Den, hvis ret er størst efter Allahs

Menneskets vigtigste pligt er at tro på Allah og oprigtigt adlyde og tilbede Ham. Derefter begynder opfyldelsen af de familiære pligter. På den ene side er det socialt nødvendigt at opfylde alle disse ansvar og tænke på at forbedre og genopbygge familielivet, og på den anden side er det også en religiøs pligt.
Efter familielivet begynder slægtslivets område. I dette liv har forældrene den højeste plads og de største rettigheder. Forældrenes høje rang og betydningen af deres rettigheder kan anes ud fra den måde, den Hellige Koran omtaler dem på. Den Hellige Koran nævner forskellige steder forældrenes rettigheder sammen med Allahs rettigheder og lægger, sammen med taknemmeligheden over for Allah, særlig vægt på taknemmeligheden over for forældrene.
وقضى رَبُّكَ أَلا تَعْبُدُوا إِلَّا إِيَّاهُ وَبِالْوَالِدَيْنِ إِحْسَانًا ، إِمَّا يَبْلُغَنَّ عِنْدَكَ الْكِبَرَ أَحَدُهُمَا أَوْ كِلَهُمَا فَلَا تَقُل لَّهُمَا أفٍّ وَلَا تَنْهَرْهُمَا وَقُل لَّهُمَا قَوْلاً كَرِيمًا وَاخْفِضْ لَهُمَا جَنَاحَ الذُّلِّ مِنَ الرَّحْمَةِ وَقُلْ رَبِّ ارْحَمْهُمَا كَمَا ربيني صغيرا بنی اسرائیل : ٢٣-٢٤
”Og din Herre har bestemt, at I ikke må tilbede andre end Ham, og at I skal behandle forældrene godt. Hvis en af dem eller begge når alderdommen hos jer, så sig ikke engang ’uff’ til dem, og svar dem ikke i en irettesættende eller bebrejdende tone. Tal derimod til dem med høflighed og respekt, og ydmyg jer over for dem med mildhed og ydmyghed, og bliv ved med at bede for dem således: ’O Herre, forbarm Dig over dem, ligesom de opfostrede mig med barmhjertighed og forældrekærlighed i min barndom, da jeg var hjælpeløs.’” – Sura Bani Isra’il: 23-24

Hvis man læser disse to vers fra Den Vise Koran igen og igen og tænker over dem, vil flere ting blive tydelige:

For det første er forældrenes ret over den troende den største efter Allahs. I Den Vise Koran er den første befaling efter bekendelsen af Herrens enhed, at man skal behandle sine forældre godt. Derefter er denne formaning blevet gentaget mange gange i Koranen med lignende formuleringer.

For det andet opstår der uundgåeligt en vis hårdhed og irritabilitet i forældrenes sind, når de bliver gamle, og på grund af alderen begynder de også at sige ting, som er uønskede. Muslimer bør i denne alderdom tage hensyn til forældrenes barske sind, tålmodigt og med glæde bære hvert eneste af deres ord, ikke engang sige »uff« som svar, fordi man bliver irriteret over noget, de siger, og ikke svare dem i en irettesættende tone. Børnene må huske deres egen barndom. Dengang plaget de uden at forstå det deres forældre med alle slags unødvendige spørgsmål og meningsløse ord. Men mor og far lyttede til dem med et smil, glædede sig, svarede med kærlig stemme og blev aldrig irriterede.

For det tredje skal man være fuldt opmærksom på forældrenes ære og værdighed. Når man taler med dem, skal man tage hensyn til deres respekt. Når kræfterne svinder ind i livets sidste fase, siger ældre forældre naturligt forskellige ting for at fastholde deres værdighed og give udtryk for deres egen betydning. De insisterer unødigt på deres mening. De bliver vrede igen og igen. De giver udtryk for deres utilfredshed på forskellige måder. I denne situation skal man forstå Den Hellige Korans anvisninger. Man skal med et smil bære alle disse ord og aldrig i irritation sige noget, der strider mod deres ære og værdighed.

For det fjerde skal man i sin opførsel være ydmyg og mild over for dem. Samtidig med at man er lydig, er det nødvendigt at bøje hovedet for dem. Man skal lytte opmærksomt til alle deres anvisninger, følge dem og føle sig veltilpas derved. Når forældrene i alderdommen bliver afhængige af enhver form for hjælp fra deres børn, er det absolut nødvendigt at tjene dem som en lydig tjener. Men hverken ord eller handlinger må udtrykke hovmod eller bebrejdelse af de tjenester, man yder. Man bør snarere føle stolthed over at vise dem respekt som deres barn og takke Allah for at have fået mulighed for at tjene dem.

For det femte bør man, når man har sine forældre i en hjælpeløs og svag alder, huske den tid i sin egen barndom, hvor et barn er yderst svagt, hjælpeløst og afhængigt. Dengang opfostrede forældrene barnet med så megen ømhed, kærlighed og opmærksomhed, mens de udholdt hundredvis af former for sorg og lidelse. De glædede sig over barnets glæde og blev urolige, når de så dets lidelser. Når man husker sin barndoms tilstand, løfter man i kærlighedens og barmhjertighedens følelser uden tøven hænderne i bøn og siger igen og igen: »O vor Herre! Ligesom de i vores barndom opfostrede os med ømhed og kærlighed og gav hele deres liv for det, så forbarm Dig også over dem og gør deres vanskeligheder lette.«

Det, der er blevet beskrevet meget kortfattet, men smukt, i disse to vers i Koranen, findes udførligt i Sendebuddet, sallallahu alayhi wa sallams, sunnah eller hadith.

Forældrenes betydning

عن أبي أمامة رضي اللهُ عَنْهُ أَنَّ رَجُلاً قَالَ يَا رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَا
حق الوالدين على ولدهما ؟ قَالَ هما جنتك وبارك ابن ماجه، مشكوة”Hazrat Abu Umamah, måtte Allah være tilfreds med ham, har berettet, at en mand spurgte Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam: ‘O Allahs Sendebud! Hvilken ret har forældrene over deres barn?’ Han sagde: ‘Dine forældre er din paradisets have og dit helvede.'”

Meningen med dette udsagn fra Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, er, at intet menneske kan undvære dem. Ud over deres betydning i det sociale liv er deres betydning også umådelig stor for frelse og succes i det hinsidige liv. Ved at behandle dem godt, adlyde dem og holde dem tilfredse kan barnet opbygge sit eget hjem i Paradis. Omvendt kan det ved at krænke deres rettigheder og pådrage sig deres utilfredshed blive brændsel i Helvede.

عنْ عَبْدِ اللهِ بْنِ عَمْرٍ رَضِيَ اللهُ عَنْهُ – وَقَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ، رِضا اللهِ فِي رِضَا الْوَالِدِ وَسُخْطُ اللَّهِ فِي سُخْطِ الْوَالِدِ”Det er berettet fra Hazrat Abdullah ibn Amr, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, sagde: ‘Allahs tilfredshed ligger i faderens tilfredshed, og Allahs vrede ligger i faderens vrede.'”

Man kan ikke opnå Allahs tilfredshed ved at fornægte forældrenes rettigheder. Kun de, der kan holde dem tilfredse, kan gøre Allah tilfreds. De, der vækker deres vrede, kan ikke undslippe Allahs vrede, og den, der gør dem utilfredse, gør også Allah utilfreds.

عن معاوية بن جامعة أن جَاهِمَة جَاءَ إِلى النَّبِيِّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ . فَقَالَ يَا رَسُول الله – أردت أَنْ أَغْزُو، وَقَدْ جِئْتُ اسْتَشِيرُكَ ؟ فَقَالَ هَلْ لَّكَ من أم قال نعم، قَالَ فَالْزَمَهَا فَإِنَّ الْجَنَّةَ عند رجلها – ابن ماجه، نسائ”Hazrat Muawiyah, søn af Hazrat Jahimah, måtte Allah være tilfreds med dem, har berettet, at Hazrat Jahimah, måtte Allah være tilfreds med ham, kom til Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, og sagde: ‘O Allahs Sendebud! Jeg ønsker at deltage i jihad sammen med dig, og derfor er jeg kommet for at rådføre mig med dig. Hvad er din befaling i denne sag?’ Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, spurgte ham: ‘Lever din mor?’ Jahimah, måtte Allah være tilfreds med ham, svarede: ‘Ja, det gør hun. Lovet være Allah, at hun lever.’ Hazrat, sallallahu alayhi wa sallam, sagde: ‘Vend tilbage, og bliv ved med at tjene hende, for Paradiset ligger under hendes fødder.'”

Udtrykket “Paradiset ligger under hendes fødder” er blevet fremsat i en omfattende betydning. Det betyder, at man skal vise hende fuld respekt og stor ydmyghed i sin opførsel og omgang med hende. Man skal af hele sit hjerte og sin sjæl betragte det at tjene hende, selve hendes tjeneste, som et middel til sin egen frelse.
I den ovenstående hadith fremhæves lydighed mod faderen, mens denne hadith beskriver betydningen af lydighed mod og tjeneste for moderen. Denne hadith er i Tibrani blevet overleveret med omtale af både moderen og faderen. Hazrat Jahimah, måtte Allah være tilfreds med ham, har selv sagt: “Jeg kom til Hazrat, sallallahu alayhi wa sallams, tjeneste og sagde: O Allahs Sendebud! Jeg ønsker at deltage i jihad. Jeg vil gerne kende din mening om denne sag.” Han sagde: “Lever dine forældre?” Jeg svarede: “Ja. Lovet være Allah, de lever begge.” Han sagde: “Gå, og bliv ved med at tjene dem, for Paradiset ligger under deres fødder.”

عن أبي هريرة عن النبي صلى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ رَغمَ أَنْفُهُ ثُمَّ رَعْمَ أَنْفُهُ ثُمَّ رَغمَ أَنْفُهُ، قَبْلَ مَنْ يَا رَسُولَ اللهِ ؟ قَالَ مَنْ أَدْرَكَ وَالدَيْهِ عِنْدَ الْكَبَرِ أَوْ أَحَدَهُمَا ثُمَّ لَمْ يَدْخُلِ الْجَنَّةَ .
“Det er berettet fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Lad den blive ydmyget, lad den igen blive ydmyget, lad den endnu en gang blive ydmyget.« Folk spurgte: »O Allahs Sendebud! Hvem?« Han sagde: »Den, som oplever begge sine forældre eller den ene af dem i deres alderdom, men ikke kommer i Paradis ved at tjene dem.«

Den jordiske belønning for at tjene sine forældre

Den største belønning for at tjene sine forældre og være lydig mod dem er at opnå Allahs tilfredshed og blive skænket Paradis. Dette er belønningen i det hinsidige. Men Allah den Ophøjede belønner også i denne verden dem, der oprigtigt tjener deres forældre og tager hensyn til deres rettigheder. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fortalte engang selv sine ledsagere den fængslende beretning om tre mænd. Han sagde: Engang var tre mænd på rejse et sted. Undervejs blev de indhyllet i kraftig regn. De gik ind i en hule for at søge ly. Ved Allahs vælde styrtede en stor klippe ned fra bjerget og landede foran hulens åbning, så den blev fuldstændig blokeret. De tre venner blev frygteligt bange. Og det var ikke uden grund. Det var dem umuligt at flytte klippen. Der var heller ingen mennesker i nærheden, som de kunne råbe om hjælp. De sad fortvivlede tilbage og tænkte, at de var blevet levende begravet, og at hulen var blevet deres grav. En af dem sagde: Vi må ikke fortvivle over Allahs barmhjertighed. Lad os hver især bede til Allah ved at nævne den bedste gerning, vi har udført i vores liv. Forhåbentlig vil Allah gennem sin barmhjertighed befri os fra denne ulykke.
En af de rejsende begyndte: O Allah! Mine forældre var gamle, og jeg havde små børn. Om dagen vogtede jeg gederne, og når jeg kom hjem, malkede jeg dem og gav først mine forældre mælken at drikke. Derefter gav jeg den til mine egne børn. En dag kom jeg tilfældigvis meget langt væk og blev betydeligt forsinket på hjemvejen. Da jeg kom hjem om natten, var mine forældre faldet i søvn. Som hver dag malkede jeg gederne, fyldte mælken i et bæger og gik hen til mine forældres hovedgærde, hvor jeg blev stående. Jeg ventede på, at de skulle vågne, så jeg kunne tilbyde dem mælken. Det blev langt ud på natten. Mine børn begyndte at lide af sult. De kom igen og igen hen til mine fødder, kastede sig ned og bad om mælk. Men jeg kunne ikke få mig selv til at give dem mælk før mine forældre. Mine forældre skulle ligge sultne, mens mine børn skulle spise sig mætte og hvile sig – det kunne ikke være sådan. Kort sagt stod jeg hele natten med bægeret i hånden. Mine forældre sov, og børnene græd af sult og kastede sig ned. Sådan gik hele natten. O Allah! Hvis jeg kun har behandlet mine forældre sådan for at opnå Din tilfredshed, så flyt denne klippe væk fra hulens åbning ved hjælp af Din barmhjertighed.
Da han havde sagt dette, flyttede klippen sig en smule fra hulens åbning, og himlen blev tydeligt synlig. Derefter bad de to andre rejsende også ved at nævne deres egne gode gerninger, og Allah åbnede gennem sin barmhjertighed hulens åbning.

God behandling af forældrene

عَنْ عَبْدِ اللهِ بْنِ مَسْعُودٍ رَضِيَ اللهُ عَنْهُ قَالَ سَأَلْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَيُّ الْعَمَلِ أَحَبُّ إِلى اللهِ ؟ قَالَ : الصَّلُوةُ عَلَى وَقْتِهَا -قُلْتُ ثُمَّ أَي ؟ قَالَ : بِرُّ الْوَالِدَيْنِ قُلْتُ، ثُمَّ أَيُّ ؟ قَالَ الْجِهَادُ فِي سَبِيلِ اللَّهِ ای
بخاری، مسلم
“Abdullah ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg spurgte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Hvilken god gerning er mest elsket af Allah?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »At bede bønnen til tiden.« Jeg spurgte igen: »Hvilken gerning kommer derefter?« Han sagde: »At behandle sine forældre godt.« Jeg spurgte: »Og derefter?« Han svarede: »At kæmpe på Allahs vej.«” – Bukhari og Muslim

Ingen muslim er uvidende om bønnens betydning og fortræffelighed. Når den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, alligevel sammen med en så vigtig tilbedelseshandling som bønnen har fremhævet en god gerning, hvilken betydning må denne så have i religionen? Der findes naturligt et forhold mellem forældre og børn. Et forhold præget af god behandling og kærlighed mellem dem er helt naturligt, eftersom de er af samme blod. Enhver troende elsker sine forældre og tjener dem så vidt muligt af hele sit hjerte. Men den elskede Profets, må Allahs velsignelser og fred være med ham, påmindelse betyder, at dette forhold ikke blot er et slægtskabs- og verdsligt forhold. Det er også et religiøst anliggende. Allahs religion og kravet om lydighed mod Allah består netop i at behandle sine forældre godt. Allahs og Sendebudets, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befaling er, at man skal være lydig mod dem og tjene dem, vise dem respekt og forsøge at gøre dem tilfredse på forskellige måder. Hvis en muslim ikke er lydig mod sine forældre, er han heller ikke lydig mod Allah og Hans Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han er ikke blot skyldig over for sin slægt og i denne verden; han er også skyldig over for Allah. Han vil også skulle stå til regnskab over for Allah.

قَالَ عَبْدُ الله بن عمرو بن العاص رض : أَقْبَلَ رَجُلٌ إِلَى رَسُولِ اللهِ صلى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ أَبَايِعُكَ عَلى الهِجْرَةِ وَالْجِهَادِ ابْتَغِي الْآخِرَ مِنْ الله، قَالَ فَهَلْ مِنْ والديك أحد حي ؟ قَالَ نَعَمْ، بَلْ كِلَاهُمَا حَيٍّ، قَالَ فتبتغي الأجر من اللهِ ؟ قَالَ نَعَمْ، قَالَ فَارْجِعُ إِلَى وَالِدَيْكَ فَأَحْسِنُ
صحبتهما – مسلم
“Abdullah, søn af Amr ibn al-As, må Allah være tilfreds med ham, sagde: En mand kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »Jeg sværger dig troskab med henblik på hijra og jihad, og jeg søger belønningen for dette hos Allah.« Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte: »Er nogen af dine forældre stadig i live?« Han svarede: »Ja, faktisk lever de begge. Takket være Allah.« Han sagde: »Søger du virkelig belønningen for din hijra og jihad hos Allah?« Han svarede: »Ja, jeg søger belønningen hos Allah.« Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Så vend tilbage til dine forældre og behandl dem godt.«” – Muslim

Hvem kan benægte den betydning, som hijra og jihad har fået i religionen? Hvis forældrene alligevel på grund af alderdom, svaghed eller en anden begrænsning er afhængige af deres barns hjælp og omsorg, skal barnet tjene dem og give dem komfort i håb om Allahs belønning. I dette ligger Allahs tilfredshed. I en sådan hjælpeløs situation er det i islam blevet betegnet som en endnu bedre gerning at blive hos sine forældre og tjene dem end selv de fremragende handlinger hijra og jihad.

Hazrat Abdullah ibn Amr, må Allah være tilfreds med ham, har berettet: En mand kom til den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, for at aflægge troskabseden om hijra, mens han havde efterladt sine forældre grædende. Da sagde Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Gå tilbage til dine forældre, og gør dem glade, ligesom du fik dem til at græde.« – Abu Dawud

Han sagde også: En mand kom til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, med det formål at deltage i jihad. Den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, spurgte ham: »Er dine forældre i live?« Han svarede: »Ja, lovet være Allah, de er i live.« Han sagde: »Gå, og bliv ved med at tjene dem. Dette er jihad.« – Muslim, Abu Dawud

At vise respekt over for forældrene

عن أبي سعيد رض أنَّ رَجُلًا مِنْ أَهْلِ الْيَمَنِ هَاجَرَ إِلَى رَسُولِ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ : هَلْ لكَ أحدٌ بِالْيَمَنِ ؟ قَالَ، أَبُولَى، قَالَ أَدْنَالَكَ ؟ قَالَ لا، قَالَ، ارجع اليهما ، فَاسْتَاذِنَهُمَا، فَإِنْ أَدْنَالَكَ فَجَاهِدُ وَإِلَّا فَبِرَهُما – ابوداودHazrat Abu Sa’id, må Allah være tilfreds med ham, har berettet: En yemenit kom til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, spurgte ham: »Har du nogen i Yemen?« Han svarede: »Ja, mine forældre.« Han spurgte: »Har de givet dig tilladelse?« Han svarede: »Nej.« Da sagde han: »Så vend tilbage og bed dem begge om tilladelse. Hvis de giver dig tilladelse, så deltag i jihad; ellers bliv hos dem og behandl dem godt.«

En mand havde rejst mile efter mile for at komme til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han var kommet med den gode hensigt at blive hos Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og bestræbe sig på at højne religionens anseelse. Men han blev sendt tilbage, blot fordi han ikke var kommet med sine forældres tilladelse, og uden forældrenes tilladelse gav Profeten ham ikke lov til at deltage i en så vigtig religiøs pligt som jihad. Når man tænker over denne hadith, forstår man, hvilken respekt forældrene tillægges i religionen, og hvilken form for ære den lærer os at vise dem.

Hazrat Abu Hurairas, må Allah være tilfreds med ham, råd

En gang så Hazrat Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham, to mænd og spurgte den ene: »Hvem er denne mand for dig?« Han svarede: »Hazrat, dette er min højtærede far.« Han sagde: »Hør her, kald ham aldrig ved hans navn. Gå aldrig foran ham, og forsøg aldrig at sætte dig foran ham i en forsamling.« – Al-Adab al-Mufrad

Belønningen for at tale med forældrene i en mild tone.

Hazrat Taylah, må Allah være tilfreds med ham, fortæller om en hændelse fra sit eget liv: Engang drog jeg i krig sammen med hæren. Der blev jeg indblandet i nogle syndige handlinger. Efter min mening var det en stor synd. Jeg blev meget bekymret og nævnte det ved en passende lejlighed for Hazrat Abdullah ibn Umar. Han sagde: »Fortæl mig, hvad der er sket.« Jeg fortalte ham alt nøjagtigt. Da han havde hørt på mig, sagde han: »Det er ikke en stor synd; der er kun ni store synder: at begå shirk, at dræbe nogen uretmæssigt, at vende ryggen til jihad, at beskylde en ærbar kvinde for utugt, at tage renter, at fortære en forældreløs’ ejendom, at føre kufrisk tale i moskeen, at gøre nar af og spotte religionen samt at få sine forældre til at græde ved at være ulydig eller trodsig over for dem.« Efter at have sagt dette spurgte han mig: »Sig mig, broder, ønsker du at holde dig langt fra Jahannam og træde ind i Jannah?« Jeg svarede: »Hazrat, hvorfor skulle jeg ikke ønske det? Ved Allahs ed, det ønsker jeg.« Hazrat spurgte mig: »Nå, sig mig: Er dine forældre i live?« Jeg svarede: »Ja, mor er i live.« Han fortsatte: »Ved Allahs ed! Hvis du taler mildt og respektfuldt til din mor og tager hensyn til hendes behov, vil du bestemt komme i Paradiset. Så hold dig blot fra de store synder.«

Forældrenes gengældelse

عن أبي هريرة عن النبي صلى الله عليه وسلَّمَ قَالَ لا يُجْزِى وَلَدٌ وَالدَه إلا أن يجده مملوكا فيشتريه فيعتقه – مسلم، ترمذی، ابو ادود وغیره»Det er overleveret fra Hazrat Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Hvis et barn på nogen måde skulle kunne gengælde sine forældres omsorg, kærlighed, opdragelse og lidelser, ville det være, at barnet fandt sin far som slave hos nogen eller sin mor som trælkvinde, købte dem og frigav dem.«

Moderens gengældelse

»Hazrat Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, har fortalt, at Hazrat Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, engang så en yemenitisk mand udføre tawaf omkring den ædle Kaaba med sin mor siddende på ryggen. Manden gik rundt om Kaabaen, mens han med stor følelse fremsagde dette digt.«

Jeg er en kamel, der går efter hendes tegn
Når hendes ridedyr flygter af frygt, sætter jeg ikke i løb

Da han så Hazrat Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, spurgte han: »Sig mig, har jeg ikke gengældt min mors skyldighed?« Hazrat Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Gengældt din mor? Dette har ikke engang gengældt ét eneste af hendes suk: »Åh!««

Hazrat Abu Hurayras, må Allah være tilfreds med ham, behandling af sin mor

Engang udnævnte Marwan, må Allah være tilfreds med ham, Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham, som sin stedfortræder i nogle dage. På det tidspunkt opholdt han sig i Dhu al-Hulayfa. Hans mor boede i et andet hus et stykke derfra. Hver gang han havde til hensigt at gå ud, kom han først hen og stillede sig ved sin mors dør og sagde: »Kære mor, assalamu alaikum wa rahmatullahi wa barakatuhu.« Moderen svarede indefra: »Kære søn, wa alaikumussalam wa rahmatullahi wa barakatuhu.« Derefter sagde Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham: »Mor, ligesom du plejede at opfostre mig med kærlighed og omsorg i min barndom, sådan må den Almægtige Allah også vise dig sin barmhjertighed.« Hun svarede: »Kære søn! Ligesom du har behandlet mig smukt og givet mig komfort i min alderdom, sådan må Allah også lade sin barmhjertighed komme over dig.« Når han derefter kom udefra og trådte ind i huset, hilste han på sin mor på samme måde og sagde de samme ord.

Den højeste form for lydighed mod forældrene

عَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَض قَالَ قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ أَصْبَحَ مطيعا الله في والديه أصبح له بابان مفتوحانِ مِنَ الْجَنَّةِ وَإِنْ كَانَ وَاحِدًا فَوَاحِداً وَمَنْ أمسى عاصيا لله في والديه أَصْبَحَ لَهُ بَابَانَ مَفْتُوحَانِ مِنْ النَّارِ وَإِنْ كَانَ وَاحِدًا فَوَاحِداً قَالَ رَجُلٌ وَإِنْ ظَلَمَاهُ قَالَ وَإِنْ ظَلَمَاهُ وَإِنْ ظلْماهُ وَإِنْ ظَلْماهُ – مشكوة»Abdullah ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, har berettet, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der begynder morgenen lydig mod Allah i forhold til sine forældre, begynder morgenen med to åbne porte til Paradiset; og hvis han kun har én forælder, så med én. Og den, der begynder morgenen ulydig mod Allah i forhold til sine forældre, har to åbne porte til Ilden; og hvis han kun har én forælder, så med én. En mand spurgte: »Selv hvis de har behandlet ham uretfærdigt?« Han svarede: »Selv hvis de har behandlet ham uretfærdigt. Selv hvis de har behandlet ham uretfærdigt. Selv hvis de har behandlet ham uretfærdigt.« — Mishkat

Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, anvendte denne form for fremstilling for at understrege god behandling af forældrene. Derved bliver det tydeligt for den troende, at lydighed kun bør være rettet mod Allah. Lydighed mod andre end Allah er ikke tilladt. Lydighed mod forældrene og god behandling af dem skyldes også, at Allah har beskrevet forældrenes rettigheder og påbudt, at man overholder dem og tjener dem. Den troende må under ingen omstændigheder adlyde sine forældre i noget, der indebærer ulydighed mod Allah.

God behandling trods forældrenes urimelighed betyder, at hvis forældrene på grund af deres hårde temperament fortsætter med at stille krav, som er vanskelige for barnet at opfylde, eller får børnene til at arbejde mere og mere uden at tage hensyn til grænsen for deres udholdenhed, eller stiller overdrevne økonomiske krav, som ligger uden for børnenes evner, bør børnene alligevel beherske deres følelser og med viljestyrke fortsætte med at tjene dem og behandle dem godt.

Selv om lydighed i denne situation ikke er obligatorisk for barnet, for Allah pålægger ingen en byrde, der overstiger hans evne eller formåen, er dette ikke desto mindre den højeste form for lydighed mod forældrene. Barnet skal hellige sit liv til at tjene forældrene, selv ud over sin egen formåen, og opgive alt for at holde dem tilfredse og give dem komfort.

Men hvis de fremsætter et krav, der krænker en andens rettigheder, eller hvis dets skadelige virkning rammer andre, eller hvis det strider mod et af Allahs påbud, skal man naturligvis ikke adlyde. Hvis de for eksempel hindrer nogen i at få opfyldt sine økonomiske rettigheder, eller i ren personlig fjendskab eller stædighed vil tvinge en datter til uden grund at tage afstand fra en ægtemand, som ikke forsømmer at opfylde hustruens rettigheder i henhold til shariaen, eller hindrer hende i at tjene og adlyde en sådan ægtemand, er lydighed mod sådanne forældre naturligvis ikke obligatorisk. Det er obligatorisk at opfylde andres økonomiske rettigheder, og at undlade dette er en alvorlig synd. Allah tilgiver kun en sådan synd, hvis den, der har retten, tilgiver.

Også når det gælder at tjene og adlyde ægtemanden eller bevare forholdet til ham, må man have én ting for øje: at opretholde ægteskabet, den gensidige kærlighed mellem ægtefællerne og deres gode forhold er i Allahs øjne yderst velbehageligt. Islam understreger, at dette forhold skal bevares for enhver pris.

Det er uden tvivl obligatorisk at adlyde forældrene, men denne lydighed er underordnet lydigheden mod Allah. Det er ikke en uafhængig lydighed. At adlyde forældrene ved at vende sig bort fra religionens vejledning, bestemmelser, krav og gavn er ikke lydighed mod Allah, men ulydighed mod Allah. Ingen troende kan håbe på belønning for en sådan lydighed; straffen bliver hans lod.

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvis man adlyder én af dem, står én port til Paradiset åben.« Det betyder ikke, at hvis den ene af forældrene dør, og der ikke længere er mulighed for at adlyde og tjene ham eller hende, så er kun én port åben for et sådant barn. Men meningen er, at hvis man adlyder den ene af forældrene og holder den anden utilfreds, står Paradisets port åben på grund af lydigheden mod den ene, mens Helvedes port holdes åben på grund af ulydigheden mod den anden. Hvis den ene af dem forlader verden, efter at man har adlydt ham eller hende, mens vedkommende levede, vil den åbne port forblive åben som belønning for denne lydighed; den vil ikke blive lukket.

Hadithen advarer om, at hvis nogen adlyder den ene og gennem sine handlinger holder den anden utilfreds, er det ikke korrekt. På grund af lydigheden mod den ene holder Allah Paradisets port åben. Men på grund af ulydigheden mod den anden bliver selve Helvedes port holdt åben. Det kan ikke være den rette fremgangsmåde for en troende at være tilfreds med at tjene og adlyde den ene, når det gælder den anden. Han ønsker at opnå Allahs tilfredshed ved at tjene og adlyde dem begge.

Afvisning af lydighed mod forældrene

Selv om der i det sociale liv lægges stor vægt på forældrenes rettigheder samt på lydighed mod dem og udtryk for taknemmelighed over for dem, opstår der undertiden situationer, hvor man kan nægte at adlyde dem. Man kan tilsidesætte deres ord og samtidig opfylde shariaens krav. I islam tilkommer retten til at blive adlydt udelukkende Allah. Andre end Allah må man kun adlyde, når Allah har givet tilladelse til at adlyde dem, og man må kun adlyde dem i det, der er tilladt og lovligt. Hvis man adlyder nogen ved at være ulydig mod Allah, bliver man syndig, og ens lydighed bliver ulydighed mod Allah. Ligesom lydighed mod forældrene i lydighed mod Allah er et middel til at opnå Allahs tilfredshed, er lydighed mod dem i ulydighed mod Allah en årsag til Allahs vrede. Om forældrenes rettigheder findes der en berømt hadith overleveret af Hazrat Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham. Denne hadith vedrører et yderst følsomt og alvorligt spørgsmål i det sociale liv, og ofte får folk en fejlagtig opfattelse på grund af hadithens ydre ordlyd. Det er nødvendigt at forstå Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sande hensigt grundigt og ikke under indflydelse af en fejlagtig opfattelse foretage sig noget, der kan blive årsag til ulydighed mod Allah og Hans Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Hadithen lyder:

عن ابن عمر رض قال كان تحتى إمرأة أحبُّهَا وَكَانَ عُمَرُ يَكْرَهُهَا فَقَالَ لِي طلقها فَأَبَيْتُ فَأَتَى عُمَرُ رَسُولَ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَذَكَرَ ذَالِكَ لَهُ فَقَالَ لِي رَسُولُ الله صلى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ طَلَّقَها – ابو داود، ترمذی
نسائی، ابن ماجه»Hazrat Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, berettede: Jeg havde en hustru, som jeg elskede højt, men Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, kunne ikke lide hende. Derfor sagde han til mig: ’Skil dig af med hende.’ Jeg nægtede. Så gik Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og fortalte ham hele sagen. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til mig: ’Abdullah, skil dig af med hende.’« – Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah

Denne hadith kræver med eftertryk af dig, at du fortsætter med at adlyde dine forældre fuldt ud og ikke engang giver ulydighed en plads i dit hjerte. Men heraf følger det ikke, at forældres lydighed skal anses for ubetinget og uden begrænsninger. Ud fra hadithens ydre ordlyd falder mennesker i den fejlagtige opfattelse, at forældrene også har ret til, når de ønsker det, at beordre deres søn til at skille sig fra sin hustru. Selv hvis hans hustru er retskaffen og lydig, skal han skille sig fra hende, hvis de befaler det. Og når de ønsker det, kan de beordre deres datter til at bryde forbindelsen med sin mand, selv hvis manden er retskaffen. Selv når der ikke findes nogen shariaretlig grund til at bryde forbindelsen, skal det altså gøres alene efter forældrenes befaling.
Dette er en alvorlig fejlagtig opfattelse. Den har ingen virkelig overensstemmelse med sharia og har ingen forbindelse med sharias grundlæggende lære. For at forstå en hadith og kende Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sande hensigt er det nødvendigt at forstå og tilegne sig den i lyset af Koranens og sunnahs grundlæggende lære samt religionens samlede væsen. Det skal ske i overensstemmelse med Koranens og sunnahs tydelige forklaring og være i harmoni med religionens grundlæggende lære.
Denne begivenhed handler om den anden kalif, Hazrat Umar, Allah være tilfreds med ham. Han havde fuldstændigt tilegnet sig religionens ånd. Hans øjne havde set den legemliggjorte religion i funktion. Han var fuldt fortrolig med religionens væsen. Han vidste også, at et godt forhold mellem ægtefæller er vigtigere end frivillig gudsdyrkelse, og at islam insisterer på, at dette forhold bevares for enhver pris. Islam tillader kun, at dette hellige forhold brydes, når der reelt ved dets fortsættelse opstår en risiko for, at større religiøs og social splid rejser sig. Han var også fuldt klar over, at det kun er den Satan, over hvem Allahs evige forbandelse hviler, der glædes, når dette forhold brydes. Han hadede sin svigerdatter og ønskede ikke, at hun skulle blive hos sin søn. Tænk over det. Hvorfor skulle en person så velbevandret i religionen som Hazrat Umar ikke bryde sig om sin svigerdatter? Kan man forestille sig, at han havde et personligt fjendskab til sin svigerdatter og af et verdsligt formål ønskede at berøve hende hendes mands beskyttelse? Eller at han på grund af en ulydighed fra svigerdatterens side var blevet så stædig, at han ikke ville give sig, før hun var blevet skilt? Kan nogen kvinde, der er fortrolig med en sahabis gudsfrygt, tænke sådan om den anden kalif, Hazrat Umar al-Faruq, Allah være tilfreds med ham? Denne Hazrat Umar, som ofrede alt, hvad han ejede, for religionens skyld.
Det er klarere end dagens sollys, at han naturligvis havde et større religiøst mål for øje, og at det var af en moralsk og social interesse, at han insisterede over for sin søn på, at han skulle skille sig. Det skyldtes ikke, at han tænkte: »Jeg er din far. I kraft af min status som far kan jeg uden grund få dig til at skille dig, og uanset om du har begået en fejl eller ej, skal du være tvunget til at adlyde mig.«
På den anden side var Hazrat Abdullah selv en retskaffen ung mand. Han var også fuldt fortrolig med religionen. Han fulgte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sunnah med hjerte og sjæl. Hans tanker var blevet formet gennem Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, opdragelse. Han var fuldt ud bekendt med forældrenes rettigheder og lydighedens betydning. Ingen kan heller antage om ham, at han kunne være ulydig mod sine forældre. Da Hazrat Umar, Allah være tilfreds med ham, krævede, at han skulle skille sig, sagde han ikke til ham: »Du har nægtet lydighed og er blevet ulydig mod din far.« I stedet forelagde han sagen for Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham. Fra denne forsamling var der på forskellige tidspunkter og med forskellige formuleringer blevet udstedt befalinger om at behandle hustruerne godt og holde de løfter, man havde givet dem, hele livet, også selv om det krævede, at man måtte udholde visse vanskeligheder. Efter at have overvejet sagen tilsluttede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig Hazrat Umars vurdering og beordrede Hazrat Abdullah, Allah være tilfreds med ham, til at skille sig.

Når du overvejer denne hadith i lyset af dinens væsen og Koranen og sunnahen, vil du nå frem til den konklusion, at det er dette, hadithen betyder. Det er også, hvad dinens natur kræver, og hvad Koranens og sunnahens lære siger. Kan man på grund af hadithens tilsyneladende ord, mens man tilsidesætter dinens klare vejledning, give forældrene ret til at befale sønnen at lade sig skille, uanset om der foreligger en legitim maslahah eller ej? Eller kan man befale datteren at få khula fra sin mand og tvinge hende til det?
Hvis forældrenes lydighed er fri for sådanne begrænsninger og hindringer, vil tusindvis af hjem hver dag gå i opløsning på grund af de fremtidige konflikter mellem svigermødre og svigerdøtre, og tusindvis af uskyldige kvinder og mænd vil blive berøvet livets fred. Allahs sharia er ikke til for, at den skal bruges til at tilfredsstille personlige interesser eller opnå fjendskab, vrede og egoistiske mål. Når forældrene ønsker det, vil de ved hjælp af sønnen kunne berøve en uskyldig kvinde hendes mands kærlighed og beskyttelse og tvinge en uskyldig ung mand til at blive berøvet sin retskafne hustrus kærlighed og hengivenhed.
At kræve en sådan lydighed af barnet — og ovenikøbet en lydighed, der strider mod fornuften — ville være yderst hjerteløst og hårdt. Retfærdigheden siger, at dinen ikke kan kræve en sådan lydighed af barnet. Mulla Ali Qari (må Allah forbarme sig over ham) forklarede dette tydeligt med et eksempel: Hvis forældrene befaler sønnen at lade sig skille fra sin hustru, er det ikke wajib for sønnen at adlyde denne befaling. Den berømte hadith-lærer og faqih, Hazrat Izzuddin Shafi’i (må Allah forbarme sig over ham), har sagt, at det ikke er wajib for barnet at adlyde forældrene i alle forhold. Det vil sige, at det ikke er wajib for sønnen at gøre alt, hvad forældrene befaler eller forbyder. Hvem kan benægte den betydning, dinen tillægger lydighed mod forældrene og taknemmelighed over for dem? Men det betyder bestemt ikke, at det er wajib at adlyde dem i enhver tilladt eller forbudt muamalah. Spørgsmålet om talaq og khula er meget følsomt og har vidtrækkende følger. Dets virkninger rammer ikke kun den mand, der giver talaq, og den kvinde, der søger khula, men også mange uskyldige mennesker, som påvirkes af de smertelige konsekvenser. De må lide under det hele livet.

Hele denne drøftelse gælder kun i den situation, hvor forældrene tvinger nogen til talaq eller khula uden en sharia-mæssigt gyldig og fornuftig grund. Hvis du føler, at forældrenes befaling ikke er givet på grund af personligt fjendskab, stædighed eller verdslige årsager, men på grund af en religiøs eller social grund, kan du under ingen omstændigheder tilsidesætte denne befaling. Da bliver det fard for dig at adlyde den af hele dit hjerte og hele din sjæl. Det er aldrig tilladt for dig at sætte dine personlige ønsker og aversioner over lydigheden mod dem eller fremføre din kærlighed som undskyldning. En vigtig del af deres rettigheder og af kravet om lydighed mod dem er, at du ofrer din egen kærlighed, dine ønsker og aversioner samt dine personlige præferencer og finder din glæde i deres tilfredshed.

Hazrat Abu Darda (må Allah være tilfreds med ham)s råd

Der findes endnu en hadith, som støtter denne opfattelse. »En mand kom til Hazrat Abu Darda (må Allah være tilfreds med ham) og sagde: Min far pressede mig meget til at gifte mig, men nu befaler han mig at lade mig skille fra min hustru. Hazrat Abu Darda (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Broder, jeg siger ikke, at du skal være ulydig mod dine forældre. Men jeg siger heller ikke, at du skal lade dig skille fra din hustru. Hvis du ønsker det, kan jeg dog fortælle dig, hvad jeg hørte fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Jeg hørte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sige: “Faderen er Paradisets bedste port.” Hvis I vil, kan I sikre jer den for jeres egen skyld; og hvis I vil, kan I også forsømme den.« — Ibn Hibban

Dette udsagn i hadithen er værd at overveje. Den spørgende kom og sagde klart: Min far har befalet mig at lade mig skille. Men Hazrat Abu Darda (må Allah være tilfreds med ham) sagde ikke som svar tydeligt: Når faderen siger det, så lad dig skille, for det er wajib at adlyde ham. Han sagde derimod: Jeg siger ikke, at du skal være ulydig mod dine forældre, men jeg siger heller ikke, at du skal lade dig skille fra din hustru. Hvis lydighed i dette spørgsmål ubetinget havde været wajib, ville Hazrat Abu Darda (må Allah være tilfreds med ham) klart have sagt: Lad dig skille, og adlyd dine forældre. Hazrat Abu Darda (må Allah være tilfreds med ham) fremsagde med stor hikmah og visdom Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ord og tilskyndede den spørgende til selv at tænke over sagen. Han skulle naturligvis også være opmærksom på ikke at begå uret mod forældrene, for lydighed mod dem er et middel til Paradis.

Hvad man bør gøre efter forældrenes bortgang

عن أبي أسيد قَالَ كُنَّا عِندَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ رَجُلٌ يا رسول الله هل بقى من برابوى شيء بعد موتهما أبرهُمَا قَالَ نَعم . خصال أربع الدعاء لَهُمَا، وَالاسْتِغْفَارُ لَهُمَا وَأَنْفَاذُ عَهْدِهِمَا وَأَكْرِمْ صديقهما وصلة الرحم التي لارحم لك الا من قبلهما .
»Hazrat Abu Usaid (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Vi var hos Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham), da en mand spurgte: O Allahs Sendebud! Er der efter forældrenes død stadig en måde, hvorpå jeg kan fortsætte med at behandle dem godt? Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Ja. Der er fire måder: (1) at bede for dem og søge tilgivelse for dem, (2) at opfylde deres løfter og gyldige testamentariske bestemmelser, (3) at vise deres fædres venner og mødres veninder ære og gæstfrihed, og (4) at bevare slægtskabet og behandle dem godt, som er jeres slægtninge gennem forældrene.« — Al-Adab al-Mufrad

Forældrene bringer ofre og tager sig dag og nat af deres børn for at opdrage og uddanne dem. Sandheden er, at selv hvis du hele dit liv tjener dem som en slave og tjenerinde, vil du stadig ikke kunne opfylde deres ret til tjeneste. Derfor behandler den troende sine forældre godt hele livet. Men når forældrene forlader denne verden, bliver han stadig ved med at tænke: Ak, jeg har ikke gjort noget for dem. Derfor længes han efter en måde, hvorpå han efter deres død kan glæde deres sjæle. En mand spurgte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) om denne inderlige følelse hos den slags troende. Han svarede, at man også efter deres bortgang kan behandle dem godt, og han forklarede, hvordan dette kan gøres.

For det første: Du’a og istighfar: Efter bønnen og på andre tidspunkter skal I grædende bede Allah: “O Allah! Tilgiv mine forældre. Dæk over deres synder, og giv dem det, som Du giver Dine retskafne tjenere, mænd og kvinder. O Allah! Da vi var afhængige af deres hjælp, kærlighed og omsorg, ofrede de alt for os. De gav afkald på dagens bekvemmeligheder og nattens hvile for vores skyld. O Forsørger! Nu er de kommet til Dig. I vores hjælpeløse barndom var vi afhængige af dem. Nu er de endnu mere afhængige af Din barmhjertighed og gunst end dengang. O Forsørger! Giv dem ly under Din barmhjertighed, og giv dem tilflugt i Paradiset, tilfredshedens bolig.”

Hazrat Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham, har berettet, at når den afdødes rang efter døden bliver ophøjet, spørger han forundret: “Hvordan skete det?” Da bliver der fra Allahs side sagt til ham: “Dine børn er blevet ved med at bede for dig og bede om tilgivelse for dig, og Allah har taget imod det.” Hazrat Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham, har også berettet, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Når et menneske dør, ophører hans mulighed for at udføre handlinger. Kun tre ting fortsætter med at gavne ham efter hans død: For det første vedvarende almisse. For det andet den omfattende viden, som han efterlod, og som mennesker får gavn af. Og for det tredje et retskaffent barn, som beder om tilgivelse for ham.”

Hazrat Ibn Sirin, måtte Allah have barmhjertighed med ham, var en berømt, from tabi’i. Da han fortalte en historie, sagde han: En nat var vi til stede hos Hazrat Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham. Han løftede hænderne for at bede og sagde ydmygt: “O Forsørger! Tilgiv Abu Huraira, og o Forsørger! Tilgiv Abu Hurairas mor, og o Forsørger! Tilgiv alle dem, der beder om tilgivelse for Abu Huraira og hans mor.” Hazrat Ibn Sirin, måtte Allah have barmhjertighed med ham, siger: Vi blev ved med at bede om tilgivelse for Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham, og hans mor, så vi kunne blive inkluderet i Abu Hurairas, måtte Allah være tilfreds med ham, bøn.

For det andet: At opfylde forældrenes løfter og testamentariske ønsker: Mens forældrene levede, kan de have afgivet løfter til mange mennesker. De kan have lovet forskellige ting. Ved dødstidspunktet kan de have fremsat nogle testamentariske ønsker.
Efter forældrenes bortgang er der stadig én måde, hvorpå børnene kan handle godt eller retskaffent over for dem: at opfylde de løfter, de har afgivet, og deres testamentariske ønsker. På denne måde skal man fortsætte med at forsøge at glæde deres sjæle. Men man må kun opfylde deres tilladte eller lovlige testamentariske ønsker. Hvis man også opfylder deres ulovlige ønsker, er det ikke god behandling af dem, men dårlig behandling.
Hvis forældrene har lovet nogen økonomisk hjælp eller ønsket at give nogen noget, men ikke nåede at gøre det i deres levetid, eller hvis de havde aflagt et løfte, men forlod denne verden, før de kunne opfylde det, eller hvis de var skyldnere eller ikke fik mulighed for at oprette et testamente, selv om man forstår, at de bestemt ville have gjort det, hvis de havde fået muligheden, eller hvis de slet ikke havde oprettet noget testamente — hvis man da giver almisse på deres vegne, er alt dette god behandling af dem. På denne måde kan man også efter deres død hele livet handle godt over for dem og opnå Allahs tilfredshed.
Hazrat Abdullah ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, har berettet, at en mand spurgte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: “O Allahs Sendebud! Min mor er død, og hun efterlod sig ikke noget testamente. Vil det gavne hende, hvis jeg giver noget almisse på hendes vegne?” Den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Ja, ja. Hvorfor skulle det ikke gøre det?”

Hazrat Abdullah, måtte Allah være tilfreds med ham, har også berettet, at Hazrat As’ad ibn Ubada, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: “O Allahs Sendebud! Min mor havde aflagt et løfte, men hun døde, før hun kunne opfylde det. Kan jeg opfylde dette løfte på hendes vegne?” Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Hvorfor ikke? Opfyld løftet på hendes vegne.”

For det tredje: Omgang med moderens veninder og faderens venner: Den tredje måde at behandle forældrene på efter deres død er at behandle moderens veninder og faderens venner godt og retskaffent. I det sociale liv skal man også vise dem respekt ligesom ældre, ansete mennesker. Man skal respektere deres meninger. Når man rådfører sig om forskellige spørgsmål, skal man inddrage dem, og man skal altid behandle dem godt og respektfuldt.
En gang sagde den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham: “At behandle faderens venner godt er den smukkeste form for god behandling.”

De ædle sahabaers, måtte Allah være tilfreds med dem, praksis

En dag blev Hazrat Abu Darda, måtte Allah være tilfreds med ham, syg, og hans sygdom blev stadig værre. Til sidst var der ikke længere håb om, at han ville overleve. På det tidspunkt rejste Hazrat Yusuf ibn Abdullah, måtte Allah være tilfreds med ham, langvejsfra for at komme og pleje ham. Da Hazrat Abu Darda, måtte Allah være tilfreds med ham, så ham, spurgte han forundret: “Hvordan er du kommet hertil?” Yusuf ibn Abdullah, måtte Allah være tilfreds med ham, svarede: “Hazrat, jeg er kun kommet hertil for at tjene Dem, fordi der var et nært forhold mellem min respekterede far og Dem.”
Hazrat Abdullah ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, var en gang på rejse. Undervejs mødte han en beduin fra Mekka. Beduinen behandlede Hazrat Ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, meget venligt og spurgte: “Er De søn af Hazrat Umar?” Hazrat Ibn Umar svarede: “Ja, det er jeg. Jeg er hans søn.” Da tog han sin turban af og gav den til ham, og han lod ham med ære sidde på sit eget æsel. Hazrat Ibn Dinar sagde: “Vi så alle dette med forbløffelse og sagde bagefter: ‘Hazrat, han er jo blot en beduin eller landsbyboer. Hvis De havde givet ham to dirham, ville det have været nok til at gøre ham tilfreds.'” Hazrat Abdullah, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: “Broder, hans far var ven med Hazrat Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, og Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har sagt: ‘Vis faderens venner ære, og lad ikke dette forhold ophøre. Ellers vil Allah den Ophøjede slukke jeres lys.'”

