Vidnesbyrdet om sandheden

[Dette er en tale af Maulana Maududi (rahimahullah). Han holdt denne tale ved Jamaat-e-Islamis konference i Lahore den 30. december 1946. Konferencen blev afholdt i Muradpur nær Sialkot.]

Al lovprisning tilkommer Allah Ta’ala, som er den eneste Skaber, Ejer og Hersker over hele universet. Han styrer dette verdensalt gennem sin uendelige viden, nåde og magt. Han skabte menneskeheden, skænkede den uvurderlige evner som viden, samvittighed og fornuft og ophøjede den til værdigheden som Hans khalifa på jorden. Han har gennem tiderne, ved hjælp af profeterne, åbenbaret bøgerne for at vejlede menneskene. Må Allahs nåde strømme over alle disse ærede og retskafne tjenere af Ham, som kom til verden for at lære menneskene sand menneskelighed, som gjorde menneskene bevidste om formålet med deres liv, og som viste dem den rette måde at leve på. Alt det lys af vejledning, moralsk renhed, fromhed og gudfrygtighed, der i dag ses i verden, er frugten af disse retskafne tjenere af Allahs vejledning. Verdens mennesker vil aldrig kunne glemme den nåde, de har vist.

Kære venner, vi opdeler vores konferencer i to dele. I den ene del sætter vi os sammen, gennemgår og vurderer vores arbejde og rådfører os om, hvordan det kan føres videre. I den anden del forelægger vi da’wah for den almindelige befolkning på konferencestedet. Dagens konference afholdes netop med dette sidstnævnte formål. Vi gør jer nu den ulejlighed blot for at fortælle jer, hvad vi kalder folk til, eller hvad vores da’wah går ud på.

Vores da’wah

Vores da’wah henvender sig for det første til dem, der er muslimer af afstamning, og for det andet til alle menneskegrupper, der ikke er muslimer. Vi har et særligt budskab til hver af disse grupper. Men det er beklageligt, at jeg ikke kan se nogen fra den sidstnævnte gruppe her. Som følge af vores tidligere fejl og den nuværende situation er en stor del af menneskeheden kommet på afstand af os. Under disse omstændigheder får vi kun sjældent mulighed for at bringe dem det budskab, som deres og vores store Herre sendte gennem profeterne for at vejlede os. Nå, eftersom de ikke er til stede her, vil jeg her kun fremlægge den del af da’wah, der er rettet til muslimerne. Vores appel til muslimerne er, at de fuldt ud skal forstå og opfylde det ansvar og de pligter, der påhviler dem som muslimer.

I er muslimer, I har accepteret Allah og Hans din; men I kan ikke fritage jer for ansvar blot ved at sige dette. I må tværtimod også være bevidste om, at i det øjeblik I accepterede Allah som jeres Herre og Hans din som jeres livsordning, påhvilede der jer fra netop det øjeblik et stort ansvar. Desuden må vi tænke grundigt over, hvordan dette ansvar skal opfyldes. For hvis I mislykkes i dette, vil både jeres verden og jeres akhirah gå til grunde. I vil ingen steder kunne undslippe de dårlige følger af det.

Muslimens ansvar

Hvad er dette ansvar? Det består ikke blot i, at I tror på Allah og Hans engle, Hans bog, Hans sendebud og det hinsidige, og det består heller ikke blot i, at I beder, faster, betaler zakat og udfører hajj, eller i, at I på visse områder, såsom ægteskab, skilsmisse og arv, følger nogle islamiske bestemmelser. Nej, ud over alt dette er der pålagt jer et stort ansvar. Det består i, at I skal stå frem for hele verden som vidner om den store sandhed, som I har troet på.

I Den Ædle Koran er I under navnet »muslimer« blevet tildelt status som et særskilt folk. Det eneste formål med dette er, at I skal stå frem som fuldgyldige vidner om sandheden over for alle mennesker.
وكذلك جعلناكم امة وسطا لتكونوا شهداء على الناس ويكون الرسول عليكم شهيدًا .

»Jeg har gjort jer til et moderat folk, så I kan være vidner for menneskene, og så Sendebudet kan være vidne for jer.« (Sura al-Baqara, 143)

Som folk er dette det eneste formål med jeres fremkomst. Hvis I ikke kan opfylde dette formål, må det siges, at jeres liv er endt forgæves. Dette ansvar er i virkeligheden blevet pålagt jer af Allah.

Allahs befaling lyder:

يايها الذين امنوا كونوا قومين بالقسط شهداءلله
O I, der tror! Stå frem som vidner om sandheden for Allah.« (Sura an-Nisa, 135)

Dette er ikke blot en moralsk lære, men en streng befaling. Allah siger:

ومن اظلم ممن كتم شهادة عنده من الله .
»Hvem er mere uretfærdig end den, der skjuler et vidnesbyrd, som han har modtaget fra Allah?« (Sura al-Baqara, 140)

Derefter har Allah den Ophøjede også gjort jer bekendt med de frygtelige konsekvenser af ikke at udføre denne pligt. Før jer blev det jødiske folk stillet til ansvar som vidner. Men de skjulte noget af sandheden og vidnede om noget andet, der var i modstrid med den. Således blev de som helhed vidner for falskheden i stedet for sandheden.

Som følge heraf fjernede Allah den Ophøjede dem med et voldsomt slag, og deres situation blev således:وضربت عليهم الذلة والمسكنة وباءو بغضب من الله.

»Ydmygelse, vanære, fornedrelse og elendighed lagde sig over dem, og de blev omgivet af Allahs vrede.« (Sura al-Baqarah 2:61)

Vidnesbyrdet om sandheden

Den vidnesbyrdspligt, der er blevet pålagt jer, betyder, at I over for verden skal vidne om sandheden, der er kommet til jer, og som er blevet åbenbaret for jer, om dens sandhed og gyldighed samt om, at den er den lige og rette vej. I skal aflægge et sådant vidnesbyrd, at sandheden virkelig bliver fastslået, og at det endelige bevis på Allahs religion bliver tydeligt for verdens mennesker. Det var netop for at aflægge et sådant vidnesbyrd om sandheden, at profeterne blev sendt gennem tiderne. At udføre denne pligt var deres ufravigelige opgave. Efter profeternes bortgang er denne pligt kollektivt tilfaldet hele den muslimske nation.

Vidnesbyrdets betydning

I kan forstå betydningen af dette vidnesbyrd ud fra, at Allah den Ophøjede på dette grundlag har indrettet menneskenes regnskab og deres belønning eller straf. Allah den Ophøjede er alvidende, barmhjertig og retfærdighedens opretholder. Det kan ikke forventes ud fra Hans grænseløse viden, uendelige nåde og retfærdighed, at Han skulle holde et menneske ansvarligt for at følge den modsatte vej, når det ikke har kunnet kende de religiøse anvisninger. Det kan heller ikke være sådan, at Han straffer et menneske, fordi det ikke fulgte den lige vej, når det ikke kendte den. Det er ganske enkelt umuligt, at mennesket ikke skulle vide, hvad det vil blive holdt ansvarligt for, og derefter blive afkrævet svar netop om dette. Derfor skabte Allah den Ophøjede det første menneske som en profet. Derefter sendte Han gennem tiderne utallige flere profeter for at lære menneskene Hans vilje og den rette måde at leve livet i denne verden på. De lærte menneskene: »Se, ad denne vej kan I opnå den sande Herres tilfredshed. Og dette skal I afholde jer fra, og I vil blive holdt ansvarlige for disse ting« og så videre.

Den endelige indsats

Allah den Ophøjede lader sine profeter aflægge netop disse vidnesbyrd. I Den Hellige Koran siges det om formålet hermed –رسلا مبشرين ومنذرين لئلا يكون للناس على الله حجة بعد الرسل ط وكان الله عزيزا حكيما .

