To ting

Indien var endnu ikke blevet selvstændigt. Indien var endnu ikke blevet delt, og staten Pakistan var endnu ikke blevet oprettet. Men både Indiens selvstændighed og oprettelsen af et særskilt hjemland for muslimer bevægede sig mod endelig gennemførelse. Muslimerne ønskede at oprette en islamisk stat, hvor Koranens og sunnaens bestemmelser skulle være gældende på alle områder. Men blandt dem, der ledte bestræbelserne på at oprette denne stat, fandtes hverken sand viden om islam, islamisk karakter eller sindelag til at opbygge et rent islamisk samfund. De havde kun en tanke om muslimsk nationalisme. De antog, at det alene var tilstrækkeligt for et land til at blive en islamisk stat, at magten kom på muslimske hænder – uanset hvordan landets love, uddannelse, kultur, økonomi og politik måtte være.

Dette var en yderst fejlagtig opfattelse. En islamisk stat kan på ingen måde oprettes gennem denne urealistiske fremgangsmåde. Der findes en bestemt metode til at oprette en islamisk stat eller gennemføre en islamisk revolution. Folk i ethvert land i verden, som ønsker at oprette en islamisk stat, må nødvendigvis følge denne bestemte metode. På dette tidspunkt anså Maulana Maududi (må Allah være barmhjertig mod ham) det for sin pligt at gøre disse forhold klart for alle, og derfor holdt han i september 1940 et fremragende foredrag om emnet i Strachey Hall ved Aligarh Universitet. Foredragets titel var »Islami Hukumat Kis Tarah Qaim Hoti Hai?« Den enkle oversættelse er: »Hvordan oprettes en islamisk stat?« Foredraget blev straks udgivet som en lille bog. På bengali er den imidlertid kendt under navnet »Vejen til den islamiske revolution«.

For nogle årtier siden blev den lille bog oversat og udgivet på klassisk bengali. Siden da er der blevet trykt mange udgaver af den. Som følge af de mange genoptryk har nogle trykfejl efterhånden fået fast plads i den. Derfor, og for at imødekomme behovet for et moderne sprog, har vi oversat bogen på ny til det moderne sprog.

Da dette foredrag blev udgivet som en lille bog, føjede Maulana Maududi (må Allah være barmhjertig mod ham) selv nogle udsagn af profeten Jesus, fred være med ham, om den islamiske stat til fra den almindeligt udbredte Bibel. I denne nye udgave har vi også indarbejdet denne tilføjelse.

Vi håber, at denne lille bog, som tidligere har været en vejleder for dem i Bangladesh, der ønsker at gennemføre en islamisk revolution, også fremover vil forblive en urokkelig vejleder.

Abdus Shahid Nasim 18.11.1991

———–

“I en demokratisk stat vil magten naturligvis komme i hænderne på de mennesker, der er i stand til at vinde vælgernes støtte. Hvis der ikke skabes islamisk tænkning og mentalitet blandt vælgerne, hvis de ikke har nogen interesse i at opbygge en ægte islamisk moralsk karakter, og hvis de ikke er rede til at følge islams retfærdige og ukrænkelige grundprincipper, som den islamiske stat skal styres på grundlag af, vil en ægte muslim aldrig kunne blive valgt ind i parlamentet gennem deres stemmer.”

“Til dette arbejde er der brug for en gruppe modige unge, som tror på sandheden og forbliver urokkelige i den som bjerge. Deres blik må ikke være rettet i nogen anden retning. Hvad der end sker i verden, må de ikke afvige så meget som en tomme fra vejen mod deres mål.”

 ———–

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn

Hvordan etableres en islamisk stat?

I denne artikel ønsker jeg klart at fremstille den fremgangsmåde, hvorved en islamisk stat etableres ad naturlig vej. Jeg kan se, at betegnelsen islamisk stat i dag er blevet til et legetøj for børn. Folk fra forskellige retninger og klasser giver udtryk for deres forestillinger om en islamisk stat og deres planer om at etablere den. Men for at nå dette mål foreslår de så besynderlige veje og metoder, at det er lige så umuligt at nå målet ad disse veje og metoder, som det er at nå Amerika i bil. Årsagen til sådanne løse forestillinger er, at der af den ene eller den anden historiske og politiske grund er opstået et ønske i deres hjerter om at etablere en sådan stat, som ikke vil være en “islamisk stat”. Men de har ikke forsøgt at erkende, hvad denne stats form og egenskaber vil være, gennem en rent videnskabelig metode. De har heller ikke forsøgt at undersøge, ved hvilken metode en sådan stat overhovedet etableres. Under disse omstændigheder føler jeg behov for at analysere spørgsmålet grundigt på videnskabelig vis.

Den naturlige udvikling af statsordenen

Alle, der blot har en smule kendskab til samfundsvidenskab, ved, at ingen form for statsorden kan etableres på kunstig vis. En statsorden er heller ikke noget, man kan fremstille ét sted og bringe hen for at installere et andet sted. En statsorden opstår helt naturligt som resultatet af den samlede arbejdsproces, der udspringer af samspillet mellem et samfunds moralske karakter, dets tanker og bevidsthed, sindelag, civilisation og kultur samt dets historiske og traditionsbundne årsager. For at dette kan ske, må der være visse indledende forudsætninger, visse sociale og kollektive bestræbelser og aktiviteter samt visse følelsesmæssige tilskyndelser og tilbøjeligheder til stede; under det samlede pres fra disse opstår statsordenen ad naturlig vej. Ligesom en konklusion i logikken fremkommer på grundlag af en bestemt opstilling af præmisser, og ligesom kemiske stoffer med de samme egenskaber fremstilles, når kemiske bestanddele med bestemte egenskaber blandes på en særlig måde, således fødes en stat ifølge samfundsvidenskabens love kun som resultat af det krav, der udspringer af det miljø, som skabes i et samfund på grundlag af gensidig forståelse og samarbejde.

Og hvad vil statens karakter være? Også det afhænger af det samfundsmiljø og den anskuelse, under hvis pres staten vil blive født. Ligesom en anden konklusion ikke kan frembringes som resultat af en bestemt opbygning af præmisser i logikken. Ligesom et stof med helt andre egenskaber ikke kan dannes ved at sammenblande kemiske bestanddele med ensartede egenskaber i kemien. Ligesom et citrontræ efter at være blevet plantet og vokset ikke kan bære mangoer. På samme måde kan det ikke ske, at når midlerne, bestanddelene og årsagsforløbene er bestemt til at etablere en stat af en særlig karakter, og deres samlede virke ligeledes begunstiger fremkomsten af netop denne type stat, så skal resultatet af disse midler, bestanddele og handlinger, når staten efter at have gennemløbet udviklingens stadier nærmer sig fuldbyrdelsens tærskel, blive etableringen af en stat af en helt anden karakter.

Lad ikke denne udtalelse få jer til at betragte mig som fortaler for determinisme. Tro heller ikke, at jeg benægter menneskets vilje og frihed. Uden tvivl spiller enkeltpersoners og gruppers vilje og handlinger en enorm rolle i fastlæggelsen af statens karakter. Men det, jeg i virkeligheden forsøger at bevise, er kun én ting. Og det er, at uanset hvilken type statsordning man ønsker at skabe, er det helt afgørende fra begyndelsen at indsamle midler og bestanddele, der stemmer overens med netop denne statsordnings natur og karakter, og at antage en handlemåde, der kan føre præcis til dette mål.

For at etablere den særlige statsordning, som vi ønsker at etablere, må der nødvendigvis skabes en bevægelse af netop den karakter. Der må skabes personlig, partimæssig og social karakter af denne type. Der må skabes en sådan uddannet ledelse samt sådanne sociale aktiviteter og et sådant miljø. For dette er den naturlige fordring fra denne særlige statsordning. Når disse midler, bestanddele og årsagsforløb er blevet samlet og erhvervet i forening, og der efter en langvarig, udmattende kamp er blevet skabt en sådan uimodståelig styrke og fasthed i dem, at det bliver umuligt for nogen anden forkastelig ordning at overleve i det samfund, de har skabt, så vil denne særlige statsordning som den uundgåelige naturlige følge træde frem—den statsordning, for hvis skyld alle disse midler, bestanddele og årsagsforløb gennem en samlet og kollektiv indsats har ført kamp.

Tag for eksempel et frø. Fra det spirer et træ. Dets indre bestanddele nærer det og bringer det frem til et bestemt stadium. Derefter vil dette træ helt naturligt blive ved med at bære netop den frugt, som dets indre kræfter og bestanddele gennem lang tid har næret for at frembringe. Hvis man tænker dybt over denne indlysende sandhed, må man erkende én ting. Det vil sige, at når enhver bestanddel—herunder bevægelsen, ledelsen, den personlige og kollektive karakter samt arbejdsmetoderne og handlemåderne—er virksom med fuld kraft i aktiviteter, der er helt gunstige og egnede til at etablere en bestemt type stat, så er håbet om, at resultatet alligevel skulle blive etableringen af en statsordning af den stik modsatte type, ikke andet end dumhed, lunefuldhed, tom fantasi og uerfarenhed.

Den ideologiske stat

Hvad er den islamiske stat, som vi har kaldt den, i virkeligheden? Hvad er dens natur? Hvilken type er den? Hvad er dens særkende og egentlige identitet? Det er nødvendigt, at vi forstår dette grundigt. Den islamiske stats allerførste særkende er, at der her ikke findes det mindste spor af nationalisme. Det er netop dette, der adskiller den islamiske stat fra alle andre typer stater. Den er ganske enkelt en ideologisk stat. En sådan stat vil jeg på engelsk kalde »IDEOLOGICAL STATE«. Mennesker har ikke altid kendt til en sådan ideologisk baseret stat. Den dag i dag findes der ingen sådan ideologisk stat i verden. I oldtiden kendte mennesker til stater baseret på slægt eller klasse. Derefter lærte de stater baseret på stamme og nation at kende. I deres snæversynede sind har mennesker aldrig givet plads til tanken om en sådan ideologisk stat, hvor alle, uanset slægt, stamme, nation eller race, ville blive delagtige i statens styrelse, hvis de antog dens ideologi.

Kristendommen fik en vag skitse af den. Men den fik ikke den fuldstændige tankestruktur, på hvis grundlag en stat kan etableres. Under den franske revolution så mennesker ganske vist en svag stråle af den ideologiske stat, men den sank snart ned i nationalismos snævre, mørke afgrund. Kommunismen udbredte i særlig grad ideen om den ideologiske stat. Den forsøgte endda at lægge grundlaget for en stat på dette ideologiske grundlag. Som følge heraf begyndte verdens mennesker også at danne sig en svag forestilling om den ideologiske stat. Men til sidst trængte nationalisme­ns alle skæve strømninger også ind i dens årer. Nationalismen rev kommunismens ideologiske idé med sig og sænkede den ned på havets bund.

Fra verdens begyndelse og frem til i dag er islam den eneste ideologiske lære, der er i stand til at befri statsordningen fra nationalisme­ns alle snævre strømninger og etablere den på et rent ideologisk grundlag. Og islam er den eneste store ideologi, der opfordrer hele menneskeheden til ved at antage denne ideologi at opbygge en ikke-nationalistisk, universel stat.

