To ord

Denne bog er blot en samling af mine tre foredrag. Tidligere var foredragene om vejen til at opnå nærhed til Allah, vejen til selvrenselse samt dhikr og dua blevet udgivet som tre separate hæfter. Da indholdet i de tre hæfter ligger hinanden nær og supplerer hinanden, har Al-Hera Forlag udgivet dem samlet. Adhunik Prakashani har fået tilladelse til at udgive bogen i en praktisk og revideret form, og de står nu for udgivelsen. Hvis bogen bliver nyttig og hjælpsom for mennesker, der ønsker selvrenselse og at opnå nærhed til Allah, vil mit arbejde være lykkedes.

Motiur Rahman Nizami
11-2-97

Indledende ord

Mennesket er ikke blot et væsen, der udelukkende består af en krop. Sammen med en smuk fysisk skikkelse har den almægtige Allah også givet sin bedste skabning en smuk sjæl. Derfor kan menneskets udvikling og fremgang, succes og fiasko ikke begrænses til blot at opfylde kroppens krav eller behov. Når man gennemgår menneskehedens historie, ser man, at mennesker fra tid til anden, idet de hældede stadig mere til materialistiske eller positivistiske civilisationer, forsømte sjælens behov. Men følgerne heraf har aldrig været gode. En analyse af årsagerne til forskellige tidligere folks civilisationers undergang beviser også denne sandhed. I den moderne verden er den materialistiske civilisation ved at blive betegnet som en civilisation, der ødelægger menneskeheden. Hippiernes bevægelse fra denne civilisations skueplads mod Orienten er i bund og grund blot et andet navn for et stille oprør mod den materialistiske civilisation.

Eftersom sjælens behov ligesom menneskets fysiske behov er vedvarende og medfødt, har intet folk i nogen tidsalder kollektivt kunnet fornægte sjælens behov. Tværtimod har der til alle tider og i alle tidsaldre altid været nogle mennesker, som på den ene eller anden måde har bestræbt sig på åndelig udvikling, åndelig forædling og selvrenselse. I dag, på baggrund af den materialistiske civilisations fiasko, kan man blandt mennesker spontant iagttage en tendens og tilbøjelighed til etik, moral og åndelighed. Men ved roden af denne tilbøjelighed ligger en dyb skuffelse og fortvivlelse i sindet, der er mærket af livets barske realiteters slag. Også de, der tidligere forsøgte at opnå åndelighed og åndelig udvikling (uden for islam), vendte sig mod dette på baggrund af en lignende skuffelse og fortvivlelse. Derfor fornægtede eller forsømte deres tilbøjelighed kroppens behov. Som følge heraf kunne deres dyrkelse af spiritualitet, bortset fra at skabe en håndfuld verdensforsagende helgener og asketer, ikke yde noget gavnligt bidrag til den brede menneskehed. Faktisk er mennesket ikke udelukkende krop, men heller ikke udelukkende sjæl. Derfor er en ensidig stræben efter at opfylde kroppens behov ved at forsømme sjælen skadelig for menneskeheden og menneskeligheden; på samme måde er det yderst skadeligt for menneskeheden at forsømme kroppens behov for at opfylde sjælens behov og udvikle sjælen eller at benytte en fremgangsmåde, der straffer kroppen.

De selvopfundne processer og metoder, som i sådanne tilfælde anvendes for at straffe kroppen og etablere sjælens forrang, kan kun praktiseres af en eller to udvalgte blandt millioner og atter millioner af mennesker. Gennem visse former for yoga og askese opnår disse få mennesker ved at styrke deres vilje nogle ting, der synes umulige, og påvirker almindelige mennesker ved at få dem til at stå målløse af forundring. Til sidst begynder de påvirkede mennesker at betragte den, der udfører disse umulige bedrifter, som noget overmenneskeligt, og de vender sig mod ham og anser ham for en himmelsk støtte til at opfylde deres behov og klager. Til sidst begynder disse tilhængeres hengivenhed og ærbødighed at komme konkret til udtryk gennem nazr-niyaz, bhog-shirni og lignende. Som følge heraf vender spiritualitetens dyrkelse igen tilbage til kropsdyrkelse. Uden den vej, som Allah har givet, og som profeterne og sendebuddene (fred være med dem) har anvist, har begyndelsen og resultatet af bestræbelserne på åndelig udvikling altid og i alle tidsaldre været det samme. I den moderne verden vender mennesker på grund af fortvivlelse igen tilbage til spiritualiteten. Hvis dette ikke kan ledes ind i åbenbaringens kundskabsstrøm, vil menneskenes bestræbelser på dette område endnu en gang mislykkes fuldstændigt.

Det er sørgeligt og beklageligt, at den vej, som Allah har givet, og som den sidste profet, Muhammad (fred og velsignelser være med ham), har anvist — den vej, hvorpå verdens mennesker kan opfylde kroppens og sjælens behov samtidigt, som er let at følge for mennesker på alle niveauer og i alle samfundsklasser, og som stemmer overens med menneskets naturlige beskaffenhed — i dag er ukendt selv for muslimer, fordi den er blevet dækket til af menneskeskabte processer og metoder. Af samme grund formår den spiritualitet, der praktiseres og udøves i muslimske samfund, heller ikke at yde noget betydningsfuldt bidrag til den bredere menneskeheds og menneskegruppes velfærd. Islam havde indført en enkel, ligefrem og naturlig metode til åndelig og moralsk udvikling, som opretholder balancen mellem menneskets krop og sjæl. Da menneskeskabte metoder og processer er blevet føjet til denne, er islams samlede evne til at skabe mennesker, der kan fremme menneskelighedens og menneskehedens udvikling, etablere retfærdighed og modarbejde uretfærdighed, blevet alvorligt hindret.

I det muslimske samfund er udøvelsen og bestræbelsen på denne spiritualitet kendt som ilm al-tasawwuf. Grundlæggende kaldes denne praksis i Koranen for tazkiya al-nafs. I hadith kaldes den ihsan. Imam Shah Waliullah Dehlawi (må Allah være barmhjertig mod ham) har betegnet den som en metode til at skabe akhlaq al-ihsan. På baggrund af de processer og metoder, der siden den ærede Profets (Allahs fred og velsignelser være med ham) tid og frem til i dag er blevet anvendt inden for spiritualiteten i det muslimske samfund, kan vi efter nutidens terminologi inddele ilm al-tasawwuf i tre kategorier.

For det første: ren islamisk tasawwuf,
for det andet: delvist islamisk tasawwuf,
for det tredje: ikke-islamisk tasawwuf.

Med ren islamisk tasawwuf menes den tilstand, som sahabaerne (må Allah være tilfreds med dem) opnåede, da de gennem tazkiya al-nafs ved hjælp af islams grundlæggende tilbedelseshandlinger, på en enkel og ligefrem måde i overensstemmelse med Hazrat Muhammads (Allahs fred og velsignelser være med ham) vej — uden nogen særlig form for yogisk disciplin — praktiserede dhikr og tasbih af Allah i deres almindelige gøremål efter den metode, som Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde lært dem, samt gennemførte salat, recitation, bøn og overholdelse af halal og haram. De retledte kaliffer, sahabaerne, tabi’in, tabi’ al-tabi’in og alle de førende mujtahid-imamer fulgte denne rene tasawwuf. Dette er den rette tasawwuf, den fejlfri vej til selvrenselse, som Koranen har betegnet som tazkiya al-nafs. Det er et krav fra vores tro og fra nutidens menneskehed i verden, at denne ægte og rene islamiske tasawwuf genoplives inden for selvrenselsen med den sidste profets (Allahs fred og velsignelser være med ham) uswa hasana som forbillede.

Med delvist islamisk tasawwuf menes tilføjelsen af visse metoder og procedurer baseret på indiske yogiers og vismænds samt græsk filosofis yogastillinger med det formål at opnå åndelig udvikling, samtidig med at man holder sig inden for den islamiske shariahs grænser. I dette tilfælde kan kun den tasawwuf, der tilhører dem, som ikke har forkastet tawhid eller antaget shirk, men gennem disse metoder har gjort skabelsen af khauf-e-Khuda, kærlighed til Allahs Sendebud og refleksion over det hinsidige til deres hovedmål, kaldes delvist islamisk tasawwuf. Selv om frygten for Allah, kærligheden til Allahs Sendebud og refleksionen over det hinsidige er målet, kaldes deres udøvelse af tasawwuf delvist islamisk af den grund, at der i dette tilfælde ikke er plads til at føje noget til eller trække noget fra Profetens lære. Desuden kan sådanne tilføjelser eller udeladelser ikke være gavnlige. Ingen forstår spørgsmålet om at opnå nærhed til Allah bedre end Allah og Hans Sendebud. Derfor kan en sådan fremgangsmåde, selv med oprigtig hensigt, ikke være gavnlig eller frugtbar, fordi den svarer til at overskride grænserne. Initiativtagerne til denne tasawwuf opnåede i virkeligheden ikke det, de ønskede. Selv om nogle få mennesker opnåede åndelig fremgang og anerkendelse, kunne deres bestræbelser — selv om de skabte nogle mennesker og udførte noget arbejde for religionen — ikke på nogen måde måle sig med de mennesker, som Profeten skabte med det mål at gøre religionen sejrende. Denne tasawwuf kan korrigeres ved at fjerne de udefrakommende tilføjede metoder og omdanne den til ren islamisk tasawwuf. Man kan forsøge at undersøge, om det er muligt at gennemføre denne korrektion og reform gennem åben og fordomsfri dialog med dem, der oprigtigt og aktivt arbejder på dette felt, om tazkiya al-nafs’ sande form, natur, formål og metode på grundlag af Koranen og sunnaen. Hvis dette forsøg mislykkes, må nogle af Allahs retskafne tjenere, nogle troende og nogle kæmpende mænd træde frem for at fremstille et konkret og levende eksempel på islamisk tasawwuf.

For det tredje: Den tasawwuf, der tilhører dem, som under navnet selvrenselse og åndelig udvikling følger ikke-islamiske metoder, overskrider den islamiske shariahs grænser, har frembragt shirk og bid’a og endda har gjort islam og muslimer til et skuespil for verden, som har omdannet gravmælerne for nogle af Allahs elskede tjenere — mennesker, der i deres levetid bekæmpede shirk og bid’a — til steder for hashrygning og nøgendans under påskud af qawwali, og som udnytter menneskers svage religiøse følelser til at skabe sig et verdsligt liv i religionens navn, er fuldstændig ikke-islamisk, og dens rødder må rykkes op.

Der er i virkeligheden ikke megen anledning i den islamiske shariah til at rejse spørgsmålet om, hvad »ren islamisk tasawwuf« er. Vi har nævnt, at den åndelige praksis, som i dag blandt muslimer kaldes ilm al-tasawwuf, i Koranen kaldes tazkiya al-nafs. Ikke nok med det: Koranen fremstiller den som menneskets eneste vej til succes. Det er blevet sagt:

ونفس وما سوها فألهمها فجورها وتقويها 3 قَد أَفْلَحَ مَنْ زَكَهَا . وقد خاب من دسها (الشمس : ۸-۹)

»Ved menneskets sjæl og ved Ham, som har fuldkommengjort menneskets sjæl og derefter givet den evnen til at føle og skelne mellem gudsfrygt og synd. De blandt menneskene, som renser denne nafs eller sjæl, er de, der har fremgang. Og de, som undertrykker den dømmekraft, Gud har givet denne sjæl, er de, der lider tab og fejler.«

Allah har i Koranen fremstillet »tazkiya al-nafs« som en grundlæggende opgave. Ikke nok med det: Han har betegnet den som en af Muhammads (s.a.w.) vigtigste opgaver. Flere steder beskrives Profetens (s.a.w.) opgave således:

هُوَ الَّذي بعث في الأمين رسولاً منهم يتلوا عليهم ايته ويُزَكِّيهِم ويعلمهم الكتب والحكمة .

»Og Han er Allah, som blandt de ummī-folk har sendt et sendebud fra deres egen midte. Han reciterer Hans åbenbaringer for dem, renser dem og underviser dem i Skriften og visdommen.« (Sura al-Jumuʿa: 2)

Her nævnes følgende som Sendebuddets opgaver: * recitationen af åbenbaringerne * tazkiya al-nafs samt undervisning i Skriften og visdommen. Disse ting nævnes tre steder.

Allahs Koran er vidne, hundredtusinder af sahaba er vidner, og verdenshistorien er vidne til, at den sidste profet, Muhammad (s.a.w.), på rette vis opfyldte alle de opgaver, der var blevet pålagt ham. Gennem afskedstalen ved pilgrimsfærden fik han også denne bekræftelse fra mere end hundrede tusinde sahaba. Derfor opfyldte han sin opgave med hensyn til tazkiya al-nafs fuldstændigt og til mindste detalje; ingen muslim kan nære tvivl om dette. Med andre ord kan man ikke forblive muslim, hvis man nærer tvivl. Derfor kræver både troen og fornuften, at man forsøger at lære og forstå, hvordan og ved hvilken metode det rene Sendebud (s.a.w.) udførte denne vigtige grundlæggende opgave, hvilken slags mennesker der blev formet gennem denne metode og proces, og hvilke tjenester de efterfølgende ydede islam og menneskeheden. Som en oprigtig tilhænger af Profeten bør man på dette område anse den metode, som alene Profeten (s.a.w.) har vist, for sand, rigtig og fejlfri og tage imod den med oprigtig hengivenhed i hjertet.

Ligesom Guds Sendebuds (s.a.w.) øvrige undervisning er klar som dagens lys, er også spørgsmålet om tazkiya al-nafs klart. Ikke desto mindre er det svært at forstå, hvorfor man på dette område tilsidesatte Guds Sendebuds (s.a.w.) undervisning, begyndte at føje ting til den og lod ikke-islamiske metoder trænge ind. Jeg ønsker ikke her uden grund at kritisere nogen eller at ydmyge nogen. Med en oprigtig hensigt og af hensyn til mine egne handlinger, samt for at gøre almindelige mennesker bekendt med den enkle metode, som Allah har givet og Sendebudet (s.a.w.) har vist, er jeg blevet nødt til at skrive om dette emne. Må Allah den Ophøjede hjælpe mig ved at skænke mig sand viden om Sin Bog og Sin Profets sunnah. Med denne bøn, fremsagt af et længselsfuldt og bekymret hjerte, ønsker jeg at begynde min rejse på dette område.

Betydningen af selvrenselse i menneskelivet

Når man skal vurdere betydningen af selvrenselse i menneskets liv, er det først og fremmest nødvendigt at forstå menneskets identitet og foretage en korrekt vurdering af menneskets væsen. Kort sagt er mennesket Allahs khalifa eller stedfortræder på denne jord. Det vil opholde sig her i nogen tid og nyde nogle af Hans velsignelser, hvorefter det må vende tilbage til sin store Herre. Når det er vendt tilbage, skal det aflægge regnskab for, hvor vellykket eller mislykket det i sit liv på jorden som Allahs khalifa var med at opfylde Hans vilje.

Det er værd at huske, at alt i Allahs skabte verden undtagen mennesket følger Allahs befaling og er nødt til at følge den. I modsætning hertil ligger ansvaret for at indføre og håndhæve Allahs lov samt Allahs befalinger og påbud i menneskers liv og samfund hos mennesket. Mennesket er Allahs stedfortræder i den forstand, at Gud har skænket mennesket denne frihed og gjort det bekendt med belønningen, gengældelsen og konsekvenserne af at bruge eller misbruge denne frihed. Da Allah beskrev mennesket, sagde Han:

إِنَّا هَدَيْنَهُ السَّبِيلَ إِمَّا شَاكِرًا وَإِمَّا كَفُورًا

“Jeg har vist mennesket to veje: den ene er vejen til at vise Allah taknemmelighed og adlyde Ham, og den anden er vejen til kufr og ulydighed.” – (Sura al-Dahr: 3)

Derefter har Han beskrevet konsekvensen af kufr:

إِنَّا أَعْتَدْنَا لِلكفرين سلسلاً وأغللاً وسَعِيرًا إِنَّ الأبرار يشربون من كاس كانَ مِزَاجُهَا كَافُوران عينا يُشرَبُ بِهَا عِبَادُ اللهِ يُفَجِّرُونَهَا تفجيران

“Jeg har beredt jernlænker, halsjernsmanchetter og Helvedes ild til de vantro. Men de retskafne vil i Paradiset blive beværtet med velsmagende drikke, blandet med duftende kamfer. Det vil være en rindende kilde, hvis vand Allahs tjenere vil drikke, og hvis forgreninger de kan lede, hvorhen de ønsker.” – (Sura al-Dahr: 4-6)

Den selvbestemmelse, som mennesket har fået gennem muligheden for at udøve sin frie vilje mellem at følge Allahs vej og at følge de veje, det selv har udtænkt, er i sandhed en stor tillid, som Allah den Ophøjede har betroet mennesket. Om denne tillid siger Koranen:

إِنَّا عَرَضْنَا الْأَمَانَةَ عَلَى السَّمَوتِ وَالْأَرْضِ وَالْجِبَالِ فَأَبَيْنَ أَنْ يُحْمِلْنَهَا وَأَشْفَقْنَ مِنْهَا وَحَمَلَهَا الْإِنْسَانُ إِنَّهُ كَانَ ظَلُومًا جَهُولاهُ لِيُعَذِّبُ اللهُ الْمُنْفِقِينَ وَالْمُنْفِقْتِ وَالْمُشْرِكِينَ وَالْمُشْرِكْتِ وَيَتُوبُ اللَّهُ عَلَى الْمُؤْمِنِينَ وَالْمُؤْمِنَتِ ،

وَكَانَ اللَّهُ غَفُورٌ رَحِيمًا

“Jeg forelagde denne betroede byrde for himlene, jorden og bjergene, men de nægtede at bære byrden og blev grebet af frygt og skælven. Mennesket påtog sig at bære denne betroede byrde. Nu har det fuldstændig glemt dette og er sunket ned i uretfærdighed. Allah har gjort dette for at straffe de hykleriske og afgudsdyrkende mænd og kvinder og for at acceptere de troende mænds og kvinders anger. Allah er visselig Den Tilgivende og Den Barmhjertige.” – (Sura al-Ahzab: 72-73)

Menneskets sjæl er vidne til, at mennesket frivilligt har påtaget sig denne vanskelige betroede byrde fra Allah den Højeste. Allah skabte menneskets sjæl med evnen til på rette vis at gøre brug af denne betroede byrde. Allah gav menneskets sjæl evnen til fra fødslen at skelne mellem godt og ondt, sandhed og løgn samt retfærdighed og uretfærdighed. Derfor har Koranen hævdet, at Allah den Højeste har givet menneskets sjæl en fuldkommen form. Koranen siger:

وَنَفْسٍ وَمَا سَوهَا : فَأَلْهَمَهَا فُجُورَهَا وَتَقْوْهَا وَ قَدْ أَفْلَحَ مَنْ زَكَّهَاهُ وَقَدْ خَابَ مَنْ دَسْهَا

“Ved menneskets sjæl og ved Ham, som gav menneskets sjæl en fuldkommen form, og derefter gav den følelsen af og evnen til at skelne mellem taqwa og fisq-fujur. De blandt menneskene, som foretager tazkiya af denne nafs eller sjæl, er de, der lykkes. (Men de, som undertrykker denne sjæls gudgivne evne til at skelne,) er de, der lider tab og mislykkes.” – (Sura ash-Shams: 7-10)

Koranen siger endvidere:

فطْرَتَ اللَّهِ الَّتِي فَطَرَ النَّاسَ عَلَيْهَا ، لَا تَبْدِيلَ لِخَلْقِ اللَّهِ .

“Følg den naturlige religion, som menneskeheden er blevet skabt med.” – (Sura ar-Rum: 30)

Det er blevet sagt i Profetens hadith: Ethvert menneskebarn fødes på den naturlige religions grundlag. Derefter bliver de jøder, kristne eller ildtilbedere på grund af deres forældre.

Menneskesjælens identitet

På baggrund af den ovenstående drøftelse kan vi få kendskab til menneskets sande væsen. Vi har tidligere drøftet, at mennesket ikke blot er et væsen, der udelukkende består af en krop. Det består heller ikke udelukkende af en sjæl. Det menneske, der udvikler sig gennem foreningen af krop og sjæl, er derfor det sande menneske. For virkelig at forstå menneskets identitet er det således helt nødvendigt at vurdere dette fuldstændige, afbalancerede og harmoniske væsen. Menneskets væsen, som er opbygget på grundlag af dets kropslige og åndelige behov, kan vi inddele i to dele. Den ene side af dets væsen er den biologiske side, mens den anden er den moralske side. På denne måde kan vi også betegne mennesket som et væsen med en dobbelt natur. Med den biologiske natur menes, at mennesket ligesom andre dyr har visse dyriske behov og føler visse biologiske behov; på dette område er mennesket ingen undtagelse. På nogle områder overgår menneskets behov og tilbøjeligheder endda dyrenes kræfter. Mennesket adskiller sig imidlertid ved, at det også har en natur, som gør det i stand til at kontrollere disse biologiske eller dyriske behov og anvende dem i konstruktive handlinger. Med denne natur menes den medfødte samvittighed og fornuft, som Allah har skænket mennesket, og ved hjælp af hvilken mennesket kan skelne og analysere mellem godt og ondt, ret og uret samt sandhed og løgn, så det kan forkaste det onde og tage imod det gode. Det kan forkaste uretfærdigheden og tage imod sandheden. Denne side af menneskets væsen har vi betegnet som dets moralske natur.

Hvis mennesket gennem egen stræben kan udvikle sin moralske natur og derved få herredømme over sin biologiske og dyriske natur, bliver det den bedste af Allahs skabninger. Gennem det bliver betydningen af »ahsane taqwim« virkeliggjort. Gennem det kommer »Laqad karramna bani Adama« til konkret udtryk. Hvis menneskets moralske natur, som Allah har skænket det, derimod som følge af nogens handlinger bliver undertrykt og besejret af den dyriske natur, bliver dette menneske lig med et dyr eller endda ringere og mere usselt end det. Det kommer til at høre til på »asfala safilin«-stadiet.

Det, vi ønsker at forklare gennem denne korte drøftelse, er følgende: For at menneskelighed og menneskets sande karakter kan udvikles, og for at mennesket kan etableres i rang af ashraful makhluqat, er det nødvendigt at udvikle menneskets moralske natur. Med andre ord er åndelig stræben eller bestræbelsen på sjælens renselse helt uundværlig. Det er uundværligt både i lyset af menneskets naturlige samvittighed og fornuft, og fordi menneskets Skaber også har gjort det uundværligt.

Nu opstår spørgsmålet: Hvorfra skal man hente midlerne til at udvikle og fuldkommengøre menneskets moralske natur? I denne forbindelse er det også helt nødvendigt, at det bliver klart for os, hvis vedtagne regler, principper og metoder det er passende at følge i bestræbelsen på sjælens renselse eller »tazkiyaye nafs«, og hvis det ikke er passende at følge.

I denne forbindelse vil jeg sige, at selv om Allah Ta’ala har sendt mennesket til verden med evnen til fra fødslen at skelne mellem godt og ondt samt mellem ret og uret, er det ikke muligt for mennesket at opnå succes udelukkende ved at anvende denne evne til at skelne. For på samme måde som midlerne til at tilfredsstille menneskets biologiske behov er spredt ud over denne jordiske verden, findes midlerne til at tilfredsstille dets moralske behov ikke dér. Allah har underlagt mennesket alle materielle midler.

وَسَخَّرَ لَكُمْ مَا فِي السَّمَوتِ وَمَا فِي الْأَرْضِ جَمِيعًا –

“(O mennesker!) Han har underlagt og gjort alt på denne jord lydigt for jer.” – (Sura al-Jathiya: 13)

Mennesket kan således ved at anvende jordens materielle kræfter og gennem egen indsats og stræben opfylde behovene hos sin biologiske og dyriske natur og udvikle den efter eget ønske. Det kan for eksempel hente midlerne til at stille sin sult fra denne jord. Midler til at blive fri for sygdom, til at opføre en bolig, til at tilfredsstille den seksuelle drift og lignende ligger ikke uden for menneskets rækkevidde; derfor kan det gennem egen indsats og stræben bringe dem under sin kontrol. Og det gør det også.

Også kundskaben om, hvordan man anvender materielle ting, er således givet af Gud. Ved hjælp af denne kundskab, som Gud har givet, opdager mennesket materiens egenskaber og gør hurtigt fremskridt i videnskabens stræben. Det rejser til andre planeter. På denne måde kan menneskets ekspedition ad denne vej fortsætte mange gange længere. Men det er på ingen måde muligt for mennesket at leve som et menneske og opnå værdigheden som »ashraful makhluqat« ad denne egen vej. Derfor ser man, at menneskelighed og menneskeværdighed forsvinder fra menneskenes samfund i takt med fremskridtene inden for viden og videnskab. Omvendt opsluges hele jorden af forbandelsen fra dyriskhed og umenneskelighed. Kun Skaberen af denne verden og det hinsidige kan befri jorden og dens mennesker fra denne forbandelses frygtelige greb. Frelse findes alene i Hans lov og på profeternes og sendebudenes vej. Allah har ikke spredt midlerne til udviklingen af menneskets moralske natur ud over den jordiske verden på en sådan måde, at mennesket ved egen indsats skulle kunne tilegne sig dem og opnå succes. Han har ganske vist givet mennesket midlerne til at udvikle denne natur, men ikke på den måde, som den materielle verdens bestanddele er spredt i den materielle verden. Allah den Ophøjede har gennem tiderne givet menneskene disse midler gennem profeterne og sendebudene. Han har sagt:

فَإِمَّا يَاتِيَنَّكُمْ مِّنَى هُدًى فَمَنْ تَبِعَ هُدَايَ فَلَا خَوْفٌ عَلَيْهِمْ وَلَا هُمْ يَحْزَنُونَ

“Derefter vil der komme vejledning fra Mig, og de, der følger den, skal hverken frygte eller bekymre sig.” – (Sura al-Baqara: 38)

Allah, Herren over alle verdener, har gennem Sin sidste profet (sa.) sendt os de nødvendige midler til at fuldkommengøre vores moralske natur. Profeten (sa.) er derfor den eneste lærer, som alle mennesker, der kommer fra hans tid og frem til Dommedag, bør følge for at opnå moralsk og åndelig fuldkommengørelse. Kun gennem den vej og metode, som han viste og selv fulgte, kan bestræbelser på åndelig udvikling eller sjælens renselse lykkes.

