To ting
Islam er det eneste fuldkomne livssystem. Der findes ikke noget område af menneskelivet, som Islam ikke har givet korrekt og klar vejledning om. Islam kom for at underordne hele menneskelivet under Guds vejledning. Derfor er Islam en fuldkommen bevægelse, en total revolution. At kalde menneskesamfundet til det islamiske livssystem er denne bevægelses og revolutions vigtigste arbejdsområde. Allah den Almægtige gav også sin Sendebud ansvaret som dāʿī ilallāh og pålagde ham således at bringe religionens daʿwah til verden. Det sande kendetegn på en aktivist i den islamiske bevægelse er, at han er dāʿī ilallāh.
Dette værk er blevet samlet fra »Sīrat-e Sarwar-e ʿĀlam« og »Khutbāt-e Europe« af århundredets mujaddid og den verdensomspændende islamiske bevægelses foregangsmand, Maulana Sayyid Abul Aʿlā Maududi (død 1979). I lyset af Koranen og hadith er der i dette værk tegnet en fuldstændig skitse af, hvilke egenskaber en dāʿī ilallāh skal have, og hvad den korrekte fremgangsmåde for daʿwah til religionen er.
Abdus Shahid Nasim
1. Egenskaber hos den, der kalder til Allah
(Hr. Anis Ahmad, repræsentant for Muslim Students Association of America and Canada, interviewede den 8. april 1979 den verdensomspændende islamiske bevægelses tænker og Jamaat-e-Islamis grundlægger, Maulana Sayyid Abul Aʿlā Maududi (må Allah være ham nådig). Det blev oprindeligt optaget som en hilsen til foreningens årlige konference, selv om det blev gennemført i form af spørgsmål og svar.)
M, S’s, repræsentant
Maulana! På vegne af muslimerne i Sydamerika og Canada samt M.S. retter jeg min oprigtige tak til Dem, fordi De trods Deres alvorlige sygdom tog imod vores invitation og indvilligede i at give dette særlige interview til vores årlige konference ’79. Det er udelukkende ved Allahs nåde og gunst, at Deres og lederne af Ikhwan al-Muslimuns skrifter i Sydamerika fortsat hurtigt udbreder den islamiske bevægelses tanker. I dag venter utallige mennesker i Amerika på at få lov til blot én gang at se Dem og høre nogle råd fra Dem. Det er på grund af deres stærke ønske og krav, at jeg er kommet til Deres tjeneste.
Spørgsmål: Ærede maulana! Koranen omtaler Guds Sendebud (fvmh.) som »dāʿī ilallāh«. Hvilke egenskaber anser De, i lyset af Koranen og den rene sīrah, for at være de vigtigste for en dāʿī for sandheden?
Svar: Overbring på mine vegne min hilsen til alle de af Allahs tjenere i Amerika og Canada, som arbejder for den islamiske bevægelse. (På grund af sygdom) kan jeg ikke tale ret længe. Derfor besvarer jeg kort Deres spørgsmål:
Det arabiske vil være————-
»Hvem kan tale bedre end den, der kalder til Allah, handler ret og erklærer: ’Jeg er muslim’« (Hāmīm as-Sajdah 41:33).
For fuldt ud at forstå dette vers’ betydning må man huske, at det blev åbenbaret under den hårde modstand i Mekka. Det var den smertefulde periode, hvor Guds Sendebud (fvmh.) og hans følgere blev udsat for grusom forfølgelse. Under sådanne forhold var det ikke nogen let sag at sige og erklære: »Jeg er muslim.« Det første, der siges under sådanne omstændigheder, er, at den bedste tale tilhører den, der kalder mennesker til Allah. Med andre ord er det netop kendetegnet for den, der kalder til den rette vej, at hans kald skal være til Allah. Han må ikke have noget verdsligt formål foran sig. Intet andet formål må få plads i hans hjerte. Ifølge Koranens lære må det første kendetegn ved den, der oprigtigt kalder til Allah, være, at han kalder til Allahs enhed (tawḥīd). Han skal kalde således: »O mennesker, tjen, adlyd eller tilbed ingen anden end Allah. Frygt ingen anden end Allah. Nær ikke begær eller ønske om at få noget fra andre end Ham. Adlyd alene Allahs befalinger og anvisninger. Følg alene Hans lov.«
Hvad end et menneske gør på jorden, gør det med tanke på, hvis trælle og lydighed det står i, og over for hvem det skal stå til regnskab. Målet og formålet med alle menneskets aktiviteter, bestræbelser og anstrengelser bør være at opnå Allahs velbehag ved at forme sit personlige og sociale liv i overensstemmelse med de forskrifter, som Allah og Hans Sendebud (fvmh.) har anvist.
For det andet siges det, at den, der kalder til sandhedens vej, skal være smykket med skønheden ved gode handlinger. Han skal udføre gode gerninger. Hvis man tænker lidt over det, bliver betydningen af dette udsagn klar. Sagen er, at hvis den, der kalder, ikke selv har gode handlinger, har hans kald ingen virkning. Det bliver fuldstændig nytteløst. Den person, som kalder folk til noget, må selv først være en legemliggørelse af dette. Der må ikke kunne findes den mindste afvigelse fra lydighed mod Allah i hans eget liv. Hans moralske karakter skal være sådan, at ingen kan finde så meget som en plet på den. Hans omgivelser, hans samfund, hans venner, hans nærmeste og hans slægtninge skal tænke: »Der findes blandt os en person med en høj og ren karakter.«
Sammen med Koranen finder vi nøjagtig den samme lære i den rene sīrah. Guds Sendebuds (fvmh.) velsignede liv vidner om, at da han begyndte at kalde til sandhedens religion på Allahs vegne, var der ikke én eneste person i det samfund, hvor han havde tilbragt fyrre år af sit liv, som ikke talte for og roste hans ophøjede moralske karakter. Jo nærmere en person stod ham, desto mere hengiven var han over for ham. Det var netop de mennesker, for hvem ingen side af hans liv var skjult, som først anerkendte hans profetskab.
Hazrat Khadija (r.a.)
Hazrat Khadija (r.a.) var Huzurs (s.a.) inderste ledsager gennem de foregående femten år af hans ægteskabsliv. Hun var ikke en ung kvinde. Tværtimod var hun betydeligt ældre end Huzur (s.a.). Da Huzur (s.a.) modtog profetskabet, var hun femoghalvtreds år gammel. En sådan ældre, erfaren og forstandig kvinde, som i de foregående femten år havde set ham helt tæt på som sin ægtemand uden nogen form for afstand, kunne ikke være uvidende om nogen af sin mands fejl og mangler. En hustru kan ganske vist af hensyn til opfyldelsen af et verdsligt formål deltage i sin mands ulovlige handlinger, men under ingen omstændigheder kan hun acceptere, at denne mand kunne være profet, eller at han burde være profet. Hazrat Khadija (r.a.) havde derimod så stor tillid til og tro på Huzur (s.a.), at da han fortalte hende om begivenheden, hvor han modtog profetskabet, troede hun straks på ham uden at tænke et eneste øjeblik og uden den mindste tøven, og hun anerkendte hans profetskab.
Hazrat Zayd (r.a.)
Den anden blandt dem, der kendte ham helt tæt på, var Hazrat Zayd ibn Haritha (r.a.). Han kom ind i Huzurs (s.a.) husholdning som slave. Han kom til dette hjem, da han var femten år gammel. Da Huzur (s.a.) modtog profetskabet, var Zayd tredive år gammel; det vil sige, at han gennem hele femten år havde haft mulighed for at se og forstå Huzur (s.a.) fra alle sider af hans liv, mens han boede i Huzurs (s.a.) hjem. Hans opfattelse af Huzur (s.a.) blev endnu tydeligere gennem en begivenhed. Det forholder sig sådan, at han som lille blev væk fra sine forældre. Skæbnen førte ham til Huzur (s.a.). Da hans farbrødre fik at vide, at deres søn levede som slave et bestemt sted, kom de til Mekka. Dette fandt sted før Huzur (s.a.) modtog profetskabet. De kom og sagde til Huzur (s.a.):
»Hvis De frigiver vores søn, vil det være en stor venlighed over for os.«
Han sagde: »Jeg vil tilkalde drengen. Hvis han ønsker at tage med jer, vil jeg sende ham af sted sammen med jer. Men hvis han ønsker at blive hos mig, er jeg ikke en sådan mand, at jeg med magt vil skubbe nogen bort, som ønsker at blive hos mig.«
Som svar på dette sagde de: »De taler virkelig retfærdigt. Tilkald Zayd og find ud af, hvad sagen er.« Han sendte bud efter Zayd. Da Zayd kom frem, spurgte Huzur Aram (s.a.) ham:
»Kender du disse mennesker?«
Zayd sagde: »Ja, det er min far og min farbror.«
Huzur (s.a.w.) sagde: »De er kommet for at tage dig med hjem. Hvis du ønsker at tage med dem, kan du gøre det med glæde.«
Hans far og farbror sagde også det samme: »Vi ønsker at tage dig med.« Hazrat Zayd ibn Haritha svarede: »Jeg har set så mange smukke egenskaber hos denne mand, at jeg efter at have set dem ikke ønsker at forlade ham og vende tilbage til min far, min farbror og mine øvrige slægtninge.«
Dette var hans tjeners vidnesbyrd om Huzur (s.a.w.). En tjener er taknemmelig over for sin herre. Men han kan ikke blive så hengiven og knyttet til ham, at han får tro på sin herre. For at tjeneren skal tro, må der hos herren komme så fremragende en karakter, god opførsel, renhed og høj moral til udtryk, at tjeneren uden tøven accepterer, at hans herre virkelig er profet. Man må også huske, at Hazrat Zayd ikke var en mand med almindelige evner. Efter at statsstyret var blevet etableret i Medina, blev han betroet kommandoen over hæren i adskillige slag. Dette vidnesbyrd om Huzur (s.a.w.)’s karakter er således vidnesbyrdet fra en så kvalificeret person.
Hazrat Ali (r.a.)
Hazrat Abu Bakr (r.a.) havde fra tyve år før profetkaldelsen mulighed for at se og lære Huzur (s.a.w.) at kende som en nær ven. Deres venskab var således, at den ene var Muhammad (s.a.w.), og den anden Abu Bakr (r.a.). En ven holder meget af en anden ven og betror ham sine inderste tanker, men han kan ikke blive så hengiven, at han accepterer ham som profet. At Hazrat Abu Bakr (r.a.) uden tøven anerkendte hans profetkaldelse, beviser, at han gennem de lange tyve år havde set Huzur (s.a.w.) som et spejlbillede af ren karakter samt ophøjet sind og opførsel. Derfor anerkendte han uden tøven hans profetkaldelse og erklærede, at en person med så ophøjet sind og karakter nødvendigvis kan være profet, og at han også burde være profet.
Hazrat Ali (r.a.)
Jeg nævnte ikke Hazrat Ali (r.a.)’s navn først, fordi han på det tidspunkt kun var ti år gammel. Han blev opdraget i Allahs Sendebuds (s.a.w.) hjem. Men selv et tiårigt barn er bekendt med det personlige liv hos den, i hvis hus han bor, og som han opholder sig hos. Især for en person med så stor intellektuel begavelse som Hazrat Ali betyder det, at han, selv om han var ung, anerkendte hans profetkaldelse, fordi han kendte hans kærlighed, grænseløse renhed i karakteren samt ophøjede sind og værdighed.
Gennem de bedste eksempler på fromme handlinger blev det klart, at den, der kalder mennesker til noget, også må forme sit eget liv nøjagtigt efter denne da’wahs målestok; hans personlige liv må være et levende vidnesbyrd om og et spejlbillede af hans da’wah. Han må være udstyret med en ren karakter samt ophøjet sindelag og adfærd, så folk påvirkes af hans ord, når han træder frem på arenaen med kaldet til da’wah ilallah, så hans handlinger bærer vidnesbyrd om hans da’wah, og mennesker må erkende, at det, denne person siger, ikke kan være andet end sandt. Uanset om folk tager imod hans da’wah eller ej, må de tvinges til at erkende, at alt, hvad denne person siger, siger han oprigtigt, og at denne ideologi, denne principperklæring og denne da’wah er hans livsordning. Derfor sagde Abu Jahl, den nærmeste fjende af Rasul-e-Karim (saw), også engang:
“O Muhammad (saw)! Vi kalder dig ikke en løgner. Vi kalder den da’wah, som du er kommet med, for en løgn.” Det vil sige, at selv den værste fjende var et vidne om hans sandfærdighed. Dette er renheden i den moralske karakter samt det ophøjede sindelag og den ophøjede adfærd.
Den tredje egenskab er blevet nævnt således:
… og han erklærer: Jeg er muslim.
