Forord

Islam er grundlæggende et selvstændigt statssystem. Det var selve islams store profet, profeten Muhammad (s), der påtog sig det ophøjede ansvar at omsætte dette statssystem til praksis. I løbet af profetskabets lange treogtyve år gennemførte han alle de love og bestemmelser vedrørende menneskers kollektive liv, som var blevet åbenbaret, inden for rammerne af et fuldt udviklet statsapparat. Han varetog alle væsentlige opgaver – regeringsførelse og administration, lovgivning, opretholdelse af den sociale orden, retsudøvelse, statens forsvar og så videre – i overensstemmelse med netop disse love og bestemmelser. Således lagde han allerede i profetskabets treogtyve år et varigt fundament for det islamiske statssystem.

Efter den store profets (s) bortgang blev islams idealstatssystem – Khilafatet Rashida, det retledte kalifat – bygget på netop dette varige fundament. Profeten Muhammads (s) fire nære ledsagere, Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali (må Allah være tilfreds med dem), ordnede og udviklede med den største omhu og hengivenhed dette statssystem i profetiets tradition. Ikke alene gjorde de det; de udvidede også dets område, så det overskred Den Arabiske Halvøs grænser og omfattede store dele af hele Iran og Romerriget. Det er i sandhed blevet uigendriveligt bevist, at netop dette statssystem var det eneste i menneskehedens historie, der formåede at skrive et strålende kapitel. Uanset hvilke opsigtsvækkende systemer og metoder moderne statsvidenskabsmænd måtte have opfundet, har ingen anden metode opnået en så omfattende succes med at fremme menneskehedens velfærd som dette kalifat i profetiets tradition. Det er en historisk kendsgerning.

Desværre bestod dette kalifat i profetiets tradition kun på jorden i tredive år. Derefter sænkede monarkiets og diktaturets forbandelse sig over hele det muslimske folk. Uvidenhedens mørke forhæng dækkede deres gyldne fremtid. Dets følger mærkes stadig i dag i landene i den muslimske verden. Desuden er der i nyere tid kommet en ny form for uvidenhed, kaldet demokrati, som er opfundet af Vestens jøder og kristne. Dets giftige konsekvenser har i dag kastet hele den muslimske verden ud i en politisk krises malstrøm. Moderne tiders systemer og metoder har ikke blot undladt at løse nogen af deres problemer; de skaber tværtimod nye problemer og gør hele det muslimske samfund sygt.

Under disse omstændigheder er behovet for en omfattende drøftelse af islams idealstatssystem – Khilafatet Rashida – i det muslimske samfund i dag blevet yderst presserende. Det er blevet bydende nødvendigt at tydeliggøre for det muslimske samfund, at det eneste middel mod muslimernes politiske sygdomme er kalifatet i profetiets tradition, og ikke noget andet system eller nogen anden metode. Det er netop på grund af dette behov, at den store islamiske tænker og filosof, Maulana Muhammad Abdur Rahim (må Allah forbarme sig over ham), har skrevet dette værk med titlen “Khilafatet Rashida”. I dette værk har han ikke, som det er sædvanligt, lagt særlig stor vægt på beretningerne om de fire islamiske kaliffers liv; han har derimod bestræbt sig på så udførligt som muligt at fremstille særpræget og forbilledligt ved deres regeringsførelse og administration. I denne henseende er det et nyskabende værk om Khilafatet Rashida på det bengalske sprog.

Efter at to udgaver af værket var blevet udgivet fra 1975 til 1980, reviderede forfatteren selv omfattende forskellige dele af det. Ud over at trykfejlene er blevet rettet i den foreliggende udgave, er der også tilføjet mange relevante oplysninger. Derved er værkets kvalitet blevet yderligere forbedret. Vi er fast overbeviste om, at værkets foreliggende udgave vil blive endnu bedre modtaget af bengalisktalende læsere og yde et stort bidrag til at vise dette lands vildledte folk den rette vej.

Dette er vores ydmyge bøn: Må den Almægtige Allah acceptere forfatterens religiøse tjeneste og som belønning give ham en plads i Jannatul Firdaus.

Muhammad Habibur Rahman

Formand

Maulana Abd ar-Rahim-fonden

Dhaka, juli 1995

Indledning

Gennem et omfattende studium, tænkning, forskning, analyse og udarbejdelse af bøger om islams fuldstændige livsordning opstod der naturligt i mit sind en tilskyndelse til at vie mig til arbejdet med at give den en praktisk form. Især blev jeg tilskyndet af, at den ideologiske ordning, som Rasul-e Karim (s), den Almægtiges sidste profet og sendebud, havde fremlagt, ikke blot var et spørgsmål om idealisme, men i fuldt mål var et vellykket program for opbygningen af en praktisk livsordning og et samfund. Alt, hvad han modtog fra Allah den Ophøjede, omsatte han i praksis. Dette var hans naturlige virke. Da han tog afsked med verden for bestandig, efterlod han på den ene side Allahs ord – Den Ædle Koran – som han med største omhu havde samlet med egen hånd, og på den anden side en stat og et samfund, frugten af hans livslange kamp og stræben. Koranen og sunnaen står for evigt lysende for os i bogform, og sådan vil det altid være. Et sandt billede af den stat og det samfund, han grundlagde, findes også på historiens sider. Men man kan næsten sige, at det i praksis ikke længere eksisterer i dag. Ikke desto mindre er den stat og samfundsordning, som Rasul-e Karim (s) grundlagde, også i vor tid en af de vigtigste inspirationskilder for sunde og dybt tænkende mennesker i verden almindelighed og især for mennesker, der tror på islam og Sendebudet. Den er stadig blevet et ideologisk mål for dem, og det vil den være for bestandig; det er hævet over enhver tvivl.

Den stat, som den ædle Profet (s) havde grundlagt, fik efter hans bortgang i overensstemmelse med hans egen erklæring et nyt navn: »Det retledte kalifat«. Det retledte kalifat er i virkeligheden netop det, som Koranen og sunnaen ideologisk har fastlagt; den stat og det samfund, som Rasul-e Karim (s) selv opbyggede og ledede gennem resultatet af treogtyve års uophørlige bestræbelser og kamp i sit profetiske liv. Det retledte kalifat er en fortsættelse af dette – dets andet kapitel. Hvis Koranen og sunnaen er frøet, er »Det retledte kalifat« det fuldkomne træ, smukt prydet med grene, blade, blomster og frugter. Og Rasul-e Karims (s) tid er netop dette træs stamme. På dette tidspunkt besluttede jeg at foretage et omfattende studium samt tænkning og forskning og at bringe et sandt billede af det frem på bengali – det er nu tyve år siden. Siden skrev og offentliggjorde jeg på forskellige tidspunkter så meget, som efterhånden blev klart for mig, og om de sider, der stod tydeligt for mig, i form af artikler. Selv efter at der var truffet foranstaltninger til at udgive det som en bog, måtte jeg føre pennen om flere aspekter for at fuldende værket. Derfor blev »Det retledte kalifat« ikke en bog, der blev skrevet sammenhængende på én gang; det blev en samling af skrifter, skrevet og udgivet eller ikke udgivet på forskellige tidspunkter og i forskellige faser. Ikke desto mindre bringer jeg Allah den Ophøjede hundredtusindvis af taksigelser, fordi det til sidst er blevet muligt at forelægge det for læserne i bogform.

Denne bog blev første gang udgivet i januar 1975. Efter at den var udsolgt på kort tid, blev den anden udgave udgivet i juli 1980. Dette skyldes Allahs grænseløse nåde.

Jeg håber, at denne bog ligesom mine andre bøger vil blive værdsat i dannede kredse, og at den vil indlede en ny inspirationskilde inden for idealismen.

-Muhammad Abdur Rahim

(a)

Det ædle Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:

**********(arabisk)

Enhver blandt jer, der lever efter mig, vil opleve mange uenigheder. I en sådan situation skal I følge min sunna og de retledede kaliffers vejledning. Hold fast ved den og giv aldrig slip på den. (Musnad Ahmad, Tirmidhi, Ibn Majah)

(b)

Efter at Allah den Højestes ord om Det Ædle Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) identitet og lovprisning er blevet nævnt i en lang hadith qudsi, citeres disse ord fra Allah den Højeste som en beskrivelse af hans ledsagere:

*******(arabisk)

Efter Hazrat Muhammads bortgang vil hans umma kalde til den store sandhed og udøve retfærdighed og rimelighed med den sande religion. Dem, der hjælper dem, vil jeg ære. Dem, der beder for dem, vil jeg hjælpe. Dem, der modsætter sig dem eller gør oprør mod dem, eller som ønsker at tage noget fra dem med magt, vil jeg omgive med det yderste onde. De førstnævnte vil jeg gøre til deres profeters arvinger og til dem, der kalder til Allah. De vil påbyde sandhed og retfærdighed og forbyde uret og løgn. De vil opretholde bønnen, betale zakat og holde deres løfter. Den godhed, som jeg begyndte gennem de første blandt dem, vil jeg fuldende gennem dem. Dette er udelukkende et spørgsmål om Min nåde. Den, Jeg vil, giver Jeg denne nåde. Og i sandhed er Jeg den, der skænker den største nåde. (Ibn Abi Hatim, overleveret fra Wahb ibn Munabbih, hos Ibn Kathir i hans tafsir.)

Grundlæggelsen af den islamiske stat

Verdensprofeten Hazrat Muhammad (s) blev sendt til verden som Allah den Ophøjedes sidste profet og sendebud. Det ansvar, der blev pålagt ham i verden, kan med ét udtryk i islamisk terminologi kaldes: »Iqamat-e-din«. Den sidste profets grundlæggende ansvar var at etablere Allahs religion fuldstændigt. Det fremgår klart af denne formulering, at han ikke selv opfandt »religionen«, men modtog den fra Allah. Denne »religion« blev gennem åbenbaringen nedsendt til ham fra Allah. Derfor er han Allahs sendebud. Sammen med den grundlæggende forkyndelse af den »åbenbaring«, han havde modtaget fra Allah, omfattede hans ansvar som profet og sendebud også at give en korrekt forklaring på den og at levendegøre den gennem praktisk efterfølgelse i sit eget liv. Men dette arbejde alene var ikke tilstrækkeligt til »Iqamat-e-din«; det var også hans pligt som profet og sendebud fuldt ud at gennemføre de love og bestemmelser, som Allah havde åbenbaret, både i individets liv og på alle områder af samfundslivet. Derfor antog den religiøse missionsindsats, som han måtte føre, konkret form og trådte frem som en fuldkommen stat. I denne forstand var han den islamiske stats første grundlægger samt dens befolknings enevældige leder og statsoverhoved.

Set fra den moderne statskundskabs synspunkt findes der som resultat af den Ædle Profets (s) stræben og kamp en fuldstændig manifestation af netop det, man forstår ved en stat. »Staten« er en politisk organisation. Denne organisation opbygges for at opfylde menneskelivets behov, og dens eksistens bevares ubrudt og varigt for at gøre livet bedre og mere velstående. »Staten« er den ypperste frugt af menneskelig kraft. En stat eksisterer dér, hvor en stor del af menneskeheden normalt besidder et bestemt geografisk område, og hvor en bestemt klasses vilje blandt et stort antal mennesker gennem deres samlede styrke kan gennemføre undertrykkelsen af dens modstandere. Kort sagt kaldes den nationale enhed, der er opstået som den politiske organisation af et bestemt landområde, for en stat eller State.

Ud fra de definitioner, som statskundskaben giver, er følgende fire ting blevet fastslået som statens grundlæggende bestanddele: (1) befolkning (population), (2) et bestemt territorium (Territory), (3) suverænitet (Sovereignty) og (4) et administrativt apparat eller en regering (Government).

Indtil Allahs Ædle Sendebud (s) ankom til Medina, var disse fire grundlæggende bestanddele fuldt ud til stede i det resultat, som var frembragt af hans bestræbelser på at udføre sit ansvar—selv ved den mest minutiøse analyse ud fra statskundskabens synspunkt—selv om dets væsen med hensyn til perspektiv og grundlæggende tankegang var helt anderledes end alle andre staters.

Statens første grundlæggelse

Efter at den ædle Profet (s) var blevet udvalgt som Allahs sendebud og profet, begyndte han først i det skjulte og senere offentligt at forkynde islams revolutionære idealer. Dette udløste en voldsom reaktion i datidens qurayshitiske religiøse anskuelser, moralske karakter, økonomiske system samt sociale og politiske liv. Sandheden er, at alle deres interesser, håb og ønsker som følge heraf blev konfronteret med en alvorlig udfordring. Derfor udsatte Quraysh den ædle Profet (s) og de muslimer, der troede på ham, for så grusom forfølgelse og undertrykkelse, at deres liv blev uudholdeligt. Til sidst besluttede han efter Allah den Højestes befaling at forlade Mekka og rejse til Medina. På dette tidspunkt modtog den ædle Profet (s) to gange troskabsløftet, bay’a, fra muslimerne fra Medina, som var kommet for at fejre hajj¹ {Ordets praktiske og terminologiske betydning er „troskabsløfte“.} I historien kaldes disse to bay’aer henholdsvis „den første Aqaba-bay’a“ og „den anden Aqaba-bay’a“²{Den fuldstændige beretning om Aqaba-bay’aen er som følger: Medinas folk samledes på det tredje nattevagtsskifte på et sted kaldet Aqaba og ventede spændt på den ædle Profets (s) ankomst. Kort efter ankom den ædle Profet (s) sammen med sin onkel Abbas (som endnu ikke havde antaget islam). Abbas sagde først: „O folk af Khazraj-stammen! I ved udmærket, at Muhammad (s) er en højt æret og anset person blandt os. Vi er hans beskyttere mod hans fjender. Men nu har han selv besluttet at forlade denne by (Mekka) og slutte sig til jer, eftersom I inviterer ham til jeres by. Hvis I er stærke nok til at beskytte ham fuldt ud og har mod til at forsvare ham mod hans fjender, så gør det. Ellers bør I straks sige nej. Muhammad er jo nu under vores beskyttelse. Det må ikke ske, at I tager ham med jer og overlader ham til fjenderne.“ De svarede: „Vi har hørt Deres ord. Nu er han sendebudet; fremsig Deres budskab. Hvis De ønsker at tage et løfte fra os vedrørende Allahs lov eller Dem selv, så tag imod det.“ Derefter reciterede den ædle Profet (s) først et afsnit af den ædle Koran. Han fremsatte betingelsen om at antage tilbedelsen af Allah og ikke sætte nogen ved siden af Ham. Derpå sagde han: „Jeg tager dette løfte fra jer: I skal yde mig hjælp, støtte og opbakning, sådan som I beskytter jeres kvinder og børn.“ Straks greb de den ædle Profet (s) i hånden og udbrød: „Ja, ved den ophøjede Væsens ed, som har sendt dig med den sande og rette religion, vil vi hjælpe og beskytte dig på samme måde, som vi beskytter vores familier.“ Derefter sagde de alle i kor: „Vi lover, at vi under alle forhold vil lytte til dig og adlyde dig, hvad enten der er sorg og ulykke, velstand og overflod eller mangel og nød. Og uanset hvor vi befinder os, vil vi altid og under alle forhold tale sandt; vi vil ikke frygte nogen og ikke tage hensyn til nogen undertrykkelse.“

Derefter sagde de til ham: „Der er et spørgsmål, som er opstået i vores sind. Vil det ikke ske, at du, når Allah den Højeste giver dig sejr, forlader os og slutter dig til dit eget folks mennesker?“ Da Profeten (s) hørte dette, smilede han mildt og sagde:

*******(arabisk)

Nej, vær trygge i denne sag. Dem, som I kæmper imod, vil jeg også kæmpe imod. Dem, som I slutter fred med, vil jeg også slutte fred med. Jeres ansvar er mit ansvar. Jeres ære og anseelse skal regnes som min ære og anseelse. Og mit liv og min død vil være sammen med jer.

I virkeligheden blev der gennem denne samtale i Aqaba indirekte indgået en social og kollektiv kontrakt. Gennem den anerkendte Medinas indbyggere den ædle Profet (s) både som deres religiøse og politiske leder og som statsoverhoved, og på deres invitation rejste han til Medina. Den ædle Profet (s) blev deres enevældige leder.} står skrevet med gyldne bogstaver under dette navn. På dette tidspunkt sluttede omkring 75 muslimer fra Medinas to vigtigste stridende stammer, Aws og Khazraj, sig sammen, heriblandt to kvinder, og aflagde bay’a ved den ædle Profet (s)’s hånd. Ved denne bay’a lovede de, ud over fuldt ud at acceptere og følge islam, at anerkende den ædle Profets (s) overordnede lederskab, træffe fuldstændige sikkerhedsforanstaltninger for ham og være rede til under hans ledelse at kæmpe en kamp på liv og død mod modparten. Ikke nok med det: De inviterede den ædle Profet (s) til at rejse til Medina sammen med sine ledsagere og gentog også deres løfte om at give dem et sted at bo dér. Medinas indbyggere havde ikke inviteret den ædle Profet (s) som en „bosætter-asylant“ (Settler-Asylum), men som Allahs sendebud og stedfortræder samt som deres øverste leder og administrator. Den ædle Profet (s) accepterede invitationen og bekendtgjorde her sin beslutning om at flytte til Medina sammen med sine ledsagere. I selve grundlaget for en stats dannelse er eksistensen af en social og kollektiv kontrakt (Social Contract) den første og grundlæggende betingelse; den bay’a i Aqaba, som den ædle Profet (s) modtog fra Medinas repræsentative indbyggere, var netop denne kontrakts praktiske form. Det var i virkeligheden gennem denne bay’a, at det første grundlag for den islamiske stat blev lagt. Selv om denne bay’a blev aflagt i en øde bjergkløft nær Mekka, var det Medina, der blev fastlagt som dens territorium (Territory). Fra dette tidspunkt begyndte „Medina“ at blive kaldt „Madinat ar-Rasul“ – Sendebudets Medina – eller „Madinat al-Islam“ – islams centrum, Medina. Alle de nødvendige betingelser, der nævnes i den moderne definition af en stat (State) i vestlig statskundskab, var fuldt til stede her. Det fremgår klart af den bay’a, som muslimerne i Medina aflagde, og af den samtale, der fandt sted mellem begge parter i den forbindelse, at de ved at invitere den ædle Profet (s) til Medina havde påtaget sig risikoen for en alvorlig fare. De var fuldt ud rede til uden videre at udholde dette. Med andre ord var det, som om en lille forstad frivilligt kastede sig ud i hele landets bitreste fjendskab samt økonomiske og sociale boykot. Og resultatet blev naturligvis netop dette.

På den anden side var denne bayʿa også af særlig betydning og fare for Mekkas indbyggere. For selv om muslimerne havde samlet sig et andet sted uden for Mekka, var de gennem den blevet en magt, en stat, og udgjorde dermed en alvorlig udfordring for Mekkas indbyggeres kufr og shirk samt deres anarki og tøjlesløshed. Med andre ord var dette for Mekkas indbyggere ikke blot en religiøs fare; det viste sig også at være en tydelig »politisk fare«. Eftersom Medina lå på den vigtige handelsrute fra Yemen til Syrien, opstod der som følge af, at muslimerne her blev en stat, en frygt for, at denne rute for bestandig ville blive lukket for dem eller i det mindste blive farlig. Denne rute var imidlertid den vigtigste forbindelse i Quraysh-stammens og andre store stammers økonomiske liv. Quraysh forstod fuldt ud, hvad følgen heraf ville blive. Derfor havde de på forhånd truffet en samlet beslutning om for bestandig at slukke Verdensprofetens livslys.

Kort sagt var denne »bayʿa« på den ene side grundstenen til den første islamiske statsdannelse, mens der på den anden side gennem den også blev lagt grunden til dannelsen af et ideologisk samfund. I den kendte historie (Known History) er det i sandhed netop dette, man forstår ved en fuldstændig idealbaseret stat.

Den islamiske stat i Medina

I overensstemmelse med ʿAqabas bayʿa blev islam overført til Medina samtidig med den Ædle Profets (s) hijra. Det, der først var et frø, blev nu et træ. Det, der havde været teori (Theory), blev nu til virkelighed (Practical). Det, der først blot havde været begrænset til mundtlig lydighed, blev nu fulgt i det daglige arbejde og i sociale og kollektive anliggender og fik dermed legemlig form. Det, der i Mekka havde været begyndelsen, begyndte i Medina, efter at have gennemgået fremskridtets forskellige stadier, trin for trin at bevæge sig mod fuldkommenhed.

Efter ankomsten til Medina udførte den Ædle Profet (s) allerede i den første fase to vigtige opgaver. Den første opgave var at lægge grundstenen til en moské. Denne moské var ikke blot et sted, hvor de fem daglige bønner blev udført; den blev også et samlingscentrum for det muslimske folk. Med dette sted som centrum begyndte den Ædle Profet (s) at arbejde for at opdrage og udvikle en idealbaseret social og kollektiv kraft bestående af mennesker, der havde viet sig selv til islam. Med denne moské som centrum helligede han sig fuldt ud arbejdet med at opbygge en borger- og arbejder- samt lederstyrke, der var egnet til at lede en fuldstændig stat på grundlag af islams store ideal. Denne moské var selve statsoverhovedets bygning, hærførerens (Supreme Commander) hovedkvarter og den øverste administrators centrale kontor.

Den anden opgave var at etablere et gensidigt broderskab mellem muhajirerne og ansarerne. Dette var den praktiske gennemførelse af en klar anvisning i Koranen. Anvisningen lyder således:

*******(arabisk)

De troende er hinandens brødre; indstift derfor forsoning og godhed indbyrdes mellem disse brødre. Og frygt alle Allah i fællesskab; så kan det håbes, at der vil blive vist jer barmhjertighed.

Islam er en dynamisk og tidsvarende stor lære, der er kommet med budskabet om et fælles broderskab for hele menneskeheden. Ved at etablere dette broderskab lagde den ædle Sendebud (s.) grundlaget for denne storslåede universelle menneskelighed og indledte dens praktiske virke. Gennem dette fjernede han fuldstændigt grænserne mellem sted, tid og geografi, forskellene mellem sprog samt skellene baseret på slægt, blod og stamme. På grund af dette broderlige forhold blev forskellen mellem lokale og ikke-lokale også fuldstændigt tilintetgjort. Ved at udslette alle materielle og verdslige forskelle og skel begyndte den ædle Profet (s.) at opbygge et samfund for universelt broderskab.

Tanken bag dette broderlige samfund var, at ingen her var ringere, og ingen var større. Ingen var foragtet, og ingen var fornem. Ingen var ashraf, og ingen var atraf. Ingen var af fornem slægt, og ingen var uden fornem slægt. Ethvert menneske i dette samfund var blot en broder med samme værdighed og samme rettigheder i islams storslåede ideal. »Muslim« var deres eneste identitet. Bortset fra dette havde de ingen anden identitet.

På det andet trin gjorde den ædle Profet (s.) denne broderskabsfølelse til et effektivt middel til samfundets genopbygning og genbosættelse. Enhver broder i det samfund, han havde opbygget, var fuldt ud rede til at bringe ethvert nødvendigt offer for sin anden broders skyld. Den, der havde noget, ville give alt dette til den, der ikke havde det. Men det skulle ikke være en »gave«—det skulle ikke være »velgørenhed«. Modtageren ville ikke ved at tage imod det blive den, der skyldte giveren tak, eller blive ydmyget og vanæret som et medlidenhedsoffer. Det var hans pligt. Den ene ville give noget til sin broder, fordi det var hans pligt at give. Broderen ville tage imod det med den indstilling, at han derved hjalp sin broder med at opfylde hans pligt. Som følge heraf blev det vanskelige og komplicerede problem med at genbosætte det store antal mennesker, der var kommet fra Mekka uden noget som helst, løst uden besvær på ufatteligt kort tid. Ikke nok med det: Det nyetablerede islamiske samfund og den islamiske stat blev som helhed velstående og styrket med ny kraft. Enhver borger fik motivation og mulighed for at tjene sit eget udkomme. Derfor forblev ingen en »byrde« eller afhængig af nogen anden.

På det tredje trin stod den ædle Sendebud (s.) over for det vanskelige ansvar at skabe enhed, sammenhold og orden ud af splittelse og kaos. I praksis var dette et enormt problem, stort som et bjerg. Tidligere profeter og sendebud havde heller ikke haft held med at løse dette problem. Men den ædle Sendebud (s.) måtte gøre netop dette, og det gjorde han med enestående succes og dygtighed. Det var hans stræben at flænge svaghedens, afmagtens og kraftesløshedens bryst og opfostre et vældigt træ af styrke og formåen. Hans mål var at fjerne gensidige konflikter og forskelle og skabe en ubrudt enhed og et samlet fællesskab. Hans opgave var at bortjage dødens iskolde kulde, skabe livets varme, livlighed og aktivitet og opbygge en ny verden. Den Almægtige Gud har netop henvist til dette, idet Han siger:

********(arabisk)

Og Vi løftede den byrde af dig, som var tung for dig, og som havde bøjet din ryg.

På det fjerde trin var hans opgave at »tage sig af det ydre«. Alt det, han hidtil havde gjort, kan kaldes arbejdet med at tage sig af hjemmet. Men ansvaret er ikke fuldstændigt opfyldt blot ved at tage sig af hjemmet. Efter at have sikret det islamiske samfunds indre enhed og sikkerhed stod han over for opgaver på to områder for at bevare dette varigt. Den ene var at sikre det islamiske samfund mod de daglige, tilbagevendende og hvert øjeblik truende fjendtlige angreb fra det ikke-muslimske jødiske samfund, der befandt sig i hjemmets nærmeste omgivelser. Den anden opgave var at træffe en ordentlig og pålidelig foranstaltning til den fuldstændige befæstelse af denne nyopførte bygning, den islamiske stat, mod et altomfattende angreb fra ydre fjender, og samtidig åbne hovedvejen for islams omfattende udbredelse i hele verden.

I datidens by Medina herskede der en form for anarki og kaos. Byens to store og fremtrædende stammer, Aws og Khazraj, var opdelt i omtrent fire fraktioner. Jøderne havde derimod ti stammer, som var adskilt fra dem. Århundreders fjendskab havde gjort dem til hinandens dødelige fjender. Som regel skaffede nogle arabiske stammer sig jødernes hjælp med det formål at bekæmpe deres fjender. Andre arabiske stammer fik hjælp fra nogle andre stridende stammer. Derefter begyndte en blodig krig, som fortsatte gennem generationer og i århundreder. Som følge heraf blev almindelige menneskers liv i Arabien ramt af ekstrem sorg og lidelse. De gjorde alt, hvad de kunne, for at blive befriet fra denne uudholdelige situation. Derfor havde en stor del af Medinas indbyggere kort før den ædle Profet (s.) kom til Medina besluttet at udnævne Abdullah ibn Ubayy ibn Salul til deres konge og hersker. Den ædle Profet (s.) var bekendt med denne situation blandt Medinas befolkning. For at ændre denne tilstand udnævnte han straks efter den første Aqaba-bayʿa tolv medlemmer fra Medinas forskellige stammer til naqib’er, og på denne måde forsøgte han at skabe forsoning og enhed mellem de indbyrdes stridende og uenige stammer. Men hver stamme i dette stammesamfund var fuldstændig uafhængig, havde ret til selvforvaltning og var helt selvbestemmende i sine indre anliggender. Desuden fandtes der ingen administrativ ordning eller effektiv institution, som kunne holde disse stammer indbyrdes forbundne og forenede. Ikke desto mindre havde et stort antal af Medinas indbyggere gennem de islamiske missionærers indsats taget islam til sig og sluttet sig til det muslimske samfund, selv om islam på det tidspunkt endnu ikke havde opnået status som en politisk magt i Medina.

Profeten Muhammad (fvmh) ankom til Medina og udarbejdede en proklamation med det formål at bringe denne anarkiske situation til ophør.¹ I historien er denne proklamation kendt som »Medina-charteret«. Med denne proklamation fik Medina status som en »bystat«. På dette grundlag blev der gjort yderste bestræbelser på at skabe særlig enhed og sammenhold blandt alle de adskilte og opsplittede stammer.

Det er almindeligt kendt, at disse mennesker aldrig tidligere havde bøjet sig for nogen statsmagt eller tvangsmagt. De havde aldrig været bundet af den centrale magts regler, disciplin og herredømme. Ved hjælp af denne proklamation samlede og forenede profeten Muhammad (fvmh) dem alle under én lov, det vil sige én Gud, én ledelse og én qibla. Hvad angår individuelle rettigheder, var Medina-erklæringen et revolutionært skridt. De rettigheder, som tidligere havde været forbeholdt én person, én familie eller én stamme, blev efter erklæringens ikrafttræden fastslået som hele folkets rettigheder. Således blev stammeanarkiet på den ene side bragt til ophør, mens grundlaget for den islamiske stat i ordets egentlige betydning på den anden side blev lagt.

I henhold til Medina-pagtens bestemmelser blev al administrativ, juridisk og strafferetlig eller dømmende myndighed overdraget til profeten Muhammad (fvmh). Der var imidlertid en væsentlig forskel mellem Verdensprofeten og verdens øvrige herskere i denne henseende. Han overtog ikke denne omfattende og fuldstændige magt som en vilkårlig og egenmægtig hersker. Der kunne på ingen måde tillægges ham den mindste tanke om personlig interesse, personlig suverænitet eller personligt herredømme; hans statspolitik var derimod baseret på høje moralske og humanistiske idealer. Han betragtede ikke sig selv som en suveræn, ikke engang et øjeblik, og fremstillede heller ikke sig selv sådan offentligt. Den lov, han anvendte på andre, anså han for at kunne anvendes på ham selv på samme måde som på andre. Faktisk kan der ikke påvises noget sidestykke til dette i verdens politiske historie.

Medina-pagten er opdelt i to dele. Den første del består af 23 bestemmelser. Den vedrører udelukkende Muhajirun og Ansar. Den anden del vedrører jødernes rettigheder samt deres pligter og ansvar i Medina.

I henhold til denne pagt var profeten Muhammads (fvmh) afgørelse og dom endelig i alle spørgsmål vedrørende samfundet og staten. Den højeste dømmende myndighed tilkom også ham. Muhajirun og Ansar havde ved at antage Islam samtidig anerkendt profeten Muhammad (fvmh) som indehaver af den højeste rang, ikke blot som religiøs leder, men også som samfundets og statens leder. Derfor kunne der ikke være tale om nogen indvending fra deres side mod en sådan pagt. Det jødiske samfund gjorde imidlertid krav på kulturel overlegenhed over hele Arabien. På trods heraf var det, at de kunne samtykke til en pagt med sådanne bestemmelser, et stort mirakel i Verdensprofetens statspolitik.

Medina-pagtens vigtigste bestemmelser

Det er ikke muligt her at citere Medina-pagtens bestemmelser i detaljer. Kortfattet fremlægges her nogle af dens vigtigste bestemmelser samt en generel gennemgang af dem.

Den statsform, der tog form ud fra proklamationens første del, blev dannet af Muhajirun, Ansar samt andre stammer og mennesker, der var bundet sammen gennem pagten. Alle disse mennesker havde udtrykkeligt forpligtet sig til at følge profeten Muhammads (fvmh) ledelse og til sammen med ham at kæmpe mod fjenderne. Trods den mangfoldige splittelse og uenighed blandt dem havde de dannet en særskilt enhed blandt hele verdenssamfundet. Hele den muslimske befolkning havde opnået fuldstændig lige status med hensyn til rettigheder og pligter. Krig og fred blev betragtet som statslige og kollektive anliggender. Militært ansvar blev obligatorisk for alle. Retten til at give sikkerhedstilsagn blev fastlagt for hvert enkelt menneske. Alle havde ret til at indgå en pagt, og én persons pagt blev bindende for alle. Som følge heraf begyndte en guldalder med fuldstændigt broderskab, lighed og individuel frihed i statens institutioner.

I henhold til denne traktat havde ingen længere ret til at tage Mekkas Qurayshs parti eller yde dem nogen form for hjælp eller beskyttelse. Desuden var det ingen muligt at skabe nogen hindring for eller modsætte sig muslimernes fremrykning mod Quraysh.

Selve profeten Muhammad (s) fik status som den højeste og sidste domstol i alle sager.

Herefter var retssystemet ikke længere et enkelt individs eller en enkelt stammes anliggende, men opnåede i stedet en kollektiv og social status. Hele den dømmende myndighed fik central status. Også dette var en revolutionær beslutning. Som følge af denne beslutning fik fuldstændig upartiskhed og ublandet retfærdighed overalt forrang. Der blev ikke længere åbnet den mindste mulighed for nogen form for partiskhed eller favorisering af venner eller slægtninge. Alle muslimer blev som helhed ansvarlige for, at ingen måtte undertrykke nogen anden, og at ingen måtte berøve nogen anden dennes rettigheder.

Den anden del af Medina-traktaten vedrørte udelukkende jøderne. Hele den jødiske befolkning blev som en samlet enhed tilsluttet Medinas bystat efter et føderalt system. Den første bestemmelse fastslog, at hvis jøder og muslimer førte krig sammen, skulle hver part selv bære sine egne udgifter. Begge skulle have fuld frihed til at udøve deres egen religion. På denne måde fik jøderne lige rettigheder med muslimerne på det sociale og kulturelle område. De blev hinandens hjælpere i ansvaret for landets forsvar. Det vil sige, at jøderne skulle være forpligtede til at kæmpe mod dem, som muslimerne kæmpede imod. De skulle også være forpligtede til at slutte fred med dem, som muslimerne sluttede fred med. På dette tidspunkt skulle det desuden være begges pligt at yde hinanden effektiv hjælp i forsvaret af landet – det vil sige i forsvaret af Medinas bystat. Som følge af denne type traktat blev også forsvaret regnet for et centralt anliggende. Herefter blev profeten Muhammad (s) øverstbefalende for den samlede hær, der bestod af muslimer og jøder. Dette var endnu en stor politisk succes for profeten Muhammad (s).

Profeten Muhammad (s) blandede sig ikke det mindste i jødernes rent indre anliggender. Som følge heraf forsvandt de sorte skyer af fjendskab og bekymring, der havde samlet sig i deres sind, meget let. Af egen fri vilje anerkendte de med begejstring profeten Muhammad (s) som den højeste dommer i alle deres anliggender. Det blev fuldstændig forbudt at øve nogen form for indflydelse på ham på grundlag af slægtskab. På denne måde blev alle spor af de falske principper fra uvidenhedens tidsalder udslettet. Situationen blev således, at jøderne ikke blot nøjedes med at anerkende profeten Muhammad (s) som deres administrator; de gjorde også hele Medina til et haram-område (et beskyttet og fredhelligt område). Dette var ligeledes et stort højdepunkt i profeten Muhammad (s)’ politiske visdom og skarpsindighed. (Senere blev jøderne naturligvis til sidst tvunget til at blive forvist fra Medina, fordi de åbent havde indledt sammensværgelser mod staten.)

For at sikre Medinas bystats forsvar og beskyttelse var det, ud over at skabe indre styrke, også nødvendigt at opbygge allianceforbindelser med de stammer, der boede i byens udkant. Med dette formål rejste og inspicerede profeten Muhammad (s) de vestlige områder og grænseregionerne og underskrev flere traktater med stammerne dér. Som følge heraf blev disse stammer allierede med muslimerne i forsvarsspørgsmål. Herefter blev stammerne omkring Medina i stedet for at være fjendtlige over for muslimerne særligt hjælpsomme.

Det endelige skridt

Efter at Medina havde opnået fuld sikkerhed og tryghed både internt og i sine omgivelser, underskrev profeten Muhammad (s) en tiårig fredstraktat med Mekkas Quraysh. Da denne traktat blev indgået på et sted kaldet Hudaybiyya, er den i historien kendt som Hudaybiyya-freden. Denne traktat er i selve den ophøjede Koran af Allahs ord blevet betegnet som »Fath al-Mubin« – »en klar og strålende sejr« – for muslimerne. Efter at denne fredstraktat var blevet underskrevet, fik profeten Muhammad (s) en fri og uhindret mulighed for i stor og omfattende skala at udbrede islam i hele Arabien. Samtidig blev der skabt en mulighed for én gang for alle og fuldstændigt at fjerne jøderne fra deres magtcentrum, Khaybar. Efter at have erobret Khaybars uindtagelige fæstningsværker lykkedes det profeten Muhammad (s) at erobre Mekka på fuldstændig fredelig og blodsudgydelsesfri vis. Efter erobringen af Mekka i det ottende hijri-år lykkedes det profeten Muhammad (s) at forene hele Den Arabiske Halvø under islams ene og uindskrænkede herredømme. På denne måde grundlagde han i sin egen levetid den islamiske stat på et solidt fundament.

Det siger sig selv, at den stat, som Profeten, fred være med ham, havde grundlagt, ikke blot var en stat som enhver anden. Den var i virkeligheden den fuldstændige virkeliggørelse af en idealisme, som hidtil ikke havde eksisteret i praksis. Det frø, der enogtyve år tidligere var blevet sået i største hemmelighed på et afsides sted på den arabiske halvø, blev senere til et vældigt træ, som bragte hele Arabien ind under sin kølige skygge og oprettede et varigt fyrtårn for hele menneskeheden. Til alle tider vil lysstråler i overflod fortsætte med at udgå fra dette fyrtårn i menneskenes liv, og de vildfarne mennesker, der er martret af undertrykkelse og forfølgelse, vil herfra fortsat finde den sikre vej til frihed og velfærd.

Den profetisk grundlagte stats kendetegn

Her er det nødvendigt at nævne særpræget og kendetegnene ved den statsordning, som den ædle Profet, fred være med ham, grundlagde. Det skal kort fremlægges her.

(1) Den profetisk grundlagte stat var verdens første statsordning, der blev opbygget på grundlag af en social og kollektiv aftale og forpligtelse (Social Contract). Der findes intet eksempel i menneskehedens historie på grundlæggelsen af en stat af denne art. I det trettende år af profetskabet aflagde Medinas indbyggere frivilligt og ivrigt bay’a hos den ædle Profet, fred være med ham, og anerkendte ham ikke blot som deres religiøse leder, men også som politisk leder og hersker. Senere nåede dette sin fulde udvikling i form af en fuldstændig og omfattende statsordning.

(2) Suverænitetens (Sovereignty) kilde i denne statsordning var udelukkende den almægtige Allahs væsen. I det, der forstås ved suverænitet, havde ingen anden — end ikke den ædle Profet, fred være med ham, selv — nogen andel. Muhammad, fred være med ham, indførte som Allahs sendebud love og ledede statsforvaltningen på grundlag af Koranens bestemmelser. Netop spørgsmålet om suverænitet er grundlaget for den himmelvide forskel mellem den islamiske stat og verdens øvrige statsfilosofier. Den ædle Profet, fred være med ham, modtog åbenbaring fra Allah. Denne åbenbaring var lovens hovedkilde. Men han fremstillede aldrig sig selv som indehaver af suveræniteten. Det var ham, der fortolkede åbenbaringen. Men ved dens gennemførelse undtog han aldrig sig selv (Exempted). Tværtimod blev også fejl i hans egne handlinger blotlagt for folket gennem åbenbaringen. Han stillede gentagne gange sig selv til rådighed for folket, så de kunne dømme hans egne »forbrydelser«. Derved blev alle forestillinger og principper om at sætte »kongen« eller den »øverste administrator« på Allahs plads — såsom »kongen kan aldrig tage fejl« og »kongen kan aldrig anklages« — fuldstændig bevist falske. Herved blev også den sandhed fastslået, at ingen person i en stat, der er grundlagt på Allahs absolutte suverænitet, kan blive »konge« eller diktator. Det er heller ikke muligt for noget parti eller nogen gruppe. Ingen kan have ret til at gøre mennesker til slaver.

(3) Dette var en fuldt ud idealbaseret stat (Ideological State). Den ædle Profet, fred være med ham, var den første i historien, der begyndte at lede en stat på grundlag af en skreven forfatning (Written Constitution). Det var ikke en stat baseret på slægt, fædreland, race, sprog eller blot økonomisk enhed. Det var den første stat, der bar og videreførte det islamiske livsideal og opfordrede hele menneskeheden, uanset nation og religion, til islam. Statens eneste formål var at virkeliggøre det islamiske ideal fuldt ud, opnå dets totale sejr og derigennem sikre folkets almene velfærd.

Det bør bemærkes, at den islamiske stat, i modsætning til Vestens fascistiske eller såkaldt demokratiske stater, ikke i sig selv er et mål — det vil sige, den eksisterer ikke blot for statens egen skyld. Dens formål er derimod gennem virkeliggørelsen af et ideal at nå et højere og ædlere mål. Det består i fuld lydighed mod Allah og Hans Sendebud samt i at opnå Allahs højeste tilfredshed. En sekulær (Secular) demokratisk eller national stat er ikke underlagt nogen højere moralsk lov. Den islamiske stat er derimod dens fuldstændige modsætning. Her gennemføres alle religiøse og videnskabelige anliggender på grundlag af Allahs bestemmelser.

(4) I islam er religion og stat blot to uadskillelige sider af den samme ting. Forskellen er kun sproglig; hvad angår selve sagen og dens tankegang, er der ingen forskel. Her er det, der er religion, også politik, og i det, der er politik, ligger religionen. Islam er i sig selv en fuldstændig din. Der findes ingen side af menneskelivet eller verdensordenen, som islams bestemmelser ikke omfatter. Den ædle Profet, fred være med ham, var samtidig som Allahs stedfortræder den ubestridte leder på alle livets områder og i alle dets forhold. Livets opsplitning og dobbelthed er i strid med islam. I virkeligheden er statslig irreligion eller sekularisme et produkt af reaktionen mod pavestyret i det nittende århundrede. Set historisk er dette i dag fuldstændig fortid. I vor tid er eksistensen af en stat baseret herpå umulig. For bortset fra skepticisme, mental uro og utilitarisme (Utilitarianism) har den ikke kunnet yde noget andet bidrag til menneskeheden.

(5) Den islamiske stat er i egentlig forstand et effektivt statssystem baseret på folkelige rettigheder og den offentlige mening. Da alle statslige anliggender gennemføres på grundlag af folkets støtte og godkendelse, kan gennemførelsen af statens grundlæggende principper ikke fungere uden samråd med de ansvarlige. Dette princip blev fuldt ud fulgt af Guds Ædle Sendebud (s).

Personlig frihed, lighed og retfærdighed er de særlige grundlag for et statssystem med folkelige rettigheder. Uden deres rette gennemførelse er det umuligt at forestille sig, at folkets ønsker bliver til virkelighed. Det var i det første islamiske statssystem, som Guds Ædle Sendebud (s) grundlagde, at menneskets sande frihed for første gang blev virkeliggjort. I proklamationen af islams trosbekendelse, »لا-إله-إلاالله-محمد-رسول-الله«, er den revolutionære ånd i den personlige frihed udtrykt med en enestående bevidsthed. Det er intet andet end en revolutionær erklæring om, at mennesket ikke er rede til at underkaste sig nogen eller noget som helst, ikke engang en smule, bortset fra den ene Gud.

Inden for de grænser, som Allah har fastsat, er mennesket helt frit og uafhængigt i den islamiske stat. Her er alles rettigheder klart fastlagt. Ingen har under nogen omstændigheder ret til at berøve nogen anden dennes rettigheder. I islams gyldne tidsalder blev intet menneske under nogen omstændigheder frataget sine grundlæggende rettigheder. Ingen blev uden en sharia-baseret grund hindret eller pålagt nogen form for begrænsning i at give udtryk for og udbrede sine personlige meninger, vælge erhverv, afholde møder og sammenkomster eller færdes frit. For fra islams synspunkt er en sådan handlemåde intet andet end åbenlys zulm. Derfor havde enhver også ret til at udtrykke en afvigende mening ved at være uenig med statsoverhovedet, Guds Ædle Sendebud (s).

Denne stats lighed og retskaffenhed er grundlagt på to fundamenter. Det ene er, at alle er Adams børn; derfor er alle mennesker grundlæggende lige. Det andet fundament er broderskab. Alle muslimer er hinandens brødre og er på alle måder ens.

Retfærdighed er denne stats vigtigste særkende. Lige behandling og upartiskhed er denne stats varige princip. Profeten (s) traf altid afgørelser med retfærdighedsprincippet som grundlag. I den stat, han grundlagde, blev loven anvendt uden forskel. Under en retssag erklærede han endog: »Hvis Fatima stjæler, vil også hendes hånd blive hugget af som straf.« Derved udryddede han al korruption og nepotisme inden for retsplejen og lovhåndhævelsen.

(6) Den islamiske stat var i egentlig forstand en stat, der tjente folket og arbejdede for folkets velfærd (velfærdsstat). I den stat, som Guds Ædle Sendebud (s) grundlagde, blev folket ikke blot ydet økonomisk støtte; der blev også aktivt gjort en indsats for at sikre folkets rettigheder og udrydde folkets fattigdom. Det var på ingen måde muligt i denne stat, som i den kapitalistiske stat, at efterlade dem, der var »blevet besejret i konkurrencen om at tjene penge«, fuldstændig hjælpeløse. Selv efter at dørene til økonomiske muligheder og fordele var blevet åbnet lige for alle, var det alene denne stats særlige kendetegn, at den påtog sig det fulde ansvar for den økonomiske sikkerhed for dem, der var blevet ladt tilbage. Det drejede sig ikke kun om økonomisk sikkerhed; der blev også vedvarende og med største alvor gjort en indsats for at højne folkets moralske niveau, vække gudsfrygt i deres hjerter og uddanne dem grundigt i din og sharia.

(7) Det vigtigste særkende ved denne stat var den stærkest mulige bevidsthed om ansvarlighed over for Allah. Uanset hvad man gør – hvad enten det er en personlig handling eller udførelsen af et nationalt eller statsligt ansvar, og hvad enten det sker i hemmelighed hjemme eller offentligt – ligger denne bevidsthed stærkt til grund for alt. Derfor kunne der ikke finde en eneste handling af ulydighed mod Allah, berøvelse af folkelige rettigheder eller zulm og undertrykkelse sted på noget område i denne stat. Der blev lagt så stor vægt på dette, at man ved udnævnelsen af alle, fra statsoverhovedet til den laveste assistent, gav den mest gudfrygtige person forrang. ****** (arabisk) »Den af jer, der er mest gudfrygtig, er den mest ærefulde af jer hos Allah« var grundlaget for denne praksis. For hvis statens ledere og de offentligt ansvarlige ikke er gudfrygtige, vil hele nationen blive groft ulydig. Hvis de ikke er principfaste, vil hele nationen naturligt blive korrupt. Hvis statens ledere, øvrige ledere og offentligt ansatte ikke er korrupte, kan almindelige mennesker aldrig blive korrupte; det kan end ikke tænkes. Ligesom dette er sandt, er det modsatte også sandt. Disse særkender ved den ideelle stat, som Verdensprofeten grundlagde, er historiske. I historien kan man ikke finde navnet på nogen anden stat, der har besiddet sådanne særkender.

Hvis man med disse særkender ved den statsordning, som Verdensprofeten grundlagde, for øje foretager en sammenlignende undersøgelse, vil det blive bevist, at den ikke kan sammenlignes med nogen af verdens øvrige stater – hvad enten de er politiske, såkaldt sekulære demokratiske, kapitalistiske, socialistiske eller kommunistiske stater. Ingen nutidig statsform kan målt på den samlede menneskelige velfærd være på højde med den stat, som Verdensprofeten grundlagde. De principper, som disse statsordninger er grundlagt på, og de store krav, der fremsættes om menneskelig velfærd, er for længst blevet bevist uvidenskabelige, ulogiske, umenneskelige og indholdsløse. Deres fiasko er alment anerkendt. Men grundprincipperne i den islamiske stat, som Verdensprofeten grundlagde, er både naturlige og evige, bestandige og tidløse. Det er kun gennem en sådan statsordning, at det enkelte menneskes og menneskehedens sande velfærd kan opnås. Det kan ikke opnås gennem nogen anden form for stat.

