, hvorefter de blev fordelt gennem Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Når de så disse enorme ophobninger af rigdom, blev de grådige efter rigdom mundlamme af begær. De ønskede, at disse værdier, ligesom i jahiliyyah-tiden, også nu skulle være koncentreret i hænderne på de velhavende som dem selv. Men det økonomiske system, som den islamiske bevægelse havde etableret, rettede rigdommen mod de fattige. De velhavende var stærkt utilfredse med denne revolutionære forandring. De kunne imidlertid ikke angribe det islamiske økonomiske system, som i stedet for at fylde deres lommer med lovens kraft opkrævede en “bøde” kaldet “zakat” fra dem. For at få afløb for deres bitterhed gjorde de Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til mål for deres angreb. De sagde, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) brugte midler på sine tilhængere og slægtninge og især gav muhajirerne rundhåndede gaver. Med andre ord begunstigede han familie og slægtninge med midler fra den islamiske stats offentlige skatkammer. Han fratog almindelige mennesker deres hårdt tjente ejendom i Allahs navn, og disse midler blev brugt til at udvide hans egen indflydelse, prestige og dominans. Når der i ethvert styre rejses anklager mod herskerne vedrørende midlerne i det offentlige skatkammer, får de en alvorlig karakter. Men særligt i et religiøst og moralsk samfundssystem, hvor skatkammeret kaldes Allahs ejendom, og hvor hver eneste indtægt og udgift forvaltes i Allahs navn og i overensstemmelse med Allahs lov, kan sådanne anklager skabe en voldsom ophidselse.

Det er værd at overveje, at denne beskyldning blev rettet mod det ideelle menneske, som ikke blot havde erklæret midler fra zakat og sadaqah juridisk forbudte for sig selv og sin familie, men for hele Banu Hashim-stammen. Måske findes der ikke i hele menneskehedens historie nogen sammenligning med et så uselvisk menneske. Alligevel vovede småfolk af den usleste karakter at tilsmudse selv denne lysende personligheds pande.

Koranen har beskrevet disse mennesker således: De sårer Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med deres modbydelige tale (sura at-Tawbah). I stedet for åbent og frit at tale om bevægelsens fælles problemer forsøgte de altså at ramme den ypperste leders personlighed. Koranen har selv fremhævet et eksempel på dette. Sagen var, at hyklernes handlinger og adfærd i det islamiske samfund var så malplacerede, at de virkede særdeles irriterende på de troende. De troende følte sig meget forlegne, når de så denne adfærd. Desuden var det vanskeligt at træffe juridiske foranstaltninger, men det var også svært stiltiende at tåle den. Hvad skulle de stakkels muslimer gøre? I overensstemmelse med fællesskabets krav var de nødt til at underrette Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om hyklernes upassende aktiviteter. På denne måde blev hver hykler efterhånden identificeret i samfundet, og Profeten reagerede på en særlig måde over for ham. Denne reaktion var først yderst mild, men blev senere gradvist strengere. I denne situation begyndte de, der var ramt af hykleriets sygdom, at føle sig tilsidesat og trængt op i en krog, og de sagde til hinanden: (Gud forbyde) Profeten har ingen dømmekraft; han tror på alt, hvad han hører fra hvem som helst. Helt almindelige mennesker, som ikke besidder nogen personlighed sammenlignet med os, går hen til Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham), siger hvad som helst om hvem som helst, og han tror straks på det hele. På grund af den øverste leders svaghed lider vi skade. I dag kaldes vi hyklere og intrigemagere. Og de sultende slaviske knægte fra dengang er blevet hans nærmeste ledsagere.

Som en reaktion på denne situation samledes en gruppe hyklere sandsynligvis en gang med Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til et særskilt møde. Under mødet plejede den ene hykler efter den anden pludselig at sige: “Jeg har noget, jeg gerne vil tale med Dem om i enerum.” Af høflighed holdt Profeten denne mulighed åben for alle. Men denne dramatiske praksis med at bede om en særlig samtale i enerum havde et andet formål. På denne måde ønskede hyklerne at styrke deres indflydelse over de almindelige muslimer og give indtryk af, at de var usædvanligt vigtige personer, nærmest VIP’er. De talte kun personligt med den øverste leder på det højeste niveau. Det andet formål var kunstigt at opnå nærhed i Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) øjne og i videst muligt omfang skabe et dårligt indtryk af de oprigtige troende, så deres egen tilsidesatte og trængte situation, som netop var opstået på grund af deres egne misgerninger, kunne lettes en smule. Men den høflighed fra Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) side, som havde givet hyklerne en ubegrænset mulighed for at spilde tiden, blev ophævet af Allah den Almægtige gennem følgende befaling:

“O troende! Når I ønsker at have en fortrolig samtale med Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med særlig tid afsat til det, så giv en sadaqah før samtalen.” – (al-Mujadalah 12)

Denne befaling knækkede ryggen på de yderst nærige hyklere, og rækken af gentagne samtaler med særlig tid afsat til dem ophørte. Dette var imidlertid begyndt ud fra den antagelse, at bevægelsens leder var meget godtroende. Derfor ville vi, tænkte de, også forsøge at hviske ham forskellige ting i øret og vinde ham over på vores side i kampen mod de oprigtige. Men de havde ikke forestillet sig, at han, ligesom han var godtroende over for oprigtige troende, var yderst påpasselig over for intrigemagere. Under alle omstændigheder er det let at forstå, at de, som sad midt i den islamiske organisation og gik rundt og fremsatte så foragtelige udtalelser mod dens øverste leder, umuligt kunne have den rette kærlighed til og lydighed over for disciplinen. Og netop denne lydighed og kærlighed gør organisationens medlemmer aktive og virksomme. I en religiøs og moralsk organisation er de, som beskæftiger sig med bagvaskelse og hvisken mod ledelsen, i virkeligheden optaget af et forsøg på at ødelægge organisationen.

Da den islamiske bevægelse var ved at foretage en revolutionær drejning fra kaldets og forkyndelsens fase til jihadens fase, trådte et stort antal hyklere frem. Når enhver bevægelse foretager en sådan drejning, bliver nogle mennesker forvirrede og mister balancen. I en sådan situation er det kun de medlemmer, som på forhånd har hørt, hvilken retning de bevæger sig i, og hvilke etaper de skal gennemgå undervejs, der kan bevare balancen. Ellers er situationen i alle verdens bevægelser sådan, at når en stor drejning nærmer sig, og man med et spring må gå fra ét trin til et andet, bliver de, der ikke på forhånd har forstået denne forandring, uduelige og passive. Ved sådanne historiske begivenheder bliver selv mange gode medlemmer undertiden ofre for vanskeligheder og mister modet. Det var netop det, der skete i den islamiske bevægelse. Da bevægelsen gik fra forkyndelsens fase ind i kampens fase, mistede nogle mennesker deres mentale balance. Især de, som ikke var parate til at bære jihadens byrdefulde byrde, blev hyklere for bestandig. De måtte lide denne skæbne, fordi de ikke på forhånd havde forberedt deres sind og hjerte på denne situation.

Det er blevet sagt i Koranen, at en gruppe mennesker i den første tid fik befaling om: »Hold jeres hænder tilbage.« Det vil sige: Når I udbreder islams budskab, skal I bære over med undertrykkelse og overgreb og ikke indlade jer på konflikt. Beskæftig jer blot med handlinger som at opretholde bønnen og give zakat (Nisa 4:77). Men på dette stadium var denne befaling ikke efter deres ønske. Da de samme mennesker på et senere tidspunkt fik befaling om jihad, blev de straks så bange for mennesker, at deres aktivitet gik helt i stå. Deres mentale reaktion var sådan, at de sagde til Allah: »O Allah, hvorfor har Du gjort krig obligatorisk for os? Vi kunne have fortsat med at udbrede budskabet nogle dage endnu, renset vores karakter gennem bøn og zakat og fortsat med at indsamle bidrag og udføre konstruktivt arbejde. Du lod ikke engang ét trin blive fuldført, men pålagde os arbejdet på endnu et trin, før tiden var inde!«

Men de var hjælpeløse. De kunne ikke diskutere med Allah, og de kunne heller ikke forhindre, at Hans befaling blev gennemført. Foran dem stod kun Allahs Sendebuds (sa.) personlighed. Derfor kunne de aldrig tilgive ham. De flygtede fra enhver kamp og tyede i enhver vanskelig situation til alle mulige undskyldninger. De tog fuldt ud hævn over lederen af den islamiske bevægelse for det ansvar og de forpligtelser, Allah havde pålagt dem.

Når en bevægelse indlader sig på konflikt, rammer dens bannerførere fjenden, men bliver også selv ramt. Nogle angreb lykkes, mens andre mislykkes. Resultatet er undertiden som håbet, og undertiden skuffende. I verdenshistorien findes der ingen slagmark, hvor kun den ene side altid har vundet. Selv den sejrende part betaler sejrens pris ved at ofre mange liv; mange bliver såret, og store værdier går tabt. De hyklere, der arbejdede i Medinas islamiske bevægelse (……………), havde ingen tillid til læren: »Med enhver vanskelighed følger der visselig lethed.« Ved hvert tab og hvert slag råbte de, at det skyldtes bevægelsens leders mangel på visdom og dømmekraft. (Må Allah forbyde det!) Koranen beskriver fremkomsten af deres arbejdsfjendske, filosofiske propaganda således:

»Hvis de opnår succes, siger de: ‘Det kommer fra Allah’; men hvis de rammes af noget ondt, siger de: ‘Det skyldes dig’ (Allahs Sendebud (sa.)).« (Sura Nisa 4:78)

Det vil sige, at de holdt Allahs Sendebud (sa.) ansvarlig for ethvert slag, der kom under forskellige konflikter, for ethvert tab, der indtraf, for ethvert offer, der blev nødvendigt, og for alle de bestræbelser og planer, der ikke gav det forventede resultat. Holdningen var, at islam, den islamiske bevægelse og den islamiske organisations regler og disciplin alt sammen var fremragende, men at den, der stod i spidsen for den, var inkompetent. De udviste også en vis gudsfrygt ved at sige, at den succes, der blev opnået, var en gave fra Allah. Som om propagandaen ikke blot var filosofisk, men også gudfrygtig. Men denne hykleriske gudsfrygt formåede ikke at vise en leder som Allahs Sendebud (sa.) blot den lydighed og velvilje, som islam befaler, at man skal vise over for selv lederskab udøvet af en sort slave. Hvad kan være et større selvbedrag end dette mislykkede forsøg på at opnå nærhed til Allah ved at vise ulydighed mod Allahs Sendebud og den islamiske bevægelses største leder? Og hvad kan et menneske samle sig til sin egen undergang, der er mere frygteligt end dette?

Det bør i denne sammenhæng nævnes, at når de anerkendte den succes, som en gave fra Allah, skyldtes det ikke taknemmelighed eller anerkendelse af Hans velsignelse. De ville derimod dermed sige, at de gode sider, der fra tid til anden kom til syne på grund af omstændighederne, og de fordele, der fra tid til anden opstod gennem krig og kamp, ikke havde noget at gøre med Allahs Sendebuds (sa.) indsigt og dømmekraft, men blot var tilfældige hændelser skabt af Allah. [Det samme er blevet sagt i Tafsir Muzihul Quran i forklaringen af det relevante vers i Sura Nisa. Når en krigsstrategi viste sig at være fejlfri, og sejren blev opnået, sagde hyklerne, at det blot var sket tilfældigt fra Allahs side. De anerkendte ikke Allahs Sendebuds (sa.) militære dygtighed. Og hvis der indtraf et nederlag, gav de Allahs Sendebuds (sa.) inkompetence skylden.]

Det er let at forstå, hvilken hjertesorg den øverste leder af den islamiske bevægelse måtte gennemgå, når såkaldte medkæmpere, der udtrykte kritik, hån og foragt, var til stede inde i bevægelsen i enhver vanskelig tid. Ved enhver lejlighed sagde de: »Det er på grund af denne leder, at den og den ulykke nu er indtruffet, at vi måtte udsættes for det og det slag, og at katastrofen er kommet fra den side« og så videre. Når resultatet af enhver vigtig begivenhed var kendt, satte de sig ned som vise mænd og kommenterede: »Det og det burde ikke være blevet gjort; det ville have været bedre, hvis det og det var blevet gjort« og så videre.

Ud over denne lave mentalitet fremsatte de før hvert slag og hver krig alle slags tåbelige påstande, såsom: »Vi frygter, at vi også pludselig bliver ramt af en katastrofe« (Maida 5:52). Det vil med andre ord sige, at bevægelsen bliver ledet så inkompetent, at den når som helst kan blive ramt af en katastrofe. Hvorfor skulle vi udsætte vores liv for unødig fare?

Det var på grund af denne indstilling, at hyklerne under slaget ved Uhud beklagede: »Hvis vi havde haft nogen indflydelse på ledelsen, ville vi ikke være døde her« (Āl ʿImrān, vers 154; se Tafhīm al-Qurʾān). De, der var bærere af denne indstilling, nærede en tydelig mistillid til Profeten (sa.)s ledelse og dømmekraft. De anså sig selv for at være de klogeste af alle. Og den person, som i så mange år havde ledet bevægelsen i overensstemmelse med åbenbaringens vejledning, var efter deres opfattelse intet, selv om han var profet. Når de allerede følte så stort ubehag ved profetens direkte ledelse, ved Allah alene, hvad de så ville have gjort ved en ledsagers ledelse, eftersom denne gruppe gjorde krav på monopol på dygtighed og dømmekraft.

Alle disse eksempler viser, at man i stedet for at modsætte sig den islamiske bevægelse direkte anså det for den mest effektive fremgangsmåde at gøre Profeten (sa.)s personlighed til mål for angreb og således angribe indirekte, og at det var denne fremgangsmåde, man fulgte. På de hemmelige møder med rådslagninger blev alle indvendinger og al propaganda mod bevægelsens øverste leder udarbejdet, og hele tiden overvejede man nye skridt for at trodse og gøre oprør mod ham.

Komplikationer ved den moralske ordning i den islamiske organisation

Den islamiske bevægelses organisatoriske ordning var fra ende til anden en moralsk ordning. Dette miljø var det bredeste og bedste felt for Satans arbejde. Især var to af dens sider gunstige for dem, der skabte vildledning. En særlig komplikation ved en moralsk ordning er, at organisationen ikke kan træffe nogen foranstaltning mod en tydeligt kritisabel hændelse, før den viser sig i form af dokumenterede oplysninger; og de, der føler sig bekymrede, kan heller ikke offentliggøre situationens uklare baggrund, før det endelige resultat foreligger. Islams moralske forskrifter forbyder medlemmerne af det islamiske samfund at nære dårlige tanker om hinanden. Et retfærdigt menneske er forpligtet til i videst muligt omfang at give en god forklaring på enhver mistænkelig handling hos sine ledsagere. Hvis han efter at have gennemgået alle oplysninger om en uønsket hændelse alligevel nærer en dårlig mistanke dybt i sit hjerte, må han desuden vente længe for at se, om der kommer oplysninger, som kan tilbagevise hans dårlige mistanke.

På grundlag af en ren antagelse, hvor stærk den end måtte være, kan man ikke føre en formel sag mod nogen eller stille den pågældende i de anklagedes sted. Af disse grunde var Medinas trofaste muslimer, selv om de så de første aktiviteter hos de intrigante og anarkistiske mennesker, der deltog i hemmelige rådslagninger, som visse uønskede tegn, tvunget til at forholde sig tavse og blot se til. Først når fitnaen begyndte at bære frugt som forventet, tillod samfundets moralske ordning dem at tale imod den og gav dem mulighed for at aktivere den kollektive ordning.

Den anden komplikation ved den moralske ordning var, at situationen blev meget vanskelig, hvis nogen fremsatte en anklage mod organisationens øverste leder eller andre ansvarlige. På den ene side lå den administrative myndighed over gruppen i deres hænder, og det var dem, der havde magten til at gøre en ende på al fitna, altså anarki og vildledning. På den anden side kunne de selv blive ofre for fitnaen og komme i en sådan situation, at hvis lederne traf disciplinære foranstaltninger mod dem, før de muslimske befolkningers øjne var blevet åbnet for intrigemagerne og ballademagernes sande ansigt, ville lederne selv blive anklaget for at undertrykke kritik og afvigende meninger. De ville blive kendt skyldige i på diktatorisk vis at have besejret dem, der hævede sandhedens røst. Om et menneske kan man sige, at høflighed ganske vist er den største styrke, men også den største svaghed; på samme måde kan man om en gruppe sige, at den moralske ordning også er dens største komplikation. Den eneste løsning på denne komplikation er, at gruppens kollektive sind må være så vågent og bevidst, og dens kollektive karakter så stærk og solid, at den ikke tillader noget at bestå internt i gruppen, som strider mod dens egen natur. I gruppens rammer må ingen være villig til at lytte til hvisken, hvisketale, rygter eller hemmelige rådslagninger, der strider mod gruppens disciplin, og ingen må vove at sprede noget sådant, når det er kommet ham for øre. Men det er vanskeligt for en gruppe som helhed og fuldt ud at bestå denne højeste og fornemste prøve og derefter bestandigt forblive på dette niveau. Intet menneskesamfund kan blive helt frit for og renset for mennesker, der tænker onde tanker, fremsætter onde tilskyndelser og lokker andre til dårlige ting med deres mund, eller lytter til alle disse uønskede ting med deres ører. Satan undlader ikke at tage del i noget af det, mennesker tænker, siger og hører.

Hyklerne drog fuldt ud fordel af denne fleksibilitet og rummelighed i den moralske ordning og nød dens fordele. Men til sidst kunne de ikke undslippe dens vældige krafts greb. Med Koranens ord var den korte sammenfatning af alle deres handlinger denne: »De opnåede ikke det, de ønskede.« Men de gjorde bestemt den islamiske organisation bekymret og kastede den bestemt ud i uorden.

I dette miljø af hemmelige rådslagninger, rygtespredning, hvisken og hvisketale var personligheden hos den islamiske bevægelses øverste leder fra begyndelsen blevet et mål for angreb, og det ene angreb efter det andet blev iværksat. Hvis lykken tilsmilede de undergravende, intrigante fitnamagere i en sådan situation, var det på ingen måde umuligt for dem at udløse en katastrofal ulykke ved at sprede stadig mere snedige og stadig mere modbydelige bagtalelser. For at udnytte dette fleksible miljø og få hyklerne til at bruge det effektivt havde Satan brug for endnu én ting: en erfaren skurk, hvis hjerne var særdeles kreativ og dygtig til at udtænke snedige sammensværgelser, og som havde mod til at kaste en glødende gnist ind i den krudtdynge, som de hemmelige rådgivere havde skabt. En sådan erfaren skurk var allerede klar i Abdullah ibn Ubayys skikkelse. Denne mands sind var fyldt til randen med en følelse af sin egen personlighed og værdighed. Og hvorfor skulle det ikke være sådan? Lige før hijraen var man jo i færd med at sætte Medinas kongekrone på hans hoved. Muhammeds (sa.) tilstedeværelse ødelagde imidlertid hans håb. For ikke blot nåede han ikke kongemagten; på grund af sin karakter opnåede han ikke engang en plads blandt den islamiske organisations første, anden eller tredje række. Denne hændelse skabte en yderst bitter og giftig reaktion i hans sind, og fra denne reaktion opstod der hvert øjeblik nye former for fitna og nye sammensværgelser. Satan arbejder ikke særlig meget direkte inde i mennesket. Han har brug for sine lydige menneskedjævle. Og for at holde disse menneskedjævle aktive mod Allahs religion har han brug for en passende leder, en leder, der er ekspert i sammensværgelser. Satan fandt en sådan passende ekspert i sammensværgelser, færdiglavet. Han var tilmed en person fra selve den islamiske bevægelses kreds. På den ene side havde denne mand erklæret, at han accepterede den bevægelse, der blev ledet af profeten, mens han på den anden side hele tiden var i konflikt med den.

Denne hovmodige, intrigante skurk, der var erfaren i at slå til, når lejligheden bød sig, tog i et historisk øjeblik en glødende kulklump fra den brændende misundelses ildsted i sit bryst og kastede den ind i Profeten, fred være med ham, hellige familiekreds. Så snart den var kastet, begyndte hele samfundet mentalt at blive svedet.

Aishas egen beretning

Der findes udførlige, autentiske beretninger i de vigtigste værker om hadith, historie og sira om den storm, der rasede gennem Aishas indre under denne frygtelige katastrofe. Disse beretninger stammer fra Aisha selv og fra andre fortællere. Jeg har i øjeblikket sådanne autoritative værker som Zad al-Ma’ad (bind 2, s. 113-115) og Ibn Hishams Sira (bind 2, s. 342-347) foran mig. Men eftersom forfatteren til Tafhim al-Qur’an har fremstillet Aishas smertelige historie på den smukkeste måde, citerer jeg den her:

»Da jeg nåede Medina, blev jeg syg og var sengeliggende i næsten en måned. I byen spredte der sig rygter med denne beskyldning. Selv Allahs Sendebud, fred være med ham, havde hørt om dem. Jeg vidste imidlertid intet. Det, der forekom mig mærkeligt, var, at Allahs Sendebud, fred være med ham, denne gang ikke viste mig den særlige opmærksomhed, han plejede at vise mig, når jeg var syg. Når han kom hjem, spurgte han kun: “Hvordan har du det?” Han sagde ikke mere end det. Det fik mig til at ane, at der måtte være sket noget. Til sidst bad jeg ham om tilladelse til at tage hjem til min mor, så hun kunne pleje mig ordentligt. En nat gik jeg udenfor for at forrette min nødtørft. På det tidspunkt havde vi endnu ikke noget toilet i huset, så vi gik ud i det fri. Min mors kusine, Mistahs mor, var med mig. (Af andre beretninger fremgår det, at Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, havde påtaget sig forsørgeransvaret for hele denne familie. Trods denne store velgerning var Mistah alligevel blandt dem, der spredte beskyldninger mod Aisha.) På vej mod det fri snublede Mistahs mor. Straks undslap der hende ufrivilligt ordene: “Må Mistah dø!” Jeg sagde: “Hvilken slags mor er du, siden du forbander din søn? Og han er endda en, der deltog i slaget ved Badr.” Hun sagde: “Har du ikke hørt, hvad han har gjort?” Derefter fortalte hun mig hele historien. Hun fortalte åbent, hvad de, der spredte beskyldningerne, sagde om mig. Blandt de muslimer, som var blevet indblandet i denne fitna, bortset fra hyklerne, var Mistah, den berømte digter Hassan ibn Thabit og Hasna bint Jahsh (søster til de troendes moder, Zaynab bint Jahsh). Da jeg hørte dette, størknede mit blod, og jeg glemte endda det naturlige behov, som jeg var gået ud for at forrette. Jeg gik direkte hjem og græd hele natten.« (Ibn Hishams beretning tilføjer også: »Jeg græd, indtil det føltes, som om mit hjerte var ved at briste!«)

På den ene side vred Aisha sig i intens sjælelig smerte. På den anden side fortsatte hvisken og sladder som sædvanlig i hele byen. Hendes far og ægtemand var de eneste, der kunne have forsvaret Aisha mest kraftfuldt. Men når onde mennesker spreder den slags beskyldninger, bliver den, der står dem nærmest, også fanget i de største vanskeligheder. Derfor blev hendes far og ægtemand tavse og blev ramt af bagtalelsens pile, som blev skudt fra alle sider.

Disse øjeblikke blev uudholdelige for Muhammed, fred være med ham, menneskehedens største velgører og ven, både personligt og med hensyn til organisationens interesser. Enhver ædel, bevidst og ansvarlig person kan forstå Allahs Sendebuds, fred være med ham, situation. Han udviste stor tålmodighed og tilbragte lang tid i stilhed. Men det var heller ikke muligt at lade et så følsomt spørgsmål stå uafklaret under de aktuelle omstændigheder. Det blev nødvendigt at træffe en afgørelse. Derfor indledte Allahs Sendebud, fred være med ham, en uvildig undersøgelse. Han tilkaldte sine to nære ledsagere, Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, og Usama ibn Zayd, og bad om deres mening. Usama, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: “Allahs Sendebud! Hun er din ædle hustru. Vi har aldrig set andet end godt hos hende. Alt det, der bliver spredt, er falsk og grundløst.” (Ibn Hishams Sira) Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, gav sin vurdering fra en anden synsvinkel. Han sagde: “Allahs Sendebud! Der er ingen mangel på kvinder. Du kan tage en anden hustru i stedet for Aisha. Men tilkald tjenestepigen og undersøg sagen.” Alis hensigt var i virkeligheden, at det var bedre at tage en anden hustru end at lade Allahs Sendebud, fred være med ham, lide under denne bekymring, og at det var bedst at skille sig fra den hustru, omkring hvem der var opstået sådan et voldsomt postyr. I virkeligheden tillagde Ali, på grund af sit særlige slægtskabsbånd, Allahs Sendebuds, fred være med ham, personlige bekymring større betydning end spørgsmålets betydning for bevægelsen. Derfor rådede han Allahs Sendebud, fred være med ham, til at befri sig for sin mentale uro.

Allahs Sendebud, fred være med ham, fulgte dog den anden del af Alis råd. Han tilkaldte tjenestepigen. Ali gav hende en lussing og irettesatte hende strengt: “Du skal fortælle sandheden foran Allahs Sendebud, fred være med ham.” Hun sagde: “Ved Allahs ed, jeg kender ikke andet til hende end godt. Den eneste fejl, jeg har set hos Aisha, er, at når jeg gik udenfor, mens jeg lavede dej, bad jeg hende om at holde øje med den et øjeblik. Men hun faldt i søvn, og geden kom og spiste dejen.” (Ibn Hishams Sira) Med denne spontane erklæring havde tjenestepigen frikendt Aisha så fuldstændigt, at ingen anden erklæring kunne have føjet noget væsentligt til det. Hun tegnede et sandfærdigt billede af en enfoldig pige, hos hvem det for menneskelig samvittighed og fornuft var umuligt at forestille sig noget ondt. Det andet skridt, Allahs Sendebud, fred være med ham, tog, var at indkalde til et offentligt møde og holde en tale. Efter at have begyndt med lovprisning af Allah sagde han med meget smerte i stemmen:

»Hvad er formålet med dem, der sårer mig ved at tale om min familie og spreder usande påstande om dem? Ved Allahs ed, jeg kender ikke andet end godt til min families medlemmer. Den person, som de har knyttet denne beskyldning til, kender jeg også kun som et godt menneske. Han er aldrig kommet ind i mit hus, når jeg ikke var til stede.« (Ibn Hishams Sira, bind 3)

Ifølge en anden beretning sagde Allahs Sendebud ﷺ i begyndelsen: »Er der nogen, der kan befri mig fra den, som volder mig smerte på grund af min familie?« (Zad al-Ma’ad, bind 2)

Da han hørte dette, rejste Usayd ibn Hudayr, lederen af Aws-stammen, sig og sagde: »O Allahs Sendebud! Hvis sådanne mennesker tilhører vores stamme, vil vi give dem en lærestreg. Og hvis de tilhører Khazraj, så giv du blot ordren. Ved Allah, den passende straf for sådanne mennesker er halshugning.«

Straks protesterede Sa’d ibn Ubada, lederen af Khazraj, fra den anden side: »Du lyver! Ved Allah, vi vil ikke halshugge dem. Nå, nu forstår jeg det: Du siger dette, fordi du tror, at de tilhører Khazraj.« Usayd ibn Hudayr blev meget vred over Hazrats Sa’ds svar. Han har måske forstået, at en gruppe, hvor forbrydere, anarkister og intrigemagere får støtte og beskyttelse fra en ledende person, ikke kan befri samfundet for kriminalitet. Folk som Abdullah ibn Ubay bliver til alle tider født i alle bevægelser. Men en stærk og selvbevidst gruppe lader ikke sådanne mennesker blive i gruppen; den driver dem snarere ud. Hvis en intrigant person derimod får støtte og beskyttelse hos indflydelsesrige mennesker i en organisation, bliver de indre fjender, disse forræderiske »Bibhishanaer«, næret og opfostret, og samfundet lider under dem. Det var i erkendelse af denne bitre sandhed, at Hazrat Usayd ﷺ udbrød: »Det er ikke jeg, der lyver, men du! Ved Allah, du tager de hykleres parti, fordi du selv er en hykler.« (Ibn Hishams sira)

Grunden til, at denne bitre stemning opstod, var, at der hele tiden blev lagt planer for at skabe spændinger mellem Aws og Khazraj. Derfor opstod der uro på grund af en ganske lille bemærkning, og det var lige ved at komme til slagsmål. Den store leder, som havde skabt et godt forhold mellem de to stammer, ønskede ikke, at de to stammers enhed, som var blevet opbygget gennem mange års bestræbelser, igen skulle ødelægges på grund af ham. Han steg ned fra prædikestolen, beroligede begge grupper, og mødet blev afsluttet. (Ibn Hishams sira)

Denne oplevelse af gruppens svage side forøgede yderligere Allahs Sendebuds smerte. Det var i virkeligheden resultatet af den gamle splittelse og det had, som Abdullah ibn Ubay havde pustet til under krigen mod Banu al-Mustaliq.

Hør selv den sidste del af historien, som forvandlede tragedien til komedie, fra Hazrat Aishas egen mund!

»Rygtet om denne bagvaskelse fortsatte med at cirkulere i hele byen i omtrent en måned. Allahs Sendebud led frygteligt. Jeg græd hele tiden. Mine forældre var ramt af den største bekymring, uro og rastløshed. Endelig kom Allahs Sendebud en dag og satte sig hos mig. I hele denne periode havde han ikke én eneste gang sat sig hos mig. Hazrat Abu Bakr og Umm Ruman (Hazrat Aishas mor) antog, at den endelige afgørelse nu ville komme. Derfor kom de også og satte sig tæt på. Allahs Sendebud sagde: »Aisha, disse oplysninger om dig er nået frem til mig. Hvis du er uskyldig, håber jeg, at Allah vil bekendtgøre din uskyld. Og hvis du har begået en synd, så angra den over for Allah og bed om tilgivelse. Når en tjener erkender sin synd og angrer, tilgiver Allah ham.« Da jeg hørte dette, tørrede mine tårer ind. (Det er netop en sådan reaktion, man kan forvente fra et uskyldigt menneske. – N.S.)

Jeg sagde til min far: »Svar på Allahs Sendebuds ﷺ ord.« Han sagde: »Min datter, jeg kan ikke forstå, hvad jeg skal sige.« Jeg sagde til min mor: »Sig du noget.« Hun sagde også: »Jeg kan heller ikke forstå, hvad jeg skal sige.« Jeg sagde: »I har hørt en påstand, og straks har den fæstnet sig i jeres hjerter. Hvis jeg nu siger, at jeg er uskyldig – og Allah er vidne til, at jeg er helt uskyldig – vil I ikke tro mig. Men hvis jeg uden grund bekender noget, jeg ikke har gjort – og Allah er vidne til, at jeg ikke har gjort det – så vil I tro mig. På det tidspunkt forsøgte jeg at huske Hazrat Jakobs navn, men jeg kunne ikke komme i tanke om det. (Når et uskyldigt menneske bliver fortvivlet efter at være blevet udsat for en alvorlig bagvaskelse, er sådanne hændelser i dets psykiske verden naturlige. – N.S.) Til sidst sagde jeg: Hvad mere kan jeg sige i denne situation? Jeg vil blot sige det samme, som Josefs far sagde: ******* »Den største tålmodighed.« (Hazrat Jakob sagde dette, da hans sønner foran ham gav den falske beretning, at Josef var blevet ædt af en tiger. – Oversætteren.) Med disse ord vendte jeg ansigtet bort og lagde mig ned. (Når et uskyldigt menneske bliver udsat for bagvaskelse, kommer der sammen med hjælpeløsheden en trodsig holdning til udtryk; det er denne holdning, der fremstilles her. – N.S.) På dette tidspunkt sagde jeg til mig selv: Allah er vidende om min uskyld. Han vil helt sikkert afsløre de virkelige kendsgerninger. Indtil da havde jeg dog ikke kunnet forestille mig, at der ville blive åbenbaret noget til mit forsvar, som skulle læses helt frem til Dommedag. Jeg havde aldrig anset mig selv for at være så højtstående, at Allah selv ville tale til mit forsvar. Jeg tænkte dog, at Allahs Sendebud ville få en drøm, hvorigennem Allah ville meddele, at jeg var uskyldig. Pludselig indtrådte der en forandring i Allahs Sendebud, sådan som det sædvanligvis skete, når åbenbaringen kom, og selv i den strengeste vinter dryppede sveden som perler fra Allahs Sendebuds ansigt. Vi blev alle stille. Jeg var fuldstændig frygtløs. Men mine forældre blev så stive af skræk, at hvis man havde skåret et sted på deres krop på det tidspunkt, ville der vist ikke engang være kommet blod ud. De frygtede, hvad Allah mon ville meddele. Da Allahs Sendebuds tilstand blev normal igen, så man, at han var overordentlig glad. Det første, han sagde med et smil på læben, var: »Aisha, tillykke! Allah har erklæret dig uskyldig.« Derefter reciterede Allahs Sendebud ti vers. Min mor sagde: »Rejs dig og vis Allahs Sendebud din taknemmelighed.« Jeg sagde: »Jeg vil ikke vise ham taknemmelighed, og heller ikke jer. Jeg er kun taknemmelig over for Allah, som har erklæret mig uskyldig. I har ikke engang afvist denne bagvaskelse.« (Tafhim al-Qur’an, sura an-Nur) Læg mærke til, at Hazrat Aishas ord kun udtrykker en bebrejdelse præget af en stærk følelse af selvrespekt. Kan dette være en skyldig samvittigheds udsagn? Hvert eneste ord i denne beretning fortæller, at det er en ægte, spontan og fuldstændig gengivelse af et uskyldigt menneskes sorg og smerte.

Frifindelsen gennem åbenbaringen

Åbenbaringen kom snart for at fjerne denne storm af bagvaskelse og den krise, der var opstået på grund af den. Den sura, der blev åbenbaret for at afværge denne krise, hedder »An-Nur« (Lyset). Dette navn passer på fremragende vis til den virkelige situation. For denne sura blev åbenbaret netop for at fjerne det mørke, som en alvorlig social krise havde skabt, og oplyse samfundet. I denne sura gives der et overblik over muslimernes organisation og samfund, deres svagheder identificeres, og der gives moralsk og juridisk vejledning, så de én gang for alle kan frigøre sig fra disse svagheder.

Indledningen til denne opsigtsvækkende suras budskab er i sig selv chokerende. Der siges:

»Dette er en sura, som Jeg har åbenbaret, gjort obligatorisk som et ansvar (for det islamiske samfund), og hvori Jeg har fremlagt tydelige anvisninger. Måske vil I drage nytte af den.« (Vers 1)

Og nu kommer Sura An-Nurs højlydte erklæring henvendt til samfundet:

»De, der har frembragt denne bagvaskelse, er en gruppe blandt jer selv. … Enhver, der har taget del i denne bagvaskelse, har pådraget sig synd i samme omfang. Og den, der bærer hovedansvaret for den, vil få en frygtelig straf.« (Vers 11)

Hvilken frygtelig og sarkastisk irettesættelse! En anklage uden vidner eller beviser, som overhovedet ikke havde noget gyldigt grundlag, bredte sig med stormens hastighed – og den kom ikke fra en ydre fjende eller rival, men fra selve den muslimske gruppe, der var blevet oplært gennem mange år. Det var heller ikke blot et pludseligt fald for et enkelt eller nogle få mennesker. I en hel måned fortsatte en gruppe med at skabe en alvorlig psykisk krise. I Sura An-Nur siges det, at der i jeres fællesskab findes en sådan svaghed, at de, der har opbygget det, selv kan tage initiativ til at ødelægge det. I dette miljø findes der sprækker, hvorigennem løgn og falskhed kan trænge ind i sandhedens forkæmperes samfund og organisation. Det siges, at dette ikke blot var en isoleret hændelse med bagvaskelse, men en stadig strøm af synd. Fra denne strøm fyldte nogle et olietønde, nogle fyldte en krukke, mens andre blot tog så meget, som der kunne rummes i deres håndflade. Således samlede enhver, i det omfang han tog del i det, en tilsvarende mængde synd til sig. Derefter hentydes der til hovedmanden bag denne misgerning, nemlig Abdullah ibn Ubayy, som først tændte ilden og siden vedvarende pustede til den, indtil den blev til en skovbrand.

I Sura An-Nur stilles følgende spørgsmål:

»Da I hørte dette første gang, hvorfor tænkte de troende mænd og kvinder ikke godt om hinanden, og hvorfor sagde de straks ikke: Dette er en frygtelig bagtalelse?« (Vers 12)

Læg mærke til, hvor stærk en moralsk appel dette udsagn rummer, og hvor hårdt det slår ned på høvisk adfærd og troendes følelser. Med andre ord: Hvordan kunne det, at en ædel kvinde fra det islamiske samfund ved et uheld blev adskilt fra karavanen, og at et anset medlem af selvsamme samfund fandt hende på vejen og tog hende med sig, blive grundlag for blot den ringeste mistanke hos jer? Hvis en anden kvinde og mand blandt jer var kommet ud for en sådan situation ved et uheld, ville de så nødvendigvis have begået en så ussel handling? Er det sådan, I forestiller jer jeres egen karakter? Er jeres samfund så nederdrægtigt, at to af dets medlemmer, blot fordi de tilfældigvis bliver adskilt, ikke lader den mindste mulighed for at begå utugt gå til spilde? Hvis I ikke kan forestille jer en sådan usselhed hos jer selv, hvilken ret havde I så til at nære en så modbydelig mistanke om en af jeres gruppes bedste kvinder og et fremtrædende medlem?

I virkeligheden bevarede langt størstedelen af dette samfund deres moralske overlegenhed selv under denne krise. Hvis denne gift havde fået mulighed for at sprede sig i hele samfundets legeme, og samfundet som helhed havde været ude af stand til mentalt at modstå den, ville dette slag have revet hele dets eksistens fra hinanden. I denne situation reagerede Hazrat Abu Ayyub Ansari mest forbilledligt. Da hans hustru fortalte ham om dette beskidte rygte, sagde han: »O, Abu Ayyubs mor, hvis du havde været på denne kvindes plads i stedet for Aisha, ville du så have gjort sådan noget?« Hun svarede: »Ved Allah, aldrig.« Hazrat Abu Ayyub sagde: »Så er Aisha meget bedre end dig. Jeg siger også, at hvis jeg havde været på Safwans plads, ville en sådan tanke ikke engang være faldet mig ind. Og Safwan er en bedre muslim end jeg.« (Ibn Hishams Sira, bind 3)

I Sura an-Nur bliver de, der spredte denne beskidte bagtalelse, spurgt: Hvorfor kunne I ikke reagere som Abu Ayyub Ansari?

Derefter rejser Sura an-Nur spørgsmålet ud fra et juridisk synspunkt:

»Hvorfor kom de ikke med fire vidner som bevis for deres anklage? I Allahs øjne er det jo dem, der er løgnere.« (Vers 13)

At besudle en mands eller en kvindes omdømme er altså ikke blot en spøg; det er en alvorlig forbrydelse, og i et levende samfund er det yderst nødvendigt at træffe retlige foranstaltninger imod den. Det er ikke en bagatel, som man kan lade passere med ordene: »Det, der er sket, er sket«, blot fordi man har lyst til at sige om en ærlig og uskyldig borger, at han har begået mord, tyveri eller utugt. Det kræver den højeste grad af ansvarlighed. Når man fremsætter en sådan anklage, bliver det nødvendigt at bevise den og fremlægge lovlige vidner. De, der uden selv at have set det pålægger to ærede og høflige mænd i det islamiske samfund en sådan bagtalelse, har selv pligt til at fremlægge beviser og vidnesbyrd for den fremsatte anklage. Ellers er det ifølge loven dem, der er løgnere og forbrydere.

Se derefter, hvordan Sura an-Nur har identificeret de svage medlemmers fejl i det islamiske samfund:

»Tænk over, hvilken alvorlig fejl I begik, da I lod denne løgn sprede sig fra den ene mund til den anden, og med jeres munde sagde noget, som I ikke havde nogen viden om. I anså det for en ubetydelig sag, selv om den hos Allah er alvorlig. Hvorfor sagde I ikke straks, da I hørte det, at det var forkert af os at fremsætte sådan en påstand? Subhanallah, dette er jo en grov bagvaskelse!« (Vers 15-16)

Det er en meget stor svaghed ved ethvert samfund og enhver organisation, at grundløse og uansvarlige rygter let spreder sig inden for den. Det er en endnu større svaghed for en organisation, der er grundlagt for hele verdens moralske reform, og under hvis ledelse en social og politisk bevægelse ledes. Et menneske hører noget med sine ører, tror straks på det af hele sit hjerte og spreder det med sin mund; derefter går det fra den ene mund til den anden, uden at nogen undersøger, om det er sandt eller falsk, uden nogen form for skelnen og uden at denne kæde nogensinde bliver brudt. Enhver kan frit sige, hvad han vil mod hvem som helst, og ingen hindres i at sprede den skam, han ønsker at påføre andre – i et sådant samfund kan ingen være sikker på sin ære og værdighed. Hvis mennesker som selve Allahs Sendebud, Aisha as-Siddiqah, Abu Bakr as-Siddiq og Safwan ikke kunne beskyttes mod den bagvaskelse, som en hykler spredte, hvis ære og værdighed kan da være sikker i et sådant samfund?

Derfor siges der i sura an-Nur med en særdeles hård irettesættende tone:

»Over dem, der bagvasker ærbare kvinder, hviler en forbandelse både i denne verden og i det hinsidige, og de har en hård straf i vente.« (Vers 23)

I dette vers tegnes et billede af Aishas karakter. Hun var en troende og ærbar kvinde, som ikke havde nogen forestilling om, hvad utugt var, eller hvordan den blev begået, og som ikke engang kunne forestille sig, at nogen kunne beskylde hende for det. Dette billede af en så enfoldig og uskyldigt forurettet kvinde har moralsk berørt ethvert menneskes hjerte.

Det er beklageligt, at der blandt de oprigtigt troende, som var lydige mod Allahs Sendebud og loyale over for den islamiske bevægelse, og som blev revet med af denne voldsomt brusende og friske strøm, også var en personlighed, der havde ydet den islamiske bevægelse værdifuld tjeneste og beriget dens litterære og åndelige arv. Det var Hassan ibn Thabit. Hassan blev også blandt dem, der blev omfattet af irettesættelsen og bebrejdelsen i sura an-Nur. Alligevel havde han en meget høj position i den islamiske organisation og ved Allahs Sendebuds hof. Ved forskellige lejligheder rådede Allahs Sendebud ham særligt til at besvare angrebene fra de jahilitiske digtere og litterater med poesi og litteratur og til at varetage opgaven med at forklare og fortolke islam. På et tidspunkt opnåede Hassan også det sjældne privilegium, at Allahs Sendebud selv lod ham sætte sig på sin prædikestol og bad ham synge den islamiske bevægelses nationalsang. Aisha var selv så bevidst om hans status, at hun altid fortsatte med at vise ham respekt, efter at denne ophidsede periode var forbi. Undertiden blev hun mindet om, at denne mand havde deltaget i at sprede bagvaskelse mod hende. Da hævede Aisha sig til det højeste niveau af storsind og ædelmodighed og sagde: »Lad det ligge. Han har altid givet de digtere, der var imod islam, et sønderlemmende svar på vegne af Allahs Sendebud og den islamiske bevægelse, og han har ydet værdifulde bidrag på poesiens område.«

Hvordan det end forholder sig, er den faktiske sag, at denne fremtrædende personlighed i den islamiske bevægelse var blevet fanget i det vildfarelsens net, som hyklerne havde lagt ud. Selv om han udførte den rolle, han spillede i dette tumult, med oprigtighed og i den overbevisning, at den var retfærdig, var den yderst skadelig for bevægelsen. Enhver kan ud fra hans rolle lære, at intet menneske, uanset hvor stærk en karakter det har, kan være sikker på, at det under ingen omstændigheder vil blive vildledt. Ligeledes kan ingen garantere om noget andet menneske, uanset hvor højtstående det er, at det aldrig vil blive offer for en fejlvurdering. Ethvert menneske, stort eller lille, er hvert øjeblik et mål for Satans planer. Han er tværtimod endnu mere ivrig efter at spinde sammensværgelsens net omkring enhver vigtig og ledende person. Derfor er det grundprincip, som den islamiske bevægelse til alle tider følger, at gruppens egentlige troskab bør være rettet mod principperne og idealerne, ikke mod personen.

At fange en af den islamiske bevægelses fremtrædende personligheder i en fælde var en meget stor succes for Abdullah ibn Ubayy og hans kumpaner. Drevet af hyklerisk snedighed udførte de deres skadelige aktiviteter, mens Hassan ibn Thabit oprigtigt bestræbte sig på at få deres sammensværgelse til at lykkes. Det vil ikke være forkert at sige, at selv om Abdullah ibn Ubayys hykleri var skadeligt for bevægelsen, var Hassans oprigtighed og enfoldighed endnu mere ødelæggende. For handlinger, der udføres med oprigtighed og gode hensigter, lykkes ofte langt bedre med at forvolde skade end handlinger, der frivilligt udføres med onde hensigter.

Hassan ibn Thabit forstod slet ikke, hvis sag han arbejdede for, og hvis synspunkter han spredte. Han indså ikke, hvis tanker og beslutninger han førte ud i livet, hvilken samfundsklasse hans handlinger tjente, eller hvilken gruppe i organisationen han styrkede. At han i denne sag ikke kunne udvise en troendes indsigt og visdom, var måske et resultat af Allahs vilje.

Forholdet mellem Abdullah ibn Ubayy og det islamiske samfund var svagt og præget af afstand. Man kunne bære over med hans fjendtlige aktiviteter. Men Hassan ibn Thabit var en af det islamiske fællesskabs egne. Derfor føltes hans fjendtlige adfærd uudholdelig. Det virkede nemlig for alle, som om et af vores egne sværd sårede os. Når en sådan situation opstår i en bevægelse eller organisation, er det nær ved at få tålmodighedens bæger til at flyde over. Det var sandsynligvis også det, der skete. Men det islamiske fællesskabs strenge moralske disciplin holdt følelserne i ave. Kun én person kunne ikke beherske sig. Det var Safwan ibn Muattal. Han blev ude af sig selv af to grunde. For det første blev der fremsat en anklage mod Hazrat Aisha, som han betragtede som sin mor. For det andet blev denne anklage fremsat, sådan at han selv blev involveret. Safwan var desuden en veteran fra Badr, en hengiven tjener for den islamiske bevægelse og kendt for sin åbenmundethed. Derudover havde man aldrig set noget tegn på synd i hans karakter, og som en blufærdig dreng havde han ført Hazrat Aisha fra det bageste opholdssted til den islamiske hærs næste lejr med den største forsigtighed, uden så meget som at kaste et blik på hende eller sige et eneste ord under hele vejen. Derfor blev han rasende.

Safwan havde hørt nogle vers af det digt, Hassan havde skrevet om den sladder, som hyklerne havde fremsat. Ordene var Hassans, men budskabet og tankegangen var hyklernes.

Safwan kom op at skændes med Hassan. På et tidspunkt slog han ham med et sværd. Thabit ibn Qays kom imellem dem og forsøgte at standse ham, bandt Safwan og førte ham til Banu Hariths hus. Til sidst nåede sagen frem til Allahs Sendebud. Han tilkaldte både Hassan og Safwan. Safwan sagde: »O Allahs Sendebud, denne mand har såret mig og fremsat yderst uanstændige udtalelser mod mig. Derfor slog jeg ham, fordi jeg ikke kunne beherske min vrede.« Allahs Sendebud talte venligt og beroligede Hassan ved at forklare ham sagen, og han sørgede for, at Safwan modtog diya (bøde) for sværdsåret. (Ibn Hishams Sira, bind 3)

Det var naturligt, at Safwan blev ophidset. Derfor blev Hassan mildere. Allah beskyttede ham mod at nære hævntørst og senere overveje at gøre noget endnu mere skadeligt for bevægelsen.

Senere blev Hazrat Hassan grebet af dyb anger, og den kom til udtryk i et af hans digte. Gennem dette digt forsøgte han at vaske den plet af skændsel bort, som var blevet kastet på Hazrat Aisha. Han siger:

»Hun er en ærbar, tilsløret kvinde, hævet over enhver mistanke. Hun er fri for enhver indblanding i uskyldige kvinders ære. Hun er en dydig og ærbar kvinde. Allah har renset hendes natur og renset hende for synd. Intet af det, der hidtil er blevet sagt, kan tillægges hende. Jeg sagde kun dette, fordi jeg var blevet vildledt af en bagvaskers opdigtede løgne.« (Ibn Hishams Sira, bind 3)

Samtidig fremlægger sura An-Nur en social teori for muslimerne i form af et principielt argument:

“Uærlige kvinder er for uærlige mænd, og uærlige mænd er for uærlige kvinder, mens rene kvinder er for rene mænd, og rene mænd er for rene kvinder. De er fri for deres opdigtede udsagn.” (Vers 26)

Det vil sige, at man sædvanligvis søger en ægtefælle, der er ens med én selv moralsk og mentalt. Mennesket vælger den, hos hvem det ser en karakter, der ligner dets egen. Især de, der helliger hele deres liv til et bestemt formål og mål, søger også til ægteskabet en sådan partner, som kan være en støtte og medhjælper til at nå dette formål og mål i livet. Hvordan kan man tilsidesætte den sandhed, der er vundet gennem verdensomspændende erfaring, at det netop er enhed i karakter og sindelag samt overensstemmelse i tanker og synspunkter, der kan sikre harmoni og godt samliv mellem ethvert ægtepar? Uden dette vil der fra først til sidst være vedvarende strid, ufred og uoverensstemmelser. Dette vers opfordrer dem, der spreder bagvaskelse, til at indse den sande virkelighed og spørger dem: Har I ikke set, at den ophøjede leder af den islamiske bevægelse havde valgt en ædel kvinde til sit ægteskab, en kvinde, som han havde et dybt hjerteforhold til, og med hvem enhed og harmoni i synspunkter og tanker var et idealeksempel? Var hun virkelig blot en pyntet dukke, hvis ydre pynt på et øjeblik faldt af, så kun den ubrugelige dukke stod tilbage?

Hun var den elskede datter i en ren og ulastelig familie, hvis forældre hørte blandt den islamiske bevægelses første bannerførere. Hendes barndom blev tilbragt i denne bevægelses stormfulde miljø. Som Sendebudets (fvmh.) hustru var det hende, der havde de største muligheder for at drage nytte af hans strålende karakter; det var også hende, der fik den særlige mulighed for at blive oplært af Sendebudet (fvmh.), og hendes værelse blev mange gange oplyst af åbenbaringens lys. Kan karakteren hos en kvinde, der er opdraget og vokset op i et så rent miljø, virkelig være sådan, at den mest modbydelige anklage kan rettes mod hende? Før denne bagvaskelse blev spredt, var en sådan forestilling aldrig opstået i hendes forældres, Sendebudets (fvmh.) eller den almindelige muslimske befolknings sind! Hvordan skulle en ren karakter, der i mange år var blevet næret og udviklet i et familiemiljø, som fra ende til anden strålede af renhed, uskyld og ærlighed, pludselig kunne begå en så modbydelig handling, hvis mindste tegn aldrig tidligere havde vist sig for nogen? Hvordan kan man forestille sig, at et vidunderligt frugtbart træ, efter i lang tid at have båret søde frugter, pludselig en dag begynder at bære sure frugter?

Loven træder i kraft

I lyset fra Sura an-Nur strålede muslimernes hjerteby, den offentlige mening bevægede sig koncentreret mod et klart mål, og det islamiske samfund åndede lettet op efter at have overvundet en langvarig urolig situation. Sura an-Nur bragte loven om ‘hadd al-qadhf’ (straffen for bagvaskelse) med sig. Ud over deres oprigtige anger og tilståelse af forbrydelsen forelå der også beviser mod dem, der havde spredt bagvaskelsen. De stillede deres rygge til rådighed for den islamiske lov og bevarede deres samvittigheds renhed efter hver at have modtaget firs piskeslag. Mistah, Hassan ibn Thabit og Hamna bint Jahsh var de tre, der gennemgik denne straf. Men den egentlige skyldige undslap lovens greb. Ikke desto mindre blev hans lave karakter og modbydelige sammensværgelse fuldstændig afsløret i den offentlige mening, og det islamiske samfund lagde ham til side som helt betydningsløs.

Alle begår fejl. Intet menneske er syndfrit bortset fra profeterne. Men når man sammenligner de to modsatrettede karakterer i historien om profeten Adam (fvmh.), vil man se, at der efter en synd åbner sig to veje for synderen: den ene er den vej, Satan valgte. Det er den overmodige vej, hvor man klamrer sig endnu stærkere til synden. Den anden er den vej, som den sunde og retskafne natur, repræsenteret ved Adam (fvmh.), valgte. Det vil sige, at man efter at have begået en forbrydelse angrer og retter sig selv. Abdullah ibn Ubayy og hans ledsagere valgte den sataniske vej. Hassan, Mistah og Hamna valgte derimod selvrenselsens vej.

En velsignelse i forklædning

Genopliv tidens forløb en smule med fantasiens blik, og før for et øjeblik dig selv ind i det stormfulde miljø i Medina under den månedslange bagvaskelse. For dine øjne vil der tegne sig en frygtelig og smertefuld situation. Den bevægelse, som ved at samle aktivister én efter én var blevet forvandlet til en lille revolutionær karavane, den bevægelse, som efter at have tilbagelagt en lang og vanskelig vej havde skabt et lille fredens tilflugtssted i Medina under navnet den islamiske stat, og som ønskede at give den nødstedte menneskehed, der var brændt af mange års uro og anarkis flammer, ly i dette fredens tilflugtssted—hvis en ødelæggende vold skulle opstå helt inde fra denne bevægelse, kunne intet være mere foruroligende. Især i en situation, hvor denne islamiske stat var omgivet af fjender fra alle sider og når som helst kunne blive udsat for et militært angreb fra den ene eller den anden retning, samtidig med at den var omgivet af skadelig aktivitet fra en stor del af sine egne ikke-muslimske indbyggere.

Men Koranen trøstede hende med, at der ikke var nogen grund til at blive forfærdet eller bekymret: »Betragt ikke denne begivenhed som skadelig for jer; i virkeligheden rummer den noget, der er til jeres bedste.« (An-Nur, 11)

Når idealistiske og revolutionære bevægelser rammes af katastrofer og uro, som skaber mental ustabilitet og bekymring, viser de sig i sidste ende ofte at blive årsag til større gavn og fremgang, reformer og opbygning samt styrke og modstandskraft, hvad enten disse katastrofer tydeligt udspringer indefra eller kommer udefra. Ligesom forskellige op- og nedture, ulykker og vanskeligheder kan være med til at fremme udviklingen for ambitiøse og dygtige mennesker, baner modstand og kaotiske forhold på samme måde vejen for fremgang og stabilitet i bevægelser, der besidder evnen til at tænke og handle. En organisation, der er opmærksom på sine mål og hensigter, som har udviklet en fælles mentalitet, hvis moralske og intellektuelle præg er blevet modent, hvis ledelse ligger i hænderne på altid aktive, årvågne, kloge og vise mennesker, hvis medlemmer holder et vågent øje med alle fjendtlige og anarkistiske kræfter, er rede til at kæmpe af alle kræfter mod enhver mulig konflikt og modgang, og hvis offentlige holdning ikke tillader nogen islamfjendtlig ideologi at få fodfæste i organisationen, vil altid få noget ud af hvert fjendtligt angreb og enhver modstand.

Selv denne beskidte kampagne med bagvaskelse og falsk propaganda har på flere måder været til gavn for den store islamiske stat og organisation i Medina, og som følge heraf er den blevet stærkere og mere årvågen end før.

Lederne og aktivisterne i denne lysende bevægelse for sandhed og retfærdighed lærte gennem bitre, direkte erfaringer om alle disse farlige og vidtrækkende svagheder i menneskeheden. Man kan ikke engang få den mindste forståelse af dem ved at sidde i en sufihelgens khanqah, for slet ikke at tale om at opnå viden om dem dér, og man kan heller ikke dér gøre mennesker klar til at håndtere dem. Denne begivenhed tydeliggjorde mange sprækker i det kollektive liv, hvorigennem alle ødelæggende fejl og mangler kunne trænge ind. Allahs Sendebud og hans ledsagere kunne gennem den skelne mellem medlemmerne på organisationens forskellige niveauer: hvem der var ramt af hykleriets sygdom, hvem der havde svag tro, hvem der havde begrænset viden og et følelsesladet temperament, hvem der, trods gode hensigter, var kommet på afveje, og hvem der på grund af deres godtroenhed var blevet bedraget af fjenderne. Det blev især klart, hvor langt den snedige hykleriske leder kunne nå med den lille fraktion, han havde skabt inden for den islamiske organisation.

Efter gennem praktisk erfaring at have fået kendskab til disse svage sider ved det islamiske samfunds indre forandring opstod der et mentalt klima, som man udnyttede til på den ene side at indføre træning gennem nye moralske retningslinjer og på den anden side at etablere sociale regler, der kunne beskytte muslimerne mod forskellige karakterbrister. For det tredje blev der udstedt et strengt dekret med nye love og straffebestemmelser, som sikrede menneskehedens varige kollektive velfærd.

Denne begivenhed rystede det islamiske samfunds kollektive samvittighed i Medina og vækkede den. Den vækkede dets moral og aktiverede dets fælles æresfølelse gennem følelsesmæssige slag. Efter at være blevet befriet fra hykleriets kræfters pinlige angreb blev hvert medlem af dette samfund mere årvågent og stærkere end før.

Den, der sammen med Aisha blev udsat for den største uret under denne begivenhed, var Allahs Sendebud selv, fred være med ham. Men den værdighed, storsindethed, tålmodighed og overbærenhed, han viste gennem sin alvorlige, rolige og følelsesbeherskede optræden, fylder mennesker med forbløffelse. I denne begivenhed findes der et lærerigt eksempel for dem, der efter Allahs Sendebud skal lede den islamiske bevægelse og organisation. Han udholdt den yderste psykiske tortur for at give hele menneskeheden et hjertevarmt samfundssystem. Han var kommet for at beskytte alle menneskers ære og anseelse, men datidens samfund gengældte ham ved at tilsmudse hans ære og anseelse med falsk bagvaskelse. Hvis en anden var blevet udsat for noget sådant, ville han enten have knust sine modstandere eller have trukket sig tilbage i et hjørne af hjemmet i dyb fortvivlelse. Men han fortsatte med at udføre sin pligt som selve legemliggørelsen af tålmodighed og overbærenhed.

Provokerende aktiviteter

Jøderne i Medina havde på den ene side indgået en forfatningsmæssig aftale med Profeten (fred være med ham) af stolthed over deres velorganiserede styrke og på den anden side af politiske nødvendigheder, og var derved kommet under den islamiske stats administration. De havde sandsynligvis ikke forstået denne nye politiske styrke ordentligt i tide. De havde heller ikke kunnet ane dens strålende fremtidsmuligheder. De kunne ikke forestille sig, at denne styrke ville udvikle sig så hurtigt og med hjælp fra nogle få rodløse flygtninge og Medinas Ansar, alene i kraft af tro og karakter, ville blive en kraft, der kunne styre historiens gang. De troede, at disse muslimer, der var blevet fordrevet fra deres hjemland som tørre blade, der var faldet fra træet, ville blive udslettet ved det første slag af de forventede katastrofer og ulykker. Og selv hvis de på en eller anden måde overlevede, ville de ikke kunne opbygge et stærkt samfund. Men under den mirakuløse indflydelse af den gode tros revolutionære livskraft opbyggede disse få mennesker selv i et yderst fjendtligt miljø en stærk politisk infrastruktur. Ikke nok med det: Efter blot nogle få måneder forstod jøderne, at den islamiske stat var en opgående sol, foran hvilken deres indflydelses og anseelses lampe ville komme til at flimre svagt. Især da de så muslimerne vende tilbage til Medina fra slaget ved Badr ikke blot i sikkerhed, men vajende med sejrsfaner, blev jøderne så forbløffede, at de utvivlsomt blev tvunget til at genoverveje hele sagen.

Den fredsaftale, der var indgået med Profeten (fred være med ham), gjorde jøderne til allierede og lovlige borgere i den islamiske stat. Men i deres hjerter brændte oprør og misundelse voldsomt.

Denne indbyrdes modstridende holdning førte dem til sidst ind på sammensværgelsens og anarkiets vej. Når de fik en mulighed, og hvis de ikke fik en, skabte de en, og forsøgte under alle omstændigheder at ødelægge muslimernes sociale enhed, tilskynde dem til det, på den ene eller anden måde lamme administrationen og lov og orden, skabe krisesituationer og svække Profeten (fred være med ham) som leder. Jødernes håndlangere skjulte sig inde i det islamiske samfund forklædt som hyklere. Sammen med mennesker med svag tro blandt Ansar gennemførte de jødernes planer. Disse ondsindede og intrigante fjender fandt til sidst på en snedig metode. De digtede sjofle vers om muslimske kvinder, fremsagde dem, så andre kunne høre det, og udbredte dem. De forsøgte at skade kvindernes omdømme. På grund af denne beskidte digteriske praksis blev deres sind formet sådan, at de ikke havde nogen respekt for en grundlæggende social værdi som kyskhed. Jødernes skamløse mentalitet kom en dag til udtryk på denne måde: Nogle jødiske unge opførte sig fuldstændigt som bøller. En jødisk stamme ved navn Banu Qaynuqa boede i Medina. En arabisk muslimsk kvinde gik til deres marked for at handle. Først opførte den handlende sig uanstændigt over for hende, og derefter blottede han hende offentligt på markedet. Efter denne skændige handling blev han og hans kammerater ikke skamfulde, men begyndte i stedet yderligere at håne og spotte hende. Kvinden råbte på arabisk vis og bad om hjælp. Da en arabisk ung mand hørte hendes skrig, blev hans æresfølelse vakt, og i voldsom ophidselse og forvirring dræbte han straks den forbryderiske jøde. Intrigemagerne havde fået netop det, de ønskede. Det var nær ved at udvikle sig til en konflikt mellem arabiske muslimer og jøder. Så snart Profeten (fred være med ham) fik nyheden, skyndte han sig til stedet. Han irettesatte Banu Qaynuqa-stammen for deres afskyelige handling og advarede dem med disse ord: »Jødefolk, bring jer i orden, før den samme skæbne, som ramte Quraysh ved slaget ved Badr, også rammer jer.«

Ifølge Ibn Sa’ds beretning svarede Banu Qaynuqa-stammen i en ophidset tone, fordi den nærede stærkt had og trods: »Muhammad! Tro ikke, at du ejer verden, blot fordi du har dræbt nogle få mænd fra Quraysh. De var svage og ukyndige i krigskunst. Ved Allah, hvis du løfter sværdet mod os, vil du forstå, at det er os, der virkelig er krigere. Du har aldrig tidligere mødt folk som os.« (Ibn Hishams Sira, bind 2)

Indtil da havde folkene fra Medinas stammer Aws og Khazraj været langt bagefter jøderne politisk, økonomisk og intellektuelt. Men den islamiske bevægelse havde skabt et nyt livs pulsslag i dem, og deres vedvarende bestræbelser og iver efter at nå et helligt mål havde knyttet dem sammen i enhed med hinanden og med Muhajirun. Da jøderne så den lykkelige forandring i deres skæbne, blev de i deres hjerter rasende. En berygtet, snu gammel jøde ved navn Shas ibn Qays iagttog denne forandring med stor bekymring. Hans bryst var fyldt med misundelse og had mod den islamiske bevægelses ledere og aktivister. En gang så han med egne øjne et møde med Profetens (fred være med ham) ledsagere. Ved dette møde talte nogle folk fra Aws og Khazraj med hinanden. Da han så deres gensidige sympati, samhørighed og den enhed, som islam havde skabt, føltes det, som om hans indre blev brændt til aske. Hvor var al den tumult og alle kampene fra uvidenhedens tidsalder, og hvor var dette søde syn af enhed! Den gamle jøde sagde til sig selv: »Åh, nu forstår jeg det. Byens efterkommere af Qayla (navnet på bedstemoderen til stammerne Aws og Khazraj) er altså nu blevet helt forenet! Hvis de bliver forenet på denne måde, bliver det umuligt for os at leve i fred.« Til sidst udtænkte hans stamme en sammensværgelse og gjorde en jødisk ung mand til et redskab for at udføre den. De instruerede ham: »Gå hen og sæt dig ved muslimernes møder, bland dig fortroligt med dem, og mind dem om slaget ved Bu’ath og de tidligere slag, der havde fundet sted mellem Aws og Khazraj.« Den jødiske agent udførte sin opgave godt. En gang sad folk fra Aws og Khazraj sammen ved en forsamling. Under samtalen begyndte de at drøfte uvidenhedens tidsalders mørke kapitler. Gradvist opstod der strid, uenighed og gensidig hån, og konkurrencen om at nedgøre hinanden udviklede sig til ophidselse. Til sidst stod de ophidsede krigere fra begge sider ansigt til ansigt, som om de ville bevise deres styrke ved at kæmpe på ny. Der lød råb: »Hent våbnene, hent våbnene!« Der blev gjort alarm i begge stammer, Aws og Khazraj. Selv tid og sted for kampen blev fastlagt. De ophidsede mænd gik ud, fuldt bevæbnede. På dette tidspunkt ankom Profeten (fred være med ham) til stedet sammen med nogle af Muhajirun. Derefter holdt han følgende tale:

»Muslimer, husk Allah. Allah har vist jer Islams vej, ophøjet jeres ære gennem den, kastet uvidenhedens lænker fra jeres halse, befriet jer fra vantro og knyttet jer sammen i gensidig hengivenhed og kærlighed. Og alligevel er I begyndt at råbe uvidenhedens slagord, mens jeg står heriblandt jer – hvordan kan det være?«

Så snart folkene hørte denne korte tale, indså de, at alt dette i virkeligheden var en splittelse og en snedig sammensværgelse skabt af Satan. Det var Islams fjender, der havde frembragt al denne forvirring. De angrede, bøjede hovedet og vendte tilbage sammen med Profeten (fred være med ham) i lydighed.

En lignende hændelse fandt sted på vej til slaget mod Banu Mustaliq. De jødiske hykleres håndlangere havde under ledelse af Abdullah ibn Ubayy skabt en farlig grad af spænding mellem ansarerne og muhajirunerne. Denne hændelse har vi allerede nævnt. Også dengang bragte Profeten ﷺ med stor hurtighed og dømmekraft situationen under kontrol.

Blandt disse sammensværgelser var hændelsen med ad-Dirar-moskéen den mest organiserede og lumske. Den egentlige bagmand var en falsk from mand ved navn Abu Amir fra Khazraj-stammen. Før Profeten ﷺ kom til Medina, havde han haft betydelig indflydelse på grund af sin lærdom om de tidligere åbenbarede Skrifter og sin dervishagtige livsførelse. Da Profeten ﷺ kom til Medina og blev et tilflugtssted for mennesker fra alle samfundslag, svandt Abu Amirs indflydelse og anseelse ind til ingenting. Derfor var han indvendigt stærkt forbitret. Desuden gjorde det billede af fremtiden, som udfaldet af slaget ved Badr tegnede for ham, ham ophidset og utålmodig. En dag begyndte han at ophidse lederne af Quraysh i Mekka til slaget ved Uhud; samtidig sammensvor han sig med andre polyteistiske ledere i Arabien, tilskyndede selve ansarerne til at gøre oprør mod Profeten ﷺ og inviterede endda den romerske kejser Heraclius til at angribe Medina. (Tafsir Ibn Kathir, bind 4)

Han tilskyndede hyklerne til at oprette et alternativt centrum for at stå imod Profeten ﷺ. Det var på grundlag af denne plan, at ad-Dirar-moskéen blev opført. Arkitekterne bag dette centrum for anti-islamisk aktivitet henvendte sig på dramatisk vis til Profeten ﷺ og sagde, at de havde bygget denne moské for svage og hjælpeløse mennesker, som ikke kunne gå langt for at bede. Desuden ville folk fra omegnen let kunne samles her på mørke nætter og under storm og regn. »Gå hen, indvi den og skænk den din velsignelse.« Profeten ﷺ var på det tidspunkt på vej til Tabuk. Han udsatte sagen, indtil han vendte tilbage fra Tabuk. På hjemrejsen blev han gennem åbenbaringen advaret:

»De, der har bygget en moské for at skade (muslimerne), fornægte troen, skabe splittelse blandt muslimerne og gøre den til et skjulested for dem, der tidligere havde ført krig mod Allah og Hans Sendebud, sværger, at de kun havde gode hensigter. Allah bevidner, at de er løgnere. Du må aldrig bede i deres moské. Den moské, hvis grundvold fra den første dag blev lagt på gudsfrygt, er mere værdig til, at du beder i den. Der er mennesker dér, som ønsker at rense sig. Allah elsker dem, der ønsker at rense sig.« (At-Tawbah, 107-108)

Heraf kan man lære, hvordan et lille frø af hævn kan frembringe et enormt giftigt træ, og hvordan vantroens kræfter kan bruge selv en moské som base for at modarbejde den islamiske bevægelse. Læg mærke til, hvordan de forskellige splittelser, der skabes for at skade islam, fremstiller sig selv ved at iføre sig religionens og gudsfrygtens mærkat. Der er ingen ende på, hvor mange grupper og undergrupper, khanqaher, moskéer, madrasaer, forlag og aviser og tidsskrifter der stadig i dag oprettes og næres med onde hensigter foran os, ligesom ad-Dirar-moskéen. Også deres ophavsmænd hævder: »Vi handler kun med gode hensigter.«

Hvis denne moské virkelig var blevet bygget med det formål at tilbede Allah, og hvis dens mål virkelig havde været at gøre det lettere for svage og hjælpeløse muslimer at bede i fællesskab, ville dette behov være blevet forelagt Profeten ﷺ til overvejelse. Lederen af det islamiske samfund ville da have truffet beslutningen om at opføre moskéen. Ligesom de andre moskéer ville også denne være blevet bygget gennem muslimernes fælles deltagelse. Men i stedet rådførte nogle få mennesker sig i hemmelighed, udarbejdede en skjult plan uden den islamiske organisation og dens leders viden og byggede i al hemmelighed en særskilt moské til sig selv. Samtidig lå Quba-moskéen allerede i nærheden. Dette betyder klart, at der nødvendigvis må have været en eller anden form for manipulation bag dette foretagende, som var indhyllet i gudsfrygtens klæder. Åbenbaringen blev sendt ned, afslørede denne manipulation og lagde den frem for samfundet. Hvis nogle mennesker, mens en organisation arbejder mod et bestemt mål, tænker på at danne deres egen særskilte undergruppe inden for den og udarbejder og gennemfører deres egne planer uden for den fælles arbejdsmetode og det fælles program, kan resultatet ikke blive andet end skade på det islamiske samfund, tilskyndelse til vantro og skabelse af splittelse, uanset hvor meget de taler for at gøre deres gudsfrygt troværdig, og uanset hvor tiltalende en ydre fremtoning de anlægger.

Til sidst blev dette urene centrum, der var opført under moskéens hellige navn, efter Profeten ﷺs ordre brændt ned til aske, så også dets afskyelige historie kunne udslettes sammen med det. (Ibn Hishams sira, bind 4)

Kort sagt lod jøderne, som gjorde krav på eneretten til Allahs vejledning og hævdede at være profeternes og sendebudenes arvinger, ingen mulighed for at skabe ophidselse gå til spilde. Men endnu mere ødelæggende end alle disse foruroligende ugerninger var deres sammensværgelsesaktiviteter, som de iværksatte under hvert eneste slag for at skade det islamiske forsvarssystem. Vi vil senere beskrive disse ugerninger nærmere.

Hindringer for retsvæsenet

En regerings ordentlige funktion afhænger af, at to opgaver bliver udført på tilfredsstillende vis. For det første skal dens forsvarssystem være stærkt. For det andet skal dens retsvæsen fungere korrekt, og dens love og regler skal gennemføres. Den første opgave er at beskytte landet mod ydre angreb, og den anden er at sikre det mod indre problemer. Men Profeten (s.a.)s regering mødte modstand fra jøderne og hyklerne i udførelsen af begge disse opgaver. Her vil jeg nævne, hvordan disse to modstandskræfter hindrede den islamiske stats retsvæsen, og hvilke intriger de benyttede for at svække den civile administration. Hvis en ny stats civile administration ikke får mulighed for overhovedet at blive etableret, kan den hverken bringe sine indre problemer under kontrol eller være i stand til at imødegå ydre magter. Under sådanne forhold opstår der en fare for, at dens eksistens bliver ødelagt, allerede mens den er i sin vorden. Historien rummer utallige eksempler på, at hvor end erobrere eller revolutionære har oprettet en ny regering, har de i begyndelsen måttet ty til usædvanlig strenghed og magtanvendelse for at etablere den civile administration. Men den regering, som Profeten (s.a.) stod i spidsen for, var grundlagt på en moralsk ideologi og et retsvæsen, der ikke gav plads til usædvanlig eller lovstridig strenghed. Derfor fik Medinas femtekolonne mulighed for i nogen grad at ty til list og hykleri.

Under den forfatningsmæssige aftale, hvorved muslimerne, Muhajirun, Ansar og de jødiske stammer i den islamiske stat Medina var blevet forenet i én politisk enhed, var det blevet anerkendt, at den højeste politiske og juridiske myndighed (Final Authority) skulle ligge hos Muhammad (s.a.). Dokumentet er stadig bevaret, og det indeholder følgende to klare bestemmelser:

(Arabisk *******)

Efter indgåelsen af denne forfatningsmæssige aftale blev det juridisk, moralsk og politisk en ubetinget pligt for de jødiske stammer, der havde tilsluttet sig aftalen, at yde al mulig støtte til, at den islamiske stats lov- og retssystem kunne fungere, og at udvise fuld loyalitet over for den administration, der blev ledet af Profeten (s.a.). Det var en enestående og uvurderlig bedrift af Profeten (s.a.) at føre et uorganiseret og kaotisk samfund ind under en ordnet borgerlig disciplin baseret på retsstatsprincippet, og anvendelsen af retfærdighedens naturlige og evige principper uden forskelsbehandling for at udrydde kriminalitet og misgerninger var et særdeles velfærdsskabende skridt. Som følge af dette skridt var et rent og velfungerende miljø præget af fred og sikkerhed til gavn for jøderne såvel som for andre. Desuden var det også jødernes nationale mål at gennemføre Allahs lov. Tilsyneladende havde jøderne frivilligt og med glæde påtaget sig ansvaret for denne forfatningsmæssige aftale. Men hver gang de følte, at deres interesser ville blive krænket, eller at en af deres egne ville blive skadet af den islamiske stats lov, benægtede de fuldstændigt deres politiske, juridiske og principielle forpligtelser samt det ansvar, som aftalen havde pålagt dem, og de tilsidesatte fuldstændigt samfundets og menneskehedens overordnede interesser. Engang begik en jødisk gift mand ægteskabsbrud med en anden gift jødisk kvinde. Hændelsen kom de jødiske lederes øre. De satte sig sammen for at rådføre sig og sendte en mand til Profeten (s.a.) for at spørge, hvilken straf der kunne gives for en sådan ugerning. De havde allerede rådført sig med hinanden og besluttet, at hvis Muhammad (s.a.) befalede den i deres samfund gængse ‘tahmiyya’—at smøre ansigtet med sod og føre personen rundt i området på et æsels ryg—ville de anerkende Muhammad (s.a.) som konge og bøje sig for hans befaling. Men hvis han befalede ‘rajm’ i overensstemmelse med Allahs Bog, måtte det forstås sådan, at han med hensyn til sand viden, moralsk mod og lydighed mod Allahs befaling var en profet, og i så fald måtte de ikke adlyde Muhammad (s.a.)s befaling. For så ville selv den lederindflydelse og anseelse, som endnu var tilbage hos jer, forsvinde. Budbringeren kom imidlertid og overbragte de jødiske lederes besked. De øverste jødiske ledere fremsatte også et forslag om, at de accepterede ham som dommer. Dette forslag var i strid med den forfatningsmæssige aftale, for ifølge aftalen var Profeten (s.a.) permanent Medinas øverste dommer. Måske var det af denne grund, at Profeten (s.a.) rejste sig og gik direkte til jødernes religiøse centrum. Da han kom dertil, sagde han: ‘Kald jeres lærde.’ Straks blev Abdullah ibn Suriyya hentet. Ifølge nogle overleveringer var Abu Yasar ibn Akhta og Wahb ibn Yahuda også med i denne gruppe sammen med Abdullah. Under samtalen erklærede alle enstemmigt, at Abdullah ibn Suriyya var den mest kyndige af dem, når det gjaldt Toraen. Profeten (s.a.) kaldte Abdullah ibn Suriyya til en fortrolig samtale, mindede ham først om frygten for Allah og mindede ham om Israelsfolkets gyldne periode, hvorefter han spurgte: ‘Ved du, at Toraen foreskriver, at en gift person, der begår ægteskabsbrud, skal underkastes rajm (stenes ihjel)?’ Han svarede: ‘Ved Allahs ed, ja.’ Den oplysning, som Profeten (s.a.) kendte gennem åbenbaringen, fik således støtte selv fra modstandernes side. Men ved den offentlige forsamling begyndte de jødiske ledere og lærde at føre alle mulige diskussioner. De hævdede bestemt, at straffen for ægteskabsbrud ifølge vores religiøse lov kun var tahmiyya. I overensstemmelse med dette udtryk blev jødiske ægteskabsbrydere smurt i ansigtet med sod, sat på ryggen af et æsel og ført rundt i bebyggelsen. De havde lagt bestemmelsen om rajm (at stene nogen ihjel) i Toraen til side. Da ægteskabsbruddets sygdom bredte sig blandt dem, og selv folk fra de højere samfundslag blev involveret, begyndte samfundet i stedet for at støtte den religiøse lov at hjælpe forbryderne og mildne straffen. De jødiske ledere i Medina frygtede, at hvis Toraens bestemmelse om rajm blev genindført, ville ingen længere være sikker. I dag ville én blive straffet, i morgen en anden. Det var derfor, de ønskede at få bestemmelsen om rajm ophævet. Profeten (s.a.) blev derfor tvunget til offentligt at bede dem bringe Toraen. Toraen blev bragt, og en jødisk lærd læste op fra det relevante sted. I dette eksemplar af Toraen fandtes verset om rajm stadig uændret. Derfor dækkede den ugudelige lærde det relevante vers med hånden og læste verset før og efter det. Abdullah ibn Salam (en berømt jødisk lærd, som havde antaget islam) sprang frem, fjernede hans hånd og sagde, mens han viste det til Profeten (s.a.): ‘O Allahs budbringer, se her, verset om bestemmelsen om rajm!’ [I Johannesevangeliet findes der tydelige beviser på, at bestemmelsen om rajm for en gift kvinde, der begår ægteskabsbrud, stod skrevet i den oprindelige Tora. Se dette citat fra Johannes, kapitel 8, vers 5:

‘I Toraen har Moses befalet os at stene sådanne kvinder ihjel.’ På trods af de jødiske fortolkeres, juristers og forvanskeres indblanding i de gængse udgaver af Toraen findes der i visse tilfælde omtale af dødsstraf og stening til døde for ægteskabsbrud. For eksempel: ‘Hvis en mand bliver grebet i at begå ægteskabsbrud med en kvinde, der har en ægtemand, skal de begge dræbes.’ (Femte Mosebog, kapitel 21–22)

»Hvis en jomfru bliver forlovet med en mand, og en anden mand finder hende i byen og har samleje med hende, skal I føre dem begge ud til byens udkant og stene dem til døde.« (5 Mosebog, kapitel 22, vers 23) I vers 26 erklæres dødsstraf også for den, der voldtager med tvang.] Profeten (s.a.) irettesatte denne jødiske lærde skarpt for denne forfalskning og lod den pågældende forbryder straffe med den i Toraen foreskrevne straf for rajm, idet han sagde: »Jeg er den første, der genindfører gennemførelsen af Allahs lov og bestemmelserne i Hans Bog.« (Ibn Hishams sīra, bind 2; Sahih Muslim, kapitlet om gennemførelsen af rajm over jødiske dhimmier; Zad al-Ma’ad, bind 3)

Dette var de daværende jødiske lærdes rænker. Mens de holdt Allahs lov skjult under armen, indførte de opdigtede og ugyldige love. Med en sådan karakter ønskede de at blokere vejen for Profeten (s.a.), som var fast besluttet på at gennemføre Allahs lov i dens oprindelige og uforfalskede form. Det var med henblik på dem, at Koranen sagde: »Så længe I ikke påviser, at I følger Toraen og Injil samt den åbenbaring, der er sendt ned fra Allah, har I intet grundlag.« Det vil sige: Så længe der findes en så alvorlig modsigelse mellem jeres tro og jeres handlinger, er I blot et meningsløst og betydningsløst folk. Et vigtigt tegn på jødernes gennemgribende forvanskning var, at deres samfund var blevet permanent opdelt i høje og lave klasser, og lighed for loven var fuldstændig forsvundet. Der gjaldt forskellige love for de indflydelsesrige og for de svage. Som eksempel var der mellem Banu Nadir og Banu Qurayza indført et diskriminerende system med diyat (en økonomisk erstatning som gengældelse for drab) på grund af forskellen mellem de svage og de stærke. Hvis en person fra Banu Nadir dræbte en fra Banu Qurayza, blev der modtaget en diyat på hundrede wasaq. Omvendt blev der kun modtaget halvtreds wasaq, hvis en fra Banu Qurayza dræbte en fra Banu Nadir. Efter Profeten (s.a.) kom til Medina og det islamiske retfærdighedssystem var blevet etableret, nægtede drabsmandens side, da en mand fra Banu Nadir dræbte en mand fra Banu Qurayza, at betale den dobbelte diyat og krævede, at lighed skulle accepteres. Med støtte fra de islamiske bestemmelser var deres styrke nu vokset. Efterhånden som ophidselsen i ordstriden steg, nåede det så vidt, at en krig mellem de to stammer næsten brød ud. Til sidst blev begge stammer enige om at bringe deres strid for Profeten (s.a.) og rette sig efter hans afgørelse.

Profeten (s.a.) ophævede i overensstemmelse med Koranens anvisning denne forskel i diyat for altid og gjorde den ens for alle. (Tafsir Ibn Kathir, bind 2; Ibn Hishams sīra, bind 2) Samtidig advarede Koranen dem, der ændrer Allahs retfærdige retssystem, med disse ord:

»De, der ikke dømmer efter de bestemmelser, Allah har åbenbaret, er vantro.« (Al-Ma’ida)

Hvis det kun havde været jøderne i Medina, der havde stået i vejen for gennemførelsen af islams retfærdighedssystem og straffelov (hudud), ville det have været til at håndtere. Problemet var imidlertid, at der herskede ulighed i hele det arabiske samfund som helhed. Loven var én for den indflydelsesrige klasse og en anden for de svage og almindelige mennesker.

Under erobringen af Mekka blev en kvinde ved navn Fatima fra stammen Banu Makhzum pågrebet for tyveri. Da hun var medlem af en indflydelsesrig stamme, blev Quraysh-folkene oprørte over hendes pågribelse. De kunne ikke engang forestille sig, at den samme straf, som var fastsat for alle, også skulle anvendes på en så fornem kvinde. Efter rådslagning besluttede de, at man ved bønner og indtrængende anmodninger måtte få Profeten (s.a.) til at løslade hende. Men så opstod problemet: Hvem skulle fremsætte denne bøn? Efter megen overvejelse sendte de Usama ibn Zayd for at gå i forbøn. Så snart Usama havde fremsat sin anmodning, blev Profeten (s.a.) bleg i ansigtet. Han sagde: »Er du kommet for at gå i forbøn angående en straf, som Allah har fastsat, for at få den ophævet?« Blot ved at høre disse ord forstod Usama det. Han bad om tilgivelse. Til sidst henvendte Profeten (s.a.) sig til den forsamlede folkemængde og sagde:

»En af årsagerne til, at tidligere folk blev tilintetgjort, var, at når en magtfuld person blandt dem begik en forbrydelse, lod man, som om man ikke havde set det. Jeg sværger ved Allah, at hvis selv min datter Fatima stjal, ville jeg også hugge hendes hånd af. (Sahih Muslim: kapitlet om forbuddet mod at gå i forbøn imod gennemførelsen af straffeloven)

En lignende holdning kom til udtryk i tilfældet med en anden kvinde ved navn Umm Haritha. Denne kvinde havde slået en andens tand ud. Da sagen blev bragt for Profeten (s.a.)s domstol, beordrede han qisas (tand for tand). Umm Rabi (formentlig den skyldiges søster; overleveringen er imidlertid uklar på dette punkt) blev forbløffet, da hun hørte denne afgørelse, og spurgte Profeten (s.a.): »Skal der også kræves qisas af hende? Jeg sværger ved Allah, det er umuligt.« Profeten (s.a.) sagde: »Umm Rabi, qisas er Allahs lov.« Men kvinden blev alligevel ved med at sige: »Jeg sværger ved Allah, det er umuligt at kræve qisas af hende.« Hun kunne slet ikke forstå, hvordan man kunne slå tanden ud på en forbryder af denne stand.

På den anden side blev begge parter i praksis enige om diya. På denne måde blev bestemmelsen om qisas også overholdt (selv om der var mulighed for diya i denne sag), og Umm Rabi’as ord kom også til at holde stik. Derfor sagde Rasul (fvmh.) spøgende: »Der findes også sådanne tjenere af Allah, at når de sværger en ed, opfylder Allah selv deres ed.« (Sahih Muslim: kapitlet om qisas)

Jøderne modarbejdede ikke kun det islamiske retssystem. Overalt i den civile administration, hvor de fik mulighed for det, forsøgte de tværtimod at skabe uro. Et bemærkelsesværdigt eksempel er, at efter erobringen af Khaybar, da jøderne i Khaybar efter eget ønske blev ladet blive som forpagtere på deres jord mod halvdelen af høsten, og den islamiske regerings skatteopkræver kom for første gang for at opkræve statens andel hos dem, forsøgte de at bestikke ham. De bestræbte sig på at involvere den nye administrations embedsmænd i den frygtelige korruptionssygdom, som de selv var blevet ramt af. Denne skatteopkræver var Abdullah ibn Rawaha. Den betroede skatteopkræver, som Rasul (fvmh.) havde sendt, stod langt over jøderne i Khaybars forestilling om ham. Han sagde klart til dem: »Allahs fjender, vil I give mig forbudt føde?« (Sirat-un-Nabi, Shibli Numani)

Han sagde: »Rasul (fvmh.) har ikke sendt mig til jer for at tilegne mig jeres ejendom. Jeg er tværtimod blevet sendt for at fordele den ligeligt mellem jer og muslimerne. Hvis I accepterer det, kan jeg foretage et skøn og give jer halvdelen, og hvis I ønsker det, kan I selv foretage et skøn og give os halvdelen.«

Derefter anslog Ibn Rawaha den samlede høst til 40.000 wasaq og tog 20.000 wasaq som muslimernes andel. Ved denne retfærdige fordeling blev nogle usle jøder rasende og sagde, at det var uretfærdighed. Men den retfærdighedselskende befolkning erkendte, at dette var retfærdigt. Abdullah ibn Rawaha fortsatte med at varetage denne opgave resten af sit liv. (Bukhari, kapitlerne om muzara’a og shirkah)

Kort sagt fortsatte jøderne, som hævdede at have det oprindelige monopol på religion og civilisation, med at lægge hindringer i vejen for Rasul (fvmh.) på hvert eneste trin i hans bestræbelse på at omdanne et halvorganiseret samfund til en retsordnet stat og gennemføre de retfærdighedsprincipper, Allah havde åbenbaret. De gjorde et utilgiveligt forsøg på allerede i den islamiske ordnings første tid at rive dens rødder op.

Forsøg på at skabe strid i Rasulens (fvmh.) familie

Islams fjender, som boede i Medina, forsøgte også at skabe forvirring i Rasulens (fvmh.) familie. I deres øjne var dette den mest effektive måde at skabe strid og uenighed mellem Rasulens (fvmh.) familie og hans nære ledsagere på. Hvis deres sammensværgelse for at indvikle lederen af den islamiske bevægelse i huslige konflikter var lykkedes, kunne følgerne være blevet yderst ødelæggende. Almindelige kvinder i Medina kom i forvejen jævnligt i Rasulens (fvmh.) hjem. Derefter fortalte de alt, hvad de så, til alle, i overensstemmelse med kvinders naturlige sindelag. På den måde kunne hyklerne og de moralsk fordærvede mennesker få et indgående kendskab til, hvilken sult og fattigdom der herskede i Rasulens (fvmh.) familie. Rasulens (fvmh.) hustruer var kvinder fra fornemme familier, og deres smag og livsstandard var ikke ringere end andres. På den anden side lå familiens økonomiske forhold, selv om Rasul (fvmh.) oprigtigt var tilfreds med dem, langt under den tidligere standard, som de havde været vant til og fundet passende. Rasulens (fvmh.) hustruer bar også denne situation med tålmodighed sammen med ham. De forstod fuldt ud, at den nye verdens arkitekt bevægede sig gennem så vanskelige forhold, at man ikke kunne forvente fuldstændig lykke og fred. Men mennesker er nu engang mennesker. Mennesket er altid omgivet af sine naturlige følelser, fornemmelser, håb og ønsker. Det er sandt, at Rasulens (fvmh.) hustruer stod højt, hvad tro og karakter angik, og havde vist verden strålende eksempler på tålmodighed, overbærenhed og samhørighed. Ikke desto mindre var det ikke unaturligt, at de som medlemmer af samme familie undertiden i ringe grad blev påvirket af en indbyrdes rivaliserende sindsstemning. Desuden blev traditionen med, at kvinder af Quraysh-slægten var hengivne og lydige over for deres mænd, ikke fulgt lige så strengt blandt kvinderne i Medina. Kvinderne i Medina viste snarere en vis beslutsomhed over for deres mænd. Som eksempel kan nævnes, at da en så magtfuld mand som Umar en gang under et ophold i Medina irettesatte sin hustru, svarede hun ham frimodigt igen. Umar blev forbløffet og sagde: »Svarede du mig igen lige op i ansigtet?«

På dette tidspunkt kunne han mærke, at Medinas omgivelser allerede havde haft betydelig indflydelse på de mekanske traditioner og den mekanske tankegang i muslimernes ægteskabelige liv.

Denne situation stod klart for hyklerne og de moralsk fordærvede mennesker, og gennem den fik de mulighed for at lægge deres komplotter. De brugte en række kvinder som spioner for at antænde splittelsens og forvirringens ild i Profetens (fvmh.) familie. En sådan kvinde hed Umm Jaldah. Hendes opgave var at ophidse Profetens (fvmh.) hustruer. Det var gennem sådanne kvindelige spioners komplotter, at det blev muligt at sprede bagvaskelse mod Aisha (må Allah være tilfreds med hende).

Som følge af denne slags komplotter fra moralsk fordærvede mennesker indtraf der den ene efter den anden flere hændelser, som kunne have fået meget skadelige følger. Men med Allahs hjælp, gennem Profetens (fvmh.) karakter, de fremtrædende ledsageres støtte og hustruernes høflighed blev problemerne løst i rette tid.

Den farligste af disse hændelser var hustruernes krav om at få forhøjet deres forsørgelsesydelse. Det var dette krav, der førte til īlāʾ (at Profeten midlertidigt afholdt sig fra omgang med sine hustruer). Det var en særlig nåde fra Allah, at Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og Umar (må Allah være tilfreds med ham) oprigtigt tog Profetens (fvmh.) parti og i stedet for at opmuntre deres to døtre irettesatte dem strengt. Fra Allah den Ophøjede kom nu denne udfordring:

»O Profet, sig til dine hustruer: Hvis I ønsker det jordiske liv og dets pragt, så kom, jeg vil give jer afskedsgaver og sende jer bort på en smuk måde. Men hvis I ønsker Allah, Hans Sendebud og det evige liv, så skal I vide, at Allah har beredt en vældig belønning for de retskafne kvinder.« (Sura al-Ahzab)

Profetens (fvmh.) hustruer fik i virkeligheden to veje at vælge imellem. De kunne vælge den ene af de to. På grund af deres egen ædelhed blev hustruerne straks opmærksomme. Den første, som Profeten (fvmh.) meddelte denne afgørelse fra Allah, var Aisha (må Allah være tilfreds med hende), som på grund af sin indflydelse og enestående intelligens og begavelse havde stået i spidsen for dette krav. Og Aisha var den første, der erklærede: »Jeg ønsker intet ud over Allah og Hans Sendebud.« Derefter opgav alle de øvrige hustruer, den ene efter den anden, af hele deres hjerte deres krav.

Hvis der på et tidspunkt opstår strid og uenighed i en familie, der er omgivet af fjender, som følge af onde menneskers vedvarende komplotter og lavtstående kvindelige spioners ondsindede aktiviteter, er det ikke mærkeligt. Tværtimod er det et tegn på familiens medlemmers fasthed, enhed og ædelhed, at denne familie trods så mange komplotter overlevede sikkert.

Prøv nu at forstå, hvor mange slags komplotter der blev spundet omkring Profeten (fvmh.).

Komplottet om at myrde

Når sandhedens kald udvikler sig til en bevægelse, bevæger dens fjendtlige kræfter sig, i deres uretfærdige modstand, stadig længere ned i fornedrelse og usselhed. Til sidst, når de også har lidt nederlag i argumentationen mod det egentlige kald og er mislykkedes med både at skabe forvirring og føre voldelige kampagner, skaber deres livslange had, fjendskab, stædighed og nederdrægtighed en kriminel, morderisk og røverisk mentalitet i dem. På dette stadium forsøger de at dræbe lederen af den islamiske bevægelse. Hvis sådanne intrigante fjender kommer til at sidde på magtens og myndighedens trone, udøver de politisk undertrykkelse mod deres modstandere og dræber menneskehedens tjenere ved at svinge lovens sværd og opføre en retssag som et skuespil. De, der holdes borte fra magten, vælger derimod direkte den sammensværgelsesprægede vej til mord. Makkas jahilitiske ledelse havde valgt denne sidstnævnte vej. Og nu valgte de hykleriske religiøse ledere i Medina også denne beskidte vej.

Det var i det fjerde år efter hijra. Amr ibn Umayya al-Damri dræbte to mænd fra Amir-stammen. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) gik til folkene fra Banu Nadir for at kræve blodpengene for drabene betalt og minde dem om deres forpligtelser i henhold til fredsaftalen. Folkene dér lod Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sætte sig i skyggen under en mur. Derefter begyndte de i hemmelighed at rådføre sig med hinanden om, at en af dem skulle gå op og dræbe ham ved at kaste en enorm sten ned over hans hoved. Amr ibn Jihhash ibn Ka’b påtog sig denne opgave. Da Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) opdagede deres onde plan, rejste han sig og gik sin vej i tide. (Ibn Hishams sira, bind 2; Rahmatul-lil-Alamin af Qadi Sulayman Mansurpuri; Rasule Akram ki Siyasi Zindegi af dr. Muhammad Hamidullah)

Den berygtede jødiske leder Ka’b ibn Ashrafs far var fra Tayy-stammen, mens hans mor var datter af den velhavende jødiske leder Abu Rafi ibn Abi al-Huqayq. På grund af denne dobbelte forbindelse havde Ka’b ibn Ashraf lige stor indflydelse blandt arabere og jøder. På den ene side var han velhavende, og på den anden side var han en berømt digter. Hans bryst var fyldt med gift mod islam. (Fath al-Bari) Ifølge en anden overlevering inviterede Ka’b på den ene side Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham), mens han på den anden side havde instrueret nogle mennesker i at dræbe ham, så snart han ankom. Selv om denne overlevering er noget svag med hensyn til kildegrundlaget, synes den troværdig i lyset af Ka’bs fjendtlighed og hans faktiske aktiviteter.

Da Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) fornyede aftalen med Banu Qurayza, sendte Banu Nadir ham besked om, at han skulle komme med tre mænd. De ville også stille med tre lærde. Han skulle fremlægge sit synspunkt foran denne forsamling. Hvis deres lærde støttede hans synspunkt, ville de alle tro på ham. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) begav sig af sted. Men undervejs fik han at vide, at jøderne forberedte sig på at dræbe ham. Derfor vendte han tilbage.

Erobringen af Khaybar

Under slaget ved Khaybar stegte og tilberedte en jødisk kvinde ved navn Zaynab bint al-Harith (Salam ibn Mishkams hustru) kødet fra en ged og blandede gift i det. Derefter spurgte hun, hvilken del af geden Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) bedst kunne lide. Da hun fik at vide, at kødet fra forbenet var hans favorit, blandede hun endnu mere stærk gift i netop det. Derefter sendte hun kødet som en gave til Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) og hans ledsagere. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) tog en mundfuld kød i munden (måske slugte han også noget af det), men spyttede det straks ud. Derefter sagde han: »Dette kød fortæller mig, at der er blandet gift i det.« Han spiste ikke selv mere og lod heller ikke ledsagerne spise det. Senere blev den jødiske kvinde tilkaldt og udspurgt, og hun tilstod. I virkeligheden stod en samlet sammensværgelse blandt mange jøder bag denne hændelse. Da Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) indkaldte dem alle og talte med dem i en offentlig forsamling, tilstod de alle. Men de sagde snedigt: »Vi ville blot afprøve dig: Hvis du virkelig er en profet, ville du opdage den sande virkelighed; ellers ville vi slippe fri af din magt.« (Sirat al-Nabi af Shibli Nu’mani, bind 1, kilde: Fath al-Bari)

Blandt ledsagerne ved dette festmåltid var også Bara ibn Ma’rur. Han mærkede giftens styrke, da han havde taget mundfulden i munden, men af frygt for at udvise mangel på respekt spyttede han den ikke ud. Han døde af denne ene mundfuld. (Zad al-Ma’ad, bind 2; al-Tirmidhis shamail; Asahhus-Siyar)

Efter hjemkomsten fra Tabuk blev hyklernes hjerter stegt i vrede over muslimernes sejr. Disse skjulte fjender havde håbet, at muslimerne ville lide nederlag. Da dette håb ikke blev opfyldt, sammensvor de sig for at dræbe Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham). Tolv personer deltog i denne sammensværgelse. Deres navne var: Abdullah ibn Ubayy, Sa’d ibn Abi Sarh, Abu Fatir al-Arabi, Amir, Abu Amir al-Rahib, Jallas ibn Suwayd, Majma ibn Jariya, Maliһ al-Taymi, Hasan ibn Numayr, Tu’ayma ibn Ubayriq, Abdullah ibn Uyayna og Murra ibn Rabi.

På sammensværgelsens møde sagde Jallas: »I nat vil vi ikke lade Muhammed (sa.) slippe, før vi har kastet ham ned fra bjerget, uanset hvor meget bedre Muhammed (sa.) og hans ledsagere måtte være end os. Men det er, som om vi er blevet til geder, og de er blevet vores hyrder. Det er, som om vi er blevet tåber, og de er blevet kloge.«

Han sagde også: »Hvis Muhammed (sa.) taler sandt, er vi værre end æsler.« (Ibn Hishams Sira, bind 2)

Abdullah sagde: »Hvis I holder jer vågne i nat, vil I leve i fred resten af jeres liv. At dræbe denne mand er jeres eneste opgave i dag.«

Murra sagde: »Hvis vi blot dræber én mand, vil alle være i sikkerhed.«

Blandt disse tolv havde Hasan bin Numayr den store »fortjeneste«, at han havde røvet de midler, der var blevet givet som almisse.

En anden, Abu Amir Rahib, så ud som en sufi, en asket og en verdensforsager. Men han var initiativtageren til Masjid-e Dirar. Han konspirerede mod Allahs Sendebud (sa.) sammen med herskerne i Rom og Ghassan. Hans fromme klædedragt afspejlede hykleri og ondskab.

Det blev besluttet, at han skulle skubbes ned, når Allahs Sendebud (sa.) passerede hen over bjerget. I overensstemmelse med denne plan begyndte disse tolv sammensvorne at følge efter Allahs Sendebud (sa.). Da Allahs Sendebud (sa.) nåede hen til bjerget, sagde han til alle, at de, der ønskede at følge den brede vej over sletten, kunne gå ad den. Selv fortsatte han ad bjergstien. Mange af sahabaerne fulgte vejen over sletten. Men de sammensvorne blev hos Allahs Sendebud (sa.). Allahs Sendebuds (sa.) blik var i forvejen så skarpt, at det nåede ind i hjertets inderste og opfattede selv skjulte følelser. Munafiqinerne var jo vokset op foran Allahs Sendebud (sa.). Hvem kunne derfor kende munafiqinerne bedre end ham? Desuden advarede Allah ham om denne sammensværgelse gennem guddommelige tegn. Han fortsatte ad bjergstien sammen med Huzayfa bin al-Yaman og Ammar bin Yasir. Han bad Ammar gå foran og holde fast i tøjlen på Allahs Sendebuds (sa.) kamel, og Huzayfa om at gå bagved. Da de nåede det pågældende sted, kom den sammensvorne gruppe springende. Det var en mørk nat, og desuden var forbryderne maskerede. Så snart Allahs Sendebud (sa.) hørte fodtrin, beordrede han sine to ledsagere til at holde dem, der kom bagfra, på afstand. Hazrat Huzayfa sprang frem. Da han så deres kameler, skød han en pil mod en af deres hager. Da de så Hazrat Huzayfa, troede de, at sammensværgelsen var blevet afsløret. Derfor flygtede de tilbage og blandede sig med de almindelige muslimer.

Da Hazrat Huzayfa kom tilbage, beordrede Allahs Sendebud (sa.): »Få kamelen til at gå hurtigt herfra.« Han spurgte Huzayfa: »Genkendte du dem?« Huzayfa svarede: »Jeg genkendte deres ridedyr, men ikke personerne.« Allahs Sendebud (sa.) spurgte: »Forstod du deres hensigt?« Han svarede benægtende. Derefter fortalte Allahs Sendebud (sa.) ham selv: »De ville kaste mig ned fra bjerget.«

Næste morgen tilkaldte Allahs Sendebud (sa.) de tolv sammensvorne, én efter én, ved navn. Han fremlagde over for hver af dem, hvad han havde sagt om sine holdninger og på mødet, hvor sammensværgelsen blev lagt, og spurgte hver enkelt om årsagen til det.

De gav alle nogle komiske svar. Hasan bin Numayr sagde for eksempel: »Jeg troede bestemt ikke, at De ville få kendskab til dette. Men i dag forstod jeg, at De virkelig er Allahs Sendebud. Hidtil har jeg ikke været en oprigtig muslim. I dag antager jeg Islam oprigtigt og helhjertet.«

De fremsatte alle den slags undskyldninger og bortforklaringer. Nogle bad om tilgivelse. Allahs Sendebud (sa.) tilgav dem alle. (Asahhus-Siyar – Maulana Abdur Rauf Danapuri)

Det fremgår af flere yderst pålidelige overleveringer, at Allahs Sendebud (sa.) i al hemmelighed kun fortalte Hazrat Hudhayfa navnene på de forbrydere, der var involveret i denne hændelse. Han afslørede dem ikke over for de almindelige muslimer. Desuden er der nogen uenighed om enkelte af disse tolv personer. Om to eller tre af dem siger mange også, at der senere ikke længere viste sig tegn på hykleri hos dem.

Den egentlige hændelse er imidlertid historisk bevist på det rette sted. Det er netop dette, Koranen siger: »De kunne ikke gennemføre det, de havde til hensigt at gøre.«

Der findes ingen anden tilsvarende beretning i historien om Allahs Sendebuds (sa.) storsind. Han organiserede en revolution til menneskehedens tjeneste med sveden fra sin pande og under store anstrengelser. Netop på det mest kritiske tidspunkt i konflikten planlagde nogle forbrydere imidlertid at dræbe ham for at udrydde hele hans livsværk, og de tog skridt til at føre planen ud i livet. Hemmeligheden bag alle deres forbrydelser blev afsløret, og de tilstod også. Alligevel tilgav dette store menneske uden tøven selv en så alvorlig forbrydelse. Man havde også sagt til Allahs Sendebud (sa.): »Befal hver af disse forbryderes stammer at hugge hovedet af dem og bringe dem til Dem.« Men Allahs Sendebud (sa.) svarede: »Jeg bryder mig ikke om, at araberne skal sige til hinanden, at Muhammad (sa.) drog i krig mod fjenden sammen med nogle mænd, og at han efter sejren selv begyndte at dræbe sine ledsagere.« (Tafsir Ibn Kathir, bind 2) Med disse ord ville Allahs Sendebud (sa.) forklare, at hvis man tog en sådan hævn, ville den islamiske bevægelses sande styrke ikke kunne bevare sine særlige egenskaber. Derfor bar han det, selv når hans eget liv blev bragt i fare, og selv når han måtte møde den ene nye sammensværgelse og sabotage efter den anden. Men han ønskede ikke, at man skulle anvende magt for at holde situationen under kontrol, eller at enhver uorden straks skulle udryddes med magtens og lovens styrke. Når man leder og forvalter det menneskelige samfund, må man udvise stor visdom, dømmekraft og indsigt, tage hensyn til mange interesser og fordele og anvende mange forskellige metoder til at rette op på modgang og afvigelser. En grund til, at den islamiske revolution er vanskeligere end andre materielle revolutioner, er, at dens yderst sarte og følsomme moralske livskraft hele tiden må bevares, så dens renhed ikke plettes af almindelige misforståelser eller fjendtlig propaganda.

Blandt hændelserne med personlige angreb mod Allahs Sendebud (sa.) er jødernes magiske angreb også en bemærkelsesværdig begivenhed. Selvom angribere, der angriber åbent, er fjender, er de dog modige. Selv hvis man ønsker at dræbe nogen, er den retfærdige fremgangsmåde først at udfordre ham åbent og derefter angribe. Men jøderne besad ikke dette mod og denne ærlighed. Derfor benyttede de sig af den feje og djævelske vej med hemmelige og lumske sammensværgelser. Men at synke endnu lavere og angribe nogen ved hjælp af trolddom, besværgelser og magiske ritualer er noget, mennesker gør, når de er sunket ned på det laveste niveau af fejhed og dyriskhed. De jødiske uhyrer tøvede ikke, i deres overdrevne misundelse og vrede, med også at begå denne mest modbydelige handling mod Allahs Sendebud (sa.).

En mand ved navn Labid bin Asim fra Banu Ruzaik-stammen var jødernes allierede og en muslim, der skjulte sin sande tro. Det var gennem ham, at det magiske angreb blev udført. En jødisk dreng var på grund af sin medfødte gode natur tiltrukket af Allahs Sendebud (sa.) og tjente ham. Nogle jøder tvang ham til at skaffe hår fra Allahs Sendebuds (sa.) hoved samt tænderne fra hans kam. De fremsagde magiske besværgelser over håret, bandt tolv knuder i det og lagde det i en brønd ved navn Dharwan.

Det fremgår af forskellige hadither, at Profeten (fvmh.) som følge af denne magi gennemgik en mærkelig forandring. Han troede, at han havde gjort noget, selv om han ikke havde gjort det. Dens virkning kunne også mærkes på hans naturlige tiltrækning til sine hustruer. Gennem åbenbaringen blev han informeret om denne magi. Håret blev fundet frem, og han blev normal igen. (Tafhim al-Qur’an, bind 2, note 114)

I forbindelse med denne begivenhed har der længe været en diskussion om, hvorvidt magi kan virke på en profet. Én opfattelse er, at det slet ikke kan ske. Ved at anvende denne opfattelse har grupper, der afviser hadither, erklæret hele hadithvidenskaben for upålidelig. Men ligesom en profets menneskelige krop kan påvirkes af sygdom, skade, gift og så videre, kan hans mentale evner på samme måde påvirkes positivt eller negativt af alle slags skjulte og åbenlyse handlinger. For eksempel blev Moses psykisk påvirket, da han så Faraos troldmænds magi. Da han så deres reb antage form som slanger, blev han bange:(Arabisk********)

“Moses følte frygt i sit indre. (Sura Ta-Ha: 67) Men den virkning, som det siges, at magi ikke har på profeter, er, at magi ikke kan skade deres profetiske virke. Ingen anden kan få kontrol over deres sind og tanker, og de kan ikke miste kontrollen over deres vilje.

Selv uden at tage hensyn til denne diskussion er der ingen hindring for at erkende, at jøderne virkelig udførte et magiangreb mod Profeten (fvmh.). At de begik denne forbrydelse, er en uigendriveligt bevist kendsgerning.

Når disse begivenheder kommer for os, forstår vi, hvorfor muslimerne i den medinensiske periode var bekymrede og på vagt på grund af frygten for Profeten (fvmh.)’s liv. Hvis han om natten skulle gå uden for sit hus, blev hans ledsagere grebet af stor bekymring. Det var på grund af denne situation, at Hadrat Talha ibn Barra under sin dødelige sygdom testamenterede: »Hvis jeg dør om natten, må ingen underrette Profeten (fvmh.). For hans liv er truet fra jødernes side. Gud forbyde, at han på vej til min begravelse skulle blive udsat for nogen skade fra fjendernes hænder.« Hvis Profeten (fvmh.) ved et tilfælde kom ud af sahabernes synsfelt, blev de undertiden grebet af panik og gik ud for at lede efter ham.

En berømt hadith fra Hadrat Abu Hurayra, hvori det siges, at adgangen til Paradiset er sikret, hvis man blot bevidner Allahs enhed, afspejler noget af denne situation. Hadrat Abu Hurayra fortæller:

“Vi sad omkring Profeten (fvmh.). Hadrat Abu Bakr og Hadrat Umar var også med i vores forsamling. Profeten (fvmh.) rejste sig fra os og gik et sted hen, men blev væk i lang tid. Vi blev dybt bekymrede for, at der skulle være sket ham noget, fordi ingen af os var sammen med Profeten (fvmh.). Vi gik alle urolige ud for at lede efter ham. Jeg blev grebet af panik før alle de andre. Derfor gik jeg straks ud for at lede efter ham.” (Mishkat, Troens Bog, kapitel 3)

Under sin søgen nåede Hadrat Abu Hurayra frem til haven tilhørende en ansar fra Banu Najjar. Han gik rundt langs hele muren for at se, om der var en dør et sted. Men muren var måske lang, og på grund af frygt og hast fandt han ingen nærmere vej. Til sidst så han, at en lille vandrende løb ud under muren. Han krøb meget sammen (ifølge hans egen beretning krøb han sammen som en sjakal) og trængte gennem renden ind på den anden side af muren. Da han dér fik øje på Profeten (fvmh.), blev han lettet. Derefter talte Abu Hurayra med ham. Det var ved denne lejlighed, at Profeten (fvmh.) gav det berømte glædelige budskab.

Når man læser denne beretning af en fremtrædende sahabi, forstår man, hvordan forholdene i Medina var på grund af jødernes og hyklernes stadige mordplaner, og hvor stor en fare Allahs Sendebuds (fred være med ham) liv befandt sig i. Men tilliden til Allah var så stærk, at sahabaerne en gang på grund af alle disse bekymringer og denne uro sørgede for vagter omkring Allahs Sendebud (fred være med ham). Men eftersom Allah havde lovet Allahs Sendebud (fred være med ham), at(Arabisk********)

»Allah vil beskytte dig mod menneskene.« (Sura al-Ma’ida: 67) stak han selv hovedet ud af teltet og sagde til vagterne:

»Gå blot. Allah har selv påtaget sig ansvaret for min sikkerhed.« (Tafsir Ibn Kathir, bind 2)

Denne tro gav også anledning til, at en anden forbryder, som var kommet for at dræbe Allahs Sendebud (fred være med ham), blev løsladt efter at være blevet pågrebet. Han sagde: »Lad ham gå, for selv hvis han havde ønsket at dræbe mig, kunne han ikke have gjort det.« (Tafsir Ibn Kathir)

Tænk et øjeblik over, hvor storsindet denne store arkitekt af menneskehedens palads var: Selvom der på alle sider hele tiden blev lagt planer om at dræbe ham, stod han fast og urokkelig som et bjerg. I Medina blev nogle edderkopper tilsyneladende ved med at spinde deres net for at fange denne dristige tiger.

Imens var også Mekkas vulkan stadig mere klar til udbrud. Lavaen af brutalitet og vildskab i Mekkas indre blev stadig stærkere. Den store fælles sammensværgelse om at dræbe Allahs Sendebud (fred være med ham) lige før hijraen tog efter hijraen form af store aggressive krige. Men fiaskoen for alle disse åbne angreb fik dem til at udtænke hemmelige mordplaner.

I slaget ved Badr havde Allahs Sendebuds (fred være med ham) lille muslimske gruppe givet uvidenhedens sønner en sådan lærestreg, at de ikke kunne glemme smerten i lang tid. Der var ikke en eneste familie i Mekka, hvis udvalgte unge mænd eller ledere ikke var blevet dræbt i dette slag. Men det var endnu mere skamfuldt at stønne efter at være blevet slået af en håndfuld hjælpeløse og ressourcefattige revolutionære muslimer. Derfor havde Qurayshs ledere udstedt en ordre om, at der ikke måtte sørges eller holdes klage over de dræbte ved Badr. Aswads tre sønner var blevet dræbt i dette slag. Selvom sorgen var ved at flænse hans hjerte, kunne han ikke engang give en lyd fra sig. En dag hørte han gråd fra et nabohus og sendte sin tjener af sted: »Gå og find ud af, om der er givet tilladelse til at græde.« Tjeneren kom tilbage efter at have undersøgt sagen og fortalte, at en kvinde græd, fordi hendes kamel var blevet væk. Da Aswad hørte dette, kunne han ikke længere holde sine følelser tilbage. Han fremsagde spontant et digt. Dette digt har opnået særlig anseelse i arabisk litteratur. Her følger en oversættelse af dets tre linjer:

»Denne kvinde græder, fordi en kamel er blevet væk, og hun har mistet sin søvn? Græd ikke over kamelen. Hvis du vil græde, så græd over den ulykkelige begivenhed ved Badr. Hvis du vil græde, så græd over Aqil. Hvis du vil græde, så græd over den løvemodige Harith.«

I denne så sørgelige situation i Mekka sad Umayr ibn Wahb og Safwan ibn Umayya et sted og græd over de dræbte ved Badr. Safwan sagde: »Der er ikke længere nogen glæde ved at leve.« Umayr sagde: »Hvis jeg ikke var forgældet og ikke behøvede at bekymre mig om mine børn, ville jeg straks tage af sted og dræbe Muhammad, Allahs Sendebud (fvmh.). Min søn er stadig fange i Medina.« Safwan påtog sig ansvaret for hans børn og gæld. Umayr kom straks hjem, smurte gift på sit sværd og begav sig mod Medina. Da han nåede Medina, gennemskuede Umar hans hensigt ud fra hans ansigtsudtryk og førte ham ved nakken til Allahs Sendebud (fvmh.). Allahs Sendebud (fvmh.) sagde til Umar: »Slip ham.« Derefter kaldte han ham hen og spurgte: »Hvad er du kommet for?« Han svarede: »Jeg er kommet for at få min søn løsladt.« Han spurgte: »Hvorfor bærer du et sværd?« Umayr sagde: »Hvad så? Hvilken nytte gjorde sværdet ved Badr?«

Da trak Allahs Sendebud (fvmh.) den hemmelighed frem, som han bar i sit hjerte, og lagde den foran ham. Han sagde: »Du og Safwan sad i et rum og planlagde at dræbe mig. Men Allah har ikke ladet jeres plan lykkes.«

Da Umayr hørte dette, blev han fuldstændig lamslået. Han sagde: »Ved Allahs ed, De er virkelig en profet. Ingen andre end Safwan og jeg kendte til dette.«

Umayr vendte tilbage til Mekka som muslim. Han forkyndte modigt islams budskab og fik mange mennesker til at blive muslimer. (Ibn Hishams sīra, bind 2)

Da Mekka blev erobret, besluttede Fudayl ibn Umayr sig også i sit stille sind for at dræbe Allahs Sendebud (fvmh.), drevet af hævntørst. Allahs Sendebud (fvmh.) gik rundt om Kabaen. Pludselig dukkede Fudayl op. Da han kom nærmere, kaldte Allahs Sendebud (fvmh.): »Hvem er det? Fudayl?« Han svarede: »Ja, Fudayl.« Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: »Hvad har du udtænkt i dit hjerte?« Fudayl blev forskrækket og sagde: »Ingenting, jeg mindes blot Allah.«

Da Allahs Sendebud (fvmh.) hørte hans svar, smilede han og sagde: »Bed Allah om tilgivelse.« Samtidig lagde han sin hånd på Fudayls bryst. Straks faldt hans sind til ro. Fudayl fortæller: »Efter at Allahs Sendebud (fvmh.) havde fjernet sin hånd fra mit bryst, var der i hele Allahs skabte verden ingen, jeg holdt mere af end Allahs Sendebud (fvmh.).« Efter denne mentale omvæltning vendte Fudayl hjem. (Ibn Hishams sīra, bind 2)

Den, der var kommet med beslutningen om at dræbe erobreren af ikke blot Mekka, men hele Arabien, vendte tilbage med et nyt liv. Den, der var kommet for at slå til, gik i stedet bort med salven, der kunne hele hans eget sår.

Quraysh, jøderne og hyklerne lagde hver især alle de planer, de formåede. Men Allah opfyldte sit løfte og beskyttede til sidst sin tjener og sit Sendebud.

Formålet med alle disse sammensværgelser var ikke blot at dræbe én person; de ønskede alle at dræbe hele den islamiske bevægelse. De ønskede at sende den strålende morgenrøde af sandhed og retfærdighed, hvis fremkomst var en dødsvarsel for mørket, til henrettelsespladsen. De ønskede at kvæle og dræbe det enestående og storslåede nye samfundssystem, som for første gang ville give de hundredvis af år undertrykte og mishandlede mennesker livets pulsslag, lighed, frihed og menneskelig værdighed.

Ødelæggende forræderi

De forskellige fjendtlige handlinger fra de islamfjendtlige kræfter i Medina, som jeg har nævnt ovenfor, udgjorde moralsk og juridisk set de mest afskyelige forbrydelser. Hvis der var blevet truffet de strengeste straffeforanstaltninger på grund af dem, ville det i religionens og politikkens lys have været den højeste form for retfærdighed. Men Profeten (fred være med ham) handlede med stor ro og tålmodighed. En bevægelse, hvis egentlige mål er menneskehedens moralske forbedring og genopbygning, kan ikke være fuldstændig afhængig af magtens og lovens våben. Uanset hvor meget mennesker udviser usselhed og brutalitet, fortvivler den islamiske bevægelse aldrig over menneskets natur; den går tværtimod frem på grundlag af langsigtet håb. Dens egentlige styrke ligger i at undervise, forklare og uddanne, ikke i at straffe og true. Ingen statsordning kan bevare sin egen eksistens uden i et eller andet omfang at anvende regeringsmagtens og lovens styrke. Men menneskers karakter og sindelag ændres ikke med sværd og stok; det sker gennem moralsk appel og fornuft. I sådanne tilfælde er selvbeherskelse mere effektiv end vrede, og tålmodighed og overbærenhed mere effektive end hævn og gengældelse. Profeten (fred være med ham), menneskehedens største ven, ønskede at oplyse historiens arena med moralsk godhed og at overvinde fjendernes overgreb og snedige sammensværgelser gennem den højeste grad af tålmodighed. Man finder ingen tilsvarende historisk skildring af så stor en tilgivelse som den, han viste i denne sag. Den fremgang, som Profeten (fred være med ham) havde opnået gennem mange års indsats og stræben, ville en håndfuld mennesker ødelægge ved at skabe uro og kaos. De ville lamme lov og orden samt administrationen. De udtænkte mordplaner og chikanerede ham på de mest usle måder. Og alligevel førte denne statsoverhoved for den første unge islamiske stat i verden, bygget efter sin egen model, sit skib sikkert i havn gennem ødelæggelsernes og sammensværgelsernes storm, helt roligt og med et lille smil som gave til bølgerne.