For at forstå betydningen af dette må man have det miljø i det ædle Mekka for øje, som jeg nævnte tidligere. I denne periode af profetskabet var det ikke nogen enkel eller ubetydelig sag for en person at erklære: ‘Jeg er muslim’. Tværtimod svarede det til at opfordre vilde dyr til at angribe én selv. Her bliver det altså klart, at den, der kalder til den sande din, ikke blot kalder til Allah og ikke blot er indehaver af fromme handlinger; han fornægter heller ikke, og skjuler heller ikke, at han er muslim, selv over for de værste fjender og i et stærkt fjendtligt miljø. Han føler hverken skam, tilbageholdenhed eller frygt ved at erkende og erklære, at han er muslim. Han erklærer tydeligt: ‘Ja, jeg er muslim; lad enhver gøre, hvad han vil.’ Med andre ord må en vigtig egenskab hos den, der kalder til din al-haqq, være, at han er en meget beslutsom og modig person. At kalde mennesker til Allahs vej er ikke en fej og kujonagtig persons opgave. Den, der bryder sammen ved den mindste modgang, kan aldrig kalde mennesker til Allahs vej. Den, der er værdig til at kalde mennesker til Allahs vej, er den, der har mod til at stå med islams banner selv i det mest fjendtlige, modstræbende og farlige miljø og ikke bekymrer sig om følgerne. Huzur (saw) var selv et virkeligt og fuldkomment eksempel på et sådant mod. I det yderst fjendtlige miljø i Mekka fremførte han åbent da’wah. Han opfyldte pligten til at vidne om sandheden og fortsatte denne bevægelse netop blandt mennesker, som tørstede efter hans blod, og som ikke sparede på den hårdeste tortur og mishandling af ham og hans sahaba. Selv i dette yderst fjendtlige, undertrykkende og ulykkelige miljø fremførte han da’wah uafbrudt i tretten år. Efter ankomsten til Medina ændrede miljøet sig, og han måtte møde frygtelige slag; heller ikke da veg han nogensinde et skridt tilbage. Da muslimerne i slaget ved Hunayn næsten stod over for nederlag, stod Huzur (saw) ikke blot urokkeligt på sin plads på slagmarken, men bevægede sig frem mod fjendens rækker, og han skjulte heller ikke, hvem han var. Han sagde:
Arabisk skal være——————
“Der er ikke det mindste spor af løgn; jeg er profeten, den helt sandfærdige. Vid, at jeg er Abd al-Muttalibs barnebarn.”
Denne erklæring fremsatte han på slagmarken under sådanne krigsforhold, hvor han befandt sig inden for fjendernes angrebsrækkevidde, og hvor der kun var to eller tre ledsagere tilbage hos ham. Selv på dette tidspunkt viste hans erklæring ‘Jeg er profeten’ tydeligt, at da’ien ilallah må være så modig og tapper. Hvis den, der kalder til da’wah, ikke er smykket med egenskaber som mod, beslutsomhed og tapperhed, er han slet ikke værdig til at begive sig ind på denne vej. Og selv hvis han begiver sig ud på den, vil han på grund af sin frygt og svaghed ende med at blive årsag til skade for hele bevægelsen.
Det er disse ord, jeg har lagt frem for jer. Hvis man tænker over disse ord, vil det stå helt klart, at selve disse ord udgør et fuldstændigt program for at kalde til Allahs vej. I overensstemmelse med dette er det muligt at arbejde ethvert sted og under alle forhold.
2. Daʿwat ilallah
En kort gennemgang af daʿwahens indledende fase:
Allah den Ophøjede udvalgte denne tjener af Ham (Muhammad, fred være med ham) i den berømte centrale arabiske by Mekka til at varetage profetskabets ansvar og befalede ham at begynde dette daʿwah-arbejde i sin egen by og blandt sin egen stamme, Quraysh. Ved begyndelsen af dette arbejde blev han givet den nødvendige vejledning, og den omfattede hovedsageligt tre slags indhold:
For det første blev han undervist i, hvordan profeten skulle berede sig selv til at påtage sig dette enorme ansvar, og på hvilken måde og med hvilke metoder han skulle arbejde.
For det andet blev der givet grundlæggende oplysninger om den sande virkelighed og dens mysterier, og de almindeligt udbredte fejlopfattelser om de dybtgående sandheder blev imødegået—de fejlopfattelser, som havde ført deres livsførelse ad en yderst vildledt vej.
For det tredje blev der kaldt til den rette livsførelse, og de grundlæggende moralske principper i den guddommelige vejledning blev analyseret—de principper, hvis efterfølgelse rummer menneskehedens evige velstand og lykke.
Som begyndelse på daʿwahen var disse indledende retningslinjer samlet i nogle få korte og prægnante udsagn, som var klare og flydende, yderst søde og behagelige, meget virkningsfulde og udsmykket med en ophøjet litterær stil, der passede til dem, som de blev rettet til. Derfor trængte de ind i tilhørernes hjerter og sind som pilespidser; på grund af deres søde og harmoniske udtryksform begyndte folk henført at fremsige og recitere dem.
Frem for alt var den stærkt præget af den lokale tankegang. Selvom der blev talt om evige sandheder, blev argumenter, beviser, vidnesbyrd og eksempler til at bevise deres sandhed hentet fra det nærmeste omgivende samfund, som tilhørerne havde et indgående kendskab til. Der blev talt om deres egen historie, deres nationale traditioner, de tegn, de dagligt iagttog, samt deres trosforestillinger, moralske karakter og sociale mangler, så de derved blev dybt påvirket.
Denne indledende fase af da’wahen varede omkring tre eller fire år. (Heraf udgjorde tre år den hemmelige da’wahs fase). I denne fase viste reaktionen på den ædle Profets (fred være med ham) da’wah sig på tre måder:
1) Nogle få retskafne og sandhedssøgende mennesker accepterede denne da’wah og blev rede til at slutte sig sammen i det muslimske ummah.
2) Et stort antal mennesker blev så optaget af uvidenhed, egoisme eller blind kærlighed til nedarvede skikke, at de besluttede sig for at bekæmpe den.
3) Den nye da’wahs stemme overskred Qurayshs og Makkahs grænser og trådte ind på et forholdsvis større område.
Fra da af begyndte denne da’wahs anden fase. I denne fase indledtes en voldsom og livstruende konflikt mellem den islamiske bevægelse og den gamle jahiliyyah, og eftervirkningerne fortsatte i otte eller ni år. Det var ikke kun i Makkah, og ikke kun blandt Quraysh-stammen; i størstedelen af Arabien satte tilhængerne af den gamle jahiliyyah alle kræfter ind på at udslette denne bevægelse. De begyndte på alle måder at forsøge at svække og tilintetgøre den. De førte heftige angreb med falsk propaganda, bagvaskelse, anklager, tvivl og alle mulige listige spørgsmål. De forsøgte at skabe forskellige former for propaganda og tilskyndelse i folkets hjerter. De forsøgte at forhindre fremmede i at høre den ædle Profet (fred være med ham) tale. De udsatte dem, der antog islam, for den mest brutale tortur og forfølgelse. På det økonomiske og sociale område afbrød de alle forbindelser med dem. De udsatte dem for så ubeskrivelig forfølgelse og undertrykkelse, at mange af dem måtte forlade deres hjem og foretage hijrah til Habashah to gange, og til sidst måtte de alle foretage hijrah til Madinah for tredje gang. På trods af denne intense modstand og de voksende hindringer fortsatte bevægelsen imidlertid med at brede sig omfattende. Der fandtes ingen slægt eller familie i Makkah, hvorfra ikke mindst én person havde antaget islam. Grunden til, at størstedelen af islams fjender var så indædte modstandere, var, at deres egne brødre, nevøer, sønner, svigersønner, døtre, søstre og svogre ikke blot havde accepteret den islamiske da’wah; de var også blevet hengivne tilhængere og hjælpere for islam. Deres egne kære børn var blevet aktive kæmpere imod dem. Det mest bemærkelsesværdige var desuden, at alle, der brød med den gamle jahiliyyah og sluttede sig til denne nye bevægelse, også i det jahiliske samfund blev anerkendt som de bedste mennesker. Som følge af deres tilslutning til bevægelsen blev de så retskafne, sandhedssøgende og besad så ren en moralsk karakter, at selve denne revolutionære gerning tydeliggjorde bevægelsens overlegenhed og særpræg i verdens øjne. Under denne lange og vanskelige konflikt og kamp fortsatte Allah Ta’ala med, efter tid, mulighed og behov, at åbenbare sådanne følelsesladede taler for Sin Profet, som rummede havets brusende strøm, oversvømmelsens uimodståelige kraft og ildens skarpe, brændende intensitet. I disse taler blev de troende på den ene side gjort bekendt med deres grundlæggende ansvar og pligter. Bevidstheden om et fælles menighedsliv blev vakt i dem, og de blev oplært i taqwa, ædel karakter, ren natur og et rent liv. De blev lært fremgangsmåden for at udbrede den sande dīn. De blev styrket gennem løftet om sejr og det glædelige budskab om Jannah. De blev opmuntret til med tålmodighed, fasthed og højt mod at føre jihad og kæmpe på Allahs vej. Der blev skabt en så uimodståelig iver i dem efter opofrelse, offer og selvhengivelse, at de blev rede til at møde alle farer, ulykker og modstandens himmelstræbende bølger. På den anden side blev modstanderne, de sandhedsafvisende og de mennesker, der var sunket ned i uagtsomhedens søvn, advaret ved at nævne de frygtelige ender for de folk, hvis historie de kendte godt. De blev formanet gennem omtalen af de ruiner, som de dag og nat rejste forbi på deres færd. Beviset for tawhid og akhirah blev fremlagt gennem de tydelige tegn på himlene og jorden, som dag og nat viste sig for deres øjne, og som de til hvert øjeblik i deres liv så og mærkede. Vildfarelsen i shirk, egenmægtighed, fornægtelse af det hinsidige og blind efterfølgelse af forfædrene blev påvist med klare beviser og argumenter, der trængte ind i deres sind. Derefter blev alle deres tvivl og betænkeligheder fjernet. Ethvert af deres spørgsmål fik et fornuftigt svar. Der blev fremlagt klare løsninger på de vanskelige problemer, som plagede deres sind eller skabte tvivl i andres sind. Jahiliyyah blev omringet fra alle sider på en sådan måde, at der ikke længere var den mindste plads til den i fornuftens og samvittighedens verden. Samtidig blev de advaret om Allahs vrede og forbandelse, Dommedagens frygtelige skikkelse og Jahannams hårde straf. De blev irettesat og bebrejdet for deres dårlige karakter, deres vildledte livsførelse, deres jahiliske skikke, deres modstand mod sandheden og deres forfølgelse af de troende. De store principper for moral og samfundsorden, som udgør grundlaget for den sandhedsbaserede civilisation, Allah har udvalgt, blev udførligt fremlagt for dem.
Denne fase bestod i sig selv af forskellige etaper, og i hver enkelt etape blev da’wah-arbejdet stadig mere omfattende og vidtspændende. Anstrengelserne og modstanden blev også stadig mere intense. Bevægelsen stod over for utallige grupper og undergrupper med forskellige synspunkter og indbyrdes modstridende aktiviteter. I overensstemmelse hermed blev åbenbaringernes indholdsmæssige variation fra Allah også stadig større. Hvis man betragter den detaljerede vejledning, som Profeten (fred være med ham) fik til at varetage dette store ansvar for den islamiske da’wah, kan man let forstå, hvilken storslået moralsk styrke der ryddede vejen frem i Makkahs hårde modstandstid, og hvilken indflydelse der tilskyndede bevægelsens deltagere til at møde alle kræfter og tålmodigt udholde alle prøvelser. Nedenfor beskriver vi denne vejledning punkt for punkt:
Hikmat- og den gode formanings metode i daʿwah
Det arabiske vil være————————–
»Kald folk til din Herres vej gennem hikmat og den gode formaning.« (An-Nahl 125)
Her siges det, at to metoder skal følges meget nøje, når man kalder til religionen: For det første hikmat. For det andet den gode formaning.
»At anvende hikmat i daʿwah betyder, at man ikke skal kalde til religionen på en tåbelig måde, som tåber gør. Man skal derimod tale intelligent og tage hensyn til tilhørerens sind, evner og fatteevne samt tale på det rette sted, tidspunkt og under de rette omstændigheder. Det er ikke rigtigt at forsøge at rette alle slags mennesker ud med den samme stok. Når man bringer daʿwah til en person eller en gruppe mennesker, skal man først fastslå, hvilken sygdom de lider af. Derefter skal man behandle den ved hjælp af sådanne argumenter og beviser, som kan udrydde sygdommens kilde helt fra dybet af deres sind.«
»Den gode formaning har to betydninger. For det første må man ikke anse det for tilstrækkeligt blot at overbevise tilhøreren med argumenter og beviser og holde ham tilfreds; man skal også vække hans følelser. Det er ikke nok blot at tilbagevise uret og vildfarelse med argumenter; man skal også vække det medfødte had og den medfødte afsky over for uret i mennesket og advare ham om dets onde konsekvenser. For at vise vejledningens og gode gerningers skønhed og renhed er intellektuelle argumenter og beviser ikke tilstrækkelige; samtidig må man skabe tiltrækning til og kærlighed for dem hos tilhøreren. For det andet skal formaningen gives med medfølelse, oprigtighed og inderlig omsorg. Tilhøreren må aldrig få den opfattelse, at den, der formaner, ser ned på ham og gør nar af ham, fordi han anser sig selv for at være noget stort. Derimod skal der skabes en sådan atmosfære, at tilhøreren kan mærke, at den, der formaner, virkelig nærer omsorg og en medfølende længsel efter hans forbedring, og at han i sandhed ønsker ham det gode.«
I samtale og diskussion er der ikke behov for at føre strid, polemisere eller demonstrere sin intellektuelle overlegenhed. Man skal afholde sig fra aggressiv diskussion, beskyldninger og sårende bemærkninger. Formålet med diskussionen eller samtalen må ikke være at besejre modparten eller slå stort på sin egen talekunst. Tværtimod skal samtale og ordveksling i daʿwah-arbejdet være blid og behagelig. Den, der kalder til religionen, skal udvise en høj grad af høflighed og anstændighed. Ens synspunkt skal underbygges med logiske og overbevisende argumenter og beviser. Under ingen omstændigheder må man lade trods, vrede eller aggressivitet opstå i tilhørernes sind. Man skal forsøge at forklare sit budskab for dem på en meget enkel og ligefrem måde. Når man mærker, at tilhøreren bevæger sig over i fejlagtig argumentation, skal man straks afslutte diskussionen med ham, så han ikke kommer endnu længere ud ad vildfarelsens vej.
