Oversætterens ord

Det arabiske værk skrevet af Allama Yusuf al-Qaradawi, ‘al-–halal wa-l- haram fi l- Islam’ – den bengalske oversættelse af dette værk, med titlen »Islams bestemmelser om halal og haram«, har jeg med oprigtig taknemmelighed over for den almægtige Allah kunnet forelægge for den bengalisksprogede dannede offentlighed. Allah den ophøjede har tidligere givet denne ubetydelige person mulighed for at forelægge den bengalske oversættelse af de to omfattende bind af Allama al-Qaradawis værk »Fiqh al-Zakat«. Jeg kender ingen ord, hvormed jeg kan udtrykke min taknemmelighed derfor.

I virkeligheden er Yusuf al-Qaradawi en af dette århundredes største islamiske retslærde – det er ikke kun min opfattelse; mange fremtrædende tænkere i vor tid har åbent erkendt det. Det bevises uimodsigeligt af alle hans store og betydningsfulde værker, ligesom de to bind af »Islams bestemmelser om zakat«, der er udgivet på bengali, samt mit eget værk »Ideal for et bedre liv«, skrevet på grundlag af hans udødelige værk ‘al- Iman wa-l- Hayat’«Al-Iman wa-l-Hayat», har gjort det hævet over enhver tvivl for læserne.

Dette værk af forfatteren er ikke blot omfattende i sin behandling; dets lige findes heller ikke på arabisk, urdu eller noget andet sprog i verden. Forfatteren har selv sagt: »Dette værk om halal og haram er den største berigelse af den islamiske verdenslitteratur.« Enhver læser af værket vil erkende, at denne påstand er hundrede procent sand. De forskellige dele af det behandlede emne findes spredt i fiqh-bøgerne, men eftersom de er skrevet efter gamle metoder, er det vanskeligt for nutidens mennesker at uddrage deres indhold. Her er alle de relevante emner for første gang samlet under én bestemt titel, med fuld bredde, logisk sammenhæng og moderne forsknings- og analysemetoder. Derfor har værket opnået status som et »leksikon« over vigtige islamiske emner. Det er også grunden til, at det er blevet særligt værdsat af lærde over hele verden. Udgivelsen af adskillige oplag af det oprindelige arabiske værk samt oversættelser til tyrkisk og engelsk og den enorme efterspørgsel efter dem beviser uden tvivl dette.

Betydningen af de emner, der behandles i værket, er ubestridelig. Ligesom tawhid og risala har spørgsmålene om halal og haram lige så grundlæggende betydning. Uden at skelne mellem halal og haram kan hverken iman eller islam være antagelig, og ingen form for tilbedelse kan accepteres af Allah, ikke engang det mindste. Jeg mener, at menneskets menneskelighed ikke kan bevares, hvis man ikke lever efter forskellen mellem halal og haram; tværtimod er det uundgåeligt, at mennesket synker ned på dyrets niveau. Forfatteren har med fuld bredde fremlagt en fuldstændig behandling af alle sider og alle forgreninger af emnet, baseret på klare og uimodsigelige tekstlige beviser.

De emner, der behandles i dette værk, er så vigtige, at der i næsten alle islamiske tænke­centre i verden i dag udføres omfattende undersøgelser af dem. Kort sagt kan man sige, at dette er det moderne menneskes spørgsmål, og at værket er et klart og fuldstændigt svar på netop disse moderne spørgsmål. Mange andre islamiske tænkere har forsket i disse emner, men det ville ikke være en overdrivelse at sige, at det er uden sidestykke, hvordan forfatteren til dette værk på videnskabelig vis har fremlagt resultatet af omfattende forskning baseret på teorier og fakta af højeste kvalitet. Han har opretholdt en fuldstændig balance i tænkning, overvejelse og prioritering, hvilket ikke er muligt for mange.

Det var med dette værks høje kvalitet for øje, at jeg oversatte det. Jeg er mig bevidst, at dette værk udgør et betydningsfuldt bidrag til opfyldelsen af det vanskelige ansvar, der er blevet pålagt mig: gennem det bengalske sprog at præsentere den islamiske religions fuldstændige og omfattende ideal for det uddannede samfund. Islamic Foundation Bangladesh opfylder også dette ansvar ved at udgive dette omfattende værk. Det er naturligvis ikke en betingelse, at oversætteren er fuldstændig enig i alle de konklusioner, der er draget i dette værk.

Muhammad Abdur Rahim

1. maj 1984 e.Kr.

بِسْمِ اللَّهِ الرَّحْمَٰنِ الرَّحِيمِ

Forfatterens forord

På Centret for Islamisk Kultur ved Al-Azhar Universitet i Egypten blev der udarbejdet en plan med det formål at skrive værker om forskellige emner inden for islam. Planen omfattede især at fremlægge en omfattende og fuldstændig forklaring af islams idealer og lære for muslimer og ikke-muslimer, der bor i Europa og Amerika. Det var ledelsen for Al-Azhar, der havde indbudt mig til at deltage aktivt i denne ædle plan.

Der er ingen tvivl om, at denne plan vedrørende udarbejdelsen af værker er yderst værdifuld, og at dens betydning fra et ideologisk synspunkt er uoverskuelig. Det var nødvendigt at begynde arbejdet med en sådan plan for længe siden. For i virkeligheden ved den muslimske befolkning, der bor i Europa og Amerika, meget lidt om islam. Og selv denne begrænsede viden er præget af forskellige forvrængninger og tvivl. Omtrent på samme tid rejste denne ven af mig fra Al-Azhar rundt i Amerika og skrev til mig, at et stort antal muslimer, der bor i disse lande, driver alkoholhandel og barer og tjener store summer. Men de har ikke den mindste bevidsthed om, at dette arbejde for muslimer er fuldstændig haram og en alvorlig synd.

Han har også skrevet, at muslimske mænd gifter sig med døtre af kristne og jøder – ja, endda af ateister, hedninger og afgudsdyrkere (Heathen, Idolater) – mens de ikke er rede til at gifte sig med muslimske kvinder.

Når muslimernes tilstand er sådan, er det overflødigt at sige, hvordan de ikke-muslimers tilstand må være. De ser jo kun Islams ydre, afskyelige skikkelse. De får ingen mulighed for at stifte bekendtskab med Islams indre, sande virkelighed og skønhed. Derfor har de fuldstændigt mistet al respekt og hengivenhed for Islam og muslimerne (dem, der gør krav på at være muslimer). Det er især kristne missionærer, som er fjender af Islam, og misundelige imperialistiske kræfter, der siden tidernes morgen har fremstillet dette forvrængede billede af Islam for dem. Derfor har de siden tidernes morgen dag og nat ført yderst nedrige sammensværgelser. Alligevel er verdens muslimske tænkere fuldstændig uvidende om og uopmærksomme på dette forhold.

