Udgiverens forord til den første udgave

Den muslimske verdens nuværende problem er, at den muslimske verden ikke bliver ledet på en ordentlig måde. Den muslimske verden er ikke dynamisk. Den vigtigste årsag er, at ledelsen i den muslimske verden ikke har været i stand til at forstå ummaens grundlæggende problemer. De har ikke formået at udarbejde en effektiv strategi og vedtage et handlingsprogram, som kan bringe dem ud af den nuværende ustabile situation. Dette er den overordnede situation.

De, der i Bangladesh arbejder i reformens og renæssancens navn, har ikke været i stand til at opfylde folkets ønsker, fordi de ikke har kunnet fastlægge arbejdets prioriteter. Den nyere tids historie er et fremragende eksempel på dette. Det er beklageligt, men sandt, at de, der nu leder i Bangladesh, ikke har været i stand til at skabe et teoretisk grundlag for prioriteringen af deres arbejde – hvilken opgave skal udføres først, og hvorfor?

Islamic Information Bureau Bangladesh er en privat, autonom og nonprofitinstitution. Bureauets mål er at skabe et intellektuelt grundlag for samfundsreformer. Til dette formål udgiver bureauet for læserne den bengalske oversættelse af professor Dr. . Yusuf al- Qaradawis værk med titlen Prioriteringerne af den islamiske bevægelse i den kommende fase – i bengalsk oversættelse. Vi tror, at dette værk vil kunne vække dem, der arbejder for samfundsreformer i Bangladesh, fra deres dybe søvn og bidrage til at skabe dynamik blandt dem. Det forventes, at bogen vil inspirere socialarbejdere og ved at give dem nyt liv vil kunne fungere som en aktiv katalysator for at skabe de ønskede sociale forandringer.

Denne vigtige bog af Dr. Qaradawi blev oversat af den fremtrædende journalist Muhammad Sanaullah Akhunji fra den første udgave, som blev udgivet af Dar al-Nasr i Kairo. Netop som oversættelsen oprindeligt var ved at blive færdig, fik vi tilsendt en revideret og korrigeret udgave af bogen, udgivet af Awakening Publications i Storbritannien. Derfor blev det nødvendigt at omarbejde den bengalske oversættelse. Da hr. Sanaullah Akhunji på grund af sine mange forpligtelser ikke havde mulighed for at afsætte tid til at omarbejde, revidere og korrigere den, måtte forlaget påtage sig det vanskelige arbejde med at omarbejde og redigere bogen. Jeg blev bistået i dette arbejde af den fremtrædende journalist Shafik Chowdhury og digteren Omar Biswas. Det bør nævnes, at hvis der trods dette skulle være fejl eller mangler i den bengalske oversættelse, påhviler ansvaret fuldt og helt bogens redaktør og udgiver. Den bengalske oversættelse er nemlig blevet tilrettelagt i overensstemmelse med den reviderede engelske oversættelse, som hr. Sanaullah på grund af fysisk sygdom ikke havde mulighed for at gennemgå. Ved oversættelsen af versene fra den hellige Koran har vi ikke benyttet nogen offentliggjort bengalsk koranoversættelse. I stedet er versene oversat til bengali ud fra Dr. Qaradawis bog med den reviderede engelske oversættelse. Derfor har vi ikke anvendt anførselstegn. Det samme gælder oversættelsen af hadith. Hr. Shafik Chowdhury oversatte bogens indledning, den engelske udgaves redaktørs forord og forfatterens forord. Digteren Omar Biswas oversatte præsentationen af forfatteren og udgiverens forord.

Den fremtrædende forsker Mohammad Abdul Mannan fremskaffede bogen, der var udgivet i Cairo, hvilket gjorde det muligt for os at gå i gang med at oversætte den. Hr. Shah Abdul Hannan gav os den reviderede udgave af bogen, der var udgivet i Storbritannien. Det gjorde det lettere at bearbejde, revidere og omstrukturere bogen. Vi er dem begge taknemmelige. På vores anmodning sendte [email protected] en kort præsentation af Dr. Qaradawi. Derfor er vi også taknemmelige over for www.islamonline.net. Tak til hr. Shafik Chowdhury og digteren Omar Biswas for deres frivillige hjælp med at omstrukturere og redigere bogen. Som et tegn på sin kærlighed påtog digteren Omar Biswas sig det besværlige arbejde at korrekturlæse bogen. Det skal bemærkes, at man med undtagelse af et par afvigelser så vidt muligt har fulgt Bangla Academys »Bangla-spelling Dictionary« med hensyn til bogens stavemåde. Den kære Ahmad Hossain Manik brugte værdifuld tid på bogen. Frem for alt skænkede hr. Sanaullah Akhunji os en smuk oversættelse af bogen. Jeg står i gæld til dem alle.

I maj 1995 udgav Islamic Information Bureau Bangladesh Dr. . Ismail Raji al- Faruqis skrevne værk Viden: islamisk udformning blev udgivet. Min fremtrædende ven Mahbubul Haq sørgede efter min anmodning for at få denne bog oversat. Hans betydelige bidrag til bogens oversættelse er ubestrideligt. Jeg står i særlig gæld til hr. Mahbubul Haq for at have givet mulighed for at udgive dette fremragende værk af Dr. Ismail Raji al-Faruqi. Den kære Ata Sarkar forskønnede denne bog gennem det overordnede tilsyn med udgivelsen. Jeg anerkender, om end sent, min gæld til dem.

Shah Abdul Halim

Formand

Det Islamiske Informationsbureau Bangladesh

Indledende bemærkninger

Den unge og lovende Hasan al-Banna har udført en vigtig opgave gennem den reviderede oversættelse til sit modersmål, engelsk, af bogen »Prioriteter for den islamiske bevægelse i den kommende fase«. Den vigtige årsag til at oversætte denne bog til engelsk er:

1. Nutidig fiqh

Uddannede muslimske unge har brug for nutidig fiqh, især de, der bor i Vesten. Mange af dem følger forskellige former for vejledning. Det omfatter ekstremisme, fitna eller vildledende ideologier, en tendens til at erklære andre for kafirer og en uforsonlig holdning. De behandler andre muslimer hårdt. De udviser fjendtlighed over for befolkningen i det land, hvor de bor, selv om de dér udgør et svagt mindretal. De er blevet forladt af deres hjemland. Mange af dem er blevet fordrevet fra deres hjemland. Deres hjemlands regering opfordrer endda de vestlige regeringer til at vende sig imod dem. Samtidig har de vestlige regeringer, ud over at give dem asyl, tilbudt dem forskellige former for social velfærd. De har dér fået mulighed for at uddanne sig, drive forretning samt opføre moskeer, sociale centre og skoler.

Sådanne mennesker bør være taknemmelige over for de mennesker, der har budt dem velkommen. I Koranen står der: „Er belønningen for det gode andet end det gode?(Sura ar- Rahman: 60). Dette er også nævnt i hadith: Den, der ikke viser mennesker taknemmelighed, viser heller ikke Allah taknemmelighed. I stedet bliver de påvirket af den litteratur, der er skrevet i muslimske lande, hvor islam har været etableret i flere århundreder. Når vildfarelse og forvirring opstår, modsætter de lærde og islamiske prædikanter sig dem med hård kritik og fordømmende sprog og opfordrer dem til at vende tilbage til den rene oprindelse.

Sådanne opfordringer og bøger importeres fra de muslimske lande, hvor de lærde og religionens prædikanter havde gjort en skræmmende erfaring ved at stille sig op imod tyranniske og diktatoriske herskere. Dette gav anledning til en ubalanceret islamisk tankegang, hvis grundlag var adskillelse fra samfundet og at erklære nogen for kafir. Den indebar endda at skabe konflikt mellem herskere og samfundet samt at nære mistro til enhver opfordring til dialog eller frihed. Denne litteratur blev importeret til Vesten fra sine oprindelige omgivelser. Fiqhens grundlæggende princip blev på ingen måde taget i betragtning her: at fatwaer ændrer sig efter tid, sted og omstændigheder. Muslimernes nuværende svage position blev heller ikke taget i betragtning.

Når hele verden afviste dem, hvilken visdom og hensigt kan der da have været bag at skabe fjendskab til de regeringer, som gav mulighed for da’wah-arbejde og tilbød religionens prædikanter forskellige faciliteter, frihed og anseelse? Når de muslimske regeringer havde fejlet i at genoprette den islamiske stat, hvilken rimelighed kunne der da være i at pålægge minoriteter bosat i Vesten dette ansvar, når de står over for truslen fra racisme? Hvilken nytte ville det have at inddrage disse minoriteter i splittelsen mellem forskellige muslimske grupper, når disse meningsforskelle ikke har noget med islam at gøre? Og der har aldrig været enighed blandt ummaens lærde om at erklære en bestemt muslimsk gruppe for kafir.

Der findes ingen forklaring på de spørgsmål, som den ovennævnte uvidenhed har skabt. Dr. Qaradawi har givet en udførlig redegørelse for dem i sin bog og skitseret fiqh om prioriteter, fiqh om balance og fiqh om virkeligheden.

2.Handling fiqh

Denne bog repræsenterer en ny horisont inden for islamisk tænkning, selv om Dr. Qaradawi har hentet dens materiale fra den hellige Koran, sunnaen, traditionen fra de retledte kaliffer, fiqh-lærde samt religiøse og åndelige reformatorer.

Ikke desto mindre er det sandt, at ingen før Dr. Qaradawi med succes havde kunnet ordne alt det indsamlede materiale og knytte det til virkeligheden. Han analyserede vores aktuelle problemer fra forskellige perspektiver og fandt også løsninger på dem. Det gjorde han gennem præcise forklaringer samt logiske og indsigtsfulde analyser.

Denne bog er, side om side med Shaykh Muhammad al-Ghazalis værker, resultatet af Dr. Qaradawis ihærdige indsats. I bogen vurderer og analyserer han den islamiske bevægelse i samtiden. Han afdækker de grundlæggende årsager til bevægelsens sygdomme og viser vejen til deres løsning. Han har også behandlet disse emner i flere af sine andre bøger. Blandt dem er: „Fænomenet ekstremisme i takfir“, „Den islamiske opvågning mellem afvisning og ekstremisme“ og „Hvor er fejlen?“

Desuden skitseres der i denne bog alternative islamiske perspektiver og metoder. I de tidligere bøger blev der derimod fokuseret på omfattende analyse, kritik og vurdering. Hans bidrag til udviklingen og indførelsen af nye usul eller grundlæggende principper, handlingsorientering i islam, fiqh, fiqh baseret på praktisk erfaring samt behovet for religiøs fiqh og metoderne til at gennemføre den er prisværdigt.

Faktisk er manglen på islamisk litteratur en af hovedårsagerne til islams nuværende tilstand. Der er blevet skrevet megen litteratur om islamisk da’wa, som er fyldt med urealistiske argumenter, der ikke har forbindelse til samtidens problemer eller stedets beskaffenhed. Det, forgængerne efterlod os, anses for at være det sidste ord. Der er ingen mulighed for at udvikle, nyskabe eller forny det. Tanker og praksisser hentet fra forskellige islamiske miljøer har også skabt den samme form for debat i islamiske kredse i Vesten. Dette har skabt forvirring om, hvad der er fastlagt og uforanderligt, og hvad der er ubestemt og foranderligt. Disse unødvendige diskussioner har ikke medført nogen gavn. Formålet med denne bog er at korrigere disse forvirringer ved at vise, at islam og dens tradition på en rationel og praktisk måde møder, forstår og forandrer virkeligheden.

3. Forfatterens lærdom

Det vil ikke være en overdrivelse at nævne dr. Yusuf al-Qaradawi som en af de førende skikkelser inden for samtidens intellektuelle islamiske tænkning og da’wa. Grunden er følgende:

a. Hans moderate metode og moderne, afbalancerede appel. Mellem blind efterligning af en bestemt madhhab og forkastelse af alle andre madhhabs på den ene side og ikke at følge nogen madhhab på den anden har han indtaget en middelvej. Han har ligeledes indtaget en middelvej mellem den vildledte og nyskabte tasawwuf-orienterede sufisme og modstanderne af sufier, der følger den rette vej; mellem dem, der trods deres modstand mod åbenbaringen lader sig lede af fornuften, og dem, der modsætter sig fornuftens rolle i forståelsen af åbenbaringen. Den realistiske middelvejs-madhhab får således overtaget i ummaen, hvor alle former for ekstremisme mister deres betydning.

b. Han har en omfattende og bred viden om islam. Han har ikke begrænset sit intellektuelle bidrag til blot ét område. Ligesom han har skrevet om aqida, har han også skrevet om fiqh vedrørende ibadat og om fiqh vedrørende virkeligheden. Han skriver ikke kun om disse områder, men også om andre. Han har skrevet mange værker om Koranens og sunnaens fiqh samt om fiqh vedrørende virkeligheden og dens anvendelse.

Han har ikke afveget fra den vej, som de største lærde, der er nævnt i islams historie, fulgte. Han vurderer og analyserer ud fra Koranens og sunnaens målestok, og hvis noget strider imod dem, forkaster han det. Han hører ikke til dem, der blindt efterligner en madhhab, men han går heller ikke ind for at forkaste den rige islamiske tradition. Hans udsagn og råd er meget klare. Hans hjerte er fyldt med frygt for og kærlighed til Allah. Han er salafi som Ibn al-Qayyim, en stor forfatter og digter som den sufi-lærde imam al-Shafi’i og en lærd med dyb indsigt i samtidige spørgsmål som imam Ibn Taymiyya.

c. Hans dybe overbevisning om, at islam ikke blot er en trosreligion, men også en nødvendig struktur, organisation, bevægelse og kamp, knyttede ham som ung til samtidens største og ældste islamiske bevægelse, Ikhwan al-Muslimun. På grund af bevægelsen måtte han stå for retten, og han blev fængslet. Ved Allahs nåde udviste han stor tålmodighed, indtil fængselsstraffen var udstået.

Trods dette har han rejst fra Østen til Vesten med banneret for sin islamiske mission, selv om han nu er over 70 år. Må Allah lade sin barmhjertighed komme over ham. Må Han skænke ham et langt liv. Det er netop hans rejser over hele verden, der har gjort ham velkendt blandt og tæt knyttet til samtidens muslimske tænkere, den muslimske befolkning, de muslimske ungdomsbevægelser samt deres ledsagere og støtter.

Han er leder af mange fatwaråd i Europa og Amerika. Samtidig er han grundlægger af adskillige fiqh-råd, universiteter og forskningsinstitutioner i vor tid og er aktivt involveret i deres aktiviteter. Han tror selv på fri tænkning og opfordrer til at praktisere fri tænkning inden for samtidens islamiske tænkning. Gennem sin deltagelse i debatter og dialoger mellem de forskellige madhhabs på forskellige fora – islamisk-sekulære, muslimsk-kristne og arabisk-nationalistisk-islamiske institutter – har han opnået stor anerkendelse.

Den unge Hasan al-Bannas bestræbelser på at oversætte er i sandhed prisværdige. Han har præsenteret dr. al-Qaradawi for engelsktalende læsere.

Som anerkendelse af dette store bidrag til islam og muslimer i Vesten må Allah belønne professor dr. Yusuf al-Qaradawi og S. M. Hasan al-Banna for oversættelsen til engelsk. Amin.

Sheikh Rachid Ghannouchi

Formand

Ennahda-partiet, Tunesien

April 2000

Den engelske udgaves redaktørs bemærkninger

Desværre oplevede det tyvende århundrede ikke genoprettelsen af det islamiske kalifatstyre. Ikke desto mindre kan det uden tvivl siges, at der er opstået forhold, som kan føre til en islamisk genoplivning og opblomstring. Mange, især blandt de uddannede og de unge, er blevet bevidste om, at islam er et omfattende livssystem, der kan vise mennesket vejen til sand lykke både i dette liv og i det hinsides.

Den muslimske ummahs nuværende situation er sådan, at den må håndtere mange udfordringer både indefra og udefra. I dag står den islamiske civilisation og andre forhold, der er tæt forbundet med den, over for forfald. Som følge heraf er der opstået talrige sygdomme og problemer.

Islam er et fuldstændigt livssystem – manglende forståelse af dette er i dag blevet almindeligt i muslimsk tænkning. Sådanne mennesker mener, at islam fuldt ud kan forenes med sekularismen. På den anden side findes der mennesker, som er oprigtigt engagerede i arbejdet med islamisk da‘wa, men som er enten ekstremistiske eller overfladiske i deres forståelse og anvendelse af islam. Mange forstår heller ikke, at omfattende problemer kræver omfattende løsninger. Andre har høje forhåbninger og meget høje mål, men mangler den intelligens, der skal til for at virkeliggøre disse håb og drømme.

Desuden er mange islamiske bevægelser opstået med det formål at rette op på den nuværende situation og genoprette det længe ventede og ønskede samfund, hvor Allah alene kan tilbedes på alle områder. Det viser sig, at sådanne bevægelser i begyndelsen udvikler sig og vinder bred tillid blandt folket. Men efter kort tid falder de hen i stilstand. Det er netop den periode, vi nu gennemlever. Men selv om det er beklageligt, er sandheden, at den islamiske bevægelse også er blevet ramt af de samme fejl og problemer, som plager den muslimske ummah.

Spørgsmålet er derfor: Hvor skal vi begynde? Hvad mangler vi? Hvad bør vi gøre? Hvordan bør vi gøre det? Har vi klart forstået karakteren af da‘wa, bevægelsen (harakah) og reformen (islah)? Hvilken metode bør vi anvende? Hvordan skal vi omgås de forskellige dele af samfundet? Hvad er den islamiske bevægelses prioriteter? Det var med disse spørgsmål for øje, at professor dr. Yusuf al-Qaradawi skrev denne bog.

Blandt de få lærde, som takket være Allahs nåde stadig lever inden for fiqh-videnskaben, er dr. al-Qaradawi en af dem. Han har været i stand til at fremlægge afbalancerede moderne afgørelser og synspunkter gennem en forening af de nye, som repræsenterer moderniteten, og de gamle, som repræsenterer traditionalismen. Hans omfattende erfaring og rige viden har bragt ummahen stor gavn.

Dr. al-Qaradawi tænker altid over den islamiske bevægelses problemer, muligheder og fremgang. Hvis han mener, at han er i stand til at give råd eller instrukser om et spørgsmål vedrørende bevægelsen, gør han det uden tøven.

Denne bog er blevet til på grundlag af hans omfattende erfaring inden for islamisk da’wah og islamiske bevægelser. Fra denne bog bør man ikke blot hente råd, men også vejledning. For vi lever i en tid, hvor enhver har sine egne synspunkter og perspektiver. Men kun få besidder kvalifikationerne til at give vejledning.

Den oprindelige bog blev skrevet på arabisk. Allerede ti udgaver er blevet udgivet. Få måneder efter bogens udgivelse blev en første engelsk udgave offentliggjort. Men den var ufuldstændig. Derfor opstod behovet for en revideret engelsk oversættelse, som lå tættere på den oprindelige arabiske bogs indhold.

Jeg udtrykker min dybe taknemmelighed over for den højtærede lærer, shaykh Rashid Ghannouchi, for at have indvilliget i at skrive forordet til denne nye engelske udgave. Dr. Kamal Helbawi har givet værdifulde råd og vejledning, og jeg er ham taknemmelig. Yusra Ghannouchi har hjulpet på mange måder, blandt andet med oversættelsen af forordet. Må Allah belønne hende for dette samarbejde. Desuden blev bogen kun mulig at udgive takket være Wali, Umar, Nadim, Bara, Sahera og mange andres hjælp. Må Allah belønne dem alle.

Til sidst mindes jeg med taknemmelighed min højtærede far, Hafiz Abd al-Qadir, samt de øvrige lærere, som lærte mig Koranens sprog. Jeg er blevet i stand til at erkende, at islams sande skønhed kun kan opleves gennem det arabiske sprog.

Må Allah holde os alle standhaftige her i verden på den vej, som Allah og Hans Sendebud, fred og velsignelser være med ham, har anvist, og med det mål at genoprette Allahs suverænitet.

S M Hasan al Banna

London, Storbritannien.

April 2000

Forfatterens forord

Al lovprisning tilkommer den Almægtige Allah, ved hvis nåde alle gode gerninger bærer frugt, og fred være med Hans udsendte profet, hans familie og hans følgere.

Det er min lykke, at jeg under vinteren i december 1989, da jeg deltog i den årlige kongres for Arab Muslim Youth Association i Nordamerika, mødte forfatteren Mohammed al-Hashimi al-Hamidi dér. Det var dér, han bragte emnet »Center for Studier af den Islamiske Fremtid« på bane over for mig. Det var blevet grundlagt på initiativ af en gruppe muslimske tænkere. Han bad mig om at yde centret samarbejde og støtte.

Han talte med mig om at arrangere et symposium på centrets initiativ om spørgsmål, der vedrører islams fremtidige velfærd og skadevirkninger, og han nævnte også emnerne for drøftelsen og navnene på deltagerne. Da han bad om min mening, hilste jeg initiativet til centret og symposiumet velkommen og gav de råd, jeg var i stand til at give. Alligevel ønskede han en klar forpligtelse fra min side til aktiv deltagelse i dette initiativ. For at gøre hans forslag mere tiltalende for mig sagde han: »Vi vil afholde symposiumet i et land, som De holder af – og det land er Algeriet.« Han bad mig koncentrere mig om at skrive en artikel om den islamiske bevægelses prioriteter i de kommende tre årtier til symposiumet. Da han så min interesse for mine overvejelser om at fastlægge den islamiske bevægelses prioriteter, valgte han dette emne. Jeg koncentrerede mine tanker om denne gren af fiqh og drøftede den indgående. Det er et emne, der optager mig, fordi jeg ønsker at lede den islamiske bevægelse ad den rette vej og påvise nødvendigheden af en islamisk genoplivning. Det er så betydningsfuldt, at jeg bad Allah om hjælp, så jeg efter dyb overvejelse kunne fremstille emnet på rette vis. Situationen var sådan, at jeg ikke havde andet valg end at acceptere symposiumarrangørernes invitation. Emnet, den inviterende person, deltagerne og stedet for arrangementet – alle disse forhold inspirerede mig ikke blot, men tvang mig også til at acceptere invitationen.

På det tidspunkt måtte jeg rejse gentagne gange, hvilket forstyrrede mine tanker og mit forskningsarbejde. Med Allahs hjælp koncentrerede jeg mig om at skrive artiklen.

Denne bog er frugten af dette forskningsarbejde. Jeg håber, at det lys, den indeholder, måske er svagt, men at det alligevel vil vise os den rette vej. Det er imidlertid tilstrækkeligt, at det er lykkedes os at bringe emnet frem på forskningens og drøftelsens niveau. Selv hvis det ikke skulle være tilfældet, vil det i det mindste fungere som inspiration. Alt, hvad jeg har skrevet her, er en udbygning af og fortsættelse på mine tidligere bøger, artikler og andre skrifter om den islamiske bevægelse i særdeleshed og den islamiske genoplivning i almindelighed.

Forskellen mellem en bevægelse og en genoplivning er, at en bevægelse repræsenterer en organiseret gruppe eller grupper med bestemte mål og formål samt en klar handlingsplan. En genoplivning er derimod en altomfattende strømning, der omfatter individer og fællesskaber, både organiserede og uorganiserede. Genoplivningen er en tidevandsbølge, der styrker og skærper bevægelsen. Bevægelsen er på sin side et middel, der viser genoplivningen vejen og leder den ad den rette kurs. Der består et samspil mellem de to, ligesom rationalisterne siger, at det findes mellem absolut universalitet, »absolute generality«, og absolut partikularitet, »absolute particularity«. Alle bevægelser er genoplivninger, men ikke alle genoplivninger er bevægelser. Derfor er genoplivningen med hensyn til sit mål mere omfattende og bredere end bevægelsen.

Her vil jeg henlede opmærksomheden på en vigtig sag. Når jeg taler om den islamiske bevægelse, mener jeg altid den altomfattende islamiske bevægelse, ikke en bestemt type organisation eller bevægelse. Som eksempel vil jeg dog i de fleste tilfælde nævne Ikhwan al-Muslimin. Det skyldes, at jeg fik mulighed for at forme mig selv inden for denne bevægelse. Gennem dens mange prøvelser og omskiftelser gjorde jeg mig erfaringer og overværede begivenhedernes forløb gennem næsten et halvt århundrede.

Jeg har valgt titlen »Prioriteter for den islamiske bevægelse i den kommende fase« til denne bog. I overensstemmelse med anmodningen har jeg ikke begrænset emnet for drøftelsen til tre årtier. I denne hastigt foranderlige tidsalder kan jeg ikke se nogen grund til at begrænse drøftelsen til en sådan bestemt periode.

Professor dr.. Yusuf R. Qaradawi

Doha, Qatar.

April 1990

Førstekapitel

Den islamiske bevægelse: indledning

Den islamiske bevægelses definition

Den islamiske bevægelse betyder en kollektiv indsats organiseret af folket, som ønsker at genindsætte islam som den drivende kraft i samfundets ledelse såvel som på alle livets områder.

Først og fremmest er den islamiske bevægelse en aktivitet, en vedvarende og ihærdig arbejdsindsats. Dette arbejde består ikke blot i blomstrende ord, taler og erklæringer eller i at skrive bøger. Alt dette er bestemt nødvendigt, men det udgør kun en del af bevægelsen – det er ikke i sig selv bevægelsen. Den Almægtige Allah har sagt: Og sig (o Muhammad): Handl, så vil Allah, Hans Sendebud og de troende se jeres handlinger. (Sura at-Tawba: 105)

Bevægelsen er folkets indsats

Den islamiske bevægelse er den arbejdsindsats, som udføres af de brede folkemasser, især gennem menneskers eget initiativ og på grundlag af en dyb tro. Iman er grundlaget for denne indsats, og arbejdet udføres for Allahs tilfredshed i håbet om at modtage belønning fra ingen anden end Allah. Når en muslim bliver bevidst om den islamiske genopvækkelse, føler han en indre motivation, uro og begejstring. Når en muslim ser en uoverensstemmelse mellem sin iman på den ene side og den omgivende virkelighed på den anden, opstår der straks en dyb omvæltning i hans sind. Og det er ud fra en sådan mental uro, at hans eget initiativ tager sin begyndelse.

På baggrund af denne erkendelse, hans kærlighed til din, hans iman på Allah, Hans Sendebud og Koranen, hans omsorg for den muslimske umma samt hans smerte over sin egen og sit folks forsømmelse af deres pligter, kaster han sig spontant ind i bevægelsen. Således bliver han stærkt motiveret til at opfylde sine pligter med stor iver, udrydde svaghed, bidrage til bestræbelserne på at genoprette de forsømte obligatoriske pligter med henblik på at gennemføre den af Allah givne sharia, samle den muslimske umma under Koranens skygge, støtte Allahs venner, kæmpe mod Allahs fjender, befri muslimske områder fra enhver aggression eller ikke-muslimsk kontrol, på ny genoprette kalifatsystemet i overensstemmelse med shariaens krav, forny sit løfte om at opfylde den obligatoriske pligt til at udbrede islams dawah, påbyde det gode og forbyde det onde samt fortsætte jihad på Allahs vej med ord, handling eller i det mindste i sit hjerte. Med det mål, at Allahs ord skal ophøjes over alt andet på alle livets områder, vier han sig til disse kampe.

Det offentliges arbejde utilstrækkelighed

I virkeligheden grundlægges den islamiske bevægelse kun gennem aktiviteter, der udføres med det ene formål at opnå Allahs tilfredshed. Oprettelsen af et råd, et højeste råd, en forening eller en union under Waqf-ministeriets tilsyn for at lede statsligt eller halvofficielt arbejde, det vil sige islamisk arbejde, eller oprettelsen af en hvilken som helst statslig institution for at arbejde kraftfuldt i Islams interesse afhænger af de personers interesse og engagement, som er ansat i de statslige institutioner til dette arbejde. Resultatet af det islamiske arbejde afhænger også af, hvor stærkt både de selv og de, der udnævner dem til disse poster, er hengivne til dīn sammenlignet med deres tiltrækning til det jordiske liv.

Under alle omstændigheder er disse statslige og halvofficielle institutioners aktiviteter altid utilstrækkelige og mangelfulde på forskellige måder. For eksempel:

1. Disse aktiviteter udføres inden for rammerne af statens politik. Det skyldes, at det er regeringen, der opretter dem og finansierer dem. Fordi institutionen er forpligtet til at følge den pågældende politik, kan den ikke arbejde efter egne ønsker og planer. Derfor repræsenterer den ikke Islams og den bredere muslimske ummahs interesser i samme grad, som den fremmer den pågældende stats interesser.

2. I de fleste tilfælde ledes disse institutioner ikke af prøvede personer, som har opnået kompetence inden for det pågældende område gennem kamp og indsats i bevægelsen og er blevet prøvet på den virkelige front. De ledes derimod af personer, som støtter statslig finansiering. Sådanne personer hengiver sig enten til at smigre statsapparatet for at tilfredsstille deres begær eller af frygt. Sådanne mennesker kan hverken trodse statens ordrer eller sige »hvorfor« eller »nej« i nogen sag; de fleste af dem har denne karakter. På den anden side findes der blandt de offentligt ansatte nogle, som arbejder bedre end de private medarbejdere i den islamiske bevægelse. Det skyldes, at de spontant vier sig til Islams tjeneste som en del af deres lydighed mod Allah, deres kærlighed til dīn og deres helhjertede bestræbelse på at etablere dīn på den rette måde.

3. I mange tilfælde mangler der også ægte oprigtighed i forsvaret for Islams interesser. Disse aktiviteter kan endda udelukkende gennemføres for at opnå politiske mål. I de fleste tilfælde ligner de den »fitnaens moské«, der omtales i Koranen, hvis ydre formål er tilbedelse og udøvelse af gudsfrygt. Men dens skjulte hensigt er at skabe splittelse blandt de troende og hindre de islamiske bevægelsesmedlemmers aktiviteter.

4. Af disse grunde mødes regeringens islamiske programmer med klager fra befolkningen. Derfor berøves disse programmer befolkningens sympati og støtte. Selv de statslige lærde, som engagerer sig i gennemførelsen af statens politik, mister befolkningens støtte. De taler efter statens behov og forbliver tavse efter statens ordre. Derfor mister de folkets tillid. Befolkningen kalder dem »statslige lærde« eller »politiets agenter«.

Af disse grunde kan der, når islamisk styre ikke findes, ikke opstå en ægte islamisk bevægelse som følge af statslige og halvofficielle islamiske programmer. Hvis disse programmer derimod udnyttes korrekt, kan de yde et vist bidrag på det intellektuelle og praktiske område og give den islamiske bevægelse og dens institutioner økonomisk og moralsk støtte. Især hvis de statslige og halvofficielle islamiske programmer ledes af troende og modige mennesker.

Bevægelsen er en kollektiv indsats

Selv om den islamiske bevægelse udelukkende er for Allahs skyld, er den en organiseret og samlet indsats. Det er ikke tilstrækkeligt, at den enkelte på eget initiativ arbejder separat og spredt forskellige steder i islams interesse. Selv om deres handlinger og bestræbelser vil indgå i regnskabet på Dommedag. For Allah vil ikke lade nogen mands eller kvindes belønning for deres gerninger gå tabt. Enhver vil blive belønnet, efter at hans eller hendes intention og handlingernes rigtighed er blevet bedømt. Det er nævnt i Koranen: »Og den, der gør så meget som et atomvægt af godt, skal se det.« (sura az-Zalzala: 7)

I den muslimske ummas nuværende situation vil individuelle bestræbelser ikke være tilstrækkelige til at bringe splittelsen til ophør og opnå det ønskede resultat; derfor må der nødvendigvis gøres en samlet indsats. Og dette er både en religiøs forpligtelse og et krav fra den virkelige situation.

Islam tilskynder til ånden i organiserede og samlede bestræbelser og er imod at forblive splittet. Allahs hjælp følger med den samlede indsats. Men den, der holder sig adskilt, vil blive kastet i Helvede. Det er de bortløbne og adskilte får, der falder i ulvens kløer. Hvis nogen derfor beder alene uden menigheden eller udfører bønnen i strid med menighedens disciplin, er hans bøn ikke fuldkommen. En troende er for en anden troende som en stærk mur af sammenføjede mursten. At hjælpe hinanden med gode og fromme gerninger er en af de vigtigste religiøse obligatoriske handlinger, og at formane hinanden til sandhed og tålmodighed er en af de vigtigste forudsætninger for at undgå tab i denne verden og i det hinsidige.

I denne vanskelige virkelighed er det naturligt, at man må arbejde kollektivt for at opnå det ønskede resultat. Klap kan kun lyde, når begge hænder bruges; svagheden ligger i ensomheden, styrken i at gå frem sammen med mange. Store resultater opnås gennem fælles indsats. Man kan kun sejre i det afgørende slag, hvis man står samlet. Det er anført i Koranen: »Allah elsker sandelig dem, der kæmper på Hans vej i rækker, som var de en massiv, sammenføjet bygning.« (Sura (Sura Saff’: 4)

Den fælles indsats bør organiseres effektivt. Den må gennemføres under ansvarlig ledelse, på et solidt grundlag og med et klart perspektiv. Det er netop det klare perspektiv, der fastlægger forholdet mellem ledelsen og græsrødderne i overensstemmelse med principperne om obligatorisk konsultation (shura) og lydighed.

Islam anerkender ikke nogen fælles indsats, der ikke følger regler og skikke. Selv den bøn, der udføres samlet i menigheden, bygger på god organisering og disciplin. Allah vil ikke se på en række, der ikke er velordnet. Ikke nok med det: Rækkerne skal også stå tæt. Der må ikke være nogen afstand mellem de bedende i rækken, for i sådanne mellemrum tager Satan plads. Derfor skal man stå skulder ved skulder og med fødderne tæt sammen. Bønnens rukūʿ og sujūd samt dens ydre form er tegn på enighed i tanken. »Skab ikke splittelse, så jeres hjerter ikke også bliver ramt af splittelse.«

Derfor skal imamen før bønnen begynder sørge for, at rækkerne bag ham er lige, og han skal opfordre de bedende til at »hjælpe deres bror«. For af hensyn til disciplinen som helhed er en holdning præget af medfølelse og gensidig hjælp nødvendig, når man beder i menighed.

Derefter kommer spørgsmålet om lydighed mod imamen. Imamen udpeges netop for at blive fulgt. Når han siger »Allahu akbar«, skal man sige det samme; når han bøjer sig i rukūʿ, skal man gå ned i rukūʿ, og når han går ned i sujūd, skal man gå ned i sujūd. Når han reciterer, skal man lytte.

Ingen må bryde disciplinen eller gå ned i rukūʿ eller sujūd før imamen, så ingen får mulighed for at skabe forstyrrelse og uorden og sprede forvirring i denne velorganiserede og velkoordinerede struktur. Den, der gør dette, bør frygte konsekvenserne.

Men hvis imamen begår en fejl, er det ikke blot passende, men også en pligt for de bedende, der står på række bag ham, at rette fejlen. Uanset om imamens fejl består i en upassende handling, glemsomhed, koranrecitation eller noget andet grundlæggende ved bønnen, må de bedende gøre imamen opmærksom på fejlen. Selv de kvindelige bedende i den bageste række må klappe i hænderne for at henlede opmærksomheden på imamens fejl.

Bønnen i menighed er en miniatureudgave af islams samlede menighedsordning og af, hvordan det gensidige forhold mellem en hærfører og soldater bør være. Det vil sige, at ledelsen aldrig kan være ufejlbarlig, og at der heller ikke er plads til ubetinget og blind lydighed.

Målet er islams genopvækkelse

Hvad er målet med den islamiske bevægelse? Den islamiske bevægelse blev indledt med det mål at fjerne alle hindringer og genoplive og genoprette islam på alle livets områder. Udtrykket »islams genopvækkelse« er ikke nyt. Det er selve Allahs Sendebuds (fred være med ham) ord, som Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret i en autentisk hadith. Hadithen lyder: »Allah vil ved begyndelsen af hvert århundrede sende en person, som vil genoplive denne dīn« (Abu Dawud og al-Hakim).

De fleste kommentatorer af denne hadith har villet sige, at der med »den, som« menes en bestemt person, gennem hvem dīn vil blive genoplivet. I denne forbindelse har de også nævnt navnene på flere berømte fuqahaer og imamer, som døde mod slutningen af et hijri-århundrede, og som havde genoplivet dīn. For eksempel Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz (må Allah være tilfreds med ham) (død i 101 hijri), al-Shafi’i (må Allah være tilfreds med ham) (død i 204 hijri) og andre. Men de er uenige om, hvem der kan have været mujaddid i det tredje hijri-århundrede.

Nogle kommentatorer af hadithen har givet udtryk for, at ordet »den, som« i denne hadith kan forstås i flertal såvel som i ental. Det vil sige, at »fornyeren« ikke nødvendigvis er én person, men også kan være en gruppe. Ibn al-Athir har i sit værk »Al-Jamiʿ li-l-usul« nævnt, at dette er meget muligt. Al-Hafiz al-Dhahabi og andre støtter også denne opfattelse.

Det bør desuden siges, at det ikke er nødvendigt, at en bestemt person eller bestemte personer er involveret i gruppen, der genopliver islam. Enhver, der repræsenterer en bestemt retning inden for tænkning og handlingsmetoder, kan tilslutte sig denne gruppe, hvis de er interesserede i at arbejde sammen for dīns genopvækkelse.

Dette kan være den mest sandsynlige forklaring på forståelsen og anvendelsen af den nævnte hadith ved afslutningen af ét århundrede og begyndelsen af et andet. Vi beder Allah om, at det nye århundredes dage må blive bedre end de svundne dage, og at Allah må gøre vores kommende dage endnu lysere.

Genopvækkelsens strategi

Den islamiske bevægelse er i stand til at skabe genopvækkelse på tre måder.

Den første metode er, Der skal dannes en førende gruppe inden for den islamiske bevægelse. Denne førende gruppe, der er opbygget i en ånd af solidaritet og samarbejde, vil være i stand til effektivt at føre det samtidige samfund mod islam. Og i dette arbejde vil den hverken isolere sig eller give plads til ligegyldighed. Kun gennem de retningslinjer, som islam har fastlagt, vil den være i stand til at afhjælpe det muslimske samfunds forfald. Denne ledende gruppe skal dannes af mennesker, der er bundet sammen af hjertets bånd på grundlag af stærk tro, dyb viden, forståelse og nære relationer.

Den anden metode er, Der skal skabes en folkeopinion blandt muslimerne. Her skal flertallets holdning komme til udtryk, en folkeopinion, som med kendskab til den islamiske bevægelses samlede mål vil have tillid til bevægelsens forkæmperes tro og dygtighed og fortsat vise dem kærlighed og støtte. Samtidig vil denne befolkningsgruppe holde sig fri af den skadelige virkning af den smædekampagne, der føres mod islam, den islamiske bevægelse og dens ledelse.

Den tredje metode er, at skabe et globalt klima, så verdens mennesker forstår islams budskab og civilisationens og kulturens sande skikkelse og anerkender den muslimske ummas eksistens. Samtidig skal de være fri for den religiøse fanatisme, der opstod i middelalderen, samt den skadelige virkning af løgne og opdigtet, fordrejet smædekampagne fra islamfjendtlige kredse. Denne folkeopinion vil være tolerant over for den muslimske magts fremvækst side om side med andre verdensmagter. For de vil kunne indse, at eftersom muslimerne er flertal i deres respektive lande, har de ret til at etablere deres eget styre i overensstemmelse med deres religiøse tro. Dette er netop et krav fra den højt lovpriste og udbredte demokratiske tradition, og efter denne traditions regler har de også ret til at udbrede islams universelle og humanistiske ideal som et af verdens ædleste idealer. Dette ideal har en fortid, en nutid og en fremtid, og det vigtige er, at idealet i den nutidige verden har over en milliard tilhængere.

Den islamiske bevægelses prioriteter

De områder, hvor den islamiske bevægelse fremover nødvendigvis må arbejde, er omfattende og vidtspændende. Bevægelsens aktive ledere og teoretikere bør omhyggeligt gennemgå disse områder. En sådan gennemgang skal naturligvis være baseret på dokumenterede og korrekte oplysninger samt statistikker.

Uddannelsesområdet

Arbejdet på dette område er vigtigt for at opbygge en generation, der forventer sejr, medlemmer, der er udstyret med menneskelige egenskaber, og en islamisk fortrop. Denne gruppes medlemmer vil fuldt ud forstå og tro på islam, herunder viden, handling, da’wa og kamp. Denne generations første opgave vil være at bringe islams da’wa til sit eget folk og derefter sprede dette budskab over hele verden. Dette vil de først kunne gøre, når de er forpligtet over for islam, nærer en klar forståelse af den i deres hjerter, har slået idealet fast i hjertets dyb og lader islams etik være deres ledende kraft som norm for adfærden på alle livets områder. De vil tilbede Allah og omgås mennesker i overensstemmelse med sharia og indse, at islam har en metode og en civilisation, som vil forbedre den muslimske ummas nuværende tilstand, samle menneskeheden på grundlag af Allahs ord og give det vildledte menneskesamfund den bedste og rette vejledning.

Det politiske område

Målet med det politiske arbejde skal være at fratage alle svage og forræderiske personer magten og overdrage den til modige og retskafne mennesker – mennesker, som hverken selv ønsker at tiltage sig høje embeder og udøve magtens arrogance eller ønsker at korrumpere landet. Hvis Allah derimod indsætter dem ved magten, sørger de for, at bønnen etableres og zakat betales, og de påbyder det gode og forbyder det onde.

Det sociale område

Målet med det sociale program skal være at afskaffe fattigdom, uvidenhed, sygdomme og syndighed samt at imødegå de mistænkelige institutioner, der beskæftiger sig med socialt og humanitært arbejde som et middel til at svække forbindelsen til den muslimske ummas identitet og religion.

Økonomisk område

Programmet for det økonomiske område vil befri samfundet fra økonomisk nød og byrden fra rentebaserede lån og bidrage til samfundets udvikling ved at skabe grundlaget for etableringen af et islamisk økonomisk system.

Jihadens område

Målet med jihad vil være at tilbageerobre muslimske områder, bekæmpe de kræfter, der er imod islamisk dawah og den muslimske ummah, samt sikre muslimernes frihed til at bestemme og deres ret til selvstændigt at træffe beslutninger.

Medie og propaganda område

Målet med dette program er at udbrede islams idealer og forklare islams lære på en sådan måde, at idealets kendetegn som middelvej og dets vidtspændende karakter bliver tydelige. Derved vil enhver form for uklarhed og alle former for løgn, der kan ødelægge sandhedens klarhed, blive fjernet. Derfor skal alle former for medier anvendes, fra publikationer til audiovisuelle medier.

Intellektuelt område

Formålet med dette arbejde vil være at korrigere de gængse fejlopfattelser af islam i muslimers og ikke-muslimers bevidsthed om den islamiske bevægelse, skabe en korrekt forståelse og korrigere disse fejlopfattelser samt fejlagtige fatwaer (juridiske udtalelser). Blandt nogle islamiske grupper er fejlagtige doktriner vidt udbredte. Derfor er det nødvendigt at bringe dem til ophør for at opnå en korrekt forståelse af den islamiske bevægelse. Denne forståelse skal bygges på et gyldigt grundlag, der udspringer af Koranens, Sunnahs og shariaens grundprincipper, og denne bevidsthed og forståelse skal især skabes blandt uddannede muslimer. For denne gruppe har i virkeligheden ingen mulighed for at få et korrekt og præcist kendskab til islam.

ansvars fordeling

Det er nødvendigt at arbejde på alle områder, og ingen af dem bør forsømmes eller lades ligge. I denne forbindelse må man tage hensyn til, hvad hvert område har behov for på den ene side, og hvilken arbejdskraft og kapacitet vi råder over på den anden, og fordele arbejdskraft og kapacitet mellem de forskellige områder.

På Allahs Sendebuds, fred være med ham, tid blev det i Den Hellige Koran forbudt alle muslimer at drage ud til jihad. Hvilket helligt område var dette forbud rettet mod? Det var på ingen måde mindre helligt og vigtigt end jihadens slagmark. Tværtimod var dette område til tider vigtigere. For dette område minder muslimerne om jihad, baner vejen for den og advarer mod at forsømme den. Og dette område er studiet af viden og videnskab med det formål at forstå religionen.

Suraen at-Tawba hvor de, der vender sig bort fra jihad, fordømmes, og der tales om en hård straf. I denne suras vers 122 siger den Almægtige Allah: Det er ikke rigtigt, at alle de troende drager ud til jihad på én gang. Derfor bør en del fra hver gruppe blandt dem drage ud til jihad, så de tilbageværende kan hellige sig studiet og udforskningen af religionens viden, og så de, der har deltaget i jihad, kan advare deres eget folk om onde handlinger, når de vender tilbage til deres folk.

Dette er en stærk opfordring til at fordele ansvaret blandt den relevante arbejdsstyrke og specialisere sig.

Vigtighed og prioriteringens grundlag

I lyset af den tidligere beskrevne prioriteringstænkning må den islamiske bevægelse fremover rette sin opmærksomhed mod en række særligt betydningsfulde områder. Disse er:

1. Der skal fokuseres på at give en klar forklaring af en række tankeretninger inden for det intellektuelle område og på at fremstille disse forklaringer på en måde, der er forståelig for alle og samtidig dybtgående. Dette kan vi betegne som »ny fiqh«.

2. Der skal fokuseres på, i hvilke samfundsgrupper bevægelsen kan udbredes, og hvilke grupper der kan inddrages i hovedstrømmen af den islamiske genopvækkelse med henblik på at udbrede og fremme islam.

3. Der skal, især på uddannelsesområdet, hvor spørgsmålet om forædling af iman og aqida er relevant, fokuseres på bestemte kvalitetsstandarder i forberedelsen af fremtidens lederskab og udviklingen af dets egenskaber.

4. Der skal rettes opmærksomhed mod den udvikling i tænkning og bevidsthed, der har fundet sted med hensyn til lokale og globale politiske begivenheder samt internationale relationer, så bevægelsens universalitet og dynamik på det politiske område kan sikres ved at bryde igennem den muslimske verdens isolation og blokade.

Efterfølgende vil hvert af disse fire arbejdsområder blive belyst særskilt.

Andetkapitel

Den islamiske bevægelse: på det intellektuelle og kundskabsmæssige område

På det intellektuelle og kundskabsmæssige område

Det intellektuelle område er det første og vigtigste område. For det er grundlaget for udbredelsen af islamisk undervisning og daʿwa. Den intellektuelle krise er i virkeligheden det største problem. Mange mennesker mangler ikke blot en klar forståelse af islam, men også en alvorlig viden om islams lære og den indbyrdes betydning af disse lærdomme — det vil sige, hvad der er vigtigst, hvad der har almindelig betydning, og hvad der overhovedet ikke er vigtigt.

Der er også en alvorlig mangel på viden om de omstændigheder og den virkelighed, der omgiver den tid, vi lever i. Vores uvidenhed om andre er så stor, at vi enten tillægger dem overdreven betydning eller ser ned på dem. De andre holder derimod sig underrettet om alt vedrørende os og er dybt informerede om vores forhold.

Vi er endda uvidende om os selv. Indtil i dag har vi ikke grundigt undersøgt vores styrker og svagheder. Tværtimod gør vi ofte små ting større, end de er, eller skaber en storm i et glas vand. Uanset om vi ser på vores styrke og formåen eller på vores fejl og mangler, er tilstanden den samme på begge områder. Denne uvidenhed er ikke begrænset til almindelige muslimer. Den er tydelig både hos den førende gruppe, som har ansvaret for at fremme islams interesser, og hos de personer, hvis grundlæggende arbejde den islamiske bevægelse skal bygges på.

Ny fiqh

Vi har i virkeligheden brug for en ny fiqh, så vi kan blive værdige til at høre blandt dem, som Allah har beskrevet som forstandige. Her menes der ikke med fiqh den fiqh, der anvendes som islamisk fagterm. Det vil sige den retsvidenskab, der fastlægger detaljerede særbestemmelser såsom betingelserne for wudu, rituel renhed, tilbedelse og gudsdyrkelse, transaktioner, ægteskab, skilsmisse og opdragelse af børn. Uanset hvor vigtige disse bestemmelser er, er det ikke dem, vi mener her. Vi mener det heller ikke i den betydning, hvori ordet fiqh er blevet anvendt i Koranen og hadith i denne sammenhæng, eftersom det er blevet udtrykt blandt ord og forestillinger, som ændrede sig efter en bestemt periode. Imam al-Ghazali har for eksempel også forklaret dette i kapitlet om viden i sit berømte værk »Ihya Ulum al-Din«.

I Koranens mekkaanske suraer ses omtalen af grundordet fiqh allerede før indførelsen af de detaljerede bestemmelser om påbud og forbud inden for shariaen, ja endda før alle regler om religiøse pligter, hudud (strafferet) og retsafgørelser blev indført.

Åbenbaret i Mekka sura al- An’ʿams 65 . vers siger den Almægtige Allah: Sig: Han er mægtig nok til at sende en straf over jer fra himlen eller jorden eller til at splitte jer op i grupper og bringe jer i forvirring og lade nogle af jer smage andres angreb. Se, hvordan Vi forklarer tegnene på forskellig vis, for at de kan forstå.

I den samme sura står der i vers 98 yderligere: Og Han er den, der har skabt jer af ét væsen; Han har givet jer et opholdssted (på jorden eller i moders liv) og et opbevaringssted. Vi har udfoldet tegnene i detaljer for de mennesker, der forstår.

