Bayʿatens væsen

Bayʿah er et vigtigt islamisk begreb. Efter Allahs Sendebuds (fred være med ham) bortgang aflagde de ædle sahaba bayʿah hos Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). Denne praksis, hvor man aflægger bayʿah hos den, som har fået ansvaret for muslimernes kollektive ledelse, er bredt anerkendt i islams historie. Denne tradition med bayʿah fortsatte også efter de første fire kaliffer. Selv på steder, hvor der ikke findes et islamisk statssystem, er ordet bayʿah ganske udbredt i religiøse kredse.

I vores land bruges dette begreb især i forbindelse med forholdet mellem en pir og hans murider. Den, der ønsker at blive murid, må aflægge bayʿah hos pir-sahib. Da der findes ganske mange pir-sahib’er i landet, er dette begreb blevet vidt kendt. Men mange kender ikke den rette betydning og det sande væsen af islams begreb bayʿah. Alligevel er dette emne yderst vigtigt i islams samfundsorden. Derfor er der et særligt behov for at drøfte det.

Bayʿatens bogstavelige betydning

Ordet bayʿah er dannet ud fra et arabisk ord. Bayʿ betyder køb og salg, handel, at sælge og at købe. Ordet bruges i betydningen både salg og køb. Dets egentlige betydning er dog salg. At give en genstand og modtage dens pris betegnes på arabisk som salg, mens det at købe betegnes som køb. Eftersom køb ikke kan finde sted uden salg, og salg ikke kan finde sted uden køb, bruges disse to ord begge i betydningen bayʿah. Det er dog selve salgsakten, der kaldes bayʿah. Det arabiske ords grundbetydning er ganske vist salg, men dets sekundære betydning er kontrakt, ed og løfte. Ved handel finder transaktionen sted på grundlag af en aftale om at overholde de betingelser, som køber og sælger har fastlagt. På denne måde bruges ordet bayʿah i betydninger som kontrakt, ed, løfte, at vise respekt og at erklære lydighed.

Den verbale form af det arabiske ord er ikke begrænset til betydningen salg alene. Den kan betyde at indgå en aftale, vise respekt, anerkende lederskab, aflægge troskabsed, tilbyde noget til salg, afslutte en aftale og handle i forretningsmæssig sammenhæng med mere.

I den berømte arabisk-engelske ordbog, som er udarbejdet af Milton Cowan, angives den arabiske betydning således:

At sælge, at indgå en kontrakt, at vise hyldest, at anerkende som suveræn eller leder, at aflægge troskab, at tilbyde til salg, at blive enig om salgsbetingelserne, at købe, at erhverve osv.

I denne ordbog er den arabiske betydning angivet som: aftale, ordning, forretningsaftale, kommerciel transaktion, handel, salg, køb, troskabserklæring osv.

Anvendelsen af dette begreb i Koranen

I Den Ædle Koran er ordet bai‘ blevet brugt i flere suraer i betydningen køb og salg, handel og at være beskæftiget med forskellige slags arbejde med henblik på at tjene til livets ophold.

Arabisk

»Når der på fredagen kaldes til bøn, så skynd jer til ihukommelsen af Allah og opgiv køb og salg.« (Sura al-Jumuʿa, vers 9)

Arabisk

Det er mennesker, som hverken handel, køb og salg eller nogen anden form for forretning får til at forsømme ihukommelsen af Allah.

Sura an-Nur: 37

I disse to vers blev alle former for erhvervelse af levebrød udtrykt med ordet bayʿa.

I sura at-Tawbah, sura al-Fath og sura al-Mumtahanah er ordet bayʿa billedligt blevet brugt i betydningen salg. Men her betyder salg at indgå en aftale eller aflægge et løfte om at overgive sit eget selv samt sit liv og sin ejendom til Allah og Hans Sendebud med et stort formål for øje.

Arabisk

»Sandelig, Allah har købt de troendes liv og ejendom til gengæld for Paradiset. De kæmper på Allahs vej, dræber fjenden og bliver selv dræbt. Det er et fast løfte fra Allah, som Han har påtaget sig i Toraen, Evangeliet og Koranen om at give dem Paradiset. Og hvem er mere trofast til at holde sit løfte end Allah? Glæd jer derfor over den bayʿa, I har aflagt. Dette er den største succes.« Sura at-Tawbah 111

Arabisk

»O Sendebud! De, der aflagde bayʿa hos dig, aflagde den i virkeligheden over for Allah; Allahs hånd var over deres hænder.« Sura al-Fath 18

Arabisk

»O Profet! Hvis troende kvinder kommer til dig for at aflægge bayʿa på, at de ikke vil sætte nogen ved Allahs side, ikke stjæle, ikke begå utugt, ikke dræbe deres børn, ikke fremføre en opdigtet bagvaskelse, som de selv har udtænkt, og ikke være ulydige mod dig i det, der er ret, så tag imod deres bayʿa. Sandelig, Allah er Den Mest Tilgivende og Den Mest Barmhjertige.« Sura al-Mumtahanah 12

I disse få vers bruges ordet bai’at i en bestemt betydning som islamisk fagterm. I Sura at-Tawba bruges det om at overgive sit liv og sin ejendom til Allah, i Sura al-Fath om at sværge at dø på Profetens befaling, og i Sura al-Mumtahina om løftet om ikke at være ulydig mod Allah og Hans Sendebud. Eden på fuld lydighed mod Allah og Hans Sendebud er det egentlige formål med disse bai’at.