Hvis vores tænkere nu er blevet bevidste, og der er blevet lagt planer for denne storslåede indsats, er det derfor i højeste grad velsignet og tidssvarende, hvilket ikke behøver nogen nærmere forklaring. Der er heller ingen tvivl om, at det er enhver muslims pligt at yde al mulig hjælp og støtte til gennemførelsen af denne plan og til dette uvurderlige arbejde med den islamiske daʿwa. Jeg mener ikke blot, at dette arbejde bør være centreret omkring „Jamiʿat al-Azhar“ (al-Azhar-universitetet); det bør også udstrækkes til hele den muslimske verden uden for dette center.

Det nævnte islamiske kulturcenter bad denne forfatter om at skrive en bog. Den fik titlen: „Al-Halal wal-Haram fil-Islam“ – Bestemmelserne om halal og haram i islam.

Samtidig blev det angivet, at bogen skulle være skrevet i et letforståeligt sprog med en udførlig behandling, og at den skulle indeholde en sammenlignende fremstilling i forhold til andre religioners og kulturers synspunkter i verden.

Ved første øjekast synes emnet „halal og haram“ ganske vist enkelt, men i virkeligheden er det yderst komplekst. Især fordi der indtil nu ikke er skrevet nogen bog om dette emne i den religiøse litteratur – hverken i oldtiden eller i moderne tid. Selv om emnets materiale ligger spredt i de udførlige kapitler om tafsir, hadith og islamisk fiqh, og læserne stifter bekendtskab med det på forskellige trin under deres studium af disse værker, er det på ingen måde nogen enkel opgave at samle alt dette materiale i én bog.

Desuden er emnet af en sådan art, at forfatteren må træffe en endelig og selvstændig afgørelse i mange spørgsmål, hvor der er betydelig uenighed blandt fortidens lærde. Dertil kommer, at hadith-lærdes vurderinger af disse spørgsmål heller ikke på alle punkter er ens og samstemmende. Og selv når man i spørgsmål vedrørende halal og haram skal give én bestemt opfattelse forrang frem for de forskellige andre opfattelser, kræver det en udførlig drøftelse og undersøgelse. Ikke nok med det: I en behandling på dette niveau må den, der fører ordet, med oprigtig hengivenhed vie sig til søgen efter sandheden, og derfor bliver en yderste kraftanstrengelse også uomgængelig.

Vor tids forfattere, forskere og bogskrivere om Islam kan opdeles i to grupper:

Om en del af disse mennesker kan det siges, at deres øjne er blevet blændet af den vestlige civilisations og kulturs ydre glans. Ikke nok med det; de har ligefrem betragtet den vestlige civilisation og kultur som en mægtig guddom. De har vist den fuldkommen lydighed og hengivet sig til dens dyrkelse, tilbedelse og lovprisning. De frembærer også oprigtigt ofre, gaver og tribut foran denne guddom. Foran den er deres blik frygtsomt, skræmt og ydmygt. De har taget alt, hvad der udspringer af den vestlige civilisation og kultur, for den endelige sandhed og noget, der skal følges til evig tid. De er på ingen måde rede til at være uenige med den, antage et anderledes synspunkt eller tilbagevise et modsat synspunkt. Hvis noget på dette stadium viser sig at stemme overens med den, bryder de ud i begejstrede jubelråb. Og overalt, hvor der viser sig en modstrid, bestræber de sig på på den ene eller anden måde at skabe overensstemmelse eller forsoning; eller de begynder at tale i en undskyldende tone på islams vegne; eller de fremsætter en fortolkning, der fordrejer islams synspunkt, og som slet ikke har noget med islam at gøre. Derved bliver deres opfattelse tydelig: som om islam intet har at sige imod den vestlige civilisation, kultur og filosofi. Ud fra deres udtalelser om afbildninger, billeder, figurer, skulpturer af levende væsener, ågerforretninger, afsondrede og intime møder med fremmede kvinder, kvinders oprør mod deres kvindelighed samt mænds brug af guld- og sølvsmykker og lignende har jeg tydeligt kunnet ane denne holdning hos dem. Heller ikke i spørgsmålet om den tilladelse, islam har givet til skilsmisse og til at tage flere hustruer på én gang, er deres holdning det mindste anderledes. Det synes, som om de tror, at det, Vesten har erklæret halal, nødvendigvis er halal, og det, Vesten har erklæret haram, nødvendigvis er haram. Men islam er et selvstændigt livssyn; det er en lov, som den almægtige Allah har åbenbaret, og det er ønskeligt, at Allahs lov skal stå over alt og sejre over alt. De har fuldstændig glemt, at det er islam, man skal følge, og at islam ikke kan følge nogen eller noget andet. Allah alene er Herren, og alle andre er tjenere. Herren kan aldrig være villig til at følge tjeneren eller være underordnet ham. Af hvilken grund skulle Skaberen bøje sig for det skabte? Allah har selv sagt:

………… (arabisk)…………..

Den sande virkelighed – den almægtige Allah – hvis Han fulgte menneskenes luner, ville himlene, jorden og alt, hvad der findes deri, da blive bragt i alvorligt fordærv.

………… (arabisk)…………..

Sig: Er der blandt dem, som I sætter ved Allahs side, nogen, der viser vejen til den sande sandhed? Og sig: Hvem har størst ret til at blive fulgt – den, der viser vejen til den sande sandhed, eller den, der slet ikke viser nogen vej, men selv må ledes? Hvem af dem har størst ret i denne sag?

Dette handler om én kategori af forfattere og bogforfattere. Hvad angår den anden kategori, holder disse mennesker fast ved en bestemt opfattelse af halal og haram. Måske har de baseret sig på ordlyden i en bog, eller de har antaget, at netop dette er islam. Derfor er de ikke rede til at vige så meget som en tøddel fra deres fastlåste opfattelse. Ja, de er end ikke villige til at undersøge og vurdere de islamiske retslige beviser i denne sag, selv om det ville have været muligt at nå frem til den sande opfattelse ved sammenlignende at undersøge, drøfte og vurdere beviserne for deres eget synspunkt og det modsatte synspunkt.

Hvis man spørger disse mennesker, hvad deres opfattelse er af musikinstrumenter, musik, skak, kvinders uddannelse, at piger lader ansigt og arme være utilslørede og lignende, vil de sige eller skrive: »Haram.« I den forbindelse har de også glemt, hvilken holdning de tidligere lærde indtog, og hvilken måde eller tone de plejede at tale på. For når det ikke med sikkerhed og endegyldigt var kendt, at en ting eller handling var haram, erklærede de den aldrig for haram. De sagde snarere: »Jeg bryder mig ikke om det« eller »Jeg afskyr det« og lignende. På denne baggrund besluttede jeg, at jeg ikke ville henregne mig selv til nogen bestemt af disse to kategorier. For min religion tillader mig ikke at være Vestens slave – en blind efterfølger. Jeg har jo anerkendt den almægtige Allah alene som min Herre, antaget islam som den fuldstændige lov for mit liv og troet på, at Muhammad (fred være med ham) er Allahs sidste sendebud.