Hazrat Abu Burdah, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Da jeg kom til Medina, kom Hazrat Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, til mig og sagde: »Abu Burdah, ved du, hvorfor jeg er kommet til dig?« Abu Burdah, må Allah være tilfreds med ham, svarede: »Hazrat, det ved jeg ikke.« Hazrat Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud, fred og Allahs velsignelser være med ham, sige: Den, der ønsker at behandle sin far, som befinder sig i graven, godt, bør efter sin fars død behandle hans venner godt.« Derefter sagde han: »Broder, min far, Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, og din far havde et broderligt og venskabeligt forhold. Jeg ønsker at opfylde hans ret af respekt for dette venskab.« – Ibn Hibban

Fire: God behandling af forældrenes slægtninge: Den fjerde måde at forholde sig til sine forældre på efter deres bortgang er at behandle deres slægtninge godt. Det gælder slægtninge på mødrenes side, såsom mostre, morbrødre, mormødre og morfædre, samt slægtninge på fædrenes side, såsom farbrødre, fastre, farfædre og farmødre. At holde sig uafhængig af alle disse slægtninge og behandle dem ligegyldigt er i virkeligheden det samme som at være ligeglad med sine forældre, og en troende mand eller kvinde kan ikke behandle sine forældre på en ligegyldig måde. Allahs Sendebud, fred og Allahs velsignelser være med ham, sagde: »I må aldrig behandle jeres fædre og bedstefædre ligegyldigt.« At behandle sine forældre ligegyldigt svarer til utaknemmelighed over for Allah.

Belønningen for at bede for sine forældre

عن أنس قَالَ قَالَ رَسُولُ اللهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنَّ الْعَبْدَ لَيَمُوتُ وَالِدَاهُ أَوْ أَحَدُهُمَا وَإِنَّهُ لَهُمَا لَعَاقَ فَلَا يَزَالُ يَدْعُولَهُمَا وَيَسْتَغْفِرْ لَهُمَا حَتَّى يكتبَهُ اللهُ بَارًا.
»Det er overleveret fra Hazrat Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred og Allahs velsignelser være med ham, sagde: Hvis en person hele sit liv har været ulydig mod sine forældre, og hans forælder eller begge hans forældre dør, bør han fortsætte med at bede for sine forældre og bede om tilgivelse for dem. Som følge heraf kan Allah ved sin barmhjertighed skrive ham blandt de fromme.«

Det er nødvendigt hele livet at adlyde sine forældre, behandle dem godt og fortsætte med at bestræbe sig på at holde dem tilfredse. Men selv hvis de trods alle bestræbelser ikke bliver tilfredse og forlader denne verden i utilfredshed, står Allahs barmhjertigheds dør stadig åben, og oprejsning er mulig. Som følge af vedvarende bønner for dem og anmodninger om maghfirah kan man håbe, at Allah den Ophøjede tilgiver ens fejl og regner en blandt sine bedste tjenere. Ingen troende tjener bør fortvivle over Allahs barmhjertighed. Når der opstår en tilskyndelse til tawbah i en tjeners hjerte, tager Han straks imod den og iværksætter alle midler til at styrke denne tilskyndelse og lade den få indflydelse på livet. Men det er bestemt ikke korrekt at drage den fejlagtige slutning af denne hadith, at man kan være ulydig mod sine forældre, mens de er i live, og derefter opnå Allahs barmhjertighed gennem bønner og istighfar efter deres død. Det korrekte er at tjene dem, mens de lever, holde dem tilfredse og derved opnå Allahs tilfredshed.

Et kærligt blik på sine forældre

عَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَض أَنَّ رَسُولَ اللهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ مَا مِنْ وَلَدٍ
بار ينظر إلى والديه نظرة رحمة إلا كتب اللهُ لَهُ بِكُلِّ نَظَرَةٍ حَجَّة مبرورة قَالُوا إِنْ نَظَرَ كُلِّ يَوْمٍ مِائَةَ مَرَّةٍ قَالَ نَعَمُ وَاللَّهُ أَكْبَرُ وَأَطيبُ – مسلم
»Hazrat Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, har overleveret, at Allahs Sendebud, fred og Allahs velsignelser være med ham, sagde: Når et fromt barn blot én gang ser på sine forældre med kærlighedens blik, giver Allah det belønningen for én accepteret hajj for hvert blik. Folk spurgte: »Allahs Sendebud, hvad så hvis man ser på dem hundrede gange på én dag med barmhjertighedens og kærlighedens blik?« Han sagde: »Ja, også hvis han ser hundrede gange. Allah er langt større og renere end det, I forestiller jer.««

Meningen er, at Allahs barmhjertighed og overflod er så stor, at Han kan give endnu mere end dette. Hvis et barn ser på sine forældre hundrede gange i løbet af dagen med barmhjertighedens og kærlighedens blik, kan Allah også give belønningen for hundrede hajj. Han er større og mere ophøjet end alt det, mennesket kan forestille sig om Allah. Mennesket tænker ud fra sine egne evner. Derfor forekommer det umuligt at opnå så stor en belønning, og det bliver offer for en fejlagtig opfattelse. Men det er ikke korrekt at have en sådan fejlagtig opfattelse af Allah. Han er ren for enhver fejlagtig opfattelse. Denne barmhjertige Væsen kan give så meget, at menneskets forestillingsevne ikke engang er i stand til at nå dertil.

Økonomisk hjælp til forældrene

يسْأَلُونَكَ مَاذَا يُنفِقُونَ ط قُلْ مَا أَنفَقْتُمْ مِنْ خَيْرٍ فَللوالدين .
“Folk spørger dig: Hvad skal vi give ud? Sig: Hvad I end giver ud af det gode, tilkommer først og fremmest forældrene.” – Sura al-Baqara: 215

Ligesom Koranen og sunnaen understreger vigtigheden af at tjene, adlyde og behandle forældrene godt, er det også blevet indskærpet, at det ikke er rigtigt at spare sin rigdom op ved ikke at bruge på forældrene. Tværtimod skal man først og fremmest bruge på dem. Hvis de er trængende, kan de tage det med magt. Hvis nogen, selv om han ikke forsømmer at tjene og adlyde sine forældre, ikke ønsker at bruge penge på dem, er det heller ikke rigtigt. Ligesom forældrene har rettigheder over børnene, har de også rettigheder over børnenes ejendom.

Faderens ret til sønnens ejendom

En gang kom en mand til den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, og klagede over sin far: Han tager min ejendom, når han ønsker det. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, tilkaldte mandens far. En svag, gammel mand kom støttende sig til en stok. Da han begyndte at spørge den gamle om alt, sagde han: Allahs Sendebud! Der var en tid, hvor denne svage mand var endnu mere hjælpeløs, mens jeg var stærk. Jeg var velhavende, og han var uden en øre. Jeg forhindrede ham aldrig i at tage af min ejendom. I dag er jeg svag, mens han er velbygget og stærk. Jeg er uden en øre, og han er velhavende. Nu giver han mig ikke af sin ejendom.
Da han hørte dette, begyndte Nådens Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, at græde og sagde: “Du og din ejendom tilhører din far. Du og din ejendom tilhører din far.”

Omsorg for forældrenes gæld

Hadhrat Abdullah ibn Zubayr, må Allah være tilfreds med ham, var en meget travl mand. Alligevel forsømte han ikke at tjene sine forældre og varetage deres rettigheder. Ligesom han tog sig af dem, mens de levede, tog han også fuldt hensyn til deres rettigheder efter deres død. Hadhrat Zubayr, må Allah være tilfreds med ham, var en meget velhavende mand. Når en velhavende person dør, bliver arvingerne som regel straks optaget af deres egne andele. Men han var ikke det mindste bekymret for sin egen andel som almindelige verdslige mennesker. Hans arv ifølge arvereglerne beløb sig faktisk til millioner og atter millioner. Hans eneste bekymring var imidlertid, om hans far mon stod i gæld til nogen. Han betalte derfor først sin fars gæld af den efterladte ejendom. Efter at gælden var betalt, begyndte de øvrige arvinger at presse på for fordelingen af arven og fremsætte deres krav. Men Hadhrat Abdullah modsatte sig fordelingen af arven. Han sagde, at han i fire år uafbrudt ville bekendtgøre sin fars gæld under pilgrimsfærdens sæson. Hvis der fandtes en kreditor, skulle denne komme og få sin gæld betalt. Der kunne jo være en kreditor. Efter at have bekendtgjort dette på denne måde i fire år ville han fordele arven.

På denne måde fik han de andre til at gå med til at udsætte arvefordelingen i fire år, og under pilgrimsfærdens sæson bekendtgjorde han det, så tusindvis af mennesker kunne bede for hans far og bede om tilgivelse for ham.

Velsignelsen ved at tjene sine forældre

عن أنس بن مَالِكٍ رَضِيَ اللهُ عَنْهُ قَالَ : قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ سَرَّهُ أَن يُعدَّ لَهُ فِي عُمُرِهِ وَيُزَادُ لَهُ فِي رِزْقِهِ فَلْيَبَرُ وَالدَيْهِ وليصل رحمه – احمد، الترهيب والترغيب”Hazrat Anas ibn Malik, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Hvis en person ønsker et langt liv og rigelig forsørgelse, skal han behandle sine forældre godt og bevare slægtskabsbåndene.”

Denne verden er et sted, hvor man kan handle. Her har mennesket mulighed for at tjene rigeligt for at opnå succes i det hinsidige liv. Et langt liv og velstand som belønning for at tjene sine forældre er en stor velsignelse fra Allah. Denne mulighed er blevet givet mennesket i denne verden, så det kan udføre flere gode gerninger, øge sin belønning, tjene sine forældre og dermed gøre sig fortjent til Allahs barmhjertighed.

عَنْ مُعَانِبْنِ أَنَسٍ رَض أَنَّ رَسُولَ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ مَنْ بَرُ وَلِدَيْهِ طُوبَى لَهُ زَادَ اللَّهُ فِي عُمره – ( الترغيب والترهيب ج (۲”Det er berettet fra Hazrat Muʿadh ibn Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der behandler sine forældre godt, har den glædelige nyhed, at Allah den Almægtige vil forlænge hans liv.”

Et langt liv er en glædelig nyhed for en troende i den betydning, at han får mulighed for at arbejde videre på at opnå sine rene ønsker med det mål at skabe succes i det hinsidige liv.

Moderens rettigheder er større end faderens

Både moderen og faderen bidrager til at opfostre barnet. Begge opdrager barnet ved at ofre deres egen komfort og fornøjelse. Faderen bruger de penge, han har tjent gennem sit kropslige slid, på barnet, mens moderen opfostrer det ved at give det næring fra sit eget hjerteblod. Barnet opdrages gennem deres fælles kærlighed, anstrengelser og omsorg. Derfor er der i Koranen og Sunnah blevet lagt vægt på god behandling af dem begge, og begge er blevet pålagt at blive tjent og adlydt.
Men det er også helt klart, at moderen bærer de største vanskeligheder ved at opfostre barnet. Hun opdrager barnet ved at ofre en del af sin egen eksistens. Den tjeneste og det offer, hvormed hun med omsorg og kærlighed nærer barnet med sit eget hjerteblod og uafbrudt ofrer dagens hvile og nattens søvn for det, har intet sidestykke. Derfor fremstilles moderens lidelser meget kraftfuldt i Den Hellige Koran, samtidig med at der lægges vægt på god behandling af begge forældre, og der henvises til, at den livsofrende mor sammenlignet med faderen i højere grad har krav på tjeneste, lydighed og god behandling. Denne betydning har Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, åbent beskrevet:

ووصينا الْإِنْسَانَ بِوَالِدَيْهِ إِحْسَانًا ، حَمَلَتْهُ أُمَّهُ كُرْهًا وَوَضَعَتْهُ كُرْهًا . وحمله وفصله ثلثون شهراً – – الاحقاف : ١٥”Og Vi har pålagt mennesket at behandle sine forældre godt. Hans mor bar ham med besvær og fødte ham med stort besvær, og perioden med at bære ham og fravænne ham er tredive måneder.” – Sura al-Ahqaf: 15

Et andet sted i Den Ædle Koran, hvor der indskærpes taknemmelighed over for forældrene, nævnes moderens enestående ofre og lidelser, og barnet opfordres særligt til at være taknemmeligt over for sin mor.

ووصينا الإنسان بوالديه ، حملته أمه وهنا عَلَى وَهُن وَفَضْلُهُ فِي عَامَيْنِ أَنِ
اشكر لي ولوالديك – – لقمن : ١٤”Og Vi har pålagt mennesket at vise godhed mod sine forældre. Hans mor bar ham, svaghed på svaghed, og hans fravænning er på to år. Vær taknemmelig over for Mig og over for dine forældre.” – Sura Luqman: 14

Det fremgår tydeligt af denne fremstilling i Den Hellige Koran, at moderen i højere grad har ret til tjeneste, kærlighed, lydighed, god behandling og taknemmelighed. Hun gennemgår nemlig usædvanlige lidelser ved at føde og opfostre barnet. Faderen har naturligvis også en del i opdragelsen, men der findes ingen sammenligning mellem faderens anstrengelser og ofre og moderens selvopofrelse.

Lærerig samtale

En dag kom en mand til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og klagede: “O Allahs Sendebud! Min mor er et menneske med et dårligt temperament.” Den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Da hun bar dig i sit livmoder i ni sammenhængende måneder, var hun da et menneske med et dårligt temperament?”
Manden sagde: “Hazrat, jeg siger sandheden; hun har et dårligt temperament.”
Hans Hellighed, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Da hun nat efter nat holdt sig vågen for din skyld og gav dig sin mælk, havde hun da et dårligt temperament?”
Manden sagde: “Jeg har gengældt alle disse handlinger, som min mor udførte.”
Hans Hellighed, må Allahs fred og velsignelser være med ham, spurgte: “Har du virkelig gengældt dem?”
Han sagde: “Jeg bar min mor på mine skuldre og udførte hajj med hende.” Den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gav et afgørende svar: “Kan du gengælde eller betale for den lidelse, hun gennemgik, da hun fødte dig?”

عن أبي هريرة رض قال جاء رجل إلى رسولِ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فقال يا رسول الله مَنْ أَحَقُّ النَّاسِ بِحُسْنِ صَحَابَتِي، قَالَ أُمُّكَ قَالَ ثُمَّ مَنْ ؟
قَالَ أُمُّكَ ! قَالَ : ثُمَّ مَنْ قَالَ : أُمِّكَ – قَالَ ثُمَّ مَنْ قَالَ أَبُوكَ–
“Hazrat Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham, har berettet: En mand kom til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og spurgte: O Allahs Sendebud! Hvem har mest ret til min gode behandling? Han sagde: Din mor. Han spurgte: Hvem derefter? Han sagde: Din mor. Han spurgte: Hvem derefter? Den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Din mor. Han sagde: Hvem derefter? Han sagde: Din far.”

Denne hadith gør det klart, at moderen har højere status end faderen, når det gælder at modtage god behandling, tjeneste og lydighed. Sahabien stillede det samme spørgsmål igen og igen, og den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fortsatte med at give det samme svar: Det er jeres mor, der i højere grad har ret til jeres gode behandling. Fjerde gang sagde han, at jeres far har ret til jeres gode behandling. Hazrat Ibn Battal har sagt noget meget smukt: Moderens ret til tjeneste og god behandling er tre gange større end faderens. For i forbindelse med barnet udfører moderen tre handlinger, som ingen far engang kan forestille sig. Under graviditeten bærer moderen barnet i sit livmoder. Derefter gennemgår hun fødslens lidelser og ammer det med sin egen mælk. Den Hellige Koran henleder også opmærksomheden på disse tre vigtige tjenester og lidelser, som hun yder. Når det derimod gælder oplæring og opdragelse, er mor og far lige. Derfor er der blevet indskærpet og vejledt om, at begge skal behandles med respekt, ære, tjeneste, lydighed og ydmyghed. Jumhur ulama, det vil sige flertallet af de lærde, er enige om, at moderens ret er større end faderens. Men det betyder ikke, at man altid skal tjene og adlyde sin mor og slet ikke tage hensyn til sin far. Når det gælder respekt og høflighed, har faderen større ret, og det er på ingen måde rigtigt at afbryde forbindelsen med faderen. Der er blevet indskærpet god behandling af dem begge. I praksis skal man naturligvis huske, at moderens svagere natur gør hende mere berettiget til ihsan. Dette ihsan består i at sørge for stadig større bekvemmelighed og hvile for moderen. Man må aldrig være mangelfuld i lydigheden over for hende. Man må aldrig såre hendes kærlige hjerte. Ligesom moderen tager hensyn til alle former for følelser hos sit barn i dets barndom, må man heller aldrig på noget tidspunkt krænke hendes følelser.

At tage hensyn til moderens kærlighed

På Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, tid gav en sahabi sin hustru skilsmisse på grund af noget, der var blevet sagt, og ønskede at tage det lille barn fra hende. Moderens situation blev desperat. På den ene side var der sorgen over adskillelsen fra ægtemanden, og på den anden side stod hun i fare for også at få revet sit kære barn, der fjernede hendes bekymringer, fra sig. Tynget af sorg og fortvivlelse begav hun sig til Rahmat al-Alamin, Allahs fred og velsignelser være med ham, og fortalte hele sin smertefulde historie med meget inderlige ord. Hun sagde:
“Allahs Sendebud! Min mand har skilt sig fra mig. På den måde er jeg blevet berøvet hans værgemål. Allahs Sendebud! Nu ønsker han også at tage dette lille barn fra mig. Allahs Sendebud! O Rahmat al-Alamin! Dette er mit elskede barn. Min mave var hans hvilested. Mit bryst var hans drikkeflaske, og mit skød var som hans hjem. Han er kilden til min trøst. Han henter vand fra brønden for mig. Allahs Sendebud! Hvordan skal jeg kunne bære denne sorg?”
Den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Træk lod.” Faderen trådte frem og sagde: “Allahs Sendebud! Det er jo mit barn. Hvem kan gøre større krav på mit barn end jeg?” Den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, henvendte sig til drengen og sagde: “Dette er din far, og dette er din mor. Min dreng! Tag den hånd, du ønsker.” Drengen tog sin mors hånd.
Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til drengens mor: “Gå. Så længe du ikke gifter dig igen, kan ingen tage ham fra dig.”

At tage hensyn til moderens ordrer

Under Hazrat Uthmans, må Allah være tilfreds med ham, styre steg prisen på dadler. En dag så folk Hazrat Usamah ibn Zayd, må Allah være tilfreds med ham, fælde et daddelpalmetræ for at tage dets top. Alle blev forbløffede og spurgte: “Hazrat! Hvorfor ødelægger De daddelpalmetræet på denne måde, når markedet er så dyrt? I dag er daddelpalmer jo meget værdifulde.” Han sagde: “Brødre! Hvad skal jeg sige til jer? Min mor har beordret mig at hente toppen af daddelpalmen. Kan man nogensinde tilsidesætte sin mors ordre?”

At vise moderen respekt

Hazrat Muhammad ibn Sirin, må Allah forbarme sig over ham, var en berømt tabi‘i. Han blev anset for at være en imam inden for fiqh og hadith. Hans mor var fra Hijaz. Han tog meget nøje hensyn til moderens adab, ære og ønsker. Når han købte tøj til sin mor, lagde han vægt på, at det var blødt og smukt. Til Eid farvede han selv sin mors tøj. Han viste sin mor så stor hengivenhed og respekt, at han aldrig talte med høj stemme foran hende. Han talte med hende, som om han betroede hende en hemmelighed.

At tjene sin mor

Hazrat Uways al-Qarani, må Allah forbarme sig over ham, var en meget berømt og from mand. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav ham titlen som den bedste tabi‘i. Han sagde til Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham: “Den bedste af tabi‘in er en mand fra Qaran-stammen. Hans navn er Uways. Han har en gammel mor. Når han sværger en ed, opfylder han den. Hvis du kan bede ham om en bøn om tilgivelse, så gør det endelig.”
Hazrat Uways, må Allah forbarme sig over ham, levede på samme tid som Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Men han kunne ikke møde ham. Hvad kunne være en større længsel for en troende end at oplyse sine øjne ved at se Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham? Men fordi han havde en gammel mor og ikke ønskede at forlade hende alene, kunne Hazrat Uways, må Allah forbarme sig over ham, ikke begive sig til Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, tjeneste. Han brugte dag og nat på at tjene hende. Han havde et stort ønske om at udføre hajj. Men så længe hans mor levede, kunne han ikke rejse på hajj og efterlade hende alene. Først efter hendes død opfyldte han dette ønske.

Hvordan man behandler sin mor

En mand kom til Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) og sagde: “Hazrat, jeg havde sendt et frierbrev et sted, men bruden afviste forslaget. Da en anden mand sendte hende et frierbrev, accepterede hun det. Jeg opfattede det som en krænkelse af min ære og dræbte i affekt denne kvinde. Hazrat, sig mig: Er der stadig nogen vej til omvendelse for mig?” Hazrat Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) spurgte ham: “Sig mig, lever din mor stadig?” Han svarede: “Hazrat, min mor er afgået ved døden.” Han sagde: “Gå, omvend dig oprigtigt, og udfør sådanne handlinger, hvorved du kan opnå nærhed til Allah og Hans tilfredshed.”
Hazrat Zayd ibn Aslam kom til Hazrat Abdullah og spurgte: “Hvorfor spurgte du denne mand, om hans mor stadig levede?” Hazrat Abdullah sagde: “Jeg kender ingen gerning, der er større end god behandling af ens mor, når man ønsker at opnå nærhed til Allah og Hans tilfredshed.”
En lignende hændelse fandt sted allerede i Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tid. En mand kom til den elskede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: “Allahs Sendebud, jeg har begået en stor synd. Allahs Sendebud, er der nogen vej til omvendelse åben for mig?” Rahmat al-‘Alamin (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: “Lever din mor stadig?” Manden svarede: “Herre, min mor lever ikke længere.” Derefter sagde han: “Nå, lever din moster stadig?” Han svarede: “Ja, hun lever.” Han sagde: “Behandl din moster godt.”

Ud fra disse hændelser kan man forstå moderens forrang og den religiøse betydning af at tjene hende. Allahs ædle Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde, at selv hvis et menneske begår en stor synd, kan god behandling af moderen være en vej til at undslippe straffen og opnå Allahs tilfredshed. Og det er Allahs fuldkomne barmhjertighed, at hvis ens mor er afgået ved døden, kan man ved at behandle sin moster godt berede sit efterliv.

Hvordan man behandler ammemoderen

عن أبي الطفيل رض قال : رأيت النبي صلى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يُقْسِمُ لَحْمًا بالجعرانة إِذا أَقْبَلَتْ امْرَأَةٌ حَتَّى بنت إلى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فبسط لها رداءه فجلست عَلَيْهِ فَقُلْتُ من هي ؟ قَالُوا : هِيَ أُمُّهُ الَّتِي أرضعته (ابو داودDet er berettet fra Hazrat Abit Tufayl (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: “Jeg så Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) fordele kød på et sted ved navn Ji‘rana. I mellemtiden kom en kvinde og gik helt hen til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Han bredte sin egen kappe ud for hende, og kvinden satte sig på den. Jeg spurgte folkene, hvem kvinden var. De sagde: Hun er Profetens (må Allahs velsignelser og fred være med ham) mor; hun havde ammet ham.”

Den kvinde, som et barn får mælk fra ud over sin biologiske mor, kaldes en ammemor. En kvinde bliver ikke barnets biologiske mor blot ved at give det mælk. Men i visse henseender opnår hun den samme status som den biologiske mor. Med hensyn til ægteskab og tilsløring har islam givet ammemoderen den samme status, som den har givet den biologiske mor. Denne hændelse fra den elskede Profets (må Allahs velsignelser og fred være med ham) liv gør det også klart, at man skal behandle ammemoderen som sin egen mor. Man skal tjene hende og vise hende enhver form for respekt.

Hvordan man behandler ikke-muslimske forældre

I denne verden fortsætter kampen mellem sandhed og falskhed samt mellem ret og uret uophørligt. Det er ikke usandsynligt, at en muslims forældre kan være berøvet islam. Hvordan skal man i så fald behandle dem? Det er et vigtigt spørgsmål i det sociale liv.
Hvad angår religion og tro, er det klart sagt i Den Hellige Koran, at hvis forældrene befaler shirk og synd, må man under ingen omstændigheder adlyde dem. Allahs ret er større end forældrenes, og forældrene bør selv opfylde Allahs ret og adlyde Ham. For det er ikke blot forbudt at adlyde forældrene ved at være ulydig mod deres Skaber og Herre; det er ikke engang tilladt at tænke på noget sådant.

وَإِنْ جَاهَدَكَ عَلَى أَنْ تُشْرِكَ بِي مَا لَيْسَ لَكَ بِهِ عِلْمٌ فَلَا تُطِعْهُمَا ، – لقمن : ١٥”Men hvis de presser dig til at sætte nogen ved Min side, som du ikke har nogen viden om, så adlyd dem ikke.” – Sura Luqman: 15

Det gælder ikke kun spørgsmålet om shirk; i alle tilfælde, hvor ulydighed mod Allah bliver nødvendig, ophører lydighed mod dem. Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, har tydeligt sagt, at ingen må adlydes gennem ulydighed mod Allah.

Sa’ds vantro mor

Hazrat Sa’d radiyallahu anhu ibn Abi Waqqas var en fremtrædende sahabi. Som nittenårig havde han netop fået den velsignelse at antage islam. Hans mor fik dette at vide. Så snart hun hørte nyheden, svor hun en ed: »Enten forlader du islam, eller også sulter jeg mig selv ihjel.« Hazrat Sa’d radiyallahu anhu var meget lydig over for sin mor. Moderen blev ved med at sige til ham: »Hør her! I jeres religion lægges der jo særlig vægt på lydighed mod forældrene. Jeg er din mor. Ved at adlyde din mor overtræder du selv din religion. Jeg befaler dig at forlade islam.« Hazrat Sa’d har selv fortalt, at han i tre dage hverken spiste eller drak noget. Han blev meget svag af sult og tørst. Min bror tvang hans mund op og gav ham mad. I denne situation åbenbarede Allah den Ophøjede dette vers: »Hvis dine forældre tvinger dig til shirk, så adlyd dem ikke.«

Når det gælder religion og tro, er sagen klar. Man må bestemt afvise at adlyde dem og på ingen måde lade sig påvirke af deres hårdhed og pres. Men i verdslige forhold skal man tjene dem og behandle dem godt. Man skal fortsætte med gennem en mild omgang at forsøge at føre dem til troen.

وصاحبهما في الدنيا معروفا ، واتبع سبيل مَنْ آنَابَ إِلَى – لقمن : ١٥»Og omgås dem i verden på en god måde, og følg den vej, som de, der vender tilbage til Mig, følger.« – Sura Luqman: 15

Islam har tillagt det allerstørste betydning at tjene og adlyde forældrene. Selv hvis forældrene er nedsunket i vantroens og shirkens urenhed, og ikke blot selv ønsker at forblive deri, men også vil tvinge deres børn til at synke ned i den, må barnet stadig under ingen omstændigheder tilsidesætte deres status i verdslige forhold. Uanset hvad er de forældre; gennem dem er barnet kommet til verden. Derfor er det, trods alt, obligatorisk at tjene dem på enhver måde og behandle dem godt. Hvis det er nødvendigt, skal man også yde dem økonomisk hjælp, og man må ikke give dem anledning til nogen verdslig klage. Hvad angår religion og tro, skal man naturligvis kun følge dem, der vender tilbage til Allah, holder sig til islams vej og er retskafne tjenere, der virkelig adlyder Allah.

Profeten sallallahu alayhi wa sallams vejledning om den polyteistiske mor

عَنْ أَسْمَاءَ بِنْتِ أَبِي بَكْرٍ رَض قَالَتْ : قَدِمَتْ عَلَى أُمِّي وَهِيَ مُشْرِكَةً فِي عَهْدِ رسول الله صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَاسْتَفْتَيْتُ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ
وسلم قلت : قدمت على أمي ، وهي راغبةٌ أَفَاصِلُ أُمِّي ؟ قَالَ : نَعَمُ
صلى أمك – بخاریHazrat Abu Bakrs datter, Hazrat Asma radiyallahu anha, har sagt: »I Profeten sallallahu alayhi wa sallams velsignede tid kom min mor til mig, mens hun var polyteist. Jeg henvendte mig til den elskede Profet sallallahu alayhi wa sallam og sagde: Min mor er kommet, men hun er utilfreds med islam. Må jeg opretholde slægtskabet med hende? Han svarede: Ja. Du må opretholde slægtskabet med din egen mor.« – Bukhari

Det fremgår klart af denne hadith, at man skal bevare slægtskabsforbindelsen til polyteistiske forældre på samme måde, som man skal gøre det med muslimske forældre. I verdslige forhold skal man naturligvis tage hensyn til deres ære og værdighed samt tjene dem og på alle måder give dem komfort. Men som troende skal man være særligt opmærksom på, at den største gode vilje over for forældrene og den smukkeste behandling af dem består i vedvarende at forsøge at føre dem frem mod islam gennem sin karakter, adfærd, samtale og tjeneste for dem. Man skal oprigtigt og grådkvalt bede Allah om at vejlede dem. Abu Hurayras, må Allah være tilfreds med ham, mor var også i begyndelsen berøvet islam. Men han forsømte på ingen måde at vise hende ære og tjene hende. Han fortsatte altid med at behandle hende godt og invitere hende til islam. Han blev ved med at bede Allah om, at hun måtte blive vejledt. Denne hændelse gør det helt klart, hvordan man skal omgås sine forældre, vise dem respekt, behandle dem godt og opfylde sine gode ønsker for dem, hvis ens forældre – måtte Allah beskytte os – skulle være ikke-muslimer.

Resultatet af god behandling af en mor, der fornægter islam

Efter Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, var blevet muslim, forblev hans mor i mange år nedsænket i polyteisme. Han blev ved med at invitere hende til islam og forklare hende konsekvenserne af polyteismen. Men eftersom hendes hjerte endnu ikke var åbnet for vejledning, fortsatte hun med at afvise det. På trods af dette forsømte Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, ikke at vise hende ære, tjene hende og adlyde hende. En dag, mens han fremsatte invitationen til religionen, opførte hans mor sig respektløst over for Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Abu Hurayras, må Allah være tilfreds med ham, hjerte blev fyldt med smerte, og grædende gik han til den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg forklarer altid min mor religionens budskab, men hun har hele tiden afvist det. Men i dag er det virkelig gået for vidt. Da jeg i dag fremsatte invitationen til tawhidens religion for hende, blev hun vred, opførte sig respektløst over for dig og fornærmede dig. O Allahs Sendebud! Jeg kunne ikke bære det. Mit hjerte blev fyldt med sorg, og tårerne trillede fra mine øjne. Allahs Sendebud, bed om, at Allah åbner min mors hjerte for islam.« Barmhjertighedens Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, løftede straks hænderne for at bede og sagde: »O Allah! Vejled Abu Hurayras mor.«

Da jeg så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bede, begyndte alle mine bekymringer at forsvinde, og jeg vendte glad hjem derfra. Da jeg nåede hjem, så jeg, at døren til huset var lukket, og jeg kunne høre lyden af vand, der løb. Da min mor hørte mine skridt, sagde hun indefra: »Min søn, vent udenfor et øjeblik.« Jeg ventede udenfor et stykke tid. Da jeg hørte vandet løbe, forstod jeg, at min mor var i gang med at bade. Mit hjerte var da ude af sig selv af glæde. Min mor afsluttede hurtigt badet, tog tøj på og kom hen for at åbne døren. Hun havde skyndt sig så meget, at hun havde glemt at tage sit tørklæde på, og så snart hun åbnede døren, sagde hun: »Min søn Abu Hurayra! Allah har hørt din bøn. Vær vidne til det. Jeg fremsiger trosbekendelsen: “Ashhadu alla ilaha illallahu wa ashhadu anna Muhammadan abduhu wa rasuluhu.”« Jeg blev så glad, at tårerne trillede fra mine øjne af glæde. Med glædestårer i øjnene gik jeg straks til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg er kommet for at bringe dig gode nyheder. Allah har accepteret sin elskede Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bøn, og min mor har fået troens skat.« Da han hørte dette, blev han også meget glad. Han lovpriste Allah og gav mig nogle råd.

Derefter fremsatte jeg endnu en anmodning for den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Jeg sagde: »O Allahs Sendebud! Bed om, at Allah gør mig og min mor elsket af alle troende, og at alle troende bliver elsket af mig og min mor.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad også denne bøn: »O Herre! Læg kærlighed til Abu Hurayra og hans mor i alle de troendes hjerter, og skab kærlighed til alle muslimer i deres begges hjerter.« Efter denne accepterede bøn fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har enhver muslim, der har set mig eller hørt om mig, elsket mig.

Ulydighed mod forældrene

Efter polyteisme er ulydighed mod forældrene den største synd. Det er en så afskyelig forbrydelse, at man gyser ved blot at tænke på den. Taknemmelighed og ihsan er grundlæggende egenskaber, som gør mennesket til et sandt menneske. Den, der berøver sig selv disse grundlæggende egenskaber, er blottet for menneskelighed. Et sådant menneske kan ikke være blandt dem, Allah elsker. De kan hverken opfylde Allahs rettigheder eller menneskers rettigheder. Efter Allah er forældrene dem, der har vist den største ihsan mod os. Gennem dem giver Allah mennesket liv, og under skyggen af deres omsorg og kærlighed sørger Han for dets opvækst. De glemmer deres eget væsen, når de opdrager deres børn, og ofrer deres egen komfort og velvære af hensyn til deres børns komfort og velvære. Uden tvivl er det højeste krav fra anstændighed, ihsan og taknemmelighed at vise dem taknemmelighed fra hjertets inderste, anerkende den ihsan, de har vist, være taknemmelig over for dem hele livet og glemme sig selv i sin gode behandling af dem. Hvis nogen er taknemmelig over for Allah, har en følelse af Allahs ihsan og ønsker at adlyde Allah, kan han aldrig være ulydig mod sine forældre. Langt mindre kan han være ligeglad med dem.

Afskyelig synd

عنْ أَبِي بُكْرَةَ رَضِيَ اللهُ عَنْهُ قَالَ : قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وسلم : أَلا أُنَبِّئُكُمْ بِأَكْبَرِ الْكَبَائِرِ ثَلَاثًا قُلْنَا بَلَى يَا رَسُولُ اللَّهِ : قَالَ : الإشراك بِاللهِ وَعُقُوقَ الْوَالِدَيْنِ، وَكَانَ مُتَّكِنَّا فَجَلَسَ فَقَالَ : أَلَا وَقَوْلُ الزورِ ، وَشَهَادَةُ الرُّورِ ، فَمَا زَالَ يُكَبِّرُهَا حَتَّى قُلْنَا لَيْتَهُ سَكَتَ (بخاری
مسلم، ترمذی)
“Hazrat Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Skal jeg ikke advare jer mod tre af de største og mest afskyelige synder?« Vi sagde alle: »Jo, naturligvis, Allahs Sendebud!« Han sagde: »At sætte medguder ved Allah og være ulydig mod sine forældre.« Han rejste sig fra sin tilbagelænede stilling og sagde: »Hør nu godt efter: at tale løgn og aflægge falsk vidnesbyrd.« Og han blev ved med at gentage dette, indtil vi sagde: »Ak, hvis han dog bare ville tie.«”

I hadithen er ordet »uquq« blevet brugt om ulydighed mod forældrene. Det er et ord med en meget omfattende betydning. Uquq betyder at modsætte sig de forhold, som Den Vise Koran pålægger, når den befaler godhed over for forældrene. At være uafhængig af sine forældre, behandle dem hårdt, ignorere deres anvisninger, gøre dem kede af det og være ulydig mod dem – alt dette er omfattet af betydningen af »uquq«.

For det andet er også den elskede Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, måde at fremstille sagen på værd at overveje. En sådan fremstilling er helt naturlig og virkningsfuld, når man vil tydeliggøre et emnes alvor og gøre indtryk på hjertet. Hvis der findes en følelse af lydighed, vækker den hos lytteren et sådant had til denne slags afskyelige synder, at kroppen væmmes blot ved tanken, og den skælver blot ved forestillingen.
I hadithen stillede Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, først et spørgsmål til sahabaerne, måtte Allah være tilfreds med dem. Formålet med spørgsmålet var ikke, at sahabaerne, måtte Allah være tilfreds med dem, skulle svare. Han ville snarere sige, at han var kommet for at vise vejen til frelse, og derfor måtte han nødvendigvis sige dette. Han sagde: »Skal jeg ikke advare jer mod tre afskyelige synder?« På denne måde stillede han ikke blot spørgsmålet én gang og sagde det vigtigste. Tværtimod henledte han sahabaernes, måtte Allah være tilfreds med dem, opmærksomhed tre gange og sagde: »Skal jeg ikke advare jer mod tre store synder?«
Denne måde at fremstille sagen på peger med al tydelighed på, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, anså disse synder for ødelæggende for mennesker, og at han ønskede, at lytteren skulle forstå denne betydning med hjertets øre. Efter at have advaret dem tre gange, og da sahabaerne, måtte Allah være tilfreds med dem, blev ivrige efter at høre, sagde han: »At sætte nogen ved Allahs side og være ulydig mod sine forældre.« Derefter gjorde bekymringen over denne afskyelige synd også Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, urolig. Han havde siddet tilbagelænet. I sin følelsesmæssige uro rejste han sig op og udbrød: »I mennesker, hør nu godt efter med jeres ører: at tale løgn og aflægge falsk vidnesbyrd.« Derefter blev han endnu mere bekymret og blev ved med at gentage disse ord igen og igen. Da sahabaerne, måtte Allah være tilfreds med dem, så hans tilstand, blev de bekymrede og håbede: »Ak, hvis Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, dog bare ville tie.«

Den tredje vigtige pointe er, at den elskede Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, advarede ummah mod tre store synder. Blandt disse synder nævnes ulydighed mod forældrene efter shirk. Dette findes også i Den Hellige Koran i samme rækkefølge: »Sig: Kom, så vil jeg læse op for jer, hvad jeres Herre har forbudt jer: I må ikke sætte nogen ved Allahs side, og I skal behandle forældrene godt.« Shirk er en fornægtelse af Allahs rettigheder, mens ulydighed er at forsømme forældrenes rettigheder. Tænk over det: Den største ret tilkommer Skaberen, Allah. At fornægte Allahs enhed og sætte nogen ved Hans side er den største synd. Det er en så afskyelig synd, at der ikke er tilgivelse for den. I Den Hellige Koran står der: »Sandelig, Allah tilgiver ikke synden shirk.« Efter Allahs rettigheder er forældrenes rettigheder de største, og efter utaknemmelighed og ulydighed mod Allah er den største synd utaknemmelighed og ulydighed mod forældrene. For Allah har efter omtalen af sine egne rettigheder netop omtalt deres rettigheder, og sammen med befalingen om taknemmelighed over for Ham har Han befalet taknemmelighed over for forældrene. Det vil sige: Du skal være taknemmelig over for Mig og over for dine egne forældre. I nogle overleveringer er denne rækkefølge måske ikke blevet gengivet, fordi den ikke fandtes dér. Men alle steder i Den Hellige Koran og også i hadithen er det gengivet i denne rækkefølge.

Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, brev til Yemens indbyggere

Allahs Sendebud Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte et mindeværdigt brev til Yemens indbyggere med Hazrat Amr ibn Hazm, måtte Allah være tilfreds med ham. I det advarede han dem også og sagde: »Se, på opstandelsens dag vil de største synder over for Allah være: (1) at sætte medguder ved Allah, (2) uretmæssigt at dræbe en troende, (3) at flygte fra jihad på Allahs vej, (4) at være ulydig mod forældrene, (5) at anklage ærbare og kyske kvinder for utugt, (6) at lære trolddom og magi, (7) at spise renter og (8) at fortære den forældreløses ejendom.«

Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, formaning

Hazrat Muadh ibn Jabal, måtte Allah være tilfreds med ham, var en højt anset sahabi. Hazrat Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, plejede at sige: »Hvis Muadh ikke havde været der, ville jeg uvægerligt være gået til grunde.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, gav ham mange formaninger. En gang sagde han: »Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, formanede mig: Sæt aldrig nogen ved Allahs side, selv hvis du bliver dræbt og brændt med ild. Og vær aldrig ulydig mod dine forældre, selv hvis de befaler dig at holde dig borte fra din ejendom og din familie.«”

At få forældrene til at græde

Hazrat Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, var en sahabi af meget høj rang. Han var en fremragende lærd, from tilbeder og asket. På alle områder fulgte han sunnah meget nøje. I 60 år udstedte han fatwaer. Han sagde, at det at få forældrene til at græde betyder at være ulydig mod dem, og at dette er en meget alvorlig synd.

At fornærme forældrene

عَنْ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرِ بنِ الْعَاصِ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ : مِنَ
الكَبَائِرِ شَتُمُ الرَّجُلِ وَالدَيْهِ قَالُوا : يَا رَسُولَ
الله ! وَهَلْ يَسْتمُ الرَّجُلُ وَالدَيْهِ ؟ قَالَ نَعَمْ يَسُبُّ أَبَا الرَّجُلِ فَيَسُبُّ أَبَاهُ يسب أمه فيسب أمه – بخاری، مسلم، ترمذی وغيرهHazrat Abdullah ibn Amr, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »At fornærme sine forældre hører til de store synder.« Folk spurgte forbløffet: »O Allahs Sendebud! Fornærmer nogen virkelig sine egne forældre?« Han, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Ja. En person fornærmer en andens far, og denne fornærmer så hans far. Han omtaler en andens mor på en nedsættende måde, og denne fornærmer så hans mor.«

Denne hadith lærer os, at man altid skal tage hensyn til forældrenes ære og værdighed. Man skal sørge for, at de ikke på nogen måde bliver såret. Ikke nok med det: Man må heller ikke sige noget om en andens forældre, som får ham til at blive ophidset og derefter svine ens egne forældre til.

At forbande

»Hazrat Abu Tufayl fortæller, at Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, blev spurgt, om Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde sagt noget til ham, som han ikke havde sagt til andre. Han svarede: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde ikke noget til mig, som han ikke havde sagt til andre. Ja, jeg har et skriftligt udsagn i mit sværdskede. Derefter tog han udsagnet ud af sværdskedet. Der stod: Allahs forbandelse er over den, der slagter i en andens navn end Allahs. Allahs forbandelse er over den, der ændrer jordens grænser. Allahs forbandelse er over den, der forbander sine forældre, og Allahs forbandelse er over den, der indfører noget nyt i religionen.« At forbande sine forældre og fornærme dem er så afskyelige handlinger, at man knap kan forestille sig dem, men der sker forskellige sådanne ting i denne verdens virkelighed. På grund af vrede, hævntørst, uvidenhed og dumhed gør mennesker undertiden ting, som det under normale omstændigheder er vanskeligt overhovedet at forestille sig.
Forældre er også mennesker. De er heller ikke fri for menneskelige svagheder. Også hos dem findes had, kærlighed, vrede, hævntørst og andre svagheder. På grund af menneskelig svaghed kan de undertiden komme til at sige noget eller handle på en måde, som ikke burde forventes af dem. Man må ikke blive ophidset over det. Man må ikke lukke øjnene for deres rettigheder. Forældre er to mennesker, som bruger hele deres liv på at opdrage deres børn og give dem komfort. Uanset hvordan de opfører sig, er det ikke passende at sige noget om dem. Man bør heller ikke fornærme dem eller glemme al den ihsan, de har vist.

Det er utvivlsomt, at forældre undertiden gennem forsømmelse af deres børns rettigheder og gennem uønsket adfærd kan skubbe børnene ud på ulydighedens og oprørets vej. Det sker især, når faderen gifter sig igen, og børnene må leve sammen med en stedmor. Sådanne forhold fører til mange sørgelige begivenheder. Stedmoderen forsøger ofte på forskellige måder at ophidse faderen mod børnene, og hendes inderste ønske bliver, at faderen skal vende sig imod dem. Faderen begynder som regel også, for i nogen grad at tilfredsstille den nye hustru og på grund af hendes gentagne opfordringer, at behandle sine egne børn som stedbørn. På samme måde gælder det, at hvis moderen gifter sig igen, og børnene kommer under en stedfars myndighed, kan stedfaren som regel på ingen måde tåle, at de tidligere børn behandles godt. Hvis han ikke går så langt, ønsker han i det mindste, at han skal elske sine egne børn mere end de tidligere børn. Moderen opfører sig undertiden dårligt, dels for at glæde sin mand og i høj grad som offer for hans ønsker. Men det kan bestemt ikke forventes af en personlighed som en mor. Set fra retfærdighedens synspunkt må forældrene i denne situation i det mindste i nogen grad betragtes som skyldige. I en sådan situation har familien og samfundet et ansvar. Det er deres pligt at holde sådanne forældre i ave, minde dem om deres ansvar og pligter og gennem socialt pres tvinge dem til at behandle børnene som deres egne børn. Men på grund af familiebåndene skal børnene under alle omstændigheder udvise tålmodighed. De skal være meget opmærksomme på forældrenes ære og anseelse og må ikke sige noget, der krænker moderens ære. Under alle omstændigheder er det barnets pligt så vidt muligt at vise taknemmelighed, lydighed og god opførsel. En digter har sagt det meget smukt:
»Adlyd enhver befaling, din far giver dig, og vid med sikkerhed, at den, der adlyder sin far, aldrig bliver ydmyget.«

Straffen for ulydighed kommer allerede i denne verden

عن أَبِي بَكْرَةَ رَض عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ : كُلُّ الذُّنُوبِ يُؤَخِّرُ اللَّهُ مِنْهَا مَا شَاءَ إِلَى يَوْمِ الْقِيَامَةِ إِلَّا عُقُوقُ الْوَالِدَيْنِ فَإِنَّ اللَّهَ يعجلة بصاحبه في الحيوة قَبْلَ الْمَمَاتِ – رواه الحاكم”Hazrat Abu Bakra, måtte Allah være tilfreds med ham, berettede, at den elskede Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Allah udsætter straffen for de synder, Han ønsker, indtil Opstandelsens Dag. Men straffen for ulydighed mod forældrene fremskynder Han og tildeler den, mens man stadig lever, før døden.” – berettet af al-Hakim

Meningen er, at Allah den Ophøjede udsætter straffen for andre synder indtil Opstandelsens Dag, og at personen i denne verden er beskyttet mod deres straf. Men ulydighed mod forældrene er en sådan synd, at man må lide dens straf allerede i denne verden, og straffen i det hinsidige kommer naturligvis også.

Den ulydiges gode gerninger er frugtesløse

Det er berettet fra Hazrat Thawban, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Der er tre synder, som ingen god gerning kan opveje. Den første er afgudsdyrkelse, den anden ulydighed mod forældrene, og den tredje at flygte fra jihad.
En anden ledsager, Amr ibn Murrah, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde, at en mand kom til den elskede Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: Jeg bevidner, at Allah er Én, at der ikke er nogen guddom undtagen Ham, og at du er Allahs Sendebud. Jeg udfører de fem daglige bønner, betaler zakat af min ejendom og faster i Ramadan. Da Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte dette, sagde han: Den, der har afsluttet denne erklæring, vil på Opstandelsens Dag være sammen med profeterne, de sandfærdige og martyrerne (og han løftede to fingre på sin hånd), på betingelse af, at han ikke er ulydig eller genstridig over for sine forældre.

