[Denne brochure er hovedsagelig en tale af Maulana Maududi. Den 21. april 1945 afholdt Jamaat-e-Islami i Britisk Indien en konference i Dar al-Islam i Pathan Court i Østpunjab, og Maulana holdt denne tale ved konferencens afsluttende møde.]

I ved, at det endelige og ultimative mål for vores islamiske bevægelse er en grundlæggende ændring af lederskabet. Det mål, vi ønsker at nå i denne verden, er at udrydde de fordærvede, Allah-oprørske og syndige menneskers lederskab, myndighed og dominans på alle områder af menneskelivet og i stedet etablere et retfærdigt lederskab. Vi tror, at det at stræbe, arbejde og kæmpe for dette formål er det eneste middel til at opnå Allahs tilfredshed både i denne verden og i det hinsidige.

Men ingen blandt nutidens muslimer eller ikke-muslimer er fuldt ud bevidst om eller informeret om betydningen af det, vi har fastlagt som vores endelige mål. Muslimerne betragter det blot som et politisk mål. De er knap nok i stand til at forstå, hvor stor betydning det har i islams religion. Ikke-muslimerne er delvist drevet af misundelse og for en stor del af uvidenhed, og de er fuldstændig uvidende om menneskesamfundets grundlæggende problem. Den grundlæggende årsag til alle menneskesamfundets sorger, lidelser, farer og ulykker i denne verden er, at fordærvede, Allah-oprørske, syndige og uærlige mennesker leder menneskene. Menneskehedens velfærd afhænger helt og holdent af, at ledelsen og myndigheden over verdens vigtigste anliggender alene overlades til retskafne mennesker, der adlyder Allah. Men i dag er menneskene slet ikke i stand til at forstå dette. Der kan ikke være nogen tvivl om, at det er menneskesamfundets nuværende lederskab, der alene er ansvarligt for den enorme katastrofe, som i dag har ramt verdens menneskesamfund, for den oversvømmende flodbølge af undertrykkelse, tyranni og forfølgelse, for det totale sammenbrud og den ødelæggelse, der er kommet til syne i menneskets karakter, for den gift, der er trængt ind i enhver sprække af menneskelig kultur, økonomi og politik, og for den måde, hvorpå alle jordens midler og ressourcer samt al den kraft og alle de maskiner, som menneskets forstand har opfundet, anvendes til ødelæggelse i stedet for til menneskets velfærd og fremgang. Det er rigtigt, at der ikke er mangel på retskafne og sandhedselskende mennesker i verden, men det er en selvindlysende kendsgerning, at de ikke har myndighed over verdens forskellige anliggender eller nøglen til samfundsmaskineriet i deres hænder. Tværtimod ligger myndigheden overalt i den nuværende verden i hænderne på Allah-oprørske, Allah-fjerne, materialistiske og moralsk karakterløse mennesker. Under sådanne omstændigheder er det ikke tilstrækkeligt til at nå målet, hvis nogen beslutter sig fast for at reformere og forbedre verden og bestræber sig på at forandre kaos, uorden, uro, umoral og uretfærdighed til fred, orden, sammenhæng og god moral, blot at holde taler om belønning og fortjeneste, give gode råd om at tjene Allah eller mundtligt opmuntre til god karakter og ren moral. Tværtimod bliver det en ufravigelig pligt for ethvert menneske, der ønsker reform, at samle og organisere alle de sandhedselskende og retfærdighedssøgende mennesker, der findes blandt menneskeheden, for at opnå kollektiv styrke, og at anvende effektive metoder til at rive myndigheden og lederskabet over samfund og stat ud af hænderne på de fordærvede og Allah-oprørske mennesker og etablere et sandhedsorienteret og idealistisk lederskab.

Lederskabets betydning

Enhver, der blot har en smule viden om menneskelivets komplekse problemer, vil være fuldt ud klar over denne dybe sandhed: Menneskelivets fred, velbefindende og sikkerhed såvel som dets sammenbrud, katastrofer og forfald afhænger helt og holdent af spørgsmålet om, hvem der har myndigheden og nøglen til alle menneskesamfundets anliggender. En bil kører altid i den retning, som dens fører styrer den i, og dens passagerer er, frivilligt eller ufrivilligt, tvunget til at rejse i samme retning; på samme måde bevæger menneskesamfundets bil sig præcis i den retning, som dets ledere og de myndighedsbesiddende mennesker fører den i. De mennesker, som har alle jordens midler og ressourcer under deres kontrol, i hvis hænder alle nøglerne til styrke, magt og myndighed ligger, i hvis hænder almindelige menneskers liv er lagt, som har erhvervet de nødvendige midler til at virkeliggøre tanker, ideologier og idealer, og som har magten til at omforme den individuelle natur og karakter, gennemføre det kollektive regelsystem og fastsætte moralske værdier, kan de mennesker, der lever under deres myndighed, som kollektiv ikke på nogen måde bevæge sig i den modsatte retning. Hvis disse ledere og myndighedsbesiddende mennesker følger Allah, er retskafne og holder fast ved sandheden, vil hele livets sammenhæng og system i dette samfund blive opbygget på gudsfrygt, omfattende velfærd og universel sandhed. Selv uærlige og syndige mennesker vil dér blive tvunget til at blive retskafne og dydige. Velfærd, en retfærdig orden og gavnlige skikke og ceremonier vil blomstre og udvikle sig. Selv hvis uretfærdighed og synd ikke helt forsvinder, vil de i det mindste ikke kunne vokse eller udvikle sig. Men hvis lederskabet, myndigheden og den sociale og statslige magt kommer under Allah-oprørske, fordærvede, syndige og syndigt begærlige menneskers kontrol, vil hele livsordenen spontant begynde at følge Allah-oprørskhedens, tyranniets, uretfærdighedens, overgrebenes og umoralens vej. Tanker, idealer og ideologier, videnskab og lærdom, litteratur og kunst, politik, økonomi, civilisation og kultur, sociale skikke og ceremonier, moralsk karakter, indbyrdes handlinger, domstole og lov — alt dette vil samlet blive ødelagt. Uretfærdighed og synd vil blomstre og blive smukt udsmykket. Ingen steder på jorden vil man kunne finde så meget som en dråbe velfærd, retfærdighed eller sandhed. Jorden vil nægte at give retfærdighed og sandhed plads, og luft og vand vil nægte at nære dem. Allahs jord vil blive fyldt til randen af oversvømmende strømme af tyranni, undertrykkelse, udbytning og forfølgelse. I sådanne omgivelser vil det være let for alle at følge uretfærdighedens vej, mens det ikke blot vil være yderst vanskeligt at følge retfærdighedens og sandhedens vej, men selv at blive stående på den. Når alle mennesker i et tætpakket optog bevæger sig i én retning, behøver et enkelt menneske i optoget ikke at bruge nogen særlig kraft for at gå samme vej; presset fra mængden får det til automatisk at bevæge sig fremad. Men for at gå i den modsatte retning bliver det vanskeligt selv med stor kraftanstrengelse at bevæge sig blot ét skridt frem. Selv hvis det i en sådan situation bevæger sig en smule i den modsatte retning, vil det under mængdens stærke og uimodståelige pres blive tvunget ti skridt tilbage — det er en selvindlysende og almindeligt kendt sandhed. Når det kollektive menneskelivs strøm under ledelse af umoralske og syndige mennesker begynder at bevæge sig ad vantroens og fordærvelsens vej, bliver det, ligesom i det ovenstående eksempel, meget let for enkeltpersoner at følge uretfærdighedens vej — så let, at de ikke behøver bruge nogen egen kraft på at gå i den retning. Men hvis de ønsker at bevæge sig i den stik modsatte retning, vil deres kollektive liv, selv om de anvender hele deres krops og sinds kraft og formår at stå fast på retfærdighedens vej, under det menneskelige fællesskabs uundgåelige pres blive tvunget til at følge syndens og uretfærdighedens vej.

Det, jeg siger her, er ikke nogen videnskabelig teori, hvis sandhed nødvendigvis må bevises gennem argumentation og diskussion. De faktiske begivenheders forløb har gjort den til en ubestridelig sandhed. Ingen person med skarpt blik kan undlade at erkende dens sandhed. Enhver læser af denne bog kan efterprøve sandheden i det, jeg har sagt. I løbet af det seneste århundrede er holdningerne, tankerne, synspunkterne, smagen og karakteren, tænkemåden og perspektiverne hos befolkningen i dette land blevet grundlæggende forandret, og standarderne for civilisation og karakter samt målestokkene for værdi og betydning er blevet ændret. Intet af det, vi har, kunne forblive uforandret. Denne enorme forandring fandt sted i vores land lige for øjnene af os. Har I nogensinde tænkt over, hvad den grundlæggende årsag til dette kunne være? Jeg kan med fasthed sige, at der kun er én årsag, og hvor meget I end tænker over det, vil heller ikke I kunne finde nogen anden årsag. Årsagen er ganske enkelt, at de mennesker, i hvis hænder landets fulde myndighed og lederskab var samlet, og som havde magten og retten til at lede samfundet og styre landet, formede hele landets moralske karakter, sindelag, psykologi, handlinger, indbyrdes omgang og udveksling samt samfundets institutioner og ordninger fuldstændigt efter deres egne ønsker og deres egen smag. Tænk også grundigt over, hvor stor succes de kræfter havde, som rejste sig for at modsætte sig denne forandring, og hvor meget nederlaget hyldede dem. Er det ikke sandt, at de ledere, der førte an i den første fase af modstanden mod forandringen, til sidst så deres egne børn og efterkommere blive ført bort som stråstykker i forandringens malstrøm? Har alle de foranderlige skikke, ceremonier og fremgangsmåder fra den ydre verden ikke oversvømmet deres hjem? Kan nogen benægte, at der i dag i talrige ansete religiøse lederes slægter fødes mennesker, som nærer stærk tvivl om Allahs eksistens og om nødvendigheden af og muligheden for åbenbaring og profetskab? Kan det efter dette store sammenbrud i nationens liv og efter disse konkrete iagttagelser og erfaringer stadig benægtes, at lederskabets problem blandt menneskelivets utallige problemer er det mest komplekse og vigtigste? Sandheden er, at denne sags enorme betydning ikke kun er blevet tydelig i nutiden; det er en evig sandhed og et spørgsmål af vedvarende betydning.

الناس على دين ملوكهم»Folket følger sine lederes forbillede« er et meget gammelt udsagn. I hadith-litteraturen gøres nationernes lærde, videnskabsmænd, uddannede mennesker og ledere ansvarlige for nationernes fremgang og tilbagegang samt deres opbygning og sammenbrud. For ansvaret for samfundets ledelse, myndighed og vejledning har altid været lagt på dem.

Etableringen af et retfærdigt lederskab er dīn Islams hovedmål

Hvor overordentlig vigtigt det er i dīn Islām at etablere et retfærdigt og idealistisk lederskab, kan man meget let forstå ud fra den ovenstående analyse. Den første befaling i den dīn Islām, som Allah har åbenbaret, er, at alle mennesker på jorden skal leve som ene og ubetingede tjenere for Allah, og at ingen andre end Allahs tjenerskab må lægge slaveriets lænker om deres hals. Samtidig er et andet krav, at Allahs lov skal antages som den eneste lov for menneskelivet. Det tredje krav er, at al uro og ødelæggelse skal fjernes fra jorden, og at syndens og uretfærdighedens rødder skal rykkes op. For dette er den eneste årsag til, at Allahs forbandelse rammer verden.

Derfor må dette fjernes, og i stedet må et system baseret på retfærdighed, sandhed, velfærd og gavn etableres og udvikles, for det er dette, Allah den Ophøjede værdsætter og elsker. Men alle kan forstå, at det ovenfor nævnte mål aldrig kan nås, så længe nøglen til menneskehedens ledelse og myndighed samt til alle samfundsmæssige aktiviteter er knuget i de vantro og vildledte lederes hænder, og så længe tilhængerne af Islams eneste sande system forbliver underlagt dem, optaget af at nyde de muligheder og fordele, de får tildelt, mens de sidder i et hjørne af hjemmet og hengiver sig til Allahs »dhikr«. Dette mål kræver i sig selv en grundlæggende forandring af lederskabet og pålægger klart alle retfærdige, retskafne og Allahs velbehag søgende mennesker at forene sig, opnå samlet styrke og med fuld kraft etablere Islams eneste sande ordning, som Allah har åbenbaret. For at etablere denne sande ordning må alle nøgler til lederskabets embeder og myndighed lægges i hænderne på de mest troende, retskafne og idealistiske mennesker i samfundet. Uden at gennemføre en sådan statsomvæltning kan dīn Islams hovedmål og krav aldrig blive fuldendt. Derfor er etableringen af et retfærdigt lederskab blevet fastlagt som hovedformålet med den ordning, Allah har åbenbaret, for at gennemføre dīn Islams sande ordning. Efter at have glemt denne enorme pligt kan der ikke være nogen handling, hvorigennem man blot i mindste grad kan opnå Allahs velbehag. Det er i sandhed bemærkelsesværdigt, hvorfor Koranen lægger så stor vægt på at slutte sig sammen i en jamāʿat og på at høre og adlyde lederens befalinger. Desuden er en person, der frivilligt udtræder af jamāʿat i strid med Koranens forskrift, værdig til at blive dræbt; selv hvis han tror på tawḥīds trosbekendelse og overholder bøn og faste, kan han på ingen måde undslippe denne straf. Hvad er årsagen til dette? Er den grundlæggende og eneste årsag ikke, at der er givet en sådan befaling, fordi etableringen og opretholdelsen af et retfærdigt lederskab og et fuldstændigt livssystem baseret på sandheden er dīn Islams endelige mål? For at nå dette mål er det absolut nødvendigt at opnå kollektiv og organiseret styrke. Derfor er den forbrydelse, som begås af enhver, der knuser eller svækker den samlede styrke og den sociale orden, så stor og så alvorlig, at den på ingen måde kan sones med tusind bekendelser af tawḥīd eller tusind bønner og faster.