For det andet kan jeg, eftersom min fornuft og samvittighed stadig er vågen og bevidst, ikke anerkende én bestemt faqihs madhhab som den endelige afgørelse i alle spørgsmål. For selv om den kan være fejlfri, er den jo heller ikke fuldstændig fri for muligheden for at tage fejl. Imam Ibn al-Jawzi har sagt, at den blinde efterfølger er afhængig af et upålideligt grundlag. Derved holdes fornuften og samvittigheden fuldstændig uvirksom. Fornuft, samvittighed og evnen til at tænke og overveje er en ædel egenskab, som Allah har skænket mennesket. Når man antager princippet om taqlid, det vil sige blind efterfølgelse, berøver man sig selv alle denne ædle egenskabs gavnlige virkninger. Hvis den, der holder en fakkel, slukker den og begynder at gå gennem mørket, kan hans latterlige handling på ingen måde anses for fornuftig.

Derfor knyttede jeg mig ikke til nogen bestemt madhhab-gruppe. For efter min opfattelse er den sande sandhed ikke begrænset til én bestemt madhhabs opfattelse. Imamerne for disse madhhabs, som er udbredt i verden, hævdede heller aldrig, at de selv var ufejlbarlige og syndfri. De var i virkeligheden mujtahider, som gjorde alt, hvad de kunne, i søgen efter sandheden. Hvis de begik en fejl, ville de få én belønning, og hvis det lykkedes dem at nå frem til en korrekt ijtihad-baseret opfattelse, ville de få dobbelt belønning. Dette er i virkeligheden den erklærede anseelse, som oprigtig og uegennyttig søgen efter sandheden har i islamisk viden og videnskab.

Imam Malik, må Allah være nådig mod ham, sagde:

………… (arabisk)…………..

Alle andre menneskers udsagn end den ædle Profets kan delvis antages og delvis forkastes.

Imam ash-Shafi’i, må Allah være nådig mod ham, sagde:

………… (arabisk)…………..

Min opfattelse er korrekt, men der er mulighed for, at den er fejlagtig. Andres opfattelser er fejlagtige, men der er mulighed for, at de er korrekte.

For den velinformerede muslim, som har evnen og midlerne til at sammenligne og vurdere forskellige opfattelser inden for viden og til at foretrække én af dem, kan det på ingen måde være ønskværdigt at være bundet til en bestemt madhhab blandt madhhaberne eller at være blind efterfølger af en bestemt fikh-eksperts opfattelse. Han bør tværtimod følge princippet om at handle på grundlag af beviser og dokumentation. Han skal da følge det bevis, der er korrekt, og hvis belæg er afgørende. Det, hvis overleveringskæde er svag, eller hvis afgørende beviskraft ikke er blevet fastslået, skal uden videre forkastes. Hvis en sådan opfattelse derfor allerede er blevet antaget, bør den også forkastes. Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, sagde som en læresætning:

………… (arabisk)…………..

Forsøg ikke at erkende og kende sandheden ved at se på mennesker. Forsøg derimod at kende og erkende sandheden som sandhed, og søg på dette grundlag efter de mennesker, der bærer sandheden.

Jeg har gjort mit yderste for at følge anvisningen fra Jamia al-Azhars kulturråd. Jeg har forsøgt at undersøge hvert spørgsmål på grundlag af beviser og gennem sammenligning at give én opfattelse forrang ud fra de grundlæggende årsager. I denne forbindelse har jeg fuldt ud draget nytte af den moderne tids tanker, overvejelser og viden. På alle områder har jeg fundet islams perspektiv strålende og baseret på uigendrivelige logiske beviser. Og det er naturligt. Islam er jo hele menneskehedens religion. Allah har selv sagt:

………… (arabisk)…………..

Allahs farve. Og hvilken farve kan være bedre end Allahs farve?

Spørgsmålet om halal og haram er et evigt spørgsmål. Siden oldtiden har dette spørgsmål vist sig at være yderst vigtigt i enhver nations liv. Det kan imidlertid ikke benægtes, at der er uenighed om omfanget af haram og dets natur. Årsagerne hertil er naturligvis også forskellige. Dette perspektiv er dybt forbundet med hver nations oprindelige trosforestillinger og tro samt dens årtusindgamle kulturelle traditioner.

Senere fremlagde de store åbenbarede religioner shariaens bestemmelser. Spørgsmålet om halal og haram var naturligvis også til stede deri. Efter at have antaget troen på religionen var dette ikke længere blot et spørgsmål om overtro, en gruppes sædvane eller en skik. Det blev da ophøjet til et menneskeligt ideal. Men samtidens samfundssyn og tilbøjeligheder afspejlede sig på mange områder i fastsættelsen af halal og haram. Når forholdene ændrede sig, ændrede halal og haram sig også. Man kunne heller ikke benægte virkningen af tidens forandring. Som eksempel kan nævnes, at mange ting var midlertidigt haram i jødernes samfund. Allah straffede Israels Børn, fordi de havde overskredet disse haram-grænser. Dette haram var dog ikke et evigt forhold. Det, som Jesus, fred være med ham, sagde til Israels Børn, er citeret i Koranen med disse ord:

………… (arabisk)…………..

som bekræfter sandheden i Toraen, der var før mig, og for jer vil jeg tillade noget af det, som blev gjort forbudt for jer.

Da islam som religion senere blev åbenbaret, havde menneskeheden nået sin fuldkommengørelse og var blevet egnet til at modtage det sidste bidrag fra profetskabet og sendebuddenes virke. Da åbenbarede Allah den Højeste de evige og bestandige bestemmelser i islams sidste sharia. Sura al-–Mā’idas vers, efter at forskellige forbudte fødevarer er blevet nævnt, erklærede Allah den Højeste netop dette med følgende ord:

………… (arabisk)…………..

I dag har Jeg fuldendt jeres religion for jer, fuldbyrdet og afsluttet Min nåde over jer og valgt islam som religion for jer.