For at kalde til sandhedens vej kræves et koldt hoved og den bedste fremgangsmåde tilpasset omgivelserne:
Den arabiske tekst lyder————
»Sig til Mine tjenere, Muhammad, at de skal tale på den bedst mulige måde. Satan forsøger i virkeligheden at skabe strid og splid mellem dem. Sandelig, Satan er menneskets åbenlyse fjende. Jeres Herre ved bedst, hvordan I har det. Hvis Han vil, kan Han vise jer nåde, og hvis Han vil, kan Han straffe jer. Og Vi har ikke sendt dig, profet, som menneskenes befuldmægtigede.« (Banī Isrāʾīl 17:53-54)
Det vil sige, at de troende ikke skal tale løgnagtigt, overdrevet eller forhastet, når de drøfter og taler med vantro, afgudsdyrkere og modstandere af deres religion. Uanset hvor uretfærdige og anstødelige ting modstanderne siger, må muslimer under ingen omstændigheder lade noget uretmæssigt eller uretfærdigt komme ud af munden, og i vrede må de ikke besvare noget dårligt med dårlige ord. De skal tale med koldt hoved og afveje deres ord efter situationen. Hvert af deres ord skal være retfærdigt og sandt og udtrykke den store daʿwas værdighed.
Hvis I nogensinde, mens I svarer på modstandernes ord, mærker, at vredens ild blusser op i jer, og føler, at jeres temperament er ved at komme ud af kontrol, skal I straks forstå, at dette er Satans værk. Han ophidser jer, så arbejdet med daʿwa til religionen bliver ødelagt. Han ønsker, at I ligesom jeres modstandere opgiver arbejdet med reform og forbedring og giver jer hen til den samme strid og splid, som han ønsker at holde hele menneskeheden fanget i.
Det kan aldrig komme ud af de troendes mund, at vi er paradisets beboere, mens den og den person eller de og de mennesker er helvedes beboere. Afgørelsen i denne sag ligger hos Allah. Selv profetens opgave var begrænset til at give daʿwa. Han fik ikke overdraget nøglerne til menneskenes skæbne, så han kunne afgøre, hvem der skulle få nåde, og hvem der skulle straffes.
Daʿwa-forkynderens status og ansvar:
Den arabiske tekst lyder———-
»Se, der er kommet et lys af indsigt til jer fra jeres Herre. Den, der handler ved hjælp af sit syn, handler til gavn for sig selv. Og den, der vælger blindhed, skader kun sig selv. Jeg er ikke jeres vogter.« (Al-Anʿām 6:104)
»Jeg er ikke sat til at vogte over jer« betyder, at mit ansvar kun består i at fremlægge for jer det lys, som er kommet fra jeres Herre. Derefter er det jeres opgave, om I vil åbne øjnene og se eller ej. Jeg er ikke blevet pålagt at tvinge øjnene op på dem, der holder dem lukkede, eller at vise dem det, de ikke vil se.
Arabisk tekst følger———
»O profet! Følg den åbenbaring, der er nedsendt til dig fra din Herre. Der findes ingen guddom undtagen Ham. Vær ikke optaget af afgudsdyrkerne. Hvis Allah havde villet det, ville de ikke have begået afgudsdyrkelse. Jeg har ikke udpeget dig til at vogte over dem. Du er heller ikke sat til at føre opsyn med dem.« (Al-An‘ām 106-107.)
Meningen med dette er, at du er blevet gjort til en da‘ī og formidler, ikke til en politibetjent. Du behøver ikke at blive ved med at forfølge dem. Dit ansvar er at fremlægge dette lys for folk og, så langt du formår, opfylde din pligt til at kundgøre sandheden uden at forsømme noget. Hvis nogen derefter ikke ønsker at acceptere denne sandhed, så lad dem være. Du er ikke blevet pålagt ansvaret for at gøre folk til tilhængere af sandheden. Det hører heller ikke til dit ansvar eller din regnskabspligt, at der inden for profetskabets grænser ikke må eksistere nogen, der følger falskheden. Derfor skal du ikke plage dit sind med spørgsmålet om, hvordan man kan give blinde syn, som ikke ønsker at åbne øjnene, eller hvordan man kan få dem til at se. Hvis Allahs vilje havde været, at der ikke måtte eksistere nogen, der fulgte falskheden i verden, hvilket behov havde Allah så for at få dette udført gennem dig? Kunne Han ikke med et enkelt takwīnī- ( )-tegn have gjort alle mennesker til tilhængere af sandheden? Men det har ikke været formålet fra begyndelsen. Formålet er, at mennesket skal gives frihed til at vælge mellem sandhed og falskhed. Derefter skal det prøves ved, at sandhedens lys fremlægges for det, så det viser, hvad det vælger mellem disse to. Derfor er den rette fremgangsmåde for dig, at du fortsætter ad den rigtige og lige vej i lyset af det lys, der er blevet vist dig, tager dem, der accepterer denne da‘wa, til dit hjerte og aldrig opgiver deres selskab, hvor ubetydelige og værdiløse de end måtte være i verdslig henseende. Men du skal ikke blive ved med at forfølge dem, der ikke vil acceptere denne da‘wa. Lad dem gå i den skæbnesvangre retning, som de selv ønsker at gå i, og som de med den største stædighed holder fast i for at nå.
Den lette måde at udbrede dīn på
Arabisk tekst følger———
»Og, o profet, Jeg gør den lette fremgangsmåde tilgængelig for dig. Fortsæt derfor med at formane. Hvis formaningen viser sig frugtbar.«
Det vil sige: O profet! Jeg ønsker ikke at gøre det vanskeligt for dig at udbrede dīn. Det er ikke dit ansvar at få de døve til at høre eller vise de blinde vejen. Jeg giver dig en let fremgangsmåde. Den består i, at du fortsætter med at formane, så længe du fornemmer, at nogen er rede til at drage nytte af det. Tilbage står spørgsmålet om, hvem der er rede til at drage nytte af det, og hvem der ikke er. I virkeligheden vil svaret på dette spørgsmål blive tydeligt gennem den almindelige da‘wa og tabligh. Derfor skal den almindelige tabligh og formidling fortsætte uden ophør. Formålet skal imidlertid være at finde de mennesker blandt Allahs tjenere, som vil drage nytte af denne formaning og følge den rette vej. Det er i virkeligheden disse mennesker, der fortjener at være dit oprigtige fokus, og din opmærksomhed skal udelukkende rettes mod deres undervisning og oplæring. Du behøver ikke at lade dem til side og blive optaget af dem, om hvem du gennem erfaring vil komme til at vide, at de ikke ønsker at acceptere denne formaning.
Hvem er de vigtige mennesker set fra et daʿwah-perspektiv?
Den arabiske tekst lyder:
»Og, Profet, skub ikke dem bort, som morgen og aften påkalder deres Herre og bestandigt søger Hans velbehag. Du er ikke ansvarlig for deres regnskab, og de er ikke ansvarlige for dit regnskab. Hvis du alligevel skubber dem bort, vil du høre til blandt de uretfærdige.« (Al-Anʿām 52)
Mange af dem, der i begyndelsen troede på Profeten (fred være med ham), var fattige og arbejdende mennesker. Blandt de øvrige spørgsmål, som Qurayshs store ledere og velstående folk stillede angående troen på Profeten (fred være med ham), var også dette: Rundt om ham har der jo kun samlet sig slaver, frigivne slaver og folk fra de lavere klasser i vores folk. Spottende sagde de: »Sikke nogle fornemme mennesker, denne mands ledsagere og tilhængere er! Bilāl, ʿAmmār, Suhayb og Khabbāb – det var altså netop disse mennesker, Allah fandt værdige til at udvælge blandt os.« De nøjedes ikke med at håne de troendes fattige kår; hvis nogen af dem før sin antagelse af troen havde udvist en moralsk svaghed, gjorde de også dette til genstand for hån og sagde: »En person, hvis karakter indtil i går var sådan, og som har gjort den slags ting, hører nu også til i denne udvalgte gruppe.« I vers 53 i selve sūraen Al-Anʿām gengives deres ord: »Er det disse, som Allah blandt os har vist nåde og gunst?« Dette vers er svaret på netop disse udtalelser. Versets betydning er: De mennesker, som kommer til dig i søgen efter sandheden, må du ikke skubbe bort for at tage hensyn til de store mænd. Selv hvis nogen havde begået en forbrydelse før sin antagelse af islam, vil du ikke være ansvarlig for det.
Beretningen om Ibn Umm Maktūm
En dag sad nogle af Mekkas ledere og samfundsnotabiliteter i Profetens (fred være med ham) forsamling. Profeten (fred være med ham) opmuntrede dem til at antage islam.¹ Imens kom en blind mand ved navn Ibn Umm Maktūm til Profeten (fred være med ham) og ønskede at spørge om islam. Da Profeten (fred være med ham) ikke ønskede at blive forstyrret på dette tidspunkt, vendte han ikke sin opmærksomhed mod ham. Det var i denne forbindelse, at sūraen ʿAbasa blev åbenbaret fra Allah den Ophøjede:
Den arabiske tekst lyder:
»Han rynkede panden og vendte sig bort, fordi den blinde kom til ham.« (ʿAbasa 1-2)
Ud fra talens indledning synes det umiddelbart, at denne sura irettesætter og bebrejder den ærede Profet (fvmh.), fordi han viste ringe interesse for den blinde og interesse og opmærksomhed over for de store høvdinge. Men ser man på hele suraen under ét, bliver det klart, at den grundlæggende udtrykker den yderste utilfredshed med de vantro Quraysh-høvdinge, som på grund af deres hovmod, selvtilstrækkelighed og modvilje mod sandheden afviste den ærede Profets (fvmh.) sande da‘wah med foragt. Samtidig blev Profeten (fvmh.) undervist i den rette fremgangsmåde ved udbredelsen af deen, og man gjorde ham opmærksom på fejlen i de metoder, han anvendte i den første fase af udførelsen af profetskabets opgave. Grunden til, at han viste ringe interesse for den blinde og rettede sin opmærksomhed mod Quraysh-høvdingene, var ikke, at han anså disse store mænd for ærefulde og højtstående og den stakkels blinde for ubetydelig. Det skyldtes heller ikke, må Allah beskytte os, at der fandtes nogen form for moralsk skævhed hos ham, som Allah den Ophøjede derfor irettesatte og bebrejdede ham for her. Nej, sagen forholdt sig slet ikke sådan. Det egentlige forhold er, at når en forkæmper for et ideal eller en da‘iy begynder sit da‘wah-arbejde, er hans naturlige mål, at de indflydelsesrige mennesker i samfundet skal acceptere denne da‘wah, så udbredelsesarbejdet bliver lettere. Ellers gør det i det væsentlige ikke den store forskel, selv hvis da‘wahen bliver vidt udbredt blandt almindelige mennesker uden indflydelse og anseelse, blandt de svage og de magtesløse. Ved begyndelsen af da‘wahen fulgte Profeten (fvmh.) omtrent denne handlingslinje. Den egentlige årsag var hans oprigtige hengivenhed og dybe engagement i den religiøse da‘wahs fremgang. Hans mål var ikke at ære de store og foragte de små. Men Allah den Ophøjede gjorde det klart for ham, at dette ikke er den rette og fejlfri fremgangsmåde for islamisk da‘wah. Set fra denne da‘wahs perspektiv er det derimod de mennesker, som søger sandheden, der har krav på betydning, uanset hvor svage, uden indflydelse og magtesløse de måtte være. Omvendt er de, som ikke elsker sandheden, helt uden betydning for denne bevægelse, uanset hvor højtstående de måtte være i samfundet. Islams kald skal ganske vist nå alle mennesker, men dit mål og din interesse bør rettes mod de mennesker, hos hvem der findes villighed til at tage imod denne store sandhed. At blive ved med kun at præsentere da‘wahen for de selvtilfredse og hovmodige mennesker, som på grund af deres stolthed mener, at de ikke har brug for dig, men at det er dig, der har brug for dem, er en alvorlig krænkelse af denne ophøjede da‘wahs høje værdighed. I den forbindelse siger Allah den Ophøjede:
Det skal være på arabisk——–
»O Profet! Hvordan kan du vide det? Måske ville han have renset sig, eller han ville have taget imod formaningen, og formaningen ville have været til gavn for ham. Den, der viser sig ligeglad, retter du din opmærksomhed mod, selv om du ikke står til ansvar for, at han ikke renser sig. Men den, der kommer løbende til dig og frygter, viser du uvilje over for. Aldrig! Dette er blot en formaning. Den, der vil, kan tage imod den.«
Her nævnes den grundlæggende sandhed om udbredelsen af deen, som den ærede Profet (fvmh.) på dette tidspunkt tilsidesatte. For at forklare dette irettesatte Allah den Ophøjede først den ærede Profet (fvmh.) for hans behandling af Ibn Umm Maktum. Derefter forklarede Han, hvad der bør tillægges egentlig betydning af dem, der udbreder den sande deen, og hvad der ikke bør tillægges betydning. Den ene persons kendetegn er, at hans ydre tilstand tydeligt viser, at han søger sandheden og er bange og ængstelig for at følge det falske og derved pådrage sig Guds vrede. Derfor kommer han selv til Profeten for at opnå viden om den sande vej. Den anden persons kendetegn er derimod, at hans ydre fremtræden og adfærd viser, at han ikke har nogen som helst kærlighed til sandheden. Han anser sig selv for at være hævet langt over behovet for at få vejledning til den sande vej. Forskellen mellem disse to slags mennesker består ikke i, at den enes antagelse af troen kan være til stor gavn for deen, mens den andens tro ikke kan være til nævneværdig gavn for deen. Det afgørende er derimod, hvem der er rede til at tage imod vejledning og forbedre sig selv, og hvem der er helt uforberedt på at værdsætte denne uvurderlige skat og fuldstændig uvidende om dens værdi. Selv hvis den første person er blind, lam, svag eller fattig og ud fra et ydre synspunkt ikke anses for egnet til at varetage noget stort ansvar for deens fremgang, vil han alligevel være den vigtige person for den, der udbreder sandheden. Det er ham, hans opmærksomhed skal rettes mod. For det egentlige formål med denne da‘wah er netop at reformere Guds tjenere. Ud fra denne persons tilstand kan man tydeligt forstå, at hvis han får en formaning, vil han forbedre og forandre sig selv. Hvad angår den anden slags menneske, er der, uanset hvor stor hans indflydelse og anseelse er i samfundet, intet behov for, at den, der udbreder den sande deen, løber efter ham. Hans ydre adfærd viser tydeligt, at han ikke har noget ønske eller nogen interesse i at modtage renselse og åndelig renhed. At forsøge at reformere ham er derfor ikke andet end spild af tid. Hvis han ikke ønsker at forbedre sig selv, vil han alene lide tabet. Den, der udbreder den sande deen, bærer intet ansvar for dette.