Indtil den sidste dag af sit liv ledede Verdens Profet, Hazrat Muhammad (s), denne ideelle stat. „Khilafat-e-Rashida“ er det senere navn for denne stat og dens sande efterfølger.

Khilafat-e-Rashida

Efter Verdens Profet, Hazrat Muhammad (s), døde, overtog fire fremtrædende sahaba ansvaret for at lede den islamiske stat. I historien omtales netop disse som „Khulafa-e-Rashidun“, og den statsordning, de ledede, kaldes „Khilafat-e-Rashida“. Selvom „Khulafa-e-Rashiduns“ regering ikke varede længe, formåede den at opnå den højeste anseelse i verdenshistorien. Det er ikke kun muslimske historikere, men også ikke-muslimske og endog muslimske fjendtlige historikere, der har været nødt til at ære „Khulafa-e-Rashiduns“ regeringstid som menneskehedens historiens „guldalder“. På dette trin vil vi drøfte den videnskabelige betydning og de særlige kendetegn ved „Khilafat-e-Rashida“.

Khilafat

Ordet „khilafat“ betyder ifølge ordbogen „repræsentation“. I praksis betyder det „at indtage en andens plads, efter at denne er trådt bort“. Selve dette ord beviser, at det ikke er det oprindelige, men kun det oprindeliges symbol; ikke legemet, men skyggen, et spejlbillede. Med andre ord kaldes det khilafat at træde i den oprindelige indehavers sted. Ordet „imam“ anvendes også i denne betydning, og ordene „khalifa“ og „imam“ udtrykker to forskellige sider af den samme person. Som repræsentant for og efterfølger til den tidligere ansvarlige er han khalifa, og fordi han er den, som samtidens folk skal følge, og den mest ansete blandt dem, er han „imam“ og „leder“. I virkeligheden kaldes det khilafat og imamat at træde i profetens sted og efter hans bortgang lede hele ummaen. Profeten (s) har sagt: „Før jer blev Israels børns profeter og sendebud alene ledere og styrende af staten; når én profet forsvandt, kom en anden profet og trådte i hans sted. Men nu er profetværdighedens ubrudte række afsluttet (efter mig vil ingen længere blive profet eller sendebud). Herefter vil khalifaerne blandt jer være de fremtrædende.“

Denne hadith gør det klart, at repræsentationen af profetskabet kaldes khilafat, og at dette i islam efter profetskabet er det mest ærefulde, højt agtede og hellige embede med ansvar. Derfor må de bestemmelser og anvisninger, som islams khalifaer udsteder med Koranen og sunnah som grundlag for at lede staten og løse menneskelige problemer, nødvendigvis accepteres af alle. Rasul-e-Karim (s) erklærede på forhånd: „Efter mig skal I følge mine retledte khalifaer.“ Derfor bør man ved valget af en khalifa ikke blot se på den pågældendes politiske dømmekraft og forvaltningsmæssige indsigt og kunnen, men i endnu højere grad lægge vægt på, hvor meget han gennem samvær med profeten (eller, efter profetens bortgang, ved at følge hans forbillede) har formået at rense sig selv, samt på hans åndelige kundskaber og moralske egenskaber. Da Hazrat Abu Bakr Siddiq, Hazrat Umar Faruq, Hazrat Uthman Ghani og Hazrat Ali Murtaza (ra) efter tur blev valgt til khalifaembedet, blev den dybe betydning og rigtighed af ovenstående princip tydeligt åbenbaret.

I islam er khilafats ansvar og pligter i sandhed meget omfattende og altomfattende. Alle materielle, religiøse og civilisatoriske mål opnås gennem den. Khilafats ansvar kan i det store og hele forklares med denne korte sætning: at holde profetens påbegyndte arbejde levende og etableret samt beskytte og videreudvikle det mod enhver form for sammenblanding. Hvis det skulle udtrykkes med ét eneste sammensat ord, kan man sige: „Iqamat-e-Din“. Også dette ord har så omfattende en betydning, at alle slags opgaver i din og dunya omfattes af det. Etablering og udbredelse af namaz, roza, hajj og zakat, love og regler, regeringsførelse og orden samt retssystemet – kort sagt udførelsen af alle civilisatoriske og åndelige opgaver – hører under khilafats ansvar. Profeten Karim (s) tilbragte sit hellige liv med at udføre alle disse store ansvar. Efter ham viede de, som blev hans repræsentanter og efterfølgere, hele deres liv fuldstændigt til at virkeliggøre dette formål. Allerede i Profeten Karim (s)s levetid var forskellige personer udpeget som ansvarlige for disse opgaver. Folk blev særskilt udpeget til at lede namaz og til at opkræve sadaqa og zakat. Opgaven med at forhindre uretfærdige handlinger, fremme og udbrede retfærdige handlinger samt upartisk at dømme og afgøre indbyrdes stridigheder blandt folket blev varetaget af kvalificerede personer. At konfrontere fjenden og føre hæren samt at undervise i Den Ædle Koran var overdraget til særskilte personer. Men eftersom alle disse opgaver indgik i khilafats grundlæggende ansvar, var det absolut nødvendigt, at én khalifa alene besad alle de kvalifikationer og egenskaber, der krævedes for særskilt at udføre disse opgaver. Ikke nok med det: hvad angår åndelige egenskaber, var det nødvendigt, at profetlignende lærdom og visdom fandtes stærkt hos khalifaen, og profeten gav allerede i sin levetid gennem antydninger og tegn til kende, at han ville gøre netop dem, hos hvem han så denne form for åndelig dygtighed, til sine efterfølgere. Det må naturligvis erkendes, at uønsket uro, blodsudgydelse og forandringer i forholdene allerede efter fyrre år gjorde khilafats grundlæggende mål forfejlet, og at dens myndighed blev overdraget til mennesker, som på ingen måde var værdige til dette vigtige embede. Men hvis de efterfølgende khalifaer og herskere var blevet valgt i overensstemmelse med Verdens Profets vejledning, ville menneskesamfundets udseende uden tvivl have været helt anderledes.

Når man på baggrund af det, der kan vides fra Koranen og hadith om en khalifas kvalifikationer og egenskaber, undersøger sagen, bevises det uden tvivl, at det netop var „Khulafa-e-Rashidun“, der var bedst egnede til at være khalifaer i den muslimske verden. De egenskaber, som Koranen og hadith beskriver, fandtes fuldt ud hos dem, og derfor havde folket fuld tillid til, at de kunne lede khilafat efter sunde principper. Ifølge Koranens synspunkt anses følgende kvalifikationer og egenskaber for uundværlige for at varetage Khilafat-e-Rashidas ansvar. Derfor vil de, hos hvem disse egenskaber kommer til udtryk efter Profeten Karim (s), blive anset for de bedste.

(1) Kaliffen skal være blandt de første muhajirer og have været til stede ved Hudaybiyya-forliget, ved slagene ved Badr og Tabuk samt da sura al-Nur blev åbenbaret;

(2) skal være blandt dem, der har fået det glædelige budskab om at komme i Paradiset;

(3) skal regnes blandt de højtstående personer i det islamiske samfund, såsom siddiqer og martyrer.

(4) det skal gennem en handling, en gerning eller et udsagn fra den ædle Profet (s) være bevist, at hvis han selv havde udnævnt nogen til kalif, ville han have udnævnt netop ham.

(5) de løfter, som Allah den Ophøjede har givet Sendebudet, skal kunne virkeliggøres gennem hans person.

(6) hans udsagn skal være bekræftet i den islamiske sharia.

Disse egenskaber fandtes hver for sig hos utallige sahabaer, men den fuldstændige forening af dem fandtes kun hos fire sahabaer. De var blandt de første muhajirer og var til stede, da Hudaybiyya-traktaten blev underskrevet; ved Badr, Uhud, Tabuk og andre vigtige jihad-kampe stod de i forreste række. På denne måde manglede de ingen af de egenskaber, der var nødvendige for at være kvalificeret til kalifatet. Desuden er der gennem pålidelige overleveringskæder blevet overleveret klare og ærefulde profetier fra Allahs Sendebud (s) om hver eneste af dem. Om Hazrat Abu Bakr al-Siddiq (ra) sagde den ædle Profet (s): »Blandt min umma vil du være den første til at træde ind i Paradiset. Ved Hawd al-Kawthar vil du være min ledsager, for du var min ledsager i bjerghulen.« Om Hazrat Umar (ra) er dette udsagn fra den ædle Profet (s) blevet overleveret: »Talrige vers blev åbenbaret på grund af Umars ønsker.« Om Hazrat Uthman (ra) sagde Sendebudet (s): »Kan jeg undlade at vise ære og respekt for den, som selv englene viser ære og respekt?« Han sagde også: »Enhver profet har en ven; i Paradiset vil Uthman være min ven.« Om Hazrat Ali (ra) sagde den ædle Profet (s): »Ønsker du ikke, at din forbindelse til mig skal være som Haruns forbindelse til Musa? I morgen vil jeg overdrage banneret til den, som Allah og Sendebudet elsker.« Ud over dette sagde den ædle Profet (s) mange andre værdifulde ting om deres egenskaber og særpræg. Disse udsagn beviser uden tvivl, at det efter hans bortgang, set med den Ærværdiges øjne, var netop disse mænd, der var bedst egnede og mest berettigede til at blive valgt til kalifatets embede.

Kalifatets grundlæggende ideal

For at opnå en dyb og omfattende forståelse af diskussionen om kalifatet er det yderst nødvendigt at undersøge dets statsform. I denne forbindelse er dette løfte først og fremmest blevet erklæret over for mennesker med en retskaffen karakter. Derfor har enhver muslimsk borger i staten kaliffens status og ret til lige muligheder og fordele ved udførelsen af kalifatets ansvar. Her kan der kun skelnes mellem mennesker på grundlag af personlig karakter, menneskelige egenskaber og taqwa – gudsfrygtighed og fromhed.

For det tredje: Hver gang der i menneskehedens historie er blevet grundlagt et kalifat på grundlag af Allahs suverænitet, har kun de mest retskafne, gudfrygtige og højtstående mennesker med ideal karakter fra samfundet fået mulighed for at blive kaliffer og lede staten. Og almindelige mennesker har kunnet nyde de grundlæggende rettigheder, som Allah har givet dem, fuldt ud, retfærdigt og upartisk. Ingen er blevet berøvet eller begrænset blot en smule af disse rettigheder, og ingen er blevet påført den mindste hindring på sin naturlige livsvej; tværtimod er enhver blevet givet mulighed for at udvikle og fuldkommengøre sine naturlige evner og talenter på måder, der er tilladt af Allahs lov.

Ifølge islams bestemmelser er ethvert menneske forpligtet til at stå til ansvar over for Allah. I denne forbindelse må ingen ophøjes til et overmenneskes plads og gøres til Allahs medgud. Enhver muslimsk borger har lige ret til at blive valgt til posten som statsoverhoved for den islamiske stat, kalif eller amir al-mu’minin. Ingen har på den ene side ret til at stille op til posten eller forsøge at opnå den, mens alle på den anden side er forpligtede til at varetage ansvaret, hvis de bliver valgt med borgernes frie samtykke. Efter valget af kaliffen består den eneste forskel i hans status i, at folket blot har overdraget ham sin egen kalifatstatus og sine rettigheder. At kun han er kalif, og at ingen anden er kalif, er på ingen måde sandt set fra et islamisk idealistisk synspunkt. Kalifatets myndighed er fuldt ud rettet mod at bevare borgernes sociale og samlede orden og disciplin samt mod at udføre ansvaret for at udstede nødvendige love og bestemmelser. For at samle denne myndighed og holde den under god kontrol er det nødvendigt, at den koncentreres i den person, som er valgt af folket og er den bedst kvalificerede.

Når en kalif eller statsoverhoved for den islamiske stat skal vælges, er det ikke nok blot at se på personens viden og forstand, uddannelse, sindelag, dømmekraft og organisatoriske evner; man må også være særligt opmærksom på, hvor ren, pålidelig og tillidsvækkende hans karakter er.

Den islamiske livsordning har ikke erklæret kaliffen for ma’sum eller syndfri. Der er heller ingen grund til at anse kaliffen for syndfri og fejlfri. Enhver muslim kan kritisere ham, ikke blot for hans varetagelse af officielle pligter og udførelsen af hans opgaver, men også for hans familieliv og personlige livsførelse. I lovens øjne skal hans status være den samme som en almindelig borgers. Der kan anlægges sag mod ham ved en domstol, og han er forpligtet til at møde for dommeren ligesom almindelige borgere. Her skal han ikke gives nogen særstilling.

Ingen åbenbaring fra Allah nedstiger til kaliffen; derfor kan han ikke gøre krav på nogen særlig status med hensyn til fortolkningen og gennemførelsen af Koranen og sunnaen.

Kaliffen kan ikke handle udelukkende efter sin egen mening; han skal udføre alle sine opgaver efter at have rådført sig med Majlis al-Shura (Parlamentet), som er sammensat af folk med folkelig opbakning samt dygtige og kompetente personer. Det er rigtigt, at beslutninger skal træffes i overensstemmelse med flertallet i Majlis al-Shura; ikke desto mindre er flertallet i kalifatets styreform ikke en fast målestok for at afgøre, hvad der er godt eller dårligt, eller hvad der skal gøres eller undlades. Derfor kan kaliffen på grundlag af Koranen og sunnaen også være uenig i flertallets afgørelse, og han kan handle i overensstemmelse med det, som han på grundlag af Koranen og sunnaen er overbevist om er sandt. På alle disse områder vil det muslimske folk naturligvis holde skarpt øje med, om kaliffen samlet set handler i overensstemmelse med Koranen og sunnaen, eller om han udøver statsmagten efter sine egne luner. En kalif i den sidstnævnte situation har ikke ret til så meget som en smule lydighed fra det islamiske folk; tværtimod bliver det deres pligt at sørge for hans afsættelse. Også på dette punkt er forskellen mellem vestlig statsfilosofi og statsforfatning på den ene side og islamisk statsfilosofi og kalifatets folkestyre på den anden side klar som forskellen mellem himmel og jord.

De retledte kaliffer

Den periode i historien, der strækker sig fra Abu Bakr as-Siddiqs (ra) kalifat til Ali (ra), er i historien kendt som den »retledede kalifats« tidsalder. Og de personer, der var ledere af den muslimske verden fra 632 e.Kr. (11 hijri) til 661 e.Kr. (40 hijri), betegnes som de »retledede kaliffer«. De var i alt fire, og deres samlede kalifatperiode var kun tredive år. (Umar ibn Abd al-Aziz (r) regnes naturligvis også blandt de »retledede kaliffer«, eftersom han blev valgt i overensstemmelse med det islamiske kalifats regler og var i stand til at varetage ansvaret.)

Så længe den ædle Profet (s) levede, var profetskab, lovgivning, ledelse på alle områder, retsvæsenets og hærens ledelse samt alle ansvarsfulde poster i civilregeringen samlet i hans ene person; han alene udøvede myndighed over og ledede alle disse funktioner. Efter hans bortgang trådte spørgsmålet om, hvem der skulle efterfølge ham, meget tydeligt frem for det islamiske samfund. Eftersom profetskabet var afsluttet, ville ingen herefter blive profet; men den, der skulle efterfølge Sendebudet, måtte varetage alle de øvrige ansvarsområder på samme måde som før, blot uden profetskabet og uden at være profet. Også derfor blev dette spørgsmål af de ledende anset for yderst vigtigt og gjorde dem bekymrede og rådvildе. Ingen kunne arve den ædle Profets (s) profetskab eller hans naturlige lederskab. På den anden side havde han heller ingen levende søn. Selv hvis han havde haft en, ville det ikke have løst problemet med valget af en kalif. Derfor rejste disse to spørgsmål sig på indviklet vis:

1 – Hvilken familie eller stamme skulle kaliffen komme fra?

2 – Hvilken fremgangsmåde skulle anvendes ved udnævnelsen af kaliffen?

Ingen steder i Koranen er kalifatet blevet bestemt som forbeholdt et bestemt dynasti eller en bestemt stamme. Også dér i hadith, hvor der står *****(arabisk), »en leder eller kalif skal udpeges blandt Quraysh«, findes der en klar anvisning:

»Hvis selv en abessinsk slave bliver udnævnt til hersker over jer, skal I under alle omstændigheder adlyde ham.« Det er derfor nødvendigt at søge en måde at forene disse to udsagn på. Ved blot at tænke lidt dybere og mere nuanceret over sagen kan man forstå, at begge disse hadither grundlæggende er erklæringer, der bygger på sandhed og virkelighed. Det er en evig sandhed, at islam ikke har bestemt kalifatet som forbeholdt noget dynasti, nogen stamme eller familie, nogen person eller nogen klasse. Der kan ikke være tvivl om, at man i den islamiske statsordning til alle tider og under alle forhold skal handle efter dette princip; men det er også en ubestridelig historisk sandhed, at umiddelbart efter den stat, som den ædle Profet (s) havde grundlagt, var ingen fra nogen anden stamme blot tilnærmelsesvis så kvalificeret eller kompetent som folk fra Quraysh-stammen til at varetage dens ansvar. Historien om det retledede kalifat og tiden derefter beviser utvivlsomt dette. Derfor var det fuldt ud rimeligt, at alle fire kaliffer under det retledede kalifat blev valgt blandt folk fra Quraysh-stammen. For ellers ville ingen fra datidens arabiske samfund have været i stand til at varetage kalifatets ansvar med særlig kvalifikation og kompetence. Men dette er ingen evig eller uforanderlig regel; heller ikke efter det »retledede kalifat« er der i den islamiske statsordning anerkendt noget krav om, at kaliffen skal være af Quraysh-afstamning.¹ {Det er overflødigt at bemærke, at islamiske statsvidenskabsmænd heller ikke har nævnt noget sådant krav.}

Der er ikke nævnt nogen praktisk og tydelig fremgangsmåde for valget af kaliffen i Koranen og hadith. Det synes derfor ikke at være den evige islamiske lovs hensigt at acceptere én bestemt metode som permanent og pålægge hele ummah at følge den overalt, uanset tid, tidsalder og sted. Derfor er der i stedet for en bestemt valgmetode (form eller proces) blevet fremlagt et evigt princip. Det er blevet sagt: *****(arabisk) »De, der følger islamiske idealer, ordner deres vigtige anliggender gennem gensidig rådgivning.« Og ingen kan være uenig i, at valget af statsoverhovedet eller kaliffen er det vigtigste nationale og kollektive anliggende i det muslimske samfund, og at det bør gennemføres på grundlag af det muslimske folks frie mening og rådgivning. Derfor er det eneste grundprincip for islamisk valg, at kaliffen skal vælges på grundlag af folkets mening. Det, der nu skal undersøges, er, hvordan den muslimske ummah på forskellige tidspunkter og under forskellige forhold har anvendt dette princip og løst valgproblemet.

Valget af de retledede kaliffer

De ovenfor nævnte grundprincipper for valg af kaliffen blev anvendt på følgende måde ved valget af Khulafa-e Rashidun:

(1) Efter profeten Karim (s) var afgået ved døden, samledes ansvarlige borgere fra den muslimske ummah på et sted kaldet Saqifa Bani Sa’ida (et sted med samme status som et rådhus eller en forsamlingsbygning), og efter en langvarig og grundig, åben diskussion valgte de enstemmigt Hazrat Abu Bakr (ra) til kalif. Den tilstedeværende forsamling aflagde straks uden tøven troskabsed (bay’a) til ham, og straks efter at være blevet valgt til kalif holdt han en officiel tale om statsoverhovedets ansvar, pligter og politiske retningslinjer.

(2) Ved valget af Hazrat Umar Faruq (ra) blev der anvendt en særskilt fremgangsmåde. Den første kalif, Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra), havde gennem hele sit islamiske liv, gennem de vigtige begivenheder under sit kalifat og gennem sine praktiske erfaringer forstået, at der i hele nationen ikke fandtes nogen, der var bedre egnet til at blive kalif efter ham end Hazrat Umar (ra). Under hans kalifat deltog Hazrat Umar (ra) nært i alle begivenheder og i alle vigtige offentlige og private anliggender; også indsamlingen og nedskrivningen af Den Ædle Koran blev fuldført alene på grund af hans stærke interesse, indsats og råd. Efter at have draget på sine egne erfaringer og rådført sig med de fremtrædende sahaba anbefalede Hazrat Abu Bakr (ra) Hazrat Umar Faruq (ra) over for det muslimske folk som den næste kalif. Det muslimske folk valgte på grundlag af den første kalifs anbefaling og deres egen upartiske og uforbeholdne vurdering netop Hazrat Umar (ra) som kalif og aflagde troskabsed til ham. Så snart Umar (ra) var blevet valgt til kalif, holdt han ligesom sin forgænger en tale til det muslimske folk med politiske retningslinjer.

(3) Da den anden kalif, Hazrat Umar (ra), forstod, at hans livs bæger var ved at være fuldt, og at han ikke ville kunne leve meget længere, indså han nødvendigheden af at vælge sin efterfølger og den næste kalif. Derfor anvendte han en helt særskilt fremgangsmåde. Han nedsatte en »valgkomité« bestående af seks af de bedste og mest ledende sahaba—med moderne terminologi en »valgkommission«. Blandt andre var Hazrat Uthman og Hazrat Ali (ra) også medlemmer af denne komité. Efter hans opfattelse var alle disse seks personer kvalificerede til kalifatet. Han beordrede, at komitéen inden for tre dage efter hans bortgang skulle vælge den bedst kvalificerede blandt sine egne medlemmer som kalif. Komitéen forsøgte samvittighedsfuldt at udføre sit ansvar og indsamlede i den forbindelse de muslimske borgeres vurderinger, både nær og fjern. I hvert eneste hjem i Medina blev både mænd og kvinder spurgt om deres mening. Man undlod heller ikke at spørge tilrejsende købmænd og rejsende om deres vurdering. På denne måde blev Hazrat Uthman (ra), efter at de islamiske borgeres vurderinger var blevet indhentet og efter omfattende drøftelser, valgt til den tredje kalifs embede.

(4) Efter martyrdøden for den tredje kalif, Hazrat Uthman (ra), blev Medina mørklagt af en stadig tættere atmosfære af oprør og uro. Oprørerne fra Egypten, Kufa og Basra skabte voldsomt kaos i Medina. På dette tidspunkt befandt de fleste af de fremtrædende sahaba sig uden for hovedstaden for at varetage militære og organisatoriske opgaver. Under disse forhold stod kaliffens embede ubesat i tre hele dage efter Hazrat Uthmans (ra) martyrdød. Til sidst blev Hazrat Ali (ra) valgt til kalif efter langvarige drøftelser.

Denne analyse viser, at selv om der ikke blev anvendt én og samme ydre fremgangsmåde (valgform) ved udnævnelsen og valget af Khulafa-e Rashidun, blev folkets mening i enhver fremgangsmåde anerkendt som grundlaget for valget, og den blev ikke tilsidesat i noget tilfælde. Dette er i virkeligheden den grundlæggende ånd i det sande kalifat, og for at beskytte folkets rettigheder og etablere statslig orden er det absolut nødvendigt, at den gennemføres i enhver tid og under alle forhold. Desuden kan enhver ydre fremgangsmåde til valg af statsoverhoved anvendes, så længe den grundlæggende ånd bevares med den behørige respekt og betydning. For i islam tillægges den ydre form og skikkelse ingen særlig betydning; i nationale og civilisatoriske anliggender er det derimod alene den grundlæggende ånd, der skal være målet.

Kendetegn ved Khilafatet Rashida

Når man fra historiesynets perspektiv gennemgår styreformen under Khilafatet Rashida i dets tredive år, betager og fascinerer dets følgende kendetegn hele menneskeheden:

(1) I de retledede kaliffers tid var Verdensprofetens hellige eksempel blevet til en strålende, uudslukkelig lampe, som lod hele omgivelserne skinne i dens rene lysglans. Det havde en dybtgående indflydelse på enhver af kaliffernes handlinger og tanker. Alle fire kaliffer var Verdensprofetens yndlinge, venner og fremtrædende medarbejdere. Sammenlignet med de øvrige sahaba havde netop disse opnået det største fællesskab med Profeten. De var den Ærværdiges trofaste og prøvede mænd, hvis liv var viet til hans formål. Bortset fra Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) havde de tre andre kaliffer deres hovedstad i Medina, Profetens andet virke­centrum og sidste hvilested, og ledede derfra kalifatets administration.

(2) Under det retledede kalifat var der ikke den mindste plads til nogen kalifs ret, arv eller forrang baseret på slægt, stamme eller familie. De fire kaliffer stammede fra tre forskellige familier. I virkeligheden var netop disse de mest betroede blandt hele det islamiske folk. Ved deres valg i rækkefølge blev det grundlæggende princip om ægte folkerepræsentation ikke det mindste krænket; tværtimod blev det fuldt ud bevaret. Selv hvis der dengang var blevet afholdt et upartisk almindeligt valg efter moderne tiders metode, kan der ikke herske nogen tvivl om, at netop de ville være blevet valgt med det største stemmetal.

(3) Under det retledede kalifat var grundlaget for lovgivningen Koranen og sunnaen. Når der ikke fandtes nogen klar anvisning heri om en sag, blev løsningen fundet gennem ijtihad, idet man tog hensyn til overensstemmelsen med praktiske eksempler fra Profetens tid og lignende begivenheder; og i denne henseende blev enhver borger, der var fortrolig med Koranen og hadith, anerkendt som havende lige ret til at give sin mening til kende. Så snart der opstod enighed blandt alle om en sag, blev der truffet en enstemmig beslutning herom. I fiqh-videnskabens terminologi kaldes dette ijma. I den islamiske sharia er dette et særligt, almindeligt anerkendt grundprincip. Hvis der opstod meningsforskel om en sag, fremsatte kaliffen uden tilbageholdenhed sin egen mening på grundlag af Koranen og sunnaen og handlede derefter.

(4) De retledede kaliffer rådførte sig i de fleste sager med de ansvarlige sahaba. I almindelige spørgsmål blev disse efter nominering udpeget som medlemmer af Majlis al-Shura. Men retten til at afgive en mening var ikke udelukkende forbeholdt de udpegede medlemmer.

(5) Under de retledede kaliffers tid var der ingen plads til kongelig pragt, pomp og storslåethed. Kaliffernes dagligliv var yderst enkelt, ligesom de almindelige borgeres. De færdes alene på de offentlige veje; for slet ikke at tale om livvagter havde de ikke engang vagter blot af navn. Enhver kunne frit møde frem hos kaliffen. Deres boliger og indbo var af almindelig standard.

(6) De retledede kaliffer betragtede Bayt al-Mal, statens skatkammer, som national ejendom og en betroet skat. Ingen kunne uden statslig godkendelse bruge så meget som en enkelt mønt på sig selv. Desuden brugte de heller ikke noget fra Bayt al-Mal på deres egen familie og slægtninge i kraft af deres myndighed og embede.

(7) De betragtede sig selv som folkets tjenere. På intet område anså de sig selv for bedre end almindelige mennesker. De var ikke blot folkets ledere på det statslige område; også i religiøse anliggender som bøn og hajj var det på sædvanlig vis dem, der førte an.

Under det retledede kalifat var ledelsen af de religiøse anliggender og myndigheden over statens anliggender ikke adskilt eller delt; tværtimod var begge former for ledelse og myndighed samlet og forenet i én kalifs person. I virkeligheden er adskillelsen af religion og politik samt dualismen mellem religiøse og statslige anliggender kendetegnende for det moderne vestlige demokrati, mens det retledede kalifats kendetegn tilsvarende var foreningen af disse to og deres fuldstændige samling i én retning.

Det retledte kalifats statsform

Efter at Hazrat Abu Bakr Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) var blevet valgt til kalif, tiltalte en mand ham med ordene ******—»O Allahs kalif«. Straks udbrød han: »Jeg er ikke Allahs kalif, men Allahs sendebuds kalif.«

Historikerne har betragtet kaliffens udtalelse som et uigendriveligt bevis på hans medfødte enestående ydmyghed og hans egen følelse af ubetydelighed. Men analyserer man ordene fra statskundskabens synspunkt, bliver kalifatets dybe betydning tydelig gennem dem. I virkeligheden er Hazrat Abu Bakrs udtalelse et udtryk for den statsform, som kalifatet havde antaget i de første muslimers hjerter.

Hundredvis af år er gået i tidens strøm både før og efter Verdensprofeten Hazrat Muhammad (fred være med ham). I løbet af denne lange periode er hundredvis og tusindvis af konger, kejsere og herskere kommet og forsvundet fra verdens skueplads. Samtidige mennesker og undersåtter hævdede om dem, at de var Allahs stedfortrædere på jorden. Derfor kunne ingen andre på jorden besidde den ære, værdighed og hellighed, som de havde krav på. De egyptiske faraoners selvfølelse og hovmod er historiske kendsgerninger. I Koranen nævnes også den påstand, som en farao fremsatte, da han sagde: ***** (arabisk) »Jeg er jeres højeste og største herre«. Fra den fjerneste fortid og frem til nutiden har de fleste statsledere udvist en sådan mentalitet. Selv i vor tid er eksemplerne på det på ingen måde sjældne. Hvad der end manglede i denne henseende, undlod de smigrende præster og gejstlige i hver tidsalder ikke at fuldende. Gennem tiderne og i alle lande gjorde de konger, kejsere og herskere til »ærede« og »tilbedte«. Sådan var forholdene i Egypten, Babylon, Persien, Indien og mange andre lande. De fleste konger og kejsere samt de mægtigste personer i disse lande betragtede sig selv som »Guds repræsentant« eller »Guds skygge« på jorden. De hjælpeløse og fattige undersåtter undlod heller ikke på nogen måde at tillægge dem en tilsvarende værdighed.

Også i middelalderens Europa tøvede præsterne ikke det mindste med på kongernes og kejsernes vink og befaling at tillægge dem den højeste værdighed som store, ærværdige og hellige. Præsterne udbredte, at de havde fået denne værdighed fra Allah. Som følge heraf blev deres magt uanfægtelig—hævet over alle spørgsmål, indvendinger og kritikker og uden for folkets rækkevidde; de blev betragtet som »Guds direkte repræsentanter«. Hvert ord, der kom fra deres mund, blev anset for at være »en åbenbaring, der var nedsteget fra Gud«. Deres påbud og forbud blev anset for direkte at svare til Allahs påbud og forbud og for absolut bindende. Derfor blev det at overtræde eller forkaste dem eller blot at vise den mindste ringeagt over for dem betragtet som en stor synd, og det var i praksis umuligt. Denne tilstand bestod frem til det femtende århundrede—og blandt visse folk helt frem til det syttende århundrede. Selv om Europa indtil da havde gjort store fremskridt inden for viden og videnskab, civilisation og kultur samt kunst og håndværk, var den skyklap af blind tro, som var blevet anbragt over deres øjne, endnu ikke fjernet. Senere løftede forkæmperne for individuel og åndelig frihed samt lighedens sag en voldsom protest mod disse menneskeødelæggende skikke, der berøvede mennesket dets værdighed, og rystede himmel og jord med deres stemmer; de blev tvunget til at gøre åbent oprør imod dem. I denne kamp måtte tusindvis af mennesker ganske vist også ofre deres dyrebare liv.

Denne forestilling om kongers og kejseres ophøjede hellighed og store ære bestod blandt verdens folk i hundredvis af år. Det er ikke mange år siden, at nutidens Europa befriede sig fra denne forestilling. På denne baggrund bør man overveje den ydmyghed og uselviskhed, der ligger i den første kalif Hazrat Abu Bakr Siddiqs (må Allah være tilfreds med ham) ovennævnte korte udtalelse. Da en mand tiltalte ham som »Khalifatullah«—Allahs kalif eller Allahs repræsentant—afviste han klart at acceptere det og sagde: »Jeg er ikke Allahs kalif. I kan kalde mig Allahs sendebuds kalif.«

Udtrykket »Allahs sendebuds kalif« udtrykker heller ikke nogen personlig magt, pragt og storhed, overlegenhed eller ubegrænset myndighed. Dets egentlige betydning er blot, at han på grundlag af Allahs lov og inden for de grænser, som Han har fastlagt, er Allahs sendebud, den ædle Profets stedfortræder eller repræsentant i ledelsen af muslimerne og i forvaltningen af staten. Men hvad angår de forhold, der udelukkende var forbeholdt Sendebudet, kan der på ingen måde være tale om, at han var hans stedfortræder; en sådan tanke eller forestilling har heller ikke fået nogen plads her. Sandheden i hans ord bliver tydelig allerede i et afsnit af den første principfastsættende tale, han holdt efter at være blevet valgt til den første kalif. Dette afsnit af talen lyder således:

»Det er sandt, at jeg har fået dette ansvar for kalifatet; men jeg anser på ingen måde mig selv for værdig til at bære dette store ansvar. Ved Allahs ed! Mit inderlige ønske var, at en anden blandt jer skulle påtage sig dette ansvar. Hvis nogen af jer nu tror, at jeg også vil udføre alt det, som Allahs ædle sendebud (fred være med ham) udførte, så skal I vide, at denne forestilling eller dette håb ikke har noget grundlag. Der er ingen tvivl om, at Allahs ædle sendebud (fred være med ham) var Allahs tjener. Men samtidig havde Allah den Højeste velsignet ham med profetskabets og sendebudets storslåede nådegave og erklæret ham fri for og renset for enhver form for synd og fejl.«

»Jeg er også Guds tjener. Men jeg er ikke bedre end nogen af jer. Hold nøje øje med mig. Hvis I ser, at jeg følger den vej, som Gud og Sendebudet har vist, så skal I følge mig. Men hvis I ser, at jeg er kommet bort fra og er faret vild fra den ’rette vej’, så skal I påpege min fejl og lede mig tilbage til den rigtige, sande og lige vej.«

Det er unødvendigt at sige, at Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) efter den Ædle Sendebuds (s) bortgang ikke på eget initiativ overtog ledelsen af det muslimske folk eller ansvaret for at styre den islamiske stat. Først efter et åbent valg i et frit og åbent miljø samt efter at have opnået folkets tilfredshed og støtte påtog han sig denne opgave. Ligesom Allah den Ophøjede ved sit eget valg og sin egen udnævnelse gjorde Hazrat Muhammad (s) til profet og sendebud, blev hverken Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) eller de tre efterfølgende kaliffer udnævnt af Allah. De var heller ikke sendt af Allah. Deres ideelle overlegenhed og særstilling i forhold til andre mennesker var almindeligt kendt og måtte anerkendes af alle; men denne overlegenhed og særstilling var ikke erklæret af Allah. For det andet var den blot den uundgåelige følge af deres taqwa, gudsfrygt og gode egenskaber. Denne særstilling blev heller ikke opnået på grund af kalifatet, sådan som Sendebudet blev fremstående på grund af profetskab og sendebudshvervet. Kalifembedet er i virkeligheden rent verdsligt, ikke guddommeligt. Det havde ingen overnaturlig eller guddommelig karakter og gav ikke ret til at udstede guddommelige ordrer og påbud; det var baseret på de bestemmelser, Allah havde åbenbaret, og stemte overens med Sendebudets fremlagte lære og forklaringer. Ligesom de ikke havde nogen ret til at udstede ordrer, der var i strid med Allahs bestemmelser eller uforenelige med Sendebudets lære og forklaringer, var det muslimske folk heller på ingen måde forpligtet til at adlyde sådanne ordrer. Den første kalif gjorde dette klart i sin første tale og sagde: (arabisk)

I skal fortsætte med at adlyde mig, så længe jeg fortsætter med at adlyde Allah og Hans Sendebud. Men hvis jeg selv er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, er I ikke forpligtede til at adlyde mig.

De efterfølgende kaliffers titel

Efter Hazrat Abu Bakr (ra) blev Hazrat Umar al-Faruq (ra) udnævnt til kalif. Men han indvilligede ikke i selv at blive kaldt »Khalifat Rasul« – »Sendebudets kalif«. Folk i samfundet blev rådspurgt om dette. Til sidst indvilligede han i at blive tiltalt som »Amir al-Mu’minin« – »de muslimske undersåtters statsleder og administrator«. De to efterfølgende kaliffer blev også kaldt dette. De ville ikke betegnes med ordet »kalif«, fordi de i så fald måtte tiltales som »Khalifat Rasul« – »Sendebudets kalif«. Som følge heraf ville dette ord blive gentaget tre eller flere gange i tiltalen til den efterfølgende kalif, og det ville blive yderst mærkeligt, uharmonisk, ubehøvlet og ganske upassende.

Der lå endnu en grund bag Hazrat Umars (ra) beslutning om at blive tiltalt som »Amir al-Mu’minin« i stedet for at blive udstyret med titlen »Khalifat Rasul«. Da Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) havde sagt: »Jeg er ikke Allahs kalif, men Allahs Sendebuds kalif«, var ordet blevet brugt i dets bogstavelige betydning (stedfortræder), og det var blevet meddelt folk i klare vendinger, at hans eneste rang var at være den Ædle Sendebuds (s) stedfortræder i udførelsen af statens opgaver. Hvis dette ord på det tidspunkt var blevet brugt i nogen anden betydning end den bogstavelige, havde der ikke været nogen grund til, at Hazrat Umar (ra) i stedet skulle have indvilliget i at bruge betegnelsen »Amir al-Mu’minin«.

Der fandtes endnu en grund bag antagelsen af betegnelsen »Amir al-Mu’minin«. Den islamiske statsordning havde på det tidspunkt skabt en omfattende revolution over hele Den Arabiske Halvø og i andre vidtstrakte områder. Revolutionens tempo var både intenst, omfattende og altomfattende. Hele verdens mennesker var forbløffede, betagede og målløse ved synet af denne revolutions form. Men i Allahs Bog og Sendebudets sunna var der på dette område kun angivet nogle få grundprincipper; detaljerede og specifikke bestemmelser fandtes ikke deri. I Koranen var shura – gensidig rådgivning – ganske vist blevet erklæret for den islamiske statsordnings grundlag og praktiske fremgangsmåde. Allah den Ophøjede sagde henvendt til det Ædle Sendebud (s): (arabisk) »O profet, rådslå med folkene om alle nationale og statslige anliggender.« Et sted siges der også, idet muslimernes handlemåde forklares: (arabisk) »Alle deres nationale og statslige anliggender bliver varetaget på grundlag af gensidig rådgivning.«

Ud fra dette måtte enhver kalif i det retledede kalifat udføre alle vigtige nationale og statslige opgaver gennem gensidig rådgivning, i lyset af og på grundlag af Koranen og sunnaen. Derfor adskilte deres rang sig ikke fra en hærførers. En hærfører modtager de grundlæggende retningslinjer og ordrer vedrørende alle krigsanliggender fra den øverste myndighed. Men under krigen må hærføreren selv og på eget eneansvar varetage alt, hvad der angår ledelsen af hæren (operationer), aktiviteterne på slagmarken og så videre. Også i det retledede kalifat måtte alle statslige og nationale anliggender udføres af kaliffen selv, efter rådslagning med idealistiske folkeførere, i overensstemmelse med de aktuelle forhold, inden for shariaens grænser og med den Ædle Sendebuds (s) forbillede klart for øje. Hvis den første kalif på et bestemt område havde vedtaget en særlig politik på grundlag af de daværende forhold, var den anden, tredje eller fjerde kalif ikke nødvendigvis forpligtet til at vedtage netop den samme politik, uanset hvor meget forholdene og omgivelserne havde ændret sig. Derfor fandt den anden kalif det mest passende at antage den helt nye titel »Amir al-Mu’minin«, som fuldt ud stemte overens med hans ansvar og rang, i stedet for titler som »Khalifat Rasul«.

Når en iagttager skærper blikket på den revolution, som Hazrat Abu Bakr (ra) på meget kort tid under sit kalifat havde skabt i hele Arabien, bliver det tydeligt, at områderne for mildhed, blidhed og overbærenhed på den ene side og strenghed og urokkelighed på den anden side er forskellige; og hvis man ikke anvender strenghed dér, hvor strenghed er nødvendig, og mildhed og eftergivenhed dér, hvor mildhed og eftergivenhed er på sin plads, kan ingen opgave på statsligt eller nationalt plan gennemføres ordentligt og korrekt. Det var ikke blot Hazrat Abu Bakr (ra), men også de tre efterfølgende kaliffers succes og usædvanlige styrke og formåen, der beroede på denne dybe sandhed: De var fuldt ud i stand til at træffe de rette og fejlfri foranstaltninger i overensstemmelse med omstændighederne.

Det samtidige Arabiens politiske system

På den Ædle Profets (s) tid var Arabien blevet en skueplads for utallige forskellige trosretninger. Dets nordlige og sydlige dele var fuldstændig adskilt fra hinanden. Indbyggerne i den ene del havde ingen forbindelse med befolkningen i den anden del. De to områders almindelige forhold var heller ikke det mindste ens. Yemen var under iranernes herredømme. Kristendommen og afgudsdyrkelsen eksisterede side om side dér. Deres himyaritiske sprog var helt forskelligt fra quraysh-folkets sprog. Desuden havde Yemen i flere århundreder været civilisationens og kulturens vugge. Til gengæld var Hijaz’ folk et symbol på barbari og nomadeliv. I dette område var kun tre steder værdige til at blive kaldt »byer«: Mekka, Yasrib (Medina) og Taif. Bortset fra at disse tre byer lå i den vidtstrakte Hijaz-region, var der ingen indbyrdes forbindelse eller lighed mellem dem. Der var ganske vist slægtskabsforbindelser mellem indbyggerne i disse tre byer. Men deres administrative systemer var fuldstændig baseret på stammevæsen og indbyrdes adskilt. I Mekka fandtes der, samtidig med afgudsdyrkelsens styrke og udbredelse, også støtte til kristendommen. I Medina var de jødiske stammer tilsyneladende magtfulde, men afgudsdyrkerne udgjorde flertallet. Da tawhids budskab lød på denne store Arabiske Halvø, og Allah Ta’ala ønskede at udbrede din al-Islam i hele Arabien, tilvejebragte Han også alle de nødvendige forudsætninger for det. Yemen blev befriet fra persernes trældom. Samtidig blev indbyggerne fuldstændig frigjort fra al udenlandsk indflydelse og magt. Efter erobringen af Mekka begyndte Islam at brede sig med stor fart i hele Arabien. Efter Hijaz bredte Islam sig som en oversvømmelse også i de øvrige arabiske områder. Således blev hele den Arabiske Halvø på meget kort tid velsignet med at finde ly under Islams kølige skygge. Hele befolkningen i dette vidtstrakte område blev oplært i det samme ideal. Selv om hele Arabien blev forenet og samlet i troen på den Ædle Profet (s) og i antagelsen af den din al-Islam, han havde forkyndt, som en fuldstændig livsordning, beholdt hver stamme fuldstændig selvstændighed og suveræn status på sit eget sted. Alle områders indbyggere var dog i samme grad forpligtede til at sende den vigtige »rukn« i Islam – zakat – til hovedstaden Medina.

Enheden og samstemmigheden i din og religion blev det middel, der skabte en revolution i arabernes statsordning. Stammerne, der boede omkring Medina, havde indgået alliancetraktater med den Ædle Profet (s). Da han drog ud på felttoget for at erobre Mekka, sluttede disse stammer sig i overensstemmelse med traktaterne til karavanen. Efter erobringen af Mekka antog stammerne dér ivrigt Islam. Derefter udtrykte de også ønske om at deltage i Islams erobringstogter. De deltog som foreskrevet i slagene ved Hunayn og Taif. Da Islam på denne måde havde bredt sig i alle retninger, udpegede og udsendte den Ædle Profet (s) folk i alle retninger for at undervise medlemmerne af de arabiske stammer i den Ædle Koran og de religiøse spørgsmål. Sammen med undervisningen i Koranen og din al-Islam blev også opgaven med at opkræve zakat overdraget til embedsmændene. Det var helt naturligt, at denne religiøse revolution, som var opstået på meget kort tid, også skabte en politisk revolution i hele området. Efter at hele Arabien var blevet ét og ensartet med hensyn til din og religion, var det en helt naturlig følge, at det også politisk og administrativt blev forvandlet til én samlet enhed og organisation. Men de arabiske beduiner kendte overhovedet ikke til en sådan politisk revolution. At de efter den Ædle Profets (s) bortgang også skulle aflægge lydighed til hans efterfølger, lå helt uden for deres forestillingsverden. De mente, at den lære, din og det ideal, som den Ædle Profet (s) havde fremlagt, allerede var fast forankret i deres sind, hjerte og liv. De ville ganske vist fortsætte med at følge Islams fuldstændige ordning. Men trods dette ville de politisk set være helt uafhængige. Hver stamme skulle, som tidligere, være fuldstændig fri og ubundet af enhver indflydelse fra en ydre stat eller regering.

I virkeligheden skyldtes de oprørsfaner, der efter den Ædle Profets (s) bortgang blev rejst rundt omkring på den Arabiske Halvø, først og fremmest styrken i denne urokkelige følelse af særpræg og uafhængighed. Sådan var forholdet for de fleste arabiske stammer. Men den første kalif, Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra), ønskede, at de arabiske stammer skulle forblive under den Islamiske Stat på samme måde, som de havde været det i den Ædle Profets (s) levetid, uden den mindste ændring af denne tilstand. De arabiske stammer håbede derimod af hele deres hjerte og sjæl, at de ville genvinde deres tabte politiske uafhængighed. Styrket af sin oprigtige iman holdt Hazrat Abu Bakr (ra) fast ved sin beslutning. Hans oprigtige ønske var, at enhver skulle opfylde sine egne forpligtelser som muslim, og at alle fuldt ud skulle følge det ideal om enhed og samhørighed, som Islam havde fremlagt. Han gjorde det klart, at de værdier, der i Profetens levetid blev sendt til Medina som zakat, ushr og kharaj, under alle omstændigheder skulle betales. Men de arabiske stammer var ikke rede til dette. De begyndte åbent at sige, at forholdet til den Ædle Profet (s) var helt anderledes. Han var Allahs Profet. Åbenbaringen blev sendt til ham. Det var enhver muslims pligt at anerkende fuld lydighed mod ham. Men nu var situationen ændret. Derfor måtte der også foretages ændringer i statsordningen. Men denne tanke og indstilling var på ingen måde befordrende for opbygningen af en Islamisk statsorganisation. Hazrat Abu Bakr (ra) udryddede med stor kraft denne anarkistiske indstilling. Den dybt fremsynede og fornuftige fremgangsmåde, han anvendte på dette tidspunkt, førte til, at hele Arabien blev organiseret og konsolideret under én samlet statsorganisation. Han samlede alle stammerne om landets styrelse, statens administration samt krig og fred. Han gennemførte princippet om at rådføre sig med mennesker på alle niveauer i vigtige spørgsmål. Som følge heraf begyndte alle stammer at betragte sig selv som ligeværdige deltagere i den Islamiske Stats styrelse. Da hvert individ og hver stamme på alle områder fik samme betydning, værdighed og rettigheder, overgav de sig med stor begejstring og iver til lydigheden mod statsorganisationen. Kaliffen var denne lydigheds centrale person. Der var ikke længere nogen uenighed blandt dem om, at det var deres ubetingede pligt at adlyde ethvert af hans påbud og forbud.