I den moderne verden er forestillingen om en sådan stat ukendt, og eftersom alle verdens statssystemer er det stik modsatte af denne forestilling, er ikke blot ikke-muslimer, men selv muslimer blevet ude af stand til at forstå en sådan stat og dens iboende implikationer. De, der ganske vist er født i muslimske hjem, men har dannet deres forestilling om samfundssystemet udelukkende ud fra europæisk historie, politik og samfundsvidenskab, kan på ingen måde rumme forestillingen om en sådan ideologisk baseret stat. Også i de muslimsk flertalslande uden for det indiske subkontinent, som er blevet selvstændige, er den statslige myndighed kommet i hænderne på sådanne mennesker. De kan ikke engang forestille sig nogen anden stat end nationalstaten. For deres sind er fuldstændig tømt for viden om islam, islamisk bevidsthed og forestillingen om en ideologisk stat. Også her på subkontinentet er de, der har fået en sådan uddannelse, plaget af dette komplekse problem.

De udtaler ganske vist navnet på den islamiske stat, men den uddannelse, som disse stakkels menneskers sind er blevet formet af, får igen og igen billedet af netop »nationalstaten« til at dukke op foran dem. Bevidst eller ubevidst bliver de fanget i nationaldyrkelsens snare. Uanset hvilke planer og programmer de overvejer, gør de det på grundlag af nationalismens tankegang. De har en fuldstændig konventionel forestilling om den islamiske stat.

De mener, at det vil være en islamisk stat, så snart den »nation«, der kaldes »muslimer«, får statsmagten eller i det mindste den politiske ledelse. Og uanset hvor meget de tænker over, hvordan dette mål skal nås, kan de ikke få øje på nogen anden fremgangsmåde for denne nation end de fremgangsmåder, andre nationer har benyttet. Den forestilling har besat deres sind, at ligesom verdens øvrige nationer er blevet dannet gennem en sammensætning af bestemte midler og bestanddele, vil de også danne deres nation gennem en sammensætning af de samme midler og bestanddele. Der vil blive vakt en nationalistisk bevidsthed i dem. 1 Der vil blive skabt en central ledelse blandt dem. En nationalgarde vil blive organiseret. Der vil blive dannet en national milits. Hvor de er i flertal, vil deres nationalstat blive organiseret på grundlag af demokratiets anerkendte princip om »flertallets styre«. Og dér, hvor de er i mindretal, vil deres »rettigheder« blive sikret.

De mener, at deres særpræg bør beskyttes på samme måde, som hvert nationalt mindretal i andre lande ønsker at værne om sit særpræg. De ønsker, at der fastsættes kvoter til dem inden for uddannelse, ansættelser og valgte organer. De vil selv vælge deres egne repræsentanter. Og så videre og så videre—nationalistiske tanker har opslugt deres tænkeevne. Når de udtrykker disse nationalistiske tanker, bruger de på deres læber islamiske fagudtryk som ummah, jamaat, millat, amir og ita’at. Men for dem er disse ord blot synonymer for de ord, der bruges om national religiøs ideologi. Heldigvis har de fundet disse ord færdiglavet i det gamle forråd, og ved hjælp af dem får de mulighed for at stemple guldmønter på kobbermønter.

Hvis I kan forstå den ideologisk baserede stats sande kendetegn, vil det ikke være det mindste vanskeligt at indse, at en sådan nationalistisk tankegang og et sådant handlingsprogram—for slet ikke at tale om—ikke engang kan være begyndelsen på dette store arbejde. Sandheden er, at hvert enkelt element i nationalismen er som en skarpøkset økse, der hugger ind i den ideologiske stats rod og tilintetgør den.

Kernen i den forestilling, som den ideologiske stat fremsætter, er, at der ikke findes nogen »nation« eller »nationalisme« foran os. Foran os står kun mennesket eller menneskeheden. Vi vil fremlægge og udbrede et stort ideal for dem med det formål, at deres velfærd og succes ligger i, at samfunds- og statsstrukturen bliver opbygget og grundlagt på dette ideals basis. Alle mennesker, der antager dette ideal, er ligeværdige medejere af forvaltningen af denne ideologiske stat.

Tænk nu lidt over det: Hvordan skulle en person, hvis sind, sprog, tale, handlinger, aktiviteter og alt andet er præget af snæver nationalisme og nationaldyrkelse, kunne bevæge sig frem med dette store, universelle ideologiske perspektiv? Blind og opslugt af snæver nationaldyrkelse har han med egne hænder lukket vejen for at kalde verdens menneskehed til sig. Allerede ved det første skridt har han sænket sin egen position ned i vildfarelsens snare. De nationer i verden, som er blændet af nationalistisk had, og for hvem nationaldyrkelse og nationalstaten er den grundlæggende årsag til alle deres stridigheder og kampe, kan ikke kalde verdens menneskehed til velfærdens ideal. Kan de, der er opslugt af strid for deres egen nationalstat og deres egen nations rettigheder, tænke på hele menneskehedens velfærd? Kan det være fornuftigt at indlede en bevægelse, der skal få folk til at holde op med at føre retssager, ved selv at anlægge en sag ved domstolen?

En stat baseret på Allahs suverænitet og menneskets repræsentantskab

Den islamiske stats andet kendetegn er, at hele dens struktur er grundlagt på forestillingen om Allahs suverænitet. Denne forestillings kerne er, at verdensherredømmet tilhører Allah. Han alene er denne verdens suveræne hersker. Intet menneske, ingen slægt, klasse eller nation, ja, ikke engang hele menneskeheden, har den mindste ret til suverænitet. Retten til at lovgive og udstede befalinger er udelukkende forbeholdt Allah.

Denne stats sande væsen er, at mennesket her skal fungere som Allahs stedfortræder. Og mennesket kan kun på rette måde opnå værdigheden som stedfortræder på én af to måder. Enten vil loven og statens bestemmelser blive åbenbaret direkte fra Allah til et menneske, som derefter vil følge og gennemføre dem. Eller mennesket vil følge og adlyde den person, til hvem loven og bestemmelserne er blevet åbenbaret fra Allah.

I arbejdet med at lede dette kalifat vil alle, der tror på denne lov og disse bestemmelser og er rede til at følge og gennemføre dem, tage del. De skal udføre denne store opgave med en vedvarende bevidsthed om, at vi alle som fællesskab og hver enkelt af os personligt skal stå til regnskab for den store Allah, hvis viden omfatter alt, både det skjulte og det åbenbare. Intet er skjult for Hans viden.

Denne tanke vil hvert øjeblik holde deres bevidsthed vågen om, at dette store ansvar for kalifatet ikke er blevet pålagt os for at udøve vores herredømme og myndighed over mennesker, gøre folket til vores slaver, tvinge dem til at bøje hovedet for os, opkræve skatter fra dem for at bygge luksuriøse paladser til os selv eller ved vilkårlig magtanvendelse samle midler til luksus, selvforgudelse og egenrådighed. Tværtimod er dette vældige ansvar blevet pålagt os, for at vi kan gennemføre de retfærdige love og bestemmelser, som Han har givet, over Allahs tjenere, og selv følge og gennemføre dem fuldt ud i vores eget liv. Hvis vi begår selv den mindste fejl i at følge og gennemføre disse bestemmelser, og hvis blot en lille smule egoisme, vilkårlighed, fjendskab, partiskhed eller forræderi trænger ind i dette arbejde, skal vi uundgåeligt lide straffen for det ved Allahs domstol, uanset hvor meget vi måtte være blevet skånet for straf i det jordiske liv?

Den statslige struktur, der er grundlagt på dette storslåede ideals fundament, er i enhver henseende, fra dens rødder og stamme til selv de mindste grene, helt forskellig fra de religionsløse stater (sekulære stater). Alt ved dens opbygning, væsen og natur er fuldstændig anderledes end i en sekulær stat. Til at grundlægge og lede en islamisk stat kræves en særlig form for mentalitet, en særpræget karakter og en enestående dygtighed. Alt ved denne stats hær, politi, domstole, økonomiske system, love, administration af skatter og afgifter, udenrigspolitik, krig, fredsaftaler og så videre er helt forskelligt fra den religionsløse stat. Den øverste dommer i en sekulær stat er ikke værdig til at være kontorist i en islamisk stat, ikke engang til at være tjenestekarl. Den stats generalinspektør for politiet er ikke engang kvalificeret til at være almindelig politibetjent i en islamisk stat. Feltmarskalerne og generalerne fra den religionsløse stat er ikke kvalificerede til engang at blive optaget som menige soldater i en islamisk stat. Hvad angår deres udenrigsminister, vil han ikke blot være uegnet til at få nogen stilling i en islamisk stat; på grund af sin løgnagtighed, sit bedrag og sit forræderi vil han måske ikke engang kunne undgå at blive kastet i fængsel.

Kort sagt er de mennesker, der er blevet uddannet til at lede en religionsløs, sekulær stat, og som har fået moralsk og mental træning tilpasset en sådan stats væsen og natur, fuldstændig uegnede til at lede en islamisk stat. Den islamiske stats borgere, vælgere, rådsmedlemmer, embedsmænd, soldater, dommere, magistrater, embedsmænd i de forskellige afdelinger, hærchefer, ambassadører og ministre — kort sagt hver afdeling af samfundslivet og hver del af det administrative apparat — må omformes og indrettes helt på ny på grundlag af dens eget ideal.

Til at lede denne stat kræves mennesker, som har gudsfrygt i deres hjerter; mennesker, der har en stærk følelse af, at de skal stå til regnskab over for Allah for udførelsen af deres ansvar; mennesker, der sætter det hinsidige over denne verden; mennesker, i hvis øjne moralsk gevinst og tab er mere værdifuldt end verdslig gevinst og tab. De vil under alle forhold følge de love, regler, principper og handlingsmåder, der er udformet særligt for dem. Det eneste mål for alle deres bestræbelser og aktiviteter vil være at opnå Allahs tilfredshed. Deres nakker vil være fuldstændig frigjort fra slaveriet under personlige og nationale interesser samt fra begærets og lidenskabernes lænker. Deres sind og hjerter vil være helt renset for misundelse, fjendskab og snæversyn. De vil ikke blive vanvittige af rigdommens og magtens rus. De vil ikke blive plaget af begær efter velstand eller magtbegær.

Til at lede en sådan stat kræves en gruppe mennesker med så stærk moralsk karakter, at de, selv hvis de fik verdens skatte i deres hænder, ville vise sig at være fuldstændig pålidelige. Når de har fået magten, vil de tilbringe søvnløse nætter i bekymring for folkets velfærd. Og under deres dybt ansvarlige beskyttelse vil folket være fuldstændig trygt og sikkert i alle henseender, med liv, ejendom, ære og værdighed. Til at lede en islamisk stat kræves mennesker, som, hvis de træder ind i et land som sejrsherrer, ikke vil skræmme landets befolkning med frygt for massakrer, ødelæggelse af byer og landsbyer, undertrykkelse og overgreb, bølleri, vold og utugt. Tværtimod vil indbyggerne i det besejrede land finde, at hver eneste af deres soldater fuldt ud beskytter deres liv, ejendom, ære og værdighed samt kvindernes kyskhed. I international politik vil de opnå så stort et ry og så høj en anseelse, at hele verden vil have tillid til dem med hensyn til deres ærlighed, sandfærdighed, retfærdighed, efterlevelse af moralske og etiske principper samt opfyldelse af løfter og aftaler.