Alligevel holdt de fjendtlige kræfter ikke op, før de havde nået den yderste grænse for kriminalitet og synd. Ikke blot én gang, men gentagne gange gjorde de oprør og begik forræderi, og det gjorde de åbent og med den største frækhed. De tog overhovedet ikke hensyn til den stat, hvis borgere de var blevet gennem en forfatningsmæssig aftale, og hvis lydighed de derfor var forpligtet til både religiøst og politisk. Forræderi og oprør er handlinger, hvis straf til alle tider har været og stadig er mindst fratagelse af statsborgerskab og dødsstraf. Men han, som var kommet for at ændre civilisationens skæbne, viste selv over for så store og alvorlige forbrydelser den yderste tålmodighed. Han fortsatte sine bestræbelser til det sidste øjeblik, så høflighedens bevidsthed kunne vågne blandt de fjendtlige kræfter, deres tænkeevne kunne blive vakt, de kunne vende tilbage til fornuften, og de, om ikke første gang eller anden gang, så dog tredje gang kunne forbedre sig. Men de, der var blevet ledt ind på en kroget vej, åbnede ikke øjnene, før de med få undtagelser var styrtet ned i fiaskoens afgrund.

Her vil jeg fremlægge nogle bemærkelsesværdige eksempler på ødelæggende forræderi, så det kan forstås, hvor vanskelig og tornestrøet den vej er, som de, der vil etablere sandhedens og retfærdighedens orden, må vandre.

Det er velkendt, at de oprigtige troende tjenere, som ved det andet møde ved al-ʿAqaba gav deres troskabsed til Profeten (fred være med ham) hånd i hånd, gjorde det med fuld bevidsthed om, at Profetens (fred være med ham) rejse til Medina og etableringen af den islamiske bevægelses centrum dér ikke kunne betyde andet end krig. Denne begivenhed ville af mange grunde blive en enorm udfordring for Quraysh, og de ville, grebet af voldsom følelse og ophidselse, miste besindelsen og gribe til våben. Derfor stod det klart, at Profetens (fred være med ham) liv, eksistensen af den gruppe, han havde grundlagt, og beskyttelsen af den islamiske bevægelses øvrige centre fuldstændig afhang af Medinas indbyggeres støtte under Allahs hjælp. Det var med dette formål, at Profeten (fred være med ham) tog troskabsed af Ansarernes repræsentanter og arbejdsomme unge, og det var med dette formål, at han allerede i det første år efter hijra indgik aftaler med alle de jødiske stammer. Ansarerne overholdt som helhed deres troskabsed til det sidste øjeblik af deres liv. Men de, der var betroet Allahs Bog, profeternes arvinger og deres tilhængere, overtrådte gentagne gange de aftaler, som de selv havde indgået.

Det første og mest bemærkelsesværdige tilfælde af forræderi var, at Quraysh fra Mekka, da de anså hykleren Abdullah ibn Ubayy for den bedst egnede person, sendte ham et hemmeligt brev. Gennem dette brev sendte de en omfattende appel for at bringe alle Medinas forbryderiske, uregerlige og svage i troen under deres indflydelse. I brevet skrev de:

“I har givet vores mand (det vil sige Muhammad, fred være med ham) beskyttelse. Ved Allah sværger vi, at I enten skal dræbe ham eller drive ham ud af Medina. Ellers vil vi alle sammen angribe jer, dræbe jer og gøre jeres hustruer til underholdningskvinder. (Sunan Abu Dawud)”

Hvis Abdullah ibn Ubay havde været en ærlig og troende mand, ville dette brev straks være nået frem til Profeten (fred være med ham), og han ville oprigtigt have ønsket, at hele Medinas befolknings æresfølelse blev samlet som svar på Qurayshs trussel. Men forræderi lå i hans natur. For at hævne sig på at have mistet sin magt besluttede han sig for at opfylde Qurayshs ønsker. Han vidste, at der blandt Medinas indbyggere fandtes et stort antal forbrydere, som var imod den islamiske bevægelse. Men brevets hemmelighed blev snart afsløret, og Profeten (fred være med ham) fik selv kendskab til sagen. Han gik personligt til Abdullah ibn Ubay og forklarede ham: Det er jo jeres egne sønner og nevøer, der med ungdommens fulde styrke bærer Islams fane. Hvis der opstår en uønsket situation, så vil I se, at jeres egne børn vil stille sig over for jer. I vil blive nødt til at kæmpe mod jeres egne børn. Abdullah ibn Ubay forstod dette og opgav sin plan. Det bør nævnes, at Quraysh efter slaget ved Badr igen sendte et sådant brev til Abdullah ibn Ubay.

Denne intrigante leder begik en yderst forræderisk handling i et særdeles kritisk øjeblik. Da den jødiske stamme Banu Nadir på grund af gentagne løftebrud og sabotagehandlinger fik et ultimatum om at forlade Medina inden for ti dage, og Banu Nadir begyndte at forberede sig på dette, sendte Abdullah ibn Ubay dem en besked: Vogt jer! I må ikke adlyde denne ordre og må ikke forlade jeres hjem.

Jeg vil hjælpe jer med to tusind mænd. På den ene side vil den jødiske stamme Banu Qurayza hjælpe jer, og på den anden side er den arabiske polyteistiske stamme Ghatafan jo allerede jeres allierede. Resultatet af denne forsikring blev, at Banu Nadir meddelte Profeten (fred være med ham): “Vi kan ikke rejse herfra. Gør, hvad du vil.” Til sidst blev den islamiske regering tvunget til at iværksætte militære foranstaltninger for at håndhæve sin ordre.

Derefter begik denne mand et åbenlyst forræderi i det særdeles kritiske og afgørende øjeblik under slaget ved Uhud. Så snart den muslimske hær var marcheret ud fra Medina og nået til et sted ved navn Shuta, vendte han tilbage til Medina sammen med tre hundrede hyklere. Denne handling svarede til at stikke den muslimske hær i ryggen. Han sagde: Hvorfor skulle vi give vores liv forgæves, når tingene ikke bliver gjort efter vores mening, og magten er samlet hos andre? Abdullah ibn Ubay mente, at man burde kæmpe inde i Medina i stedet for at gå uden for byen. (Asahhus Siyar, Abd ar-Rauf Danpuri)

Den anden person, der deltog i forræderiske sammensværgelser, var Abu Amir. Jeg har allerede omtalt ham i forbindelse med Dirar-moskéen. Rasende over nyheden om Profeten (fred være med ham)s sejr i slaget ved Badr rejste denne intrigante mand til Mekka, hvor han mødtes med Abu Sufyan og opfordrede ham til at tage hævn. På denne måde bidrog han også til at tænde ilden til slaget ved Uhud. Han deltog selv i kampen på Quraysh-hærens side. Han troede, at Aws-stammen på hans opfordring ville opgive at støtte Islam og slutte sig til Quraysh. Han råbte til Aws-folkene på slagmarken. Men det svar, han fik, fjernede hans vildfarelse. For ikke at tale om de andre var selv hans egen søn, Hazrat Hanzala, med den største hengivenhed parat til at ofre sit liv på Profeten (fred være med ham)s befaling. Efter Uhud tog han til den romerske kejser Herakleios for at tilskynde ham til at angribe Medina. Samtidig gav han hyklerne hemmelige forsikringer: Hold jer klar, jeg kommer med en hjælpetrop. Denne mand lod grave grøfter nær Hunayn for at skade Profeten (fred være med ham). Profeten (fred være med ham) faldt i en af grøfterne og kom alvorligt til skade. (Asahhus Siyar og Sirat an-Nabi: Shibli)

Den tredje forræderiske person var Ka’b ibn Ashraf. Ham har jeg også omtalt tidligere. På den ene side skabte denne mand ved at betale løn en lejet agentstyrke i Medina, og på den anden side tilskyndede han Mekkas indbyggere til at angribe Medina. Til dette formål gjorde han udstrakt brug af sin indflydelse, sin rigdom og sit poetiske talent. På hans tilskyndelse greb Abu Sufyan og andre fat i Ka’baens klæde og lovede at tage hævn.

I dette sammensværgelsesprægede miljø blev muslimerne tvunget til at træffe særlige forsvarsforanstaltninger. Profeten (fred være med ham) holdt sig selv vågen om natten og beordrede sine ledsagere til på skift at holde vagt om natten. En hændelse fra denne tid er, at han engang sagde ved en samling: “Lad en egnet mand holde vagt i nat.” Da Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas hørte dette, bevæbnede han sig og holdt vagt hele natten. På dette tidspunkt sov ledsagerne med våbnene hos sig fra aften til morgen. Det var sandsynligvis ved denne lejlighed, at han sagde:

“At holde vagt én dag på Allahs vej er bedre end hele verden og alle de ressourcer, der findes i den.” (Mishkat)

Han sagde også: »At holde vagt én dag og én nat på Allahs vej er bedre end at faste en hel måned og våge om natten i bøn en hel måned.« (samme kilde)

Om denne vagt sagde han desuden, at belønningen for den fortsætter med at vokse helt indtil opstandelsens dag, og at den også beskytter mod gravens straf. (Riyad as-Salihin)

Disse forræderiske medlemmer af den femte kolonne i Medina fik under jihad den bedste mulighed for at stikke den islamiske bevægelse i ryggen. De ti år, som Allahs Sendebud (fvmh.) tilbragte i Medina, gik for størstedelens vedkommende med krige og kampe. Men hver gang konflikten mellem sandhed og falskhed antog form af en fuldskala krig — og det skete gentagne gange med korte pauser imellem — begyndte jøderne og hyklerne at konspirere. Sammen med den økonomiske krise skabte disse krige og de indre fjenders, de forræderiske dæmoners, undergravende virksomhed en hård ildprøve for den islamiske stats vogtere.

Vi har allerede fortalt om slaget ved Uhud, hvor Abdullah ibn Ubayy, lederen af sammensværgelsen, under den islamiske hærs march mod slagmarken vendte tilbage til Medina med tre hundrede krigere. Hvis en hvilken som helst anden materialistisk magt end Allahs Sendebuds (fvmh.) noble ledsagere var blevet udsat for en sådan situation, ville den have mistet modet og straks være flygtet fra slaget. For mens fjendens hær talte tre tusind, talte den muslimske hær, der drog ud for at møde den, kun ét tusind mand i alt. Af disse vendte tre hundrede tilbage. Og blandt de resterende syv hundrede var der også forræderiske hyklere. Under disse omstændigheder begyndte mujahiderne fra Banu Salama og Banu Haritha at overveje at vende om. Men efter ledsagernes råd genvandt de modet og blev på slagmarken. Troen på Allah, tilliden til islams overlegenhed, overbevisningen om den moralske styrkes sejr og afhængigheden af den usete hjælp — alt dette var den islamiske hærs egentlige kapital. Derfor var der ikke længere nogen svaghed i deres hjerter. Med fuld beslutsomhed drog de mod Uhuds slagmark. Da situationen på Uhuds slagmark senere blev kritisk, og rygtet om Allahs Sendebuds (fvmh.) martyrdød spredte sig, foreslog hyklerne, at man skulle hente Abdullah ibn Ubayy tilbage, trygle ham på hænder og fødder og bede ham skaffe sikkerhed fra Abu Sufyan. Allah lod muslimernes fejl på denne slagmark blive mødt med et nederlag for at korrigere nogle af dem. Hyklerne sagde derfor: »Hvis han havde været profet, ville han ikke være blevet besejret.« Det blev altså ligesom med alle andre konger og herskere i verden: undertiden sejr og undertiden nederlag. Som følge af denne propaganda opstod der også nogen tvivl og usikkerhed hos nogle muslimer. Nogle begyndte at tænke: »Hvordan kan det være, at vi drog ud for at kæmpe på Allahs vej under Allahs profets ledelse og alligevel måtte lide nederlag?« Som svar på dette siges det i Koranen: »Denne ulykke skyldtes jer selv.« Det vil sige: den var resultatet af jeres egne fejl.

Derefter fortsatte de skjulte fjender med at begå forræderi ved begyndelsen, midt under eller ved afslutningen af hvert slag. Hvor der i praksis ikke kunne gøres noget, forsøgte de gennem propaganda at svække den islamiske bevægelse.

Den femte kolonne viste mest af alt sin kunnen under slaget ved Khandaq. Quraysh-stammens styrke var blevet alvorligt svækket i slaget ved Badr. For at hævne dette gjorde de omfattende forberedelser, angreb og udkæmpede slaget ved Uhud. Men de blev tvunget til at vende tilbage, uden at have fuldendt deres sejr. I det femte hijri-år omringede de Medina med en enorm hær bestående af deres egne folk, sammensvorne fra Medina og store styrker, som de havde ophidset fra forskellige stammer. Dette var det afgørende slag. Derefter blev Quraysh-stammens og de øvrige fjenders styrke fuldstændig knust. Herefter opgav muslimerne den defensive politik og antog en offensiv politik for at uskadeliggøre islams fjender. Faktisk var vejen til erobringen af Mekka blevet åbnet allerede på den dag, hvor slaget ved Khandaq sluttede.

Blandt de sammensvorne grupper, der bidrog mest til at fremprovokere dette afgørende slag, var jøderne fra Banu Nadir. De af dem, som havde slået sig ned i Khaybar, holdt øje med situationen og lå på lur, mens de ventede på en mulighed. Da de fik at vide, at muslimerne havde lidt et alvorligt nederlag i slaget ved Uhud, og at Quraysh-stammen, selv om den ikke havde vundet en fuldstændig sejr, var vendt tilbage efter at have vist betydelig styrke, besluttede de at blive aktive og sætte historiens udvikling i et højere tempo. De kendte høvdinge fra Banu Nadir — Sallam ibn Abi al-Huqayq, Sallam ibn Mishkam, Huyayy ibn Akhtab og Kinana ibn al-Rabi’ — drog af sted og tog Hawdha ibn Qays, Abu Imara og andre fra Banu Wa’il med sig. De rejste til Mekka, opfordrede Quraysh-stammen til at angribe Medina og lovede dem fuld støtte. Derefter opsøgte de Banu Ghatafan og opfordrede også dem. Så opsøgte de andre stammer. Quraysh-stammen samlede de øvrige stammer. På denne måde belejrede ti tusind soldater Medina. (Asahhus-Siyar, Siraen af Ibn Hisham)

Før krigen begyndte, konspirerede Huyayy ibn Akhtab med Ka’b ibn Asad og fik Banu Qurayza til at bryde den traktat, de havde indgået med Allahs Sendebud (fvmh.). (Siraen af Ibn Hisham) Da muslimerne hørte dette, blev de dybt bekymrede. De begyndte at frygte, at Banu Qurayza når som helst ville angribe. Allahs Sendebud (fvmh.) udpegede tre hundrede soldater til at beskytte børnene og kvinderne. Imens begyndte hyklerne at sprede rygter, der skabte usikkerhed og frygt, og mange af dem begyndte at flygte fra lejren under påskud af at ville beskytte deres familier. De indledte således en propagandakampagne, idet de sagde: »På den ene side viser Muhammad (fvmh.) os drømme om at erobre Romerriget og Perserriget, mens vores situation på den anden side er sådan, at vi ikke engang kan gå ud for at forrette vores naturlige fornødenheder i sikkerhed.« (Siraen af Ibn Hisham)

Det skete engang, at man under et slag opdagede en jøde, der på mistænkelig vis gik omkring i nærheden af kvindernes opholdssted, da der ikke var truffet tilfredsstillende foranstaltninger til at beskytte det. Hazrat Safiyya bint Abd al-Muttalib gik hen med et stykke træ og dræbte ham. (Sīrat Ibn Hishām)

Dette var den mest bekymrende situation for soldaterne i den islamiske bevægelse. Men de modtog Allah den Almægtiges særlige hjælp. For det første den nye forsvarsstrategi ved voldgraven, for det andet Naʿīm ibn Masʿūds forbløffende dygtighed til at bryde alliancen mellem Quraysh og Banū Qurayẓah, for det tredje Profetens, hans veltrænede lederes og hele den muslimske menigheds stærke og mujahid-agtige indsats, og for det fjerde den pludselige storm, som Allah sendte, slog fjendens styrker ud af slagmarken og drev dem bort.

En anden begivenhed af denne art var ekspeditionen til Tabuk. På dette tidspunkt viste Medinas sammensvorne femtekolonne nogle af deres mest udspekulerede manøvrer. Den romerske kejser Herakleios havde været rasende, lige siden han modtog et brev fra Profeten (fvmh.) med Islams kald. Imens nåede sammensværgelsens bagmænd også frem til kejserens hof og forsøgte at ophidse ham. Pludselig kom der nyheder om, at denne Herakleios havde sendt en vældig hær på fyrre tusind soldater af sted for at angribe Medina.

Der herskede på det tidspunkt en usædvanlig situation i Medina. Det var hungersnødens tid. Alligevel var frugterne modne på træerne. Vejret var brændende varmt. Et stort antal soldater skulle sendes langt bort. Samtidig var statens økonomiske situation svag. Der var en desperat mangel på nødvendigt udstyr, kameler, heste og forsyninger. Derfor blev hæren, der drog ud til Tabuk, kaldt »Jaysh al-ʿUsrah«, det vil sige »krisetidens hær«. Da hyklerne så denne situation og vurderede, at muligheden for at erobre ghānīmah (krigsbytte) i dette slag var lille, indtog de en holdning præget af manglende samarbejde. De blev hjemme under påskud af alle mulige løgne og undskyldninger. Af denne grund kaldes ekspeditionen også »Ghazwat al-Fāḍiḥah«, det vil sige hyklernes »afslørende ekspedition«. Et slående eksempel på de latterlige undskyldninger og indvendinger, som hyklerne fremsatte, findes hos Jadd ibn Qays. Han kom til Profeten (fvmh.) og sagde: »Folk ved, at jeg er lidt for følelsesmæssigt optaget af kvinder. Jeg er bange for, at jeg vil blive fristet, når jeg ser de smukke romerske kvinder. Tillad mig derfor at blive hjemme.« Disse hyklere holdt ikke blot sig selv tilbage fra at drage ud på jihad; de sagde også til andre: »Åh, bliv hjemme og påkald Allah. Er I blevet vanvittige, siden I vil drage ud på jihad i sådan en kvælende varme?« De plejede at holde deres rådslagninger i huset hos en jøde ved navn Suwaylim. De, der kom der, blev forbudt at drage ud på jihad. Til sidst blev dette mødested fuldstændig nedlagt.

På den anden side samlede den altid aktive ʿAbd Allāh ibn Ubayy på et sted kaldet Thaniyyat al-Wadāʿ en separat styrke bestående af jøder og hyklere med det formål at gennemføre ondsindede planer. Denne styrke var også talrig. Men den kunne ikke drage af sted sammen med Profeten (fvmh.).

Efter at hæren var begyndt sin march, skabte de endnu en forvirring. Profeten (fvmh.) havde efterladt Hazrat ʿAlī i Medina som sin personlige stedfortræder for at føre tilsyn med sin familie. Da hyklerne så det, begyndte de at sprede ondsindede rygter: »Muhammad (fvmh.) er ikke længere tilfreds med ʿAlī. Det er derfor, han ikke tog ham med.« Hazrat ʿAlīs æresfølelse blev hårdt ramt af dette. Han iførte sig straks sin rustning og sluttede sig til Profeten (fvmh.), som han fortalte om hyklernes provokerende aktiviteter. Profeten forklarede ham sagen grundigt, sendte ham tilbage til Medina og sagde: »Der er fare for, at disse mennesker vil skabe uro i Medina.«

Efter ankomsten til Tabuk begyndte de medrejsende hyklere (nogle hyklere deltog altid i militære ekspeditioner for at skabe en eller anden form for uro) at skræmme de muslimske mujahider ved at sige: »I har troet, at de frygtindgydende krigere i den romerske hær er som araberne. I morgen, når I alle bliver taget til fange som slaver, vil I forstå, hvor fejlagtig den opfattelse var.« Da de blev afkrævet en forklaring på denne vildledende propaganda, sagde de: »Vi spøgte bare; det var ikke noget alvorligt.« (Se Aṣaḥḥ al-Siyar, s. 361–385)

Den romerske hær kom ikke engang til slagmarken. Men denne ekspedition gjorde på den ene side romerne klar over, at Medina var fuldt ud årvågen og i stand til at møde dem, mens områderne Aylah, Jābariyyah og Dūmat al-Jandal på den anden side som følge af ekspeditionen kom under den muslimske magts indflydelse, hvorved faren for et angreb udefra blev mindre.

Under denne ekspedition forbød Profeten ﷺ den muslimske hær to steder at drikke vand fra vandhuller langs vejen. Men nogle af hyklerne overtrådte forbuddet og afslørede dermed deres hjertes sygdom.

Under denne ekspedition blev der også lagt en mislykket plan om at dræbe Profeten ﷺ i et bjergpas. Jeg har allerede redegjort for denne hændelse.

Trods hyklernes mange forræderier og sammensværgelser vendte Profeten ﷺ vellykket tilbage fra denne ekspedition og fortsatte med uden tøven at tilgive hyklerne. Tre af Profeten ﷺs oprigtige sahaba, Ka’b ibn Malik, Hilal ibn Umayya og Murara ibn Rabi, blev i Medina på grund af deres dovenskab. De indrømmede deres forseelse. Alligevel måtte de i halvtreds dage leve udstødt fra samfundet, mens de ventede på Allahs befaling. De bestod denne prøve fuldt ud, og deres tawba blev accepteret. Men hyklerne sagde: »Hvor er de tåbelige! Hvis de blot havde fremsat en hvilken som helst undskyldning ligesom os, ville sagen have været afsluttet. De har helt unødvendigt bragt sig selv i vanskeligheder. Lad dem nu mærke følgerne.«

Dette viser, hvor vanskelige situationer den islamiske stat og den islamiske bevægelse måtte møde. Den, der havde vist menneskeheden vejen til velfærd, måtte udsættes for alskens forræderi og sammensværgelser fra de hykleriske tilhængere af Moses og de hyklere, som de havde frembragt.

Men den islamiske stats udbredelse standsede ikke af den grund; den fortsatte tværtimod med at vokse. Den oprigtige tro blomstrede frodigt, mens forræderi og hykleri blev rykket op med rode.

Qurayshs modbydelige hævnaktioner

I den tidlige periode i Medina, før krigshandlingerne begyndte, rejste Sa’d ibn Mu’adh, en fremtrædende leder af Aws-stammen, til Mekka for at udføre umrah. Da Sa’d havde haft et gammelt og langvarigt forhold til Umayya ibn Khalaf, boede han i hans hus. Han begyndte at gå rundt om Kabaen sammen med Umayya. Ved et tilfælde kom Abu Jahl til stede. Han kaldte på Umayya og spurgte: »Hvem er den person sammen med dig?« Umayya svarede: »Sa’d.« Abu Jahl sagde vredt til Hazrat Sa’d: »I har givet disse frafaldne beskyttelse, ikke sandt? Det er uudholdeligt for mig, at folk som du sætter deres fødder på Kabaens område. Hvis du ikke havde været under Umayyas beskyttelse, ville du ikke være kommet levende tilbage i dag.« (Sirat al-Nabi; Shibli Numani, første bind, med henvisninger til Sahih Muslim og al-Bukhari)

Bemærk, at den politiske hævnlyst havde øget Quraysh-lederens overmod så meget, at han var parat til at forbyde Allahs tjenere adgang til Hans hus. Han ønskede at berøve dem tilbedelse som hajj! Som om Kabaen også var deres ejendom. I virkeligheden havde de forvandlet forvaltningen af al-Masjid al-Haram til et redskab for deres politiske magt. Portene til Haram-området var naturligvis allerede lukkede for Profeten ﷺ og de af hans ledsagere, som var blevet tvunget til at udvandre. Men ved åbent at erklære Sa’d ibn Mu’adh uegnet til at træde ind i Haram-området afslørede Abu Jahl på yderst modbydelig vis, hvor uretfærdig hans position var. Sa’d ibn Mu’adh var på sin side heller ikke nogen mand uden selvrespekt. Hans islamiske æresfølelse var fuldt levende i ham, og han forstod Medinas politiske betydning. Han gav et kort svar, som fik en frygtelig fare til at vise sig for Abu Jahl og Quraysh-folket. Sa’d sagde: »Hvis I forhindrer os i at udføre hajj, vil vi afskære jeres handelsvej til Medina.« Med andre ord var dette en trussel om en økonomisk blokade mod Quraysh. Denne trussel gjorde hele Mekkas befolkning urolig. Senere blev Medinas politik fastlagt i overensstemmelse med Hazrat Sa’ds udtalelse. Som følge heraf blev Quraysh fuldstændig trængt op i en krog og beredte sig på den endelige styrkeprøve.

Abu Jahl havde ganske vist sagt dette i ophidselse, men denne uønskede trussel gav deres indflydelse og anseelse et voldsomt slag. Den hellige Koran kritiserer skarpt deres monopol på herredømmet over Haram-helligdommen. For det var netop dette, de brugte som påskud til at forbyde Allahs tjenere adgang til Allahs Hus. Allah siger:

»Hvem er mere uretfærdig end den, der forhindrer, at Allahs navn nævnes i Allahs moskeer, og som bestræber sig på at ødelægge dem?« (Al-Baqarah, 114)

»Folk spørger dig om at kæmpe i den forbudte måned. Sig: Det er en alvorlig synd at kæmpe i den forbudte måned. Men at hindre mennesker fra Allahs vej, at fornægte Allah, at forhindre Allahs tjenere i at komme til Den Hellige Moské og at fordrive dens indbyggere derfra er en endnu større synd.« (Al-Baqarah, 217)

»Hvorfor skulle Allah så ikke straffe dem, når de hindrer adgangen til Den Hellige Moské? De er jo ikke dens retmæssige forvaltere.«

Disse udsagn fra Koranen spredte sig efterhånden over hele Arabien, og Qurayshs religiøse anseelse blev stadig mere svækket.

På tidspunktet for Hudaybiyyah-traktaten (i måneden Dhu al-Qa’dah i det 6. hijri-år gjorde Quraysh endnu mere omfattende brug af deres praksis med at hindre folk i at komme til Den Hellige Moské. Efter at have modtaget et tegn fra Allah den Højeste drog Allahs Sendebud (fred være med ham) mod Mekka udelukkende med det formål at udføre umrah. Der blev ikke erklæret krig. Sahabaerne drog helt frivilligt af sted for at udføre umrah. De tog også offerdyrene med. Karavanen drog af sted uden at være bevæbnet til militære formål, kun med almindelige våben til selvforsvar. På et sted ved navn Dhu al-Hulayfah blev offerkamelerne mærket efter den velkendte forskrift, og der blev hængt guirlander om deres halse. Enhver kunne ved første øjekast forstå, at disse kameler blev ført med henblik på at blive ofret i Haram-helligdommen, og at de ikke var militære transportdyr. Undervejs fik man gennem budbringeren Bishr ibn Sufyan al-Ka’bi at vide, at Quraysh forberedte sig på en fuldstændig krig og under ingen omstændigheder ville tillade dem at komme til Haram-helligdommen. Da Allahs Sendebud (fred være med ham) nåede frem til Hudaybiyyah, sendte han besked om, at vi ikke var kommet for at kæmpe, men for at udføre umrah. Budayl ibn Warqa fra stammen Banu Khuza’ah forsøgte at mægle. Derefter fik Urwah ibn Mas’ud bragt forhandlingerne et stykke videre. Så kom en mand fra Banu Kinanah, Hulays, løbende for at mægle. Da han med egne øjne så en stor karavane af kameler med guirlander græsse på marken, blev han dybt bevæget. Da han gik hen til Quraysh og fortalte dem om sin reaktion, afviste de ham bittert med ordene: »Du er jo bare en landsbyboer, hvad forstår du af den slags?« Hulays blev meget såret. Han sagde:

»O Quraysh! Dette er ikke en aftale mellem os og jer. Vi har heller ikke indgået et venskabeligt forhold på dette grundlag. Med hvilken ret vil I forhindre folk, der er kommet for at højne Allahs Hus’ værdighed, i at komme til Allahs Hus? Ved Allah, lad Muhammad (fred være med ham) gøre det, han ønsker. Ellers vil vi tage alle vores folk med tilbage.«

Denne mand kunne lide Allahs Sendebuds (fred være med ham) enkle og klare politik. Hans evne til at skelne mellem godt og ondt begyndte at fungere, og hans samvittighed blev aktiv over for Qurayshs uretfærdige handlinger. Til sidst beroligede man ham for at skåne hans følelser ved at sige: »Vores formål er at få nogle rimelige betingelser accepteret. Hold dig lidt i ro.« Derefter blev der pålagt sådanne betingelser, at Allahs Sendebuds (fred være med ham) og hans ledsageres umrah i det 6. hijri-år i praksis, om ikke andet, blev udskudt et helt år. (Tafsir Ibn Kathir, bind 4; Sirat Ibn Hisham, bind 3; Asahhus-Siyar)

Se her, hvordan Koranen på dette tidspunkt afslørede vogternes af Kabaens lave sindelag:

“Det er dem, der har valgt at fornægte den sande religion, som har hindret jer i at komme til Den Hellige Moské og ikke tilladt offerdyrene at nå frem til offerstedet.” (Al-Fath, 25)

Qurayshs indblanding i og ændring af de religiøse skikke, som siden profeten Ibrahims tid havde været almindeligt accepteret, skadede deres omdømme alvorligt. Gennem ren dumhed og stædighed skabte de sig et dårligt ry i hele Arabien. Folk forstod, at der ikke fandtes det mindste spor af ærlighed, gudsfrygt eller høflighed blandt Quraysh, og at de udelukkende handlede af stædighed.

Det største bevis på, at Qurayshs hævntørst var sunket ned til brutalitetens laveste niveau, er, at de for at tilfredsstille deres eget had fik Profeten (fred være med ham) til at skille sine to døtre fra deres mænd gennem skilsmisse. Det var et frygteligt, giftigt stik lige i menneskehedens befriers hjerte.

Den ærværdige Ruqayya og Umm Kulthum var gift med Abu Lahabs to sønner, Utba og Utaiba. Efter den gængse skik havde deres forbindelse med den nærmeste slægtnings familie bestået siden før profetskabet. Den yderst hidsige Abu Lahab besad ikke så meget som en antydning af høflighed, at han kunne sætte ideologisk uenighed over personlige relationer eller blande slægtskabets rettigheder sammen med konflikten. Hans misundelse og had var altid overdrevent stærkt, og hans handlinger var yderst lave og usle. Da sura al-Lahab blev åbenbaret på grund af hans foragtelige handlinger, og der blev nedkaldt en forbandelse over ham med ordene: “Må Abu Lahabs to hænder gå til grunde”, blev han rasende. At hans to hænder skulle gå til grunde, betød, at han trods alle slags modstræbende og skadelige handlinger ikke ville kunne skade den islamiske bevægelse det mindste, og at sandhedens styrke ville knuse hans to hænder. Da han indså denne betydning, blev han glødende af vrede. Han begyndte at presse sine to sønner og sagde, at det nu på ingen måde længere kunne være tilladt for dem at have Muhammads (fred være med ham) døtre boende hos sig. De måtte skille sig fra dem. Den ærværdige Ruqayya tilbragte tiden i sit hjem i stor uro. Utba skilte sig fra hende på sin fars opfordring. Senere blev hun gift med den ærværdige Uthman. Qurayshs øvrige ledere gjorde også store anstrengelser for at ophidse Abu Lahab og få hans to sønner til at udføre denne foragtelige handling. De talte indbyrdes om, at bestræbelserne på at chikanere Muhammad (fred være med ham) i disse dage var blevet betydeligt mindre. Derfor måtte man finde på noget nyt. De besluttede, at hans døtre skulle skilles fra deres mænd. På den måde kunne man i det mindste skabe nogle problemer for Muhammad (fred være med ham). De sagde til Abu Lahabs søn Utba, at de ville skaffe ham enhver pige fra Quraysh, han ønskede. Den eneste betingelse var, at han skulle sende Muhammads (fred være med ham) datter bort. Utba lod sig straks skille fra hende. Utaiba viste endnu større frækhed. Han skilte sig fra den ærværdige Umm Kulthum og kom som en brutal bølle til Allahs Sendebud (fred være med ham). Derefter sagde han med den største uforskammethed: “Jeg har fornægtet din religion, skilt mig fra din datter, du elsker heller ikke mig, og jeg bryder mig heller ikke om dig.” Så rakte han hånden frem med den største mangel på respekt og rev et stykke af Allahs Sendebuds (fred være med ham) kjortel itu. Den unge svigersøn skilte sig altså på sin misundelige fars befaling fra den uskyldige og høflige pige, men opførte sig desuden som en bølle, så Allahs Sendebud (fred være med ham) spontant, overvældet af sorg, kom med denne bøn: “O Allah, slip et af dine rovdyr løs på ham.” Da Abu Talib hørte om hændelsen, sagde han: “Ingen kan længere redde dig fra min nevøs bøn imod dig.” Senere, da Utaiba overnattede i Syrien sammen med en handelskaravane, kom der i nattens mørke en tiger fra et ukendt sted, udvalgte ham blandt hele karavanen og åd hans hoved. (Al-Mawahib al-Ladunniyya, bind 1, s. 197)

Efter den ærværdige Ruqayyas død giftede Allahs Sendebud (fred være med ham) også denne sin anden datter, Umm Kulthum, med den ærværdige Uthman. Derfor blev han kaldt “Dhu’n-Nurayn”.

Ligesom Qurayshs intrigante mænd havde presset Abu Lahabs søn Utba, pressede de også Abu al-As, ægtemanden til Allahs Sendebuds (fred være med ham) tredje datter, Zaynab, og fristede ham med ordene: Hvis du skiller dig fra Muhammads (fred være med ham) datter, får du hvilken som helst smuk pige, du ønsker. Abu al-As var et strålende eksempel på ædelmodighed. Han sagde: “Fy dog! Det kan aldrig ske, at jeg forlader min hustru. Jeg ønsker ikke, at nogen anden kvinde skal komme ind i mit hjem i Zaynabs sted.” Senere plejede Allahs Sendebud (fred være med ham) at rose denne fasthed i Abu al-As’ karakter. Som belønning for hans høflige optræden viste han ham ved to lejligheder stor gunst. Første gang, da Abu al-As kom blandt krigsfangerne fra slaget ved Badr, gav Allahs Sendebud (fred være med ham) den halskæde tilbage, som den ærværdige Zaynab havde sendt som løsesum, og løslod ham uden løsepenge. Anden gang, da hans handelsvarer var blevet fordelt blandt muslimerne som krigsbytte, blev alt på Allahs Sendebuds (fred være med ham) anvisning givet uskadt tilbage til ham. (Ibn Hishams Sira, bind 2, s. 296)

Efter slaget ved Badr, da Allahs Sendebud (fred være med ham) som en særlig gunst løslod Abu al-As uden løsepenge, fik han i samtalens løb et løfte fra ham om, at han ville give den ærværdige Zaynab mulighed for at rejse til Medina. Dette løfte blev holdt skjult for offentligheden. Da tiden for den ærværdige Zaynabs afrejse til Medina nærmede sig, blev to ledsagere sendt af sted: den ærværdige Zayd ibn Haritha og en anden fra Ansar. Allahs Sendebud (fred være med ham) instruerede dem om at stå på et sted kaldet Yajij (navnet på et sted otte mil fra Mekka). Når Zaynab kom dertil, skulle de tage hende med. Imens gjorde Abu al-As Zaynab klar og pakkede hendes ejendele. Da hendes svoger, Kinana ibn Rabi, tidligt om morgenen satte hende på en kamel og begav sig af sted, fik Quraysh kendskab til sagen. Disse umennesker tænkte: Det vil være skændigt, hvis Muhammads (fred være med ham) datter på denne måde kommer sikkert ud fra os. Nogle mænd fulgte efter dem og indhentede dem ved Dhu Tuwa. En mand ved navn Habbar ibn Aswad skød en pil mod Zaynabs hawdaj. Den ærværdige Zaynab var på det tidspunkt gravid. Hun blev alvorligt såret af pilen og fik en spontan abort. Da hendes svoger straks bagefter råbte med bue og pile i hånden, flygtede den feje bølle fra Mekka øjeblikkeligt.

Kort efter ankom også Abu Sufyan. På afstand råbte han til angriberne: »Hør på mig.« Han sagde til Kinana ibn Rabi: »Hvorfor begav du dig ud på rejse med denne kvinde offentligt, når du jo ved, hvilket fjendtligt klima der hersker? Det er på grund af Muhammad (ﷺ), at denne uønskede situation hviler over vores hoveder. Når man foretager et sådant skridt midt på dagen, føler Mekkas folk sig ydmyget. Ved mit liv, vi har ingen intention om at standse Muhammads datters rejse. Tag hende nu tilbage, og før hende i stedet bort i hemmelighed på et senere tidspunkt.«

Dette viser, hvilken yderst skændig og ussel adfærd Mekkas indbyggere tyede til for at såre og chikanere Allahs Sendebud (ﷺ). Slægtskabsbånd havde ingen betydning i deres hjerter. De skammede sig ikke det mindste over at mishandle en kvinde. De havde end ikke den forstand, der kunne få dem til at erkende uret som uret. I deres øjne var der ikke længere nogen værdi eller ret for menneskeligheden. (Ibn Hishams Sira, bind 2, Asahhus-Siyar)

Hør nu om en anden begivenhed. Denne begivenhed afslører Islams fjenders ekstremt blodtørstige sindelag. Som led i den ordning, Allahs Sendebud (ﷺ) havde indført for at sende hold af lærere ud for at udbrede undervisningen i Islam i områderne omkring Medina, sendte han kort efter slaget ved Uhud, i måneden Safar, et hold på seks mænd på anmodning af stammerne Adhal og Qarah (Banu Hudhayl). Bag denne anmodning lå en frygtelig sammensværgelse. Da de seks mænd, som Allahs Sendebud (ﷺ) havde sendt, nåede frem til et sted ved navn Raji, blev fire af dem martyrdræbt. De to øvrige, Hazrat Khubayb og Zayd ibn Dathina, blev taget til fange og sendt til Mekka. (De øvrige detaljer om begivenheden ved Raji og om andre lærerhold kommer senere.) Quraysh havde to fanger fra Banu Hudhayl. De to blev frigivet i bytte for disse to. Hudhayr ibn Ihab al-Tamimi tog Hazrat Khubayb for Utba ibn Harith ibn Amir, så han kunne hævne Harith. Denne Harith var blevet dræbt af Hazrat Khubayb i slaget ved Badr. Safwan ibn Umayya købte derimod Zayd ibn Dathina for at hævne sin far, Umayya ibn Khalaf.

Efter at de, som pralede hovmodigt af deres tapperhed og mandighed, på slagmarken havde lidt et ynkeligt nederlag til en lille gruppe hjælpeløse og ubevæbnede muslimer, ønskede de nu at dræbe disse to forsvarsløse fanger for at tilfredsstille deres hævntørst. Selvom disse to værdifulde personligheder i det islamiske samfund blev martyrdræbt, spredte virkningen af den sammenligning af de to parters karakter, som derved blev foretaget, sig gennem historiens årer.

Safwan overgav Zayd ibn Dathina til sin slave Fustas og beordrede ham til at føre ham uden for al-Haram-helligdommen, til Tan’im, og dræbe ham. For at more sig over dette underholdende skuespil var Quraysh-folk blevet samlet på gerningsstedet. Abu Sufyan var selv blandt dem. Abu Sufyan gik hen til Zayd og spurgte ham: »Hvis du nu blev løsladt, så du kunne tage hjem og leve lykkeligt sammen med dine børn, mens vi til gengæld dræbte Muhammad (ﷺ), hvordan ville du så have det med det?« Døden smilede allerede til Zayd, men fra troens ufatteligt høje stade svarede han:

»Ved Allah, vi ville ikke for noget i verden ønske, at blot en torn skulle stikke Muhammad (ﷺ), dér hvor han befinder sig, hvis vi til gengæld skulle blive frigivet og få mulighed for at vende tilbage og bo hos vores familier.«

Abu Sufyan blev naturligvis målløs, da han hørte dette svar. Han sagde: »Jeg har ingen steder set en kærlighed som den, Muhammads (ﷺ) ledsagere nærer til ham.« Derefter blev dette levende symbol på hengivenhed og oprigtighed gjort til føde for sværdet. Selvom Zayd blev martyrdræbt, hvem kan da tælle, hvor mange menneskers erindring hans karakter stadig lyser i, og hvor mange menneskers samvittighed der har råbt mod Qurayshs undertrykkelse og bestialske brutalitet? (Ibn Hishams Sira, Asahhus-Siyar)

Hazrat Khubayb forblev også fanget i nogen tid derefter. Det eksempel på tro og karakter, som han viste under fangenskabet, fik blandt andet det resultat, at Maʿwiya, slavekvinden til Hudhayr ibn Ihab, senere blev en del af det islamiske samfund. Det var fra hende, man fik beretningen om Khubaybs fangenskab. Maʿwiya berettede: Da tiden for Khubaybs henrettelse nærmede sig, bad han en dag om en barberkniv for at barbere sig. Han fik barberkniven. Men så så jeg en scene, der fik jorden til at forsvinde under mine fødder. Jeg så Khubayb holde barberkniven i hånden, mens mit lille barn sad på hans skød. Når en fjendes barn kommer inden for rækkevidde af en fange, som man forbereder sig på at dræbe så uretfærdigt, og han samtidig har et egnet våben i hånden, er det ikke svært at forestille sig, hvilken fare der kunne opstå. Khubayb forstod min bekymring og forsikrede mig om: »Jeg vil under ingen omstændigheder dræbe dette uskyldige barn.« Derefter løftede han barnet ned fra sit skød. Var en sådan ædel karakter ikke blevet tændt som en fakkel i Mekkas mørklagte omgivelser?

Derefter blev han ført til Tan’im for at blive spiddet. Da han var nået dertil, bad han om tilladelse og bad sit livs sidste frivillige bøn med dyb hengivenhed. På denne måde satte han et smukt og ophøjet eksempel for dem, der går til martyrdommens skueplads, og dette eksempel følges stadig den dag i dag.

Derefter afsluttede han hurtigt bønnen og sagde: »Tro ikke, at jeg forlænger bønnen af frygt for døden.« Så bad han således:

»O Allah! Vi har viderebragt budskabet fra Dit Sendebud. Giv også Dit Sendebud besked om, hvilken uret der begås mod os. O Allah! Gør disse fjenders antal mindre, lad dem gå til grunde gennem strid og splittelse, og lad ikke én eneste af disse rovlystne vilddyr overleve.«

Khubayb blev spiddet. Til sidst stak Abu Mughirah ham med et spyd og slukkede hans livs lys. Lige før sin død fremsagde han nogle digtvers. Det mest berømte af dem lyder således:

(Arabisk********)

»Når jeg bliver dræbt, fordi jeg er muslim, er det mig ligegyldigt, hvilke lidelser jeg må gennemgå i dødsøjeblikket.« (Ibn Hishams sira, bind 3)

Efter at have dræbt disse to tænkte Quraysh måske, at de havde svækket islams styrke betydeligt. Men de kunne ikke engang forestille sig, hvor meget hver eneste dråbe af disse undertryktes martyrblod havde øget troens frugt. Ved siden af alle disse modbydelige hævnaktioner vil vi også fremhæve Qurayshs politiske forræderi, som de begik ved at bryde Hudaybiyyah-traktaten. I denne historiske aftale var det fastslået, at enhver af de arabiske stammer, der ønskede at blive Qurayshs allierede, kunne gøre det, og enhver, der ønskede at blive muslimernes allierede, ligeledes kunne gøre det. Stammerne skulle være fuldstændig frie i denne henseende. Ingen måtte tvinge nogen anden. I overensstemmelse med denne bestemmelse indgik Banu Bakr straks en alliance med Quraysh, mens Banu Khuza’ah indgik en alliance med muslimerne.

Siden den førislamiske tid havde der mellem disse to stammer eksisteret en ond cirkel af hævn efter hævn, udløst af et drab. I mellemtiden havde der fundet adskillige drab sted mellem de to stammer. Det var nu Banu Bakrs tur til at tage hævn, og de forberedte sig på det. På dette tidspunkt skabte den islamiske bevægelse historiens voldsomste omvæltninger og tiltrak sig alle stammers opmærksomhed. Derfor satte disse stammer foreløbig deres indbyrdes stridigheder på pause og rejste sig forenet imod dette nye kald. Den ydre enhed, som modstanden mod og hadet til den islamiske bevægelse havde skabt blandt dem, begyndte efter Hudaybiyyah-traktaten at miste sin styrke. De gamle stridigheder begyndte at dukke op i deres erindring. Banu Bakr havde en gren, der hed Banu Wa’il. Flere sønner af en mand fra Banu Wa’il, Aswad ibn Razan, var blevet dræbt af Banu Khuza’ah. For at hævne disse drab samlede Banu Wa’ils høvding, Nawfal ibn Mu’awiyah, hele stammen. De benyttede den våbenhvile, der var trådt i kraft som følge af Hudaybiyyah-traktaten, til at angribe Banu Khuza’ah. Det første offer for dette angreb var en uskyldig mand fra Khuza’ah, som opholdt sig nær et vandsted ved navn al-Watir. De øvrige medlemmer af Khuza’ah-stammen blev fortvivlede over dette uventede traktatbrud og flygtede i panik. Angriberne forfulgte dem også og dræbte dem.

Quraysh tilsidesatte forpligtelserne i Hudaybiyya-traktaten og forsynede Banu Bakr med våben, samtidig med at de i nattens mørke i al hemmelighed fortsatte deres aftale med Khuzāʿa. Banu Khuzāʿa søgte tilflugt i Haram-helligdommen (området omkring Kabaen), tilkaldte Banu Bakrs høvding og sagde: »Naufal! Se, nu er vi trængt ind i Haram-helligdommen. Ved Allah, stands nu angrebet.« Men de var blevet blændet af sejrens rus. Naufal sagde: »Der findes ingen Allah i dag. Banu Bakr, tag fuld hævn! Vil I af hensyn til Haram-helligdommens ære glemme at hævne den krænkelse, I har lidt?« Til sidst udgød Banu Bakr blod, selv efter at de var trængt ind i Haram-helligdommen. Nogle få fra Khuzāʿa reddede med nød og næppe livet og skjulte sig i Budayl ibn Wabras og hans slave Rafis hus.

Quraysh udførte denne handling under indflydelse af den voldsomme ophidselse, der var opstået af stammemæssig rivalisering. Men det var så stor en tåbelighed fra deres side, at de straks fik de skadelige følger at mærke. Denne begivenhed blev årsag til erobringen af Mekka. Quraysh havde slet ikke overvejet, at deres styrke i mødet med den islamiske bevægelses voksende kraft var på vej mod et fuldstændigt forfald, både moralsk og politisk. Derfor burde de have gået yderst forsigtigt frem. På grund af denne hændelse kunne Qurayshs brud på deres løfte ikke undgå at blive bredt fordømt i det stammesstyrede arabiske samfund. Deres omdømme var blevet alvorligt skadet. Desuden gjorde Banu Bakrs ekstremt undertrykkende handlinger, udført med Qurayshs opmuntring, og de grufulde overgreb, som Banu Khuzāʿa blev udsat for, alle Arabias stammer opmærksomme på, at Quraysh-ledelsen var ude af stand til at garantere fred og retfærdighed. Dertil kom, at den skændige måde, hvorpå Allahs navn og Haram-helligdommens ukrænkelighed blev trampet under fode ved denne begivenhed, således at århundreders traditioner blev vanæret, skabte stor uro og ubehag blandt folket. Ved i denne strid og uro at støtte den undertrykkende part kastede Quraysh sin egen anseelse og værdighed i støvet. Quraysh havde måske tænkt, at hvis de kunne tilintetgøre Banu Khuzāʿa, den islamiske stats allierede, ville de i det mindste delvist kunne tilfredsstille deres hævntørst over for Muhammad (saw.). Men de havde ikke overvejet, at de derved med egne hænder var i færd med at ødelægge sammenholdet mellem de stammer, der støttede det jahilīske samfundssystem. De var endda i færd med at sende nogle af nabostammerne i ly under Madinah.

I virkeligheden er det som regel sådan, det går ethvert forældet samfundssystem og enhver gammel ledelse, som hverken har et højere ideal eller mål, ej heller moralske værdier eller en opbyggende kultur, og hvis eneste ressource er det negative mål at undertrykke og tilintetgøre enhver opbyggende og reformorienteret kraft: Deres egen forstand fører dem ad tåbelighedens vej, deres egen styrke styrter dem ned i svaghedens dybe afgrund, deres egen fornemmelse af adel gør dem til ofre for den yderste ydmygelse og vanære, og deres egen fremgang gør deres tilbageståenhed og deres udvikling deres forfald uundgåeligt.

Amr ibn Sālim fra stammen Banu Khuzāʿa satte kurs mod Madinah, og da han nåede frem til Allahs Sendebud (saw.), fortalte han den hjerteskærende historie om Banu Bakrs og Qurayshs undertrykkelse og overgreb. Allahs Sendebud (saw.) sad i møde i moskeen. dér udtrykte Amr ibn Sālim efter gammel arabisk skik sin sørgelige fortælling gennem et gribende digt:

(Arabisk********)

»O Allah! Jeg vil minde Muhammad om den pagt, der blev indgået mellem os og hans gamle slægter. O Profet, hjælp os, og kald Allahs tjenere sammen for at komme os til hjælp. Gå ud på slagmarken med en vældig hær, stor som havets bølger, der rejser masser af skum. Quraysh har nemlig brudt din pagt. De angreb os ved Watīr i nattens mørke. De angreb os, mens vi sov. De slog os, mens vi stod i rukūʿ og sujūd.«

Der blev svaret: »Amr ibn Sālim, du vil blive hjulpet.«

Nu forstod Quraysh, hvilken ødelæggende handling de havde begået. Abu Sufyan skyndte sig til Madinah for at genoplive pagten. Men atmosfæren dér var sådan, at da Abu Sufyan gik ind i sin datters hus og ville sætte sig på sengen, foldede datteren sengen sammen og sagde: »Dette er Allahs Sendebuds seng. De kan ikke sætte Dem på den som en uren mushrik.« Abu Sufyan vendte tilbage uden at have opnået noget, og få dage senere så han en vældig hær være ankommet til Mekka. (Ibn Hishams Sīra, bind 4; Asahhus-Siyar; Sīrat an-Nabī af Shiblī Nuʿmānī, bind 1)

Det er blevet klart ud fra disse begivenheder, at den negative kraft i jahiliyyah-ledelsen gennem hver af sine egne handlinger, hver sammensværgelse, hver hævnaktion og hver hævngerrig gerning blev stadig svagere i denne historiske konflikt. På den anden side opnåede den positive og konstruktive kraft, den islamiske bevægelse, stadig større styrke og bevægede sig fremad.

Se derimod på Profetens (fred være med ham) adfærd: Der var krig mellem de to parter. På dette tidspunkt antog herskeren over Yamama islam og standsede permanent forsyningen af korn til Mekka. Netop på dette tidspunkt herskede der hungersnød i Mekka. Af hensyn til de fattige bad menneskehedens befrier, Muhammad (fred være med ham), selv om, at kornforsyningen fra Yamama blev genoptaget, og sendte af egne midler fem hundrede guldmønter til de fattige i Mekka. Denne storsindethed gjorde et dybt indtryk på Mekkas befolkning. Ifølge en overlevering skrev mekkanerne selv til Profeten (fred være med ham): »Du påbyder jo, at man ikke skal bryde forbindelsen til sine slægtninge, men du har selv brudt forbindelsen til os.« Nogle skrev også: »Du dræber fædrene med sværdet og børnene med sult.« (Ibn Hishams Sīrah, bind 4; Aṣaḥḥ al-Siyar; Rasūl-e Akram kī Siyāsī Zindagī, dr. Hamidullah)

Kapitel 5

Menneskehedens vens militære aktiviteter: principper, strategi, begivenheder og lærdomme

Hvad enten den islamiske bevægelse er opstået fra Sinai-dalen eller fra Faran-basen, må dens vej gå gennem væbnet kamp.

Islams revolutionære bevægelse vandt menneskenes hjerter gennem fornuftens kraft, opbyggede et broderligt samfund som modsætning til stammeuorden, organiserede de usammenhængende menneskegrupper og skabte en demokratisk og konstitutionel stat i stedet for et anarkistisk samfund, der nægtede at rette sig efter loven. Den islamiske bevægelse pustede på ny inspiration ind i menneskenes slumrende erkendelsesmæssige kræfter.

Den tændte kundskabens fakkel i jahiliyyahens mørke, genoplivede den tabte livskraft i gudsfrygten og tændte den slukkede lampe for moralske værdier. Den viste den verden, der var blevet træt af det gamle jahiliyyah-samfundssystem, og de socialt og økonomisk udbyttede og undertrykte klasser den himmelske vej til social retfærdighed, mens menneskehedens ypperste eksemplarer voksede frem i dens favn.

Over for den stod denne jahiliyyah, som ikke havde noget inspirerende ideal, som bevarede anarki og kaos, som styrede samfundet på grundlag af egoisme, som havde gjort religion til grin, og under hvis påskud hellig handel blev drevet. Selv de gamle moralske værdier, der stadig var tilbage i samfundet, blev ødelagt af denne jahiliyyah. Kort sagt stod den i vejen for frihed, sikkerhed, retfærdighed og fremskridt. På grund af denne egen svaghed trak den sig stadig længere tilbage, indtil den blev desorienteret. Dens argumenter og beviser var på det tidspunkt udtømte. Dens voldelige våben var blevet sløve. Dens sammensværgelser mislykkedes, og dens folk blev de værste af alle mennesker.

Jahiliyyahs hovedmænd havde ganske vist påført Muhammad (fred være med ham) og hans ledsagere et alvorligt slag ved at fordrive dem fra Mekka. Men de indså snart, at den støtte, Profeten (fred være med ham) havde fået fra Ansarerne gennem troskabseden ved Aqaba, betød, at Medina nu ville blive en stærk base for den islamiske bevægelse, at der dér ville blive dannet en regering, og at det islamiske samfund ville blive en sådan magt, at det aldrig mere ville være muligt at standse dets fremmarch.

Da Profeten (fred være med ham) efter sin ankomst til Medina desuden indgik politiske aftaler med jøderne og de øvrige stammer i Medina, blev faretruslen for Quraysh endnu større. Umiddelbart derefter begyndte Profeten (fred være med ham) at organisere forsvarsstyrkerne. Samtidig begyndte han at sende militære enheder på patrulje for at bevogte grænserne til staten Medina og overvåge fjendens bevægelser i de nærliggende områder. Dette fremkaldte mange endnu mere skræmmende bekymringer hos Quraysh. Deres handelsrute mod Syrien gik lige forbi Medina. Derfor opstod der frygt for, at hele handelssystemet ville gå i stå. Da Abu Jahl ligefrem forhindrede Sa’d ibn Mu’adh i at udføre umrah, truede Sa’d ham klart med, at deres handelsrute ville blive lukket, hvis han gjorde det. Profeten og hans ledsagere havde tidligere været fanget i Qurayshs net. Men nu var han fri af deres greb. Førhen prædikede han blot. Nu sad han også på magtens trone. Førhen var han undertrykt, og det var blevet hans vane stille at bære enhver uretfærdighed. Men nu var han blevet i stand til at imødegå og forhindre uretfærdighed. Efter at Quraysh gennem de forskellige stadier af modstanden mod islams kald var nået til dette punkt, kunne det næste skridt ikke være andet end krig og væbnet konflikt. Efter at have udsat den islamiske bevægelses ledere for den grusomste tortur og planlagt at dræbe Profeten (fred være med ham), havde de uundgåeligt udviklet en morderisk og blodtørstig mentalitet. Samtidig havde Profeten (fred være med ham) i Medina, med det formål at skabe en ny tidsalder, samlet de beskedne ressourcer, han rådede over. Hvis disse blev plyndret, ville det betyde, at al den hidtidige opnåede fremgang blev ødelagt, og at håbet om, at den islamiske stat skulle vokse, blomstre og blive smykket med frugter, blev fuldstændig tilintetgjort. Det var yderst vigtigt at tage tidens gang i betragtning med hensyn til denne stats udvikling og forsvar. Hvis enhver faretrussel ikke blev erkendt på det rette tidspunkt, og der ikke rettidigt blev truffet foranstaltninger til at imødegå den, kan man ikke forestille sig større uduelighed og afmagt hos en ledelse. På samme måde er det afgørende, at en foranstaltning træffes på det bedste tidspunkt for den, ja på det tidligst mulige tidspunkt inden for dette bedste tidspunkt. Ellers venter tiden, der strømmer frem med lynets hast, aldrig på nogen. Enhver mission og bevægelse må ikke blot se på sig selv; den må også sammenligne sig med modstanderens styrke for at se, hvem der på hvilket tidspunkt bevæger sig hvor langt foran eller bagefter. Profeten (fred være med ham), hele menneskehedens største velgører, og hans vise ledsagere vidste udmærket, at jihad nu efter udvandringen var det uundgåelige næste skridt. De forstod, at hvis de skulle overleve, måtte de nu kæmpe mod Quraysh. Derfor rettede Profeten (fred være med ham), umiddelbart efter muhajirunernes genbosættelse og genoprettelsen af den nye magtbalance i Medina, som statsoverhoved al sin opmærksomhed mod forsvarsordningen.

Det islamiske syn på krig og jihad

Her finder jeg det nødvendigt kort at beskrive et grundlæggende princip. Dette princip er, at ligesom politi og domstole er en naturlig ordning til bekæmpelse af kriminalitet i enhver stat, er jihad på samme måde en naturlig opgave for den. Men for en ny stat, et nyligt etableret samfund og en regering, der skaber en ny og særskilt epoke, er det ikke blot naturligt, men også uundgåeligt at gennemleve en streng jihadisk periode. Især når en ny samfundsorden opbygges på grundlag af en revolutionær ideologi, er det uundgåeligt, at de gamle kræfter, der er fjendtlige over for revolutionen, vil forene sig og rejse sig imod den. Over for sådanne fjendtlige kræfter er forsvar alene ikke tilstrækkeligt for en sådan revolution; uden at tilintetgøre dem er det umuligt for nogen revolution at bevare sine nuværende grænser og sin standard. Derfor er islams jihadlære ikke blot en selvforsvarsordning, hvor man kun tvinges til at møde en modstander, når nogen angriber. Islam pålægger tværtimod også dem, der kalder til den islamiske revolution, på den ene side at være rede til, om nødvendigt, at bringe det fulde offer af deres liv og ejendom for at beskytte hver eneste tomme af deres stats territorium, alle dens ressourcer samt borgernes liv og ære. På den anden side skal de for at fuldbyrde revolutionen befri milliarder af Allahs tjenere fra undertrykkelse, udbytning, uvidenhed, økonomisk nød og moralsk forfald ved at omstyrte de kræfter, der er fjendtlige over for revolutionen. For en stat, der er grundlagt på et revolutionært ideal, findes der ingen anden udvej end at udføre denne opgave. (I denne forbindelse finder jeg det meget vigtigt at understrege, at uanset på hvilket trin reformerende og opbyggende arbejde udføres, bliver det uundgåeligt på en eller anden måde at anvende magt. Ligesom forældre anvender magt ved siden af argumenter, gode råd, undervisning og træning for deres børns velfærd, og regeringen gør det samme til gavn for landets indbyggere, er de, der bærer fanen for en opbyggende og reformerende revolution, også nødt til at anvende en vis grad af magt. Man kan spørge: Uanset hvilken struktur og metode der var gældende i Arabien under uvidenhedens tidsalder, og uanset under hvilke forhold folket levede inden for den, hvilken ret havde andre så til at ændre den? Kan det overhovedet accepteres som legitimt at organisere en revolution med reformerende og opbyggende formål, derefter fuldbyrde den og i den forbindelse anvende magt? Hvis man tillægger dette spørgsmål blot den mindste vægt, på hvilket grundlag kan man så give en far eller mor ret til at indprente deres børn bestemte forestillinger, med magt at lære dem bestemte former for dannelse, moral, adfærd og skikke eller med tvang pålægge dem en bestemt moralsk bevidsthed? Hvordan kan man da give nogen regering ret til at anvende magt for at forhindre borgerne i visse handlinger og tvinge dem til at udføre andre? Med hvilken ret skal den anvende korrigerende metoder mod uvidenhed, laster, urenlighed og moralsk uærlighed og fjerne hindringerne fra dem, der vil forhindre anvendelsen af disse metoder? Det kan på ingen måde forestilles, at der ikke vil opstå hindringer for reformerende og opbyggende arbejde, eller at det ikke vil være nødvendigt at anvende magt for at fjerne disse hindringer. Hvis man giver de hindrende kræfter frie hænder, bliver det umuligt at udføre noget som helst reformerende eller opbyggende arbejde. Selve menneskets natur står med alle sine kræfter på hvert reformerende og opbyggende arbejdes side. Når en opbyggende revolution gennemføres for at redde et land eller et folk fra en forfalden tilstand og lede det ad velfærdens vej, frembringer menneskets natur, dets medfødte tilbøjeligheder, gode vilje og samvittighed det stærkeste vidnesbyrd til dens fordel. Det er dette vidnesbyrd, der skaber den offentlige opinion til fordel for revolutionen. Det nødvendige spørgsmål er da: Eftersom menneskenaturens krav er uklare, hvad er så den ufejlbarlige metode til at afgøre, om en revolution er opbyggende og reformerende eller vildledende og ødelæggende? Svaret er, at den ufejlbarlige metode er det ideal, som Den Ærværdige Profet (s.a.v.) har givet, nemlig Allahs lov. Den præcise vej til at prøve, hvilke af menneskenes utallige svulstige ord der er gavnlige, og hvilke der er skadelige, er den vej, som åbenbaringen har vist. At føre den arabiske nation fra anarki til en velorganiseret statsorden, at forene den nation, der var splittet i stammer, og omdanne den til én samlet national enhed, at udsmykke millioner af mennesker med kundskabens og den gode karakters prydelser og give dem en ny tidsalder med styrke, sikkerhed og retfærdighed—det er et så stort og helligt arbejde, at hvis det ikke er legitimt at anvende magt for dets skyld, findes der ikke længere noget retfærdigt eller legitimt sted for magtanvendelse i menneskehedens historie. Hvis Allah giver os mulighed for det, vil vi behandle dette emne udførligt i det bind af bogen, hvor det er hensigten at analysere de militære ekspeditioner på Profetens (s.a.v.) tid i detaljer.

Fra vestlig side er der i denne sag med en yderst snedig indstilling blevet rejst en vildledende debat. På grund af dette er også den vestligt orienterede del af de selvforglemmende muslimer blevet kastet ud i alvorlig vildfarelse. Kritikerne har fortolket de militære ekspeditioner sådan, at militære angreb blev anvendt for at påtvinge mennesker en religion med magt. Men dette handlede ikke blot om en religion. Det var en omfattende revolutionær bevægelse. Denne revolution havde på bekostning af mange værdifulde ofre af liv og ejendom påbegyndt genopbygningen af menneskeheden, og de selviske modstandere af revolutionen ønskede at udslette den, før den nåede fuld succes. Målet her var at opbygge en stat. For at grundlægge denne stat havde dens skabere gennem tretten år udholdt den mest ekstreme forfølgelse; derefter havde de forladt hjem, huse og jord og var blevet fuldstændig gjort ejendomsløse. De havde begrænset sig til et lille landområde, hvor de kunne leve efter den livsform, de selv ønskede, og vise hele verdens mennesker vejen til fred og sikkerhed.

Forberedelserne var i fuld gang til med stor pomp og pragt at indlede dette nye, gyldne kapitel i historien. Men jøderne i Medina, hyklerne, Quraysh i Mekka, deres underordnede stammer og flere magtfulde herskere udefra ønskede alle i fællesskab at ødelægge dette forehavende i dets spæde begyndelse. De ønskede ikke at give de muslimske revolutionære mulighed for at føre denne revolution til dens gyldne sejrstinde. Det er sandt, at islam som religion var en vigtig del af den islamiske bevægelse (dog i en anden betydning end den fordrejede betydning, der er udbredt i dag), men bevægelsen blev dannet ved, at mange andre vigtige elementer blev forenet med den. Derfor ser man, at den islamiske stat i Medina inden for religionens begrænsede rammer garanterede ikke-muslimer fuld religionsfrihed. Den greb ikke til sværdet for at påtvinge religionen, men greb til sværdet for bevægelsens, den samlede livsordnings og den islamiske stats interesser. Dens egentlige problem var at sikre stabiliteten og den sunde udvikling af sin hellige politiske struktur, for deri lå hele den arabiske nations og hele menneskehedens velfærd. Muslimernes omfattende kamp og konflikt foregik på det politiske område. De var begyndt at opnå den nye og forbløffende erfaring at føre politik på et moralsk grundlag af ærlighed og gudsfrygt. Og det var netop dette ædle arbejde, som Quraysh, jøderne og beduinstammerne ønskede at ødelægge. Hvordan kan det i denne situation overhovedet blive et spørgsmål, om Profeten (fvmh.) og hans ledsagere anvendte sværdet for at udbrede religionen? Hvordan kan spørgsmålet overhovedet opstå, om Profetens (fvmh.) militære felttog var defensive eller offensive? Ikke desto mindre har vores følsomme muslimer indvilget i at diskutere disse spørgsmål. Ved at acceptere vesterlændingenes uretfærdige og meningsløse argumenter har de ment, at de derved kunne fjerne nogle såkaldte skampletter fra deres egen histories sider. Efter at have mistet al selvtillid begyndte de med foldede hænder at fremsætte undskyldninger ved orientalister­nes hof. De har indprentet sig en fuldstændig fejlagtig og begrænset opfattelse af islam og har også fordrejet jihad-læren. Deres vestlige læreres forhold er dette: De krige, som deres religiøse ledere har ført udelukkende for at tilfredsstille personlige interesser, og deres konger udelukkende for at udvide deres riger, betragtes den dag i dag som noget glorværdigt i deres digte og litteratur. De har altid betragtet de uretfærdige skridt, der blev taget for at gøre forskellige frie lande til slaver, som noget, de kunne være stolte af. Hvis deres sørøveres forbrydelser hjalp med at opbygge kolonier, gjorde de dem til helte. Men når den islamiske stat i Medina, omgivet af trusler fra alle sider, helt uselvisk kæmpede for at bevare sin nye regerings- og samfundsorden, modstå nogle ødelæggende kræfter og blive udstyret med sådanne sjældne skatte som enhed, disciplin, fred, sikkerhed, retfærdighed, frihed og demokrati, fortsatte Vestens mest fremragende begavelser utrætteligt med at udarbejde anklageskrifter mod den og bevise dens skyld. Tiden er nu nær, hvor der skal føres sag ved historiens domstol mod alle disse anklagere og deres støtter. Tiden er kommet til at udarbejde anklageskriftet, der skal afsløre deres bedrag og svindel. For at opfylde dette nationale behov må unge studerende inden for historie og sira træde frem og påtage sig denne opgave.

Jihad-læren i islam er på ingen måde blevet udformet på grundlag af den gængse forestilling om forsvar. Den er dog defensiv i den forstand, at dens formål er at bevare den islamiske stat og det islamiske samfund og at bevare det ideal, på hvis grundlag den islamiske lovordning er opbygget. Dens mål er at modstå enhver effektiv undergravende kraft, som ønsker at ødelægge den islamiske revolutions opnåede resultater og står i vejen for dens fuldendelse, samt at omstyrte enhver tyrannisk styreform fra grunden, når den står i vejen for civilisationens udvikling og fremskridt og for menneskehedens velfærd.

Koranens krigsfilosofi

Der er ikke plads til en detaljeret drøftelse her. Det er dog nødvendigt at rette opmærksomheden mod nogle særdeles vigtige passager i Koranen:

»De, der bliver bekæmpet, har fået tilladelse til at gribe til våben, fordi de er blevet udsat for uret. Allah har fuld magt til at hjælpe dem. De er blevet fordrevet fra deres hjem uden nogen som helst retfærdig grund, blot fordi de siger: “Allah er vores eneste Herre.” Hvis Allah ikke havde fjernet nogle mennesker (som er ledere for fordrejelse og vildfarelse) fra magten ved hjælp af andre mennesker (som bærer fanen for konstruktivt og reformerende arbejde), ville klostre, kirker, jødernes bedehuse og muslimernes moskeer, hvori Allahs navn nævnes meget, være blevet ødelagt på grund af de onde kræfters voksende magt. Allah vil kun hjælpe dem, der hjælper Allahs sag. Allah er visselig fuldt ud mægtig og sejrrig (til at hjælpe dem). Det er sådanne mennesker, at hvis Vi giver dem magt på jorden, vil de opretholde bønnen, give zakat, påbyde det gode, forbyde det onde, og alle tings endelige udfald ligger hos Allah.« (Al-Hajj: 39-41)

»Kæmp for Allahs sag (for at gennemføre og bevare Hans retfærdige lov) mod dem, der kæmper mod jer. Men overskrid ikke grænserne. [Der er ikke her plads til en detaljeret tafsir-drøftelse. Det er dog nødvendigt at give et kort fingerpeg om, at forbuddet mod at overskride grænserne betyder, at man under bekæmpelsen af dem, der søger uro og anarki, ikke også må anvende magt mod dem, der søger fred. For det andet bør militære aktioner ikke føres ud over grænsen for det absolut nødvendige. For det tredje bør islams moralske regler og krigens love overholdes under krig].«

Allah elsker ikke dem, der overskrider grænserne. Dræb dem, hvor I finder dem, og fordriv dem fra det sted, hvorfra de fordrev jer, for fitna (modstand mod og hindring af etableringen af sandhed og retfærdighed) er værre end drab. Bekæmp dem ikke på den hellige moskés område. Men hvis de kæmper mod jer dér (uden at respektere den hellige moskés ukrænkelighed), så kæmp også mod dem. Hvis de derefter virkelig indleder kamp mod jer (inden for den hellige helligdoms grænser), så kæmp også mod dem (uden tøven eller tilbageholdenhed). Således kan disse vantro (den islamiske revolutions fjender) få den passende straf. Hvis de derefter standser, er Allah visselig tilgivende og barmhjertig. (Ellers) skal I fortsætte kampen mod dem, indtil alle hindringer for etableringen af den islamiske ordning er fjernet, og hele livsordningen følger Allahs lov. Hvis de derefter ophører med at lægge hindringer i vejen, skal der ikke træffes yderligere foranstaltninger mod dem. Undtaget er dog de uretfærdige.« (Sura al-Baqara: 190-193)

»Hvad er der i vejen med jer, at I ikke kæmper på Allahs vej og især for at beskytte de hjælpeløse mænd, kvinder og børn mod undertrykkelse, som beder: ‘Vor Herre, befri os fra denne by, hvis indbyggere er undertrykkere. Send os en beskytter fra Dig, og send os en hjælper fra Dig.’« (Sura an-Nisa: 75)

»Hvis de derefter bryder den pagt, de har indgået, og håner jeres religion (og således beviser, at de er fast besluttede på at konspirere), så fortsæt kampen mod lederne af disse anti-islamiske kræfter. For dem har deres pagter og løfter ingen værdi. Måske vil de ophøre. Vil I ikke kæmpe mod dem, der bryder deres pagter, lægger planer om at fordrive Sendebudet (fra Medina) og angriber jer først?« (Sura at-Tawba: 12)

»Hvis I ikke drager ud (til jihad), vil Allah straffe jer hårdt og sætte andre i jeres sted, uden at I kan skade Ham det mindste. Allah er i stand til alt.« (Sura at-Tawba: 39)

Koranen indeholder mange flere vers, der er værd at undersøge, om islams jihad-teori og den krigsførelse, som Sendebudet (fred være med ham) fulgte. Men blandt dem har jeg kun citeret de vers, der er meget klare, og hvorfra man kun kan udlede de grundlæggende principper. De emner, der forklares i disse vers, er følgende:

1. Samlet set havde muslimerne i årevis været udsat for forfølgelse, og den sidste kollektive undertrykkelse bestod i, at Sendebudet (fred være med ham) og hans ledsagere blev fordrevet fra Mekka. Modparten havde fra begyndelsen optrådt undertrykkende, for de ville ikke lade det muslimske samfund bestå. De ville ikke give sandfærdige mennesker mulighed for at anerkende Allah som Herre og Opretholder og leve under Hans vejledning. De havde berøvet dem friheden og retten til at have trosopfattelser og meninger, udtrykke selvstændige tanker, kalde mennesker til sandheden og danne organisationer. I flere år i træk udsatte de de uskyldige, høflige, fredselskende og tålmodige revolutionære muslimer for brutale og voldelige angreb og gjorde deres liv uudholdeligt i deres eget hjemland.

2. Islam giver sine modstandere den størst mulige mulighed for at forstå budskabet og ændre deres adfærd, og netop for at give dem denne mulighed lader den sine tilhængere gennemleve en lang periode med tålmodighed og overbærenhed. Men den kan aldrig acceptere, at dens tålmodige tilhængere for altid kun skal være undertrykte og forfulgte og dermed styrke undertrykkernes hovmod og arrogance. Det er ikke islams formål at skaffe billige ofre til at opfostre nogle få voldelige menneskedyr i det menneskelige samfund. Den opdrager de tålmodige netop for, at de skal fjerne undertrykkerne og åbne vejen til befrielse for menneskeheden.

3. Det er socialt og kulturelt en yderst vigtig og nødvendig opgave at udrydde de destruktive kræfter, der står for forfølgelse, undertrykkelse, uretfærdighed og udbytning. Hvis disse anarkistiske grupper ikke med magt fjernes fra magt og myndighed, og hvis de får fri mulighed for at fortsætte deres virksomhed permanent, vil alle værdier som ærlighed, retfærdighed, fredselskende sindelag og kærlighed til Allah nødvendigvis blive ødelagt.

4. Islams revolutionære ideologi ønsker, når det er nødvendigt, at anvende våbenmagt for at fratage dem magten, som støtter kaos, uvidenhed, misgerninger, korruption, uretfærdighed og undertrykkelse. Derefter ønsker den at overdrage magten til mennesker, som vil etablere lydighed mod Allah, bønnen og zakat-systemet, udbrede og fremme ærlighed og retfærdighed samt modarbejde uretfærdighed og usandhed.

5. Ordene »Kæmp mod dem, der kæmper mod jer« betyder ikke, at I først skal træffe selvforsvarsforanstaltninger, efter at fjenderne har angrebet jer. Det, der hentydes til her, er, at der ikke er behov for at rette sin indsats mod de af islams fjender, som ikke er aktive i deres modstand og bekæmpelse. Men over for dem, der konstant lægger hindringer i vejen for jeres arbejde og ved at angribe jer forsøger at ødelægge jer, jeres samfundsorden og jeres statsorden, er der ingen anden udvej end at gribe til våben. Det er ikke nødvendigt at sidde og vente på det øjeblik, hvor de faktisk vil angribe den islamiske stat. Tværtimod kan de bekæmpes, hvor som helst man får dem på krogen. Der er også blevet fremført et klart og uigendriveligt argument for dette: Blodsudgydelse er i sig selv ikke nogen god handling. Men destruktiv virksomhed mod den islamiske bevægelse, organisation, samfund og stat samt skabelse af uro, tumult, blokader og modstand er en langt større uretfærdighed. Hvis islams fjender får lov til at fortsætte dette, vil de udrydde selve islam. Derfor er det nødvendigt at tage initiativ til væbnet jihad og træffe aktive foranstaltninger for at beskytte sig mod en større uretfærdighed. Denne væbnede kamp skal fortsættes med alle kræfter, indtil de, der skaber modstand og blokader på sandhedens og retfærdighedens vej, er fuldstændig udryddet, og Allahs fuldkomne deen er blevet indført på alle livets områder.

6. På den ene side er der givet strenge påbud om at vise behørig respekt for religiøse helligsteder, hellige tider og religiøse skikke. Men på den anden side er muslimerne også blevet beskyttet mod den fejlagtige opfattelse af fromhed, at de ikke engang må sige et ord, selv hvis fjenderne tramper på respekten og værdigheden af alle disse hellige ting og fortsætter med at slagte muslimerne, og at de uden modstand skal lade sig slagte, fordi pligten til at værne om de forbudte og hellige steders og måneders ukrænkelighed tillægges afgørende betydning. Det er blevet sagt, at hvis de angriber ved at krænke et steds eller en tids værdighed, skal dette angreb imødegås med alle kræfter.

7. Muslimernes religiøse og moralske ansvar er ikke blevet begrænset til blot at beskytte deres eget liv, ejendom og ære. Hvis svage og hjælpeløse mennesker i et andet område bliver knust under undertrykkelse og er desperate efter at blive befriet fra undertrykkernes greb, er det tværtimod den islamiske regerings pligt at besvare deres råb om hjælp. Det vil sige, at den islamiske magt er blevet udpeget til at være hele menneskehedens befrier og redningsmand. Dens bredere og egentlige pligt er at bevare religionens og civilisationens bedste værdier.

8. At indgå en aftale for at fjerne undertrykkelse og uretfærdighed er også et fredeligt middel. Profeten, fred være med ham, gjorde fuldt ud brug af dette middel. Men om dem, der bryder aftaler og løfter, har Koranen givet den strenge befaling, at de skal bringes til orden med magt. Især de, der bryder deres løfter, lægger planer om at ødelægge det islamiske centrum, omstyrte den etablerede orden eller administration, ødelægge den bestående stabilitet og skabe anarki, og som giver den første provokation: Selv hvis de ikke åbent har erklæret krig, skal enhver sådan handling betragtes som en krigserklæring, og man må ikke lade den fortsætte uden modstand.

9. I denne forbindelse er den muslimske regering blevet gjort særligt opmærksom på, at det egentlige formål med militær virksomhed ikke er at dræbe eller såre den uskyldige og ubevæbnede civilbefolkning, men at udrydde hovedmændene bag de kræfter, der er modstandere af den islamiske revolution og de vantro kræfter.

10. Man er blevet advaret om de frygtelige følger af slaphed og ligegyldighed over for opfyldelsen af jihadens pligt med disse ord: Hvis I er ligegyldige over for jihad, vil hele denne stat, regering og magt blive ødelagt. Hvis I ikke modigt går frem, vil modstanderne kaste sig over jer, fordrive jer og trampe jer ned, hvorefter de vil indføre deres eget styre. Så vil I blot stirre måbende og ikke engang kunne sige et ord. Tænk over, hvilken smertefuld straf I må gennemgå under sådanne forhold.

Karakteren af islamiske krige og kampe

I lyset af ovenstående drøftelse er det ikke muligt at forstå karakteren og beskaffenheden af de krige og kampe, der blev udkæmpet mellem den islamiske revolutions organisatorer og den islamiske revolutions fjender, uden først at forstå teorien om islamisk jihad grundigt. Det afgørende, man må forstå, er, at to historiske kræfter i Arabien var gået i krig mod hinanden. Den ene kraft ønskede at befri folket fra det falske og undertrykkende jahili-styres terror og skabe en ny tidsalder med fred, sikkerhed og retfærdighed. Den anden kraft var blevet besat af at udslette den islamiske bevægelse for at bevare den traditionelle jahili-samfundsorden, præcis som den var. Der var hverken mulighed for noget varigt kompromis eller forsoning mellem deres idealer og mål, eller for sameksistens mellem de to parter gennem gensidige aftaler. Situationen var sådan: »Enten bliver I, eller også bliver vi.« Eller, som det kan siges med et velkendt engelsk ordsprog: »Dræb ham først, ellers dræber han dig.« Sagen lignede i høj grad dette: En flittig bonde opdyrkede med stor møje et stykke øde land og anlagde en frugthave på det. Ved siden af området lå en skov. Derfra kom vilde dyr, som var ivrige efter at ødelægge haven. Hvis han under disse omstændigheder ikke tog forholdsregler mod de vilde dyr, ville hans have blive lagt øde. Og hvis han ønskede at beskytte haven, måtte han være hård over for de vilde dyr. Hver gang en gennemgribende revolution har fundet sted i historien, er en sådan kompromisløs situation uundgåeligt opstået. Når man først forstår dette grundigt, er der ikke længere behov for at gå ind i diskussionen om, hvorvidt de islamiske krige var selvforsvar eller ej. Dermed lukkes også vejen for den tankeløse propaganda om, at muslimerne med sværdmagt tvang mennesker til at antage islam. Det er heller ikke nødvendigt at foretage en særskilt analyse af hver enkelt kamp, identificere dens umiddelbare årsager og forsikre dem, der bevidst bedriver propaganda, om, at den islamiske regering kun havde ført denne krig, fordi den ikke havde noget alternativ. Dette hovedansvar påhviler modparten selv.

Når vi i dag ser, at nogle af vore tidligere lærde har gjort sig store anstrengelser for at undersøge årsagerne til forskellige krige, især slaget ved Badr, og for at tegne et særligt billede af situationen, kan vi ikke forstå, hvorfor disse minutiøse analytikere ikke forstod en så enkel og ligetil sag, som kunne have bragt sagen ud af verden, hvis den blot var blevet sagt én gang, uden behov for yderligere forklaringer og analyser. Når man læser deres værdifulde værker om Profetens liv, får man indtryk af, at det nærmest er vesterlændingene, der har retten til at afsige den endelige dom over, hvad den egentlige årsag var eller ikke var. Som om vi kun har ret til at fremføre vores forsvarstale for dem – og ikke mere end det.« Vi ønsker at ændre denne måde at bedømme og overveje tingene på. Den højeste og endelige myndighed til at forstå og forklare vores religion, vores historie og Profetens liv tilkommer os, ikke andre. Det mål og den målestok for forskning, overvejelse og bedømmelse, som vores religion og vores Profet har givet os, er den bedste målestok til at forstå alt. Det er os, der har størst ret til at vurdere vores egen situation. Uanset om de kommer fra vest eller fra nord eller syd, er de ikke nogen, der skal undervise os om vores religion og vores historie. Tværtimod bør de lære af os, hvad de forskellige dele af vores religion og historie betyder. Det er vores ansvar, ikke andres, at analysere betydningen af vores fortidige bedrifter og forklare betydningen af vores egne begreber. De målestokke, som den gamle kristne kirke eller den moderne materialistiske civilisation har skabt, kan vi ikke acceptere til bedømmelse af vores religion, vores historie og vores Profets livshistorie. Vi er ikke parate til at lade vores historie og arv bedømme efter disse ugyldige målestokke.

Karakteren af de militære aktiviteter i Medina

De militære aktiviteter i den islamiske stat kan ikke betragtes som en konflikt mellem to imperier eller som et sammenstød mellem to religiøse grupper. Her fandtes der ikke nogen plan om verdenserobring som hos Alexander og Napoleon, og heller ikke nogen ambition om at fratage selvstændige lande som Holland, Frankrig og England deres frihed og oprette kolonier. Her foregik der en konflikt mellem mennesker fra det samme land og den samme nation: Den ene part arbejdede uselvisk og svedte blod for at gennemføre et bestemt program med henblik på at genopbygge nationen, mens den anden part var opsat på at udslette dens eksistens for at forhindre den i at lykkes. Mod denne reneste, mest pletfri og retfærdige revolution i historien lod Quraysh, jøderne og beduinstammerne sig rive med af en blind, negativ massefølelse og lagde planer om de mest afskyelige ugerninger, forbrydelser, intriger og mord. Efter i mange år at have fortsat deres stædige aktiviteter manglede de nu kun ét sidste skridt: at træde åbent ind på slagmarken med væbnet aggression og om muligt bringe denne konflikt til ophør for altid. Quraysh gik forrest, og de andre fulgte efter. Men til sidst var det deres egen eksistens, der blev udslettet. Disse krige ligner, om end ikke fuldstændigt så i vid udstrækning, de konflikter, der fandt sted i Rusland fra februarrevolutionen og frem til tiden før oktoberrevolutionen, eller konflikterne mellem royalister og revolutionære under den franske revolution. De kan også sammenlignes med den amerikanske borgerkrig. Krigene mellem Mekka og Medina var grundlæggende en form for borgerkrig. Den første årsag til denne borgerkrig var, at Profeten på den ene side efter Guds befaling havde forladt den blinde efterligning af den nedarvede jahiliyyah-ordning og fulgt en fejlfri handlingsplan. Quraysh ønskede derimod ikke at lade ham handle frit efter sin samvittighed og overbevisning. Jahiliyyahs ledere ønskede med magt og voldelige metoder at berøve de unge deres bevidste samvittigheds frihed til at have egne meninger og trosforestillinger. Denne bevidste samvittighed var til gengæld fast besluttet på at vinde sin naturlige ret og give den til andre.

Karakteren af den tidlige islamiske stats ti år lange militære aktiviteter i Medina bliver tydelig, når man ser på statistikken over tabene. Man kan ikke komme uden om, at Profeten fulgte en politik med mindst muligt blodsudgydelse. Med et ganske ringe tab af menneskeliv lykkedes det ham at oprette en stat over et område på en million kvadratmil. Frem til revolutionens endelige sejr blev i alt 255 muslimer martyrer, mens 759 vantro blev dræbt. (Rahmatul lil-Alamin, Qadi Sulayman Mansur Puri, bind 2, s. 265). For at åbne vejen til gavn for hundredvis af millioner mennesker behøvede man kun at dræbe 750 modstandere. De, der fremstiller bagvaskelser, bør se deres egne forestillinger i historiens perspektiv på baggrund af disse tal. Hvis disse krige var blevet ført med det formål at udbrede religionen, ville man ikke blot have begået de mest grusomme overgreb, som jøderne og de kristne gjorde; man ville også have dræbt langt flere mennesker i hvert enkelt slag. Hvis Profeten var gået i krig af ambition om verdenserobring, kunne han, ligesom store feltherrer ubarmhjertigt har ladet blodet strømme, have ladet blodet fosse gennem den arabiske ørken. Selv hvis der havde været tale om en konflikt mellem to rivaliserende stater, ville tabene have været langt større. På samme måde var der 6.564 krigsfanger, men kun to af dem blev henrettet for deres dokumenterede forbrydelser. I alt blev 6.347 fanger frigivet. Forfatteren til Rahmatul lil-Alamin har efter omfattende forskning sagt, at man ikke med sikkerhed kender udfaldet for kun 215 fanger. Det vil måske blive kendt senere. Det er meget sandsynligt, at de antog islam og blev opslugt af det muslimske samfund. I Medina blev et islamisk samfund og en islamisk stat i udvikling i virkeligheden konfronteret med indre hindringer, og der opstod konflikt mellem beslægtede indbyggere i det samme område. På meget kort tid blev konflikten afgjort gennem tre eller fire store slag med meget få tab. I virkeligheden fandt denne afgørelse sted inden for den offentlige menings bredere rammer.

Det er værd at overveje: Hvis en anden feltherre havde været i Profetens sted, ville det så have været muligt for ham på slagmarken ved Badr at beordre sine soldater: »Dræb ikke krigerne fra Banu Hashim, for de er ikke kommet frivilligt, men under tvang. Dræb ikke Abbas ibn Abd al-Muttalib. Dræb ikke Abu al-Bukhtari ibn Hisham.« (Abu al-Bukhtari blev ved en fejltagelse dræbt.) Kan man forestille sig, at Medinas sejrrige hersker, urolig over de tilfangetagne ved Badrs lidelser, ikke kunne sove, men gik ud i nattens mørke og løsnede deres lænker? Er det ikke forbløffende, at han netop under krigen imødekom Mekkas indbyggeres bøn, fik den tilbageholdte kornforsyning frigivet fra Yamamah og sendt til Mekka og desuden af egne midler sendte yderligere fem hundrede guldmønter til Mekkas hungersramte indbyggere? Og hvis den mand, hvis sejrsbanner vajede under erobringen af Mekka, havde været en anden end Muhammad, og hvis hans mål havde været noget andet end islams sejr, ville han så have kunnet glemme den hjerteskærende, mørke historie om 15-20 års bestialsk forfølgelse og erklære: »I dag kan I ikke bebrejdes noget. Gå, I er frie.«? Aldrig. Hvis det havde været en anden, ville Mekkas gader have flydt med Qurayshs blod.

I virkeligheden måtte Profeten (fred være med ham) trods sin modvilje træde ind på slagmarken. For denne vej gik gennem martyrdommens skafottested. Men i stedet for at erobre landområder ønskede han at vinde menneskenes hjerter. I stedet for at underkaste menneskers kroppe med sværdet ønskede han at vinde deres sind med argumenter og deres hjerter med en smuk, naturlig karakter. Hans egentlige kamp foregik på den offentlige menings slagmark. På denne slagmark blev hans fjender bestandigt besejret. Den væbnede kamp udgjorde i virkeligheden kun en ganske lille del af den konflikt, som Profeten (fred være med ham) måtte føre med den islamiske revolutions fjender.

Profeten (fred være med ham)s krigsstrategi

Kernen i Profeten (fred være med ham)s krigsstrategi var at prioritere at gøre fjenden hjælpeløs frem for at udgyde hans blod, indtil han enten samarbejdede eller opgav modstanden. Dr. Hamidullah Siddiqi, en fremtrædende forsker fra det indiske subkontinent, som har analyseret forskellige sider af Profeten (fred være med ham)s hellige liv og levned, har beskrevet Profeten (fred være med ham)s militære strategi således:

»I virkeligheden foretrak Profeten (fred være med ham) at tvinge fjenden frem for at ødelægge ham.« (Ahde Nabbi ke Maidanha-e Jang, s. 44)

Et andet sted skriver han:

»Målet med Profeten (fred være med ham)s politik var ikke at ødelægge Quraysh, men at gøre dem ude af stand til at handle og besejre dem, samtidig med at de blev bevaret fuldstændig intakte.« (Ahde Nabbi Me Nizame Hukmuran, s. 249)

Ved at give en detaljeret redegørelse for de metoder, Profeten (fred være med ham) anvendte, og gennemgå begivenhedernes forløb, har forfatteren på overbevisende måde underbygget denne opfattelse. Inden for rammerne af denne strategi fulgte Profeten (fred være med ham) følgende praktiske fremgangsmåde:

»Han udviklede hurtigt sin forsvarsstyrke med hensyn til antal, organisering, arbejdsomhed, militær beredskab og karakterdannelse; derefter holdt han den bestandigt aktiv som en maskine, og gennem den holdt han modstanderne skræmte og rædselsslagne.

Ved at blokere mekkanernes handelsruter (Blockade) svækkede han dem fuldstændigt.

Gennem forsoninger og indgåelse af traktater løsnede han gradvist forskellige stammer fra fjenden og knyttede dem til sig.

Til de militære felttog anvendte han forskellige strategier. Nogle gange benyttede han sig af overraskelsesangreb uden at give fjenden mulighed for at gøre sig klar (som ved erobringen af Mekka). Nogle gange forvirrede han modstanderne ved at vælge uventede ruter og holde felttogets bestemmelsessted hemmeligt (som ved slaget mod Banu al-Mustaliq). Nogle gange havde han på forhånd lagt en slagplan, der begunstigede hans egen side (som ved slaget ved Badr), og andre gange anvendte han en ny forsvarsstrategi, som fjenden ikke havde nogen tidligere erfaring med (som ved slaget ved Khandaq).

Hele den ti år lange forsvarsordning i staten Medina er et klart eksempel på det ovennævnte grundprincip. Når vi desuden føjer Profeten, fred være med ham, sin storsindede og generøse indstilling til dette—en indstilling, der ikke var præget af en erobrer, men af en missionærs inspiration, og som i stedet for en angribende feltherres vrede og fjendtlighed var et udtryk for en åndelig mentors dybe velvilje og medfølelse—forekommer de indvendinger og anklager, der er rejst fra forskellige sider, fuldstændig grundløse. Alligevel er vestligt orienterede skribenter i forsøget på at forsvare dem gået i gang med at fordreje hele begivenhedsforløbet. For at udtrykke den holdning til menneskehedens reform og forbedring, som var virksom i Profeten, fred være med ham, hjerte, vil vi pege på nogle få begivenheder.

Da undertrykkelsen og forfølgelsen i Mekka nåede et ekstremt niveau, og qurayshitterne blev overdrevent aggressive i deres fjendtlighed, var Abu Jahl og Umar ibn al-Khattab de to hovedmænd bag denne helvedesagtige terror og vold. Over for så hårdnakkede fjender ville ingen verdslig politiker have kunnet undgå at nære den største vrede eller i sit hjerte ønske deres undergang. Men selv om Profeten, fred være med ham, konstant brændte i voldens ild, bad han med bedende stemme om, at Allah ville give mindst én af disse to evnen til at antage islam. Denne bøn viser, at denne forkæmper for menneskeheden satte deres forbedring højere end sine fjenders undergang og bevarede et godt håb for dem helt til det sidste. Hans bøn blev opfyldt, da Umar antog islam.

Den anden begivenhed handler om, at Profeten blev ydmyget og såret af indbyggerne i Taif, fordi han ønskede dem det bedste. Man kunne ikke forvente andet i en sådan situation af en verdslig politikers bannerfører end, at hans hjerte for altid ville blive lukket for dem, og at han, hvis det var muligt, straks ville vende hele byen på hovedet. Ellers ville han forblive vred og forbitret på dem hele livet og ved den første mulighed, han fik magten i hænde, ødelægge en så barbarisk by. Profeten, fred være med ham, ledsager var dybt såret over denne mishandling i Taif og tænkte netop på denne måde; han sagde: »Bed om en forbandelse over disse umennesker.« Selv Jibril meddelte, for at prøve hans skjulte holdning, at bjergenes engle var klar til på hans tegn at knuse Mekka og Taif mellem bjergene. Men Profeten sagde: »Nej, de er på afveje på grund af uvidenhed. Selv hvis de ikke tror, vil deres efterkommere tage imod sandhedens kald og blive lydige mod den ene Allah.«

Den tredje begivenhed fandt sted på Uhuds slagmark. Da muslimerne på grund af nogle fejl blev påført nederlag fra Allahs side som et advarselstegn, og Profeten, fred være med ham, selv blev alvorligt såret, opstod der en yderst bitter stemning. Under disse omstændigheder bad nogle af de sørgende sahaba, med tilsyneladende god grund, Profeten, fred være med ham, om at bede Allah om en forbandelse over polyteisterne, så Allahs forbandelse måtte regne ned over dem. Han svarede: »Jeg er ikke blevet sendt som én, der forbander. Jeg er blevet sendt som budbringer og som en, der bringer det gode budskab.« Derefter bad han for fjenderne: »O Allah! Led mit folks mennesker til den rette vej, for de ved ikke.« Det vil sige, at selv efter slag på slag fra qurayshitterne opstod der i ham et sådant ønske, at de ikke måtte gå til grunde. Tværtimod gav han selv under krig åbent udtryk for ønsket om, at de måtte opnå vejledning.

Under felttoget mod Khaybar gav Profeten, fred være med ham, Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, en særlig fane til erobringen af Qamus-fæstningen og sagde:

»Ali, hvis blot ét menneske bliver vejledt gennem dig, vil det være en meget stor velsignelse for dig.«

Det egentlige mål er altså ikke at påføre fjenden fysisk skade og udgyde blod, men snarere at så mange mennesker som muligt ændrer deres sind og tankegang og tager det nye livssystem til sig – det er det vigtigste.

Vi har kun taget disse få begivenheder som eksempler; ellers mangler der ikke beviser, som tydeliggør Profetens grundlæggende synsmåde. Krigsførende mennesker er som regel meget forhastede og hidsige. Derimod ser vi Profeten, menneskehedens ven, som særdeles rolig, beslutsom og idealistisk. I hans politik er det strategi og velvilje, ikke magtanvendelse, der er aktivt virkende. Hvilket større mirakuløst bevis på politisk kunnen og omtanke kan der være end, at han umiddelbart efter sin ankomst til Medina gennem samtaler og forhandlinger med mennesker fra forskellige samfundslag lagde grundstenen til den islamiske stat? Der findes sandsynligvis ikke i hele menneskehedens historie noget eksempel på, at en stat er blevet grundlagt på denne måde uden at udgyde så meget som en dråbe blod for en revolutionær idé. Dette var den eneste revolution, der i egentlig forstand var blodløs (Bloodless); ved dens grundlæggelse blev ikke et eneste menneskes blod udgydt, og ikke ét lig faldt. En så forbløffende begivenhed afspejler selve profetskabsinstitutionens enestående særpræg.

Det bør heller ikke glemmes, at den islamiske stats samlede militære aktiviteter udelukkende blev rettet mod Quraysh og de jødiske stammer, som med magt havde trukket den ind på slagmarken. Alle de øvrige arabere, bortset fra Quraysh og jøderne, var optaget af deres normale liv. Med undtagelse af nogle få områder fandt der ingen krig sted noget sted i hele Arabien. Den almindelige arabiske befolkning iagttog derimod som tavse tilskuere de to magters mål, karakter og politiske styrke. Da den muslimske magt havde bevist sin overlegenhed på alle områder, kom delegationer fra forskellige egne og stammer frem og antog islam. Det er heller ikke undgået enhver tænkende persons opmærksomhed, at alle de store slag – såsom Badr, Uhud og Khandaq – blev udkæmpet omkring Medina, efter at fjenderne selv var trængt frem som angribere. På denne måde tvang de selv Profeten til at underlægge sig fjendens magtkilder. Derfor blev der fra Medinas side kun gennemført ét afgørende felttog for at svække Qurayshs og deres lydige allieredes magt, mens slagene ved Hunayn og Taif efter erobringen af Mekka fuldstændig tilintetgjorde modstandernes magt. På den anden side blev også jødernes magtcentre rykket op med rode med mindst muligt tab af menneskeliv.

En udbredt misforståelse

På grund af de lange lister over militære ekspeditioner under navnene »ghazwa« og »sariyya«, som findes i bøger om hadith, profetens levned og historie, bliver ikke blot ikke-muslimer, men også mange muslimer selv ramt af alvorlige misforståelser. »Ghazwa« og »sariyya« er imidlertid særlige fagudtryk i bøger om hadith og maghazi (Islams militærhistorie). Hvert af disse to fagudtryk har sin egen fastlagte betydning. Når en militærenhed – selv hvis den kun bestod af to personer – blev sendt ud af forskellige årsager, såsom defensive militærekspeditioner, patruljering eller bevogtning, undertrykkelse af oprørere og forbrydere, udbredelse af undervisning og kaldet til islam eller indgåelse af aftaler, blev den kaldt en »sariyya«. Den militærenhed, som Profeten selv deltog i, blev derimod kaldt en »ghazwa«. Uanset om en sådan militærenhed faktisk blev involveret i en træfning eller nogen anden form for aktivitet, blev den i begge tilfælde kaldt en sariyya eller en ghazwa. Når de mindre ekspeditioner lades ude af betragtning, er der kun nogle få større og betydningsfulde militærekspeditioner tilbage, såsom Badr, Uhud, Ahzab eller Khandaq, Khaybar og Mekka (inklusive Hunayn). Det skal bemærkes, at den »Jaysh al-Usra« (»den vanskelige ekspedition«), som blev sendt til Tabuk og de omkringliggende områder, udelukkende blev sendt på grund af frygten for et angreb fra den udenlandske regering i Syrien, og at den var af en helt anden karakter. Jeg vil nu kort gennemgå disse militærekspeditioner.

Det første, man lægger mærke til, er, hvordan konflikten begyndte. For at besvare dette spørgsmål vil jeg først gennemgå de to parters positioner og roller.

Qurayshs aggressive mentalitet

Quraysh-stammens mentalitet bliver af sig selv tydelig gennem en bestemt hændelse. Da de konspirerede om at dræbe Profeten kollektivt, gav Mekkas ledere åbent udtryk for deres mentalitet under drøftelserne. Et forslag gik ud på at spærre Profeten inde i et jernfængsel med døren låst, så han skulle dø af fortvivlelse derinde. Da en ældre mand fra Najd, shaykh Najdi, hørte dette forslag, sagde han: »Hvis I fængsler ham, vil hans budskab gennemtrænge det lukkede jernfængsels døre og brede sig til fjerne egne, og det vil få indflydelse på hans ledsagere. Det er endda ikke utænkeligt, at de vil befri ham. Derefter vil de blive flere end jer og besejre jer.« Et andet forslag lød: »Vi vil fordrive Muhammad fra landet. Hvad kommer det os ved, hvor han tager hen, eller hvor han bor, efter at han er blevet fordrevet? Det er nok, at han forsvinder fra vores synsfelt; så kan vi normalisere vores indbyrdes forhold og bevare vores gensidige hengivenhed.« (Ibn Hishams sira, bind 2, s. 94). Shaykh Najdis vurdering, som skulle begrunde afvisningen af dette forslag, var yderst vigtig, og forsamlingen vedtog den. Shaykh Najdi sagde:

»Nej, ved Allah, det er på ingen måde hensigtsmæssigt for jer. Kan I ikke se sødmen og ynden i hans tale, hvorigennem han forankrer sin indflydelse i folkets hjerter? Ved Allah, hvis I gør dette, vil I under ingen omstændigheder kunne frigøre jer fra hans greb. Han kan finde et tilholdssted hos hvilken som helst stamme i Arabien, derefter få indflydelse på folk gennem sine ord, og folk kan blive hans følgere. Sammen med disse følgere kan han angribe jer, trænge ind i jeres byer og fratage jer magten, hvorefter han kan behandle jer, som han vil. Anvend derfor en anden strategi.« (Ibn Hishams sira, bind 2, s. 94)

Når man læser disse ord af shaykh Najdi, kan man forstå, hvor snu og udspekuleret han var. Han tog på ingen måde fejl af at forstå Profetens personlighed. Samtidig bliver det gennem hele denne drøftelse klart, at Mekkas ledende mænd efter tretten års erfaring var begyndt at betragte Profetens personlighed, væsen, budskab og karakterens ynde som en særskilt politisk fare og en alvorlig trussel. Deres arrogance var på dette tidspunkt nået så vidt, at de ikke var villige til at tåle, at denne menneskehedens befrier levede videre i et hvilket som helst område af verden og fortsatte sit kaldende arbejde et andet sted. Ellers vidste de, at de en dag måtte stå til regnskab for den undertrykkelse, de havde udøvet, og for den forbrydelse at have fordrevet muslimske unge fra deres hjem. At de derefter blev enige om at dræbe Profeten, og at de, da han slap bort med livet i behold, febrilsk forsøgte at pågribe ham og udlovede en stor belønning, beviser uigendriveligt, at de, hvis de havde haft mulighed for det, ikke ville have givet Profeten lov til at leve et eneste øjeblik. Hans eksistens var blevet en trussel mod dem, og hans liv var blevet en udfordring for dem. Der var ingen grund til, at Profeten ikke straks skulle have fået kendskab til Quraysh-folkets holdning.

Gå lidt længere tilbage i denne hændelses forløb. Ved den anden troskabsed ved al-Aqaba advarede den ærede Abbas Ansarerne med disse ord: »Hvis I kan føre det formål, som I inviterer Profeten til, til sejr, og hvis I kan stå imod den modstand, han vil møde, vil det være rigtigt af jer at påtage jer det vanskelige ansvar, I har taget på jer.« Desuden var disse indledende ord i troskabsedens formulering meget betydningsfulde: »I skal beskytte mig, ligesom I beskytter jeres børn og jeres familier.« Ansarernes svar er bemærkelsesværdigt: »Vær forvisset om, at vi er krigsfolk.« Derefter stillede de dette spørgsmål: »På grund af dig vil mange af vores aftaler blive annulleret. Vil det ikke ende med, at vi lider alle disse vanskeligheder for din skyld, du sejrer, og derefter forlader os og vender tilbage til din egen familie?« Profetens forsikring: »Jeg er fra jer, og I er fra mig«, var meget betydningsfuld. Derefter advarede Abbas ibn Ubada al-Ansari sine ledsagere med disse dybt betydningsfulde ord: »I løber risikoen for at komme i krig med alle verdens mennesker, både hvide og sorte. Pas på, at I ikke, når I ser store dele af jeres rigdom ødelagt og de ledende mænd i jeres stamme dræbt, overgiver Profeten til fjenden. Overvej og afgør alt dette grundigt allerede nu.«

Betydningen af disse samtaler er, at ikke blot Profeten og den ærede Abbas, men også Ansarerne, som var kommet fra fjerne egne, uden nogen tvivl forstod, at den troskabsed, de ville aflægge, i realiteten var en krigserklæring, i lyset af den situation, Quraysh havde skabt.

En djævel lyttede i smug til samtalen ved dette troskabsmøde og underrettede Quraysh. Derefter gik Qurayshs mest fremtrædende ledere rundt til Ansarernes boliger og sagde: »Vi har hørt, at I har mødt Muhammad, og at I ønsker at føre ham bort herfra. Vi har også hørt, at I har givet ham hånden og indgået en aftale med ham om at føre krig mod os. Alligevel bryder vi os langt mindre om at føre krig mod jer end mod nogen anden arabisk stamme.« Det vil sige, at hvis Ansarerne førte Profeten ud af Mekka og gav ham et sikkert tilflugtssted hos sig, ville Mekkas indbyggere betragte det som en krigserklæring mod dem. Hvis Medinas indbyggere virkelig gjorde dette, var det således en klar krigserklæring fra Quraysh-ledelsens side. På denne måde blev krigserklæringen meddelt på forhånd. Men nogle mennesker kendte ikke til denne hændelse. De, der kendte til den, holdt sagen skjult.

Da Ansarerne, som havde aflagt troskabseden, derefter forlod Mekka, drøftede Quraysh sagen. Til sidst besluttede de, at de burde sætte efter dem. Karavanen af pilgrimme fra Medina kom vel igennem og rejste bort. Men Mekkas indbyggere pågreb Sa’d ibn Ubadah og Mundhir ibn Amr og slog dem. Også denne hændelse viser, hvor uudholdeligt det var for dem, at Profeten skulle slippe uskadt ud af Mekka, og hvor vrede de var på dem, der havde lovet at give Profeten et sikkert tilflugtssted.

Desuden viser Qurayshs forsøg på at bringe emigranterne i Abyssinien tilbage og i begyndelsen forhindre emigranterne på vej til Medina i at udvandre, at de heller ikke ønskede, at den islamiske bevægelse skulle slå rod i noget andet område. De var fast besluttede på at forhindre enhver sådan mulighed.

Af alle disse begivenheder bliver det klart som dagens lys, at Quraysh allerede før hijraen havde erklæret krig mod enhver magt, der ville give Allahs Sendebud ﷺ beskyttelse og lade den islamiske bevægelses frugter slå rod på sit område. Den islamiske revolutions organisatorer var ikke så tåbelige, at de ville ignorere denne udfordring.

Til sidst nåede nyheden om denne uudtalte krigserklæring skriftligt fra Mekka til Medina gennem et konspiratorisk brev. Brevet, som blev overdraget til Abdullah ibn Ubayy, lederen af Medinas forrædere, truede alle Medinas ansar og jøder med følgende: Enten driver I frivilligt Muhammad ﷺ ud af Medina, eller også angriber vi Medina, dræber jer og gør jeres hustruer til underholdningskvinder.

Derefter meddelte Quraysh, i samarbejde med jøderne, direkte muslimerne: »Glæd jer ikke over, at I er sluppet sikkert ud af Mekka. Vi kommer til Medina og vil vise jer, hvem der bestemmer.«

På dette tidspunkt forhindrede Abu Jahl Sa’d ibn Mu’adh i at gå rundt om Kabaen og erklærede åbent: »Jeg bryder mig ikke om, at I sætter jeres fødder på Kabaens område.«

Alligevel begyndte små militære enheder på dette tidspunkt uafbrudt at drage ud fra Mekka for at begå overgreb og plyndre. Så snart Allahs Sendebud ﷺ fik kendskab til dette, sendte han patruljegrupper ud som modforanstaltning. Flere gange fik disse patruljegrupper fra Medina øje på de mekkaniske militære enheder. Men så snart de mærkede, at den muslimske hær var til stede, flygtede de.

I den trettende måned efter hijraen fandt en opsigtsvækkende begivenhed sted. Kirz ibn Jabir al-Fihri kom til Medina, begik røveri og drev Allahs Sendebuds ﷺ husdyr, statens kameler og andre menneskers dyr bort fra Medinas græsningsområder. Begivenhedens tydelige formål var at vise: »Selv om vi kommer fra tre hundrede miles afstand, kan vi på denne måde plyndre jeres stats ejendom og tage den med os.« (Ibn Hishams sira, bind 2, s. 238; Asahhus-Siyar, s. 125; Rahmatul-lil-Alamin, bind 1, s. 140)

Allahs Sendebud ﷺ forfulgte personligt røverne med en lille militær enhed og udnævnte Zayd ibn Haritha til midlertidig leder af Medina, før han drog af sted. Han nåede helt til Wadi Safwan, nær Badr, men kunne ikke indhente dem. Dette var en sådan frækhed fra fjendens side, at den på ingen måde kunne tolereres. Embedsmænd i en regering, som besidder blot en smule tapperhed og mod, og som har den mindste respekt for og kærlighed til deres frihed og fædreland, kan ikke tåle en sådan uforskammethed. Selv om det var røveri, var det politisk set det samme som et angreb. Nu tegnede der sig for Medina en uundgåelig krigsæra og en blodig fremtid.

Der var en alvorlig grund til, at Mekkas angreb på Medina blev udsat til det andet hijri-år. Hvis Quraysh ikke havde mødt nogen hindring, ville de have angrebet tidligere og ikke givet den nye islamiske stat i Medina tid til at forberede sit forsvar. Mellem Mekka og Medina lå Banu Kinanas område. Quraysh havde et gammelt fjendskab med dem. Først og fremmest frygtede man, at Banu Kinana slet ikke ville lade Quraysh passere gennem deres område. Og selv hvis de tillod det, var der en anden frygt: Banu Kinana kunne finde på at angribe Mekka, når byen var ubeskyttet. I det mindste var der en risiko for, at de på et kritisk tidspunkt kunne afbryde forbindelsen mellem Mekka og Quraysh-hæren, som var i færd med at angribe Medina. Suraqa ibn Malik al-Madlaji al-Kinani var leder af dette mellemområde. Da han fik at vide, at Quraysh på grund af disse bekymringer ikke kunne angribe Medina, tog han på eget initiativ til Mekka og lovede Quraysh sin støtte. Det var som følge af denne alliance, at slaget ved Badr fandt sted.

Det står således klart, at Quraysh hverken ventede på et angreb fra muslimerne eller ledte efter nogen anledning til at iværksætte en militær aggression. Deres aggressive holdning og beslutning var fuldt ud aktiv. (Barmhjertighed for alle verdener)

Madinahs forsvarsordning

Lad os nu undersøge den anden parts situation.

Når vi undersøger Profeten (fvmh.) og hans revolutionære organisations situation, finder vi på alle områder vidnesbyrd om, at krig var det mest uønskede for dem. For det første var de en gruppe uden hjem, ejendele eller hjælp, som var kommet til et ukendt sted; desuden var halvdelen af gruppens medlemmer økonomisk ruinerede og måtte selv bestræbe sig på at blive genbosat. Samtidig stod den islamiske revolutions organisatorer over for opgaven med på én gang at forme et nyt miljø, så det blev egnet til den islamiske revolution, etablere broderskab mellem de forskellige stammer, give dem moralsk og åndelig træning og først og fremmest grundlægge en ny islamisk stat og opbygge administrationen af alle dens afdelinger. Hver af disse opgaver krævede langvarig, uafbrudt opmærksomhed og indsats. En lille gruppe omgivet af så vanskelige problemer kunne aldrig ønske krig. På den anden side havde de en vældig mission for hele menneskeheden. Deres hellige mål var at sikre alle menneskers velbefindende. For at oplyse hele civilisationen ved at tænde fakkelen for livets største sandhed – den ene Allahs herredømme og suverænitet – havde de ofret al glæde og fred i deres eget liv. De bevægede sig fremad, mens de tilegnede sig de risikable og vanskelige egenskaber tålmodighed og at sætte andre først. Islams store sandhed var deres eneste kapital i livet. De var meget få i antal, og staten Madinah var helt ny. Hele deres fremtid var knyttet til denne lille kapital. Den naturlige iver, de nærede efter at beskytte staten, lignede den paniske og lidenskabelige trang, en høne føler, når den ser en glente på himlen og glemmer alt andet for at dække sine kyllinger med sine fjer og vinger. Selv med deres udtørrede og udmattede kroppe var de rede til at tage kampen op med bjerge. De glemte al smag, glæde og egeninteresse og nærede en stærk lidenskab og energi for at knække vingerne på enhver magt, der så skævt til deres livsmål og hensigt. Selv efter at de var kommet til Madinahs livlige luft, haver og enestående broderskabsmiljø, sov de aldrig sorgløst og ubekymret eller trak vejret lettet et eneste øjeblik, så de glemte smerten fra Mekka. Deres blik fjernede sig ikke et eneste øjeblik fra Mekkas stormænds sværd; de vidste ikke, hvornår de ville blive ofre for et pludseligt angreb. Hverken viste Profeten (fvmh.) nogen forsømmelighed i at træffe forsvarsforanstaltninger, eller svigtede hans ledsagere deres pligt. De var ikke yogier eller asketer, men særdeles kloge og arbejdsomme mennesker, som ønskede at skabe en ny verden. Blandt sådanne historieskabende mennesker manglede der hverken evne eller forstand til at besvare modstandernes styrke med modmagt.

Profeten (fvmh.)s forsvarsstrategi

Lad os nu se, hvilke forsvarsstrategier Profeten (fvmh.) anvendte.

De muhajirer, der kom til Madinah sammen med Profeten (fvmh.), var ikke mennesker, som blot ville finde et sted med fred og sikkerhed for sig selv. Formålet med at forlade deres fædreland var heller ikke at opfylde økonomiske ambitioner. Tværtimod var de kommet for at nå et højere og ædlere mål. De glemte ikke dette mål og beskæftigede sig ikke med at sikre deres eget efterliv eller opfylde økonomiske ambitioner. Profeten (fvmh.) genbosatte dem på en velordnet måde og etablerede socialt og økonomisk broderskab mellem dem og ansarerne. Derefter førte han dem gennem det moskébaserede kulturcenter ind under organisatorisk disciplin. Han begyndte straks at træne dem åndeligt, praktisk og moralsk gennem tilbedelse, prædikener, undervisning i Koranen og andre metoder, og han udvidede og udviklede dette arbejde med stor hurtighed og effektivitet. Samtidig forenede han dem gennem statsadministrationen. Således blev disse hjælpeløse muhajirer forenet med ansarerne og forvandlet til en uovervindelig styrke, som efterhånden blev stadig stærkere. Med andre ord blev styrken forberedt ved at give menneskelig styrke førsteprioritet.

I denne forbindelse er det meget vigtigt at nævne en væsentlig oplysning. Ligesom Mekka var Madinah også særdeles velegnet med hensyn til forsvar. Desuden var Madinahs geografiske beliggenhed så fremragende, at byen lå lige foran vigtige steder i Syrien og Irak. Den lå ved siden af Arabiens vigtigste handelsvej og kun 70–75 mil fra havet. Byen var som en stærk fæstning med naturligt forsvar. En smule årvågenhed, befolkningens organisering og en passende forsvarsstrategi kunne have gjort den endnu stærkere. Madinah strakte sig over en slette, der var omtrent ti mil lang og ti mil bred, og små landsbyer tilhørende forskellige stammer lå spredt med nogen afstand fra hinanden. Dette område blev kaldt »Madinahs mave« og »haram«, det forbudte område. Midt på denne ujævne slette ligger bjerget Sala samt flere mindre bjerge. Bjergene Ayr og Thur omkranser den. I stammelandsbyerne fandtes stærke naturlige forsvarsværker kaldet ajam og atam. På et tidspunkt var der op mod hundrede af sådanne forsvarsværker.

Den del af Medina, der var kendt som »Madinat an-Nabi«, lå midt i Medina. I denne del lå Profetens Moské, Profetens families boliger og hovedstaden. Syd for den lå tætte haver, og mod sydøst lå landsbyerne Quba og Awali med deres haver. Mod øst strakte de jødiske kvarterer sig fra Quba til Uhud i øst-vestlig retning. Også mod sydvest lå der talrige bebyggelser og haver. Ved en port i Medinas gamle mur, som hed Bab ash-Shami, boede stammen Banu Saida (i hvis gård, der var omgivet af en presenning, den første kalif blev udpeget). Lige foran den boede stammen Banu Haram på bjerget »Sala«. Mod nordvest lå der talrige haver langs Wadi al-Aqiq helt til Bir Ruma, mod syd lå høje bjerge, og mellem mange højdedrag og sletter løb ufremkommelige veje. Øst og syd for Medina lå klippefyldte områder. Disse områder egnede sig hverken til oprettelse af militærlejre eller som slagmark. Kun fra nord var vejen ind til byen militært set åben. Derfor valgte Quraysh denne retning til slagene ved Badr og Uhud. Men det var militært kompliceret for de mekanske soldater at angribe fra nord, og det var en fordel for Medina.

Men for at udnytte Medinas beliggenhed og dens miljømæssige fordele var det nødvendigt at bringe hele befolkningen ind under en ordnet struktur. I den forbindelse var Profeten (fvmh.)s næststørste bedrift, at han gennem indgåelsen af en aftale fik jøderne, Aws, Khazraj og de øvrige stammer ind under en fælles ordning på trods af deres religiøse, kulturelle og økonomiske forskelle. At forvandle gensidigt modstridende mennesker til borgere i den samme politiske enhed, altså staten, inden for få måneder og i et helt ukendt miljø var et strålende vidnesbyrd om hans politiske dømmekraft og kunnen. Et endnu større vidnesbyrd om hans dygtighed var, at den skriftlige forfatning for denne politiske enhed eller stat helt tydeligt overdrog Profeten (fvmh.) al myndighed over retsafgørelser, lovgivning, krigsførelse og kritik, og at den afspejlede den grundlæggende bevidsthed om Allahs suverænitet. Alle, der deltog i dette politiske dokument, forpligtede sig til, at de polyteister og jøder, som sluttede sig til de arabiske stammer, skulle være muslimernes tilhængere og hjælpe dem i krig. De skulle hverken beskytte Quraysh fra Mekkas liv og ejendom eller forhindre muslimerne, når de angreb Quraysh. Det blev også fastslået, at krig og fred skulle være fælles anliggender. Enhver krig skulle være alles krig, og deltagelse i militære aktiviteter skulle være nødvendig og obligatorisk for alle. Hver allieret skulle dog selv afholde udgifterne til sin del af krigen. Det blev utvetydigt fastslået med jøderne, at de skulle slutte forlig og fred med dem, som muslimerne sluttede forlig og fred med. De skulle deltage på lige fod i forsvaret af Medina. Hvis nogen angreb muslimerne, skulle jøderne hjælpe muslimerne. Omvendt skulle muslimerne hjælpe jøderne, hvis nogen angreb dem. (Ahde Nabawi mein Nizame Hukoomrani: dr. Hamidullah Siddiqi)

Det fremgår af de relevante bestemmelser i Medinas forfatningsdokument, at Profeten (fvmh.) tydeligt frygtede et militært angreb fra Quraysh og politisk traf passende forebyggende foranstaltninger for at imødegå det.