Ulydighed mod moderen

وَعَنْ أَبِي عِيسَى الْمُغِيرَةِ بْنِ شُعْبَةَ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ : إِنَّ اللهَ تَعَالَى حَرَّمَ عَلَيْكُمْ عُقُوقَ الْأُمَّهَاتِ، وَمَنْعًا وَهُتِ، وَدَاد البنات وكره لكم قيل وقال، وكثرة السؤال، وإضاعَةَ الْمَال – متفق عليه”Hazrat Abu Isa al-Mughirah ibn Shu’bah, måtte Allah være tilfreds med ham, berettede, at Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Vær opmærksomme: Allah har gjort ulydighed mod mødre, nærighed, begær og levende begravelse af pigebørn forbudt for jer, og Han har misbilliget meningsløs tale, overdreven spørgen og ødslen med rigdom.” – berettet af al-Bukhari og Muslim

Denne hadith rummer en meget omfattende betydning. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, har gennem nogle få ord peget på et enormt område af vejledning. Enhver troende mand og kvinde må, for sin egen opdragelse og renselse, huske en sådan omfattende vejledning og altid have den for øje. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, har i disse få ord givet seks særlige vejledninger. Tre ting har Allah gjort forbudte for os, og det er også noget, Han misbilliger, at man involverer sig i de tre andre. Ingen troende kan forestille sig at begå de tre ting, som Allah den Ophøjede tydeligt har gjort forbudte. Hvad angår de tre øvrige ting, som Allah har misbilliget, bør de heller ikke tages let på.
De tre ting, som Allah har gjort forbudte, er: ulydighed mod moderen, nærighed og begær samt at begrave døtre levende.

For det første: I denne hadith er der med særlig vægt blevet lagt afstand til ulydighed mod moderen, og der er dermed blevet hentydet til, at man er mere optaget af at tjene sin mor end sin far, og at man bør være mere omhyggelig i sin omgang med sin mor end med sin far. På samme måde er det nødvendigt at være ekstra opmærksom og følsom, så man ikke bliver ulydig mod sin mor. Moderens følelser er skrøbelige. Hun er meget sårbar. Selv en lille bemærkning kan såre hendes hjerte. Det kan også ske, at man på grund af letsindighed tager noget let, selv om det sårer moderens følelser. Hendes hjerte bliver såret. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, lærte os, at man fuldt ud skal tage hensyn til moderens følelser og fornemmelser, hendes vaner og temperament samt hendes præferencer og antipatier, og være opmærksom på, at man ikke engang må få den tanke at gøre sin mor ked af det, være ulydig mod hende eller knuse hendes hjerte. Moderen er den personlighed, hvis tjeneste belønnes med den evigt blomstrende have i Paradis, og hvis tilfredshed belønnes med Allahs tilfredsheds bolig. Hvis man ønsker Paradis, Allahs tilfredsheds bolig, må man vie sig helt til at tjene og adlyde sin mor.

For det andet: I hadithen er der brugt to ord. Det ene er »manyān«, og det andet er »hāti«. Ordet »manyān« betyder, at en person tøver med at give andre det, som bliver ham pålagt af deres ejendom og rettigheder. På forskellige måder hindrer han opfyldelsen af disse rettigheder. Han er ikke rede til at yde nogen økonomisk eller moralsk hjælp. Ordet »hāti« betyder: »Tag imod.« Det vil sige altid at være parat til at tage imod fra andre. Det handler ikke blot om at kræve sine egne rettigheder fra andre, men også om at være optaget af at fylde sin sæk uden at tage hensyn til, om det er retmæssigt eller uretmæssigt. Sådanne forestillinger om nærighed og grådighed kan aldrig passe med en troende mands eller kvindes sindelag. Hans målestok for at give og modtage er den samme. De rettigheder, han kræver af andre, og den behandling, han ønsker, giver han selv andre, og han opfylder alle deres rettigheder med et meget åbent hjerte. Ja, han viser så stor gavmildhed og et så åbent hjerte i denne henseende, at selv hvis nogen forsømmer at opfylde hans rettigheder eller behandler ham dårligt, behandler han stadig vedkommende med ihsān og godhed.

For det tredje: At begrave døtre levende. I det før-islamske Arabien fandtes den grusomme skik at begrave døtre levende. Der var også to andre metoder til at dræbe børn. Mange afgudsdyrkere dræbte deres egne børn af frygt for afguderne og for at gøre dem tilfredse. Mange uvidende og tåbelige mennesker dræbte deres elskede børn på grund af en indbildt forestilling om fattigdom og nød. Men hadithen nævner specifikt døtre, fordi denne skik var yderst brutal. Blot tanken om en sådan uretfærdighed og hårdhed får hårene på kroppen til at rejse sig. Med islams komme blev disse uretfærdige forestillinger ændret. Døtre blev befriet fra denne vanære og uretfærdighed, og i hjem efter hjem begyndte man at behandle dem med ømhed og kærlighed.
Selv om vores samfund i dag takket være islam er renset for forbandelsen ved at begrave døtre levende, bliver piger i mange hjem stadig ikke mødt med den samme kærlighed som drenge på grund af manglende religiøs bevidsthed og uvidenhed om islamisk undervisning. Når en datter bliver født, viser man ikke den samme glæde, som når en søn bliver født. Mange uvidende mennesker berøver døtrene den kærlighed og hengivenhed, de viser sønnerne. Især efter at hun er blevet gift, bliver hun behandlet, som om hun er blevet en fremmed. Disse uretfærdige mennesker er heller ikke villige til at give hende den andel, som islam har fastsat til hende. Denne rådne forestilling har intet med islam at gøre.

Derefter beskrev Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, de tre ting, som Allah ikke bryder sig om på vores vegne. For det første: at tale unødvendigt. For det andet: at stille alt for mange spørgsmål. For det tredje: at ødsle med ejendom.
At tale unødvendigt betyder ikke at føle noget ansvar for sin tunge. Man siger alt, hvad man har lyst til. Man fortæller andre alt, hvad man hører. Man bliver ved med at tale uden at udvælge sine ord og uden at overveje, om det, man siger, stemmer overens med virkeligheden. »Den og den kvinde sagde dette«, »den og den frues opfattelse er sådan«, »den og den kvinde mente sådan« – og den slags meningsløse tale. Et berømt ordsprog siger: »Den, der taler meget, begår flere fejl.« Den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der tror på Allah og den yderste dag, bør tale godt eller tie.« – Muslim

At stille overflødige spørgsmål. Nogle mennesker overvælder hinanden med spørgsmål, så snart de samles et sted. Især findes der en slags kvinder, som stiller utallige spørgsmål om familien, så snart de mødes. »Søster, hvad var det nu med din svigerinde? Hvad skændtes du og din svigermor om? Hvad skete der med din svoger? Din mand elsker vel børnene? Sender du noget over til naboerne? Hvorfra kom frieriet til din datter?« De bliver helt utålmodige efter at kende alle forhold: familiens indre anliggender, begivenheder udenfor, økonomi og arbejde – kort sagt alt. Intet må holdes skjult. Som svar på hendes uønskede spørgsmål må man enten give en forkert redegørelse, eller også må man ofte undvige spørgsmålet og blive udsat for hendes utilfredshed. Der er mange ting, som ikke kan fortælles til andre, især familiære forhold. Men denne særlige gruppe kvinder forsøger ihærdigt at få ordene frem, uanset hvordan. Hvis man ikke siger noget, siger de: »Hun er godt nok arrogant.« Hvis man derimod siger noget, fortæller de det straks videre til andre. De går rundt og udtrykker deres mening alle vegne. På samme måde bliver de desperate efter at beskrive andres forhold. Sandheden er, at sådanne kvinder er uopmærksomme på livets værdi, og på grund af deres uvidenhed begår de sociale overtrædelser, som unødigt ødelægger samfundets fred, slægtens sammenhold og familiens ro. Når man uden grund bringer ord fra det ene sted til det andet, opstår der forskellige misforståelser og mange slags komplikationer i samfundet.
På samme måde skaber nogle mennesker unødvendige komplikationer også i religiøse spørgsmål. Det er deres opgave at stille nye og nye spørgsmål. På denne måde viser de, hvor skarpsindige deres hjerner er. Som regel halter de bagefter på handlingernes område. Men for at vise deres egen viden og kunnen fremstiller de sig selv som alvidende, og de er store mestre i at stille yderst detaljerede spørgsmål og få tretten ud af én bemærkning. Troende mænds og kvinders opgave er at værdsætte deres liv, bruge det på gode handlinger, tænke over, hvad der behager Allah i hvert øjeblik, og forsøge at afholde sig fra unødvendige spørgsmål. Den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »En del af menneskets smukke islam er, at det opgiver det, der ikke vedkommer det.« – Tirmidhi

At ødelægge ejendom betyder ikke at sørge for, at den bliver opbevaret ordentligt. Det betyder også ikke at bruge den til religionens behov, men at bruge den på unødvendige skikke, skamløse og irreligiøse handlinger i håb om at vise sig frem og opnå berømmelse. Ejendom er en betroet tillid fra Allah. Den bør kun bruges i overensstemmelse med Allahs vilje. Udsmykning og udstyr i hjemmet, tallerkener og kar, sengetøj, møbler, ure, penne, bøger, papir – kort sagt alle ting – er Allahs velsignelser og samtidig betroede tillid. Alt skal bruges og opbevares på en god måde. Man må ikke ødelægge det letsindigt. Allah bryder sig heller ikke om, at man ødelægger Hans velsignelser og betroede tillid uden at værdsætte dem.

Moderens forbandelse

Moderens tilfredshed og bønnen fra hendes kærlige hjerte er den største lykke i både religionen og verden. Omvendt er den mest alvorlige ydmygelse i både religionen og verden moderens bedrøvede hjertes forbandelse over sit barn. Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, sagde: “Der er tre slags bønner, som uden tvivl bliver besvaret. For det første: den undertryktes bøn. For det andet: den rejsendes bøn. Og for det tredje: forældres bøn for deres barn.”
I den første tid levede der en from mand ved navn Jarij. Hazrat Jarij, rahmatullah alayh, var en retskaffen og gudsdyrkende mand. Han tilbragte altid sin tid i tilbedelse i sin egen khanqah langt fra byen. En hyrde, som vogtede geder hele dagen, overnattede i hans khanqah.
En dag kom Hazrat Jarijs, rahmatullah alayh, mor for at besøge ham. Hazrat Jarij, rahmatullah alayh, var i gang med at bede. Moderen kaldte på ham: “Jarij!” Han mente, at det var bedre at forblive tavs og fortsætte sin bøn. Det samme skete den næste dag. Moderen kom og begyndte at kalde på ham. Han tænkte på samme måde, forblev tavs, fortsatte sin bøn og svarede ikke på sin mors kald. Den tredje dag kom moderen igen til sin søn og begyndte at kalde på ham. Han tænkte: Hvordan kan man svare under bønnen? Derfor forblev han tavs. Da moderen så dette, blev hun meget bedrøvet og vred og fremsagde en forbandelse. Hun bønfaldt Allah og sagde: “O Allah! Lad ikke Jarij dø, før han er blevet fanget i dårlige kvinders net.”

Efter at have sagt dette gik moderen fortvivlet derfra. Nogle dage senere talte Israels Bani en dag om Hazrat Jarijs fromme gerninger og gudsdyrkelse. Da udbrød en usædvanligt smuk kvinde fra området: “Hvis I vil, kan jeg lokke ham ud i synd.” Derefter kom kvinden til Hazrat Jarijs khanqah og begyndte at opfordre ham til ugerninger. Allah den Almægtige sendte sin nåde over Hazrat Jarij, og han blev fuldstændig reddet fra denne onde kvindes sammensværgelse. Da hun havde mistet håbet om ham, gik kvinden til hyrden, der opholdt sig i Hazrat Jarijs khanqah. Hyrden blev offer for sammensværgelsen og begik den skændige handling. Da kvinden senere fødte et barn, påstod hun, at det var Jarijs søn. Da denne nyhed nåede kongen, beordrede han, at khanqahen skulle rives ned, og at Jarij skulle bringes til ham.
Folk kom til Hazrat Jarijs khanqah, rev den ned og slog ham brutalt. Derefter bandt de hans arme om på ryggen og førte ham til kongen. Mens han blev ført bort med armene bundet om på ryggen, begyndte nogle dårlige kvinder på vejen at le, da de så ham i denne tilstand. Da Hazrat Jarij så dem le, smilede han også svagt.
Kongen sagde til Hazrat Jarij: “Hvad siger denne kvinde?” Han sagde: “Lad hende fortælle, hvad hun siger.” Kongen sagde: “Hun siger, at barnet er Jarijs.” Jarij, rahmatullahi alayh, sagde: “Lad barnet blive bragt herhen.” Da barnet var blevet bragt frem, sagde han, at han skulle have lov til at bede. Han bad. Da han var færdig med bønnen, stak han sin finger mod barnets mave og sagde: “Sig, hvem er din far?” Ved Allahs befaling blev barnets tunge løst, og det sagde: “Den og den hyrde er min far.” Derefter begyndte folk at kysse Hazrat Jarijs hænder og fødder og bad ham om tilgivelse. Kongen blev også dybt berørt og sagde til Hazrat Jarij: “Skal jeg bygge din khanqah af guld?” Han svarede: “Nej, men byg den, som den var, af ler.”
Kongen sagde: “Hazrat, må jeg spørge dig om én ting? Da nogle dårlige kvinder på vejen lo hånligt ad dig, hvorfor smilede du da svagt?” Han svarede: “Det er en hemmelighed, som kun jeg kender. Alt det, der er sket, er en følge af min mors forbandelse. Min mors forbandelse har ramt mig.” Derefter fortalte han hele historien om sin mors forbandelse i detaljer.

Den lærerige straf for ulydighed mod moderen

På Allahs Sendebuds, sallallahu alayhi wa sallam, tid indtraf en frygtelig hændelse. Når man hører om den, føles det, som om hjertet springer ud af munden. Nogle sahaba, radiyallahu anhum, var til stede hos Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam. På dette tidspunkt kom en mand og sagde: “O Allahs Sendebud! En ung mand ligger for døden. Folk råder ham til at fremsige trosbekendelsen, men han kan ikke åbne munden.” Den ædle Profet, sallallahu alayhi wa sallam, spurgte: “Bad denne mand?” Han svarede: “Ja, det gjorde han.” Da den ædle Profet, sallallahu alayhi wa sallam, hørte dette, rejste han sig og gik med ham. Vi fulgte efter. Den elskede Profet, sallallahu alayhi wa sallam, nåede frem til den unge mand, som var i sine sidste øjeblikke. Han formanede ham til at fremsige trosbekendelsen. Den unge mand sagde: “O Allahs Sendebud, jeg kan ikke sige den.” Han spurgte: “Hvorfor? Hvad er der sket?” Det blev opklaret, at han var ulydig mod sin mor. Han spurgte folkene, om hans mor stadig var i live. Alle svarede: “Ja, hun lever.” Den elskede Profet beordrede, at hans mor skulle hentes. Da hans gamle mor kom, sagde han til hende: “Kære frue, er dette din søn?” Hun svarede: “Ja, han er min søn.” Han sagde: “Kære frue, sig mig: Hvis der blev tændt en frygtelig ild, og man sagde til dig, at han ville blive reddet, hvis du gik i forbøn for ham, men ellers ville blive kastet ind i den, ville du så gå i forbøn for ham?” Den gamle kvinde svarede: “Ja, på det tidspunkt ville jeg helt sikkert gå i forbøn for ham.” Da sagde barmhjertighedens Profet, sallallahu alayhi wa sallam: “Så erklær foran Allah og mig, at du er blevet tilfreds med ham.” Den gamle kvinde sagde: “O Allah! Jeg erklærer dig og Dit Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, som vidner på, at jeg er blevet tilfreds med mit hjertes kæreste stykke.”

Da vendte Profeten, sallallahu alayhi wa sallam, sig mod den unge mand og sagde: “Sig: ‘La ilaha illallahu wahdahu la sharika lahu wa ashhadu anna Muhammadan abduhu wa rasuluhu.'” Ved velsignelsen af moderens tilfredshed blev den unge mands mund åbnet, og han fremsagde straks trosbekendelsen. Da Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, så dette, lovpriste han Allah og sagde: “Allah være lovet, at Han gennem mig har reddet denne unge mand fra Helvedes frygtelige straf.” – Tirmidhi, Ahmad

Resultaterne af god behandling af forældrene i korte træk

For det første: Blandt Allahs velsignelser er forældrene den største velsignelse. Efter Allah har forældrene det største bidrag til menneskets fødsel og opvækst. Når du anerkender deres ihsan, anerkender du Allahs ihsan. Og når du er taknemmelig over for dem, er du taknemmelig over for Allah.

For det andet: Hold dine forældre tilfredse, så vil Allah være tilfreds med dig. Hvis de bliver vrede på grund af din forsømmelse eller ulydighed, vil Allah blive vred på dig. I forældrenes tilfredshed ligger Allahs tilfredshed, og i forældrenes utilfredshed ligger Allahs utilfredshed.

Tre: At behandle sine forældre godt og yde dem khidmat er lig med at føre jihad, ja, til tider er det en endnu større gerning. Hvis De er optaget af at tjene dem, vil De ligesom mujahidinerne også blive regnet blandt dem, der etablerer deen. I Allahs øjne vil De også have samme rang som dem, der deltager i jihad på slagmarken.

Fire: Forældrenes tilfredshed er nøglen til Jannah. Hvis man fortsætter med at gøre det, der tilfredsstiller sine forældre, vil man opnå Allahs tilfredshed.

Fem: Den, som Allah Ta’ala har givet mulighed for at yde sine forældre khidmat, har i virkeligheden fået mulighed for at gå på vejen til Jannah. Den, der benytter sig af denne mulighed, vil Allah give Jannah. Men den, der ikke griber denne mulighed, vil gå til grunde.

Seks: At foretage tawaf om Allahs Hus samt at udføre Hajj og Umrah er vigtige former for ibadah. Hvis nogen fortsætter med at yde sine forældre khidmat, vil Allah give vedkommende en belønning svarende til belønningen for den, der udfører Hajj og Umrah.

Syv: Hvis De viser Deres forældre adab og respekt, vil Deres barn også respektere Dem. Hvis De behandler Deres forældre godt, vil Allah Ta’ala også lære Deres børn den samme lektie.

Otte: Gennem khidmat for forældrene bliver man befriet for alle ulykker og bekymringer.

Ni: Hold Dem aldrig på afstand af lydighed mod, adab over for og respekt for Deres forældre. Dette vil bringe barakah i livet og gøre vejen til rizq og indtjening bredere.

Børns rettigheder

Barnets værdighed
Opdragelse
God opførsel
At give et godt navn
Omsorg og kærlighed
Uddannelse og træning
Ægteskab

Ønsket om at få børn

Hvem ønsker ikke sig børn? Der findes ikke noget hjem, hvor der ikke er et ønske om børn. Det er en kendsgerning, at der kommer barakah ind i hjemmet, når der er børn, og at børnene forskønner hjemmet. Et hjem, hvor der ikke er uskyldige børns glade latter og pludren, er uden pragt og skønhed. Især kvinder opfatter et hjem uden et barns pludren som skræmmende. Kvinder tilbringer hvert øjeblik af deres liv i håb om et barn. I deres fantasi venter de på den lykkelige dag, hvor et barn skal fylde deres favn med lys og komme til verden. De længes efter den dag, hvor barnet kalder på dem: »Mor, mor.« De er optaget af at iagttage glæden og lykken gennem barnets forskellige livsstadier. De tæller dagene frem mod denne glæde og føler indre velbefindende takket være deres åndelige glæde. Undertiden forestiller de sig i fantasiens verden deres højtelskede barns smukke eller enestående succesrige fremtid og en glad og lykkelig forårstid, og dér opdager de tilstedeværelsen af en værdig personlighed i sig selv. Derefter bøjer de hovedet for Allah i taknemmelighed. De tænker på, hvor stor en ihsan Allah har vist et svagt væsen som dem, og hvordan deres eksistens er blevet gjort uvurderlig og nødvendig for menneskesamfundet. Allah har skabt kvinders natur sådan, at de i nogen grad betragter selve livet som værende for barnet, og at de føler dyb fred og glæde ved at ofre deres liv for barnet. I lang tid tæller de dagene, mens de bærer deres hjertes stykke som en del af deres krop og sind. Når Allah den Ophøjede gennem sin nåde fylder deres favn med et barn, ser de på den nyfødte med et kærligt blik. På dette tidspunkt fejer de alle billederne af de sorger og vanskeligheder, som de har gennemgået frem til fødslen, bort fra deres tanker. Derefter begynder den anden fase. Denne fase er perioden, hvor man bringer ofre for at opdrage barnet. Den virkelige kendsgerning er, at Allah den Ophøjede har pålagt hende et stort ansvar for at tjene barnet. Derfor har Allah den Ophøjede i sin gavmildhed også givet kvinder enestående følelser, en usædvanlig styrke og tålmodighed til at udholde sorger og vanskeligheder samt ophøjede moralske egenskaber til at opdrage børn. Kvinder udholder ikke kun disse sorger og vanskeligheder af nødvendighed; i overensstemmelse med deres natur føler de også glæde og stolthed ved at udholde dem. De har et enestående mod til gentagne gange at gå døden i møde for at føde børn. De føler dyb fred og glæde ved at ofre deres egne ønsker, fornøjelser, skønhed og ungdom for at opdrage og tage sig af deres børn.

Muslimske kvinders særpræg

Hvis kvinders tankegang er islamisk, betragter de sig selv som værende engageret i jihad på Allahs vej gennem hvert eneste trin af lidelse og vanskeligheder. Frem for alt mener de, at de er optaget af ibadah. Islam skaber i enhver kvindes hjerte en tillid til, at kvinders fysiske og naturlige opgaver, deres belønning og deres gavn ikke kun er begrænset til denne verden, og at enhver af deres lidelser, ofre og anstrengelser er lig med ibadah og jihad i Allahs øjne. Enhver kvinde, der udholder disse prøvelser og ofrer sig for sine børn, er i virkeligheden aktiv i jihad og optaget af ibadah til Allah. Denne jihad og ibadah har også verdslige fordele. Men muslimske kvinder retter også deres blik mod de evige velsignelser. Disse velsignelser vil de opnå i det hinsidige liv. Det særlige ved den muslimske kvinde er, at hun ved at udholde forskellige lidelser for sine børn og ofre sine egne ønsker, følelser, skønhed og ungdom ikke blot opnår verdslige fordele til gengæld (denne verdslige gevinst kommer undertiden, men undertiden ikke), men også vil opnå Allahs tilfredshed og Jannah i det hinsidige evige liv. Og det er en Jannah, hvor ethvert af hendes ønsker vil blive opfyldt. Der vil blive stillet midler til rådighed for opfyldelsen af enhver følelse, og hun vil få en skønhed og ungdom, som aldrig vil forgå. Denne skønhed og ungdom vil være uden frygt for alderdom. Et godt aspekt ved den islamiske tankegang er, at selv hvis en muslimsk kvinde efter på smukkeste vis at have opfyldt sit ansvar desværre berøves verdslig lykke, bliver hun ikke fortvivlet og føler heller ingen tilbageholdenhed ved at opfylde sit ansvar. Hun fortsætter med at opfylde sit ansvar med stor glæde, fred og oprigtige følelser. Selv hvis hun efter at have udholdt alle slags sorger og bragt alle slags ofre for sine børn ikke får nogen glæde fra dem, og selv hvis børnene knuser hendes håb, ønsker og drømme fuldstændigt, bliver hun ikke et offer for fortvivlelse og skammer sig ikke over sit arbejde. Hun tænker heller ikke forkert om fremtiden på dette område. For hun ved, at den troende kvindes egentlige og sande succes er succes i det hinsidige. Når hun tænker på dette, finder hun altid trøst i, at Allah vil belønne hendes gerninger i det hinsidige. Og denne belønning vil være så stor, at der ikke vil være nogen grund til fortrydelse. Der vil heller ikke være nogen frygt for, at belønningen dér bliver taget fra hende. Derfor er hun hele sit liv aktiv med den overbevisning, at alle disse gerninger er ibadah og jihad på Allahs vej.
Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har sagt:

المرأةُ إِذَا حَمِلَتْ كَانَ لَهَا أَجْرُ الصَّائِمِ الْقَائِمِ الْمُخْبِتِ الْمُجَاهِدِ فِي سبيل الله وَإِذا ضربها الطلق فَلا تَدرِى الْخَلَائِقُ مَا لَهَا مِنَ الْأَجْرِ وَإِذَا وضعت كَانَ لَها بِكُلِّ مَضَةٍ أو رضعة أجرُ نَفْسٍ تُحْيِيهَا وَإِذَا أَفْطَمَت ضَرَبَ الْمَلِكِ عَلَى مَنْكَبِهَا وَقَالَ اسْتَائِفِي الْحَمَلَ – كنز العمال»Når en kvinde er gravid, får hun gennem hele graviditeten den belønning og løn, som en fastende, en der holder nattevågenhed, en lydig og en tjener, der kæmper jihad på Allahs vej, får. Og for smerten ved fødslen får hun en belønning, som ingen af skabningerne kan forestille sig. Man kan ikke forestille sig, hvad denne belønning er, eller hvor stor den er. Når barnet efter kvindens fødselsskrig bliver født (og hun ammer og opfostrer det), får hun for hver mundfuld mælk den belønning og løn, som gives for at give et menneske liv. Og når barnet vænnes fra brystet (efter at være blevet ammet i den fastsatte periode), lægger Allahs engel (med ære og kærlighed) sin hånd på hendes skulder og siger til hende (Allahs tjenerinde): Forbered dig nu på at blive gravid for anden gang.«

Moderens håb og ønsker

En kvinde, der gentagne gange udsætter sit liv for fare, udmatter sin krop og livskraft, føder børn og opdrager dem, håber naturligt nok på noget fra sine børn. Hun har et oprigtigt ønske om, at hendes børns fremtid må blive storslået, at de må være lykkebringende, tjenstvillige, i stand til at skabe en god fremtid i overensstemmelse med moderens tankegang og idealer, beskyttere af forældrenes religion og civilisation samt enestående lydige. Når hun ser, at børnene omsætter hendes drømme og ønsker til virkelighed, bliver opdraget efter hendes ønske, og at Allah har løftet dem til det højeste niveau af fremgang, har hendes glæde og stolthed ingen grænser.

Almindelige klager over børn

Men hvis de børn, som en svag mor dag og nat tjener, mens hun bruger sin krops og sit livs kræfter og altid løfter hænderne i bøn, ødelægger moderens drømme, ønsker og håb og bliver ulydige og oprørske, hvordan må denne mor så have det? Hendes mentale og indre smerte og lidelse kan ikke beskrives med ord.
I vor tid lyder den samme gråd og klagesang i enhver familie bortset fra nogle få velsignede familier. Alle siger det samme: Børnenes tilstand er ubeskrivelig. Hvad enten de er sønner eller døtre, er de uopmærksomme på forældrenes rettigheder. At vise forældrene respekt og ærbødighed og at udtrykke lydighed over for dem ligger dem slet ikke på sinde. Det virker, som om omgang med forældrene, at gøre dem tilfredse, khidmat, at vise dem respekt og tage hensyn til deres følelser og fornemmelser blot er meningsløse ord.
En almindelig klage er, at børnene bliver utaknemmelige og oprørske. Uanset hvilken majlis man sidder i, eller hvilket hjem man besøger, vil man høre det samme og se forældrene græde over den samme sag. Derefter vil nogle ældre kvinder henlede opmærksomheden på sig selv og sige: »Åh, min pige, kunne børnene på vores tid tale med hævet stemme foran deres forældre?« Så begynder en lang fortælling om dårlige omgivelser, en farverig tid, udbredelsen af forkerte og dårlige tankegange, uanstændig litteratur, undervisning uden moral og så videre. Enhver kvinde føler en vis lettelse og tænker, at hvad andet kan man forvente i denne situation? Hvad mere kan forældrene gøre? Denne situation er yderst sørgelig.

Forældrenes bekymringer

Forældrene har uden tvivl ikke magt over alt. Men de har dog evnen til at tænke over deres egen rolle. I lyset af Allahs Din må de gennemgå deres egne handlinger og se, om der er nogen mangel i opfyldelsen af det ansvar, Allah har pålagt moderen med hensyn til børnenes undervisning, oplæring og opdragelse. Er der ingen komplikationer i jeres håb og ønsker for børnenes fremtid? Undlader I ikke at give dem nogen af de rettigheder, Allah har givet dem? Børn kan kun opfylde jeres håb og ønsker, når I heller ikke er uopmærksomme på deres rettigheder.
Det kan blive opfyldt, at I ser jeres barn smykket med den moralske karakter, I ønsker, og håber, at det bliver lykkeligt, tjenstvilligt, lydigt og velopdragent, hvis I erkender dette ansvar og opfylder det med krop, sind og midler. Barnets ulydighed og oprør er uden tvivl sørgeligt. Men det er også værd at overveje, om deres tilstand er et resultat af forældrenes forsømmelighed og manglende ansvarsfølelse. Hvordan skal et barn tænke på jeres rettigheder, når I ikke engang har givet det en følelse af rettigheder? Hvordan skal et barn tænke på khidmat og ærbødighed over for forældrene, når det aldrig er blevet fortalt, at khidmat og respekt for forældrene er en pligt for barnet?
Hvis I ikke tager hensyn til deres følelser og fornemmelser, hvem skal de så lære af at tage hensyn til jeres følelser og fornemmelser? Hvis I ikke elsker dem og gennem jeres adfærd har fået dem til at forstå, at I foretrækker deres død frem for besværet med at opdrage dem, hvordan skal de så tænke på at elske jer og yde jer khidmat? Hvis I kun tænker på alle jeres egne bekvemmeligheder og har glemt deres behov, hvorfra skal de så få en fornemmelse af jeres behov? Hvis I er bærere og fortalere for et bestemt ideal i samfundsreform og opbygningen af civilisation og kultur, hvordan kan I så bede dem blive bærere af dette ideal uden først at indprente dets værdi i deres hjerter? Forvent kun det af børnene, som I har opdraget dem til, og forvent kun den slags adfærd, som I selv har udvist over for dem.
Hazrat Nu’man radiyallahu anhu beretter: Min far, Hazrat Bashir radiyallahu anhu, tog mig med til Allahs Sendebuds khidmat og sagde: »Allahs Sendebud, vær vidne til, at jeg har givet Nu’man dette og hint.« Derefter spurgte Profeten, sallallahu alayhi wa sallam, ham: »Har du givet alle dine børn en sådan gave?« Han svarede: »Nej, jeg har ikke givet dem alle noget.« Profeten, sallallahu alayhi wa sallam, sagde: »Så tag en anden som vidne.« Derefter sagde han: »Ønsker du ikke, at alle dine børn skal behandle dig lige godt?« Bashir radiyallahu anhu svarede: »Jo, naturligvis.« Han sagde: »Så gør ikke dette.« – Al-Adab al-Mufrad

Denne del af hadithen er særlig værd at tænke over: »Ønsker du ikke, at alle dine børn skal behandle dig lige godt?« Det vil sige, at barnet gennem jeres adfærd lærer, hvordan det skal behandle sine forældre.
Ud over forældrene er også andre faktorer aktive i dannelsen af barnets karakter og adfærd. Uddannelse, omgivelser, venner, slægtninge og statsordningen har hver især inden for deres egne grænser ansvar for at nedbryde og opbygge. Men her behandles kun forældrene. Der vil blive redegjort for, hvilket ansvar de har over for børnene, og hvilke rettigheder børnene har over for dem.

En klar forståelse af børnenes rettigheder

Enhver mor ønsker, at hendes barn skal være en kilde til fred i hendes hjerte og glæde for hendes øjne. At det skal være et middel til ære og velstand for hende i denne verden og i det hinsidige, og være til gavn for hendes slægt og samfund. Dette ønske fortjener uden tvivl anerkendelse. Men intet ønske bliver opfyldt gennem bøn alene. Jeres bønner er rene, og jeres ønsker er også rene, men intet mål kan nås gennem bønner og ønsker alene. Hvis man ikke yder en korrekt indsats i overensstemmelse med sine bønner og ønsker, vil de aldrig blive til succes.
Hvem ønsker ikke en god og fremgangsrig fremtid for sit barn? Hvilken mor håber, at hendes barn skal gå på afveje? Hvem får ikke ondt i hjertet over barnets dårlige handlinger og vildfarelse? Hvis et barn bliver vanæret og mislykkes, hvilken mor græder da ikke blodige tårer? Og hvilken mor bliver ikke overstrømmende glad, når hun ser sit barns vellykkede fremtid? Men målet kan ikke nås gennem gode følelser alene. For at sikre børnene en lys fremtid er det nødvendigt at give dem en klar forståelse af deres rettigheder og gøre alt for at opfylde disse rettigheder. Først efter at have udført jeres eget ansvar på en god og ordentlig måde kan I lære børnene at opfylde rettigheder. Hvis I ikke selv har en klar forståelse af deres rettigheder, hvordan vil I så opfylde dem?
I bør også være ivrige efter at opfylde børnenes rettigheder, fordi det er jeres religiøse ansvar. Allah har fastlagt deres rettigheder, og en dag vil Han udspørge jer om dette.
Den Ædle Profet, sallallahu alayhi wa sallam, har sagt:

والمرأة راعية على بيت زوجها وولده فَكُلُّكُمْ رَاعٍ وَكُلُّكُمْ مَسْئُولٌ عَنْ
رعيته – متفق عليه»Kvinden er vogter over sin mands hjem og hans børn. I er alle vogtere, hver efter jeres egen situation, og I vil alle blive spurgt om dem.« – Bukhari og Muslim

Utvivlsomt er faderen også sine børns beskytter og ansvarlig for deres rettigheder. Men det er en realitet, at moderens ansvar er noget større. Faderen opholder sig det meste af tiden uden for hjemmet på grund af sit arbejde for at tjene til livets ophold. I hjemmet er det altid moderen, der er sammen med børnene, og barnet er også mere knyttet til sin mor. Af naturen bruger moderen derfor mere tid på at tage sig af børnene, og barnet påvirkes også i nogen grad mere af sin mor.

Barnets rettigheder

Det er også en realitet, at Allah den Ophøjede i henhold til sin visdom har skænket kvinder noget mere end mænd af den høje moralske karakter og de egenskaber, der er nødvendige for at varetage børnenes ansvar på en god og ordentlig måde og opfylde deres rettigheder. Kvinder er blevet skænket mere end mænd af de grundlæggende egenskaber tålmodighed, opofrelse og selvopofrelse, barmhjertighed, mildhed samt omsorg og kærlighed. Derfor har de i højere grad brug for disse egenskaber for at kunne varetage de ansvar, som Allah den Ophøjede har pålagt dem.

Barnets 7 rettigheder

For det første: At værdsætte barnet og anerkende dets værdi
For det andet: Opdragelse og omsorg
For det tredje: God behandling
For det fjerde: At give det et godt navn
For det femte: Ømhed og kærlighed
For det sjette: Uddannelse og træning, og
for det syvende: Ægteskab.
I det følgende vil vi drøfte disse syv rettigheder i detaljer. Ud over inderlige bønner for barnet kan en dyb forståelse af disse rettigheder og fuld opfyldelse af dem få dit barn til at blive dine øjnes glæde.

At værdsætte barnet og anerkende dets værdi

Barnets første og vigtigste ret er, at du føler respekt for det og anerkender dets værdi. Du bør ikke blive irriteret over dets eksistens og betragte den som en plage i livet. Du bør tværtimod betragte barnet som Allahs barmhjertighed og belønning til dig. Hvis du ikke formår at værdsætte dets eksistens, vil du aldrig kunne opfylde dets øvrige rettigheder; eller du vil ikke give det mulighed for at få disse rettigheder opfyldt; eller selv hvis muligheden opstår, vil du ikke kunne lykkes med at opfylde dem.
For at behandle barnet korrekt er det yderst nødvendigt at kende dets rette status og værdi. Barnet er en enestående gave fra Allah. Barnet er hjemmets pryd, godhed og velsignelse samt en kilde til velfærd i deen og verden. Barnet øger din anseelse og værdighed i verden og betragtes som en støtte eller hjælper i livet. Det opfylder dine håb og ønsker. Det bliver et middel til at bevare og udbrede dine dyrebare tanker eller idealer. Det viderefører de regler og skikke, du har grundlagt, og som din arving holder det senere dine bedrifter i live.
Også set fra et religiøst perspektiv er barnet en enestående belønning fra Allah. I religiøst arbejde er det din bedste hjælper og arving. Når det gælder ansvaret for religiøst arbejde, er det dine øjnes glæde og dit hjertes fred. Det er vogter og arving til dine religiøse skikke og idealer. Derfor bad Allahs profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Allah således:

رب هَبْ لِي مِنْ لَّدُنْكَ ذُرِّيَّةً طَيِّبَةً .
“O min Allah! Skænk mig fra Dig et fromt barn.”

Denne bøn havde et formål. Det var, at barnet skulle blive den religiøse arvtag­er efter ham og fuldføre faderens mission.

فَهَبْ لِي مِن لَّدُنكَ وَلِيًّا – يَرِثُنِي وَيَرِثُ مِنْ آلِ يَعْقُوب— “(O min Herre), skænk mig fra Dig en arving. Denne arving skal være min arving og også arve Jakobs families arv.”

Det vil sige, han skulle arve det lys fra religionen, som var blevet spredt fra Jakobs, fred være med ham, familie, og aldrig lade dette lys slukkes. Sandheden er, at et fromt barn både i denne verden er en stor kilde til ære og respekt og i det hinsidige er en kilde til umådelig belønning og løn.

Et særligt palæ i Paradiset

Hvis dit barn dør, mens du stadig lever, og du bærer sorgen over dødsfaldet med tålmodighed og udholdenhed, vil barnet blive en skat for dig i det hinsidige, et middel til Paradiset og en stor kilde til ære og respekt. Som belønning for denne tålmodighed vil Allah skænke dig Paradiset og dér opføre et særligt palæ til dig. Dette palæ vil blive kaldt “Taknemmelighedens palæ.” Hadhrat Abu Musa al-Ash’ari, måtte Allah være tilfreds med ham, berettede, at Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde:

إِذا مَاتَ وَلَدُ الْعَبْدِ قَالَ اللهُ تَعَالَى لِمَلَائِكَتِهِ قَبَضْتُمْ وَلَدَ عَبدِي فَيَقُولُونَ نعم فَيَقُولُ قَبَضْتُم ثمرة فؤاده فيقولون نعم فَيَقُولُ فَمَاذَا قَالَ عَبْدِى فيقولون حمدك واسترجع فَيَقُولُ الله تعالى ابْنُوا لِعَبْدِي بَيْتًا فِي الْجَنَّةِ وسموه بيت الحمد – جامع ترمذى”Når en tjeners barn dør, spørger Allah den Højeste englene: Har I taget min tjeners barn? Englene svarer: Ja, det har vi. Han spørger: Har I taget frugten af hans hjerte? De svarer: Ja, det har vi. Da spørger Allah: Hvad sagde Min tjener så? Englene svarer: Din tjener lovpriste Dig og reciterede ved denne ulykke: ‘Inna lillahi wa inna ilaihi raji’un.’ Da befaler Allah den Højeste englene at opføre et palæ til Hans tjener i Paradiset og kalde dette palæ “Taknemmelighedens palæ.””

“Hadhrat Umm Habiba, måtte Allah være tilfreds med hende, berettede: Jeg sad hos Hadhrat Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende. På det tidspunkt kom Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, til stede. Han, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Hvis tre mindreårige børn dør for et muslimsk ægtepar, vil disse børn på opstandelsens dag stå ved Paradisets port. Når de bliver bedt om at træde ind i Paradiset, vil disse uskyldige børn svare: Vi kan ikke træde ind i Paradiset, før vores forældre er kommet ind. Da vil Allah befale: Gå ind, både I og jeres forældre, alle sammen.” — Tabarani

Barnet som vedvarende velgørenhed

Hvis du forlader denne verden, mens dit barn stadig lever, vil barnet blive regnet som en sådan sadaqa for dig, at belønningen for den fortsat vil blive nedskrevet i din bog over handlinger, så længe verden består. Så snart mennesket omfavner døden, ophører muligheden for at udføre handlinger. Men hvis han efterlader sig et fromt barn, vil det være en sådan god handling, at belønningen for den fortsat bliver nedskrevet. Hazrat Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham, har berettet, at profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:

إِذَا مَاتَ الْإِنسان انقطع عمله إلا من ثلاث صدقة جارية أو علم ينتفع به أو ولد صالح يدعوله – صحيح مسلم”Når et menneske dør, ophører hans mulighed for at udføre handlinger. Men der er tre ting, hvis belønning han fortsat modtager efter sin død. De tre ting er: en sadaqa, hvis gavnlige virkning fortsætter efter ham; eller viden, som han efterlader sig, og som mennesker fortsat får gavn af; eller et fromt barn, der fortsat beder for ham efter hans død.”

“Hazrat Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham, har sagt: Når den afdødes rang bliver ophøjet, spørger han forundret: Hvordan skete dette? Da bliver der sagt til ham fra Allahs side: Dit barn beder om tilgivelse for dig, og Allah har antaget denne bøn.”

“Ibn Sirin, måtte Allah forbarme sig over ham, siger: En nat sad vi hos Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham. Da løftede han sine hænder for at bede og sagde ydmygt: Åh, min Herre, tilgiv Abu Huraira. Åh, Herre, tilgiv Abu Hurairas mor. Og, Herre, tilgiv også alle de mennesker, som beder om tilgivelse for Abu Huraira og hans mor. Derfor beder vi altid om tilgivelse for Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham, og hans mor, så vi kan blive omfattet af Abu Hurairas bøn.”

At dræbe børn er den mest afskyelige synd

Selv om det muslimske samfund i dag er hårdt ramt af sørgelig tilbagegang og en ydmygende forfaldstilstand, har det mistet modet til at gå fremad og opnå fremskridt i verden og har glemt læren om at opnå en ophøjet rang i det hinsidige. På trods af dette har muslimske kvinder, takket være deres tilknytning til tawhid og religionens grundlæggende lære, den særlige egenskab, at de ikke engang kan forestille sig visse synder—synder, som andre kvinder er involveret i eller let kan blive involveret i.

En muslimsk kvinde kan ikke engang forestille sig, at hun skulle dræbe sit uskyldige barn med egne hænder. For at udrydde denne alvorlige synd har islam på den ene side skabt en dyb følelse i forældrenes hjerter af menneskelivets værdighed samt af barnets betydning og værdi. På den anden side har islam betegnet drab på børn som en så alvorlig synd, at den er blevet beskrevet som en afskyelig synd på linje med shirk. I den hellige Koran er det sagt:

قُلْ تَعَالَوْا أَتْلُ مَا حَرَّمَ رَبُّكُمْ عَلَيْكُمْ أَلَّا تُشْرِكُوا بِهِ شَيْئًا وَبِالْوَالِدَيْنِ إِحْسَانًا وَلَا تَقْتُلُوا أَوْلَادَكُمْ مِّنْ إِمْلَاقٍ – – الانعام : ١٥١”(O Profet!) Sig til dem: Kom, så vil jeg fortælle jer, hvad jeres Herre har forbudt jer. Sæt ingen ved siden af Ham. Behandl forældrene godt, og dræb ikke jeres børn af frygt for fattigdom.” – Sura al-An’am: 152

Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, lagde så stor vægt på at rense samfundet for denne frygtelige uret, at et af de vigtigste løfter, han først tog fra ansarerne ved Bay’at al-Aqaba, var, at de ikke måtte dræbe deres børn. Også de kvinder, der mødte op hos Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, skulle aflægge løfte om ikke at dræbe deres børn. Blandt de løfter, der blev taget fra de kvinder, som antog islam efter Hudaybiyya-forliget, var der også et punkt om ikke at dræbe børn. Ved de almindelige Eid-samlinger gik han hen til kvindernes område, og ud over andre ting tog han også dette løfte fra dem.

“Hazrat Ubada ibn Samit, må Allah være tilfreds med ham, berettede: En gang var vi til stede hos den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han sagde til os: Afsværg troskab til mig på, at I ikke vil sætte nogen ved Allahs side, ikke stjæle, afholde jer fra onde handlinger og ikke dræbe jeres egne børn. Den, der opfylder dette løfte, vil få sin belønning hos Allah. Og den, der begår en af disse dårlige handlinger og bliver straffet i henhold til loven, vil det være en soning for hans synd. Men den, hvis synd ikke bliver afsløret for nogen i denne verden, er overladt til Allahs vilje: Han kan tilgive ham, hvis Han vil, og Han kan straffe ham, hvis Han vil.”

Årsager til drab på børn

I den førislamiske tid var drab på børn udbredt i mange lande. Det var især udbredt i Rom. Børn blev dræbt offentligt, uden at nogen undersøgte eller dømte disse handlinger. Denne frygtelige skik fandtes også blandt rajputerne i Indien, og arabernes historier om nådesløshed og grusomhed er blevet legendariske.

Generelt var der tre årsager til drab på børn. Nogle uvidende eller tåbelige mennesker betragtede det som en religiøs handling og ofrede deres barn til guderne for at tilfredsstille dem. De aflagde løfte om, at hvis en bestemt sag lykkedes for dem, ville de ofre deres barn. Denne uretfærdige og brutale handling blev ikke kun udført af mænd; kvinder deltog også i den med stor nådesløshed. En gang kom en kvinde til Hazrat Abdullah ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, og sagde: “Jeg havde aflagt løfte om at ofre mit eget barn.” Han svarede: “Gør aldrig dette. Udfør i stedet soningen for løftet.” – Muwatta af Imam Malik

Denne skik, der udspringer af uvidenhed og grusomhed, hører ikke kun fortiden til; også i nutiden famler nogle mennesker på dette subkontinent omkring i uvidenhedens mørke. For kort tid siden blev en uskyldig niårig pige dræbt i et sted ved navn Ojaran som offer til en gudinde. Den hellige Koran har også skildret deres uvidenhed og uretfærdighed og sagt, at de befinder sig i åbenbart tab.

وَكَذلِكَ زَيَّنَ لِكَثِيرٍ مِّنَ الْمُشْرِكِينَ قَتْلَ أَوْلَادِهِمْ شُرَكَاؤُهُمْ لِيُرْدُوهُمْ
وليلْبِسُوا عَلَيْهِم بَيْنَهُمْ ، وَلَوْ شَاءَ اللهُ مَا فَعَلُوهُ فَذَرْهُمْ وَمَا يَفْتَرُونَ”Og således har deres medguder gjort drabet på deres egne børn attraktivt for mange af afgudsdyrkerne, for at bringe dem til undergang og forvirre deres religion for dem.” – Sura al-An’am: 137

قد خَسِرَ الَّذِينَ قَتَلُوا أَوْلادَهُم سَفَها بغير علم – الانعام : ١٤٠”Sandelig, de, der har dræbt deres børn af tåbelighed og uvidenhed, er kommet til skade.” – Sura al-An’am: 140

Nogle mindre begavede mennesker dræbte deres elskede barn af frygt for, at det ved at tage del i deres underhold ville kaste dem ud i fattigdom og bekymringer. Disse uvidende mennesker blev forhindret i denne uretfærdighed med ordene: Skaber I selv jeres underhold? Den Allah, som giver jer underhold, vil også give dem underhold. Når Allah beslutter at sende et levende væsen til verden, sender Han samtidig midlerne til dets underhold med det. Nøglen til forsørgelsens skatte ligger alene i Allahs hånd.