I Sura at-Tawba betyder bai’at, at de troende lover at anvende deres liv og ejendom i overensstemmelse med Allahs vilje og ikke efter deres egne ønsker og indfald. I Sura al-Fath betyder bai’at at sværge at give sit liv på Profetens befaling. Før våbenhvilen i Hudaybiyya hørte alle de tilstedeværende sahaba et rygte om, at Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) var blevet dræbt af Mekkas indbyggere, og de svor derfor, at de var rede til at kæmpe mod Quraysh, selv om de var ubevæbnede. I Sura al-Mumtahina er formålet med bai’at løftet om ikke at være ulydig mod Allah og Hans Sendebud. Sammenfattende er bai’atens kerne i alle disse vers, at den troende overgiver sit liv, sin ejendom, sine ønsker og hele sin selvstændige person til Allahs vilje. Dette er selve kernen i at antage islam. Ordet islam betyder også underkastelse. Gennem bai’at kommer underkastelsens ydre form til udtryk.

Forklaring af bai’at

I vers 111 i Sura at-Tawba har Allah den Almægtige selv erklæret, at Han har købt de troendes liv og ejendom. Allah den Ophøjede har ikke sagt, at de troende har solgt deres liv og ejendom til Ham. Men hvis ejeren af en ejendom ikke frivilligt sælger den, kan ingen købe den. For hvis den tages med magt, regnes det ikke som et køb.

Ikke alle troende sælger deres liv og ejendom til Allah. Kun de, der sælger dem, er sande troende. Derfor vil Allah i dette vers sige, at Han kun har købt fra dem, der frivilligt har solgt deres liv og ejendom. Det vil sige, at de, hvis liv og ejendom Han har købt, med tilfredse hjerter var villige til at sælge dem. De blev ikke købt med magt eller tvunget til at sælge.

Når man køber noget af nogen, skal sælgeren nødvendigvis have betaling for det. Ellers er købets forpligtelse ikke opfyldt. Hvis man tager en ejendom uden at betale, viser det, at ejeren har givet den som en gave og ikke solgt den. Derfor nævner Allah den Almægtige, samtidig med at Han siger, at Han har købt den troendes liv og ejendom, også betalingen. Den betaling, Han vil give, er ikke noget af denne verden. Han vil give en så stor værdi, som ikke findes noget sted i denne verden.

Han har erklæret, at Han vil give Paradiset i bytte for den troendes liv og ejendom. Eftersom Paradiset ikke kan opnås i dette jordiske liv, er det heller ikke muligt at betale den kontante pris her. Det vil sige, at Allah den Almægtige har købt den troendes liv og ejendom på kredit. Fordi Allah ikke tager betalingen kontant, tager Han ikke den troendes liv og ejendom i besiddelse straks efter salget. Han opbevarer dem derimod som et betroet ansvar hos den troende selv. Hvis Han havde taget livet og ejendommen i sin egen hånd på købstidspunktet, ville sagen have været afsluttet. Men selv om Allah den Almægtige har erklæret, at Han har købt dem, har Han beholdt den troendes liv og ejendom som et betroet ansvar hos den troende. Det betyder, at Allah den Almægtige siger: »Du hævder, o troende, at du har solgt dit liv og din ejendom til Mig; det må du bevise i praksis. Dit liv og din ejendom er ikke længere din ejendom. Hvis du resten af dit liv anvender dette liv og denne ejendom fuldstændigt i overensstemmelse med Min vilje, vil Jeg anerkende, at du virkelig har solgt dem til Mig. Hvis du kan aflægge dette bevis, vil du efter døden helt sikkert modtage Paradiset som betaling.«

Hvad betyder bai’at hos Sendebudet??

Når en ejendom først er blevet solgt til nogen, overgår ejendomsretten til køberen. Sælgeren kan ikke sælge den samme ejendom til en anden igen. For hvordan skulle den samme person kunne sælge den samme ejendom flere gange?

Efter den troende har solgt sit liv og sin ejendom til Allah, er ejendomsretten overgået til Køberen. Det er bevist i Koranen og hadith, at sahabaerne aflagde troskabsed til Allahs Sendebud ﷺ. Derfor opstår spørgsmålet: Hvad betyder det at aflægge troskabsed til Allahs Sendebud ﷺ? Liv og ejendom er allerede blevet solgt til Allah. Hvad blev så solgt igen til Allahs Sendebud ﷺ? Når dette spørgsmål besvares korrekt, vil troskabsedens egentlige betydning blive forstået.

Det er allerede blevet sagt, at Allah den Almægtige køber den troendes liv og ejendom og derefter betror dem tilbage til ham som en tillid. Den bevidste troende ved udmærket, at det rette ansvar er at anvende det liv og den ejendom, som er blevet overdraget til Allahs ejerskab, i overensstemmelse med Allahs vilje. Der er naturligvis en risiko for, at han på grund af Satans hvisken og nafsens bedrag, familiens krav samt pres fra slægtninge og venner bruger sit liv og sin ejendom i strid med Allahs vilje. Derfor aflagde sahabaerne troskabsed til Allahs Sendebud ﷺ netop med det formål at anvende denne tillid fra Allah korrekt og i overensstemmelse med Allahs vilje.