Det var et yderst vigtigt skridt at erklære Medina for haram, altså en sikker by eller »City of Peace«. Denne beslutning blev også nedskrevet i forfatningsdokumentet. Den religiøse betydning var, at hele området var helligt, og at det var indbyggernes ufravigelige pligt at vise dette område respekt. Den politiske betydning var, at ligesom Quraysh var beskyttet i en sikker by, gav Profeten (fvmh.) også borgerne i staten Medina et sikkert hjem. I den henseende var Mekkas og Medinas situation altså helt lige. Dermed blev der sendt en skjult udfordring til Mekkas indbyggere: Hvis I krænker Medinas hellighed og begår overgreb mod dens indbyggere, vil I heller ikke kunne forblive uskadte inden for Mekkas sikkerheds og helligheds beskyttelse.

Medinas sikkerhedszone fastlagde også grænsen for den islamiske regerings hovedkvarter eller hovedstad. Profeten (fvmh.) gav særlig opmærksomhed til den permanente fastlæggelse af denne grænse. Han beordrede Hazrat Ka’b ibn Malik til at opføre høje minareter ved Medinas fire grænser. I overensstemmelse med denne ordre opførte han symbolske søjler forskellige steder: på højen ved Jabal Hufayra ved Zatul Jaish (som siges at ligge midt i Bayda; den ligger på vejen mellem Mekka og Medina), ved Hushayrib (forbundet med Zatul Jaish), på Makhiz-bjerget (på vejen til Syrien), i Hufayya (i junglen nord for Medina), på stedet kaldet Zul Ushayr (ved kanten af Hufayya) og på Taim-bjerget (øst for Medina). Resterne af disse findes stadig. Den således afmærkede zone var omkring én manzil lang og én manzil bred. (Ahde Nabawis slagmark – dr. Hamidullah Siddiqi, s. 11-12)

Efter at have opretholdt den indre orden i Medina rettede Profeten (fvmh.) straks sin opmærksomhed mod de omkringliggende stammer. Han rejste flere gange i området sydvest for Medina og langs Det Røde Havs kyst. Først rejste han til et sted kaldet Dhuan. Det lå syv mil fra Abwa på vejen til Mekka. Her sluttede han en venskabsaftale med Banu Hamza. På tilsvarende vis indgik han hurtigt aftaler med de stammer, der boede omkring Yanbu. I dette vigtige politiske område opnåede han i det første hijri-år støtte fra stammen Juhayna, i begyndelsen af det andet hijri-år fra Banu Damra, Banu Zur’a og Banu Rabia, og mod slutningen af det andet hijri-år også fra Banu Mudlij. Med nogle stammer blev der indgået aftaler om fælles forsvar, således at muslimerne skulle hjælpe dem, hvis de blev angrebet, og de skulle hjælpe muslimerne, hvis muslimerne blev angrebet. I nogle aftaler blev der kun pålagt den forpligtelse, at man ikke måtte være ven med Profeten (fvmh.)s fjender. I andre blev der kun opnået en anerkendelse af neutralitet: Hvis en fjende førte krig mod den islamiske stat, skulle den aftalebundne stamme forholde sig neutral. Det betyder, at Profeten (fvmh.)s politiske visdom rummede betydelig fleksibilitet. (Ahde Nabawis slagmark)

Dette klima af venskab åbnede vejen for islams udbredelse blandt disse stammer, og det behøver næppe nogen nærmere forklaring, at der som følge heraf opstod talrige tilhængere og aktivister for den islamiske bevægelse blandt disse stammer.

Senere blev denne strategi i Profeten (fvmh.)s politik til et selvstændigt princip, og han rejste med dette formål til hvert område. Uanset om han drog ud på et militært felttog eller på patrulje, omfattede udvidelsen af venskabsrelationerne altid hans formål, når han forlod Medina. Jeg giver ikke en detaljeret redegørelse her; der kommer en anledning til det senere. Kort sagt var etableringen af venskabsrelationer en yderst effektiv måde at svække fjenden, føre den islamiske bevægelse fremad, styrke sin egen forsvarspolitik og udvide statens grænser.

Sideløbende med alle disse strategier havde Profeten (fred være med ham), den islamiske revolutions forkæmper, og hans ledsagere fuldt ud indset denne virkelighed: Den lille ø, de havde fundet midt i et stormfuldt hav, hvor de med nød og næppe kunne holde hovedet oven vande, var altid truet på sin eksistens. Derfor måtte de enten vende stormens retning og bringe havet til ro, eller også ville denne ø for altid forsvinde i havet som en boble. De omdannede sig med stor hast til en militær styrke. De forstod de islamiske bevægelses stadig nye krav under de ændrede forhold så præcist, at de straks udviklede de nødvendige evner i sig selv for at kunne gå videre til nye stadier. Da kaldet til jihad lød i Medina, tøvede de ikke et eneste sekund med at gå fra deres tidligere tilstand til deres nye rolle. Ingen af dem tænkte nogensinde: Vi er jo forkyndere og talere; hvad har vi med krig og kampe at gøre? Det er verdslige politikeres og erobreres forehavende. Er den slags passende for reformatorer som os? Politik og styre, eller krig og kampe, kan vel ikke være religionsforkynderes opgave!

Forkynderes opgave er jo blot at blive liggende og tage imod slag samt at være det ypperste eksempel på tålmodighed. Hvis den islamiske gruppe i Medina havde tænkt sådan, ville den islamiske bevægelse være blevet afsluttet dér og da. Der havde ikke været behov for nogen ydre magt for at tilintetgøre den.

Denne lille gruppe af sahaba var dygtige til at forkynde deres religion, men de var også de bedste og mest hengivne soldater til at forsvare den islamiske stat, der var grundlagt på denne religions grundlag. De tog straks skridt til at omdanne sig til velorganiserede soldater. Medina, som havde været en sikker by, en skole og et centrum for dyrkelsen af den islamiske civilisation, blev også omdannet til en stærk militærbase.

Fra Allah tilfaldt Profeten (fred være med ham) ansvaret som hærfører. Han udførte dette ansvar så fremragende, at der kunne skrives utallige store bøger alene om dette emne.

Organiseringen af patruljeringerne og deres formål

Den store statsleder for staten Medina begyndte blot fire-seks måneder efter hijraen at sende militære enheder ud for at patruljere i de omkringliggende områder. Følgende militære enheder blev sendt af sted før slaget ved Badr:

1. En gruppe på 30 soldater under hærføreren Hamza ibn Abd al-Muttalibs ledelse blev sendt mod et sted kaldet Saiful Bahr. Formålet var at overvåge fjendens bevægelser. Abu Jahl var draget ud fra Medina med tre hundrede mænd, men vendte tilbage, da han så muslimernes vagtpost. (Dette var i Ramadan, år 1 efter hijraen.)

2. En militær enhed på 60 mand under Abu Ubayda ibn al-Hariths ledelse blev sendt ud for at undersøge mekkanernes militære situation. Man stødte på 200 af fjendens mænd ved et sted kaldet Than al-Marra, under ledelse af enten Ikrima eller Abu Sufyan. Denne militære enhed patruljerede området og vendte sikkert tilbage. (Dette var i Shawwal, år 1 efter hijraen.)

3. En styrke på 80 mand under Sa’d ibn Abi Waqqas’ ledelse blev sendt så langt som til Juhfa for at patruljere. De vendte tilbage uden at foretage noget angreb. (Dhu al-Qa’dah, år 1 efter hijra)

4. Profeten (fvmh.) drog personligt til Abwa-området med 70 mænd. Qurayshs handelsrute gik netop gennem Abwa. Profeten (fvmh.) indgik en aftale med Amr ibn Fahshi Zamri og vendte tilbage uden nogen sammenstød. (Safar, år 2 efter hijra)

5. Profeten (fvmh.) drog personligt mod Bu’at (området ved Rajvi-bjerget nær Yanbu) med 200 soldater. Undervejs mødte han en qurayshitisk karavane på 100 mænd under Umayya ibn Khalafs ledelse. Der blev dog ikke fremsat nogen udfordring. (Det var i Rabi al-Awwal, år 2 efter hijra)

6. Da Kirz ibn Jabir al-Fihri havde bortført Medinas kvæg, forfulgte Profeten (fvmh.) ham med 70 soldater. Kirz flygtede for sit liv. Denne forfølgelse beviste imidlertid, at Medina var en altid vågen og konstant beredskabsparat magt. (Rabi al-Awwal, år 2 efter hijra)

7. Profeten (fvmh.) drog af sted med en styrke på 150 mænd til Dhu al-Ushayra (nær Yanbu mellem Mekka og Medina), hvor han indgik aftaler med Banu Madlaj og Banu Zamra. (Jumada al-Thani, år 2 efter hijra).

8. En styrke på 125 mand under Abdullah ibn Jahshs ledelse blev sendt for at patruljere i retning af Nakhla. Denne styrke kom i sammenstød med en qurayshitisk styrke. (Rajab, år 2 efter hijra)

Alle disse militære ekspeditioner blev ikke sendt med det formål at kæmpe. Tværtimod udtrykte Profeten (fvmh.) sin utilfredshed med det sammenstød, der i Nakhla fandt sted under indflydelse af den øjeblikkelige situation og i strid med Medinas fastlagte politik; han frigav fangerne og betalte blodpenge for den dræbte. Disse ekspeditioner havde også flere større formål. Eksempelvis:

At bevogte grænserne til staten Medina, overvåge fjendens bevægelser og gøre Quraysh og de øvrige stammer bekendt med, at der nu var etableret en regelret regering i Medina, og at Medina var dens hovedstad. At de muslimske revolutionære gruppers frivillige blev fortrolige med de omkringliggende områder, bebyggelserne og forholdene i dem samt vejene og vandstederne. Træning i at føre an som hærfører, udføre sit ansvar som hærfører, fordele ansvaret indbyrdes, inddele tiden, udvikle taktikker og træffe hurtige beslutninger. For uden dette kan intet forsvarssystem fungere. Desuden var formålet at gøre Quraysh bekendt med, at deres økonomi nu var kommet under Medinas kontrol. Når muslimerne ønskede det, kunne de blokere deres handelsruter og standse deres karavaners færden. Det bør nævnes, at Profeten (fvmh.) som barn havde rejst til Busra og Medina og i sin ungdom på ny havde rejst til Syrien. I denne periode havde han forstået Medinas geografiske og politiske betydning og var blevet fortrolig med Qurayshs handelsruter. På grundlag af denne tidligere erhvervede erfaring havde han ingen vanskeligheder med at udvikle en politik med intimidering og pres. På den anden side kendte Profeten (fvmh.), eftersom han selv var en af Quraysh—og især fordi han var købmand—Qurayshs vigtigste indtægtskilde. Selv hvis man ser bort fra handelen med Taif, Yemen og Najran, tjente Quraysh alene på handelen med Syrien og Irak hvert år 250.000 ashrafi. (Tafhim al-Qur’an)

De militære afdelinger blev sendt ud under en træningsplan, hvis formål var at træne soldaterne i at føre krig, så de under en central kommando kunne bevæge sig og handle som en maskine, træne formationer, lære at bruge faner og militære symboler samt blive i stand til at overholde bønnen, fasten og shariaens øvrige bestemmelser selv under vanskelige forhold. Samtidig indførte han et omfattende system til indsamling af efterretninger. Det gjorde det muligt for ham at holde sig orienteret om forholdene i Mekka, blandt de omkringliggende stammer og i grænseområderne. Han sørgede også for beskyttelse og bevogtning af hovedstaden og regeringens centrale kontorer.

Dette var den dobbeltsidede situation, som fik Quraysh til at beslutte sig for at udløse slaget ved Badr.

To konkrete årsager

Der er ingen som helst tvivl om, at forholdene var fuldstændig modne til en krig. Kirz ibn Jabir al-Fihris røvertogt var uden tvivl en krigsudfordring for Medina. For ingen levende og årvågen regering kan acceptere en sådan kriminel indtrængen af udefrakommende inden for sine egne grænser som andet end et angreb. Dertil kom hændelsen ved Nakhlah. Selv om denne hændelse nærmest var en grænsekonflikt, som kan opstå mellem soldater fra to lande uden regeringernes og hærførernes tilladelse, fik Mekkas indbyggere gennem den en gylden mulighed for at føre en propagandakampagne. De skabte et vældigt røre og sagde: »Se nu bare! Tilhængerne af den nye religion har endda trampet på den hellige fred i de forbudte måneder!« Profeten (fvmh.) løslod imidlertid de fanger, der var blevet taget under hændelsen, betalte blodpengene for den dræbte og frasagde sig som leder af den islamiske stat ansvaret for hændelsen. Samtidig tilbageviste Koranen Mekkas indbyggeres propaganda med ordene, at krig i de forbudte måneder ganske vist ikke er godt, men at det, som de gjorde ved at forhindre mennesker i at antage Allahs religion, fordrive dem fra den hellige moské og hindre menneskehedens reformarbejde, var værre end krig og drab. Hvis muslimerne greb til våben for at udrydde disse onde handlinger, ville det være en gavnlig handling fra deres side. En god side ved hændelsen ved Nakhlah var, at Quraysh var kommet til fornuft. De havde indset, at de mennesker, som de havde gjort retsløse og fordrevet, og som de havde betragtet som et let bytte, der kunne sluges af en kat, var i stand til at gengælde et stenkast med et endnu hårdere kast. Alligevel hentede Mekkas propagandister brændstof fra hændelsen ved Nakhlah for at nære vredens ild.

Qurayshs tre behov

Quraysh stod over for tre store problemer, hvis de skulle angribe Medina. For det første at opnå støtte fra Banu Kinanah. For det andet at skaffe kampdygtige krigere til krigen. For det tredje at finansiere krigen. Hvordan det første problem blev løst, har jeg allerede nævnt. Det andet problem blev løst ved, at Quraysh indgik en aftale med Ahābīsh. I nærheden af Mekka ligger et bjerg, der hedder Hubshī. Stammer som Banu Nadir, Banu Malik og Mutayʿirīn, der boede nær dette bjerg, indgik indbyrdes en alliance. De blev kaldt Ahābīsh. Ahābīsh havde langt større krigeriske evner end Mekkas indbyggere. De arbejdede ikke kun på grundlag af alliancen, men også som lejesoldater. På grund af hastværket var det imidlertid ikke muligt at tage dem med i slaget ved Badr. Da Qurayshs ledere så udfaldet af slaget ved Badr, måtte de fortryde denne fejl. På den anden side havde Quraysh allerede indgået en aftale med den jødiske stamme Banu al-Mustaliq, som bestod af tolv grene. (Rahmatul-lil-Alamin)

Det tredje problem blev løst på den måde, at Mekkas indbyggere forsynede Qurayshs handelskaravane, som var på vej til Syrien for at drive handel, med en enorm kapital. Selv husmødrene kom med deres smykker og andre opsparinger. Abu Sufyans vidnesbyrd er, at der i Mekka ikke fandtes en eneste kvinde eller mand, som ikke havde deltaget i dette. (Sirat-un-Nabi, Shibli, bind 1, s. 292) Formålet var at investere den størst mulige kapital, opnå den størst mulige fortjeneste og bruge denne indtjening til at føre krig og tilintetgøre den islamiske stat i Medina.

Handelskaravanen var krigens fortrop

Det siger sig selv, at denne strategi, ud over de øvrige forberedelser til krigen (hvis nyheder Guds Sendebud (sa.) straks modtog), betød, at Quraysh-folkets handelskaravane i virkeligheden var fortroppen for en militær ekspedition. Med andre ord var denne karavane draget ud for at skaffe et gyldent sværd til at skære den islamiske bevægelse over halsen med. Når situationen er sådan, vil selv ingen civiliseret regering i verden i dag tillade modparten at færdes sikkert ad land-, sø- eller luftruter langs dens egne grænser. Fly skydes ned, skibe tilbageholdes eller ødelægges med torpedoer, ejendom konfiskeres, postforbindelser hindres, og kommercielle transaktioner standses. Hvorfor stilles der så netop til den islamiske stat i Medina det enestående krav, at den skulle give sin modpart fri tilladelse til at stikke den i hjertet? Hvorfor kaldes dens defensive handlinger plyndring, fordi den ikke gav en sådan tilladelse? Når alle ved, at handelsruterne gik gennem de områder, der hørte under Medina, fordi der ikke fandtes traktatbaserede alliancer, af hvilken grund skulle det da have været rimeligt for den islamiske regering at tillade fjenden at færdes gennem dens eget område?

Der er ingen grund til at undskylde den interesse, der blev vist for at angribe denne karavane i Medina. Der er på intet tidspunkt noget rimeligt grundlag for at betragte det som en politisk eller defensiv synd. Hvis muslimerne havde ønsket at angribe denne karavane, var det fuldstændig retfærdigt. Hvis Abu Sufyan havde fået en sådan mistanke, var det helt naturligt. I denne atmosfære af mistanke spredtes der på forhånd, på grund af en eller anden handling fra Medina, rygter om, at der blev gjort klar til et angreb på karavanen. Abu Sufyan havde også undersøgt situationen i Medina, da han rejste til Syrien, og på hjemrejsen bevægede han sig med stor forsigtighed. Efter at have iagttaget situationen fornemmede han, at der foregik mystiske aktiviteter, og at faren var umiddelbart forestående. Derfor sendte han en udsending til Mekka for at anmode om militær hjælp og ændrede karavanens rute. Da udsendingen nåede frem til Mekka, skar han på arabisk vis ørerne af kamelen, kløvede dens næse, vendte sadlen på dens ryg, rev sit tøj itu og begyndte efter traditionel skik at råbe nøgen: »O Mekkas indbyggere, kom ud og red jeres karavane fra Muhammads (sa.) greb! Vent ikke så længe, at karavanen bliver ødelagt, før I når frem.« Denne velkendte, teatralske alarm skabte voldsom ophidselse i hele Mekka. På kort tid var en enorm hær blevet dannet. Alle de ældre ledere med undtagelse af Abu Lahab var personligt til stede i denne hær, og alle var bevæbnede. Hærens ledere havde ikke blot til hensigt at redde karavanen og bringe den tilbage; deres opførsel tydede snarere på, at de ved den første lejlighed ønskede at tilintetgøre den muslimske styrke og for altid befri sig for denne plage.

Hvis den muslimske styrke på dette tidspunkt havde vist den mindste svaghed, havde forholdt sig passiv og ikke iværksat militære aktiviteter, ville det ikke blot have givet karavanen mulighed for at nå sikkert frem til Mekka; Quraysh-hæren ville også være trængt ind på Medinas område, have vist sit mod og være vendt sikkert tilbage. Resultatet ville have været, at denne unge islamiske stats indflydelse og anseelse fuldstændig ville være forsvundet. De hykleriske og jødiske kræfters hovmod og arrogance i Medina ville være vokset yderligere, den islamiske stat ville ikke længere have haft nogen betydning i de omkringliggende stammers øjne, og for slet ikke at tale om at udvide alliancerne, ville det være blevet vanskeligt blot at beskytte dens få borgeres liv, ejendom og ære. En magt, der er involveret i konflikt og sammenstød, må gennemgå mange stadier; trods sin begrænsede befolkning og sine begrænsede ressourcer samt alvorlige problemer må den modigt tage imod situationens udfordring. Sådanne muligheder opstår sjældent. Når de opstår, og man ikke udnytter dem rigtigt eller udfører tidens pligt modigt, tvinges man til et så sørgeligt tilbagetog, at det ikke kan afhjælpes, selv efter mange år. Undertiden sker det endda, at hele sagen går tabt for altid, hvis man kommer bagefter sin tid. Når en sådan historisk konfliktens tid indtræffer, planlægger man ikke sine skridt og sin ekspedition alene ud fra antallet af soldater eller mængden af våben, ammunition og forsyninger. Man overvejer snarere, om historiens strøm vil rulle hen over ens hoved, hvis man sakker bagud i tidens udvikling. Det er netop under sådanne omstændigheder, at lederskabets kvalitet prøves, og tilhængernes duelighed fastslås. Et sådant historisk øjeblik var kommet til Medina. Hvis den lille islamiske stat havde været tilstrækkeligt stærk, burde den ikke have ladet karavanen rejse sikkert videre, og den burde heller ikke have undladt at give Quraysh-hæren en lærestreg. Men den var ude af stand til at fuldføre begge disse opgaver samtidig. Derfor var Allahs beslutning, at den ene af dem måtte besejres. Allah ønskede, at hvis der kom krig, skulle den føres på en sådan måde, at sandheden kunne bevises som sandhed og falskheden som falskhed, og at vantroens rødder blev rykket op.

Profeten (fred være med ham) blev gennem sit eget efterretningssystem holdt underrettet om både karavanens og hærens bevægelser. Til sidst indkaldte han et rådsmøde i Wādī Safrān. Han fremlagde hele situationen for forsamlingen og spurgte, om den muslimske hær havde styrken og modet til at løbe en betydelig risiko. [Blandt vor tids sīrah-forfattere har der været en skarp uenighed om, hvorvidt Profeten (fred være med ham) allerede i Medina indkaldte Muhājirūn og Anṣār til et særligt møde og drog ud for at kæmpe mod Qurayshs hær uden at tage karavanen i betragtning, eller om han ved afrejsen fra Medina havde til hensigt at angribe karavanen og, efter at være nået frem til Wādī Safrān og have erfaret, at karavanen var taget en anden vej, dér indkaldte til et hastemøde og besluttede at kæmpe mod Qurayshs hær. Grunden til denne debat er den modbydelige anklage fra orientalister om, at regeringen i Medina (Gud forbyde det) forsøgte at løse sin økonomiske krise gennem plyndring. Derfor har man, stik imod værkerne om tafsīr, hadith og historie, forsøgt at bevise, at Profeten (fred være med ham) ikke drog ud med en hær for at angribe karavanen, men allerede i Medina rådslagede og besluttede at kæmpe mod Qurayshs hær. Den vigtigste talsmand for dette synspunkt var Mawlānā Shiblī Nuʿmānī. Han mente, at Koranen også støttede hans opfattelse. Men hverken Koranen, de pålidelige overleveringer eller begivenhedernes forløb støtter hans synspunkt, og den anklage, som denne debat udsprang af, er heller ikke korrekt. Vi vil, om Gud vil, behandle dette udførligt på det rette sted. Det er faktisk det andet synspunkt, der er korrekt.] Han havde selv modet og beslutsomheden til at sætte alle til rådighed stående kræfter ind i en kamp på liv og død. For rådet fremlagde han begge muligheder: På den ene side stod Qurayshs hær, og på den anden side stod handelskaravanen. Man kunne angribe en af dem. Et stort antal af Profetens ledsagere støttede forslaget om at angribe karavanen. Ifølge Koranens antydning omfattede denne gruppe nogle, der foretrak den forholdsvis lettere vej, og for hvem de økonomiske interesser havde stor betydning. Profeten (fred være med ham) stillede igen spørgsmålet. Det betød, at han ikke gik ind for at angribe karavanen. Da Muhājirūn forstod denne antydning, forsikrede Ḥaḍrat Abū Bakr, Ḥaḍrat ʿUmar og al-Miqdād ibn ʿAmr ham om deres ubetingede støtte og sagde: »Uanset hvilken vej du tager i overensstemmelse med Guds befaling, vil vi være med dig. Vi vil ikke sidde her som Israels børn og sige: ’Gå du og din Gud og kæmp; vi bliver siddende her.’« Profeten (fred være med ham) gentog igen sit spørgsmål. Det betød, at han ønskede at kende Anṣārs synspunkt. Ved ʿAqabah-aftalen havde man kun forpligtet dem til at slå et angreb på Medina tilbage. De var kun draget ud sammen med Profeten (fred være med ham) for at angribe karavanen. Men de efterfølgende omstændigheder gjorde en fuld krig uundgåelig. Derfor havde han brug for at kende deres holdning. Da Saʿd ibn Muʿādh fra Anṣār forstod hans hensigt, sagde han med fuld troende lidenskab: »Gør, som du selv ønsker. Vi er parate til endog at springe i havet sammen med dig.«

Til sidst, den 12. Ramadan i det andet hijri-år, drog herskeren over staten Medina (fred være med ham) personligt ud fra byen med mere end tre hundrede kampklare soldater (86 Muhājirūn, 170 Khazrajīer og 61 Awsīer – i alt 317, selv om det almindeligt angivne tal er 313). Profeten (fred være med ham) drog af sted med en sådan klogskab, at det så ud, som om han havde til hensigt at angribe fra begge sider. Hans ene blik var rettet mod karavanen, så Abū Sufyān kunne forstå, at vejen var farlig. Det andet var rettet mod Qurayshs hær. Men man måtte vide, hvilken vej karavanen tog, hvilken vej hæren tog, og hvor stor afstanden var mellem dem. Man vidste heller ikke, om de kunne nå at samle sig, eller om karavanen var blevet tilbage eller var fortsat mod havkysten. Da han til sidst nåede et sted ved navn Ṣafrāʾ, sendte han Bishbīsh ibn ʿAmr al-Juhanī og ʿAdī ibn al-Rāghib mod Badr for at opspore karavanen. Selv fortsatte han til Wādī Safrān. Det blev erfaret, at karavanen havde forladt vejen til Badr og var fortsat ad den lange kystvej, og at den allerede var kommet langt bort. Profeten (fred være med ham) satte derfor kurs mod Badr.

Da Abū Sufyān på den anden side nåede kystområdet og følte sig i sikkerhed, sendte han en besked til Qurayshs hær: »Jeg og min karavane er nu uden for fare. Vend derfor om.« Men Abū Jahl var opslugt af en helt anden drøm. Han var fast besluttet på at tage til Badr og angribe muslimerne. Høvdingene for stammerne Muḥārib og ʿAdī var blevet taget med for at beskytte karavanen mod et muligt muslimsk angreb. Derfor begyndte de at presse på for at vende tilbage. Da ingen lyttede til dem, vendte de tilbage med deres egne folk. Ḥakīm ibn Ḥizām og ʿUtbah forsøgte at få Abū Jahl til at afstå fra krigen. Men Abū Jahl blev rasende, da han hørte deres bønner. Han overøste dem, der talte for fred, med voldsomme fornærmelser og ophidsede samtidig ʿĀmirs følelser; ʿĀmir var bror til al-Ḥaḍramī, som var blevet dræbt ved begivenheden i Nakhlah. ʿĀmir skabte med sit råben og sin tumult et voldsomt postyr. Til sidst nåede Qurayshs hær, iført omfattende krigsudrustning, frem til Badrs slagmark.

Efter rådslagning med sine ledsagere indtog Profeten (fred være med ham) en forholdsvis fordelagtig position og lagde en passende slagplan samt fastsatte, hvordan hæren skulle opstilles. Han indsamlede hemmelige oplysninger om fjendens antal og fremtrædende personer. Da han havde fået kendskab til hver eneste kriger i Qurayshs hær med navn og identitet, sagde han til sine ledsagere: »Mekka har stillet sine hjerter og nyrer foran jer.« Fjendens hær bestod af tusind krigere. Af dem bar seks hundrede rustning, og hundrede var ryttere. De havde utallige kameler, store mængder våben og forsyninger med sig. Til krigernes underholdning var der mange krukker med vin og grupper af sangerinder. At stille lidt over tre hundrede fattigt udrustede mænd op på slagmarken mod dette var et ufatteligt dristigt foretagende. En militærstyrke består foruden soldater og våben af mange andre bestanddele. Profeten (fred være med ham) vidste udmærket, at de soldater, han førte ud på slagmarken i forholdet »én mod tre«, var gennemtrængt af den kraft og det mod, som udspringer af undertrykkelse; de havde en urokkelig tillid til sandheden og renheden i deres egen ideologi og var overlegne i organisatorisk og moralsk fasthed. Hos dem levede bevidstheden om, at spørgsmålet ikke blot gjaldt sejr eller nederlag i ét slag, men om hele bevægelsen skulle overleve eller gå til grunde. Alt fra deres fortid, nutid og fremtid var samlet på Badrs slagmark. Frem for alt havde de en ubrudt tillid til Guds hjælp. Det var netop Guds hjælp, de betragtede som den afgørende kraft. Derefter syntes Guds hjælp at blive helt nært forestående, da Profeten (fred være med ham) bad med tårefyldte øjne, en bedende stemme og smertefulde ord:

“O Allah, dette er Quraysh, som i deres beruselse af deres egen adel er hastet af sted udelukkende med det formål at hindre Dine tjenere i at adlyde Dig og erklære Din Sendebud for en løgner. O Allah, send nu den hjælp, som Du har lovet mig. O Allah, tilintetgør dem allerede i morgen.” Derefter sagde han også: “O Allah, hvis disse få liv går tabt i dag, vil Du ikke længere blive tilbedt indtil Dommedag.” Når en personlighed som Allahs Sendebud ﷺ bringer hele sin bevægelses samlede kapital ind på slagmarken og banker på Allahs trone med en så inderlig bøn, hvordan skulle englenes hære så kunne undlade at stige ned? Derfor kom det på dette tidspunkt virkelig som et glædeligt budskab om sejr.

Resultatet af slaget ved Badr

Hele tidens historie synes at være blevet samlet på den lille slagmark ved Badr. De to kræfter, der satte denne historie i bevægelse, stod, fuldstændig opildnet af hver deres bevidsthed og inspiration, over for hinanden. Den ene side var grebet af blodtørst for at forsvare den nedarvede religion, de gamle skikke, lederskabet og de økonomiske interesser. På den anden side var der en lysflod, der strakte sig til horisonten, og som ønskede at sprede den nye daggry, der strålede fra himlen over Medina, til hele menneskehedens livsområde; i dens øjne var det en hellig pligt at gennembore uvidenhedens mørke. I dette slag stod fædre og sønner, onkler og nevøer, brødre, svigerfædre og svigersønner alle over for hinanden for at forsvare deres eget livsideal, idet de glemte deres blodsforhold. Ansarerne ydede i denne forbindelse Sendebudet ﷺ deres fulde støtte af hele deres hjerte og sjæl, selv om de vidste, at de kunne blive mål for hele Arabiens pile og sværd. Det var en yderst vanskelig prøve. Sendebudets elskede ledsagere bestod prøven og beviste, at de var oprigtige og uselviske bannerførere for den islamiske bevægelse. Med hensyn til de ufattelige resultater har dette slag ingen lige i menneskehedens historie. Man kan sige, at det var endnu et eksempel på, at elefanthæren blev tilintetgjort af en flok ababil-fugle. Slaget fandt sted den 17. Ramadan. Toogtyve tapre krigere fra den islamiske hær ofrede deres liv for deres ideal og viste dermed, at de var trofaste vidner for den højeste sandhed. På den anden side dræbte de 70 af fjendens krigere og tog yderligere 70 som krigsfanger, uden at lade nogen af deres egne blive taget til fange. Desuden fik de en stor mængde krigsbytte i deres besiddelse. Mange berømte Quraysh-ledere, heriblandt Utba, Shayba, Abu Jahl, Abu al-Bukhtari, Zam’a ibn al-Aswad, As ibn Hisham, Umayya ibn Khalaf og Munabbih ibn al-Hajjaj, blev fortæret af de muslimske mujahiders sværd. Rækkerne af de fjendtlige soldater, der kæmpede under deres ledelse, blev fuldstændig splittet ad. I virkeligheden blev Qurayshs ryg knækket allerede i dette første slag, og deres stolthed over deres styrke blev knust. Som følge af dette slag blev den islamiske bevægelse pludselig i stand til at rejse hovedet og rette blikket mod den nye verden, der lå foran den. Derfor kalder Koranen dagen for slaget ved Badr for ‘Yawm al-Furqan’, det vil sige skellet, der sorterer mellem sandhed og falskhed. I virkeligheden afgjorde dette slag, om Qurayshs elskede uvidende system skulle bestå og var værdigt til at bestå, eller om den islam, som Muhammad ﷺ havde fremlagt, havde ret til at bestå. Derfor siger Koranen i sin vurdering, at blandt disse to idealer har kun det ideal ret til at bestå, som har et uigendriveligt bevis på sin egen legitimitet til at bestå. Folket vil også, hvis det ønsker at antage et af disse to idealer, gøre det på grundlag af beviser. Derefter vil det, hvis det ønsker det, blive kastet ned i ødelæggelsens dybe afgrund, og hvis det ønsker det, blive løftet op til islams høje vej.

Fangerne blev løsladt mod en løsesum på fire tusind dirham pr. person. (Fra nogle af lederne blev der opkrævet en endnu større løsesum.)

På denne måde måtte Quraysh betale en økonomisk straf på mere end to hundrede og halvtreds tusind dirham. Dette økonomiske slag svækkede deres styrke yderligere. Politisk viste virkningen af dette uventede resultat af Badr, set fra Qurayshs synspunkt, sig ved, at den islamiske bevægelses og den islamiske stats i Medinas betydning og anseelse voksede betydeligt i de arabiske stammers øjne. Denne magt blev værdig til at blive betragtet som centrum for fremtidigt håb og tillid. (Ifølge en beretning) tilsluttede nogle af Medinas jødiske stammer sig først efter slaget ved Badr Medinas forfatningsmæssige aftale, ikke før. Et stort antal af Medinas indbyggere antog islam efter dette slag. Først efter slaget ved Badr blev islam i egentlig forstand til en bredt anerkendt og folkekær islamisk stat. Den Almægtige Allah siger: “Husk den tid, hvor I var meget få i antal. På jorden blev I betragtet som svage, og I frygtede, at folk kunne udslette jer. Så skaffede Allah jer et tilflugtssted, styrkede jer med sin hjælp og gav jer god næring, så I kunne vise taknemmelighed.” (Sura al-Anfal 26)

Dette vers tydeliggør i virkeligheden de to hovedfaser, som den islamiske bevægelse gennemgår i alle tider. Den ene er fasen med få i antal, svaghed og frygt. Den anden er fasen med overlegenhed, magt, sejr, succes og økonomisk velstand. Ligesom den første fase i islam er naturlig og uundgåelig, er den anden også naturlig og uundgåelig. Dette er den logiske følge af en sådan begyndelse. Men den opfattelse af islam, som permanent efterlader individet og folket i den førstnævnte tilstand, gør dem tilfredse og tilfredsstillede med den og ikke åbner nogen vej til at bevæge sig frem mod en lys fremtidig epoke, er ikke den islam, som Sendebudet ﷺ lærte; denne opfattelse opstår snarere som følge af afvigelse fra og forvanskning af islam.

På dette tidspunkt blev de vantro udfordret med en formaning: Hvis I ønsker en klar afgørelse, så se her, afgørelsen er kommet foran jer. Vend nu om. Det er bedst for jer. Men hvis I gentager denne tåbelighed, vil jeg også igen give jer en lærestreg. ………” (Sura al-Anfal 19). Derefter blev den muslimske nation tiltalt således: Se, der er ikke tale om at løsne bæltet om fjendens liv; tværtimod skal I først standse, når I har gjort hænderne på dem, der indledte krigen mod jer, lamme og uvirksomme: “Fortsæt nu kampen mod dem, indtil uro, ufred og anarki er fjernet, og alle bliver lydige mod Allah alene.” (Al-Anfal 39) Det vil sige, at arbejdet med at etablere religionen ikke kan fuldendes, før den krigsild, som Quraysh har antændt, er slukket helt.

Forskellen mellem de to kræfter

Den grund, som Allah den Ophøjede kalder slaget ved Badr for »Yaum al-Furqān«, det vil sige »dagen for sondringen og udskillelsen mellem sandhed og falskhed«, og som ligger bag ordene: »Her er afgørelsen kommet«, samt bag det, der siges i Sura Āl ʿImrān, at der i sammenstødet mellem de to hære er en lære for jer, og at der deri er en lære for mennesker med indsigt, er i virkeligheden, at en enorm ideologisk og moralsk forskel blev tydelig gennem sammenstødet mellem disse to hære. Den ene hær drog ud i en kamp på liv og død udelukkende på Allahs vej for at fremme menneskehedens sande vel, efter at have glemt verdslige interesser og formål samt stamme- og slægtsforskelle, mens den anden hær rykkede frem drevet af ønsket om egen ledelse og dominans, slægtsstolthed, politiske interesser og blind følelse. Den ene hær gik på slagmarken i ydmyg underkastelse for Allah, optaget af bøn, rukūʿ og sujūd, med Allahs velbehag som sit mål. Den anden hær kom frem, mens den nød enorme festmåltider, drikkegilder, musikalske sammenkomster og danserinders dans. Den ene hær kom til slagmarken med få folk og utilstrækkelige våben, men var samtidig langt stærkere og mere solid med hensyn til tro, enhed, disciplin og karakter. Den anden hær var talmæssigt stor og stærkt udstyret, men var moralsk set yderst svag og uduelig. Derefter afgjorde Allah så tydeligt sejren og nederlaget mellem dem, at selv blinde kunne se, hvilken part der fortjente at blive udslettet, og hvilken part der fortjente at bestå, frodig og blomstrende. Hvis man betragter nogle få begivenheder, bliver denne forskel endnu tydeligere.

To unge muslimske mænd ved navn Abu Hudhayfa ibn al-Yaman og Abu Hiyal var på dette tidspunkt på vej fra Mekka til Medina. Undervejs standsede de vantro dem og sagde: »Vi vil ikke lade jer rejse for at hjælpe Muhammad (fred være med ham).« De blev løsladt, efter at de havde lovet ikke at deltage i slaget. Da de kom til Profeten (fred være med ham), fortalte de ham hele hændelsen. På grund af muslimernes ringe antal var situationen så kritisk for dem på dette tidspunkt, at selv hvis man havde fået hjælp fra en enkelt myre, ville den være blevet anset for værdifuld. Alligevel traf Profeten (fred være med ham) afgørelse om, at de naturligvis måtte holde det løfte, de var kommet med. »Allah den Ophøjede vil selv hjælpe os.« Hvor mange så glorværdige eksempler findes der mon i historien?

Profeten (fred være med ham) gravede en grav og begravede ligene af de Quraysh-ledere, der var blevet dræbt i slaget ved Badr. Han tillod ikke, at noget af ligene blev vanæret.

Hvad angår ghanīmah, det vil sige krigsbytte, var den gængse skik, at det, man fik fat i, blev ens eget. På grund af denne skik opstod der straks, så snart tegnene på sejr viste sig, uro, plyndring og slagsmål. Men Koranen indførte en ny regel vedrørende krigsbyttet. Hovedindholdet i denne regel var, at alt krigsbytte tilhører Allah og Hans Sendebud. Derfor er det den islamiske regerings opgave at fordele det. I overensstemmelse med denne nye regel blev alt krigsbyttet samlet i en bunke foran hærføreren. Derefter blev en femtedel holdt tilbage til at dække den islamiske stats fælles behov, mens resten blev fordelt blandt soldaterne.

I den jahilīske orden var krigsfanger genstand for sejrsherrernes nåde. Som regel blev de udsat for undertrykkelse, tortur og dårlig behandling og gjort til slaver og slavinder. Selv i vor tids civiliserede tidsalder behandles krigsfanger imidlertid på bestialsk vis. Men Profeten (fred være med ham) gav krigsfangerne en ny værdighed. Han beordrede, at de skulle behandles godt. Nogle af sahabaerne fulgte denne befaling ved selv at spise dadler, mens de gav fangerne rigeligt af mad af høj kvalitet. Abu Umayr, en bror til den ærede Musʿab ibn ʿUmayr og krigsfange fra slaget ved Badr, fortalte, at de mennesker fra Ansar, som jeg var blevet overgivet til, selv spiste dadler, men gav mig god mad. Jeg skammede mig meget over denne behandling. De fanger, som havde for lidt tøj, fik tøj. På grund af den ærede al-ʿAbbās’ forholdsvis høje skikkelse passede ingen af de tilstedeværendes skjorter ham. Derfor sendte den hykleriske leder ʿAbdullah ibn Ubayy sin egen skjorte til ham. Som gengæld for denne velgerning gav Profeten (fred være med ham) senere sin egen skjorte til ʿAbdullah som ligklæde. Blandt fangerne var også Suhayl ibn ʿAmr. Han plejede at holde kraftfulde taler imod Profeten (fred være med ham). Den ærede ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) foreslog, at denne mands fortænder skulle slås ud, så han fremover ikke kunne tale med samme kraft. Enhver anden ville ikke have tøvet med at behandle en forsvarsløs fange, der var i hans varetægt, så dårligt som muligt. Men Profeten (fred være med ham) sagde: »Hvis jeg vansirer nogen del af et menneskes krop, vil Allah, selv om jeg er profet, straffe mig ved at vansire den samme del af min krop.«

Den sejrende magt bliver som regel opslugt af stolthed og yderst uanstændig og uhøflig. Men man finder ikke noget spor af en sådan skammelig adfærd hos Profeten (fred være med ham) og hans ledsagere. Selv da Profeten (fred være med ham) fik besked om, at Abu Jahl var blevet dræbt, og hans hoved blev bragt frem for ham, lovpriste han Allah.

Selv da den sejrende hær marcherede mod Medina, blev der hverken sørget for musik og sang eller afholdt nogen fest, da de nåede Medina. Alles hjerter blev blot fyldt med taknemmelighed. Alle udtrykte deres taknemmelighed ud fra følelsen af, at denne sejr var en belønning fra Allah.

For at de muslimske soldater ikke skulle blive beruset af magt, men i stedet bestræbe sig på at fjerne deres egne mentale og moralske svagheder, henledte deres hærfører, Profeten (fred være med ham), deres opmærksomhed på Koranens vers. Han foretog en kritisk gennemgang af deres militære aktiviteter og fremhævede de uønskede sider. På denne måde blev der skabt motivation hos dem til et endnu mere konstruktivt og reformerende arbejde.

Selv om det ikke er muligt her at gennemgå alle de militære begivenheder i detaljer, har jeg viet det første slag lidt mere opmærksomhed. Formålet er, at læseren derved kan tilegne sig det perspektiv, uden hvilket de efterfølgende slag ikke kan forstås. (Kilder: Tafhim al-Qur’an – Sayyid Abul A’la Maududi, indledningen og kommentarerne til sura al-Anfal; Sirat al-Nabi, Shibli Nu’mani; Asahhus-Siyar; Ahde Nabawi ke Maydaneha-ye Jang; Hadith-e Difa).

Efter slaget ved Badr

Selv om en lille hær fra den islamiske stat under Allahs Sendebuds (fvmh.) ledelse besejrede Quraysh i slaget ved Badr og gav dem en passende lærestreg, blev en fortsat række af fremtidige konflikter og sammenstød samtidig uundgåelig. Da sværdet fra Mekka først var trukket ud af skeden, var der nu kun én måde tilbage at skabe fred på. Denne måde bestod i at hugge sværdet i stykker og lamme den hånd, der havde løftet det. En såret fjende bliver hævngerrig som en slange med afhugget hale. Det var ganske vist blevet klart som dagens lys, at Qurayshs ledelse snart var blevet reduceret til næsten ingenting, hvad angik tilstedeværelsen af aktive, intelligente og kloge høvdinge, at deres økonomiske fremtid var truet, og at deres århundredelange indflydelse og prestige for første gang var begyndt at blive væltet. Men det er også et selvindlysende historisk princip, at den, der besidder religiøs, politisk eller økonomisk magt og dominans, kæmper med alle kræfter til det sidste øjeblik for at bevare den. Især de personer eller klasser, der gennem generationer har opnået dominans over samfundet, ønsker ikke, så længe de har livet i behold, at give nogen kraft mulighed for at slå rod i samfundet, hvis udvikling og vækst uundgåeligt vil bringe deres lederskab til ophør. De kæmper en total kamp for at overleve lige til livets sidste øjeblik. Derfor forstod Allahs Sendebud (fvmh.) fuldt ud, hvor stort et ansvar sejren ved Badr havde lagt på den islamiske stats forsvar. Han vidste, at Quraysh ville forsøge at holde sit militære banner højt ved at gøre brug af hele sin religiøse og politiske indflydelse, sine gamle alliancer og hele sin økonomiske magt. Det banner, som de for første gang havde ført uden for Mekka, kunne de ikke lade ligge ydmyget og derefter vende tilbage til Mekka og slå sig til ro. Under disse omstændigheder blev den, der kaldte til opbyggende og reformerende arbejde og bar sandhedens og retfærdighedens banner, i praksis tvunget til, sideløbende med det opbyggende arbejde, hvert øjeblik at holde sin lille gruppe på vagt og forberede den på stadig nye krige. Derfor måtte Allahs Sendebud (fvmh.) efter slaget ved Badr løbende lede militære operationer. Blot syv dage efter hjemkomsten fra slaget ved Badr måtte Allahs Sendebud (fvmh.) drage på en militær ekspedition til et sted kaldet Ma’ul-Kabar. For derfra var der kommet efterretninger om, at nogle medlemmer af stammerne Banu Sulaym og Banu Ghatafan havde samlet styrker med henblik på krig. Modstanderen viste sig imidlertid ikke. Efter at have opretholdt belejringen i tre dage vendte han tilbage. Senere kom der igen efterretninger om, at disse folk havde samlet sig. Ghalib ibn Abdullah drog med en militær afdeling for at bekæmpe dem. Der fandt nogle mindre sammenstød sted, hvorefter oprørerne flygtede. Mens Allahs Sendebud (fvmh.) befandt sig uden for Medina i forbindelse med slaget ved Badr, brød Banu Qaynuqa traktaten og skabte et stort røre. Det var dog ikke muligt at ignorere en så alvorlig begivenhed. At ignorere den ville have betydet at udsætte Medina for ødelæggelse i fremtiden. Derfor gennemførte Allahs Sendebud (fvmh.) i måneden Shawwal i det andet hijri-år en slags politiaktion mod dem med militær magt, og der blev afholdt voldgift efter deres eget ønske. I overensstemmelse med denne voldgift blev denne gruppe sendt ud af Medina.

To måneder efter slaget ved Badr, i måneden Dhu al-Hijjah, kom Abu Sufyan til Medina-området med to hundrede mænd. Han ønskede i hemmelighed at mødes med Sallam ibn Mishkam og planlægge at udløse en krig. Da han ikke kunne se nogen mulighed for succes, ødelagde han noget vegetation på et sted kaldet Arid, dræbte en ansar og flygtede. Allahs Sendebud (fvmh.) forfulgte ham helt til Qarqarat al-Kudr. Men røverflokken lykkedes med at flygte. Under flugten kastede de nogle sække med sattu fra sig for at lette deres byrde, og disse faldt i den muslimske hærs hænder. Derfor blev denne ekspedition kendt som Ghazwat as-Sawiq. De resterende dage af Dhu al-Hijjah blev tilbragt i Medina. Men i Muharram i det tredje hijri-år blev det kendt, at Banu Tha’labah og Banu Muharib samlede sig for at angribe. Ved månedens slutning drog Allahs Sendebud (fvmh.) til Najd og opholdt sig i området næsten hele måneden Safar. Fjenderne kom ikke for at møde dem, og de vendte tilbage uden noget sammenstød. Formålet med det lange ophold var at udvide de venskabelige forbindelser i området, så Quraysh ikke kunne få adgang til handelsruten dér. Denne ekspedition kaldes også Ghazwat Dhu Amar og Ghazwat Anmar.

I måneden Rabi al-Thani opstod der frygt for et angreb fra Quraysh. Derfor indsatte Allahs Sendebud (fvmh.) Ibn Umm Maktum (må Allah være tilfreds med ham) som sin stedfortræder i Medina, drog til Buhran for at afværge et muligt angreb og oprettede en militærlejr for at bevogte grænsen helt frem til Jumada al-Ula. Også herfra vendte han tilbage uden noget sammenstød. I det tredje hijri-år drog endnu en handelskaravane fra Quraysh ud. Der blev gennemført forebyggende militære operationer langs dens forventede rute. Zayd ibn Harithah nåede i Jumada al-Thaniyah frem til stedet med hundrede soldater. Karavanens vejviser, Qurat ibn Hayyan, blev taget til fange og sluttede sig til den muslimske gruppe. Sølv til en værdi af et hundrede tusind dirham blev beslaglagt fra karavanen.

Således udviklede situationen sig gradvist hen imod slaget ved Uhud.

Det næststørste slag: Uhud

Når to positive og negative ideologiske kræfter i menneskehedens historie støder sammen, hvor den ene ønsker at føre menneskeheden mod velfærd og fremskridt, mens den anden ønsker at opretholde de regler og ordninger, som forfædrene fulgte, ses der i sådanne konflikter stor entusiasme og iver hos begge parter. Også i den konflikt mellem islam og jahiliyyah, der fandt sted i slaget ved Uhud, blev der udvist en sådan entusiasme og iver. Blandt de uoprettelige tab, som Quraysh havde lidt i slaget ved Badr, var deres økonomiske tab særdeles alvorligt. Alene løsesummerne for fangerne havde kostet mere end to hundrede og halvtreds tusind dirham. Desuden var udgifterne steget, fordi karavanerne måtte tage den lange omvej, og fortjenesten var blevet mindre end tidligere. Dertil kom, at handelen fremover forblev permanent truet. Muslimerne havde beslaglagt sølv til en værdi af et hundrede tusind dirham fra Qurayshs handelskaravane. Al international handel og transport af varer mellem Indien og Europa foregik ad ruten gennem Yemen og Mekka, og dermed gennem Quraysh i Mekka. Quraysh i Mekka opkrævede desuden, gennem deres traktatbaserede ordning, beskyttelsesafgifter og tjente enorme beløb. Selv hvis man ser bort fra handelsindtægterne fra Ta’if og andre områder, tjente Quraysh årligt to hundrede og halvtreds tusind ashrafi alene ad ruten gennem Syrien. Nu samlede skyerne sig over Mekkas himmel, vars­lende en frygtelig økonomisk lammelse. Under disse omstændigheder begyndte ønsket om hævn for Badr at modnes i det indre.

Forberedelserne til den nye krig begyndte meget hurtigt. Fortjenesten fra den syriske karavane blev fuldt ud inddrevet fra ham og lagt i den militære fond. Berømte digtere som Amr Jamhi og Musafe udnyttede deres poetiske talent fuldt ud og pustede til krigens ild. Kvinderne i Mekka blev ude af sig selv af sorg over deres mistede brødre og sønner og begyndte at aflægge de mest besynderlige løfter. Nogle svor for eksempel, at de i den næste krig ville drikke de muslimske martyrers blod og så videre. I praksis begyndte fremtrædende kvinder fra de store fornemme familier at drage mod slagmarken sammen med Quraysh-hæren. Blandt de mest bemærkelsesværdige var Hind (Utbas datter, Abu Sufyans hustru og den senere amir Muawiyas mor), Umm Hakim (Ikrimas hustru, Abu JAhls søn), Fatima (Hazrat Khalids søster), Barza (datter af Masud Saqafi, lederen i Taif), Rita (Amr ibn al-As’ hustru) og Hannas (Hazrat Musab ibn Umairs mor) samt andre.

Ud over at mobilisere deres frivillige glemte Quraysh denne gang heller ikke at tage Ahabeesh med sig. Desuden sendte de Amr ibn al-As, Abdullah ibn Dhubairali, Hira ibn Abi Wahab, Mosef ibn Abd Manaf og Amr ibn Abdullah Jahmi ud for at opmuntre og anspore forskellige arabiske stammer til at kæmpe mod Medina. På denne måde samlede de en enorm styrke. En hær på tre tusind soldater, herunder syv hundrede iført rustning og to hundrede ryttere, var i sig selv skrækindjagende. Efter et helt års forberedelser drog denne vældige militærstyrke af sted fra Mekka. Da de nåede Medinas græsgange, lod de uden videre deres dyr æde græs og urter, så de kunne blive fede, og efter at have tilbragt nogle dage på vejene slog de onsdag lejr ved Uhud. Profetens onkel, Hazrat Abbas, var oprigtigt loyal over for ham, hengiven til ham og tilhænger af den islamiske bevægelse. Med særlig tilladelse opholdt han sig i Mekka for at holde øje med fjendens indre forhold. Han sendte hurtigt ridende budbringere af sted for at underrette Profeten (fred være med ham) om Qurayshs forberedelser. Desuden erfarede Profeten (fred være med ham) gennem sit eget særlige efterretningsnetværk den 5. Shawwal, at Quraysh-hæren var nået frem nær Medina. Han erfarede også, at deres dyr havde ædt græsgangene ved Ariz fuldstændigt. Derudover modtog han rapporter, som gav et nøjagtigt billede af Quraysh-hærens antal, styrke og kapacitet. Der blev straks etableret nattevagt i Medina. Om morgenen bad han ledsagerne om deres råd. De fleste af Muhajirun- og Ansar-lederne foreslog, at man skulle møde fjenden inde i byen. Men de unge, som ikke havde kunnet deltage i slaget ved Badr, var overvældet af begejstring og ønskede i endnu højere grad at drage uden for byen og kæmpe. Efter at have hørt begge synspunkter gik Profeten (fred være med ham) hjem og vendte tilbage iført rustning. Det viste, at han havde valgt forslaget om at kæmpe uden for Medina. Abdullah ibn Ubay var også tilhænger af at kæmpe inde i Medina. Alle vidste desuden, at han havde forbindelser til Quraysh. Allerede før det næststørste slag, Uhud, havde Quraysh etableret et tæt forhold til ham. Profeten (fred være med ham) kendte til dette og accepterede derfor det andet synspunkt stiltiende uden nogen diskussion. Fredag efter middagsbønnen drog tusind muslimske soldater af sted under hans ledelse. Abdullah ibn Ubay fulgte også med. Efter at hans første forslag var blevet afvist, fremsatte han det lumske forslag, at der skulle åbnes en særskilt krigsfront. Da Profeten (fred være med ham) også afviste dette forslag, blev denne intrigante mand fortvivlet. Fra et sted ved navn Shawt tog han tre hundrede soldater med sig og vendte tilbage. Hans klage var, at når man ikke rettede sig efter os, og vi ikke havde nogen andel i ledelsen af staten, hvorfor skulle vi så føre krig? Denne forræderiske handling påvirkede også andre. For eksempel var stammerne Banu Salima og Banu Haritha sønderknuste og parate til at vende om. Men de vise muslimske ledere overtalte og beroligede dem og styrkede deres moral.

Før Profeten (fred være med ham) drog ud af Medina og stillede sig på slagmarken, inspicerede han soldaternes tilstand. Flere unge drenge drog også af sted til krigen, opildnet af jihadens inspiration. Profeten (fred være med ham) beordrede dem til at vende tilbage. Men de gav ikke op i deres bestræbelser på at få lov til at deltage i denne krig. Den unge Rafi ibn Khadij stillede sig på tæerne for at virke højere og forsøgte at bevise, at han var egnet til at kæmpe. Den anden unge, Samura, besejrede Rafi i brydning og beviste dermed sin styrke. Fordi den nye generation var blevet opdraget i et rent og oprigtigt miljø, kunne en sådan karakterfasthed og villighed til at ofre livet vokse frem blandt dem. Selv om jihad ikke var en pligt for muslimske kvinder, opstod der også blandt dem en spontan bølge af følelser, da de så bevægelsens yderst kritiske situation. Til sidst drog flere kvinder, blandt andre Hazrat Aisha, Umm Salit (Hazrat Abu Said Khudris mor), Umm Sulaym (Hazrat Anas’ mor) og Umm Ammara, af sted sammen med den muslimske hær. De ydede et betydningsfuldt bidrag på slagmarken. Den muslimske hær talte i alt syv hundrede soldater, hvoraf et hundrede bar rustning. De gik i kamp mod en hær, der var tolv gange større end dem selv og veludrustet, alene styrket af troens kraft.

Med Uhud-bjerget bag sig udarbejdede Profeten (fred være med ham) en fremragende plan for slagmarken. Han betroede det islamiske banner til Musab ibn Umair. Zubayr ibn al-Awwam blev udnævnt til leder for en afdeling, og Hazrat Hamza til leder for de soldater, der ikke bar rustning. Bagtil blev halvtreds bueskytter placeret i passet ved Ainain-bjerget (Jabal al-Rumat). Abdullah ibn Jubayr blev udnævnt til leder for disse soldater. Også Quraysh fulgte på baggrund af erfaringerne fra Badr den velordnede krigsstrategi, som muslimerne havde anvendt. Den højre kampafdeling (maymana), den venstre kampafdeling (maysara), rytterafdelingen og bueskytteafdelingen blev hver især organiseret under deres egen kommandant.

Som indledning til slaget begyndte fjorten kvinder fra Quraysh under Hinds ledelse at slå på trommer og synge krigssange. Hvor stærk virkningen af disse sange var til at skabe kampgejst, kan man få en fornemmelse af ud fra det følgende digt:

(Arabisk******)

(Arabisk******)

»Vi er stjernernes døtre, med yndefuld gang; går I fremad, tager vi jer i vore arme, men hvis I trækker jer tilbage, vil vi skilles fra jer for evigt.« På den ene side lød sådanne poetiske, kærligheds- og lidenskabsfyldte, sanselige tilskyndelser, mens der på den anden side ikke fandtes andet end ønsket om Allahs tilfredshed.

Pludselig trådte den falske fromme mand ved navn Abu Amir ind på slagmarken. Ansarerne kendte til hans hykleri. Han lignede Quraysh-folkets uvidende, afgudsdyrkende og yderst depraverede kultur. Så snart muslimerne så ham, råbte de: »Din synder, vi kender dig!« Det er meget sjældent i menneskehedens historie, at Abu Amirs søn, Hazrat Hanzala, bad Profeten (fred være med ham) om tilladelse til at angribe sin egen far. Men Profetens (fred være med ham) barmhjertighed og medfølelse tillod det ikke. Han fandt det ikke passende, at en far skulle dræbes af sin søn. Derefter begyndte Talha at råbe og udfordre. Hazrat Ali trådte straks frem og slukkede hans livslys. Så kom hans søn Uthman frem, mens han reciterede digte om sin egen tapperhed. Bag ham sang en gruppe sangerinder. Hazrat Alis sværd gjorde også hurtigt ende på ham. Derefter begyndte et voldsomt slag.

Hele den muslimske hær havde udfyldt manglen på mandskab og udstyr med troens glød og begejstring. Budbringerne om en strålende fremtid kæmpede således mod uvidenhedens mørke. Blandt dem var Hazrat Hamzas, Hazrat Alis og Hazrat Abu Dujanas desperate kamp den mest seværdige. Til sidst blev uvidenhedens afgudsdyrkere besejret, og deres sangerinder flygtede. Den muslimske hær forstod, at den havde sejret. Derfor begyndte soldaterne at beslaglægge fjendens våben, forsyninger og andre ejendele for at gøre dem hjælpeløse i fremtiden. Slagmarkens disciplin brød sammen, og kaos bredte sig. Soldaterne blev uopmærksomme på den centrale ledelses ordrer. Det farligste var, at bueskytterne forlod selv den mest sårbare bjergpassage. De havde ellers fået en streng ordre om, at de under ingen omstændigheder måtte forlade stedet, uanset om der indtraf sejr eller nederlag. Profeten (fred være med ham) havde sagt: »Selv hvis I ser synderne rive kødet af vores kroppe og spise det stykke for stykke, må I stadig ikke flytte jer herfra.«

Men muslimerne glemte alle disse ordrer og blev optaget af at bringe sejrens frugter hjem. De måtte betale en yderst frygtelig pris for denne optagethed. Deres opnåede sejr blev forvandlet til nederlag. I Quraysh-hæren fandtes der stadig tapre og snarrådige krigere som Khalid ibn al-Walid. Da han på afstand så slagmarkens kaotiske situation, tog han nogle ryttere med sig og indledte et overraskelsesangreb bagfra gennem den ubemandede bjergpassage. Derefter sluttede endnu flere krigere fra Quraysh-hæren sig til angrebet. Midt i sejrens glæde så muslimerne pludselig sværd over deres hoveder, og de blev alarmerede. Imens samlede fjenderne tropper for selv at angribe Profeten (fred være med ham). Han løb rundt og kaldte på muslimerne: »Allahs tjenere! Kom hen til mig.« Men de muslimske soldater kunne ikke høre noget. På et tidspunkt var der kun elleve sahaba tilbage omkring ham. Abdullah ibn Qumayya benyttede lejligheden og slog ham i hans hellige ansigt med et sværd. Derved gik hans hjelm i stykker, og nogle stykker trængte ind i hans kæbe. Ved endnu et angreb fra fjenderne faldt han ned i en fordybning og blev også såret. Det er sjældent i historien, at en håndfuld ledsagere har kæmpet så hensynsløst for at redde den centrale leders liv i den islamiske bevægelse. At Profeten (fred være med ham) stod fast i dette ødelæggende sammenstød, ja, forsvarede sig dygtigt og sårede Ubayy ibn Khalaf i nakken med et spyd, var et enestående tegn på tapperhed. Men fordi Profeten (fred være med ham) på dette tidspunkt blev såret og forsvandt ud af syne efter at være faldet ned i en fordybning, og fordi sahabien Jumayr ibn Umayr, der lignede ham i ansigtet, blev martyr, fik modstanderne mulighed for at sprede rygtet om Profetens (fred være med ham) død. Det spredte endnu større uro og fortvivlelse blandt muslimerne. Dette rygte fik to forskellige følger. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) kastede sit våben og sagde: »Når Profeten (fred være med ham) er blevet martyr, hvad nytter det så at kæmpe videre?« Kærligheden til Profeten (fred være med ham) var så stærk i ham, at selv den største sejr i hans øjne ikke længere syntes at være en sejr, hvis man havde mistet en så uvurderlig juvel som ham. Da Anas al-Ansaris far, Ibn al-Nadr, hørte ham, sagde han: »Hvad skal vi leve for efter Profeten (fred være med ham)?« Derefter kæmpede han så voldsomt, at han blev martyr efter at have fået omkring firs sår. På grund af denne kaotiske situation blev nogle muslimer også dræbt eller såret af deres egne trosbrødre. Hazrat Hudhayfas far blev dræbt af muslimerne selv.

Derefter begyndte situationen at ændre sig. Hver muslimsk soldat var omgivet af sværd på sin egen plads og længtes efter at se Profeten (fred være med ham). Hazrat Ka’b ibn Malik var den første, der fik øje på Profeten (fred være med ham). Han kaldte på alle og fortalte dem den glædelige nyhed, at Profeten (fred være med ham) var i live. Da denne gode nyhed nåede alle, begyndte de at løbe mod centrum. Da fjendens trængsel blev mindre, gik Profeten (fred være med ham) op på bjergtoppen. Da Abu Sufyan nærmede sig i den retning, kastede sahabaerne sten efter ham og drev ham tilbage. Nu blev fjenderne bekymrede for, at den sejr, de havde opnået gennem et overraskelsesangreb, igen skulle glide dem af hænde. Derfor begyndte Mekkas hær hurtigt at trække sig tilbage.

Abu Sufyan besteg et nærliggende bjerg og forsøgte at få sikre oplysninger om Profeten (fred være med ham). Han råbte højt Profeten (fred være med ham), Abu Bakrs og Umars navne og spurgte, om nogen af dem stadig var i live.

Der kom ikke noget svar derfra af strategiske grunde. Så råbte han: »Alle er døde.«

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) kunne ikke længere tie. Han sagde: »Din Allahs fjende! Vi er alle i live.« Abu Sufyan råbte et slagord:

»Hubal, hold dit hoved højt.«

Herfra lød et modsvarende slagord:

»Allah er den evigt Almægtige, den Største!«

Abu Sufyan råbte igen:

»Vi har al-Uzza med os. I har ingen Uzza.«

Herfra lød svaret:

»Allah er vores Herre; I har ingen Herre.«

I virkeligheden blev de to ideologier, som gennem disse små slagord trådte frem med høj røst, gjort tydelige—det var sammenstødet mellem netop disse to ideologier, der havde skabt så stort et historisk ragnarok. I dette slag blev 70 muslimer martyrer, og 40 blev såret. På den anden side lykkedes det kun at dræbe 30 personer fra fjendens hær. Helte som Allahs Sendebuds (fred være med ham) farbror, Hazrat Hamza, hans fætter Abdullah ibn Jahsh, blandt de berømte sahaba Mus’ab ibn Umayr, Hanzala ibn Abi Amir og Rafi’ ibn Malik ibn Ajlan (alle de tre sidstnævnte deltog i begge troskabseder ved al-Aqaba), Abdullah ibn Amr al-Khazraji, Amr ibn Jamuh samt en række sahaba, der havde kæmpet ved Badr, vandede verdens bedste sandheds træ med deres blod.

Da den muslimske hær omsider genvandt kontrollen over sig selv, og forbindelsen med overkommandoen blev fuldt genetableret, trak fjendesoldaterne sig hurtigt tilbage og forlod slagmarken. Således blev svagheden, der var skjult bag den pludselige sejr, afsløret, og den muslimske hær genvandt sin selvtillid.

Muslimerne havde ganske vist lidt skade på grund af deres egen snublen, men de var ikke blevet besejret, og deres styrke var heller ikke brudt sammen. Derfor forfulgte en styrke på 70 mujahider efter Profeten (sa.)’s ordre Quraysh-hæren. Da Abu Sufyan på den anden side nåede Rawha og vurderede situationen, blev han dybt angerfuld. Han indså, at han i sin hast havde efterladt frugten af sejren ved Uhud på selve slagmarken. Målet om at tilintetgøre Medinas styrke var stadig uopfyldt. Nu begyndte han at overveje, hvordan han kunne genvinde det tabte mål. Men forgæves! Nu var muligheden allerede gået tabt. Det var, som man siger, en situation, hvor forstanden først kommer, efter at tyven er gået! Profeten (sa.) havde allerede næret denne bekymring. I stedet for at vende tilbage til Medina drog han med hele sin hær helt til Hamra al-Asad, otte mil fra Medina. I mellemtiden gik Maʿbad, lederen af Khuzāʿa-stammen (som ikke havde antaget islam, men var en oprigtig støtte for den islamiske regering), personligt hen til Abu Sufyan og skræmte ham ved at sige: „Muhammad (sa.) kommer med en vældig hær.“ Da Abu Sufyan hørte dette, blev han rædselsslagen og skyndte sig bort.

Nogle bemærkelsesværdige aspekter ved slaget ved Uhud

Lad os nu rette opmærksomheden mod de særlige og bemærkelsesværdige aspekter ved dette slag:

(1) Disciplin er enhver bevægelses egentlige styrke. I alle former for krig og konflikt er dens betydning den største og mest grundlæggende. Den moralske egenskab, som disciplinen hviler på, hedder tålmodighed. Det vil sige at kunne forblive rolig og urokkelig uden at tage hensyn til frygt eller gevinst og tab. Den islamiske organisation var på dette tidspunkt under oplæring, og den havde endnu ikke opnået omfattende erfaring, navnlig med at styrke den islamiske karakter på slagmarken. For før Uhud var der kun blevet udkæmpet ét slag. Ingen menneskelig organisation kan, når den opbygger et nyt samfund på grundlag af et ideal, opnå fuld succes og modenhed uden overhovedet at snuble. Men gennem denne ene mindre snublen gav Allah muslimerne en så virkelig lære, som ikke kan indprentes alene gennem formaninger. Gennem denne lære blev det også klart, at Allah den Højestes naturlige lov virker helt upartisk og ubønhørligt. Den, der overtræder denne lov, undgår ikke straffen, selv om han er et særdeles retskaffent menneske.

Ved gennemgangen af dette slag kritiserer Koranen skarpt de fejl og svagheder, som stadig fandtes blandt muslimerne. Den pålægger dem at udvise tålmodighed. (Āl-i ʿImrān 125) Den pålægger dem at afholde sig fra den uhæmmede begærlighed efter rigdom, som tilskynder til rentebaserede handler og skaber uro efter at opnå krigsbytte på slagmarken. Den gør dem indirekte klart, at man med en ågerkarls og begærlig indstilling ikke kan udvise tålmodighed, bevare disciplinen eller kæmpe en historisk kamp for at nå et højere mål. Ud fra denne mentale baggrund blev renter gjort fuldstændig haram. (Āl-i ʿImrān 130) Det blev sagt til dem, at kun de kan bære den islamiske revolutions fane, som ikke er blevet blændet af renter og rigdommens tiltrækning, men bruger deres rigdom på ædle formål og ikke lader sig rive med af følelser, men behersker dem. (Āl-i ʿImrān 134) Det blev også gjort klart, at den, der arbejder for at opnå verdslige interesser, kun vil få det, han opnår i denne verden, som sit endelige udbytte. Han vil ikke have nogen andel i det hinsidige. Men den, der ønsker det hinsidiges vel ved at ofre sine verdslige interesser, vil få den passende belønning for sit arbejde. (Āl-i ʿImrān 145) Det blev også gjort klart for dem, at de ikke skulle blive sønderknuste og bekymrede blot fordi de havde lidt ét slag. Hvis I har lidt et slag i dag, så har fjenden også lidt et slag fra jeres hænder. I enhver konflikt og kamp vil der naturligvis være op- og nedture samt sejr og nederlag. Men vær forvisset om, at den endelige sejr vil blive jeres. (Āl-i ʿImrān 139-140) Derefter blev de utvetydigt advaret om, at Allahs velbehag og Paradiset ikke er billige varer. Kun de kan opnå denne lykke, som er i stand til at ofre liv og ejendom på Allahs vej og vise tålmodighed og standhaftighed. Det er kun gennem sådanne hårde prøvelser, at de oprigtige troende og de mennesker, der er værdige til at vidne om sandheden, kan udskilles og identificeres. (Āl-i ʿImrān 140-142) Som kritik af den yderst fortvivlende reaktion, der blev skabt af rygtet om Profeten (sa.)’s martyrdød på Uhuds slagmark, blev det klart sagt, at Muhammad (sa.) ikke er Allah, men blot en sendebud. Ligesom tidligere profeter og sendebud er døde, må Muhammad (sa.) også en dag tage afsked med jer. Hvordan kan det da være tilladeligt, at I ved hans bortgang lægger hele programmet for den islamiske bevægelses kamp til side og sidder med hænderne i skødet? I virkeligheden var det netop den inderlige kærlighed til Profeten (sa.), der havde skabt en sådan fortvivlelse. Det blev også sagt, at I bør formes som følgere af det ideal, som de, der kæmpede sammen med tidligere profeter og ofrede deres liv uden at være villige til at bøje hovedet for falskheden, stod for. For Allah elsker netop sådanne tålmodige mennesker. (Āl-i ʿImrān 146) Efter at have givet disse grundlæggende lærdomme skildrer Koranen det tragiske forhold, som den muslimske hær måtte gennemgå på grund af bruddet på disciplinen:

„Allah har opfyldt det løfte om hjælp, som Han gav jer. Først var det jer, der med Allahs tilladelse dræbte dem. Men da I senere viste svaghed og blev uenige med hinanden, adlød I jeres leders ordre, så snart Han viste jer det, I begærede. For nogle af jer længtes efter denne verden, mens andre ønskede det hinsidige. Da lod Allah jer vige tilbage over for de vantro for at prøve jer. Alligevel tilgav Allah jer. For Allah er meget nådig mod de troende.“

Husk, da I flygtede, uden endog at være jer bevidst at vende jer mod nogen, mens Profeten (sa.) kaldte på jer bagfra. Da lod Allah jer høste resultatet af denne handling ved at ramme jer med sorg efter sorg, så I kunne lære til fremtiden og ikke blive bekymrede over det, I mistede, eller de ulykker, der ramte jer. Allah er vidende om alt, hvad I gør.“ (Āl-i ʿImrān 152-153)

Læg mærke til denne kritik og gennemgang, som gennem Profeten (sa.)’s mund blev fremsat af den muslimske hærs indsats og rolle i slaget ved Uhud, og tænk over, hvor forskellig denne kritiks karakter og tone er fra den, som verdens imperiebegærlige krigerherskere ville have fremsat. Her blev soldaterne hverken givet fri tilladelse til at gøre, hvad de ville, eller forsøgt kastet ud i selvbedrag, og der blev heller ikke gjort nogen anstrengelse for at fejlfortolke begivenhederne. Det var en ubønhørligt hård kritik. Frygten for Allah var kritikkens ledemotiv, og moralsk oplæring var dens formål.

(2) Den måde, hvorpå nogle få af Profeten, fred være med ham, ledsagere i dette slag viste, at de satte livet på spil, samt deres kærlighed og oprigtige selvopofrende sindelag, vil indtil Dommedag blive ved med at give den muslimske umma den hellige inspiration til at ofre liv og ejendom på Allahs vej. Enhver bevægelses første opråber og øverste leders personlighed er i virkeligheden dens vigtigste styrke, uanset hvilken bevægelse der er tale om. Men i den islamiske bevægelse kræves der en dyb kærlighed til opråberen og lederen. Når en profets og et sendebuds personlighed især beklæder dette embede, er den højeste grad af selvopofrelse for ham af største betydning. Den islamiske bevægelse kan under ingen omstændigheder gå fremad ved at tilsidesætte sin opråber og leder. Bevægelsens og dens opråbers samlede styrke, magt og indflydelse bliver fuldstændig ét og det samme. Den gruppe, der tilsidesætter sin opråber og leder, gør ham indflydelsesløs eller blot kalder ham »en af os« og kun ønsker at føre bevægelsens principper til sejr, er en fuldstændig blind og ubetænksom gruppe. For en bevægelse er både principper og lederskab uadskillelige og uundværlige bestanddele. En urokkelig tro og overbevisning på principperne og idealerne samt en dyb kærlighed til lederen og et selvopofrende sindelag er indbyrdes afhængige og supplerer hinanden. Profeten, fred være med ham, ledsagere var altid rede til at ofre liv og ejendom og alt, hvad de ejede, for hans person og personlighed. Den første grund var, at han var Allahs sendebud, fred være med ham. Den anden var, at de vidste og forstod, at hans eksistens var hele bevægelsens livskraft. Derfor ofrede de deres liv for at beskytte hans liv, højne hans ære og værdighed og udbrede hans indflydelse og anseelse. På Uhuds slagmark gav de et ubestrideligt bevis på deres rene og urokkelige kærlighed til Profeten, fred være med ham.

Da fjenderne begyndte at angribe i flokke, råbte Profeten, fred være med ham, med høj røst: »Hvem er rede til at ofre sit liv for mig?« Ziyad ibn Sakan hørte dette råb, rykkede frem med nogle ansar, og den ene efter den anden ofrede syv elskere af Profeten, fred være med ham, deres liv. Da Ziyad blev bragt til Profeten, fred være med ham, i døende tilstand, løftede han med stort besvær hovedet frem og rørte ved Profetens, fred være med ham, fødder. Da Abdullah ibn Qumayya slog Profeten, fred være med ham, med sit sværd, sprang den kvindelige sahabi Umm Ammara frem og stillede sig foran Profeten, og hun modtog et dybt sår i sin egen hals. Det var, fordi hun stillede sig imellem, at slaget ikke lykkedes med at dræbe Profeten, fred være med ham. Abu Dujana dækkede Profeten, fred være med ham, med sin egen krop som et skjold. Utallige pile borede sig ind i hans krop. Talha afværgede fjendens sværd med sin hånd, og den ene af hans hænder blev hugget af og faldt ned. Abu Talha stillede sig foran Profeten, fred være med ham, med et skjold og slog så kraftigt med det, at to eller tre buer blev knust. En enfoldig og ligefrem muslim kom tilfældigvis forbi, mens han spiste dadler. Da han så denne situation, blev han også grebet af kampens iver. Han spurgte Profeten, fred være med ham: »Hvad bliver min skæbne, hvis jeg kæmper og dør?« Profeten, fred være med ham, svarede: »Paradis.« Han sagde: »Så vil det tage for lang tid, hvis jeg først skal spise disse dadler.« Dermed kastede han dadlerne bort, begyndte at kæmpe voldsomt og blev kort efter en del af martyrernes karavane. Ingen kraft kan standse en bevægelse, hvor en så stærk kærlighed til lederen er levende og aktiv. Sa’d ibn Rabi satte også et sjældent eksempel. Eftersom Profeten, fred være med ham, selv nærede dyb hengivenhed for sine ledsagere og havde opmærksomhed på og omsorg for hver enkelt, spurgte han efter slaget til dem én efter én. Han spurgte: »Hvor er Sa’d ibn Rabi?« Da man ledte efter ham, viste det sig, at han lå såret et sted og stønnede i dødsangst. I sit sidste øjeblik sendte han Profeten, fred være med ham, en hilsen, sin kærlighed og en gave af bønner og pålagde sine ledsagere: »Hvis fjenderne, mens I alle stadig er i live, får blot mulighed for at røre Profeten, fred være med ham, vil Allah ikke godtage nogen undskyldning eller indvending fra jer.« Han havde ingen tanke for sine egne smerter, ingen tanke for sine kære og ingen bekymring for sin ejendoms fremtid; alle hans tanker var alene om den islamiske bevægelse og dens opråber.

(3) De islamfjendtlige styrker fra Mekka vanærede de muslimske martyrers lig for at vise deres afskyelige sindelag. Især deres kvinder skar ligene op i maven for at opfylde deres løfter, skar næser og ører af dem, lavede halskæder af dem og bar dem om halsen. Abu Sufyans hustru og lederen af kvindestyrken, Hind, satte det værst tænkelige eksempel på brutalitet. Hun vansirede Hazrat Hamzas ansigt, skar hans bryst op, tog hans lever ud og tyggede på den. Også Hazrat Abdullah ibn Jahash’ ansigt blev vansiret. Abu Sufyan selv begyndte at slå Hazrat Hamza i ansigtet med sin bue og sagde: »Værsgo, nyd nu fornøjelsen.« På den anden side advarede Profeten, fred være med ham, den muslimske hær strengt mod at vanære fjendernes lig og vansire deres ansigter. I den islamiske bevægelses grundprincipper har læren om at opretholde menneskeværdigheden en særlig betydning. Islam tillader ikke sine tilhængere, at de, blot fordi en anden opfører sig usselt, selv må svare igen på samme måde.

Da Abu Sufyan hørte om sine folks sådanne handlinger, hilste han dem med glæde. Men da en af hans ledsagere kritiserede dem, gik det op for ham, hvad der foregik. Han tænkte, at de ved at gøre den slags måske kunne komme til at få sten tilbage i stedet for mursten og miste deres indflydelse og anseelse i folkets øjne. Da Abu Sufyan ved krigens afslutning kom op på bjerget, sagde han netop af denne grund: »Disse hændelser fandt ikke sted med min tilladelse. Men jeg er heller ikke bedrøvet over dem.«

I dag er det ikke let at afgøre, om denne brutale opførsel fra de islamfjendtlige kræfters side skadede deres omdømme i offentlighedens øjne. Men man kender en hændelse: Da en polyteist ved navn Jalis ibn Zuban al-Kinani så Abu Sufyan slå den martyrdøde Hazrat Hamzas ansigt med en bue, sagde han til folkene i sin egen stamme: »O Banu Kinana, ser I, hvad Qurayshs store leder gør ved sin fætter?« Da Abu Sufyan hørte dette, blev han sig det bevidst.

(4) En glimt af den høflige og civiliserede adfærd på slagmarken, som Profeten, fred være med ham, lærte muslimerne, ses i Abu Dujanas handling. Da Abu Dujana brød gennem fjendens rækker efter rækker og rykkede frem, kom Hind, som havde tygget Hamzas lever, pludselig foran ham. Hind deltog i krigen, og hendes følelser mod muslimerne var yderst giftige. Derfor ville det ikke have været forkert at dræbe hende. Abu Dujana havde også løftet sit sværd og rettet det mod hendes hoved. Men straks blev han forskrækket og sænkede sværdet, idet han tænkte, at det ikke var rigtigt at tage en kvindes liv med det sværd, som Profeten, fred være med ham, havde givet ham.

(5) Den trofasthed, tapperhed, tålmodighed og loyalitet over for den islamiske bevægelse, som muslimske kvinder viste under slaget ved Uhud, viser, at den bevægelse, som Profeten, fred være med ham, ledede, ikke holdt kvinderne passive, men aktiverede, oplærte og anvendte dem. Lad os se på nogle eksempler.

Vi har allerede kort omtalt Umm Ammara, og hvordan hun, selv om hun var kvinde, stillede sig som et skjold for Profeten, fred være med ham.

Da Safiyya, Hazrat Hamzas søster, efter at have hørt om de hjerteskærende begivenheder nåede slagmarken ved Uhud fra Medina, sagde Allahs Sendebud (s.a.) til Hamzas søn, Zubayr: »Lad hende ikke gå hen til din fars lig, for hun vil ikke kunne holde ud at se det.« Safiyya sagde: »Jeg har hørt alt. Et sådant offer er ikke stort på sandhedens og retfærdighedens vej.« Hun fik tilladelse. Safiyya så liget med stor tålmodighed, bad om tilgivelse og gik derefter bort.

For Hind, hustru til Amr ibn Jamuh og mor til Khallad al-Badri fra Ansarerne, var dette en ildprøve. Både hendes far og hendes mand led martyrdøden. Men hun samlede med stor smerte alle disse slag op og spurgte igen og igen kun: »Er Allahs Sendebud (s.a.) i sikkerhed?« Da hun var blevet sikker på, at han havde det godt, udbrød hun spontant: »O Sendebud, så længe De er sund og i sikkerhed, er ingen anden ulykke uudholdelig.«

Også fornemme, tilslørede kvinder som Hazrat Aisha, Umm Sulaym og Umm Salit løb under katastrofen frem og tilbage, hentede vand i lædersække og gav de sårede soldater det at drikke. Da Hazrat Fatima hørte den fejlagtige nyhed om muslimernes katastrofe og Allahs Sendebuds (s.a.) martyrdød, kom hun også til Uhud. Hun vaskede sårene på Allahs Sendebuds (s.a.) krop og lagde forbindinger på dem.

(6) Da Menneskehedens Ven, Allahs Sendebud (s.a.), gav sit eget sværd til Abu Dujana, bandt Abu Dujana et rødt tørklæde om hovedet og bevægede sig, mens han svingede sværdet og gik svajende, frem mod fjendens rækker. Da Allahs Sendebud (s.a.) så dette, sagde han: »Denne måde at gå på er meget ilde set af Allah. Men i en sådan situation behager den Ham.« På denne måde forklarede han noget vigtigt. At udvise hovmod under livets almindelige gøremål er på ingen måde ønskværdigt i islam. Men under sammenstød med fjender er det yderst ønskværdigt at udvise stolthed og mod. Ydmyghed er en meget god egenskab. Men selv på slagmarken er det yderst tåbeligt at udvise ydmyghed over for fjenden ved at anvende en god moralsk regel forkert. Den tåbelige religiøse tankegang bruger i sandhedens navn nogle moralske værdier på en uhensigtsmæssig måde til det modsatte formål. Med denne ene sætning gjorde Allahs Sendebud (s.a.) en ende på denne tankegang. Det var ikke kun på slagmarken; også poesi og talekunst blev på den tid betragtet som blandt de vigtigste politiske propagandamidler. Han lod muslimske digtere og talere udtrykke stolthed og hovmod. Tilsvarende befalede Allahs Sendebud (s.a.) under Umrat al-Qada sine ledsagere at sprede sig og vise styrke, og under løbet mellem Safa og Marwa befalede han dem at løfte benene med fremstrakt bryst og efter at have gået et stykke at løbe. Senere blev dette til en sunna, det vil sige en tradition. Ved denne lejlighed bad han: »Må Allah vise nåde mod den, der i dag viser styrke over for de vantro.« I enhver fase af konflikt og sammenstød kan det faktisk føre til ødelæggende konsekvenser at udvise ydmyghed. Den, der ikke kan anvende moralske værdier og principper korrekt og forstå forskellen på sted, tid og situation, er ramt af en form for vanvid. Hvad end man ellers kan gøre med den slags vanvid, kan den islamiske bevægelse ikke drives med det.

(7) Ærlighed og sandfærdighed er kræfter, som tiltrækker mennesker stærkt. I Medina boede der en ærlig ung mand ved navn Umar ibn Thabit. Hans omgang med muslimerne var præget af støtte og medfølelse. Men han havde endnu ikke antaget islam. Slaget ved Uhud vækkede hans slumrende bevidsthed. Han troede, tog uden at sige det til nogen sit sværd og deltog i slaget, hvor han led martyrdøden. Kort før hans død genkendte folk fra stammen Banu Abd al-Ashhal ham. Da de spurgte til hans forhold, sagde han: »Jeg kæmper for sandhedens og retfærdighedens sag af kærlighed til Allah og Hans Sendebud.« Allahs Sendebud (s.a.) gav det glade budskab, at han ville komme i Paradiset, selv om han ikke havde bedt en eneste af livets bønner. Et andet eksempel er Mukhairiq, et medlem af den jødiske stamme Banu Tha’laba. I sin stræben efter at følge den sande jødiske religion besluttede han at kæmpe på Allahs Sendebuds (s.a.) side. Han nøjedes ikke med selv at beslutte sig for at kæmpe, men opfordrede også de øvrige jøder til at kæmpe. Hans stammefæller fremsatte den religiøse undskyldning, at det denne lørdag var ulovligt at tage i krig. Men Mukhairiq sagde: »I dag er der ingen lørdag.« Til sidst nåede han alene frem til slagmarken, kæmpede og ofrede sit liv. Et helt anderledes eksempel er Qizman. Allahs Sendebud (s.a.) havde på forhånd meddelt, at han ville komme i Helvede. Han sluttede sig til muslimerne og deltog heftigt i kampen mod Quraysh-hæren. Efter slaget fandt man ham såret, og folk roste ham: »Du har virkelig udvist enestående tapperhed.« Han svarede: »Jeg kæmpede kun for at forsvare vores nationale ære.« Den ulykkelige soldat begik selvmord, fordi han ikke kunne holde smerten fra sine sår ud. Allah lod ham kæmpe mod de vantro, og han blev også dræbt, men hans bestemmelsessted blev Helvede. Må Allah beskytte de troende mod en så sørgelig skæbne.

(8) Vi har allerede antydet, at uvidenhedens negative kræfter på dette tidspunkt var berusede af voldsomt hovmod og overordentligt opildnede af ønsket om at opretholde kufr-systemet. Selv om Qurayshs fanebærere blev dræbt én efter én, og ingen kunne blive stående, rykkede nye mænd frem og indtog deres pladser. Til sidst, da en mand ved navn Sawwar løftede fanen, blev han ramt af et sværdslag, så begge hans hænder blev hugget af. Så snart fanen faldt, kastede han sig med ansigtet ned over den og udåndede sin sidste åndedræt, mens han sagde: »Jeg har udført min pligt.« I nogen tid lå fanen på jorden. Til sidst rykkede en kvinde ved navn Umra bint Alqama heroisk frem og tog fanen op. Dette viser, at når en positiv revolutionær kraft træder frem, kan der også i den konservative lejr herske begejstring i nogen tid. Det var netop, hvad der skete ved Uhud. Her viste Mekkas konservative, permanente kufr-magt sin sidste styrke og magt.

(9) I dette slag så man mange hjerteskærende scener af den materielle nød og mangel, der herskede i den muslimske lejr. Der lå ligene af i alt halvfjerds martyrer. Men det var selv vanskeligt at skaffe ligklæder til dem. Over liget af Mus’ab ibn Umayr kunne man kun lægge et stykke stof over hovedet. Fødderne blev dækket med azkhar-græs. Hver gang muslimerne senere kom til at tænke på denne situation, fyldtes deres øjne med tårer. Allerede denne tilstand viser, hvor vanskeligt, uønsket, men samtidig uundgåeligt et skridt det var for den islamiske stat i Medina at føre krig, og at det på ingen måde havde været muligt for dem at deltage i dette slag uden at være blevet tvunget af omstændighedernes pres. Men da de først var tvunget til at gøre det, opvejede de alle former for mangel med deres faste overbevisning om deres livssyn, deres dybe kærlighed til deres store mål og deres oprigtige samvær med Allahs Sendebud (s.a.).

(10) Koranen advarer og gør muslimerne bevidste om alle deres fejl og svagheder og opfordrer dem til at koncentrere sig om at rette dem, samtidig med at den udvikler soldatermæssige egenskaber hos dem. Den lærer dem, at det på slagmarken er den moralske styrke, der er den egentlige afgørende kraft. Den vigtigste del af denne moralske styrke er tålmodighed. Den lærer dem også, at de i kampen mellem sandhed og falskhed fuldstændigt skal lægge slægtsmæssige, stammemæssige og nationale følelser samt verdslige interesser til side og give Allahs tilfredshed, sandhedens og retfærdighedens sejr og succes i det hinsidige førsteprioritet. Koranen indprenter dem også, at afgørelsen om sejr og nederlag under alle omstændigheder udelukkende ligger i Allahs hånd. Kun Hans hjælp kan føre en magt til sejr. Derfor skal Hans lov og Hans tilfredshed altid tillægges den største betydning. Netop dette er blevet lært som en bøn i vers 27 og 28 i sura Al-Imran:

»Sig: O Allah, hersker over al magt! Du giver magten til hvem Du vil, og Du tager magten fra hvem Du vil. Du ophøjer hvem Du vil, og Du ydmyger hvem Du vil. Alt godt er i Din hånd. Du har magt over alle ting. Du lader natten gå ind i dagen, og Du lader dagen gå ind i natten. Du bringer det levende frem af det døde og det døde frem af det levende, og Du giver forsørgelse uden regnskab til hvem Du vil.«

Dødsfrygten blev fjernet fra deres hjerter ved at lære dem, at døden under alle omstændigheder vil indtræffe på det fastsatte tidspunkt med Allahs tilladelse. Hvis man derfor forsømmer sin pligt for at redde livet, vil ens levetid ikke blive forlænget. Man må altså fortsætte sit arbejde uden at vige for døden. Ud over disse værdifulde lærdomme blev de også lært, at de, der ofrer livet på Allahs vej for at bevidne sandheden, ikke dør som almindelige mennesker. Deres død er yderst ærefuld. Derfor må man ikke tro, at de er døde som almindelige døde, og man må ikke kalde dem døde. De modtager nyt liv fra deres Herre, deres sjæle får en lysende forsørgelse, og de glæder sig over Allahs uvurderlige gaver og belønninger; de er også forvissede om og tilfredse med deres ligesindede kammeraters situation. På denne måde er martyrdødens ophøjede betydning blevet tydelig. Som følge heraf er betydningen af døden på Allahs vej blevet så forandret, at man i stedet for at frygte døden er begyndt at bede om den. I denne forbindelse udstedte Profeten, fred være med ham, et forbud mod at sørge over martyrernes død ved at jamre, skrige eller slå sig på brystet. Når en sandfærdig revolutionær bevægelse vokser frem, indfører den særlige udtryk, der passer til den revolutionære bevægelse, fylder dem med særlige betydninger og ændrer betydningen af de gængse forestillinger. Af alle disse lærdomme forstår man, at krig i islam ikke er en verdslig eller materiel aktivitet. Tværtimod er den ren tilbedelse af Allah og et ublandet religiøst krav.

(11) En gruppe hyklere sad tilbage på slagmarken. Ligesom de før krigen, i et yderst kritisk øjeblik, havde haft stor del i at skabe uorden blandt muslimerne og slå revner i organisationens enhed, spredte de også efter krigen mange hviskende rygter om, at denne katastrofe ikke ville være sket, hvis man havde gjort det ene eller det andet. De sagde også indbyrdes, at hvis vi havde haft nogen indflydelse på ledelsen, ville Uhudkrigen ikke have fået et sådant udfald. Også bueskytterne, der befandt sig i den bageste passage, havde ikke rene hensigter. Da de i Medina blev spurgt, hvorfor de havde forladt deres position, fremførte de alle mulige søgte undskyldninger. Efter at have hørt disse undskyldninger sagde Profeten, fred være med ham: »Det var ikke noget af dette. I havde i virkeligheden en forkert forestilling om mig: at jeg ville bedrage jer og ikke give jer det, I havde krav på.« Det er netop for at fjerne denne forkerte forestilling, at Koranen siger: »Det sømmer sig ikke for en profet at bedrage.« (Al-Imran 161)

(12) Da fjenderne havde såret Profeten, fred være med ham, rådede en af sahabaerne ham til at nedbede en forbandelse over disse brutale mennesker, så Allah kunne tilintetgøre dem. Profeten, fred være med ham, svarede: »Jeg er ikke blevet sendt som en forbandelse for alverden, men som en barmhjertighed.« Derefter bad han: »O Allah, led mit folk på den rette vej. De ved ikke«, det vil sige: de kender ikke mig, mit mål og min hensigt eller oplysningerne om livet og verden. Som vi allerede har sagt, kom Profetens, fred være med ham, syn på sine modstandere til udtryk i dette svar og denne bøn. Det er tydeligt, at han ikke nærede noget ønske om personlig hævn af nogen art. Han ønskede ikke deres tilintetgørelse, men deres forbedring. Hvis han bar våben som svar på deres militære aktiviteter, gjorde han det kun, fordi han var tvunget til det. Han havde nemlig ingen anden mulighed.

Efter Uhud

Selv om muslimerne først sejrede i Uhudkrigen og senere blev ramt af et midlertidigt tilbageslag, begyndte vægten til sidst at tippe til deres fordel. Det styrkede især den muslimske hærs mod, at Quraysh trak sig tilbage uden at fuldføre sejren, at den muslimske hær forfulgte dem, og at Abu Sufyan drog til Mekka, selv om han havde overvejet at vende tilbage endnu en gang. I virkeligheden forlod Quraysh-hæren slaget uden at træffe den endelige afgørelse i krigen. Ingen af parterne havde været i stand til klart at besejre den anden. Meningen med en sådan situation er netop: »Resten må afgøres senere.« På Qurayshs vegne havde Abu Sufyan klart udfordret dem ved at sige, at han ville komme tilbage næste år for at møde dem på Badrs slette. Ligesom Bad r-krigen havde fået en endelig afgørelse, havde Uhudkrigen ikke fået nogen sådan afgørelse. Den endelige afgørelse var blevet udskudt til et senere tidspunkt.

Selv om den muslimske hær ikke sejrede, var det heller ikke et nederlag. Alligevel havde den indflydelse, som slaget ved Badr havde haft på de omkringliggende områder, vist en vis svækkelse, og de konservative polyteistiske stammers håb og forventninger begyndte igen at kredse omkring de uvidende kræfter. Nogle kriminelle og onde kræfter begyndte på ny at gøre oprør. De lovløse stammer omkring Medina begyndte igen arrogant at føre oprørske aktiviteter. Men muslimernes organisation var så sammenhængende og effektiv, og ledelsen så stærk, at den straks slog enhver skadelig aktivitet tilbage og gradvist ledte situationen ind på den rette kurs. På denne måde blev befolkningen gjort bekendt med, at den islamiske regering var tilstrækkeligt livskraftig, og at den ikke ville svigte i opretholdelsen af lov og orden, beskyttelsen af borgernes liv og ejendom eller bevarelsen af statens enhed. Det tog dog nogen tid at genoprette den islamiske stats autoritet.

Blandt de oprørske kræfter, som begyndte at rejse sig efter slaget ved Uhud, var det Talha ibn Khuwailid og Salma ibn Khuwailid fra Qutun, der indledte de fjendtlige aktiviteter. De tilskyndede Banu Asad-stammen til at gøre oprør mod Medina. Den mest sandsynlige opfattelse er, at der blev planlagt et væbnet røvertogt. Så snart nymånen i den fjerde hijri-måneds Muharram viste sig, blev planen opdaget. Straks blev en styrke på 150 krigere sendt under Abu Salama al-Makhzumis ledelse for at afværge denne fare. Så snart de nåede Qutun, blev røverbanden spredt. Den islamiske regering konfiskerede de efterladte hjorde og fordelte dem blandt de frivillige. Den 5. Muharram kom der fra en anden kant besked om, at Khalid ibn Sufyan fra Banu Khuzayl-stammen havde samlet en styrke for at angribe Medina. Abdullah ibn Unais al-Juhani al-Ansari blev sendt ud for at møde dem. Abdullah gjorde oprøret til ende og bragte Khalids afhuggede hoved med sig. Som belønning for denne modige bedrift, som han havde udført helt alene, gav Allahs Sendebud (fvmh.) ham sin egen stav.

To-tre uger senere indtraf endnu en ulykke. I begyndelsen af Safar-måneden kom folk fra stammerne Adal og Qara til Medina efter at have lagt en sammensværgelse. De bad Allahs Sendebud (fvmh.): »Nogle af vores folk er blevet muslimer. Send nogle mænd til os for at undervise dem.« Sendebudet (fvmh.) sendte ti lærde og erfarne mænd (dette antal er angivet ifølge Sahih al-Bukhari; ifølge historikernes og sira-forfatternes beretninger var de syv). Deres leder var Murshed ibn Abu Murshed. Så snart de nåede Raji, Banu Hudhayls område, dræbte de alle undtagen Khubayb og Zayd. Disse to solgte de til Quraysh i Mekka. Quraysh henrettede dem begge ved korsfæstelse. Vi har tidligere omtalt denne begivenhed. Heraf fremgår det tydeligt, hvor meget modstandernes overmod og frækhed var vokset efter slaget ved Uhud. Flere værdifulde medlemmer af en lille gruppe drog ud som lærere, men blev brutalt martyrdræbt på vejen. Det er vanskeligt at beskrive med ord, hvor dybt Allahs Sendebud (fvmh.) blev såret i hjertet over dette. De umenneskelige mennesker, som de var rejst til for at undervise i islam, tog ikke blot ingen lærdom af dem, men dræbte dem grusomt uden nogen skyld. Men det var ikke enden. I samme måned indtraf den største ulykke ved Bi’r Ma’una. Abu Bara Amir ibn Malik kom fra Najd-området og besøgte Allahs Sendebud (fvmh.). Sendebudet (fvmh.) inviterede ham til islam. Han accepterede hverken invitationen eller afviste den. Men han rådede meget oprigtigt Sendebudet til at sende en gruppe af sine ledsagere til Najd. Forhåbentlig ville folk tage imod islam, sagde han. Allahs Sendebud (fvmh.) udtrykte bekymring over Najd. Begivenheden ved Raji var kun få dage gammel. Abu Bara påtog sig ansvaret for deres beskyttelse. Det var blevet nødvendigt af større politiske hensyn at udvide den islamiske regerings indflydelse og anseelse i Najd-området. Derfor stolede Allahs Sendebud (fvmh.) på Abu Baras ord og sendte en gruppe på halvfjerds mænd (dette antal er angivet i al-Bukhari; ifølge Ibn Ishaq var de fyrre). Blandt dem var førsteklasses hafiz’er, recitatorer og prædikanter. Deres leder var Mundhir ibn Amr. Da denne delegation, der var udsendt for at udbrede islam, nåede stedet Bi’r Ma’una, tog Haram ibn Milhan derfra et brev fra Allahs Sendebud (fvmh.) med til Amir ibn al-Tufayl, høvdingen for Banu Amir-stammen. Før Amir ibn al-Tufayl overhovedet havde læst brevet, gav han sine mænd tegn til at dræbe ham. Derefter bekendtgjorde han for Banu Amir-stammen: »Hvor I end befinder jer, så kom og angrib delegationen, der er kommet fra Medina.« Men Banu Amir ville ikke bryde Abu Baras løfte. Derfor tilkaldte han grenene Rayyan, Dhakwan, Usayya og Banu Lihyan fra den anarkistiske Banu Sulaym-stamme. De gjorde sig klar og omringede delegationen fra Medina. Delegationen sagde: »Vi er ikke kommet for at kæmpe. Vi ønsker heller ikke at blive her. Vi vil gerne fortsætte længere frem. Angrib os derfor ikke.« Men morderne lyttede ikke til noget. De dræbte 69 af dem som martyrer. Det 70. medlem, Ka’b ibn Zayd, skjulte sig med sin blodige krop blandt ligene og nåede på mirakuløs vis levende tilbage til Medina, hvor han fortalte Allahs Sendebud (fvmh.) alt, hvad der var sket. Tænk over, hvor tragisk denne prøvelse var for en ung gruppe, der var omringet af fjender. Hans 69 veluddannede og dygtige mænd blev på én gang brutalt martyrdræbt. Efter denne rystende begivenhed blev Allahs Sendebud (fvmh.) dybt bedrøvet og sørgede tungt. I en hel måned bad han under fajr-bønnen om forbandelse over morderne af sine elskede ledsagere på grund af denne hjerteskærende begivenhed. Denne særlige bøn kaldes qunut al-nazila.

Læg også mærke til den store Profet (fvmh.), hele menneskehedens frelser, og hans handlemåde over for disse umenneskers bestialske gerninger. Amr ibn Umayya, den eneste overlevende blandt de 70 udsendinge, så på vej tilbage til Medina to mænd sove under skyggen af et træ. Da han anså de to mænd for at være medskyldige i mordene, dræbte han dem. Hans antagelse var forkert, og de var begge medlemmer af en allieret stamme. Allahs Sendebud (fvmh.) betalte blodpenge som erstatning for deres drab. For Allahs Sendebud (fvmh.) havde bragt så store ofre netop for at afskaffe tyranniets hersken og grundlægge retfærdighedens herredømme.

Hvis Medina ikke var internt stabil, ville det ikke have været muligt at løse alle disse ydre problemer. Men her fandtes nogle intrigante, ondsindede kræfter, som var meget indflydelsesrige på grund af deres jordbesiddelser, rigdomme og store fæstninger. De sad inde i den islamiske stat, udførte yderst forræderiske sammensværgelser og lagde hindringer i vejen for alt, hvad muslimerne foretog sig. Især de jødiske stammer udførte dagligt oprørske aktiviteter, selv om de havde underskrevet aftalen om Medinas enhed. Den stærkeste befæstning blandt dem tilhørte stammen Banu Nadir. De var grebet af dumdristighed og stædighed og fortsatte hensynsløst fremad. Efter begivenhederne ved Uhud, Raji og Bi’r Ma’una var deres frækhed vokset så meget, at de endda åbenlyst forsøgte at dræbe Profeten (fred være med ham) i dette kritiske øjeblik. (Jeg har allerede omtalt dette). Da jøderne, efter deres tidligere ugerninger, ikke engang veg tilbage fra at foretage endnu et sådant åbent attentatforsøg, blev det uundgåeligt at træffe en endelig foranstaltning over for dem. Profeten (fred være med ham) gjorde sit yderste for at undgå at erklære dem krig og forårsage tab af menneskeliv. (For det første er den islamiske bevægelse i sin natur hverken voldelig eller militant. Desuden drejede sagen sig om personer, der var knyttet til en særskilt gruppe i verden. Den islamiske bevægelse måtte virke i områder under denne gruppes indflydelse. Ellers var deres forbrydelser så afskyelige, at de ikke engang havde ret til at leve.) Derfor gav han dem blot meddelelse om, at deres statsborgerskab blev frataget, og et ultimatum om at forlade Medina inden for ti dage. Han meddelte dem også, at de ville blive behandlet som fjender, hvis de ikke rejste. Lederen af hyklerne, Abdullah ibn Ubayy, lovede dem tilstrækkelig hjælp og tilskyndede dem til at kæmpe mod Profeten (fred være med ham). Banu Nadir fulgte hans tilskyndelse og udfordrede den islamiske regering: »Vi bekymrer os ikke om jeres ultimatum. Gør, hvad I vil.« Derfor drog Profeten (fred være med ham) i den fjerde hijris år, i måneden Rabi al-awwal, ud med den muslimske hær og belejrede Banu Nadir. Abdullah ibn Ubayy holdt ikke sit løfte, og ingen kom dem til hjælp. Hjælpeløse forlod de deres landsby. Takket være Profeten (fred være med ham) slap de ikke blot med livet i behold, men fik også lov til at tage deres værdifulde ejendele med på kamelryggen. Selv i denne yderst spændte situation trådte to heldige mænd frem blandt Banu Nadir. De indså både deres egen stammes urimelige og uretfærdige handlemåde og sandheden og gyldigheden af Profetens (fred være med ham) kaldelse, og de antog islam. De var Yamin ibn Umayr og Abu Sa’d ibn Wahab.

På dette tidspunkt blev den muslimske hær nødt til at fælde nogle træer og anden vegetation. Det var ikke noget særligt alvorligt. Men vestlige propagandister har også herfra fundet materiale til deres propaganda. Det var en uundgåelig militær foranstaltning. Selv i dag må visse hære i særlige situationer gøre den slags for at anlægge veje, ødelægge fjendens skjulte baser og til andre nødvendige formål. Selv politiet må ofte iværksætte sådanne tiltag for at pågribe forbrydere. Bygninger må rives ned, og der må foretages nødvendige indgreb i marker, landbrug og haver.

Selv under ekstremt farlige forhold mindskede Profeten (fred være med ham) ikke blot sine egne problemer ved at bekæmpe forbryderne; han bevarede også sin magt og sit gode omdømme blandt folkene i området. De forstod, at den islamiske regerings magt og myndighed var fuldt ud intakt.

Abu Sufyan drog ud for at angribe med en stærk hær, sådan som hans praleri på Uhuds slagmark havde antydet. Denne gang bestod hans hær af to tusind infanterister og halvtreds ryttere. Så snart Profeten (fred være med ham) fik besked, nåede han også frem til Badrs slagmark med et tusind fem hundrede infanterister og ti ryttere. Han slog lejr dér og ventede i otte dage i træk på quraysh-hæren. Men Abu Sufyan nåede til et sted kaldet Dahran eller Usfan, kun én dagsrejse fra Mekka, og vendte derefter om. På grund af manglen på regn syntes året ham ikke egnet til krig. Da Profeten (fred være med ham) hørte, at Abu Sufyan var vendt tilbage, vendte han til sidst tilbage til Medina.

I Muharram i det fjerde hijri-år (ifølge en anden opfattelse i Jumada al-awwal) blev det kendt, at de to undergrene Banu Muharib og Banu Tha’laba af Ghatafan-stammen forberedte et angreb på Medina. Så snart Profeten (fred være med ham) hørte det, drog han ud med en hær på fire hundrede (ifølge en anden opfattelse syv hundrede) frivillige krigere. Det er rigtigt, at en hær var gjort klar til at møde den muslimske hær, men den var i praksis ikke i stand til at kæmpe. Det var på dette tidspunkt, at en polyteist ved navn Gurs forlod sit hjem efter at have erklæret over for sin stamme: »Jeg vender først hjem, når jeg har dræbt Muhammad (fred være med ham).« Da han kom, hvilede Profeten (fred være med ham) alene under et træ. Hans sværd hang på en af træets grene. Gurs tog netop dette sværd i hånden, løftede det og sagde: »Sig mig nu, hvem kan redde dig?« Profeten (fred være med ham) svarede helt uden frygt: »Allah kan redde mig.«

Dumat al-Jandal var et samlingssted for handelskaravaner, og kristne og jødiske missionærer samt politiske spioner var aktive dér. Da Banu Nadir og andre havde søgt tilflugt forskellige steder, blandt andet i Khaybar, var disse steder på den anden side blevet samlingssteder for deres forskellige sammensværgelser mod Medina. Det var især politisk betydningsfuldt, at den kristne leder Ukaydir, som var en del af alliancen mellem Quraysh i Mekka og jøderne i Khaybar, var begyndt at chikanere karavanerne, der transporterede korn til Medina. Profeten (fred være med ham) fik at vide, at fjenderne samlede deres styrker i Dumat al-Jandal for at angribe Medina. I måneden Rabi al-awwal i det femte hijri-år drog Profeten (fred være med ham) straks af sted mod dette sted med et tusind soldater. Så snart fjenderne hørte, at den muslimske hær var draget mod Dumat al-Jandal, blev de spredt. Profeten (fred være med ham) fandt ikke længere behov for at fortsætte fremad. Undervejs arbejdede han på at vinde allierede. På dette tidspunkt blev der indgået en aftale med Ainiya ibn Husayn. Senere, i det syvende hijri-år, drog Hazrat Abd al-Rahman ibn Awf ud på en politisk mission med henblik på at kalde til islam, og Kalb-stammen fik en positiv holdning til den islamiske stat i Medina. Derefter blev sejrens banner for den islamiske stat hejst over dette område under Tabuk-ekspeditionen i det niende hijri-år.

Denne gang kom der efterretninger om, at Banu al-Mustaliq forberedte et angreb. Selv efter at Buraida al-Aslami var blevet sendt ud for at undersøge sagen, viste det sig, at efterretningen var sand. Derfor iværksatte Profeten (fred være med ham) en militær aktion den tredje Sha’ban. Han nåede meget hurtigt frem til al-Muraysi (et vandsted). Høvdingen for Banu al-Mustaliq, Harith ibn Dirar, var indstillet på at kæmpe. Men fordi Profeten (fred være med ham) uventet dukkede op dér, blev hans soldater spredt. Kun hans egne stammefolk blev tilbage. Allerede ved det første angreb blev Hariths hær fuldstændig besejret. Et stort antal dyr blev taget som krigsbytte, og alle stammens mænd og kvinder blev krigsfanger. Blandt disse fanger var en kvinde ved navn Juwayriya. Hun fremsagde trosbekendelsen foran Profeten (fred være med ham) og sagde: »Jeg er kommet som muslim.« Profeten (fred være med ham) giftede sig med hende med hendes samtykke. Det resulterede i, at den muslimske hær frigav alle Banu al-Mustaliqs fanger med ordene: »Vi kan ikke holde Profetens (fred være med ham) slægtninge som fanger.«

Det var under netop dette slag, at hyklerne blev rasende, da de så islams sejr. Først skabte de strid om vand og forsøgte at skabe uro mellem muhajirunerne og ansarerne. På hjemvejen blev de ved med at ophidse ansarerne til at fordrive muhajirunerne fra Medina. Under denne rejse blev Hazrat Aisha udsat for bagvaskelse, fordi hun var blevet adskilt fra karavanen. Alle disse begivenheder har jeg allerede beskrevet tidligere.

Efter slaget ved Uhud og før slaget ved Khandaq fandt alle disse mindre begivenheder sted. Disse skridt måtte tages, fordi den islamiske stat havde behov for at sikre sin egen eksistens, opretholde lov og orden og fortsætte den forfatningsmæssige proces. Bortset fra begivenhederne omkring lærerdelegationerne blev der i alle disse tilfælde enten blot sendt soldater til grænsen eller truffet rent politimæssige foranstaltninger. Der forekom meget få egentlige militære sammenstød, og de var af meget begrænset omfang. Hvis man tillægger dem unødig betydning og beskriver dem udførligt, kan det give læseren et forkert indtryk. Den virkelige situation var, at det arabiske samfund var opdelt i mange små og store stammer. Hver stamme, ja selv stammernes grene, udgjorde inden for deres egne områder selvstændige administrative og politiske enheder. Nogle gange gjorde én stamme oprør, mens en anden forsøgte at angribe eller røve. Når man standsede den enes ugerninger, rejste en anden sig. Under sådanne forhold var der, hver gang man forsøgte at etablere en central administration, ingen mulighed for succes uden risiko for konflikter og sammenstød med de spredte små og store stammer.

Det tredje store slag – Khandaq

Selv om Quraysh under slaget ved Uhud ved et tilfælde havde fået mulighed for at give muslimerne en lærestreg og tilsyneladende også havde taget hævn for nederlaget ved Badr, forstod de udmærket, at de i virkeligheden ikke var vendt hjem fra Uhuds slagmark som sejrsherrer. De indså også, at de med deres nuværende magt ikke var i stand til at besejre den islamiske stat i Medina. Derfor forlod de Uhud med beslutningen om at føre krig efter et års pause, når de havde gjort endnu større forberedelser og samlet flere soldater. Abu Sufyan gav også udtryk for denne beslutning. Men efter at et år var gået, drog de ud fra Mekka med soldater og materiel, men vendte tilbage på grund af de ugunstige omstændigheder. Der var en stor forskel mellem Quraysh og den islamiske stat. Qurayshs jahiliyyah-lejr var åndeligt stivnet og svag; den havde ingen evne til at udvikle sig og vokse. Tværtimod løsrev nogle af dens kræfter sig hele tiden fra den og sluttede sig til den islamiske stats side. Medinas islamiske styrke var en idealistisk, missionerende og folkelig kraft. Derfor var den altid aktiv, travlt beskæftiget, i udvikling og ekspansion. På grund af denne grundlæggende forskel viste tidens gang sig at være fordelagtig for Medina. På alle områder – moralsk oplæring og karakterens renselse, traktatbaserede venskabsforbindelser, defensiv styrke, befolkningens vækst og udvidelsen af jordbesiddelserne – voksede Medina gradvist, udvidede sig og blev stærkere. Den islamiske stat havde reelt været i stand til at afskære Qurayshs handelsveje. Derfor blev Mekka kastet ud i en økonomisk krise. Selv om den islamiske stat i de to år efter slaget ved Uhud havde været udsat for mange vanskeligheder, havde den gjort betydelige fremskridt. Quraysh havde på den anden side udsat den krig, de havde planlagt, i et år, og fordi krigen blev forsinket et år, krævede den nu, at de samlede endnu større offensiv styrke. Det var ikke let for Quraysh alene at skaffe så mange nødvendige styrker. Men den islamiske stats forskellige fjender havde på grund af omstændighedernes pres fundet vejen til gensidig enhed. De jøder, som var blevet fordrevet fra Medina og havde bosat sig i Khaybar og Wadi al-Qura, gjorde en stor indsats for at tilskynde Quraysh til at angribe Medina. De indledte deres skadelige virksomhed ved på forskellige måder at skabe hindringer for karavanerne, der førte fødevarer til Medina. Da disse fordrevne jøder fik at vide, hvordan slaget ved Uhud var endt, og hørte om Abu Sufyans beslutning om at angribe igen, blev deres iver og begejstring grænseløs. De tilskyndede den talstærke Banu Ghatafan til at angribe Medina ved at love dem hele årets høst af dadler fra Khaybar samt en bestemt andel også i fremtiden. Efter at have fuldført dette arbejde sendte de en delegation til Mekka. Blandt delegationens medlemmer var de fremtrædende jødiske ledere Salam ibn Abi al-Huqayq, Salam ibn Mishkam, Huyayy ibn Akhtab, Kinana ibn al-Rabi (Banu Nadir), Hawdha ibn Qays og Abu Ammara (Banu Wa’il). De forsikrede Quraysh: Hvis I angriber, vil vi yde jer fuld hjælp og støtte, indtil Muhammad, fred være med ham, er fuldstændig udslettet. Delegationen vendte helt succesfuldt tilbage fra Mekka og mødtes på vejen også med Banu Ghatafan og andre stammer. Quraysh rådførte sig ligeledes med deres allierede og støtter og tilkaldte også Ah abish til hjælp. Kort sagt samlede jahiliyyah-styrkerne denne gang støttestyrker fra hele Arabien.

Fire tusind soldater drog ud fra Mekka under Abu Sufyans kommando. Heraf var tre tusind ryttere og et tusind kameler. Da denne hær nåede Marr al-Zahran, drog Qurayshs allierede, stammer som Banu Sulaym, Banu Asad, Fazara, Ashja og Banu Murra, ud fra deres egne områder og sluttede sig til Qurayshs hær. Banu Ghatafan drog ud under Uyayna ibn Hisns ledelse. Der er uenighed om, hvor stort Quraysh-hærens samlede antal blev. Nogle mener 6.000–7.000, andre 10.000 og andre igen 24.000. Ifølge flertallet var tallet dog 10.000, og det er den mest fremherskende opfattelse.

Da Profeten (fred være med ham) var på rejse til Dumat al-Jandal, fik han allerede kendskab til disse forberedelser. Derfor vendte han også hurtigt tilbage. Et rådsmøde blev afholdt. Det blev besluttet, at angrebet skulle afværges fra selve Medina. Til byens forsvar fulgte man Salman al-Farisīs råd om at grave en voldgrav efter iransk forbillede. En af fordelene ved dette var, at denne nye forsvarsstrategi kunne bringe de arabiske angribere i vanskeligheder. Desuden kunne det arbejde, som ellers ville have krævet en høj og stærk mur, udføres alene gennem fysisk arbejde. Med denne metode var det muligt for et lille antal soldater at standse en langt større fjendestyrke. Profeten (fred være med ham) red selv ud for at fastlægge voldgravens udformning. Byen Medina var på tre sider omgivet af huse og murede haver. Derfor var der ikke behov for at grave en voldgrav på disse tre sider; den var kun nødvendig på den åbne nordside. Det blev besluttet at forbinde Harrah al-Sharqiyyah og Harrah al-Gharbiyyah (den stenede slette mod øst og den stenede slette mod vest) med en halvcirkelformet voldgrav, der skulle føres helt frem til den vestlige kant af Sila-bjerget. Gravningen af denne del blev gennemført under militær ledelse. Nogle stammer forlængede dog på eget initiativ voldgraven yderligere for at beskytte deres egne huse. Derfor blev voldgraven mod syd ført langs vestsiden af Eidgah (Masjid al-Ghamamah) og forlænget langt i retning af Quba. De tre tusinde muslimske mujahider, som senere fik ansvaret for at kæmpe direkte, udførte frivilligt arbejdet med at grave voldgraven. Man dannede grupper på ti personer, og hver gruppe fik til opgave at grave ti gaz af voldgraven. Voldgraven blev gjort omtrent ti gaz bred. Nogle fjendtlige ryttere faldt nemlig ned i den og døde, da de forsøgte at få deres heste til at springe over den. Dens dybde var sandsynligvis heller ikke mindre end fem gaz, og dens længde var tre en halv mil. Det er næsten lammende at tænke på, hvordan de muslimske frivillige kunne fuldføre så stort et arbejde på blot tre uger. Næsten tre hundrede og otte tusinde kvadratyards jord måtte graves op og flyttes. Hvad angår redskaberne, var situationen sådan, at noget af det udstyr, der blev brugt til at skære i jorden og grave, var lånt af Banu Qurayzah i henhold til en aftale. På grund af manglen på kurve og spande bar selv almindelige muslimer – for ikke at tale om personer som Abu Bakr og Umar (må Allah være tilfreds med dem) – jord i deres kapper og skøder. Langs voldgraven blev der forskellige steder opført høje observationsplatforme. Fra disse platforme kunne alle dele af voldgraven overvåges på én gang.

Knap var arbejdet med at grave voldgraven nogenlunde færdigt, før den samlede fjendestyrke i måneden Shawwal i det femte hijri-år nåede frem til Medinas udkant. Quraysh-, Kinana- og Ahabisj-soldaterne slog lejr ved Rawmah-brønden nær Wadi al-Aqiq. Ghatfan og Banu Asad slog lejr mod øst, spredt fra et sted kaldet Jambu Naqma nær Wadi al-Numan og helt til Uhud-bjerget. Den muslimske hær slog derimod lejr centralt med Sila-bjerget bag sig. På det sted, hvor Profeten (fred være med ham) havde haft sin lejr, står Masjid al-Fath stadig som et minde om begivenheden.

Selv om islams fjender stod opmarcheret i stort antal, blev denne voldgrav eller grøft et nyt problem for dem. De havde aldrig før set en sådan forsvarsformation. De var fuldstændig uvidende om denne taktik. Deres heste og kameler kunne kun bruges frem til voldgravens yderkant. Et par ryttersoldater forsøgte i overmod at springe over voldgraven, men faldt ned i den og døde. De kom stormende fra forskellige retninger, men de muslimske soldater viste ingen svaghed; de stillede sig straks foran dem og tvang fjendens bueskytter til at vende om. Sværd og spyd var helt ubrugelige. Hver dag blev der skudt nogle pile fra begge sider. Efter flere dages belejring blev fjendestyrken en dag meget aggressiv. De angreb snart fra den ene side og snart fra den anden, men det førte ikke til noget. Til sidst stormede den berømte, ældre rytterkriger fra Quraysh-hæren, Amr ibn Abd Wudd, frem i ophidselse. Han ophidsede Ikrimah, Abu Jahls søn, Hubayrah ibn Abu Wahb og Dirar ibn al-Khattab og tog nogle mænd fra Banu Kinana med sig. Til sidst fandt han et passende sted og fik sin hest til at springe over. Et par af hans ledsagere fulgte efter ham over voldgraven, mens alle de andre blev stående ved kanten. Da han var kommet over, udfordrede han muslimerne til kamp. Ali gik frem for at møde ham og sendte ham til Helvede efter blot at have fået et mindre sår. Denne ene dag var så hård for den muslimske hær, at de på grund af kampen mod fjender, der kom fra forskellige retninger, gik glip af fire bønner.