ولا تَقْتُلُوا أَوْلَادَكُمْ خَشْيَةَ إِمْلَاقٍ ، نَحْنُ نَرْزُقُهُمْ وَإِيَّاكُمْ ، إِنَّ قَتَلَهُمْ كَانَ خِطْأُ كبيران (بنی اسراء يل : (۳۱”Dræb ikke jeres børn af frygt for fattigdom. Vi sørger for deres underhold og for jeres. Sandelig, at dræbe dem er en stor synd.” – Sura Bani Isra’il: 31

Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har betegnet denne forbrydelse som den største synd:

عن عبد اللهِ قَالَ سَأَلْتُ النَّبِيُّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَيُّ الذَّنْبِ أَعْظَمُ عِندَ اللهِ قَالَ أَنْ تَجْعَلَ الله ندا وَهُوَ خَلَقَكَ قُلْتُ إِنْ ذَالِكَ لَعَظِيمٌ قُلْتُ ثُمَّ أَيُّ قَالَ أَنْ تَقْتُلَ وَلَدَكَ تَخَافُ أَنْ يُطْعَمَ مَعَكَ قُلْتُ ثُمَّ أَي قَالَ أَنْ تُزَانِي حَلِيلَةً جارك – صحيح بخاري كتاب التفسير”Hazrat Abdullah ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: Jeg spurgte Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham: Hvilken synd er størst hos Allah? Han sagde: At I sætter nogen ved siden af Allah, selv om det i virkeligheden er Allah, der har skabt jer. Jeg sagde: Det er virkelig en stor synd. Derefter spurgte jeg: Hvilken er så den største synd? Han sagde: At I dræber jeres barn af frygt for, at det vil tage del i jeres forsørgelse. Jeg spurgte: Hvilken synd kommer derefter? Han sagde: At begå utugt med sin næstes hustru.”

Den tredje form for barnedrab var yderst grufuld og sørgelig. Blot tanken om denne fremgangsmåde får hjertet til at skælve. Nogle hårdhjertede og grusomme mennesker begravede deres uskyldige, elskede døtre levende med egne hænder. Selv dette frygtelige syn og den uskyldige, rene piges hjerteskærende klage gjorde ikke det mindste indtryk på dem. Hos dem blev en datters eksistens betragtet som et symbol på ydmygelse og vanære. At en kvinde skulle blive en andens hustru og kalde ham far, var for dem en ufattelig vanære. De fandt det også yderst skamfuldt, at deres døtre skulle blive gift, og at svigersønnerne skulle kalde dem svigerfar. Så snart de fik at vide, at der var blevet født en datter i deres hjem, blev de i virkeligheden grebet af uro og bekymring. De forsøgte straks at kaste flere skovlfulde jord over denne genstand for vanære. De afskyede på det voldsomste at blive nogens svigerfar og en datters svigerfar. Den hellige Koran skildrer således deres forkastelige tankegang:

وإذا بشر أحدهم بالأنثى ظل وجهه مسوداً وَهُوَ كَظِيمٌ يَتَوَارَى مِنَ الْقَوْمِ مِنْ سُوءِ مَا بُشِرَبِهِ ، أَيُمْسِكُهُ عَلَى هُونٍ أَمْ يَدُسُهُ فِي التَّرَابِ— “Når en af dem får den glædelige meddelelse, at han har fået en datter, bliver hans ansigt mørkt, og han er fuld af vrede. Han skjuler sig for folk på grund af den dårlige meddelelse, han har fået, og tænker: Skal han beholde hende trods vanæren, eller skal han begrave hende i jorden?” — Sura an-Nahl: 58-59

Nogle arabiske stammer og personer var berygtede for denne grusomhed og hårdhjertethed. Disse uretfærdige mennesker betragtede det som en stor bedrift at begrave hjælpeløse og uskyldige piger levende. Disse nådesløse mennesker var endda stolte af deres grusomhed. En mand kom til Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og fortalte om sin bedrift, idet han sagde, at han med egne hænder havde begravet otte døtre levende.

En uskyldig datters hjerteskærende historie

Blandt stammen Banu Tamim var den grusomme skik med at begrave piger levende særlig udbredt. Da stammens leder, Qays ibn Asim, accepterede islam, fortalte han om den hjerteskærende begivenhed, hvor han med egne hænder begravede sin uskyldige datter levende, og sagde:
“Å Allahs Sendebud! Jeg var rejst hjemmefra på en rejse. Imens blev der født en datter. Hvis jeg havde været hjemme, ville jeg, så snart jeg havde hørt hendes stemme, have begravet hende i jorden og bragt hende til tavshed for altid. Hendes mor tog sig på bedste vis af hende i nogle dage. Efter nogen tid voksede moderens kærlighed til barnet voldsomt gennem omsorgen for hende. Hun skælvede ved tanken om, at faderen ville begrave hende levende. I sin frygt for mig sendte hun derfor sin elskede datter til hendes moster. Hun håbede, at faderen, når pigen var blevet opdraget dér og var vokset op, også ville få medlidenhed i sit hjerte. Da jeg kom hjem fra rejsen, fik jeg at vide, at et dødt barn var blevet født i mit hus. Sådan blev sagen afsluttet. Datteren fortsatte med at blive opdraget hos sin moster, indtil hun blev ganske stor. En dag gik jeg ud i et ærinde. Moderen tænkte: »I dag er pigens far ikke hjemme. Hvilken skade kan der være ved at tage hende med hjem?« Så hun tog datteren med hjem. Ulykkeligvis kom jeg også hjem nogle dage senere. Da jeg ankom, så jeg en usædvanligt smuk lille pige løbe og lege fra den ene ende af huset til den anden. En ukendt kærlighed strømmede også op i mit hjerte. Da min hustru så mit blik, forstod hun, at den slumrende faderkærlighed var vågnet, og at blodbåndet havde gjort sig gældende. Jeg spurgte min hustru: »Lykkebringende kvinde, hvis barn er dette? Sikke en smuk pige!«
Som svar fortalte min hustru mig hele historien. Jeg tog uden videre pigen ind til mig. Moderen sagde til hende: »Dette er din far.« Pigen kastede sig om halsen på mig. Hun blev så glad over at få sin fars kærlighed, at hun lagde sit ansigt mod mit og igen og igen sagde »far, far«. Når hun løb hen til mig og råbte »far, far«, tog jeg hende ind til mig og følte en vidunderlig fred. Sådan gik dagene, og datteren voksede op trygt omgivet af kærlighed og omsorg. Men når jeg så på hende, tænkte jeg somme tider, at jeg på grund af hende en dag ville blive svigerfar. Jeg måtte også tåle den ydmygelse, at min datter ville blive en andens hustru. Hvordan skulle jeg kunne vise mig offentligt? Min ære og anseelse ville blive trådt under fode. Til sidst blev min æresfølelse ophidset. Min tålmodighed brast, og jeg besluttede, at jeg for enhver pris ville begrave denne skamfulde byrde. Jeg sagde til min hustru: »Gør datteren klar. Jeg tager hende med til en sammenkomst.« Min hustru badede hende, gav hende rent og pænt tøj på og gjorde hende fint i stand. Den lille pige var også fuld af glæde ved tanken om at tage ud med sin far. Jeg begav mig med hende mod en øde skov. Pigen gik dansende af glæde ved siden af mig, mens den samme tanke fyldte mit forstenede hjerte: hvordan kunne jeg hurtigst muligt begrave denne skammens byrde i jorden? Hun vidste intet. Den uskyldige pige gik snart holdende mig i hånden, snart løb hun foran mig, og snart talte hun henrykt af glæde, mens hun fortsatte sin vej. Til sidst standsede jeg et sted. Derefter begyndte jeg at grave et hul. Den lille pige blev forvirret over, at hendes far gravede et hul i den øde skov, og spurgte: »Far, hvorfor graver du et hul?« Hun vidste ikke, at den grusomme far gravede en grav til hende for at bringe hende til tavshed for altid. Da jorden under gravningen faldt ned på mine fødder og mit tøj, børstede den uskyldige pige jorden af med sine små, kære og fine hænder og sagde med barnlig tunge: »Far, dit tøj bliver ødelagt.« Da jeg havde gravet et dybt hul færdigt, løftede jeg den rene, uskyldige og glade lille pige op, kastede hende ned i hullet og begyndte straks at kaste jord over hende. Pigen så smertefuldt på mig og skreg: »Far, min far, hvad er det, du gør? Far, hvad laver du? Far, jeg har jo ikke gjort noget. Far, hvorfor begraver du mig i jorden?« Og jeg fortsatte mit værk, som om jeg var stum, blind og døv. Å Allahs Sendebud! Der opstod ingen barmhjertighed eller medfølelse i mit uretfærdige og forstenede hjerte, og efter at have begravet min datter levende vendte jeg tilbage, mens jeg drog et lettelsens suk.
Da Allahs Sendebud, barmhjertighed for alle verdener, hørte den smertefulde beretning om denne mishandling af den uskyldige pige og hendes hjælpeløshed, blev hans hjerte fyldt med sorg. Tårerne trillede fra hans hellige øjne. Grædende sagde han: »Det er en handling udført af et yderst forstenet hjerte. Hvordan skulle Allah kunne vise barmhjertighed mod den, der ikke kan vise barmhjertighed mod andre?«

En lærerig beretning

Foran den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fortalte en mand en beretning fra sin tid i uvidenhedens tidsalder og beskrev den på en sådan måde, at den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev dybt bedrøvet. “Å Allahs Sendebud! Vi var uvidende. Vi vidste ingenting. Vi tilbad stenidoler og kastede med egne hænder vores elskede børn i dødens favn. Allahs Sendebud, jeg havde en meget elsket datter. Hver gang jeg kaldte på hende, løb hun hen til mig. En dag kaldte jeg på hende. Hun kom løbende hen til mig, boblende af glæde. Jeg tog hende med mig. Jeg gik foran, og hun fulgte løbende efter mig. Ikke langt fra mit hus var der en dyb brønd. Jeg nåede hen til brønden og standsede. Pigen kom også hen til mig. Derefter, Allahs Sendebud, greb jeg fat i pigens hånd, løftede hende op og kastede hende ned i brønden. Den uskyldige pige begyndte at skrige nede i brønden og kaldte på mig med en meget smertefuld stemme: »Far, far!« Allahs Sendebud! Dette var hendes sidste lyd i livet.”
Da Allahs Sendebud hørte denne smertefulde beretning, blev hans hjerte fyldt med sorg, og tårerne begyndte at trille fra hans øjne. En af ledsagerne skældte ham ud og sagde: »Du har uden grund bedrøvet Allahs Sendebud ved at fortælle ham denne sørgelige beretning.« Da Allahs Sendebud hørte dette, sagde han: »Nej, sig ikke noget til ham. Sig ikke noget til ham. Han er kommet for at høre om den oprejsning, der er blevet ham til del på grund af den ulykke, som ramte ham.« Derefter henvendte han sig til manden og sagde: »Fortæl din beretning igen.« Ledsageren fortalte den sørgelige beretning for anden gang. Da Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte beretningen, kom han i en forunderlig tilstand. Mens han græd, blev hans velsignede skæg gennemvædet af tårer. Derefter sagde han til manden: »Fordi I har antaget islam, er alle synder fra uvidenhedens tidsalder blevet tilgivet. Gå nu og gør gode gerninger.« – Musnad al-Darimi

Kun Allah ved, hvor mange uskyldige og hjælpeløse piger der blev ofre for denne uretfærdighed, og hvor længe piger blev begravet levende af deres egne forældre. Selv i den tid fandtes der dog bestemt nogle barmhjertige og gudelskende mennesker. De forsøgte at redde pigerne fra denne uretfærdighed og barbariske skik. Men deres individuelle bestræbelser kunne ikke få denne frygtelige skik til at ophøre.

Et prisværdigt forsøg på at redde piger fra at blive begravet levende

Farazdaq var en berømt arabisk digter. Han var meget stolt af én bestemt ting: Hans bedstefar, Hazrat Sa’sa’, havde reddet mange piger fra at blive begravet levende. Hazrat Sa’sa’ fortæller selv følgende: “En dag drog jeg ud for at lede efter mine to bortkomne kameler. I det fjerne fik jeg øje på et bål. Nogle gange slog flammerne højt op, og andre gange var ilden ved at slukkes. Jeg tænkte: Jeg må hellere gå derhen og se, hvad der foregår. Måske har en person, der er ramt af en ulykke, tændt dette bål. Jeg satte kursen derhen og besluttede, at hvis det var en person i nød, og jeg kunne være til hjælp, ville jeg bestemt forsøge at afværge hans ulykke. Jeg satte imidlertid kamelen i hurtigt tempo og nåede efter kort tid frem til Banu Anmars kvarter. Da jeg kom frem, så jeg en gammel mand med langt hår sidde foran sit hus og sørge, mens mange kvinder sad omkring en anden kvinde. Denne kvinde vred sig i fødselssmerter. Efter at have hilst og bedt for dem spurgte jeg til situationen, og de fortalte mig, at kvinden havde lidt under fødselssmerter i tre dage. Mens jeg talte med den gamle mand, råbte kvinderne pludselig, at barnet var blevet født. Den gamle mand skreg: Hvis det er en dreng, er det godt. Men hvis det er en pige, vil jeg ikke høre hendes stemme. Jeg dræber hende med det samme. Jeg sagde meget venligt: Sheikh, gør ikke dette. Det er jo din egen datter. Hvad angår hendes forsørgelse, så er Allah hendes Forsørger. Den gamle mand brølede igen: Nej, jeg vil ikke lade hende leve. Jeg vil dræbe hende, og det skal være. Da jeg endnu en gang bønfaldt ham ydmygt, ændrede han sig noget og sagde: Hvis du virkelig er så barmhjertig, så betal hendes pris og tag hende med dig og opdrag hende. Jeg svarede uden tøven: Jeg er parat til at købe hende. Jeg købte den nyfødte pige og vendte glad tilbage. Jeg lovede Allah, at jeg ville opfostre dette lille pigebarn med kærlighed og omsorg. Jeg lovede også Allah, at hver gang et hårdhjertet menneske ville forsøge at dræbe en uskyldig pige, ville jeg aldrig tillade det. Jeg ville betale for pigen, tage hende med mig og opfostre hende med den største kærlighed og omsorg. Derefter fortsatte denne række af begivenheder. Til sidst sendte den Almægtige Allah Hazrat Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham. Indtil da havde jeg reddet 94 små piger fra deres tyranniske forældres kløer. Derefter gjorde Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, for altid ende på denne forbandelse.”

Islam renser samfundet for alle undertrykkende skikke, der indebærer drab på børn, og nævner som et kendetegn ved Allahs elskede tjenere, at de beder Allah om at gøre deres børn til deres øjnes kølighed:

والَّذِينَ يَقُولُونَ رَبَّنَا هَبْ لَنَا مِنْ أَزْوَاجِنَا وَذُرِّيَّتِنَا قُرَّةَ أَعْيُن – الفرقان : ٧٤”Og de siger: Vor Herre! Skænk os i vores hustruer og vores afkom det, der bliver vores øjnes kølighed.” – Sura al-Furqan: 74

En datters fødsel

Hvad enten der fødes en datter eller en søn i dit hjem, bliver du glad. Det er naturligt, at du glæder dig over det. Du ønsker ikke blot selv at udtrykke din glæde, men også at venner og slægtninge skal deltage i den. Og sådan plejer det at være. Når det lysende eksempel, som Islam har vist dig, og Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, har foregået foran dig, kan du ikke engang overveje at gøre forskel på søn og datter. At glæde sig over en søns fødsel, men ikke over en datters, eller at betragte en datters eksistens som vanærende og give sønnen forrang frem for datteren, er et resultat af islamstridige forestillinger. Det islamiske samfund må nødvendigvis renses for sådanne forestillinger. Det islamiske samfund er ganske vist allerede frit for disse forestillinger. Alligevel findes der nogle familier, hvor forholdene ikke er de samme ved en søns og en datters fødsel. Den oprigtige glæde, der udtrykkes ved en søns fødsel, udtrykkes ikke på samme måde, når det gælder en datter. Den glædelige nyhed om en søns fødsel gives til slægtninge og venner med den samme følelse og begejstring, som den ikke gives med, når det gælder en datters fødsel. Tillykkeønskningerne ved en datters fødsel lyder ofte mere som en opfordring til at væbne sig med tålmodighed.

Sig selv, hvad skal man mene om sådanne udsagn: »Min ryg er knækket. Jeg er blevet slået helt ud. Mit hjertes længsel forblev i mit hjerte. Jeg tager også hende op på skødet. Men med en søn er det noget andet. Jeg har bøjet hovedet i skam. De, der får døtre, kan ikke engang løfte hovedet. Nå, broder, hvem kan vel modsætte sig Allahs vilje? Må Allah gøre hendes skæbne god. Allah har sat os på prøve. Han vil give os mod. Jeg holder også af min datter, men jeg føler mig meget ulykkelig. Hvis det havde været en søn, ville glæden have været helt anderledes. Jeg fortalte dig det ikke, for hvad skulle jeg egentlig fortælle? Det er blevet, som det altid bliver. Hvad skal jeg skrive om det?« Må Allah tilgive os. Sig mig, hvilken forbindelse kan disse udsagn have med islamisk lære? Alligevel gentages sådanne ord både bevidst og ubevidst i nogle muslimske familier. Både mænd og kvinder gentager dem.

Spørgsmålet om børn er udelukkende underlagt Allahs myndighed. Ingen har nogen indflydelse på det gennem sit ønske eller sin længsel. Og Allah ved bedst, for hvem en datter er bedst, og for hvem en søn er bedst. Du må naturligvis gerne bede om og ønske, at du får en datter og ikke en søn, eller en søn og ikke en datter. Men det er ikke nødvendigvis sådan, at dit ønske bliver opfyldt, og din bøn bliver besvaret. Den eneste, der bestemmer dette, er Allah, den Ophøjede. Ingen har magt til at ændre Hans beslutning eller påvirke Ham. Ingen deler Hans magt eller myndighed.

يخلق ما يشاء ، يهب لمن يشاء انانا ويهب لمن يشاء الذكور أو يزوجهم ذكرانا وإناثًا ، ويجعل من يشاءُ عَقِيمًا ، إِنَّهُ عَلِيمٌ قدير – شوری : ٥٠٤٩”Han skaber, hvad Han vil. Han skænker døtre til hvem, Han vil, og Han skænker sønner til hvem, Han vil. Han giver nogle både sønner og døtre, og Han gør nogle ufrugtbare. Sandelig, Han er Alvidende og Almægtig.”

Sandheden er, at mennesket er fuldstændig hjælpeløst, når det gælder børn. Hvis man tænker over dette, vil man se, at det i hele skaberværket kun er Allahs befaling, der gælder, og at ingen har del i Hans guddommelighed. Ingen persons højhed eller karamat kan udrette noget, når det gælder børn. Amuletter, besværgelser og behandlinger kan heller ikke udrette noget. For ikke blot kan selv mange åndeligt begavede mennesker ikke få et barn i deres eget hjem efter eget ønske; at give en anden et barn eller få en søn i stedet for en datter ligger endnu længere uden for deres evner. Hvis man bliver berøvet et barn, er det heller ikke muligt for én selv at få et barn ved egen indsats.

Det er heller ikke muligt for dig gennem nogen form for viden at vide, om en datter eller en søn vil være bedst for dig. Man ser endda hjem, hvor der kun er døtre, den ene efter den anden, og hvor velsignelse og straf er fuldt til stede. I andre hjem er der kun sønner, den ene efter den anden, men hver af dem er blevet en kilde til hovedpine for forældrene. Man ser også, at efter at flere sønner er blevet født, beder moderen dag og nat om en datter; men så snart Allah skænker hende en datter, siger man, at hun har ødelagt forældrenes liv, og moderen tvinges til at fremsige denne forbandelse: »Ak! Hvor ville det dog have været bedre, hvis jeg var død allerede ved fødslen.« Der findes også hjem, hvor forældrene ikke engang kan holde sønnen ud, mens datteren er så kær for dem, at de hele tiden lovpriser hende. Sandheden er, at Allah alene kender det usete, og at Han alene ved, hvad der vil bringe mennesket lykke og velstand.

Døtre er en årsag til lykke

Imrans hustru bad til Allah: »O Herre! Jeg har viet det barn, som jeg skal føde, til Dig. Tag imod mit løfte.« Men da hun fødte en datter, blev hun meget bekymret og sagde: »O Herre! En datter? Ak, Allah! Hvordan skal dette mål opfyldes gennem en datter? En søn er ikke som en datter. En søn er fri for naturlig svaghed og samfundsmæssige begrænsninger.« Men Allah vidste udmærket, hvem Imrans hustru havde viet barnet til. Hun var yderst bekymret, fordi hun betragtede det som en datter. Hun tænkte på, hvordan det mål, som havde fået hende til at ville vie barnet, skulle opfyldes. Vidste hun, at netop denne datter ville blive en årsag til lykke for hende, og at netop denne datter ville holde hendes navn lysende indtil Dommedag? På grund af hende ville Imrans hustrus navn blive bevaret i den sidste himmelske bog, og millioner af mennesker ville mindes hendes navn indtil Dommedag. På grund af hende ville hun blive mormor til en fremtrædende profet, over hvem Allah ville åbenbare Injil-bogen.

Allah, den Ophøjede, gjorde i sandhed ikke Imrans hustrus løfte forgæves. Han tog tværtimod imod denne datter på en sådan smuk måde, at det vil blive mindet indtil Dommedag. Hendes navn er bevaret i Skrifterne. Det er belønnende at læse om hende, belønnende at høre om hende og også belønnende at viderebringe det, man hører. I Den Hellige Koran fortælles denne historie således:

متقبلها ربها بقبول حسن وأنبتها نباتا حسنَا ، وَكَفَلَهَا زَكَرِيَّا ، كُلَّمَا دَخَلَ عليها زكريا المحراب ، وجد عندها رزقا ، قال يمريمُ أَنِّي لَكَ هَذَا ، قَالَتْ
هُوَ مِنْ عِندِ اللهِ ، إِنَّ اللهَ يَرْزُقُ مَنْ يَشَاء بغير حساب ال عمران : ۲۷»Til sidst tog Allah imod denne datter med tilfredshed, opfostrede hende på en smuk måde og lod Zakariya tage sig af hende. Hver gang Zakariya gik ind til hende i bedeværelset, fandt han noget næring hos hende. Han spurgte: ’Maryam, hvor har du fået dette fra?’ Hun svarede: ’Det er fra Allah.’ Sandelig, Allah giver den, Han vil, rigelig forsørgelse.«

Et barn er en gave fra Allah. En datter er også Hans gave, og det samme er en søn. Den, der modtager en gave, bør værdsætte den og vise taknemmelighed over for Giveren. Det sømmer sig aldrig for en troende ikke at værdsætte Allahs gave og være utaknemmelig. Allah ved bedst, hvem der skal modtage hvilken velsignelse, og Han træffer under Sin viden og magt vise beslutninger. Det er den troendes pligt at være tilfreds med Hans beslutning og anse den for at være det bedste for sig selv.

Enhver troende mand og kvinde har den trosopfattelse om Den Elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at ingen, der er bedre eller mere fremragende end ham, er blevet skabt, og at ingen sådan kan blive skabt. Han, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var far til fire døtre. Om Hazrat Khadija, må Allah være tilfreds med hende, sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Der findes ingen kvinde på himlen og jorden, der er bedre end hende.« Det var gennem hende, at Allah, den Ophøjede, skænkede Den Elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, disse fire døtre, og Hazrat Khadija, må Allah være tilfreds med hende, var mor til de fire døtre. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vejledte ummaen:

لا تَكْرِهُو الْبَنَاتِ فَإِنِّي أَبُو الْبَنَاتِ»Had ikke døtrene, for jeg er selv døtrenes far.«

Han sagde også, at døtre er fulde af kærlighed og bringer godhed og velsignelse. I Kanz al-Ummal siger Hazrat Ibn Shurayh:

سبعة رَسُولَ اللهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ إِذَا وُلِدَ لِلرَّجُلُ ابْنَةُ بَعَثَ اللهُ عَزَّ وَجَلَّ مَلَئِكَةٌ يَقُولُونَ السَّلامُ عَلَيْكُمْ يَا أَهْلَ الْبَيْتِ يَكْتَنفُونَهَا
بأجنحتهم ويمسحون بأيديهم على رأسها ويَقُولُونَ ضَعِيفَةٌ خَرَجَتْ مِنْ ضعيفة القيم عليها معان إلى يوم القيمة – المعجم الصغير اللطبراني»Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige: Når en mand får en datter, sender Allah, den Mægtige og Majestætiske, engle. De siger: ’Fred være med jer, husets folk!’ De omgiver hende med deres vinger, stryger hendes hoved med deres hænder og siger: ’Dette er et svagt legeme, som er kommet fra et svagt liv. Den, der påtager sig ansvaret for at opfostre dette svage liv, vil have Allahs hjælp med sig indtil Dommedag.’« – Al-Muʿjam as-Saghir af at-Tabarani

En mand sad hos Hazrat Abdullah ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham. Manden havde flere døtre. Han sagde: »Ak! Hvor ville det dog have været godt, hvis disse piger var døde.« Da Abdullah ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, hørte dette, blev han rasende og sagde til ham: »Er det dig, der forsørger dem?«

Der kan grundlæggende være to årsager til, at man rynker panden og bliver trist, når en datter fødes. For det første kan man betragte selve datterens eksistens som en skam, og for det andet kan man blive bekymret over udgifterne til hende.

Når den første årsag analyseres, viser det sig, at dette er yderst skamfuldt. For hvordan kan det være en skam for en kvinde, der ønsker at leve sit liv i islams lys og betragter Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, som sit forbillede i hans rene liv? Den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, var selv far til døtre, og han beskrev det at have døtre som et skjold mod Helvede og en vej til Paradiset.

Når den anden årsag undersøges, viser det sig, at sådanne uvidende forestillinger ikke engang et øjeblik kan opstå i en muslims sind. Hvordan kan en, der tror på Allah som den, der giver forsørgelse og levebrød, forestille sig, at han selv er den, der forsørger sin datter? Den, der tror på Allahs egenskaber, har den trosopfattelse, at den eneste, der giver forsørgelse og opfylder behov, er Allah, og at Allah sørger for hvert eneste skabnings væsen. Hun kommer med sin egen del af forsørgelsen. Hvilken ret har noget menneske til at tænke, at det forsørger nogen anden? Når Allah selv giver ham hans forsørgelse, og han er afhængig af Allah for at få sine egne behov opfyldt, kan han da gøre det?

Ingen kan sige, hvad der ligger i nogens skæbne. Det kan være, at den svage pige, der er blevet født, er kommet med stor styrke og en ophøjet skæbne. Det ligger heller ikke uden for Allahs almagt, at den svage pige, der fødes i dit hjem, ikke blot bringer sin egen forsørgelse med sig, men også gennem sin skæbne kan vende din lykke.

Allah har vist dig en enorm gunst ved at gøre dig til værge for en svag datter. Det er en sådan gunst, at du, hvis du tænker over den, vil blive overvældet af taknemmelighed. Det Paradis, som Allah har omgivet med en vanskelig vej fuld af prøvelser og farer, er blevet gjort lettere for dig at nå, fordi du er blevet far eller mor til en datter.

Opdragelse af børn

Børns anden vigtige ret er, at de bliver opfostret. Ligesom barnet er afhængigt af sine forældre for overhovedet at eksistere, er det også afhængigt af dem for at vokse, blive opfostret og få omsorg. Barndommen er en tid med yderst stor hjælpeløshed. Hvis barnet på dette tidspunkt ikke får forældrenes værgemål og opdragelse, kan det ikke vokse op på en passende måde. Derfor har islam, efter at have beskrevet barnets værdi og betydning, nævnt dets anden ret: at blive opfostret på en god måde.

Allahs gunst mod forældrene

At opfostre børn er en yderst vanskelig opgave. Det kræver grænseløs tålmodighed, opofrelse og selvopofrelse samt oprigtig omsorg og kærlighed. Allah har skabt en grænseløs kærlighed til barnet i forældrenes hjerter og givet dem et stærkt ønske om at opfostre det, så de er blevet i stand til at varetage dette vanskelige ansvar. Mens de opfostrer barnet og udholder forskellige former for vanskeligheder, føler forældrene aldrig lede; tværtimod føler de indre fred selv midt i sorgen og besværet. Når de, efter at have accepteret lidelserne og udholdt forskellige slags vanskeligheder, blot kaster et kærligt blik på barnet, strømmer stolthed og glæde ind over dem. En sådan åndelig glæde og lykke opstår i forældrenes hjerter, at ingen følelse af de mange vanskeligheder ved opdragelsen længere er tilbage. Allah har vist forældrene en stor gunst ved at give dem denne usædvanlige, oprigtige kærlighed til barnet. Hvis denne følelse og begejstring ikke fandtes, ville det at opfylde pligten til at opfostre børn sandsynligvis blive en enorm prøvelse for forældrene, og kun meget få mennesker ville være i stand til at varetage denne vanskelige pligt.

Tænk på den svage og udmattede mor, som i flere måneder opløser sin egen krop og livskraft for at give et barn livskraft og derefter sætter sit eget liv på spil for at føde et nyfødt barn. Tænk på dette nyfødte barn: et hjælpeløst stykke kød. Det har ingen evne til at tale. Og den syge mor tager, uden at bekymre sig om sit eget liv, med et smil imod besværet ved at opfostre det gennem selvopofrelse og tålmodighed.

Hun føler ikke den mindste irritation over barnets uophørlige gråd. Det tisser og har afføring igen og igen, ikke kun i sengen, men ofte også på hendes krop og tøj. Men heller ikke det tager hun ilde op. Hvis barnet desuden har smerter, tager den svage mor det i sine arme og tilbringer hele natten vågen. Hun føler ikke den mindste belastning ved det. Tværtimod bliver hun så fortvivlet ved at se barnet lide, at hun, hvis det var muligt, ville tage smerten på sig selv og være ivrig efter at give barnet lindring.

Det samme gælder faderen. Faderen tøver ikke det mindste med at bruge sin svedigt tjente indkomst på dette bløde lille barn. Hvad enten det er glæden over dets fødsel eller glæden ved aqiqah, bruger han altid sin formue med glæde. Han udholder den brændende varme, bliver ramt af den hårde, varme vind, arbejder voldsomt under en sol, der sprækker træ, og løber omkring i frost, der får blodet til at størkne. Alt, hvad han tjener under disse store vanskeligheder, tjener han for sine børn. Derefter bruger han det på sine børn uden at føle smerte i sit hjerte; tværtimod føler han en enorm åndelig glæde. Hvis forældrenes hjerter ikke var fyldt med grænseløs omsorg og kærlighed til barnet og et stærkt ønske om at opfostre det, hvordan skulle alt dette så være muligt?

Opdragelse af børn er en medfødt tilbøjelighed

Kærlighed til barnet og følelsen af at opfostre det er en medfødt tilbøjelighed. Allah har skabt denne tilbøjelighed i alle forældres hjerter. Det gør ingen forskel, om forældrene er muslimer eller ej, eller om de tror på en religion og Allah eller ej. For at menneskeslægten kan bestå, og for at denne verden kan beboes, har Allah den Højeste skabt tilbøjeligheden og ønsket om at opfostre børn i ethvert menneske. Derfor har Allah uden forskel givet alle forældre denne medfødte følelse. Det er naturligt, at ethvert menneske ønsker, at dets barn senere skal indtage dets plads, holde dets navn levende, arve dets ejendom og ressourcer og også arve dets historie, kultur, skikke og traditioner. Barnet er en del af ens egen krop og sjæl. Derfor bør barnets liv naturligt være dyrebart for forældrene. Selv mennesker, der har en klar forståelse af opdragelsen af børn og deres følelser, betragter det at opfostre børn under indflydelse af den medfødte omsorg og kærlighed som en fremragende pligt og en god gerning. For at en kvinde skal kunne udholde alle slags vanskeligheder for et barns skyld og fortsætte med at ofre sig, er det tilstrækkeligt, at hun er barnets mor. Om hun tror på islam, tror på en anden religion end islam eller slet ikke følger nogen religion, gør ingen forskel.

Den muslimske mors forskel med hensyn til opdragelsen

Allah den Almægtige har skænket alle mødre en følelse af kærlighed til deres børn og et instinkt for at opdrage dem. Både muslimske mødre og mødre, der er uvidende om islam, opdrager deres børn under indflydelse af det naturlige instinkt. Men der er en enorm forskel på deres tankegang, årsagerne til deres indsats, deres fremgangsmåde samt virkningen og resultatet af deres bestræbelser.
Den mor, der er berøvet islam, begrænser alle sine tanker om børneopdragelse til denne verden. Hendes blik rækker ikke gennem dødens grænser til den evige verden. Hun opdrager sit barn, fordi det er hendes eget. I hendes hjerte findes en grænseløs følelse af kærlighed til barnet. Hun gør det, fordi børneopdragelse er en god handling i denne verden, og fordi hun drives af dette naturlige instinkt.
Hun tænker, at hendes slægt vil fortsætte gennem barnet, eller at barnet, når det bliver voksent, vil give hende komfort og fred samt hjælpe hende. Under indflydelse af denne tankegang opdrager hun sit barn på en sådan måde, at det kan leve et vellykket liv set fra et verdsligt perspektiv.
Den muslimske mor opdrager også sit barn på grund af sin grænseløse kærlighed til det. Hun mener også, at barnet er et middel til at videreføre hendes slægt. Det er hendes hjælper i livet og hendes tilflugtssted i alderdommen. Forskellen er imidlertid, at hun betragter børneopdragelse som en religiøs pligt og som et middel til frelse i det hinsidige og til at opnå Allahs tilfredshed. Desuden underordner muslimske forældre sig de islamiske påbud og regler i opdragelsen af deres barn. Muslimske forældre opdrager ikke deres barn blot med det mål, at det skal tilbringe sit liv i denne verden i velstand og bekvemmelighed; de opdrager derimod under deres værgemål mujahider, hvis blik rækker langt, og som lever og dør i denne verden for at leve efter Allahs vilje og opnå Allahs tilfredshed i det hinsidige.
For den muslimske mor handler børneopdragelse ikke kun om det jordiske liv; dens gode eller dårlige virkninger vil også vise sig i det liv, der kaldes livet efter døden. Og hun tror på dette liv efter døden. Hendes tankegang er, at hvis hun opdrager sit barn med islamisk tankegang og i overensstemmelse med islamiske anvisninger, vil dets liv efter døden blive godt. Allah vil være tilfreds med hende, skænke hende Paradis og lade belønningens regn falde over hende. Hvis hun viser svaghed i udførelsen af denne pligt eller ikke opdrager sine børn i overensstemmelse med Allahs anvisninger, vil hun skamme sig i det hinsidige, og hendes efterliv vil blive ødelagt. Allah vil være vred på hende og straffe hende.
Den muslimske mor opdrager sit barn, også fordi hun drives af moderkærligheden, og hun ønsker en god belønning for det allerede i denne verden. Men samtidig vil hun også håbe på gengældelsen og belønningen på den dag, hvor hun vil have større behov for belønning end i denne verden. Denne belønning vil være evig.
Den mor, der er berøvet islams velsignelse, kan aldrig føle den samme kærlighed til sit barn som den muslimske mor. Når troens følelse føjes til den naturlige følelse, opstår der en dybde af ømhed og oprigtighed, som ikke kan opstå i den ikke-muslimske mors hjerte. Desuden kan den glæde og styrke, der opstår i den muslimske mors hjerte på grundlag af hendes særlige grundlæggende tankegang, ikke opstå i den ikke-muslimske mors hjerte.
Den største fordel ved en sådan tankegang og handling er, at moderen ikke bliver skamfuld, selv hvis barnet trods alle hendes bestræbelser og ofre ikke er i stand til at opfylde hendes ønsker. Hun bliver heller ikke fortvivlet, og hendes indsats svækkes ikke. Tværtimod forbliver hun altid styrket af tilliden til, at selv hvis barnet i denne verden ikke formår at opfylde hendes ønsker, vil Allah opfylde den gengældelse og belønning, hun håber på hos Ham. For Allah lader aldrig belønningen for en tjeners handlinger gå til spilde. Han er den Almægtige. Han belønner fuldt ud sin tjeners gode handlinger og berøver aldrig en tjener hans belønning.

إِنَّ هَذَا كَانَ لَكُمْ جَزَاء وَكَانَ سَعيكم مشكورا الدهر : ٢٢»Dette er jeres belønning for jeres bestræbelser, og jeres indsats er blevet antaget (hos Allah og går ikke til spilde).« – Sura al-Dahr: 22

En del af Allahs almagt er, at Han øger sin nåde over tjenerens gode handlinger og giver tjeneren en mangfoldig belønning og belønninger, der er mange gange større. Selv hvis der er visse mangler og fejl i tjenerens handlinger, mindsker Han ikke belønningen, men tilgiver fejlene og øger belønningen gennem sin nåde.

ومن يُقْتَرِفْ حَسَنَةً نَزِدْلَهُ فِيهَا حُسْنًا ، إِنَّ اللهَ غَفُورٌ شَكُور – الشورى : ۲۳»Den, der ønsker at udføre en god handling, vil Vi gøre denne godhed endnu smukkere for ham. Sandelig, Allah er yderst Tilgivende og værdsættende.« – Sura al-Shura: 23

Børneopdragelse betyder to pligter

Ansvaret for børneopdragelsen deles ligeligt af moderen og faderen, og de udfører det i fællesskab. Børneopdragelse betyder, at man udfører to slags pligter.
For det første: omsorgen for og opdragelsen af barnet.
For det andet: at afholde udgifterne til barnets opdragelse.
Den første pligt betyder at holde øje med børnenes vækst og beskytte og føre tilsyn med dem. Man skal sørge for deres helbred og komfort. Denne omsorg skal ydes, indtil de er i stand til selv at spise og drikke. Moderen skal amme barnet og føre tilsyn med det. Selv efter fravænningen skal man føre tilsyn med barnet indtil det bliver voksent og tage sig af dets fysiske og moralske behov, så det gennem opdragelsen bliver i stand til at udvikle en menneskelig ansvarsfølelse og bliver værdigt til at blive opdraget.
Den anden pligt betyder, at man skal afholde alle barnets udgifter fra fødslen, indtil det bliver myndigt. Man skal afholde alle udgifter til dets mad og drikke, beklædning og bolig samt til dets omsorg, sundhedspleje, uddannelse og træning.

Fordelingen af ansvaret

Selv om den første pligt, det vil sige omsorgen for og opdragelsen af barnet, påhviler både moderen og faderen, falder den største del af byrden naturligt på moderen. Islam har også givet moderen denne ret. Det er ligeledes moderens ansvar under normale omstændigheder at amme sit barn i to år.
Den anden pligt, det vil sige ansvaret for at afholde udgifterne, påhviler alene faderen. Allah har fritaget moderen for dette ansvar, så hun til enhver tid kan være sammen med børnene og koncentreret udføre sin del af ansvaret på en god og ordentlig måde.

Moderens tjeneste ved opdragelsen af børn er den egentlige fortjeneste

Moderens egentlige virkefelt er hendes hjem, og hendes sande fortjeneste består i på smuk vis at tage sig af barnet og yde det god omsorg. Islam har betroet hende netop denne tjeneste som hendes ansvar. Dette er hendes egentlige arena for succes, og dette er hendes sande fortjeneste. På Dommedag vil hun blive stillet til regnskab for dette. Den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, har sagt:

والمرأة راعية في بيت زوجها ومسئولة عن رعيتها – بخاری، مسلم”Kvinden er vogter i sin mands hjem og ansvarlig for dem, der er under hendes omsorg. Hun vil blive spurgt om de mennesker og ting, som hun er blevet gjort ansvarlig for.” – al-Bukhari og Muslim

Hver gang og hvert sted, hvor kvinden er blevet fjernet fra sit egentlige virkefelt og trukket ud på den offentlige arena, og hvor hun under drømmen om unaturlige fremskridt er blevet pålagt byrden af yderligere ansvar uden for hjemmet ud over sit medfødte ansvar, er familielivet blevet ødelagt. Også det offentlige liv er blevet ramt af omvæltninger som på Dommedag, og børnenes liv er blevet øde og ødelagt. Alligevel har Allah ikke pålagt dem dette ansvar. I sit drømmeagtige ønske om fremskridt har kvinden påtaget sig et dobbelt ansvar.

I de lande, hvor dette eksperiment endnu ikke er afsluttet, slider kvinderne sig op for at opfylde deres indre ønsker, og samfundet løber blindt ad denne vej. Men de, der har afsluttet dette frygtelige civilisationsforsøg, høster dets bitre frugter. De overvejer at vende tilbage, skamfulde over deres gerninger. Den moderne tids store vestlige tænker Arnold Toynbee skrev:
“De perioder i menneskehedens historie, hvor kvinden har ført sine skridt uden for hjemmets fire vægge, er netop de perioder, der er blevet ramt af forfald.”
Dr. Judd skrev: “Hvis kvinderne blot var tilfredse med at tage sig af hjemmet og opdrage børnene, har jeg fuld tillid til, at denne verden ville blive et symbol på Paradiset.”
Den største vejleder, Hazrat Muhammad Mustafa, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde allerede længe før advaret sin ummah om, at den tid ville blive en meget dårlig tid for jer: den tid, hvor I ville komme under hustruernes herredømme, og tøjlerne til jeres fælles anliggender ville blive lagt i deres hænder. Desuden sagde han:

إِذَا كَانَ أَمَرَ أَنكُم شراركُمْ وَأَغْنِيَاءكُم بِخَلاتُكُمْ وَأَمركم إلى نساءكم
فَبَطْنُ الأَرْضِ خَيرٌ لكم من ظهرها – مشكوة باب تغير الناس”Når jeres herskere og ansvarlige er onde mennesker, jeres rige er nærige, og jeres anliggender overlades til kvinderne, er jordens indre bedre for jer end dens overflade.” – Mishkat

Den kære Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til kvinderne i sin ummah: Hvis I udfører jeres medfødte ansvar på en smuk og ordentlig måde, vil I være sammen med mig i Paradiset. Det vil sige, at jeres medfødte ansvar og jeres ansvar i hjemmet er et yderst vigtigt og værdifuldt ansvar i Allahs øjne. Dette ansvar må på ingen måde undervurderes. Kun de kvinder har succes, som udfører dette egentlige ansvar med hengivenhed. De kvinder, der bærer byrden af ansvar uden for hjemmet og ønsker at stå side om side med mændene på alle områder, kan aldrig få succes. Den kære Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:

أيما امرأة قعدت على بيت أولادها فهي مَعِي فِي الْجَنَّةِ – كنز العمال”Enhver kvinde, der bliver hjemme for at tage sig af sine børn, vil være sammen med mig i Paradiset.” – Kanz al-ʿUmmal

Hvilken større lykke og succes kan der være for kvinder end at være sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, i Paradiset? Og enhver kvinde kan opnå denne lykke, hvis hun tager sig af børnene, udfører husarbejdet og varetager sit egentlige ansvar.

Allah har i sandhed skabt kvindens fysiske opbygning, hendes særlige rene følelser, hendes særlige moralske egenskaber og hendes særlige temperament således, at hun er egnet til dette arbejde. At rive hende væk fra dette medfødte arbejde og sætte hende til andre opgaver er ikke andet end uretfærdighed.

Kvindernes mest ærefulde opgave

At betragte husarbejde som noget dårligt, børneopdragelse som uværdigt og deltagelse i samfundets ydre aktiviteter som fremskridt er ikke andet end en fejlagtig forestilling. Islam har ganske vist, inden for visse grænser, givet dig ret til at deltage i samfundets aktiviteter. Men denne ret er ikke givet dig, for at du skal betragte dit naturlige ansvar som uværdigt, opgive det og anse varetagelsen af ansvar uden for hjemmet for fremskridt. Den egentlige udvikling af den menneskelige civilisation og kultur består i, at du skal opbygge et højtudviklet menneskeligt samfund. Og for at opbygge et højtudviklet menneskeligt samfund er det nødvendigt, at du varetager ansvaret for at opdrage børn og skaber mennesker med god karakter og en ren natur. For et rent samfund kan kun skabes af gode mennesker. Ingen andre end kvinder kan udføre dette arbejde. Gode mennesker opdrages i gode skød. Derfor har Islam betegnet dette arbejde som det mest ærefulde arbejde. Dit arbejde er, set fra Islams synspunkt, jihad, og Den Ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har beskrevet jihad som religionens højdepunkt. Den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til Hazrat Mu’adh, må Allah være tilfreds med ham:

ألا أدلك برأس الأمر وعموده وذروة سنامه ؟ قُلْتُ بَلَى يَا رَسُولَ الله ! قَالَ رَأس الأمر الإسلام وعموده الصلوة وذروة سنامه الجهاد – ترمذى”Skal jeg fortælle jer om religionens hoved, dens søjle og dens højdepunkt? Jeg sagde: Ja, Allahs Sendebud, fortæl mig det! Han sagde: Religionens hoved er underkastelse, dens søjle er bønnen, og dens højdepunkt er jihad.”

Hvis du i lyset af denne lære beskæftiger dig med at tage dig af hjemmet og opdrage børn, befinder du dig på jihadens slagmark, og i Allahs øjne har du samme rang som en mujahid. Det er overleveret fra Hazrat Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at Den Ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde:

عَلَيْكُنَّ بِالْبَيْتِ فَإِنَّهُ جِهَادُكُن – مسند احمد ج ۲”Det er jeres ansvar at tage jer af hjemmet. Det er jeres jihad.”

Ikke at gifte sig igen af hensyn til børnene

Hvis en kvindes mand dør, er det ikke blot tilladt for hende at gifte sig igen, men det er også ønskværdigt. Men hvis en kvinde af hensyn til sit eget barn ikke gifter sig igen og ofrer sin skønhed og ungdom for sin afdøde mands forældreløse barn, bliver denne handling så ønskværdig og acceptabel, at hun på Opstandelsens Dag vil være sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham.

قَالَ رَسُولُ اللهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنَا وَامْرَأَةُ سَفَعَاءُ الخَدِّينِ كَهَاتَيْنِ يوم القيمة وأوما يزيد بن زريع إلى الوسطى والسبابة امرأة أمت من زوجها ذات منصب وجمال حبست نفسها علَى يَتَامَاهَا حَتَّى بَانُوا أَوْ مَاتُوا- “Den Ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: På Opstandelsens Dag vil jeg og en kvinde med kinder svedet af bekymring være sammen som disse to fingre. (Yazid ibn Zurai pegede med sin langfinger og pegefinger.) Det vil sige den kvinde, hvis mand er død. Hun er en fornem og smuk kvinde af høj byrd. Men af hensyn til sine forældreløse børn afholder hun sig fra at gifte sig igen for at opdrage dem godt. Dette fortsætter, indtil barnet er blevet uafhængigt af hendes værgemål eller er gået bort fra denne verden.”

Udtrykket en kvinde, der er uden ægtemand, kan betyde to ting. For det første en kvinde, hvis ægtemand er død. For det andet en kvinde, hvis ægtemand har skilt sig fra hende. Sprogligt betegner ayyim den person, der er uden ægteskabsbånd. En mand kan være uden ægteskabsbånd, ligesom en kvinde kan være det. Her roste den ædle Profet ﷺ den handling, som en mand eller kvinde uden ægtefælle udførte. Det vil sige, at kvinden ikke giftede sig igen af hensyn til de forældreløse børn. Derfor er der her naturligt nok tale om en enke. Men hvis en kvinde bliver skilt af sin ægtemand, og et barn af en eller anden grund kommer under hendes ansvar, og hun ikke gifter sig igen af hensyn til barnet, kan det håbes, at også hun vil få del i denne belønning.