Det vil sige: »Allah den Ophøjede sendte profeterne som forkyndere af det glædelige budskab og som advarere mod konsekvenserne, for at mennesker ikke skulle få mulighed for at fremføre dette argument over for Ham: Vi var jo uvidende. Og Allah er i alle henseender mægtig og vis.« (Sura an-Nisa, 165)

På denne måde pålagde Allah den Ophøjede profeterne ansvaret for at advare menneskene, og de blev beskæftiget med at varetage dette vigtige ansvar. Hvis de varetog ansvaret for at aflægge vidnesbyrd på rette vis, kunne folk selv holdes ansvarlige for deres egne handlinger. Men hvis de svigtede i deres ansvar for at aflægge vidnesbyrd, kunne de holdes til regnskab for almindelige menneskers vildfarelse. Med andre ord blev profeterne pålagt et meget stort og vanskeligt ansvar. Det bestod i, at de enten skulle aflægge et sandt vidnesbyrd og således åbenbare sandheden fuldstændigt for menneskene, eller også måtte de møde almindelige menneskers anklage: Den indsigt, som Allah den Ophøjede havde givet jer, har I ikke videregivet til os. Den rette måde at leve på, som Han havde lært jer, har I ikke lært os. Derfor følte profeterne dette ansvars betydning meget stærkt. Og derfor gjorde de en yderst anstrengende indsats for at varetage ansvaret for at aflægge vidnesbyrd om sandheden og for endeligt at bevise sandheden for menneskene.

Ansvarlighed

Derefter blev de, som gennem profeterne havde fundet vejen til viden og vejledning, til et ummah eller et folk. Det ansvar for at aflægge vidnesbyrd om sandheden, som var blevet pålagt profeterne, overgik efter deres fravær til ummah’en. De blev nu udnævnt til profeternes arvinger. Hvis de varetager ansvaret for at aflægge vidnesbyrd om sandheden på behørig vis, men almindelige mennesker alligevel ikke følger sandheden, vil de stadig blive belønnet, mens almindelige mennesker vil blive kendt skyldige over for Allah. Men hvis de på nogen måde forsømmer ansvaret for at aflægge vidnesbyrd om sandheden eller bliver vidner for usandhed eller falskhed i stedet for sandheden, vil de selv blive grebet før de øvrige mennesker. De vil ganske vist blive udspurgt om deres egne handlinger, men de vil desuden skulle stå til regnskab for handlingerne hos dem, der på grund af deres forsømmelse af vidnesbyrdet eller deres falske vidnesbyrd er gået vildfarelsens, fordærvelsens og vildledningens veje.

Metoden til at aflægge vidnesbyrd

Ærede herrer! Dette vanskelige ansvar for at aflægge vidnesbyrd om sandheden hviler også på mig, på Dem og på dem, der identificerer sig som muslimer, og som har Allahs Bog og profeternes vejledning hos sig. Overvej nu, hvad metoden til at aflægge dette vidnesbyrd er. Der findes to former for vidnesbyrd. Det ene er mundtligt vidnesbyrd, og det andet er praktisk vidnesbyrd.

At aflægge mundtligt vidnesbyrd

Mundtligt vidnesbyrd betyder at fremstille den sandhed, som er nået til os gennem profeten, for verden gennem taler og skrifter. Det indebærer at gøre mennesker bekendt med Allahs udvalgte dīn ved at anvende alle mulige midler til daʿwah, tablīgh og formidling, tage alle mulige metoder og hjælpemidler i brug for at overbevise dem og trænge ind i deres hjerter samt beherske alle de redskaber, som moderne viden og videnskab har frembragt. Desuden skal denne fremlagte lære for menneskets tænkning, tro, moral, adfærd, kultur og civilisation, sociale skikke, levebrød, handel og domstole, politik og statsforvaltning samt alle øvrige områder af menneskelivet forklares helt åbent; dens sandhed skal bevises gennem argumenter og beviser, og manglerne ved alle de eksisterende ideologier, der strider imod den, skal påvises gennem en rationel kritik. Men dette ansvar for det mundtlige vidnesbyrd kan ikke fuldt ud opfyldes, før hele den muslimske nation begynder at tænke som profeterne for at vise menneskene vej til hidāyah. For at opfylde pligten må vi gøre dette arbejde til det centrale mål for vores samlede bestræbelse, stræben og nationale aktivitet og i alle vores handlinger have dette formål for øje. Desuden må vi være rede til ikke at tåle nogen stemme iblandt os, der vidner imod sandheden.

Det praktiske vidnesbyrd

Det praktiske vidnesbyrd betyder, at vi også i vores virkelige liv skal afspejle de regler og principper, som vi forkynder som sandhed. Verdens mennesker skal ikke blot høre os tale om disse princippers sandhed, men med egne øjne kunne se deres skønhed og gavnlige virkninger i vores liv. Gennem īmāns velsignelser skal mennesker kunne smage den gennem moralsk karakter og god adfærd. De skal med egne øjne kunne se, hvilken slags ideelle mennesker denne dīns vejledning skaber, hvilket retfærdigt samfund der dannes, hvilket godt samfundssystem der grundlægges, hvilken ren og hellig civilisation der udvikles, hvordan viden, videnskab, kunst og litteratur udvikler sig i den rette retning, hvordan retfærdighed, medfølelse og økonomisk samarbejde vinder indpas, og hvordan hvert eneste område af individets og samfundets liv bliver renset, velordnet og fyldt med velfærdens rigdomme. Hvis vi i sandhed personligt og som nation kan blive levende vidnesbyrd om dīn, hvis vores personlige karakter fremlægger et bevis på sandheden, hvis vores hjem bliver gennemtrængt af duft, hvis vores uddannelsesinstitutioner bliver oplyst af dens lys, hvis vores kunst, litteratur og journalistik helliger sig skønhedens dyrkelse, og hvis vores nationale politik og fælles bestræbelser bliver lysende tegn på dens sandhed, da kan dette ansvar for vidnesbyrdet være blevet opfyldt på rette vis.

Kort sagt: Uanset hvor vi møder et menneske eller en nation, skal de med egne øjne kunne se sandheden af de principper, som vi tror på, og gennem hvilke menneskelivet i virkeligheden kan blive smukkere og bedre, sådan som de kommer til udtryk i vores personlige og nationale karakter.

Vidnesbyrdets fuldbyrdelse

I denne forbindelse vil jeg også gerne understrege, at dette vidnesbyrd først kan blive fuldstændigt, når der på grundlag af disse grundprincipper er blevet oprettet en stat, som fuldt ud antager Allahs dīn og gennem sit retssystem, sin retfærdighed, sine reformprogrammer og velordnede institutioner, sin fredelighed og bestræbelse på folkets velfærd, herskerklassens gode karakter, sin sunde indenrigspolitik, sin retfærdighedsbaserede udenrigspolitik, sin høflige krigsførelse og sine aftaler, der bygger på troskab, vidner om, at den dīn eller livsordning, som har skabt denne stat, virkelig er i stand til at sikre menneskets velfærd, og at hele menneskehedens velfærd ligger i oprettelsen af en sådan statsordning. Først når et sådant vidnesbyrd forenes med det mundtlige vidnesbyrd, kan den muslimske nation fuldt ud frigøres fra dette ansvar. Først da kan sandheden blive endeligt åbenbaret for menneskeheden, og vores nation kan på opstandelsens dag, stående foran Allahs domstol efter Allahs Sendebud (s.a.v.), være berettiget til at sige: »Det, som Profeten (s.a.v.) havde bragt videre til os, har vi på rette vis bragt videre til verdens mennesker.« Ikke desto mindre er de, der ikke fulgte sandhedens vej, selv ansvarlige for deres elendighed.

Ærede herrer, som muslimsk nation var det vores pligt at aflægge et sådant vidnesbyrd gennem vores ord og handlinger. Men tænk i dag efter: Hvilket vidnesbyrd aflægger vi i virkeligheden?

