Vigtigheden af en islamisk organisation

Ordet organisation betyder almindeligvis organisering. I særlig betydning betyder det et liv i gruppe eller fællesskab.

Den organisation, der udfører arbejdet med at etablere religionen, kaldes en islamisk organisation. Det er en pligt for enhver troende at tilslutte sig en islamisk organisation og vie sig til kampen for at etablere religionen.

Nej. Uden en organiseret indsats er det ikke muligt at fremme islams overlegenhed og skønhed.

Allahs befaling om organisation

 واغتصموا بحبل الله جميعًا –

“Hold fast i Allahs reb, alle sammen (det vil sige islam).” Āl-i-ʿImrān: 103

 Organisation om Allahs Sendebuds (s.a.) ord

آنا أمركم بجْنس اللَّة أمرنى بهن الجماعة والسمع والطاعة

و الهجرة والجهاد فی سبیل اللّه فائه من خرج من الجماعة

قيد شبر, فقد خلع ربقة الاسلام من عنقه الأ أن يرجع ومن

دعا بدعوى جاهلية فهو من جنى جهنم – قالوا يا رسول اللّه

وان صنام وصلَّی ؟ قال وانصام وصلَّی وزعم آئلہ“مسنلۂ

»Jeg pålægger jer fem ting. Allah har pålagt mig dem. (Disse ting er)

1. Organisation,

2. At lytte til lederens anvisninger,

3. At adlyde lederens anvisninger,

4. At afholde sig fra alt, hvad Allah ikke bryder sig om, og jihad på Allahs vej.

Den, der forlader den islamiske organisation og fjerner sig en håndsbredde, har løsnet islams reb fra sin hals,

men hvis han vender tilbage til organisationen, er det en anden sag. Og den, der kalder til jahiliyyah, er blandt Helvedes beboere.

»Sahabaerne spurgte: »O Allahs Sendebud, selv om han opretholder salat og faster?

« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Selv om han opretholder salat, faster og hævder at være muslim.«

– Ahmad og al-Hakim

لاً يحل لثلاثة يكونوا بفلاة من الأرض الأ أمروا عليهم أحدهم

“Selv hvis tre personer befinder sig i et øde område

er det ikke tilladt at være uden at udnævne en af dem til amir.«

اذا خرج ثلاثة فی سفر فليؤمروا عليهم أحدهم –

»Når tre personer begiver sig ud på en rejse, skal de udnævne en af dem til amir.« – Sunan Abu Dawud

من سره أن يسكن بحبوحة الجثة فليلزم الجماعة –

“Den, der ønsker at nyde Paradisets glæder, skal holde fast i organisationen.« – Sahih Muslim

 و من مات وهو مفارق للجماعة فائه يموت ميتة جاهلية –

“Den, der dør adskilt fra jamaʿaen, vil dø en jahiliyyah-død.«

-Sahih Muslim

Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) udtalelse om organisation,

لاً اسلام الأ بجماعة ولاً جماعة الأ بامارة والأ امارة الأ بطاعة۔

»Der findes ingen islam uden organisation. Der findes ingen organisation uden lederskab. Der findes ingen lydighed uden

Det fremgår af alle disse vers, hadither og udtalelser, at (1) de troende skal leve et organiseret liv. (2) De har ikke ret til at leve individuelt. (3) Den, der lever alene, bliver Satans offer.

(4) At løsrive sig fra den islamiske organisation svarer til at vende tilbage til jahiliyyah.

(5) At leve organiseret er en af forudsætningerne for at opnå Paradiset.

(6) Uden organisation kan islam ikke bestå med værdighed. Det er ikke et spørgsmål om personlig lyst at være medlem af en islamisk organisation. Ikke at være medlem af en islamisk organisation er en åbenlys overtrædelse af Allahs og Hans Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) påbud. Omvendt er det uundgåelige krav, som troen på Allah og Hans Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) medfører, at leve et organiseret liv.

Den islamiske organisations bestanddele

Lederskab, en stab af medarbejdere og regler for organisationens ledelse – disse tre er organisationens bestanddele.

Det lederskab, som danner sig selv i islams lys og udelukkende vier sig til at etablere Allahs religion og lede medarbejderstaben, er det islamiske lederskab.

Den medarbejderstab, som uden at være drevet af nogen verdslig interesse fortsætter med at ofre tid, kræfter og penge under det islamiske lederskab for udelukkende at etablere Allahs religion, er den islamiske medarbejderstab.

Der findes ingen organisation uden en leder. På samme måde kan en leders blotte tilstedeværelse ikke skabe en organisation uden medarbejdere. Når lederen og medarbejderstaben forenes, kommer både mulighederne og problemerne til syne. Derfor findes der i organisationen visse regler for dens ledelse, så lederskabet og medarbejderstaben korrekt kan kende grænserne for deres ansvar, pligter og rettigheder. I moderne terminologi kaldes disse regler og bestemmelser en forfatning.

Den islamiske organisations grundlæggende regler og bestemmelser er al-Koranen og Sunnaen. Naturligvis spiller en forfatning, der er udarbejdet på grundlag af al-Koranens og Sunnaens lære, også en vigtig rolle i den islamiske organisation. Eftersom denne forfatning er udarbejdet på grundlag af al-Koranens og Sunnaens lære og spiller en vigtig rolle i ledelsen og bevarelsen af den islamiske organisation, betragtes den som et helligt dokument, og enhver overtrædelse af dens bestemmelser betegnes som en disciplinærstridig handling.

Grundlæggende begynder organisationens rejse med lederskab, medarbejderstab og regler for ledelsen. Undervejs føjes mange andre bestanddele til, som beriger den.

Den islamiske organisation og Iqamat ad-Din

Samfundets hjul er i bevægelse. Forandringens strøm er hele tiden til stede her. Den vigtigste årsag til, at det bevæger sig i ønskede og uønskede retninger, er islams fravær i samfundslivet. Det er netop, fordi islam ikke er etableret, at uro og utilpashed hersker i samfundet. Og i bestræbelsen på at slippe for denne uro og utilpashed bliver den menneskelige natur oprørsk. Vreden i menneskers hjerter bliver til utilfredshed, og utilfredsheden bliver til oprør. Sådan fortsætter forandringens skiften i det menneskelige samfund.

Når en forandring finder sted, ånder menneskene lettet op et øjeblik. Men efter kort tid indser de, at det, de har set, ikke er andet end et fatamorgana. De har fået gammel vin på nye flasker. Uroen og utilpasheden hviler stadig tungt over dem som en enorm sten. Heraf bliver det klart, at ægte fred og ro ikke kan etableres på denne måde.

Islam er kommet for at spille sin egen rolle i samfundets forandringsproces. Islam ønsker at forandre det menneskelige samfund fuldstændigt, forme det efter en ny model og dermed sikre fred og ro for menneskeheden.

For at sikre denne fred og ro ønsker islam at blive etableret overalt, fra det enkelte menneskes snævre privatliv til statslivets brede område.

Islam etablerer sig imidlertid ikke af sig selv i samfundet. Islam kan heller ikke etableres gennem ét enkelt menneskes indsats alene. Det kræver en organiseret indsats fra en gruppe mennesker. En altomfattende bestræbelse.

Det var naturligt, at mennesker ville være uenige om, hvordan islam skulle etableres i samfundslivet. Allah ønskede ikke, at kampen for islams etablering skulle hindres af uenighed. Derfor sendte Han, samtidig med at Han åbenbarede livsordningen, også en sendebud for at lære menneskene metoden til at kæmpe for dens etablering. For os er den sidste profet Muhammads (fvmh.) fremgangsmåde den eneste fremgangsmåde, vi skal følge.

Den organisation, der opbygges for at føre kampen for islams etablering, fortsætter med at opfordre mennesker til at komme til Allahs vej. De, der svarer på opfordringen og træder frem, samler organisationen og forvandler dem til en velorganiseret styrke samt sørger for deres uddannelse. Det er disse organiserede og uddannede mennesker, der udgør det vigtigste grundlag for at slå det rådne samfund i stykker og opbygge et nyt samfund på islamiske værdier. Når der dannes en regering af medlemmer af den islamiske organisation, gennemføres der en gennemgribende forandring på alle samfundets niveauer, fra øverst til nederst. Allahs suverænitet etableres på alle områder og i alle dele af livet. Politisk undertrykkelse, økonomisk udbytning, sociale skel og uanstændighed fjernes fra samfundet. Godhedens flod breder sig overalt i samfundet, og menneskene befries fra forbandelsen af uro og utilpashed.

Den islamiske organisations mål

Kort sagt kan det siges, at den islamiske organisations endelige mål er at opnå Allahs tilfredshed ved at etablere et menneskeligt samfund efter den livsorden, Allah har givet, og på den måde, som Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) har vist.

Måden at opnå Allahs tilfredshed på er at virkeliggøre det formål, som Allah skabte mennesket til. Formålet med menneskets skabelse er at opbygge sig selv, sin familie, sin organisation og sin stat som Allahs tjener i overensstemmelse med Allahs lov.

Det bør huskes, at den islamiske stat er en meget stor velsignelse for menneskene på jorden. Dette folk er ikke rede til at værdsætte denne velsignelse. Allah, Verdens Herre, skænker dem ikke en så stor velsignelse uden grund. Derfor er utaknemmelige folk gennem tiderne forblevet berøvet en islamisk stat.

Selv om den utaknemmelige menneskehed er berøvet den særlige velsignelse, som en islamisk stat er, betyder det ikke, at den islamiske organisations medlemmer har fejlet på nogen måde. For Allah elsker dem, der med oprigtig hengivenhed fører en uophørlig kamp for at etablere den livsorden, Allah har givet, indtil de forlader denne verden, og Han har bestemt den store belønning i det hinsidige for dem.

Muligheden for at danne en islamisk regering og under dens beskyttelse etablere Allahs religion skal naturligvis gribes. Men kun den person, hvis tankegang ikke prioriterer det hinsidige, vil kunne beklage og miste modet, hvis denne mulighed ikke opnås.

Den islamiske organisations ledelsesstruktur

Den islamiske organisation har en særlig ledelsesstruktur. Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) udtalelser og Profetens ledsageres praksis giver os en klar forståelse af den islamiske organisations ledelsesstruktur. Hen imod slutningen af Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) liv spurgte de, hvem der skulle blive leder efter ham. Det stod klart for dem, at én person skulle være deres leder efter Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham). Men de ønskede at få at vide af Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham), hvilken person det ville være bedst at vælge som leder. Som svar sagde Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham):

 ان نؤمروا آبا بگر تجذوهٔ آمیناز اهدافی الدنیا راغبا الی الاخرة. وان تؤمروا عمر تجدوه قویا امینا لاً یخاف فی الله لومة لأنيمر- وان تؤمروا عليا ولاً أراكم فاعلين تجذوة هاديا مهديا يأخذكم الطريق المستقيم –

“Hvis I udnævner Abu Bakr til amīr, vil I finde ham tillidsværdig, uden tilknytning til denne verden og hengiven til det hinsidige. Hvis I udnævner Umar til amīr, vil I finde ham stærk, tillidsværdig, og hvad angår Allah, vil han ikke frygte nogen bebrejders bebrejdelse. Og hvis I udnævner Ali til amīr – hvilket jeg ikke tror, I vil gøre – vil I finde ham vejledende og vejledt. Han vil føre jer ad den rette vej.”

– Musnad Ahmad

Af Allahs Sendebuds svar får vi to grundprincipper. Det første princip er, at muslimerne kun skal have én amīr. Kommandoen skal gives til én person, ikke til flere. Det andet princip er, at muslimerne blandt sig selv skal vælge én amīr på grundlag af deres frie mening.

Som svar på sahabāernes spørgsmål nævnte Allahs Sendebud tre personers navne. Hvis han kun havde nævnt én persons navn, ville sahabāerne have anset det for obligatorisk at acceptere denne person som amīr og aflægge bayʿa til ham. Allahs Sendebud lod den muslimske ummah være fri i spørgsmålet om at vælge en amīr. Faktisk var det også Allahs vilje. Ellers ville Allah have sendt åbenbaring og gennem Sendebudet meddelt ummah’en den alternative ordning, Han foretrak.

Valg af ledelse i den islamiske organisation

Ledelsens rolle i den islamiske organisation er yderst vigtig. Medlemmerne må være meget opmærksomme på, at den bedst kvalificerede person kan indtage den vigtige position.

Når man vælger ledelse, må man først og fremmest være bekendt med personens taqwā. Selvom taqwā er noget indre i personen, sætter den et tydeligt præg på personens tale, påklædning, adfærd, transaktioner og alle øvrige handlinger. Det er muligt at danne sig et indtryk af en persons taqwā ved at iagttage disse ting over længere tid.

I denne forbindelse kan en hændelse nævnes. En dag så Allahs Sendebud en mand udføre salāt, mens han legede med sit skæg. Så sagde han: “Hvis denne person havde haft khushūʿ i sit hjerte, ville khushūʿ også have kunnet ses på hans lemmer.”

I virkeligheden forholder det sig netop sådan med taqwa.

Valget af ledelse i en islamisk organisation er ikke nogen almindelig sag. Ingen opstiller som kandidat ved dette valg. Tværtimod betragtes det som en alvorlig uret at stille op til en post i denne organisations øjne. Derfor må valgkomitéen overalt i organisationen lede efter den bedst kvalificerede person.

En af de vigtigste opgaver for medlemmerne af den islamiske organisation er at vælge denne ledelse. Her føres der ingen kampagne hverken for eller imod nogen. Valgkomitéens medlemmer udfører deres opgave udelukkende med deres egen dømmekraft og indsigt som grundlag. Derfor må de tænke dybt over sagen. De må sætte sig grundigt ind i forskellige personers kvalifikationer. Ved at anvende hele deres dømmekraft må de vælge den bedst kvalificerede person.

Når alles meninger er blevet fremsat, gøres den person, der har opnået flertallets tillid, til leder. Derefter accepterer alle ham som leder og fortsætter med at leve et fælles liv i jamaat under hans ledelse.

Den islamiske ledelses egenskaber

Ledelsen har en uhyre stor betydning i en islamisk organisation. Hele medarbejderstyrken kredser om ledelsen. Ledelsens egenskaber afspejler sig i medarbejderstyrken. Her omtales ganske kort nogle af ledelsens grundlæggende egenskaber.

Overlegenhed inden for viden

Den islamiske ledelse må besidde overlegenhed inden for viden. Den bør have omfattende viden om den islamiske livsanskuelse og livsordning. Samtidig bør den have et klart overblik over indholdet i de ideologier, der er udsprunget af iblisisk tænkning og har vildledt verdens mennesker med hensyn til livet og verden samt menneskelivets formål og pligter, og over hvilke problemer menneskeheden står over for, fordi disse ideologier er blevet etableret i samfundslivet. Den bør heller ikke være fattig på almen viden. Desuden må lederen, eftersom han skal lede mennesker, have evnen til at forstå menneskesindet. Derfor bør han også studere psykologi grundigt. Udsagnet »Viden er magt« er uden tvivl betydningsfuldt. Hvis lederen opnår overlegenhed inden for viden, bliver det lettere for ham at øve indflydelse ikke blot på medarbejderstyrken, men også på den store menneskemængde uden for organisationen.

Gode gerninger

Lederen skal være et levende symbol på islam. Islams sande skikkelse bør afspejles i hans tanker, samtaler, adfærd og alle hans handlinger. I denne henseende er karakteren hos muslimernes hovedleder, Muhammad, Allahs Sendebud (fred være med ham), et eksempel for alle. Han var den legemliggjorte Koran. Den form for muslimsk liv, som Koranen har tegnet, var Allahs Sendebud (fred være med ham) et levende udtryk for. Det var især den skønhed ved islam, som kom til udtryk i hans livs egenskaber, der tiltrak ikke-muslimer og fik dem til at antage islam.

Venlig omgang

Hårdt sprog og barsk adfærd sårer mennesker. En person, der er vant til barsk adfærd, kan aldrig vinde en plads i menneskers hjerter. For en islamisk leder er barsk adfærd en alvorlig mangel. Selv om medarbejderne af hensyn til den organisatoriske disciplin adlyder en sådan leder, bærer de på en dyb smerte i deres hjerter. Smerteplagede medarbejdere kan ikke arbejde spontant og energisk. Derfor skal lederen nødvendigvis være kendt for venlig omgang. Skønheden i hans adfærd vil tiltrække medarbejderne til ham som en magnet. Det er naturligt, at organisationens indre sammenhold derved bliver særdeles stærkt.