Det var bekymrende for muslimerne, at belejringen blev langvarig. Men fjenderne var også urolige over det. Efter mange rådslagninger blev det besluttet, at man for at gennemføre et endeligt angreb måtte få den jødiske stamme Banu Qurayzah til at bryde den aftale, den havde indgået med Profeten (fred være med ham), så den kunne angribe indefra. På Abu Sufyans opfordring påtog Huyayy ibn Akhtab sig denne opgave. Han opsøgte Banu Qurayzahs høvding, Ka’b ibn Asad, og fremlagde sit synspunkt. Ka’b afviste det først. Han sagde: »Jeg har altid set Muhammad (fred være med ham) holde sine løfter. Derfor ville det være en yderst umenneskelig handling at bryde løftet til ham.« Men Huyayy ibn Akhtab gentog sin anmodning med største eftertryk og sagde: »Vi er kommet med utallige soldater. Hele den arabiske nation er gået med os. Hele hæren er beruset af begæret efter Muhammads blod. Denne mulighed må ikke gå tabt. Nu er islams sidste time kommet.« Kort sagt lykkedes det med denne taktik at anspore dem. Sagen nåede straks muslimernes ører. Profeten (fred være med ham) undersøgte, om det forholdt sig sådan. Undersøgelsen bekræftede også, at det var korrekt. Da en gruppe af sahaba bevidnede, at sagen var sand, var det eneste, der kom over Profetens (fred være med ham) læber: »Allahu akbar! Hasbunallahu wa ni’mal-wakil.« (»Allah er størst. Allah er tilstrækkelig for os. Han er den bedste beskytter.«)

Kampområdets store udstrækning, belejringens lange varighed, manglen på soldater, manglen på udstyr, den voldsomme sult, den samtidige søvnløshed, hyklernes flugt fra kampområdet under alle mulige dårlige undskyldninger og det, at selv bønner blev forsømt på grund af den ekstreme travlhed – alt dette var ingen almindelig prøve. Da frygten for forræderi desuden bredte sig inde i Medina, og der opstod en situation, hvor Banu Qurayzah, som var i stand til at stille med mere end halvandet tusind krigere, pludselig indtog rollen som en skrækindjagende indre fjende, er det i dag vanskeligt at forestille sig de tre tusinde mujahiders mentale tilstand. Abu Bakr al-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at frygten bredte sig blandt os, da vi hørte dette, fordi der kunne blive foretaget et angreb på kvinderne og børnene i vores hjem. På grund af denne frygt gik vi igen og igen op på bjerget for at se, om der var sket noget. Når vi så vores hjem ligge fredeligt, takkede vi Allah. Profeten (fred være med ham) sendte en styrke på tre hundrede mujahider for at sikre Medinas sikkerhed. Sådan fremstiller Koranen situationen på dette tidspunkt:

»Husk, da fjenderne rykkede frem mod jer både ovenfra og nedefra, da jeres øjne stod stille, og hjerterne steg op i halsen, mens alle mulige tanker om Allah hvirvlede rundt i jeres sind.«

(Al-Ahzab-10)

Den hårde prøvelse, som muslimerne blev udsat for under denne begivenhed, havde de ikke oplevet i nogen af de to tidligere store slag. Det er sandt, at lidelserne under Uhud-slaget var ubeskrivelige, men alt skete på én dag. Denne gangs vanskeligheder varede derimod længe, og angriberne var ikke kun Quraysh, men også mange andre. Da Profeten (fvmh.) så muslimernes lidelser, udtænkte han en strategi: En eller anden del af fjendens styrker måtte fjernes fra slagmarken gennem forsonende bestræbelser. Han lod de to ledere af Banu Ghatafan, som var stærkt begærlige efter penge, tilkalde og talte med dem. Han foreslog dem et forlig, hvor de skulle have en tredjedel af Madinas samlede høst, og der blev indgået en forståelse, ja, endda udarbejdet et udkast til en aftale. Men før underskrivelsen fandt han det nødvendigt at rådføre sig med Sa’d ibn Mu’adh og Sa’d ibn ‘Ubadah, lederne af Aws og Khazraj. Han forklarede dem begge: »I er blevet omringet af så mange fjender, at det ikke er let at afværge dem. Derfor er der ingen anden mulighed end at svække fjendens styrke.« Begges æresfølelse blev vakt. De sagde: »Allahs Sendebud! Da vi endnu var vantro, kunne disse stammer heller ikke tage vores ejendom på denne måde. Og nu, hvor vi har antaget islam og er blevet stærkere end før, skulle vi så overgive vores ejendom til dem? Ved Allah, det kan aldrig ske. Vi har ikke brug for en sådan aftale.« Profeten (fvmh.) blev overordentlig glad, da han hørte dette svar. Da han gav aftaleudkastet til Sa’d, rev Sa’d det i stykker.

Alligevel forblev situationens kompleksitet uændret. Allah skabte pludselig en løsning. Det var en forbløffende begivenhed og det klareste tegn på den islamiske bevægelses moralske og intellektuelle sandhed. Netop i dette katastrofale øjeblik trådte Nu’aym ibn Mas’ud pludselig frem. Han kom til Profeten (fvmh.) og sagde: »Allahs Sendebud, jeg er blevet muslim.« Derefter fremsagde han offentligt trosbekendelsen og erklærede sin rene tro. Så sagde han: »Da fjenderne endnu ikke ved, at jeg har antaget islam, kan jeg, hvis du tillader det, gøre noget for at bryde enigheden mellem Quraysh og Banu Qurayzah.« Profeten (fvmh.) gav ham tilladelse. Nu’aym gik til Banu Qurayzah. Efter en indledende samtale med dem sagde han: »Hvis sejren opnås, er det godt. Men tænk over, hvad der vil ske, hvis nederlaget bliver jeres lod. Hvis I bliver besejret, vil Quraysh og Ghatafan alle drage bort, og I alene vil blive mål for Muhammads (fvmh.) angreb. Sig derfor til Quraysh og Ghatafan, at de skal efterlade nogle af deres mænd hos jer som gidsler. Hvis de opfylder denne betingelse, så samarbejd med dem; ellers skal I skille jer fra dem.« Derefter gik Nu’aym til Qurayshs ledere. Han sagde til dem: »Jeg har fået nogle oplysninger, som jeg finder det nødvendigt at fortælle jer. Banu Qurayzah har nu ændret holdning. I vil snart få bevis på det. De vil bede jer om at efterlade nogle mænd hos dem som gidsler.« Quraysh meddelte derfor Banu Qurayzah: »Vi kan ikke længere udholde denne langvarige belejring. Hvis I nu samarbejder med os, vil vi iværksætte et afgørende angreb.« Banu Qurayzah krævede, at nogle af deres mænd blev efterladt som gidsler. Quraysh troede nu på Nu’ayms ord og mistede tilliden til Banu Qurayzah. Som følge af denne strategi ændrede krigens situation sig fuldstændigt.

På grund af splittelsen i islams fjenders enhed begyndte de at føle sig stærkt udmattede. Det var næsten en måned siden, de havde forladt deres hjem. Deres arbejde havde lidt store tab, og de havde allerede brugt mange penge, uden at det havde ført til noget resultat. Samtidig blev forsyningsproblemet for denne enorme hær og dens dyr stadig mere alvorligt. En stor del af Qurayshs forsyninger blev undervejs erobret af en muslimsk styrke. Desuden blev vejret ugunstigt. Kulden blev uudholdelig. I sådanne historiske begivenheder kan naturlige faktorers indflydelse være særdeles afgørende. Et lille tegn på Allahs vilje kan bringe den endelige løsning på et problem. Historien vidner om, at naturlige faktorer ofte slutter sig sammen og tipper sandhedens vægtskål til dens fordel i yderst kritiske situationer. En nat kom der pludselig en storm så voldsom, at angribernes telte blev revet op, ildstederne slukkedes, gryder og husgeråd blev spredt for alle vinde, og dyrene blev skræmte. Kort sagt blev deres begejstring fuldstændig frosset til is. De blev grebet af stor rædsel og begyndte at overveje at opgive krigen og flygte. Om denne usete hjælp siger Allah:

»Og husk Allahs nåde mod jer, da hære kom imod jer, og Vi sendte en storm imod dem og hære, som I ikke kunne se.« (Sura al-Ahzab-9)

Da Abu Sufyan så den altomfattende rædsel og fortvivlelse blandt soldaterne, forstod han, at de ikke længere kunne holde stand ret meget længere. Derfor forlod de pludselig Medina. Profeten (fvmh.) sagde: »Nu er Qurayshs angrebsepoke forbi.« Det vil sige, at de havde prøvet styrken af deres egen samlede magt ved Badr og Uhud. Ved Khandaq havde de iværksat et samlet angreb med allierede fra hele Arabien. Også dette angreb mislykkedes. Eftersom det fremover ikke længere ville være muligt for dem at samle så stor en styrke, hvordan skulle Quraysh så kunne føre krig i fremtiden? De kommende krige ville kræve endnu større styrke.

Der var meget få tab på begge sider i dette slag. De var endnu færre blandt den muslimske hær. I alt blev seks muslimer martyrer. Blandt dem var imidlertid en fremragende person som Sa’d ibn Mu’adh. Han blev såret af en pil og døde nogle dage senere.

Nogle vigtige lærdomme fra Khandaq-slaget

De lærdomme, der kan drages af denne krig, er som følger:

1- Det, der i højeste grad styrkede troen, var de muslimske frivilliges grænseløse entusiasme og iver. De udviste ikke blot enestående tålmodighed og urokkeligt mod i denne frygtelige situation, men fuldførte også arbejdet med at grave voldgraven på en sådan måde, som om en hær af jinner havde grebet fat i jorden og vendt den på hovedet. De udførte dette arbejde, mens de sang islamiske sange.

(Arabisk********)

“Vi er de mennesker, som har svoret ved at lægge hånd i hånd med Muhammad, at vi vil fortsætte jihad hele livet.”

En anden gruppe begyndte at synge:

(Arabisk********)

“Fjenderne har angrebet os for at fjerne os fra sandhedens vej. Men det accepterer vi ikke.” Især ordene ‘accepterer vi ikke’, ‘accepterer vi ikke’. Når disse ord blev sunget enstemmigt og med kraftig stemme, genlød luft og himmel af en urokkelig beslutsomhed.”

En af grundene til deres entusiasme og iver var, at alt det, de gennem et helt livs kamp havde opnået indtil da, nu var truet. Den islamiske bevægelse og den islamiske stat i Medina var det kæreste, de ejede. De betragtede det som en lykke at ofre alt, hvad de ejede af liv og ejendom, for dens skyld. Den hellige kamp og stræben for at sikre hele menneskehedens fuldkomne velfærd i denne verden og det hinsidige var deres livs kærkomneste opgave. Den anden hovedårsag var, at deres højtelskede leder ikke blot var fysisk til stede sammen med dem på arbejdspladsen, men også aktivt deltog i hvert eneste arbejde. Så snart arbejdet med at grave begyndte, kom Profeten (fvmh.) fra sit hjem ud til arbejdspladsen, og på et nærliggende bjerg blev der rejst et telt, hvor han kunne opholde sig. På dette sted ligger i dag ‘Masjid al-Zubab’. Profeten (fvmh.) var selv medlem af en af de grupper, der var blevet dannet med ti personer i hver. Det er velkendt, at Hazrat Salman al-Farisi var i stand til at udføre ti gange så meget arbejde som enhver anden. Derfor forsøgte hver gruppe at få ham som medlem. Profeten (fvmh.) løste denne strid ved at sige: ‘Salman er medlem af vores families gruppe.’ På denne måde blev Hazrat Salman både hædret, og risikoen for uenighed mellem de forskellige grupper blev fjernet. Profeten (fvmh.) udførte både arbejdet med at grave og med at bære jorden. Selv når en hård sten satte sig fast i skovlen, kom han personligt for at slå stenen i stykker. Det fortælles, at han med egne hænder knuste to sådanne sten.

2- Jeg har allerede nævnt, hvor alvorlig muslimernes mangel, nød og elendighed var under denne krig. Graveudstyret var lånt af Banu Qurayza. Der var ikke engang kurve til at transportere jorden i. Derfor brugte hver person sit eget tøj. Samtidig var der alvorlig mangel på fødevarer. Eftersom tre tusind mennesker uafbrudt var beskæftiget med gravearbejdet i to-tre uger og derefter deltog i krigen i yderligere to-tre uger, mens al landbrugs- og handelsaktivitet var standset, var en økonomisk krise uundgåelig. Selv efter at have arbejdet hårdt, så sveden drev af dem, fastede de muslimske mujahider i tre dage i træk. Dette bar alle også med et smil. For muslimernes leder, Profeten (fvmh.), deltog selv i denne faste. Han udholdt faktisk mere sult end de andre. Når nogen kom og viste, at han på grund af sultens smerter havde bundet en sten på sin mave, løftede Profeten (fvmh.) sit tøj og viste, at han havde bundet to sten på sin mave. Egenskaben selvopofrelse og offer består kun, så længe alle i gruppen deltager i den. Men hvis nogle mennesker hæver sig over selvopofrelse og forsøger kun at lægge ansvaret for selvopofrelse og offer på de andre, begynder denne egenskab at forsvinde fra hele gruppen. Især bør ledere og ansvarlige i den islamiske bevægelse bestræbe sig på at være foran alle andre i denne egenskab.

3- Opretholdelse af orden i samfundet er i sig selv et ufravigeligt krav for den islamiske bevægelse. Men på slagmarken er det ganske enkelt umuligt at møde fjenden effektivt uden fuldstændig disciplin. Profeten (fvmh.) underviste i militær disciplin allerede fra den første krig. Ved Slaget ved Khandaq var erfaringen blevet langt mere omfattende. Derfor var disciplinen ved Slaget ved Khandaq særdeles stærk. Gravearbejdet blev udført med fuldstændig orden og arbejdsfordeling. Desuden blev der forskellige steder opført observationsposter for at føre tilsyn med arbejdet og opretholde kontrollen over slagmarken, og der blev indført skiftevis vagttjeneste. Der blev endda fastlagt signaler, så de muslimske mujahider kunne genkende hinanden. Da efterforskningsgruppen, der undersøgte Banu Qurayzas forræderi, vendte tilbage og afleverede en rapport, der bekræftede anklagen, gjorde gruppen det også ved hjælp af et kodesignal. Gruppens medlemmer sagde blot: »Aẓal og Qāra.« Det vil sige, at ligesom folkene fra Aẓal og Qāra havde forrådt lærergruppen, havde Banu Qurayza gjort det samme. På trods af dette kom to grupper af muslimske mujahider ved en fejl i kamp med hinanden i nattens mørke i ét tilfælde, og én person opnåede martyrdøden. Fra gravearbejdet begyndte, og indtil det sluttede, forlod ingen af de oprigtige muslimer arbejdsstedet uden Profeten (fvmh.)s tilladelse.

4- Den vej, som Profeten (fvmh.) fandt til at indgå en forsonende aftale med Banu Ghatafan, viser, at det ikke er så utænkeligt, at man af og til må trække sig en smule tilbage eller udvise en vis fleksibilitet for at beskytte den islamiske bevægelse mod farlig modstand og svække fjendens styrke. Efter at være blevet involveret i langvarige konflikter kan det blive nødvendigt fra tid til anden at indgå forsonende aftaler med de forskellige mennesker, man kommer i kontakt med. Den islamiske bevægelse kan møde mange komplicerede behov, og for at imødekomme dem må den nødvendigvis udvise dømmekraft og visdom. Evnen til at forstå situationen og finde den bedst mulige vej ud fra den bør være en uundværlig egenskab hos enhver dygtig og fremsynet ledelse. Principper og idealer er én ting, og fremgangsmåder er en anden. Hvad angår principper og idealer, er der ingen plads til fleksibilitet eller kompromis. Men det er der, når det gælder fremgangsmåder. De, der ønsker at anvende den samme formel under alle omstændigheder på fremgangsmåder såvel som på principper, er ofte ude af stand til at udføre noget bemærkelsesværdigt i historien.

Det er en særskilt sag, at Profeten på forhånd havde søgt en løsning på ansarernes problem, fordi han frygtede, at Medinas ansarer kunne blive grebet af panik, hvis de mente, at en uudholdelig fare var faldet over dem; det var derfor, han ønskede at nå frem til en forsoning med Ghatafan. Men da de to ledere for Aws og Khazraj viste fasthed, blev han beroliget.

5- Før Profeten (fvmh.) gav dette forsoningsforslag sin endelige form, styrkede han shura-systemet ved at rådføre sig med ansarernes ledere. Selv på slagmarken traf han ikke nogen større beslutning alene.

6- Den rolle, Nuʿaym ibn Masʿud spillede for at skabe splittelse blandt fjenderne, udførte han med Profeten (fvmh.)s tilladelse. Profeten (fvmh.) gav tilladelsen på grundlag af princippet: »Krig er en form for bedrag.« Heraf fremgår det, at man i konflikter og krige kan anvende forskellige strategier, så længe man holder sig inden for de ukrænkelige moralske grænser. Ja, i visse situationer kan det endda blive uundgåeligt. Hvis man i ekstremt farlige og risikable situationer blot ser passivt til i enkelhed og tavshed uden at anvende strategiske midler, kan det føre til en enorm katastrofe. Medmindre man betragter Ibn Isḥaqs beretning som svag, havde Nuʿaym ibn Masʿud løst en usædvanlig opgave med stor succes uden at fortælle en eneste løgn og uden at overskride nogen moralsk grænse.

7- Sahabien Salman al-Farisi, som hørte til Profeten (fvmh.)s gruppe, beretter: Under gravearbejdet stødte jeg på en vældig sten, som jeg på ingen måde kunne knuse. Profeten (fvmh.) var lige i nærheden. Han tog hakken fra mig og begyndte at slå på stenen igen og igen. Efter det første slag sagde han: »Yemen er blevet erobret for mig.« Efter det andet slag sagde han: »Syrien og Marokko har bøjet sig for mig.« Tredje gang sagde han: »De østlige områder (Iran) er kommet under min kontrol.« Denne forudsigelse er meget vigtig af to grunde. For det første viser den, at Profeten (fvmh.) fra begyndelsen til slutningen havde en klar forståelse af den islamiske bevægelses stadier af succes. Og som støtte for denne forståelse modtog han også åbenbaring fra Allah. For det andet bevarede han, selv under de mest ugunstige forhold, da styrken var på sit laveste og farerne og prøvelserne på deres mest alvorlige, en urokkelig tro på, at islams sejr var uundgåelig.

Vi kan ikke undlade også at sige, at ordene om, at den arabiske og ikke-arabiske verden ville lide et ynkeligt nederlag for islams hånd, så ofte blev udtalt af Profeten (fvmh.) fra den mekkaanske til den medinensiske periode, og blev omtalt så vidt og bredt, at de antog form af et fast slogan for den islamiske bevægelse. Jeg vil behandle dette udførligt et andet sted. I forskellige katastrofale øjeblikke gjorde en hykler ved navn Muʿattab ibn Qushayr nar ad denne forudsigelse og sagde: »På den ene side overdrager Muhammad (fvmh.) os nøglerne til Romerriget og Perserriget, mens vores virkelighed på den anden side er, at ingen af vores folk på grund af frygt engang kan gå uden for sit hus for at gå på toilettet.«

8 – Selv om kvinder og børn på grund af de særlige omstændigheder under denne krig var blevet sendt ind i fæstningen, spillede de muslimske kvinder også på dette tidspunkt en fremtrædende rolle. En kvinde ved navn Rashida kom til slagmarken med noget medicin og forbindingsmateriale, og hun plejede de sårede meget. Hun forbandt også såret på Hazrat Sa’d ibn Mu’adh. Man så en jødisk ung mand gå omkring i nærheden af kvindernes lejr. Profetens, fred være med ham, faster Hazrat Safiyya var netop dér. Hazrat Hassan ibn Thabit var blevet anbragt dér på grund af sygdom. Hazrat Safiyya bad Hassan om at gribe manden og tæve ham. Da den syge Hassan erklærede, at han ikke var i stand til det, tog den modige kvinde Hazrat Safiyya selv et stykke træ, slog ham ihjel og kastede derefter også hans hoved ud over fæstningen, så andre forbrydere kunne blive advaret. Efter denne hændelse turde ingen fjende længere nærme sig fra den side. I den fæstning, hvor Hazrat Aisha opholdt sig, var Hazrat Sa’d ibn Mu’adhs mor også. Hazrat Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, gik ud af fæstningen og hørte lyden af skridt. Hun så, at Sa’d ibn Mu’adh stolt bevægede sig mod slagmarken med et spyd i hånden. Mens han gik, fremsagde han koncentreret et digt:

»Vent lidt, lad endnu en ung mand deltage i kampen,

når døden er uundgåelig, hvorfor

frygte da døden?«

Da Sa’ds mor hørte sin søns digt, sagde hun højt: »Skynd dig at gå, Sa’d. Du er allerede meget forsinket.« Kort efter blev Sa’d ramt af en pil, og han led martyrdøden som følge af dette sår. Så blev meningen med Sa’ds digt til virkelighed.

Så I den muslimske mors følelser?

9 – De oprigtige muslimer, som var havnet i skyttegravskrigens gruopvækkende situation, så dette raseri af prøvelser og ulykker uden på nogen måde at blive skræmte eller rædselsslagne; i stedet udbrød de spontant: »Dette er ganske nøjagtigt den situation, som Allah og Hans Profet på forhånd har fortalt os, at vi ville blive konfronteret med.« I virkeligheden er sandhedens sejr på jorden ikke mulig uden at gennemleve sådanne farefulde situationer, ligesom man heller ikke kan nå Paradiset i det hinsidige uden at gennemleve dem. I suraen al-Ahzab er sådanne helhjertede troende blevet lovprist. Det er dem, der udgør bevægelsens sande livskraft og egentlige kapital.

10 – Det er almindeligt kendt om Profeten, fred være med ham, at han, for at etablere muslimerne i en særskilt civilisation, indprentede dem dette princip meget grundigt: Efterligning af fremmede er uønsket på det sociale og kulturelle område. I stedet må nye kulturelle værdier formes i lyset af ens egne idealer. Enhver kulturel strømning må omformes i overensstemmelse med ens egen islamiske smag. Men når vi ser Profeten, fred være med ham, åbent acceptere den iranske forsvarsstrategi med at anlægge en skyttegrav, forstår vi, at udvekslingen af materielle midler og redskaber, teknologi, ingeniørkunst og teknisk viden er blevet holdt åben for hele menneskeheden. Det er ikke nødvendigt at anse de midler og redskaber, den teknologi, ingeniørkunst, tekniske viden og de metoder, som er effektive på et bestemt tidspunkt, for nødvendigvis at skulle anvendes nøjagtigt på samme måde i alle tidsaldre, kulturer og situationer. Det er heller ikke nødvendigt at betegne disse ting som sharia eller sunna. På disse områder bør man tage de nødvendige elementer til sig fra andre nationer og kulturer. For en islamisk stat og dens ledelse er det, set fra islams synspunkt, en ufravigelig pligt at gøre brug af de mest indflydelsesrige midler og redskaber i samtiden, bringe sit folk fremad inden for teknisk kunnen og teknologi, lære de mest succesfulde teknologier af andre og selv gøre nye opfindelser.

Fra Slaget ved Grøften til erobringen af Mekka

I de to år mellem Slaget ved Grøften og erobringen af Mekka fandt flere vigtige politiske tiltag og mindre militære ekspeditioner sted. For at kunne følge begivenhedernes sammenhæng er det meget vigtigt at rette opmærksomheden mod disse.

Stammen Banu Qurayza var det værste eksempel på det jødiske folks moralske og mentale fordærv. Dårlige skikke og onde handlinger var en del af deres inderste natur og gennemsyrede hele deres karakter. Selvom de som borgere var bundet af den forfatningsmæssige aftale med den islamiske stat, fortsatte de med alle former for sammensværgelser og med at skabe uro. Men deres åbne brud på aftalen under Slaget ved Grøften og deres alliance med de invaderende fjender var deres mest ekstreme og forræderiske handling. At henrette dem, der var involveret i denne forbrydelse, kan i ingen tidsalder og i intet land betragtes som uret eller undertrykkelse. De havde ikke undladt noget forsøg på at ødelægge Profeten (fvmh.), den islamiske gruppe, den islamiske bevægelse og den islamiske stat i Medina. Derfor var der ingen grund til ikke at give dem en passende straf. Efter at de invaderende Quraysh-styrker og deres allierede var draget bort, forlod Profeten (fvmh.) og de muslimske frivillige om morgenen skyttegravens forsvarsstillinger og vendte hver især hjem. Profeten (fvmh.) lagde sine våben fra sig og tog et bad. Netop da modtog han åbenbaringen: Drag af sted mod Banu Qurayza. Mujahiderne havde endnu ikke engang taget deres krigstøj af, da de blev kaldt ud på en ny ekspedition. Den muslimske hær belejrede denne forræderiske stamme. Belejringen fortsatte uafbrudt i 25 dage. Selv i dette kritiske øjeblik fornærmede de Profeten (fvmh.) fra toppen af fæstningen. Til sidst blev Banu Qurayza urolige. Deres leder, Ka’b ibn Asad, fremsatte flere forslag over for muslimerne for at slippe ud af sin bekymring. Men den muslimske hær accepterede ingen af dem. Til sidst overgav de sig tvunget og uden betingelser til den islamiske stat. Efter at have rådført sig med dem og med deres samtykke udnævnte Profeten (fvmh.) Sa’d ibn Mu’adh til voldgiftsmand. Begge parter gav Sa’d myndighed til at træffe afgørelsen. Sa’d afsagde sin dom i overensstemmelse med bestemmelserne i jødernes bog, Toraen: Alle de unge mænd blandt Banu Qurayza skulle dræbes. På denne måde blev den sammensvorne gruppes militære og politiske magt svækket. Det bør bemærkes, at selv i dette yderst bitre øjeblik antog en mand fra Banu Qurayza, Umar ibn Sa’d, islam. Denne retskafne mand havde gentagne gange advaret Banu Qurayza mod at bryde aftalen, men de lyttede ikke til ham.

Efter denne begivenhed blev en af islams mest hårdnakkede og sammensvorne fjender, Abu Rafi’ Abdullah ibn Abu al-Huqayq, som også blev kaldt Sallam, dræbt af nogle unge mænd fra Khazraj i Syrien. Han havde gjort en stor indsats for at samle soldater til de vantros side under Slaget ved Grøften.

Da Muhammad ibn Maslama al-Ansari var på grænsepatrulje med 30 beredne soldater, kom han i konflikt med Thumama ibn Uthal, lederen af Najd-området. Da denne kommandør så Thumama på vej mod Medina, arresterede han ham og førte ham til Profeten (fvmh.). Han sagde til Profeten (fvmh.): »Muhammad, hvis du dræber mig, skal du vide, at du har dræbt en, der fortjente at blive dræbt. Og hvis du løslader mig, skal du vide, at du har løsladt en, der ved, hvordan man værdsætter en gunst. Hvis du ønsker penge og ejendom, skal du blot sige beløbet, så vil det blive givet.« Profeten (fvmh.) løslod ham med ære. Imponeret af denne gunst antog han islam. Efter at have antaget islam erkendte han åbent: »Før i dag fandtes der for mig ikke noget ansigt, jeg hadede mere end Muhammads (fvmh.) ansigt, men i dag findes der for mig intet ansigt, der er kærere end hans.« På denne måde blev vejen åbnet for islam i det vigtige politiske område Najd. Det var netop denne Thumama, der tog til Mekka og udfordrede Quraysh: »Fra nu af vil I ikke få så meget som et eneste korn.«

For at straffe Raji’-folkene, som havde dræbt den gruppe på syv undervisere, heriblandt Khubayb, ankom Profeten (fvmh.) med 200 beredne soldater. Men de flygtede, og han vendte tilbage uden nogen kamp. Som et politisk taktisk træk sendte Profeten (fvmh.) ti mænd helt til Qurawn Na’im på patrulje, så Quraysh kunne forstå, at Medina var yderst årvågen.

En dagsrejse fra Medina, i retning af Banu Ghatafans område, ligger et vandsted ved navn Dhu Qarad. I nærheden lå Medinas offentlige kamel- og kvæggræsgange. En mand fra Usfan var ansat som hyrde dér. Profeten (fvmh.) sendte en tjener ved navn Rabah for at undersøge sagen. Salama ibn al-Akwa’ var militær opsynsmand. Han var også på vej mod centrum. Om morgenen, mens de stadig var undervejs, plyndrede Uyayna ibn Hisn al-Fazari (eller Abd al-Rahman ibn Uyayna) og en gruppe røvere, der fulgtes med ham, kamelerne og drev dem bort. Røverne dræbte den offentlige hyrde og bortførte også hans hustru. Da Salama ibn al-Akwa’ så dette brutale drab og plyndringen, vendte han sig mod Medina og råbte højt: »Ya sahaba!« Han sendte Rabah efter hjælp og satte selv alene efter røverne. Mens han råbte efter dem bagfra og skød pile, fortsatte han fremad og slog røverne ned én efter én. Hver gang en røver blev slået ned af en pil, råbte han: »Jeg er Ibn al-Akwa’. I dag er prøvens dag: Hvem har drukket mest af sin mors brystmælk?« Vejen var bjergrig og omgivet af træer og buske. Hver gang røverne så sig tilbage, skjulte han sig og skød pile. Han anvendte altså guerillakrigens taktik. På et tidspunkt kastede han sten mod røverne og udmattede dem så meget, at de først i forvirring forlod de bortførte kameler og derefter begyndte at kaste kapper og våben fra sig for at lette deres byrde. Imens sendte man straks Miqdad ibn Amr fra Medina for at hjælpe Salama, hvorefter Profeten (fvmh.) selv drog af sted med en hærstyrke. Da nogle muslimske soldater nærmede sig røverne, satte røverne farten yderligere op. Blandt disse muslimske soldater var Mehray ibn Nazla, også kendt som Akhram, muligvis grebet af en stærk længsel efter martyrdøden. Da han alene forfulgte røverne langt bort, begyndte de at kæmpe mod ham. Akhram blev martyr. Derefter dræbte Abu Qatada en af de større røvere. Hazrat Salama ibn al-Akwa’ fortsatte forfølgelsen, tog hestene fra dem og vendte tilbage. Da han mødte Profeten (fvmh.), sagde han: »Hvis du havde givet mig hundrede soldater, ville jeg være kommet tilbage efter at have tilintetgjort dem alle.« Profeten (fvmh.) sagde: »Når Allah allerede har givet dig sejr, så vær nu mild.« Se disse sahabaers tapperhed og mod. Det er, som om lyn strømmer gennem dem alle. Deres rolle og karakter var helt forskellig fra almindelige uromageres. De kæmpede af alle kræfter for et klart mål. Deres kærlighed til dette mål var så stor, at de kunne sætte livet på spil uden løfte om nogen belønning, og i enhver kamp, de gik ind i, lod de ikke modstanderen slippe uden at have mærket deres styrke.

En patrulje drog ud under ledelse af Ukkasha ibn Hisn al-Asadi for at bevogte grænsen. Der gik rygter om, at stammen Banu Asad samlede sig for at angribe Medina. Da den muslimske hær nåede det pågældende område, forsvandt sammensværgerne fra deres hjem. De muslimske soldater beslaglagde 200 af deres kameler fra græsningsområdet og bragte dem med tilbage.

I måneden Rabi al-awwal i det 6. hijri-år blev en undervisende og missionerende gruppe under ledelse af Muhammad ibn Muslimah sendt til Banu Thaʿlabah-stammen. Da de nåede stedet ved navn Dhu Qussah, blev de om natten dræbt, mens de sov. Kun gruppens leder, Muhammad ibn Muslimah, overlevede, skønt han var alvorligt såret. En muslim bar ham på sine skuldre til Medina. I måneden Rabi al-thani drog Abu Ubaydah, må Allah være tilfreds med ham, om natten af sted med 24 soldater for at straffe forbryderne og angreb dem tidligt om morgenen. Anarkisterne flygtede, og alle deres ejendele blev konfiskeret.

Zayd ibn Harithah drog med en patrulje mod Jamuh, som ligger nær Batn Nakhlah. Her boede Banu Sulaym. De var to grupper, der lå i indbyrdes krig, og de lod ingen lejlighed til at skade hinanden gå til spilde. Desuden havde en kvinde ved navn Halimah også spioneret om dem. Patruljen gennemførte et mindre angreb, tog nogle af dem til fange og beslaglagde noget kvæg. Senere løslod Profeten, fred være med ham, alle de tilfangetagne, fordi Halimah havde givet urigtige oplysninger.

Zayd ibn Harithah drog med en lille styrke på 14 mand, ham selv ikke medregnet, mod dammen ved Banu Salamah for at straffe forbryderne fra Dhu Qussah. Forbryderne flygtede, og 20 af deres kameler blev konfiskeret. Vi har tidligere omtalt Dumat al-Jandals politiske, økonomiske og militære betydning. Dette sted af afgørende central betydning var stadig truet. Profeten, fred være med ham, havde først rettet sin opmærksomhed mod området, men var vendt tilbage uden at nå det ønskede mål. Denne gang blev Abd al-Rahman ibn Awf sendt til Dumat al-Jandal for at udføre missionsarbejde. Gennem hans oprigtige indsats blev den lokale store stammes kristne leder, Asim ibn Amr al-Kalbi, først muslim, og kort efter blev hele den kristne stamme muslimsk. Stammens leder giftede sin datter Tamadur med Abd al-Rahman ibn Awf. På denne måde styrkede han sit politiske forhold til den islamiske stat.

Der kom besked fra Fadak til Medina om, at Banu Saʿd ibn Bakr-stammen havde samlet militære styrker for at hjælpe jøderne i Khaybar med at skade den islamiske regering. Ali drog meget forsigtigt af sted med 200 soldater. De rejste om natten og skjulte sig om dagen. Undervejs blev en udsending fra Banu Saʿd pågrebet, mens han var på vej mod Khaybar. Han bragte jøderne i Khaybar besked om, at der kun ville blive ydet hjælp, hvis alle Khaybars dadler blev givet til Banu Saʿd. Ali gennemførte et overraskelsesangreb og slog fjenden ud af kurs. De flygtede. Den muslimske hær led ingen tab. Desuden tog de Banu Saʿds dyr med sig. Der var også hændt en ulykke: Zayd ibn Harithah var rejst til Syrien på handelsrejse med sin egen og andre ledsageres kapital. På hjemvejen overfaldt Banu Fazarah deres karavane ved Wadi al-Qura. Karavanen var lille, og røverne dræbte derfor ni personer, sårede én og bortførte alle varerne. Endelig blev en styrke to måneder senere sendt under Abu Bakrs ledelse for at straffe forbryderne. Nogle af røverne blev dræbt, mens de andre flygtede.

Nogle mennesker fra de to stammer Ukl og Uraynah kom til Medina og blev muslimer. Men de blev syge på grund af det nye klima. De blev behandlet uden for Medina under regeringens opsyn. Da de var blevet raske, angreb de regeringens hyrde, stak glødende jernstænger ind i hans øjne, dræbte ham brutalt og flygtede med dyrene. Profeten, fred være med ham, sendte en gruppe på 20 beredne soldater under ledelse af Karz ibn Jabir al-Fihri for at pågribe dem. De blev arresteret og fik en eksemplarisk straf for at have forladt islam, begået røveri og drab samt ført krig og udøvet brutalitet. Der blev med rette taget gengældelse mod dem. Ellers ville alt nødvendigvis ende som en farce, hvis enhver kunne udvise en sådan frækhed over for en velorganiseret regering med folkelig opbakning, og ingen administration ville kunne fungere selv én dag.

Den største begivenhed i denne periode, og den begivenhed der fik den mest vidtrækkende indflydelse på de politiske og forsvarsmæssige forhold, var våbenhvilen ved Hudaybiyyah. I måneden Dhu al-Qadah i det 6. hijri-år slog Profeten, fred være med ham, lejr ved Hudaybiyyah. Ved at indgå en fredsaftale med Quraysh dér blev han sikret mod den største fjende, og der blev skabt omfattende muligheder for missionsarbejde og opbygning. Desuden blev det lettere at udrydde anarkisterne i områderne omkring Medina.

Allahs Sendebud (fvmh.) vendte fra Hudaybiyya tilbage til Medina i måneden Dhu al-Hijja og drog få dage senere, den 7. Muharram, af sted mod Khaybar. Khaybar var både en yderst aktiv politisk base imod den islamiske stat og et centrum for militære konspirationer. Jøderne i Khaybar havde ikke blot udvist fjendtlighed mod den islamiske stat under slaget ved Uhud; de havde også spillet en meget aktiv oppositionsrolle under slaget ved Grøften. Slaget ved Khaybar var et usædvanligt og omfattende slag. Men jeg har regnet det som et almindeligt felttog, fordi det hverken var et slag på niveau med Badr, Uhud og Grøften eller en fortsættelse af disse. Det var en anderledes form for militær aktivitet. Eftersom den islamiske bevægelses kald endnu ikke var trådt ind i den internationale fase, og folk fra andre nationer og andre religioner endnu ikke var blevet tiltalt i denne første fase af kaldet, sådan som Quraysh og den arabiske befolkning var blevet, opstod konflikten med jøderne i Khaybar ikke, fordi de afviste dette kald, men på grund af deres politiske forbrydelser. Derfor blev de behandlet som modstandere i en politisk krig. Da de blev besejret i krigen, blev deres område erklæret for erobret territorium, og de fik status som undersåtter. Allahs Sendebud (fvmh.) indførte kun denne form for behandling i Khaybar og ingen andre steder. Da vejen mod Quraysh imidlertid var blevet sikker, var der ikke længere nogen hindring for et angreb på Khaybar. Kun de, der ville kæmpe med iver og begejstring for jihad udelukkende for Allahs velbehag, fik lov til at deltage. Det skal bemærkes, at muslimske kvinder også sluttede sig til dette felttog uden at informere Allahs Sendebud (fvmh.). Da han senere fik det at vide, udtrykte han sin utilfredshed over for dem og spurgte, hvorfor de var kommet. Da de forklarede, at de var kommet for at tjene de muslimske krigere, gav han dem sin tilladelse. Senere gav han dem endda en andel af krigsbyttet. Allahs Sendebud (fvmh.) udnævnte Siba bin Arafata til midlertidig guvernør i Medina og drog af sted med fjorten hundrede soldater. Da han nåede frem til et sted kaldet Raji, slog han lejr. Da de muslimske soldater pludselig viste sig foran jøderne i Khaybar, flygtede de og søgte tilflugt i fæstningerne. Derefter begyndte krigen. Kampen fortsatte med pileregn fra begge sider. Til sidst sejrede muslimerne. Krigen begyndte med angrebet på fæstningen Natat. Derefter blev fæstningen Sa’b belejret. En jøde ved navn Marhab udfordrede muslimerne. Amir ibn al-Akwa blev martyr i nærkamp med ham. Ikke desto mindre lykkedes belejringen. Den stærkeste fæstning var Qamus. På grund af en voldsom hovedpine afstod Allahs Sendebud (fvmh.) fra at deltage i kampen. Gennem en særlig bekendtgørelse sendte han Ali (må Allah være tilfreds med ham) af sted på dette felttog. Den jødiske helt Marhab trådte frem, mens han sang krigssange. Muhammad bin Maslama gik frem med ønsket om at hævne mordet på sin bror og huggede Marhabs ben over. Derefter sendte Ali (må Allah være tilfreds med ham) ham til Helvede med sit sværd. Efter Marhab kom hans bror Yasir. Zubayr ibn al-Awwam mødte ham i kamp og dræbte ham. Efter tyve dages belejring kom denne vigtigste fæstning under muslimernes kontrol. Da fæstningen blev erobret under Alis ledelse, blev han kaldt »Khaybars erobrer«. Da jøderne flygtede fra denne fæstning, blev Safiyya, datter af den berygtede fjende af islam og jødiske leder Huyayy ibn Akhtab, taget til fange sammen med to kusiner. Eftersom hun var datter af en anset stammeleder, beholdt Allahs Sendebud (fvmh.) hende efter samråd med ledsagerne under sin families beskyttelse. Derefter samlede jøderne sig i fæstningen al-Zubayr. Efter at have været belejret dér i tre dage kom de ud og indledte et voldsomt slag. Ti jøder blev dræbt, og nogle muslimer blev martyrer. Til sidst blev også denne fæstning erobret. Nu var tre fæstninger tilbage: al-Qutayba, al-Watih og al-Salim. Jødernes samlede mandskab og økonomiske styrke blev koncentreret i disse tre fæstninger. Den muslimske hær fortsatte belejringen i fjorten dage. Til sidst blev det besluttet at anvende kastemaskiner og lade sten regne ned over dem. Da de belejrede fik det at vide, havde de ingen anden udvej. De indledte forhandlinger. Efter forhandlingerne blev det besluttet, at de kun måtte forlade området med livet i behold. Men da de bad om at få lov til at arbejde i markerne og haverne og blive boende, viste Allahs Sendebud (fvmh.) storsind og gav sit samtykke. Der blev indgået en aftale med dem mod halvdelen af det høstede udbytte. Da indbyggerne i Fadak hørte om denne aftale, fremsatte de også en sådan anmodning. De fik samme type aftale. Under dette forløb tog to unge jøder, Huwaysa og Muhaysa, imod islam.

Under belejringen af fæstningen Natat gennemgik en af de sorte hyrder blandt Khaybars indbyggere, Aswad, en indre forandring. Han spurgte jøderne, hvem de kæmpede imod. De svarede: »Mod en, der gør krav på profetskab.« Da han hørte dette, blev han nysgerrig, og han kom til Allahs Sendebud (fvmh.) for at spørge, hvad hans kald var. Allahs Sendebud (fvmh.) forklarede ham udførligt islams tawhid. Aswads sind og hjerte åbnede sig for islam. Han spurgte: »Jeg har ansvaret for jødernes flokke af geder og får. Hvad skal jeg gøre med dem?« Allahs Sendebud (fvmh.) kunne, hvis han havde ønsket det, have beslaglagt jødernes geder og får og medtaget dem som forsyninger til de muslimske soldater. Men i denne situation beordrede han hyrden Aswad til at bevare sin trofasthed. I overensstemmelse med Allahs Sendebuds (fvmh.) ordre førte han gederne og fårene hen nær fæstningen og drev dem ind ved at kaste sten efter dem. Derefter vendte han tilbage til Allahs Sendebud (fvmh.) og spurgte: »Hvad vil der ske med mig i det hinsides, hvis jeg dør i kamp?« Allahs Sendebud (fvmh.) sagde til ham: »Du vil få Paradiset.« Han kæmpede oprigtigt og opnåede martyrdøden.

En beduin, som for nylig havde taget imod islam, deltog i slaget ved Khaybar. Da hans andel af krigsbyttet blev fastsat, sagde han: »Allahs Sendebud, jeg fulgte ikke efter dig af begær efter denne ting. Jeg kom for at ofre mit liv på sandhedens vej og opnå Paradiset.« Allahs Sendebud (fvmh.) gav ham det glade budskab, at også dette mål ville blive opfyldt. Derefter gik han selv ind i kampen og opnåede martyrdøden.

Kort efter sejren ved Khaybar vendte Ali ibn Abu Talibs ærværdige bror, Ja’far ibn Abu Talib, pludselig tilbage fra Abessinien sammen med et stort antal ledsagere og sluttede sig til Allahs Sendebud (fvmh.) og de øvrige muslimske brødre. Derved blev glæden over sejren ved Khaybar mangfoldiggjort.

Hujjaj ibn Ilat al-Sulami, som ejede minerne i det område, hvor Banu Sulaym boede, havde taget imod islam allerede under belejringen af Khaybar. Før sejren ved Khaybar var fuldbyrdet, bad han Allahs Sendebud (fvmh.) om tilladelse og skyndte sig til Mekka, hvor han gav Abbas, som opholdt sig dér, det forudgående glade budskab om sejren ved Khaybar.

Efter at sagen om Khaybar var blevet afgjort, drog de muslimske soldater mod Wādī al-Qurā. Det var også en ussel højborg for islams fjender. Foruden jøder boede der også nogle arabere dér. Så snart de muslimske soldater ankom, blev der kastet sten mod dem fra forsiden, og en slave ved navn Mudāʿim blev såret. På Profeten ﷺ’s vegne blev islams budskab gentagne gange forkyndt. Men fra den anden side trådte den ene efter den anden frem og udfordrede til kamp, hvorefter de faldt i nærkamp med de muslimske soldater. Således kom elleve mænd frem, den ene efter den anden. Dette fortsatte indtil natten. Den følgende morgen blev den endelige sejr vundet. Derefter blev indbyggerne i Wādī al-Qurā, i overensstemmelse med tidligere eksempler, sat til at arbejde på markerne og med landbruget, og en af deres egne blev udnævnt til guvernør over dem. Da jøderne i Taymāʾ hørte om ordningen her, viste de frivilligt interesse for en fredsaftale, og også de blev sat til at dyrke jorden i deres eget land.

Som følge af dette sejrstog kom et vidtstrakt og frugtbart landområde under muslimsk kontrol. Blandt disse områder blev Fadak og Khaybars land omdannet til statslig jord (State Land). Indtægterne fra denne jord blev brugt af statens ledere til at forsørge deres forsørgelsesberettigede samt de fattige i samfundet. Efter Profeten ﷺ’s død opstod der uenighed om netop denne statslige jord. Men Abū Bakr al-Ṣiddīq رضي الله عنه og de fremsynede ledsagere lod disse jorder forblive statslig jord, som de hidtil havde været. De øvrige jorder blev overdraget til muslimerne, og deres afgrøder blev fordelt blandt dem.

En patruljestyrke under ʿUmar رضي الله عنه drog ud for at advare Banū Hawāzin. Som følge heraf blev Banū Hawāzin spredt.

Det var kommet til Profetens ﷺ kendskab, at en jøde ved navn Bashīr ibn Wāriq (eller Usayr ibn Razām) tilskyndede Banū Ghatafān til at føre krig. ʿAbdullāh ibn Rawāḥa drog af sted med en styrke og fik på den ene eller anden måde overtalt Bashīr til at tage til Medina for at tale med Profeten ﷺ. Eftersom muslimerne var tredive i antal, tog han af forsigtighedshensyn også tredive mænd med sig, og på hver kamel red en jøde og en muslim sammen. Så snart Bashīr i nattens mørke rakte ud efter ʿAbdullāhs sværd, fór han op, sprang ned fra kamelen, trak sværdet og stillede sig ansigt til ansigt med ham. Da de to ledere blev set i denne situation, begyndte deres ledsagere på begge sider også at kæmpe, og til sidst blev alle enogtredive jøder dræbt, den ene efter den anden.

Det var i Muharram i det syvende hijri-år. Det blev hørt, at de fire stammer Banū Ghatafān, Banū Muḥārib, Banū Thaʿlaba og Banū Anmār forberedte sig på at angribe Medina. Profeten ﷺ drog ud på ekspedition med 400 kampberedte muslimer. Fjenderne, der var involveret i sammensværgelsen om angrebet, blev spredt. Denne ekspedition kaldes ekspeditionen til Dhāt al-Riqāʿ.

Efter våbenhvilen ved al-Ḥudaybiya blev handelsvejene åbnet for muslimerne. Men da Abū Jandal var undsluppet fra Qurayshs fangenskab og flygtede fra Mekka, kunne han på grund af en streng bestemmelse i denne aftale ikke tage til Medina, og derfor slog han sig ned på et syrisk bjerg ved havkysten. Senere sluttede Abū Baṣīr og andre muslimer sig til ham. På denne måde blev der i praksis dannet en muslimsk styrke på syrisk jord. De angreb en karavane tilhørende Quraysh og tog dens varer. Men da Profeten ﷺ beordrede dem til at tilbagelevere varerne, adlød de straks ordren. Nu forstod Quraysh og fortrød, at de havde lidt skade ved at indsætte en så streng bestemmelse i våbenhvilen. Senere kaldte Profeten ﷺ Abū Jandal til Medina.

Da Banū Malūḥ dræbte Bashīr ibn Suwayds ledsagere, drog ʿAbdullāh al-Laythī af sted med en styrke for at advare dem. Der fandt en mindre træfning sted, og nogle af fjendernes ejendele blev beslaglagt.

Profeten ﷺ’s udsending Dihya al-Kalbī var på vej tilbage til Medina fra den romerske kejser Herakleios’ hof med gaver og andre kostbarheder. Hunayd ibn Iyāḍ al-Jaʿfarī overfaldt ham og røvede alle gaverne fra ham. For at straffe Hunayd, som havde udført et så usselt angreb mod den islamiske stat, blev en styrke sendt under ledelse af Zayd ibn Ḥāritha. Hunayd blev dræbt i sammenstødet. Hans ledsagere angrede imidlertid og antog islam.

Banu Kilab gjorde sig klar til oprør. Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (r.a.) drog af sted med en hær for at slå oprøret ned. Efter sammenstødet blev fjendens soldater besejret og flygtede.

Da der opstod frygt for et oprør i Juhayna-området, blev Usama ibn Zayd sendt af sted med en hærstyrke for at bringe situationen under kontrol. Først forsøgte han at overbevise dem. Men til sidst kom det til et sammenstød. Da Hazrat Usama forfulgte Suhayk ibn Mirdas på dette tidspunkt, fremsagde han Kalima Tayyiba. Men Usama mente, at han, efter at være blevet besejret, forsøgte at redde sit liv. Derfor dræbte han ham. Da Rasulullah (s.a.w.) senere hørte om hændelsen, blev han dybt bedrøvet. For hans egentlige mål var at forbedre mennesker, ikke at dræbe dem.

Bashir ibn Sa’d al-Khazraji blev sendt af sted med en lille hærstyrke for at straffe indbyggerne i Fazarah og Adhra, som havde hjulpet jøderne i Khaybar. Modparten blev besejret efter et kort sammenstød.

Efter at man var blevet informeret om, at Banu Sulaym forberedte sig på at angribe Medina, blev Ibn Abi al-Awja sendt af sted med halvtreds soldater. Også her var fjenden talmæssigt overlegen.

De angreb og dræbte hele den muslimske hærstyrke som martyrer. Kun hærføreren var i stand til at nå Medina i såret tilstand. Da Ka’b ibn ‘Umair al-Ansari også blev sendt af sted med en alt for lille hærstyrke for at slå oprøret blandt Banu Quzaya ned, dræbte de hele den muslimske gruppe som martyrer. Ikke én eneste sahabi kunne vende levende tilbage.

Banu Hawazin havde hjulpet adskillige kræfter, der var imod islam. Man fik at vide, at de forberedte et angreb fem manzil fra Medina. En lille styrke blev sendt af sted under ledelse af Shuja ibn Wahb al-Asadi. Men de behøvede ikke at indlede noget sammenstød.

Det største slag, der blev udkæmpet på dette tidspunkt, var slaget ved Mu’ta. Det fandt sted i måneden Jumada al-Awwal i det ottende hijri-år. Da dette slag imidlertid udelukkende blev udkæmpet mod en fremmed magt, vil jeg behandle det særskilt sammen med Tabuk.

Man fik at vide, at Qays ibn Rifa’a samlede soldater til et angreb. Abu Hadraya al-Aslami blev sendt af sted med en gruppe på blot to mænd for at overvåge situationen. Ved hjælp af en ganske subtil taktik skræmte han fjendens soldater og spredte dem samt beslaglagde deres dyr og bragte dem med tilbage. Der fandt intet sammenstød sted her.

Der kom efterretninger om, at Banu Qudama var i færd med at forberede et angreb på Medina efter at have sluttet sig sammen med andre. Amr ibn al-As drog af sted med tre hundrede soldater for at møde dem. Dette sted, der kaldes Dhat as-Salasil, ligger lige efter Wadi al-Qura. Dette område havde i mange år været farligt for den islamiske stat. Da de nåede frem, erfarede de, at fjendernes styrke var langt større. Amr ibn al-As sendte derfor en budbringer for at anmode om flere soldater. Yderligere to hundrede soldater ankom straks under ledelse af Abu Ubaida ibn al-Jarrah. Så snart angrebet blev indledt, flygtede fjendens soldater. Nogle af de husdyr, de havde efterladt, blev taget som bytte.

Mens Abu Qatada og Muhallam ibn Juthama en gang var på patrulje, mødte Amir ibn al-Azbat al-Ashja’i dem tilfældigvis sammen med nogle andre personer. De hilste med den islamiske hilsen. Men Muhallam betragtede deres hilsen som et selvforsvarstrick og dræbte dem alle, fordi han anså dem for fjender. I anledning af denne hændelse irettesatte Koranen dem således:

Det blev sagt: Når I drager ud på patrulje, så lær folk at kende, og erklær ikke uden grund nogen for ikke-muslim, hvis han hilser. Allahs Sendebud, fred være med ham, advarede strengt herimod. Senere kom lederen af den dræbtes stamme og krævede blodpenge. Allahs Sendebud, fred være med ham, gav straks halvtreds kameler og overtalte ham efter megen forklaring til at acceptere de resterende halvtreds senere.

I rajab i det ottende hijri-år drog Abu Ubaida ibn al-Jarrah efter Allahs Sendebuds, fred være med ham, ordre til Saiful Bahr sammen med tre soldater. De patruljerede kun så langt som til havkysten, opholdt sig nogle dage i kystområderne og vendte derefter tilbage. Formålet var sandsynligvis at overvåge vejene og få Quraysh til at forstå, at Medina på det seneste havde rettet sin opmærksomhed mod denne retning. Det skal bemærkes, at muslimernes aktiviteter efter Qurayshs brud på Hudaybiyya-traktaten banede vejen for erobringen af Mekka.

Den fjerde store ekspedition – erobringen af Mekka

Indtil nu har jeg beskrevet de store angreb fra Quraysh og andre kræfter, der var fjendtlige over for islam. Af denne beskrivelse er det blevet tydeligt, at det i alle disse slag – Badr, Uhud og Grøften – var jahiliyyaens kræfter, der kom til Medina og indledte aggressionen, og at alle sammenstødene fandt sted i nærheden af den islamiske stat i Medina. I alle disse sammenstød indtog regeringen i Medina en rent defensiv rolle. Efter slaget ved Grøften forudsagde Allahs Sendebud, fred være med ham, med stor præcision og i lyset af sit politiske fremsyn og sin visdom, at Qurayshs aggressive ekspeditioner nu var bragt til ophør. Han lod også forstå, at det fra nu af, om Allah vil, ville være os, der angreb Quraysh. I den mellemliggende periode blev Hudaybiyya-traktaten indgået, og Quraysh afstod fra at angribe muslimerne. Allahs Sendebud, fred være med ham, udnyttede denne mulighed til på den ene side at slå oprørske og forræderiske kræfter i Medina hårdt ned og på den anden side at fjerne de stærke centre, som jøderne havde oprettet mod nord, og som de havde gjort til baser for militære sammensværgelser. Samtidig bekæmpede han hvert eneste lille oprør, hver militær forberedelse og hver sammensværgelse blandt de forskellige stammer så hurtigt og hårdt, at forholdene i Medina i betydelig grad blev sikre og rensede. I denne pause fra slaget ved Grøften til erobringen af Mekka bredte den islamiske stats overvældende magt sig overalt, og islam tvang alle til at anerkende dens politiske eksistens. Alle begyndte at indse, at ingen havde magt til at vælte eller standse denne frembrydende kraft for sandhed, retfærdighed og rimelighed. Folk fra alle samfundslag indså, at den fremtidige ledelse og myndighed ikke længere lå i Qurayshs hænder, men var gået over til Muhammad, fred være med ham.

Nu var der kun én måde tilbage til at opnå fuld og varig befrielse fra fjenden. Det var at udrydde fjendens egentlige rede og slukke jahiliyyaens ledelseslampe i dens eget hjem. For at fuldende den defensive kamp var det derfor uundgåeligt og nødvendigt, at der før eller siden blev gennemført en offensiv ekspedition. Det var Qurayshs egen gerning, at de selv havde brudt Hudaybiyya-traktaten og dermed revet muren af fred og sikkerhed mellem de to parter ned.

Vi har tidligere nævnt, at der allerede længe havde hersket fjendskab mellem Banu Bakr og Banu Khuza’a, og at en uafbrudt række af hævn og gengældelse mod hinanden fortsatte. Men pludselig trådte den islamiske bevægelse frem som et alvorligt problem. Quraysh og andre hedenske stammer blev tvunget til at forene sig udelukkende med det formål at bekæmpe den islamiske bevægelse. I en periode blev ilden fra deres indbyrdes fjendskab dæmpet. Da Hudaybiyya-traktaten endelig blev indgået, benyttede Banu Khuza’a sig af en af dens bestemmelser til at indgå en alliance med Allahs Sendebud, fred være med ham. Banu Bakr indgik derimod en alliance med Quraysh. Nogle dage gik stille hen. Men til sidst eksploderede krudtet fra det gamle fjendskab. Banu Bakr betragtede denne forsoningsperiode som en gylden mulighed, eftersom der på dette tidspunkt ikke var fare for konflikt fra nogen anden side. De dræbte et medlem af Banu Khuza’a. Derefter indledte de et kraftigt angreb og udsatte dem for omfattende mishandling og undertrykkelse. De skånede ikke engang de medlemmer af Khuza’a, der havde søgt tilflugt i det hellige område, og de tilgav dem heller ikke, mens de var i færd med at tilbede. Quraysh ydede Banu Bakr fuld støtte i dette blodbad. Med dette tåbelige skridt trampede de Hudaybiyya-traktaten under fode. På vegne af Banu Khuza’a kom Amr ibn Salim til Allahs Sendebud, fred være med ham, og klagede over Banu Bakrs overgreb. Derefter kom Budayl ibn Warqa med en delegation og redegjorde for overgrebene. I overensstemmelse med alliancetraktaten var det blevet nødvendigt for Allahs Sendebud, fred være med ham, at hjælpe Banu Khuza’a. Allahs Sendebud, fred være med ham, fremsatte tre krav over for Quraysh for at normalisere situationen: For det første skulle Banu Khuza’a have økonomisk erstatning for de dræbte. For det andet skulle Quraysh opgive støtten til Banu Bakr. For det tredje skulle de som alternativ til de to første krav erklære Hudaybiyya-traktaten for ophævet. Quraysh havde allerede mistet balancen. Derfor meddelte de, at det var acceptabelt at ophæve Hudaybiyya-traktaten. Senere fortrød de dette.

Nu blev Qurayshs ledere bekymrede. De havde allerede mistet evnen til at kæmpe. I flere slag var deres værdifulde krigere blevet dræbt, og deres militære styrke havde lidt uoprettelig skade. Deres økonomi var også brudt sammen. De jøder, som støttede dem, stod næsten på randen af total undergang. På den anden side havde den islamiske stat i Medina gennem missionsarbejdet udvidet sin indflydelse så meget, at der også omkring Mekka var blevet dannet en kreds af stammer, som støttede den islamiske stat. Alliancernes omfang var også blevet udvidet. Samtidig blev anarkistiske og oprørske kræfter slået hårdt ned, og en ny administrativ ordning var ved at blive opbygget for at etablere fred og orden over et stort område. Herefter var det ikke blot vanskeligt for Quraysh at tage offensive skridt; selv selvforsvar var blevet svært. Hudaybiyya-traktaten var deres eneste beskyttelse. Men denne beskyttelse ophævede de selv og syntes dermed at råbe til Medina: »Kom, og straff os for det, vi har gjort.«

Til sidst rejste Abu Sufyan, Mekkas største vantro leder, fortvivlet til Medina for at forny traktaten. Der blev han konfronteret med en så ugunstig situation, at han sandsynligvis aldrig havde forestillet sig den. Da han gik ind i sin datter, Umm al-Mu’minin Umm Habibas, hjem og netop skulle til at sætte sig på sengen, kom hun løbende, fjernede sengen og sagde: »Du kan ikke sætte dig på Allahs Sendebuds hellige seng, mens du er afgudsdyrker.« Derefter opsøgte han en efter en fremtrædende muslimske ledere som Abu Bakr, Umar og Ali og bad hver af dem om hjælp. Han bad endda Fatima om at gå i forbøn hos Allahs Sendebud. Da heller ikke dette lykkedes, bad han Fatima om at give det lille barn Hasan lov til at gå i forbøn. Da intet hjalp, så han ingen anden udvej end efter Alis råd at erklære muslimernes offentlige forsamling en ensidig aftale om fredelig sameksistens på sine egne vegne og derefter vende tilbage til Mekka uden at vente på noget svar fra Allahs Sendebud. Da Mekkas indbyggere, som ville høre om hans rejse, hørte om den ensidige erklæring om fredelig sameksistens, sagde de alle: »Ali har gjort nar af dig.« Bemærk, hvordan også fornuften og dømmekraften hos ledere på vej mod undergang og hos negative mennesker går til grunde.

Allahs Sendebud bekendtgjorde straks, at der skulle dannes en muslimsk frivilligstyrke. Han beordrede også, at der skulle fremstilles våben i hans eget hus. Men han lod ingen vide, hvor og i hvilken retning dette felttog skulle gå. Selv Aisha fik det ikke at vide, selv om hun med egne hænder havde fremstillet våben til Allahs Sendebud. De fleste har dog måske antaget, at der denne gang ville blive foretaget et angreb på Mekka, for der var ingen grund til at føre så stor en hær noget andet sted hen.

Familien til Badr-krigeren Hatib ibn Abi Balta’a var stadig omringet af de vantro i Mekka, og ingen stamme havde påtaget sig ansvaret for deres sikkerhed. Derfor sendte han Quraysh et hemmeligt brev med alle oplysninger om Medinas forberedelser, så de til gengæld for denne tjeneste ville afholde sig fra at gøre hans familie nogen form for skade, da Mekka blev erobret. Samtidig var han sikker på, at den muslimske hærs sejr var uundgåelig trods videregivelsen af denne hemmelige oplysning, og at hans brev ikke kunne forårsage Islam nogen større skade. Denne begivenhed viser, at selv et meget ærligt menneske undertiden kan begå et alvorligt fejltrin under presset fra ydre omstændigheder og en vanskelig sindstilstand. Allahs Sendebud fik gennem åbenbaringen kendskab til brevet. Hans udsendte efterretningsfolk indhentede en kvinde, som var på vej til Mekka, ved et sted kaldet Rawḍat Khākh og tog brevet fra hende. Allahs Sendebud tilgav kun en så alvorlig fejltagelse, fordi Hatib var en oprigtig, troende og ærlig ledsager og en Badr-kriger, og fordi hans fejltrin udsprang af menneskelig svaghed.

Allahs Sendebud drog den 10. Ramadan fra Medina med en mægtig hær på ti tusind soldater. Som en usædvanligt dygtig feltherre rykkede han frem ad så kringlet en rute, at den Quraysh-patrulje, som var sendt ud for at holde øje, ikke på nogen måde kunne finde den muslimske hær. Imens strejfede de omkring uden mål, mens den muslimske hær til alles forbløffelse nåede frem til Mekkas udkant.

Da Allahs Sendebud nåede Juhfa, kom hans onkel Abbas med hele sin familie og sluttede sig til ham. Da de derefter nåede Abwa, kom Abu Sufyan ibn al-Harith ibn Abd al-Muttalib (Allahs Sendebuds fætter og hans ammebror gennem Umm Halima) og Abdullah ibn Umayya (Allahs Sendebuds kusine på faderens side og Umm al-Mu’minin Umm Salmas halvbror) og bad om tilladelse til at møde ham. Fordi han som nær slægtning havde såret Allahs Sendebud dybt gennem sin modstand mod Islam, nægtede Allahs Sendebud at møde ham. Abu Sufyan sagde fortvivlet: »Hvis jeg ikke bliver tilgivet, vil jeg tage ud i den brændende arabiske ørken med mine sønner og døtre, og vi vil alle dø af sult og tørst.« Umm Salma gik i forbøn for sin bror. Ali rådede dem begge til at bede om tilgivelse med profeten Yusufs brors ord. Derfor gik de hen og sagde:

»Ved Allah, Allah har virkelig begunstiget dig frem for os, og vi var skyldige.« Da Allahs Sendebud hørte dette, blev hans hjerte blødt. Han gentog også profeten Yusufs svar:

»I dag skal I ikke bebrejdes noget. Må Allah tilgive jer. Han er den mest barmhjertige af alle, der viser barmhjertighed.«

Da hæren havde nået Maruz Zahrān og slået lejr, beordrede Profeten (fred være med ham) af hensyn til det større gode, at hver soldat skulle tænde et separat bål for sig selv om natten. Da fremtrædende ledere som Abu Sufyan ibn Harb, Hakim ibn Hizam og Budayl ibn Warqa gik ud for at undersøge situationen, blev de chokerede, da de fra bjerget så ti tusind bål brænde. De tænkte: »Hvilken katastrofe! Så stor en hær er nået helt frem til Mekkas porte.« Hazrat Abbas gik forbi dem. Da han genkendte stemmen, kaldte han Abu Sufyan hen til sig og talte med ham. Hazrat Abbas sagde: »Hazrat Muhammad (fred være med ham) er i dag kommet med hele sin hær. I dag har Quraysh ingen udvej.« Abu Sufyan spurgte: »Hvordan kan jeg nu redde mig?« Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Sæt dig bag på mit muldyr. Du skal tale med Profeten (fred være med ham).« Mens muldyret bevægede sig fremad, spurgte soldaterne ved hvert skridt: »Hvem kommer der?« Så snart Hazrat Abbas identificerede sig, gjorde de plads. Da de kom nærmere, fik Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) øje på dem, og da han genkendte Abu Sufyan, råbte han højt: »Hey, Abu Sufyan, i dag har vi dig i vores hule hånd!« Dermed skyndte han sig hen til Profeten (fred være med ham) for at bede om tilladelse til at dræbe ham. Hazrat Abbas satte også muldyret i galop. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) nåede frem først og fremlagde sin sag, mens Hazrat Abbas sagde: »Jeg har bragt Abu Sufyan under min beskyttelse.«

På dette tidspunkt fandt følgende samtale sted mellem Profeten (fred være med ham) og Abu Sufyan:

Profeten (fred være med ham): »Hvad siger du, Abu Sufyan? Tror du stadig ikke på, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah?«

Abu Sufyan: »Hvis der fandtes en anden guddom, ville han have reddet os i dag.«

Profeten (fred være med ham): »Er der nogen tvivl om, at jeg er Allahs Sendebud?«

Abu Sufyan: »Der er en vis tvivl om det.«

Da Hazrat Abbas forstod Abu Sufyans mentale svaghed, sagde han: »Åh, lad alt det ligge og antag Islam uden videre.« Ved morgenstunden var Mekkas ledende mand under presset fra situationen blevet tvunget til at blive muslim. Imens havde den islamiske lejr holdt Abu Sufyan tilbage på en så udspekuleret måde, at han ikke engang havde bemærket, at den muslimske hær om morgenen var marcheret ind i byen ad vejen gennem ‘Kada’. På Profetens (fred være med ham) ordre førte Hazrat Abbas Abu Sufyan op på et bjerg, så han kunne se den muslimske hær med ét blik. Først kom Banu Ghifar, derefter Juhaina, Buzaym og Sulaym én efter én, og til sidst rykkede Ansar-styrkerne frem, hver med sit eget flag. Abu Sufyan spurgte om hver enkelt styrkes identitet. Da Sa’d ibn Ubadah gik forbi, blev han grebet af soldatermæssig begejstring og råbte: »I dag er dagen for det voldsomme slag« … »I dag er dagen, hvor Kabaens område åbnes.« Bag hans særlige begejstring og særlige slagord lå en lang historie med strid og konflikt. Til sidst gik ridedyret, der bar Profeten (fred være med ham), roligt og naturligt forbi. Foran ham bar az-Zubayr ibn al-Awwam flaget. Da Profeten (fred være med ham) hørte om Sa’d ibn Ubadahs råb, tog han uden det mindste ophold flaget fra ham og gav det til hans søn. Derefter sagde han: »I dag er dagen for Ka’bas storhed og dagen for god opførsel og for at holde løfter.« Med disse ord gjorde Profeten (fred være med ham) princippet for sin sejr tydeligt. Han meddelte, at hans sejr skulle stråle af barmhjertighed og tilgivelse fra ende til anden. Derefter blev det bekendtgjort: »Den, der går ind i Den Hellige Moské, den, der søger tilflugt i Abu Sufyans hus, og den, der ikke bærer våben, er i sikkerhed. Men hvis nogen begår en strafbar forbrydelse, vil han blive straffet.« Abu Sufyan gik selv gennem Mekka, mens han råbte denne bekendtgørelse højt. Da hans hustru Hind bint Utbah hørte Profetens (fred være med ham) bekendtgørelse blive fremsagt af hans mund, greb hun ham i overskægget og skreg: »O Banu Kinana, dræb denne elendige mand! Hvad er det, han siger?« Hind begyndte at fornærme Abu Sufyan.

Da folk hørte det, samledes de. Abu Sufyan forklarede hende, at det ikke længere nyttede noget at sige den slags. Ingen havde nu magt til at standse Muhammads (fred være med ham) fremmarch. Da Profeten (fred være med ham) derefter trådte ind i byen, gjorde han det med bøjet hoved og ydmyghed – det stik modsatte af verdens sejrsherrer. Hans pande syntes at berøre ryggen på ridedyret, der bar ham. På dette tidspunkt reciterede han Sura al-Fath med læberne.

Imens samlede Ikrima ibn Abu Jahl, Safwan ibn Umayya og Suhayl ibn Amr nogle tåbelige bøller fra Quraysh på et bjerg ved navn Khanda­ma og tilskyndede dem til at begå forskellige slags ugerninger. Himyas ibn Qays ibn Khalid sluttede sig også til dem. To sahabaer, Qaraz ibn Jabir al-Fihri og Khunays ibn Khalid ibn Rabi, var blevet adskilt fra hæren og var på vej ad en anden rute. Disse bøller dræbte dem begge som martyrer. Da Hazrat Khalid fik kendskab til hændelsen, fordrev han dem straks. I alt blev tolv dræbt. Nogle, deriblandt Himyas, flygtede. En anden lille gruppe, der ønskede at gøre modstand, viste sig i byen. Da Profeten (ﷺ) fik kendskab til det, tilkaldte han Ansar-hæren gennem Hazrat Abu Hurayra. Han viste dem scenen og sagde: “Ser I deres narrestreger?” Det vil sige: På den ene side strømmer barmhjertighed og tilgivelse frem, og sejrhæren ønsker ikke at udgyde så meget som en dråbe blod. På den anden side tvinger disse ondsindede mennesker den sejrende hær til at gribe til våben. Da der ikke var anden udvej, beordrede Profeten (ﷺ): “Hvis de forsøger at gøre modstand, skal de udslettes fuldstændigt.” Da Abu Sufyan hørte om Profetens (ﷺ) ordre, skyndte han sig hen og sagde med bedende stemme: “O Allahs Sendebud! Qurayshs magt er allerede blevet ødelagt. Lad det ikke ske, at deres navn og spor udslettes fra jorden.” Derefter blev der foretaget et begrænset angreb, og derved blev forbryderne slået og spredt.

Da Profeten (ﷺ) viste denne barmhjertighed, begyndte nogle af Ansar at hviske: “Se dér, til sidst er kærligheden til stammen alligevel blevet stærkere hos Profeten (ﷺ)!” I virkeligheden var de på grund af deres overvældende kærlighed til Profeten (ﷺ) altid urolige af frygt for, at han efter erobringen af Mekka skulle forlade dem og begynde at bo sammen med Makkas indbyggere, så de blev berøvet deres elskede leders nærvær. Da Profeten (ﷺ) fik kendskab til Ansars bekymring, sagde han til dem: “Ved Allah, det, I frygter, er ikke sandt. Jeg er Allahs tjener og Sendebud. Jeg udvandrede for Allahs skyld og til jer. Nu er I mine ledsagere i liv og død.” Da Ansar hørte dette, blev deres hjerter fyldt med følelser. De beklagede deres antagelse, og Profeten (ﷺ) accepterede deres undskyldning.

Folk spurgte: “Hvor vil De bo i byen? Eller vil De bo i Deres fædrene hjem?” Profeten (ﷺ) svarede med meget smerte i stemmen: “Hvor har Aqil efterladt et hus til os, som vi kan bo i?” Profetens (ﷺ) banner blev rejst ved Hajun (Jannatul Mualla), og det blev besluttet, at han skulle opholde sig dér. Først tog han til det historiske sted Khayf, hvor han sammen med hele sin stamme havde tilbragt belejringens dage. Derefter nåede han al-Haram al-Sharif. Nogle af de nærmeste sahabaer var med ham. Han kyssede den Sorte Sten. Med en bue i hånden gik han hen til hver af de afguder, der stod i al-Haram al-Sharif, og sagde højt: “Sandheden er kommet, og falskheden er forsvundet. Falskheden må visselig forsvinde.” Ved et tegn med buen begyndte afguderne én efter én at falde. Derefter lod han nøglen til Kabaen bringe og fik døren åbnet. Indenfor var der malet billeder af Hazrat Ibrahim og Hazrat Ismail (fred være med dem). De havde begge spillepile i hænderne. Han beordrede, at det hele skulle fjernes, og sagde: “Må Allah ødelægge de vantro. De var begge Allahs profeter. De spillede aldrig hasardspil.” Derefter blev også de øvrige afguder, der i lang tid havde stået omkring stedet, slået i stykker på Profetens (ﷺ) ordre. Herefter var han optaget af bøn og dhikr i nogen tid. Foran al-Masjid al-Haram havde en vældig menneskemængde samlet sig. Folk var ivrige efter at høre deres skæbne afgjort. Profeten (ﷺ) talte til dem:

“Der findes ingen gud ud over den Ene Allah. Han har ingen partner. Han har opfyldt sit løfte og bevist dets sandhed. Han har hjulpet Sin tjener. Han alene har besejret alle de vantros hære. I dag ligger al stolthed, fornemhed, krav på blodshævn og alle økonomiske krav under mine fødder. Dog skal embederne som vogtere af Kabaen og som ansvarlige for at give pilgrimmene vand bestå.”

“O Quraysh! Allah har nu knust hele jeres stolthed over uvidenhedstiden og jeres hovmod over slægtens fornemhed. For alle mennesker er efterkommere af Adam, og Adam blev skabt af jord.” Derefter reciterede han et koranvers:

“O menneskehed! Vi har skabt jer af en mand og en kvinde. Vi har opdelt jer i folk og stammer, blot for at I skulle lære hinanden at kende. Men hos Allah er den mest ærefulde den, der er mest gudfrygtig og afholdende. Allah er visselig alvidende og fuldt bekendt med alt.”

Derefter afgav han en juridisk erklæring:

“Allah har forbudt køb og salg af alkohol.”

Derefter spurgte Profeten (fred være med ham):

»Ved I, hvordan jeg vil behandle jer i dag?«

Så snart de hørte denne sætning, har Qurayshs tyve år lange, mørke historie med deres undertrykkelse, forfølgelse, voldsomhed og barbariske handlinger sandsynligvis vist sig for deres øjne som billeder i en film. Deres samvittighed var måske ved at briste af anger. Måske udbrød de med en følelse af dyb hjælpeløshed og fortrydelse:

»Som en ædel broder og en ædel nevø.« Som svar erklærede Profeten (fred være med ham):

»Der er ingen anklage mod jer i dag. Gå, I er frie.«

Hvis man havde Qurayshs historie med undertrykkelse, forfølgelse og aggressive krige for øje, kunne nogen så forvente et sådant svar? Men den, der kendte Profeten (fred være med ham) og hans barmhjertighed og medfølelse, ville netop forvente et sådant svar fra ham. En anden ville være gået ind i Mekka med arrogance, have taget hævn for hver eneste hændelse, dræbt de modstandere, som tidligere blot i mindste grad havde overskredet grænserne, begået massakrer i den erobrede by og hensynsløst plyndret menneskers ejendom og krænket deres kvinders ærbarhed. Men eftersom erobreren var menneskehedens største velgører og frelser, forsøgte han samtidig med at tage landet i besiddelse også at vinde menneskenes hjerter. Han bad endda emigranterne om at give afkald på ejerskabet til deres egne huse og ejendele. Uthman ibn Talhah havde ved begyndelsen af den islamiske bevægelse hårdnakket nægtet, da han blev bedt om at åbne Den Ædle Kaba’s dør. Selv efter erobringen af Mekka overgav han Kabaens nøgle til denne Uthman for al evighed. Derefter vendte Profeten (fred være med ham) opmærksomheden mod fortiden og mindede Uthman om en tidligere samtale: »En dag vil denne nøgle komme under min kontrol. Jeg vil give den til hvem jeg ønsker at give den.« Hvordan skulle Uthman have haft så megen fremsynethed, at han kunne forstå betydningen af disse ord? Derfor sagde han: »Før den dag kommer, er Quraysh nok alle døde.« Profeten (fred være med ham) sagde: »Nej, den dag bliver en dag med sand ære for Quraysh.« Når man betragter denne samtale, får man det indtryk, at hvis en anden end Profeten (fred være med ham) havde været i hans sted, ville han for at demonstrere sin magt med sikkerhed have taget Kabaens nøgle fra Uthman og overdraget den til en anden. Men Profeten (fred være med ham) afviste endog anmodningen fra en af de nærmeste personer til Hadhrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) på vegne af Banu Hashim om at få Kabaens nøgle og lod den for altid blive hos de tidligere indehavere. Da Profeten (fred være med ham) overrakte nøglen og spøgende mindede Uthman ibn Talhah om den samtale mange år tidligere, sagde han: »Utvivlsomt er du Allahs Sendebud.« Profeten (fred være med ham) sagde: »I dag er dagen for godhed og for opfyldelse af løfter.«

Derefter steg Hadhrat Bilal (må Allah være tilfreds med ham) efter Profetens (fred være med ham) befaling op på Kabaen og fremsagde kaldet til bøn. Dette kald var som en bekendtgørelse af den islamiske revolutions sejr. Fra taget på den Kaba, hvor det tidligere var blevet betragtet som en forbrydelse at påkalde Allahs navn for Allahs tjenere, og hvor Profeten (fred være med ham) og hans ledsagere havde udholdt grænseløs undertrykkelse og forfølgelse i forsøget på at modstå denne uretfærdighed, lød kaldet til bøn nu. Og ingen magt på jorden kunne forhindre det. På dette tidspunkt sad ledende mænd som Abu Sufyan ibn Harb, Itab ibn Usayd og al-Harith ibn Hisham i et hjørne nær Kabaen og tænkte over deres nederlag. Itab sagde vredt: »Det er godt, at min far Usayd ikke levede længe nok til at høre lyden af dette kald til bøn.« Straks derefter kom Profeten (fred være med ham) hen til dem og gengav ordret alt, hvad de havde sagt, for dem. Qurayshs ledere blev skamfulde over dette.

Derefter gik Profeten (fred være med ham) til Umm Hanis hus for at takke for erobringen af Mekka, tog et bad og bad otte rakʿah.

Dagen efter sejren holdt Profeten (fred være med ham) endnu en tale fra Safa-bjerget. Først lovpriste han Allah. Derefter beskrev han kort Haram-moskeens værdighed, fastslog denne værdighed for al fremtid og redegjorde for dens regler og bestemmelser. Det bør i denne sammenhæng nævnes, at selv ved en så stor og revolutionerende sejr blev den evige bestemmelse om sikkerhed for liv og ejendom i Mekka kun overtrådt i én dag, og selv da var det på grund af tvingende nødvendighed. Nogle uforstandige bøller i Mekka havde nemlig uden Profeten (fred være med ham)s samtykke dræbt to muslimske soldater og derved tvunget myndighederne til at udrydde dem. Efter denne meget kortvarige nødvendighed var ophørt, erklærede Profeten (fred være med ham) fra og med den anden dag, at Haram-moskeens værdighed og hellighed igen var genindført.

Der var allerede blevet erklæret en generel amnesti. Denne erklæring havde grebet og betaget befolkningen så meget, at ingen længere havde noget ønske om at gøre modstand. Hvad angik visse særlige forbrydelser, erklærede han imidlertid med navn, at de pågældende skulle dræbes, hvor end de blev fundet. Det skal bemærkes, at der i nogle dage blev indført militær undtagelsestilstand for at indtage Mekka og opretholde lov og orden dér. Det vil sige, at al myndighed var koncentreret i de militære myndigheders hænder. [I et område, hvor der foregår krig, blev der i overensstemmelse med islamisk lov indført en noget streng midlertidig administration under de militære myndigheders ledelse, før almindelig civil lov og orden var blevet fuldstændig genindført. I en sådan administration blev visse love og bestemmelser håndhævet noget strengere af de almindelige myndigheder. I en sådan administration adskilte visse love og bestemmelser sig i nogen grad fra den almindelige civile administration. Efter min mening er det netop denne form for administration, der med moderne terminologi kaldes militær undtagelsestilstand eller martial law. Militær undtagelsestilstand indføres almindeligvis under enhver civiliseret regering og, set fra islams synspunkt, især i krigsområder kun i kort tid og inden for rammerne af uomgængelig nødvendighed, og det kun over for besejrede ikke-muslimske fjender. I vore dage er det en helt anden form for styre, når et lands hær under betegnelsen militær undtagelsestilstand styrer landets egen befolkning i en lang og ubestemt periode ved at fratage den dens borgerlige rettigheder. Den ordning, som vi har kaldt »militær undtagelsestilstand« under erobringen af Mekka, har intet tilfælles med nutidens militære undtagelsestilstand. Den militære undtagelsestilstand og det militærstyre, der er udbredt i vor tid, er fra islams synspunkt fuldstændig uønskværdigt.] Og Profeten (fred være med ham) udstedte som hærfører en ordre om, at bestemte forbrydere skulle dræbes, hvor end de blev fundet. Med moderne terminologi svarer dette til en ordre om »at skyde, så snart man ser dem«. På denne liste over forbrydere stod navnene på flere mænd og kvinder. Men Profeten (fred være med ham)s generelle amnesti reddede livet for de fleste af dem. Højst fire forbrydere blev henrettet. En velovervejet opfattelse er, at kun én forbryder blev henrettet. Han hed Abd al-Uzza ibn Hanzal. Denne mand blev først muslim. Sammen med en anden muslimsk ledsager blev han sendt ud for at opkræve zakat og sadaqa. Undervejs kom han op at skændes med ledsageren, dræbte ham og flygtede med de dyr, der var blevet givet som sadaqa. Desuden var han involveret i adskillige andre strafferetlige forbrydelser.

Safwan ibn Umayya var endnu en alvorlig forbryder af denne slags. Han var en hårdnakket fjende af den islamiske bevægelse. Først flygtede han og nåede Jeddah på vej til Yemen. Umayr ibn Wahb al-Jumahi fik Profeten (fred være med ham) til at give ham amnesti og bragte ham tilbage fra Jeddah. Senere antog han islam.

Ikrima ibn Abu Jahl var også flygtet til Yemen. Hans hustru, Umm Hakim bint al-Harith (Abu Jahls brors datter), blev selv muslim og fik Profeten (fred være med ham) til at give hendes mand amnesti. Derefter rejste hun selv til Yemen og bragte ham med tilbage. Da Ikrima fik at vide, at han havde fået amnesti, blev han forbløffet over, at Profeten (fred være med ham) havde tilgivet selv en så hårdnakket fjende som ham! Han mødte op og antog islam.

Abdullah ibn Sa’d ibn Abi Sarh havde engang været muslim og havde også fået mulighed for at blive åbenbaringernes skriver. Men efter at være blevet frafalden begyndte han at samarbejde med fjenderne. Han begyndte endda at påstå, at åbenbaringerne i virkeligheden kom til ham, og at Muhammad (fred være med ham) hørte dem fra ham og fik ham til at skrive dem ned. Forbrydelsen var alvorlig. Men på grund af Uthmans gentagne forbøn tilgav Profeten (fred være med ham) ham som den øverste leder. Efter tilgivelsen forblev han muslim.

Mukayyas ibn Sababa trængte ind i den islamiske gruppe som en forklædt person. Senere dræbte han ved bedrag en sahabi og flygtede. Årsagen til drabet var, at Mukayyas’ bror ved en fejltagelse var blevet dræbt af denne ansariske sahabi. Profeten (fred være med ham) betalte derfor diya, altså økonomisk erstatning, til ham. Alligevel dræbte han den ansariske sahabi. Ud over frafaldet og bedraget kunne han også alene for dette drab være blevet dømt til døden.

Habbār ibn al-Aswad var den person, som ud over andre antiislamiske handlinger på hijraens dag angreb Profeten (fred være med ham)s datter, Zaynab, så voldsomt, at hun aborterede. Først var han på flugt. Senere mødte han selv op, bekendte ydmygt sin forbrydelse og udtrykte dyb anger over for Profeten (fred være med ham). Samtidig antog han islam. Profeten (fred være med ham) erklærede: »Jeg har tilgivet Habbār.«

Wahshi, morderen af Hamza, kom til Profeten (fred være med ham) og antog islam. Han hørte ham fortælle om drabet på Hamza. Han tilgav ham. Men han rådede ham til: »Kom ikke frem for mig, for så bliver mindet vakt til live igen.« Denne mand blev heller ikke efter sin antagelse af islam fri for forskellige syndige handlinger, især drikkeri.

Den berømte førislamiske digter Abdullah bin Zibyar bekæmpede engang islam ved hjælp af poesiens våben og ophidsede folk imod den. Da han mødte Allahs Sendebud (s.a.w.) og antog islam, blev han tilgivet.

Digteren Ka’b bin Zuhayr havde også skrevet mange nedsættende digte mod islam og Allahs Sendebud (s.a.w.). I det niende hijri-år kom han sammen med sin bror og mødte Allahs Sendebud (s.a.w.). Senere antog han islam og skrev som erstatning for sine tidligere digte et historisk og fremragende digt med titlen »Banat Su’ad« til fordel for islam. Allahs Sendebud (s.a.w.) tilgav ham ikke blot, men belønnede ham også med sin egen kappe.

Mens Allahs Sendebud (s.a.w.) opholdt sig i Mekka, foretog han en dag tawaf omkring Kabaen. På dette tidspunkt kom Fudala bin Umair snigende med det formål at dræbe ham. Allahs Sendebud (s.a.w.) gik selv hen til ham og fortalte ham, hvad han havde i sinde. Fudala blev på denne måde afsløret og skammede sig dybt. Han bad ham om at søge tilgivelse og strøg sin hånd over hans bryst. Straks blev hans verden forandret. Der findes ingen anden tilsvarende beretning om, at en forbryder, der havde næret et ønske om at dræbe, blev tilgivet på denne måde.

Blandt kvinderne var Hind bint Utba den største forbryder. Hun havde ikke blot aktivt modarbejdet islam, men havde også vansiret Hazrat Hamzas lig og endda tygget på hans lever. For at skjule sit ansigt mødte hun op foran Allahs Sendebud (s.a.w.) iført niqab. Presset af omstændighederne var hun tvunget til at komme for at antage islam. Men selv i denne situation stillede hun med stor frækhed nogle meget besynderlige spørgsmål til Allahs Sendebud (s.a.w.). Hendes samtale med Allahs Sendebud (s.a.w.) var som følger:

Hind: Allahs Sendebud, hvilke løfter kræver du af os?

Allahs Sendebud (s.a.w.): Sæt ingen ved Allahs side.

Hind: Dette løfte har du jo ikke krævet af mændene. Alligevel accepterer jeg det.

Allahs Sendebud (s.a.w.): Stjæl ikke.

Hind: Jeg tager af og til to eller fire dirham fra min mand Abu Sufyans ejendom. Jeg ved ikke, om det også er tilladt eller forbudt.

Profeten (fred være med ham) ville ikke dræbe sine egne børn.

Hind: Vi har jo opfostret dem fra barndommen. Da de blev voksne, dræbte I dem selv på slagmarken ved Badr. Hvad der nu skal ske med dem, ved kun I.

Det siger sig selv, hvilken slags islamisk omvendelse dette var. En anden ville ikke have tolereret en sådan arrogance og mangel på respekt i samtalen. Hun havde blot misbrugt Profetens (fred være med ham) grænseløse tålmodighed.

Ibn Hanzal havde en slavekvinde ved navn Qartana. Hun plejede at synge smædesange mod Profeten (fred være med ham). Da Mekka blev erobret, flygtede hun. Senere angrede hun og antog islam.

Der findes betydelige uenigheder i hadith- og sira-overleveringerne om flere kvinder og mænd. Der er dog ingen sikre oplysninger om, at nogen af dem blev idømt dødsstraf.

Men i historien findes der ikke noget eksempel fra nogen anden erobrers liv på, at der under en så fuldstændig sejr blev erklæret en generel amnesti for så hårdnakkede fjender.

En endnu større sejr end erobringen af Mekkas land var det, at Profeten (fred være med ham) sad på et højt sted på Safa-bjerget, mens folk i grupper antog islam. Ud over at de accepterede tawhids og risalats grundlæggende læresætninger, aflagde de en særlig ed på at afholde sig fra visse udbredte dårlige handlinger og skikke. Bayʿahens særlige løfter var som følger:

* Jeg vil ikke sætte nogen ved Allahs side – hverken i Hans væsen, egenskaber, tilbedelse eller rettigheder.

* Jeg vil ikke stjæle, begå utugt, dræbe nogen uretmæssigt, dræbe pigebørn eller fremsætte falske beskyldninger mod nogen.

* Jeg vil efter bedste evne følge Profeten (fred være med ham)s befalinger i gode gerninger.

Efter at have opholdt sig i Mekka i femten dage eller en dag eller to mindre eller mere tog Profeten (fred være med ham) af sted og efterlod Hazrat Muadh ibn Jabal med ansvaret for at undervise folket i den islamiske livsform, islamisk troslære, islamisk moral, islamisk lovgivning og islamisk kultur. I løbet af denne korte tid fuldførte han oprettelsen af det islamiske retssystem ved selv at gennemføre de islamiske straffe. Da en kvinde ved navn Fatima bint Abu al-Asad blev bevist skyldig i tyveri, afviste han trods talrige forbønner disse og fuldførte den historiske handling at hugge hendes hånd af. Efter sejrene i slagene ved Hunayn og Taif vendte Profeten (fred være med ham) tilbage til Mekka, udnævnte Itab ibn Usayd til stedfortrædende guvernør og fastsatte en daglig godtgørelse på én dirham til ham.

Vigtige lærdomme fra erobringen af Mekka

1. Erobringen af Mekka er den vigtigste begivenhed i den islamiske bevægelses historie. Efter denne sejr blev alle hindringer for islams etablering fjernet. Mekka var centrum for den gamle jahiliyyah-ledelse i Arabien. Så længe dette centrum ikke var faldet, var der ingen mulighed for, at den islamiske revolution kunne bevæge sig fremad. Da jahiliyyah-ledelsens banner blev sænket, havde det jahiliyyah-baserede samfund ikke længere mulighed for at bestå, og der var heller ikke længere nogen mulighed for, at folket kunne samle sig omkring jahiliyyah.

Erobringen af Mekka fjernede mange af de vanskeligheder, som almindelige mennesker stod over for. Mange stammer kunne ikke gå islams vej, blot fordi de enten havde venskabelige forbindelser med Quraysh eller var økonomisk afhængige af eller stod i gæld til Quraysh. Nogle var hjælpeløse over for deres sociale overlegenhed og religiøse præsteskabs magt. Da Qurayshs dominans var brudt, hvem kunne så længere hindre dem? Vejen var blevet åbnet for dem.

I visse dele af jahiliyyah-samfundet havde den forestilling bredt sig, at kun den, som Allah hjælper, kan forblive sejrherre i Mekka. Den, der ikke står på sandhedens vej, modtager heller ikke Allahs hjælp, og hans sejrstrompeter lyder ikke i Mekka. Denne forestilling blev især styrket efter Abrahas angreb. Folk begyndte at tro, at Quraysh var Allahs yndlingsfolk. Uden at gribe ind i Profeten (fred være med ham)s konflikt med Quraysh sagde de:

»Lad Muhammad (s.a.) og hans folk være i deres egen situation. Hvis han sejrer over dem, må det betyde, at han virkelig er en profet.« På grundlag af denne overbevisning begyndte folk efter erobringen af Makkah at strømme mod islam som en voldsom, ustoppelig flodbølge. Det var ikke kun befolkningen i Makkah, men også folk fra stammerne i de omkringliggende områder, der i flokke kom løbende og med glæde antog islam. De begyndte at betragte det som deres største lykke at tjene den islamiske bevægelse og være tilhængere af Muhammad (s.a.).

Herefter blev vejen fuldstændig ryddet og fri for hindringer for udbredelsen af islams kald og lære. Enhver muslim blev da i stand til at vie sig til arbejdet med at udbrede islam. Der var ingen tilbage, som kunne lægge hindringer i vejen.

2- Da Profeten (s.a.) drog ud på felttoget mod Makkah, anvendte han fra begyndelsen en strategi, der skulle forhindre enhver form for blodsudgydelse. Han fortsatte rejsen uden at røbe sit formål for nogen. Han nåede pludselig frem til Makkahs udkant uden at give Quraysh nogen som helst mulighed for at foretage forberedelser eller modtage hjælp fra nogen side. Den modstandskraft, som allerede var blevet svækket på denne måde, blev fuldstændig lamslået af overraskelsen. Abu Sufyans mentale nederlag var faktisk begyndt endnu tidligere. Ved at anvende en passende strategi blev han skræmt først af alle. Da Abu Sufyan havde underkastet sig, var der ikke længere nogen mulighed for modstand fra andres side. Det var også af denne grund, at Profeten (s.a.) afskedigede en hærfører alene, fordi han havde fremsat et let provokerende og ophidsende slagord. Han ønskede at overbevise Makkahs indbyggere om, at denne dag var dagen, hvor Kabaens værdighed blev genoprettet, det vil sige en dag med fuldstændig fred og sikkerhed.

3. Profeten (s.a.) glemte fuldstændig alle de barbariske forbrydelser begået af islams hårdnakkede fjender, som i mere end to årtier havde udsat ham selv, hans kære ledsagere og hans nærmeste for den værste form for tortur, hån og spot, kastet snavset affald efter dem, lagt torne på deres vej, fængslet dem, lagt planer om at dræbe dem, fordrevet dem fra landet og angrebet dem uden provokation, og han erklærede en generel amnesti. Formålet med at handle mildt og blidt i stedet for strengt er selvindlysende. Han var ikke en verdslig erobrer, for hvem det ville være tilstrækkeligt at underlægge sig nogle mennesker ved magt og tvang og gøre dem til slaver under sine befalinger gennem trusler og piskens magt. Han var bannerfører for et kald, en mission, en moralsk bevægelse og et helligt og rent styre- og samfundssystem. Hvis han blot havde fanget og bundet folk og tvunget dem til at adlyde ham, ville hans formål ikke være blevet nået. Han havde brug for en gruppe mennesker, hvis sind og hjerter var blevet forandret. Og en forandring af sind og hjerte er kun mulig gennem tilgivelse, barmhjertighed, nåde og mildhed. Hans formål kunne kun lykkes, hvis Makkahs indbyggere blev skamfulde og angrede deres fortid og var villige til at begynde et nyt liv. For den, hvis mål og motto er at virkeliggøre et sandt ideal og en konstruktiv revolution, ville ingen anden erobrerpolitik have været passende.

Profeten (s.a.) lagde også vægt på endnu en realitet. Den var, at uanset hvad Quraysh tidligere havde gjort, var de den mest erfarne og egnede befolkningsgruppe til at lede den arabiske nation. Blandt de stammer, der var spredt rundt omkring i hele Arabien, udgjorde de nærmest en urokkelig forbindelsesbro; hvis de blev ødelagt, ville det ikke være let at finde et alternativ til dem. Islam har principielt den ubestridelige og nødvendige lære, at den, der er længst fremme i tro og oprigtighed, også er mest egnet til lederskab. Men sammen med trofasthed og oprigtighed er mentale og praktiske lederevner også et klart og rationelt behov. Til dette arbejde kræves indflydelse og anseelse, erfaring med at lede statsanliggender og militære styrker, strategisk indsigt, omsorg for menneskers velfærd og visdom, evnen til at anvende sprog og andre færdigheder samt kendskab til menneskers almindelige psykologi. Det vigtigste er, at ledere kun kan opnå succes, når deres overlegenhed allerede er anerkendt af folket, og deres rødder går dybt i den offentlige mening. Intet lederskab kan stå i et tomrum. Qurayshs lederevner var forkastelige i islams øjne, fordi lederskabet fulgte jahiliyyah. Men så snart dette lederskab blev tilhænger af islam og tilegnede sig trofasthedens og oprigtighedens egenskaber, blev det forvandlet til en uvurderlig ressource. Den politik, som Profeten (s.a.) fastlagde for sin behandling af Quraysh efter sejren, blev fastlagt med det formål, at den islamiske stat og den islamiske bevægelse kunne få dygtige og erfarne ledere og administratorer fra Quraysh. Hvis de var blevet undertrykt og knust gennem magtanvendelse og ydmygende behandling, ville de ikke have kunnet opfylde dette behov.

4. Da Profeten (s.a.) trådte ind i Makkah som sejrherre, viste han en gudsfrygt, som man ikke kan forvente af nogen verdslig statsmand. Han trådte ind som sejrherre, men der blev ikke slået på trommer eller pauker, ingen stolthed eller arrogance blev demonstreret, og der blev ikke råbt højt med krav om store bedrifter; tværtimod så folket det stik modsatte. Ordren om at træde ind »i knælende bøn« blev fulgt, og han bøjede hovedet for Allah. Der blev sunget lovprisninger af Allah. Hvis der overhovedet blev fremsat slagord, var de slagord om Allahs storhed og overlegenhed. Kaldet til bøn, bønnen og påkal delserne lod et lysvæld strømme gennem Makkahs omgivelser. Han sikrede sig ingen verdslig fordel; tværtimod lod han de ejendomme, som Quraysh med tvang, undertrykkelse og mishandling havde tilegnet sig fra emigranterne, forblive i Qurayshs besiddelse. Det er beklageligt, at nogle samvittighedsløse kritikere har betegnet de gudsfrygtige sider af Profeten (s.a.)s islamiske bevægelse som ren egoisme og noget, der var gjort med et bestemt formål. Nogle har endda forsøgt åbent at fremstille det som et hyklerisk skuespil for syns skyld. (Må Allah beskytte os!) De tænkte ikke over, at når de, der opfører et skuespil for syns skyld, opnår fuldstændig succes, falder masken, og deres sande form kommer frem. Hvis det – Allah forbyde det – havde været et politisk bedrag, havde erobringen af Makkah skabt en sådan mulighed, at sandheden ville være kommet for en dag, og man ville pludselig have set dem, der havde råbt sig hæse med »Allah er størst, Allah er størst«, begynde at fremhæve deres egen storhed. Men situationen var her sådan, at Profeten (s.a.) i sin første tale efter sejren erklærede, at al æren for sejren tilkom Allah. Han sagde, at Allah havde hjulpet sin tjener og givet ham sejr.

5. Under erobringen af Makkah tilgav Profeten (s.a.) ikke blot politiske forbrydelser, men benådede også nogle personer for så alvorlige strafferetlige forbrydelser, at det havde været nødvendigt at idømme dem dødsstraf. På baggrund af disse eksempler må man ud fra et juridisk perspektiv overveje den moderne tids situation og i hvor høj grad statsoverhovedet i en islamisk stat kan gives beføjelse til at nedsætte straffe eller benåde.

Fuldendelsen ved erobringen af Makkah

Hvis de stammefolk, der boede omkring Mekka, og som var Qurayshs gamle støtter og allierede og besad omtrent samme indflydelse, anseelse og magt, ikke var blevet bragt til tavshed samtidig med erobringen af Mekka, ville erobringen ikke i egentlig forstand være blevet betragtet som en sejr, og selv hvis den var blevet det, ville den ikke have været varig. Banu Hawazin, Ta’if-folket og Banu Thaqif havde ydet et betydeligt bidrag til at styrke den jahilitiske ledelses egen magt og autoritet i Mekka. De var så at sige forskellige grene på det samme træ. I forhold til de almindelige arabere nød disse stammer omkring Mekka også lederskabets anseelse. Over for Quraysh befandt de sig dog på det næstøverste lederskabsniveau. Deres politiske alliance med Mekka var også af gammel dato, og deres økonomiske forbindelser var tætte og dybtgående. De stod hinanden bi i militære spørgsmål, og kulturelt befandt de sig også på et højt niveau. At erobringen af Mekka blev gennemført uden blodsudgydelse, skete ganske enkelt som et mirakel. Ellers ville Banu Hawazin, Banu Thaqif og Ta’if-folket være rykket frem for samlet at beskytte Quraysh. Hvis det virkelig var sket, ville Mekkas historie have været vidne til et ekstremt blodigt slag. Men Profeten (fvmh.) havde lagt sin plan så mesterligt og dygtigt, at Mekkas indbyggere ikke fik nogen som helst hjælp fra deres omgivelser. De stod helt alene og uforberedt over for den muslimske hær.

Lederne af Hawazin-stammen havde på forhånd kunnet forudse, hvad der var ved at ske. De forstod, at den endelige afslutning på den konflikt, der var begyndt ved Badr, endnu ikke var indtruffet. Qurayshs brud på Hudaybiyya-fredsaftalen, de nye betingelser, som Profeten (fvmh.) havde sendt, tilbagesendelsen af den udsending, der bar forslaget, og derefter Abu Sufyans mislykkede forsøg på at forny aftalen – denne række af begivenheder var ikke noget godt tegn. Derfor havde Hawazins ledere hele året været optaget af at samle styrker. De havde taget kontakt til forskellige stammer og skabt en ophidset stemning mod islam. Men da tiden kom, misforstod de Profeten (fvmh.)’s hemmelighedsfulde aktiviteter. Banu Hawazin troede, at Profeten (fvmh.) forberedte al sin krigsindsats med dem som mål. Derfor samlede de en hær i deres eget område og fortsatte forberedelserne med stor ståhej.

Men begivenhedernes forløb antog en helt anden form end den, de havde forudset. De færdiggjorde deres krigsforberedelser og blev siddende på deres plads. Samtidig fandt en stor historisk begivenhed som Mekkas fald sted med den største lethed. Reaktionen fra de øvrige stammer på erobringen af Mekka var, at folk fra deres side begyndte at komme til Profeten (fvmh.) i store grupper for at antage islam. Men Banu Hawazins og Banu Thaqifs reaktion var anderledes. På den ene side var de organiseret gennem deres store mandskab, økonomiske styrke og militære dygtighed. På den anden side havde deres vedvarende fjendtlige adfærd over for den islamiske bevægelse udviklet en så overmodig indstilling hos dem, at de følte sig tvunget til at føre deres plan ud i livet. For at udkæmpe deres sidste kamp samlede de tropper ved Awtas eller Hunayn mellem Ta’if og Mekka. Kun Banu Ka’b og Banu Kilab indtog en helt neutral holdning.

Da Profeten (fvmh.) hørte om Banu Hawazins forberedelser, sendte han Abdullah ibn Abi Hadrad ud som spion og indhentede korrekte oplysninger. Nu var det tid til krigsforberedelser. For at dække de militære behov lånte Profeten (fvmh.) tre tusind dirham af Abdullah ibn Rabi’a og våben, navnlig et hundrede rustninger, af Mekkas fremtrædende leder Safwan ibn Umayya. Heraf kan man slutte, at Profeten (fvmh.) ikke drog ud med nogen usædvanlig militær forberedelse. Han havde ikke på forhånd tænkt på blodsudgydelse. Det var kun på selve stedet, at der måtte træffes nye forberedelser. Hvilken enestående begivenhed! Den sejrherre, som fuldstændigt havde besejret Quraysh, kunne endda med tvang have taget penge og våben fra dem. Trods sin høje rang lagde han så stor vægt på moral, at alt, hvad han tog, tog han som lån. Den islamiske bevægelses særkende er netop denne moralske bevidsthed.

I den ottende hijri-års shawwal-måned drog tolv tusind muslimske soldater af sted fra Mekka. Denne gang opstod der hos de muslimske soldater en holdning, som om de sagde: Vi er nu den hær, der har erobret Mekka. Vores mandskab er enormt, og vores våbenstyrke er større end på noget tidligere tidspunkt. Det siger sig selv, at en sådan selvglad holdning kan gøre et menneske svagt. Det var deres menneskelige svaghed. De tænkte ikke på, at de var soldater under den universelle hersker, som ikke tåler så meget som et gran af hovmod. Hovmod og selvglæde er som en jernmur mellem mennesket og Allah. På grund af dem er der intet håb om at få Allahs hjælp. Og Allahs hjælp er selve livsnerven i enhver islamisk kamp. Denne selvglæde blev i et kort øjeblik straffet så hårdt, at det blev til et historisk minde. Koranen har gjort denne begivenhed til en varig kilde til lærdom.

Sagen var den, at en gruppe nye slags soldater fra Mekka denne gang havde sluttet sig til den muslimske hær. Også i fortroppen, der blev ledet af Khalid ibn al-Walid, var unge nyomvendte muslimer blevet optaget. De var så begejstrede, at de ikke engang nåede at blive udstyret med de nødvendige våben. Desuden var der to tusind af Mekkas frigivne, som ganske vist var loyale over for den islamiske regering, men hvis islamiske karakter endnu ikke var blevet ordentligt dannet. Modstanderne var derimod særdeles dygtige i krigskunst; især i bueskydning havde de ingen lige i hele Arabien. De havde allerede indtaget slagmarkens bedste positioner og i hemmelighed placeret bueskytter på hvert bjerg, i bjergenes kløfter og i bjergpassene.

Da pile begyndte at blive affyret fra alle sider ved angrebets begyndelse, blev fortroppen spredt. Samtidig blev de muslimske soldater grebet af panik og spredt. På et tidspunkt var situationen sådan, at ingen var ved siden af Profeten (fvmh.); han stod helt alene. Det var et af de få og sårbare øjeblikke i Profeten (fvmh.)’s militære liv, hvor hans beslutsomhed, tapperhed, selvtillid og tillid til Allah på ny trådte frem. Med voldsomt mod kaldte han på sine ledsagere, steg ned fra sit ridedyrs ryg og begyndte med alvorlig stemme at sige:

Jeg er i sandhed en profet; der er ikke det mindste spor af løgn i det.[Arabisk*********]

Jeg er Abdul al-Muttalibs barnebarn, det skal I vide.«[Arabisk*********]

Hazrat Abbas råbte højt i nærheden: »O Ansarer! O I, der aflagde troskabseden under træet!« Så snart de hørte denne stemme, strømmede de spredte muslimer til fra alle sider og samledes omkring den usædvanligt tapre leder, Profeten (fred være med ham). Derefter kæmpede de så heroisk, at krigens gang blev vendt på få øjeblikke. Halvfjerds af fjenderne blev dræbt. Da deres fanebærer blev dræbt, brød hele deres hærs moral sammen. En del af den besejrede vantro hær søgte tilflugt i fæstningen Awtas. Abu Amir al-Ashari drog dertil med en lille gruppe. Fjenderne var flere tusinde. Abu Amir al-Ashari selv blev martyr, men hans gruppe sejrede.

Taif var et yderst velbeskyttet sted, for byen var omgivet af en mur. Muren var blevet repareret, og de nødvendige forsyninger til et helt år var på forhånd blevet oplagret dér. Der var også store mængder våben. Profeten (fred være med ham) havde som sit egentlige mål at erobre dette centrale sted. Men han anvendte en taktik, der først afskar Taifs indbyggere fra hjælp fra Banu Hawazin. De besejrede folk samledes imidlertid netop her. Angrebet på Taif blev gennemført fra en side, hvorfra Taifs indbyggere ikke engang havde forestillet sig, at et angreb kunne komme. Først drog Hazrat Khalid af sted med en hærstyrke. Senere ankom Profeten (fred være med ham) selv med hele hæren. Det var første gang, at kanoner og kampvogne blev brugt til at bryde en fæstning ned. (Det skal bemærkes, at Profeten (fred være med ham) havde sendt nogle andre muslimske krigere til Jurash for at få undervisning i tunge våben til nedbrydning af fæstninger. Jurash var et centrum for fremstilling af denne slags våben. Dette centrum var muligvis under jødernes kontrol). Men samtidig med en voldsom regn af pile mod soldaterne indefra begyndte man at kaste glødende jernstænger for at beskadige våbnene, der skulle bryde fæstningen ned. Mange muslimske krigere blev såret og måtte trække sig tilbage.

På denne baggrund bad Profeten (fred være med ham) Nawfal ibn Muawiya om hans mening. Han gav et morsomt svar. Han sagde: »Ræven er gået ind i sin hule. Hvis man fortsætter forsøget, vil den helt sikkert blive bragt under kontrol. Og hvis man lader den være, hvor den er, er der heller ikke nogen større fare for skade.« På grundlag af dette vise råd mente Profeten (fred være med ham), at når hele Arabien var kommet under islams herredømme, kunne Taif ikke forblive anderledes tænkende. Hvis man nu tvang dem til at underkaste sig, ville det medføre to skader. Hvis man derimod lod dem være, ville situationen vække en frivillig lydighedstrang blandt Taifs indbyggere. Dørene til deres hjerter ville åbne sig for islams revolutionære ideologi. Derfor ophævede han belejringen af hensyn til det største gode for både islam og Taifs indbyggere. Dette er et levende bevis på, hvor omhyggeligt Profeten (fred være med ham) undgik blodsudgydelse. Hans ledsagere sagde: »O Allahs Sendebud, bed om en forbandelse over Taifs indbyggere.« Profeten (fred være med ham) bad: »O Allah, vejled Thaqif og slut dem til os.« Det var for de samme indbyggere i Taif, som en dag havde stenet Profeten (fred være med ham), så han blev blodig, at han bad denne bøn. Denne bøn er også et vidnesbyrd om hans barmhjertige hjerte, som ikke ønskede at anvende magt noget sted, medmindre det var absolut nødvendigt. Men dette hjerte var aldrig nærigt, når det gjaldt at skænke tilgivelse og barmhjertighed.

I Ji’rana blev 24.000 kameler, 40.000 geder og 4.000 uqiyya sølv erobret som krigsbytte. Af dette blev en femtedel i overensstemmelse med Koranens bestemmelser deponeret i Bayt al-Mal til samfundets fattige klasser og kollektive behov. Resten blev fordelt blandt alle soldaterne. På den ene side var erobringen af krigsbytte således en fremragende måde at svække fjendens økonomiske og militære styrke på; på den anden side opstod der for første gang mulighed for fri fordeling af rigdom, som havde været opsparet gennem århundreder, og der skabtes mulighed for at udligne den gamle økonomiske ulighed mellem rige og fattige stammer.

Koranen har afsat en særlig kategori til fordelingen af zakatmidler under betegnelsen »at vinde hjerterne« eller »ta’lif al-qulub«. (Den tekniske betydning er, at man ved at give de nødvendige midler opnår sit mål med personer, som det af hensyn til islam og muslimernes større interesser er nødvendigt at gøre tolerante eller sympatiske over for islam og muslimerne – oversætterens bemærkning). Inden for denne kategori gav Profeten (fred være med ham) Mekkas indbyggere og deres ledere store mængder penge og ejendom med rund hånd. Formålet var at dæmpe smerten i deres hjerter. De var blevet kastet fra den politiske magts himmel ned i afgrunden, og hele det sociale miljø havde forandret sig fuldstændigt for dem. Under disse omstændigheder fandtes der ingen på jorden, der var mere nødlidende og hjælpeløs end de var. Selv om de var nære til Profeten (fred være med ham), stod de i bageste række, mens Ansarer og Muhajirun stod ved hans højre og venstre side. Det er let at forstå, hvordan de må have følt det. Allahs domstol havde afsagt dom i en sag, der havde verseret i to årtier. I denne sag havde Quraysh, trods alle deres anstrengelser, lidt nederlag. Derfor fandtes der den dag ingen, der var mere ulykkeligt stillet end de. Hvis man ikke havde gjort noget for at få dem til at glemme ydmygelsen og fortvivlelsen over deres nederlag, ville en undertrykt hævnlyst igen og igen være vågnet i deres fortvivlelse, og på trods af sig selv ville de under dække af en udadtil lydig holdning være begyndt i det skjulte at sabotere den islamiske stats mål og hensigter. Fremtrædende ledere fra Quraysh som Abu Sufyan, Hakim ibn Hizam, Nadr ibn al-Harith, Safwan ibn Umayya, Aqra ibn Umayya og Aqara ibn al-Harith modtager i dag gaver fra netop den mand, som de i mange år havde skældt ud, kaldt en løgner, hånet og latterliggjort, påført fysisk lidelse, belejret, forsøgt at dræbe, tvunget til at forlade sit hjem og selv efter hans udvandring havde angrebet ham aggressivt, så han ikke fik lov til at leve et eneste øjeblik i fred og sikkerhed. Hvor og hvornår har man set et så forbløffende syn? Hvor mange eksempler på en sådan tjeneste for menneskeheden findes der i historien?

Da et sådant brusende hav af gavmildhed og storsind skyllede ind over Qurayshs ledere, opstod der hos nogle af Ansarerne en vis negativ reaktion. Hos nogle af dem begyndte mindreværdige følelser at røre på sig. De tænkte, at Profeten (fred være med ham) måske viste dem så megen opmærksomhed og forsømte os på grund af slægtsmæssig kærlighed og tilknytningen til hans hjemland. Nogle sagde det ligefrem: »Når det gælder kampen, hvor vi sætter livet på spil for islams beskyttelse, er det jo os, der står forrest, og der drypper stadig bloddråber fra vores sværd. Men når det gælder gaver og uddelinger, fik Quraysh forrang frem for os.«

De, hvis hoveder var fyldt med sådanne tanker, fandt det ikke nødvendigt at overveje, at Profeten (fred være med ham) ikke gav disse gaver og uddelinger til medlemmer af sin egen familie. Han gav dem heller ikke til sine nære slægtninge blandt Muhajirun, og han tog heller ikke selv imod noget. Når der under disse omstændigheder var blevet behandlet lidt særligt over for Quraysh, måtte der bestemt være et større gode bag det.

Da dette nåede Allahs Sendebud, blev der rejst et telt, og Ansarerne blev kaldt derhen. Allahs Sendebud holdt en kort, gribende tale for dem. (Denne tale er citeret tidligere.) Talens sidste sætning lød således: »Ansarer! Er det ikke tilfredsstillende for jer, at andre tager af sted med kameler og geder, mens I tager Muhammad med jer?« Mens de lyttede til talen, blev Ansarernes skæg gennemvædet af tårer. Da de hørte den sidste sætning, råbte de: »For os er Muhammad alene tilstrækkelig.« Derefter forklarede han dem med milde ord, hvorfor det var blevet nødvendigt at vinde Qurayshitterne over.

Imens ventede seks tusind krigsfanger på, at deres skæbne skulle blive afgjort. Allahs Sendebud ventede i hele to uger for at se, om nogen ville komme og tale deres sag. Derfor udsatte han også fordelingen af krigsbyttet. Da ingen imidlertid kom, blev byttet fordelt. Efter fordelingen kom en gruppe fremtrædende personer fra stammen, som Allahs Sendebuds amme, Halima Sa’diyya, tilhørte, for at mødes med ham. Gruppens leder, Zuhayr, talte med stor indfølelse om krigsfangerne fra deres stamme:

»Blandt de kvinder, der holdes fanget her i hytterne, er dine fastre og mostre. Ved Allah, hvis selv en konge i Arabien var blevet ammet af en kvinde fra vores stamme, ville vi have håbet på meget fra ham. Men fra dig håber vi endnu mere.«

Allahs Sendebud forklarede dem: »Jeg ventede selv i lang tid på, at nogen skulle komme og gøre krav på dem. Da ingen til sidst kom, var jeg nødt til at fordele dem. De fanger, som er blevet fordelt blandt Banu Hashim, overlader jeg straks til dig. Hvad angår de øvrige, skal du tale til muslimernes største forsamling efter bønnen.« Efter bønnen holdt Zuhayr sin tale. Allahs Sendebud sagde: »Jeg kan kun påtage mig ansvaret for min egen stamme, Banu Hashim. Men jeg anbefaler alle muslimer at gøre det samme.« Straks råbte alle Ansarerne og Muhajirunerne: »Vi frigiver også vores andel.« Kun Banu Sulaym og Banu Fazara fandt det usædvanligt uden betaling at frigive de krigsfanger, de havde taget blandt de besejrede fjender, og de tøvede. Til sidst befriede Allahs Sendebud også de resterende fanger ved at give seks kameler for hver fange. Således blev alle seks tusind krigsfanger frigivet. Allahs Sendebud gav også mange af fangerne tøj. Her skete noget, som almindelige erobrere ikke engang kunne forestille sig. Fangerne blev frigivet uden løsesum, for det var ikke hans egentlige mål at dræbe folk eller gøre dem til slaver. Det egentlige mål var at etablere den sande religion og forberede menneskenes hjerter på den.

Efter at have fuldført dette udførte han umra, udnævnte Itab ibn Usayd til guvernør over Mekka og rejste til Medina.

Efter erobringen af Mekka

Efter min opfattelse blev de ødelæggende kræfter, der bekæmpede islam, fuldstændig udryddet internt under slaget ved Hunayn, som fulgte efter erobringen af Mekka. Efter dette slag var islams bestemmelser endeligt blevet fastlagt for Arabien. Der var ikke længere nogen mulighed for, at andre kunne trænge frem. Alligevel måtte der gennemføres nogle få mindre militære aktioner for at bekæmpe spredte forbrydere og genoprette lov og orden. Men det var ikke særlig betydningsfulde begivenheder.

Banu Tamim-stammen tilskyndede flere andre stammer til at standse opkrævningen af skatter til den islamiske regering. Det var en handling rettet mod staten. Uyayna ibn Hisn blev sendt af sted med halvtreds ryttere. Så snart angrebet begyndte, flygtede Banu Tamim. Nogle få blev taget til fange og bragt til Medina, men senere blev de frigivet.

Khathʿam-stammen, som boede i området Tabāla, gjorde sig klar til oprør. En styrke på 20 soldater under ledelse af Qataba ibn ʿĀmir blev sendt ud for at slå dem ned. Oprørerne flygtede, og nogle mennesker blev taget til fange. Men senere løslod Allahs Sendebud, fred være med ham, dem. Hadrat Dahhāk blev sendt til Banū Kilāb. Med ham var også ʿAsīd ibn Salama fra den samme stamme. Denne gruppe var hovedsageligt udsendt for at kalde folk til islam og undervise dem. Stammens folk greb til våben imod dem, og ʿAsīds far blev dræbt. Der kendes ikke flere detaljer om denne begivenhed.

En dag blev det kendt, at nogle abessinske sørøvere havde samlet sig i Jeddah. Så snart ʿAbdullāh ibn Hudhāfa al-Qurashī (eller ʿAlqama ibn Mujazziz) drog af sted med en styrke på tre hundrede soldater, flygtede sørøverne.