Det er desuden særligt værd at bemærke, hvorfor der i Islam lægges så stor vægt på jihād. Hvorfor kalder Den Ædle Koran den, der afholder sig fra jihād, for en »munāfiq«? Det skyldes, at jihād blot er en anden betegnelse for at etablere Islams sande ordning, og i Koranen er jihād blevet erklæret for den endelige målestok, hvormed muslimens tro prøves. Med andre ord kan en troende ifølge Koranens forskrifter aldrig være tilfreds med, at en ugyldig og vantro styreordning har forrang. Og det er på ingen måde muligt for ham at undlade at stræbe og kæmpe for at etablere dīn Islams sande og ideelle livsordning eller at undlade at ofre liv og ejendom. Hvis nogen i dette arbejde viser tilbageholdenhed eller tøven, kommer hans tro derfor i tvivl. Som følge heraf kan selv tusind andre »belønningsværdige« handlinger ikke bringe ham nogen gavn.

Dette er ikke stedet til at fremlægge en detaljeret forklaring af dette emne, og der er heller ikke anledning til det her; men ud fra alt det, jeg har sagt ovenfor, kan man meget let forstå, at etableringen af et retfærdigt lederskab set fra islams synspunkt er et særligt centralt og grundlæggende mål og af den største betydning. Den, der tror på islam, opfylder derfor ikke alle sine pligter og påtager sig ikke hele sit ansvar blot ved at indrette sit personlige liv så vidt muligt efter islams idealer. Det er også et oprigtigt og uafviseligt krav fra hans grundlæggende tro, at han anvender alle sine kræfter på at fratage de vantro og de gudløse retten til at lede og herske over menneskesamfundet og overdrage den til de mest retskafne, sandhedselskende og idealistiske mennesker. For det er overhovedet ikke muligt at forvalte jorden og lede samfundet i overensstemmelse med Allahs vilje uden at etablere et sådant statssystem. Eftersom dette mål desuden ikke kan nås uden en større kollektiv indsats, er det derfor også nødvendigt at danne en sådan retskaffen og idealistisk jamaat, som altid følger islams sande principper, og hvis eneste formål er at etablere islam fuldstændigt, bevare den varigt og lede den på rette måde. Selv hvis der kun findes ét troende menneske på hele jorden, er det på ingen måde ønskværdigt for ham, blot fordi han er alene og føler sig hjælpeløs, tilfreds at acceptere indflydelsen fra et falsk styre ellerهون البليتينat have fordel af at føre et rent nominelt religiøst liv under et vantro og gudløst system ved at ty til uønskede og snedige kneb. Tværtimod er det også denne ensomme og isolerede troendes pligt at opfordre hele menneskeheden til at tage imod det livssystem, som Allah har udvalgt. Selv hvis ingen overhovedet tager notits af hans opfordring, er det hans pligt at stå fast hele livet på islams sande og urokkelige vej og dø, mens han kalder folk til den og bliver ved med at kalde dem til den. Det er bedre for ham at dø, mens han forkynder sandhedens budskab på den sande vej, end at udbrede en invitation, som den sandhedsforladte verden finder behagelig, og bevæge sig i den retning, som verden følger under de vantros lederskab. Hvis nogle få mennesker samles omkring hans opfordring, er det hans ubetingede pligt at danne en særlig sammenslutning med dem og kollektivt stræbe, arbejde og føre kamp for det nævnte ideal.

På grundlag af den viden, jeg har om din Islam, og den forstand og klare indsigt, jeg har kunnet opnå gennem et dybtgående studium af Koranen og hadith, har jeg forstået, at dette er islams grundlæggende krav. Jeg har forstået, at Allahs bog, den ophøjede Koran, kræver netop dette af os, og jeg ved uden tvivl, at dette var sunnahen hos alle de profeter, som Allah sendte. Jeg er ikke det mindste villig til at opgive denne opfattelse, før nogen beviser min fejl ud fra Koranens og sunnahens argumenter.

Allahs ordning vedrørende lederskab

Efter at have forstået dette, vores endelige formål og højeste mål, er det nødvendigt også at lære, hvilke regler og principper verdens Skaber, Allah den Højeste, selv har fastlagt i denne forbindelse. For ethvert mål, vi vil nå, kan kun nås i overensstemmelse med Allahs ordning, ikke i modstrid med den. Den verdensnatur, vi lever i, har Allah skabt efter en bestemt ordning. Alt, hvad der findes her, følger denne varige og urokkelige lovmæssige orden. Anstrengelser kan ikke lykkes her alene på grund af gode hensigter og fromme ønsker. Ingen ønsker kan blive til virkelighed her blot gennem de store hellige ånders (?) velsignelse. For at menneskets stræben i denne naturlige verden skal bære frugt, er det nødvendigt at følge de regler, Allah har fastlagt. Uanset hvor stor en from mand en landmand er, hvor fuld af ædle egenskaber han er, og hvor henrevet han end måtte være af at fremsige tasbih, kan ikke et eneste af hans frø spire, før han med fuld anstrengelse har udført landbrugsarbejdet i overensstemmelse med de regler, Allah har fastlagt. På samme måde kan dette højeste mål for en lederskabsrevolution aldrig nås alene ved hjælp af bønner, amuletter, gode hensigter og fromme ønsker. For en statsrevolution er det absolut nødvendigt at forstå Allahs ordning. For dette er den naturlige ordning, hvorved lederskab i verden etableres. Under denne ordning opnår et menneske lederskab, og efter denne ordning mister det ene menneske efter det andet lederskabet eller berøves det. Jeg har ganske vist også behandlet dette i mine øvrige skrifter, men dér var behandlingen kortfattet. I dag mener jeg, at det er nødvendigt her at analysere dette emne så udførligt som muligt. For uden klar viden og en tydelig forståelse af dette emne vil vores handlingsmåde og den vej, vi skal følge, ikke træde tydeligt frem for os.

Hvis man analyserer hele menneskets væsen, kan man uden tvivl konstatere, at det rummer to sider, som både er indbyrdes modstridende og tæt forbundne med hinanden. Den ene side ved mennesket er, at det har en naturlig, fysisk og dyrisk natur. Over denne natur gælder præcis de samme regler og love, som gælder for hele den materielle verden og for dyrene. Ligesom andre livløse materiers og dyrs funktion og arbejdsevne er helt afhængig af de redskaber, materielle midler og fysiske tilstande, som de råder over, er menneskets funktion og arbejdsevne på denne side tilsvarende afhængig af de samme forhold. Menneskets naturlige (fysiske) væsen kan kun anvende alle sine evner gennem redskaber og midler, der er underlagt naturlovene, og i en naturlig, materiel tilstand. Derfor øver alle kræfterne i den virkelige verden og hele årsagssammenhængen enten en modvirkende eller en gunstig indflydelse på alle dets handlinger.

Mennesket har også en anden side, som er meget strålende og betydningsfuld. Det er dets menneskelige side, dets side som menneske. Med andre ord har mennesket en moralsk side, som på ingen måde er underlagt eller følger den naturlige natur. Denne moralske side, denne moralske natur, udøver på en måde herredømme over menneskets naturlige og fysiske side. Den bruger også den naturlige og dyriske natur som våben og middel. Samtidig forsøger den at underlægge sig årsagssammenhængene i den ydre verden og bruge dem som redskaber til at nå sit formål. De moralske og karakterlige egenskaber, som Allah den Højeste har skabt i mennesket, er dets virkende eller udførende kraft. Den er ikke underlagt naturlovene; det er de moralske lov- og ordensregler, der hersker over den.

Menneskets fremgang og fald afhænger af dets moralske karakter

De to nævnte sider er tæt sammenvævede i mennesket. Som helhed afhænger dets succes og fiasko, dets opstigning og fald helt og holdent af begge former for kraft: den materielle eller objektive og den moralske. Mennesket kan hverken være uafhængigt af objektive kræfter eller leve blot et stykke tid uden at være afhængigt af moralske kræfter. Når det gør fremskridt, vil det ske på grundlag af begge kræfter, og når det går til grunde, vil det ske netop, når det berøves begge disse kræfter, eller når den ene bliver relativt svagere og mere kraftløs end den anden. Men hvis man tænker lidt dybere og med et mere fintmærkende blik, vil man uden tvivl forstå, at den afgørende betydning i menneskelivet ligger hos den moralske kraft, ikke hos den materielle eller objektive kraft. Der er ikke den mindste tvivl om, at det er en ufravigelig betingelse for succes at opnå materielle og objektive midler, anvende de naturlige fremgangsmåder og drage fordel af de ydre årsags- og virkningssammenhænge. Så længe mennesket lever i denne årsagernes og virkningernes verden, kan denne betingelse på ingen måde tilsidesættes. Men trods dette er den grundlæggende faktor, som får mennesket til at falde, løfter det op og har størst indflydelse på fastsættelsen af dets skæbne, ingen anden end den moralske kraft. Det er klart, at mennesket aldrig kaldes menneske på grund af sin legemlige eksistens eller sin dyriske side; det kaldes menneske på grund af sine moralske egenskaber og sin moralske værdighed. Mennesket har en krop og en selvstændig eksistens, optager en vis plads, ånder og formerer sig; men alene af denne grund kan det ikke gøre krav på en særskilt status blandt verdens øvrige ting og dyr. Mennesket er et væsen med moralske egenskaber; det har moralsk frihed og moralsk ansvar. Netop derfor er mennesket blevet tildelt en særstilling over alle verdens levende væsener og ting. Ikke blot det, mennesket er også blevet ophøjet til den ærefulde status som „Allahs stedfortræder på jorden“. Når menneskets moral således er menneskelighedens inderste livskraft og det vigtigste af alt, kan man på ingen måde benægte, at den endelige afgørende betydning for opbygning og nedbrydning samt fremgang og tilbagegang i menneskets liv også ligger i dets moralske karakter. Faktisk har dets moralske regler og normer en direkte indflydelse på menneskets opstigning og fald.

Når vi efter at have forstået denne dybe sandhed foretager en dybere analyse af den moralske karakter, træder der principielt to hovedsider frem for os: den ene er den grundlæggende menneskelige karakter, og den anden er den islamiske moralske karakter.

Analyse af den grundlæggende menneskelige karakter

Med grundlæggende menneskelig karakter menes de egenskaber, som menneskets moralske væsen bygger på. Den omfatter alle de egenskaber og den værdighed, der er nødvendige for, at mennesker kan opnå succes i verden. Uanset om et menneske arbejder for et godt formål eller for et forkert og ondt formål, er de nødvendige under alle omstændigheder. Om mennesket tror på Allah, åbenbaringen, Profeten og det hinsidige, om dets hjerte er rent, om dets hensigt og mål er gavnlige, om det selv er udstyret med gode egenskaber og udfører gode handlinger, og om det arbejder med et godt eller et ondt formål – i spørgsmålet om den nævnte karakter er disse spørgsmål helt irrelevante. Uanset om en person har tro eller ej, uanset om hans liv er rent eller urent, og uanset om formålet med hans bestræbelser er godt eller ondt, vil han med sikkerhed opnå succes i den jordiske verden, hvis han tilegner sig de egenskaber, der er nødvendige for at opnå succes; og de, der står tilbage med hensyn til disse egenskaber, vil i konkurrencen blive efterladt bag den første.

Uanset om en person er troende eller vantro, from eller ugudelig, overtroisk eller destruktiv, hvis han fuldt ud besidder viljestyrke og evne til at træffe beslutninger, stærke ønsker, høje ambitioner og frygtløst mod, tålmodighed og fasthed, udholdenhed og askese, tapperhed og mandhaftighed, tolerance og glæde ved hårdt arbejde, tiltrækning til et mål og tilbøjelighed til at ofre alt for det, årvågenhed, fremsyn og indsigtsfuldhed, forstand og dømmekraft, evnen til at vurdere situationen, forme sig selv derefter og anlægge en passende handlingspolitik, evnen til at beherske sine egne følelsesudbrud, ønsker, længsler, drømme, forhåbninger og sin ophidselse, samt en uimodståelig kløgt til at tiltrække andre mennesker, påvirke deres hjerter og sind og sætte dem i arbejde, så er hans sejr i denne verden sikker.