Den blinde, der omtales her, var den berømte sahabi Abdullah ibn Umm Maktum (må Allah være tilfreds med ham). Hafiz Ibn Abd al-Barr skriver i værket »Al-Isti‘ab«, og Hafiz Ibn Hajar skriver i værket »Al-Isabah«, at han var Hazrat Khadijahs (må Allah være tilfreds med hende) fætter på mødrenes side. Hans mor, Umm Maktum, og Hazrat Khadijahs far, Khuwaylid, var søskende. Når man kender dette slægtskabsforhold til Profeten (fvmh.), er der ingen som helst grund til at mistænke, at han vendte sig bort fra ham i irritation, fordi han anså ham for fattig eller af lav rang, og rettede sin opmærksomhed mod de fremtrædende mennesker, der var til stede foran ham. For slægtskabsmæssigt var han Profeten (fvmh.)s bror (mælkebror). Han tilhørte hans slægt. Han var på ingen måde en person uden anseelse. Den egentlige grund til, at Profeten (fvmh.) behandlede ham på denne måde, fremgår tydeligt af det ord, der i Koranen bruges om ham: ( ) (den blinde). Allah den Ophøjede bruger netop dette ord her som selve forklaringen på Profetens (fvmh.) manglende interesse. Profetens (fvmh.) sindsstemning var på dette tidspunkt sådan, at hvis blot én af de mennesker, som han forsøgte at føre til islam, tog imod vejledningen, kunne det blive en væsentlig årsag til islams styrkelse. Ibn Umm Maktum var derimod blind. På grund af sin begrænsning kunne han ikke være lige så gavnlig for islam, som man kunne håbe, hvis en af disse høvdinge tog imod islam. Derfor mente Profeten, at det ikke var rigtigt, at han på dette tidspunkt skulle afbryde samtalen. Det, han ønskede at vide og forstå, kunne han få at vide på et senere tidspunkt.
Visdommen ved at forkynde religionen
Det arabiske lyder:—
»Og diskuter ikke med Bogens folk, undtagen på den bedste måde.« (Al-Ankabut 46)
Det vil sige, at denne debat skal føres gennem fornuftige beviser og argumenter, et civiliseret og høfligt sprog samt gennem at forstå og lade andre forstå. Den grundlæggende hensigt med at forkynde religionen skal være at åbne tilhørerens hjertes dør, lade sandhedens ord trænge ind og forsøge at lede ham til den rette vej, så hans tankegang kan ændres. Han må ikke kæmpe som en bryder med det formål at ydmyge sin modstander. Han skal derimod handle som en klog læge, der under behandlingen af en sygdom hele tiden er på vagt, så patientens sygdom ikke forværres på grund af en fejl fra hans side, og som bestræber sig på, at patienten bliver rask med mindst mulig smerte. Her gives der i overensstemmelse med situationen vejledning om, hvordan man skal forholde sig under en debat med Bogens folk. Men denne vejledning gælder ikke kun specifikt Bogens folk; i forbindelse med at forkynde religionen er den derimod en generel vejledning, som er givet forskellige steder i Den Ærede Koran. For eksempel:
Det arabiske lyder:—
»Kald til din Herres vej med visdom og den bedste formaning, og diskutér med folk på den bedste måde.« (An-Nahl 125)
Det arabiske lyder:—
»Det gode og det onde er ikke det samme. Afværg [modstandernes angreb] på den bedste måde. Da vil du se, at selv den, der er din dødsfjende, er blevet en inderlig ven.«
Arabisk tekst følger—-
»Afværg det onde og uretfærdige på den bedst mulige måde. Vi ved, hvad de siger om jer.« (Al-Mu’minun 92)
Den rette fremgangsmåde i kaldet til sandheden
Arabisk tekst følger——-
»O Profet, anlæg en mild og overbærende holdning. Påbyd det, der er anerkendt som godt, og indlad dig ikke i diskussioner med de uvidende. Hvis Satan nogen sinde ophidser dig, så søg tilflugt hos Allah. Han hører alt og ved alt. De gudfrygtiges tilstand er i sandhed sådan, at hvis en ond tanke, foranlediget af Satans tilskyndelse, blot berører dem, bliver de straks opmærksomme og årvågne. Derefter kan de tydeligt se, hvad der er det rette at gøre. Hvad angår deres brødre og venner, så trækker Satan dem ad den vildfarne vej og undlader ikke at gøre noget for at føre dem på afveje.« (Al-A’raf 199-202)
I disse vers er Profeten (fred være med ham) blevet undervist i flere vigtige punkter vedrørende visdommen i kaldet til islam, forkyndelsen, vejledningen samt reform og forbedring. Formålet er ikke blot at undervise Profeten (fred være med ham), men også gennem ham at undervise alle de mennesker, som, som hans efterfølgere og repræsentanter, vil være rede til at vise verdens mennesker den rette og lige vej. Nedenfor følger disse lærdomme og grundprincipper i rækkefølge:
1. En af de vigtigste egenskaber hos den, der kalder til sandheden, er, at han skal være mild, ydmyg, tålmodig og storsindet. Over for sine medarbejdere skal han være mild og kærlig, over for almindelige mennesker omsorgsfuld og medfølende, og over for modstandere særdeles tålmodig. Selv i et vanskeligt og spændingsfyldt miljø skal han bevare roen. Han skal være så tålmodig, at han kan udholde hård modstand fra indædte modstandere og sine egne medarbejderes svagheder. Selv fuldstændig uudholdelige ord skal han storsindet lade passere. Uanset hvor hårde ord, løgne, bagvaskelse, smerte og lidelse samt helt ondsindede hindringer og forhindringer der kommer fra modstandernes side, skal han tage imod alt dette med storsind og overbærenhed. Hårdhed, barsk behandling, bitre ord og hævngerrig ophidselse virker som gift for dette ophøjede arbejde. Det får arbejdet til at bryde sammen og gå i stykker; det får det ikke til at vokse. Profeten (fred være med ham) beskrev dette således: Min Herre har befalet mig, at »jeg skal tale retfærdigt, både når jeg er vred, og når jeg er tilfreds. Den, der bryder forbindelsen med mig, vil jeg knytte forbindelse til. Den, der berøver mig min retmæssige ret, vil jeg give hans retmæssige ret. Den, der gør mig uret, vil jeg tilgive.« Også dem, som han på egne vegne sendte ud for at udbrede religionen, gav han samme vejledning:
Arabisk tekst følger—–
Det vil sige: »Hvor I end kommer, skal jeres ankomst være et glædeligt budskab for folk – ikke noget, der vækker had og utilfredshed. I skal gøre det let for folk – ikke gøre det vanskeligt og strengt.« Allah den Ophøjede har også lovprist netop denne egenskab hos den Ædle Profet (fred være med ham) og sagt:
Den arabiske tekst lyder således—–
»Det vil sige: Det er en nåde fra Allah, at du er meget mild over for folk. Hvis du havde været hårdhjertet og grov, ville de ganske vist have fjernet sig fra dig.« (Āl ʿImrān 159)
2. Daʿwahens til Haqqs succes ligger i, at den, der kalder til den, i stedet for store filosofiske og subtile teorier direkte lærer folk maʿrūf – det vil sige enkel og tydelig godhed: de ting, som almindelige mennesker anser for gode, eller som deres almindelige fornuft er tilstrækkelig til at erkende som gode. Når denne metode anvendes, påvirker den sande vejleders appel både almindelige mennesker og de lærde. Daʿwahen trænger gennem tilhørernes ører og når af sig selv ind til deres hjerter. De, som råber og skaber uro imod en sådan maʿrūf-daʿwah, skaber selv grundlaget for deres eget nederlag og for daʿwahens succes. For uanset hvor dybt mennesker normalt er sunket ned i had og fjendskab, begynder de gradvist af sig selv at væmmes ved sandhedens modstandere og drages mod dem, der kalder til sandheden, når de på den ene side ser et høfligt menneske med en ophøjet karakter kalde til enkel og retfærdig godhed, mens de på den anden side ser en gruppe mennesker, der i deres modstand mod ham forkaster al moral og menneskelighed og griber til usle handlinger. Til sidst er det kun de personer, der er knyttet til det falske samfundssystem, som bliver tilbage på konfrontationens arena, eller de mennesker fortsætter med at modsætte sig, hvis hjerter gennem blind efterfølgelse af fortidens folk eller gennem uvidende had og fjendskab ikke længere rummer evnen eller styrken til at antage sandhedens vej. Dette er den hikmah, som ved at blive fulgt førte til den Ædle Profets (fred være med ham) succes i Arabien. Derefter begyndte islams strøm på kort tid at flyde så stærkt i de omkringliggende lande, at 100 procent af indbyggerne nogle steder, 80 procent andre steder og 90 procent atter andre steder blev muslimer.
3. I daʿwah-arbejdet er det lige så vigtigt at oplære sandhedssøgende mennesker i maʿrūf, som det er nødvendigt for den, der kalder til daʿwah, at være på vagt, uanset hvor meget de forsøger at trække ham ind i diskussioner og stridigheder. Han bør kun henvende sig til og tale med sådanne mennesker, som er rede til at forstå denne daʿwah med fornuft og intellekt. Hvis en uvidende person begynder at opføre sig uvidende og indleder meningsløse diskussioner, skænderier og bitre ordvekslinger, må dāʿī-e Haqq nægte at stille sig som hans modstander. For der er ingen gevinst ved at lade sig indvikle i dette skænderi. Tabet er derimod, at den kraft, som den, der kalder til daʿwah, burde have brugt på at udbrede, fremme og reformere dīn, går til spilde i meningsløse aktiviteter.