Mod

Lederen af en islamisk organisation må ikke frygte nogen anden end Allah. Det er i virkeligheden også taqwas krav. Hvordan skulle et hjerte, der rummer frygt for Allah, have plads til at frygte nogen anden? Allahs Sendebud (fred være med ham) siger: »Den, der frygter Allah, frygter alt i verden. Men den, der ikke nærer frygt for Allah, bliver skræmt af alt i verden.« Hvis organisationens leder er frygtløs, påvirker det organisationens medarbejderstab. Medarbejderstaben under en sådan leder mister ikke modet, når den møder farer og ulykker. Den bliver ikke modløs.

Punktlighed

Lederen skal udføre mange opgaver hver dag. Han skal mødes med mange mennesker. Han skal tage til mange steder. Hvis lederen fra dagens begyndelse udarbejder en liste over de opgaver, der skal udføres, og udfører de rigtige opgaver på de rigtige tidspunkter, kan han nå mange opgaver på én dag. Hvis han ét sted ikke overholder tiden, vil hans opgaver for hele dagen blive forstyrret efter hinanden. Ved dagens slutning vil det måske vise sig, at flere opgaver på ingen måde er blevet afsluttet. Hvis han altid er opmærksom på tiden og afslutter hver opgave inden for den tid, der er afsat til den, vil det vise sig, at alle dagens opgaver er blevet fuldført.

Organisationens indsigt

Organisationens leder skal frem for alt besidde den største organisatoriske indsigt. Han skal have evnen til at opbygge organisationen, lede medarbejderne, bevare organisationens sammenhold, analysere situationen på arbejdsområdet, træffe rettidige beslutninger, holde mandskabet aktivt, udvikle forskellige arbejdsmetoder til forbedring af medarbejdernes niveau og beskytte organisationens medarbejdere mod informationskløfter.

Evnen til at skabe inspiration

Lederen skal være en kilde til inspiration og et sted, hvor medarbejderne kan finde trøst. Lederens ord må ikke sprede fortvivlelsens eller håbløshedens giftige dampe blandt medarbejderne. Når de hører ham tale, skal de blive oplivede.

Lederen skal for medarbejderne være som et banyantræ, under hvis skygge de kan komme og køle deres hjerter. Når medarbejderne, efter gentagne slag fra modgang, bliver urolige, skynder de sig hen til lederen for at give udtryk for deres hjertes smerte. Lederens smilende ansigt og søde trøstende ord fjerner smerten i deres hjerter. I lederens hjerte strømmer en kilde af kærlighed til medarbejderne; når de bliver gennemvædet af den, finder de ro. En leder, der ikke kan brede en kølig skygge ud over medarbejderne som et banyantræ, kan være leder af Nazipartiet, men det sømmer sig ikke for ham at være leder af en islamisk organisation.

Veltalenhed

Lederen bør være en fremragende taler. At udtrykke mange tanker med få ord er et af de vigtigste kendetegn ved en god tale. Hvis talen er bygget op omkring punkter, bliver den lettere for tilhørerne at forstå. Talens sprog bør være enkelt. Talen bør have en begyndelse, en midterdel og en afslutning. Tankerne i talen bør præsenteres i en sammenhængende rækkefølge, så tilhørerne ikke har svært ved at forstå talens emne. Allahs Sendebud (s.a.v.) sagde: „Bu’istu bi-jawāmi’il-kalām“, det vil sige: „Jeg er blevet sendt med evnen til at tale kortfattet med omfattende betydning.“ Allahs Sendebud (s.a.v.) var den største taler. Hans tale var klar og fængslende. Lederen af en islamisk organisation bør bestræbe sig på at efterligne ham.

Færdighed i arkivering af dokumenter

Lederen skal være dygtig til at opbevare dokumenter. Han skal i højere grad end alle andre være i stand til at give dokumenterne korrekte betegnelser, nummerere dem på passende vis og indsætte papirerne korrekt i dem. Hvis han ikke selv er dygtig til dette, er det ikke muligt at få andre til at gøre det ordentligt. Hvis dokumenterne ikke opbevares korrekt, kan man ofte ikke finde de nødvendige papirer, eller der spildes en hel del tid på at lede efter dem.

Dygtighed i regnskabsføring

Lederen skal være en dygtig regnskabsfører. Ansvaret for på korrekt vis at føre optegnelser over og regnskab med organisationens samlede indtægter og udgifter påhviler ham. Svigt på dette område er en meget stor mangel hos lederen.

Den islamiske ledelses vigtigste roller

Den islamiske organisation kredser om den islamiske ledelse. Ligesom planeterne i solsystemet kredser om solen, kredser den islamiske organisations medarbejderstab om lederen. Derfor er omfanget af den islamiske leders aktiviteter også meget stort.

Hvis solen, solsystemets centrum, mister sin tiltrækningskraft, vil hele solsystemets planeter og måner blive slynget ud af deres baner og gå i opløsning. På samme måde vil medlemmerne af den islamiske leders organisation, hvis han mister sin tiltrækningskraft, miste styrken ved deres sammenhold og blive svækkede.

Hvis en islamisk organisation eller stat bliver udsat for en sådan uønsket situation, falder hele ansvaret på ledelsen. Den islamiske leder må altid være på vagt for at beskytte sig mod en sådan situations forbandelse. Han må udføre sin pligt omhyggeligt. Her vil jeg forsøge at beskrive nogle af de roller, som den islamiske ledelse skal varetage.

Tazkiya

»Tazkiya« er et af den islamiske organisations vigtigste mål. »Tazkiya« var tæt forbundet med profeternes og sendebudenes virke. En af verdensprofeten Muhammads (fvmh.) opgaver var arbejdet med tazkiya eller renselse. Om dette siger Allah i sura al-Jumuʿa:

هُوَ الَّذِي بَعَثَ فِي الْأُمِّيِّينَ رَسُولًا مِّنْهُمْ يَتْلُو عَلَيْهِمْ آيَاتِهِ وَيُزَكِّيهِمْ وَيُعَلِّمُهُمُ الْكِتَابَ وَالْحِكْمَةَ

»Han er den, der blandt de analfabeter har frembragt et sendebud fra dem selv, som fremsiger Hans vers for dem, renser og lutrer dem og lærer dem Skriften og visdommen.« Al-Jumuʿa: 2

Samtidig med at Allahs Sendebud (fvmh.) udførte sine øvrige pligter som sendebud, helligede han sig arbejdet med »tazkiya« eller renselse af dem, der besvarede hans kald. Han gjorde de troendes tanke- og handlemåde fuldstændig lydig mod Allah. Intet andet end at følge Allahs befalinger var dem kært i livet. Der var ingen form for vildfarelse i deres tankeverden, og på samme måde var der ikke den mindste antydning af noget andet end islam i deres livsførelse. Allahs og Hans Sendebuds ønsker var målestokken for deres egne præferencer og aversioner. Det er om sådanne mennesker, at Allah siger i sura ash-Shams:

قَدْ أَفْلَحَ مَن زَكَّاهَا

Den har sandelig vundet, som har renset sig selv. — Ash-Shams 9

Allahs Sendebud tillagde »tazkiya« så stor betydning, at han plejede at bede således:

اللهم تا نفسی تقوها و زکها –

“O Allah, giv min sjæl taqwa og rens den.”

Efter Rasulullahs (s.a.) bortgang udførte de troendes ledere i islams guldalder denne store pligt med oprigtig hengivenhed. De var optaget af at udføre denne pligt helt indtil det øjeblik, de døde. I denne forbindelse er en begivenhed fra de troendes leder Umars (r.a.) liv særligt bemærkelsesværdig.

Umar (r.a.) blev alvorligt såret af Abu Lulu Firuz’ knivstik. Da han i denne tilstand fik mælk at drikke, kom mælken ud gennem såret. Der var ingen som helst mulighed for, at han kunne overleve. Han blev overvældet af smerte. I dette vanskelige øjeblik faldt hans blik på en ung mand. Den unge mands klædning hang helt ned til jorden. Han sagde:

ارفع ثوبك قائه أنقى لثوبك وأنقى لربك –

“Løft din klædning op. Så vil dit tøj forblive rent, og det vil være mere velbehageligt for din Rabb.” –Sahih al-Bukhari

Selv få øjeblikke før Umar (r.a.) sank ned i dødens favn, udførte han denne store pligt med tazkiya.

Ved også i vor tid at følge i Rasulullahs (s.a.) fodspor må den islamiske ledelse utrætteligt arbejde for tazkiya af folkene i dens organisation eller stat.

Skabelsen af broderskab

»Skabelsen af broderskab«, eller ukhuwwah, er et meget vigtigt aspekt ved en islamisk gruppe. Allah har betegnet det dybe indbyrdes forhold mellem de troende som »skabelsen af broderskab«. I sura al-Hujurat siger Allah:

                   إِنَّمَا الْمُؤْمِنُونَ إِخْوَةٌ

»De troende er visselig hinandens brødre.« – al-Hujurat 10

På Allahs Sendebuds (sa) tid blev muhajirunerne, som kom fra Mekka, modtaget af ansarerne i Medina på en måde, der ikke havde sin lige nogetsteds. Ansarerne gav gavmildt muhajirunerne del i deres jord, frugthaver, handel og kontante midler. Hvis ansarerne ikke havde udvist denne holdning, ville muhajirunernes liv i Medina være blevet uudholdeligt.

Ansarerne var ikke forbundet med muhajirunerne gennem blodbånd. Muhajirunerne var tværtimod i al hemmelighed brudt væk fra deres blodbeslægtede og var nået frem til Medina. Selv om der ikke var noget blodbånd, var det trosbånd, der forbandt ansarerne med muhajirunerne, stærkere end blodbåndet. Ansarerne gik ikke i seng i deres hjem, mens muhajirunerne var uden tag over hovedet. Ansarerne spiste ikke, mens muhajirunerne sultede.

Det var oprigtighedens tidsalder. Den ene muslim forsøgte af hjertet at forstå den anden muslim. Det var ikke det formelle forhold, men dette hjertets forhold, der dengang gav de troende styrke som »Bunyanun Marsus«, det vil sige en mur bygget af smeltet bly.

Det var på grund af dette forhold, at en gave, som kom til en muslims hjem i den tidsalder, straks blev sendt videre til naboens hjem. Det var på grund af dette forhold, at mange troende fra den tid, selv om de var sårede i krig og led af en hjerteskærende tørst, rettede opmærksomheden mod behovet hos den bror, der lå ved siden af dem, gav ham deres egen tildelte vandportion og kunne dø som martyrer med en voldsom tørst. Dette forhold kaldes ukhuwwah.

Denne ukhuwwah er organisationsstyrkens essens. Den gruppe eller stat, hvor den findes, besidder stor styrke. Allahs Sendebud (sa) siger:

المؤمن كالبنيان يشدّ بغضة بغضا

“De troendes indbyrdes forhold er som en mur. Den ene del styrker den anden.”

-Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim

مثل المؤمنين فى تواذهم وتراحمهم وتعاطفهم مثل الجسد إذا اشتكى منه عضو تداعى له سائر الجسد بالسهر والحمى –

“Med hensyn til gensidig kærlighed, barmhjertighed, omsorg og medfølelse er de troende som én krop. Hvis en del af kroppen bliver syg, mærker de øvrige dele det også.”

–Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim

Ledelsen må gå forrest i at skabe denne ukhuwwat eller dette broderskab.

Broderskab opstår først, når varmen i lederens hjerte breder sig til alle niveauer i gruppen eller staten. Hvis lederens hjerte ikke formår at sprede denne varme, er det ikke muligt at skabe ukhuwwat eller broderskab, selv med hundrede prædikener og formaninger.

At skabe inspiration til selvopofrelse

I den islamiske samfundsbevægelse må ledelsen frem for alt gå foran med eksempler på opofrelse og selvopofrelse. Lederens opofrelse giver tilhængerne inspiration til selvopofrelse. På dette område findes der intet andet eksempel, der kan måle sig med det ideal, som Verdens Profet (s.a.) har opstillet.

Allahs Sendebud (s.a.) var et menneske, der var tilfreds med lidt. Selv om han var statsoverhoved i Medina, levede han et yderst enkelt liv. Der kom mange penge og materielle midler til Allahs Sendebud (s.a.). I stedet for selv at nyde dem fordelte han dem blandt andre. Han sagde, at ligesom en rejsende kun behøver en vis mængde rejseproviant, er præcis så lidt af denne verden tilstrækkeligt for et menneske.

De troendes moder, Aisha (r.a.), fortæller, at Allahs Sendebuds (s.a.) tøj aldrig blev lagt sammen og opbevaret. Det vil sige, at han ikke havde ekstra tøj, som kunne lægges sammen og opbevares.

Efter Allahs Sendebuds (s.a.) bortgang sagde Aisha (r.a.), at Allahs Sendebud (s.a.) var gået bort fra denne verden uden nogensinde at have kunnet spise sig mæt to gange om dagen.

Dette var den ubestridte leder af millatens livsførelse.

Denne opofrende karakter hos Allahs Sendebud gjorde ham højt elsket af sine tilhængere. Fordi han selv var den største blandt de opofrende, begyndte hans tilhængere at kappes om selvopofrelse, når han opfordrede dem til det. Hans uselviske livsførelse var en inspirationskilde for andre. Gennem hans selskab voksede der et folk frem, som var uden begær efter verdslige goder og uselvisk. For at tilskynde til et enkelt liv siger Allahs Sendebud (s.a.):

ان البذاذة من الايمان –

»Enkelhed er en del af troen.« — Sunan Abu Dawud

Faktisk ser man aldrig tilhængere gøre oprør mod en leder, der lever et enkelt og selvopofrende liv. Dette gælder i endnu højere grad for statsligt lederskab. Hvis der i en stat opstår hungersnød, og landets befolkning tvinges til at nøjes med ét måltid om dagen, gør statens borgere heller ikke oprør, hvis de ser, at deres leder spiser ét måltid ligesom dem og gennemgår de samme vanskeligheder som dem. Under sådanne forhold identificerer statens borgere sig tværtimod med lederen og fortsætter tålmodigt med at konfrontere situationen sammen med ham.

Ligesom Allahs Sendebud (fred være med ham) ved at fremstille sit eget liv som et eksempel tilskyndede sine ledsagere til at leve et selvopofrende liv, må lederen af ethvert islamisk parti eller enhver islamisk stat i dagens verden på samme måde inspirere sine tilhængere. Dette er den naturlige måde at skabe inspiration til selvopofrelse på.

At etablere retfærdighed blandt medlemmerne

I en gruppe findes mange forskellige slags mennesker. De adskiller sig meget fra hinanden med hensyn til arbejdsevne, intelligens og fysisk skønhed. På trods af disse forskelle har alle, der træder frem for at bruge deres kræfter og evner til at opnå Allahs tilfredshed, lige rettigheder. Sorte, hvide, grimme, smukke, mindre begavede, mere begavede, talentfulde, talentløse, stærke og svage er alle ligeberettigede.

Hvis en leder ringeagter nogen, fordi vedkommende er sort, grim, mindre begavet, talentløs eller svag, begår han en alvorlig synd. Hvis han derimod nærer større hengivenhed for nogen, fordi vedkommende er smuk, mere begavet, talentfuld eller stærk, begynder han at ringe med gruppens dødsbimel. At se skævt til den sorte, grimme, mindre begavede, talentløse eller svage er det samme som at se skævt til Skaberen. For det er Skaberen, der har skabt nogle mennesker som sorte, grimme, mindre begavede, talentløse eller svage; de har ikke selv skabt sig sådan.

Det er lederens pligt at elske alle. Han skal elske dem alle udelukkende, fordi de er Allahs tjenere og har viet deres liv til at opnå Allahs tilfredshed.

Den kærlighed, der opstår blandt de troende på grund af deres hengivenhed til Allah, er den eneste kærlighed, der anerkendes hos Ham; ingen anden kærlighed.

Retfærdigheden kræver, at lederen ser alle medarbejdere lige, giver hver enkelt lige meget opmærksomhed, bliver nært knyttet til hver enkelt, tildeler hver person opgaver efter vedkommendes evner og sørger for, at opgaverne bliver udført.

Hvis lederens ord og handlinger viser hengivenhed over for nogle og ligegyldighed over for andre, vil hans lederskab bringe skade i stedet for gavn for hans organisation eller stat.

إِنَّ اللَّهَ يَأْمُرُ بِالْعَدْلِ وَالْإِحْسَانِ

“Sandelig, Allah befaler jer retfærdighed og god opførsel.”

— An-Nahl 90

Det kan aldrig forventes, at en leder vil blive værdsat af mennesker og af menneskenes Herre, hvis han ikke etablerer retfærdighed på alle områder i organisationen eller staten i overensstemmelse med dette krav i Allahs befaling. Hvis lederen ikke formår at behandle sine medarbejdere retfærdigt, begynder fundamentet under hans organisation eller stat at svækkes. På et tidspunkt bliver den udsat for en katastrofal jordskredslignende situation. For at beskytte organisationen eller staten mod dette uønskede forhold må lederen gøre retfærdig behandling til et af de grundlæggende principper i sit daglige arbejde.