En islamisk stat kan kun etableres af sådanne mennesker og udelukkende af sådanne mennesker. Kun mennesker af denne slags er i stand til at lede en islamisk regering. Derimod kan en islamisk stat på ingen måde etableres og ledes af materialistiske, egeninteresserede mennesker (nytteorienteret mentalitet). Tværtimod er sådanne menneskers tilstedeværelse i statsstrukturen lige så farlig som termitters tilstedeværelse inde i en bygning. De udarbejder stadig nye politikker for verdslige interesser samt for individets og nationens interesser. I deres sind findes hverken frygt for Allah eller for det hinsidige. Hele deres stræben, deres aktiviteter og deres stadig nye politikker drejer sig derimod udelukkende om jagten på verdslig gevinst og tab.

Metoden til den islamiske revolution

Med hele det billede af den islamiske stat, som hidtil er blevet tegnet, i erindring bør I overveje, hvad den sande fremgangsmåde for at nå dette mål kan være. Jeg har allerede sagt, at en stat af netop den slags under helt naturlige forhold opstår som resultatet af det samlede samspil mellem et samfunds moralske karakter, tanker og bevidsthed, sindelag, civilisation og kultur samt dets historiske og traditionsmæssige virkemåde. Hvis et træ fra det øjeblik, det spirer, indtil det bliver fuldvoksent, er blevet formet som et citrontræ, kan det på ingen måde pludselig bære mangoer, når tiden kommer til at bære frugt. På samme måde opstår en islamisk stat heller ikke mirakuløst.

For at etablere en islamisk stat er der først behov for en bevægelse, hvis fundament bygges på en livsanskuelse, et livsformål, en moralsk målestok og et karakterideal, der er fuldt ud i overensstemmelse med islams livskraft. Kun de mennesker er egnede til at blive ledere og aktivister i denne bevægelse, som er rede til at forme sig selv efter denne særlige menneskelige model. Samtidig må de utrætteligt stræbe og kæmpe for at udbrede et tilsvarende sindelag og en tilsvarende moralsk livskraft i samfundet.

Dernæst må der på det samme grundlag opbygges et nyt uddannelsessystem, som kan skabe denne særlige type mennesker. Herfra skal der udspringe muslimske videnskabsfolk, filosoffer, historikere, økonomer, jurister og politikere – kort sagt specialister inden for enhver gren af viden og videnskab, som i deres sindelag, overbevisninger og tankegang er fuldt ud muslimske. De skal være fuldt kvalificerede til at udarbejde en realistisk og fuldstændig plan for et livssystem baseret på islams grundprincipper. De skal være fuldt kvalificerede til at gøre deres intellektuelle lederskab (intellectual leadership) sejrende og solidt etableret i konfrontationen med gudsfornægtende tænkere.

På grundlag af denne tankemæssige og intellektuelle baggrund må den islamiske bevægelse fortsætte kampen mod det fejlagtige livssystem, der har bredt sig i samfundet. I denne kamp må bevægelsens ledere ved at udholde farer, ulykker, undertrykkelse og forfølgelse, ved at bringe ofre, ved igen og igen at blive slået og ved at give deres liv bevise deres oprigtige hengivenhed og faste beslutning. Således at alle slags mennesker kan se, at de er det reneste guld af fineste kvalitet. I hvert eneste ord og hver eneste handling må det ideal, hvis banner de er trådt frem som bærere af på kampens arena, komme til udtryk. Gennem hvert eneste af deres ord skal det blive klart for verden som dagens lys, at det idealiske statsstyre, som sådanne uskyldige, uselviske, sandfærdige, rene, selvopofrende, principfaste og gudfrygtige mennesker opfordrer til at etablere for menneskehedens vel, nødvendigvis rummer retfærdighed, fred og velfærd for menneskene.

Gennem en sådan indsats og kamp vil alle de mennesker i samfundet, hvis natur rummer blot et vist element af sandhed og ærlighed, lidt efter lidt slutte sig til denne bevægelse. I modsætning hertil vil indflydelsen fra mennesker med slet karakter og tilhængere af usle veje langsomt forsvinde fra samfundet. En voldsom revolution vil finde sted i folkets tanker og bevidsthed. I samfundslivet vil der opstå et stærkt krav om netop dette særlige statsstyre. Da vil vejen for ethvert andet statsstyres fortsatte eksistens i dette samfund med den forandrede mentalitet være fuldstændig lukket.

Til sidst vil dette ønskede statsstyre som følge af en uundgåelig og naturlig udvikling blive etableret, og jorden vil gennem lang tid være blevet beredt til det. På denne måde vil der i kraft af dette statsstyre være til rådighed alle slags ansatte og embedsmænd til at lede det, lige fra de laveste funktionærer til ministre og guvernører.

Dette er billedet af den revolution og den naturlige fremgangsmåde til at etablere den stat, som kaldes den islamiske revolution og den islamiske stat. Historien om alle verdens revolutioner ligger foran jer. Det bør ikke være ukendt for jer, at en bestemt slags revolution netop kræver en bestemt slags bevægelse, tilsvarende ledelse og tilsvarende aktivister, en tilsvarende kollektiv og social bevidsthed samt et tilsvarende kulturelt og moralsk miljø.

Den franske revolution krævede skabelsen af netop det særlige moralske og mentale grundlag, som filosoffer som Rousseau, Voltaire og Montesquieu havde skabt. Den russiske revolution blev muliggjort af Karl Marx’ filosofi, Lenins og Trotskijs lederskab samt tusindvis af socialistiske aktivisters ofre, som havde formet deres liv efter socialismens form. Den tyske nationalsocialisme kunne slå rødder i netop den særlige moralske, psykologiske og kulturelle jord, som blev skabt af talrige tænkere som Hegel, Fichte, Goethe og Nietzsches filosofier og ideologier samt Hitlers dristige lederskab. På samme måde vil den islamiske revolution kun kunne finde sted, når en mægtig folkelig bevægelse rejser sig på grundlag af den koraniske filosofi og profeten Muhammad Rasulullahs (fred være med ham) forbillede, og når det bliver muligt gennem kampens vældige kraft grundlæggende at forandre det sociale livs mentale, moralske, psykologiske og kulturelle grundlag.

Jeg kan i det mindste ikke forstå, hvordan en bevægelse af nationstilbedende karakter skulle kunne organisere en islamisk revolution. For i dens baggrund findes netop det mangelfulde uddannelsessystem, som i dag er gældende i vores land. Og dette uddannelsessystem bygger på opportunistisk moral (Utilitarian Morals) og en pragmatisk (Pragmatism) mentalitet. Jeg tror ikke på mirakuløse fremgangsmåder som den tidligere franske premierminister monsieur Reynaud. Jeg tror på det princip, at resultatet bliver præcis sådan, som indsatsen og kampen har været.

Urealistiske forestillinger og fantasier

Nogle mennesker mener, at alle muslimernes problemer vil blive løst, så snart muslimerne er organiseret. De mener, at målet om en »islamisk stat« eller »Et frit Indien, et frit islam« vil blive nået, så snart muslimerne er samlet i ét centrum, på én platform og under én ledelse. Men grundlæggende er dette også et program af nationstilbedende karakter. Tanken om at etablere en islamisk stat på denne måde er ikke andet end en urealistisk fantasi. En islamisk stat etableres ikke gennem nationalistisk tankegang. Enhver, der ønsker at etablere sin autoritet som nation, vil uden tvivl antage et sådant program. Hvad enten det er hinduer eller sikher, tyskere eller italienere. En leder, der er opslugt af kærlighed til nationen, er i virkeligheden dygtig til at slå til, når muligheden opstår. Han besidder fuldt ud evnen til at udøve autoritet og lede en organisation. En sådan leder er særdeles nyttig, når det gælder om at løfte enhver nations hoved højt. Hvad enten han er Hitler eller Mussolini. Hvis tilsvarende hundreder af tusinder eller millioner af unge kan føre en disciplineret bevægelse under en sådan leders ledelse, kan enhver nation løfte hovedet højt blandt verdens nationer. Hvad enten de tror på japansk eller kinesisk nationalisme, gør ingen forskel.

På samme måde: Hvis »muslimer« er navnet på en arvelig eller historisk nation, og målet er at fremme denne nations udvikling, så er den praktiske fremgangsmåde netop den, der foreslås. Det kan føre til opnåelsen af en nationalstat eller i det mindste til en god andel i landets styre. Men set i forhold til den islamiske revolution og etableringen af en islamisk stat kan det ikke engang kaldes det første skridt. Tværtimod er det et skridt i den modsatte retning.

Blandt den nation, der i dag lever i dette land under navnet muslimer, findes alle slags mennesker, både gode og dårlige. Hvad angår karakter, findes der blandt denne nation lige så mange slags mennesker, som der findes blandt de vantro. Den mængde mennesker, som en vantro nation kan samle til at aflægge falsk vidnesbyrd i retten, kan denne nation sandsynligvis også samle til samme formål. I alle slags moralske forbrydelser, herunder renteåger, bestikkelse, tyveri, røveri, zina, utugt, løgn og bedrag, er denne nation på ingen måde mindre dygtig end de vantro. De mennesker i denne nation benytter præcis lige så mange veje til at fylde maven og tjene penge, som de vantro gør. Når en gruppe muslimske advokater bevidst undertrykker den virkelige sandhed for at få deres klient til at vinde, er de præcis lige så blottet for gudsfrygt, som en ikke-muslimsk advokat er. En muslimsk velhavende bruger sin rigdoms overflod, og en muslimsk hersker bruger sin magts overlegenhed, til at gøre præcis de samme ting, som ikke-muslimske rige og herskere gør.

Det kan måske være let at opnå junglens herredømme ved blot at samle og organisere alle slags mennesker med denne moralsk så degenererede nations blandede karakterer, eller ved gennem politisk træning at lære dem rævens snuhed, eller gennem militær træning at forme dem så voldsomt som ulve. Men jeg kan på ingen måde forstå, hvordan det skulle kunne være muligt for dem at gøre Allahs ord sejrrigt. Hvem vil under sådanne omstændigheder anerkende deres moralske overlegenhed? Hvem vil bøje sig respektfuldt foran dem? Hvis hjerte vil blive fyldt af begejstring for islam ved synet af dem? Hvordan kan det betagende syn af »de går ind i Allahs religion i skarer« vises gennem deres »rene livsførelse«? Hvor vil deres åndelige lederskab blive anerkendt? Hvilke mennesker i verden vil byde dem velkommen for at opnå deres egen frelse?

For det, som kaldes Allahs ords sejr, kræves der sådanne arbejdsstyrker, som er fyldt med ærefrygt for Allah, og som uden at bekymre sig om nogen form for gevinst eller tab står urokkeligt fast på Allahs lov og bestemmelser. Grundlæggelsen af Allahs religion kræver i virkeligheden netop en sådan gruppe mennesker. Om de træder frem blandt muslimer af muslimsk afstamning eller kommer fra et andet folk, er uden betydning. Ti sådanne troende mænd er langt mere værdifulde for at gøre Allahs religion sejrrig end de fem eller ti millioner mennesker af den ovenfor beskrevne slags, som findes blandt vores folk. Islam har ingen brug for et så stort lager af kobbermønter, der er præget med guldmønternes stempel. Før Islam ser på disse mønters ydre prægning, vil den vide, om der virkelig også er guld indeni. Selv én ægte guldmønt er mere værdifuld i Allahs religions tjeneste end en enorm bunke falske guldmønter.

Desuden kræver bevægelsen for at gøre Allahs religion sejrrig ledere, som ikke er rede til at afvige så meget som en tomme fra de principper, som Islam blev åbenbaret for at grundlægge. Som følge af denne ideologiske fasthed vil deres ledere ikke være rede til at tolerere den mindste afvigelse, selv hvis alle muslimer må dø af sult, eller endog bliver dræbt.