At sælge sit liv og sin ejendom til Allah betyder at forpligte sig til at anvende alle sine kræfter og evner samt sin tid, ejendom og arbejdsindsats under lydighed mod Allah. Denne forpligtelse er så omfattende, at den også indebærer at underordne sin vilje, tanke, refleksion og intellekt under Allahs vilje. For at opfylde et sådant fuldstændigt krav er det ikke nok blot at indgå en hemmelig aftale med Allah. Mennesket er omgivet af Satans hvisken, nafsens bedrag, verdens forførelse og andre menneskers tilskyndelser, og derfor er fuldstændig lydighed mod Allah i praksis ikke mulig uden en organisatorisk ordning. Derfor påbød Allah dem, der antog Allahs Sendebuds ﷺ budskab, at samles i en jamaat under Sendebuddets ledelse. Uden en sådan organisatorisk binding er det ikke muligt at fjerne de utallige hindringer på vejen til fuldstændig lydighed mod Allah. Den, der accepterede organisationens disciplin og var villig til at blive en del af Allahs Sendebuds jamaat, forpligtede sig til at følge organisationens instrukser med henblik på fuldstændig lydighed mod Allah, så han kunne beskyttes mod alle former for bedrag. Det er gennem lydighed mod den islamiske jamaat, at lydighed mod Allah i praksis bliver let og mulig. Denne troskabsed til lydighed mod jamaaten er i islamisk terminologi kendt som bay‘at. Den bay‘at, som sahabaerne aflagde til Allahs Sendebud ﷺ, var netop en sådan troskabsed til lydighed. Sahabaernes virkelige liv vidner om, at de opfyldte bay‘atens betydning til punkt og prikke. Bay‘atens krav er fuldstændig lydighed mod Sendebuddet. Derfor ser man, at sahabaerne uden undskyldning udførte enhver opgave, som Allahs Sendebud ﷺ beordrede dem til. De, der fremførte undskyldninger, blev i Koranen kaldt hyklere.

En gang beordrede Allahs Sendebud ﷺ alle til at drage i krig. Selv om en sahabis mor lå på dødslejet, gjorde han sig klar til at drage i krig og mødte frem til tiden. Han fortalte Allahs Sendebud ﷺ om sin mors tilstand. Hans hensigt var bestemt ikke at fremføre en undskyldning for ikke at tage af sted. Men da Allahs Sendebud ﷺ kendte situationen, sendte han ham hjem for at tage sig af sin mor.

Det er særligt vigtigt at bemærke her, at denne sahabi ikke selv besluttede ikke at drage i krig med den begrundelse, at det var umuligt at forlade sin mor i denne tilstand. Han troede, at han på grund af bay‘at ikke havde nogen ret til selv at træffe en sådan beslutning. Gennem bay‘at havde han overdraget retten til at træffe beslutningen til Allahs Sendebud ﷺ. Derfor besluttede han ikke at undlade at følge Sendebuddets ordre ved at fremføre en undskyldning eller indvending. Hvis han ikke var blevet klar til at drage i krig og var mødt frem hos Allahs Sendebud ﷺ, men selv havde besluttet ikke at tage af sted, ville det have været i strid med bay‘at.

Da Allahs Sendebud ﷺ efter at have kendt situationen gav ham tilladelse til at tage sig af sin mor, fik han belønningen for at drage i krig, selv om han ikke drog af sted. Men hvis han selv havde truffet denne beslutning, ville det have været en stor synd svarende til at adlyde Allahs Sendebuds ﷺ ordre.

Fordi tre sahabaer, som havde indvilliget i at drage til Tabuk-krigen efter Allahs Sendebuds ordre, forsinkede sig, blev de holdt uden for fællesskabet i halvtreds dage. De blev socialt boykottet, indtil Allah den Almægtige selv erklærede, at deres anger var blevet accepteret. Denne begivenhed gør det helt klart, hvor vigtigt det er at værne om bay‘atens værdighed.

Skal denne bay’a kun aflægges til Allahs Sendebud??

Sahabaerne aflagde bay’a direkte til Allahs Sendebud (s.a.w.). Der findes intet menneskevæsen, der er større end Allahs Sendebud (s.a.w.). Men efter at Allahs Sendebud (s.a.w.) var gået bort fra denne verden, aflagde sahabaerne igen bay’a til Hazrat Abu Bakr (r.a.). På samme måde måtte de aflægge bay’a til de efterfølgende kaliffer. Dette beviser, at bay’a i islam er en så vigtig ordning, at den måtte fortsætte også efter Allahs Sendebud, og at denne ordning bør bestå blandt ummahen til alle tider.

Der er naturligvis en enorm forskel med hensyn til lydighed mellem at aflægge bay’a til Allahs Sendebud (s.a.w.) og at aflægge bay’a til en anden efter ham. Allahs Sendebud skal adlydes uden betingelser i alle situationer, men man må ikke adlyde andre end Allahs Sendebud blindt; de skal adlydes under Koranens og Sunnaens vejledning. Lydigheden mod Allahs Sendebud er ubetinget og uden forbehold, mens den i andres tilfælde er betinget. Spørgsmålet er nu: Hvem bør man ifølge islamiske bestemmelser aflægge denne bay’a til? Historien beviser, at bay’a skal aflægges til de ansvarlige for muslimernes jamaat eller for en anden organisation. Så længe Allahs Sendebud (s.a.w.) selv var ansvarlig for denne jamaat, måtte bay’a aflægges til ham eller til en person, som han havde udnævnt. Efter hans bortgang fra denne verden måtte bay’a aflægges til den, som ansvaret for denne jamaat var blevet overdraget til. Siden sahabaernes tid har der altså bestået denne store lære: Muslimerne skal leve organiseret i en jamaat, og bay’a skal aflægges til den, der vælges som leder af denne jamaat. Det er ikke rigtigt for muslimer at leve uden en jamaat, og beviset på at være organiseret i en jamaat er at aflægge bay’a til jamaatens amir.