Vi har i begyndelsen forsøgt at forklare, at menneskeskabte metoder grundlæggende er unaturlige og kunstige. I dette kapitel bliver det bevist, at den metode, som profeterne og sendebudene fulgte i lyset af den kundskab, Allah har givet, netop er enkel, naturlig og i overensstemmelse med menneskets natur. Den kan derfor accepteres og følges af mennesker på alle niveauer og fra alle samfundslag. Her må endnu en ting gøres tydelig: Ved de åndelige øvelser, der er udført efter menneskeskabte metoder, har målet for øvelsen ikke været menneskelighed eller humanitet, men snarere at opnå besiddelse af visse overmenneskelige færdigheder. Derimod er målet med bestræbelserne på åndelig og sjælelig udvikling efter den metode, som Gud har givet, og som Profeten (sa.) har vist, at opnå evnen til at tjene Skaberen, adlyde Ham og tjene Hans skabninger. Som følge af øvelserne på denne vej anses den i virkeligheden for at være desto mere succesfuld, jo bedre en person bliver til at adlyde Allahs befalinger og afholde sig fra det, Han har forbudt. Her tillægges ingen overnaturlige hændelser overhovedet betydning som et vurderingskriterium. Det betyder dog ikke, at det overnaturlige benægtes. Noget overnaturligt kan ske for hvem som helst, og derfor er en persons fortjeneste i den forbindelse på ingen måde værd at drøfte. Hvis noget sådant sker, sker det fra Allahs side. I et højt udviklet menneskes liv behøver der ikke at vise sig noget overnaturligt. Hvis Allah vil det, kan der derimod også vise sig noget usædvanligt i et almindeligt menneskes liv. Set fra den ægte islamiske tasawwufs synspunkt er dette ikke noget særligt vigtigt. Ifølge ilm al-kalam kaldes det derimod istidraj, hvis man med vilje viser karamat, og de, der gør dette, betegnes som fasiq.

Menneskets sjælelige udviklingstrin

Før vi drøfter metoderne til selvrenselse og tazkiya al-nafs, finder jeg det nødvendigt at kaste lidt lys over menneskesjælens forskellige kvalitative niveauer. Det kan være en hjælp ved vurderingen af sjælens udvikling og fuldkommengørelse. Ifølge Koranen befinder menneskesjælen sig på forskellige tidspunkter på forskellige niveauer, alt efter dens handlinger. Den tilstand, som menneskesjælen ifølge sin medfødte natur kommer til denne verden i, kan vi i lyset af Koranen kalde nafs-e mulhama.

وَنَفْسٍ وَمَا سَوْهَا فَالْهَمَهَا فُجُورَهَا وَتَقُوْبَهَا :

“Ved menneskesjælen sværger jeg, og ved det store Væsen, som har fuldkommengjort menneskets nafs og givet den viden om fisq-fujur og taqwa.” – (Sura ash-Shams: 7-8)

Her kommer »alhamaha« fra ilham. Den, der har modtaget ilham, kan vi kalde »malhama«. I lyset af dette vers omtales denne tilstand af sjælen således i en hadith om beskrivelsen af Sirat al-Mustaqim: »På begge sider af en vej hænger der forhæng foran åbne døre. I det øjeblik mennesket begynder sin rejse ad denne vej, advarer en advarer ham og siger: Gå ligeud, og forsøg ikke at dreje til højre eller venstre. Derefter fortsætter den rejsende ad vejen. Mens han går, kigger han til højre og venstre og rækker hånden ud mod de hængende forhæng for at forsøge at gå ind. Da hindrer en anden advarer ham.« Derefter forklarede Guds Sendebud (fvmh.) sagen lidt nærmere: Vejen er islam, de åbne døre er de ting, som Allah har erklæret haram, og forhængene er de grænser, Allah har fastsat. Den rejsende er mennesket eller muslimen; den første advarer er Koranen, og den anden advarer er wa’iz, som findes i menneskets indre. Det vil sige den gudgivne samvittighed og fornuft, som Allah har givet styrke til at tage imod det gode og forkaste det onde.

Nafs-e malhama er menneskesjælens grundtilstand. Efter åndelig stræben kan den udvikle sig til et sådant niveau, at mennesket ved at følge Allahs bud og forskrifter opnår den højeste og fuldkomneste tilfredshed. Det vil følge Allahs bud og forskrifter med fuldkommen fred og tilfredshed. Ingen form for tvivl eller usikkerhed vil få plads i dets sind.

At følge Allahs bud, ønsket om at blive skånet for Allahs straf og få belønning, khawf-e khuda, hubb-e Rasul og ittiba-e Rasul samt fikr-e akhirat er det eneste udstyr, de har med på deres vej. Ud over dette har de intet andet, som de ønsker eller søger. Koranen har kaldt dette sjælens højeste niveau »nafs-e mutmarillah«. Det er blevet sagt:

بِأَيْتُهَا النَّفْسُ الْمُطْمَئِنَّةُ فِي ارْجِعِي إِلَى رَبِّكِ رَاضِيَةً مَرْضِيَّةً ، فَادْخُلِي في عِبَادِي وَادْخُلِي جَنَّتِي

“O tilfredse sjæl! Vend tilbage til din Herre, glad og tilfreds. Træd derefter ind blandt Mine tjenere, blandt Mine lydige tjenere, og træd ind i Paradiset.” (Sura al-Fajr: 27-30)

Dette er det højeste niveau, når det gælder sjælens udvikling og fuldkommengørelse. Mange mener, at profeternes ædle sjæle netop er nafs al-mutma’inna, den tilfredse sjæl. For de er ma‘sumin. Det er ikke muligt for os at nå dette niveau fuldstændigt. Efter min mening er det ganske vist rigtigt, at andre ikke kan nå det niveau, som de ædle profeter har opnået i graden af »mutma’inna«. For de tegn fra Allah Ta‘ala, som de har bevidnet, eller som Allah har ladet dem bevidne, ligger uden for almindelige menneskers rækkevidde. Det er blevet sagt om nogle af Profetens (sa) ummat, at der ikke vil være nogen forskel mellem dem og profeterne (a), bortset fra profetskabet eller profetværdigheden, og at nogle af ummats ære og rang vil være årsag til misundelse selv for andre profeter. På baggrund af disse udsagn er der ingen rimelig grund til at anse det for umuligt, at nogle blandt almindelige mennesker kan nå niveauet af nafs al-mutma’inna. Det er naturligvis helt normalt, at der vil være en stor forskel mellem profeter og ikke-profeter blandt dem, der har nået dette niveau. Menneskets mål med sin åndelige stræben bør være at løfte sjælen til dette niveau.

Under niveauet for nafs al-mulhama findes der to tilstande for sjælen. Den ene kaldes nafs al-lawwama – den bebrejdende sjæl. Når et menneske på grund af menneskelig svaghed ved en fejl begår en dårlig handling, begynder samvittighedens stik at gøre sig gældende i ham. Hans samvittighed fremkalder en følelse af anger og beklagelse i ham. I tilfældet med nafs al-mulhama bliver mennesket imidlertid hindret indefra allerede i det øjeblik, hvor ønsket om at gøre noget dårligt opstår i sindet, eller hvor han er ved at begynde på den dårlige handling. Tanker om dårlige handlinger opstår naturligvis af og til i sindet, men hver gang han er på nippet til at begå den pågældende dårlige handling, møder han altid en stærk hindring. Der blev også hentydet til dette i den hadith, der ovenfor blev nævnt i forbindelse med eksemplet om Sirat al-mustaqim. Derfor er et udtryk blevet almindeligt blandt sufierne: »De ædle profeter er ma‘sum, mens de ædle awliya er mahfuz.« Men når det gælder nafs al-lawwama, bliver den dårlige handling begået af personen. Beklagelsen, angeren og samvittighedsnagene kommer bagefter.

Et niveau under nafs al-lawwama kaldes nafs al-ammara. Når menneskets sjæl er sunket ned til dette niveau, mister den selv den mindste følelse af samvittighed. Den dårlige handling bliver da en del af dens natur, og mennesket føler aldrig nogen anger eller beklagelse over den. På dette niveau bliver mennesket som et dyr, ja, endnu ringere end et dyr.

Hvad var Profetens (sa) grundlæggende opgaver?

Ifølge Koranens erklæring var Profetens (sa) grundlæggende opgaver tre:

1. Han forelagde Allahs Bog for menneskeheden og underviste dem i Allahs Bog.

2. Han underviste og oplærte dem, med udgangspunkt i den nævnte Bog, i vejen, metoden og fremgangsmåden til at udføre alle nødvendige handlinger, det vil sige i praktisk dømmekraft.

3. Han dannede personer, der var egnede til det islamiske samfund, og arbejdede på at forme deres karakter og fremme deres åndelige udvikling. Samtidig bestræbte han sig på at rense og helliggøre samfundets kollektive miljø og løfte det til et dannet og forfinet niveau.

Fire steder i Den Hellige Koran har Allah den Ophøjede omtalt de ovennævnte tre grundlæggende opgaver på denne måde: I det følgende vers citerer Allah den Ophøjede profeten Muhammads (sa) forfader Ibrahim (a)s bøn og siger: Husk det øjeblik, hvor Ibrahim (a) bad således:

ربَّنَا وَابْعَثَ فِيهِم رَسُولاً مِّنْهُم يَتْلُوا عَلَيْهِمْ آيَتِكَ وَيُعَلِّمُهُمُ الْكِتَبَ والحكمة ويزكيهم ،

“Vor Herre! Send en sendebud blandt dem, som vil recitere Dine vers for dem, undervise dem i Bogen og visdommen og rense dem.” (Sura al-Baqara: 129)

كما أرسَلَنَا فِيكُمْ رَسُولاً مِّنْكُمْ يَتْلُوا عَلَيْكُمْ ابْتِنَا وَيُزَكِّيكُمْ وَيُعَلِّمُكُمُ الْكِتٰبَ وَالْحِكْمَةَ وَيُعَلِّمُكُم مَّا لَمْ تَكُونُوا تَعْلَمُونَ

“Ligesom Vi har sendt et sendebud til jer fra jer selv, som reciterer Vore vers for jer, bestræber sig på jeres selvforbedring og åndelige udvikling, underviser jer i Bogen og visdommen og lærer jer de ting, som I ikke vidste noget om.” – (Sura al-Baqara: 151)

Gennem den førstnævnte åbenbaring har Allah den Ophøjede ved hjælp af en bøn fra Ibrahim (a) gjort os bekendt med, hvilke grundlæggende opgaver den sidste profet skulle have. I det nuværende vers nævnes de grundlæggende opgaver, som Sendebudet (sa) faktisk udførte:

لَقَدْ مَنَّ اللَّهُ عَلَى الْمُؤْمِنِينَ إِذْ بَعَثَ فِيهِمْ رَسُولًا مِّنْ أَنْفُسِهِمْ يَتْلُوا عَلَيْهِمْ أَيْتِهِ وَيُزَكِّيهِمْ وَيُعَلِّمُهُمُ الْكِتٰبَ وَالْحِكْمَةَ :

“Allah den Ophøjede har vist de troende stor nåde ved at sende et sendebud til dem fra deres egen midte, som reciterer Allahs vers for dem, renser dem og underviser dem i Bogen og visdommen.” (Sura Aal-e-Imran: 164)

Også i dette vers fremstilles Sendebudets tre grundlæggende opgaver således, at han i virkeligheden udførte netop de nævnte opgaver.

هُوَ الَّذِي بَعَثَ فِي الأمينَ رَسُولاً مِّنْهُم يَتْلُوا عَلَيْهِمْ أَيْتِهِ وَيُزَكِّيهِمْ وَيُعَلِّمُهُمُ الْكِتٰبَ وَالْحِكْمَةَ ، وَإِنْ كَانُوا مِنْ قَبْلُ لَفِي ضَلْلٍ مُّبِينٌ :

“Han er den ophøjede, som sendte et sendebud blandt de ummīer, som reciterer Allahs vers for dem, renser dem og lærer dem Skriften og visdommen. Før dette var de ganske vist sunket ned i åbenlys vildfarelse.” (Sura al-Jumuʿa: 2)

Også gennem dette vers har Allah beskrevet sin sidste profets tre grundlæggende opgaver således, at han i virkeligheden udførte disse opgaver.

Gennem de fire nævnte vers finder vi grundlæggende en omtale af Allahs Sendebuds tre opgaver på næsten samme og ensartede måde. Forskellen er blot, at tazkiya-opgaven i det første vers beskrives til sidst. I de tre øvrige vers nævnes tazkiya som den anden opgave. Det må i denne forbindelse siges, at netop ordet tazkiya, som nævnes i disse fire vers, danner grundlaget for arbejdet med selvrenselse og åndelig udvikling, hvilket indgår i Sendebudets grundlæggende opgaver. Sendebudet (fred være med ham) opfyldte dette grundlæggende ansvar klart og fuldstændigt; det er et ufravigeligt og nødvendigt krav for troen på hans sendebudshverv. Det er blevet sagt:

يأَيُّهَا الرَّسُولُ بَلِّغْ مَا أُنْزِلَ إِلَيْكَ مِنْ رَّبِّكَ ، وَإِنْ لَّمْ تَفْعَلْ فَمَا بَلَّغْتَ رِسُلَتَهُ ، وَاللَّهُ يَعْصِمُكَ مِنَ النَّاسِ إِنَّ اللَّهَ لَا يَهْدِي الْقَوْمُ الْكَفِرِينَ

“O Sendebud! Overbring på behørig vis alt det, der er blevet åbenbaret til dig fra din Herre. Hvis du ikke gør det, vil det blive anset for, at du ikke har udført det ansvar for sendebudshvervet, som er blevet betroet dig. Allah vil beskytte dig mod menneskenes ondskab. Tro det: Allah vil aldrig vise de vantro vejen til sejr mod jer. (Sura al-Māʾida: 67)

Derfor udførte Sendebudet selv direkte en af de grundlæggende opgaver i det sendebudshverv, som var betroet ham af Allah: tazkiya al-nafs, det vil sige selvrenselse og moralsk udvikling. (Ellers ville opfyldelsen af hans ansvar som sendebud være forblevet ufuldstændig, hvilket intet troende menneske overhovedet kan forestille sig.) Hvis man derfor vil kende midlerne og metoden til dette grundlæggende arbejde med selvrenselse eller tazkiya al-nafs, må man lære det fra Allahs Sendebud selv. For ligesom på andre grundlæggende områder i islam er den metode, han selv fulgte og lærte andre, også på dette område den eneste korrekte og fejlfri metode – ikke nogen andens.

Profetens (fred være med ham) ledsagere, Sahabah-e-kiram (må Allah være tilfreds med dem), gjorde en oprigtig indsats og stræbte efter tazkiya al-nafs i overensstemmelse med den metode, som Profeten havde fulgt. Derefter gjorde tabi’in og tabi’ al-tabi’in det samme. I den selvforædling, de praktiserede med Profetens forbillede for øje, var der hverken plads til pessimisme eller noget spor af tilføjelser til eller borttagelser fra Koranens og sunnahens grundlæggende lære.

Målet med selvforædling

Den udbredte og fasttømrede opfattelse i vores samfund er, at mennesker fra den åndelige verden skal besidde visse overnaturlige evner. De skal være udstyret med overmenneskelige egenskaber og kræfter. De skal kunne udrette det umulige og være hævet over alle materielle ønsker og behov. Derfor kan de ikke undgå at benytte den strategi at holde en sikker afstand til almindelige mennesker, altid skjult bag en eller anden form for mystik.

I virkeligheden er denne opfattelse et resultat af ekstrem uvidenhed om islam. De har ingen korrekt forståelse af menneskets grundlæggende identitet, som er menneskelighed, eller af menneskets egentlige mysterium og den sande betydning af Ashraful-makhluqat, det vil sige den virkelige betydning af spiritualitet. De har heller ingen korrekt forståelse af, hvorfor profeterne og sendebuddene kom, hvad de gjorde, hvilken slags mennesker de skabte, og især hvad det egentlige formål med den sidste profet Muhammeds (fred være med ham) komme var, eller hvad hans vigtigste opgave var. Hvis man derfor vil kende den sande selvforædlingens og spiritualitetens formål og mål, er det nødvendigt både at opnå en korrekt, præcis, klar og tydelig forståelse af islam og at kende menneskets sande identitet. Der findes heller intet alternativ til at opnå præcis viden, baseret på pålidelige kilder i Koranen og sunnahen, om profeternes og især den sidste profets (fred være med ham) virke.

Koranen siger klart, at mennesket er kommet til denne verden som Allahs khalifah. Dets ansvar er at indføre Allahs love, regler og bestemmelser på denne jord og i menneskers liv. Det skal selv udelukkende tjene og tilbede Allah og give andre mennesker mulighed for også at tjene og tilbede Allah. Det hører også til dets ansvar at fjerne alle hindringer og forhindringer på vejen til at tjene og tilbede Allah. Koranens klare erklæring lyder:

فَمَنْ يَكْفُرْ بِالطَّاغُوتِ وَيُؤْمِنُ بِاللَّهِ فَقَدِ اسْتَمْسَكَ بِالْعُرْوَةِ الْوُثْقَى و لا انفِصَامَ لَهَا ،

»De, der forkaster taghut og erklærer deres tro på Allah, har i sandhed grebet fat i et stærkt reb, som de holder fast i med største beslutsomhed, og som aldrig vil blive revet over.« (Sura al-Baqara: 256)

Det er i sandhed for at hjælpe menneskeheden med denne opgave, at Allah gennem tiderne har sendt profeter og sendebud. Den sidste profet kom også til verden med dette samme formål. Han har især givet endelig vejledning til alle de mennesker, der vil komme til denne verden frem til Dommedag. Han har forelagt hele verdens befolkning et levende eksempel på, hvordan dette omsættes i praksis. Allah den Ophøjede har erklæret ham for et forbillede for hele menneskeheden. Han har alene fremstillet ham som den personlighed, der skal følges og efterlignes. Han har også gjort ham til et levende eksempel og en legemliggjort udførelsesform for menneskelighed, menneskeværd og spiritualitet. Allah den Ophøjedes erklæring herom er helt klar:

وَإِنَّكَ لَعَلَى خُلُقٍ عَظِيمٍ

“(O Profet,) du er visselig grundfæstet på en ophøjet og storslået karakter.” – (Sura al-Qalam: 4)

لَقَدْ كَانَ لَكُمْ فِي رَسُولِ اللَّهِ أَسْوَةٌ حَسَنَةٌ

“I Allahs Sendebud har I visselig det bedste forbillede, som bør efterlignes og følges.” (Sura al-Ahzab: 21)

قُلْ إِنْ كُنْتُمْ تُحِبُّونَ اللَّهَ فَاتَّبِعُونِي يُحْبِبْكُمُ اللَّهُ

“Sig: Hvis I virkelig elsker Allah, så følg mig (profeten Muhammad). Så vil Allah elske jer.” – (Sura Aal Imran: 31)

Muhammad (fred være med ham) og hans vellykkede følgere, om hvem Allah erklærede: “Allah er tilfreds med dem, og de er tilfredse med Allah” – hvilken karakter de besad, har Allah selv sagt om dem:

مُحَمَّدٌ رَسُولُ اللهِ ، وَالَّذِينَ مَعَهُ أَشِدَّاءُ عَلَى الْكُفَّارِ رُحَمَاءُ بَيْنَهُمْ تَرَبَّهُم رَكعًا سُجَّدًا يُبْتَغُونَ فَضْلاً مِّنَ اللَّهِ وَرِضْوَانًا .

“Muhammad (fred være med ham) og hans ledsagere kendetegnes ved, at de er hårde som torden mod kufr-magterne. De er barmhjertige over for hinanden; du vil se dem bøje sig og falde ned i sujud, altid optaget af at søge Allahs barmhjertighed og tilfredshed.” (Sura al-Fath: 29),

Allahs Sendebud siger om sin egen mission: “Jeg er blevet sendt for at fuldkommengøre den gode akhlaq eller karakter.”

Således har Allah den Højeste selv nævnt i Koranen den fuldkommengørelse af den ophøjede moral, som gennem Allahs Sendebuds virke fandt sted i sahabaernes liv. Beskrivelsen af de karakteregenskaber, der er nævnt i de første ti vers af Sura al-Mu’minun, er som følger:

قد أفلح الْمُؤْمِنُونَ وَالَّذِينَ هُمْ فِي صَلَاتِهِمْ خَشِعُونَ وَالَّذِينَ هُمْ عنِ اللَّغْوِ مُعْرِضُونَ ، والذين هم للزكوة فَعِلُونَ ، وَالَّذِينَ هُمْ لفروجهم حفظون إلا على أزواجهم أو ما مَلَكَتْ أَيْمَانُهُمْ فَإِنَّهُمْ غَيْرُ مَلُومِينَ، فَمَنِ ابْتَغَى وَرَاء

ذَلِكَ فَأُولَئِكَ هُمُ الْعُبُونَ وَالَّذِينَ هُمُ لامُنَتِهِمْ وَعَهْدِهِمْ رَعُونَ وَالَّذِينَ هُمْ عَلَى صَلَاتِهِمْ يُحَافِظُونَ وَ أُولَئِكَ هُمُ الْوَريون:

“De troende vil visselig have fremgang: de, som er ydmyge i bønnen, holder sig på sikker afstand af tomme handlinger, er aktive i zakats vej og vogter deres kønsdele, undtagen over for deres hustruer og slavekvinder, for dette er ikke dadelværdigt. Men de, der søger noget ud over dette, er visselig grænseoverskridere. (De fremgangsrige tjeneres øvrige kendetegn er:) De vogter de betroede ting, holder deres løfter og passer omhyggeligt på deres bønner. Det er dem, der skal arve den (Jannatul Firdaus).” (Sura al-Mu’minun: 1-10)

I den sidste ruku’ i Sura al-Furqan beskrives de mennesker, som blev dannet af Sendebudet, således:

وعباد الرحمنِ الَّذِينَ يَمْشُونَ عَلَى الْأَرْضِ هَوْنًا وَإِذَا خَاطَبَهُمُ الْجَهِلُونَ قَالُوا سَلمان والذين يبيتون لربهم سجدًا وَقِيمَانَ وَالَّذِينَ يَقُولُونَ ربَّنَا اصْرِفْ عَنَّا عَذَابَ جَهَنَّمَ وَ إِنَّ عَذَابَهَا كَانَ غَرَامًا وَ إِنَّهَا سَاءَتْ مستقراً ومُقَامًا

وَالَّذِينَ إِذَا أَنْفَقُوا لَمْ يُسْرِفُوا وَلَمْ يَقْتُرُوا وَكَانَ بَيْنَ ذلِكَ قَوَامًا وَالَّذِينَ لَايَدْعُونَ مَعَ اللهِ إِنَّهَا أَخَرَ وَلَا يَقْتُلُونَ النَّفْسَ الَّتِي حَرَّمَ اللهُ إِلَّا بِالْحَقِّ وَلَا يَزْنُونَ ، وَمَنْ يَفْعَلُ ذَلِكَ يَلْقَ أَثَامًاه يُضْعَفُ لَهُ الْعَذَابُ يَوْمَ الْقِيمَةِ وَيَخْلُدْ فِيهِ مُهَانًا

وَ إِلَّا مَنْ تَابَ وَآمَنَ وَعَمِلَ عَمَلاً صَالِحًا فَأُولَئِكَ يُبَدِّلُ اللَّهُ سَيِّاتِهِمْ حَسَنَتٍ ، وَكَانَ اللَّهُ غَفُورًا رَّحِيمًا وَمَنْ تَابَ وَعَمِلَ صَالِحًا فَإِنَّهُ يَتُوبُ إِلَى اللَّهِ مَتَابًاه وَالَّذِينَ لايَشْهَدُونَ الزُّورَ ، وَإِذَا مَرُوا بِالتَّعْوِ مَرُّوا كِرَامًا وَالَّذِينَ إِذَا ذكَرُوا بِآيَتِ

رَبِّهِمْ لَمْ يَخِرُّوا عَلَيْهَا صُمَّا وَعُمْيَانًا وَالَّذِينَ يَقُولُونَ رَبَّنَا هَبْ لَنَا مِنْ أَزْوَاجِنَا وَذُرِّيَّتِنَا قُرَّةَ أَعْيُنٍ وَاجْعَلْنَا لِلْمُتَّقِينَ إِمَامًاه أولئِكَ يُجْزَوْنَ الْغُرْفَةَ بِمَا صَبَرُو وَيُلَقَّوْنَ فِيهَا تَحِيَّةً وَسَلْمًا خُلِبِينَ فِيهَا ، حَسُنَتْ مُسْتَقَرٌّ وَمُقَامًا .