En ledelse, der kun tager hensyn til folkets interesser, som uden tøven vil anvende enhver metode for folkets gevinst og tab ved at ofre idealet, og hvis hjerte er blottet for gudsfrygt, er naturligvis fuldstændig uegnet til den store opgave at grundlægge Allahs religion.

Se derefter på landets nuværende uddannelsessystems tilstand. Det nuværende uddannelsessystems grundprincip er baseret på det berømte ordsprog: »Gå alle den vej, vinden blæser.« Hvordan kan dette uddannelsessystem være egnet til at tjene denne store Islam, hvis urokkelige afgørelse er, at uanset hvilken retning vinden blæser i, skal I under alle omstændigheder følge den vej, Allah har fastlagt?

Jeg siger Dem med stor overbevisning: Selv hvis De blev betroet ledelsen af et frit landområde, ville De ikke være i stand til at styre denne stat på grundlag af islamiske idealer blot én eneste dag. De har ikke truffet nogen forberedelser til den gruppe mennesker med en dannet mentalitet og en ophøjet moralsk styrke, som er nødvendig for at lede en islamisk stats politi, domstole, militær, skattevæsen, økonomi, uddannelsessystem og udenrigspolitik. Ud fra den undervisning, der nu gives på landets colleges og universiteter, kan man endda rekruttere sekretærer og ministre til en ikke-islamisk stat. Men bliv ikke fornærmet: Herfra vil det ikke engang være muligt at rekruttere en betjent til en islamisk domstol eller en almindelig konstabel til et islamisk politikorps.

Denne bitre sandhed gælder ikke kun det moderne uddannelsessystem. Den gælder i lige høj grad vores gamle madrasauddannelsessystem. Disse mennesker er ikke tilhængere af nogen form for bevægelse eller revolution. Dette uddannelsessystem er blevet så forældet og udueligt, at det er blevet fuldstændig uegnet til at levere dommere, finansministre, forsvarsministre, uddannelsesdirektører og ambassadører til en islamisk stat i moderne tid. Der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at de, der taler om at grundlægge en islamisk stat uden nogen som helst forberedelse på noget område, ikke har nogen forestilling om en islamisk stat i deres sind.

Nogle nærer endda den tomme plan, at man først skal grundlægge en muslimsk nationalstat, om end efter et ikke-islamisk forbillede. Senere skulle den så gradvist kunne omdannes til en islamisk stat gennem reform af uddannelsessystemet og den moralske karakter. Men på grundlag af det lille, jeg har studeret om historie, statskundskab og samfundsvidenskab, vil jeg sige, at denne tomme fantasi aldrig kan blive til virkelighed. Hvis denne urealistiske fantasi skulle blive til virkelighed, ville jeg betragte det som et mirakel. Jeg har sagt det før: Statsordenen slår rødder helt ned i samfundslivets dybeste lag.

Så længe der ikke sker en revolution i samfundslivet, er det derfor ikke muligt at gennemføre en statsrevolution ad nogen kunstig vej. Selv herskere med så store evner som Umar ibn Abd al-Aziz mislykkedes fuldstændigt med denne fremgangsmåde. Selv om han havde støtte fra et stort antal tabi’un og tabi al-tabi’in, mislykkedes han med dette forehavende, fordi datidens samfund som helhed ikke var rede til denne forandring og revolution. Mægtige konger som Muhammad Tughlaq og Alamgir kunne, til trods for deres høje fromhed i privatlivet, ikke gennemføre nogen forandring eller revolution i statsordenen. Selv en så magtfuld hersker som kalif al-Ma’mun al-Rashid mislykkedes ikke blot med at ændre statsordenen, men også med blot at forsøge at ændre dens ydre form en smule. Sådan var forholdene dengang, hvor én persons styrke og magt kunne udrette meget. Hvordan kan den stat, der bliver grundlagt på demokratiske principper, under sådanne omstændigheder hjælpe med at gennemføre denne grundlæggende forandring? Det kan jeg på ingen måde forstå.

I en demokratisk stat vil magten naturligvis komme i hænderne på dem, der er i stand til at vinde vælgernes støtte. Hvis der ikke skabes islamisk tænkning og mentalitet blandt vælgerne, hvis de ikke har noget ønske om at danne en virkelig islamisk moralsk karakter, og hvis de ikke er parate til at følge islams retfærdige og ufravigelige grundprincipper, som den islamiske regering skal styres efter, vil en ægte muslim aldrig kunne blive valgt ind i parlamentet gennem deres stemmer. På denne måde vil lederskabet udelukkende blive opnået af mennesker, som ifølge folketællingen ganske vist er muslimer, men hvis synspunkter, arbejdsprincipper og fremgangsmåder ikke bærer det mindste præg af islam.

Hvis lederskabet i et uafhængigt muslimsk land kommer i hænderne på sådanne mennesker, betyder det, at vi vil befinde os netop dér, hvor den ikke-muslimske regering befandt sig. En sådan muslimsk regering vil faktisk føre os til en endnu værre situation end den. For den såkaldte »nationale stat«, hvorpå islams mærkat vil blive vist, vil være endnu mere dristig end de ikke-muslimske stater, når det gælder om at hindre den islamiske revolutions vej. I sager, hvor en ikke-muslimsk regering idømmer fængsel, vil en sådan »muslimsk nationalistisk regering« idømme dødsstraf og landsforvisning. Og alligevel vil lederne af en sådan stat og regering, mens de lever, blive kaldt »Ghazier« og efter deres død »Rahmatullahi alayhi«. Det er en alvorlig fejltagelse at forestille sig, at en sådan »national stat« på nogen måde vil bidrage til den islamiske revolution.

Spørgsmålet er: Hvis vi også i denne stat må kæmpe for at ændre grundlaget for samfundslivet, og hvis vi må gøre det gennem vores egen opofrelse og selvofring uden statens støtte, hvorfor skulle vi så ikke allerede fra i dag tage denne fremgangsmåde i brug? Hvorfor skulle vi spilde tid og kræfter på at vente på og forsøge at oprette denne såkaldte muslimske stat, når vi ved, at den ikke vil være til nogen hjælp for os med hensyn til at nå vores mål, men snarere vil vise sig at være en betydelig hindring?

Den islamiske bevægelses rette fremgangsmåde

Hvad er den rette fremgangsmåde til den grundlæggende forandring af samfundslivet og dets fuldstændige genopbygning på et helt nyt grundlag, som kræves af den islamiske revolution? Denne gang ønsker jeg kort at forklare det for jer ved at beskrive historiske eksempler. Desuden ønsker jeg også at tydeliggøre, hvad den rette fremgangsmåde er for at føre denne kamp frem til dens succesfulde højdepunkt.

Islam er navnet på den store bevægelse, som ønsker at opføre hele menneskelivets bygning på grundlaget af troen på den ene Guds suverænitet. Siden den fjerneste oldtid har denne bevægelse fulgt det samme grundlag og den samme fremgangsmåde. Guds sendebud (repræsentanterne) var denne bevægelses ledere. Hvis vi derfor også skal føre denne bevægelse, må det nødvendigvis ske efter disse lederes fremgangsmåde. For der findes og kan ikke findes nogen anden fremgangsmåde til en bevægelse af denne særlige art.

Når vi i denne forbindelse begynder at følge i de ærede profeters (fred være med dem) fodspor, står vi over for et problem. Det er, at vi ikke kan få nogen detaljeret viden om de aktiviteter, som de ærede profeter fra oldtiden, der er gået bort, udførte. Man kan ganske vist få et vist indtryk af deres virke gennem Koranens korte antydninger, men på dette grundlag kan der ikke udarbejdes en fuldstændig plan. I Bibelens Nye Testamente findes nogle udsagn af Sayyiduna Isa, alayhis-salam (som ikke på pålidelig vis er bevist at være hans udsagn), og herfra kan man få en vis antydning af den islamiske bevægelses begyndelse. Man kan få at vide, hvordan bevægelsen skulle ledes i den allerførste fase, og hvilke problemer den måtte møde. Men der findes ingen antydning dér om bevægelsens senere faser. For disse faser indtraf ikke i Isa, alayhis-salams liv.

Om dette får vi kun fuldstændig og klar vejledning ét sted. Det er Muhammad, Guds sendebuds, sallallahu alayhi wa sallams, liv. Vi vender os ikke til ham blot af hengivenhed og kærlighed, men vi er i virkeligheden nødt til at vende os til ham for at lære, hvordan vi skal tilbagelægge denne bevægelses lange vej, fyldt med alle dens op- og nedture, hindringer og vanskeligheder. Blandt alle den islamiske bevægelses ledere er Muhammad, Guds sendebud (fred være med ham), den eneste leder, hvis liv giver os fuldstændige og veldokumenterede detaljer om hver eneste fase og afdeling af statsførelsen: fra den islamiske bevægelses første prædikende fase til oprettelsen af den islamiske stat, og fra statens oprettelse videre til statens karakter, forfatning, indre og udenrigspolitiske forhold samt lov og orden og forsvar. Derfor fremlægger jeg for jer en kort skitse af den rette fremgangsmåde, udelukkende med udgangspunkt i denne ene kilde.

A. Kaldet til at anerkende Allahs suverænitet

I ved, at da Allahs Sendebud (fred være med ham) blev pålagt at udbrede og etablere islam, var der i hele verden et presserende behov for at løse utallige moralske, sociale, økonomiske og politiske problemer. På det tidspunkt herskede romersk og persisk imperialisme. Klasseforskellene havde antaget ekstreme former. Der foregik en konkurrence om at tilegne sig ulovlige økonomiske fordele (økonomisk udbytning). Og et netværk af moralsk kriminalitet havde bredt sig gennem samfundets inderste lag. Selv Profeten (fred være med ham)s hjemland var plaget af utallige komplicerede problemer. For at løse disse komplicerede problemer længtes landet efter en kompetent leder.

Hele hans land og folk var dybt nedsunket i uvidenhed, moralsk forfald, fattigdom og elendighed samt utugt og indbyrdes stridigheder. Hele området ved Den Persiske Golf mod øst og syd, fra Kuwait til Yemen, samt den frugtbare, frodige provins Irak var blevet erobret og holdt besat af Persiens imperialistiske magt. Mod nord havde de romerske herskere udstrakt deres imperialistiske kløer helt til Hijaz’ grænser. Jødiske kapitalister kontrollerede selve Hijaz’ økonomi. De havde bundet hele Arabiens befolkning i ågerens renters-rente-blæksprutte. Deres udbytning og undertrykkelse havde nået sin yderste grænse. Lige på den anden side af vestkysten lå en kristen stat i Abessinien. Det var netop denne stat, der blot få år tidligere havde angrebet Mekka. I Najran, provinsen mellem Hijaz og Yemen, boede folk af samme trosfællesskab som disse kristne. Desuden var de forbundne økonomisk og politisk. Det var under sådanne kvælende forhold, at datidens Arabien, Profetens hjemland, befandt sig.

Men den store leder, som Allah den Almægtige udpegede til at vejlede menneskene, rettede ikke sin opmærksomhed mod et eneste af alle disse komplicerede problemer i verden, end ikke i sit eget hjemland. Han vendte sig bort fra alle problemerne og kaldte blot menneskene til én ting: اَنِ اعْبُدُوا اَلله وَاجْتَنبوا الطَّاغُوتِ

“Mennesker, fornægt og forkast al anden herredømmemagt end Allah, og anerkend kun trældom og lydighed over for Allah.”