4. I forbindelse med den vejledning, der blev givet i punkt tre, er der yderligere denne vejledning: Når dāʿī-e Haqq mærker, at hans sind bliver ophidset på grund af modstandernes undertrykkelse, overgreb, fordærv samt deres uvidenhedsafslørende spørgsmål og anklager, må han straks forstå, at dette ikke er andet end Satans tilskyndelse. Han må da søge beskyttelse hos Allah, så Han beskytter Sin tjener mod at overskride grænserne i denne ophidselse og ikke lader ham miste besindelsen på en sådan måde, at han udfører noget, der kan skade Haqqs daʿwah. Haqqs daʿwah kan under alle forhold kun udføres med ro. Det er kun det skridt, der tages efter grundig overvejelse og i overensstemmelse med stedets, forholdenes og tidens muligheder, som kan være rigtigt – ikke et skridt, der tages efter at være blevet besejret af ophidselse. Men Satan ønsker eller tåler aldrig, at dette arbejde udbredes. Derfor forsøger han hele tiden gennem ens egne brødre og venner at angribe den, der kalder til daʿwah, og tilskynder ham til at svare på angrebet, som om det absolut må besvares. Denne Satans tilskyndelse, som han fremkalder i den, der kalder til daʿwah, skjuler sig ofte under store bedrag og religiøse udtryk. Men indeni findes der ikke andet end ren selvhævdelse. Derfor siges det i de sidste to vers, at de gudfrygtige straks bliver forsigtige og på vagt, når de mærker en satanisk aktivitet eller indflydelse eller en ond tanke i deres indre. Derefter kan de klart se og forstå, hvilken princip og handlemåde der i denne situation vil være gavnlig for dīnens daʿwah, og hvad dīnens daʿwah kræver under disse omstændigheder. De, der er nedsunket i selvtilbedelsens mørke, og som derfor har et broderligt forhold til satanerne, kan aldrig holde stand over for Satans tilskyndelse. Efter at være blevet besejret af den begynder de at vandre på den vildfarne vej. Derefter driver Satan dem overalt efter eget ønske, og ingen steder standser deres færd. For hver fornærmelse fra modstanderne har de selv en fornærmelse, og for hver sammensværgelse og fordærvshandling fra modstanderne har de selv en sammensværgelse og fordærvshandling parat.
Denne drøftelse rummer også et almindeligt, kortfattet udsagn. Det er, at mennesker med taqwā normalt lever på en anden måde end mennesker uden taqwā. De, som virkelig frygter Allah og oprigtigt ønsker at holde sig fra uret og synd, er sådan, at de straks mærker uro og smerte, hvis blot en lille ond tanke kaster sin skygge over en krog af deres sind. Det er ligesom den smerte, man mærker, når en torn stikker i fingeren, eller når et støvkorn kommer i øjet. Da de ikke er vant til onde tanker, uretfærdige ønsker, begær og dårlige hensigter, er disse ting i strid med deres natur. Ligesom mennesker med et rent sind føler ubehag, når en torn trænger ind i foden, snavs kommer i øjet, eller en ren klædning rammes af en plet snavs. Så snart de mærker denne uro og dette ubehag, åbnes deres øjne, deres sind bliver årvågent, og de går straks i gang med at ryste dette skadelige snavs af sig. De er ikke som de mennesker, der hverken frygter Allah eller ønsker at holde sig fra uret og synd, og hvis sind stemmer overens med Satan. Onde tanker, dårlige ønsker og uærlige hensigter hvirvler rundt i deres sind. Men selv om de er sunket ned i alt dette snavs, mærker de ingen form for ubehag eller unormalitet i sig selv. Det er som en gryde, hvor svinekød bliver tilberedt, uden at det overhovedet falder dem ind, hvad der bliver tilberedt i den. Eller som en renovationsarbejder, hvis krop fra top til tå er smurt ind i snavs, men som ikke selv mærker, hvad der sidder på hans krop.
Daʿwah til Allahs vej i et miljø præget af stærk modstand
Det arabiske vil være——–
»Og hvem taler bedre end den, der kalder til Allah, gør gode gerninger og siger: Jeg er muslim?«
I det foregående vers blev de troende trøstet og opmuntret. Derefter blev deres opmærksomhed i dette vers rettet mod den egentlige opgave, og de blev tilskyndet til det formål, for hvis skyld de var blevet muslimer. I det foregående vers blev det sagt til dem, at det at vælge Allahs tilbedelses vej, holde fast på den og ikke afvige fra den er en god gerning, som gør mennesket til englenes ven og giver det ret til Paradiset. Nu omtales det næste trin, som ikke kan overgås af noget andet trin. Det er, at I selv skal gøre gode gerninger og opfordre andre mennesker til at tilbede Allah og underkaste sig Ham. Selv i et miljø præget af voldsom modstand, hvor det at tale om islam og bekende sig til den indebærer, at man udsætter sig selv for fare, skal I med rank ryg sige: »Jeg er muslim.« For fuldt ud at forstå betydningen af Allah den Højestes ord er det nødvendigt at have det miljø og den situation for øje, hvori disse ord blev sagt. Forholdene dengang var således, at så snart en person offentligt bekendte, at han var muslim, følte han, som om han var trådt ind i en jungle fuld af rovdyr, hvor hvert dyr løb omkring for at flå ham i stykker og æde ham. Den, der gik et skridt videre og åbnede munden for at udbrede islam, var som en, der kaldte på rovdyrene og sagde: »Kom og riv mig i stykker og spis mig.« Det var under disse vanskelige forhold, at det blev sagt, at det uden tvivl er en meget stor og grundlæggende god gerning, at et menneske accepterer Allah som sin Herre og følger den rette vej. Men den højeste form for god gerning er i dette miljø at erklære: »Jeg er muslim«, at kalde Allahs tjenere til at underkaste sig Ham uden at bekymre sig om følgerne, og under udførelsen af dette arbejde at holde sine egne handlinger så rene, at det ikke bliver muligt at finde nogen fejl hos islam eller islams fanebærere.
At imødegå det onde med den bedste godhed
Det siges videre:
Det arabiske vil være———–
»O Profet! Det gode og det onde er ikke det samme. Imødegå det onde med den godhed, der er allerbedst. Så vil du se, at de, der nærede det dybeste fjendskab mod dig, er blevet dine inderste venner.«
For at forstå dette vers’ fulde betydning må man have det miljø og den situation for øje, hvori Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og gennem ham hans følgere fik denne vejledning. Forholdene var dengang således, at kaldet til sandheden blev mødt med ekstrem stædighed og en hård, aggressiv holdning. Der blev anvendt alle mulige midler imod det. Hver eneste gruppe blandt modstanderne var optaget af at skabe tvivl og mistanke om ham i folkets sind. Han og hans ledsagere blev udsat for alle slags lidelser, forfølgelse og pinsler. Som følge heraf blev en hel del muslimer så udmattede, at de blev tvunget til at forlade landet. På dette tidspunkt blev der udarbejdet en plan for at standse Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, prædikearbejde: En gruppe ballademagere og støjende mennesker blev hele tiden sat til at følge efter ham. Så snart han åbnede munden for at kalde til sandheden, begyndte de at lave så meget larm, støj og skrigeri, at ingen kunne høre hans ord. Det var i sandhed en meget følsom situation. Udadtil syntes alle veje til at udbrede religionen at være lukkede. Det var netop under sådanne forhold, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fik denne vejledning om at knuse modstandernes tænder.
Allerede i den første sætning siges det, at godhed og ondskab, det gode og det onde, ikke er det samme. Det betyder, at uanset hvor stor en storm af synd og uretfærdighed jeres modstandere tilsyneladende skaber, og uanset hvor svag, hjælpeløs og magtesløs godheden måtte synes i mødet med den, er ondskab og uretfærdighed i virkeligheden svage og hjælpeløse i deres egen natur. Derfor kan et menneske i sidste ende ikke undgå at hade uretfærdighed og synd af natur. Det er ikke kun syndens og uretfærdighedens ledsagere, men selv deres fanebærere føler inderst inde, at de er løgnere og undertrykkere, og at de handler uretfærdigt og hensynsløst for deres egne interessers skyld. Netop dette ødelægger deres anseelse i deres egne øjne i stedet for at skabe tillid til dem hos andre. Og en tyv slår sig ned over deres hjerter; hver gang de tager et skridt imod deres modstandere, bliver deres mod og beslutsomhed svækket indefra. Hvis godheden, som udadtil synes fuldstændig hjælpeløs og magtesløs, fortsætter med at arbejde uafbrudt mod denne uretfærdighed og synd, vil den til sidst sejre. For det første rummer godheden en vældig kraft, som påvirker og betager menneskers hjerter. Uanset hvor dårligt og fordrejet et menneskes moralske karakter bliver, kan det ikke undgå at føle godhedens værdi i sit indre. Når godhed og ondskab går i åben kamp med hinanden, og det skjulte i dem begge bliver lagt åbent frem for alle, vil der efter en langvarig konflikt og kamp kun være meget få mennesker tilbage, som ikke har mistet respekten for uretfærdighed og synd og er blevet knyttet til og hengivet til godheden.
For det andet siges det, at synd ikke blot skal bekæmpes med godhed, men med godhed af den allerbedste og højeste kvalitet. Det vil sige: Hvis nogen behandler jer uretfærdigt, så skal I tilgive ham. Det vil være en god gerning. Men godhed af den højeste kvalitet består i, at når en person behandler jer dårligt, så gør I ham en tjeneste og viser ham velvilje, så snart lejligheden byder sig.
Om resultatet af dette siges det, at selv den værste fjende til sidst vil blive en nær ven. For sådan er menneskets natur. Hvis nogen fornærmer jer, så forhold jer tavse. Det vil uden tvivl være en god gerning. Men det vil ikke lukke munden på den, der fornærmer jer; hvis I som svar på hans fornærmelser ønsker ham alt godt, må selv den mest skamløse modstander blive gjort skamfuld. Derefter vil det ikke længere være let for ham at tale ondt om jer. En person lader ingen mulighed for at skade jer gå forbi, mens I tåler alle hans overgreb. Det vil måske gøre ham endnu dristigere i sine onde handlinger. Men hvis han en dag er på vej til at blive ramt af en skade, og I redder ham fra den, vil han være nødt til at kaste sig for jeres fødder. For ingen form for ondskab kan bestå over for en sådan godhed. Alligevel er det ikke rigtigt at gøre denne regel til en fast eller almengyldig regel, som om godhed på dette høje niveau skulle gøre enhver dødsfjende til en nær ven. Der findes også mennesker med så usle sjæle, at giften i deres stik ikke mindskes det mindste, uanset hvor fuldkomment menneskeligt I handler ved at tilgive deres overgreb og gengælde deres dårlige behandling med godhed. Men sådanne yderst usle mennesker er så sjældne, som mennesker, der oprigtigt ønsker andres vel, er sjældne.
Vigtigheden af tålmodighed i kaldet til sandheden
Derefter siges det:
Det skal være på arabisk——–
“Denne egenskab tilfalder kun dem, der er tålmodige. Og denne rang kan kun opnås af dem, der er særdeles heldige.”
Det vil sige: Selvom denne opskrift er meget effektiv, er dens anvendelse og praktiske gennemførelse ikke noget, man kan tage let på eller gøre til en leg. Det kræver et vældigt mod og en stærk sjæl, fast beslutsomhed, stort mod, tålmodighed og selvbeherskelse. En person kan måske i en kort periode udføre en stor god gerning som svar på uretfærdighed. Det er ikke noget usædvanligt. Men når en person år efter år må kæmpe vedholdende mod disse mennesker, der følger falske veje og begår onde handlinger, for den sande religions skyld—mennesker, som ikke tøver med at overskride nogen som helst moralsk grænse og er berusede af magt og styrke—så er det ikke noget, et almindeligt menneske kan klare: at møde den vedvarende synd med godhed, ja, godhed af højeste kvalitet, uden så meget som én gang at bryde selvbeherskelsens barriere. Dette kan kun gøres af den, der med et roligt sind har truffet en fast beslutning om at fremme og etablere den sande religion; som har underlagt sin sjæl viden, fornuft og samvittighed, så ingen ond handling eller beskidte opførsel fra modstanderne kan få ham til at falde ned fra denne høje rang eller få ham til at miste tålmodigheden.
Og det blev sagt: »Denne rang kan kun opnås af dem, der er særligt heldige.« Dette er naturens lov. Det er mennesker med en meget høj rang, der er udstyret med disse egenskaber. Og den, der besidder disse egenskaber, kan ingen magt i verden forhindre i at nå frem til succesens mål. Det er på ingen måde muligt, at mennesker på det laveste niveau gennem deres usle opførsel, modbydelige konspirationer og umenneskelige handlinger skulle kunne besejre ham.