Undervisning i, hvad man skal støtte sig til under nød og ulykke

De troendes vej gennem denne verden er på ingen måde bestrøet med blomster. Allah har pålagt de troende et tungt ansvar. Hvis de opnår succes med at opfylde dette tunge ansvar, har Allah forbeholdt dem den største velsignelse—Paradis.

Det er naturligt, at Allah, før Han ophøjer de troende til et så værdifuldt sted som Paradiset, vil udsætte dem for prøvelser, så de kan bevise deres egnethed. Området, hvor denne egnethed skal bevises, er kampen for at etablere islamiske bestemmelser.

Når de fører denne kamp, må de troende stå over for forskellige vanskeligheder, kriser, farer og ulykker. Disse kommer til dem som prøvelser. Om dette siger Allah i sura al-Baqara:

وَلَنَبْلُوَنَّكُم بِشَيْءٍ مِّنَ الْخَوْفِ وَالْجُوعِ وَنَقْصٍ مِّنَ الْأَمْوَالِ وَالْأَنفُسِ وَالثَّمَرَاتِ ۗ وَبَشِّرِ الصَّابِرِينَ

“Vi vil visselig prøve jer med noget frygt, sult og tab af ejendom, liv og afgrøder. Og giv de tålmodige det glade budskab.”

— al-Baqara 155

Allah siger i sura al-Ankabut:

وَالَّذِينَ كَفَرُوا بِآيَاتِ اللَّهِ وَلِقَائِهِ أُولَٰئِكَ يَئِسُوا مِن رَّحْمَتِي وَأُولَٰئِكَ لَهُمْ عَذَابٌ أَلِيمٌ

“Har menneskene troet, at de vil blive ladt i fred, blot fordi de siger: ‘Vi har fået troen’, og at de ikke vil blive prøvet? Vi prøvede visselig dem, der levede før dem. Allah vil visselig vide, hvem der er sandfærdige i deres påstand om tro, og hvem der er løgnere.”

— Al-ʿAnkabūt 23

I Sura Aal-e-Imran siger Allah:

أَمْ حَسِبْتُمْ أَن تَدْخُلُوا الْجَنَّةَ وَلَمَّا يَعْلَمِ اللَّهُ الَّذِينَ جَاهَدُوا مِنكُمْ وَيَعْلَمَ الصَّابِرِينَ

»Tror I, at I vil træde ind i Paradiset, uden at Allah endnu har vist, hvem blandt jer der hengiver sig til jihad og udviser sabr?«

— Aal-e-Imran 142

Det, Allah gennem disse ord ønsker at indprente i de troendes hjerter, er, at det ikke er let at opnå Paradiset. Man kan håbe på at opnå Paradiset ved at opgive sine farverige drømme om selvrealisering, beslutte sig for fuldstændigt selvopofrelse og udelukkende fortsætte bestræbelserne på at etablere Allahs dīn.

Kampen for at etablere dīn bevæger sig fremad over hindringernes op- og nedture. På vejen opstår der forhindringer på forskellige stadier. Man må gang på gang stå over for kritik, hån, fristelser og fysisk mishandling. Det er naturligvis svært at fortsætte fremad ved at ignorere alt dette. Det er ikke nogen lille sag at bevare modet over for kritik og hånende ord, beskytte sig mod de mange fristelsers lokkende kald og udholde al slags mishandling.

Når de svagt troende konfronteres med denne prøve, trækker nogle af dem sig tilbage, nogle begynder at undersøge den vedtagne beslutning for at finde dens svagheder, og nogle begynder at tvivle på, om selve vejen er den rette. Men de, hvis īmān ikke har nogen mangel, hvis hjerter ikke er syge, og som frygtløst er rede til at ofre livet for Allahs tilfredshed, tager denne prøve som noget helt naturligt. De betragter hver eneste hindringsmur som en ny prøve og stoler udelukkende på Allahs hjælp for at bestå disse prøver.

Ved en gennemgang af den muslimske ummahs historie kan man se, at det først er efter alvorlige katastrofer og ulykker, at forvirring har spredt sig i ummaens tankeverden, og at en stor del af ummaen har undertrykt sin kampånd og antaget askese. I vor tid står denne askese som en hindring på vejen til den islamiske genopvækkelse.

En af de særlige egenskaber hos dem, der er engageret i kampen for at etablere islam, er sabr. Sabr betyder ikke blot stille at udholde forskellige lidelser. Det omfatter også villigt at acceptere Allahs beslutning og at forblive fri for enhver form for [det, der nævnes i teksten] blandt Hans følgere. Den islamiske leder og hans følgere må tro på, at ingen ulykke kan ramme noget menneskes liv uden Allahs tilladelse. I denne forbindelse bør man nøje huske den erklæring, som Allah har fremsat i sura al-Hadid.

Allah siger:

أَمْ حَسِبْتُمْ أَن تَدْخُلُوا الْجَنَّةَ وَلَمَّا يَعْلَمِ اللَّهُ الَّذِينَ جَاهَدُوا مِنكُمْ وَيَعْلَمَ الصَّابِرِينَ

»Ingen ulykke kan ramme jorden eller jer selv, uden at Jeg allerede har nedskrevet den i Skriften, før Vi lod den indtræffe. Det er sandelig let for Allah.«

—al-Hadid 22

Det er uden tvivl en vanskelig opgave at træffe den rette beslutning under ulykker og katastrofer. Endnu vanskeligere er det efter en ulykke at beskytte gruppen mod forvirring. Det er i virkeligheden her, lederskabets storhed eller fiasko bliver bevist. Hvis lederen virkelig kan udvise sabr, kan han først da tage initiativ til at skabe sabr hos sine følgere. Hvis lederen selv kan beskytte sig mod tankemæssig forvirring, kan han først da bestræbe sig på at befri sine følgere for denne forvirring.

At fremstille opnåelsen af Allahs tilfredshed som centrum for al aktivitet

Verden er arbejdsområdet for dem, der ønsker at etablere islam. Det er blevet pålagt dem at ændre denne verdens ansigt. De stræber efter at vælte den gældende samfundsorden og etablere den islamiske samfundsorden. Men deres formål og mål er ikke blot at etablere islam i verden; deres mål er at opnå Allahs velbehag ved at etablere islam.

Kampen for at etablere islam opnår måske ikke succes set fra et verdsligt synspunkt. En af Allahs største profeter, Nuh, fred være med ham, kæmpede i ni hundrede og halvtreds år for at etablere islam på jorden. Det skyldtes ikke, at hans lederskab var svagt, eller at han ikke var en god strateg. I virkeligheden giver Allah ikke uden videre den nation, som ikke er rede til at tage imod verdens største skat, såsom det islamiske samfund, denne skat. Allah gav den heller ikke til Nuhs folk. Det betyder ikke, at Nuhs kamp var mislykket. Han var kommet med ansvaret fra Allah for at lede kampen for at etablere dīn. Dette ansvar opfyldte han på rette vis. Som følge heraf opnåede han Allahs velbehag. Derfor findes der ingen fiasko i hans liv. Når de, der ønsker at etablere islam, gør opnåelsen af Allahs velbehag til centrum for al deres aktivitet, kan ingen verdslig fiasko fremkalde en negativ reaktion i deres sind. De fortvivler ikke. De bliver ikke foruroligede, når de ser dem, der forkaster sandheden, udøve magt på jorden. De husker tværtimod Allahs ord,

﴿لَا يَغُرَّنَّكَ تَقَلُّبُ الَّذِينَ كَفَرُوا فِي الْبِلَادِ﴾

﴿مَتَاعٌ قَلِيلٌ ثُمَّ مَأْوَاهُمْ جَهَنَّمُ ۚ وَبِئْسَ الْمِهَادُ﴾

“Lad ikke de sandhedsfornægtendes pralende færd på jorden bedrage dig. Det er kun et meget kortvarigt middel til nydelse. Deres endelige opholdssted er Jahannam, og hvilken elendig seng det er.”

–Al Imran: 196

For at rette den troendes blik mod den rette retning siger Allah et andet sted i sura Al Imran,

وَسَارِعُوا إِلَىٰ مَغْفِرَةٍ مِّن رَّبِّكُمْ وَجَنَّةٍ عَرْضُهَا السَّمَاوَاتُ وَالْأَرْضُ أُعِدَّتْ لِلْمُتَّقِينَ

“Skynd jer mod jeres Herres tilgivelse og mod Paradiset, hvis udstrækning er som hele himlen og jorden. Det er beredt for de gudfrygtige.”

–Āl ʿImrān 133

Hvilket storslået mål de mennesker, der var tilknyttet Muhammad, Allahs Sendebuds (s.a.), organisation, havde gjort til deres livs endelige mål, udtrykkes smukt i et vers i Sura al-Fath.

يَبْتَغُونَ فَضْلًا مِّنَ اللَّهِ وَرِضْوَانًا

“De søger Allahs gunst og tilfredshed.”

–Al-Fath 29

I virkeligheden er opnåelsen af Allahs gunst og tilfredshed centrum for alle den troendes aktiviteter.

Allah ønsker, at de troendes aktiviteter udelukkende skal være rettet mod at opnå Allahs tilfredshed. I denne forbindelse er renheden af intentionen af største betydning. Det fremgår af Allahs Sendebuds (s.a.) hadith, at selv et så stort offer som at kæmpe i jihad og blive martyr ikke accepteres af Allah, hvis det ikke bringes med en ren intention.

Abu Huraira (ra) fortæller: »Jeg hørte Allahs Sendebud (sa) sige, at den første, hvis sag vil blive afgjort på Dommedagen, bliver en martyr. Han vil blive ført frem, og alle de velsignelser, der blev skænket ham, vil blive nævnt for ham. Han vil anerkende, at han modtog og nød disse velsignelser. Han vil blive spurgt: »Hvad gjorde du efter at have nydt disse velsignelser?« Han vil svare: »Jeg kæmpede for Din sag, indtil jeg blev martyr.« Allah vil sige: »Du lyver. Du kæmpede for at blive kendt som en helt, og den berømmelse har du allerede opnået.« Derefter vil dommen blive afsagt, og han vil blive slæbt med ansigtet nedad ved fødderne, indtil han bliver kastet i Helvede.«

Derefter vil en mand blive ført frem, som har tilegnet sig viden, undervist i viden og læst Koranen. De velsignelser, der blev skænket ham, vil blive nævnt for ham. Han vil blive spurgt: »Hvad gjorde du efter at have nydt disse velsignelser?« Han vil svare: »Jeg underviste i viden og læste Koranen for at opnå Din tilfredshed.« Allah vil sige: »Du lyver. Du tilegnede dig viden for at blive kendt som en lærd.« Derefter vil dommen blive afsagt, og han vil blive slæbt med ansigtet nedad ved fødderne, indtil han bliver kastet i Helvede. Derefter vil en mand blive ført frem, som Allah har skænket velstand og rigdom. De velsignelser, der blev skænket ham, vil blive nævnt for ham. Han vil anerkende, at han modtog og nød disse velsignelser. Han vil blive spurgt: »Hvad gjorde du efter at have nydt disse velsignelser?« Han vil svare: »Jeg brugte min rigdom på alle de handlinger, Du kunne lide.« Allah vil sige: »Du lyver. Du gav for at blive kendt som en gavmild giver, og den berømmelse har du allerede opnået.« Derefter vil dommen blive afsagt, og han vil blive slæbt med ansigtet nedad ved fødderne, indtil han bliver kastet i Helvede.«

Uanset hvor stort et arbejde man udfører, er det blot spildt møje, hvis man ikke har sat det ene mål at opnå Allahs tilfredshed, eller hvis man sidestiller noget med dette mål. Det er ledelsens ansvar at føre tilsyn med, at den islamiske gruppes medarbejdere ikke bliver ofre for denne ulykke. Ledelsens største fortjeneste ligger i virkeligheden i dens evne til at rette de følgendes opmærksomhed mod at opnå Allahs tilfredshed.

Den islamiske ledelses ansvarlighed

Den islamiske ledelse holder sig ikke på afstand af gruppens medlemmer. Den opholder sig blandt dem og er selv en af dem. Den frygter ikke deres spørgsmål. Den er altid rede til at besvare ethvert nødvendigt og anstændigt spørgsmål. Den står generelt til ansvar over for medlemmerne for alle sine handlinger og i særdeleshed over for shura-rådet. Ansvaret for lederen af en islamisk gruppe, et samfund eller en stat er todelt. På den ene side skal han stå til ansvar over for vælgerkredsen. På den anden side skal han stå til ansvar over for Allah. I virkeligheden er hans ansvarlighed i det hinsidige langt alvorligere end hans ansvarlighed i denne verden. Om dette advarede Allahs Sendebud (sa) på forhånd med ordene:

كلكم راع وكلكم مسؤول عن رعيته ألإمام راع ومسئول عن رعيته.

»Enhver af jer er en vogter, og enhver af jer vil blive holdt ansvarlig for sit vogteransvar. Lederen er en vogter, og han vil blive udspurgt om dette.«

– Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim

أيما والرولى من أمر المسلمين شيئا فلم ينصخ لهم ولم

یجه له کنمنحه وجهده لنفسبه کبهٔ الله علل وجهه فی النار

“Den, der har påtaget sig ansvaret for muslimernes fælles anliggender, men ikke senere har udvist en oprigtig holdning i udførelsen af sit ansvar og ikke har engageret sig i denne opgave på samme måde, som han engagerer sig i sine egne anliggender, vil Allah på Dommens dag kaste med ansigtet nedad i Helvede.”

Lydighed i den islamiske organisation

Lydighed mod lederen er en obligatorisk pligt for den, der er medlem af den islamiske organisation. Om dette siger Allah:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا أَطِيعُوا اللَّهَ وَأَطِيعُوا الرَّسُولَ وَأُولِي الْأَمْرِ مِنكُمْ

“I, som tror! Adlyd Allah, adlyd Sendebudet, og adlyd den blandt jer, der har myndighed.”

– An-Nisa: 59

Allahs Sendebud siger:

من أطاعنىانى فقد أطاع الله ومن عصبانی فقذ عص اللّة ومن

يطع الأمير فقد أطاعنى ومن يغص الأمير فقد عص

“Den, der adlyder mig, adlyder Allah. Den, der er ulydig mod mig, er ulydig mod Allah. Den, der adlyder amiren, adlyder mig. Den, der er ulydig mod amiren, er ulydig mod mig.”

– Sahih al-Bukhari

اسمعوا والطيعوا وان استعمل علیکم عبد حبشی كان راسه زبيبة

“Lyt og adlyd, selv hvis en abyssinsk slave bliver udnævnt til leder over jer, og hans hoved ser ud som en drue (lille).”

عليك السمع والطاعة فی عسرك ويسرك ومنشطك ومكرهك

“Det er din pligt at lytte og adlyde i lette såvel som vanskelige tider, i tilfredshed såvel som utilfredshed, og selv når dine rettigheder bliver tilsidesat.” – Sahih Muslim

من کره من آمیره شیا

فلیصابر

“Hvis nogen af jer bemærker noget ubehageligt hos sin amir, skal han være tålmodig.” – Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim

Salamah ibn Yazid al-Juʿfi (må Allah være tilfreds med ham) spurgte,

سأل سلمة ابن يزيد الجغفى رسول اللّه صلى اللّة عليه وسلم فقال يا نبى اللّه أرأيت ان قامت علينا أمراء يسألونا حقهم ويمنعونا حقنا فما تأمرنا؟ فأعرض عنه ثم سأله فقال رسول اللّه صلى اللّة عليه وسلم اسمعوا وأطيعوا فائما تليهم ما نملو او و عليكم ما هملتم

“Allahs Sendebud, hvad skal vi gøre, når sådanne amirer får magten over os, at de kræver deres rettigheder fuldt ud af os, men ikke giver os vores rettigheder?” Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ænsede ham ikke. Salamah spurgte igen. Denne gang sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): “I skal lytte og fortsætte med at adlyde. For deres byrde er på dem, og jeres byrde er på jer.” – Sahih Muslim

Den, der først og fremmest har ret til lydighed, er Allah. Den, der har den næststørste ret til lydighed, er Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Og den, der har den tredje ret til lydighed, er organisationens amir.