I den niende hijri-årgangs måned Rabīʿ ath-Thānī blev Hadrat ʿAlī, måtte Allah være tilfreds med ham, sendt til Banū Tayyiʾ med 150 ryttere, og han fik ordre til at ødelægge deres store tempel. Her er det nødvendigt at analysere sagen lidt. Den islamiske stat i Medina var en idealistisk stat. Hvis en person på det individuelle plan havde en trosopfattelse, der var i strid med de grundlæggende trosartikler, som staten var bygget på, kunne staten tolerere det. Men hvordan kunne den tillade, at en social institution, der var i strid med disse grundlæggende trosartikler – troen på Guds enhed, Sendebuddet og det hinsidige – fortsatte sin virksomhed? Man må også huske, at afgudsbillederne i det forhistoriske Arabiens religiøse og kulturelle system fungerede som levende inspirationskilder. Blot forestillingen om disse afguders eksistens fremkaldte så stærke følelser og en sådan begejstring, at de hedenske samfundsmedlemmer blev ophidset og tilskyndet til at føre krig mod den islamiske regering. Store krige var blevet udkæmpet i disse afguders navn. Under disse særlige omstændigheder ville det på ingen måde have været fornuftigt at bevare den førislamiske tids templer som kollektive institutioner og igen og igen give hedensk tankegang mulighed for at skabe uro og ophidselse. Disse afguder var i virkeligheden symboler på en bestemt mentalitet og tegn på en forkastelig livsordning. Derfor kan ødelæggelsen af Banū Tayyiʾs tempel ikke betegnes som et indgreb i en anerkendt religiøs minoritets religionsfrihed; den var derimod et uundgåeligt skridt for at befri miljøet for en tendens, der skabte en trussel mod den islamiske stats eksistens. Sagen var heller ikke i praksis begrænset til det ideologiske plan. Stammen var således under indflydelse af den hedenske trosopfattelse også begyndt at nære oprørske holdninger. Tanken om at udfordre Medina var i høj grad modnet blandt dem. Det uigendrivelige bevis herpå er, at ʿAdī ibn Hātim, søn af den berømte Hātim Tayys familie, selv havde samlet et stort antal ridedyr og våben med dette formål. Det var ikke mærkeligt, at mange andre i stammen ligesom ʿAdī havde gjort sådanne forberedelser.

Under alle omstændigheder nåede Hadrat ʿAlī, måtte Allah være tilfreds med ham, frem til et sted ved navn Quls og indledte angrebet tidligt om morgenen. ʿAdī ibn Hātim flygtede til Syrien for at samle nogle styrker og bringe dem med sig. Stammens folk gjorde kun ringe modstand. Deres tempel blev revet ned. ʿAdīs søster og nogle andre blev taget til fange og bragt til Medina, og nogle dyr og våben blev beslaglagt. ʿAdīs søster fortalte Allahs Sendebud, fred være med ham, om sin hjerteskærende og sørgelige situation. Hun sagde: »Min far er død, og min beskytter er flygtet og har forladt mig. Jeg er gammel og svag og ude af stand til at udføre noget arbejde. Vis mig nåde; Allah vil vise dig nåde.« Allahs Sendebud sørgede efter denne kvindes ønske for et ridedyr til hende og sendte hende fri. Da kvinden kom hjem, fortalte hun sin bror om Allahs Sendebuds milde væsen og gode behandling. Hun sagde: »Jeg har set ham behandle folk nøjagtigt som vores far plejede. Når den og den kom, viste han ham en sådan nåde, og når den og den kom, viste han ham en sådan gavmildhed, og så videre. Opgiv tanken om at føre krig mod Allahs Sendebud. Tag selv derhen; du vil se, hvor stort et udbytte du får.« Kort tid efter kom ʿAdī ibn Hātim til Medina og antog islam.

To internationale krige

Det egentlige arbejde, der blev fuldført i Allahs Sendebuds, fred være med ham, levetid, var arbejdet med at skabe indre enhed i landet og fuldende den islamiske revolution. Men ved at invitere herskerne i de omkringliggende lande til islam indledte han bevægelsens internationale fase. Han sendte udsendinge til forskellige lande. En af udsendingene hed al-Hārith ibn ʿUmayr al-Azdī. Han blev sendt til den kristne hersker i Syrien. Men den kristne hersker Shurahbīl ibn ʿAmr al-Ghassānī dræbte Allahs Sendebuds udsending undervejs. Denne handling var en så skændig krænkelse af de grundlæggende menneskelige normer og den internationalt gældende lov på den tid, at en regering, som stiltiende tolererede den, ikke ville have nogen værdighed eller anseelse tilbage. Derfor sendte Allahs Sendebud i det ottende hijri-år en hær på tre tusind soldater mod Syrien under ledelse af sin frigivne tidligere slave, Zayd ibn Hāritha. Denne begivenhed viste tydeligt, hvordan en person kunne hæve sig fra slaveriets tilstand til at blive hærfører, og hvordan den islamiske revolution satte et eksempel. Allahs Sendebud udnævnte også Zayd ibn Hārithas søn, Usāma, til hærfører i sit livs sidste felttog. For at tage afsked med denne hær gik Allahs Sendebud selv så langt som til Thaniyyat al-Wadāʿ. Da hæren nåede frem til et sted ved navn Muʾta, blev det kendt, at den romerske kejser Herakleios var kommet til Syrien, og at omkring et hundrede tusind kristne soldater fra området befandt sig sammen med ham. Hidtil havde man overvejet et forslag om, at den muslimske hær skulle vende tilbage til Medina, men efter en vurdering af den seneste situation blev forslaget forkastet, og man besluttede at kæmpe i tillid til Allah. Så snart de rykkede frem, mødte de ved et sted kaldet Mashārif en stor fjendtlig hær, og et voldsomt slag begyndte. Zayd ibn Hāritha blev martyr. Derefter bar Hadrat Jaʿfar fanen. Da Jaʿfars højre hånd blev hugget af, greb han fanen med venstre hånd. Da også venstre hånd blev hugget af, holdt han den mod brystet. Til sidst opnåede han martyrdøden efter at have fået halvfems sår. Derefter blev ʿAbdullāh ibn Rawāha fanebærer i den rækkefølge, Allahs Sendebud havde fastlagt. Da også han blev martyr, blev Khālid ibn al-Walīd enstemmigt udnævnt til hærfører. Han kæmpede med en sådan tapperhed, at ni sværd efter hinanden blev knust i hans hånd. Til sidst blev fjendens soldater tvunget til at trække sig tilbage. Hadrat Khālid bragte hæren sikkert hjem. I alt blev tolv personer martyrer i dette slag, blandt dem var flere fremtrædende personer.

Muslimerne anså midlertidigt denne sejr for tilstrækkelig. For fjendens soldater var langt flere, stedet lå i et fremmed land, og situationen var helt ukendt. Det var vanskeligt at skaffe forsyninger, og der var heller ikke håb om at få forstærkninger. Derfor vendte denne hær tilbage til Medina. Allahs Sendebud, fred være med ham, og muslimerne gik ud fra Medina for at tage imod dem. Da nogle for sjov kaldte hæren »flygtningene«, sagde Allahs Sendebud: »Nej, ikke flygtninge; de er tilbagevendende krigere, det vil sige, de skal drage i krig igen.« På grund af den dygtighed, Hadrat Khālid, måtte Allah være tilfreds med ham, viste i dette slag, blev han tildelt ærestitlen »Allahs sværd«.

Det andet felttog på dette tidspunkt var Tabūk-felttoget.

Efter erobringen af Mekka var måneden Rajab i det niende hijri-år i gang. En karavane, der kom fra Syrien, meddelte, at den romerske kejsers soldater forberedte et angreb på Medina. Det romerske rige strakte sig på det tidspunkt over næsten halvdelen af verden. Kort forinden havde dette rige også besejret Iran. Profeten (sa.) og muslimerne havde opbygget den islamiske stat i Medina som et fyrtårn, der skulle sprede troens og ærlighedens lys over hele verden. De kunne ikke tillade, at denne islamiske stat, som var blevet skabt gennem så meget hårdt arbejde, blev ødelagt. For denne stat var alt for dem: deres religion og verdslige liv, deres rigdom og deres slægtninge. Derfor blev forberedelserne straks sat i gang. Det blev besluttet, at man skulle angribe uventet, før kejserens soldater trængte ind på arabisk jord, så de ikke kunne anrette ødelæggelser i dette område. Det var en tid med voldsom varme, frygtelig hungersnød og sørgelig fattigdom. Profeten (sa.) opfordrede til bidrag til krigen. Muslimerne gav et så mindeværdigt svar på denne opfordring, at det for altid vil blive ved med at give den samlede menneskehed værdifuld inspiration. Uthman (ra.) donerede 900 kameler, 100 heste og tusind dinarer. Abd ar-Rahman ibn Awf (ra.) gav 40.000 dirham. Umar (ra.) bragte mere end halvdelen af sin formue. Abu Bakr as-Siddiq (ra.) tømte hele sit hus og afleverede alt, hvad han ejede. I konkurrencen om at give blev hans vægtskål tungere end alles andres. Den, der sandsynligvis bragte det største offer, var dog en fattig ansarisk daglejer. Han havde båret vand hele dagen, delte sin løn i to, beholdt halvdelen til sin familie og bragte den anden halvdel til Profeten (sa.). Profeten (sa.) befalede, at det, han havde givet, skulle fordeles blandt de andre værdifulde bidrag. De muslimske kvinder gav endda deres smykker til jihad-fonden.

En hær på 30.000 soldater med 10.000 heste drog af sted på Tabuk-ekspeditionen. På et sted ved Medinas udkant ved navn Thaniyyat al-Wada blev soldaternes inddeling, udnævnelsen af hærførere og fordelingen af faner fuldført. Da de nåede Tabuk, fik man at vide, at fjenderne havde opgivet deres plan om at angribe Arabien. Nogen havde i virkeligheden givet dem den falske besked, at profeten i Medina (sa.) var død. (Gud forbyde det.) Derfor mente de, at den gyldne mulighed for et angreb var kommet. Da de senere erfarede, at profeten stadig var i live, og at Medina også stadig stod, blev deres aggressive ambitioner bragt til tavshed. Under alle omstændigheder var det militære togs politiske resultater meget tilfredsstillende. Profeten (sa.) blev i Tabuk og opretholdt hærlejren i en hel måned. I denne periode fortsatte arbejdet med at udvide den politiske indflydelse i alle retninger med succes. Herskeren over Aylah kom for at mødes med ham og indledte et forsonligt forhold ved at gå med til at betale jizya. Indbyggerne i Jarba og Adhruh kom også, betalte jizya og anerkendte deres underkastelse. Problemet med Dumat al-Jandal havde i lang tid været vigtigt for Profeten (sa.). Khalid ibn al-Walid (ra.) blev sendt med over 400 soldater til Ukaidir, herskeren over Dumat al-Jandal. Han og hans bror var ude på jagt. Hans bror blev dræbt, og Ukaidir blev taget til fange. Der blev sluttet fred med ham på grundlag af jizyaen. Profeten (sa.) udnævnte ham på vegne af regeringen i Medina til hersker over Dumat al-Jandal, Aylah, Tayma og Tabuk og overrakte ham et skriftligt dokument herom. Nogle beretninger fortæller, at Khalid ved en snedig manøvre erobrede fæstningen i Dumat al-Jandal uden kamp og opnåede værdifuldt krigsbytte. Da Profeten (sa.) vendte tilbage fra Tabuk, blev han modtaget i Medina med en storslået velkomst. De sammensværgelser, som hyklerne satte i værk under denne ekspedition, har jeg allerede omtalt i et tidligere kapitel. Et stort antal hyklere, omkring 80, blev siddende i Medina. Da de blev spurgt, hvorfor de ikke var taget til Tabuk, fandt de på alle mulige opdigtede undskyldninger. Profeten (sa.) tilgav dem. Men nogle oprigtige troende var også blevet tilbage. Abu Khaythama regnes som en af dem. Selvom han var blevet i Medina, kom han snart til fornuft. Nogle dage efter at Profeten (sa.) var draget af sted, kom han en dag i den intense varme for at hvile sammen med sin hustru i den kølige skygge under træerne. Han havde sørget for, at der blev stænket vand, og havde arrangeret et måltid. Pludselig gik det op for ham, og han sagde til sin hustru: “Ak, Profeten (sa.) lider under sol, støv og varme, mens jeg, Abu Khaythama, spiser lækker mad sammen med min smukke hustru i den kølige skygge! Det er på ingen måde retfærdigt.” Ved Allahs ed, jeg vil ikke gå ind til mine hustruer. Lad der blive gjort klar til min rejse.” Han fik straks en kamel bragt og drog af sted på den, og efter at have tilbagelagt et langt stykke sluttede han sig til hæren. Men tre troende – Ka’b ibn Malik, Hilal ibn Umayya og Murara ibn ar-Rabi – kunne trods alle forsøg ikke komme af sted. Da Profeten (sa.) spurgte dem, hvorfor de ikke var taget med, sagde de åbent: “Vi har begået en fejl.” Profeten (sa.) beordrede dem, indtil Allahs næste befaling kom, at holde sig adskilt fra samfundet og borte fra deres hustruer. Det var en form for straf i form af isoleret fængsling. Der blev ikke lagt lænker om deres hænder og fødder, og de blev heller ikke indespærret i separate fangehuller. At blive pludseligt afskåret fra det fælles liv og stå alene er en meget hård straf. Dertil kom, at alle begrænsningerne selv måtte håndhæves af de anklagede over for dem selv. Men de viste et så sjældent eksempel på lydighed, at det vil blive skrevet med gyldne bogstaver i historien. Da den kristne hersker over Ghassan fik kendskab til sagen, så han den som en glimrende psykologisk mulighed og skrev til Ka’b ibn Malik: “Jeres profet har gjort jer uret. Og dog er I meget værdifulde mennesker. Hvis I kommer til os, vil vi øge jeres status.” Det var en hård prøve. Men Ka’b kastede brevet i ovnen. Endelig, efter hele 50 dage, blev der åbenbaret wahy, som bekendtgjorde, at deres anger var blevet accepteret på grund af deres oprigtighed og hengivenhed. Det vakte stor glæde i Medina. Folk kom løbende fra alle sider for at bringe de tre den gode nyhed og lykønske dem. I glæden over, at hans anger var blevet accepteret, gav Ka’b det meste af sin formue som almisse. Sådan var karakteren hos de mennesker, som den islamiske bevægelse havde dannet.

Under rejsen til Tabuk døde Abdullah Dhul-Bijadayn. Denne unge mand var meget elsket af Profeten (sa.). Han havde taget islam til sig med en stærkt revolutionær begejstring. Allerede i sin ungdom var islams kald nået ham, og hans hjerte var blevet påvirket. Men af frygt for sin onkel skjulte han sine følelser. Endelig, da Profeten (sa.) var vendt tilbage efter at have erobret Mekka, sagde han til sin onkel: “Kære onkel, jeg har ventet i mange år på, at den islamiske bevidsthed skulle vågne i dit hjerte. Men du er forblevet, som du var. Tillad mig nu at blive muslim.”

Den stenhjertede onkel svarede: »Hvis du tager imod Muhammeds, sa., kald, vil jeg berøve dig al din ejendom og alle dine besiddelser. Jeg vil endda tage det tøj, du har på.« Abdullah sagde: »Onkel, du kan gøre, hvad du vil. Jeg bryder mig ikke længere om afgudsdyrkelse. Derfor vil jeg nu uden tvivl blive muslim. Tag bare alle dine ejendele.« Med disse ord tog han endda tøjet af, som han havde på. Hans mor gav ham et tæppe, så han kunne dække sin krop. Han delte tæppet i to; med den ene halvdel lavede han en lungi og med den anden dækkede han overkroppen. I denne tilstand kom han til Allahs Sendebud, sa., i Medina og sluttede sig til gruppen Ashab as-Suffa. Denne revolutionære unge mand drog, fyldt af iver efter jihad, sammen med Allahs Sendebud, sa., til Tabuk. Der blev han syg med feber og døde. Hans begravelse og ligklædning blev fuldført i nattens mørke. Hazrat Bilal, ra., holdt en lampe højt. Allahs Sendebud, sa., steg selv ned i graven sammen med Abu Bakr og Umar, ra. Allahs Sendebud, sa., sagde til dem: »Vis hensyn til jeres brors ære.« Med egne hænder lagde Allahs Sendebud, sa., en mursten i hans grav. Derefter bad han: »O Allah, jeg var tilfreds med ham helt frem til denne aften. Vær også tilfreds med ham.«

Da Ibn Masud, ra., så den store ære, der blev vist Abdullah, sagde han beklagende: »Ak, hvis jeg blot kunne være gået ned i denne grav!«

Vurdering

I dette kapitel har jeg beskrevet alle de militære foranstaltninger, som den islamiske regering i Medina iværksatte. Når man husker disse krige og konflikter samt de omstændigheder, der gjorde dem uundgåelige, kan man ikke benægte, at Allahs Sendebud, sa., selv om han var fast besluttet på at undgå konflikter og udføre konstruktivt arbejde, alligevel blev trukket ud på slagmarken med ren og skær tvang af islams fjender. Den store mand, som i stedet for at søge magtens trone blot ønskede at grundlægge sandhed og retfærdighed, som i stedet for at skabe indflydelse og anseelse gennem sværdets magt ønskede at erobre hele verden gennem argumenter og karakter, som valgte tilgivelsens vej i stedet for hævn og retfærdig behandling og god opførsel i stedet for had og magtanvendelse, og som i stedet for det blodplettede sværd indførte forligets princip ved hjælp af pennen, der nedskrev aftaler, fik de ikke lov til at leve et eneste øjeblik i fred i løbet af otte eller ni år. Selv under sådanne forhold må man undre sig over, hvordan Allahs Sendebud, sa., fuldførte dette enestående konstruktive arbejde, der ændrede historiens gang. Jeg vil, inshallah, fremlægge en detaljeret beskrivelse af Allahs Sendebuds, sa., konstruktive arbejde i et særskilt kapitel i denne bog.

I virkeligheden var Allahs Sendebud, sa., på dette område menneskehedens største velgører og ven, idet han fandt sin egen særlige vej til at bringe fredens og sikkerhedens budskab først til hele Arabien og siden til hele verden, selv gennem sværdets midte. Han brød de yderligtgående oprøreres forsvar og grundlagde og fuldkommengjorde retfærdighedens og sandhedens orden. Hvis en anden havde været i hans sted, ville han efter at have hørt fjendens krigsudfordring være veget fra sin lige vej. I så fald ville den islamiske livsordens minde måske ikke være blevet udslettet af historien, men vi ville højst have kunnet finde den i menneskers privatliv; vi ville ikke have kunnet forestille os den som en social og statslig ordning. Islam ville da, ligesom andre religioner i verden, være blevet bevaret som en rent åndelig og moralsk religion begrænset til privatlivet. Den ville ikke have haft nogen forbindelse med samfundet og staten. Uanset hvor mange højtstående fromme og retskafne mennesker der måtte være blevet dannet under en sådan islam, ville de hver især være blevet yderst lydige og trofaste medhjælpere for enhver vantro, falsk, undertrykkende og udbyttende statsorden. I så fald ville menneskesamfundet ikke have modtaget nogen inspiration fra Allahs Sendebud, sa., til at afskaffe social undertrykkelse, udbytning og korruption.

Det er værd at bemærke, hvor megen lidelse, smerte, undertrykkelse og forfølgelse Allahs Sendebud, sa., udholdt for at sikre verdensfolkets og den muslimske ummahs velfærd og lykke, hvor modigt og tappert han tog imod fjendernes udfordringer og undertvang de undertrykkende og korrupte kræfter, forenede de splittede stammer, befriede dem fra den uvidende tidsalders ledelse, uddannede og rensede dem, skabte et miljø præget af fred, etablerede lovens herredømme, opbyggede samfundet på broderskab og retfærdigheds grundlag og indledte den demokratiske tidsalder ved at gøre statsstyret rådgivningsbaseret.

Det er også et tegn på Allahs Sendebuds, sa., højeste visdom og dygtighed, at han førte så mange krige og sendte så mange hære ud, men at det medførte den mindst mulige blodsudgydelse og det mindst mulige tab af menneskeliv. At grundlægge den første idealistiske enhedsstat i et så stort land som Arabien med så lidt blodsudgydelse er en forbløffende begivenhed i menneskehedens historie.

Faktum er, at ethvert menneske blandt os i dag, hvad enten han kender sandheden eller ej, står i gæld til hans nåde. Hvis han ikke sammen med en lille gruppe havde rejst sig mod undertrykkelsen, ville de uvurderlige skatte, vi har modtaget fra ham – de grundprincipper for at opnå succes i livet, de kulturelle værdier og den moralske arv, det eksempel på menneskelighed, som blev stillet foran os gennem ham, og den bedst mulige afbalancerede ramme for civilisation og kultur, som han skabte og viste os – aldrig være blevet os til del. Den nye morgen, der gryede over verden, blev indledt gennem blodet fra de bedste og kærere af Allahs Sendebuds, sa., ledsagere, som han ofrede for at nå det hellige mål. Må Allah lade sin barmhjertighed regne over Muhammed, sa., og hans følgere!

Kapitel: 6

Lyset spredte sig overalt

Den islamiske bevægelses drivkraft i dens fremmarch

Mange mennesker i denne verden er blevet herrer over store landområder med sværdets magt. Mange monarkier og diktaturer er blevet grundlagt udelukkende gennem våbenmagt og fysisk styrke. Mange konflikter om interesser er også blevet afgjort på slagmarken. Men enhver revolutionær bevægelse i verden må altid afgøre sin skæbne inden for rammerne af den offentlige mening. Så længe menneskers hjerter ikke af sig selv er rede til spontant at støtte en appel og ikke er villige til at forme deres karakter og sind efter dens lys, kan det ikke betale sig at fremtvinge støtte ved ren magtanvendelse. Tværtimod bliver det årsag til dens katastrofale ødelæggelse. Derfor er enhver idealistisk bevægelses sande natur og sindelag præget af appel og undervisning. Og blandt dens ledere er der en aktiv omsorg og kærlighed samt inspiration af den art, man finder hos en vejleder og en ældre mentor. Set fra den idealistiske bevægelses synspunkt er livet som en uddannelsesinstitution, og alle samfundets mennesker er som elever på denne institution. For at sikre disse elevers samlede velfærd, korrigere de forbryderiske og beskytte samfundets anstændige og moderate mennesker mod dårlig indflydelse er det også nødvendigt, at disciplinære foranstaltninger undertiden træffes. Men det overordnede miljø er altid et miljø af kærlighed, omsorg og barmhjertighed over for eleverne, og selv lærerens disciplinære indgreb er først og fremmest præget af en mentors holdning. De rene tjenere af Allah, som gennem historiens forskellige tidsaldre er trådt frem på jorden med sandhedens budskab og en appel til oprigtighed, er trods deres modvilje trådt ind på krigsskuepladsen for at udrydde forbrydelser, fordærv og uærlighed, og de har også delvist brugt sværdet som et redskab til undervisning. Men deres samlede virke fortsatte altid præcis i en undervisende form, præget af en omsorgsfuld mentors og lærers sindelag. Den egentlige kamp, de førte, udkæmpede de med argumenternes våben på den offentlige menings enorme og vidtstrakte slagmark. Deres princip var altid, at hvis nogen ønskede at opnå et nyt liv, skulle han opnå det gennem argumenter, og hvis nogen ville berøves livet og foretrak døden for sig selv, skulle han møde døden i argumenternes lys.

Hvis man gennemgår Profetens (fred være med ham) militære handlinger, vil man se, at der fra slaget ved Badr til erobringen af Mekka, inklusive erobringen af Khaybar, i alt fandt fem større krige sted. I virkeligheden var alle disse krige defensive. De første tre fandt sted, fordi fjenderne indledte aggressioner og angreb Medina. Profeten (fred være med ham) førte højst to ekspeditioner på eget initiativ ved at føre en hær ud fra Medina: den ene var ekspeditionen til erobringen af Mekka, inklusive slaget ved Hunayn, og den anden var ekspeditionen til erobringen af Khaybar.

Og i disse to ekspeditioner blev den endelige afgørelse truffet. Tidsmæssigt var der i alt seks år fra slaget ved Badr til erobringen af Mekka. Profeten (fred være med ham) brugte i alt 23 år på sit storslåede undervisende, forkyndende, opbyggende og reformerende arbejde. Kun seks af disse år var sådanne, hvor han ved siden af det undervisende arbejde også måtte imødegå modstandernes krigeriske sindelag og adfærd. Selv med det mest overdrevne skøn synes det dog, at der i alle krigene tilsammen ikke kom mere end 15.000 mennesker for at kæmpe mod Profeten (fred være med ham), og ved at blot 759 menneskeliv blev taget blandt dem, blev flere hundrede tusinde arabere fuldstændig reformeret. Ti år er en meget kort periode i historien. At forvandle den arabiske ørken til en uddannelsesinstitution med henblik på menneskelivets sande velfærd på så kort tid, at samle de spredt bosatte, yderst uregerlige, voldelige og stridbare stammer og enkeltpersoner under dens rammer, derefter med succes at give dem en ophøjet moralsk undervisning og ikke blot undervise dem, men gøre dem til lærere og mestre for hele menneskeheden, er sandsynligvis det største konkrete og sanseligt erkendelige mirakuløse bevis på Profeten (fred være med ham)s profetskab.

Det står derfor over enhver tvivl og strid, at selv om krigens bidrag til afgørelsen af konflikten mellem islams revolutionære bevægelse og jahiliyyah måtte have været betydeligt, var den offentlige menings bidrag det største, og den offentlige menings arena var den egentlige afgørelsesarena. Hvis man skal udtrykke det lidt åndeligt, kan man sige, at det var Profeten (fred være med ham)s egentlige sejr og egentlige succes at vinde menneskers hjerter. Hvis han vandt millioner af arabiske mænd og kvinder, var det deres hjerter, han vandt, og det gjorde han med argumenternes og karakterens våben. Hvordan kunne det på kort tid, trods stadig nye hindringer fra alle sider, lykkes at gøre det store antal Adams børn, der var spredt over et område på en til 1,2 millioner kvadratmil, til tilhængere af islam? Sagen er, at hvis appellen er sand og rigtig, hvis bevægelsen ledes med menneskehedens velfærd som mål, og hvis dens bannerførere er selvopofrende og oprigtige, bliver modstand og hindringer til endnu større hjælp for den revolutionære karavane. Enhver hindring kommer som en vejviser.

Derfor begynder sandheden ganske vist med et mindretal, men den vinder flertallet. Lad os nu se, hvilke kræfter den islamiske bevægelse benyttede for hurtigt at opnå accept og popularitet hos den offentlige mening.

Styrken i argumentationen

Den islamiske bevægelses største styrke var styrken i dens argumentation. Hvis Sendebudet (fred være med ham) i stedet for den islamiske bevægelse havde indført et system baseret på pir-muridi-forholdet, ville han have lammet tilhørernes samvittighed og fornuft. Hvis han, ligesom andre gængse religioner, havde indført en religion begrænset til det rent personlige liv, ville han have øget menneskers tilbøjelighed til og interesse for uvirkelige forestillinger og grundløse idéer; og hvis han havde indført et system til undervisning i asketisk spiritualitet, ville han fuldstændigt have lukket deres øjne, ører og mund. Men den islamiske bevægelse, som Sendebudet (fred være med ham) indførte, havde brug for bevidste mennesker, der på grundlag af lydighed mod Allah kunne opbygge og på en velordnet måde lede en hel civilisation. Derfor vækkede den islamiske bevægelse, da den endnu kun befandt sig på da’wah-stadiet, menneskers slumrende samvittighed og fornuft. Den opfordrede dem til at åbne øjnene og se samt åbne ørerne og lytte. Den tilskyndede dem til at tænke over og undersøge verdensordenen. Den lærte dem nøje at iagttage forholdene i menneskets indre og i dets omgivende verden. Den skærpede og satte deres tankegang i bevægelse ved stadig at rejse nye spørgsmål. Den brød lænkerne fra blind efterligning. Den afskaffede meningsløse skikke og ceremonier. Den gjorde ende på blind tilbedelse af fortiden og blind underkastelse under nedarvede traditioner og skikke. Den udviklede en metode til at skabe samvittighedsfulde og tænkende mennesker af mennesker, der var uforstandige som dyr. Den vækkede de blinde, stumme og døve ved at ruske dem og fjernede rusten fra deres samvittighed og fornuft. Kort sagt er den islamiske bevægelses største fortjeneste, at den bringer den intellektuelle stagnation, som jahiliyyah havde påtvunget mennesker, til ophør. Som følge heraf fremlægger den livets grundlæggende sandheder for dem, hvis samvittighed og fornuft er blevet vækket og bevidst, påvirker dem med sine skarpe argumenter og opbygger en urokkelig tro hos dem på disse sandheder.

Da den islamiske bevægelse fremlagde Allah alene som Skaberen, Ejeren, Forsørgeren, den, der bestemmer, og den, der vejleder til den rette vej, fremlagde den det med så stærke argumenter, at de grundløse og uvirkelige forestillinger, der stod i modsætning til dette, blev sløve og virkningsløse som våben. Den appellerede til menneskers dømmekraft og opfordrede dem til at betragte himlens og jordens mangfoldige skaberværk, planeternes og stjernernes kredsløb, årstidernes og vejrets forandringer, regnens og vindens lovmæssigheder, planters fødsel, udvikling og vækst, dyrs og fugles formering og opfostring, menneskegruppernes mangfoldighed, civilisationernes opgang og fald samt deres eget væsens dybder — og lære deraf. I vil se, at faste love og regler gælder overalt. I hver del af skaberværket findes der en velordnet og disciplineret styring. Enhver begivenhed, lille eller stor, har et bestemt formål, en bestemt hensigt og en bestemt følge. Mangfoldige og indbyrdes modsatrettede ting fungerer som hinandens hjælpere og komplementer. I hele skaberværkets maskineri hersker der en form for samordning og enhed. Mange ting er bundet sammen i én. Alt er både i bevægelse og under udvikling. Intetsteds findes der stagnation eller ubevægelighed. Alt bevæger sig mod fuldkommenhed. Ethvert middel og enhver årsag frembringer et vigtigt resultat. Derefter bliver hvert resultat igen et middel til et andet resultat. Naturens love, orden, samordning, gensidige hjælp, harmoni samt dens udviklings- og forandringsproces er ikke opstået af sig selv som følge af en tilfældig hændelse. Tingene planlægger ikke sig selv, skaber ikke sig selv og hjælper heller ikke hinanden gennem gensidig rådgivning. Tværtimod er Allah, den Højeste, den evigt aktive, den Selvberoende, den Suveræne, den Alvidende og den alvise Skaber, den eneste, der leder, administrerer og styrer dem samt fastsætter deres love. Alle universets kræfter og alt dets stof er beskæftiget med at lovprise Ham. Alle ting bøjer sig i sujud for Ham. Hele skaberværket følger Hans naturlige love. Fra den enorme sol til de allermindste molekyler og atomer bøjer alt sit hoved for Ham. Islam har også sagt, at hvis der i dette enorme maskineri af et så stort skaberværk fandtes flere ejere og administratorer, ville der opstå konflikt mellem dem, og det gensidige samarbejde, den enhed og den harmoni, som I ser herske overalt i universet, ville på ingen måde kunne opretholdes. På hver eneste side i naturens enorme bog er der ikke blot nedskrevet uigendrivelige vidnesbyrd om Hans eksistens, men også om Hans enhed og Hans egenskaber.

Den islamiske bevægelse har også ved hjælp af argumenter gjort det klart, at hele universet er bundet af lydighed mod Allahs love og bestemmelser, og at hvert eneste af dets atomer står foran Ham som muslim, det vil sige som en underkastet tjener. Intet skabt væsen har mulighed for at indtage nogen anden rolle end lydighed, trældom eller underkastelse over for Allah. Hvis mennesket adlyder Allah, vil det blive ét med hele universet. Dets samfund og civilisation vil blive symboler på sikkerhed og samarbejde, ligesom det findes i materiens verden. Men hvis de er ulydige mod Allah, det vil sige vantro, vil deres samfund og civilisation komme i disharmoni med naturens verden, blive uforenelige med den og miste forbindelsen til den; og den balance, harmoni og det samarbejde, der hersker i himlene og på jorden, vil ikke findes i menneskesamfundet. Det er netop på grund af dette, at alle verdens skabninger har opnået fremgang, fuldkommenhed og udvikling gennem fred og sikkerhed. Også for mennesket er vejen til fred og sikkerhed i denne verden, at det forbliver lydigt mod Allahs religion og Allahs lov. Mennesket er skabt af Allah alene og næres og opfostres af den forsørgelse, Han har givet. Hver del af dets krop og hvert atom i disse dele er som muslim bundet af urokkelige lænker til lydighed mod Allahs naturlige lov. Hvis der derfor findes en enkel og rigtig måde for mennesket at leve på, er det vejen til trældom og lydighed mod Allah. Mennesket er fra fødslen Allahs tjener og slave, og følelsen af og bevidstheden om denne trældom er blevet næret i dets sind og hjerne fra fødslen.

Den islamiske bevægelse har med den samme styrke og kraft samt uigendrivelige argumenter også fastslået, at ethvert skabt væsen har brug for vejledning fra Allah. For Han alene bestemmer alle tings skæbne og fastlægger kredsløbet og bevægelserne for alt, der færdes i verdensrummet. Han giver de forskellige ting forskellige egenskaber. Han sætter enhver kraft til den opgave, der passer til den. Han fastlægger en handlemåde for hvert skabt væsen. Ligesom andre skabninger er mennesket lige så afhængigt af Allahs vejledning, som det er afhængigt af lys, luft og vand. Allah har indstiftet åbenbaringen for at vise sit skaberværk vejen til Ham. For livløst stof er denne åbenbaring en naturlig tvang, for planter en spontan vækstevne og for levende væsener en medfødt proces. Men eftersom mennesket er et væsen med bevidsthed, samvittighed og fornuft, er åbenbaringen til det fastlagt i sin fuldkomne form, hvorved dets samvittighed, fornuft og bevidsthed tiltales.

Den islamiske bevægelse har også gjort denne del af sin ideologiske forkyndelse acceptabel ved argumenternes kraft: Når årsagernes og konsekvensernes lov gælder i dette univers, er det uundgåeligt, at menneskers moralske handlinger også har en følge og et resultat inden for denne altomfattende lov. Ved at vise, at gengældelsens lov er virksom i historien, har den bevist, at menneskers sociale handlinger også nødvendigvis er underlagt denne lov. Samtidig har den vist, at det fulde resultat af menneskers handlinger ikke kommer til udtryk i deres begrænsede jordiske liv inden for en begrænset gengældelseslov. Ikke engang én enkelt handlingsrække når altid sin fulde afslutning. Desuden må mennesker ofte opleve et resultat, der er det stik modsatte. Derfor bør man ud fra Allahs retfærdige orden forvente, at et nyt liv vil begynde efter det jordiske liv, og at mennesket da må erfare det fulde resultat af sine handlinger. Det er et logisk krav fra Allahs retfærdighed, som virker overalt, at enhver vil høste det, han har sået. På denne måde har den fremsat forestillingen om livet efter døden, dommen i det hinsidige samt straf og belønning.

For uigendriveligt at bevise disse grundlæggende sandheder har islam fremstillet hele menneskehedens fortidshistorie. Den har fortalt de enkelte folks historie og vist, at de folk og grupper, som accepterede disse sandheder og byggede deres liv på dem, opnåede succes. De, der forkastede dem, forlod derimod jorden ydmygede og vanærede. De mennesker, som accepterede disse sandheder, fik oplyst deres sind og hjerne, og deres karakter strålede. De, der modsatte sig disse sandheder, gik til grunde. Den har vist, at de, som i enhver tidsalder har fremlagt denne store sandheds kald for hvert folk, grundlæggende har haft samme slags natur og karakter. De nøjedes ikke med blot at fremlægge det, men bestræbte sig på at gøre det sejrende og etablere det med fuld hengivenhed og oprigtighed samt med de største ofre af liv og ejendom.

Denne grundlæggende forkyndelse fra den islamiske bevægelse er udførligt beskrevet i Koranen sammen med alle dens uigendrivelige argumenter og beviser. Den er fremlagt igen og igen i en fremragende stil. Samtidig er modstandernes indvendinger, sarkasme og spot blevet besvaret i et roligt og naturligt sprog. Nogle steder gives der råd, andre steder advares der, andre steder trues der, andre steder vækkes der skam, andre steder udfordres der, og andre steder blødgøres menneskers hjerter gennem mildhed og venlighed. Kort sagt er menneskers sind og tanker blevet omringet på så mange forskellige måder, at der ikke er efterladt nogen flugtvej for intelligente og bevidste mennesker.

Hvis sejren i virkeligheden skulle opnås alene ved sværdets magt, hvorfor blev der så lagt så stor vægt på at fremlægge argumenter og beviser, at det fylder mere end to tredjedele af Koranen?

Sandheden er, at det var blevet vanskeligt for tilhørerne at holde stand over for den islamiske bevægelses skarpe argumenter. De heldige accepterede dem med åbent sind. De, der på grund af et fordrejet intellekt ikke accepterede dem, blev besejret i argumenternes kamp og tyede til voldsom modstand. En bevægelse, der bringer sine tilhørere til dette punkt, ender ikke uden til sidst at sejre.

Styrken i den velvillige appel

Koranens argumenter er ikke blot argumenter; sammen med dem er der også føjet appeller, som smelter hjertet, tiltrækker de flygtende og kalder dem nærmere samt åbner de lukkede hjerter. Denne slags appeller fra den islamiske bevægelse smeltede selv mennesker med hjerter af sten som voks. Så snart man åbner Koranen, vil man se, hvordan varmen fra følelser i hver eneste sætning er blandet med argumenternes lys. Det er netop derfor, at selv islams største fjender med hjerter af sten er blevet sandhedens tjenere. Desuden er dens litterære niveau så højt og dens kraft så magisk, at den forbløffede selv datidens største arabiske digtere og litterater. Her citeres nogle af Koranens sådanne klare, letforståelige og hjertevindende appeller:

»Sig (på mine vegne til dem): Mine tjenere, som har gjort uret mod jer selv, fortvivl ikke over Allahs barmhjertighed. Allah tilgiver visselig alle synder. Han er sandelig den Tilgivende og den Barmhjertige. Vend tilbage til jeres Herre og underkast jer Ham, før straffen kommer over jer, og I ikke vil finde nogen hjælp. Og følg den bedste vejledning, som er blevet sendt til jer fra jeres Herre, før straffen pludselig kommer over jer, uden at I mærker det. Da vil en person sige med beklagelse: Åh, hvor jeg fortryder det, jeg forsømte over for Allah, og at jeg plejede at håne. Eller han vil sige: Hvis Allah blot havde vejledt mig, ville jeg have været gudfrygtig. Eller når han ser straffen, vil han sige: Hvis jeg blot fik en ny chance, ville jeg blive blandt de retskafne.« (Sura az-Zumar 50-58)

I disse få vers er de grundlæggende sandheder, som var en del af Profetens (s.a.) budskab, kortfattet blevet fremhævet. Her fremlægges der argumenter, men samtidig findes der også en appel, som blødgør hjertet. Her er der både et glædeligt budskab og en advarsel. Koranen indeholder mange forskellige appeller af denne art. Mennesket, der er skabt af ler, kunne ikke stå imod kraften i et så revolutionerende sprog, især ikke når denne slags kald lød hver morgen, middag og aften. Sådan fortsatte åbenbaringens strøm i treogtyve år. Lad os se på nogle flere af denne slags appeller:

“Adams børn! Har Jeg ikke advaret jer mod at tilbede Satan? Han er jo jeres åbenlyse fjende. Har Jeg ikke sagt, at I kun skal tilbede Mig? For dette er den rette vej. Alligevel har han vildledt mange af jer. Vil I stadig ikke bruge jeres fornuft?” (Sura Yasin: 60-62)

“(O Profet), sig: O mennesker! Sandheden er kommet til jer fra jeres Herre. Den, der finder den rette vej, finder den til gavn for sig selv. Og den, der farer vild, baner kun vejen for sin egen undergang. Jeg er ikke ansvarlig for, hvad der er godt eller ondt for jer.” (Sura Yunus: 108)

Selv de, der havde åbnet en oppositionsfront, blev mødt med en appel til deres ædleste følelser. Hvad enten det var polyteister eller Ahl al-Kitab, blev de bedste mennesker i hver gruppe kaldt på den bedste måde, og man forsøgte at aktivere deres ædleste følelser. Selv hyklerne blev opfordret til at forbedre sig. Eksemplerne fra denne kategori fremlægges enkeltvis.

Tale rettet til polyteisterne i Mekka

“Allah fremfører et eksempel om en by. Dens indbyggere levede i lykke og fred. Der kom rigeligt med forsørgelse til den fra alle sider. Derefter viste dens indbyggere utaknemmelighed over for Allahs velsignelser. Derfor lod Allah dem smage sult og utryghed som følge af deres gerninger. En profet fra deres egen midte kom til dem, men de erklærede ham for løgner. Derfor greb straffen dem. De var i sandhed uretfærdige.” (Sura An-Nahl: 112-113)

Tale rettet til Ahl al-Kitab

“O Ahl al-Kitab! Mit sendebud er kommet til jer. Dette sendebud gør meget af det, I skjuler, kendt, og fritager jer for meget andet. Fra Allah er der kommet et lys og en klar Bog til jer. Gennem den leder Allah dem, der følger Hans velbehag, til fredens veje; Han fører dem ud af mørket og ind i lyset ved Sin særlige befaling og leder dem til den rette vej.” (Sura Al-Maida: 16)

“O profet! Sig: O Bogens folk, overdriv ikke uretmæssigt i jeres religion. Følg ikke deres lyster, som er faret vild, fører andre vild og har fjernet sig fra den rette vej.” (Sura al-Ma’ida: 77)

“O Bogens folk! Efter en lang pause i rækken af profeters og sendebuds komme er Mit sendebud kommet til jer. Han gør den sande virkelighed tydelig, så I ikke skal kunne sige: ‘Der kom ingen advarer eller glædesbringer til os.’ Nu er der kommet en advarer og en glædesbringer til jer.” (Sura al-Ma’ida: 19)

“Jeg har fastslået i Skriften angående Israels børn, at I to gange vil sprede fordærv på jorden og blive særdeles hovmodige. Da tiden for det første løfte nærmede sig, sendte Jeg derfor Mine krigeriske tjenere imod jer. De trængte ind i byerne. Det var et løfte, der måtte blive opfyldt. Derefter gav Jeg jer en ny mulighed over for dem og styrkede jer med rigdom og børn og gjorde jer talrige. (Jeg gav jer endnu en mulighed, for at) hvis I gør godt, gør I det til jeres eget bedste, og hvis I gør ondt, gør I også det mod jer selv. Da tiden for det andet løfte kom, for at de kunne vanære jeres ansigter (med sorgens og ydmygelsens mærke), trænge ind i moskeen (Bayt al-Maqdis), sådan som de trængte ind første gang, og bringe ødelæggelse overalt, hvor de fik overherredømme, (så fik I sandelig smagt dets følger). (Nu, hvor kaldet fra Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har rejst sig, er der kommet endnu en sidste mulighed foran jer; derfor) ønsker jeres Herre at vise jer barmhjertighed. Men hvis I vender tilbage til det, I gjorde før, vil Jeg også vende tilbage til Min tidligere straf. Og (i det hinsides) har Jeg gjort Helvede til de ulydiges bolig.” (Sura Israels børn: 4-8)

“(O profet,) sig: O Bogens folk, lad os komme til en fælles erklæring mellem os og jer, som ingen kan bestride: at vi ikke vil adlyde nogen anden end Allah, ikke sætte nogen som partnere ved siden af Ham og ikke tage hinanden til herrer i stedet for Allah.” (Al ‘Imran: 64)

Tale henvendt til de kristne

“Og dem, der siger: ‘Vi er kristne,’ vil du finde nærmere muslimerne i kærlighed end jøderne. Det skyldes, at der blandt dem findes mange lærde og asketer, som ikke er hovmodige. Når de hører det, der er blevet åbenbaret for sendebudet, ser du deres øjne flyde over med tårer. De siger: ‘Vor Herre, vi tror, så skriv os blandt vidnerne til sandheden.’” (Al-Ma’ida)

Tale henvendt til hyklerne

“Ser de ikke, at de hvert år prøves én eller to gange? Alligevel angrer de ikke og tager heller ikke ved lære. Og hver gang en sura åbenbares, ser de på hinanden og spørger: ‘Er der nogen, der ser på dig?’ Derefter går han bort. Allah har vendt deres hjerter, fordi de ikke bruger deres forstand. Hør! Et sendebud fra jeres egne er kommet til jer. Enhver lidelse, der rammer jer, volder ham sorg. Han er dybt bekymret for jer. Mod de troende er han overordentlig barmhjertig og kærlig.” (Sura al-Tawba: 126-128)

Koranen er fuld af mange flere sådanne gribende udsagn. Det er vanskeligt at gøre rede for, hvor mange sådanne forbløffende ord der findes side efter side i Koranen—ord, der kan fæstne sig dybt i hjertet, vække genklang i samvittigheden samt stimulere og skærpe bevidstheden. Af de ovennævnte vers kan man i sandhed ane, hvor stærk en bog Koranen er, og hvor mægtig sandhedens da’wah er. Da disse intense stråler af sandhed blev åbenbaret den ene efter den anden, var det på ingen måde muligt for fornuftige mennesker at holde fast i tænkningens og handlingens mørke. Når argumenter forenes med en følelsesmæssig appel, skaber denne kombination af kræfter et tveægget sværd, der endog kan skære gennem sten. Desuden skabte Profeten (fvmh.)s ord, sideløbende med Koranen, uophørligt røre i form af forskellige taler og samtaler. Disse ord er bevaret i hadith-samlingerne. Ingen anden person i verden har kunnet fremføre udsagn i så korte sætninger med så omfattende betydning, så stor gennemslagskraft og så stærk en evne til at vække mennesker. De revolutionære udsagn fra digterne, forfatterne og talerne i den islamiske bevægelse skabte også en voldsom røre i folkets sind. Selv i dag kan man ved at læse de islamiske digte af datidens Hassan ibn Thabit og Ka’b ibn Malik forstå, hvilke frygtelige bølger de rejste i folkets følelsers hav! Kort sagt var sandhedens ord den egentlige uovervindelige kraft, som falskheden ikke havde nogen mulighed for at modstå. Det er netop her, den egentlige betydning ligger af Koranens evige udsagn: »Falskhedens udslettelse er uundgåelig.«

Kritikkens styrke

Den islamiske bevægelses da’wah forbandt ikke blot argumentation med appel, men fremsatte samtidig en skarp kritik. I den sufi-inspirerede ideologi findes der kun én metode for da’wah—nemlig metoden med anmodning, appel, smiger og bønner. Når da’wah er begrænset til renselsen af den enkeltes snævre privatliv, og der slet ikke er tale om at reformere og genopbygge det kollektive liv, hvilken anden metode end en ydmyg appel skulle der så være behov for? I sufi-ideologier og individualistiske religioner lægges der blot vægt på at lære disciplene nogle trosforestillinger og personlige egenskaber samt at råde dem til at beskytte sig selv mod onde kræfter. Men der fødes ingen tilskyndelse i dem til at kæmpe mod organiserede, kollektive onde kræfter og forbrydelser eller til at tage kampen op med et fordærvet miljø. Lad undertrykkerne, der sidder på lederskabets og myndighedens troner, fortsætte deres brutale udbytning og terror, og lad menneskeheden blive slagtet på deres altre. Hvad har Allahs henførte sufi-dervisher at gøre med alle disse verdslige problemer? I et sådant snævert åndeligt system betragtes det som menneskets største dyd at holde sig borte fra verdslige anliggender og politiske problemer, at behandle alle med samme ydmyghed og smiger, at blive ved med at fremsige »Allah, Allah« sammen med muslimer og »Ram Ram« sammen med brahminer. Man skal behandle alle venligt og ikke være hård over for nogen. Eftersom sådanne ideologier ikke har nogen plan om at føre mennesker ind i konflikter og sammenstød, men i stedet sigter mod at trække dem ud af samfunds- og civilisationsrettede aktiviteter og anbringe dem på afsides steder og i khanqaher, opstår der ikke noget spørgsmål om kritik. Kritik skaber jo konflikt og spænding i sindets verden. Derfor betragtes det ud fra snæver spiritualitet og en religiøsitet begrænset til det private område som en forholdsvis forkastelig handling at kritisere nogen. Den regnes nærmest for at være i strid med taqwa, fordi den forstyrrer sjælens fred.

Men i den ideologi og da’wah, der tager initiativ til at skabe en civilisationsrevolution, er kritik lige så vigtig i dens forkæmperes tankeverden som argumentation og appel. Det er ikke nok blot at etablere sandheden; det er også nødvendigt at udslette falskheden. For uden falskhedens udslettelse kan sandheden heller ikke etableres fuldt ud. Her er troen på Allah og forkastelsen af taghut indbyrdes afhængige. Man kan ikke gøre det ene uden det andet. Ligeledes bliver det ikke effektivt at påbyde det gode, hvis det onde ikke samtidig forhindres. Her må man sige »la ilaha«, før man siger »illa Allah«.

Når den islamiske bevægelse opstår, kritiserer den hårdt den bestående civilisation og kultur, det sociale miljø samt de politiske og økonomiske systemer—frem for alt de herskende tankemåder, trosforestillinger og værdier—for at ændre folkets tankegang. Den kan ikke undgå at afsløre maskerne hos de religiøst, politisk og økonomisk dominerende klasser, som lever et mageligt liv ved at holde folket fanget i deres trældoms net. Den har ingen anden mulighed end at afsløre deres sande identitet for det almindelige folk, når lederskabet og myndigheden over det kollektive liv ligger i deres hænder. Før man kalder uretfærdighed for uretfærdighed, falskhed for falskhed og fejl for fejl, opstår der hverken et krav om sandhed og retfærdighed eller et ønske om forandring. Se på enhver profets da’wah og virke. Man vil se, at ikke blot samfundets dårlige forestillinger og forhold blev kritiseret; enhver profet gik også til datidens magtfulde herskere i deres egne hoffer og erklærede dem for vildledte. I den islamiske bevægelse er det blevet sagt om den bestående samfundsordens struktur, at der i hvert land og blandt hvert folk findes nogle »storfisk-forbrydere«, som gennem bedragerisk politik fremmer deres egne formål. (Sura al-An’am, 124) Det er ikke muligt at reformere dem, så længe de forbliver på deres poster.

Da islam opstod i Arabien med henblik på at afskaffe det jahiliske samfundssystem og indlede et nyt gyldent kapitel i historien, kritiserede den nådesløst enhver form for løgn, uretfærdighed og uærlighed. På den tid havde alle slags mennesker, der var beskyttere, støtter og medvirkende til det jahiliske samfundssystem og det taghutiske miljø, sat sig tungt på samfundet; og de, der for at bevare deres prestige og hævdvundne interesser var blevet desperate efter at kvæle denne da’wah, som skulle sikre menneskehedens velfærd, fik af islam deres masker revet af med en ufattelig dristighed. Deres misgerninger, som var skjult under prangende klæder, blev blotlagt fuldstændigt. På denne måde blev de kufriske kræfters sande, menneskefjendske identitet gradvist tydelig for samfundet, og bevidstheden bredte sig i den offentlige mening. Samtidig blev ønsket om forandring stadig stærkere. Den islamiske bevægelses kritik skaber og udvikler hos et vågent folk evnen til klar tænkning, forståelse, undersøgelse, sammenlignende vurdering og iagttagelse. Det er netop denne side af da’wah, der skelner mellem haqq og falskhed, godt og ondt samt retfærdighed og uretfærdighed. Gennem den bliver forskellen mellem den rette vej og vildfarelse tydelig. Den islamiske bevægelses medlemmer fortsatte ganske vist tavst med at udholde den vold og forfølgelse, som falskhedens kræfter udsatte dem for. Men de undlod ikke på nogen måde at rive det smukke ydre dække af undertrykkernes afskyelige karakter. Deres aktiviteter blev ikke ført uden for det sociale og politiske liv. De forsikrede aldrig det jahiliske systems sociale og religiøse ledere: »Bliv blot trygt siddende på jeres poster og fortsæt jeres arbejde efter planen. Vi er mennesker, der frygter Allah. Vi vil ikke blande os i jeres arbejde eller skade jeres interesser. Vi vil kun påkalde Allahs navn og lære folk Hans kalima.« Hvis de først høfligt havde fremsat smigrende ord over for den islamfjendtlige ledelse for at sikre sig fritagelse for deres undertrykkelse, ville det aldrig have været muligt for dem derefter at fremsige denne revolutionære kalima, der stræber efter at etablere social retfærdighed.

Den islamiske bevægelse påtog sig først dette bitre ansvar gennem sin ledende kalders hellige mund. Med åbenbaringens sproglige våben udførte den kirurgi på samfundets syge legeme. Denne kritik begrænsede sig ikke blot til ideologien og grundprincipperne, men omfattede også de indflydelsesrige kræfter, der gjorde modstand, samt alle rivaliserende parter. Kritikken blev fremsat på baggrund af de daglige begivenheder, og fjendens handlinger blev straks gennemgået. På denne måde blev der skabt folkelig bevidsthed. Hvis dette arbejde ikke var blevet udført, kunne det måske have været muligt at skabe nogle fromme, tiltalende og retskafne mennesker; den samtidige verden ville måske have lovprist dem højlydt, og deres minde kunne måske også i kommende tider have betaget mennesker. Men samfundet og dets omgivelser ville være forblevet lige så indhyllet i Jahiliyyas mørke som før. Der ville aldrig være blevet skabt en revolutionær bevidsthed og en kampberedskab blandt det muslimske folk. Islam ville være forblevet begrænset til Hiras hule. Det ville aldrig have været muligt for den at erobre Arabien og derefter vende tilbage og træde ind i Mekka.

Menneskehedens befrier, Profeten (s.a.), afslørede gennem sin kritik på Koranens sprog ikke blot, at samtidens samfundsledere var bankerotte, hvad angår argumenter og beviser; han afslørede også for verdens befolkning, at magtfulde personer, der sad på høje poster og ledersæder, udøvede myndighed over samfundet, selv om deres karakter var yderst beskidt og afskyelig. Som følge af denne kritik forstod folket, at skønhed, orden og værdighed aldrig kunne vende tilbage til samfundslivet, før man ved at samarbejde med den islamiske bevægelse fjernede disse afskyelige ondskabskræfter fra den aktive ledelse og myndighed.

Da islam kritiserede Quraysh og polyteisterne, afslørede den alt ved deres hedenske kultur, deres overtro og fantasifulde forestillinger, deres latterlige religiøse skikke, deres lave og usle karakter samt deres ledelses hovmod og praleri. For at vise deres elskede guders hjælpeløshed sagde den som eksempel, at disse guder, selv hvis de slog sig sammen, ikke kunne skabe så meget som en flue. Selv hvis en flue tog noget fra dem, ville de ikke være i stand til at tage det tilbage. Koranen knuste den stolthed og det hovmod, de følte over at være profeten Ibrahims arvinger, ved gentagne gange at fortælle dem hele profeten Ibrahims livshistorie og tydeliggøre hans sande identitet. Koranen fortalte, at han havde viet hele sit liv til at fuldføre det storslåede arbejde, forladt sit hjem, sparket til det præstesæde, der var reserveret til ham, og efter at være blevet anklaget for oprør foran Nimrod havde modtaget den gruopvækkende dødsdom ved at blive brændt i ild. Derefter blev han ved Allahs umådelige nåde reddet fra ilden og drog i eksil som en muhajir for Allahs skyld. Senere grundlagde han i en mennesketom ørken et centrum for sit kald og for tilbedelsen af Allah, et centrum som I har gjort til et middel til at tjene penge og udøve religiøst præsteskab. Uden blot at komme i nærheden af dette storslåede arbejde er det fuldstændig upassende for Quraysh at fremsætte deres svulstige krav på at være dets arvinger. Nedsunket fra top til tå i shirk og Jahiliyya, med hvilken ret udgiver de sig for at være arvinger til denne store forkynder af tawhid og nævner hans navn? Koranen viste, hvordan de havde opfundet en selvbestaltet sharia for, hvad der var haram og halal. Den viste, hvilke mærkelige regler de havde indført for at ofre forskellige ting ved afgudernes altre, hvordan de havde givet terningespil og hasardspil status som religiøs hellighed, hvordan de skamfuldt flygtede, når de fik en datter, hvordan de med grænseløs grusomhed begravede pigebørn levende, og hvordan de ikke skammede sig det mindste over at kalde englene Allahs døtre. Efter således at have stillet alle deres meningsløse og latterlige handlinger for dem sagde Koranen: I er stolte af at have ansvaret for Den Hellige Moské og Kabaen. Men på grund af jeres kufr og shirk er I ikke værdige til det. I holder folk borte fra Allahs vej og fra den ædle Kaba, driver jeres egne brødre ud af deres hjemland og skaber hindringer på islams vej.

Da Koranen kritiserede Ahl al-Kitab, opregnede den deres handlinger gennem hundreder af år og sagde: I har plaget profeten Musa (a.s.) skridt for skridt, gentagne gange været ulydige mod ham, igen og igen begivet jer ind på afvigelsens og forvanskningens vej, været opslugt af strid og uenighed, skabt optøjer og uro, tilbedt kalven, flygtet fra jihad, udgydt hinandens blod, forvist jeres slægtninge, begået uret og overgreb mod dem, forvansket Allahs Bog, skjult sandheden, ophøjet dervisher og lærde til Guds plads og endda med egen hånd skrevet opdigtede ord og sagt, at de var Allahs ord. I har tjent ulovlige penge ved at bedrage mennesker; I følger ikke selv Allahs vej og lader heller ikke andre følge den. Hvis nogen ønsker at arbejde for menneskers velfærd, hindrer I ham i stedet for at hjælpe ham. Før Muhammads (s.a.) komme plejede I på grundlag af det løfte, der stod skrevet i Allahs Bog, at give alle det glædelige budskab om, at den sidste profets komme nærmede sig. Men da denne profet virkelig kom, sluttede I alle rækkerne imod ham. Muslimerne står jer nærmere på mange måder; de anerkender jeres profeter og alle de tidligere bøger. Alligevel fraterniserer I med polyteisterne. Trods at I har Allahs Bog hos jer, har I fortsat med at begå alle disse onde handlinger.

Selv om et æsel bærer en bunke af Allahs Bog på ryggen, bekymrer det sig ikke om noget af den; sådan handler I også. Hvis I var sandfærdige i jeres påstand, ville I have virkeliggjort Allahs Bog, Toraen, i jeres liv. Så længe I foragter Allahs Bog, har jeres påstand om, at I er Allahs elskede tjenere, ingen værdi. Jeres karakter er sunket så dybt, at selv hvis en enkelt mønt bliver betroet jer, er det meget vanskeligt at få den tilbage. På grund af denne adfærd er I blevet ramt af Allahs vrede, og ydmygelse og elendighed er blevet tildelt jer.

Da hyklerne senere blev kritiseret, blev de underkastet en omfattende psykologisk analyse. Deres fejl blev påpeget for dem, og det blev sagt til dem: I ser på alting med et skævt blik. Når I mødes i enerum, kritiserer I den islamiske bevægelses tilstand og begivenhederne omkring den på en negativ måde. Når I kommer frem offentligt, ændrer jeres opførsel sig; I taler sammen gennem tegn og hentydninger, bliver undertiden tavse, og undertiden bliver jeres øjne store af frygt, når I hører nyt om krig og kampe. Sommetider lusker I stille og roligt væk. Når I er sammen med muslimer, taler I på én måde, og når I er sammen med de vantro, taler I på en anden måde. I alle forhold adskiller jeres holdning sig fra muslimernes fælles holdning. Hvis andre finder vejledning og trøst i åbenbaringens ord, bliver I meget irriterede over det. For andre er Profeten (fvmh.) genstand for den største hengivenhed, respekt og kærlighed. Alligevel foretrækker I at holde jer på afstand af ham. Andre udfører bønnen med begejstring, mens I kommer til bønnen med en sådan modvilje, som om I var blevet slæbt dertil med magt. De øvrige muslimer er ivrige efter at ofre alt, hvad de ejer, for islam. Men I bruger hverken selv noget på Allahs vej eller lader andre gøre det. Andre drager i jihad, drevet af spontan troens glød, mens I altid kun ønsker at redde livet og forsøger at flygte med alle mulige lamme undskyldninger. Det, som andre glæder sig over, gør jer utilfredse, og det, som andre sørger over, gør jer glade. I har på ingen måde noget til fælles med de almindelige muslimer. Således identificerede den islamiske bevægelse hyklerne.

Om de jahilīske digtere, der skrev digte fyldt med propaganda og bagvaskelse mod islam og selv spredte forhånelse af Profeten (fvmh.), blev der givet en meget kort beskrivelse, som var fuldstændig sand og realistisk, så selv en almindelig araber straks kunne forstå graden af deres moralske forfald. Om de jahilīske digtere blev det sagt, at kun de vildfarne fulgte dem. På grund af deres principløshed strejfer de omkring alle vegne og handler ikke i overensstemmelse med de gode ord, de siger med munden.

Den islamiske bevægelse identificerede også bestemte personer med særligt modbydelige karaktertræk gennem litterære beskrivelser af meget høj kvalitet og forsøgte derved at skabe folkelig bevidsthed i samfundet, så enhver kunne se dem, forstå dem og genkende dem selv i virkelighedens verden. Et sted fremstilles en person blandt dem, som forbløffer folk med overdreven ordskvalder, men som i handlingens verden fuldstændig glemmer sine egne smukke ord og hele tiden spreder nye uroligheder og forårsager ødelæggelse i menneskesamfundet. Et andet sted fremstilles en person, der er beruset af stolthed over sin stammemæssige og lederskabsmæssige fornemhed og er overdrevent optaget af anseelse. På Opstandelsens dag vil han blive straffet hårdt. Et andet sted skildres den menneskelige karakter, som på grund af overdreven grådighed er blevet som en hund: Jager man den væk, hænger tungen ud, og jager man den ikke væk, hænger tungen også ud. Alle disse karakterer fandtes i vid udstrækning i samfundet. På grund af denne kritik var det på ingen måde vanskeligt for folk at få en forståelse af deres usselhed og foragtelighed.

Denne kritik var ikke blot teoretisk, men forbundet med virkelige konflikter og sammenstød. Fra den islamiske bevægelses platform blev der talt direkte til de kræfter, der stod i opposition. Taleren vidste, hvem han talte til, og tilhørerne vidste, hvem der blev talt om. Kritikken blev ikke fremsat over en mikrofon fra himlen, men blev formidlet gennem Profeten (fvmh.)s mund. Muslimerne spredte den rundt omkring i samfundet. Derfor blev også deres følelser en del af den, og deres inderste væsen smeltede sammen med den. Kritikken blev fremsat i overensstemmelse med det virkelige begivenhedsforløb, og tilhørerne tilpassede den til den samtidige historie. Folk forstod, at dette var den nyopståede konstruktive revolutionære bevægelses budskab iblandt dem. Kritikken udfordrede det gamle samfundssystem og ramte netop revolutionens modstandere. Folk fik mulighed for at høre begge parters synspunkter og foretage en sammenlignende vurdering af dem. Sådan blev deres bevidsthed formet.

Argumenter og beviser kan hjælpe forståelsen, men de vækker ikke følelserne. En appel berører følelserne og skaber varme i da’wahen. Men en appel skaber ikke en effektiv kamp i historien. Kun kritik er en sådan kraft, at når den virker sammen med argumenter og appel, aktiveres alle civilisationens elementer på én gang. Kun kritik skaber røre i samfundslivet.

Sagen er kort sagt, at den islamiske bevægelse gennem Muhammad (fvmh.) gjorde brug af disse tre slags midler – argumenter, appel og kritik – og gjorde uafbrudt brug af dem i treogtyve år. Disse tre kræfter gjorde det klart for modstanderne, at de var svage med hensyn til argumenter, tilbagestående, når det gjaldt om at vække følelser for deres mål, og meget lave af karakter. Derfor voksede anerkendelsen af muslimernes overlegenhed og følelsen af deres egen underlegenhed ubevidst blandt modstanderne. På den anden side undersøgte folket også begge parter fra alle sider og forstod forskellen mellem dem. Dette var den islamiske bevægelses egentlige styrke, og det var denne styrke, der vandt hjerterne hos millioner af Arabere. Hvis den islamiske da’wah og bevægelse ikke havde været centreret om sandheden, ikke havde kunnet tiltrække folkets hjerter, ikke havde kunnet tilskynde bevægelsens ledere og aktivister til at gå ind i kampen mellem sandhed og falskhed og ikke gennem argumenter, appel og kritik havde kunnet fremtvinge anerkendelse af sin egen styrke og magt, så ville muslimerne hverken have kunnet sejre inden for politisk strategi eller opnå sejr på slagmarken. Den sejr, der også blev opnået på alle disse områder, skyldtes, at islams fremmarch på den brede arena for den offentlige mening var særdeles sejrrig.

Muslimernes moralske styrke

Enhver da’wah, der blot er en verbal da’wah og ikke ledsages af moralsk styrke, forsvinder til sidst i luften som en røgsky, uanset hvor fascinerende den måtte være, og uanset hvor magisk en virkning den midlertidigt måtte skabe. Man kan ikke påvirke historien alene gennem ord. Med ord alene er ingen revolution nogensinde blevet gennemført. Ord skaber først en vis virkning, når deres betydning fastslås gennem handling. Sprogets magi kan skabe smukt skum og farverige bobler som sæbe, men ingen af disse bobler er i stand til at flytte selv et eneste sandkorn fra dets plads. Tværtimod forsvinder de øjeblikkeligt.

Når argumenter fremføres uden tilsvarende handling, når en appel mangler oprigtighed, og når kritik er etisk tom, er den ikke i stand til at påvirke mennesker. Det er den moralske styrke, der gør en bevægelse indflydelsesrig og effektiv. Vidnesbyrdet fra ord forbliver frugtesløst uden handlingens vidnesbyrd. I virkeligheden er det således, at »det er stærkt forhadt hos Allah, at I siger det, som I ikke gør.«

Den islamiske bevægelses kald var ikke blot et teoretisk eller argumentbaseret kald. Islams kald var helt og fuldt en opfordring til handling. Dette kald kom for at skabe en særlig type nyt menneske. Fra den allerførste dag begyndte det at skabe dette ønskede menneske. Dette menneskes tankegang, moralske egenskaber og betagende adfærd gjorde dets argumenter virkelig betydningsfulde, dets appel oprigtigt tiltrækkende og dets kritik effektiv. Disse nye mennesker, som den islamiske bevægelse skabte, var i sig selv et uigendriveligt argument. De var den stærkeste appel. Hele disse menneskers væsen var en omfattende, levende kritik af det gamle samfundssystem, mennesker med dyrisk natur, det fordærvede jahiliyyah-miljø, det stillestående samfund og dets uegnede lederskab. Jahiliyyah havde intet svar på dette levende argument, denne levende appel og denne levende kritik. Over for disse levende argumenter var jahiliyyah fuldstændig hjælpeløs. Dette nye menneske, hvis mest fuldkomne eksempel var Profeten selv (fvmh.), og hvis inspiration skabte endnu mange mennesker, var en virkelig og uigendrivelig sandhed. Selv det at lukke øjnene for denne sandhed bar vidnesbyrd om styrken af dens lys. De, der fornægtede og afviste denne sandhed og gik i kamp mod den, bekendtgjorde også gennem deres adfærd dens overlegenhed. I Mekka udviklede dette nye menneske sin individuelle skikkelse, og da det kom til Medina, viste det sin kollektive skikkelse.

Den islamiske bevægelse og Profeten (fvmh.) forsømte aldrig den egentlige opgave at skabe dette nye menneske; Islam glemte heller ikke denne opgave i sin iver efter at forbedre andre. Her var selvrenselse vigtigere end at reformere andre. Selvbedømmelse var vigtigere end kritik af andre. Før der blev skabt forandring udenfor, var det vigtigere for den at skabe forandring indeni.

I et samfund, hvor der ikke fandtes noget højere eller ædlere mål end at tjene penge og spise og drikke, hvor enhver forsamling var et værtshus, en spillebule og en natklub, og hvor tapperhed kun blev brugt til slagsmål, drab, plyndring og hævn, var samfundet blevet forvandlet til en jungle. I denne jungle strejfede menneskelignende rovdyr omkring, mens anstændige og svage mennesker blev deres lette bytte. Det var dér, Profeten (fvmh.) trådte frem sammen med en gruppe retskafne, rene og civiliserede mennesker. Fra den første dag blev denne gruppe meget iøjnefaldende i samfundet og tiltrak alles opmærksomhed. Folk betragtede disse nye eksempler på menneskelighed med forundring og oplevede dem som på alle måder forskellige fra og særegne i forhold til alle andre i samfundet. Gruppens fremkomst og vækst foregik fuldstændig for deres øjne. Befolkningen fulgte nøje deres uddannelse og dannelse fra begyndelse til slut.

Mennesker fra alle samfundslag så hver morgen og aften, hvordan islams trosbekendelse fortsatte med at tiltrække den ene gode person efter den anden. Pludselig blev den ene efter den anden tvunget af sin samvittighed til at overgive sig til denne revolutionære bevægelse. Den person, som blot få dage tidligere havde ført en total krig mod Muhammad (fvmh.), bøjede pludselig hovedet, som om nogen havde tryllebundet ham. Og enhver, der antog Islam, begyndte straks at undergå en positiv forandring. Hans venskaber og fjendskaber ændrede sig. Hans vaner, skikke og smag gennemgik en revolution. Hans gøremål antog en anden form. De ting, han tidligere havde interesseret sig for, blev udskiftet, og nye interesser opstod. Samtidig blev han forvandlet til et yderst aktivt menneske. En ny kraft spirede frem i ham. Hans slumrende evner og talenter vågnede. Hans samvittighed blev vakt til live af ny inspiration. En ædel karakter begyndte at udvikle sig i ham. Den, der gik fra at være kafir til at blive muslim, syntes helt at frembringe et nyt menneske indefra. Han følte selv: »Jeg er helt anderledes og ny i forhold til mine omgivelser.« Omgivelserne kunne også se på ham, at han var blevet forandret. En morderisk terrorist antog Islam og blev en beskytter af liv. En tyv antog Islam og blev troværdig og pålidelig; en ægteskabsbryder antog Islam og blev en beskytter af kvinders ære. En røver antog Islam og blev et levende symbol på fred og forsoning. En hidsig og fordrejet person kom under Islams beskyttelse og blev et tålmodigt, ydmygt og venligt menneske. Ågerkarlen blev gavmild. Den dumme og ubegavede viste sig at besidde store talenter og evner. Han kom fra samfundets laveste lag og blev ophøjet til storhedens højder, som om han var et væsen fra en anden verden. Det virkede, som om han ikke var skabt af jord, men bestod af et andet stof.

De var helhjertet optaget af tilbedelsen af Allah, vanvittigt forelskede i Profeten, oprigtige tjenere for sandheden, initiativtagere til gode gerninger, fortalere for det gode, fjender af uretfærdighed og løgn, hårdnakkede modstandere af undertrykkelse, ydmyge i rukūʿ og sujūd, fordybede i recitationen af Koranen, engagerede i kamp om dagen og optaget af en oprigtig samtale med Allah om natten; de gav mad til de fattige, viste den rejsende gæstfrihed, tjente de forældreløse og enkerne, afholdt sig fra ledig snak og ulovlig underholdning, beskyttede sig mod luksus og fornøjelser, holdt sig fra meningsløse diskussioner og var levende symboler på et velordnet og rent liv, præget af alvor og selvrespekt—ensomme i menneskemængden og fremmede i deres eget land. Hvordan skulle mennesker med alle disse enestående egenskaber kunne undgå at blive centrum for hele det arabiske folks opmærksomhed?

Disse uselviske soldater, som bar Islams banner og var optaget af at virkeliggøre den store opgave at etablere Islam, var bevægelsens ulønnede fuldtidsarbejdere. De var vant til fuldstændigt at tilsidesætte deres verdslige interesser for at opnå det gode i det hinsidige. For deres hellige mål tøvede de ikke med at ofre alle sindets evner, kroppens kræfter, pengene i deres lommer og, når det var nødvendigt, endda deres eget og deres børns liv. De bekymrede sig hverken om deres udkomme, deres fysiske sikkerhed eller nattesøvnen; de havde heller ingen tid til at være opmærksomme på deres hustruer og børn og ingen mulighed for sport og adspredelse. Deres eneste profession, eneste beskæftigelse og eneste kilde til adspredelse og fornøjelse var kampen for at gøre Islam sejrende og etablere den. Med smil på læben lyttede de til fjendernes fornærmelser, udholdt tappert fascistiske angreb, fastede med glæde og gik smilende i eksil. Når der var behov for tålmodighed, udviste de den i højeste grad; når der opstod behov for kamp, gik de modigt ind i den. Mens de råbte »Ahad, Ahad«, lagde de sig på det glødende sand; mens de reciterede følelsesladede digte, blev de sat på spidsen af en pæl, og selv efter at være faldet såret om udtalte den bortflyvende sjæl for sidste gang:

*****Arabisk*****

»Ved Kabaens Herre, jeg har sejret.«

Når dette er deres moralske karakter og indsats, hvorfor skulle deres fremmarch så ikke være uimodståelig? Hvorfor skulle verden ikke bøje sig for dem?

Denne muslimske karakter har i enhver henseende sat så uforglemmelige eksempler, at de vil stå skrevet med gyldne bogstaver i det muslimske folks historie indtil Dommedag. Denne karakters læremester sørgede, da han forlod henrettelsesstedet, for at de betroede ejendele blev givet tilbage til sine mordere. De, der havde tilegnet sig denne karakter, bekendte frivilligt deres forbrydelse efter at have begået utroskab og lod den islamiske domstol idømme dem dødsstraf, så de kunne møde Allah i en ren tilstand. Få minutter efter at have antaget islam blev en af dem, da en smuk ung kvinde inviterede ham til at være hendes fornøjelsesledsager, fyldt med afsky og afviste det med ordene: »Jeg kan ikke være ulydig mod Allah og Hans Sendebud.« Under en jihad-ekspedition, da den muslimske hær passerede forbi beboelsesområdet tilhørende stammen Uzd, tog en muslimsk soldat af tvingende nødvendighed en vandkande derfra. Men netop den muslimske karakter tvang ham til at levere den tilbage. I et samfund, hvor hundredvis af sådanne eksempler fandt sted hver dag, måtte der hver dag også finde jordskælv sted.

Blev datidens almindelige mennesker ikke målløse, da de så det eksempel på opofrelse, som Ansarerne satte ved at dele deres hjem og ejendele i to lige store dele, beholde den ene halvdel til sig selv og give den anden halvdel til deres muhajir-brødre? Kunne en sådan forbløffende lighed undgå at tiltrække folkets sind, når den kom til udtryk ved, at en ringe slave stod på lige fod med de fornemme, de fattige med de rige og de fordrevne med Medinas lokale indbyggere? Alle blev tillagt betydning, alle opnåede respekt og værdighed, alles mening blev værdsat, og alle fik mulighed for at bære ansvar og vise deres evner. Det var som én familie, hvor alle medlemmer delte glæder og sorger lige og deltog ligeligt i tanker, bevidsthed og handlinger. Når sulten kom, var lederen den, der tog den største del af byrden på sig. Når velstanden kom, var lederen den, der tog den mindste del af den. Samfundet blev overvældet, da det så ægteskaber mellem dem, der ifølge det jahilitiske synspunkt var høje og lave. Den enkle og ligefremme måde, som islam havde fundet til at lette den tunge byrde af skikke og traditioner, kunne ikke undgå at tiltrække det almindelige menneske i det jahilitiske samfund. Hvor kærligt, let, enkelt og fredeligt et liv det var! I sandhed var det »hayatan tayyiba, det gode liv«.

Samfundet overværede også, hvilke evner og talenter der udfoldede sig blandt muslimerne. Det så, hvordan intelligensen hos dem, der antog islam, udviklede sig med forbløffende hast. Hele Arabien så med undren, at nogle af dem blev dygtige inden for jura, andre inden for landbrug, handel og forretning, krigskunst, administration eller diplomati. Kort sagt opnåede hver enkelt beherskelse af et eller andet område og erhvervede sig en ny personlighed.

Ved at tegne et billede af denne karakter gjorde Koranen igen og igen både islams fjender og folket forståeligt: Se, hvor smukt og fremragende et eksempel på menneskelighed der skabes ud fra sandhedens ideal. Det er sådan, fred og sikkerhed kan opnås. Islam fremstillede denne karakter som et bevis på sin egen sandhed. Derefter sammenlignede den den gentagne gange med den jahilitiske karakter, og også med Ahl al-Kitabs og hyklernes karakter. Ved at stille de to ved siden af hinanden viste den: Sig selv, hvilken af dem der er bedst. Sådan foregik sammenligningen på virkelighedens område. Desuden fandt der af sig selv sammenlignende iagttagelser sted på alle livets områder.

Situationer præget af konflikt og sammenstød medfører samtidig to bemærkelsesværdige resultater. Når mennesker kommer ud i strid og konflikt, bliver nogle menneskers karakter dannet, mens andres karakter brydes ned og synker. Den islamiske bevægelse gjorde en helhjertet indsats for, at muslimernes karakter gennem konflikter og sammenstød skulle blive endnu smukkere, mere harmonisk og mere forædlet. På grund af den strenge ordning for træning, renselse og undervisning blev den muslimske karakter gradvist forbedret. Den jahilitiske karakter bevægede sig derimod gennem konflikter og sammenstød stadig længere mod forfaldet og sank til sidst ned og gik til grunde. Den muslimske karakter blev igen og igen oplært i tålmodighed. I den blev der opbygget styrke til at udvise overbærenhed og evne til at stå fast på principperne. Undertiden blev der givet strenge ordrer: Lad jer ikke ophidse af provokationer. Undertiden blev der givet råd: Indlad jer ikke i strid med den jahilitiske magts bannerførere, mist ikke håbet, besvar dårlig behandling med god behandling, se på uret og overgreb med tilgivelse, begå ikke uretfærdighed mod nogen på grund af fjendskab, håb ikke på at verdslige mennesker vil blive reformeret, spild ikke jeres tid på dem, lad jer ikke skræmme af fjendernes overflod og pragt, og træf ikke forhastede beslutninger. Der blev holdt øje med enhver af deres psykiske op- og nedture, og de fik straks forklaret, hvad der ville være bedst for dem. Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, gav selv hvert medlem af sin menighed opmærksomhed og udviklede den muslimske karakter ved på det rette tidspunkt undertiden at give råd, undertiden at irettesætte, undertiden at udtrykke utilfredshed og undertiden tilfredshed. Hos den enkelte så han bestemte evner og en bestemt personlighedstype, og han gav ham råd efter hans behov. Og når han så en bestemt svaghed hos nogen, fremsatte han netop den form for krav fra islam, som denne person havde brug for. Desuden kritiserede han efter hver vigtig begivenhed strengt den adfærd, som den muslimske menighed havde udvist i forbindelse med fælles aktiviteter. Hvad enten det var slagene ved Badr og Uhud, våbenhvilen ved Hudaybiyya, begivenheden med ændringen af qibla eller bagvaskelsesaffæren, fremlagde han efter hver vigtig historisk begivenhed på den ene side en redegørelse for fjendernes aktiviteter for folket, mens han på den anden side uden skånsel kritiserede sin egen menighed, påpegede deres fejl og mangler og forklarede, hvordan de kunne afhjælpes. Hvis hans ledsagere havde gjort noget uret mod deres fjender, forsøgte han ikke at skjule denne uret eller bevise, at den var rigtig. Tværtimod indrømmede han fejlen over for fjenden, og hvis nogen var blevet dræbt uretmæssigt, betalte han erstatning. Han irettesatte sahabaerne for hændelsen ved Nakhla. Da Hazrat Khalid under krigen dræbte en mand, der højlydt fremsagde kalimaen, fordi han mistænkte ham for at have fremsagt den for at redde sit liv og ikke oprigtigt, misbilligede Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, denne handling og nægtede at påtage sig ansvaret for den. Islam har ikke betegnet de øvrige sahabaer, bortset fra Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, som syndfri og fejlfri. Den har blot i det store og hele betegnet dem som rene, retskafne og i stand til at blive forbedret. Den har klart sagt, at den muslimske karakter som helhed er bedre, ædlere og mere udviklet end den jahilitiske karakter.

At kæmpe mod det etablerede lederskab, den herskende autoritet og de rådende forhold er ikke nogen leg. Det er et arbejde, der kræver lang tid. Man må møde mange tab og skader og arbejde med et meget koldt og uophidset sind. De kræfter, der ligger i de ugunstige forhold, bliver ved med at holde de fremadskridende tilbage ved at gribe dem om livet, og de forsøger på ny at fordærve dem, der søger reformer. De forsøger at finde sprækker og åbninger, hvorigennem de kan øve indflydelse på deres sind, så deres falske trosforestillinger, skikke, sædvaner og vaner på en eller anden måde igen kan trænge ind i dem, og så man kan finde en vej til mental trældom og kompromis og fortsætte fremad. Når selv de stærkeste menneskers kraft og mod bliver knust under den fortsatte kamp i ugunstige omgivelser, og selv de oprigtige begynder at tage skridt baglæns, bliver mennesket parat til at opgive revolutionære tanker og antage de gamle forestillinger. Selv hvis det ikke sker i principper og trosforestillinger, bliver det parat til at optage fremmede påvirkninger i kulturelle skikke, adfærd og påklædning. Så snart blot denne lille vej åbnes, begynder de eksisterende forhold gradvist at udvide den, og til sidst trænger de alt ind i mennesket. Hvis det ikke kan fuldendes i én generations tid, fuldendes det i den næste generations tid. Men den islamiske bevægelse tog fuldt ud højde for denne fare, da den formede den muslimske karakter. Derfor gav den karakteren en stålhård form og traf alle mulige foranstaltninger for at beskytte den. På den ene side lærte den den at opbygge en uovervindelig styrke til at møde ‘ashiddā’u ‘alal-kuffār’, det vil sige modstanderne af islam, og på den anden side at være ‘ruhamā’u baynahum’, det vil sige medfølende og barmhjertig over for hinanden. Den forbød strengt efterligning af fremmede, mental trældom under fremmede og hemmelige, nære forbindelser med fremmede. Det var netop for at skabe denne mentale stabilitet og urokkelighed blandt muslimerne, at de nye muslimer blev opfordret til at foretage hijra og flytte til Medina. Hvis et betydeligt antal mennesker et andet sted samledes, og man tog en ‘beduinsk’ bay‘a fra dem (det vil sige en bay‘a, hvor der ikke blev stillet krav om hijra), blev de pålagt at holde sig borte fra polyteisterne og ikke indgå venskabs- eller ægteskabsforbindelser med dem. De skulle opbygge deres eget samfund. Samtidig med at de blev pålagt at adlyde ikke-muslimske forældre, blev det også sagt, at hvis forældrene befalede dem at forlade islam, måtte de aldrig adlyde dette. Ingen må adlydes imod islam. Denne karakters fasthed var så stor, at den ikke blev påvirket, selv efter at have set Irans prægtige civilisation, og heller ikke blev ramt af mindreværdskomplekser, selv efter at have set Roms luksuriøse liv. Muslimerne trådte ind i de store kongelige hoffer med deres beduinsk prægede adfærd, gik hen over de kostbare tæpper uden at bøje hovedet og fremlagde deres synspunkter med fuldt mod. Da denne karakter var blevet gjort fuldstændig stærk og stabil mentalt og løftet over enhver form for mindreværd, satte de også på slagmarken et uforglemmeligt eksempel på tapperhed og fasthed. Verdens folk så med forbløffelse, at selv om denne karakter var fåtallig og mangelfuldt udrustet, var det ikke muligt at tilintetgøre den eller standse dens fremmarch.

På trods af at utallige fanatiske fjender udadtil fremførte hån, spot, skældsord, fordømmelser og bagvaskelse, nærede de i deres hjerter uden tvivl misundelse over for denne muslimske karakter og anså muslimerne for bedre end dem selv. De beklagede, at bare de også kunne være blevet en del af denne gruppe. Modstanderne har ved forskellige lejligheder selv erkendt dette. Efter slaget ved Uhud, da Abu Sufyan stod på bjerget og spurgte Umar: »Er Muhammad, fred være med ham, blevet dræbt?«, svarede Umar: »Ved Allahs ed, han lever og hører jer.« Da sagde Abu Sufyan: »Selv om Abu Qayma har sagt, at Muhammad, fred være med ham, er blevet dræbt, anser vi jer for mere sandfærdige end ham.« På samme måde viser den scene, som Quraysh-udsendingen Urwa ibn Masud så blandt muslimerne efter våbenhvilen ved Hudaybiyya, og den måde, hvorpå han beskrev den for Qurayshs ledere, at ikke-muslimer altid anerkendte muslimerne som moralsk overlegne. Abu Sufyan var en hårdnakket modstander af islam, men den beskrivelse, han gav den romerske kejser af Muhammad, fred være med ham, og hans bevægelse, vidner også om, at fjenderne trods deres fjendskab åbent anerkendte Muhammads, fred være med ham, og islams overlegenhed. Da skatteopkræveren fra Medina kom for at opkræve skatten hos jøderne i Khaybar, bekræftede de, da de så nøjagtigheden i fordelingen, at dette var den sande retfærdighed, som himlen og jorden står på.

Overalt i Arabiens afkroge talte man uophørligt om det nydannede muslimske samfunds forbløffende tilstand og virkelighed. Man talte om bevægelsens leder og dens aktivister. Kort sagt: Så snart blot to mennesker mødtes, var Muhammad, fred være med ham, det islamiske samfund, den islamiske bevægelse og Medinas regering de første og vigtigste samtaleemner, og deres gode ry og berømmelse blev lovprist.

Det var denne islamiske bevægelses moralske styrke, der gjorde dens argumenter og appel virkningsfulde og frugtbare. Det var en folkelig anerkendelse af den muslimske karakters overlegenhed, og denne folkelige anerkendelse fik mennesker fra alle samfundslag til at underkaste sig islam. Jeg vil nævne nogle eksempler på, hvordan islams uimodståelige tiltrækningskraft tiltrak folk fra alle sider.

Lad os først se på den mekkaanske periode. Da den berømte digter Tufayl al-Dawsi kom til Mekka, forbød Quraysh ham at møde Allahs Sendebud, fred være med ham. Til sidst opsøgte han ham selv og antog islam efter blot at have hørt nogle få vers. Amr ibn Abasa kom for at møde Allahs Sendebud, efter at have hørt om hans berømmelse, og antog islam. Allahs Sendebuds barndomsven Dimad ibn Tha’laba kom som rådgiver og antog islam efter blot at have hørt nogle få ord fra Allahs Sendebuds mund. En ung mand ved navn Abu Dharr fra en omvandrende røverstamme kom til Mekka, efter at have hørt om islams berømmelse. Han undgik med nød og næppe det fjendtlige miljø, mødte Allahs Sendebud, hørte hans prædiken og tog imod sandheden. Pludselig blev han grebet af en stærk følelse, gik hen foran Kabaen og forkyndte sandhedens budskab. Derefter måtte han lide straffen for denne kærlighed til sandheden. Således blev enhver, der sluttede sig til den islamiske bevægelse, en prædikant inden for sin egen indflydelseskreds. Gennem nogle af dem blev hele deres stamme muslimsk. Suwayd ibn Samit mødte Allahs Sendebud og blev dybt påvirket. Også Iyas ibn Mu’adh kom fra Medina, blev tilhænger af Allahs Sendebuds kald og skabte offentlig støtte til islam i Medina. En delegation på tyve kristne kom fra Najran, lærte om islam af Allahs Sendebud og rejste bort med islams lys i deres hjerter trods Qurayshs mange forsøg på at forhindre det. Nogle af de folk fra Yemen, som var blevet påvirket af dem, der var emigreret til Abessinien, antog islam, og gennem dem blev selv kong Najashis hjerte oplyst af troens lys. Folk fra Aws og Khazraj i Medina antog allerede islam hurtigt, før Allahs Sendebud kom dertil. Efter Allahs Sendebuds hijra var der ikke længere et eneste hus tilbage, hvor islams lys ikke var nået frem. Det forbløffende var, at den berømte jødiske lærde Abdullah ibn Salam blev så dybt bevæget af at høre en enkel, kort og almindelig tale fra Allahs Sendebud, at han til sidst antog islam. Talen lød: “O mennesker, udbred fred i samfundet, giv folk mad, bevar gode forbindelser til jeres blodbeslægtede og bed om natten, mens folk sover.” På samme måde besvarede den kristne asket Abu Qays Sirma ibn Abi Anas den islamiske bevægelses kald. Jubayr ibn Mut’im kom for at befri krigsfangerne fra Badr. Da han på dette tidspunkt hørte nogle få vers fra Allahs Sendebuds mund, fandt han vej til troen. Abu Rafi, en slave tilhørende Quraysh, kom til Medina som udsending og antog islam. Han ønskede ikke at vende tilbage. Allahs Sendebud forklarede ham, at man ikke kunne tilbageholde en udsending: “Vend først tilbage til Mekka. Hvis du derefter ønsker det, kan du komme til Medina.” Abu Rafi tog til Mekka og emigrerede senere igen til Medina. Da Banu Qurayza blev angrebet på grund af deres forbrydelser, antog Amr ibn Sa’d blandt dem islam.

Lederen af Yamama, Thumama ibn Uthal al-Hanafi, blev bragt som fange og antog islam, fordi han blev betaget af Allahs Sendebuds behandling af ham. Slaget ved Uhud var i gang. Netop på dette tidspunkt antog Amr ibn Thabit fra stammen Banu Abd al-Ashhal islam og gik straks ud på slagmarken, hvor han kæmpede og døde som martyr. Under de vanskelige forhold i slaget ved Khandaq sluttede Nu’aym ibn Mas’ud sig til den islamiske bevægelse. Abu al-As kom til Medina og erklærede helt uventet, at han havde antaget islam. Da en hyrde blandt jøderne i Khaybar så deres forberedelser til krig, spurgte han, hvem de skulle kæmpe imod, og hvor kampen skulle finde sted. Da han fik at vide, at de forberedte sig på at kæmpe mod Muhammad, fred være med ham, antog han islam. Khalid og Amr ibn al-As forlod Qurayshs gruppe og antog islam i perioden mellem Hudaybiyya-forliget og slaget ved Mu’ta. De var blevet trætte af at kæmpe fra uvidenhedens højborg. Derfor blev de pludselig tiltrukket af den islamiske bevægelse. Fudala kom under erobringen af Mekka, og Shayba kom under slaget ved Hunayn med det ønske at dræbe Allahs Sendebud. Men de blev selv besejret af sandhedens sværd. Da folk fra Hawazin- og Banu Sa’d-stammerne kom og antog islam, mindedes Allahs Sendebud Malik ibn Awf og udtrykte håb om, at også han ville antage islam. Da Malik ibn Awf fik kendskab til Allahs Sendebuds holdning, kom han i hemmelighed og antog islam. Da den muslimske hær besejrede stammen Tayy, blev Hatim al-Tayys datter taget til fange og bragt til Medina. Hun bad Allahs Sendebud om god behandling. Han imødekom hendes bøn, sørgede for et ridedyr til hende og sendte hende af sted. Hun fortalte hele hændelsen til sin bror Adi ibn Hatim, som var voldsomt fjendtlig over for islam, og rådede ham til at komme til Medina. Adi kom, undersøgte forholdene med egne øjne, og da han forstod, at Allahs Sendebud virkelig var Allahs sendebud, antog han islam. Digteren Ka’b ibn Zuhayr, som gennem sine digte havde bekæmpet islam og Allahs Sendebud, kom frivilligt til Medina og antog islam. Derefter skrev og fremsagde han det historisk berømte digt “Banat Su’ad”. Se på Abdullah Dhu al-Bijadayn. Denne unge mand var blevet påvirket af islam, men havde af frygt for sin onkel holdt det skjult i nogen tid. Da han indså, at der ikke var håb om at få onklens tilladelse, tog han afsked med sin onkel, dennes rigdom, det tøj han havde fået, og sit hjemlige miljø, iførte sig et tæppe, kom til Medina og antog islam. En købmand ved navn Munqidh ibn Hibban fra Abd al-Qays-stammen i Bahrain kom på handelsrejse og opholdt sig nogle dage i Medina. Allahs Sendebud havde planer om at udbrede den islamiske bevægelse til udlandet. Derfor gik han selv Munqidh i møde, mødte ham og kaldte ham til islam. Munqidh antog islam. Da han kom hjem og kaldte sin far til islam, antog faderen også islam. Senere antog også almindelige mennesker i hans stamme islam. Der var også mange, som opgav kongedømme, lederskab og høje embeder og tog Allahs tjenerskab på sig.

Disse eksempler viser, hvordan området for islam gradvist blev gunstigt og frugtbart. Først antog én person islam, derefter to eller fire, så hundreder og siden tusinder, indtil en hel verden blev bygget op gennem menneskers antagelse af islam.

På et bestemt tidspunkt begyndte folk hurtigt og i stort antal at tage islam til sig. Her nævner jeg kun nogle af de fremtrædende personer, som blev ledende i deres egne omgivelser. Når en af dem tog islam til sig, blev han også en prædikant blandt sin egen stamme og i sit eget område. Gennem deres ord og handlinger tiltrak de mange andre, ja endog hele stammer. Desuden tilskyndede aktiviteterne fra selve det religiøse center i Medina og fra de internationale medarbejdere mange mennesker til straks at tage islam til sig eller blive dens støtter og sympatisører. Også denne form for sympati viste sig at være yderst gavnlig for den islamiske bevægelse. Sådanne støtter og sympatisører kunne tale islams sag, selv mens de opholdt sig blandt modstanderne, og ingen form for fjendskab eller snæversyn forhindrede folk i at lytte til dem. Der fandtes sådanne støtter og sympatisører blandt Quraysh, jøderne og beduinerne, og det var hovedsageligt dem, der under Hudaybiyya-traktaten tilskyndede Quraysh til at underskrive aftalen. En sådan person forhindrede efter Uhud-slaget Abu Sufyan i at vende tilbage og igen angribe muslimerne. En anden sådan person protesterede mod, at man forhindrede en fødevareforsyning i at nå frem til Profeten (fvmh.), mens han var indespærret i Abu Talibs bjergdal (Shi’b Abi Talib). Det var sådanne mennesker, der fik denne uretfærdige boykottraktat bragt til ophør. Mukhairiq, som selv var jøde, men gav sit liv for den islamiske bevægelses sag, var også en sådan person. Kort sagt begyndte der ved siden af dem, der tog islam til sig, også at opstå en gruppe af støtter og sympatisører af denne art. Denne gruppe bidrog også i nogen grad til at bane vejen for den islamiske revolutions succes. De fleste af dem fik senere den lykke at tage islam til sig. Sammenfattende kan det siges, at grupper af direkte og indirekte fortalere for den islamiske revolution havde spredt sig over hele Arabien. Medina var inspirationskilden for dem alle. Ved at hente styrke derfra bragte sandhedssøgerne, som var spredt overalt, islams kalimas lys ind i deres egne kredse. Medina var som en sol, mens de forskellige planeter og satellitter, der strakte sig langt omkring den, modtog lys fra den og oplyste deres omgivelser.

Her har jeg kort fremhævet nogle eksempler, som viser, hvordan én eller nogle få personer påvirkede hele stammer eller områder. Et eksempel, måske det største og mest strålende, er den unge mand Suwayd ibn Samit fra Medina, som tog til Mekka, modtog den gode kalimas lys fra Profeten (fvmh.) og derefter påvirkede mange i Medina gennem dette. Således blev Medina på et tidspunkt centrum for den islamiske bevægelse. Selv om Tufayl al-Dawsi på grund af sit temperament ikke hurtigt kunne påvirke hele sin stamme, blev den islamiske bevægelse kendt i Yemen på grund af ham. Ash’ar-stammen tog islam til sig, påvirket og inspireret af emigranterne i Abessinien og uden nogen andens tilskyndelse. Gennem Damad ibn Tha’laba’s prædiken tog hele hans stamme islam til sig. Da Hazrat Abu Dharr al-Ghifari vendte tilbage fra Mekka efter at være blevet indviet i islams revolutionære ideologi, tog halvdelen af hans stamme islam til sig gennem hans prædiken. Den resterende halvdel, efter at Profeten (fvmh.) var rejst til Medina

blev muslimer. Derefter trængte islam fra Ghifar-stammen også ind i Aslam-stammen, og lidt efter lidt tog hele stammen islam til sig. Gennem Munqidh ibn Habban bredte islam sig i Bahrain. Nogen tid senere kom Munqidh til Medina sammen med 14 ledsagere. Kort sagt fremtræder sagen ligesom udsagnet i Evangeliet: »Eksemplet på Guds rige (kaldet til sandheden) er som surdej. Når en kvinde blander en smule surdej i melet, bliver hele melet til surdej.«

Overalt hvor islam nåede frem, og nogle mennesker tog den til sig, blev der uundgåeligt dannet et samfund. Moskeen var ikke blot et sted for bøn, men blev centrum for alle islams kulturelle aktiviteter. Den var på samme tid et undervisningssted, et sted for rådslagning, et samlingssted for samfundet og et gæstehus. Moskeen blev i virkeligheden et symbol på den islamiske bevægelse, og dens tilstedeværelse i et helt område var ensbetydende med en erklæring om, at dette sted nu var »islams højborg«. Derfor beordrede Profeten (fvmh.) de stammer, der netop havde taget islam til sig, at bygge moskeer. Han beordrede også soldaterne til at indstille brugen af våben i ethvert område, hvor lyden af kaldet til bøn kunne høres. Denne befaling var i virkeligheden også en opmuntring til at bygge endnu flere moskeer. I muslimske bosættelser byggede folk moskeer som en egnet måde at udbrede deres nye revolutionære idealer på. Herfra blev den islamiske troslære forkyndt gennem kaldet til bøn, og gennem bøn i fællesskab blev man trænet i islamisk organisering. Som følge af Profetens (fvmh.) opmuntring blev der bygget moskeer allerede i hans levetid. Der blev tidligt bygget en moské i Bahrain. Den første fredagsbøn efter Profetens Moské blev afholdt netop her. Moskeerne var folkets institutioner og fungerede under statsligt opsyn. De personer, der fra Medina blev sendt ud som embedsmænd til et område, blev også imamer for områdets moské. De stammer, som befandt sig uden for Medinas administrationsområde, rådførte sig med Profeten (fvmh.) om udnævnelsen af imamen til deres moské. Derefter udnævnte de en imam efter de kriterier, som Profeten havde fastlagt. På de steder, hvor Profeten (fvmh.) havde opholdt sig under et slag eller en rejse, havde bedt eller hvor en vigtig begivenhed havde fundet sted, blev der bygget mange moskeer.

Aftalens og forsoningens styrke

Sammen med det omfattende arbejde med at forkynde og udbrede budskabet blandt folket, som blev gennemført gennem de ovennævnte direkte metoder, blev der også iværksat flere store støttende tiltag. Et bemærkelsesværdigt blandt disse var udvidelsen af Medinas politiske indflydelse. Denne udvidelse af indflydelsen blev i vid udstrækning gennemført gennem aftaler og alliancer. Det står klart ud fra Profeten (fvmh.)’s udvidelse af regeringens indflydelsessfære gennem aftaler og forsoning samt hans usædvanligt store opmærksomhed på dette, at han så vidt muligt ønskede at undgå krig og skabe et miljø præget af fred og sikkerhed overalt, så arbejdet med at forkynde budskabet kunne udføres godt under sådanne fredelige forhold, og militære spændinger ikke skulle stå i vejen. Når det blev uundgåeligt at gribe militært ind for at beskytte islam, den islamiske stat og freden, nærede han ingen tøven eller betænkelighed. Men hvis det var muligt at undgå krig, og hvis statens politiske beskyttelse og stabilitet samt et uhindret miljø for islams forkyndelse kunne sikres gennem fred og forsoning, afviste han aldrig aftalens og forsoningens vej. Selve den islamiske stat blev ikke grundlagt gennem sværdets magt, men gennem kraften i en forfatningsmæssig aftale. Derefter benyttede han sig så omfattende af alliancer til statens forsvar og udvidelsen af dens indflydelse, at de militære foranstaltninger i sammenligning hermed udgjorde en ganske lille del.

Det er ikke let at opbygge traktat- og venskabsbaserede forbindelser. Især når der findes religiøse uoverensstemmelser og politisk fjendskab, når modstridende kræfter blander sig, og når sagen i almindelighed vedrører stammer og personer, som man slet ikke tidligere har haft kontakt med, kræver dette arbejde en meget høj grad af politisk kunnen. Man må opfylde en lang række uomgængelige betingelser: at kende tilhørernes situation, sindelag og styrke, at forstå styrkeforholdet mellem samfundets forskellige dele på et bestemt tidspunkt, at iagttage de rivaliserende befolkningsgruppers indflydelse og anseelse, at identificere sådanne betingelser, som er acceptable for begge parter, og at gøre samtalerne psykologisk overbevisende. I virkeligheden findes der ingen sidestykke til den politiske skarpsindighed, lederevne og diplomatiske dygtighed, som Profeten (sa.) viste på dette område. Der findes intet sidestykke, fordi Profeten (sa.), da han opbyggede så vidtrækkende forbindelser, ikke lod så meget som en smule skade ramme det islamiske ideal, sine egne moralske principper eller sin politiske værdighed. Ellers har den alvorlige moralske undergang, der finder sted på det diplomatiske område, medført, at ordet »diplomati« har fået et dårligt ry. Selve politikken er i dag blevet noget uønsket. Det siges, at politik ingen karakter har og ingen endelig sandhed rummer. Politik er som en tank, der, hvor den end bevæger sig, kører hen over alle menneskelige værdier. Men Profeten (sa.) ændrede fuldstændig betydningen af diplomati og politik. Han befriede og rensede ikke blot disse to områder for al urenhed, men indblæste dem også med sandhedens og tilbedelsens livskraft. I dag, når man læser om, hvordan man efter islamiske principper fører politisk og diplomatisk virksomhed, opnår enestående resultater og gennem dette samler spredte stammer og bringer dem sammen omkring sig, synes det let. Men den, der i virkeligheden udførte dette arbejde i den arabiske ørken, vidste alene, hvor vanskeligt det var.

Denne proces med traktatbaserede alliancer gjorde det ikke blot lettere at udbrede islam ved at skabe uhindrede muligheder for muslimske prædikanters rejser, fri omgang med befolkningen og direkte kontakt mellem medlemmer af de traktatbundne stammer og Medina; den bidrog også til at udvide den islamiske bevægelses indflydelse på den måde, at den islamiske ledelses politiske skarpsindighed og fremsynethed vandt folkets tillid. Hvor hengivne og loyale almindelige mennesker end måtte være over for fromme mennesker, hvis religiøse og åndelige forestillinger er begrænsede, og hvor meget de end måtte have tillid til deres fromhed, overlader de aldrig nøglen til lederskab og myndighed i det kollektive liv til sådanne mennesker. Lederskabet og myndigheden i det kollektive liv er altid blevet overladt til mennesker, om hvem folk mener, at de besidder kvalifikationerne og evnerne til at varetage kollektive opgaver. Det sker ofte, at folk lovpriser en gruppe og siger: »De er virkelig gode mennesker, de gør meget godt og tjener folket« og så videre. Men gennem denne ros ønsker de i virkeligheden at sige, at disse gode mennesker er meget uegnede til at håndtere verdens praktiske forhold. Når denne slags mennesker hører folkets ros, får de ofte den fejlagtige forestilling, at den offentlige mening står meget stærkt på deres side. Hvis den daværende muslimske organisation havde skabt mennesker med en sådan karakter, at de ganske vist var yderst fromme og gudfrygtige i religiøs henseende, men ude af stand til at udvise nogen form for kunnen i verdens politiske og sociale problemer, ville folkets reaktion have været: »De er gode mennesker, de siger gode ting og behandler andre godt.« Men folk ville aldrig have kunnet håbe, at disse mennesker kunne etablere en ny orden eller være i stand til at styre staten og lede samfundet. Den islamiske bevægelse blev ikke grundlagt for at skabe sådanne »Guds mennesker«, som ganske vist som individer kun er gudfrygtige, gode og enfoldige, men som ikke besidder den politiske kunnen, der kræves for at udøve myndighed i det kollektive liv, som folket ikke anerkender som egnede til et alternativt og bedre lederskab, og af hvem folket ikke forventer, at de vil skabe en lysere fremtid. De muslimske ledere og aktivister, som den islamiske bevægelse skabte, var ikke blot mere gudhengivne og gudfrygtige; de besad også tilsvarende større politisk skarpsindighed og kunnen. De satte selv gennem deres gerninger deres præstationer på tryk. Samtidens folk blev således gradvist påvirket af Profeten (sa.) og den muslimske styrkes lederevner under hans ledelse. Medina blev ved med at være centrum for deres håb, og derfor åbnede deres hjerter sig stadig mere for islam. Kort sagt er udbredelsen af religionens kald og udbredelsen af politisk indflydelse indbyrdes afhængige, og det var den samlede livskraft fra disse to, der drev den islamiske bevægelse frem mod en uimodståelig fremmarch. Lad os med denne grundlæggende sandhed i erindring gennemgå de vidtrækkende traktatbaserede forbindelser, som Profeten (sa.) oprettede. Han etablerede disse forbindelser i et meget højt tempo, selv om kommunikationsmidlerne på det tidspunkt var yderst vanskelige.

1. Aqaba-traktaten

Når det gælder traktatbaserede relationer, må Aqaba-aftalen nævnes først. Denne aftale var både en religiøs forpligtelse og et politisk løfte. Ved det første møde i Aqaba anerkendte en gruppe livlige unge mænd fra Medina, hånd i hånd med Profeten (sa.), deres tro på Profeten (sa.)’s profetskab. Ved det andet møde blev også løftet om lydighed mod Profeten (sa.)’s politiske lederskab inkluderet. På vejen fra Mekka til Mina ligger der på begge sider af vejen høje mure parallelt med bjergene. En furlong før Mina ses i bjergene på venstre side en lille, halvcirkelformet dal. Det var dette beskyttede sted, hvor Aqaba-aftalen blev indgået i nattens stille mørke. På grund af jødernes tilstedeværelse i Medina var ansarerne i nogen grad bekendt med de åbenbarede religioner og profeternes rækkefølge. De kendte profetierne om den lovede sidste profet. De huskede også, at jøderne fra tid til anden havde truet dem med ordene: »Når den lovede sidste profet kommer, vil vi sammen med ham besejre jer.« Således var der på den ene side opstået et behov for guddommelig vejledning blandt ansarerne, mens der på den anden side ubevidst var blevet født en følelse af, at når denne lovede profet kom, ville netop de være de første til at tro på ham. Samtidig var de blevet trætte af den langvarige gensidige strid mellem Aws og Khazraj og ventede på en mulighed for fred og sikkerhed. Problemet var imidlertid, at de to stammer på grund af deres tidligere rivalisering ikke var rede til at acceptere hinandens lederskab. En tredje magt var uundværlig for dem. Af alle disse grunde blev de fornuftige og fredselskende mennesker i Medina, så snart de fik direkte kendskab til Profeten (sa.) og mulighed for at høre hans da’wa, ivrige og længselsfulde efter at tage imod den. Nyhederne om profetskabet var allerede nået frem til dem. Gennem den direkte samtale nåede de frem til en endelig beslutning. Virkningen af Profeten (sa.)’s smukke ansigt og personlighed, forenet med hans da’wa-tale, gav denne mentale revolution sin endelige form. Det var et historisk øjeblik, da nogle ansarer (på tidspunktet for den første troskabsed) var rejst fra Medina med det formål at opbygge venskabelige forbindelser med qurayshitterne. Hvis dette formål var blevet opnået, ville den islamiske bevægelses historie have set helt anderledes ud. Men i sidste øjeblik ændrede de mening. De fjernede tanken om qurayshitterne fra deres hjerter og besluttede at knytte forbindelse til den opgående sol fra Mekka, som fra historiens østlige horisont kastede nye lysstråler ud og oplyste horisonten.

Ved den første troskabsed tog Profeten (sa.) imod løfter om flere trosmæssige og moralske forhold. De aflagde løfte om ikke at sætte nogen ved siden af Allah, ikke at stjæle, ikke at begå utugt, ikke at dræbe deres børn, ikke at fremsætte nogen bagvaskelse mod nogen og ikke at adlyde Profeten (sa.)’s befalinger i sager, der vedrørte gode gerninger.

Ved den anden troskabsed tilføjede ansarerne følgende: »Vi vil under alle omstændigheder høre Profeten (sa.)’s befalinger og adlyde dem, hvad enten situationen er gunstig eller fuld af fare, hvad enten en befaling behager eller mishager os, eller den går imod vores mening. Vi vil ikke komme i konflikt med vores leder, og vi vil ikke frygte nogen kritikers fordømmelse.«

Gennem denne korte troskabsed blev der etableret et politisk forhold mellem Muhammad (sa.) og ansarerne, og gruppen blev åbent til en politisk gruppe. De accepterede Profeten (sa.)’s lederskab som noget, der fuldt ud skulle følges og efterlignes. De lovede også, at de ikke ville indlede strid eller konflikt med lederne eller tage skridt til at fratage dem deres rang. Rådførslens princip blev fastlagt således, at det, der var rigtigt og retfærdigt, skulle fremlægges i enhver sag. Med hensyn til kampen for at etablere Allahs religion blev der aflagt løfte om, at de ville gennemføre alle de ansvar og pligter, der blev pålagt dem, selv om det krævede, at de så bort fra hele verdens kritik. Det var en sådan troskabsed, at hvis et hvilket som helst landområde herefter kom under denne gruppes myndighed, og ingen anden politisk myndighed havde magt over det, mens ledelsen og myndigheden var fuldstændigt koncentreret i gruppens hænder, ville gruppen straks blive til en stat.

Samtidig blev det fastlagt, at de ansarer, der havde indgået aftalen, efter Profeten (sa.)’s migration til Medina skulle beskytte Profeten (sa.) på samme måde, som de beskyttede deres egne hustruer og børn. Med andre ord blev der også indgået en aftale om en forsvarsmæssig alliance mellem Profeten (sa.) og den islamiske gruppe i Medina. På den måde voksede Aqaba-aftalens politiske betydning yderligere og blev »revolutionær«.

Derefter blev der på Profeten (sa.)’s befaling udpeget tolv repræsentanter eller naqib’er på vegne af den islamiske organisation blandt Medinas ansarer; de skulle stå til ansvar over for Profeten (sa.). Ud over at udbrede og udvide den islamiske da’wa blev de også pålagt politiske opgaver. Ifølge Abdullah ibn Abu Bakrs beretning sagde Profeten (sa.) til disse naqib’er: »I skal være ansvarlige for jeres folk, ligesom Jesu ledsagere, hawarijjun, var ansvarlige foran Jesus. Og jeg er ansvarlig for mit folk, det vil sige Mekkas indbyggere.« (Ibn Hishams sira, bind 2, s. 36–57; Ahde Nabawi ke Maydanhaye Jang, dr. Hamidullah Siddiqi, s. 7–10)

Efter udnævnelsen af naqib’erne blev den administrative struktur, der opstod i Medina, ikke blot religiøs, men også politisk og revolutionær. En sådan infrastrukturs spontane og naturlige krav var, at den skulle omdannes til en stat så hurtigt som muligt, ja ved den første lejlighed. Sådan gik det også i virkeligheden: Få måneder efter Profeten (sa.)’s migration blev grundlaget for den islamiske stat lagt.

Heraf forstår man, at den islamiske bevægelse efter at have afsluttet den indledende da’wa-periode trådte ind i den statslige periode gennem en aftale, ikke gennem anvendelse af militær magt.

2. Den forfatningsmæssige pagt

Den næststørste pagt i den islamiske bevægelses historie under Profeten (fvmh.)s ledelse var den pagt, der lagde grunden til den islamiske stat i Medina. Sandsynligvis er ingen stat i hele verdenshistorien blevet grundlagt uden større eller mindre brug af magt; grundlæggelsen af en ideologisk stat er endnu vanskeligere. For dens grundlæggende idealer skaber en usædvanlig spænding i hele omgivelserne, og når den skal grundlægges i et ukendt miljø med bistand fra mennesker af mange forskellige slags, bliver en voldsomt konfliktfyldt situation uundgåelig. Denne forfatningsmæssige pagt i Medina fremviser et enestående eksempel på Profeten (fvmh.)s politiske indsigt, dømmekraft og lederevner, som ikke har sin lige nogetsteds. Blandt pagtens parter var emigranterne, de to vigtigste Ansar-stammer, Aws og Khazraj, muslimske, polyteistiske og jødiske personer samt de jødiske stammer, der var udmattede af indbyrdes konflikter og stridigheder.

Profeten (fvmh.) kendte i virkeligheden Medina fra sin barndom, eftersom det var hans morbrors hjemegn. Som barn havde han besøgt byen og opholdt sig der. Senere, som islams forkynder, havde han i de sidste to-tre år af sit liv i Mekka, efter at kontakten med Medina var blevet etableret, undersøgt byens særegne forhold ud fra et politisk perspektiv. Den mangel på direkte og opdateret viden om indbyggernes indbyrdes forhold og andre forhold, der stadig måtte være, blev også afhjulpet, da han efter hijraen kom til Medina. Hele Medinas befolkning talte dengang omkring fem tusind mennesker, og næsten halvdelen af dem var jøder. Blandt disse indbyggere var der ikke mere end fem hundrede muslimer, inklusive Ansar og emigranter. Med denne aktive, årvågne, bevidste og velorganiserede minoritet samlede Profeten (fvmh.) de fem tusind indbyggere under sin ledelse. Ansars to hovedstammer var opdelt i tolv understammer, og mellem dem havde der i lang tid været historiske konflikter og stridigheder. Også den almindelige befolkning var plaget af konflikter og stridigheder. Både den arabiske og den jødiske befolkning var nemlig opdelt i to lejre, og der opstod hele tiden uenighed mellem de to sider om det ene eller det andet. Således var alle befolkningsgrupper blevet udmattede af krige, kampe, stridigheder og uoverensstemmelser og længtes inderligt efter fred. Tørsten efter fred var blevet så stærk, at der var opstået et akut behov for et konstruktivt lederskab. For kort tid siden havde man været i færd med at krone Abdullah ibn Ubayy for at udfylde ledelsesvakuummet. Men pludselig blev Ansars opmærksomhed rettet mod Profeten (fvmh.) og hans kald, da de hørte om ham.

Jødernes situation var også blevet sådan, at deres to store grupper internt var opdelt i ti understammer, som rivaliserede med hinanden.

Disse jøder, som befandt sig langt fra deres folks hjemland, var plaget af frygten for, at deres eksistens skulle gå til grunde. Da Profeten (fvmh.) pludselig knyttede Ansar til sig, og jødernes tidligere alliance med dem begyndte at blive brudt, følte jøderne, at jorden så at sige forsvandt under deres fødder. Under disse omstændigheder gjorde Profeten (fvmh.) sig under åbenbaringens vejledning størst mulige bestræbelser på at vinde jødernes hjerter og tiltrække deres bedste følelser. Som følge af denne indsats blev forholdene gunstige for etableringen af politisk enighed. At sætte sig ind i alle samfundsklassers forhold i Medina, kende deres interesser, problemer og psykologi og på så kort tid udføre den enorme politiske bedrift at lede dem alle mod det samme mål, hævede Profeten (fvmh.) til en så høj politisk position, at vi bliver helt overvældede, blot vi forsøger at forestille os det. Den muslimske gruppe havde allerede, hvad angår troslære, tro og moral, en yderst fast og stærk organisation under Muhammed (fvmh.)s ledelse. Desuden havde troskabseden ved Akaba forvandlet den til en politisk revolutionær gruppe. Eftersom den også var en idealistisk gruppe, havde den af sig selv evnen til udvikling og forandring, og derfor opnåede den let den største betydning i Medina. Ansar-stammerne havde hverken en alternativ ideologi eller et lederskab. De fleste af deres høvdinge var nemlig allerede blevet en del af den islamiske bevægelse. De polyteistiske eller jødiske personer blandt disse stammer var ganske vist ikke helt få, men de deltog ikke i nogen oppositionel aktivitet. De forholdt sig tavse og fulgte de ledende muslimer. En eller to arabiske eller jødiske stammer havde ikke nogen nævneværdig betydning over for muslimerne. Denne sammensætning af Medinas indbyggere stemte fuldstændigt overens med Profeten (fvmh.)s handlingsplan. Derfor løste han de indledende problemer og opbyggede på få måneder den politiske infrastruktur. Ifølge de europæiske orientalisters gennemgang bestod den pågældende pagt af 53 bestemmelser. På grundlag af de historiske optegnelser er der opstået uenighed om ét forhold vedrørende denne pagt. Nogle siger, at pagten blev nedskrevet i sin helhed i det første år efter hijraen. Andre mener, at en del blev nedskrevet i det første år og den anden del efter slaget ved Badr. Det vil sige, at den efter vestlige historikeres opfattelse bestod af to særskilte dele: bestemmelserne fra nr. 1 til 23 og bestemmelserne fra nr. 24 til 47. Hvis vi antager det sidste synspunkt, kan vi også her se et tegn på Profeten (fvmh.)s politiske indsigt og dømmekraft. Først opbyggede Profeten (fvmh.) den politiske infrastruktur med emigranterne og alle Ansar, inklusive de ikke-muslimske. Derefter kan de jødiske stammer have følt sig svage og udsatte, fordi de holdt sig isolerede. Politisk var de imidlertid havnet i en situation, hvor de hverken hørte hjemme det ene eller det andet sted. Da de så så muslimerne vende sejrrigt tilbage fra slagmarken ved Badr, noget de ikke havde kunnet forestille sig, har de måske tænkt, at de endnu burde indtage en passende plads i Medinas infrastruktur, mens der stadig var tid.

Dr. Hamidullah Siddiqis kommentar til denne forfatningsmæssige pagt er, at der ikke findes noget sidestykke til den i historien. Den er skrevet med politiske evner på højeste niveau og i et yderst omhyggeligt dokumentarisk sprog. Gennem den opnåede Profeten (fvmh.) anerkendelse fra mennesker fra alle samfundsklasser og alle samfundsgrupper af de ideologiske og politiske værdier, han ønskede at fremme. Det synes relevant her at gennemgå dokumentets vigtigste udsagn, så dets politiske værdi og betydning kan vurderes korrekt.

Dette dokument indledes med “Bismillahir-Rahmanir-Rahim”. Dets overskrift lyder: “Dette skriftlige dokument er udstedt på vegne af profeten Muhammad (fvmh.).”

Således blev grundlaget for islams grundlæggende politiske ideologi etableret allerede ved dokumentets begyndelse. I den politiske infrastruktur, der blev opbygget på grundlag af dette dokument, blev muslimerne gjort til det centrale element. Allerede i indledningen hedder det således:

“Quraysh og Yathrib er troende og muslimer, og de, der følger dem, bliver deres tilhængere, samt de, der deltager i jihad sammen med dem (for at fastlægge forholdet mellem dem alle)”

Her er de troende, som er kommet fra Mekka, og de troende i Medina, angivet som statens centrale bestanddele. De øvrige vil opnå borgerskab som deres følgere. Ved at gøre de jødiske stammer til parter i aftalen og anvende udtrykket “sammen med de troende” blev de politisk inkluderet i den samme umma (artikel 25 til 35).