Kalifatets statsform

Hvad er den ideologiske karakter af den islamiske statsordning? Hvilken type statsordning er den? Er den et rent teokrati (Theocracy), hvor en gudfrygtig person selv eller præsteskabet leder regeringen? Eller er den efter moderne terminologi en demokratisk (Democrative) eller autokratisk (Autocracy) styreform? Eller er den en form for monarki? Dette spørgsmål har endog forvirret mange af vor tids tænkere. Men de, som blot har et grundlæggende kendskab til historie og statskundskab, kan ikke på nogen måde blive foruroligede over sådanne spørgsmål. For der kræves ingen særlig lærdom for at forstå, at khilafatet på ingen måde er en styreform af pavesystemets eller teokratiets art. Man vil ikke kunne finde selv det fjerneste forhold eller den mindste lighed mellem khilafatets styreform og den styreform, som oldtidens faraoner eller konger og herskere i det øvrige verden, herunder det moderne Europa, har ført og fører. Det kan heller ikke kaldes en moderne demokratisk statsordning – selv om universelle værdier samt folkets rettigheder og den personlige friheds muligheder dér var fuldt ud virkeligg jort, noget som ikke findes i Vestens irreligiøse demokrati.

Ingen af kalifferne hævdede nogensinde, at han var udpeget af Allah, havde et særligt forhold til Allah eller modtog direkte åbenbaring og forskrifter fra Allah. De anså det fuldstændig for haram at fremsætte et sådant krav. For i virkeligheden var det helt uden grundlag. Med den Ærværdige Profets (s) død blev åbenbaringens nedsendelse for altid bragt til ophør. Herefter var der kun to grundlag tilbage for menneskene i verden til at lede deres liv, samfund og stat: det ene er Allahs Bog, og det andet er Profetens sunna. Allah, den Ophøjede, nedsendte gennem den sidste profet den Ædle Koran som en omfattende og fuldkommen lov for hele menneskeheden. Og den Ærværdige Profet (s) virkeliggjorde Allahs forskrifter gennem sine daglige handlinger. Ifølge Koranen er den Ærværdige Profets (s) handlinger Koranens praktiske forklaring. Denne forklaring er, ligesom Koranen, evig og skal følges til alle tider. Kaliffen eller statens leder er forpligtet til at følge disse to forskrifter. Ingen har ret til at overskride deres fastsatte grænser blot det mindste. Almindelige mennesker er kun forpligtede til at adlyde en statsleder af den grund, at denne lydighed ikke skyldes statslederens egne egenskaber eller rettigheder. Ingen er forpligtet til at adlyde nogen på grund af dennes personlige egenskaber, værdighed eller rettigheder. Hvis han styrer staten i overensstemmelse med Allahs forskrifter og Profetens sunna – og vedtager og håndhæver love derefter – er alle forpligtede til at adlyde ham netop af denne grund. For denne lydighed er i sin grund lydighed mod Allah gennem overholdelse af Allahs forskrifter. Det bør i denne sammenhæng erindres, at ingen har eneret til at fortolke Allahs forskrifter og Profetens sunna – heller ikke kaliffen. Enhver, der er kyndig i Koranen og sunnaen, har ret til at fortolke dem. Man kan ikke acceptere en fortolkning fra kaliffen, som hidtil ikke er blevet anerkendt af nogen anden sagkyndig. Derfor er det på ingen måde muligt for den islamiske statsleder at indføre sine egne opdigtede forskrifter i Koranens og sunnaens navn. For ingen kan skjule deres uholdbarhed og mangel på grundlag. Ingen er forpligtet til at adlyde en ordre fra kaliffen, der strider mod Koranen og sunnaen. Dette blev erklæret med høj røst i Hazrat Abu Bakr Siddiqs (ra) ovenfor citerede taler. De efterfølgende kaliffer gentog også dette budskab mange gange med deres egne ord.

Denne arbejds- og statsstyringsmetode, som islam har fastlagt, er ikke blot et pavesystem; den er heller ikke demokrati, monarki eller autokrati. For i pavesystemet fører præsterne deres egne opdigtede styre igennem i Allahs navn. Ingen anden har ret til at fremsætte nogen bemærkning om det. I monarkier og autokratier er almindelige mennesker tvunget til fuldstændigt at være berøvet alle menneskelige og grundlæggende rettigheder. I det såkaldte demokrati hersker der derimod i kraft af flertallets magt en ekstrem vilkårlighed udøvet af partilederen, indflydelsesrige personer i partiet eller en lille klike, der har tilranet sig magten. I det islamiske khilafat er herskere og undersåtter, kalif og folk alle lige forpligtede til at følge Allahs forskrifter og Profetens sunna; den person, som i denne lydighed er længere fremme end de andre, bliver netop statens kalif. En person kan, efter at være blevet udnævnt til kalif, heller ikke efter eget forgodtbefindende udstede bestemmelser fra Koranen og sunnaen. Derfor er han forpligtet til at rådføre sig med eksperter i Koranen og sunnaen. Men i pavesystemet er de religiøse præster ene og alene indehavere af den ubegrænsede magt. De er ikke forpligtede til at rådføre sig med nogen om noget. Ingen kan stille spørgsmål ved nogen af deres afgørelser; tværtimod er den eneste følge af at kritisere deres handlinger negativt at lide en voldelig død. Almindelige mennesker er dér tvunget til at leve som de usleste slaver. I det islamiske khilafat er hvert eneste menneske derimod frit. Dér gives ikke blot retten til at kritisere; det er også blevet erklæret for enhver borgers religiøse pligt.

Det bør erindres, at Koranen og sunnaen ganske vist er grundlaget for det islamiske khilafat, men at der deri kun er fremlagt grundprincipper. Man har med vilje afholdt sig fra at nævne detaljer og enkeltheder. Selv hvor sådanne ting er nævnt et sted, er det kun gjort, fordi det var nødvendigt. Hvis de ikke var blevet nævnt dér, ville det ikke have været muligt at virkeliggøre Koranen og sunnaen. Alle det islamiske khilafats anliggender gennemføres på grundlag af disse grundprincipper. Det er hele folkets ansvar at fastlægge de detaljerede og specifikke forhold på grundlag af disse principper, og ingen har eneret i denne sag. Det er netop derfor, at islams livs- og statsideal har kunnet opnå en evig og uforgængelig værdi.

De grundprincipper, som Koranen og sunnaen har givet, er tidløse. Til enhver tid, under alle forhold og i ethvert land er det ikke blot muligt, men også en pligt at opbygge et ideelt menneskeligt samfund på deres grundlag. Uden disse grundprincipper vil drømmen om at opbygge et ideelt samfund aldrig kunne virkeliggøres. Så længe muslimerne har opbygget individet og samfundet på grundlag af disse principper og i praksis fulgt dem, er de gradvist blevet ført frem mod fremskridt trin for trin; historien er det uigendrivelige bevis på dette. Men så snart disse grundprincipper er blevet forkastet på det personlige og nationale plan, og man er begyndt at følge principper og idealer, der strider imod dem, er deres fald begyndt. Den faktiske situation for muslimerne i verden i dag er et levende vidnesbyrd om dette.

Hvis eneretten til at fortolke Allahs Bog og Profetens sunna var blevet givet til en bestemt klasse, ville den islamiske statsordning også være blevet teokratisk eller et præstestyr e; men det er almindeligt kendt, at islam ikke har noget præsteskab, og at ingen enerådende myndighed for en bestemt klasse anerkendes dér. Her har enhver person efter sin egen evne ret til at studere Koranen og sunnaen, tænke og forske, bedømme og overveje samt drage resultater og træffe afgørelser. På dette område har alle uden forskel lige rettigheder. Og ikke nok med det: hele folket er udtrykkeligt blevet pålagt at gøre brug af denne ret. Derfor siger det sig selv, at der ikke findes selv den fjerneste forbindelse eller lighed mellem dette og pavesystemet (Papacy).

I det islamiske kalifat har enhver borger fået ret til åbent at kritisere myndighederne. Det er blevet erklæret for enhver borgers pligt at holde et skarpt og årvågent øje med deres handlinger og, hvis nogen fejl eller afvigelser bliver åbenbare i lyset af Koranen og Sunnah, straks at protestere imod dem og tage praktiske skridt for at afhjælpe dem. Under dette styre kan de statslige ledere ikke udforme særlige love for sig selv og derved skaffe sig særlige privilegier. I det retledte kalifats tid var det islamiske samfund, som følge af den faste overholdelse af Koranens og Sunnahs bestemmelser, fuldstændig frit for og renset for enhver sådan uønsket og skamfuld adfærd. Den nationale og statslige ledelse og myndighed samt alle økonomiske midler blev dengang betragtet som en stor amanah, en betroet forpligtelse. Troen på, at selv den mindste svigten i dette betroede ansvar ville medføre en hård straf på Dommedag, var fast forankret i alles hjerter som stål.

Alle fire kaliffer i det retledte kalifat forvaltede de betroelser, som nationen og staten havde overdraget dem, med den største omhu, sikrede en passende fordeling og anvendelse af dem og fremviste levende eksempler på urokkelig troskab, oprigtighed, uselviskhed samt en høj grad af taqwa og gudsfrygt. Selv om det i nutidens menneskers øjne kan forekomme fantastisk, usædvanligt og utænkeligt, var dette den virkelige sandhed om det retledte kalifat. Kalifatet og lederskabet kunne i virkeligheden ikke forårsage den mindste forandring til det værre i deres sind og karakter; tværtimod havde det øget deres taqwas niveau og grad sammenlignet med tidligere. Tanken om uretmæssigt at drage fordel af folkets rigdomme, misbruge magten eller give særlige muligheder og privilegier til deres egen slægt og deres pårørende fik ikke plads i deres sind et eneste øjeblik. Fra det øjeblik kalifatets tunge ansvar blev lagt på dem, glemte de fuldstændigt deres egen person og deres slægt og familie og helligede alle deres kræfter til at værne om Allahs religions værdighed og udføre statens og nationens opgaver på bedste vis. At etablere retfærdighed og fuldkommen lighed på alle områder og i alle forhold var det højeste mål for deres travle virke. Intet var dem kærere end at hjælpe de svage og trængende.

I en statsordning af denne art kan der ikke engang være spor af despotisme, tyranni eller undertrykkelse. En stat, hvis ledere og ansvarlige embedsmænd ikke anser sig selv for hævet over almindelige mennesker, men betragter sig som hele folkets tjenere, kan hverken kaldes et pavestyre eller et autokrati. Den har heller ingen lighed med de såkaldt demokratiske staters karakter i moderne tid. Det er sandt, at de fire kaliffer dengang ikke blev valgt på grundlag af almindelig stemmeret for voksne, sådan som det sker i dag. Under de ustabile og urolige forhold, hvor hver enkelt blev ophøjet til kalif, kunne man ikke engang forestille sig et sådant valg. Ikke desto mindre var de uden tvivl de personer, der havde størst tillid i datidens samfund, og hvis et sådant valg var blevet afholdt, ville det utvivlsomt have været dem, der blev valgt. Ved valget af kaliffen deltog som regel folk fra Muhajirun- og Ansar-stammerne. Under de daværende forhold i Arabien fandt man det ikke nødvendigt at rådføre sig om dette med folk fra de øvrige stammer; men valgene var heller ikke resultatet af hemmelige stammemæssige sammensværgelser. Ansar og Muhajirun repræsenterede i praksis den muslimske befolkning i næsten alle datidens arabiske stammer. Deres mening var i almindelighed hele den arabiske muslimske befolknings mening. Efter Profeten, den Ædle, eller efter en af de senere kaliffers pludselige bortgang opstod der et tomrum. Gennem valget af hver kalif blev det under de daværende presserende forhold den muslimske nations uomgængelige og vigtigste opgave straks at udfylde dette tomrum.

Ikke desto mindre styrede hver kalif staten efter at have rådført sig med de personer i samfundet, der havde folkets almindelige tillid. Ingen traf i nationale og statslige anliggender noget skridt på grundlag af sin egen enlige og ubegrundede mening. Slægtskab eller familierang spillede ingen rolle ved valget af kalifferne. Ingen af dem stillede op til dette embede. Ingen af dem gjorde sig til opgave at føre kampagne for at vinde folkestemningen til sin fordel med henblik på at blive udnævnt til embedet; tværtimod forsøgte hver af dem at få en anden, mere kvalificeret person valgt i stedet for sig selv. Samtalerne under valget af den første kalif fortjener at forblive lysende på historiens sider for altid. Selv om der i begyndelsen af valget af enkelte kaliffer opstod nogen uenighed, fandtes der senere ikke længere spor af denne uenighed eller modstand; tværtimod accepterede alle valget af hele deres hjerte og samarbejdede oprigtigt med den valgte kalif. Dette træk ved den islamiske valgmåde er uden sidestykke. I dette samfund fandtes der hverken en permanent regeringsblok eller et permanent oppositionsparti. Her var alle i fællesskab tilhængere af og medvirkende til retfærdighed og sandhed, og alle var modstandere af uret og fejlagtige principper og protesterede imod dem. Hvor stor betydning kalifferne tillagde gensidig rådgivning for folkets rettigheder og statens velfærd, fremgår klart af de følgende ord fra den første kalifs indledende tale:

Jeg er blevet udnævnt til jeres leder, men jeg er ikke bedre end jer. Hvis jeg følger retfærdighedens vej, skal I adlyde og følge mig. Men hvis jeg snubler bort fra retfærdighedens vej og begynder at følge urettens vej, skal I rette mig og føre mig ind på den rette vej. Så længe jeg adlyder Allah og Hans Sendebud, skal I også adlyde mig; men hvis jeg selv er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, er det ikke jeres pligt at adlyde mig.

Findes der noget sted blandt nutidens såkaldte stater i den nuværende demokratiske tidsalder et eksempel på en så åben og ophøjet anerkendelse af folkets dybe og nære forhold til herskeren samt dets ret til at lede herskeren ind på den rette vej og kritisere ham? Hele det retledte kalifats regeringsperiode var, med moderne ord, en egentlig undtagelsestilstand. Men i hele denne lange periode blev folkets grundlæggende rettigheder aldrig berøvet det. Shura- og rådgivningssystemet fungerede altid på en velfungerende måde. Kalifatets grundlag – Koranen og Sunnah – gav under ingen omstændigheder nogen ret til at opløse shura-forsamlingen og selv overtage særlige beføjelser.

Efter kaliffernes opfattelse havde alle muslimer lige rettigheder og lige værdighed; ingen kunne på grund af verdslig status eller anseelse opnå forrang eller prioritet over andre. Hvad angår de tidligere frafaldne, udstedte den første kalif først en ordre om, at de ikke måtte deltage i militære ekspeditioner. For man havde endnu ikke opnået fuld tillid til dem eller sikkerhed med hensyn til dem. Men så snart mistanken og tvivlen vedrørende dem var forsvundet, fik de tilladelse til at slutte sig til den islamiske mujahid-styrke. Hazrat Umar Faruq (må Allah være tilfreds med ham) fik ordre til at tage dem i brug under felttoget mod Iran. Dette er intet andet end et strålende eksempel på det retledte kalifats frisindede, principfaste og fordomsfrie syn.

Arabernes politiske enhed

Den første kalif, Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), styrkede grundlaget for den islamiske statsordning ved hjælp af sin øvrige kløgt og fremsynethed. Som følge heraf blev det for de efterfølgende kaliffer meget let at opføre et mægtigt statsbyggeri på dette grundlag og omdanne hele Den Arabiske Halvø til én enkelt politisk enhed. Hazrat Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) politik præget af tilgivelse, tolerance, selvopofrelse og udholdenhed banede vejen for at forene hele Den Arabiske Halvø. Efter at den midlertidige uro i begyndelsen var blevet dæmpet, opnåede de oprørske og skyldige mennesker hans tilgivelse og anerkendte oprigtigt kalifatets myndighed. Shura-systemet styrkede yderligere den politiske enhed og sammenhængskraft i hele landet. Det gjorde erobringen af Irak og Syrien lettere.

Det arabiske folks tanker, bevidsthed og intellektuelle modenhed på denne tid var gunstigt stemt over for en statsordning baseret på shura og folkelige rettigheder. Islam opstod og kom til syne i Arabien. Den islamiske sharia – Koranen og sunnaen – var nedfældet på arabisk. Den sidste Profet blev sendt til Arabien. De arabiske stammer, hvad enten de var beduiner eller byboere, længtes brændende efter frihed og selvstyre. Intet var for dem mere kært og tiltrækkende end dette. Blandt ørkenfolkene var tanken om lighed og ligeværd fuldt udbredt. Den islamiske undervisning og opdragelse gav denne tankegang større klarhed og modenhed, for det er islam, der har fremlagt det fuldkomne ideal for sand lighed og ligeværd. Den ædle Koran forkyndte dette budskab om lighed og ligeværd med høj røst. Ifølge Koranens forkyndelse er det ikke afstamningens anseelse eller overfloden af rigdom og ejendom, men frygten for Allah (taqwa) og efterlevelsen af Allahs religion, der er målestokken for anseelse og ære. I vor tid lyder demokratiets triumfskrig overalt. Men de sande menneskelige værdier og den sande ånd trådte først strålende frem under Khilafat-e-Rashidas tid. Menneskelighed, broderskab, kærlighed, frihed og lighed lovprises med høj røst i nutidens demokrati. Men deres virkelige gennemførelse kan alene ses på alle områder under Khilafat-e-Rashidas tid. Islams hellige lære gjorde enhver mu’min til sin medtroendes oprigtige ’bror’ og til en sand velønsker. Profeten, den ærede (fred være med ham), erklærede: Ingen kan være troende, før han ønsker for sin anden bror, hvad han ønsker for sig selv. Denne erklæring var ikke en almindelig og betydningsløs røst; den var en historisk erklæring til forsvar for menneskerettighederne. Hvis denne dybt fornuftige erklæring ikke omsættes til praksis, kan ingen stat opnå en virkelig folkegavnlig karakter; og indtil den brede befolkning formes som gensidigt velvillig og medfølende ved at tage denne erklæring som en lysende fakkel, er enhver succes for en folkegavnlig stat fuldstændig umulig. I virkeligheden ligger netop denne sandhed til grund for de nutidige demokratiske staters yderst latterlige fiasko og Khilafat-e-Rashidas fulde succes. Det er overflødigt at sige, at det netop ved at bygge på sådanne uvurderlige udsagn fra Profeten, den ærede (fred være med ham), blev muligt for Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) at opføre islams store statsbygning. Og ved at lede staten gennem fuld efterfølgelse af disse udsagn blev det muligt for de tre efterfølgende kaliffer at lede Khilafat-e-Rashidas storslåede ordning, som var fuldstændig modsat samtidens opfattelse af verdensstaten, og derved forbløffe og betage hele verden.

Den iboende styrke i den islamiske statsordning

Khilafat-e-Rashidas statsordning forblev ikke begrænset til det landområde, der kaldes Den Arabiske Halvø. På meget kort tid overskred den dette områdes grænser og bredte sig som en dæmningsbristende oversvømmelse i alle retninger, helt til fjerne egne. Men var udvidelsen af en arabisk stat over enorme ikke-arabiske områder blot resultatet af nogle få militære felttog? Dette er et komplekst spørgsmål i historien. Det er helt nødvendigt at analysere svaret på dette spørgsmål.

I virkeligheden trådte islam frem på verdensscenen med et universelt revolutionært budskab. Den brede udbredelse af dette budskab og dannelsen af en stille folkelig opinion til dets fordel skabte den forunderlige historie om islams triumf og om land efter land, der søgte ly under islams fane. Disse sejre kan sammenlignes med at plukke en moden frugt, der hænger ved sin stilk, med ét let slag eller med at klippe navlestrengen på et nyfødt barn. Den islamiske idealisme forberedte først grunden, banede vejen, og til sidst blev alle hindringer for den islamiske revolutions fremkomst fjernet. På denne måde blev det muligt for muslimerne at opbygge den islamiske stat på et solidt grundlag i enorme områder af verden.

Det kan ikke være skjult for nogen, der kender den islamiske histories tidlige periode, at de islamiske mujahidiners succes ikke var noget midlertidigt eller tilfældigt. Denne sejr var en uadskillelig del af en lang sammenhængende række af begivenheder. Den revolution, som islam i grunden havde skabt i verden, var uundgåelig, for selve islams grundideal rummer revolutionens ilddamp. At denne uovervindelige kraft brød ud, var derfor helt naturligt.

Islams grundlæggende aqida – at vi ikke anerkender nogen anden end den ene Allah, ikke frygter nogen, ikke bøjer os en tøddel for nogen anden, og at Profeten, den ærede (fred være med ham), er Allahs udsendte profet og vores eneste vejleder – denne faste overbevisning gav islam dens verdensvindende styrke. Denne fasthed i troslæren gjorde almindelige mennesker revolutionære. I virkeligheden er sindets og tankens frihed et af islams store bidrag. Samtidig var enhver form for tvang i spørgsmål om religion og ideologi fuldstændig i strid med Khilafat-e-Rashidas principper. Ganske vist blev hele verdens mennesker indbudt til at antage islam; men islam tvinger ingen til at ændre sin religiøse overbevisning. Islam håber imidlertid stærkt, at mennesker alvorligt vil tænke over islams ideal, sammenligne og studere det i forhold til verdens øvrige religioner og ideologier og upartisk anerkende dets særpræg. For islam er overbevist om, at ingen efter dette vil kunne undlade at antage det. I virkeligheden er islam et fuldkomment livssystem, der er helt i overensstemmelse med menneskets natur. Islam er ikke i tvivl om, at en sund fornuft og dømmekraft som fuldkomment livsideal kun kan vælge islam.

Dette revolutionære budskab om islams befrielse og frihed har vist sig som en alvorlig udfordring for verdens øvrige religioner og ideologier. For hvis mennesker får frihed til at vælge deres trosforestillinger og livsførelse, vil islams fejlfri og fuldkomne ideal uvægerligt tiltrække mennesker fra alle samfundslag, og menneskene vil spontant opgive deres fejlagtige religioner og ideologier. Dette er en prøvet sandhed i den islamiske da’wa og bevægelse. Og at verdens øvrige religioner og ideologier derefter vil lide en for tidlig død, er hævet over enhver tvivl. Det er alene denne årsag, der ligger til grund for de hindringer, som skabes i forskellige lande verden over for udbredelsen af islams fuldkomne ideal.

Det revolutionære ideal for sindets frihed (Freedom of mind), som islam har fremlagt for verden, blev fuldt ud gennemført og realiseret under khilafatet af de retledte kaliffer. I denne periode blev mange lande erobret, og mange folk tog underkastelsen under islam til sig; men ikke én eneste person blev tvunget til at opgive sin religion. Ingen blev lokket til det. Den, der frivilligt og begejstret antog islam, opnåede samme værdighed og rettigheder som alle andre muslimer. Omvendt fik den, der ønskede at forblive tro mod sin tidligere religion og ideologi, fuld ret til at gøre det. For at vedkommende kunne bo i sikkerhed med hensyn til sin ejendom, ære og sit liv, samtidig med at han praktiserede sin egen religion, påtog det islamiske kalifat sig det fulde ansvar. Til gengæld blev der opkrævet en særlig skat efter deres økonomiske evne. Denne skat var på ingen måde en bøde. Den var en særlig form for bidrag til de særlige foranstaltninger, staten måtte træffe for at sikre deres fuldstændige sikkerhed. På arabisk kaldes den jizya. Ordet betyder modydelse eller vederlag. Og i virkeligheden var den blot den betaling, kalifatet opkrævede til gengæld for de foranstaltninger, det traf for at beskytte deres religion, ejendom, ære og liv. Hvor kalifatet ikke var i stand til at opfylde sit ansvar for at sikre denne beskyttelse, blev opkrævningen ikke blot standset; den allerede opkrævede skat blev også tilbagebetalt. Dette står tydeligt skrevet med gyldne bogstaver på den islamiske histories sider.

Grundlaget for den statsordning, der blev grundlagt af mennesker, som troede på Verdensprofeten Muhammad (s) og havde viet deres liv til ham, var de ophøjede principper og idealer om personlig frihed, grundlæggende menneskelige rettigheder, lighed uden forskel samt broderlig hengivenhed, kærlighed og omsorg. Det var en statsordning af en helt anden art end det romerske monarkiske system. Set fra den almindelige menneskelige velfærds synspunkt var selv den såkaldte mest moderne demokratiske statsordning derimod yderst fattig og underlegen i sammenligning med den. Khilafatet af de retledte kaliffer havde i virkeligheden ikke som mål at gøre ikke-arabere underordnede og lydige over for araberne. Dets formål var heller ikke at befri araberne fra romernes og persernes værste slaveri for derefter at lænke dem til arabernes slaveri; tværtimod var dets højeste mål gennem alle dets bestræbelser og kampe at befri menneskene fuldstændigt fra enhver form for menneskelig og materiel trældom, at give dem mulighed for udelukkende at tjene Skaberen og anerkende Sendebuddets ledelse, og at leve og udvikle sig i et helt frit, storsindet og åbent miljø i overensstemmelse med islams, dīnens, ophøjede lov. Den eneste vej dertil var en oprigtig tro på islams storslåede ideal samt at være bundet sammen af dybt broderskab og et inderligt bånd af ægte kærlighed og hengivenhed. Under khilafatet af de retledte kaliffer fandtes der ingen klasseskel mellem sejrherrer og de besejrede. Mennesker fra alle klasser, lag og samfundsniveauer blev velsignet med fuldstændig lige rettigheder og værdighed. Der var ingen forskel eller ulighed mellem dem på grundlag af sprog, stamme eller område. Der blev end ikke tilladt nogen forskel mellem de ikke-muslimske indbyggere i Irak og Syrien og de kristne i Najran og andre områder af Arabien. Muslimerne prædikede ganske vist islam blandt dem; men de, der ønskede at forblive tro mod deres fædrenes religion, fik ikke desto mindre fuld frihed til at gøre det. Under khilafatet af de retledte kaliffer blev Koranens to nedenfor citerede erklæringer om religionsantagelse fuldt ud efterlevet:

******(Arabisk)

Der må ikke være nogen tvang eller tvangsmidler i spørgsmål om dīn og religion.

Den, der tager imod vejledningen, vil selv høste dens gavn. Og den, der ønsker at forblive vildfaren, må selv bære dens skade og ulykke. O Sendebud, sig til folkene: Det er min opgave at overbringe jer sandhedens budskab; det er jeres eget ansvar, om I tager imod det eller ej. Jeg er ikke ansvarlig for jeres vejledning eller vildfarelse.

Den indre forvaltning under khilafatet af de retledte kaliffer

I statsordningen under khilafatet af de retledte kaliffer blev det islamiske samfunds, civilisations og kulturs fulde realisering gennemført. Det var på én gang den eneste styrende stat for både dīn og materiel udvikling. Dens grundlag var selve dīn al-Islam, og dens eneste mål med alle sine bestræbelser var at virkeliggøre menneskehedens fuldstændige velfærd i overensstemmelse med Koranens urokkelige grundprincipper og den ædle Sendebuds sunnah (s).

I det retledede kalifats tid blev alle love og bestemmelser udformet i overensstemmelse med Den Ædle Koran og Profetens sunna. Når de retledede kaliffer stod over for et problem eller et spørgsmål, hvis direkte løsning de ikke kunne finde i Koranen og hadith, løste de det på bedste vis med Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, lysende forbilleder for øje; og de tillod på ingen måde, at Koranens og Profetens sunnas grundlæggende idealer blev krænket.

I henhold til islams grundlæggende bestemmelser var hele det muslimske umma forpligtet til at adlyde kalifferne. Samtidig var det imidlertid et endnu stærkere anerkendt princip, at ingen kalif eller statslig myndighed kunne adlydes, hvis det indebar modstand mod Allahs og Profetens befalinger og bestemmelser. Kaliffen havde ingen forrang, særstatus eller prioritet, når det gjaldt retten til med udgangspunkt i Koranens og hadiths grundkilder at udforme detaljerede love for det praktiske liv. Ofte spurgte kaliffen tværtimod de øvrige ledsagere om deres Koran- og hadithbaserede vurdering eller råd. Man havde også fuld ret til at være uenig med kalifferne i dette spørgsmål. Ikke alene det: Alle havde i enhver henseende ret til at påpege fejl og mangler i kaliffernes afgørelser og til åbent at kritisere dem.

Kaliffen blev valgt i overensstemmelse med folkets frivillige beslutning eller samtykke. At tilrive sig kaliffens embede med magt eller gennem en arvelig ordning var ikke blot i strid med det islamiske statssystem; set fra islams bestemmelser var det også en alvorlig forbrydelse. Blandt de retledede kaliffer fandtes der ingen kongelig pragt og pomp eller diktatorisk tyranni. De betragtede sig selv som på lige fod med borgerne. Bortset fra selve kalifatet var der på ingen måde den mindste forskel mellem dem og den almindelige befolkning. Statens embedsmænd og almindelige borgere havde fri adgang til kaliffens hof, og der var ikke plads til nogen form for hindring i denne henseende. Derfor var det meget let for dem at holde sig direkte orienteret om folkets almindelige tilstand samt deres behov og klager og at afhjælpe dem uden nogen form for forsinkelse. Af denne grund kan det med høj røst erklæres, at det retledede kalifat var den eneste og første stat i verdenshistorien, hvor folkets reelle rettigheder blev fuldt ud beskyttet.

Retsvæsenet

I de retledede kaliffers tid blev det betragtet som en af kaliffens vigtigste opgaver at sikre retfærdighed mellem to stridende parter. Derfor varetog de i begyndelsen næsten alle retssager selv. For de fjerntliggende områder udpegede de naturligvis repræsentanter på deres egne vegne. Under den første kalif blev domsarbejdet i hver by udført af den udpegede guvernør. Men under sin kalifatsperiode gjorde den anden kalif retsvæsenet fuldstændig uafhængigt og selvstændigt. Derfor blev der i hver by udpeget en dommer eller qadi med en selvstændig status. Retsvæsenet havde en fuldstændig selvstændig og uafhængig status i forhold til forvaltningens myndighed. Dommerne var helt uafhængige, når de afsagde domme. Kaliffen gav dem den instruks, at enhver dom, de afsagde, fuldt ud skulle baseres på Koranen og Profetens sunna, og at den på ingen måde måtte krænke disse. Guvernøren for det pågældende område kunne ikke øve nogen form for indflydelse på dommeren eller udøve myndighed over ham. Qadien eller dommeren blev udpeget direkte af kaliffen. Undertiden fik guvernøren for den pågældende by også bemyndigelse til at udpege dommere; men bortset fra dette blev der udvist særlig omhu ved udpegningen af dommere. Et konkret bevis herpå findes i det nedenfor citerede uddrag af et udnævnelsesbrev udstedt af den fjerde kalif: Udpeg sådanne hæderlige personer til at afgøre folkets retssager, at folket uden forbehold vil acceptere deres domme, og at ingen vil føle mod eller behov for at protestere imod dem. De skal være rene for enhver form for begær, grådighed og misundelse. De må ikke blive skræmte eller påvirkede af nogens særlige status. I alle forhold skal de besidde dyb og skarp indsigt samt et levende og skarpsindigt intellekt. I tvivlsomme sager skal de være yderst forsigtige. Når de undersøger de velbegrundede beviser og vidneudsagn, som de to parter fremlægger, må de ikke på nogen måde blive forvirrede; for at nå til bunds i enhver sag skal de arbejde med fuld agtpågivenhed, overvejelse og granskning. Når de på denne måde er nået frem til en endelig afgørelse, må de ikke tøve det mindste med at håndhæve den med fuld fasthed. De må ikke tillade nogen form for anbefaling eller nogen rang eller status at stå i vejen for fuldbyrdelsen af afgørelsen. Selvom der aldrig findes mange mennesker med sådanne egenskaber, skal dommeren ikke desto mindre være udstyret med de nævnte kvaliteter. Når I udnævner nogen til dommer, skal I fastsætte en tilstrækkelig løn for ham; så vil hans behov for at opretholde sin levevis ikke tvinge ham til at tage imod bestikkelse. Desuden er det ønskeligt, at hans anseelse styrkes i jeres sind og i samfundets forsamlinger, så ingen vover at føre en kampagne imod ham.

Foruden dommerne fandtes der i hver by altid en gruppe mennesker med særlig ekspertise i islamisk ret. Når dommerne stødte på vanskeligheder eller problemer i en sag, søgte de hjælp hos disse mennesker.

På dette tidspunkt var Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hadither ikke blevet samlet i bøger; de var bevaret i folks hukommelse. Én person kendte én hadith, mens en anden huskede en anden. Ingen enkeltperson kendte alle hadither, og dette var et alvorligt problem på den tid. Når dommerne havde brug for en hadith for at afgøre en sag, der blev forelagt dem, spurgte de forskellige mennesker og forsøgte at få kendskab til Den Ædle Profets, må Allahs fred og velsignelser være med ham, anvisning eller praksis i det pågældende spørgsmål. De afsagde derfor dom i overensstemmelse med den hadith fra Profeten, som de fandt; men hvis de ikke kunne finde en specifik hadith, foretog de ijtihad med islams samlede system og dets grundlæggende retning for øje. Derfor kunne dommernes afgørelser i den samme bestemte sag ofte være forskellige. På det tidspunkt var man endnu ikke begyndt at nedskrive dommernes afgørelser. Senere tiders mennesker fik derfor ingen mulighed for at drage nogen som helst nytte af dem.

Nogle vil måske spørge, om alle domsafgørelser i denne periode alene var baseret på ijtihad; men sådan forholdt det sig ikke. Ijtihad-princippet blev kun anvendt til at kende shariaens detaljerede love og til at anvende dem på tidens særlige forhold og begivenheder. Det bør erindres, at de islamiske love bestod af en række grundprincipper; deres detaljerede bestemmelser var endnu ikke blevet udformet. Det er i virkeligheden naturligt, at de love og bestemmelser, der er givet for alle tider og hele menneskeheden, er sådan. Kun på denne måde kan deres praktiske anvendelse blive mulig og let i enhver periode og i enhver region på jorden.

Selv efter udnævnelsen af dommere var der ingen hindring for kaliffernes direkte deltagelse i bilæggelsen af folkets stridigheder og uoverensstemmelser; tværtimod bilagde de i mange tilfælde selv adskillige stridigheder. I sådanne tilfælde fungerede de udnævnte dommere blot som kaliffernes repræsentanter.

Forsvarsafdelingen

I kalifatets tid lå den øverste myndighed over krigsførelse og ledelse af hæren hos kaliffen. For sådan havde det også været i profeten (s)-s tid. Han ledede selv hæren. Men da rigets udstrækning senere begyndte at blive større, begyndte man, trods kaliffernes status som de største helte og krigere, at udnævne særskilte hærførere. Det var en ubetinget pligt at adlyde dem, på samme måde som det var en pligt at adlyde selve kaliffen. Når krigen var afsluttet, var hærførernes eneste opgave at overvåge de militære forhold og træne soldaterne med henblik på fremtiden.

Under Hazrat Abu Bakr Siddiqs (ra) kalifat var hele hæren ulønnet og frivillig. Soldaternes navne var ikke indført i noget register. Det var under Hazrat Umar Faruqs (ra) kalifat, at hæren blev organiseret på en velordnet og sammenhængende måde, og hver soldats navn blev indført i registret. Som følge heraf blev der indført disciplin i hæren. Hvis en soldat deserterede eller blev tilbage, kunne det meget let opdages. Der var dengang fastsat en særlig straf for desertører. Den deserteredes navn blev offentliggjort og bekendtgjort i moskeen i hans eget kvarter, og det blev erklæret: Denne person er flygtet fra jihadens slagmark; han har udvist tøven med hensyn til at ofre sig på Allahs vej. I virkeligheden var selv en sådan irettesættelse for en araber mere frygtelig end dødsstraf. For blandt alle verdens folk var der blevet opstillet et enestående eksempel på arabernes uovertrufne tapperhed og forbløffende mod; derfor var det langt hårdere end døden at anklage nogen for umandighed og fejhed og offentligt bekendtgøre dette om ham. Derefter var der ikke længere noget sted tilbage i samfundet, hvor den pågældende kunne vise sit ansigt.

Hazrat Umar (ra) fastsatte løn fra Bayt al-Mal til alle soldater. Der var ingen fast lønsats. Det eneste kriterium for fastsættelsen af mujahidernes løn var deres forrang og udmærkelse i at følge islamiske idealer. Til sidst afskaffede Hazrat Ali (ra) også denne forskel og indførte en ensartet løn for alle.

I den islamiske hær blev der udnævnt en »fører« for hver ti soldater. På arabisk militærsprog blev han kaldt en »arif«. Alle soldaternes lønninger blev overdraget til disse arifer; de fordelte dem blandt de underordnede soldater.

Der blev gjort betydelige fremskridt med organiseringen af hæren under Khulafa al-Rashiduns tid. I den førislamiske tid rykkede araberne frem for at møde fjenden enten i formation eller spredt. Først gik en eller to helte fra hver side i tvekamp, derefter blev et almindeligt angreb indledt, og til sidst blev der angrebet og ført våben på en uordnet måde. Muslimerne fulgte også denne fremgangsmåde i den første fase af den islamiske jihad. Men senere, da de begyndte at stå over for persernes og romernes velorganiserede hære, forstod de klart, at de gamle metoder nødvendigvis måtte opgives, hvis de skulle kunne møde disse organiserede hære og deres krigsførelse med moderne metoder. Derefter opbyggede de deres hær på ny og begyndte at anvende alle former for moderne våben. På slagmarken blev hæren opstillet i velordnede rækker, og ingen blev ladt foran eller bagved. Hele hæren blev i store træk delt i fem afdelinger. Den forreste afdeling blev kaldt »Muqaddima«, og dens opgave var at indlede slaget. Den midterste afdeling blev kaldt »Qalb«, og den øverste hærfører var omgivet af den. Afdelingen på højre fløj blev kaldt »Maymana«, og den på venstre fløj »Maysara«. Den afdeling, der befandt sig længst bagude, blev kaldt »Saqah«.

Den hær, der var opdelt i disse fem underafdelinger, blev kaldt »Khamis«. Hver afdeling havde sin egen »amir«, som ledede sin afdeling efter den øverste hærførers befalinger. Kavaleriets amir var særskilt. For at beskytte bagenden traf de muslimske soldater særlige foranstaltninger, så fjendens soldater under ingen omstændigheder kunne angribe dem bagfra. For at beskytte hele hæren mod natlige angreb iværksatte de særlige ordninger og fremgangsmåder. Muslimernes militære efterretningstjeneste var aktiv på den mest velorganiserede og sammenhængende måde. Derfor kunne de på forhånd få kendskab til de fleste af fjendens hemmelige hensigter eller planer.

Skatteafdelingen

Siden Hazrat Umars kalifat blev der udnævnt særskilte, lokale personer til at opkræve skatter. Ansvaret for skatteopkrævningen blev som regel ikke overdraget til de provinsielle guvernører. De opkrævede skatter blev efter kaliffens anvisninger anvendt til soldaternes lønninger og godtgørelser samt til andre offentlige arbejder til gavn for folket. De indsamlede midler blev sendt til den centrale hovedstad.

I kalifatets tid blev der pålagt to slags skatter: (1) faste og (2) midlertidige. Blandt de faste skatter var zakat, ushr og jizya de vigtigste. Krigsbyttet var derimod en midlertidig skat eller statslig indtægt.

Kharaj

Som regel blev al dyrkbar jord i de erobrede lande efter en krigssejr overladt til de tidligere ejere. En bestemt del af den høstede afgrøde blev dog opkrævet som skat. Dette kaldes i islamisk terminologi kharaj. Det kan betragtes som en afgift på brugsjord. I nogle tilfælde blev der i stedet pålagt en fast pengeskat efter jordens størrelse.

Ushr

Jord, hvis ejere antog islam, eller jord, hvis ejere de sejrende muslimer ikke opkrævede jizya hos, blev kaldt ushr-jord, og en tiendedel eller en tyvendedel af dens afgrøde blev opkrævet gennem de offentlige myndigheder. Den jord, som muslimerne tog i besiddelse med magt eller som følge af krig, blev betegnet som ushr-jord og blev udelukkende fordelt blandt muslimerne. Den forblev således i muslimernes besiddelse.

Da Syrien og Irak blev erobret under Hazrat Umars kalifat, spurgte han sine rådgivere, hvordan den erobrede jord skulle fordeles. De fleste anbefalede, at jorden blev fordelt blandt muslimerne.

Hazrat Umar (ra) sagde: »Så vil de kommende generationers rettigheder blive krænket. For hvis jorderne fordeles nu, vil der ikke være noget tilbage til de mennesker, der kommer efter os.« Hazrat Abd al-Rahman ibn Awf (ra) svarede: »Det er netop dem, der har erobret landet med deres egne arme, som har ret til jorden og slaverne; hvilken ret kan andre mennesker have til dem?« Som svar sagde kaliffen Umar al-Faruq (ra): »Det er rigtigt, men husk, at det efter min tid ikke vil være muligt at erobre særlig mange lande, og derfor vil muslimerne heller ikke kunne erhverve store mængder rigdom og jord. I fremtiden vil mange erobringer snarere blive en tung byrde end til gavn. Hvis man tager Iraks og Syriens jord fra dens ejere, gør de besejrede folk til slaver og fordeler dem blandt de sejrende muslimer, hvordan skal grænseforsvaret så kunne fungere? For muslimerne vil blive optaget af landbruget. Desuden vil forsørgelsen af forældreløse og hjælpeløse enker også forblive ufuldført.«

Efter at have hørt kaliffen Umar al-Faruqs (ra) tale udbrød alle samstemmende: »Der er ingen tvivl om, at Deres synspunkt virkelig er rigtigt og fejlfrit. Hvis der ikke er udstationeret hære ved grænserne og i byerne, vil der ikke være nogen mulighed for at beskytte disse områder, og islams fjender vil igen få herredømme over disse byer.« Hazrat Umar sagde: »Denne sag er nu blevet klar. Jeg har brug for en mand, som vil påtage sig ansvaret for at gennemføre en opmåling af hele Irak med henblik på at fastsætte kharaj.« Derefter blev Umran ibn Hanif udnævnt til denne opgave. Han fuldførte den med stor ihærdighed, og allerede et år før Hazrat Umars (ra) martyrdød var den kharaj, der blev opkrævet fra Kufa i Sawad, nået op på ti millioner mønter.

Selv efter erobringen af Syrien fremsatte soldaterne krav om, at den erobrede jord skulle fordeles blandt dem. Men også dengang afviste Hazrat Umar al-Faruq (ra) alle med ovennævnte svar. Som følge heraf fortsatte store mængder kharaj fra Syriens jord, ligesom fra Iraks, med at blive samlet i statskassen.

I virkeligheden var Hazrat Umar al-Faruqs (ra) synspunkt, at man ikke skulle fordele de erobrede områders jord blandt sejrherrerne, men lade den forblive i de oprindelige indbyggeres besiddelse, give dem mulighed for at dyrke den og opkræve kharaj hos dem, et udtryk for en særdeles fremsynet holdning. Hvis en sådan afgørelse ikke var blevet truffet, ville den muslimske nation have glemt sin egentlige opgave, være blevet optaget af marker og gårde og have mistet sin militære kunnen. For det andet ville det ikke have været muligt at sørge for de nødvendige udgifter til soldaterne, som beskyttede disse områder, og til de islamiske soldater, der kæmpede i andre lande og egne. Og dette ville have været det mest alvorlige og uoprettelige tab. For de persiske og romerske høvdinge, som havde forladt deres lande og søgt tilflugt andre steder, fordi muslimsk herredømme var blevet etableret over deres lande, kunne i så fald igen have taget deres egne lande tilbage og have iværksat kraftige angreb mod muslimerne.

Jizya

I det islamiske kalifat blev den betaling, der blev opkrævet fra dhimmier (ikke-muslimske, loyale borgere) til gengæld for beskyttelse og sikkerhed for deres liv, ejendom, ære og anstændighed, i islamisk terminologi kaldt jizya. Den blev kun opkrævet hos voksne, raske og stærke mænd. Kvinder, børn, fattige og handicappede blev ikke pålagt den. Hazrat Umar (ra) bevilgede understøttelse fra statskassen til mange fattige dhimmier. Jizyaen blev fastsat på grundlag af den enkeltes økonomiske forhold, og beløbet var hverken mindre end 12 dirham eller større end 28 dirham. Hazrat Umar (ra) rådede sine efterfølgende kaliffer til at vise dhimmierne nåde, behandle dem venligt, holde deres løfter, kæmpe for at beskytte deres liv og ejendom og ikke pålægge dem større byrder, end de havde evne til at bære.

Zakat

Under kalifatet blev zakat i overensstemmelse med Koranen og sunnaen pålagt alle former for opsparet rigdom, husdyr, kontante aktiver og afgrøder fra jorden, som tilhørte muslimer. Denne zakat blev regelmæssigt opkrævet og fordelt blandt dens otte modtagerkategorier.

Told

Når muslimske handelsfolk eksporterede deres varer til udlandet, opkrævede det pågældende land en told på en tiendedel af dem. Da Hazrat Umar (ra) fik dette at vide, beordrede han, at der i den islamiske stat også skulle opkræves en tilsvarende told på importerede varer. Desuden blev der opkrævet en tyvendedel hos dhimmi-handlende og en fyrretyvendedel af den samlede formue hos muslimske handelsfolk. Der blev dog ikke pålagt nogen afgift på formuer, hvis værdi var mindre end to hundrede dirham.

Møntvæsen

I Arabien var iranske og romerske mønter af guld og sølv i omløb før islam. Også under den ædle Profet (s) og Hazrat Abu Bakrs (ra) kalifat var det disse mønter, der var i brug. Efter erobringen af Iran gav Hazrat Umar (ra) udtryk for, at han ønskede at fastsætte dirhamens vægt, eftersom de iranske mønters vægt varierede. Kort sagt fandtes og fungerede den moderne statsordning i sin fuldstændige form under de retledte kaliffers kalifat, og den var på ingen måde tilbagestående.

Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra)

Den første kalif i den islamiske folkestat var Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra). I islams historie indtager Hazrat Abu Bakr (ra) den højeste plads efter Allahs ædle sendebud, Hazrat Muhammad (s). Også set fra den islamiske traditions synspunkt var han efter Sendebudet den første betydningsfulde person. Gennem treogtyve års ihærdige arbejde fremlagde den ædle Profet (s) islams fuldstændige livsideal, knuste samtidig den arabiske jahiliyyahs hårde palads og grundlagde på dets ruiner en strålende idealstat efter islams forbillede. Umiddelbart efter Hazrats bortgang knuste Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) hovedet på jahiliyyahs kontrarevolutionære kræfter og sikrede således den islamiske stats eksistens. Derfor er det nødvendigt at behandle den første kalif, Hazrat Abu Bakr Siddiqs (ra), liv og levned med større vægt sammen med gennemgangen og vurderingen af Profetens liv. I denne artikel vil jeg ikke gennemgå en fuldstændig biografi over Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra). Artiklen har alene til formål at fremlægge en kort redegørelse for hans egenskaber og karaktertræk.

I tidens strøm er fortid, nutid og fremtid så tæt forbundne, at ingen af disse stadier kan betragtes som blot en smule adskilt fra de andre. Den bedste måde at vejlede enhver nation om dens fremtidige vej på er at undersøge dens fortid med et dybt og skarpt blik. For at befri en nation for de fejl og afvigelser, der viser sig i dens nationale liv, er det også nødvendigt at holde dens strålende fortid frem for folkets øjne. Ligesom det ved diagnosticering og fastlæggelse af en syg persons sygdom samt tilrettelæggelse af behandlingen er nødvendigt at gennemgå tilstanden fra før sygdommens opståen fra først til sidst, er det på tilsvarende måde ubestrideligt vigtigt at studere fortidens historie og historiske personers liv for at diagnosticere og behandle en nations sygdomme. I vor tid er verdens muslimske nation nået til det yderste punkt af forfald. I dette øjeblik vil Hazrat Abu Bakrs (ra) livsideal utvivlsomt blive anset som en vejviser for den muslimske nations livsvej.

Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) var den første blandt mændene til at tro på Hazrat Muhammad (s) som en sand profet. Det var netop denne tro, der senere gav ham æren af at blive hædret med tilnavnet »Siddiq« eller »den sandhedsbekræftende«. I løbet af profetiets lange treogtyve år tøvede han ikke det mindste med at ofre sit liv, sin ejendom og sin ære i bestræbelserne på at etablere din islam; tværtimod var han på dette område længere fremme end de øvrige sahaba og alle andre muslimer. Fra det øjeblik, han antog islam, og indtil Allahs ædle sendebuds (s) bortgang var han gennem en lang årrække konstant optaget af at bistå Hazrat, udbrede din islam og beskytte muslimerne mod de vantros forfølgelse og undertrykkelse. Han gav enhver af Sendebudets anvisninger forrang frem for alle sine egne gøremål. For Sendebudets skyld tog han ikke engang hensyn til sit eget liv. I enhver direkte kamp med de vantro kæmpede han skulder ved skulder med Sendebudet. Ved siden af en enestående fasthed i troen og en stålsat urokkelighed var hans ophøjede karakter et enestående forbillede for hele den muslimske verden. Derfor var han en særdeles populær person; hele det muslimske folk nærede en vidunderlig kærlighed til ham.

Hazrat Abu Bakr (ra) – på grund af sin religiøse anseelse og folkets grænseløse hengivenhed og respekt for ham – blev, da Rasul Karim (s) lå på sit sygeleje, af selve Sendebudet beordret til at lede bønnen. Dette var en yderst betydningsfuld begivenhed. Efter Sendebudets bortgang blev netop han valgt som den islamiske stats første khalif. Efter udførlige drøftelser i muslimernes almindelige råd blev han enstemmigt valgt til khalif. Den værdifulde tale, han holdt straks efter at være blevet valgt til khalif, er ikke blot en historisk begivenhed for verdens muslimer, men også en evig vejledning inden for den islamiske statsfilosofi. Her gengives talen i sin fulde form. Henvendt til den forsamlede befolkning sagde han med alvorlig og dyb stemme:

O mennesker! Ønsket om at blive statsleder er aldrig opstået i mit sind; jeg har aldrig selv været begærlig efter dette embede. For at opnå det har jeg heller aldrig bedt Allah om det, hverken i det skjulte eller åbent.

Jeg har kun påtaget mig dette ansvar for at forhindre, at der opstår nogen form for ulykke i landet.

Jeg føler ikke den mindste ro eller tryghed ved at have regeringsmagten.

Et så stort ansvar er blevet lagt på mine skuldre, at jeg ikke vil kunne fuldføre det uden Allahs hjælp.

Jeg er blevet udnævnt til jeres leder, selv om jeg ikke er den bedste blandt jer.

Hvis jeg følger den lige og rette vej, så hjælp og støt mig. Men hvis jeg forlader retfærdighedens vej, så led mig tilbage til den rette vej.

Sandhed er en tillid, og løgn er forræderi.

0Den indflydelsesløse blandt jer vil i mine øjne være indflydelsesrig; jeg vil sikre, at alle hans rettigheder bliver opfyldt.

0Og den, der er meget indflydelsesrig, vil ikke have nogen indflydelse hos mig; hvis den svage har nogen ret over ham, vil jeg ikke give op, før den er fuldt ud håndhævet.

0Når uretfærdighed, synd og skamløshed breder sig blandt et folk, kommer Allahs straf over dette folk.

0Så længe jeg adlyder Allah og Hans Sendebud, skal I også adlyde mig.

0Men hvis jeg er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, er det ikke jeres pligt at adlyde mig.

Hazrat Abū Bakr as-Siddīq (ra) gjorde under sin korte kalifatperiode en så dristig indsats for at håndhæve islams overhøjhed, at der ikke findes noget sidestykke til den i den muslimske verdens historie. I virkeligheden blev grundlaget for den islamiske statsorden styrket under hans kalifat, og den blev udvidet over en stor del af verden. Denne vældige stat strakte sig i Asien så langt som til Indien og Kina og i Afrika så langt som til Egypten, Tunesien og Marokko. Kort sagt udførte denne stat et yderst vigtigt arbejde for at fremme menneskelig civilisation og kultur, hvis direkte indflydelse vil bestå helt til verdens sidste øjeblik.

Hazrat Abū Bakr as-Siddīq (ra) var Rasūl-e-Karīms (s) evige ledsager, en ven, der havde viet sit liv til ham, og en oprigtig og hengiven efterfølger. Hans hjerte var fyldt med dyb medfølelse. Han var smykket med enestående egenskaber og dyder.

Efter at den første kalif var blevet valgt, kom islams mest alvorlige slag fra de frafaldnes, det vil sige dem, der havde forladt islam, kontrarevolutionære aktiviteter. Faktisk opstod der på dette tidspunkt en yderst vanskelig situation for den islamiske stat. Men det var alene Abū Bakrs (ra) enestående personlighed, der beskyttede den islamiske stats spæde skud mod de kontrarevolutionære aktiviteters angreb og reddede den muslimske befolkning fra ødelæggelse og ulykke. Han førte hære mod de persiske og romerske stater og gjorde en ende på alle islams fjendske kræfter, allerede mens de var i deres vorden. Den stat, der derefter blev opbygget, har ikke mistet sin indflydelse fra verdensfolkenes bevidsthed den dag i dag, og den vil aldrig kunne blive udslettet derfra.

Historien om Hazrat Abu Bakrs (ra) kalifatperiode er i høj grad forbløffende og fascinerende. Det er gennem denne historie, at de forunderlige sider af hans storslåede personlighed træder klart frem for os. Denne store forkæmper for sandheden var bestandig optaget af at hjælpe de fattige og miskinerne. Når man ser eksemplerne på hans omsorg for de fattige, bliver det tydeligt, at der på jorden ikke fandtes nogen anden, der havde større medfølelse med de fattige end han. På den anden side vakte hans heroiske bestræbelser på at udbrede islam og etablere islams overlegenhed også pulsslaget af et nyt liv i den forfaldne nations bryst. Over for Hazrat Abu Bakrs (ra) mod, tapperhed, fasthed og heltemod var den samlede magt i datidens verden så ringe og ubetydelig som et stykke halm. Dette fremragende symbol på beslutsomhed og fasthed kendte overhovedet ikke til tøven, tilbageholdenhed eller ubeslutsomhed. Hans evne og fremsynethed var uden tvivl uovertruffen, når det gjaldt om fejlfrit at forstå menneskers iboende talenter, styrke og kvalifikationer, udpege forskellige mennesker til forskellige opgaver efter deres evner og talenter og derefter få arbejdet udført af dem i overensstemmelse hermed.

I den ædle Profets (s) levetid levede Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) som en oprigtig elsker af Profeten. Når de hårdhjertede qurayshitter udsatte den ædle Profet (s) for alle slags umenneskelige overgreb og forfølgelser, stillede Hazrat Abu Bakr (ra) sig selv frem for at konfrontere dem. Han var den første til at tage imod Allahs Sendebuds islamiske da’wah, og under hijrahens vanskelige og farefulde omstændigheder forblev han som Allahs Sendebuds trofaste ledsager, med fuld hengivelse, på den barske vej gennem ørken og bjerge fra Thawr-bjergets hule til Medina. I Medina måtte den ædle Profet (s) møde jødernes sammensværgelser og hyklernes list, og som følge af de gentagne fjendtlige aktiviteter fra Mekkas qurayshitter og Medinas jøder var hele Arabien blevet Profetens modstander. I denne vanskelige tid udførte Hazrat Abu Bakr (ra) vigtige opgaver som den ædle Profets (s) særlige ledsager og rådgiver. Den rolle, Abu Bakr (ra) indtog for at etablere islams overhøjhed, og den store tjeneste, han ydede i denne forbindelse i Allahs Sendebuds levetid, er i sin helhed ikke blot værd at nedskrive med gyldne bogstaver; hvert enkelt af disse forhold er tilstrækkeligt til at gøre hans liv levende for bestandig. I virkeligheden er det yderst vanskeligt at beskrive Hazrat Abu Bakrs (ra) overlegenhed og værdighed med ord. For de ofre og den selvopofrelse, han bragte for at udbrede og etablere islam, var i deres inderste væsen et spørgsmål om hjerte og tro. Kun Allah den Ophøjede kender fuldt ud den dybe kærlighed, der fandtes i hans hjerte til islam og den ædle Profet (s). De begivenheder, der fandt sted under Hazrat Abu Bakrs (ra) kalifat efter Profetens død, og de principper og skridt, han fulgte i den forbindelse, viser den første kalifs skarpe dømmekraft, fremsynethed samt dybe og fine indsigt. Umiddelbart efter at han var blevet valgt til kalif, rejste de frafaldne sig, men han konfronterede dem med yderste fasthed og knuste oprørernes hoveder med hård hånd. Derefter rettede han blikket mod Perserriget og Romerriget. De havde intet middel, hvormed de kunne beskytte sig mod det lighedens våben, han anvendte over for disse to stater. Befolkningerne i Perserriget og Romerriget blev knust under monarkiets grusomme undertrykkelse. Undersåtterne i begge riger var blevet opdelt i forskellige klasser. Forbandelsen fra slægts- og stammemæssig forskelsbehandling og ulighed lå som en tung klippe over begge folk. Herskerne betragtede folket som lavtstående og mente, at det var deres pligt at berøve dem enhver form for ære, værdighed og rettigheder. Netop på dette tidspunkt hejste Hazrat Abu Bakr (ra) islams banner for retfærdighed, insaf og lighed. Han gav de hærførere, der angreb Persien og Rom, særlig vejledning om aldrig, ikke et eneste øjeblik, at lade retfærdighedens, insafs og lighedens målestok glide ud af deres hænder, og han gav klare instrukser om at behandle hele befolkningen i de erobrede lande lige, uden hensyn til folk, religion eller afstamning. Som følge heraf blev de folk, der gennem tiderne havde været plaget af undertrykkelse, forfølgelse, mishandling og ulighed, betaget af islams storsindede principper om lighed og retfærdigheds lys og rejste sig med en voldsom begejstring som en flodbølge, der bryder sine bredder. Og selv om disse to staters enorme militære magt og uovervindelige væbnede styrker stadig var intakte, blev de tvunget til at lide nederlag over for muslimernes fåtallige, svagt bevæbnede, men heroiske mujahidiner.

Mellem den ædle Profets (s) levetid og kalifatets anden fase, det vil sige Hazrat Umar (ra)s kalifatperiode, havde Hazrat Abu Bakrs (ra) kalifat en stor særprægethed og en fremtrædende status. Profetens tid var grundlæggende en fase med vejledning og reform. Shariaens hellige bestemmelser blev åbenbaret på dette tidspunkt. Fra Allahs side blev love og regler løbende åbenbaret gennem Sendebudet til menneskehedens evige vejledning. Hazrat Umar Faruqs (ra) tid var derimod en organisatorisk fase. På det tidspunkt blev der udformet regler for forvaltningen af den nyligt grundlagte stat og udførelsen af alle dens opgaver; forskellige afdelinger blev oprettet for at sikre disciplin i kalifatets styrelse. Selvom den første kalif, Hazrat Abu Bakr (ra), regerede i perioden mellem de to nævnte faser, stråler hans kalifat af en selvstændig særprægethed på grund af de usædvanlige og ekstraordinære forhold, der opstod i denne tid.

Under Hazrat Abu Bakrs (ra.) kalifat opstod der mange katastrofer og omvæltninger, hvorved hele islam kom til at stå over for en alvorlig fare. Den forenede nation, som var blevet dannet gennem den ædle Profets (s.) treogtyve år lange stræben og kamp, var nær ved at blive splittet af et voldsomt slag af kaos. I virkeligheden begyndte den statslige uro allerede i den sidste del af Profetens levetid. En bedrager ved navn Musailama ibn Habib hævdede fra Yamama at være profet og sendte gennem en udsending besked om, at halvdelen af Arabien skulle overlades til ham. Derefter forsøgte en anden bedrager ved navn Aswad Anasi også at vinde Yemens befolkning for sig ved at fremvise magiske kunster. Efter at have samlet kræfter fordrev han endda de embedsmænd, som den ædle Profet (s.) havde udnævnt, fra den sydlige del af Yemen og lagde området under sit eget herredømme. På dette tidspunkt blev den ædle Profet (s.) nødt til at sende en hær til Yemen for at sørge for, at hans hoved blev knust. Araberne havde ganske vist antaget troen på tawhid og opgivet afgudsdyrkelsen, men mange af dem var fuldstændig uvidende om det uadskillelige forhold mellem islams religiøse enhed og den politiske statsordning. Araberne var af natur fødte elskere af frihed; det lå ikke i deres natur at underordne sig nogen form for velorganiseret statsregering og af hele deres hjerte og sjæl at forblive lydige mod den. Derfor begyndte forskellige arabiske stammer straks efter Profetens bortgang at gøre oprør mod Medinas regering. Oprørets ild bredte sig med voldsom hast fra den ene ende af Arabien til den anden. Ved siden af de frafaldne var der også mange, som nægtede at betale zakat til Bayt al-Mal. Da denne nyhed nåede Medina, opstod der voldsom bekymring og uro blandt folk. De kunne ikke finde ud af, hvad der burde gøres i denne kritiske situation. Nogle af sahabaerne — endog Hazrat Umar Faruq (ra.) — mente, at man i dette vanskelige øjeblik ikke burde gribe til væbnet aktion mod dem, der nægtede zakat; så længe de reciterede trosbekendelsen “lā ilāha illā Allāh”, mente de tværtimod, at det ville være mest hensigtsmæssigt ikke at erklære dem krig. De mente, at hvis man forsøgte at bekæmpe dem, der nægtede zakat, samtidig med oprørerne, ville krigsskuepladsen blive endnu større og mere omfattende, og at resultatet næppe kunne blive godt. Men den tapre kalif, Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra.), erklærede, at han var besluttet på åbent at føre krig mod dem, der gjorde oprør over zakat, ligesom mod de frafaldne oprørere, uden at tage hensyn til nogen form for fare eller bekymring; ingen magt kunne få ham til at opgive dette skridt.

I islams historie er denne krigs betydning mod de frafaldne, som blev ført, overordentlig stor. Det ville ikke være nogen overdrivelse at sige, at denne krig reddede islam og den islamiske stat fra den evige ødelæggelses hånd. For det står klart, at hvis Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra.), i overensstemmelse med flertallet af Medinas indbyggeres opfattelse, ikke havde ført denne jihad mod de frafaldne, ville oprør og splid ikke være blevet dæmpet det mindste. Og hvis den islamiske hær ikke havde sejret i denne krig, ville situationen være blevet ubeskriveligt meget værre, og som følge heraf ville både islam og muslimerne være kommet til at stå over for fuldstændig ødelæggelse.

På baggrund af denne situation kan det uden tvivl siges, at Hazrat Abu Bakr (ra.) viste en enestående kløgt ved at opbygge en stærk modstand mod de frafaldne. I virkeligheden ændrede han derved selve verdenshistoriens retning og lagde på ny grundlaget for den menneskelige civilisation og kultur.

Hvis Hazrat Abu Bakr (ra.) ikke havde sejret i denne jihad mod de frafaldne, ville det ikke blot have været umuligt for muslimerne at vinde succes over de persiske og romerske imperier; de ville end ikke have kunnet rykke frem mod Irak og Syrien. Da ville det på ruinerne af disse to enorme anti-islamiske stater på ingen måde have været muligt at grundlægge den islamiske civilisation og kultur i stedet for de kristnes civilisation og kultur.

Hvis denne store jihad ikke var blevet organiseret, ville Hazrat Umar Faruq (ra.) sandsynligvis heller ikke have følt behov for at rådgive Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra.) om at samle Den Ædle Koran i bogform.

Hvis det desuden ikke var lykkedes at ødelægge de frafaldnes oprør i sin spire, ville Hazrat Abu Bakr (ra.) ikke have kunnet lede nogen stærk statsregering i Medina, og det ville aldrig have været muligt for Hazrat Umar (ra.) at opføre et himmelstræbende palads på det stærke fundament for den islamiske stat, som han havde ledet.

I virkeligheden fandt disse store og revolutionære begivenheder sted inden for den korte periode på blot syvogtyve måneder. Folk af denne type ønsker ikke at tillægge dette kortvarige kalifat særlig betydning; når de taler om de retledte kaliffer, ja endog om den islamiske stat, forstår de snarere den anden kalif, Hazrat Umar Faruqs (ra.) kalifat, og det er dette, de fremhæver offentligt. De mener, at Hazrat Abu Bakr (ra.) ikke kunne fuldføre noget særligt stort og revolutionært arbejde inden for denne korte periode, og at hans korte embedsperiode heller ikke var tilstrækkelig til et sådant arbejde. Men i virkeligheden er dette slet ikke sandt. De fleste af de revolutioner i verdenshistorien, som har åbnet dørene til stadig større fremskridt for menneskeheden, er blevet fuldført på meget kort tid. Historien mangler ikke eksempler på dette. Den islamiske statsrevolution, som blev skabt i verdenshistorien, fik sit første fundament lagt af den ædle Profet (s.). Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra.) beskyttede den mod slagene fra kontrarevolutionære angreb, og Hazrat Umar (ra.) løftede den til det højeste stadium af fremskridt. For at forstå Umar Faruqs (ra.) højt udviklede kalifatstat korrekt er det derfor absolut nødvendigt at undersøge kalifatperioden under Hazrat Abu Bakr (ra.), som kom før ham og efter den ædle Profet (s.), i detaljer. Det vil vi henlede læsernes opmærksomhed på.

Hazrat Abu Bakr Siddiqs (ra.) særlige egenskaber

Som følge af den islamiske samfundsdannelse, der blev grundlagt gennem Verdensprofeten Hazrat Muhammads (s) islamiske da‘wah og bevægelse, var Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) det allerbedste menneske i dette samfund efter Hazrat Muhammad (s). Hans overlegenhed var ikke blot enstemmigt anerkendt af hele det muslimske samfund under Verdensprofetens levetid; også efter hans bortgang var Abu Bakr den ubestridt bedste mand i hele den muslimske verden. Faktisk blev der aldrig i fortidens islamiske samfund, på noget center eller noget tidspunkt, iagttaget den mindste meningsforskel om dette spørgsmål. Der var heller ikke noget rum for uenighed herom.

Alligevel kan det ikke nægtes, at meget få mennesker er bekendt med den grundlæggende årsag til Hazrat Abu Bakr as-Siddiqs (ra) ubestridte overlegenhed samt hans særlige egenskaber og særpræg. Hvad var den egentlige årsag til, at alle muslimers opmærksomhed under den ærede Profets (s) levetid blev rettet mod ham? Dette er et yderst vigtigt spørgsmål for det muslimske sind. Det er imidlertid almindeligt kendt, at Hazrat Abu Bakr (ra) ikke på noget af de områder havde blot den mindste særlige fortrinlighed blandt de egenskaber, der før islam almindeligvis blev anerkendt som målestokke for overlegenhed i Arabien. Han var født i Qurayshs fornemme og højt ansete Taym-stamme. Men i uvidenhedens tidsalder havde hans stamme opnået samme anseelse som de øvrige grene af Quraysh-slægten i det arabiske samfund; desuden havde han som erfaren købmand en betydelig økonomisk velstand, men der levede på det tidspunkt stadig personer i Quraysh-slægten, som var rigere end han. Han nød tillid og respekt blandt folkene i sin slægt og stamme. I Qurayshs jahili-samfundsorden kunne Hazrat Abu Bakr (ra) og folkene i hans slægt og stamme aldrig opnå samme overlegenhed og forrang som andre. I den førislamiske tid var Hazrat Abu Bakr (ra) heller ikke særligt fremtrædende hvad angår veltalenhed, digtning, spådomskunst, kampen om lederskab og lignende, og derfor kunne han ikke opnå samme ære som andre mennesker i datidens samfund. Hvilke egenskaber og samfundsgavnlige handlinger var det da, der fik menneskehedens bedste og reneste samfund til at vælge Hazrat Abu Bakr (ra) som deres leder og første kalif og til at fæste ubetinget tillid til ham i alle forhold vedrørende både religion og verden? Der er ingen tvivl om, at dette spørgsmål er yderst vigtigt for enhver historisk studerende og enhver muslim; men for dem, der i dag ønsker at gøre muslimer og den moderne verdens befolkning bekendt med det islamiske samfunds særpræg, og som bestræber sig på at uddanne og vække den muslimske befolkning med hensyn til lederens ideelle karakter, er spørgsmålet af allerstørste betydning. Det var i virkeligheden, fordi det fuldkomne ideal og den målestok for opbygningen af samfund og individ, som islam havde fremlagt, engang blev virkeliggjort og omsat i praksis, at muslimerne fik mulighed for at få store ledere som Hazrat Abu Bakr (ra) og Hazrat Umar (ra).

I denne artikel er der gjort et forsøg på at besvare det omtalte spørgsmål. Artiklen belyser Hazrat Abu Bakrs (ra) karakteregenskaber og hans enestående samfundsgavnlige gerninger. Da Hazrat Umar al-Faruq (ra) så den fremragende lederskabsmæssige status og høje rang, som Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) havde opnået i det fuldkomne islamiske samfund, sagde han med stærkt fortvivlet stemme:

Hvis dette er den rette målestok for overlegenhed og kalifatet, vil dine efterfølgende kaliffer få store vanskeligheder, for ingen vil kunne nå op på din lige.

Ren og ædel natur

Når man studerer Hazrat Abu Bakrs (ra) liv, træder først og fremmest hans hjerte og sinds renhed, oprigtighed og klarhed frem for os. Derfor havde han ingen særlige vanskeligheder eller forsinkelser med at erkende islam og den ærede Profet (s) korrekt. Så snart islams da‘wah og profetens profetværdighed blev forelagt ham, tog han imod det med et åbent hjerte. Ingen tvivl, ingen tøven og ingen jahili-følelse af overlegenhed kunne skabe den mindste hindring på denne vej. Hazrat Abu Bakr (ra) var en anset og respekteret mand i datidens samfund, og det er en psykologisk kendsgerning, at en anset og fremtrædende person møder en bjergstor hindring, når han skal anerkende en andens lederskab. Men Hazrat Abu Bakr (ra) stod ikke over for nogen sådan hindring. Dette beviser tydeligt, at selv om han var en anset og fremtrædende person, var hans hjerte og sind helt renset for lederskabets hovmod og æresfølelsens arrogance.

Han var af natur en særdeles skarpsindig og indsigtsfuld mand med en kritikers blik. Hans liv i jahiliyyah vidner om, at han aldrig var rede til at acceptere noget uden først at have prøvet og undersøgt det på kritikkens prøvesten. Derfor var det på ingen måde muligt for ham blot blindt at tro på islam og profetens profetværdighed. Ikke desto mindre var den eneste grund til, at han straks antog islam, at hans sind på grund af en enestående åndelig renhed og naturens klarhed var lige så lyst og oplyst som dagslys med hensyn til profetens sandfærdighed og rigtigheden af hans ord. Derfor tog han islam til sig som et ekko af sit eget hjerte. Ibn ad-Dughunnah, en indflydelsesrig person i jahili-samfundet, erklærede spontant om Hazrat Abu Bakr (ra): »Du opfylder dine nærmeste slægtninges rettigheder, taler altid sandt, afhjælper de trængendes behov og hjælper de sårede, de undertrykte og de nødstedte.« Det siger sig selv, at ingen form for urenhed kan samle sig på et sådant menneskes klare hjerte, og at han ikke kan tøve et øjeblik med at anerkende Sendebudets sandhed og antage islam. For den, der besidder en sådan ren sjæl og et klart sind, er profetens da‘wah og hans strålende ansigt nærmest som et mirakel. Så snart han hører sandhedens stemme, vågner hans bevidsthed, og hans hjerte bøjer sig. Verdensprofeten vidnede selv klart om denne egenskab hos Hazrat Abu Bakr (ra), da han sagde:

Alle, som jeg har kaldt til islam, har følt en vis tvivl, tøven og tilbageholdenhed med at antage islam. Men Abu Bakr ibn Abu Quhafa var undtagelsen. Da jeg forelagde ham dette, mødte han ikke nogen hindring i at tage imod det, og han følte heller ikke den mindste tøven i denne sag.

Hazrat Abu Bakr (ra) havde på grund af sin enestående rene karakter samlet utallige mennesker med ren karakter og gode handlinger omkring sig. De var særligt tiltrukket af ham på grund af Abu Bakrs (ra) karakteregenskaber, dyder og fortræffeligheder. I alle vigtige spørgsmål i livet fulgte de hans beslutninger med et åbent hjerte. Da de så, at Hazrat Abu Bakr (ra) havde antaget islam, kunne de ikke undgå at blive inspireret af denne kløgtige ledsagers og betroede leders beslutning. Derfor varede det heller ikke længe, før de antog islam. Store personligheder som Hazrat Uthman ibn Affan, Abd al-Rahman ibn Awf, Talha ibn Ubaydullah, Sa’d ibn Abi Waqqas, Zubayr ibn al-Awwam og Abu Ubayda ibn al-Jarrah antog islam på Hazrat Abu Bakrs (ra) opfordring, og på grund af disse store mænd blev den islamiske bevægelse allerede i sin første fase særdeles stærk. Hver af dem var, hvad angår evner og handlekraft, en enestående rigdom for islam, og den store mand, der havde ført sådanne mennesker ind i islam, havde en storhed og fortræffelighed, som ikke kan beskrives til ende med ord.

Moralsk styrke og enestående mod

Hazrat Abu Bakrs (ra) moralske styrke og enestående mod til at udbrede Allahs ord i verden og hejse islams religions fane er uden sidestykke. Det er almindeligt kendt, at han var en fremtrædende person og handelsmand. For en leder er det yderst vanskeligt at anerkende en andens lederskab og derved udsætte sit eget lederskab for fare. Desuden kræver det overvældende mod og beslutsomhed at tilslutte sig en bevægelse, som medfører folkets foragt og fordømmelse, og som kan føre til, at ens egen forretning går til grunde. Derved risikerer ens materielle interesser, det vil sige ens levebrød, nemlig at lide alvorlig skade. I det mindste kan almindelige og småtskårne handelsfolk på ingen måde udføre en sådan handling i større målestok. Selv hvis en handelsmand udviser meget stort mod i denne sag, kan man højst forvente af ham, at han af hjertet støtter en bevægelse efter eget valg og yder den økonomisk hjælp i det omfang, han kan. Men kun få mennesker formår med hjerte og sind principielt at antage en bevægelse og i praksis kæmpe en total kamp mod stærke, fjendtlige kræfter for at etablere dens idealer, samtidig med at de kaster deres egen forretning og levebrød ud i alvorlig fare. Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) udviste imidlertid dette mod i fuldt mål. Alle de dristige pionerer, der siden vovede sig ud på denne farefulde vej, havde Hazrat Abu Bakrs (ra) enestående revolutionære indsats som deres eneste forbillede.¹Et enestående eksempel på økonomisk opofrelse: Hazrat Abu Bakr (ra) var yderst gavmild, når det gjaldt at bruge penge både til islams grundlæggelse og til dets forsvar. Blandt hele sahabernes forsamling var hans indsats på dette område uden sidestykke og et forbillede. Når den ærede Sendebud (s) opfordrede sahaberne til økonomiske ofre i en sag, trådte Hazrat Abu Bakr (ra) hver gang frem med vilje til det største offer. Under Tabuk-ekspeditionen opfordrede den ærede Sendebud (s) sahaberne til at bringe det største offer, og Abu Bakr (ra) var den eneste, der gav udtryk for, at han ville give hele sin formue for Allahs sag. Han blev spurgt, hvordan hans familie skulle forsørges, hvis han gav hele sin formue bort. Han svarede: »Allah og Hans Sendebud er tilstrækkelige for dem.« Hvor hengiven Hazrat Abu Bakr (ra) var i Allahs sag, kan man dybt forstå ud fra dette enestående eksempel på hans økonomiske opofrelse.—Redaktionen

Hjælp og støtte til de undertrykte

I den islamiske bevægelses første, hårde prøvelsestid er det historisk sjældent, at en persons formue har udført en så stor indsats som Hazrat Abu Bakrs (ra) for at beskytte de undertrykte på sandhedens vej mod islams fjenders forfølgelse. Folk fra slaveklassen som Bilal al-Habashi (ra) og Ibn Fuhayra (ra) blev på grund af deres »forbrydelse« at antage islam under deres ejere og herrers brutalitet og undertrykkelse knust som hjælpeløse. Takket være Hazrat Abu Bakrs (ra) venlighed og gavmildhed slap de fri af denne uudholdelige tortur. Til dette måtte han bruge store summer. Hvor meget han måtte bruge på dette område, kan man få en idé om ud fra én enkelt omstændighed. Da Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) antog islam, havde han fyrre tusind dirham i kontante opsparinger; men tolv eller tretten år senere, da han udvandrede til Medina, havde han kun fem tusind dirham tilbage. Og i hele denne lange periode havde hans forretning ellers gået særdeles godt og indbragt store fortjenester.²Troskab over for statskassen: Ligesom han betragtede kalifatets administrative myndighed som et stort ansvar, betragtede Hazrat Abu Bakr (ra) også statens midler som en stor betroet opgave. Da han drev handel for at tjene til livets ophold, modtog han i begyndelsen ingen løn eller godtgørelse fra statskassen. Senere gik hans handel imidlertid i stå på grund af hans fuldtidsbeskæftigelse med kalifatets arbejde, og derfor begyndte han at modtage et beskedent tilskud fra statskassen på lige fod med en almindelig borger. Det var på denne måde, hans families underhold på en eller anden måde blev dækket. Under disse forhold sparede hans hustru en dag lidt af de tildelte fødevarer og tilberedte en sød ret. Da kaliffen forbløffet spurgte sin hustru, fortalte hun, at hun havde gemt lidt af den regelmæssige ration. Da kaliffen hørte dette, sagde han: »Den mængde fødevarer, som er blevet sparet for at tilberede denne søde ret, kan vi godt undvære. Derfor skal der fremover hentes tilsvarende mindre fra bayt al-mal.« Denne begivenhed viser, hvor samvittighedsfuld han var, når det gjaldt troskaben over for statskassen.—Redaktionen

Selvopofrelse for Hazrat

Fra den første tid med Verdensprofetens islamiske daʿwa og bevægelse og helt frem til de hårdeste prøvelsers afslutning forblev Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) selvopofrende og fuldt hengiven til ham. Hver gang qurayshitterne forsøgte at påføre Verdensprofeten nogen form for smerte og lidelse, trådte Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) straks frem for at hjælpe og støtte ham, selv med fare for sit eget liv og sin ære, og mødte den overhængende fare ansigt til ansigt. De fremtrædende mænd, hvis indflydelse og lederskab var truet af den islamiske daʿwas voksende popularitet og fremgang, var en dag samlet et sted for at rådføre sig med hinanden og var ivrigt optaget af at finde frem til de nødvendige foranstaltninger til at beskytte sig mod den forestående fare. De var alle frygteligt vrede, oprørte og blændede af raseri. Netop på dette tidspunkt kom Den Ædle Profet (s) til stedet. Disse islams fjender kastede sig pludselig over ham. De sagde: »Er det ikke dig, der fordømmer og forhåner vores religion og vores afgudsguder?« Den Ædle Profet (s) svarede: »Jo, det er mig, der gør det.« Pludselig greb en mand fat i Profetens kappe og rakte hånden frem for at slå ham hårdt. I samme øjeblik kom Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) til stedet. Han gennemskuede deres onde hensigt. Han trådte frem og tog al faren på sit eget hoved, og råbte vredt: »Vil I dræbe en mand blot fordi han erklærer, at han kun har én Gud som sin Rabb?«

I hijraens vanskelige øjeblik valgte Den Ædle Profet (s) netop Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) som sin rejsefælle. Profetens rejse var yderst farefuld, og Hazrat Abu Bakr (ra) vidste udmærket, at hans liv kunne være i fare når som helst. Han vidste også, at den fare, der under denne rejse truede Profeten, ikke nødvendigvis ville ramme hans rejsefælle i mindre grad. Men selv efter klart at have forstået alt dette betragtede han det som en stor lykke for sig selv og takkede Allah for muligheden for at ledsage Profeten på denne rejse og møde alle slags farer sammen med ham.

På denne lille karavanes vej fra Mekka til Medina søgte den først ly i en bjerghule ved navn Thawr. Da Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) trådte ind i denne hule, gav han et praktisk bevis på sin dybe kærlighed til Profeten. I den øde, vilde og rovdyrfyldte bjerghule gik Hazrat Abu Bakr (ra) selv først ind og rensede den. Han lukkede dens utallige huller. Den Ædle Profet (s) hvilede i hulen med hovedet på Abu Bakr as-Siddiqs (ra) knæ. Da kom en giftslange ud gennem åbningen til et ubeskyttet hul og bed Hazrat Abu Bakr (ra) i foden. Abu Bakr (ra) blev plaget af giften, men af frygt for at vække Profeten og forstyrre hans hvile bevægede han sig ikke det mindste. Smerten fra giften gjorde ham imidlertid så fortvivlet, at to tårer faldt fra hans øjne ned på Profetens kind. Det er vanskeligt for os at forestille os, hvor grænseløs en kærlighed og oprigtig hengivenhed og ærbødighed over for Allahs Sendebud (s) der gjorde det muligt for Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra) at handle således.

Den vidunderlige forening af fasthed og mildhed

I Hazrat Abu Bakr as-Siddiqs (ra) karakter fandtes en vidunderlig forening af fasthed og mildhed. Dette var et af hans vigtigste særpræg, og derfor var det dybt i overensstemmelse med Profetens natur. Hvor det var nødvendigt at være fast, stod han urokkeligt hård som stål, præcis i det nødvendige omfang. Omvendt, hvor det var nødvendigt at vise mildhed, gav han på ingen måde plads for unødig vrede eller en tom følelse af selvrespekt. Dér var han som smeltet metal. En jøde ved navn Fakhach gjorde engang nar ved at nævne Allahs navn; dette antændte en voldsom vrede i Hazrat Abu Bakr (ra). Han slog manden med fuld kraft og sagde: »Hvis der ikke var blevet underskrevet en aftale om ’ingen krig’ mellem jer og os, ville jeg have skilt dit hoved fra kroppen med det samme.« Da Hudaybiyyah-våbenhvilen blev underskrevet, sagde qurayshitterne hånende og spottende til Den Ædle Profet (s), at hans ledsagere ville forlade ham i en tid med alvorlig fare. Hazrat Abu Bakr (ra) blev da meget vred og svarede så hårdt, at man normalt ikke engang kunne forestille sig en sådan udtalelse fra en så tålmodig mand som ham. Men hans sans for ære og værdighed var så skarp, at dette svar spontant strømmede ud af hans mund. Og den, som han således svarede hårdt, havde i uvidenhedens tid været en, som Hazrat Abu Bakr (ra) havde vist gunst. Derfor var manden tvunget til at tåle og fordøje det.

På den anden side, da Allah under Slaget ved Badr kronede muslimerne med sejr, og et stort antal vantro høvdinge blev taget til fange, viste han sig som et grænseløst hav af omsorg og nåde over for dem. Alligevel kunne han ikke et eneste øjeblik glemme, at det netop var disse qurayshitiske høvdinge, der havde pint og knust de uskyldige og hjælpeløse muslimer under deres forfølgelse, kørt en umenneskelig undertrykkelsesdamptromle hen over Verdensprofeten Hazrat Muhammad (s) og hans ledsagere og tvunget dem til at forlade deres land. Også Hazrat Abu Bakr (ra) var på mange måder blevet tortureret og undertrykt af deres hænder. Men for islams skyld bar han alt dette uden besvær. Alligevel kunne han ikke tænke på at tage så meget som en dråbe hævn over disse fanger. Derfor rådede han, ligesom de øvrige sahabaer, ikke Verdensprofeten til at dræbe fangerne, men til at befri dem mod løsepenge. Hazrat Abu Bakr (ra) troede og håbede, at de vantro høvdinge måske ville blive tiltrukket af islam og bestræbe sig på at opnå Allahs tilfredshed, når de havde modtaget denne uventede nåde fra muslimerne.

Fremsynethed og dømmekraft

Hudaybiyya-forliget er et vigtigt kapitel i den islamiske historie. Den situation og de betingelser, hvorunder denne aftale blev indgået, var tilsyneladende yderst nedslående og hjerteskærende for muslimerne. Men det resultat, der til sidst viste sig, var ikke blot stærkt opmuntrende for islam og muslimerne; i virkeligheden var det for muslimerne en „klar sejr” (Fath al-Mubin). Hazrat Abu Bakr as-Siddiqs (må Allah være tilfreds med ham) rolle ved underskrivelsen af dette forlig er et ubestrideligt vidnesbyrd om hans fine fremsyn, skarpe dømmekraft og enorme åndsnærværelse. Ikke én af sahabaerne var rede til at acceptere forligets betingelser. Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) var så stærkt imod de pågældende betingelser, at han trådte frem for Allahs Sendebud og talte med yderst hårde ord. (Derfor angrede han naturligvis resten af sit liv.) Alene Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) støttede fra først til sidst Allahs Sendebud i denne sag. Han nøjedes ikke med helhjertet at støtte forliget, men brugte også sin indflydelse til at berolige de øvrige muslimer. Det var som følge af disse bestræbelser, at Hazrat Umar al-Faruqs (må Allah være tilfreds med ham) utilfredshed til sidst blev dæmpet.

I virkeligheden havde Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), flere år før dets gavnlige følger blev synlige, med sit indre blik allerede set de vidtrækkende velsignelser ved det forlig, som åbenlyst og efter det ydre indtryk var skadeligt for muslimerne, krænkende for deres anseelse og et tegn på mørke for fremtiden, og på grund af hvilket ikke én eneste person i hele det muslimske samfund støttede det eller var uden tvivl om det. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) var selv gennem åbenbaring og guddommelig inspiration fuldt ud klar over Hudaybiyya-forligets iboende velsignelser og store gavnlige følger og var derfor fast, urokkelig og standhaftig. Men at Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) uden en sådan hjælp viste denne støtte og fasthed, var virkelig forbløffende. Hvis dette var virkningen af troens spontane lys, må det siges, at en sådan tro—troens højeste niveau—alene var opnået af Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham). Og hvad angår politisk indsigt og klogskab, findes der i forligets historie i sandhed ingen sidestykke til dette.

Lige elsket af Allah, Allahs Sendebud og muslimerne

På grund af sin oprigtige og hengivne tjeneste var Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) lige elsket af Allah, Allahs Sendebud og det muslimske folk. Denne popularitet havde i virkeligheden nået et sådant niveau, at det er tvivlsomt, om nogen efter Verdensprofeten kunne måle sig med ham på dette område. Der findes intet tilsvarende eksempel i islams historie. Her skal nogle af årsagerne nævnes.

Da Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) lå på sit dødsleje, overdrog han Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) ansvaret for at lede folk i bønnen. Da man rådede ham om andre i denne forbindelse, afviste han alle disse forslag med største beslutsomhed. Derfor overdrog han det til Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham). Da man rådede ham om andre i denne forbindelse, afviste han alle disse forslag med største beslutsomhed. Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) fortsatte således regelmæssigt med at lede bønnen. En dag kunne han ikke nå frem til moskéen til tiden, og derfor bad Hazrat Bilal (må Allah være tilfreds med ham) Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) om at lede bønnen. Af frygt for, at bønnen skulle blive forsinket, begyndte Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) at lede den. Hans stemme var meget høj og bar langt. Så snart hans takbir-råb nåede Verdensprofetens ører, mens han lå i det tilstødende hellige kammer i moskéen, blev han forskrækket og spurgte: „Hvor er Abu Bakr i dag …?” Dette vil hverken Allah eller det muslimske folk bryde sig om.

Det var ikke det eneste; den enestående anseelse og tillid, som Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) havde i Verdensprofetens øjne, var også uden sidestykke. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) udtrykte det selv klart i en af sine udtalelser:

Blandt alle sahabaerne er der ingen, hvis velvilje over for mig kan måle sig med hans. Hvis jeg skulle tage nogen fra menneskeheden som ven, ville jeg tage Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) som min ven. Men vores venskab, ledsagelse, broderskab og stærke trosbånd består allerede og vil bestå, indtil Allah atter samler os. (Bukhari)

Hvor høj en anseelse Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) havde hos Verdensprofeten, kan man tydeligt forstå ud fra Allahs Sendebuds livslange virke. I Mekka plejede Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) ofte at besøge Hazrat Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) hjem. Også i Medina var hans tilstedeværelse uundværlig i de fleste vigtige anliggender. En dag havde han inviteret tre fattige sahabaer til et måltid i sit hjem, men han var indtil langt ud på natten så optaget af et særligt vigtigt arbejde hos Allahs Sendebud, at han ikke kunne vende hjem i tide for at tage sig af gæstebuddet. Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) har selv sagt, at Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) var Verdensprofetens stadige ledsager. Hans hjælp og råd var yderst nødvendige i alle muslimernes fælles og samfundsmæssige anliggender. Han blev orienteret om mange hemmelige forhold. Før Hazrats bortgang blev alle de døre, der fandtes inden for moskéens område, lukket, bortset fra Hazrat Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) dør. Når sahabaerne så Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) usædvanligt vred, fik de gennem Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) kendskab til den egentlige sag og bad om tilgivelse, når det var nødvendigt.

Karakteregenskaber

Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) var af natur udstyret med en ophøjet og ædel karakter. Selv i jahiliyyah-perioden var han begavet med renhed, sandfærdighed, medfølelse, godgørenhed, retfærdighed og trofasthed. I datidens samfund var han en pålidelig mand. I et samfund, hvor drukkenskab, utugt og syndigt udskejelseri havde antaget et altfortærende omfang, var Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), trods sin ansete position, fuldstændig fri for al dets fordærv og urenhed. Disse egenskaber fandtes i virkeligheden naturligt i ham. Senere blev disse egenskaber endnu mere strålende i hans karakter som følge af Koranens moralske lære og hans nære omgang med Profeten.

Taqwa bliver fuldt udviklet i et menneske, når dets sind på den ene side er frit for alle former for falske tanker og ideologier, og dets lemmer på den anden side afholder sig fra enhver uretfærdig og syndig handling. Efter Verdensprofeten var denne form for taqwa ikke synlig hos nogen så tydeligt som hos Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham).

Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) nærede af natur afsky for lederskab, myndighed, dominans, kærlighed til verden og begær efter anseelse. Han brugte villigt og gavmildt sin formue på Allahs vej. Ja, under kalifatets tid kom han endda til at skylde seks tusind dirham. Alligevel var han ikke villig til at bruge så meget som en eneste mønt af folkets penge på sig selv. Derfor befalede han før sin død, at hans egen have skulle sælges for at betale hans gæld til Bayt al-Mal, og at det resterende beløb, hvis der var noget tilbage, skulle sendes til den næste kalif.

Fasthed og standhaftighed

Den største vanskelighed og hårdeste prøve i Hazrat Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) liv indtraf ved Verdensprofetens død. Den omsorg og tiltrækning, han følte over for Profeten, kan beskrives som kærlighed. Ikke desto mindre udviste han, da han hørte nyheden om Verdensprofetens død, en sådan grænseløs tålmodighed og sindsro, at historien kun sjældent har set noget tilsvarende. Ikke nok med det: Hvis Hazrat Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) urokkelige fasthed og vældige standhaftighed i dette kritiske øjeblik for islam ikke havde vist muslimerne den rette vej, er der ikke den mindste tvivl om, at hele den muslimske ummah ville være blevet ramt af en alvorlig og altomfattende katastrofe. Da nyheden om Profetens død nåede frem, blev almindelige muslimer dybt fortvivlede, og mange mistede orienteringen fuldstændigt. Selv en så stærk og klart tænkende mand som Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) blev så overvældet, at han i Profetens moské begyndte at tale til muslimerne og sagde, at Profeten (fred være med ham) ikke var død, men ligesom Moses var gået til Allah i fyrre dage og derefter var vendt tilbage, var Hazrat Muhammad (fred være med ham) på samme måde gået bort for en tid og ville vende tilbage. Hvis nogen endda sagde, at Profeten var død, truede han vedkommende med ligefrem at dræbe ham og sagde, at sådanne mennesker ville blive hårdt straffet, når den ædle Profet (fred være med ham) vendte tilbage.

Den alvorlige hændelse, som havde fremkaldt så stærk en reaktion i Hazrat Umar al-Faruqs (må Allah være tilfreds med ham) sind, var naturligvis endnu mere uudholdelig for de øvrige sahaba, selv om det er umuligt at danne sig et fuldstændigt billede af den. Desuden kan man kun til en vis grad forestille sig, hvilken frygtelig virkning nyheden om Verdensprofetens død må have haft på Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), Profetens livslange ledsager. Især når man ved, at Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) blev urolig selv ved den mindste smerte, som den ædle Profet (fred være med ham) oplevede, får man kuldegysninger blot ved tanken om, hvor hjerteskærende nyheden om hans død må have været for ham. Og alligevel er det virkelig forbløffende, hvordan Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) bevarede sin tålmodighed, da han hørte nyheden om Verdensprofetens død, hvordan han mødte denne hjerteskærende begivenhed, og hvordan han ved Koranens lys reddede det muslimske folk fra det dybeste mørke. I det øjeblik Profeten døde, var Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) ikke til stede i Medina. Han befandt sig på et sted ved navn Sানাহ, ikke langt fra Medina. Da han modtog nyheden om dødsfaldet, skyndte han sig ind til byen. Han så alle mennesker tynget af sorg og bekymring. Han så også Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) stå og tale i Profetens moské. Han standsede ikke et eneste øjeblik noget sted, men gik direkte til Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) værelse, fjernede klædet fra Profetens ansigt og kyssede hans velsignede ansigt. Han sagde til Profeten: Hvor ophøjet og ren du var i livet, og hvor ren du er nu efter døden! Derefter trådte han frem foran den forsamlede folkemængde og sagde:

De, der tilbad Hazrat Muhammad (fred være med ham), skal vide, at Muhammad (fred være med ham) er død. Og de, der tilbad og dyrkede Allah, skal huske, at Allah lever evigt og aldrig dør.

Derefter reciterede han dette vers fra Den Ædle Koran:

*******(arabisk)

Muhammad var kun en sendebud. Før ham er mange andre sendebude gået bort. Hvis han også skulle dø eller blive dræbt, ville I så vende om?

Da Hazrat Umar (ra) hørte dette vers, forstod han, at Profetens bortgang var uundgåelig. Så snart denne erkendelse med stor styrke vågnede i hans sind, sank han, overvældet af sorg, om på jorden. Derefter begyndte han og de øvrige muslimer dybt at overveje denne sags alvor og omfang samt dens vidtrækkende følger. Profetens bortgang havde i sandhed ramt folkets sind så hårdt, at næsten alles evne til at tænke og bedømme var forsvundet. Under slaget fra Hazrat Abu Bakr (ra)s tale forsvandt det fortættede mørke snart ud i tomheden. Enhver, der blot har den mindste indsigt i samfundsvidenskab, kan forstå, hvor stor og alvorlig en fare den muslimske ummah gennem dette blev reddet fra.

Politisk fremsyn og visdom

For at bevise Hazrat Abu Bakrs (ra) overlegenhed med hensyn til politisk fremsyn og visdom er én enkelt begivenhed umiddelbart efter Profetens bortgang tilstrækkelig. Profeten var gået bort, og arbejdet med hans ligklædning og begravelse var endnu ikke afsluttet. Imens havde Ansarerne i Medina samlet sig i Saqifa Banu Sa’ida og var begyndt at drøfte og overveje statsordningen og kalifatet efter Profeten. Under denne drøftelse rejste spørgsmålet sig også: Hvem skulle herefter have retten til kalifatet, Ansarerne eller Muhajirunerne? Ansarerne var meget bevidste om deres rettigheder, men Muhajirunerne stod heller ikke det mindste tilbage. Situationen nåede derfor til et punkt, hvor nogle udbrød: »En emir skal være fra os, og en emir skal være fra jer.« Situationen blev så uklar og anspændt, at utallige skærpede sværd hvert øjeblik kunne blive trukket.