I islam er forståelsen af det tilladte og det forbudte i sandhed meget enkel, ligetil og klar. Dette spørgsmål er også en del af den betroede forpligtelse, som himlene og jorden erklærede sig ude af stand til og nægtede at bære over for Allah. Mennesket tog den derimod villigt på sine egne skuldre. Det er forpligtelsen til at følge de love og bestemmelser, Allah har givet, og til at bære ansvaret for at repræsentere Allah på jorden. Det er et tungt og byrdefuldt ansvar. Det er på grundlag af, at mennesket påtog sig dette ansvar, at det på opstandelsens dag vil få belønning eller frihed. For at mennesket kunne bære denne forpligtelses byrde på rette vis og være i stand til at opfylde det dermed forbundne ansvar, gav Allah den Højeste mennesket fornuft, dømmekraft og viljestyrke, sendte profeter og sendebud og åbenbarede sine ophøjede bøger som livsordning. Under disse omstændigheder har mennesket ingen ret til at spørge, hvorfor bestemmelser om det tilladte og det forbudte blev givet dem, og hvorfor de ikke blot får lov til at være frie og uden tøjler. Dette er i virkeligheden et led i Allahs prøvelsessystem. Det gælder kun for mennesket. Blandt Allahs utallige skabninger er det alene menneskeheden, der er blevet udvalgt og valgt til dette. For mennesket er ikke, ligesom englene, blot »ånd«, og det består heller ikke, ligesom dyr, udelukkende af begær og lidenskab. Mennesket er en forening af disse to – en yderst velafbalanceret skabning. Ved at udvikle denne forenede natur kan mennesket nå englenes rang og blive endnu bedre og højere end dem. Samtidig kan det synke ned i fornedrelsens dybeste sump og nå en tilstand, der er som dyrenes eller endnu lavere og ringere.

Set fra en anden synsvinkel kredser spørgsmålet om det tilladte og det forbudte bestandigt på den islamiske sharias himmel. Det er grundlagt på at sikre menneskets velbefindende og fjerne skade og ulykke. Formålet er gennem dette at gøre menneskets liv velordnet, smukt og lettere. Denne ordning forebygger på den ene side alle ulykker og sætter på den anden side alt godt i bevægelse. At sikre hele menneskehedens almene velbefindende er dens højeste mål. Velbefindendet for menneskets sjæl og krop samt sundheden i dets fornuft og dømmekraft ligger i at følge denne ordning. Selv om mennesker er opdelt i forskellige folkeslag, racer, lande, tidsaldre og lignende, kan de opnå velbefindende gennem denne ordning.

Denne ordning er en uadskillelig del af islam som religion. Denne religion blev åbenbaret som et middel til alment velbefindende og nåde for hele menneskeheden. Det har Allah den Højeste sagt, idet Han talte til Sit sidste sendebud:

………… (arabisk)…………..

Jeg har sendt dig som en barmhjertighed for hele verdensaltet.

Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde også:

………… (arabisk)…………..

Jeg er uden tvivl blot en fuldendt barmhjertighed.

Som følge af denne barmhjertighed har Allah fjernet alle former for vanskelighed, strenghed og regler om asketisk afholdenhed fra denne, Hans sidste umma. Han har også befriet dem for det modbydelige princip, at alt er tilladt, og intet er forbudt. Afgudsdyrkere og visse grupper blandt Skriftens folk har derimod, i deres bestræbelser på at følge princippet om askese, vanskelighed og strenghed, gjort alle slags rene og hellige ting haram for sig selv og gjort mange slags usle og afskyelige handlinger eller ting halal for sig selv. Allah har selv sagt:

………… (arabisk)…………..

Min barmhjertighed omfatter alting. Jeg vil bestemt fastsætte den for dem, der frygter Allah, giver zakat og tror på Vore tegn, og som følger den ummi-profet. De finder ham omtalt skriftligt i Toraen og Evangeliet, som de har hos sig. Denne profet befaler dem gode handlinger, forbyder dem uret og synd, erklærer gode og rene ting halal for dem og erklærer alle usle, afskyelige og vederstyggelige handlinger eller ting haram for dem; og han befrier dem for den byrde og de lænker, som fra gammel tid har hvilet tungt på dem.

De to vers, som den islamiske lovgivning om halal og haram bygger på, er omtalt i begyndelsen af denne bog.

Afslutningsvis mener jeg, at betydningen af denne lille bog, der er skrevet om halal og haram, må anerkendes. Jeg anser den for at være en betydelig tilføjelse til den moderne muslimske bogproduktion. Denne bog vil løse mange problemer i muslimernes liv og offentligt fremlægge de rigtige svar på mange spørgsmål vedrørende personlige og kollektive forhold. Jeg er fast overbevist om, at muslimer gennem denne bog vil kunne få detaljeret kendskab til, hvad der er halal og haram for dem, samt de egentlige årsager og begrundelser herfor.

Til sidst ville jeg ikke have opfyldt min pligt, hvis jeg ikke udtrykte min taknemmelighed over for vicekansleren ved al-Azhar og Rådet for Islamisk Kultur. For det var på deres opfordring, at jeg tog initiativ til at skrive denne bog.

I islam halal- og–haram- bestemmelserne

Første kapitel

– Definition

– Alle ting er grundlæggende mubah– tilladte

– At afgøre, hvad der er halal eller haram, er udelukkende Allah‌s ret

– At gøre det, der er halal, haram og at gøre det, der er haram, halal er shirk

– haram ting er yderst skadelige

– Halal varer befrier mennesker fra at være afhængige af haram .

– Det, der er årsag til haram, er også haram.

– At ty til kneb vedrørende haram er også haram.

– En god intention alene gør ikke en haram ting halal; den bliver det ikke.।

– For at beskytte sig selv mod haram ting bør man undgå tvivlsomme ting ved at holde sig fra dem.

– For alle er det haram.

– Når behovet er akut kan mange forbudte ting blive tilladte at blive det

Definition

Halal: Mubah; det, som ikke er forbudt, og som Lovgiveren har givet tilladelse til at gøre, eller som Han ikke har forbudt at gøre.

Haram: Det, som Lovgiveren udtrykkeligt har erklæret forbudt; den, der gør det, vil med sikkerhed blive kastet i Jahannam i det hinsidige. Mange gange må man også lide straf i denne verden.

Makruh: Den handling, som Lovgiveren har forbudt, men ikke med stor strenghed. Sammenlignet med haram er dens forbudthed langt mindre og svagere. Den straf, man får for at udføre en haram-handling, får man ikke for at udføre en makruh-handling. Men hvis man fortsætter med at udføre makruh-handlinger, må man lide straffen for haram-handlinger.

Folkene før islam var på mange områder nedsunket i den yderste vildfarelse. Spørgsmålet om halal og haram var et af disse områder. Deres vildfarelse kom her til udtryk ved, at de anså halal for haram og haram for halal. I dette spørgsmål var synet hos både de almindelige polyteister og Skriftens folk, jøderne og de kristne, fuldstændig ens. Denne vildfarelse nåede to yderpunkter. Den indiske brahmanisme og den kristne askese nåede det ene yderpunkt. De trosretninger, som tillod at påføre kroppen smerte og lidelse og erklærede god mad, godt tøj samt smykker og prangende genstande for haram, havde også nået dette yderpunkt. Hos nogle vaisnava-asketikere blev selv fodvask og badning fastlagt som syndige handlinger.

I Persien befandt Mazdak-religionen sig ved det andet yderpunkt. Ifølge denne lære blev alt betragtet som »mubah« – tilladt. Intet var forbudt. Selv om menneskets ære og anseelse var yderst hellig og respektværdig i menneskers øjne, var det ifølge denne religion på ingen måde uretfærdigt at krænke eller ødelægge den.