At søge tilflugt hos Gud mod Satans tilskyndelser
Til sidst er der blevet sagt:
Det arabiske vil være——
»Hvis I mærker nogen tilskyndelse fra Satan, så søg tilflugt hos Allah.« (Den samme sura, vers 36)
Når Satan ser, at man i konflikten mellem sandhed og falskhed møder usselhed med høflig og anstændig opførsel og møder uretfærdighed og ondskab med retfærdighed og godhed, bliver han dybt bekymret. Han ønsker, at sandhedens vej kæmpere – især deres ledende personer og frem for alt deres leder – på en eller anden måde blot én gang begår en sådan fejl, at man på dette grundlag kan sige til folk: »Se, uretfærdigheden kommer ikke kun fra den ene side. Selv om den ene part har udvist dårlig opførsel og gjort noget uretfærdigt, er folkene på den anden side heller ikke så højtstående. Til sidst har de også begået den og den uretfærdige handling.«
Mennesker har som regel ikke engang evnen til at sammenligne den ene parts overdrivelser med den anden parts svar. Så længe de kan se, at disse mennesker, over for modstandernes enhver form for usle, nedrige og uretfærdige opførsel, ikke afviger det mindste fra anstændighedens, høflighedens, godhedens og retfærdighedens vej, vil de fortsat blive dybt påvirket af dem. Men hvis disse mennesker begår en eller anden form for uretfærdighed eller gør noget lavt i forhold til deres værdighed – selv som svar på en meget stor overdrivelse – bliver de to parter i deres øjne lige. Og modstanderne får en anledning til at svare på ét hårdt ord med tusind fornærmelser. Det er på grundlag af dette følsomme forhold, at der er blevet sagt: »Vær på vagt over for Satans bedrag og tilskyndelser.« Han vil udgive sig for at være din meget velmenende og omsorgsfulde ven og tilskynde og ophidse dig ved at sige: »Denne overdrivelse kan under ingen omstændigheder tåles«, »Der må gives et knusende svar på den og den bemærkning«. »I bør kæmpe mod dette angreb, ellers kan I kaldes kujoner.« Hver gang I i en sådan situation mærker uønsket ophidselse og tilskyndelse i jer selv, skal I straks være på vagt og forstå, at dette bestemt er Satans værk. Han ønsker at gøre jer blinde af vrede og få jer til at tage et fejlagtigt skridt. Når I først er blevet på vagt, må I ikke tænke: »Jeg er i stand til at kontrollere min ophidselse; Satan kan ikke få mig til at tage et forkert skridt.« At fastholde en sådan opfattelse af sin egen dømmekraft og beslutsomhed er endnu et meget farligt bedrag fra Satan. I stedet for alt dette skal I søge tilflugt hos Allah. For kun hvis Han giver vejledning og beskytter, kan mennesket blive skånet for fejl og vildfarelser.
Den bedste tafsir af dette vers er den hændelse, som imam Ahmad (r.h.) har overleveret fra Abu Huraira (r.a.) i sin Musnad. Han siger: En gang blev en mand ved med at fornærme Abu Bakr (r.a.) groft, mens Profeten (s.a.w.) var til stede. Abu Bakr (r.a.) lyttede stiltiende til hans fornærmelser, og Profeten (s.a.w.) smilede, da han så det. Til sidst brast al-Siddiqs (r.a.) tålmodighed. Han svarede også manden med nogle hårde ord. Så snart disse ord kom ud af hans mund, blev Profeten (s.a.w.) stærkt utilfreds, hvilket tydeligt kunne ses på hans velsignede ansigt, og han rejste sig straks og gik derfra. Abu Bakr rejste sig også og fulgte efter ham. Undervejs spurgte han om grunden til dette og sagde: »Mens manden blev ved med at fornærme mig, sad du stille og smilede, men da jeg svarede ham, blev du utilfreds.« Profeten (s.a.w.) sagde: »Så længe du forholdt dig tavs, var der en engel hos dig, som svarede manden på dine vegne. Men da du selv begyndte at tale, kom Satan i englens sted. Jeg kan ikke sidde sammen med Satan.«
Den, der formidler sandhedens da’wah, må være uselvisk
At den, der kalder til sandheden, er fuldstændig uselvisk, er et klart bevis på hans oprigtighed og hengivenhed til sandheden. Det er gentagne gange blevet sagt i Den Ædle Koran, at Profeten ikke har nogen egeninteresse i det arbejde, han udfører ved at kalde til Allah; tværtimod ofrer han sit liv for Allahs tjeneres velbefindende.
I Sura al-An’am er det blevet sagt:
Den arabiske tekst lyder——
»O Profet, sig: Jeg beder jer ikke om nogen betaling for dette arbejde med da’wah og tabligh. Det er blot en almen formaning og vejledning for alle verdens beboere.« (Vers 90)
I Sura Yusuf er det blevet sagt:
Den arabiske tekst lyder—-
Og, o Profet, du kræver ikke nogen betaling af dem for dette arbejde. Det er blot en almen formaning for alle verdens beboere.« (Vers 104)
Til udseende er den ædle Profet (fred være med ham) blevet tiltalt i denne tale. Men i virkeligheden er tiltalen rettet til hele gruppen af de vantro. Hensigten er at få dem til at forstå dette: O Allahs tjenere, hvor uretfærdig er ikke denne stædighed! Hvis Profeten havde påbegyndt dette arbejde med da‘wa og tabligh for at opnå en personlig fordel, eller hvis han havde ønsket noget for sig selv, ville I med rette have haft mulighed for at sige: Hvorfor skulle vi rette os efter denne selviske mands ord? Men I kan se, at han er helt uselvisk. Han fremsætter uselvisk et budskab til gavn for jer og for hele verden. Hvem ville da uden grund strides med ham? Lyt til hans ord med et åbent sind; hvis det tiltaler jer, så følg det, og hvis I ikke ønsker det, så lad være.
Det siges i Sura al-Mu’minun:
Den arabiske tekst skal være———
»O Profet, beder du dem om noget? Det, din Herre giver dig, er bedre for dig. Og Han er den bedste af alle, der skænker forsørgelse.« (Vers 72)
Det vil sige, ingen troende kan med nogen rimelighed rette den beskyldning mod dig, at du driver denne virksomhed for at opnå en personlig fordel. Du havde en fremragende forretning, men nu er du sunket ned i fattigdom. Hele folket betragtede dig med respekt og anseelse, og alle viste dig ære og respekt. Nu hører du skældsord, der bliver kastet sten efter dig, og endda er dit liv blevet kastet ud i en alvorlig krise. Du levede tidligere fredeligt og tilbragte lykkelige dage med din hustru og dine børn. Nu er du blevet involveret i en så hård konflikt, at du ikke har tid til at hvile et eneste øjeblik. Og frem for alt er du gået ind på arenaen med et budskab, som har gjort hele landet til din fjende. Hvem vil sige, at dette er en selvisk mands handling? Den selviske person søger derimod energisk lederskab ved at tage parti for sit folk og sin stamme. Sådanne mennesker går ikke som du ind på arenaen med et budskab, der udgør en stor udfordring for deres folks interesser; og lige fra begyndelsen har du forsøgt at rive rødderne op på det, som Quraysh-stammens herredømme over de arabiske afgudsdyrkere er grundlagt på.
Det siges i Sura Saba:
Den arabiske tekst skal være——
»Sig: O Profet, hvis jeg virkelig har bedt jer om nogen belønning, så er den til jeres eget bedste. Min belønning påhviler Allah, og Han er vidne til enhver sag.«
Der kan være to betydninger af det første sætningsled. Den ene betydning er: Hvis jeg virkelig har bedt om nogen belønning, så er den til jeres eget bedste. Den anden betydning er: Hvis jeg virkelig har bedt om nogen belønning, så er det ikke andet end jeres eget velbefindende. Betydningen af den sidste del af sætningen er: Lad den, der fremsætter anklager og bagvaskelse, fortsætte med at fremsætte hvilken som helst anklage, han ønsker. Allah ved alt. Allah er vidne på, at jeg er et uselvisk menneske, og at jeg ikke gør dette for nogen personlig interesse.
I sura Sād siges det:
Den arabiske tekst kommer her—
‘Sig: Jeg beder jer ikke om nogen betaling for at forkynde denne religion, og jeg er heller ikke blandt dem, der opdigter.’ (Sād 86)
Det vil sige: Jeg er ikke blandt de mennesker, der fremsætter falske påstande for at etablere deres egen overlegenhed og forsøger at udgive sig for at være noget, de ikke er. Dette blev ikke blot sagt gennem profeten Muhammad (fred være med ham) for at meddele det til Mekkas vantro; hans fyrre år lange liv blandt disse vantro før profetgerningen står tværtimod som vidnesbyrd om det. Selv de små drenge og piger i Mekka vidste, at profeten Muhammad (fred være med ham) ikke var en bedrager. Ikke én person i hele hans folk havde nogensinde hørt ham sige noget, der kunne give anledning til mistanke om, at han ønskede at blive til noget eller forsøgte at gøre sig indflydelsesrig.
I sura At-Tur og sura Al-Qalam siges det:
Den arabiske tekst kommer her—
‘O profet, beder du dem om betaling, så de bliver knust under byrden af en bøde, der opkræves med tvang?’ (At-Tur 40, Al-Qalam 46)
Spørgsmålet er ikke rettet til Profeten (s.a.w.), men i virkeligheden til de vantro. Meningen er, at hvis Profeten (s.a.w.) havde krævet betaling af jer eller havde udført disse bestræbelser for at opnå en personlig fordel, ville I i det mindste have haft en rimelig grund til at holde jer på afstand af ham. Men I ved selv, at han er fuldstændig uselvisk i sin da‘wa, og at han ofrer sig helt for jeres velbefindende. Hvilken grund kan der så være til, at I ikke engang er rede til roligt at lytte til hans ord? Dette spørgsmål rummer også en fin ironi. Ligesom de kunstige religiøse ledere og tjenere ved religiøse helligdomme overalt i verden drev de religiøse ledere og lærde præster blandt arabernes mushrikūn åbenlyst religiøs handel. Det er i denne forbindelse, at de bliver stillet følgende spørgsmål: På den ene side opkræver disse religiøse handelsmænd åbenlyst betaling hos jer for nadhr og niyāz samt for udførelsen af enhver religiøs handling. På den anden side forsøger en mand helt uselvisk, og ovenikøbet efter at have ødelagt sin egen handel og forretning, at vise jer den lige og rette vej i dīn med stærke argumenter og beviser. Sig nu: Hvad kan det være andet end åbenlys tåbelighed, at I vender ryggen til denne store mand og løber efter disse religiøse handelsmænd?
Der findes kun ét vers i denne forbindelse, som giver anledning til nogen diskussion. Verset lyder:
Den arabiske tekst lyder: —-
»O Profet, sig til disse mennesker: Jeg kræver ingen betaling af jer for dette. Men jeg ønsker bestemt kærlighed på grund af slægtskabet.« (ash-Shūrā 23)
Blandt mufassirūn er der betydelig uenighed om den egentlige betydning af ordet »nærhed« her.
En gruppe har forstået det som slægtskab. De har forklaret versets betydning således: »Jeg kræver ingen betaling af jer for dette arbejde. Men jeg ønsker bestemt, at I (qurayshitterne) bevarer slægtskabsbåndet mellem jer og mig. Det var jeres pligt at følge mine ord. Men hvis I ikke vil følge dem, så skal I i det mindste ikke blandt alle arabere spille den ledende rolle i jeres fjendskab mod mig.« Dette er den tafsīr, der tilskrives ʿAbdullāh ibn ʿAbbās, og som gennem talrige overleveringskæder er citeret af Imām Aḥmad, al-Bukhārī, Muslim, at-Tirmidhī, Ibn Jarīr, at-Ṭabarānī, al-Bayhaqī, Ibn Saʿd og andre. Mujāhid, ʿIkrimah, Qatādah, as-Suddī, Abū Mālik, ʿAbd ar-Raḥmān ibn Zayd ibn Aslam, ad-Daḥḥāk, ʿAṭāʾ ibn Dīnār og andre fremtrædende mufassirūn har også givet denne tafsīr.