Det betyder ikke, at alle andre problemer end dette ene efter hans opfattelse var uden betydning, eller at de ikke fortjente nogen betydning. I ved, at han senere løste alle disse problemer. Han rettede sin fulde opmærksomhed mod dem. Han løste dem alle, ét efter ét. At han i begyndelsen vendte blikket bort fra disse problemer, rettede sin fulde opmærksomhed mod blot ét spørgsmål og anvendte alle sine kræfter på dets løsning, havde en reel årsag. Heri lå nøglen til løsningen af alle problemer.

Set fra den islamiske bevægelses synspunkt er den egentlige årsag til ethvert forfald, der opstår i menneskets moralske og sociale liv, at mennesket anser sig selv for uafhængigt, egenrådigt (Independent) og ansvarsløst (Irresponsible). Med andre ord: at gøre sig selv til sin egen guddom. Eller årsagen er, at mennesket, idet det forkaster verdens eneste guddom, anerkender en anden som hersker og suveræn væsen, hvad enten denne er et menneske eller noget andet. Set fra islams synspunkt kan man på ingen måde få held til at fjerne personligt eller socialt forfald og sammenbrud gennem nogen form for ydre reform, så længe denne grundlæggende fejl får lov at bestå. I så fald vil en forbrydelse, selv om den fjernes ét sted, spire frem et andet sted.

Derfor kan en effektiv reform kun begynde på én måde. Man må udrydde forestillingen om uafhængighed og egenrådighed fra menneskets sind. Man må indprente det i dets bevidsthed, at den verden, du lever i, ikke er et rige uden konge eller hersker. Der findes uden tvivl en konge over denne verden. Hans myndighed er ikke afhængig af nogens anerkendelse. Ingen kan ophæve hans myndighed. Du har ingen mulighed for at forlade hans rige og gå et andet sted hen. Underkastet denne evige og ukrænkelige myndighed er det for dig en enorm dårskab at betragte dig selv som uafhængig og egenrådig. Du må selv bære følgerne af denne dårskab og uforstand. Hvis du er fornuftig og realistisk, kræver fornuft og realisme (Realism), at du bøjer hovedet for denne store konges befaling. Lev dit liv som hans helt lydige og underdanige slave.

Desuden er det nødvendigt at gøre denne virkelighed helt klar: Der findes kun én konge, én ejer og én fri, suveræn hersker over hele dette univers. Ingen anden har ret til at herske her. Og i virkeligheden hersker ingen anden her. Derfor skal du ikke være slave af nogen anden end Ham. Anerkend ikke nogen andens autoritet. Bøj ikke hovedet for nogen anden. Her findes ingen “Hans Højhed”. Al “højhed” tilkommer udelukkende dette Væsen. Her findes ingen “Hans Hellighed”. Al “hellighed” tilkommer alene denne eneste Magt. Her findes ingen “Hans Herredømme”. Det fuldkomne herredømme tilkommer alene dette eneste Væsen. Her findes ingen lovgiver. Lov og lovgivning tilkommer alene Ham og bør alene være Hans. Her findes ingen anden regering. Ingen forsørger. Ingen wali eller embedsmand. Ingen, der er værdig til at høre bønner. Magtens nøgler er ikke hos nogen. Ingen har nogen form for overlegenhed eller værdighed. Alle og alt fra jorden til himlen er alene Hans slaver og undersåtter.

Al ejendomsret, alt herredømme og al autoritet tilkommer alene Allah, alverdenens Herre. Han alene er »Rabb« og »Mawla«. Afvis derfor enhver form for slaveri, lydighed og lænker. Bliv alene Hans slave, underkastet Ham og underlagt Hans befalinger. Dette er grundlaget for enhver form for reform og forbedring. Det er på dette grundlag, at hele bygningen af den personlige karakter og samfundsordenen opføres helt på ny. Alle de problemer, der er opstået på jorden fra profeten Adam (fred være med ham) og frem til i dag, og som vil opstå indtil Dommedag, kan kun løses gennem denne grundlæggende metode.

Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, opfordrede direkte til denne grundlæggende reform uden nogen form for forberedelse, indledning eller indledende aktiviteter. Indtil han nåede dette kalds endelige mål, benyttede han sig ikke af nogen kringlet vej. Han forsøgte ikke gennem politisk og socialt arbejde at opnå strategisk indflydelse over mennesker, så han kunne lede dem ved hjælp af denne indflydelse og gradvist nå sit eget mål. Intet af dette gjorde han. Tværtimod ser vi pludselig en mand rejse sig med løftet hoved i Arabiens hjerte og med fast stemme erklære: »La ilaha illallah – der findes ingen guddom uden Allah.« Hans blik rettede sig ikke et eneste øjeblik mod noget, der var ringere end denne grundlæggende erklæring. Det skyldtes ikke blot profetisk mod og følelsesmæssig begejstring. Det er i virkeligheden den islamiske bevægelses egentlige arbejdsmetode. Den indflydelse, effektivitet og autoritet, som skabes på andre måder, er på ingen måde til hjælp for dette store reformarbejde. De, der slutter sig til dig af andre grunde end det grundlæggende ideal i »La ilaha illallah«, kan ikke være dig til nogen nytte i dette store genopbygningsarbejde.

I dette store arbejde kan kun de mennesker være dine hjælpere og støtter, som tiltrækkes af dig alene ved at høre »La ilaha illallah« blive råbt. Som antager denne store sandhed som livets grundlag og formål og bliver rede til at arbejde på dette grundlag. Derfor kræver den særlige form for tænkning og arbejdsstrategi, der er nødvendig for at lede den islamiske bevægelse, at arbejdet påbegyndes direkte gennem dette grundlæggende tawhid-kald, uden nogen indledning eller optakt.

Denne opfattelse af tawhid er ikke blot en religiøs forestilling. Den er tværtimod en fuldstændig livsanskuelse. Denne anskuelse river den struktur fuldstændigt op med rode, som er blevet opbygget i samfundslivet på grundlag af vilkårlighed samt herredømmet og autoriteten hos andre end Allah. Den opfører en helt ny bygning på et fuldstændig anderledes grundlag.

I dag lytter verdens mennesker tavst til jeres muezzins revolutionære råb »Ashhadu alla ilaha illallah«. Det skyldes, at den, der fremsiger erklæringen, ikke selv ved, hvad han erklærer, og at tilhørerne heller ikke får øje på dens betydning og formål. Men hvis den, der fremsiger erklæringen, gør det med fuld bevidsthed, og verdens mennesker forstår, at han siger: Jeg anerkender ingen som konge og ingen som hersker. Jeg anerkender ingen regering. Jeg adlyder ingen lov. Jeg er ikke underlagt nogen domstols jurisdiktion. Ingen andens befaling er en befaling for mig. Jeg anerkender ingen andens skik. Jeg anerkender overhovedet ikke nogens diskriminerende overhøjhed, nogens kongemagt, nogens overdrevne hellighed eller nogens vilkårlige højeste magt. Jeg er i oprør mod alle andre end Allah alene. Jeg vender mig bort fra dem alle.

Hvis den, der fremsiger erklæringen, og tilhørerne forstår dens sande betydning, tror du så, at verdens mennesker uden videre vil kunne fordøje denne erklæring? Vil de stiltiende tolerere den? Tro mig: I den situation vil verdens mennesker indlede krig mod dig, uanset om du selv går i kamp med nogen eller ej. Så snart du fremsiger denne erklæring, vil du mærke, at hele verden er blevet din fjende. Fra alle sider vil slanger, skorpioner og rovdyr angribe dig nådesløst.

B. At blive bevist ren gennem ildprøven

Da Muhammadur Rasulullah (s.a.) udtalte dette kald, opstod præcis den samme situation og tilstand. Forkynderen fremsatte sin erklæring med fuld bevidsthed. Tilhørerne forstod også, hvad der blev bekendtgjort! Derfor rejste enhver, som denne erklæring havde ramt på et bestemt punkt, sig for at slukke den. Paverne og thakurerne så, at dette kald var farligt for deres præsteskab. Godsejere og pengeudlånere frygtede for deres rigdomme, de ulovlige erhververe for deres ulovlige indtægter, klan-dyrkerne for klanernes overlegenhed (racial superiority), og nationens dyrkere for de veje og anskuelser, som nationalismen havde arvet fra forfædrene. Kort sagt blev alle former for afgudsdyrkere rædselsslagne ved at høre dette kald, af frygt for at deres egne afguder skulle blive knust. Derfor forenede alle kufr-kræfterne sig nu, selv om de indtil da havde været opsatte på at føre krig mod hinanden. De gjorde talemåden »Al-kufru millatun wahidah« til virkelighed. For at bekæmpe en ny bevægelse samledes de på én platform. De dannede en koalition.

I denne vanskelige situation blev Muhammeds (s.a.) ledsagere kun de mennesker, hvis tanker og sind var klare og rene, og som havde evnen til at forstå og acceptere sandheden. Deres kærlighed til sandheden var så stærk, at de efter at have erkendt den altid var rede til at kaste sig i flammerne for dens skyld og omfavne døden. Det var netop sådanne mennesker, denne store bevægelse havde brug for. Sådanne mennesker begyndte at slutte sig til bevægelsen én eller to ad gangen. Samtidig voksede konflikten.

Derefter blev nogens levevej lukket. Nogle blev drevet ud af deres hjem. Nogle blev adskilt fra deres nærmeste. Nogle mistede deres venner, andre deres velgørere. Nogle blev slået. Nogle blev lænket. Nogle blev lagt på den brændende sand og holdt nede under sten. Nogle blev mishandlet med skældsord, andre med sten. Nogens øjne blev revet ud. Nogens hoved blev knust. Nogle blev forsøgt købt med kvinder, rigdom, magt, lederskab og alle slags tillokkende ting. Alle disse ildprøver kom over den islamiske bevægelse. Det var nødvendigt, at de kom. Uden dem kunne den islamiske bevægelse hverken være blevet stærk eller have udviklet og udbredt sig.

Disse ildprøver var til stor hjælp for den islamiske bevægelse. Den første fordel ved dem var, at feje kujoner, mennesker med slet karakter og svag beslutsomhed ikke engang kunne nærme sig bevægelsen. Derfor var det kun samfundets ædelsten, der kom og sluttede sig til bevægelsen. Og det var netop dem, denne store bevægelse havde brug for. Den, der sluttede sig til denne bevægelse, måtte derfor gøre det gennem en hård ildprøve. Faktisk findes der ingen bedre måde at udvælge de bedste mennesker, der er egnede til en stor revolutionær bevægelse.

Den anden fordel ved denne ildprøve var, at de, som sluttede sig til bevægelsen under så vanskelige forhold, ikke gjorde det for nogen personlig, gruppebaseret eller national interesse, men udelukkende af kærlighed til sandheden og for Allahs og Hans tilfredshed. For denne sags skyld måtte de udholde hundredvis af overgreb og forfølgelser. For dens skyld måtte de blive såret og slået. For dens skyld måtte de falde for de fast etablerede særinteressers brutale angreb. Men resultatet blev godt. Som følge heraf begyndte der i dem at udvikle sig en sindstilstand, der egnede sig til den islamiske bevægelse. En ægte islamisk karakter begyndte at tage form. I tilbedelsen af Allah voksede den dybeste oprigtighed og hengivenhed.