En analyse af det mundtlige vidnesbyrd

Lad os først tage den mundtlige vidnesbyrdsgivning op. I dag er der kun meget få blandt os, som personligt eller kollektivt beskæftiger sig med at vidne for islam gennem taler og skrift. Og blandt disse er der igen kun ganske få, som udfører dette arbejde på rette måde. Hvis man ser bort fra dette ringe antal, vil det vise sig, at det muslimske folks almindelige vidnesbyrd ikke er til fordel for islam, men tværtimod går imod den. Vore jordejere har vidnet om, at den jahiliske skik er rigtig i stedet for islams arvelov. Vore advokater, sagførere og dommere-magistrater vidner om, at islams samlede love og regler ikke blot er forkerte, men at islams grundlæggende lovsystem er uegnet til at blive antaget, mens menneskeskabte love er fejlfri. Vore lærere, professorer og uddannelsesinstitutioner vidner om, at de religionsfjendtlige vestlige teorier om filosofi og retslære, historie og sociologi, økonomi og politik samt jura og moralske forskrifter er sande, mens de islamiske teorier bør ignoreres og er uegnede.

På samme måde vidner vore litterater om, at de har de samme idealer som de religionsfjendtlige og ateistiske litterater i England, Amerika, Frankrig og Rusland, og at deres litteratur som muslimske forfattere ikke rummer noget selvstændigt budskab.

Vore aviser og propagandaorganer bærer vidnesbyrd om, at deres principper og propagandametoder er nøjagtig de samme som dem, ikke-muslimerne har. Vore handelsfolk og virksomhedsejere vidner om, at islams handels- og transaktionsmåde er blevet uegnet til at følge. I dag kan forretninger kun drives efter de metoder, som ikke-muslimerne følger. Vore ledere vidner fortsat om, at de har nøjagtig de samme forestillinger om nationalitet og patriotisme, de samme nationale krav, den samme fremgangsmåde til at løse nationale problemer og de samme grundprincipper for politik og statsforvaltning som ikke-muslimerne. Det er, som om islam ikke har vist dem nogen vej i disse spørgsmål. Vores folk vidner om, at der ikke findes noget andet samtaleemne på deres læber end verdslige gøremål og forretninger. De er ikke knyttet til nogen religion, hvis emner de kunne bruge blot nogen tid på at drøfte. Dette er et eksempel på det mundtlige vidnesbyrd, som muslimerne i dag, ikke blot i Indien (subkontinentet), men samlet i hele verden, afgiver.

Analyse af det praktiske vidnesbyrd

Lad os nu se på nogle eksempler på det praktiske vidnesbyrd. Situationen er endnu mere sørgelig end den mundtlige vidnesbyrdsgivning. Der findes naturligvis enkelte steder nogle retskafne mennesker, som lader islam afspejle sig i deres liv. Men hvordan er flertallets tilstand? Det, den muslimske befolkning repræsenterer islam med i sit personlige liv, er, at mennesker, der er opdraget og vokset op i et islamisk miljø, på ingen måde er bedre eller anderledes end mennesker, der er opdraget og vokset op i et kufrisk miljø; på mange områder er de tværtimod værre end disse. De kan lyve, begå svig, udøve overgreb, bedrage, bryde deres løfter, stjæle og røve samt skabe splid og uro; de kan begå alle former for skamløse og uforskammede handlinger. I denne adfærd, der strider mod moralen, er de i gennemsnit ikke mindre slette end noget kafirfolk. Desuden repræsenterer vi ikke islam på nogen eneste måde eller inden for noget eneste område i vores sociale skikke og normer, omgangsformer, samvær, sædvaner og traditioner, festligheder, markeder og urs, møder og processioner – kort sagt i noget som helst aspekt af samfundslivet. Vores adfærd vidner i praksis om, at islamstilhængerne anser jahiliyyah for mere efterlignelsesværdig end islam.

Når vi opretter en uddannelsesinstitution, henter vi alt i den – undervisningen, undervisningsmetoden og undervisningens filosofi – fra ikke-muslimerne. Når vi opretter en forening, henter vi dens formål, organisationsform og arbejdsprincipper fra ikke-muslimske foreninger. Når vores folk engagerer sig i en samlet indsats, bliver dens krav, metoderne til at fremme dem, partiets vedtægter, regler og procedurer, forslag, taler og udtalelser alt sammen en nøjagtig kopi af de ikke-muslimske folks. Selv dér, hvor vi har selvstændige eller delvist selvstændige statsregeringer, har vi lånt statens grundlag, statsordningen og alle love og regler fra ikke-muslimerne. I nogle muslimske stater er islamisk lov kun blevet bevaret som personloven. Og nogle stater har end ikke undladt at ændre den. For nylig skrev en engelsk forfatter ved navn Lawrence Brown i en bog med titlen “The Prospects of Islam” hånligt:

“Da vi i Indien ophævede islams civil- og strafferet, fordi vi anså den for gammeldags og ubrugelig, og kun lod den bestå som muslimsk personlov, forekom dette muslimerne meget utiltalende. For derved blev deres stilling den samme som de ikke-muslimske dhimmier i en tidligere islamisk stat. Men nu er vores politik ikke blot blevet vel modtaget af de indiske muslimer; også de muslimske stater følger i dag den politik, vi har fulgt. Tyrkiet og Albanien har endog ændret lovene om ægteskab, skilsmisse og arv efter vores målestok. Heraf bevises det, at muslimernes opfattelse af, at ‘lovens kilde alene er Allahs vilje’, ikke var andet end en from fiktion.”

Dette er et eksempel på det praktiske vidnesbyrd, som muslimerne i hele verden i fællesskab i dag afgiver imod islam. Uanset hvad vi siger med munden, bærer alle vores handlinger samlet vidnesbyrd om, at ingen af denne religions islamiske principper tiltaler os, og at vi ikke finder nogen velfærd eller frelse i dens foreskrevne love.

Straffen for at skjule sandheden

Det er netop ved at skjule sandheden og aflægge falsk vidnesbyrd, at vi er optaget i dag. Og den frygtelige konsekvens, som Allah har fastsat for en så alvorlig synd, er netop den konsekvens, vi nu må stå til regnskab for.

Når et folk viser ligegyldighed over for en af Allahs velsignelser og svigter sin Skaber, straffer Allah det både i denne verden og i det hinsidige. Denne evige guddommelige lov er blevet fuldt ud virkeliggjort i det jødiske folks tilfælde. Og i dag står vi i de anklagedes skranke. Allah havde ikke noget personligt fjendskab mod jøderne, således at Han kun ville straffe dem for deres synd. Og vi har heller ikke noget særligt forhold til Ham, som gør, at vi kan undslippe Hans straf, selv om vi fortsætter med at synde. I virkeligheden synker vi netop så langt ned mod undergangen, som vi har svigtet i at aflægge vidnesbyrd om sandheden og har været ivrige efter at aflægge vidnesbyrd for det falske. I løbet af det seneste århundrede er det ene land efter det andet gået tabt for os, fra Marokko til øgrupperne i Østindien (Indonesien, Malaya, Singapore osv.). De muslimske folk er ét efter ét blevet besejret og underlagt fremmed herredømme. Navnet muslim blev ikke længere stående som et symbol på stolthed og ære, men som et symbol på ydmygelse, fattigdom og forfald. Intet af den anseelse og ære, man kan have i verden, er længere tilbage til os. Nogle steder blev vi dræbt i massevis, andre steder blev vi fordrevet fra vore hjem, og andre steder blev vi kun holdt i live for at blive brugt til tjeneste og arbejde. Selv dér, hvor muslimerne havde deres egen regering, blev de ved med at lide nederlag. Deres situation er i dag sådan, at de altid er bange og rædselsslagne for fremmede magter; men hvis de havde aflagt vidnesbyrd om Islam både med ord og i praksis, ville de, der bærer og udbreder kufr, selv have skælvet af frygt for dem.