I dag lever verdens over 250 millioner muslimer ikke organiseret i én jamaat. Derfor findes der ingen enkelt leder eller amir for hele ummahen. Selv alle muslimerne i ét bestemt land er ikke organiseret i én jamaat. Den egentlige situation er, at bevidstheden om at være organiseret i en jamaat i dag er blevet svækket blandt muslimerne. Denne bevidsthed er heller ikke udbredt blandt de lærde. Det er derfor, islams indflydelse på muslimernes liv er blevet så begrænset.

Den gængse bay’a

Selv om det store formål, som bay’a blev indført med på sahabaernes tid, ikke længere varetages i dag, er betegnelsen bay’a stadig udbredt i samfundet.

Kongerne i flere arabiske lande modtager bay’a fra landets borgere som en del af deres overtagelse af regeringsansvaret. Det egentlige formål med denne bay’a er, at borgerne udtrykker deres lydighed mod den regering, der ledes af kongen. I vores land modtager pirsahiberne bay’a fra deres murider. Formålet med denne bay’a er løftet om at følge pir sahibens vejledning i religiøse spørgsmål.

Bay’as egentlige formål

Det formål, som Sahaba-e-Kiram aflagde bay’a til Allahs Sendebud ﷺ for, er det egentlige formål. For at indføre bay’a-ordningen med dette formål skal flere betingelser være opfyldt.

1. Kaldet til den bevægelse for iqamat ad-din, som Allahs Sendebud ﷺ førte, skal fremlægges for samfundet.

2. De, som som svar på dette kald ønsker at deltage i bevægelsen, skal organiseres.

3. Deres sind, tanker og karakter skal formes med henblik på iqamat ad-din.

4. Bay’a skal aflægges af dem, som efter grundigt at have forstået det store ansvar for iqamat ad-din er villige til at anvende deres liv og ejendom med det formål at gøre Allahs din sejrende.

5. Den, som af medlemmerne af den jamaat, der er dannet med henblik på iqamat ad-din, vælges til jamaatens amir, skal modtage bay’a. Hvis bay’a indføres efter denne ordning, betyder det i virkeligheden ikke, at bay’a aflægges til en bestemt person; det betyder derimod, at bay’a aflægges til den islamiske jamaat eller organisation.

Grundlæggende er det både logisk og rimeligt, at bay’a ikke aflægges til en bestemt person, men til den islamiske organisation. Bay’a-erklæringen skal naturligvis aflægges over for en person, eftersom organisationen ikke er et levende væsen, som den kan forelægges for. Bay’a til den islamiske organisation aflægges derfor gennem organisationens ansvarlige leder.

Blandt organisationer som Ikhwan al-Muslimun og Jamaat-e-Islami, der fører en bevægelse med henblik på iqamat ad-din, er begrebet bay’a fortsat gældende. De, som bliver rukn (medlem) af Jamaat-e-Islami, aflægger gennem edsaflæggelsen bay’a til organisationen. I henhold til artikel 8 i Jamaatens vedtægter skal eden om medlemskab aflægges foran Jamaatens amir eller dennes repræsentant; det er denne ed, der regnes som bay’a.

Bayʿaens krav

Den, der aflægger bayʿa hos en islamisk organisation, som arbejder for det ophøjede mål at etablere dīn, skal have følgende hensigt med denne bayʿa:

1. Gennem denne bayʿa aflægger man en ed på organisatorisk vis at anvende sit liv og sin ejendom, det vil sige hele sit væsen, som er blevet solgt til Allah, til formålet at etablere dīn. Derfor skal ens liv og ejendom anvendes på Allahs vej på denne måde.

2. Enhver instruktion eller opgave, som organisationen giver ham, skal uden tøven efterkommes, så længe den ikke strider mod Koranen og sunnaen, og man må i denne forbindelse ikke bekymre sig om nogen form for verdsligt tab eller skade.

3. Hvis nogen mener, at en instruktion fra en af organisationens ansvarlige ikke er korrekt, skal han drøfte sagen med de pågældende ansvarlige og nå frem til en løsning. Man skal være opmærksom på, at det vil være et brud på bayʿaen at forsømme at følge instruktionen uden først at drøfte den.

4. Hvis det på grund af en særlig vanskelighed eller en gyldig undskyldning synes umuligt at følge en instruktion, skal man forelægge sin undskyldning for den pågældende ansvarlige. Organisationens afgørelse skal betragtes som endelig. Hvis man uden en afgørelse fra organisationen undlader at følge instruktionen med sin egen undskyldning som påskud, regnes det som en handling, der bryder bayʿaen.