I disse to vers betyder ordet fiqh at opnå en dyb forståelse, gennem sjælen, hjertet og erfaringen, af Allahs uforanderlige lov, Hans skaberværk og Hans straf for dem, der viger fra den rette vej, Han har fastlagt.

Den mekkaanske sura al- Aʿ’rāfs 179 nr. vers omtaler de mennesker, som den Almægtige Allah har bestemt skal komme i Helvedet. Om dem siger Han: De har hjerter, men de forstår ikke med dem. Derefter siges der om dem: Disse mennesker er som firbenede dyr, ja, de er endnu mere vildfarne end dem. Disse mennesker er uopmærksomme.

I forskellige suraer er polyteisternes syn på Koranen blevet beskrevet. Om dette siger Allah den Almægtige: »Og Vi har lagt et slør over deres hjerter, så de ikke forstår Koranen, og Vi har lagt propper i deres ører (Al An’‘am: 25, Bani Isra’il: 46, Al Kah‌f: 57)।

I flere madaniske suraer i al-Koranen er ordet fiqh blevet brugt i betydningen, at polyteister og hyklere mangler forståelse. I Suraen al -An‌fal, 65 . vers siger Allah den Højeste, idet Han henvender sig til sit sendebud og de troende: Hvis der blandt jer er tyve standhaftige personer, vil de overvinde to hundrede, og hvis der blandt jer er et hundrede personer, vil de overvinde tusind vantro, fordi de er mennesker, der ikke forstår.

Her betyder advarslen om de vantros mangel på viden, at de mangler viden om Allah den Højestes uforanderlige bestemmelser og om, hvordan Han på skift skænker alle mennesker forskellige dage med nåde og lykke.

Suraen At-Tawbahs 87 . vers har Allah fordømt hyklerne og sagt: De fandt tilfredshed i at blive sammen med kvinder, der opholdt sig i hjemmets indre, og deres hjerter blev forseglet, så de ikke kunne forstå.

Her betyder forståelse erkendelsen af nødvendigheden af jihad, og forståelsen af nødvendigheden af at beskytte din betyder erkendelsen af nødvendigheden af at bestræbe sig på at beskytte livet, æren, ejendommen og i bredere forstand samfundet. Disse handlinger vil have prioritet over enhver personlig interesse, uanset hvor nødvendig den måtte være.

I den samme suras 127. vers siger den Almægtige Allah om sådanne mennesker (som mangler forståelse): Og når en sura åbenbares, ser de på hinanden (og siger): „Er der ingen, der ser jer?“ Derefter trækker de sig væk. Allah har vendt deres hjerter bort, fordi de blot er et tåbeligt folk.

Disse tåbelige mennesker glemmer, at Allah ser dem, før noget menneske ser dem. I virkeligheden har de mistet deres fiqh og forstand.

I sura al-Hashr s 13. vers siger den Højeste Allah, henvendt til de troende, om hyklerne: „Sandelig, i deres hjerter er frygten for jer større end frygten for Allah; det skyldes, at de ikke forstår.“

Sura al- Munafiqun 3 . vers siger den Almægtige Allah: Dette skyldes, at de troede, hvorefter de blev vantro. Derfor er deres hjerter blevet forseglet, og de forstår således ikke.

I vers 7 i den samme sura siger den Almægtige Allah desuden: De siger: Brug ikke noget på dem, der er sammen med Allahs Sendebud, før de forlader ham. Men Allah har ejendomsretten over alle skattene i himlene og på jorden, men hyklerne forstår ikke.

Heraf fremgår det, at en stor del af Koranen omhandler disse mennesker, »som ikke forstår«—nemlig hyklerne. For hyklerne tror, at de er intelligente. Derfor indtager de en opportunistisk position uden at tage parti og forsøger med en tvedelt politik at bedrage Allah og de troende. Når de møder de troende, siger de: Vi tror. Men når de samles med deres onde mennesker, siger de: Vi er sammen med jer.

Men den Almægtige Allah har i mange vers afsløret deres hemmeligheder, tvivl og bedrageri. Sura al- Baqaras 9. vers siger Allah: De tror, at de bedrager Allah og de troende, men i virkeligheden bedrager de kun sig selv, og det indser de ikke.

I virkeligheden er deres hykleri blevet afsløret over for Allah og menneskene. De har mistet både det jordiske og det hinsidige liv, og de vil med sikkerhed blive kastet ned i det laveste niveau af Helvede. Hvilken mere smertefuld skæbne kan der findes end denne?

Hvis man derfor ifølge denne beskrivelse opdager tegn på hykleri hos nogen, må man uden tvivl forstå, at vedkommende ikke besidder den mindste smule fornuft.

Konklusion

Ifølge Koranens måde at udtrykke sig på betegner ordet fiqh ikke i moderne sprogbrug den terminologiske betydning af retsvidenskab. Det betegner derimod tilegnelse af forståelse og viden om Allahs ord og Hans bestemmelser vedrørende skaberværket, livet og samfundet.

Ja, i sura at-Tawbas vers 122 står der: En del af hver gruppe skal drage ud til jihad, så de tilbageværende kan hellige sig studiet og forskningen i religionens viden, og så de, der har deltaget i jihad, kan advare deres folk mod onde handlinger, når de vender tilbage til dem.

Ordet fiqh i dette vers er ikke blevet brugt i den almindeligt gængse betydning. Hvis man fortolker det i betydningen retsvidenskab, vil det ikke indeholde den advarsel, som skal gøre den pågældende opmærksom på fordrejning af betydningen eller på forsømmelse af den indledende forpligtelse til at beskytte sig selv og udføre arbejdet med da‘wah.

Der er overensstemmelse mellem brugen af ordet fiqh i det ovennævnte koranvers og dets brug i en hadith af Allahs Sendebud, fred være med ham. Hadithen lyder: Hvis Allah ønsker en persons vel, gør Han ham kyndig i religionens viden. Det vil sige, at Allah oplyser hans blik, så han i stedet for at være tilfreds med blot ord og overfladiske betydninger kan stræbe dybt efter bedre at forstå religionens sandhed, dybere betydning og mål.

Den fiqh vi har brug for

Nogle af de forskellige former for fiqh, som vi har brug for, er blevet behandlet i min bog ‘Islamic Awakening Between Rejection and Extremism’. Heri er der sat fokus på fiqh om religiøs praksis og fiqh om rækkefølgen af handlinger.

En anden del af fremstillingen er medtaget i min bog ‘Islamic Awakening Between Permitted Differences and Blameworthy Disunity’. Heri behandles en af vores vigtigste nødvendigheder, nemlig ‘uenighedens fiqh’. Det nævnes, at vi har brug for fem former for fiqh. Her behandles kun to af dem:

1. Fiqh om afvejninger (fiqh al-muwāzanāt)

2. Fiqh om prioriteter (fiqh al-awlawiyyāt)

Hver af disse former for fiqh kræver en forklaring.

Afvejningernes fiqh

Med fiqh om afvejninger forstår vi flere forhold:

1. At opretholde en balance med hensyn til, hvad der er vigtigere end hvad, i lyset af omfang og kapacitet, værdi og resultater samt bæreevne, så det kan afgøres, hvad der skal prioriteres, og hvad der skal udsættes.

2. Ligesom der skal opretholdes en balance mellem gode forhold, skal der også opretholdes en balance mellem dårlige forhold, så det kan afgøres, hvad der skal accepteres, og hvad der skal undgås.

3. Hvis gode og dårlige forhold er i konflikt, skal man prioritere at undgå det dårlige frem for at opnå det gode og afgøre, i hvilke tilfælde og hvornår det dårlige kan ignoreres af hensyn til det gode.

To’slags fiqh

I denne sammenhæng har vi brug for fiqh på to niveauer:

Shariaens fiqh

Det første er shariaens fiqh. Dets grundlag er en dyb forståelse af shariaens sande væsen. Målet er at påvise det ovenfor nævnte »balanceprincip«’s uigendrivelighed og fastslå dets gyldighed. Dette må stå klart for dem, der bestræber sig på at forstå shariaens grundlæggende kilder og bestemmelser samt afdække deres dybere visdom.

Shariaen er blevet åbenbaret med menneskets velfærd i denne verden og det hinsidige for øje, idet den tager udgangspunkt i flere former for medfødte behov. Dens velfærdsfremmende niveauer er: det uundværlige (al-daruriyyah), det nødvendige (al-hajiyyah) og det forskønnende (al-tahsiniyyah).

Virkelighedens fiqh

Denne fiqh på det andet niveau er i virkeligheden positiv, og dens grundlag er forskning i den samtidige virkelighed. Forskning baseret på yderst nøjagtige oplysninger og data skal gennemføres omhyggeligt og i bredt omfang. Man skal i denne forbindelse være på vagt over for propagandistiske data samt vildledende og urealistiske statistikker baseret på spørgeskemaer. For der ligger et bestemt motiv bag disse. De har ikke som overordnet formål at afsløre sandheden.

Fighi- samordning

Der er behov for at samordne både shariaens fiqh og fiqh i virkeligheden, så vi kan nå frem til en passende teoretisk balance, som samtidig er fri for både ekstremisme og ligegyldighed. Principielt er spørgsmålet om shariaens fiqh klart her. Dette spørgsmål er blevet behandlet i værkerne om usul al-fiqh, lige fra ‘Al-Mustasfa’ (imam al-Ghazali) til ‘Al-Muwafaqat’ (imam al-Shatibi), samt i bøger om regler, ligheder og forskelle.

Når forskellige interesser kommer i konflikt, må den lavere interesse ofres for den højere og den individuelle interesse for almenvellets interesse. Den, hvis individuelle interesse berøres, bør naturligvis kompenseres for sit tab. Når interesser står i konflikt, er det nødvendigt at prioritere langsigtede eller permanente interesser frem for kortsigtede, reelle interesser frem for ubetydelige og sikre interesser frem for usikre.

Vi har set, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, under våbenhvilen ved Hudaybiyyah i visse tilfælde prioriterede reelle, grundlæggende og fremtidige interesser, som ingen anden ville have ønsket at give afkald på. Han accepterede betingelser, der ved første øjekast syntes uretfærdige og ydmygende for muslimerne. Han indvilligede i at fjerne formuleringen ‘I den Nådige og Barmhjertige Allahs navn’. I stedet blev der skrevet: ‘I din Herres navn’. Han indvilligede også i kun at skrive sit navn, ‘Muhammad ibn Abdullah’, i aftalen uden at nævne betegnelsen ‘Allahs Sendebud’. Der findes mange sådanne eksempler.

Når skadelige forhold står i konflikt med hinanden, og et af dem er uundgåeligt, bør man vælge det mindst onde af de to onder, altså det forhold, der er relativt mindre skadeligt. Muslimske lærde har anbefalet, at skadelige forhold udryddes i videst muligt omfang. Men man bør ikke udrydde et relativt mindre skadeligt forhold i stedet for et langt større skadeligt forhold. Et mindre tab bør bæres, hvis det gør det muligt at undgå et større tab. Ligeledes bør man acceptere et individuelt tab for at undgå skade for almenheden. Mange eksempler på dette er nævnt i værkerne ‘Al-Qawa’id al-Fiqhiyyah’ og ‘Al-Ashbah wa al-Naza’ir’.

Hvis en gevinst og et tab kommer i konflikt, må de vurderes ud fra deres omfang, konsekvenser og varighed. Et mindre tab kan ignoreres med henblik på at opnå en større interesse. For en langsigtet eller permanent interesse bør man acceptere et midlertidigt tab. Man kan endda acceptere et stort tab, hvis der er mulighed for at afværge et endnu større tab. Under normale omstændigheder bør man forsøge at undgå det skadelige, før man søger at opnå en interesse.

Denne tankegang bør ikke blot betragtes som teori; vi må også anvende den i praksis. For blandt de aktive islamiske grupper findes der netop mange meningsforskelle omkring disse balancer.

At alliere sig med fjendtlige kræfter

Kan det accepteres at indgå en overenskomst eller våbenhvile med regeringer, der ikke er tro mod islam?

Bør man deltage i en siddende regering, som ikke er af en rent islamisk karakter, som styres af en mangelfuld forfatning, eller som vi ikke fuldt ud støtter?

Bør vi tilslutte os en oppositionsfront bestående af forskellige politiske partier for at vælte en irreligiøs, despotisk, tyrannisk og ond regering?

Kan vi etablere islamiske økonomiske institutioner i et miljø, der er under indflydelse af et rentebaseret, menneskeskabt økonomisk system?

Bør man generelt tillade muslimer at arbejde i rentebaserede banker og institutioner eller forhindre fromme mennesker, som følger islams lære, i at arbejde i sådanne institutioner?

Anvendelse i det virkelige liv

Det er let at formulere principper, men vanskeligt at følge dem. Det er ikke let for almindelige mennesker og for dem, der skaber røre over bagateller, at forstå balancens fiqh.

Da Maulana Sayyid Abul A’la Maududi og hans parti, Jamaat-e-Islami Pakistan, i 1960’erne vurderede, at det i lyset af balancens fiqh ville være mindre skadeligt at støtte Fatema Jinnah ved Pakistans præsidentvalg i stedet for Ayub Khan, blev han og hans følgere udsat for voldsom modstand og chikane. Der blev ført en aggressiv kampagne mod dem med udgangspunkt i hadithen om, at en nation aldrig vil kunne gøre fremskridt, hvis den udnævner en kvinde til sin leder. Hvad så med den nation, der tager imod en despot som sin leder? Vil den gøre det særlig godt? Aldrig. Det er netop her, balancens fiqh består i at vælge det mindste af to onder for at undgå den større skade.

Da Dr. Hasan al-Turabi, lederen af den islamiske bevægelse i Sudan, og hans medarbejdere besluttede at tilslutte sig Socialistunionen, og endda overtog poster i Jaafar Nimeirys regering, før de havde bekendtgjort indførelsen af islamisk sharia i Sudan, kritiserede nogle islamister dem hårdt.

Vore medkæmpende brødre i Syrien blev mødt med den samme modstand, fordi de havde besluttet at indgå en alliance med visse ikke-islamiske kræfter for at modstå et diktatorisk regime, der var fast besluttet på at udslette dem fra grunden. Alligevel havde den Store Profet, Muhammad, fred være med ham, selv indgået en alliance med den polyteistiske Khuzāʿah-stamme og lejlighedsvis støttet én gruppe polyteister mod en anden

Jeg tager naturligvis ikke parti her. Jeg fremhæver blot et princip, nemlig fiqh om balance, som strukturen for »sharia-politik« bør bygges på. Der findes mange beviser i Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsageres holdninger samt i vores omfattende sharia-bestemmelser til støtte for, at det er tilladt at deltage i ikke-islamisk styre eller indgå alliancer med ikke-muslimske magter

Balancens fiqh’: beviser

Hvis vi omhyggeligt studerer de mek­kanske og medinensiske suraer i Koranen, vil vi finde mange beviser på fiqh om balance samt en metode til at vurdere den ene sags betydning i forhold til en anden

Vi ser et eksempel på hensynet til balance i Haruns svar på Moses’ spørgsmål om de forskellige hensyn: »Min mors søn! Grib ikke fat i mit skæg, og rør heller ikke ved mit hoved. Jeg frygtede, at du ville sige: Du har skabt splittelse blandt Israels børn, og du har ikke respekteret mine ord(Sura Taha: 94)।

Endnu et eksempel på balance mellem skadelige forhold findes i forklaringen på, hvorfor al-Khidr (fred være med ham) borede hul i båden: »Hvad båden angår, tilhørte den nogle fattige mennesker, som søgte deres underhold på havet. Derfor ville jeg beskadige den, for foran dem var der en konge, som med magt beslaglagde enhver intakt båd« ((Sura al- Kahf‌: 79).)।

For ejeren er det mindre skadeligt at beholde en båd med et hul end at miste båden helt. Med andre ord er det utvivlsomt langt bedre at redde noget end at miste alt.

Også i Allahs ord fremgår spørgsmålet om fiqh om balance tydeligt: Folk spørger dig om at kæmpe i den hellige måned. Sig: At kæmpe forsætligt på dette tidspunkt er en alvorlig synd hos Allah. Men at hindre mennesker i at følge Allahs vej, at fornægte Allah, at forhindre adgang til Den Hellige Moské og at fordrive dens indbyggere derfra er en endnu alvorligere synd hos Allah. Og at skabe fitna er værre end drab(Sura al Baqarah: 217)।

Den Almægtige Allah fortæller os, at det er en alvorlig synd at føre krig i den forbudte måned, men at man kan føre krig for at forhindre en endnu mere alvorlig forbrydelse.

Lad os med henblik på at sammenligne konkrete og abstrakte interesser læse det vers, hvori Allah den Almægtige irettesatte muslimerne efter slaget ved Badr: Det sømmer sig ikke for en profet at have krigsfanger hos sig og løskøbe dem, før han har udgydt meget af de vantros blod på jorden. I ønsker denne verdens rigdom, men Allah ønsker det hinsidige; og Allah er Almægtig og Alvis.(Sura al- Anf‌al: 67)।

Når det gælder spørgsmålet om at opretholde balancen mellem godt og ondt, lad os se, hvad Allah den Almægtige siger: De spørger dig om vin og hasardspil. Sig: Der er en alvorlig synd i brugen af begge, men også nogle fordele for menneskene. Men synden i dem begge er større end fordelen.(Sura al- Baqarah: 219)।

Når Allah den Almægtige sammenligner forskellige ikke-muslimske grupper og kredse med hinanden, forudsiger Han i de første vers af Sura al-Rum persernes nederlag til romerne. Det nævnes i denne sura, at de troende på den dag vil glæde sig, selv om begge parter er ikke-muslimer. Ikke desto mindre står romerne muslimerne nærmere end de afgudsdyrkende persere. De står muslimerne nærmere, fordi de er Skriftens folk.

Ibn Taymiyyas synspunkt

Shaykh al-Islam Ibn Taymiyya har udtrykkeligt erklæret, at det er tilladt for en muslim at beklæde et offentligt embede i en ikke-islamisk stat, hvis den pågældende embedsmand er villig til at afhjælpe visse former for uretfærdighed eller bekæmpe onde handlinger og korruption (Appendiks–1)।

Han har også skrevet et detaljeret afsnit om midlertidigt at acceptere eller forkaste dem, når godt og ondt står i konflikt, eller når begge forekommer samtidig, og det ikke er muligt at forene eller adskille dem (Appendiks–2)।

På et symposium om islamisk økonomi [i Algeriet, 1990 , den 2.––5. marts blev den 6. Barakat- konference afholdt . । Her fik jeg sammen med flere andre fiqh-lærde mulighed for at deltage ; de । var :, shaykh Abdul Hamid al- Sayeh, , shaykh Mukhtar al- Salami, , dr. . Abdus Sattar Abu Gudda, , dr. . Sayyid Darsh, og dr. . Talal Bafaqih.।] Flere af de deltagende fiqh-lærde og økonomer udtrykte den opfattelse, at køb og salg af aktier i virksomheder og institutioner, der er etableret i tilladte sektorer i muslimske lande, er tilladt ifølge shariaen. Selvom der ved sådanne transaktioner er en vis mistanke om forbindelse til renter. Efter at have undersøgt dette spørgsmål i lyset af fiqh om balance blev det på symposiet udtrykt, at så vigtige og effektive sektorer ikke bør overlades til ikke-muslimer eller irreligiøse muslimer. For dette skridt vil især i visse lande skabe alvorlig fare. Aktionærerne kan derimod donere den del, som de mener svarer forholdsmæssigt til det udbytte, de modtager fra renterelaterede transaktioner, som sadaqah eller til velgørende formål.

Ifølge denne fiqh er samvittighedsfulde unge muslimer blevet rådet til ikke at forlade deres job hos virksomheder som banker og forsikringsselskaber. Selv om der naturligvis er risiko for en vis synd i dette, kan de bruge den erfaring, de opnår dér, til at fremme udviklingen af islamisk økonomi. På denne måde afviser de i deres indre den skadelige side, samtidig med at de slutter sig til dem, der arbejder for at islamisere hele systemet.

Fraværet af fiqh om balance

Hvis vi ikke anvender fiqh om balance, vil vi selv lukke døren til mange goder og fordele. Til sidst vil en afvisningens filosofi i alle spørgsmål blive et redskab; under påskud af at undgå problemer vil vi isolere os og vælge ikke at gå ind i en konfrontation med modparten på dennes egne præmisser. Da bliver det let for os at sige »nej« eller »Dette er haram« i enhver sag, der kræver ijtihad.

Men hvis vi anvender fiqh om balance, vil vi kunne sammenligne den ene situation med den anden og finde en måde at afveje fordelene mod skaderne på både kort og lang sigt samt på individuelt og kollektivt plan. På den måde kan vi vælge den bedst mulige vej til at opnå det gode og undgå det skadelige.

I 1980 modtog jeg en anmodning om at skrive til magasinet »Doha«, som blev udgivet i Qatar. Det er en litteratur- og kulturpublikation, og størstedelen af redaktionen er sekulært orienteret. Dets grundholdning er ikke antiislamisk, men det er heller ikke islamistisk eller tilhænger af islam. Efter længe at have tøvet overvejede jeg forslaget ud fra princippet om balance og besluttede, at det ville være bedre at skrive til magasinet end at boykotte det. Dets læsere repræsenterer nemlig en bredt funderet kulturel gruppe, som normalt ikke læser islamiske aviser og tidsskrifter. Læserne af dette magasin tilhører ikke den samme kategori som læserne af tidsskrifter som »Al-Ummah«, og derfor er det nødvendigt, at vi benytter den mulighed, vi har, til at få vores budskab ud til dem. Det er desuden et ansvar, som Allah har pålagt os.

Derfor bør vi, selv om disse avisers og tidsskrifters redaktionelle linje ikke er i overensstemmelse med vores synspunkter, være villige til at give dem interviews eller skrive til dem. Mange fordømmer stadig dem, der skriver i dagblade, som ikke klart følger en islamisk linje. Mange fordømte også mig, fordi min bog »Islamic Awakening between Permitted Differences and Blameworthy Disunity« blev offentliggjort i føljetonform i det saudiarabiske dagblad »Sharq al-Awsat«. Det skyldtes, at de ikke støtter nogle af dette blads synspunkter. Men jeg lagde først og fremmest vægt på fordelene ved at få bogen trykt i dette meget læste dagblad.

Der findes mange mennesker, som mener, at man på grund af vildledte tanker og holdninger bør boykotte alle massemedier, herunder lyd- og videomedier. De glemmer, at en boykot af massemedierne vil betyde, at de antager endnu mere afskyelige former, og at sekulære mennesker med en beskidt mentalitet får mulighed for i stort omfang at infiltrere dem og udføre nedbrydende aktiviteter. Og vi vil blive berøvet denne mulighed, som der ikke findes noget alternativ til.

Hvis vi undersøger sagen i lyset af fiqh om balance, vil vi se, at arbejdet på dette særdeles vigtige område ikke blot er tilladt og ønskværdigt, men faktisk nødvendigt. Det kan nemlig være et legitimt middel til at fortsætte vores da’wah-arbejde og i videst muligt omfang bekæmpe skadelige aktiviteter.

Prioriteringens fiqh

Med fiqh om prioriteter mener vi, at hvert spørgsmål skal vurderes i sin sande sammenhæng. Intet stort spørgsmål må udskydes, og intet mindre spørgsmål må betragtes som stort; samtidig bør intet stort spørgsmål undervurderes. Ligeledes er det ikke rigtigt at tillægge et lille spørgsmål overdreven betydning. Både naturlovene og shariaens bestemmelser giver denne vejledning. Jeg mener, at Allahs skabelse og bestemmelser gør det nødvendigt at følge denne sande sammenhæng. I suraen al- A’raf, vers 54 står der:Det er visselig Ham, der har skabt og befalet.

I profetens liv: fiqh om prioriteter

I den mekkanske periode var Guds Budbringers, fred være med ham, mission begrænset til ét område. Missionens program bestod udelukkende i at kalde mennesker til Allahs vej og opbygge en troende gruppe, som senere skulle udbrede denne kaldelse blandt araberne og dernæst over hele verden. I denne periode var Guds Budbringers, fred være med ham, arbejde koncentreret om at grundfæste den religiøse troslære, praktisere tawhid, udrydde polyteisme og afgudsdyrkelse samt fremme fromme og gode handlinger.

Koranens støtte til handlingslinjen på dette trin var en bestemmelse. Koranen opfordrede ikke muslimerne til at koncentrere sig om bestemte sekundære regler, men til at rette alle bestræbelser mod at opbygge den islamiske tankegang, som er beskrevet i al-Asr-suraen. I denne suras vers 3 står der:Men de, der tror, gør gode gerninger og formaner hinanden til sandhed og tålmodighed.

Under det missionerende arbejde i den mekkaniske periode tillod Allahs Sendebud (fvmh.) ikke muslimerne at tage økser i hænderne for at ødelægge de afguder, som de hver dag så i Kabaen, eller at løfte sværd mod dem og Allahs fjender, selv om de vantro forfulgte disse muslimer. Når de på den tid kom til Allahs Sendebud (fvmh.), efter at være blevet slået og såret, sagde han til dem med Koranens ord: Hold jeres hænder tilbage, og hold bønnen ( (sura an- Nisa: 77).)।

Alting har et passende tidspunkt. Hvis man håber at opnå noget før det fastsatte tidspunkt, kan det medføre skade i stedet for gavn.

Prioriteringens fiqh og balancens fiqh indbyrdes forhold

Prioriteringens fiqh er uløseligt forbundet med balancens fiqh. I nogle tilfælde flettes de sammen eller bliver parallelle med hinanden, og undertiden hælder balanceprocessen mod prioritering. På denne måde falder den da ind under prioriteringens fiqh.

Nødvendigheden af at opretholde proportionerne

Ifølge prioriteringens fiqh er det nødvendigt at opretholde proportionerne i forbindelse med shariaens bestemmelser og forpligtelser (taklif) samt handlinger. Hvis den proportion, som islam har fastlagt i shariaen, forstyrres, vil det medføre alvorlig skade både i det religiøse og det verdslige liv.

I islam kommer iman før amal. For iman er fundamentet, mens amal er bygningen. Der findes ingen bygning uden et fundament. Iman kommer før amal. Amal har mange former. Allahs Sendebud, fred være med ham, har sagt i en sahih hadith: Iman er opdelt i 77 grene; den højeste er bekendelsen: Der er ingen guddom værd at tilbede bortset fra Allah, og det laveste niveau er at fjerne noget skadeligt fra vejen.

Det er blevet beskrevet i Koranen, at handlinger hos Allah ikke blot er opdelt i ét niveau, men i høje og lave niveauer. Den Almægtige Allah siger: Har I gjort det at give pilgrimmene vand at drikke og vedligeholde Den Hellige Moské ligeværdigt med den, der tror på Allah og Dommedag og kæmper på Allahs vej? De er ikke lige hos Allah. Og Allah vejleder ikke de uretfærdige. De, der tror, udvandrer og kæmper på Allahs vej med deres liv og ejendom, står på et langt højere trin hos Allah. Og det er dem, der vil lykkes (sura at-Tawba: 19––20)।

Derfor sagde shaykh al-Islam Ibn Taymiyya, at deltagelse i jihad er bedre end at udføre hajj. De hanbalitiske faqih’er og andre faqih’er har ligefrem betegnet jihad som den bedste fysiske handling, man frivilligt bør udføre. Mange hadither lovpriser jihad. Blandt dem er også den hadith, der er overleveret af Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham. Han sagde: En af Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ledsagere gik gennem en snæver dal, hvor der var en kilde med ferskvand. Han syntes godt om dalen og sagde: Hvordan kan jeg holde mig adskilt fra andre mennesker for at tilbede Allah? Jeg vil ikke gøre det uden at få tilladelse fra Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Manden fortalte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, om sit ønske, og Allahs Sendebud sagde: Gør ikke dette. At kæmpe på Allahs vej er langt bedre end at tilbede i dit hjem i halvfjerds år (at-Tirmidhi og al Hakim)।

I en hadith overleveret af Salman, må Allah være tilfreds med ham, omtales betydningen af ribat, det at bevogte muslimer mod de vantros angreb: Én dags og én nats ribat er bedre end en måneds faste og natlig tilbedelse. Hvis nogen dør under ribat, fortsætter optegnelsen over hans gode gerninger til hans fordel, som om han var i live, og hvis han forbliver i live, vil han være beskyttet mod Satans fristelser (Muslim)।

En imam som Abdullah ibn al-Mubarak skrev under jihad fra en militærlejr et digt til sin ven ved navn al-Fudayl ibn Iyad, som altid rejste mellem de to hellige steder, Mekka og Medina. Versene lyder:

O du, der tilbeder ved de to hellige steder,

Hvis du så os,

ville du vide, at din tilbedelse blot er leg.

Nogle væder deres kinder med deres tårer;

og vi væder vores bryst med vores eget blod…..

[I tafsir af det sidste vers af Ibn Kathir er denne historie blevet fortalt.। Andre historikere har den samme historie fortalt.।]

Ifølge den gængse fiqh bør nafl-tilbedelse (frivillige handlinger, som ikke er obligatoriske på samme måde som fard) ikke gives forrang frem for fard; den individuelle forpligtelse (fard al-ayn) er vigtigere end den kollektive forpligtelse (fard al-kifaya); en kollektiv forpligtelse, som slet ikke udføres af nogen, skal prioriteres højere end den forpligtelse, som der allerede er tilstrækkeligt mange mennesker til at udføre. På samme måde har et ansvar, der vedrører en gruppe eller en nation, forrang frem for individets ret, og en opgave med en begrænset frist skal udføres før en opgave, hvortil der er tilstrækkelig tid.

I fiqh er der med hensyn til betydningen af de interesser, som shariaen fastlægger, redegjort for, hvilke forhold der skal prioriteres højest. De uundværlige interesser (al-masalih al-daruriyyah) har nemlig forrang frem for de nødvendige (al-masalih al-hajiyyah) og de forskønnende interesser (al-masalih al-tahsiniyyah). De nødvendige interesser prioriteres igen højere end de forskønnende. Når der imidlertid opstår en konflikt mellem nationens og individets interesser, skal den nationale interesse prioriteres. Her mødes fiqh om balance og fiqh om prioriteringer på ét punkt.

Prioriteringernes fiqh : forsømmelse

Problemet med mange grupper, der er knyttet til den islamiske genopvækkelse, er, at fiqh om prioriteringer ikke eksisterer for dem, eftersom de ofte lægger vægt på sekundære spørgsmål før de primære. De giver sig til at undersøge et bestemt aspekt i stedet for at forstå de overordnede interesser. Og i stedet for at engagere sig i etablerede spørgsmål klamrer de sig til kontroversielle emner. Det er sørgeligt, at vi diskuterer myrernes blodsudgydelse, men ikke bekymrer os om Imam Husains blodsudgydelse, må Allah være tilfreds med ham. Eller vi bliver aggressive for at forsvare nafl, når mennesker forsømmer fard. Vi skændes om skallen uden at bekymre os om kernen.

Overordnet set er dette de muslimers situation i dag. Jeg ser hvert år under ramadanen eller i andre måneder hundredtusinder af mennesker udføre umrah, og nogle udfører hajj ti eller endda tyve gange. Hvis de sparede de penge, der bruges på disse frivillige handlinger, kunne de samle titusinder af millioner taka. Vi løber år efter år rundt for at indsamle en fond på én milliard dollar til islamiske serviceinstitutioner. Men vi kan ikke engang indsamle en tiendedel af dette beløb, ja ikke engang en tyvendedel eller en tredivtedel. Hvis man bad disse mennesker, der udfører ekstra hajj og umrah, om at bruge pengene til deres frivillige rejser på at modvirke kristendommens udbredelse i Asien og Afrika eller hjælpe dem, der er ramt af hungersnød, ville de ikke give noget som helst. Det er en så gammel sygdom, at ingen hjertelæge nogensinde vil kunne helbrede den. [Bashar al Hafi’s om denne en episode ‘Al Ihya’ værkets tredje bind 409 side beskrevet er .।]

Ved at anvende fiqh om prioriteter kan vi finde ud af, hvilket emne der kræver større opmærksomhed end andre, så vi kan bruge mere arbejde og tid på dette emne. Inden for fiqh om prioriteter bliver det også klart, mod hvilken fjende vi skal sætte flere kræfter ind og koncentrere vores angreb, og hvilken kamp der relativt set er værd at føre. For ifølge islam findes der flere kategorier af mennesker: muslimer, kafirer og munafiqer.

Blandt kafirerne findes der både fredselskende og militant indstillede grupper. Blandt dem er der ikke blot kafirer, men også kafirer, der skaber hindringer på Allahs vej. Blandt munafiqerne findes der mennesker, som udviser mindre hykleri, og andre, der i høj grad er optaget af hykleri. Hvor skal vi så begynde? Hvilket område er bedst egnet til arbejdet? Hvilket emne skal have størst opmærksomhed?

Fiqh om prioriteter gør os opmærksomme på at handle i overensstemmelse med tidens krav, så den pågældende opgave kan udføres korrekt uden forsinkelse. For når en mulighed først er gået tabt, kan den komme igen, men det er også muligt, at den ikke gør det. Og selv hvis den kommer igen, kan det tage lang tid. En digter har sagt følgende om tidens værdi:

Udnyt en mulighed, én mulighed

Hvis du lader den gå tabt, kommer den tilbage som sorg.

Et arabisk ordsprog siger: Lad ikke dagens arbejde vente til i morgen.

Da Umar ibn Abd al-Aziz, må Allah være tilfreds med ham, blev rådet til at lade nogle opgaver vente til den følgende dag, svarede han: Jeg er allerede træt efter at have udført én dags arbejde; hvordan skal det så gå, hvis jeg i morgen skal udføre to dages arbejde?

Ibn Ata, må Allah være tilfreds med ham, har sagt noget meget lærerigt: Der er mange opgaver, som man har rigelig tid til, og som kan udføres inden for denne tid. Men der findes også opgaver, som ikke længere kan udføres, hvis de ikke bliver gjort inden for den fastsatte tidsgrænse. For hver ny tid følger der nye forpligtelser og nye opgaver, som Allah har fastlagt.

Ghazali og fiqh om prioriteter

Imam al-Ghazali, må Allah have barmhjertighed med ham, kritiserede i værket ‘Al-Ihya’ dem, der kun er tilfredse med tilbedelse og fromme handlinger uden at rette opmærksomheden mod gode gerninger. Han siger: En anden gruppe er ikke lige så ivrig efter de frivillige handlinger som efter de obligatoriske. Vi ser, at de er meget glade for at udføre morgenens frivillige bøn, tahajjud om natten og andre bønner, men de glæder sig ikke over at udføre de obligatoriske handlinger. Eller også er de ikke ivrige efter at udføre de obligatoriske bønner til tiden. De glemmer den hadith, som Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har berettet: Ingen af Min tjeners handlinger er bedre for ham med henblik på at komme Mig nær end de handlinger, som Jeg har pålagt ham som obligatoriske(Bukhari). At tilsidesætte den rangorden, der bygger på betydningen af gode gerninger, hører under dårlig opførsel. Hvis en person kun er i stand til at udføre én af to obligatoriske handlinger, eller hvis den ene handling skal udføres inden for kort tid, mens der er rigelig tid til den anden, vil han være vildledt, hvis han ikke overholder rangordenen.

Der findes mange eksempler på situationer, hvor både forpligtelsen til at adlyde Allahs befaling og ulydigheden mod den bliver tydelig. Det, der i virkeligheden er tvetydigt, er, at nogle obligatoriske handlinger gives større betydning end andre. Det gælder for eksempel at prioritere de obligatoriske handlinger frem for de frivillige, at lægge større vægt på den individuelle obligatoriske pligt end på den kollektive obligatoriske pligt, at prioritere handlinger, som ikke kan udsættes, frem for mindre nødvendige handlinger, der kan udsættes, og at prioritere at opfylde moderens behov frem for faderens behov.

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev spurgt: Hvem har mest ret til min omsorg? Han svarede: Din mor. Manden spurgte: Hvem derefter? Allahs Sendebud sagde: Din mor. Manden spurgte igen: Hvem derefter? Og Allahs Sendebud sagde: Din mor. Manden spurgte for fjerde gang: Hvem derefter? Allahs Sendebud sagde: Din far. Manden spurgte igen: Hvem derefter? Og Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede: Den af dine slægtninge, der står dig nærmest, og derefter den, der står dig næst. Enhver skal opfylde sine forpligtelser over for sine slægtninge efter graden af slægtskabets nærhed. Hvis to af hans slægtninge har samme rang, skal han hjælpe den, der har størst behov for hjælp. Hvis deres behov er lige store, bør han hjælpe den, der er mest religiøs.

På samme måde bør en person, der ønsker at udføre hajj, men ikke er i stand til at dække sin fars udgifter, ikke tage af sted på hajj. Hvis han gør det, handler han som en tåbe. Han bør nemlig prioritere at varetage sin fars interesser. På den måde lægger han større vægt på en religiøs forpligtelse frem for en anden religiøs pligt af lavere rang.

Hvis tiden for fredagsbønnen indtræffer, mens en person er i gang med en på forhånd aftalt opgave, skal han desuden deltage i fællesbønnen. Hvis han går for at udføre den aftalte opgave, vil han være ulydig mod Allah, selv om det også er en obligatorisk handling at fuldføre det, man har lovet. Hvis en person opdager urenhed på sit tøj og derfor behandler sine forældre dårligt, er urenheden ganske vist uacceptabel, men det er heller ikke acceptabelt at såre sine forældre. Det er vigtigere at være omhyggelig med at afholde sig fra at såre sine forældre end at være omhyggelig med at undgå urenhed.

Der findes utallige eksempler på forholdet mellem forbudte handlinger og obligatoriske pligter. Den, der tilsidesætter prioriteringsrækkefølgen i blot ét af disse spørgsmål, er uden tvivl vildledt. [Se ‘al- Ihya’, tredje bind, s. 400–404, Se også min bog : ‘Imam al- Ghazali: Between His Praisers and His Critics’, s. 87–93]

Ibn Qayyims synspunkt

Hvilken tilbedelse er bedst – de former for tilbedelse, der er meget vanskelige at udføre, eller dem, der er meget gavnlige? Om disse spørgsmål fremsatte imam Ibn al-Qayyim forskellige synspunkter.

Han har givet udtryk for, at der ikke findes én bestemt foretrukken form for tilbedelse. Men på bestemte tidspunkter kan visse former for tilbedelse være at foretrække. [Madarij al Salikin, første bind, side 85–90, min bog ‘Ibadah i Islam’।] At give fødevarer til de nødlidende under en hungersnød er den bedste handling; derved opnår en muslim større nærhed til Allah. Når vantro kræfter angriber et muslimsk land, er jihad den bedste handling. Den næstbedste handling er at forsyne mujahiderne med våben og penge. Når en lærd dør uden at efterlade sig nogen arvinger, er det at tilegne sig religiøs viden den bedste handling. Derved kan en muslim håbe på belønning fra Allah, og de opnår også Allahs og de troendes ros. På denne måde kan man opretholde en balance mellem de gode handlinger i overensstemmelse med deres egenskaber.

Tredjekapitel

Den islamiske bevægelse: udbredelses kampagne og videns området

Udbredelses kampagne

Den islamiske bevægelse bør gøre en ihærdig indsats for at udføre dawah-aktiviteter blandt alle grupper og klasser i samfundet og for at skabe en bevidsthed om islamisk genopvækkelse blandt befolkningen overalt. Hvis man arbejder på denne måde, vil ingen del af samfundet forblive uden den islamiske bevægelses tilstedeværelse og aktiviteter. Bevægelsens kald vil nå ud overalt. Dens hengivne medarbejderstab vil også deltage i denne indsats. På denne måde vil antallet af bevægelsens følgere, støtter og fortalere også vokse mangefold.

Det er muligt at nå dette stadie ved at arbejde inden for information og massemedier. Derfor skal videnskabens nyeste landvindinger samt informations- og massekommunikationsteknologi anvendes på en organiseret og veltilrettelagt måde. Til dette arbejde skal alle de metoder og ressourcer fra både Vesten og Østen, som er mulige, og som kan findes hvor som helst, tages i brug. Denne metode skal anvendes, så længe den bidrager til at nå vores ønskede mål. En oprigtig troende bør altid søge efter visdomsord. Når han finder dem, er de hans ret.

Bevægelsen bør søge hjælp hos eksperter, der har erfaring med, hvordan man skal tale ved offentlige møder og foran hver enkelt gruppe. Disse eksperter er lærde inden for psykologi, sociologi, politik og kommunikationsvidenskab, og de ved, hvordan denne viden og erfaring kan anvendes til bevægelsens og islams bedste.

Bevægelsen må allerede i dag lægge planer for at skabe en da’wah-gruppe, hvis medlemmer kan tale tidens sprog og med samme dygtighed håndtere samtidens situation. De er bekendt med den islamiske da’wahs storhed, omfang, universalitet og balance. En gruppe mediefolk, der er i stand til at bringe da’wahen ud til mennesker ved hjælp af argumenter formuleret på nutidens sprog, må oplæres gennem uddannelse af høj kvalitet.

Nu vil vi drøfte, hvordan man kan udvide vækkelsen og bevægelsens arbejde blandt de vigtigste dele af samfundet: de uddannede, arbejderne, forretningsfolkene og andre grupper.

Kulturelle grupper

Først må den islamiske bevægelse udbredes blandt de kulturelle grupper, så deres syn på islam og islams budskab, lov, kultur og historie kan ledes ind på den rette vej, og så de kan informeres om den islamiske bevægelse, dens mål, formål og resultater.

Fejlagtige forestillinger

Selv om den islamiske vækkelse har bredt sig blandt mange kulturelt dannede unge, er nogle stadig uvidende om islam, eller deres viden om islam er ufuldstændig, forvansket eller uklar. Det skyldes enten århundreders tilbageståenhed eller de nye, forvanskende virkninger af fremmede ideologiers aggressive indtrængen.

Mange af dem tror, trods deres universitetsuddannelse, stadig på overtro og sagn. I deres tro giver de plads til polyteisme, blander skikke og traditioner ind i deres tilbedelse, og deres adfærd er præget af forvirring. Alligevel anser netop disse mennesker sig selv for at være oprigtigt religiøse. Mange kulturelt dannede personer besøger stadig helgenernes og dervishernes mausoleer, som om disse mausoleer og helligdomme var magen til Kabaen. De beder de døde om hjælp, bærer amuletter, tror på at hidkalde ånder, sværger ved andre end Allah og slagter dyr til ære for de døde.

Selv om antallet af sådanne mennesker er forholdsvis lille på grund af den langtrækkende materialistiske bølge og Vestens ideologiske aggression, eksisterer de stadig som følge af indflydelsen fra en vildledt sufisme. I mange muslimske lande udøver de stadig deres magt, og de offentlige myndigheder støtter dem åbent og i det skjulte. En intelligent person har ingen grund til ikke at forstå betydningen af dette. Disse kultiverede mennesker bør forstå den sande tros og troslærens grundlæggende fundamenter og tilegne sig viden om den form for tilbedelse og lydighed mod Allah, som Han har godkendt. Mange uddannede mennesker er stadig uvidende om forskellige sider af islams evige natur, styrke og storhed. Man kan næsten sige, at de intet ved om islams principper og særpræg. De får deres viden om islam fra orientalister, missionærer og muslimernes nuværende tilstand. De tror, at islam må være sådan, som muslimerne omkring dem er. Derfor holder de islam ansvarlig for muslimernes tilbageståenhed, fordærv og uvidenhed. Men intet af dette har overhovedet noget med islam at gøre.

Kultiverede mennesker bør vide, hvor de kan få viden om islam, og hvilke kilder der kan lære dem islams sande lære. De bør vide, at islam ikke skal bedømmes ud fra muslimerne; det er derimod muslimerne, der skal bedømmes ud fra islam. Vildledte muslimer er ikke islams målestok; det er de sande muslimer, der er islams målestok.

Nogle kultiverede mennesker mener stadig, at de kan være virkelig fromme muslimer. Samtidig accepterer de selv at være underlagt andre love end den islamiske sharia og bor i lande, hvis love og herskende regering ikke er islamiske.

De bør forstå, at islam er en livsordning og et lovsystem, og at Allah ikke åbenbarede Koranen, for at den skulle reciteres over de døde. Den er derimod bestemt til at lede de levende mennesker. Allah den Almægtige har sagt: Sandelig, Jeg har åbenbaret denne sande bog, Koranen, for dig, så du kan dømme mellem mennesker efter det, som Allah har åbenbaret for dig gennem åbenbaringen (Sura an- Nisa: 105). De bør også forstå, at de, som ikke dømmer efter det, Allah har åbenbaret, ifølge Bogens beskrivelse falder ind under vantro, uretfærdighed eller syndighed, eller at alle disse fejl samlet tilskrives dem.

Nogle kultiverede mennesker mener stadig, at islam er en form for kristendom, og at kristendommen accepterer menneskers inddeling i klasser samt en opdeling af livet mellem Gud og kejseren. Matthæus 22:21siger: »Giv derfor kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.« På denne måde begrænser de islam til forholdet mellem mennesket og Allah. Og det eneste sted for dette særlige forhold er menneskets samvittighed. Hvis dette forhold bevæger sig uden for samvittigheden, vil dets eneste sted være moskéen og intet andet. Hvad har islam at gøre med livet og dets ordning, kulturen og dens udvikling, uddannelse og læseplaner, økonomien og dens anvendelse samt lovgivning og strafferet?

Endnu mere beklageligt er det, at nogle af dem ikke blot hævder at være muslimer, men også er stolte af at være muslimer. De beder, udfører umrah eller hajj. Samtidig lovpriser de sekularismen, foretrækker nationalistiske bånd frem for islam og antager fuldstændigt vestlig tankegang uden nogen form for skelnen eller undersøgelse af, hvad det er, de forfølger.

De antager Darwins evolutionsteori, Freuds psykoanalytiske teori, Marx’ materialistiske fortolkning af historien og Durkheims teori om religionens oprindelse. Alligevel ser de ikke, hvilken rolle islam spiller blandt disse teorier. En af dem har endda engang erklæret: »Jeg er muslimsk marxist.« Det er uforståeligt, hvordan disse to ting kan eksistere i ét menneske. Hvorfra hentede han denne inspiration – fra Koranen eller fra Das Kapital eller Det Kommunistiske Manifest? Hvis der opstår en konflikt, hvem skal da være hans forbillede og afgøre sagen – Muhammad, fred være med ham, eller Marx?

Hvis en person siger: »Jeg er muslimsk buddhist eller muslimsk kristen« – kan det så accepteres? Hvis svaret er »nej«, hvordan kan han da sige: »Jeg er muslimsk marxist«? Er det, fordi marxismen ikke er en religion, men tværtimod bekæmper alle religioner og betragter religion som »folkets opium«? Hvis det er tilfældet, er det desto mere ønskværdigt at forkaste marxismen. For islam kan ikke forenes med en anden religion, selv hvis denne religion er bogbaseret. Hvordan kan islam da forbindes med en ideologi, der er imod alle religioner?

I virkeligheden har marxismen, selv om den fornægter alle religioner, en religiøs karakter. Det skyldes, at marxismen kræver ubetinget lydighed af sine tilhængere; derfor har det ikke været muligt for marxismen at blande sig med nogen anden religion eller ideologi.

Marxismen er en absolut autoritær filosofi. Den giver ikke islam eller nogen anden religion plads. Religion har end ikke nogen rolle, bortset fra når det er nødvendigt, og i det marxistiske samfund betragtes religion som sekundær, ikke grundlæggende.

Nogle kulturelt dannede personer mener, at årsagen til muslimernes politiske svaghed, militære nederlag, kulturelle tilbageståenhed samt underlegenhed inden for videnskab og teknologi er islam. Og at Vestens sejr og fremgang blev mulig, fordi man befriede sig fra religionens kontrol og antog det sekulære ideal, der adskiller religion og stat.

Denne kulturelle gruppe skal undervises i religionens sande form i lyset af de to grundlæggende kilder, den hellige Koran og Profetens, fred være med ham, sunna – sådan som ummaens bedste generation, sahabaerne og deres efterfølgere, tilegnede sig viden. Så vil de se, at de bedste resultater opnås, når islams sande lære forstås korrekt og følges af hele hjertet.

Islams sande lære er intet andet. Denne lære frigør sindet, renser nafs, styrker viljen og opbygger kroppen på et stærkt og solidt grundlag. Den fører samfundet mod fremskridt gennem videnskab, tro, gensidig afhængighed og moral. Den etablerer en regering baseret på retfærdighed og rådslagning, regerer efter Allahs lov og viser hele menneskeheden den bedste vej.

Ved at studere islams historie må de desuden lære om årsagerne til islams opkomst og fald, sejr og nederlag, udvikling og katastrofer, styrke og svaghed. Ved en gennemgang af historien vil det tydeligt fremgå, at muslimerne kun opnåede sejr, fremgang og styrke, når de under ledelse af en kalif, en hærfører eller en tænker inden for rammerne af en bevægelse holdt fast ved islam, islams værdier og lære. Sådan var det under blandt andre de retledte kaliffer, Umar ibn Abd al-Aziz, Abu Ja‘far al-Mansur, Harun al-Rashid, Nur al-Din Mahmud al-Shahid og Salah al-Din al-Ayyubi.

På den anden side er nederlagets, katastrofens, svaghedens og forfaldets tid indtrådt, når muslimerne har fjernet sig fra islams sandhed. Jo længere de har fjernet sig, desto mere har ulykken opslugt dem.