“Den Nådiges elskede tjenere er de, som færdes på jorden ydmygt og beskedent. Og når uvidende mennesker forsøger at indlede dem i stridigheder, svarer de: ’Fred!’ og går værdigt uden om dem. De, som tilbringer natten i deres Herres tjeneste, knælende i sujud og stående. De, som beder således: ’Vor Herre, frels os fra Helvedes straf; dens straf er virkelig en uundgåelig og vanærende byrde for os. Det er et yderst elendigt sted som hvile- og opholdssted.’ De, som i deres økonomiske liv holder balancen og følger middelvejen. Når de giver ud, hverken ødsler de overdrevent eller griber til nærighed. De, som ikke påkalder nogen anden guddom sammen med Allah. De dræber ikke uretmæssigt noget liv, som Allah har gjort helligt, uden en retfærdig dom. De begår ikke zina eller utugt. Den, der gør sådanne ting, vil få lov til at høste følgerne af sine gerninger. På Opstandelsens Dag vil de få straf oven på straf, og dér vil de for evigt udholde denne straf med ydmygelse og vanære. Men ja, de, som angrer disse synder, tror og udfører gode gerninger, deres onde handlinger vil Allah forvandle til gode handlinger. Og Han er sandelig meget tilgivende og barmhjertig. Den, der angrer og udfører gode gerninger, vender i sandhed tilbage til Allah gennem sin anger. (Flere kendetegn ved Den Nådiges tjenere:) De aflægger ikke falsk vidnesbyrd. Og når de møder noget meningsløst eller tåbeligt, går de værdigt uden om det. Når de bliver formanet gennem et af Allah den Ophøjedes vers, opfører de sig ikke som blinde og døve, men lytter oprigtigt til formaningen. De, som beder til Allah den Ophøjede med disse ord: ’Vor Herre, gør vores ægtefæller og vores børn til en kilde til glæde for vores øjne, og gør os til imamer eller foregangsmænd for de gudfrygtige.’ Det er disse lykkelige mennesker, som vil nyde frugten af deres tålmodighed på de højeste rangtrin. Dér vil de blive budt velkommen med ære og hjertelige hilsener. Og dér vil de forblive for evigt. Hvor fremragende et opholdssted og hvor fremragende et hvilested!” (Sura al-Furqan: 63-76)

Om disse mennesker, som Allahs Sendebud havde oplært, sagde islams hårdnakkede fjender følgende: “Om natten er de dervisher, og om dagen er de ridende helte og energiske soldater.” “De bedrager ingen, og ingen kan bedrage dem.”

Disse ledsagere af Allahs Sendebud var hans sande følgere. Når det gjaldt at følge Allahs Sendebud, foretrak de ædle sahaba hverken selv at ændre noget ved Sendebudets principper eller ved nogen af de handlinger, han havde udført, og Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) tillod dem heller ikke at gøre det. Eftersom Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) ikke fremstillede sig selv som et overmenneske, forsøgte de ædle sahaba heller ikke at blive overmennesker, mens de stræbte efter selvrenselse og åndelig træning. Et eksempel på Sendebudets (Allahs velsignelser og fred være med ham) enkle og naturlige liv finder vi i følgende hadith:

“Det er overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: En delegation på tre mænd kom til Allahs Sendebuds hustruer. De spurgte til Allahs Sendebuds tilbedelse. Efter at have fået oplysninger om dette, syntes de, at det egentlig var ganske lidt. Samtidig bemærkede de: Hvor er profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham), og hvor er vi? Allah den Højeste har jo allerede tilgivet alle hans tidligere og senere synder. Så sagde den ene: Jeg vil regelmæssigt holde mig vågen hele natten og bede. Den anden sagde: Jeg vil faste regelmæssigt hver dag. Den tredje sagde: Jeg vil holde mig borte fra kvinder og aldrig gifte mig. Imens kom profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) hen til dem. Han sagde: Var det disse ting, I talte med hinanden om? Ved Allahs ed, jeg frygter Allah mere end nogen af jer og bestræber mig mere end nogen af jer på at holde mig fra ulydighed mod Ham, men nogle gange faster jeg frivilligt, og andre gange gør jeg ikke. Nogle gange beder jeg om natten, og andre gange sover jeg. Jeg gifter mig også og lever familieliv. De, der tilsidesætter min sunnah, hører ikke til blandt mit ummah.” (Bukhari og Muslim)

I lyset af denne hadith er den sande og praktiske side af Sendebudets (Allahs velsignelser og fred være med ham) forbillede og sunnah blevet tydeligt og klart fremhævet. Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) var selv et levende eksempel på dette realistiske forbillede. Dette realistiske forbillede er den lige vej. Derfor sagde Allah, idet Han henvendte sig til Sit Sendebud: “O profet! Du står visselig fast på den lige vej.” Det er denne vej, som almindelige mennesker kan følge. Derfor er den blevet omtalt som middelvejen. Sendebudet var ikke den eneste, der fulgte denne vej; han gjorde også sine ledsagere til følgere af den. Allah den Højeste har omtalt det ummah, som Sendebudet havde formet, som khayra ummatin (det bedste folk) og som ummat wasat, det vil sige et moderat folk. Grundlæggende er middelvejen den bedste vej. Derfor er det ummah, som Sendebudet havde formet, et forbillede for alle folkeslag og nationer i verden, uanset religion og race. De er moderate, så alle kan efterligne og følge dem. Allah den Højestes erklæring:

كُنتُم خير أمة أخرجَتْ لِلنَّاسِ تَأْمُرُونَ بِالْمَعْرُوفِ وَتَنْهَوْنَ عَنِ الْمُنْكَرِ وَتُؤْمِنُونَ بِاللهِ .

“I er den bedste nation. I er blevet skabt til gavn for hele menneskeheden. Det er jeres ansvar og pligt at lede menneskeheden til den rette vej og holde den borte fra den forkerte vej. Frem for alt skal I tro på Allah.” (Sura Al Imran: 110)

وكَذَلِكَ جَعَلْنَكُمْ أُمَّةً وَسَطًا لَتَكُونُوا شُهَدَاءَ عَلَى النَّاسِ وَيَكُونَ الرَّسُولُ عَلَيْكُمْ شَهِيدٌ

“Således har Vi gjort jer til et moderat folk, for at I kan være vidner om sandheden over for alle mennesker i verden, og for at Sendebudet kan være vidne over for jer.” (Sura Al-Baqara: 143)

Her lægges der med udtrykket »vidner om sandheden« især vægt på at være et forbillede for mennesker i efterfølgelsen af sandheden. Den moderate vej er realistisk at følge for alle; derfor er ummah blevet opbygget som et moderat folk, der kan følges og efterlignes af alle mennesker. De følger ikke og vil ikke følge denne vej efter deres egne indfald. De kan kun blive sådan som værdige efterfølgere af Muhammad (s.a.). For den vej, han fulgte, var netop den sande moderate og realistiske vej. Målet med tazkiya al-nafs, det vil sige selvrenselse og åndelig stræben, i islam er grundlæggende på tilsvarende måde at skabe en gruppe mennesker og opbygge en ummah, som kan følges og efterlignes af mennesker fra alle samfundslag i hele verden. Allah har betegnet dem som »Khayr ummah« og »Ummat al-Wasat«, det vil sige den bedste nation, der følger et moderat og realistisk ideal.

Den korrekte og fejlfri metode til selvrenselse

Koranen har erklæret følgende om tazkiya al-nafs:

قَدْ أَفْلَحَ مَنْ تَزَكَّى وَذَكَرَ اسْمَ رَبِّهِ فَصَلَّى هُ

“Den, der stræber efter at rense sin nafs, er den, der lykkes. Derfor ihukommer han sin Rabb eller Herres navn og udfører salah.” – (Sura al-A’la: 14-15)

Her finder vi to midler til tazkiya: det ene er dhikrullah, og det andet er salah. Det nævnes også, at dhikrullah ikke er forskellig fra salah. Selve formålet med salah er dhikrullah.

وَأَقِمِ الصَّلوةَ لِذِكْرِي

“Oprethold salah for Min ihukommelses skyld.” – (Sura Ta-Ha: 14)

Det fremgår også af hele Guds Sendebuds (sallallahu alayhi wa sallam) undervisning, at han opdragede sine ledsagere gennem en enkel og ligetil metode og gennem almindelig tilbedelse. I denne proces spillede tilbedelse og hengivenhed, salah og tilawah om natten samt jihadisk aktivitet om dagen og den konstante ihukommelse af Allah, altså dhikr, under denne aktivitet en fremtrædende rolle. Selve Allahs Koran er vidne herpå. Hvis vi nøje betragter de egenskaber hos Muhammads (sallallahu alayhi wa sallam) ædle ledsagere, det vil sige de troende, som nævnes i sura al-Mu’minun, sura al-Furqan, forskellige steder i sura Aal Imran, sura al-Ma’idah og i den sidste ruku’ i sura al-Fath, kan vi let indse denne sandhed: Målet med Sendebudets (sallallahu alayhi wa sallam) undervisning var at opnå disse karakteregenskaber. Og dette mål blev nået gennem en helt naturlig metode: salah, det vil sige den rituelle tilbedelse, tilawah, dhikr og tasbihat efter den foreskrevne sunnah-metode samt kamp og strid på den virkelige arena. Til dette praktiserede Allahs Sendebud ikke selv nogen særskilt metode, og han lod heller ikke andre praktisere en sådan. Gennem den ovennævnte proces blev mennesker med de nævnte karakteregenskaber i verdenshistorien kendt og berømte, selv i fjendens øjne, som “heltekrigere om dagen” og “dervischer om natten”.

I lyset af Koranen og sunnah er den metode, man bør følge til tazkiyat al-nafs, efter den vej, som Guds Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) viste og fulgte, i hovedtræk som følger:

(1) al-Imaniyat
(2) at-Taharat
(3) al-Ikhbat
(4) as-Samahat og
(5) Adalat.

(1) Imaniyat: Vi skal have iman på syv ting, nemlig: Allah, englene, Bogen, profeterne og sendebuddene, det hinsidige, al-Qadar og opstandelsen med videre. Blandt disse er Allah, Sendebudet og det hinsidige de vigtigste. Det første arbejde og skridt i tazkiya af nafs efter den vej, som Gud har givet, og som Sendebudet har vist, er i ordets egentlige betydning at have iman på Allah, det hinsidige, Sendebudet og Bogen. Imanens kerne er her at følge den vejledning, som Allahs Sendebud (sallallahu alayhi wa sallam) har bragt, og at underordne sine lyster under denne vejledning. Iman betyder også at opnå ma’rifah om Allah. At have en korrekt forståelse af Allahs væsen, egenskaber, rettigheder og myndighed kaldes ma’rifah. På dette trin er det også nødvendigt at iagttage Allahs magt og velsignelser og virkelig anerkende dem. Koranen siger:

يَتَفَكَّرُونَ فِي خَلْقِ السَّمَوتِ وَالْأَرْضِ :

“De tænker og reflekterer over skabelsens mysterier i himlene og på jorden.” – (Sura Aal Imran: 191)

På denne måde er det også et af troens vigtigste krav at kende og forstå Sendebudets rang. Samtidig er det nødvendigt at opnå en korrekt forståelse af livet i det hinsidige samt dets udfald og konsekvenser. I egentlig forstand betyder iman, at tilstanden af khawf-e-khuda, kærlighed til Sendebudet, efterfølgelse af Sendebudet, det vil sige fikr-e-akhirat, skabes eller frembringes i et menneskes hjerte. Dette var Allahs Profets første og vigtigste opgave.

(2) Taharat: Al-Koranen har kaldt til iman og befalet mennesket at acceptere trældom over for Allah. Og dem, der har fået iman og anerkendt deres trældom over for Allah, har den kaldt til amal. Den har også påbudt visse formelle og grundlæggende former for ibadat. Og taharat er blevet gjort til en forudsætning for denne ibadat. Taharat har fået meget stor betydning i Allahs Sendebuds undervisning. Det er blevet sagt: »Attahuru shatrul iman« – renhed er en del af troen. Derfor har Allahs Profet sørget for renhed både på det fysiske og på det åndelige eller mentale plan. Til fysisk og ydre renhed indførte han wudu og ghusl. Når vi udfører dette på en smuk og god måde, idet vi anser det for noget, Allah og Sendebudet (fred være med ham) elsker, kan vi opnå renhed i krop og sind. Profeten (fred være med ham) lærte også, at man skal holde sin krop, sit tøj og sine klæder rene. På denne måde bliver deres sind og tanker så meget desto renere, jo mere renhed de kan opnå. Ud over renhed i krop og tøj er der også blevet lagt vægt på tungens renhed samt renheden i kroppens blod og kød. For tungens renhed er det nødvendigt at vænne sig til sidq-e-kalam, det vil sige altid at tale sandt, og at afholde sig fra løgn. For renheden i kroppens blod og kød er det nødvendigt at indtage rizq-e-halal og afholde sig fra haram-rizq. For en krop, der er dannet af haram-rizq, vil brænde i Jahannams ild. Desuden vil denne krop i det jordiske liv uundgåeligt miste sin egnethed til Allahs ibadat og tilbedelse.

(3) Al-ikhbat eller at være ydmyg: »Allah elsker de tjenere, der ydmyger sig over for Ham.«

وَعِبَادُ الرَّحْمَنِ الَّذِينَ يَمْشُونَ عَلَى الْأَرْضِ هَوْنًا

»Den Barmhjertiges elskede tjenere går ydmygt og beskedent på jorden.«

Det er salah, dhikr og dua, der lærer tjeneren denne »ikhbat« eller at overgive sig ydmygt til Allah. For at skabe denne egenskab i sig selv må man derfor med oprigtig omhu vænne sig til at udføre de obligatoriske bønner i menighed. Man må også efter bedste evne være omhyggelig med sunnah- og nafl-bønnerne. At holde nafl-ibadat hemmelige for at undgå riyaens (hovmodets) forbandelse er en anden sag. Men tendensen til at ignorere dem er beklagelig. Ingen fornuftig person kan benægte deres bidrag til at skabe ægte hengivenhed, respekt og oprigtighed i ibadat.

Namaz er i sig selv en levende dhikr. Men også uden for namaz skal man vænne sig til dhikr på den foreskrevne måde. I den forbindelse skal man give Koranrecitation status som den ypperste dhikr og samtidig opøve vanen med både dhikr og fikr. Desuden kan vi ved på forskellige tidspunkter – såsom før og efter måltider, før og efter sengetid, før og efter toiletbesøg samt i det øjeblik, hvor man begiver sig ud på en rejse i et transportmiddel – lærer de duaer, som den ærede Rasul (saw) selv plejede at fremsige og bad sahabaerne om at fremsige, udenad sammen med deres betydning og gøre dem til en vane, og derved holde os konstant beskæftiget med ibadat. Derudover plejede Rasul (saw) på forskellige tidspunkter eller hele tiden at fremsige forskellige tasbihat, såsom:

سُبْحَانَ اللهِ وَالْحَمْدُ لِلَّهِ لَا إِلهَ إِلَّا اللهُ اللَّهُ أَكْبَرُ

Det er lige så nødvendigt som gavnligt at gøre sådanne ting til en vane. Dua og munajat er et fremragende middel til at overgive sig ydmygt til Allah. Det skaber i sandhed en ægte følelse af ubudiyyat i et menneske at fremføre alle sine behov for Allah alene og selv bede Allah om det, hvis man mangler blot en lille snørebånd til sin sko. Allah har sagt: “Påkald Mig, så vil Jeg svare jer.”

إِذا سَأَلَكَ عِبَادِي عَنِّى فَإِنِّي قَرِيبٌ أُجِيبُ دَعْوَةَ الدَّاعِ إِذَا دَعَانِ . فليَسْتَجِيبُوا لِي وَلْيُؤْمِنُوا بِي –

»Når Min tjener spørger om Mig, svarer Jeg ham: Jeg er ganske nær. Når nogen kalder på Mig, besvarer Jeg straks hans kald. Derfor bør de besvare Mit kald og tro på Mig.« (Sura al-Baqara: 186)

Ingen bør tøve eller føle generthed og tvivl, når han løfter sine hænder og beder denne Gud om noget. Tværtimod ønsker Allah, at mennesket med en urokkelig overbevisning dybt i sit hjerte skal holde fast ved Allahs dør og ydmygt og indtrængende fremsætte alle sine behov. I det øjeblik, hvor man fremsiger dua, bør man mentalt være rede til fuldstændigt at overgive sig til Allahs vilje. Ligesom et lig befinder sig i den tilstand, som den, der vasker det, bringer det i, bør man under hele sin munajat fremstille sig selv for Allah i en tilsvarende hjælpeløs tilstand. På den måde kan man gennem dua i højere grad nærme sig Allah.

(4) Samahat: Når den ydmyge og underdanige person over for Allah bevæger sig videre og følger Allahs vej, må han med et smil og med den største fasthed imødegå de prøvelser, han møder, og de farer og ulykker, han må konfrontere. Han må tilegne sig evnen til at håndtere sådanne tilstande, omgivelser og situationer. Ligesom disse farer, ulykker og prøvelser ledsager iman, er det også imanens krav at bestå disse prøvelser med succes. Da Guds Rasul (må Allahs fred og velsignelser være med ham) blev spurgt: »Ya Rasulallah, hvad er iman?«, svarede han: »Sabr og samahat.«
Samahat betyder at bruge penge gavmildt på Allahs tjenere for at opnå Allahs tilfredshed. Ydmyghed, høflighed og gavmildhed kaldes også samahat. Men sædvanligvis er det især kendt som en egenskab, der supplerer sabr. I hadithen, hvor sabr og samahat som svar på den slags spørgsmål kaldes iman, svarede Allahs Profet med hensyn til spørgsmålet eller spørgerens sindelag: »Sig: Jeg har fået iman på Allah, og stå derefter fast på det.« Ligesom denne istikamat supplerer sabr—ja, en højere grad af sabr kaldes også istikamat—er samahat ligeledes betegnelsen for en højere grad af sabr, som er forbundet med økonomisk offer, og som også hænger sammen med hjertets gavmildhed og rummelighed.

Gennem faste, zakat og hajj kan denne egenskab udvikles fuldt ud i en troende. Sandelig, denne karakteregenskab må nødvendigvis tilegnes gennem disse tre grundlæggende former for ibadat. Fasten udvikler en taqwa-baseret karakter hos mu’minen. Den styrker evnen til sabr og selvbeherskelse. Samtidig hjælper den med at vise medfølelse og medfølelse med Allahs tjenere. Den giver også i denne periode inspiration til at bruge penge gavmildt på Allahs tjenere. Derfor må den, der vandrer på Allahs vej, ud over at overholde den obligatoriske faste i Ramadan-måneden med omhu, også vænne sig til at faste nafl-faste fra tid til anden.

En videnskabeligt funderet måde at give de fattige den ret, som Allah har fastsat for dem, fra den rizq, Allah har skænket, alene i håbet om at opnå Allahs tilfredshed, er zakat. Hvis den, der giver zakat, håber på en modydelse, når han betaler zakatbeløbet, er zakat ikke blevet opfyldt. Derfor findes der i den islamiske sharia regler og ordninger for at indbetale zakatmidlerne til Bayt al-Mal, netop for at forhindre, at en sådan sindstilstand opstår, når zakatmidlerne anvendes. Ud over denne zakatordning skal Allahs tjenere også bruge midler på deres nære slægtninge, det vil sige nødlidende og trængende mennesker; denne udgift skal afholdes udelukkende med det formål at opnå Allahs tilfredshed og kærlighed. Ved at anvende zakatmidlerne på shariaens foreskrevne måde får fromme og troende tjenere således inspiration til oprigtigt og uselvisk at bruge penge på Allahs vej og bliver også i stand til rundhåndet at bringe økonomiske ofre.

På denne måde kan Allahs tjenere gennem hajj, selv ved at udholde rejsens ubeskrivelige vanskeligheder og lidelser og bære rejseudgifterne, tilegne sig de ovenfor beskrevne egenskaber. Derfor bør de, som hajj er obligatorisk for, fuldt ud benytte muligheden for at erhverve disse uundværlige karakteregenskaber ved at opfylde denne forpligtelse. De, som har mulighed for det, bør efter den obligatoriske hajj benytte denne mulighed for at komme nærmere Allah gennem umrah eller ved at udføre hajj flere gange og gennem iagttagelsen af Allahs tegn stræbe efter at udvikle sabr og istiqamah (sabr og gavmildhed) i deres karakter i den ønskede grad.

(5) Adalah: Gennem de fire ovenfor nævnte handlinger, nemlig imaniyat, taharah, ikhbāt og samāhat, kan et menneske bestræbe sig på at udvikle egenskaber i sig selv, som Allah holder af. Men Allah ønsker ikke blot at se udviklingen af individuelle egenskaber hos sine tjenere. Han ønsker derimod, at de mennesker, som besidder disse elskværdige egenskaber eller disse karakteregenskaber, gør Allahs religion fuldstændig sejrrig på Allahs jord og etablerer retfærdighed og انصاف i menneskesamfundet. Allah har selv direkte gjort sin lov gældende i hele skaberværket, og derfor hersker der fred og orden i skaberværket. Det er Allahs vilje, at Hans lov også skal træde i kraft i menneskesamfundet, så fred, velfærd, retfærdighed og انصاف etableres. Men her ønsker Allah, at Hans vilje virkeliggjøres gennem menneskene. Derfor er mennesket Hans khalifah på Allahs jord.

Derfor må de troende menneskers – Allahs elskede tjeneres – mål være at kæmpe og anstrenge sig med hele deres livskraft for at etablere et retfærdigt samfund i menneskers liv og på Allahs jord, i overensstemmelse med Allahs vilje og ønske. Og til gengæld for dette arbejde må frelse i det hinsidige og Allahs tilfredshed være det højeste og ypperste formål med deres liv. De fire ovenfor nævnte processer eller aktiviteter skal udføres med det sidstnævnte arbejde som centrum, nemlig etableringen af nizam al-adalah, det retfærdige samfund, som Allah har foreskrevet, og som Profeten (fred være med ham) har vist vejen til. Det er ikke tilstrækkeligt at udføre dette arbejde spredt og tilfældigt; derfor skal dette sidste arbejde sammen med de fire ovenstående udføres gennem en organiseret indsats. De, som således organiserer sig og helliger sig en utrættelig kamp for at etablere Allahs religion på Allahs jord, er dem, Allah elsker. Han tager imod dem som elskede tjenere.

إِنَّ اللهَ يُحِبُّ الَّذِينَ يُقَاتِلُونَ فِي سَبِيلِهِ صَفًّا كَأَنَّهُمْ بُنْيَانُ مُرْصَوصُ .

“Allah elsker dem, som kæmper på Allahs vej, samlet som en mur af sammenstøbt bly.” (Sura as-Saff: 4)

Eftersom det er Allahs egen vilje, at fred, orden og retfærdighed etableres i samfundet på grundlag af Allahs religion, erklærer de, som tager fat på dette arbejde, i virkeligheden deres enhed med Allahs vilje. Derfor bliver det Allahs eget ansvar at hjælpe dem. Koranen har betegnet dette arbejde som jihad fi سبيل الله. Til dette arbejde har Allah ønsket ofre af ejendom og liv. Til gengæld vil den belønning, Allah giver dem, være af to slags. Den bedste belønning er frelse fra Helvedes hårde og frygtelige straf, tilgivelse fra Allah og Paradiset, hvor evigt forår hersker. Den anden, som ifølge Allahs ord er tiltrækkende for mennesker, er verdslig sejr ved Allahs hjælp. For at opnå begge de lovede belønninger fra Allah den Ophøjede må man bestå prøven, hvor det undersøges, hvor sandfærdige de er i deres erklæring af troen, deres erklæring om at etablere Allahs religion og deres erklæring om at ofre liv og ejendom for Allah. Derfor er Allahs hjælp uundgåelig i dette arbejde, og sejr gennem Allahs hjælp er også uundgåelig. Trods dette kommer sejren ikke straks. Så snart man begynder sin vandring ad denne vej, begynder de bestående interessers side at skabe hindringer og modstand. Efterhånden som de troendes aktivitet vokser, øges også graden af hindringer og modstand fra de bestående interessers side. Og denne modstand vil komme; den er uundgåelig. Allah siger:

وَلَنَبْلُوَنَّكُمْ حَتَّى نَعْلَمُ المجهدين منكم والصبرين .

“Jeg vil helt sikkert prøve jer, så jeg kan få at vide, hvem der kæmper på Allahs vej, og hvem der er tålmodige.” – (Sura Muhammad: 31)

أحسبَ النَّاسُ أَنْ يُشْرَكُوا أَن يَقُولُوا آمَنَّا وَهُمْ لَا يُفْتَنُونَ وَلَقَدْ فَتَنَّا الَّذِينَ مِنْ قَبْلِهِمْ فَلَيَعْلَمَنَّ اللَّهُ الَّذِينَ صَدَقُوا وَلَيَعْلَمَنَّ الْكَذِبِينَ

“Har menneskene troet, at de vil blive ladt i fred, blot fordi de har erklæret, at de tror, og at de ikke vil blive prøvet? Også deres forgængere blev prøvet. På denne måde vil Allah gøre klart, hvem der er sandfærdige i deres påstand om tro, og hvem der er løgnere.” – (Sura al-Ankabut: 2-3)

أم حسبتم أن تدخُلُوا الْجَنَّةَ وَلَمَّا يَاتِكُم مثلُ الَّذِينَ خَلَوْا مِنْ قَبْلِكُمْ . مَسَّتْهُمُ البَاسَاءُ وَالضَّرَاءُ وَزُلْزِلُوا حَتَّى يَقُولَ الرَّسُولُ وَالَّذِينَ آمَنُوا مَعَهُ مَتَى نَصْرُ اللهِ ، أَلَا إِنَّ نَصْرُ اللَّهِ قَرِيبٌ .

“Tror I, at I uden videre vil nå Paradiset, selv om I endnu ikke har oplevet det, som jeres forgængere oplevede? De blev ramt af lidelse efter lidelse og blev konfronteret med katastrofer, indtil selv Sendebudet og hans troende ledsagere råbte: ‘Hvornår kommer Allahs hjælp?’ Vær forvisset om, at Allahs hjælp er nær.” (Sura al-Baqara: 214)
Således har Allah i utallige vers i Koranen klart erklæret, at Han vil prøve os både for at opnå succes i det hinsidige og for at opnå succes i denne verden. Mennesker med kortsynethed mister tålmodigheden, når de møder prøvelser i form af hindringer eller midlertidige katastrofer, mister tilliden i deres hjerter og bliver ramt af forskellige tvivl og betænkeligheder om dette arbejdes rigtighed, fornuft og nødvendighed. Derfor erklærer Koranen endnu tydeligere den dybere visdom bag disse midlertidige katastrofer.