Der findes en edsaflæggelsestradition i alle bevægelser

Bayʿaens egentlige kerne er lydighedens ed. De, der med fast beslutsomhed arbejder for at nå et bestemt mål, sørger naturligt for de involveredes ubetingede lydighed gennem en særlig form for ed. Ud over den islamiske bevægelse findes denne slags edsaflæggelse i alle former for bevægelser. Den ed, hvor man sværger at ofre sit liv for at nå målet, er kendt under navne som ildeed, bloded eller glødende ed. Der findes endda en tradition for at indgive en ansøgning på et edsdokument skrevet med blod fra ens egen krop. Men i islam aflægges ed udelukkende i Allahs navn.

Iqaamat ad-Din og Bay’ah

Det fremgår af profetens (s.a.) og de ædle ledsageres liv, at arbejdet med at etablere religionen er den største af alle obligatoriske pligter. Allah den Ophøjede har i flere suraer erklæret, at Han sendte profeterne netop for dette arbejdes skyld.

(Arabisk)

»Han er den, der sendte sit sendebud med vejledning og den eneste sande ordning for lydighed, så sendebudet kunne lade den sejre over alle andre ordninger for lydighed.« (Sura at-Tawbah 33, Sura al-Fath 28 og Sura as-Saff 9)

Dette storslåede arbejde er af en sådan art, at selv en profet ikke kan udføre det alene. Derfor har alle profeter bestræbt sig på at opbygge en gruppe egnede mennesker til dette arbejde. Den profet, som ikke fik det nødvendige antal mennesker, opnåede ikke, at islam sejrede gennem ham, og religionen blev heller ikke etableret.

Dette beviser, at en jama’ah eller organisation af muslimer er uundværlig for Iqaamat ad-Din. Det vil sige, at det også er obligatorisk at slutte sig sammen i en jama’ah for denne store obligatoriske opgave, Iqaamat ad-Din. At slutte sig sammen i en jama’ah på denne måde er således den næststørste obligatoriske pligt. Bay’ah er selve forbindelsen, der binder jama’ah sammen. Derfor er der ingen vej uden om Bay’ah for Iqaamat ad-Din. Sandheden er, at netop denne Bay’ah er den egentlige islamiske Bay’ah, som praktiseres i en islamisk organisation med det formål at etablere religionen.

I de muslimske organisationer, hvor betegnelsen Bay’ah anvendes, men hvor der ikke findes noget program eller nogen aktivitet for Iqaamat ad-Din, findes Bay’ahs egentlige væsen ikke. Ligesom mange islamiske betegnelser såsom bøn, faste og dhikr findes blandt muslimer, uden at deres egentlige væsen i nævneværdig grad praktiseres, er det også blevet tilfældet med betegnelsen Bay’ah.

I virkeligheden betegner udtrykket Bay’ah en sådan islamisk organisation, som er oprettet netop med det formål at føre jihad fi sabilillah. Jama’ahen af de ædle ledsagere, som blev ledet af Allahs sendebud (s.a.), er det ideelle eksempel på dette. Bay’ah er denne jama’ahs livskraft.

I vers 111 i Sura at-Tawbah har Allah den Almægtige sagt, at Han har købt disse troendes liv og ejendom, »som kæmper på Allahs vej, dræber fjenden og selv bliver dræbt«. Der er ingen grund til at kæmpe mod falskheden bortset fra bevægelsen for at etablere den sande dīn. Derfor er den bayʿah, der omtales i Koranen, med det formål at kæmpe fī sabīlillāh. Bayʿah er nødvendig for bevægelsen for Iqāmat ad-Dīn. Og det er gennem bayʿah, at man må slutte sig sammen i en jamāʿah. Det er ikke muligt at varetage ansvaret for Iqāmat ad-Dīn uden at være organiseret i en jamāʿah.

Forholdet mellem jamāʿah og bayʿah på den ene side og Iqāmat ad-Dīn på den anden kan sammenlignes med forholdet mellem bønnen og wuḍūʾ. Allah den Almægtige har gjort wuḍūʾ obligatorisk netop for bønnens skyld. Bønnen er den egentlige obligatoriske pligt. Wuḍūʾ er obligatorisk, fordi denne pligt ikke kan udføres uden wuḍūʾ. På samme måde er det ikke muligt at varetage ansvaret for Iqāmat ad-Dīn uden jamāʿah og bayʿah. Iqāmat ad-Dīn er den egentlige obligatoriske pligt. Af hensyn til denne pligt er jamāʿah obligatorisk, og uden bayʿahens bånd kan jamāʿah ikke blive stærk, og dens formål kan heller ikke opfyldes. Det vil sige, at pligten til at slutte sig sammen i en jamāʿah opfyldes gennem bayʿah.

Hvis nogen udfører wuḍūʾ, men ikke mener, at det er nødvendigt at udføre bønnen, vil han ikke få nogen belønning for sin wuḍūʾ. Det bør siges, at han blot har vasket hænder og ansigt, ikke at han udfører wuḍūʾ. Den, der ikke bekymrer sig om bønnen, bør ikke siges at have udført wuḍūʾ, blot fordi han har vasket wuḍūʾ-leddene på samme måde som ved wuḍūʾ. For det er den bedende, der udfører wuḍūʾ, og eftersom han ikke er bedende, må det anses for, at han ikke har udført wuḍūʾ.