Nogle kultiverede mennesker er stadig uvidende om mange af de forhold, der er udbredt i islams navn. Som vi har set, vælger nogle forfattere for eksempel korsfæstelsen som emne, fordi de anser den for at være sand. Islam har imidlertid utvetydigt afvist den påståede korsfæstelse af Isa. Nogle fortæller også historien om, hvordan Hawwa fristede Adam til at spise af det forbudte træ, og hvordan de som følge heraf blev fordrevet fra Paradiset og bragte sorg og lidelse til menneskeheden på jorden.

Denne teori er hentet fra Toraen og Det Gamle Testamente, men har intet grundlag i islam. For det var Adam, der spiste af det forbudte træ, og Adam, der trodsede Allahs befaling.I Sura Taha’, vers 115 , siger Allah: »Vi havde tidligere sluttet en pagt med Adam, men han glemte den, og Vi fandt ingen fasthed hos ham.« I den samme sura , vers –121–122 , siger Allah: »Adam var ulydig mod sin Herre, og derfor for vild. Men hans Herre udvalgte ham til sin barmhjertighed, vendte sig derefter mod ham og ledte ham til den rette vej.«

Det fremgår således, at det egentlige ansvar lå hos Adam, og at hans hustru blot fulgte ham, da det gjaldt at spise den forbudte frugt.

Mange dannede mennesker bedømmer stadig kultur ud fra et vestligt perspektiv. For dem er dans kulturens fremmeste bestanddel. Derfor er den, der ikke danser, ikke dannet. Den dans, vi har, udføres med sværd. Fortæl dem også, at vi har den libanesiske folkedans dabka samt mange andre folkedanse ligesom i ethvert andet land, og at de opføres ved bryllupper og andre festlige lejligheder. Hvis du siger dette til dem, bliver du genstand for deres latterliggørelse. For du har jo ikke forstået dansens eneste betydning. Og den er, at dans betyder kvinders dans med fremmede mænd og mænds dans med fremmede kvinder. Mens de danser, mærker de hinandens kroppe berøre hinanden og bevæger sig i takt med musikken. Men vogt dig for at have fordomme om dem, for de er ikke almindelige mennesker som du og jeg, der har drifter og begær. De står hævet over tvivl og dyriske drifter, ja, de synes at være engle, der vandrer på jorden.

Og halal og haram fastlægger for en muslim, at han ikke kan gøre hvad som helst efter eget ønske. Han må tværtimod handle inden for de ukrænkelige grænser, som Allah har fastsat. Den Højeste Allah siger isura at-Talaq’s første vers:»Og den, der overskrider de grænser, Allah har fastsat, gør uret mod sig selv.« For de dannede er dette en mærkelig lære, som de ikke er villige til at acceptere.

De dannede menneskers behandling

For at tiltrække den kulturelle gruppe til den islamiske genoplivning bør man anvende to metoder: en afhjælpende og en forebyggende.

Den afhjælpende metode består i at fjerne de fejlagtige forestillinger, som de dannede har næret. Man må fremlægge sit budskab for dem gennem rolige, objektive og teoretiske drøftelser – ikke ved at fornærme dem, tale tilfældigt eller ramme dem med ophedede ord. Man bør tværtimod vise dem vej til autoritative kilder, hvorfra de kan opnå korrekt viden om islam, Koranen, Profeten, teologien, sharia, historien og kulturen.

Denne metode er især velegnet til de unge, som ikke er faldet i ekstremismens kløer og har taget den til sig som et princip eller forsøger at forme deres liv efter den. Metoden kan også være frugtbar for de unge, der oprigtigt søger sandheden for sandhedens skyld. Det er nytteløst at diskutere med dem, der klamrer sig til ekstremisme, progressivisme, liberalisme, højrefløjen, venstrefløjen og lignende. Den kan dog måske være nyttig, når man skal forklare eller tilbagevise et bestemt emne.

Den anden metode er forebyggende. Formålet med denne indsats skal være at fremstille den rene og autentiske islamiske kulturs form i en præcis teori og med et klart sprog. Det indebærer at give vejledning til forståelsen af islam, fjerne de mangeartede fejlagtige forestillinger, der er opstået blandt de dannede, og samtidig bekæmpe falske og fantasifulde tanker og overbevisninger.

Et af den forebyggende metodes vigtigste formål er at beskytte de unge mod det giftige stik fra aggressive ideologier. Den viden, de unge tilegner sig gennem dette arbejde, vil fungere som en vaccine mod den ideologiske epidemi, der i det skjulte eller åbent breder sig i vores land.

Almindelige muballighs eller religiøse forkyndere bør holdes væk fra de kulturelle miljøer. Disse muballighs og wa’iz’er kan hverken tale tidens sprog eller fremlægge deres budskab gennem forståelige og acceptable argumenter for de kultiverede mennesker. Disse religiøse forkyndere kan kun skabe begejstring blandt de bedende gennem deres følelsesladede veltalenhed. Men de kan ikke røre de frisindedes hjerter. Disse liberale siger kun sjældent »ja«; deres spørgsmål er tværtimod altid: »Hvorfor, hvordan?«

Populære muballighs minder om populære forfattere. De førstnævnte skaber begejstring gennem deres melodiske wa’z og formaninger, mens de sidstnævnte vækker følelser gennem deres klare skrivestil. Ifølge et gammelt arabisk ordsprog er pennen én af to tunger. Tungen har langt større virkning, når det gælder om gennem stemmen og dens klang at ophidse og betage tilhøreren. Og hvis fantasien dertil føjes, er der slet ingen grænser. Disse wa’iz’ers og forfatteres rolle og nytte rækker kun så langt som deres viden. Men den skade, de forvolder i de kultiverede kredse, overstiger som regel den gavn, de gør.

Folket

At rette opmærksomheden mod de kulturelle miljøer betyder ikke, at man forsømmer almindelige mennesker. Arbejdet på de to områder er ikke indbyrdes modstridende. Den islamiske bevægelses grundlæggende kendetegn er dens folkelighed. Bevægelsen er folkelig i den forstand, at den hverken er en regeringsbevægelse eller en elitær bevægelse. Det er en bevægelse, der udspringer af folkets hjerter og udtrykker deres følelser. Gennem gensidig vekselvirkning afspejler bevægelsen folkets holdninger. Den taler på deres vegne og hjælper dem med at varetage deres pligter og gøre deres rettigheder gældende.

Bevægelsens udenlandske fjender og deres agenter i landet forsøger at isolere den islamiske bevægelse fra folket. Nogle gange gennem bagvaskelse og fordrejning, andre gange gennem trusler, intimidering eller pres. Andre fortsætter dette forsøg gennem forskellige metoder.

Endnu farligere er det, hvis bevægelsen selv isolerer sig fra folket under påskud af arrogance, klager, mangel på respekt, hensynsløshed eller travlhed. Den egentlige fare opstår, når bevægelsen glemmer sit gensidige forhold til folket, tilsidesætter folkets problemer og lidelser og bliver så optaget af kun at høre sig selv tale om sig selv. På den måde isolerer bevægelsen sig fra folket og søger tilflugt i et afsondret kammer.

Den islamiske bevægelse vil først lykkes, når den er i stand til at gå fremad sammen med folket. Folket vil identificere sig med bevægelsens interesser og betragte dens problemer eller kriser som deres egne farer og vanskeligheder. Bevægelsens glæder vil blive en årsag til deres glæde; de vil prise alle dens roller, standpunkter og bestræbelser og forbande fjenden. Den islamiske bevægelse vil først lykkes, når dens bestræbelser koncentreres om at blive ét med folket, som blodet, der strømmer gennem arterier og vener. Bevægelsens forhold til folket vil være som forholdet mellem kroppen og sjælen og mellem øjet og synet. Da vil folkets strøm og den islamiske bevægelse blive ét, så det ene ikke kan adskilles fra det andet.

Det er først muligt, når den islamiske bevægelse tager folkets interesser til sig, udviser medfølelse med deres følelser og udtryk, deler deres sorg og lidelser, står ved deres side i nød og fare og bliver ét med dem.

Uvirkelige drømme

På grund af vores tillid til folket og vores tillid til folkets styrke må vi ikke holde dem væk fra at møde den hårde virkelighed eller hensætte dem i uvirkelige drømme. Den islamiske bevægelses fortalere og teoretikere må forelægge nationen dens virkelige sygdom. Sygdommen må ikke skjules, sådan som man gør det med en patient, der lider af en uhelbredelig sygdom. Nationen må få sandheden at vide, hvor bitter den end måtte være. Man bør ikke vise den sådanne uvirkelige drømme, hvis drømmene ikke kan realiseres.

Muslimske sufi-vismænd har skelnet mellem håb og ønsker og sagt, at håb ledsages af handling; ellers er det blot et ønske. Håb er de troendes mål, mens ønsket er et påfund for dem, der ikke ønsker at gøre noget. Koranen taler til dem, der hævder, at Paradiset alene tilhører dem, selv om de hverken tror eller handler. Sura al- Baqarah’s 111. vers står der: »Det er deres hjertes ønsker.« Sig: »Kom med jeres bevis, hvis I taler sandt.«

Ali ibn Abu Talib (må Allah være tilfreds med ham) sagde til sin søn Hasan (må Allah være tilfreds med ham): »Pas på, stol overhovedet ikke på ønsker. Ønsker er tåbers støtte.« En arabisk digter har sagt: »Vær ikke ønskernes slave, for ønsker er de ubemidledes eneste ressource.«

En bevægelse, der ønsker at oplyse den dybeste nats mørke med strålende lys, drives af håb, længsler og ønsket om en smuk fremtid. Håb og længsler er forskellige fra ønsker. For hvis man ikke får det, man ønsker, ender det i skuffelse, mens der i håb og længsler ikke er plads til fortvivlelse eller håbløshed.

Vi må nødvendigvis forelægge folket den hårde virkelighed. Vi må advare dem om fremtidens farer, så de kan forberede sig på at håndtere disse lidelser. De må ikke være under den illusion, at vejen til fremtiden er dækket af blomster, uden torne, eller at man kan høste frugterne uden anstrengelse.

Den fejl, som den islamiske bevægelse begår ved at udbrede islamiske slagord og udsagn med løsninger på problemer blandt det muslimske folk, må korrigeres. Når slagordene siger: »Islam er løsningen«, »Der er intet håb uden islam« eller »Islam er den eneste løsning på vores socioøkonomiske og politiske problemer«, tror almindelige mennesker, at hvis luften fyldes med disse slagord, og de ved valget støtter bevægelsens kandidater og sender dem til parlamentet med et flertal af stemmerne, vil alle deres problemer blive løst med et tryk fra en tryllestav eller på mirakuløs vis.

Den islamiske bevægelses aktivister og bevægelsens intellektuelle må direkte og enkelt forklare folket, at islam ønsker at løse folkets problemer gennem folket selv. Allah vil ikke sende engle til jorden for at udføre deres opgaver – pløje jorden, opdrætte husdyr, fremme handelen, opbygge infrastrukturen, samle muslimsk arbejdskraft til produktivt arbejde eller beskytte nationen mod lediggang og spild af kræfter.

Et retfærdigt samfund er nødvendigt for et godt liv. Folket selv må arbejde for at etablere et sådant samfund. Til nogle mennesker, der opholdt sig i moskeen i forventning om, at Allah ville sende hjælp, sagde Umar ibn al-Khattab (r.a.): I bør ikke sidde dovent og heller ikke forsøge straks at få det, som Allah har bestemt for jer. Derefter sagde de: »O Allah, send mig alt det, der er bestemt for mig.« Men de vidste, at guld og sølv ikke ville regne ned fra himlen. Allah siger: »Når fredagsbønnen er afsluttet, så spred jer over jorden og søg den forsørgelse, som Allah har skænket, gennem jeres arbejde« (Sura al-Jum’a 10)). I Koranen er dette ufravigelige princip klart udtrykt således: »Allah ændrer ikke et folks tilstand, før de ændrer det, der er i dem selv (Sura ar-Ra’d 11)।

Dette er udgangspunktet. Vi må erstatte vores fejlagtige forestillinger, dårlige tankegang, afskyelige karaktertræk og uacceptable moral og etik med korrekte forestillinger, klare og ærlige tanker, prisværdig karakter og ophøjet moral. Den livsform, som mennesker nu er blevet vant til, må ændres. Livet må gøres arbejds- og produktionsorienteret. Det går ikke at være doven og drive omkring. Livet må betragtes som en alvorlig sag, ikke som en spøg. Livet handler om nøjsomhed, ikke luksus; om retfærdighed, ikke uretfærdighed; om hårdt arbejde, ikke dovenskab.

Fejlagtige opfattelsers korrektion

Den islamiske bevægelses og dens talsmænds ansvar er at korrigere de fejlagtige forestillinger om islam, som har spredt sig blandt muslimerne. For islamisk tænkning og bevidsthed kan være et redskab til samfundets opbygning og fremskridt.

Mange religiøse mennesker har fejlagtige forestillinger om nogle af islams vigtigste værdier. Blandt disse er iman, taqwa, ærlighed og ligefremhed.

I Den Hellige Koran siges der: Hvis indbyggerne i disse byer havde troet og været præget af taqwa, ville Jeg have åbnet himlenes og jordens velsignelser for dem (Sura al- A’‘raf: 96)。 Der siges endvidere: Den, der frygter Allah og opfylder sin pligt over for Ham, for ham vil Allah skabe en vej ud af alle vanskeligheder. Og Han vil give ham forsørgelse fra et sted, han ikke kan forestille sig (Sura at-Talaq: 2–-3)。 Eller der siges: Og sandelig har Vi efter den Bevarede Tavle skrevet formaningen i Zabur: Mine retskafne tjenere skal arve jorden (Sura al-Anbiya: 105)。 I en anden sura siges der: Hvis disse (de ikke-muslimer) havde troet på Allah og fulgt islams rette vej, ville Jeg sandelig have overrislet dem med rigeligt regnvand (Sura al-Djinn: 16)।

Når almindelige mennesker reciterer disse vers, tror de, at versene blot handler om visse ritualer og opfyldelsen af religiøse pligter. Det gælder for eksempel bøn, faste, tasbih, tahlil, takbir og anden ihukommelse af Allah samt at holde sig fra alle forbudte handlinger såsom alkohol og hasardspil. Der er ingen tvivl om, at dette er uadskillelige dele af religionen. Men dīn, īmān og taqwā er ikke begrænset hertil. I Suraen adh-Dhariyat’, 56. vers siger den Almægtige Allah: „Jeg har kun skabt jinnerne og menneskene, for at de skal tilbede Mig alene.“ Da Allah skabte mennesket til at tilbede Ham, gjorde Han dermed også klart, at mennesket skulle være Hans stedfortræder eller khalifa på jorden, og at det skulle opdyrke og opbygge jorden gennem viden og arbejde. Allah siger: „Jeg vil visselig sætte en stedfortræder på jorden“ ((Sura al- Baqarah: 30) ). „Han har frembragt jer af jorden og bosat jer på den for at opdyrke den“ ((Sura Hud: 61) ). Ordet „opdyrke“ betyder her, at Han ønsker, at I skal opdyrke og opbygge den. Også dette arbejde med at opdyrke og opbygge jorden regnes som tilbedelse.

Tro, gudsfrygt, ærlighed og åbenhjertighed kræver, at vi skaber balance mellem vores materielle liv og vores religiøse liv, tilbeder Allah ved at følge islams universelle normer og regler, er fuldt forberedte på at møde vores fjender, dyrker jorden og arbejder på fabrikker. Udnyt alle områder inden for videnskab og industri, som er nødvendige for nationens religiøse og materielle liv. For muslimske retslærde har anset dette for at være et kollektivt ansvar (fard kifaya) for hele nationen. Hvis alle ikke i fællesskab opfylder denne pligt, vil det være en forkastelig synd.

Den ønskede fromhed er hverken en dervishs tasbih i hånden, en selvudnævnt sheikhs turban på hovedet eller et afsondret sted eller en khanqah, som den bedende har valgt til tilbedelse og gudsdyrkelse. Fromhed betyder tilegnelse af viden og udførelse af gode gerninger, balance mellem religiøs fromhed og verdslighed, mellem krop og sjæl, planlægning og organisering, produktion og udvikling samt opnåelse af fuldkommenhed og fortræffelighed. Det er nævnt i hadith: Allah bliver tilfreds, når mennesker udfører en handling præcis så godt, som den bør udføres (Bayhaqi). Sandelig, Allah har lagt dygtighed i alting (Muslim)।

Allahs Sendebud, fred være med ham, opfordrede muslimerne til at være dygtige i alt, hvad de gør, selv når det gjaldt at dræbe et lille krybdyr. Det fortælles i en hadith fra Sendebudet, fred være med ham: Den, der dræber en gekko med ét slag, har opnået hundrede gode gerninger. Den, der dræber den med to slag, har også gjort en god gerning, men færre end den første, og den, der formår at dræbe den med tre slag, har også gjort en god gerning, men færre end den anden (Muslim). Man skal bestræbe sig på at udføre alle handlinger godt, selv hvis handlingen er ubetydelig.

Allahs Sendebuds, fred være med ham, ledsagere betragtede ikke islam som de fattiges og dervishernes religion. De anså heller ikke tro og fromhed for noget, der skulle adskilles fra livet, og de blev ikke kun optaget af de obligatoriske religiøse handlinger, mens de opgav forsøget på at skabe et bedre liv. Da Abd al-Rahman ibn Awf, måtte Allah være tilfreds med ham, blev tilbudt at modtage en tilstrækkelig stor del af Sa’d ibn al-Rabi’s, måtte Allah være tilfreds med ham, formue, afslog han ydmygt og sagde: »Jeg er handelsmand; hvor er markedet? Vis mig det.« Han drev handel og opnåede en enorm fortjeneste. Denne handel svækkede ikke hans tro og fromhed det mindste; tværtimod var han så troende og from, at han var blandt de ti, som havde fået det glædelige budskab om Paradiset. Allahs Sendebud, fred være med ham, havde på forhånd givet ham det glædelige budskab om indtrædelse i Paradiset og udtrykte sin tilfredshed med ham på tidspunktet for sin død. Abd al-Rahman ibn Awf, måtte Allah være tilfreds med ham, var også medlem af det seks medlemmer store shura-råd, som Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, havde dannet. Umar dannede dette råd for, at de blandt sig kunne vælge en kalif efter hans fravær.

Det er de gudfrygtige troende, som i kraft af troen på Allah og deres ærlighed, ud over at arbejde hårdt for verdslig velfærd, altid bestræber sig på at gøre gode gerninger. Derfor skænker Allah dem sin barmhjertighed for deres indsats i denne verden og vil heller ikke være nærig med at belønne dem i det hinsidige.

Det arbejdende folk

Med »det arbejdende folk« mener jeg industriarbejdere og håndværkere inden for forskellige områder. De udgør i dag en stor del af befolkningen, som arbejder i de store byer. Denne organiserede og forenede arbejderklasse kan ved at indkalde til strejke i protest mod uretfærdighed og for at kræve deres rettigheder lamme det daglige liv.

Ser man på dette område, bliver det tydeligt, at den islamiske bevægelse indtil nu kun har haft ringe indflydelse på arbejderklassen. På dette niveau i vores samfund er venstrefløjen stadig mere indflydelsesrig og taler med en stærkere stemme. Venstrefløjen udnytter i vid udstrækning arbejdernes krav og ønsker til egne formål. I Egypten begyndte Det Muslimske Broderskab, den islamiske bevægelses hovedorganisation under imam Hasan al-Bannas ledelse, at arbejde med en gruppe egyptiske arbejdere. Disse arbejdere svor troskab i Ismailia og lovede at støtte det mål, som imamen arbejdede for.

Selv om det i de fleste muslimske lande (Egypten, Sudan, Jordan, Tunesien, Algeriet, Pakistan osv.) har været muligt at slå den islamiske bevægelses rødder dybt blandt studerende og elever, er bevægelsens tilstedeværelse blandt arbejderklassen ubetydelig. Trods den islamiske bevægelses store indflydelse i det sudanesiske samfund har Dr. Hasan al-Turabi, lederen af Sudans Nationale Islamiske Front, nævnt dette forhold i sin bog med titlen »Den islamiske bevægelse i Sudan«. På nogle områder har bevægelsen en enerådende indflydelse, og også på andre områder er den i stand til at udøve betydelig indflydelse.

Jeg er ikke klar over årsagerne til den islamiske bevægelses manglende udbredelse blandt arbejderklassen. Skyldes det arbejdernes svage religiøse bevidsthed? Men hvorfor er arbejdernes religiøse bevidsthed svag, når de som en del af den bredere befolkning, for hvem religionen er uadskillelig, selv er en del af den? Skyldes det manglende viden om den sande islam og islams rolle i livet samt indflydelsen fra importerede, fremmede idéer? Dette spørgsmål må undersøges nærmere.

Eller skyldes det den islamiske bevægelses manglende anerkendelse af arbejdernes interesser og manglende initiativer til at beskytte dem samt dens manglende støtte til deres retmæssige krav, eller skyldes det de grådige kapitalisters og de udbyttende herskeres handlinger? Eller skyldes det venstrefløjens succes? Venstrefløjen øver systematisk indflydelse på arbejderne og støtter dem med det formål at bruge dem til at udbrede sin destruktive politik og materialistiske filosofi. Venstrefløjen er meget dygtig til disse ting. Den kender også kunsten at lokke, og den er ligeledes dygtig til at føre den smædekampagne, at den islamiske bevægelse aldrig vil kunne gavne arbejderne.

Uanset hvad årsagen er, bør den islamiske bevægelses strategi på dette område gennemgås. Arbejderklassen er nemlig en vigtig del af det muslimske samfund. Islam er stadig en stærk drivkraft i de arbejdende menneskers liv. De tror nemlig, at islam er den eneste religion, der frem for alt tillægger arbejdet værdighed og er urokkelig i kravet om retfærdighed over for arbejderne. Islams økonomiske, sociale og juridiske regler beskytter arbejderne og deres rettigheder, og over for dem, der gør dem uret og forsøger at udnytte dem til at fremme egne interesser, står islam på arbejdernes side. Islam kræver, at der indføres sociale ordninger, som sikrer beskæftigelse til alle arbejdsløse arbejdere og forsørgelse af alle arbejdsdygtige mennesker i samfundet.

En ny faktor bidrager nu til at skabe en positiv holdning til den islamiske bevægelse i arbejdermiljøet. Det er kommunismens filosofi og metoders sammenbrud. Som følge heraf lød afskedsklokkerne for de østeuropæiske diktatoriske regeringer. Arbejderklassen gjorde oprør mod det diktatur, der var blevet oprettet i dens navn for at beskytte dens interesser. Selv Sovjetunionen, socialismens vugge, har i lyset af perestrojka-filosofien begivet sig ud ad en ny vej med henblik på social genopbygning. De marxistiske og socialistiske regeringer, som var blevet oprettet for arbejderne og af arbejderne, havde ikke formået at bringe arbejderne den ønskede lykke og fred — den lykke, som de arbejdende mennesker havde gjort oprør mod de feudale og kapitalistiske regeringer for at opnå. Det er blevet bevist, at arbejderne har det langt bedre under en fri regerings styre end under kommunismens lænker.

De to dele af Tyskland før genforeningen er et fremragende eksempel, hvis man vil forstå dette forhold i detaljer. Hvordan levede arbejderne i de to dele, og hvordan var deres følelser? Østtysklands indbyggere følte, at de levede i et enormt fængsel. Så snart de fik den mindste mulighed, flygtede de i massevis til Vesttyskland. Hvilket bedre bevis kunne der være end dette?

Forretningsfolk og investorer i finansielle midler

Blandt de områder, hvor den islamiske bevægelse må udvide sin indflydelse, er også handelsfolk, forretningsfolk og investorer en vigtig gruppe. Disse mennesker lever i en verden af penge og kapital, fortjeneste og tab, monopolhandel og konkurrence. Denne gruppes medlemmer glemmer som regel reglerne om halal og haram og tilsidesætter Allahs dhikr, salah og betalingen af zakat. Derfor var Allahs Sendebud (fred være med ham) opmærksom på at vejlede og formane forretningsfolk om de skadelige og risikable sider ved kommercielle aktiviteter.

Han advarede dem mod bedrag og sagde: »Den, der snyder, hører ikke til blandt os.« Han advarede mod monopolhandel og sagde: »Den, der monopoliserer en vare, handler uretfærdigt«, det vil sige, at han er en synder. Han advarede de handlende mod at aflægge overdrevne eder ved Allahs navn. Om de handlende, der gør den Almægtige Allah til en vare, sagde han kritisk, at de tilsyneladende ikke kan købe eller sælge uden at sværge ved Allah. Han advarede også mod falske eder, som måske kan øge omsætningen, men som berøver sælgeren Allahs barmhjertighed. Han advarede mod åger og sagde: »Allah forbander dem, der tager åger, dem, der betaler åger, dem, der skriver kontrakten om den, og dem, der bevidner den.« Han advarede også mod at sælge varer, som ikke er på lager (gharar). For køberen holdes uvidende om varen, og når varen skal leveres, opstår der uundgåeligt strid.

I Den Hellige Koran fordømmes det også at snyde med mål og vægt: »Ve dem, der giver for lidt ved mål og vægt (og dermed krænker andres rettigheder), som tager fuldt mål, når de tager imod fra folk, men giver for lidt, når de måler eller vejer for dem. Tænker de ikke over, at de vil blive genoprejst på den store dag, hvor alle mennesker vil stå foran alle verdeners Herre, (Sura Mutaffifīn‌: 1––6)«)।

På den anden side har Koranen rost de handlende, som ikke er forsømmelige med deres pligt over for Allah og med at opfylde de religiøse forpligtelser. I Den Hellige Koran beskrives det, hvordan de regelmæssigt går til moskeen for at bede: »(De findes) i huse eller moskeer, som Allah har befalet skal ophøjes i renhed og værdighed. I dem lovpriser mænd Allah morgen og aften, mænd som hverken køb eller salg kan distrahere fra at mindes Allah, fra at udføre bønnen og fra at betale zakat. De frygter den dag, hvor mange hjerter og øjne vil blive vendt rundt, (Sura Nur: 36––37)«)।

Handlende og købmænd kontrollerer størstedelen af nationens rigdom. De kontrollerer forsyningen af varer til befolkningen og fastsætter priserne på forbrugsvarer. På den måde øver de indflydelse på den nationale økonomi og finanspolitik. Derfor må de handlende advares om aldrig at gøre det, de ikke bør gøre, og om at betale zakat af deres formue samt give andre former for almisse ud over zakat.

Købmandsstanden falder ikke inden for den islamiske vækkelsesbevægelse, og de er kun optaget af det jordiske liv; derfor bør man ikke anse det for nytteløst at arbejde blandt dem. De er også mennesker ligesom alle andre. Råd og advarsler påvirker dem, og de kan også begejstres af kloge ord, tålmodighed og en korrekt fremstilling.

I de første dage af Allahs Sendebuds, fred være med ham, da’wa antog mange forretningsfolk troen på Allah og Hans Sendebud, fred være med ham. Selv om de risikerede, at deres handel og kapital blev ødelagt eller led tab, svarede de på kaldet til tawhid. Blandt dem, der tog imod islam helt i begyndelsen, var Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, Uthman, må Allah være tilfreds med ham, og Abd al-Rahman ibn Awf, må Allah være tilfreds med ham. De var blandt de ti, som havde fået det glade budskab. I håbet om at opnå Allahs tilfredshed og barmhjertighed og for at yde støtte og hjælp til Allah og Hans Sendebud blev de tvunget til at forlade deres hjem og ejendele og udvandre til Medina. For Allahs skyld accepterede de denne ændring i deres skæbne med tilfredse hjerter.

I vores tid ser vi mange retskafne forretningsfolk, som frivilligt bruger penge på religiøst arbejde, fordi de tillægger livet efter døden større betydning end det jordiske liv. De klamrer sig ikke til de rigdomme, de har modtaget som et tegn på Allahs barmhjertighed. For de betragter deres liv og ejendom som den islamiske da’was og bevægelses ejendom.

Vestlige kristne kapitalister giver milliarder af dollars til kristne institutioner over hele verden for at udbrede deres religion. Det samme gælder jødiske kapitalister. Trods deres nærighed og tilbøjelighed til at dyrke penge fortsætter de med rund hånd at bruge penge på jødiske interesser både før og efter oprettelsen af staten Israel. Muslimske velhavende bør ikke gøre mindre. For de ved, at Allah er ejendommens ejer. Derfor skal de bruge denne rigdom på Allahs vej. Og for dette vil Allah den Højeste belønne dem.

Jeg vil gerne fremhæve et vigtigt aspekt ved materiel almisse og velgørenhed. Blandt muslimerne er der mange velhavende mennesker, som er retskafne og sanddru og gerne vil bruge deres rigdom på at opnå Allahs tilfredshed. De giver rundhåndet til velgørenhed. Men de bør vide, hvordan og til hvem de skal bruge deres penge.

Det rette område at bruge disse penge på er islamisk arbejde. Derfor må de, der er i stand til at give almisser, forstå, at det ikke vigtigste er at bruge penge, men at bruge dem på den rigtige måde. I denne forbindelse er det afgørende at prioritere, det vil sige at fastlægge, hvilken sektor der er vigtigst nu, og hvilket område der bliver nødvendigt på et senere tidspunkt, og således ordne områderne for pengeforbruget efter deres rækkefølge. Det er virkelig sørgeligt, at de fleste velhavende muslimer, især de, der bruger penge på velgørende arbejde, som regel kun viser større interesse for at give til moskébyggeri eller lignende religiøse institutioner. Derfor er der betydelig vrede og mange klager blandt den islamiske bevægelses aktivister.

Den afrikanske »Islamic Da’wah Organization« har fremsat denne klage. Dr. Muhammad Nasser, som er tilknyttet Indonesiens »Supreme Council for Islamic Da’wah«, og hans medarbejdere har også fremsat den samme klage. Den samme type klage høres fra dem, der arbejder for at udbrede islamiske idealer og islamisk undervisning i kampen mod sekularisme, marxisme og andre ideologier.

Eksperter og oprigtige støtter, der er knyttet til den islamiske bevægelse og da’waen, er blevet enige om, at der findes arbejdsområder, som er vigtigere end at bygge moskéer. Et eksempel er at forme mennesker – mennesker, der bygger civilisationen, skaber succes i da’wa-arbejdet, går fremad mellem håb og usikkerhed, bygger moskéer og skridt for skridt arbejder på at opbygge forskellige institutioner efter islamisk forbillede.

At oprette et center med henblik på at udbrede islams da’wah-aktiviteter og skabe bevidsthed blandt muslimer er et af de første programmer for at komme nærmere Allah og tjene islam på behørig vis. At bruge penge på denne vej fortjener prioritet, og gennem ædle handlinger kan en muslim uden tvivl opnå Allahs tilfredshed. Et sådant center vil bidrage til at bringe budskabet om det sande islamiske ideal til muslimske unge og hjælpe med at rense deres tanker og holdninger samt forbedre deres adfærd. Gennem forskellige midler og metoder, herunder uddannelseslejre, workshops og diskussionsarrangementer, vil dette center kunne bidrage til at skabe tiltrækning til islam og begejstring for islam i de unges sind.

En passende uddannet, dygtig, dannet og veluddannet medarbejderstab i den islamiske bevægelse, beriget med religiøs og verdslig viden og med sikre levevilkår, vil være i stand til at varetage sine opgaver med fuld hengivenhed og på behørig vis. De vil betragte forsømmelse af denne pligt som en synd og anse udførelsen af dette ædle arbejde for værdig til belønning fra Allah og folkets ros. Faktisk kræver dette program, ud over penge og tid, en vedvarende indsats for at gennemføre det.

Kvindernes engagement

Den islamiske bevægelse har fra begyndelsen af da’wah-arbejdet rettet sin opmærksomhed mod kvinderne. Imam Hasan al-Banna oprettede en organisation for kvinder under navnet »Al-Akhawat al-Muslimat« og gav dem ansvaret for at udbrede da’wah blandt muslimske kvinder og opbygge en gruppe kvinder, som skulle støtte bestræbelserne hos Ikhwan al-Muslimin, der arbejdede for at etablere Allahs religion på jorden, og være deres medhjælpere. Kvinderne i denne organisation spillede en betydningsfuld rolle. Trods megen lidelse og modgang spillede de en effektiv rolle i at tage sig af familierne til de fængslede medlemmer af Ikhwan al-Muslimin samt i at yde dem fødevare- og økonomisk hjælp, hvilket er værd at nævne. De påtog sig denne risikable opgave, selv om de risikerede at blive chikaneret af efterretningsfolk. Flere af dem måtte gennemgå ekstreme lidelser. En af dem var Zaynab al-Ghazali.

Kvindernes blandt islamiske arbejdes mangel

Men vi må erkende, at det islamiske arbejde blandt kvinder endnu ikke har nået det ønskede niveau. Da’wah er dog nået ud til kvinder, især til universitets- og gymnasieelever.

Selv om der er gået tres eller halvfjerds år siden bevægelsens begyndelse, er der ikke blevet skabt nogen kvindelige ledere, som selvstændigt og dygtigt kan imødegå sekularisme og marxisme. Denne situation er opstået som følge af mændenes vedvarende forsøg på at kontrollere kvindernes bevægelse. Mændene har aldrig givet kvinderne mulighed for at udfolde deres egenskaber og kvaliteter eller vise deres ledelsesmæssige intelligens og evner. Hvis de havde fået denne mulighed, kunne kvinderne have bevist deres evne til at påtage sig ansvaret for deres arbejde uden mændenes dominans.

Betingelserne for succes

Jeg er overbevist om, at hvis den islamiske bevægelse kan skabe kvindeligt islamisk lederskab inden for da’wa, tænkning, videnskab, litteratur og uddannelse, vil kvindernes islamiske arbejde lykkes.

Jeg mener ikke, at dette er en umulig eller vanskelig opgave. Ligesom der findes talentfulde mænd, findes der også talentfulde kvinder. Også fremragende evner er ikke mændenes monopol. Den Hellige Koran har ikke uden grund fortalt os denne beretning, hvor et folk under en kvindes kloge og modige ledelse nåede tærsklen til succes. Hun var dronningen af Saba. Denne beretning om dronningen og Hazrat Sulayman (fred være med ham) er beskrevet i sura An-Naml.

På Qatar Universitet har jeg set, at pigerne er langt bedre end drengene i deres studier. Mine øvrige kolleger på universitetet er af samme opfattelse. Det skyldes især, at pigerne har mere tid til at studere end drengene. Drengene er derimod optaget af unyttige ting.

Udbredelsen af en rigid holdning

Jeg vil sige det åbent: Der hersker en rigid holdning i den islamiske bevægelse til forholdet mellem mænd og kvinder. I denne sag er der blevet indtaget så strenge synspunkter, som aldrig tidligere er blevet set. Jeg har bemærket netop denne slags ordning på mange konferencer og symposier, selv i Europa og Amerika. Fra midten af 1970’erne deltog jeg i flere år i træk i de årlige konferencer for Muslim Students’ Association i USA og Canada. Både kvinder og mænd deltog her i taler og debatter. De deltog i kommentarer, spørgsmål og svar samt diskussioner om alle de vigtigste islamiske emner. Herunder var teoretiske, sociale, uddannelsesmæssige og politiske emner. På de sessioner, der udelukkende var for kvinder, blev der kun drøftet spørgsmål vedrørende kvinder.

I 1980’erne deltog jeg i flere konferencer i USA og Europa og konstaterede, at kvinder blev holdt borte fra en stor del af hovedindholdet i de vigtige taler og debatter. Flere kvinder klagede over, at de blev trætte af at lytte til taler, der fokuserede på kvinders rolle, rettigheder, pligter og status i islam. Gentagelsen af disse taler føltes for dem som en slags påtvunget straf. På flere konferencer kritiserede jeg skarpt dette synspunkt og sagde, at reglen er, at alle skal deltage i tilbedelsen og tilegnelsen af religiøs viden. I islam har der aldrig været en moské, som var forbeholdt kvinder alene, og hvor mænd ikke deltog. Når Rasulullah (fred være med ham) holdt en formaning ved en forsamling, var kvinderne også til stede. De deltog sammen med mændene i fredagsbønnen, de to Eid-bønner og andre menighedsbønner eller var i det mindste til stede. Kvinderne stillede spørgsmål om deres særlige forhold. De afholdt sig ikke fra at lære de religiøse regler med deres naturlige blufærdighed som undskyldning. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) har selv sagt dette.

I hadithsamlingerne findes der mange eksempler på, at kvinder stillede Rasulullah (fred være med ham) spørgsmål. Blandt dem er der spørgsmål, som kvinderne kun stillede om kvindespecifikke forhold, og der er også kvinder, som stillede spørgsmål på alle kvinders vegne. For eksempel sagde en kvinde: »Allahs Sendebud, kvinderne har sendt mig til dig.«

Kvinderne bad også Rasulullah (fred være med ham) om at afsætte en særskilt dag og tid til dem, så de uden mændenes tilstedeværelse kunne tale åbent om ethvert spørgsmål i fortrolighed. På denne måde fik kvinderne, ud over den almindelige undervisning sammen med mændene, også denne særlige fordel.

i aktiviteterne problemer

Problemet med kvindernes islamiske aktiviteter er, at det er mændene, ikke kvinderne, der leder dem. Mændene er ivrige efter at bevare deres autoritet på dette område, fordi de ikke ønsker at se kvindeligt lederskab vokse frem. I det islamiske arbejde blandt kvinder påtvinger mændene dem deres autoritet, selv ved kvindernes møder og sammenkomster. De udnytter kvindernes blufærdighed og giver dem aldrig mulighed for selv at overtage ledelsen af deres aktiviteter. Som følge heraf får kvinderne i den islamiske bevægelses proces ingen mulighed for at bevise deres talent og dygtighed eller for at fuldende deres erfaring og indsats. De får heller ikke mulighed for gennem viden og udholdenhed at lære noget fra livets brede skole.

Selv vores muslimske søstre er naturligvis ikke helt uden skyld. De har også overladt deres præferencer og beslutninger til mændene, fundet tilfredsstillelse i komfort og velvære og underkastet sig denne sørgelige situation. Nu er tiden inde til at åbne mulighederne for indsats og tage skridt til at udvide da’wah-arbejdet samt bringe de selvudnævnte kvindestemmer til tavshed, som hævder at være eksperter i den muslimske ummahs principper, idealer, regler og værdier. Hvor højt disse stemmer end råber, repræsenterer de kun den besejrede og trampede minoritetsgruppe. De har ingen værdi på noget område, hverken i din eller i dunya.

I 1989 blev jeg inviteret til at holde en tale for kvindelige universitetsstuderende i Algeriet. Efter talen besvarede jeg som sædvanlig de studerendes skriftlige og mundtlige spørgsmål. Flere unge mænd var også til stede. En ung mand havde på eget initiativ samlet spørgsmålene, selv udvalgt hvilke der skulle besvares og hvilke der skulle udelades, og afleverede dem til mig. Jeg gjorde indsigelse mod denne rolle og sagde: Hvorfor udfører en kvindelig studerende ikke dette arbejde på vegne af sine medstuderende?

Jeg sagde: Hvorfor blander I mænd jer i kvindernes anliggender? Træk jer tilbage. Lad dem udføre arbejdet på deres egen måde. Lad dem selv udvælge spørgsmålene og beslutte, hvilke der skal besvares, og lad en af dem læse spørgsmålene højt.

Det var, som om jeg havde taget en enorm byrde fra pigernes hjerter. En kvindelig studerende trådte hurtigt frem og påtog sig den rolle, som den unge mand, der hidtil havde fulgt mig, havde udfyldt.

En lignende hændelse fandt sted ved en muslimsk studenterkongres, der blev afholdt i Manchester i Storbritannien vinteren 1990. Efter min tale til de muslimske kvinder var der en spørgerunde. Også dér påtog en ivrig ung mand sig ansvaret for at indsamle og udvælge spørgsmålene. Jeg sagde tydeligt til ham: Der er ingen grund til, at du er her. Det er nok, at en af pigerne udfører dette arbejde. Kvinder har nemlig ret til selv at lede deres egne aktiviteter. Men den pågældende høflige unge mand sagde til mig, at det ifølge reglerne her var ham, der havde fået dette ansvar, og at han derfor ikke kunne afbryde det. Han gav sin egen forklaring, og jeg måtte acceptere den.

Søstrene i Egypten og Algeriet fremsætter endnu en klage. Når en aktiv kvindelig deltager i den islamiske bevægelse bliver kendt gennem bevægelsen og gifter sig med en aktiv mandlig deltager, viser det sig, at han ikke blot forbyder hende at deltage i bevægelsen, men tvinger hende til at blive hjemme. På denne måde slukker han en fakkel, som engang viste en anden muslimsk kvinde vejen til lyset.

Dette er blevet så almindelige hændelser, at en algerisk pige, der arbejdede i den islamiske bevægelse, engang skrev til mig for at spørge, om det var haram for hende at nægte at gifte sig for at undgå en sådan situation. For man har set mange søstre vælge at føre et dovent liv efter at have trukket sig tilbage fra bevægelsen og da’wah-arbejdet på et tidspunkt, hvor kommunistiske, sekulære og liberale kvinder fortsatte med at arbejde for deres egne interesser.

Indvendinger og gendrivelse

De ortodokse kan spørge: Hvordan kan vi overdrage muslimske kvinder lederansvar for at dokumentere deres aktive rolle i den islamiske bevægelse og deres tilstedeværelse i islamisk arbejde, når Den Hellige Koran har befalet dem at blive i deres hjem: »Bliv i jeres hjem, og vis jer ikke frem som i uvidenhedens tidsalder (sura al-Ah‌zab: 33)।

Som svar på disse overivrige brødres spørgsmål vil jeg sige, at verset henvender sig til Allahs Sendebuds, fred være med ham, hustruer. De har en særlig status, som andre kvinder ikke har. Der gjaldt særlige begrænsninger for dem, som ikke gjaldt for andre kvinder. Allah den Almægtige siger, idet Han henvender sig til dem i den ædle Koran: »Profetens hustruer! I er ikke som andre kvinder (sura al-Ah‌zab: 32)।

Men dette vers forhindrede ikke Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) i at tage af sted til Kamelslaget. Efter hendes opfattelse deltog hun i dette slag for at opfylde politikkens krav om integritet. To ældre sahaba fra Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) støttede hende. Disse to sahaba var blevet udpeget som kandidater til kalifatet og hørte til de sahaba, som havde fået det glædelige budskab om at komme i Paradiset. Ifølge historikernes beretninger skyldtes Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) senere beklagelse over denne situation ikke, at det var ulovligt for hende at forlade sit hjem, men at hendes politiske vurdering ikke var korrekt. Må Allah tilgive hende, og må fred hvile over hendes sjæl.

Men når vi undersøger opfattelsen hos dem, der hævder, at alle kvinder er omfattet af dette vers, ser vi, at det ikke betyder, at kvinder skal blive i hjemmet og forbydes at gå ud. Koranen foreskrev nemlig på denne måde, at de kvinder, hvis utroskab var blevet bevist af fire vidner, skulle opholde sig i hjemmet som straf. Denne regel var gældende før indførelsen af den strenge strafbestemmelse, hud (capital punishment), der er beskrevet i Koranen og hadith. Den Almægtige Allah siger: Og tag fire vidner blandt jer mod de kvinder, der begår utugt. Hvis de vidner, så hold dem indespærret i hjemmet, indtil døden indhenter dem, eller Allah fastsætter en anden vej for dem ((Sura an- Nisa: 15)।

Desuden siger Allahs befaling: Og fremstiller jer ikke som i uvidenhedens tidsalder (al-‌Ahzab: 33)). Her antydes det, at det er tilladt for kvinder at gå ud iført anstændigt tøj uden prangende udsmykning. Det er ikke forbudt for en kvinde at pynte sig i hjemmet, for hun har tilladelse til at gøre sig så smuk, som hun ønsker, inden for hjemmet. Hun pålægges kun at afholde sig fra prangende udsmykning, når hun går uden for hjemmet, på gader og veje, på markedet eller andre steder.

Fjerdekapitel

Islamisk bevægelse: uddannelse og træning

Imanens lys og træning

For enhver islamisk bevægelse, der har til formål at ændre forholdene ved at skabe forandring blandt folket, er uddannelse og træning den grundlæggende og nødvendige strategi. Uddannelsesprogrammets grundlæggende mål bør være at opbygge en muslimsk avantgarde, som kan hjælpe med at føre islams sag fremad. Den betydning, som avantgarden havde for os på denne tid, er den samme som den, profeten Muhammads, fred være med ham, ledsagere havde på hans tid.

Den første kvalifikation, som medlemmerne af denne avantgarde skal have, er iman. Jeg mener den iman, der er beskrevet i Koranen og sunnaen, den iman, som har mere end halvfjerds grene forbundet med værdier og moral, og som der er blevet samlet mange bøger om. For iman opstår ikke af luner eller fantasi. Iman udspringer af hjertet og bevises gennem handlinger og gerninger.

Iman betyder derfor ikke blot intellektuel viden, som hverken lader hjertet berøres af lys eller vækker viljestyrken. Det betyder heller ikke at tilegne sig begreber som Allah, Herren, religionen og tilbedelsen, tawhid, taghut og jahiliyya. Det betyder heller ikke at være stolt over at have tilegnet sig disse ting intellektuelt og mene, at man dermed har opnået de egenskaber, som sande troende bør have. I virkeligheden er dette den højeste og mest fuldkomne tro. Iman betyder ikke at indlade sig i argumentation og ordstrid med andre om ord og begreber.

Hverken argumentation eller ordstrid vil vække en sådan tro, som Faraos troldmænd havde, da de troede på Moses’ og Arons Herre, eller som Profeten Muhammads ledsagere havde, da de troede på Allahs ord. Den tro, der er nødvendig, er den førsteklasses tro, som Koranen og sunnaen beskriver. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at nævne det vers i den hellige Koran, hvori Allah den Almægtige som svar på de arabiske beduiners udsagn »Vi tror« siger, at troen ikke er trængt ind i deres hjerter. Allah den Almægtige siger i sura al-Hujurat , vers nr. 15: Kun de troende er dem, der har troet på Allah og Hans Sendebud og derefter ikke har næret tvivl, men har kæmpet med liv og ejendom på Allahs vej; disse er de sandfærdige.

Det er blevet berettet fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud sagde: Den, der besidder tre egenskaber, vil kunne erfare troens sødme. De er: at elske Allah og Hans Sendebud mere end noget andet, at elske nogen udelukkende for Allahs skyld og at hade at vende tilbage til den vantro, som Allah har frelst ham fra, ligesom man hader at blive kastet i Helvede ((Bukhari og Muslim).)।

For almindelige mennesker, der følger en leder, kan halvhjertet lydighed eller en fjerdedel lydighed måske være tilstrækkelig, men den islamiske bevægelses fortrop skal nødvendigvis have oprigtig tro. Deres tro må aldrig være mangelfuld eller utilstrækkelig.

Imam Hasan al-Banna sagde til sine disciple: »Giv mig tolv tusind troende, så vil jeg krydse bjerge, sejle over have og erobre lande.« [Imam Banna r.. synes at Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi, Ibn Khuzayma, Ibn Hibban og al- Hakim hadithsamlingerne af er optaget en hadith hvorfra denne betydning har han hentet .। I disse hadither med Ibn Abbas’ som kilde beskrives det at tolv, tusind troende udgør en gruppe der er uovervindelig, selv om dette antal synes at være lille.। Allahs Sendebud (fvmh.). som kilde er denne hadith blevet overleveret .।] Er dette antal tilstrækkeligt til at virkeliggøre den islamiske ummahs ambitioner? Jeg siger: Ja, det er muligt. Med tolv tusind sande troende kan vi nå det ønskede mål. Men jeg vil også sige, at arbejdet ikke vil lykkes med fireogtyve tusind halvtroende eller otteogfyrre tusind kvarttroende. Heller ikke med en sådan gruppe af troende, hvis enorme antal kunne få enhver til at måbe, men hvis styrke ikke kunne bruges til noget, når behovet opstod.

Vi ønsker troende som Ansarerne i Medina, der sluttede sig til i stort antal under krig, men hvoraf kun meget få var at se, da krigsbyttet blev fordelt.

De, der er talrige i antal, men ikke til nogen nytte i praksis, er som det skum, der dannes af en voldsom vandstrøm [Thawban berettet Allahs Sendebud må Allahs fred og velsignelser være med ham. s en hadith er nævnt følgende: Der vil komme en tid hvor fra enhver retning fra forskellige folk vil omringe jer jer omringe og besejre jer og jer besejre vil। ligesom sultne mennesker kaster sig over maden i fadet og styrter sig over den ned.। Allahs Sendebud må Allahs fred og velsignelser være med ham. blev spurgt om det skyldtes, fjenderne sammenlignet med muslimerne at deres antal var mindre end fjendernes antal – er det derfor, det vil ske?? Han sagde:, Nej,; muslimerne vil på det tidspunkt være som skum dannet af en voldsom vandstrøm skummet og svage vil। jeres hjerter blive svage og blive og jeres fjender vil ikke længere blive grebet af frygt for jer og rystes ikke.। Grunden til det er at I vil have en stærk tilknytning til denne verden og kærlighed til den samt had til døden og ikke ønsker den।]Der er ikke noget bedre end det. Selv hvis de er millioner i antal, vil de aldrig være værdige til at blive en del af bevægelsens forreste rækker. Uddannelse og træning baseret på troen eller inspireret af Allahs ord er forudsætningen for at opbygge en generation, der beskytter islams interesser. Det er denne gruppe, Den Almægtige Allah har beskrevet i Koranen: »I, der tror! Hvis nogen blandt jer vender sig bort fra sin religion, islam, vil Allah snart frembringe et folk, som Han elsker, og som elsker Ham. De vil være ydmyge og milde over for de troende, men strenge over for de vantro. De vil kæmpe på Allahs vej og ikke frygte nogen bebrejders bebrejdelse. Dette er Allahs gunst; Han giver den til hvem Han vil. Allah er i sandhed uafhængig af alle og alvidende.(Sura al-Ma’ida: 54)।

Den rette sufi- uddannelse

Der er behov for en ret sufiuddannelse baseret på Koranen og Sunnahen. En sådan uddannelse bidrager til at forme en sufi-karakter, som vil sætte Allah før Hans skabninger, det hinsides før denne verden og opnåelsen af religiøse mål før tilfredsstillelsen af egne begær.