Lydighed mod Allah og Sendebudet er ubetinget. Det vil sige, at når man har fået at vide, hvad Allahs og Hans Sendebuds befaling er i en bestemt sag, er det den troendes pligt at udføre den uden indvendinger. Hvis amirens befaling ikke strider mod Allahs og Hans Sendebuds (sa) befaling, skal den også udføres med fuld oprigtighed. Men hvis en af hans befalinger strider mod Allahs og Sendebudets befaling, må den ikke udføres. Om dette er Allahs Sendebuds lære:

آلطاعة فی المغروف

»Lydighed gælder kun i det, der er retmæssigt.« – Sahih al-Bukhari

لاً طاعة لمخلوق فى معصية الخالق

»Ingen skabning må adlydes ved at være ulydig mod Skaberen.«

السمع والطاعة حق ما لَمْ يُؤمر بمخصية فاذا أمر بمغصية فلاً سمع ولاً طاعة

»Det er alles pligt at høre lederens befaling og adlyde den, så længe der ikke gives en befaling om synd. Når der gives en befaling om synd, har han ikke ret til at blive adlydt.« – Sahih al-Bukhari

على المرء المسلم السمع والطاعة فيما آحب وكره الأآن يؤمر بمغصية فاذا أمر بمغصية فلاً سمع ولاً طاعة

“Det er enhver muslims ubetingede pligt at høre lederens befalinger og adlyde dem, hvad enten han bryder sig om dem eller ej, så længe der ikke gives en befaling om ulydighed mod Allah. Hvis der gives en befaling om ulydighed mod Allah, må man hverken høre eller adlyde den.” – Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim

Lydighed er et grundelement i en organisations disciplin. I en organisation, hvor der ikke er lydighed, er der heller ingen disciplin. Og hvis der ikke er disciplin, har organisationen ingen værdi, selv om mange mennesker samles i den.

En organisation kan først spille en stærk rolle, når dens medarbejdere følger lederens befalinger på samme måde, som soldater i hæren følger deres kommandørs befalinger.

Den islamiske organisation og den embisionslystnes plads

Lederens ansvarlighed over for Allahs domstol vil være strengere end en almindelig troendes ansvarlighed. I betragtning af dette ansvar er det ikke naturligt, at en virkelig bevidst person skulle nære et ønske om at opnå en lederpost. Hvis det gennem en persons ord og adfærd bliver bevist, at han begærer en lederpost, må man forstå, at denne person er syg.

Kun en selvoptaget eller egeninteresseret person kan søge at opnå en lederpost i en islamisk organisation. Allahs sendebud var altid på vagt, så ingen sådan person skulle kunne få en post i den islamiske organisation.

يا عبد الرحمن بن سمرة لا تسأل الامارة – فاتك ان أعطيتها عن غير مسألة أعلنت عليها، وأن أعطيتها عن مسألة وكانت اليها

Allahs sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Abdur-Rahman ibn Samurah, søg ikke en lederpost. For hvis du får lederskabet uden at have søgt det, vil du få hjælp i denne sag. Men hvis du får lederskabet, fordi du har søgt det, vil hele ansvaret blive lagt på dig.” Sahih Muslim

ائتا واللّه لأئولى على هذا العمل أحدًا سألة ولاً أحدًا حرص عليه

»Ved Allahs ed vil vi ikke overdrage dette ansvar til nogen, der selv kandiderer til det eller nærer et ønske om det i sit hjerte.« Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim

Den, der er begærlig efter en post, forsøger som regel indirekte at indtage en lederstilling. Men når denne begærlighed bliver overdreven, opgiver han den indirekte rolle og træder åbent frem. Han erklærer sig selv som leder og opfordrer folk til at aflægge bayʿa til ham.

Efter de retledte kaliffer har den muslimske umma oplevet sådanne sørgelige begivenheder. Den muslimske umma har måttet udstå megen lidelse, efter at den er kommet under selvudnævnte lederes herredømme.

Allah har underrettet Sitt Sendebud (sa) om, at den muslimske umma i de senere tider ville blive konfronteret med sådanne uønskede situationer, og Sendebudet (sa) har underrettet sine ledsagere om dette. Han har også særligt nævnt, hvilke skridt der bør tages for at imødegå sådanne situationer.

Allahs Sendebud (sa) siger:

وسيكونون بغدى خلفاء فيكثرون قالوا يا رسول اللّه فما

تأمرنا ؟ قال أو فوا بيعة الأول فالأول

“Snart vil der efter mig være flere khalifaer.” Sahabierne sagde: “O Allahs Sendebud, hvilken instruks giver du os for den tid?” Han sagde: “Fuldfør bay’a til den ene efter den anden i rækkefølge.” – Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim

اذا بويع لخليفتين فاقتلوا الاخر منها

“Når der er afgivet bay’a til to khalifaer, så kæmp mod den, hvis bay’a blev modtaget sidst.” – Sahih Muslim

و من بایع اماما فأعطاهٔ صفقة یده و ثمرة قلبه، فلیطغهٔ ان

–

استطاع فان جاء اخر ينازعه فاضربوا عنق الاخر

“Og den, der afgiver bay’a til en leder, giver ham sin hånd og hengiver sit hjerte til ham, skal adlyde ham efter bedste evne. Hvis en anden person træder frem for at udfordre ham, skal han hugge halsen over på ham.” – Sahih Muslim

Af Allahs Sendebuds (fred være med ham) ord blev det klart, at en person, der begærer et embede, ikke må indsættes i en lederstilling. Ligeledes må ingen anden person anerkendes som amir, så længe der allerede findes en amir med folkets støtte i en islamisk organisation eller stat. Ikke blot må en sådan person ikke anerkendes; Allahs Sendebud (fred være med ham) har beordret, at man skal kæmpe mod sådanne personer.

Når en person, der begærer et embede, opnår en lederpost i en organisation eller en stat, ender han med at ødelægge den. Desuden ødelægger han også sit hinsidige liv. Om dette har Allahs Sendebud (fred være med ham) sagt:

انگم سنتحر صون على الامارة فستكون ندامة يوم القيامة

“I vil snart blive begærlige efter lederposter. Og på opstandelsens dag vil det være en årsag til skam og sorg for jer.” – (Sahih al-Bukhari)

Rådgivning i den islamiske organisation

At søge råd og give råd er et af den islamiske organisations kendetegn. Allah, verdens Herre, har befalet Sendebudet (fred være med ham) at rådføre sig med de ædle ledsagere i fælles anliggender:

وَشَاوِرْهُمْ فِي الْأَمْرِ ۖ فَإِذَا عَزَمْتَ فَتَوَكَّلْ عَلَى اللَّهِ

“Rådfør dig med dem i anliggenderne. Når du har truffet en fast beslutning i en sag, så sæt din lid til Allah.” – Aal-e-Imran: 159

Da Allah nævner de troendes egenskaber, siger Han:

Da Allah omtaler de troendes egenskaber, siger Han:

أَمْرُهُمْ شُورَىٰ بَيْنَهُمْ

Deres fælles anliggender udføres på grundlag af gensidig rådgivning.” – Ash-Shura: 38

Når en sag berører flere personers fordele og ulemper, er det en form for overdrivelse, at én person træffer en ensidig beslutning i sagen. Jo flere menneskers interesser der er involveret i en sag, desto mere ønskværdigt er det at rådføre sig med disse mennesker. Hvis antallet af berørte personer er meget stort, er det afgørende at rådføre sig med personer, der repræsenterer dem. Et menneske forsøger måske at udøve egenrådighed i fælles anliggender, fordi han ønsker at krænke andres rettigheder for at opnå sin egen fordel, eller fordi han anser sig selv for stor og andre for små. Begge disse holdninger er dårlige. Det er netop for at forhindre, at sådanne holdninger trænger ind i den troendes karakter, at islam har gjort gensidig rådgivning til en ufravigelig betingelse for det fælles liv. Det er et meget stort ansvar at træffe afgørelser i sager, der berører andres interesser og rettigheder. Den, der har en følelse af ansvarlighed over for regnskabet i det hinsidige, vil i sådanne sager altid forsøge at rådføre sig med de berørte personer eller deres repræsentanter, så den bedst mulige beslutning kan træffes, og så ansvaret for en eventuel fejl, der måtte opstå på grund af uagtsomhed under beslutningsprocessen, ikke alene lægges på én person.

Folk skal være fuldstændig frie til at give udtryk for deres meninger. At lede fælles anliggender ved at lukke munden på mennesker, binde deres hænder og fødder og holde dem i mørke er en grov form for undertrykkelse.

Det er ønskværdigt at følge den rådgivning, der gives på grundlag af enighed, eller som svarer til flertallets mening. For hvis en person tyr til egenrådighed, efter at have indhentet alles mening, bliver princippet om rådgivning i praksis meningsløst. Det er ikke nok blot at indhente råd. Efter rådgivningen skal anliggenderne føres ud i livet i overensstemmelse med den beslutning, der træffes enstemmigt eller på grundlag af flertallets mening.

Der er endnu en grundlæggende ting, som man bør huske. Majlis ash-Shura har ikke ubegrænset myndighed, når muslimernes anliggender skal afgøres. Rådgivningen skal finde sted inden for de bestemte grænser, som islams religion har fastlagt. Muslimerne skal rådføre sig om shariaen for at forstå den rette betydning af en bestemmelse og for at fastlægge den bedste måde at gennemføre den på. I de spørgsmål, hvor Allah og Hans Sendebud ﷺ har truffet den endelige afgørelse, kan Majlis ash-Shura ikke på eget initiativ træffe en ny afgørelse.

Beslutningstagning i en islamisk organisation

Medlemmerne af Majlis al-Shura, eller rådgivningsforsamlingen, skal samles til mødet med et åbent sind. De skal ikke komme til mødet med nogen på forhånd fastlagt opfattelse.

Rådgiverne skal udtrykke deres holdninger i overensstemmelse med deres iman, ilm og upartiske overvejelser. De må ikke udtrykke en holdning, der strider mod deres egentlige overbevisning, fordi de er blevet fristet af begær, overvældet af frygt eller indblandet i strid.

De skal lytte opmærksomt til hinandens udtalelser og forsøge at forstå deres rette betydning.

Hvert medlem skal uden tøven udtrykke sin egen opfattelse.

Ethvert medlem skal være rede til at ofre sin egen opfattelse til fordel for en bedre opfattelse.

Alle skal bestræbe sig på at nå frem til en enstemmig beslutning.

Hvis det på noget tidspunkt sker, at Majlis al-Shura ikke kan nå frem til en enstemmig beslutning, skal flertallets opfattelse lægges til grund for beslutningen.

Når der træffes en beslutning på grundlag af flertallets opfattelse, skal også de, der er uenige, handle i overensstemmelse med den beslutning, der er truffet i Majlis al-Shura, og de må under ingen omstændigheder fortælle nogen uden for Majlis al-Shura, at de havde en afvigende opfattelse.

Hvis de, der har en afvigende mening, via amiren anmoder om, at beslutningen genovervejes på det næste møde, men flertallet af medlemmerne af Majlis al-Shura udtrykker støtte til at fastholde beslutningen, skal de, der har en afvigende mening, koncentrere sig om at gennemføre beslutningen.

Drøftelsen af beslutningen kan nå et punkt, hvor amiren på ingen måde kan tilslutte sig flertallet af medlemmerne af Majlis al-Shuras mening. I så fald skal amiren udsætte beslutningen og forelægge sagen for medlemsforsamlingen.

Amiren og medlemmerne af Majlis al-Shura skal uden tøven acceptere den afgørelse, som medlemsforsamlingen træffer efter at have overvejet begge synspunkter og vurderet, hvilket der er bedst og mest gavnligt.

Ihtisab i en islamisk organisation

Der er ingen profet i denne tid. Der er heller ingen mennesker, som er blevet dannet af en profet.

Vi, som er almindelige mennesker, må i dag føre kampen for at etablere islam for at opfylde troens krav. Men vores liv er præget af fejl og mangler. Allah ønsker ikke, at en troende hele sit liv skal vælte sig rundt i fejlens og manglernes affald. Derfor har Han opmuntret de troende til at vie sig til tazkiya-arbejdet med deres tanker, tale, transaktioner og alle deres handlinger.

For at henlede opmærksomheden på, at de troende skal gøre hinanden opmærksomme på deres fejl og mangler, siger Allahs Sendebud (s.a.w.):

“Den troende er den troendes spejl.” – Sunan Abi Dawud

Ligesom et spejl viser en person, hvor der er fejl i hans påklædning og fremtoning, skal en troende på samme måde vise en anden troende, hvor der er fejl i hans liv.

Som regel begår mennesker fejl ubevidst. Først når nogen gør dem opmærksomme på det, kan de blive bevidste om det og tage skridt til at fjerne fejl og mangler fra deres liv. Denne proces, hvor man gør hinanden opmærksomme på fejl og mangler, kaldes ihtisab.

Der findes en videnskabeligt funderet metode til at påpege fejl. Det er meget vigtigt at følge denne metode. Ellers er der stor risiko for, at resultatet bliver det modsatte af det ønskede. Ihtisab bør helst udføres personligt. Hvis den pågældende person, trods en personlig påpegning af sine fejl og mangler, ikke tager initiativ til at forbedre sig, kan sagen bringes frem på et fælles forum.

Før ihtisab bør man sætte sig ind i personens mentale tilstand. Et menneske, der er hårdt belastet af problemer, kan ikke tåle nogen form for kritik eller modtage kritik i den rette sindstilstand. Derfor er det nødvendigt at vurdere personens mentale tilstand. Sproget ved ihtisab skal være blidt. Der må ikke være nogen skarphed i sproget. Der må ikke komme udtryk for vrede eller bitterhed.

Den, der udfører ihtisab, må ikke udtrykke vrede eller bitterhed i ansigt eller fremtoning. Den pågældende person skal kunne forstå, at formålet med at påpege hans fejl ikke er at ydmyge ham, men at gøre hans liv bedre.

Det er bestemt en modig handling at tage imod ihtisab med åbent sind. Ingen kujon er i stand til at bevare sin mentale balance, når han konfronteres med ihtisab. Men det er ikke ønskeligt, at medlemmerne af den islamiske organisation bliver ofre for en sådan fejhed. Derfor skal hvert medlem af den islamiske organisation være mentalt forberedt på ihtisab. Man skal forsøge at drage fordel af ihtisabs gavnlige virkning og have en indstilling, der gør det muligt uden tøven at acceptere sandheden.

Kun den, der er bevidst om ihtisabs gavnlige virkning, kan byde ihtisab velkommen. Det svar, der kommer fra en sådan person på ihtisab, vil bevare organisationens sundhed, og organisationens medlemmer vil kunne have modet til at udfylde spejlets rolle.

Ledelse af medlemmer i den islamiske organisation

Ved ledelsen af medlemmerne spiller lederen en vigtig rolle. Først og fremmest skal han udføre følgende opgaver:

(1) At forme sind og mentalitet i overensstemmelse med idealet

Islams syn på Skaberen, universet, menneskets pligter på jorden, dets forhold til andre mennesker og livets endelige udfald skal indprentes korrekt i medlemmets tankegang. Gennem personlige samtaler, dars al-Qur’an, dars al-hadith, studiegrupper, undervisning i islamiske bøger og lignende skal medlemmet gøres fortrolig med det islamiske livssyn og de islamiske regler.

(2) At give en klar forståelse af den islamiske bevægelse og organisation

Den islamiske bevægelse har sin egen særlige karakter, sit eget program, sine egne arbejdsprincipper og metoder. Den har også sin egen særlige udviklingslinje. På samme måde besidder den islamiske organisation mange unikke egenskaber. Medlemmet skal gøres grundigt fortrolig med disse egenskaber ved den islamiske bevægelse og den islamiske organisation.

(3) At tilskynde til at virkeliggøre islams grundlæggende påbud i sit eget liv

Der skal skabes en stærk indre indstilling hos medlemmet til at praktisere fard, wajib og sunna mu’akkada, tjene halal-indkomst og afholde sig fra haram på alle livets områder. Samtidig med at betydningen af disse forhold forklares, skal medlemmet også gøres bekendt med de frygtelige konsekvenser af at overtræde dem. Desuden skal man forsøge at vække den stærke vilje, der er nødvendig for at følge islams påbud uden at lade sig påvirke af et ikke-islamisk miljø.

(4) At tilskynde til regelmæssigt studium af al-Qur’an og al-hadith med forståelse af deres betydning

Al-Koranen og al-Hadith er store kundskabskilder. Overalt i Al-Koranen findes en beskrivelse af Allah, Rabb al-Alamin, samt af Hans enorme viden og mægtige kraft. Jo mere man læser, desto dybere fæstner forståelsen af dette sig i hjertet. Den, der opnår en klar forståelse af Allahs mægtige kraft, får en sådan frygtløshed, at der ikke findes noget andet, der kan måle sig med den. Desuden findes de grundlæggende principper for den livsorden, som vi er blevet rejst for at etablere, netop i Al-Koranen. Det er ved at læse Al-Koranen, at vi må lære dem at kende. Og for at opnå kendskab til, hvordan de skal anvendes, er det nødvendigt at studere al-Hadith indgående.