I uvidenhedens tidsalder havde araberne fastlagt en fuldstændig forkert målestok for halal og haram. Efter deres opfattelse var der ikke den mindste skyld eller indvending ved de mest afskyelige handlinger, såsom at drikke alkohol, tage meget åger, indgå ulovlige forhold til kvinder, behandle dem brutalt eller dræbe børn. Den afskyelige og grufulde handling at dræbe børn blev fremstillet som noget tillokkende, attraktivt og ærefuldt. Derfor fandtes der ikke en smule medfølelse i fædrenes hjerter, og den kunne ikke afholde dem fra denne afskyelige handling. Det var på dette tidspunkt, at der blev sagt i Den Ædle Koran:

وَكَذَٰلِكَ زَيَّنَ لِكَثِيرٍ مِّنَ الْمُشْرِكِينَ قَتْلَ أَوْلَادِهِمْ شُرَكَاؤُهُمْ لِيُرْدُوهُمْ وَلِيَلْبِسُوا عَلَيْهِمْ دِينَهُمْ

Og således har deres medguder gjort drabet på deres egne børn særdeles tiltalende for mange polyteister, for at styrte dem i fordærv og gøre deres religion tvivlsom for dem. (Sura al-’An’am: 137)

Med dette formål opfandt de dengang forskellige påskud og forsøgte at bevise, at det var lovligt. Disse påskud var blandt andet frygten for nød og fattigdom samt skammen over at få en datter. De tøvede heller ikke med at ofre deres børn for at opnå nærhed til deres guder. Det er i sandhed højst forunderligt: På den ene side anså de det for fuldt ud lovligt at dræbe deres kære børn eller begrave dem levende. På den anden side erklærede de mange slags rene og halal-afgrøder samt dyr for haram for sig selv. Og det mest forbløffende var, at de udbredte dette forbud som en religiøs forskrift. De påstod, at Allah selv havde gjort alle disse ting haram.

Men dette var fuldstændig løgn og uden grundlag. Allah Ta’ala tilbageviste deres påstand og sagde:

وَقَالُوا هَٰذِهِ أَنْعَامٌ وَحَرْثٌ حِجْرٌ لَّا يَطْعَمُهَا إِلَّا مَن نَّشَاءُ بِزَعْمِهِمْ وَأَنْعَامٌ حُرِّمَتْ ظُهُورُهَا وَأَنْعَامٌ لَّا يَذْكُرُونَ اسْمَ اللَّهِ عَلَيْهَا افْتِرَاءً عَلَيْهِ ۚ سَيَجْزِيهِم بِمَا كَانُوا يَفْتَرُونَ

Og de sagde: »Disse firbenede dyr og markens afgrøder er haram. Ingen må spise dem, bortset fra dem, vi ønsker, som må spise dem.« Dette var deres opdigtede forestilling. Der fandtes også andre dyr, hvis rygge var blevet erklæret haram, samt dyr, over hvilke de ikke nævnte Allahs navn ved slagtningen, idet de tillagde Allah en løgn. De vil visselig få gengæld for denne løgn.(Sura al-’An’am: 138)

Koranen har med klare ord fastslået, at de, der har gjort det, som burde være haram, halal, og det, som burde være halal, haram, er kommet på afveje fra den rette vej. Koranen siger:

……….. (arabisk) ……….

De, der i deres uvidenhed dræber deres egne børn uden nogen form for viden eller begrundelse og erklærer den forsørgelse, Allah har skænket, for haram, idet de nærer grundløse forestillinger om Allah, har lidt et frygteligt tab. De er alle kommet på afveje og vil aldrig blive vejledt.

Da islam blev åbenbaret, stod den over for netop en sådan forvanskning og vildfarelse i fastsættelsen af halal og haram. Det var nødvendigt at formulere nogle grundlag, hvorpå spørgsmålet om halal og haram kunne afgøres endeligt. Der måtte fastsættes en målestok for dette. Hvert forhold blev derefter grundigt undersøgt på dette grundlag. Derfor måtte retfærdighedens målestok stilles åbent frem, og på dette grundlag blev halal og haram fastsat på en yderst afbalanceret måde. Det var således passende at erklære den muslimske umma for »den nation, der følger den moderate vej« (arabisk). For på den ene side findes de vildfarne og fejlagtige nationer, og på den anden side de forvanskende nationer – til højre og venstre. Midt imellem dem står den muslimske nation. Den er fri for begge sidernes fejl. Derfor har Allah også kaldt dem »den bedste nation«. Han har sagt, at denne nation er blevet skabt med henblik på hele menneskehedens vel.

1.. Alle ting har som grundregel at– de er mubah

Islams allerførste grundprincip ved udformningen af shariaens bestemmelser er, at alt, hvad Allah den Ophøjede har skabt til menneskene, er halal og mubah. Hvis noget er blevet betegnet som »haram« i en afgørende, klar og bekræftet erklæring fra den, der fastsætter shariaens bestemmelser, er det alene dette, der er haram. Men hvis der ikke foreligger nogen afgørende erklæring om et forhold, eller hvis det ikke gennem noget bevis er blevet fastslået, at der foreligger en afgørende erklæring, eller hvis det ikke ud fra noget bevis med klarhed og sikkerhed kan vides, at noget er haram, så forbliver det i sin grundtilstand – tilstanden af at være mubah. Det må ikke kaldes haram. En svag hadith kan ikke accepteres som bevis i denne sammenhæng.

At alt, hvad Allah har skabt, grundlæggende er halal, er ikke noget opdigtet. Det er uigendriveligt bevist gennem klare erklæringer i adskillige vers i Den Ædle Koran. Her citeres nogle af versene om dette:

هُوَ الَّذِي خَلَقَ لَكُم مَّا فِي الْأَرْضِ جَمِيعًا

Det er den samme ophøjede Allah, der har skabt alt det, som findes på jorden, til jeres brug og nydelse. ((Sura al-Baqarah: 29)

وَسَخَّرَ لَكُم مَّا فِي السَّمَاوَاتِ وَمَا فِي الْأَرْضِ جَمِيعًا مِّنْهُ

Alt, hvad der findes i himlene og på jorden, har Allah underlagt jer til jeres gavn. (Sura al-Jathiya: 13)

أَلَمْ تَرَوْا أَنَّ اللَّهَ سَخَّرَ لَكُم مَّا فِي السَّمَاوَاتِ وَمَا فِي الْأَرْضِ وَأَسْبَغَ عَلَيْكُمْ نِعَمَهُ ظَاهِرَةً وَبَاطِنَةً

Har du ikke lagt mærke til, at alt, hvad der findes i himlene og på jorden, har Allah, den Ophøjede, underlagt menneskene til deres gavn, og at Han gavmildt har udøst sine ydre og indre, synlige og usynlige velsignelser over jer? (Sura Luqman: 20)

Af disse udsagn fremgår det klart og uigendriveligt, at Allah, den Ophøjede, har skabt alt, hvad der findes i himlene og på jorden, for menneskene—til deres gavn og til deres brug—og har underlagt dem det. Med disse ord har Allah kundgjort sin grænseløse nåde over for menneskene. Derfor må alt i universet være halal for menneskene. Det kan ikke være forbudt for menneskene at nyde eller anvende noget af det; Allahs tilladelse omfatter det hele. Alt dette er jo velsignelser, som Allah har skænket. Hvis det skulle være forbudt, hvilken betydning kunne det da have, at Han siger, at det er skabt for alle mennesker?