Selv om nogle mener det, er ikke al tasawwuf (sufisme) dårlig. Heller ikke alle sufier er vildledte, selv om mange hævder dette på grund af mangel på viden eller korrekte forestillinger. Sufierne er en gruppe ligesom andre grupper. I denne forbindelse skrev shaykh al-Islam Ibn Taymiyya i en afhandling med titlen »Al-Fuqara«: Blandt sufierne vil du finde retskafne og vildledte mennesker. Nogle af dem fordærver deres nafs, nogle følger middelvejen, og der findes også sådanne, som ved Allahs nåde er særdeles retskafne.

Vi forkaster naturligvis alle de fejlagtige teorier inden for filosofisk tasawwuf, såsom hulul (læren om den guddommelige inkarnation) og ittihad (i betydningen åndelig forening med Allah), de forskellige udsagn om åndelige bedrifter, som vildledte sufier gør krav på, samt den beregnende sufisme, der har til formål at tjene penge. Vi ønsker en sådan ren sufisme, hvis fremmeste eksempler er de ædle sufier, såsom al-Hasan al-Basri, al-Fudayl ibn Iyad, Ibrahim ibn Adham, Abu Sulayman al-Darani, Abul Qasi, al-Junayd og andre.

Vi ønsker en sufisme, der følger Koranens og Sunnahens middelvej – en sufisme, som lægger vægt på hjertets renselse, og hvor der ikke er plads til forskellige fysiske øvelser med kroppens lemmer. Tasawwuf ser den indre form, før den ser den ydre form. Det siges tydeligt i en sahih-hadith: Allah ser ikke på jeres kroppe eller ansigter, men på jeres hjerter ((Muslim)।

Vi ønsker den sufisme, som fjerner sindets sygdomme, lukker vejen for Satans indtrængen i hjertet og modvirker menneskehjertets tilbøjelighed til at tilfredsstille sine lyster, så mennesket opgiver syndighed og opnår sande moralske værdier og fromhed.

En vismand beskrev sufismen således: Sufisme er at være sandfærdig over for Allah og til gavn for mennesker. Den Almægtige Allah siger: Sandelig, Allah er med dem, der frygter Ham og gør det gode (Sura an-Nahl‌: 128)।

Allama Ibn al-Qayyim har med henvisning til de tidlige sufier sagt: Sufisme er god karakter; hvis nogen overgår dig i god karakter, er han bedre end dig. Med en kommentar hertil sagde Ibn al-Qayyim: Nej, religionen er netop god karakter, og hvis nogen overgår dig i taqwa og gudsfrygt, er han religiøst set en bedre person med god karakter end dig. Her behøver man blot huske et hadith fra Profeten, fred være med ham: »Jeg er blevet sendt som en budbringer for at fuldkommengøre moralen(Bukhari)।

Vigtige fire emner

På uddannelsesområdet må vi koncentrere vores opmærksomhed om fire emner:

a. Ren intention

Det første vigtige emne er at rense sin intention. Man skal kun handle for Allahs tilfredshed, ikke for at opnå rigdom, magt, menneskers gunst eller noget andet motiv, der er skjult i sindets inderste.

Islams opgave består i tilbedelse og jihad. Tilbedelse er kun gavnlig, når den udføres udelukkende for Allah med en oprigtig intention. Allah den Ophøjede siger: De blev kun befalet at tilbede ingen anden end Allah, og at tilbedelsen kun er for Ham (Sura al-Bayyina: 5)।

Jihad på Allahs vej er kun retmæssig, når den udføres med en oprigtig intention og udelukkende med det mål at ophøje Allahs ord. Han accepterer ikke en handling, der udføres med noget andet formål end Allah, eller en handling, hvori troen på en anden har del. Derfor valgte imam Hasan al-Banna som sit første slogan: »Allah er vores mål.« Dermed skulle det understreges, at Allahs tilfredshed og belønning er vores højeste eftertragtede mål.

Vi kan sige, at vi ønsker at etablere et islamisk samfund. Vi ønsker en islamisk stat eller et islamisk styresystem, eller vi arbejder på at genoprette en sammenhængende islamisk livsform eller på at nå et andet kort- eller langsigtet mål. Men vores overordnede mål skal være at opnå Allahs tilfredshed, så Han inkluderer os blandt sine retfærdige tjenere. Enhver islamisk aktivist bør huske disse to vers: Sig: »Min bøn, mit offer, mit liv og min død tilhører Allah, verdenernes Herre. Han har ingen medgud. Således er jeg blevet befalet, og jeg er den første blandt dem, der underkaster sig.(Sura An’‘am: 162–-163)।

De, der søger berømmelse og anerkendelse, lykkes ikke med at nå noget mål. Ifølge en hadith opnås sejren gennem deres indsats, som er velmenende, retskafne og høflige; når de er til stede, bemærkes de ikke, men når de er fraværende, mærkes deres mangel, og deres hjerter er lysende lamper på Allahs vej(Al- Hakim)।

b. Allahs nærvær at føle

Det andet, man skal fokusere på, er at føle Allahs nærvær i enhver handling, så den sande fuldkommenhed kommer til udtryk i denne handling. Derfor sagde Allahs Sendebud, fred være med ham, da Jibril spurgte ham om fuldkommenhed: Den højeste grad af fuldkommenhed er at tilbede Allah, som om du ser Ham. Og selv om du ikke ser Ham, ser Han dig.

Dette er en forudsætning for ethvert religiøst eller verdsligt arbejde. For excellence i arbejdet er en pligt, som enhver muslim bør bestræbe sig på at opnå. Allah har påbudt excellence i alle forhold. Når et menneske stræber efter excellence, bør det ikke have nogen anden følelse end, at Allah ser det, hører det og ved alt, hvad det gør.

Excellence er endnu mere nødvendig, hvis arbejdet vedrører religionen, især hvis det udføres for islams da’wah og den islamiske bevægelse, uanset om denne type arbejde er fard ayn eller fard kifayah. I arbejdet for islams da’wah og den islamiske bevægelse udfører de aktive medlemmer opgaven på vegne af andre muslimer, som blot tilbringer tiden uvirksomt og iagttager. Når de får mulighed for det, angriber de endda de islamiske aktivister og forsøger at få dem til at opgive dette religiøse arbejde.

Der mangler ikke tilsyn med de islamiske aktivister. Der er heller ikke behov for administrativ kontrol med deres arbejde, for de er underlagt selvtilsyn, og de er selv de første, der fører tilsyn med deres arbejde. I deres hjerter er Allahs ord altid levende: Og Han er med jer, hvor end I befinder jer, og Allah ser alt, hvad I gør (sura al-Hadid: 4)।

C.. Selvransagelse

Det tredje centrale emne er at foretage selvransagelse (ihtisab). Hvis vores hensigt er klar, før vi begynder arbejdet, og der under arbejdet opstår en følelse af, at Allah er nærværende, så er dette selvransagelse. Og dette er ansvarlighed. Det er berettet i en hadith: Den forstandige er den, der holder regnskab med sit nafs og forbereder sig på det, der kommer efter døden; den hjælpeløse er den, der handler efter sit nafs’ begær og derefter sætter sin lid til Allah (Tirmidhi)।

Det er også blevet berettet, at Hazrat Umar (ra.) sagde: Før du bliver holdt til regnskab, så hold dig selv til regnskab. Vej dine gerninger, før de bliver vejet imod dig. Maymun ibn Mihrans udsagn lyder: Den, der er bevidst om Allah, er den, der holder sit nafs til regnskab strengere end en tyran eller en nærig person. Grundlaget for dette er Den Almægtiges ord: »Og jeg sværger ved den sjæl, der bebrejder sig selv« ((Sura al-Qiyamah: 2)।

Selvransagelse skærper hele tiden bestræbelsen på at rense fejl og mangler ud og fjerne svagheder. Derfor stræber man altid efter at opnå fuldkommenhed og aflægger vanen med selvros, hovmod og at kritisere andre.

I islam er princippet om at holde sig selv til regnskab et af de grundlæggende principper inden for moral og uddannelse. Derfor har alle sufier og lærde anset dette princip for nødvendigt.

I vore dage bruger mennesker ofte ordet selvkritik. Der er ikke noget forkert i at bruge dette ord. Det forkastelige er imidlertid at forstå det i dets gængse betydning og betragte det som noget, man har lånt fra andre. For selvkritik er ikke andet end at holde sig selv til regnskab. Og dette er grundlæggende foreskrevet af Koranen, sunnaen og vores kultur.

d.. Tawakkul på Allah

Det fjerde centrale emne er at have tillid til Allah (tawakkul). Det er et åndeligt redskab, som forvandler svaghed til styrke. Det er det våben, hvormed Profeten (sa.) stod over for forskellige folks tyranniske herskere. Deres tyranni skræmte ham aldrig, og deres onde planer kunne heller ikke svække ham. Den Almægtige Allah siger: »Hvilken grund skulle vi have til ikke at sætte vores lid til Allah? Han har jo vejledt os på den vej, som vi følger, og vi vil visselig udholde det med tålmodighed, som I har påført os af lidelse. Og på Allah bør de tålmodige sætte deres lid« ((Sura Ibrahim: 12)।

At have tillid til Allah betyder at tage Allah som vejleder, følge Hans befalinger og alene stole på Ham. Allah, den Ophøjede, siger i denne forbindelse: Han er østens og vestens Herre. Der findes ingen guddom foruden Ham. Tag derfor Ham som den, der varetager dine anliggender ((Sura al-Muz‌amm‌il: 9).)।

Man bør naturligvis først forberede sig, træffe alle nødvendige forholdsregler og derefter tage Allah som den, der varetager ens anliggender; så må man gå fremad i tillid til, at Allah ikke vil svigte en. At have tillid til Allah må på ingen måde forstås sådan, at man forsømmer sit arbejde, opgiver den fastlagte strategi for at nå sit mål, udviser ligegyldighed over for de tilladte regler eller forventer at høste en afgrøde uden først at have sået frøene eller passet marken. Tawakkul betyder derfor det, som Allahs Sendebud (fvmh.) og profeterne og sendebuddene før ham praktiserede. Det vil sige, at man selv gør sit yderste, idet man har tillid til Allah, fast tro på Hans løfte og håb om Hans støtte, og derefter overlader resultatet til Allah.

Den ædle Profet (fvmh.) traf de bedst mulige foranstaltninger med henblik på hijra. Alligevel nåede de vantro frem til den hule, hvor han havde skjult sig. Da Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Hvis en af dem ser ned på sine fødder, vil han helt sikkert få øje på os, sagde Allahs Sendebud (fvmh.): Abu Bakr, hvad mener du om de to personer, som har en tredje med sig—og Han er Allah. (Sura at-Tawba, vers 40 , står der: Vær ikke bedrøvet eller bange; Allah er visselig med os.

Dette sagde profeten Moses (fred være med ham) også til sit folk, da Farao forfulgte dem med sin hær. Moses’ folk blev fanget mellem havet foran dem og Faraos hær bag dem. Allah siger: Da de to grupper fik øje på hinanden, sagde Moses’ ledsagere: »Vi er helt sikkert blevet indhentet af dem.« Moses sagde: »Aldrig! Min Herre er med mig. Han vil vise os vejen.(Sura ash- Shu’‘ara: 61–62)।

Det, vi virkelig har brug for, er denne slags stærke tro. Det er med styrken fra troen på, at Allah er med os, at vi må konfrontere Farao og Abu Jahls efterkommere. De, som Allah er med, kan ikke mislykkes. I Koranen står der: Hvis Allah hjælper jer, kan ingen besejre jer. Men hvis Han ikke hjælper jer, hvem kan så efter Ham hjælpe jer? De troende bør kun sætte deres lid til Allah.(Sura Al Imran: 160)।

Den rette handlings betydning

For at skabe den nødvendige foregangsgruppe må vi sikre en forening af to ting: oprigtighed i niyat og den rette handling.

I ethvert islamisk arbejde er en ren niyat og god vilje nødvendig. For enhver islamisk handling er i sig selv ibadat og jihad. Vi har allerede sagt, at ingen ibadat eller jihad vil blive accepteret, hvis den ikke udføres efter en ren og korrekt metode. Derfor har vores lærde lagt meget stor vægt på Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, hadith: »Handlinger vurderes eller måles efter niyat.« De lærde anser samlet set niyat for at udgøre en fjerdedel, en tredjedel eller endog halvdelen af islam.

Men en islamisk bevægelse kan ikke føres frem gennem voldsomme storme og uvejr alene ved hjælp af en god intention. Ud over en oprigtig intention bør man kunne skelne mellem det rigtige og det forkerte, ja endda afgøre, hvilken af to synspunkter der er mest korrekt, og kunne vælge det mindst onde af to onder eller det bedste af to gode. Det siges, at den person er begavet , der det gode fra det onde kan skelne, , og den person er klog , som blandt’ to onder kan identificere det mindst onde .।

En muslim må virkelig forsøge at finde ud af, hvad der er rigtigt. Hvis nogen begår en fejl trods sin bestræbelse, vil han blive tilgivet og endda belønnet. Det er blevet berettet i en hadith, at hvis nogen forsøger at finde frem til sandheden, men alligevel når frem til en forkert afgørelse, vil han få én belønning, mens den, der efter en ihærdig bestræbelse finder den rette vej, vil få en dobbelt belønning. Den ene belønning er for bestræbelsen, og den anden for den rigtige afgørelse. Løftet om en dobbelt belønning for den rigtige afgørelse skyldes, at de, der bestræber sig, altid skal have som mål at kende »den egentlige sandhed«, og at alle troende med indsigt i deres bestræbelser kan rette deres opmærksomhed mod at kende den egentlige sandhed. På dette sted vil jeg belyse to forhold.

For det første bør de, der vil blive belønnet for deres bestræbelse, først og fremmest være kvalificerede til at gøre denne indsats; det vil sige, at de skal have mindst den nødvendige evne til at anvende deres egen fornuft og dømmekraft (ijtihad). Med ijtihad mener jeg her ikke den juridiske og terminologiske betydning, der er beskrevet i fiqh-værkerne med hensyn til denne slags bestræbelse, men derimod en intellektuel bestræbelse, der udføres på et bestemt område, og som kræver særlig viden. Ijtihad inden for politik er bestemt af en anden art end ijtihad inden for militære, økonomiske og uddannelsesmæssige spørgsmål. For hvert område kræves der nemlig særlig viden.

Men hvis nogen begynder at undersøge et emne, som han ikke selv har tilstrækkeligt kendskab til, og afsiger en dom uden tilstrækkelig viden, har han gjort uret mod sig selv, behandlet sin undersøgelse uretfærdigt og skadet sit folk. Han vil ikke blot gå glip af belønningen, men vil tværtimod fortjene straf for en ubestridelig synd. For han afsiger en dom trods sin uvidenhed, ligesom en person, der går i vandet og lader som om han svømmer, selv om han ikke kan svømme. Derfor sagde Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham): »Dommerne er af tre slags: Én kommer i Paradis, mens de to andre kommer i Helvede. Den første er den dommer, der kender sandheden og dømmer i overensstemmelse med den; derfor kommer han i Paradis. Den anden dommer er uvidende, men afsiger alligevel dom; han kommer i Helvede. Den tredje dommer kender sandheden, men dømmer uretfærdigt; også han kommer i Helvede.« ((Abu Dawud, Tirmidhi, Ibn Maja, Nasa’i og al- Hakim)।

I denne hadith sidestilles den dommer, der afsiger en dom trods sin uvidenhed, med den dommer, der afsiger en uretfærdig dom, selv om han kender sandheden. For han har blandet sig i et område, som han ikke har erfaring med. I så fald er det bedst, at han trækker sig tilbage og overlader sagen til en person, der er kvalificeret til dette hverv.

Selv hvis en sådan dommer træffer den rigtige afgørelse, vil han ikke blive belønnet. For den rigtige udtalelse blev fremsat ud fra et forkert grundlag. Da disse handlinger ikke er baseret på den rette metode, har de ingen værdi. Det er blevet overleveret i en hadith: Den, der udtaler sig om Koranen uden viden, tager fejl, selv om hans udtalelse synes at være korrekt. [Abu Dawud og at-Tirmidhi har kaldt denne hadith gharīb fordi den ‘ blev’ overleveret af én fortæller og al-Nasa’i og andre har betegnet hadithen som svag eller da’if।] Det svarer til at skyde med en uøvet hånd.

En sådan dommers mening vil blive betragtet som forkert, selv om den er korrekt. Det skyldes, at hans ijtihad er blevet til efter forgodtbefindende og ikke gennem streng overholdelse af nogen gyldig metodik. Derfor kan man ikke stole på afgørelser, der er truffet gennem sådanne tilfældige forsøg.

For det andet vil de, der gør en yderste indsats for at søge sandheden og fuldt ud fokuserer på at forstå sagen med sikkerhed og korrekthed, blive belønnet alene for deres ijtihad-indsats, selv om de kun modtager én belønning. I den forbindelse må de forstå og anvende alle de midler og redskaber samt alle de oplysninger og data, de har til rådighed for at afdække sandheden. De må også rådføre sig med lærde mennesker og berige sig med korrekte vurderinger og værdifulde erfaringer. Alt dette vil hjælpe dem med at træffe den rigtige beslutning.

Fremtidigt lederskab

Problemet for den islamiske bevægelse i mange lande er, at bevægelsens grundlag er så omfattende, at der mangler lederskab, som kan håndtere det. Der er ingen grund til at tøve med at erkende dette.

Årsagen til denne situation er, at den nutidige islamiske bevægelse har bredt sig over hele verden. I alle lande har bevægelsen slået dybe rødder. Derfor fortsætter dens udbredelse med gradvist at vokse. Men sideløbende med denne udvikling skabes der ikke egnede ledere på det ideologiske, uddannelsesmæssige og politiske område. Det nuværende lederskab må forberede sig til den kommende fase med denne situation for øje.

Den første overvejelse her er troskab over for da’wah-arbejdet. At bringe ofre for det eller at have været blandt de første deltagere i bevægelsen er derfor ikke de eneste egenskaber, der kræves af lederskabet i den islamiske bevægelse. Selv om disse egenskaber har deres egen værdi i Allahs og menneskers øjne. Det lederskab, der er nødvendigt, kræver, at de personer, som påtager sig lederansvar, har særlige intellektuelle, psykologiske og praktiske evner. Disse egenskaber kommer ud over de almindeligt anerkendte moralske, adfærdsmæssige og trosmæssige forudsætninger.

Når jeg taler om lederskab, mener jeg ikke bevægelsens øverste poster. Jeg mener derimod den gruppe, der har ansvaret for at planlægge, gennemføre, lede og kontrollere arbejdet, og som får mest muligt arbejde ud af de mennesker, der står under deres ansvar. De fører den berørte arbejdsstyrke fra skadelige aktiviteter til konstruktive processer, fra diskussioner til aktiv beskæftigelse og fra lediggang til hårdt arbejde.

Lederskab er en livslang ret, og de, der har haft lederansvaret fra begyndelsen, bør ikke mene, at kun døden kan fratage dem denne ret, og derfor stå i vejen for nye ledere. Ellers skaber man hindringer for unge, talentfulde og kompetente mennesker, der ønsker at træde ind i ledelsen. Vi er blevet opfordret til at følge de retledte kaliffer som vores forbillede, selv om de blev udpeget for en ubestemt periode. Under de nuværende forhold må vi opgive den holdning, at nogen skal vælges som leder for hele livet.

Disse historiske eksempler er i virkeligheden ikke nogen lov, som ummah’en skal følge indtil Dommedag. Dette har vi drøftet andetsteds. Her må vi først og fremmest understrege, at der til den kommende fase skal forberedes et lederskab, så faste, ærlige, pålidelige og intelligente ledere med sikkerhed kan tage roret i bevægelsen. Vi må nødvendigvis opbygge lederskab på det ideologiske, uddannelsesmæssige og politiske område.

Vi må overveje dette grundigt, tage konkrete og effektive skridt og omsætte teorien til praksis.

Lederskab – opbygning af et særligt institut

Med dette mål for øje foreslår jeg at oprette et institut til opbygning af islamisk lederskab. Som studerende ved dette institut skal man udvælge overbeviste, begavede personer, der besidder de nødvendige intellektuelle, psykologiske, adfærdsmæssige og trosmæssige egenskaber. Disse studerende bør udvælges på grundlag af anbefalinger fra kyndige personer, der er i stand til at bedømme menneskers egenskaber. Før de rekrutteres til uddannelse på instituttet, skal de også aflægge skriftlige og grundlæggende prøver. Det er bedst, at instituttet er af internatstypen, hvor de studerende lever som et fællesskab. De grundlæggende bestanddele af livet dér skal være religion, viden, da’wah-aktiviteter, broderskab og jihad.

Instituttets pensum bør være omfattende, dybtgående og alsidigt. Det skal forene traditionen med moderne viden og videnskab samt sammenknytte religion og humaniora i en islamisk sammenhæng. Samtidig skal der lægges behørig vægt på lokale, arabiske, islamiske og internationale spørgsmål. I denne forbindelse skal pensummet lægge vægt på undersøgelse og analyse af de kredse, der modarbejder vores religion, ummah’en og vores fremmarch. Institutionen skal forene viden med handling og teori med praksis.

Til undervisning i dette pensum skal der udpeges pålidelige lærere, som er højtuddannede og besidder moden tænkning og tro. Disse lærere bør være langt fra både blødsødenhed og hårdhed. De skal have en sammenhængende og integreret tænkning og bevidsthed. Ingen af dem må anse de andres synspunkter for værdiløse, og ingen af dem må være henholdsvis vestligt eller østligt orienterede eksperter eller tilhøre venstre- eller højrefløjen. Hvis de er det, vil de skabe modsætninger og forvirring på tænkningens område, hvilket vil hindre de studerendes karakterdannelse.

Dermed mener jeg ikke, at disse veluddannede lærere skal være nøjagtige kopier af hinanden. Jeg mener blot, at der i de vigtigste spørgsmål må være overensstemmelse mellem deres overordnede tankegang og instituttets grundlæggende filosofi.

Nu vil jeg drøfte nogle af de kendetegn ved det ideal, som vi ønsker at etablere gennem dette ambitiøse initiativ.

ønskede af idealet egenskaber

Uden nogen form for tvivl eller tvetydighed vil jeg med eftertryk fremhæve én ting: For den islamiske bevægelses fremtidige ledere skal der, ud over trosbaseret uddannelse, også tilvejebringes en solid ideologisk træning, som er den grundlæggende nøgle til den moralske udvikling. Dette vil være den tidligere beskrevne fiqh-baserede uddannelse og træning, som den kommende bevægelse har behov for.

For os er iman ikke i modstrid med fornuft eller intelligens. Tværtimod er iman baseret på fornuft og styret af fornuft, og i Koranen beskrives de troende som intelligente mennesker. Koranen er vejledning for dem, der er forstandige og tænker dybt. For ummahens fremtrædende intellektuelle er grundlaget for fornuften al den nedarvede viden om åbenbaringen. For uden åbenbaringens viden kan hverken Allahs eksistens eller gyldigheden af risalat bevises.

De anvisninger, der er beskrevet i Koranen, opbygger en rationel tankegang, som danner grundlaget for tilbedelsen og afviser al overtro samt efterligning af forfædre eller fremtrædende personer. [min bog ‘The Prophet and Knowledge’, sider 38–40)]

Videnskabeligt ideal

Det ideal, som vi ønsker at tilrettelægge den ønskede uddannelse og træning på grundlag af, har visse karakteristika. Lærerne bør forstå og virkeliggøre disse karakteristika. Og disse karakteristika skal fremhæves i uddannelsens læseplan.

I ordets fulde, bogstavelige betydning vil denne uddannelse være videnskabeligt baseret. Med videnskabeligt baseret mener jeg ikke den videnskab, der er knyttet til teoretiske og praktiske videnskaber. Selvom muslimer bør beskæftige sig med disse videnskabelige områder, er dette et ideal, hvor ingen påstand uden bevis, intet resultat uden en forudsætning, intet vidnesbyrd uden dokumentation eller ingen påstand, der ikke er fuldstændig fri for tvivl, vil blive accepteret.

Vi ønsker en videnskabeligt orienteret tankegang og videnskabelig bevidsthed på alle livets områder, som kan vise os vejen, så vi kan forholde os til ethvert emne, enhver sag, situation og ethvert menneske på videnskabelig vis og træffe velovervejede og strategiske beslutninger med en videnskabelig mentalitet inden for økonomi, politik, uddannelse og alle andre områder, befriet for påvirkningen fra følelser, impulsivitet, selvcentrering, gruppeinteresser og allehånde dagligdags undskyldninger. De ovennævnte negative forhold styrer i vid udstrækning vores adfærd. Hvis en beslutningstager lader sig lede af sine egne eller sin gruppes luner, vil han forsøge at tækkes folket ved at gøre det, folket kan lide, og han vil ikke rette blikket mod det, der er gavnligt for folkets, fædrelandets og nationens fremtid som helhed.

I min ‘The Islamic Solution: A Faridah and A Must’ har jeg i forbindelse med drøftelsen af selvkritik i den islamiske bevægelse belyst nogle af de vigtigste kendetegn ved videnskabelig bevidsthed. Jeg mener, at det er nødvendigt at gentage disse kendetegn her, idet der lægges vægt på ummaens behov – ikke på importeret sekularisme.

Behov for videnskabelig bevidsthed

Et vigtigt kendetegn ved videnskabelig bevidsthed er:

1. At anlægge et objektivt syn på forskellige emner, situationer og sammenhænge uden at bekymre sig om, hvilken kilde de stammer fra. Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Forsøg ikke at erkende sandheden gennem mennesker; erkend først, hvad sandheden er, så vil du let kunne genkende de mennesker, der er forbundet med den.

2. At lægge vægt på specialisering. Det siges i Koranen: Således, spørg folk med viden om Skriften (Sura an-Nah‌l: 43), spørg den, der er velunderrettet om den (Sura al-Furqan: ‍ 59), og ingen kan underrette dig som Allah, Den Alvidende (Sura Fatir: 14)।

Religionen har sine egne specialister, ligesom økonomi, forsvar og andre vidensgrene har det, især i vores tid. Den person, der har viden om religion, politik, økonomi og forsvar og udtaler sig om alt, ved i virkeligheden ingenting.

3. Der skal være en vilje til selvkritik, at erkende fejl, lære af dem og klart gennemgå fortidens erfaringer. Man må holde sig på afstand af et selvtilfreds perspektiv. For det ser kun fortiden som fyldt med ære og sejre.

4. At anvende de mest moderne og bedste strategier for at sikre succes og lære af alles erfaringer, også fjendernes. Viden er de troendes tabte ejendom, uanset hvor den findes. Den troende har større ret til denne viden end noget andet menneske.

Alle forhold, bortset fra de uigendrivelige religiøse og ideologiske læresætninger, bør undersøges og afprøves, og resultaterne bør accepteres uden hensyn til, hvem de er til fordel eller ulempe for.

Man bør ikke forhaste sig med at træffe beslutninger eller afgive udtalelser. Hvis man først danner sig et standpunkt efter en omhyggelig vurdering på grundlag af undersøgelser og afprøvning samt en konstruktiv dialog med den anden part, vil alle sider af sagen, både de gode og de dårlige, komme frem.

Man bør tillægge og vurdere holdningerne hos dem, der har afvigende opfattelser af forskellige spørgsmål inden for fiqh og inden for alle videnskabsgrene, så længe der foreligger argumenter og beviser inden for hvert enkelt område. Derefter bør sagen afgøres i lyset af Koranen og sunnaen på en sådan måde, at uenighed kan undgås. Vore lærde har afsagt den kendelse, at der ikke er nogen begrænsninger for ijtihad-baserede holdninger. Derfor bør den, der fremsætter en ijtihad-baseret holdning, ikke anses for bedre end andre. Gennem ijtihad bør konstruktiv dialog samt teoretisk og upartisk undersøgelse i et tolerant og oprigtigt miljø imidlertid ikke ophøre.

videnskabs fjendtlig praksis

At oversimplificere komplekse emner, undervurdere alvorlige spørgsmål, tage vanskelige problemer let eller behandle de vigtigste spørgsmål som uuddannede mennesker og med dervishagtige skikke og handlinger er i strid med videnskabelig tænkning.

Usynlige hænder og ondsindede udenlandske kræfter lægger som skurke planer og venter tålmodigt på at skubbe os ud i lidelse, indtil vi selv træder i fælden. I denne situation finder vi lugten af sammensværgelse i alt og mener, at vi ikke har styrken til at bekæmpe disse ondsindede kredse. Derfor er det bedst at folde hænderne i skødet. Denne form for tankegang er skadelig for os. I nogle tilfælde kan det være sandt, men det er forkert at betragte det som en generel forklaring. En sådan forklaring på historiens begivenhedsforløb er i virkeligheden selv et resultat af sammensværgelser og planer. Uanset om disse begivenheder er politiske, økonomiske, sociale eller kulturelle, har det to dårlige følger at bedømme dem ud fra det ovenfor nævnte synspunkt:

For det første vil en sådan holdning, hvis den vokser, føre til en form for fatalisme, som om vi intet kan gøre mod disse djævelske sammensværgelser. For vi er yderst svage og uintelligente over for disse ondsindede kredses enorme økonomiske og intellektuelle magt. På den måde bliver vi til skakbrikker. En sådan tankegang vil kun skabe en destruktiv sindsstemning præget af håbløshed og nederlag.

For det andet gør denne mentalitet os uvillige til selvkritik og skaber ingen interesse for oprigtigt at forsøge at forstå fejl og mangler, afhjælpe problemer eller undersøge fiaskoer og forseelser. Som følge heraf vanskeliggøres også bestræbelserne på at diagnosticere sygdommens årsag og forsøge at helbrede den. Denne tilstand vil bestå, så længe vi mener, at årsagen til vores svaghed, ligegyldighed, korruption eller ødelæggelse er ondskabsfulde udenlandske sammensværgelser og ikke følgerne af vores egen adfærd.

Vi nærer ofte denne form for mentalitet, men Koranen lærer os, at når vi bliver ramt af ulykke, katastrofe og nederlag, må vi udelukkende bebrejde os selv. Den Almægtige Allah siger: Hvilken som helst ulykke, der rammer jer, skyldes det, som jeres egne hænder har fortjent. Og Han tilgiver mange forhold (Sura ash-Shura: 30)।

I slaget ved Uhud blev muslimerne ramt af en voldsom katastrofe, da de mistede halvfjerds af deres tapre krigere. Alligevel havde netop denne muslimske hær vundet en strålende sejr i slaget ved Badr. Da de spurgte sig selv om årsagen, sendte Allah den Almægtige dem dette svar: Hvad er der sket med jer, at da en ulykke ramte jer, selv om I én gang havde ramt jeres fjender dobbelt så hårdt, sagde I: »Hvor kommer dette fra?« Sig til dem: Denne ulykke er kommet over jer på grund af jer selv (Sura Āl ʿImrān: 165)।

Et realistisk ideal

De egenskaber ved det videnskabeligt funderede ideal, som vi fremover ønsker at se for den islamiske bevægelse, skal være realistiske og ikke imaginære eller drømmebaserede.

Balancering af ambitioner og evner

Vi må indprente os en virkelig sandhed: Vores ambitiøse program bør være afbalanceret i forhold til vores evner. Desuden må vi undersøge, hvad vi ønsker at opnå, og hvor meget vi faktisk kan opnå. Vi bør ikke håbe på at opnå noget, som vi ikke er rede til, eller hvortil vi ikke har de nødvendige midler og ressourcer. Koranen har tilladt en kriger at trække sig tilbage for at forsøge at gennemføre en krigstaktik eller med henblik på at slutte sig til sin hær.

En mujahid har kun tilladelse til at trække sig fra slagmarken, når situationen ikke er gunstig for ham på grund af tilstedeværelsen af et overvældende antal fjendtlige soldater, der er mere end dobbelt så mange som den muslimske hær. Allah den Højeste siger: Nu har Allah lettet jeres byrde, og Han ved, at der er svaghed blandt jer. Hvis der derfor blandt jer er hundrede standhaftige, vil de besejre to hundrede, og hvis der blandt jer er tusind, vil de med Allahs tilladelse besejre to tusind. Og Allah er med de tålmodige (Sura al-‌Anfal: 66)।

I slaget ved Mu’ta var den romerske hær mange gange større end den muslimske hær. Over for et hundrede og halvtreds tusind romerske soldater talte muslimerne kun tre tusind. På grund af dette forhold mellem de to parters styrker besluttede den krigskyndige Khalid ibn al-Walid at føre den muslimske hær til et sikkert sted i stedet for at kaste den ud i en kamp, der kunne blive selvmorderisk.

Da han vendte tilbage til Medina med sin hær, tog Medinas vrede unge mænd imod dem ved at kaste sten efter dem og kalde dem flygtninge. Men Allahs Sendebud, fred være med ham, støttede dem og sagde: Nej, de vil være angriberne, in sha Allah.

Den vise hærfører er den, der tager sig af sine soldater. Umar ibn al-Khattab, måtte Allah være tilfreds med ham, viste derfor i begyndelsen af sin regeringstid ikke interesse for et felttog mod Byzans. Til dem, der opfordrede ham til dette, sagde han: Ved Allahs ed, én muslim er mig kærere end Det Byzantinske Rige og alle dets rigdomme.

Den vise muslim involverer sig ikke i noget, han ikke har evne til at udføre. I denne forbindelse siger den Almægtige Allah: Adlyd derfor Allah, og frygt Ham så meget, som I formår (sura At-Taghabun: 16)।

Det er blevet overleveret i hadith: En muslim har ikke fået tilladelse til at ydmyge sig selv. Der blev sagt til Allahs Sendebud, fred være med ham: Hvordan ydmyger man sig selv, Allahs Sendebud, fred være med ham? Allahs Sendebud, fred være med ham, svarede: Ved at påtage sig en byrde, som man ikke kan bære.

Den islamiske bevægelse kan let begå en fejl. Det er at træffe vigtige beslutninger under indflydelse af almindelige menneskers følelser. I nogle lande får den muslimske befolkning nogle af bevægelsens ledere til at gå ind i den politiske kamp. Dér kaster de sig ud i dette, uden fuldt ud at have tilegnet sig de nødvendige mentale, politiske og særlige færdigheder. Derved påtager de sig en byrde, der overstiger deres evner. Dette skridts fiasko er sikker.

Det er som følge af hastværk, fejlagtige forestillinger, overvurdering af nogens evner og undervurdering af andres formåen, at man møder sådanne fiaskoer. For os står Allahs Sendebuds, fred være med ham, eksempel, da han ikke tillod sine ledsagere at føre væbnet kamp mod afgudsdyrkerne, selv da de blev forfulgt og led skade. Han sagde: Hold jeres hænder tilbage fra kampen, og oprethold salah.

Allahs Sendebud, fred være med ham, fulgte denne fremgangsmåde, indtil han fra Allahs side fik et frit område og en stærk base, hvorfra han kunne påbegynde jihad og føre krigsekspeditioner. Om dette har den Almægtige Allah sagt: De, der bekæmpes, har fået tilladelse til at kæmpe, fordi de er blevet gjort uret imod, og Allah har fuld magt til at give dem sejr (sura Al-Hajj: 39)।

Gamle problemer at få løst

Vi ønsker gennem antagelsen af et nyt ideal at løse de gamle problemer, som har tynget vores sind, og som i lang tid har gjort muslimernes mange bestræbelser forgæves. Sådanne problemer vedrører Allahs eksistens og sifat. Er Allahs sifat en del af Allahs væsens natur eller noget andet? Eller er disse egenskaber hverken en del af væsensnaturen eller noget andet?

Blandt problemerne var spørgsmålet om, hvorvidt Koranen er skabt eller uskabt, hvilket senere førte til, at sværdet blev rettet mod nogle af islams fremtrædende imamer. I forbindelse med fortolkningen af Koranens vers om disse emner søgte man efter esoteriske betydninger (ta’wil), rejste unødigt overdrevne stridigheder mellem tidligere og senere generationer og forsøgte blandt lærde ved universiteter som al-Azhar, al-Zaytuna, al-Qarawiyyin og Deoband i den muslimske verden at tilbagevise ash’aritternes, maturiditternes og deres tilhængeres læresætninger.

Vi bør ikke lade os opsluge af nogen af disse problemer. Vi må forberede vores sind på i den kommende fase at imødegå jødedommen, korsfarerne, marxismen og fortalere for destruktive filosofier fra Østen og Vesten.

Unødig debat

Det realistiske ideal, vi har brug for, er at rette opmærksomheden mod konstruktivt arbejde, ikke forhandlinger og debat. For når Allah ønsker at straffe et folk, nedsænker Han dem i debat og handlingslammelse. Med debat mener jeg debatter om problemer, der er historiske, fuldstændig hypotetiske eller af natur omstridte.

En debat, der ofte rejses, selv om den ikke er nødvendig, eller som ikke vil gavne os i dag, handler om karakteren af væbnet jihad i islam. Skal den være defensiv jihad for at beskytte islams troslære, hellige steder og territorier, eller offensiv jihad for at udbrede islam over hele verden?

Mange samtidige lærde har skrevet om dette emne, og de er blevet opdelt i to grupper. Blandt dem, der støtter opfattelsen, at jihad skal være defensiv, er Sayyid Muhammad Rashid Rida, Shaykh Mahmud Shaltut, Shaykh Muhammad Abu Zahra, Shaykh Muhammad al-Ghazali og Shaykh Abdullah ibn Zayd al-Mahmud samt andre.

Grundlaget for deres argumentation er et stort antal vers i al-Koranen: Og kæmp på Allahs vej mod dem, der kæmper mod jer, men overskrid ikke grænserne. Allah elsker visselig ikke dem, der overskrider grænserne (Sura al- Baqara: 190). Andre steder siges det: Hvis de derfor holder sig væk fra jer, ikke kæmper mod jer og tilbyder jer fred, har Allah ikke givet jer nogen vej mod dem (Sura an- Nisa: 90)।

På den anden side står Maulana Sayyid Abu l-Ala Maududi, den martyrdøde Sayyid Qutb og andre.

Grundlaget for deres argumentation er sværdverset (Ayat al-Sayf). Ifølge deres påstand har dette vers ophævet alle tidligere vers, og den situation, som de blev åbenbaret under, er ophørt. Men de var også uenige om selve sværdverset, fordi de ikke med enighed kunne fastslå, hvilket vers i Koranen der kunne anvendes i denne sammenhæng.

Der er af tre grunde ikke længere behov for at debattere denne sag:

For det første, har vi muslimer ikke opfyldt den pligt til jihad, som er obligatorisk for hvert af de islamiske lande. Især at befri muslimske områder fra besættelsesmagternes og aggressorernes hænder. Og disse muslimske områder er Palæstina, Eritrea, Filippinerne, Afghanistan, Tasjkent, Bukhara, Samarkand, Usbekistan, Aserbajdsjan og Sovjetunionens [1991 -årige Sovjet unionens sammenbrud før tilstand। Nu seks muslimske republikker uafhængige stater blevet til। Disse er: Aserbajdsjan, Usbekistan, Tadsjikistan, Kirgisistan, Kasakhstan og Turkmenistan।] samt andre muslimske republikker og andre områder i lande som Kina, Etiopien, Thailand med flere. Ingen muslim kan argumentere imod nødvendigheden af at befri disse lande fra de islamfjendtlige kræfter. Og Allahs afgørelse, der gælder for dem, findes i dette vers fra Al-Koranen: “Hvad fejler jer, at I ikke kæmper på Allahs vej og for de svage, undertrykte og forfulgte mænd, kvinder og børn, som beder: Vor Herre! Befri os fra denne by, hvis indbyggere er tyranner, og udnævn for os fra Dig en beskytter, som kan beskytte os, og send os fra Dig en, som kan hjælpe os” (Sura an- Nisa: 75)।

Hvis den muslimske ummah ikke har opfyldt denne obligatoriske selvforsvarspligt, hvordan kan der så nu blive tale om offensiv jihad?

For det andet, er offensiv jihad ifølge dens fortalere at fjerne de kræfter, der skaber hindringer på Allahs tjeneres vej og forsøger at forhindre muslimerne i at bringe Allahs ord ud til menneskene. Men i dag kan ingen være en hindring på vores vej, hvis vi med hengivenhed og oprigtighed fortsætter vores bestræbelser på at udbrede vores dawah over hele verden. Dawah kan udbredes overalt i verden på alle sprog gennem grundlæggende, skriftlige og audiovisuelle medier. I dag kan dawahs budskab nå frem gennem radio, fjernsyn, bøger, aviser og de muslimske samfund i alle verdens lande.

Men vores folks forsømmelse på dette område er grænseløs. Hvis vi sammenligner vores arbejde med de kristne missionærers, vil det vise sig, at de for at udbrede deres religion oversætter Bibelen til mindst tusind sprog og dialekter og sender tusindvis af mandlige og kvindelige missionærer ud til alle verdens egne. Deres missionskampagne er nået så langt, at de nu ønsker at omvende selv os til kristendommen, så vi følger dem.

For det tredje, er vi afhængige af andre, hvad angår militær styrke. De, som vi ønsker at indlede offensiv jihad imod, fremstiller alle former for våben og sælger dem til os. Hvis de ikke gjorde det, ville vi stå ubevæbnede og uden forsvar og være ude af stand til at gøre noget som helst imod dem. Når dette er situationen, hvordan kan vi så tale om offensiv jihad for at bringe hele verden inden for vores dawahs rækkevidde? Vi kan kun skaffe de våben, som de giver os, og kun de våben kan komme i vores hænder, som de er villige til at sælge til os.

Traditionalistisk ideal

Et af de fremtrædende kendetegn ved dette ideal er, at det er et traditionalistisk (salafistisk) ideal. Med traditionalistisk mener vi her en intellektuel metode, der bygger på Koranens og sunnahens principper, hvis korrekte anvendelse først blev udført af ummahens sahaba fra den første generation og senere af dem, der følger deres vej korrekt.

Salafistisk metodes grundprincipper

Generelt er grundlaget for denne metode følgende:

1. At analysere i lyset af den ufejlbarlige grundtekst, ikke ud fra noget menneskes udsagn.

2. Ved fastlæggelsen af betydningen af de vanskeligt forståelige (mutashabihat) udsagn i grundteksten at støtte sig til de klart og tydeligt formulerede (muhkamat) udsagn, og hvad angår ubestemte (zanniyat) forhold at støtte sig til entydige (qat’iyyat) udsagn.

3. At forstå sekundære (furu) begreber og supplerende (juz’iyyat) konklusioner i lyset af grundprincipperne og de generelle regler.

4. At opmuntre til forskning (ijtihad) og fornyelse (tajdid) på individuelt plan og modvirke rigiditet og efterligning (taqlid).

5. På moralens område at opmuntre til standhaftighed i den rette praksis, ikke til eftergivenhed.

6. At fremme enkelhed inden for fiqh, ikke kompleksitet.

7. I forbindelse med vejledning og ledelse at opmuntre til at være venlig over for mennesker i stedet for at skræmme dem gennem hård opførsel (tanفير) og til at fremholde et velordnet og smukt eksempel (tabshir) for dem samt anvende dette princip.

8. Ikke at debattere spørgsmålet om iman, men at fokusere på at opbygge en ren og stærk tro.

9. I forbindelse med tilbedelsen at fokusere på tilfredsstillelsen, ikke på metoden.

10. At fokusere på at overholde de religiøse forskrifter og bestræbe sig på at udvikle normer for verdslige forhold.

Dette er kernen i den metode, som de troende i den tidlige periode fulgte, og denne metode blev anvendt i den teoretiske og praktiske undervisning af de lærde fra denne generation af ummah. Den Almægtige Allah og Allahs Sendebud, fred være med ham, har rost dem, der fulgte denne metode. Historien viser os også, at denne metode virkelig er prisværdig.

For de lærde i den tidlige periode efterlod undervisningen i den hellige Koran til deres efterfølgere, og på grundlag af denne Koran formede de deres liv, bevarede den tilladte livsførelse, opnåede sejre, udbredte retfærdighed og omsorg for velfærd samt grundfæstede kundskabens og troens tradition. På denne måde lagde de fundamentet til en universel, moralistisk, humanistisk og religiøs civilisation, hvis uudslettelige minde stadig lever på historiens sider.

Salafiyya idealets fejlagtige fortolkning

Både tilhængere og modstandere har på samme måde fortolket betegnelsen traditionalist (Salafiyya) fejlagtigt.

Mange af fortalere for Salafiyya-idealet og deres støtter har begrænset den intellektuelle teologi (ilm al-kalam, fiqh) eller sufiernes emner til en formel ramme og en argumenterende diskussion. De, der er modstandere af Salafiyya-opfattelsen i disse spørgsmål eller tilbageviser den salafiske opfattelse i detaljer, er dag og nat optaget af hård kritik af salafierne.

Deres synspunkt er så irrationelt, at nogle betragter det salafiske ideal som en metode inden for dialektik, der hverken er konstruktiv eller handlingsorienteret, eller som en metode, der lægger større vægt på detaljerede fortolkninger frem for det universelle, på omstridte ideer frem for den godkendte tankegang og på det ydre frem for den dybere betydning.

Modstandere af den salafiske metode opfatter den som tilbagestående tænkning. Denne metode ser altid tilbage, bevæger sig ikke fremad og tager aldrig hensyn til nutiden eller fremtiden. De betegner salafisterne som fanatiske; de er ikke blot ligeglade med andres meninger, men nægter endda at lytte til dem. Modstanderne anser salafisternes mentalitet for at være i strid med fornyelse (tajdid), nyskabelse (ibda) og ijtihad, eftersom der ikke synes at være det mindste tegn på fleksibilitet i den. I virkeligheden er dette en uretfærdighed mod det sande salafiske ideal og dets egentlige fortalere.

Den mest berømte fortaler for det salafiske ideal i tidligere tider er måske shaykh al-Islam Ibn Taymiyya og hans discipel Ibn al-Qayyim. De var i egentlig forstand de bedst kvalificerede repræsentanter for deres tids islamiske vækkelsesbevægelse. De tog afstand fra den blinde efterligning (taqlid) samt den ideologiske, teologiske og fiqh-centrerede fanatisme, som i flere århundreder havde domineret den islamiske tænkning. Hele deres bevægelse havde til formål at genoplive de islamiske videnskaber.

Selv om de modsatte sig taqlids fanatiske metode, viste de madhhabernes imamer den behørige respekt. Dette fremgår af Ibn Taymiyyas værk »De fremtrædende imamers frifindelse«.

Selv om Ibn Taymiyya og Ibn al-Qayyim førte en bevægelse mod ideologiske og teoretiske afvigelser, især mod den moralske fordærvelse hos fortalere for hulul og ijtihad samt den adfærdsmæssige vildledning, der gennem uvidende, hykleriske og lejesoldater havde sneget sig ind i sufismen, behandlede de den sande sufisme og dens fortalere retfærdigt og med respekt. De skrev meget om dette emne. Blandt deres værker er Ibn Taymiyyas værk i to bind med fatwaer, »Majmu‘ Fatawa«, og blandt Ibn al-Qayyims flere bøger er »Madarij al-Salikin« samt »Sharh Manazil al-Sa’irin« i tre bind særligt bemærkelsesværdige.

Anvendelse af metoden

Jeg vil understrege, at man ikke blot må følge de første muslimers konklusioner i bestemte spørgsmål, men også må anvende den metode, de fulgte. For man kan anvende deres konklusioner i et bestemt spørgsmål uden at vide noget om deres afbalancerede og sammenhængende metode.

Man kan bestræbe sig på at anvende denne metodes betydning og forstå dens mål, samtidig med at man kan være uenig i nogle af de første muslimers konklusioner.

Dette er min holdning til imam Ibn Taymiyya og imam Ibn al-Qayyim. Jeg respekterer deres overordnede metode og vurderer den korrekt. Men det betyder ikke, at jeg accepterer alle deres synspunkter. Hvis jeg accepterede alt, hvad de har sagt, ville det være efterligning af dem. På den måde ville man krænke netop den metode, som de var fortalere for. Det var ved at følge denne metode, at de blev udsat for hård modstand og lidelse. For deres metode handler ikke om at følge den person, der træffer afgørelser baseret på dyb tænkning og beviser. Enhver konklusion må efterprøves i lyset af selve konklusionens argumenter og betydning.

Hvordan kan den, der blindt efterligner Ibn Taymiyya og Ibn al-Qayyim, kritisere dem, der blindt følger Imam Abu Hanifa og Imam Malik?