Samtidig er det nødvendigt, at han i nogen grad også besidder sådanne egenskaber, som udgør menneskelighedens kerne, og som kan kaldes høflighed og et dannet sind; det er i kraft af disse, at den enkelte persons ære og anseelse bliver anerkendt og befæstet i det menneskelige samfund. Blandt de vigtigste af disse er selvrespekt, gavmildhed, barmhjertighed og velvilje, medfølelse, retfærdighed, upartiskhed, storsind og sindets rummelighed, vidde, et åbent syn, sandfærdighed og kærlighed til sandheden, pålidelighed, retfærdighedssans, at holde sine løfter, intelligens, civilisation, dannelse, renhed og ordentlighed samt beherskelse af sind og sjæl.

Hvis de fleste mennesker i en nation eller menneskegruppe besidder de nævnte egenskaber, må man anse den for at have erhvervet menneskehedens egentlige kapital, og på dette grundlag vil det være særdeles let for den at opbygge en stærk samfundsorganisation. Men denne kapital kan ikke i praksis samle sig og antage en fast og indflydelsesrig social form, før yderligere moralske egenskaber slutter sig til den. Som eksempel kan nævnes, at hele samfundet eller størstedelen af dets mennesker må tage et fælles mål som deres højeste mål. De må elske dette mål højere end deres personlige interesser, ja højere end deres egen rigdom, liv, ejendom og børn; der må være en stærk følelse af kærlighed og medfølelse mellem dem, og de må have en indstilling til at arbejde sammen og i fællesskab. De må til stadighed være rede til at yde det selvopofrende bidrag, som er nødvendigt for at stræbe efter et bestemt mål på en velorganiseret og samlet måde. De må have tilstrækkelig forstand og dømmekraft til at skelne mellem gode og dårlige ledere, så den bedst egnede person kan udpeges som deres leder. Deres ledere må besidde et umådeligt fremsyn og en dyb, oprigtig hengivenhed samt de øvrige egenskaber, der er nødvendige for lederskab. Alle samfundets mennesker må vænnes til at adlyde og følge deres lederes ordrer. Der må være en enorm tillid til dem blandt folket, og på ledernes anvisning må de være rede til at anvende hele deres hjerte, sind og legemlige kraft samt alle materielle midler i enhver form for arbejde, der kan føre dem frem til målet. Ikke nok med det: Hele nationens samlede offentlige mening må være så vågen, bevidst og stærk, at den ikke et eneste øjeblik vil tillade noget skadeligt, der strider mod det fælles bedste, at bestå blandt dem.

Dette er i sandhed den grundlæggende menneskelige karakter. Jeg har betegnet disse egenskaber som den »grundlæggende menneskelige karakter«, fordi netop disse moralske egenskaber i deres væsen er den vigtigste kilde til menneskets moralske styrke og begavelse. Hvis disse egenskaber ikke har en stærk indflydelse i et menneske, er det overhovedet ikke i stand til at udføre nogen meningsfuld stræben for noget formål. Disse egenskaber kan sammenlignes med stål. Stål rummer fasthed, uforgængelighed og skarphed, og ved hjælp af dette kan et våben blive desto skarpere og mere effektivt. Derefter er det et uvedkommende spørgsmål, om det vil blive brugt til en retfærdig eller en uretfærdig gerning. For den, der har et godt formål og ønsker at arbejde for det, kan et våben af stål være til stor nytte; ikke et våben af råddent træ. For det har ingen evne til at modstå slag. Netop dette har den ædle Profet (fred være med ham) sagt i en hadith:

خياركم فى الجاهلية خياركم فى الاسلام

»De bedste blandt jer i uvidenhedens tidsalder før islam vil også vise sig at være de bedste og fornemste i islams tidsalder.«

Det vil sige, at de, som i uvidenhedens tidsalder besad evner, stærk arbejdskraft og talent, blev de mest kvalificerede medarbejdere, da de trådte ind i islam. Deres arbejdsevne kom spontant til udfoldelse på det rette område. Forskellen var blot, at deres talent og arbejdsevne tidligere blev anvendt på en forkert måde, mens islam nu ledte dem ad den rette vej. Men de uduelige og kraftesløse mennesker var hverken i stand til at udføre nogen gerning i uvidenhedens tidsalder eller til at yde islam nogen større tjeneste. Den grundlæggende årsag til den store og enestående succes, som den ædle Profet (fred være med ham) opnåede i Arabien, og til at hans altomfattende indflydelse på meget kort tid bredte sig over en stor del af verden, fra Indusfloden til Atlanterhavets kyster, var, at de bedste og mest begavede mennesker i Arabien fulgte hans forbillede. En vældig styrke af den nævnte karakter var skjult i dem. Man kan forestille sig, at hvis en stor skare af uduelige, værdiløse, kraftesløse, viljesvage og upålidelige mennesker fra Arabien havde samlet sig omkring den ædle Profet (fred være med ham), ville et tilsvarende resultat aldrig have været muligt. Dette er helt selvindlysende.

Islamsk etik

Der må også tales om den anden form for moralsk karakter, som jeg har betegnet som »islamisk etik«. I virkeligheden er den ikke noget selvstændigt og anderledes end den grundlæggende menneskelige karakter, men blot dens rensende og fuldkommengørende bestanddel.

Islam knytter først menneskets grundlæggende menneskelige karakter til et rigtigt og fejlfrit centrum. Derefter bliver den fuldstændig gavnlig og god. Den grundlæggende menneskelige karakter er i sin helt oprindelige tilstand blot en neutral kraft. I denne tilstand kan den være god eller ond, gavnlig eller et redskab for det skadelige. For eksempel er et sværd blot et skarpt våben. Hvis det kommer i en røvers knyttede hånd, bliver det et farligt redskab til uret og undertrykkelse. Men i hånden på en, der kæmper på Allahs vej, kan det blive et middel til al godhed og velsignelse. På samme måde er det ikke tilstrækkeligt for et menneskes gode egenskaber, at den »grundlæggende menneskelige karakter« blot findes i det. Det afhænger helt og holdent af, om den moralske kraft anvendes på den rette vej. Islam begrænser og leder den blot ad den rette vej. Hovedformålet med islams tawhidiske kald er at opnå Allahs velbehag. Hele den stræben, indsats og det arbejde, som de mennesker, der antager dette kald, udfører i deres jordiske liv, skal anvendes netop for at opnå Allahs velbehag.واليك نسعى ونحفد»O Allah! Det egentlige formål med al vores stræben og med at bære alle vanskeligheder og anstrengelser er at opnå Dit velbehag.« Alle aktiviteter i tanke og handling hos den, der antager islams kald, vil være begrænset af de grænser, Allah har fastsat.اياك نعبدولك نصلى ونسجد»O Allah! Vi tilbeder alene Dig, og for Din skyld kaster vi os ned i bøn og prostration.«

Således regulerer og korrigerer islam hele menneskets liv og dets samlede indre kræfter. Som følge af denne grundlæggende korrektion bliver alle de ovenfor nævnte grundlæggende menneskelige egenskaber anvendt og ledet ad den rette vej, og de bliver ikke unødigt brugt til fremme af personlige interesser, slægtens og familiens eller nationens og landets overlegenhed; de anvendes i stedet på passende vis udelukkende til at sikre sandhedens sejr. Derved løftes de fra blot at være en kraft til at blive en vældig kilde til godhed og barmhjertighed for hele verden.

For det andet styrker islam den grundlæggende menneskelige karakter og udvider dens område og rækkevidde helt til den yderste grænse. Tålmodighed og udholdenhed kan nævnes som eksempel. Selv den mest tålmodige og udholdende person har kun en begrænset tålmodighed, hvis den udelukkende er rettet mod materielle interesser og henter sin næring fra shirk og materialistisk tænkning; når den når denne grænse, udtømmes den. Derefter skælver den, bliver svag og mister sin glans. Men den tålmodighed og selvbeherskelse, der henter sin næring fra tawhids udspring, og som ikke er viet til at opnå verdslige interesser, men udelukkende er viet Allah, verdenernes Herre, vil forvandle sig til et uudgrundeligt og grænseløst hav af tålmodighed, udholdenhed og selvbeherskelse. Selv når alle verdens sorger, lidelser og ulykker forenes, formår de ikke at udtørre eller tømme det.

Det er derfor, at de ikke-muslimskes tålmodighed er så snæver og ringe. På slagmarken har de måske modstået et voldsomt angreb af skud med stor fasthed. Men allerede det næste øjeblik, så snart muligheden for at tilfredsstille deres dyriske lyster opstår, bliver den knust og splintret af selv den mindste ophidselse af deres begær. Islam udvider derimod tålmodigheden og udholdenheden til livets vidtstrakte område; den tjener ikke blot som en stor kraft til at modstå nogle få, begrænsede sorger, lidelser og ulykker, men også til at stå fast over for alle former for begær, frygt, rædsel og bekymring samt enhver dyrisk tilbøjelighed. Islam forvandler i virkeligheden hele menneskets liv til et næsten bjergagtigt, urokkeligt og tålmodigt liv i udholdenhed. At følge den rette vej ved hvert eneste skridt i livet bliver grundprincippet i et sådant islamisk liv. Selv om man i dette liv må tåle grænseløse sorger og lidelser, ulykker, tab og skade, og selv om man ikke opnår nogen “frugt” af dette liv, vil det ikke være muligt at skabe så meget som en smule afvigelse i livets forløb. Dette liv tåler ingen form for afvigelse hverken i tanke eller handling — heller ikke når uventede muligheder og fordele, fremgang og håbets og tillidens frodige, grønne haver viser sig. At afholde sig fra uret og synd gennem hele det jordiske liv i den ubestridelige forventning om det sikre gode udfald i det hinsidige og at gå standhaftigt frem ad dydens, det gode og velfærdens vej — det er islamisk udholdenhed, islamisk sabr. Desuden vil den form for udholdenhed, som man ser hos de vantro inden for deres livs meget snævre rammer og efter deres endnu snævrere forestillinger, nødvendigvis også kunne iagttages i muslimernes liv. På grundlag af dette eksempel kan man danne sig en forestilling om alle de øvrige grundlæggende menneskelige egenskaber og uden tvivl også forstå, hvor svagt og snævert de vantros liv bliver, fordi det ikke er baseret på ren og fejlfri tænkning og idealer. Islam anbringer derimod disse egenskaber på et rent og sundt grundlag og giver dem større styrke samt en bredere og mere omfattende betydning.

For det tredje bygger islam oven på den grundlæggende menneskelige karakters første trin et prægtigt niveau af ophøjet moral. Som følge heraf stiger mennesket op til et højeste og højt niveau af høflighed og storhed. Islam renser menneskets hjerte og sind fuldstændigt for egoisme, selvglæde, undertrykkelse, skamløshed, usammenhængenhed og tøjlesløshed og vækker gudsfrygt, taqwa, selvrenselse, sandfærdighed og kærlighed til sandheden i det. Den gør dets moralske ansvarsfølelse yderst stærk og bevidst. Den vænner det på alle måder til selvbeherskelse og gør det barmhjertigt, høfligt, gavmildt, medfølende, tillidsvækkende, uselvisk, velvilligt, uskyldigt, rent og upartisk, retfærdigt samt til enhver tid sandfærdigt og sandhedskærligt over for hele skaberværket. I det opdrages en sådan høj og hellig natur, at man altid kan forvente godt af det, og der kan ikke næres nogen frygt for uret eller synd fra dets side. Islam nøjes desuden ikke med blot at gøre mennesket personligt retskaffent. Den anser heller ikke det for tilstrækkeligt. I overensstemmelse med Profetens udsagn gør den det også til en, der åbner det godes porte og lukker det ondes veje:مفتاح للخير ومفلاق لشرMed andre ord pålægger islam det, set fra et konstruktivt perspektiv, den store pligt at udbrede og etablere retfærdighed samt modarbejde og udrydde uret. Hvis det opnår en sådan karakter og i praksis stræber for islams store og ophøjede mission, vil ingen jordisk magt være i stand til at stå dets omfattende sejrsmarch imod.

Kernen i Allahs princip for lederskab

Hvad angår tildelingen af lederskab og myndighed i verden, har Allah den Ophøjede haft en fast regel og praksis lige siden skabelsens første morgen, og der er ingen tvivl om, at den vil fortsætte på samme måde, så længe menneskeheden lever i sin nuværende natur. Her er det nødvendigt kort at analysere denne regel i den foreliggende sammenhæng.

Når der på jorden findes en velorganiseret gruppe, som er udstyret med islamisk moral og grundlæggende menneskelig karakter og anvender verdenslige årsager, midler og materielle ressourcer, overdrager Allah den Ophøjede nøglen til verdens lederskab og myndighed til den gruppe, som i det mindste er udstyret med grundlæggende menneskelig karakter og er mere fremme end de andre med hensyn til at anvende verdenslige midler og ressourcer. For Allah den Ophøjede er fast besluttet på at opretholde orden på Sin jord. Ansvaret for denne ordensopretholdelse giver Han netop til den menneskelige gruppe, der viser sig at være den mest kvalificerede blandt de samtidige grupper. Dette er i virkeligheden Allah den Ophøjedes faste princip for verdens lederskab.