Men hvis Allah selv har gjort nogle af de skabte ting haram, er det en særskilt sag. Hvis Han har gjort visse ting haram af særlige grunde og med et særligt gavnligt formål, må dette naturligvis efterleves. Det er blot en undtagelse fra den generelle regel om, at tingene er halal, og man må gå ud fra, at der bestemt ligger en grund bag denne undtagelse.

På denne baggrund kan det siges, at området for det haram i den islamiske sharia er meget snævert. Området for det halal er derimod vidt og omfattende. For versene, der med klare og uigendrivelige ord erklærer noget haram, er meget få, kun nogle enkelte. Hvad angår de forhold, som ikke udtrykkeligt er blevet omtalt på ny—hverken som halal eller haram—skal de vurderes på grundlag af dette grundprincip. De regnes for at være omfattet af Allahs tilgivelse.

På dette sted er også den ædle Sendebuds, fred være med ham, erklæring værd at nævne. Han sagde:

……… (arabisk)……….

Det, som Allah har gjort halal i Sin Bog, er halal, og det, som Han har gjort haram, er haram. Og i det, som Han har forholdt sig tavs om, ligger der tilgivelse. Tag derfor Hans tilgivelse imod fra Allah. For Allah glemmer ikke noget – det kan ikke være sådan, at Han ikke har sagt noget af glemsel. Som bevis på dette reciterede Han: »Jeres Herre glemmer ikke.« (en del af et koranvers)

Hadhrat Salman al-Farisi har berettet:

………….. (arabisk)………….

Da Den Ædle Profet (fvmh.) blev spurgt om fedt, smør, ost og klæder fremstillet af bløde dyrehår, sagde han: Det, som Allah har erklæret halal i Sin Bog, er halal. Det, som Han har erklæret haram i Sin Bog, er haram. Og det, som Han har forholdt sig tavs om, hører til de ting, som Allah vil tilgive, hvis man gør dem.

Som svar på spørgsmålet sagde Den Ædle Profet (fvmh.) ikke noget om hver enkelt ting. Ved denne lejlighed erklærede han det evige princip, som halal og haram er blevet fastlagt på og bør fastlægges på. Hvilke ting Allah har gjort haram, kan meget let afgøres på grundlag af dette princip. Og derefter vil alt det, som der ikke findes nogen erklæring om som haram, blive betragtet som halal.

Den Ædle Profet (fvmh.) har sagt:

………… (arabisk) ………….

Allah den Ophøjede har gjort visse handlinger obligatoriske. Så ødelæg dem ikke. Han har fastsat visse grænser, så overskrid ikke disse grænser. Han har gjort visse ting haram, så sæt jer ikke op imod dem. Og af nåde mod jer har Han, uden at glemme det, forholdt sig fuldstændig tavs om mange forhold. Så indlad jer ikke i diskussion om dem. (Tirmidhi, Ibn Majah)

På dette sted ønsker jeg at udstede en advarsel vedrørende én ting. Udsagnet »Alt er grundlæggende mubah« gælder ikke kun for visse varer og genstande. Det samme grundprincip gælder også for alle handlinger, indgreb, initiativer og lignende, som ikke hører til tilbedelsens område. Dette kalder vi sædvaner og skikke samt indbyrdes handlinger. Hovedsagen er, at alt dette i virkeligheden ikke er haram – det er ubetinget halal. Men hvis Lovgiveren har erklæret en handling haram eller fastsat en betingelse for noget, er det naturligvis haram, og betingelsen skal overholdes. På dette sted lyder Allahs erklæring:

…………. Arabisk …………..

Han har tydeligt forklaret jer alt det, der er blevet gjort haram for jer.

Denne erklæring gælder både genstande og handlinger. Tilbedelsens område er imidlertid særskilt og anderledes end dette. For det er selve den sande religion – religionens grundlæggende sag – og den kan kun erhverves gennem åbenbaringen. Det, som ikke gennem åbenbaringen er blevet kendt som tilbedelse, kan aldrig og under ingen omstændigheder regnes for tilbedelse. Om dette lyder Den Ædle Profets, fred være med ham, erklæring:

………… Arabisk …………..

Hvis nogen indfører noget nyt i denne vores religion, som ikke hører til den, vil det bestemt blive afvist. (Bukhari, Muslim)

For den sande religion kommer til udtryk gennem to forhold. Det første er, at tilbedelsen udelukkende skal rettes til den ene Allah – ingen anden end Allah må tilbedes. Det andet er, at Allah udelukkende skal tilbedes i overensstemmelse med de forskrifter, Allah har givet, og ikke på nogen anden måde. Hvis nogen derfor selv opfinder en metode eller ceremoni for tilbedelse – hvem det end måtte være – er det intet andet end vildfarelse. De troende skal ikke acceptere den, men afvise den. For Lovgiveren, der fastsætter shariaens forskrifter, er udelukkende Allah. Han alene har ret til at blive tilbedt, og kun Han kan fastsætte tilbedelsens metode og regler; ingen anden. Tilbedelse kan kun accepteres af Ham, når den udføres efter den vej, metode og de regler, Han har vist, og kun gennem denne tilbedelse kan man opnå nærhed til Allah.

Men det er mennesket selv, ikke Lovgiveren, der opfinder metoder og fremgangsmåder såsom almindelige vaner og skikke samt gensidige handels- og udvekslingsforhold. På dette område vil Lovgiveren blot angive, hvilken metode, fremgangsmåde eller regel der er rigtig og korrekt, og hvilken der ikke er korrekt. Han foretrækker at opretholde de former for handling, der er fri for ødelæggelse og skade.

Imam Ibn Taymiyya sagde: De handlinger, der vedrører Guds tjeneres tale og gerninger, er af to slags. Nogle er ibadah, hvorved menneskenes religiøse tilstand forbedres. Andre er sædvaner og skikke, som er nødvendige for menneskers liv i verden. Hvad angår shariaens syn på dette område, kan de ibadah-handlinger, som Allah har gjort obligatoriske, eller som Han elsker, ikke bevises på nogen anden måde end gennem shariaens bestemmelser.