På samme måde er den bayʿah, der afgives uden formålet Iqāmat ad-Dīn, ikke den egentlige bayʿah. Den hākīqat, som bayʿah har i islam, findes ikke i denne bayʿah. Alligevel kan den egentlige hākīqat ved bayʿah bringes i anvendelse, fordi betegnelsen bayʿah, uanset hvordan den er blevet almindelig, stadig lever i samfundet. Hvis ordet bayʿah slet ikke var kendt blandt folk, ville det være endnu vanskeligere at forklare dets betydning. Hvis bønnen for eksempel ikke var udbredt i samfundet, ville det være endnu vanskeligere at praktisere bønnens hākīqat.

Den egentlige bayʿah er til Allah

Begivenheden, hvor Sahābah al-Kirām i deres ubevæbnede tilstand i Hudaybiyyah svor troskab til at kæmpe mod Quraysh, er omtalt således i Sura al-Fath:

(Arabisk)

»O Sendebud! De, der har svoret troskab til dig, har i sandhed svoret troskab til Allah. Allahs hånd er over deres hænder.« (Sura al-Fath, vers 10)

Efter at den troendes liv og ejendom er blevet solgt til Allah, bliver de betroet tilbage i den troendes egne hænder. Derfor anvender den troende denne amanat på religionens vej gennem den islamiske organisation. Hvordan Allah den Højeste tager imod denne anvendelse, fremgår af dette vers.

Når den troende over for organisationens leder erklærer, at han vil vie sit liv til Allahs tilfredshed, bliver denne erklæring i virkeligheden afgivet over for Allah selv. Den ed ved Hudaybiyya, som blev aflagt over for Allahs Sendebud (fvmh.), blev således aflagt, som om den var aflagt over for Allah selv. Derfor aflagde de, da de lagde deres hænder i Allahs Sendebuds (fvmh.) hånd for at aflægge eden, den som om de lagde deres hænder i Allahs hånd. Dengang lagde de altså deres hænder i Allahs hånd. Når bayʿah aflægges med henblik på jihad og iqamat ad-din, sker den i virkeligheden over for Allah selv.

Blandt de ord, som medlemmerne af Jamaat-e-Islami fremsiger, når de aflægger eden, findes også følgende vers:

(Arabisk)

»Min bøn, mit offer, mit liv og min død er udelukkende for Allah, alverdenernes Herre.« (Sura al-Anʿam 6:162)

Den bayʿah, der aflægges gennem dette vers, aflægges i virkeligheden over for Allah den Almægtige selv.

Betydningen af det kollektive islamiske liv

Mennesket er et socialt væsen. Islam er til for mennesket. Derfor har Islam naturligt givet regler, som gælder på alle områder af det menneskelige samfund.

Samfundet er summen af individer. Derfor har islam fastsat så detaljerede regler og bestemmelser for at forme individet, så det bliver egnet til samfundslivet.

En fuldstændig og afbalanceret ordning, der omfatter alt fra individets liv til statsligt og internationalt niveau, er uundværlig for menneskehedens velfærd. Kun Allah er i stand til at give en sådan ordning. Derfor er islam den eneste universelle ordning.

Det er med ansvaret for at indføre denne fuldstændige ordning i menneskesamfundet, at Profeten (fred være med ham) blev sendt. Arbejdet med at opbygge samfundet er på ingen måde muligt uden en social indsats. Ingen kan være mere kvalificeret end Profeten til at gøre islam sejrrig. Men islam blev ikke sejrrig i alle profeters levetid. For hvis der ikke blev samlet en gruppe (jamaat) mennesker, som var kvalificeret til at gøre islam sejrrig, var selv den mest kvalificerede profet ikke i stand til at fuldføre denne opgave.

Af denne grund gav enhver profet, efter at have kaldet alle mennesker til religionen, også dem, der svarede, en organisatorisk opfordring, idet han sagde: (Frygt Allah og adlyd mig). Dette beviser netop, at ligesom det er obligatorisk at tro på Profeten, er det på samme måde obligatorisk for de troende at slutte sig sammen i en jamaat.

Profeten (fred være med ham) sagde, da han understregede betydningen af at leve i jamaat:

…(arabisk)…

1. »Jeg befaler jer fem ting, som Allah har befalet mig: at organisere jer, at lytte til lederen, at adlyde, at foretage hijra og at kæmpe jihad på Allahs vej.« (Musnad Ahmad, Tirmidhi)

…(arabisk)…

2. »Når tre personer rejser, skal I udnævne én af jer til amīr.« (Abū Dāwūd)

…(arabisk)…

3. »Den, der forlader jamaaten, har kastet islams lænke fra sin hals.« (Musnad Aḥmad og at-Tirmidhī)

Det er netop på grund af jamaatens enorme betydning i muslimens liv, at haditherne lægger så stor vægt på at udføre de obligatoriske bønner i jamaat. Profeten (s.a.) gav endda udtryk for, at han ønskede at brænde husene ned hos dem, der ikke kom til bønnen i jamaat.

Koranen, haditherne og de fromme ṣaḥābas liv beviser alle, at det er obligatorisk at leve et liv i jamaat.

Iqabāmat ad-dīn og livet i jamaat

Det var netop i forbindelse med udførelsen af ansvaret for iqāmat ad-dīn, at Profeten (s.a.) organiserede de fromme ṣaḥāba i jamaat. Hvis ansvaret for at gøre dīn sejrende er obligatorisk, er det naturligt, at det også er obligatorisk at slutte sig sammen i jamaat. Og forbindelsen, der binder dem sammen i jamaat, er bayʿa. Det er gennem bayʿa, at jamaatens bånd styrkes.