I virkeligheden var det naturligt, at islamisk karakter og tankegang blev skabt i denne store træningslejr af prøvelser og ulykker. Når et menneske begiver sig af sted med stærk energi for at nå et mål, og det på vejen mod dette mål må møde en livstruende kamp, den yderste strid og konflikt, ubeskrivelige farer og ulykker, lidelse og smerte, grænseløs chikane, smertefulde slag, umenneskelig fængselsforfølgelse, uophørlig sult og uudholdeligt eksil, så præger alle kendetegnene ved dets store mål og ideal sig stærkt i dets hjerte og sind som følge af disse personlige erfaringer. Strømmen fra dette store mål begynder at flyde gennem dets sind, hjerne, årer og blodårer. Hele dets person bliver da formet efter dets livsformål.

På dette tidspunkt, hvor målet skulle fuldbyrdes, blev salat gjort obligatorisk for dem. Som følge heraf forsvandt alle begrænsninger i deres syn. Hele deres blik og tænkeevne blev rettet mod deres mål. Den, som de havde anerkendt som den eneste suveræne hersker, fik gennem gentagen bekendelse Hans herredømme og suverænitet fast forankret i deres tanker og sind. Den, på hvis befaling og vejledning alle livets og verdens opgaver skulle udføres, var bekendt med alt, både det synlige og det usynlige. Han var Dommedagens konge. Han havde overvældende magt over alle tjenere. Disse forestillinger blev fast forankret i deres hjerter og sind. Under ingen omstændigheder kunne selv den mindste tanke om lydighed mod nogen anden end Ham længere finde vej ind i deres hjerter.

Den tredje fordel ved denne ildprøve og denne yderste konflikt var, at de, som sluttede sig til denne revolutionære karavane, på den ene side blev ordentligt trænet på den virkelige kampplads. På den anden side bredte den islamiske bevægelse sig dag for dag. Når folk så, at nogle mennesker dag efter dag blev slået og forfulgt, begyndte der naturligt at opstå en stærk interesse i deres sind for at kende den egentlige årsag. Hvorfor var der så meget ståhej omkring disse mennesker? Deres sind blev ivrige efter at få svar på dette spørgsmål. Da deres undersøgende blik senere erfarede, at disse Allahs tjenere ikke blev tortureret for nogen kvindes, rigdoms, indflydelses eller anden personlig interesses skyld, men fordi en stor sandhed var blevet åbenbaret for dem, og de holdt fast ved den med oprigtig hengivenhed, blev deres sind naturligt ivrige efter at lære denne store sandhed at kende.

Når folk derefter kom til at vide, at den store sandhed var »lā ilāha illā Allāh«, og at netop dette skabte en sådan revolution i menneskelivet, og at mennesker var trådt frem med dette budskab—mennesker, som alene for denne sandheds skyld kastede alle verdens fordele og interesser i støvet og villigt ofrede alt, hvad de ejede, herunder deres jord, ejendom og børn—blev de overvældet af forundring. Deres øjne blev åbnet. Slørene, som havde dækket deres sind og tanker, blev revet itu. Og denne store sandhed trængte ind i deres hjerter som den skarpe spids af en pil. Som følge heraf sluttede alle mennesker sig til denne bevægelse. Til sidst var det kun nogle få, der ikke kunne slutte sig til bevægelsen—dem, der var fuldstændig forblindet af aristokratiets stolthed, blind efterligning af forfædrene og verdslige interesser. Bortset fra dem måtte ethvert uselvisk og sandhedselskende menneske i dette samfund før eller siden til sidst komme og slutte sig til denne bevægelse.

c. Lederen var idealets forbillede

På dette tidspunkt fremstillede bevægelsens leder gennem sit eget personlige liv alle denne bevægelses grundprincipper samt dens mål og formål klart for menneskesamfundet. Islams livskraft kom til udtryk i hvert af hans ord, hver af hans handlinger samt i hans måde at færdes og bevæge sig på. Derved kunne folk i praksis forstå, hvad islam var. Dette emne fortjener en udførlig behandling. Men inden for disse snævre rammer er der ikke mulighed for en forklarende gennemgang. Derfor fremlægger jeg her ganske kort nogle af de vigtigste aspekter.

Hustruen til lederen af denne revolutionære bevægelse, Hazrat Khadija (ra.), var den rigeste kvinde i datidens Arabien. Han drev forretning med hendes formue. Efter at islams kald var begyndt, ophørte al hendes handel og forretning. For da han hele tiden var optaget af kaldets arbejde og som følge heraf havde gjort hele Arabien til sin fjende, var det ikke længere muligt at fortsætte forretningen. Det, som de tidligere havde samlet, opbrugte ægteparret i løbet af blot nogle få år på at udvide bevægelsen. Derefter blev de konfronteret med en alvorlig økonomisk krise. Da han drog til Taif for at udbrede religionen, kunne denne tidligere handelsmagnat i Hijaz ikke engang få et æsel at ride på.

Quraysh-folkene tilbød ham at overtage Hijaz’ kongelige trone. De sagde: »Vi vil gøre dig til vores konge. Vi vil gifte dig med den smukkeste kvinde i Arabien. Vi vil hælde dynger af rigdom ned for dine fødder. Alt dette vil vi gøre for dig—på én betingelse: Du må holde op med denne bevægelse.« Men menneskehedens befrier afviste med afsky alle disse tillokkende tilbud. I stedet tog han med tilfredshed imod deres hån, bebrejdelser og stenkast.

Quraysh og Araberlandets ledende mænd sagde: »Muhammad, dit hus er jo altid fyldt med slaver, fattige og folk fra de lavere klasser (Gud forbyde det). Hvordan kan vi under disse omstændigheder komme og sidde hos dig? De, som hos os regnes for den laveste klasse, omgiver dig hele tiden. Jag dem bort fra dig; så kan vi komme til dig og tale med dig.« Men han, som var hele menneskehedens leder, og som var kommet for at afskaffe opdelingen af mennesker i høje og lave klasser, kunne umuligt fordrive de fattige for at tækkes samfundets ledende mænd.

Den store leder af denne revolutionære bevægelse, Muhammad (sa.), tog i forbindelse med sin bevægelse ikke hensyn til nogen interesse hos nogen fra sit land, sin nation, sin stamme eller sin slægt. I forbindelse med bevægelsen indgik han ikke kompromis med nogen interesse. Denne moralske fasthed skabte en dyb tillid i menneskers hjerter: at han uden tvivl var kommet for menneskenes vel. Som følge af denne tillid samledes mennesker fra hvert folk under hans bevægelses fane. Hvis han kun havde tænkt på sin egen slægts vel, ville ingen andre end medlemmer af den hashemitiske stamme have interesseret sig for bevægelsen. Hvis han havde været optaget af at etablere Quraysh-stammens lederskab, ville ikke-arabere fra Arabien aldrig have drømt om at slutte sig til hans bevægelse. Og hvis hans mål havde været at etablere den arabiske nations overlegenhed, hvilken interesse havde den etiopiske Bilal, den romerske Suhayb og den persiske Salman (ra.) så i at hjælpe ham?

Det, der i virkeligheden tiltrak mennesker fra alle nationer til ham, var kaldet til ren underkastelse under Allah, samt en fuldstændig mangel på interesse for personlige, slægtsmæssige, stammemæssige og nationale interesser. Det var netop kaldet til hele menneskeheden om ren underkastelse under Allah, der tiltrak alle slags mennesker til denne bevægelse, uanset slægt, hudfarve, nation eller religion. Alle blev rede til at ofre deres liv for at etablere den.

Da han blev tvunget til at udvandre fra Mekka, havde hans fjender stadig betroet ham store rigdomme. For at give dem tilbage til deres rette ejere instruerede han Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) og overlod opgaven til ham. For et menneske, der dyrker denne verden, ville det være umuligt at lade en sådan mulighed gå fra sig. Han ville tage det hele til sig og føre det med sig. Men Allahs tjener tænkte selv da på at få sine livsfjenders og blodtørstige forfølgeres ejendele bragt tilbage til dem, på et tidspunkt hvor de havde besluttet at dræbe ham. Kunne araberne se denne ufatteligt høje moralske karakter uden at blive forbløffede? Jeg er fast overbevist om, at da de to år senere løftede sværdene mod ham på slagmarken ved Badr, sagde deres hjerter måske til dem: Hvilket stort menneske er det, I kæmper imod? I løfter sværd mod den ædle mand, som ikke engang da han forlod sit hjemland, glemte menneskers rettigheder og ansvaret for betroede ejendele? Måske kæmpede de dengang mod ham, drevet af stædighed, men deres samvittighed nagede dem. Jeg tror, at dette også var en af de moralske årsager til de vantros nederlag i slaget ved Badr.

d. Ideologiens effektive, naturlige revolution

Efter tretten års udmattende kamp opstod der en mulighed for at grundlægge en lille islamisk stat i Medina. På dette tidspunkt var omkring to hundrede og halvtreds til tre hundrede mennesker blevet samlet i bevægelsen. De havde modtaget fuld islamisk træning og var blevet så kvalificerede, at de var i stand til at udføre deres pligt som muslimer under enhver tilstand og i enhver situation. Disse mennesker var fuldt ud forberedt på at lede en islamisk stat. Derfor blev den eftertragtede stat grundlagt. I ti år ledede Profeten selv (fred være med ham) denne stat. I denne korte periode oplærte han dem i at administrere alle statens områder efter islamiske principper. Denne epoke var tiden, hvor den islamiske ideologis teoretiske forestilling (Abstract Idea) overskred sit stadium og nåede frem til et fuldstændigt samfundssystem. I denne epoke fik islams principper og politik en klar form inden for alle områder, såsom statsforvaltning, uddannelse, retsvæsen, økonomi, samfundsforhold og internationale relationer. Grundprincipperne for hvert område af livet blev fastlagt. Disse principper blev også omsat til praksis.

For at arbejde efter denne særlige handlingspolitik og arbejdsmetode blev der på grundlag af uddannelse, oplæring og praktisk erfaring opbygget en kader af medarbejdere. Det var disse mennesker, der fremlagde et så idealtypisk eksempel på islamisk styre for verdens folk, at en stat på størrelse med Medina på blot otte år blev forvandlet til en samlet arabisk stat. Enhver, der et eller andet sted fik øje på islams virkelige form og kunne mærke dens gode følger, udbrød spontant: Dette er i sandhed menneskelighedens navn. Heri ligger menneskehedens velfærd. Selv de, der i lang tid havde ført krig mod Muhammad, Allahs Sendebud (fred være med ham), måtte til sidst tage dette storslåede ideal til sig. Khalid ibn al-Walid trådte ind under islams beskyttelse. Abu Jahl søn, Ikrima, antog islam. Abu Sufyan sluttede sig til islams sag. Wahshi, morderen af Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham), antog islams bud. Selv Hind, der havde fortæret Hazrat Hamzas (må Allah være tilfreds med ham) lever, måtte til sidst bøje hovedet for sandhedsordene fra den mand, som hun i sine øjne ikke havde anset nogen for mere afskyelig end.

Historikere har fejlagtigt fremhævet datidens krige som noget af meget stor betydning. På grund af denne fejl er folk kommet til at tro, at den store revolution i Arabien blev gennemført gennem krig og kampe. Men den virkelige sag er helt den modsatte. I løbet af disse otte år blev de krigeriske arabiske stammer involveret i flere krige, men i dem alle tilsammen blev ikke mere end omkring tusind to hundrede mennesker fra begge sider dræbt. Hvis De kender verdens revolutioners historie, må De nødvendigvis erkende, at det er rimeligt at betegne denne revolution som en blodløs revolution (Bloodless Revolution).