Det blev endvidere fastslået, at “de troende er hinandens brødre” (artikel 15). Alle muslimer blev erklæret ligeværdige parter i krig og fred (artikel 17). Muslimerne blev strengt pålagt at stå sammen om at håndhæve qisas (henrettelse af en morder) og aldrig give en morder beskyttelse. Det måtte dog ikke føre til overdrivelse, og den, der gik til overdrivelse, skulle gøres til genstand for gengældelse (artikel 19, 21 og 32). Ingen troende måtte dræbe en troende som gengældelse for en kafirs handling. Ingen troende måtte heller hjælpe en kafir mod en troende (artikel 14). Selv den mest ubetydelige muslim kunne give enhver person beskyttelse, og alle skulle bære dette som en forpligtelse, Allah havde betroet dem (artikel 15). Når der opstod en uenighed, skulle afgørelsen søges hos Allah og Muhammad, Allahs sendebud, s.a. (artikel 23). Det var de gudfrygtige troendes pligt at stå sammen om at bekæmpe enhver synd, forbrydelse og undertrykkelse (artikel 13). I den indledende del blev det gentagne gange sagt, at de og de muslimske stammer skulle handle retfærdigt og med insaf i spørgsmål om løsepenge og lignende. Og det skulle ske “i den betydning, som dette almindeligvis har blandt muslimer” (artikel 3 til 12). Det yderst vigtige islamiske udtryk ‘fi سبيلillah’ blev indarbejdet i denne forfatning (artikel 19). Tilsvarende blev de tre begreber ‘zulm’, ‘synd’ og ‘gode gerninger’ også indarbejdet i den (artikel 36). Det blev ligeledes indføjet i forfatningen, at de gudfrygtige og mådeholdne troende befinder sig på den mest rette vej (artikel 20). Udsagnet “det er den undertryktes ret at få hjælp” udtrykker et rent islamisk princip, som også er et mellem menneskeligt princip. Alle parter blev sikret anerkendelse af dette princip, og det blev desuden sagt, at Allah ville være den, der hjalp den, som overholdt forfatningens bestemmelser med den største oprigtighed og lydighed (artikel 42, 46 og 47).

Se også, hvor klart de politiske spørgsmål blev afgjort i dette dokument. De underskrivendes beboelsesområde, det vil sige det centrale område på omkring hundrede kvadratmil, som omfattede byen Medina (Medinas geografiske beskrivelse er allerede blevet givet), blev omtalt som den islamiske stats oprindelige territorium og blev også erklæret for et helligt område (artikel 39). Det blev på forhånd meddelt, at de blandt det jødiske samfund, som ville følge os, ville få hjælp og lige rettigheder med alle borgerlige rettigheder. Den bestemmelse, hvori dette blev fastslået, afspejlede politisk indsigt og fremsynethed. Den opmuntrede på den ene side til at antage islam og imødegik samtidig enhver politisk krise (artikel 16). Alle underskriverne af denne aftale blev erklæret for én politisk enhed: *********** (artikel 1). Det største tegn på politisk indsigt og fremsynethed er artikel 23, hvori retten til at afgøre enhver uenighed udelukkende blev overdraget til Allah og Hans sendebud Muhammad, s.a.; og hvis der opstod strid, uenighed eller drab, skulle sagen også forelægges Allah og Allahs sendebud Muhammad, s.a. (artikel 42). Ingen måtte forhindres i at kræve gengældelse for en skade eller et drab (artikel 36). Ansvaret for undertrykkerens undertrykkelse og morderens forbrydelse skulle alene påhvile forbryderen selv eller hans familie (tidligere blev også forbryderens stamme og klan holdt ansvarlig), og ingen andre (artikel 25 og 26). Hver stamme blev anset for at være den politiske infrastrukturs grundlæggende enhed, og det var på dette grundlag, at centralregeringen blev opbygget.

Med hensyn til forsvarspolitikken blev det fastslået, at de underskrivende parter skulle yde hinanden hjælp, hvis Yathrib blev angrebet (artikel 44). Hvis nogen gik i krig mod en af aftalens underskrivende parter, var det alle underskrivernes pligt oprigtigt at hjælpe den underskrivende part mod ham (artikel 37). Dette dokument overførte også gennem en bestemmelse myndigheden over forsvaret til Allahs sendebud, s.a. Det blev fastslået, at ingen måtte indlede nogen militær handling uden Allahs sendebuds, s.a., tilladelse (artikel 36). Ingen af parterne skulle have noget ansvar for de øvrige parters egne religiøse kampe (artikel 45). Hvis parterne blev indbudt til en fredsaftale, skulle de også slutte fred sammen med alle andre (artikel 45). For endeligt at forhindre enhver mulighed for en alliance med Quraysh blev alle også forpligtet til at anerkende, at ingen polyteistisk, ikke-muslimsk borger i Medina måtte stille Quraysh sikkerhed for liv eller ejendom eller hindre nogen troende i dette (artikel 20). Quraysh og den, der gav Quraysh beskyttelse, måtte ikke gives beskyttelse (artikel 43). Med stor visdom tilføjede Allahs sendebud, s.a., med hensyn til dækningen af de militære udgifter den bestemmelse, at hver part selv skulle afholde udgifterne til sin egen krig (artikel 37-44). For han vidste, at jøderne ville være tilbageholdende med at betale deres andel, og at de ville misbruge en fælles fond, hvis den blev lagt i deres hænder.

På det økonomiske område blev ansvaret for at betale blodpenge for drab og løsepenge for krigsfanger på den ene side i overensstemmelse med den gængse arabiske skik lagt på den pågældendes stamme. Tilsvarende blev byrden ved gæld, som en forgældet person havde mistet evnen til at tilbagebetale, gjort til et fælles ansvar.

Med hensyn til religionsfrihed blev det fastslået, at muslimerne skulle have muslimernes religion, og jøderne jødernes religion (artikel 25). Muslimernes samfund var i virkeligheden én enhed både religiøst og politisk, og det bar et dobbelt ansvar. Men hvad angik de rent politiske forbindelser, fik alle de deltagende grupper frihed til at følge deres egen religion. (Ibn Hishams Sira, bind 2, s. 119-123; Ahde Nabawi ka Nizame Hukmrani, dr. Hamidullah Siddiqi, s. 76-111.)

Betragt nu de ovennævnte bestemmelser punkt for punkt som en kort sammenfatning af dokumentet, og overvej hver del: Med hvilken dygtighed og indsigt grundlagde Allahs sendebud, s.a., sit ideal som grundlaget for forfatningen i Medinas multinationale islamiske stat og etablerede sit lederskab og sin myndighed på alle militære og juridiske områder. Han fastsatte, at det var alles fælles ansvar at imødegå Quraysh, og fik alle til at acceptere dette. Desuden forebyggede han på forhånd talrige mulige farer. Det skal bemærkes, at denne aftale havde status som et forfatningsmæssigt dokument. Ingen af underskriverne havde ret til efter eget ønske at træde ud af aftalen eller bryde den. Hvis nogen gjorde det, ville hans borgerlige rettigheder, som netop var blevet skabt af denne aftale inden for den islamiske stats grænser, bortfalde. Derfor blev der mod de jødiske stammer, som senere fuldstændigt trampede denne aftale under fode, truffet nøjagtig den foranstaltning, som oprørere og forrædere fortjener.

I denne sammenhæng er det nødvendigt at forstå betydningen af, at hijra blev gjort obligatorisk, på baggrund af dette dokument. Et af formålene med at gøre hijra obligatorisk var at styrke den muslimske nation, som den islamiske stat i Medina var grundlagt på. Det er sandt, at hvis muslimer havde været spredt rundt omkring i Arabien, en eller to her og der, kunne deres skæbne være blevet, at de efter nogen modstand og enkelte sammenstød til sidst en dag ville blive opslugt af det uvidende samfundssystem eller dø under undertrykkelse og forfølgelse. Også af denne grund var det nødvendigt at samle alle muslimer og organisere dem. Samtidig var det afgørende for den islamiske stats stabilitet i Medina, at alle isolerede muslimer kom til Medina fra alle steder og samledes dér. Da ingen af disse to behov længere bestod, blev det bekendtgjort: »Efter den fuldstændige sejr er der ikke længere behov for hijra.« Det vil sige, at da hele den Arabiske Halvø blev islams land (Dar al-Islam), kom under Medinas myndighed, og der ikke længere fandtes nogen blokade eller hindring noget sted for dem, der antog islam, blev pligten til at foretage hijra til Medina ophævet.

På grundlag af denne aftale blev den islamiske stat i Medina etableret, og Muhammad s.a.s. lederskab blev fastslået. For første gang fik muslimerne mulighed for frit at forkynde islam i et område på hundrede kvadratmil med fem tusind indbyggere. Den politiske magt, som islam havde dér, støttede naturligt forkyndelsesarbejdet. Desuden gjorde den islamiske regerings tilstedeværelse det lettere for muslimerne at udbrede forkyndelsen i områderne omkring Medina.

3. Aftaler med forskellige stammer

Sideløbende med bestræbelserne på at gøre Medina til en politisk enhed og grundlægge den islamiske stat arbejdede Profeten s.a.s. også på at organisere de omkringliggende stammer. To eller tre gange sendte han delegationer bestående af sahaba. I den tolvte måned efter hijra, det vil sige i safar, tog Profeten s.a.s. personligt til Waddan (et sted på vejen fra Medina til Mekka). Her indgik han en aftale med stammen Banu Hamza eller Banu Damra. På stammens vegne underskrev Amr ibn Fahshi az-Zamri aftalen. (Ibn Hisham, bind 2, s. 4–223; Zad al-Ma’ad, bind 1, s. 334; Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 138).

Tidligere var en gruppe muhajirun nået til det nærliggende sted al-‘Is, og dermed var der skabt gunstige betingelser for at etablere venskabelige forbindelser. (Rasul-e Akram s.a.s.’ politiske liv, dr. Hamidullah Siddiqi, s. 359). Derefter rejste Profeten s.a.s. i måneden Rabi al-Awwal i det andet hijri-år (den trettende måned efter hijra) igen til området Bu’at (et af Juhaynas bjerge i Yanbu-området). Der blev også ført vellykkede drøftelser med områdets befolkning, og venskabelige forbindelser blev etableret. (Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 139; Zad al-Ma’ad, samme side). Derefter rejste han i Jumada ath-Thani til Dhu al-Ushayra (i Yanbu-området). Der blev i lang tid ført drøftelser med Banu Mudlij og deres allierede, Banu Damra, og der blev også indgået en aftale med dem. (Ibn Hisham, bind 2, s. 239; Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 139).

Nogle tidligere historikere har ment, at disse stammer og områder som følge af disse aftaler i virkeligheden blev en del af Medinas statslige struktur. Beviset herfor er, at dele af disse aftaler og deres terminologi ligner den forfatningsmæssige aftale (det vil sige Medina-aftalen). Selv hvis man ikke accepterer denne opfattelse om den allertidligste periode i profetens biografi, er der ikke desto mindre ingen tvivl om, at Juhayna-stammen senere antog islam før mange andre. En stor delegation på tusind personer kom til Medina, mødtes med Profeten s.a.s. og lovede deres støtte. De deltog også i forskellige slag. De optegnelser, der findes om den islamiske stats forbindelser med denne stammes forskellige grene, bekræfter dette. For eksempel udstedte Profeten s.a.s. et skriftligt freds- og sikkerhedsbrev til Banu Jurmuz (en gren af Juhayna). En anden gren af Juhayna, Banu Shamak eller Shak, fik tildelt hele deres område permanent som len. På samme måde tildelte han også Awsaja ibn Harmal al-Juhani et len nær hans bopæl ved Dhu al-Mirrar. Da Abu Basir og hans ledsagere på grund af Hudaybiyya-aftalen ikke længere havde mulighed for at tage til Medina, udvandrede de fra Mekka og slog sig ned i dette kystområde. Det er ikke mærkeligt, at høvdinge som Awjasara hjalp dem, og at de med lokalbefolkningens hjælp modsatte sig Qurayshs karavaner. (Det politiske liv, dr. Hamidullah Siddiqi).

Forbindelserne udviklede sig yderligere, og forkyndelsesarbejdet fortsatte gennem det gensidige samvær. Resultatet blev, at stammerne som helhed blev bannerførere for den islamiske bevægelse. Vi kender beretningen om Uqba al-Juhanis antagelse af islam. Mod slutningen af Profeten s.a.s.’ liv blev der underskrevet en ny fredsaftale med Banu Jurmuz, Banu al-Harqa og Amr ibn Ma’bad. Som for andre muslimske stammer blev det fastsat som betingelse, at bønnen og zakat skulle udføres korrekt. En femtedel af krigsbyttet skulle gives som foreskrevet, forbindelserne med islams modstandere skulle afbrydes, og renter på gæld skulle opgives. Allerede i profetens tid var der blevet bygget en moské i Medina opkaldt efter Juhayna-stammen. Dette viser, at et stort antal medlemmer af Juhayna-stammen blev muslimer og kom til Medina.

Banu Ghifar var en af de stammer, hvor et stort antal mennesker havde antaget islam allerede på et tidligt tidspunkt. Denne stamme blev påvirket af et af sine fremtrædende medlemmer, den eksemplariske unge Abu Dharr al-Ghifari. Omkring tidspunktet for slaget ved Badr underskrev de en aftale med Profeten s.a.s. Aftalens hovedindhold var: »De er muslimer, og deres forpligtelser og ansvar er som muslimernes.« Selv om en del af aftalen tog hensyn til stammens ikke-muslimske medlemmer, mener jeg, at denne stamme i realiteten var blevet en del af Medinas sociale struktur. Der er derfor ingen grund til ikke at anse deres område for at høre under Medina.

Den ene gren af Banu Damra var Banu Ghifar, og den anden var Banu Abd ibn Adi. Denne sidstnævnte stamme boede inden for grænserne af al-Haram ash-Sharif. Selvom denne gren under tvang opretholdt et forsoningsforhold til Quraysh, etablerede den et allianceforhold til den muslimske regering. Den indgik et allianceforhold med Profeten (fvmh.) i alle spørgsmål med undtagelse af ét. Det undtagne spørgsmål var at føre krig mod Quraysh.

Banu Ashja’ var en gren af Banu Ghatafan. De boede også i områderne nær den kommercielle hovedvej. Da Qurayshs handel gik i stå, fordi hovedvejen blev blokeret, blev deres økonomi skadet. Disse stammer ernærede sig nemlig ved at yde service til handelskaravanerne. Tvunget af den økonomiske krise kom deres delegation til Medina. Derefter antog de islam og underskrev en traktat før slaget ved Khandaq. På deres vegne underskrev Na’im ibn Mas’ud traktaten. Na’im ibn Mas’ud sluttede sig først til den islamiske bevægelse under slaget ved Khandaq. Derfor antog hele stammen ikke islam på tidspunktet for traktatens indgåelse. Ikke desto mindre kan man forstå, hvad traktaten byggede på, ud fra blot én sætning. Sætningen lød:

*********** “Der blev etableret et bredt funderet forhold baseret på hjælp og gode ønsker.” En gren af denne stamme, Banu Amir, fik af Profeten (fvmh.) en eneretstilladelse til at hjælpe karavanerne under deres ophold på rejserne. En af Banu Amirs høvdinge fik også tildelt et len før slaget ved Khandaq.

Nu vil jeg omtale de alliancer, der blev etableret efter slaget ved Khandaq. Khuza’a-stammen nedstammede fra Qahtan i Yemen og havde mange grene. De boede spredt omkring Mekka. Med undtagelse af Banu al-Mustaliq havde de fleste af denne stammes grene et godt forhold til muslimerne. En af hovedårsagerne var, at Abd al-Muttalib havde et venskabeligt forhold til dem. Denne stamme benyttede sig af Hudaybiyya-traktaten til åbent at tage afstand fra Quraysh og indgå en alliance med den islamiske regering i Medina. Som følge af denne alliance informerede stammen på den ene side Profeten (fvmh.) om Qurayshs forberedelser til slaget ved Ahzab, det vil sige slaget ved Khandaq. På den anden side sendte Profeten (fvmh.) dem før erobringen af Mekka et brev, hvori han forsikrede dem om, at de ikke ville få nogen problemer. Han oplyste dem også om, at Banu Kilab og Banu Hawazin havde antaget islam. Men før tiden var inde, blev disse to stammer udsat for Banu Bakrs undertrykkelse og overgreb, og netop denne undertrykkelse blev årsagen til erobringen af Mekka.

Banu Aslam var en gren af Khuza’a-stammen. Af det sikkerhedsbrev, som Profeten (fvmh.) udstedte til dem, fremgår det, at de antog islam relativt tidligt og blev loyale over for den islamiske stat. En del af dem udvandrede til Medina og bosatte sig dér. Profeten (fvmh.) tildelte også deres leder al-Husayn ibn Aws et len. Dette er både et bevis på alliancens styrke og på, at områderne med tilknytning til Medina blev knyttet sammen.

I området nord for Tabuk boede stammerne Juzam, Quda’a og Adhra. Gennem deres fjendtlige aktiviteter havde de skabt betydelige problemer for den islamiske regering. De havde frataget Medinas udsending alt, hvad han ejede. Derefter blev der iværksat en straffeforanstaltning mod dem. Ved en fejltagelse blev også nogle uskyldige mennesker ramt af denne foranstaltning. De kom til Medina og fremsatte deres klage, hvorefter de fik erstatning. På den måde blev vejen til forbindelser også åbnet. Blandt de breve fra Profeten (fvmh.), som er bevaret, er der ét, der er skrevet til Rifa’a ibn Zayd al-Judhami. Det indeholder et yderst strengt ultimatum. I brevet, der er adresseret til denne leder, advares hele hans stamme: Enten skulle de tage imod islams kald og slutte sig til Allahs og Hans Sendebuds parti, eller, hvis de afviste kaldet, kunne de leve i sikkerhed i to måneder. Situationen udviklede sig til sidst således, at Malik ibn Amir al-Judhami i det niende hijri-år, efter at Profeten (fvmh.) var vendt tilbage fra Tabuk, kom til Medina, mødte Profeten (fvmh.) og modtog et sikkerhedsbrev. Dette brev indeholder kun betingelser, der var passende for muslimske stammer. Det vil sige, at de havde antaget islam. På samme måde mødte en leder fra Quda’a-stammen, Barida ibn al-Khasir, under et felttog Profeten (fvmh.) uden for Medina og opnåede et sikkerhedsbrev ved at love Profeten (fvmh.), at hans egen stamme ville antage islam.

I det sjette hijri-år sendte Profeten (fvmh.) Abd al-Rahman ibn Awf på en mission for at kalde Kalb-stammen til islam. Resultatet blev, som han havde håbet. Stammens leder gav sin datter til Abd al-Rahman ibn Awf i ægteskab for at udtrykke sin loyalitet og stabilisere forbindelserne. På samme måde udstedte Profeten (fvmh.) et sikkerhedsbrev til Haritha ibn Butun, den nyligt muslimske leder af Malb-stammen i nærheden af Dumat al-Jundal. Der blev også indgået en fredstraktat med herskeren over Dumat al-Jundal, Ukaydir. Der er imidlertid uenighed om, hvorvidt han antog islam, eller om han kunne forblive leder, fordi han uden at antage islam indvilligede i at betale jizya. Senere gjorde han oprør og blev dræbt af Hazrat Khalid. Derefter blev hans fæstning og jord overdraget til den nævnte kalbiske leder, Haritha ibn Qutun.

Før Taiefs befolkning antog islam i samlet flok, sluttede Sarda ibn Abd Allah al-Yamani sig til den islamiske bevægelse. Profeten (fvmh.) udnævnte ham til hærfører med ansvar for militære aktiviteter i området. Med Profeten (fvmh.)s tilladelse belejrede han Jirash-fæstningen. Som følge af denne belejring blev der indgået en fredstraktat, og Abu Sufyan blev udnævnt til hersker over Taif.

I det 8. hijri-år rejste Amr ibn al-As med Profetens (fvmh.) missionsbrev til stammen Banu Izд, som boede i byen Oman. To mænd ved navn Ubayd og Ja‘far var deres høvdinge. Banu Izd antog islam.

Vi vil senere omtale de stammer, som i året for den omfattende ankomst af delegationer frivilligt sendte delegationer og antog islam eller i det mindste underkastede sig Medinas regering.

Desuden blev enhver gruppe, der som følge af militære ekspeditioner udtrykte ønske om troskab eller en fredsaftale, straks givet denne mulighed. Medinastatens faste politik var, at når en krigsførende person som helst udtrykte ønske om en fredsaftale, skulle hans ønske respekteres. Flere stammer accepterede efter at have indladt sig på slagmarken enten politisk underkastelse og underordning eller antog islam. Jøderne blandt indbyggerne i Khaybar og de omkringliggende områder er et bemærkelsesværdigt eksempel i denne forbindelse. Da de efter deres nederlag ønskede at blive boende dér, fik de lov til det på fastsatte betingelser.

Når man gennemgår alle disse begivenheder, kan man ikke andet end erkende, at det var Medinaregeringens vigtigste politik at undgå konflikter og opbygge venskabelige forbindelser. Der fandtes en særlig afdeling til dette formål. Profeten (fvmh.) og hans ledsagere udfoldede stor aktivitet og foretog mange rejser for denne afdeling. Disse aktiviteter er et levende bevis på den islamiske stats fredselskende synspunkt. Selvom Profeten (fvmh.) kendte en idealistisk stats krav og behov på dette område, viste han sådan en stor generøsitet i sin politiske fastlæggelse, at han accepterede selv politiske venskabsforbindelser fra stammer, der ikke havde antaget islam. I flere tilfælde udnævnte han ikke-muslimske herskere eller høvdinge på egne vegne eller lod dem forblive i deres embeder. Formålet var også at bringe muligheden for konflikt ned på det lavest mulige niveau. Senere måtte man imidlertid, på baggrund af mange bitre erfaringer, træffe den beslutning, at det område, som i det mindste befandt sig omkring den islamiske bevægelses egentlige hjemland, måtte befries for modstandere, så dets omgivelser kunne holdes hellige og fredelige. Ellers ville deres forræderi ende med at forårsage en katastrofe.

Når man gennemgår de venskabsforbindelser, der er blevet beskrevet, ser man, at Medinastaten af sig selv opnåede politisk troskab alle de steder, hvor islam nåede frem. På samme måde blev islams banner straks hejst alle de steder, hvor der blev etableret politiske venskabsforbindelser. Årsagen er klar. Da stammerne fik større mulighed for at omgås muslimerne i Medina, blev de overvældet, da de med egne øjne så den islamiske livsforms strålende egenskaber, og den islamiske bevægelses medlemmer fik et fredeligt miljø, hvori de kunne udføre missionsarbejde blandt dem. Det var på grund af denne forening af religion og politik, at det på blot få år blev muligt at farve et område på ti til tolv hundredtusind kvadratmil med islams farve.

Hudaybiyyah-traktaten

I den islamiske bevægelses historie under Profetens (fvmh.) ledelse var Hudaybiyyah-traktaten en begivenhed, der medførte den vigtigste ændring i begivenhedernes forløb. Som følge af denne begivenhed fik den islamiske bevægelse mulighed for med ét spring at udvide sig til et universelt niveau. Denne begivenhed beviste Profetens (fvmh.) højeste politiske fremsynethed og dømmekraft: Han fik den værste og mest brutale krigsførende fjende til så let at indgå et kompromis og bandt deres hænder i flere år.

Da de jøder, der var blevet forvist for oprør og forræderi, drog til Khaybar, Tayma og Wadi al-Qura og oprettede deres egne støttepunkter dér, stod Medina pludselig over for to fjender. Quraysh og jødernes alliance havde fået et stort antal angribende soldater til at stille sig foran Medina. Efter at Profeten (fvmh.) var kommet vel igennem Slaget ved Grøften, opstod der et indviklet problem foran ham: Hvordan kunne denne alliance mellem de to fjender brydes? Hvis man under de daværende omstændigheder angreb Mekka, kunne jøderne i Khaybar og Banu Ghatafan angribe Medina. Profeten (fvmh.) var i stand til med stor præcision at vurdere, at det var de jødiske støttepunkter i Khaybar blandt disse to fjender, der kunne knuses med ét slag. Samtidig kunne Quraysh i Mekka let tilskyndes til at indgå en fredsaftale. Qurayshs styrke var i virkeligheden blevet hul indefra. Uanset hvor meget de pralede udadtil, havde de ikke nogen særlig modstandskraft. Desuden havde Profeten (fvmh.) nogle tilhængere i Mekka og omegn. Nogle af hans skridt havde styrket disse tilhængere yderligere. Profeten (fvmh.) havde opnået stor popularitet blandt den fattige befolkning dér ved at sende fødevarer og kontante midler til Mekka under hungersnøden. Derfor sagde Abu Sufyan: »Nu vil Muhammad (fvmh.) føre vores folk på afveje på denne måde.« Profeten (fvmh.) havde også taget et andet skridt: Han havde giftet sig med Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende), datter af Mekkas største leder, Abu Sufyan. Dette ægteskab medførte meget betydningsfulde politiske fordele. Under alle omstændigheder var det nu nødvendigt at tage endnu et skridt på den ene eller anden måde, og Profeten (fvmh.) gjorde derfor sit yderste.

Et andet alvorligt problem var, at muslimerne havde forladt Mekka for næsten seks år siden. Sagen begrænsede sig ikke blot til kærligheden til hjemlandet, men var også knyttet til Kabaen, centrum for profeten Ibrahims, fred være med ham, kald. Muslimerne fornyede netop dette abrahamitiske kald. Derfor var det umuligt for dem for altid at forblive adskilt fra dette ideologiske centrum. Quraysh havde indtil da ikke givet dem tilladelse til at rejse til Mekka, og det så ud til, at det ville tage lang tid at løse denne konflikt. Derfor blev muslimernes følelser stadig mere urolige og ophedede. Det var blevet nødvendigt at gøre det klart, at det islamiske fællesskab havde ret til Haram al-Sharif.

I mellemtiden fik Allahs Sendebud, fred være med ham, i en drøm et tegn om at udføre hajj. Så snart han havde modtaget dette tegn, lagde han med sin enestående visdom den bedste plan på det bedst mulige tidspunkt og gennemførte den på den bedst mulige måde. Han besluttede at udføre umrah i den hellige måned for hajj sammen med en stor gruppe. Han tog kun dem med, som frivilligt ønskede at rejse. I alt blev 1.400 muslimer hans ledsagere. Han udnævnte Numaylah ibn Abdullah al-Laythi til fungerende leder af Medina og lod en stor del af muslimerne blive tilbage for at beskytte Medina. Han tog halvfjerds offerkameler med. Ingen våben blev taget med. Rejsen begyndte i dybeste stilhed. Da de nåede Dhu al-Hulayfah, blev offerdyrene mærket.

Denne rejse var på den ene side en religiøs rejse. På den anden side omfattede den også helt naturligt et vigtigt politisk aspekt. Denne forening og sammensmeltning af religion og politik ser vi gennem hele Allahs Sendebuds, fred være med ham, livshistorie. Desuden er det fuldt ud tilladt at inddrage verdslige aktiviteter eller politisk virksomhed i en hajj-rejse. Derfor fremstod denne hajj-rejse som en enorm udfordring for Quraysh. Hvis disse pilgrimme på vej til Haram al-Sharif ikke blev standset, ville det betyde, at Mekka for altid var blevet åbnet for muslimerne. Desuden var der en stor mulighed for, at Allahs Sendebuds, fred være med ham, og hans ledsageres ankomst til Haram al-Sharif ville gøre et dybt indtryk på byens indbyggere. Ankomsten af disse fortalere for den islamiske revolution ville genoplive den islamiske bevægelse i Mekkas indbyggeres sind. Folk ville også sige, at Qurayshs vældige magt var kommet til en ende. Dette blev senere tydeligt i den mekkaniske udsending Suhayl ibn Amrs udtalelse under drøftelserne om fredsaftalen. Han sagde: »Hvis vi lader jer gå ind i Kabaen, vil alle arabere sige, at vi åbnede vejen for jer af frygt for jeres magt.«

Allahs Sendebud, fred være med ham, havde allerede undervejs fået kendskab til det hele. En khuzaitisk spejder ved navn Bashir ibn Sufyan kom til et sted kaldet Usfan og meddelte, at Quraysh forberedte modstand. De havde svoret, at de aldrig ville lade Muhammad, fred være med ham, komme ind i Mekka. For at hindre ham var Khalid kommet helt til Kura al-Ghamim med en gruppe ryttere. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, hørte dette, sagde han: »Dette er Qurayshs ulykke. Deres styrke er blevet udtømt af deres uophørlige krige. Hvad ville det have skadet dem, hvis de havde trukket sig til side og ladet mig alene nå til en forståelse med alle araberne? Hvis araberne dræbte mig, ville deres håb være blevet opfyldt. Og hvis jeg sejrede, kunne de, hvis de ønskede det, alle tage imod islam sammen med folket. Ellers havde de stadig deres styrke og kunne da have kæmpet. Hvis de ikke giver mig denne mulighed, sværger jeg ved Allah, at jeg vil kæmpe med den store sandhed, som Han har sendt mig med, til sidste øjeblik: enten vil denne store sandhed sejre, eller også vil mit hoved blive hugget af.« Med disse ord antydede han både muligheden for en fredsaftale, fremsatte et ultimatum og henviste til Qurayshs svindende position.

På den anden side ville Qurayshs anseelse lide skade, selv hvis det lykkedes dem at standse pilgrimmenes karavane. Det ville blive berygtet, at de havde forhindret udøvelsen af en religiøs ret. Og hvis de foretog det første angreb, ville de blive beskyldt for at have overtrådt reglerne for den hellige måned. Alle vidste, at Allahs Sendebud, fred være med ham, havde vist Haram al-Sharifs hellighed fuld respekt, og at de kun rejste ubevæbnede for at udføre umrah. Det, at de ikke havde våben med sig, og at deres offerdyr var mærket, vidnede om, hvilken slags rejse det var. Man kan sige, at Quraysh var blevet omringet af en yderst vanskelig situation. På dette kritiske tidspunkt opholdt deres øverste leder, Abu Sufyan, sig i udlandet. Uanset hvor meget Quraysh pralede, var det kun Allahs Sendebud, fred være med ham, der havde den skarpsindighed, der skulle til for at forstå, at de ikke havde andet valg end at indgå en aftale. Skarpsindigheden i en præcis vurdering kan ændre situationen. Sådan kan man vurdere den sande værdi af en handlingsmands visdom og indsigt.

Quraysh samlede, drevet af deres gamle stædighed og halsstarrighed, hurtigt de allierede stammer, især Ahâbîsh, på et sted kaldet Baldah.

Straks begyndte de diplomatiske bestræbelser. Først kom lederen af Khuzāʿa-stammen, Budayl ibn Warqā (som var venligt indstillet over for islam), sammen med nogle fremtrædende ledsagere for at mødes med Allahs Sendebud (fvmh.). Allahs Sendebud (fvmh.) fortalte ham: »Vi er kun kommet for at besøge den ædle Kaʿba. Det er ikke vores hensigt at føre krig. Quraysh er opslugt af krigslyst, men en krig vil ikke bringe dem andet end tab. Hvad vil de miste ved at slutte fred med os i nogle år?« Således fremlagde Allahs Sendebud (fvmh.) sit egentlige budskab fra begyndelsen. Budayl gik hen og talte med Quraysh. Han sagde: »Lad være med at handle overilet. Muhammad (fvmh.) er ikke kommet for at føre krig, men blot for at foretage besøget.« De hidsige unge var imidlertid ikke villige til at lytte til noget som helst. De ældre lyttede dog til alt, hvad han sagde. Derefter sendte de lederen af Ahābīsh, Ulays ibn al-Qamah. Da han så offerdyrene gå rundt på marken, ændrede hans holdning sig. Han gik til Quraysh og sagde åbent: »Det er ikke rigtigt at hindre disse pilgrimme. Vi er heller ikke kommet med dette formål.« Lederen af Ahābīsh blev beroliget med ordene: »Giv os i det mindste mulighed for at få dem til at acceptere vores betingelser.« Derefter sendte Quraysh ʿUrwah ibn Masʿūd al-Thaqafī som udsending. ʿUrwah kom og sagde: »Muhammad! Hvis du ødelægger folkene fra din egen stamme, vil det ikke være nogen prisværdig handling. De slyngler, du har samlet og taget med dig, vil forlade dig efter nogle dage, og så vil du stå alene.« Da Abu Bakr al-Siddīq hørte dette, blev han vred og irettesatte ʿUrwah med noget hårde ord. Ifølge arabisk skik talte ʿUrwah fortroligt, og hver gang han rakte hånden mod Allahs Sendebuds (fvmh.) skæg, skubbede Mughirah ibn Shuʿbah straks hans hånd væk med den spidse ende af sit sværd. Allahs Sendebud (fvmh.) fremlagde også sit budskab for ʿUrwah. Det miljø, ʿUrwah så her, gjorde et dybt indtryk på ham, og han vendte tilbage. Da han kom tilbage, sagde han: »Jeg har aldrig set en sådan kærlighed til og lydighed over for en leder, ikke engang ved nogen konges hof. Muhammads (fvmh.) ledsagere tøver ikke med at give deres liv for ham. Ved hans mindste tegn er de rede til at dø. Ingen taler engang med høj stemme foran ham.« ʿUrwahs reaktion viser, at en gruppes dybe kærlighed til og lydighed over for dens leder er den islamiske bevægelses egentlige styrke. Kærlighed og lydighed er den islamiske bevægelses egentlige styrke. Når kærlighed og lydighed forenes, skabes der en uovervindelig kraft. Hvis et sådant miljø findes i en gruppe, gør det modstanderne svage og rædselsslagne. Her hersker ikke blot det miljø, man finder i en demokratisk institution, hvor medlemmerne hele tiden beskæftiger sig med at tilbagevise hinandens argumenter. Formanden har heller ikke noget oprigtigt forhold til medlemmerne, og medlemmerne føler ingen hjertelig tilknytning til formanden. Man anser kun en ydre lydighed mod vedtægterne og reglerne for tilstrækkelig. I de grupper, hvor der foregår bagtalelse, sladder, fordømmelse, hvisken og hvisken samt stadig nye sammensværgelser mod lederen, hersker der et så beskidt miljø, at man væmmes blot ved at tænke på det. Miljøet i en islamisk organisation er præget af gode hensigter, lydighed, hengivenhed og kærlighed. Her har hvert medlems personlighed betydning. Lederen er dog centrum for alles kærlighed. For ellers skabes der ikke blot et miljø af barmhjertighed og kærlighed mellem medlemmerne; den islamiske organisation bliver heller ikke til en mur af stål. Denne egenskab ved den islamiske organisation strålede fuldt igennem på Hudaybiyyahs slette. Derfor gjorde synet et dybt indtryk på ʿUrwah, og det var netop denne reaktion, han gav udtryk for over for Mekkas ledende personer.

For at føre denne række af samtaler videre sendte Allahs Sendebud (fvmh.) Kharāsh ibn Umayyah til Quraysh. Mekkas kaotiske og udisciplinerede miljø eksisterede allerede. Den kamel, som Kharāsh red på til Mekka, tilhørte Allahs Sendebud (fvmh.), og de udisciplinerede mennesker dræbte den. Kharāsh vendte selv tilbage med nød og næppe i live. Derefter blev ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham) sendt af sted. En gruppe udisciplinerede mennesker var gået ud for at overvåge situationen. De provokerede muslimerne alle vegne og kastede pile og sten efter dem. De blev arresteret, men Allahs Sendebud (fvmh.) løslod dem af hensyn til det større gode. Kort sagt forsøgte de krigslystne blandt Quraysh på den ene eller anden måde at fremprovokere en krig. Men Allah »holdt begge parters hænder tilbage«. Derfor blev det fredelige miljø bevaret, og bestræbelserne på at opretholde freden sejrede. Quraysh tilbageholdt ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham), og det varede meget længe, før han vendte tilbage. På grund af de uheldige og uønskede begivenheder var situationen sådan, at rygtet spredte sig om, at ʿUthmān (må Allah være tilfreds med ham) var blevet martyrdræbt. Allahs Sendebud (fvmh.) samlede straks muslimerne og lod dem aflægge løfte om at kæmpe til døden, hvis det blev nødvendigt. Han sagde: »Hvis det viser sig at være sandt, vender vi ikke hjem uden at kæmpe mod dem.« ʿUthmāns liv var den dag blevet umådeligt værdifuldt. For med Allahs Sendebuds (fvmh.) ord var situationen således: »ʿUthmān er taget af sted for at udføre den opgave, som Allah og Hans Sendebud har betroet ham.« Han kaldte den ene af sine hænder for ʿUthmāns hånd, lagde den anden hånd oven på den og sagde: »Aflæg løftet.« Hans ledsagere var allerede overvældet af følelser. Oprigtigt og ivrigt skyndte de sig frem for at aflægge troskabseden og løftet. Dette pludselige øjeblik var egnet til at styrke troen og forme karakteren, og på dette tidspunkt hævede muslimerne sig til et så højt niveau, at Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: »I er i dag de bedste blandt alle mennesker på jorden.« På grund af øjeblikkets trosiver og oprigtighed opnåede de Allahs tilfredshed. Kun én hykler, Jif ibn Qays, blev berøvet dette lykkelige øjeblik. De, der kæmper for sandheden, oplever mange sådanne øjeblikke i deres liv, og de oprigtige menneskers sjæle henter styrke fra dem. De fjorten hundrede muslimer fik straks belønningen for deres løfte om at kæmpe til døden, uden at en eneste dråbe blod blev udgydt. Da Quraysh fik nyheden, sendte de straks ʿUthmān tilbage. For også de ønskede i virkeligheden at undgå kamp.

Miqrāz ibn Hafs kom fra Mekka. Se, hvor dygtig Allahs Sendebud (fvmh.) var til at bedømme mennesker. Så snart han så ham på afstand, sagde han: »Der kommer en bedrager.« Med andre ord gjorde han det klart, at intet kunne afgøres på en ordentlig måde gennem denne mand.

Til sidst sendte Quraysh Suhayl ibn ʿAmr. Så snart Allahs Sendebud (fvmh.) så ham, forstod han, at de var blevet rede til at slutte fred. Der blev ført hastige forhandlinger om betingelserne. Til sidst blev ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) tilkaldt for at skrive aftalen.

Aftalen blev skrevet i et så følsomt øjeblik, at selv en enkelt bemærkning kunne udløse spændinger. Da Allahs Sendebud (fvmh.) i begyndelsen af aftalen beordrede, at »Bismillāh al-Rahmān al-Rahīm« skulle skrives, sagde Suhayl: »Hvad er det for noget, al-Rahmān al-Rahīm? Skriv efter vores skik blot »Bi-smika Allāhumma« (I dit navn, oh Allah).« Allahs Sendebud (fvmh.) accepterede også dette krav. Derefter sagde han: »Skriv: Den følgende aftale er indgået mellem Allahs Sendebud Muhammad og Suhayl ibn ʿAmr.« Suhayl protesterede og sagde: »Hvis jeg anerkendte dig som Allahs Sendebud, ville jeg så føre krig mod dig? Skriv blot dit eget navn og din fars navn.« ʿAlī havde allerede skrevet »Allahs Sendebud Muhammad«. Nu kunne han ikke få sig selv til at strege ordene »Allahs Sendebud« over, fordi han anså det for en alvorlig mangel på respekt. Allahs Sendebud (fvmh.) tog papiret, stregede selv ordene over med sin egen hånd og skrev i stedet »Muhammad ibn ʿAbdullāh«.

Da Profeten (s.a.)s ledsagere så alle Sohayels uforskammetheder, blev de ophidsede og urolige. Men af respekt for Profeten (s.a.) udviste de tilbageholdenhed. Nu begyndte man at nedskrive følgende betingelser:

– Begge parter skal overholde en våbenhvile og fredsaftale i ti år.

– Muslimerne skal vende tilbage i år og komme for at besøge Kabaen næste år. Da må de kun opholde sig tre dage i Haram-helligdommen med sværdene i skederne.

– De arabiske stammer kan indgå en alliance med hvilken som helst af de to parter, de ønsker.

– Qurayshs handelskaravaner skal have fuld sikkerhed, når de passerer Medinas grænse.

– Hvis nogen fra Quraysh uden tilladelse tager til Medina, skal vedkommende sendes tilbage. Men hvis en muslim kommer til Mekka, skal vedkommende ikke sendes tilbage.

Den sidstnævnte betingelse skabte voldsom uro blandt muslimerne. Hvis man ser på hele den psykologiske situation, vil man forstå, at det var naturligt, at der opstod en sådan uro og ophidselse blandt muslimerne. For det første var en sådan kompromisaftale på dette tidspunkt en yderst sjælden begivenhed. Quraysh havde fordrevet så mange mennesker fra deres hjem, havde påtvunget muslimerne krig, forhindrede dem stadig i at gå ind i Haram-helligdommen og sendte offerdyrene tilbage. For muslimerne var det derfor meget vanskeligt pludselig at indgå fred og forsoning med disse tyranniske, aggressive og afgudsdyrkende mennesker. Hidtil havde de lært et grundprincip om de vantro: »Der er opstået et varigt fjendskab og had mellem os og jer, og det vil fortsætte, indtil I tror på den ene Allah«, samt: »Kæmp mod dem, indtil splittelse og kaos er udryddet, og lydigheden helt og holdent er viet Allah.« De kendte kun den enkle formel, at Allahs ord skulle stå øverst, mens de vantros ord skulle stå nederst. De vidste ikke, at der kunne være mulighed for kompromis mellem sandhed og falskhed. Det forholder sig naturligvis anderledes, hvis man blot antager idealet på et teoretisk og filosofisk plan. Men hvis man bringer det ind i virkelighedens verden og må kæmpe for det, må man træffe forskellige skridt under hensyntagen til tid, muligheder samt de kræfter, der står på ens egen og modpartens side. Man kan ikke bare fortsætte ligeud ad den samme vej i samme tempo med lukkede øjne. Nogle steder må man standse, andre steder må man gå et par skridt rundt om noget, og andre steder igen må man gå et par skridt tilbage for at finde en ny vej. For gradvist at besejre forskellige slags fjender bliver det på forskellige tidspunkter nødvendigt midlertidigt at indgå kompromis med den ene eller den anden af dem. Kun Profeten (s.a.) havde dette omfattende historiske og realistiske perspektiv for øje; den muslimske menigheds blik rakte ikke så langt. Da ordene »Bismillahir Rahmanir Rahim« og »Rasulullah« desuden blev strøget foran dem, kunne det ikke undgås, at deres følelser kom i voldsomt oprør. Og da den ulige og uretfærdige betingelse blev pålagt dem, blev det svært for dem at bevare tålmodigheden og tilbageholdenheden. Quraysh vidste heller ikke, hvilke store problemer Profeten (s.a.) søgte en løsning på gennem denne aftale. Muslimerne forstod det heller ikke. Under store bevægelsers aktiviteter opstår der undertiden sådanne følsomme øjeblikke, hvor den mentale afstand mellem menigheden og lederen vokser, hvad angår forståelsen af fremtidens problemer. Lederens blik rækker langt frem, mens menigheden hovedsageligt tænker på de nærmere forhold. Sådanne situationer bliver kritiske, og netop i disse sjældne tilfælde kan et overdrevent regelbundet demokrati vise sig farligt. I sådanne tilfælde kan kun et lederskab på behørig vis varetage sit ansvar og sin pligt, hvis det har den højeste tillid og støtte fra folket og ikke har noget alternativ. Et sådant oprigtigt og stabilt lederskab fører alene i kraft af sin moralske styrke menigheden mod betydningsfulde sejre. Først ved at se de efterfølgende begivenheder og situationer kan menigheden blive overbevist om rimeligheden i lederens beslutninger og handlinger.

Problemet opstod, da Abu Jundal, søn af Qurayshs repræsentant Sohayel, netop i denne vanskelige situation kom fra Mekka iført lænker. Han var blevet slået og tortureret. Han stillede sig foran Profeten (s.a.) og sahabaerne. Sohayel bin Amr sagde: »Ifølge de foreslåede betingelser er Abu Jundal den første person, De skal sende tilbage.« Profeten (s.a.) sagde: »Aftalen er endnu ikke underskrevet. Lad derfor Abu Jundals sag være uden for dens rækkevidde.« Sohayel sagde: »Så kan der ikke blive noget kompromis.« Derefter forklarede Profeten (s.a.) mildt: »Godt, så lad ham for min skyld tage med mig til Medina.« Sohayel gik ikke med til det. Profeten (s.a.) blev tvunget til at acceptere dette urimelige krav af hensyn til det større gode. Da henvendte Abu Jundal sig til de forsamlede muslimer og sagde: »Muslimske brødre, I sender mig tilbage til afgudsdyrkerne. De vil torturere mig for at få mig til at opgive troen.« Abu Jundals appel var særdeles egnet til at skabe ophidselse i denne situation. Men Profeten (s.a.) viste da et enestående eksempel på ro. Han forklarede Abu Jundal mildt: »Vi har accepteret en bestemmelse i aftalen. Nu kan vi ikke bryde aftalen. Allah Taala vil finde en vej til frihed for dig og de andre undertrykte. Vær blot lidt tålmodig.« Muslimernes uro og ophidselse voksede stadig og nærmede sig sit højdepunkt. Al den modstand mod Quraysh, som tilsyneladende var ophobet i alle muslimers hjerter, blev måske samlet alene i Hazrat Omars hjerte og gjorde ham fortvivlet. Det handlede ikke om nogen personlig interesse for Hazrat Omar. Det var hans omsorg for sandheden og hans islamiske æresfølelse, der gjorde ham urolig. I denne uro førte han først følgende samtale med Hazrat Abu Bakr og derefter med Profeten (s.a.):

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham): »O Allahs Sendebud, er du ikke Allahs Sendebud?«

Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham): »Jo, bestemt. Jeg er Allahs Sendebud.«

Hazrat Umar: »Er vi da ikke muslimer?«

Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham): »Hvorfor skulle I ikke være det?«

Hazrat Umar: »Er de da ikke afgudsdyrkere?«

Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham): »Hvorfor skulle de ikke være det?«

Hazrat Umar: »Hvorfor skal vi så indgå en aftale ved at give efter i spørgsmålet om islam?«

Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham): »Jeg er Allahs tjener og Hans Sendebud. Jeg har ikke adlydt nogen af Hans befalinger. Allah vil heller ikke berøve mig Sin hjælp.«

Hazrat Umar blev ganske vist tavs på dette tidspunkt. Men hans følelsesmæssige uro faldt ikke til ro i lang tid. Traktaten blev skrevet, og Hazrat Umar underskrev den som vidne og satte dermed et uforglemmeligt eksempel på lydighed. Selvom han ikke var tilfreds med traktatens betingelser, viste han ved sin underskrift, at når Allahs Sendebud havde truffet en beslutning, måtte man ikke gøre oprør imod den.

Efter at denne våbenhvileaftale ved Hudaybiyya var blevet underskrevet, beordrede Allahs Sendebud sine ledsagere til at bringe ofre og barbere deres hoveder. Men på grund af uro, sorg og smerte rørte ingen sig. Han gav ordren for anden gang. Heller ikke det hjalp. Han gav den for tredje gang. Alligevel forblev situationen uændret. Heraf kan man forstå, hvilken mental krise og fastlåsning der var opstået blandt den gruppe, som selv var blevet oplært af Allahs Sendebud. Denne hændelse viser også, hvor mange forskellige situationer der kan opstå i menneskelig virksomhed. Da Allahs Sendebud så dette, blev han dybt bedrøvet og gik ind i sit telt. Han beklagede sig til de troendes moder, Hazrat Umm Salama: »Hvad er der sket med folk, siden den ordre, jeg gav, ikke blev udført?« Hazrat Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende, trøstede ham og sagde: »De er bedrøvede over at skulle overholde traktatens betingelser. Gå udenfor, bring dit eget offer og barber dit hår.« Allahs Sendebud rejste sig, gik udenfor, bragte sit offer og barberede sit hår. Dette praktiske skridt fik hele menigheden til igen at adlyde. Alligevel var situationen fortsat sådan, som om de ville æde hinanden. Det var dog kun en midlertidig og kortvarig tilstand, og snart gik den over.

Heraf forstår man, at Allahs Sendebud ikke tøvede med at møde, hvor vanskelige situationer det end måtte være, for at føre krigen frem mod et miljø præget af forståelse og forsoning, og at han til dette formål endda ofrede de dybe, hellige og oprigtige følelser hos sin højtelskede gruppe.

Gennem denne traktat opnåede han flere meget betydelige fordele. For det første blev der skabt mulighed for fri omgang mellem muslimer, afgudsdyrkere og de almindelige arabere. Folk begyndte at komme og gå. Slægtninge, som i mange år ikke havde haft mulighed for at se hinanden, fik mulighed for at være sammen. Muslimerne fik mulighed for at få kendskab til og tilbagevise de vildfarelser, som afgudsdyrkerne i Mekka havde spredt om Allahs Sendebud og muslimerne. De begyndte at besvare folks spørgsmål. De fik mulighed for at fortælle almindelige mennesker om deres åndelige, mentale, moralske, materielle og intellektuelle udvikling. Der begyndte at foregå åbne samtaler om islams kald fra hus til hus. I denne fredelige periode efter våbenhvilen bredte islam sig så hurtigt, at langt flere mennesker frivilligt og med glæde tog imod islam i de blot to år efter våbenhvilen ved Hudaybiyya, end det samlede antal, der var blevet indført i islam i løbet af de foregående atten eller nitten år. Selv sådanne handlekraftige unge mænd som Khalid ibn al-Walid og Amr ibn al-As blev først efter denne våbenhvile en del af den islamiske gruppe.

Den anden fordel, der blev opnået, var, at muslimerne, efter at være blevet befriet for krig og strid, kunne samle sig om den åndelige og moralske forbedring af muslimerne samt den administrative reorganisering af staten. Efter at have opnået sikkerhed på hjemmefronten fik man også mulighed for at invitere udenlandske regeringer til islam.

Den tredje fordel var, at regeringen i Medina nu kunne koncentrere sig om at udslette det jødiske oprør i Khaybar uden at være bekymret for Quraysh. Umiddelbart efter våbenhvilen ved Hudaybiyya lykkedes det den islamiske regering at løse dette problem.

Den fjerde fordel var, at alle Arabien’s stammer blev frie. Enhver stamme, der ønskede det, kunne støtte og hjælpe regeringen i Medina. Det var en helt nyåbnet dør, hvorigennem mange nye mennesker kunne træde ind i islam eller yde muslimerne hjælp og støtte. Quraysh var imidlertid ikke i stand til at lægge nogen hindring i vejen. Banu Khuza’a benyttede denne mulighed til at etablere forbindelser med den islamiske regering.

Også dette hører under den fjerde fordel: Blot et år senere drog muslimerne med stor pomp og pragt til Mekka for at besøge Kabaen, og i overensstemmelse med Koranens profeti foregik det i en atmosfære af fuldstændig tryghed.

Derfor kan det uden tøven siges, at det var det mest bemærkelsesværdige mirakel i Profetens (s.a.) politiske strategi, at han fik så hårdnakkede fjender som quraysh til at indgå en fredsaftale. Ved tilsyneladende at give efter på ét punkt opnåede Profeten (s.a.) succes og fordele, som quraysh på det tidspunkt ikke engang kunne forestille sig. Havde de kunnet forestille sig, at Khaybars militærbase, som deres jødiske støtter havde, snart ville falde, og at quraysh ville blive isoleret? Og hvem kunne have forudset, at islam ville tiltrække så mange mennesker, at dens indflydelse ville brede sig selv i selve Mekka, og at qurayshs styrke ville synke under det daværende niveau? I virkeligheden gav denne aftale islam den revolutionære kraft til at erobre Mekka på blot nogle få år.

På vejen tilbage til Medina blev sura al-Fath åbenbaret. Heri gav Allah muslimerne det glædelige budskab, gennem en gennemgang af fortidens begivenheder og en antydning af fremtidige muligheder, at de snart ville vinde en krig (slaget ved Khaybar), hvor de ville få meget krigsbytte, og derefter opnå en utrolig succes og sejr, som hidtil havde været helt uden for deres rækkevidde. Det blev også sagt, at selv om de allerede da var i stand til at besejre Mekkas afgudsdyrkere, og disse ganske vist ville være flygtet, fandtes der blandt dem mange mænd og kvinder, som i al hemmelighed havde antaget islam uden qurayshs viden, og som i deres hjerter støttede muslimerne. Hvis krigen var brudt ud på det tidspunkt, ville disse mennesker være blevet tvunget til at kæmpe imod dem, og muslimerne ville have ramt dem, fordi de ikke kendte dem. Det var derfor Allahs særlige nåde, at Han beskyttede begge parter mod sammenstød. Især fordi de vantro havde udvist en yderst fræk demonstration af uvidenhedens hovmod og ikke engang havde kunnet tåle ordene »Den Nådige, den Barmhjertige« og »Allahs Sendebud«, samtidig med at de havde udvist ekstrem stædighed i sagen om Abu Jundal. Når den ene part anlægger en sådan skæv kurs, kan den anden part heller ikke altid følge en mild og rolig fremgangsmåde. Men at Allah den Almægtige skænkede Profeten (s.a.) og muslimerne standhaftighed, gav dem kontrol over deres følelser og lod dem forblive i gudsfrygt og selvbeherskelse, var en nåde fra Allah. I mødet med afgudsdyrkerne var det netop en sådan opførsel, der sømmede sig for dem. Hvis de også var blevet ophidsede, ville der være udbrudt en konflikt, og den mulighed og succes, som let var ved at blive opnået, ville være gået tabt.

Sura al-Fath begynder med ordene: »Inna fatahna laka fathan mubina« — »Sandelig, Vi har givet dig en tydelig sejr.« Hazrat Umar spurgte forbløffet: »Er dette virkelig en tydelig sejr?« Profeten (s.a.) svarede: »Ja, det er en tydelig sejr.« I virkeligheden kom sindets og fornuftens ro og tilfredshed først langt senere, når man ser på begivenhedernes udvikling. På dette tidspunkt blev Hazrat Umar følelsesmæssigt grebet, fordi han oprigtigt støttede islam, og han fortsatte i lang tid med at udføre frivillige gudsdyrkelser og bede Allah om tilgivelse for dette. Det er et tegn på oprigtighed. Hazrat Abu Bakrs tilstand var derimod sådan, at han forblev rolig og fattet selv under den almene uro. Denne forskellighed i temperament blandt medlemmerne af en menneskelig organisation giver organisationen en særlig opbygning og balance. I den ene ende findes den siddiqiske værdighed, og i den anden ende den faruqiske kraft og strenghed.

Hør nu, hvordan den bestemmelse, de havde føjet til aftalen, og som næsten havde fået dem til at slå sig på lårene af glæde over sejren, netop blev årsag til deres undergang. For det første begyndte antallet af mennesker, der i hemmelighed antog islam i Mekka, at vokse på grund af den. Ifølge aftalen var deres vej til Medina nemlig blevet lukket. Derfor begyndte qurayshs styrke at blive udhulet indefra. Samtidig indtraf en alvorlig begivenhed. Abu Basir, som havde antaget islam, flygtede på en eller anden måde fra Mekka og nåede Medina. Quraysh sendte to mænd for at hente ham tilbage. Profeten (s.a.) stod fast på princippet om at overholde aftalen og sendte Abu Basir tilbage. Han trøstede også Abu Basir med ordene, at Allah ville åbne en eller anden vej for dem. Uden anden udvej vendte Abu Basir tilbage. Undervejs fik han en af de to mænd, som quraysh havde sendt, i sin magt, dræbte ham med hans eget sværd og vendte derefter tilbage til Medina. Den anden mand kom også til Medina for at klage. Abu Basir forklarede Profeten (s.a.): »De har jo overholdt Deres løfte og udleveret mig til fjenden. Men jeg ønskede ikke at bringe min tro i fare ved at lade mig falde i afgudsdyrkernes kløer. Derfor gjorde jeg dette på eget ansvar. De bærer intet ansvar for det. Allah har reddet mig.« Profeten (s.a.) sagde: »Hvis denne mand kan samle nogle folk, vil han udløse en krig.« Abu Basir troede, at han igen ville blive sendt tilbage til Mekka. Derfor forlod han i hemmelighed Medina og nåede et sted ved havet, der hedder Isa, hvor han slog sig ned. Senere kom Abu Jundal også dertil. Derefter begyndte andre fra Mekka at forlade byen og tage ud til kysten. Efterhånden blev der dannet en styrke på halvfjerds mænd dér. De havde både en ideologisk konflikt med Mekkas indbyggere og et ønske om hævn, fordi de personligt havde været udsat for overgreb og forfølgelse. De var heller ikke borgere i staten Medina, som skulle være forpligtede til at overholde aftalen. De udgjorde en »uafhængig islamisk front«. De begyndte at udføre guerillaangreb på qurayshs handelskaravaner. Det bragte quraysh i en vanskelig situation. Til sidst anmodede de selv om at få fjernet deres kære bestemmelse fra aftalen. Derefter kaldte Profeten (s.a.) disse unge mænd til Medina. Samtidig blev vejen åben for de nye muslimer fra Mekka til at udvandre.

Et alvorligt problem opstod, da Umm Kulthum, datter af den fremtrædende leder i Mekka, Uqba ibn Abi Mu’ayt, udvandrede til Medina. Hendes to brødre, Ammara og Walid, mødte op for at bringe hende tilbage. Sagen blev forelagt Profeten (s.a.). Efter Allahs befaling nægtede han at sende Umm Kulthum tilbage. At udlevere en muslimsk kvinde til fjenden er ikke det samme som at udlevere en muslimsk mand. Profetens (s.a.) afvisning havde en moralsk værdi. Da de to brødre derfor vendte tilbage efter at være mislykkedes, accepterede quraysh sagen. Eftersom Profeten (s.a.) i henhold til anvisningerne i sura al-Mumtahina sammen med denne afvisning havde truffet flere andre beslutninger — for eksempel at enhver muslim skulle skille sig fra sin vantro hustru, som var blevet tilbage i Mekka, og at medgiften skulle betales fra begge sider — fandt quraysh samlet set denne beslutning tilfredsstillende.

Dette var den historiske våbenhvile i Hudaybiyya, som med hensyn til resultatet var en storslået sejr. At få quraysh til at indgå denne aftale og at overvinde alle dens komplicerede faser var et udtryk for Profeten (s.a.)’s politiske dømmekraft og ledermæssige visdom. Gennem den vil senere tiders muslimer blive ved med at lære indtil Dommedag. Denne våbenhvile er et enestående eksempel på Profeten (s.a.)’s politiske dygtighed og en af hans bemærkelsesværdige bedrifter.

Umrat al-Qada

Det var fastlagt i Hudaybiyyah-forliget, at muslimerne skulle vende tilbage i år og komme igen året efter for at aflægge besøget. I overensstemmelse hermed drog Profeten, fred være med ham, i det 7. hijriår mod Mekka sammen med sine ledsagere. Denne rejse var i første omgang religiøs, men i anden omgang politisk. Som følge heraf fik den en dybtgående indvirkning på omgivelserne, og derfor voksede islams indflydelse ikke blot i Mekka; i hele Arabien spredte muslimernes uhindrede adgang til Mekka en forbløffende psykologisk virkning.

To tusind mennesker drog af sted sammen med et hundrede heste og tres (ifølge en anden overlevering firs) kameler. Våbnene blev medbragt i skeder og hylstre. I henhold til aftalen var Quraysh tvunget til at åbne den hellige helligdom fuldstændigt i tre dage. Nogle af de mest hårdnakkede modstandere forlod byen og drog til fjerne bjerge, så de ikke skulle være vidne til dette syn. Men Mekkas almindelige indbyggere, kvinder og børn stod på række og så den revolutionære islamiske styrke udføre umrah.

Ved indmarchen gik Abdullah ibn Rawahah foran, mens han holdt tøjlen på det ridedyr, der bar Profeten, fred være med ham, og sang en revolutionær sang. Sangens ord lød således:

»I den, hvis navn jeg træder ind, hvis religion er den eneste religion. I den, hvis navn jeg træder ind, hvis sendebud er Muhammad, fred være med ham.«

»O vantroens børn, træd til side fra Hans vej. Den Barmhjertige Gud har lært dette i Sin Bog:

Den kamp, der føres på Hans vej, er den bedste kamp. Min Herre, jeg tror på Dine ord.«

Gennem sangen blev islams budskab forkyndt. I mange år havde Mekka imidlertid været berøvet lyden af dette budskab. Heri blev der også talt om jihad. Guds højt elskede navn »Den Barmhjertige« blev også nævnt, noget Quraysh på ingen måde kunne holde ud. Heri blev også Muhammads, fred være med ham, sendebudskab bekendtgjort. De islamfjendtlige kræfter fik med betydningsfulde ord besked på at træde til side fra Sendebuddets vej og holde op med at lægge hindringer i vejen. Den dag var der ingen i Mekka, der kunne lægge hindringer i vejen. Hudaybiyyah-forliget havde bundet deres hænder og lukket deres munde.

Profeten, fred være med ham, beordrede sine folk til at gå med fremskudt bryst og løftet nakke og udføre tawaf spredt, så den falske påstand om, at emigranterne var blevet svækket af sult og feber, kunne blive modbevist. For det var nødvendigt at skræmme fjenden den dag. Profeten, fred være med ham, sagde: »Må Guds barmhjertighed være over den, der i dag viser styrke over for de vantro.« Derfor gik han roligt og langsomt fra det Jemenitiske Hjørne, indtil han nåede det Sorte Hjørne, hvor han berørte og kyssede det, og mens han befandt sig på denne strækning, kunne tilskuerne ikke se dem, der udførte tawaf. Derefter satte han farten lidt op på den følgende strækning, og netop her kunne tawaf-deltagerne ses. Heraf forstår man, at man bør bestræbe sig på, at enhver form for svaghed hos islams mujahidin ikke bliver synlig over for modstanderne, selv hvis den er fysisk; tværtimod bør man gennem pragt og styrkedemonstration skræmme modstanderne. Dette er en vigtig taktik i islamisk politik. Det er en så vigtig taktik, at der også blev taget hensyn til den i den hellige helligdom og under tawaf. Denne styrkedemonstration bør ikke betegnes som stolthed eller hovmod. Tværtimod er den en belønningsværdig handling. Hvis man i en sådan situation udviser ydmyghed, vil resultatet blive det modsatte. Disse små vidnesbyrd og beviser viser, hvor dybt Profeten, fred være med ham, rettede sin opmærksomhed mod samtidens politiske behov, og hvor stor betydning han tillagde deres opfyldelse. Denne politik var ikke nødvendig for hans personlige rang, men for at etablere islamisk retfærdighed og etik. Derfor var den fuldt ud en religiøs handling, og enhver af dens aktiviteter var tilbedelse.

Tænk over, hvilke tanker der må have kredset i mænds, kvinders og børns sind, da Mekkas befolkning så denne forsamling af dem, der kaldte til den sande din. De må have tænkt, at frugten af den islam, som var begyndt i Mekka, nu stod foran dem. Derefter syntes historiske steder som Hira-hulen, Thawr-hulen, al-Arqams hus, Shi’b Abi Talib og Dar an-Nadwa at rejse sig foran dem og sige: Se, hvor stor og ædel denne gruppe af fromme mennesker er. Hvor ringe og lave er I blevet sammenlignet med dem.

Hvert eneste støvkorn i Mekkas gyder syntes at sige: Dette er den gruppe af tålmodige mennesker, som I i årevis har plaget uden grund. Se, hvorfra og hvortil de i dag er nået. Minderne om Hazrat Abu Dharr al-Ghifaris første offentlige fremsigelse af kalimaet og den efterfølgende massevold på Kabaens plads, om Hazrat Bilals råb af »Ahad, Ahad« i Mekkas ørken og den frygtelige tortur, samt om mordkomplottet mod Profeten, måtte én efter én være dukket op og have sagt: Se, hvor store forandringer kaldet fra dette store menneske, som blev offer for jeres overgreb og komplotter, i dag har bragt overalt! Tretten års historie lod minderne strømme fra alle sider. Sjælene af de pårørende, der var gået tabt ved Badr og Uhud, syntes måske at være kommet til syne foran dem iført blodrøde kapper og at have bønfaldt dem: O Mekkas indbyggere, vågn også I op, forandrer også I jer selv, gå fremad og lad jer føre med af denne strømmende, velsignede strøm.

På den ene side blev folk overvældet, da de så muslimernes gudsdyrkelse. På den anden side blev de også betaget af deres moralske standard. For så mange mennesker havde opholdt sig i Mekka i tre dage. Og på trods af det dybe fjendskab var ikke den mindste skade blevet påført nogen af Mekkas indbyggeres liv eller ejendom. De afgudsdyrkere, som havde låst deres huse og forladt dem, fandt dem præcis sådan: uberørte og sikre.

Blandt islams tilhængere var der nogle, som opholdt sig i Mekka, mens de skjulte deres tro. Dette syn må have frydet deres øjne og givet deres følelser ny styrke. Nyt håb blev vakt i dem. Modstanderne følte sig derimod fuldstændig trængt op i en krog. En mørk fremtid viste sig for deres øjne.

Denne forsamling af fromme mennesker blev i Mekka i tre dage. På den fjerde dag kom Suhayl ibn Amr og Khուaytib ibn Uzza til Profeten og sagde: »De tre dage er gået. Forlad nu mit område.« Profeten talte på det tidspunkt med nogle ansarer. Sa’d ibn Ubada kunne ikke holde Suhayls måde at tale på ud. Han sagde: »Din slyngel, dette område er hverken dit eller din fars. Vi går aldrig.« For at mildne den ophedede stemning anvendte Profeten nu en lidt humoristisk talemåde. Han havde på dette tidspunkt giftet sig med De Troendes Moder, Hazrat Maymuna. Med henvisning til dette sagde han: »Se, jeg har indgået et ægteskab her. Hvad er der galt i at arrangere et festmåltid i den anledning? Vi skal også spise, og I kan også deltage.« Men deres hårde sindelag ændrede sig ikke af den grund. De sagde: »Vi har ikke brug for noget festmåltid eller noget i den retning. Tag af sted.« Hvad kunne han ellers sige? Han så, at hele stemningen var ved at blive ødelagt. På grund af deres stædighed beordrede Profeten sin gruppe til at begive sig af sted. Da de skulle rejse, kom Hazrat Hamza ibn Abd al-Muttalibs lille datter pludselig løbende, mens hun råbte »Ya Amin, Ya Amin« (onkel, onkel), og omfavnede Profeten. Hvilket hjerteskærende syn! Profeten tog barnet med sig og overgav hende til hendes moster. Denne moster var Zayd ibn Harithas hustru.

Det kan erindres, at Profeten på hjemrejsen fra Hudaybiyya blev spurgt: »Du sagde jo, at vi skulle tage til al-Haram og udføre tawaf. Det skete ikke.« Profeten svarede: »Hvornår sagde jeg, at jeg ville udføre tawaf netop i år?« Faktisk kunne man godt have taget til al-Haram og udført tawaf i det sjette hijri-år, året for Hudaybiyya-traktaten, men det ville ikke være foregået med samme pragt som i år; det ville være sket gennem blodsudgydelse. At udføre umra under fredelige forhold og med stor pragt er en særdeles velsignet handling.

Da denne begivenhed senere blev drøftet blandt de øvrige arabiske stammer, kan det uden tvivl siges, at den offentlige mening havde ændret sig i forhold til tidligere. Folk må have forstået, at muslimerne nu var trådt ind i den by, de var blevet fordrevet fra, med rank ryg og løftet hoved. De samme quraysh, som næsten havde udslettet muslimerne, havde ved at indgå en traktat med dem bevist deres egen magtesløshed. Derfor må folk være nået frem til den opfattelse, at landets fremtid ville være under kontrol af staten i Medina. Dette øgede islams accept i den offentlige mening yderligere. Kort sagt kan man sige, at Umrat al-Qada også bidrog til islams udvikling og vækst.

Jihadens indflydelse på den offentlige mening

Vi har tidligere med stor styrke bevist, at den egentlige konfrontation mellem den islamiske bevægelse og jahiliyyah ikke fandt sted på slagmarken, men på den bredere arena for den offentlige mening. Denne konfrontation fortsatte i atten til tyve år, og det var også på denne bredere arena, at den endelige afgørelse blev truffet. Det betyder dog ikke, at den væbnede jihad ikke bidrog til denne endelige afgørelse.

Et stærkt da’wa-budskab er uden tvivl en vigtig nødvendighed for reform, korrektion og genopbygning. Men i det kollektive liv er der indtil nu ikke blevet gennemført nogen revolution, hvis initiativtagere ikke også har været i stand til at bevise sig selv som stærke, overlegne og sejrrige på den praktiske arena og på det nødvendige tidspunkt med succes anvende magt for at fjerne hindringer fra vejen og tilintetgøre modstand, der er fremkaldt af onde hensigter. Religion er knyttet til et begrænset område af menneskelivet. Hvis man ønsker blot at leve med denne form for religion, er der ikke behov for mere aktivitet end prædikener, formaninger og åndelig undervisning. Uanset hvilken form for stats- og samfundsorden der findes over menneskers hoveder, og uanset hvordan de sociale og økonomiske aktiviteter foregår, kan der stadig være mulighed for at indpode nogle gode trosforestillinger og overbevisninger i menneskers sind. Man kan lære dem forskellige former for recitationer, mantraer, wazifaer og bønner, og man kan også til en vis grad udsmykke dem med gode egenskaber som ydmyghed, beskedenhed, barmhjertighed og medfølelse. De sår, der opstår i samvittigheden, når man handler inden for rammerne af et falsk, udbyttende og undertrykkende samfunds- og statssystem, og når man tjener sit levebrød og varetager sine interesser ad den yderst menneskefjendske vej, som dette system har skabt, dækkes med forskellige former for salve af sufismens individcentrerede reform- og forbedringsproces samt de institutioner for pir- og muridforhold, som den har skabt. Religioner, der bygger små hjem for fred og sikkerhed midt i de værst tænkelige samfundssystemer, er i virkeligheden skabt af menneskers flugtinstinkt. Efter at have begået store forbrydelser i det kollektive liv og udøvet grusom undertrykkelse tilfredsstiller mennesket sin gud og sin oprørte samvittighed ved hjælp af personlig religion og åndelighed. Men den religion, som ikke nøjes med at føje Allahs ihukommelse og meditation til menneskeskabte love, men ønsker at kontrollere og lede hele livet, kan ikke udføre sin opgave gennem blotte prædikener og formaninger centreret om appeller og bønner, gennem åndelig stræben i afsondrede kroge eller gennem begrænset socialt arbejde. For den er det nødvendigt at bryde falskhedens bur, modstå tyranniet og lægge grundstenen til en ny civilisation baseret på fred og retfærdighed. Det er umuligt at skabe forandring i det kollektive liv uden modstand. Og for at fjerne hindringerne er prædikener og formaninger alene ikke tilstrækkelige. De, hvis etablerede særinteresser bliver væltet, og hvis etablerede sociale strukturer bliver ændret, bruger alle deres kræfter på destruktive handlinger. Drømmen om samfundsreform kan aldrig blive en realitet, før en bevægelse med magt har fjernet dem fra vejen.

Da islam trådte frem og slog mod grundlaget for det grundlæggende livssyn, som det jahiliyyah-prægede samfund i Arabien blev styret efter, forstod fortalerne for den jahiliyyah-prægede samfundsorden fra begyndelsen, at dette var et totalt angreb. Angrebet var rettet mod at rive hele bygningen ned og opføre en ny. Derfor blev den islamiske bevægelse mødt med total modstand, og der blev skabt hindringer på dens vej. Når en sådan da’wa og bevægelse for en grundlæggende revolution og en gennemgribende forandring opstår, bliver samfundet normalt opdelt i tre dele. Den ene del bevæger sig langt hurtigere end sin samtid og kan se langt ind i fremtiden. Disse mennesker er samfundets mest intelligente og mest energiske. De er færrest i antal og tager gradvist imod den revolutionære da’wa. Over for dem står den klasse, der leder den gamle orden og repræsenterer store interesser. Denne klasse bliver straks aktiv uden at spilde tiden. Den rekrutterer et stort antal tilhængere blandt de klasser, den har indflydelse på. Af disse to klasser er den første et voksende mindretal, mens den sidste er et svindende og splittet flertal. Der føres en langvarig konflikt mellem de to klasser. De aktive klasser mødes på den ideologiske og politiske arena og begynder en brydekamp. Imens ser den almindelige befolkning tavst til udefra og venter på at se, hvem der vinder og taber, og hvad kampens endelige resultat bliver. De intelligente og aktive mennesker blandt denne tredje klasse slutter sig også gradvist til kampen. Men den store majoritet venter på det endelige resultat. Mange af dem er blinde tilbedere af den gamle orden. De kan ikke engang forestille sig, at deres elskede gamle system nogensinde kan blive besejret. Så længe de ikke ser tegn på systemets undergang, kan der ikke ske nogen mental forandring hos dem. Blandt denne klasse findes der mange, som påvirkes af den nye magts argumenter og karakteregenskaber. Nogle håber endda, at den nye magt skal sejre. Men de er bange for den etablerede gamle magt. Nogle ønsker også at gå fremad, fordi de er blevet påvirket af revolutionens da’wa. Men den tidligere ledelse binder dem så tæt, at de ikke tør røre sig. Der er også mange, som mener, at den ene af de to ideologier må være forkert, uanset hvilken der vinder, og at den, der taber, må forkastes. Især når da’waen gælder islam, spreder denne tankegang sig endnu bredere blandt folket. Denne mentale tilstand blandt befolkningen bliver en hindring for at tage imod en reformerende og organiserende da’wa. Efterhånden som konfliktens intensitet aftager eller øges, ændrer denne mentale tilstand sig, og da’waens fremdrift hæmmes eller lettes tilsvarende. Vejen åbner sig derfor først for enhver ny da’was bannerførere, når de kan udvise tilstrækkelig fasthed i konflikten og levere et kraftigt, afgørende og effektivt slag mod modstanderne. Således begynder befolkningen på den ene side at mene, at det ikke er umuligt at vælte den gamle ledelse og bryde de gamle lænker, mens de på den anden side kan nære håb om, at den nye magt har styrken til at ramme de tyranniske, jahiliyyah-prægede kræfter. Så snart en sådan opfattelse breder sig på den offentlige menings arena, bliver befolkningens sind fuldstændig åbent for en reformerende og opbyggende da’wa.

Da den islamiske regering i Medina besvarede jødernes og quraysh-folkets militære trusler med mod og beslutsomhed, var formålet ikke at omvende nogle mennesker til islam på slagmarken med sværdets magt. Formålet var derimod, samtidig med at man forsvarede sig mod krigerisk modstand, at styrke almindelige menneskers mod og skabe tillid til den revolutionære magt i Medina. Dette var deres eneste formål. Målet var at skabe en forventning i folkets sind om en lys fremtid gennem det islamiske ideal og en overbevisning om, at den jahiliyyah-prægede orden ikke var varigt stabil.

Da slaget ved Badr for første gang fandt sted, var alles blik fra alle sider rettet mod dette lille stykke land på jorden: Lad os se, hvem der taber, og hvem der vinder. Da alle så, at en lille gruppe muslimske soldater, som ikke engang havde det mest nødvendige militære udstyr, på ynkelig vis besejrede en enorm hær, der var mere end tre gange så stor som dem selv, og tilintetgjorde Mekkas største ledere, heriblandt Abu Jahl, kunne denne forbløffende begivenhed ikke undgå at skabe stor uro i hele Arabien. Der blev talt om den i hjem efter hjem, og den fik en dyb indvirkning på folkestemningen. For første gang skabte denne begivenhed håb om, at den islamiske magt i Medina ikke blot bestod af mennesker, der hele deres liv var blevet slået og derfor var blevet fromme asketer for at opnå Allahs tilfredshed og sjælens fred; tværtimod ville denne magt før eller siden ændre hele landets udseende.

Derefter stod slaget ved Uhud på et niveau, hvor ingen af parterne kunne besejre den anden, og reaktionen på det var derfor også middelmådig. Så kom slaget ved Khandaq. Det arabiske samfund så enorme hære strømme til fra alle sider som en ødelæggende oversvømmelse. Men efter at have belejret Medina i omkring en måned blev de spredt for alle vinde, som om nogen havde blæst en jorddynge bort. Denne begivenhed skabte den overbevisning i folks sind, at den muslimske magts rødder var så stærke, at den ikke kunne tage skade, selv ved et samlet angreb fra fjenderne.

Samtidig med alle disse store slag gav Medina også de mindre stammelederes aktiviteter den nødvendige opmærksomhed. Disse lokale ledere var halehæng til den jahilitiske ledelse, der strakte sig over hele landet, og det var ikke muligt at befri folket fra denne ledelse uden at skære alle sådanne halehæng over ét efter ét. Nogle af disse halehæng blev ganske enkelt revet med af kaldets bølge. De øvrige blev afskåret gennem traktater og alliancer. Hver gang de resterende halehæng viste tegn på liv, rettede den islamiske regering straks sin opmærksomhed mod dem og knuste dem omgående. Der blev truffet så rettidige forholdsregler mod oprørske tyve, røvere og sammensvorne sabotører, som når en satan, der forsøger at lytte ved himlens porte, bliver mødt med ildpile. Lov og orden blev fuldt ud opretholdt omkring Medina, og der blev skabt et gennemgribende fredeligt miljø. For hvis de beduinske stammer, der var spredt omkring byen, havde fundet blot den mindste åbning, ville erfaringen med den velorganiserede regering i Medina være blevet ødelagt allerede i sin spire. Historiske optegnelser viser, at hele perioden fra det første år efter udvandringen til erobringen af Mekka var fyldt med nye oprør, anarki og sabotage. I går var der militær mobilisering dér, og i dag rejste en røverbande sig her. Den ene dag plyndrede en gruppe dette sted, og den næste dag dukkede en gruppe ukendte attentatmænd op i en anden del af Medina, skadede uskyldige borgeres liv og ejendom og forsvandt. Her blev der lagt planer om at udløse en krig, mens der dér blev udarbejdet en oprørsplan. Men Medina var yderst årvågen. Ét sted patruljerede vagter, et andet sted blev en militærenhed sendt af sted, og et tredje sted drog en politigruppe ud for at opretholde den normale lov og orden.

Overordnet set havde denne situation skabt den opfattelse blandt araberne, at den muslimske magt ikke var stum, døv eller blind, men derimod en levende, vågen og handlekraftig regering. Denne regering kæmpede på alle fronter mod talrige fjender på én gang, og før eller siden ville den sejre.

Da jødernes dominans i Medina derefter blev knust, og fjendernes fæstninger i Khaybar på det rette tidspunkt også blev ødelagt, er det ikke svært at forestille sig, hvordan folkestemningen gennem disse begivenheder gradvist bevægede sig mod at tage imod kaldet.

Derefter rystede den opsigtsvækkende begivenhed, erobringen af Mekka, den arabiske nation fra den ene ende til den anden og vækkede den af jahiliyyas søvn. Den islamiske bevægelse kaldte med genopvækkelsens bønnekald: »Rejs jer, alle sider er blevet lyse!« Da kunne selv en blind ikke længere være i tvivl om, at jahiliyya stod over for sin undergang. Jahiliyya blev virkelig ødelagt for alles øjne. Samtidig forstod alle, at også de gamle jahilitiske ledere fra Quraysh-ættens tid var kommet til en ende. Selv en enfoldig beduin forstod, at den lov, Muhammad, fred være med ham, havde bragt, var den eneste lov, der garanterede viden, karakter, livskraft, styrke, fremskridt, genopbygning, fred, orden og retfærdighed. Folket åbnede vinduerne i deres sind, så den islamiske bevægelses lys kunne trænge ind.

Disse militære aktiviteter var ikke ren militær virksomhed; gennem dem blev islams kald også udbredt. Kampene var ikke blot kampe med pile og sværd, men også kampe om tro, idealer og karakter. I disse kampe indførte muslimerne et nyt slogan: »Allahu akbar«. Selv på slagmarken samledes de til rukūʿ og sujūd. Selv når de angreb fjenden med alle deres kræfter, undlod de ikke at bøje hovedet foran fjenden som tegn på deres oprigtige lydighed mod Allah. Desuden var krigsførelsens regler og disciplin af en helt ny slags. På slagmarken bragte de troen på martyrdøden, Paradiset, Allahs tilfredshed og det evige liv med sig. I længslen efter disse ting gik enhver muslimsk soldat døden i møde og ofrede med et smil sit liv for at nå sit mål. De havde også en enestående militær karakter. Andre kæmpede til musik og sang, mens den islamiske bevægelses modige soldater marcherede til lyden af tawhids slogan. Andre viste deres mod efter at have drukket vin, mens de muslimske soldater blev ansporet til kampen ved at drikke pligtfølelsens rene drik. Andre viste heltemod af begær efter krigsbytte, mens Profetens, fred være med ham, følgere kastede sig rundt på den blodbestænkede slagmark udelukkende i håb om Allahs tilfredshed. Andre angreb, drevet af stolthed over nation, stamme og slægt, men Allahs soldater kæmpede kun for sandheden, retfærdigheden og islams skyld. Andre udførte under kampen ekstremt bestialske og grusomme ødelæggelser. At brænde fjenden levende, dræbe dem bundet, vanhellige lig, drikke vin af de dræbtes kranier, tygge deres lever, slagte kvinder og børn, skære maven op på gravide kvinder og lignende barbariske handlinger var deres daglige vane. Men den islamiske magt førte en hidtil uset hær ind på slagmarken, hvis medlemmer også under kampen respekterede menneskehedens moralske grænser. De dræbte aldrig nogen på umenneskelig vis. De vanhelligede ikke lig. De viste ikke deres mod over for kvinder og børn. Tværtimod bar de tålmodigt fjendernes uretfærdige og umoralske adfærd i disse spørgsmål og satte fra deres egen side et eksempel på god opførsel. Andre behandlede fanger dyrisk, men den muslimske hær gjorde dem til brødre med sine egne borgere. Andre indgik aftaler og brød dem, men den muslimske magt overholdt aftalerne selv i yderst kritiske øjeblikke og trods de største tab. Hvis den gav nogen beskyttelse eller påtog sig ansvaret for nogen, opfyldte den dette ansvar på behørig vis. Andre gik ind i erobrede områder og udsatte civilbefolkningen for vold og overgreb, men den muslimske magt erklærede det for forbudt for sine soldater at gå ind i et hus og dræbe en borger, plyndre eller tilegne sig nogens private ejendele eller endog med tvang opkræve penge fra fjendens civile. For andre var krig en verdslig aktivitet, men islam erklærede denne handling for en ophøjet form for tilbedelse.

På Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, befaling blev der også på slagmarken prædiket islam for fjenden. Fjenden fik tre alternativer. Enten skulle han antage islam og blive brødre med os, eller anerkende politisk underordning, eller møde os på slagmarken. Hos de andre fandtes der derimod ikke nogen sådan ideologisk invitation. Fra deres side blev der kun tilbudt to muligheder: Enten skulle man overgive sig til os, eller også skulle man komme ud på slagmarken.

Denne enorme forskel mellem de to parter blev meget tydelig på slagmarken. Da hele den arabiske nation forstod denne forskel, blev den betaget og påvirket. Med andre ord afspejledes de militære ekspeditioners to former for succes i den arabiske offentlige opinion: På den ene side udviklede Medinas islamiske organisation sig hurtigt, og på den anden side beviste den gennem sin egen karakter sit ideals sandhed og overlegenhed. Jo mere disse to former for succes banede vejen for kaldet til sandheden, desto flere mennesker fortsatte med at antage islam. Denne succes blev stærkere efter våbenhvilen i Hudaybiyyah. Derfor bevægede befolkningen sig på dette tidspunkt endnu hurtigere mod islam. Efter erobringen af Mekka antog denne succes fuldt ud sejrherrens skikkelse. Således blev hele Arabien på én gang omfattet af denne reformbevægelse. Den hastighed, hvormed folk antog islam i disse to perioder, viser, hvor stor en hindring Quraysh-ledelsen havde været på folkets vej. Så snart denne hindring blev fjernet, indtraf der en mental revolution. Overalt hvor en sejrende klasse, der forsvarer bestående interesser, på denne måde stiller sig som en hindring, kan formaninger, det islamiske kald og forkyndelsen ikke få særlig stor indflydelse på befolkningen. For at ændre det samlede miljø er det nødvendigt at fjerne sådanne hindringer. Derfor må man føre en omfattende politisk kamp. Fuldendelsen af islams kald og forkyndelse afhænger netop af den politiske kamp.

Regeringen underviste selv i revolution

De områder, som derefter var kommet under den islamiske regering i Medina gennem de pågældende stammers antagelse af islam, oprettelsen af traktatbaserede forbindelser eller anerkendelsen af politisk underordning, fik ikke lov til blot at forblive, som de var. Tværtimod blev islams detaljerede kald og undervisning bragt til dem, og der blev truffet effektive foranstaltninger til at uddanne dem. Det forholdt sig ikke sådan, at man erobrede et område ved at svinge kæppen og demonstrere magt og derefter drev folk omkring som kvæg uden at forandre og forbedre dem indefra. Hvis alt var blevet gennemført ved at stikke til det med sværdet, og hvis alt var blevet ændret alene med kæppens magt, ville dette tyranni kun have varet nogle få dage. Derefter ville folk have gjort oprør. Og hvis folkets utilfredshed og protest én gang var eksploderet, ville alle de opnåede resultater være gået tabt. I virkeligheden var brugen af magt i den islamiske bevægelse mindre end noget andet middel, mens kaldet, undervisningen og uddannelsen udgjorde den største del.

En idealistisk regering er altid centreret omkring forkyndelse, og i alle dens aktiviteter prioriteres det formål, at folket med hjertet skal forstå og med hjertet tage imod den troslære og det ideal, som dens livsordning er grundlagt på. Alle denne regerings afdelinger skal ud over deres specifikke opgaver også varetage dette centrale ansvar. En sådan regering vil afvise enhver ting, der skader dens grundlæggende idealer. Den vil også tage imod ting, der ikke giver økonomisk udbytte, men som forankrer dens grundlæggende ideologi i folkets sind. Det vigtigste mål for den er, at folket skal forenes med det nye ideal og forblive oprigtigt knyttet til det. Det skal gøre det, der bør gøres, og afskaffe det, der bør afskaffes.

Den islamiske regering i Medina fortsatte på den ene side med at sende kalds- og forkyndelsesgrupper til de omkringliggende områder, selv under de vanskeligste krigsforhold. I mindst fire tilfælde blev de, der var rejst fra Medina for at udføre kaldsarbejde, dræbt som martyrer af mordere. Antallet af ledsagere, der blev martyrer efter at have været udsat for frygtelige overgreb under kaldsarbejdet, var ikke ringe. Det var faktisk større end det samlede antal muslimske martyrer i slagene ved Badr, Uhud og Khandaq. Selv under de mest kritiske og konfliktfyldte forhold blev der ikke udvist nogen forsømmelighed i udførelsen af denne grundlæggende pligt. Tværtimod blev den opretholdt trods store ofre og selvopofrelse. Nogle ledsagere blev trænet i Medina i nogen tid og derefter udpeget til kaldsarbejde blandt deres egne stammer. Nogle af disse ledsagere var: (1) Tufayl ibn Amr al-Dawsi (Daws-stammen), (2) Amurah ibn Masud (Thaqif-stammen), (3) Amir ibn Shahr (Hamdan), (4) Dimam ibn Tha’labah (Banu Sa’d), (5) Munkidh ibn Habban (Bahrain), (6) Thumamah ibn Uthal (Najd). Desuden blev særlige kaldsforkyndere udpeget og sendt til bestemte stammer eller personer. For eksempel blev Ali sendt til Hamdan, Hudhaymah og Madhhaj, Mughirah ibn Shu’bah til Najran, Dhabar ibn Nathnis til perserne bosat i Yemen, Muhaysah ibn Masud til Fadak, Ahnaf til Sulaym-stammen, Khalid ibn al-Walid til Mekka, Amr ibn al-As til Oman og Muhajir ibn Abi Umayyah til Harith ibn Filal, kronprinsen af Yemen.

Men den islamiske regering fik udført langt mere kalds- og forkyndelsesarbejde gennem sine civile medarbejdere. Den islamiske regerings medarbejdere betragtede ikke sig selv som professionelle lønmodtagere, og de tog heller ikke ansættelse med det formål at tjene penge. Deres eneste formål var at ophøje Allahs ord og bud og lede mennesker på godhedens vej. Dette arbejde kunne ikke udføres af folk, der blot var drevet af løn. Det var kun muligt for de uselviske tjenere for den islamiske revolution. De var hverken begærlige efter embeder eller opslugte af tanker om løntrin og forfremmelse. Det var embederne og ansvaret, der kaldte på dem, og de varetog høje ansvarsområder for den lavest mulige løn. Ét eksempel er tilstrækkeligt her. Attab ibn Usayd blev udnævnt til guvernør i Mekka med en løn på én dirham om dagen. I en tale sagde han selv: “Må Allah lade den, der modtager én dirham om dagen og alligevel er sulten, forblive sulten.” (Ibn Hisham) Før alt andet var de kaldere til deres elskede troslære og ideal. De, som regeringen i Medina udnævnte til guvernører, dommere, skatteopkrævere eller embedsmænd i finansforvaltningen forskellige steder, blev på deres respektive arbejdsområder kaldere til tawhid, undervisere i islam og opdragere i moral. Når de fik forklaret deres administrative opgaver, mindede Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, dem også om dette grundlæggende ansvar. Da Muadh ibn Jabal blev sendt til Yemen med ansvar for finansielle, administrative og juridiske anliggender, blev det også sagt til ham: “Lær folket Koranen, og lær dem islams regler.” Derefter blev han specifikt instrueret i, hvordan han skulle kalde i overensstemmelse med ahl al-kitabs behov. Det blev sagt til ham: “Kald dem først til tawhid. Hvis de accepterer det, så lær dem bønnen. Derefter skal du lære dem zakat.” De fleste af disse embedsmænd var imamer for bønnen på deres respektive hovedsæder. I større bebyggelser, hvor det ikke var muligt at undgå en opdeling af ansvaret, blev der imidlertid udnævnt særskilte imamer til bønnen ved siden af de administrative embedsmænd. Således blev Attab ibn Usayd udnævnt til imam i Mekka, Uthman ibn Abi al-As i Taif og Abu Zayd al-Ansari i Oman.

Der var et stort antal civile embedsmænd. Derfor opregnes de ikke her. Men ser man på deres antal og de områder, de blev udnævnt til, forstår man, hvilken vigtig rolle den islamiske regerings civile afdeling (civilforvaltningen) spillede i udbredelsen af islams da’wah. Desuden var disse da’wah-forkyndere under udførelsen af deres opgaver ikke blot embedsmænd i den almindelige betydning af ordet. De holdt sig milevidt fra alt dette: at være frygtløse over for Allah, pragt og pomp, undertrykkelse og overdrivelse, at holde sig på afstand af befolkningen, ligegyldighed over for menneskers fornødenheder, at jage alle andre bort, når de gik ud på gaden, at samle en overdreven skare af dørvogtere og betjente, at bygge store paladser, plyndring, at tage imod bestikkelse, at være omgivet af smigrere, efter eget forgodtbefindende at uddele belønninger ved at ødsle med offentlige midler, at holde drikkegilder og afholde danse- og musikfester. Disse civile embedsmænd var helt anderledes end andre embedsmænd. Deres styre var en helt ny oplevelse for befolkningen. Disse embedsmænd og funktionærer, som fik lave lønninger, levede et enkelt liv, udførte deres pligter ærligt, var venlige over for undersåtterne, fulgte retfærdighed og rimelighed og frygtede Allah, vandt folkets hjerter gennem deres egen karakter. Når de kaldte mennesker til din, trængte deres da’wah ind i tilhørernes inderste hjerter. Hazrat Abu Musa al-Ash’ari blev udnævnt til administrator af områderne Zubayd og Aden. Alle dér blev meget hurtigt muslimer som følge af hans da’wah. På samme måde blev Jarir ibn Abdullah al-Bajali udnævnt til at varetage ansvaret for Yaman-dynastiet. Han fik så stor indflydelse, at de alle sluttede sig til den islamiske bevægelse. I sin glæde over dette frigav han 4.000 slaver.

Kort sagt fortsatte regeringens civile afdelinger utrætteligt arbejdet med da’wah og formidling med stor koncentration og hengivenhed. Resultatet af dette omfattende da’wah- og undervisningsarbejde var, at der selv blandt befolkningerne i Arabiens fjerneste egne fandt en ikke blot politisk, men også mental revolution sted, og samtidig skete der en gennemgribende moralsk forandring. Til sidst antog hele det arabiske samfund en helt ny form.

Folkets økonomiske velstand

Et stort antal af Arabiens beduiner var generelt fattige. De fleste ørkenstammer var nomader. Bortset fra det beskedne udkomme, de fik fra deres husdyr, var væbnet røveri og plyndring deres vigtigste levevej. Der fandtes også nogle beduinstammer med faste bopæle langt fra byerne. Men de var også meget fattige. Sheikherne og høvdingene i disse stammer tilegnede sig selv hovedparten af udbyttet af de økonomiske bestræbelser og fratog det almindelige folk det. Med byer mente man Mekka, Medina, Taif, Sana’a, Hadramaut og lignende. De var ikke store byer. Deres indbyggertal var meget lavt. Men samlet set var deres indbyggere velstående og velhavende. Også blandt dem fandtes der høje og lave klasser. Overklassen udbyttede underklassen. Ud over at dominere handel og kultur havde jøderne i Medina også udspændt et net af ågerforretninger. På tilsvarende vis drev de velhavende mennesker i Mekka og Taif ågerforretninger ved siden af andre former for indtjening. Nogle familier i de højere samfundslag levede et ekstremt luksuriøst liv. Musik og sang, drikkeri, erotiske forhold og utugt var blandt de vigtigste kendetegn ved deres kultur. Alligevel var der ingen grænser for det almindelige arabiske folks nød og fattigdom.

Drevet af nød spiste de endda kødet af døde dyr. De gjorde overhovedet ingen forskel på rent og urent eller på halal og haram. Når problemerne med mad, klæder og bolig ikke engang kunne løses, var spørgsmålet om uddannelse, sundhed og andre højere behov naturligvis helt uden for rækkevidde. For at blive helbredt bad man til guddommene, tyede til magi og henvendte sig indtrængende til astrologer og fakirer. Uddannelsesmulighederne var yderst begrænsede. Undervisningen var begrænset til en lille gruppe mennesker fra byernes overklasser. Et grundlæggende og konkret problem dér var fødevareproblemet. Når størstedelen af et folk hele tiden er opslugt af bekymring over spørgsmålet »Hvad skal vi spise?«, kan man ikke give det kundskab om højere og ædlere emner, og det kan heller ikke udføre mindeværdige handlinger for ædle formål. Man kan ikke aktivere mennesker, der lider under økonomisk berøvelse, i en bred bevægelse blot ved at give dem prædikener, formaninger og gode råd uden at afhjælpe deres berøvelse. Hvis en ideologi selv griber magten med våbenmagt, men ikke kan løse menneskers grundlæggende økonomiske problemer, bliver almindelige mennesker aldrig parate til at tage imod blot formaninger om moralsk forbedring og genopbygning. Tværtimod begynder de at betragte sådanne bestræbelser på reform, forbedring og genopbygning som en plage og bliver ivrige efter at slippe fri af dem. Den islamiske livsorden kan kun vinde menneskeheden, når den sikrer lykke og velstand både i denne verden og i det hinsidige, og når den ud over moralsk reform og forbedring også kan løse de økonomiske problemer. At føre en bevægelse, der udelukkende beskæftiger sig med økonomiske problemer, svarer til at skubbe menneskeheden mod moralsk ødelæggelse; på samme måde betyder det at adskille moralsk reform fra livets økonomiske krav og behov, at bestræbelserne på moralsk reform gøres frugtesløse. Islam opfylder begge behov samtidig. Den bevægelse, som Rasul SA. førte, oplyste på den ene side hjertet med imanens lys og berigede sjælen med moralske værdier, mens den på den anden side også sørgede på bedste vis for mad til maven. Helt fra begyndelsen omfattede islams kortfattede moralske forskrifter bestemmelsen om »It’am al-masakin«, det vil sige at bespise de fattige. Desuden var det obligatorisk for enhver muslim at hjælpe forældreløse, enker og rejsende.

Arabien var et land med lav produktion. Alle former for ressourcer, hvad enten det var mineraler, industri eller husdyr, var begrænset og koncentreret hos bestemte klasser. Det var et meget kompliceret problem at gøre disse ressourcer tilgængelige for almindelige mennesker. Uden at løse dette problem var det ikke muligt at løse livets øvrige store problemer. Islams økonomiske bestemmelser, som blev åbenbaret gradvist, var tilstrækkelige til under normale forhold at holde rigdommen i omløb blandt alle samfundets klasser. Men selv før disse bestemmelser kunne gennemføres, var disse ressourcer det mest komplicerede problem. Kun gennem jihadisk aktivitet kunne problemet løses så hensigtsmæssigt, at en så vellykket løsning ikke ville have været mulig på nogen anden måde.

Fra oldtiden og helt frem til moderne tid er det blevet betragtet som en almindeligt anerkendt ret at tage de besejrede fjenders våben og udrustning som krigsbytte. For at standse krig er det mere effektivt og sikkert end at dræbe mennesker at berøve modparten våben, udrustning og forsyninger. Desuden er svækkelse af modpartens militære økonomi en af de mest succesfulde fremgangsmåder. Islam har også opretholdt retten til krigsbytte og derfor pålagt særlige moralske begrænsninger. Det er ikke muligt for os her at indlede en teoretisk drøftelse. Men ved faktisk at anvende denne forpligtelse gjorde de islamiske styrker de ophobede rigdomme forskellige steder fri og satte dem i omløb. De jødiske ågerkarles rigdomme, som var blevet udbyttet fra folket, blev sat i bevægelse efter reglerne for krigsbytte. Sakif-stammens ophobede rigdomme blev frigjort fra deres ejerskab og spredt over hele Arabien. På samme måde fratog de muslimske styrker en stor del af de velhavende lederes og høvdinges rigdomme deres ejere blandt de oprørske stammer omkring Medina, som havde lagt planer om at skabe anarki, og satte dem i omløb gennem en retfærdig fordeling.

Hvad angår krigsbytte, var skikken i uvidenhedens tidsalder, at enhver tog det, han fandt på slagmarken, og forsvandt med det. Nogle stjal, nogle tilegnede sig det gennem bedrag, og jo større og mere magtfuld man var, desto større og bedre en andel tog man med magtens overlegenhed. Den islamiske krigsførelse frembragte en helt ny moral. Ifølge dette princip blev alt krigsbytte først samlet sammen, mønt for mønt. Ikke engang en nål blev overset. Derefter blev det fordelt efter hærførerens anvisning. Tyve procent af denne rigdom gik til den islamiske statskasse, det vil sige Bayt al-Mal. Hovedparten blev bragt ud til de fattige og trængende. Således begyndte landets rigdomme at cirkulere frit. Efterhånden som de økonomiske regler blev indført, blev dette flow senere bragt under kontrol.

Derefter opkrævede den islamiske stat skatter fra ejere af jord, husdyr og handelskapital: zakat, hvis de var muslimer, og kharaj og jizya, hvis de var ikke-muslimer. En stor del af disse indtægter, især zakat, blev øremærket til de fattige klasser. Hvert år blev en stor del af kornet, dadlerne og husdyrene overført fra de velhavende til de fattige.

Desuden blev de økonomiske problemer ikke løst alene gennem lovens magt. Der blev også sørget for deres løsning ad moralsk vej. Sendebudet (fvmh.) forelagde verden en særdeles vellykket erfaring med økonomisk broderskab i Medina-samfundet, sammen med social lighed. Hele Arabien kunne se, hvordan mennesker, der var blevet fordrevet fra deres hjem, slaver, der havde mistet alt, sultplagede beduiner og en gruppe unge, der var beruset af kærlighed til Allah, gennemgik en forbløffende forvandling fra den ene dag til den anden, efter at de havde antaget islam. På den ene side stod de skulder ved skulder med de store, fornemme samfundsledere og udfordrede med ufatteligt mod de yderst hovmodige og arrogante modstandere. På den anden side forsvandt alle deres lidelser, vanskeligheder og klager over nød. De fik husly, arbejde, våben og transportdyr, og de giftede sig og stiftede hjem. Denne velsignelsesrige virkning af det islamiske broderskab forblev ikke begrænset til Medina, men spredte sig gradvist i alle retninger, og en dag nød hele Arabien godt af dens frugter.

Denne enestående nye ordning med social lighed og økonomisk broderskab så og følte Araberens folk på afstand som selve verdens paradis. Og de vidste også, at tawhids nøgle var tilstrækkelig til at træde ind i dette paradis. Når mennesker, der i generationer var blevet knust under den værste sociale og økonomiske udbytnings møllesten, under sådanne forhold fik lyst til at træde ind i dette paradis, hvad er der så at undre sig over?

Sendebudet (fvmh.) viste personligt den højeste grad af gavmildhed og velgørenhed ved at tage hensyn til de almindelige menneskers problemer i Arabien. Også som statsleder fulgte han en politik præget af den største generøsitet og storsind. Han lod aldrig rigdom samle sig i hans private eje. Tværtimod fordelte han den så hurtigt som muligt blandt de trængende, både lokale og tilrejsende. Han lod aldrig penge blive liggende i Bayt al-Mal; hver gang en trængende person kom foran ham, gav han ham, hvad han kunne. For Sendebudet (fvmh.) var det mennesket, der havde den egentlige betydning. Han betragtede rigdom som menneskehedens tjener. Det skete endda ofte, at han, fordi der hverken var noget i Bayt al-Mal eller hos ham selv, optog et lån for at give det til en, der søgte hjælp. (Ash-Shamā’il at-Tirmidhi)

Da de fattige landsbyboere og ørkenens beduiner hørte om hans gavmildhed, skyndte de sig til Medina fra fjerne egne og vendte tilfredse tilbage efter hans rundhåndede gaver. Det er velkendt, at en beduin engang kom, greb fat i Sendebudet (fvmh.)s kappe og sagde frækt: »Muhammad (fvmh.), al denne rigdom tilhører jo Allah. Du behøver ikke give noget fra dine forældres ejendom. Giv mig nok til at fylde min kamels ryg.« Barmhjertighedens hav, Sendebudet (fvmh.), tav et øjeblik og sagde derefter roligt: »Du har ret. Al denne rigdom tilhører Allah, og jeg er Hans tjener.« Derefter beordrede han, at beduinen skulle have en kamel lastet med byg og en kamel lastet med dadler. Han tog meget glad afsked. En anden gang kom der så store skatteindtægter fra Bahrain, at der aldrig før var kommet blot en lille del af dette beløb til Medina. Sendebudet (fvmh.) lod dem lægge i en bunke på gårdspladsen ved Profetens Moské. Derefter begyndte han at give dem til alle, der kom, én efter én. Så børstede han tøjet, rejste sig og gik hjem. Den slags gavmildhed fandt ofte sted i Medina, og mennesker, der kom fra forskellige egne, fik gavn af den. Disse mennesker vendte tilbage til deres egne områder og fortalte om den islamiske regerings gavmildhed; og hvor mange mennesker der blev så overvældet af disse fortællinger, at de antog islam, er der ingen, der kan tælle.

Jeg vil give endnu et eksempel på Den Store Profets (fvmh.) gavmildhed. En mand kom, beskrev sin økonomiske nød, brød grædende sammen og bad om hjælp. Sendebudet (fvmh.) gav ham en flok geder, der græssede på bjerget i nærheden. Manden blev ude af sig selv af glæde over denne usædvanlige gave og gik til sin egen stamme, hvor han sagde: »Bliv muslimer! Muhammad (fvmh.) giver så meget, at der ikke bliver nogen sorg tilbage for den fattige.« (Al-Mawāhib al-Ladunniyya). Safwan ibn Umayya siger: »Sendebudet (fvmh.) gav mig tre hundrede geder. Det ændrede min sindstilstand sådan, at ingen tidligere var mere forhadt for mig end han; nu er ingen mere elsket af mig end han.« I denne forbindelse reciteres følgende vers:(*****Arabisk******)

“Han er den, der ikke frygter at blive

selv fattig af at give,

uanset hvor mange mennesker der kommer til ham

og bliver ved med at komme.”

Resultatet af dette vidt udbredte ry for gavmildhed var, at da han var på vej tilbage efter at have fordelt krigsbyttet fra Hunayn, kom en beduin hen til ham, omfavnede ham og sagde: Giv også mig noget. Allahs Sendebud (fred være med ham) blev forvirret og stillede sig lænet op ad et træ. Derefter udtrykte han sin manglende evne ved at sige: “Hvis jeg ejede lige så mange kameler, som der er træer i denne skov, ville jeg fordele dem alle blandt jer. I ville heller ikke se mig være nærig, og I ville heller ikke se, at jeg havde tilbøjelighed til eller manglede mod til at sige noget urealistisk.” (Bukhari Sharif)

Smålige mennesker kan betegne denne gavmildhed som et forsøg på at vinde hjerter med penge og skaffe sig tilhængere gennem bestikkelse. Men sådan forholder det sig slet ikke. At redde mennesker, der er havnet i økonomisk nød, og befri dem for mindreværd er et af islams principielle og ideologiske krav. De samfundsklasser, som på grund af de højere klassers undertrykkelse og udbytning rammes af en så grusom mangel, at de ikke engang får mulighed for at rette opmærksomheden mod livets højere og ædlere ideologiske behov, opnår i en sådan ynkelig situation også nåde hos Allah. Flertallet af Arabien havde været ofre for netop denne situation. De havde brug for mad og klæder lige så meget som for kalema tayyiba. Takket være islams økonomiske broderskab fik indbyggerne i Medina sandsynligvis for første gang mulighed for at hæve sig over kroppens grundlæggende behov, tænke på livets åndelige behov og dyrke ædle moralske værdier. De økonomiske reformer banede vejen for islams udbredelse. Den fulde udvikling af islams økonomiske system blev opnået senere, da alle dets love, regler og principper var blevet gennemført. Men allerede ved at se de første tegn blev folk håbefulde med hensyn til Medina. De forstod, at de herfra ikke blot ville få sandhedens lys, men også en løsning på deres økonomiske problemer.

Statslederens vidtrækkende relationer

Uanset hvad en persons formål og mål måtte være, og uanset hvor højt ideologisk et arbejde han måtte udføre, kan et omfattende netværk af personlige relationer i høj grad hjælpe ham med at opnå succes. Fra almindelig virksomhed til ideologisk revolution er det kun få mennesker, der kan opnå succes i forskellige former for kollektivt arbejde på forskellige niveauer, hvis deres almindelige menneskelige omgangskreds er meget snæver, og som er hjemmemennesker og asociale. Slægtskab og blodsbånd, ægteskabelige relationer, venskab og kammeratskab, fællesskab i glæde og sorg, gensidige besøg samt hilsner og samtaler øger menneskets evne til at øve indflydelse. Personlige relationer ændrer ubevidst forløbet af mange store ideologiske foretagender, og på grund af dem bliver selv mange politiske beslutninger truffet. Kort sagt kan man sige, at den person, hvis relationer er vidtstrakte, som selv gør disse relationer endnu mere omfattende og bredere, og som opfylder kravene i hvert forhold, generelt har størst succes med at lede mennesker.

Når vi fra dette perspektiv retter blikket mod Allahs Sendebuds (sa.) storslåede personlighed, ser vi, at omfanget af alle hans relationer var yderst omfattende. Samtidig ser vi også, at hans venskaber og almindelige personlige relationer stadig voksede. Man ser ikke, at han på noget tidspunkt ønskede at tage afsked med nogen af disse relationer, og heller ikke nogen modvilje eller foragt hos ham for at bevare forbindelsen med almindelige mennesker, sådan som man kunne forvente hos en højtstående åndelig personlighed. Tværtimod opretholdt han alle relationer på en fremragende måde, opfyldte deres rettigheder og krav og sørgede for, at de forblev stabile. Han viste så stor respekt selv for slægtskabsrelationer, der lå meget langt tilbage, at han under muslimernes erobring af Egypten befalede dem at behandle landets indbyggere godt. Han sagde: Hazrat Ismails (a.) mor, Hazrat Hajara, var egypter. Derfor er I blevet pålagt ansvaret for at beskytte blodsbeslægtede familiebånd. Allahs Sendebuds (sa.) meget omfattende personlige relationer bidrog til den islamiske bevægelses udvikling og til at øge den islamiske daʿwas indflydelse.

Det er nødvendigt at give en kort beskrivelse af disse relationer. Derved bliver det klart, hvordan de støttede den islamiske bevægelse, og hvordan de gjorde den islamiske revolution lettere. Vi vil inddele hans relationer i forskellige kategorier:

1. Slægtskabsrelationer

Allahs Sendebuds (sa.) slægtslinje er som følger:

Muhammad (sa.), ibn Abdallah (1), ibn Abd al-Muttalib (2), ibn Hashim (3), ibn Abd al-Manaf (4), ibn Qusayy (5), ibn Kilab (6), ibn Murrah (7), ibn Ka’b (8), ibn Lu’ayy (9), ibn Ghalib (10), ibn Fihr (11), ibn Malik (12), ibn an-Nadr (13), ibn Kinana (14), ibn Khuzayma (15), ibn Mudraka (16), ibn Ilyas (17), ibn Mudar (18), ibn Nizar (19), ibn Mu’ad (20), ibn Ma’add (21), ibn Adnan (22), ibn Udd (23), ibn Muqawwam (24), ibn Nahur, ibn Tayrah, ibn Ya’rub, ibn Yashjub, ibn Nabit, ibn Ismail, ibn Ibrahim.

Allahs Sendebud (sa.) har oplyst, at navnene fra Adnan og frem til Hazrat Ismail (a.) ikke er særligt pålidelige. Historikerne har fremsat forskellige synspunkter om disse navne. Allahs Sendebuds (sa.) forbindelse til Adnan befinder sig på det enogtyvende slægtsled. Tidsforskellen er 1.158 år. Allahs Sendebuds (sa.) forbindelse til de arabiske stammer mødes på det ene eller det andet slægtsled.

Ukk, søn af Adnan og bror til Mu’ad, drog til et område i Yemen ved navn Ghassan, grundlagde et kongedømme dér og giftede sig ind i Ash’ari-stammen. Islam bredte sig meget hurtigt i dette område. Mange delegationer fra forskellige dele af Yemen kom til Allahs Sendebud (sa.) og antog islam. Blandt dem var også en delegation fra Ash’ari-stammen. Nizar, den tyvende forfader, havde fire sønner. Anmars efterkommere slog sig ned i Najd og Hijaz. Iyads efterkommere boede i ash-Shughur og de omkringliggende områder. Mudar, den nittende forfader, og Rabi’a slog sig ned i det centrale Arabien.

Lad os nu se nærmere på de berømte stammer, som tilhører samme slægt som Allahs Sendebud (sa.), og hvis navne er nedskrevet i værker om sira, historie og hadith:

Banu Tamim – efterkommere af Tamim bin Mard bin Ud bin Tanja bin Ilyas (18).

Banu Gitfan – efterkommere af Gitfan bin Gitfan bin Sa’d bin Ilyas (18).

Banu Zubyan – Zubyan bin Buwaiz bin Rayesh bin Gitfan – efterkommere af Ilyas.

Banu Hawazin – efterkommere af Hawazin bin Mansur bin Ikrama bin Hasfan bin Qays Ailan bin Ilyas.

Banu Sa’d – efterkommere af Sa’d bin Bakr bin Hawazin…….. Ilyas.

Banu Saqif – efterkommere af Saqif bin Hawazin……… Ilyas.

Banu Salim – efterkommere af Salim bin Mansur…….. Ilyas.

Banu Hudhayl – Hudhayl bin Mudharika – (nr. 17).

Banu Hawin – Hawin ibn Khuzayma (nr. 16).

Wayshi – Waysh ibn Karah ibn Hawin ibn Khuzayma.

Azali – Azal ibn Kara……………… frem til Khuzayma.

Banu Asad – Asad ibn Khuzayma……………. frem til Khuzayma.

Banu Nadhar – Nadhar ibn Kinana (nr. 15).

Banu Kinana – samme.

Banu Mustaliq – Mustaliq (Khuzayma) ibn Abd Manat ibn Kinana (nr. 15).

Al-Ahabish – Ahabish ibn Kinana.

Banu Malik – Malik (nr. 13), søn af Nadar, søn af Kinana.

Quraysh – Fehr eller Quraysh (nr. 12), søn af Malik.

Banu Muharib – Muharib, søn af Fehr.

Banu Taym – Taym, søn af Ghalib (nr. 11), søn af Fehr.

Banu Awf – Awf, søn af Lu’ayy (nr. 10), søn af Ghalib.

Banu Amir – Amir, søn af Lu’ayy.

Banu Haras – Haras, søn af Lu’ayy.

Banu Hasis – Hasis, søn af Ka’b (nr. 9), søn af Lu’ayy.

Banu Sahm- Sahm ibn Ka’b.

Banu Juma- Juma ibn Ka’b.

Banu Addi- Addi ibn Ka’b.

Banu Kilab- Kilab (nr. 7), ibn Murra (nr. 8).

Banu Taym- Taym ibn Murra (nr. 8)

Banu Makhzum- Makhzum ibn Murra.

Banu Qusay- Qusay (nr. 6), ibn Kilab.

Banu Zuhra- Zuhra ibn Kilab.

Asadī – Asad ibn Abd al-Uzza ibn Qusayy (nr. 6).

Muttalibī – Muttalib ibn Abd Manaf (nr. 5).

Banū Umayya – Umayya ibn Abdush-Shams ibn Abd Manaf.

Nawfiliyyūn – Nawfil ibn Abd Manaf.

Banū Hāshim – Hāshim ibn Abd Manaf.

Denne lange slægtslinje strækker sig så langt, at mange af Allahs Sendebuds (saw.) fremtrædende nære ledsagere er knyttet til den. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) nedstammer eksempelvis fra Zarrah ibn Addī ibn Ka’b (nr. 9), og Hazrat Abu Ubaydah er gennem sin slægt forbundet med Jarrah ibn Addī. Allahs Sendebuds (saw.) mor, Hazrat Aminah, nedstammer fra Wahb ibn Abd Manaf ibn Zuhrah ibn Kilab (nr. 7). Hazrat Abu Bakr nedstammer fra Taym, der var bror til Kilab ibn Murrah. Sa’d ibn Abi Waqqas, en af Ashara Mubashshara, det vil sige en af de ti ledsagere, som i deres levetid fik det glædelige budskab om Paradiset, er gennem Malik ibn Uhayb ibn Manaf knyttet til Allahs Sendebud (saw.). Uthman ibn Talhah, som havde ansvaret for nøglerne til den ærefulde Kaba, nedstammer fra Abdud-Dar ibn Qusayy (nr. 6). En anden af Ashara Mubashshara, Hazrat Zubayr ibn Awwam, nedstammer fra Khuwailid ibn Asad ibn Abd al-Uzza ibn Qusayy (nr. 6). På samme måde var Hazrat Khadijah Tahirah datter af Khuwailid ibn Asad ibn Abd al-Uzza ibn Qusayy. Waraqah ibn Nawfal ibn Khuwailid var hendes bror. De tre sønner af Harith ibn Muttalib ibn Abd Manaf (nr. 5) – Abu Ubaydah (martyr fra Slaget ved Badr), Tufayl og Hadith – var berømte ledsagere. Imam ash-Shafi’is slægtslinje er også knyttet til Muttalib. Hazrat Uthman nedstammer fra Umayya ibn Abdush-Shams ibn Abd Manaf.

Der er uenighed om, hvor mange farbrødre Allahs Sendebud (saw.) havde. Der findes ingen oplysninger om to af dem. En af hans farbrødre døde meget tidligt. Blandt hans farbrødre var følgende personer særligt bemærkelsesværdige. De var knyttet til islams historie, og oplysninger om dem er blevet bevaret.

En af hans farbrødre, Harith, døde før islams fremkomst. Hans fire sønner, Nawfal, Abdullah, Rabi’ah og Abu Sufyan, antog islam og spillede en betydningsfuld rolle i islams historie. Da Allahs Sendebud (saw.) gav afkald på kravet om gengældelse eller erstatning for drabet på denne Rabi’ah ibn Harith, erklærede han for første gang ved erobringen af Mekka: »I dag er alle krav om gengældelse eller erstatning for drab begået i jahiliyyah-tiden afskaffet.«

En af hans onkler var Abu Talib, som fuldt ud varetog ansvaret for Profeten (s.a.s.)s omsorg. Selvom han stod uden for den islamiske bevægelse, hjalp han ham helhjertet og på alle måder. I dag findes der næppe nogen, som ikke kender navnene på Abu Talibs fremragende sønner, Hazrat Ali, Ja’far og Aqil. Abu Talibs to døtre, Umm Hani og Jumana, antog også islam. Hazrat Umm Hani opnåede særlig berømmelse i forbindelse med begivenheden Isra og Mi’raj.

En af hans onkler var Hazrat Hamza, som led martyrdøden i slaget ved Uhud. Hind behandlede hans lig på en yderst brutal måde. Det var denne onkel, der kraftigt protesterede mod Abu Jahls ondskabsfulde behandling af Profeten (s.a.s.) og antog islam med stor risiko for sig selv.

En af hans onkler var Hazrat Abbas. Fra begyndelsen spillede han en rolle som værge. Især spillede han en vigtig rolle i drøftelserne om troskabseden ved Aqaba. Han advarede Ansarerne om deres store ansvar. Desuden blev han i Mekka og holdt Profeten (s.a.s.) underrettet om situationen. Da den følsomme periode med konfrontationer og sammenstød var overstået, erklærede han, at han havde antaget islam, og rejste til Medina.

En af hans onkler, Zubayr, døde før islams fremkomst. Han var et yderst venligt menneske og deltog aktivt i grundlæggelsen af Hilf al-Fudul.

En af hans onkler var Abu Lahab. Denne onkel var ikke blot en fanatisk modstander af islam, men også en aktiv leder for den oppositionelle lejr. Hans hustru var også en bitter fjende af islam og var personligt den første til at pine Profeten (s.a.s.). Abu Lahab led en yderst eksemplarisk straf. Han døde af pest. Hans lig lå i tre dage og rådnede. Ingen gik i nærheden af det. Til sidst blev liget dækket ved at kaste sten over det fra den anden side af muren, og stendyngen blev gjort til hans grav. Abu Lahabs hustru døde ynkeligt, da en løkke af et reb strammede om hendes hals. Abu Lahabs to sønner døde som vantro, mens to andre under slaget ved Hunayn sluttede sig til Profeten (s.a.s.) og adlød ham. Hans datter Dura fik den lykkelige mulighed at antage islam.