På den ene side var situationen således yderst vanskelig. På den anden side var fremtrædende Muhajirun-ledere som Hazrat Umar og Hazrat Abu Ubaidah (ra) optaget af en dybtgående drøftelse af situationen efter Profetens bortgang i Profetens Moské. På dette tidspunkt var Hazrat Abu Bakr (ra) sammen med Hazrat Ali (ra) travlt beskæftiget med at sørge for Profetens ligklædning og begravelse. Imens nåede nyheden om den nævnte forsamling i Saqifa Banu Sa’ida frem til Hazrat Umar al-Faruq (ra). Han fik samtidig meddelt, hvad Ansarernes ledere havde sagt i deres taler. Da han modtog denne nyhed, sendte han bud efter Hazrat Abu Bakr (ra) og bad ham komme ud. Hazrat Abu Bakr (ra) gav udtryk for, at han var optaget. Men da han blev underrettet om situationens alvor, forstod han klart, at der var fuld fare for, at den muslimske ummah ville blive splittet i stykker, hvis situationen ikke straks blev bragt under kontrol. Af hensyn til Islams og den muslimske ummahs fremtid udsatte han det vigtige arbejde med Profetens ligklædning og begravelse. Derefter begav han sig sammen med Hazrat Umar og Abu Ubaidah (ra) til Saqifa Banu Sa’ida for at forsøge at redde det muslimske folk fra den forestående undergang.

Da han nåede frem til Saqifa Banu Sa’ida, forsøgte han først at vurdere hele situationen og forstå dens egentlige karakter. Han kunne tydeligt mærke, at de tilstedeværendes sind var blevet dybt såret af skarpheden i nogle af talerne. Mange var blevet særdeles ophidsede. Selv ved synet af denne situation blev han ikke det mindste fortvivlet. Han begyndte at bringe situationen under kontrol og fjerne den gensidige misforståelse blandt folk. Da Hazrat Umar al-Faruq (ra) først ønskede at holde en tale, forhindrede Abu Bakr as-Siddiq (ra) ham i det, fordi han forstod, at Hazrat Umar al-Faruqs (ra) tale i denne ophidsede situation kunne gøre den endnu mere uklar. Derefter rejste han sig selv og begyndte at tale. Hans tale var yderst alvorlig, hjertevarm, gribende og rig på udsmykninger i et ophøjet sprog. Hans tale var på alle måder baseret på retfærdighed samt videnskab og argumentation. Den trængte ind i den tilstedeværende forsamlings hjerter og smeltede dem. Nogle af Ansarerne ønskede at svare på talen, men for at bevare roen var det på ingen måde muligt. Alt det rosende, der kunne siges om Ansarerne, sagde han på bedste vis, og samtidig fremlagde han sit eget syn på den foreliggende situation med yderst uigendrivelige argumenter. Således forsvandt al tåge, al frygt og hele labyrinten af tvivl på et øjeblik. Da han så, at situationen var blevet rolig, og al uro og strid var forsvundet, fremsatte han som en af de mest kvalificerede statsmænd dette forslag: »Hazrat Umar og Hazrat Abu Ubaidah ibn al-Jarrah (ra) er blandt de bedste af jer; giv den af dem, hvis hånd I ønsker, jeres bay’ah.«

Hazrat Umar (ra) fastslog straks sin pligt, da han hørte dette forslag. Før nogen andens navn nåede at blive bragt på tale, rakte han med stor snarrådighed sin hånd frem mod Hazrat Abu Bakr (ra) og sagde:

Ræk hånden frem, så aflægger vi bai’at til dig. Rasul-e-Karim (s) havde udpeget netop dig som sin stedfortræder ved bønnen. Derfor er du den, der er bedst egnet til at blive muslimernes kalif. Når vi aflægger bai’at til dig, får vi i virkeligheden mulighed for at aflægge bai’at til den bedste blandt Allahs Sendebuds kære mænd.

Hazrat Abu Ubaidah (ra) trådte frem og henvendte sig til Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra):

Blandt alle mujahiderne er du den bedste. I Thawr-hulen var du den ærede Profets (s) eneste ledsager. Den vigtigste fard for muslimerne er bønnen, og dér er du Rasul-e-Karims (s) repræsentant og stedfortræder. Derfor kan ingen andre end du, så længe du er til stede, beklæde kaliffens embede.

Ved at de to førende ledere blandt mujahiderne udtrykte deres inderste tanker i de nævnte ord, blev hele den muslimske ummahs holdning i virkeligheden repræsenteret. De foreslog og støttede valget af en person, som i det daværende samfund virkelig var den mest betroede, mest kvalificerede og bedste. Til sidst indvilligede Hazrat Abu Bakr (ra) i at påtage sig nationens vigtige ansvar. Da de tilstedeværende forstod, at han havde givet sit samtykke, blev de ivrige efter at aflægge bai’at til ham. Denne forsamling i Saqifah Bani Sa’idah var i sandhed af største betydning i islams historie. Hvis Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) på dette tidspunkt ikke havde udvist en enestående intelligens, snarrådighed, dømmekraft, urokkelig beslutsomhed og stålhård fasthed, ville den islamiske millat straks være blevet splittet i stykker; der kan ikke være den mindste tvivl herom.

Kvalifikationerne til at efterfølge Verdensprofeten

Den, som Hazrat Abu Bakr (ra) efterfulgte, var ikke noget almindeligt menneske; han var den sidste profet, som var blevet skænket den højeste ære af den Almægtige Allah Ta’ala. Allah selv vejledte ham direkte ved at sende åbenbaring til ham. Han hjalp ham til enhver tid gennem englene. Han fastslog hans autoritet gennem mirakler. Hans karakter og alle hans egenskaber var blevet udviklet direkte under Allahs vejledning og opdragelse. Derfor fandtes der ikke i ham den mindste mangel eller fejl på noget område; tværtimod var han et menneske, der på alle måder havde nået det højeste trin af fuldkommen udvikling. Det er på ingen måde nogen let opgave på passende vis at udføre ansvaret som efterfølger for en sådan stor og højtstående leder. Uanset hvor lav en målestok den senere tids ansvarlige person bliver vejet på af det blændede blik, der betragter Profetens samlede skønhed og storhed, vil denne målestok alligevel være så høj og ophøjet, at meget få mennesker vil have mod til at veje sig selv på den, og det vil være yderst vanskeligt at bestå prøven fuldstændigt. Særligt når de personer, der foretager denne vejning, selv er værdige til at blive vejet efter en endnu højere standard, bliver opgaven endnu vanskeligere. Hazrat Abu Bakr (ra) blev efterfølger for menneskehedens ypperste mand og den store, højt begavede leder, netop fordi han bestod denne vanskelige prøve; og det var præcis dette, han udtrykte klart i sin første tale med retningsgivende principper. Her gengives hoveddelen af den tale, han holdt umiddelbart efter at være blevet valgt til kalif:

O folk! Jeg er blevet udnævnt til jeres kalif, selv om jeg ikke er bedre end jer. Hvis jeg derfor handler rigtigt, skal I hjælpe og støtte mig. Og hvis jeg begår en fejl, skal I korrigere mig og føre mig tilbage til den rette vej. ……… Blandt jer skal den svage være stærk hos mig. Jeg vil kræve hans ret tilbage fra dem, der har berøvet ham den. Omvendt skal den stærke være svag hos mig. Jeg vil opkræve andres ejendele hos ham (de ejendele, som han har plyndret og taget). ……… Så længe jeg adlyder Allah og Hans Sendebud, skal I også adlyde mig. Men hvis jeg er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, er det ikke jeres pligt at adlyde mig.

I denne tale beskrev Hazrat Abu Bakr (ra) klart målene og hensigterne med sin regering. Her fastlagde han også grænserne for udøvelsen af magt. Han gav ligeledes anvisninger på, hvordan man skulle behandle ham, hvis han blot i ringe grad overskred disse grænser. Samtidig fremhævede han denne store sandhed: Som leder af en islamisk stat var han fuldt ud ansvarlig for at følge den vej, som Allahs Ædle Sendebud (s) havde vist, og det muslimske folk var forpligtet til at adlyde ham nøjagtigt så længe, han selv fortsatte med at adlyde Allahs Sendebud; men hvis han blot i mindste måde afveg herfra, havde det islamiske folk ikke blot ret til at nægte ham lydighed, men også til åbent at erklære oprør mod ham. Det var i sandhed ikke nogen almindelig sag, at den, der havde overtaget ansvaret efter den bedste af profeterne, Hazrat Muhammad (s), på passende vis skulle udføre denne opgave og offentligt opfordre alle til at sammenholde hans egne ord og handlinger med Profetens ord og handlinger. Især over for mennesker, som selv havde indgående kendskab til Allahs Ædle Sendebuds ord og handlinger, og som i fuldt mål besad både modet og evnen til at kritisere selv en fremtrædende personlighed, var det uden tvivl yderst dristigt at fremsætte en sådan udfordring. Men Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) udviste virkelig dette mod, og historien er et uigendriveligt vidnesbyrd om, at han i det omfang, det var muligt, fuldførte ansvaret for at efterfølge Verdensprofeten. Som bevis på dette er en udtalelse af Hazrat Umar (ra), det bedste menneske efter Hazrat Abu Bakr (ra), værd at nævne. Da han så hans enestående bedrifter og blev dybt bevæget, sagde han med stærk beklagelse:

Hvis dette er den praktiske model og målestok for at tjene islam og muslimer, som De har etableret, vil ingen blandt dem, der kommer efter Dem, have mod til at opnå en rang, der svarer til Deres.

Da Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) blev udnævnt til kalif, overtog han ikke ansvaret for at lede en velorganiseret og velstruktureret stat. Sandheden er, at det efter profettidens afslutning netop var ham, der måtte lægge grunden til den islamiske regering på ny. Derfor stod alle de problemer, vanskeligheder og hindringer, som kan opstå for en nyetableret stat, foran ham som bjerge. Det er ikke alle herskere, der er i stand til at løse sådanne vanskeligheder på tilfredsstillende vis. Kun de mennesker, der af Allah har fået særlige evner til at lede en stat, kan udføre dette korrekt. Den første kalif, Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra), var af natur indehaver af sådanne evner. Derfor løste Hazrat Abu Bakr (ra), takket være sine grænseløse evner og sin dygtighed, på tilfredsstillende vis alle de vanskelige problemer, som det muslimske ummah stod over for umiddelbart efter Verdensprofetens død. Den måde, hvorpå han på meget kort tid var i stand til at imødegå alle trusler og udfordringer mod den islamiske stat, både internt og udefra, samt den enestående dygtighed, han viste i administrative spørgsmål, har uden tvivl kun få paralleller i statsmagtens historie. Det er ikke muligt at beskrive dette udførligt her; men kort kan der henvises til nogle få forhold.

(1) Vi har tidligere drøftet den reaktion, som Verdensprofetens død fremkaldte blandt Ansarerne, og hvordan Hazrat Abu Bakr (ra) med dyb visdom og hurtig dømmekraft bragte hele den vanskelige og kaotiske situation under kontrol. Selv om der efter troskabseden til kalifatet til Hazrat Abu Bakr (ra) i Saqifah Banu Sa’idah ikke var frygt for noget oprør fra Ansarernes side, mente man, at følgerne af Ansar-lederen Sa’d ibn Ubadas afvisning af at aflægge troskabseden kunne blive alvorlige. Nogle rådede endda til straks at føre en undertrykkende politik over for ham. Men Hazrat Abu Bakr (ra) betragtede det som et midlertidigt følelsesudbrud og valgte at se bort fra det. Han forstod allerede da, at hvis man traf nogen form for modforanstaltning mod Sa’d, var der fare for, at hele Ansar-stammen ville blive ophidset, mens han uden en sådan foranstaltning ikke ville have andre ledsagere end sin egen skygge. Hazrat Abu Bakrs (ra) vurdering syntes på det tidspunkt umiddelbart at være forkert; men udviklingen viste senere, at Hazrat Abu Bakrs (ra) synspunkt var fejlfrit og rigtigt. Desuden ville det have fået yderst alvorlige følger, hvis man under disse omstændigheder havde taget skridt i strid med hans beslutning.

(2) Efter den Ædle Profets død var der opstået mange misforståelser hos Profetens families medlemmer om Hazrat Abu Bakr (ra) og hans regering. Som følge heraf begyndte en række politiske komplikationer også at dukke op. Forholdet mellem Profetens families medlemmer og det muslimske folk var yderst skrøbeligt, følelsesladet (emotional) og følsomt (Sensitive). Hazrat Abu Bakr (ra) stod heller ikke på nogen måde tilbage på dette område. Men over alle disse relationer stod en stærk pligtfølelse, for hvis bevarelse han var ansvarlig både over for Allah og folket. Den mentale uro, som opstod så stærkt hos Hazrat Abu Bakr (ra) på grund af denne indbyrdes konflikt mellem de to hensyn, kan tydeligt forstås ud fra nogle af hans daværende taler. Han kunne ikke benytte almindelige politiske taktikker over for Hazrat Fatimah (ra), Hazrat Ali (ra) og Hazrat Abbas (ra). For hvis han havde gjort det, ville det have været helt i modstrid med muslimernes følelser og også politisk have antaget en yderst alvorlig karakter. Som en forstandig og fremsynet person kunne han heller ikke selv ønske dette. På den anden side var det heller ikke muligt for ham at støtte deres synspunkter vedrørende kalifatet og lignende. For han mente, at han derved ville handle i strid med sharia. Frem for alt blev kalifatets anseelse i betydelig grad svækket, fordi nogle medlemmer af Profetens familie indtil da endnu ikke havde aflagt troskabseden til Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra). Desuden var faren for, at islams fjender når som helst kunne skabe en alvorlig katastrofe under sådanne forhold, på ingen måde ubetydelig. Alt dette var klart som dagslys; men Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) gjorde ikke noget, der stred mod folkets følelser, og han fulgte samtidig netop den handlemåde, som burde følges ifølge sharia. Det mest trøstende i denne forbindelse var, at Hazrat Ali (ra) var leder af Banu Hashim-stammen i denne strid. Han kunne ganske vist være uenig i forskellige spørgsmål, men det var hævet over enhver tvivl, at han ikke var i stand til at skabe nogen form for katastrofe. Netop derfor førte Hazrat Abu Bakr (ra) en grænseløst storsindet politik. Historien vidner om, at den politik, han fulgte, i fuldt mål var videnskabeligt funderet og baseret på sandheden.

(3) Da Hazrat Abu Bakr (ra) blev udnævnt til kalif, var landets samlede situation yderst dårlig. Udefra var der hvert øjeblik fare for romernes angreb, og internt var næsten hele Arabien, bortset fra Mekka, Medina og Taif, grebet af en bølge af frafald fra islam og nægtelse af at betale zakat. Desuden begyndte falske profetpåstandere og personer, der var begærlige efter rigdom og ejendom, at gøre sig gældende forskellige steder. Deres tilhængertal voksede hurtigt. Samtidig indledte slagene ved Tabuk og Mu’ta en endeløs konflikt mellem muslimerne og romerne. Romerne var til enhver tid rede til at angribe muslimerne; deres mod blev yderligere styrket af muslimernes tilbagetog i slaget ved Mu’ta. Under sådanne forhold var det en indlysende mulighed, at de straks kunne angribe Medina, hvis nyheden om kalifatets indre uorden og oprørernes udbrud i landets vigtigste områder nåede dem. Disse to farer havde i virkeligheden allerede været til stede, og straks efter Hazrat Abu Bakrs (ra) udnævnelse til kalif måtte han konfrontere dem begge. Hvorledes han under disse omstændigheder med enestående mod og storslået dømmekraft bekæmpede de to farer og vandt en overvældende sejr, er let at forstå.

Straks efter sin udnævnelse til kalif sendte han først den hær af sted, som var gjort klar til at angribe romerne. Allerede i Hazrat Profeten Kareems (fred være med ham) levetid var det blevet besluttet at sende denne hær under Hazrat Usama ibn Zayds ledelse; men på grund af Profetens pludselige sygdom blev afrejsen midlertidigt udsat. Efter Profetens død begyndte et stort antal sahabaer at være imod udsendelsen af hæren. Nogle argumenterede for, at det ville være kortsynet at sende en sådan hær uden for hovedstaden i den yderst risikable situation, der eksisterede både internt og udenrigspolitisk. Fra nogle sider blev der også rejst indvendinger mod Hazrat Usamas lederskab, fordi han stammede fra slavekredse. Men Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) stod urokkeligt fast på sit princip trods alle disse hindringer og vanskelige omstændigheder. Han erklærede klart: ‘Jeg kan ikke sænke det banner, som Allahs Sendebud selv har hævet.’ Som svar på modstandernes forslag sagde han: ‘Selv hvis hunde og sjakaler river mig i stykker, kan jeg ikke annullere Sendebuddets plan og beslutning. Hvordan skulle jeg kunne afsætte den, som Sendebudet har udnævnt?’

Kort sagt lod Hazrat Abu Bakr (ra) trods alle disse hindringer og vanskelige omstændigheder hæren af sted under Hazrat Usamas ledelse. Det var i sandhed som følge af de troendes kalifs grænseløse beslutsomhed og mod, at Allahs uendelige barmhjertighed blev skænket. Hæren, der blev sendt under Usamas ledelse, vendte tilbage til Medina efter en storslået og glorværdig sejr. Som følge heraf blev de indre fjender yderst forbavsede og skræmte, mens de ydre fjender blev meget frygtsomme og bekymrede. Da de oprørske arabiske stammer hørte, at denne hær var blevet sendt mod romerne, kunne de ikke undgå at skælve, da de indså den enorme indre styrke i den Medina-centrerede stat. På den anden side blev Herakleios stærkt optaget af at sikre sit riges grænser. Kort sagt ramte Hazrat Abu Bakr (ra) to mål med ét kast, og det kan ikke benægtes, at hans plan blev fuldt ud vellykket.

Efter at faren for et ydre angreb var fjernet, knuste Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) med stor beslutsomhed de indre oprør og modrevolutioner ved at anvende sine resterende styrker—selv om nogle medlemmer af en indflydelsesrig gruppe blandt sahabaerne gik ind for en mild politik og for ikke at anvende strenghed i denne sag. De sagde: ‘De, der betegner sig selv som muslimer, bør ikke blot fordi de nægter at betale zakat udsættes for våbenmagt og berøves beskyttelsen af deres liv og ejendom.’ Men Hazrat Abu Bakr (ra) kunne på ingen måde tilslutte sig dette synspunkt. Han sagde klart: ‘I islam er bønnen og zakat ligeværdige former for tilbedelse. Hvis man derfor kan føre krig for at opretholde bønnen, hvorfor skulle man så ikke kunne kæmpe mod dem, der undlader at betale zakat?’ Han erklærede: ‘Ved Allahs ed vil jeg føre jihad mod enhver, der skaber en forskel mellem bønnen og zakat (som beder, men ikke betaler zakat), og mod dem, der i dag nægter at give blot et reb af de ting, hvis zakat blev betalt på Sendebudets tid.’ Han sagde også: ‘Selv hvis ingen ledsager mig i denne jihad, vil jeg kæmpe alene.’

Som følge af Hazrat Abu Bakrs (ra) kompromisløse og urokkelige holdning opstod der fornyet arbejdsiver og begejstring i alle muslimers hjerter, og på meget kort tid blev alle former for oprør og modrevolutioner udryddet fra kalifatets rige. Det mest mindeværdige i denne forbindelse er, at Hazrat Abu Bakr (ra), trods oprørets meget omfattende udbredelse, de mange komplicerede problemer, der omgav den medinensiske regering, og frem for alt det forhold, at et stort antal af hans egne folk ønskede en mild politik over for oprørerne, ikke lod sig undertrykke det mindste; tværtimod afviste han alle forslag om forlig og en mild politik. Kun de vise kan føle, hvor stor selvtillid og hvor urokkelig tillid til Allah der må have været til stede for at kunne tage et så farligt skridt. Hvis Hazrat Abu Bakr (ra) i et sådant kriseøjeblik ikke havde vist denne urokkelige holdning, men af frygt og bekymring over de voksende oprør og modrevolutioner havde lagt våbnene ned over for oprørerne og dem, der havde forladt islam, ville selv navnet på den islamiske statsorden uden den mindste tvivl være blevet udslettet fra historiens sider. Og hvis det var sket, ville verdenscivilisationens historie i dag være blevet skrevet helt anderledes; ja, verdenscivilisationens udvikling ville nødvendigvis være gået i stå. Som følge af Hazrat Abu Bakrs (ra) strenge rolle og urokkelige idealistiske skridt kom der en voldsom bølge i den islamiske civilisation. På blot to et kvart års styre oversvømmede den hele Arabien, vandede naboriget Irak og begyndte at brede sig over andre lande. I verdenshistorien findes der intet eksempel på, at en ny civilisation så pludseligt og på så kort tid har opnået en sådan udbredelse, ekspansion og fremgang.

I sandhed: Når en person med en så storslået karakter som Hazrat Abu Bakr (ra) leder en stat, bliver det muligt ikke blot at opnå fremskridt og almen velfærd for statens millioner af indbyggere, men også fremgang og anseelse for islam.

Hazrat Abu Bakr Siddiqs (ra) kalifat

Den første kalif, Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra), havde et stort liv, som var fyldt med talrige lysende bedrifter. Især vil den himmelstræbende pyramide af indsats og bestræbelser, der blev opført under hans korte kalifat på lidt over to år, forblive uforgængelig og uudslettelig indtil Dommedag. Umiddelbart efter Verdensprofetens bortgang var hele Arabien – og dermed den islamiske verden – ved at blive opslugt af jahiliyyas nålestiksdybe mørke. Mange fremtrædende og indflydelsesrige stammer erklærede oprør mod den islamiske regering. De falske profetiskabere hejste oprørets fane i forskellige egne. De, der nægtede at betale zakat, afholdt sig ikke blot fra at yde zakat, men udstødte også trusler om at plyndre Medina Munawwara, kalifatets hovedstad. Kort sagt kan man sige, at idet islams mægtige sol gik ned, var dens strålende flamme pludselig ved at slukkes som en olieløs lampe ved nattens afslutning. Men takket være den store kalifs, Profetens efterfølgers, fremsyn, modige beslutsomhed, politiske skarpsindighed samt enestående tålmodighed og standhaftighed blev islams lys ikke blot reddet fra evig udslettelse; med den strålende fakkel af vejledning oplyste han hele Arabien. Derfor må det siges, at den store mand, som efter Verdensprofetens bortgang reddede etableringen af den islamiske livsorden fra ødelæggelsens kløer, og hvis gæld den muslimske verden aldrig kan betale tilbage, var den første kalif, Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra).

Under den anden kalif, Hazrat Umar Faruq (ra), blev mange store bedrifter udført, og talrige vanskelige og komplicerede spørgsmål blev løst på bedste måde. Selv de enorme romerske og persiske imperier blev knust under slagene fra islams flodbølge. Dette er en fuldstændig historisk sandhed, som ingen kan benægte. Men hvem gjorde det muligt at bevare grundlaget for det islamiske kalifat, at vække en uimodståelig revolution og en voldsom ånd af selvopofrelse i hele den islamiske ummahs hjerter og sind samt at organisere og indføre orden i det guddommelige kalifat? Og frem for alt: Hvem reddede det islamiske samfund og den islamiske stat fra ødelæggelsens storm og orkan? Som svar på disse spørgsmål kan kun Abu Bakr Siddiqs (ra) navn nævnes. I denne artikel vil vi forsøge at fremlægge en undersøgelse og vurdering af Abu Bakr Siddiqs (ra) handlinger under kalifatet og islams himmelstræbende udbredelse.

Kalifatets rådgivningsbaserede karakter

Det er ubestrideligt, at Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) lagde det første grundlag for det islamiske kalifat efter profetisk forbillede. For det første blev hans valg gennemført på grundlag af den åbne folkeopinion. Desuden lå der bag hvert af de mange betydningsfulde og vigtige værker, han fuldførte, en spontan afgørelse fra de fremmeste sahabaer, som nød den islamiske befolknings tillid og havde status som dens naturlige repræsentanter. Derfor gav han aldrig sahabaerne fra denne gruppe tilladelse til at forlade kalifatets hovedstad. Rasul-e-Karim (s) havde opført Hazrat Umar Faruq (ra) på listen over dem, der skulle ledsage Usamas hær. Men den første kalif gav ham ikke tilladelse til at forlade Medina på grund af en endnu vigtigere opgave; selv havde han indhentet denne tilladelse hos Usama.

Da behovet for et angreb på Syrien opstod, forelagde han først sagen for en fremtrædende forsamling af sahabaer til rådgivning. Efter en udførlig drøftelse blev et forslag fra Hazrat Ali (ra) vedtaget enstemmigt. På tilsvarende måde blev der indhentet råd om at erklære jihad mod dem, der nægtede at betale zakat. Det er ganske vist også sandt, at shura-rådet dengang ikke var ordentligt organiseret, sådan som det var under Umar Faruqs (ra) kalifat; men ikke desto mindre blev der aldrig forsømt at indhente de fremtrædende sahabaers synspunkter og afgørelser i nogen vigtig national, statslig eller religiøs sag.

Ordningen af den indre disciplin

Efter statens væsen og form var fastlagt, var det yderst nødvendigt at forbedre landets indre administration og orden samt at fordele de vigtige embeder og foretage et passende valg af embedsmænd. Under Hazrat Abu Bakrs (ra) kalifat var erobringen af lande og udvidelsen af riget kun lige begyndt; derfor må hans kalifat betragtes som begrænset til den Arabiske Halvø. Han inddelte den Arabiske Halvø i flere provinser og distrikter. Medina, Mekka, Taif, Sana’a, Najran, Hadramaut, Bahrain og Dumat al-Jandal var blandt de selvstændige provinser. I hver provins blev der udnævnt en embedschef (med nutidens ord en guvernør). Det hørte til hans pligter at varetage alle former for statslige opgaver. Også i kalifatets hovedstad blev der udnævnt en leder for hver afdeling. Som eksempel kan nævnes, at Hazrat Abu Ubaida (ra), før han blev udnævnt til hærfører i Syrien, var blevet udnævnt til finansminister; Hazrat Umar (ra) var dommer, mens Hazrat Uthman og Hazrat Zayd ibn Thabit (ra) var embedsmænd på sekretærniveau ved kalifatets hof.

Ved udvælgelsen af herskere og embedsmænd gav Hazrat Abu Bakr (ra) altid forrang til personer, der havde haft tilsvarende embeder på den ædle Profets (s) tid, og han forsøgte at lade den, der tidligere havde udført en bestemt opgave, fortsætte med netop denne opgave. Derfor blev han næsten aldrig i nogen afdeling konfronteret med vanskeligheder som følge af udnævnelsen af uegnede og uerfarne personer.

Når Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) udnævnte nogen til et ansvarsfuldt embede, lod han ham som regel komme til sig, forklarede ham hans ansvar og pligter udførligt og formanede ham med et meget indtrængende og bevægende sprog til at udvise taqwa, retfærdighed og retfærdig behandling i alle forhold. Her gengives en del af den formaning, han gav Amr ibn al-As og Walid ibn Uqba (må Allah være tilfreds med dem), da han udnævnte dem til at opkræve zakat:

Frygt Allah offentligt og i ensomhed. Den, der frygter Allah, skaber Han en vej for og midler til forsørgelse, som ingen kan forestille sig. Den, der frygter Allah, tilgiver Han hans synder og giver ham det dobbelte eller endnu mere af belønningen for hans gode gerninger. At ønske folkets velbefindende og tjene dem er uden tvivl en fremragende handling af taqwa.

I bevæger jer frem ad en så vigtig vej, hvor der ikke er det mindste rum for forsømmelighed, overdrivelse eller uagtsomhed med hensyn til at etablere dinen og styrke kalifatet. Op­giv derfor den usle vane med sløvhed og ligegyldighed.

Da han udnævnte Yazid ibn Sufyan til guvernør i Syrien, sagde han til ham:

O Yazid! Du har mange nære slægtninge; gennem din statsmagt kan du give dem mange muligheder for at fremme deres egne interesser. Men forstå, at netop dette er min største frygt. Profeten (fred være med ham) har sagt:

Hvis en muslimsk hersker udnævner nogen til et embede med myndighed over muslimerne, alene af hengivenhed og uden at vedkommende har ret til det, vil Allahs forbandelse ramme ham. Allah accepterer ingen undskyldning eller bod fra ham. Til sidst vil Han kaste ham i Jahannam.

Strengt opsyn med herskerne

Hvor godt regeringens love og bestemmelser end måtte være udformet og fastlagt, vil hele styresystemet uundgåeligt bryde sammen, og folkets naturlige håb og forventninger til myndighederne blive skuffet, hvis der ikke føres et skarpt opsyn med de ansvarlige herskere, og hvis der ikke findes en ordentlig og fri ordning for folkets skarpe kritik. Derfor måtte den første kalif, trods sin naturlige ydmyghed, mildhed, tilgivelse, tålmodighed og øvrige ædle egenskaber, nogle steder udføre den vanskelige opgave at skelne det ægte fra det forfalskede og det rette fra det forkerte gennem særlig strenghed, undersøgelser og skarp kritik. I personlige anliggender var overordentlig mildhed og venskabelighed hans naturlige kendetegn; men samtidig tolererede han ikke den mindste fejl eller forsømmelse i religiøse, administrative eller kalifatrelaterede forhold. Derfor, når der blandt herskerne blev konstateret en uønsket fejl, straffede han den med den største strenghed.

Mildhed i straffens håndhævelse

Hazrat Abu Bakr (ra) behandlede personligt forbrydere med stor mildhed og medfølelse. I den ædle Profets (s) levetid tilstod en mand over for ham, at han havde begået utroskab. Af medfølelse rådede han ham til at angre og ikke gå rundt og fortælle om denne forbrydelse; men eftersom forbryderen ikke var villig til at unddrage sig den straf, som shariaen foreskriver, gik han til den ædle Profets (s) forsamling, tilstod frivilligt sin forbrydelse og modtog denne straf.

Også under kalifatet var denne egenskab hos Hazrat Abu Bakr (ra) til stede. Ashʿath ibn Qays, som falskeligt gjorde krav på profetskab, blev arresteret og bragt frem for dem. Til sidst angrede han og bad om at få sit liv skånet. Hazrat Abu Bakr (ra) gav ham ikke blot friheden, men lod ham også gifte sig med sin egen søster. Set fra et politisk synspunkt er kaliffens vigtigste opgave i virkeligheden at beskytte folkets moralske karakter samt deres liv og ejendom. Selvom der indtil da ikke var blevet oprettet en permanent politiafdeling, blev denne afdeling ikke desto mindre stadig ledet efter den ordning, som den ædle Profet (s) havde indført. Hazrat Abdullah ibn Masud (ra) blev imidlertid udnævnt til ansvarlig embedsmand for vagt- og sikkerhedsafdelingen, og straffene for flere særlige forbrydelser blev også fastlagt. I denne forbindelse måtte han i den ansete sahabaforsamling, som fungerede som et islamisk parlament, rådføre sig på grundlag af Koranen og hadith og udøve ijtihad.

Kort sagt lagde den første kalif særlig vægt på at sikre fred og tryghed i samfundslivet og på at holde landevejene fri for alle former for fare og sikre. Hvis nogen blot i ringeste grad skabte hindringer eller vanskeligheder for dette arbejde, påførte han vedkommende en streng og eksemplarisk straf. Men han overskred aldrig nogen steder grænserne for shariaens straffebestemmelser.

Finansforvaltningen under kalifatet

På den ædle Profets (s) tid fandtes der ingen velordnet og velorganiseret ordning for finansforvaltningen. Så snart han modtog rigdomme fra forskellige kilder, sørgede han for, at de blev fordelt blandt de trængende i befolkningen. Under Hazrat Abu Bakrs (ra) styre blev denne ordning ikke ændret. Allerede i det første år af sit kalifat gav han tyve dirham pr. person til frigivne slaver, kvinder og mænd samt folk fra alle samfundslag, høje som lave. Da en sahabi gjorde indsigelse mod denne lighed i fordelingen af rigdommen, svarede han: »Der er utvivlsomt forskel på folks rang og fortjenester; men hvilken forbindelse kan det have med, at der gives mere eller mindre ved fordelingen af rigdommen?« Hen imod slutningen af hans kalifat blev et bayt al-mal formelt oprettet; men der blev aldrig ophobet store mængder rigdom eller penge i det. Derfor blev der heller ikke behov for at træffe nogen foranstaltninger til at opbevare eller bevogte bayt al-mal. Da en sahabi engang spurgte om dette, svarede han: »Én lås er tilstrækkelig til at beskytte det.« Efter hans død blev bayt al-mal på stedet Sanai undersøgt under ledelse af Hazrat Umar al-Faruq (ra), og det blev fastslået, at der kun var én dirham tilbage. Da folk så dette, udbrød de: »Må Allah forbarme sig over Abu Bakr.«

Den militære ordning

På den ædle Profets (s) tid fandtes der ingen velorganiseret og disciplineret hær. Så snart krigens kald lød, samledes hele den muslimske befolkning ivrigt foran den ædle Profet (s) for at slutte sig til den. Under Hazrat Abu Bakrs (ra) styre var det i det store og hele også denne skik, der var gældende. Han indførte imidlertid en ny ordning. Når han sendte en hærstyrke ud på et bestemt felttog, inddelte han alle soldaterne i flere underafdelinger og udnævnte en hærfører for hver af dem. Det var således også under den første kalifs styre, at skikken med at udnævne en amir al-umara eller »øverstkommanderende« blev indført, og Hazrat Khalid ibn al-Walid var den første, der blev udnævnt til dette vigtige og yderst ærefulde embede.

Som følge af, at hæren således blev velorganiseret og opstillet, blev det i høj grad lettere for de muslimske mujahidiner at møde romernes velorganiserede hær.

Soldaternes karakterdannelse og træningssystem

Enhver krig og kamp, der blev udkæmpet på Profeten (fvmh.)s tid og under de retledte kaliffers kalifat, blev ført med det formål at opnå Allahs velbehag og forsvare den islamiske stat. Derfor blev der dengang lagt særlig stor vægt på at forbedre den moralske karakter hos de mennesker, der havde viet sig til dette formål. Som følge heraf indtog den islamiske hær den højeste position i hele verden med hensyn til moralsk karakter. Efter Profeten (fvmh.) lagde den ærede Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) også særlig vægt på dette område inden for den militære træning. Når han sendte hæren af sted på særlige ekspeditioner, fulgte han hærføreren et langt stykke på vej og tog afsked med ham efter at have givet ham værdifulde råd. Da han sendte ham af sted på ekspeditionen til Syrien, gav han hærføreren følgende råd:

Du vil møde mennesker, som har viet sig til Allahs tilbedelse. Du må ikke angribe dem. Desuden giver jeg jer følgende ti råd: I må ikke dræbe nogen kvinde, noget barn eller nogen gammel person; I må ikke fælde frugttræer; I må ikke affolke nogen by eller noget beboet sted. I må aldrig slagte geder eller kameler, undtagen når det er nødvendigt for at skaffe føde. I må ikke sætte ild til daddelpalmernes lunde. I må ikke på nogen måde tilegne jer noget af krigsbyttet på uretmæssig vis, og I må ikke være feje eller modløse.

Anskaffelse af krigsudstyr

Den ærede Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) havde iværksat en bestemt plan for anskaffelsen af krigsudstyr. En betydelig del af de midler, der fra forskellige kilder blev indbetalt i statskassen, anvendte han til transport og indkøb af våben. Den andel af krigsbyttet, som i den ædle Koran var fastsat til Allah, Sendebudet og de nærmeste slægtninge, blev alt sammen anvendt til at opfylde disse militære behov. Profeten (fvmh.) anvendte efter at have dækket andre nødvendige udgifter de resterende midler på dette område.

Den første kalif havde udlagt et særligt græsningsområde på et sted ved navn Baqi til opdræt af kameler og heste. Her var der sørget for opdræt af tusindvis af statsejede dyr. De statsejede dyr, der var blevet indsamlet som sadaqa og zakat, blev holdt her.

Inspektion af de militære centre

Trods den svaghed, som skyldtes høj alder, og selv om Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) var tynget af talrige bekymringer og sjælekvaler, inspicerede og overvågede han personligt de militære lejre. Hvis han blandt soldaterne opdagede nogen mangel eller afvigelse, hvad angik deres praktiske eller åndelige forhold, sørgede han straks for at rette den. I anledning af en særlig ekspedition blev et stort antal soldater samlet på et sted ved navn Jurf. Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) tog dertil for at inspicere dem. Da han ankom til det telt, der lå på et sted ved navn Banufjarah, rejste mujahiderne sig og viste ham respekt. Her bemærkede han, at soldaterne, som var kommet fra forskellige stammer, nærede gensidig stolthed over adel og forrang. Gennem råd og vejledning forsøgte han at dæmpe den slægts- og stammebaserede fornemhed samt det gensidige had og fjendskab og at vække islamisk tolerance og broderskab blandt dem alle.

Modstand mod ikke-islamiske skikke

Den vigtigste årsag til, at de troslæresætninger og livsordninger, som profeterne havde forkyndt, senere blev forvansket, var, at bidʿa gradvist blev udbredt blandt folk og fik deres accept. Som følge heraf indtog bidʿa-baserede ordninger den oprindelige religions plads, og den sande religion forsvandt. Under Hazrat Abu Bakrs (ra) styre blev der ikke bemærket nogen særlig begyndelse på bidʿa i det islamiske samfund. Ikke desto mindre forsøgte han straks at fjerne den, når noget sådant viste sig noget sted eller på noget tidspunkt.

Hazrat Abu Bakrs (ra) rolle med hensyn til Koranen og hadith

I kampene mod dem, der falskeligt hævdede profetskab, blev et stort antal mujahider, som var hafiz al-Qur’an, martyrer. Især i den blodige kamp ved Yamama led så mange hafiz al-Qur’an martyrdøden, at de ansvarlige sahaba blev bekymrede for, at den ædle Koran skulle gå tabt. Derfor blev behovet for straks at indsamle, nedskrive og sammenstille den ædle Koran akut.

I virkeligheden blev den ædle Korans vers og suraer åbenbaret på forskellige tidspunkter og i forbindelse med bestemte begivenheder, og efter Profeten, den ædles (s), anvisning blev de straks nedskrevet af bestemte sahaba. De var tydeligt skrevet på daddelblade, kamelskind, knogler, sten og træstykker. På Hazrat Abu Bakrs (ra) befaling blev de samlet og sammenstillet i form af én velordnet bog. Hvor stor en bedrift dette var set fra et islamisk synspunkt, kan let forstås.

Hazrat Abu Bakrs (ra) tilgang til hadith var yderst forsigtig. Han sagde klart, at det ikke er rigtigt at overlevere en hadith, før man er fast overbevist om dens ægthed og fri for enhver form for tvivl. Han accepterede selv aldrig en hadith, medmindre han havde fundet flere, der støttede og bevidnede den.

Oprettelsen af en afdeling for islamisk lov

Hazrat Abu Bakr (ra) oprettede en særlig afdeling til udførelsen af det vigtige arbejde med forskning, undersøgelser samt juridisk analyse og vurdering inden for islamisk ret. Hazrat Umar, Hazrat Uthman, Hazrat Ali, Hazrat Abdur Rahman bin Auf, Hazrat Muaz bin Jabal, Hazrat Ubay bin Kaab, Hazrat Zayd bin Thabit (ra) og andre fremtrædende lærde og tænkere blev udpeget til dette arbejde. Det var også deres ansvar at besvare de fatwaer, som folket forespurgte om.

Udbredelsen af islam

Kaliffens særdeles vigtige opgave som Profetens værdige stedfortræder var at udbrede islams idealer. Hazrat Abu Bakr (ra) havde lige fra begyndelsen haft et særligt fokus på dette. I virkeligheden var den islamiske himmels lysende stjerner frugten af den selvopofrende Hazrat Abu Bakrs (ra) utrættelige indsats for sandheden. Men efter at han var blevet pålagt kalifatets tunge ansvar, viste han naturligt nok større tilbøjelighed til og større aktivitet på dette område. Som følge heraf genlød hele Arabien af den kraftfulde opfordring til islam. Hazrat Abu Bakr (ra) beordrede de mujahider, der var blevet sendt ud til alle egne, at udbrede islam. Han sendte særlige delegationer ud for at bringe islams kald til de arabiske stammer, der var spredt i forskellige områder. De udførte dette arbejde med fuld hengivenhed og oprigtig troskab. Som følge heraf antog alle afgudsdyrkere og kristne nær og fjern islam. De arabiske stammer ved grænserne til Irak, Arabien og Syrien besvarede Hazrat Khaleds (ra) islamiske kald.

Opfyldelsen af den ædle Profets (sa) løfter

Det var også en af kalifatets vigtigste pligter at betale den ædle Profets (sa) gæld fra hans levetid og nøje opfylde de løfter og tilsagn, han havde afgivet. Hazrat Abu Bakr (ra) fuldførte disse opgaver ved den første lejlighed. Især efter at store rigdomme var kommet i hans besiddelse som følge af erobringen af Bahrain, bekendtgjorde han offentligt: Hvis nogen havde et tilgodehavende hos den ædle Profet (sa), eller hvis et af hans løfter endnu ikke var blevet opfyldt, kunne det opfyldes hos mig.

Behandlingen af den ædle Profets (sa) familie og slægtninge

Selv om der i begyndelsen opstod en vis misforståelse mellem ham og den ædle Profets (sa) familie og nære slægtninge på grund af Fadaks have, behandlede han dem altid med stor hjertelighed, medfølelse og respekt. Han havde et skarpt blik for at sikre ummahat al-muminins trivsel og fred samt for at opfylde alle deres behov. Desuden opfyldte han med fuld respekt og ærbødighed de testamentariske instrukser, som Allahs ædle Sendebud (sa) havde efterladt vedrørende andre mennesker.

Beskyttelsen af dhimmi-borgernes rettigheder

De ikke-muslimer, som under profetens tid havde fået beskyttelse i den islamiske stat, og med hvem der gennem skriftlige traktater var indgået særlige fredsaftaler, sikrede Hazrat Abu Bakr (ra) alle deres rettigheder fuldt ud. På samme måde gav han under sit kalifat de ikke-muslimske dhimmi-undersåtter i de erobrede lande næsten samme rettigheder som de muslimske undersåtter. Den traktat, der blev underskrevet med de kristne indbyggere i Hira, lød således:

Deres klostre og kirker må ikke ødelægges, og ingen bygning, der er opført med henblik på at søge tilflugt i nødstider, må rives ned. De må ikke hindres i at ringe med klokker eller blæse i horn. Under deres særlige festligheder må de ikke forbydes at føre korsoptog.

Her er kun nævnt nogle få bestemmelser fra den lange traktat. Heraf fremgår et strålende eksempel på religiøs tolerance i den islamiske statsordning.

Under den første kalifs tid var jizyaen og den almindelige skat meget lav. Desuden blev den kun pålagt de velhavende. Af Hira-områdets syv tusind indbyggere blev tusind helt fritaget for enhver form for jizya, mens der på resten kun blev pålagt en årlig skat på ti dirham pr. person. I den nævnte traktat stod det også, at hvis en dhimmi blev gammel, uarbejdsdygtig eller fattig, skulle der ikke opkræves nogen skat hos ham; desuden skulle hans underhold sikres fra bayt al-mal. Kan man i verdenshistorien finde noget eksempel på en så upartisk forvaltning af undersåtter og en så storsindet behandling?

Umar Faruqs (ra) karakteregenskaber

Verdensprofeten Hazrat Muhammad (s) havde gennem sit livs oprigtige stræben opbygget et fuldkomment idealistisk samfund med en højt udviklet moral. Hvert eneste menneske i det samfund, han havde opbygget, var, hvad angår idealisme og moralsk karakter, ophøjet som en bjergtop, urokkeligt over for uret og falskhed og, set med modstandernes øjne, yderst uovervindeligt og uangribeligt. Dette var i fuldt mål sandt og gældende for næsten alle sahabaerne. Ikke desto mindre er det ubestrideligt, at der blandt dem var betydelige forskelle med hensyn til mildhed, strenghed, ydmyghed, beskedenhed og tålmodighed. Denne forskel må anerkendes som en realitet, der skyldtes forskelle i deres naturlige anlæg. Når vi på denne baggrund undersøger Hazrat Umar Faruqs personlige karakter, træder et forbløffende billede af et usædvanligt jernmenneske frem for os. Hazrat Umar (ra) har i sandhed opstillet et strålende ideal på en ubegrænset kraftfuld, glødende, frygtløs og urokkelig personlighed i det islamiske samfund. På den islamiske kalifats vidstrakte himmel var han som en strålende måne. Hans rolle på kalifatets arena var yderst kraftfuld og ophøjet.

Denne styrke i Umars karakter kunne iagttages helt fra den første del af hans liv. I samfundet før islam var han kendt som en enestående heltemodig mand. Netop da han som syvogtyveårig var en fremadstormende ung helt, stod islams sol op over den arabiske ørken. Fra bjergtoppene omkring Mekka genlød et verdensrystende budskab om tawhid. For Umar Faruq var dette budskab helt nyt og ukendt. Da han hørte det, blev han yderst vred og ophidset. Derfor blev han en voldsom fjende af enhver, om hvem han hørte, at vedkommende havde antaget islam. Da en slavinde fra hans egen klan antog islam, slog han hende på en utrolig brutal måde. Og hver gang han hørte om en anden, der havde antaget islam, gik han med faste skridt frem for at ødelægge vedkommende. Men det er højst forunderligt, at han trods alle disse slag ikke formåede at få blot ét eneste menneske til at forlade islam. Til sidst besluttede han selv at dræbe Verdensprofeten. En dag hængte han et skarpt og nyslebet sværd over skulderen og begav sig med faste skridt af sted for at udføre dette. Men undervejs fik han at vide, at hans egen søster og svoger havde antaget islam, og det var, som om lynet slog ned i ham. Han skyndte sig straks hen og slog sin søster og svoger så voldsomt, at blodet begyndte at strømme fra deres kroppe. Men selv da viste der sig ikke den mindste svaghed i deres hjerter over for troen på islam. Tværtimod sagde de til Umar Faruq: “Gør, hvad du vil. Men at slukke den strålende fakkel af troen på islam i vores hjerter ligger uden for din magt.”

Da Umar Faruq (ra) så de nye muslimers urokkelighed, blev han overvældet af forundring. Han blev helt forvirret, mens han tænkte over, hvorfor de var så fuldstændig henførte og hengivne til islam, og ved berøringen af hvilken filosofisk sten et barbarisk og ulydigt menneske blev forvandlet til et sandt menneske. Til sidst blev også han tvunget til at bøje hovedet for islams stærke principper og lære. Da en så enestående heltemodig mand som ham antog islam, skabte det voldsom uro i de to dengang indbyrdes stridende samfund i Arabien. Det vantro samfund blev både forbavset og fortvivlet; på den anden side så man i det lille islamiske samfund en ungdommelig bølge af begejstring og opmuntring. På det tidspunkt var muslimerne yderst svage, magtesløse og hjælpeløse. Ikke blot var det vanskeligt for dem at leve et åbent islamisk liv og udføre de nødvendige religiøse handlinger; selv det at erklære sig som muslimer var blevet en årsag til stor fare. Især var det helt umuligt for dem at tilbede Allah i Allahs hus. Da en frygtløs helt som Hazrat Umar (ra) antog islam, ændrede situationen sig pludseligt. Da han selv offentligt erklærede, at han var blevet muslim, blev det vantro samfund yderst fjendtligt og rasende over for ham. Da hans morbror, den indflydelsesrige vantro leder As ibn Wa’il, ville give ham beskyttelse, nægtede han på grund af sin medfødte ildhu og tapperhed at tage imod hans beskyttelse. For efter at have troet på islams revolutionære kalima, “la ilaha illallah”, er det på ingen måde passende for et menneske med selvrespekt at søge beskyttelse hos en vantro person eller magt. Desuden gik han sammen med muslimerne til Ka’baen og bad dér. Det var i grunden kun muligt på grund af den tapre Umars mod. Derfor blev han ved profetens hof tildelt tilnavnet Faruq, det vil sige den, der skelner mellem sandhed og falskhed.