Al-Koranen skal forelægges for mennesker på dens eget sprog, og samtidig skal dens forklaring og fortolkning gives på menneskenes modersmål. Et medlem af den islamiske bevægelse må bestræbe sig på at opnå tilstrækkelige sprogkundskaber til at kunne forstå Al-Koranens betydning blot ved at læse den. Dette gælder ikke for analfabete medlemmer. Men ethvert uddannet medlem bør med en fast beslutning arbejde målrettet på at opnå denne evne. Lederen skal i særlig grad tilskynde medlemmet til dette.

(5) Tilskyndelse til at udføre salat sammen med menigheden

Det er sunnat mu’akkadah at udføre salat sammen med menigheden. Den, der udfører salat i menigheden, har 27 gange større rang end den, der udfører salat alene. Der er også en glæde ved i fællesskab at bøje sig for Allah. Ved at deltage i menighedssalaten i moskeen får man desuden en fremragende mulighed for at høre, hvordan naboerne har det, og udveksle hilsner med dem. Endvidere er det at udføre salat i menigheden en særdeles god måde at vænne sig til et disciplineret liv på. Det er meget vigtigt at tilskynde medlemmet til at opnå disse fordele.

(6) Tilskyndelse til selvkritik

Mennesker begår i almindelighed fejl. Desuden følger Satan hele tiden efter mennesket for at bedrage det. Allah, Rabb al-Alamin, har beskyttet profeterne mod Satan. Derfor var de syndfri. Men almindelige mennesker som os kan begå mange fejl og fejltagelser hver dag. Hvis man ikke er fuldt ud opmærksom, sker der let fejl.

Derfor bør hvert medlem efter dagens alle gøremål er afsluttet og inden sengetid med fordybet sind gennemgå hele dagens arbejde, samtaler og adfærd. Hvis man under gennemgangen kommer i tanke om nogen fejl eller fejltagelser, skal man bede Allah om maghfirah og træffe en fast beslutning om, at fejlen ikke må gentage sig. Hvis et medlem fortsætter med at udøve selvkritik på denne måde, vil mange fejl gradvist forsvinde fra dets liv. Lederen skal opmuntre medlemmet til at vænne sig til denne fremragende proces, der gør livet bedre.

(7) Tilskyndelse til dawah-arbejdet

Arbejderen skal have forklaret betydningen af “Ad-daʿwah ilā Allāh” på rette måde. Allah har erklæret, at selv om man udfører alle andre gode gerninger, bliver profetens risālah-opgave ikke opfyldt, hvis denne opgave udelades.

Bevægelsen for at etablere Allahs dīn er farḍ for enhver troende. En af de vigtigste opgaver i bevægelsen for at etablere dīn er at fremlægge dīns daʿwah korrekt for menneskene. Lederen skal gøre arbejderen fuldt bevidst om daʿwah-arbejdets betydning og om den anseelse, som den, der giver daʿwah, har.

(8) Tilskyndelse til at bistå daʿwah-arbejdet

Arbejderen skal have den nødvendige vejledning om, hvordan den, der giver daʿwah, bør være klædt, tale, opføre sig, bruge sproget og fremføre sine argumenter. Arbejderen skal også have en forståelse af, hvilke tidspunkter der egner sig til daʿwah-arbejde. Man kan ikke opnå noget ved at opsøge en person på et uegnet tidspunkt og forstyrre vedkommende.

Desuden foregår der på forskellige tidspunkter af året forskellige sæsonbetonede islamiske aktiviteter. På disse tidspunkter retter folk i højere grad deres opmærksomhed mod islam. Det er lederens pligt at tilskynde arbejderen til at vie sig særligt til daʿwah-aktiviteter i sådanne perioder.

(9) Modtagelse af rapporter om daʿwah-arbejdet

Lederen bør vide, hvem arbejderens målpersoner er. Hvis lederen er informeret om, hvor meget kontakt der holdes med dem, hvilke emner der drøftes, og hvilke bøger de får, kan han vejlede arbejderen korrekt. Han bør også give arbejderen svar på de vanskelige spørgsmål, som han møder under daʿwah-arbejdet. Hvis arbejderen ikke kan besvare spørgsmålene, mister han sin begejstring for daʿwah-arbejdet. Af disse grunde skal lederen bistå arbejderen i daʿwah-arbejdet på de ovenfor nævnte måder. Når tid og lejlighed tillader det, kan han også bistå ham ved selv at ledsage ham. Alt dette gælder kun, når der regelmæssigt modtages rapporter om arbejderens daʿwah-arbejde.

(10) Tilskyndelse til infāq fī sabīlillāh

At give penge på Allahs vej er ikke blot et spørgsmål om at give en eller to taka til en tigger, der sidder ved vejkanten med hånden rakt frem; medarbejderen skal gøres bevidst om dette. For at kæmpe for etableringen af Allahs dīn må der bruges mange penge på forskellige områder. For at imødegå den hastighed, hvormed de iblisiske kræfter rykker frem, må den islamiske bevægelses tempo øges. For at øge tempoet er det nødvendigt at anvende de mest moderne metoder og hjælpemidler. Disse metoder og hjælpemidler er meget omkostningskrævende. Medarbejderne må dække dette behov for penge.

En medarbejder kan ikke opfordre andre til at give stadig mere, hvis han ikke selv donerer et betydeligt beløb. Det er yderst ugleset hos Allah. Medarbejderen bør gøres opmærksom på dette. Desuden skal lederen give medarbejderne den nødvendige vejledning om at indsamle penge hos velvillige.

(11) Tilskyndelse til at leve et disciplineret liv

Ubalance i arbejdslivet er blot et andet navn for udisciplineret adfærd. Som levende menneske må medarbejderen hver dag rette sin opmærksomhed mod mange forskellige opgaver. Han må bruge tid på at stræbe efter et halal-levebrød. Han må varetage familiens mangeartede opgaver. Han må også spille en rolle i løsningen af forskellige problemer for sin hustru, sine sønner, døtre, far, mor og andre nærmeste. Samtidig med at han tager sig af alt dette, må han bruge en stor del af sin tid på kampen for etableringen af Allahs dīn. De, der ikke har disciplin i livet og ikke har for vane at udføre den rigtige opgave på det rigtige tidspunkt, bliver ubalancerede og vikles på mange områder ind i forskellige problemer. Lederen skal spille en betydelig rolle i at skabe en indstilling hos medarbejderen til at udføre alle opgaver disciplineret, samtidig med at kampen for etableringen af Allahs dīn prioriteres.

(12) Skabelse af tidsbevidsthed

Menneskets levetid betyder den fastsatte tid fra et bestemt øjeblik til et andet bestemt øjeblik. Når denne tid er udløbet, findes der ingen mulighed for at få lov til eller forhandle sig til at leve nogle flere dage på denne jord. Tiden er begrænset, men opgaverne er mange. Hvis vi er tidsbevidste, kan vi nå at fuldføre mange opgaver. Hvis man fast beslutter sig for at gøre hvert øjeblik i livet aktivt, kan man nå meget på den begrænsede tid. Det er nødvendigt at opgive dovenskab og vænne sig til at udføre den rigtige opgave på det rigtige tidspunkt. Punktlighed er den eneste måde at spare tid på. Når én opgave fuldføres til tiden, får man mulighed for at udføre den næste opgave på det rigtige tidspunkt. Ellers bliver opgaverne kaotiske, og nogle af dem når man slet ikke at gå i gang med. Derfor bør lederen bestræbe sig på at skabe tidsbevidsthed hos medarbejderen.

(13) Tilskyndelse til at have et rent sind

For at opnå et rent sind må misundelse og fjendskab, skadefryd, tilbøjelighed til mistænksomhed, tilbøjelighed til bagtalelse, tilbøjelighed til at lede efter fejl, tilbøjelighed til at kritisere enhver uønsket ting, man ser, tilbøjeligheden til at gøre en myg til en elefant og tilbøjeligheden til at gå rundt og fortælle ting her og der i stedet for at sige dem til den berørte person eller på det rette forum, rykkes op med rode fra medarbejderens sind. Medarbejderen skal huske, at ingen ud over profeter og sendebud er hævet over fejl. Fejl og mangler er menneskets daglige ledsagere. Han skal også huske, at han selv ubevidst helt sikkert begår den ene eller anden fejl. Hvis man naturligt får øje på en andens fejl, gør man personen en god tjeneste ved at gøre ham opmærksom på den i stedet for at omtale den her og der. Men at omtale en persons fejl og mangler over for forskellige mennesker uden hans vidende er en stor uret mod ham.

Faktisk udtrykker fluen sin tilfredshed ved at sætte sig på snavs og summe, og en person med et urent sind opnår på samme måde tilfredsstillelse ved at beskæftige sig med andres fejl og mangler.

Det er lederens ansvar at gøre medarbejderen bekendt med undervisningen i Koranen og Hadith for at fjerne denne urenhed i medarbejderens sind.

(14) At give en klar forståelse af arbejdsplanen

Det er nødvendigt at give medarbejderen en klar forståelse af planens mål, planens kendetegn og hvad der skal gøres for at føre planen ud i livet. Hvis han ikke forstår planens betydning, udvikler han ikke den rette indstilling til den vedtagne plan og kan heller ikke udfylde sin rolle korrekt i gennemførelsen af den. Derfor må planen forklares tydeligt for medarbejderen.

(15) Tildeling af specifikke ansvarsområder

Organisationens arbejde er opdelt i forskellige afdelinger. Arbejdet må fordeles efter medarbejderens moralske, mentale og fysiske evner. Når arbejdet er fordelt, skal den ansvarlige have en klar forståelse af, hvad han skal gøre. Hvis medarbejderen korrekt identificerer sin egen pligt, kan han udføre arbejdet let og uden tøven. For den medarbejder, som ikke får tildelt arbejdet i nogen afdeling, må det også stå klart, at hans egentlige opgave, nemlig dawah-arbejdet, er hans pligt. Ellers kan han på grund af en fejlagtig opfattelse komme til at betragte sig selv som en arbejdsløs medarbejder. Den, der får ansvaret for en afdeling, fritages imidlertid ikke for dawah-arbejdet; der pålægges ham tværtimod en yderligere opgave ud over dawah-arbejdet. Det er lederens opgave at gøre hele dette forhold klart for alle medarbejdere.

(16) Tilskyndelse til at varetage ansvaret

Det er ikke tilstrækkeligt blot at fordele arbejdet. Det er også nødvendigt at forklare medarbejderen arbejdets betydning, og han må forstå, at gennemførelsen af den vedtagne plan i høj grad afhænger af, at arbejdet udføres omhyggeligt. Desuden skal medarbejderen gøres opmærksom på, at den fuldstændige gennemførelse af den nuværende plan vil danne grundlag for den næste plan, og han må også forstå, at den nuværende plan vil begrænse den næste plan til ét trin lavere.

(17) Tilsyn med arbejdet

Det er nødvendigt med jævne mellemrum at føre tilsyn med medarbejderens arbejde. Hvis der er begået fejl under udførelsen af arbejdet, opdages de under tilsynet, og det bliver muligt at rådgive medarbejderen herom. Derved kan fejlene ikke vokse i omfang. Arbejdets velsignelse går heller ikke tabt. Det er lederen selv, der skal varetage dette tilsynsansvar.

(18) Modtagelse af rapporter om arbejdet

Opgaver gives med en bestemt tidsfrist. Når fristen er udløbet, skal der indhentes en rapport om arbejdets udførelse. Hvis lederen tildeler en medarbejder en opgave inden for en bestemt tidsfrist, men ikke indhenter en rapport om arbejdet til tiden, må man forstå, at opgaven ikke har haft betydning for lederen selv. Uanset om de er små eller store, skal lederen altid indhente rapporter om alle tildelte opgaver.

(19) Gennemgang af rapporter

Det nytter ikke at indhente rapporten om arbejdet og blot arkivere den. Det skal undersøges, hvordan det udførte arbejde står i forhold til det opstillede mål. Resultatet af denne sammenligning skal meddeles alle. På denne måde kan medarbejderne gøres bekendt med manglerne i arbejdet og gøres opmærksomme på at udføre mere arbejde.

(20) Tilskyndelse til at udfylde rollen som samfundsarbejder

Det er en af lederens vigtigste pligter at tilskynde medarbejderen til at udvikle sig selv som samfundsarbejder gennem sådanne aktiviteter som at yde omsorg for syge mennesker, sørge for hurtig behandling af mennesker, der er kommet ud for ulykker, holde sig orienteret om afdødes pårørende, spille en ledende rolle ved afdødes janazah og begravelse, føre tilsyn med masjider, reparere veje, bygge broer, deltage i driften af maktaber og lignende, bestræbe sig på at skabe et islamisk miljø i uddannelsesinstitutioner, sende breve til aviser og tidsskrifter om samfundsskadelige aktiviteter, skabe offentlig opinion for at standse uetiske aktiviteter, bilægge stridigheder og uoverensstemmelser, føre tilsyn med enker og forældreløse, arrangere ægteskaber samt hjælpe initiativrige mennesker med at blive selvforsørgende.

(21) Tilskyndelse til at opnå bredt kendskab

Aktivisterne bør være kendt blandt de forskellige befolkningsgrupper i området. Det er i virkeligheden ved at se aktivisten, at folk danner sig en mening om bevægelsen og organisationen. Ud fra aktivistens egenskaber forsøger de at forstå organisationens egenskaber.

Selv hvis aktivisten er en ganske almindelig person, kan hans personlighed få indflydelse på andre, hvis idealet kommer korrekt til udtryk i ham. Folk tilslutter sig ikke let en organisation uden at blive påvirket af en persons karakter. Derfor må netop den personlige karakter præsenteres for folk. Det kræver, at aktivisten færdes blandt alle samfundslag og opnår bekendtskab med dem. Lederen skal give aktivisten den nødvendige vejledning herom.

(22) At forme aktivisten til en god taler

Det kan være, at størstedelen af områdets befolkning er analfabeter eller kun har ringe uddannelse. Derfor er de ikke i stand til at læse islamisk litteratur eller forstå dens indhold ved at læse den. Alligevel må de gives ideologisk viden. Dette arbejde må udføres gennem taler og foredrag. Aktivisten må derfor være en god taler. Aktivisten skal kunne fremlægge sit budskab for folk på en tiltalende måde. Sprogets niveau må være afstemt efter tilhørernes forståelsesevne.

At en islamisk aktivist er en god taler, betyder ikke blot, at hans måde at tale på er god. Talemåden har naturligvis sin betydning. Men hans taler bør også indeholde et betydeligt antal citater fra al-Qur’an og al-Hadith. Lederen må huske, at jo flere gode talere han kan uddanne, desto bedre vil organisationens arbejde være i stand til at vinde indpas blandt masserne.

(23) Tilskyndelse til selvudvikling som en selvstændigt handlende aktivist

Efter at have fået kendskab til, at mennesket er skabt for at følge den livsordning, Allah har givet, den handlemåde, som Sendebudet har vist, og opfylde ansvaret for khilafah, er det ikke passende for nogen person at forholde sig passiv, indtil han modtager en instruktion fra nogen. Der vil naturligvis komme særlige instruktioner til særlige opgaver. Men arbejdet med at kalde folk til Allah er et arbejde, der skal fortsættes hele livet. Så snart en person tror, er ansvaret for dette arbejde allerede faldet på alles skuldre. Derfor er spørgsmålet om, hvorvidt der kommer en instruktion fra lederen eller ej, helt irrelevant. Aktivistens spontanitet er af største betydning for, at det da‘wah-relaterede arbejde eller enhver anden pålagt opgave kan udføres godt. Det er meget frustrerende at få arbejdet udført ved hele tiden at skubbe på.

(24) At motivere medlemmerne til at opbygge nye medlemmer

Et medlem bør gøre en ihærdig indsats for at øge antallet af sine medarbejdere. Blandt dem, som han har udført dawah-arbejde over for, og som reagerer positivt og viser interesse for at vie sig til bevægelsens arbejde, må han selv påtage sig ansvaret for at forme dem i overensstemmelse med idealets, bevægelsens og organisationens krav. Ethvert medlem må opbygge en ny medlemsstyrke, og gennem deres fælles indsats skabes et folkeligt grundlag. Skabelsen af nye medlemmer er lige så vigtig som dannelsen af nye blodlegemer i menneskekroppen. Bevægelsens fremgang og kontinuitet afhænger netop af opbygningen af nye medlemmer.

(25) Hurtigst muligt at orientere om organisationens holdning

Så snart der sker en større begivenhed internt i organisationen, i det nationale liv eller på den internationale arena, opstår der spørgsmål hos medlemmet, og han bliver ivrig efter at høre organisationens analyse af den. Den opfattelse, medlemmet har af dette spørgsmål, begynder at blive uklar. Derfor er det en vigtig opgave for lederen hurtigst muligt at indhente organisationens holdning til sådanne spørgsmål og meddele den til medlemmet.