Børneopdragelse og de kvindelige sahaba

De kvindelige sahaba, som troede på Allahs Sendebud ﷺ og havde fordybet sig i hans vejledning, elskede hver eneste befaling og lære fra den elskede Profet ﷺ dybt i både liv og hjerte, og de opfyldte deres pligt til at handle efter den udelukkende for at opnå Allahs tilfredshed. Også disse højsindede kvindelige sahaba påtog sig ansvaret for at opdrage deres børn. Af hensyn til børnene ofrede de al komfort og luksus, alle håb og ønsker samt deres skønhed og ungdom. I virkeligheden havde de formået at tilegne sig den undervisning, som Allahs Sendebud ﷺ havde givet, på den rette måde.

En mor, der påtog sig ansvaret for opdragelsen

»Må Allah belønne min mor med den bedste belønning. Hun påtog sig ansvaret for min opdragelse og mit værgemål.« Den elskede Profet ﷺ’s særlige tjener, Anas رضي الله عنه, sagde disse ord om sin mor.
Anas’ mor var mest kendt under sin kunya Umm Sulaym. Hendes egentlige navn var Ramilah eller Sahlah, og hendes tilnavn var Rumaysah. Hendes far hed Malhan. Hun var knyttet til Ansars Najjar-stamme.
Hun blev gift med en ung mand fra sin egen stamme, Malik ibn al-Nadr. Det var med ham, at Anas رضي الله عنه blev født. Mens Anas رضي الله عنه stadig var barn, blev Umm Sulaym muslim.
Umm Sulaym elskede sit lille barn af hele sit hjerte. Når hun lærte barnet trosbekendelsen, blev Malik ibn al-Nadr meget vred. Til sidst forlod han hende i vrede og rejste til Syrien.
I Syrien benyttede en af hans fjender lejligheden til at dræbe ham, og Umm Sulaym blev enke allerede i sin ungdom. Derefter begyndte frierierne at komme. Men hun afslog hvert eneste frieri med ordene: »Jeg vil ikke gifte mig, før min søn er blevet i stand til at omgås folk i en forsamling og føre samtaler. Når Anas derefter selv er indforstået med mit ægteskab, vil jeg gifte mig.«
Umm Sulaym var en ung kvinde. Anas var et barn. Umm Sulaym var bekymret. Men hun kunne ikke bære tanken om, at et barns sind skulle såres af en stedfars dårlige behandling.
Da Anas رضي الله عنه senere blev ung, sendte Abu Talha et frieri. Men hvordan kunne hun tage imod det? Abu Talha var jo ikke muslim. Derfor afslog hun frieriet. Men dette afslag var et meget velovervejet afslag, så Abu Talhas øjne kunne blive åbnet. Umm Sulaym sagde:

يا أبا طلحة الست تعلم أن الهك الذي تعيد نبت مِنَ الْأَرْضِ قَالَ بَلَى قَالَت
أفلا تستحيي تعبد شجرة – اصابه ج دوم و مسند احمد»Abu Talha, ved du ikke, at den, som du gør til din gud og tilbeder, vokser frem af jorden?« Han svarede: »Jo.« Så fortsatte Umm Sulaym: »Skammer du dig da ikke over at tilbede et træ?« – al-Isabah og Musnad Ahmad

Da Abu Talha hørte dette, blev han eftertænksom. På det tidspunkt gik han sin vej. Men urenheden i hans hjerte begyndte at blive fjernet. Nogle dage senere kom han til Umm Sulaym og blev velsignet med at antage islam.
Da Umm Sulaym så, at Allah den Ophøjede havde beriget Abu Talha med islam som en skat, sagde hun uden at tage hensyn til hans hjælpeløshed og fattigdom: »Abu Talha, jeg accepterer dit frieri. Min medgift er din islam.« Umm Sulayms ægteskab blev således indgået for at sikre den gode opdragelse af det fromme barn, hvis smukke opvækst hun indtil da havde afvist at gifte sig igen for at varetage. Anas رضي الله عنه plejede at sige: »Min mors medgift var også af en forunderlig slags.«
Hvor højt denne fromme hustru stod hos Allah, kan man forstå ud fra den elskede Profet ﷺ’s følgende beretning:

دخلت الجنَّةَ فَسَمِعتُ خَشَفَةً فَقُلْتُ مَا هذَا فَقِيلَ الرميصاء بنت ملحان –
صحيح مسلم ج دوم وطبقات ابن سعد ج هشتم»Jeg trådte ind i Paradiset. Da hørte jeg en lyd. Jeg spurgte: ›Hvad er det for en lyd?‹ Der blev svaret: ›Det er lyden af Rumaysah, Malhans datter.‹« – Muslim og Ibn Sa’ds Tabaqat

Enestående ofre for børneopdragelse

Hvem kunne de kvindelige sahaba have været kærere for end Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham? Men da den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, friede til Umm Hani, datter af hans farbror Abu Talib, bad hun om undskyldning, fordi de kvindelige sahaba havde taget den undervisning, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde givet dem om betydningen af at opdrage børn, meget grundigt til sig. Tænk over, hvad Umm Hani sagde til den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, da hun bad om undskyldning. Så vil det blive klart, hvor stor betydning børneopdragelse havde for de kvindelige sahaba. Umm Hani sagde:
“Allahs Sendebud! Du er mig kærere end disse mine to øjne. Men ægtemandens rettigheder er meget omfattende. Jeg er bange for, at hvis jeg gifter mig og opfylder min pligt til at tjene min ægtemand, vil jeg ikke være i stand til at opfylde disse hjertets skatte (børnenes) rettigheder. Og hvis jeg helliger mig børnenes tjeneste, vil jeg ikke kunne opfylde ægtemandens rettigheder.” — Tabقات Ibn Sa’d: Beretningen om Umm Hani
Dette var den lykkelige Umm Hani, i hvis hjem Allahs ædle Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, badede og udførte duha-bønnen på dagen for erobringen af Mekka. De to polyteister, som Umm Hani på grund af slægtskabsbåndet havde givet beskyttelse i sit hjem, gav Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, også beskyttelse. — Musnad Ahmad

Modermælk set fra et islamisk perspektiv

Når det gælder børneopdragelse, ammer moderen barnet af naturlige årsager. Det er en velkendt regel eller skik! Det er det elskede barns ret over for moderen. Det er også et krav, som moderskabet stiller. At amme barnet er en velkendt skik og almindelig foreteelse i samfundet. På den anden side betragter enhver mor det som en naturlig og medfødt pligt at amme sit eget barn. At bære barnet i sin mave, føde det og amme det for dets vækst er enhver mors medfødte instinkt. I Den Hellige Koran siges det:

والوالدت يرضعن أولادهن حولين كاملين لِمَنْ أَرَادَ أَن يَتِمَّ الرَّضَاعَةَ .
“Mødrene skal amme deres børn i to fulde år, for den, der ønsker at fuldende amningen.” Sura al-Baqara: 233

Dette vers befaler i virkeligheden de mødre at amme, hvis ægtemænd har skilt sig fra dem, eller som er blevet adskilt fra deres ægtemænd gennem khulʿ. Barnet har en naturlig ret til modermælken, og barnet er ikke kun faderens, men også et stykke af moderens hjerte. Derfor må moderen ikke lade sin vrede mod barnets far gå ud over barnet og heller ikke krænke barnets rettigheder. Når Den Hellige Koran angående kvinder, der er blevet adskilt fra deres ægtemænd, befaler, at de ikke må nægte at amme barnet, er det klart, at amning er en ret og moderens islamisk-juridiske pligt. Men hvordan kan det være, at den adskilte kvinde befales at amme, mens den kvinde, der bor sammen med sin ægtemand, ikke får denne befaling? Fordi de er barnets mødre, gælder den samme bestemmelse i begge situationer. Denne vejledning blev givet i Den Hellige Koran af frygt for, at barnet på grund af moderens adskillelse fra ægtemanden skulle blive berøvet sin ret til at få mælk. Grunden til, at der ikke gives en særskilt befaling i Den Hellige Koran om de mødre, der bor sammen med deres ægtemænd, er, at det at amme sit eget barn er en almindelig skik, og at enhver mor, drevet af sit naturlige instinkt, ammer sit barn og derved føler ro i sindet og åndelig glæde. Derfor fremgår denne befaling også tydeligt af dette vers i Den Hellige Koran. Koranen har således ikke beskrevet denne sag som en permanent juridisk bestemmelse. Den har derimod beskrevet den som en naturgiven pligt og en almindelig skik og fastlagt den praksis, at enhver mor, ligesom hun bærer barnets byrde og gennemgår fødslen, også skal give sit eget hjertes blod som næring i to år.

حملته أنه كرها ووضعته كرها ، وحمله وفصله ثلثون شهراً – –
“Hans mor bar ham med besvær og fødte ham med besvær, og fra undfangelsen til fravænningen gik der tredive måneder.” — Sura al-Ahqaf: 15

I dette vers anerkendes moderens tre store velgerninger.
For det første: Hun bar ham i sit liv med stor lidelse.
For det andet: Hun fødte ham med stor lidelse.
For det tredje: Hun ammede ham med sin egen mælk.
Kravet fra disse tre enestående velgerninger er, at moderen har tre gange så mange rettigheder som faderen. Det, der er blevet antydet i Den Hellige Koran, har den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, som dens fortolker forklaret således:
“En sahabi spurgte: ‘Allahs Sendebud! Hvem har størst ret til at modtage min gode behandling?’ Han svarede: ‘Din mor.’ Han spurgte: ‘Hvem efter min mor?’ Han svarede: ‘Din mor.’ Sahabien spurgte: ‘Hvem derefter?’ Han sagde: ‘Din mor.’ Han spurgte igen: ‘Hvem derefter?’ Han svarede: ‘Din far.'” — Bukhari og Muslim
Af denne beretning fra Koranen og sunnaen forstår man, at moderen har tre gange så mange rettigheder over hvert barn. For også moderen udfører af naturlige årsager tre handlinger for sit barn. I ni måneder bærer hun det i sin mave, mens hun udholder svaghed efter svaghed. Derefter føder hun barnet med livet som indsats, og så giver hun det næring med sit hjertes blod i to år. Dette er enhver mors medfødte instinkt og velkendte opgave. Gennem denne opgave har Den Hellige Koran med stor visdom tydeliggjort moderens tilknytning til barnet og hendes velgerning og sagt, at moderen har tre gange så mange rettigheder som faderen.
Islam er en naturlig religion. Derfor pålægger islam ikke nogen unødvendige lidelser. Som regel bør moderen amme barnet i to år. Men hvis det af en eller anden grund bliver nødvendigt at fravænne barnet, før de to år er gået, gør islam det ikke obligatorisk at amme i hele to år. Hvis en kvinde er syg eller svag, og der er fare for, at hendes helbred forværres yderligere, er det også tilladt efter omstændighederne ikke at amme. Men at undlade at amme udelukkende af hensyn til moden, uden nogen reel vanskelighed eller nødvendighed, betragtes som et indgreb i barnets rettigheder og som en hårdhjertet handling.
De kvinder, der påvirket af den moderne civilisations glans ikke ammer deres børn, eller som af frygt for, at amningen vil ødelægge deres skønhed, ungdom og ynde og få deres ungdom til at svinde bort, berøver barnet deres egen mælk, er, selv om de er mødre, berøvet moderens kærlighed, følelser og hjerte. For ingen mælk kan være en erstatning for modermælk for barnet. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udtalte en streng advarsel mod kvinder, der var grebet af disse forestillinger. Den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, advarede de kvinder, der under indflydelse af disse forkastelige handlinger berøvede deres egne børn muligheden for at drikke mælk, om en yderst alvorlig konsekvens. Da den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fortalte om begivenheden på miraj-natten, sagde han:

ثم انطلق بي فَإِذَا بِنِسَاء تَنهش تديَهُنَّ الْحَيَّاتُ قُلْتُ مَا بَالُ هَؤُلَاءِ قَبْلَ هُؤُلاء
يمنعن أولادهن البانهن – ترغيب وترهيب»Derefter blev jeg ført endnu længere frem. Imens så jeg nogle kvinder, hvis bryster blev bidt af slanger. Jeg spurgte: Hvem er disse kvinder? Der blev svaret: Det er de kvinder, som ikke ammede deres egne børn.« – Targīb wa Tarhīb

Den religiøse og moralske betydning af modermælk

Modermælk er den naturlige føde for barnet. Denne føde giver det fuld sundhed og styrke. Men den er ikke kun fysisk føde; den er også åndelig og moralsk føde. Modermælk har en dybtgående indflydelse på barnets hjerte, følelser, karakter og handlinger. Når moderen ammer sit barn, giver hun det ikke blot næringsrig føde, men lader også sine rene tanker, ophøjede følelser, høje håb og ønskværdige karaktertræk strømme ind i dets krop og sjæl med hver eneste dråbe mælk. Af naturen optager barnet alt dette sammen med modermælken. Modermælk er således yderst vigtig i moralsk henseende. Enhver føde påvirker under alle omstændigheder menneskets karakter og handlinger. Men eftersom mælk er menneskets første føde, er dens betydning endnu større.

Hvis et barn af en eller anden grund ikke får mælk fra sin egen mor og må ammes af en fremmed kvinde, bør man sørge for, at den kvinde, der skal amme det, er sund. Hun bør også være tilfredsstillende med hensyn til renhed og fromhed. Hendes følelser og tanker bør være gode, hendes karakter og handlinger pålidelige, og hendes vaner og egenskaber gode, så barnet kan tilegne sig en smuk karakter fra hende.

Den vigtigste årsag til det enestående forhold og den dybe kærlighed, der opstår mellem moren og barnet, er mælken. De mødre, som ikke ammer deres børn, føler ikke den tiltrækning til barnet, der skabes netop gennem amningen. Hvis de klager over fremmedgørelse og et køligt forhold til deres børn, er de selv ansvarlige for det. Når de i barnets første to leveår ikke har næret ømhed, kærlighed og et åndeligt bånd ved at lægge det til deres varme bryst, vil resultatet naturligt blive sådan.

I den islamiske sharīʿa er mælkens betydning ikke blot blevet anerkendt; den er blevet tillagt en sådan betydning, at reglerne om det tilladte og det forbudte er blevet fastlagt på dette grundlag.

På arabisk kaldes amning raḍāʿa. Islam anser denne ammerelation for næsten lige så værdig til respekt som slægtskab. Hvis et barn af en eller anden grund ammes af en fremmed kvinde, opstår der en ammerelation mellem barnet og denne kvinde. Den kvinde, der ammer barnet, bliver dets ammemor. Ammemorens status er næsten som den biologiske mors. Gennem amningen bliver ikke kun kvinden ammemor; hendes mand bliver barnets ammefar, og hendes børn bliver barnets ammesøskende. I sharīʿaen har disse slægtninge næsten samme status som biologiske slægtninge. Et indbyrdes ægteskab mellem sådanne slægtninge bliver derfor forbudt på samme måde, som det er forbudt mellem slægtninge gennem blodsbånd. Det er blevet sagt i Koranen:

وأُمَّهَاتُكُمُ الَّتِي أَرضَعْنَكُم وَأَخَوَاتُكُم من الرضاعة – النساء : ٢٣»Og jeres mødre, som har ammet jer, og jeres ammesøstre.«

Det vil sige, at de slægtninge, som bliver forbudte på grund af forbindelsen til ens biologiske forældre, også bliver forbudte på grund af forbindelsen til ens ammeforældre. Som forklaring på dette har Allahs Ædle Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forklaret reglen således:

إِنَّ اللَّهَ حَرَّمَ مِنَ الرَّضَاعَةِ مَا حَرَّمَ مِنَ النَّسب – صحيح مسلم»Allah den Ophøjede har også gennem amning gjort de slægtninge forbudte, som Han har gjort forbudte gennem slægtskab.« – Muslim

Amning tillægges så stor betydning i sharīʿaen, at hvis en mand og en kvinde engang bliver gift uden at kende hinanden, men der viser sig at være en ammerelation mellem dem, bliver ægteskabet ophævet alene på grundlag af én kvindes vidnesbyrd. Når ammerelationen er blevet kendt, er det ikke tilladt for disse to personer at fortsætte som ægtefæller, ikke så meget som et øjeblik.

ʿUqbah ibn al-Ḥārith, må Allah være tilfreds med ham, giftede sig med en kvinde. Efter brylluppet kom en kvinde og sagde: »Jeg har ammet jer begge.« ʿUqbah spurgte kvindens familie om sagen, men de erklærede, at de ikke kendte noget til den. Til sidst opsøgte ʿUqbah, må Allah være tilfreds med ham, Allahs elskede Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og fortalte ham hele sagen. Da Den Ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde hørt sagen, sagde han: »Hvordan kan I nu fortsætte med at bo sammen?« ʿUqbah, må Allah være tilfreds med ham, skilte sig fra kvinden, og hun giftede sig senere med en anden mand. – Ṣaḥīḥ al-Bukhārī

Amningens grænseløse værdi

På baggrund af denne enestående betydning og de store moralske og åndelige fordele ved at amme sit barn har Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) både udtalt en streng advarsel mod dem, der ikke ammer, og tilskyndet dem til det. Han har henvendt sig til muslimske kvinder og sagt: Når I ammer jeres hjertes barn, vil I ikke blot få belønning her i verden, men også i det hinsidige vil I blive skænket en umådelig belønning og store hædersbevisninger. Den elskede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) har sagt:

وإِن لها من أول رضعة ترضعه أجر حياة نسمة – كنز العمال”Og for hver første amning, hvormed en muslimsk kvinde ammer sit barn, får hun belønning svarende til belønningen for at give et menneske liv.” – Kanz al-ʿUmmāl

Desuden har den elskede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) beskrevet den ammende kvinde som en mujahid, der konstant står vagt på Allahs vej. Hvis denne kvinde dør i denne periode, får hun belønningen for martyrdom.

Modermælk set fra et medicinsk og psykologisk perspektiv

Modermælk er også enestående gavnlig fra et medicinsk og psykologisk perspektiv. Specialister inden for medicin og psykologi har skrevet udførligt om dette emne. Her vil vi gengive dele af en forskningsartikel fra en organisation for sundheds- og medicinsk forskning. Gennem dette citat bliver det muligt at forstå, hvad medicinske og psykologiske eksperter har tænkt om dette emne, og hvilke fordele det har for dig og dine efterkommere, når islam tilskynder dig til at gøre denne ret gældende.
“Mange af den moderne civilisations påstande fører os væk fra mange naturlige love. Mange gravide kvinder overvejer, om de skal give deres barn deres egen mælk eller komælk. Det er nødvendigt at gøre dem opmærksomme på, at komælk aldrig kan være et alternativ til modermælk. Hvis du ønsker at befri barnet for alle former for allergi, mavesmerter og fordøjelsesbesvær, så am det. Efter fødslen kommer moderens krop hurtigt tilbage i sund tilstand, når hun ammer sit barn. Desuden kan svagheden hos et for tidligt født barn også afhjælpes gennem modermælk.”

En mors historie

En kvindes barn blev født seks uger før det forventede tidspunkt. Hospitalsygeplejersken bandt et stramt bind omkring hendes krop. Kvinden spurgte sygeplejersken: “Hvorfor har De bundet dette bind?”
Sygeplejersken svarede: “Det er blevet bundet for at forhindre, at Deres mælk løber til.
“Men jeg ønsker jo at amme mit barn.” “De kan ikke amme Deres barn,” sagde sygeplejersken. “Fordi Deres barn blev født før tiden, er det svagt. De bliver nødt til at være adskilt fra det i nogle uger.”
“Læge!” Kvinden vendte sig skuffet mod sygeplejersken og sagde: “Kan De hjælpe mig? Jeg ønsker at amme mit barn.”
Lægen sagde i en irettesættende tone: “De ved vel, at Deres barn blev født for tidligt.”
“Det er netop derfor, jeg ønsker at amme det. Jeg ønsker, at det straks skal få styrke i sin svage krop og overleve.”
“Der kan slet ikke være tale om det.”
“Hvis De ønsker at give det Deres mælk, må vi udmalke Deres mælk med et apparat. Er De parat til det?”
Af kærlighed til sit barn var moderen parat til det. Hendes mælk blev udmalket med et elektrisk apparat. Nogle gange blev der udmalket helt op til 11 ounces. Denne mælk blev også givet til andre børn på hospitalet. Da moderen blev udskrevet fra hospitalet, blev barnet efterladt dér, fordi det vejede under 6 pund. Hjemme begyndte moderen ved hjælp af en pumpe at udmalke sin mælk og sende den til barnet på hospitalet. Imens blev barnet fem uger gammelt, hvorefter det blev bragt hjem.
I vores modebegejstrede samfund vil man finde meget få kvinder, der insisterer på at amme deres barn som den nævnte kvinde. Denne kvinde havde med egne øjne set, hvordan hendes veninder havde det. Hun vidste, at børn, der får mælk af flaske, altid lider af mavesmerter. Selv om hendes barn var født for tidligt, kom det meget hurtigt i normal tilstand, og den svaghed, man først havde bemærket, forsvandt straks.

Modermælk og sundhed

I de lande, hvor mødre i modernitetens navn er tilbageholdende med at amme deres børn, er sundhedsstandarden faldende, og børnene berøves forældrenes karakter. I de første dage er modermælken blandet med et stof, der kaldes kolostrum. Dette kolostrum giver barnet en stærk livskraft. Den mængde A-vitamin, som det indeholder, får man ikke senere på samme måde. Mængden aftager gradvist. Derfor skal moderen i begyndelsen sørge for at amme sit barn. Barnet får ikke dette vitamin i moderens liv. Det skal derfor nødvendigvis have det tidligt i livet. Kolostrum beskytter også nyfødte børn mod angreb fra bakterier udefra.

Nyfødte børn er udsatte for hoste og lungebetændelse. Hvis de får kolostrum, mindskes risikoen for, at de bliver ramt af disse sygdomme. De fleste af de børn, der dør inden for den første måned efter fødslen, dør på grund af mangel på kolostrum.

Moderne forskning

Forskerne er enige om, at den bedste måde at beskytte nyfødte børn mod alle former for lidelse på er at amme dem. Denne føde opfylder deres behov for medicin. De fleste sygdomme, som børn får tidligt i livet, skyldes deres kost.

Ved nærmere eftertanke vil man se, at forholdet hos dyr er helt anderledes end hos mennesker. Komælk er særdeles velegnet til kalven, fordi den meget hurtigt skal kunne stå på egne ben. Den har lidt større behov for fysisk styrke end for hjernekapacitet. Et menneskebarn behøver ikke at bevæge sig rundt umiddelbart efter fødslen. Det skal udvikle sin hjernekapacitet. Modermælk fungerer som det ideelle middel til at opnå disse evner.

Modermælk indeholder 4 procent fedt. Men sælmælk indeholder 40 procent fedt. Forklaringen er klar: Sælens krop har hurtigt brug for et fedtlag. Ved hjælp af dette fedtlag overlever den kulden fra isen og det iskolde vand. Kaninmælk indeholder derimod en noget større andel protein—10 gange mere end menneskemælk. Derfor vokser kaninungen så hurtigt. På blot 6 dage fordobles dens vægt i forhold til vægten ved fødslen. Det tager seks måneder for et menneskebarn at fordoble sin vægt. Sådan er naturens orden.

Ulemperne ved at give anden mælk end modermælk

Ifølge moderne opfattelser opstår forhøjet blodtryk ikke først i en høj alder; det begynder allerede i barndommen. Den største årsag er det forhøjede natriumindhold i komælk. En af årsagerne til den øgede forekomst af hjertesygdomme blandt modebevidste folk er, at de drikker anden mælk end modermælk. En undersøgelse har vist, at antallet af mødre i Amerika, som ammer deres børn, er halveret. I en britisk by er tallet faldet fra 77 procent til 36 procent, og i Frankrig steg antallet af børn, der ikke blev ammet, på fem år fra 31 procent til 51 procent. Sandheden er, at naturen har gjort hvert pattedyrs mælk egnet udelukkende til dets eget afkom.

Nærhed

Det barn, som moderen holder ind til sit bryst og ammer, får ikke blot mælk, men også en følelse af tryghed hos moderen. Denne følelse forbliver levende hele livet og gør det psykologisk set til et godt menneske. Dette forhold gennem amningen skaber et uopløseligt bånd mellem moderen og barnet. Dette bånd og dette kærlighedsfulde forhold kan ikke købes på markedet.

Psykiatere siger, at en af hovedårsagerne til det stigende antal psykiske sygdomme er, at mennesker i dag berøves moderens kærlighed. Den moderne civilisation rejser en kunstig mur mellem mor og barn. En livløs flaske af glas eller plastik fyldt med animalsk mælk kan ikke erstatte moderens bløde arme og den mælk, der fuldt ud opfylder barnets behov. Desuden kan intet måle sig med den ro, moderen oplever, når hun ammer.

At bære udgifterne ved at opfostre børn

Den anden del af omsorgen for børn er at afholde udgifterne. Islam har entydigt lagt ansvaret for disse udgifter på faderen. For Allah den Ophøjede har pålagt mændene ansvaret for at stræbe efter at tjene til livets ophold og sørge for livets nødvendigheder. Derfor har Han også givet dem fysisk, mental og moralsk styrke. Mænd har i højere grad end kvinder fået fysisk sundhed, evnen til hårdt arbejde, mod, beslutsomhed, eftertanke samt fysisk og moralsk styrke, fordi de havde større behov for disse kræfter og evner til deres særlige ansvar. Allah den Ophøjede har fritaget kvinderne for ansvaret for at stræbe efter at tjene til livets ophold og pålagt dem ansvaret for hjemmet. Derfor er kvinderne blevet udstyret med de egenskaber, der passer til dette. Kort sagt har Allah givet mænd og kvinder forskellige evner og pålagt dem at varetage deres respektive ansvarsområder på bedste vis.

Hvad det betyder at afholde udgifterne

Ansvaret for at afholde udgifterne betyder, at faderen skal afholde alle barnets udgifter fra fødslen, indtil det bliver myndigt. Det omfatter udgifterne ved fødslen, mad og drikke, tøj og hovedbeklædning, pleje og omsorg, sundhed og komfort, betaling til en anden kvinde, hvis det bliver nødvendigt at lade hende amme barnet, samt betaling til barnets mor, hvis hun er blevet skilt fra faderen og ammer barnet. Kort sagt er det faderens sharīʿa-mæssige pligt at afholde alle udgifter til barnets opdragelse og vækst. Hvis faderen er velhavende, er det også obligatorisk for ham at betale barnets sadaqa og fitra, mens det er mustahabb at give en aqīqa.

Udgifterne og faderens følelser

Faderen opfylder denne ret for sit barn med stor gavmildhed. Når han uden tøven bruger de penge og ejendele, som han har tjent gennem hårdt arbejde, og ser sit barn glad og tilfreds, forsvinder al hans træthed. Hans inderlige faderlige kærlighed bliver tilfredsstillet, og han fyldes af glæde. Allah den Ophøjede har vist både ham og barnet en stor ihsān ved at skabe en grænseløs faderlig kærlighed i faderens hjerte. Uden denne naturlige ømhed og hengivenhed ville det have været meget vanskeligt at afholde udgifterne til barnet alene som en pligt, og kun få mennesker ville have været i stand til at påtage sig dette ansvar. Som følge heraf ville opdragelsen af børn være blevet et alvorligt problem i menneskesamfundet, og børn ville som regel være blevet berøvet ordentlig omsorg. Det er også en stor ihsān fra Allah over for barnet, at Han har skabt kærlighed og ømhed i forældrenes hjerter og pålagt dem et så smukt ansvar for dets opdragelse.

Udgifterne og den religiøse pligt

En muslimsk far afholder udgifterne til sit barn på grund af sin medfødte kærlighed. Samtidig er han bevidst om, at det også er en religiøs pligt at afholde udgifterne til barnets opdragelse. Allah har betroet ham ansvaret for at være barnets værge. Ved at afholde barnets udgifter tilfredsstiller han på den ene side sine faderlige følelser, og på den anden side viser han over for Allah sit håb om at få en uudtømmelig belønning for denne gode handling i det hinsidige.
Når denne stærke faktor forenes med den naturlige kærlighed til barnet, bliver det at afholde udgifterne til barnets opdragelse et middel til succes i det hinsidige. Når det at afholde udgifterne til barnets opdragelse således bliver præget af dette smukke mål, bliver det meget let at varetage denne pligt. Den muslimske far udfører denne pligt, idet han anser den for fard, for at opnå frelse i det hinsidige og Allahs tilfredshed. Han påtager sig det hårdest tænkelige arbejde og bringer store ofre for barnets opdragelse, og han glæder sig over, at den amanah, som Allah havde betroet ham, ikke er gået til spilde. Når han bruger penge på barnets opdragelse, anser han det for at have brugt dem på Allahs vej efter Allahs befaling. Hazrat Abu Masʿud al-Badrī, måtte Allah være tilfreds med ham, har berettet, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde:

إذا أنفق الرَّجُلُ عَلَى أَهْلِهِ نَفَقَةً يَحْسِبُهَا فَهِي لَهُ صَدَقَةٌ – متفق عليه، رياض
الصالحين ص ١٥٢”Når en person bruger penge på sin familie udelukkende med forventning om belønning, regnes denne udgift for ham som sadaqa.” – Bukhari og Muslim

At udføre en handling med ihtisab betyder, at man udelukkende gør den for Allahs tilfredshed og for belønningen i det hinsidige og ikke med noget andet formål.

Det bedste forbillede

Da den elskede Profets, må Allahs fred og velsignelser være med ham, yngste søn, Ibrahim, blev født, bragte hans slave Abu Rafi ham det glædelige budskab. I sin glæde frigav han straks en slave. På den syvende dag udførte han aqiqah og fik barnets hår klippet. Han gav sølv svarende til hårets vægt bort på Allahs vej. Mange kvinder fra Ansar tilbød at amme barnet. Blandt dem valgte han Khawla bint Zayd al-Ansariyya til denne tjeneste og betroede Ibrahim til hende. Som betaling for denne tjeneste fik hun nogle daddelpalmer.

Aqiqah

Det er sunnah at udføre aqiqah for et barn. Den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udførte aqiqah for sine børn og opmuntrede også andre til at udføre aqiqah. Men man skal være helt opmærksom på, at aqiqah udelukkende er en mustahabb sadaqa. Det er ikke en obligatorisk fard. Hvis nogen ikke udfører aqiqah, er der ingen synd forbundet med det. Hvis faderen er velstående, er det bedre at udføre aqiqah. Aqiqah er en sadaqa for barnets liv. Ved at udføre aqiqah fjernes ulykker og prøvelser, og barnet beskyttes mod farer og vanskeligheder. Den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:

رَأْسَهُ . بح عنه يوم سابعه ويُسمّى فِيهِ وَيُخلق كل غلام رهين بحقيقته تذبح عنه يوم .
جامع ترمذی»Ethvert barn er pantsat i forbindelse med sin aqiqah. På den syvende dag skal der slagtes et dyr på dets vegne. Samme dag skal det have sit navn, og dets hovedhår skal klippes.« – Tirmidhi

Aqiqah betegner i virkeligheden det dyr, som slagtes som sadaqa på den syvende dag efter et nyfødt barns fødsel. Hvis det er muligt, skal der slagtes to bukke eller geder på en søns vegne og ét dyr på en datters vegne. Men det er ikke obligatorisk at slagte to dyr som aqiqah for en søn. Man kan også slagte én ged eller én bukk. I virkeligheden er dette en sadaqa for barnets liv, og barnets liv er pantsat i forbindelse med den. Derfor er det en god handling at udføre aqiqah. Betingelsen er dog, at den økonomiske situation skal være god.

عن على بن أبي طَالِبٍ قَالَ عَى رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَنِ الحسن بشَاةٍ وقال يا فاطمة : اخْلِقى رأسه وتصدقي بِزَنَةِ شَعْرِه فِضة فوزناه فكان وزنه برهما أو بعض درهم – جامع ترمذی»Ali ibn Abi Talib, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, slagtede én ged som aqiqah på vegne af Hasan, må Allah være tilfreds med ham, og sagde: “Fatimah! Klip hans hår, og giv sølv bort svarende til hårets vægt.” Vi vejede hans hår, og det vejede én dirham eller lidt mindre.« – Tirmidhi

Af denne hadith fremgår det, at det også er tilladt at slagte én ged på drengens vegne. Hvis Allah har skænket nogen rigdom, og han ønsker at slagte to dyr, kan han med glæde gøre det. Men man skal huske, at det ikke er obligatorisk at slagte to dyr på drengens vegne. Ét dyr er også tilstrækkeligt.
Aqiqah bør udføres på den syvende dag efter fødslen. Hvis det af en eller anden grund ikke kan gøres på den syvende dag, kan det gøres på den fjortende eller enogtyvende dag og også senere.
Aqiqah er en sunnah-fest. Denne fest skal holdes meget enkelt med intentionen om at følge sunnahen. Man skal være særligt opmærksom på, at sunnahens praksis ikke besmittes af fremvisning, stolthed og hovmod samt af skikke og traditioner. De, der ved denne sunnah-fest arrangerer musik og sang og ødsler på forskellige måder, bedrager både sig selv og ønsker også at bedrage deres egen Herre. At udslette sunnahen i sunnahens navn er den afskyeligste forbrydelse. Ved en sådan aqiqah er håbet om at opnå belønning ganske fjernt. Tværtimod bedrøves Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) over denne handling, og Allah bliver vred.

Omskærelse

Omskærelse er sunnahen for alle profeterne (fred være med dem) og en islamisk skik. Det er overleveret fra Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

الفطرة خمس الختان والاستحداد، ونتف الابط، وقص الشارب وتعليم الأظفار – الادب المفرد ص ۱۸۸”Fem handlinger regnes for at høre til den naturlige, gode skik: omskærelse, fjernelse af hårene under navlen, fjernelse af hårene under armene, trimning af overskægget og klipning af neglene.”

Al-fitrah betyder en smuk natur eller god skik. Det vil sige, at disse fem ting er tegn på renhed. Disse fem handlinger har siden oldtiden været anset for profeternes sunnah. Alle profeterne fulgte dem, og de er blevet praktiseret som en enstemmig ordning i alle deres lovgivninger.
Hvis barnet ikke er meget svagt, bør det omskæres allerede på den syvende dag efter fødslen. Det har to fordele. For det første er barnets hud på det tidspunkt blød og tynd, så det heler hurtigt. For det andet følger man derved den hentydning til omskærelse på den syvende dag, som findes i den ædle Profets (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hadith. Hazrat Salman bin Amir (må Allah være tilfreds med ham) siger: Jeg hørte Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige:

معَ الغُلَامِ عَقِيقَةُ فَأَهْرٍ قُوا عَنْهُ دما وأميطُوا عنه الأذى – بخاري”Sammen med drengen kommer aqiqah. Så udgyd blod på hans vegne, og fjern urenhederne fra ham.” – Bukhari

At fjerne urenheder betyder blandt andet at klippe håret og give barnet et bad. Ifølge nogle lærde omfatter denne befaling også omskærelse, eftersom omskærelse ligeledes fjerner urenhed og tjener til at opnå renhed.
Derfor bør omskærelsen udføres på den syvende dag. Hvis det af en eller anden grund ikke sker, bør den udføres inden for fyrre dage. Eller den kan udføres når som helst. Der er ingen vanskelighed ved det. Man skal dog være opmærksom på to ting.
For det første må det ikke blive forsinket alt for længe. Det er godt at få barnet omskåret inden syvårsalderen, for derefter bliver huden tykkere, og det medfører større smerte. For det andet skal denne sunnah praktiseres meget enkelt uden stor pragt og pomp. Hvis omstændighederne tillader det, kan man i glæde over at have opfyldt denne sunnah invitere sine venner og bekendte på et måltid. Men at gøre det til en permanent fest og anse udgifter til fremvisning for nødvendige stemmer ikke med islams natur. At uden grund pålægge sig selv noget som en forpligtelse, derefter blive udmattet og skabe problemer for sig selv svarer til ulydighed mod den islamiske lov.
En person inviterede Hazrat Uthman bin Abil As (må Allah være tilfreds med ham) til at deltage i en omskærelsesfest i sit hjem. Men han deltog ikke. Da han blev spurgt, hvorfor han ikke tog derhen, sagde han: “På Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tid deltog vi ikke i nogen omskærelsesfest, og vi blev heller ikke inviteret til en.”
Det er bedst at praktisere denne sunnah meget enkelt, så den ikke uden grund bliver en byrde for mennesker. Hvis barnets far naturligvis er velstående og ønsker at beværte nogle mennesker eller uddele lidt slik i den tanke, at Allah har givet ham muligheden for at opfylde denne sunnah, er der ikke noget forkert i det. Men man skal være særligt opmærksom på, at det ikke bliver til en fast skik.

Betaling for ammemoderens mælk

Det er faderens ansvar at betale den kvinde, der ammer barnet. Hvis faderen har skilt sig fra barnets mor, eller hvis hun har fået khulʿ, er det bedst, at barnet ammes af sin mor, og moderen bør ikke fratage barnet sin mælk. I så fald er det obligatorisk for barnets far at forsørge moderen, og han skal sørge for hendes mad og tøj. Hvis moderen ikke er til stede, eller barnet af en eller anden grund skal ammes af en anden kvinde, er det stadig faderens sharʿi-pligt at betale hende. Hvis faderen dør, påhviler ansvaret for betalingen til den kvinde, der ammer barnet, barnets bedstefar eller en hvilken som helst af barnets værger. Det siges i den hellige Koran:

والوالدت يرضعن أولادهن حولين كاملين لمَنْ أَرَادَ أَنْ يُتِمَّ الرَّضَاعَةَ . وعلى المولودله رزقهن وكسوتهن بالمعروف ، لا تُكَلِّفُ نَفْس إلا وسعها : لا تضار والدة بولدها ولا مولود له بولده وعلى الوارث مثلُ ذَلِكَ ، فَإِنْ أراد فصالاً عن تراض منهما وتشاور فَلا جُنَاحَ عَلَيْهِمَا ، وَإِنْ أَرَدتُّمْ أَن تسترضعوا أولادكم فلا جناح عليكم إِذا سلمتم ما أتيتُم بالمعروف . واتَّقُوا الله واعلموا أن الله بما تعملون بصير البقرة : ٢٣٣
»Og mødrene skal amme deres børn i to hele år, for den, der ønsker at fuldføre amningen. Faderen til barnet skal på passende vis sørge for deres underhold og beklædning. Ingen skal pålægges mere, end han kan bære. En mor må ikke skades på grund af sit barn, og en far må ikke skades på grund af sit barn. Arvingen har den samme forpligtelse. Hvis begge, efter gensidig enighed og samråd, ønsker at fravænne barnet, er der ingen synd på dem. Og hvis I ønsker at få jeres børn ammet af en anden kvinde, er der ingen synd på jer, hvis I på passende vis betaler det, I har aftalt. Frygt Allah, og vid, at Allah ser, hvad I gør.« – Sura al-Baqara: 233

Af dette vers fremgår syv grundlæggende anvisninger vedrørende amning:
For det første: Mødre skal normalt amme deres børn i to år.
For det andet: De mødre, der af en eller anden grund er blevet adskilt fra faderen, skal også amme deres barn i hele perioden. Ja, hvis barnets far ønsker, at barnet skal ammes i hele perioden, skal det ske.
For det tredje: I ammeperioden skal barnets far bære udgifterne til barnets mors mad og tøj.
For det fjerde: Hvis barnets far ikke er til stede, er det bedstefaren eller den person, der bliver barnets wali, som har ansvaret for at betale for amningen.
For det femte: Ingen må pålægges en byrde, der overstiger hans evne. På den ene side må moderen ikke chikaneres ved at blive tvunget til at amme på grund af sin kærlighed til barnet. Derfor må hun ikke gives en lavere betaling. På den anden side må faderen heller ikke chikaneres ved at kræve en overdreven betaling af ham.
For det sjette: Hvis barnets forældre på grundlag af gensidig enighed og samråd ønsker at fravænne barnet før de to år, er der ingen hindring for det.
For det syvende: Hvis moderen af en eller anden grund ikke ønsker at amme barnet, er det tilladt at få det ammet af en anden kvinde. Hendes betaling skal naturligvis fastsættes og gives på passende vis.
Disse syv grundlæggende anvisninger er ikke blot blevet givet til recitation, men for at blive efterlevet, og kun de, der kan udvikle to grundlæggende egenskaber i sig selv, kan efterleve dem korrekt. Det vil sige, at kun de, som har gudsfrygt og viden om samt tillid til, at Allah ser alt, er i stand til at følge de syv grundlæggende anvisninger.
Taqwa, eller gudsfrygt, betyder at beskytte sig mod Allahs mishag og have et stærkt ønske om at opnå Hans tilfredshed. Det betyder ikke af frygt for Allah at gøre noget, der kan være årsag til Hans vrede, og af kærlighed til Allah oprigtigt at udføre enhver handling, der kan føre til Hans tilfredshed. Vished om, at Allah ser alt, er navnet på en stor trosmæssig styrke. På den ene side beskytter denne styrke mennesket mod forsømmelighed, letsindighed og at gå den forkerte vej. På den anden side holder den det permanent aktivt for at opnå belønning og gengældelse fra Allah.

Anvisningen i Koranen om at bære udgifterne til barnet

I den hellige Koran er anvisningen om at bære udgifterne til barnets opdragelse ganske vist ikke nævnt i klare vendinger. Der står ikke i Koranen: »Bær udgifterne for barnet.« Eller: »Det er obligatorisk at bære udgifterne til barnet.« Men det betyder heller ikke, at Koranen ikke indeholder en anvisning om at bære udgifterne til barnet, og at denne opfordring kun findes i hadith.
Koranen er i virkeligheden en tale eller åbenbaring på det allerhøjeste niveau. Ved beskrivelsen af påbud, regler og love er der anvendt en særdeles vis og indsigtsfuld fremstillingsform. I denne fremstilling er der fuldt ud taget hensyn til menneskets natur, følelser og psykologi.
At bære udgifterne ved børneopdragelse er i menneskesamfundet en så smuk, naturlig, medfødt og kærkommen handling, at Den hellige Koran ikke fandt det nødvendigt at beskrive den under overskriften »påbud«. Samtidig har den med stor visdom gjort det klart, at faderen er ansvarlig for at bære udgifterne til barnets opdragelse.
I det ovenfor nævnte vers siges det, at faderen, uanset hvilken kvinde han ønsker skal amme sit barn, er forpligtet til at give hende mad, tøj eller betaling for amningen. Hvis faderen ikke er til stede, påhviler dette ansvar den, der bliver barnets værge. Koranen har pålagt dig ansvaret for at forsørge en fremmed kvinde, netop fordi hun har ammet dit barn. Hvis en fremmed kvinde ammer dit barn, bliver det dit ansvar at dække hendes udgifter på passende vis. Og det skyldes, at hun har ammet dit barn. Hvis du får pålagt at bære udgifterne til en fremmed kvinde, fordi hun ammer dit barn, hvordan kan det så være muligt, at ansvaret for barnets udgifter ikke skulle påhvile dig? Det, du giver den kvinde, der ammer barnet, giver du jo som betaling for dit barns mad og pleje. Ved at pålægge faderen ansvaret for denne betaling har Koranen tydeliggjort, at faderen alene er ansvarlig for udgifterne til barnets opdragelse, og Allahs Sendebud ﷺ har med sine egne ord forklaret netop denne betydning.

At bære udgifterne til barnet i lyset af hadith

I den ædle hadith er spørgsmålet om at bære udgifterne til barnets opdragelse blevet behandlet fra forskellige synsvinkler. Ved at tage alle disse aspekter i betragtning kan en muslim opdrage sine børn i overensstemmelse med religionens krav og dermed sikre sin egen succes.

De første udgifter skal gå til barnet

Den første, der har ret til den rigdom, som Allah den Ophøjede har skænket dig, er dine børn. At bruge penge på sine børn er ikke blot et verdsligt eller materielt spørgsmål; det er også et direkte krav fra religionen. Religionens påbud er, at man først skal opfylde børnenes behov. At opfylde deres behov er ikke verdslighed, men fromhed.
Det er ikke en velanset handling at give almisse, mens man tilsidesætter deres rettigheder, berøver dem deres ret eller overlader dem til andres barmhjertighed. Den almisse, der er velanset, er i virkeligheden den, efter hvilken der stadig er velstand tilbage, og børnene ikke udsættes for nogen form for nød. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, brød sig ikke om en sadaqa eller almisse, som medførte, at man bagefter måtte række hånden ud til andre for at opfylde børnenes behov. Set i religionens lys er det heller ikke en god gerning, at ens børn må se på forskellige menneskers ansigter, mens man selv bruger penge på andre gode formål. Det er ligeledes et tegn på uvidenhed om religionen, at ens egne børn går sultne og nøgne, får kun det mest nødvendige, mens man bruger gavmildt for at udbrede sit navn og sin berømmelse eller for sin personlige komfort og fornøjelse. Den første, der har ret til din rigdom, er dit elskede barn. Det gælder også, hvis barnet er fra din fraskilte hustru. Kort sagt: De er dine børn. At leve i komfort, eller lade andre leve komfortabelt, mens man lader dem være hjælpeløse eller fattige, svarer til at berøve dem deres ret. Din gavmildhed over for andre bør derfor korrigeres. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har vejledt dig til først at opfylde dine børns behov:

قَالَ رَسُولُ اللهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ خَيْرُ الصَّدَقَةِ مَا كَانَ عَنْ ظَهْرٍ غَنِيٌّ وابدأ بمن تعول – بخاري، مشكوة باب فضل الصدقة عن أبي هريرة
وحكيم بن حزام ص ۱۷۰”Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den bedste almisse er den, efter hvilken der stadig er velstand tilbage, og begynd med at bruge på dem, hvis forsørgelse er blevet lagt på dig.” – Bukhari

I denne hadith har muslimske forældre fået en afbalanceret og naturlig regel. Det er ethvert menneskes naturlige ønske, at dets rigdom skal komme dets børn til gode, og at de skal leve et liv i komfort og velvære. Dette er den største årsag til at erhverve rigdom og også det første foretrukne område at bruge den på. Islam lægger særlig vægt på almisse og velgørenhed. Den betegnes endda som et krav fra troen, mens nærighed og ugavmildhed beskrives som et tegn på hykleri. Samtidig er det blevet påbudt først at opfylde behovene hos de mennesker, som er blevet betroet vores ansvar. I islam er det ikke velanset at give almisse, mens man tilsidesætter børnenes behov. Den bedste sadaqa er derfor den, efter hvilken børnene ikke udsættes for nød.

Grov synd at forsømme forsørgelsen af sine børn

قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كَفَى بِالْمَرْءِ إِنَّمَا أَنْ يُضِيعَ مَنْ يقوت – رياض الصالحين، ابوداود عن عبد الله بن عمر وبن العاص ..
“Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Det er tilstrækkeligt til at gøre et menneske syndigt, at det skader dem, som det forsørger.”

At forsømme forsørgelsen af de mennesker, hvis ansvar Allah har pålagt en, og at skade dem, er en så alvorlig synd, at det alene er tilstrækkeligt til at betegne personen som ulydig mod Allah og syndig. Denne forsømmelse kan have flere former:

Han bruger meget på berømmelse og prangende fremvisning, men er forsømmelig over for sine børns rettigheder.
Han lever selv meget komfortabelt, mens børnene lider under sult og tørst.
På grund af manglende korrekt forståelse af religionen bruger han sin rigdom på andre gode formål og forsømmer at opfylde børnenes behov.
Barnet lever mellem liv og død. Når det er tid til at handle, er han følelsesløs, bevæger hverken hænder eller fødder og er ikke parat til at gøre noget som helst.
Det er enhver fars ansvar at forsørge sit barn. At mangle ansvarsfølelse og forsømme at opfylde dette krav er en alvorlig synd.