Hazrat Umar (ra) opholdt sig i Mekka i omtrent seks-syv år efter, at han havde antaget islam, indtil udvandringen. I denne tid udholdt Hazrat Umar (ra) ligesom de øvrige uden besvær de umenneskelige overgreb, den grusomhed og det undertrykkende tyranni, som de vantro udsatte muslimerne for. Uden en enestående selvopofrelse for islams skyld, en usædvanlig moralsk fasthed og en urokkelig karakterstyrke ville det for datidens muslimer have været yderst vanskeligt at bevare troen, selv når de blev knust under de vantros djævelske forfølgelser.

Islams første krig fandt sted på Badrs slagmark. Den skarpsindighed, den selvopofrende ånd og den urokkelige fasthed, som Hazrat Umar (ra) viste i denne krig, er skrevet med lysende bogstaver i islams historie. For islams skyld var han ikke rede til at skåne selv en meget nær slægtning det mindste. På slagmarken blev hans morbror ʿAs dræbt af et slag fra hans eget sværd. Han følte ikke den mindste tøven ved at støde våbnet ind i denne nære slægtnings bryst. Dette selvopofrende offer for islams skyld var i sandhed uden sidestykke.

I slaget ved Badr vandt muslimerne en glorværdig sejr, og omtrent halvfjerds vantro ledere blev taget til fange af muslimerne. Da man begyndte at drøfte, hvordan man skulle behandle dem, fremsatte Hazrat Umar Faruq (ra) klart sin mening og sagde: »Det er bedst at dræbe dem, og enhver af os bør med egen hånd slagte sin egen slægtning.«

I det sjette hijri-år drog den Ædle Profet (s) til Mekka for at udføre hajj, ledsaget af fjorten hundrede muslimer. Da han nåede frem til et sted ved navn Zulhulaifa, fik han at vide, at Quraysh i Mekka dette år under ingen omstændigheder ville lade muslimerne komme ind i byen. Under disse omstændigheder spredtes der et rygte om, at Hazrat Uthman (ra) var blevet martyrdræbt. På dette tidspunkt modtog den Ædle Profet (s) en troskabsed om selvopofrelse fra sahabaerne. Hazrat Umar (ra) var blandt de forreste i dette. Da en fredsaftale til sidst blev undertegnet med Quraysh, forekom en af dens betingelser Umar Faruq (ra) klart uacceptabel, og den ramte hans skarpe æresfølelse og modige natur hårdt. Han gik straks til Profetens hof og sagde: »Når vi i sandhed står på sandhedens grund, hvorfor er det da nødvendigt at slutte fred med falskheden på så ydmyg og underdanig en måde?«

I selve året for erobringen af Mekka fandt slaget ved Hunayn sted. Hazrat Umar (ra) kæmpede med stor fasthed i dette slag. Da der i det niende hijri-år spredtes en meddelelse om, at den romerske kejser ville angribe Medina, bragte Hazrat Umar Faruq (ra) på den Ædle Profets (s) anmodning halvdelen af hele sin formue og overrakte den til Profeten.

Da hele det muslimske samfund hørte nyheden om Verdensprofetens dødsfald, var det nær ved at bryde sammen af overvældende sorg. Hazrat Umar Faruq (ra) tænkte, at de hykleriske mennesker med deres snedige karakter måske ville udnytte lejligheden til at skabe en alvorlig katastrofe, og han begyndte derfor stående i Profetens moské at holde en kraftfuld tale: »Den, der siger, at Verdensprofeten er død, skal have sit hoved hugget af.« I virkeligheden var dette blot et praktisk udtryk for Hazrat Umars (ra) medfødte glødende mod.

Den glødende og urokkelige ånd, som til stadighed var tydelig i Hazrat Umars (ra) karakter, havde en vis negativ virkning på nogle af sahabaerne. Som eksempel kan nævnes, at Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra), da han nærmede sig afslutningen på sit liv og blev urolig over tanken om at udnævne den næste kalif, personligt gav udtryk for, at Hazrat Umar (ra) burde indsættes i dette embede. Gennem sin lange livserfaring havde han uden tvivl indset, at Umar Faruq (ra) efter hans bortgang ville være den bedst egnede person til kalifatet. Da han gav Hazrat Abdur Rahman ibn Auf (ra) udtryk for denne mening, sagde denne: »Hvad angår Deres mening om Umar Faruq, sværger jeg ved Allah, at han er endnu bedre end det. Men det bekymrende er, at hans natur er yderst voldsom og streng.« (Tabari) Som svar sagde Hazrat Abu Bakr (ra): »Grunden er, at jeg var overordentligt mild og ydmyg. Men når ansvaret alene bliver lagt på ham, vil han opgive mange af sine vaner og karaktertræk. Abu Muhammad! Min erfaring er, at når jeg blev vred på nogen, var det Umar, der forsøgte at slukke min vredes ild og rådede mig til at anlægge en mild holdning.« (Al-Islam wa-l-hadaratu l-arabiyya)

Hazrat Abu Bakr (ra) måtte også stå til regnskab over for folket angående Hazrat Umar Faruqs (ra) strenge natur. Da hans mening om den næste kalif blev kendt blandt folket, kom nogle mennesker til ham og spurgte: »Hvad vil De svare Allah, når De møder Ham, hvis De gør en mand med en så streng natur som Umar til Deres efterfølger?« Hazrat Abu Bakr (ra) imødegik på yderst subtil vis deres fejlagtige opfattelse og sagde: »Jeg vil stå foran Allah og sige, at jeg valgte den bedste og fortræffeligste af den kommende ummah som kalif.«

I sandhed havde Hazrat Abu Bakr (ra) den samme rang i Hazrat Abu Bakrs (ra) nærvær, som Hazrat Abu Bakr (ra) havde i den ærede Profets (s) nærvær. (Muqaddima Ibn Khaldun, s. 206.) Derfor er Hazrat Abu Bakrs (ra) ovennævnte udsagn fuldstændig sandt.

Efter at Hazrat Umar (ra) var blevet indsat som kalif, var dette det første budskab, der udgik fra hans mund og trængte ind i det muslimske folks ører: »O arabere! Jeres skik er at følge efter føreren ligesom kameler bundet med reb følger efter deres fører. Men det afgørende er, hvorhen og hvordan føreren leder jer. Hvad mig selv angår, kan jeg sige dette: Ved Allah, Ka’baens Herre, jeg vil helt sikkert føre jer ind på den rette vej.«

Umiddelbart efter at begravelsen af Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) var afsluttet, børstede han jorden af sine egne hænder og rejste sig for at holde en tale. Henvendt til den forsamlede muslimske befolkning sagde han:

O muslimske folk! Allah har ført jer og mig sammen. Og efter mine to tidligere ledsagere har Han ladet mig leve videre. Ved Allah, alle de sager, der bliver forelagt mig, vil jeg afgøre. Og hvad der forbliver skjult for mig, vil jeg bestræbe mig på at håndtere med fuldt ansvar og gudsfrygt. Hvis folk viser mig venlighed og gør godt mod mig, vil jeg også behandle dem på samme måde. Men hvis nogen anlægger en dårlig og uønsket adfærd, vil jeg også straffe ham strengt.«

Denne tale, hvori Hazrat Umar (ra) fastlagde sine principper, var rettesnoren for udførelsen af hans kalifat. Erfarne menneskers klare vurdering er, at han fra først til sidst handlede i overensstemmelse med disse ord. Han gjorde hverken det mindste mindre eller det mindste mere.

Hazrat Umar (ra) plejede selv at bede Allah:

********(arabisk)

O Allah! Jeg er af natur et hårdt menneske; gør mig mild og blød. Jeg er svag; giv mig styrke. Jeg er nærig; gør mig gavmild. (Al-Islam wa al-Hadarah al-Arabiyyah)

Efter at Hazrat Umar Faruq (ra) var blevet udnævnt til kalif, tog han initiativ til at sende et stort antal soldater for at styrke felttoget i Irak. Efter i flere dage forgæves at have appelleret til folket på offentlige forsamlinger med dette formål holdt han en rørende og inspirerende tale. Som følge heraf blev det muslimske folk rede til i flokke at slutte sig til jihad. I den sidste fase af denne uafbrudte kamp fandt en åben konfrontation mellem muslimerne og Iran sted. Men muslimerne blev besejret, og ud af ni tusind soldater var kun tre tusind tilbage. Da Hazrat Umar Faruq hørte om dette nederlag, blev han yderst utilfreds og vred. Den brændende tale, han da holdt for at opfordre til selvopofrelse for islams skyld, fremkaldte et vulkanudbrud blandt de arabiske stammer. Ja, selv utallige kristne borgere blev rede til at kaste sig ind på slagmarken og kæmpe sammen med muslimerne i denne krig.

Under Hazrat Umar Faruqs (ra) kalifat blev islams enestående sejre vundet. På dette tidspunkt blev islams fane hejst over Egypten, Syrien, Irak, Armenien, Iran, Palæstina, Aserbajdsjan, Algeriet og Tripoli. Faktisk har der hverken før eller siden været noget tilsvarende eksempel på erobringen af så mange lande. Ingen af de pile, han affyrede, forfejlede deres mål. Ingen af de faner, han rejste, blev nogensinde sænket.

De muslimske soldaters liv var det kæreste af alt for ham. Han udnævnte som hærførere mænd, der i det samtidige samfund havde opnået særlig anseelse for deres viden, forstand og dømmekraft. Om slaget ved Nahavand skrev han til Nu’man ibn Muqarran:

Jeg har fået at vide, at de ikke-muslimske fjender samler sig i stort tal i byen Nahavand for at indlede kamp mod jer. Så snart du modtager dette brev, skal du drage af sted med de muslimer, der befinder sig nær dig, under Allahs befaling, hjælp og barmhjertigheds beskyttelse. Før dem ikke ad vanskelige og ufremkommelige veje, for det vil volde dem store lidelser. Krænk ikke nogen af deres berettigede rettigheder. Ellers vil de blive utilfredse og oprørske. Før dem heller ikke ind gennem tætte skove. Vid, at én muslimsk person for mig er kærere og mere værdifuld end hundrede tusind guldmønter.

For at føre dette enestående erobringstogt til sejr sendte han utallige soldater ud i forskellige slag; men når han hørte, at en soldat eller hærfører var blevet martyr i kampen, flød brændende tårer af hjertesorg uophørligt fra hans øjne i strie strømme. Selv når han samtidig fik det glædelige budskab om erobringen af et stort land, lod tårerne sig ikke standse.

Hazrat Umar (ra) var, ligesom sine to store forgængere, Rasul Karim og Abu Bakr Siddiq, en bannerfører for retfærdighed og redelighed. De ord, der kom fra hans mund, lignede også deres. Da han sendte Muslima al-Ashja’i for at undertvinge det oprørske kurdiske folk, sagde han til ham:

Drag af sted i Allahs navn, og kæmp med fuld styrke mod de Allah-trodsende mennesker på Allahs vej. Når kampen ansigt til ansigt med jeres polyteistiske brødre bryder ud, skal I først fremsætte tre tilbud for dem. Indbyd dem til at antage islam. Hvis de antager islam, aflægger våbnene og er rede til at blive hjemme, er det jeres pligt at opkræve zakat af deres ejendom. Hvis de er rede til at slutte sig til jer og kæmpe mod de vantro, skal deres rettigheder og status være lig jeres. Men hvis de nægter at antage islam, skal I kræve underkastelse og betaling af kharaj af dem. Påfør dem dog ikke nogen byrde, der overstiger deres styrke og evne. Hvis de ikke er rede til at betale kharaj, så kæmp mod dem. Allah vil hjælpe jer mod dem.

Hazrat Umar Faruq (ra) var ikke villig til at tolerere den mindste form for magelighed, luksus eller pragt blandt provinsguvernører og embedsmænd i de forskellige afdelinger. Han bestræbte sig af al kraft på at bevare fuld enhed og lighed mellem herskerne og de beherskede. For at de ikke skulle blive berørt af ikke-arabernes luksuriøse civilisation og udsvævende karakter, satte hans beskyttende bestræbelser ingen ende. Til guvernøren Hazrat Utba ibn Farqad (ra) skrev han udtrykkeligt: Hold dig fra luksus, pragt, nydelse, polyteistiske skikke og sædvaner samt silkeklæder.

Han krævede af de nyudnævnte guvernører, at de lovede ikke at ride på tyrkiske heste (for det blev dengang betragtet som den største luksus), ikke at udnævne dørvogtere og altid at holde deres døre åbne og frit tilgængelige for fattige og trængende. Hvis nogen overtrådte dette, afsatte han ham straks.

Hazrat Saad opførte et enormt palads i byen Kufa. Hazrat Umar (ra) lod det sætte i brand og brænde ned. I Egypten opførte Hazrat Kharija ibn Hudhafa en balkonbygning. Da Hazrat Umar (ra) hørte om det, sendte han ordre om at rive den ned, foruden andre ulovligheder kunne den også medføre, at naboens privatliv blev krænket. (Kitab al-Kharaj)

Når Umar al-Faruq (ra) under hajj opholdt sig i Mekka, offentliggjorde han en almindelig meddelelse, hvori han opfordrede folk til at fremsætte enhver klage over guvernørerne direkte for ham. En mand klagede over en guvernør og sagde, at denne uden grund havde givet ham hundrede piskeslag. Han svarede: »Så skal du give den pågældende guvernør hundrede piskeslag.« Hvor hård en afgørelse dette var, kan man let forestille sig. Den pågældende guvernør blev rystet. Han rejste sig og sagde: »Hvis dette sker, vil guvernørens anseelse gå tabt, og regeringsarbejdet vil gå i stå.« Hazrat Umar (ra) sagde: »Alligevel er det nødvendigt at opstille et sådant eksempel på retfærdighed, for selve den ædle Profet (sa) gjorde netop sådan.«

Da Hazrat Umar (ra) erfarede, at Hazrat Khalid ibn al-Walid (ra) havde brugt et stort beløb uden noget nationalt eller generelt behov, sendte han en ordre om at afsætte ham. Han sagde: »Hvis Khalid har brugt disse penge af sine egne midler, har han uden tvivl ødslet med dem; og hvis han har brugt Bait al-Mals midler, har han overskredet sin ret og svigtet det betroede ansvar.«

Hazrat Umar (ra) udførte kalifatets opgaver ved at følge de store mænds fodspor, som var gået forud. Han sagde: »Mine to ledsagere er allerede gået bort. De fulgte den samme vej og fremgangsmåde. Hvis jeg handler anderledes end dem, vil jeg dermed slå ind på en helt anden vej.« Dette synes i sandhed at være et ekko af Verdensprofetens ord: »Hvis der efter mig skulle komme en profet, ville det være Umar.«

Den hårdhed og urokkelighed, der viste sig i Umar al-Faruqs (ra) karakter, blev forklaret på rette vis af selve den ædle Profet (sa). Han sagde: »Ingen i mit ummahs midte er så stærk og hård som Umar, når det gælder Allahs anliggender.«

En anden siger: »Umar er gavmild, når det gælder sandheden, men når det gælder uret og falskheden, er han nærig helt ind til knoglerne.«

Hazrat Umar (ra) var i sandhed ikke naturens blinde slave; det er på ingen måde sandt, at han i noget spørgsmål udviste hårdhed blot på grund af en medfødt hård natur. Tværtimod var hans opfattelse af hårdhed og mildhed særdeles klar, og hans sind og forstand var altid vågne i denne henseende. Derfor erklærede han selv med klare ord:

Khilafatens opgaver kan ikke udføres korrekt, medmindre man anvender en sådan strenghed, at den ikke når til undertrykkelsens niveau. Man bør heller ikke udvise mildhed i forhold, hvis grundlag hviler på svaghed. (Kitab al-Kharaj)

Og denne strenghed var fuldstændig begrænset til shariaens område – til Allahs rettigheder og menneskenes rettigheder. Men i personlige forhold udviste Hazrat Umar (ra) aldrig så meget som et gran af strenghed. Tværtimod var han i sådanne tilfælde mere smeltende og blid end voks. Netop dette fremgår af en tale, som Umar Faruq (ra) selv holdt. I den forbindelse sagde han:

****** (arabisk)

Ved Allahs ed: Når mit hjerte bliver blødt i forhold til Allah, bliver det blødere og mildere end skummet på vand. Men når det, hvad angår Allahs religion og shariaen, efter behov bliver fast og strengt, bliver det hårdere og mere uigennemtrængeligt end en klippe.

Den strenge politik, som Hazrat Umar Faruq (ra) fulgte i udførelsen af khilafatens ansvar, var i statskunstens perspektiv helt uundværlig. Afsættelsen af Hazrat Khalid ibn Walid, strengheden over for herskerne, den yderst strenge håndhævelse af de islamiske bestemmelser og lignende hørte alt sammen til det enorme ansvar, der fulgte med Hazrat Umars (ra) khilafat. Alt, hvad han gjorde, gjorde han for at opfylde det vanskelige ansvar, der fulgte med kaliffens embede. For uden dette kunne et så yderst skrøbeligt og vigtigt ansvar som khilafaten slet ikke være blevet varetaget. Og måtte Allah beskytte os: Hvis Hazrat Umar heller ikke havde varetaget khilafatens ansvar og etableret et praktisk eksempel på den islamiske statsordning, ville den islamiske livsordnings undergang have været uundgåelig.

Hans strenghed, urokkelighed og mangel på tilgivelse i udførelsen af khilafatens ansvar var imidlertid kun én side af Umars karakter. Den anden side var hans enestående indsats, når det gjaldt barmhjertighed, medfølelse og tilgivelse. I datidens samfund var der blandt Allahs samvittighedsbegavede skabninger ingen, der havde større ret til barmhjertighed og medfølelse end slaverne. Så snart Hazrat Umar Faruq (ra) overtog khilafatens ansvar, frigav han alle arabiske slaver fuldstændigt. Samtidig udstedte han en forfatningsmæssig bestemmelse med følgende ord: »En araber kan aldrig blive nogens træl eller slave.« I overensstemmelse med datidens sociale og økonomiske forhold var det meget vanskeligt at frigive alle ikke-arabiske slaver. Ikke desto mindre gennemførte han mange love og bestemmelser til deres gavn. Han indførte endda statslige ydelser eller stipendier til dem på lige fod med deres herrer og ejere.

Hazrat Umar (ra) behandlede dhimmier og ikke-muslimer med en sådan hjertelighed og respekt, som selv nutidens muslimer ikke udviser over for muslimer. På dette område var han særligt opmærksom helt til sit livs sidste øjeblik. Samtidig var han på ingen måde sparsommelig med generelt at vise tilgivelse og nåde.

Den anden kalif udførte ikke kun almindeligt arbejde til gavn for folket på regeringsniveau. Også personligt var han til enhver tid beskæftiget med menneskehedens velbefindende. Han gik fra hus til hus hos de mujahider, der var draget ud til jihadens slagmarker, og spurgte til deres familier. Hvis nogen havde et behov, sørgede han straks for at få det opfyldt. Hvis han et sted så sultne mennesker, sørgede han omgående for mad til dem. Under Umar Faruqs (ra) khilafat blev der etableret fuldstændig lighed og retfærdighed mellem rige og fattige, mellem trængende og velhavende. Han havde givet de ansvarlige embedsmænd strenge instrukser om ikke at udvise så meget som den mindste forskelsbehandling over for folket. Selv brød han sig ikke om nogen form for smiger eller ros. Da han optrådte som sagsøgt ved domstolen i Medina, rejste dommeren sig af respekt for khalifat al-muslimin. Da han så dette, sagde han straks: »Dette er den første uretfærdighed, du har begået i denne sag.« Hele verden skælvede dengang under kaliffens magt og myndighed; men som følge af den lighedspolitik, han fulgte, kunne udenlandske ambassadører ikke umiddelbart genkende Amir al-Mu’minin. Han var en person med en yderst stærk æresfølelse. Før åbenbaringen af versene om sløret bar almindelige muslimske kvinder ikke slør, og heller ikke Profetens (s) hustruer overholdt sløret. Men selv dengang kunne han ikke lide denne mangel på tildækning og kvindernes uhindrede færden.

Det farukiske karakters grundlag

Hazrat Umar Faruks (ra) storslåede karakteregenskaber var grundlagt på et særdeles solidt fundament. Dette fundament havde han tilegnet sig gennem det nære og inderlige samvær med Hazrat Muhammad (s), grundlæggeren af de højeste moralske standarder. Personligt var han udsmykket med ædle egenskaber og var en levende legemliggørelse af profetens karakter. I hans karakterspejl genspejledes i højeste grad oprigtighed, overgivelse til Allah, uvilje mod verdslige nydelser, beherskelse af tunge og sind, retfærdighed, sandhedskærlighed, ydmyghed og et enkelt og uprætentiøst liv. Disse ædle egenskaber var så stærkt forankrede i hans karakter, at enhver, der kom i hans nærhed, blev dybt påvirket af dem. Mange sahaba søgte med stor iver hans selskab for hos ham at lære ægte taqwā og fromhed. Selv Rasul-e-Karim (s) sagde om ham:

*******(arabisk)

Allah den Højeste havde grundfæstet sandheden på Umars tunge og i hans hjerte. Han var den, der tydeligt skelnede mellem sandhed og falskhed.

Denne indflydelse genspejledes fuldt ud også i karakteren hos embedsmændene under det farukiske kalifat.

Intensiteten af gudsfrygten

Den grundlæggende kilde til Umars (ra) karakterstyrke var hans faste overbevisning om Allahs magt og vælde. Med den største ydmyghed og et ængsteligt hjerte forblev han optaget af bøn til langt ud på natten. Når han reciterede de vers i Koranen, der beskriver Allahs storhed og majestæt, blev han overvældet af følelser og brød sammen i ustoppelig gråd. Hans hjerte var så blødt og følsomt, at da han en gang under fajr-bønnen begyndte at recitere sura Yusuf, blev han så bevæget, at han under gråd blev nødt til at fuldføre hele Koranen og gå ned i rukūʿ.

Han frygtede i høj grad opstandelsens dags regnskab og straf. Han sagde ofte: »Selv hvis jeg på opstandelsens dag på en eller anden måde blev reddet fra Jahannams straf, ville jeg betragte mig selv som yderst heldig, hvis mine gode og dårlige gerninger blot stod lige.« En gang tog han et græsstrå i hånden og sagde med sorgfuld stemme: »Åh, hvis jeg blot var fri for ansvar ligesom dette græsstrå! Åh, hvis jeg aldrig var blevet født!« Af frygt for Allah var hans hjerte og sind altid fyldt med ængstelse og uro. Derfor sagde han ofte: »Selv hvis det fra den højere verden blev bekendtgjort, at alle mennesker på jorden med undtagelse af én ville komme i Paradis, ville denne bekymring stadig gøre mit sind uroligt: Hvad nu hvis det ulykkelige menneske, der er undtaget, viser sig at være mig?«

Kærlighed til og lydighed over for Allahs Sendebud

For at opnå et rent og lutret sind og hjerte samt gode og oprigtige karakteregenskaber er det helt nødvendigt at opnå en inderlig kærlighed til den store karakters grundkilde, verdens profet, Hazrat Muhammad (s.a.w.), og en oprigtig hengivenhed til at følge hans sunna. I sandhed kan det hjerte, som ikke er fyldt med kærlighed til Allahs Sendebud, og den handling, som ikke følger det ædle Sendebuds (s.a.w.) fremragende forbillede, ikke blive velsignet med denne verdens og den kommende verdens velsignelser. Hazrat Umar Faruq (r.a.) var en sand og oprigtigt hengiven elsker af Allahs Sendebud. Han elskede det ædle Sendebud (s.a.w.) mere end sit eget liv, sin ejendom, sine børn og sine nærmeste. Derfor var han ude af stand til pludseligt og let at acceptere den ædle Profets (s.a.w.) bortgang.

Den klareste side af Hazrat Umars (r.a.) karakter var hans bogstavelige efterfølgelse af det ædle Sendebud (r.a.) i hvert eneste skridt. I alle handlinger, såsom at spise og drikke, klæde sig, rejse sig og sætte sig, gå omkring samt tale, fulgte han trofast Profetens forbillede. Det ædle Sendebud (s.a.w.) levede sit liv i nød, faste og fattigdom. Derfor levede Hazrat Umar (r.a.), selv om han var hersker over Romerrigets og Persiens enorme imperier, et liv som en helt fattig mand. Engang sagde hans datter, de troendes moder, Hazrat Hafsa (r.a.), til ham: »Allah den Ophøjede har nu skænket velstand og overflod. Derfor bør De ikke længere afholde Dem fra at tage bedre tøj på og spise fremragende mad.« Han svarede: »Har du glemt det ædle Sendebuds liv, fyldt med lidelse og fattigdom? Ved Allahs ed vil jeg fortsætte med at følge min ’leder’ … i håbet om, at Allah i det hinsidige vil skænke mig lykke og velstand.«

Når han havde set det ædle Sendebud (s.a.w.) udføre en handling på en bestemt måde, bestræbte han sig altid på at udføre den nøjagtigt på samme måde. Hvis nogen, efter at have set hans måde at handle på, spurgte om årsagen, svarede han åbent: »Jeg udførte den på denne måde, fordi jeg havde set det ædle Sendebud (s.a.w.) udføre denne handling netop sådan.«

En stærk ansvarsfølelse

Hazrat Umar (r.a.) havde en særdeles stærk ansvarsfølelse med hensyn til sine forpligtelser og pligter. Han betragtede sig selv som ansvarlig for alt, hvad der angik folket, og uanset hvor meget lidelse opfyldelsen af dette ansvar medførte, bar han den uden tøven. Når han blev betroet ansvaret for at bevare muslimernes eller statens formue og ejendom, udholdt han den yderste grad af besvær og anstrengelse for dens skyld. Hvis Bayt al-mal led nogen form for skade, erstattede han den, og hvis noget gik tabt, tøvede han ikke det mindste med personligt at påtage sig den arbejdsbyrde, der var nødvendig for at opspore det.

Hazrat Ali (r.a.) fortæller: »En dag så jeg Hazrat Umar (r.a.) ride hurtigt af sted på en kamel og spurgte ham: ’De troendes leder, hvor er De på vej hen?’ Han svarede: ’En kamel, der var blevet opkrævet i zakat, er forsvundet, og jeg er draget ud for at lede efter den.’ Jeg sagde: ’På denne måde gør De det jo meget vanskeligt for Deres efterfølgende kaliffer at varetage deres ansvar. Det vil sige, at hvis De påtager Dem så meget besvær med at varetage kalifatets ansvar, vil de, der bliver kaliffer efter Dem, også være nødt til at påtage sig tilsvarende besvær.’ Da han hørte dette, sagde han:

*******(arabisk)

O Hasans fader! Bebrejd mig ikke. Ved Ham, som sendte Muhammad (s) med profetskab: Hvis blot én kamel skulle dø ved Eufrats bred, vil denne Umar på Dommedag blive holdt ansvarlig for det.

I sandhed kan sådanne ord kun siges, når man har en grænseløs ansvarsfølelse og en oprigtig og urokkelig tro på ansvarliggørelsen på Dommedag; der er ingen tvivl om, at det kun da er muligt at yde en sådan indsats og bære sådanne vanskeligheder for at beskytte statens ejendom.

Hazrat Umar (ra) færdedes om natten i beboede områder for at kende folkets virkelige tilstand. I tre nætter i træk hørte han lyden af gråd fra det samme hus. Derefter kaldte han folkene i huset ud og ville vide årsagen til barnets gråd. Barnets mor sagde: »Da der ikke vil blive tildelt barnet understøttelse fra Bayt al-mal, før det er holdt op med at die, forsøger man straks at vænne det spæde barn fra brystet. Det er den egentlige årsag til barnets gråd.«

Da han fik dette at vide, lod han straks bekendtgøre:

********(arabisk)

Skynd jer ikke med at vænne børnene fra brystet. Fra nu af tildeler vi hvert muslimsk barn føde.

Samtidig sendte han klare ordrer om, at denne bestemmelse straks skulle gennemføres i hele det islamiske rige.¹ {Et enestående eksempel på ansvarsfølelse: I denne forbindelse er det værd at nævne endnu en historisk begivenhed. En gang drog kaliffen Umar (ra) sammen med Ibn Abbas (ra) sent om natten ud fra Medina for at inspicere et fjerntliggende landområde. Da de gik gennem et kvarter, hørte de børns gråd fra en forfalden hytte ved siden af vejen. De kiggede ind i hytten og så en gammel kvinde sætte en gryde fyldt med vand over ilden på ildstedet, mens børnene sad omkring den og græd af sult. Kvinden trøstede børnene med mellemrum: »Vent lidt endnu; maden er klar lige straks.« Men maden blev aldrig klar. Til sidst faldt børnene i søvn, udmattede efter at have grædt i lang tid. Kvinden sukkede også dybt og sagde til sig selv: »Nå, i det mindste er vi kommet gennem denne nat.« Da kaliffen Umar (ra) og hans ledsager så denne hjerteskærende situation, gik de hen til kvinden. Som svar på deres spørgsmål sagde kvinden: »Der er ingen arbejdsdygtig mand i hendes familie; hun er heller ikke selv i stand til at tjene til føden til børnene. Derfor har hun i flere dage blot sat en gryde med vand over ilden og på denne måde trøstet de sultne børn.« Ved at spørge hende fik de desuden at vide, at der indtil da ikke var nået nogen fødevarehjælp frem til dem fra statens Bayt al-mal. Efter at have hørt denne hjerteskærende fortælling nåede kaliffen og hans ledsager hurtigt tilbage til Medina og åbnede døren til Bayt al-mals lager. Derefter tog han selv en sæk mel og en sæk sukker på skuldrene og begav sig af sted mod den fattige kvinde. På dette tidspunkt bad Ibn Abbas (ra) kaliffen om i det mindste at lade ham tage én af sækkene på sine skuldre. Kaliffen afviste det kategorisk og sagde: »Ibn Abbas! I dag er du kommet for at lette min byrde; men på Dommedag, når jeg bliver anklaget for denne fiasko i udførelsen af mit ansvar, vil du ikke komme for at lette byrden af min synd.« Denne begivenhed er et levende bevis på, hvor stærk den anden kalifs ansvarsfølelse var. – Redaktøren }

Det er ønskværdigt, at denne menneskelighed, medfølelse og omsorg for de nødlidende tydeligt præger karakteren hos statsledere, der bygger på islamiske idealer.

Hazrat Umar (ra) var i sandhed som en kærlig og hengiven far for hvert svagt og forældreløst menneske i samfundet. Retfærdighed og upartiskhed var hans vigtigste kendetegn. Han tillagde frihed og lighed lige stor betydning. ¹ {Uforsonlighed i spørgsmålet om frihed: I spørgsmålet om menneskets frihed og grundlæggende menneskerettigheder var Hazrat Umars (ra) holdning uforsonlig. Han ønskede ikke på nogen måde at begrænse nogens frihed uden en fornuftig og lovlig grund. I denne henseende gav han også herskerne strenge ordrer. Alligevel kom der engang en klage til kaliffen over Egyptens guvernør med den begrundelse, at han uden nogen fornuftig eller lovlig grund og alene på grund af mistanke holdt nogle personer fængslet. Kaliffen tilkaldte straks guvernøren og spurgte ham om årsagen. Guvernøren kunne ikke give noget tilfredsstillende svar. Da irettesatte kaliffen ham og sagde: »Disse mennesker blev født frie af deres mødre. Hvorfra fik du ret til at holde dem i trældom?« Kalif Umar (ra) stod urokkeligt fast på dette stærke princip indtil sit livs sidste øjeblik. Ingen kunne rokke ham det mindste fra det. – Redaktionen}

Han stod side om side med samfundets svage og trængende og arbejdede for hele menneskehedens velfærd. Denne politik gjaldt ikke kun muslimer. Over for de ikke-muslimske borgere, der var loyale over for den islamiske stat, nærede han heller ikke den mindste følelse af forskelsbehandling. Han udstedte ordrer til administratorer på alle niveauer om at behandle dem retfærdigt og følge retfærdighedens principper. Han indskærpede, at enhver form for uretfærdig og undertrykkende behandling af dem skulle undgås. I denne forbindelse er et historisk udsagn af ham selv særligt værd at nævne. Han sagde:

********(arabisk)

Velfærden i det ansvar, som Allah den Ophøjede har lagt på mig, afhænger hovedsageligt af tre ting. De er: at beskytte det betroede eller tilliden på behørig vis, at bære det med styrke og at udføre regeringsførelse og domfældelse i overensstemmelse med de bestemmelser, som Allah har åbenbaret.

Om statens rigdomme sagde han:

*******(arabisk)

I skal vide, at velfærden i disse statslige rigdomme kun ligger i tre former for anvendelse: De skal modtages på retmæssig vis – i overensstemmelse med retten; de skal gives på retmæssig vis, det vil sige som opfyldelse af en ret; og modtagelse eller givning på ugyldig vis skal bringes til ophør. For en troende med svag tro er det tilstrækkeligt at gennemføre retfærdighed i regeringsførelse og domfældelse.

I forbindelse med domsafsigelse gjorde han sig af hele sit hjerte og hele sin sjæl rede til at etablere retfærdighed. Når to stridende parter kom til ham for at få deres sag afgjort, satte han sig på knæ og bad til den Højeste Allah med disse ord:

O Allah, hjælp mig i denne sag. For hver af de to parter kan føre mig bort fra min religion – hvis jeg ikke dømmer retfærdigt.

Modvilje mod luksus og nøjsomhed

Begær efter verdslige nydelser er i virkeligheden den grundlæggende årsag til umoral, karakterløshed og korruption. Derfor afskyede Hazrat Umar al-Faruq (ra) det af natur. Hans samtidige anerkendte enstemmigt, at han overgik alle andre i modvilje mod luksus og nøjsomhed. Når Allahs Budbringer (s) somme tider ønskede at give ham noget, sagde han: „O Allahs Budbringer! Der findes mange mennesker, som er fattigere end jeg. De er mere værdige til at modtage dette.“ Hazrat Umar (ra)s krop blev aldrig berørt af blødt og fint tøj. En lappet kjortel, en slidt og laset turban samt iturevne sko – det var hans eneste prydelse gennem hele livet. I dette antræk mødtes han med kejserens og Kisras ambassadører samt repræsentanter fra nær og fjern. Folk blev forbløffede og målløse, når de så hans tarvelige mad. Han sagde: „Tror I, at jeg er ude af stand til eller uvillig til at spise førsteklasses og velsmagende mad? Ved Allahs ed: Hvis ikke frygten for opstandelsens dag var til stede, ville jeg også hengive mig til luksus og nydelser ligesom jer.“ Han gav også de embedsmænd, der var udpeget til offentlige hverv, strenge ordrer om at afholde sig fra tilsvarende luksus og nydelser.

Nøjsomhed var en medfødt egenskab hos ham. Efter at være blevet udnævnt til kalif modtog han i flere år ikke så meget som én mønt fra Bayt al-Mal. Samtidig blev hele hans familie nedbrudt under manglen, nøden og fattigdommens hårde slag. Da Sahaba så hans situation, sørgede de for, at han fra Bayt al-Mal fik en ydelse, der var tilstrækkelig til at skaffe helt enkel mad og beklædning. Hazrat Umar (ra) indvilligede dog kun i at modtage den på betingelse af: „Jeg vil kun modtage ydelsen, så længe der er behov for den. Så snart min egen økonomiske situation bliver bedre, vil jeg ophøre med at tage imod den.“ Da sagde Rubai ibn Ziyad al-Harami: „Amir al-Mu’minin! På grund af den rang, som Allah den Ophøjede har skænket Dem, har De mere end nogen anden i verden ret til at leve et liv i luksus, velstand, komfort og glæde.“ Hazrat Umar (ra) svarede vredt: „Jeg er kun folkets betroede vogter. Kan det nogensinde være tilladt at forråde en betroet opgave?“ En dag så Hazrat Utba (ra) ham spise tarvelig mad og sagde: „Amir al-Mu’minin! Hvis De brugte lidt mere på mad og klæder, ville det ikke mindske muslimernes rigdom.“ Hazrat Umar (ra) sagde: „Det er meget sørgeligt, at du frister mig med verdslig komfort og luksus.“

Efter at ansvaret for kalifatet var blevet overdraget til Hazrat Umar (ra), udviste han i sandhed den største forsigtighed med hensyn til sin livsførelse. For selv en lille fejl eller mangel hos ham kunne på dette tidspunkt blive årsag til, at korruption blev tolereret i hele det muslimske folks karakter.

Hazrat Umar al-Faruqs (ra) kalifat

I de ti år, hvor Hazrat Umar al-Faruq (ra) regerede, opnåede det islamiske kalifat sin højeste blomstring og en hidtil uset fremgang. To så magtfulde stater som Romerriget og Persien kom netop i denne periode under muslimsk herredømme. I virkeligheden er historien ude af stand til at fremvise et eksempel på den revolution, som en håndfuld ørkenboere skabte på så kort tid. Alexander den Store, Djengis Khan og Timur Lang havde stræbt efter at opsluge hele verden, og de havde lagt jordens overflade øde; men deres erobringer og herredømme kan på ingen måde sammenlignes med erobringerne og magtovertagelsen under den anden kalifs regering. De førstnævnte mænd rejste sig fra den ene side som en altødelæggende storm, skabte en flodbølge af undertrykkelse, vold og blodsudgydelse og drog derefter videre til den anden side. Alexander erobrede byen Tyrus i det syriske rige og dræbte brutalt tusind af dens borgere. Samtidig tøvede han ikke med at gøre tredive tusind borgere til slaver og sælge dem.

Men i de lande, byer og steder, hvor det islamiske kalifats flag blev hejst under Hazrat Umar al-Faruqs (ra) regering, kan man ikke finde et eneste eksempel på undertrykkelse, vold eller mishandling. Den islamiske hær havde fået en særlig ordre om ikke at gribe ind over for børn, gamle eller kvinder på nogen måde. For ikke blot omfattende og vilkårlige drab, men selv fældning af grønne og frodige træer var strengt forbudt for de islamiske soldater. Alle blev betaget og tiltrukket, når de så det enestående eksempel på retfærdighed, retskaffenhed og høflighed, som de muslimske herskere satte i de erobrede områder. Derfor betragtede de det islamiske kalifatstyre som en enestående barmhjertighed og bad oprigtigt om, at denne barmhjertighed straks måtte blive skænket deres lande og folk. Af overvældende taknemmelighed tøvede de endog ikke med at yde de sejrende muslimer særlig hjælp og støtte. Ved erobringen af Syrien var det netop Syriens ikke-muslimske befolkning, der frivilligt forsynede muslimerne med oplysninger og efterretninger. Under erobringen af Irak byggede den ikke-arabiske befolkning dér frivilligt broer til de islamiske soldater og indsamlede hemmelige oplysninger om modstanderen, så de fik mulighed for at forberede sig på at møde situationen. På baggrund af alle disse forhold siger det sig selv, at Hazrat Umar al-Faruq (ra) på ingen måde kan sammenlignes med blodsudgydere som Alexander den Store og Djengis Khan.

Alexander den Stores og Djengis Khans blodsudgydelser kan måske midlertidigt have haft en vis virkning på datidens samfund; men det er uden tvivl sådan, at en stat, hvis grundlag er lagt på undertrykkelse, vold og blodige kampe, som regel ikke kan bringe menneskesamfundet nogen varig velfærd. Dette gælder i særlig grad på baggrund af de nævnte begivenheder. I dag findes der ikke noget sted så meget som et spor af disse verdenserobrende heltes navne. Men i den vældige islamiske stat, som Hazrat Umar Faruq (ra) grundlagde, udfoldede de ophøjede egenskaber retfærdighed, fairness, tolerance, lighed, broderskab, gavmildhed og medfølelse sig fuldt ud. Derfor omtales den faruqiske kalifat med rette i verdenshistorien som en guldalder og som en æra med menneskehedens sande velfærd.

Kalifatets statsform

Selv om islams kalifatstyre begyndte allerede under Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra), og grundlaget for det blev lagt under hans korte regeringstid, var det i virkeligheden under den anden kalif, Hazrat Umar Faruq (ra), at et velfungerende og velorganiseret statssystem blev etableret. Det var på dette tidspunkt, at kalifatets udviklede form betog og tiltrak verdens befolkning. Under hans regering var det ikke blot de to store riger, Cæsars og Kisras, der blev muslimernes besiddelse; samtidig fik den islamiske kalifatstat og dens regering mulighed for fuldt ud at udføre deres funktioner med deres respektive værdighed og ansvar. Faktisk fandtes næsten alle de områder og afdelinger, som en moderne, udviklet stat kan have, på passende vis i det faruqiske kalifat.

Under Hazrat Umars (ra) kalifat vajede det islamiske flag over hele området fra grænsen til det indisk-pakistanske subkontinent til Egypten og Syrien. Forskellige folkeslag og mennesker, der talte forskellige sprog, boede i dette vidtstrakte område. Hazrat Umars (ra) målrettede indsats var rettet mod at forme arabiske og ikke-arabiske muslimer til ét folk og én sindstilstand på alle områder. Den islamiske livsanskuelse og trosbaserede ånd havde ganske vist knyttet indbyggerne i dette enorme område sammen i én fælles forbindelse, men deres stammeliv fortsatte endnu med samme vilde kraft som før. Den jahilitiske tankegang præget af had og fjendskab forsøgte også i visse tilfælde at rejse hovedet. Men Umar Faruqs (ra) strenge troskab mod idealerne og principfasthed arbejdede hvert øjeblik på at fjerne den ophobede urenhed fra jahiliyyah. Hazrat Umar (ra) ønskede at forme indbyggerne i hele den islamiske stat til ét folk med ét hjerte, ét sind og ét mål samt at organisere dem og gøre dem kampberedte i mødet med islams fjender. Samtidig havde han et skarpt blik for, at de muslimer, som af forskellige grunde rejste ud og bosatte sig blandt andre lande og folkeslag, ikke skulle miste deres særpræg og egenart og blive blandet fuldstændigt sammen med andre folk. Han rensede hele Arabien fuldstændigt for urenheden fra mennesker, der var fjender af islam. Med sin særlige fremsynethed gennemførte han reformer og forbedringer af landbruget for at styrke grundlaget for det islamiske statssystem og fremme muslimernes økonomiske udvikling. Derfor forbød han køb, salg og fordeling af landbrugsjord inden for den islamiske stat. Desuden advarede han muslimerne mod at antage andre folkeslags skikke, normer og civilisation og kultur. For generelt at forme deres liv efter Rasul-e-Karims (s) liv gav han alle råd og instrukser.

Det faruqiske kalifats struktur

Hazrat Umar Faruqs (ra) kalifat var fuldt ud en stat baseret på folkets rettigheder. Under hans regering blev alle landets problemer forelagt Majlis-e Shura. Hver sag blev endeligt afgjort med Koranen, sunnahen og de skikke og principper, som den første kalif havde fulgt, som grundlag. I Majlis-e Shura blev beslutninger undertiden truffet enstemmigt og undertiden på grundlag af flertallets mening. Følgende sahaba var de vigtigste medlemmer af hans Majlis-e Shura: Hazrat Uthman (ra), Hazrat Ali (ra), Hazrat Abd al-Rahman ibn Awf (ra), Hazrat Muadh ibn Jabal (ra), Hazrat Ubayy ibn Ka’b (ra) og Hazrat Zayd ibn Thabit (ra).

Ud over denne Majlis-e Shura fandtes der også en almindelig forsamling, som rådgav ham og afgjorde vigtige statslige spørgsmål. Foruden alle sahaba blandt muhajirun og ansar deltog også stammehøvdingene i den. Denne almindelige forsamling blev indkaldt i særligt vigtige og kritiske øjeblikke. Ellers måtte han i det daglige arbejde udelukkende støtte sig til afgørelserne fra Majlis-e Shura, og dens afgørelser blev betragtet som endelige. Ud over disse to forsamlinger var endnu en forsamling i funktion på det tidspunkt, som kan betegnes som Majlis-e Khas. Kun muhajir-sahaba deltog i den.

Ved en stat baseret på folkets rettigheder forstås en stat og regering af den slags, hvor enhver borger får mulighed for at nyde alle sine rettigheder, og hvor enhver kan give udtryk for sin egen mening og gøre den kendt for andre. I Hazrat Umars (ra) kalifat var alle disse egenskaber fuldt ud virksomme. Her kunne enhver person med fuld frihed gøre krav på sine respektive rettigheder.

Efter at Hazrat Umar Faruq (ra) var blevet valgt til kalif, holdt han en vigtig tale, hvori han erklærede sin kalifats grundlæggende principper. Heri sagde han klart:

*********(arabisk)

Min ret til jeres ejendom er den samme som den ret, en forvalter har til en forældreløs’ ejendom. Hvis jeg er velhavende og har det godt, vil jeg ikke tage noget; men hvis jeg er fattig, vil jeg i overensstemmelse med den gældende praksis tage det nødvendige beløb.¹ {I en anden overlevering lyder det således ****(arabisk): »Jeg vil tage det, der dækker mit mindste behov«.

O folk! I har nogle rettigheder over for mig, og det er jeres pligt at kræve dem af mig. For det første er det min pligt at sørge for, at landets skatteindtægter og krigsbyttet ikke bliver brugt unødigt; for det andet er det min pligt at forbedre jeres levevilkår og beskytte grænserne. I har også den ret over for mig, at jeg aldrig må kaste jer ud i fare.

I en anden tale sagde han: »Enhver af jer, der ser en afvigelse fra retfærdighed hos mig, skal forsøge at lede mig tilbage til den rette vej.« En af de tilstedeværende tilhørere rejste sig og sagde: »Ved Allah, hvis jeg ser nogen afvigelse fra retfærdighed hos dig, vil jeg rette den med dette skarpe sværd.«

Da Hazrat Umar (ra) hørte dette svar, takkede han Allah og sagde: »Allah har skabt mennesker i dette folk, som kan korrigere hans afvigelser fra retfærdighed. Derfor takker jeg Allah.«

Denne tale er ikke blot en samling af nogle få tiltalende slagord og kraftfulde ord; i virkeligheden er den det islamiske kalifats manifest eller principprogram. Kaliffen Faruq den Store (ra) fulgte disse principper med stor fasthed. Således blev Amir al-Mu’minin syg, men han ville ikke engang tage en lille smule honning fra Bayt al-Mal til brug som medicin, alene fordi han ikke på forhånd havde indhentet folkets tilladelse til det. Først efter at han var kommet til Profetens Moské og offentligt havde indhentet tilladelse fra den forsamlede folkemængde, indvilligede han i at tage den. Kan de store herskeres historie i verden fremvise et tilsvarende eksempel?

Hazrat Umar Faruq (ra) gav folket fri ret til at kritisere. Derfor tøvede selv en almindelig borger ikke det mindste med at kritisere kaliffen. Det var ikke kun mandlige borgere, der nød denne mulighed; kvinderne var heller ikke på nogen måde tilbageholdende i denne henseende. Da en kvinde protesterede mod kaliffens holdning til fastsættelsen af hustruens medgift og udbrød: »O Umar! Frygt Allah«, indså Umar Faruq (ra) sin egen fejl, opgav den og accepterede oprigtigt kvindens synspunkt i overensstemmelse med Koranen og Sunna. I virkeligheden var det netop denne form for retfærdighed og principfasthed, der lå til grund for den enestående succes under Hazrat Umars (ra) kalifat.