Men hvis der i verden virkelig findes en sådan velorganiseret gruppe, som på begge områder — islamisk moral og grundlæggende menneskelig karakter — viser sig at være de øvrige mennesker overlegen og fremragende, og som heller ikke er det mindste bagud med hensyn til at anvende verdenslige midler, ressourcer og materiel magt, så er det fuldstændig umuligt, at nøglen til verdens lederskab og myndighed overdrages til en anden gruppe. Det er ikke blot umuligt, men også unaturligt og fuldstændig i strid med Allahs faste regler og principper, som er fastlagt for menneskene. Det ville også være i strid med det løfte, som Allah den Ophøjede har nævnt i Sin Bog til de sandhedssøgende og oprigtige troende. Hvordan kan man forestille sig, at Han, selv om der på jorden findes en oprigtig menneskelig gruppe, som er retskaffen, sandhedsbaseret og retfærdighedssøgende og kvalificeret til at lede verden i overensstemmelse med Allahs vilje, skulle undlade at overdrage den myndigheden over verden og i stedet betro den til vantro, ødelæggende og Allah-trodsende mennesker?

Men det må især huskes, at en sådan uundgåelig følge kun kan opnås, når der faktisk findes en gruppe i verden, som forener de nævnte egenskaber. At én person er retskaffen, eller at utallige retskafne personer findes spredt, kan ikke på nogen måde skabe en undtagelse fra Allahs princip for at opnå verdens lederskab — uanset hvor stor en Allahs ven eller profet den pågældende måtte være. Det løfte, Allah den Ophøjede har givet om verdens lederskab, gælder ikke nogle få spredte og uorganiserede personer; Han har lovet at give det til en gruppe, som i praksis og i virkeligheden kan bevise sig selv somخيرامة“den bedste nation” ogامة وسطا“en nation, der følger middelvejen”.

Det må huskes, at det blotte nærvær af en gruppe, der er udstyret med sådanne egenskaber, ikke er tilstrækkeligt til at skabe en forandring i ledelsessystemet. Det er ikke sådan, at en sådan gruppe på den ene side vil opstå, mens et antal engle på den anden side straks vil stige ned fra himlen, fjerne de syndige og vantro fra lederskabets og autoritetens sæde og sætte denne gruppe på deres plads. Ingen forandring i det menneskelige samfund kan nogensinde begynde på en sådan unaturlig måde. For at skabe en grundlæggende forandring i ledelsessystemet må man på hvert eneste område og i enhver afdeling af livet, ved hvert eneste skridt, kæmpe og stå ansigt til ansigt med de vantro og syndige kræfter og på den vanskelige vej mod sandhedens etablering, gennem alle former for ofre, bevise sin oprigtige hengivenhed for sandheden og sine ubestridelige evner. Dette er i virkeligheden en uomgængelig betingelse, som også er blevet pålagt profeterne. Der kan slet ikke være tale om, at nogen anden skulle kunne skabe nogen forandring i samfundets ledelse uden at opfylde denne betingelse.

Forskellen mellem den grundlæggende menneskelige karakter og den islamiske moralske styrke

Efter et dybere studium af Koranen og hadith om forskellen mellem verdslig materiel styrke og moralsk styrke er jeg kommet til at forstå denne Allahs sunnah eller ordning: Hvis moralsk styrke dér blot betyder den grundlæggende menneskelige karakter, så er verdslige midler og materiel styrke af største betydning. Hvis en materiel styrke således findes i overvældende omfang, kan den med hjælp af blot en smule moralsk styrke opsluge hele verden. Den anden gruppe kan til trods for at være moralsk overlegen forblive tilbagestående alene på grund af mangel på materiel styrke. Men hvor moralsk styrke betyder en forening af den islamiske moralske styrke og den grundlæggende menneskelige karakter i deres fulde styrke, dér vil den moralske styrke sejre, selv hvis der er en alvorlig mangel på materiel styrke, og de kræfter, der rejser hovedet på grundlag af blot den grundlæggende menneskelige karakter og materiel styrke, vil med sikkerhed blive besejret. For at forstå dette klart kan man opstille et regnestykke. Hvis hundrede dele materiel styrke er nødvendige sammen med den grundlæggende menneskelige karakter, vil blot 25 dele materiel styrke være tilstrækkelige til at nå målet, når den islamiske moral og den grundlæggende menneskelige karakter er fuldt forenet. Den islamiske moral vil alene opveje manglen på de resterende 75 dele materiel styrke. Desuden fremgår det af de praktiske erfaringer fra Profeten (sa)’s liv, at blot fem procent materiel styrke kan være tilstrækkelig til at nå målet, når man besidder islamisk moral i samme grad som Sendebudet (sa) og hans ledsagere. Denne dybe sandhed er blevet udtrykt i følgende vers i Den Ædle Koran:

ان يكن منكم عشرون صابرون يغلبوا مائتين

»Hvis der blandt jer er tyve yderst tålmodige mænd, vil de kunne besejre to hundrede.«

Det ville være forkert at betragte denne sidstnævnte udtalelse som blot en »blindtro-baseret forestilling«. Og tro ikke, at jeg taler om noget mirakel eller nogen karamat. I virkeligheden er dette uden tvivl noget virkeligt og helt naturligt. Denne sande indsigt kommer til udtryk her i verden i overensstemmelse med årsagernes og virkninger­nes sammenhæng; den kan til enhver tid komme til udtryk. Hvis dens årsag er til stede, vil den nødvendigvis blive virkeliggjort.

Men hvordan den islamiske moral, hvori den grundlæggende menneskelige karakter også er tæt indvævet, kan opveje en mangel på 75, ja snarere 50 procent materiel styrke, er i sandhed et dybt mysterium. Derfor er det absolut nødvendigt at analysere dette, før vi går videre.

For at forstå denne hemmelighed er det tilstrækkeligt at rette blikket mod den internationale situation i vor samtid. Ved afslutningen af den totale ødelæggelse under den forgangne verdenskrig blev Japan og Tyskland besejret. Hvad angår den grundlæggende menneskelige karakter, var de to parter, der var involveret i denne katastrofe, næsten ens. Sandheden er snarere, at Tyskland og Japan på visse områder endda havde vist en mere grundlæggende menneskelig karakter end de allierede. Også med hensyn til fysik, naturvidenskab og deres praktiske anvendelse stod de to parter lige. Sandheden er snarere, at Tysklands overlegenhed på dette område er almindeligt kendt. Ikke desto mindre var den ene part kun på ét område langt foran den anden, nemlig hvad angår gunstige materielle forudsætninger. Dens befolkningsstyrke var mange gange større end alle de øvrige parters. Den rådede over de største materielle og fysiske ressourcer. Dens geografiske beliggenhed var også vigtig, og dens historiske forudsætninger havde skabt langt gunstigere omstændigheder end hos de øvrige parter. Netop derfor blev de allierede kronet med sejr. Og netop derfor synes det næsten umuligt for en nation med utilstrækkelig befolkning og begrænsede materielle ressourcer at rejse sig og stå fast over for en nation med større befolkning og enorme jordiske ressourcer. Selv hvis den er langt mere fremskreden med hensyn til grundlæggende menneskelig karakter og anvendelsen af naturvidenskab, kan den ikke undslippe dette forhold. For en nation, der rejser sig på grundlag af grundlæggende menneskelig karakter og naturvidenskab, vil enten være nationalistisk og søge at erobre andre dele af verden, eller være tilhænger af et universelt ideal og et universelt regelsæt og opfordre verdens øvrige nationer til at antage det. Nationen vil nødvendigvis befinde sig i én af disse to tilstande. Hvis den befinder sig i den første, kan den ikke vinde konkurrencen på nogen anden måde end ved at være de øvrige nationer overlegen og mere fremskreden med hensyn til materiel styrke og jordiske ressourcer. Det skyldes, at de nationer, som den har besluttet at ofre på magt- og herredømmets alter, vil modsætte sig den med intenst had og fjendskab og samle alle deres kræfter for at blokere dens vej. Derfor vil den angribende nation have langt større risiko for at blive besejret. Men hvis den nævnte nation befinder sig i den anden tilstand, det vil sige, hvis den er bannerfører for et universelt ideal, vil der være stor mulighed for at påvirke menneskers sind og tanker. Da vil det ikke være nødvendigt at anvende megen kraft for at fjerne nationerne fra hindringernes vej. Men man må ikke glemme, at nogle få tiltalende principper og idealer aldrig i sig selv kan påvirke menneskers hjerter og sind. Derfor er ægte god vilje, medfølelse, omsorg, ærlighed, sanddruhed, uselviskhed, gavmildhed, storsind, høflighed og dannelse samt princippet om upartisk retfærdighed absolut nødvendige. Og ikke nok med det: Disse ædle egenskaber må under alle vanskelige omstændigheder – krig og fred, sejr og nederlag, venskab og fjendskab – under hård prøvelse vise sig at være fuldstændig ægte, oprigtige og rene. En sådan tankegang hænger imidlertid direkte sammen med det højeste trin af en forædlet karakter, og dens plads ligger langt over den grundlæggende menneskelige karakter. Netop derfor vil en nation, der alene er rejst på grundlag af grundlæggende menneskelig karakter og materiel styrke, hvad enten den åbent er nationalistisk eller blot ifører sig et skalkeskjul af at fremføre og støtte et delvist universelt ideal sammen med en skjult nationalisme, i sidste ende have opnåelsen af rent individuelle, klassebaserede eller nationale interesser som det yderste mål for alle sine bestræbelser, konflikter og kampe. I vor tid er netop denne tankegang tydelig i USA’s, Storbritanniens og Ruslands udenrigspolitik. Under denne form for krig og kamp bliver enhver nation helt naturligt som en uovervindelig fæstning over for modparten og anvender al sin moralske og materielle styrke på at modstå den. Når den angribende nation angriber med sin overlegne fysiske styrke, vil den ikke under nogen omstændigheder tillade fjenden at trænge ind inden for dens eget lands grænser.

Men hvis der under sådanne forhold på dette tidspunkt findes en menneskegruppe – og det gør ingen forskel, om den oprindeligt er sammensat af mennesker fra én nation – som ikke rejser sig som en nation, men står frem som et idealistisk fællesskab, der fra en position langt hævet over alle former for personlig, klassemæssig og national egoisme inviterer hele menneskeheden, og hvis samlede bestræbelsers yderste mål er at befri menneskeheden gennem efterlevelsen af bestemte idealer og genoprette hele menneskelivets ordning på grundlag af disse idealer og principper, så vil den nation, som dette fællesskab opbygger på grundlag af disse principper og idealer, ikke have det mindste spor af national, geografisk, klassemæssig, slægtsmæssig eller stammebaseret forskelsbehandling. Alle mennesker vil kunne træde ind i den med samme værdighed og samme rettigheder, og alle vil kunne få de samme muligheder og fordele. I denne nyoprettede nation vil lederskabets og vejledningens ære kun tilfalde den person eller den menneskegruppe, som viser sig at være mest fremskreden og fremragende i efterlevelsen af disse idealer og principper. Der vil ikke blive taget hensyn til forskelle i slægtsmæssig værdighed eller regional nationalitet. Ja, det kan endda gå så vidt i dette nye samfund, at hvis et menneske fra den besejrede nation antager troen og beviser, at han i efterlevelsen af idealerne og i kvalifikationer står højere end de andre, vil sejrherren bringe alle de »frugter«, han har høstet gennem sine bestræbelser og krige, og lægge dem for hans fødder; han vil anerkende ham som »leder« og selv være rede til at arbejde som »følger«.

Når en sådan idealistisk gruppe begynder at udbrede sine idealer, gør de mennesker, der er imod disse idealer, sig klar til at modarbejde den. Således begynder en konflikt mellem de to grupper. Men jo mere intens denne konflikt bliver, desto mere fortsætter den idealistiske gruppe med at udvise en ophøjet karakter, store menneskelige egenskaber og den højeste grad af menneskelig storhed i mødet med modstanderne. Gennem sin handlemåde beviser den, at den ikke har noget andet mål end at virke til gavn for menneskeheden som helhed og for hele skaberværket. Den nærer intet fjendskab mod modstandernes person eller nationalitet. Fjendskabet gælder kun den livsform og det tankesæt, de har valgt. Hvis de blot opgiver dette, kan den endog give sin blodtørstige fjende en hjertefyldt kærlighed og tage ham ind til sit bryst. Desuden vil den bevise, at den heller ikke begærer modpartens rigdomme eller deres handel og industriprodukter; dens eneste ønske er at fremme deres moralske og åndelige velfærd. Når dette mål er nået, er det tilstrækkeligt. Deres rigdomme vil blive en årsag til deres egen lykke. Selv under de hårdeste prøvelser vil denne gruppe ikke ty til nogen form for løgn, bedrag eller falskhed. Som svar på snedighed og sammensværgelser vil den følge en enkel og oprigtig handlemåde. Selv i den stærke ophidselse, der følger med ønsket om hævn, vil den ikke give sig hen til overgreb, uretfærdighed eller undertrykkelsens brutalitet. Selv i krigens voldsomme sammenstød og hårdeste øjeblikke vil den ikke opgive sine principper og idealer. For det er netop for at udbrede og etablere disse idealer, at den er blevet født. Derfor står den fast på ærlighed, sandfærdighed, opfyldelse af løfter, ren og ordentlig omgang samt en uselvisk handlemåde. Den etablerer upartisk retfærdighed og prøver sig selv på den målestok for ærlighed og retfærdighed, som den først stillede frem for verdens folk som et ideal, og beviser derved, at den er sand og ægte. Når denne gruppes gudfrygtige, renhjertede, storsindede og barmhjertige mujahider med deres ædle sind møder modpartens utugtige, alkoholiserede, spilleglade, grusomme og ubarmhjertige soldater, begynder hvert enkelt medlem af denne gruppe gennem sin personlige menneskelighed og værdighed at stråle klart for alles øjne over modpartens dyriskhed og barbari. Når folk fra fjendens side kommer som sårede eller fanger, opdager de overalt et rige af høflighed, dannelse, renhed og et uplettet sindelag; og ved at opleve dette bliver selv deres fordærvede sjæle renset gennem berøringen med en ren og åndelig atmosfære. Omvendt, hvis folk fra denne gruppe bliver taget til fange og ført til fjendens lejr, bliver deres menneskeligheds storhed endnu klarere og mere strålende i det mørke og stinkende miljø dér. Når de erobrer et land, modtager den besejrede befolkning tilgivelse og barmhjertighed i stedet for hævnens brutale slag; medfølelse i stedet for hårdhed og grusomhed; tolerance og ydmyghed i stedet for stolthed, hovmod og had; en varm velkomst i stedet for bebrejdelser; og en videnskabelig udbredelse af sandhedens principper i stedet for falsk propaganda. Synet af alt dette fylder deres hjerter og sind med glæde. De ser, at de sejrende soldater ikke kræver kvindekroppe af dem, ikke i hemmelighed og skjult for folks øjne leder efter rigdomme og ejendele, ikke er ivrige efter at udforske deres kunstneriske hemmeligheder og heller ikke tænker på at ødelægge deres økonomiske styrke og ressourcer. De griber heller ikke ind i deres nationale kultur, ære eller værdighed. Det eneste, den besejrede befolkning ser, er, at disse mennesker er optaget af en dyb bekymring for, at intet menneskes ære eller kyskhed i det besejrede land skal krænkes, at ingens ejendom skal ødelægges, at ingen skal berøves en legitim ret, at ingen form for umoral skal vise sig blandt dem, og at ingen samlet undertrykkelse eller forfølgelse på nogen måde skal finde sted.