Det ville også være uretfærdigt kun at fremhæve de teoretiske og intellektuelle sider af disse to imamers liv og ignorere deres øvrige lysende egenskaber. Vi bør ikke overse den ædle karakter, som Ibn Taymiyya besad, og som kommer til udtryk i dette udsagn fra ham: Jeg siger ofte: Hvis paradisets beboere har levet som jeg, så har de virkelig levet et godt liv. Selv under nød og fangenskab kunne han sige: Hvilken skade kan mine fjender påføre mig? Mit fangenskab er en mulighed for tilbedelse i ensomhed. Min forvisning er en religiøs rejse, som i bund og grund er en søgen efter viden. Og min død er martyrdød.

Han var et åndeligt menneske, og hans discipel Ibn al-Qayyim var på samme måde. De, der studerer deres værker med opmærksomhed og en god hensigt, vil uden tvivl kunne forstå dette. Desuden bør vi ikke overse den rolle, som disse to imamer spillede med hensyn til at støtte da’wa og jihad. Ibn Taymiyya deltog selv i flere militære kampe. Ud over at kæmpe fysisk tændte han også, gennem sine ord, inspirationens flamme i andre mujahidiners hjerter. Disse to imamer førte en utrættelig kamp for islams genoplivning. På grund af deres helhjertede kamp blev de flere gange fængslet. Shaykh al-Islam Ibn Taymiyya døde i fængslet i 728 efter hijra. Dette er det enestående eksempel på ægte traditionalisme.

Hvis vi gennemgår vores samtidige historie, vil vi se, at den mest fremtrædende personlighed, Sayyid Muhammad Rashid Rida, gennem sine værker, bøger og sit eget tidsskrift spillede en ledende rolle i udbredelsen af den moderne traditionalismes og den salafiske metodes fane. Han var grundlægger og redaktør af tidsskriftet Al-Manar. Det var i dette tidsskrift, han udgav Tafsir al-Manar, som blev højt værdsat i hele den muslimske verden.

Imam Muhammad Rashid Rida var i sin tid i sandhed en fornyer af islam. Enhver, der læser hans tafsir, fatwaer eller bøgerne »Muhammads inspiration«, »Islams lethed«, »En opfordring til det retfærdige køn«, »Kaliffen«, »Reformatorens og efterlignerens argumenter« samt mange andre bøger og værker, vil uden tvivl indse, at hans tankegang virkelig var et fyrtårn (manar). Det var netop dette »Manar«, der viste islams tilhængere vejen til lyset – og hans liv var også et levende eksempel på det salafiske ideal.

Imam Rida formulerede en gylden regel, som Imam Hasan al-Banna senere fulgte. Reglen lyder: I alle de spørgsmål, hvor vi er enige, bør vi samarbejde. Og i de spørgsmål, hvor der er uenighed, er det bedst, at vi holder os fra hinanden.

Hvilket fremragende princip. [Jeg har påvist gyldigheden af dette princip og anført shariaens beviser til støtte for det i bogen ‘Contemporary Fatwa’ .।] Fortalere for traditionalismen ville dog ønske, at de blot havde forstået og fulgt dette princip korrekt. Hvor ville det ikke have været godt.

Revivalistisk ideal

Et yderligere kendetegn ved det ideal, vi ønsker, er, at det er revivalistisk. Det er hverken begrænset til den gamle tradition, nedarvet eller underordnet gængse skikke eller vaner. Det er et ideal, der tror på ijtihad og bygger på kreativitet, fordi dette ideal afviser blind efterligning (taqlid) og ukritisk lydighed og betragter stagnation som ensbetydende med døden. Det tror på fornyelse inden for fiqh, uddannelse, politik og alle andre områder.

Revivalismen traditionismen imodstander ikke

I min bog »Den islamiske vækkelse og brugen af den arabiske muslimske verden« har jeg forklaret dette. Der er ingen uoverensstemmelse eller konflikt mellem revivalistiske og traditionalistiske idealer. Tværtimod er de to sider af samme mønt. En ægte genoplivning er kun mulig, når den er traditionelt orienteret, og traditionen kan kun bevares, når man tror på genoplivningens ideal.

revivalismens godkendelse

Vi bør aldrig sige, at den islamiske bevægelse med hensyn til sit udspring, sin retning, sine mål og sine principper er en ufleksibel størrelse, hvor der ikke er plads til fornyelse.

Islam selv anerkender legitimiteten af fornyelse. I en sahih-hadith siges det: »Allah den Almægtige vil ved begyndelsen af hvert århundrede sende en, som vil forny denne religion (Abu Dawud og al- Hakim)।

Fornyelse (tajdid) er legitim og dokumenteret gennem hadith. Hvad kan være bedre end det, som Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, har sagt? Derfor er der ingen grund til at blive forskrækket, når vi hører om fornyelse af religionen, som er dokumenteret gennem sahih-hadith. Det, vi bør gøre, er at forstå fornyelsens betydning, så ingen egeninteresseret gruppe kan bruge religionen under påskud af deres såkaldte fornyelse. For disse mennesker er langt fra fornyelse.

I en artikel, som jeg skrev efter at have forsket i denne hadith, har jeg forklaret fornyelsens betydning, dens forskellige aspekter og spørgsmålet om, hvem der kan tage initiativ til den. Kort sagt betyder fornyelse ikke at bringe noget til det højeste punkt og sætte det i stedet for noget andet. Den betyder derimod at genskabe det, så vidt muligt i den form, det havde, da det blev til, og uden den mindste ændring at bevare dets grundlæggende natur, egenskaber og form ned til mindste detalje. Dette gælder både i teoretisk og praktisk forstand. At genopbygge en gammel bygning, såsom et palads, et monument eller en moské, betyder ikke at rive den ned og opføre en anden bygning på stedet efter den mest moderne byggestil. Det betyder derimod at udvise al mulig omhu for at restaurere den så tæt på dens oprindelige form som muligt. Det er den sande fornyelse.

Fornyelse af religionen betyder fornyelse af dens fiqh eller forståelse. Det er således en ideologisk fornyelse. Fornyelsen af troen på religionen er en åndelig følelse. At træde frem for at støtte religionen og med fornyet kraft bestræbe sig på at udbrede da’wa er i sandhed fornyelse. I enhver tidsalder er der behov for en tidsvarende fornyelse, som fjerner samtidens fejl og mangler og helbreder den pågældende tids sygdomme.

Men der findes et område, hvor genoplivning under ingen omstændigheder kan gribe ind. Det er det specifikke område, hvor islam har truffet en endelig afgørelse. Dette omfatter forskellige aspekter af troslæren, tilbedelsen og lovbestemmelserne (ahkam), gennem hvilke den muslimske ummahs åndelige, intellektuelle og adfærdsmæssige enhed er kommet til udtryk. Jeg har behandlet dette emne udførligt i andre værker. [Min ‘ijtihad i den islamiske sharia’ bogs ‘retningslinjer og kontrolmekanismer for en korrekt nutidig ijtihad med’ titlen afsnit। Ustadh Umar Abed Hasana forfattede værk ‘Den islamiske retslære om da’wah: dens særpræg og horisonter’ bogens ‘ijtihad og fornyelse mellem juridiske kontrolmekanismer og nutidige behov’ med titlen, side 147–188।]

strategi omorganisering

Selv om bevægelsen med hensyn til oprindelse, omgivende forhold, principper og mål er islamisk, må den anvende strategier og metoder, der under hensyntagen til tid, sted og omstændigheder gør det muligt at praktisere religionen og egner sig til at etablere den i verden.

Strategier, metoder og systemer er ikke uforanderlige som islam. De er heller ikke lige så uforanderlige som islams grundlæggende principper og doktriner. For strategier og metoder udformes som et resultat af menneskelige bestræbelser på at genoplive og genindføre islam i hjertet og i det praktiske liv.

Imam Hasan al-Banna udarbejdede retningslinjer for det velorganiserede arbejde i den islamiske bevægelse med henblik på den islamiske genoplivning. Han hævdede ikke, at hverken han selv eller den strategi, han med Allahs nåde havde udformet, var ufejlbarlig. Ikke desto mindre var hans strategi så stærk, at Sayyid Qutb, martyr, kaldte den en intelligent organisationsstrategi. Ikhwanens øverste vejleder, Omar al-Tilmisani, beskrev ham som en inspireret og begavet leder. Og sheikh Muhammad al-Ghazali sagde, at Imam Hasan al-Banna var mujaddid i det fjortende hijri-århundrede. Disse metoder og strategier bør fra tid til anden gennemgås, ligesom uddannelseseksperter hvert år gennemgår læseplaner og referencebøger og foretager tilføjelser, udeladelser eller rettelser. Dette er nødvendigt i forbindelse med enhver menneskelig aktivitet, uanset om bestræbelsen nærmer sig nøjagtighed eller fuldkommenhed.

Hasan al Banna var fleksibel

Imam Hasan al-Banna var selv fleksibel. Han genovervejede og forbedrede hele tiden bevægelsens struktur, institutioner samt metodernes teknikker. Hvis en hengiven tilhænger havde en afvigende mening om en sag, som han tidligere havde udtalt sig om, blev han ikke vred over det. I en af mine skrifter om flerpartisystemet i den islamiske stat var jeg uenig i hans synspunkt.

Han havde heller ikke noget imod, at nogen føjede noget supplerende til hans grundprincipper. Det gjorde shaykh Muhammad al-Ghazali for eksempel, da han i sin bog ‘The Constitution of the Cultural Unity for Muslims’ fortolkede Hasan al-Bannas tyve grundprincipper. I forbindelse med en revurdering af træningsmetoderne i Ikhwans usra og katibas [katiba er Ikhwans en åndelig trænings metode। Trainee medlemmer hver uge eller hver anden’uge frivillig tilbedelse og hengivenhed tilbringer natten tilbringer natten gør de।] ikke mødt nogen juridiske, traditionelle eller mentale hindringer for at tilføje noget nyt til aktivitetsstrategien.

Der er ingen skade i at revurdere den politiske strategi i lyset af lokale, regionale og internationale forandringer og begivenhedsforløb. På baggrund af den aktuelle situation kan man, i islams, ummaens og bevægelsens større interesse, deltage i en front eller alliance eller indgå i en aftale eller koalition. Hvert land har sine særlige forhold, hver tidsalder sine særlige regler, og hver gruppe har sine egne evner, behov og positioner, som den pågældende gruppe er bedre bekendt med end nogen anden gruppe.

Den islamiske bevægelse kan ikke bestå, blomstre og udvikle sig uden vedholdende og kreativ tænkning, sådan som det gælder for fiqh og andre shariarelaterede discipliner. Hvis bevægelsen falder i de blinde efterligneres mentalitet, risikerer den blot at blive stagneret, indskrænket og kraftesløs. For de blinde efterligneres frugtbare intellekt frembringer ikke tanker og bevidsthed, der nærer kreativ tænkning.

Rigiditet er en sygdom

Rigiditet er en sygdom, som skader den islamiske bevægelses sammenhængende metodik og også indefra bliver en af de største hindringer på bevægelsens vej. Jeg har forklaret dette udførligt i min bog »Den islamiske løsning: en religiøs pligt og en nødvendighed«.

Rigiditet er en stædig tendens i organisationen, en stagneret proces i undervisningen, en ensrettet strategi i dawah-arbejdet og en urokkelig metode til at nå målet; og hvis nogen forsøger at ændre eller korrigere strategien, bliver vedkommendes bestræbelser ikke blot afvist med misundelse, men vedkommende udsættes også for forskellige bagvaskelser og anklager.

Jeg vil endnu en gang understrege, at den genoplivning (tajdid), vi ønsker, ikke betyder, at de gamle veje skal afskaffes, men derimod modernisering, udvikling, kvalitetsforbedring og nye tilføjelser til de gamle traditioner, især hvad angår teknikker og metoder, som naturligt vil være fleksible og foranderlige. Således kan vi, ligesom andre, anvende disse nutidige teknikker, som står til vores rådighed.

Det som jeg frygter

Det, jeg frygter mest ved den islamiske bevægelse, er, at den bliver modstander af fri tænkning, lukker døren til tajdid og ijtihad og begrænser sig til én bestemt tankegang, som ikke anerkender andre perspektiver og meninger. Disse meninger anbefaler, at bevægelsen fastlægger andre mål, strategier og trin. De fremlægger anderledes vurderinger af begivenhedsforløb, situationer og mennesker eller er uenige i den ensidige tænkning i spørgsmål, der hører under menneskelig ijtihad. For menneskelig ijtihad er altid underlagt forandring i lyset af skiftende omstændigheder. Vores faqih’er sagde allerede for længe siden, at en fatwa nødvendigvis må ændres, når sted, tid, skik og omstændigheder ændrer sig.

Hvis min frygt bliver til virkelighed, vil tænkende mennesker, der er i stand til at frembringe nye tanker og opfindelser, blive skubbet ud af bevægelsens struktur, ligesom vand siver ud mellem fingrene. Tilbage vil de konservative personer stå, som kun er dygtige til blind efterligning, og som ønsker at bevare alt, uanset hvor gammelt det er. De tror, at det, vi ved, er bedre end det, vi ikke ved, og at alt det, vi har gjort, stadig er bedre end det, vi endnu ikke har kunnet gøre.

Følgen vil blive, at bevægelsen mister mennesker med kreative evner fra sin organisatoriske struktur og uundgåeligt rammes af stagnation eller livløshed, ligesom fiqh og litteraturen led en sørgelig skæbne i taqlidens tidsalder. Bevægelsens øvrige medlemmer vil, når de ikke ser noget håb om en frugtbar indsats til islams støtte, enten i stilhed trække sig tilbage eller arbejde på egen hånd eller knytte sig til et andet samordnet initiativ, hvis udfald ingen kender.

Dette udsagn har gennem tiderne påført den muslimske tankegang den alvorligste skade: Forgængerne har ikke efterladt noget, som efterfølgerne kan føje nyt til. Eller med andre ord: Det kan ikke blive bedre end dette.

I dag kan intet være mere gavnligt for den muslimske tankegang end at tilegne sig dette mundheld, nemlig: Forgængerne har mange påbegyndte arbejder efterladt til efterfølgerne for at videreføre – eller at noget bedre altid kan lade sig gøre. Den Almægtige Allah siger: Og Han skaber også mange ting, som I ikke kender til – eller at noget bedre altid kan lade sig gøre. Den Almægtige Allah siger: Og Han skaber også mange ting, som I ikke kender til (Sura an-‌Nahl: 8)।

Afbalanceret ideal

Et andet kendetegn ved det ideal, vi søger, er, at det er afbalanceret i forhold til formålene og de omgivende forhold. For det er et afbalanceret ideal, som afspejler et moderat, helhedsorienteret og bredt syn på mennesket og livet. Dette er det afbalancerede syn hos en samlet og afbalanceret umma, der er fri for ekstremisme og ligegyldighed.

De vigtigste spørgsmål afbalanceret ideal

Dette ideals afbalancerede syn på forskellige vigtige spørgsmål er tydeligt:

1. Dette ideal er afbalanceret mellem på den ene side dem, der går ind for streng følgelse af en bestemt madhhab inden for teologi, fiqh og lignende områder, og på den anden side dem, der er madhhab-løse.

2. Dette ideal indtager et afbalanceret synspunkt mellem dem, der støtter sufisme inden for tilbedelse, uanset om den er vildledt eller præget af falskhed, og dem, der modsætter sig sufisme, uanset hvor korrekt og shariaforenelig den måtte være.

3. Dette ideal fastholder en afbalanceret position mellem tilhængerne af en ukontrolleret åben-dør-politik og tilhængerne af en urimelig lukket-dør-politik.

4. Dette ideal indtager et afbalanceret synspunkt mellem dem, der griber til fornuften, når noget strider mod Koranen og sunnaen, og dem, der aldrig griber til fornuften for at forstå Koranen og sunnaen.

5. Dette ideal er afbalanceret mellem dem, der anser traditionen for hellig trods menneskelig fejlbarlighed, og dem, der forkaster den, selv om der ligger guddommelig inspiration i traditionen.

6. Dette ideal er afbalanceret mellem dem, der beskæftiger sig med politik på bekostning af uddannelse, og dem, der fuldstændig forsømmer politik under påskud af at hellige sig uddannelse.

7. Dette ideal er afbalanceret mellem dem, der ønsker at høste fordelene, før frugten er moden, og dem, der ikke kan se frugten, før den er moden og er faldet i andres hænder.

8. Dette ideal er afbalanceret mellem dem, der kun er optaget af nutiden og ikke tænker på fremtiden, og dem, der overdriver voldsomt i deres optagethed af fremtiden.

9. Dette ideal er afbalanceret mellem dem, der anser det for at være som gudsdyrkelse at arbejde under en organisatorisk struktur, og dem, der foretrækker at arbejde uden for enhver organisatorisk struktur.

10. Dette ideal opretholder balancen mellem de to grupper: dem, der i deres lydighed mod organisationens leder går så langt som til overdreven dyrkelse, og dem, der handler uafhængigt og egenrådigt, som om de ikke engang var medlemmer af organisationen.

11. Dette ideal opretholder balancen mellem dem, der går ind for globale aktiviteter uden at tage hensyn til de lokale forhold, og dem, der tror på snævre regionale aktiviteter uden nogen forbindelse til den globale bevægelse.

12. Dette ideal opretholder balancen mellem de overdrevent optimistiske, som ikke tager hensyn til hindringer og vanskeligheder, og de overdrevent pessimistiske, som ikke ser andet end mørke.

13. Dette ideal opretholder balancen mellem dem, der går så langt i deres forbud, at intet i verden anses for halal, og dem, der går så langt i deres lempelser, at det synes, som om intet er haram.

Det er dette afbalancerede ideal, vi ønsker. Selv om normen i vores nutidige samfund er at klamre sig til den ene eller den anden yderlighed, hvad enten det er overdreven strenghed eller ekstrem ligegyldighed. Undtagelserne er meget få.

Den afbalancerede synsvinkels forfald

Nogle islamister ser kun to farver – hvid og sort. De hverken kender eller ser andre farver, herunder hvilke der er grundfarver, og hvilke der er blandingsfarver, som andre mennesker kan se. Nogle af dem udelukker alle farver og begrænser deres syn, ja selv deres liv, til én eneste sort farve. De ser mennesker og ting gennem øjne, der er dækket af en sort film.

Med dette sorte, pessimistiske blik har de et svar parat på ethvert spørgsmål og kaster det som et missil uden at bekymre sig om, hvem det rammer, eller hvor det rammer. For dem er hele samfundet uvidende, ligesom i den førislamiske tid. Alt i livet er synd. Alle mennesker er enten troløse eller hyklere. Verden er fuld af onde kræfter, og hele universet er fuldt af ondskab.

I deres øjne er alt, hvad mennesker gør i nutiden, intet andet end haram. Al musik, skuespil, teater og kunst er haram.

Pessimisterne erklærer dristigt den nævnte afgørelse. Vores forgængere var derimod yderst forsigtige med at bruge ordet haram, indtil de var sikre på, at noget uden tvivl var haram. I to vers i Koranen fordømmes vin således: »De spørger dig om vin og hasardspil. Sig: I begge dele er der stor synd, men også nogle fordele for mennesker. Men synden i dem begge er større end fordelen« ((Sura al- Baqara: 219)।

Det er andetsteds blevet sagt: »Og nærm jer ikke bønnen, mens I er berusede (sura an- Nisa: 43)«. Men nogle af Allahs Sendebuds ﷺ ledsagere fortsatte med at drikke alkohol, og nogle af dem sagde: »O Allah, send os en endelig afgørelse om alkohol.« Den endelige afgørelse blev så åbenbaret i sura al-Ma’ida, vers 90 , hvor der står: »Hold jer helt borte fra det, så I kan opnå fremgang.«

Vi må erkende, at der i 1950’erne opstod en række jahiliske tankegange. Disse tankegange bredte sig i en sådan grad i det islamiske samfund, at tendensen til at forkaste alt, fortvivle, tvivle og anklage andre, herunder muslimer, blev den dominerende tankestrøm.

På det tidspunkt blev der skabt grobund for tendensen til at dømme andre som syndere, vantro og endda kafirer, og et sådant undertrykkende miljø bidrog til disse tankeganges udvikling. Det var i netop dette miljø, at den islamiske bevægelse og dens tilhængere stod over for denne tids udfordringer. På dette tidspunkt blev den islamiske bevægelses tilhængere hængt offentligt. I hemmelighed blev de tortureret og drevet til dødens rand. Alle andre former for undertrykkelse blev også anvendt. På den anden side blev alle døre åbnet for kommunister, sekularister og islams fjender.

Det var også på denne tid, at martyr Sayyid Qutbs bøger blev udgivet, hvori hans seneste tanker kom til udtryk. Disse værker identificerede samfundet som et vantro samfund og opfordrede til at indstille arbejdet med den islamiske da’wa. Det nye initiativ til at genoplive og udvikle den islamiske fiqh samt genoplive ijtihad blev gjort til genstand for hån. Der blev opfordret til at indlede en offensiv jihad mod alle mennesker i almindelighed, efter at have isoleret sig fra samfundet. Tilhængerne af tolerance og fleksibilitet blev betegnet som tåber, der havde lidt et mentalt nederlag over for den vestlige civilisation.

Denne tankegang hos martyr Sayyid Qutb kommer tydeligt til udtryk i hans berømte tafsir »Fi zilal al-Qur’an«, »Den islamiske sociale revolutions forløb«, »Islam og civilisationens problemer« samt i hans øvrige værker. Selv om disse skrifter har haft en omfattende positiv indflydelse, er deres negative indflydelse også bemærkelsesværdig.

Desuden har shaykh Sayyid Hawwa, måtte Allah være ham nådig, fremsat lignende synspunkter med stor kraft i sine bøger og skrifter.

Samtidig ser vi fremkomsten af en ny type fiqh, udformet af neo-zahiritterne, som fortolker Koranen ud fra den bogstavelige betydning. Selv om de hævder at følge imam Ibn Taymiyyas tankegang, kan der ikke findes selv den fjerneste forbindelse mellem Ibn Taymiyya og hans efterfølgere på den ene side og en bogstavelig tafsir af den hellige Koran på den anden. De begrænsede aldrig sig selv til den ydre struktur og orden, som neo-zahiritterne lægger uforholdsmæssigt stor vægt på.

Således vinder ufleksibilitet og stædighed overhånd i den islamiske tænkning, og i en periode undertrykkes den tolerante ånd i den korrekte og afbalancerede tænkning. Jeg mener, at den islamiske bevægelse bør frigøre sig fra denne form for unaturlig tankegang, så bevægelsen kan bevæge sig frem ad en fleksibel og afbalanceret idealistisk vej, hvorved et afbalanceret muslimsk umma og et fuldt afbalanceret tankesystem kan komme til udtryk. Det er det ideal, gennem hvilket Allah den Ophøjede ønsker lethed for sine tjenere, ikke besvær.

Mellemvej og den lette vej

Efter min mening går mellemvejen eller den afbalancerede tilgang hånd i hånd med sikringen af lethed. På religionens område er denne tilgang et afbalanceret syn mellem på den ene side ufleksibilitet og unødvendig overdrivelse og på den anden side slaphed og mangel på begrænsning.

Lettere vej

Den islamiske bevægelse må nødvendigvis gå frem ad den lettere vej, ikke ad kompleksitetens vej. Dette princip om at vælge den lettere vej må anvendes i islamiske juristers syn på samfundet samt inden for økonomi, lovgivning, adfærd og international ret. Jeg siger dette af flere grunde.

For det første bygger vores sharia på et grundlag af lethed, tilgivelse og overbærenhed. Den ønsker at fjerne besvær og lidelse. Denne ånd afspejles i shariaens grundlæggende skrifter.

Den Almægtige Allah siger: Allah ønsker at gøre det let for jer og ønsker ikke vanskeligheder for jer (Sura al- Baqarah: 185). Et andet sted siger Allah den Ophøjede: Og Allah ønsker ikke at pålægge jer nogen byrde (Sura al-Ma’idah: 6). Den Store Allah siger: Allah ønsker at lette jeres byrde, for mennesket er skabt svagt (Sura an- Nisa: 28). Allah den Ophøjede siger: Dette er en lettelse og nåde fra jeres Herre (Sura al- Baqarah: 178)।

Profeten (fred være med ham) sagde: Gør tingene lette, ikke vanskelige (Bukhari og Muslim). En anden hadith siger: I er blevet sendt for at gøre tingene lette for mennesker, så gør dem ikke vanskelige (Tirmidhi)।

Amr ibn al-As (må Allah være tilfreds med ham) udførte bønnen en vinteraften uden at foretage den obligatoriske rituelle afvaskning, selv om han var rituelt uren. Da hans ledsagere klagede til Allahs Sendebud (fred være med ham), forsvarede Amr sig og sagde: Jeg kom i tanke om det vers i Koranen, hvor Allah den Ophøjede siger: Og dræb ikke jer selv; Allah er visselig meget barmhjertig mod jer (Sura an- Nisa: 29) og Allahs Sendebud (fred være med ham) smilede mildt.

Allahs Sendebud (fred være med ham) fordømte også skarpt en sådan mentalitet hos nogle mennesker. De havde insisteret på, at en såret mand absolut måtte foretage den rituelle helkropsvask på grund af rituel urenhed, og manden døde efter at have foretaget vasken som følge af deres grusomme afgørelse. I den forbindelse sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »De dræbte ham. Hvorfor spurgte de ikke, da de ikke vidste det? Midlet mod ikke at vide er at spørge. Det havde været tilstrækkeligt at forbinde hans sår og foretage tayammum.« (Ahmad, Abu Dawud og al Hakim og Sahih al Jami al Saghir denne hadith er blevet overleveret)।

For det andet er behovet for at gøre tingene lettere i vor tid langt større end på noget andet tidspunkt, af hensyn til menneskers velfærd. For i dag er menneskers viljestyrke blevet så svækket, at deres interesse for gode og gavnlige handlinger er mindsket, mens deres tiltrækning til onde handlinger er øget.

Derfor er det ønskværdigt at tilskynde mennesker til at vælge den lette vej i stedet for at kræve, at de følger de strengest mulige regler ved overholdelsen af de religiøse påbud og bestemmelser. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) behandlede de mennesker, der antog islam i den første tid, og beduinerne i ørkenen på netop denne måde. De lovede ikke at udføre andre frivillige gudsdyrkelser end de obligatoriske religiøse pligter. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) tog også imod dem og sagde om nogle af dem: »Hvis han gør gode handlinger i overensstemmelse med sit ord, vil han være en retskaffen person; eller hvis han holder sit løfte, vil han komme i Paradis. Hvis nogen af jer ønsker at se en person fra Paradis, så se på denne mand.«

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) handlede således kun af medfølelse med dem og af hensyn til deres vanskelige situation.

For det tredje kan enhver personligt pålægge sig selv strenghed og afprøve grænserne for sin egen viljestyrke. Men mådehold er den bedste og mest hensigtsmæssige vej. For Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Allah holder af de mennesker, som tager imod den lettelse, Han har givet dem, fordi Han hader, at de begår synder (Ahmad, Ibn Hibban og al-Bayhaqi og Sahih al- Jami al- Saghir er denne hadith også inkluderet i)।

Derfor bør en retslærd ikke pålægge den brede muslimske befolkning strenge betingelser. Han må tage i betragtning, at der blandt almindelige mennesker ikke blot findes svage og ældre, men også mennesker, som der er gode grunde til at vise overbærenhed over for. I en hadith om at lede den fælles bøn fortælles det: Den, der fungerer som imam under bønnen, bør gøre bønnen kort, for blandt dem, der står bag imamen, kan der være ældre, syge og travle rejsende. Salat er et symbol, hvori forskellige sider af livet kommer til udtryk.

Derfor kan de retslærde i den islamiske bevægelse ikke træffe afgørelser, som rejser mure af restriktioner, ikke viser vejen til det lette, blot forbyder og ikke tillader. Det gælder især spørgsmål, der vedrører kvinder, familien, kunst, underholdning og lignende.

Andre spørgsmål af denne art gælder også på transaktionernes område, hvor det at give tilladelse bør være den normale regel, mens forbud bør betragtes som undtagelsen. Det gælder også strafferetten. Der bør idømmes den mindst mulige straf. Her bør man tage den opfattelse i betragtning, at anger ophæver straffen. For eksempel er straffen for at drikke alkohol taʿzīr-baseret [min artikel ‘Fleksibilitets- faktorerne i den islamiske sharia i den islamiske sharia’।] hvis størrelse ikke er nævnt i Koranen og Sunnaen, men fastsættes af domstolen eller den lovgivende forsamling osv.

På dette tidspunkt ønsker jeg, med udgangspunkt i Imam Sufyan al-Thawris udtalelse, at fremlægge vores mål: Kun troværdige faqih’er kan afgive en vurdering om lettelser; alle ved, hvordan forbud skal udstedes.

Fremtidsorienteret ideal

Et af de vigtigste kendetegn ved det ideal, vi ønsker for den islamiske bevægelse, er, at det er et fremtidsorienteret ideal; det begrænser sig ikke til nutiden, men retter altid blikket mod fremtiden. Det er ikke noget, der bør undre. Den islamiske bevægelse er optaget af fremtiden, for det ligger i selve islams logik, og denne logik afspejles tydeligt i Koranen og Sunnaen.

Al-–Koranen og fremtiden

Hvis man studerer den hellige Koran opmærksomt, vil man se, at Al-Koranen allerede fra den mekkaniske periode har tiltrukket muslimerne mod en opløftende fremtid og har sagt, at verden er under forandring, og at omstændighederne også er foranderlige. Nutidens sejrherrer bliver besejret, og de svage bliver stærke. Både regionalt og internationalt får enhver sin tur til at overtage magten.

Muslimerne må også bringe orden i deres eget hus og forberede sig på at tage imod forandringens tur, som helt sikkert vil komme, hvad enten det bliver i dag eller i morgen; den vil uundgåeligt komme, in shā’a Allāh.

I den mekkaanske sura al- Qamar, versene 45––46 , står der: Allah den Højeste siger om de stærke, bevæbnede og talrige afgudsdyrkere: De vil snart flygte i stort antal og vende ryggen til. Ja, Timen er deres fastsatte tid for fuld gengældelse, og Timen er yderst skræmmende og bitter.

Ibn Kathir siger i sin berømte tafsir med henvisning til Ikrimah: Da verset »De vil snart flygte i stort antal« blev åbenbaret, spurgte Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham: »Hvilken mægtig hær vil flygte?« På dagen for Badr så jeg Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bevæge sig iført rustning. Han sagde: »De vil snart flygte i stort antal.« Jeg forstod straks betydningen af dette vers.

Imam al-Bukhari fortæller med henvisning til Aisha, må Allah være tilfreds med hende: Aisha sagde: »Da Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var i Mekka, blev dette vers åbenbaret, og på det tidspunkt var jeg en lille pige. Verset lyder: Ja, Timen er deres fastsatte tid for fuld gengældelse, og Timen er yderst skræmmende og bitter.«

Formålet med sådanne vers er at forberede det muslimske sind på den uundgåelige forandring og den nært forestående fremtid.

På internationalt plan finder vi i Den Hellige Koran en omtale af den historiske konflikt mellem tidens to supermagter – romerne og perserne – og i Mekka var både muslimerne og de vantro bekymrede over konflikten. På denne baggrund lovede Koranen muslimerne, at en dag snart ville komme, hvor herredømmet ville tilhøre romerne, som var Bogens folk, og hvor de ildtilbedende persere ville blive besejret. Selvom de i dag er sejrherrer, vil de blive besejret inden for få år. I denne forbindelse Sura al-Rum vers–1 til 5, står der:Alif Lam Mim. Romerne er blevet besejret på et nærliggende sted inden for få år. Og efter dette nederlag vil de snart sejre. Før og efter tilkommer myndigheden Allah. Og på den dag vil de troende glæde sig over Allah den Almægtiges hjælp. Han hjælper, hvem Han vil. Han er Den Almægtige, Den Nådige.

De ovennævnte vers peger på to forhold for os:

1. Selvom muslimerne var få i antal og havde begrænsede midler og ressourcer, var de meget bevidste om verdens begivenheder, konflikterne og sammenstødene mellem stormagterne omkring dem samt om konfliktens følger for dem.

2. Den Hellige Koran har ved at nævne disse begivenheder henledt muslimernes opmærksomhed på forandringens elementer og overgangen fra nutiden til fremtiden.

I Sura al-Mu‌zzam‌mils sidste vers har Allah den Almægtige sagt, at strengheden over for Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og muslimerne hvad angår tahajjud-bønnen og recitationen af Koranen, er blevet lempet. For de måtte konfrontere fjenden. Disse fjender kæmpede mod muslimerne og hindrede deres fremmarch ad Allahs vej. Derfor var det nødvendigt for dem at samle kræfter til at imødegå denne konflikt, som var blevet pålagt muslimerne.

Den Almægtige Allah siger: Din Herre ved, at du og nogle af dine ledsagere står op næsten to tredjedele af natten, undertiden halvdelen af natten og undertiden en tredjedel af natten for at tilbede. Allah alene kan holde fuldt regnskab med natten og dagen. Han ved, at I ikke er i stand til at tilbede hele natten. Derfor har Han vist jer nåde. Så recitér så meget af Koranen, som det er let for jer. Han ved, at nogle blandt jer vil være syge, nogle vil rejse rundt i landet for at søge Allahs forsørgelse, og nogle vil kæmpe på Allahs vej. Så recitér så meget af Koranen, som det er let at recitere (Sura Muzz‌amm‌il: 20)।

Et vidtrækkende perspektiv

Hvis man studerer Allahs Sendebuds (fvmh.) sīrah opmærksomt, bliver det klart, at Allahs Sendebud (fvmh.) ikke var ligeglad med sin dawahs fremtid. Tværtimod tænkte han altid over og planlagde for fremtiden på grundlag af alle de muligheder og midler, Allah havde givet ham.

Det er tilstrækkeligt at studere Allahs Sendebuds (fvmh.) bestræbelser og aktiviteter i hajj-sæsonen for at forstå det: Under hajj samledes alle Arabienstammer, og Allahs Sendebud (fvmh.) præsenterede dawah for dem og søgte deres hjælp ved at love dem adgang til Romerrigets og Perserrigets rigdomme. Dette viser, hvor langt hans blik rakte ind i fremtiden.

Allahs Sendebud (fvmh.) troede på to hovedprincipper:

For det første er en ændring af situationen uundgåelig, eftersom årsagerne til forandringen allerede var til stede. Islam var alternativet til den eksisterende situation. Daggryets lys ville uvægerligt bryde frem gennem uvidenhedens mørke. Derfor måtte muslimerne være standhaftige og tålmodige, og det var ikke rigtigt at forvente resultater, før tiden var inde.

De vantros overgreb mod Profeten Muhammads (fred være med ham) ledsagere i Mekka, især mod de svage, blev så omfattende, at Khabbab ibn al-Aratt (må Allah være tilfreds med ham) kom til Allahs Sendebud (fred være med ham), klagede sin nød og bad om hjælp. Allahs Sendebud (fred være med ham) lå på det tidspunkt og sov i skyggen af Kabaen. Khabbab sagde: »Allahs Sendebud, vil du ikke bede Allah om hjælp for os? Vil du ikke bede Allah for os?« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Blandt dem, der levede før jer, blev nogle grebet, gravet ned i jorden og derefter savet i hovedet, mens andres kød blev skrabet af knoglerne med jernkamme. Men selv efter dette kunne de ikke vendes bort fra religionen. Ved Allahs ed! Han vil gøre den islamiske religion så indflydelsesrig, at en karavane på sin rejse fra Sana til Hadramaut (Yemen) kun vil frygte Allah. Den vil naturligvis også holde vagt over karavanen, så ulve ikke angriber dens fåreflok. Men I mangler tålmodighed til at vente på at se denne sandhed blive virkeliggjort((Bukhari))।

For det andet troede Allahs Sendebud (fred være med ham), at denne ønskværdige fremtid først ville blive virkeliggjort, når mennesket opfyldte sine pligter i overensstemmelse med de forskrifter, Allah har godkendt, og forberedte sig så godt som muligt. Det skulle bestræbe sig på at fjerne alle hindringer fra vejen og overlade alt det øvrige til Skaberen. For det, mennesket kan gøre, er på ingen måde vanskeligt for Allah.

Denne sandhed blev fastslået gennem Allahs Sendebuds (fred være med ham) hijra til Medina. Han valgte et sted på Den Arabiske Halvø som egnet til hijraen, ikke et sted som Abessinien. Han betragtede ansarerne som ægte arabere. De havde lovet at beskytte ham som deres egne familier. Han gav sine ledsageres hijra prioritet, for at det skulle blive lettere for dem at forlade Mekka. I virkeligheden skulle Profeten (fred være med ham) efter dem ankomme til Medina, så hans ankomst blev endnu mere betydningsfuld.

Efter at have fået Allahs tilladelse fandt Allahs Sendebud (fred være med ham) de dyr, der skulle bruges som ridedyr på rejsen. Han fastlagde også, hvem der skulle være hans ledsager og rejsefører. Han besluttede endda på forhånd, i hvilken hule han ville skjule sig, indtil de vantro ikke længere ville lede efter ham.

Han traf alle de forberedelser, som mennesker med fordel kan træffe, og overlod de forhold, som ikke var under hans kontrol, til Allah. Han nærede ikke den mindste tvivl om, at Allah ville hjælpe ham. Da Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde til ham i hulen: »Allahs Sendebud, hvis en af dem blot ser ned under sine fødder, vil han helt sikkert få øje på os.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Abu Bakr, hvad mener du om to mennesker, hvis tredje er Allah?« Det siges i Koranen: »Hvis I ikke hjælper ham (Muhammad), gør det ikke noget. Allah hjalp ham faktisk, da de vantro fordrev ham, da han var den ene af to, da de begge (Muhammad og Abu Bakr) var i hulen, og da han sagde til sin ledsager: Vær ikke bedrøvet eller bange; Allah er visselig med os. Derefter sendte Allah sin trøst ned over ham og styrkede ham med hærskarer af engle, som I ikke kunne se, og Han gjorde de vantros ord svage, mens Allahs ord forblev ophøjede. Allah er den Almægtige, den Vise((Sura at-Tawba 40))।

Femtekapitel

Den islamiske bevægelse: på politisk og internationalt niveau

Velbegrundet politisk fiqh

ugunstig ideologisk situation

For den islamiske bevægelses vedkommende, især på den politiske arena, hersker der en sådan ugunstig ideologisk situation, at den ikke kan undgå at blive bemærket af nogen opmærksom iagttager.

På idéernes område findes der alle mulige skadelige tankegange, som stadig på den ene eller anden måde påvirker den politiske tænkning, herunder lederne af den islamiske bevægelse, forfattergruppen samt de bøger, der er skrevet til missions- eller undervisningsaktiviteter. Bevægelsen må frigøre sig fra disse tankeganges indflydelse og udføre sit arbejde med hele folket, livet og verden i lyset af en gavnlig ideologi.

Den zahiritiske tankegang nøjes med at tage den bogstavelige betydning af grundteksten, og uden for dette beskæftiger dens tilhængere sig ikke med shariaens egentlige formål. Derfor tager de ikke hensyn til menneskers interesser. Fremtrædende lærde har med eftertryk sagt, at shariaens mål er at virkeliggøre menneskers velbefindende i denne verden og i det hinsidige. Med imam Ibn al-Qayyims ord: Hvis en hvilken som helst regel forkaster det gode til fordel for det onde, opgiver visdommen og giver dumheden frit spil, har den intet som helst med shariaen at gøre, selv hvis man på grund af en fejlagtig opfattelse anser den for at være en del af shariaen.

En sådan tankegang kan være acceptabel i forbindelse med en skik eller en regel, der gælder for bestemte personer, men denne fremgangsmåde kan aldrig være acceptabel inden for sharia-baseret politik. For grundlaget for sharia-baseret politik bør være fleksibilitet og tolerance samt hensyntagen til forandringer i tid, sted, omstændigheder og mennesker.

Selv om tilhængerne af den kharijitiske tankegang anses for at være præget af ærlighed og mod, er de snæversynede, og deres syn på religionen og verden er kortsigtet. Desuden er de voldelige i deres omgang med andre og er altid besat af at afvise, anklage og mistænkeliggøre alle, selv den islamiske bevægelses medlemmer. De lovpriser udelukkende deres egne meninger. Og denne selvtilfredshed er yderst farlig.

Dernæst er der den taqlidiske tankegang, som ikke er andet end blind efterligning. Tilhængerne af denne metode søger svar på deres ideologiske, politiske og juridiske spørgsmål i de bøger, der er skrevet af tidligere imam-faqih’er i deres respektive madhhab’er. De ønsker aldrig at bevæge sig uden for deres egen afgrænsede kreds. Tilhængerne af madhhab’erne betragter ikke shariaen med et bredt perspektiv. De vurderer tingene ud fra deres egne veje og metoder, men interesserer sig heller ikke for den nuværende tidsalder, samtidens begivenheder eller løsningen af de problemer, der opstår. En sådan synsmåde gør det snævert, som Allah den Almægtige har gjort rummeligt, og vanskeligt, som islam har gjort let.

Hvis den islamiske bevægelse ikke kan frigøre sine tilhængere fra disse unaturlige tankegange og deres negative indflydelse, og hvis den ikke dyrker og praktiserer den nye retning inden for fiqh, som vi ønsker at rette opmærksomheden mod—en retning, der forener fiqh om tilladte handlinger, eller fiqh us-sunan, fiqh om shariaens formål, fiqh om balance og fiqh om prioriteter—vil den islamiske bevægelse ikke kunne udvikle en fornuftig politisk ideologi.

Politisk fiqhens ufuldstændighed

De fejlagtige og unormale forestillinger og beslutninger i den islamiske bevægelse samt de unormale afvigelsesmetoder må korrigeres.

Inden for politisk fiqh er disse mærkværdige forestillinger, regler og metoder i vid udstrækning tydelige. Tidligere tillagdes de ikke så stor betydning, heller ikke inden for tilbedelse, transaktioner, ægteskab og lignende områder.

Dagens politiske fiqh er blevet infiltreret af forskellige fejlagtige forestillinger og svage beslutninger. De har slået så forskelligartede rødder i islamisternes sind og tankegang, at når nogen anvender en regel, skaber den en afstand til en andens regler som mellem øst og vest.

Nogle mener, at konsultation eller shura ikke er en obligatorisk pligt, men blot et spørgsmål om udveksling af oplysninger. Andre giver statsoverhovedet beføjelse til at erklære krig og indgå aftaler uden konsultation med nationens repræsentanter. Atter en anden gruppe betragter demokratiet som en kufrisk ideologi.

Der findes også mennesker, som mener, at kvinder ikke har nogen plads i islamisk politik, og at deres eneste plads er i faderhjemmet. Derfra kan de begive sig til to destinationer – ægtemandens hjem eller graven. Ifølge denne gruppe er der slet ikke tale om, at kvinder kan stille op til valg til lokalstyret eller parlamentet; de har heller ikke ret til at stemme ved valg.

Der findes endnu en gruppe mennesker, som mener, at islam har forkastet det flerpartidemokratiske system. De tror, at der i en muslimsk stat ikke kan eksistere partier eller grupper, som følger nogen form for politisk anskuelse eller retning.

Da nogle religiøse brødre viste mig en artikel skrevet af en vis begejstret forfatter med titlen »At træde ind i parlamentet er imod tawhid«, blev jeg lamslået. I artiklen blev det nemlig erklæret, at det at blive parlamentsmedlem er i strid med tawhid. Jeg bemærkede her en mærkværdig sammenblanding af amal og aqidah. Det, der vedrører handlinger, er ret og uret, ikke tro og vantro. Dette er en del af shariarelateret politik, hvor belønningen for ijtihad er fastsat til det dobbelte, hvis resultatet er rigtigt, og til én belønning, selv hvis resultatet er forkert.

Kharijitterne på den tid begik også den samme fejl ved at udstede en fatwa, der erklærede Imam Ali for vantro, på grund af et verdsligt politisk spørgsmål. Det, de havde gjort til en del af den grundlæggende troslære, var følgende: Han havde etableret menneskers herredømme over Allahs religion, men ingen har ret til at træffe afgørelser undtagen Allah. Imamen besvarede deres anklage i et yderst klart sprog og sagde: En sand udtalelse er blevet brugt til at fastslå en fejl.

Politisk fiqhs anvendelse

De lærde i Afghanistan har med tapperhed og mod ført an i jihad. Men jeg er blevet forbavset over, at nogle af dem anser uddannelse af kvinder for haram og på samme måde har den opfattelse, at valg som metode til at vælge folkevalgte repræsentanter eller til posten som statens præsident er haram. De tror, at det er haram at fastsætte præsidentens embedsperiode og gøre shura obligatorisk.

Nogle religiøse brødre, som tror på disse anskuelser, sagde under en samtale med mig om disse spørgsmål, at årsagen til den islamiske bevægelses fiasko i vor tid er, at man tror på anskuelser, som de anser for ikke-islamiske, og at vi muslimer ikke kan få succes, før der anvendes islamiske metoder til at nå islams mål.

Jeg spurgte dem: Hvis muslimerne fastsætter præsidentens embedsperiode i deres egen interesse, hvilken grund kan der så være til, at det skulle være haram?

De svarede: Dette er i strid med den muslimske tradition, som har eksisteret siden den første kalif, Hazrat Abu Bakr Siddiqs tid. Ingen kalif er blevet valgt for en bestemt periode. Især forblev de retledte kaliffer ved magten hele livet, og Allahs Sendebud befalede os nøje at følge enhver af de retledte kaliffers skikke. Det er overleveret i hadith, at Allahs Sendebud advarede os mod nye påfund eller bidʿa og sagde: Ethvert nyt påfund eller bidʿa i religionen er en afvigelse fra den rette vej. Og dette er en ny ting opfundet af mennesker (Abu Dawud og Tirmidhi)।

Som svar sagde jeg, at vi er blevet beordret til at følge Sendebuddets sunnah før de retledte kaliffers skikke. For sunnah er den islamiske lovs anden kilde, og derfor må man ved uenighed om et spørgsmål søge vejledning i sunnah såvel som i Koranen. I den hadith, der er overleveret af al-Irbad, siges der: Følg min sunnah og de retledte kaliffers skikke. Derfor må De først og fremmest søge tilflugt i Sendebuddets sunnah.

Alle ved, at Sendebuddets sunnah består af hans ord, handlinger eller hans billigelse af en handling. Hans handling er ikke nødvendigvis bindende i alle tilfælde, men kan blot være et tegn på billigelse eller godkendelse, medmindre der foreligger beviser, som gør hans billigelse bindende.

Derfor traf de retledte kaliffer, når de så, at en handling, som Allahs Sendebud (fred være med ham) havde udført med et bestemt formål, under ændrede omstændigheder ikke længere ville være i muslimernes interesse, en beslutning i modstrid med denne handling.

Et eksempel på dette er, at Allahs Sendebud (fred være med ham) efter erobringen af Khaybar fordelte krigsbyttet blandt soldaterne. Men Omar (må Allah være tilfreds med ham) gjorde det ikke efter erobringen af Iraks landområder. Han fandt det ikke passende under datidens omstændigheder. Mange af Allahs Sendebuds (fred være med ham) ledsagere fremførte argumenter imod Omars synspunkt, især fordi hans beslutning bogstaveligt talt var i modstrid med sura al-‌Anfal s 41. vers, som indeholder den generelle regel. I dette vers siges det: Og vid, at hvad end I tager som krigsbytte, tilhører en femtedel Allah.

Omar (må Allah være tilfreds med ham) bemærkede: »Jeg mener, at rigdommen bør være tilstrækkelig for mennesker både i nutiden og i fremtiden. Ønsker I, at den kommende generation skal befinde sig i en situation, hvor intet er blevet efterladt til dem?«

Det betyder, at Omar (må Allah være tilfreds med ham) foretog den ovennævnte overvejelse med tanke på de kommende generationer. Det var et bemærkelsesværdigt skridt med henblik på gensidig afhængighed mellem den muslimske ummahs generationer gennem tiderne, så den nuværende generation ikke kan leve et luksuriøst liv ved at tilsidesætte de kommende generationers interesser. Det rationelle grundlag for Hazrat Omars skridt var sura al- Hashr s 10. vers. Her nævnes bestemmelsen om fordelingen af krigsbyttet mellem muhajirunerne og ansarerne, og der siges: Og de, der kom efter dem. Imam Ibn Qudama forklarede forskellen mellem Allahs Sendebuds (fred være med ham) og Omars handlinger således: De gjorde begge det, som de fandt mest passende for deres egen tid.

Selv om nogle af Profeten Muhammads, fred være med ham, handlinger udgør en uadskillelig del af sunnah, er de ikke bindende for senere generationer. Hans ledsagere handlede undertiden anderledes under hensyntagen til bestemte forhold. Hvorfor skulle de senere muslimers handlinger da være bindende for dem, der kommer efter dem?

Ingen præcedens kan i sig selv udgøre et gyldigt grundlag for en juridisk forpligtelse. En præcedens er kun tilstrækkelig for det pågældende sted, den pågældende tid og de pågældende omstændigheder. Hvis disse faktorer ændrer sig, må man handle på grundlag af dem.

Det grundlæggende her er, at blandt alle de tidligere ordninger og bestemmelser må vi vælge den ordning, der passer til vores tid, miljø og omstændigheder, inden for rammerne af de grundlæggende skrifter og vores rummelige shariahs mål.

Den debat, der føres om muslimske lærdes påståede enstemmige afgørelse imod at begrænse herskeres embedsperiode, er ganske forvirrende. Der er ingen tvivl om den enighed, der går ud på, at en hersker kan regere hele livet. Men spørgsmålet om at begrænse embedsperioden er aldrig blevet drøftet eller undersøgt. Det var et fuldstændig uomtalt spørgsmål. Man siger, at man ikke bør kommentere på en tavs person. På samme måde bør man ikke inddrage lærde i et spørgsmål, hvor deres afgørelse hverken er negativ eller positiv.