Man behøver ikke gå særlig langt for at forstå dette. Betragt blot vores egen situation på det indiske subkontinent. Det var på grund af jeres svigt i at aflægge vidnesbyrd om sandheden og jeres vidnesbyrd imod sandheden gennem ord og handling, at det ene rige efter det andet gik tabt for jer. Først blev I ydmyget af marathaerne og sikherne. Derefter blev det jeres lod at trælle under englænderne. Og nu står I over for et endnu mere sørgeligt nederlag end det tidligere. I dag er spørgsmålet om flertal og mindretal blevet det største spørgsmål, I står over for. Fordi I er kommet under de hinduistiske flertals herredømme og frygter at møde samme skæbne som det tidligere namasudrafolk, lever I i konstant skælven. Men sig mig dog, for Allahs skyld: Hvis I havde været sande vidner for Islam, kunne noget flertalsfolk her da have været en årsag til frygt for jer? Og hvis I selv i dag bliver sande vidner for Islam gennem ord og handling, vil spørgsmålet om jeres status som mindretal så ikke kunne blive løst i løbet af få år? Et fjendtligt og yderst tyrannisk flertalsfolk i Arabien besluttede at udslette et mindretal, der kun udgjorde én person pr. hundrede tusind. Men sandhedens vidner i Islam forvandlede på blot ti år dette mindretal til et flertal på hundrede procent. Da dette folk, som aflagde vidnesbyrd om Islam, senere drog ud fra Arabien, begyndte det ene folk efter det andet inden for blot 25 år, fra Turkestan til Marokko, at tro på deres vidnesbyrd. I områder, hvor hundrede procent af befolkningen havde været ildtilbedere og kristne, kom hundrede procent af befolkningen til at være muslimer. Ingen form for stædighed, racehad eller religiøs snæversynethed viste sig stærk nok til at stå fast over for dette levende og virkelige vidnesbyrd om sandheden. Hvis I derfor i dag er blevet underlagt andre folk og er blevet grebet af frygt for at blive underlagt endnu mere sørgeligt, hvad kan det da være andet end den uundgåelige straf for at skjule sandheden og aflægge falsk vidnesbyrd?

Straffen i det hinsidige

Dette er et eksempel på den straf, der tilkommer denne synd i det jordiske liv. Men i det hinsidige er der udsigt til en endnu hårdere straf. Så længe I ikke opfylder jeres ansvar og pligt som sandhedens vidner, vil I ikke på nogen måde kunne frasige jer ansvaret for den vildfarelse, der breder sig i verden, for al den undertrykkelse, forfølgelse, fitna og fordærv, for alle ulydige handlinger og for den umoral og dårlige karakter, der bliver udbredt. For selv om ansvaret for at skabe alle disse misgerninger ikke ligger hos jer, er I bestemt ansvarlige for at opretholde de årsager, der får dem til at opstå, og for at give dem mulighed for at udvikle sig.

Muslimernes problemer og deres løsning

Ærede herrer! Af det, jeg indtil nu har fremført, har I forstået, hvad vores pligt var som muslimer, hvad vi gør, og hvilke lidelser vi må gennemgå på grund af vores egne handlinger. Hvis I betragter det egentlige spørgsmål ud fra dette synspunkt, vil det naturligvis blive klart for jer, at ingen af de problemer, som muslimer i dag i Indien og andre lande i verden har gjort til deres nationale livs egentlige problemer, i virkeligheden er problemer. De sætter alle deres kræfter ind på at løse dem ved hjælp af metoder, der til dels er planlagte, men for det meste lånt fra andre. At bruge tid, kræfter, arbejde og penge på at løse dem er i virkeligheden ikke andet end nytteløst slid.

Hvordan skal en minoritetsnation beskytte sine interesser, sin eksistens og sine rettigheder mellem en minoritetsnation og en majoritetsnation? Hvordan skal en minoritetsnation inden for sine egne grænser opnå rettigheder på lige fod med majoriteten? Hvordan skal en underkuet nation frigøre sig fra en mægtig nations herredømme? Hvordan skal en svag nation beskytte sig mod en stærk nations uretfærdighed og zulm? Hvordan skal en underudviklet nation opnå fremgang, velstand og styrke på lige fod med en stærk nation? Den slags problemer kan for ikke-muslimer betragtes som særligt vigtige og som de vigtigste problemer, og al deres stræben, anstrengelse og opmærksomhed kan være koncentreret om dem. Men for os muslimer er de ikke selvstændige og varige problemer; de er tværtimod den uundgåelige følge af, at vi har vendt os bort fra vores egentlige opgave. Hvis vi havde udført denne opgave på rette vis, ville der i dag ikke have kunnet samle sig en så stor bunke af komplicerede og bekymrende problemer. Hvis vi selv nu i stedet for at rydde dette affald koncentrerer al vores opmærksomhed, styrke og evne om at udføre denne egentlige pligt, vil bunken af bekymrende problemer ikke blot for os, men for hele verden, af sig selv være ryddet bort inden længe. For ansvaret for at holde verden ren og renset var pålagt os. Det er resultatet af vores forsømmelse af denne pligt, at verden i dag er fyldt med problemernes affald. Og den mest kaotiske tilstand i verden er tilfaldet os.

Det er beklageligt, at muslimernes religiøse og politiske ledere overhovedet ikke forsøger at forstå dette. Overalt bliver den muslimske befolkning i dag fortalt, at spørgsmålet om majoriteten, fædrelandets frihed, beskyttelsen af de nationale interesser, materiel udvikling og så videre er jeres egentlige problemer. Desuden fremlægger disse herrer for muslimerne de metoder til at løse disse problemer, som de har lært af ikke-muslimerne. Men med lige så stor fasthed, som jeg tror på Allahs eksistens, kan jeg sige, at I derved bliver ledt ad den forkerte vej. Og ved at følge denne vej vil I aldrig kunne nå et velsignet mål.

Det egentlige problem

Derfor vil I, hvis jeg ikke uden omsvøb og i klare vendinger beskriver, hvad det egentlige problem i jeres liv er, bevise, at jeg er jeres værste modstander. Så vidt jeg ved, er jeres nutid og fremtid uløseligt forbundet med ét bestemt spørgsmål. Det er dette: Hvordan behandler I den hidayat, som Allah har sendt jer gennem Sin Profet, og som er årsagen til, at I kaldes muslimer, og som følge af jeres forbindelse med hvilken I, hvad enten I vil det eller ej, er blevet fastslået som islams repræsentanter i verden? Hvis I virkelig adlyder islam, vidner om dens sandhed gennem ord og handling og lader islam fuldt ud afspejle sig i jeres nationale identitet, vil I blive berettiget til fremgang og velstand i denne verden samt succes og velsignelse i det hinsidige. Den sky af frygt, ydmygelse, vanære, nederlag og underkuelse, som har lagt sig over jer, vil være forsvundet i løbet af blot nogle få år. Jeres opfordring til sandheden og jeres moralske skønhed vil påvirke menneskenes sind. Jeres indflydelse og anseelse vil blive grundlagt over hele verden, og man vil forvente retfærdighed og rimelighed fra jer. Folk vil sætte deres lid til jeres ærlighed og troværdighed. De ord, der kommer fra jeres læber, vil blive anerkendt som de mest indflydelsesrige i alle kredse. I vil selv blive kilden til al godhed. Intet af den vantro ledelses indflydelse og anseelse, som står som jeres rival, vil længere bestå. Som følge af jeres ærlighed og retfærdighed vil hele deres filosofi samt deres politiske og økonomiske ideologier blive bevist falske. De kræfter, der i dag samler sig i deres lejr, vil blive splittet og komme over i islams lejr.

På denne måde vil der komme en dag, hvor kommunismen, selv i Moskva, vil være travlt optaget af at forsvare sig. Den kapitalistisk støttede demokrati vil skælve i Washington og New York ved tanken på at skulle forsvare sig. På universiteterne i London og Paris vil det blive vanskeligt overhovedet at finde plads til materialisme og ateisme. Forfædredyrkelse og nationalisme vil ikke finde tilhængere, selv blandt brahminerne og tyskerne. Og denne tidsalder vil indtage sin plads i historien som en lærerig fortælling om, at selv bærerne af en verdensomspændende kraft som islam på et tidspunkt kunne blive så tåbelige, at de, mens de havde Hazrat Musas (a.s.) stav klemt under armen, rystede af frygt for slanger ved synet af stave og reb.