Når fjendens side derimod trænger ind i et land, rejser hele landets befolkning sig med klager over deres overgreb, grusomhed og umenneskelige ødelæggelser. Blot en smule eftertanke gør det klart, hvor himmelvid forskellen er mellem denne form for idealistisk jihad og nationalistisk krigsførelse. I en sådan kamp vil den højere menneskelighed, selv med ringe materiel styrke og kapacitet, så let besejre fjendens pansrede barbari allerede ved det første angreb, at der ikke kan være nogen tvivl om det. I virkeligheden vil den høje og rene morals krafts våben ramme sit mål på længere afstand end geværers og kanoners projektiler. Selv i krigens voldsomme og hårde øjeblikke vil fjender blive til venner. Først vil menneskers hjerter og sind blive erobret, og derefter vil land efter land og område efter område overgive sig uden kamp og få del i befrielsens evige smag. Når denne sandhedstro og idealistiske gruppe på den anden side begynder sit opbyggende arbejde med få mennesker og yderst begrænsede midler, vil den lidt efter lidt uden tvivl få adgang til alt fra modstanderens lejr: hærførere, soldater, krigere, mennesker kyndige i forskellige videnskaber, våben, forsyninger og alt andet nødvendigt udstyr til krig.

Denne påstand bygger heller ikke blot på fantasi, forestillinger og gætterier. Historiske eksempler fra Profeten Muhammads (fred være med ham) og de retledte kaliffers gyldne tidsalder beviser, at noget sådant allerede er sket, og at det også kan gentage sig i dag. Betingelsen er naturligvis, at man for at opnå en sådan erfaring må kaste sig ind i arbejdet med fuld forberedelse og ærligt mod.

Jeg håber, at det gennem min ovenstående udførlige drøftelse er blevet helt klart bevist, at moralsk styrke i virkeligheden er styrkens egentlige kilde. Hvis en menneskelig gruppe noget sted i verden både besidder grundlæggende menneskelig karakter og islamisk moral, er det derfor, set fra et videnskabeligt synspunkt, vanskeligt og i sagens natur umuligt for nogen anden gruppe samtidig at have verdens lederskab og myndighed. For det andet håber jeg også, at den grundlæggende årsag til muslimernes nuværende forfald er blevet tydelig gennem den foregående drøftelse. Det er en almindeligt kendt sandhed, at de, som hverken anvender materielle midler og ressourcer, besidder grundlæggende menneskelig karakter eller samlet set har islamisk moral iblandt sig, på ingen måde kan beholde deres plads på verdens ledersæde. Under sådanne omstændigheder er det Allahs vedvarende orden at give myndigheden til sådanne vantro mennesker, som ganske vist ikke har islamisk moral, men som dog besidder grundlæggende menneskelig karakter og har vist sig overlegne i forhold til andre med hensyn til at anvende verdslige materielle midler og opretholde regeringsførelse og disciplin. Hvis muslimerne i denne forbindelse har nogen klage, kan den kun rettes mod dem selv; der er overhovedet ingen fejl i Allahs vedvarende lov og orden. Og hvis der i virkeligheden opstår en anklage mod dem selv, bør de nødvendigvis bestræbe sig på at rette alle deres fejl og mangler og være fast besluttede på at fjerne den årsag, som tvang dem til at miste muslimernes ledersæde og blive underordnede.

Herefter er det yderst nødvendigt i klare vendinger at foretage en detaljeret analyse af den islamiske morals grundlæggende principper. For jeg ved, at muslimernes forestilling om dette er blevet yderst uønsket uklar og forvirret. Det er netop på grund af denne uklarhed og mangel på sammenhæng, at meget få mennesker har forstået, hvad islamisk moral egentlig er, og hvilke egenskaber der, i hvilken rækkefølge og gennem hvilke successive trin, nødvendigvis må dyrkes i mennesket for at forme og fuldkommengøre dets karakter i denne henseende.

Den islamiske morals fire stadier

Ved islamisk etik forstår vi ifølge Koranens og hadiths lære fire successive stadier: det første er iman, det andet islam, det tredje taqwa og det fjerde ihsan. Disse fire stadier er i virkeligheden ordnet efter en så naturlig rangfølge, at hvert efterfølgende stadium udspringer af det foregående og nødvendigvis er grundlagt på det. Derfor kan man ikke engang forestille sig, at et højere stadium kan etableres, så længe det lavere stadium ikke er blevet fast og modent. I hele denne bygning er iman det oprindelige fundament. På det opføres islams etage, oven på den taqwa, og øverst på alle stadier etableres ihsan. Uden iman er der ingen mulighed for at opnå taqwa eller ihsan i islam. Hvis iman er svagt, vil de højere stadier, selv om man lægger deres byrdefulde vægt på det, blive yderst umodne, løse og indholdsløse. Hvis denne iman er snæver, vil islam og ihsan uden tvivl være lige så snævre og begrænsede som dens rækkevidde. Så længe iman ikke er fuldstændig ren, fast og omfattende, kan ingen forstandig person med korrekt viden om din islam overhovedet tænke på at etablere islam, taqwa eller ihsan på den. På samme måde er det nødvendigt at rense, ordne og udvide islam før taqwa og taqwa før ihsan. Men normalt ser vi, at denne naturlige og principielle rangfølge tilsidesættes fuldstændigt, og at man begynder at drøfte taqwa og ihsan uden først at fuldkommengøre stadierne iman og islam. Endnu mere beklageligt er det, at folk almindeligvis har en yderst snæver opfattelse af iman og islam. Derfor mener man, at taqwa er fuldendt, blot man kan udføre ydre skikke og ceremonier som påklædning, klædedragt, at sidde og rejse sig, at gå omkring og at spise og drikke på en bestemt måde. Og man antager, at man opnår ihsans højeste stadium ved blot at udføre nogle få særlige handlinger i tilbedelsen, såsom frivillige bønner, durud og wazifa-recitation. Alligevel findes der sammen med denne slags taqwa og ihsan mange tydelige tegn i menneskers liv, på grundlag af hvilke man uden vanskelighed kan sige, at selv den egentlige iman endnu ikke er blevet moden og velordnet i dem, for slet ikke at tale om taqwa og islam. Så længe sådanne fejlagtige forestillinger og en sådan fejlagtig oplæringsmetode består iblandt os, kan vi ikke håbe på nogensinde at gennemføre de nødvendige stadier i den islamiske etik. Derfor er det helt nødvendigt at opnå en fuldstændig og klar forståelse af de fire stadier iman, islam, taqwa og ihsan og samtidig forstå deres naturlige, trinvise rangfølge.

Iman

Lad os først drøfte iman. For det er det islamiske livs oprindelige fundament. At anerkende tawhid og risalat – Allahs enhed og Hazrat Muhammad (fred være med ham) som Sendebud – er tilstrækkeligt til, at en person træder ind i islams område. Derefter er det obligatorisk at behandle ham nøjagtigt som en muslim, og han har da også ret til at modtage en sådan behandling og omgang. Men selv om en almindelig bekendelse er tilstrækkelig til at opfylde dette juridiske krav, kan den så også være tilstrækkelig til at udgøre fundamentet for hele det islamiske livs »høje palads i tre etager«? Almindelige mennesker antager netop dette. Derfor begynder man overalt, hvor blot denne bekendelse findes, reelt at opføre islams, taqwas og ihsans højere etager. Resultatet bliver sædvanligvis, at det bliver lige så kortvarigt og forgængeligt som et palads bygget på luft (?). I virkeligheden er en meget detaljeret, omfattende, dyb og fast iman helt nødvendig for at opbygge et fuldkomment islamisk liv. Hvis blot én side eller ét område af livet falder uden for imans udbredelse og omfattende rækkevidde, vil netop denne side af det islamiske liv forblive berøvet en genopbygning; og i det omfang der mangler dybde, vil det islamiske livs palads dér forblive svagt og løst. Der kan ikke være nogen tvivl om dette.

Som eksempel kan vi nævne »iman på Allah«. I virkeligheden er iman på Allah din islams oprindelige fundament. Ved blot at tænke lidt over det kan man forstå, at når den enkle bekendelse af Allah overskrider det elementære stadium og træder ind i et detaljeret og omfattende område, viser den sig i forskellige former. Nogle steder afsluttes »iman på Allah« med udsagnet, at Allah eksisterer. Der er ingen tvivl om, at Han er jordens Skaber, og det er også sandt, at Han er Én og uden lige. Andre steder går man et skridt videre, anerkender Allah som ma‘bud og accepterer nødvendigheden af at tilbede Ham. Andre steder består den detaljerede og omfattende opfattelse af Allahs egenskaber, rettigheder og magt blot i, at Han er den, der kender det skjulte, hører alt og ser alt, hører bønner og opfylder behov og mangler, og at alle tilbedelsens detaljer udelukkende bør være forbeholdt Ham. Han har ingen medgud. Og Allahs Bog anerkendes også som det endelige bevis i »religiøse spørgsmål«. Men det er åbenlyst, at sådanne forskellige forestillinger og trosopfattelser ikke kan føre til, at den samme slags livsorden opstår. Tværtimod vil det uundgåeligt vise sig, at jo mere begrænset en forestilling er, desto mere snævre bliver de islamiske særpræg i det praktiske liv og på det etiske område. Selv dér, hvor »iman på Allah« efter en almindelig religiøs opfattelse bliver forholdsvis meget omfattende, vil det islamiske livs praktiske form være sådan, at man på den ene side opretholder venskab med Allahs fjender, mens man samtidig på den anden side udfører »lydighed« mod Allah, eller blander det islamiske system og det vantro system sammen til en uordnet blanding.

På denne måde varierer også målet for dybden af »iman på Allah«. Nogle er, selv om de anerkender Allah, ikke rede til at ofre selv almindelige ting for Allahs skyld. Nogle anser visse ting, som Allah har skabt, for »mere elskede« end andre ting. Andre tager mange ting som endnu mere elskede end Allah; nogle er rede til at ofre selv deres liv og ejendom for Allahs skyld. Men de er ikke rede til på mindste måde at forstyrre deres egne tilbøjeligheder og hældninger, deres egne anskuelser og tanker eller deres egen berømmelse og anseelse. Det er netop efter denne målestok, at det islamiske livs bestandighed eller skrøbelighed bestemmes. Og dér, hvor imanens fundament forbliver svagt, bliver menneskets islamiske etik netop dér grusomt bedraget.