(26) Hurtigst muligt at etablere kontakt med inaktive medlemmer

Et medlem kan blive inaktivt af forskellige årsager: fordi der opstår tvivl i hans sind, fordi han bliver vred over nogens opførsel, fordi han påvirkes af propaganda, fordi han bliver skræmt af situationens alvor, fordi han bedrøves over en uønsket hændelse, fordi han begår en synd i sit eget liv, eller fordi der opstår et større problem i hans personlige liv. Så snart lederen hører, at et medlem befinder sig i en sådan situation, skal han hurtigt mødes med ham, forsøge at identificere den egentlige årsag og gøre ham bekendt med Koranens og hadiths lære om, hvad der bør gøres i denne situation. Han skal gentagne gange være sammen med ham og bestræbe sig på at føre ham tilbage til hans tidligere tilstand. Når et medlem af organisationen bliver inaktivt, betyder det, at en del af den krop, der kaldes organisationen, bliver lammet. For den pågældende person er det på den anden side en ulykke. Lederen skal med et hjerte fuldt af omsorg forsøge at redde medlemmet fra denne ulykke.

(27) At lytte til råd

Når det er nødvendigt at træffe en beslutning vedrørende arbejdet på enhedsplan, bør man rådføre sig med medlemmerne. Hvert medlem har nogle tanker i hovedet. Man må udveksle alle disse tanker og forsøge at nå frem til en enstemmig beslutning i lyset af organisationens tradition. Hvis man beder medlemmet om råd, før beslutningen træffes, begynder han at tænke grundigt over sagen. På denne måde udvikles hans evne til at tænke. Og når han kan deltage i beslutningstagningen om et spørgsmål i organisationen, bliver hans psykologiske tilknytning til organisationen endnu dybere.

(28) Organisatorisk uddannelse af viderekomne aktivister

Den viderekomne aktivist skal gøres fortrolig med blandt andet at lede møder, rådføre sig og træffe beslutninger, opbevare dokumenter og føre regnskab. Om muligt skal der tages initiativ til at danne en ny aktivistenhed under hans ledelse.

Prøvelsen af den islamiske organisations aktivister

Allah ønsker, at den islamiske organisation udelukkende skal bestå af oprigtigt hengivne og dedikerede mennesker. Kun de, der har en ren tro, og hvis samlede livsvirke er rettet mod at opnå Allahs velbehag, er egnede til at færdes i den islamiske organisations hellige område. Den islamiske organisations hellige område er for dem, hvis sind og mentalitet ikke påvirkes af ikke-islamiske personers indflydelse og overflod af rigdom i samfundet. Selv hvis en sygdomsramt person træder ind i den islamiske organisations område, må han før eller siden udstødes af organisationen, hvis sygdommen ikke bliver helbredt.

For at beskytte den islamiske organisation og befri den fra sygdomsramte personers indflydelse har Allah, verdens Herre, indrettet en naturlig proces med en enestående virkning. Denne proces kan kaldes den islamiske organisations værn.

For tydeligt at skelne mellem, hvem blandt dem, der sluttede sig til den islamiske organisation, der var forfalskede, og hvem der var uforfalskede, gjorde Allah, verdens Herre, ikke vejen gennem denne organisation let. Denne vej er meget vanskelig. Den har mange stejle stigninger og fald.

De forfalskede falder ud af karavanen ved vejens vanskelige sving, mens de uforfalskede trodser vejens besværligheder og fortsætter fremad med faste skridt.

Allah, verdens Herre, prøver den islamiske organisations aktivister ved at udsætte dem for modgang. Nogle dumper i denne prøve. Andre består, bliver dygtigere og forvandles til troende af høj kaliber.

De, der ikke fuldt ud kan have tawakkul på Allah, bliver fortvivlede under vanskelige forhold. Allah beskytter organisationen mod presset fra deres store antal.

Desuden har Han lovet at skænke den person, der hele sit liv bruger sin tid, fysiske styrke, intellektuelle evner og rigdom på at opnå Allahs tilfredshed, den største nåde – Jannah. Det er Allahs hensigt, at den, som Han skænker Jannah, efterlader bevis på, at han virkelig er værdig til at modtage den. Dette er også en af prøvelsernes væsentligste årsager.

Hvem der er sandfærdig i sin påstand om iman, og hvem der ikke er det, hvem der er rede til at vie sig til jihad, og hvem der ikke er det – det ved Allah, Rabb al-‘Alamin, allerede i kraft af sin uendelige viden og visdom. Det forholder sig på ingen måde sådan, at Han må støtte sig til prøvernes resultater for at kende den sande tilstand i et menneskes hjerte.

Det er i virkeligheden Allahs vilje klart at vise verdens mennesker, hvem der opfylder ansvaret for ash-shahadah, det vil sige at aflægge vidnesbyrd, og hvem der ikke gør det.

Det er enhver person, der tror på Allahs, pligt, at han gennem sine ord og handlinger vidner om, at han har accepteret Allahs suverænitet, og at det ikke er muligt for ham at adlyde nogen andens befalinger eller acceptere en andens styrende myndighed.

Den, der kun aflægger et mundtligt vidnesbyrd, men ikke har oprigtig iman i sit hjerte, kan slet ikke gøre sig håb om at få Jannah. Desuden er det heller ikke Allah velbehageligt, at han har en plads i den islamiske organisation med falsk iman.

Ligesom træernes tørre blade falder af, når stormen kommer, falder disse mennesker også fra, når kriser eller farer opstår på vejen. De blade, der overlever stormens og uvejrets slag, er levende og stærke. På samme måde er de, der modstår krisernes og farernes slag og forbliver i den islamiske organisation, oprigtige mu’minun.

Farer og kriser svækker derfor ikke den islamiske organisation; de forbedrer tværtimod dens kvalitet. Det er Allah, Rabb al-‘Alamin, der har indført denne videnskabeligt velbegrundede proces for at bevare den islamiske organisations kvalitet.

Baitulmal i den islamiske organisation

Den vigtigste indtægtskilde for Baitulmal i den islamiske organisation er medlemmernes infaq fi sabilillah, det vil sige økonomiske bidrag på Allahs vej. I Koranen findes der mange steder påbud om, at de troende gavmildt skal ofre deres formue i kampen for at etablere dīn. Nedenfor citeres nogle få afsnit:

وَتُجَاهِدُونَ فِي سَبِيلِ اللَّهِ بِأَمْوَالِكُمْ وَأَنفُسِكُمْ

“Og kæmp på Allahs vej med jeres formue og jeres liv.”

– As-Saff: 11

وَأَنفِقُوا فِي سَبِيلِ اللَّهِ

“Og giv økonomiske bidrag på Allahs vej.” – Al-Baqarah: 195

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا أَنفِقُوا مِمَّا رَزَقْنَاكُم مِّن قَبْلِ أَن يَأْتِيَ يَوْمٌ لَّا بَيْعٌ فِيهِ وَلَا خُلَّةٌ وَلَا شَفَاعَةٌ

“O I, der tror, giv af det, Vi har givet jer, før den dag kommer, hvor der hverken vil være handel, venskab eller forbøn.” – Al-Baqarah: 254

الَّذِينَ يُنفِقُونَ فِي السَّرَّاءِ وَالضَّرَّاءِ وَالْكَاظِمِينَ الْغَيْظَ وَالْعَافِينَ عَنِ النَّاسِ

“De, som giver i velstand såvel som i trængsel, som behersker deres vrede, og som tilgiver mennesker.” – Aal Imran: 134

إِنَّمَا الْمُؤْمِنُونَ الَّذِينَ إِذَا ذُكِرَ اللَّهُ وَجِلَتْ قُلُوبُهُمْ وَإِذَا تُلِيَتْ عَلَيْهِمْ آيَاتُهُ زَادَتْهُمْ إِيمَانًا وَعَلَىٰ رَبِّهِمْ يَتَوَكَّلُونَ

“De sande troende er dem, hvis hjerter skælver, når Allah nævnes, hvis tro styrkes, når Hans vers bliver reciteret, og som sætter deres lid til deres Herre, opretholder salat og giver af den rigdom, Vi har givet dem. Disse er de sande troende. For dem er der hos deres Herre høje grader, tilgivelse for deres synder og en god forsørgelse.” – Al-Anfal: 2

إِنَّ الَّذِينَ آمَنُوا وَهَاجَرُوا وَجَاهَدُوا بِأَمْوَالِهِمْ وَأَنفُسِهِمْ فِي سَبِيلِ اللَّهِ وَالَّذِينَ آوَوا وَّنَصَرُوا أُولَٰئِكَ بَعْضُهُمْ أَوْلِيَاءُ بَعْضٍ

“De, som har troet, udvandret, ofret deres rigdom og liv på Allahs vej, og de, som har givet de udvandrede husly og hjulpet dem, er hinandens venner og beskyttere.” – Al-Anfal: 72

الَّذِينَ آمَنُوا وَهَاجَرُوا وَجَاهَدُوا فِي سَبِيلِ اللَّهِ بِأَمْوَالِهِمْ وَأَنفُسِهِمْ أَعْظَمُ دَرَجَةً عِندَ اللَّهِ ۚ وَأُولَٰئِكَ هُمُ الْفَائِزُونَ

“De, der har troet, udvandret og kæmpet på Allahs vej med deres ejendom og liv, har den højeste rang hos Allah. Det er dem, der vil have fremgang.” – At-Tawbah: 20

انفِرُوا خِفَافًا وَثِقَالًا وَجَاهِدُوا بِأَمْوَالِكُمْ وَأَنفُسِكُمْ فِي سَبِيلِ اللَّهِ ۚ ذَٰلِكُمْ خَيْرٌ لَّكُمْ إِن كُنتُمْ تَعْلَمُونَ

“Drag ud, hvad enten I er lette eller tunge (det vil sige, uanset hvilken tilstand I befinder jer i), og kæmp på Allahs vej med jeres ejendom og liv. Det er bedre for jer, hvis I blot vidste det.”

– At-Tawbah: 41

إِنَّ اللَّهَ اشْتَرَىٰ مِنَ الْمُؤْمِنِينَ أَنفُسَهُمْ وَأَمْوَالَهُم بِأَنَّ لَهُمُ الْجَنَّةَ ۚ

“Allah har visselig købt de troendes liv og ejendom til gengæld for Paradiset.” – At-Tawbah: 111

وَلَا يُنفِقُونَ نَفَقَةً صَغِيرَةً وَلَا كَبِيرَةً وَلَا يَقْطَعُونَ وَادِيًا إِلَّا كُتِبَ لَهُمْ لِيَجْزِيَهُمُ اللَّهُ أَحْسَنَ مَا كَانُوا يَعْمَلُونَ

“Hvad enten de bruger lidt eller meget, eller krydser en dal, bliver det skrevet ned til deres fordel, for at Allah kan belønne dem med den bedste belønning for det, de gør.” – At-Tawbah: 121

لَن تَنَالُوا الْبِرَّ حَتَّىٰ تُنفِقُوا مِمَّا تُحِبُّونَ ۚ وَمَا تُنفِقُوا مِن شَيْءٍ فَإِنَّ اللَّهَ بِهِ عَلِيمٌ

“I vil aldrig opnå den sande godhed, før I giver af det, I elsker, for Allahs skyld.” – Āl ʿImrān: 92

Selvopdragelse af den islamiske organisations aktivist

Der findes mange metoder til selvopdragelse. Her nævnes nogle af de mest betydningsfulde metoder:

(1) At kalde til Allah

Den troende er en vandrer på Allahs vej. Efter at have lært denne vej at kende kan den troende ikke sidde passivt. Allah har i virkeligheden ikke givet dem tilladelse til at sidde passivt. Den troende må nå ud til andre mennesker og opfordre dem til at gå frem ad Allahs vej. Som dāʿī ilā Allāh, det vil sige som en, der kalder dem til at gå frem ad Allahs vej, vil den troende forme sit liv.

(2) At udføre salat med inderlig koncentration

Salat eller namaz er et grundlæggende element i det islamiske liv. Det er en enestående øvelse i at vise lydighed mod Allah, alverdenernes Herre, med både krop og sind. At bøje det stolte hoved, som ikke er villigt til at bøje sig for nogen anden magt, for alverdenernes Skaber er virkelig enestående.

En oprigtig troende udfører ikke blot salat på rutinemæssig vis. Han udfører den sådan, som man bør stå foran universets Skaber, og sådan som en fuldkommen salat bør udføres under Hans blik. En livløs øvelse har ingen værdi hos Allah. Derfor må enhver troende udvikle en vane med at udføre salat med fuld koncentration.

(3) Studiet af Koranen

I Koranen er der formidlet klar og fejlfri viden om Allah, universet, menneskets pligter i det jordiske liv, grundprincipperne for løsningen af alle slags problemer for enkeltpersoner og samfund samt menneskelivets endelige udfald og meget andet. Dette er blevet formidlet kortfattet og på en vis måde, der vidner om visdom. Koranen skal derfor læses. Man må forsøge at trænge ind i dens dybder og udvinde dens essens. Det kræver om nødvendigt studium med dyb koncentration og en forskers sindelag. Kun på denne måde kan en troende erkende Allahs store visdom og indsigt og gøre dem til rettesnor for sit liv.

(4) Studiet af hadith

Muhammadur Rasulullah (fvmh.) havde det nærmeste forhold til Allah. Han havde opnået den højeste viden om den livsordning, Allah havde åbenbaret. Det var gennem ham, at denne livsordning blev virkeliggjort på fuldendt vis. Den metode, han fulgte og indførte, var fejlfri. Man kan kun blive en sand efterfølger af Profeten ved at følge Profetens metode. Og Allah holder meget af denne efterfølgelse. Derfor må studiet af hadith blive en del af den daglige vane for en medarbejder i den islamiske bevægelse.

(5) Studiet af supplerende litteratur

Mange lærde mennesker har gennem tiderne arbejdet ihærdigt på at formidle den islamiske livsordning til mennesker på en enkel og ligefrem måde og på deres eget sprog. De har skabt en skat af islamisk litteratur. Islams overlegenhed og skønhed er blevet fremstillet smukt i disse bøger. De gør læserne bevidste om deres ansvar og inspirerer dem til at forme deres liv i overensstemmelse med Allahs anvisninger. Derfor bør en medarbejder i den islamiske organisation også læse denne litteratur regelmæssigt.

(6) At våge om natten

En af de bedste måder at knytte et dybt forhold til Allah på er at våge om natten. Når mennesker sent om natten er hensunket i søvn og hvile, kan Allah ikke andet end at elske den, der på dette tidspunkt forlader sin seng, giver afkald på hvilen og hengiver sig til tilbedelsen af Allah for at opnå Hans velbehag. Allah kommer ham i møde for at lade Sin rahma og baraka regne over ham. En medarbejder i den islamiske organisation bør, når han får mulighed for det, gøre det til en vane at henvende sig til Allah, Rabb al-ʿĀlamīn, i den sidste del af natten.

(7) At give penge på Allahs vej

Allah, Rabb al-ʿĀlamīn, giver ikke hvert menneske i verden den samme mængde rigdom direkte. Hos nogle ophobes der store rigdomme. Hos andre er rigdommen så ringe, at den ikke engang dækker de grundlæggende behov. Den økonomiske ulighed mellem disse to slags mennesker fjernes. En del af de velhavendes rigdom opkræves og fordeles blandt de fattige. Også personligt skal en troende række en hjælpende hånd ud til gavn for nødlidende og ubemidlede mennesker; det er Allahs befaling. Desuden er enhver troende blevet befalet at yde økonomiske bidrag til den kamp, der føres for at etablere Allahs dīn og bevare den etableret. En medarbejder i den islamiske bevægelse skal uden tøven opfylde denne befaling.

(8) At ihukomme Allah i alle handlinger

Det er ihukommelsen af Allah, der holder mennesket borte fra syndige handlinger. Derfor har Allahs Sendebud lært de troende duʿāʾer, som skal fremsiges før og efter forskellige handlinger, så den troende også ved afslutningen af dagens alle gøremål kan ihukomme Allah. Der findes duʿāʾer, som skal fremsiges før man sover, når man vågner fra søvnen, efter at have hørt adhān, når man går ind på og forlader toilettet, under wuḍūʾ, når man træder ind i og forlader moskeen, før og efter at man spiser og drikker, når man tager tøj på, når man ser sit ansigt i spejlet, ved begyndelsen og afslutningen af enhver handling, når man begiver sig af sted til et sted, når man stiger op på et ridedyr, og i farefulde situationer—med andre ord under udførelsen af alle handlinger. Når man læser disse duʿāʾer med forståelse for deres betydning og med opmærksomhed på betydningen, vender hjertet sig mod Allah. En medarbejder i den islamiske organisation skal gradvist bestræbe sig på at øve disse duʿāʾer i sit praktiske liv.