Den ed, man skal aflægge som medlem af Jamaat-e Islami, er i virkeligheden den praktiske form af denne bayʿa. Ordene »ed« eller »løfte« udtrykker ikke den religiøse betydning, som ordet bayʿa udtrykker. Derfor bør man anse medlemseden for at have bayʿas rang. Ellers kan den rette sharīʿa-mæssige bevidsthed om lydighed mod jamaaten ikke vækkes.

I enhver organisation findes der en praksis med at aflægge en ed. Eden, som Jamaats medlemmer aflægger, er ikke af den sædvanlige slags. Ud fra edens formulering forstår man, at det shariaretlige behov for bai’at her opfyldes på korrekt vis.

Bai’at og den islamiske stat

Nogle mener, at bai’ats eksistens afhænger af den islamiske statsordning. Ifølge dem er der ikke behov for bai’at, hvis der ikke findes en statsordning. Begrundelsen for dette er ikke forståelig. Den islamiske statsordning opstår ikke af sig selv. Det er resultatet af en organiseret Jamaats indsats, at den islamiske statsordning bliver til. Bai’at er forbundet med Jamaat-livet. Det er gennem en Jamaat, der er bundet sammen af bai’ats stærke bånd, at den islamiske statsordning kan etableres. Den islamiske stat er således bai’ats frugt. Den islamiske stat kan ikke etableres uden en bai’at-ordning.

Aflagde Sahabah ikke bai’at i Profetens mekkaanske liv, før den islamiske statsordning blev etableret i Medina? Ventede man med at aflægge bai’at til Rasulullah, indtil den islamiske statsordning var blevet etableret?

Også når man bedømmer sagen ud fra fornuften, kan man ikke undgå at acceptere, at Jamaat og bai’at kommer først, og den islamiske stat bagefter.

Hvem skal aflægge bai’at i hvilken Jamaat??

Selv om betegnelsen Ahl as-Sunnah wa-l-Jamaah eksisterer, har den ingen organisatorisk form. Alle muslimer, der følger de fire madhhabs, samt dem, der er kendt som Ahl al-Hadith, hører til Ahl as-Sunnah wa-l-Jamaah. De kaldes kort sagt sunnier. Ingen af madhhabs inden for Ahl as-Sunnah regner tilhængere af shiaretningen blandt sig. Det vil sige, at shiitter ikke regnes for sunnier.

Med Ahl as-Sunnah wa-l-Jamaah menes de, som følger Rasulullah og Sahabahs Jamaat. Allah den Almægtige har erklæret sin Rasul for det eneste ypperste forbillede (Uswatun Hasanah), og Rasulullah har bevidnet, at hans Sahabah var sande følgere af hans forbillede. Det vil sige, at Allahs Rasul alene er Uswatun Hasanah, mens Sahabah er Uswatun Hasanah, når det gælder efterfølgelsen af Rasulullah (lydighed mod Rasulullah).

Alle verdens muslimer, der tilhører Ahl as-Sunna wa-l-Jama’a, udgør ikke organisatorisk én jamaat. Jamaatens egentlige kendetegn er imarat. Der kan ikke være nogen jamaat uden en amir. Alle verdens sunnier er ikke underlagt én bestemt imarat. Selv alle sunnier i ét og samme land aflægger ikke bai’at til én amir.

Derfor er det naturligt, at der blandt de sunnier, som opretter en organisation (jamaat) med det formål at etablere din, vælges en amir for denne jamaat. Alle de øvrige medlemmer af denne jamaat aflægger bai’at gennem den valgte amir. Denne amir er kun amir for de personer, der tilhører denne jamaat. De, som ikke slutter sig til denne jamaat, behøver ikke at aflægge bai’at til denne jamaats amir, selv om de tilhører Ahl as-Sunna wa-l-Jama’a.

Det er derfor, at amiren for Jamaat-e-Islami ikke er amir for alle sunnimuslimer i landet. Kun de, der bliver medlemmer (rukn) af Jamaat-e-Islami, aflægger bai’at til jamaaten gennem denne amir. Selv hvis nogen er en hengiven aktivist i Jamaat-e-Islami, regnes vedkommende ikke for at være omfattet af bai’at, før han bliver medlem eller rukn. Der findes mange kvalificerede aktivister, som arbejder mere end rukn-medlemmerne. Men hvis de ikke er villige til at aflægge ed på at ofre deres liv og ejendom for etableringen af din, regnes de ikke som rukn. Det er denne ed, der i islamisk terminologi kaldes bai’at.

Kan bai’at trækkes tilbage?

Den egentlige bai’at aflægges til Allah den Højeste. Denne bai’at er et krav, der følger af iman. At trække denne bai’at tilbage betyder at opgive iman. Hvis man har til hensigt at komme i Paradiset, er det umuligt overhovedet at tænke på at trække denne bai’at tilbage.