Desuden var denne revolutions resultater anderledes end resultaterne af alle andre revolutioner i verden. Denne revolution ændrede ikke blot statsordningen. Også menneskers sind, mentalitet og tankegang blev forandret. Menneskenes syn på tilværelsen ændrede sig. Deres måde at tænke på blev ændret. Deres måde at leve på blev forandret. Der kom en grundlæggende forandring i den moralske karakter. Vaner og tilbøjeligheder blev ændret.

Kort sagt forvandlede denne store revolution hele folkets skikkelse. Den prostituerede kvinde blev en beskytter af kyskheden. Alkoholikeren blev bannerfører for kampen mod rusmidler. Den, der tidligere havde stjålet, fik gennem denne revolution en så stærk følelse af troskab mod betroede ejendele, at han nu tøvede med at spise mad i en vens hus, fordi han tænkte: Hvem ved, måske vil også dette blive regnet som uretmæssig fortæring af en andens ejendom! Ja, Allah den Ophøjede måtte selv gennem Koranen forsikre dem om, at der ikke var noget forkert i at spise sådan mad. Røvere og landevejsrøvere var blevet så enestående fromme og pålidelige, at en af dem under erobringen af Iran, efter at have fået fat i en kongelig krone til en værdi af millioner, om natten skjulte den under et tæppe og bragte den til hærføreren. Han holdt det hemmeligt for at forhindre, at denne usædvanlige begivenhed skulle sprede hans ry for pålidelighed blandt folk, og for at oprigtigheden i hans ikhlas, det vil sige hans rene intention, ikke skulle blive plettet af riya, et ønske om at vise sig frem.

De mennesker, for hvem menneskeliv ingen værdi havde, og som med egne hænder begravede deres døtre levende, fik en så stærk følelse af livets sikkerhed og værdighed, at det voldte dem stor smerte blot at se en høne blive slagtet nådesløst. De, som aldrig havde været berørt af sandfærdighed eller retfærdighed, udviklede så høje egenskaber som retfærdighed, ærlighed og sandfærdighed, at da deres skatteopkræver efter Khaybars fredsaftale skulle opkræve statsskat hos jøderne, ønskede jøderne at give ham et stort beløb, så han kunne nedsætte det beløb, de skyldte staten. Men han nægtede dem blankt at tage imod bestikkelse og fordelte den høstede afgrøde i to lige store bunker mellem dem og staten, idet han gav dem ret til at vælge en af bunkerne. Da jøderne så den muslimske skatteopkrævers yderste retfærdighed og ærlighed, blev de målløse af forbløffelse, og uden selv at vide det kom det over deres læber: »Det er på denne form for adl og retfærdighed, at himmel og jord hviler.«

Blandt dem fremstod der herskere, som ikke havde nogen paladser. Tværtimod boede de blandt folket og levede i enkle hytter ligesom dem. De gik til markederne til fods. De havde ingen dørvogtere. Døgnet rundt kunne enhver, når han ønskede det, mødes med dem. Blandt dem fremstod der så retfærdige dommere, at en af dem afviste selve kaliffens krav mod en jøde, fordi kaliffen ikke kunne fremføre andre vidner end sin egen slave og søn. Blandt dem fremstod der hærførere, hvoraf en, da han stod foran at forlade en by, gav alt det tilbage til byens indbyggere, som var blevet opkrævet fra dem, idet han sagde: »Eftersom vi fra nu af ikke vil kunne varetage jeres sikkerhed, har vi ingen ret til at beholde de skatter, vi har opkrævet fra jer.«

Således fremstod der blandt dem utallige frygtløse udsendinge. En af dem fremsatte modigt de menneskelige og retfærdige principper, som islam foreskriver, ved den iranske hærførers prægtige hof. Han rettede en skarp kritik mod det iranske klassesamfund. Allah ved, hvor mange iranske soldaters hjerter der den dag blev vakt til erkendelse af denne menneskelige religions storhed og overlegenhed. Den islamiske revolution frembragte blandt dem borgere med en så stærk følelse af moralsk ansvar, at de, selv efter at have begået forbrydelser som amputation af en hånd eller stening til døde, selv kom og krævede straffen fuldbyrdet over dem, for at de ikke skulle fremstilles for Allahs domstol som tyve eller ægteskabsbrydere. Den islamiske revolution frembragte ideelle soldater, som ikke kæmpede for løn eller nogen verdslig fordel. Tværtimod kæmpede de udelukkende for det ophøjede ideal, som de havde sat deres tro til. De modtog ikke engang løn eller godtgørelse. Desuden drog de for egen regning ud på slagmarken, og når de fik krigsbytte i deres besiddelse, bragte de det direkte til hærførerens hof. De tog det ikke selv.

Sig mig nu: Var en så gennemgribende forandring af den sociale karakter og den kollektive mentalitet mulig alene gennem krige og kampe? Historien ligger foran jer. Har I dér fundet noget eksempel på, at sværdet alene har gennemført en så gennemgribende forandring i nogen menneskegruppe?

I grunden er det en forbløffende sag: Hvor der i løbet af de første tretten år kun blev skabt omkring to hundrede og halvtreds til tre hundrede mennesker, blev hele landet muslimsk i de følgende ti år. Da folk ikke formår at afdække hemmeligheden bag dette, forsøger de at fremsætte forskellige grundløse og urealistiske forklaringer. Men årsagen er klar og tydelig som dagens lys.

Så længe folk ikke havde set menneskelivets konkrete udfoldelse i overensstemmelse med dette nye ideal, kunne de ikke forstå, hvilken slags samfund lederen af denne usædvanlige bevægelse egentlig ønskede at skabe. På dette tidspunkt var deres sind indhyllet i alskens tvivl og usikkerhed. Nogle sagde, at det blot var en digters fantasi. Andre sagde, at det kun var sprogets magi. Nogle sagde, at manden i virkeligheden var blevet sindssyg. Atter andre erklærede ham for blot at være en drømmende visionær.

På dette tidspunkt var det kun begavede mennesker med en usædvanlig intelligens, der havde antaget troen. De kunne med et realistisk blik se, at selve kernen i dette ideal rummede det sande tegn på menneskehedens velfærd. Men da en fuldstændig livsorden var blevet etableret på grundlag af dette ideal, og folk med egne øjne havde set dens konkrete virkelighed og dens grænseløse goder udfolde sig foran dem, forstod de, at denne Allahs tjener havde udholdt så megen sorg, lidelse, undertrykkelse og forfølgelse netop for at opbygge dette storslåede samfund. Derefter var der ikke længere nogen mulighed for at holde fast i trods og stædighed. Den, der havde to øjne i ansigtet, og hvis øjne havde lys i sig, havde ingen mulighed for at benægte den virkelighed, som han så med egne øjne.

Dette er i virkeligheden den rette fremgangsmåde for den samfundsrevolution, som islam ønsker at gennemføre. Dette er revolutionens hovedvej. Det er ad denne vej, den begynder, og det er gennem denne udvikling, den vokser. Folk betragter denne revolution som et mirakel og siger derfor, at dette ikke længere er muligt. Det var profetens værk. Det kan ikke gøres uden en profet. Men historiens studium fortæller os klart, at denne revolution er en naturlig revolution. I den kan vi se et fuldt ud logisk og videnskabeligt forhold mellem årsag og virkning. Hvis vi også i dag arbejder efter den samme metode, kan det samme resultat komme til syne.

Det er dog sandt, at dette arbejde kræver iman, islamisk bevidsthed, oprigtig hengivenhed, en stærk vilje samt ubetinget ofring af personlige følelser, begejstring og interesser. Til dette arbejde kræves en gruppe dristige unge, som tror på sandheden og står urokkeligt fast på den som et bjerg. Deres blik vil ikke være rettet i nogen anden retning. Uanset hvad der sker i verden, vil de ikke afvige så meget som en tomme fra vejen mod deres mål. De vil uden tøven ofre alle muligheder for personlig fremgang i det jordiske liv. De vil ikke vige tilbage for at knuse deres egne børns, forældres og nærmestes drømme og ønsker. De vil ikke lade sig bekymre af slægtninges og venners adskillelse eller modvilje. Samfundet, staten, loven, nationen, fædrelandet—hvad som helst der stiller sig hindrende i vejen for deres mål—vil de kæmpe imod. Også tidligere var det mennesker af denne slags, der gjorde Allahs ord sejrende. Også i dag kan kun mennesker af denne slags gøre Allahs ord sejrende. Denne storslåede revolution kan kun gennemføres af mennesker af denne slags. (Tarjuman al-Qur’an, september 1940).

Tilføjelse

Selv om den klare forklaring og analyse af den islamiske revolutions fremgangsmåde, som blev fremlagt i den ovenstående artikel, er tilstrækkelig til at gøre emnet forståeligt, finder jeg det alligevel passende her at nævne nogle af Hazrat Messias, fred være med ham, udtalelser om dette, især i deres indbyrdes sammenhæng. Disse udtalelser afspejler billedet af den islamiske bevægelses indledende fase. Eftersom de forhold, under hvilke Sayyiduna Messias, fred være med ham, fremsatte kaldet til Guds styre over for Palæstinas befolkning, ligner vores nuværende forhold, kan vi finde nødvendig vejledning for os i hans fremgangsmåde.

“En skriftlærd spurgte: ‘Hvilket bud er det vigtigste af de bud, Moses gav?’ Jesus svarede: Det vigtigste bud er dette: ‘Hør, Israel: Herren, vor Gud, Herren er én; og du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.’ Da sagde den skriftlærde: ‘Herre, det var godt sagt. Du har talt sandt, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden Gud end ham.’” (Markus/12:28-32)

“Du skal tilbede Herren, din Gud, og kun tjene ham.” (Lukas/4:8)

“Derfor skal I bede således: Vor Fader i himlen, dit navn skal holdes helligt. Dit rige komme. Din vilje ske, som i himlen således også på jorden.” (Matthæus/6:9-10)

I den sidste sætning har Hazrat Messias, fred være med ham, tydeligt redegjort for sit formål. Den fejlagtige forestilling, som almindeligvis har vundet udbredelse, at Guds rige blot betyder hans åndelige rige, er fuldstændig blevet tilbagevist af denne sætning. Hans formål var at etablere Guds lov og shariaens bestemmelser på jorden, ligesom hans naturlove virker over hele skaberværket. Det var for at opfylde dette formål, at han forberedte mennesker.

“Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommet for at bringe fred. Jeg er snarere kommet for at stille menneske mod menneske, søn mod far, datter mod mor og svigerdatter mod svigermor. Menneskets egne husfæller skal blive dets fjender.”

“Den, der elsker sin far eller mor højere end mig, er mig ikke værdig. Og den, der elsker sin søn eller datter højere end mig, er mig ikke værdig. Den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er heller ikke mig værdig. Den, der ønsker at bevare sit liv, skal miste sit sande liv; men den, der er villig til at ofre sit liv for min skyld, skal bevare sit sande liv.” (Matthæus/10:34-39)

“Hvis nogen vil følge mig, skal han ikke følge sin egen vilje, men tage sit kors på sig og følge efter mig.” (Mattæus/16:24)

“Bror skal udlevere bror til at blive slået ihjel, og far skal udlevere sin søn. Børn skal rejse sig mod deres forældre og få dem slået ihjel. På grund af mig vil alle hade jer, men den, der holder fast til det sidste, skal blive frelst.” (Mattæus/10:21-22)

“Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær på vagt, for mennesker vil udlevere jer til medlemmerne af domstolene, og de vil piske jer i deres forsamlingshuse. På grund af mig vil I blive ført frem for herskere og konger.” (Mattæus/10:16-18)

“Den, der kommer til mig, skal holde mindre af sin far og mor, sin hustru og sine børn, sine brødre og søstre, ja, endog sig selv, end af mig. Ellers kan han ikke være min ummah. Den, der ikke bærer sit kors og følger efter mig, kan ikke være min ummah.”