(9) At fremsige ṣalawāt over Sendebudet

Muhammad, Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham), var Allahs rahma for hele menneskeheden. Det er Allah selv, Rabb al-ʿĀlamīn, der har befalet, at man fremsiger ṣalawāt over ham. Allahs Sendebud har sagt, at når en person én gang fremsiger ṣalawāt over ham, nedskriver Allah ti belønninger for denne person. Derfor bør en medarbejder i den islamiske organisation dagligt fremsige ṣalawāt over Sendebudet for at opnå åndelig berigelse.

(10) Selvkritik

Det er ønskeligt, at et medlem ved dagens slutning selv gør regnskab over alle sine handlinger. Efter at have udført natbønnen bør han sidde stille et stykke tid og i tankerne gennemgå dagens handlinger. Han bør huske de handlinger, som Allah har været tilfreds med i løbet af dagen, og takke Allah for dem. Han bør også angre de uønskede handlinger, der er begået, og bede Allah om tilgivelse. Samtidig må han beslutte fast, at disse handlinger ikke skal gentage sig. Gennem denne selvransagelse må et medlem af den islamiske organisation hver dag bestræbe sig på at forbedre sin moralske standard.

(11) Fasteoverholdelse

Ramadan er måneden for sawm eller faste. Det er en særlig tid for tilbedelse af Allah. At faste giver den troende mulighed for at beherske sine lyster og styrke sin åndelige kraft. Fasteøvelsen er i stand til at have en dybtgående indvirkning på den troendes krop og sind. Derfor må et medlem af den islamiske organisation tage Ramadan-måneden som en særlig træningsmåned til åndelig udvikling. Desuden bør han forsøge at overholde nogle frivillige faster også i de øvrige måneder.

(12) Tilegnelse af grundlæggende menneskelige egenskaber

Grundlæggende menneskelige egenskaber såsom arbejdsomhed, udholdenhed, selvbeherskelse, standhaftighed i modgang, punktlighed, disciplin, mod, analytisk evne, evne til at skabe nyt, evne til at træffe hurtige beslutninger, evne til at opbygge en organisation, evne til at lede en organisation, et åbent hjerte, ydmyg optræden samt gode skrive- og taleevner. Ved en bevidst indsats kan disse egenskaber udvikles.

Et medlem af den islamiske organisation må bestræbe sig på at tilegne sig disse egenskaber og også bede Allah om hjælp til at opnå dem.

(13) Afståelse fra handlinger, der ødelægger indbyrdes relationer

(a) Uanstændig og upassende tale

Allahs Sendebud (s.a.w.) siger:

يا عائشة إن شر الناس منزلة عند الله يوم القيامة من ودعه أو تركه الناس اتقاء فحشه

“Hos Allah er den værst, som folk undgår for at beskytte sig mod hans uanstændige og upassende tale.” – Sahih al-Bukhari

For at understrege vigtigheden af at beherske tungen siger Allahs Sendebud:

أن يضمن لى ما بين لحييه وما بين رجليه أضمن له الجنة –

“Den, der garanterer at vogte sin tunge og sine kønsdele, ham vil jeg garantere Paradiset.”

– Sahih al-Bukhari

Allahs Sendebud siger endvidere:

و من كان يؤمن بالله واليوم الاخر فليقل خيرا أو ليصمت

“Og den, der tror på Allah og den yderste dag, skal tale godt eller tie.”

(b) Ghiba

Ghiba er betegnelsen for at omtale en persons fejl og mangler bag hans eller hendes ryg. Det er yderst forhadt hos Allah. Allah siger,

وَلَا يَغْتَب بَّعْضُكُم بَعْضًا ۚ

“Lad ingen af jer bagtale nogen.” – al-Hujurat: 12

For at forklare, hvor stor en synd ghiba er, siger Allahs Sendebud (sa):

الغيبة أشدّ من الزنا

“Bagtalelse er værre end zina.”

(g) Gætterier og formodninger

Det er syndigt at nære en dårlig holdning til nogen på grundlag af gætterier og formodninger. I denne forbindelse siger Allah:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا اجْتَنِبُوا كَثِيرًا مِّنَ الظَّنِّ إِنَّ بَعْضَ الظَّنِّ

“O I, der tror, afhold jer i de fleste tilfælde fra gætterier og formodninger. For nogle gætterier og formodninger er syndige.” – Al-Hujurat: 12

(d) Misundelse

Misundelse er en ussel last. Den er snarere en form for psykisk sygdom. Som en anvisning på at beskytte sig selv mod denne sygdom siger Allahs Sendebud:

ایاگم و الحسد فان الحسد یا گل الحسنات کما تأگل التار الحطب

“Hold dig borte fra misundelse. Misundelse fortærer visselig de gode gerninger, sådan som ilden fortærer brænde.” – Sunan Abi Dawud

(ঙ) Vrede

Vrede er en af de største fejl i menneskets karakter. Under vredens indflydelse begår mennesker i verden konstant utallige ulykker og ugerninger på livets scene. På grund af denne vrede forstyrres den familiære, organisatoriske og sociale trivsel. Et af de troendes vigtigste kendetegn er, at de behersker deres vrede. Om dette siger Allahs Sendebud (s.a.):

ليس الشديد بالصئراعة ائما الشديد الذى يملك نفسة عند الغضب

“Den stærke er ikke den, der besejrer andre i brydning; den stærke er derimod den, der behersker sig selv, når han bliver vred.” – Sahih al-Bukhari

(চ) Arrogance

Den arrogante bliver selvtilbedende. Han anser sig selv for at være bedre end andre og betragter dem som mindreværdige. Derfor opstår der afstand i hans forhold til andre. Den arrogante ønsker at diktere over for andre. Men han ønsker ikke at lytte til andres ord eller råd. Den arrogante skaber fitna og fasad i organisations- og samfundslivet. Allah har sagt i Koranen, at Han ikke elsker de arrogante. I en hadith siger Allahs Sendebud (s.a.):

لاً يدخل الجثة من كان فى قلبه مثقال ذرة من كبر

»Den, hvis hjerte rummer blot en smule hovmod, vil ikke kunne træde ind i Paradiset.«

Her er blot nævnt nogle få af de alvorlige laster. Ved at aflægge alle laster af denne art vil et medlem af den islamiske organisation styrke sin karakter.

Opbygning af medlemmer til den islamiske organisation

Det er vanskeligt, men ikke umuligt, at opbygge medlemmer. Hvis man fortsætter sine bestræbelser tålmodigt, kan man forme en person, der har forstået islams sande væsen, til et aktivt medlem. Når man arbejder på at gøre en sådan person til medlem, må man naturligvis gå frem med omtanke.

(1) At tilbyde kammeratskab

Den, der udvælges med henblik på at blive gjort til medlem, er jo et menneske fra dette samfund. Han omgås mange kvinder og mænd i samfundet. Han er naturligvis påvirket af deres samtaler, forestillinger og adfærd. Han kan ikke springe direkte ind, blot fordi han hører kaldet til islams vej. Han er et socialt væsen. For at åbne sit sind, lette sit hjerte og udveksle tanker har han brug for disse mennesker. Hvis han skal frigøres fra disse menneskers kreds, må man tilbyde ham kammeratskab. Man må blive hans nærmeste. Man må give ham en alternativ kreds til hans vennekreds. På dette stadium må der udføres to slags arbejde.

(a) At løse den indre konflikt

Han er blevet tiltrukket af islam efter at have læst nogle bøger eller i nogen tid at have lyttet til fornuftige samtaler og diskussioner. Men hans tidligere forestillinger dukker fra tid til anden op i hans sind. Deres ydre glans gør ham undertiden usikker. Han har endnu ikke klart forstået, hvilket ideal der er det højeste. Han har endnu ikke opnået en fast overbevisning om dette. Desuden frygter han, at han vil møde tab, hvis han følger denne vej. Det er naturligt, at han i nogen tid befinder sig i denne indre konflikt. Denne sindstilstand er virkelig skrøbelig. Denne periode er et af de mest komplekse forhold i et menneskes liv. I denne tid vil medlemmet af den islamiske organisation holde regelmæssig kontakt med ham og fortsætte med at tydeliggøre islams overlegenhed for ham. Han vil forklare ham den sande betydning af gevinst og tab. Han må forstå, at gevinsten i det hinsidige er langt større og mere værdifuld end gevinsten i denne verden. Det kan forventes, at denne persons indre konflikt på et tidspunkt vil forsvinde, og at der vil blive skabt en fast overbevisning i hans hjerte om islam.

(b) At hjælpe med at opnå mental styrke

Nu vil denne person begynde at præsentere sig selv som tilhænger af Islam. Men på dette tidspunkt vil han møde mange vanskeligheder. Hans familie og tidligere vennekreds vil gøre hans liv uudholdeligt. De vil gøre nar af ham. De vil kritisere ham. De vil lægge pres på ham for at få ham til ikke at gå videre ad Islams vej. De vil modarbejde ham i forskellige forhold.

På dette tidspunkt må man stå ved hans side og gøre ham bekendt med de hindringer, som naturligt opstår på den troendes vej. Man må give ham mod til at overvinde disse hindringer. Man må fortælle ham om de prøvelser, som Profetens ledsagere og senere tiders mujahider for Islam blev udsat for, og opmuntre ham til at bevare sin beslutsomhed for at bestå prøvelserne.

(2) At føre ham ind i det organisatoriske miljø

Den, der bevæger sig fremad efter at have overvundet sådanne hindringer, har mindre risiko for at vende tilbage. Nu må man gøre ham bekendt med det organisatoriske miljø. Man må lade ham deltage i forskellige arrangementer. Når han ser det organisatoriske miljøs renhed og fremragende karakter, vil han glæde sig og kunne styrke sig selv yderligere.

(3) At overdrage mindre ansvarsopgaver

Gennem hans regelmæssige deltagelse i det organisatoriske miljø vil hans oprigtighed blive tydelig. Nu må man give ham ansvaret for at udføre mindre opgaver. Han vil bestemt fortsætte med at fuldføre dem. På denne måde vil han udvikle en kærlighed til arbejdet. Samtidig vil han på denne måde få erfaring med arbejdet.

(4) At opmuntre til økonomiske bidrag

Nu må han tilskyndes til at give penge på Allahs vej. Man må forklare ham betydningen og vigtigheden af Infaq fi Sabilillah. Efter at være nået så langt i bevægelsen for at etablere Allahs religion vil han sikkert give rundhåndet til organisationens Baitulmal.

(5) Tilvejebringelse af grundlæggende uddannelse

Den, der er på vej frem, har brug for uddannelse. Han må beriges med viden om islams troslære, den islamiske livsordning samt sammenlignende viden om andre ideologier. Derfor må han have mulighed for at deltage i forskellige uddannelsesprogrammer.

(6) Overdragelse af ansvaret for at kalde

Når han har nået dette stadium, må man forklare ham vigtigheden af at kalde og tilskynde ham til at vie sig til denne opgave. Han må også gøres bekendt med metoderne til at kalde til Allah.

(7) Modtagelse af rapporter om arbejdet

En gang om ugen må man spørge til hans arbejde. Man må finde ud af, hvem hans målgrupper er, hvilke slags bøger der gives til dem, og hvilken slags samtaler der føres med dem. Man må fortsat give ham de nødvendige råd. Hvis det viser sig, at denne person vedvarende har udført kaldet og korrekt varetaget de forskellige opgaver, som organisationen har overdraget ham, er han blevet en af den islamiske organisations medarbejdere.

Jo mere omfattende arbejdet med at forme medarbejdere bliver, desto hurtigere vil gennemførelsen af den islamiske revolution finde sted. Og det er de gamle medarbejdere selv, der må påtage sig dette vanskelige ansvar for at forme nye medarbejdere.

Forbedring af medarbejdernes niveau i den islamiske organisation

Ved at deltage i den islamiske organisations aktiviteter opnår medarbejderne løbende videnmæssig og organisatorisk uddannelse. Ud over den normale uddannelsesproces er det nødvendigt at iværksætte særlige aktiviteter for at forbedre medarbejdernes niveau. Uddannelsesaktiviteterne kan være af forskellige slags. Nedenfor nævner jeg nogle få særdeles effektive aktiviteter.

(1) Ugentligt møde

Regelmæssige ugentlige møder er særdeles vigtige for at forbedre medarbejdernes niveau. Gennem regelmæssig deltagelse i de ugentlige møder udvikler medarbejderne en vane med punktlighed og organisatorisk loyalitet. Desuden bidrager drøftelserne på de ugentlige møder til at øge medarbejdernes viden. Det ugentlige mødes program kan normalt være som følger:

(a) Lederen åbner mødet

(b) Dars-e Koran eller Dars-e Hadith

(c) Modtagelse af medarbejdernes arbejdsrapporter

(d) Drøftelse af andre nødvendige emner og vedtagelse af beslutninger

(ঙ) Udarbejdelse af dagsordenen for det næste møde

(চ) Lederens tale og bekendtgørelse af mødets afslutning

(২) Kortvarig træningslejr

For at udvide bredden af deres viden er det yderst nødvendigt at afholde et større antal kortvarige træningslejre med deltagelse af et større antal medarbejdere. Aktiviteterne på en kortvarig træningslejr kan være som følger:

(ক) Åbning

(খ) Dars-e-Koran

(গ) Et eller flere hovedforedrag

(ঘ) Diskussion baseret på foredragene

(e) Lederens tale og erklæring af mødet for afsluttet

(3) Studiekreds

Studiekredse spiller en enestående rolle i at øge den ideologiske viden, give indsigt i bevægelsen og organisationen, skabe organisatoriske færdigheder, udvikle samfundsbevidsthed og give indsigt i den islamiske bevægelses arbejdsmetoder. En studiekreds dannes med højst ti medlemmer på samme niveau. Allerede fra begyndelsen skal der udarbejdes et komplet kursus for studiekredsen. Studiekredsen bør afholde mindst ti sessioner eller møder. Der bør ikke være mere end én måned mellem to møder. Studiekredsens møder kan foregå på følgende måde:

(a) Lederen åbner mødet

(b) Hvert medlem af studiekredsen fremlægger sin drøftelse

(c) Spørgsmål og svar

(d) Lederen gennemgår alles drøftelser

(e) Lederens afsluttende tale om det behandlede emne

(4) Langvarig træningslejr

Det er meget nødvendigt at afholde tre-, fem- eller syvdages lange træningslejre med et større antal aktivister for at give omfattende viden og en klarere forståelse af det islamiske livsideal, anti-islamiske ideologier, den islamiske bevægelse, den islamiske organisation, den islamiske bevægelses arbejdsmetoder, den ønskede standard for aktivisterne osv. Programmet for en sådan lejr kan være som følger.

(a) Åbning (første dag)

(b) Dars al-Qur’an

(c) Dars al-hadith

(d) To eller flere hovedforedrag

(e) Diskussion baseret på foredragene

(f) Elevernes foredrag

(ছ) Generelle spørgsmål og svar

(জ) Praktisk undervisning (korrekt oplæsning af Koranen, regnskabsføring, arkivering af dokumenter osv.)

(ঝ) Afslutningstale (sidste dag)

(৫) Taletræningskreds

Det er gennem taler, at utallige menneskegrupper skal gøres bekendt med det islamiske ideal, den islamiske bevægelse og den islamiske organisation. I samme takt som organisationen er i stand til at uddanne dygtige talere og sende dem ud på arbejdsområdet, vil arbejdets omfang vokse.

En taletræningskreds er en effektiv proces til at gøre medlemmerne til talere. En taletræningskreds vil blive dannet af nogle få medlemmer. En dygtig leder vil stå for dens ledelse. Han vil fastlægge en tidsplan for kredsen. Taletræningsaktiviteterne kan være som følger:

(ক) Åbning ved lederen

(খ) Taler holdt af de medlemmer, der er med i kredsen

(গ) Direktørens grundige observation og notering af foredragsholderens tiltaleform, hans succes eller manglende succes med at præsentere sin viden om emnet på en forståelig måde, hans langsomme eller hurtige fremførelse, hans gestik samt foredragets opbygning (indledning, midterdel og afslutning)

(ঘ) Direktørens gennemgang af foredraget på grundlag af observationerne og notaterne.

(ঙ) Erklæring om afslutningen

(৬) Personlig samtale, spørgsmål og rådgivning

Det er meget vigtigt at tale med et medlem for at vurdere hans niveau. Under samtalen er det nødvendigt gennem forskellige spørgsmål at danne sig et korrekt indtryk af hans viden, praksis og organisatoriske niveau og give ham den nødvendige rådgivning. Det er uden tvivl en fremragende proces til at udvikle personligheden.

Sammenholdet i en islamisk organisation

Det er ikke særlig vanskeligt at grundlægge en islamisk organisation. Men det er meget vanskeligt at lede den i den rette ånd og bevare dens sammenhold. Undertiden ser man, at nogle af de personer, der er knyttet til organisationen, indtager en afvigende rolle.