En anden gruppe har forstået »nærhed« som at søge nærhed og tilnærmelse. Ifølge dem er versets betydning: »Jeg kræver ikke andet af jer i dette arbejde end, at følelsen af nærhed til Allah må blive vakt iblandt jer«—det vil sige: at I retter jer op. Det er det hele; dette er min belønning. Denne tafsīr er overleveret fra Ḥasan al-Baṣrī. Der findes også et udsagn fra Qatādah, som støtter den. I en overlevering fra at-Ṭabarānī er en tilsvarende opfattelse endog tillagt Ibn ʿAbbās. Et andet sted i den ærede Koran er dette emne omtalt med følgende ord:
Den arabiske tekst lyder: —-
Sig til disse mennesker: “Jeg beder jer ikke om noget for dette. Min belønning er blot, at den, der ønsker det, følger sin Herres vej.” (Al-Furqan 57)
Den tredje gruppe har fortolket ordet som “slægtninge”. Ifølge dem er versets betydning: “I skal elske mine nærmeste slægtninge – ud over dette beder jeg jer ikke om nogen belønning for dette arbejde.” Nogle af denne gruppes medlemmer mener derefter, at “de nærmeste slægtninge” omfatter hele Abd al-Muttalibs efterkommere. Andre begrænser det udelukkende til Ali, Fatima (r.a.) og deres børn. Denne fortolkning er overleveret fra Sa’id ibn Jubayr (r.a.) og Amr ibn Shu’ayb (r.a.). I nogle overleveringer tilskrives denne fortolkning også Ibn Abbas og Ali ibn Husayn (Zayn al-Abidin). Men denne fortolkning kan af flere grunde på ingen måde accepteres. For det første var Ali og Fatimas ægteskab endnu ikke indgået, da sura ash-Shura blev åbenbaret i Mekka – for slet ikke at tale om, at de havde fået børn. Og ikke alle Abd al-Muttalibs efterkommere var på det tidspunkt blevet Profetens (s.a.w.) ledsagere; mange af dem stod tværtimod åbent sammen med hans fjender. Abu Lahabs fjendskab er kendt af hele verden. For det andet var Profetens (s.a.w.) slægtninge ikke kun Abd al-Muttalibs efterkommere. Gennem hans mor, hans far og hans ærede hustru Khadija (r.a.) havde han slægtninge i alle Qurayshs familier. På samme måde fandtes der i alle Qurayshs familier både hans mest fremragende ledsagere og hans værste fjender. Hvordan kunne Profeten (s.a.w.) blandt disse værste mennesker betegne netop Abd al-Muttalibs efterkommere som sine slægtninge og anmode om, at de skulle vies en særlig kærlighed? Den tredje pointe i denne forbindelse er den vigtigste. En profet, der indtager en meget høj rang og kalder mennesker til Allah, ville, selv fra denne ophøjede position, ved at kræve betaling for dette store arbejde – at folk skulle elske hans slægtninge – udføre en yderst lav handling. Intet anstændigt menneske kan blot forestille sig, at Allah skulle lære Sin profet noget sådant, eller at profeten skulle stille sig foran Quraysh og sige sådan. I de fortællinger om profeterne, der omtales i Koranen, ser vi, at enhver profet tydeligt meddelte sit folk: “Jeg beder jer ikke om nogen betaling; min belønning påhviler Allah den Almægtige.” (Yunus 72, Hud 29, 51, ash-Shu’ara 109, 127, 145, 164, 180). I sura Ya-Sin angives det som et kriterium for at kontrollere profetens sandfærdighed, at profeten er helt uselvisk i sit da’wah-arbejde (vers 21). I Koranen er Profeten (s.a.w.) selv gentagne gange blevet befalet at sige: “Jeg beder jer ikke om nogen betaling”; dette er allerede citeret ovenfor. Hvordan kan der efter dette være tale om, at han skulle sige: “Til gengæld for det arbejde, jeg udfører med at kalde jer på Allahs vegne, skal I elske mine slægtninge”? Når vi desuden ser, at denne tale ikke er rettet til de troende, men til de vantro, fremstår et sådant udsagn endnu mere malplaceret. Hele talen ovenfor er rettet til de vantro, og den efterfølgende henvendelse er også rettet til dem. Hvordan kan spørgsmålet om at kræve nogen form for betaling af modstanderne overhovedet opstå i denne sammenhæng? Man kan kun kræve betaling af mennesker, som anser arbejdet for meget værdifuldt, og for hvis skyld man har tilrettelagt udførelsen af dette værdifulde arbejde. Hvilken værdi tillagde de vantro Profetens (s.a.w.) store arbejde, så han skulle kunne sige til dem: “Til gengæld for den store tjeneste, jeg yder jer, skal I elske mine slægtninge”? Tværtimod betragtede de dette arbejde som en stor fejl og forbrydelse, og derfor ønskede de endog at tage hans liv.
Ved begyndelsen af da’wah-arbejdet blev der lagt særlig vægt på troen på det hinsides
Da Allahs Sendebud (s.a.w.) begyndte at udbrede islam i det ophøjede Mekka, hvilede hans arbejde på tre grundlag. For det første: Ingen må regnes som Allahs medgud i Hans guddommelighed. For det andet: Allah den Almægtige havde udvalgt ham som Sit eget sendebud. For det tredje: En dag vil denne verden blive ødelagt, hvorefter en anden verden vil blive skabt. Da vil alle mennesker fra den første til den sidste blive genopvakt og blive ført frem på Genopstandelsens Mark med netop den krop, som de havde handlet med. Derefter vil der blive aflagt regnskab for deres trosforestillinger og alle deres handlinger. Ved dette regnskab vil de, der viser sig at være troende og retskafne, for evigt træde ind i Paradiset. Derimod vil de, der viser sig at være vantro og syndige, for evigt blive beboere i Helvede.
Selv om det var vanskeligt for Mekkas indbyggere at acceptere det første af disse tre udsagn, benægtede de dog ikke Allahs eksistens. De anerkendte også Allah som den største Herre, Skaberen og Forsørgeren, og de indrømmede, at de andre, som de havde taget som guder ved siden af Allah, også var skabt af Allah. Deres uenighed med dem drejede derfor alene om, hvorvidt disse guder havde nogen andel i Herrens egenskaber, magt, myndighed og i selve guddommelighedens væsen.
Mekkas indbyggere var ikke rede til at acceptere det andet udsagn. Men det var umuligt for dem at benægte, at Profeten (s.a.w.) havde levet iblandt dem i hele fyrre år, før han fremsatte sit krav på profetskab, og at de i denne lange periode aldrig havde set ham som en løgner, en bedrager eller en, der tog ulovlige midler i brug for at varetage sine egne interesser. De havde altid støttet og lovprist hans intelligens, dømmekraft, sunde fornuft og høje moralske karakter. Derfor var det, trods alle mulige bortforklaringer og opdigtede anklager, ikke blot umuligt at få andre til at tro på disse påstande; de kunne heller ikke selv acceptere dem som sande. For når Profeten (s.a.w.) var sandfærdig og fulgte sandheden i alle forhold, hvordan kunne han så – måtte Allah beskytte os! – være løgner netop i spørgsmålet om sit krav på at være Sendebud?
På denne måde var de første to punkter ikke nær så anstødelige for Mekkas indbyggere som det tredje. Da dette punkt blev forelagt dem, gjorde de især nar af det. Da de hørte om sagen, udtrykte de den største forundring og forvirring og begyndte, fordi de anså den for urimelig og umulig, forskellige steder at udbrede, at den var ufattelig og uacceptabel. Men for at føre dem til islam var det nødvendigt at gøre dem troende på det hinsidige. Hvis de ikke anerkendte muligheden af det hinsidige, ville det være helt umuligt for dem at antage en korrekt tankegang om sandhed og falskhed, ændre grundlaget for valget mellem godt og ondt, opgive vejen, hvor man tilbeder denne verden, og følge den vej, som islam har anvist. Derfor blev der i de tidlige suraer, som blev åbenbaret i Mekka al-Mukarrama, gjort den største indsats for at grundfæste troen på det hinsidige i menneskers hjerter. Også når der blev fremført beviser for dette, anvendte man naturligvis en metode, hvorved forestillingen om tawhid samtidig naturligt fæstnede sig i folks sind. Fra tid til anden blev argumenter og beviser for Sandhedens Sendebuds og den ædle Qurans sandhed også kort behandlet.
3. Profeten Muhammads tre år med hemmelig dawah
Tre år med hemmelig dawah
Allah lærte sin profet særlig visdom, så han kunne overbringe budskabet om profetskabet. I overensstemmelse hermed begyndte han ikke straks ved begyndelsen af sit virke at bekendtgøre profetskabet og udføre en almindelig dawah. I stedet arbejdede han i de første tre år på hemmelig vis med at bringe islam til de retskafne mennesker, som gennem rene beviser, argumenter og fornuft var villige til at acceptere tawhid og forkaste shirk. Desuden blev sagen også gjort kendt for visse pålidelige mennesker, som man kunne stole på, indtil Allahs Sendebud besluttede at begynde den almindelige bekendtgørelse og offentligt at kalde til Allah. I dette arbejde viste Abu Bakrs indflydelse sig at være den mest virkningsfulde.
Af denne grund har al-Tabari og Ibn Hisham skrevet, at han var meget selskabelig og munter af sind. På grund af sine smukke og fine egenskaber var han meget populær blandt sit folk. Blandt Quraysh var der ingen større kender af slægter end ham. Ingen kendte Qurayshs gode og dårlige mennesker samt deres fejl og fortrin bedre end Abu Bakr.
Der fandtes heller ingen anden. Handel var hans erhverv. Han var berømt for sine gode og redelige forretninger. Hans folks medlemmer omgikkes ham mere og sad ofte sammen med ham på grund af hans viden, hans handel og hans gode opførsel. Han udnyttede denne mulighed og bragte på dette tidspunkt dawah til pålidelige og betroede mennesker. En hel del mennesker blev muslimer, fordi de blev tiltrukket af hans dawah. Derefter bragte enhver, der blev muslim, islams budskab videre til de retskafne mennesker blandt sine venner. På dette tidspunkt bad muslimerne i stilhed på afsides steder i Mekka, så ingen skulle få at vide, at de havde ændret religion.
Etableringen af et dawah-center og et samlingssted i al-Arqams hus
Der var kun gået to et halvt år. På dette tidspunkt indtraf en hændelse, som gav anledning til frygt for, at der kunne opstå en konflikt med de vantro i Mekka, før tiden var inde. Det er overleveret fra Ibn Ishaq: En dag fik polyteisterne i Mekka øje på muslimerne, mens de bad i en dal, og begyndte at skælde dem ud som svage og feje. Efterhånden som ordvekslingen udviklede sig, opstod der en konflikt mellem de to grupper. Da Sa’d ibn Abi Waqqas kastede et kamelben mod en mand, blev mandens hoved flænget. Ibn Jarir og Ibn Hisham har berettet kort om denne hændelse. Men Hafiz Umavi har i sin bog om maghazi nedskrevet en detaljeret beretning om hændelsen og sagt, at den mand, hvis hoved blev flænget, var Abd Allah ibn Qat al fra Banu Taym. Efter denne hændelse gjorde Profeten straks huset tilhørende al-Arqam, som lå nær Safa-bjerget, til muslimernes samlingssted og til et center for dawah og tabligh. Muslimerne samledes her for at bede, og mennesker, der i hemmelighed ønskede at blive muslimer, begyndte også at komme hertil. I islams historie er al-Arqams hus blevet berømt for altid. Selv efter afslutningen på de tre år med hemmelig dawah, da den offentlige, almindelige dawah begyndte, forblev al-Arqams hus muslimernes center. Det var her, Profeten kom. Muslimerne samledes hos ham, når han kom hertil, og indtil de blev interneret i Shi’b Abi Talib, var dette hus blevet tildelt den centrale status som islams dawah-center.
Oversigt over tre års hemmelig da’wa
Lad os se rapporten over, hvor meget der blev udrettet i løbet af de tre års hemmelige da’wa, før den offentlige da’wa blev drøftet. Lad os også undersøge, hvilke personer fra hvilke af Quraysh-stammerne der blev muslimer, og hvem blandt Qurayshī-mawlā-slaverne¹ samt de mandlige og kvindelige slaver der antog islam. Efter omfattende forskning og undersøgelse har vi nedenfor nedskrevet en liste over de indsamlede navne, som ikke findes samlet noget andet sted.²
Banu Hashim: (1) Ja’far ibn Abu Talib (r.a.) (2) Hans hustru Asma bint Umays al-Khath’ami. Hun var ikke fra Quraysh³ (3) Safiyya bint Abd al-Muttalib (Profetens faster og Hazrat Zubayrs mor). (4) Arwa bint Abd al-Muttalib (r.a.) (Profetens faster og mor til Tulaib ibn Umayr (r.a.)).
Banu Abd al-Muttalib: (5) Ubayda ibn al-Harith ibn al-Muttalib (r.a.).
Banu Abd Shams ibn Abd Manaf: (6) Abu Hudhayfa ibn Utba ibn Rabi’a (r.a.) (7) Hans hustru Sahla bint Suhayl ibn Amr (r.a.).
Banu Umayya: (8) Uthman ibn Affan (r.a.) (9) Hans mor Arwa bint Qurayz (r.a.) (10) Khalid ibn Sa’id ibn al-As ibn Umayya (r.a.) (hans far Sa’ids kunya var Abu Uhayha) (11) Hans hustru Umayma bint Khalaf al-Khuza’iyya (r.a.) (nogle har skrevet hendes navn som Umayna) (12) Umm Habiba bint Abu Sufyan (r.a.) (hun var først hustru til Ubaydullah ibn Jahsh. Senere opnåede hun status som Umm al-Mu’minin).
Fra Banu Umayyas allierede stammer: (13) Abdullah ibn Jahsh ibn Riyab (14) Abu Ahmad ibn Jahsh (15) Ubaydullah ibn Jahsh¹. De var fra Banu Ghanm ibn Dudan, sønner af Profetens faster Umayma bint Abd al-Muttalib og brødre til Umm al-Mu’minin Zaynab bint Jahsh.
Banu Taym: (16) Asma bint Abu Bakr (r.a.) (17) Umm Ruman (r.a.) (Hazrat Abu Bakrs hustru og mor til Hazrat Aisha og Abd al-Rahman ibn Abu Bakr) (18) Talha ibn Ubaydullah (r.a.) (19) Hans mor Sa’ba bint al-Hadrami (r.a.) (20) Harith ibn Khalid (r.a.).
Fra Banu Tayms allierede stamme: (21) Suhayb ibn Sinan ar-Rumi (r.a.).
Banu Asad ibn Abd al-Uzza: (22) Zubayr ibn al-Awwam (r.a.) (Hazrat Khadijas nevø og Huzurs fætter på fædrene side) (23) Khalid ibn Huwaylid (r.a.) (Hakim ibn Huwaylids bror og Hazrat Khadijas nevø) (24) Aswad ibn Nawfal (r.a.) (25) Amr ibn Umayya (r.a.).