Den udgift, der giver den største belønning

عن أبي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللهُ عَنْهُ قَالَ : قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وسلم دينار أنفقته في سبيل الله ودينار أنفَقْتُهُ فِي رقبة ودينار تصدقت بِهِ على مسكين ودينار أنفقته على أهلك أعظمها أَجْرًا الَّذِي أَنفَقْتَهُ عَلَى أَهْلِكَ
– صحيح مسلم”Hazrat Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham, berettede, at Profeten, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Den guldmønt, du bruger på Allahs vej, den guldmønt, du bruger på at frigive en slave fra trældom, den guldmønt, du giver som almisse til en fattig, og den guldmønt, du bruger på din familie—den største belønning af disse er for den guldmønt, du bruger på din familie.”

Denne overlevering kan yderligere forklares gennem en hadith fra Hazrat Thauban, måtte Allah være tilfreds med ham. Han sagde, at Profeten, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Den bedste guldmønt er den, man bruger på sine børn, den, man bruger på et ridedyr til Allahs vej, og den, man bruger på sine ledsagere på Allahs vej. Abu Qilaba (en mellemleds-overlever) siger, at han begyndte med at nævne udgifter til børnene, og sagde: Hvem kan få større belønning end den, der bruger på sine små børn, så Allah beskytter dem mod at tigge og holder dem velstående?”—Jami‘ at-Tirmidhi

Den far, hvis ansigt vil stråle som fuldmånen

عن أبي هريرة قَالَ : قَالَ رَسُولُ الله صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ طَلَبَ الدنيا خلالاً اسْتِعْفَافًا عَنِ المسئلة وسعيا عَلَى أَهْلِهِ وَتَعَطَّفًا عَلَى جَارِهِ لقى الله تعالى يوم القيمة ووجهه مثل القمَرَ لَيْلَةَ الْبَدْرِ وَمَنْ طَلَبَ الدُّنْيَا حلالاً مكاثراً مُفَاخِرًا مُرَائِيًا لقى الله تَعَالَى وَهُوَ عَلَيْهِ غَضْبَانُ – بهقى في شعب الايمان”Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Den, der søger det jordiske liv gennem det tilladte for at undgå at tigge hos andre, for at sørge for sin families underhold og for at behandle sin nabo godt, vil på Dommedag møde Allah, mens hans ansigt stråler som fuldmånen. Men den, der søger det jordiske liv på tilladt vis for at samle mere rigdom end andre, prale og vise sin overlegenhed over dem, vil møde Allah, mens Allah er vred på ham.”

Belønningen til den mor, der bruger penge på sit barn

Islam har gjort faderen til den eneansvarlige for udgifterne til børnenes forsørgelse og fritaget moderen fra kampen for at tjene til livets ophold, så hun med fuld koncentration og oprigtighed kan opfylde sin del af ansvaret. Men det betyder ikke, at en mor, som bruger penge på sit barn, bliver berøvet belønning og fortjeneste. Hvis hendes mand er død eller er blevet ude af stand til at forsørge familien, og moderen sørger for udgifterne til sit barn, vil hun bestemt modtage belønning og fortjeneste for sin gode handling.

عن أم سلمةَ قَالَتْ قُلْتُ يَا رَسُولَ الله هَلْ لِي فِي بَنِي أَبِي سَلَّمَةَ أَجْرٌ أَنْ أنفق عليهم ولست بتاركتهم هكذا وهكذا إِنَّمَا هُمْ بَنِي ؟ فَقَالَ نَعَمْ لَكَ أَجْرُ ما أنفقت عليهم – متفق عليه رياض الصالحين ص ١٥٢”Det er overleveret fra Hazrat Umm Salama, måtte Allah være tilfreds med hende: Jeg spurgte Profeten, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham: Vil jeg få belønning for at bruge penge på Abu Salamas sønner? Jeg kan ikke bare lade dem være sådan, så de må strejfe omkring som fattige og trængende. De er jo også mine sønner. Han sagde: Ja, du vil få belønning for det, du bruger på dem.”—Bukhari og Muslim

Den første ægtemand til De Troendes Moder, Hazrat Umm Salama, måtte Allah være tilfreds med hende, var Hazrat Abu Salama, måtte Allah være tilfreds med ham, og med ham havde hun to sønner og to døtre. Det var om dem, hun spurgte Profeten, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham. Denne hadith rummer to anvisninger. For det første: Selv om en mor ikke er forpligtet til at bruge penge på sine børn, vil hun bestemt få belønning og fortjeneste for det, hun bruger. Denne hadith viser også, hvordan en troende mors tankegang bør være. Hazrat Umm Salama, måtte Allah være tilfreds med hende, havde en naturlig kærlighed til sine børn. Derfor følte hun sig forpligtet til at tage sig af dem. Hun siger selv: “Jeg kan ikke lade dem være sådan, så de må strejfe omkring her og der som fattige og trængende.” Samtidig overvejede hun også, at hun burde få belønning i det hinsidige for denne gode handling. For den troendes enhver handling har det hinsidige som grundlag. Hun kan ikke gøre noget uden at bekymre sig om succesen i det hinsidige.

Opdragelse af døtre

Ud over denne almindelige vejledning om opdragelse af børn har islam lagt særlig vægt på opdragelsen af døtre og har i særdeleshed opmuntret til dette ved at fremhæve, at der er en stor belønning og stor fortjeneste ved at opdrage døtre.

En datter er i virkeligheden et sårbart væsen. Selv efter at forældrene har opdraget hende og sørget for hendes udgifter år efter år, kan de ikke forvente at få nogen modydelse fra hende. De kan heller ikke forvente at modtage nogen tjeneste fra hende. For når en datter bliver i stand til at yde tjeneste, må hun straks overlades til at tjene andre. Under disse forhold vil det ikke være muligt for et menneske at opfylde sin pligt over for sin datter, hvis islams lære ikke står ham klart, og han vil heller ikke kunne give hende den kærlighed, hengivenhed og respekt, som hun har ret til. Derfor må disse vejledninger mindes igen og igen. Især må man med alvor forstå den lære, som islam har givet om opdragelsen af døtre.

Velsignelsen ved at opdrage døtre

Det er overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde:

من عَالَ جَارِيَتَيْنِ حَتَّى تَبْلُغَا جَاءَ يَوْمَ الْقِيمَةِ أَنَا وَهُوَ كَهَاتَينِ وَضَمَّ أَصَابِعِهِ
رياض الصالحين، صحيح مسلم”Den, der opdrager to døtre, indtil de begge bliver myndige og voksne, vil på Opstandelsens Dag komme således, at han og jeg vil være sammen som disse to fingre.” Og han, må Allahs velsignelser og fred være med ham, viste det ved at føre sine fingre sammen. – Riyad as-Salihin, Sahih Muslim

Hvilken større lykke kan der være for en troende mor og en troende far end, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, på Opstandelsens Dag møder dem som sin ven? I denne hadith har Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, brugt ordet “tablugha”. Ordet har en meget bred betydning. En af dets betydninger er, at disse to piger blev voksne. Det kan også betyde, at de nåede deres bestemmelsessted eller mål. Det vil sige, at de nåede frem til deres eget hjem under deres ægtemands værgemål.

Den mor, for hvem Paradiset bliver obligatorisk

عَنْ عَائِشَةَ رضى اللهُ عَنْهَا قَالَتْ جَاءَ تَنِي مِسْكِينَةٌ تَحْمِلُ ابْنَتَيْنِ لَهَا فاطعمتها ثلاث تمرات فأعطت كل واحدة منهما تمرة ورفعت إلى فيها تمرة لتأكلها فاستطعمتها ابنتاها فَشَقَتِ الثمرة الَّتِي كَانَتْ تُرِيدُ أَنْ تَأْكُلَهَا بَيْنَهُمَا فَأَعْجَبَنِي شَأْنُهَا فَذَكَرْتُ الَّذِي صَنَعَت لِرَسُولِ الله صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ : إِنَّ اللَّهَ قَدْ أَوْجَبَ لَهَا بِهَا الْجَنَّةَ أَوْ اعْتَقَهَا بِهَا مِنَ النَّارِ –
رياض الصالحين، صحيح مسلم”Aisha, må Allah være tilfreds med hende, berettede: Hun sagde: En fattig kvinde kom til mig med sine to døtre. Jeg gav hende tre dadler. Hun gav de to dadler til sine to døtre og delte den resterende dadel, som hun selv ville spise, i to og gav stykkerne til de to døtre. Jeg blev meget betaget af denne handling. Jeg fortalte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om det, hun havde gjort. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: ‘Allah har på grund af hendes opdragelse af disse to døtre gjort Paradiset obligatorisk for hende og befriet hende fra Helvedes ild.'” – Riyad as-Salihin, Sahih Muslim

Datteren er forældrenes paradis

Hvis Allah har gjort dig til mor eller far til en datter, er du yderst lykkelig. Allah den Ophøjede har lagt dit paradis under din omsorg. Nu er det din opgave enten at beskytte dette paradis eller ødelægge det. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, har med fuld overbevisning givet dette glædelige budskab: Hvis du opfylder din pligt over for din datter i hendes opdragelse, er Paradiset blevet obligatorisk for dig.
Hadhrat Jabir bin Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, har sagt: Den Ædle Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde:

منْ كَانَ لَهُ ثَلاث بنات يرويهن ويكفيهن ويرحمهن فقد وجب له الجنة البتة
فقَالَ رَجُلٌ مِنْ بَعْضِ الْقَوْمِ وَثِنْتَيْنِ يَا رَسُولَ اللهِ : قَالَ وَثِنْتَيْنِ –
الادب المفرد ص ١٥»Den, der har tre døtre, beholder dem under sit værgemål, sørger for deres behov og viser dem barmhjertighed, får med sikkerhed Paradiset gjort obligatorisk for sig.« En mand fra folket spurgte: »Og hvis det er to, Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham?« Han svarede: »Også hvis det er to.« Således opnås denne belønning også, hvis man har to døtre.« – Al-Adab al-Mufrad

I Mishkat Sharif findes der flere hadither med samme betydning. Fortælleren af denne hadith er Abdullah bin Abbas, må Allah være tilfreds med ham. Han har sagt, at hvis folk havde spurgt om én datter, ville Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, også have givet dette glædelige budskab om én.

At bære udgifterne for en hjælpeløs datter

إن النبي صلى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ أَلا أدلُّكُمْ عَلَى أَفْضَلِ الصَّدَقَةِ ابْنَتُكَ
مردودة إِلَيْكَ لَيْسَ لَهَا كَاسب غيرك –
ابن ماجه، جمع الفوائد باب بر الاولاد»Den Ædle Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Skal jeg ikke fortælle jer om den bedste form for sadaqa? Det er den datter, som er blevet sendt tilbage til jer, og som ikke har nogen anden end jer til at tjene til hendes underhold.«

Det betyder i virkeligheden den pige, som efter at være blevet gift bliver sendt tilbage til sine forældre. Det kan skyldes hendes mands død. Efter mandens død er der måske ingen i svigerfamilien, som kan bære hendes udgifter, eller hendes mand har af en eller anden grund skilt sig fra hende, hvorefter hun er kommet tilbage til sine forældre. Denne hadith kan også betyde en pige, som ikke er blevet gift eller ikke er egnet til ægteskab.

En trosoplysende revolution

På grund af alle disse revolutionerende islamiske lærdomme blev den trosstyrkende revolution, der på få korte år fandt sted på den arabiske jord, betragtet som et gyldent kapitel i historien. Det sande billede af denne forbløffende revolutions velsignelser blev kun oplevet af de lykkelige mennesker, som levede i den tid. Kun de, hvis øjne og tankeverden både havde set det sørgelige billede før revolutionen og oplevet det trosstyrkende syn efter revolutionen, ved, hvad en revolution er. Men selv i dag, hvis et glimt af dette gyldne kapitel på historiens sider viser sig for os, oplyses øjnene, og troen vækkes til live.
Før Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, levede, var en fars hårdhjertethed og tyranni over for døtre i den arabiske verden den største ære. Han foretrak døden frem for livet for sin uskyldige og svage datter. En digter fra den tid siger:

تهوى حياتي وأهوى موتها شفقا – والْمَوْتُ أكرم نزال على الحرم –
“Hun ønsker mit liv, og af medfølelse med hende ønsker jeg hendes død. For kvinden er døden den mest ærefulde gæst.”

En anden digter siger:

إِنَّ النِّسَاءَ شَيَاطِينُ خُلِقْنَ لَنَا – فَوُذْ بِاللَّهِ مِنْ شَرِّ الشَّيَاطِينِ .
“I virkeligheden er kvinder djævle. De er blevet skabt til os. Må Allah befri os fra disse djævles ondskab.”

Ved en høvding fra Bahras datters død bad Abu Bakr al-Khwarizmi nogen skrive en sørgetale:
“Hvis du havde nævnt den dødes tilsløring eller mindet om hendes skønhed, ville en lykønskning i stedet for en sørgetale have været bedre for dig. For det er bedst, at det, der ikke bør vises, forsvinder, og at spædbarnspiger begraves, er en stor ærefuld handling. Vi gennemlever en tid, hvor en mand, hvis hustru dør, mens han lever, synes at have opnået alle velsignelser. Og hvis han med egne hænder begraver sin datter i en grav, har han taget fuld hævn over sin svigersøn.”
Qays ibn Asim, høvdingen for Banu Tamim, erklærede selv foran Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at han med egne hænder havde begravet ti uskyldige døtre levende. En anden mand fortalte Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om sin sørgelige hændelse på en sådan måde, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev dybt bekymret og græd så meget, at hans ædle skæg blev gennemvædet af tårer.
Da dette arabiske samfund tog islam til sig og tilegnede sig den islamiske lære, ændrede dets udseende sig fuldstændigt på få år. De piger, hvis eksistens havde været en skam for dem, blev for dem et middel til frelse. De, der havde revet døtre ud af deres mødres arme og begravet dem levende, begyndte nu at strides indbyrdes om at opfostre fattige pigers døtre.

Et forbløffende syn

Efter umrah, da Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gjorde sig klar til at vende tilbage fra Mekka, kom en forældreløs pige løbende og råbte: “Onkel, onkel!” Pigen var datter af Hazrat Hamza. Hun havde opholdt sig i Mekka. Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, gik frem, løftede pigen op i sine arme og sagde, mens han gav hende til Hazrat Fatima, må Allah være tilfreds med hende: “Dette er din onkels datter.” Derefter begyndte Hazrat Ali, Hazrat Ja’far, må Allah være tilfreds med ham, og Hazrat Zayd, må Allah være tilfreds med ham, at strides indbyrdes om at tage sig af pigen.
Hazrat Ja’far al-Tayyar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: “O Allahs Sendebud! Denne lille pige bør overlades til mig, for hun er min farbrors datter, og jeg har størst ret til hende, eftersom hendes moster er i mit hjem.” Hazrat Zayd, må Allah være tilfreds med ham, sagde: “O Allahs Sendebud! Overlad denne lille pige til mig. Hendes far var min trosbroder.”
Hazrat Ali, som fra begyndelsen havde holdt hende i sine arme, sagde: “Herre! Hun er min søster, og hun kom først til mig. Derfor er det mig, der har ret til hende.” Denne iver efter at opfostre pigen var virkelig et forbløffende og betagende syn. Den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, overvejede alle tres udsagn grundigt og overlod den lille pige til hendes moster, idet han sagde: “Det vil sige, at mosteren er som moderen.” – Bukhari

God behandling

Børns tredje ret eller krav er, at man behandler dem godt: viser dem omsorg, omgås dem med kærlig ømhed, tager hensyn til deres komfort og velbefindende, er opmærksom på deres følelser, forsøger at gøre dem glade og ikke opfører sig på en måde, der sårer deres følelser, knuser deres hjerte, får dem til at miste håbet eller krænker deres stolthed og selvrespekt.

Dit elskede lille barn, som er under din omsorg, ser på dig med håb om at modtage kærlighed. Dette er Allahs belønning til dig. Vis Allah taknemmelighed for denne belønning, og vanær ikke Hans belønning. Vis børnene respekt, og behandl dem på den måde, de fortjener.

Et barn er en amanah fra Allah. Beskyt og værn om denne amanah, og ødelæg den ikke gennem din egen uforstand og dårlige behandling. Behandl børnene på en sådan måde, at de bliver værdige mennesker, som viser sig at være en velsignelse for verden og bliver et middel til din værdighed, gode anseelse og frelse i det hinsidige.

De frygtelige følger af dårlig behandling

Hvis din behandling af dit barn ikke er god, kan det ikke være andet end en overtrædelse mod dig selv, barnet og samfundet. At blive vred ved hver en lejlighed, råbe, true, skælde ud, bruge ord som »din uduelige klods« og lignende, udtrykke utilfredshed, fordi man bliver ophidset over deres uforstand, fornærme dem, være hård mod dem og uden grund nægte dem mulighed for at lege og more sig – alt dette er dårlig behandling af børn. Følgerne af denne dårlige behandling er meget dårlige og frygtelige. Disse frygtelige følger er yderst skadelige for barnet, forældrene og samfundet. I den første alder, når barnet er ufornuftigt, svagt og hjælpeløst, har det ret til din kærlighed og venlighed. Det har da brug for din ømhed, medfølelse, hjælp og vejledning. Men hvis det under din omsorg ikke modtager disse tre gaver, men kun møder vrede og hårdhed, vil det naturligt blive skuffet over dig. Det vil forsøge at holde sig borte fra dig og flygte fra hjemmet, og hvor det end ser disse tre gavmildheders stråler, vil det uden tøven søge derhen. Børn kan ikke skelne mellem ægte og falsk kærlighed. Mennesker med dårlige karakterer i samfundet får mulighed for at vildlede sådanne børn og fange dem i deres sammensværgelsers net. Disse uforstandige børn bliver efterhånden en skræk for samfundet og begynder at begå store forbrydelser.

Selv hvis disse børn, lykkeligvis, slipper for at blive dårlige menneskers skadelige ofre, forbliver de ofte en vedvarende hovedpine for forældrene. De får ikke noget egentligt forhold til forældrene. Som følge af forældrenes dårlige og uforskammede behandling opstår den rene følelse for forældrene ikke i børnenes hjerter, som opstår i lykkelige børns hjerter.

Forældrene græder hele livet over deres ulydighed og uduelighed. I virkeligheden er det forældrenes dårlige og uforskammede behandling, der har den dybeste indflydelse på at gøre dem oprørske. Alligevel lægger forældrene hele skylden på børnene. Men det er vigtigt at vide, at forældrenes skyld i denne situation på ingen måde er mindre end børnenes.

En belærende begivenhed

Jeg spurgte en forstandig ung mand: »Det ser ikke ud til, at du har det forhold til dine forældre, som man kunne forvente af en som dig. Hvad er årsagen?« Den unge mand sukkede dybt og fortalte sin historie. Hans beskrivelse af sin barndom lød således:

»Må Allah holde min far i fred. Han er et menneske med et meget hårdt sind, som en bøddel. I min barndom rystede jeg altid af hans vrede og raseri. Når jeg gik i seng om aftenen, havde jeg ikke meget lyst til at vågne om morgenen. Og når jeg vågnede om morgenen, var jeg meget tilbageholdende med at gå hen foran min far, og jeg håbede inderligt: Åh, gid denne dag måtte forløbe fredeligt! Gid blot én dag måtte gå uden skældud og tæsk. Hvis det en dag forholdt sig sådan, at det meste af dagen gik med straf, blev jeg meget glad og sagde: ’I dag er virkelig en velsignet dag. Jeg er sluppet levende igennem.’ Men så snart aftenen nærmede sig, forsvandt min glæde som dug for solen.

Min far rejste også bort. Når jeg fik at vide, at han snart ville komme tilbage, blev jeg meget ked af det. Ja, af og til ventede jeg dog med glæde, fordi jeg regnede med, at han helt sikkert ville tage noget med hjem at spise og drikke.

Når jeg så min fars hårde væsen og stenede hjerte, troede jeg, at alle fædre var sådan. Hver gang jeg så en person, der var sundere og stærkere end min far, og samtidig vidste, at han var meget modig og hidsig, kendte min sorg ingen grænser. Jeg tænkte: Hvordan mon hans børn har det? De må være blevet fortvivlede over livet. De må hele tiden udholde skældud, trusler og tæsk. Nogle gange begyndte jeg virkelig at græde. Når jeg syntes, at en andens far var meget svag, syg eller ude af stand til noget, og samtidig meget blid og fattigmandsagtig af væsen, misundte jeg hans børn deres lykke og tænkte: Åh, hvor ville det være godt, hvis min far også var så svag, fattigmandsagtig og blid af sind.«

Efter at have sagt dette forblev den unge mand tavs i lang tid. Jeg begyndte at tænke på, hvor stort et ansvar det også er at være far. Hvis forældre ønsker at se deres børn i en god tilstand, må de overveje deres egen adfærd. For et barn lærer ikke så meget af forældrenes råd som af deres handlinger og opførsel.

Den tredje dårlige følge af forældres dårlige eller uforskammede behandling vedrører moralen. Børn af sådanne forældre befinder sig moralsk på et meget lavt niveau. Hvis et menneske i verden ønsker at udrette noget stort, må det være højt udviklet moralsk. Men børn, der udsættes for dårlig behandling fra deres forældre, berøves altid moralske egenskaber. De mangler egenskaber som selvtillid, mod, værdighed, selvrespekt, selvstændig indsats, god karakter, godt humør og venlig tale. I stedet bliver de ofre for dårlige egenskaber som et hårdt sind, kortsynethed, følelseskulde, nærighed, nedrighed samt stolthed og hovmod. Det meste af tiden anser de deres egen eksistens for ringe og sig selv for uduelige. For at skjule eller kompensere for disse fejl praler de på forskellige måder. Hvis du virkelig ønsker dine børns bedste, så opfyld deres rettigheder og behandl dem på den måde, som du forventer, at de skal behandle dig. Først da vil du kunne se og føle velsignelsen ved den gave, der er børn, og fra deres inderste hjerter vil denne bøn for dig komme:

رب ارحمهما كما ربيني صغيراً – بني اسرئيل : ٢٤»Vor Herre! Forbarm Dig over vores forældre, sådan som de med omsorg og kærlighed opfostrede os i vores barndom.« – Surah Bani Isra’il: 24

Tilskyndelse til god behandling i Den Ædle Koran

I Koranen tilskyndes der til en mild og tilgivende behandling af børn. Det er forkasteligt at straffe børn for deres fejl, tage hævn eller være hård mod dem for at få afløb for sin vrede. Allah, den Ophøjede, tilgiver fejlene hos dem, der behandler deres husstand med overbærenhed, og forbarmer Sig over dem.

وَإِنْ تَعْفُوا وَتَصْفَحُوا وَتَغْفِرُوا فَإِنَّ اللَّهَ غَفُورٌ رَّحِيمٌ التغابن : ١٤”Og hvis I tilgiver, viser overbærenhed og benåder, så er Allah visselig Den Mest Tilgivende, Den Mest Barmhjertige.”

Selv efter at have antaget islam blev nogle mennesker berøvet glæden ved hijra. Det skete, at da de forberedte sig på at emigrere til Medina, forhindrede deres familier dem. De sagde: »Vi har accepteret, at I er blevet muslimer. Men vi kan ikke acceptere, at I skiller jer fra os.« Hustruerne og børnene vakte kærlighedsfølelser og lagde pres på deres hjerter, så de afstod fra hijra. Senere, da de nåede Medina og så, at de, som på det tidspunkt havde foretaget hijra og nået frem til den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, var blevet dem overlegne i viden om religionen, blev de bedrøvede. De tænkte, at årsagen til dette store tab var deres hustruer og børn. Derfor blussede deres vrede op mod hustruerne og børnene. De ønskede at tage hævn over dem og straffe dem. På dette tidspunkt vejledte Koranen dem: På grund af deres families uforstand var I ganske vist blevet berøvet hijras fortrin, men det var jo jer selv, der havde givet dem forrang frem for religionens krav. Vær derfor fremover på vagt over for dem. Men husk samtidig, at Allah aldrig vil billige, at I behandler jeres familier hårdt eller tager hævn over dem. God behandling af dem er et krav fra religionen. Allah er selv meget tilgivende og elsker dem, der tilgiver. Han er selv barmhjertig og elsker de barmhjertige.

Hvis I ønsker Allahs tilgivelse og barmhjertighed, så behandl børnene med kærlighed og venlighed. Tilgiv dem. Vær overbærende over for deres fejl og mangler, og benåd dem.

Aḥnaf ibn Qays’ råd

Aḥnaf var en berømt leder blandt araberne. Han var meget kendt i Arabien for sin anseelse, visdom, tålmodighed og sindsligevægt. Ḥazrat Muʿāwiya, må Allah være tilfreds med ham, havde stor respekt for ham og plejede at sige: »Hvis denne mand bliver fordærvet, skal du vide, at et hundrede tusind arabere er blevet fordærvet.«

En gang sendte Ḥazrat Muʿāwiya, må Allah være tilfreds med ham, bud efter ham. Da han ankom, spurgte han: »Abu Bahar, hvad er Deres mening om, hvordan man bør behandle børn?«

Aḥnaf ibn Qays sagde: »Et barn er frugten af vores hjertes længsel og vores lænders styrke. For det er vi som jorden, der er meget blød og helt uden skadelige egenskaber. Vores eksistens er for det som himlen, der skygger over det. Det er med dets hjælp, at vi får mod til at udføre store bedrifter. Hvis barnet derfor beder Dem om noget, så opfyld det med glæde. Hvis det er bekymret, så fjern dets bekymring. De vil se, at det vil elske Dem og værdsætte Deres faderlige bestræbelser. Bliv aldrig en uudholdelig byrde for det. Ellers vil det blive træt af Dem, ønske Dem død og hade at komme til Dem.«

Betydningen af god behandling i hadith

Spørgsmålet om god behandling af børn er også behandlet meget udførligt i hadith. Den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, har beskrevet de verdslige fordele og har også belyst spørgsmålet om belønningen og lønnen i det hinsidige indgående. Desuden har han med stor visdom gjort opmærksom på de fejl i tanker og handlinger, som mennesker begår i denne forbindelse. Det er for at retten til god behandling kan opfyldes, og for at ingen bliver behandlet urimeligt.

Lighed i behandlingen

عَنِ النُّعْمَانِ بْنِ بَشِيرٍ قَالَ أَعْطَانِي أَبِي عَطِيَّةً فَقَالَتْ عُمْرَةُ بِنْتُ رَوَاحَةَ لا أرضى حتى تُشَهِدَ رَسُولَ اللهِ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَأَتَى رَسُولَ الله صلى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ إِنِّي أَعْطَيتُ ابْنِي مِنْ عمرة عطية فأمرتني أن أشهدك يا رسول الله : قَالَ أَعطيت سائِرُ ولِدَكَ مِثْلَ هَذَا قَالَ لَا، قَالَ فَاتَّقُوا اللهَ وَاعْدِلُوا بَيْنَ أَوْلادِكُمْ قَالَ فَرَجَعَ ورَدَّ عَطِيَّتَهُ وَفِي رِوَايَةٍ قَالَ اني لا أشهد على جور – بخاری، مسلم، مشكوة باب العطاياDet er berettet fra Nuʿmān ibn Bashīr – må Allah være tilfreds med ham – at han sagde: Min far gav mig en gave. Da sagde ʿUmrah bint Rawāḥah: »Jeg vil ikke være tilfreds, før du gør Allahs Sendebud – Allahs fred og velsignelser være med ham – til vidne i denne sag.« Derefter kom min far til Allahs Sendebud – Allahs fred og velsignelser være med ham – og sagde: »Jeg har givet den søn, jeg har med ʿUmrah bint Rawāḥah, en gave, og ʿUmrah har krævet, at jeg gør dig til vidne på dette, Allahs Sendebud.« Da sagde Allahs Sendebud – Allahs fred og velsignelser være med ham: »Har du givet alle dine børn en sådan gave?« Han svarede: »Nej, jeg har ikke givet dem alle noget.« Da sagde Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham: »Frygt Allah, og behandl jeres børn retfærdigt.« Han sagde: Derefter vendte han tilbage og tog sin gave tilbage. I en anden overlevering hedder det, at han – Allahs fred og velsignelser være med ham – sagde: »Jeg vidner ikke om uret.« I en anden overlevering hedder det, at Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – sagde til Bashīr – må Allah være tilfreds med ham:

اليك في البر سواء ؟»Ønsker du, at alle dine børn skal behandle dig på samme måde?« Ḥaḍrat Bashīr – må Allah være tilfreds med ham – svarede: »Jo, naturligvis.« Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – sagde: »Så gør ikke dette.« – Bukhārī og Muslim

Det ligger uden for menneskets evne at vise alle sine børn den samme kærlighed. Af naturlige årsager føler man undertiden større tiltrækning til ét af sine børn. Ingen mennesker er i stand til at udvise fuldstændig lighed i kærlighed, og det er heller ikke blevet krævet af nogen. Det, hadithen understreger, er spørgsmålet om ens adfærd. Alle børn er lige, fordi de er dine børn, og de har alle samme ret over for dig. Derfor skal du behandle dem alle godt på samme måde og ikke give det ene barn forrang frem for det andet i denne henseende. Det er heller ikke rigtigt at give ét barn forrang frem for et andet, for derved krænkes det ene barns rettigheder, og samtidig får det en dårlig indvirkning på børnenes moral. Hos det barn, der behandles særligt, opstår der en følelse af overlegenhed, og det begynder at betragte sine søskende som underlegne i forhold til sig selv. Hos de børn, der behandles dårligt, opstår der mindreværdsfølelser, og psykisk begynder de at anse sig selv for ringere. Som følge heraf hæmmes deres moralske og fysiske udvikling. Samtidig svækkes følelserne af kærlighed, ømhed, selvopofrelse og opofrelse. Alle disse egenskaber findes naturligt i ethvert menneske over for dets søskende. På denne måde såres den følelse af værdighed og respekt, som børnene bør have over for deres forældre.

Det sker undertiden også, at det ikke lykkes at behandle børnene fra den første hustru eller den første ægtemand på samme måde som børnene fra den nuværende hustru. Den nye hustrus eller den nye ægtemands børn værdsættes mere end børnene fra den ægtefælle, man er blevet skilt fra, og der lægges ikke tilstrækkelig vægt på den første livsledsagers børns rettigheder. Hvis dit hjerte ikke er åbent over for disse børn, hvis du ikke bryder dig om deres adfærd, og hvis du ikke føler dig tiltrukket af dem, er du måske uden skyld i selve følelsen. Men islam kræver ubetinget af dig, at du trods alt behandler alle lige. Hvis du samler alle bekvemmelighedens og luksusens midler til ét barn og berøver de andre dem, er du skyldig i henhold til sharia. Du kan bedrage dit eget hjerte ved at forklare dine handlinger. Du kan kaste støv i verdens øjne, men du kan ikke skjule din synd for Allahs blik og heller ikke bedrage Ham. Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – kaldte en sådan handling uret og ønskede ikke at være vidne til uret. Den lydige ledsager tog straks den gave, han havde givet, tilbage. Også Ḥaḍrat Bashīr – må Allah være tilfreds med ham – var i færd med at begå en sådan uret. Han gav en gave til sønnen af ʿUmrah bint Rawāḥah, men berøvede børnene fra sin anden hustru den samme gave. Da han imidlertid fik kendskab til det rette forhold, rettede han straks sin handling og opgav den særbehandling.

Forskelsbehandling mellem sønner og døtre

عن ابن عباس رض قَالَ : قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَنْ كَانَتْ لهُ أنثَى فَلَم يندها ولم يهنها ولم يوثر ولدَهُ عَلَيْهَا يعني الذِّكُورَ أَدْخَلَهُ الله الجنة – ابو داودDet er berettet fra Ḥaḍrat Ibn ʿAbbās – må Allah være tilfreds med ham – at han sagde: Allahs Sendebud – Allahs fred og velsignelser være med ham – sagde: »Den, der får en datter, ikke begraver hende levende som i uvidenhedens tid, ikke anser hende for ringe og ikke giver sine sønner forrang frem for hende, vil Allah den Ophøjede lade træde ind i Paradiset.« – Abū Dāwūd

Den handling, som Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – i denne hadith giver forældrene det glade budskab om Paradiset for, består af tre dele:
For det første: ikke at begrave datteren levende, men give hende retten til at leve.
For det andet: ikke at vanære eller ydmyge datteren.
For det tredje: ikke at give sønnen forrang frem for datteren.
Hvad angår det første punkt, nemlig at give datteren retten til at leve, er det muslimske samfund forpligtet. Efter at have modtaget islams lys kan ingen muslim overhovedet tænke, at en datter skal begraves levende eller på nogen måde berøves retten til at leve. Der er imidlertid mangler i nogle muslimske familiers tanker og handlinger, når det gælder at anse datteren for ringere og give sønnen forrang frem for hende. Det er nødvendigt at rette disse tanker og handlinger, og Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – har netop rettet sine advarsler og sin opmuntring mod dette mål.

I mange familier gives sønnen en status og betydning i hjemmet og slægten, som datteren ikke får. Den gode behandling, som sønnen, svigerdatteren og deres børn får, gives ikke til datteren, svigersønnen og deres børn. I virkeligheden ligger den forestilling bag forskelsbehandlingen mellem sønner og døtre, at datteren opdrages til en anden familie, mens sønnen opdrages til sin egen. Man forventer ikke noget bestemt af datteren, mens man forventer alt af sønnen. Datteren er en anden families pryd og middel til dens trivsel. Sønnen er derimod sit eget hjems pryd og middel til dets trivsel. Den nødvendige følge af en sådan tankegang er, at døtrene berøves den oprigtighed og følelsesmæssige hengivenhed, som præger opdragelsen af sønnen. Ved opdragelsen af datteren og behandlingen af hende er følelsen af blot at opfylde en pligt ganske vist til stede, men den forventning, glæde og begejstring, som findes ved opdragelsen af sønnen, er ikke til stede. Ved opdragelsen af sønnen findes derimod alt dette.

I hjemmet og i samfundet bliver døtre anset for at være mindre værd. I hjemmet gives sønner forrang frem for døtre, og i samfundet har sønner også højere status. Forældre giver heller ikke deres døtre det tøj, de smykker og de gaver, som de giver deres svigerdøtre. Det, de giver svigerdøtrene, giver de af oprigtige følelser, fordi hun jo er en pryd for deres hjem, mens det, de giver døtrene, kun gives for at opfylde en religiøs pligt eller for at øge deres anseelse i samfundet. Når de giver svigerdatteren noget, husker de det aldrig senere. Men når de giver datteren noget, husker de det og taler altid om det, ja, de bebrejder hende endda for det. I sådanne familier får døtre ikke den form for omsorg, beskyttelse og kærlighed, som sønnernes børn får. Sønnernes børn betragtes som hjemmets egne børn, mens døtrenes børn betragtes som børn fra et andet hjem. Over for slægten, samfundet og fremtrædende personer bliver sønnernes børn også præsenteret som medlemmer af ens egen familie og som ens egne børn. Og man forventer, at samfundet behandler dem på samme måde. Men over for døtrenes børn udviser man ikke selv en sådan behandling, og man forventer heller ikke, at samfundet viser dem samme anseelse. Samfundet behandler ligeledes ikke døtrenes børn på samme måde, som det behandler sønnernes børn i sådanne familier. Profeten, sallallahu alaihi wa sallam, advarede i denne hadith muslimske forældre og sagde, at denne fremgangsmåde ikke er ønskværdig. Vejen til at opnå Allahs tilfredshed og komme i Paradiset er, at muslimske forældre tillægger både sønner og døtre samme betydning. De skal behandle begge lige. Datteren skal både i hjemmet og i samfundet have den samme status og ære, som sønnen får. Desuden må sønnen ikke på noget område gives forrang frem for datteren; man skal altid lade Dīnens krav gå forud for den enkeltes smag og samfundets skikke og normer.

Døtre er et værn mod Helvedes ild

عن عائشة رضى اللهُ عَنْهَا قَالَتْ : دَخَلَتْ عَلَى امْرَأَةٌ وَمَعَهَا ابْنَتَانِ لَهَا تَسأَلُ فَلَمْ تَجِدُ عِندى شيئًا غير تمرة واحدة فأعْطَيْتُهَا إِيَّاهَا فَقَسَمْتُهَا بَيْنَ ابنتيها ولم تَأْكُلُ مِنْهَا ثُمَّ قَامَتْ فَخَرَجَتْ فَدَخَلَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ
وسلم علينا فأخبرته فقال : من ابتلي من هذهِ الْبَنَاتِ بِشَيْ فَأَحْسَنَ إِلَيْهِنَّ كُن لَه ستراً من النار – متفق عليه، رياض الصالحين ص ١٤٤
»Hazrat Aisha, radiyallahu anha, fortæller: En kvinde kom til mig for at tigge, og hun havde sine to døtre med sig. På det tidspunkt havde jeg intet andet end en enkelt dadel. Jeg gav hende dadlen. Hun delte den i to og gav hver af sine døtre en halvdel; selv smagte hun ikke på den. Derefter rejste hun sig og gik. Så kom Profeten, sallallahu alaihi wa sallam, ind til os, og jeg fortalte ham om hændelsen. Han sagde: ’Den, der bliver prøvet gennem disse døtre og behandler dem godt, for ham vil de blive et værn mod Helvedes ild.’« – Bukhari og Muslim

Selv om man med rette ikke forventer nogen materiel gevinst fra en datter i denne verden, hvilken større motivation kan der være for forældre, som tror på Profeten, sallallahu alaihi wa sallams, sandfærdighed og har tillid til det hinsidige, end at vide, at netop disse svage døtre på Opstandelsens Dag vil stille sig som et værn mod den brændende ild i Helvede for dem?
»En mand kom til den elskede Profet, sallallahu alaihi wa sallam. Han bar sit barn på armen og begyndte kærligt at kærtegne det. Da Profeten så dette, spurgte han: ’Viser du barmhjertighed mod barnet?’ Manden svarede: ’Hvordan skulle jeg ikke gøre det?’ Han sagde: ’Den barmhjertighed, du viser dette barn, er mindre end den barmhjertighed, Allah viser dig. For Han er den mest barmhjertige af alle, der viser barmhjertighed.’« – Al-Adab al-Mufrad

Profeten, sallallahu alaihi wa sallams, omgang med sine børn

Der findes ikke selv den mindste hændelse fra Profeten, sallallahu alaihi wa sallams, liv, som hans hustruer, hans børn og hans ædle ledsagere ikke huskede. Alt dette er bevaret i biografierne og hadith-samlingerne. Selv de små, helt private begivenheder i hans familieliv huskede folk, fortalte dem videre til hinanden, og de blev bevaret i hadith- og sira-værkerne.
Men det er forbløffende at tænke på, at man gennem hele den elskede Profets, sallallahu alaihi wa sallams, hellige liv ikke finder en eneste hændelse, hvor han slog eller mishandlede et af sine børn, sagde noget hårdt eller på anden måde optrådte strengt. Der findes utallige beretninger om kærlighed, hengivenhed, venlighed, mildhed, barmhjertighed og god behandling, men mærkeligt nok findes der ikke én eneste beretning om hård behandling af et barn. Mennesker har jo en usædvanlig kærlighed til deres børn og bærer over med mange af deres handlinger, som strider mod ens temperament. Men her var forholdet anderledes. En tjener opholdt sig hos ham i hele ti år, og ikke én eneste gang sagde han til ham: »Uf, hvad er det, der foregår?« Hazrat Anas, radiyallahu anhu, fortæller: »I omkring ti år tjente jeg Profeten, sallallahu alaihi wa sallam, i Medina, og på det tidspunkt var jeg en dreng. Derfor var alt, hvad jeg gjorde, ikke altid i overensstemmelse med Profeten, sallallahu alaihi wa sallams, ønske (og det kan det heller ikke være; hvor meget forstand kan en dreng på ti eller tolv år have?). Men i alle disse ti år sagde han aldrig så meget som ’uf’ til mig, og han sagde aldrig: ’Hvorfor gjorde du dette?’ eller ’Hvorfor gjorde du ikke dette?’«
Hazrat Aisha, radiyallahu anha, beskrev Profeten, sallallahu alaihi wa sallams, gode omgang og adfærd således: »Han slog aldrig selv en slave, en slavinde, en kvinde eller et dyr, og når han kom hjem, kom han altid i et meget glad og smilende humør.«

God behandling af døtre

Profeten, sallallahu alaihi wa sallam, sagde om sin datter: »Fatima, radiyallahu anha, er en del af min krop. Den, der gør hende vred, gør mig vred.« – Bukhari

Efter brylluppet, hver gang Hazrat Fatima, måtte Allah være tilfreds med hende, kom for at besøge Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, rejste han sig fra sin plads og bød hende velkommen. Han kyssede hende på panden og lod Hazrat Fatima, måtte Allah være tilfreds med hende, sætte sig på hans plads. – Abu Dawud

Når han så Hazrat Fatima, måtte Allah være tilfreds med hende, være bedrøvet, blev han selv bedrøvet. En gang trådte den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, meget bekymret ind i Hazrat Fatimas, måtte Allah være tilfreds med hende, hjem. Efter et stykke tid kom han ud derfra i meget muntert og glad humør. Sahabaerne spurgte: »Allahs Sendebud, da du gik ind i din datters hjem, var du bekymret, og da du kom ud, var du munter og glad. Hvad er der sket?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Jeg har fjernet den gensidige uoverensstemmelse mellem dem. De er begge meget kære for mig.«

I Medina boede den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i Abu Ayyub Ansaris, måtte Allah være tilfreds med ham, hjem. Hazrat Fatimas, måtte Allah være tilfreds med hende, hjem lå temmelig langt fra hans, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hjem. En gang besøgte den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sin datters hjem. Under samtalen sagde han: »Min datter, du bor meget langt fra mig. Jeg ønsker at flytte dig til et hus tættere på mig.«

Hazrat Fatima, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: »Kære far, Harith bin Numan har flere huse. Hvis du beder ham, vil han helt sikkert give dig et af dem. Kære far, spørg ham!« Den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Min datter, jeg skammer mig over at spørge ham.«

På en eller anden måde fik Harith bin Numan kendskab til dette. Han kom personligt til Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »Allahs Sendebud, jeg har hørt, at du ønsker at flytte din datter, Hazrat Fatima, måtte Allah være tilfreds med hende, til et hus tættere på dig. O Allahs Sendebud, måtte mine forældre ofres for dig! Jeg stiller alle mine huse til din rådighed. Tag hende med til det hus, du ønsker, og vær glad. Ved Allah, hvad end du tager fra mig, foretrækker jeg det frem for, at det, jeg ejer, befinder sig hos mig.«

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Du har talt sandt. Må Allah velsigne dig og lade sin barmhjertighed komme over dig.« Derefter flyttede han sin elskede datter, Hazrat Fatima, måtte Allah være tilfreds med hende, til et af Harith bin Numans huse tæt på sig. Når den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, skulle rejse, aflagde han altid sit sidste besøg hos Fatima, måtte Allah være tilfreds med hende, og tog derefter af sted efter at have mødt hende. På samme måde, når han vendte tilbage fra en rejse, gik han først til Hazrat Fatima, måtte Allah være tilfreds med hende, efter at have afsluttet den frivillige bøn i moskéen.

Han elskede også sine børnebørn dybt. Hver gang han besøgte Hazrat Fatima, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde han: »Fatima, hent mine børn.« Fatima, måtte Allah være tilfreds med hende, hentede sine sønner til ham. Han duftede til dem og holdt dem tæt ind til sit bryst.

En af den ædle Profets, må Allahs velsignelser og fred være med ham, døtre hed Hazrat Zaynab, måtte Allah være tilfreds med hende. Hun var den ældste af dem alle. Hun blev gift med sin fætter Abu al-As. Hazrat Khadija, måtte Allah være tilfreds med hende, gav hende ved brylluppet en kostbar halskæde af jemenitisk akiksten. Da den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, foretog hijra til Medina, opholdt Hazrat Zaynab, måtte Allah være tilfreds med hende, sig i sin svigerfamilies hjem. Hendes mand havde endnu ikke antaget troen. Han havde tværtimod deltaget i slaget ved Badr sammen med de vantro og var blevet taget til fange. Han sendte besked hjem om, at der skulle sendes løsepenge for at frigive ham. Hazrat Zaynab, måtte Allah være tilfreds med hende, sendte i virkeligheden den halskæde, som hendes mor havde givet hende ved brylluppet. Da Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, så denne halskæde, som tilhørte hans datter, blev han dybt bevæget. Tårerne trillede ned ad hans kinder. Derefter sagde han til Sahabaerne: »Hvis I går med til det, kan I give denne halskæde tilbage til Zaynab, måtte Allah være tilfreds med hende, og også frigive hendes mand.« Sahabaerne accepterede med glæde Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, anmodning. Abu al-As blev frigivet, og hans hustrus halskæde blev også overdraget til ham. Det blev dog gjort til en betingelse, at han skulle tage til Mekka og sende Hazrat Zaynab, måtte Allah være tilfreds med hende, til Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham.

Således kom Hazrat Zaynab, måtte Allah være tilfreds med hende, til sin far.

Nogle dage senere kom Abu al-As også til Medina og antog islam. Efter Abu al-As’ antagelse af islam levede Hazrat Zaynab, måtte Allah være tilfreds med hende, i et år og tre måneder, hvorefter hun i det ottende hijri-år forlod denne forgængelige verden.

Den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sænkede hende selv ned i graven med sine velsignede hænder. Da han sænkede hende ned i graven, var han dybt sørgmodig og bekymret. Derefter bad han til Allah: »Min Herre! Hun var meget svag. Min Herre, gør hendes vanskeligheder lette og gør hendes grav rummelig.« – Usud al-Ghaba

At give et godt navn

Også i navnet kommer menneskets personlighed til udtryk, og fra et psykologisk synspunkt har navnet en stor indflydelse. Alle får lyst til at kæle for de buttede og smukke børn. Men når man spørger om deres navn og får et meningsløst og grimt navn som svar, bliver man naturligvis nedtrykt. I det øjeblik ønsker man inderligt: Åh, hvis bare hans navn også havde været lige så smukt som ham. Faktisk har et smukt navn en enorm indflydelse på følelser og sindsstemninger. Hvis en kvinde tiltales med et grimt og dårligt navn, kan man derfor også iagttage en vred reaktion. Når hun tiltales med et dårligt navn, kommer hendes negative følelser til udtryk. Hvis en kvinde derimod kaldes ved et smukt navn, svarer hun med stor taknemmelighed og kærlige følelser. Når hun hører sit gode navn, føler hun sig værdig.

Det er forældrenes naturlige ønske, at folk skal kalde deres barn ved et godt navn. Når barnet kaldes ved et godt navn, bliver det på den ene side glad. På den anden side opstår der også en smuk opfattelse af barnet i hjertet hos den, der kalder på det. Men dette kan kun ske, når du giver dit barn et godt navn. Dit elskede barns ret over dig er, at du giver det et smukt og rent navn.

Den Ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, befalede sin ummah at give gode og rene navne. Når sahabaer og kvindelige sahabaer bad Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, om at navngive deres børn, foreslog han altid meget rene og meningsfulde navne. Hvis nogen blev spurgt om sit navn og svarede med et meningsløst og uønsket navn, brød Den Ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig ikke om det og lod ham ikke udføre noget af sit arbejde. Hvis personen derimod udtalte et smukt og rent navn, kunne han lide det. Han bad for ham og lod ham udføre sit arbejde.