Hvad angår menneskenes sædvaner og skikke, forholder det sig anderledes. Mennesker finder dem jo selv på efter deres egne behov. Det eneste spørgsmål ved sådanne nyskabelser er, at de ikke må være i strid med shariaen. Og når Allah selv ikke har gjort indsigelse mod en sag, kan en andens indsigelse ikke have nogen betydning. Både påbud og forbud er shariaens bestemmelser. Ibadah er kun de handlinger, som Han har befalet; hvilken ret kan nogen anden da have til at udtale et forbud mod noget, Han ikke har forbudt?

Derfor plejede Imam Ahmad ibn Hanbal og andre hadith-kyndige fuqaha at sige, at ibadah-handlingerne grundlæggende bevises gennem åbenbaringen. Shariaens bestemmelse er derfor kun det, som der er truffet en afgørelse om i shariaen. At betragte noget, som der ikke findes en sådan afgørelse om, som en del af shariaen svarer til at tiltage sig myndighed over Allah. Det er i denne forbindelse, at Allahs følgende vers blev åbenbaret:

أَمْ لَهُمْ شُرَكَاءُ شَرَعُوا لَهُم مِّنَ الدِّينِ مَا لَمْ يَأْذَن بِهِ اللَّهُ

Har de mon medguder, som har foreskrevet dem en religion, som Allah ikke har givet tilladelse til?(Sura Ash-Shura: 21)

Derfor forholder det sig anderledes med menneskenes almindelige sædvaner og skikke. De er i deres grundlag alle tilladte – uden skyld og uden specifik bestemmelse. Blandt dem er kun det forbudt, som Allah har erklæret forbudt, og intet andet. Hvis vi ikke accepterer dette som sandt, gælder dette vers for os:

قُلْ أَرَأَيْتُم مَّا أَنزَلَ اللَّهُ لَكُم مِّن رِّزْقٍ فَجَعَلْتُم مِّنْهُ حَرَامًا وَحَلَالًا

Har I da gjort noget af den forsørgelse, Allah har sendt ned til jer, forbudt og noget andet tilladt? Har I tænkt over, hvad det er for en handling? (Sura Yunus: 59)

Dette er en særdeles vigtig og meget velsignelsesrig grundregel. På grundlag af denne grundregel vil vi sige, at køb og salg, hiba, ijara og lignende hører til menneskers sociale livs skikke og sædvaner. For at leve i denne verden må mennesker følge dem, ligesom mad og drikke samt beklædning er nødvendige for dem. På disse områder har shariaen lært os de bedste og mest hensigtsmæssige regler. Derfor har shariaen forbudt alt det, hvor der er blevet konstateret en form for skade, og erklæret det, som er strengt nødvendigt, for en ufravigelig pligt. Det, der viste sig at være uønsket, har den kaldt makruh, mens de handlinger, hvori der blev konstateret et omfattende gode, er blevet betegnet som mustahabb. Derfor var der ikke behov for helt at afskaffe disse forhold eller omforme dem fra grunden.

Når denne sandhed er blevet klar, kan det siges, at folk er fuldstændig frie til efter eget ønske at indgå transaktioner, drive handel og udføre arbejde mod løn, så længe shariaen ikke erklærer nogen af deres handlinger for haram. Som eksempel kan man nævne spørgsmålet om, hvad folk spiser og drikker. På dette område er det tilstrækkeligt at holde sig fra det, der er haram. Derudover er man ikke blevet pålagt at følge nogen anden form for regulering af påbud og forbud på dette område. Derfor er alt på dette område grundlæggende mubah – ikke forbudt.

………….. Arabisk ………….

På grundlag af denne grundregel har Ibn Taymiyyahs elev, imam Ibn al-Qayyim, og alle Hanbali-skolens jurister sagt:

………….. Arabisk ………….

Aftaler og betingelser er grundlæggende alle mubah. Enhver aftale, som shariaen ikke har gjort indsigelse mod, og som ikke er blevet erklæret haram, er halal.

Denne grundregel støttes også af sahih-hadith. Jabir ibn Abdullah har sagt:

……………. Arabisk …………….

Vi praktiserede ʿazl, mens Koranen blev åbenbaret. Hvis der havde været noget, der skulle forbydes, ville Koranen bestemt have forbudt det. [Men det betyder ikke, ‘at ʿazl’ ikke er forbudt;, man kan ikke fremsætte en sådan påstand.। For denne hadith stammer fra den tidlige periode.। Senere blev dets forbud også omtalt i andre hadither.। –Oversætteren]

Heraf ønsker jeg blot at påvise, at det, som der ikke er kommet noget forbud imod gennem åbenbaringen, ikke er forbudt; det er ikke haram. Indtil der er blevet åbenbaret en erklæring, der forbyder det, er det fuldt ud tilladt. Dette var sahabernes tro med hensyn til shariaen, og netop dette udgør et uigendriveligt bevis på, at de havde forstået shariaens grundprincipper korrekt.

Alt i alt beviser alle disse eksempler og beviser, at den tilbedelse og den måde at udføre tilbedelsen på er i overensstemmelse med shariaen, som Allah den Ophøjede selv har foreskrevet. Og blandt menneskenes skikke og vaner er kun det haram, som Allah den Ophøjede selv har erklæret forbudt. Det, som Allah ikke har forbudt, kan aldrig være haram.

2. . halal-–haram- erklæring ens ret tilkommer alene Allah‌.

Allahs islam har som sit andet grundlæggende princip erklæret, at retten til at erklære noget for halal eller haram udelukkende tilkommer Skaberen, Allah. Denne myndighed er blevet frataget skabningerne. Uanset hvilken status en person måtte have i religionens eller den verdslige verdens øjne, har ingen denne ret. Denne myndighed må anerkendes som værende Allahs ene og alene. De lærde, pīrer og dervisher, konger og herskere samt ledere har ingen ret til at erklære noget haram for Allahs tjenere. Hvis nogen vover at gøre det, skal man forstå, at han overtræder de grænser, Allah har fastsat. De, som forsøger at fratage Allah hans ubetingede ret til at fastsætte religiøse love og bestemmelser, og de, som med glæde accepterer og antager denne handling og følger den, begår en så alvorlig synd, som hvis de satte partnere ved Allahs side. Denne synd ved shirk vil Allah under ingen omstændigheder tilgive. Sura ash-–Shura‘s tidligere citerede vers bør også læses her:

أَمْ لَهُمْ شُرَكَاءُ شَرَعُوا لَهُم مِّنَ الدِّينِ مَا لَمْ يَأْذَن بِهِ اللَّهُ.