إِنْ يَمْسَسْكُمْ قَرْحٌ فَقَدْ مَسَّ الْقَوْمَ قَرْحٌ مَثْلُهُ ، وَتِلْكَ الْأَيَّامُ نُدَاوِلُهَا بَيْنَ النَّاسِ ، وَلِيَعْلَمَ اللهُ الَّذِينَ آمَنُوا وَيَتَّخِذَ مِنْكُم شُهَدَاءَ ، وَاللَّهُ يُحِبُّ الظَّلِمِينَ، وَلِيُمَحِّصَ اللهُ الَّذِينَ آمَنُوا وَيَمْحَقَ الْكَفِرِينَ أَمْ حَسِبْتُم أَنْ تَدْخُلُوا الْجَنَّةَ

وَلَمَّا يَعْلَمَ اللهُ الَّذِينَ جَهَدُوا مِنْكُمْ وَيَعْلَمَ الصبرين

“Selv om I har lidt et vist tab, har andre også lidt et tilsvarende tab. På denne måde lader Jeg dagene – gode såvel som dårlige – gå på omgang blandt menneskene. På denne måde ønsker Allah at få at vide, hvem der virkelig tror, og Han ønsker at udvælge nogle som martyrer. Allah bryder sig ikke om de uretfærdige. Allah ønsker at udskille de oprigtige troende og udrydde de vantro. Tror I, at I vil nå Paradiset, før det er blevet prøvet, hvem der virkelig kæmper på Allahs vej, og hvem der er tålmodige?” – (Sura Al Imran: 140-142)

I overensstemmelse med Allah den Ophøjedes løfte og den sunnah, Han har fastlagt, er det først efter at have gennemgået disse prøvelsers, hindringers og ulykkers stadier, at Hans elskede tjenere bliver i stand til at etablere et samfund, der sikrer fred i denne verden og frelse i det hinsidige.

På trods af en gruppe af Allahs tjeneres desperate kamp og stræben kan det være, at succes udebliver. Hvis Allahs tjenere i så fald selv er i stand til at udvise iman og istiqamah, vil de bestemt opnå succes i det hinsidige. Derfor vil ikke ét eneste skridt på denne vej være forgæves. For denne vejs rejsende findes der ikke noget, der hedder nederlag. På denne vej findes kun succes efter succes. Allahs erklæring om de troendes kendetegn og gerninger:

إِنَّ اللهَ اشْتَرَى مِنَ الْمُؤْمِنِينَ أَنْفُسَهُمْ وَأَمْوَالَهُمْ بِأَنَّ لَهُمُ الْجَنَّةَيُقَاتِلُونَ فِي سَبِيلِ اللهِ فَيَقْتُلُونَ وَيُقْتَلُونَ لـ

»Allah den Ophøjede har købt de troendes liv og ejendom i bytte for Paradiset. De vil kun kæmpe og dø på Allahs vej.« (Sura at-Tawbah: 111)

Det vil sige, at den iboende betydning af det uundgåelige krav, som bekendelsen af iman indebærer, er at overgive sit liv og sin ejendom til Allah og udelukkende anvende dem i kampen for Allahs dīns sejr. Dette kaldes bay’ah. Bay’ahs grundlæggende betydning er, at hvor Allahs dīn ikke er etableret, skal de troende gennem den jamaat, der er engageret i kampen for at etablere Allahs dīn, overgive deres liv og ejendom til Allah. Og hvor dīn er etableret, kan løftet om at adlyde alle lovlige anliggender for at bevare denne dīn samt løftet om at følge Allahs og Profetens påbud og forbud kaldes bay’ah.

Denne bay’ah er en pligt i den islamiske sharia. Og i Profetens hadith er det at dø uden en sådan bay’ah blevet betegnet som at dø i jahiliyyah. Den bay’ah-praksis, som i dag er udbredt blandt tilhængere af tasawwuf, blev oprindeligt indledt med netop en sådan kampvilje og bevidsthed. Historiens grusomme ironi er, at selv de, der i dag giver bay’ah (pir-sahiberne), er uvidende om dens dybe hemmelighed. Og de, der modtager bay’ah (muriderne), har ikke engang fået mulighed for at vide noget om sagen.

Bay’ahs egentlige form er: »Allah er den egentlige ejer af mit liv og min ejendom – sammen med bekendelsen af kalimaen lā ilāha illā Allāh anerkender jeg netop denne sandhed; derfor kan jeg fra nu af ikke anvende dette liv og denne ejendom efter min egen vilje. De to skal anvendes i overensstemmelse med Allahs vilje.« For at anvende dette liv og denne ejendom i overensstemmelse med Allahs vilje overgav sahaba først deres liv og ejendom til Profeten (fred være med ham). Profeten anvendte deres samlede menneskelige og økonomiske styrke på behørig vis ad den vej, Allah havde vist, og bragte Allahs dīn til sejr. Også i de retledte kaliffers tid stillede sahaba sig som Profetens repræsentantskaber til rådighed for kalifferne; kalifferne lovede at lede staten i overensstemmelse med Allahs og Profetens anvisninger, mens sahaba lovede at hjælpe dem og adlyde dem.

I dag er der ikke etableret islamisk kalifat eller islamisk regering i vores land. Derfor er der på statsligt plan ingen lokal repræsentant for Profeten, som lover at lede os i overensstemmelse med Allahs og Profetens bestemmelser; på samme måde er der ingen, der kræver vores hjælp eller lydighed ved gennemførelsen af Allahs Koran og Profetens sunnah. Under disse omstændigheder er måden at undgå at dø i jahiliyyah på, at mennesker med samme sind og samme tankegang organiserer sig eller slutter sig sammen i en jamaat som forberedelse til at lede Allahs tjenere på grundlag af det ideal, Allah har givet, og som Profeten har vist. Gennem denne jamaat skal man bringe ofre af liv og ejendom og vie sig til en desperat kamp med det mål at bringe Allahs dīn til sejr. For medlemmer af en sådan jamaat vil jamaatens ledelse i dette tilfælde være et alternativ til lederen af en islamisk stat.

Indtil den fuldstændige islamiske revolution kan der i et land på grund af metodologiske meningsforskelle findes flere lignende islamiske grupper. I så fald kan enhver tilslutte sig den gruppe, som vedkommende anser for at følge Tariqa-e-Muhammadi i højere grad.

Muʿjiza og karamat

Da vi talte om målet med tazkiya, nævnte vi, at en gruppe mennesker i dag har begrænset målet og formålet med spiritualitet og bestræbelsen på selvrenselse til udelukkende at omfatte handlinger af karamat- og magisk art. På grund af denne bemærkning må ingen tro, at vi slet ikke anerkender muʿjiza og karamat.

Profeternes og sendebudenes (fred være med dem) muʿjizaer og Allahs venners karamat er virkelige. Vi deler også denne alment anerkendte opfattelse og tro hos Ahl al-Sunna wa al-Jamaʿa. I bøgerne om aqida nævnes det i forbindelse med muʿjiza og karamat, at profeternes muʿjizaer og Allahs venners karamat er virkelige; samtidig nævnes det, at dette udelukkende sker ved Allahs vilje og fra Allahs side. Selv profeterne og sendebudene har ingen egen myndighed over dette. Hvad Allahs venner angår, kommer spørgsmålet slet ikke på tale.

Både muʿjiza og karamat består grundlæggende i, at der på overnaturlig vis indtræffer usædvanlige og forunderlige hændelser. Det er hændelser, som ifølge et materialistisk synspunkt eller naturlovene ikke burde kunne indtræffe. De hændelser, der indtraf i profeternes og sendebudenes (fred være med dem) liv, betegnes som muʿjiza eller bayyina. De indtraf udelukkende fra Allahs side som bevis på profetskabet og for at fuldbyrde bevisførelsen.

Ithbat al-nubuwwa betyder altså som bevis på profetskabet. Itmam al-hujja betyder, at alle menneskers muligheder for at fremføre en undskyldning lukkes, før straffen fra Allah påføres dem, fordi de har afvist profeternes og sendebudenes kald. Desuden hjalp Allah i særlige øjeblikke sine profeter og sendebud på mirakuløs vis. Han tilintetgjorde deres modstanderes planer, metoder og sammensværgelser på en måde, som fra et menneskeligt eller materialistisk synspunkt overhovedet ikke kan forestilles. Men Allah har med klare ord erklæret, at ingen af profeterne og sendebudene i denne sag havde nogen personlig vilje eller myndighed. Allah siger:

وَمَا رَمَيْتَ إِذْ رَمَيْتَ وَلَكِنَّ اللَّهَ رَمَى :

»Det var ikke dig, der kastede, da du kastede mod dem; det var i sandhed Allah, der kastede.« (Sura al-Anfal: 17)

Ud over hos profeter og sendebud kan der også ske mirakuløse og usædvanlige ting i troendes, ja selv almindelige troendes, liv. Ifølge Allah Ta’alas egen erklæring er Han wali for alle troende tjenere.

اللهُ وَلِيُّ الَّذِينَ آمَنُوا يُخْرِجُهُم مِّنَ الظُّلُمتِ إِلَى النُّورِي

“Allah er wali og beskytter for dem, der har antaget troen. Han fører dem fra mørket ud i lyset.” (Sura al-Baqara: 257)

I bøgerne om troslæren nævnes følgende ud over profeternes mirakler:

“Allahs venners karamat er sand. Samtidig er det blevet udtrykt klart, at personen ikke har nogen vilje eller kontrol over den. Den sker udelukkende fra Allahs side. Også de, der er mest fremskredne inden for tasawwufs område, er enige om, at karamat hverken er et bevis på fuldkommenhed eller en betingelse for den. Der behøver ikke overhovedet at ske noget i et meget fromt og fuldkomment menneskes liv, som kan betegnes som karamat. Omvendt kan der ske noget stort i en almindelig troendes liv.”

I bøgerne om troslæren behandles, ud over karamat, også “istidraj”. Istidraj betegner, at et menneske med vilje forsøger at frembringe overnaturlige hændelser. Om dem, der gør dette, er det ikke blot udelukket at kalde dem Allahs venner; de er tværtimod blevet betegnet som fasiqer og zindiqer. De, der praktiserer tasawwuf inden for shariaens grænser — med andre ord, som stræber efter tazkiyat an-nafs i lyset af Koranen og bestræber sig på at tilegne sig ihsans egenskaber i lyset af hadith — giver aldrig karamat-udøvelse nogen fremtrædende plads, og de kan heller ikke gøre det. Efter deres opfattelse består det afgørende resultat af deres åndelige stræben snarere i at opnå evnen og styrken til at overholde Allahs bud og påbud samt at få tawfiq til at beskytte sig selv mod enhver ulydighed mod Allah.

Af en biografi om den indflydelsesrige pir og sufi, Hazrat Abu Bakr (r), fra Bengalen og Assam, som levede i den nærmeste fortid, fremgår det, at en mand efter at have opholdt sig næsten seks måneder ved hans dargah var på vej tilbage uden at have sagt ham noget. Da spurgte Hazrat pir sahib (r) ham: “Min søn, du har været her så længe — hvorfor spurgte du mig egentlig ikke om noget?” Manden svarede: “Hazrat, jeg kom med store forhåbninger, men jeg rejser skuffet tilbage.” Hazrat pir sahib spurgte videre: “Min søn, hvilket håb kom du med, og hvorfor blev du skuffet?” Manden sagde: “Jeg havde hørt, at De var en berømt pir i Bengalen og Assam. Men jeg har tilbragt seks måneder her uden at få mulighed for at se nogen karamat med mine egne øjne, og derfor rejser jeg skuffet tilbage.” Da spurgte pir sahib ham: “Min søn, så du mig i den tid, du var her, undlade nogen fard-pligt?” Den stakkels mand svarede nej. “Så du mig undlade nogen wajib-pligt?” Manden svarede nej. På samme måde spurgte pir sahib ham om hans udførelse af sunnah- og mustahabb-handlinger og fik det samme svar. Derefter spurgte han igen: “Så du mig i disse seks måneder udføre nogen haram-handling?” Manden svarede nej. “Så du mig udføre nogen makruh-handling?” Manden svarede nej. Herefter sagde den afdøde pir sahib til ham: “Min søn, dette er den største karamat i en mu’mins liv.” Alle tidligere sufi-mestre havde et tilsvarende syn på karamat, det vil sige på resultatet af den åndelige stræben. Må Allah i dag også give dem, der er kendt som deres følgere og efterkommere, tawfiq til at have det rette syn på dette område. Amin.

Midlerne til at opnå nærhed til Allah

Allah, Herren over alle verdener, himlenes og jordens Skaber, sendte mennesket til denne verden som Sin khalifa eller repræsentant. Fordi mennesket skulle udføre dette repræsentantskabs ansvar, er det det bedste af Allahs skabninger—dets betegnelse er asjraf al-makhlūqāt. Allah er Rabb eller Herre, og mennesket er Hans khalifa samt abd eller tjener. Mennesket kom til denne verden med et løfte om at udføre sit ansvar som Hans khalifa ved at anerkende Allah som Rabb eller Herre og adlyde Ham. Men menneskets evige fjende, Iblis, kunne ikke bære menneskets denne rang og ære. Han har svoret indtil Dommedag at skabe hindringer og forhindringer for menneskeheden på dens vej til at udføre dette ansvar som Allahs repræsentant. Siden tidernes morgen har han ved hver vending på menneskets livsvej og ved hvert vejkryds skabt forskellige vildfarelsers net. Derfor har mennesket undertiden ikke været i stand til at opretholde det forhold til Allah, som skulle være blevet skabt—med andre ord det forhold, som mennesket skulle have opretholdt med Allah.

Allah, Herren over alle verdener, er ikke uvidende om, at Iblis har udfordret Ham ved at skabe hindringer for mennesket i udførelsen af det vanskelige ansvar, som Han har sendt mennesket til denne jord for at varetage. For at beskytte mennesket mod den forbandede Iblis’ angreb og lede det på vejledningens vej har Han selv forkyndt dette trøstende budskab:

فَإِمَّا يَأْتِيَنَّكُمْ مِنِّي هُدًى فَمَنْ تَبِعَ هُدَايَ فَلَا خَوْفٌ عَلَيْهِمْ وَلَا هُمْ يحْزَنُونَه

»Derefter vil der komme vejledning fra Mig, og de, der følger denne vejledning, skal ikke frygte.« – (Sura al-Baqara: 38)

Således har Allah sørget for at minde menneskene om det løfte, de kom til denne verden med, nemlig at opretholde forholdet til Allah, og Han har samtidig vist dem, hvordan de skal udføre dette ansvar, ved gennem tiderne at åbenbare åbenbaringens viden og gennem profeterne og sendebuddene at give dem praktisk undervisning i, hvordan dette ansvar skal udføres. Derfor er tjenerens rette forhold til Allah

ikke noget nyt eller uforståeligt at definere, etablere og styrke. Det er kun blevet gjort uforståeligt ved at benytte opdigtede metoder. Men på dette område er der slet ikke plads til at følge nogen opdigtet metode eller vej. Tjenerens rette forhold til Allah kan kun etableres gennem den vej, som profeterne og sendebuddene—særligt den sidste profet, Muhammadur Rasulullah (fred være med ham)—har vist, og det kan styrkes ved fortsat at stræbe og anstrenge sig på den vej, han har vist.

Vi har modtaget Allahs sidste vejledning til menneskeheden, den sidste bog, Koranen, gennem Hans sidste sendebud, Muhammadur Rasulullah (fred være med ham). Det er ved denne bogs lys og ved at følge den sidste profets (fred være med ham) fodspor, at vi kan etablere det rette forhold til Allah. I lyset af den sidste profet, hazrat Muhammads (fred være med ham) undervisning er det nødvendigt at tilegne sig tre ting for at skabe et forhold til Allah: (1) den rette ma’rifat om Allah, det vil sige det rette kendskab til Ham; (2) at udøve Allahs ubudiyyah eller trældom i ordets rette betydning; (3) at følge den vej, Allah har udvalgt, og forkaste den vej, Han ikke har udvalgt. Vi vil forsøge kort at belyse disse tre emner.

Ma’rifat om Allah

Hvordan mit forhold til Allah vil være, afhænger fuldstændigt af min ma’rifat, det vil sige mit kendskab til Ham. Roden til alle ulykker, al uorden og al uro i verden er den manglende udbredelse af det rette kendskab til Allah. Ellers har mennesket aldrig fuldstændigt fornægtet Allah. Selv de, der er kendt som hårdnakkede ateister, har i næsten alle kapitler af menneskehedens historie, om ikke direkte, så i det mindste indirekte, anerkendt Allahs eksistens. Derfor sendte Allah Ta’ala gennem tiderne profeter og sendebud for at fremstille det rette kendskab til Ham for menneskene. Der findes intet historisk bevis på, at en profet eller et sendebud nogensinde blev sendt blot for at bevise eller få mennesker til at anerkende Hans eksistens. De mennesker, blandt hvem den sidste profet, Muhammad (sa), blev sendt, anerkendte Allahs eksistens. Men de var uvidende om Allahs rette værdighed og Hans rette beskrivelse. De tilbad forskellige guder og gudinder. Det gjorde de i den tro, at disse ville hjælpe dem med at opnå nærhed til Allah. De kaldte jo englene Allahs døtre.

På samme måde var ahl al-kitab, det vil sige tilhængerne af Toraen og Evangeliet, heller ikke vantro over for Allahs eksistens. Gennem profeten Moses (a) og profeten Jesus (a) havde de også fået det rette kendskab til Allah. Men for at hengive sig til deres egne lyster, med Iblis som støtte, indførte de kristne og jødiske lærde opdigtede ændringer i Allahs Bog. Derfor mislykkedes det for de senere tilhængere af Toraen og Evangeliet at opnå det rette kendskab til Allah, og samtidig mislykkedes det for dem at opnå nærhed til Allah Ta’ala. Den Store Profet (sa) opfordrede netop disse mennesker i datidens Arabien til at tro på Allah. Heraf fremgår det klart, at Den Store Profet (sa) ved blot at fremstille Allah Ta’alas sande beskrivelse for dem opfordrede dem til i egentlig forstand at tro på Ham—med andre ord til at acceptere Hans trældom, tjeneste og tilbedelse. Derfor må vi, som længes efter at opnå nærhed til Allah Ta’ala, først og fremmest opnå det rette ma’rifat, det rette kendskab til Allah Ta’ala.

Måden at opnå dette ma’rifat eller kendskab

For at opnå ma’rifat om Allah Ta’ala er det helt afgørende at få en korrekt forståelse af fem forhold.

(1) En korrekt forståelse af Allah Ta’alas væsen
(2) En korrekt forståelse af Allah Ta’alas sifaat eller egenskaber
(3) En korrekt forståelse af Allah Ta’alas af’aal-e qudrat eller handlinger
(4) En forståelse af Allah Ta’alas velsignelser
(5) En gennemgang af Ayyamullah, det vil sige de historiske dage, hvor Allah Ta’ala tidligere gav de ulydige mennesker eksemplariske straffe, samt en forståelse af den sidste dag, Yawm ad-Din.

Allahs væsen

Den Store Profet (sa) forbød folk at granske og spekulere over Allahs »væsen« for at opnå ma’rifat om Allah. For menneskets fornuft og intellekt er ikke i stand til at fatte noget ved at granske og spekulere over Hans »væsen«. Allah Ta’ala selv har opfordret os til at rette blikket mod skaberværket for at lære Ham at kende. Den beskrivelse af Allahs »væsen«, som Allah og Hans Sendebud (sa) har givet os, er derfor den korrekte forståelse af Allahs »væsen«. Da Den Store Profet (sa) fremsatte opfordringen til iman, anså afgudsdyrkerne i den samtidige verden utallige guder og gudinder for at være Allahs partnere; de kaldte englene Allahs døtre. Jøderne anså Uzayr (a) for at være Allahs søn og fastslog dermed, at han var Allahs partner i Hans væsen. De kristne kaldte Jesus (a) Allahs søn og anså ham også for at være delagtig i Allahs væsen. De hævdede, at gode og onde handlinger havde hver sin skaber, og gav dem forskellige navne. Skaberen af det gode kaldte de Yazdan, og skaberen af det onde kaldte de Ahriman. For at afvise alle disse fordrejede forestillinger om Allahs væsen erklærede Koranen i sura al-Ikhlas klart og entydigt:

قُلْ هُوَ اللهُ أَحَدَّ اللهُ الصَّمَدُ، لَمْ يَلِدْ وَلَمْ يُولَدْ وَلَمْ يَكُنْ لَهُ كُفُوًا أَحَده

“O profet! Erklær: Allah er Én og den Eneste. Han er ikke afhængig af nogen i skaberværket. Han er ikke far til nogen søn eller datter, og Han er heller ikke født af nogen. Ingen kan være Hans lige.”

Dette er i sandhed den bedste beskrivelse af Allahs væsen. Det er ikke muligt at forklare eller analysere den med menneskesprog. Hvad angår de resterende fire forhold, kan vi tænke og forske så meget, vi ønsker, i midlerne til at opnå nærhed til Allah. Allah den Ophøjede har lagt stor vægt på at tænke og forske over dette. Allahs Koran siger:

إِنَّ فِي خَلْقِ السَّمَوتِ وَالْأَرْضِ وَاخْتِلاف اليْلِ وَالنَّهَارِ لآيات لا ولِي الْأَلْبَابِ8

“I skabelsen af himlene og jorden og i vekslen og omskiftelsen mellem nat og dag findes der tegn på Allahs suverænitet for de forstandige.” – (Sura Aal Imran: 190)

Allahs egenskaber

Allah den Ophøjede har gennem Sin Bog præsenteret Sig selv. I denne præsentation beskrives både forskellige aspekter af Hans magt og myndighed, og nogle af Hans beskrivende navne nævnes. Ved at tænke over og forske i disse beskrivende navne kan vi opnå marifat om Allah den Ophøjede. Forskellige steder i Koranen nævnes utallige af Allahs beskrivende navne. Allerede i begyndelsen af Sura al-Fatiha er nævnelsen af Rabb al-Alamin, al-Rahman, al-Rahim og Malik Yawm al-Din ved siden af navnet Allah, i forbindelse med lovprisningen af Allah, en enestående præsentation af Allahs identitet.

Allah, Rabb al-Alamin: Det vil sige, at Han alene er hele verdens skaber, og at Han alene har opfyldt behovene hos enhver skabning i dette univers – ejerskabet over alt dette tilhører også Ham alene. Overalt er det kun Hans befalinger og bestemmelser, der gælder. I hele dette univers er det kun Hans myndighed og suverænitet, der er etableret.

Al-Rahman, al-Rahim: Han, og kun Han, er barmhjertig og nådig mod hele skaberværket, især mod menneskeheden. Overalt i himlene og på jorden kommer alene Hans overvældende barmhjertighed til udtryk. Denne nåde og barmhjertighed har ingen ende og ingen grænse. Mennesket, det bedste af alle skabninger, er i denne verden afhængigt af Hans barmhjertighed ved hvert eneste skridt, og det er det også i det hinsidige.

Māliki Yawm ad-Dīn: Ligesom Allah, Skaberen, Opretholderen og den eneste Hersker over hele universet, er Giveren, den Nådige og den Barmhjertige, er Han også streng og Almægtig. En dag vil alle handlinger i menneskets liv her i verden blive gjort til genstand for dom. Han er den eneste Hersker på denne Dommens Dag. Der findes intet andet væsen, som har modet og evnen til at træde frem for Hans domstol og gå i forbøn.

Således indeholder det vers fra Sura al-Baqara, som er kendt og benævnt Āyat al-Kursī, en beskrivelse af nogle af Allahs egenskaber:

الله لا إله إلا هُوَ الْحَيُّ الْقَيُّومُ لاَ تَأْخُذُهُ سِنَةٌ وَلَا نَوْمٌ ، لَهُ مَا فِي السموت وما في الأَرْضِ مَنْ ذَالَّذِي يَشْفَعُ عِنْدَهُ إِلَّا بِإِذْنِهِ يَعْلَمُ مَا بَيْنَ أَيْدِيهِمْ وَمَا خَلْفَهُمْ ، وَلَا يُحِيطُونَ بِشَيْءٍ مِّنْ عِلْمِهِ إِلَّا بِمَا شَاءَ : وسِعَ كُرْسِيُّهُ

السَّمَوتِ وَالْأَرْضِ ، وَلا يَئُودُهُ حِفْظُهُمَا ، وَهُوَ العَلِيُّ العظيم .

“Allah er den mægtige Skaber; der findes ingen anden, som besidder den suveræne magt ud over Ham. Han er den Evigt Levende og den Evigt Bestående; hverken døs eller søvn kan berøre Ham. Alt i himlene og på jorden tilhører Ham alene. Hvem er den, der kan gå i forbøn hos Ham uden Hans tilladelse? Han har fuldt kendskab til alt, hvad der ligger foran og bag menneskene, men ingen kan tilegne sig blot en dråbe af Hans kundskabs ocean, undtagen det, Han giver dem evne til at tilegne sig (og kun så meget kan mennesket tilegne sig). Hans magt, autoritet og suverænitet er grundfæstet overalt i himlene og på jorden. Det volder Ham ikke den mindste træthed eller udmattelse at bevare alt dette. Sandelig, Han er det Store og den Højeste af alle væsener.” (Sura al-Baqara: 255)

Kernen i den forståelse af Allah, som dette berømte vers giver os, er i sandhed, at ingen anden kan besidde den suveræne magt. Eftersom det overalt i skaberværket kun er Hans suverænitet, der er virksom, må kun Hans suverænitet derfor også etableres i menneskenes samfund. De egenskaber, der er nødvendige for at være den sande indehaver af den suveræne magt, findes hos ingen anden end Allah – hverken hos et enkelt menneske, en gruppe eller en nation.

I virkeligheden har profeterne og sendebuddene, da de kaldte til troen på Allah, opfordret mennesker til at anerkende Allahs suverænitet og afvise enhver andens suverænitet. Dette er også den indre hemmelighed i Kalima Tayyiba. Det er ligeledes den egentlige årsag til, at samtidens statsmagter og grupper, der forsvarer etablerede særinteresser, gennem tiderne har indtaget en aggressiv holdning i opposition til profeternes og sendebuddenes kald.