I sandhed kan vores fremtid kun blive så lys, hvis vi er islams oprigtige følgere og sande vidner. Men hvis I tværtimod klamrer jer til den hidayat, som Allah har sendt, uden selv at drage nytte af den og uden at lade andre drage nytte af den, hvis I påstår, at I er muslimer, sætter jer til rette som islams repræsentanter og gennem jeres ord og handlinger for det meste vidner om shirk, jahiliyyah, dyrkelse af verden og moralsk tøjlesløshed, hvis I lader Allahs Bog ligge på hylden og søger vejledning hos vantroens bannerførere og vildfarelsens kilder, hvis I hævder at tjene Allah, men træller for de virkeligt sataniske og Allah-oprørske kræfter, hvis I kun knytter venskab og fjendskab af begærets lyst og i begge tilfælde holder islam på afstand, og således holder jeres eget liv borte fra islams velsignelse og i stedet for at drage verdens mennesker til islam skubber dem endnu længere bort, så kan hverken jeres verden eller jeres akhirah blive velsignet. Det, I ser i dag, er tværtimod resultatet af en sådan handlemåde i overensstemmelse med Allahs sædvanlige lov. Og det er på ingen måde usandsynligt, at I i den nærmeste fremtid vil blive konfronteret med et endnu værre resultat.

Hvis I tog islams etiket af og åbent antog kufr, kunne jeres jordiske liv måske blive strålende ligesom persernes, amerikanernes og briternes. Men den alvorlige forbrydelse at leve som ikke-muslimer, skønt I er muslimer, og ved falskt at repræsentere Allahs din lukke vejledningens porte for verdens mennesker vil heller ikke tillade, at jeres jordiske liv bliver velstående. Den straf for denne forbrydelse, som er nedskrevet i Koranen, og som det jødiske folk står levende foran jer som eksempel på, kan på ingen måde ændres. Uanset om I vælger den mindre fare ved det ene nationalitetsforhold (اهون البليتين) eller under navnet muslimsk nationalitet kræver anerkendelse af jeres særskilte nationalitet og opnår alle de tilhørende muligheder og fordele, kan I på ingen måde undslippe dette. For den eneste vej til at blive fritaget for denne straf er at afholde sig fra denne forbrydelse.

Vores formål

Nu vil jeg kort forklare jer, med hvilket formål vi har organiseret os. Vi opfordrer dem, der bekender islam som deres dīn, til at gøre denne dīn til deres egentlige livsordning. De skal etablere den i deres liv på det personlige plan og i deres hjem, slægter, samfund, uddannelsesinstitutioner, litteratur og journalistik, handel og forretning, økonomiske aktiviteter, foreninger og nationale institutioner samt generelt i fastlæggelsen af den nationale politik. Og gennem ord og handling skal de aflægge et sandt vidnesbyrd om den over for verden. Vi siger dem desuden, at etableringen af dīn al-Islam og aflæggelsen af sandhedens vidnesbyrd som muslimer er det vigtigste formål med jeres liv. Derfor bør alle jeres bestræbelser og aktiviteter udføres med dette formål som centrum. I skal fuldstændigt afholde jer fra ord og handlinger, der indebærer risiko for modstand mod islam eller en fejlagtig repræsentation af den. Vurder hvert eneste af jeres ord og handlinger efter islams målestok. Anvend alle jeres bestræbelser på at etablere dīn al-Islam, aflægge et sandt vidnesbyrd om dens sandhed og indbyde verdens mennesker til islam med det formål endeligt at fastslå sandheden.

Vores arbejdsmetode

Dette er det eneste formål med at etablere Jamaat-e-Islami. Den vej, vi har valgt for at nå dette formål, er først og fremmest at minde muslimerne om deres ansvar og pligter. Vi forklarer dem klart, hvad islam er, hvad den kræver og fordrer, hvad det vil sige at være muslim, og hvilke forskellige ansvar der påhviler dem som følge af, at de er muslimer. Dem, der forstår dette, fortæller vi, at det ikke er muligt at opfylde alle islams krav gennem en individuel indsats. Derfor er en samlet og fælles indsats nødvendig. Det personlige liv har kun forbindelse med en ganske lille del af dīn. Selv hvis I etablerer denne del, vil den fuldstændige dīn ikke være etableret, og et sandt vidnesbyrd om den vil heller ikke være aflagt. Tværtimod vil det ikke være muligt at etablere islam på de fleste områder af den enkeltes liv, hvis et kufrisk samfundssystems dominans består i samfundslivet. Det kufriske samfundssystems indflydelse vil dag for dag begrænse og indsnævre islam i den enkeltes liv. Derfor er det alle ansvarlige muslimers pligt i fællesskab at etablere dīn al-Islam i praksis, indbyde verdens mennesker til den og samtidig fjerne alle hindringer fra vejen for dīnens etablering og udbredelse, for at etablere dīn fuldstændigt og aflægge et sandt vidnesbyrd om den.

Etablering af organisationen

Derfor er Jamaat blevet gjort uundværlig i dīn al-Islam, og følgende arbejdsprincip er fastlagt for etableringen af dīn og udbredelsen af dens daʿwah: Først skal der dannes en velorganiseret gruppe, og først derefter skal man stræbe og kæmpe på Allahs vej. Det er også derfor, at et liv uden Jamaat er blevet betegnet som et jahilī-liv og som ensbetydende med at være adskilt fra Jamaat.

I denne forbindelse sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) i følgende hadith:انا امركم بخمس الله امرنى بهن الجماعة والسمع والطاعة والهجرة والجهاد فى سبيل الله فانه من خرج من الجماعة قدر شبر فقد خلع ربقة الاسلام من عنقه الا ان يراجع ومن دعا بدعوى الجاهلية فهو من جثى جهنم، قالوا يا رسول الله وان صام وصلى؟ قال وان صام وصلى وزعم انه مسلم . (أحمد وحاكم)

“Jeg pålægger jer de samme fem ting, som Allah har pålagt mig. De er: Jamaat, at høre lederens befaling, lydighed, hijrah og jihad på Allahs vej. Den, der forlader den islamiske Jamaat og fjerner sig blot en håndsbredde fra den, har så at sige løsnet islams reb fra sin hals. Men hvis han vender tilbage til Jamaat, er sagen en anden. Og den, der kalder til jahiliyyah — det vil sige til splittelse og uorden — vil være blandt Helvedes beboere.” Sahabah spurgte: “Allahs Sendebud, vil han være blandt Helvedes beboere, selv om han faster og beder?” Allahs Sendebud (fred være med ham) svarede: “Ja, selv om han faster og beder og hævder at være muslim, vil han være blandt Helvedes beboere.” — (Ahmad og Hakim)

Følgende tre ting bevises af denne hadith:

For det første er den rette måde at udføre religiøst arbejde på, at der først og fremmest dannes en velorganiseret og disciplineret jamaat, og at der opbygges en organisation for den, gennem hvilken alle adlyder én leder. Derefter skal de, alt efter omstændighederne, foretage hijrah og føre jihad på Allahs vej.

For det andet svarer det næsten til at være adskilt fra islam at holde sig adskilt fra jamaaten. For det betyder, at mennesket vender tilbage til den jahilī-tid i Arabien, hvor ingen lyttede til nogen anden.

For det tredje kan størstedelen af islams krav og dets egentlige formål kun opfyldes gennem en jamaat og en samlet indsats. Derfor har den ærede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) betegnet den person, der forlader jamaaten, som én, der har forladt islam, selv om vedkommende overholdt bøn og faste og hævdede at være muslim. Den ærede Umar (må Allah være tilfreds med ham) gentog det samme i følgende udsagn:لا اسلام الا بجماعة . (جامع بيان العلم لابن عبد البر)

Der findes ingen islam uden en jamaat.”

Tre veje til at udføre arbejdet

Til dem, der er i stand til at overholde jamaatens regler og disciplin, siger vi: Der er nu kun tre veje åbne for jer, og I har fuld frihed til at vælge hvilken som helst af dem.

For det første: Hvis jeres samvittighed bevidner, at vores dawah, troslære og tro, hovedmål, jamaatens regler og disciplin, arbejdsmetode og alt andet er i fuld overensstemmelse med islam, og at vi ud fra Koranens og hadiths synspunkt udfører netop det, der påhviler den muslimske nation, så slut jer til os i dette arbejde.