Den farukiske kalifats indre administration

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) havde opdelt hele den islamiske stat i i alt otte provinser: Mekka, Medina, Syrien, Basra, Kufa, Egypten og Palæstina. Disse områder blev dengang betragtet som selvstændige og separate provinser. Desuden blev provinserne Khorasan, Aserbajdsjan og Persien også indlemmet i hans kalifat. Til hver provins blev der særskilt udnævnt højtstående embedsmænd, såsom en guvernør, chefer for de civile og militære afdelingers sekretariater, en øverste skatteopkræver, en direktør for politiet, en øverste kasserer og en øverste dommer.

Som regel blev folk udnævnt til disse ansvarsfulde embeder efter rådslagning i Majlis al-Shura. Kaliffens vigtigste opgave var at holde et skarpt og vågent øje med provinsernes guvernører og forme deres karakter, væsen, vaner og skikke efter islamiske idealer. Kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) fuldførte denne opgave med særlig dygtighed. Han var en årvågen vogter af den islamiske stat. Han var på ingen måde villig til at tolerere den mindste afvigelse fra islamiske idealer i administrationen. Når han udnævnte guvernører og personer til ansvarsfulde embeder, krævede han af dem et løfte om, at de strengt ville følge de islamiske idealer og ikke ville acceptere nogen som helst påvirkning fra luksus eller den jahiliske civilisation. Samtidig lod han en fuldstændig fortegnelse over alle deres ejendele udarbejde; hvis det senere blev konstateret, at nogens formue var vokset unormalt, sammenlignede og kontrollerede han den med den på forhånd udarbejdede fortegnelse. Hvis han så, at en persons ejendom var vokset uden grund, konfiskerede han halvdelen og lagde den i Bayt al-Mal.

Kaliffen Umar (må Allah være tilfreds med ham) havde særlig opmærksomhed på, at herskere og højtstående embedsmænd ikke skulle overskride deres grænser nogetsteds. Derfor bekendtgjorde han ved hver hajj offentligt, at enhver klage mod en offentlig embedsmand straks skulle bringes til kaliffens kendskab. Samtidig havde han indført en velfungerende ordning for passende behandling af alle klager, så ingen klage blot skulle forblive på klagestadiet, men så der straks blev taget hånd om hver eneste af dem.

Kaliffen for muslimerne lagde særlig vægt på, at herskernes døre altid skulle stå åbne for folket. Hvis han nogetsteds så den mindste hindring for, at folkets klager kunne nå herskernes ører, fjernede han den straks. Han formanede bestandig de ansvarlige offentlige embedsmænd til altid at være aktive i udførelsen af deres daglige pligter. I denne forbindelse må det råd, han sendte til Hazrat Abu Musa al-Ashari (må Allah være tilfreds med ham), betragtes som en uvurderlig vejledning for offentlige embedsmænd i alle tider og lande. Han skrev:

*******(arabisk)

Dernæst skal du vide, at den rette arbejdsmetode er ikke at udskyde dagens arbejde til i morgen. Hvis du gør det, vil der hobe sig meget arbejde op hos dig. Som følge heraf vil du blive forvirret under arbejdspresset. Du vil ikke kunne finde ud af, hvad du skal gøre, hvad du skal gøre først, og hvad du ikke skal gøre. Til sidst vil du ødelægge alt arbejdet.

Bevarelse af folkets moralske standard

Ud over herskerne arbejdede kaliffen uophørligt og med et særligt ansvar for at bevare den almindelige befolknings moralske karakter og religiøse anseelse i den islamiske stat. Han var selv et levende symbol på islamisk moral, og han gjorde sit yderste for kollektivt at forme hele det muslimske folk og individuelt hver eneste muslim efter dette forbillede. På den tid var den traditionelle stolthed over slægtsmæssig adel og personlig arrogance indgroet i arabernes marv og ben, og mellem herren og tjeneren bestod der en forskel som mellem menneske og ikke-menneske. Men den anden kalif havde gennem den islamiske læres og moralske tænknings strømning vasket og udslettet al denne skam og affald. Når han selv spiste, lod han de fattige, trængende og slaver sidde og spise sammen med sig. Han sagde: »Allahs forbandelse være over dem, der anser det for skamfuldt og vanærende at spise sammen med slaver og fattige.« Faktisk kan man i verdenshistorien indtil i dag ikke finde noget andet eksempel på en så egalitær hersker.

Digtere og digtning havde stor indflydelse på datidens samfunds mennesker. De digtere, der skrev uanstændige og fornærmende digte om folk, fik kalif Umar (ra) standset dette gennem en offentlig forordning. Han havde særlig opmærksomhed på, at misundelsens og hadets ild mellem mennesker ikke skulle flamme voldsomt op og brænde det muslimske broderskabs stærke palads ned, og at folket ikke skulle glemme de nationale mål og idealer og give sig hen til magelighed, pragt, luksus og nydelse.

Kort sagt udviste han særlig omsorg for at beskytte muslimerne mod enhver form for moralsk forfald og udsmykke dem med en ophøjet moralsk karakter. Han undlod aldrig at gøre en indsats for at etablere fuld lighed og broderskab blandt samfundets mennesker og vække deres følelse af selvrespekt og ansvar. Han forsøgte også altid at holde provinsens herskere opmærksomme på dette.

Den indre forvaltning og ordenshåndhævelse

Efter erobringen af Syrien og Iran blev der fremsat krav om, at landbrugsjorden i de erobrede områder skulle fordeles blandt de sejrende soldater, men kaliffen afviste dette. Efter en udførlig drøftelse på Majlis al-Shuras møde blev beslutningen truffet i overensstemmelse med Umar al-Faruqs (ra) synspunkt.

Under det faruqiske kalifat blev et stort område af Irak opmålt, og al den dyrkbare jord dér blev fordelt blandt folket. Man indførte en ordning for opkrævning af ushr og kharaj fra dem. Skatteopkrævningen begyndte i Syrien og Egypten. Opkrævningen af handelstold (duty tax) var en ijtihad-beslutning truffet af kalif Umar al-Faruq (ra), og i den islamiske statsordning blev den indført for første gang under hans regeringstid. Det siger sig selv, at dette var fuldt foreneligt med islams økonomiske lære.

Den anden kalif gennemførte en folketælling i hele den muslimske verden. Under hans regeringstid blev der oprettet egentlige domstole og straffedomstole i provinserne. De nødvendige regler for retsvæsenet blev fastlagt. Dommerne fik fastsat høje lønninger, så der ikke var den mindste grund til at give bestikkelse og korruption nogen mulighed. Desuden blev der på det tidspunkt åbnet en fatwa-afdeling til afgørelse af forskellige vanskelige spørgsmål.

For at sikre indre fred og sikkerhed i landet oprettede han en politiafdeling. Da han udnævnte Hazrat Abu Bakr (ra) og sendte ham af sted som Bahrains øverste politimyndighed, gav han ham særlige instrukser om, foruden at sikre fred og sikkerhed, at holde et skarpt øje med folkets moralske karakter. Politistyrken blev instrueret i at føre nøje kontrol med, at handlende ikke på nogen måde kunne snyde købere med hensyn til mål og vægt, at ingen byggede huse langs hovedvejene, at lastdyr ikke blev pålagt urimeligt tunge byrder, og at alkohol ikke blev produceret eller købt og solgt. Politiets grundlæggende opgave var i virkeligheden at holde skarpt øje med, at hverken offentlighedens interesser eller shariaens påbud på nogen måde blev tilsidesat, men at begges værdighed blev fuldt ud beskyttet.

Før Faruq al-Azam (må Allah være tilfreds med ham) fandtes der ingen fængsler i den arabiske verden. Han oprettede det første fængsel i Mekka. Senere blev tilsvarende fængsler oprettet i distrikternes administrative centre.

Oprettelsen af Bayt al-Mal

Før det faruqiske kalifat fandtes der ingen permanent institution til opbevaring af statens rigdomme. Alt, hvad der kom ind, blev straks brugt til nødvendige formål eller til at hjælpe de trængende. Ganske vist havde den ærede Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) udpeget et hus til oprettelsen af Bayt al-Mal, men det stod næsten altid lukket; på det tidspunkt fandtes der ingen formue, som kunne opbevares dér. Da han døde, blev der ved en undersøgelse af Bayt al-Mal kun fundet én mønt tilbage. Den ærede Umar (må Allah være tilfreds med ham) indså efter al sandsynlighed i år 15 efter hijra for første gang behovet for at oprette Bayt al-Mal, og med rådgivningsforsamlingens godkendelse lod han et stort Bayt al-Mal-palads opføre i Medina. Efter at Bayt al-Mal var blevet oprettet i hovedstaden, blev tilsvarende Bayt al-Mal-institutioner oprettet i distrikternes centre. På hvert sted blev der udnævnt en særskilt embedsmand for denne afdeling. Når de lokale udgifter var dækket af de årlige indtægter fra filialerne af Bayt al-Mal, blev det resterende beløb sendt til det centrale Bayt al-Mal i Medina al-Tayyiba. For at danne sig et korrekt indtryk af Bayt al-Mals ansvar og udgifter er det tilstrækkeligt at nævne, at alene de lønninger og stipendier, der var fastsat for hovedstadens indbyggere, beløb sig til tredive millioner dirham. Til regnskabsførelsen for Bayt al-Mal blev der også behørigt oprettet en særskilt afdeling og taget forskellige nødvendige regnskabsbøger i brug. På det tidspunkt var der endnu ikke indført en ordentlig årstælling i Arabien; den ærede Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) indførte kalenderen efter hijra i år 16 efter hijra og afhjælpede dermed denne mangel.

Boligbyggeri og offentlige anlægsarbejder

Efterhånden som den islamiske stats område blev stadig større, voksede også arbejdet med at opføre forskellige bygninger. Under den ærede Umars (må Allah være tilfreds med ham) styre fandtes der ingen særskilt afdeling til at varetage denne opgave. Ikke desto mindre skred arbejdet ordentligt frem under de provinsielle guvernørers og højtstående embedsmænds ansvar. Alle steder blev der opført offentlige bygninger til embedsmændenes bolig samt broer, veje og moskéer til folkets gavn og bekvemmelighed. På tilsvarende vis blev der af militære hensyn bygget fæstninger, lejre og kaserner, og der blev opført bygninger til Bayt al-Mal eller statskassen for at beskytte statens skatkammer. Den ærede Umars (må Allah være tilfreds med ham) politik med at begrænse udgifterne i statens forvaltning er særlig bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre blev Bayt al-Mals paladser som regel opført særdeles solidt og prægtigt.

På grund af det særlige forhold mellem Mekka og Medina var det nødvendigt, at forbindelsen og transporten mellem de to byer var yderst let og sikker. Den ærede Umar (må Allah være tilfreds med ham) lod langs den lange vej fra Medina til Mekka opføre adskillige politiposter, herberger og vandfontæner.

For at udvikle landbruget og øge produktionen lod kaliffen grave brønde og kanaler over hele landet og sørgede for en velfungerende kunstvanding. For at forsyne Basra med ferskvand blev der gravet en kanal fra Tigrisfloden. Kanalen var omkring ni miles lang. I denne forbindelse bør Nahr Ma’qal, Nahr Mayad og Amīr al-Mu’minīns kanal især nævnes.

Byggeri af byer

Da muslimerne trådte ud i verden som en verdensbesejrende magt fra hjertet af Arabiens tørre, støvede ørken, blev de betaget af de grønne, frodige og smukke landskaber i andre lande. For at opfylde opgaven med at udbrede og etablere islams idealer blev de på vegne af den islamiske stat nødt til at slå sig ned langt borte fra hovedstaden Medina for at udføre forskellige offentlige funktioner. Som følge heraf grundlagde de forskellige byer og bebyggelser i nabolandene. Under Hazrat Umar Faruqs (ra) kalifat blev de historisk berømte byer Basra, Kufa, Fustat, Mosul med flere grundlagt. I Basra begyndte blot otte hundrede mennesker først at bosætte sig; men allerede efter kort tid nåede indbyggertallet op på omkring et hundrede og tyve tusinde. Som centrum for islamisk viden og videnskab forblev denne by i et helt århundrede et stolt symbol for muslimerne. Byen Kufa blev til, da en arabisk hersker i Irak genopbyggede hovedstaden. Der blev opført boliger og andre bygninger, der kunne rumme fyrre tusinde mennesker. Efter ordre fra Hazrat Umar (ra) blev byens veje anlagt med en bredde på fyrre alen. Den store moské, der blev bygget her, kunne rumme fyrre tusinde muslimer til bøn på én gang. Som centrum for viden og videnskab er denne bys historiske betydning almindeligt kendt.

Historien om opførelsen af byen Fustat er yderst gribende. Hazrat Amr ibn al-As (ra), som erobrede Egypten, oprettede en militærlejr mellem Nilen og Mukattam-bjerget. På dette tidspunkt byggede en due ved et tilfælde rede i hans telt. Da Hazrat Amr (ra) var i færd med at forlade stedet, lod han teltet stå ordentligt af hensyn til, at denne himmelske gæsts fredelige rede ikke skulle forstyrres på nogen måde. Senere voksede byen Fustat frem omkring dette telt. En rejsende fra det fjerde århundrede har skrevet følgende om byen:

Denne by er Vestens modstykke til Bagdad, et centrum og islams stolthed. I ingen anden moské i den muslimske verden afholdes der så mange møder om viden og videnskab som i byens store moské. I byens havn ligger flere skibe for anker end noget andet sted i verden.

Byen Mosul ligger ved mødestedet mellem Østen og Vesten; det er netop af denne grund, at denne by, som blev anlagt i helt landlige omgivelser, fik sit navn. Den er et levende eksempel på, hvordan en afsides landsby blev forvandlet til en stor by. Efter ordre fra Hazrat Umar (ra) blev der her opført en vældig stor moské. Efter erobringen af Alexandria lod Hazrat Amr ibn al-As (ra) nogle soldater blive ved kysten, eftersom der var frygt for angreb fra romerske fjender ad søvejen. Senere voksede der her en stor bosættelse frem.

Militær administration

Da islam var blevet herre over et rige, der var endnu større end Romerriget, og kejsernes og perserkongernes vidtstrakte riger var kommet under dets herredømme, blev en velorganiseret militær administration uundværlig. Hazrat Umar (ra) iværksatte i år 15 efter hijra en effektiv politik på dette område og begyndte at forsøge at forme hele den muslimske verden til en militær nation. I første omgang begyndte man arbejdet med Ansarerne og Muhajirun-muslimerne. Der blev fastsat løn til hver af dem efter deres rang. Det er særligt bemærkelsesværdigt, at deres slaver også fik fastsat en godtgørelse af samme størrelse som den løn, der blev fastsat for deres herrer.

Efter nogen tid antog denne politik et endnu større omfang. Folk fra alle Arabiens stammer og klaner blev også inddraget i den. Til sidst blev der endda fastsat godtgørelser til diegivende spædbørn. Det betød, at ethvert barn i den arabiske verden fra fødselsdagen blev regnet som soldat i den islamiske hær.

Hazrat Umar (ra) havde et vågent blik rettet mod at give soldaterne særlig træning; der blev endda udsendt særlige strenge dekreter for at forhindre, at nogen fra de erobrede områder opgav militærlivet og gav sig af med landbrug eller handel. For hvis det skete, var der stor fare for, at de muslimske mujahiders militære kunnen, talent, tapperhed og mod ville forsvinde.

Under den anden kalifs tid blev der draget særlig omsorg for soldaternes sundhed; ved oprettelsen af soldaternes lejre blev der taget særligt hensyn til vejret. Om foråret blev soldaterne sendt til grønne og frodige egne. Militærcentre var blevet oprettet i udkanten af næsten alle større byer. Den militære efterretningstjeneste blev gjort særligt aktiv for at indsamle hemmelige oplysninger fra fjendens lejr. I virkeligheden havde de militære regler og principper, som Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) fastlagde for tretten hundrede år siden, ikke blot ikke undergået den mindste ændring i deres grundprincipper selv efter næsten halvandet tusind år; det har indtil i dag heller ikke været muligt at foretage nogen væsentlig udvidelse af dem. Arabernes skarpslebne sværd havde aldrig været rede til at være afhængige af andres gunst for at opnå sejr; ikke desto mindre lykkedes det Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham), med særlig dygtighed, at gennemføre den krigslist, at få fjenden til at kæmpe mod folk af deres egen stamme, som et vigtigt princip i krigsførelsen. Som følge heraf sluttede utallige tapre krigere fra ikke-arabiske folk, romerne og grækerne sig til den islamiske hær og kæmpede mod deres egne landsmænd; dette vil for altid stå som et mindeværdigt forhold i historien.

Arbejdet med at udbrede islam

Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) udførte arbejdet med at udbrede og etablere religionen med særlig omhu. Når det gjaldt at føre folk til islam, anvendte han aldrig sværdet eller statsmagten; tværtimod forsøgte han at gøre folk til muslimer ved at fascinere og tiltrække dem med den islamiske livsforms særpræg, dens enestående skønhed og dens inderste, hjertegribende ånd. Da han opfordrede sin slave til at antage islam, afviste denne det klart. Da sagde han: »Der er ingen tvang i religionen« – »Ingen kan tvinges til at antage islam.«

Når han stod over for en vantro på slagmarken, fremsatte han for sidste gang og som den allersidste mulighed en invitation til at antage islam. For hvis nogen antog islam selv i det øjeblik, blev det haram at kæmpe mod vedkommende. Dette var muslimernes sidste forsøg på at undgå krig og blodsudgydelse. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) havde formet alle muslimer som levende symboler på islamisk moral. Derfor afspejlede deres moralske karakter og venlige omgangstone sig overalt, hvor de drog frem ad veje og gennem bebyggelser, og sandhedssøgende mennesker blev betaget og overvældet af det og tog islam til sig. Da den romerske kejsers udsending kom til den islamiske militærlejr og så hærførerens enkle livsførelse, oprigtighed og gavmilde omgang, antog han spontant islam. En indflydelsesrig mand fra Egypten blev så begejstret, da han gennem folks beretninger hørte om muslimernes særpræg, at han kort efter antog islam sammen med to tusind mennesker.

Efter udbredelsen af islam var den vigtigste opgave at uddanne muslimerne selv i islamisk undervisning og i praksis grundlægge den islamiske civilisation og kultur. Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) indsats på dette område var allerede begyndt under den første kalifs tid. Det er almindeligt kendt, at Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) spillede en afgørende rolle i udgivelsen af Koranen, islams kilde og eneste grundlag, i bogform. Da han blev kalif, sørgede han med fuld kraft for en omfattende undervisning i den. Der blev fastsat anstændige lønninger til de lærere, som blev udpeget til dette formål. Flere fremtrædende sahaba blev sendt til Syrien for at undervise i Koranen. Overalt blev der påbegyndt en omfattende koranlæsning, så Koranen kunne studeres fuldstændigt korrekt og fejlfrit.

I den islamiske livsorden kommer hadith efter Koranen. Også hvad angår tjenesten for hadith var Hazrat Umar al-Faruqs (må Allah være tilfreds med ham) oprigtige indsats uden ende. Han nedskrev et stort antal hadither fra den ærede Profet (fred være med ham), sendte dem til provinsernes guvernører og beordrede, at de skulle udbredes blandt folk. Desuden sendte han forskellige sahaba til Kufa, Basra, Syrien og andre områder for at undervise i hadith.

Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) udviste imidlertid særlig forsigtighed med at modtage hadith. For selv om alle sahaba ifølge hadith-lærde var troværdige og pålidelige, vidste han meget vel, at ingen af dem var hævet over menneskelige egenskaber og karaktertræk. Derfor advarede han folk særligt mod at berette for mange hadither, og han advarede alle berørte, så folk først og fremmest rettede deres opmærksomhed mod Koranen og derefter tog imod hadith.

Efter hadith kommer fiqh. Kalif Umar (må Allah være tilfreds med ham) redegjorde selv for fiqhens spørgsmål i forskellige prædikener og sendte fra tid til anden de nødvendige fiqh-anliggender skriftligt til guvernørerne i fjerne egne. Når der opstod uenighed om et spørgsmål, forelagde han det for sahabaernes åbne råd og søgte at afgøre det så vidt muligt ved enighed. Ved udnævnelsen af højtstående embedsmænd i provinserne lagde han særlig vægt på folks viden om og erfaring med islamiske bestemmelser og love, og han ansatte fiqh-lærde til høje lønninger for at udbrede islamisk lov i hele den muslimske verden. Kort sagt blev der under den anden kalifs styre truffet velordnede foranstaltninger til omfattende undervisning i og udbredelse af islamisk viden og videnskab. Under den anden kalifs tid blev der bygget moskeer i hele området, og imamer og muezziner blev udnævnt til dem. Haram Sharif blev udvidet betydeligt for folkets bekvemmelighed. Profetens Moské blev også gjort langt større. Hvert år tog han selv på hajj og sørgede personligt for pilgrimmenes alle bekvemmeligheder.

Almennyttige arbejder

Da en altødelæggende hungersnød ramte Arabien i år 18 efter hijra, blev Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) dybt bekymret, rædselsslagen og urolig. På dette tidspunkt afstod han selv fra alle former for nydelse, komfort, luksus og lækkerier. Da kaliffen så sin egen søn spise frugt, blev han vred og sagde: »Hele landets befolkning sulter og vrider sig i sultens smerter, og du nyder smagen af sød og nærende frugt?« Den utrættelige indsats, han på dette tidspunkt gjorde for at lindre folkets lidelser og nød, vil for altid stå som et mindeværdigt kapitel i historien. Han brugte på dette tidspunkt alle Bait-ul-Mals midler uden tilbageholdenhed og importerede fødevarer fra alle sider, som han fordelte blandt de hungersnødsramte. Han sørgede på passende vis for, at forældreløse børn fik mælk og blev passet, og sikrede de fattige og trængende et livsgrundlag. Denne ordning gjaldt dog ikke generelt for alle fattige og trængende, men specifikt for dem, der var ude af stand til at tjene til livets ophold.

Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) forunderlige skattepolitik bestod i, at han pålagde en ekstra skat på druehøsten, fordi druer på den tid udelukkende var de riges føde, mens han pålagde dadler en forholdsvis lavere skat, fordi de var føde for den forholdsvis fattigere del af befolkningen og for almindelige mennesker.

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) var også særligt velinformeret om de indre, detaljerede forhold i landets fjerntliggende områder, og intet kunne forblive ukendt for ham eller undgå hans blik. Selv hvis der opstod nogen form for sharia-stridig uretfærdighed i menneskers lukkede familieliv, eller nogen blev knust under fattigdommens grusomme slag, forblev det ikke ukendt for kaliffen Umar Faruq (må Allah være tilfreds med ham). Derfor udnævnte han rapportører og personer til at indsamle oplysninger over hele landet. Historikeren Tabari har skrevet:

******(arabisk)

Umar Faruq (må Allah være tilfreds med ham) var ikke uvidende om noget som helst. Han fik tilsendt detaljerede beretninger om alt, hvad der var sket: om dem, der havde gjort oprør i Irak, og om dem, der var blevet belønnet i Syrien.

Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) efterretningstjeneste fik gennem et brev kendskab til en embedsmands hemmelige liv i luksus. Da kaliffen blev informeret om dette, afsatte han ham fra hans embede og skrev: »Jeg kan ikke tolerere den måde, du lever på nu.«

Dom og retfærdighed

Det mest fremtrædende ved den farukiske kalifatperiode var dens upartiskhed, retfærdighed og uvildige retsskaffenhed. Under hans styre kunne ikke den mindste uretfærdighed finde sted.

Denne historiske retfærdighed og upartiskhed hos Faruq al-A’zam (ra) var ikke begrænset til muslimer; dørene til hans retfærdighed stod også åbne og evigt tilgængelige for ikke-muslimske borgere såsom jøder, kristne og ma jusier. Da Hazrat Umar (ra) så en ældre ikke-muslim tigge, spurgte han om årsagen. Manden svarede: »Der er pålagt mig jizya, men jeg er et fattigt menneske.« Hazrat Umar (ra) tog ham med hjem, gav ham noget kontant hjælp og skrev til den, der havde ansvaret for Bayt al-Mal: »Fastlæg understøttelse til alle fattige dhimmier af denne slags. Ved Allah, det kan på ingen måde være retfærdighed, at de arbejder for os i deres ungdom, men ikke sikres i deres alderdom.« Umars (ra) kalifat er i sandhed for altid et strålende forbillede på at afhjælpe verdens menneskers lidelser.

Hazrat Uthmans (ra) karakteregenskaber

Hazrat Uthman (ra) var den tredje kalif i det retledte kalifat. I hans personlige karakter fandtes alle egenskaberne ved en retledt kalif i fuldt mål. Af natur var han renhjertet, troværdig, sandfærdig, retfærdig, tålmodig og hjælpsom over for de fattige. Trods at han levede i jahiliyyah-tidens stærkt alkoholiserede samfund, smagte han aldrig alkohol. Profeten Muhammads (s) hellige selskab gjorde hans moralske karakter endnu renere, klarere og mere strålende.

Frygten for Allah er i sandhed den moralske karakters grundkilde. Når en persons hjerte ikke skælver af frygt for Allah, findes der næppe en synd, som han ikke kan begå. Hazrat Uthman (r) skælvede altid af frygt for Allah og havde tårer i øjnene. Når han så en grav, blev han urolig. Han citerede ofte Profeten Muhammad (s) og sagde: »Graven er den første etape i livet efter døden. Hvis man kommer let og sikkert gennem denne etape, kan man håbe, at alle de følgende etaper også bliver lette at gennemføre. Hvis der derimod opstår vanskeligheder allerede her, vil alle de følgende etaper blive hårde.«

Hazrat Uthman (ra) ledsagede Profeten Muhammad (s) i næsten alle islams krige og var i enhver henseende rede til at ofre sig for ham. Også i det daglige liv var han altid opmærksom, årvågen og aktiv i bestræbelserne på at fjerne Profeten Muhammads (s) sorger og vanskeligheder. Han var yderst omhyggelig med at vise personlig respekt, hengivenhed og ære over for Profeten Muhammad (s). Den hånd, hvormed han havde rørt Profeten Muhammads (s) hånd og aflagt troskabsløftet til islam, lod han aldrig i sit liv blive besmittet af selv den mindste urenhed. Under sit kalifat sørgede han for, at Profeten Muhammads (s) familiemedlemmers behov blev opfyldt på passende vis, så de ikke skulle udsættes for nogen form for fattigdom eller vanskeligheder.

Den uundgåelige følge af hans ægte og dybe hengivenhed, respekt, trofaste kærlighed og oprigtighed over for Profeten Muhammad (s) var, at han gjorde sit yderste for at følge ham i enhver sag, stor som lille. Han sparede ingen anstrengelse for at efterligne Profeten Muhammad (s) nøjagtigt selv i almindelig tale, handling og adfærd. Sådan som han havde set Profeten gøre wudu, udføre bøn og behandle de døde, udførte han selv disse handlinger på nøjagtig samme måde. Hvis han så nogen gøre noget i strid med eller på en anden måde end Profeten Muhammads (s) sunnah, gjorde han straks indsigelse og spurgte den pågældende: »Har du ikke med egne øjne set Profeten Muhammad (s) gøre dette?« Denne bogstavelige efterfølgelse af Profeten Muhammad (s) var i sandhed en af hans fremtrædende egenskaber som en idealistisk sahabi.

Beskedenhed og ydmyghed var en særligt fremtrædende egenskab hos Hazrat Uthman (ra). Historikere og biografer har med særlig vægt omtalt hans beskedenhed. Det er også blevet nævnt, at selv Profeten Muhammad (s) tillagde hans beskedenhed særlig værdi.

Hazrat Uthman (ra) var på grund af sin naturlige blufærdighed, sin alderdomssvækkelse og sin opvækst i grænseløs familiær velstand og komfort vant til at bære godt tøj og spise udsøgt mad. Han besad ikke, ligesom Hazrat Umar Farooq (ra), dennes evne til at udholde afsavn og naturlige strenghed. Men der er ingen grund til derfor at tro, at han levede et prangende og luksuriøst liv. Sandheden er, at selv om han selv ejede enorme rigdomme, antog han på ingen måde en velhavende livsstil. Derfor var luksus og et prangende liv på det stærkeste imod hans natur.

Han var af natur meget ydmyg og fri for hovmod. Selv om mange mennesker var ansat til at tage sig af hans families gøremål, udførte han selv alle sine egne opgaver og følte ingen skam eller ydmygelse derved. I sit privatliv vidste han ikke, hvad nærighed var. Han var den rigeste person i datidens Arabien. Derfor var gavmildhed hans karakters fornemste pryd. Han brugte ikke sin rigdom på sin egen lykke og bekvemmelighed, men fortsatte med at anvende den til almindelig gavn for folket. Hvad angår de midler, han brugte på islams sag, kunne ingen anden i datidens samfund måle sig med ham på dette område.

Alle brøndene i Medina havde saltvand. Kun fra en brønd ved navn Ruma kunne man få ferskvand, men den var ejet af en jøde. For at imødekomme folkets behov købte Hazrat Uthman (ra) denne brønd for tyve tusind dirham og gjorde den til waqf for offentligheden. Da det blev nødvendigt at udvide Profetens Moské, fordi antallet af muslimer i byen voksede hurtigt, brugte han store summer på at fuldføre dette nødvendige arbejde. På samme måde brugte han under slaget ved Tabuk midler fra sin egen kasse til at bevæbne og organisere tusind mujahider. På dette tidspunkt var muslimerne imidlertid hårdt plaget og bekymret af nød og fattigdom. Kort sagt var Uthman (ra) en enestående gavmild person. Selv om rigdommen var hans private ejendom, blev den gennem hans hænder i vidt omfang brugt til folkets almindelige velfærd. Kapitalistisk luksus og udskejelser eller udnyttelse og undertrykkelse kunne på ingen måde besudle hans private ejendomsret.¹Et forbillede i gavmildhed: Hvad angår gavmildhed eller godgørenhed, var Hazrat Uthman (ra) utroligt rundhåndet. Hver enkelt beretning om hans almisser var som et eventyr. En dag opsøgte en trængende mand Hazrat Uthman (ra) i håb om hjælp. Da manden nåede frem i nærheden af Hazrat Uthmans (ra) hus, var han (Uthman) ivrigt optaget af at samle sennepsfrø op fra jorden, ét efter ét. Da den besøgende så dette, blev han dybt skuffet. Han troede, at Uthman (ra) var en ussel gnier og gjorde sig klar til at gå tilbage. Pludselig fik Uthman (ra) øje på den besøgende. Han kaldte ham hen til sig og spurgte, hvorfor han ville gå tilbage på denne måde. Manden fortalte hele historien fra ende til anden. Da Uthman (ra) hørte hans ord, smilede han let. Netop da kom syv kameler lastet med handelsvarer og standsede dér. Uthman (ra) gav den besøgende hele lasten sammen med kamelerne. Manden blev fuldstændig målløs over dette og blev ved med at udtrykke sin anger over sin negative opfattelse af Uthman (ra). –Redaktionen

Hazrat Uthman (ra) var et levende symbol på tålmodighed og overbærenhed. Uanset hvor store og alvorlige sorger, lidelser og ulykker var, sønderrev han dem alle med tålmodighedens, standhaftighedens og overbærenhedens skarpe våben, og over for al modgang stod han urokkelig som et bjerg.

Hans livsførelse var yderst velordnet, mådeholden og disciplineret. Selv om han om dagen var dybt optaget af at varetage khilafetens ansvar, tilbragte han det meste af natten fordybet i bøn og åndelig stræben. Mange gange holdt han sig vågen hele natten og reciterede hele den ædle Koran i én rakʿah. Sådanne hændelser fandt sted mange gange i hans liv. Hazrat Uthman (ra) var en af de få sahaba, der havde lært at læse og skrive i jahiliyyah-tiden før islam. Hans evner og dygtighed på dette område blev også anerkendt og rost af selve Nabi Karim (s). Derfor blev han sammen med andre udpeget til at nedskrive wahy. Hver gang wahy blev åbenbaret for Hazrat Rasul Karim (s), blev der straks truffet en ordentlig og pålidelig ordning for at nedskrive den. Hazrat Uthman (ra) var særligt dygtig til dette arbejde.

Selv om han var dygtig til at skrive, var han ikke nær så stærk i taler og foredrag. Efter at være blevet valgt til khalifa besteg han for første gang minbaren, men holdt ingen formel tale; han sagde blot:

Mine to forgængere som khalifa – Abu Bakr og Umar (ra) – plejede at komme med forberedelserne gjort på forhånd. Fremover vil jeg også komme velforberedt. Men jeg mener, at I har mere brug for en handlekraftig imam end for en imam (leder), der er dygtig til taler og foredrag.

Efter at have sagt dette steg han ned fra minbaren. Senere holdt han naturligvis taler og foredrag efter behov ved forskellige lejligheder, og herigennem fik man også rigeligt indblik i hans evner. Hans taler var meget korte, vidensrige og af høj kvalitet.

I en hadith, som Hazrat Uthman (ra) har overleveret, siges der: »At læse Koranen og undervise i den er en af de bedste handlinger, der giver belønning.« I overensstemmelse med denne hadith praktiserede han selv dette helt indtil livets sidste øjeblik. Det var sandsynligvis derfor, at han tilbragte det meste af sin tid med at recitere Koranen. Han var også hafiz af hele Koranen. Han havde en dyb forbindelse i sit hjerte med Koranen. Selv da bevæbnede oprørere i livets sidste øjeblik havde omringet ham fra alle sider, trak han sig stadig tilbage fra alt omkring sig og fordybede sig med dyb koncentration i recitationen af Koranen.

Da han var skriver af åbenbaringen, havde han en enestående indsigt i Koranen. Han demonstrerede særlig dygtighed og åndsnærværelse, når han fremlagde beviser fra Koranen i forskellige vanskelige spørgsmål og udledte shariaens bestemmelser fra Koranen. Hans bidrag til at beskytte den hellige Koran mod Koranens modstanderes sammensværgelser vil for altid stå uudsletteligt. Når det gjaldt overlevering af hadither, udviste han større forsigtighed end de øvrige sahaba. Derfor overleverede han kun 146 hadither fra Rasulullah (s). Denne forsigtighed var naturligvis i høj grad et personligt anliggende. Den udsprang af personlig smag og synsvinkel. Derfor var der, selv om sahabaerne var ledsagere af den samme profet, store forskelle mellem dem i antallet af overleverede hadither, og dette var helt naturligt.

Selv om Hazrat Uthman (ra) ikke blev regnet blandt de store mujtahider som Hazrat Abu Bakr (ra), Hazrat Umar al-Faruq (ra) og Hazrat Ali (ra), udøvede han ijtihad i mange spørgsmål vedrørende shariaen. Denne slags ijtihad samt forskellige afgørelser og domme er omtalt i islams bøger. Hans viden på forskellige områder var enestående. Han udførte selv hajj hvert år og varetog ansvaret som »Amir al-Hajj«. Selv efter at han havde overtaget kalifatets ansvar, undlod han ikke en eneste gang at udføre hajj. De udtalelser, domme og afgørelser, han på forskellige tidspunkter traf vedrørende shariaen, vil for altid være en yderst værdifuld arv set som praktiske fortolkninger af den islamiske sharia. I forskellige spørgsmål om ijtihad var hans synspunkter undertiden forskellige fra de øvrige sahabaers. Men når han traf afgørelser på grundlag af Koranen, haditherne og fornuftens argumenter, forblev han urokkelig på grund af sin stærke selvtillid. Da Hazrat Uthman (ra) var en succesfuld og dygtig købmand, havde han særlige evner inden for regning. Derfor var hans ekspertise i »ilm al-fara’id«, eller læren om fordeling af arv, anerkendt af alle. Hans bidrag sammen med Hazrat Zayd ibn Thabit (ra) til udformningen af denne læres grundlæggende principper må bestemt anerkendes. Sahabaerne mente, at hvis denne lære ikke blev korrekt fastlagt, før disse to eksperter i fara’id forsvandt, ville selve denne lære gå tabt.

Hazrat Uthmans (ra) kalifat

Da Hazrat Uthman (ra) var fireogtredive år gammel, begyndte kaldet til islams religion i byen Mekka. Set i lyset af datidens sociale regler og skikke, sædvaner og den arabiske religiøse opfattelse var kaldet til tawhid i første omgang helt fremmed for Hazrat Uthman (ra). Ikke desto mindre var han på grund af sin personlige renhed, sin søgen efter sandheden og sin retfærdighed rede til at tage imod kaldet til islams religion.

Islams antagelse

Hazrat Abu Bakr (ra) antog islam allerede i den første fase af profetmissionen. Derefter helligede han sig straks arbejdet med at udbrede islam. Først begyndte han at formidle det islamiske kald blandt sine venner og bekendte. Han havde et nært forhold og kendskab til Hazrat Uthman (ra). En dag fremlagde han det islamiske kald for ham og forklarede det. Efter at have hørt alt dette følte Hazrat Uthman (ra) en stærk tiltrækning til denne store sandhed og gjorde sig rede til at gå til Rasulullah (s) for at antage islam. Da han på vejen mødte Rasulullah (s), indbød denne også Uthman til at antage islam med gribende ord. Om denne begivenhed sagde Hazrat Uthman (ra): »Så snart jeg hørte de få ord, der kom fra Rasulullahs (s) mund, opstod der en voldsom bevægelse i mit hjerte. Spontant begyndte jeg da at fremsige trosbekendelsen og antog islam ved at lægge min hånd i Rasulullahs (s) hånd.«

Hazrat Uthman (ra) tilhørte den magtfulde umayyadiske slægt, som var en af de fremtrædende slægter i Mekka. Hele denne slægt var en bitter rival og modstander af Rasulullahs (s) slægt, Banu Hashim. Folkene fra Umayya var særligt bange for Rasulullahs (s) stadigt større succes og sejr. For det kunne medføre, at hele ledelsen og dominansen gled dem af hænde og tilfaldt slægten Banu Hashim. Hvor alvorligt dette var i datidens stammebundne samfund, kan kun de, der kender stammevæsenets religion og karakter, let forstå. Men fordi Hazrat Uthmans (ra) hjertespejl var frit for og rent af slægtsmæssigt og stammemæssigt hads urenhed, var det trods alle hindringer og vanskeligheder ikke umuligt for ham at antage islam. Da han antog islam, var muslimernes samlede antal kun femogtredive eller seksogtredive.

Efter hans antagelse af islam sørgede Profeten (s) selv ivrigt for, at Hazrat Uthman (ra) blev gift med hans datter, Hazrat Ruqayya (ra).

Hijra

Da det polyteistiske samfund så islams stadigt voksende udbredelse og styrke i byen Mekka, blev det meget bekymret og uroligt. Dets vrede og utilfredshed blev gradvist stadig stærkere. Som følge heraf blev Hazrat Uthman (ra), trods sine personlige dyder og sin høje afstamning, tvunget til at udholde umenneskelig forfølgelse for islams skyld. For at tvinge ham til at opgive islam bandt hans onkel ham selv fast og slog ham brutalt. Ingen blandt hans slægtninge var parat til at træde frem for at befri ham fra denne situation. Mishandlingen af ham blev gradvist stadig værre. Til sidst blev den uudholdelig for Hazrat Uthman (ra). Endelig drog han på Profeten (s)’s anvisning sammen med en karavane og hele sin familie til Abessinien (Etiopien) på hijra. Udelukkende for den sande religions og det sande ideal forlod denne karavane deres landsmænd og begav sig ud på en ukendt vej.

Efter at de var rejst mod Abessinien, kunne Profeten (s) i lang tid ikke få nogen nyhed om dem. Derfor blev han meget bekymret og urolig. Da han efter nogen tid fik at vide, at de var nået frem til deres bestemmelsessted, udbrød han spontant:

*******(arabisk)

»Blandt dette folk var Uthman den første, der drog på hijra med hele sin familie.«

Hazrat Uthman (ra) opholdt sig i Abessinien i flere år. Kort efter sin hjemkomst blev forberedelserne til hijra til Medina fuldført. Da drog også Uthman (ra) med hele sin familie til Medina. Hazrat Uthman (ra) blev på grund af omstændighederne tvunget til at undlade at deltage i det første direkte sammenstød mellem islam og vantroen, nemlig slaget ved Badr. Under dette slag blev hans hustru, Profetens datter Ruqayya (ra), ramt af en alvorlig sygdom. Derfor gav Profeten (s) ham ikke tilladelse til at tage i krig, men pålagde ham at tage sig af den syge kvinde. Denne sorg bar han imidlertid med sig resten af livet. Smerten over ikke at have kunnet deltage i islams første slag kunne han ikke glemme et eneste øjeblik i sit liv.

Men i hvert eneste af de krige, der blev udkæmpet derefter, fulgte han den Ædle Sendebud (s) med fuldt mod og tapperhed. I det sjette år efter hijra drog Profeten (s) sammen med sine ledsagere ad vejen mod Mekka for at besøge Kabaen. Da karavanen blev standset undervejs ved et sted kaldet Hudaybiyya, sendte Profeten (s) Uthman (ra) til Mekka som udsending med ansvar for at forhandle med de vantro polyteister. I Mekka blev han holdt tilbage af de vantro polyteister. Da Profeten (s) og muslimerne i flere dage ikke kunne få nogen nyhed om ham, blev de særdeles bekymrede. På dette tidspunkt spredtes rygtet overalt, at Hazrat Uthman (ra) var blevet martyrdræbt. Så snart Profeten (s) hørte denne nyhed, tog han troskabseden fra de fjorten hundrede sahaba, der var med ham, med henblik på at tage hævn. I islams historie er denne ed kendt som »Bay’at al-Ridwan« – løftet om den højeste selvopofrelse for at opnå Allahs tilfredshed – og står nedskrevet med gyldne bogstaver.

Valget som kalif

Efter Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) varetog Hazrat Umar Faruq (ra) ansvaret for det islamiske kalifat i hele ti lange år. Da han blev såret af en ukendt attentatmands knivstik, oprettede han ved livets aften et råd bestående af seks medlemmer med henblik på at vælge den næste kalif. Hazrat Ali, Hazrat Uthman, Hazrat Zubair, Hazrat Talha, Hazrat Saad, Hazrat Saad ibn Abi Waqqas og Hazrat Abdur Rahman ibn Auf (ra) var ærede medlemmer af dette råd. Rådet fik også besked på at fuldføre valget af kaliffen inden for tre dage. Efter at Hazrat Umar Faruq (ra) var blevet begravet, blev opmærksomheden rettet mod valget af kalif. To dage gik med drøftelser, meningsudveksling, undersøgelse af folkets mening og lignende vedrørende sagen. På den tredje dag blev Hazrat Uthman (ra) valgt til kalif efter forslag fra Hazrat Abdur Rahman ibn Auf (ra). Blandt de forsamlede sahaba var Hazrat Ali (ra) den første til at aflægge bay’a til ham. Derefter trængte folket frem for at aflægge bay’a. Således blev Hazrat Uthman (ra) den 4. Muharram i år 24 efter hijra enstemmigt udnævnt til kalif og overtog ledelsen af det retledte kalifat.

Varetagelsen af kalifatets ansvar

Under sit kalifat havde Hazrat Umar Faruq (ra) erobret Syrien, Egypten og Persien og indlemmet dem i den velorganiserede islamiske stat. Desuden havde han indført et forvaltningsreglement for regeringsførelse og administration. Derfor var det forholdsvis let for Hazrat Uthman (ra) at varetage kalifatets ansvar. I dette arbejde fulgte han samtidig Hazrat Siddiqs mildhed, blidhed og barmhjertighed samt Hazrat Umar Faruqs (ra) administrative dygtighed, dømmekraft og strenghed. I et helt år lod han den tidligere administrationsordning være uændret. I overensstemmelse med den tidligere kalifs beslutning udnævnte han Hazrat Saad ibn Abi Waqqas (ra) til guvernør i Kufa. Dette var den første udnævnelse, som kalif Hazrat Uthman (ra) foretog. Senere, i år 26 efter hijra, afsatte han ham dog også.

Allerede inden for det første år af Uthmaniyyah-kalifatet blev Tripoli, Algeriet og Marokko erobret. Dette åbnede vejen for muslimernes fremrykning mod Spanien. Under Hazrat Umar Faruqs (ra) kalifat var der flere gange blevet gennemført militære ekspeditioner mod Cypern. I år 28 efter hijra blev sejrens muslimske banner hejst over denne vigtige ø i Middelhavet under Hazrat Amir Muawiyahs ledelse. Således blev den islamiske stats grænser betydeligt udvidet under Hazrat Uthmans (as) kalifat. Det var også på dette tidspunkt, at kalifatets styre blev etableret i Kabul, Hira, Sistan og Nishapur.

De første seks år af Hazrat Uthmans (ra) tolv år lange kalifat forløb i fuldstændig fred, orden og regelmæssighed. Et stort område bestående af mange lande blev indlemmet i det islamiske kalifat. Indtægterne i Bayt al-Mal steg voldsomt. Den enestående fremgang inden for landbrug, handel og administration bragte en hidtil uset velstand til befolkningens liv. Hazrat Uthmans (ra) betydelige bidrag under kalifatet var gradvist at styrke administrationssystemet i islams vældige rige og ved hjælp af skarpsindighed, fejlfri ledelse og en god regeringspolitik at undertrykke de erobrede folks oprørske holdning og aktiviteter og etablere et fredeligt liv.

Som kalif måtte Hazrat Uthman (ra) undertrykke talrige oprør. Under hans styre blev oprørets banner rejst i Egypten, indbyggerne i Armenien og Aserbajdsjan holdt op med at betale kharaj, og befolkningen i Khurasan rejste også oprørets hoved. Disse oprør var resultatet af den ophobede fjendtligheds og hævngerrige gift, der ulmede i de erobrede folks hjerter, og som nu brød ud. Men Hazrat Uthman (ra) var i stand til at undertrykke dem ved hjælp af særlig årvågenhed og dømmekraft. Som følge af en regeringspolitik, der forenede strenghed og mildhed, anerkendte befolkningen i alle disse områder det islamiske kalifats overhøjhed.

De maritime erobringstogter var et særligt bidrag under Hazrat Uthmans (ra) kalifat. På grund af Hazrat Umars (ra) forsigtighedspolitik var man under hans styre endnu ikke begyndt at sende muslimer ud på de farlige søveje på ekspeditioner. Men Hazrat Uthmans (ra) mod gjorde det let at overvinde faren og frygten. Som følge af hans fuldkomne krigsplan blev den romerske kejsers vældige flåde, bestående af fem hundrede krigsskibe, tvunget til at lide et totalt nederlag.

Styresystemet i kalifatet

Styresystemet i det retledede kalifat blev indledt som et statsstyre baseret på rådslagning. Hazrat Umar Faruq (ra) gjorde dette system endnu mere solidt og velorganiseret. Også Hazrat Uthman (ra) videreførte dette system i den første del af sin regeringstid. Men i den senere fase opstod der mange forstyrrelser som følge af Banu Umayyahs oprør. Hazrat Uthman fortsatte med at gøre en yderste indsats for at forhindre dette, og med dette formål tog han uden tøven imod ethvert gavnligt råd fra ansvarlige personer.

Det skal i denne forbindelse nævnes, at enhver person i kalifatets statsordning havde en ubetinget ret til at beskytte sine grundlæggende rettigheder og åbent kritisere herskernes politik og handlinger. Selv kaliffen havde ikke fået beføjelse til på nogen måde at fratage dem denne ret. Det kan ikke benægtes, at det rådslagningbaserede system mod slutningen af Hazrat Uthmans (ra) regeringstid begyndte at slå revner. Ikke desto mindre blev folkets rettigheder ikke på nogen måde tilladt at blive krænket.