Hvis vi således kunne gennemgå alle de andre beskrivende navne, der nævnes i Koranens forskellige suraer, ét efter ét, ville en korrekt forståelse af Allah kunne fæstne sig i vores sind og bevidsthed. Alle disse beskrivende navne for Allah er vigtige og betydningsfulde. Blandt dem har Rabb, Ilah og Malik en særlig omfattende betydning. Og deres vidtrækkende indvirkning og gensidige følger for vores virkelige liv kan også iagttages. Da Allah omtaler forholdet mellem Ham og menneskene i Sura an-Nas, siger Han:

قُلْ أَعُوذُ بِرَبِّ النَّاسِ لا مَلِكِ النَّاسِ إِلهِ النَّاسِ مِنْ شَرِّ الْوَسْوَاسِ لَا الْخَنَّاسِ وَ الَّذِي يُوَسْوِسُ فِي صُدُورِ النَّاسِ وَ مِنَ الْجِنَّةِ والناس

“Sig: Jeg søger tilflugt hos menneskenes Herre, menneskenes Hersker og menneskenes Gud mod det onde fra dem, der gentagne gange skaber vildfarelse, og som skaber forvirring i menneskers hjerter, hvad enten de er blandt jinnerne eller menneskene.” (Sura an-Nas: 1-6)

Ved at følge menneskeskabte love, regler og bestemmelser har menneskene opdelt deres liv i tre dele. For at tilfredsstille mavens behov følger de ét sæt regler eller én form for herredømme; for at tilfredsstille sindets sult, det vil sige de åndelige behov, følger de et helt modsat sæt regler. I statens og samfundets liv følger de igen idealer eller normer, der er det stik modsatte. På denne måde er der i menneskesamfundet opstået tre klasser med etablerede særinteresser. Gennem næsten alle tidsaldre og epoker i verdenshistorien har almindelige mennesker været knust under møllestenene fra disse tre klassers etablerede særinteresser.

(1) De, der har politisk magt og indflydelse
(2) De, der har økonomisk dominans og indflydelse
(3) De, der har religiøst lederskab og præstelig myndighed. At anerkende Allah samtidig som menneskenes Rabb, Gud og Hersker betyder at afvise og omstyrte disse tre klassers herredømme og dominans over menneskelivet og anse Allah alene for at være den eneste, der styrer alt. Det betyder også at anse Allahs lov alene for gavnlig i det økonomiske liv, at anse fred og velfærd for udelukkende at ligge i Hans suverænitet i det politiske liv, og at fastholde en fast overbevisning om, at åndelig udvikling, det vil sige lykke i det hinsidige, kun kan opnås gennem Allahs bestemmelser alene. At tro på tawhid er netop at have denne overbevisning. Omvendt hører selv den mindste tilføjelse eller fratrækning heri under shirk.

I den samlede omtale af alle Allahs egenskaber finder man på den ene side en beskrivelse af Allahs barmhjertighed, nåde, venlighed og tilgivelse, og samtidig omtales Allahs magt, myndighed og almægtighed. Omtalen, overvejelsen og undersøgelsen af denne afbalancerede række af egenskaber skaber på samme tid to modsatrettede holdninger til Allah i menneskets sind. Ved navnene ar-Rahman, ar-Rahim, al-Ghafur, al-‘Afuww, al-Karim og lignende bliver sindet håbefuldt i forventning om Allahs nåde, barmhjertighed og tilgivelse, mens omtalen af al-Jabbar, al-Qahhar, al-Malik, al-‘Aziz, Dhu intiqam og lignende fremkalder den største frygt og rædsel. I virkeligheden er den samtidige tilstedeværelse af disse to modsatrettede forestillinger selve iman, eller den rette ma’rifat om Allah. ‘Al-īmānu bayna al-khawfi wa-r-rajā’.’

En beskrivelse af Allahs kudrat

Det andet område, hvor man skal anvende sin tænkeevne for at opnå ma’rifat om Allah, er at studere og undersøge Allah den Ophøjedes værksted for kudrat. Blandt skabelsen af himlene og jorden og i hvert eneste atom i skaberværket findes utallige elementer, der kan få hjertet til at tro på Allahs tawhid. Allah den Ophøjedes Koran har, som led i at bevise sandheden af tawhid og det hinsidige, opfordret til eftertanke over verdens natur og dens mysterier. For dem, der ikke er i stand til at beskæftige sig med en så enorm skabelse, findes der også stof til eftertanke i mysterierne ved deres egen skabelse. Derfor har Koranen antydet, at beviserne og tegnene på tawhid og det hinsidige skal hentes fra ‘afaq’, det vil sige skaberværket, og fra ‘anfus’, det vil sige menneskelivet.

At hver planet og måne i solsystemet bevæger sig regelmæssigt og ordnet i sin egen bane, at natten kommer efter dagen og dagen efter natten i overensstemmelse med en evig lov, at årstiderne skifter efter den samme evige lov, og at den samme evige og uforanderlige lov virker i dyr, fugle, insekter, planter, træer, slyngplanter og så videre, vækker spontant følelsen af tawhid i menneskets sind. Dets sind udbryder:

رَبَّنَا مَا خَلَقْتَ هُذَا بَاطِلاً سُبْحَنَكَ فَقِنَا عَذَابَ النَّارِه

“Å vor Munīb. Du har ikke skabt noget som helst i skaberværket uden formål. Befri os derfor (for vi tror, at det hinsidige liv er sandt) fra Helvedes hårde og frygtelige straf.”
— (Sura Āl ʿImrān: 191)

Til dem, der hverken har evnen eller muligheden for at tænke over disse skabelsens mysterier, siger Koranen:

فَلْيَنْظُرِ الْإِنْسَانُ مِمَّ خُلِقَهُ خُلِقَ مِنْ مَاءٍ دَافِقَ يَخْرُجُ مِنْ بَيْنِ الصلب والتَّرَائِبِ إِنَّهُ عَلَى رَجْعِهِ لَقَادِرٌ

“Mennesket bør tænke over, hvad det er skabt af. Det er skabt af en dråbe sprøjtende væske, der udgår fra mellem ryggen og brystkassen. Han, som har skabt dem således, er bestemt i stand til at gøre dem levende igen efter døden.” — (Sura at-Tāriq: 5-8)

For at opnå Allahs sande maʿrifat har Allah Taʿālā derfor selv knyttet fikr sammen med zikr. Det er blevet sagt:

إِنَّ فِي خَلْقِ السَّمَوتِ وَالْأَرْضِ وَاخْتِلَافِ الَّيْلِ وَالنَّهَارِ لَآيَاتِ لِأُولى الْأَلْبَابِ الَّذِينَ يَذْكُرُونَ اللَّهَ قِيمًا وَقُعُودًا وَعَلَى جُنُوبِهِمْ وَيَتَفَكَّرُونَ فِي خَلْقِ السَّمَوتِ وَالْأَرْضِ :

“I skabelsen af himlene og jorden samt i dagens og nattens skiften og forlængelse er der tegn på Allahs tawhid for de forstandige: dem, der gør zikr af Allah under alle forhold, vågne som sovende, og tænker over skabelsens mysterier i himlene og på jorden.” (Sura Āl ʿImrān: 190-191)

Undersøgelse af Allahs velsignelser

Det tredje effektive og praktiske middel til at opnå erkendelse af Allah er at tænke over og undersøge Allah den Ophøjedes utallige og uudtømmelige velsignelser. Derfor mindede Allah den Ophøjede menneskene om Sine utallige velsignelser, samtidig med at Han kaldte dem til at tilbede Ham. Allah den Ophøjede har sagt:

يأَيُّهَا النَّاسُ اعْبُدُوا رَبَّكُمُ الَّذِي خَلَقَكُمْ وَالَّذِينَ مِنْ قَبْلِكُمْ لَعَلَّكُمْ تَتَّقُونَ الَّذِي جَعَلَ لَكُمُ الْأَرْضَ فِرَاشًا وَالسَّمَاءَ بِنَاءَ من وَأَنْزَلَ مِنَ السَّمَاءِ مَاءً فَأَخْرَجَ بِهِ مِنَ الثَّمَرَتِ رِزْقًا لَّكُمْ فَلَا تَجْعَلُوا لِلَّهِ أَنْدَادُ وَأَنتُمْ تَعْلَمُونَ .

“O mennesker, tilbed og tjen jeres Herre, som skabte jer og dem, der levede før jer, så I kan håbe på at opnå frelse. Han har gjort himlen som en baldakin og jorden som et tæppe, og Han sender regn ned fra himlen, hvorefter Han frembringer forskellige frugter fra jorden og giver jer forsørgelse. Sæt derfor ingen ved Allahs side; I ved selv, at det er forkert.” – (Sura al-Baqara: 21-22)

På denne jord nyder vi Allah den Ophøjedes utallige og uudtømmelige velsignelser. Hver eneste af dem vidner om Allahs enhed og tawhid. Hvert organ i menneskekroppen er en enestående velsignelse, og de er alle vidner om Allahs tawhid. Mine øjne er ene og alene en gave fra Allah. Ingen magt i verden, selv ikke hele skaberværket samlet, kan give mig en tilsvarende velsignelse. På samme måde er mine ører, min tunge, min næse, mine hænder, mine fødder, mit hoved, mit sind og min hjerne – ja, hver eneste celle i min krop – en enestående gave fra Allah. Hvis blot én af dem svigter, har ingen evnen til at skabe en erstatning.

At jeg lidt efter lidt er vokset op i denne verdens lys og luft og er blevet et menneske, og den omsorg og kærlighed, jeg har modtaget fra min mor og far, er også en enestående velsignelse, som ikke kan beskrives med menneskelige ord. Allah selv har fremstillet dette som et af Sine tegn. Når vi således virkelig erkender alle de velsignelser, vi nyder på denne jord, og alt det, som solsystemets stråler og partikler bidrager med, fyldes menneskets hjerte med taknemmelighed. Allah selv har sagt: Hvis I forsøger at opgøre Allahs velsignelser, kan I blot prøve; i sidste ende vil I mislykkes. De velsignelser, vi nyder i denne verden, er ifølge Allahs ord kun meget ubetydelige. De er ubetydelige og samtidig forgængelige. Men det, Allah har gemt hos Sig, er bedre og varigt. Blot ved at tænke over disse forgængelige og ubetydelige velsignelser giver vores tankevirksomhed op. Fornuften og intelligensen står målløse. Hvor smukke, vidunderlige og forbløffende de varige og bedre velsignelser, som Allah den Ophøjede har gemt til livet i det hinsidige, er, ved kun Han, som er den eneste Skaber af disse velsignelser.

Lad os kaste et ganske kort blik på den vidunderlige kunstfærdighed i denne verdens ubetydelige og forgængelige velsignelser. Så vil vi se, hvor stor en Skaber Allah er, og hvor magtesløse de skabninger er, som mennesker tilbeder og tjener i stedet for Allah. Før De gør en tallerken med forskellige frugter fra Bangladesh helt ren, så tænk et øjeblik på deres Skaber. På Deres tallerken er der mango, jackfrugt, papaya, banan og også nogle guavaer. Spørg nu dem, der forsker i disse velsmagende og søde frugter: Kan nogen skabe mangosmag i en jackfrugt? Har nogen botaniker indtil i dag opdaget en metode til at skabe ananassmag i en papaya eller papayasmag i en mango? Uanset hvor langt fremtidens videnskab skrider, vil den så kunne yde noget bidrag, når det gælder den oprindelige skabelse? Det eneste, den vil kunne, er at anerkende den Store Skabers skabelseskunst – intet andet.

Ved siden af denne verdens materielle velsignelser er Allah den Ophøjedes største velsignelse al-Qur’an. Allah, Den Barmhjertige, som skænker velsignelser, har i Sin nåde og godhed lært menneskene Qur’anen. På listen over Hans uudtømmelige velsignelser indtager Qur’anen den fornemste plads. Ingen menneskeøjne i denne verden har set noget, der kan sammenlignes med den velsignelse, som er gemt til Allahs elskede tjenere, der følger denne Qur’an. Intet menneskeøre i denne verden har hørt en beskrivelse af en sådan velsignelse. Milliarder af menneskers fantasi har aldrig kunnet forestille sig noget sådant. De, der i denne verden takker for Allahs materielle velsignelser og gennem den rette brug og anvendelse af den største velsignelse, Qur’anen, kan blive Allahs elskede tjenere, vil alene få mulighed for at nyde Allahs uudtømmelige velsignelser i det hinsidige.

Allahs dage

Et af de vigtigste midler til at opnå sand ma’rifah om Allah er at tale om Allahs dage og drage lærdom af dem. De folk, som tidligere blev tilintetgjort af Allahs straf, fordi de fornægtede Allahs profeters kald, kaldes Ayyāmullāh, fordi der på de dage, hvor disse folk blev tilintetgjort, fandt betydningsfulde begivenheder sted i menneskehedens historie. De kaldes også den lille opstandelse. Den sidste af Allahs dage er kendt som Yawm ad-Dīn. Beretningerne om dem, der tidligere blev tilintetgjort på grund af deres ulydighed mod Allah, vækker i vores hjerter en sand fornemmelse af Allahs magt. Vi kan også drage sand lærdom af disse begivenheder. Hvorfor blev profeten Nuhs (a.s.) folk tilintetgjort? Hvad blev Nimruds skæbne? Hvilken eksemplarisk straf fik Farao? Hvordan blev Lots folk fuldstændigt tilintetgjort? Hvilken straf måtte Ad-folket og Thamud-folket gennemgå? Profeten Muhammad (s.a.v.) har befalet os at drage lærdom af disse begivenheder. Hertil kommer beskrivelserne af opstandelsens rædselsvækkende scener, manifestationen af Allahs Jabbāriyyah og Qahhāriyyah på Dommens Dag, det ubeskrivelige syn af mennesker, der løber for at få forelagt deres regnskab over handlinger, samt de hårde og strengeste scener fra dommen i det hinsidige, hvor domstolen ledes under Allahs eneherredømme. Ved at tænke over og undersøge alt dette kan mennesket i sandhed opnå den rette ma’rifah om Allah.

Allahs ‘ubūdiyyah

Så snart Allah Ta’ālā’s sande ma’rifah, eller sande identitet, bliver åbenbaret for mennesket, vil dets hjerte spontant tage imod Allahs ‘ubūdiyyah. Efter at Allahs identitet er blevet fremstillet i de første tre vers af Sūrat al-Fātiḥah, får mennesket disse ord på sine læber:

إِيَّاكَ نَعْبُدُ وَإِيَّاكَ نَسْتَعِينُ .

Hvad er det et tegn på, når man siger: “O Gud, vi tilbeder alene Dig og søger kun Din hjælp”? Hvis man betragter spørgsmålet lidt mere indgående, vil svaret vise sig: Når mennesket har fået kendskab til Allahs sande identitet, har det ingen anden mulighed end at overgive sig fuldstændigt til Allah. Dette er blevet fremstillet på forskellige måder forskellige steder i Den Ædle Koran. Profeten Ibrāhīm (a.s.) undersøgte stjernerne og tænkte over månen og solen. Det blev klart for ham, at ingen af disse kunne være en Rabb eller en ilāh. Derfor meddelte han sit folk det med klare ord:

يُقَوْمِ إِنِّي بَرِئُ مِّمَّا تُشْرِكُونَ إِنِّي وَجَهْتُ وَجْهِي لِلَّذِي فَطَرَ السَّمَوتِ وَالْأَرْضَ حَنِيفًا وَمَا أَنَا مِنَ الْمُشْرِكِينَ

“O mit folk, jeg erklærer mig fri for alt det, som I gør til Allahs partnere. Jeg bryder mit forhold til alt og vender mig alene mod Ham, som har skabt himlene og jorden, og jeg hører aldrig til blandt afgudsdyrkerne.” (Sūrat al-An‘ām: 78-79)

Således lod Allah den Ophøjede profeten Musa (fred være med ham) få kendskab til Hans ma’rifat eller identitet, gav ham profetskabets ansvar og befalede ham straks kun at tilbede Ham.

إِنَّنِي أَنَا اللَّهُ لَا إِلَهَ إِلَّا أَنَا فَاعْبُدُنِي ، وَأَقِمِ الصَّلوةَ لِذِكْرِي .

“Vid med sikkerhed, at Jeg er Allah; der er ingen ilah ud over Mig. Tilbed derfor kun Mig, og opret salat for at ihukomme Mig.” (Sura Ta-Ha: 14)

På grundlag af denne korte drøftelse kan vi let nå frem til den konklusion, at mennesket, i overensstemmelse med det ufravigelige krav, som følger af den rette ma’rifat om Allah, vil tage Allah som den eneste Munib og betragte sig selv som denne Munibs hengivne tjener eller slave. Det er ikke nok, at det på denne måde at anerkende Allah som den eneste Munib og betragte sig selv som Hans eneste tjener begrænses til en forestilling i hjertet, en tro og en erklæring med munden. I praksis må alle former for underkastelse under andre end Allah og alle handlinger præget af slaveri fjernes fra ens eget liv. Man må vie sig til at udrydde sådanne handlinger blandt mennesker og overalt etablere underkastelse under og tjeneste for Allah i ordets rette betydning.

Med hensyn til, hvordan man skal udføre den sande underkastelse og tjeneste for Allah, kan vi få praktisk vejledning fra den befaling, som Allah den Ophøjede gav profeten Musa (fred være med ham), efter at Han havde givet ham ma’rifat og profetskab. Allah den Ophøjede meddelte først profeten Musa (fred være med ham): “Der findes ingen anden ilah end Allah, ingen anden væsen med suveræn magt.” Samtidig meddelte Han ham: “Man skal kun tilbede og underkaste sig Ham.” For at udføre denne underkastelse og altid huske Allahs befalinger og anvisninger skal salat oprettes. Som en del af denne befaling om at adlyde Allah og kun underkaste sig Ham blev profeten Musa (fred være med ham) pålagt at gå til den tids tyranniske hersker Faraos hof. Det blev sagt: “Han har erklæret oprør i Mit rige.” Det fremgår klart af denne del af Den Ædle Koran, at den sande ibadah består i at følge Allahs bud og bestemmelser på hvert eneste område og i hver eneste del af menneskets liv og i at afstå fra andre end Allahs love, regler og bestemmelser. Den stats magt, der er gudløs eller gør oprør mod Gud, er således en hindring for at tilbede Allah. Derfor består den rette betydning af at påtage sig Allahs ubudiyyah i at vie sig til den sande kamp og bestræbelse på enten at gøre denne statsmagt lydig mod Allah eller besejre den og gøre Allahs din sejrende. Salat og andre rituelle former for ibadah er i virkeligheden gjort nødvendige for at hjælpe med at opfylde ubudiyyahs ansvar og skabe evnen til det. Det er kun de, der begynder at gå ad ubudiyyahs egentlige vej og søger hjælp gennem disse rituelle former for ibadah, som er i stand til at opnå deres sande frugt. Det er blevet sagt: “Søg hjælp gennem tålmodighed og salat.” Hvad er denne hjælp til? Der hentydes ikke til noget andet end at opfylde ubudiyyahs ansvar.

Da profeten Muhammad (fred være med ham) gik ind i det tolvte år af sit profetskab, modtog han befalingen om de fem daglige salat. Befalingen om faste og zakat kom senere. Hvad var det så, han havde arbejdet med indtil da? Den ærede Sendebud (fred være med ham) havde fra begyndelsen til slutningen kun ét ansvar og én opgave: at gøre Allahs din sejrende. Koranen siger:

هُوَ الَّذِي أَرْسَلَ رَسُولَهُ بِالْهُدَى وَدِينِ الْحَقِّ لِيُظْهِرَهُ عَلَى الدِّينِ كُلِّهِ –

“Allah er den ophøjede Væsen, som har sendt Sendebudet med al-huda og sandhedens din, for at etablere Allahs din som sejrende over alle menneskeskabte religioner.” (Sura at-Tawba: 33)
Efter modtagelsen af profetskabet begyndte profeten Muhammad (fred være med ham) og hans følgere en udmattende kamp for at gøre Allahs din sejrende. Undervejs, på forskellige trin og stadier, blev disse rituelle former for ibadah, især salat og faste, gjort obligatoriske. Der er derfor ingen mulighed for at betragte de rituelle former for ibadah adskilt fra ubudiyyahs grundlæggende ansvar. På samme måde kan dette grundlæggende ansvar i ubudiyyah heller ikke betragtes adskilt fra de rituelle former for ibadah. For den, der var den sande lærer og vejleder i opfyldelsen af dette grundlæggende ansvar, betragtede dem aldrig som adskilte. Ligesom han selv tillagde dem den rette betydning, tillagde hans ledsagere, de ærede sahaba (må Allah være tilfreds med dem), dem også den rette betydning. Derfor er det blevet sagt om det rene Sendebuds (fred være med ham) ledsagere: “Om natten er de asketer, og om dagen er de beredne krigerhelte.” Dette er den egentlige identitet for Allahs sande tjener, den sande abd. Der kan derfor ikke være den mindste tvivl om, at ubudiyyah netop er dette arbejde.

For at opbygge det rette forhold mellem Allah ta’ala og Hans tjenere har profeterne og sendebuddene gennem tiderne påtaget sig det vanskelige ansvar, som ubudiyyah indebærer. De, der som profeternes og sendebudenes følgere har varetaget dette ansvar, er i Al-Qur’an kendt som siddiqin, shuhada og salihin. Mens profeterne og sendebuddene udførte dette ansvar, var de ved hvert eneste skridt afhængige af Allahs hjælp. De personer, der er kendt som profeternes følgere, Allahs elskede tjenere, de tjenere, der har modtaget Hans velsignelser, samt siddiqin, shuhada og salihin, har også ved hvert eneste skridt søgt Allahs nusrat og rahmah. Netop for at opnå denne hjælp har Allah ta’ala befalet os at holde fast i sabr og salah.

I virkeligheden kan betydningen af at søge hjælp gennem sabr og salah først forstås, når man følger i profeternes og sendebudenes (fred være med dem) samt Allahs øvrige elskede tjeneres fodspor og går ind i direkte konfrontation og kamp med Allahs forbandede tjenere og de vildfarne. Man behøver ikke gå langt for at forstå, at dette er den egentlige betydning og det ufravigelige krav ved at anerkende Allah som Rabb eller Munib og gøre sig selv til udelukkende Hans tjener eller slave. Den klare erklæring herom findes allerede i kalimaen »la ilaha illallah«. Her er der ikke blot tale om at anerkende Allah som Ilah; der tales først om at fornægte og afskaffe andre end Allahs guddommelighed:

فَمَنْ يُكْفُرْ بِالطَّاغُوتِ وَيُؤْمِنُ بِاللَّهِ فَقَدِ اسْتَمْسَكَ بِالْعُرْوَةِ الْوُثْقَى لا انفِصَامَ لَهَا .

Således er det de, der »fornægter de gudsoprørske kræfter og erklærer deres tro på Allah, som griber fat i det stærke reb, der aldrig kan briste.« (Sura al-Baqarah: 256)

At gribe fat i dette stærke reb er i virkeligheden at etablere det rette forhold til Allah, hvilket vi har kaldt ubudiyyah.

Måder at bevare forholdet til ubudiyyah

Når vi accepterer Allah ta’ala som Rabb og Ilah, lover vi at tjene, adlyde og tilbede udelukkende Ham. På denne måde har Allah ta’ala sammenlignet troserklæringen med en handel. Han har sagt:

إِنَّ اللهَ اشْتَرَى مِنَ الْمُؤْمِنِينَ أَنْفُسَهُمْ وَأَمْوَالَهُمْ بِأَنَّ لَهُمُ الْجَنَّةَ . يُقَاتِلُونَ فِي سَبِيلِ اللَّهِ فَيَقْتُلُونَ وَيُقْتَلُونَ * وَعْدًا عَلَيْهِ حَقًّا فِي الثورية وَالْإِنْجِيلِ وَالْقُرْآنِ ، وَمَن أَوْفَى بِعَهْدِهِ مِنَ اللَّهِ فَاسْتَبْشِرُوا بِبَيْعِكُمُ الَّذِي بَايَعْتُمْ بِهِ ،

وَذَلِكَ هُوَ الْفَوْزُ الْعَظِيمُ

“De, som har erklæret troen, har Allah købt deres liv og ejendom i bytte for Paradiset. (Nu er deres eneste opgave) at kæmpe på

Allahs vej og give liv og tage liv. I denne henseende er Allahs løfte i Toraen, Evangeliet og Koranen ligeledes sandt og ufravigeligt. Og hvem er mere trofast mod sit løfte end Allah? Tag derfor imod det glædelige budskab fra Allah om denne jeres pagt. Dette er den store succes.” (Sura At-Tawbah: 111)

De pagtsbundne menneskers karakteristiske egenskaber er:

التَّائِبُونَ الْعَبدُونَ الْحَمِدُونَ السَّائِحُونَ الرَّكْعُونَ السَّجِدُونَ الأمرون بالمعروفِ وَالنَّاهُونَ عَنِ الْمُنْكَرِ وَالْحَفِظُونَ لِحُدُودِ اللهِ ، وَبَشِّرِ الْمُؤْمِنِينَ ( التويه : (۱۱۲)

“De er angrende, gudsdyrkende, lovprisende Allah, rejsende på Allahs vej, bøjende sig og kastende sig ned i prostration, påbydende det gode og forbydende det onde; frem for alt vogter de de grænser, Allah har fastsat. Og giv de troende det glædelige budskab.” (Sura At-Tawbah: 112) På tilsvarende måde er der, når der tales om ankomsten af profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham), denne vejs vejleder og det eneste forbillede blandt de lærere, der skal følges, blevet sagt:

هُوَ الَّذي أرسل رسوله بالهدى ودين الحقِّ لِيُظْهِرَهُ عَلَى الدِّينِ كُلِّهِ . وَكَفَى بِاللهِ شَهِيدًا وَ مُحَمَّدٌ رَسُولُ اللَّهِ وَالَّذِينَ مَعَهُ أَشِدَّهُ عَلَى الْكُفَّارِ رُحَمَاءُ بَيْنَهُمْ تَرْبَهُمْ رَكَعًا سُجَّدًا يُبْتَغُونَ فَضْلًا مِّنَ اللَّهِ ورضواناً : (الفتح : ۲۸ – (۲۹)

“Allah er det ophøjede væsen, som har sendt Sendebudet med den rette vejledning og den sande religion, for at Han kan gøre Allahs religion sejrende over alle religioner. Og Allahs vidnesbyrd er tilstrækkeligt om denne store sandhed. Muhammad er Allahs Sendebud, og hans ledsageres karakter er, at de er hårde som torden mod vantroen og barmhjertige over for hinanden. Du vil se dem bøje sig og kaste sig ned i prostration for Allah. De er optaget af at stræbe efter og arbejde for Allahs barmhjertighed og velbehag.” (Sura Al-Fath: 28-29)

I lyset af de to nævnte passager i Koranen kan vi både fastslå det rette forhold mellem Allah og Hans tjener og finde midlerne til at styrke dette forhold.