For det andet: Hvis I af en eller anden grund ikke kan være tilfredse med vores arbejde, men ser en anden gruppe arbejde for et islamisk formål på en ren islamisk måde, så slut jer til den. For vi har ikke noget ønske om at bygge en moské med blot halvanden mursten.

For det tredje: Hvis I ikke har tillid til os eller nogen anden gruppe, så tag selv initiativ til at opfylde den islamiske pligt, det vil sige at etablere dīn al-Islām fuldt ud og ved ord og handling at vidne om dens sandhed, og dan på ægte islamisk vis en velorganiseret jamāʿat.

Hvis I vælger en af disse tre veje, vil I, in shāʾ Allāh, blive regnet for at høre til mellemvejen. Vi har aldrig hævdet, at kun vores jamāʿat følger sandheden, og at alle uden for vores jamāʿat følger falskheden; og så længe vi er ved vores fulde fornuft, vil vi aldrig gøre det. Vi har aldrig kaldt folk til vores jamāʿat. Vores daʿwah gælder derimod den pligt, som påhviler os alle lige meget, jer såvel som os, som muslimer. Hvis I opfylder denne pligt, vil jeres arbejde være sandhedens arbejde, hvad enten I gør det sammen med os eller på en anden måde. Men at I hverken selv tager initiativ til dette arbejde eller hjælper andre med det, samtidig med at I blot bruger bortforklaringer for at undgå pligten til at etablere Islam og vidne om dens sandhed over for verden, eller spilder jeres kræfter på at etablere en anden ordning i stedet for Allāhs dīn, mens jeres ord og handlinger vidner om noget, der strider mod Islam — det kan på ingen måde være rigtigt. Hvis sagen gjaldt mennesker i denne verden, kunne man måske opnå et eller andet ved hjælp af bortforklaringer. Men her drejer det sig om en ophøjet Herre, som kender selv det inderste i hjerterne. Derfor er det ikke muligt at bedrage Ham med nogen form for list.

Forskellige religiøse organisationer

Det er utvivlsomt, at det umiddelbart kan synes forkert, at der dannes forskellige grupper med samme mål og for det samme arbejde, og at det kan medføre splittelse og uorden. Men eftersom den islamiske livsordning i den nuværende situation er blevet splittet i stykker, og spørgsmålet nu ikke blot er, hvordan den islamiske livsordning skal ledes, men også hvordan den på ny skal etableres, er det under sådanne forhold ikke muligt at danne al-Jamāʿat for hele ummah — én eneste gruppe — som det ikke blot skulle være nødvendigt for alle at tilslutte sig, men hvorfra det også skulle anses for at være lig med jāhiliyyah eller frafald fra Islam at holde sig adskilt eller falde fra. Derfor er der i den første fase ingen anden mulighed end, at forskellige grupper arbejder forskellige steder for dette mål. Hvis disse grupper er fri for selvtilbedelse og overdrivelse og oprigtigt arbejder for et islamisk mål på islamisk vis, vil de til sidst blive forenet. For de, der vandrer på sandhedens vej, kan ikke forblive adskilt særlig længe; sandheden binder dem sammen. Sandhedens natur er nemlig at inspirere til enhed, sammenhold og en følelse af at være ét. Uenighed og splittelse kan kun opstå, når noget usandt blandes med sandheden, eller når det indre i virkeligheden drives af usandhed, selv om man udadtil fremviser sandhed.

Vores krav

Nu vil jeg kort fremlægge, hvad vores krav er til dem, der frivilligt og med et tilfreds hjerte tilslutter sig vores jamāʿat, og hvilket arbejdsprogram vi har for dem. I virkeligheden er vores krav til jamāʿatens rukn eller medlemmer ikke større end det, Islam kræver af en muslim. Vi ønsker hverken at føje så meget som et gran til Islams grundlæggende krav eller at trække det mindste fra dem. Vi forelægger den fuldstændige Islam for ethvert menneske uden nogen form for beskæring og kalder dem til at tage imod denne dīn al-Islām bevidst og efter grundig forståelse, opfylde dens krav korrekt efter nøje overvejelse, fjerne alt fra deres tanker, forestillinger, ord og handlinger, der strider mod dens anvisninger og ånd, og med hele deres liv vidne om Islams sandhed. Dette er indmeldelsesgebyret til vores jamāʿat og måden at blive medlem på. Vores forfatning, jamāʿatens regler og disciplin samt hovedmålet med vores daʿwah er alt sammen klart. Enhver kan ved at undersøge dette se, at vi ikke på nogen måde har beskåret eller forøget den sande Islam, den Koran- og Sunnah-baserede Islam. Hvis nogen tværtimod kan bevise, at noget af det, vi siger, går ud over Koranen og Sunnah, er vi altid rede til uden tøven at forkaste det; og hvis nogen peger på noget, der findes i Koranen og Sunnah, men ikke hos os, er vi altid rede til at tage imod det uden tøven. Vi er netop blevet organiseret for uden nogen beskæring at etablere den fuldstændige Islam og vidne om dens sandhed. Hvis vi i denne sag viser os at være hyklere, hvilken større uret kunne der så findes?

De, der på denne måde tilslutter sig vores jamāʿat, har pligt til gennem deres ord og handlinger at vidne om Islams sandhed og vie sig til fælles bestræbelser på at etablere en fuldstændig islamisk livsordning, så dette vidnesbyrd kan aflægges over for hele menneskeheden. Hvad angår det mundtlige vidnesbyrd, træner vi vores medlemmer på en sådan måde, at de efter deres individuelle evner kan forberede sig på at vidne om Islams sandhed på en mere overbevisende måde gennem taler og skrift. Desuden forsøger vi i fællesskab at oprette en institution, der kan tydeliggøre islamisk lære og dens betydning inden for forskellige grene af videnskab, kunst og litteratur i forhold til alle menneskelivets problemer og kan bidrage til dette formål gennem alle mulige former for formidling og propaganda. Hvad angår det praktiske vidnesbyrd, består vores bestræbelse i først at gøre hvert enkelt menneske til et levende vidne for Islam; derefter skal der gennem deres sammenslutning opbygges et velordnet samfund, der reelt kan virkeliggøre målene i en sand islamisk ånd. Til sidst vil dette samfund gennem sine egne bestræbelser afskaffe den falske livsordning og etablere den sande livsordning, som vil repræsentere den fuldstændige Islam over for verden.

Anklager og svar på dem

Ærede herrer! Dette er vores formål og handlingsprogram. Vi kunne ikke engang forestille os, at nogen muslim kunne rejse indvendinger mod et sådant arbejde. Men lige siden den dag, vi begyndte at gå ad denne vej, er der kommet en ustoppelig strøm af spørgsmål og indvendinger. Naturligvis er ikke alle indvendinger værd at tage hensyn til, og det er heller ikke muligt at besvare alt på samme møde. Men jeg vil her sige noget om de indvendinger, som bliver udbredt i jeres by med det formål at skabe misforståelser.

En ny firqa

Det siges, at vores jamaat har lagt grunden til en ny firqa blandt muslimerne. De, der udbreder den slags påstande, kender sandsynligvis ikke engang de egentlige årsager til dannelsen af firqaer. De forhold, som fører til dannelsen af firqaer eller undergrupper blandt muslimerne, kan i grove træk inddeles i fire kategorier.

For det første: at inddrage noget, der ikke har forbindelse med dīn, i den oprindelige dīn og gøre det til målestok for kufr og tro eller for vejledning og vildfarelse.

For det andet: at tillægge et bestemt spørgsmål inden for dīn større betydning end Koranen og sunnaen og gøre det til grundlag for dannelsen af en undergruppe.

For det tredje: at gå til yderligheder i spørgsmål, der bygger på ijtihad, og beskylde dem, der har en anden opfattelse, for at være fasiq eller vantro, eller i det mindste følge en særskilt skik og praksis i forhold til dem.

For det fjerde: efter Den Ædle Profet (s.) at nære overdrevne forestillinger om en bestemt person og tillægge denne person en sådan rang, at menneskers tro eller vantro kan afhænge af, om de accepterer den eller ej, eller fremsætte en sådan påstand, at man kun kan være på sandhedens vej ved at tilslutte sig en bestemt gruppe, mens de muslimer, der står uden for den, er på falskhedens vej.