På den anden side siges det, at fastsættelsen af statsoverhovedets embedsperiode er en nyopfindelse eller bidʿa i islam, og at den enstemmige afgørelse i denne sag er, at enhver bidʿa er vildfarelse. Vi anerkender den anden del af dette udsagn, nemlig at enhver bidʿa betyder vildfarelse – men der findes intet bevis for den første del af udsagnet, nemlig at en sådan beslutning udgør bidʿa ifølge shariah.

Det er forkert at antage, at islam tager stilling imod enhver ny ting eller opfindelse under betegnelsen bidʿa. I virkeligheden kan bidʿa kun forekomme gennem opfindelser inden for rent religiøse spørgsmål, såsom iman, tilbedelse og deres underområder. Men livets foranderlige forhold, såsom skikke, traditioner, sædvaner samt administrative, sociale, kulturelle og politiske systemer, hører ifølge de lærdes terminologi under »folkets forhold«, hvilket vi finder en forklaring på i imam al-Shatibis værk al-Iʿtisam. Derfor gjorde Profetens, fred være med ham, ledsagere mange ting, som Profeten Muhammad, fred være med ham, ikke selv havde gjort, såsom at fremstille afskrifter af Koranen, anvende registre og protokoller, indføre jordskat og bygge fængsler. Efter Profetens, fred være med ham, ledsagere gjorde de efterfølgende muslimske generationer, tabiʿunerne, i deres tid ting, som deres forgængere blandt ledsagerne ikke havde gjort, såsom at præge mønter og indføre postvæsenet.

Muslimerne opfandt også mange andre ting, som man ikke engang havde hørt om på Profeten Muhammads, fred være med ham, eller hans ledsageres tid, såsom udviklingen af forskellige videnskabsgrene som religionsvidenskab, lingvistik og humaniora.

Forkert anvendelse af sirah

En af de væsentligste årsager til vildfarelser og fejlagtige beslutninger inden for politisk fiqh er forvirringen omkring Sendebudets sunnah og sīra. I islam er sunnah, ud over den hellige Koran, en kilde til lovgivningen. Koranen er lovens grundlag og kerne, mens sunnah er forklaringen og anvendelsen.

Nogle begår imidlertid den fejl at sætte sīra i stedet for sunnah og henviser til begivenheder fra sīra, som om de var lige så bindende som Koranen og sunnah.

Sīra er ikke synonymt med sunnah. For sīra indeholder detaljer, som slet ingen betydning har i lovgivningsmæssig sammenhæng. Derfor har faqīherne ikke sammenblandet sīra med definitionen af sunnah. De har blot sagt: Sunnah er det, som Allahs Sendebud har sagt, gjort eller givet sin accept til. De har ikke medtaget sīra heri.

Men hadithlærde har sammen med Sendebudets handlinger, ord og accept også medtaget beskrivelser af, hvordan han så ud, hvordan hans opførsel var, og hvordan hans livsførelse var. Uden at tage hensyn til, om det havde forbindelse til lovgivningen, indsamlede de som regel alle detaljer om Allahs Sendebud. De beskrev udførligt alt fra Sendebudets liv, herunder hans fødsel, omsorg, opvækst, ægteskab, opførsel, fysiske egenskaber samt alle øvrige detaljer vedrørende hans fødsel og død.

Det, der giver os anledning til bekymring her, er, at visse islamiske grupper betragter sīra som afgørende bevis til støtte for en beslutning. De mener, at den er bindende for alle muslimer. Her vil jeg nævne to forhold.

For det første indeholder sīra begivenheder, som er blevet overleveret fra den ene fortæller til den anden uden uigendrivelige beviser. Det skyldes, at disse fortællere beskrev sīra så løst, at de ved gengivelsen af reglerne for sharīʿa samt spørgsmål om halal og haram ikke benyttede henvisninger til hadith.

For det andet er sīra et billede af den praktiske del af Sendebudets livsførelse. Ingen af Sendebudets handlinger pålægger i sig selv en forpligtelse; de antyder blot hans accept. For at gøre en forpligtelse gældende må der foreligge et andet bevis.

Det er sandt, at det er obligatorisk for os at følge Allahs Sendebuds eksempel. I den hellige Koran erklæres det: “I Allahs Sendebud har I visselig et fremragende forbillede, som I skal følge” ((Sura al-‌Ahzab: 21)). Det er obligatorisk at følge Allahs Sendebuds eksempel med hensyn til moralsk opførsel, værdier og generelle forhold, men ikke i detaljer.

Hvis det er muligt og tilladt at udbrede da’wa offentligt, er der ingen grund til at arbejde i det skjulte for at følge Profetens, fred være med ham, eksempel. Hvis det ikke er nødvendigt, er der heller ingen grund til at forlade vores hjemland og foretage hijra til et sikkert sted for at udbrede religionens da’wa blot for at følge Profetens, fred være med ham, eksempel.

Derfor er det efter erobringen af Mekka ikke længere obligatorisk for enhver muslim at foretage hijra til Medina. For Profeten, fred være med ham, sagde: Efter erobringen er der ingen hijra, bortset fra jihad og det inderlige ønske om jihad; når I bliver kaldt, bør I drage af sted (Bukhari og Muslim). Det betyder, at man ikke længere behøver at foretage hijra til Medina. Men hvis muslimer ikke formår at etablere religionen i et land, er det tilladt at foretage hijra derfra.

Profeten, fred være med ham, bad de stærke stammer om hjælp, og stammerne Aws og Khazraj svarede på hans kald. Det behøver vi ikke længere at gøre. For i denne tid er denne fremgangsmåde ikke længere tilstrækkelig.

Blot fordi Profeten, fred være med ham, udførte da’wa-arbejde i Mekka i tretten år, er det ikke nødvendigt for os også at bruge tretten år på at praktisere troen og udføre da’wa-arbejde. For det muslimske samfund, som vi nu lever iblandt, tror, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad, fred være med ham, er Allahs sendebud. Derfor har vi ikke brug for så lang tid til at lære tro og troslære.

Hvis vi nu retter vores opmærksomhed mod spørgsmål som social retfærdighed, shura, frihed, den palæstinensiske opstand og den afghanske jihad, handler vi ikke i strid med Profetens, fred være med ham, vejledning. I Medina var han optaget af netop sådanne spørgsmål. For før hijraen levede Profeten, fred være med ham, i Mekka i et uvidende og polyteistisk samfund, som arrogant afviste da’waen. Derfor var hans første kamp med dette samfund centreret om tawhid og da’wa. Vores samfund er ikke tilsvarende. Dette samfund tror på Allah, Hans religion og Hans sendebud, fred være med ham, selv om der kan findes fejl og mangler i samfundet og afvigelse fra Allahs vej.

Muslimske områders genoprettelse

Lige fra begyndelsen har den islamiske bevægelse gjort genoprettelsen af alle muslimske områder og sikringen af deres befrielse og uafhængighed til et af sine vigtigste programmer. Intet fornuftigt menneske kan benægte dette.

Imam Hasan al-Banna sagde i en af sine taler: Vores indsats og jihad er koncentreret om to hovedmål – det islamiske ideal og de muslimske områder.

Han forenede disse to mål, fordi idealet kun kan etableres i et frit og uafhængigt land, hvor dets værdier kan bevares, og lovens bestemmelser kan gennemføres. Heri ligger betydningen af den islamiske stat eller Dar al-Islam. Det er inden for et sådant territorium, at islam består; herfra ledes dens aktiviteter, og nationen gives vejledning.

Derfor er de islamiske retslærde blevet enige om, at det er en pligt at befri og forsvare alle muslimske territorier, der er blevet besat af ikke-troende, og de har erklæret, at jihad for muslimerne i disse territorier er en individuel pligt, ligesom alle muslimer kollektivt er forpligtede til at støtte denne jihad med liv, ejendom og våben, indtil deres territorier er befriet fra angribernes hænder.

Hvis blot en del af et muslimsk territorium falder i udenlandske angriberes hænder, kan den islamiske bevægelse derfor ikke forholde sig som en tavs tilskuer. Det er ikke overraskende. Ikhwans hovedkvarter i Kairo var også et aktivitetscentrum for mujahidiner og revolutionære, der deltog i kampen mod besætterne i alle dele af den arabiske og muslimske verden, fra Indonesien til Marokko.

Hasan al-Banna fremlagde engang Ikhwans nationale krav på en national kongres. Han talte for opbygningen af et muslimsk hjemland: et lille hjemland bestående af Egypten og Sudan, et stort hjemland omfattende den arabiske verden, hvis udstrækning skulle gå fra Golfen til Atlanterhavet, og et endnu større hjemland omfattende den muslimske verden, hvis grænser skulle strække sig fra Atlanterhavet til Det Indiske Ocean. Han understregede, at det er en religiøs pligt for enhver muslim og et af Ikhwans vigtigste mål at befri det største muslimske hjemland fra alle former for udenlandsk indflydelse, der er blevet påtvunget muslimerne.

Hasan al-Banna placerede Palæstina øverst på listen som et af de vigtigste spørgsmål. Han tillagde det særlig betydning og opfordrede de muslimske masser til at rette blikket mod profeternes og sendebudenes hellige land, Isra og Mi’raj, og til at være på vagt over for den jødiske trussel. For jøderne ligger på lur for at sætte deres brutale kløer i dette land. Arabiske og muslimske ledere er uvidende om det net af sammensværgelser, der væves mod al-Aqsa-moskéen, den første af de to qiblaer, selv om al-Aqsa er omgivet af Allahs barmhjertighed.

Hasan al-Banna skrev mange artikler for at fremme de palæstinensiske interesser, ledede talrige demonstrationer, organiserede mange møder, rekrutterede utallige mennesker og indsamlede store mængder penge og våben. Det er tilstrækkeligt blot at nævne hans fortjeneste på dette område: Den heroiske kamp, som hans åndelige tilhængere og krigere førte på palæstinensisk territorium i 1948, er skrevet med gyldne bogstaver i historien. Dens sandhed er blevet anerkendt af blandt andre generalmajor al-Mawabi fra den egyptiske hær, andre kommandører og endda jøderne selv. Mange oplysninger om denne glorværdige jihad findes i bogen »Al-Ikhwan al-Muslimun and the Palestine War«, skrevet af Kamal al-Sharif.

Den islamiske bevægelse har spillet sin rolle i at forsvare enhver interesse blandt alle muslimske nationer og i at bekæmpe imperialismen i alle dens former.

Derfor trådte den islamiske bevægelse frem for at forsvare Afghanistans interesser, som symboliserer den første forsvarslinje mod den kommunistiske aggression. Denne interesse var så dybtgående, at nogle mente, at den islamiske bevægelse måske helt havde glemt de palæstinensiske interesser. I virkeligheden har den islamiske bevægelse aldrig glemt Palæstina og vil aldrig glemme det. For Palæstina er den første og højeste islamiske interesse, og dets befrielse er den første og højeste pligt, hvilket de afghanske mujahidiner også tror på af hele deres hjerte.

I den palæstinensiske kamp er der nu brug for et islamisk banner, som kan samle folk omkring sig og forene dem som én enhed. Det er det, der er sket gennem revolutionens udbredelse i moskeerne og gennem folkeopstanden eller intifadaen, hvis vigtigste slagord er: Der findes ingen guddom undtagen Allah (la ilaha illallah), og Allah er den største (Allahu akbar). Den standhaftige, modige og årvågne islamiske modstandsbevægelse Hamas har forvandlet denne opstand til en organiseret styrke.

Hamas er en symbolsk institution for troen hos det palæstinensiske folk, der er opdraget i muslimske og arabiske urgamle traditioner. Dette folk er stadig vitalt. Det vil aldrig blive livløst, før sejren er opnået med Allahs hjælp. Et folk med rene kroppe og sind vil føre jihadens banner videre.

Den islamiske bevægelse skal stå i spidsen for enhver aktivitet, der vedrører islamiske interesser. Uanset hvor opfordringen kommer fra, skal der svares på enhver appel om hjælp. Den islamiske bevægelse skal deltage i jihad mod det marxistisk-kristne vanstyre i Eritrea. Juntaen dér ønsker at opsluge Eritrea og holde landet under sin kontrol som en koloni samt at gøre befolkningen til en slaveklasse under et feudalt system.

Den islamiske bevægelse skal stå ved Sudans side mod det forræderiske, kristne og racistiske oprør. De kristne ønsker at påtvinge alle Sudans områder deres racistiske religiøse fanatisme og løsrive landet fra den muslimske umma og den arabiske verden.

Muslimerne på Filippinerne skal støttes mod de partiske kristne herskere. Den kristne junta ønsker nemlig at udslette muslimerne dér og kun give plads til dem, der vil acceptere et liv i slaveri. Mennesker, som hverken vil være til gavn for sig selv eller for andre.

Man skal række en hjælpende hånd til de kashmiriske muslimers kamp for selvbestemmelse, indtil Kashmir enten bliver en del af Pakistan eller bliver selvstændigt, så alle de indiske imperialisters komplotter kan slås fejl. For at gøre Kashmir til en base for komplotter mod Pakistan og den muslimske verden som helhed forsøger det indiske imperium at udslette områdets muslimske identitet ved at udbrede religionsløs uddannelse, synd og narkotikamisbrug.

Den islamiske bevægelse bør støtte muslimerne mod Somalias diktator. Landets diktatoriske junta dræber muslimske lærde og udøver vold og undertrykkelse mod enhver, der besidder en religiøs eller intellektuel karakter.

Den islamiske bevægelse skal have korrekte oplysninger om disse befrielsesbevægelser. Det er ønskeligt, at den islamiske bevægelse på den ene eller anden måde er til stede i disse befrielsesbevægelsers ledelse og organisatoriske strukturer. Man skal uophørligt arbejde for enhed ved at fjerne afstandene mellem organisationens forskellige niveauer og bestræbe sig på at fjerne mindre uenigheder af hensyn til opnåelsen af det større mål. Det alvorligste tegn på, at jihad skades, er splittelsen mellem grupperne. Den almægtige Allah siger: Sandelig, Allah elsker dem, der kæmper på Hans vej i rækker, som om de var en massiv, sammenføjet struktur(Sura as-Saff’: 4)।

Den islamiske bevægelse må også påtage sig ansvaret for at organisere verdens muslimer til fordel for de palæstinensiske interesser. Den zionistiske bevægelse har nemlig organiseret verdens jøder til fordel for Israels interesser. Den islamiske bevægelse må arbejde aktivt for at vinde støtte fra samvittighedsfulde mennesker over hele verden til fordel for vores retfærdige interesser.

Det er nu yderst nødvendigt at iværksætte en sådan indsats fra den islamiske bevægelses platform. For den palæstinensiske kamp er nu nået ind i en alvorlig fase. Der er blevet lagt en plan om at tilsidesætte de palæstinensiske interesser og bosætte sovjetiske jøder i de besatte områder. Målet med denne plan er at virkeliggøre drømmen om et større Israel, hvis grænser skal strække sig fra Nilen til Eufrat, hvorefter deres begær er at udvide det til Hijaz, Medina og Khaybar.

Befrielses bevægelse

Den islamiske bevægelses opmærksomhed må ikke udelukkende være rettet mod muslimske lande. Muslimske lande kan naturligvis tillægges særlig betydning i overensstemmelse med islams principper og af hensyn til gensidig afhængighed og solidaritet. Men den islamiske bevægelse må række en hjælpende hånd ud til alle over hele verden, muslimer såvel som ikke-muslimer, der kæmper for at blive befriet fra landbesættelse, imperialisme, undertrykkelse og uretfærdighed.

Islam er kommet med et universelt kald til menneskets befrielse. Gud har æret mennesket ved at sende det til jorden som sin stedfortræder og har derfor underlagt det alt i himlene og på jorden.

Islam er kommet for at befri mennesket fra enhver gudsfornægtende taghut-magt og for at danne det, så det bliver egnet til at rejse sig imod taghut.

Kernen i Moses’ kald, fred være med ham, var at befri Israels børn fra Faraos, Qaruns og Hamans undertrykkelse. Formålet med profeten Muhammads kald, fred være med ham, var at befri hele menneskeheden fra alle faraoers, qaruners og hamans greb — de herskere, som binder mennesker med slaveriets lænker og tilraner sig magten som herskere uden nogen ret til den. Disse herskere opfører sig over for Guds tjenere med en sådan hovmodighed, som om de deler Guds storhed og overlegenhed. De fremstiller sig selv som guder og gør mennesker til deres slaver.

Idet Koranen gennem Sendebudet henvender sig til herskere og konger, udtaler den med klar og høj røst frihedens budskab: Lad os samles om ét fælles ord, som er retfærdigt mellem os og jer: Vi vil ikke tilbede andre end Gud, vi vil ikke sætte nogen ved siden af Gud, og ingen af os vil tage andre end Gud som herre.(Sura Al Imran: 64)।

Rabi ibn Amir erklærede foran Rustam, den persiske hærs kommandant: »Allah har sendt os for at befri mennesker fra menneskers trældom, for at de alene skal tilbede Ham, og for at føre mennesker fra uretfærdigheden og fordærvet i forskellige religioner tilbage til islams retfærdighed.«

Den Almægtige Allah har kun sendt sin Bog og sine sendebude til verden med opgaven at etablere retfærdighed. I denne forbindelse siges det i den hellige Koran: »Sandelig, Jeg har sendt Mine sendebude med klare tegn, og Jeg har sendt Skriften og vægten ned med dem, for at menneskene kan opretholde retfærdighed (Sura Hadid: 25)।

Enhver undertrykkelse og uretfærdighed, som en person begår mod en anden person, en gruppe mod en anden gruppe eller et folk mod et andet folk, især den undertrykkelse og uretfærdighed, som tyranniske og magtfulde mennesker begår mod svage og undertrykte mennesker, er således en krænkelse af alle guddommelige åbenbaringer. Derfor fremsættes der i Koranen en skarp kritik af tyranner og en alvorlig advarsel: »Men de bad om sejr og hjælp, og enhver ulydig, egenrådig tyran blev fuldstændig slået og tilintetgjort. Foran ham er Helvede, og han vil blive givet kogende vand blandet med pus og blod at drikke (Sura Ibrahim: 15–16)।

Således besegler Allah den Almægtige enhver arrogant tyrans hjerte (Sura Mu’’min: 35)।

Gå derfor ind gennem Helvedes porte, og bliv dér til evig tid; hvor ussel er dog de arrogantes bolig (Sura Nah‌l: 29)।

I Koranens mekkaanske og medinensiske suraer er de uretfærdige blevet fordømt strengt: Sandelig, Allah den Almægtige vejleder ikke de mennesker, der handler uretfærdigt (Sura al-Mā’ida: 51)।

Sandelig, de uretfærdige vil aldrig opnå nogen succes (Sura Yusuf: 23)।

Og disse byer ødelagde Vi, da de handlede uretfærdigt (Al Kah‌f: 59)।

Dette er deres huse, som ligger fuldstændig ødelagte på grund af deres uretfærdighed (Sura An- Nam‌l: 52)।

Således er din Herres greb: Han griber ind over for indbyggerne i byerne, når de begår uret. Hans greb er visselig smertefuldt og hårdt (Sura Hud: 102)।

Derefter blev de uretfærdiges rødder skåret over. Og al lovprisning og tak tilkommer Allah, alverdenernes Herre (Sura al-An’‘am: 45)।

Og hæld ikke til dem, der begår uret, så ilden ikke rammer jer. I har ingen beskytter ud over Allah. Derefter vil I ikke finde nogen hjælp (Sura Hud: 113)।

Islam har ikke blot erklæret uret og uretfærdighed for strengt ulovligt og forbudt, men har også påbudt, at man bekæmper det på alle måder. De, der intet gør for at udrydde uretfærdigheden, vil på jorden blive anset for at være medskyldige i syndernes gerninger, og i det hinsidige må de også lide straf.

Selv en nation, der uden blusel og uhindret fortsætter med uretfærdige og onde handlinger, og hvor ingen protesterer mod eller forsøger at forhindre dens misgerninger, anser islam for værdig til guddommelig straf, og dens undergang er uundgåelig. Når Allahs straf således rammer en sådan nation, vil ingen kunne undslippe den. Synderne vil blive straffet for deres synder, og de tavse tilskuere for deres tavshed. Den Almægtige Allah siger: Frygt den prøvelse, som ikke kun vil ramme de uretfærdige, og vid, at Allah er streng i straffen (Sura al An‌fal: 25)।

Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Hvis mennesker ser en uretfærdig person begå uret, men ikke forhindrer ham, nærmer de sig en straf fra Allah, og denne straf rammer dem alle (Abu Dawud, Tirmidhi, Ibn Majah, Ibn Hibban og Sahih al Jami al Saghir)). En anden hadith beretter: Når du ser min ummah være blevet rædselsslagen, og ingen siger til en uretfærdig person: »Du gør uret«, kan du opgive håbet om dem (al Hakim)।

Alle syndere falder ind under den nævnte erklærings anvendelsesområde. Uanset om deres uret og uretfærdighed er rettet mod muslimer eller andre, er enhver uretfærdig handling en synd.

Der er heller ikke noget overraskende i dette; islam tilskynder til alle positive tiltag for at modarbejde de uretfærdige og beskytte de undertrykte og svage. Den betragter endda modstand og forsvar som tilbedelse og jihad på Allahs vej. I Den Hellige Koran siges det, idet der tilskyndes til at bekæmpe forbrydere og beskytte de undertrykte: »Hvad er der i vejen med jer, at I ikke kæmper på Allahs vej og for de svage, forfulgte og undertrykte mænd, kvinder og børn, som beder: Vor Herre! Befri os fra denne by, hvis indbyggere er uretfærdige, og udnævn for os fra Dig en beskytter, som vil forsvare os, og send os fra Dig en, som vil hjælpe os (Sura an- Nisa: 75)।

Her er der først og fremmest tale om de troende som den svage klasse. Derfor er det deres bøn, der omtales i dette vers. Men islam støtter ikke uret og uretfærdighed mod nogen, selv hvis han er vantro. Det er blevet overleveret i en hadith: »Vær på vagt over for den undertryktes bøn og klage, selv hvis han er vantro. For der er ingen hindring for, at hans bøn når Allah (Ahmad og Sahih al- Jami al- Saghir)।

Allahs Sendebud, fred være med ham, hørte engang beretningen om en svag kvinde, der blev mishandlet af en magtfuld og grusom mand i Abessinien, og kommenterede: Hvordan kan Den Almægtige Allah anse det folk for rent, når de svages rettigheder ikke bliver frataget de stærke(Ibn Majah, Ibn Hibban og Sahih al Jami al Saghir)Bemærk, at der på det tidspunkt herskede et kristent kongedømme i Abessinien.

I virkeligheden var målet med islams erobringskampagner at befri de undertrykte og forfulgte mennesker fra despoternes tyranni og undertrykkernes forfølgelse samt at frigøre dette folk fra de persiske og romerske kejseres herredømme. Derfor tog disse mennesker imod islam med glæde og antog frivilligt islam.

Det er i sandhed pligten for dem, der besidder tro og moralsk mod, at opmuntre hinanden til at modstå undertrykkelsen af de svage og hjælpe dem, indtil de svages rettigheder er blevet fuldstændigt tilbagegivet af undertrykkeren. Allahs Sendebud, fred være med ham, har fortalt os om en sådan oplevelse. Som ung dreng havde han i Jahiliyyaens tid været vidne til en sådan begivenhed og var blevet involveret i den gennem samfundsnytteorganisationen Hilf al-Fudul. Denne organisation var blevet dannet af en gruppe ærlige, velgørende og oprigtigt engagerede mennesker, og dens formål var at stille sig på de svages side over for de stærke, så de svages rettigheder og værdighed kunne genoprettes.

Når islam taler højt til forsvar for uskyldige, umælende dyrs interesser, hvorfor skulle den så ikke stille sig på de undertrykte, forfulgte og mishandlede menneskers side for at sikre deres rettigheder?

Muslim minoriteter

Den islamiske bevægelse skal være opmærksom på de muslimske minoriteters interesser over hele verden.

Vigtige oplysninger

I denne forbindelse må vi tage flere faktorer i betragtning, herunder følgende:

1. Næsten en fjerdedel eller mere af verdens samlede muslimske befolkning består af minoriteter. Denne oplysning fremkom i en undersøgelse foretaget på Imam Muhammad ibn Saud Islamiske Universitet i Riyadh for omkring syvogtyve år siden.

2. Blandt disse muslimske minoriteter udgør Indiens muslimske minoritet verdens næststørste muslimske samfund målt på antal. Mere end 200 millioner muslimer bor i Indien. Dette muslimske samfund har haft historisk, videnskabelig og kulturel indflydelse på det indiske subkontinent og på den islamiske kultur i almindelighed.

3. Flere såkaldte minoritetssamfund er befolkninger fra egentlige muslimske lande. Disse lande er med magt blevet indlemmet i visse større nabolande, så de muslimske samfund kunne opsluges af dem og forvandles til undertrykte minoriteter blandt den større majoritetsbefolkning. Eksempler herpå er de muslimske republikker Usbekistan, Turkmenistan og Aserbajdsjan i det tidligere Sovjetunionen. Undersøgelser har vist, at disse lande er en uadskillelig del af den muslimske verden.

4. Nogle muslimske samfund er blevet fremstillet som minoriteter i partiske globale statistikker. Det faktiske billede er det stik modsatte. Ægte statistikker viser, at muslimerne i de pågældende lande er et stort flertal, selv om den muslimske befolkning bevidst angives som mindre i falske statistikker. Især fremstiller islams fjender muslimerne i visse områder som minoriteter for at opnå politiske mål. Muslimerne i Etiopien er et af de mest slående eksempler herpå. Selv om muslimerne i dette land udgør flertallet, er de blevet berøvet de fleste grundlæggende menneskerettigheder og holdt nede.

Det, minoriteterne som har brug for

Disse minoriteter har meget at modtage fra den bredere muslimske verden:

1. Der er behov for støtte til deres religiøse institutioner, især uddannelsesinstitutionerne, så deres muslimske karakter kan bevares. Denne støtte er yderst nødvendig i lyset af den frygtelige kampagne, som fortalere for og institutioner til fremme af kristningen har iværksat med det formål at udrydde islam.

2. Det er nødvendigt at forsyne dem med grundlæggende islamiske bøger som en korrekt kilde til viden, så islams grundlæggende troslære, tilbedelse, moralske værdier og regler kan formidles på disse muslimske minoriteters sprog. De har især brug for en tafsir af den hellige Koran samt flere samlinger af autentiske og pålidelige hadither.

3. Det er nødvendigt at give nogle studerende fra de muslimske minoritetssamfund mulighed for at studere ved islamiske universiteter i de arabiske lande, så de kan tilegne sig viden dér, vende tilbage til deres respektive lande og vie sig til at udbrede og fremme islams lære. Som det siges i Koranen: »så de kan advare deres eget folk, når de vender tilbage til dem, så de måske kan tage sig i agt« (Surah(Tawbah: 122 ).)।

Men det beklagelige er, at disse universiteter for nylig har lukket deres døre for studerende fra muslimske minoriteter i forskellige lande. Denne beslutning er imidlertid farlig for de muslimske minoriteter, den islamiske da’wah i de pågældende lande og endda for selve den muslimske ummah.

4. Det er nødvendigt at yde hjælp og støtte, herunder økonomisk bistand til undervisning i arabisk og til arabiske skoler i minoritetslandene, men arabernes fiasko på dette område er grænseløs. De udviklede lande bruger milliarder af dollars på at undervise i deres sprog. Gennem disse sprog udbreder de også deres civilisation og kultur. Men araberne er passive på dette område. Når spørgsmålet om at udbrede og fremme det arabiske sprog rejses, holder de krampagtigt fast i deres skatte. Hvis de muslimske minoriteter, drevet af deres kærlighed til deres religion, Profeten ﷺ og deres Bog, ikke på eget initiativ havde oprettet skoler og gymnasier for at lære arabisk som grundlag for islamisk kultur, tilbedelse, Koranen, hadith og det venskab og den forståelse, der bør være mellem den muslimske ummah, ville vi ikke have set et eneste menneske uden for den arabiske verden, der kunne arabisk.

Under ledelse af prins Muhammad al-Faisal Al Saud og med dr. Tawfiq al-Shabi som leder arrangerer »Foreningen af Arabiske Skoler« en række nyttige kurser med henblik på undervisning i og udbredelse af det arabiske sprog i mange lande i Afrika og Asien og yder også støtte til uddannelsesinstitutioner til dette formål. Dette initiativ er prisværdigt.

5. De muslimske mindretal har brug for prædikanter eller muballigher og lærere, som behersker mindretallenes sprog. De skal bo iblandt dem, undervise de uvidende, vejlede de vildfarne, besvare forskellige spørgsmål og udstede fatwaer samt knytte mennesker sammen i enhedens bånd på grundlag af religiøs fromhed, gudsfrygt, harmoni og gode hensigter.

Vi må naturligvis være på vagt over for de ødelæggende muballigher. De skader ikke blot samfundet, men antænder også unødvendige stridigheder og debatter, som fremkalder had og fjendskab. Nogle af disse muballigher kan have gode hensigter, men hvis uvidenhed ledsager disse hensigter, bliver resultatet snarere til skade end til gavn. Et gammelt ordsprog siger: En lærd fjende er mindre farlig end en uvidende ven.

6. Det er nødvendigt at arrangere møder, sammenkomster og samtaler mellem mindretallene og fremtrædende intellektuelle, undervisere og muballigher. Derved vil nye horisonter for deres tanker åbne sig, og deres moral styrkes. Sådanne møder, sammenkomster og symposier bør afholdes så hyppigt som muligt, så de mindretalsbrødre, der bor i forskellige lande langt fra ummaens hjerte, ikke føler sig tilsidesat af ummaens hovedstrøm eller afskåret fra medfølelsen hos centrum og ledere for den islamiske bevægelses tankestrøm.

7. Først og fremmest har de muligvis brug for at forene sig på en fælles front, så de kan bevare deres eksistens og religiøse identitet. Det er beklageligt, at mens mindretal over hele verden forener sig ved at lægge alle uenigheder til side for at styrke deres eksistens over for flertallene, ligger de muslimske mindretal altid i strid med hinanden og spilder deres tid og kræfter på unødvendige og meningsløse konflikter, især religiøse ordstridigheder omkring spørgsmål vedrørende fiqh og aqidah.

Det er alle muslimers pligt at stå ved hinandens side i overensstemmelse med Allah den Højestes befaling. For muslimer er dette tilstrækkeligt: De har en enhedsfølelse, som de kan tage udgangspunkt i. Det er, at de er forenede i troen på Allah, Sendebudet, fred være med ham, og den hellige Koran. Jeg siger dette, selv om jeg ved, at muslimerne, der bor i centrum af den muslimske verden, selv har mange sorger og lidelser. Hvordan skulle det da være muligt, at muslimske mindretal uden for den muslimske verden ikke skulle have klager og mangler? Hvis muslimerne i de muslimske lande udsættes for undertrykkelse og uretfærdighed fra herskere, der kalder sig muslimer, hvordan kan vi så forvente, at muslimer i ikke-muslimske lande under ikke-muslimske herskere ikke skulle have nogen klager, uanset om herskerne er kristne, kommunister eller afgudsdyrkere?

Ledelsesløs nation

Det mest alvorlige problem for muslimer og muslimske mindretal, der er spredt over hele verden, er, at denne store og voksende befolkningsgruppe ikke har nogen ledelse, der kan give dem vejledning i alle forhold.

Engang havde vi et kalifatssystem, som samlede den muslimske nation under ét flag. Vi havde en kalif, som var selve legemliggørelsen af den forenede ummas centrale ledelse. Kalifatssystemets fjender konspirerede imod det og sønderrev denne storslåede institution, som var symbolet på den muslimske nations enhed. Vi havde ikke længere en fælles eksistens, og vi havde heller ikke længere ét flag, som vi kunne samles under.

Vi mistede kalifatsystemet. Men vi har heller ikke været i stand til at udvikle noget alternativt system. Derfor må vi fortsætte uden nogen form for lederskab.

Kristendommen har sit eget lederskab, som anerkendes af dens tilhængere. Det er et velorganiseret religiøst lederskab med egne institutioner, traditioner og personaleressourcer. Dets finansielle ressourcer indtager tredjepladsen efter USA’s og Ruslands. Kristne missionærer er spredt over hele verden, herunder i muslimske lande. Men vi muslimer har hverken en ærværdig kalif eller en pave. Vi er som det forældreløse barn, der end bliver smækket døren i ansigtet, uanset hvilken dør det banker på.

Der fandtes engang et embede, der var kendt som shaykh al-Islam. Islam havde ganske vist ikke noget officielt embede med dette navn. Nogle lærde var så vidende, fremragende, ærede og fromme, at den muslimske befolkning tiltale dem med denne titel af respekt. Nutidens lærde afholder sig ikke blot fra at sige det retfærdige, fordi de forsøger at følge herskerne; de fremsætter også vildledende udtalelser. Derfor har befolkningen mistet tilliden til mange af de store shaykher. Således kaldes ingen lærde længere shaykh al-Islam. På deres herrers anvisning gør disse lærde alt for at få de retskafne lærde, som vender tommelfingeren nedad over for fristelser, sat uden for fællesskabet eller nedgjort, idet de tilegner sig omfattende støtte, ressourcer og midler, indtil de retskafne lærdes modstand er bragt til ophør, og de er blevet isoleret fra befolkningen.

Bevægelsens mission

Den islamiske bevægelse må tage ansvar for det muslimske folks tabte lederskab, med alle dets retninger og grupper. Indtil en sand shaykh al-Islam, som er værdig til lydighed og støtte, træder frem blandt dem, vil bevægelsen med bistand fra oprigtige lærde fortsætte med at udfylde lederskabets rolle. Den shaykh al-Islam, der i fremtiden træder frem, må være i stand til at kalde den større muslimske umma til samling, når behovet opstår, og må også kunne få svar på dette kald.

Muslimer i diasporaen

Ud over de muslimske mindretal, der bor i Europa, Amerika og Australien samt i Fjernøsten, må den islamiske bevægelse også rette særlig opmærksomhed mod de immigranter, der er rejst fra muslimske lande.

Grunden til vigtigheden

Muslimske immigranter er ikke længere få i antal. De tæller nu millioner. Især i Frankrig findes der et stort antal nordafrikanere. I Storbritannien findes der bangladeshere, indere og pakistanere. Tyrkernes tilstedeværelse i Tyskland er bemærkelsesværdig. I USA er antallet af muslimer betydeligt på grund af tilstedeværelsen af amerikanere med muslimsk oprindelse – deres forfædre blev bortført fra Afrika for mange år siden. Desuden er antallet af muslimer dér steget som følge af omfattende immigration. Der findes ikke et eneste vestligt land uden midlertidige immigranter, som er rejst dertil for at studere eller arbejde. Mange rejser også til disse lande for at bosætte sig permanent.

Organisationen for Islamisk Samarbejde har fremsat mange anbefalinger om at tildele stipendier udelukkende med henblik på at studere de naturvidenskabelige og teknologiske fag, som der ikke er mulighed for at studere i muslimske lande. Desuden rejser hver dag mange studerende til udlandet for at studere, enten for egen regning eller på deres lands regning. Andre forlader muslimske lande og drager til vestlige lande på jagt efter arbejde eller for at opnå sikkerhed eller frihed. I suraen Al-Ankabut 56. vers står der:Den Almægtige Allah siger: »O Mine troende tjenere! Sandelig, Min jord er vidstrakt, så tilbed derfor kun Mig.« Den islamiske bevægelse opstod først i de vestlige lande under Allahs vejledning, ikke efter nogen islamisk organisations plan. Unge mænd og kvinder drog til den vestlige verden i håbet om at redde deres religion fra konflikterne og stridighederne i deres hjemlande og opnå viden, frihed og sikkerhed. Dér fik de en fremragende mulighed for at arbejde og udbrede daʿwah-arbejdet blandt immigranter fra Østen, lærde og andre.

Islams tilstedeværelse i Vesten

I vor tid er det nødvendigt, at der findes islamiske grupper i de samfund, som har indflydelse på verdenspolitikken. Det er nødvendigt, at der findes islamiske grupper i Europa, Syd- og Nordamerika samt Australien. Det skyldes:

1. Tilstedeværelsen af islamiske grupper er nødvendig for at udbrede islams budskab blandt ikke-muslimer gennem gode ord, fornuftig dialog og eksemplarisk adfærd.

2. Det er nødvendigt, at der findes islamiske samfund for at føre opsyn med de nyomvendtes adfærd og opdrage deres tro i et islamisk miljø, der understøtter et sundt islamisk liv.

3. Det er nødvendigt at byde nyankomne, især lærde og immigranter, velkommen i de vestlige lande, fordi disse nyankomne muslimer vil komme i kontakt med ansarerne, som vil tage imod de nyankomne i deres lande og træde til for at hjælpe de nyankomne muhajirun med at skabe et islamisk miljø.

4. Tilstedeværelsen af islamiske grupper er nødvendig for at beskytte den muslimske ummahs og de muslimske områders interesser mod den aktive modstand og propaganda fra de antiislamiske kræfter.

Det er ikke rigtigt, at kristendommen fortsat uhindret skal udøve et enevældigt herredømme i disse lande, eller at kun jødedommen som modpart skal slå sig sammen med dem for at bekæmpe muslimerne. Dette gjorde jeg vores muslimske brødre opmærksomme på for flere år siden i Amerika, Canada, Australien og andre lande. Dette arbejde må naturligvis gennemføres på grundlag af en sund plan, en passende organisation og fiqh om prioriteringer. Derfor bør vi være aktive med hensyn til at vælge de bedst egnede steder, de bedste programmer og de mest effektive strategier. I velkendte lande og byer bør muslimer have deres egne sociale institutioner samt religiøse, uddannelsesmæssige og rekreative organisationer. Det er også nødvendigt, at der blandt de muslimske udlandsboende findes lærde og religiøse ledere, så de udlandsboende kan stille forskellige spørgsmål og få svar, og så de lærde kan give korrekt vejledning, hvis der opstår uenighed eller konflikt.

Konservatisme og liberalisme

Jeg siger til de brødre, der bor i udlandet: Forsøg at bevare jeres lille samfund inden for det større samfund. Ellers vil I ikke være i stand til at bevare jeres eksistens, og I vil forsvinde. Jøderne har gennem de seneste århundreder bevaret deres særlige identitet gennem deres egne tanker og ritualer. Muslimerne må også bevare deres særlige identitet.

Jeg siger ikke, at vi skal lukke vores døre for menneskene omkring os. Det ville være det samme som døden. Det nødvendige er at bevare kontakten med mennesker med et åbent sind for at bringe budskabet om et samlet ideal videre. Denne liberalisme betyder ikke at efterligne andre eller følge hvert eneste af deres skridt.

I lang tid har vi hørt en klage om, at arabisk og muslimsk talent drænes som følge af, at mange forskere og specialister udvandrer, fordi der ikke findes passende muligheder i hjemlandet.

Hvis denne klage er sand, må de under ingen omstændigheder miste deres loyalitet over for deres egen religion, nation, kultur og fædreland. Vi må fortsætte alle former for bestræbelser på at sikre deres loyalitet og følelser over for folket og det land, hvor de bor. Dette er kun muligt, når de er loyale over for Allah, Profeten, fred være med ham, og muslimske interesser. Denne loyalitet kan også forventes, hvis de ikke blot tænker på deres egne interesser, men føler medfølelse med nationens lidelser og vanskeligheder.

Den islamiske bevægelse har også pligt til at sørge for, at de udlandsboende ikke opsluges af Vestens materialistiske liv. De udlandsboende skal også gøres bevidste om, hvor de kommer fra.

Forskellige islamiske studentforeninger har spillet en prisværdig rolle på dette område i de seneste tre årtier. Før dette havde venstreorienterede, nationalister og sekularister taget kontrollen over disse organisationer, og aktiviteterne blev gennemført under deres ledelse. For dem, der er bekendt med islamisk aktivitet på den vestlige halvkugle, er det umuligt at benægte Muslim Student Associations (MSA) bidrag i USA og Canada. De har oprettet filialkontorer forskellige steder og arrangeret flere konferencer. Fra hovedorganisationen MSA udsprang Union of Islamic Sociologists, Society of Muslim Scientists and Engineers, Islamic Medical Society, Islamic Society of North America og andre organisationer. For at gøre det lettere at arbejde ud fra en normal position i samfundet blev det besluttet at bevare bevægelsens centrum i USA.

De udlandsboende pligter

Jeg har i flere år deltaget i konferencer arrangeret af Union of Muslim Students. Ved disse arrangementer finder jeg en kilde til glæde. Det samme gælder for Storbritanniens Muslim Student Society, Federation of Student Islamic Societies og andre organisationer i Europa.

I mine samtaler og drøftelser med de udlandsboende har jeg altid mindet dem om fem pligter:

1. Den udlandsboendes eget ansvar : at beskytte sig selv og udvikle sine færdigheder.

2. Pligten over for familien: at beskytte familien mod opløsning og lede den på islams grundlag.

3. Over for ens muslimske samfund gælder pligten: at forene dem på én platform.

4. Over for det nærliggende ikke-muslimske samfund gælder pligten: at kalde dem til Allahs vej gennem visdom og gode råd.

5. muslimske ummahs interesser udlandsboerens pligt: at tage vare på deres interesser og række en hjælpende hånd ud.

Advarende punkt

Jeg vil advare mod to ting: racistisk og nationalistisk tankegang samt ekstremisme og uenighed. Det er beklageligt, at vi ser racistisk og nationalistisk tankegang komme til udtryk blandt nogle muslimske grupper. Hver sådan gruppe holder sine medlemmer adskilt fra hinanden. Den eneste undtagelse er dem, der ved Allahs nåde undgår denne uretfærdighed.

Selv moskéerne bliver identificeret som tilhørende forskellige grupper. Det er ikke noget at undre sig over. Når man kommer til en by, kan man således få at vide, at dette er tyrkernes moské, den dér er marokkanernes, den tredje jugoslavernes, den fjerde indianernes, den femte pakistanernes, den sjette arabernes eller en anden arabisk gruppes. Og i USA findes der endda særlige moskéer for sorte muslimer.

Islam er kommet for at fjerne de forskellige uenigheder mellem mennesker og sætte dem på lige fod. Moskéen er den af Allah anviste vej til at nå dette mål. Hvordan kan den så blive en vej til splittelse?

Det er rigtigt, at denne adskillelse i begyndelsen var nødvendig for den første generation af udlandsboere, fordi de ikke kendte det lokale sprog. Men indtil et fælles, forståeligt sprog var blevet taget i brug blandt de forskellige muslimske befolkningsgrupper i hvert land eller hver by, kunne man have afhjulpet situationen ved at arrangere separate prædikener for hver gruppe i den samme moské. Selv om denne særordning i de fleste tilfælde blev unødvendig, er der stadig moskéer, der bærer navnet på en eller anden gruppe eller et folkeslag. En moské bør kun være for alle muslimer. Og det flag, som alle udlandsboere bør samles under, må være islams flag.

Muslimer bosat i udlandet bliver først stærke, når de forener sig og kommer hinanden til hjælp. For enhed er styrke, mens splittelse er svaghed. Sammenhold er altid ønskværdigt, men det er endnu mere nødvendigt i fremmede lande, hvor enhver har brug for selskab med en anden, der ligner ham, for at overvinde ensomheden.

For det andet vil jeg advare mod fanatisme og overdreven optagethed af bagateller. Selv om dette unormale fænomen har kunnet iagttages i de vestlige lande i nogen tid, befinder det sig stadig på et tidligt stadium.

De muslimske brødre fra Østen bør ikke importere deres uenigheder og problemer til Vesten. Ellers vil disse negative sider begynde at vise sig i deres nye hjemland. For deres tid, sted og omstændigheder har ændret sig. De, der bor i udlandet, har lært af deres religiøse lærere, at fatwaer også ændrer sig, når tid, sted og omstændigheder ændrer sig. Hvorfor handler de så ikke i overensstemmelse med det, de har lært?

For omkring ti år siden besøgte jeg det islamiske center i Los Angeles. Nogle der havde en negativ holdning, spurgte mig: Bør man vise film i moskéen, selv hvis de er undervisningsfilm? Jeg svarede: Hvilken skade skulle det gøre? Hvis disse film lærer folk gode gerninger, er det jo en form for tilbedelse at se dem. Og moskéen er et sted for tilbedelse samt et forum for at erhverve viden og uddannelse.

Jeg sagde også, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tillod abyssinierne at danse med spyd i sin moské og opmuntrede sin hustru, Aisha, må Allah være tilfreds med hende, til at se deres dans og tilskynde dem til at fortsætte.

Andre spurgte: Må kvinder, der ikke er iført islamisk beklædning, få adgang til moskéen for at høre religiøse formaninger og råd? Jeg svarede: Ja. Hvis vi forbyder dem at komme til moskéen, hvor skal de så høre islams budskab og Allahs ord? Hvis vi forbyder dem at komme ind i moskéen og hindrer dem i at høre religiøse formaninger og råd, vil vi miste dem for altid. Da vil budskabet om religionen ikke nå dem. Men hvis de får mulighed for at komme til moskéen, kan man håbe, at Allah vil vejlede dem til at følge islams vej.

Mens jeg forberedte dette manuskript til at blive sendt til trykkeriet, modtog jeg et brev fra min ærede bror, videnskabsmanden, digteren og islams forkæmper dr. Hasan. I brevet beskrev han en række aktiviteter i Islamisk Center i Los Angeles samt centrets arbejde for at hjælpe alle, både muslimer og ikke-muslimer. Enhver muslim vil blive glad, når han læser dette brev. For det viser tydeligt denne sandhed: Hvis mennesker fortsætter deres bestræbelser med den rette forståelse og gode intentioner, vil islam aldrig forsvinde.

Politisk frihed og demokrati

I den kommende fase er det den islamiske bevægelses pligt at rejse sig mod autokratisk og diktatorisk styre, politisk vilkårlighed og berøvelsen af folkets rettigheder. Bevægelsen må hæve sin stemme for politisk frihed, der repræsenterer ægte demokrati, ikke et falsk demokrati. Den må klart erklære, at den ikke anerkender uretfærdige herskere og ikke har nogen forbindelse med diktatorer. Selv hvis en uretfærdig hersker midlertidigt og tilsyneladende udviser velvilje over for bevægelsen for at opnå et bestemt mål.

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Når du ser, at min ummah er blevet så bange, at de ikke siger til en uretfærdig person: »Du handler uretfærdigt«, kan du opgive håbet om dem ((Al -Hakim)). Hvad skal man så gøre med de hovmodige, uretfærdige herskere, som tvinger folket til at sige til dem: »Hvor retfærdig, hvor stor De er, vores helt, vores redningsmand, vores befrier.«

Koranen har ikke blot fordømt Nimrod, Farao, Haman og andre tyranniske herskere, men har også irettesat de mennesker, som følger dem og adlyder deres befalinger. Den Almægtige Allah fordømte Nuhs folk og sagde: De fulgte mennesker, hvis rigdom og børn ikke medførte velstand, men tab (Sura Nuh: 21)।

Den Ophøjede Allah siger også om Huds folk: Og de fulgte enhver overmodig tyrans befaling (Sura Hud: 59)।

Om Faraos folk er det blevet berettet: De fulgte Faraos befaling, men Faraos befaling var på ingen måde retmæssig (Sura Hud: 97). Andre steder i Koranen står der: Og de adlød ham. Sandelig, de var i højeste grad oprørske mod Allah (Sura az-Zukhruf: 54)।

Hvis man nøje betragter den moderne tids muslimske ummahs og den islamiske bevægelses historie, bliver det klart, at islamisk tænkning, den islamiske bevægelse og den islamiske vækkelse ikke har udviklet sig eller givet resultater uden et demokratisk og frit miljø. Folkets ønske om at holde fast ved islam blev under de tyranniske og undertrykkende herskere undertrykt, hvorved bevægelsen og vækkelsen blev hindret. De despotiske herskere påtvang folket socialisme, kommunisme og sekularisme med magt gennem hemmelig forfølgelse, offentlige drab og andre brutale metoder.

Vi har på forskellige tidspunkter været vidne til denne brutale adfærd i mange muslimske stater, herunder Tyrkiet, Egypten, Syrien, Irak, Sydyemen, Somalia og landene i Nordafrika, under de despotiske regimer.

På den anden side bliver den islamiske bevægelse effektiv og udvikler sig under frihed og demokratisk styre. Efter de regeringer, der havde etableret et rædsels- og undertrykkelsens regime over folket, var faldet, så man den islamiske bevægelse blive genoplivet. Derfor kan jeg ikke engang forestille mig, at den islamiske bevægelse kan støtte noget andet end politisk frihed og demokrati, eller at despotiske herskere skulle tillade alle andre stemmer end islams stemme at lyde, og tillade alle andre tanker og ideologier end islamisk tænkning at komme til udtryk, politisk eller i nogen anden form. Det er imidlertid den islamiske tænkning, der udtrykker denne ummahs inderste liv, og som giver udtryk for dens trosbekendelse, værdier, bevidsthed og eksistens.