Hovedindholdet af det første afsnit

Ved at erklære sin tro og underkaste sig Allahs ubudiyyah sælger et menneske i virkeligheden sit liv og sin ejendom til Allah; med andre ord overgiver han dem til Ham. Ifølge betingelserne for dette salg må han derfor, hvis han i det hinsidige skal modtage Paradiset som belønning fra Allah, ikke anvende sit eget liv, sin egen ejendom eller noget efter eget forgodtbefindende. Den egentlige ejer af dette liv og denne ejendom er Allah. Dette liv og denne ejendom er i deres grundlag givet af Ham. Ved at erklære troen og overgive disse to ting til Allah gives de tilbage til deres sande ejer. Derfor må de fra nu af kun anvendes til de handlinger, som Allah den Ophøjede ønsker, at de skal anvendes til. Allah har også udtrykt meget klart, til hvilke formål Han ønsker, at de skal anvendes. De, som på denne måde har erklæret troen og solgt deres liv og ejendom til Allah i bytte for Paradiset, kan kun anvende disse to ting på én måde. Det er at begynde vandringen ad vejen for den endelige og livslange kamp på Allahs vej, uden mulighed for at standse eller vende tilbage. Det endelige mål for den endelige kamp på denne vej er at udrydde kufr-kræfterne eller selv gå til grunde.

Hovedindholdet af det andet afsnit

Den sidste Profets egentlige mission, han som blev sendt for at opfylde det vanskelige ansvar at befri menneskene fra trældommen og slaveriet under andre end Allah og gøre dem til Allahs tjenere og slaver, var at etablere Allahs religion som sejrherre. I det første af de to afsnit, vi har behandlet, beskrives de troendes karakteregenskaber og dyder efter definitionen af den troende. På samme måde vidner Koranen, efter at have angivet det egentlige formål med Den Ædle Profets (fred være med ham) komme, om at Sendebudet og hans ledsagere besad de egenskaber, der er nødvendige for at virkeliggøre dette formål.

Vi, som ønsker at opbygge det rette forhold til Allah den Ophøjede, den Store Ejer, og ønsker at opnå nærhed til Ham, må nødvendigvis tilegne os disse egenskaber. Derfor er de handlinger, som det i lyset af de to afsnit er nødvendigt for os at udføre for at styrke forholdet til Allah eller opnå nærhed til Ham, som følger:

For det første: Der må tages konkrete skridt til at virkeliggøre erklæringen af kalimaen Lā ilāha illā Allāh, det vil sige til at etablere Allahs suverænitet. Man må ofre sit liv og sin ejendom i kampen for at gøre Allahs religion sejrrig, med det formål at håndhæve Allahs love og regler på Allahs jord og i menneskenes liv. For at befri menneskenes samfund for fitna må man samtidig arbejde for den fuldstændige etablering af Allahs religion og for at fjerne kufr- og taghut-kræfterne.

For det andet: De, som udfører dette arbejde, må samtidig være udstyret med to modsatrettede egenskaber, med andre ord to karakteregenskaber. Over for kufr- og taghut-kræfterne må de være hårde og kompromisløse. Men over for hinanden og over for deres ledsagere og venner må de være barmhjertige, blødhjertede og følsomme.

Tre: Bønnen – den bedste bøn – vil hjælpe med at skabe balance mellem denne strenghed og blidhed. En ydmyg holdning over for Allah den Ophøjede, som opnås gennem oprigtig rukūʿ og sujūd foran Allah.

Fire: Drivkraften bag denne rukūʿ, denne sujūd og alle deres øvrige aktiviteter og bestræbelser må udelukkende være at opnå Allahs tilfredshed og at blive værdige til Hans nåde og barmhjertighed.

Fem: De karakteregenskaber, som kendetegner disse soldater på Allahs vej – disse mennesker, der er engageret i en hårdnakket kamp for at gøre Allahs dīn sejrrig – vil komme til udtryk gennem alle deres handlinger. Eftersom Allahs tilfredshed og nåde vil være centrum for deres adfærd og omgang med andre, vil deres sind og tanker altid være optaget af Allahs ihukommelse; de vil selv være et levende symbol på sand dhikr. Renheden i deres sind og tanker vil afspejle sig i deres ansigter og deres karakter. Derfor vil ansigterne på disse mennesker med god akhlāq også stråle af īmāns lys. De vil blive lysende som følge af sujūd.

Seks: De, hvis mål er Allahs tilfredshed, må også nødvendigvis beskytte sig mod Allahs utilfredshed. Samtidig med at de udfører de handlinger, som Allah er tilfreds med, må de også bestræbe sig på at undgå de handlinger, som gør Allah utilfreds. Men et svagt menneske kan kun gøre sig umage på dette område; at opnå fuldkommen succes er særdeles vanskeligt. At begå fejl og mangler er helt naturligt. Allah er den tilgivende Ghafūr og den barmhjertige Rahīm. Han har ladet omvendelsens dør stå åben, så man kan blive fri for disse fejl og mangler. Tawbah betyder at vende tilbage. Hvis man begår en fejl i et svagt øjeblik, består ægte tawbah i at føle anger og samvittighedsnag, bede Allah om tilgivelse for fejlen og vende tilbage til den rette vej. At høste tawbahs frugt er således kun muligt for dem, der oprigtigt stræber efter Allahs tilfredshed og efter at undgå Hans utilfredshed, og som selv gør status over, om der har været nogen fejl eller mangler i denne bestræbelse. Med Hazrat Alīs ord: “Hāsibū qabla an tuhāsabū” – før I aflægger regnskab over for Allah, så gør selv jeres eget regnskab op. Derfor nævnes tawbah som den første og vigtigste egenskab hos dem, der har solgt deres liv og ejendom til Allah, og som har aflagt ed på at kæmpe på Allahs vej. Det betyder, at de er vant til at føre selvransagelse, når de udfører deres ansvar og pligter i overensstemmelse med denne ed.

Syv: De, der ønsker at etablere Allahs – kun Allahs – tilbedelse og trældom i menneskers liv og overalt på Allahs jord, og som ønsker at omstyrte andre end Allahs herredømme og magt, må gøre deres privatliv til et levende symbol på tilbedelse af Allah. For at opnå evnen til konstant tilbedelse må de fuldt ud opfylde de formelle tilbedelseshandlingers rettigheder. Med fuldkommen oprigtighed skal de udføre salāh, zakāh, fasten, hajj og lignende, med hele deres hjertes og sinds følelser, hengivenhed og ærbødighed. Især skal de betragte salāh som en miʿrāj, et middel til at opnå nærhed til Allah.

Otte: De vil ikke bøje hovedet for nogen i skaberværket og vil derfor heller ikke bekymre sig om at lovprise eller rose nogen. De vil kun lovprise Allah. “Allahu akbar wa lillāhil-hamd” vil være deres daglige talemåde. Deres sind og tunge vil være optaget af at beskrive Allahs renhed, lovprise Allah og erklære Hans storhed og suverænitet. På deres læber vil der altid lyde: “Subhānallāhi wal-hamdu lillāhi lā ilāha illallāhu Allāhu akbar.” “Allāhu akbar kabīran, al-hamdu lillāhi kathīran, subhānallāhi bukratan wa asīlā.” “Subhānallāhi wa bihamdihī, subhānallāhil-ʿazīm wa bihamdihī astaghfiruh” og andre tasbīh.

Ni: Med fuld tilfredshed vil de udføre rukūʿ og sujūd foran Allah. Det er Allah selv, der har givet befalingen om at gøre sujūd foran Ham – at gøre fuldkommen sujūd – for at opnå nærhed til Allah. Han har sagt: “Bøj dig i sujūd og søg nærhed.”

Ti: Efter at have udført inderlig rukūʿ og sujūd foran Allah og opnået den største tilfredshed og ro, sætter disse mennesker sig ikke bare hjemme. De begrænser sig ikke til moskéens fire vægge. De forlader heller ikke menneskenes samfund for at føre et asketisk liv i et afsides og ensomt miljø. Tværtimod bevæger de sig rundt blandt mennesker på Allahs jord og bestræber sig på at etablere Hans suverænitet. De gennemrejser Allahs jord for at forkynde, udbrede og etablere Allahs dīn. Når de går denne vej, kan den materielle tilværelses forførelse ikke stille sig i vejen for dem.

Elleve: Således påbyder de Allahs tjenere at følge Allahs befalinger og forhindrer dem i at følge andre end Allah – de gudsoprørske kræfter. De varetager strengt det vanskelige ansvar at lede mennesker til den rette vej og holde dem borte fra den forkerte vej.

Tolv: Deres egentlige identitet er, at de er Allahs soldater. Derfor skal de i soldatens rolle vogte de grænser, som Allah har fastsat. De grænser mellem ret og uret, som Allah har fastsat, de grænser mellem sandhed og løgn, som Allah har fastsat, og de grænser mellem halal og haram, som Allah har bestemt – for at mennesker ikke skal kunne overskride dem, må de, der har antaget Allahs ʿubūdiyya, altid udfylde rollen som vågne og utrættelige vagter. Hvor vanskeligt arbejdet med at holde opsyn og bevogte end måtte være, skal det nødvendigvis udføres. Om nødvendigt må de sætte livet på spil.

Når nogle af Allahs tjenere under udførelsen af de ovenfor beskrevne hårde og vanskelige opgaver fra tid til anden bliver trætte og udmattede, møder hindringer, bryder sammen eller føler sig overmandet af håbløshed og fortvivlelse, kommer Allahs ord til dem som en livgivende nektar: “Søg Allahs hjælp gennem tålmodighed og bøn.” Da er glæden ved at høre disse ord og handle efter dem ubeskrivelig. Kun den, det selv angår, kan virkelig erfare det.

Når nogle af Allahs tjenere gennem deres handlinger og praktiske virke når dette stade, må de på et tidspunkt opgive deres afhængighed af alt i skaberværket og alene sætte deres lid til Allah. I dette øjeblik må de kalde inderligt på Allah – ligesom dette kald bringer glæde, svarer den mægtige Herre, Allah, også på det med stor hast. Netop i et sådant øjeblik og på et sådant stade kommer befalingen fra Allah:

يأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا اذْكُرُوا اللهَ ذِكْرًا كَثِيرًا ، وَسَبِّحُوهُ بُكْرَةً وَأَصِيلا هُوَ الَّذِي يُصَلِّي عَلَيْكُمْ وَمَلْئِكَتُهُ لِيُخْرِجَكُمْ مِّنَ الظُّلُمَتِ إِلَى النُّورِ وَكَانَ بِالْمُؤْمِنِينَ رَحِيمًا تَحِيَّتُهُمْ يَوْمَ يَلْقُونَهُ سَلْمٌ ، وَأَعَدَّ لَهُمْ أَجْرًا كَرِيمًا

“O I, der tror! Ihukom Allah meget og lovpris Hans renhed morgen og aften, det vil sige hele tiden. Han sender sin barmhjertighed over jer, og Hans engle beder Allah om at sende sin barmhjertighed over jer. Således ønsker Allah at føre jer fra mørket til lyset. Han er sandelig meget barmhjertig mod de troende.” (Sura al-Ahzab: 41-44)

Her leder Allah Sin tjeners blik bort fra denne verden og hen imod det hinsidige. Den bedste belønning for deres intense stræben og kamp i dette liv er belønningen i det hinsidige. Derfor betyder det ikke noget, hvis et menneske på grund af denne verdens modgang ikke opnår verdslig succes i sit liv. Den dag, hvor de opnår nærhed til Allah, får lov til at skue Allah og står foran Allah, vil Himlens og jordens Herre, den Mægtige Trones Herre, tage imod dem med en hjertelig hilsen og byde dem velkommen med fredshilsenen. Dér har Han beredt en ærefuld belønning for de troende og for dem, der opretholder den rette standard for Allahs ʿubūdiyya. Jo stærkere ønsket i deres hjerter er om at opnå denne bedste belønning, denne belønning af stor ære, som Allah har lovet for livet i det hinsidige, desto lettere bliver det for dem at opfylde ʿubūdiyyaens rettigheder, bevare et sandt forhold til Allah ved at ignorere alle former for verdslige hindringer og fjendtlige miner og fortsat styrke dette forhold mere og mere.

Dhikr og dua

Det mest effektive middel til at opnå nærhed til Allah er dhikr og dua. Allah den Højeste har sagt:

فَاذْكُرُونِي أَذْكُرُكُمْ – (البقرة : ١٥٢)

“Husk mig, så vil Jeg huske jer.”

ادْعُونِي أَسْتَجِبْ لَكُمْ .

“Bed til Mig, så vil Jeg besvare jeres bøn.” (Sura al-Mu’min: 60)

I virkeligheden er det først, når tjeneren får vished om at få svar, når han påkalder Allah, og Allah husker en af sine tjenere, at denne tjener bliver i stand til at opnå nærhed til Allah. Selvom dhikr og dua tilsyneladende kan synes at være forskellige, er dua i grunden blot en måde at udføre dhikr på. I dette hæfte vil vi kort drøfte dhikrs betydning, dhikrs mening og metoden til at udføre dhikr. Samtidig vil vi i et særskilt kapitel forsøge at behandle, hvad dua er, samt duas nødvendige bestanddele og metode, inshaAllah.

Dhikrs betydning

1

يأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا اذْكُرُوا اللهَ ذِكْرًا كَثِيرًا لَا وَسَبِّحُوهُ بُكْرَةً وأصيلا ا ( الاحزاب : ٤١-٤٢)

“I, der tror, ihukom Allah meget. Og lovpris Hans hellighed morgen og aften.”

2

فَاذْكُرُونِي أَذْكُرْكُمْ وَاشْكُرُولِي وَلَا تَكْفُرُونَ (البقر : ١٥٢)

“Husk Mig, så vil Jeg huske jer. Vær taknemmelige over for Mig, og vær ikke utaknemmelige.” (Sura al-Baqarah: 152)

3

واذكر ربك كثيراً وسَبِّحُ بِالْعَشِي وَالإِبكار .

“Ihukom din Herre meget, og lovpris Hans hellighed morgen og aften.” (Sura Aal-‘Imran: 41)

4

وَاذْكُر ربيكَ فِي نَفْسِكَ تَضَرُّعًا وخيفة ودون الْجَهْرِ مِنَ الْقَوْلِ بِالْغُدُو والا صال ولا تَكُن مِّنَ الفعلين (الاعراف : (٢٠٥)

5

“Ihukom din Herre i dit indre, med inderlighed og frygt, ikke højt. Ihukom Ham således morgen og aften. Og vær aldrig uopmærksom på dette. (Sura al-A’raf: 205)

6

واذكر اسم ربك وتبتل إليه تبتيلا (المزمل : (۸)

“Ihukom din Herres navn, bryd forbindelsen med alt andet, og knyt forbindelsen til Ham.” (Sura al-Muzzammil: 8)

7

وَاذْكُرِ اسْمَ رَبِّكَ بكرة وأصيلام ( الدهر : (٢٥)

“Nævn din Herres navn morgen og aften.”

فَإِذَا قَضَيْتُمُ الصَّلوةَ فَاذْكُرُوا الله قِيَامًا وَقُعُودًا وَعَلَى جُنُوبِكُمْ ،

“Når I derefter er færdige med at udføre bønnen, skal I ihukomme Allah, stående, siddende og også liggende.” (Sura an-Nisa: 103)

8

فَاذْكُرُوا أَلَاءَ اللَّهِ وَلَا تَعْثَوْ فِي الْأَرْضِ مُفْسِدِينَ (الاعراف : ٧٤)

“Husk derefter Allahs velsignelser. Skab ikke fordærv på jorden.” (Sura al-A’raf: 74)

9

خُنُوا مَا أَتَيْنُكُم بِقُوَّةٍ وَذْكُرُوا مَا فِيهِ لَعَلَّكُمْ تَتَّقُونَ (الاعراف : (۱۷۱)

“Hold fast ved det, Vi har bragt jer, og husk alt, hvad der findes deri, så I kan opnå frelse.” (Sura al-A’raf: 171)
På denne måde finder vi påbud om dhikr i talrige vers i Koranen. Koranen har fremstillet dette spørgsmål om dhikr på en sådan måde, at det synes, som om ihukommelsen af Allah er kernen i al tilbedelse. Allah den Højeste har sagt:

أقم الصلوةَ لِذِكْرِى .

“Oprethold bønnen for at ihukomme Mig.” (Sura at-Taha: 14)

أقم الصلوة ، إِنَّ الصَّلوةَ تَنْهَى عَنِ الْفَحْشَاءِ وَالْمُنْكَرِ ، وَلَذِكْرُ اللَّهِ أكبر

“Oprethold bønnen; sandelig, bønnen holder mennesket tilbage fra skamløshed og det forkastelige, og Allahs ihukommelse er uden tvivl det største og vigtigste.” (Sura al-Ankabut: 45)

قَدْ أَفْلَحَ مَنْ تَزَكَّى وَذَكَرَ اسْمَ رَبِّهِ فَصَلَّى

“Den, der stræber efter at opnå renhed, ihukommer Allahs navn og udfører bønnen, vil få succes.” (Sura al-A’la: 14-15)

فَإِذَا قُضِيَت الصلوة فَانتَشيرُوا فِي الْأَرْضِ وَابْتَغُوا مِنْ فَضْلِ اللَّهِ وَاذْكُرُوا اللهَ كَثِيرًا –

“Spred jer på Allahs jord efter bønnen. Søg Allahs gunst, det vil sige halal-forsørgelse, og ihukom Allah meget.” (Sura al-Jumu’a: 10)

Eftersom Allah den Højeste har lagt så stor vægt på dhikr, er det helt afgørende at sætte sig grundigt ind i, hvad dhikr er, og hvilke midler og metoder der findes til at praktisere det, hvis man skal opfylde dhikrs ret.

Betydningen af dhikr

Dhikr betyder bogstaveligt at ihukomme noget, men det kan også betyde at beskrive eller fortælle noget. At huske eller have noget i tankerne kan vi kalde hjertets dhikr. Og det at tale om noget med munden kan vi kalde tungens dhikr. Da Allah den Højeste gav befalingen om fredagsbønnen, sagde Han:

إِذَا نُودِي الصَّلوةِ مِن يَوْمِ الْجُمُعَةِ فَاسْعَوْا إِلَى ذِكْرِ اللهِ .

“Når der på Jumu’a-dagen kaldes til bøn, så skynd jer til Allahs ihukommelse.” (Sura al-Jumu’a: 9)

Her henviser dhikr til Jumu’a-prædikenen, hvorigennem de bedende får Allahs ord og Hans befalinger og bestemmelser at høre. Prædikenen er en fuldstændig tale. Allah den Højeste har også betegnet den som dhikr.

Allahs dhikr er et særligt udtryk i Koranen. Koranen har anvendt det i en særlig betydning, der er dens egen. Hvis man med dyb opmærksomhed ser på de vers i Koranen, hvor ordet dhikr nævnes, vil man let kunne forstå denne særlige betydning.

Det første krav ved zikrullah er, at den troendes hjerte får en dybt forankret og korrekt forståelse af Allahs væsen, egenskaber samt Hans påbud og forskrifter.

Det andet krav ved zikrullah er, at han mundtligt drøfter den korrekte forståelse af Allahs væsen, egenskaber samt Hans påbud og forskrifter, som allerede er forankret i hans hjerte og sind, for at fastholde den endnu bedre. Han skal også drøfte dette med andre for at give dem denne forståelse. Det tredje krav ved zikrullah er, at han indretter sit praktiske liv efter denne forståelse, som er forankret i hans hjerte og sind.

Zikr-e qalbi

Når vi i Iman-e Mujmal bekender vores tro på Allah, idet vi lover at tro på Allah og adlyde Hans påbud og forskrifter, er dette i virkeligheden et løfte, som vi har afgivet til Allah. At erindre dette løfte eller denne pagt til enhver tid i hjerte og sind kaldes zikr-e qalbi eller hjertets zikr.

I Iman-e Mujmal afgiver vi grundlæggende tre løfter.

For det første: Vi nærer ingen anden forestilling om Allahs væsen end den, Han har formidlet gennem profeterne og sendebuddene, især gennem den sidste profet og den sidste bog. Med den beskrivelse af Hans væsen, som Han har givet i Koranen, især i sura al-Ikhlas, som grundlag, anser vi Hans væsen for ét og uden sidestykke. Vi tror desuden, at Han ikke er afhængig af nogen. Han er ikke født af nogen, og ingen er født af Ham. Ingen kan være Hans lige.

For det andet: Vi tror fuldt og fast på den beskrivelse, Allah Ta’ala har givet af Sine egenskaber. Vi tror desuden, at ligesom Han ikke har nogen partner i Sit væsen, har ingen heller del i Hans sifat eller egenskaber.

For det tredje: Som et uundgåeligt krav ved at have en ren og oprigtig tro på Allah Ta’alas væsen og egenskaber, og som et krav ved løftet om at overholde alle Hans påbud og forskrifter samt Hans befalinger og forbud, skal man holde hjerte og sind vågne og bevidste om, hvad Allah har befalet, og hvad Han har forbudt. Derfor har vi bedt Allah: “O Allah! Giv os evnen til at forstå det sande som sandt og følge det, og til at erkende det falske som falsk og forkaste det.” På samme måde må man tage praktiske skridt for at lære det sande og det falske at kende og for at acceptere eller forkaste dem. Således skal forståelsen af Allahs påbud og forskrifter, det vil sige forståelsen af sandt og falsk, fastholdes fast og holdes vågen og bevidst i hjerte og sind. Den proces og bestræbelse, hvorved disse tre ting holdes levende på denne måde i hjerte og sind, kan vi betegne som hjertets zikr eller zikr-e qalbi.

Tungens dhikr

For at indprente de tre nævnte emner i sindet eller for at lære dem til flere af Allahs tjenere må man udtale dem, drøfte dem og øve sig i dem. Dette vil vi kalde mundtlig dhikr eller tungens dhikr.

Handlingernes dhikr

Hvis nogen oprigtigt fæstner de ovennævnte emner i sit sind og oprigtigt taler om dem, kan hans virkelige liv ikke følge den modsatte vej. Ikke blot det, men ligesom hjertets tro positivt vil komme til udtryk og blive repræsenteret i hans ord, vil den også komme til udtryk gennem alle hans handlinger, transaktioner, religiøse handlinger og moralske adfærd i det virkelige liv. Dette kan vi kalde virkelig dhikr eller handlingernes dhikr.

Med andre ord kan vi kalde dhikr med tungen for det, der mundtligt vidner om sandheden, og handlingernes dhikr for det, der i praksis vidner om sandheden.

Eksempler på dhikr i tre stadier

At have en korrekt opfattelse og tro på Allahs væsen i hjerte og sind er hjertets dhikr. At erklære denne opfattelse og tro, det vil sige at erklære: »Jeg anerkender ikke nogen som Allahs medgud«, er tungens dhikr. I praksis ikke at anerkende nogen som Allahs medgud er handlingernes dhikr. At have en korrekt opfattelse af Allahs egenskaber og ikke anse nogen for at være Allahs lige i Hans egenskaber er hjertets dhikr. At erklære og forkynde denne tro og disse forestillinger med munden er mundtlig dhikr eller tungens dhikr. At leve i praksis som en oprigtig tilhænger af tawhid uden at tilskrive nogen del i Allahs egenskaber er handlingernes dhikr.

På samme måde er hjertets dhikr at indprente sig, hvordan man skal adlyde Allahs forskellige bud, hvilke handlinger Allah har befalet, og hvilke Han har forbudt. Allah har for eksempel befalet os at opretholde bønnen, faste, betale zakat og udføre hajj; Han har befalet os at afholde os fra alkohol, hasardspil og renter, forbudt os at give for lidt ved vejning og befalet os at behandle nære slægtninge og naboer godt. At forsøge at fastholde disse Allahs påbud solidt i sindet er hjertets dhikr. At drøfte dem mundtligt (for at øge sin egen viden og forståelse eller for at lade andre høre og lære dem) er mundtlig dhikr eller tungens dhikr. Og at udføre disse handlinger i praksis er virkelig dhikr eller handlingernes dhikr.

Midler og metoder til dhikr

Der er tre måder at udføre dhikr på i overensstemmelse med sunnah:
(1) Salat
(2) Koranrecitation
(3) De foreskrevne dhikr’er og de bønner, som Profeten (fred være med ham) lærte os.

Salat

I virkeligheden er det salat, der til stadighed tilskynder os til konstant at være optaget af de tre ovennævnte niveauer. Om formålet med salat siges der i surah Taha:

أَقِمِ الصَّلوةَ لِذِكْرِي .

“Oprethold salat for at ihukomme Mig.” (Surah Taha: 14)

I surah al-Ankabut siges der:

أقم الصلوةَ إِنَّ الصَّلوةَ تَنْهَى عَنِ الْفَحْشَاءِ وَالْمُنْكَرِ وَلَذِكْرُ اللَّهِ أكبر

“Oprethold salat; salat holder visselig mennesket borte fra uanstændige og moralsk forkastelige handlinger. Men Allahs dhikr er i sandhed det største.” (Sura al-Ankabut: 45)

I virkeligheden træner salat os i alle tre former for dhikr. Under salat fremsiger vi adskillige duaer og ord kun inde i os selv. Gennem dette trænes hjertets dhikr. Nogle duaer og ord udtaler vi højt. Gennem dette trænes tungens dhikr, eller dhikr med tungen. Og i praksis trænes den virkelige dhikr, eller dhikr gennem handling, ved gennem salat at stå høfligt foran Allah, velvidende at Han er nærværende og ser alt, samt ved i praksis at overgive os til Ham gennem rukūʿ og sujūd og andre sådanne handlinger.