Hvad angår den indre administration, er de ansvarlige personer, der beklæder embeder i regeringen, som regel bedre i stand til at fremsætte bedre og mere korrekte synspunkter end personer uden ansvar. Derfor oprettes der også i vor tid sådanne rådgivende organer i forskellige civiliserede og fremskredne lande. Hazrat Uthman (ra) erkendte dette behov for fjorten hundrede år siden og oprettede et sådant rådgivende råd bestående af ansvarlige embedsmænd. Medlemmerne af dette organ blev som regel bedt om at indsende skriftlige forslag. Da der for første gang opstod uro og forstyrrelser i administrationen og den offentlige orden i Kufa-området, blev rådets medlemmer bedt om skriftlige forslag med henblik på at udrydde dem. Også i hovedstaden blev der fra tid til anden indkaldt til møder i et sådant råd. I år 24 efter hijra blev der i hovedstaden afholdt et møde i dette råd med det formål at reformere og forbedre forholdene i hele landet; de fleste ansvarlige embedsmænd, der var i stand til at fremsætte synspunkter på dette niveau, deltog i mødet.

For at gøre administrationssystemet mere aktivt og solidt var det yderst nødvendigt at opdele og omorganisere hele landet i provinser og distrikter. Hazrat Umar Faruq (ra) havde opdelt hele den syriske region i de tre særskilte provinser Damaskus, Jordan og Palæstina. Hazrat Uthman (ra) samlede alle disse områder under én guvernør og gjorde dem til én stor og vidtstrakt provins. Denne omorganisering af provinserne viste sig at være meget gavnlig for administrationen og den offentlige orden. Da hele landet til sidst blev forvandlet til en skueplads for kaos og anarki, var de distrikter, der hørte under Syrien, fuldstændig fri for denne katastrofe.

Hazrat Uthman (ra) oprettede et nyt embede som hærfører. Indtil da havde provinsens guvernør også varetaget opgaven som chef for den hær, der var stationeret i det pågældende område. Dette måtte nødvendigvis medføre betydelige vanskeligheder i arbejdet.

I det retledede kalifats styresystem er kaliffen statsoverhoved. Han har den højeste myndighed over administrationen. En af kaliffens vigtigste opgaver er at holde skarpt opsyn med alle underordnede herskere og embedsmænd i administrationen. Hazrat Uthman (ra) var af natur et medfølende og mildt menneske. På det personlige plan var han et levende eksempel på tålmodighed, overbærenhed, tilgivelse og udholdenhed. Men når det gjaldt regeringen af landet og den korrekte udførelse af statens anliggender, var han yderst streng og nådesløs. Det var hans faste politik at afhøre embedsmændene, indhente oplysninger og, hvis han bemærkede fejl og mangler, korrigere dem med hård hånd. Hvis en højtstående embedsmand i denne forbindelse blev grebet i en sådan forseelse, tøvede han ikke et øjeblik med at afskedige ham. I hans øjne var spild og underslæb af statskassens midler samt herskernes luksuriøse livsførelse utilgivelige forbrydelser.

Hazrat Uthman (ra) oprettede et centralt »undersøgelsesudvalg« for at føre tilsyn med landets administrationsapparat og rette fejl og mangler, og han sendte det overalt uden for hovedstaden. Udvalget rejste rundt i hele regionen og undersøgte på stedet administrations embedsmændenes arbejde og folkets forhold. Desuden plejede Hazrat Uthman (ra) om fredagen, før han begyndte prædikenen stående på prædikestolen, at spørge de fremmødte om situationen i landets forskellige områder for at få direkte kendskab til landets almindelige tilstand. Han lyttede meget opmærksomt til de tilstedeværendes udsagn. Endvidere blev det offentligt bekendtgjort i hele landet, at enhver, der havde en klage over en administrator, skulle fremlægge den for kaliffen under hajj. På dette tidspunkt skulle alle ansvarlige embedsmænd i det islamiske kalifat nemlig være til stede i Mekka som en obligatorisk pligt. På denne måde fungerede der under Hazrat Uthmans (ra) regeringstid en velfungerende ordning, hvor man hørte folkets klager ansigt til ansigt og sørgede for deres afhjælpning.

Det bør bemærkes, at Hazrat Umar Faruq (ra) ikke foretog nogen ændringer i den almindelige administration og styringsorden eller i de institutioner, han havde oprettet inden for de forskellige regeringsafdelinger. Hazrat Uthman (ra) gjorde derimod disse endnu mere velorganiserede og stærke. Som følge heraf blev der opnået betydelige forbedringer i skatteopkrævningen. Desuden steg skatteindtægterne fra de nyligt erobrede områder mangefold. Derfor blev udgiftssiden i Bayt al-Mal langt mere velstående end tidligere, og store summer blev uddelt blandt befolkningen som stipendier og ydelser. Jo mere kalifatets område blev udvidet under Hazrat Uthman (ras) regeringstid, desto mere omfattende blev arbejdet med udvikling og genopbygning. I denne periode blev der opført talrige bygninger til forskellige kontorer for provinsregeringerne. Samtidig fortsatte opførelsen af veje, broer og moskeer i stor stil. Der blev også oprettet talrige almindelige herberger for langrejsende.

Det var helt nødvendigt at gøre alle vejene til og fra hovedstaden mere fremkommelige og behagelige for at sikre en velfungerende administration og uhindret færdsel for befolkningen. Hazrat Uthman (ra) traf de nødvendige foranstaltninger hertil. Desuden blev der på hans initiativ oprettet politiposter langs vejene til Medina og Najd, og der blev gravet brønde for at skaffe ferskvand. Fra retning af Khaybar kom der undertiden oversvømmelser, som oversvømmede og satte Medina under vand. Byens indbyggere led derfor store tab. Der opstod endda frygt for, at Profetens Moské skulle styrte sammen som følge heraf. Derfor lod Hazrat Uthman (ra) opføre en enorm dæmning ikke langt fra Medina. Set fra et almindeligt samfundsgavnligt perspektiv er denne »Mahjur«-dæmning, opført af Hazrat Uthman (ra), et betydningsfuldt bidrag fra hans side.

Hazrat Uthman (ra) udviste stor handlekraft og dygtighed ved udvidelsen og genopbygningen af Profetens Moské. På Profeten (sallallahu alayhi wa sallam)s tid købte han den tilstødende jord med dette formål og skænkede den som waqf til moskéen; desuden blev dette arbejde udført endnu en gang under hans egen kalifatstid. På dette tidspunkt var der et særligt behov for at udvide moskéen, men ejerne og beboerne i husene omkring moskéen var på ingen måde villige til det, fordi de frygtede at miste nærheden til moskéen. Hazrat Uthman (ra) fortsatte uophørligt med at forsøge at overbevise dem og få dem til at samtykke. På denne måde gik hele fem lange år. Han var ikke villig til at ekspropriere jorden ved nogen form for tvang eller ved hjælp af administrationsapparatet. I år 29 efter hijra blev der afholdt særlige rådslagninger med sahabaerne om dette spørgsmål. På denne baggrund holdt Hazrat Uthman (ra) en tale foran folkemængden på fredagsbønnen med en meget følsom stemme. I talen forklarede han især problemerne, der skyldtes det stigende antal bedende og moskéens tranghed. Efter at have hørt talen var folk med glæde og af egen fri vilje rede til at opgive deres huse.

Den organisation, som Hazrat Umar Faruq (ra) havde etableret for militærafdelingen, forbedrede og udvidede Hazrat Uthman (ra) yderligere. Han var den første til at adskille militærafdelingen fra administrationsafdelingen og opbygge den som en selvstændig enhed. På hans initiativ blev militærstyrkerne på hvert centralt sted underlagt en særlig militær embedsmand. Dermed blev der truffet velfungerende foranstaltninger, så behovet for at sende militære styrker til ethvert fjerntliggende sted hurtigt kunne imødekommes. I denne periode blev der også etableret militærbaser i områderne Tripoli, Cypern, Tabaristan og Armenien.

Under Hazrat Uthmans (ra) kalifatstid blev der lagt særlig vægt på opdræt og bevarelse af heste og kameler. Med dette formål blev der anlagt store græsningsområder i hele det område, der var under deres styre. Der blev også anlagt talrige græsningsområder omkring hovedstaden, og der blev sørget for vand i nærheden af græsningsområderne.

Arbejdet med at udbrede din

Kaliffen er i grunden Profeten (sallallahu alayhi wa sallam)s arving og stedfortræder samt ansvarlig for udførelsen af alle kollektive opgaver. Hans vigtigste pligt er at tjene dinen på rette vis og udbrede den vidt og bredt. Hazrat Uthman (ra) var altid opmærksom på dette ansvar og særdeles pligtopfyldende i udførelsen af det. Når ikke-muslimer blev taget til fange under direkte jihad og bragt til ham, forklarede og analyserede han selv dinen for dem, fremstillede dens skønhed og opfordrede dem til at antage din al-Islam. Som følge heraf fik hundredvis af mennesker den store mulighed at antage islam og blive en del af det muslimske samfund.

Ud over at udbrede islam blandt ikke-muslimer traf han også omfattende foranstaltninger for den religiøse undervisning og oplæring af selve den muslimske befolkning. Han informerede selv folk om de nødvendige spørgsmål og regler vedrørende dinen. Hvis en religiøs afgørelse i en bestemt sag var uklar for ham, spurgte han andre lærde sahabaer til råds, handlede i overensstemmelse hermed og pålagde også folk at følge den. På dette område tillod han ikke nogen form for tøven eller tilbageholdenhed.

Når nødvendigheden krævede det, tøvede Hazrat Uthman (ra) heller ikke med at indføre nye ordninger med udgangspunkt i islams grundlæggende bestemmelser. Da befolkningen i Medina voksede betydeligt, blev én enkelt adhan til fredagsbønnen, fremsagt inde i moskeen foran imamen, ikke længere anset for tilstrækkelig. Derfor indførte han en ordning, hvor endnu en adhan blev fremsagt fra et højt sted før denne.

Hazrat Uthmans (ra) største indsats på dette område var et enestående arbejde for at sikre Koran Majid for altid mod enhver form for uenighed og forvanskning. Under felttogene i Armenien og Aserbajdsjan var muslimske krigere fra Egypten, Syrien, Irak og andre områder samlet. De fleste af dem var nye muslimer, af ikke-arabisk afstamning og uden fortrolighed med det arabiske sprog. Hazrat Hudhayfa ibn al-Yaman (ra) deltog også i denne jihad. Han bemærkede selv alvorlige forskelle og uoverensstemmelser i den måde, de muslimske krigere, der deltog i disse to jihad-kampagner, reciterede Koranen på. Det viste sig, at folk fra hvert område reciterede Koranen efter eget forgodtbefindende og anså netop deres egen måde for at være den eneste korrekte måde at recitere den på. Efter krigen vendte han tilbage til Medina og forelagde hele sagen udførligt for kaliffen, Hazrat Uthman (ra). Han udtrykte dyb bekymring og sagde, at hvis man ikke straks fjernede denne uenighed og forskel fuldstændigt og sørgede for, at Koranen blev reciteret på én fælles måde, ville det muslimske samfund ligesom de kristne romere ende med at skabe talrige splittelser og stridigheder om Allahs Bog. Da Hazrat Uthman (ra) blev gjort opmærksom på dette af Hazrat Hudhayfa (ra), indså han med stor alvor nødvendigheden af handling. Han fik det originale eksemplar af Koran Majid udleveret fra De Troendes Moder, Hazrat Hafsa (ra), lod Hazrat Zayd ibn Thabit (ra), Hazrat Abdullah ibn al-Zubayr (ra) og Hazrat Sa’d ibn al-‘As (ra) fremstille et stort antal kopier af det og sendte dem til forskellige muslimske områder. Samtidig beordrede han alle til at antage og følge dette som den endelige autoritative udgave af Koran Majid. Desuden lod han alle de kopier af Koranen, som folk havde nedskrevet til privat brug, tilintetgøre.

Hvis Hazrat Uthman (ra) ikke havde taget dette skridt, ville den sidste profets ummah uden den mindste tvivl være blevet kastet ud i lignende splittelser og uoverensstemmelser, som de troende på Toraen, Evangeliet og andre himmelske skrifter er blevet det, og Koran Majid ville også have lidt en tilsvarende skæbne. Derfor vil Hazrat Uthmans (ra) store bedrift for altid stå skrevet med gyldne bogstaver i islams historie.

Hazrat Alis (ra) liv og karaktertræk

Det tidlige liv

Hazrat Ali (ra) var den hellige profet Hazrat Muhammads (sa) fætter. I det år, hvor den ædle profet (sa) modtog profetskabet, var Hazrat Ali blot ti år gammel. Hans far, Abu Talib, havde mange børn. På grund af økonomiske vanskeligheder og den situation, som hungersnøden havde medført, var han tynget ned af fattigdommens uudholdelige byrde. Da den ædle profet (sa) så denne situation, rådførte han sig med sin anden onkel, Hazrat Abbas (ra), om hvordan Abu Talibs nød kunne lettes. Den ædle profet (sa) sagde til ham: »Vi bør dele vores onkels fattigdom og lidelser ligeligt mellem os.« I overensstemmelse med dette råd påtog Hazrat Abbas (ra) sig hele ansvaret for opdragelsen af Abu Talibs søn Ja’far, mens den ædle profet (sa) selv påtog sig hele ansvaret for Hazrat Alis opdragelse.

Abu Talibs indsats for den ædle profet (sa) var i sandhed enestående. Han var leder af Banu Hashim, og Banu Hashims anseelse, indflydelse og magt over hele Quraysh-stammen var usædvanlig stor. Tjenesten for og vedligeholdelsen af Kabaen samt alle dermed forbundne forpligtelser var blevet overdraget til Banu Hashim. Derfor var Abu Talibs anseelse og lederskab i datidens arabiske samfund blevet etableret som en varig institution. Hele den religiøse ledelse i Arabien var knyttet til denne familie. Den ædle profet (sa) var blevet forældreløs allerede før sin fødsel. Derfor blev han kort efter fødslen opfostret i sin onkel Abu Talibs kærlige favn og trådte ind i ungdommen dér. Efter modtagelsen af profetskabet begyndte han at udbrede tawhids kald med netop Abu Talibs stærke støtte og beskyttelse. Derefter satte Abu Talib sit bryst frem mod hvert eneste slag af den undertrykkelse og forfølgelse, der kom fra kufr-kræfterne, og beskyttede således sin nevø mod de vantros angreb. På grund af hans støtte og beskyttelse blev de mushrikske Quraysh overvældet af et bittert fjendskab mod hele Abu Talibs slægt, og de udsatte dem på enhver mulig måde for uret, mishandling og forfølgelse. En yderste form for deres undertrykkelse viste sig, da alle Makkahs mushrikker i fællesskab besluttede at afbryde enhver forbindelse med denne familie, hvorefter familien til sidst blev tvunget til at søge tilflugt i en bjergkløft. Men Abu Talib, familiens leder og høvding samt sandhedens beskytter, lod sig ikke det mindste kue; han bar stiltiende enhver form for modstand og forfølgelse.

Islams antagelse

Denne Abu Talibs søn, Hazrat Ali (ra), blev allerede fra barndommen kendt som ledsager og nær ven af den ærede profet (s). Derfor fik han efter profetkaldelsen mulighed for med egne øjne at iagttage de forunderlige scener, hvor forandringerne begyndte at indtræffe i den ærede profets (s) liv. Da den ærede profet (s) som svar på Hazrat Alis (ra) spørgsmål forklarede ham den monoteistiske religion og opfordrede ham til at tro på den, antog han straks troen på islam med et urokkeligt sind og et begejstret hjerte.

I hadithværkerne er der i denne forbindelse nævnt mange navne på dem, der først troede på den ærede profet (s). Muslimske lærdes endelige konklusion er, at Hazrat Ali (ra) var den første blandt de børn, der antog troen.

Efter at Hazrat Ali (ra) havde antaget islam, tilbragte han tretten år af sit liv i Mekka i den ærede profets (s) tætte nærhed. Eftersom han altid var sammen med den ærede profet (s), fik han rig mulighed for at deltage i alle forhold—i rådsmøder, undervisningsforsamlinger, debatter med de vantro og afgudsdyrkerne samt ceremonierne for tilbedelsen af den ene Gud; kort sagt i alt sammen med den ærede profet (s). Da den ærede profet (s) i profetkaldelsens første tid levede opslugt af tilbedelsen af den ene Gud i den største hemmelighed og skjult for folks øjne, fik Hazrat Ali (ra) også mulighed for at være til stede dér. Trods denne hemmelighed så Abu Talib engang sin søn og sin nevø optaget af en særlig form for tilbedelse og spurgte: »Hvad laver I to?« Da forklarede den ærede profet (s) betydningen af den monoteistiske religion og tilbedelsen af Gud. Efter at have hørt det hele sagde Abu Talib: »Godt, der er intet forkert i det. I må gerne gøre det, men det vil ikke være muligt for mig.«

I de første tre år efter profetkaldelsen afholdt den ærede profet (s) sig fra offentligt at fremføre islams budskab. I denne periode udførte han hele arbejdet med at udbrede religionen med stor hemmelighed. Samtidig med at han kaldte særligt udvalgte mennesker til religionen, varetog han også ansvaret for at forme deres sind, mentalitet og karakter i overensstemmelse med religionens idealer. I det fjerde år blev følgende befaling fra Allah, den Ophøjede, åbenbaret for ham:

******(arabisk)

Advar og påmind det fulde antal af dine nærmeste slægtninge om straffen i det hinsidige for vantro og afgudsdyrkelse.

Efter at have modtaget denne befaling fra Allah, den Ophøjede, steg den ærede profet (s) op på toppen af det nærliggende bjerg Safa og fremsatte for første gang med høj og klar stemme kaldet til den monoteistiske religion foran en stor skare af sin slægt. Også derefter gjorde den ærede profet (s) på mange måder en indsats for at kalde sin families og sin slægts medlemmer til at tro på den sande religion. En gang beordrede han endda Hazrat Ali (ra) til i denne anledning at arrangere et festmåltid.

At bistå med at udbrede religionen

Hazrat Ali (ra) var på det tidspunkt ganske ung, højst fjorten eller femten år gammel. Trods sin unge alder arrangerede han med stor dygtighed et storslået festmåltid for medlemmerne af sin slægt og familie. Alle de berørte personer var til stede ved festmåltidet. Omkring fyrre personer deltog. Næsten alle de indflydelsesrige ledere fra Quraysh-slægten var samlet her. Efter måltidet rejste den Ædle Profet (s) sig og opfordrede i en kort tale de tilstedeværende til at antage islams religion. Han forsøgte samtidig at tilskynde dem alle til at støtte ham i den store opgave med at udbrede den religion, som Allah den Ophøjede havde pålagt ham. Da den Ædle Profet (s) havde afsluttet sin tale, lød Hazrat Ali (ra)s stemme først i forsamlingen. Han erklærede frygtløst: »Jeg er ung af alder. Min fysiske formåen er også ubeskriveligt begrænset. Men trods dette vil jeg i denne store sag være Deres ledsager, Deres evige følgesvend og Deres hjælper, der er rede til at ofre sit liv.« Da den Ædle Profet (s) hørte dette, sagde han: »Du er min bror og min efterfølger.«

Efter at omkring tretten år af profetskabets tid var gået i Mekka, befalede Allah den Ophøjede den Ædle Profet (s) at udvandre til Medina sammen med alle muslimerne. Derfor befalede den Ædle Profet (s) muslimerne i Mekka at rejse til Medina, den ene efter den anden. Derved opstod der frygt for, at byen Mekka skulle blive tømt for muslimer. Da de vantro og afgudsdyrkerne så denne situation, blev de særligt bekymrede og bange, idet de frygtede, at muslimerne et eller andet sted uden for byen kunne samle sig, blive stærke og angribe dem. På grund af denne frygt besluttede de på forhånd at udrydde »fjenden«. Allah den Ophøjede underrettede gennem åbenbaringen den Ædle Profet (s) om dette i rette tid og befalede ham at udvandre uden ophold. Han forlod huset efter at have ladet Hazrat Ali (ra) ligge i sin seng, og begav sig mod Medina sammen med Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra).

De vantro afgudsdyrkere belejrede og omringede hans bolig hele natten for at dræbe den Ædle Profet (s) og sikre, at islams strålende sol gik ned for evigt. Hazrat Ali (ra) var på det tidspunkt blot en ung mand på toogtyve eller treogtyve år. Selvom han var bekendt med de vantros dødbringende sammensværgelse, sov han med grænseløst mod roligt i Sendebudets seng. Om morgenen trængte fjendens styrker ind i huset og opdagede, at den Ædle Profet (s) var borte, mens en ung mand, der var rede til at ofre sit liv for ham, lå bevidstløs i hans seng, fast besluttet på at ofre sig. Da de forstod, at deres samlede aktion var endeligt mislykket, og at den Ædle Profet (s) havde opnået den sikre succes, blev de dybt bedrøvede, skamfulde og fortvivlede.

Et virksomt liv i Medina

Herefter opholdt Hazrat Ali (ra) sig i Mekka i to eller tre dage. Efter i overensstemmelse med Sendebudet (s)s befaling behørigt at have tilbageleveret de betroede ejendele, som folk havde overladt til ham, forlod han også Mekka og begav sig mod Medina.

Efter sin ankomst til Medina deltog Hazrat Ali (ra) som det første direkte i opførelsen af Profetens Moské. I overensstemmelse med Sendebudet (s)s befaling lagde han fundamentet, og sammen med de øvrige ledsagere fuldførte han opførelsen.

Da den verdensomspændende Profet, Hazrat Muhammad (s), derefter begyndte sit hårde og virksomme liv, forblev Hazrat Ali (ra) hans ledsager som en skygge, med urokkelig hengivenhed og uovervindeligt mod. Han deltog med fuldt ansvar i næsten alle den Ædle Profets (s) krige og jihad-ekspeditioner. I disse sammenhænge viste han et sådant heltemod, at ingen kunne måle sig med ham. I slaget ved Badr drog den Ædle Profet (s) fra Medina sammen med tre hundrede og tretten selvopofrende sahaba. Foran karavanen vajede to sorte faner som tegn på den muslimske hærs fremrykning. Den ene af fanerne blev båret af Hazrat Ali (ra). Da den Ædle Profet (s) var nået frem til stedet Badr, sendte han en dristig rekognosceringsstyrke under Hazrat Ali (ra)s ledelse ud for at iagttage fjendens bevægelser. I slaget ved Uhud, da den Ædle Profet (s) blev såret og faldt ned i en grøft, rykkede fjendens mænd hurtigt frem mod ham. Først kæmpede Hazrat Mus’ab ibn Umayr (ra) mod dem, indtil han led martyrdøden. Umiddelbart efter rykkede Hazrat Ali (ra) frem, greb fanen og vendte slagets gang ved at udvise det højeste heltemod i forsvarskampen.

Også under ekspeditionen mod Banu Qurayza vajede fanen i Hazrat Ali (ra)s hånd, og efter at have indtaget jødernes fæstning i overensstemmelse med den Ædle Profets (s) befaling bad han eftermiddagsbønnen i dens gård. Da nyheden om Hazrat Uthman (ra)s martyrdød ved Hudaybiyya blev modtaget, deltog Hazrat Ali (ra) også i den troskabsed om selvopofrelse, som sahaba aflagde. Senere befalede den Ædle Profet (s) ham at nedskrive den fredsaftale, som blev udfærdiget og underskrevet med afgudsdyrkerne fra Mekka. I slaget ved Khaybar ledede Hazrat Abu Bakr (ra) og Hazrat Umar (ra) de to første ekspeditioner. Men ingen af dem førte til sejr. Til sidst overdrog den Ædle Profet (s) Hazrat Ali (ra) ansvaret for at erobre Khaybars uindtagelige fæstninger. Han kæmpede med voldsom kraft og hejste islams sejrens fane over Khaybars fæstninger. Også under felttoget til erobringen af Mekka trængte han ind i byen som sejrherre i spidsen for den fremrykkende styrke med fanen i hånden. Efter hjemkomsten fra slaget ved Tabuk udnævnte den Ædle Profet (s) Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) til »hajjens leder« og sendte ham til Mekka for det års hajj. Efter hans afrejse blev suraen »Barā’at« (Tawba) åbenbaret. De sahaba, der befandt sig i Medina, lyttede til hele suraen og gav udtryk for, at det ville være meget godt, hvis den blev læst op for de forsamlede muslimer under hajj. Den Ædle Profet (s) forstod også dens betydning og sendte Hazrat Ali (ra) til Mekka for at varetage denne opgave.

Af de repræsentationsdelegationer, som Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte til forskellige områder med det formål at udbrede islam, indtog udsendelsen af en delegation til Yemen en særlig vigtig plads. Hadhrat Khalid ibn al-Walid, må Allah være tilfreds med ham, forsøgte i hele seks måneder på forskellige måder, men uden held. Til sidst besluttede Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i det tiende hijri-år at sende Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, med dette ansvar. Så snart Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, ankom til Yemen, begyndte en gennemgribende forandring af forholdene dér. Han forklarede folk dér islams lære, storhed og særpræg, og som følge heraf tog tusinder af mennesker islam til sig.

I måneden Rabi al-Awwal i det ellevte hijri-år gik Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bort. Denne hjerteskærende sorg fyldte hele den muslimske verden med voldsom smerte. Medlemmerne af Profetens familie blev hårdest ramt og overvældet af sorg. Alles hjerter blev sønderrevet, og deres øjne blev for bestandig til strømme af tårer. Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, var en fremtrædende personlighed blandt Profetens familie. Sorgen var uudholdelig for ham både på grund af hans nære personlige forhold og på grund af hans familiære og slægtsmæssige tilknytning. Desuden ramte det ham dybt i hjertet, at Profetens datter, Hadhrat Fatima, må Allah være tilfreds med hende, var blevet forældreløs. Han blev frygteligt nedbrudt og afskar sig i lang tid fra al forbindelse med samfundet og staten og levede helt tilbagetrukket i sit hjem. I denne periode var det fuldstændig umuligt for ham at vise den mindste interesse eller nysgerrighed for noget andet end at bære sin egen sorg, trøste Hadhrat Fatima, må Allah være tilfreds med hende, og samle Koranen i en ordnet form. Da Hadhrat Fatima, må Allah være tilfreds med hende, også døde nogen tid senere, tog han sig sammen, opsøgte den første kalif, Abu Bakr al-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, og aflagde troskabseden til kalifatet i hans hånd.

Efter Hadhrat Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, rådførte Hadhrat Umar al-Faruq, må Allah være tilfreds med ham, sig under sin kalifattid med Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, om alle vanskelige og vigtige spørgsmål. Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, gav ham til gengæld råd i enhver sag med stor hengivenhed og oprigtighed. Under felttoget mod Nihawand blev han tilbudt at påtage sig ansvaret som hærfører, men han afslog. Senere, da Umar, må Allah være tilfreds med ham, rejste til Bayt al-Maqdis, indsatte han Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, som stedfortræder i hovedstaden og overlod ham hele ansvaret for kalifatet. Efter Hadhrat Umars, må Allah være tilfreds med ham, tid, hen imod slutningen af Hadhrat Uthmans, må Allah være tilfreds med ham, kalifat, opstod der uro og lovløshed i hele landet. For at dæmme op for dette gav Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, særlige og effektive råd, påpegede uroens grundlæggende årsager og viste vejen til at rette op på og fjerne dem.

Hadhrat Alis, må Allah være tilfreds med ham, kalifat

Valget af kalif

Efter Hadhrat Uthmans, må Allah være tilfreds med ham, martyrdød stod kalifatets sæde tomt i tre dage. I denne tid rettede folk deres blik mod Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, som den næste kalif. Mange mennesker bad ham påtage sig dette ansvar. Selv om han i begyndelsen klart afviste det, indvilligede han til sidst i at påtage sig ansvaret efter gentagne anmodninger fra Muhajirun- og Ansar-sahabierne.

Beretningen om, hvordan Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, blev valgt til kalif, er udførligt omtalt i den islamiske statskundskabs historie. Folket kom til Hadhrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, og sagde:

*******(arabisk)

Vi vil aflægge troskabseden til dig; ræk din hånd frem. For nu er det helt nødvendigt, at der udpeges en amir og statsleder for os. Og til dette embede er du den mest værdige og berettigede.

Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) svarede ham:

*******(arabisk)

I har ingen ret til at sige eller gøre noget i denne sag. Dette er en sag, der skal afgøres i fællesskab af de tidlige muslimer, som er kvalificerede til at give råd, og som deltog i slaget ved Badr. Den, som de antager som kalif, skal være kalif. Kom derfor, lad os alle samles og overveje og bedømme sagen.

Da folk hørte dette, forlod de ham. Men efter kort tid kom de igen til ham og begyndte at presse ham til at aflægge troskabseden. Da sagde Hazrat Ali (ra):

******(arabisk)

Hvis det virkelig er det, I ønsker, at jeg skal blive kalif og modtage troskabseden fra jer, så lad os gå til Profetens Moské; dér vil den endelige afgørelse i denne sag blive truffet.

Det er en selvfølge, at valget af mig som kalif og afgivelsen af troskabseden til mig ikke kan finde sted i det skjulte. Det kan kun ske på grundlag af det muslimske folks spontane tilfredshed og godkendelse.

Derefter blev Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) valgt som den næste kalif efter forslag, spontan støtte og godkendelse fra de almindelige muslimer, der var samlet i Profetens Moské. Mandag den 21. Dhu al-Hijjah blev den almindelige troskabsed til kalifatet aflagt til ham i Profetens Moské i nærværelse af en stor islamisk folkemængde. Han blev således den fjerde kalif i det retledte kalifat.

Da Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) påtog sig ansvaret for kalifatet, var hele den muslimske verden blevet skueplads for den yderste anarki, oprør og revolution. Den første kalif, Hazrat Abu Bakr al-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), havde ganske vist også stået over for tilsvarende uro, oprør og revolution, men der var en enorm forskel mellem de to situationer. Den fare, Hazrat Abu Bakr al-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) stod over for, var en indbyrdes konflikt mellem vantro og frafald på den ene side og islam på den anden. Hele det muslimske folk støttede og beskyttede kaliffen i denne konflikt. Modstanderne fulgte falskhed, begær og ondskab. Deres synspunkter havde hverken stabilitet eller fasthed. De, som Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) derimod stod over for som modstandere, var ikke blot muslimer; blandt dem var også et stort antal sahaba og endog Profeten, den Ærværdige (fred være med ham),s hustru, Hazrat Aisha al-Siddiqah (må Allah være tilfreds med hende). Hvad andet kan man kalde dette end skæbnens yderste ironi?

Trods alle disse farer, uroligheder, forstyrrelser, oprør og revolutioner holdt Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) med stor fasthed og dristighed godt fast i den unge kalifats tøjler. På dette tidspunkt udviste han den højeste grad af grænseløs tålmodighed, selvbeherskelse og sund eftertanke, og selv om han så tegn på fiasko på mange områder, ville han ikke acceptere den mindste afvigelse fra den fuldkomne troskab, den urokkelige idealisme samt de grundlæggende bestemmelser i den islamiske sharia og statspolitik. Hvis han havde været villig til at tolerere blot den mindste afvigelse fra principperne og idealismen, ville han måske være blevet anset for succesfuld ud fra statskunstens synspunkt; men der er ingen tvivl om, at islams store religiøse ideal da ville være blevet krænket, forkastet og forladt. At beskytte dette var netop den retledte kalifs og Profeten, den Ærværdige (fred være med ham), stedfortræders allerførste og vigtigste pligt.

Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) som kalif

Ved ledelsen af kalifatets styre var Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) fast besluttet på at følge Hazrat Umar al-Faruqs (må Allah være tilfreds med ham) fodspor, og han var på ingen måde indstillet på at foretage nogen grundlæggende ændring af den ordning, der dengang var etableret. De jøder, som Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) havde forvist fra hele Hijaz og genbosat på et sted kaldet Najran, kom til Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) og bad med meget bedrøvede og ydmyge stemmer om tilladelse til at vende tilbage til deres tidligere bopæl. Men Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) afviste det klart og sagde: »Hvem kan være mere velovervejet, indsigtsfuld og bedre til at træffe den rette beslutning end Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham)?«

Den vigtigste opgave i landets indre styre er at kontrollere de ansvarlige embedsmænd og nøje overvåge deres arbejde, karakter og adfærd. Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) havde altid sin opmærksomhed rettet mod netop dette. Når han udnævnte nogen til et ansvarsfuldt embede, gav han dem yderst værdifulde og gavnlige råd. Desuden lod han på forskellige tidspunkter foretage særlige undersøgelser af disse embedsmænds arbejde, karakter og adfærd. En gang udnævnte han til denne vigtige opgave Hazrat Kaab ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) og gav ham følgende instruktion:

********(arabisk)

Drag af sted med en gruppe af dine ledsagere, og rejs rundt i hvert distrikt i Irak; hold nøje øje med embedsmændenes arbejde samt deres karakter, sindelag og adfærd. Han bekæmpede med hård hånd de statslige embedsmænds ødselhed, overdådige forbrug og uregelmæssigheder i behandlingen af statens midler. Han håndhævede strengt, at lån, der var taget fra bayt al-mal, blev tilbagebetalt til tiden. I denne sag var han ikke villig til at udvise den mindste mildhed eller særbehandling over for sine nærmeste slægtninge.

Hazrat Ali (ra) gennemførte særlige reformer i skatteforvaltningen og indførte udviklingsorienterede politikker. Trods fuld strenghed i opkrævningen af skatter var han bestandig omhyggelig med hele folkets velfærd og forbedringen af de almindelige forhold. Over for de svage og fattige mennesker førte han altid en barmhjertig politik.

I virkeligheden var Hazrat Ali (ra) for folket et levende bevis og et brændende symbol på Allahs grænseløse nåde. Under hans kalifat stod statens Bayt al-mal altid åbent for samfundets almindelige fattige og trængende mennesker. Hvad der end blev opbevaret og indsamlet i Bayt al-mal, fordelte han straks og rundhåndet blandt de trængende og dem, der havde ret til det. Over for landets ikke-muslimske borgere udviste han stor venlighed og medfølelse. Selv oprørske og sammensvornes handlinger blev tålt med den største tålmodighed og overbærenhed. I de persiske områder så man en bemærkelsesværdig og gunstig reaktion på denne generøse politik, som kaliffen fulgte.

Hazrat Ali (ra) var selv en yderst dygtig og erfaren hærfører. Hans fremsynethed og dømmekraft i militære spørgsmål og anliggender var uden sidestykke. Derfor var det ham muligt at indføre mange nye ordninger inden for den islamiske stats militære administration.

Hazrat Ali (ra)s lærdom

Allerede fra sin barndom fik Hazrat Ali (ra) mulighed for direkte at tilegne sig kundskab og uddannelse fra profetiets læresæde. På grund af det dybe forhold og den nære omgang, han havde med den Ædle Sendebud (sa), fik han større muligheder end alle andre på dette område. Hjemme, ude og under rejser til fremmede lande havde han mulighed for at være den Ædle Profet (sa) meget nær; derfor var det let for ham at opnå detaljeret viden om islams forskellige aspekter. Den Ædle Profet (sa) lagde også selv stor vægt på at give ham denne særlige viden. Han underviste ham personligt i den Ædle Koran og forklarede ham den rette betydning af forskellige koranvers. Derfor var hans lærdom langt mere omfattende og dybtgående end de øvrige ædle sahabaers. Den Ædle Sendebud (sa) hentydede til hans lærdom og sagde:

******(arabisk)

»Jeg er kundskabens by, og Ali er dens særlige port.«

Selv om dette udsagn som hadith, bedømt ud fra overleveringskæden og lignende, ikke kan anses for acceptabelt, må dets realitet naturligvis anerkendes. Hazrat Ali (ra) lærte almindelig læsning og skrivning allerede i sin barndom, og hans navn var også med på listen over åbenbaringens skrivere. Efter den Ædle Sendebuds (sa) anvisning blev Hudaybiyyah-traktaten, ligesom mange statslige dekreter, skrevet smukt af Hazrat Ali (ra) egen hånd.

Koranen Majid er den primære kilde til islamisk viden og videnskab. Hazrat Ali (ra) havde opnået den lykke at kunne trænge ned i dette koraniske ocean. Hazrat Ali (ra) var en af de få sahabaer, som havde lært hele Koranen Majid udenad i profeten Karim (s)’s levetid. Han havde en særlig ekspertise i spørgsmålet om, i hvilken sammenhæng og på hvilket tidspunkt en bestemt sura eller et bestemt vers i Koranen var blevet åbenbaret. Det havde han selv hævdet. Derfor regnes han blandt koranfortolkernes højeste rang. I de store tafsirværker, der blev skrevet i eftertiden, er Hazrat Ali (ra)’s forklarende udsagn blevet citeret i vid udstrækning. At ordne Koranen Majid efter rækkefølgen af dens åbenbaring var et særligt bidrag fra hans side. Samtidig var hans enestående dygtighed og begavelse i at udlede de nødvendige love og bestemmelser for det praktiske liv fra Koranen Majid samt i at udøve ijtihad for at kende islams anvisninger og afgørelser i forskellige vanskelige spørgsmål alment anerkendt. Da kharijitternes tilhængere, i en rent bogstavelig betydning, nægtede at anerkende nogen person som mægler til bilæggelse af indbyrdes stridigheder og som bevis fremførte koranverset ******(arabisk) »Ingen kan være mægler undtagen Allah«, påviste han det urimelige og irrelevante i dette argument og sagde: »Hvem kan dog tvivle på, at Allah er den endelige dommer! Men når Allah den Ophøjede selv har påbudt, at man skal udpege en person fra folket som voldgiftsmand for at bilægge den gensidige strid mellem ægtefæller, idet Han har sagt:

*******(arabisk)

Hvis I frygter uenighed mellem ægtefællerne, så udpeg en mægler fra mandens familie og en mægler fra kvindens familie.

Hvorfor skulle det da være forkert eller i strid med Koranen at udpege og anerkende en person fra folket til at bilægge gensidige stridigheder blandt det muslimske folk? Allahs suverænitet og Hans endelige magt over alle forhold vil nødvendigvis blive udøvet og virkeliggjort gennem et eller andet menneske. Er hele det muslimske folks indbyrdes stridigheder måske en mindre sag end uenigheden mellem én mand og én kvinde? Faktisk er der blevet citeret så mange værdifulde udsagn fra Hazrat Ali (ra) i forbindelse med fortolkningen af Koranens tafsir og forklaringen og analysen af versenes betydning, at de, hvis de blev samlet, kunne tage form af et stort værk.

En gruppe bedrageriske tilhængere af tasawwuf går rundt og prædiker, at profeten Karim (s) ud over den grundlæggende viden og lærdom om din islam også havde lært Hazrat Ali (ra) en særlig viden, som i dag betegnes som »tasawwuf«. De fører også propaganda for at kalde Hazrat Ali (ra) »tasawwuf-lærens fader«. Men hvor stor en falsk beskyldning og hvor grundløs en påstand dette er, bevises uigendriveligt af hans egne ord, som er gengivet i en sahih-hadith. Folk spurgte ham: »Har De nogen anden viden end Koranen?« Han svarede: »Ved den Store, som kløver frøet og kernen og frembringer træet, og som indgyder liv i kroppen, har jeg intet andet end Koranen. Men Allah giver den, Han vil, evnen, styrken og begavelsen til at forstå Koranen. Derudover har jeg nogle få hadither.« (Bukhari, Musnad Ahmad)

Den ed, som Hazrat Ali (ra) aflagde i begyndelsen af sin udtalelse, har en særlig betydning. Af disse ord forstår man, at Koranens vers er som kerner og kroppe. Deres betydning, mening og indre sandhed er som et træ, der vokser frem af disse kerner og frø. Og den er som det liv, der er skjult i kroppen. Det vil sige, at ligesom et vældigt træ med grene og kviste kan vokse frem af et lille frø eller en kerne – selv om det grundlæggende var skjult i netop dette frø og denne kerne – og ligesom alle menneskelige handlinger og bedrifter kommer til udtryk gennem livskraften, der er skjult i kroppen, sådan kan der også frembringes omfattende betydninger og indsigter af Koranens ord, som netop er som en krop.

Det bevises i sandhed af denne udtalelse fra Hazrat Ali (ra), at han besad en særlig indsigt i Koranens indre sandheder og filosofi.

Også inden for hadith var Hazrat Ali (ra)’s intellekt og lærdom enestående, vældig og som et dybt, grænseløst ocean. Fra sin barndom tilbragte han hele tredive år i profeten Karim (s)’s selskab og nære omgang. Derfor var han, efter Hazrat Abu Bakr (ra), den største ekspert i islams fuldstændige lov og bestemmelser samt i profetens udsagn. Desuden levede han efter profeten Karim (s)’s bortgang længere end alle de øvrige store sahabaer. I næsten tredive år efter profeten Karim (s) var han utrætteligt optaget af at udbrede Koranen, hadith samt din og sharia. Også under de tre første kaliffers regering var dette ansvar betroet ham. Selv under hans egen kalifatstid, trods talrige fitnaer, uroligheder og blodige krige, blev denne strøm af viden aldrig standset; tværtimod fortsatte den med at flyde uafbrudt. Derfor havde netop han større mulighed for at overlevere hadither end de tre første kaliffer. På trods af alt dette var han yderst forsigtig og streng af natur, når det gjaldt overlevering af hadither. Derfor blev antallet af hadither, som han overleverede, ikke særlig stort. Kun 586 hadither er blevet citeret i bøgerne med ham som kilde. Hazrat Ali (ra) var også blandt de sahabaer, der plejede at nedskrive hadither i profetens tid. Han omtalte den samling af hadither, som han havde skrevet ned, som »Sahifa«, og han opbevarede denne »Sahifa« i sværdskeden. Af disse hadither kan man få kendskab til mange vigtige spørgsmål i det praktiske liv.

Hans kvalifikationer og begavelse inden for fiqh og ijtihad er alment anerkendt. Store sahaba – ja, selv hans modstandere – følte behov for at indhente afgørelser i sharia fra ham i forskellige spørgsmål. Den væsentligste årsag til hans særlige indsigt på dette område var, at han selv spurgte Den Ærværdige Profet (ra) for at få viden om mange spørgsmål.

Hazrat Ali (ra) som dommer

Hazrat Ali (ra) tilbragte ganske vist størstedelen af sit liv i Medina, men under hele sin kalifattid opholdt han sig i Kufa. Derfor blev hans fiqh-relaterede meninger og ijtihad især udbredt i Irak. Hanafi-skolens grundlag blev efter Hazrat Abdullah ibn Masud (ra) i høj grad bygget på Hazrat Ali (ra)s meninger og de afgørelser, han havde truffet. På grund af denne kvalifikation var hans dygtighed til at behandle retssager og træffe afgørelser i overensstemmelse med sharia også alment anerkendt. Hazrat Umar Faruq (ra) sagde:

********(arabisk)

Blandt os er Hazrat Ali den mest kvalificerede som dommer, og Hazrat Ubayy ibn Ka’b den største kender af Koranen.

Hazrat Abdullah ibn Masud (ra) sagde: »Vi plejede at sige til hinanden, at den mest dømmekraftige person i Medina var Hazrat Ali (ra).

Selv Den Ærværdige Profet (s) overdrog ofte ansvaret for at afsige domme til Hazrat Ali (ra). Da Den Ærværdige Profet (s) udnævnte ham til dommer i Yemen, ønskede han at blive fritaget for at påtage sig dette ansvar, idet han henviste til sin egen uegnethed og manglende evner. Da sagde Den Ærværdige Profet (s):

Allah den Højeste vil selv holde din tale på den rette vej og gøre dit hjerte fast og tålmodigt.

Hazrat Ali (ra) sagde selv:

Derefter har jeg aldrig følt nogen form for tvivl eller tøven i forbindelse med at afsige dom.

Profeten (s) lærte ham mange grundprincipper og fremgangsmåder for at lede retssager. En gang sagde han til ham:

O Ali! Når du sætter dig for at bilægge en strid mellem to personer, må du ikke træffe en afgørelse efter kun at have hørt den ene; udsæt din afgørelse, indtil du har hørt den andens fremstilling.

For at opnå en fast overbevisning uden tvivl i behandlingen af en sag var det en ufravigelig del af Hazrat Ali (ra)s principper for retfærdig dom at krydsforhøre sagens to parter og vidnerne og stille dem spørgsmål i denne forbindelse. Hvis en person, der havde tilstået en forbrydelse (confessor), efter gentagne spørgsmål og krydsforhør ikke stod fast ved sin tilståelse, straffede han ham ikke på grundlag af denne tilståelse. Hvis vidnerne efter på forskellig vis at være blevet skræmt og intimideret ikke stod fast ved deres udsagn, afsagde han ingen dom på grundlag af deres vidneudsagn. Ved behandlingen af sager om drab skelnede han mellem et uheld og motivet til drabet (Motive). ¹ {1. Bevidsthed om etablering af retfærdighed: Hazrat Ali (ra) var altid opmærksom på at sikre etableringen af retfærdighed i samfundet. Han betragtede misbrug af statsmagten for at påvirke retsvæsenet som en afskyelig forbrydelse. I forbindelse med etableringen af retfærdighed tillod han ikke nogen form for diskrimination mellem muslimer og ikke-muslimer. En historisk begivenhed i denne forbindelse er værd at nævne her. En dag stjal en jøde Hazrat Ali (ra), De Troendes Leder, sin jernbrynje. Skønt han sad inde med landets højeste magt, iværksatte han ikke selv nogen politimæssig foranstaltning i sagen; i stedet indgav han efter den gældende procedure en klage ved domstolen. Dommeren beordrede ham til at føre to vidner til støtte for sin klage. Hazrat Ali (ra) fremstillede sine to sønner, Imam Hasan og Imam Husain (ra), som vidner. Men eftersom de var klagerens nærmeste slægtninge, accepterede dommeren ikke deres vidneudsagn og afviste i stedet hele sagen. Overvældet af denne begivenhed tilstod den anklagede jøde selv sin forbrydelse, fremsagde den hellige kalima og sluttede sig til islams karavane. – Redaktionen}

Hazrat Ali (ra)s domsafgørelser blev betragtet som eksempler på loven. Derfor nedskrev de lærde dem. Men senere lod onde mennesker forskellige former for forvanskning trænge ind i dem. Som følge heraf blev de fuldstændig ubrugelige i lovens og retsvæsenets verden.

Askese i det personlige liv

Hazrat Ali (ra) levede sit personlige liv i yderst streng askese. Trods at være hårdt plaget af fattigdommens ubarmhjertige slag blev han ikke et øjeblik rystet. Han følte ikke den mindste forlegenhed ved efter tid og mulighed at arbejde og tjene sit udkomme som daglejer. Selv efter at han havde indtaget kaliffens trone, skete der ikke den mindste ændring i hans asketiske livsførelse. Folk blev lamslåede og målløse, når de så hans yderst beskedne mad. Han sagde til folk: »Muslimernes kalif har kun ret til at modtage to kar fra statens Bayt al-Mal. Af det ene skal han selv og sin familie spise sammen. Det andet skal han lægge frem for folket.«

Der var ingen ekstra person til at udføre husarbejdet i hendes hjem. Profetkejserens datter udførte selv alt arbejdet med egne hænder. Hvad angik verdslig rigdom, var Hazrat Ali (ra) et tomt kar. Men åndeligt besad han en umådelig rigdom. Ingen, der kom for at bede om noget, kunne vende tomhændet bort fra hans dør. Selv den mad, der var tilberedt til dem selv, tøvede han ikke det mindste med uden videre at lægge i hånden på en sulten tigger.

— Afslutning —