“Hvis en af jer vil bygge et højt hus, sætter han sig så ikke først ned og beregner omkostningerne? Han vil se, om han har penge nok til at gøre det færdigt. Ellers kan det ske, at han lægger grunden, men ikke kan gøre huset færdigt, og så vil alle, der ser det, spotte ham. De vil sige: ‘Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt.’ På samme måde kan ingen af jer være min ummah, hvis han ikke efter grundig overvejelse opgiver alt, hvad han ejer.” (Lukas/14:26-30)

Alle disse vers beviser, at Messias (fred være med ham) ikke kun kom for at forkynde en religion; hans hovedformål var derimod at gennemføre en gennemgribende forandring af hele den sociale og politiske struktur. Derfor var der en overhængende fare for konflikt og sammenstød mellem ham og hele Romerriget, den jødiske stat samt de skriftlærdes og farisæernes ledelse – kort sagt alle afgudsdyrkere og egeninteressevaretagere. Derfor gjorde han det helt klart for alle: Det, jeg er ved at gøre, er yderst farligt. Kun de bør komme med mig, som er rede til at udholde alle disse farer og trængsler.”

“Gør ikke noget mod den, der behandler jer dårligt. Lad tværtimod den, der slår dig på din højre kind, også slå dig på den anden. Lad den, der vil sagsøge dig for at få din kjortel, også få din kappe. Og hvis nogen tvinger dig til at gå én mil med hans byrde, så gå to mil med ham.” (Mattæus/5:39-41)

“Frygt ikke dem, der kun kan ødelægge kroppen, men ikke kan ødelægge ånden. Frygt derimod ham, som kan ødelægge både krop og ånd i helvede.” (Mattæus/10:28)

“Saml ikke skatte til jer selv her på jorden. Her bliver de ødelagt af rust og møl, og tyve bryder ind og stjæler dem. Saml derimod jeres skatte i himlen.” (Mattæus/6:19-20)

“Ingen kan tjene to herrer. I kan ikke tjene både Gud og rigdommen. Vær derfor ikke bekymrede for jeres liv og spørg: Hvad skal vi spise? Eller for jeres krop og spørg: Hvad skal vi tage på? Se på fuglene under himlen; de sår ikke, høster ikke og samler ikke i lader, og alligevel giver jeres himmelske Fader dem føde. Er I ikke meget mere værd end de? Hvem af jer kan ved at bekymre sig forlænge sit liv med én time? Hvorfor bekymrer I jer om klæder? Betragt liljerne på marken, hvordan de vokser. De arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: Selv Salomon i al sin pragt var ikke klædt som en af dem. Når Gud således klæder det græs på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, vil han så ikke meget mere klæde jer, I småtroskabens mennesker? Vær derfor ikke i tvivl om, at han vil klæde jer. Søg først Guds rige og at leve efter hans vilje. Så skal I også få alt dette.” (Mattæus/16:24-33)

“Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” (Matthæus 7:7) Der har bredt sig en almindelig fejlagtig opfattelse af, at Sayyiduna Isa (a.s.) underviste i askese, forsagelse og livslangt cølibat. Men ved begyndelsen af denne revolution var der ingen anden mulighed end at undervise og træne folk i tålmodighed, udholdenhed over for lidelser og afhængighed af Allah. Når et politisk samfundssystem er fuldt etableret og har lagt beslag på alle menneskelivets midler og ressourcer, kan ingen gruppe gå frem for at gennemføre en fuldstændig revolution, før den har kastet kærligheden til liv og ejendom bort fra sind og tanker, har beredt sig på at udholde sorg, lidelse og farer, og har gjort sig klar til at ofre mange verdslige gevinster og acceptere utallige verdslige tab.

I virkeligheden betyder kampen mod det samtidige, etablerede samfund og den etablerede stat netop, at man påkalder sig alle farer og ulykker. De, der rejser sig til denne store opgave, må efter at have fået én lussing være fuldt beredte på den næste. Hvis skjorten bliver taget fra dem, må de også være beredte på at miste kappen. Man kan ikke forvente at få mad og klæder fra dem, man kæmper imod, når de holder samtidens levebrødskilder i deres knytnæve. Derfor er kun den person i stand til at kæmpe imod dem, som vender sig bort fra disse midler og ressourcer og alene sætter sin lid til Allah.

“Kom alle til mig, I som er trætte og bærer tunge byrder, så vil jeg give jer hvile. For mit åg er let at bære, og min byrde er let.” (Matthæus/11:28-30)

Det er næppe muligt at sammenfatte manifestet for det guddommelige styre mere kortfattet og gribende. Menneskets åg over mennesket er yderst hårdt og tungt. Det budskab, som det guddommelige styres forkynder kan bringe til det menneske, der er knust under denne byrde, er dette: Det åg af statsstyre, som jeg ønsker at lægge på jer, er lige så blidt, som det er let.

“Blandt ikke-jøderne hersker kongerne over dem, og deres herskere kaldes velgørere; men sådan skal det ikke være blandt jer. Den største blandt jer skal tværtimod være som den mindste, og lederen skal være som den, der tjener.” (Lukas/22:25-26)

Messias, fred være med ham, gav netop sine ledsagere (hawarierne) disse råd. I evangelierne findes der adskillige udsagn om dette. Deres hovedbudskab er: Når I har fjernet faraonerne og Nimroderne, så sæt jer ikke selv igen som faraoner og Nimroder.

“De lærde og farisæerne sidder på Moses’ plads, når det gælder undervisningen i Moses’ lov. Derfor skal I gøre alt, hvad de siger, og overholde alt, hvad de befaler jer at overholde. Men gør ikke, hvad de gør. For de siger én ting med munden, men gør noget andet i praksis. De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre en finger for at flytte dem. Alt, hvad de gør, gør de for at blive set af folk. De gør amuletter med vers fra den hellige bog større. Og for at vise deres fromhed sætter de lange kvaster på alle hjørner af deres kapper. Ved festmåltiderne elsker de hæderspladserne og de fornemste sæder i forsamlingshusene. På markedspladserne søger de ære og ønsker, at folk skal kalde dem deres mester (rabbi).”

“Ve jer, hykleriske lærde og farisæere! I lukker paradisets port foran folk. I går ikke selv ind, og I lader heller ikke dem, der forsøger at gå ind, komme ind.”

“Ve jer, hykleriske lærde og farisæere! I rejser verden rundt for at omvende blot ét menneske til jeres religion. Og når han antager jeres religion, gør I ham dobbelt så ond som jer selv.”

“I er selv blinde, men viser andre vejen. I sier en lille myg fra, men sluger en kamel.”

“Ve jer, hykleriske lærde og farisæere! I er som hvidkalkede grave, der ser smukke ud udvendigt, men indvendigt er fulde af dødes knogler og al slags urenhed. På samme måde ser I udadtil fromme ud i folks øjne, men indvendigt er I fulde af hykleri og synd.” (Matthæus/23:2-28)

Sådan var tilstanden blandt datidens lærde og dem, der bar ansvaret for den religiøse lov. Trods deres besiddelse af religiøs viden var de, alene på grund af deres selvtilbedelse, vildledte og på afveje. De ledte også almindelige mennesker på vildspor, og på revolutionens vej var de en større hindring end Roms kejsere.

“Så gik farisæerne bort og rådførte sig om, hvordan de kunne fange Jesus i hans egne ord. De sendte nogle af deres disciple til Jesus sammen med nogle folk fra Herodes’ parti. De sagde til Jesus: ‘Mester, vi ved, at du er et ærligt menneske. Du underviser sandt om Guds vej. Du bekymrer dig ikke om, hvad folk tænker eller siger. For du tager ikke hensyn til nogens rang. Sig os derfor: Er det tilladt at betale skat til den romerske kejser? Hvad mener du?’ Da Jesus forstod deres onde hensigt, sagde han: ‘Hykleriske mennesker, hvorfor sætter I mig på prøve? Vis mig den mønt, skatten betales med.’ De bragte ham en denar. Så sagde Jesus til dem: ‘Hvis billede og navn er dette?’ De svarede: ‘Den romerske kejsers.’ Da sagde Jesus til dem: ‘Giv derfor kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.’ (Matthæus/22:15-21)

Af denne begivenhed fremgår det, at der i virkeligheden var tale om en sammensværgelse. Farisæerne ønskede at fremprovokere en konflikt mellem Jesus og regeringen, før bevægelsen var blevet konsolideret, og at få den fjernet med statsmagtens hjælp, før den havde slået rod. Derfor stillede de spørgsmålet foran efterretningsfolkene i den herodianske stat, om det var lovligt at betale skat til den romerske kejser. Det dybt meningsfulde svar, som Jesus gav, har både kristne og ikke-kristne i de sidste to tusind år fortolket sådan, at man skal tilbede Gud og adlyde den tids etablerede regering. Men i virkeligheden sagde han heller ikke, at det var lovligt at betale skat til den romerske kejser. For at sige noget sådant ville have været i strid med hans kald. Han sagde heller ikke, at man ikke skulle betale skat. For på det tidspunkt var hans bevægelse endnu ikke nået dertil, at han kunne beslutte, at skattebetalingen skulle standses. Derfor sagde han dengang noget subtilt: Giv kejseren hans navn og billede tilbage. Og brug det rene guld, som Gud har skabt, på Guds vej.

Efter at deres sammensværgelse var mislykkedes, bestak de en af Messias, alayhis salam, egne ledsagere og fik ham til at indvillige i at få Messias, alayhis salam, arresteret på et tidspunkt, hvor der ikke ville være fare for et folkeligt oprør. Deres sammensværgelse lykkedes. Jøden Judas Iskariot fik Hazrat Messias arresteret.

„Så rejste alle medlemmerne af rådet sig og førte Jesus til den øverste styrer, Pilatus. De begyndte at anklage Jesus med disse ord: »Vi har set, at denne mand fører vores folk mod regeringen. Han forbyder at betale skat til kejseren og siger, at han selv er Messias, en konge.«“

„Da sagde Pilatus til ypperstepræsterne og hele folkemængden: »Jeg kan ikke finde nogen skyld hos denne mand.« Men de blev ved med insisterende at sige: »Han ophidser dette folk ved at undervise overalt i Judæa-provinsen. Han begyndte i Galilæa-provinsen, og nu er han kommet hertil.«“

„Men folket blev ved med at råbe, at Jesus skulle dræbes på korset, og til sidst sejrede deres råben.“ (Lukas 23:1-23)

Således endte Messias, alayhis salam, mission ved hænderne på de mennesker, som betragtede sig selv som Hazrat Musa, alayhis salam, arvinger. Ifølge historiske vidnesbyrd og beviser varede Messias, alayhis salam, profetiske virke omkring halvandet til tre år. I denne korte periode udførte han lige så meget arbejde, som Hazrat Muhammad (sallallahu alaihi wa sallam) udførte i de første to eller tre år af sit liv i Mekka. Hvis nogen sammenholder de ovenfor nævnte vers fra Injil med Koranens mekkanske suraer og de hadither, der stammer fra perioden i Mekka, vil han kunne se en nær overensstemmelse mellem dem.

— Slut —-