Koranrecitation

Efter salat er den bedste dhikr i overensstemmelse med sunnah-vejen Koranrecitation. Et af Koranens navne er adh-Dhikr. Allah Taʿālā har erklæret:

إِنَّا نَحْنُ نَزَّلْنَا الذِّكْرَ وَإِنَّا لَهُ لَحَفِظُونَ .

“Jeg har nedsendt adh-Dhikr; Jeg vil selv beskytte den.” – (Sura al-Hijr: 9)

Her henviser adh-Dhikr til selve Koranen. Samtidig har Allah erklæret:

لقَد يَسَّرْنَا الْقُرْآنَ لِلذِّكْرِ فَهَلْ مِنْ مُّدَّكِرٍه

“Jeg har visselig gjort Koranen let med henblik på ihukommelse (her betyder ihukommelse at tage imod formaningen). Er der da nogen, som vil tage imod en formaning fra den?” (Sura al-Qamar: 22)

Recitation af Koranen kan foregå både under salat og uden for salat. Allahs ædle Sendebud (fred være med ham) plejede som regel at recitere de længere suraer fra den hellige Koran under tahajjud-bønnen sent om natten og flere korte suraer, såsom dem fra juz 27, 28 og 29, før han gik til ro.

Vi kan efter vores bekvemmelighed fastlægge en bestemt ordning for recitationen. Men uden nogen bestemt ordning kan vi også til enhver tid opbygge en vane med at recitere Allahs Koran, hvad enten vi ser i den eller ej, og hvad enten det sker under salat eller uden for salat.

Ligesom det er nødvendigt at opnå evnen til at recitere korrekt, er det også nødvendigt at opnå evnen til at forstå dens betydning. I virkeligheden er det ikke muligt at få ihukommelsens gavn gennem recitation, hvis man ikke forstår betydningen. Koranen er ihukommelse i den forstand, at man gennem den bliver bekendt med Allahs påbud og bestemmelser samt Hans befalinger og forbud. Samtidig lærer man konsekvenserne af at adlyde eller ikke adlyde disse befalinger og forbud. Hvordan skulle man kunne vide dette uden at forstå betydningen?

Bøn

Den tredje måde at ihukomme Allah på er bøn. Allah har selv lært Sin tjener utallige bønner i Sin Bog, den ædle Koran, så vi kan bede til Ham med disse ord. Ikke nok med det: Han har påbudt os at bede til Ham. Eftersom tilbedelse består i at adlyde Hans befaling, er bøn også tilbedelse; ja, bønnen er blevet kaldt مخ العبادةtilbedelsens inderste væsen.
Ligesom Allah har befalet at bede og har lært os bønnens ord, har Hans elskede Profet også formanet sin ummah til at bede Allah om ethvert behov, vi måtte have, ved siden af salat og recitation af Koranen, for at opnå nærhed til Allah. Ligesom han har lagt vægt på at bede med Koranens ord, har han også, efter Allahs befaling (gennem den ikke-reciterede åbenbaring), lært os nogle bønners ord. Desuden har han lært os særlige lovprisninger og bønner til forskellige tider på dagen og natten og i forbindelse med forskellige handlinger, så vi til enhver tid kan være optaget af ihukommelsen af Allah. Hvis vi praktiserer disse, kan vi efter Allahs ønske være optaget af ihukommelsen af Ham hele tiden. Gennem alle vores aktiviteter kan vi ihukomme Allah. Allah har udtrykt Sit ønske således:

الَّذِينَ يَذْكُرُونَ اللَّهَ قِيَامًا وَقُعُودًا وَعَلَى جُنُوبِهِمْ وَيَتَفَكَّرُونَ فِي خَلْقِ السموت والأَرْضِ ، رَبَّنَا مَا خَلَقْتَ هُذَا بَاطِلاً سُبْحَانَكَ فَقِنَا عَذَابٌ النَّارِه

“(De forstandige er) dem, der ihukommer Allah, mens de står, sidder og ligger ned, og som grunder over skabelsens mysterier i himlene og på jorden. (På denne måde finder de tawhids og det hinsidiges rationalitet og virkelighed og erklærer:) Vores Herre, Du har ikke skabt noget i dette skaberværk uden mening. Befri os derfor fra Helvedes Ild.” — (Sura Ali Imran: 191)

I forbindelse med dua skal tre ting først stå klart for den, der beder.

For det første: Hvem beder han til? Kender han dennes sande identitet, sande rang og sande magt?

For det andet: Har den, der fremsætter sin dua, et forhold til den, han beder til? Hvis ja, hvilken slags forhold er det?

For det tredje: Hvad vil han bede om, og hvad vil han bede om at få?

Det skal bemærkes, at vi allerede i begyndelsen af dette hæfte i nogen grad har antydet dette emne *. Ja, netop dette emne har været behandlet som hovedemnet i vores hæfte. Ud over de nævnte tre ting er der yderligere tre ting, man bør vide om dua. Dua er ikke en formular, hvis fremsigelse alene får ens hensigt til at lykkes. Dua er derimod en af vores vigtigste former for ibadah. Hvis man opfylder dens ret, er det ikke blot vigtigt at opnå det, man har bedt om; det er også muligt at gøre Allah tilfreds. For hvert eneste ord i dua bør der uden tvivl blive nedskrevet belønning i vores gerningers bog.

Den første af de yderligere tre ting, vi ønsker at nævne i forbindelse med dua, er, at den, der ønsker at bede Allah om noget, først må beslutte sig for at opnå det, han ønsker. Han må træffe en fast beslutning i sit hjerte. For det andet må han tage praktiske skridt i overensstemmelse med denne beslutning og dette forsæt. For det tredje må han gøre sit yderste og anstrenge sig så meget, han formår, for at opnå det ønskede eller udføre den ønskede handling. Men i stedet for at stole på sin egen indsats for at opnå succes skal han stole på Allahs hjælp. Samtidig med at han gør sin fulde indsats, skal han ydmygt trygle Allah. Med en inderligt bedende og klagende stemme skal han udtrykke sit hjertes ønsker og længsler og bede om Allahs hjælp. Således har Allah erklæret, at det er Hans ansvar at føre dem frem til deres ønskede mål, som beslutter sig for og får forsæt om at udføre en god handling, hengiver sig til bestræbelserne og inderligt bønfalder om Allahs hjælp. Allah den Højestes erklæring:

وَالَّذِينَ جَاهَدُوا فِينَا لَنَهْدِيَنَّهُمْ سُبُلَنَا .

“De, der kæmper og anstrenger sig for Min sag, vil Jeg sandelig vise vejen til Min vej.” (Sura al-Ankabut: 69)

En af duaens vigtigste adab er, at den bedende, med Allahs rette identitet for øje og med frygt for Allahs straf samt håb om Hans barmhjertighed, i største ydmyghed overgiver sig selv til Allah. Ligesom en afdød person befinder sig i hænderne på den, der vasker ham, (han kan ikke selv gøre noget; den, der vasker ham, kan vende og dreje ham, som han vil), skal tjeneren på tilsvarende vis fremføre sin hjælpeløshed over for Allah og af hele sit hjerte søge Allahs hjælp.

Allah den Ophøjede kender også vores hjertes skjulte ønsker. Derfor er det ikke nødvendigt at fremsige dua meget højt. Der er i det mindste ingen grund til at råbe og skrige sådan for at få Allah til at høre det. Man kan dog bruge en behersket stemme, der er hørbar for en selv, for at skabe en følelsesmæssig tilstand præget af frygt for Allahs straf og håb om Hans barmhjertighed. Derved kan betydningen og indholdet af duaens ord påvirke ikke blot sindet og tankerne, men også ens praktiske liv.

Allah, alle verdeners Herre, er alle menneskers Skaber. Han har lært alle mennesker sprog. Derfor kan vi udtrykke det, der ligger os på hjerte, over for Ham på ethvert sprog. Han kender og forstår endda hjertets uudtalte ønsker og længsler uden brug af talesproget. Derfor kan enhver bede Allah på den måde og på det sprog, vedkommende ønsker. Men eftersom vi ikke har den rette viden om, hvad der vil være godt eller skadeligt for os, og eftersom det, vi anser for gavnligt, i virkeligheden kan være skadeligt for os, mens det, vi anser for skadeligt, kan være gavnligt, er det yderst nødvendigt at forstå, hvad der siges i de duaer, som Allah og Hans Sendebud har lært os. Hvis nogen ikke er i stand til at lære de arabiske duaer udenad, vil vedkommende derfor bestemt også kunne få gavn af at huske betydningen af disse duaer på bengali og bede Allah om alt dette på sit eget sprog.

Duaens betydning

Vi vil, om Allah vil, forsøge at medtage nogle af de duaer, som findes i Allahs Koran og er lært os af Hans Sendebud, sammen med deres betydning i dette hæfte. Først nævnes nedenfor nogle vers og hadither om duaens betydning.

Vers

1

وَقَالَ رَبُّكُمُ ادْعُونِي أَسْتَجِبْ لَكُمْ ، إِنَّ الَّذِينَ يَسْتَكْبِرُونَ عَنْ عِبَادَتِي سَيَدْخُلُونَ جَهَنَّمَ دَاخِرِينَ (المؤمن : (٦٠)

»Jeres Herre har sagt: Kald på Mig, så vil Jeg svare jer. De, der i stolthed og hovmod undlader at tilbede Mig, vil snart, ja ganske sikkert, gå ind i Helvede i fornedret tilstand.«

2

ادْعُوا رَبَّكُمْ تَضَرُّعًا وَخَفِيَةً إِنَّهُ لَا يُحِبُّ الْمُعْتَدِينَ

»Kald på jeres Herre i ydmyghed og i det skjulte. Han bryder sig ikke om dem, der overskrider grænserne.« (Sura al-A’raf: 55)

3

وَإِذَا سَأَلَكَ عِبَادِي عَنِّي فَإِنِّي قَرِيبٌ أُجِيبُ دَعْوَةَ الدَّعِ إِذَا دَعَانِ لا فَلْيَسْتَجِيبُوا لِي وَلِيُؤْمِنُوا بِي لَعَلَّهُمْ يَرْشُدُونَ

»Når Mine tjenere spørger dig om Mig, så sig til dem, at Jeg sandelig er dem meget nær. Når nogen påkalder Mig, svarer Jeg ham straks. Lad dem derfor svare på Mit kald og tro på Mig på rette vis. Lad dem høre dette fra dig, så de kan nå frem til vejledningens mål.«
(Sura al-Baqarah: 186)

8

وَمَنْ يَعْمَلْ سُوءًا أَوْ يَظْلِمُ نَفْسَهُ ثُمَّ يَسْتَغْفِرِ اللَّهِ يَجِدِ اللَّهَ غَفُورُ رحيمان

“De, der begår en dårlig handling eller gør uret mod deres egen nafs og derefter beder Allah om tilgivelse, vil finde Allah tilgivende.” (Sura An-Nisa: 110)

Hadith

1

تَضَرَّعُوا إِلَى رَبِّكُمْ وَادْعُوهُ فِي الرِّخَاءِ فَإِنَّ اللَّهَ قَالَ مَنْ دَعَانِي فِي

الرِّخَاءِ أَجَبْتُهُ فِي الشَّدَّةِ وَمَنْ سَأَلَنِي أَعْطَيْتُهُ وَمَنْ تَوَضَعَ لِي رَفْعَتُهُ وَمَنْ تَضَرعَ إِلَى رَحْمَتِهِ وَمَنِ اسْتَغْفَرَ لِي غَفَرْتُ لَهُ (الحديث الربيع)

“Bønfald jeres Herre, og kald på Ham i jeres velgang, for Allah har sagt: Den, der kalder på Mig i sin velgang, vil Jeg besvare i hans modgang. Den, der beder Mig om noget, vil Jeg give det. Den, der ydmyger sig over for Mig, vil Jeg give en høj rang. Og den, der bønfalder Mig, vil Jeg vise barmhjertighed. Og den, der beder Mig om tilgivelse, vil Jeg tilgive.” – (Minhajus-Salihin)

2

خَيْرُ الدُّعَاءِ الاسْتِغْفَارُ

“Den bedste du’a er istighfar.” (Bukhari)

3

مَا مِنْ رَجُلٍ يَذْنِبُ ذَنْبًا ثُمَّ يَقُومُ فَيَتَطَهُرُ ثُمَّ يُصَلَّى فَيَسْتَغْفِرُ اللهَ الا غَفَرَ اللهُ ثُمَّ قَرَأَ وَالَّذِينَ إِذَا فَعَلُوا فَاحِشَةً أَوْ ظَلَمُوا أَنْفُسَهُمْ ذَكَرُوا اللَّهَ فَاسْتَغْفَرُوا لِذُنُوا بِهِمْ وَمَن يَغْفِرُ الذُّنُوبَ إِلَّا اللَّهُ وَلَمْ يُصْبَرُوا عَلَى مَا فَعَلُوا وَهُمْ

يَعْلَمُونَ (بخاری)

“Hvis et menneske efter at have begået en syndig handling foretager wudu, beder og alene beder Allah om tilgivelse, vil Allah helt sikkert tilgive ham. Derefter reciterede Allahs Sendebud dette afsnit fra Koranen: ‘(Kendetegnene på Paradisets beboere er, at) når de begår en fahisha-handling eller gør uret mod deres egne nafs, husker de straks Allah og beder Ham derefter om tilgivelse for deres synder – hvorefter sådanne syndige handlinger ikke gentages af dem bevidst og igen og igen. Ingen andre end Allah kan tilgive synder.’ – (Bukhari)

8

وَعَنْ أَبِي هُرَيْرَةَ رَضِيَ اللهُ عَنْهُ قَالَ سَمِعْتُ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَقُولُ : وَاللهِ أَنِّي لا يَسْتَغْفِرُ اللَّهَ وَأَتُوبُ إِلَيْهِ فِي الْيَوْمِ أَكْثَرُ مِنْ سَبْعِينَ مَرَّةً (بخاری)

“Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) siger: Jeg hørte Allahs Sendebud (fred være med ham) sige: Ved Gud, jeg beder om tilgivelse og vender tilbage til Gud i anger mere end halvfjerds gange om dagen.” (Bukhari)

Koranens bønner

ربَّنَا آتِنَا فِي الدُّنْيَا حَسَنَةً وَفِي الْآخِرَةِ حَسَنَةً وَقِنَا عَذَابَ النَّارِ

“Vor Herre, giv os det gode i denne verden og det gode i det hinsides, og frels os fra Helvedes ild.” – (Sura al-Baqara: 201)

رَبَّنَا أَفْرِغْ عَلَيْنَا صَبْرًا وَثَبِّتْ أَقْدَامَنَا وَانْصُرْنَا عَلَى الْقَوْمِ الْكَافِرِينَ *

“Vor Herre, giv os evnen til at være tålmodige. Gør vores skridt faste, og giv os sejr over de vantro.” – (Sura al-Baqara: 250)

رَبَّنَا لَا تُؤَاخِذْنَا إِن نَّسِينَا أَوْ أَخْطَانًا ، رَبَّنَا وَلَا تَحْمِلْ عَلَيْنَا إِصْرًا كَمَا حَمَلْتَهُ عَلَى الَّذِينَ مِنْ قَبْلِنَا ، رَبَّنَا وَلَا تُحَمِّلْنَا مَالَا طَاقَةَ لَنَا بِهِ E وَاعْفُ عَنَّا الله وَاغْفِرْ لَنَا الله وَارْحَمْنَا اللهُ أَنْتَ مَوْلُنَا فَانْصُرْنَا عَلَى الْقَوْمِ الْكَفِرِينَ

Vor Herre, hvis vi har glemt noget eller begået en mindre fejl, så hold os ikke ansvarlige for det. Pålæg os ikke en så tung byrde (prøvelse eller straf), som Du pålagde dem, der var før os. Pålæg os heller ikke en byrde, som vi ikke har styrke til at bære. Tilgiv vores fejl og mangler. Tilgiv vores synder. Forbarm Dig over os. Du er vores Herre. Giv os derfor sejr over de vantro.” (Sura al-Baqara: 286)

رَبَّنَا لا تُزِغْ قُلُوبَنَا بَعْدَ إِذْ هَدَيْتَنَا وَهَبْ لَنَا مِنْ لَدُنْكَ رَحْمَةً ، إِنَّكَ أَنْتَ الوهاب

“O Herre, da Du én gang i Din nåde har skænket os vejledning, så lad aldrig vore hjerter afvige fra Din vej. Skænk os Din barmhjertighed. Du er visselig den største giver.”
-(Sura Aal Imran: 8)

ربَّنَا اغْفِرْ لَنَا ذُنُوبَنَا وَإِسْرَافَنَا فِي أَمْرِنَا وَثَبِّتْ أَقْدَامَنَا وَانْصُرْنَا عَلَى الْقَوْمِ الْكَفِرِينَ

“O vor Herre, tilgiv os vore synder, og tilgiv os også, hvis vi har begået overdrivelser i vores handlinger. Gør vore fødder faste. Og giv os sejr over de vantro.” (Sura Aal Imran: 147)

رَبَّنَا مَا خَلَقْتَ هُذَا بَاطِلاً سُبْحْنَكَ فَقِنَا عَذَابَ النَّارِهِ رَبَّنَا إِنَّكَ مَنْ تُدْخِلِ النَّارَ فَقَدْ أَخْزَيْتَهُ ، وَمَا لِلظَّلِمِينَ مِنْ أَنصَارِهِ رَبَّنَا إِنَّنَا سَمِعْنَا مُنَادِيًا يُنَادِي لِلْإِيمَانِ أَنْ أَمِنُوا بِرَبِّكُمْ فَأَمَنَّا وَرَبَّنَا فَاغْفِرْ لَنَا ذُنُوبَنَا وَكَفَرْعَنا سَيَاتِنَا وَتَوَفَّنَا مَعَ

الأبْرَارِ – رَبَّنَا وَأَتِنَا مَا وَعَدْ تَنَا عَلَى رُسُلِكَ وَلَا تُخْدَنَا يَوْمَ القِيمة ، إِنَّكَ لَا تُخْلِفُ الْمِيعَادَة

“O vor Herre, Du har ikke skabt noget i dette skabte univers uden mening. Du er ophøjet over enhver mangel. Frels os derfor fra Helvedes ild. O Herre, den, som Du lader træde ind i Helvede, vil Du visselig vanære. Og på den dag vil der ikke være nogen hjælper for de uretfærdige. O Herre, vi hørte en kaldende kalde til troen: ’Tro på jeres Herres vej.’ Så troede vi. O vor Herre, tilgiv os derfor vore synder, udslet vore fejl og mangler, og giv os mulighed for at være sammen med Dine retfærdige tjenere. O Herre, giv os det, som Du gennem Din Sendebud har lovet os. Vanær os ikke på Opstandelsens dag. Du bryder aldrig Dit løfte.” (Sura Aal Imran: 191-194)

رَبَّنَا ظَلَمُنَا أَنْفُسَنَا وَإِنْ لَّمْ تَغْفِرْ لَنَا وَتَرْحَمْنَا لَنَكُونَنَّ مِنَ الْخُسِرِينَ

“Vor Herre! Vi har visselig gjort os selv uret. Hvis Du ikke tilgiver os og viser os barmhjertighed, vil vi sandelig gå til grunde.” (Sura al-A’raf: 23)

رَبَّنَا اغْفِرْ لَنَا وَلَا خَوَانِنَا الَّذِينَ سَبَقُونَا بِالْإِيْمَانِ وَلَا تَجْعَلْ فِي قُلُوبِنَا غلا لِلَّذِينَ آمَنُوا رَبَّنَا إِنَّكَ رَءُوفٌ رَحِيمٌ

“Vor Herre, tilgiv os og vore brødre, som kom os i forkøbet i troen. Lad ikke nogen form for snæversyn eller misundelse over for nogen troende opstå i vore hjerter. Du er visselig Den Mest Barmhjertige og Nådige.” (Sura al-Hashr: 10)

فاطر السموتِ وَالْأَرْضِ قد أنْتَ وَلِي فِي الدُّنْيَا وَالْآخِرَةِ ، تَوَفَّنِي مُسْلِمًا وَالْحِقْنِي بِالصَّلِحِينَ

“O Skaber af himlene og jorden og hele verdensaltet! Du er min Herre i denne verden såvel som i det hinsidige. Giv mig evnen til at dø som muslim, og lad mig slutte mig til Dine retskafne tjenere.” (Sura Yusuf: 101)

رَبِّ اجْعَلْنِي مُقِيمَ الصَّلوةِ وَمِنْ ذُرِّيَّتِي وَ رَبَّنَا وَتَقَبَّلْ دُعَاءِ

“O min Herre! Gør mig og mine børn til nogle, der opretholder salaten. O Herre, modtag min bøn.” (Sura Ibrahim: 40)

رَبَّنَا اغْفِرْ لِي وَلِوَالِدَى وَلِلْمُؤْمِنِينَ يَوْمَ يَقُومُ الْحِسَابُ

“Vor Herre, beskyt mig, mine forældre og alle muslimer på den dag, hvor vi alle skal stå til regnskab.” (Sura Ibrahim: 41)

رب ارحمهُمَا كَمَا رَبَّيْنِي صَغِيرًا

“Vor Herre, forbarm dig over mine forældre, ligesom de med omsorg og barmhjertighed opfostrede mig, da jeg var lille.” (Bani Israil: 24)

رَبَّنَا هَبْ لَنَا مِنْ أَزْوَاجِنَا وَذُرِّيَّتِنَا قُرَّةَ أَعْيُنٍ وَاجْعَلْنَا لِلْمُتَّقِينَ إِمَامًا

“Vor Herre, giv os ægtefæller og børn, som kan være en glæde for vores øjne, og giv os alle evnen til at blive forbilleder, som de gudfrygtige kan følge.” (Sura al-Furqan: 74)

Profeten Muhammads (fred være med ham) bønner

اللَّهُمَّ لَكَ الْحَمْدُ كُلُّهُ وَلَكَ الْمُلْكُ كُلُّهُ وَلَكَ الْخَلْقُ كُلُّهُ وَإِلَيْكَ يُرْجَعُ الْأَمْرُ كُلُّهُ وَأَعُوذُ بِكَ مِنَ الشَّرِ كُلَّهُ (البيهقي)

“O Allah, al lovprisning tilkommer Dig. Al kongelig myndighed tilkommer Dig. Alt vil vende tilbage til Dig. Jeg søger tilflugt hos Dig fra alt det ondes skadelighed.” (Al-Bayhaqi)
“O Allah, til Dig overgiver jeg mig. Jeg tror på Dig, jeg stoler på Dig, jeg vender mig til Dig i alle mine anliggender, og i Dit navn kæmper jeg mod Din fjende. Jeg træffer alle afgørelser på grundlag af Din åbenbarede Bog. Tilgiv mig derfor det, jeg har gjort, og tilgiv mig også det, jeg ikke har kunnet gøre. [Eller: Tilgiv mine tidligere og senere synder.] Tilgiv alt det, jeg har gjort i det skjulte og det åbenlyse. Du er Den, der bringer frem, og Du er Den, der holder tilbage. Du er alene; der er ingen guddom undtagen Dig.” I en anden overlevering nævnes: “Der er ingen magt eller styrke undtagen ved Allah.” (Al-Bukhari, Muslim)

اللَّهُمَّ إِنِّي أَسْأَلُكَ الْهُدَى وَالتَّقَى وَالْعَفَافَ وَالْغِنَى (مسلم)

“Åh Allah, jeg beder Dig om vejledning, gudsfrygt, renhed og selvforsørgelse.” (Muslim)

-اللَّهُمَّ إِنِّي أَعُوذُبِكَ مِنَ الْعَجْزِ وَالْكَسْلِ وَالْبُخْلِ وَالْهَرَمِ وَعَذَابِ الْقَبْرِ -اللَّهُمَّ آتِ نَفْسِي تَقْوَاهَا وَزَكَهَا أَنْتَ خَيْرُ مَنْ زَكَّهَا أَنْتَ وَلِيُّهَا وَمَوْلاهَا . اللَّهُمَّ إِنِّي أَعُوذُبِكَ مِنْ عِلْمٍ لَا يَنْفَعُ وَمِنْ قَلْبِ لَا يَخْشَعُ وَمِنْ نَفْسٍ لا تَشبَعُ

وَمِنْ دَعْوهِ لَا يَسْتَجَابُ لَهَا – (مسلم)

“Åh Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra al afmagt, dovenskab og fejhed, fra nærighed og alderdom samt fra gravens straf. Allah, skænk min nafs gudsfrygt, og rens og forædl den. For ingen andre end Du kan rense og forædle den på bedste vis. Åh Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra viden, der ikke gavner. Jeg søger tilflugt fra et hjerte, der ikke frygter Dig. Jeg søger tilflugt fra en nafs, der aldrig bliver tilfreds. Og jeg søger tilflugt fra en bøn, der ikke bliver antaget hos Dig.” (Muslim)

اللَّهُمَّ إِنِّي أَسْأَلُكَ عِلْمًا نَافِعًا وَعَمَلاً مُتَقَبِّلاً وَرِزْقًا طَيِّبًا – (احمد)

“Åh Allah, jeg beder Dig om nyttig viden, accepterede handlinger og ren rizq.” (Ahmad)

اللَّهُمَّ انْفَعْنِي بِمَا عَلَّمْتَنِي وَعَلَّمْنِي مَا يَنْفَعْنِي

“O Allah, gør den viden, Du har givet mig, gavnlig for mig, og giv mig den viden, der vil gavne mig.” – (at-Tabarani og at-Tirmidhi)

اللَّهُمَّ إِنِّي أَعُوذُبِكَ مِنَ الشَّقَاقِ وَالنِّفَاقِ وَسُوءِ الْأَخْلَاقِ –

“O Allah, jeg søger helt sikkert tilflugt hos Dig mod skæbneulykker, hykleri og dårlig karakter.”