Nu vil jeg spørge: Hvilken af de ovennævnte fire fejl har vi begået? Hvis en æret herre klart kan påvise med beviser, at vi har begået den og den fejl, vil vi straks angre, og vi vil på ingen måde tøve med at rette os selv. For vi har organiseret os med det formål at etablere Allahs dīn, ikke med det formål at skabe splittelse. Men hvis en sådan fejl ikke kan bevises gennem vores handlinger, hvordan kan man så frygte, at vi skulle være i færd med at skabe en firqa?

Vi står fast ved den oprindelige islam og ved den fuldstændige islam uden nogen beskæring, og vores appel til muslimerne er blot denne: Lad os alle sammen etablere den i praksis og aflægge vidnesbyrd om dens sandhed over for verden.

I virkeligheden har vi ikke gjort ét eller flere aspekter af religionen, men den fuldstændige religion islam, til grundlag for vores organisation og fællesskab.

Vores syn på ijtihad-relaterede spørgsmål

Med hensyn til ijtihad-relaterede spørgsmål anerkender vi alle de madhhaber og anskuelser som sande, der kan accepteres inden for shariaens principper. Vi anerkender alles ret til at praktisere efter eget ønske og egen tilbøjelighed blandt de gængse madhhaber og anskuelser, og vi anser det for urimeligt at skabe en sekt på grundlag af en bestemt ijtihad-anskuelse.

Afståelse fra fanatisme

Vi har heller ikke været fanatiske med hensyn til vores egen Jamaat, og vi har aldrig sagt, at sandheden udelukkende findes i vores Jamaat. Vi har rejst os for denne sag med fuld bevidsthed om vores ansvar, og vi minder også jer om jeres ansvar. Om I nu vil rejse jer sammen med os, selvstændigt påtage jer ansvaret eller arbejde sammen med en anden, der påtager sig ansvaret, er op til jer at overveje.

Vi har heller ikke overdrevet Amirens værdighed. Vores bevægelse er ikke blevet opbygget omkring en bestemt person; der er ikke krævet nogen særlig værdighed for nogen, og der er heller ikke blevet spredt talrige bekendtgørelser om nogens karamat, ilham og hellighed. Jamaatens grundlag er ikke blevet lagt på nogens personlige trosanskuelser, og offentligheden er heller ikke blevet kaldt til nogen bestemt persons personlighed. Tværtimod er vores bevægelse på alle måder fri for og renset for uhyrlige krav, drømme, kashf, karamat og fortællinger om bestemte personers hellighed.

En idealistisk bevægelse

Her kalder vi ikke mennesker til at følge nogen bestemte personer; vores kald er rettet mod det, som ifølge Den Hellige Koran er ethvert muslims livsmål, nemlig den samling af grundprincipper, der kaldes islam. De, som er rede til at slutte sig til os og arbejde på grundlag af dette mål og disse principper, bliver uden forskel medlemmer af vores Jamaat.

Valg af amir

Derefter vælger disse medlemmer en amir blandt sig. Ingen har noget personligt krav på amirembedet; en amir vælges udelukkende, fordi Jamaat’en må have en leder, hvis den skal arbejde samlet. Den valgte amir kan afsættes, og en anden blandt Jamaat’ens medlemmer kan vælges i hans sted. Desuden er det kun de mennesker, der tilhører netop vores Jamaat, som skal adlyde ham. Vi har aldrig næret den forestilling, at de, der ikke aflægger troskabsed til ham, vil dø en jahiliyyah-død.

Sig mig nu, for Allahs skyld: Hvordan kan vores bevægelse, når den arbejder efter en sådan fremgangsmåde, skabe en ny sekt blandt den muslimske nation? Det forbløffende er, at det netop er dem, der selv er indviklet i sekterisme og stridigheder mellem undergrupper, som bestandig beskæftiger sig med drømme, kashf og karamat, og hvis virke i sin helhed udføres på grundlag af en bestemt hazrats personlige trosforestillinger, der er mest ivrige efter at sprede bagvaskelser om os. Det er også dem, der kræver en særlig status for bestemte personer, som involverer sig i stridigheder, uenigheder og debatter—munazaraer—om selv de mindste detaljer, og som på grundlag af ijtihad-baserede meninger giver sig i kast med fraktionsdannelser og styrkeprøver. Derfor vil jeg, uden at tage hensyn til nogens irritation, sige klart, at det, disse herrer udbreder om os, og som er grunden til, at de er fjendtligt indstillede over for os, ikke er vores egentlige ideologi. Det er tværtimod den egentlige opgave for islam, som de ikke bryder sig om, som vi kalder folk til. Den fremgangsmåde, vi har valgt til dette arbejde, har gjort fejlene i deres arbejdsmetoder særdeles tydelige. Det er derfor, de er fjendtligt indstillede over for os.

Behovet for at danne en særskilt gruppe

Vi bliver spurgt: Når det var jeres hensigt at udføre dette arbejde, hvorfor gjorde I det så ikke uden at danne en permanent Jamaat under et særskilt navn? Det skaber splittelse og uorden blandt det muslimske folk. Dette er i sandhed et højst besynderligt spørgsmål. Jeg undrer mig, når jeg tænker på, at hvis der blandt muslimerne dannes forskellige foreninger og grupper under særskilte navne efter vestligt demokratisk eller fascistisk forbillede med det formål at føre irreligiøs og religionsfjendtlig politik, udbrede ikke-islamisk undervisning, skabe strid mellem madhhabs eller opnå rent verdslige mål, så tåles disse uden tøven. Men hvis der dannes en Jamaat på grundlag af rene islamiske principper med det formål at udføre islams egentlige arbejde, opstår der pludselig frygt for, at det vil skabe uorden blandt det muslimske folk, og selv én eneste Jamaat bliver uudholdelig for dem. Det får mig til at tænke, at spørgerne i virkeligheden ikke er imod dannelsen af en Jamaat eller en gruppe, men at deres egentlige indvending gælder dannelsen af en gruppe med det formål at udføre religionens egentlige arbejde. Under alle omstændigheder vil jeg sige til dem, at vi ikke med glæde, men af den yderste nødvendighed, blev tvunget til at begå den såkaldte forbrydelse at danne en gruppe.

Alle ved, at jeg i flere år under processen med at danne denne Jamaat alene og uafbrudt opfordrede muslimerne med disse ord: »Hvilken vej bruger I jeres kræfter, evner og bestræbelser på? Dette er jeres egentlige opgave. Det er jeres pligt at samle alle jeres bestræbelser om den.« Hvis alle muslimer dengang havde taget imod denne opfordring, ville der ikke have været noget at sige. I stedet for at der blev dannet forskellige Jamaater blandt muslimerne, ville alle muslimer sammen være blevet til én Jamaat. Og i det mindste i Pak- og Hindustan ville den egentlige Jamaat, eller den eneste Jamaat, som det ifølge islamisk sharia er forbudt at danne en anden Jamaat ved siden af, være blevet dannet.

Hvis en bestemt gruppe blandt muslimerne derimod havde taget imod denne opfordring fra os, ville vi alligevel med tilfredshed have sluttet os til den. Men selv om vi blev trætte af hele tiden at opfordre, var der ingen, der lyttede til den. Derfor blev de, som troede, at dette arbejde var en sand og uomgængelig pligt, tvunget til selv at samles og beslutte at fortsætte bestræbelserne i organiseret fællesskab. Spørgsmålet er nu: Hvis vi heller ikke havde gjort dette, hvad skulle vi så ellers have gjort? Hvis I nægter at anerkende dette arbejde som fard, så fremlæg beviser til støtte for jeres påstand. Eller sig, om vores foreninger og grupper virkelig udfører dette ansvar. Hvis ikke, må jeg sige, at jeres situation er nået dertil, at I forsøger at erklære dem skyldige, som bevidst er gået frem for at udføre deres ansvar.