Nogle islamisk orienterede er naturligvis uenige i spørgsmålet om demokrati. De er endda ikke tolerante over for selve ordet »demokrati«. Her vil jeg med eftertryk sige, at islam ikke er demokrati, og demokrati er heller ikke islam. Jeg vil snarere sige, at islam ikke har noget forhold til noget andet princip eller nogen anden metode. Islam er enestående i alle henseender, hvad angår mål, tilgang og metode. Jeg ønsker ikke, at det vestlige demokrati med sine dårlige sider skal få plads i islam. Kun ved at føje vores egne værdier og idealer til kan vi integrere det vestlige demokrati i vores vidtspændende ramme.

Den politiske ordning, som islam har virkeliggjort i verden for at holde herskernes ønsker og luner i tømme, ligger imidlertid meget tæt på de mekanismer og sikkerhedsforanstaltninger, som demokratiet har skabt. Dette princip består i rådgivende forsamling eller shura, gode råd, påbud om det gode og forbud mod det onde, ulydighed mod uretfærdige befalinger, modstand mod kufr samt at afhjælpe uret og uretfærdighed ved at anvende magt i det omfang, det er muligt. Det er kun i et demokrati, at parlamentets magt kommer klart til udtryk inden for politisk frihed. Hvis forfatningen overtrædes, kan folkets repræsentanter udtrykke mistillid til enhver regering. Kun i et sådant miljø mærkes den størst mulige tilstedeværelse af en fri presse, et frit parlament, oppositionspartier og folkets magt.

I denne forbindelse frygter mange, at demokratiet anser folket for magtens kilde, selv når det gælder lovgivning, selv om lovgivningen alene tilkommer Allah. Denne frygt er ubegrundet, for det folk, vi taler om, er muslimsk i sit flertal, og det har anerkendt Allah som Herre, Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, som Sendebud og islam som religion. Man kan næppe forvente, at dette folk vil vedtage nogen lov, der strider mod islam, islams ufravigelige principper og endelige regler.

Denne bekymring kan imidlertid fjernes ved at tilføje en bestemmelse om, at enhver lov, der strider mod islams ufravigelige forskrifter, skal betragtes som ugyldig. Islam er nemlig statsreligion, og eftersom staten er kilden til alle institutioners og skikkes legitimitet, kan disse ikke krænkes.

Det er nødvendigt at vide, at loven tilhører Allah. Ved at acceptere dette princip berøves nationen ikke sin ret til at udarbejde de nødvendige love og bestemmelser vedrørende det evigt foranderlige liv og verdslige forhold.

Vi ønsker at udforme love og bestemmelser inden for grænserne af Koranen, shariaens overordnede mål og islams kernebudskab. Antallet af obligatoriske påbud og forbud er meget begrænset, mens det valgfrie område og det åbne felt for lovgivning er meget omfattende. Koranens påbud og bestemmelser er så fleksible og vidtspændende, at de giver mulighed for flere forståelser og for at antage flere fortolkninger. Det er derfor, at flere retsskoler og filosofiske retninger er opstået inden for islams omfattende ramme.

Jeg har for nylig undersøgt nogle af de love, der er blevet indført i Qatar, og set, at de indeholder talrige bestemmelser baseret på at opnå det gode og afværge det onde. Men bortset fra et par enkelte tilfælde omtales disse forhold ikke direkte i Koranen.

Den alvorligste trussel mod den muslimske ummah og den islamiske bevægelse er faraonisk lovgivning. Faraonerne mente, at deres egne meninger var fejlfri og korrekte og aldrig kunne være forkerte. Sådanne herskere antager faraos argumentation: »Jeg viser kun den vej, som jeg anser for rigtig, og jeg viser jer kun den gode vej (Sura Mu’’min: 29)।

Disse herskere afviser enhver mening, der modsiger dem, og fordømmer den endda, ligesom farao sagde om Musa, fred være med ham: »Jeg frygter, at han vil ændre jeres religion eller skabe fordærv i landet (Sura Mu’’min: 26)।

Etniske og religiøse minoriteter

Den islamiske bevægelse må anlægge en endelig holdning til de etniske eller racemæssige og religiøse minoriteter i den muslimske og arabiske verden.

Løsning på problemet med etniske minoriteter

I det islamiske system er etniske eller racemæssige minoriteter ikke et problem. For islam samler alle racegrupper på én platform på grundlag af én tro, én qibla og et nært broderskab.

I islams øjne udgør alle muslimer én nation, uanset race, sprog eller hjemland. Islam betragter alle muslimer blandt arabere, persere, berbere, kurdere, tyrkere, indere eller enhver anden etnisk gruppe som lige. Selv den laveststående blandt dem har i kraft af sin identitet samme ret til at tale som den højeststående, og de rejser sig som én krop og én sjæl mod fjenden. Den Almægtige Allah siger om dem: De troende er jo alle brødre (Sura al-Hujurat: 10)।

Ingen araber er bedre end en ikke-araber, ingen ikke-araber bedre end en araber, ingen hvid bedre end en sort og ingen sort bedre end en hvid, bortset fra i taqwa. Den Almægtige Allah har sagt: Sandelig, den af jer, der er mest ædel hos Allah, er den, der har mest taqwa (Sura al-Hujurat: 13)।

Hvilken hæderfuld position Sulayman fra Persien (må Allah være tilfreds med ham), Bilal fra Abessinien (må Allah være tilfreds med ham) og Suhayb den romerske (må Allah være tilfreds med ham) indtog i alle muslimers øjne gennem alle tider, er velkendt for enhver.

Ingen islamisk lærd kan benægte det bidrag, som ikke-arabiske lærde har ydet til islam og det arabiske sprog. Islams historie er fyldt med eksempler på sådanne berømte lærde og begavede personligheder, såsom al-Hasan al-Basri, Ibn Sirin, Ata, Sa’id ibn Jubayr, Abu Hanifa, al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i, Ibn Majah og andre.

Selv om de alle oprindeligt var ikke-arabere, blev de gennem islam kendt som arabere. Arabisk blev deres sprog, så de kunne tale, skrive og forske på Koranens sprog. I en hadith, som Ibn Asakir har overleveret, siges det: Man behøver ikke arabiske forældre for at være araber; sproget er tilstrækkeligt. Den, der taler arabisk, er araber.

De, der ligesom kurdere, berbere, persere, malaysiere og andre ikke-arabere ikke antog arabisk som modersmål, da de tog islam til sig, blev arabiserede i hjerte og sind gennem den islamiske kultur, det vil sige gennem islams indflydelse. For det var araberne, der for mange århundreder siden, inspireret af Allah, trådte ind i deres lande med islams budskab for at vise dem den rette vej.

Enhver muslim elsker det arabiske sprog, fordi det er Koranens, sunnaens og tilbedelsens sprog. Enhver muslim elsker de arabiske lande, fordi Kabaen, Profetens Moské og den hellige grav for Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) befinder sig dér. Enhver muslim elsker araberne, fordi de er urokkelige vogtere af Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og islam, og fordi de har spredt islam over hele verden. Et gammelt ordsprog siger: Når araberne er stærke, er islam også stærk; når de er svage, er islam også svag.

Set fra islams synspunkt findes der ikke noget etnisk eller racemæssigt problem; tværtimod kan det islamiske synspunkt give den ufejlbarlige løsning på etniske eller racemæssige problemer. Men hvis araberne opfordrer til arabisk nationalisme, som ikke har nogen forbindelse med islam, vil kurderne kræve kurdisk nationalisme, berberne vil hæve slagord om berbernationalisme, og hvis dette fortsætter, vil én ummah uden tvivl blive splittet i stykker. Selv i de enkelte lande vil etniske følelser, ligesom i jahiliyyahs dage, rejse hovedet; en snæversynethed, som kun islam og det islamiske broderskab havde besejret. Vores store profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har taget afstand fra enhver, der ophidser til blind nationalisme eller tribalism, kæmper for den eller dør for den.

Mindretals problemernes løsning

Der bør rettes behørig opmærksomhed mod at løse problemet med religiøse mindretal. I en artikel omtalte jeg dem som ikke-muslimske samfund inden for det muslimske samfund. Problemerne for de ikke-muslimske samfund bør løses åbent og med et åbent sind, ikke gennem politiske bagtanker og hykleri.

I min forskningsbog »The Inevitability of the Islamic Solution« har jeg belyst det islamiske syn på disse mindretal. Uden at gentage mig selv vil jeg her kort fremdrage nogle af bogens hovedpunkter:

For det første hævder sekularister, som hverken er loyale over for islam eller kristendommen, som regel, at den islamiske løsning og islamisk lov er i strid med ikke-muslimers frihed. Disse anklager har intet grundlag. For de glemmer eller ignorerer endnu et vigtigt og mere betydningsfuldt aspekt. Det er, at det at opgive islamisk lov og den islamiske løsning af hensyn til ikke-muslimske mindretal er i strid med flertallet af muslimernes principielle frihed til at følge deres religiøse påbud. Når mindretallets rettigheder er i strid med flertallets rettigheder, hvilken af disse rettigheder skal så tillægges størst betydning?

Demokratiet, som sekularisterne taler så højlydt for, bygger på det argument, at flertallets rettigheder skal have forrang frem for mindretallets rettigheder. Denne regel har været gældende i alle verdens lande. Der er endnu ikke blevet opfundet en ordning, som alle vil støtte. For mennesket er skabt med forskellige tilbøjeligheder. Alle kan aldrig acceptere det samme. For at en ordning kan være etableret, er det tilstrækkeligt, at flertallet accepterer den, og at den ikke begår uret eller overgreb mod mindretallene og heller ikke krænker deres religiøse bestemmelser. Hvis kristne og andre religiøse samfund opgiver deres rettigheder, for at muslimer kan føre styret i overensstemmelse med deres religion og håndhæve Hans lov i håb om Allahs barmhjertighed, vil det ikke skade dem.

Hvis de religiøse mindretal ikke gør dette, men presser på for, at flertallet skal opgive sine rettigheder, vil det svare til at påtvinge flertallet mindretallenes diktatur. Det ville for eksempel være som om tre millioner fra mindretallet skulle herske over fyrre millioner fra flertallet. En sådan situation kan ikke accepteres ud fra hverken religiøse eller sekulære argumenter. Desuden kommer der ikke på tale, at det muslimske flertal skal opgive sine rettigheder, fordi det ville være ensbetydende med frafald fra religionen, og den straf, Allah har fastsat for det, er Helvede.

For det andet bygger sekularisternes ovennævnte anklage på den antagelse, at der er en indbyrdes modsætning mellem det muslimske flertals rettigheder og det ikke-muslimske mindretals rettigheder. I virkeligheden er der ingen modsætning mellem dem. Hvis en kristen kan være borger under et sekulært, ikke-religiøst styre, har han ingen grund til at gøre indsigelse mod at leve under islamisk styre.

Desuden bør den kristne, som forstår sin religion korrekt, byde islamisk styre velkommen. For grundlaget for et sådant styre er den Almægtige Allah, Hans åbenbaring og belønningen i det hinsidige. Dette styre ønsker at etablere de trosmæssige og moralske værdier, som alle profeter og sendebude har kaldt til. Islam ser med respekt på Jesus, Maria og Evangeliet og giver Skriftens folk en særlig status. Hvordan kan tilhængerne af en religion, der anerkender Allah, Hans profeter og sendebude samt det hinsidige, frygte et styre, som er inspireret af guddommelig lov og moralske og menneskelige værdier? De kristne, der tror på kristendommen, er derimod ikke bange for eller bekymrede over et irreligiøst, sekulært styre, som hader alle religioner, og som, selv hvis det en gang imellem tillader religionsudøvelse, kun tillader den inden for en lille del af livet?

Det er bedst for troende kristne at acceptere det islamiske styre på samme måde, som de tager stilling til alle andre styreformer. Muslimer betragter derimod dette styre som deres religiøse ordning, gennem hvilken de håber at opnå Allahs tilfredshed og nærhed til Ham.

Dette er jo bedre for de kristne. For med Hasan al-Hudaybis ord vil denne tro gøre muslimerne årvågne, så der ikke begås fejl eller fejltagelser ved håndhævelsen af islamisk lov. De vil føle, at de befinder sig under Allah den Almægtiges vågne blik; dér vil frygten for en hersker ikke få plads i deres hjerter – en frygt, som man normalt kan overvinde. [Fra Ikhwanul Muslimins tidligere øverste leder Hasan al- Hudaybis ‘Our Constitution’ -værk .।]

Derfor har de fornuftige og frisindede budt islamisk styre velkommen som en uovervindelig hindring for materialismens fremmarch. For materialismen har under verdenskommunismens beskyttelse udsat alle religioner for trusler. Den fremtrædende tænker Faris al-Khuri har sagt netop dette.

Jeg ønsker her at korrigere en fejlagtig opfattelse. Mange mener, at de menneskeskabte love, der importeres fra det kristne Vesten, har forbindelse til kristendommen. Dette er utvivlsomt en fejlagtig opfattelse. De, der beskæftiger sig med lovenes oprindelse og historiske kilder, ved det meget vel. Det er faktisk sådan, at kristendommen og de kristne står islamisk fiqh nærmere end disse vestlige love, først af religiøse årsager og dernæst på grund af påvirkningen fra de omgivende forhold.

For det tredje er også anklagen om, at muslimsk styre i praksis vil tvinge ikke-muslimer til at udføre handlinger, der strider mod deres religiøse overbevisning, falsk. Islams fire grene er iman, ibadah, moralske værdier og sharia. Islam påtvinger på ingen måde ikke-muslimer sin religiøse overbevisning eller sin ibadah.

Om dette findes der to tydelige vers i Koranen. Det ene er mekkaansk, det andet medinensisk. I det første vers tiltaler den Almægtige Allah sit Sendebud (fred være med ham) og siger: Vil du da tvinge mennesker, indtil de tror (Sura Yunus: 99)?

I det andet vers erklærer Allah den Almægtige endnu tydeligere: Der er ingen tvang i religionen (Sura al Baqarah: 256)।

Profetens (fvmh.) ledsagere sagde om ahl al-dhimma: [Ahl al-dhimma er ikke-muslimske undersåtter bosat i en muslimsk stat.।] De sagde: »Lad dem leve efter deres religion.«

Siden de retledte kaliffers tid har jøder og kristne uhindret nydt deres rettigheder, herunder retten til gudsdyrkelse. Det bevises af de aftaler, der blev indgået mellem muslimerne og dem under Abu Bakrs (r.a.) og Omars (r.a.) styre. Blandt disse er aftalen mellem Omar (r.a.) og Jerusalems indbyggere særlig bemærkelsesværdig.

Islams bestemmelser er så velovervejede, at zakat ikke opkræves fra ikke-muslimer, ligesom de heller ikke skal deltage i jihad. For begge dele er blandt islams vigtigste former for tilbedelse. Zakat er en form for økonomisk skat, mens jihad er militærtjeneste. I stedet pålægger islam ikke-muslimer en anden form for skat, som i islamisk terminologi kaldes jizya. Kvinder, børn, fattige og handicappede er dog fritaget for denne skat.

Hvis nogen ikke vil acceptere ordet jizya, så lad dem kalde den hvad de vil. Folkene fra den arabiske kristne stamme Banu Taghlib bad Omar ibn al-Khattab om tilladelse til at betale dobbelt zakat i stedet for jizya. Hazrat Omar indvilligede og underskrev en aftale med dem herom. I den forbindelse bemærkede han: »Disse mennesker er tåbelige; de accepterer betydningen, men afviser navnet.«

Hvad angår islams moralske værdier, kan man sige, at de ikke adskiller sig fra andre religioners. For i alle religioners øjne er moral den samme.

I islam har ahkam eller sharia en særlig betydning. Det vil sige de love, der regulerer menneskers indbyrdes forhold. Disse love fastlægger individets forhold til nationen, dets samfund og dets stat, og de regulerer også statens forhold til dens borgere og til andre stater.

Hvad angår familieforhold og ægteskabelige spørgsmål såsom ægteskab, skilsmisse og lignende, kan ikke-muslimer vælge enten deres egen religion eller vores. De er ikke forpligtet til at følge shariaens bestemmelser. Hvis de for eksempel ønsker det ved fordelingen af ejendom, kan de følge islamisk lov. Kristne i visse arabiske lande har frivilligt valgt at gøre dette. Hvis de ikke ønsker at anvende islamisk lov i deres livsførelse, gælder den ikke for dem.

Derfor er det ønskeligt, at ahl al-dhimma har deres egne domstole, hvor de kan søge ret. De kan også søge tilflugt ved islamiske domstole. Der findes historiske eksempler på dette.

På andre områder, såsom civilret, handelsret eller forvaltningsret, er ikke-muslimer ligesom alle andre underlagt enhver lov, der stammer fra Orienten eller Vesten og er anerkendt af flertallet.

Vi kan således se, at islam ikke har tvunget ikke-muslimer til at opgive noget nødvendigt i deres religion. Den har heller ikke pålagt dem at gøre noget, som deres religiøse overbevisning forbyder. Og den har ikke tvunget dem til at tro på noget, der strider mod deres religion.

Der findes kun enkelte ting, som er forbudte i islam, men som ikke-muslimer anser for tilladte, såsom alkohol og svinekød. Selv tilladte ting kan enkeltpersoner eller grupper af personer afstå fra efter eget ønske. Hvis kristne derfor holder op med at drikke alkohol, vil de ikke være skyldige efter deres religions opfattelse. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen religion skulle opmuntre til alkoholforbrug og se positivt på beruselse som følge af afhængighed. Det, der siges om alkohol i Bibelen, er, at en lille mængde er godt for maven. Derfor er de kristne selv delte i spørgsmålet om alkoholforbrug.

En kristen kan leve hele sit liv uden at tage så meget som én bid svinekød. For det er ikke en religiøs skik at spise det, og det er heller ikke en gennem generationer videreført regel, som profeterne og sendebuddene har givet. Svinekød var også forbudt i jødedommen før islams tid.

Mange lærde har imidlertid ment, at kristne inden for deres egne områder må spise svinekød, drikke vin og endda indbyrdes handle med begge disse varer. De må dog ikke sprede dem blandt det muslimske samfund eller gennem dem ringeagte muslimske følelser. Dette er en enestående tolerance. [min skrevne ‘The Evidences of the Islamic Solution and the Ambiguities of Secularists and Occidentalists’ bogs ‘Religious Minorities and the Islamic Solution’ betitlede kapitel।]

Bevægelsen og dialogen

Den islamiske bevægelse kan i den kommende fase ikke begrænse sig til kun at løse sine egne problemer. Bevægelsens rækkevidde må nødvendigvis udvides, så den også kan rette opmærksomheden mod andres problemer.

Mange islamiske forfattere og tænkende mennesker skriver kun for deres egne. Det vil sige, at de skriver for dem, der følger deres fremgangsmåde og beskæftiger sig med at udbrede deres synspunkter. De kan tilsyneladende ikke overskride denne grænse, hvor de kun taler indbyrdes, som om der ikke fandtes andre mennesker i verden end dem selv. Hvis de træder ud af denne kreds, skriver de kun til andre islamiske grupper, som deler deres synspunkter i spørgsmål om islam og da’wa, men anvender andre strategier og andre tankeretninger.

Når de forlader den anden kreds, skriver de kun til religiøse mennesker i almindelighed, uanset om disse religiøse mennesker er medlemmer af en bestemt gruppe eller bevægelse eller ej.

Nu, hvor den islamiske bevægelse har nået et ønskværdigt stade, og dens grundlag er blevet bredere, bør den rette sin opmærksomhed mod dem, der ad ideologisk og tankemæssig vej har andre synspunkter. De bør ikke overlades til den nedarvede, gamle jahiliyyah, vantroen på islam og dem, der spreder falske påstande, uden at man forsøger at vise dem den rette retning eller vejen til lyset.

Derfor er tiden nu inde til at bringe den islamiske bevægelses selvpålagte isolation til ophør, så bevægelsen kan betragte alle muslimer som en del af den og først og fremmest indlede dialog med dem. Derefter er det nødvendigt at indlede dialog mellem på den ene side bevægelsen og disse ligesindede muslimer og på den anden side deres modstandere, ja selv deres rivaler. I en fornuftig, rolig og teoretisk dialog vil de, der nærer foragt for religionen, blive interesserede; de bekymrede vil blive beroliget; og de, der kredser rundt i usikkerhedens dilemma, vil genvinde deres tillid. Selv den fjendtlige indstilling hos dem, der nærer et hadefuldt fjendskab, kan måske bringes til ophør. Allah den Almægtige siger: »Det kan være, at Allah vil skabe venskab mellem jer og dem, som I nærer fjendskab imod; og Allah er Almægtig, og Han er stor til at tilgive og barmhjertig« (Sura al-Mumtahina: 7)।

Jeg vil nævne et symposium, der blev afholdt i Amman i Jordan, og som jeg var blevet inviteret til. Emnet for diskussionen var »Den islamiske vækkelse og den arabiske verden«.

Muslimer, kristne, kommunister og nationalister af alle retninger deltog i symposiet. Da jeg rådførte mig med nogle religiøse brødre om dette symposium, mente de, at jeg ikke burde tage af sted. For min tilstedeværelse ved sådanne symposier, der blev afholdt uden at følge den rette islamiske retning, kunne give dem legitimitet. Men jeg ænsede ikke denne form for bekymring eller rent ud sagt imaginære forhold. For en sådan forestilling er som at se spøgelser i sennepsfrø. Jeg tog imod invitationen og sendte en artikel til symposiet. Senere blev den udgivet som en særskilt bog.

Dér fik de islamistiske synspunkter, som blev fremført gennem den moderate islamiske retning, en særdeles betydningsfuld gennemslagskraft i nærværelse af mig og flere islamiske tænkere, herunder dr. Hasan al-Turabi, Fahmi Huwaydi og Kamal al-Sharif. Jeg vil understrege, at jeg tror på den moderate islamiske retning og taler varmt for den. Selvom islamisterne var få i antal ved symposiet, var det deres indflydelse, der var størst, og det var deres udtalelser, der tiltrak sig mest opmærksomhed.

Jeg vil aldrig glemme en nationalistisk kristen taler. Ved middagsbordet sagde han til mig: »Vores opfattelse af dig har ændret sig fuldstændigt.« Jeg spurgte: »Hvad var jeres opfattelse?« Han svarede: »At du er en ekstremist og fanatiker.« Jeg sagde: »Hvor havde I fået den opfattelse fra?« Han svarede: »Det ved jeg ikke, men for at sige det ligeud var det sådan, vi opfattede dig.« Jeg spurgte: »Og nu?« Han sagde: »Nu, efter at have set og hørt dig, drøftet tingene med dig og haft direkte kontakt med dig, har den urimelige opfattelse, vi havde af dig, ændret sig fuldstændigt. Nu kan vi se, at du respekterer fornuften. Din tankegang er rationel. Du ved, hvordan man lytter til andres synspunkter. For du er ikke en stædig eller egenrådig person, men derimod meget fleksibel og tolerant.«

Ved at fortælle denne begivenhed vil jeg blot sige, at direkte kontakt og en fornuftig, rolig dialog mellem ligeværdige parter er nødvendig for den islamiske bevægelses skyld. Bevægelsen vil drage fordel af det; den har overhovedet intet at miste.

På baggrund af mine erfaringer fra alle de møder og sammenkomster, hvor islamister og ikke-islamister deltager, kan jeg selv bevidne dette. Det seneste symposium af denne art blev afholdt i Algeriet. Emnet var »Issues of the Islamic Future«.

Derfor kan vi sige, at den islamiske bevægelses slogan i den kommende fase bør være: »Dialog med andre er velkommen.« Med »andre« mener jeg dem, der er uenige i den islamiske bevægelses mål, fremgangsmåde, synspunkter, idealer og endda religiøse overbevisning. Bevægelsen bør byde dialog med alle meningsmodstandere velkommen. Og dialogen med dem, som man allerede har indledt samtaler med, må fortsætte.

Man bør også bestræbe sig på at vinde støtte fra alle islamiske kræfter, der er enige med bevægelsen. Bevægelsen må også opnå støtte fra de grupper eller personer, der har intellektuel og teoretisk indflydelse. Koranen har påbudt dialog med dem, der er uenige med os. Vi er blevet opfordret til ikke at anse dem for håbløse og heller ikke betragte os som afskåret fra dem. I Koranen står der: Kald til din Herres vej med visdom og god formaning, og diskuter med dem på bedste vis(Sura an-Nahl‌: 125)।

Det, Koranen foreskriver, er, at man fører argumentation og dialog på den bedst mulige måde og med den bedste strategi, så troen kan forankres i sindet og vækkelsen sikres i hjertet. Dette vers afspejler et forbløffende eksempel på Koranens udtryksform. Ifølge Koranen skal dawah-arbejdet udføres på bedste vis, men kun den argumentation og samtale, der fremlægges på den bedst mulige måde, kan accepteres. For dawah gives som regel til den, der allerede er enig, mens argumenter må fremføres over for den, der ikke er enig. Derfor er det under alle omstændigheder rigtigt at fremlægge dawah eller argumenter på den bedst mulige måde.

Sekularister – dialog

Den nødvendige dialog omfatter også dialog med sekularister, som er rationelle, i det store og hele gode mennesker, villige til at lytte til islamisterne og forsøge at forstå deres mål og handlingsprogram.

Disse sekularister er grundlæggende muslimer. Mange er endda stolte af at identificere sig som muslimer. Nogle følger muslimske religiøse skikke, beder, faster og foretager måske hajj og umrah. Men deres problem er, at de ligesom mange kultiverede mennesker aldrig har forsøgt at forstå islam korrekt. Det skyldes, at de aldrig har haft mulighed for at tilegne sig islams lære fra grundlæggende eller autentiske kilder eller møde en pålidelig lærd eller tænker. I stedet har de fået deres opfattelse af religionen fra orientalister eller kristne missionærer og deres disciple og tilhængere. Eller også har de dannet sig en opfattelse af islam ud fra muslimernes nuværende yderste elendighed eller ved at høre om eller læse om islam hos ekstremister eller vildledte mennesker, der hævder at være tilhængere af islam.

Deres opvækst, uddannelse og livsførelse har imidlertid aldrig givet dem mulighed for at lære den rene og autentiske islam at kende. Denne smertelige fortid og nutid, med fejlagtige forestillinger, forkert anvendelse og misbrug, har skadet islam.

Ved siden af den vestlige civilisations strålende fremtoning, som har nået sit højdepunkt, er den mørke situation i den muslimske verden blevet en undskyldning for sekularisterne for at misforstå islam, den islamiske sharia og livsformen. Derfor tror de, at vejen ud af den nuværende dobbeltkrise er at følge Vestens vej for at opnå fremskridt. For efter at have frigjort sig fra religion, religiøse skikke og præsteskabet begyndte Vesten udelukkende ved hjælp af videnskaben sin vej mod opdagelser, opfindelser, produktion og skabelse og underlagde sig naturens kræfter for menneskets lykke og velstand.

I sommeren 1985 indledte vi i Kairo på Dar al-Hikma efter invitation fra Physicians Association en historisk dialog med sekularisterne. Jeg og sheikh Muhammad al-Ghazali repræsenterede islamisterne, mens deres eneste repræsentant var dr. Fuad Zakaria.

Journalisterne og de intellektuelle tog varmt imod symposiet. Det skyldtes, at det afspejlede betydningen af dialog mellem de forskellige parter i det samme fædreland.

Mange forfattere, heriblandt Fahmi Huwaydi, fremhævede flere gode sider ved dette møde. Det mest betydningsfulde var, at hver part direkte lyttede til den anden parts synspunkter. Jeg bemærkede dog en mangel ved mødet. I stedet for at blive en dialog mellem islam og sekularisterne udviklede symposiet sig til en debatsamling.

Debat skaber spænding, især hvis der er et stort publikum til stede. Desuden var sekularisternes repræsentant i denne dialog en stædig person, som ikke besad den mindste smule fleksibilitet, tolerance eller anstændighed. Derfor havde han ikke den indstilling, der skulle til for at lytte til modpartens synspunkter – synspunkter, som kunne have givet ham mulighed for at lære noget om islam. Jeg må med beklagelse sige, at hans uvidenhed om islam var dyb.

Da han faktisk indså svagheden i sit udsagn og tomheden i sine argumenter, begyndte han i sine støttende aviser at skrive stærkt hadefulde artikler med kritik rettet mod alle læsere generelt, islamisterne i særdeleshed, og med omtale af mit navn. Som svar på denne kritik forklarede jeg hele spørgsmålet i min bog »Islam og sekularisme: Ansigt til ansigt«.

Jeg anmoder endnu en gang om et dialogmøde, ikke en debat. Allerede i ordet »debat« ligger der en tone af udfordring og en indstilling, der søger at vinde. Derfor forsøger hver part at besejre modparten med alle midler.

Jeg tror ikke, at der kommer meget godt ud af den slags debatter. For i en debat vil ingen af parterne sandsynligvis ønske at give efter eller opgive deres eget standpunkt; de kan snarere blive endnu mere stædige og intolerante.

Debatten kan kun forekomme acceptabel for den islamiske part, hvis den føler sig utilpas over for modpartens udfordring. Da har islamisterne intet andet valg end at tage imod udfordringen for at undgå anklagen om at flygte af frygt for konfrontation og om at bryde sammen i kamp. Men dialogens princip er at udvise behørig høflighed, sådan som Koranen siger: »Fremsæt argumenter på den bedste måde.«

herskere med dialog

Der er behov for endnu en slags dialog, nemlig dialog med fornuftige og rationelle herskere – herskere, som ikke indtager en aggressiv holdning mod islam, fordi de støtter anderledes tænkende. Dialog med de herskere, som antager et anderledes standpunkt og stiller sig imod islam, er nytteløs. For de ønsker intet godt ud over islams udslettelse og fuldstændige tilintetgørelse. Men Allah siger: »De ønsker at slukke Allahs lys med deres munde, men Allah vil ikke tillade det, men vil fuldende Sit lys, selv om de vantro hader det(Sura at-Tawba: 32)।

Der findes imidlertid også en anden slags herskere, som ikke hader islam, men frygter den. I de fleste tilfælde skyldes denne frygt deres uvidenhed om islams virkelighed samt den islamiske sharia og dawahs karakter. Mange af dem kan ses med milde øjne, fordi de ikke har fået mulighed for at vide, hvad islam egentlig er, og ikke har kunnet tilegne sig viden fra rene kilder og pålidelige lærde. Ud fra denne uvidenhed kan de henregnes til den kategori af dannede og fremtrædende personer, som vi omtalte tidligere. Forskellige forestillinger har viklet sig ind i deres hoveder, og virkelige begivenheder og opdigtede fortællinger forekommer dem ens.

Hvis det, med den almægtige Allahs vilje, lykkes at forklare den sande islam for disse herskere og fremhæve dens gavnlige sider som en samlet helhed uden opsplitning, som en ren lære uden forvanskning og som noget enkelt uden vanskeligheder, vil de forstå, at islam er gavnlig for individets, familiens og samfundets liv, og at islam ønsker at udrydde alle skadelige aktiviteter for at bevare nationens moralske styrke og materielle velstand. Hvis de åbent tager imod denne forklaring, vil der naturligvis ske en forandring i dem, og de vil helt eller delvist få et anderledes syn på islam og dawah. For herskere er mennesker ligesom os. Derfor kan der også ske en forandring i dem, skabes en påvirkning og opstå en erkendelse – på en måde, der i sidste ende kan føre til en ændring i deres idealer og adfærd.

Historien er fuld af eksempler på herskere, hvis sind og holdninger er blevet forandret under indflydelse af sande lærde og videnskabsmænd. Mange herskere indtager en bekymret holdning til islam som følge af falske advarsler fra deres intrigante rådgivere eller fordi de er blevet ofre for udenlandske »djævles« sammensværgelser.

Man må tage kontakt med disse herskere med udgangspunkt i den sunde fornuft, der stadig findes i deres hjerter, og ved at vække det muslimske blod, som endnu strømmer i deres årer, til live. Man må forsikre dem om, at de, om end midlertidigt, vil få lov til at beholde tronen eller magten, hvis de giver frihed til at udføre islams da’wa-aktiviteter – aktiviteter, hvis mission er at forme de unge i lyset af moralske værdier, bevidstgørelse og en ren karakter, beskytte dem mod rusmidler, narkotika og prostituerede samt bekæmpe destruktive politikker, der er skadelige for både herskere og undersåtter.

Der er intet dårligt i en sådan aftale eller forståelse med herskerne, selv om bevægelsen ikke bryder sig om deres adfærd eller deres omgang med andre. For en bevægelse, der ledes af fiqh om balance, tror, at denne politik er bedre end at foragte herskerne eller nære et vedvarende fjendskab mod dem.

I denne forbindelse vil jeg fremsætte en advarsel. En sådan holdning over for disse herskere må på ingen måde være smiger eller tomme, uoprigtige ord. Der er en enorm forskel mellem forståelse og hykleri.

Dialog med vestligt orienterede

Dialog mellem den islamiske bevægelse og Vesten er nødvendig, selv om der er mange hindringer og vanskeligheder på vejen.

Der er en række forskelle mellem os og Vesten. Der er en forskel i religion. Vesten er grundlæggende kristen, mens vi er muslimer. Der er forskelle i tankegang. Vesten er materialistisk og realistisk, mens vi er spirituelle og idealistiske. Der er også forskelle på det politiske område. Vesten er som regel på Israels side og imod os, selv om denne holdning kan variere fra det ene vestlige land til det andet afhængigt af deres formåen og position.

Ikke desto mindre kan vi ikke undgå dialog med Vesten. Hvad enten vi bryder os om det eller ej, er det en kendsgerning, at Vesten har hersket over verden i århundreder. Det er deres civilisation, der præger verden i dag. De har hersket over forskellige af vores lande og havde i forskellige perioder besat vores områder. Senere forlod de de besatte lande, frivilligt eller mod deres vilje, men de udøver stadig direkte eller indirekte indflydelse på os. På den ene eller anden måde øver de indflydelse på vores beslutningstagere. Deres indflydelse på vores herskeres sind, holdninger og ønsker kan heller ikke benægtes.

Desuden er det ikke muligt for noget folk at isolere sig fra verden omkring sig og leve i en imaginær verden, der kun bygger på dets egne religiøse overbevisninger og principper. De vedvarende teknologiske forandringer inden for kommunikation har, som en forfatter udtrykker det, forvandlet verden til en global landsby.

Derfor er dialog med Vesten en pligt for os, så vi kan forklare vestlige mennesker, hvad vi ønsker for os selv og for andre. For vi er fortalere for et ideal, ikke plyndrere. Vi bringer et budskab om godhed, ikke om ondskab. Vi er fortalere for fred, ikke krigsmagere. Vi støtter retfærdighed og rimelighed, ikke uretfærdighed og undertrykkelse.

Vores mål er at vise den vildledte menneskehed Allahs vej og forbinde det jordiske liv med livet efter døden, jorden med himlen og mennesker med hinanden, således at et menneske ønsker for andre, hvad det ønsker for sig selv, og gør det, som det hader for sig selv, mod andre – så menneskeheden kan frigøre sig fra den fælles sygdom, som findes blandt alle folkeslag: misundelse og fjendskab. Denne sygdom berøver menneskeheden dens religion.

Vi ved, at Vesten stadig betragter os på baggrund af et dystert perspektiv, som siden korstogenes tid har fordærvet deres syn på os, og som den dag i dag har slået rod i de fleste vestlige menneskers hjerter.

Mange upartiske tænkere i Vesten, heriblandt den franske filosof og sociolog Gustave Le Bon, har erkendt dette. Han har åbent sagt det i flere fodnoter i sit værk »Arabernes civilisation«. Når en vestlig forsker beskæftiger sig med islamiske emner, mister han sin naturlige, upartiske karakter og bliver fordomsfuld og anti-islamisk. Han er endda ikke selv klar over det, selv om disse forskere bedømmer andre spørgsmål med et naturligt og upartisk sind. For nylig sagde orientalisten Montgomery Watt det samme i sit værk »Hvad er islam?«

Vi ser også, at denne korstogsånd fra tid til anden dukker op på forskellige områder. Dens indflydelse kan også iagttages i Vestens holdning til det aggressive Israel og det palæstinensiske folk, som er offer for aggressionen. Denne indflydelse ses også i Vestens holdning til det kristne Litauen og Sovjetunionens muslimske Aserbajdsjan.

Dette tegn ses også i franske, spanske og italienske embedsmænds handlinger. De iværksatte målrettede aktioner, fordi de frygtede strømmen af islamisk bevidsthed i Algeriet. Denne holdning i Vesten kan også iagttages i Sydsudan, Eritrea, Kashmir, Filippinerne og andre politiske spørgsmål.

Vi har også iagttaget denne indflydelse i visse sociale spørgsmål. Det vigtigste blandt dem er Salman Rushdie. Denne Rushdie skiftede ham og begik forræderi mod sin egen religiøse tro og sit eget folk. Denne indflydelse er også tydelig i hijab-spørgsmålet i Frankrig. Hvordan kan et land hævde at være »frihedens fødested«, når det ikke kunne tolerere, at nogle muslimske skolepiger af hensyn til deres anstændighed og for at opnå Allahs tilfredshed og blive frelst fra Helvede fulgte de religiøse regler for påklædning? Det land, der kaldes frihedens og menneskerettighedernes land, gav ikke pigerne ret til at søge Allahs tilfredshed, selv i en så rent personlig sag.

Det er beklageligt, at korstogenes ånd, synspunkter og omstændigheder stadig er så nærværende, at det er vanskeligt at måle deres omfang. Selv Tyrkiet, det land, som i næsten et helt århundrede ivrigt har efterlignet Vesten, udgydt blod med sværdet, påtvunget muslimerne sekularisme importeret fra Vesten og overalt fortrængt den islamiske sharia, fik ikke Vestens støtte, da landet ansøgte om medlemskab af Det Europæiske Fællesmarked. Vesttysklands kansler forklarede afslaget på Tyrkiets ansøgning med, at Tyrkiet havde en kultur, der var forskellig fra Vestens. De er bærere af den muslimske kultur, mens vi er bærere af den jødiske og kristne kultur.

Trods alt dette kan vi ikke blive skuffede eller fortvivlede over Vesten. Vi kan heller ikke opgive dem med den tanke, at det måske aldrig vil være muligt at få dem med i en dialog. Selvom deres civilisation er forskellig fra vores, kan der så være dialog uden to parter? Derfor kan dialogen netop handle om civilisationer. Den berømte tænker Roger Garaudy har omtalt sagen på denne måde: Ikke civilisationernes sammenstød, men civilisationernes dialog.

Hvorfor skulle vi så ikke føre dialog med Vesten, når Koranen har opfordret os til dialog med dem, der har andre meninger? På denne måde er dialog blevet gjort til et middel til at kalde mennesker til Allahs vej.

Desuden omtales der i Koranen en dialog mellem Allah, den Almægtige, og Iblis, Hans værste skabning. Den Almægtige Allah lukkede ikke engang døren til dialog over for den forbandede Satan.Sura Sad–s 71–85  nr. versene fortælles det: Husk, da din Herre sagde til englene: »Jeg vil virkelig skabe et menneske af ler. Når Jeg har fuldført hans skabelse og indblæst ham ånd fra Mig, skal I alle kaste jer ned for ham. Da kastede alle englene sig ned for Adam, undtagen Iblis. Han blev hovmodig og blev en af de vantro. Allah sagde: Hvad hindrede dig i at kaste dig ned for det, Jeg har skabt med Mine egne hænder? Er du blevet hovmodig, eller hører du til blandt de højtstående? Iblis sagde: Jeg er bedre end ham. Du skabte mig af ild, mens Du skabte ham af ler. Allah sagde: Gå da bort herfra, for du er visselig forvist. Og Min forbandelse skal visselig hvile over dig indtil Opstandelsens dag. Han sagde: Min Herre, giv mig udsættelse indtil den dag, hvor de døde genopvækkes. Allah sagde: Du hører visselig til blandt dem, der har fået udsættelse, indtil den fastsatte tids dag. Han sagde: Ved Din ære! Jeg vil visselig lede dem alle på afveje, undtagen Dine udvalgte tjenere. Allah sagde: Sandheden er — og Jeg siger sandheden — at Jeg vil fylde Helvede med dig og med alle dem blandt dem, der følger dig.«

Dialogen med Vesten bør foregå på flere niveauer. Denne dialog kan foregå på det religiøse, intellektuelle og politiske niveau.

Religiøs dialog

Der kan føres en religiøs dialog mellem islam og kristendommen med forskellige mål for øje. Blandt de vigtigste er:

1. At imødegå ateistiske og materialistiske tankegange. Det er tankegange, som er stærkt imod Guds åbenbaring, gør troen på det usete til genstand for spot og fornægter Allah, Hans profeter og sendebud, Hans straf samt moralske værdier. Denne dialog vil også imødegå fri omgang mellem kønnene og moralsk forfald, som næsten fuldstændigt har ødelagt de ophøjede menneskelige egenskaber, der er blevet åbenbaret gennem åbenbaringen.

2. At fastslå de fælles forbindelser mellem de to religioner. Da Koranen belyste, hvordan man skal tale med Skriftens folk, sagde den: »Vi tror på den Bog, der er blevet sendt ned til os, og på den, der er blevet sendt ned til jer. Vor Gud og jeres Gud er én, og vi er Ham underkastede som muslimer (Sura al-Ankabut: 46)।

3. At indlede et nyt kapitel med smukkere og renere relationer ved siden af normaliseringen af de fjendtlige relationer, der er opstået som følge af fortidens korstog og nutidens imperialisme, og gennem skabelsen af broderskab, menneskelighed og velvillige holdninger. Dette omfatter, at kirken ophører med at støtte den kristne part i de konflikter, der finder sted mellem muslimer og kristne. Sådanne konflikter forekommer i Sydsudan, Filippinerne og andre områder. Kirken støtter endda kommunister og afgudsdyrkere mod muslimer.

Jeg ved, at mange islamisk orienterede er tilbøjelige til at være mistænksomme over for denne form for dialog. De mener, at en usynlig hånd, som virker bag dialogen og drives af et særligt formål, bruger den. For de tror, at muslimerne uden tvivl er den svage part i dialogen, og at en stærk modpart bruger dem uden deres viden. Derfor beskyldes den, der deltager i en sådan dialog, for at være en idiot eller en agent.

Jeg mener, at denne form for mistanke er ubegrundet. I nogle tilfælde kan deres mistanke være berettiget, men ikke altid og i alle tilfælde. Hvorfor skulle vi miste så meget tillid til os selv? Hvorfor skulle vi betragte os selv som den svage part? Vi er jo stærke med alt det, vi har. Hvorfor skulle vi tro, at den, der deltager i en dialog, har mistet retten til sin tro og har overgivet sig til modparten? Det afgørende er faktisk, at vi går ind i dialogen med sikkerhed for, at de, der repræsenterer os, står på et solidt grundlag, og med troen på, at dialog er bedre end konfrontation eller en mentalitet præget af flugt.

Dialog er i virkeligheden en af missionskampagnens strategier, som Allahs Sendebud, fred være med ham, indledte gennem sine historiske breve til Herakleios, Egyptens øverste kristne leder al-Muqawqis, Abessiniernes Negus og andre herskere blandt Skriftens folk. Han afsluttede disse breve med dette vers: »O Skriftens folk! Kom til et fælles ord, som er retfærdigt mellem os og jer: at vi ikke tilbeder andre end Allah, ikke sætter nogen ved siden af Ham, og at ingen af os tager andre end Allah til herre.« Hvis de derefter vender sig bort, så sig: »Vær vidner til, at vi er muslimer (Sura Al Imran: 64 »)।

For nylig blev der afholdt en sådan dialog, og resultatet var positivt. Det fortalte ustad Mohammad al-Mubarak, må Gud forbarme sig over ham, os. Dialogen fandt sted i Rom mellem en delegation fra Rabita al-Alam al-Islami og en delegation fra Vatikanet. Rabitas delegation blev ledet af generalsekretæren, sheikh Muhammad al-Harqan. Med ham var Ma’ruf al-Dawalibi og Muhammad al-Mubarak.

Som følge af denne dialog blev den ene parts opfattelse af den anden forbedret. Det gjaldt især opfattelsen af islam, som man havde haft en uretfærdig og fjendtlig holdning til. Undertiden har dette også kunnet mærkes i forholdet mellem muslimer og kristne.

En anden dialog blev afholdt i Libyen mellem nogle muslimske intellektuelle og højtstående medlemmer af kirken. Dr. Izz al-Din Ibrahim har oplyst, at også denne dialog gav gode resultater. Han deltog selv i den. Jeg har læst det indlæg, han læste op ved dialogen. Indlægget var meget velargumenteret og afbalanceret. Der var ikke det mindste spor af fanatisme eller hovmod i det.

Intellektuel dialog

Ved siden af den religiøse dialog med Vesten er der behov for endnu en supplerende dialog. Det er en dialog mellem vestlige forskere og orientalister, som er interesserede i at studere emner vedrørende islam, Koranen, Sendebudet, religiøs tro, historie, kultur, viden, folkene, nutiden og fremtiden. Det er især nødvendigt at føre dialog med de forskere, der interesserer sig for intellektuelle strømninger, den moderne vækkelsesbevægelse og samtidens genopblussen.

Denne dialog er nødvendig for at rense tankegangen, opnå et mere indgående kendskab til alle synspunkter og bane vej for et bedre klima og bedre relationer mellem de to parter. Hvis det er muligt at føre dialog med præsteskabet og kirkens repræsentanter, som bærer deres standpunkter og dybe trosforestillinger, der er blevet næret gennem århundreder, burde dialogen med orientalisterne da ikke være endnu lettere og mere gavnlig? Selvom mange mener, at der ingen forskel er mellem det vestlige præsteskab og vestlige tænkere eller mellem missionærer og orientalister. Ifølge dem består forskellen kun i deres klædedragt. Præsterne bærer præstens, mens vestlige forskere og orientalister bærer den lærdes dragt; i virkeligheden er de to sider af samme mønt.

Men hvis viljen er fast, formålet klart og vejen ryddet, burde dialogen ikke være umulig. Universiteter og intellektuelle fora kan tage initiativ til dialog ved at samle repræsentanter for begge parter for at indlede forskning i bestemte emner uden fordomme og provokationer.

Vi må være opmærksomme på, at orientalisterne ikke har et ensartet syn på islam, den muslimske umma og den islamiske genopvækkelse. Der er skrevet meget om de orientalske forskere, blandt andet al-Aqiqis bog. Der er også skrevet meget som svar på deres anklager eller til forsvar for dem. Der er desuden skrevet artikler og essays, som kategoriserer disse værker, eksempelvis dr. Muhammad al-Bahais artikel. Han gav det omtalte emne titlen ‘Orientalister og deres holdninger til islam’.

Jeg må sige, at de fleste orientalister har en række fælles svagheder.

For det første kan orientalisterne ikke fuldt ud forstå de forskellige nuancer i det arabiske sprog, fordi de ikke behersker det tilstrækkeligt. Derfor har de naturligvis vanskeligt ved at forstå de grundlæggende islamiske kilder, især Koranen og sunnaen. Følgelig bliver deres forståelse af islam og dens budskab uklar og ufuldstændig.

For det andet lider orientalisterne under en form for overlegenhed, når det gælder Vestens sind, mennesker og civilisation. De betragter Vesten som verdens herre og Europa som alle landes moder. De mener, at historien begynder i Vesten og vil ende dér.

For det tredje begynder de at forske i emner, som ikke er egnede til efterprøvning. De mener nemlig, at Koranen ikke er åbenbaret af Allah, og at Muhammad ikke er Hans sendebud. På den måde danner de sig en opfattelse, allerede før de begynder deres forskning, forsker ud fra den og forsøger på enhver måde at bevise netop deres opfattelser. I den forbindelse accepterer de beretninger fra svage kilder, tror på løgne, gør et stort bjerg ud af et lille tue, gør en termitbo til et bjerg, accepterer tvivl som bevis og afviser alt, der strider mod deres opfattelser — selv når deres selvopfundne antagelser slår dem i ansigtet.

For det fjerde bedriver orientalisterne i mange tilfælde deres forskning efter bestemte kredses bestilling med det formål at opnå politiske mål. I de fleste tilfælde bruges der store summer på dette forskningsarbejde. Derfor er denne forskning ikke fuldstændig fri for bias og skjulte hensigter.

Ikke desto mindre er dialog stadig nødvendig i mange tilfælde. Den kan føres med mennesker, der har ret til fri tænkning, og hvis antal vokser dag for dag. Mange mennesker frigør sig nemlig fra gamle tankegange og bliver påvirket af nye tanker.

Når vi tager initiativ til at indlede denne dialog, må vi vælge de orientalister, som er forholdsvis neutrale og fleksible over for alle folkeslag. Blandt de fremtrædende af dem er professor Jacques Berque. Han blev flere gange inviteret til Qatar Universitet.

Det synes dog ud fra de oversatte værker af nutidige orientalister, at dagens orientalister står langt nærmere neutraliteten end fortidens orientalister og holder sig længere fra overdrivelse og ekstremisme. Især læser muslimer nu deres bøger, diskuterer deres synspunkter eller imødegår dem, hvis de finder dem uacceptable. Fortidens orientalister skrev derimod for deres egne, det vil sige for hinanden. Derfor mindede deres skrifter i de fleste tilfælde mere om særlige rapporter end om almindelige drøftelser af emnet.

Politisk dialog

Efter at have gennemført den religiøse og intellektuelle dialog skal den islamiske bevægelse føre endnu en dialog med Vesten, nemlig med de politiske beslutningstagere – de politikere, som spiller en åbenlys eller skjult rolle på den politiske scene.