I virkeligheden kan det storslåede palads, som det islamiske liv udgør, kun bygges på anerkendelsen af den tawhid, der udstrækkes over hele menneskets individuelle og kollektive liv, og som får hvert menneske til at betragte sig selv og alt, hvad det ejer, som værende underlagt „Allahs ejerskab“. Ethvert menneske skal anerkende den ene Allah som den retmæssige ejer, tilbedte, herre og eneste, der skal følges, samt som den ubetingede indehaver af retten til at fastsætte påbud og forbud, for det selv og for hele verden. Kun Ham skal det anerkende som kilden til den livsordning, der er uundværlig for menneskelivet, og det skal have en urokkelig tro på, at enhver form for modvilje mod lydighed mod Allah, tilsidesættelse af Hans livsordning eller anerkendelse af andre som delagtige i Hans væsen, egenskaber, herlighed, rettigheder eller magt er alvorlig vildfarelse og forførelse. Dette palads kan først blive virkelig stærkt og solidt, når et menneske med fuld bevidsthed og vilje beslutter at hellige sit eget væsen og hele sin rigdom og sit liv fuldstændigt til Allah. Det skal knuse sine selvopfundne målestokke for godt og ondt og overalt og på alle områder tage Allahs velbehag og mishag som den eneste målestok. Det skal opgive sin egenrådighed og forme sine egne anskuelser, tanker, ønsker, sindelag og tænkemåder efter idealet for den viden, Allah har givet (Koranen). Det skal opgive alt, hvis udførelse ikke fører til lydighed mod Allah, men derimod til ulydighed mod Ham. Det skal indsætte kærligheden til Allah på den højeste plads i sit hjerte og sind, omhyggeligt opspore alle de „afguder“, der findes i sindets inderste og er mere elskede end Allah, og knuse dem. Det skal underordne sin kærlighed, sit venskab og fjendskab, sin interesse og afsky, sin fred og krig under Allahs vilje. Som følge heraf vil hjertet kun ønske det, Allah bryder sig om, og forsøge at holde sig borte fra det, Han ikke bryder sig om. Dette er i virkeligheden den dybeste betydning af troen på Allah. Derfor kan alle forstå, at hvor iman ikke er dyb, omfattende, stærk og moden på alle disse områder, dér kan taqwa og islam umuligt eksistere. Men jeg spørger: Kan manglen på en sådan iman nogensinde opvejes af skægvækstens længde, tøjets snit, recitation af tasbih eller tahajjud-bønnen og lignende? På samme måde kan man overveje troens øvrige sider. Så længe mennesket ikke anerkender Profeten som sin eneste leder og vejviser på alle livets områder, og så længe det ikke afviser alle de lederskaber, der findes i verden, og som er i strid med hans lederskab eller fri for dets indflydelse, kan troen på Allahs Sendebud på ingen måde blive fuldkommen. Hvis der blot findes den mindste tilfredshed med at etablere et andet ideal end den livsordning og de principper, som Allahs Bog har givet, eller hvis der blot kan konstateres den mindste mangel på længsel efter at se den ordning, Allah har åbenbaret, etableret som livsordningen for en selv og hele verden, kan man ikke anse det for tro på Allahs Bog; denne tro vil i virkeligheden forblive ufuldstændig. På samme måde kan troen på det hinsidige ikke blive fuldkommen, før menneskets sind uden forbehold giver det hinsidige forrang og større betydning end dette liv, anser værdien af det hinsidiges velstand for mere acceptabel end værdien af dette livs velstand og anser sidstnævnte for forkastelig sammenlignet med førstnævnte, og før troen på at skulle stå til regnskab over for Allah i det hinsidige får mennesket til at tænke sig om og beherske sig i hvert eneste skridt i livet. Når disse grundlag ikke er fuldkomne, stærke og omfattende, på hvad kan det islamiske livs storslåede palads da bygges? Har De nogensinde tænkt over det? Men da nogle mennesker mente, at det var muligt at etablere islamisk moral uden at fuldkommengøre, udvide og modne disse grundlag, opstod der en alvorlig katastrofe i det islamiske samfund. Man så dommere, der afsagde domme, som var fuldstændig i modstrid med Allahs Bog; forretningsfolk og advokater, der handlede på grundlag af love, som var i strid med sharia; embedsmænd, der udførte deres livsopgaver efter et vantro samfundssystem; og ledere og folk, der arbejdede på at grundlægge deres liv på vantroens kulturelle og statslige system. Det blev pludselig meget let for alle at opnå taqwas og ihsans højeste stadier. Døren blev åbnet for alle. Og man mente, at det derfor var tilstrækkeligt at forme deres ydre klædedragt, fremtoning og skikke efter en bestemt stil samt at vænne sig til nogle frivillige bønner, faste og dhikr og wird.

Islam

Når imans ovennævnte grundlag virkelig er fuldkomment og solidt etableret, begynder arbejdet med at opføre islams andet afsnit på det. Islam er i virkeligheden imans praktiske udtryk, imans handlingsform. Forholdet mellem iman og islam svarer præcis til forholdet mellem frøet og træet. Alt, hvad der findes i frøet, og den måde, det findes på, kommer til udtryk i træets form. Man kan endda ved en kemisk analyse af træet meget let slutte, hvad der fandtes i frøet, og hvad der ikke fandtes i det. Ligesom ingen kan forestille sig et træs eksistens uden et frø, kan man heller ikke forestille sig, at et frø, der sås i jord, som ikke er gold og ufrugtbar, ikke vil spire til et træ. Sådan forholder det sig i virkeligheden med iman og islam. Hvor iman virkelig findes, vil dens praktiske udtryk og ydre manifestation nødvendigvis vise sig i personens virkelige liv, arbejdsliv, moral, adfærd, smag, mentale tilbøjeligheder, natur og karakter, villighed til at påtage sig sorg, lidelse og hårdt arbejde, investering af tid, kræfter og evner – i enhver side og afdeling af livet og i hver eneste detalje. Hvis man på blot ét af de nævnte områder ser aktiviteter og holdninger, der er i strid med islam i stedet for islam, må man uden tvivl antage, at dette område er tomt for iman, eller at iman, selv hvis den findes dér, er fuldstændig gold, sløv og ubevidst, så dens eksistens og ikke-eksistens er helt det samme. Og hvis det praktiske liv helt og holdent leves efter de vantros skikke og metoder, må man antage, at iman ikke findes i personens hjerte. Eller hvis den findes, må man antage, at dens jord er så ufrugtbar og uden produktiv kraft, at imans frø ikke har kunnet spire dér. Under alle omstændigheder kan jeg, ud fra det jeg har forstået af Koranen og hadith, sige, at det er helt umuligt og unaturligt, at iman findes i hjertet uden at islam kommer praktisk til udtryk i livet.

(På dette tidspunkt rejste en tilhører sig og spurgte: Mener De, at iman og amal er én og samme ting? Eller er der efter Deres opfattelse nogen forskel mellem de to? Som svar på dette spørgsmål sagde Maulana Maududi:)

Læg for en kort stund de drøftelser, som faqih’er og kalam-lærde har rejst om dette spørgsmål, til side, og forsøg at finde svaret direkte i Koranen Majid. Af Koranen fremgår det klart, at trosmæssig iman og islam i det praktiske liv er uløseligt forbundet. Allah Ta’ala nævner forskellige steder i Koranen Majid iman og gode gerninger (amal salih) sammen. Alle Hans gode løfter gælder kun de tjenere, som er troende hvad angår troen, og som i deres faktiske handlinger er fuldt ud muslimske. Omvendt har Allah Ta’ala på grundlag af de praktiske fejl og mangler hos dem, som Han har betegnet som ‘munafiq’, påvist deres imans indholdsløshed og fastslået, at islam i praktisk handling er et tegn på den sande iman. Men man må huske, at det at erklære nogen for ‘kafir’ i juridisk forstand og at afbryde hans forbindelse med det muslimske folk er et helt særskilt spørgsmål, hvor det er nødvendigt at udvise den største forsigtighed. Den iman og islam, som den religiøse lovgivning i verden kan anvendes på, er imidlertid ikke det, jeg drøfter her. Jeg taler derimod udelukkende om den iman, som er antagelig hos Allah, og på grundlag af hvilken afgørelsen om det hinsidige udfald vil blive truffet. Hvis De opgiver den juridiske synsvinkel og forsøger at forstå den virkelige sag og den dybere sandhed, vil De med sikkerhed se, at der ikke kan være nogen tvivl om imanens grundlæggende mangel dér, hvor der i praksis mangler underkastelse, selvopofrelse og fuldstændig hengivelse; hvor ens egen vilje ikke er blevet blandet sammen med Allahs vilje, men står adskilt fra den; hvor man samtidig med at adlyde Allah i praksis også adlyder ‘andre kræfter’; hvor sindets tilbøjelighed og oprigtige engagement er rettet mod andre aktiviteter i stedet for bestræbelserne på at etablere Allahs din, islam; hvor man ikke stræber og udholder vanskeligheder på den vej, Allah har fastlagt, men alt dette foregår ad en helt anden vej og med et andet formål. Det siger sig selv, at kapitlet om taqwa og ihsan ikke kan bygges på en ufuldstændig og mangelfuld iman. Selv om man forsøger at efterligne taqwa eller ihsan kunstigt gennem det ydre udseende, er det ikke muligt at opnå deres sande ånd. Når ydre klædedragt og kunstige skikke og ceremonier i almindelighed er uden indhold, og når det ydre ikke stemmer overens med den indre ånd, bliver det som et smukt og velproportioneret lig. Uanset hvor smukke og fremragende dets ydre form, skikkelse og klædedragt måtte være, er det uden liv, og folk kan højst blive bedraget ved synet af det. Hvis man forventer nogen virkning af denne ydre klædedragt og velproportionerede krop, vil de virkelige begivenheder bevise ens fiasko, og den praktiske erfaring vil uden tvivl vise, at et hæsligt levende menneske er mere nyttigt end et smukt lig. Det er let eller muligt at trøste sig selv og bedrage sig selv med det ydre udseende, men ved den virkelige prøve viser det sig ikke at have nogen værdi, for slet ikke at tale om, at det skulle have den mindste værdi hos Allah. Hvis De derfor vil opnå ikke ydre, men ægte, oprigtig og helhjertet taqwa og ihsan—for uden dette er hverken etableringen af Allahs din på jorden eller opnåelsen af gavn i det hinsidige overhovedet mulig—så indprent Dem på sindets tavle, at disse to højere stadier på ingen måde kan opbygges, før imanens grundlag er blevet fast. Og så længe islam i handling ikke uden tvivl er blevet virkeliggjort gennem lydighed mod og efterfølgelse af Allah, kan imanens grundlag ikke blive stærkt.

Taqwa

Før vi begynder drøftelsen af taqwa, er det nødvendigt at vide, hvad ‘taqwa’ betyder. Taqwa er ikke navnet på en ydre fremtoning eller på bestemte sociale skikke og ceremonier. Taqwa betegner i grunden den tilstand i menneskets sind, som opstår på grund af en dyb frygt for Allah og en stærk ansvarsfølelse, og som spontant kommer til udtryk i alle livets forhold. En frygt for Allah vil være til stede i menneskets hjerte; bevidstheden om, at man selv er Allahs ringeste tjener, vil være levende; man vil huske sit ansvar over for Allah og at skulle stå til regnskab for Ham; og bevidstheden om, at dette er et prøvelsessted, hvortil Allah har sendt mennesket med en bestemt levetid, vil være stærkt nærværende. Afgørelsen om det fremtidige i det hinsidige vil blive truffet ud fra, hvordan man i denne bestemte frist i dette prøvelsessted har anvendt sin styrke, sine evner og sine kvalifikationer, hvordan man har brugt de ting, man efter Allahs vilje har kunnet erhverve, og hvordan man har handlet og ført sine mellemværender med de mennesker, som ens liv efter Allahs egne bestemmelser er blevet forbundet med på forskellige områder—og også denne bevidsthed vil være levende i sindet.

Den, i hvem en sådan følelse og bevidsthed er stærkt til stede, vil få et vågent hjerte og sind, og hans islamiske bevidsthed vil blive kraftfuld. Alt, der strider mod Allahs vilje, vil vække uro i hans sind, og alt, som Allah har udvalgt, vil blive uudholdeligt for hans smag. Da vil han selv granske sig selv. Han vil selv undersøge, hvilke tilbøjeligheder og hvilken åndelig retning der næres og udvikles i ham. Han vil begynde selv at gøre regnskab over, hvilke slags handlinger han bruger sin tid og sin styrke på. Da vil han, for ikke at tale om klart forbudte handlinger, selv tøve med at indlade sig på noget, der er tvivlsomt. Hans indre pligtfølelse vil tvinge ham til at opfylde alle Allahs påbud med fuld lydighed. Overalt hvor der er fare for at overskride de grænser, Allah har fastlagt, vil hans indre frygt for Allah skabe en voldsom skælven i hans fødder og berøve dem deres bevægelighed. Det vil spontant blive en del af hans natur at beskytte Allahs rettigheder og menneskenes rettigheder. Hans sind vil bestandigt skælve af frygt for, at han nogetsteds skulle komme til at sige eller gøre noget, der strider mod sandheden. En sådan tilstand vil ikke kunne iagttages i en bestemt fremtoning eller inden for en bestemt afgrænset sfære; hele personens tænkemåde og hele hans livs handlingsmønster vil være dens praktiske udtryk. Under dens uundgåelige indflydelse vil der dannes en sammenhængende, enkel, retlinet, ensartet og fuldstændig harmonisk natur, hvori den samme form for renhed og renlighed vil komme til udtryk fra alle sider. Omvendt, dér hvor man antager, at taqwa blot består i at følge en ydre form, nogle få bestemte veje og kunstigt at forme sig efter en målbar støbeform, vil man se taqwa praktiseret på en særlig måde og efter bestemte metoder på nogle få indlærte områder. Samtidig vil man imidlertid på livets øvrige områder og inden for dets øvrige afdelinger iagttage karaktertræk, tænkemåder og handlingsprincipper, som—langt fra at være forenelige med taqwa—ikke engang stemmer overens med imanens første grundtrin. Det er dette, Hazrat Isa (a.s.) har udtrykt med et eksempel: »I sier myggen fra, men sluger uden videre store kameler.«