Amir kontra leder

Vi bliver spurgt: Hvorfor valgte I ordet „amir“ for lederen af jeres egen jamaat? En amir eller imam kan jo kun være en person, der besidder selvstændig myndighed og suveræn magt. Til støtte for dette fremfører de nogle hadither og argumenterer for, at „imamat“ (lederskab) kun kan være islams imamat, imamat ved bønnen eller imamat i krig og kamp. Der findes ingen anden form for imamat. De, der stiller den slags spørgsmål, har kun undersøgt den fiqh og de hadither, der vedrører indtrædelsen i islams politiske system og etableringen af et imamat med suveræn magt. Men de ved slet ikke, hvilke forholdsregler der skal træffes, hvis muslimernes jamaat mister sit lederskab, berøves sin selvstændige og suveræne magt, og islams jamaatbaserede regler og disciplin går i opløsning. Jeg vil spørge dem: Skal muslimerne under sådanne forhold forblive splittede og bede Allah om at sende en imam, der besidder suveræn magt? Eller skal de også gøre en organiseret indsats for selv at oprette en sådan imam? Hvis de anerkender, at der må gøres en samlet indsats til dette formål, så lad dem venligst sige, hvordan en sådan samlet indsats kan gennemføres uden at danne en jamaat. Hvis de anerkender nødvendigheden af at danne en jamaat, så lad dem sige, om en jamaat kan fungere uden en leder, en overordnet eller en, der giver ordrer. Hvis de anerkender nødvendigheden heraf, så lad dem selv fortælle os, hvilken islamisk betegnelse islam har fastsat for lederen af den islamiske jamaat, der dannes med henblik på islamisk arbejde. Uanset hvilken betegnelse de nævner, vil vi tage den til os, hvis den er islamisk. Og hvis de heller ikke kan gøre dette, så lad dem klart sige, at islam ganske vist har mange retningslinjer for tiden efter magtovertagelsen, men ingen retningslinjer for, hvordan den skal opnås, når man ikke har magt. De, der vil udføre dette arbejde, må altså gøre det på en ikke-islamisk måde og efter ikke-islamisk terminologi. Hvis dette ikke er deres hensigt, er det vanskeligt at forklare, hvorfor de, der ikke har noget imod at bruge betegnelser som formand, leder, fører, qa’id og så videre, bliver ophidsede, når de hører betegnelsen „amir“.

Som regel har folk nogen vanskelighed ved at forstå dette forhold. Det skyldes, at da betegnelserne „amir“ eller „imam“ blev brugt på den Ædle Profets (fvmh.) tid, var den islamiske stat allerede etableret. Og så længe den islamiske stat endnu ikke var etableret, var det Allahs Sendebud (fvmh.) selv, der som Sendebud ledede bevægelsen for at etablere din al-Islam. Derfor var der på det tidspunkt ingen anledning til at bruge betegnelserne „amir“ eller „imam“.

Islams natur

Men hvis man betragter hele islams system, bliver det klart, at denne din al-Islam kræver regler og disciplin for enhver kollektiv handling blandt muslimer. Denne disciplin består i, at arbejdet skal udføres organiseret i en jamaat, og at den skal have en „amir“. På samme måde skal man, når man vil bede, udpege en imam og bede sammen med jamaaten. Når man vil udføre hajj, skal man på ordnet vis have en amir for hajj. Selv hvis tre personer begiver sig ud på en rejse, skal de vælge en amir blandt sig og rejse på ordnet vis.¹ ¹ (Note: I Musnad Ahmad er følgende overlevering citeret fra Hazrat Abdullah ibn Umar (ra.):لايحل لثلاثة يكونوا بفلاة من الارض الا امروا عليهم احدهم .

Betydning: „Det er ikke tilladt, at tre personer befinder sig i ødemarken uden at udpege én blandt sig som amir.“ Heraf fremgår det, at muslimerne ikke blot under rejser, men under alle forhold skal leve disciplineret, og at ingen kollektiv opgave bør udføres uden „jamaat“ og „imarat“.)اذا خرج ثلاثة فى سفر فليؤمروا عليهم احدهم .

Denne grundlæggende tankegang i den islamiske sharia kommer tydeligt til udtryk i Hazrat Umars (ra.) følgende udtalelse:لااسلام الا بجماعة ولاجماعة الا مارة ولاامارة الا بطاعة . (جامع بيان العلم لابن عبد البر)

„Der findes ikke islam uden jamaat, ingen jamaat uden imarat og ingen imarat uden lydighed.“ Heraf kan vi konkludere, at det er fuldt ud berettiget at bruge ordet „amir“ eller „imam“ om lederen af den jamaat, der dannes med det formål at etablere din al-Islam eller stræbe efter at aflægge sandhedens vidnesbyrd. Men eftersom ordet imam er blevet knyttet til en særlig betydning, har vi for at undgå forskellige besværligheder udeladt dette ord og valgt ordet „amir“.

Retten til at opkræve zakat

Her hørte jeg endnu et mærkværdigt spørgsmål, nemlig at den person, der vælges som leder af en sådan Jamaat, ikke har nogen ret til at opkræve zakat. For, hævdes det, er det kun amiren for en islamisk stat, der kan opkræve zakat. Spørgerne er åbenbart slet ikke bekendt med vores fremgangsmåde ved opkrævning af zakat. Faktisk har vi aldrig krævet af almindelige muslimer, at de skulle indbetale zakat til Jamaats Bayt al-Mal. Vi har heller aldrig sagt, at zakat fra dem, der ikke indbetaler til vores fond, ikke ville blive anset for betalt. Vi kræver kun, at Jamaats egne medlemmer betaler zakat til vores Bayt al-Mal. Vores hovedformål med dette er at vænne muslimer til i fællesskab at betale og anvende zakat i overensstemmelse med shariaens synspunkt. Spørgsmålet er nu: Hvilken fejl har vi da begået ifølge shariaen? Hvis man har ret til at opfordre folk til at bede i Jamaat i stedet for at bede hver for sig hjemme, hvorfor skulle man så ikke have ret til at opfordre dem til at betale zakat kollektivt i stedet for individuelt? Det er tilladt at modtage bidrag fra folk eller opkræve indmeldelses- og medlemsgebyrer, men det skulle være forbudt at opfordre til opfyldelse af den obligatoriske pligt, som Allah og Profeten (fred være med ham) har fastsat—hvilken mærkværdig påstand er det ikke!

Bayt al-Mal

Her hørte man et endnu mere mærkværdigt spørgsmål: Hvorfor har I oprettet et »Bayt al-Mal«? Når man hører den slags spørgsmål, får man i virkeligheden indtryk af, at spørgerne nærer en vis fjendtlighed over for islamiske begreber som sådan. Det er klart, at enhver gruppe eller organisation har en økonomisk fond for at gøre det lettere at afholde udgifter til fælles aktiviteter. Vi kalder den Bayt al-Mal, fordi dette er den eneste islamiske betegnelse. Hvis vi havde kaldt den en pengekasse, ville de ikke have haft nogen indvendinger. Eller hvis vi havde kaldt den et finansministerium, ville de måske også have været tilfredse. Men fordi vi bruger en islamisk betegnelse, kan de ikke tolerere den.

De fleste af spørgsmålene var i virkeligheden så meningsløse, at jeg ikke havde lyst til at spilde tilhørernes tid på at besvare dem. Alligevel besvarede jeg nogle få af dem som eksempler, for at vise, hvilke slags undskyldninger, snedige spørgsmål og tvivlsomme forhold de, som hverken selv ønsker at opfylde deres ansvar eller er villige til at lade andre gøre det, opsporer—og hvordan de, ligesom de selv holder sig borte fra Allahs vej, også forsøger at holde andre borte fra den.

Det ligger i virkeligheden ikke i vores arbejdsmetode at give os af med meningsløse skænderier, stridigheder og debatter. Hvis nogen ønsker at forstå vores synspunkter på en enkel og ligefrem måde, er vi altid rede til at forklare dem det. Og hvis nogen ønsker at påpege vores fejl og mangler ved hjælp af argumenter og beviser, er vi også rede til at tage imod det. Men hvis nogen fremprovokerer en debat og ønsker at trække os ind i den, er vi på ingen måde villige til at gå ind i den. Modstanderne kan fortsætte dette spil, så længe de ønsker.

— Slut —