Jeg mener, at de to førnævnte dialoger vil bane vejen for denne vigtige dialog. Selvom kirken officielt holder sig på afstand af politik, har den stadig betydelig indflydelse på statens styrmænd og trækker i trådene bag kulisserne i udenrigspolitikken, især i spørgsmål vedrørende islam og muslimer.

Selvom orientalisterne tilsyneladende er kendt som teoretikere, er deres forbindelser til efterretningstjenesterne, de nationale sikkerhedsorganer og udenrigsministerierne ubestridelige.

Mange forsøger at så tvivl om ethvert initiativ til en politisk dialog med Vesten. Andre citerer en gammel vestlig digter og siger: »East is East, West is West, they never meet« (Øst er øst, Vest er vest, de mødes aldrig). Men vi har set, at Vesten også har mødt Indien, Japan og senest Kina.

Andre siger, at Vesten kan mødes med Indien, Japan, Kina eller hinduer, buddhister og kommunister, men ikke med muslimer. I den forbindelse citerer de også stærkt islamfjendtlige udtalelser fra missionærer, orientalister og vestlige politikere.

Der findes også mennesker, som ser med mistro på enhver, der forsøger at etablere kontakt eller arrangere en dialog med Vesten. For altid at kunne tilsværte sådanne initiativtagere holder de anklager om oprør, kollaboration, forræderi og lignende klar mod dem. Ingen kan glemme, hvilke lidelser vores trofaste bror Hassan al-Hudaybi, Ikhwan al-Muslimins anden murshid al-amm, måtte gennemgå på grund af sin kontakt med hr. Evans. Lederne af den egyptiske revolution kendte til denne kontakt og havde endda støttet den. Men til sidst brugte de kontakten som et våben mod Hudaybi. Ved at bruge kontakten med Evans tilsværtede de Hudaybi, den islamiske bevægelse, bevægelsens medlemmer og dens principper.

Vi må være på vagt i disse spørgsmål, så bevægelsens fjender ikke kan udnytte sådanne kontakter til at skade den. Jeg må her understrege, at en unaturlig form for frygt og had til islam stadig generelt præger vestlige politikeres adfærd. Slagene ved Yarmuk og Ajnadayn, korstogene samt de arabiske og osmanniske erobringer er stadig mareridt for dem. Navne som Khalid ibn al-Walid, Tariq ibn Ziyad, Saladin Ayyubi og Konstantinopels erobrer, Muhammad al-Fatih, holder dem stadig vågne om natten.

Men vi bør ikke blive ofre for den frygt, der udspringer af en sådan unormal mentalitet. Vi må bryde alle vores psykiske barrierer ned og frigøre os fra alle nye og gamle mentale forviklinger.

Selv om Europa gennem de seneste århundreder er blevet sønderrevet af krige, konflikter og blodsudgydelser, er dette kontinents lande ved at forene sig, og i den nærmeste fremtid vil de blive til ét land.

Amerikanerne og sovjetterne har afsluttet deres varme og kolde krig og udvisket afstanden mellem sig. Hvorfor skulle en forståelse med muslimer så ikke være mulig?

Vestens argumentation i denne sag er velkendt. Der findes ikke noget, der hedder varigt venskab eller varigt fjendskab. Der findes kun varige interesser.

Vi har ikke noget imod at indlede en dialog på grundlag af princippet om at varetage vores gensidige interesser. Jeg mener, at Vestens interesse ligger i at undgå fjendskab fra hundredvis af millioner af muslimer og opnå deres tillid, venskab og respekt. Til gengæld vil vi søge at forbedre vores anseelse i Vestens øjne, så de forestillinger, der gennem bitter konflikt er blevet ophobet gennem århundreder, kan ændres—forestillinger, som ikke har været fri for overdrivelse og opdigtede fortællinger.

Vi benægter ikke, at der blandt os findes mennesker, som gennem deres tankegang eller adfærd ikke fremstiller islams bedst mulige anseelse. De fremstiller islam, som om islam tolererer vold, fanatisme og konflikt med andre samt foragt for frihed og menneskerettigheder, især mindretals og kvinders rettigheder. De faktiske forhold, der hersker i mange muslimske lande, har bidraget til at skabe et sådant billede, som man antager er en følge af islam og islamisk lov.

Sådanne alvorlige vildfarelser kan ikke forsvinde af sig selv eller fjernes fra den ene dag til den anden. De kan derimod fjernes gennem god vilje og en langvarig dialog. En dialog, der bygger på åbenhed og oprigtighed, ikke på politiske manøvrer og bedrag. Selvfølgelig kan man ikke forvente en sådan dialog i politik, men den er ikke umulig. For i nutidens politik findes der ikke noget, der er umuligt.

Hvis det lykkes os at overbevise vestlige ledere og dem, der har indflydelse på politik, om, at vi har ret til at leve efter islams aqida, tro, sharia, værdier og moralske normer, uden at nære nogen ond hensigt over for Vesten eller noget ønske om at skade dem, vil vi på denne måde være nået langt i retning af målet om at etablere det ønskede muslimske samfund i vores bopælsland.

Der er ingen tvivl om, at den første hindring for at nå dette mål er vores herskere, som holder os under skarp overvågning, overvåger hvert eneste af vores skridt og modarbejder ethvert forsøg på at etablere islam som grundlag for det sociale, politiske og kulturelle liv.

Der er ingen tvivl om, at det magtfulde Vesten og dets ledere udøver indflydelse på vores herskere og advarer dem mod islam. De indgyder dem frygt for islamisterne. Gennem direkte og indirekte strategier samt offentlige og hemmelige taler og erklæringer gør de dem skeptiske over for den islamiske bevægelse.

Hvis det lykkes at forklare Vesten nødvendigheden af islams fremkomst som en vejledende og stor magt, vil det måske også være muligt at overbevise de arabiske og muslimske ledere. Og det vil være en stor succes.

Statslige religiøse institutioner

Den islamiske bevægelse må gøre en ihærdig indsats for at vinde støtte fra de religiøse institutioner. Blandt de vigtigste af disse institutioner er Egyptens Al-Azhar, Tunis’ al-Zaytuna, Marokkos al-Qarawiyyin og Deoband på det indiske subkontinent.

Bevægelsen må i sin nødvendige plan fokusere på at nå et vigtigt mål. Det består i at trænge ind i de statslige religiøse institutioner med sin egen ideologi og sine egne menneskelige ressourcer og udøve indflydelse på dem. Hvis bevægelsen lykkes med denne indsats, vil den opnå betydningsfulde resultater, herunder følgende:

Bevægelsen vil kunne undgå konflikter med medlemmerne af disse institutioner, som stadig har støtte blandt de muslimske masser. Disse medlemmer, især herskernes lakajer, er stadig i stand til at skade bevægelsens omdømme i de uuddannede eller halvuddannede menneskers øjne gennem forskellige sande og falske anklager.

Disse anklager hindrer bevægelsens fremmarch, og bevægelsen må bruge megen tid på at forsvare sig selv og tilbagevise de falske anklager. Hvis den således kan undgå konflikter med dem, vil bevægelsen uhindret kunne fortsætte sin indsats mod islams sande fjender, som ønsker at slukke lyset fra Allahs religion med deres munds pust.

2. Der vil blive skabt mulighed for reformer i disse vigtige institutioner, så de gennem reformer kan udføre deres grundlæggende og obligatoriske ansvar for at udbrede islams sande lære. Disse institutioner vil fremstille islam i dens fuldstændige, sande og uforvanskede form på en sådan måde, at de pågældende institutioner frigøres fra undertrykkende herskere, kommunismen og de kristnes indflydelse. Derved vil institutionen blive en uindtagelig fæstning for den islamiske daʿwa i kampen mod islams fjenders sammensværgelser. Hvis disse statslige religiøse institutioner kan reformeres, vil der blive uddannet mennesker, som ikke blot vil varetage statslige opgaver, men også vie sig til daʿwa og islams tjeneste.

3. Det vil blive muligt at anvende disse statslige religiøse institutioners midler og redskaber til at udbrede bevidstheden blandt folket om islams vigtigste interesser og påvirke dem. Blandt islams vigtigste interesser er problemerne for muslimer overalt i verden, det muslimske folks pligt over for den islamiske ideologi og de muslimske områder samt bevægelsens bestræbelser på at udforme en islamisk kulturel opvågnen inden for viden, aktiviteter, uddannelse og dannelsen af muslimske personligheder.

Det vil også blive muligt at anvende de statslige institutioners midler og redskaber til at imødegå den skadelige strømning, som med støtte fra islams fjenders sammensværgelser og de indre hykleres støtte forsøger at trænge ind i ummaen i det skjulte og åbent.

Som følge af et sådant samarbejde og en sådan solidaritet mellem den folkelige islamiske bevægelse og de statslige institutioner vil den folkelige støtte til den islamiske daʿwa og dens storslåede kulturelle bestræbelser blive yderligere udvidet.

4. Det vil blive muligt at tilbagevise de undskyldninger, som nogle regeringer forsøger at fremføre for at afvise islamiske love og regler som den drivende kraft i livet og samfundet. Regeringen gør visse svage og vildledende fatwaer fra embedsmændene i disse statslige religiøse institutioner til grundlag for sit synspunkt.

Et andet formål er at fastslå den legitime status for bevægelsens krav og bestræbelser på at oprette en islamisk stat, som styres efter den lov, Allah har åbenbaret, og som for alle mennesker antager islam som en grundlæggende tro, en livsordning og et budskab med henblik på vejledning og udvikling.

Imam Hasan al-Banna var altid ivrig efter at fortsætte drøftelserne med lærde fra al-Azhar. Mange af dem var hans venner. Engang deltog mange fremtrædende lærde fra al-Azhar Universitet i en konference i Tanta, hvor jeg hørte imam Hasan al-Banna sige: »I, de lærde, er islams stående hær, mens vi står bag jer som reservestyrke.«

Dette gælder naturligvis ikke for de institutioner, som har solgt religionen for denne verdens nydelser, er blevet diktatorernes talerør og er blevet til sværd i de tyranniske herskeres hænder – sværd, der bruges til at slå de sande islamiske aktivister. Disse institutioner må ikke ignoreres eller fritages; tværtimod må deres maske rives af foran folket, så folket kan være på vagt over for institutionernes skadelige aktiviteter og vide, hvem de er.

Vi må skelne mellem dem, der er blevet marionetter i de enevældige herskeres hænder, og dem, der hader de enevældige herskere, men på grund af svaghed og frygt ikke tør trodse dem. For de svage er så bange, at de mener, det er bedst at tie, og de er bange for selv at udtale det, der er retfærdigt. Men de blander sig heller ikke i uretfærdige udtalelser. I betragtning af denne unormale situation bør man derfor hjælpe dem med at overvinde deres svaghed og frygt.

I Iran fungerede de religiøse institutioner som drivkraft i revolutionen mod shahen. Revolutionen fik en enorm opbakning og støtte i overensstemmelse med kravet om folkets ubetingede lydighed, sådan som den jaafaritiske ideologi foreskrev. Desuden var folket altid parat til at ofre liv og ejendom for revolutionen på shaykhernes og ayatollahernes opfordring.

De midler, som folket frivilligt skænkede, bidrog også til denne revolution. Ifølge jaafaritiske fiqh er bidragets størrelse khums, det vil sige en femtedel, som beregnes af den samlede indkomst. Disse bidrag blev overdraget til de lærde, som repræsenterede den »fraværende imam«.

På denne måde var Irans religiøse ledere ikke afhængige af regeringens nåde. Hvis det havde været tilfældet, ville regeringen have udbetalt deres løn og ydelser, kontrolleret deres og deres familiers skæbne og også haft magten til efter eget ønske at udnævne og afskedige dem.

Derfor er et af de uomgængelige principper for reformen af de religiøse institutioner, at disse institutioner skal nyde teoretisk, administrativ og økonomisk uafhængighed. De skal også have frihed til at tilbagevinde de beslaglagte waqf-ejendomme og anvende dem på passende områder, så de religiøse institutioner kan genvinde deres særlige magt. En hersker sagde om den hemmelige årsag til Imam Hasan al-Basris magt: »Hans religion er vores regering, men han har ikke brug for vores penge.«

Det er det egentlige problem, når de religiøse ledere bliver statens embedsmænd, mens staten ikke har brug for religionen, men de har brug for statens penge.

Islamisk genopvækkelse

For at etablere islam i verden og standse alle aggressive kræfter, der modsætter sig den islamiske da’wah, må den islamiske bevægelse gøre sit yderste for at samle alle islamiske grupper og alle grupper for islamisk genopvækkelse på én fælles platform. Denne front skal spille en aktiv rolle i fastlæggelsen af den rette fremgangsmåde for dialogen og i den korrekte håndtering af modpartens synspunkter, så vi kan skabe grundlaget for samarbejde om det, vi er enige om, og tolerance over for det, vi er uenige om.

Imam Hasan al-Banna gjorde sit yderste for at bringe uenigheden mellem de islamiske grupper i Egypten til ophør og udarbejdede de berømte tyve punkter som et minimumsprogram, man kunne enes om.

Det er altid dette, den islamiske bevægelse bør gøre for at nå sine vigtigste mål. For det er kun den samlede styrke hos alle de grupper, der arbejder på det islamiske område, som kan styrke den islamiske bevægelse. Her henviser jeg til de islamiske grupper, der arbejder med alvor og oprigtighed for bevægelsen – ikke til ubetydelige eller vildfarne grupper eller til grupper, der snyder i islams navn.

Hvis en islamisk gruppe tror, at den alene i denne tid er i stand til at etablere islamisk styre og imødegå interne problemer og udenlandske sammensværgelser, begår den en alvorlig fejl.

Det, alle islamiske grupper og bevægelser i virkeligheden bør gøre, er at samle alle deres bestræbelser med henblik på at danne en stærk islamisk alliance og bringe uenighederne til ophør, så denne alliance kan støtte islams allierede og modstå dets fjender.

Det, jeg frygter mest, er, at egoisme svækker ånden i det islamiske broderskab. Hver gruppe fremstiller sig selv som storartet og gør sig umage for at bevise, at de andre er inkompetente – i en sådan grad, at den samler alle sine bestræbelser om at ødelægge de andre i stedet for at forsøge at opbygge sit eget parti som en stærk del af hele alliancen.

Jeg frygter også den snæversynethed, som opsluger de islamiske grupper og styrer deres tanker og bevidsthed. Den får dem til at overdrive deres konflikter og stridigheder, gøre et bjerg ud af en termittue, gøre sekundære spørgsmål til grundlæggende principper og medtage spørgsmål om ijtihad blandt shariaens grundlæggende principper, sådan som forfatteren til artiklen med titlen ”Den rette opfattelse af modsætningen mellem medlemskab af parlamentet og tawhid” gjorde.

For at etablere et stærkt islamisk styre, der kan bevirke en religiøs genoplivning af ummah og forbedre vores jordiske liv, er der behov for en fælles indsats fra alle islamiske grupper og kræfter, uanset deres forskellige anskuelser, veje og principper. Desuden må de fromme og engagerede personer, som ikke er medlemmer af nogen gruppe eller organisation, også inddrages i denne bestræbelse.

Jeg tror, at bevægelsens succes er sikret, hvis den islamiske bevægelse med henblik på at nå dette mål formår at samordne alle islamiske kræfters bestræbelser på én platform, hvor alle føler, at denne stat er deres stat, dette styre er deres styre, dets sejr er deres sejr, og dets nederlag er deres nederlag.

Sjettekapitel

Konklusion

Det der ikke må forblive usagt

Når jeg nærmer mig bogens afslutning, ønsker jeg med særlig vægt at understrege, at den islamiske bevægelse med hensyn til fremtiden må anlægge et klart perspektiv på regionalt og internationalt plan. I lyset af dette perspektiv skal bevægelsen udarbejde en klar og detaljeret plan for at nå specifikke mål ad legitime veje. En sådan plan skal udformes ud fra moderne tanker og idéer, en opdeling i bestemte faser samt en teoretisk proces. Planen skal være fleksibel og let at gennemføre og implementere. Alle dens ansvarsområder skal fordeles ligeligt mellem passende institutioner og organisationer, og den bør ikke være afhængig af nogen enkeltperson. For hvis planens gennemførelse afhænger af én person eller nogle få personer, vil planen kun bestå, så længe de er aktive.

Planen skal udarbejdes på grundlag af omfattende forskning, autentiske oplysninger, reelle statistikker, en bred gennemgang, videnskabelig analyse, et objektivt perspektiv samt alle tilgængelige og potentielle materielle og menneskelige ressourcer, uden at undervurdere eller overdrive de indre og ydre psykologiske og materielle hindringer. [Hvis du vil have kendskab til den omhandlede plans karakteristika, så læs min bog med titlen ‘The Islamic Solution: A Farida and A Necessity’। I et teoretisk perspektiv er denne drøftelse blevet ført।]

En sådan plan skal udarbejdes af et team bestående af kvalificerede specialister inden for forskellige vidensområder. Hver specialist skal bidrage med sin ekspertise og begavelse til teamet. Teamet kan efter eget skøn også indhente synspunkter eller oplysninger fra enhver anden kvalificeret person.

Før og efter udarbejdelsen af planen er det nødvendigt at være opmærksom på tre aspekter: fuldtidsarbejde, specialisternes kvalifikationer samt information og forskning. Disse tre aspekter vil vi drøfte udførligt i konklusionen.

Fuldtids arbejde

I bevægelsens fremtidige planlægning bør et betydeligt antal kvalificerede personer ansættes på fuld tid inden for alle strategiske og andre vigtige områder, især videnskab og teknologi, uddannelse, information, massemedier, politik og planlægning.

Bevægelsen bør ikke udelukkende være afhængig af deltidsfrivilliges arbejde. Da disse mennesker må bruge det meste af deres tid på deres personlige arbejde, kan man ikke forvente, at de udfører større opgaver med den begrænsede tid, de giver bevægelsen. Der er naturligvis ingen grund til at undervurdere de frivillige, som bruger selv en lille del af deres tid for Allahs skyld. Tværtimod er deres bidrag yderst vigtigt og særdeles frugtbart. Det er nemlig de frivillige, der skaber bevægelsens voksende grundlag. Med undtagelse af nogle få personer, der er beskæftiget på fuld tid af hensyn til da’wah-arbejdet, arbejder alle bevægelsens medlemmer som ulønnede frivillige.

Imam Hasan al-Banna arbejdede i flere år som lærer, selv om han var en del af bevægelsen, indtil presset fra da’wah-arbejdet og bevægelsens udvikling tvang ham til at bruge al sin tid og alle sine kræfter på bevægelsens arbejde.

I flere lande var mange af bevægelsens medlemmer og ledere på et tidspunkt universitetsprofessorer, højtstående embedsmænd eller selvstændige erhvervsdrivende eller købmænd. Men den bedste indsats er den, hvor personen arbejder på fuld tid for bevægelsen og for at nå dens mål.

Ved ansættelsen af fuldtidsmedarbejdere skal man naturligvis sørge for, at specialister inden for de forskellige områder får ansvaret. De skal supplere hinanden. På denne måde skal specialisternes ekspertise udnyttes inden for alle arbejdsområder. Dermed undgår man kun at specialisere sig inden for nogle få områder og udelade andre. Som følge heraf vil der ikke blive afholdt udgifter andre steder end på de rette områder.

I dette tilfælde bør penge ikke være noget problem. For at bruge penge på dette område er en af de bedste måder at opnå Allahs velbehag på. De nødvendige midler kan indsamles fra zakat, sadaqa, waqf og lignende andre kilder.

Renter fra kapital, der står i lokale og udenlandske banker, kan også anvendes til dette formål. Vi bør ikke tøve med at anvende disse midler, fordi renterne er erhvervet gennem en haram-kilde. De er nemlig kun haram for den, der har deponeret kapitalen. Men det er halal at anvende dem til gavn for islam. Først og fremmest kan disse midler anvendes til de islamiske bevægelsers fuldtidsarbejdere.

De dedikerede medarbejdere bør ikke være tilbageholdende med at modtage en tilstrækkelig løn svarende til lønnen for arbejde på samme niveau andre steder, så de tilfredse kan fortsætte bevægelsens arbejde. Og de bør ikke være utilfredse på grund af en lav løn. En rimelig løn bør hverken være meget høj eller meget lav.

Det er imidlertid nødvendigt, uden nogen form for partiskhed, at vurdere de relevante kvalifikationer og placere den rette person på den rette plads. Kvalifikationer og ærlighed bør være de eneste kriterier for udvælgelsen af personer. I denne forbindelse står der i Koranen: Den, der er stærk og troværdig, er den bedste som din medarbejder (Sura al-Qasas: 26)।

Eksperternes kvalifikationer

Bestræbelserne på at uddanne kvalificerede eksperter inden for alle livets områder bør intensiveres. Vi lever nu i specialiseringens tidsalder, hvor eksperterne virkelig er eksperter. Vi lever ikke i den tidsalder, hvor lærde og talentfulde personer udtalte sig om alle grene af viden og videnskab. Intelligens alene er ikke tilstrækkelig, hverken intelligensens glans eller talent.

Der er behov for særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer, som kan følge med tiden, opfylde behovene og vidne om ekspertise i udførelsen af bestemte opgaver. Det er blevet berettet i en sahih-hadith: Sandelig, Allah Allah har lagt fuldkommenhed i alle ting. [An- Nawwas ibn Samans overlevering, der i– Muslim er berettet.।] Og Allah den Højeste glæder sig, når nogen blandt jer fuldfører en opgave på en fuldkommen måde. [ Via Hazrat Aisha , må Allah være tilfreds med hende,. er det i al- Bayhaqi berettet.।]

I vor tid er ekspertise kun mulig gennem specialisering. Det skridt, der tages for at fuldende en wājib, er også en wājib.

Tag for eksempel massekommunikation og den dertil knyttede mangfoldige specialisering. At udarbejde et manuskript er en videnskab, ligesom det at omarbejde det til et filmmanuskript er en videnskab, og det samme gælder instruktionen. På samme måde er skuespil og markedsføring også videnskaber. På denne måde er det muligt at opstille en lang liste over specialiseret viden, helt ned på det laveste niveau.

Programtilrettelæggelse til radio er én slags arbejde. Tilrettelæggelse af tv-programmer er en anden slags. Teaterinstruktion og filmregi er igen to helt forskellige ting. Massemediernes arbejde er i dag et område, hvor alle kunstarter mødes. Der findes mange institutter og colleges, hvor studerende uddanner sig på højere og postgraduate niveau for at lære disse fag på kompetent vis.

Islamiseringen af disse videnskabsgrene vil aldrig være mulig, hvis vi ikke gør brug af eksperters hjælp. Kun de kan udgøre islamiske alternativer på dette område.

Den islamiske bevægelse er rig på talent. Men dens talentfulde arbejdskraft placeres ikke på passende vis inden for de rette områder og på de rette positioner. Vi ser ofte en ophobning af eksperter inden for enkelte områder som medicin, farmakologi eller ingeniørvidenskab. Men antallet af eksperter inden for de sjældne videnskabsgrene, som er knyttet til den islamiske bevægelse, er meget lavt.

Denne situation gælder også inden for humaniora og samfundsvidenskaber som psykologi, sociologi, økonomi, statskundskab og massekommunikation. Unge vender sig som regel bort fra disse fag og søger mod de anvendte videnskaber. Alligevel er disse videnskaber endnu vigtigere for samfundet, og de påvirker samfundet. Det er derfor, at jøder i USA og andre lande har etableret et monopol på dette område og besat de fleste vigtige poster, så de kan styre disse områder efter deres eget ønske og i deres egen interesse.

Mange intelligente unge er både egnede til og interesserede i humaniora og litteratur, men tvinges på grund af socialt pres til at studere anvendte videnskaber. Hvis deres talent blev anvendt dér, hvor deres evner og interesser ligger, ville det imidlertid være muligt at opnå større resultater inden for de pågældende områder.

Trods humanioras betydning og alvorlige indflydelse er muslimernes mangel på dette område meget tydelig. Selv inden for litteraturen, det vil sige noveller, litteraturkritik og lignende, er manglen betydelig. Man kan næsten sige, at der ikke findes nogen lysende unge på dette område. Selv om nogle af dem beskæftiger sig med litteratur, får de ikke de nødvendige muligheder for promovering som andre, mens venstreorienterede og andre hjælper og støtter hinanden på dette område.

Information og forskning

I vor tid er et af den islamiske bevægelses meget presserende behov at oprette en databank eller et informations- og forskningscenter, der kan imødekomme kravene fra vor tids informationsrevolution. Egnede, uddannede specialister skal ansættes ved dette center. I denne forbindelse er Allah den Højestes vejledning: Ingen kan underrette dig som den Alvidende Allah (Sura Fâtir: 14). Samtidig skal centret udstyres med det mest moderne udstyr og personale i overensstemmelse med det enogtyvende århundredes behov.

Kilderne til og metoderne for informationsindsamling samt metoderne til informationslagring, -klassifikation og -genfinding er også blevet mangfoldige. Har vi taget nogen skridt til at anvende disse metoder og redskaber?

Selv hvis vi ser bort fra andre, uanset om de er fjender eller venner, har vi ikke engang kendskab til halvdelen af oplysningerne om os selv. Fjenderne har derimod fuldt kendskab til os.

Jeg tog til Istanbul sammen med nogle arabiske brødre, der arbejdede med islamisk bankvæsen. Vi mødte nogle brødre fra den turkmenske republik i det tidligere Sovjetunionen. De spurgte os: Hvor er jeres hjælp nu til jeres brødre i Turkmenistan og de andre republikker, som er fanget bag jerntæppet, og som er i stand til at arbejde frit? De har nu brug for al slags hjælp og specialiseret viden inden for religiøse, kulturelle, uddannelsesmæssige og økonomiske områder. Hvor er denne hjælp og disse specialister? Hvem vil hjælpe dem?

Så snart resultaterne af glasnost og perestrojka viste sig, blev de kristne religiøse myndigheder aktive. De havde alle oplysninger, data, statistikker og kort med markeringer klar. Derfor blev Bibelen og andre bøger straks uddelt, og missionærer blev sendt ud overalt. Siden da er omkring 2.000 kirker på kort tid blevet opført nye steder eller genopført, og kirker, der var ved at forfalde, er blevet istandsat på ny. Kirkerne og deres folk fortsætter stadig dette arbejde dér. Hvor er så det islamiske arbejde i de muslimske områder?

Jeg spurgte dem: Hvad ved I om vores brødre dér? Hvor mange er de, hvilke lande kommer de fra, hvad er deres historie, materielle og kulturelle baggrund, og hvilke behov har de? Jeg erfarede, at vi kun ved meget lidt om dem, og at vi ikke engang kender til en islamisk institution, der har tilstrækkelige og pålidelige oplysninger om dem, som kan anvendes.

Den islamiske bevægelse skal formes i en tidssvarende retning på regionalt og internationalt plan. Derfor må der gøres en omfattende indsats, og alle de muslimske kræfter omkring bevægelsen må samles for at nå målet. Med dette mål for øje, lad os bede denne bøn:

O Allah, gør vores dag i dag bedre end i går, og gør morgendagen bedre end i dag. Lad Din barmhjertighed regne over alle vores handlinger. Amin!

Appendiks: Ibn Taymiyyahs fatwa

1. uretfærdighed og uret samt de ondes bekæmpelse ved at indtage et offentligt embede

Shaykh al-Islam Ibn Taymiyya, må Allah være tilfreds med ham, blev spurgt om en mand, der havde påtaget sig et offentligt embede og fået ansvaret for flere jagirer, hvis undersåtter var forpligtet til at betale de skatter, som regeringen havde pålagt i henhold til sine regler. Denne mand gjorde alle sine bestræbelser for at løfte hele byrden af uret og undertrykkelse fra folkets skuldre, idet han tog i betragtning, at uretten ville bestå, selv hvis han trådte tilbage, om den ikke ligefrem ville blive værre. Hvis manden kunne fritage undersåtterne for halvdelen af skatten og opkræve den anden halvdel for derefter at anvende den til folkets bedste, burde han da blive i sit offentlige embede med den hensigt at mindske uretten så meget som muligt, eller burde han træde tilbage og overlade jagirerne til en anden, vel vidende at uretten ikke ville blive fjernet, men snarere kunne tiltage på grund af hans fratræden? Ville han synde, hvis han holdt fast i sit offentlige embede? Hvis ikke, ville det da være rigtigt at bede ham blive i sit embede? Hvad ville være bedst for ham: at blive i embedet i forsøget på at fjerne uretten eller at træde tilbage og lade uretten fortsætte og tiltage? Hvis undersåtterne ønskede, at denne mand blev ved magten, fordi de havde gavn af, at undertrykkelsen mod dem blev bragt til ophør, burde han da blive?

Imam Ibn Taymiyya svarede: Al lovprisning tilkommer Allah. Ja, han bør blive ved magten, hvis han er et retfærdigt menneske og fortsætter med at forsøge at fjerne urettens byrde så meget som muligt, hvis det er bedre, at han bliver, end at en anden overtager, og hvis det vurderes at være til større gavn, at jagirerne forbliver under hans kontrol, end at de overlades til en anden. Han må forblive i det offentlige embede, og han synder ikke ved at gøre det. Hvis han ikke har nogen bedre pligt end denne, er det bedre at blive end at forlade embedet.

Hvis der ikke findes nogen anden, er det en pligt for en sådan person at blive i embedet. Etableringen af retfærdighed ad alle mulige veje og udryddelsen af denne uret er nemlig en kollektiv pligt. Enhver, der anser sig selv for i stand til det, bør opfylde denne pligt, hvis der ikke findes nogen anden. Men den, der påtager sig ansvaret, bør ikke presses til at fjerne en uret, som ligger uden for hans kontrol.

Man bør ikke kræve af denne person, at han ophæver de skatter, som herskerne har pålagt jagirernes undersåtter, hvis det ligger uden for hans magt. Desuden kan de midler, som herskerne og deres repræsentanter kræver, ikke betales, hvis skatterne ikke bliver opkrævet. Hvis denne person ikke imødekommer deres krav, vil de give ansvaret for jagirerne til en anden. Denne vil så fortsætte med undertrykkelsen og uretten eller øge dens omfang. Derfor er det langt bedre at betale herskerne nogle af skatterne end at give dem mulighed for at opkræve dem alle. Hvis denne person forsøger at være så retfærdig som muligt, er han bedre end andre, selv hvis han må imødekomme nogle af de ondes krav for at beskytte folk mod deres uret. Hvis han opkræver skatter fra muslimerne uden selv at begå undertrykkelse, vil han blive belønnet, og selv hvis han under de ovennævnte omstændigheder opkræver skatterne, vil han ikke blive straffet. Hvis han gør alt, hvad han kan, for at sikre retfærdighed, vil han ikke blive straffet hverken i denne verden eller i det hinsidige.

Denne person er som værge for forældreløse, administrator af en waqf, handelspartner eller en, der handler på andres vegne eller træder i andres sted. Han er som den person, der på kundernes vegne giver en del af deres kapital til en uretfærdig hersker, hvis dette er den eneste måde at varetage kundernes interesser på. I så fald gør han det rigtige, ikke det forkerte. Det, han giver til herskerne, er som ejendoms- og omsætningsskatter, der skal betales til skatteopkræverne. Enhver, der i disse lande gennemfører sådanne transaktioner for sig selv eller på andres vegne, må nemlig opkræve disse skatter og betale dem til myndighederne. Hvis han ikke opkræver skatterne, vil han ikke kunne varetage sine underordnedes interesser uden disse skatter. Som følge heraf vil både hans underordnedes og endog hans egne interesser lide skade.

Mange mener, at man ikke bør lade sådanne situationer opstå blot for at undgå, at undersåtterne udsættes for selv en lille smule uret. Hvis folk følger denne opfattelse, vil uret og korruptionen med sikkerhed vokse. Deres situation vil nemlig blive som de rejsendes, der bliver overfaldet af røvere. Hvis de rejsende ikke beroliger røverne ved at give dem nogle penge, vil røverne dræbe dem og plyndre dem for alle deres ejendele. Hvis nogen siger til de rejsende, at det er forkert at give røverne deres penge, betyder det, at han råder dem til ikke at give dette lille beløb i røvernes hænder. Men hvis de følger dette råd, vil de miste ikke blot dette lille beløb, men alle deres penge og ejendele. Intet menneske med samvittighed kan give et sådant råd, for slet ikke at tale om religionen. Den Almægtige Allah sendte Sin Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, for så vidt muligt at fremme menneskers velbefindende, undertrykke de onde og udrydde ondskaben.

Hvis en retskaffen person, der påtager sig et offentligt embede under en uretfærdig hersker, kan beskytte folk mod stor skade ved at opkræve så lidt skat som muligt, og hvis han ved at forlade det offentlige embede ikke vil kunne gøre noget andet, men en anden i stedet vil komme og opkræve alle skatterne fra folket uden at kunne beskytte dem mod nogen skade, vil den person, der påtager sig det offentlige embede med en god hensigt, blive belønnet for sit arbejde og ikke blive straffet for det hverken i denne verden eller i det hinsidige.

Sådanne mennesker er som værger for forældreløse og administratorer af waqf, der opfylder deres pligt, selv om de betaler de skatter, regeringen uretmæssigt har pålagt. Hvis de ikke gjorde det, men opgav deres ansvar, og en person, der ville øge urettens omfang, kom på deres plads, ville resultatet blive værre. Derfor er det tilladeligt for retskafne mennesker at blive i offentlige embeder, og de synder ikke ved at betale sådanne skatter til den uretfærdige hersker. Tværtimod er det en pligt for dem at blive i deres embeder.

Dette princip gælder også for den soldat, der er udnævnt til at opkræve skatter i en jagir. Selv om han opkræver mindre skat fra folket, afleverer han ikke det hele til staten. For det er blevet pålagt ham at købe våben, heste og andre fornødenheder for disse penge. En veludrustet soldat får også en god mulighed for at tjene muslimerne i krig. Hvis nogen siger til ham, at han ikke har ret til at opkræve skatter, og at han bør opgive denne jagir, siger han det af uvidenhed om religionen. For hvis han opgiver sin jagir, kan en person, der øger undertrykkelsen og ikke gør noget for muslimernes velfærd, træde i hans sted. Selv en tyrkers tilstedeværelse er bedre end arabiske soldaters. For de er bedre end andre soldater. De er interesserede i retfærdighed over for folket og bestræber sig på så vidt muligt at afskaffe uretfærdighed og overgreb. Denne soldat er til gavn for muslimerne. Derfor kan det være mindre nyttigt og mere uretfærdigt at overlade jagiren til en anden i hans sted.

Enhver sådan retfærdig embedsmand eller ansat, der arbejder for offentlighedens vel, vil blive belønnet for sine gode handlinger og vil ikke blive straffet for ikke at kunne udføre noget godt, der ligger uden for vedkommendes magt. Derfor vil de ikke blive afkrævet en redegørelse for det, de opkræver og bruger, hvis de ikke har mulighed for at gøre andet. For hvis de hverken opkræver skatter eller bruger dem til offentlighedens vel, kan det føre til større skade. [Shaykh al-Islam Ibn Taymiyyas ‘fatwa’, 3. bind, side 356–360।]

2. I den samme situation: konflikten mellem det gode og det onde

I et kapitel om konflikten mellem det gode og det onde siger shaykh al-Islam Ibn Taymiyya: Eftersom det er bevist, at det gode bringer gavn, betragtes det som forkert ikke at udføre den gode handling, mens det forkerte er skadeligt. Selv i en uønsket sag kan der være noget godt. Hvis to gode handlinger ikke kan udføres samtidigt, bør den, der er bedst, udføres først. Hvis det ikke er muligt at undgå to onde forhold, kan man vælge det mindst onde. Hvis man befinder sig i en situation, hvor et gode og et onde enten må accepteres sammen eller forkastes sammen, må man acceptere eller forkaste dem under hensyntagen til den større gavn. Det vil sige, at man må vælge det gode, hvis det medfører større gavn, eller vælge det onde, hvis man derved kan undgå en større skade.

Den første type konflikt er som konflikten mellem en obligatorisk (wajib) og en anbefalet (mustahabb) handling. For eksempel at prioritere tilbagebetaling af gæld frem for sadaqa. Eller spørgsmålet om, hvilken der bør prioriteres: den fard-handling, der er obligatorisk for alle muslimer, eller den fard-handling og det fard-ansvar, som enhver muslim skal varetage på alle muslimers vegne.

Den anden type konflikt er en situation, hvor man prioriterer at bruge penge på en persons hustru og familie frem for at bruge dem på jihad. Her er jihad ikke en individuel forpligtelse. På samme måde bør økonomisk støtte til forældrene prioriteres frem for jihad. I en sahih-hadith siges det i denne forbindelse, at Allahs Sendebud, fred være med ham, blev spurgt, hvilken handling der er bedst. Han svarede: at bede til tiden, derefter at behandle sine forældre godt, og så jihad på Allahs vej.

Jihad vil derimod blive prioriteret over hajj, når det udgør en individuel forpligtelse, selv om hajj er en fard-handling. På samme måde må man også afgøre prioriteringen mellem to tilladte handlinger på grundlag af Koranen og Sunna.

Koranrecitation bør prioriteres frem for dhikr, hvis hjertet og tungen anvendes lige meget i begge dele. Bønnen bør igen prioriteres frem for disse to, hvis hjertet er engageret i bønnen. Ellers bør dhikr prioriteres frem for Koranrecitation, hvis sindet ikke er nærværende under recitationen. Dette er naturligvis et spørgsmål, der kræver en udførlig fiqh-mæssig drøftelse.

Den tredje type konflikt består i en modstridende situation som en kvindes rejse uden en mahram og ophold i Dar al-Harb. For eksempel opholdt Hazrat Umm Kulthum sig i Dar al-Harb. I denne forbindelse blev følgende åbenbaret: »O I, der tror! Når muslimske kvinder udvandrer til jer, så prøv dem (Sura al-Mumtahanah: 10)।

Selv om det ifølge jihadens fiqh er haram at dræbe civile kvinder og børn, kan de om nødvendigt dræbes, hvis de er involveret i en eller anden form for krig. Det kan for eksempel ske ved brug af projektilvåben eller under natlige angreb. I sunnah omtales i denne forbindelse angreb under belejringen af Ta’if samt stenkast med projektilvåben. Desuden er natlige angreb mod ikke-troende, der bor i muslimske lande, blevet omtalt. Formålet med denne afgørelse er at dræbe dem, der er involveret, for at undgå fitna; ellers er det personer, som ikke må dræbes.

Det tatarus, som de retslærde har beskrevet, [tatarus er den situation hvor fjenderne bruger deres egne kvinder og børn eller muslimske krigsfanger menneskelige skjolde som de anvender.। Formålet med dette er at tvinge de muslimske styrker til at afstå fra at angribe dem .।] Denne problemstilling er ligeledes af samme karakter. Jihad er kampen mod det oprørsfrø, som de vantro sår. Denne krig må føres, selv om man accepterer det mindre onde. Derfor er de retslærde enige om, at de personer, der anvendes som skjolde, kan dræbes, hvis man derved kan undgå skade på muslimerne. Der er dog også uenighed om dette spørgsmål.

En anden form for konflikt opstår, når en muslim i en tilstand af ekstrem sult er nødt til at spise kød fra et dødt dyr. I dette tilfælde kan en god handling som at redde livet kun opnås gennem denne dårlige handling. Et tilsvarende spørgsmål er, om man må tage en skadelig medicin, når dens skade er større end dens helbredende virkning, og når helbredelse med en anden tilgængelig medicin er usikker. Det samme gælder at drikke alkohol som medicin.

En skade kan i to tilfælde tolereres, hvis det derved er muligt at undgå en alvorligere skade, som ikke kan undgås på anden måde, og hvis det derved opnås et gode, som ikke kan undværes eller opnås på anden måde. En interesse eller et gode kan i to tilfælde opgives, hvis det kan føre til skade på en større interesse, eller hvis der derved er fare for en mere omfattende skade. Dette hænger sammen med religiøs balance.

At blive fritaget for en pligt på grund af en skade i det jordiske liv eller at acceptere noget utilstedeligt i håb om et gode i det jordiske liv – såsom fritagelse for fasten på grund af en rejse, tilladelse til visse forbudte handlinger under hajj på grund af sygdom og fritagelse på grund af sygdom for at opfylde nogle af bønnens grundlæggende betingelser – hører under religiøs lempelse og mindskelse af strenghed. Der kan være uenighed om dette blandt de forskellige madhhaber. Men i det førnævnte tilfælde kan der ikke være grund til uenighed, i det mindste ikke hvad angår enkelthederne efter en almindelig vurdering. Også dette må afgøres i lyset af fornuften. I denne forbindelse kan man nævne et ordsprog: Den vise er ikke den, der kan sige, hvad der er godt og hvad der er skadeligt, men den vise er den, der kan sige, hvilken af to gode ting der er bedst, og hvilken af to onder der er mindst ondt.

For eksempel er det for folket en sikker sandhed, at regn under tørke er en nåde, selv om det er den tyranniske hersker, der får mest udbytte af høsten. Men hvis der ikke kommer regn, lider alle mennesker skade. Folket foretrækker at have en tyrannisk hersker frem for slet ikke at have nogen hersker. En vis mand har sagt: Det er bedre at leve tres år under en tyrannisk hersker end at være uden styre i én nat.

Desuden kan en hersker holdes ansvarlig for den undertrykkelse og uretfærdighed, han har begået, og for de rettigheder, han har berøvet mennesker. Men hvis en hersker eller embedsmand ikke er i stand til at udføre sine pligter, samtidig med at han holder sig fra alle ulovlige handlinger og forsøger at afholde sig fra at gøre noget forkert, mens andre gør disse ting med vilje, bør han tildeles et offentligt embede. For hvis embedet omfatter en pligt, der skal udføres, såsom jihad mod fjenden, fordelingen af fay (ejendom erhvervet uden krig), håndhævelsen af hudud (dødsstraffe) og sikringen af sikkerhed, må embedet besættes. Ellers vil det blive givet til en, der ikke er egnet til det, og denne embedsmand vil ikke kunne forhindre det. I så fald må hans handlinger for at udføre pligten anses for nødvendige. Den skade, der derved opstår, kan derfor accepteres, hvis den er mindre end nytten ved at udføre pligten. Hvis et offentligt embede desuden er blevet overtaget af en umoralsk person, og en anden overtager embedet for at mindske uretfærdighed og undertrykkelse og påtager sig en lille byrde for at lette den større byrde, vil denne persons handling på grund af hans hensigt blive anset for god. Selv hvis han under udførelsen af sin opgave kommer til at gøre noget dårligt for at undgå en større skade, vil det blive betragtet som en god handling.

Dette er et område, hvor hensigten er den afgørende faktor. Hvis en tyrannisk hersker kræver, at en person indbetaler et bestemt beløb, og en mellemmand for at beskytte personen mod uretfærdighed opkræver en del af beløbet hos ham og giver det til den brutale hersker for at redde personen fra hans vrede, har mellemmanden gjort en god handling. Men hvis han gør noget for at støtte tyrannen, begår han en dårlig handling.

Men i de fleste tilfælde viser der sig at være en fejl i forholdet mellem hensigt og handling. Hvis en handling udføres med forsæt til at begå en uretfærdighed, eller hvis en pligt opgives, må det antages, at hensigten er forkert.

Desuden kan der, selv om et offentligt embede er tilladeligt, ønskværdigt eller nødvendigt, være andre hensyn, som for den person, der udnævnes til embedet, er endnu mere nødvendige eller ønskværdige. Det betyder, at han undertiden af nødvendighed og undertiden efter eget valg må give den bedre af to gode ting forrang.

Dette hører under denne klassifikation: sagen om, at Hazrat Yusuf (fred være med ham) bad Egyptens konge om at få ansvaret for landets kornlagre. Kongen og hans folk var imidlertid vantro. Det er berettet i Koranen: »Og sandelig, Yusuf kom tidligere til jer med klare tegn, men I var bestandigt i tvivl om det, han bragte til jer (Sura al- Mu’min: 34)«. Om Hazrat Yusufs rolle under hans fængsling berettes der i Koranen: »O I to medfanger! Er mange og forskellige guder bedre eller Allah, den Ene, den Almægtige? I tilbeder kun nogle uvirkelige navne i stedet for Allah, navne, som I og jeres fædre har fastlagt (Sura Yusuf: 39–-40)।

Eftersom de var vantro, fandtes der en bestemt fremgangsmåde og tradition for at opkræve deres penge og bruge dem på hoffet, hæren og undersåtterne. Denne fremgangsmåde og tradition stemte på ingen måde overens med profeternes og sendebudenes regler og retfærdighed. Derfor kunne Yusuf (a.s.) ikke gøre alt det, han ønskede, i overensstemmelse med Allahs lov. Men det, han kunne gøre, var at etablere retfærdighed og amal salih samt gennem sin magt opnå goder for de troende i sin familie, noget han ikke kunne have gjort på nogen anden måde. Alt dette falder ind under Allah den Almægtiges udsagn: Adlyd derfor Allah og frygt Ham så meget, som I formår(Sura at-Taghabun: 16)।

Hvis to pligter indtræffer samtidig, men kun én kan udføres, og man må vælge den vigtigste, ophører den anden med at være en pligt. Den person, der opgiver denne opgave og udfører den vigtigere, kan ikke kaldes forsømmelig i opfyldelsen af sit ansvar.

På samme måde må man, hvis to forbudte handlinger kommer på tale, udføre den mindre forbudte handling for at undgå den mere alvorlige forbudte handling. I så fald regnes denne handling i virkeligheden ikke længere for forbudt.

Hvis handlingen imidlertid ikke udføres i nogen af de to tilfælde, vil det i det første tilfælde blive regnet som forsømmelse af en pligt, og i det andet tilfælde vil det blive betragtet som udførelsen af en forbudt handling. I denne forbindelse siges det, at der findes en undskyldning for at undlade en pligt, mens den onde handling udføres i en større gavnlig sags interesse eller af nødvendighed eller for at undgå en anden alvorligere skade.

Området for interessekonflikter er meget omfattende, især dér hvor eksempler fra sunnaens og kalifatets tid er sjældne. Derfor kommer de konfliktfyldte spørgsmål til at fremstå mere betydningsfulde. Jo sjældnere de traditionelle eksempler er, desto mere omfattende bliver konflikterne og desto mere giver de anledning til uenighed blandt ummaen. Når det gode og det onde bliver viklet ind i et dilemma, opstår der en sådan uklarhed, at nogle mennesker vælger noget yderst ondt, fordi de anser det for godt. Andre anser én ting for skadelig og vælger en anden, som der ikke er håb om vil føre til den ønskede gavn. Der findes naturligvis også mange mennesker, som tænker grundigt over begge dele.

En kyndig person bør overveje disse forhold med omhu. Som jeg allerede har sagt, må han måske udvise fleksibilitet i afgørelsen af visse spørgsmål i stedet for fast at tillade eller forbyde noget. Det kan for eksempel være nødvendigt for ham at beordre en handling, der indebærer risiko for alvorlig skade, men han må ikke beordre denne handling med det formål at undgå en mindre skade. En person kan eksempelvis ikke overgive en skyldig person til en tyran, som straffer ham hårdere end hans forbrydelse berettiger til, eller forbyde en ond handling, som også rummer noget godt, når det gode opvejer det onde. I en sådan situation bør ingen udstede et forbud, som medfører, at man må forkaste det, Allah og Hans Sendebud, fred og velsignelser være med ham, har påbudt. Det, som Allah og Hans Sendebud har påbudt, er mere gavnligt end at afværge disse onder. [Shaykh al-Islam Ibn Taymiyyas ‘Fatwa’, 20. bind side, s. 48––61।]

Terminologi

Ahl al-dhimma: Betyder bogstaveligt en befolkningsgruppe under en sikkerhedsaftale. Ikke-muslimske borgere, såsom jøder, kristne og sabeere, under en muslimsk regering, som nyder sikkerhed for liv og ejendom i et muslimsk land mod betaling af jizya-skatten.

Ahl al-Kitab: Betyder bogstaveligt en befolkningsgruppe, der følger en åbenbaret bog – jøder og kristne.

Awqaf:Religiøs trust eller offentlig serviceinstitution.

Dar al-Harb: Et territorium, der er involveret i krig. Et land, hvor der ikke er etableret fred mellem muslimer og vantro.

Dar al-Islam: En islamisk stat. Et territorium, hvor islam og islamisk lov er etableret.

Fard: En obligatorisk pligt. Obligatoriske handlinger af tilbedelse og hengivenhed.

Fatwa:En juridisk islamisk udtalelse.

Fiqh: Bogstaveligt betydningens omrids. I terminologisk betydning den islamiske lovs bestemmelser.

Halal og haram: henholdsvis de ting, der er tilladte og forbudte i islam.

Hijra: muslimernes udvandring til Medina.

Jahiliyyah: den førislamiske periode og periodens afguderiske skikke.

Janaba: urenhed, som gør rituel helkropsafvaskning obligatorisk.

Jihad: kamp på Allahs vej.

Masale Mursala: offentlighedens interesse.

Nafila: nafl, valgfri gudsdyrkelse.

Ribāṭ: at beskytte muslimer mod de vantro.

Sadaqa: almisser ud over zakat.

Tahlil: at fremsige trosbekendelsen »lā ilāha illā Allāh«, det vil sige: Der findes ingen guddom undtagen Allah.

Takbir: at fremsige »Allāhu akbar«, det vil sige: Allah er den største.

Takfir: at erklære nogen for kafir.

Tasbih: at fremsige »subhān Allāh«, det vil sige: Allah, som al herlighed tilkommer.

Usul al- fiqh: retsvidenskabens principper.

………. Slut ……….