Forskellen mellem ægte taqwa og kunstig taqwa kan også forstås på en anden måde. Den, der har en stærk og levende sans for renhed og rengøring, vil af egen drift hade urenhed og snavs, uanset hvilken form det måtte have, og vil fuldt ud og varigt holde fast ved renheden. Selv hvis hans ydre ceremonier ikke bliver udført helt korrekt, vil der ikke være nogen indvending. Den anden persons adfærd vil være det modsatte. For han har ingen spontan bevidsthed om renhed og rengøring; i stedet har han skrevet en liste over snavs og urenhed af et eller andet sted og bærer den altid med sig. Derfor vil denne person ganske vist beskytte sig mod det snavs, der står på hans liste. Men trods dette vil han uden at vide det uden tvivl blive involveret i mange former for snavs, der er langt mere modbydelige og afskyelige end dette. For han forstår slet ikke, at urenhed, som ikke er nævnt på listen, også kan være uren eller afskyelig på enhver måde. Denne forskel findes ikke blot på det principielle plan; den træder tydeligt frem i livet hos dem, blandt hvem der overalt hersker en sand taqwa-feber. På den ene side er de meget strikse i små detaljer i shariaen; hvis skæggets længde blot er en smule kortere end et bestemt mål, tøver de ikke med at forkynde den „glædelige nyhed“ om, at vedkommende bliver helvedesbeboer, og de betragter enhver afvigelse fra fiqhs lærde opfattelse som ensbetydende med at overskride islams grænser. Men på den anden side tilsidesætter de i højeste grad islams grundprincipper og fundamentale idealer. De har bygget hele deres liv på princippet om rukhsat, tilladelse, og politisk opportunisme. For at undgå pligten til at bestræbe sig, arbejde og kæmpe for at etablere Allahs deen islam har de fundet talrige veje til at skaffe sig bekvemmeligheder. Under det vantro statssystem har de viet alle deres bestræbelser til at forberede sig på at leve et islamisk liv. Og ikke nok med det: Deres fejlagtige ledelse har overbevist muslimerne om, at man under et islamfjendtligt samfundssystem, ja selv ved at tjene det, kan leve et religiøst liv inden for en begrænset ramme, og at alle islams påbud dermed bliver opfyldt, så de derefter slet ikke behøver at anstrenge sig, arbejde eller bringe ofre for islam. Endnu sørgeligere er det, at når islams grundlæggende krav bliver forelagt dem, og deres opmærksomhed henledes på bestræbelserne, arbejdet og bevægelsen for at etablere deen, det islamiske system, nøjes de ikke blot med at udvise den yderste ligegyldighed over for dette; for at holde sig selv borte fra det og forhindre andre muslimer i at nærme sig det, griber de til hundrede slags kneb. Og trods alt dette bliver deres „taqwa“ ikke krænket; hos mennesker med religiøs sindelag opstår der ikke engang den mindste mistanke om deres „taqwas“ tomhed. Således bliver forskellen mellem ægte og oprigtig „taqwa“ og kunstig og indholdsløs „taqwa“ tydelig på mange måder. Men for at kunne erkende den er det nødvendigt, at den sande forståelse af „taqwa“ på forhånd er dybt forankret i sindet.

Men det ville uden tvivl være en alvorlig fejl at få den opfattelse ud fra min tidligere redegørelse, at jeg anser den ydre form for påklædning, færden, omgang og sociale skikke og ceremonier, som er dokumenteret i hadith, for ringe eller unødvendig. Jeg kan ikke engang forestille mig at sige noget sådant. Det, jeg i virkeligheden blot ønsker at forklare, er, at den ægte taqwa er det egentligt vigtige; dens ydre udtryk er ikke det primære, men det sekundære. Og hos den, i hvem den ægte „taqwas“ herlighed og stråleglans spontant kommer til udtryk, vil hele livet i fuld harmoni blive formet som et rent „islamisk“ liv. Islam vil komme til udtryk med fuld omfattende helhed i hans tankegang, hans overbevisninger, hans hjertefølelser og sindets tilbøjeligheder, hans medfødte smag, fordelingen af hans tid og anvendelsen af hans kræfter, hans bestræbelser og arbejdsmetoder, hans livsførelse og samfundsordning, hans indtægter og udgifter samt i enhver side og ethvert område af hele hans jordiske og materielle liv. Men hvis den ydre dragt og fremtoning tillægges forrang frem for den egentlige taqwa, hvis der lægges urimelig vægt på den, og hvis man uden at drage omsorg for at så og udvikle den ægte taqwas frø på kunstig vis får folk til at overholde nogle få ydre påbud og regler, er der ikke den mindste tvivl om, at resultatet vil vise sig på den måde, der er beskrevet. Det førstnævnte arbejde kræver megen tid og derfor uendelig tålmodighed; det udvikler sig efter vækstprincippet og bliver først fuldendt efter lang tids bestræbelse, ligesom det af natur kræver lang tid at skabe et træ af et frø og få det til at bære blomster og frugter. Derfor er mennesker med en grov og rastløs natur som regel ikke parate til at bestræbe sig på at opnå en sådan taqwa. Den anden slags taqwa, taqwas ydre dragt, er let at få og kræver kun kort tid. Det er måske let at binde blade, blomster og frugter på et stykke træ og rejse et „træ smykket med blomster og frugter“; men i virkeligheden er det kunstigt, bedragerisk og kortvarigt. Derfor er det i dag netop den sidstnævnte slags taqwa, der har vundet popularitet. Men alt det, man kan håbe at få fra et naturligt træ, er på ingen måde muligt at få fra et kunstigt træ; dette er en almindeligt kendt sandhed.

Ihsan

Nu vil jeg drøfte ‘Ihsan’. Det er allerede blevet sagt, at dette er det højeste trin, det højeste niveau, i islams livsbygning. Ihsan betegner egentlig en så dyb kærlighed, et så uopløseligt bånd og en så selvforglemmende, lidenskabelig hengivenhed til Allah, Hans Sendebud og Hans islam, at den gør en muslim til ‘fana fil-islam’, et menneske, der har viet sit liv til islam. Taqwas kerne er frygten for Allah, som tilskynder mennesket til at holde sig borte fra det, Allah har forbudt. Ihsans kerne er derimod kærligheden til Allah. Den gør mennesket aktivt i bestræbelsen på at opnå Allahs tilfredshed. Forskellen mellem disse to ting kan forstås gennem et eksempel. Blandt offentligt ansatte findes der nogle, som med pligtfølelse, interesse og begejstring udfører deres bestemte ansvar og pligter korrekt. De overholder alle regler og al disciplin og gør aldrig noget, der er anstødeligt i regeringens øjne. Der findes desuden en anden slags mennesker, som med oprigtig troskab, inderlig iver og udholdenhed samt en selvopofrende indstilling ønsker regeringens velfærd. De udfører ikke blot de opgaver og det ansvar, der er blevet pålagt dem; de bestræber sig også oprigtigt på at udføre de opgaver, som kan fremme statens velfærd og udvikling, og derfor gør de langt mere, end deres egentlige pligt og ansvar kræver. Så snart der sker noget, som skader staten, er de rede til at ofre deres liv, ejendom og børn. Hvis de ser, at lov og orden bliver krænket et sted, rammes de hårdt. Hvis der viser sig tegn på forræderi eller oprør et sted, bliver de urolige og gør alt, hvad de kan, for at bekæmpe det. At de selv bevidst skulle skade staten, er naturligvis helt utænkeligt; men selv den mindste skade på dens interesser er uudholdelig for dem, og de gør sig efter bedste evne de største anstrengelser for at fjerne enhver form for fejl og mangel. Det er denne gruppe offentligt ansattes ønske, at deres stat alene må hyldes overalt i verden, og at dens sejrens banner overalt må vaje stolt. Af disse to slags ansatte er de førstnævnte statens ‘muttaqi’, mens de sidstnævnte er ‘muhsin’. Også muttaqierne opnår fremgang og høje embeder; deres navne står endog særligt fremhævet på listen over de dygtigste ansatte. Alligevel kan ingen dele den ære og anseelse, som regeringen viser ‘muhsinerne’. Forskellen mellem muttaqi og muhsin i islam bliver tydelig gennem dette eksempel. Muttaqierne har også stor anseelse i islam, og der er ingen tvivl om, at de er værdige til respekt. Men islams egentlige styrke ligger hos muhsinerne, og islams hovedformål i verden kan kun fuldbyrdes gennem muhsinerne.

Efter at have forstået Ihsans dybere betydning kan enhver læser forestille sig, hvad man må mene om dem, der ser Allahs religion, islam, underlagt og påvirket af kufr, og som ser Allahs fastsatte grænser ikke blot blive overskredet og trådt under fode, men tilintetgjort, Allahs lov ikke blot blive sat ud af kraft i praksis, men helt og aldeles ophævet, og Allahs fjenders ‘herredømme’ og indflydelse blive etableret på Allahs jord i stedet for Allahs. Under det vantros systems herredømme opstår der ikke blot moralsk og kulturelt sammenbrud i samfundet; selve det muslimske folk synker også med stor hast ned i moralske og praktiske fejl og vildfarelser. Når sådanne mennesker ser alt dette uden at føle den mindste smerte, sorg eller bekymring, uden at der i dem vågner noget initiativ eller noget behov for at ændre denne tilstand, men i stedet trøster både sig selv og den muslimske befolkning med at acceptere det islamfjendtlige livssystems overlegenhed og etablering, principielt såvel som i praksis, hvordan kan man da overhovedet betragte denne slags mennesker som ‘muhsin’? Det er endnu mere forbløffende, at man trods denne alvorlige forbrydelse og synd mener, at mennesket kan nå Ihsans højere trin blot ved at udføre frivillige bønner som chasht, ishraq og tahajjud, ved dhikr og wird, muraqaba og mushahada, undervisning i hadith og Koranen samt overholdelse af detaljerede sunnaer.

سرداد نداد دست در دست يزيد

“Jeg har givet mit hoved, men jeg var ikke rede til at give hånd til Yazid.”

En sådan revolutionær og inderligt hengiven, selvopofrende indstilling er ikke opstået hos noget menneske. Derfor بازى اكرجه بانه سكا سرتو كهوسكاhar jeg ikke kunnet vie mig selv helt og sandt til Allah alene ved at sige: “Jeg vandt måske ikke sejren, men jeg kunne dog ofre mit hoved.”

Selv blandt verdens verdslige stater og nationer ses der i praksis en betydelig forskel mellem loyale, lydige og ulydige embedsmænd. Når der erklæres oprør i et land, eller en fjendtlig magt får herredømme over en del af landet, er ingen stat eller nation parat til at anerkende de mennesker som loyale, trofaste og pålidelige borgere, der anser oprøret og fjendernes uretmæssige skridt for berettigede eller glæder sig over dem og begynder at behandle dem som de besejrede, eller som opbygger et samfundssystem under deres herredømme, hvor alle nøglerne til magten ligger hos fjenderne, mens de selv opnår kontrol over nogle mindre forhold. Selv hvis de strengt følger den nationale påklædning og ydre adfærd og samvittighedsfuldt overholder landets lovgivning i alle detaljer, tillægges det ingen værdi. Mange begivenheder i vor tid kan fremføres som strålende eksempler på dette.

I Første Verdenskrigs første fase havde Tyskland erobret mange lande, og mange af indbyggerne i disse besejrede lande samarbejdede med tyskerne. Men da disse lande senere blev befriet fra det tyske herredømme, blev de, der havde samarbejdet med det tyske herredømme, behandlet hensynsløst. Disse stater og nationer har kun én målestok for at bedømme oprigtig troskab. Hvem har gjort mest for at modstå fjendens angreb og afskaffe fjendens herredømme, og hvem har gjort mest for at genoprette det herredømme, som vedkommende hævder at anerkende? Dette er den eneste målestok for at bedømme oprigtig troskab. Når det forholder sig sådan med verdens stater, og når det er deres skik at bedømme enhver form for troskab efter denne skarpe og strenge målestok, har Allah så ingen målestok til at prøve menneskers oprigtige troskab og ulydighed med, i modsætning til verdens kortsynede mennesker? Vil Allah lade sig bedrage af blot nogle få små handlinger som skæggets længde, lungi- og pyjamasbuksernes længde, recitation af tasbih og durood, wird, frivillige bønner og muraqaba, og vil vi derefter betragte os selv som rene og oprigtige tjenere? Kan det på nogen måde være rimeligt at have en så lav forestilling om Allah?