Når Den Elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, gik ud i et ærinde, kunne han lide at høre ord som »wa Najih« eller »ya Rashid«. Når han udnævnte nogen til at have ansvaret for et sted og sendte ham af sted, spurgte han om hans navn. Når personen nævnte sit navn, og Profeten kunne lide det, blev han meget glad, og glæden strålede i hans ansigt. Hvis han ikke kunne lide navnet, kunne det ses på hans ansigt. Når han trådte ind i en landsby, spurgte han om dens navn. Hvis han kunne lide landsbyens navn, blev han meget glad. Det skete ofte, at han ændrede uønskede navne. Han kunne ikke tolerere et dårligt navn for noget som helst.

Folk kaldte et sted Hujrah, hvilket betød goldt eller ufrugtbart. Han gav stedet navnet Khuzrah, hvilket betyder stedsegrønt og frodigt. En fæstning blev kaldt Vildfarelsens Fæstning. Han gav den navnet Vejledningens Fæstning. På samme måde ændrede han også mange mænds og kvinders navne. Den person, der insisterede på sit gamle navn i stedet for det navn, han havde fået af Profeten, mærkede også det dårlige ved det gamle navns indflydelse på sin egen personlighed, og dets dårlige indflydelse blev videreført til efterkommerne.

Gode navne til barnet

Med et godt navn til dit barn menes sådanne navne, hvor man har taget hensyn til visse forhold og forsøgt at holde sig fra andre. For det første navne, der dannes ved at føje ordet abd eller amatuhu til Allahs væsen eller egenskabsnavne. Eksempelvis Abdullah, Abdurrahman, Abdul Ghaffar, Amatullah, Amaturrahman og lignende. Eller et navn, der udtrykker lovprisning af Allah.

For det andet at give barnet navn efter en profet. Eksempelvis Yaqub, Yusuf, Idris, Ahmad, Ibrahim, Ismail og lignende.

For det tredje at give barnet navn efter en mujahid, en wali eller en tjener for religionen, eksempelvis Umar Faruq, Khalid, Abdul Qadir, Hajera, Maryam, Umm Salamah, Sumayya og lignende.

For det fjerde bør navnet være et spejlbillede af dine religiøse følelser og smukke håb og ønsker. Når du for eksempel ser ummahens nuværende elendige tilstand, kan du give dit barn navnet Umar eller Salahuddin og nære håbet om, at dit barn, når det bliver voksen, vil bringe ummahens synkende skib i land og genoplive religionen.

For det femte at foreslå et navn med en religiøs succes for øje. Eksempelvis kom følgende vers frem, mens man reciterede den Hellige Koran:

يوم يأْتِ لا تكلم نفس الا باذنه ، فمنهم شقى وسعيد»Når den dag kommer, hvor du ikke vil have magt til at tale med nogen. Jo, folk vil kunne tale med Allahs tilladelse. På den dag vil nogle mennesker være ulykkelige, og nogle mennesker vil være lykkelige.«

Det vil sige, at hele menneskeheden på opstandelsens dag vil blive opdelt i to grupper. Den ene gruppe vil være ulykkelig, og den anden vil være lykkelig. Når du uforvarende læser dette vers, beder du fra dit hjerte: »O Herre, lad mig og mine børn være blandt de lykkelige.« Og efter at dit barn er blevet født, giver du ham navnet Sa’id.

I virkeligheden foreslår du, bevidst eller ubevidst, navne i overensstemmelse med dine ønsker, følelser, håb og længsler. Det er på grundlag af disse håb og længsler, at barnet vokser op, og som regel vil det af natur søge at virkeliggøre dine drømme.

Man opfordres til at have disse forhold for øje, når man foreslår et navn. Der findes også visse forhold, som man bør være på vagt over for, når man foreslår et navn.

For det første: Tanker og følelser, der strider mod islamisk troslære og islams idealer, især navne, der krænker den monoteistiske trosopfattelse, såsom Nabi Bakhsh og Abd ar-Rasul.

For det andet: Ord, der udtrykker stolthed, hovmod eller selvforherligelse og pral.

For det tredje: Navne, der afspejler ikke-islamiske håb og længsler, og som ikke rummer noget håb om at opnå Allahs barmhjertighed.

Vejledning og visdom i at give gode navne

قَالَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِنَّكُمْ تَدْعُونَ يَوْمَ الْقِيَامَةِ بِأَسْمَائِكُمْ ، وَأَسْمَاءِ آبَاءِ كُمْ فَأَحْسِنُوا أَسْمَائِكُم – ابو داود عن أبي الدردا»Den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: På opstandelsens dag vil I blive kaldt ved jeres eget navn og jeres fædres navne. Giv derfor gode navne.«

Navne, der er elskede af Allah

عن أبي وهب رض عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ : تُسَمُوا بِأَسْمَاءِ الأنبياء وأحبُّ الْأَسْمَاءِ إِلى اللهِ عَزَّ وَجَلَّ عبدُ اللَّهِ وَعَبْدُ الرَّحْمَنِ وَأَصْدَقَهَا حارث وهمام وأقبحها حرب ومرة – الادب المفرد وجمع الفوائد ج ۲ ص ٤٠٦ بحو اله ابوا داود ونسائي»Hazrat Abu Wahab har overleveret fra den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at han sagde: Giv navne efter profeterne. De navne, Allah den Mægtige og Ophøjede elsker mest, er Abdullah og Abd ar-Rahman. De elskede navne er Harith og Hammam, og de mest forkastelige navne er Harb og Murrah.«

Ordet »Allah« er Allahs egentlige navn. Rahman er ikke Allahs egentlige navn i islam. Før islam blev det imidlertid brugt som Allahs navn blandt visse folk. Derfor har det også betydning sammenlignet med Hans øvrige egenskaber eller attributter. Formålet med, at kun disse to navne nævnes i hadithen, er ikke, at man kun må give disse to navne, eller at kun disse navne er vellidte hos Allah. De nævnes derimod som eksempler. Hvis man føjer ordet abd til en af Allahs attributter og giver dette som navn, er det et navn, Allah holder af. Måske nævnte den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kun disse to navne, fordi de nævnes i Den Hellige Koran sammen med ordet abd.

Harith kaldes den person, der beskæftiger sig med landbrug og indtjening. Hvis han tjener til verden på lovlig vis, er det godt, men hvis han beskæftiger sig med at tjene til det hinsidige, hvad kunne da være bedre end ham?

Hammam: Dette kaldes en person med en fast vilje, som går videre til et andet arbejde, når han har afsluttet ét arbejde.

Harb: Dette betyder krig. Det siger sig selv, at krig ikke er en ønskværdig handling.

Murrah: Dette betyder noget bittert, og bitre ting er naturligvis noget, som alle ikke bryder sig om.

En god begyndelse med et godt navn

Hazrat Yahya ibn Sa’id, må Allah være tilfreds med ham, fortæller, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte folkene, hvem der ville malke en kamel:

مَنْ يُحْلبُ هَذِهِ ؟ فَقَامَ رَجُلٌ فَقَالَ لَهُ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَا اسْمُكَ ؟ قَالَ : مُرَّة، فَقَالَ لَهُ : اجْلِسُ ثُمَّ قَالَ : مَنْ يُحْلَبُ هَذِهِ ؟ فَقَامَ رَجُلٌ ، فَقَالَ له صلى الله عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَا اسْمُكَ ؟ قَالَ حَرْبٌ ، فَقَالَ لَهُ اجْلِسُ ثُمَّ قَالَ من يحلب هذه ؟ فَقَامَ رَجُلٌ ، فَقَالَ لَهُ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مَا اسْمُكَ ؟ قَالَ : يَعِيشُ فَقَالَ لَهُ أحلب – جمع الفوائد بحوا الله مؤطا امام مالك رح”Hvem vil malke denne kamel? En mand rejste sig, og han, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte ham: Hvad hedder du? Han svarede, at hans navn var Murrah. Han sagde: Sæt dig. Derefter spurgte han: Hvem vil malke denne kamel? En mand rejste sig. Han, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte ham: Hvad hedder du? Han svarede, at hans navn var Harb. Han sagde: Sæt dig ned. Derefter spurgte han: Hvem vil malke denne kamel? En mand rejste sig. Han, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte ham: Hvad hedder du? Han svarede, at hans navn var Ya’ish. Han sagde: Godt, du kan malke den.” – Jam’ al-Fawa’id med henvisning til Muwatta af Imam Malik

De første to navnes betydning var uønsket, mens betydningen af det sidste navn var ønskværdig. Ordet Ya’ish betyder at være i live.

På samme måde har Imam Bukhari også overleveret en hadith:

“Den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte folkene: Hvem vil drive vores kamel frem? Eller han sagde: Hvem vil føre den frem? En mand sagde: Jeg. Han spurgte ham: Hvad hedder du? Han svarede: Mit navn er Dette. Han sagde: Sæt dig. Derefter rejste en anden mand sig med dette formål. Han spurgte ham: Hvad hedder du? Han svarede også: Mit navn er Dette. Han sagde: Sæt dig. Derefter rejste en tredje mand sig. Han spurgte også ham: Hvad hedder du? Han svarede: Hans navn er Najiyah. Da sagde han: Du er egnet til denne opgave. Driv den frem.”

En vittighed fortalt af Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham

Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, spurgte en mand: Hvad hedder du? Han svarede: “Glød.” Han spurgte: Hvad hedder din far? Han svarede: “Flamme.” Han spurgte: Hvilken stamme tilhører du? Han svarede: “Brænding-stammen.” Han spurgte: Hvor er dit hus? Han svarede: “På den varme ildhøj.” Han spurgte: På hvilken ildhøj? Han svarede: “På den flammende høj.” Da Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, hørte dette, sagde han: Skynd dig hjem og giv husets beboere besked. De er alle brændt. Det skete præcis, som Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, havde sagt. – Jam’ al-Fawa’id

At vise respekt for navnet

Hazrat Abu Rafiʿ (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at den ærede Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

إذا سميتم محمدًا فَلَا تَضْرِبُوهُ وَلَا تَحْرِمُوهُ .
“Når I giver nogen navnet Muhammad, må I ikke slå ham eller berøve ham.” – Jamʿ al-Fawāʾid

Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at den ærede Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:تسمونهم محمدًا ثُمَّ تَلْعَنُونَهم .
“I giver børnene navnet Muhammad og forbander og skælder dem samtidig ud.”

Det betyder, at I af respekt for dette navn ikke må behandle børnene dårligt. Dårlig behandling af børn er i sig selv forkastelig. Hvis barnet hedder Muhammad, skal man være endnu mere opmærksom. Det er nemlig også nødvendigt at vise dette navn respekt.

Nogle navne foreslået af Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham)

For det første: Hazrat Yusuf, søn af Hazrat Abdullah ibn Salam, fortæller, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gav mig navnet Yusuf. Han tog mig op på sit skød og strøg mig over hovedet.

For det andet: Hazrat Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Da mit første barn blev født, tog jeg ham med til den ærede Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Han gav ham navnet Ibrahim. Han tyggede en daddel og lagde den i hans mund, bad om godhed og velsignelse for ham og gav ham tilbage til mig.

For det tredje: Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) havde også givet sine tre sønner navnet Harb. Den elskede Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ændrede deres navne til Hasan, Husayn og Muhsin.

Navneændring

Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var meget opmærksom på navne. Hvis et navn på nogen måde forekom ham dårligt, ændrede han det og foreslog et godt navn. Hvis et navn udtrykte en betydning, der var i strid med tawḥīds forestillinger, eller var meningsløst, eller var navnet på noget uønsket og dårligt, eller havde en uønsket betydning, eller var forbundet med synd for personen, eller udtrykte selvforherligelse og hovmod, eller havde en anden dårlig side, ændrede han det og foreslog i stedet et godt og rent navn.
Ḥazrat ʿĀʾishah, må Allah være tilfreds med hende, berettede, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ændrede dårlige navne. – Jāmiʿ at-Tirmidhī

For det første: Hānī ibn Yazīd kom sammen med en delegation til den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham. På det tidspunkt hørte han, at hans kunya var Abū al-Ḥakam. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kaldte på ham og sagde: “Al-Ḥakam er Allah, og det at afsige domme hører under Hans rettigheder. Hvordan kunne du have kunyaen al-Ḥakam?” Ibn Yazīd sagde: “Det er ikke sådan ment. Den egentlige sag er, at når folk fra min stamme bliver uenige om noget, kommer de til mig. Jeg træffer en retfærdig afgørelse mellem dem, og begge parter accepterer gladeligt denne afgørelse.” Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Hvor smukt noget du har fortalt.” Derefter spurgte han: “Har du ingen børn?” Ibn Yazīd svarede, at han havde tre sønner. De hed Shurayḥ, ʿAbdullāh og Muslim. Han spurgte: “Hvem af dem er ældst?” Ibn Yazīd svarede: “Shurayḥ er den ældste af dem alle.” Han sagde: “Så er din kunya Abū Shurayḥ,” og bad for ham og hans sønner. Desuden erfarede han, at en af mændene i delegationen hed ʿAbd al-Ḥajar. Han spurgte ham: “Hvad hedder du?” Han svarede: “ʿAbd al-Ḥajar.” Han sagde: “Nej, du skal hedde ʿAbdullāh.”
Shurayḥ fortæller: Da Hānī ibn Yazīd var på vej tilbage til sit hjemland, kom han til Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og spurgte: “Allahs Sendebud, fortæl mig, hvilken handling der med sikkerhed vil føre mig i Paradis.” Han sagde: “Varetage to ting: Tal venligt med mennesker, og uddel rigeligt med mad.” – Al-Ādāb al-Mufrad

For det andet: Ḥazrat ʿAbd ar-Raḥmān fortæller: Jeg kom til Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han spurgte mig: “Hvad hedder du?” Jeg sagde: “Jeg hedder ʿAbd al-ʿUzzā.” Han sagde: “Nej, du hedder ʿAbd ar-Raḥmān.” I en anden overlevering siges det, at jeg sagde: “Jeg hedder ʿAzīz.” Da sagde han: “Al-ʿAzīz er Allah.” – Al-Ādāb al-Mufrad

For det tredje: Ḥazrat Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ændrede navnet ʿĀṣiyah og sagde: “Dit navn er Jamīlah.” – Al-Ādāb al-Mufrad

I en overlevering i Ṣaḥīḥ Muslim står der, at datteren af Ḥazrat ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, hed ʿĀṣiyah, og at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ændrede hendes navn til Jamīlah.

For det fjerde: Ḥazrat Muḥammad ibn ʿAmr, må Allah være tilfreds med ham, berettede: En dag gik han til Zaynab, Abū Salmahs datter [hun var datter af Umm Salmah, Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hustru; hun var datter fra hendes første mand, Abū Salmah]. På det tidspunkt spurgte Zaynab, hvad min ledsagers søster hed. Jeg fortalte hende, at hun hed Barrah. Hun sagde: “Skift hendes navn, for da Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, giftede sig med Zaynab bint Jaḥsh, hed hun Barrah. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ændrede hendes navn til Zaynab.” På det tidspunkt kaldte hendes mor hende gentagne gange Barrah. Da sagde Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham: “Pral ikke med jeres egen renhed. Allah ved bedst, hvem blandt jer der er from, og hvem der er ugudelig,” og han sagde: “Kald hende Zaynab.” Min mor, Umm Salmah, sagde: “Godt, så blev hendes navn Zaynab.”

For det femte: Ḥazrat Rāʾiṭah bint Muslim fortæller, at hendes far Muslim sagde til hende: Jeg var sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i slaget ved Ḥunayn. Han spurgte mig: “Hvad hedder du?” Jeg svarede: “Jeg hedder Ghurāb (krage).” Han sagde: “Nej, du hedder Muslim.”
Ḥazrat ʿĀʾishah, må Allah være tilfreds med hende, berettede, at en mand i Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forsamling nævnte, at han blev kaldt Shihāb. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte det, sagde han: “Nej, du er snarere Hishām.”

Seks: Før islam hed sønnen af ʿAbd al-Raḥmān ibn Saʿīd al-Makhzūmī «ʿAṣ-Ṣarm». Derefter ændrede den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, det til «Saʿīd». Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte Saʿīd: «Hvem er den ældre af os to, jeg eller du?» Saʿīd, må Allah være tilfreds med ham, svarede: «De er ældre end mig; jeg er ældre end Dem af alder.»
Da han var ved at blive blind, kom ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, for at pleje ham og sagde til ham: «Du skal bestemt være til stede ved fredagsbønnen og menighedsbønnen.» Han sagde: «Hvem er der til at ledsage mig?» ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, sendte en slave for at vise ham vej og tjene ham.

Syv: Den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: «Kald ikke jeres barn Ḥubāb. For Ḥubāb er Satans navn. Et barn bør ikke hedde Ḥubāb. Kald i stedet barnet ʿAbd al-Raḥmān.
En slange kaldes Ḥubāb, og verden kaldes Umm Ḥubāb. Derfor forbød han at give navnet Ḥubāb.»

Den dårlige virkning af dårlige navne

Den berømte medinensiske tābiʿī-muḥaddith Saʿīd ibn al-Musayyib har fortalt følgende om sin bedstefar Ḥazn: En gang kom han til den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han spurgte ham: «Hvad hedder du?» Han svarede: «Jeg hedder Ḥazn.» Han sagde: «Nej, du hedder ikke Ḥazn; du hedder Sahlah.» Ḥazn sagde: «Jeg vil ikke ændre det navn, min far gav mig, og tage et andet navn.» Saʿīd ibn al-Musayyib sagde: «Det er derfor, at sorg siden da og helt frem til i dag uafbrudt har fulgt vores slægt.»

Det værste navn hos Allah

عن أبي هريرةَ قَالَ قَالَ رَسُولُ اللهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَخْنَى الْأَسْمَاءِ عند الله رجلٌ تُسمى ملك الأملاك – الادب المفرد«Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Det navn, der i højeste grad er dårligt og vækker vrede hos Allah, er at kalde en person Mālik al-Amlāk.»

Udtrykket Mālik al-Amlāk betyder «kongernes konge». På persisk betyder det Shāhanshāh. Dette er et meget dårligt navn, hvad betydningen angår, fordi det antyder shirk. Magt og kongedømme tilhører alene Allah. Ingen anden har del i denne ret. Dette udtryk findes også i Ṣaḥīḥ Muslim. Det betyder, at kongedømme og magt alene tilhører Allah.

At tiltale en person med det navn, som han foretrækker

Når du tiltaler nogen ved navn, kan du også tiltale vedkommende med det navn, som han eller hun foretrækker. Tiltal derfor altid andre med det navn, de bedst kan lide. Derved vil den, der bliver tiltalt, føle, at hans eller hendes anseelse bliver større. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, foretrak i høj grad, at enhver person blev tiltalt med det navn og den kunya, som vedkommende bedst kunne lide.

Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, og hans foretrukne navn

Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gik en dag til sin svigersøn Hazrat Alis, må Allah være tilfreds med ham, hjem. Hazrat Fatima, må Allah være tilfreds med hende, var alene hjemme. Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, var der ikke. Han spurgte sin datter: “Hvor er jeres farbrors søn?” Datteren svarede: “Der er opstået en uenighed mellem ham og mig. Han blev vred på mig og gik vredt sin vej, jeg ved ikke hvorhen. Han hvilede ikke her efter middagsmaden.” Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til en mand: “Gå lige hen og se, hvor Ali er.” Manden svarede: “Han ligger op ad moskeens mur.” Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gik efter ham. Han så, at Ali lå på ryggen. Hans tæppe lå ikke ordentligt, og der var jord på hans krop. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, børstede jorden af hans ryg og sagde: “Abu Turab, rejs dig og sæt dig.”

At udtale et kort navn kærligt

Den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, brugte undertiden kærligt en kort form af et navn i stedet for at udtale hele navnet. For eksempel Ayesh i stedet for Ayesha og Uthm i stedet for Uthman. Af natur gør du måske også sådan en gang imellem for at udtrykke ømhed og kærlighed. Der er intet forkert i det, for det gøres ikke for at fordreje navnet, men for at udtrykke kærlighedens følelser. Hazrat Abu Salama, må Allah være tilfreds med ham, har berettet:

أن عَائِشَةَ رَضِيَ اللهُ عَنْهَا قَالَتْ : قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وسلَّم يَا عَائِشَ : هَذَا جِبْرِيلُ يُقْرِئُ عَلَيْكَ السَّلام قَالَتْ : وَعَلَيْهِ السَّلام ورحمة الله قَالَتْ وَهُوَ يُرَى مَالَا أَرَى –
“Hazrat Ayesha, må Allah være tilfreds med hende, fortæller: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Åh Ayesh! Her er Jibril. Han sender dig fredshilsner.” Ayesha svarede: “Også fred og Allahs barmhjertighed være med ham.” Hun sagde desuden: “Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, så det, som jeg ikke kunne se.” Al-Adab al-Mufrad

Hvis du en dag ikke kan huske en persons navn, men har brug for at tiltale vedkommende, skal du heller ikke tiltale ham eller hende med et grimt eller dårligt navn. Brug et godt udtryk, når du henvender dig til personen. Når den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, undertiden ikke kunne huske en persons navn, tiltalte han vedkommende med: “Du, Abdullāhs søn.”

Ømhed og kærlighed over for barnet

At vise ømhed og kærlighed over for børn er også en af deres rettigheder. At vise børn ømhed og kærlighed er en medfødt tilbøjelighed. Allah den Ophøjede har skabt denne medfødte tilbøjelighed i alle forældres hjerter. Ved at skabe en grænseløs kærlighed til børnene i forældrenes hjerter har Allah også vist forældrene en enestående ihsan. Samtidig er dette også ihsan over for børnene. Det er ihsan over for børnene, fordi deres opdragelse ellers slet ikke ville være mulig. Ja, i de fleste tilfælde ville den have været umulig. Menneskebørn er mere hjælpeløse, nødlidende, svage og afhængige af hjælp end alle andre dyrs unger. Hvis forældrenes hjerter ikke var fyldt med en grænseløs ømhed og kærlighed til dem, ville de ikke kunne opdrage dem. Det er takket være forældrenes enestående ømhed og kærlighed samt deres usædvanlige ofre og opofrelser, at barnet vokser op og bliver dygtigt.

På den anden side er det ihsan over for forældrene, fordi Allah den Ophøjede har pålagt dem det store ansvar at opdrage børnene. Forældrene ville aldrig kunne opfylde denne rettighed, hvis der ikke var blevet skabt en stærk kærlighed til deres børn i deres hjerter.

Kærligheden til børn er et tegn på Allahs rahma og hikma og et tydeligt bevis på, at Han er Rabb, det vil sige opdrageren og forsørgeren. Allah har uden forskel skabt denne følelse i alle menneskers hjerter. Og ikke blot mennesker; Allah har også givet dyr denne følelse, og af natur nærer de kærlighed til deres afkom.

Forskellen på en muslimsk mors kærlighed

Kærlighed til børn er en medfødt følelse. Derfor viser alle forældre deres børn ømhed, uanset religion og livssyn. Selv hvis forældrene hverken tror på religion eller Skaberen, elsker de stadig deres barn. Men muslimske forældre har en særlig egenskab i denne henseende. Forældre, der er berøvet islam, kan aldrig opnå denne egenskab. Ved at elske sit barn opfylder også en ikke-muslimsk mor sin medfødte følelse. Det samme gælder en muslimsk mor. Men den muslimske mors særlige egenskab er, at hun elsker sit barn med den bevidsthed, at det er barnets ret, et krav fra dinen og en sunnah fra Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og de ædle sahaba. At vise ømhed over for barnet handler ikke blot om at tilfredsstille en naturlig følelse; det bliver også taget som et middel til at opnå Allahs og Hans Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tilfredshed, belønning i det hinsidige og frelse i det kommende liv. På grund af denne intense bevidsthed opstår der en stærk følelse og en usædvanlig kraft i den muslimske mors hjerte. Kærlighed, der er præget af denne bevidsthed, er helt anderledes end blot naturlig kærlighed. En mors kærlighed, som er gennemtrængt af religiøs bevidsthed, kan ikke være blind kærlighed. Hun elsker sit barn i overensstemmelse med dinens vejledning og griber aldrig i følelsesmæssigt opbrusende øjeblikke til en fremgangsmåde, der kan blive årsag til hendes egen og barnets undergang.

Børn som et middel til prøvelse

At vise kærlighed til sine børn er børnenes ret, men det er også et middel til at prøve forældrene. Allah har givet mennesket den medfødte følelse af kærlighed til børn og har også støttet denne følelse, men samtidig er der blevet fremsagt en advarsel: Vær på vagt, når det gælder børnene. For nogle gange bliver netop disse børn menneskets fjender. Når mennesket bliver fanget i et net af overdreven kærlighed til dem, mister det balancen og kommer langt bort fra din. For deres skyld krænker det andres rettigheder. Det mister forskellen mellem halal og haram af syne. Det bliver forsømmeligt over for tilbedelsen af Allah og lydigheden mod Ham. Det glemmer troens og islams krav. Det viger tilbage fra store gode gerninger, kommer ind på en forkert vej og ødelægger sit eget hinsides. Derfor har Allah den Ophøjede sagt: Vær på vagt, når det gælder børnene. Nogle børn bliver på denne måde menneskets fjender.

يأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِنَّ مِنْ أَزْوَاجِكُمْ وَأَوْلَادِكُمْ عَدُوا لَّكُمْ فَاحْذَرُوهُمْ:
“O I, der tror! Nogle af jeres hustruer og jeres børn er jeres fjender. Så vær på vagt over for dem.” – Sura at-Taghabun: 14

At være på vagt med hensyn til børnene betyder, at man ikke må blive så bundet af sin kærlighed til dem, at man bliver forsømmelig over for troens og dinens krav. Hvis kærligheden til børnene hindrer en i at gå frem ad dinens vej og i at bringe ofre for dinens skyld, bliver den til fjendskab; derfor må man være på vagt. Kærligheden til dem må aldrig få lov til at sejre over kærligheden til din. Og på grund af dem må man ikke vige tilbage fra religiøse bestræbelser. Før hijrah havde nogle mennesker antaget troen i Mekka. Men selv om de havde antaget islam, kunne de ikke udvandre til Medina sammen med de muslimske emigranter. Selvom de var troende, blev de kun berøvet hijrahs lykke af den grund, at de var blevet fanget i en overdreven kærlighed til deres hustruer og børn, og disse havde forhindret dem i at rejse til Medina. Disse muslimer blev berøvet en lykke som hijrah, fordi de ikke var på vagt med hensyn til deres kærlighed til børnene og var blevet så optagede af denne kærlighed, at de ikke formåede at besvare dinens kald. Den hellige Koran har i denne betydning også betegnet børnene som en fitnah og en prøve. På den ene side findes den naturlige kærlighed til dem, og på den anden side troens og dinens krav. Der er blevet lagt vægt på at vise dem kærlighed og opfylde deres rettigheder. Samtidig er denne advarsel blevet fremsat: Børnene er et middel til at blive prøvet. Bliv derfor ikke så optaget af kærligheden til dem, at I glemmer troens og dinens krav:

إِنَّمَا أَمْوَالُكُمْ وَأَولادكم فنتة ، التغابن : ١٥
“Jeres ejendele og jeres børn er kun en prøve for jer.” – Sura at-Taghabun: 15

Et andet sted er det blevet sagt:يأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لا تُلْهِكُمْ أَمْوَالُكُمْ وَلَا أَوْلَادُكُمْ عَنْ ذِكْرِ اللَّهِ ، وَمَنْ يَفْعَلُ
ذالِكَ فَأُولَئِكَ هُمُ الْخَسِرُونَ المنافقون : ٩”O I, der tror! Lad ikke jeres ejendom eller jeres børn afholde jer fra at ihukomme Allah. Og den, der gør dette, er blandt de store tabere.” – Sura al-Munafiqun: 9

Betydningen af dette vers er, at hyklerne var blevet fanget af kærligheden til ejendom og børn. De var opslugt af materielle ønsker og havde glemt det hinsidige for denne verdens skyld. Og det er det største tab, at et menneske for denne forgængelige verdens skyld bliver berøvet det evige livs grænseløse velsignelser. Derfor bør muslimer være på vagt over for dette. Engang holdt den ædle Profet, fred og velsignelser være med ham, en prædiken i Profetens Moské. På det tidspunkt kom Hasan, måtte Allah være tilfreds med ham, og Husayn, måtte Allah være tilfreds med ham, ind i moskéen iført røde klæder. De var meget små. De kom gående, mens de med besvær snublede over deres fødder. Den ædle Profet, fred og velsignelser være med ham, kunne ikke bære at se det. Han steg ned fra prædikestolen, løftede sine to børnebørn op på armen og satte dem tæt ved sig. Derefter sagde han: Allah har sandelig sagt:

إِنَّمَا أَمْوَالُكُمْ وَأَوْلَادُكُمْ فِتْنَةٌ – التغابن : ١٥”Sandheden er, at jeres ejendom og jeres børn blot er en prøvelse for jer.” – Sura at-Taghabun: 15

Khawla bint Hakim, måtte Allah være tilfreds med hende, var en meget from kvinde. Hun har berettet, at den ædle Profet, fred og velsignelser være med ham, en dag gik udenfor. Han bar et af sine børnebørn på armen og sagde til ham: “Det er jer, der gør mennesker gerrige, det er jer, der gør mennesker feje, og det er jer, der kaster mennesker ud i uvidenhed og dumhed.” – Jami’ at-Tirmidhi

Sandheden er, at børn skaber forskellige former for svaghed i et menneske; på grund af dem forsvinder hans tapperhed, og han bliver fejt. I mange tilfælde bliver han skræmt fra at gå fremad. Hvis udfaldet – måtte Allah forhindre det – bliver dårligt, hvad vil der så ske med børnene? Han bruger meget forsigtigt med tanke på deres behov, og på grund af dem lader han sig undertiden rive med af sine følelser og begår handlinger som en tåbe eller uvidende. Islam ser ikke ned på kærligheden til børn og forbyder heller ikke denne følelse; tværtimod erklærer den den elskværdig og meningsfuld og opmuntrer til den. Islam understreger imidlertid nødvendigheden af, at muslimen elsker sine børn i lyset af religionen. Han skal altid have religionens vejledning for øje i denne sag og må under ingen omstændigheder indtage en holdning, som Allah ikke bryder sig om.

عَنْ أَنَسٍ قَالَ دَخَلْنَا مَعَ رَسُولِ الله صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَلَى أَبي سيف القَيْنِ وَكَانَ ظَرًا لإبراهيم فَأَخَذَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَبْلَهُ وشمه ثُمَّ دَخَلْنَا عَلَيْه بعد ذالك وإبراهيم يجودُ بِنَفْسِهِ فَجَعَلْتُ عَيْنَا رَسُول الله صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ تَنْرَفَانِ فَقَالَ لَهُ عَبْدُ الرَّحْمَنِ بْنِ عَوْفِ وَأَنْتَ يا رَسُولَ اللهِ فَقَالَ يَا ابْنَ عَوْفِ إِنَّهَا رَحْمَةٌ ثُمَّ اتَّبَعَهَا بِأُخْرِى فَقَالَ إِنَّ الْعَيْنَ تدمع والقلب يَحْزُنُ وَلَا نَقُولُ إِلا ما يرضى رَبُّنَا وَإِنَّا بِفِرَاقِكَ يَا إِبْرَاهِيمُ لمحزونون – بخاری، مسلم”Anas, måtte Allah være tilfreds med ham, har berettet: Vi gik sammen med den ædle Profet, fred og velsignelser være med ham, til smeden Abu Saifs hus. Abu Saif var ægtemand til profeten Ibrahims amme. Den elskede Profet, fred og velsignelser være med ham, tog sin søn op på armen, kærtegnede ham og duftede til ham, det vil sige, han lagde sin næse og mund på hans ansigt, som om han duftede til ham. Derefter, da vi kom derhen, var Ibrahims livsånde ved at forlade ham, og tårerne trillede fra den ædle Profets, fred og velsignelser være med ham, øjne. Da Abd ar-Rahman ibn Awf, måtte Allah være tilfreds med ham, så dette, sagde han til den elskede Profet, fred og velsignelser være med ham: ’Allahs Sendebud, græder De også?’ Han svarede: ’Ibn Awf, disse tårer er et tegn på barmhjertighed.’ Og tårerne strømmede ned. Han sagde: ’Øjet fælder tårer, og hjertet sørger, men vi siger kun med vores tunge det, som vores Herre bryder sig om. O Ibrahim, vi sørger over at være blevet skilt fra dig.’”

Hård behandling af børn

Nogle mennesker mener, at det strider mod fromhed at le og lege med børn, være optaget af dem, tage dem på armen og give dem mad, kysse dem og kærtegne dem. Efter deres opfattelse kræver fromhed og værdighed, at man afholder sig fra at tale muntert og glad med børnene. Man skal holde sig adskilt og fjern fra dem. I stedet for at omgås dem skal man vise afstand og mangel på forbindelse, og frem for at vise kærlighed skal man udvise hårdhed og strenghed. Islam støtter på ingen måde sådanne forestillinger. Det er et resultat af religiøse forestillinger og af mangel på en korrekt forståelse af religionen. Derimod fremgår det klart af den ædle Profets, fred og velsignelser være med ham, vejledning og praksis, at det er en ønskværdig handling at vise børn kærlighed og hengivenhed. Hjertet hos den person, der ikke elsker sine egne børn, er visselig tomt for barmhjertighed og medfølelse. Børn er en fryd for øjet. At vise dem hengivenhed og kærlighed bliver et middel til succes i det hinsidige. At blive berøvet dette betyder at blive berøvet Allahs barmhjertighed.

At kysse sit barn er årsag til Allahs barmhjertighed

عَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ قَالَ قَبْلَ رَسُولُ اللهِ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الْحَسَنَ بْنَ عَلِي رضي الله عَنْهُ وَعِندَهُ الأقرع بن حابس التَّمِعِي جَالِسٌ فَقَالَ الْأَقْرَعُ إِنْ لي عشرَةً مِّنَ الْوَلَدِ مَا قَبلْتُ مِنْهُمْ أَحَدًا فَنَظَرَ إِلَيْهِ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ثُمَّ قَالَ مَنْ لا يرحم لا يرحم .
“Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, berettede: Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kyssede sit barnebarn Hasan ibn Ali, må Allah være tilfreds med ham, og viste ham kærlighed. Al-Aqra ibn Habis sad der også på det tidspunkt. Han sagde: ‘Jeg har ti børn, men jeg har aldrig vist nogen af dem kærlighed.’ Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, så på ham og sagde: ‘Den, der ikke viser barmhjertighed, vil ikke blive vist barmhjertighed.’

Det vil sige, at det at kysse og vise sit barn kærlighed er et tegn på barmhjertighed og medfølelse. Det er dem, hvis hjerter Allah har skænket barmhjertighed, der kysser og viser deres børn kærlighed, og Allah viser kun barmhjertighed mod dem, der viser barmhjertighed mod andre. De, der ikke viser barmhjertighed mod andre, berøves også selv barmhjertighed.

عنْ أَسَامَةَ بْنِ زَيْدٍ قَالَ أَرْسَلَتِ ابْنَةُ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ إِلَيْهِ إِنْ ابنا لي قبض فَاتِنَا فَارْسل يُقْرِئُ السَّلام وَيَقُولُ إِنَّ لِلَّهِ مَا أَخَذَ وَلَهُ مَا أعطى وكُلَّ عِندَه بَأجَلٍ مُسَمًّى فَلْتَصْبِرُ وَلتَحْتَسِبْ فَأَرْسَلَتْ إِلَيْهِ تُقْسِمُ عَلَيْهِ ليَأْتِيَنَّهَا فَقَامَ وَمَعه سعد بن عبادة ومعاذ بن جبل وأبي بن كعب وزيد بن ثَابِتٍ وَرِجَالٌ فَرُفِعَ إِلَى رَسُولِ اللهِ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ الصَّبِيُّ وَنَفْسَهُ تتقعقع ففاضت عيناهُ فَقَالَ سَعد يا رَسُولَ اللَّهِ مَا هُذَا ؟ فَقَالَ هَذِهِ رَحْمَةٌ جَعَلَهَا اللهُ فِي قُلُوبِ عِبَادِهِ فَإِنَّمَا يَرْحَمُ اللَّهُ مِنْ عِبَادِهِ الرَّحَمَاء – بخاری مسلم
“Usama ibn Zayd, må Allah være tilfreds med ham, berettede: Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte sin datter Zaynab, må Allah være tilfreds med hende, et bud med besked om at hente ham. Hun sendte følgende besked: ‘Mit barn er ved at dø, så kom venligst og bliv hos os et stykke tid.’ Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte budbringeren tilbage og sagde: ‘Gå hen og overbring min hilsen, og sig: Det, Han har taget, tilhører Allah, og det, Han har givet, tilhører også Allah, og alt har en fastsat tid. Vær derfor tålmodig og håb på belønning fra Ham.’ – Bukhari og Muslim

Zaynab, må Allah være tilfreds med hende, sendte igen bud efter ham og svor: ‘Du må komme.’ Derfor rejste han sig for at besøge sin datter. Sammen med ham var Sa’d ibn Ubada, Mu’adh ibn Jabal, Ubayy ibn Ka’b, Zayd ibn Thabit, må Allah være tilfreds med dem, samt nogle andre mænd. Da han nåede Zaynabs, må Allah være tilfreds med hende, hjem, blev barnet lagt i hans favn. Barnet var i sine sidste øjeblikke, og ved synet strømmede tårerne fra hans øjne. Sa’d, må Allah være tilfreds med ham, sagde: ‘Allahs Sendebud, hvad er dette? Græder du også?’ Han sagde: ‘Dette er barmhjertighed, som Allah har skabt i sine tjeneres hjerter, så de viser hinanden barmhjertighed.’

Ikke at vise sit barn kærlighed er det samme som hjerteløshed

عنْ عَائِشَةَ رَض قَالَتْ جَاءَ أَعْرَابِيُّ إِلَى النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فَقَالَ اتقبلون الصبيانَ فَمَا نُقَبِلُهُمْ فَقَالَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَوَ أَمْلِكُ لَكَ أَنْ نَزَعَ اللهُ مِنْ قَلْبِكَ الرحمة – بخاری، مسلم
“Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: En beduin kom til Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: ‘Kysser I børnene og viser dem kærlighed? Vi kysser ikke børnene.’ Da sagde Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham: ‘Hvad kan jeg gøre for dig, hvis Allah har fjernet barmhjertigheden fra dit hjerte?’ – Bukhari og Muslim

Det er ikke godt ikke at kysse børnene og vise dem kærlighed. Det er tværtimod et tegn på hjerteløshed. Ikke at vise børnene kærlighed betyder, at Allah har fjernet barmhjertighedens kilde fra hjertet. Hvis barmhjertighedens kilde stadig findes, vil et menneske naturligvis vise sit eget barn kærlighed.

At tage barnet op på skødet

عَنْ عَدِي بْنِ ثَابِت قَالَ سَمِعْتُ الْبَرَاء يَقُولُ رَأَيْتُ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وسَلَّمَ وَالْحَسَنُ صَلوتُ اللهِ عَلَيْهِ عَلَى عَاتِقِهِ وَهُوَ يَقُولُ اللَّهُمَّ إِنِّي أَحِبُّهُ فاحبهHazrat Adi ibn Thabit, må Allah være tilfreds med ham, siger: Jeg hørte Hazrat al-Bara, må Allah være tilfreds med ham, sige: “Jeg så Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, med Hazrat Hasan, må Allah være tilfreds med ham, ridende på hans skulder, og han sagde: ‘O Allah! Jeg elsker ham, så elsk også ham.'”

En gang red Hazrat Hasan, må Allah være tilfreds med ham, eller Hazrat Husayn, må Allah være tilfreds med ham, på hans nakke. En mand så det og sagde: “Sikke et smukt ridedyr han har fået!” Da Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte dette, sagde han: “Og rytteren er også en fremragende rytter.” – Profetens biografi, bind 2

Hazrat Usama ibn Zayd, må Allah være tilfreds med ham, har sagt: Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tog mig op på skødet, satte mig på det ene lår og Hazrat Hasan, må Allah være tilfreds med ham, på det andet, trykkede os begge ind mod sit bryst og sagde: “O Allah, forbarm dig over disse to. Jeg viser dem barmhjertighed.” – Bukhari

Han elskede Hazrat Hasan og Hazrat Husayn, må Allah være tilfreds med dem begge, meget højt. Han plejede at sige: “De er mine halskædejuveler.” Når han gik til sin datters hjem, sagde han: “Hent mine børn.” Når de var blevet hentet, tog han dem op på skødet, kyssede dem og trykkede dem ind mod sit bryst. – Profetens biografi, bind 2

Han tog ofte Hazrat Husayn, må Allah være tilfreds med ham, op på skødet og kærtegnede ham ved at lægge sit ansigt mod hans. Han plejede at sige: “O Allah! Jeg elsker ham, og jeg elsker også den, der elsker ham.” – Profetens biografi, bind 2

Profetens kærlighed til sine børn

Hazrat Anas, må Allah være tilfreds med ham, var den kære Profets, må Allahs velsignelser og fred være med ham, særlige tjener. Han var i hans tjeneste dag og nat. Han har sagt: “Jeg har aldrig set nogen elske sine slægtninge sådan, som Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, elskede sine slægtninge.” Profetens biografi, bind 2

Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, faste skik var, at hver gang han drog ud på rejse, besøgte han til sidst sin elskede datter, Hazrat Fatimas, må Allah være tilfreds med hende, hjem, og når han vendte tilbage fra rejsen, bad han først to rakʿah i moskeen og gik derefter til Hazrat Fatimas, må Allah være tilfreds med hende, hjem.

En dag opstod der på grund af noget, der var blevet sagt, uoverensstemmelse mellem Hazrat Fatima, må Allah være tilfreds med hende, og Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham. Da den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fik dette at vide, gik han til deres hjem og forsonede dem. Da han derefter kom udenfor, var han meget glad og munter. Folk spurgte: »Allahs Sendebud! Da De gik ind i huset, var De meget bekymret, men da De kom ud, var De meget glad.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ja, jeg har forsonet de to mennesker. Jeg elsker dem meget højt.« – Sīrat an-Nabī: andet bind

En dag gav Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, udtryk for, at han ønskede at indgå et andet ægteskab. Da den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fik dette at vide, blev han meget bedrøvet. Han gik straks til moskeen og holdt en prædiken. I prædikenen nævnte han sin utilfredshed og sagde: »Fatima er min elskede datter og et stykke af mit hjerte. Den, der sårer hende, sårer mig.« – Bukhari

Hazrat Zaynabs, må Allah være tilfreds med hende, mand, Abul-As, blev taget til fange i slaget ved Badr. Det blev besluttet, at disse fanger skulle frigives mod betaling af løsepenge. Abul-As havde ikke midler til at betale løsepengene. Han sendte derfor besked til sit hjem om at sende pengene til hans frigivelse. Hans hengivne hustru sendte straks den halskæde, som hendes mor, Hazrat Khadija, må Allah være tilfreds med hende, havde givet hende. Abul-As fremstillede halskæden som løsepenge. Da halskæden blev bragt foran den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev han dybt bevæget. Tårerne trillede ned ad hans kinder. Han henvendte sig til ledsagerne og sagde: »Hvis I samtykker, kan denne halskæde så gives tilbage til Zaynab?« Ledsagerne sagde: »Ja, giv den endelig tilbage.« Derefter gav han halskæden tilbage til Hazrat Zaynab, må Allah være tilfreds med hende.

Den elskede Profets, må Allahs fred og velsignelser være med ham, yngste søn, Hazrat Ibrahim, blev opfostret hos en smed ved navn Abu Yusuf i et område uden for Medina. Han gik ofte dertil til fods. Abu Yusuf var smed, og derfor var huset fyldt med røg. Han sad midt i denne røg, tog barnet op på armen og kærtegnede ham. Derefter vendte han tilbage til Medina. – Sīrat an-Nabī: andet bind

En dag var den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, på vej et sted hen. Hazrat Husayn, må Allah være tilfreds med ham, legede på vejen. Han strakte begge arme ud med oprigtig kærlighed, så Hazrat Husayn, må Allah være tilfreds med ham, kunne komme hen til ham. Hazrat Husayn kom leende hen til ham, men trak sig så drilsk tilbage igen. Til sidst greb han ham, lagde den ene hånd under hans hage og den anden på hans hoved og omfavnede ham. Derefter sagde han: »Husayn er min, og jeg er Husayns.« – Sīrat an-Nabī: andet bind, med citat fra Bukhari

Hazrat Zaynab, må Allah være tilfreds med hende, havde en elsket lille datter. Hun hed Umamah. Den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, elskede Umamah højt. Hun var næsten altid sammen med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, når han bad. Når han rejste sig til bøn, steg hun op på hans skulder. Under rukūʿ satte han hende ned. Når han igen rejste sig, steg hun atter op på ham.

En dag sendte en mand nogle ting som gave til Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Blandt dem var der også en halskæde af guld. På det tidspunkt legede hun dér. Den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Denne halskæde vil jeg give til den, der er mig kærmest i huset.« Kvinderne i huset mente, at han ville give halskæden til Hazrat Aisha, må Allah være tilfreds med hende. Men han kaldte Umamah hen til sig og satte med sin egen hellige hånd halskæden om hendes hals. – Sīrat an-Nabī: andet bind

Moderens omsorg og Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, afgørelse

På Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tid skilte en mand sig fra sin hustru ved skilsmisse og ønskede at beholde det lille barn hos sig. Moderens tilstand var ubeskrivelig. På den ene side var der sorgen over adskillelsen fra hendes mand, og på den anden side smerten ved at få sit lille barn revet fra sig. I denne sørgelige situation kom kvinden til Nådens for hele verdens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, audiens for at fremføre sin klage, og hun fortalte med dybt rørende ord sin historie til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: «O Allahs Sendebud! Min mand har skilt sig fra mig og fjernet mig fra sig, og nu ønsker han at rive dette elskede barn fra mig. O Allahs Sendebud! Han er et stykke af mit hjerte. Min mave har været hans hvilested. Mit bryst har været som hans drikkeskål, og mit skød har været som hans hjem. O Allahs Sendebud! Hvordan skal jeg kunne bære denne sorg?»

Da Nådens for hele verdens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte kvindens klage, sagde han: «Så længe du ikke gifter dig igen, kan ingen tage dit barn fra dig.» – Abu Dawud: Kitab at-Talaq

Profeten Jakobs, fred være med ham, længsel

Anas, må Allah være tilfreds med ham, fortæller, at den ærede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, engang fortalte en beretning. Han sagde: Engang spurgte en mand Profeten Jakob, fred være med ham: «Ærede herre, hvorfor bliver Deres syn svagere, og hvorfor bliver Deres ryg krum?» Profeten Jakob, fred være med ham, svarede: «Mit syn er blevet svagt af den konstante bekymring for Josef, fred være med ham, og min ryg er blevet krum af bekymringen for hans bror Benjamin.» Netop da kom Gabriel, fred være med ham, til Profeten Jakob, fred være med ham, og sagde: «Klager De over for Allah?» Profeten Jakob, fred være med ham, sagde: «Nej, jeg fremfører blot min sorg og mine lidelser for Allah.» Gabriel, fred være med ham, sagde: «Allah ved fuldt ud, hvilken sorg De har beskrevet.» Derefter gik Gabriel, fred være med ham, bort. Profeten Jakob, fred være med ham, gik ind på sit værelse og begyndte at sige: «O min Herre! Har Du ikke barmhjertighed med en gammel mand? Du har også taget mit syn fra mig og gjort min ryg krum. O min Herre! Bring mine to blomster tilbage til mig, så jeg blot kan dufte til dem begge. Derefter kan Du gøre med mig, hvad Du vil.» Gabriel, fred være med ham, kom atter til ham og sagde: «O Jakob! Allah den Ophøjede sender dig sin fred og siger: Jakob, glæd dig! Selv hvis dine to sønner var døde, ville Jeg for din skyld have bragt dem tilbage til livet, så du kunne se dem begge og få dine øjne svalet.» – Targib wa Tarhib: tredje bind

En mors klage hos Allahs Sendebud

En kvinde kom til Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og begyndte at klage: «O Allahs Sendebud! Jeg har en søn. Han hjælper mig med mange forskellige opgaver. Fordi jeg er kvinde, kan jeg ikke arbejde udenfor. Han henter vand til mig fra brønden og udfører også andre udendørs opgaver. O Allahs Sendebud! Min mand, som er skilt fra mig, ønsker også at tage dette barn fra mig.»