Banu Abd al-Uzza ibn Qusay: (26) Yazid ibn Zam’a ibn al-Aswad (r.a.).
Banu Zuhra: (27) Abd ar-Rahman ibn Awf (r.a.) (28) hans mor Shifa bint Awf (r.a.) (29) Sa’d ibn Abi Waqqas (r.a.) (hans egentlige navn var Malik ibn Uhayb) (30) hans bror Umayr ibn Abi Waqqas (r.a.) (31) hans bror Amir ibn Abi Waqqas (r.a.) (32) al-Muttalib ibn Azhar (r.a.) (Abd ar-Rahman ibn Awfs fætter) (33) hans hustru Ramla bint Abi Awf as-Sahmiyya (r.a.) (34) Tufayl ibn Azhar (r.a.) (35) Abdullah ibn Shihab (r.a.) (på mødrene side var han Imam az-Zuhris morfar).
Blandt Banu Zuhras allierede: (36) Abdullah ibn Mas’ud (r.a.) (han var fra Hudhayl-stammen og boede i Mekka som allieret med Banu Zuhra). (37) Utba ibn Mas’ud (r.a.) (Abdullah ibn Mas’uds bror) (38) al-Miqdad ibn Amr al-Kindi (r.a.) (Aswad ibn Abd Yaghuth havde taget ham som allieret) (39) Khabbab ibn al-Aratt (r.a.) (40) Shurahbil ibn Hasana al-Kindi (r.a.) (41) Jabir ibn Hasana al-Kindi (r.a.) (Shurahbils bror) (42) Junada ibn Hasana (r.a.) (Shurahbils bror).
Banu Adi: (43) Sa’id ibn Zayd ibn Amr ibn Nufayl (r.a.) (Hazrat Umars svoger og fætter) (44) Zayd ibn Khattab (r.a.) (Hazrat Umars søster) (45) Zayd ibn Khattab (r.a.) (Hazrat Umars storebror) (46) Amir ibn Rabi’a al-Anazi (r.a.) (han var allieret med Banu Adi. Khattab havde taget ham til sig som søn. Hans kunya var Abu Abdullah al-Anazi) (47) hans hustru Layla bint Abu Hasma (r.a.) (48) Ma’mar ibn Abdullah ibn Nadma (r.a.) (49) Nu’aym ibn Abdullah an-Nahham (r.a.) (50) Adi ibn Nadla (r.a.) (51) Urwa ibn Abu Uthatha (r.a.) (Arams bror på mødrene side) (52) Mas’ud (r.a.) ibn Suwayd ibn Haritha ibn Nadala.
Blandt Banu Adis allierede: (53) Waqid ibn Abdullah (Khattab havde indgået en beskyttelsesaftale med ham og givet ham beskyttelse) (54) Khalid ibn Bukayr ibn Abd Yalil al-Laythi (r.a.) (55) Yas (r.a.) (56) Amir (r.a.) (57) Aqil (r.a.).
Banu Abd ad-Dar: (58) Mus’ab ibn Umayr (r.a.) (59) Abu Rum ibn Umayr (r.a.) (Mus’abs bror) (60) Firas ibn an-Nadr (r.a.) (61) Jahm ibn Qays (r.a.).
Banu Jumah: (62) Uthman ibn Maz’un (må Allah være tilfreds med ham) (63) hans bror Qudamah ibn Maz’un (må Allah være tilfreds med ham) (64) hans bror Abdullah ibn Maz’un (må Allah være tilfreds med ham) (65) Sa’im ibn Uthman ibn Maz’un (må Allah være tilfreds med ham) (66) Ma’mar ibn Harith ibn Ma’mar (må Allah være tilfreds med ham) (67) hans bror Hatib ibn Harith (må Allah være tilfreds med ham) (68) hans hustru Fatimah bint Mujallal Amiri (må Allah være tilfreds med hende) (69) Ma’mars bror Khattab ibn Harith (må Allah være tilfreds med ham) (70) hans hustru Fuka’ihah bint Yasar (må Allah være tilfreds med hende) (71) Sufyan ibn Ma’mar (må Allah være tilfreds med ham) (72) Nubaih ibn Uthman (må Allah være tilfreds med ham).
Banu Sahm: (73) Abdullah ibn Hudhafah (må Allah være tilfreds med ham) (74) Khunais ibn Hudhafah (må Allah være tilfreds med ham), svigersøn til Umar (den første ægtemand til Hafsah, de troendes moder, må Allah være tilfreds med hende) (75) Hisham ibn As ibn Wa’il (må Allah være tilfreds med ham) (76) Harith ibn Qais (må Allah være tilfreds med ham) (77) hans søn Bashil ibn Harith (må Allah være tilfreds med ham) (78) hans anden søn Ma’mar ibn Harith (må Allah være tilfreds med ham) (79) Qais ibn Hudhafah (må Allah være tilfreds med ham) (Abdullah ibn Hudhafahs bror) (80) Abu Qais ibn Harith (må Allah være tilfreds med ham) (81) Abdullah ibn Harith (må Allah være tilfreds med ham) (82) Sa’ib ibn Harith (må Allah være tilfreds med ham) (83) Hajjaj ibn Harith (må Allah være tilfreds med ham) (84) Bashir ibn Harith (må Allah være tilfreds med ham) (85) Sa’id ibn Harith (må Allah være tilfreds med ham).
Fra Banu Sahms allierede: (86) Umair ibn Riyab (må Allah være tilfreds med ham) (87) Mahmiyah ibn Jaz’u (må Allah være tilfreds med ham) (han var morbror til Umm al-Fadl, Abbas’ hustru).
Banu Makhzum: (88) Abu Salamah Abdullah ibn Abd al-Asad (må Allah være tilfreds med ham) (Profetens (fred være med ham) fætter gennem hans faster og hans mælkebror. Den første ægtemand til Umm Salamah, de troendes moder) (89) hans hustru Umm Salamah (må Allah være tilfreds med hende). (Hun og hendes mand Abu Salamah var nære slægtninge til Abu Jahl) (90) Arqam ibn Abu al-Arqam (må Allah være tilfreds med ham) (der er allerede tidligere nævnt noget om Arqams hus) (91) Ayyash ibn Abu Rabi’ah (må Allah være tilfreds med ham) (Abu Jahls morbror og fætter til Khalid ibn al-Walid) (92) hans hustru Asma bint Salamah al-Tamimi (må Allah være tilfreds med hende) (93) al-Walid ibn al-Walid ibn al-Mughirah (må Allah være tilfreds med ham) (94) Hisham ibn Abu Hudhaifah (må Allah være tilfreds med ham) (95) Salamah ibn Hisham (må Allah være tilfreds med ham) (96) Hashim ibn Abu Hudhaifah (må Allah være tilfreds med ham) (97) Habbar ibn Sufyan (må Allah være tilfreds med ham) (98) hans bror Abdullah ibn Sufyan (må Allah være tilfreds med ham).
Fra Banu Makhzums allierede: (99) Yasir (må Allah være tilfreds med ham) (Ammar ibn Yasirs far) (100) Ammar ibn Yasir (må Allah være tilfreds med ham) (101) hans bror Abdullah ibn Yasir (må Allah være tilfreds med ham).
Banu Amir ibn Lu’ayy: (102) Abu Sabrah ibn Ruhm (må Allah være tilfreds med ham) (søn af Profetens (fred være med ham) faster Barrah bint Abd al-Muttalib) (103) hans hustru Umm Kulthum bint Suhail ibn Amr (må Allah være tilfreds med hende) (Abu Jandals søster) (104) Abdullah ibn Suhail ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham) (105) Hatim ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham) (Suhail ibn Amrs bror) (106) Salim ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham), Suhail ibn Amrs bror). I værket al-Isabah omtales han som Suhail ibn Amrs nevø) (107) Sakran ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham) (Suhail ibn Amrs bror og den første ægtemand til Sawdah bint Zam’ah, de troendes moder) (108) hans hustru Sawdah bint Zam’ah (må Allah være tilfreds med hende) (efter Sakrans død opnåede hun status som en af de troendes mødre) (109) Yaqazah bint Alqamah, Salit ibn Amrs hustru (i værket al-Isabah er hun nævnt som Umm Yaqazah, og Ibn Sa’d siger, at hendes navn var Fatimah bint Alqamah) (110) Malik ibn Zam’ah (må Allah være tilfreds med ham) (den ærede Sawdahs bror) (111) Ibn Umm Maktum (må Allah være tilfreds med ham).
Banu Fihr ibn Malik: (112) Abu Ubaidah ibn al-Jarrah (må Allah være tilfreds med ham) (113) Suhail ibn Baida (må Allah være tilfreds med ham) (114) Sa’id ibn Qais (må Allah være tilfreds med ham) (115) Amr ibn Harith ibn Zuhair (må Allah være tilfreds med ham) (116) Uthman ibn Abd Ghanam ibn Zuhair (må Allah være tilfreds med ham) (den ærede Abd al-Rahman ibn Awfs fætter gennem hans faster) (117) Harith ibn Sa’id (må Allah være tilfreds med ham).
Banu Abd Qusay: (118) Tulaib Umair (må Allah være tilfreds med ham) (søn af Profetens (fred være med ham) faster Arwa bint Abd al-Muttalib).
De ovenfor nævnte personer var alle knyttet til de store klaner blandt Quraysh. Desuden antog et betydeligt antal mawlaer, slaver og slavinder islam i løbet af de tre år med hemmelig da’wah. Deres navne er angivet nedenfor: (119) Umm Ayman Baraka bint Tha’laba (hun tog sig af Profeten (fred være med ham) og opfostrede ham på sit skød fra hans barndom). (120) Zinnira, en romersk kvinde (frigiven slavinde tilhørende ‘Amr ibn Mu’ammil). (121) Bilal ibn Rabah (må Allah være tilfreds med ham) (han var slave hos Umayya ibn Khalaf). (122) Hans mor Hamama (må Allah være tilfreds med hende). (123) Abu Fukayha Yasar al-Jahmi (må Allah være tilfreds med ham), den frigivne slave tilhørende Safwan ibn Umayya. (124) Lubayba – slavinde hos Mu’ammil ibn Habib. (125) Umm ‘Ubay s (må Allah være tilfreds med hende), slavinde hos Banu Taym ibn Murra eller Banu Zuhra. (Den første opfattelse tilskrives al-Zubayr ibn Bakkar og den anden al-Baladhuri). (126) ‘Amir ibn Fuhayra (må Allah være tilfreds med ham) (slave hos Tufayl ibn ‘Abdullah). (127) Sumayya (må Allah være tilfreds med hende) (mor til ‘Ammar ibn Yasir og slavinde hos Abu Hudhayfa ibn al-Mughira al-Makhzumi).
Blandt ikke-Qurayshitterne var følgende blandt dem, der antog islam i denne tidlige periode i Mekka: (128) Mihjan ibn Adra al-Aslami (må Allah være tilfreds med ham). (129) Mas’ud ibn Rabi’a ibn ‘Amr (må Allah være tilfreds med ham). Han tilhørte Qarra-klanen blandt Banu Uluhun ibn Khuzayma.
Da disse 129 personer således blev føjet til de første fire muslimer, blev deres samlede antal 133. Før den offentlige da’wah begyndte, havde de troet på Profeten (fred være med ham) og sluttet sig til det muslimske fællesskab. [1]
De var mennesker med et fast sind, et roligt hjerte og rene tanker. Udelukkende gennem fornuft og almindelig forstand kunne de forstå shirkens skadelighed. De havde accepteret tawhids betydning og sandhed. De anerkendte Muhammad (fred være med ham), forstod Koranen som Allahs ord og den eneste vej til deres vejledning, og erkendte det hinsidige liv som en uundgåelig, storslået sandhed. Efter at have opbygget denne oprigtige og religiøst velbevandrede skare af medarbejdere begyndte Profeten (fred være med ham) efter Allahs befaling offentligt arbejdet med den islamiske da’wah.
Arabisk skal være——
“Vor Herre! Vær tålmodige. Vis fasthed over for dem, der følger falskheden. Rejs jer og gør jer umage for at tjene sandheden, og bliv ved med at frygte Allah. Måske vil I få succes.” (Ali ‘Imran 200)
[1. Ibn ‘Abd al-Barr skriver i værket Al-Isti’ab, og Ibn al-Athir i værket Usd al-Ghaba: “Det siges, at Umm al-Fadl, Abbas’ hustru, var den første kvinde, der antog islam efter Khadija.” Hvis dette er korrekt, bliver antallet af muslimer i denne tidlige periode 134. Denne kvindes egentlige navn var Lubaba bint al-Harith. Hun var søster til de troendes mor, Maymuna,, moster til Khalid ibn al-Walid og søster på mødrene side til Asma bint Umays, Ja’far ibn Abi Talibs hustru. Da formuleringen “det siges” om hende efter deres opfattelse er et svagt udsagn, har vi ikke nævnt hendes navn på listen. – Forfatteren]]