Gendrivelse af fejlagtige forestillinger

Jeg afslutter min tale med nogle få vigtige ord som konklusion. På grund af langvarige fejlopfattelser er betydningen af små detaljer og ydre ceremonier blevet stærkt fremhævet i almindelige muslimers sind. Selv om deres opmærksomhed utallige gange er blevet henledt på islams grundprincipper og helhed, samt på den dybe ånd i fromhed og islamisk moral, er de ikke i stand til at mærke betydningen af dette. I folks sind og tanker bliver betydningen af de samme små handlinger og ubetydelige ydre ceremonier ved med at træde stærkt frem. Deres blik når ikke frem til den dybe sandhed bag disse så små og betydningsløse handlinger; i virkeligheden er de små og ubetydelige handlinger blevet betragtet som islams grundlag. Denne fejlopfattelse kan også have en alvorlig indvirkning på mange medlemmer og tilhængere af Jamaat. Jeg har gjort mit yderste for klart at forklare, hvad islams grundlæggende væsen og virkelige dybe sandhed er, hvad der har størst betydning i den, og hvad der er det primære, og hvad der er det sekundære. Trods dette er mange blevet plaget af den smitsomme sygdom, der består i at holde af ydre ceremonier og tillægge detaljer større betydning end grundprincipperne. Jeg bliver gentagne gange bedt om at presse Jamaats folk til at lade deres skæg vokse, bære pyjamas, der er løftet over anklerne, og rette sig efter den slags små detaljer. Nogle mennesker føler også, at der mangler ma’rifat i Jamaat-e Islami. Men i virkeligheden ved de måske ikke selv, hvad ma’rifat er. Derfor foreslår de også, at man, samtidig med at Jamaat-e Islamis egentlige mål og arbejdsmetode bevares, tager imod et program for sjælelig renselse og åndelig oplæring fra en khanqah. Ud fra dette synes det, at den sande forståelse af islam overhovedet ikke findes i deres sind.

For kort tid siden forklarede jeg iman, islam, taqwa og ihsan. Hvis jeg i denne forbindelse har sagt noget, der strider mod Koranen og hadith, så peg uden tøven på det. Men hvis I anerkender, at disse fire tings grundlæggende væsen ifølge Koranen og hadith ikke er andet end det, der er blevet beskrevet, bør I selv tænke over, at der på ingen måde kan findes ma’rifat (åndelighed) dér, hvor iman ikke har udfoldet sig i hele sin bredde og dybde, og hvor taqwaens og ihsans egentlige rødder slet ikke findes. Og de dybe sandheder i de detaljer og sekundære forhold, som I har antaget for islams indledende og grundlæggende krav, vil jeg endnu en gang forklare jer. På dette område ønsker jeg at opfylde hele mit ansvar fuldt ud.

Besvar først med et roligt sind dette spørgsmål: Hvorfor sender Allah den Ophøjede profeter til verden? Hvad mangler der i verden, og hvilken fejl og mangel fandtes her, som fik Allah til at se nødvendigheden af at sende profeter for at fjerne den? Sendte Allah den Ophøjede profeter, fordi verdens beboere ikke bar skæg, for at få dem til at gøre det? Eller sendte Allah den Ophøjede profeter, fordi alle mennesker bar pyjamas eller lungi, der hang helt ned til fodsålerne, for at standse dette? Eller var profeternes komme til verden nødvendigt alene for på behørig vis at gennemføre de »sunnah’er«, som I har travlt med at udbrede over hele landet? Hvis I tænker lidt dybere over disse spørgsmål, vil I alle indrømme, at dette i virkeligheden ikke er nogen grundlæggende fejl eller mangel, og at det heller ikke kan være hovedformålet med profeternes komme. Men hvilken grundlæggende fejl og mangel gjorde profeternes komme nødvendig? Der kan kun være ét svar på dette spørgsmål, nemlig at det var verdens grundlæggende fejl og mangel, at mennesker vendte sig bort fra at tjene Allah, var uden religion, tilsidesatte lydigheden mod Allah, fulgte regler og love, de selv havde opfundet, og ikke troede på nødvendigheden af at stå til regnskab over for Allah. Derfor opstod der et totalt sammenbrud og en voldsom forfald i menneskets moralske karakter. Vildledte livsformer bredte sig, og hele verden nærmede sig sin fuldstændige undergang. I virkeligheden kom de ædle profeter til verden netop for at skabe ægte hengivenhed til at tjene og adlyde Allah blandt mennesker og en urokkelig tro på at stå til regnskab over for Allah. Deres hovedmål var at fremme udviklingen af en ophøjet moralsk karakter, arbejde for at etablere en fuldstændig livsorden for mennesket på grundlag af sunde principper, lade en spontan strøm af godhed og velfærd flyde og lukke alle kilder til uretfærdighed og synd. Dette var i virkeligheden det eneste formål med profeternes komme til verden, og det var for dette store og ædle formål, at den sidste og største profet, Hazrat Muhammad (fred være med ham), kom. Nu må vi undersøge Profeten (fred være med ham)s arbejdsprincipper og metode og se, hvilken gradvis og etapevis metode han fulgte i udbredelsen af islam. Alle ved, at han først fremsatte kaldet til iman. Derefter lod han, i overensstemmelse med denne imans uundgåelige krav og konsekvens, gennem gradvis undervisning og vejledning egenskaberne virkelig lydighed og efterfølgelse blandt de troende (det vil sige islam), moralsk renhed og renselse (det vil sige taqwa) samt dyb kærlighed til Allah og ægte hengivenhed (det vil sige ihsan) og lignende udfolde sig. Først derefter fjernede han gennem disse oprigtigt troende menneskers organiserede indsats og bestræbelse den unaturlige og forfaldne livsorden fra den gamle jahiliyyah-periode og etablerede i dens sted en ren, sund og sand livsorden på grundlag af de moralske og civilisatoriske principper i Allahs lov. Da disse mennesker således var blevet virkelige muslimer, muttaqi’er og muhsin’er i enhver henseende—i deres sind, tanker, moralske karakter, tankegang og handlinger—og var blevet sat til at udføre den pligt, der bør udføres af Allahs oprigtigt hengivne tjenere, begyndte han først derefter at lære dem de høflighedsregler, der forskønner de gudfrygtiges ydre ceremonier, tilskårne klædedragt, omgang, færdsel og andre ydre handlinger. Med andre ord forvandlede han først råt tobak til skinnende, rent guld og præget derefter Ashrafi-møntens form eller mønster på det; først fremstillede han ægte krigere og tapre soldater, og først derefter lod han dem iføre sig uniform. Efter et dybt og omhyggeligt studium af Koranen og hadith bliver det utvivlsomt klart, at dette er den eneste rigtige fremgangsmåde for den islamiske bevægelse; dette er arbejdets gradvise og etapevise rækkefølge. Hvis det at følge den metode, som Profeten (fred være med ham) anvendte i overensstemmelse med Allah den Ophøjedes vilje, anses for at være at følge sunnah, så må det være sunnah at arbejde efter denne arbejdsmetode. Derfor kan det på ingen måde være sunnah at forsøge at gøre mennesker, uden først at gøre dem til virkelige mu’min’er, muslimer, muttaqi’er og muhsin’er, til efterlignere af de gudfrygtiges ydre klædedragt og adfærd og til efterlignere af nogle få berømte og folkeligt populære handlinger blandt muhsin’erne. Ikke alene det: Det er en åbenlys modsigelse af sunnah og udbredelse af selvopfundne principper under sunnahs navn; der er ikke den mindste tvivl om det. Det svarer til det tåbelige forsøg på at præge Ashrafi-møntens mønster på bly- og kobberstykker og sætte dem i omløb på markedet, eller til at stille en kunstig kriger, der blot bærer uniform, på slagmarken uden først at have skabt soldaterånd, hengivenhed og selvopofrende indstilling. Efter min mening er dette ikke andet end åbenlys falskhed og bedragerisk kunstighed. Og i virkeligheden er resultatet af denne falskhed og kunstighed, at den kunstige mønt ikke har nogen værdi på markedet, ligesom det på slagmarken ikke engang er muligt at føre en vanskelig kamp med disse kunstige og prangende soldater.

Man må i sandhed også overveje, hvilken virkelig værdi enhver ting har hos Allah. Forestil jer en person, der har oprigtig iman og pligtfølelse, som er begavet med en ophøjet og ren karakter, som overholder de grænser, Allah har fastsat, og som udviser den højeste grad af lydighed mod Allah og inderlig hengivenhed; men som er mangelfuld med hensyn til sit ydre udseende og ikke fuldt ud lever op til den ydre civilisations standarder. Selv hvis man kalder dette meget dårligt, kan man højst sige: „Tjeneren er egentlig god, men en smule uciviliseret, det er alt.“ På grund af denne „uciviliserethed“ vil han måske ikke opnå den højeste rang. Men vil al hans oprigtighed og lydighed blive gjort værdiløs alene på grund af denne ene forseelse? Og vil hans herre kaste ham i Helvede blot fordi han ikke er fuldkommen i sin ydre påklædning? Kan man på nogen måde tro det? Forestil jer så en anden person: Han bærer altid shariaens påklædning og følger civilisationens skikke, ceremonier og etikette med den største omhu og fasthed, men han mangler i særlig grad oprigtighed og lydighed; hans pligtfølelse er ikke vågen, og han er heller ikke stærk i sin bevidsthed om sin rang som troende. Hvor megen værdi kan hans ydre påklædning da have hos Allah, når disse indre fejl og mangler findes hos ham? Dette er i sandhed ikke et kompliceret og dybt juridisk spørgsmål, som man må lede efter i store bøger for at forstå. Ethvert menneske kan ved hjælp af sin almindelige fornuft selv forstå, hvilken af disse to ting der virkelig fortjener anseelse. Selv blandt verdens mindst intelligente mennesker findes der en vis forståelse, og de kan i virkeligheden skelne mellem det, der er værd at søge, og det, hvis skønhed ikke er grundlæggende. Den nu nedlagte engelske regering i Indien er et glimrende eksempel på dette. Det er almindeligt kendt, hvor meget de var dandificerede og modeglade, og hvor meget de gik op i ydre skikke og ceremonier; men har I tænkt over, hvilken ting der virkelig havde værdi og rang hos dem? Den militære embedsmand, som brugte al sin mentale og fysiske kraft på at holde deres stats sejrens flag vajende, og som i den afgørende stund ikke tøvede med at ofre sig for det, var netop den, de tildelte rang og indsatte i de højeste embeder. Selv hvis han set udefra var hundrede gange uciviliseret og stædig, havde et ubarberet skæg, bar uhensigtsmæssigt tøj, var uregelmæssig i spise- og drikkevaner og udygtig i sit arbejde, var det ikke nogen hindring for hans forfremmelse. Omvendt ville englænderne, langt fra at give en person, der var luksuselskende og fulgte civilisationens og samfundets mest populære skikke til fulde, men som stod tilbage, når det gjaldt lydighed og selvopofrelse, og som i afgørende situationer især tog hensyn til sine egne bekvemmeligheder, ikke tøve med at stille ham for en krigsret. Når dette er tilstanden selv blandt verdens mindre begavede mennesker, hvad kan man så antage om Allah? Vil Han uden at skelne mellem guld og kobber tildele en guldmønt værdi blot ved at se på dens ydre mønster og præg? Kan en sådan forestilling om Allah på nogen måde være passende?

Jeg vil sige det igen: Tro ikke på grundlag af dette, at jeg ønsker at benægte nødvendigheden af menneskets ydre skønhed, eller at jeg forsøger at bevise, at det er unødvendigt at følge de regler og forskrifter, der er indført for at forbedre og ordne menneskelivets ydre sider. Det er på ingen måde sandt. Jeg tror, at det er enhver troendes ubetingede pligt at adlyde hvert eneste påbud fra Allah og Hans Sendebud på behørig vis. Jeg anerkender også fuldt ud, at din Islam ønsker at forme både menneskets indre og ydre sider smukt og velordnet. Men trods dette forsøger jeg kun at få jer til at forstå, at menneskets indre side er den primære, mens den ydre side ikke på samme måde er genstand for reform. Først må man forsøge at skabe menneskets indre sandheds juvelkammer; derefter må også det ydre formes i overensstemmelse med denne indre side. Først og fremmest må man rette sin opmærksomhed mod de egenskaber, der har virkelig værdi hos Allah, og hvis forædling og videreudvikling var det eneste formål med profeternes, må Allah velsigne dem, komme, og først må man tilegne sig disse egenskaber. Hvad angår det ydre, vil dets forbedring først naturligt følge som en uundgåelig konsekvens af disse egenskaber. Hvis der derefter stadig findes mangler, vil de uden tvivl blive fuldkommengjort, efterhånden som man bevæger sig gennem de successive stadier.

Trods fysisk sygdom og svaghed holdt jeg denne lange tale for jer, ene og alene fordi jeg ønsker at frigøre mig for ethvert ansvar over for Allah ved klart at fremlægge den sande sag for jer i dens fulde omfang og helhed. Ingen har nogen sikkerhed for livet; ingen ved eller kan sige, hvornår ens levetid når sin yderste grænse. Derfor ønsker jeg at viderebringe det budskab om sandheden, som det påhviler mig at viderebringe, på behørig vis. Hvis noget stadig står uklart eller kræver nærmere forklaring, så spørg; og hvis jeg har sagt noget, der strider mod sandheden, så gør indsigelse mod det. Men hvis jeg på behørig vis har bragt den sande sag til jer, så vidn om det. (En stemme lød fra forsamlingen: „Vi vidner, vi vidner.“) Vær også vidner til, at jeg har opfyldt denne pligt, og måtte Allah ligeledes være vidne. Jeg beder: Må Allah også give jer og mig evnen til at forstå din Islams dybeste sandheder, og give os styrken til, i overensstemmelse med vores viden, at opfylde din Islams samlede krav og dermed udføre vores liv og alle vores handlinger. Amin.

— Slut —