Da den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte kvindens klage, afsagde han følgende afgørelse: «Godt, så træk lod. Den, hvis navn kommer op ved lodtrækningen, tager drengen med sig.» Drengens far sagde: «O Allahs Sendebud! Han er min søn. Hvordan kan nogen anden gøre krav på at tage ham med sig? Og hvordan kan nogen anden tage ham med sig, mens jeg er her?»

Efter at have hørt både faderen og moderen så den ædle Profet ﷺ på sønnen og sagde: »Min dreng! Dette er din far, og dette er din mor. Gå med den af dem, hvis hånd du ønsker at holde. Du har denne frihed.« Sønnen rejste sig fra sin plads, gik derefter hen til sin mor og tog hendes hånd.

Børns uddannelse og opdragelse

Også fysisk vækst og omsorg er en vigtig rettighed, som barnet har. Men selv om du opfylder denne rettighed, begår du en stor uret, hvis du forsømmer barnets uddannelse, opdragelse, gode manerer og dannelse. Uden uddannelse og opdragelse kan dit barn ikke blive et fuldendt menneske. De rene ønsker, som får dig til at ønske dig børn, og de gode håb, hvis opfyldelse får dig til at bruge dag og nat på deres opvækst, kan kun blive til virkelighed, når du opfylder din pligt til at give barnet religiøs undervisning og moralsk opdragelse.

At opdrage barnet til at blive fromt og lykkeligt er på den ene side dit religiøse ansvar. På den anden side er det også en af barnets rettigheder, at du viser det kærlighed. Blandt barnets rettigheder er den vigtigste i virkeligheden, at du sørger for dets opdragelse med stor visdom, omtanke, tålmodighed, pligtbevidsthed, gavmildhed, god smag, opmuntring og koncentration. Først når du opfylder denne rettighed, kan du håbe, at dit barn bliver en kilde til fred for dig, et middel til nåde for samfundet, en ære for folket og en rigdom for religionen. Selv efter at have brugt store mængder livskraft og rigdom på at opfostre dine børn begår du en alvorlig social forbrydelse, hvis du forsømmer deres opdragelse. Følgerne af denne forbrydelse er yderst bitre.

Moderens særlige rolle i uddannelse og opdragelse

Ansvaret for barnets uddannelse og opdragelse hviler naturligvis ikke kun på dig. Både moderen og faderen har et ansvar. Ligesom moderens opdragelse er vigtig, er faderens undervisning også særlig nødvendig. Hvad angår udgifterne i denne forbindelse, har islam faktisk lagt hele ansvaret på faderen. Moderen er blevet fritaget for dette ansvar. Men det er også sandt, at moderens indsats i opfostringen af barnet kræver særlig anerkendelse. Det er hende, der yder den største del af indsatsen. Ligesom moderens ihærdige omsorg er nødvendig for barnets fysiske pleje og opvækst, spiller hun også en særlig rolle i dets uddannelse og dannelse. Det er gennem moderens opdragelse, at barnet bliver i stand til at blive sådan, at det øger landets og folkets ære. Samtidig opnår forældrene selv lykke og velstand.

Faderen er det meste af tiden optaget af at tjene penge og opfylde livets behov. Derfor tilbringer han det meste af sin tid uden tæt kontakt med børnene. Selv om han ønsker det, får han ikke mulighed for at give deres uddannelse og opdragelse den nødvendige opmærksomhed. Af naturen har moderen langt bedre muligheder på dette område. Som regel er hun hele tiden sammen med børnene. Hele deres liv og hver eneste side af deres personlighed ligger foran hende. Fordi hun altid er sammen med dem, er børnene ikke bange for deres mor. På grund af hendes usædvanligt milde sind, tålmodighed og enestående moderlige kærlighed er børnene trygge ved hende og lydige over for hende. Frygtløst og frit fremsætter de alle slags krav og indvendinger over for hende og laver også alle slags narrestreger. På den måde kommer alle deres evner samt deres gode og dårlige sider frem. Derfor bliver det let at korrigere og opdrage dem.

Alligevel har Allah den Almægtige givet moderen mere af den tålmodighed, selvopofrelse, gavmildhed, ømhed, kærlighed og de moralske egenskaber, som er nødvendige for opdragelse og korrektion, end han har givet faderen. Faderen bliver meget hurtigt utålmodig og vred. Moderen derimod bevarer til det sidste sin tålmodighed, barmhjertighed, ømhed og gode opførsel og er mere succesfuld med at vække børnenes indre følelser. Når faderen bliver vred over barnets fejl, erklærer han sin utilfredshed og siger, at han ikke længere vil have noget med barnet at gøre. Moderen tager derimod barnet ind til sit bryst og fortsætter til det sidste med hele sit hjerte og fuld koncentration at arbejde for at forbedre det og gøre det værdigt.

En stor mors opdragelse ændrer skæbnen

En karavane af købmænd var på vej mod Bagdad. En ung mand rejste sammen med dem. Hans mor havde sendt ham med karavanen sammen med nogle formaninger, så han kunne nå frem til sit bestemmelsessted i sikkerhed, tilegne sig religiøs viden og derefter forkynde Allahs befalinger for Allahs tjenere og vise dem lyset.

Karavanen fortsatte sin rejse uden vanskeligheder. Undervejs angreb en røverbande karavanen. Deltagerne i karavanen forsøgte på mange måder at beskytte deres ejendele, men deres kneb gjorde ikke røverne noget. Røverne lyttede heller ikke til deres mange bønner om nåde. De fratog alle i karavanen alt, hvad de havde. Da røverne var færdige, spurgte en af dem den bekymrede unge mand:

Røver: »Unge mand, har du noget hos dig?«

Den unge mand: »Ja. Jeg har fyrre dinarer hos mig.«

Røveren: »Du har fyrre dinarer hos dig?« (Røveren kunne ikke tro det. Hvor skulle denne fattige og forhutlede unge mand have fået fyrre dinarer fra? Og hvis han virkelig havde dem, hvorfor fortalte han det så til os? Røveren tænkte længe over det og førte denne mærkelige unge mand til høvdingen.)

Røveren: »Høvding, se på denne dreng. Han siger, at han har fyrre guldmønter hos sig.«

Høvdingen: »Min unge herre, har du virkelig dinarer hos dig?«

Den unge mand: »Ja. Jeg har fyrre dinarer hos mig.«

Høvdingen: »Godt, hvor har du lagt dine dinarer?« Høvdingen begyndte forbløffet at se på den fattige dreng.

Den unge mand: »Ja, jeg har en pung bundet om livet. Dinarerne er i den.«

Høvdingen løsnede pungen fra den unge mands liv og talte pengene. Der var virkelig fyrre dinarer i den. Høvdingen stirrede forbløffet på den unge mand et stykke tid og sagde derefter: »Min unge herre, hvor skal du hen?«

Den unge mand: »Jeg skal til Bagdad for at tilegne mig religiøs viden.«

Høvdingen: »Kender du nogen der?«

Den unge mand: »Nej. Det er en fremmed by. Min mor gav mig fyrre dinarer, så jeg uden bekymring kunne tilegne mig religiøs viden. Hvem vil tage sig af mine behov i den fremmede by? Og hvorfor skulle jeg selv være afhængig af andre?« Høvdingen lyttede med stor interesse og forbløffelse til den unge mand. Hans uro voksede, og han tænkte over, hvorfor den unge mand ikke havde skjult dinarerne. Hvis han ikke havde sagt noget, ville ingen af hans ledsagere have forestillet sig, at denne bekymrede og fattige unge mand kunne have noget som helst på sig. Hvorfor havde den unge mand ikke tænkt på, at han var på vej til et fremmed sted? Hans fremtid og uddannelse afhang jo netop af disse penge. Hvorfor havde han dog ikke skjult dem? Den unge mands oprigtighed og sandfærdighed rejste mange spørgsmål i hans hjerte. Han spurgte: »Min unge herre, hvorfor skjulte du ikke disse penge? Hvis du ikke havde sagt noget og havde benægtet det, ville vi ikke engang have haft mistanke om, at du kunne have flere penge hos dig.«

Den unge mand: Da jeg forlod hjemmet, formanede min mor mig: »Min søn, uanset hvad der sker, må du aldrig lyve.« Hvordan skulle jeg kunne overtræde min mors befaling?

Høvdingens indre væsen vågnede. Han begyndte at tænke: »Denne unge mand er, selv når han ser sin uundgåelige fremtidige undergang i øjnene, ikke villig til at trodse sin mors befaling – mens jeg i mange år har trampet på min Herres befalinger.« Han omfavnede den unge mand, gav ham hans dinarer tilbage, leverede karavanedeltagernes ejendele tilbage og begyndte at græde, mens han kastede sig ned i prostration for Allah. Han gjorde oprigtigt tawba, og Allahs barmhjertighed omsluttede ham. Denne røver blev en stor wali af Allah i sin samtid, og den, der havde plyndret Allahs tjenere, blev en, der fordelte Allahs tjeneres rigdomme i religionens navn. Den store mors opdragelse ophøjede ikke blot den unge mand til en høj position, men ændrede også røvernes skæbne. Det var denne lovende unge mand, der blev berømt i hele den islamiske verden som Abdul Qadir Jilani, rahmatullahi alayh, og blot hans navn får hjerterne til at bøje sig i ærefrygt.

Barnets lysende fremtid

Alle ønsker at sikre deres barn en lysende fremtid. Det er et medfødt ønske. Allah har skabt en vældig styrke og tiltrækning i dette håb og ønske. Forældre er især meget eftertænksomme, følsomme og aktive i denne henseende. Trods verdens mange gøremål bliver forældre aldrig fri for denne bekymring; tværtimod retter de fleste af deres tanker og bestræbelser sig mod, at deres barns fremtid må blive strålende. Der findes sandsynligvis kun meget få forældre, som ikke er bekymrede for deres barns fremtid.

Ønsket om en lysende fremtid for barnet er et meget prisværdigt ønske. Set fra kundskabens og fornuftens synspunkt, fra samfundets synspunkt og fra dinens synspunkt regnes det for et meget ophøjet ønske. Islam opmuntrer ligefrem til dette og pålægger troende forældre at forme deres barns fremtid smuk og lysende. Men spørgsmålet er, hvad der ifølge islam menes med barnets lysende fremtid?

Den lysende fremtid set fra islams synspunkt

Hvad er barnets lysende fremtid set fra islams synspunkt? For at finde det rigtige svar på dette spørgsmål må vi overveje et tilknyttet spørgsmål. Spørgsmålet er: Hvorfor ønsker muslimske forældre sig børn? Hvori består forskellen mellem deres ønsker og andre forældres ønsker? For at forstå denne betydning må vi forstå versene i Den Hellige Koran om profeten Zakariya, alayhis salam:

قَالَ رَبِّ إِنِّي وَهَنَ الْعَظمُ مِنّى وَاشْتَعَلَ الرَّأْسُ شَيْبًا وَلَمْ أَكُنُ بِدُعَائِكَ رَبِّ شقيا واني خفت المولى من ورائي وكانت امرأتِي عَاقِرًا فَهَبْ لِي مِنْ لدنك وليا يرثني ويَرِثُ مِنْ آل يعقوب ، وَاجْعَلْهُ رَبِّ رَضِيا مريم : ٦٤»Profeten Zakariya, alayhis salam, sagde: Min Herre, mine knogler er blevet svage helt ind til marven, og mit hoved er blevet strålende af alderdommens tegn. O Allah, jeg har aldrig været skuffet, når jeg har bedt Dig. Jeg frygter, at mine brødre og venners onde gerninger vil komme efter mig. Min hustru er ufrugtbar. Skænk mig derfor i Din særlige nåde en arving, som også kan arve efter mig og arve Jakobs slægt. Og, min Herre, gør ham til et menneske, Du finder tilfreds.« – Sura Maryam, 4-6

Profeten Zakariya, alayhis salam, og hans hustru al-Yashba var begge nået til livets sidste alder, og deres kræfter var svigtet. Under disse omstændigheder sørgede profeten Zakariya, alayhis salam, ved tanken om, hvem der efter ham skulle bære hans missions banner, og hvem der skulle varetage ansvaret for at beskytte og udbrede Allahs din. Han så, at de unge mænd fra profeternes slægt var religionsfornægtende og uansvarlige. Der var ikke én, som kunne blive profeten Zakariyas, alayhis salam, arving. Da han så denne tilstand, bad han til Allah med bøjet hoved:

»Min Herre, skænk mig en arving, som kan påtage sig ansvaret for arven efter mig og efter Jakobs slægt, alayhis salam. Min Herre, gør ham til en tjener, Du finder tilfreds.« Profeten Zakariya, alayhis salam, ønskede sig ikke et barn for at videreføre sin slægtslinje. Han ønskede sig heller ikke et barn til at forvalte sin formue og sine forretninger. Han ønskede sig derimod et barn, som kunne påtage sig dinens ansvar efter ham, blive hans sande arving og blive en tjener, som Allah finder tilfreds.

Allah den Højeste tog imod denne bøn, der steg op fra den troende faders inderste hjerte, og skænkede ham en from søn, hvis strålende fremtid Allahs Bog selv vidner om:

وَآتَيْنَهُ الْحُكْمَ صَبِيًّا ، وَحَنَانًا مِّنْ لَّدُنَّا وَزَكُوةً ، وَكَانَ تَقِيًّا وَبَرَا بِوَالِدَيْهِ ولم يكن جباراً عصيان مريم : ١٢-١٤»Vi har skænket ham visdom allerede i barndommen, og fra Os har Vi givet ham et mildt hjerte og renhed; han var meget gudfrygtig og værnede om sine forældres rettigheder. Han var hverken hovmodig eller undertrykkende og heller ikke ulydig.«

Ved at tegne et billede af en succesfuld fremtid fremhæves her i Den Hellige Koran nogle særlige egenskaber ved profeten Yahya, fred være med ham: visdom, et mildt hjerte, renhed, et liv i gudsfrygt, værnen om forældrenes rettigheder samt et liv renset for oprør og ulydighed. Visdom betyder evnen til at træffe de rigtige beslutninger. Evnen til efter dyb overvejelse af religionens og verdens forhold at nå frem til den rigtige beslutning er meget prisværdig og en god egenskab.
Et mildt hjerte er ikke blot én egenskab, men grundlaget for mange moralske egenskaber. Renhed betyder, at hans sjæl var ren for synd, skamløshed, vildfarelse, uret og undertrykkelse. Sjælens renhed er en høj moralsk værdighed. Et liv i taqwa, gudsfrygt og fromhed er et succesfuldt liv. Kun et gudfrygtigt menneske kan gøre krav på ære og værdighed i Allahs øjne. Værnen om forældrenes rettigheder er en rigdom, som bereder mennesket til med succes at opfylde sine pligter i samfundslivet. Det barn, der kan være sine forældres øjnes glæde og deres hjertes fred, er lydigt, tjenstvilligt og værner om deres rettigheder. Det er hverken oprørsk eller ulydigt.
Se med denne beskrivelse fra Den Hellige Koran for øje efter og overvej, hvad det er, du ønsker. Hvad er dine ønsker? Hvad håber du på og beder du din Herre om? Hvordan ser billedet af dit barns strålende fremtid ud i dine øjne? Hvor meget stemmer dette billede overens med Koranens billede? Og hvad gør du for at nå det? En strålende fremtid betyder ikke blot, at dit barn bliver velstående, får høje eksamensbeviser og store embeder, har alle bekvemmeligheder, opnår anseelse, magt og indflydelse i verden samt ejer paladslignende bygninger og moderne biler. Islam forbyder ikke, at du ønsker disse ting for dit barn eller hjælper det med at opnå dem. Islam ønsker imidlertid at forme din tankegang sådan, at dit blik ikke begrænses til disse ting alene, og at du ikke kommer til at betragte netop disse ting som det samme som en strålende fremtid.
Det er ikke forkasteligt, at du håber, at dit barn får en høj uddannelse, opnår et højt embede, får ære og bekvemmelighed og bliver materielt succesfuldt. Det er heller ikke forkasteligt, at du stræber efter alt dette. Det forkastelige er at gøre denne verden eller materiel succes til målet for dit liv og blive uopmærksom på barnets religion og akhlaq. En muslimsk mor må aldrig lade sandheden forsvinde fra sin bevidsthed: Det virkelige liv er livet i det hinsidige, og dette liv kan aldrig opnås, hvis man er uopmærksom på troen. Dit barns storslåede fremtid består i, at det bliver udstyret med religiøs viden, opnår dyb forståelse af religionen og bliver en repræsentant for ren karakter og islamisk civilisation. Det skal være blandt de førende i opfyldelsen af sociale pligter. Dets liv skal være et eksempel på renhed, gudsfrygt og fromhed. Det skal være lydigt mod sine forældre og tjene dem. Selv når det indtager høje positioner i det materielle liv, skal det være en sand repræsentant for den sande religion og en oprigtig tjener for den.

Pladsen for undervisning og opdragelse af barnet i religionen

For at gøre barnets liv succesfuldt ud fra dette perspektiv er det nødvendigt, at du udviser ekstraordinær opmærksomhed på barnets undervisning og opdragelse. Det kræver den største visdom, oprigtige bestræbelser, tålmodighed og udholdenhed; det er ærefuldt både i samfundets øjne og i Guds øjne. Takket være dette vil du opnå anseelse og et godt navn både i denne verden og i det hinsidige. Ifølge Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er den bedste gave, du kan give dit barn, at udstyre det med god undervisning og opdragelse. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har sagt:

مَا تَحِلَّ وَالِدٌ وَلَدَهُ مِنْ نَحْلٍ أَفْضَلَ مِنْ أَدب حسن»Af alt, hvad en far giver sit barn, er god undervisning og opdragelse det bedste.«

God undervisning og opdragelse af barnet er sadaqah jariyah. Din tid og mulighed for at handle vil ophøre, men belønningen og thawab i din gerningbog vil fortsætte med at vokse. Den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har sagt:

إِذا مَاتَ الإِنسان انقطع عمله إلا من ثلاث صدقة جارية أو علم ينتفع به، أو ولد صالح يدعوله»Når et menneske dør, ophører dets gerninger, bortset fra tre ting. Belønningen forbliver efter døden: For det første, hvis det har efterladt sig en vedvarende velgørenhed; for det andet, viden, som mennesker fortsat drager nytte af; for det tredje, en retskaffen søn, der beder for det.«

En gang sagde Allahs Ædle Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at forældrene til den, der er lærd i Koranen, på Dommedagen vil få en hovedbeklædning på. Han sagde:

من قرء الْقُرْآنَ وَعَمِلَ بِهِ اليس والده تاجًا يَوْمَ الْقِيمَةِ ضَوْءَهُ أَحْسَنُ مِنْ ضوء الشمس في بيوت الدنيا فما ظَنَّكُم بِالَّذِي عَمِلَ بِهذا – ابو داود، حاكم
“Den, der tilegnede sig viden om Koranen og handlede efter den, vil på opstandelsens dag få sine forældre iført en krone. Dens lys vil være bedre end solens lys, som oplyser verdens huse. Hvad mener I da om den, der selv handlede efter den?” – Abu Dawud, al-Hakim

I overleveringen fra Hazrat Burayda, må Allah være tilfreds med ham, nævnes Paradisets klædning i stedet for en hovedbeklædning. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Den, der læser Koranen, lærer den og handler efter den, vil på opstandelsens dag få sine forældre iført en lysende hovedbeklædning.

Dens lys vil være som solens lys, og hans forældre vil få iført to så kostbare klæder, at hele verden ikke ville kunne betale deres værdi. Da vil forældrene forundret spørge, hvorfor de har fået disse klæder på. De vil få at vide: Dette er, fordi jeres søn tilegnede sig Koranen.”
I disse overleveringer har Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, beskrevet den umådelige belønning og belønningens størrelse for oplæring af børn og dermed opmuntret ummaen til at påtage sig dette ansvar. Formålet med denne opmuntring er, at ingen familie i ummaen skal forsømme børnenes uddannelse og oplæring. Samtidig med opmuntringen gjorde han det også klart, at de forældre, som forsømmer dette ansvar, på opstandelsens dag vil blive underkastet en streng afhøring.

At tage hensyn til barnets værdighed

عَنِ ابْنِ عَبَّاسٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُمَا عَنِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ : أَكْرِمُوا أولادكم وأحسنوا أدبهم – ترغيب وترهيب بحو الله ابن ماجه
“Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Behandl børnene barmhjertigt og respektfuldt, og giv dem en god uddannelse og oplæring.” – Targhib wa Tarhib

I denne hadith understregede Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ud over nødvendigheden af at give god uddannelse og oplæring også nødvendigheden af at behandle dem barmhjertigt og respektfuldt. Ja, den første understregning var, at børnene skulle behandles med værdighed og respekt. Derefter blev det understreget, at de skulle have en god uddannelse og oplæring. Dette er meget vigtigt for forældrene. En barmhjertig og respektfuld behandling af børnene er så vigtig, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, først henledte opmærksomheden på netop dette. Derefter talte han om god uddannelse og oplæring. At behandle børnene barmhjertigt og respektfuldt betyder, at man skal tage yderste hensyn til deres værdighed og selvrespekt. Man må ikke behandle dem eller tale til dem på en måde, der sårer deres selvfølelse og får dem til at føle sig mindreværdige. Det er som regel netop under den grundlæggende uddannelse og oplæring, at denne form for forsømmelse finder sted, og der tages ikke hensyn til barnets værdighed og selvfølelse. I virkeligheden er barndommen den bedste tid, for da kan man i barnets klare sind og hjerte indprente det billede, man ønsker. Dette billede eller denne forestilling påvirker barnets karakter og handlinger resten af livet. Den grundlæggende uddannelse og oplæring har afgørende betydning for barnets udvikling og dannelse.

Tænk selv over dette: Hvis et barn som følge af forældrenes eller lærerens forkerte fremgangsmåde får den faste opfattelse, at det er svagt, udueligt og mindreværdigt, at det ikke er værdigt til, at man taler ordentligt til det, at det ikke er værdigt til at blive behandlet med respekt, og at det ikke er værdigt til, at man viser det tillid og overdrager det en opgave – så sig selv: Hvordan kan der da udvikles egenskaber som høje ambitioner, selvfølelse, mod og selvtillid? Og hvordan kan et sådant barn udføre store gerninger for religionen og ummaen?
Forældrene må holde et skarpt øje med deres egne ord og handlinger og også være forvissede om, hvem de overlader ansvaret for børnenes uddannelse til. Barnets selvfølelse og værdighedsfølelse er en grundlæggende kraft. Hvis denne kraft såres, udvikles der moralske mangler som modløshed, fejhed, mindreværd og mangel på selvtillid – og man kan ikke forvente store gerninger af sådanne børn i fremtiden.
Vurder jeres hjem i lyset af dette udsagn fra Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og vurder også uddannelses- og oplæringsinstitutionerne. Det grundlæggende for en god uddannelse og oplæring er, at forældre og lærere behandler børnene barmhjertigt og respektfuldt og ikke siger noget, der ødelægger barnets værdighed eller sårer dets selvfølelse.

Ansvarlighed med hensyn til børnenes uddannelse og oplæring

Den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, understregede vigtigheden af at opdrage børn og henledte også opmærksomheden på dette. Han sagde, at Allah den Ophøjede på Genopstandelsens Dag vil spørge, om man havde sørget for sine børns undervisning og uddannelse. At give familiens medlemmer religiøs og moralsk undervisning er en af de vigtigste religiøse pligter. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:

لا يسترعى اللهُ تَبَارَكَ وَتَعَالَى عَبْدًا رَعِيَّةً قَلَّتْ أَوْ كَثْرَتْ إِلَّا سَأَوْلَهُ اللَّهُ تبارك وتعالى عنها يَوْمَ القِيمة أقام فيها أمرَ اللَّهِ تَبَارَكَ وَتَعَالَى أَمْ أَضَاعَهُ حتَّى يَسْأَلُهُ عَنْ أَهْلِ بَيْتِهِ خَاصَّةً”Uanset om Allah den Velsignede og Ophøjede gør en tjener til vogter over få eller mange mennesker, vil Allah den Velsignede og Ophøjede på Genopstandelsens Dag spørge ham, om han havde håndhævet Allah den Velsignede og Ophøjedes befalinger blandt dem, der var under hans ansvar, eller om han havde ladet dem gå til grunde. Han vil især afkræve ham regnskab for hans husstand.”

Tidspunktet for undervisningens og opdragelsens begyndelse

Den berømte pædagog fra Chicago, Francis Willinder Parker, holdt engang et foredrag om børns undervisning. Efter foredraget spurgte en kvinde ham: ”Hvornår skal jeg begynde at undervise mit barn?” Willinder Parker sagde: ”Hvornår bliver dit barn født?” ”Født?” sagde kvinden forbløffet. ”Herre, barnet er allerede fem år gammelt.” ”Det er katastrofalt. Du står her og taler, mens fem dyrebare år allerede er gået tabt.” Dette er ikke en fortælling, men en realitet. Man bør tænke på barnets undervisning og uddannelse fra det øjeblik, det fødes. De første år er meget vigtige for undervisning og opdragelse, men som regel spildes disse tidlige år uden bekymring. Visdommen ved at fremsige adhān og iqāmah i barnets øre straks efter fødslen er, at Allahs storhed og majestæt fra begyndelsen skal trænge ind i dets ører. Allamah Qawem, må Allah forbarme sig over ham, har skrevet i sin bog ”Tuhfat al-Wadud”: ”Det betyder, at det første, der når menneskets ører, skal være lyden af Allahs storhed og ophøjethed. Den trosbekendelse, som mennesket aflægger, når det bliver myndigt og træder ind i islam, bør indøves i det fra fødselsdagen, ligesom det ved døden indøves i tawḥīd-trosbekendelsen. En anden fordel ved adhān og iqāmah er, at Satan ligger på lur og ønsker at kaste mennesket ud i prøvelser fra fødslen. Når han på dette tidspunkt hører adhān, flygter han, og barnet inviteres til islam og til tilbedelsen af Allah, før Satans invitation når det. Selvom barnet ikke kan tale i livets første dage, kan det dog sanse og påvirkes gennem ord. Det lærer meget af moderens adfærd. Derfor må man heller ikke tale grimt eller opføre sig uhøfligt foran barnet på dette tidspunkt. Det skal opdrages med gode ord og en god tale. Man bør recitere den hellige Koran ved siden af det. Når barnet begynder at tale, skal man lære det kalimah og fra begyndelsen indprente det tawḥīd samt en korrekt forståelse af Allahs egenskaber. Det er overleveret i hadith, at når et barn i Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, slægt lærte at tale, lærte han det straks dette vers fra surah al-Furqān:”

الَّذِي لَهُ مُلْكُ السَّمَوتِ وَالْأَرْضِ وَلَمْ يَتَّخِذُ وَلَدًا وَلَمْ يَكُن لَّهُ شَرِيكَ في الْمُلْكِ وَخَلَقَ كُلَّ شَيْءٍ فَقَدَّرَهُ تقديرا – الفرقان : ٢”Han, som ejer herredømmet over himlene og jorden, som ikke har taget sig nogen søn, og med hvem ingen deler herredømmet, som har skabt alting og derefter fastsat dets bestemmelse.” – Surah al-Furqān, 2

I en anden hadith er det overleveret: Når barnet begynder at tale, skal du lære det kalimah:إِذَا أَفْصَحَ أَوْلَادُكُمْ فَعَلِمُوهُمْ لَا إِلَهَ إِلَّا الله – ابن سنى”Når jeres børn lærer at tale, skal I lære dem kalimahen lā ilāha illā Allāh.”

Hadithens betydning er ikke, at man kun skal lære dem lā ilāha illā Allāh. Der hentydes i virkeligheden til tawḥīd-trosbekendelsen. Meningen er, at I skal lære dem hele trosbekendelsen: ’Lā ilāha illā Allāh, Muḥammadur Rasūlullāh.’

Undervisning i Koranen, duʿāer og bøn

Når børnene begynder at få mere forstand og bliver opmærksomme, skal man lære dem bønnen og dens forskellige forhold. De bør undervises i koranrecitation fra en tidlig alder, og man skal være særlig opmærksom på, at recitationen er korrekt og fejlfri. For hvis de lærer en forkert recitation i en tidlig alder, vil recitationen ofte forblive forkert hele livet. I denne alder skal man også sørge for, at de læser den hellige Koran. De skal lære nogle dele udenad, altså lære dem som hifz, og betydningen og meningen med nogle dele skal forklares for dem på en enkel måde. På den måde vil de fra begyndelsen få den opfattelse af den hellige Koran, at denne bog skal læses med god forståelse.

Desuden skal man lære dem de sunnah-bønner, der reciteres ved forskellige lejligheder. Det er ganske vist, at De er optaget af huslige gøremål dag og nat. Men dette ansvar er på ingen måde mindre vigtigt end andres ansvar. Gør undervisningen og oplæringen af børnene til en smuk opgave, og udfør dette ansvar af hjertet. Under hensyntagen til børnenes alder og begavelse skal De nødvendigvis lære dem forskellige bønner, såsom bønnen, når man går i seng, og når man vågner, bønnen før og efter at have spist og drukket, bønnen ved iførelse af nyt tøj og ved spisning af ny frugt, bønnen ved nys og dens svar samt bønnen ved synet af nymånen og så videre. Disse bønner er særdeles effektive til at forme deres sind og skabe tiltrækning til religionen. Børn reciterer rimede ord og digte med stor begejstring, og de lærer dem meget hurtigt udenad. Hjælp dem i denne forbindelse, og vælg smukke og passende vers til dem for at imødekomme deres interesse. For eksempel:

مَا فِي قَلْبِي غَيْرَ اللَّهِ لَآإِلَهَ إِلَّا اللهُ
حسبي ربي جَلَّ اللَّهُ نور محمد صَلَّى اللهُHvis De ikke imødekommer børnenes interesse, vil de lære uønskede digte udenad og blive ved med at recitere dem igen og igen. Og De ved, hvor nødvendig sproglig dannelse er for at bevare moralen.

Undervisning i islamisk adab

Dette er også alderen, hvor man skal lære børn adab, dannelse og livets gode omgangsformer. Det er en form for stor tåbelighed at forsømme børn med den begrundelse, at de ikke forstår noget. Den adfærd, De lærer dem, og de vaner, De indarbejder i barndommen, vil påvirke dem hele livet. De gode eller dårlige vaner, der dannes i barndommen, forsvinder kun sjældent. I denne alder er det meget nødvendigt at holde nøje øje med børnene. Moderens ansvar er meget stort. Selv en smule forsømmelse i livets første tid kan blive årsag til skam og bekymring for resten af livet.

Lær børnene god adfærd med visdom, vedholdenhed og tålmodighed inden for en plan. Lær dem adab ved spisning og drikning, når de rejser sig og sætter sig, samt ved søvn og opvågning. Tal med dem om adab over for undervisning og lærere og om adab i moskéer og madrasaer. Lær dem adab ved renlighed og renselse, ved sundhed og hygiejne, når de færdes og omgås deres kammerater, samt reglerne for at bruge husets og deres egne ting på en pæn og ordentlig måde, og vær vedvarende deres værge, så de kan føre et dannet og rent liv. Det er ikke nok blot én gang at henlede deres opmærksomhed på noget godt; oplæring kræver tværtimod, at De fortsat holder øje med dette og ikke bliver irriteret, selv om de begår den samme fejl igen og igen. Bliv ved med at rette dem med tålmodighed, ro og hele Deres hjerte, og anse ikke selv den mindste fejl for ubetydelig. Hadhrat Abu Hurayrah, måtte Allah være tilfreds med ham, berettede, at Hadhrat Hasan ibn Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, engang tog en dadel fra sadaqah, puttede den i munden og begyndte at spise den. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Fy, spyt den ud! Ved du ikke, at det ikke er tilladt for os at spise sadaqah?«

Hadhrat Umar ibn Abi Salamah, måtte Allah være tilfreds med ham, var søn af Umm Sulaym, måtte Allah være tilfreds med hende, som var hustru til den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Den ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tog sig af hans opdragelse. Han har selv fortalt sin historie:

كُنتُ غُلامًا فِي حِجْرٍ رَسُولِ اللهِ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَكَانَتْ يَدِى تَطِيشُ في الصحفَةِ فَقَالَ لِي رَسُولُ اللهِ صلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَا غُلَامُ : سَمَ اللَّهَ
تعالى وكل بيمينك وكل مما يليكَ فَمَا زَالَتْ تِلْكَ طُعْمَتِي بَعْد – متفق عليه»Jeg var dengang lille. Jeg sad på Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, skød. Når jeg spiste, bevægede min hånd sig rundt langs tallerkenen. Da sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, til mig: ›Min søn, sig bismillah, spis med din højre hånd, og spis af det, der er foran dig.‹ Sådan blev dette fra da af min vane.«

Sørg for, at børnene får fortalt hellige historier

I barndommen er børn meget interesserede i at høre historier. De lytter til historier med stor glæde og bliver også påvirket af dem. Nogle af historiens personer påvirker dem ligefrem så meget, at de selv begynder at forsøge at blive som dem. Udnyt denne psykologiske egenskab hos børnene, og fortæl dem den slags historier, som De ønsker at forme dem gennem. Fortæl dem ikke historier blot for at tilfredsstille deres interesse. Betragt i stedet historier som et fremragende middel til undervisning, og sørg for at bruge dem sådan. Fortæl dem de hellige historier om profeterne. Fortæl dem de energiske og inspirerende beretninger om Sahabah. Fortæl dem om de islamiske mujahiders heltemod. Nævn bedrifterne på slagmarken. Skab på denne måde begejstring for islam hos dem.

Historier om jinner og feer, fortællinger om spøgelser og ånder, historier om magi og trolddom samt fortællinger om dæmoner og uhyrer er meget skadelige for børn. På grund af deres dårlige påvirkning fyldes børnenes sind og hjerter af en ukendt frygt på en skadelig måde. Selv om de opnår den højeste uddannelse, lider de under forskellige former for tvivl.

Interessen for at høre historier er medfødt hos børn. Det er hverken rigtigt at hindre dem i det eller at lade dem være helt frie på dette område. Hjælp dem med stor kløgt og visdom i denne henseende, og imødekom dette behov og denne interesse på en sådan måde, at De lykkes med at give dem den bedst mulige oplæring.

Påmindelsen om bønnen

Bønnen er en så vigtig tilbedelseshandling, at den holder mennesket knyttet til religionen. Den beskytter også religionen og vækker samtidig en tiltrækning til den. Den bereder desuden mennesket på at leve et gudfrygtigt liv. Fra begyndelsen skal børn vænnes til at bede regelmæssigt. I denne henseende er overdreven kærlighed og hengivenhed samt en større eftergivenhed end nødvendigt meget skadeligt.
Lad ikke børnene gå i seng, før de har bedt isha-bønnen. Selv hvis de allerede er gået i seng, skal I vække dem og få dem til at bede. Væk dem ved fajr-bønnens første tid og væn dem til at stå op om morgenen. Allahs befaling lyder:

وأمر أهلك بالصلوةِ وَاصْطَبِرْ عَلَيْها – – طه : ۱۳۲”Påmind din familie om bønnen, og vær selv vedholdende i den.” – Sura Taha, 132

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde:مروا أولادَكُمْ بِالصَّلوةِ وَهُمْ أَبْنَاء سَبْع وَاضْرِبُوهُمْ عَلَيْهَا وَهُمْ أَبْنَاءُ عَشْرٍ وَفَرِّقُوا بَيْنَهُمْ فِي الْمَضَاجِعِ .
“Når barnet fylder syv år, skal I påbyde det at bede. Når det fylder ti år, skal I være strenge over for det med hensyn til bønnen, og fra denne alder skal I lade dem sove i separate senge.”
Betydningen af alle disse anvisninger er, at I selv skal være regelmæssige i bønnen og skabe et sådant miljø i hjemmet, at børnene også beder med interesse. Jeres handlinger skal bevise, at I på ingen måde vil tolerere forsømmelse af bønnen.

Barnets ægteskab

Når barnet træder ind i ungdommen, bliver det straks optaget af nye slags tanker, ønsker og bekymringer. Når barnet når denne alder, bliver forældrene grebet af nye følelser. Når de tænker på fremtiden, ødelægger frygt, bekymring og tvivl deres ro. Undertiden kender deres glæde ingen grænser, når de tænker på de smukke håb og ønsker for fremtiden. Undertiden bliver deres hjerter trange på grund af ubegrundede bekymringer og indbildte vanskeligheder. Undertiden ophidser ansvarsfølelsen dem, og de bliver utålmodige efter straks at blive befriet for ansvaret for barnet. Undertiden bliver deres hjerter henført af glæden ved at bringe en smuk og velopdragen svigerdatter ind i hjemmet. Undertiden henvender de sig grædende i bøn til Allah for at få en lykkelig og retskaffen livspartner til deres datter.
At gifte sit barn bort er på den ene side en social pligt. Samtidig er det også forældrenes inderlige ønske, og islam opmuntrer og vejleder ligeledes i denne sag.

Islams vejledning

Islam er en naturlig religion. Denne religion imødekommer naturens krav. Så snart barnet bliver voksent, ønsker man at gifte det bort, hvis man finder et passende parti. Islam respekterer dette ønske. Islams anvisning er også, at man ikke skal forsinke barnets ægteskab, når det bliver voksent. Det kræver naturligvis tid at finde et passende parti. Men i lyset af islams anvisning er det på ingen måde rigtigt at forsinke ægteskabet unødigt eller komme med undskyldninger, selv efter at man har fundet et passende parti. Ofte fører denne unødvendige forsinkelse og disse undskyldninger til dårlige resultater. Kort sagt kan forældrene ikke unddrage sig ansvaret for disse dårlige resultater.

De skadelige følger af at udsætte ægteskabet

Hvad enten det er en søn eller en datter, er det en af forældrenes vigtigste pligter at tænke på at etablere et passende ægteskab for barnet, så snart det bliver voksent. Og så snart et sådant passende parti findes, bør barnet straks bindes med ægteskabets bånd. Unødig forsinkelse af ægteskabet fører ofte til meget skammelige følger. Man bliver ikke længere i stand til at vise sig i samfundet. Denne skam bliver en vanærende belastning i forældrenes liv. Men ansvaret for dette falder også på forældrene, fordi de er forsømmelige med at gifte deres barn bort eller udsætter det uden nogen sharia-mæssig eller fornuftig grund. Hvis de unges følelser eller drifter ikke får et passende sted at finde afløb, er der stor fare for, at de ledes på afveje. Derfor kan man ikke forsøge forgæves at bevise sin egen uskyld ved at henvise til det dårlige miljø eller at lette sin egen skyld ved at skælde de unge ud. Den rette behandling af denne sygdom er, at man føler sit ansvar og sin pligt og på dette område følger den vejledning, som Allahs Sendebud, fred være med ham, har givet, med den største alvor og opmærksomhed. Følgerne af at udsætte ægteskabet er ikke blot de dårlige omstændigheder, der opstår; set ud fra Islams konsekvenser vil man også blive betragtet som syndig. Allahs Sendebud, fred være med ham, har sagt:

من ولد لَهُ وَلَدٌ فَلْيُحْسِنَ اسْمُهُ وَالبُهُ فَإِذَا بَلَغَ فَلْيُزَوجَهُ وَإِنْ بَلَغَ وَلَمْ
يُزَوجَهُ فَأَصَابَ إِثْمًا فَإِنَّمَا اثْعَهُ عَلَى أَبِيهِ – بيهقى”Den, som Allah har skænket et barn, skal give det et godt navn, opdrage det godt og gifte det bort, når det bliver myndigt. Hvis han ikke gifter barnet bort, efter at det er blevet myndigt, og barnet derefter begår en synd, vil straffen for denne synd blive lagt på faderens ansvar.” – al-Bayhaqī

Et andet sted har den ædle Profet, fred være med ham, sagt, at der står skrevet i Toraen: “Hvis en mands datter er blevet tolv år, og han ikke gifter hende bort, og hun derefter begår en dårlig handling, vil straffen for denne dårlige handling blive lagt på faderen.”

At søge et passende parti

Ægteskabet bliver som regel udsat, fordi man ikke finder en egnet brud eller brudgom. Det er helt naturligt at ønske og bestræbe sig på at finde en passende brud eller brudgom til sin søn eller datter. Ja, denne overvejelse og indsats er en pligt for dig. Islams lære kræver også, at du gør dit yderste for at finde et passende parti.
Islam kræver aldrig af dig, at du blindt accepterer, hvem som helst du finder, uanset hvor uegnet personen er. Det betyder dog ikke, at du slet ikke skal gøre nogen indsats eller undersøge sagen. Ægteskabet er en meget vigtig sag. Det angår hele livet. Dets indflydelse er ikke begrænset til denne verdens op- og nedture; den kan også få betydning for livet i det hinsides. Det er en yderst alvorlig sag. Det er nødvendigt at overveje valget af livspartner grundigt.
Det eneste, der bør overvejes, er, om dine bestræbelser og overvejelser sker i lyset af Islam. Du må følge de kriterier, som Islam har fastlagt for valget af livspartner. Læg disse grundlæggende forhold til grund, når du vælger en livspartner til dit barn. Overvej nøje, om du forsinker valget af brud eller brudgom ved at lægge vægt på forhold, som ikke har nogen betydning i religionen.

Kriterier for valg af livspartner

Ved valget af livspartner lægger man som regel fem ting til grund.
For det første: rigdom.
For det andet: fornem slægt.
For det tredje: et smukt udseende og skønhed.
For det fjerde: religion og akhlaq.
For det femte: uddannelse.
Det kan uden tvivl siges, at disse fem forhold hver især er vigtige på deres område. Hvem kan i denne tid benægte betydningen af rigdom? En fornem slægt er heller ikke noget, man i alle tilfælde kan se bort fra.
Skønhed og et tiltalende udseende har også grundlæggende betydning ved valget af livspartner. Ved valget af en brud er dette især ofte afgørende. Det kan heller ikke benægtes, at det er Allah, der har givet mennesket smag og skønhed, og at udseende naturligvis er noget, man værdsætter.
Uddannelsens betydning og nødvendighed er en anerkendt sandhed. I vor tid lægger man ved indgåelse af ægteskab særlig vægt på uddannelse og eksamensbeviser. Det er også rigtigt, at højere uddannelse øger opmuntringen og entusiasmen og gør mennesket mere civiliseret. Højere uddannelse betragtes som et middel til større anseelse og respekt. Den bliver en årsag til et bekvemt liv og anseelse i samfundet.
Hvad angår religion og akhlaq, er det klart, at det for en muslim altid vil have betydning og værdi. Muslimske forældre kan ikke se på alt hos den person, der foreslås, og derefter tilsidesætte religion og akhlaq eller slet ikke tillægge det betydning.
Hvis dit håb, ønske og din bestræbelse er at skaffe din datter eller søn en livspartner, der besidder disse fem egenskaber, er dit ønske godt. Dit håb er rigtigt, og din indsats er også rigtig. Hvilke forældre ønsker ikke, at deres hjertes kære barn får en livspartner, der besidder disse egenskaber?
Islam nedvurderer aldrig dette håb, ønske eller denne bevidsthed hos dig. Islam respekterer denne følelse hos dig.
Hvis du finder et ægtepar, der er udstyret med alle egenskaberne, vil det være en særlig gave fra Allah. Som regel er det meget vanskeligt at finde alle egenskaber samlet i et enkelt parti. Hos nogle finder man visse gode egenskaber, men også nogle dårlige. Din prøve i denne sag består i virkeligheden i, at du ved valget skal have det islamiske perspektiv for øje og give forrang til den egenskab, som Islam har givet forrang.

Profeten sallallahu alayhi wa sallams anvisning

Profeten sallallahu alayhi wa sallams anvisning er, at man ved valget af brud eller brudgom først og fremmest skal lægge vægt på dīn og akhlāq. Hvis man sammen med dīn og akhlāq finder en af de fire øvrige egenskaber, skal man takke Allah. Derefter skal man ikke længere forsinke ægteskabet uden grund. Ja, et slægtskab eller en forbindelse kan ikke være acceptabel for dig, hvis den rummer alle gode egenskaber, men mangler dīn og akhlāq. For muslimske forældre er dīn og akhlāq det første, de skal se efter. Den, der mangler dette, kan ikke blive livsledsager for dit kære barn, selv om han eller hun er et forbillede på alle andre områder. Du kan ikke overveje at gøre vedkommende til svigerdatter eller svigersøn i dit hjem. Andre mangler kan opvejes af dīn og akhlāq, eller man kan sige, at andre svagheder kan tåles på grund af dīn og akhlāq, men selv for meget store fortrin kan man ikke acceptere fraværet af dīn og akhlāq. Skaden på dīn og akhlāq kan ikke opvejes af nogen anden egenskab. Allahs Sendebuds anvisning:

“Ved ægteskab ser man normalt på fire ting hos kvinder. Disse fire ting er: rigdom, ædel slægt, skønhed og ungdom samt dīn og akhlāq. Gift jer med den gudfrygtige kvinde. Heri ligger jeres vel.”

Denne hadith viser netop, at du til din søn skal bringe en brud, der er gudfrygtig og smykket med islamisk karakter. Gennem en sådan brud kan dit hjem blive en fæstning for islam. Og af en sådan brud kan man håbe, at hun vil få børn, som er stærke i dīn og īmān og hengivne til islam.

På samme måde findes der også en anvisning fra Profeten sallallahu alayhi wa sallam ved valget af svigersøn og svigerdatter. Også her tillægges dīn og akhlāq grundlæggende betydning.

Hazrat Abu Hurayrah radiyallahu anhu har berettet, at Allahs Sendebud sallallahu alayhi wa sallam sagde: “Når en person sender jer et ægteskabsforslag, og I er tilfredse med og glade for hans dīn og akhlāq, så gift jeres kære barn med ham. Hvis I ikke gør det, vil der opstå alvorlig fordærvelse på jorden.”

Denne hadith giver dig en afgørende anvisning: Når du modtager et ægteskabsforslag fra en mand, hvis dīn og akhlāq du er tilfreds med, og du har pålidelige oplysninger om, at han frygter Allah, er gudfrygtig, overholder bøn og faste og er smykket med islamisk moral, er det på ingen måde rigtigt at forsinke sagen uden grund. Sæt din lid til Allah, gift dit barn med ham, og håb på det gode. For det første vigtige ved en muslims ægteskabsforbindelse er dīn og īmān. I et samfund, hvor man tilsidesætter dīn og īmān og lægger vægt på andre ting, eller hvor rigdom samt skønhed og ungdom prioriteres over dīn og akhlāq, opstår der en storm af fitnah og fasād; og ingen magt i verden vil kunne beskytte et sådant samfund mod undergang.

-Slut-