I begyndelsen ser man, at de udviser delvis lydighed mod organisationen i stedet for fuld lydighed. Efter nogen tid bliver de inaktive. Efter endnu nogen tid ser man, at de er blevet involveret i afskyelige synder som bagtalelse. Denne rolle er skadelig for organisationens sammenhold.

Hvis man analyserer sindet og den mentale indstilling hos dem, der indtager denne slags roller, er det muligt at identificere mange årsager. Det er især følgende årsager, der er ansvarlige for deres uønskede adfærd.

(1) Uklarhed om det islamiske arbejdes egentlige mål

En medarbejder i det islamiske arbejde bør gøre det til det egentlige mål for sit liv alene at opnå Allahs velbehag. Hans tanker og handlinger bør være rettet mod ridwanullah, det vil sige at opnå Allahs velbehag. Hvis dette grundlæggende mål ikke får en solid plads i sind og bevidsthed, vil et andet mål nødvendigvis indtage dets plads. Og når han efter lang tid ser, at dette mål heller ikke bliver nået, er det helt naturligt, at han bliver urolig. Denne sindstilstand afføder utilfredshed, som gradvist påvirker hans tanker og handlinger.

(2) Ufuldstændig forståelse af den islamiske organisations særpræg

Der er en himmelvid forskel mellem den islamiske organisation og andre organisationer. Den islamiske organisation har en række særlige kendetegn. Medarbejderen må have en klar forståelse af blandt andet dens ledelsesstruktur, valgprocedure, principper for lydighed, konsultationsprocedure og ihtisab-procedure. Ellers vil han ønske at bedømme denne organisation ud fra de organisationer, han ser i samfundet, eller ud fra kendetegnene ved den organisation, han kommer fra. Som følge heraf opstår der en betydelig afstand mellem tankegangen hos dem, der virkelig har forstået denne organisations særpræg, og denne medarbejders tankegang. Denne afstand i tankegangen viser sig at være skadelig for organisationens sammenhold.

(3) Tvivl om det islamiske arbejdes fremgangsmåde

Det islamiske arbejde har en særlig fremgangsmåde. Dets fremgangsmåde er ikke at påtvinge mennesker fromhed. Før samfundet ændres, ønsker dette arbejde at skabe en forandring i menneskers personlige liv. Men uden at ændre menneskets tankeverden er det ikke muligt at skabe nogen effektiv forandring i dets personlige liv. Derfor består det islamiske arbejdes grundlæggende opgave i at udrydde jahilī-forestillingerne fra menneskers tankegang og plante islamiske forestillinger dér. Jo mere spirerne af islamiske forestillinger vokser i den enkeltes tankeverden, desto mere ændres hans handlinger tilsvarende. Gennem de menneskers utrættelige indsats, som er blevet dannet på denne måde, opstår der i samfundet et krav om at indføre den islamiske livsordning. Det vil sige, at det islamiske arbejdes folkelige grundlag bliver skabt. Da kan man gennem en stærk bevægelse oprette en islamisk stat.

Hvis en medarbejder ikke er godt bekendt med denne naturlige fremgangsmåde for det islamiske arbejde, bliver han påvirket af fremgangsmåderne hos de forskellige bevægelser, der arbejder til højre og venstre. Så forekommer den islamiske organisations anvendte strategi ham utilstrækkelig. Han begynder at tvivle på, om bevægelsens fremgangsmåde er korrekt. Under sådanne omstændigheder bliver det umuligt for ham at tilpasse sig den linje, organisationen følger.

(4) Mangel på det rette syn på prøvelser og ulykker

Prøvelser og ulykker rammer islammodstandere som straf. Men de rammer de troende som en prøve.

På forskellige steder langs den vej, den islamiske organisation følger, må den træffe forskellige beslutninger. Når en beslutning skal træffes, foreligger der mange alternativer. Det alternativ, der vurderes som det bedste, bliver organisationens beslutning. Organisationen gør aldrig bevidst et mindre godt alternativ til grundlag for en beslutning. Men det er en meget stor fejl at tro, at ingen prøvelser og ulykker vil ramme organisationen, blot fordi den altid træffer beslutninger ved at vælge det bedste alternativ.

Prøvelser og ulykker kommer efter Allahs bestemmelse. Ingen person, gruppe eller nation kan rammes af prøvelser og ulykker uden Hans tilladelse. Før Han lader prøvelser og ulykker ramme, rådfører Han sig med den pågældende person, gruppe eller nation om at fjerne dem. Når prøvelser og ulykker rammer den islamiske organisation, er det enhver aktivists pligt ikke at betragte dem som straf, men som en prøve.

Fraværet af dette syn på prøvelser og ulykker gør aktivisten til et offer for vildfarelse. Forvirring i tankerne fjerner gradvist aktivisten fra organisationens strøm.

(5) Manglende evne til at fastlægge prioriteter

Den islamiske organisation udfører mange forskellige slags arbejde. Desuden har de enkelte aktivister hver især større interesse for forskellige typer arbejde. Men hvis den, der har særlig tilbøjelighed til en bestemt opgave, mener, at organisationen bør prioritere netop denne opgave, kan det ikke undgå at skabe problemer. Hvis den litteraturinteresserede aktivist bliver ved med at presse på for at prioritere litterært arbejde, den kunstinteresserede aktivist for kunstnerisk arbejde, den sportsinteresserede aktivist for sport, og den politikinteresserede aktivist for politisk arbejde, vil organisationen nødvendigvis komme til at stå over for problemer. Enhver bør fremhæve betydningen af arbejdet inden for sit eget område over for organisationen. Det er ikke forkert, men sådan bør det faktisk være. Men efter at have vurderet og analyseret alt bør enhver aktivist prioritere de opgaver, som organisationen prioriterer. Det er ikke rigtigt at gå og være utilfreds, fordi ens foretrukne område ikke prioriteres af organisationens politiske beslutningstagere. Hvis man nærer denne form for utilfredshed, bliver det umuligt at tilpasse sig det samlede arbejde.

(6) Mental ubalance

Psykisk ubalance river medarbejderen løs fra organisationens normale forløb. Der er mange tegn på ubalance. Her nævnes nogle af de vigtigste tegn:

(a) Tendens til hastværk

Ønsket om at se resultaterne af arbejdet så hurtigt som muligt skaber stor uro i medarbejderens sind. Medarbejderen bliver ivrig efter at opnå resultater ved at anvende hvilken som helst metode.

(b) Overdrevne forventninger

Indtil medarbejderen lærer ledende personer godt at kende, danner han selv et billede af dem i sit sind. I sit indre ophøjer han dem til overmennesker. Efter at have lært dem at kende opdager han, at de hverken er overmennesker eller usædvanlige mennesker. Så bliver han skuffet. Der opstår ikke noget problem, hvis han opgiver det indbildte menneske og tager det virkelige menneske til sig. Problemet opstår derimod, når han opgiver det virkelige menneske og tager det indbildte menneske til sig.

(c) Tilbøjelighed til ekstreme metoder

En medarbejder med en ekstrem indstilling er ikke villig til at bære over med selv den mindste fejl hos en medmedarbejder. Han går ind for streng afstraffelse af enhver fejl. Desuden bryder han sig ikke om nogen arbejdsmetode præget af hikmat i mødet med modstandere. Han bryder sig kun om noget hedt og ekstremt.

(d) Arrogance

Den arrogante person bliver selvtilbedende. Han ser ned på andre. Han er meget stolt af sin egen tænkeevne og sine evner. Han har ofte svært ved at tilpasse sig andre.

(e) Såret stolthed

Der findes nogle medlemmer, som let føler sig fornærmede. De bliver sårede over en medkæmpers eller leders udtalelser eller adfærd og opgiver deres arbejde og aktiviteter.

Dette er nogle af tegnene på mental ubalance. Den mentalt ubalancerede person fungerer som en defekt del af det kollektive arbejde.

(7) De maskerede fjenders rolle

Nogle fjender kan slutte sig til organisationen med det formål at skade den. Sådanne personer spreder unødvendige spørgsmål i organisationen, udbreder grundløse påstande og bliver ved med at kritisere de politikker, organisationen følger. De gør ihærdige forsøg på at skabe mangel på respekt for og mistillid til organisationens ledere i medlemmernes sind.

Det er først og fremmest disse syv årsager, der bringer organisationens sammenhold i fare. De virker som sygdomsfremkaldende bakterier, der ødelægger sammenholdet. Organisationens ledere må være særligt opmærksomme på at forhindre disse bakterier i at trænge ind i organisationens krop eller, hvis de alligevel trænger ind, sørge for, at de behandles helt fra begyndelsen.

De maskerede fjenders rolle

Når den islamiske bevægelse bliver stærk, og dens fjender ikke kan bringe den til tavshed gennem angreb udefra, benytter islams fjender sig af en anden strategi. For at angribe bevægelsen indefra trænger nogle af deres folk ind i den islamiske organisation og venter på en mulighed for at udføre skadelig virksomhed.

Den vigtigste form for denne skadelige virksomhed er at sværte de ledende personer i den islamiske organisation. Organisationens medlemmer nærer dyb kærlighed og respekt for dens ledende personer. Netop på grund af denne kærlighed og respekt bliver organisationens medlemmers lydighed over for ledelsen spontan og urokkelig. Lydighed er det vigtigste middel til organisatorisk disciplin. For at ødelægge den islamiske organisations sammenhold må man derfor angribe grundlaget for denne spontane og urokkelige lydighed.

For at gennemføre dette angreb er det nødvendigt at skabe tvivl hos medlemmerne om de ledende personers ærlighed og kompetence. For at skabe denne tvivl overdriver man de ledende personers små menneskelige fejl og mangler og spreder dem blandt medlemmerne. Hvis der ikke synes at være udsigt til at opnå et resultat på denne måde, fortsætter man uophørligt med at opdigte og sprede opdigtede historier for at skabe tvivl om ledelsens ærlighed og kompetence.

Islams fjender, der trænger ind i den islamiske organisation og ligger på lur iført islams maske, bliver ved med at gøre netop dette. Selv den organisation, der blev ledet af Allahs Sendebud (ﷺ), blev gentagne gange udsat for sådanne angreb. Fjenderne forstod, at denne bevægelse ikke kunne ødelægges, hvis de ikke kunne sværte dens centrale personer; derfor tøvede de heller ikke med at rette moralske angreb mod Sendebudet (ﷺ). Her skal især nævnes to begivenheder. Det første angreb tog udgangspunkt i Allahs Sendebuds (ﷺ) ægteskab med Zaynab bint Jahsh (رضي الله عنها).

Zaynab bint Jahsh (رضي الله عنها) var Allahs Sendebuds (ﷺ) kusine på fadersiden. Det var på hendes initiativ, at denne unge qurayshitiske kvinde blev gift med hans frigivne slave, Zayd ibn Harithah (رضي الله عنه). Men de kunne ikke enes, og ægteskabet blev ikke lykkeligt. Til sidst skilte Zayd (رضي الله عنه) sig fra Zaynab. Efter Allahs befaling giftede Allahs Sendebud (ﷺ) sig med denne fraskilte kvinde.

Hyklerne gjorde dette ægteskab til en sag. De spredte den opdigtede historie, at Muhammad (ﷺ) var blevet forelsket, da han så sin adoptivsøn Zayds hustru Zaynab, at sønnen, da han fik dette at vide, skilte sig fra hende, og at Muhammad (ﷺ) derefter giftede sig med den fraskilte kvinde for at tilfredsstille sit begær. På denne måde blev der skabt et bjerg af løgne. Denne opdigtede historie spredte sig fra mund til mund overalt. Forvirringens tåge blev stadig tættere og bredte sig.

Det andet angreb tog udgangspunkt i, at Aisha (رضي الله عنها) blev efterladt efter en ekspedition og vendte tilbage til Medina sammen med en sahabi.

Efter slaget ved Banu al-Mustaliq var man sent på natten ved at gøre sig klar til at rejse mod Medina. På dette tidspunkt vågnede Aisha (رضي الله عنها) og gik et lille stykke væk for at forrette sit fornødne. Da hun vendte tilbage, opdagede hun, at hendes halskæde var faldet af. Hun begyndte at lede efter den. Imens drog karavanen af sted. Folkene opdagede ikke, at Aisha (رضي الله عنها) var blevet tilbage. Da Aisha (رضي الله عنها) kom tilbage, dækkede hun hele sin krop med sin kappe og lagde sig dér. Efter kort tid faldt hun i søvn. Om morgenen vågnede hun, da hun hørte ordene: „Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage! Allahs Sendebuds hustru er blevet her.“ Hun dækkede hurtigt sit ansigt med kappen.

Den fremmede var en af de fremtrædende sahabaer, Safwan ibn Mu’ attal Sulami (ra). Før bestemmelsen om hijab blev åbenbaret, havde han set Aisha (ra). Derfor kunne han genkende hende.

Safwan (ra) sov på et afsides sted. Da han vågnede, så han, at karavanen var draget videre. Han steg op på sin kamel og begav sig mod Medina. Da han var kommet et lille stykke frem, fik han øje på Aisha (ra) og udtrykte sin forbløffelse på denne måde.

Safwan (ra) fik sin kamel til at lægge sig ned. Aisha (ra) steg op på kamelen og satte sig. Safwan (ra) trak i kamelens tøjler og begyndte at gå.

Karavanen var standset ved den næste rasteplads. Straks ankom Safwan (ra) dertil med Aisha (ra). Da fandt alle ud af, at de troendes moder, Aisha (ra), var blevet tilbage.

Den hykleriske leder Abdullah ibn Ubay fik den perfekte mulighed. Han råbte: „Ved Allahs ed, kvinden har ikke kunnet komme tilbage på egen hånd. Se, se, jeres profets hustru har tilbragt en nat sammen med en anden mand og har nu taget ham med sig.“

Flokken af hyklere begyndte at sprede denne opdigtede historie. En betydelig del af de enfoldige troende blev vildledt. Allahs Sendebud (sa) blev urolig.

Efter hjemkomsten til Medina blev Aisha (ra) syg. Allahs Sendebud (sa) blev så fortvivlet, at han ikke engang kunne give sin elskede hustru opmærksomhed. Hyklernes falske kampagne havde sønderrevet Allahs Sendebuds (sa) hjerte. Desuden var denne kampagne blevet en alvorlig trussel mod den muslimske ummas sammenhold.

Man gyser blot ved tanken om, hvilken elendighed den nye islamiske styrke, der var blevet opbygget i Medina, den dag ville være blevet bragt ud i, hvis Allah, Verdenernes Herre, ikke havde åbenbaret åbenbaringen som svar på og tilbagevisning af disse begivenheder.

Det bør huskes, at en fjende i forklædning også kan benytte sig af de samme metoder for at ødelægge vor tids islamiske organisationer. Den islamiske ledelse og medarbejderstyrken må være fuldt ud årvågne over for dette.

Den islamiske organisations naturlige udvikling

Den islamiske organisation udvikler sig gradvist ad en naturlig vej. Til denne udvikling kræves der både en utrættelig og helhjertet indsats fra medarbejderne og tid. Det kræver tilstrækkelig tid at opbygge en medarbejderstyrke af den ønskede standard og at skabe en indstilling hos befolkningen i arbejdsområdet, så den er villig til at antage den islamiske livsordning. Det er ikke muligt for den islamiske organisation at nå det ønskede mål i hast. Allah, alverdenernes Herre, har gennem en lignelse fremstillet billedet af den islamiske organisations gradvise udvikling for os.

كَزَرْعٍ أَخْرَجَ شَطْأَهُ فَآزَرَهُ فَاسْتَغْلَظَ فَاسْتَوَىٰ عَلَىٰ سُوقِهِ

»Det er som en afgrøde, der satte sine spirer, derefter styrkede den sig, derefter blev den kraftig og fyldig og stod fast på sin stængel.« – Al-Fath 29

Dette versudsnit beskriver smukt den gradvise udvikling og konsolidering af den organisation, der blev ledet af Muhammad, Allahs Sendebud (fred være med ham). Her nævnes fire stadier i udviklingen, nemlig:

1. At sætte spirer.

2. At opnå styrke.

3. At blive kraftig og frodig.

4. At stå fast på stammen.

»At skyde en spire« betyder at indlede kampen for at etablere Allahs dīn.

»At opnå styrke« betyder at opnå organisatorisk styrke ved at organisere og reformere de personer, der svarer på kaldet.

»At blive kraftig og frodig« betyder at skabe indflydelse overalt i arbejdsområdet og vinde den brede befolknings støtte. At vinde den brede befolknings støtte er et andet navn for at opnå en folkelig basis.

»At stå fast på stammen« betyder at opnå statsmagten.

— Afslutning —