Blandt Profeten (s.a.s.)s fastre var Umm Hakim Rayda, hustru til Qusayr ibn Rabi’a (en efterkommer af Abd Manaf). Hendes søn Amir antog islam på dagen for erobringen af Mekka. Amirs søn Abdullah ibn Amir blev også en sahabi og blev udnævnt til guvernør i Khurasan under Hazrat Uthmans kalifat. Arwa, datter af netop denne Umm Hakim, var Hazrat Uthmans mor. En anden faster var Umaima. Hun blev gift med Jahsh ibn Rubab. Hendes ene datter, Umm Habiba, var gift med Abd al-Rahman ibn Awf. Den anden datter, Hamna, blev først gift med Mus’ab ibn Umayr og derefter med Talha ibn Abdullah. Hendes to sønner fra det andet ægteskab, Muhammad og Imran, blev modige krigere i den islamiske bevægelse. Abdullah ibn Jahsh led martyrdøden i slaget ved Uhud og blev begravet sammen med sin morbror, Hazrat Hamza. Den tredje faster var Atika, som før slaget ved Badr havde en drøm. På grund af denne drøm blev der gjort megen nar af hende i Quraysh-kredse med ordene: »Nu er selv Banu Hashims døtre begyndt at gøre krav på profetskab.« Den fjerde faster var Hazrat Safiyya. Hun blev først gift med Harith ibn Harb ibn Umayya og derefter med Awwam ibn Khuwaylid. Fra dette ægteskab blev Zubayr født, en af Ashara Mubashshara. Sa’ib ibn al-Awwam var også hendes søn. Sa’ib deltog i mange jihad-ekspeditioner. Da han så Hazrat Hamzas lig ligge og så den umenneskelige behandling af det, udviste han en sjælden tålmodighed. Den femte faster, Barra, var hustru til Abd al-Asad ibn Hilal. Abu Salama var hendes søn. Denne Abu Salama var Umm al-Mu’minin Umm Salamas første ægtemand. En anden fasters mand, Arwa, var Umayr Uhayb. Da hendes søn Tulaib fortalte hende, at han havde antaget islam, sagde hun under stærk bevægelse: »Din morbrors søn har mest ret til din tjeneste og hjælp. Ved Allah, hvis vi kvinder havde været lige så magtfulde som mændene, ville vi have beskyttet ham og givet hans fjender et passende svar.«

Bag disse ord var både trosglød og en fasters oprigtige kærlighed aktiv. Der er også andre sider af Profeten (s.a.s.)s slægtskabsforbindelser. Men her har vi kun fremhævet de slægtskabsforbindelser, som på den ene eller anden måde var knyttet til den islamiske bevægelse. Det er sandt, at konflikten var meget vanskelig og kompliceret, fordi den var grundlæggende og ideologisk. Quraysh havde på dette område oprettet en stærk og langvarig oppositionslejr. Men disse slægtskabsforbindelser begyndte at øve indflydelse indefra. Banu Hashim udviste generelt større sympati end de andre. Det var på grund af slægtskabet, at Hazrat Hamza blev rasende, da han så Abu Jahls undertrykkelse, forlod jahiliyyaen og sluttede sig til Profeten (s.a.s.). Under blokaden protesterede Abu al-Bakhtari, da Abu Jahl forhindrede, at der blev sendt mad til Shi’b Abu Talib. Hazrat Abbas blev stiltiende i Mekka og ydede sin støtte. Også ved Qurayshs møder begyndte nogle undertiden på grund af slægtskabet at vise sympati for Profeten (s.a.s.). Nogle foreslog, at han måske kunne få succes, hvis han rejste uden for Mekka og arbejdede blandt araberne. Det blev også sagt, at hans succes i så fald ville være Qurayshs egen succes. Efter mange års stædig modstand, da Mekka endelig blev erobret, omtalte folk Profeten (s.a.s.) som »en storsindet bror og søn af en storsindet bror«. Dette slægtskab øvede også indflydelse på andre måder. Når en af Profeten (s.a.s.)s nærmeste blev taget til krigsfange og om natten blev ved med at stønne over sine lænker, mistede han søvnen. Når der opstod hungersnød i Mekka, blev hans hjerte blødgjort, og han sendte fødevarer og økonomisk hjælp. Efter erobringen af Mekka gav han dets indbyggere gavmilde gaver.

2. Maternelle relationer i Medina

Fru Fatima bint Umar, mor til profetens far, hr. Abdullah, var efterkommer af den berømte Medina-stamme Banu Najjar. Endnu tidligere havde hans oldefar Hashim også giftet sig med en kvinde fra Khazraj-stammen, Hind bint Amr bin Sa’laba. Derfor opretholdt profetens far, Abdullah, et meget nært forhold til Medina. Ved et tilfælde døde hans far under en handelsrejse netop i Medina, hvor han også blev begravet. Profetens mor, Amina, tog ham med til Medina, da han kun var fem år, for at besøge slægtninge og se sin mands grav. De opholdt sig der i en måned. De boede i Darun Nabega. Da han senere emigrerede til Medina, mindedes han disse begivenheder fra 47 år tidligere. Ved sammenkomster sagde han af og til: »I min morbrors hus var der en pige ved navn Anisa, som var min legekammerat. En fugl plejede at sætte sig på fæstningen, og drengene og pigerne jagede den væk. Min mor plejede at sidde et bestemt sted i det hus, og min fars grav lå et bestemt sted.« Profeten fortalte også, at han lærte at svømme godt i en dam, der tilhørte Banu Najjar. På tilbagevejen til Mekka fra denne rejse døde hans mor på et sted ved navn Abwa.

Det er unødvendigt at sige, at da forbindelsen mellem Medina og den islamiske bevægelse senere begyndte at tage form, må dette forhold have haft indflydelse på den. Medinas indbyggere, især Banu Najjars folk, betragtede ham som en nær slægtning, og Banu Najjar var særligt ivrige efter at byde ham velkommen. De små piger fra stammen bød ham velkommen med sang.

3. Mælkeskabsrelationer

Efter sin fødsel fik Profeten (fvmh) i nogle dage mælk hos Abu Lahabs slavekvinde Thuwayba. Den ære at blive hans faste amme tilfaldt Halima Sa’diyya fra Banu Hawazin. Halimas ældste datter, Hadhafa (kaldet Ash-Shamma), tog sig af Profeten (fvmh), da han var barn. Da Hadhafa blev taget til fange under slaget ved Hunayn, sagde hun til vagterne: »Jeg er jeres leders søster.« Da hun blev ført til Profeten (fvmh), tog han glad imod hende. Han bredte sin kappe ud foran hende. Overvældet af følelser sagde han: »Hvis du ønsker det, kan du blive her hos mig, og hvis du ønsker det, vil du blive bragt tilbage til din stamme.« Da hun gav udtryk for, at hun ønskede at tage til sin stamme, sendte Profeten (fvmh) hende bort med mange gaver. Hun tog også imod islam.

Det var med henvisning til dette ammeforhold, at Banu Hawazin efter slaget ved Hunayn anmodede om at få deres fanger frigivet. Han frigav straks alle fangerne fra Banu Hashim, og efter hans eksempel løslod også ledsagerne hver deres fanger.

4. Døtrenes ægteskaber

Zaynab blev gift med Abu al-As i Mekka. Abu al-As’ mor var stedsøster til fru Khadija. Det vil sige, at han var Profetens (fvmh) svoger. Zaynab tog imod islam og emigrerede til Medina. Derefter tog hendes mand, Abu al-As, også imod islam og kom til Medina. Deres tidligere ægteskabelige forhold fortsatte. Der var et dybt og oprigtigt forhold mellem ægtefællerne. Selv om Makkas indbyggere pressede ham til at skille sig fra Zaynab, gjorde Abu al-As det ikke. Derfor blev Abu al-As, mens han stadig var vantro, løsladt uden løsepenge med muslimernes tilladelse, og de handelsvarer, der var blevet beslaglagt fra ham, blev givet tilbage.

Ruqayya blev også gift med Uthman i Mekka. Dette ægtepar var de første, der emigrerede sammen. Da Ruqayya døde i det andet år efter hijra, giftede Profeten (fvmh) i det tredje år efter hijra også Umm Kulthum med Uthman efter Allahs befaling. Fordi han havde giftet sig med to af Profetens døtre efter hinanden, blev han kaldt »Dhu an-Nurayn«. Profeten (fvmh) giftede Fatima med Ali. Bortset fra Abu al-As var disse to fremtrædende ledere af den islamiske bevægelse nære ledsagere af Profeten (fvmh) og var, ud over slægtskabet gennem deres familier, også hans nære slægtninge gennem ægteskab. Dette slægtskab var med til at lette udførelsen af den islamiske bevægelses store opgaver.

5. Profeten (fvmh.)s ægteskabelige relationer

Eftersom stærkt islamfjendtlige vestlige filosoffer har rejst mange indvendinger mod Profeten (fvmh.)s ægteskabelige relationer, bøjer en del af vores egne sig skamfuldt over denne virkelighed. De tænker: Profeten (fvmh.) indgik så mange ægteskaber, og islam tillod flere ægteskaber — hvor skal vi dog gøre af denne skam? Derfor vil jeg gennem en kort drøftelse give en forklaring på dette spørgsmål.

Det første, man må fæstne sig ved, er, at menneskehedens tidlige historie var en periode med befolkningsvækst. Vi ser denne periode strække sig helt frem til Profeten (fvmh.)s tid. Vidtstrakte landområder lå dengang ubeboede og udyrkede hen. Der var også rigeligt med uudnyttede muligheder for at frembringe livsfornødenheder. Derfor var tilskyndelsen til befolkningsvækst blandt menneskene helt naturligt meget stærk. Uanset hvilken civilisation eller religion fra den tid man ser på, var flerkoneri derfor vidt udbredt. De religiøse love, der kom fra Allah, tillod også dette. Mange profeter indgik flere ægteskaber; kun ganske få af dem forlod familielivet for udelukkende at arbejde med at kalde mennesker til religionen. De fleste profeter levede derimod et familieliv, og de gjorde det fuldt ud. Profeten (fvmh.) levede i den sidste del af denne periode med befolkningsvækst og flerkoneri. Det var i hans tid, at Allah for første gang befalede, at antallet af flere ægteskaber skulle begrænses. [Ved denne begrænsning blev den øvre grænse for flere ægteskaber fastsat til fire, samtidig med at der blev stillet strenge krav om retfærdighed og opmuntret til ét ægteskab. Men der er og vil fortsat være flere grunde til flere ægteskaber. Den første grund er for eksempel, at islam ønsker helt at standse seksuel tøjlesløshed og utugt og derfor har fastsat strenge straffe. Under en sådan ordning var det nødvendigt at give mulighed for flere ægteskaber for mennesker med stærkere seksuelle behov. Resultatet af, at dette virkelige behov er blevet ignoreret i de vestlige lande, er, at der er skabt mulighed for at have mange elskerinder ved siden af én hustru. Desuden er prostitution blevet udbredt, og den har spredt sig så meget, at det nu er vanskeligt at undslippe den. Selv under navnet „fri kærlighed“ foregår der en sådan voldsom udbredelse af samtykkende utugt, at islams ordning med flere ægteskaber, sammenlignet hermed, naturligvis må anses for mange gange bedre. Den anden grund er, at ønsket om børn i visse tilfælde tvinger en til at indgå flere ægteskaber. Den tredje grund kan være, at den ene hustru lider af en varig sygdom. I en sådan situation kan manden tilfredsstille sine naturlige behov uden at skille sig fra den syge hustru og kaste hende ud i vanskeligheder. Den fjerde grund er, at stamme- og familiepolitik, styrkelse af magten, fortsættelsen af hævn, problemer med arv samt genbosættelsen af forældreløse og enker ofte kan løses gennem ægteskab. Der findes mange eksempler på, at flere ægteskaber i gammel såvel som moderne tid undertiden har været effektive som det eneste middel til at opnå politisk stabilitet.] De ægteskaber, som Profeten (fvmh.) indgik, indgik han på grundlag af en særlig tilladelse fra Allah.

For det andet indgik Profeten (fvmh.) de fleste af sine ægteskaber, ikke for at tilfredsstille seksuelle ønsker, men af hensyn til den islamiske bevægelse og landets og folkets velfærd. Disse ægteskaber var hovedsageligt politiske. Profeten (fvmh.) sagde selv: „Jeg har ikke brug for nogen kvinde.“ (Darimi) Det vil sige, at ren seksuel trang ikke tilskyndede ham til at tage en hustru. I egentlig forstand indgik Profeten (fvmh.) kun to ægteskaber: ét med Hazrat Khadija og det andet med Hazrat Aisha. Bag de øvrige ægteskaber lå nogle yderst nødvendige sociale krav. For at opfylde disse krav påtog Profeten (fvmh.) sig store ofre for menneskeheden ved at lægge en enorm byrde på sit allerede yderst travle liv og sin meget fattige økonomi.

Her bør man bemærke, at en ung mand, som indtil 25-årsalderen viste et enestående eksempel på selvbeherskelse, anstændighed og blufærdighed — og det i et samfund, hvor alkohol og utugt var blevet et særkende ved kulturen — efter at være fyldt 25 valgte en 40-årig enke i stedet for en ung kvinde i sin første ungdoms blomstring, alene fordi dette i højere grad hjalp ham med at nå sit livsmål, og derefter tilbragte de bedste 25 år af sit liv med den samme kvinde og fyldte 50: Kan man om ham nære en så lav tanke, som de, der rejser indvendinger, gør? Det bør også bemærkes, at perioden med flest ægteskaber i hans liv lå mellem det 55. og det 59. år, og i et varmt land som Arabien begynder den seksuelle lidenskab i denne alder at falme. Se desuden på hustruernes alder: Med undtagelse af to var de alle over 20 år, da de blev gift. Og fem af dem var mellem 36 og 50 år. Spørgsmålet er så: Manglede Profeten (fvmh.) unge og smukke kvinder?

De, der rejser sådanne indvendinger, burde have tænkt over, hvor stort et ansvar han havde lagt på sine skuldre. Han havde hverken et øjebliks ro om dagen eller et øjebliks hvile om natten. Han gav menneskene den store og gavnlige forskrift om tilsløring — en forskrift, som europæerne også rynker på næsen ad — og lærte dem at beherske deres blik og deres sind. Det meste af hans tid gik med at tænke over samfundets og statens problemer, og selv om natten hævede hans fødder på grund af den megen bøn i de stille stunder. Hvordan kan man tænke sådanne tåbelige ting om en sådan person?

Desuden ses der ikke hos ham noget af de karaktertræk, som kendetegner hedonistiske konger, herskere og erobrere. Han var hverken tyrannisk eller despotisk. Han havde heller ingen interesse for alkohol, musik og kostbare klæder. Tværtimod rensede han menneskesamfundet for alle disse hedonistiske fornøjelser. Han forsynede ikke sine hustruer med luksus og bekvemmeligheder og smykkede dem heller ikke med silke og guld. Tværtimod indpodede han også i dem alle kendetegnene ved sit dervishagtige liv. Han forkælede dem aldrig så meget, at det at opnå deres tilfredshed fik forrang frem for bevægelsens interesser, eller at det blev nødvendigt at opgive selv det mindste princip. Tværtimod irettesatte han dem strengt i sådanne tilfælde. På et tidspunkt, da de krævede en højere levestandard, sagde han åbent til dem: Hvis I kan blive hos mig under disse fattige forhold, så bliv; ellers er jeg rede til at lade jer gå. Modbeviser alle disse omstændigheder tilsammen ikke denne meningsløse indvending?

De særlige behov, der lå bag Profeten (fvmh.)s flere ægteskaber, var følgende: Det særlige ved stammesamfundet er, at kredsen af slægtsmæssig fornemhed er meget begrænset, og at dens grænser holdes meget stærke. Stammesindet skelner meget skarpt mellem egne og fremmede. Under sådanne forhold kræves der, for at forbinde talrige spredte stammer med hinanden, ikke blot en verdensomspændende ideologi; lederen må også være en person, som — om ikke af alle — så dog af de fleste betydningsfulde stammer anses for kær og som en af deres egne. I Arabien var det i praksis slet ikke muligt for en person uden en anset stamme i ryggen at udføre reformerende og opbyggende arbejde. Men for at føre dette arbejde frem til et vellykket resultat var forbindelser mellem stammerne nødvendige, og i visse tilfælde viste ægteskabelige relationer sig effektive til at opfylde dette politiske behov.

Tag for eksempel Umm al-Mu’minin Hazrat Juwayriya. Hun var en kvinde fra stammen Banu al-Mustaliq. Hele stammen var meget stærk og berygtet for røveri og plyndring. Hazrat Juwayriyas egen far var en frygtindgydende røverhøvding. Fra den allerførste dag begyndte denne stamme at udvise hårdnakket fjendskab mod den islamiske regering. De var ikke parate til at underordne sig nogen form for disciplin og ville heller ikke indgå nogen forligsaftale. De var imidlertid altid rede til hårdnakket at modsætte sig den islamiske regering i alle spørgsmål. Til sidst blev denne magt slået ned gennem militære foranstaltninger. Hazrat Juwayriya blev bragt som fange. Da hun derefter blev gift med Profeten (fvmh.), blev alle stammens fanger løsladt. De muslimske soldater tænkte, at de nu var slægtninge gennem Profetens svigerfamilie og derfor ikke kunne holdes fangne. Se velsignelsen ved dette ægteskab: hvert eneste medlem af stammen opgav røveriet og blev fredeligt og lovlydigt. For herskeren i Medina var nu deres nære slægtning. Under sådanne omstændigheder kunne de ikke længere begå den slags handlinger.

Tag på tilsvarende vis sagen om Umm al-Mu’minin Hazrat Maymuna. Najd-regionen var politisk yderst vigtig, fordi en handelsrute, som Quraysh benyttede til rejser til Irak, gik gennem Najd-regionen. Alligevel viste den islamiske missionsindsats dér sig fuldstændig ineffektiv. Folkene dér havde dræbt en missionsgruppe på 70 medlemmer. Desuden havde Najds indbyggere flere gange lagt planer mod islam. Hazrat Maymuna var søster til Najd-høvdingens hustru. Så snart hun blev gift med Profeten (fvmh.), ændrede situationen sig, og Najd begyndte at komme under Medinas indflydelse. Desuden blev flere af hendes søstre gift med højt ansete høvdinge.

Det samme gælder Umm al-Mu’minin Umm Habiba. Hun var datter af Qurayshs øverste høvding, Abu Sufyan. Efter dette ægteskab kom Abu Sufyan ikke længere ud på slagmarken for at kæmpe mod muslimerne. Dette ægteskab dæmpede ikke blot styrken i Abu Sufyans fjendskab, men banede også i høj grad vejen for erobringen af Mekka.

Overvej på tilsvarende måde Hazrat Safiyya. Hun var datter af den fremtrædende jødiske høvding Huyayy ibn Akhtab. Efter hendes ægteskab med Profeten (fvmh.) blev jødernes modstand så kraftigt dæmpet, at de ikke længere vovede at rejse hovedet. Med Profeten (fvmh.)s tilladelse ydede Hazrat Safiyya også økonomisk hjælp til sine jødiske slægtninge.

Ud over andre årsager var en af baggrundene for Hazrat Hafsas ægteskab også denne: Blandt de fremtrædende ledsagere, som Profeten (fvmh.) havde gjort til sine nærmeste rådgivere med henblik på at opbygge det islamiske samfund, var der fire hovedpersoner. Profeten (fvmh.) giftede sig med Hazrat Aisha, Abu Bakrs datter, giftede sin egen datter Fatima med Hazrat Ali, giftede to af sine døtre efter hinanden med Hazrat Uthman og giftede sig selv med Hafsa, Hazrat Umars datter. Hazrat Umar kunne ikke holdes uden for denne slægtskabs kreds. På denne måde bandt han de fremtidige ledere tæt sammen.

Hazrat Sawda bint Zam’a var datter af Banu Najjar i Medina. Hun blev først gift med Sakran ibn Amr. Sakrans bror var Suhayl ibn Amr, Qurayshs repræsentant ved Hudaybiyya-forliget. Da Sakran døde, giftede Profeten (fvmh.) sig med hans 50-årige enke, Sawda, for at styrke forbindelsen til Suhayl. Efter Hazrat Khadijas død fjernede Profeten (fvmh.) også sin ensomhed gennem dette ægteskab.

Ved at indgå ægteskaber søgte Profeten (fvmh.) også at opfylde endnu et uomgængeligt behov. Det bestod i, at missionsarbejde blandt kvinder skulle udbredes af kvinder selv, parallelt med arbejdet blandt mænd, og at der derfor skulle skabes nogle kvindelige ledere og medarbejdere. For at opfylde dette behov uden at ophæve den islamiske ordning med tilsløring var det nødvendigt for ham at indgå flere ægteskaber, og det var uomgængeligt at sætte sine hustruer til at udbrede islams kald og undervisning blandt kvinder. Det er på denne baggrund, at Koranen vier Profetens (fvmh.) hustruer og døtre særlig opmærksomhed. Hazrat Aisha, Hazrat Hafsa og Hazrat Umm Salama opnåede evnen til at lede udbredelsen af islams kald og religiøs undervisning blandt kvinder. De øvrige hustruer viste sig moralsk som forbilleder, der kunne efterlignes af kvinderne.

Nogle gange måtte Profeten (fvmh.) også gifte sig for at tage hensyn til den anden parts følelser. Således fik han efter mange opfordringer sin kusine Hazrat Zaynab bint Jahsh gift med Zayd ibn Haritha. Hensigten var dermed at bryde de snævre grænser for aristokratisk afstamning. Men desværre mislykkedes dette ægteskab, og det endte med skilsmisse. Det siger sig selv, at Hazrat Zaynab blev dybt såret, og Profeten (fvmh.) følte sig til dels ansvarlig herfor. Den bedste løsning på dette problem var, at Profeten (fvmh.) giftede sig med Zaynab. Men her stod en fejlagtig hedensk overtro i vejen. I datidens samfund blev en adoptivsøn betragtet på samme måde som en biologisk søn. Profeten (fvmh.) havde givet Zayd ibn Haritha status som sin egen søn. Derfor blev det anset for ulovligt og i strid med skikken at gifte sig med hans fraskilte hustru. Allah afskaffede denne skik og lod Zaynab gifte sig med Profeten (fvmh.).

Lidt tidligere beskrev jeg den politiske betydning af ægteskabet med Umm Habiba bint Abu Sufyan. Men også bag dette ægteskab lå der et ønske om at trøste et knust hjerte. Hun var gift med Ubaydullah, og sammen med ham udvandrede hun til Abessinien. dér blev hendes mand kristen og døde efter at være blevet afhængig af alkohol. Umm Habiba forblev fast ved islam. Men mandens frafald fra islam og død under opholdet i udlandet var dybt smertefuldt for hende. Derfor sendte Profeten ﷺ Amr ibn Umayya al-Damri til an-Najashi som særlig udsending og lod ham overbringe hende et frieri. Umm Habiba blev så glad, at hun belønnede den kongelige slavekvinde, der bragte hende det gode budskab, med sine smykker. Kong an-Najashi foretog selv vielsen. Umm Habiba udpegede sin fætter Khalid ibn Sa’id som sin repræsentant. An-Najashi gav selv en medgift på fire hundrede dinarer og arrangerede et festmåltid. Nogle overleveringer fortæller, at vielsen blev gentaget i Medina, og at der blev afholdt walima.

På samme måde var Zaynab bint Khuzayma ibn al-Harith al-Hilaliyya (Banu Bakr), de fattiges moder, gift med Profeten ﷺ’s fætter på mødrene side, Abdullah ibn Jahsh. Efter at han blev martyr i slaget ved Uhud, giftede Profeten ﷺ sig med hende. Det var helt og holdent en familiesag, hvor man ud over at trøste et knust hjerte også tog hensyn til de familiemæssige forhold.

Profeten ﷺ indgik i alt elleve ægteskaber. De overleveringer, der omtaler flere ægteskaber end dette, er ikke pålidelige. Blandt dem døde Khadija før udvandringen (i profetkaldets tiende år), mens Zaynab bint Khuzayma døde i det tredje hijri-år, blot tre måneder efter brylluppet. Ved slutningen af Profeten ﷺ’s liv var ni hustruer stadig i live på samme tid. En af dem, Sawda, havde på grund af sin høje alder hævet sig over fysiske lyster. Derefter indgik Profeten ﷺ ikke flere ægteskaber, fordi der kom et forbud fra Allah. I loven var han på ét punkt undtaget fra de almindelige muslimers regler. Almindelige muslimer havde fået påbud om at skille sig af med enhver hustru ud over fire. Men Profeten ﷺ fik tilladelse til at beholde de yderligere hustruer. Årsagen til denne undtagelse var, at Profeten ﷺ’s hustruer af religiøse hensyn var blevet betegnet som De Troendes Mødre og gjort til en del af kategorien af kvinder, som andre ikke måtte gifte sig med. Hvis Profeten ﷺ på det tidspunkt havde skilt sig fra nogen af dem, ville de være blevet fuldstændig uden forsørgelse.

Lad os nu se på den politiske betydning af Profeten ﷺ’s ægteskaber. For at vise omfanget af de forbindelser, der gennem disse ægteskaber blev knyttet på den ene side til stammerne i Mekka og emigranterne og på den anden side til de øvrige stammer, nævner jeg navnene på de pågældende stammer:

(1) Banu Asad ibn Abd al-Uzza (2) Banu Amir (3) Banu Tamim (4) Banu Adi (5) Banu Makhzum (6) Banu Umayya (7) Banu Asad ibn Khuzayma (8) Banu Mustaliq (9) de arabiske jødiske samfund (10) Banu Kilab (11) Banu Kinda.

Hvis man betragter disse stammers områder ud fra en geografisk opdeling, bliver det klart, at Profeten ﷺ’s person i virkeligheden var blevet en mellemstamme-personlighed. For de store stammer blev han en central skikkelse, og han blev i stand til at opfylde det krav om altomfattende enhed, som var opstået for den islamiske bevægelse. Disse ægteskabelige forbindelser tilintetgjorde de oprørske tendenser allerede i deres begyndelse. De gjorde endda ende på mange fjendskaber, som havde bestået gennem generationer. Man bør nu overveje, at hvis flerkoneri i det arabiske stammesamfund kunne bidrage til at opnå den retfærdighedsorden, sikkerhedsordning og det verdensomspændende broderskab, som hele menneskeheden ønsker, hvorfor skulle man så ikke gøre det? Og hvad er egentlig årsagen til al denne ståhej over det?

Ved en grundig betragtning vil man i virkeligheden se, at det var et stort offer fra Profeten ﷺ’s side, at han for menneskers velfærds skyld, samtidig med sine utallige gøremål, påtog sig en så stor ægteskabelig byrde i sin høje alder og med så store vanskeligheder opfyldte familiens forsørgelseskrav under sine fattige forhold. Det kan ikke forestilles af noget fornuftigt menneske, at nogen under de nævnte samlede omstændigheder efter at have indgået ægteskab skulle kunne leve et liv i fornøjelser — ja, ikke engang få et øjebliks hvile. Derfor har jeg sagt, at Profeten ﷺ ved at indgå så mange ægteskaber for sit ophøjede mål og formål i virkeligheden viste et meget stort offer og en meget stor selvopofrelse.

Kort sagt gjorde de omfattende personlige forbindelser, som Profeten ﷺ derved opbyggede, den islamiske bevægelses politiske succes og sejr lettere og fremskyndede den, ligesom de gjorde det lettere for folket at bevæge sig mod islam.

Folkets spontane fremmarch

Ligesom enhver revolutionær, idealistisk bevægelse kan den bevægelse, som Allahs Sendebud (s.a.) ledede, opdeles i to store faser. I den første fase gik den islamiske bevægelse selv fra dør til dør hos folk og kaldte dem. I den anden fase trådte folket på eget initiativ og spontant frem, bankede på islams dør og sagde: »Vi vil gerne indenfor.« Denne sidstnævnte fase var en ekspansionsfase. Da denne fase kom, ophørte al modstand, og alle negative holdninger flygtede fra arenaen. Men indtil denne fase blev nået, gennemgik Allahs Sendebud (s.a.) og hans sahaba mange lidelser og arbejdede utrætteligt. På den ene side havde de på den teoretiske da’was område bevist, at styrken i argumenter og beviser var på vores side. På den anden side havde de på moralens område uigendriveligt og i praksis fastslået, at den model for menneskelighed og menneskeværd, som islam havde skabt, var den ypperste model. For det tredje havde de også gennem politisk dygtighed, dømmekraft og kunnen vist, at vi ved, hvordan man skal forholde sig til det samtidige samfund. For det fjerde havde de på slagmarken vist, at vi ved, hvordan modstandens mure skal brydes ned, og hvordan undertrykkerne skal fjernes. Allahs Sendebud (s.a.) og hans ledsagere havde rystet og gjort et voldsomt indtryk på menneskenes sind, vundet deres følelser over på deres side, taget de lykkelige sjæle til sig efter at have indviet dem i deres sag, bragt de fredselskende stammer ind under aftaler om forsoning og fred og ryddet vejen ved at knuse de fjenders magt, som ønskede krig. Først efter alt dette oprandt den tid, hvor folket fra alle sider strømmede mod Medina, det nye håbs centrum.

Denne fase eller epoke begyndte med »ʿĀm al-Wufūd«, eller »Delegationernes ankomsts år«, det vil sige det år, hvor delegationer kom fra forskellige egne og stammer i Arabien for at antage islam, aflægge løfte om politisk troskab eller blot undersøge forholdene og danne sig et indtryk af situationen. På dette tidspunkt var der overalt opstået en tørst efter islam, og der bredte sig en stærk reaktion og opbrudsstemning. Denne periode strakte sig over tre år fra erobringen af Mekka, nemlig gennem det 9. og 10. hijri-år. Man kan sige, at dette var høsttiden for den afgrøde, som Allahs Sendebud (s.a.), befrieren for hele menneskeheden, havde sået. Selv om vi gerne vil begrænse omfanget, er dette kapitel i Profetens liv så vigtigt, at det ikke går an at undlade at omtale delegationerne. For delegationernes ankomst, samtaler og reaktioner indeholdt meget vigtige og lærerige forhold. Af denne beretning vil man også få at vide, hvordan folkemængderne strømmede til Allahs Sendebud (s.a.). I forskellige sirah-værker nævnes antallet af delegationer, der ankom til Medina, som mindst 15 og højst 104. Blandt alle disse delegationer vil vi beskrive nogle af de vigtigste, og blandt dem vil vi kun give en udførlig beskrivelse af nogle få. Det skal bemærkes, at selv om delegationernes ankomst for alvor begyndte i det 8. hijri-år efter erobringen af Mekka, var en eller to delegationer allerede begyndt at ankomme fra det 5. hijri-år. Derfor begynder vi fra den tid:

1. Delegationen fra Muzayna-stammen

Dette var en meget stor stamme. Efter nogle få generationer løb dens slægtslinje sammen med quraysh-stammens. Den berømte sahabi Nu’man ibn Muqarrin var fra denne stamme. I det 5. hijri-år kom omkring fire hundrede medlemmer af stammen til Allahs Sendebuds (s.a.) residens og antog islam. Det var sandsynligvis den første delegation, der ankom til Medina. Da de vendte tilbage fra Medina, fik de rigeligt med dadler som rejseforplejning.

2. Delegationen fra Banu Tamim-stammen

Denne delegation kom også i den tidlige periode med stor pragt og pomp. Stammens fremtrædende ledere, Aqra ibn Habis, Zibariqan, Amr ibn al-Ahtam, Nu’aym ibn Yazid og Uyayna ibn Hisn al-Fazari, var også med i delegationen. Dens ankomst skabte en festlig stemning og stor opstandelse i Medina. Da de trådte ind i moskeen, gik de på temmelig uhøflig vis hen til Allahs Sendebuds (s.a.) værelse og råbte: »Muhammad, Muhammad! (s.a.) Kom ud.« I anledning af denne hændelse blev surah al-Hujurat åbenbaret, og muslimerne blev undervist i høflig og dannet opførsel. Selv om de var taget hjemmefra med den hensigt at antage islam, var deres arabiske aristokratiske stolthed stadig bevaret i deres væsen. De ønskede, at der skulle afholdes en åben konkurrence mellem de to siders talere og digtere. Arabiske stammers overklasse havde nemlig den egenskab, at de ikke kunne anerkende en persons lederskab, hvis de ikke først havde erkendt ham som overlegen i forstand, intelligens og talent. Derfor accepterede Allahs Sendebud (s.a.) forslaget om en talentkonkurrence, idet han mente, at det kunne føre noget godt med sig.

Banu Tamim-stammens berømte taler var Atarid ibn Hajir. Han holdt en velformuleret tale, hvori han lovpriste sin stammes overlegenhed, anseelse, rigdom, styrke og folketal. Til sidst sagde han: »De, der gør krav på at være vores lige, må vise tilsvarende kvalifikationer og talenter.«

På Profeten (fvmh.)’s tegn rejste en taler fra den islamiske bevægelse, Thabit ibn Qays, sig for at holde et modsvar. I en begejstrende tale fremhævede han den islamiske bevægelses kvalitative overlegenhed, lagde vægt på dens da’wah og erklærede den for den vigtigste kilde til det islamiske samfunds stolthed.

Derefter reciterede den berømte digter fra Banu Tamim, Zibarqan ibn Badr, et digt. En af dets sætninger lød:

»Vi er de største. Ingen kan måle sig med os. Blandt os findes konger. Vi bygger templer.«

Den islamiske bevægelses revolutionære digter Hassan ibn Thabit var ikke til stede på dette tidspunkt. Han blev tilkaldt. Profeten (fvmh.) sagde: »Rejs dig, Hassan, og svar på denne digters digt.« Det digt, Hassan reciterede som svar, er citeret af Ibn Hisham. Delegationen indrømmede, at Profetens (fvmh.) digt og taler var bedre end deres taler og digter. Derefter antog hele delegationen islam.

3. Delegationen fra Banu Abd al-Qays

Gennem Munqidh ibn Hayyan var arbejdet med at udbrede islam i Bahrain allerede begyndt. Islam fortsatte gradvist med at brede sig. I det femte hijri-år kom en delegation på tretten personer til Medina. Da de som svar på Profeten (fvmh.)’s spørgsmål sagde, at de var fra Rabia-stammen, modtog han dem med glæde. De sagde: »Vi bor i et meget fjernt område. Undervejs bor der polyteister fra Mudar. Det er ikke sikkert for os at rejse, undtagen i de fire forbudte måneder. Giv os derfor nogle klart formulerede anvisninger, som vi og alle i vores stamme kan følge.« Profeten (fvmh.) befalede dem at bekende Guds enhed, bede, faste og give en femtedel af krigsbyttet til Guds sag. Han forbød dem at fremstille vin og nævnte navnene på de fire slags kar, der blev brugt til dette i Bahrain, og forbød brugen af dem. Delegationen blev dybt imponeret over Profeten (fvmh.)’s præcise kendskab til Bahrains ikke-islamiske sociale skikke. En leder af en gennemgribende forandrende bevægelse kan ikke udføre sit arbejde uden et detaljeret kendskab til det område, som hans da’wah omfatter. Profeten (fvmh.) havde opnået denne viden gennem sine egne rejser og gennem mennesker, der kom fra fjerntliggende egne til Mekka og Medina.

Blandt denne delegation var også en kristen ved navn Jarud ibn al-Ala. Han sagde: »Jeg følger en anden religion. Hvis jeg forlader den og antager din religion, kan du så garantere mig sikkerhed?« (Det vil sige: Vil der ikke ske mig noget ondt i det hinsidige?) Profeten (fvmh.) sagde: »Ja, jeg garanterer dig sikkerhed, for den religion, jeg kalder jer til, er bedre end jeres.« Jarud blev straks muslim. Hans trosfæller antog også islam.

4. Delegationen fra Banu Sa’d-stammen

Denne stamme sendte Zimam ibn Tha’laba til Medina som sin repræsentant. Denne ridende repræsentant trådte ind i Profetens Moské med beduinernes manerer og spurgte profetens ledsagere: »Hvem blandt jer er Abd al-Muttalibs efterkommer?« Alle pegede på Allahs Sendebud (fvmh.). Han gik hen til ham og sagde: »O Abd al-Muttalibs efterkommer! Jeg vil stille dig nogle spørgsmål helt åbent. Du må ikke tage det ilde op.« Allahs Sendebud (fvmh.) gav ham tilladelse. Han spurgte gentagne gange under ed om tawhid, profetskabets sendelse, bøn, faste og så videre: »Underviser du i alt dette?« Allahs Sendebud (fvmh.) svarede på hvert spørgsmål ét for ét. Efter at have fået alle svarene sagde han: »Mit navn er Zimam ibn Tha’laba. Min stamme har sendt mig. Jeg tager af sted nu. Jeg accepterer fuldstændigt alt det, du har fortalt mig, hverken mindre eller mere. Jeg vil også kun fortælle min stamme dette.« Derefter steg han op på sin kamel og red af sted. Efter hans afrejse sagde Allahs Sendebud (fvmh.): »Hvis denne mand har talt sandt, vil han komme i Paradis.«

Da han vendte tilbage til stammen, begyndte han ihærdigt at kalde folk til troen og sagde: »O folk! Jeg har troet på Allah og Hans Sendebud. Lat og Uzza har ingen værdi.« Folk forsøgte at skræmme ham: »Pas på, at gudernes forbandelse ikke rammer dig på grund af den slags tale, så du bliver sindssyg eller får spedalskhed.« Zimam sagde: »Ved Allah, de kan hverken gavne eller skade.« Inden aftenen var hele stammen blevet muslimsk.

5. Ash’ari-stammens delegation (Yemen)

Ash’ari er en fornem stamme i Yemen. Abu Musa al-Ash’ari (ra.) var fra denne stamme. I den mekkanske periode var kaldet til troen nået frem til dem gennem Tufayl ibn Amr al-Dawsi og de emigranter, der var kommet fra Abessinien. Tre mænd, som var blevet påvirket af dette kald, satte sig for at emigrere og rejste til Medina for at lære religionen af Allahs Sendebud (fvmh.) og støtte den islamiske bevægelse.

Rejsen foregik ad søvejen. Undervejs blev skibet ramt af ugunstige vinde og lagde til ved Abessiniens kyst. Her mødte de den første gruppe emigranter. Efter at have opholdt sig der nogle dage rejste de sammen med Hadrat Ja’far og nogle nyomvendte abessinere til Medina. De ankom til Allahs Sendebuds (fvmh.) forsamling på tidspunktet for erobringen af Khaybar i det syvende år efter hijra. De var så følelsesmæssigt grebet, at de, så snart de nåede Medinas grænse, begyndte at synge:

»Allerede i morgen vil vi mødes med vores højt elskede Muhammad (fvmh.) og hans ledsagere.«

Da Allahs Sendebud (fvmh.) hørte det, sagde han til sine ledsagere: »Nogle mennesker fra Yemen er på vej til jer; de er sandsynligvis meget blide af hjertet. Yemens folk er modne i troen og dygtige i taktik.«

Derefter mødtes de, talte sammen og gennemførte spørgsmål og svar. Deres antagelse af islam skabte en ny begejstring i Medina.

6. Delegationen fra Daws-stammen (Yemen)

Som vi allerede har nævnt, antog Tufayl al-Dawsī islam allerede i islams første tid i Mekka. Da han vendte tilbage til sin stamme, begyndte han ivrigt at udføre dawah-arbejde. Hans far og hustru antog straks islam. De øvrige medlemmer af stammen blev også til en vis grad påvirket. Men moralsk forfald og utugt havde bredt sig omfattende i stammen. På grund af Tufayls overdrevne begejstring og følelsesfuldhed gjorde hans dawah-arbejde ikke store fremskridt. Derfor opsøgte han Profeten (fvmh.), fremsatte forskellige klager over stammen og bad om en bøn. Profeten (fvmh.) bad ham invitere på en blid og venlig måde og bad Allah om at reformere Daws-stammen. Da Tufayl denne gang vendte tilbage og begyndte at udføre dawah, åbnede der sig en ny vej. I det femte hijri-år trængte islams lys ind i mange hjem. I det syvende hijri-år udvandrede 80 familier fra denne stamme til Medina. Blandt disse udvandrere var også fremtrædende personer som Hazrat Abu Hurayra.

7. Delegationen fra Suda-stammen

Zayd ibn Haritha al-Sudāʾī fra denne stamme var den første, der antog islam, og efter sin tilbagevenden til stammen udførte han et omfattende dawah-arbejde. I det ottende hijri-år kom en delegation på 15 personer på hele stammens vegne for at mødes med Profeten (fvmh.). Saʿd ibn ʿUbāda tog imod dem som gæster. Han sørgede ikke blot for deres mad, men også for deres tøj. De lovede Profeten (fvmh.) at tilslutte sig den islamiske bevægelse og erklærede samtidig, at de var rede til at yde støtte på stammens vegne. Efter delegationens hjemkomst fortsatte dawah-arbejdet hurtigt. Under afskedspilgrimsfærden kom omkring hundrede medlemmer af denne stamme til Mekka.

Dette var beretningen om de delegationer, der kom i tiden før erobringen af Mekka. Efter erobringen af Mekka begyndte folk at strømme til fra alle sider. Her følger en kort beretning om de delegationer, der kom til Mekka i det niende og tiende hijri-år:

8. Delegationen fra Thaqīf (Taif)

Da Profeten (fvmh.) vendte tilbage til Medina fra sejrsrejsen, trådte ʿUrwa ibn Masʿūd al-Thaqafī frem og erklærede, at han ville antage islam og udbrede islam blandt Banū Thaqīf. Med tanke på Thaqīf-stammens medfødte arrogance rådede Profeten (fvmh.) ham til at udvise forsigtighed og udtrykte bekymring for, at de måske ville forsøge at dræbe ham. Hazrat ʿUrwa havde stor tillid til sin egen personlige indflydelse og anseelse. Derfor bad han indtrængende Profeten (fvmh.) om tilladelse til at udføre dawah-arbejde og fik den. Så snart han var vendt tilbage fra Medina, stillede han sig på taget af sit hus og bekendtgjorde, at han havde antaget islam. Men i modsætning til hvad han havde forventet, så han pile blive affyret mod sig fra alle sider. Han blev ramt af en af disse pile og døde som martyr. Banū Thaqīf havde ganske vist begået denne brutale ugerning, men den gav også deres samvittighed et voldsomt chok. De blev tvunget til at overveje situationen nøgternt. En måneds tid senere indkaldte de til et møde. Efter en realistisk vurdering af situationen overvejede de på mødet følgende: Ville vi alene være i stand til at konfrontere hele den arabiske nation, som var blevet islamisk? Til sidst besluttede de at sende en udsending til Medina. I stedet for én udsending sendte de imidlertid en hel delegation. ʿUthmān ibn Abī al-ʿĀṣ, ʿĀṣ ibn ʿAwf, Bahāz ibn Khalfasha (repræsentant for Banū Mālik), al-Hakam ibn ʿUmar og Shurahbīl ibn Ghaylān (repræsentanter for de allierede stammer) blev medlemmer af delegationen. ʿAbd Yalīl, Taifs høvding, rejste til Medina som deres leder. Det kan nævnes, at denne ʿAbd Yalīl var den samme person, som tolv år tidligere ikke engang ville lytte til Profeten (fvmh.)s dawah, men havde sendt byens urostiftere efter ham, så de mishandlede ham.

Efter at Profeten (fvmh.) var vendt tilbage fra Tabuk til Medina, ankom denne delegation til Medina. Der blev oprettet en lejr til dem tæt ved Profetens Moské. Khālid ibn Saʿīd blev udpeget som forhandler mellem de to parter.

Denne taler fremsatte den ene mærkelige betingelse efter den anden. En af betingelserne var, at deres afgud Lat ikke måtte ødelægges inden for tre år. Derefter forkortede de gradvist perioden, indtil den var kommet ned på én måned. På det tidspunkt kunne deres hjerter ikke acceptere, at den blot var en livløs sten. De udtrykte også frygt for, at deres afgud, hvis den fik at vide, at den skulle ødelægges, kunne dræbe hele landets befolkning. Umar (må Allah være tilfreds med ham) havde hidtil siddet tavs og lyttet. Men på dette tidspunkt kunne han ikke længere tie. Han sagde til Abd Yalil: „Hvilket tåbeligt sludder står I og siger? Jeres guder er ikke andet end sten.“ Abd Yalil blev ophidset og sagde: „Du Khattabs søn, vi er ikke kommet for at tale med dig. Vi taler med Allahs Sendebud.“ Da Allahs Sendebud (fvmh.) ikke accepterede en eneste af disse betingelser, fremsatte de til sidst den betingelse, at hvis afguden absolut skulle ødelægges, måtte det ikke være dem, der ødelagde den. Allahs Sendebud accepterede denne betingelse. Derefter blev Abu Sufyan ibn Harb og al-Mughira ibn Shu’ba udpeget til at ødelægge afguden. Så stillede de den betingelse, at de skulle fritages for at bede. Allahs Sendebud sagde: „Der er intet godt i en religion, hvor der ikke er bøn.“

Et medlem af delegationen bad også: „Allahs Sendebud, giv os tilladelse til utugt. Vi har ingen mulighed for at klare os uden at begå utugt.“ Derefter sagde de: „Lad muligheden for at drive ågerforretning stå åben for os, og giv os også tilladelse til at drikke vin.“

Det var, som om Allahs Sendebud havde åbnet en butik. Enhver skulle købe så meget, som han havde brug for, og lade resten ligge. Som svar på disse krav begyndte Allahs Sendebud vers for vers fra Koranen at gøre det klart, at dette var bestemmelser fra Allah den Ophøjede selv, ikke regler, som nogen havde fundet på. Da disse uretfærdige betingelser blev afvist, nåede delegationen efter rådslagning frem til den beslutning, at hvis de ikke fulgte den islamiske lov, ville deres skæbne en dag blive som Mekkas indbyggeres. Derfor bøjede de sig modvilligt, og en aftale blev nedskrevet. Allahs Sendebud gav dem kun indrømmelser på to områder: For det første ville der ikke blive opkrævet zakat hos dem, og for det andet ville de ikke blive tvunget til at deltage i jihad. Men da islam begyndte at slå fast rod i deres hjerter, begyndte de frivilligt at opfylde alle kravene ét efter ét. Det siger sig selv, at det var netop det, Allahs Sendebud havde håbet på.

Uthman ibn Abi al-As, et medlem af delegationen, var en hengiven ung mand. I sin fritid studerede han og tilegnede sig detaljeret viden om islam og den islamiske lov. Han blev udnævnt til leder. Da de vendte tilbage til Taif, foregav de først på dramatisk vis en yderst fjendtlig holdning og sagde: „Muhammad har stillet os helt uacceptable betingelser. Gør jer derfor klar til krig.“ I to dage herskede der en frygtelig og spændingsfyldt stemning. Til sidst begyndte Taifs indbyggere af sig selv at sige: „Hvordan skal vi kunne kæmpe mod Muhammad? Hele Arabien følger nu hans befalinger. Gå hen og accepter alt, hvad han siger.“ Efter således at have skabt den rette stemning fortalte delegationen, hvordan sagen i virkeligheden forholdt sig. De sagde: „Sandheden er, at vi fandt Muhammad ophøjet til et meget højt niveau i gudsfrygt, ærlighed, sanddruhed og barmhjertighed. Vores rejse har været yderst udbytterig.“

Abu Sufyan og al-Mughira blev sammen med delegationen sendt til Taif for at ødelægge afguden. Da de begyndte at ødelægge den, ventede alle, unge som gamle, åndeløst på at se, hvad der ville ske med dem, der var i færd med at ødelægge den. Nogle af kvinderne begyndte af frygt ligefrem at græde. De troede, at himlen måske ville styrte ned over jorden. Nogle af dem fremsagde digte og sagde: „Græd over de kujoner, som har overgivet deres afguder til fjenden og ikke har været i stand til at yde nogen modstand.“

Det var netop i Taif, som ligesom Mekka en dag havde stenet Allahs Sendebud og ladet ham bløde, at deres jahiliyyah-system nu på Allahs Sendebuds tegn blev knust foran deres egne øjne.

Det er værd at bemærke, at Taif, ligesom Mekka, var en gammel højborg for jahiliyyah-systemet. Efter at have indledt belejringen opgav Allahs Sendebud den alene ud fra den betragtning, at Banu Thaqif ikke kunne overleve som en isoleret ø midt i det landsdækkende islamiske miljø. Hvad skulle blodsudgydelsen da gøre godt for? Hvis Mekka havde bøjet sig for sandheden, hvor længe kunne Taif, som var underlagt Mekka, så undlade at bøje sig? Hvis en anden krigerisk erobrer end Allahs Sendebud havde stået i hans sted, ville han efter først at have mobiliseret sine tropper, i det mindste af hensyn til sin egen værdighed have gjort krigssejren fuldstændig og ladet en flod af blod strømme i Taif. Men fordi Allahs Sendebud ikke ønskede blodsudgydelse, medmindre det var uundgåeligt nødvendigt, ophævede han belejringen og lod felttoget stå uafsluttet. Formålet var, at Thaqif senere, når de med koldt hoved betragtede situationen, frivilligt skulle vælge underkastelsens vej; og det ville være langt mere frugtbart for en opbyggende og reformerende revolution. Sådan gik det også senere.

9. Delegationen fra Banu Hanifa

De var indbyggere i Yamama-området. Gennem Thumama bin Uthal var budskabet om islam nået frem til dem. Derefter kom de til Medina, mødtes med Allahs Sendebud ﷺ og antog islam.

Den berygtede falske profet Musaylima al-Kadhdhab var også kommet med denne delegation. Han begyndte at sige en masse vrøvl. På et tidspunkt sagde han: „Hvis Muhammad ﷺ beslutter at udnævne mig til sin stedfortræder, vil jeg antage islam.“ I virkeligheden var denne mand blevet grådig, da han så den enestående succes, som Muhammads ﷺ profetskab havde opnået. Han troede, at man kunne udgive nogle litterære udsagn for åbenbaringer, og at det derefter ville være troværdigt, hvis han gjorde krav på profetskab. Men han forstod ikke, hvorfra han skulle få den karakterstyrke, som i tyve år havde overvundet alle former for modstand. Det var på grund af disse overvejelser, at han fik en forretningsmæssig idé. Hans holdning var: „Enten indgår du en forretningsaftale med mig, eller også åbner jeg selv en butik for profetskab.“

Allahs Sendebud ﷺ gennemskuede hans tankegang. Han havde en daddelpalmegren i hånden. Mens han viste den frem, sagde han: „Selv på betingelse af at få denne gren vil jeg ikke tage troskabseden fra nogen.“ Islam er altså ikke en butik, hvor nogen gennem den kan skaffe sig mulighed for personlig indtjening. Den, der kommer, skal komme ved at acceptere sandheden som sandhed. Der må ikke stilles nogen betingelser.

Delegationen vendte skuffet tilbage. Efter sin tilbagekomst gjorde Musaylima virkelig krav på profetskab. I hans religion var bønnen fritaget, mens alkohol og utugt var tilladt.

10. Delegationen fra Banu Tai-stammen

Delegationen fra Tai-stammen ankom under ledelse af Zayd al-Khayl. Allahs Sendebud ﷺ forelagde dem islams budskab. Hele delegationen, inklusive dens leder, tog imod dette budskab af hele deres hjerte. Zayd al-Khayl var både digter og taler. Desuden var han en modig kriger. Da Allahs Sendebud ﷺ roste ham, sagde han: „Enhver araber, som er blevet rost over for mig, har jeg ved nærmere bekendtskab fundet mindre begavet, end rosen gav indtryk af. Men Zayd al-Khayl er undtagelsen. For jeg har fundet flere gode egenskaber hos ham, end jeg havde hørt omtalt.“

Adi ibn Hatim var også leder af denne stamme. Han var kristen af religion. Der havde samlet sig en stærk fjendtlighed og et intenst had i hans hjerte mod Allahs Sendebud ﷺ. Han gjorde sig klar til krig. Men da den muslimske hær pludselig nåede frem til Yamama-området, flygtede han til Syrien. Da hans søster blev taget til fange og ført til Medina, blev hun dybt imponeret over Allahs Sendebuds ﷺ behandling og den generelle moralske hæderlighed hos de andre. Hun insisterede på, at Adi skulle tage til Medina og mødes med Allahs Sendebud ﷺ. Ifølge nogle var Adi taget til Medina sammen med delegationen fra Tai-stammen. Da han nåede Medina, søgte han svar på spørgsmålet om, hvorvidt Muhammad ﷺ var en konge eller en profet. Da han kom til Medina, mødte han Allahs Sendebud ﷺ i moskéen. Derefter forlod Allahs Sendebud ﷺ moskéen og gik sammen med Adi mod sit eget hjem. Undervejs ønskede en gammel kvinde at tale med Allahs Sendebud ﷺ. Han gav hende god tid og lyttede opmærksomt til hende. Da de kom hjem, satte han sig selv på gulvet og lod Adi sidde på en pude. Da Adi så disse to ting, blev han overbevist om, at han var Allahs Sendebud og ikke blot en verdslig konge. Derefter gjorde Allahs Sendebuds ﷺ ord ham endnu mere overbevist.

Gennem samtalen forstod Allahs Sendebud ﷺ, hvilke andre vanskeligheder der fandtes i Adis sind. Derefter opklarede han dem én efter én. Der findes en slags mennesker i verden, som hurtigt erkender sandheden. Men de ønsker at blive forsikret om, hvorvidt der er tilstrækkeligt realistiske muligheder for dens succes, og om der hurtigt kan opnås resultater. Adi var sådan en person. Da Allahs Sendebud ﷺ forstod denne tilstand i hans sind, sagde han: „Måske tøver du med at antage islam, fordi du i øjeblikket ser islams tilhængere som fattige. Ved Allahs ed, den dag er ikke langt borte, hvor rigdommens kilder vil springe blandt muslimerne, og der vil blive så stor overflod, at man ikke vil kunne finde nogen, der vil tage imod rigdommen. Og hvis du tøver, fordi du ser, at muslimerne er få, mens deres fjender er mange, så skal du vide, ved Allahs ed, at den dag er nær, hvor en kvinde alene ridende på en kamel vil begive sig fra Qadisiyya for at besøge denne moské og nå frem i fuld sikkerhed. Måske mangler du også lyst til at antage islam, fordi du ser de ikke-muslimske magthaveres store styrke og magt. Men ved Allahs ed, du vil snart selv høre, at muslimerne har indtaget Babylons paladser.“ Da Adis tvivl på dette punkt var fjernet, overgav han sig straks til den islamiske bevægelse. Af ovenstående samtale kan man udlede flere vigtige oplysninger:

– Islam opfordrer ikke blot til moralsk forbedring og reform, men dets program omfatter også økonomisk fremgang såvel som politisk revolution. Den tager ikke det hinsidige livs velfærd imod som noget, der er adskilt fra jordisk lykke og velstand.

– Allahs Sendebud (fred være med ham) havde på forhånd et klart billede af den islamiske bevægelses fjerneste fremtid. Fra begyndelsen stod det klart for ham, hvilke stadier der skulle gennemgås, og hvortil man skulle nå.

– Det er yderst vigtigt, at den islamiske bevægelse forsikrer folket om, at der er gode muligheder for bevægelsens praktiske succes, og at den ønskede islamiske revolution ikke er en urealistisk fantasi, men en uundgåelig realitet, ligesom den kommende dīns solopgang. Hvis dette ikke lykkes, vil en stor del af folket, selv om de ved, at islams kald er en absolut sandhed, blive stående udenfor.

– Hvis den islamiske bevægelse når det højeste stadium af succes og fuldkommenhed, vil den uundgåelige følge være, at (1) ingen fattig eller afhængig person vil eksistere, fordi de økonomiske midler og ressourcer vil være blevet kraftigt udviklet, og en retfærdig fordeling af deres udbytte vil være sikret, (2) der politisk vil blive dannet en så stærk, værdig og stabil regering, at fjenderne ikke vil betragte den som let at opsluge. Tværtimod vil denne regering være i stand til at knuse al stolthed hos sine modstandere, (3) den indre fred og sikkerhed vil blive bragt op på et sådant niveau, at selv hvis en kvinde rejser alene fra den ene ende af landet til den anden og passerer nær beboede områder, vil hendes liv, ejendom og ære ikke på nogen måde være truet. Dette er de grundlæggende kendetegn ved et islamisk statssystem.

11. Banū al-Hariths delegation

Denne delegation kom fra Najrān-området. I disse egne rejste Hazrat Khalid ibn al-Walid personligt rundt i det 10. hijri-år og bragte islams kald til dem. Han sagde til dem: Hvis I antager islam, vil I opnå sikkerhed. De tog imod kaldet. Hazrat Khalid blev der i nogen tid for at undervise dem i islams troslære, tro og påbud, og han meddelte gennem et brev Allahs Sendebud (fred være med ham) nyheden om deres succes. Som svar på brevet blev der fra Medina sagt: Vend nu tilbage, og tag nogle af denne stammes ansete mænd med dig. Denne ordre blev straks efterkommet. [Ibn Hisham har gengivet Hazrat Khalids brev ordret. Her forklarer Hazrat Khalid årsagen til sit ophold og henviser til Allahs Sendebuds (fred være med ham) ordre. På et tidspunkt siger han: ‘Jeg underviser dem i islams Bog, Allahs Bog og Allahs Sendebuds (fred være med ham) sunnah.’ Derefter siger han igen: ‘Jeg udfører dette arbejde i overensstemmelse med Allahs Sendebuds (fred være med ham) ordre.’ Senere skriver han på ny: ‘Jeg underviser dem i islam, i Allahs Bog og i Allahs Sendebuds (fred være med ham) sunnah.’ Da jeg læste dette brev, tænkte jeg, at hvert af de beviser fra sahabaernes tidsalder, som man finder af denne art, fastslår Allahs Sendebuds (fred være med ham) sunnah som en grundlæggende kilde til islam og anser det for obligatorisk at følge den.]

Denne gruppe fulgte allerede i uvidenhedens tidsalder nogle gode moralske værdier. Da delegationen ankom, spurgte Allahs Sendebud (fred være med ham) dem i samtalens løb: “I vinder altid over jeres fjender i kamp og bliver aldrig besejret. Hvad er årsagen til det?” De svarede: “Vi tager ikke frivilligt aggressive skridt mod nogen og indleder ikke selv nogen form for uret. Når vi i fællesskab beslutter os for at kæmpe, trækker ingen sig fra beslutningen og skaber uenighed. Tværtimod bevarer vi enheden.” Allahs Sendebud (fred være med ham) gav sin støtte til denne strategi.

Qays ibn Husayn, delegationens fremtrædende personlighed, blev udnævnt til stammens amir.

12. Delegationen fra Najran

Den store menneskehedens velgører, profeten (fvmh.), udførte også meget af arbejdet med den islamiske invitation gennem skrift. Han inviterede bestemte personer eller grupper gennem breve, og et sådant brev sendte han også til de kristne i Najran. I dette brev fremsatte han kortfattet følgende invitation:

»Jeg begynder i Allahs navn, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Jeg kalder jer til at opgive trældommen under Allahs tjenere og tjene Allah samt til at opgive at underkaste jer Allahs tjenere og underkaste jer Allah. Hvis I ikke ønsker at tage imod denne invitation, er det jeres pligt at betale jizya (det vil sige at udvise politisk lydighed). Hvis I også nægter dette, er krig erklæret.« Biskoppen begyndte at ryste af frygt, så snart han havde læst brevet. Først rådførte han sig med nogle ledende personer. Derefter indkaldte han hele områdets befolkning. Området havde treoghalvfjerds bosættelser, og befolkningen var så talrig, at et hundrede tusinde krigere når som helst kunne mobiliseres. De vigtigste kristne ledere mente, at denne mand måske var den sidste profet, hvis komme var blevet bebudet blandt Ismails efterkommere. Efter en offentlig rådslagning blev det besluttet, at en delegation af de vigtigste kristne ledere skulle tage til Medina, tale med brevets afsender og undersøge situationen. Shurahbil, Abdullah og Habbār blev udpeget til delegationen. Det var den første delegation, der erklærede politisk lydighed, lovede at betale skat og til gengæld vendte tilbage med et dekret eller en erklæring om sikkerhed og rettigheder.

Da delegationen vendte tilbage med sikkerhedsdokumentet, gik biskoppen og de ledende høvdinge langt ud for at tage imod dem. De overrakte dokumentet til biskoppen undervejs, og biskoppen begyndte at læse det, mens han gik. Hans fætter Bashir ibn Muawiya blev også så opslugt af at læse dokumentet, at han faldt ned fra kamelen. Da han var faldet ned, udbrød han uvilkårligt: »Må den person, på grund af hvem vi er kommet i så store vanskeligheder, gå til grunde.« Det var tydeligt, at han hentydede til profeten (fvmh.). Derfor sagde biskoppen strengt til ham: »Hvad er det, du siger? Ved Allah, han er Allahs udsendte profet.« Hvad skete der så? Så snart Bashir hørte disse ord, gennemgik han en forvandling. Han sagde: »Så sværger jeg ved Allah, at jeg straks vil møde op hos ham.« Biskoppen forsøgte at indhente ham ved at ride efter ham på sin hunkamel og sagde til ham: »Hør nu på mig. Forstå, hvad jeg mente. Jeg sagde det med et særligt formål.« Bashir lyttede ikke til noget af det. Han sagde: »Du er biskop. Det, du har sagt, kan ikke være forkert.« Urokkelig i sin beslutning nåede Bashir frem til profeten (fvmh.), antog islam og slog sig ned i Medina. Senere skænkede Allah ham den lykke at opnå martyrdøden.

Der fortælles næsten en tilsvarende beretning om Karz ibn Alqama.

Da delegationen vendte tilbage til Najran sammen med de lokale høvdinge, blev en anden kristen asketisk dervish dér dybt bevæget, da han hørte hele beretningen. Da han hørte om den nye profets komme, blev han også grebet af følelser og rejste til Medina. Han overrakte profeten (fvmh.) sin egen skål, et tæppe og en stav som gaver for at udtrykke sin hengivenhed, respekt og kærlighed. Derefter tog han til Najran med løfte om at vende tilbage efter profetens (fvmh.) tilladelse. Men han nåede ikke at vende tilbage, mens profeten (fvmh.) stadig levede.

Najrans biskop Abu al-Harith al-Panurā, som nød den byzantinske kejsers gunst og var meget berømt blandt de kristne, rejste til Medina med en delegation. Den kristne mufti og dommer Ayham, Abd al-Masih Akrah og 24 fremtrædende ledere var med i delegationen. Det skal bemærkes, at denne biskop oprindeligt var araber af slægten Banu Bakr ibn Wa’il. Men efter at være blevet kristen opnåede han så stor fremgang i religiøs viden og gudsdyrkelse, at han selv blev kristendommens mest betroede leder.

De tilbragte nogle dage i Medina. Da de ønskede at bede i Profetens Moské på kristen vis, forsøgte nogle af profetens ledsagere at forhindre dem, men profeten (fvmh.) gav dem tilladelse.

Ved deres ankomst blev de lokale jøder meget aktive og blandede sig unødigt i sagen, idet de rejste forskellige spidsfindige indvendinger. Der blev drøftet treenighedslæren og Jesus’ (fred være med ham) rang. På hvert punkt blev de besvaret med koranvers. Samtidig pustede de til jødernes mistanke om, at Profeten (fred være med ham) ønskede at træde i Jesu (fred være med ham) sted og få folk til at tilbede ham selv. Som svar på dette lod Profeten (fred være med ham) på Allahs vegne koranvers oplæse, hvori det siges, at den, som Allah skænker Skriften, myndighed og profetskab, aldrig har fået tilladelse til at sige til folk: »Bliv mine tjenere i stedet for Allahs.« Derefter opstod der også en debat blandt medlemmerne af den jødiske delegation om, hvilken religion Abraham (fred være med ham) fulgte. Jøderne hævdede, at han var jøde, mens de kristne hævdede, at han var kristen (Allah forbyde det). Koranen afgør denne debat i et enkelt og uimodsigeligt sprog: »I Skriftens folk, hvorfor strides I unødigt om Abraham, når både Toraen og Evangeliet blev åbenbaret efter ham? (Det var fra disse to bøger, at de to folk, jøderne og de kristne, opstod.) Han var hverken jøde eller kristen, men en oprigtigt hengiven muslim. Han var aldrig afgudsdyrker. De, der med rette følger Abrahams vej, er kun Profeten (fred være med ham) og de, der tror på ham!« Jesu (fred være med ham) egen rang fremhæves i Koranen med ordene: »For Allah er Jesu eksempel som Adams (fred være med ham) eksempel.«

Blandt Najrans delegation havde der måske været en vis urokkelighed med hensyn til deres religiøse overbevisning. Mennesker holder ofte fast ved gamle forestillinger, selv når de handler med gode hensigter. Men jødernes ondsindede sammensværgelse gjorde situationen endnu mere kompliceret. Unødvendig spidsfindighed og den stædighed, som udspringer af den, hindrede dem i at tage imod sandheden. Derfor fremlagde Koranen for dem en endelig form for afgørelse. Den kaldes »mubahala«. Profeten (fred være med ham) fik besked på at sige til dem: »Kom, lad os kalde vore hustruer og vore børn sammen, og lad os selv træde frem. Derefter skal vi bede Allah om at afgøre sagen mellem os og lade forbandelsen ramme løgnerne.« Når en sandfærdig person beskyldes for løgn, kan intet være mere smertefuldt for ham. I en sådan situation fastsatte Allah den afgørelsesform, at begge parter offentligt foran folkemængden skulle bede Allah om at fælde dom. Næste dag kom Profeten (fred være med ham) ud fra sit hjem med sin højt elskede datter Fatima, sin svigersøn Ali og sine uskyldige børnebørn. For Medinas indbyggere var det en enestående oplevelse og en stor begivenhed, at en sandhedens forkæmper havde taget hele sin familie med til mubahala-pladsen. Hvor fast en tro han måtte have haft! Medlemmerne af den kristne delegation blev grebet af frygt: Hvis han virkelig var profet, ville ikke engang vores navn og spor være tilbage efter denne mubahala. De ville ikke føre debatten videre, men tilbød politisk troskab og overlod også til Profeten (fred være med ham) at fastsætte jizyaens størrelse. Næste dag blev der udstedt et dokument, hvori det blev fastslået, at de kristne skulle nyde fuld religionsfrihed og socialt selvstyre. Deres mennesker og ejendom skulle forblive, som de var. Deres nuværende rettigheder skulle ikke ændres. Der skulle ikke foretages nogen ændring blandt deres religiøse præster (biskopper og munke). Ingen skulle berøves ejerskab eller rettigheder til de religiøse ejendomme. Der skulle ikke længere rejses tiltale for forbrydelser begået i uvidenhedens tidsalder. Muslimske hære måtte ikke trænge ind på deres område. Deres folk måtte ikke tvinges til at udføre arbejde, sådan som verdslige konger og herskere gør. Der skulle ydes retfærdighed mellem undertrykkeren og den undertrykte. Hvis nogen tog renter, skulle ingen andre hæfte for det. Ingen skulle bære frugten af en andens synd. På denne store befolkning blev der kun pålagt en årlig skat på to tusind uqiya i form af tøj og beklædning.

Beretningen om disse to delegationer fra Najran er blevet blandet noget sammen. Det var ved den anden delegations ankomst, at der egentlig burde være opstået større uro. Men det var sandsynligvis den første delegation, der modtog Profeten (fred være med ham)s erklæring om beskyttelse. For i den anden erklæring fylder religiøse forhold mere end politiske forhold. Den henvender sig hovedsageligt til de religiøse præster. I denne erklæring blev Najrans indbyggere lovet den størst mulige religionsfrihed og sikkerhed for, at der ikke ville blive grebet ind i den kristne ordning. Denne erklæring beviser, at Profeten (fred være med ham) på det politiske område kun ønskede troskab mod styret og var tilfreds, når han opnåede den. Han forhindrede ikke noget samfund i at praktisere sin religion og påtvang heller ikke nogen den islamiske troslære med magt. Tværtimod gav han religiøse mindretal den størst mulige religionsfrihed. Den islamiske bevægelse søgte på det individuelle plan kun at ændre tro og holdninger gennem argumenternes kraft, men håndhævede sine kollektive bestemmelser gennem politisk magt. Bemærk, at åger i den første erklæring blev holdt uden for beskyttelsen, fordi det er en ulovlig og strafbar handling. Religion var ikke det egentlige emne for denne erklæring, for den drejede sig om noget, der var endnu større end religion. Denne erklæring, som Profeten (fred være med ham) udstedte, har for altid status som en lov, ummaen er forpligtet til at følge. Erklæringen beviser også, hvor gavmild islam er over for mindretal, der bekender sig til andre religioner. Det er ikke muligt at fremvise noget eksempel på, at nogen anden lov, ordning eller civilisation i verden har vist mindretal en sådan gavmildhed.

Da den anden delegation skulle forlade Medina, bad den Profeten (fred være med ham) om at sende en betroet embedsmand med dem for at opkræve jizyaen. Profeten (fred være med ham) sendte Ubayda ibn al-Jarrah og hædrede ham med titlen »ummahens betroede«, Amin al-Ummah. Abu Ubayda gjorde sammen med skatteopkrævningen også en ihærdig indsats for at udbrede den islamiske da‘wa i området. Som følge heraf tog mange mennesker islam til sig.

Det skal her nævnes, at Najrans indbyggere var opdelt i to hovedgrupper:

Kristne og ummiyyun (analfabeter). De kristne afsluttede sagen ved at love politisk troskab. De ummiyyun tog derimod islam til sig. Den første delegation kom sandsynligvis i slutningen af det niende hijri-år, og den anden delegation i begyndelsen af det tiende hijri-år.

13. Banu Asads delegation

Banu Asad-stammen var Quraysh-stammens allierede i alle militære aktiviteter. I det 9. hijri-år kom en delegation fra denne stamme til Allahs Sendebud (fred være med ham) og meddelte, at de havde antaget islam. Men der var stadig spor af arabernes medfødte hovmod i den måde, de fremsatte det på. Med en vis selvhævdende stolthed sagde de til Allahs Sendebud (fred være med ham): »De har jo ikke sendt nogen prædikant til os. Vi antog islam på eget initiativ.« For at afkræfte denne holdning kom der en åbenbaring til Allahs Sendebud (fred være med ham): »Fremstil ikke jeres antagelse af islam som en gunst over for mig. Nej, det er Allahs gunst, at Han har ledt jer til islams vej.« Derefter spurgte delegationen om islams bestemmelser vedrørende forsøg på at spå om skæbnen og forudsige fremtiden ved hjælp af fugle samt at udvælge varer ved at kaste sten (det vil sige, at lederen efter at have fastsat prisen på afstand kaster en sten mod en vare eller genstand, og den vare, som stenen rammer, udvælges til ham selv). Allahs Sendebud (fred være med ham) tog afstand fra alt dette. Til sidst spurgte de, om det var tilladt at skrive breve. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Det var jo en profet, der indførte dette. Hvilken bedre kundskab kunne der findes?«

Under Abu Bakr as-Siddiqs kalifat gjorde en mand fra denne stamme ved navn Talha ibn Khuwailid krav på falsk profetværdighed.

14. Delegationen fra Banu Fazara

Banu Fazara var en stærk og arrogant stamme. Et medlem af denne stamme, Uyayna ibn Hisn, kom med en delegation og mødte Allahs Sendebud (fred være med ham) på dennes vej tilbage fra Tabuk og antog islam. Allahs Sendebud (fred være med ham) spurgte dem om den generelle situation i området. De fortalte, at der herskede hungersnød i landet. På grund af hungersnøden var afgrøder, husdyr og haver blevet ødelagt, og børnene var blevet afkræftede af underernæring. De bad Allahs Sendebud (fred være med ham) om at bede for dem. Allahs Sendebud (fred være med ham) bad om regn, og bønnen blev besvaret.

15. Delegationen fra Banu Amir

Dette var en gren af den berømte arabiske stamme Qays Aylan. De havde tre berømte høvdinge: Amir ibn Tufayl, Arbad ibn Qays og Jabbar ibn Salma. De to første af disse tre høvdinge var begærlige efter embeder. Især havde Amir allerede gjort sig skyldig i forskellige ugerninger. Denne gang var de også kommet med en frygtelig sammensværgelse for at dræbe Allahs Sendebud (fred være med ham). Delegationen trådte frem for Allahs Sendebud (fred være med ham) og tiltalte ham som »Sayyiduna« (min herre). Allahs Sendebud (fred være med ham) tog afstand fra denne måde at tiltale ham på og sagde: »Sayyid, eller Herren, er kun Allah, ingen anden.« Da de derefter kom med endnu flere smigrende ord, advarede Allahs Sendebud (fred være med ham) dem igen og sagde: »Når vi taler, bør vi være på vagt, så Satan ikke får os til at fare vild.« Hvilken omhyggelig bestræbelse på at beskytte sig mod smiger. Amir ibn Tufayl havde opfattet Allahs Sendebuds (fred være med ham) bevægelse som ren magtpolitik og et forsøg på at opbygge et imperium. Derfor stillede de som sædvanlig betingelser for at indlede forhandlinger:

1. De skal herske over beduinerne, mens De lader mig herske over byerne.

2. Ellers skal De udnævne mig til hersker efter Dem.

3. Ellers vil jeg angribe Medina sammen med Ghatafan.

Amer havde allerede sagt til Arbad: »Jeg vil holde Allahs Sendebud (fred være med ham) optaget i samtale, og du skal benytte lejligheden til at udføre det, der skal gøres.« Men under indflydelse af Allahs Sendebuds (fred være med ham) værdige og alvorlige udstråling blev han lamslået og stod helt stille. De vendte begge tilbage efter at have lidt nederlag. Da Allahs Sendebud (fred være med ham) forstod, hvad de hver især havde i sinde, bad han: »Åh Allah! Beskyt os mod deres skade.« Kort efter døde Amer af pesten, og Arbad ibn Qays blev brændt til aske af et lynnedslag.

16. Delegationen fra Banu Adhra-stammen

I måneden Safar i det niende hijri-år kom tolv personer fra denne stamme til Allahs Sendebuds (fred være med ham) hof. Hamza ibn Nu’man var blandt dem. Da de præsenterede sig, sagde de: »Vi er efterkommere af Adhra.« Adhra var på moderens side Qusayys bror. Allahs Sendebud (fred være med ham) bød dem med stor glæde velkommen med ordene »Ahlan wa sahlan«. De tog alle oprigtigt imod islam. Allahs Sendebud (fred være med ham) gav dem det glade budskab, at Romerrigets herredømme i Syrien ville ophøre, og at Heraclius ville flygte. Han forbød dem at spørge astrologer om fremtidige begivenheder og befalede dem at opgive alle andre ofre end det offer, som profeten Ibrahim havde lært dem. Da delegationen skulle rejse, gav han dem rejseforplejning efter sædvane.

17. Delegationen fra Balli-stammen

Denne stammes bosættelsesområde var meget vigtigt. I måneden Rabi al-awwal i det niende hijri-år kom repræsentanter for stammen sammen med deres leder, Ruwayfi ibn Thabit, til Allahs Sendebud (fred være med ham) og tog imod islam. De opholdt sig tre dage i Medina. Da de derefter skulle rejse, gav Allahs Sendebud (fred være med ham) dem dadler og rejsepenge.

18. Delegationen fra Kinda-stammen

Dette var en betydningsfuld stamme fra Yemen-området. Tres eller firs personer fra stammen ankom til Medina iført kostbare silkeklæder under ledelse af Ashayas ibn Qays. Allahs Sendebud (fred være med ham) spurgte dem: »Er I blevet muslimer?« De svarede: »Ja.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde forbløffet: »Hvorfor er I så kommet iført denne silke?« Delegationen tog straks silkeklæderne af, rev dem i stykker og gav således et sjældent eksempel på urokkelig tro.

19. Azd-stammens delegation

Banu Azd-stammen var bosat i Yemen. Deres delegation kom under ledelse af Saʿd ibn ʿAbdullah al-Azdī til Allahs Sendebuds hof og antog islam. Hazrat Sarad blev udnævnt til stammens leder.

20. Jarashs delegation

På det tidspunkt var størstedelen af Yemen blevet indlemmet i den islamiske stat. Men der fandtes også oprørske mennesker i det skjulte. Byen Jahash var ligeledes under oprørernes kontrol. En muslimsk hær under ledelse af Hazrat Sarad al-Azdī belejrede dem i lang tid og besejrede oprørerne. Efter at Jarash var kommet under den muslimske hærs kontrol, kom dens delegation til Medina.

21. Hamadans delegation

Denne delegation bestod af et hundrede og tyve personer. Blandt dens medlemmer var fremtrædende lokale personer som Mālik ibn Nāmiṭ, Abū Thawr, Mālik ibn ʿAnfah al-Salmānī, ʿUmayr ibn Mālik al-Khāriqī (eller ʿAmr ibn Mālik) og Ḍimām ibn Mālik. Mālik ibn Nāmiṭ lovpriste Allahs Sendebud ved at fremsige digte i hans hof. Allahs Sendebud udnævnte ham til leder for stammens muslimer. Først blev Hazrat Khalid sendt på en missionsrejse for at kalde folk til islam i Hamadan-området. Men der kom ingen resultater i seks måneder. Derefter sendte Allahs Sendebud Hazrat ʿAlī med et brev. Hazrat ʿAlī tog dertil og læste brevet op ved en folkeforsamling. Folkene antog straks islam. Da Hazrat ʿAlī i et brev underrettede Allahs Sendebud om dette, gik han ned i sujūd for at takke Allah og løftede derefter hovedet og sagde: »As-salāmu ʿalā Hamadān.« (Fred være med Hamadan.)

22. Ankomsten af Fardwah al-Judhāmīs udsending

Fardwah var guvernør udpeget af Romerriget i Muʿān-området. Dette område omfattede dele af både Syrien og Arabien. Da islams kald nåede ham, satte han både sit embede og sit liv på spil og antog islam. Han sendte også en udsending til Allahs Sendebud for at meddele, at han havde antaget islam, og sendte ham et hvidt muldyr som gave. Da den romerske regering fik kendskab til dette, arresterede den ham og dræbte ham ved korsfæstelse på et sted ved navn ʿAfrāʾ. Allah havde skænket denne tjener så stærk en tro, at han rejste sig fra guvernørens sæde og med et smil gik hen og stillede sig ved korsets træ.

23. Tujib-stammens delegation

[En forbryder fra denne stamme, Kinana bin Bishr, var morderen af Hazrat Uthman (r.a.). Navnet på en anden stamme, Tajwab, ligner dette navn; den nedstammer fra Himyar-kongedynastiet. Ibn Bilham, morderen af Hazrat Ali (r.a.), var medlem af sidstnævnte stamme.]

Dette var en gren af Kinda-stammen i Yemen. De havde allerede antaget islam og indrettet deres liv efter islams krav. En delegation på tretten personer kom til Medina med zakatmidlerne og dyrene. De sagde: »Vi har medbragt den del af vores ejendom, som tilhører Allah.« Profeten (s.a.) sagde: »Tag disse midler tilbage og fordel dem blandt folkene i området.« De sagde: »Vi har kun medbragt det, der var tilbage, efter at vi havde givet til lokalbefolkningen.« Da Hazrat Abu Bakr (r.a.) hørte dette, udbrød han spontant: »O Allahs Sendebud (s.a.)! Ingen delegation fra Arabien er kommet som Tujib-delegationen.« Profeten (s.a.) sagde: »Vejledningen ligger i Allah den Højestes hånd. Når Han ønsker det gode for nogen, fylder Han hans hjerte med iman.«

De stillede nogle spørgsmål til Profeten (s.a.) og vendte tilbage til deres stamme med hans skriftlige svar.

Blandt denne delegation var der en ung mand fra Banu Ubaydi. Delegationen havde efterladt ham for at føre tilsyn med deres ejendele og dyr. Profeten (s.a.) tilkaldte ham personligt. Han sagde: »Jeg har kun én bøn: Bed om, at mine synder bliver tilgivet.« Profeten (s.a.) bad særligt for ham. Senere, da en bølge af frafald fra islam skyllede hen over Yemen, holdt denne unge mand hele sin stamme fast på islam.

Profeten (s.a.) gav også denne delegation rejseudgifter til hjemrejsen som gave.

24. Banu Saad Hudhayms (Qudāʿa) delegation

Flere personer fra denne stamme kom til Profeten (s.a.) som en delegation og antog islam. Profeten (s.a.).

På hans befaling gav Bilal, må Allah være tilfreds med ham, denne delegation nogle sølvpenge til rejseudgifter. Efter deres tilbagekomst antog hele stammen islam.

25. Bahra-stammens delegation antager islam

Dette er også en fremtrædende stamme fra Yemen-området. En delegation på tretten personer kom til Medina og antog islam. Efter at have opholdt sig der i nogle dage for at tilegne sig den nødvendige viden om islams regler vendte de tilbage. Også de fik rejseudgifter efter sædvane.

26. Dhi Marra-stammens delegation

Tretten medlemmer af denne stamme ankom til Medina under ledelse af høvdingen Harith ibn Awf. Da de præsenterede sig, fortalte de Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Vi er efterkommere af Lu’ay ibn Ghalib, og vi er beslægtede med dig.« Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, spurgte dem om deres område. De beskrev den alvorlige hungersnød dér og bad ham også om at bede for dem. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad straks for dem. Da de vendte tilbage til stammen, erfarede de, at det netop var den dag, hvor Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde bedt, at det havde regnet, og at jorden var blevet grøn og frodig. De opholdt sig i Medina i nogle dage for at tilegne sig den nødvendige viden om islam og tog derefter af sted. De fik rejseudgifter.

27. Khawlan-stammens delegation

Denne delegation, der bestod af ti personer, havde allerede antaget troen og mødte op hos Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, med den største hengivenhed og oprigtighed. I uvidenhedens tidsalder havde de tilbedt en guddom ved navn »Amma Unas«. De fortalte, at det nu kun var de ældre, der tilbad denne guddom. De ville tage hjem og straks ødelægge afgudsbildet. De fortalte også, hvor store ofre der tidligere var blevet bragt i denne guddoms navn, og hvilke ceremonier der var blevet afholdt. Under deres ophold tilegnede de sig den nødvendige viden om et islamisk liv. Da de tog af sted, fik de rejseudgifter.

28. Moharib-stammens delegation

Før denne stamme antog islam, var den yderst hidsig og umoralsk. I islams tidlige periode, da Profeten (fred være med ham) gik fra stamme til stamme for at kalde folk til islam, bragte han også budskabet til denne stamme. Men de opførte sig meget uhøfligt. En delegation på ti personer angrede og mødte op hos Profeten (fred være med ham). Ved en sammenkomst genkendte Profeten (fred være med ham) engang en mand og så indgående på ham. Manden forstod det og sagde på eget initiativ: »O Allahs Sendebud, du har vistnok genkendt mig. Du mødte mig engang på Ukaz-markedet. Dengang behandlede jeg dig meget uretfærdigt og afviste dit kald på en meget uhøflig måde. O Allahs Sendebud! Blandt mine ledsagere var ingen en mere hårdnakket fjende af dig end jeg. Men lovet være Allah, som har givet mig evnen til at tro og adlyde.« Derefter bad han Profeten (fred være med ham) om at bede Allah om at tilgive hans tidligere fejltagelser og mangler. Profeten (fred være med ham) sagde til ham: »Når man antager islam, bliver alle de synder, man begik i vantroens tilstand, tilgivet.«

29. Gassans stammes delegation

Gassan var ganske vist af arabisk afstamning. Men fordi stammen havde antaget kristendommen, herskede den på den romerske kejsers vegne over de arabiske områder. I det tiende hijri-år kom tre mænd fra denne stamme til Medina og antog islam ved Profeten (fred være med ham)s hånd. De fortalte, at deres stammes folk ikke ville opgive den rang og de fordele, de i øjeblikket nød, for at antage islam. Profeten (fred være med ham) gav dem rejseunderhold og sendte dem af sted. De vendte tilbage og kaldte igen folk til islam, men også det var forgæves. På grund af omstændighedernes pres holdt alle tre deres antagelse af islam hemmelig. Under slaget ved Yarmuk mødte den ene af dem Hazrat Abu Ubaida og gav udtryk for sin urokkelige tillid til islam. De to andre var allerede døde.

30. Salamans stammes delegation

En delegation bestående af syv personer fra denne stamme, heriblandt Habib ibn Umar, kom til Medina. Som svar på deres spørgsmål sagde Profeten (fred være med ham), at den bedste gode handling er at udføre bønnen til tiden. De beskrev også den hungersnød, de var ramt af, og bad om en bøn. Profeten (fred være med ham) bad. Senere blev det kendt, at det netop den dag havde regnet i deres område.

31. Banu Isa-stammens delegation

De var også fra området Yemen. Deres stamme kom ligeledes i det tiende hijri-år. De spurgte: »Vi har hørt fra dem, der kalder til islam, at den, som ikke foretager hijra, ikke får sin islam accepteret. Vores situation er sådan, at husdyrene er vores eneste levebrød. Det er vanskeligt at foretage hijra og tage dem med. Hvis vi derfor absolut skal foretage hijra, må vi så sælge dem og komme hertil?« Se deres trosmæssige begejstring og inspiration: Ved den mindste antydning var de rede til at forlade deres hjemland og alle deres ejendele og komme hertil. Profeten (fred være med ham) sagde: »Bliv, hvor I er, og fortsæt med at frygte Allah.« I den tidlige periode, hvor det var nødvendigt at styrke islams centrum og uddanne folk til at udføre kaldet i hele landet, blev det gjort obligatorisk at foretage hijra og flytte til centrum. Den fase er nu overstået. Nu er det ønskeligt, at bevægelsens styrke er spredt over hele landet, og at kaldet udbredes i hvert enkelt område; derfor er hijra ikke længere nødvendig. Til denne anden periode knytter sig også befalingen: »Efter sejren er der ikke længere nogen nødvendighed for hijra.«

32. Gamed-stammens delegation

I det tiende hijri-år kom en delegation på ti personer fra Ghamid-stammen til Medina. De antog alle islam. Allahs Sendebud (fvmh.) gav Ubayy ibn Kaʿb besked på at lære dem Koranen. Derefter sendte han dem af sted med rejseforplejning.

33. Delegationen fra Banu al-Muntafiq-stammen

Fra denne stamme kom de to delegerede Nuhayk ibn Asim og Laqit ibn Amir til Medina. Da de kom til Profetens Moské, holdt Allahs Sendebud (fvmh.) en prædiken. Da prædikenen var slut, rejste Laqit sig og stillede nogle spørgsmål om Dommedag, Paradiset og Helvede. Allahs Sendebud (fvmh.) gav ham udførlige svar. Derefter stillede han også nogle spørgsmål om profeterne og de tidligere generationer. Som svar på spørgsmålet om, hvorvidt Allahs Sendebud (fvmh.) havde viden om det usete eller det skjulte, sagde han direkte, at det kun er Allah, der har viden om det usete.

34. Delegationen fra Abd al-Qays-stammen

Jeg har allerede nævnt delegationen fra Abd al-Qays-stammen, som kom i det femte hijri-år. Stammens anden delegation kom til Medina i det tiende hijri-år. Denne delegation bestod af 40 medlemmer.

35. Tariq ibn Abdullah og hans ledsagere

Tariq ibn Abdullah havde tidligere én gang set Allahs Sendebud (fvmh.) forkynde islam på al-Majaz-markedet. På det tidspunkt løb hans egen onkel Abu Lahab efter ham og sagde til folk: »Lyt ikke til ham, han er en løgner« (må Allah beskytte os). Senere kom denne Tariq ibn Abdullah til Medina fra Rabdha sammen med nogle ledsagere for at købe dadler. Allahs Sendebud (fvmh.) gik forbi det sted, hvor Tariq havde slået lejr. Han spurgte til Tariqs identitet og formålet med hans ankomst. Derefter købte han en kamel af ham i bytte for dadler. Han lovede at sende dadlerne med det samme som betaling for kamelen. Senere blev Tariq og hans ledsagere bekymrede og tænkte: »Vi har givet ham kamelen på kredit uden at kende ham. Hvem ved, om vi får betalingen?« En fornem kvinde, som rejste sammen med Tariqs karavane, sagde: »Jeg har set denne mands strålende ansigt. Han kan aldrig være en bedrager. Hvis han ikke betaler for kamelen, betaler jeg dens pris.« Kort efter kom en mand med dadler. Han gav den aftalte mængde dadler som betaling for kamelen og gav desuden nogle dadler særskilt som gave. På denne måde vandt Allahs Sendebud (fvmh.) karavanens hjerter. Da de senere kom ind til byen, holdt Allahs Sendebud (fvmh.) en prædiken i moskéen og opfordrede til almisse. Således blev vejen banet for, at islam kunne forkyndes for dem.

36. Amr ibn Maʿdikarib, udsending fra Banu Zubayd-stammen

Da stammen Banū Zuhayd hørte om udbredelsen af islam, gik de til deres høvding, ʿAmr ibn Maʿdīkarib, og sagde: »Vi hører, at der er kommet en profet ved navn Muhammad (fvmh.) til Hijaz. Tag derhen og undersøg sagen lidt. Se, om nyheden er sand eller falsk. Hvis han efter din mening virkelig er en profet, vil vi alle tro på ham.« ʿAmr ibn Maʿdīkarib kom og antog islam. Men efter Allahs Sendebud (fvmh.) døde, blev han frafalden.

37. Sendebudet fra Himyars kongeslægt

Himyar var en kongelig slægt. En udsending fra dem kom med et brev. I dette brev stod der, at Ḥārith ibn ʿAbd Kilāl, Nuʿaym ibn Abān Kilāl, Nuʿmān Zurūʿayn, Maʿāfir og Hamdān havde antaget islam. Allahs Sendebud (fvmh.) skrev et udførligt svar på brevet og sendte det til Himyars kongelige familie. Heri skrev han islams grundlæggende lære og bestemmelser. Han nedskrev påbuddet om at opkræve zakat fra muslimerne og jizya fra de ikke-muslimer. Desuden skrev han til støtte for folkets religionsfrihed, at de, der ønskede at forblive jøder eller kristne, ikke måtte tvinges til at skifte religion. I brevet skrev han også: »Vores udsendinge Muʿādh ibn Jabal, ʿAbdullah ibn Zayd, Mālik ibn ʿUbādah, ʿUqbah ibn Namr, Mālik ibn Murrah og nogle andre sendes til Yuraʿ Yīn Yāzān. Lederen af denne gruppe er Muʿādh ibn Jabal. Denne gruppe vil overbringe mine ordrer og vende tilbage med zakat og jizya.«

38. Nikhā-stammens delegation

Nikhā var også en stamme fra Yemen. Ifølge de fleste beretninger var dette den sidste delegation, der kom til Medina i muharram i det ellevte hijri-år. Delegationen bestod af to hundrede personer. Faktisk havde de alle antaget islam gennem Ḥadrat Muʿādh ibn Jabal. Efter at have antaget islam kom de til Medina på grund af deres stærke ønske om at møde Allahs Sendebud (fvmh.). Da de var kommet hertil, aflagde de rapport til Allahs Sendebud (fvmh.) om deres antagelse af islam. Et medlem af delegationen spurgte om tydningen af sin drøm, og efter et kort ophold rejste de tilbage.

De nævnte delegationer blev ved med at ankomme så regelmæssigt og i så stort et antal, at den egentlige betydning af versdelen fra Sura an-Nasr, »og du ser folk træde ind i Allahs religion i skarer«, blev tydelig. Sagen er den, at ethvert menneske naturligt og spontant føler en tilbøjelighed til islam. Desuden havde Allahs Sendebud (fvmh.) fremstillet islam gennem Koranens enestående og uigendrivelige argumenter samt en talestil, der erobrede sind og tanker. Samtidig havde han gennem sit rene liv og sin praktiske karakter fremvist en så fuldkommen form af islams sandhed, at mennesker ikke kunne undgå at blive oplært i og påvirket af den. For almindelige mennesker var der kun én hindring tilbage på vejen til at antage islam. Det var den tidligere jahilī-ledelse. Da denne hindring var fjernet, og det med sikkerhed blev kendt, at Medinas islamiske styrke var uovervindelig, og at der ikke var frygt for, at den skulle påføre menneskeheden nogen skade, men at den tværtimod hele tiden bevirkede ren og skær gavn, blev deres hjerter åbnet for sandhed og retfærdighed. Inden i sig selv følte de en stærk tørst efter at bade i dette sandhedslys. Plaget af denne tørst satte de kurs mod Medina, hvor de slukkede deres tørst.

Således bredte en strøm af lys sig i alle retninger, og mørket forsvandt.

Begyndelsen på den internationale daʿwah

Den gruppe, som Profeten (fvmh.) selv havde opbygget, og som havde fået den lykke at lede den islamiske bevægelse, var ikke begrænset til kun at arbejde på det lokale og nationale plan. Den var derimod en sådan ‘khayra ummah’, eller den bedste gruppe, som var blevet frembragt til gavn for menneskeheden i hele verden og til alle tider. Med andre ord var den blevet sendt som vejviser for hele menneskeheden til at virkeliggøre sandhedens, ærlighedens, retfærdighedens, rimelighedens og broderskabets principper. Profetens endelige og højeste mål var ikke blot at reformere araberne, organisere dem og samle dem på statsligt niveau; hans mål var derimod at opbygge en islamisk stat og ved at tage alle tilgængelige midler i brug at opfordre alle verdens folk og lande til at virkeliggøre de islamiske bestemmelser. I denne monarkiske tidsalder blev milliarder af Guds tjenere knust under små klassers og familiers slaveri; de havde hverken ret til selv at træffe afgørelser, økonomisk velstand eller nogen politiske rettigheder. Hvordan kunne en reformbevægelse lukke øjnene for deres plagede og undertrykte tilstand? I brevet til Persiens kejser tydeliggjorde Profeten (fvmh.) selv den internationale rækkevidde af sit kald med ordene: »Jeg er Guds udsendte eller sendebud til alle mennesker i hele verden.«

I virkeligheden lod Allah den Almægtige selv Profeten (fvmh.) indlede den internationale tidsalder for menneskeheden, som var opdelt i utallige regionale nationer og underlagt monarker og religiøse præster. Ét eneste ord om sandhed og retfærdighed spredte sig med stor hastighed gennem de tre kontinenter i den daværende sammenhængende verden, uden hensyn til alle geografiske, slægtsmæssige, sproglige og politiske skel. Den sidste profet, Muhammad (fvmh.), blev betroet dette internationale kald netop på et tidspunkt, hvor dagen for krudtets, trykpressens og dampkraftens fremkomst ikke var langt borte. Hele verden var ved hjælp af nye midler og redskaber på vej til at blive som én by. Fem eller syv hundrede år er ikke meget på verdenshistoriens enorme scene. Profeten (fvmh.) fremtrådte på et tidspunkt, blot nogle få århundreder før verdens grænser materielt set skulle smelte sammen. Forud for denne tidsalders komme blev det internationale kald til at etablere islams sande bestemmelser gjort gældende på det rette tidspunkt. Formålet var, at menneskeheden, jo tættere den blev forbundet materielt, også skulle blive stadig mere knyttet sammen af en fælles tråd mentalt, ideologisk og moralsk. Denne mellemliggende periode ville ikke have været tilstrækkelig til at udvide kaldet og forberede verdens nationer på den nye tidsalder. Det er ganske vist sandt, at udviklingen mod den internationale tidsalder på det tidspunkt gled uden for de muslimske revolutionære kræfters kontrol og faldt i de materialistiske kræfters kløer. For selv om de islamiske kræfter indtil da havde bevaret et indflydelsesrigt image i historien, kunne de ikke bevare styrken og begejstringen i deres revolutionære kald. Ikke desto mindre modtog den nye tidsalder fra den islamiske bevægelse respekt for menneskeheden, menneskelig lighed, demokratisk bevidsthed, anerkendelse af den intellektuelle og undersøgende videnskabs rette værdighed, ønsket om at beherske naturen, respekt for internationale aftaler og rettigheder, frihed til at udtrykke meninger og tale, bevidsthed om minoriteternes rettigheder, retfærdighedens grundlæggende principper samt flere andre højere værdier. Disse ting blev under den materialistiske mentalitet udsat for forvrængning og uklarhed. Men den del af det gode og gavnlige, som findes i den moderne civilisation, er en nådegave til verdens menneskehed fra Profeten (fvmh.). Nogle oprigtige orientalistiske forfattere har også erkendt dette.

Derfor kræver den islamiske bevægelse i overensstemmelse med sin grundlæggende natur, at dens kald ikke forbliver indespærret inden for Arabiens fire grænser, men spredes over hele verden. Samtidig er det også et praktisk behov, at islam udbredes uden for Arabien. Ellers ville det ikke have været muligt for en regering, der var baseret på islamiske idealer, at bestå i Arabien. I så fald ville en islamisk stat have været omringet på alle sider af ikke-islamiske stater. Især de romerske og persiske imperier kastede til stadighed begærlige blikke på de arabiske områder. De havde erobret nogle arabiske områder og købte og benyttede også visse arabiske stammer. Og konflikten mellem Medina og den romerske regering var allerede begyndt.

Den hastighed, hvormed Profeten (fvmh.) førte den islamiske bevægelse fremad, er forbløffende for os. På blot 13 år fuldførte han arbejdet med gennem det indledende kald at opbygge de aktivister, der skulle lede bevægelsen. Derefter fuldførte han på otte år oprettelsen af den islamiske stat i praksis. I de sidste to år af sit liv bragte han så kaldet til de omkringliggende staters og imperiers herskere.

Hudaybiyyah-traktaten, der blev indgået i det sjette hijri-år, gav ham en pause fra de indre konflikter og sammenstød i landet og mulighed for at udvide arbejdet med kaldet uden for Arabien. Kort efter at han på den første Muharram i det syvende hijri-år havde fuldført Umrat al-Qada, sendte Profeten (fvmh.) gennem udsendinge islams kald til herskerne i de omkringliggende riger. I vor tid forekommer det særligt bemærkelsesværdigt, at Profeten (fvmh.) bragte islams kald til herskerne i stedet for til befolkningerne i de andre lande. Årsagen er klar. I den tidsalder havde undersåtterne overhovedet ingen rettigheder over for kongerne og herskerne. De havde ingen grundlæggende frihed, som de kunne gøre brug af til selv at træffe beslutninger om deres egne forhold. Desuden var disse konger og herskere på ingen måde rede til at give mulighed for, at folk fra andre lande kom og sluttede sig til dem og fik dem til at forlade deres nuværende religion. Grundlaget for deres politiske magt var netop deres religiøse overbevisning. De regerede kun landet med de religiøse lederes hjælp. Når der ikke blot var tale om et religionsskifte, men om en fuldstændig forandring af mennesket, hvor menneskets smag, målestokke og værdier skulle ændres, og hvor de, der tog imod islams kald, skulle udvikle en oprørsk holdning mod det bestående system og et revolutionært ønske om at etablere et nyt system, hvordan skulle kongerne og herskerne så kunne tillade, at islam spredte sig stille blandt deres undersåtter? Datidens monarkiske herskere havde sat sig som herrer med fuldstændig myndighed over verden, og ikke engang et blad på et træ kunne bevæge sig uden deres tilladelse. Derfor fremlagde Profeten (fvmh.) islams kald direkte for herskerne. I kaldsbrevene omtalte han dem som repræsentanter for deres folk og pålagde dem ansvaret for folkets vel og ve. Over for de forskellige konger og storkonger tiltalte Profeten (fvmh.) dem som ledere for deres respektive nationer. Til Persiens kejser og Muqawqis sagde han tydeligt: »Hvis du ikke antager islam, vil du alene komme til at bære følgerne af hele dit folks synd.«

Når han skrev breve til konger og herskere, fulgte han på den ene side de gængse skikke og regler; han lod således fremstille en ring til at forsegle brevene med og lod ordene “Muhammad, Allahs Sendebud” gravere i den. På den anden side indførte han samtidig sin egen særlige skik og fremgangsmåde. Han begyndte hvert brev med “I Allah, den Nådiges, den Barmhjertiges navn”. Som afsender skrev han sit eget navn og navnet på den, brevet blev sendt til. Derefter fremsatte han sit budskab i et meget kortfattet, yderst afmålt og omhyggeligt sprog. Den diplomatiske formulering, han anvendte i brevene i datidens sammenhæng, fremstiller Profeten (s.a.)’s åndelige overlegenhed for os på en sådan måde, at vi bliver slået af forundring. I disse breve anvendte han for eksempel den meget kortfattede sætning: “Antag islam, så vil du opnå fred.” Det kan også forstås som: “Adlyd, så vil du opnå fred.” Udtrykket “så vil du opnå fred” betyder, at dette er den eneste vej eller mulighed for fred. Det rummer også en anden betydning, nemlig en skjult trussel. Det vil sige: Hvis du ikke antager islam eller adlyder, vil du komme i vanskeligheder. Blot to ord, men med en omfattende betydning. På samme måde skrev han: “Hvis du ikke antager islam, vil du komme til at bære hele folkets synd.” Også dette udsagn har en dobbelt betydning. Den ene er religiøs: Du vil selv blive holdt ansvarlig over for Allah. Den anden er politisk: Du vil allerede i dette liv komme til at mærke de politiske konsekvenser. Profeten (s.a.) anvendte ikke sådanne tvetydige formuleringer for at lade budskabet stå uklart og give mulighed for fordrejede fortolkninger (Allah forbyde det). Tværtimod blev begge betydninger udtrykt samtidigt i den samme sætning. At udtrykke så omfattende betydninger med så få ord er et tegn på Profeten (s.a.)’s “balagha”, altså hans sproglige og retoriske overlegenhed. Desuden anvendte han, når han skrev til hver hersker, et sprog, der passede til den pågældendes religion samt særlige miljø og omstændigheder. Han anvendte altså ikke en standardiseret formulering i alle tilfælde. Han sendte også til hver hersker en udsending, der kendte landets sprog. [Nogle af Sahaba havde gennem handelsrejser i forskellige lande lært flere sprog. Andre fik særlig besked af Profeten (s.a.) på at lære fremmedsprog.]

Hovedformålet med at sende disse breve var at formidle islams kald. Men gennem brevene gjorde han også de omkringliggende staters herskere klart, at Arabien ikke længere var et ubeskyttet område, hvor man kunne færdes som tidligere. Det var derimod et land, der blev styret under en velorganiseret regering, og denne regering var i stand til både at stille og imødegå alle former for udfordringer. Denne regering frygtede ikke trusler eller truende blikke fra nogen. Der var en mægtig, dygtig og altid årvågen regering aktiv dér.

Jeg vil nu kort beskrive, hvordan brevene med islams kald blev sendt til forskellige udenlandske herskere, og hvilke resultater det førte til.

1 – Profeten (s.a.) sendte gennem Amr ibn Umayya al-Damri sit skriftlige kald til al-Najashi, kongen af Abessinien, Asham eller Ashama ibn Abjar. I brevet blev der især henvist til de emigranter fra Abessinien, der allerede var nævnt tidligere, og navnlig til Jafar al-Tayyar. Det blev pålagt ham at holde emigranterne i sikkerhed. Derefter blev kongen selv og gennem ham også medlemmerne af hans hof indbudt til islam.

Al-Najashi var allerede påvirket af islam. Han bekendte åbent sin islam gennem Hadrat Jafar og sendte også Profeten (s.a.) et brev med en detaljeret beretning om det. Han sendte sin egen søn Arha som udsending. Han meddelte også, at hvis Profeten (s.a.) beordrede ham til personligt at møde frem, var han rede til at gøre det. [Denne al-Najashi var sandsynligvis ikke den samme som den, foran hvem emigranterne havde mødt frem, og som havde antaget islam, hvorefter Profeten (s.a.) bad begravelsesbønnen for ham i Medina i hans fravær. Asham besteg tronen efter ham. Der er imidlertid uenighed om denne persons identitet.]

2 – Gennem Ala ibn Hadrami sendte Profeten (s.a.) et brev med islams kald til Mundhir ibn Sawa, den persiske kejsers skatteyder og hersker over Bahrain. Mundhir antog islam, og samtidig antog en stor del af hans undersåtter islam. I sit svarbrev meddelte han også, at han selv havde antaget islam, og nævnte, at en del af hans undersåtter var rede til at antage islam. Samtidig meddelte han, at nogle af undersåtterne ikke ønskede at antage islam, men ønskede at forblive jøder eller kristne. Fra Medina blev der igen sendt et brev om, at de, der ønskede at forblive jøder eller kristne, skulle have lov til at følge deres egen religion. De skulle dog betale jizya-skat.

3 – Jaifar og Abd var begge sønner af Jifar, kongen af Oman. Brevet med islams kald blev sendt gennem Amr ibn al-As. Amr ibn al-As mødte først den yngre bror Abd. Abd førte en lang samtale med ham om dette. Han erfarede fra ham, at al-Najashi var blevet muslim, men at hans folk ikke havde afsat ham fra kongemagten, og at biskopperne og præsterne heller ikke havde kunnet forhindre det. Selv den romerske kejser havde ikke taget noget skridt, efter at han havde fået kendskab til begivenheden. Tværtimod havde al-Najashi efter sin antagelse af islam også ophørt med at betale skat til Heraklius. Han lærte desuden de vigtigste af Profeten (s.a.)’s læresætninger at kende fra Amr ibn al-As. Efter denne samtale opstod der hos Abd en tilskyndelse til at antage islam. Men han beklagede sig og sagde: “Hvis blot min storebror også ville gå med til at antage islam, så vi begge kunne rejse til Medina sammen og antage islam, ville det være godt.” Derefter blev hoffet samlet. Mens begge brødre var til stede, åbnede udsendingen fra Medina det forseglede brev. Begge brødre åbnede og læste brevet, hvorefter der blev stillet nogle spørgsmål. Som svar på spørgsmålene sagde Amr: “Quraysh har under tvang givet Profeten (s.a.) deres lydighed. Og Profeten (s.a.)’s gruppe består af mennesker, der efter grundig overvejelse og med fuld forståelse har samlet sig omkring ham.” Alligevel forblev kong Jifar tøvende. Men begge hans sønner antog islam, og det samme gjorde et stort antal af dette riges undersåtter.

4 – Mundhir ibn al-Harith ibn Abu Shimar var den kristne hersker over Damaskus. Silat ibn Amr rejste fra Medina med brevet med islams kald. Han betragtede også Profeten (s.a.)’s bevægelse som verdslig politik og stillede som betingelse, at halvdelen af den islamiske regering skulle tilhøre ham. Derefter blev hans levetid hurtigt forkortet. Da Profeten (s.a.) modtog en beretning om ham, sagde han: “Selv hvis han bad om blot en tomme land eller et areal på størrelse med en daddel, er jeg ikke rede til at give ham det.” Hver eneste tomme af det land, hvor den islamiske stat er grundlagt, er et helligt betroet ansvar.

5 – Jarih ibn Mitta Mukawqis var den kristne konge over hele Egypten, inklusive Alexandria. Allahs Sendebud (fred være med ham) sendte Hatib ibn Abi Balta’a som udsending til hans hof. Han overrakte brevet og talte også med ham. Det, han sagde mundtligt, var så frygtløst og dristigt, at man deraf kan forstå, hvilken personlighed med en stærk karakter og et stærkt sind Allahs Sendebud (fred være med ham) havde dannet i islams form. For at advare Mukawqis sagde Hatib: “I dette land blev der tidligere født en mand, som råbte, at han var jeres højeste herre. Til sidst blev han ramt af Allahs vrede og ødelagt. Som de nuværende herskere over dette land bør I lære af jeres forgængeres skæbne. Det bør ikke ske, at andre lærer af jeres skæbne.” Derefter forklarede han med argumenter islams overlegenhed og sagde: “Vi kalder jer til at antage den sande og oprindelige religion, som profeten Isa (fred være med ham) bragte. Dette er ikke en ny religion.” Selv om Mukawqis ikke var rede til at antage islam, viste han Profeten (fred være med ham)s brev stor respekt, lagde det i en elfenbensæske og opbevarede det i skatkammeret. Derefter sendte han flere gaver til Allahs Sendebud (fred være med ham), blandt andet det berømte muldyr ved navn Duldul. Som svar på brevet skrev han: “Jeg ved, at den sidste profet endnu ikke er kommet. Men jeg tror, at han vil blive født i Syrien.”

6 – Heraklios var kejser over den østlige del af Romerriget. Hans hovedstad var Konstantinopel. Allahs Sendebud (fred være med ham) sendte et brev med en invitation til islam til ham gennem Dihya ibn Khalifa al-Kalbi. Dihya mødte ham i Bayt al-Maqdis. Heraklios afholdt en storslået og prægtig ceremoni til ære for udsendingen fra Medina og stillede ham mange detaljerede spørgsmål om Allahs Sendebud (fred være med ham). Desuden udstedte han en ordre om, at enhver person fra Mekka, som måtte opholde sig i området, skulle bringes til ham. Det hændte, at Abu Sufyan, lederen af den oppositionelle lejr mod Allahs Sendebud (fred være med ham), på det tidspunkt befandt sig dér på en handelsrejse. Han blev kaldt til hoffet sammen med alle sine handelspartnere. Heraklios sagde til dem: “Jeg vil stille Abu Sufyan nogle spørgsmål. Hvis han svarer forkert på noget, så skal I sige det.” Abu Sufyan sagde: “Hvis jeg ikke havde frygtet, at mine ledsagere ville afsløre mine løgne, ville jeg ved denne lejlighed have sagt nogle opdigtede ting.” Men Allah skabte en sådan situation, at sandheden kom frem selv gennem munden på Allahs Sendebuds (fred være med ham) bitreste fjende. Heraklios spurgte om Allahs Sendebuds (fred være med ham) fødsel, familie, karakter, hans nære ledsageres forhold, hvor hurtigt han gjorde fremskridt, muslimernes situation i krig, islams lære og flere andre ting. Efter at have hørt Abu Sufyans oplysninger som svar på alle spørgsmålene sagde Heraklios: “Abu Sufyan, hvis det, du har sagt, er sandt, vil denne mand en dag også eje det sted, hvor jeg sidder nu. Åh, hvis jeg blot kunne møde denne profet og vaske hans fødder!” Derefter blev Allahs Sendebuds (fred være med ham) brev læst op. Hofmændene udtrykte stor utilfredshed med det, for allerede Heraklios’ sindstilstand havde gjort dem urolige. De sendte Mekkas repræsentanter hurtigt bort.

Samtalen med Heraklios efterlod selv Abu Sufyan med et indtryk af islams overlegenhed.

7 – Khusrau Parviz var kejser af Iran og ildtilbeder. Allahs Sendebud (fred være med ham) sendte et brev med en invitation til islam til ham gennem Abdullah ibn Rawaha (må Allah være tilfreds med ham). Khusrau Parviz rev i sin arrogance Allahs Sendebuds (fred være med ham) brev i stykker, idet han sagde: “Hvordan kan en af vores undersåtter vove noget sådant?” Den ulykkelige Khusrau vidste ikke, hvor stor en revolution den arabiske verden stod på tærsklen til, eller hvilken stærk ideologisk kraft der var ved at udvikle sig dér. Khusrau Parviz beordrede sin guvernør i Yemen, Bazan, til straks at arrestere brevets afsender og bringe ham til sig. Bazan sendte en hærstyrke for at arrestere Allahs Sendebud (fred være med ham) og bringe ham tilbage. Da styrken nåede Taif, blev byens ledende mænd meget glade. De tænkte, at fjenden af deres elskede uvidende samfundsorden, Muhammad (fred være med ham), nu ville blive udryddet. Hærstyrken nåede Medina, og dens leder meddelte Muhammad (fred være med ham), at de efter den persiske kejsers ordre var kommet for at arrestere Allahs Sendebud (fred være med ham). Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde til dem: “Kom tilbage og mød mig i morgen tidlig.” Da de kom næste morgen, meddelte Allahs Sendebud (fred være med ham) dem: “I nat har Allah ladet jeres kejser blive dræbt af sin egen søn. Gå og undersøg, om nyheden er sand.” Efter at have fået bekræftet nyheden og erfaret storheden i Allahs Sendebuds (fred være med ham) lære og karakter blev Bazan en del af det islamiske broderskab. Efter hans eksempel antog mange andre ved hoffet og i området også troen.

Da Allahs Sendebud (fred være med ham) hørte, at den persiske kejser havde revet hans brev i stykker, sagde han: “Han har i virkeligheden revet sit eget rige i stykker.” Det synes, som om Allah den Almægtiges afgørelse blev udtalt gennem Allahs Sendebuds (fred være med ham) mund. For inden for blot ti til femten år blev et fire- til femtusind år gammelt, stærkt, enormt og yderst overdådigt rige besejret af islam. I virkeligheden var det interne stridigheder, der ødelagde dette rige.

Blandt de øvrige herskere over mindre riger, som islams invitation var blevet bragt til, var en af dem Farwa ibn Umar, guvernør i Romerriget, som mistede både sit embede og sit liv, fordi han antog islam. Den anden var Thumama, hersker over Najd, som antog islam i det sjette hijri-år. Den tredje var Jabala al-Ghassani, som antog islam i det syvende hijri-år. Den fjerde var Ukaidar, hersker over Dumat al-Jandal, som antog islam. Den femte var Dhu al-Kila al-Himyari, som var konge over Himyar-stammen. Han hævdede at være Gud og beordrede sine undersåtter til at kaste sig ned for ham. Til sidst antog også han islam. Under Umar al-Faruqs regeringstid forlod han kongedømmet og kom til Medina for at leve som asket. I glæde over at have antaget islam frigav han atten tusind mandlige og kvindelige slaver.

Af de ovennævnte begivenheder fremgår det, at denne skriftlige kamp for islamisk missionering gav meget vigtige resultater og i høj grad bidrog til islams udbredelse og udvikling. For det første blev islams kald gennem den gjort til et emne, der blev drøftet og taget i betragtning i de omkringliggende riger. For det andet accepterede et betydeligt antal regerende herskere islam på grund af disse breve, på et tidspunkt hvor muslimerne var meget tilbagestående kulturelt. Dette beviser, at islam er en sand og naturlig religion. Sammen med disse herskere, der antog islam, vendte også deres undersåtter sig mod islam. Selv de, der ikke antog islam efter at have modtaget Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham)s breve, blev i betydelig grad påvirket i deres sind. Desuden bidrog den internationale æra, der blev indledt gennem brevenes udsendelse, i høj grad til at skabe et gunstigt klima også internt i landet. Den største fordel ved denne indsats var, at der fra begyndelsen blev åbnet et vidt arbejdsfelt for muslimerne, og at der blev fastlagt et stort og vidtrækkende mål for dem på både nationalt og internationalt plan. Resultatet blev, at de muslimske mujahider ikke standsede, heller ikke efter at den islamiske stat var blevet grundlagt i hele Arabien; de hengav sig ikke til nydelse og luksus, og de fik ikke den tanke, at de havde gjort alt, hvad der skulle gøres. Tværtimod voksede deres ønsker og ambitioner endnu mere. Ved at udpege sine ledsagere til diplomatiske opgaver havde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) givet dem en fremragende træning i at bære fremtidens ansvar. De trådte frem i ukendte og fremmede omgivelser, i storslåede sociale og kulturelle kredse samt ved højtidelige kongelige hoffer, hvor de opnåede erfaring med samtaler, drøftelser og taler i offentlige forsamlinger. De fik en gylden mulighed for at forstå samtidens herskeres og administratorers psykologi. Den loyalitet, fasthed, styrke, forståelse af idealernes overlegenhed og enkelhed, hvormed de derefter viste mod og dristighed i at fremlægge sandheden, skærpede yderligere deres evner og talenter og gjorde deres karakter endnu friskere og mere strålende.

Æren for at fuldføre denne ufuldendte islamiske missionsindsats på internationalt plan, som Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde indledt, tilfaldt hans efterfølgende ledsagere og den gruppe, han havde uddannet.

Den sidste oprørske reaktion

Når en revolution har gennemgået alle stadier af konflikt og kamp, knust den gamle ledelses stolthed og nået den endelige succes’ guldalder, begynder nogle smålige mennesker at blive indvendigt oprørte af misundelse over denne succes. Så snart de får muligheden, udviser de den yderste frækhed og forsøger forgæves at bygge en dæmning af sand foran revolutionens oversvømmende strøm. Den islamiske revolution blev også konfronteret med en sådan uønsket situation. Da Qurayshs, jødernes og de lokale lederes magt var forsvundet, og folket begyndte at bevæge sig mod islam, viste en sidste oprørsk reaktion sig i en helt ny form. Nogle mennesker tænkte: »Hvordan kan det være, at en mand trådte frem med et krav om profetskab, at en håndfuld mennesker blev hans tilhængere, at de kæmpede konflikter igennem, og at netop denne mand derefter satte sig som hersker over hele Arabien? Hvad skade kan det gøre, hvis vi også prøver denne metode?« Især når disse mennesker så de store zakatmidler blive sendt mod Medina, blev deres sind grebet af begær. De kendte de mennesker blandt muslimerne, som ikke var blevet muslimer oprigtigt, men kun var blevet tvunget til det af omstændighederne, og hvis modstand mod islam ulmede i deres hjerter. De besluttede at samle dem og spille det sidste spil. De vidste udmærket, at det ikke længere var muligt at iværksætte nogen bevægelse med udgangspunkt i uvidenhedens forestillinger og hedenskabens lære. Troen på Guds enhed, åbenbaringen, profetskabets sandhed og det hinsidige havde nemlig fuldstændigt gennemtrængt hele miljøet. Derfor forsøgte de også at åbne en butik og bedrage folk ved at pynte deres falske varer med alle disse mærkater. Men disse tåber vidste ikke, at det ikke er nok blot at trykke en falsk mønttegning, hvis en ny mønt skal sættes i omløb; der er også brug for ægte metal. Det metal, der blev brugt i islams mønt, det vil sige den menneskelige styrke, som islam havde skabt, var i sig selv helt rent og ægte. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »De af jer, der var gode i uvidenhedens tid, er også gode i islam.« Desuden var det gennem ti eller tyve år blevet brændt og renset i en ovn, indtil det var befriet for rust. Men selviske mennesker er som regel ikke skarpsindige. De ser kun på deres egne foretrukne interesser. De ænser overhovedet ikke de ofre og den selvopofrelse, der ydes for at opnå noget. Kort sagt viste denne evige sandhed i historien sig endnu en gang at være sand også for den islamiske bevægelse: I samfundet er det altid de ringeste klasser, der arbejder på at få enhver populær og samfundsgavnlig bevægelse og enhver stor personlighed til at mislykkes. Der er behov for en kort omtale af de intrigante sammensvorne af denne type, som rejste sig mod den islamiske bevægelse ledet af Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham).

1- Vi har tidligere omtalt, at en vis Musaylima ibn Habib, også kendt som Musaylima al-Kadhdhab, det vil sige løgneren Musaylima, kom til Medina sammen med en delegation. Synet af den islamiske stats hovedstads pragt vækkede en stærk magtbegærlighed i ham. Han skrev et brev til Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), hvori han krævede en andel i den islamiske regerings magt og fremsatte også trusler. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) afviste hans krav hårdt. Dette gjorde ham utålmodig, og han fremsatte selv et krav om profetskab. Han var allerede litterat. Ved at efterligne Koranens versrytme og sammenføje sætninger med rimende ord fremsagde han dem for de uuddannede ørkenboere. Eftersom nogle mennesker stadig havde forbindelser til uvidenhedens tid, endnu ikke var særligt modne i islamisk uddannelse, og der stadig i nogen grad fandtes regionale og stammemæssige fjendtligheder og følelser af stolthed, fik han alligevel nogle tilhængere. Desuden var bønnen blevet fritaget, og utugt og hasardspil gjort tilladt i hans opdigtede åbenbaring; derfor stimlede mennesker fra de syndige klasser sammen omkring ham. Den styrke, han havde skabt mod den islamiske bevægelse, blev fuldstændig tilintetgjort under Hazrat Abu Bakrs styre.

2- En kvinde fra Musaylimas nabolag fremsatte også et krav om profetskab. Musaylima mødtes med denne kvinde, der hed Sajah, og gennem hemmelige samtaler opstod der et samarbejde mellem dem. På et tidspunkt blev hendes eksistens opslugt af Musaylima selv. Musaylimas obskøne litteratur rev Sajah med i en bølge af seksualitet. Senere, da Musaylima blev dræbt i kampen mod muslimerne, angrede Sajah og forblev tro mod islam resten af sit liv.

3- Efter afskedspilgrimsfærden gjorde Aswad Ansī oprør i den frugtbare og politisk betydningsfulde region Yemen ved at gøre krav på profetværdigheden. Hans egentlige navn var Dhu al-Khimār Abhala ibn Ka’b. Han fik nogle tilhængere blandt Madhhaj-stammen. Hans indflydelse bredte sig også i Najrān-området. Den vigtigste årsag til hans voksende indflydelse var hans magiske besværgelser og lignende. Han lod nogle civile embedsmænd og prædikanter for den islamiske regering dræbe og fordrev flere mennesker fra deres egne områder. Guds Sendebud sendte de omkringliggende embedsmænd besked om at samle kræfter og slå dette oprør ned. Han lod en muslim af iransk afstamning dræbe og tog med tvang dennes smukke hustru til sig. Denne kvinde var en moden troende. Ved hendes hjælp lykkedes det den islamiske regering at besejre Aswad. Denne sammensvorne blev tilintetgjort blot en dag eller to før Guds Sendebuds bortgang, og hans medskyldige blev også udryddet. Virkningen af den vildledning, han havde spredt, bredte sig imidlertid fra Hadramaut til Taif, og det blev først muligt at udrydde den fuldstændigt i den første del af Abu Bakrs kalifat.