Men den bai’at, som man for at opfylde denne bai’ats krav må aflægge til en jamaat, der er dannet med det formål at etablere din, kan naturligvis trækkes tilbage af hensyn til din. Hvis man efter at have aflagt bai’at til en jamaat finder en din-jamaat, der er bedre end denne, bør man trække sin bai’at tilbage fra den ringere jamaat og aflægge bai’at til den bedre jamaat. Under sådanne omstændigheder er det på ingen måde forkasteligt at trække bai’at tilbage. For når man trækker den tilbage med det formål at aflægge bai’at til en bedre jamaat, er det i virkeligheden ikke en tilbagetrækning, men blot en ændring af stedet, hvor bai’at aflægges.

Men hvis nogen på grund af en personlig svaghed eller fordi han finder det vanskeligt at følge den islamiske bevægelses vej, trækker sin bai’at tilbage eller forlader jamaaten, viser han dermed en yderste svaghed i sin iman. Om dette er der i hadithen fremsat en alvorlig advarsel –

…(arabisk)…

»Allahs barmhjertighed er med Jamaat. Den, der skiller sig ud, bliver kastet i Helvede.« (Tirmidhi)

…(arabisk)…

»Den, der dør uden troskabens bånd, dør i jahiliyyah.« (Muslim)

…(arabisk)…

»Den, der opgiver lydigheden og dør adskilt fra Jamaat, dør i jahiliyyah.« (Muslim)

Jamaat-e Islami og bay’ah

For at troskabsforholdet mellem Jamaat-e Islamis amir og rukn’er ikke på nogen måde skal føre til overskridelse af lydighedens grænser, ledes og reguleres hele organisationen gennem en vedtægt. Amiren skal stå til regnskab over for den majlis-e shura, der er valgt ved rukn’ernes stemmer. Vedtægten indeholder klare bestemmelser om korrigerende tiltag, hvis amiren begår en fejl set i lyset af Koranen og sunnah. Der findes endda en vedtægtsmæssig procedure for at udtrykke mistillid til amiren.

Betegnelsen bay’ah bruges i en begrænset betydning i forholdet mellem pir og murid. I forbindelse med eden om at blive rukn i Jamaat bruges den derimod i en langt bredere betydning. At blive rukn i Jamaat betyder at aflægge ed på fuldstændigt at ofre sit liv og sin ejendom for Allahs deen, i Allahs navn og i håbet om alene at opnå Hans tilfredshed. Den betydning, bay’ah havde på sahabaernes tid, er netop den betydning, der ligger i at være rukn i Jamaat. Selvom betegnelsen bay’ah ikke bruges i Jamaats vedtægt, findes dens ånd og betydning naturligvis i eden om at blive rukn.

Det er denne pjece’s hovedformål at skabe den forståelse og bevidsthed, at den ed, man aflægger, når man accepterer medlemskab af Jamaat med den storslåede beslutning om at ofre sit liv og sin ejendom, sin tid og sin indsats samt alle sine fysiske og mentale evner for at etablere Allahs religion, i Koranens og hadiths terminologi netop svarer til bay’a. Måtte Allah den Ophøjede gennem denne bevidsthed om bay’a inspirere alle medlemmer og holde dem aktive – amin.

Da Jamaat-e-Islami for første gang blev dannet i Lahore i 1941 på foranledning af Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham), var den ed, som Jamaats grundlæggende medlemmer aflagde, som følger:

“Sayyid Abul A’la Maududi blev enstemmigt valgt til amir. Den sædvanlige fremgangsmåde for bay’a blev ikke anvendt. I stedet aflagde hele Jamaat samlet denne ed: Alle ville, i overensstemmelse med ovenstående forklaring, adlyde amiren og følge hans ordrer. Efter denne bay’at al-‘amma (kollektive bay’a) blev den samme tilstand af gråd og tårer igen fremkaldt, som tidligere var opstået, da troen blev fornyet.

Det fremgår helt tydeligt af denne beretning i Jamaats første bind af forhandlingsreferater, at bevidstheden om bay’a havde været levende hos alle helt fra Jamaats begyndelse. Der er ingen tvivl om, at den ed, de aflagde om lydighed mod Jamaats amir, i islamisk terminologi var en bay’a. Derfor må den ed, som Jamaats medlemmer aflægger, nødvendigvis regnes som bay’a.

Bay’a for Jamaats aktivister og støttemedlemmer

De, som ikke har aflagt eden om medlemskab af Jamaat, men deltager i den islamiske bevægelse som aktivister og støttemedlemmer, aflægger, selv om de ikke indgår en fuldstændig bay’a som medlemmerne, en delvis bay’a med henblik på at etablere Allahs religion. De, der bliver støttemedlemmer, aflægger en ed om at samarbejde med Jamaat, mens aktivisterne aflægger en ed om at bevæge sig fremad på vejen mod at blive medlemmer. Medlemmernes bay’a er bay’a for …(arabisk tekst)… (den faste beslutning). Aktivisterne aflægger bay’a for at forberede sig til dette. Støttemedlemmerne indgår bay’a for at yde hjælp.

Men troens krav er en fuldstændig bay’a. For at opfylde dette krav fra troen bør enhver troende have et ønske, en interesse og en fast beslutning. For troens egentlige formål er Allahs tilfredshed og succes i det hinsidige. For at nå dette storslåede mål må man bevæge sig frem ad den fuldstændige bay’as vej. Måtte Allah den Ophøjede give os evnen til fuldt ud at indgå bay’a og opfylde det sharia-baserede krav med henblik på at opnå succes i det hinsidige – amin.

— Slut —