اللَّهُمَّ إِنِّي أَعُوذُبِكَ مِنْ زَوَالِ نِعْمَتِكَ وَتَحْوِلِ عَافِيَتِكَ وَفَجَاءَتْ نِعْمَتُكَ وَجَمِيعُ سَخَطِكَ

“O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig mod at blive berøvet Dine velsignelser efter at have modtaget dem, mod at min sikkerhed bliver forstyrret og mod enhver form for Din vrede og harme.”

اللَّهُمَّ الْهِمَنِي رُشْدِي وَأَعِذْنِي مِنْ شَرِّ نَفْسِي – (ترمذی)

“O Allah, giv mit hjerte sand og vejledningsbaseret viden fra Dig, og beskyt mig mod min nafs’ skadevoldende tilbøjeligheder.” (at-Tirmidhi)

اللَّهُمْ أَقْسِمْ لَنَا مِنْ خَشْيَتِكَ مَا يَحُول بَينَنَا وَبَيْنَ مَعَاصِيكَ وَمِنْ طَاعَتِكَ مَا تَبْلُغْنَا بِهِ جَنَّتَكَ وَمِنَ الْيَقِينِ مَا تُهَونَ بِهِ عَلَيْنَا مَصَابِبُ الدُّنْيَا وَمَتِّعْنَا بِأَسْمَاعِنَا وَأَبْصَارِنَا وَقُوَّتِنَا مَا أَحْيَيْتَنَا وَاجْعَلْهُ الْوَارِثَ مِنَّا وَاجْعَلْ ثَارَنَا عَلَى مَنْ

ظَلَمَنَا وَانْصُرْنَا عَلَى مَنْ عَادَانَا وَلَا تَجْعَلْ مُصِيبَتَنَا فِي دِينِنَا وَلَا تَجْعَلِ الدُّنْيَا أَكْبَرُ هَمِّنَا وَلَا مَبْلَغَ حِلْمِنَا وَلَا تُسَلِّطْ عَلَيْنَا مَنْ لا يرحمنا – (ترمذی و نسائ)

“O Allah, giv os en sådan frygt for Dig, som kan forhindre os i at være ulydige mod Dig. Giv os den lydighed, der gør os i stand til at nå Dit Paradis. Giv os en sådan overbevisning, at alle ulykker bliver lette på grund af den. Så længe Du lader mig leve, velsign mine øjne, mine ører og min krops styrke, og lad dem blive mine arvinger. Tag Dig af dem, der begår uret mod os, og giv os sejr over dem, der nærer fjendskab mod os. Lad os ikke blive ramt af nogen prøvelse med hensyn til vores religion. Gør ikke denne verden til vores største begær, og gør den ikke til det yderste mål for vores viden. Lad ikke en magt få herredømme over os, som ikke vil vise os barmhjertighed.” (Tirmidhi, Nasa’i)

اللَّهُمَّ أَصْلِحْ لِي دِينِي الَّذِي هُوَ عَصَمْتُ أَمْرِي وَأَصْلِحْ لِي دُنْيَايَ الَّتِي فِيهَا مَعَاشِي وَأَصْلِحْ لِى أُخِرَتِي الَّتِي فِيهَا مَعَادِي وَاجْعَلِ الْحَيَوَاتِي زيادَةُ لِي فِي كُلِّ خَيْرٍ وَاجْعَلِ الْمُوَاشرَاحَةَ لِي مِنْ كُلِّ شَر – (مسلم)

“O Allah, gør min religion fuldkommen, for på den afhænger alle mine gerningers fejlfrihed. Gør min verden god og ren, for i den findes mit livsgrundlag. Gør også mit hinsidige liv trygt, for dér skal jeg vende tilbage.” (Muslim)

اللَّهُمَّ أَكْفَنِي بِحَلَالِكَ عَنْ حَرَامِكَ وَاغْنَنِي بِفَضْلِكَ عَمَّنْ سَوَاكٍ –

“O Allah, gør det tilstrækkeligt for mig at opfylde mine behov ved at tage imod det tilladte og afstå fra det, Du har erklæret forbudt. Gør mig uafhængig af alt andet end Dig.”

اللَّهُمَّ إِنَّا نَجْعَلُكَ فِي نُحُورِهِمْ وَنَعُوذُ بِكَ مِنْ شُرُورِهِمْ .

“O Allah, vi sætter Dig over for dem og søger tilflugt hos Dig fra deres ondskab.”

Nogle praktiske bønner

Bønnen ved sengetid:

بِاسْمِكَ اللَّهُمَّ أَحْيَا وَآمُوتُ – »O Allah, i dit navn lever og dør jeg.«

Bønnen, når man forlader sengen:

الْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي أَحْيَانًا بَعْدَ مَا أَمَاتَنَا وَإِلَيْهِ النُّشُورِ –

»Al lovprisning tilkommer Allah, som giver os liv efter døden. Og således vil vi efter døden blive genoplivet og vende tilbage til Ham.«

Bønnen ved toiletbesøg:

اللَّهُمَّ إِنِّي أَعُوذُبِكَ مِنَ الْخُبْثِ وَالْخَبَائِثِ .

“O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra al slags urenhed.”

Bønnen før måltidet:

بسْمِ اللهِ وَعَلَى بَرَاكَاتِ اللهِ .

“I Allahs navn, i håb om velsignelse fra Allah.”

Bønnen efter måltidet:

الْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي أَطْعَمَنَا وَسَقَانَا وَجَعَلْنَا مِنَ الْمُسْلِمِينَ

“Lovprisning tilhører Allah, som gav os mad og drikke, og frem for alt inkluderede os blandt muslimerne.”

Bønnen ved rejse i et transportmiddel:

سُبْحَانَ الَّذِي سَخَّرَ لَنَا هُذَا وَمَا كُنَّا لَهُ مُقْرِنِينَ وَإِنَّا إِلَى رَبِّنَا لَمُنْقَلِبُونَ

“Jeg erklærer den Væsens hellighed, som har bragt alt dette under vores kontrol. Ellers ville vi ikke have kunnet beherske det. Og således er vi alle tvunget til at vende tilbage til Ham.” -( Sura az-Zukhruf: 13-14 )

Bønnen ved rejse på et fartøj:

بِسْمِ اللهِ مَجْرِهَا وَمُرْسَهَا إِنَّ رَبِّي لَغَفُورٌ رَّحِيمٌ

“I Allahs navn, på hvis befaling det bevæger sig og standser. Min Herre er visselig Den Tilgivende.” (Sura Hud: 41)

På denne måde er alle sådanne bønner meningsfulde og betydningsfulde. Deres resultater og virkninger på det praktiske liv er vidtrækkende. Hvis man handler efter dem og med hjerte og sind forstår deres underliggende mening og betydning, vil vi uden tvivl få gavn af deres velsignelser.

Selvrenselse og selvkritik

Selvkritik spiller en effektiv og værdifuld rolle i forbindelse med selvrenselse. De, der følger Allahs og Sendebuddets vej, må regelmæssigt opbygge en vane med selvkritik, idet de ønsker selvrenselse og fremgang. Selv­kritik er i grunden en forberedelse til det regnskab, som vi skal aflægge over for Allah på Dommens Dag, og til det ansvar, vi skal stå til regnskab for. Hazrat Umar (ra.) sagde:
“Aflæg selv regnskab over for dig selv, før du aflægger regnskab over for Allah.” I det praktiske liv ser vi, at fornuftige mennesker selv grundigt undersøger og kontrollerer en organisations regnskab, før det forelægges for den overordnede myndighed med henblik på revision, så ingen fejl eller mangler bliver opdaget af den overordnede myndighed. På Dommens Dag skal vi fremlægge vores regnskab for et mægtigt Væsen, i hvis domstol ingen uden Hans tilladelse vil kunne sige så meget som et ord. Det er visdommens krav, at vi med den indstilling, at vi ikke må blive fanget af vores regnskab dér, gør status over vores gerninger, dagligt efter bedste evne fjerner vores fejl og mangler og trin for trin forsøger at blive mennesker, der udfører bedre gerninger. Det er blevet sagt i en hadith.

الْكَيْسُ مَنْ دَانَ نَفْسَهُ وَعَمِلَ لَمَّا بَعْدَ الْمَوْتِ

“Den, der behersker sin nafs og handler med henblik på succes i livet efter døden, er den forstandige.”

Metoder til selvkritik

Vi kan foretage en korrekt vurdering af vores daglige handlinger ved på et bestemt tidspunkt sidst på dagen at tænke over og gennemgå vores aktiviteter i døgnets fireogtyve timer. Hvis vi på denne måde får øje på fejl eller mangler, bør vi ikke nøjes med at fortryde dem, men beslutte os for fremover at undgå sådanne fejl, mangler eller forsømmelser. Dette er den regelmæssige eller formelle metode til selvkritik.

Desuden bør vi, når der sker en fejl eller mangel i vores praktiske arbejde, straks fortryde den og tage initiativ til at rette op på den. Det kan vi betragte som selvkritikkens praktiske form. Desuden kan vi under studiet af Koranen og hadith foretage selvkritik i lyset af det, vi har læst. Hvor står jeg i forhold til det læste, og hvor langt er jeg bagud med hensyn til at opfylde dets krav? Det er denne form for selvkritiks krav, at man foretager en korrekt vurdering af dette og beslutter sig for at forbedre eller udvikle sig selv.

Når jeg for eksempel under læsningen af det afsnit i sura al-Hujurat, hvor det forbydes at gøre sig antagelser, bagtale eller lede efter andres fejl, gennemgår min egen situation, kan jeg undersøge, om disse fejl og mangler findes hos mig. Hvis ikke, så takker jeg Allah. Men det er jo umuligt for noget menneske at være helt fejlfrit. Hvis det indtil videre ser ud til, at disse fejl ikke findes hos mig, så vidt jeg ved, må jeg derefter lægge yderligere pres på mig selv for at være på vagt, så jeg kan blive fri for enhver fejl, der måtte findes hos mig uden min viden.

På samme måde bør jeg, hvis der under studiet af hadith kommer en omtale af hykleriets tegn, lægge hånden på brystet og udspørge mig selv, vel vidende at Allah er nærværende og ser alt, så denne ødelæggende mangel ikke engang kommer i nærheden af mig. På samme måde bør vi, når omtalen af de store synder kommer frem, spørge vores hjerte, hvilke af dem vi endnu ikke har kunnet afstå fra. Vi må være på vagt fremover, så ingen af disse store synder rammer os.

De steder i Koranen, hvor der tales om det hinsidige, Paradiset og Helvede, eller hvor Allah har advaret og indgydt frygt, kan gennem recitation af disse vers eller suraer under den frivillige nattebøn i nattens ensomme timer også få en dybtgående indvirkning på vores sind og vores praktiske liv.

For at opnå det, vi ønsker gennem selvransagelse, er tawba og muraqaba nødvendige. Derfor vil vi, nu hvor vi er kommet til emnet selvransagelse, også kort belyse disse to emner.

Tawba

Efter at have begået en uretfærdig handling at føle anger og fortrydelse, bede om tilgivelse for handlingen, forlade den uretfærdige handling og vende tilbage til gode handlinger kaldes tawba. Allah den Højeste siger:

إِلَّا مَنْ تَابَ وَآمَنَ وَعَمِلَ عَمَلاً صَالِحًا فَأُولَئِكَ يُبَدِّلُ اللَّهُ سَيِّاتِهِمْ حَسَنَت وَكَانَ اللهُ غَفُورٌ رَحِيمًا ، وَمَنْ تَابَ وَعَمِلَ صَالِحًا فَإِنَّهُ يَتُوبُ إِلَى اللهِ مَتَابًاه ( الفرقان : ۷۰ – ۷۱)

“Men de, der angrer, tror og gør gode gerninger, deres onde gerninger vil Allah erstatte med gode gerninger. Og de, der angrer og gør gode gerninger, deres anger over for Allah er sand anger.” (Sura al-Furqan: 70-71)

Her nævnes tro og gode gerninger sammen med tawba. Heraf forstår vi, at den, der angrer, på ny må bekende sin tro. Tegnet på, at tawba er oprigtig, er at få mulighed for at udføre gode gerninger. I virkeligheden er den troende kraft i et menneske næsten sat ud af funktion, når det begår en større synd. Derfor må den, der angrer, på ny bekende sin tro. Det nævnes i Profetens hadith, at når en tyv stjæler, er han ikke troende, og når en ægteskabsbryder begår utugt, er han ikke troende. Det vil sige, at troens bevidsthed på det tidspunkt ikke er virksom i ham. I vers 71 i Sura al-Furqan finder vi to ting om tawba. For det første er en persons tawba oprigtig, hvis vedkommende efter sin tawba faktisk opgiver de dårlige handlinger og helliger sig gode handlinger. For det andet beviser denne adfærd ikke blot, at tawba er oprigtig; den er også et tegn på, at tawbaen er blevet accepteret hos Allah.

Det er i virkeligheden netop dette, vi også ønsker at opnå gennem selvransagelse. Derfor kan vi også formulere det sådan: Tawba bliver oprigtig og virkningsfuld, når man angrer med en indstilling præget af selvransagelse og med beslutningen om at forbedre sig selv. På den anden side bliver selvransagelsen oprigtig, når den udføres med tawbaens ånd. Og den bliver i stand til at spille en effektiv rolle i selvrenselse.

For at forstå tawbas sande betydning nævner vi her nogle vers fra Koranen og nogle hadither fra Allahs Sendebud.

وَتُوبُوا إِلَى اللهِ جَمِيعًا أَيُّهَ الْمُؤْمِنُونَ لَعَلَّكُمْ تُفْلِحُونَ

“I troende, vend jer alle til Allah i omvendelse, så I kan få fremgang.” (Sura an-Nur: 31)

أَفَلا يَتُوبُونَ إِلَى اللهِ وَيَسْتَغْفِرُونَهُ ، وَاللَّهُ غَفُورٌ رَّحِيمٌ

“Vil de da ikke vende tilbage til Allah i omvendelse og bede om tilgivelse for deres synder? Allah er jo Den Tilgivende, Den Barmhjertige.” (Sura al-Ma’ida: 74)

يكُمْ أَنْ يُكَفِّرَ يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا تُوبُوا إِلَى اللهِ تَوْبَةً نَصُوحًا ، عَسَى رَبُّكُم ) عَنْكُمْ سَيَأْتِكُمْ وَيُدْخِلَكُمْ جَنَّتِ تَجْرِي مِنْ تَحْتِهَا الْأَنْهُرُ يَوْمَ لا يُخْزِى اللهُ النَّبِي وَالَّذِينَ آمَنُوا مَعَهُ ، نُورَ هُمْ يَسْعَى بَيْنَ أَيْدِيهِمْ وبِأَيْمَانِهِمْ يَقُولُونَ رَبَّنَا

أَتْمِمْ لَنَا نُورَنَا وَاغْفِرْ لَنَا إِنَّكَ عَلَى كُلِّ شي قديره

“I, som tror, vend jer oprigtigt til Allah i omvendelse. Måske vil Allah tilgive jer jeres mindre fejl og mangler og føre jer ind i den Paradishave, hvis floder flyder under den. På den dag vil Allah ikke ydmyge Profeten eller dem, der troede sammen med ham. Den dag vil deres lys stråle foran dem og til højre for dem. De vil sige: Vores Herre, fuldkommengør vores lys for os. Du har visselig magt over alle ting.” – (Sura at-Tahrim: 8)

إِنَّمَا التَّوْبَةُ عَلَى اللَّهِ لِلَّذِينَ يَعْمَلُونَ السُّوءُ بِجَهَالَةٍ ثُمَّ يَتُوبُونَ مِنْ قرِيبٍ فَأَوْلَئِكَ يَتُوبُ اللَّهُ عَلَيْهِمْ ، وَكَانَ اللَّهُ عَلِيمًا حَكِيمًا وَلَيْسَتِ الثوية لِلَّذِينَ يَعْمَلُونَ السَّيَاتِ ، حَتَّى إِذَا حَضَرَ أَحَدَهُمُ الْمَوْتُ قَالَ

إِنِّي تُبْتُ النَّنَ وَلَا الَّذِينَ يَمُوتُونَ وَهُمْ كُفَّارٌ، أَوْلَئِكَ أَعْتَدْنَا لَهُمْ عَذَابًا أَلِيمًا

“Over for Allah er deres omvendelse den sande omvendelse, som straks efter at have begået en ond handling af uvidenhed omvender sig; Allah tager imod deres omvendelse. Allah er sandelig Alvidende og Vis. Det er ikke omvendelse for dem, der fortsætter med at begå onde handlinger, og når døden står for døren, siger: Nu omvender jeg mig. Heller ikke kan omvendelsen kaldes omvendelse for dem, der dør, mens de er optaget af vantroens gerninger. For disse mennesker har Jeg fastsat en hård og smertefuld straf.” (Sura an-Nisa: 17-18)

عَنْ أَسْرَارِ بْنِ يَسَارِ الْمَنَنِي قَالَ قَالَ رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَأَيُّهَا النَّاسُ تُوبُوا إِلى اللهِ وَاسْتَغْفِرُوهُ فَإِنِّي أَتُوبُ الْيَوْمَ مِائَةَ مرة – (مسلم)

Hazrat Asrar ibn Yasar al-Majani (må Allah være tilfreds med ham) siger: “Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: O mennesker, omvend jer til Allah og bed Ham om tilgivelse. Jeg omvender mig sandelig hundrede gange om dagen.” (Muslim)

عَنْ أَبِي مُوسَى عَبْدِ اللَّهِ بْنِ قَيْسِ الْأَشْعَرِي رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ عَنِ النَّبِيِّ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ إِنَّ اللهَ تَعَالَى يَبْسُطُ يَدَهُ بِاللَّيْلِ يَتُوبُ سي النَّهَارِ وَيَبْسُطُ يَدَهُ بِالنَّهَارِ لِيَتُوبَ سِيِّ النَّهَارِ حَتَّى تَطْلَعَ الشَّمْسُ مِنْ

مَغْرِبِها – (مسلم)

“Overleveret fra Hazrat Abu Musa Abdullah ibn Qays al-Ash’ari. Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah den Ophøjede rækker sin hånd af tilgivelse ud om natten for at tilgive dem, der begår synder om dagen, og om dagen for at tilgive dem, der begår synder om natten, indtil solen står op fra vest.” (Muslim)

عَنْ أَبِي عَبْدِ الرَّحْمَنِ عَبْدِ اللَّهِ ابْنِ عُمَرَ بْنِ الخَطَابِ رَض عَنِ النَّبِيِّ صلَّى اللهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ إِنَّ اللَّهَ عَزَّ وَجَلٌ يَقْبُلُ تَوْبَةُ الْعَبْدِ مَالَمُ يُغَرغِرْ – (مسلم)

“Hazrat Abu Abd al-Rahman, Abdullah ibn Umar ibn al-Khattab, har berettet fra ham: Han berettede fra Allahs Sendebud (fred være med ham) og sagde: ‘Allah den Ophøjede accepterer Sin tjeners tawba, indtil dødens smerter begynder.'” – (Tirmidhi)

Muraqabah

Et af Allahs egenskabsnavne er Ar-Raqib, hvilket betyder Den, der overvåger. Han overvåger hver eneste af vores handlinger direkte. Blandt de engle, der er udpeget til at nedskrive vores gerninger, har Allah den Ophøjede også betegnet en af dem som Raqib. Allah den Ophøjede siger i sura Qaf:

إِذْ يَتَلَقَّى الْمُتَلَقِّيْنِ عَنِ الْيَمِينِ وَعَنِ الشَّمَالِ قَعِيدَهُ مَا يَلْفِظُ مِنْ قَوْلِ إِلَّا لَدَيْهِ رَقِيبٌ عَتِيدٌه

“To skrivere sidder på hver sin side af ham og registrerer alt. Intet ord kommer ud af hans mund, uden at der er en vågen og opmærksom vogter til stede for at registrere det.” – (Qaf: 17-18)

Her nævner Allah, at engle er udpeget til at vogte og overvåge. Men i sura An-Nisa betegner Allah den Ophøjede Sig selv som Raqib, den altid overvågende. Allah den Ophøjede siger:

يأَيُّهَا النَّاسُ اتَّقُوا رَبَّكُمُ الَّذِي خَلَقَكُمْ مِنْ نَّفْسٍ وَاحِدَةٍ وَخَلَقَ مِنْهَا زَوْجَهَا وَبَثَّ مِنْهُمَا رِجَالاً كَثِيرًا وَنِسَاءً وَاتَّقُوا اللَّهَ الَّذِي تَسَاءَلُونَ بِهِ وَالْأَرْحَامَ إِنَّ اللَّهَ كَانَ عَلَيْكُمْ رَقِيبًا

“O menneskehed, frygt jeres Herre, som skabte jer af ét eneste menneske. Af dette ene menneske skabte Han først dets livsledsager. Derefter har Han gennem dem begge spredt utallige mænd og kvinder på jorden. Frygt Allah, i hvis navn I kræver jeres rettigheder af hinanden. Og frygt at bryde slægtskabsbåndene. Sandelig, Allah den Ophøjede våger over alle jeres handlinger.” (Sura An-Nisa: 1)

På moderne arabisk kaldes de, der fører tilsyn med arbejdet, muraqib. Den enkle og ligefremme betydning af muraqaba kan vi udtrykke således: “Allah iagttager og overvåger direkte alle vores aktiviteter – og lader desuden englene overvåge dem. At udføre sit arbejde med denne følelse vågen og nærværende i sind og tanke er ægte muraqaba. Hvis denne indstilling opstår i øjeblikke med selvransagelse, kan vi forvandle vores selvransagelse til muraqaba. Med andre ord kan muraqaba ikke være navnet på meningsløs meditation og askese, hvis selvransagelsen ikke sker med henblik på at gøre status over og vurdere ens egne amal.”

Det vil sige, at ægte muraqaba er at forsøge at leve hvert øjeblik med Allah som den, der fører tilsyn med og direkte overvåger enhver handling. Så der i mennesket opstår en yaqīn om, at Allah er fuldt bekendt med alt, hvad der angår det. Han kender også alle dets hemmeligheder. Han holder øje med alle dets aktiviteter. Denne tilstand opstår i et menneske gennem eftertanke over Allahs kudrat og gennem oprigtig og hengiven ihukommelse af Allah. Denne ihukommelse er dog ikke en ihukommelse efter en menneskeskabt metode, men ihukommelse gennem den dhikr, som Allahs Sendebud har lært os. Den første måde at praktisere den dhikr, som Sendebudet har lært os, er at opretholde namaz. Den anden er at recitere Koranen med forståelse. Den tredje er at opøve en vane med at fremsige adhkar masnuna og ad’iya ma’thura, mens man er optaget af forskellige gøremål.

Med adhkar masnuna menes de former for dhikr, som Allahs Sendebud har lært os. For eksempel at fremsige “Subhanallahi wal amanillahi” og “Allahu akbar” efter den obligatoriske namaz. Desuden at fremsige “Subhanallahi wal hamdulillahi la ilaha illallahu Allahu akbar” ofte. Denne slags tasbih og tahlil kaldes adhkar masnuna.

Ad’iya ma’thura betyder de du’aer, som Allahs Sendebud har lært os. “Ad’iya” er flertal af du’a. “Ma’thura” betyder overleveret eller fastslået gennem hadith. Allahs Sendebud har for eksempel lært os særlige du’aer til forskellige tidspunkter, såsom før og efter et måltid, før man går i seng, efter man vågner, samt før og efter toiletbesøg. Desuden findes der på dette område talrige du’aer, som Sendebudet har lært os – om på hvilket sprog, hvornår og hvordan man skal bede Allah, så Han bliver mest tilfreds.

På denne måde skal man ved korrekt at opretholde namaz, ved at recitere Koranen rigtigt og ved at øve adhkar masnuna og ad’iya ma’thura skabe en sindstilstand, hvor man altid føler Allah som sin raqib eller overvåger. Allah siger:

وَمَا تَكُونَ فِي شَانٍ وَمَا تَتْلُومِنْهُ مِنْ قُرْآنٍ وَلَا تَعْمَلُونَ مِنْ عَمَلٍ إِلَّا كُنَّا عَلَيْكُمْ شُهُودًا إِذْ تُفِيضُونَ فِيهِ

“O profet! Uanset hvilken tilstand du befinder dig i, og hvad du end reciterer fra Koranen – og, o mennesker, hvad I end foretager jer – i alle disse situationer ser og iagttager Vi jer. (Sura Yunus: 61)

Sendebudets erklæring:

أَنْ تَعْبُدُ اللَّهَ كَأَنَّكَ تَرَاهُ فَإِنْ لَّمْ تَكُنْ تَرَاهُ فَإِنَّهُ يَرَاكَ .

»Tilbed Allah på en sådan måde, som om du ser Allah selv, selv om du ikke kan se Ham. Han ser dig helt sikkert.« (Bukhari og Muslim)

Hazrat Sufyan Thawri siger: »Du skal have muraqabah over for Den, for hvem intet er skjult. Det er Ham, du skal sætte dit håb og dine forventninger til. Han er Den, der opfylder alle forhåbninger. Det er Ham alene, du skal frygte, for Han er Den, der har straffen i Sin magt.«

Hazrat Abdullah ibn Mubarak (må Allah være tilfreds med ham) sagde til en mand: »Praktisér muraqabah over for Allah.« Da manden hørte denne anvisning, spurgte han: »Hvad er muraqabah?« Hazrat ibn Mubarak svarede: »Lev altid med den sindstilstand, at du ser Allah.«

Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Dinar. Han sagde: »En dag, da jeg sammen med Amir al-Mu’minin Hazrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) var på vej mod Mekka, mødte vi under et hvil på vejen en gedehyrde. Hyrden lod gederne græsse på bjerget. Hazrat Umar sagde til hyrden: ›Sælg os en ged.‹ Hyrden svarede: ›Jeg er kun min herres tjener; hvordan skulle jeg kunne sælge den?‹ Da sagde Umar (må Allah være tilfreds med ham): ›Sig til din herre, at en tiger har ædt den.‹ Tjeneren sagde da: ›Hvor er Allah?‹ Straks begyndte Hazrat Umar at græde. Derefter gik han til tjenerens herre, købte tjeneren af ham og satte ham fri.« (Minhajul Muslim)

Afslutning