5- Også i Lakīt ibn Mālik al-Azdīs sind, som havde efterfulgt Hawdha ibn Alī, herskeren over Oman, begyndte forskellige slags vildfarelsens orme at krybe rundt.

Alle disse onde kræfter kunne rejse hovedet forskellige steder, fordi de fik opbakning fra de gamle tilbedere af uvidenhedens tid i de omkringliggende områder, hyklere, forbryderiske mennesker, gamle tilhængere af utugt, alkohol, hasardspil og åger, mennesker der ønskede at vende tilbage til den gamle stammeånd i stedet for islams centraliserede styrke, mennesker der var uvillige til at betale zakat, som i deres hjerte var vrede over at se zakatmidlerne blive sendt til Medina, samt personer, der var forblændede af små lokale lederskaber. Disse onde kræfter organiserede disse selvoptagede gamle syndere, og uvidenhedens døende kræfter gjorde deres sidste forsøg på at genoprette deres herredømme.

Men det lederskab, som Guds Sendebud havde opbygget, undertrykte selv under de yderst farlige omstændigheder alle disse onde kræfter med fast hånd og bandt alle Arabias mennesker sammen i ubrydelige disciplinens bånd.

Den islamiske bevægelses største forsamling

Hajj er en ophøjet form for tilbedelse i islam. Kaabaen og dens hellige gårdsplads, som var centrum for Ibrahim’s kald, Haram-området, hvor enhver lille del rummer yderst værdifulde minder fra islams historie, hvis luft og himmel genlyder af Ibrahim’s og Ismails bønner, og hvis omgivelser er gennemtrængt af minderne om selve Guds Sendebuds liv og virke, blev gennem denne hajj for altid omdannet til det verdensomspændende centrum for den islamiske mission og bevægelse. Det er obligatorisk for enhver muslim, der har mulighed for det, mindst én gang i livet at møde frem ved dette centrum på de fastsatte hajj-dage, udføre hajjens ritualer, genoplive sunnahen fra Ibrahims offer, drøfte de tidligere profeters livshistorier og lære af dem, knytte forbindelse til de islamiske brødre og søstre, der kommer fra hele verden, og vende sig bort fra alle andre sider og med den største ydmyghed overgive sig selv til Allah. Påbuddet om at gøre hajj obligatorisk blev udstedt i det 9. hijri-år.

Samme år udnævnte Guds Sendebud Abu Bakr al-Siddīq til Amīr al-Hajj, det vil sige leder af pilgrimsdelegationen, og sendte ham til Mekka sammen med tre hundrede sahaba, så han kunne lede dem i udførelsen af hajj. I den forbindelse vil jeg nævne nogle vigtige forhold ved denne hajj, for denne begivenhed er af yderst stor betydning i den islamiske bevægelses historie, både religiøst og politisk.

Samtidig med at Abu Bakr al-Siddīq blev udnævnt til leder, blev Ali også betroet en anden opgave. Han skulle recitere de første fyrre vers af sura al-Tawba ved hajj-forsamlingen og overbringe folket de nødvendige bekendtgørelser, som Allah havde åbenbaret. Den første bekendtgørelse var, at de, der holdt fast ved det tidligere system fra uvidenhedens og afgudsdyrkelsens tid og havde sikret deres interesser ved at indgå aftaler med Guds Sendebud eller den islamiske stat, fik yderligere fire måneder. Efter disse fire måneder ville alle sådanne aftaler blive annulleret efter Allahs befaling.

Inden for disse fire måneder skulle de beslutte, hvilken handlemåde de ville følge: Ville de opgive deres statsborgerskab i den islamiske stat, føre krig eller bo i den islamiske stat som muslimer? Med andre ord var en offentlig bekendtgørelse også nødvendig for at annullere sådanne aftaler, hvorved den islamiske stat ikke længere kunne opretholde en selvstændig status inden for sine egne grænser og varetage sine krav og behov. Desuden var de fire måneder, som modparten havde fået, tilstrækkelige. Man havde også givet den mulighed, at hvis en polyteist i denne periode ønskede at komme til Medina for at forstå islam, kunne han komme og rejse derfra i sikkerhed. Endvidere fik de polyteister, som oprigtigt havde overholdt aftalen, den ekstra fordel, at deres aftaler ikke ville blive annulleret efter fire måneder, men ville forblive gældende indtil den fastsatte udløbsdato. Det egentlige pres var rettet mod de polyteister, som havde ført et bittert fjendskab og krig mod islam, overtrådt alle moralske regler under konflikterne, gentagne gange brudt deres løfter og krænket alle normer for menneskelighed, høflighed og anstændighed. Det var de polyteister, som havde hindret mennesker i at følge sandhedens vej, forsøgt at finde fejl ved Allahs religion, bestræbt sig på at fordrive Allahs Sendebud, fred være med ham, fra hans hjem, og som altid havde indledt angreb og fremprovokeret krig og strid.

Den anden bekendtgørelse var, at ingen polyteist fremover skulle udnævnes til vogter af Kabaen. Den tredje bekendtgørelse var, at ingen polyteist fremover måtte træde ind inden for den hellige moskés område. I denne forbindelse meddelte Ali, må Allah være tilfreds med ham, på Allahs Sendebuds, fred være med ham, vegne også, at ingen fra nu af måtte udføre tawaf omkring Kabaen nøgen. Den fjerde bekendtgørelse var, at de fire hellige måneder, som Allah havde fastsat, skulle opretholdes, og at ingen havde ret til den mindste ændring af dem. Det blev samtidig meddelt, at selv om polyteisterne afskyede det, havde Allah kun sendt sit Sendebud til verden for at etablere og sejre sin religion fuldstændigt.

Nogle fremsætter alle mulige fantastiske og besynderlige påstande med udgangspunkt i, at Ali, må Allah være tilfreds med ham, fik denne ekstra opgave. Men sagen var ganske enkelt den, at Allahs Sendebud, fred være med ham, havde gjort Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, til leder og udpeget ham som sin stedfortræder, mens han sendte Ali som sin personlige repræsentant, personlige sekretær eller udsending for at fremsætte en vigtig religiøs og politisk bekendtgørelse. De, der har en korrekt forståelse af statsforvaltning, ved, at man i visse tilfælde ikke kan undgå en sådan ordning. Selv når en stat har en guvernør, må der ved særlige behov sendes en særskilt udsending.

Nu vil vi beskrive den enorme hajj-forsamling, hvor Allahs Sendebud, fred være med ham, selv deltog, og hvor et helt hav af deltagere i den islamiske bevægelse lyttede til hans tale, mens de så på ham. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, i det tiende hijri-år besluttede sig for at udføre hajj, blev nyheden bragt ud til alle områder. Karavaner af de islamiske revolutions tapre krigere begyndte at samles i Medina fra alle retninger. Alle De Troendes Mødre rejste med Allahs Sendebud, fred være med ham, på denne rejse. Ved Dhul-Hulayfah iførte han sig ihram, og herfra fremsagde han det historiske kald, som stiger op fra sjælen hos alle pilgrimme, der træder frem for Allah. Dette kald lød: »Labbayka Allahumma labbayk …« Det vil sige: »Vi er her, o Allah, vi er her. Al lovprisning tilkommer Dig, alle velsignelser tilkommer Dig, hele kongedømmet tilhører Dig; Du har ingen partner.«

Hver gang de undervejs skulle bestige eller gå ned ad et bjerg, fremsagde alle i kor: »Labbayka, labbayka.«

Da han nærmede sig Mekka, holdt han en kort rejsepause i Dhu Tuwa. Derefter drog han ind i Mekka med denne enorme menneskemængde af muslimer. Først udførte han tawaf. Derefter gik han til Safa og Marwa. Derfra vendte han sig mod Kabaen og bekendtgjorde Allahs enhed. Den 9. Dhu al-Hijjah ankom han til Wadi Namirah. Efter middag nåede han frem til Arafats slette. Der steg han op på bjerget, satte sig på ryggen af kamelhoppen Qaswa og holdt khutbaen. Rundt omkring stod de, der gentog ordene højt, og de gentog hver eneste sætning. På den måde nåede hvert ord, som Allahs Sendebud, fred være med ham, udtalte, frem til ørerne på hver eneste tilstedeværende.

I dag var en enestående følelse fremherskende i Allahs Sendebuds, fred være med ham, hjerte. Foran ham stod i dag frugten af hele hans livs arbejde: et hundrede og fireogfyrre tusind muslimer, eller ifølge en anden overlevering et hundrede og fireogtyve tusind.

Den islamiske bevægelses internationale manifest

På dette tidspunkt holdt Allahs Sendebud (fred være med ham) to prædikener. Den første blev holdt den 9. Dhu al-Hijjah fra Arafats bjerg. Den anden blev holdt den 10. Dhu al-Hijjah i Mina. I nogle overleveringer er indholdet af disse to prædikener blevet blandet sammen.

Disse to prædikener er af usædvanlig stor betydning af flere grunde. For det første talte Allahs Sendebud (fred være med ham) ved den største islamiske forsamling, på et tidspunkt hvor det spæde træ af sandhedens ord, som han havde plantet, var blevet til et mægtigt træ og var begyndt at bære frugt. At opnå så stor en succes efter en tid med voldsom modstand er i sig selv en enorm prøve på liv og karakter. Hvis han i denne situation havde været en verdslig person, og hvis han blot havde været en sejrherre, der havde opnået politisk succes og sejr, ville han være blevet opslugt af alle former for nydelse og med pral og arrogance have ophøjet sig selv til Guds plads. Hvis en anden selvisk person end Allahs Sendebud (fred være med ham) var nået til dette stade, ville han have kastet hele fromhedens kappe fra sig og vist sig i en anden skikkelse. Men man ser Allahs Sendebud (fred være med ham) udvise endnu større ydmyghed end før og endnu større taknemmelighed over for Allah. For det andet havde Allahs Sendebud (fred være med ham) gennem sin visdom og indsigt forstået, at dette var den sidste mulighed for at tale til så stor en muslimsk forsamling. Derfor fremsatte han her et testamente med afsluttende anvisninger, hvis hvert eneste ord var værdifuldt. For det tredje var dette, efter at statens anliggender havde nået dette fuldbyrdelsesstadium, det rette tidspunkt for den islamiske bevægelse til at give hele menneskeheden et budskab eller et manifest. Derfor udførte han dette ansvar på den mest fremragende måde. For det fjerde er disse to prædikener et vidnesbyrd om Allahs Sendebuds (fred være med ham) ypperste veltalenhed og hører til blandt hans bedste og mest udsmykkede taler. Gennem dem bliver det lettere at forstå denne store og hellige personligheds fortræffelighed og storhed.

Det bør bemærkes, at en del af disse to prædikener vedrører bestemte indre forhold og problemer, mens en anden del indeholder et internationalt manifest. Selve hovedbudskabet gør denne opdeling tydelig.

Prædikenen ved Arafat

-Al lovprisning tilkommer Allah. Vi lovpriser kun Ham. Vi søger kun hjælp hos Ham. Hos Ham beder vi om tilgivelse for vores synder. Til Ham bringer vi vores anger. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores begærs skadelige aktiviteter og fra vores egne uretfærdige handlinger. Den, som Allah hjælper med at følge den rette vej, kan ingen føre vild. Og den, som Allah ikke giver mulighed for at opnå vejledning, kan ingen lede ad den lige og rette vej.

-Jeg erklærer, at der ikke findes nogen guddom undtagen Allah. Han er Én og den Eneste. Han har ingen medguder. Muhammad (fred være med ham) er Hans tjener og Sendebud.

-Allahs tjenere, jeg råder jer til og opfordrer jer til udelukkende at tilbede Allah og adlyde Ham.

-Jeg indleder min tale med gode ord.

-O folk, lyt opmærksomt til mine ord. Jeg forklarer jer dette, for jeg tror ikke, at jeg efter dette år vil møde jer igen på dette sted.

-O folk, hver af jer andres liv og ejendom er ukrænkelig. I skal overholde denne bestemmelse, indtil I når frem til jeres Herre. Dette gælder på samme måde, som denne måned, denne by og denne dag af jer er hellige.

-Vid, at jeg har overbragt budskabet til jer. O Allah, vær vidne.

-Den, der har fået noget betroet i sin varetægt, skal give det tilbage til dets ejer.

-Alle renter fra uvidenhedens tid er annulleret. Som den første annullerer jeg renterne tilhørende min farbror Abbas.

-Alle krav på blodpenge for drab fra uvidenhedens tid er annulleret. Som den første annullerer jeg kravet på blodpenge for Amir ibn Rabias drab. Alle embeder, titler og æresbevisninger fra uvidenhedens tid er annulleret. Kun embedet som vogter af Kabaen og embedet med at sørge for vand til pilgrimmene vil fortsat bestå.

-Straffen for forsætligt drab er dødsstraf. Erstatningen for uforsætligt drab er et hundrede kameler. Hvis man i dette tilfælde kræver mere end et hundrede kameler, er det en skik fra uvidenhedens tid.

-O folk, efter at islam er blevet etableret, håber Satan ikke længere på, at han vil blive adlydt i dette land. Men hvis I adlyder Satan ved de synder, som I anser for små, vil også det glæde ham.

-O folk, at ændre rækkefølgen af de hellige måneder er en endnu større form for vantro. Ved at regne en måned som hellig det ene år og tilladt det næste og således forskyde dem for på en eller anden måde at fuldende antallet, fører de vantro sig selv endnu længere ud i vildfarelse.

-Sandelig, tiden er i dag vendt tilbage til sit oprindelige udgangspunkt gennem sin cyklus, hvor den var den dag, Allah skabte himlene og jorden. Det vil sige, at antallet af måneder hos Allah med sikkerhed er tolv. Fra den dag, Allah skabte himlene og jorden, har antallet af måneder således stået skrevet i Hans forudbestemmelse. Fire af dem er hellige. Tre af dem følger hinanden: Dhu al-Qa’dah, Dhu al-Hijjah og Muharram. Den ene står alene, nemlig Rajab, som ligger mellem Jumada ath-Thaniyah og Sha’ban.

-Vær klar over, at jeg har viderebragt budskabet. O Allah, vær vidne.

-O folk, jeres kvinder har visse rettigheder over jer.

I har også visse rettigheder over dem. Det er jeres hustruers pligt ikke at lade andre end jer få adgang til jeres ægteseng. Det er forkert af jeres hustruer at lade en person, som I ikke bryder jer om, komme ind i huset uden jeres tilladelse. Hustruerne bør ikke begå skamløse eller uanstændige handlinger. Hvis de gør det, har Allah givet jer tilladelse til midlertidigt at holde jer adskilt fra dem for at forbedre dem. Hvis de derefter bliver lydige, er det jeres ansvar at sørge for deres underhold på passende vis. Kvinderne er sandelig under jeres omsorg. De kan ikke selv gøre noget for deres eget bedste. I har taget dem til ledsagere ved Allahs betroede ansvar og har omgang med dem i overensstemmelse med Allahs lov. Frygt derfor Allah med hensyn til kvinderne, og giv dem vejledning og opdragelse på den bedste måde.

-Vær klar over, at jeg har viderebragt mit budskab. O Allah, vær også vidne.

-O folk, muslimerne er hinandens brødre. Det er ikke tilladt for en bror at tage en anden brors ejendom uden hans samtykke.

-Pas på, jeg har viderebragt budskabet. O Allah, vær også vidne.

-Efter mig må I ikke forlade dette islamiske broderskab, antage et liv som de vantro og begynde at skære halsen over på hinanden.

-Jeg efterlader jer noget, som vil forhindre jer i at fare vild, hvis I følger det. Det er Allahs Bog.

-Pas på, jeg har overbragt budskabet. O Allah, vær også vidne.

-I vil blive spurgt om mig. Sig, hvad vil I svare? Folkene udbrød i kor: “Vi bevidner, at De har overbragt budskabet, gjort alt, hvad De burde gøre for ummaens vel, fjernet alle slør fra sandheden og overbragt Allahs betroede budskab til os.”

-O Allah, vær vidne. O Allah, vær vidne. O Allah, vær vidne.

-De, der er til stede her, skal overbringe disse ord til dem, der ikke er til stede. Måske vil nogle af de fraværende huske og bevare disse ord bedre end nogle af de tilstedeværende.

-O folk, Allah den Ophøjede har fastsat en bestemt arveandel for enhver arving. Det er ikke tilladt at testamentere mere end en tredjedel af sin ejendom.

-Barnet tilhører den, hvis seng det fødes i. Og for ægteskabsbryderen er der sten.”

–Allahs, englenes og alle menneskers forbandelse hviler over den, der anerkender en anden end sin egen far som far, eller den slave, der anerkender en anden end sin herre som herre! På Dommedag vil der ikke blive modtaget nogen kompensation fra ham.

–Må Allahs barmhjertighed og fred komme over jer.

Prædikenen ved Mina

–O mennesker! Der kommer ingen ny profet efter mig, og der vil heller ikke opstå nogen ny umma efter jer. Lyt derfor opmærksomt, og tilbed jeres Herre. Bed de fem daglige bønner. Fast i ramadan. Betal villigt zakat af jeres ejendom. Udfør hajj, og adlyd jeres ledere og ansvarlige, så I kan komme i Allahs paradis.’

Det, som Profeten ﷺ beskrev i disse to taler som et internationalt manifest, ligger hinsides menneskelig tænkning og fantasi. Faktisk har intet andet manifest i praksis kunnet skabe mennesker af så høj en standard som dette manifest. Her blev den revolutionære troslære om Allahs enhed bekendtgjort. Allahs tjeneste og tilbedelse blev fremstillet som den grundlæggende drivkraft i den islamiske livsorden. Her blev muslimernes liv og ejendom erklæret ukrænkelige for hinanden, og dødsstraf blev gjort obligatorisk som straf for drab. Beslutningen om at afskaffe den jahiliyyah-prægede ågerpraksis blev bekendtgjort. Den vedvarende kæde af hævn og gengældelse fra den førislamiske tid blev ophævet. Den jahiliyyah-prægede tids rangordener og titler blev afskaffet. Ægtefællernes rettigheder blev fastlagt. Grundlaget for familiesystemet blev styrket. Kvinder blev betegnet som en betroet gave fra Allah, og det blev påbudt at behandle dem godt. Broderskabet mellem islams tilhængere blev erklæret nødvendigt. Allahs Bog blev betegnet som grundlaget for den islamiske livsorden. På grundlag af Allahs enhed og menneskehedens fælles fader blev idéen om menneskelig enhed fremlagt. Geografiske og slægtsmæssige forskelle blev betegnet som meningsløse, mens ærlighed og gudsfrygt blev fastlagt som målestokken for ære og værdighed.

Når som helst og hvor som helst på jorden den islamiske bevægelse udfolder sig, og den islamiske orden indføres, vil dens grundlag blive bygget på disse urokkelige og uforanderlige idéer. Dette manifest er islams grundlæggende manifest, og menneskeheden kan kaldes til det. Den livsstruktur, der opbygges i modstrid med dette manifest, vil være ikke-islamisk, og ingen sand muslim kan acceptere den. Vi kan gøre dette manifest til prøvestenen for at bedømme enhver ledelses aktivitet og vurdere hvert skridt, som vores regeringer tager, i lyset af det. I dette manifests spejl kan vi se vores eget ansigt såvel som andre ikke-islamiske samfundsordener.

Dette er vores elskede Profets sidste tale. Han holdt denne tale netop til os. Talen er Profeten ﷺ’s testamente. Efter at have fremhævet alle dens vigtige dele sagde Profeten ﷺ med smerte i stemmen: »Jeg har overbragt Allahs budskab.« Når vi læser disse ord, bør vi blive på vagt og bevidste. Vi bør angre vores hidtidige adfærd, kaste slaveriets lænker til den ikke-islamiske orden bort og følge Profeten ﷺ’s livsvej. Vi bør også træde frem for at fuldføre den opgave, som Profeten ﷺ udholdt så megen lidelse og forfølgelse for, og for hvis skyld han udviste en så grænseløs tålmodighed og udholdenhed, at der ikke findes noget sidestykke.

Profeten ﷺ udførte hajj på en ordentlig og fredelig måde. Han mødte alle de muslimer, der udførte hajj. Folk stillede mange spørgsmål. Derefter afsluttede han denne hellige rejse med afskedstawaf.

Dette var synet af islams fuldbyrdelse. Den entusiastiske og spontant fremmødte forsamling på halvanden million mennesker vidnede om, at den islamiske bevægelse havde opnået den egentlige sejr i kampen om folkets mening og i bestræbelserne på at skabe en forandring i menneskenes hjerter. Og netop denne indre forandring havde bragt en revolution til hele verden udenfor.

Efter Profeten (fvmh.)s bortgang

Indtil nu har vi skildret resultaterne af den bevægelse, som Profeten (fvmh.) ledede. Kort tid derefter afgik han ved døden. Men de muslimer, som han havde oplært og opdraget, fortsatte dette arbejde, og den islamiske bevægelse spredte sig over et enormt område inden for ti til femten år.

Den måde, hvorpå Profeten (fvmh.) deltog i afskedspilgrimsfærden, henvendte sig til sine ledsagere og fremsagde sine testamentariske råd og appeller, viste, at han samlet havde taget afsked med alle. På hjemrejsen holdt han endnu en tale til de fremtrædende ledsagere under et ophold ved en dam ved navn Ghadir Khumm. I denne tale blev afskedsstemningen endnu tydeligere. Hans ord var af en sådan art, at man fik tårer i øjnene, når man hørte dem. Først lovpriste han Allah efter den sædvanlige skik. Derefter sagde han:

»O folk, jeg er et menneske. Måske vil Allahs udsending snart komme til mig, og jeg vil besvare hans kald. Jeg efterlader to byrder af ansvar hos jer. Den ene er Allahs Bog. I den findes vejledning til den rette vej, lys og visdom.« Derefter sagde han flere opmuntrende og advarende ord om Koranen. Så sagde han: »Den anden byrde er mine familiemedlemmer. Jeg opfordrer jer, hvad angår mine familiemedlemmer, til at huske Allah.«

For at fjerne den vildfarelse, som de havde åbnet vejen for ved at betegne profeterne som overmenneskelige og ikke-menneskelige, betegnede han sig selv som et menneske. Det var den grusomme ironi i skæbnen, at de profeter, som hele livet havde kæmpet for at udrydde polyteismen og etablere troen på Allahs enhed, af overdrivende mennesker blev betegnet som Allahs sønner og betragtet som dele af Allah og som evigt levende væsener. Før afskedens øjeblik nærmede sig, advarede Profeten (fvmh.) sine ledsagere med ordene: »Jeg er et menneske.« Derfor gælder Allahs lov også for mig ligesom for andre mennesker. Derefter befalede han dem strengt at følge Koranen og omtalte dette som en byrde af ansvar. For Profetens (fvmh.) nære slægtninge havde været øjenvidner til hans liv og var betroede vogtere af hans værdifulde lære. På den måde var de en kilde til islamisk lære for ummaen. På den anden side efterlod han ingen rigdom til dem, men overgav deres fremtid til Allah. Derfor er det klart, at et stort ansvar efter Profetens (fvmh.) bortgang påhvilede muslimerne i forhold til dem. Men på grund af sin stærke selvrespekt undlod han at udtale sig klart om dette og begrænsede sig til antydninger.

I denne tale eller i en anden tale senere sagde Profeten (fvmh.) også noget til de almindelige muslimer og de ædle ledsagere på grund af et særligt behov. Sagen var den, at der opstod en vis uenighed mellem Ali og nogle af de ledsagere, som var blevet sendt til Yemen sammen med ham, om et bestemt forhold. Når store opgaver skal udføres, opstår der undertiden så vanskelige situationer, at forskelle i temperament også fører til uenighed om synspunkter. Af og til kan bitre eller ophedede ordvekslinger, om end midlertidigt, få vrede eller utilfredshed til at samle sig i hjertet. Det er på ingen måde muligt, at en organisation skabt af mennesker – hvad enten den er grundlagt udelukkende for et rent islamisk arbejde, eller dens ledelse endog varetages af pletfri mennesker som profeterne – kan være fri for alle menneskets naturlige svagheder. Meningsforskelle og følelsesmæssige sammenstød kan opstå selv i et gennemført ærligt, oprigtigt, rent og fuldkomment samfund. Derfor er der ved udførelsen af store opgaver behov for storsindede, overbærende, tålmodige og tolerante mennesker, som kan finde en måde at omgås hinanden på, selv når der opstår uenighed. Der opstod også fra tid til anden uoverensstemmelser blandt de ædle ledsagere. Men på grund af deres enestående tolerance fortsatte samarbejdet trods disse uoverensstemmelser. Selv når bitterhed og spænding opstod, var det kun midlertidigt. Også i dette tilfælde opstod en sådan situation. Især havde uenigheden fået så stærkt et greb om Buraida, at han klagede til Profeten (fvmh.) over Ali. Men at der opstod en klage over en førsteklasses personlighed som Ali, at den varede ved, udviklede sig til personlig bitterhed og derefter blev fremsat som en klage over for Profeten (fvmh.), var en noget kompliceret sag. Da Profeten (fvmh.) hørte klagen, blev han bedrøvet, og hans ansigtsfarve ændrede sig. I denne situation sagde han efter sin sædvanlige skik uden at nævne nogen ved navn: »Den, hvis ven jeg er, er Ali også ven med. O Allah, vær ven med den, der er ven med Ali, og vær fjendtlig over for den, der nærer fjendskab mod Ali.«

Alle ved, at Ali også havde ofret alt for den bevægelse, som Profeten (fvmh.) havde givet alt, hvad han ejede, for. De var fortalere for den samme da’wah, bar fanen for den samme mission, fulgte den samme tankegang og vandrede den samme vej; dertil var de så nært beslægtede, at det ikke var muligt at skabe den mindste afstand mellem dem. Hvordan skulle det være muligt at elske den ene af to sådanne personer og være vred på den anden? Det var netop et sådant forhold, der herskede mellem Profeten (fvmh.) og hans nærmeste ledsagere. Hele organisationen var dybt bundet sammen af broderskabets bånd omkring tro, idealer og mål. Især blandt dens forreste personer, som Profeten (fvmh.) havde oplært på særlig vis, var der ingen mulighed for at skelne mellem dem ved at elske den ene og nære bitterhed mod den anden. Profeten (fvmh.) blev bedrøvet, fordi han tænkte: Hvis broderskabets bånd i den gruppe, som han havde oplært gennem år efter år, var så svagt, hvis der blev næret utilfredshed og vrede mod dens ledende personer, og hvis uenighed førte til langvarig personlig bitterhed, hvordan skulle muslimerne så kunne bevæge sig fremad mod dette storslåede mål?

På dette tidspunkt kunne Profeten (fvmh.) se, at tiden for hans afsked nærmede sig. Han var helt optaget af tanken om, at hele ansvaret nu skulle lægges på denne organisations skuldre. I fremtiden skulle muslimerne i stedet for at følge Profeten (fvmh.) følge denne ledelsesrække, hvori Profeten (fvmh.) havde inkluderet sine mest trofaste ledsagere, som han havde oplært gennem lang tid, og hvis enkelte medlemmer han elskede dybt. Derfor havde han sagt disse ord for at advare dem i et meget strengt sprog. Det mærkværdige er, at nogle mennesker ud fra selve denne udtalelse har forsøgt at finde en lære om udnævnelsen af Profetens (fvmh.) efterfølgende kalif. Jeg forstår ikke, hvordan de er nået frem til dette.

Denne diskussion opstod helt tilfældigt i forbindelse med det foregående. Vores egentlige formål var ellers at tydeliggøre, at Profeten (fvmh.) under hele afskedsrejsen til hajj følte, at hans rejse til det hinsides nu næsten var nært forestående. Det var i lyset af denne følelse, at han fortsatte med at give forskellige vigtige instrukser og testamentariske råd.

Allerede fra begyndelsen af den ellevte hijris safar-måned begyndte Profetens (fvmh.) hellige sjæl at forberede sig på rejsen til det hinsides. En dag tog han til Uhud og bad i sujud for Uhuds martyrer. Da han var vendt tilbage, holdt han endnu en tale med følgende ord:

“O folk! Jeg vil tage afsked med jer før jer og vidne om jer hos Allah. Ved Allahs ed, jeg kan se al-Kawthars hawd, mens jeg sidder her, og jeg har fået nøglerne til at erobre forskellige riger. (Det vil sige, at forskellige lande vil blive erobret som følge af da‘wah.) Jeg frygter ikke, at I efter mig vil blive afgudsdyrkere. Det eneste, jeg frygter, er, at I vil havne i strid og konflikt på grund af verdslige interesser.”

Derefter tog han ved midnat til Baqi‘-kirkegården, bad om tilgivelse for gravens beboere og sagde: “Jeg vil også snart slutte mig til jer.” En dag samlede han derefter specifikt sine fremtrædende ledsagere og holdt følgende tale:

“O muslimer! Tillykke til jer! Må Allah lade jer forblive iklædt Sin barmhjertighed. Må Han fjerne jeres hjertes sorger, give jer forsørgelse, hjælpe jer, give jer fremgang samt give jer fred og sikkerhed. Jeg befaler jer at frygte Allah, overgiver jer til Allahs omsorg og opfordrer jer til at være på vagt med hensyn til Ham. For jeg er en tydelig advarer. Se, udvis ikke hovmod og stolthed blandt Hans tjenere i Allahs byer. Den Højeste Allah har sagt til mig og jer: ‘Det hinsidige hjem har Jeg bestemt for dem, som ikke ønsker at optræde hovmodigt eller sprede fordærv på jorden. Og den endelige succes tilhører kun de gudfrygtige.’ Må fred være over jer alle og over alle dem, som efter at have antaget islam er blevet omfattet af min troskabsed.”

Efter at han var vendt tilbage fra Baqi‘-kirkegården, begyndte han at få en let hovedpine. Den 29. safar blev hovedpinen værre, fordi han gik til og fra en afdød persons begravelsesbøn. I sygdommens indledende, milde fase kom han i elleve dage til Profetens Moské og ledte selv bønnen. Da sygdommen blev værre, lå han i en seng i sit værelse i en uge. Da sygdommen derefter forværredes yderligere, bad han om tilladelse hos alle sine øvrige hustruer og flyttede til Aishas værelse.

Selv mens han på grund af sygdommen lidt efter lidt nærmede sig døden, glemte han ikke ansvaret for den islamiske bevægelse. Formålene med ekspeditionerne til Tabuk og Mu’tah var endnu ikke blevet fuldt ud opnået. Selv den mindste lempelse kunne give fjenderne anledning til at blive dristige. Derfor beordrede han under disse omstændigheder den 26. safar muslimerne til at forberede sig på et felttog mod Romerriget. Den følgende dag udnævnte han Usama ibn Zayd til hærfører for dette felttog. Han sagde til ham: “Gå i Allahs navn, nå frem til det sted, hvor din far led martyrdøden, og angrib dem, der ikke adlyder Allah.” Han fremstillede selv en fane og gav den til Buraida ibn al-Khusayb al-Aslami. Da Usama både var ung og desuden var søn af Zayd, Profetens (fvmh.) frigivne slave og adoptivsøn, begyndte nogle at hviske om hans udnævnelse: Hvorfor blev denne unge mand udnævnt til hærfører, når der var så mange fremtrædende ansarer og muhajirun? Da dette nåede Profeten (fvmh.), blev han dybt bedrøvet. Trods sine stærke smerter bandt han et bind om hovedet og kom til moskéen. Derefter holdt han en tale, der lignede talen ved Ghadir Khumm, og sagde:

“Jeg har hørt, at I har sagt forskellige ting om Usama. Tidligere gjorde I også indsigelser mod udnævnelsen af hans far til hærfører. Men ved Allahs ed var han egnet til det. Og hans søn er også egnet til denne opgave. Zayd ibn Haritha var den, vi holdt mest af blandt alle. Og hans søn Usama er nu den, vi holder mest af blandt alle.”

Tidligere (fem dage før sin død) badede han ved at få hældt vand fra syv vandskind over hovedet. Da kroppen efter dette bad føltes en smule lettere, blev han støttet og ført til moskeen. Der holdt han sin sidste prædiken for sahabernes forsamling. Han sagde:

“De mennesker, der levede før jer, tilbad profeternes og de frommes grave. Gør ikke sådan. Gør ikke min grav til et sted for tilbedelse efter min død. Det er uundgåeligt, at Allahs frygtelige vrede vil ramme dem, der tilbeder profeternes grave. Jeg forbyder jer at gøre dette. Jeg har overbragt jer det sande budskab. O Allah! Du er selv vidne til dette.”

Derefter ledte han bønnen, og efter bønnen sagde han igen:

“Jeg advarer jer med hensyn til ansarerne. De var som tøjet på min krop og forsyningen på min vej. De har opfyldt deres ansvar. Nu mangler I blot at opfylde de rettigheder, de har over for jer. Andre vil gøre fremskridt, men ansarerne vil forblive dér, hvor de var. Påskøn de retskafne og værdige blandt ansarerne, og tilgiv dem, der begår fejl. Allah den Ophøjede gav Sin tjener valget mellem, hvis han ønskede det, at tage imod denne verden og dens pragt eller at tage imod det, som findes hos Allah til ham. Men tjeneren valgte det, der var bestemt til ham hos Allah.”

Alt, hvad Profeten sagde under sin sygdom, bar som regel præg af en afsked. Men de sidste sætninger i den ovennævnte tale indeholdt en meget tydelig antydning. Hazrat Abu Bakr forstod det straks og begyndte fortvivlet at græde.

På et tidspunkt blev han ude af stand til selv at overvære bønnen i fællesskab. Da beordrede han Hazrat Abu Bakr til at lede bønnen i hans sted. Da sygdommen til stadighed blev værre, voksede uroen blandt muslimerne. Da folk bekymrede gik rundt omkring Profetens Moské igen og igen, kom Profeten til moskéen støttet på skuldrene af Hazrat Ali og Hazrat Fadl ibn Abbas, satte sig på det nederste trin af prædikestolen og holdt sin allersidste tale således:

“O folk, jeg har hørt, at I er bange for min død. Er nogen af de profeter, der er kommet til verden, blevet udødelig? Jeg skal også vende tilbage til Allah, og det skal I også. Jeg formaner jer til at behandle dem, der først foretog hijra, godt, og til, at muhajirerne behandler hinanden godt.” Derefter reciterede han suraen Al-Asr og sagde: “Alle forhold forløber i overensstemmelse med Allahs vilje. Skynd jer ikke i noget, der kræver udsættelse. Allah skynder sig ikke, blot fordi nogen foretrækker hastværk. Jeg formaner jer til at behandle ansarerne godt. De gjorde Medina til deres hjemland før jer og betragtede det som deres ansvar at antage troen. Delte de ikke deres afgrøder med jer? Gjorde de ikke deres huse større for at give jer plads? Gav de jer ikke forrang, selv om de tilsidesatte deres egne behov? Jeg vil rejse herfra før jer. I vil senere komme og slutte jer til mig. Jeg lover jer, at vi mødes ved Kawthars bassin.”

Disse taler er blevet knyttet til forskellige tidspunkter i forskellige overleveringer. Men én opfattelse er, at alle disse udsagn var dele af den samme tale. Det er sandsynligvis den korrekte opfattelse.

Mandag [der er stor uenighed om datoen for dødsfaldet. I nogle overleveringer nævnes den første, i andre den anden, den tolvte eller den trettende Rabi al-awwal. Den mest kendte dato er dog den tolvte Rabi al-awwal] blev Profeten (fvmh.) for sidste gang lidt bedre. Han brugte siwak. Han løftede forhænget, så på de forsamlede sahaba og smilede. Få øjeblikke senere sagde han tre gange:

(**********)

Samtidig gik han bort til den Almægtige Allah med hovedet hvilende i Hazrat Aishas skød. »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage.«

I dag tog dette store menneske afsked med verden – han, som havde givet menneskeheden et nyt liv, og som havde udholdt frygtelige lidelser for at befri menneskehedens karavane fra røvernes greb og holde den på den rette vej, uden at kræve nogen belønning i det jordiske liv.

Det er næsten umuligt at forestille sig, hvor dybt denne tragiske begivenhed sørgede Profetens (fvmh.) nærmeste og livslange ledsagere. De, som blot ved at se Profeten (fvmh.) én gang fik ny styrke og inspiration, må have oplevet, at himmel og jord drejede rundt for deres øjne. De har måske følt, at hele menneskehedens historie var blevet vendt på hovedet. Hazrat Uthman blev stum, og Hazrat Ali blev tavs. Hazrat Umar mistede balancen i sit sind. Og Hazrat Abdullah ibn Unais døde ligefrem af sorg.

Denne frygtelige og tragiske begivenhed var i sig selv et bjerg af sorg. Desuden fandt den sted under yderst farlige forhold. På den ene side var der fare for aggression fra Romerrigets side, og det var netop derfor, Usamas hær var på vej af sted. På den anden side var der en bølge af frafald fra islam og nægtelse af at betale zakat. For det tredje havde den islamiske bevægelse, samtidig med at den inviterede nabolandene til islam, også fremsat en vis trussel. Internt var der desuden det problem, at det undertrykte hykleri igen kunne begynde at stikke hovedet frem. Men Profeten (fvmh.) havde trænet muslimerne så grundigt og perfekt, at de straks beherskede deres følelser og beroligede deres urolige sind. Efter at have overvundet og lagt fortvivlelsen og uroen bag sig vendte de deres opmærksomhed mod at udføre deres store ansvar. For Profetens (fvmh.) følgere var det langt vigtigere end at sørge over en person som Profetens (fvmh.) bortgang at sikre stabiliteten og sikkerheden i denne bevægelse og statsordning, som ved selv den mindste slaphed under sådanne omstændigheder kunne gå i opløsning. Den pludselige bortgang af den person, som i mange år havde været hele bevægelsens livskraft og genstand for alle sahabaernes fulde tillid og dybe kærlighed, kunne på et øjeblik skabe et yderst farligt tomrum. Hvis dette tomrum ikke blev udfyldt i tide, kunne det få frygtelige følger. Den muslimske organisation, som Profeten (fvmh.) havde opbygget, gav på denne måde et enestående bevis på ansvarsfølelse og karakterfasthed: Den udfyldte straks tomrummet og tillod ikke disciplinens bånd at blive svækket det mindste. Der opstod ingen strid eller konflikt om, hvem der skulle efterfølge Profeten (fvmh.), ingen sværd blev trukket, og der blev ikke noget postyr. De førende personer i den muslimske jamaat satte sig sammen til rådslagning på Saqifa Banu Saidas plads, og efter en kort drøftelse blev Hazrat Abu Bakr Siddiq valgt som den første kalif inden for islams shuraiske, det vil sige rådslagning-baserede, demokrati. Senere blev denne beslutning enstemmigt godkendt på muslimernes almindelige forsamling i Profetens Moské.

Efter Profetens (fvmh.) bortgang findes der kun få eksempler i menneskehedens historie på den beslutsomhed, indsigt og dygtighed, som Hazrat Abu Bakr udviste for at udbrede Profetens store missionsarbejde og fuldføre det uafsluttede arbejde, som Profeten havde påbegyndt, eller på den måde, hvorpå Hazrat Umar, Uthman, Ali og de øvrige ledende sahabaer hjalp ham. Denne mand, som var formet af Profeten (fvmh.), beviste, at han var det ypperste eksempel på menneskelighed. Ingen kunne måle sig med ham i uselviskhed, dygtighed og indsigt. Selv under de vanskeligste forhold glemte han aldrig sit ansvar og sin pligt.

Historien vidner om, at den gruppe, som Allahs Sendebud (sa.) opbyggede, og dens ledere i løbet af få år bragte den islamiske bevægelse til alle verdenshjørner, og at der hverken under Allahs Sendebuds (sa.) levetid eller efter hans bortgang var nogen væsentlig forskel på tempoet i dette arbejde.

O Allah, send velsignelser og fred over Muhammad!

Hvis muslimernes eksistens stadig består i verden i dag, er det resultatet af denne store personligheds utrættelige arbejde. Hvis sandhedens og retfærdighedens budskab er levende i vores sind, er det resultatet af denne hellige persons arbejde. Hvis han har efterladt noget ideal og noget program til menneskehedens velfærd og fremgang, er det frugten af Muhammad (sa.)s stræben og kamp. Hvis ønsket om at genoplive den islamiske bevægelse i dag spirer i vores hjerter, vil det netop spire i kraft af de hellige minder om denne elskede profets offer og tålmodige udholdenhed. Det er muligt at lære det gennem den islamiske bevægelses metode og gennem den praktiske træning, som denne vejleder, udsendt af den Almægtige Allah, gav. Hvis nogen i dag ønsker at lære menneskeheden moralske værdier og succesens evige principper, må det tilegnes direkte fra Muhammad (sa.) selv. Hvis ikke en da’wa-forkynder, lærer, træner og leder som Allahs Sendebud (sa.) var kommet til verden, ville det ikke have været muligt at befri jorden fra dette tætte mørke af uvidenhed og dumhed. Derfor kan man sige, at Allahs Sendebud (sa.) var hele den islamiske revolutions egentlige livskraft.

For den enestående og usædvanlige bedrift, at Den Store Profet (sa.) for vores og hele menneskehedens velfærds skyld gjorde sig selv til mål for et frygteligt fjendskab, at han under kampen mod falskheden udholdt ubærlige lidelser, at han uden at kræve nogen modydelse ofrede alt, hvad han ejede, på denne vej, og derefter skabte en ny epoke i historien, en hellig civilisation og en stor international nation eller umma samt opbyggede stadig nye verdener inden for viden, videnskab og tænkning, står hele menneskeheden i verden i gæld til denne store ven og velgører. Vi er ude af stand til at gengælde blot den mindste del af så stor en velgerning. Derfor, o Almægtige Allah, beder vi Dig: Tag imod vores taknemmelighed, og giv ham fra Din grænseløse nådes skatkammer en passende belønning for denne enestående indsats på vores vegne. Lad nåde, velsignelse og fred komme over Allahs Sendebuds (sa.) sjæl, ophøj hans rang, giv på ny sejr og udbredelse til Allahs Sendebuds (sa.) da’wa og bevægelse, og lad endnu flere af Dine tjenere få gavn af og blive beriget gennem den islamiske lovs velsignelser og frugter. Vi beder Dig også om at give forfatteren og enhver muslimsk tjener evnen til at bære det hellige ansvar for Allahs Sendebuds (sa.) da’wa og lykken til at bringe den til hele menneskeheden. Gør på ny den islamiske bevægelse, som Allahs Sendebud (sa.) satte i gang, levende og til en virkelig sandhed. Giv os alle lykken til at spille en passende rolle i kampen for at fuldføre Allahs Sendebuds (sa.) uafsluttede arbejde ved at gennemføre det retfærdighedssystem, som Allahs Sendebud (sa.) fremlagde, i verden. For dette er den bedste måde at vise taknemmelighed for hans velgerninger på.

(*******)

Arbejdet er endnu ikke fuldført

Det er alene Allahs nåde, at Han har givet en ubetydelig tjener som mig mulighed for at udføre dette store arbejde, så jeg har kunnet give et glimt af denne bedste af Hans tjeneres liv og bedrifter. I dette arbejde står jeg i stor gæld til mine værdige forgængere, som har skrevet meget værdifulde bøger om dette emne. Desuden står jeg i stor gæld til to af vor tids forskere, Maulana Sayyid Abul A’la Maududi og dr. Hamidullah Siddiqi, M.A., Ph.D. Fra dem begge har jeg fået et bevægelsesorienteret perspektiv, som har åbenbaret mange nye sider af profetens liv for mig. Jeg håber, at læseren under læsningen af denne bog vil få næring til nogle nye tanker. Jeg er også taknemmelig over for den ærede forlægger for den særlige inspiration og opmuntring, han har givet til dette arbejde. Må Allah belønne alle disse venner, som har indgydt inspiration og begejstring, på bedste vis.

De omstændigheder, som dette arbejde indtil nu har gennemgået, har været yderst beklagelige. Hvor mange gange har jeg ikke taget arbejdet op, hvorefter lange pauser har lagt hindringer i vejen. Ofte blev der ikke skrevet så meget som ét bogstav i månedsvis. Men en eller anden usynlig kraft har igen og igen givet mig styrke og opmuntring. En dag slog det mig pludselig, at det måske er Allahs vilje, at jeg, som ønsker at fremstille denne store persons liv for verdens mennesker, i det mindste må tilegne mig en hundrededel eller en tusindedel af hans erfaringer. Ellers, hvorfra skulle livspulsen i skriften komme? Efter denne tanke blev min viljestyrke så stærk, at jeg førte arbejdet fremad, når og i det omfang jeg kunne. Det meste af bogens sidste halvdel måtte jeg skrive liggende i sengen. Derfor håber jeg, at Allah vil tage imod dette arbejde og gøre det til et middel til min frelse og velfærd.

I henhold til den foreslåede plan mangler der stadig meget i det foreliggende værk, før det arbejde, jeg ønsker at udføre, er fuldført. Det vil sandsynligvis komme til at omfatte to eller tre bind. Indtil videre har jeg egentlig kun fremlagt én længere gennemgang. Den er forholdsvis detaljeret i den forstand, at den i vid udstrækning indeholder en beskrivelse af Profeten (fvmh.)s liv i kampens tegn. På visse områder er den dog kortfattet, eftersom den også kun antyder nogle af de vigtige aspekter af profetens liv. Derfor frygter jeg, at nogle måske vil misforstå noget på grundlag af den. Det er nødvendigt at gøre opmærksom på det arbejde, der endnu mangler.

Det resterende arbejde er som følger:

-En beskrivelse af det geografiske og kulturelle miljø, som Profeten (fvmh.) blev født i.

-En analyse af Profeten (fvmh.)s kald og hans mål. Hvilke grundlæggende forandringer ønskede han at skabe i menneskelivet? Kaldets karakter og omfanget af dets virkeområde.

-Profeten (fvmh.)s ledermæssige visdom, indsigt og politiske skarpsindighed.

-Hvilken slags mennesker blev skabt som følge af Profeten (fvmh.)s kald?

-Hvordan bidrog kvinderne til Profeten (fvmh.)s kamp?

-Det er hensigten i et særskilt bind at fremlægge en beskrivelse af hele Profeten (fvmh.)s reformarbejde på en sådan måde, at den kan være til gavn i vor moderne tid. Gennem forskellige artikler skal det belyses, hvilke nye principper, arbejdsmetoder og fremgangsmåder Profeten (fvmh.) anvendte til at opbygge livets forskellige områder. Det gælder for eksempel udfoldelsen af den guddommelige strategi, grundlæggelsen af et uddannelsessystem for samfundets unge og ældre, dannelsen af en folkelig karakter, økonomisk udvikling og reform, forsvarssystemet samt dets stabilitet og styrke, genopbygningen af den politiske infrastruktur, omformningen af samfund og kultur, indførelsen af et islamisk retfærdighedssystem, lederuddannelse, etableringen af internationale relationer samt en teoretisk og praktisk analyse af andre reformtiltag.

-En detaljeret beskrivelse af forsvaret af Profetens (fred være med ham) islamiske regering og dens militære aktiviteter.

-Det er også muligt at skrive et særskilt bind som svar på indvendingerne fra dem, der rejser indsigelser. En forskningsmæssig behandling med henblik på at afklare uoverensstemmelser vedrørende begivenheder, personer og vigtige datoer.

-Kilderne til profetbiografien samt en kritisk gennemgang af det arbejde, der hidtil er udført på dette område.

-Samtidig er det hensigten at udarbejde flere vigtige kort, som vil gøre det lettere at forstå begivenhederne, hvis de foreligger. Der er allerede udført en del værdifuldt arbejde på dette område i landet. Det er hensigten at føre dette endnu længere. Det kan også være, at der bliver udarbejdet et særskilt kort over Profetens (fred være med ham) liv og den islamiske bevægelse. Det er hensigten at samle de forskellige oplysninger, der er skrevet i bogen, på et vægkort.

-Det er hensigten at få denne bog oversat til mindst engelsk, bengali, arabisk og hindi. På den måde kan man håbe, at dens nytte vil blive endnu større. Må Allah give os mulighed for at virkeliggøre denne plan og i sin særlige barmhjertighed skabe de nødvendige ressourcer og gunstige forhold for den.

Naeem Siddiqi

Marts 1960

Appendiks 1

Begivenhederne i profetens liv: kronologisk rækkefølge

Bogens emner er i store træk ordnet kronologisk. I de mere detaljerede emner er denne kronologiske rækkefølge imidlertid ikke fulgt; i stedet er begivenheder fra forskellige perioder blevet samlet efter emne. I historie- og biografilitteraturen er begivenhedernes kronologiske rækkefølge dog af stor betydning. For at imødekomme dette behov medtages nedenstående oversigt som et appendiks til bogen, så alle de vigtigste begivenheder i profetens liv kan danne sig et samlet billede ved et enkelt blik.

Følgende er årsagerne til uenigheden om dagene og datoerne for forskellige vigtige begivenheder:

Begivenhederne før Profeten (fred være med ham) modtog profetskabet, angives enten efter “ʿĀm al-Fīl”, det vil sige “året for elefanthærens angreb på Kabaen”, eller efter det år, hvor Profeten (fred være med ham) blev født, og disse årstal omregnes til den kristne tidsregning. Elefanthærens år 1 og fødselsåret for Profeten (fred være med ham) er i store træk det samme år, men den første dag i elefanthærens år var dagen for elefanthærens angreb (det vil sige torsdag den 17. Muharram). Profetens fødselsår begyndte derimod 50 eller 55 dage, altså omtrent to måneder, efter begyndelsen på elefanthærens år. Historikere og overleveringsberettere har enten fuldstændig set bort fra denne forskel mellem de to årstal eller undladt at angive, hvilket årstal de henviser til. Resultatet er, at det ene år begynder med Rabi al-Awwal, mens det almindelige måneår begynder med Muharram. Derved bliver beregningen endnu mere forvirrende. Hvis man for eksempel regner fødselsårets begyndelse fra måneden Muharram, fandt hijra sted i det fjortende fødselsår. Men hvis årets begyndelse regnes fra Rabi al-Awwal, fandt hijra sted i det trettende år efter fødslen. Historikerne har angivet begge årstal.

Umar (må Allah være tilfreds med ham) indførte i sin kalifattid den islamiske hijri-kalender på regelmæssig vis torsdag den 20. Jumada al-Thani i år 17 efter hijra. Før dette var hijri-kalenderen ikke blevet indført regelmæssigt, og det var heller ikke skik at fastsætte begivenhedernes tidspunkt efter den. Derfor finder man ikke i de autentiske hadithsamlinger angivet, i hvilket hijri-år en bestemt begivenhed fandt sted. Efter at hijri-kalenderen var blevet taget i brug, begyndte man at ordne tidligere begivenheder kronologisk efter hijri-årene.

Den måneårsberegning, som begyndte med hijra, kan også foretages på to måder. Den ene er at begynde årets beregning med hijras måned, Rabi al-Awwal. Den anden er at beregne hijra-året fra den første måned i det almindelige måneår, Muharram. Det betyder, at det første hijri-år beregnes som ti måneder, fra Rabi al-Awwal til Dhu al-Hijja. Hadithlærde, forfattere af profetbiografier og historikere har beregnet hijri-året på begge disse måder. Men det er kun sjældent blevet tydeligt angivet, hvordan året er blevet beregnet.

Desuden stemmer den ugedag, der i forskellige overleveringer nævnes sammen med datoen, ikke altid overens med datoen. Man tager udgangspunkt i den af de to oplysninger, der anses for mest pålidelig, eller hvor der er enighed mellem overleveringerne, og fastsætter derefter den anden ved beregning.

Det mest komplicerede problem opstår, når man skal samordne kalendere og forskellige årssystemer. Historiske værker angiver nemlig ikke nogen bestemt kalender eller noget bestemt årssystem. Denne kalenderforvirring forstærkes yderligere af, at der ud over forskellige solår undertiden også var flere kristne kalendere i brug samtidig: én solkalender og én månekalender. Desuden blev reglerne for den kristne kalender og andre kalendere løbende ændret. Når man nu, flere århundreder senere, forsøger at samordne dage og datoer ved beregning, opstår der derfor mulighed for uenighed på mange forskellige punkter.

Nogle begivenheder og handlinger er ikke blevet gengivet selv i de betydningsfulde hadith med deres præcise dag og dato. På grundlag af Koranen og hadith vides det med sikkerhed blot, at en bestemt begivenhed fandt sted før eller efter en anden. Men hvad angår visse begivenheder, såsom tilladelsen til tayammum, erklæringen om forbuddet mod ægteskab for en bestemt periode, altså mutʿa-ægteskab, gennemførelsen af reglerne om tilsløring samt forskellige traktater, krige og udsendelser af militærenheder, er hadithberetningerne indbyrdes modstridende, selv når det blot drejer sig om at fastlægge en overordnet kronologisk rækkefølge uden at bestemme datoerne.

Det kan i store træk antages, at det er vanskeligt at fremstille alle de betydningsfulde begivenheder i Allahs Sendebuds (ﷺ) liv med en detaljeret og sikker fastsættelse af dag og dato. Selv blandt de store forfattere af sīrah, koranfortolkere, hadithkyndige og islamiske jurister – som er vant til at undersøge velrenommerede kilder – findes der betydelige forskelle i synet på dagene og datoerne, og der foreligger lange argumentationer både for og imod hver enkelts synspunkt.

Under udarbejdelsen af dette sīrah-værk har jeg efter bedste evne studeret disse meningsforskelle og kalenderberegningerne, undersøgt kilderne og foretaget overvejelser og forskning. Derefter har jeg fastlagt ét bestemt synspunkt i den »kronologiske oversigt over begivenhederne« og kort nævnt de vigtigste meningsforskelle. Det ville hverken have været passende eller muligt her at besvære læseren med en detaljeret omtale af alle de forskellige synspunkter. Hvis dette arbejde skal udføres, bør det gøres særskilt. I vores »kronologiske oversigt over begivenhederne« er begivenhederne før hijrah angivet enten efter »ʿĀm al-Fīl« (året for elefanthærens angreb) eller efter året for Allahs Sendebuds (ﷺ) fødsel; ellers er Sendebuddets (ﷺ) alder nogle steder under profetårene anvendt som målestok for tidsbestemmelsen.

(1) Allahs Sendebuds (ﷺ) fødselsdag –

(Mandag i foråret (der er enighed om ugedagen), den 9. Rabīʿ al-Awwal, elefantåret 1, (50 dage efter elefanthærens angreb), svarende til den 22. april 571 e.Kr., den 1. Jyaiṣṭha 628 Vikrama-æra, ved daggry (efter solopgang). Ifølge den mest berømte opfattelse var det den 12. Rabīʿ al-Awwal.)

(Al-Ṭabarī og Ibn Khaldūn angiver den 12. Rabīʿ al-Awwal, mens Abū al-Miqdād angiver den 10. Rabīʿ al-Awwal. Men eftersom der er enighed om, at det var en mandag, og mandagen falder på den 9. Rabīʿ al-Awwal, har Muḥammad Ṭalāt Beg (en arabisk historiker) og Qāḍī Sulaymān Manṣūr Pūrī efter en minutiøs undersøgelse af kalenderberegningerne afsagt deres dom til fordel for den 9. Rabīʿ al-Awwal. Egyptens berømte astronom Maḥmūd Pāshā har på grundlag af videnskabelige argumenter og beviser sagt, at Allahs Sendebuds (ﷺ) fødselsdato var den 9. Rabīʿ al-Awwal, svarende til den 20. april 571 e.Kr. Allāmah Shiblī Nuʿmānī har også støttet dette synspunkt. Efter den gregorianske beregning blev dagen imidlertid den 22. april. Under denne beregning blev den nye kristne kalender indført fra september 1752. Efter den gamle kalenders regler blev denne dag fastsat til den 19. april i det julianske år 5284. Der er også uenighed om, hvorvidt Allahs Sendebud (ﷺ) blev født 55 eller 50 dage efter elefanthærens angreb; tilsyneladende synes opfattelsen om 50 dage efter at være den korrekte.)

Forfatteren til værket Aṣaḥḥ al-Siyar, Mawlānā ʿAbd al-Raʾūf Dānāpūrī, nævner den 8. eller 12. Rabīʿ al-Awwal, men anfører ikke argumenterne. Nogle nævner den 1. Muḥarram og som kristen dato den 12. eller 15. februar. Ifølge Ibn Isḥāq blev Allahs Sendebud (ﷺ) født efter natten til den 12. Rabīʿ al-Awwal var forbi. Efter min vurdering forekommer synspunktet om den 9. Rabīʿ al-Awwal at være det mest tungtvejende.)

(2) Begyndelsen på ammeperioden – i en alder af 4 måneder (To eller tre dage efter fødslen drak han i nogle dage af mælken fra Thuwaybah, Abū Lahabs slavekvinde. Den regelmæssige ammeperiode tilbragte han i ammen Ḥalīmahs hjem. Dette hjem lå inde i ørkenen.

(3) Profetens (fred være med ham) mors død – i en alder af 6 år

(4) Profetens (fred være med ham) bedstefars død – i en alder af 8 år, 2 måneder og 10 dage

(5) Den første rejse til Syrien (sammen med onklen Abu Talib) – i en alder af 12 år og 2 måneder (det var under denne rejse, at han mødte den kristne munk Bahira)

(6) Første deltagelse i Fijar-krigen – i en alder af 15 år eller lidt derover

(7) Anden deltagelse i Fijar-krigen – nogen tid efter den første; tidspunktet er ukendt

(8) Tilslutning til den reformorienterede organisation Hilf al-Fudul – i en alder af 16 år

(9) Den anden rejse til Syrien som handelsmand – i en alder af 22 eller 25 år

(10) Ægteskab med Khadija – i en alder af 25 år, 2 måneder og 10 dage

(11) Begyndelsen på de mystiske begivenheder – 7 år før profetskabets begyndelse

(12) Valgt som voldgiftsmand – i en alder af 35 år

(13) Modtagelsen af profetskabet – i en alder af 40 år og 11 dage. Den 9. Rabi al-awwal i fødselsår 41, svarende til mandag den 12. februar 610 e.Kr.

Under renoveringen af Kaaba Sharif opstod der uenighed om genindsættelsen af Hajar al-Aswad. Alle anerkendte ham som den troværdige og accepterede ham som voldgiftsmand. Han løste striden på fortrinlig vis. Der er også stor uenighed om denne dato. Ifølge én opfattelse var han 40 år, 6 måneder og 16 dage gammel efter månekalenderen og 39 år, 3 måneder og 16 dage efter solkalenderen. Den guddommelige proklamation af profetskabet blev åbenbaret i en hule på Hira-bjerget. Ifølge nogle var datoen den 25. Ramadan, og ifølge andre den 13. Rabi al-awwal. Efter den kristne kalender angives også den 12. februar og den 6. august 610 e.Kr. Disse uenigheder skyldes imidlertid kalenderberegningernes kompleksitet. En yderligere årsag til uklarheden er, at hadithberetningerne angiver to forskellige tidspunkter for proklamationen af profetskabet og åbenbaringen af Koranen. I Zad al-Ma’ad er den 8. angivet. Men ifølge kalenderberegningen falder mandagen på den 9. Proklamationen af profetskabet fandt sted således: Hazrat Jibril kom ind i hulen og sagde til ham: »Modtag det glædelige budskab. Du er Allahs Sendebud, og jeg er Jibril.« Da han på denne måde så Hazrat Jibril åbent, blev han noget forskrækket, og Hazrat Khadija trøstede ham.

(14) Bønnen blev gjort obligatorisk (to rakʿat hver for fard- og asr-bønnen) – dagen for modtagelsen af profetskabet, den 9. Rabi al-awwal.

(15) Begyndelsen på Koranens åbenbaring – den 18. Ramadan, det første profetskabsår, fredag (om natten)

Svarende til den 17. august 610 e.Kr.

(16) Begyndelsen på den hemmelige daʿwa – fra det første til det tredje profetskabsår.

På dette tidspunkt blev Sura al-Alaq åbenbaret. Tabari har angivet begge datoer, den 17. og den 18. Men ifølge kalenderberegningen faldt den 18. Ramadan på en fredag. Huset, der tilhørte Akram Makhzumi og lå på Safa-bjerget, blev centrum for den islamiske bevægelse. På dette tidspunkt antog omkring 40 personer islam. Man gik uden for byen for at bede i hemmelighed.

(17) Forkyndelsen af profetskabet (den første tale) – profetskabsår 3 (mod slutningen)

(18) Den første periode med modstand (hån, latterliggørelse, bagvaskelse og lejlighedsvis forfølgelse) – strakte sig fra profetskabsår 1 til 5.

Forhandlingerne i Qurayshs delegation med det formål at lægge pres på Abu Talib fortsatte. Der blev udtænkt forskellige strategier til modstanden.

(19) Den anden periode med voldsom modstand (omfattende undertrykkelse og forfølgelse) – profetskabsår 5 til 7

(20) Hijra til Abessinien – Rajab i det 45. fødselsår, profetskabsår 5 og profetskabsår 6

(21) Hazrat Hamza og Hazrat Umar antog islam – profetskabsår 6

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) antog islam tre dage efter Hamza. Ifølge nogle antog Hazrat Hamza islam i profetsk nabets andet år.

(22) Profeten, fred være med ham, og hans stamme Banu Hashims indespærring og belejring i den bjergrige dal, der kaldes “Shi’b Abu Taleb” – den 1. Muharram, det 7. profetiske år, det 47. fødselsår, tirsdag.

(23) Indespærringen og belejringen ophører – i slutningen af det 9. profetiske år eller begyndelsen af det 10. profetiske år.

(24) “Sorgens år”: Abu Taleb og Hazrat Khadijas bortgang – det 10. profetiske år

(25) Rejsen til Taif – Jumada al-Thani, det 50. fødselsår, det 10. profetiske år

(Hazrat Khadija gik bort i Ramadan, 3 eller 5 dage efter Abu Talebs død.

Ifølge en anden opfattelse: den 26. eller 27. Shawwal, det 10. profetiske år.)

(26) Mi’raj – den 27. Rajab, det 50. fødselsår, det 10. profetiske år, mandag (om natten)

(27) De fem daglige bønner blev gjort obligatoriske – den 27. Rajab, det 50. fødselsår, det 10. profetiske år, mandag (om natten)

(28) Islams begyndelse i Medina – Dhu al-Hijjah, det 50. leveår, det 10. år af profetsendelsen

(Iyas ibn Muadh tog først imod islam.)

(29) 6 indbyggere fra Medina tog imod islam – Dhu al-Hijjah, det 51. leveår, det 11. år af profetsendelsen

(30) Den første troskabsed ved al-Aqabah (12 personer) – Dhu al-Hijjah, det 52. leveår, det 12. år af profetsendelsen

(31) Den anden troskabsed ved al-Aqabah (75 personer) – Dhu al-Hijjah, det 53. leveår, det 13. år af profetsendelsen

(32) Udvandringen – natten til den 26. Safar

(På tidspunktet for denne begivenhed var Allahs Sendebud (fred være med ham) fyldt 53 år og på vej ind i sit 54. år, og efter at have fuldført 13 år som profet trådte han ind i det 14. år.)

a. Fra Mekka til hulen på bjerget Thawr – det 53. leveår, det 13. år af profetsendelsen

B. Afrejsen fra hulen på bjerget Thawr – mandag den 1. Rabi al-Awwal, svarende til den 15. september 621 e.Kr.

C. Ankomsten til Quba – mandag den 8. Rabi al-Awwal, det 53. fødselsår og det 13. år efter profetskabets begyndelse, svarende til den 23. september 622 e.Kr.

D. Afrejsen fra Quba til Medina og indtoget i Medina – fredag den 12. Rabi al-Awwal, det 1. hijri-år og det 14. år efter profetskabets begyndelse

(Han udførte fredagsbønnen i området, hvor Banu Salim-stammen boede. Ifølge nogle blev han i Quba i 14 dage.)

(33) Grundlæggelsen af Profetens Moské – Rabi al-Awwal, det 1. hijri-år

(34) Forøgelsen af antallet af rakʿat i de obligatoriske bønner – Rabi al-Awwal, det 1. hijri-år

(De fire rakʿat i zuhr-, asr- og isha-bønnerne blev gjort obligatoriske.

Et broderskabsmøde blev afholdt i Hazrat Anas’ hus. Her var 90 ansarer og muhajirun til stede foran Allahs Sendebud (fred være med ham).)

(35) Den formelle broderskabspagt mellem muhajirerne og ansarerne – de første tre måneder af hijriår 1.

(36) Grundlæggelsen af den islamiske stat og indgåelsen af en gensidig forfatningsmæssig aftale mellem Madinas indbyggere – midten af hijriår 1.

(37) Påbegyndelsen af gennemførelsen af forsvarsforanstaltninger – i begyndelsen af hijratens syvende måned.

(Til militær træning og patruljering blev tre militærafdelinger sendt af sted efter hinanden – (1) I den syvende måned nåede en afdeling på 30 mænd under Hazrat Hamzas ledelse helt til Sayf al-Bahr. (2) I den ottende måned, Shawwal, drog en styrke på 60 eller 80 mænd under Ubayda ibn al-Hariths ledelse helt til Rabigh. (3) I den niende måned, Dhu al-Qadah, nåede en afdeling på 20 mænd under Sa’d ibn Abi Waqqas’ ledelse helt til Khaybar. Derefter drog Allahs Sendebud (fred være med ham) selv med en afdeling helt til Waddan. Jeg har ikke kunnet tilslutte mig påstanden om, at det berømte vers, der indeholder tilladelsen til jihad, blev åbenbaret i hijriår 2 på grund af disse faktiske omstændigheder. I hijriår 2 blev beslutningen om væbnet jihad faktisk truffet. Før dette afholdt man sig fra at gå i kamp. Men til gennemførelsen af forsvarsforanstaltningerne måtte der nødvendigvis være blevet åbenbaret et eller andet vers. Derfor er det min overbevisning, at verset, der indeholder tilladelsen til jihad, blev åbenbaret før hijraen. Formålet var, at det muslimske samfunds sind skulle bevæge sig fra perioden med tålmodighed i kaldet til den kommende jihads tidsalder, og at de straks efter ankomsten til Madina skulle begynde arbejdet med at organisere og gennemføre forsvarsforanstaltninger.)

(38) Hazrat Aishas ankomst til haremmet sammen med Allahs Sendebud – Shawwal, 1. hijriår.

(39) To fremtrædende personers antagelse af islam: den tidligere jødiske lærde Abdullah ibn Salam og den kristne munk Abu Qays Sarha – hijriår 1.

(40) Tilladelsen til jihad (tilladelsen til at træffe aktive militære foranstaltninger) – den 12. Safar, hijriår 2, eller 1 år, 2 måneder og 1 dag efter hijraen.

(41) Allahs Sendebuds første personlige militære og politiske rejse: Waddan-ekspeditionen – i hijratens 12. måned.

(42) Traktatbaserede alliancer med udenforstående stammer – Banū Ḍamra, beboerne i Buʿāṭ og Banū Mudlij – fra Ṣafar til Jumādā ath-Thāniyah, hijrī-år 2.

(Det fremgår også af historikernes beretninger, at lederen af Juhayna-stammen, Majdī al-Juhayni, havde et alliancerelation med Medina allerede før felttoget mod Banū Ḍamra-stammen.)

(43) Qarẓ ibn Jābir al-Fihrīs røvertogt (fjendens første aggressive handling) – Rabīʿ al-Awwal, hijrī-år 2.

(44) Hændelsen ved Nakhlah (det første grænse sammenstød med en muslimsk hærstyrke) – slutningen af Rajab, hijrī-år 2.

(En vantro ved navn ʿAmr ibn al-Ḥaḍramī blev dræbt. To fanger blev ført til Medina sammen med kameler og bagage. Allahs Sendebud, fred være med ham, udtrykte sin utilfredshed med dette sammenstød.)

(45) Salmān al-Fārisīs antagelse af islam – hijrī-år 2.

(46) Indførelsen af adhān – hijrī-år 2.

(47) Zakāt blev gjort obligatorisk – hijrī-år 2.

(48) Ændringen af bederetningen – den 15. Shaʿbān, hijriåret 2, mandag.

(49) Fasten i Ramadanmåneden blev gjort obligatorisk – den 1. Ramadan, hijriåret 2, onsdag.

(Da dagen for slaget ved Badr ifølge de fleste beretninger, nemlig den 17. Ramadan, var en fredag, burde den 1. Ramadan ifølge beregningen være en onsdag.

Derfor har vi udeladt den beretning, der angiver den 1. Ramadan som en søndag.)

(50) Bestemmelsen om at bede Eid al-Fitr-bønnen i fællesskab og give fitra blev indført – den 1. Shawwāl, hijriåret 2

(51) Slaget ved Badr (det første regulære slag) – den 8. Ramadan, hijriåret 2, onsdag eller den 12. Ramadan

– afrejsen til Medina

– slaget

(Det komplicerede problem er, at selv om der i vid udstrækning er enighed om dagen og datoen for slaget, angiver nogle datoen for afrejsen fra Medina som den 12. Ramadan, mens andre angiver den 8. Ramadan. De, der skriver den 8., nævner denne dag som en mandag. Men hvis den 17. var en fredag, kan den 8. på ingen måde have været en mandag. Derfor har vi i beretningen om den 8. Ramadan angivet onsdag og i beretningen om den 12. Ramadan lørdag. Hvis man derimod accepterer som korrekt den beretning, der angiver den 17. Ramadan som en tirsdag, må den 1. og den 8. Ramadan have været søndag.

-Vendte tilbage til Medina i triumf

(52) Hazrat Alis og Fatimas bryllup – efter slaget ved Badr, år 2 efter hijra.

(53) Belejringen af Banu Qaynuqa – fra midten af Shawwal til begyndelsen af Dhu al-Qa’da, år 2 efter hijra.

(54) Profetens, må Allahs fred og velsignelse være med ham, bryllup med Hafsa, Hazrat Omars datter – år 3 efter hijra.

(55) Hazrat Uthmans bryllup med Umm Kulthum (Profetens, må Allahs fred og velsignelse være med ham, datter) – år 3 efter hijra.

(56) Det første forbud mod alkohol – år 3 efter hijra.

(57) Drabet på Ka’b ibn Ashraf – år 3 efter hijra.

(58) Imam Hasans fødsel – hijri-år 3.

(59) Slaget ved Uhud: Afgang fra Medina – 5. Shawwal, hijri-år 3, efter fredagsbønnen. 6. Shawwal – lørdag.

– slaget

– Forfølgelsen af Abu Sufyans hær indtil Hamra al-Asad – 7. Shawwal – søndag.

(60) Den indledende befaling om at afstå fra åger – umiddelbart efter slaget ved Uhud.

(Se sura Al-Imran, vers 130.)

(61) Forskrifter vedrørende forældreløses ejendom – umiddelbart efter slaget ved Uhud.

(62) Lovene om arv – hijri-år 3, efter slaget ved Uhud.

(63) Ægteskabslovgivningen, ægtefællers rettigheder og forbuddet mod at gifte sig med polyteistiske kvinder – 3. hijri-år.

(64) Profeten ﷺ’s ægteskab med Hazrat Zaynab bint Khuzaymah (må Allah være tilfreds med hende) – slutningen af det 3. hijri-år.

(Hun blev enke under Uhud-slaget.)

(65) Rajiʿ-hændelsen (martyrdøden for en missionsgruppe på ti medlemmer) – Safar, 4. hijri-år.

(66) Slaget mod Banu Nadir – Rabi al-Awwal, 4. hijri-år.

(67) Umm al-Muʾminin Zaynab bint Khuzaymahs bortgang – den første del af det 4. hijri-år.

(Hun døde blot to eller tre måneder efter ægteskabet.)

(68) Reglerne om hijab trådte i kraft – den 1. Dhul-Qaʿdah, 4. hijri-år, fredag.

(69) Det endelige forbud mod alkohol træder i kraft – hijriår 4.

(70) Det andet felttog ved Badr – Dhu al-Qa’da, hijriår 4.

(Abu Sufyan kom ikke for at kæmpe i overensstemmelse med sin udfordring, og der kom ikke til noget slag.)

(71) Felttoget til Dumat al-Jandal – Rabi al-Awwal, hijriår 5.

(72) Felttoget mod Banu al-Mustaliq – den 3. Sha’ban, hijriår 5.

(73) Bestemmelserne om tayammum – under rejsen til Banu al-Mustaliq.

(74) Profeten (fred være med ham) gifter sig med Hazrat Juwayriya – Sha’ban, hijriår 5.

(75) Hændelsen med den falske anklage mod Hazrat Aisha – Sha’ban, hijriår 5.

(76) Indførelsen af bestemmelser om utugt, falske anklager om utugt og ægtefællers gensidige anklager om utugt samt de detaljerede bestemmelser om tildækning – hijri år 5 (efter hændelsen med den falske anklage mod Hazrat Aisha)

(77) Slaget ved Ahzab eller skyttegraven – Shawwal eller Dhu al-Qadah, hijri år 5.

(En stor gruppe bestående af 70-80 muslimske familier var kommet til Medina.)

(78) En delegation fra stammen Daws ankommer til Medina – hijri år 5.

(79) Fordrivelsen af Banu Qurayza – Dhu al-Hijjah, hijri år 5.

(80) Profeten (s.a.w.) gifter sig med Hazrat Zaynab bint Jahsh – hijri år 5.

(81) Islam antages af Najds høvding, Thumama ibn Uthal al-Hanafi – hijri år 6.

(82) Hudaybiyyah-traktaten – Dhu al-Qadah, hijri år 6.

(83) Tilbagevenden fra Hudaybiyyah til Medina – Dhu al-Hijjah, 6 AH.

(84) Khalid ibn al-Walids og Amr ibn al-As’ antagelse af islam – Dhu al-Hijjah, 6 AH.

(85) Begyndelsen på den internationale da’wah (breve sendt til stats- og regeringschefer) – onsdag, 1. Muharram, 7 AH.

(86) Slaget ved Khaybar – Muharram, 7 AH.

(87) Profeten (fvmh.)s ægteskab med Hazrat Safiyya – Muharram, 7 AH

(88) Muhajirunernes tilbagevenden fra Abessinien – på tidspunktet for erobringen af Khaybar, 7 AH.

(89) Oprettelsen af en selvstændig muslimsk lejr på et sted kaldet Saif al-Bahr – begyndelsen af 7 AH.

(I henhold til betingelserne i Hudaybiyyah-traktaten var Profeten (fvmh.) ude af stand til at give de forfulgte muslimer fra Mekka tilflugt i Medina. Derfor flygtede en række forfulgte muslimer, heriblandt Abu Jandal og Abu Basir, fra Mekka og samledes ved Saif al-Bahr.)

(90) Guerillaangreb på Quraysh-karavanen fra de unge mænds rute ved Saiful Bahar – Safar, år 7 efter hijra.

(91) Umrat al-Qada – Dhu al-Qadah, år 7 efter hijra.

(92) Bestemmelserne om ægteskab og skilsmisse blev indført – år 7 efter hijra.

(93) Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, giftede sig med Maymuna – i Mekka, år 7 efter hijra.

(94) Jabala al-Ghassani antog islam – år 7 efter hijra.

(95) Slaget ved Mu’ta – Jumada al-Ula, år 7 efter hijra.

(96) Mekkas polyteister brød Hudaybiyyah-traktaten – Rajab, år 8 efter hijra.

(97) Felttoget mod Mekka:

-Afrejse fra Medina – den 10. Ramadan, onsdag, 8. hijriår.

-Indtog i Mekka som sejrherre – den 20. Ramadan

(Det fremgår også af pålidelige kilder, at Allahs Sendebud, fred være med ham, opholdt sig i Medina indtil den 18. Ramadan. Ifølge dette må datoen for indtoget i Mekka have været den 29. eller 30. Ramadan.)

-En militærafdeling blev sendt under Khaleds ledelse for at ødelægge Uzzas tempel i Nakhlah – den 25. Ramadan, 8. hijriår.

-En militærafdeling blev sendt under Amr ibn al-As’ ledelse for at ødelægge Suwa’-templet – Ramadan, 8. hijriår.

-En militærafdeling blev sendt under Sa’d al-Ashhalis ledelse for at ødelægge Manats tempel – Ramadan, 8. hijriår

-Ophold i Mekka – indtil den 9. Shawwal.

(Ifølge en anden overlevering indtil den 18. Shawwal.)

-Slaget ved Hunayn – Shawwal, 8 AH.

-Belejringen af Ta’if – Shawwal–Dhu al-Qi’dah, 18 til 20 dage.

(Ifølge Makḥūls beretning varede belejringen 40 dage.)

-Efter fordelingen af krigsbyttet i Ji’ranah: Umrah fra Ji’ranah – Dhu al-Qi’dah, 8 AH.

(98) Loven om den endelige afskaffelse af åger – på tidspunktet for erobringen af Mekka, 8 AH.

(Alle krav på åger blev annulleret – al-Baqarah 2:278)

(99) Ankomsten af Sadās delegation til Medina – 8 AH.

(100) Profeten, Allahs Sendebuds, datter Hazrat Zaynabs bortgang – 8 AH.

Profeten, fred være med ham, den ærede Ibrahims død – år 8 efter hijra.

(101) Zakatordningen. Den første udnævnelse af zakat-opkrævere – Muharram, år 9 efter hijra.

(102) Slaget ved Tabuk – Rajab, år 9 efter hijra, svarende til november 635 e.Kr.

Afrejsen fra Medina – torsdag.

(103) Bestemmelsen om jizya – under Tabuk-ekspeditionen.

(Ifølge en overlevering blev den indført i det 8. år efter hijra, før Tabuk.)

(104) Masjid ad-Dirar brændt ned – efter hjemkomsten fra slaget ved Tabuk.

(105) Ukaidir, herskeren over Dumat al-Jandal, antog islam – år 9 efter hijra.

(106) Ka’b ibn Zuhayrs bøn om tilgivelse og antagelse af islam – hijriår 9.

(Præsentation af digtet med titlen »Banāt Suʿād«)

(107) Flere delegationer, der ankom til Medina dette år:

– Azrārs delegation – Safar, hijriår 9.

– Ballīs delegation – Rabi al-Awwal, hijriår 9.

– Khawlans delegation – Sha’ban, hijriår 9.

– Saqīfs delegation – hijriår 9.

(108) Hajj blev gjort obligatorisk – den 9. Dhu al-Hijjah, hijriår 9.

Den første hajj under ledelse af Hazrat Abu Bakr as-Siddiq.

(Det nævnes i forskellige hadither, at hajj blev gjort obligatorisk i det 6., 7., 8., 9. eller 10. hijri-år. Beretningen om det 9. hijri-år forekommer dog efter min opfattelse mest fremtrædende. Nogle siger, at denne hajj blev afholdt i måneden Dhu al-Qa’dah på grund af de vantros brug af kalenderen. Men denne opfattelse er svag.)

(109) Bruddet med polyteisterne gennem Hazrat Ali og erklæringen om annulleringen af alle tidsubegrænsede aftaler – 10. Rabi al-Thani. Dhu al-Hijjah, hijri-år 10. (Der er også uenighed om erklæringen om bruddet: om den fandt sted på Arafah-dagen eller offerdagen (den 9. eller 10. Dhu al-Hijjah). På baggrund af Koranen og haditherne mener jeg, at opfattelsen om den 10. Dhu al-Hijjah er den mest fremtrædende.)

(110) Mohareb-stammens delegation – hijri-år 10.

(De fleste af de øvrige delegationer ankom også til Medina i det 9. og 10. hijri-år. Det er dog vanskeligt at fastslå det nøjagtige tidspunkt for deres ankomst.)

Mohamed-stammens delegation – Sha’ban, hijri-år 10.

Khawlan-stammens delegation – Sha’ban, hijri-år 10.

Naisan-stammens delegation – Ramadan, hijri-år 10.

Delegationen fra Banū al-Ḥārith ibn Kaʿb – Shawwāl, 10 AH.

Salāms delegation – Shawwāl, 10 AH.

(111) Profeten (saws) praktiserede i tyve dage i den sidste Ramadan – Ramadan, 10 AH.

(112) Korrespondancen mellem Profeten (saws) og Musaylima al-Kadhdhāb – 10 AH.

(113) Afskedspilgrimsfærden:

– Afgang fra Medina – 26. Dhu al-Qaʿda, 10 AH, lørdag mellem zuhr- og asr-bønnen.

(Der er også uenighed om datoen i denne forbindelse. Men den dato, jeg har lagt til grund, er efter min vurdering den mest pålidelige.)

– Ophold i Dhu al-Hulayfa – natten mellem lørdag og søndag.

-Iklædning af ihram – søndag (ved middagstid).

-Ophold ved Dhi Tuwa – søndag aften, den 4. Dhu al-Hijjah, år 10 efter hijra.

-Afrejse fra Dhi Tuwa til Mekka – den 5. Dhu al-Hijjah efter fajr-bønnen.

(Profeten, fred være med ham, drog ind i Mekka fra retningen af Thaniyyat al-ʿUlyā.)

-Indtræden i al-Masjid al-Haram – den 5. Dhu al-Hijjah ved middagstid.

(Profeten, fred være med ham, trådte ind gennem porten til Banu Abd Manaf.)

-Ophold uden for Mekka indtil den 8. Dhu al-Hijjah

(Alle ledsagerne opholdt sig sammen med Profeten, fred være med ham, og overnattede i Mina.)

-Afrejse til Mina – torsdag middag, den 8. Dhu l-Hijjah.

-Afrejse fra Mina til Arafat – fredag efter solopgang, den 9. Dhu l-Hijjah.

(Indtræden ved Arafats østlige ende ad Namiras vej.)

-Overbringelse af hajj-prædikenen eller talen – fredag efter dhuhr, den 9. Dhu l-Hijjah.

(Talen blev holdt fra ryggen af kamelinden Quswa.)

-Ophold i Arafat – fredag efter dhuhr- og asr-bønnen, den 9. Dhu l-Hijjah.

(Her bad Profeten (fvmh.) grædende og inderligt til Allah indtil maghrib.)

-Afrejse fra Arafat mod Muzdalifa – den 9. Dhu l-Hijjah efter maghrib.

(Tilbage ad Ma’zamin-vejen.)

-Fra Muzdalifah

rejse til Mash’ar al-Haram – efter fajr-bønnen den 10. Dhu al-Hijjah.

(Her fremsagde Sendebudet, fred være med ham, dhikr og du’a, mens han græd.)

-Rejse fra Mash’ar al-Haram mod Mina – før solopgang den 10. Dhu al-Hijjah.

-Stenkastning – efter solopgang indtil middag den 10. Dhu al-Hijjah.

(På dette tidspunkt var solen blevet meget stærk.)

-Prædiken i Mina (på offerdagen) – før middag den 10. Dhu al-Hijjah.

-Ofringen -efter talen.

(Af de et hundrede offerkameler slagtede han selv 61 med egen hånd. De resterende overlod han til Hazrat Ali. Derefter barberede han sit hoved.)

-Rejsen fra Mina til Mekka -den 10. Dhu al-Hijjah efter barberingen af hovedet.

(Efter ankomsten til Mekka udførte han tawaf omkring Kabaen før zuhr-bønnen.)

-Tilbagevenden fra Mekka til Mina -den sidste dag.

(Han tilbragte natten i Mina.)

-Den anden tale i Mina -den 11. Dhu al-Hijjah.

(Talen omtales i Abu Dawud.)

-Rejsen fra Mina til Muhassab eller Abtah – tirsdag den 13. Dhu l-Hijjah.

(Om natten tog han fra Mekka og udførte afskedstawaf.)

-Tilbagevenden fra Mekka – natten mellem den 13. og 14. Dhu l-Hijjah.

(114) Nakhaʿ-delegationens ankomst – midt i Muharram, år 11 efter hijraen.

(Den sidste delegation, der ankom i Allahs Sendebuds levetid.)

(115) Befalingen til Usamas hær om at drage af sted – den 26. Safar, år 11 efter hijraen.

(Den sidste militære ekspedition efter Allahs Sendebuds befaling.)

(116) Allahs Sendebuds dødelige sygdom begynder – i den sidste del af Safar, år 11 efter hijraen. (Sandsynligvis den 29. Safar.)

(Ifølge den pålidelige opfattelse varede sygdommen 13 dage.)

(117) Sygdommen nåede sit værste stadium (ophold i Hazrat Aishas kammer i syv dage indtil dødsfaldet).

(118) Den sidste bøn i fællesskab og den sidste prædiken i Profetens Moské – middagsbønnen torsdag, fem dage før dødsfaldet.

(Der nævnes flere prædikener i forskellige hadither. Men det er sandsynligt, at alle disse ting blev sagt i den samme prædiken.)

(119) Dødsfaldet – mandag den 12. Rabi al-Awwal AH, før middag.

(Alle er enige om mandagen. Men der er uenighed om datoen. Nogle har sagt den 1., andre den 2., og atter andre den 13.)

(120) Begravelsen (graven blev gjort klar i Hazrat Aishas kammer) – natten mellem den 13. og den 14. Rabi al-Awwal.

(Det egentlige problem er, at det er uigendriveligt bevist, at den 9. Dhu al-Hijjah var en fredag. Hvis man beregner ud fra dette, er det meget usandsynligt, at den 12. Rabi al-Awwal skulle falde på en anden dag end mandag. Det er kun muligt, hvis tre på hinanden følgende månemåneder alle har 30 dage. Nogle siger dog, at det er muligt, selv om det er sjældent. Desuden er det på grund af vejrforholdene muligt, at månen kan være blevet set med én dags forskel i Mekka og Medina.)

Appendiks-2

Begivenheder, der fandt sted for første gang og før alle andre

– Profetgerningens begyndelse: den 9. Rabī al-awwal, fødselsår eller alder: 41 år.

– Begyndelsen på Koranens åbenbaring: Sura al-ʿAlaq, den 18. Ramadan, profetgerningens år 1.

– Den første, der antog islam og sluttede sig til Profeten (fred være med ham) som hans medarbejder.

1. Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) var den første både blandt mænd og kvinder samlet set og blandt kvinder alene.

2. Blandt modne, vidende og bevidste frie mænd var Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) den første.

3. Blandt de unge var Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) den første.

4. Blandt slaverne: Hazrat Zayd ibn Haritha (Sendebuddets slave, senere frigivet)

– Den første kvinde, der tog islam til sig efter Hazrat Khadija: Lubaba bint al-Harith. Hun var Hazrat Abbas’ hustru.

– Den første, der tog islam til sig under forkyndelsen med udgangspunkt i Hazrat Arqams hus: Hazrat Aqil ibn Bukayr.

– Den islamiske bevægelses første centrum: Dar al-Arqam på Safa-bjerget (Hazrat Arqams hus)

– Den allerførste offentlige tale: på Safa-bjerget i profetskabets tredje år.

Det første vers, som gjorde de vantro rasende –

(*******)

– Den sahabi, der først offentligt erklærede sin islam efter Allahs Sendebud, var Hazrat Khabbab ibn al-Aratt al-Tamimi.

– Den første fuldt ud islamiske familie: Hazrat Abu Bakr as-Siddiqs familie.

– Den første kvinde, der fra barnsben voksede op i muslimske forældres skød: Hazrat Aisha, må Allah være tilfreds med hende.

– Det første utilsigtede drab under islamisk iver: En vantro blev dræbt af Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas. Det, der skete, var, at muslimerne gik uden for Mekka for at bede. Da de vantro på dette tidspunkt chikanerede dem, kastede Hazrat Sa’d et knogleben mod dem. Knoglen ramte en af dem, som straks døde.

– Ifølge Allahs Sendebuds ord var det første muslimske ægtepar, der efter Hazrat Ibrahim og Hazrat Lut emigrerede på Allahs vej, Allahs Sendebuds datter Ruqayya og hans svigersøn Hazrat Uthman, som emigrerede til Abessinien.

– Det første flag, der blev hejst i den islamiske bevægelses historie: det flag, som Hazrat Burayda al-Aslami hejste. På dette tidspunkt var han på vej på hijra.

– Den sahabi, som først offentligt og højlydt fremsagde kalimaen foran Kabaen, antog islam og derefter blev udsat for de vantros tæsk fra en menneskemængde, var Hazrat Abu Dharr al-Ghifari.

– Den, der først kraftigt offentliggjorde sin antagelse af islam, var Hazrat Umar. – Den person, hvis antagelse af islam førte til, at man for første gang begyndte at bede i Kabaen: Hazrat Umar.

– Den person, efter hvis antagelse af islam de vantro for første gang indså, at den islamiske bevægelse var blevet stærkere, var Hazrat Hamza.

– Den første muslimske leder i Medina, som blev slået af de vantro fra Mekka: Hazrat Sa’d ibn Mu’adh r.a.

– Den første muslim, der led martyrdøden i Haram al-Sharif: Hazrat Harith ibn Abi Hala.

– Den første muslimske kvinde, der led martyrdøden under ekstrem tortur: Hazrat Sumayya r.a., hustru til Hazrat Yasir og mor til Hazrat Ammar.

– Den første person, der forsøgte at få ophævet de vantros boykotaftale mod Banu Hashim: Hisham ibn Amr ibn Rabi’a.

– Den første muslim, hvis øje blev ofret på islams vej: Hazrat Uthman ibn Maz’un r.a. Da han ved Quraysh-folkets råd protesterede mod et islamfjendtligt digt af Labid, blev hans øje stukket ud.

– Den første muslim, der udvandrede til Medina: Hazrat Abu Muslim r.a.

– Den første apostat eller person, der forlod islam: Ubayd ibn Jahsh, som var udvandret til Abessinien. Da han kom dertil, blev han kristen.

– Den første, der affyrede en pil til islams forsvar: Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas r.a. I den hær, der blev ledet af Abd al-Harith, skød han en pil mod fjenden. Ingen blev dog dræbt eller såret derved.

– Den første, der førte sværdet til islams forsvar: Hazrat Zubayr ibn al-Awwam.

– Den første muhajir ved den anden hijra til Abessinien: Hazrat Ja’far ibn Abu Talib.

– Den første unge mand i Medina, der blev påvirket af Profetens, fred være med ham, dawah: Suwayd ibn Samit.

– Den første ansariske sahabi, der døde i Medina efter hijra: Kulthum ibn al-Hidam, i hvis hus i Quba Profeten, fred være med ham, opholdt sig i nogle dage efter hijra.

– Det første individuelle drab på en kvinde, begået på grundlag af islamisk æresfølelse: Asma bint Marwan al-Khatamiyya. Denne kvinde ophidsede konstant medlemmerne af sin stamme mod Profeten, fred være med ham, og spredte bagvaskelse. På et tidspunkt blev hendes bror, Hazrat Umayr ibn Adi al-Khatami, der havde antaget islam, så ophidset, at han dræbte hende. (Ramadan, AH 2)

– Det første individuelle drab på en mand, begået på grundlag af islamisk æresfølelse: den jødiske Abu Gafla. Han bedrev konstant grov og falsk propaganda mod Profeten, fred være med ham, og muslimerne. Hazrat Alim ibn Umayr al-Ansari blev ophidset og dræbte ham.

– Den første islamiske lærer, der blev udnævnt i Medina: Profeten, fred være med ham, sendte Hazrat Mus’ab ibn Umair (ledsaget af Ibn Umm Maktum) til Medina sammen med en delegation af ansarerne. (Det 14. år efter profetskabets begyndelse)

Den første ansariske sahabi, der aflagde troskabseden ved den anden troskabsed ved Aqaba: Barra ibn Marur.

– Den første fælles undervisning i Koranen i Medina blev afholdt i Banu Rīẓīs moské. (Det var sandsynligvis ikke en fuldt udbygget moské, men blot et sted til bøn.)

– Opførelsen af den første fuldt udbyggede moské: Qubā-moskéen, som blev bygget fra den 8. til den 11. Rabīʿ al-awwal i år 1 efter hijra.

– Den første fredagsbøn, hvor Profeten (fred være med ham) var imam, blev afholdt i området beboet af stammen Banu Sālim den 12. Rabīʿ al-awwal i år 1 efter hijra. Der deltog et hundrede bedende.

– Den første hændelse i Medina, hvor en hel stamme på én gang antog islam: Banu ʿAbd al-Ashhal. Kun én person fra denne stamme antog islam noget senere.

– Den første militærenhed, der drog ud for at patruljere på den islamiske stats vegne: Enheden under ledelse af Hamza, som i den syvende måned efter hijra patruljerede helt til Sayf al-Bahr.

– Den første fanebærer inden for det islamiske forsvarssystem: Abū Marthad al-Ghanawī.

– Profeten (fred være med ham)s første direkte militære og politiske tiltag: ekspeditionen til Waddān eller al-Abwāʾ. Den fandt sted i den tolvte måned efter hijra.

– Den første fungerende guvernør, som Profeten (fred være med ham) udnævnte i Medina: Saʿd ibn ʿUbāda (må Allah være tilfreds med ham) under ekspeditionen til Waddān.

– Den første, der havde æren af at føre et banner for Allahs Sendebuds rytterstyrke: Hazrat Hamza under ekspeditionen til Waddan.

– Den første aggressive aktion fra Qurayshs side mod den islamiske stat: plyndringen udført af Karz ibn Jabir al-Fihri (Rabi al-awwal, år 2 efter hijra).

– Det første grænsesammenstød, hvor en person fra fjendens side blev dræbt: En vantro blev dræbt af en pil skudt af Waqid ibn Abdullah al-Tamimi, der var medlem af patruljestyrken i området Nakhlah. (Rajab, år 2 efter hijra)

– Den første hændelse, hvor både krigsbyttet og fangerne blev bragt til Medina: Den ovennævnte hændelse i området Nakhlah.

– Begyndelsen på adhān: i år 2 efter hijra.

– Den første adhān ved Kabaen: fremsagt af Hazrat Bilal under erobringen af Mekka.

– Den første, der falskeligt gjorde krav på profetværdigheden: Musailam Kazzab.

– Det første skriftlige sikkerhedsbrev, som Allahs Sendebud udstedte: til Suraqa ibn Ja’sham under rejsen i forbindelse med hijra.

– Verdens første officielle, skriftlige føderale forfatning: Forfattet og indført af Allahs Sendebud, fred være med ham, i Medina i år 1 efter hijra.

– Den første venskabstraktat, som den islamiske stat indgik uden for Medina: Med ʿAmr ibn Fahshī al-Ḍamrī, lederen af Banū Ḍamra, eller med Banū Ḍamra-stammen.

– De første, der blev korsfæstet og martyrer for at have antaget islam: Ḥazrat Khubayb ibn ʿAdī og Zayd ibn Dathina, i Tanʿīm (i nærheden af Mekka).

– Jødernes første oprørske og forræderiske handling i Medina: Da Banū Qaynuqāʿ offentligt blottede en muslimsk kvinde på markedet, udbrød der en jødisk-muslimsk strid.

– Den første frie islamiske lejr: Lejren, som Ḥazrat Abū Baṣīr og Abū Jandal grundlagde ved Sayf al-Baḥr.

– Den første person, der antog islam på tidspunktet for erobringen af Mekka: Abū Sufyān ibn al-Ḥārith ibn ʿAbd al-Muṭṭalib.

– Den første officielle krig: Slaget ved Badr (Ramadan, år 2 efter hijra).

– Det første slag, hvori anṣār og muhājirūn deltog sammen: Slaget ved Badr.

– De første tre muslimske mujahider, der kæmpede på slagmarken ved Badr: Hazrat Ali, Hazrat Hamza og Hazrat Ubayda ibn al-Harith ibn Abd al-Muttalib.

– Den første fjende, der blev dræbt i slaget ved Badr: Aswad ibn Abd al-Asad.

– Den første martyr i slaget ved Badr: Mihja, den frigivne slave til Hazrat Umar ibn al-Khattab.

– Den første udsending, der bragte det glædelige budskab om sejren ved Badr til Medina: Zayd ibn Haritha, må Allah være tilfreds med ham.

– Den første Eid al-Fitr-bøn: 1. Shawwal, år 2 efter hijra.

– Den første udsending fra den islamiske stat, der blev dræbt undervejs: al-Harith ibn Umayr al-Azdi. Shurahbil ibn Amr al-Ghassani, herskeren over Syrien, dræbte ham.

– Den første tapperhedstitel, som blev tildelt af Allahs Sendebud: titlen »Allahs sværd«, som blev tildelt Hazrat Khalid ibn al-Walid (slaget ved Mu’ta, år 8 efter hijra).

– Den første brug af et officielt segl på statslige breve og dokumenter: 1. Muharram, år 7 efter hijra.

– Den første politiske voldgiftssag under islamisk lov: Den fandt sted i hijri-år 5 mellem den islamiske stat og Banu Qurayza.

– Den første sahabi, der blev udnævnt til voldgiftsmand i den islamiske æra: Hazrat Sa’d ibn Mu’adh.

– Den første kongelige gave, der blev sendt til Allahs Sendebud, fred være med ham: En gave sendt af kong Negus.

– Den første gave fra en arabisk polyteist, som Allahs Sendebud, fred være med ham, tog imod: Abu Sufyan (på tidspunktet for Hudaybiyyah-forliget).

– Den første tidligere slave, der blev udnævnt til hærfører: Zayd ibn Haritha (slaget ved Mu’tah).

– Det slag, hvor en femtedel for første gang blev udtaget til Bayt al-Mal: Slaget mod Banu Qaynuqa eller Banu Qurayza.

– Det første tilfælde, hvor en vantro, der havde fremsagt den gode trosbekendelse, blev dræbt: Nahiq ibn Mardus blev dræbt af Usama ibn Zayd under ekspeditionen mod Juhayna. (Ramadan, hijri-år 7).

– Den første gang, hvor langt størstedelen af muslimerne midlertidigt blev ramt af ubeslutsomhed: På tidspunktet for Hudaybiyyah-forliget.

– Den første person, der blev dræbt af Allahs Sendebud, var Harith ibn az-Zammā (i slaget ved Uhud).

– Den første martyr, der blev blandt Paradisets beboere uden nogensinde at få mulighed for at bede eller faste, var Usayrim. Denne mand fra stammen Banu Abd al-Ashhal antog islam på dagen for slaget ved Uhud, deltog straks i jihad og blev martyr.

– Den første martyr, der indførte sunnah’en med at bede før sin død, var Khubayb.

– Den første martyr i hændelsen ved Bi’r Ma‘una var Haram ibn Milhan (profeten Anas’ morbror).

– Den første salat al-khawf (frygtbønnen) blev udført i slaget ved Usfan eller Dhat ar-Riqa.

– Den første bedende, som ikke forlod bønnen, selv om tre pile havde gennemboret hans krop, var Abbad ibn Bishr (i slaget ved Dhat ar-Riqa).

– Den første apostat i Medina var Harith ibn Suwayd ibn Samit. Selv efter at have deltaget i slaget ved Uhud som muslim blev han apostat. Han dræbte imidlertid Mujazzar ibn Ziyad al-Balawi og flygtede til Mekka. Da han senere kom til Medina, blev han arresteret og dræbt.

– Den første muslim, der ved en fejltagelse blev dræbt af en anden muslim på slagmarken, var Hisham ibn Isaba (ved Ubada ibn Samits hånd).

– Den første fjendtlige spion blev taget til fange og dræbt: under slaget mod Banu al-Mustaliq.

– Den første muslimske unge mand, der bad Profeten (fred være med ham) om tilladelse til at dræbe sin hykleriske far: Talha ibn Abdullah ibn Ubayy.

– Den første person, der bragte oplysninger om hændelsen med anklagen mod Hazrat Aisha: Mistah ibn Athathas mor.

– Det første vidne til Hazrat Aishas kyskhed: blandt mændene Usama ibn Zayd, blandt kvinderne Barira, og blandt Profetens (fred være med ham) hustruer Zaynab bint Jahsh.

– Den første anvendelse af den shariafastsatte straf for at fremsætte en anklage om utugt: mod Hassan ibn Thabit, Mistah ibn Athatha og Himna bint Jahsh.

– Det første slag, hvor muslimerne måtte indhente flere bønner efter hinanden: under slaget ved Khandaq.

– Den første succesfulde diplomatiske indsats for at svække fjendens styrke: Denne indsats blev gennemført under slaget ved Khandaq gennem Nu’aym ibn Mas’ud.

– Den første muslimske bueskytte, der alene besejrede en gruppe røvere: Salama ibn al-Akwa.

– Det første tilfælde, hvor Allahs Sendebud spontant reciterede poesi: Da den muslimske hær blev spredt under slaget ved Hunayn, blev Allahs Sendebud alene. Så red han på sit eget hvide muldyr og fortsatte med at recitere højt:

(*************)

Det vil sige: »Jeg er uden tvivl profeten. Jeg er en efterkommer af Abd al-Muttalib.«

– Den første udnævnelse af en medarbejder i zakat-afdelingen: Muharram i det 9. hijri-år.

– Den første gang, en muslimsk hær brugte kanoner til at bryde en fæstning ned: under felttoget mod Ta’if.

– Den første udveksling af krigsfanger mellem den islamiske regering i Medina og Mekkas indbyggere: Sa’d ibn Abi Waqqas og Utba ibn Ghazwan blev frigivet i bytte for de to fælles fanger, Attab ibn Abdallah og Hakam ibn Qaysar, som var blevet taget til fange under felttoget ved Nakhla.

– Den første krig, hvor Muhajirun fik tildelt heste: krigen mod Banu Qurayza.

– Den første befaling om at opkræve jizya: blev åbenbaret kort før slaget ved Tabuk.

– Den første aftale om jizya blev indgået med herskeren over Dumat al-Jandal (under Tabuk-ekspeditionen).

– Den første aftale om betaling af en stor mængde jizya blev indgået: De kristne i Najran forpligtede sig til årligt at give den islamiske regering to tusind klædningsstykker og udlåne militært udstyr, når der var behov for det.

– Den første og eneste person, som ikke på noget tidspunkt nærede tvivl eller tøven under Hudaybiyya-traktaten: Hazrat Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham.

– Den første person, der trøstede Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, da muslimerne tøvede med at bringe ofre og barbere håret efter Hudaybiyya-traktaten: De troendes moder, Hazrat Umm Salama, måtte Allah være tilfreds med hende.

– Den første digter, der modtog en belønning fra Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham: Efter erobringen af Mekka kom Ka’b ibn Zuhayr og reciterede digtet med titlen »Banat Su’ad« for at bede om tilgivelse, og Allahs Sendebud gav ham sin egen kappe som belønning.

– Den første gang Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, reciterede »Qunut an-Nazilah«: efter de hjerteskærende begivenheder ved ar-Raji’ og Bi’r Ma’una. Under disse to begivenheder dræbte fjenderne de dygtigste medlemmer af delegationen, der var udsendt for at forkynde og undervise. (År 4 efter hijra)

– De muslimske kvinders første ankomst til slagmarken: under slaget ved Uhud (år 3 efter hijra).

– Den første hersker, der antog islam: Asham ibn Abjar, konge af Abessinien.

– Den første person, som Allahs Sendebud (SA) roste ved at sige, at han var endnu større end det gode ry, han havde hørt om ham, var Zayd al-Khayr, høvdingen for Tay-stammen, tidligere kendt som Zayd al-Khayl.

– Den første ikke-arabiske nyomvendte muslim, som blev korsfæstet og dræbt på grund af sin antagelse af islam: Farwa al-Judhami, den romerske guvernør over Nordarabien, som var udstationeret i Muzan.

– Den første polyteist, der udfordrede til en nærkamp under slaget ved Uhud: Talha.

– Den første muslim, der tog imod udfordringen til nærkamp under slaget ved Uhud: Ali.

– Den første fjende, der blev dræbt under slaget ved Uhud: Talha.

– Den første stolthedsdemonstration, som Allahs Sendebud (SA) værdsatte: Abu Dujanas stolte gang med oppustet bryst, efter at han havde fået Allahs Sendebuds (SA) sværd i hånden under slaget ved Uhud.

– Den første hajj i islam: i det niende hijri-år under ledelse af Abu Bakr al-Siddiq.

– Den første krig i udlandet: Slaget ved Mu’ta (Jumada al-Thani, 8 hijri).

– Den første person, der kom fra Thaqīf-stammen i Ṭāʾif til Medina for at lære islams lære, var ʿUrwa ibn Masʿūd al-Thaqafī.

Tillæg 3

Den gradvise vækst i den islamiske bevægelses menneskelige ressourcer

– Profeten ﷺs første medarbejdere i den islamiske organisation: (1) Hazrat Khadija, (2) Hazrat Abu Bakr, (3) Hazrat Ali, (4) Hazrat Zayd ibn Haritha, måtte Allah være tilfreds med dem.

– De fem første, der antog islam som følge af Hazrat Abu Bakrs daʿwa-indsats: (1) Hazrat az-Zubayr ibn al-Awwam, (2) Hazrat Uthman ibn Affan, (3) Hazrat Abd ar-Rahman ibn Awf, (4) Hazrat Talha ibn Ubaydullah, (5) Hazrat Saʿd ibn Abi Waqqas.

– De første 46 personer, der antog islam i daʿwaens første tre år: (1) Khabbab ibn al-Aratt at-Tamimi, (2) Saʿid ibn Zayd (han antog islam allerede før den bevægelse, der var centreret omkring Dar al-Arqam), (3) Fatima bint al-Khattab, (4) Lubaba bint al-Harith (den første kvinde efter Hazrat Khadija, der antog islam), Hazrat Abbas’ hustru, (5) Abdullah ibn Masʿud (ifølge nogle var han den sjette, der antog islam), (6) Uthman ibn Mazʿun (den fjortende, der antog islam), (7) al-Arqam ibn Abi al-Arqam al-Makhzumi (den ellevte eller tolvte, der antog islam; ifølge en anden opfattelse den syvende) (ifølge Ibn Hajar antog han islam sammen med Uthman ibn Mazʿun, Ubayda ibn al-Harith, Abd ar-Rahman ibn Awf og Abu Salama i Dar al-Arqam), (8) Abu Salama ibn Abd al-Asad al-Makhzumi, (9) Abu Ubayda ibn Amir al-Jarrah (han antog islam før Hazrat Umar), (10) Qudama ibn Mazʿun, (11) Ubayda ibn al-Harith ibn Abd al-Muttalib, (12) Jaʿfar ibn Abi Talib, (13) Asma bint Umays, (14) Abdullah ibn Jahsh, (15) Abu Ahmad ibn Jahsh, (16) Saʾib ibn Uthman ibn Mazʿun, (17) al-Muttalib ibn Azhar, (18) Ramla bint Abi Awf, al-Muttalib ibn Azhars hustru, (19) Umayr ibn Abi Waqqas (bror til Saʿd ibn Abi Waqqas), (20) Asma bint Abi Bakr, (21) Aisha bint Abi Bakr, (22) Hazrat Ayyash ibn Abi Rabiʿa (Abu Jahls bror), (23) Asma (Ayyash’ hustru), (24) Sulayt ibn Amr (ifølge Hazrat Abu Bakrs beretning var han muslim allerede før Dar al-Arqams periode), (25) Masʿud ibn Rabiʿa (en af dem, der antog islam før Dar al-Arqams periode), (26) Khunays ibn Hudhafa, (27) Amir ibn Rabiʿa, (28) Hatib ibn al-Harith al-Jumahi, (29) Fatima bint Muhallal, Hatibs hustru, (30) Khattab ibn al-Harith, (31) Fukayha, Khattabs hustru, (32) Muʿammar ibn al-Harith (han antog islam før Hazrat Umar og var den, der lærte hans søster Koranen. Ifølge al-Waqidi var hans placering efter de ti første. Ifølge Ibn Khazayma var den efter de første 38), (33) Nuʿaym ibn Abdullah, medlem af Banu Adi (den fjerde eller femte, der antog islam, men han holdt sin tro skjult af frygt for sin far), (34) Khalid ibn Saʿid ibn al-As (ifølge imam az-Zuhri var hans placering den 44.), (35) Amina (eller Hamina) bint Khalaf, Khalid ibn Saʿids hustru, (36) Hatib ibn Amr, (37) Waqid ibn Abdullah, en allieret af Banu Adi, (39) Khalid ibn Hizam (Hazrat Khadijas nevø), (40) Amir ibn Malik (han var den første, der aflagde troskabseden i Dar al-Arqam), (41) Aqil ibn al-Bukayr (nummer 35 eller 36), (42) Khalid ibn al-Bukayr, (43) Amir ibn al-Bukayr, (44) Ammar ibn Yasir (han antog islam sammen med sin far Yasir), (45) Sumayya (Ammars mor), (46) Suhayb ibn Sinan ar-Rumi, Ibn Jadʿans frigivne slave.

– Antallet af de første, der foretog hijra til Abessinien: 12 mænd og 4 kvinder (i alt 16 personer).

– Det samlede antal under den anden hijra til Abessinien: 83 personer. På dette tidspunkt må antallet af dem, der blev tilbage i Mekka, mindst have været lige så stort som antallet af dem, der rejste til Abessinien. Derfor må det samlede antal have været over 150.

– Antallet af de første bannerførere for den islamiske da’wah i Medina var i alt 8. Det var dem, der først aflagde troskabseden til Profeten (fvmh.): (1) al-Barā ibn Maʿrūr (2) Kaʿb ibn Mālik (3) ʿAbd al-Haytham Mālik ibn al-Tayyihān (4) Asʿad ibn Zurārah (5) Rāfiʿ ibn Mālik (6) Qutbah ibn ʿĀmir (7) ʿUqbah ibn ʿĀmir (8) Jābir ibn ʿAbdullāh. (Ifølge den velkendte overlevering var der 6 personer, som først aflagde troskabseden ved al-ʿAqabah. Ifølge al-Wāqidī havde Asʿad ibn Zurārah og Dhakwān ibn ʿAbd al-Qays taget islam til sig før den første troskabsed ved al-ʿAqabah.)

– Deltagerne i den anden troskabsed ved al-ʿAqabah: I alt deltog 12 personer. De ovennævnte ansarer kom igen, bortset fra Jābir ibn ʿAbdullāh, og de havde yderligere 5 personer med sig. De nyankomne var: (1) Muʿādh ibn al-Hārith (2) ʿAwf ibn al-Hārith (3) Dhakwān ibn ʿAbd al-Qays (4) Yazīd ibn Thaʿlabah (5) ʿUwaymir ibn Mālik.

– Deltagerne i den anden troskabsed ved al-ʿAqabah: Denne gang tog i alt 73 mænd og kvinder islam til sig.

– Det samlede antal muslimer i Mekkas sidste periode (på tidspunktet for den tredje troskabsed ved al-ʿAqabah): Ud over de 83 emigranter i Abessinien og de 73 ansarer, der aflagde troskabseden ved al-ʿAqabah, var der nogle muslimer i Mekka. På samme måde kan der også have været muslimer i Medina, som måske ikke var kommet til pilgrimsfærden i profetskabets 13. år. Det samlede antal kan således skønsmæssigt have været omkring 250. Hvis man dertil medregner de nye muslimer i Najrān, Ghifār (omtrent halvdelen af Ghifār-stammen tog islam til sig inden for kort tid) og Yemen, må det samlede antal muslimer i Arabien have været mindst 300.

– Det omtrentlige antal muslimer i Medina umiddelbart efter hijrah: Det er velkendt, at 100 muslimer deltog i den første fredagsbøn, der blev afholdt i Banū Sālams område. Hvis man medregner de kvinder og syge, som ikke kunne deltage, må antallet af muslimer i Medina have været mindst 300. Det er også velkendt, at 90 personer deltog i det møde, som Profeten (fvmh.) meget tidligt indkaldte til for at skabe broderskab mellem ansarerne og emigranterne. Der var lige mange fra hver af de to grupper. Ved dette møde blev der sandsynligvis kun medtaget velhavende personer blandt ansarerne, som inden for rammerne af deres økonomiske muligheder kunne give mindst én emigrant plads hos sig. Kvinder deltog ikke. Derfor får man også ud fra dette møde indtryk af, at ovenstående skøn er korrekt.

– Det omtrentlige antal muslimer i Medina på tidspunktet for slaget ved Badr: Det er almindeligt kendt, at islam bredte sig meget hurtigt blandt Medinas ansarer, og at der ikke var nogen hindring for dette blandt Aws- og Khazraj-stammerne. Det er også velkendt, at emigranter fortsatte med at ankomme, nogle få ad gangen, i perioden mellem hijrah og slaget ved Badr, og deres samlede antal var ikke ubetydeligt. På Buʿāth-ekspeditionen var 200 emigranter med Profeten (fvmh.). På samme måde var deres antal på Dhū al-ʿUshayrah-ekspeditionen omkring 150-200. På alle disse tidlige ekspeditioner benyttede Profeten (fvmh.) kun emigranterne.

For ifølge troskabseden ved al-ʿAqabah var ansarerne kun forpligtet til at deltage i defensive opgaver inden for Medina. Det siger sig selv, at hvis antallet af emigranter, der deltog i krigen, var 200, må det samlede antal have været noget højere. Man kan forsigtigt anslå det til mindst 250. (Generelt må det militære forhold mellem mændene i enhver befolkning være 1/4 eller 1/5. Men emigranternes situation i Medina var anderledes af to grunde. For det første var næsten enhver mand i det arabiske stammesamfund normalt kampdygtig, og undtagelserne var meget få. Desuden levede emigranterne på grund af deres trosmæssige og revolutionære motivation hele tiden i en tilværelse præget af kampen mellem liv og død. Man kan næsten sige, at ingen var en undtagelse fra dette. Emigranterne var heller ikke kommet med alle deres familier. Der var få kvinder til stede, og de fleste ældre mænd var blevet tilbage i Mekka. Det er af disse to grunde, at vi har foretaget dette skøn.) Antallet af ansarer må have været det dobbelte. Det vil sige, at det samlede antal kan have været 700-800. (Det fremgår af forskellige historiske beretninger, at Profeten (fvmh.) lod Medina folketælle tre gange. Første gang var befolkningen 500, anden gang 700-800 og tredje gang lidt over 1.000. Vi mener, at den første folketælling kan være foretaget på tidspunktet for emigranternes genbosættelse eller ved begyndelsen af de defensive foranstaltninger. Senere kan man på tidspunktet for en alvorlig aktion, såsom at standse den qurayshitiske handelskaravane, der vendte tilbage fra Syrien, igen have vurderet den tilgængelige menneskelige styrke. Den tredje folketælling blev sandsynligvis foretaget et år senere, da man stod over for Abū Sufyāns trussel om hævn.)

Mange kan blive forvirrede, når de ser antallet af muslimske krigere i slaget ved Badr. Men ifølge vores undersøgelse forventede Profeten (fvmh.) ingen formel væbnet konflikt, da han drog ud fra Medina med 314 ledsagere. Hans egentlige formål var at standse handelskaravanen. Desuden måtte forberedelserne træffes i hast, og derfor var antallet af ridedyr og våben meget begrænset. Medinas muslimske indbyggere kunne derimod have skaffet flere gange så mange ridedyr og våben. Det var også muligt at samle flere krigere end det antal, der faktisk blev mobiliseret. Beviset herpå er, at i alt 86 emigranter deltog i slaget ved Badr, mens man tidligere på visse patruljeekspeditioner havde set helt op til 200 emigranter. Derfor er vores skøn, at det samlede antal muslimer i Medina omkring tiden for slaget ved Badr var omkring 700-800. Heraf kunne man have samlet 400-500 kampdygtige krigere. Men hele den militære styrke kunne ikke deltage i slaget ved Badr, fordi der ikke blev givet ordre til, at hele den militære styrke skulle deltage. Kun en styrke blev straks sendt af sted sammen med Profeten (fvmh.) for at nå et begrænset mål.

Også ekspeditionen mod Banu Qaynuqa bekræfter rigtigheden af denne antagelse. Umiddelbart efter slaget ved Badr blev denne ugudelige og barbariske jødiske stamme omringet, og efter at være blevet besejret indvilligede den i at forlade Medina. Det vides, at denne stammes kampstyrke bestod af 600 unge mænd. Det kan derfor antages, at den muslimske hær måtte have mindst 400-500 krigere for at belejre dem i 15 dage og besejre dem.

– Muslimernes samlede befolkningstal i hele verden på tidspunktet for slaget ved Badr: (anslået) Hvis vi lægger de syv-otte hundrede i Medina sammen med emigranterne, der opholdt sig i Abessinien, samt de spredte muslimer i Najran, Yemen, Gifar-stammen, Bahrain og andre områder og stammer, vil den samlede styrke sandsynligvis være omkring tusind eller lidt mere.

– Den muslimske styrke i forskellige slag og ekspeditioner: [Hvis man vil beregne styrken i den islamiske bevægelse i senere perioder, kan den fastslås ud fra antallet af deltagere i krige og ekspeditioner.]

– Slaget ved Uhud – omkring 650, ifølge en anden opfattelse 700 [efter at Abdullah ibn Ubayys 300 hykleriske ledsagere havde forladt hæren …..].

– Den anden Badr-ekspedition – (der blev ikke udkæmpet noget slag) 1510.

– Ekspeditionen til Dumat al-Jandal (der blev ikke udkæmpet noget slag) 1000.

– Slaget ved Khandaq – 3000.

– Rejsen til Hudaybiyyah – 1400.

– Slaget ved Khaybar – 1.420 (heriblandt 20 kvinder).

– Slaget ved Mu’ta – 3.000.

– Ekspeditionen til Mekka – 10.000.

– Slaget ved Hunayn og belejringen af Ta’if – 12.000.

– Ekspeditionen til Tabuk – 30.000.

– Deltagere i afskedshajj – 124.000, ifølge en anden overlevering 144.000. [I nogle overleveringer angives tallet til at være højere.]

– Når man vurderer den voksende menneskelige styrke i den islamiske bevægelse, må man også huske, at kvinderne fra begyndelsen var med i Allahs Sendebuds (fred være med ham) revolutionære kamp. De udførte også hver især deres pligt for at vende historiens gang. De var også med i prøvelserne i Mekka. Mange af dem ledsagede også de udvandrende under hijraen. De bistod endda i den mulige jihad. Det er tværtimod en stor ære for kvinderne, at den første, der troede på Allahs Sendebud (fred være med ham), trøstede ham og ydede ham fuldstændig støtte, også var en kvinde, nemlig Hazrat Khadija. Det grundlæggende og gennemgribende forandringstiltag, som Allahs Sendebud (fred være med ham) havde taget initiativ til, kunne i virkeligheden ikke være blevet gennemført uden kvindernes støtte. Hvis familien holdes adskilt fra en kamp, bliver arbejdets fremdrift yderst langsom. Den islamiske bevægelse, som blev ledet af Allahs Sendebud (fred være med ham), modtog i fuldt mål inspiration, penge, arbejde og ofre ikke blot fra mænd, men også fra kvinder. Dette emne kræver i virkeligheden en særskilt artikel. Men indtil videre lader jeg det ligge. Her vil jeg kort blot vise, hvordan kvindernes andel i den islamiske bevægelse var. Blandt de første 56, der antog islam i løbet af de første tre år, var 12 kvinder. Under den første og anden udvandring til Abessinien var deres antal henholdsvis 5 og 17; ved mødet for den tredje troskabsed ved Aqaba var der også to kvinder blandt ansarerne. Blandt dem, der udvandrede til Medina før Allahs Sendebud (fred være med ham), var der også mindst ti kvinder.

[Afslutning]