Har de måske medguder eller guddomme, som fastsætter sådanne religiøse bestemmelser for dem, som Allah ikke har givet nogen tilladelse til? Jøderne og de kristne havde givet deres præster og lærde uindskrænket myndighed til at fastsætte, hvad der er halal og haram. Den Ædle Koran har netop med henblik på dette sagt:

اتَّخَذُوا أَحْبَارَهُمْ وَرُهْبَانَهُمْ أَرْبَابًا مِّن دُونِ اللَّهِ وَالْمَسِيحَ ابْنَ مَرْيَمَ وَمَا أُمِرُوا إِلَّا لِيَعْبُدُوا إِلَٰهًا وَاحِدًا ۖ لَّا إِلَٰهَ إِلَّا هُوَ ۚ سُبْحَانَهُ عَمَّا يُشْرِكُونَ

De har taget deres præster og lærde, og også Jesus Messias, til guder i stedet for Allah. Alligevel blev de kun befalet at tilbede og tjene én eneste Allah. Der findes i sandhed ingen anden gud end Ham. Han er fuldkomment hellig og højt hævet over deres afgudsdyrkelse. (Sura At-Tawba: 31)

Ali ibn Hatim var tidligere kristen. Efter at han havde antaget islam, så han den ærede Profet ﷺ recitere dette vers, og han sagde:

………… arabisk ……………..

Allahs Sendebud! De tilbad jo ikke deres præster og lærde?

Den ærede Allahs Sendebud ﷺ svarede: »Gjorde de ikke det? Disse præster og lærde fastsatte jo, hvad der var halal og haram for dem, og de accepterede ivrigt og oprigtigt netop dette. I Koranen kaldes dette deres ‘ibadah’, det vil sige, at det er sådan, de tilbad. Det, som betegnes som ‘ibadah’, udførte de over for disse præster og lærde. [Tirmidhi og andre]

I en anden overlevering siges det, at den ærede Profet ﷺ under forklaringen af det ovennævnte vers sagde:

…………….. arabisk ……………..

Er det sandt, at de ikke tilbad deres præster og lærde? Men den virkelige sag er, at når disse præster og lærde erklærede noget halal for dem, accepterede de det som halal, og på samme måde accepterede de straks noget som haram, når de erklærede det haram for dem. At give nogen en sådan ret eller status er i virkeligheden at tilbede vedkommende.

De kristne har altid haft den tro, at profeten Jesus Messias (fred være med ham), før han steg op til den himmelske verden, gav sine disciple og tilhængere fuld myndighed til at fastsætte, hvad der er halal og haram. De kan erklære noget for halal eller haram efter eget ønske. I Matthæusevangeliet står der citeret:

Jeg siger jer i sandhed: Hvad som helst I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad som helst I løser på jorden, skal være løst i himlen.

Om afgudsdyrkerne er der sagt i Den Ædle Koran, at de på eget initiativ har fastsat, hvad der er halal og haram, uden Allahs tilladelse.

Det er blevet sagt:

قُلْ أَرَأَيْتُم مَّا أَنزَلَ اللَّهُ لَكُم مِّن رِّزْقٍ فَجَعَلْتُم مِّنْهُ حَرَامًا وَحَلَالًا قُلْ آللَّهُ أَذِنَ لَكُمْ ۖ أَمْ عَلَى اللَّهِ تَفْتَرُونَ

Har I tænkt over, at I har fastsat, hvad der er halal og haram, blandt den forsørgelse, Allah har givet jer? Sig: Har Allah givet jer tilladelse til at gøre det, eller opdigter I løgne om Allah? (Sura Yunus: 59)

Allah har også sagt:

وَلَا تَقُولُوا لِمَا تَصِفُ أَلْسِنَتُكُمُ الْكَذِبَ هَٰذَا حَلَالٌ وَهَٰذَا حَرَامٌ لِّتَفْتَرُوا عَلَى اللَّهِ الْكَذِبَ ۚ إِنَّ الَّذِينَ يَفْتَرُونَ عَلَى اللَّهِ الْكَذِبَ لَا يُفْلِحُونَ

Sig ikke blot, hvad der falder jer ind: Dette er halal, og dette er haram. Derved fremsættes en fuldstændig løgn i Allahs navn. Og de, der udbreder sådanne løgne i Allahs navn, vil aldrig opnå velstand eller succes. (Sura an-Nahl: 116)

Af alle disse klare og kategoriske vers og hadither kan man uden tvivl vide og forstå, at den eneste ret til at fastsætte og erklære noget halal eller haram tilhører den Almægtige Allah. Ingen andre end Allah har denne ret, og ingen kan have den. Han har selv udført dette, og Han har sagt det i Sin egen tale, Koranen, eller ladet det erklære gennem Sine profeters og sendebuds ord. Ingen har nogen ret til at krænke Allahs afgørelse med hensyn til at gøre noget halal eller haram. Det gjorde juristerne heller ikke. Det er udtrykkeligt blevet sagt i Koranen:

وَقَدْ فَصَّلَ لَكُم مَّا حَرَّمَ عَلَيْكُمْ

Det, som Allah har gjort haram for jer, har Han selv gjort klart og specificeret for jer. (Sura al-An’ʿām: 119)

Juristerne har i virkeligheden heller ingen ret eller myndighed til grundlæggende og efter eget forgodtbefindende at afgøre, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt. For dette er et arbejde på niveau med udformningen af den religiøse sharia. Juristerne kan udøve ijtihad, og deres synspunkter og lederskab i spørgsmål vedrørende sharia bør anerkendes. Alligevel var de oprigtigt bange for at udstede en fatwa om noget. Når en person blev bedt om en fatwa, undgik han selv opgaven ved at henvise vedkommende til en anden. For de frygtede, at de under udførelsen af dette arbejde kunne begå en fejl og blive skyldige i at gøre det halal, der var haram, eller det modsatte. Og det kan på ingen måde være rigtigt at gøre.

Imam ash-Shafi’i har i sit arabiske værk citeret imam Abu Hanifas elev, qadi Abu Yusuf. Han sagde:

»Jeg har set et stort antal meget lærde og religiøst kyndige mennesker. De bryder sig ikke om at udstede fatwaer. I stedet for direkte at sige, at noget er halal eller haram, anså de det for tilstrækkeligt blot at gengive det, der står i Koranen, uden nogen form for forklaring. Den fremtrædende tabi’i-lærde Ibn as-Sa’ib sagde: Vær ikke som de mennesker, der siger: Allah har gjort dette og hint halal, eller: Dette behager Allah meget. For på opstandelsens dag vil Allah sige: »Nej, jeg havde ikke gjort det halal, og det behagede mig heller ikke.« Lad heller ikke din tilstand være som den persons, der siger: »Allah har gjort dette og hint haram.« Men på opstandelsens dag vil Allah sige: »Du er en løgner. Jeg havde ikke gjort det haram, og jeg havde heller ikke forbudt at gøre det.« Det er blevet overleveret om Ibrahim an-Nakha’i, den berømte tabi’i-jurist fra Kufa, at hans elever, når de udstedte fatwaer, brugte formuleringer som: »Dette er makruh« eller »Der er ingen skade ved dette« og lignende. For der findes ikke noget mere uansvarligt arbejde end at fastslå, at noget er halal eller haram.«

Shaykh al-Islam imam Ibn Taymiyya har sagt:

…………… Arabisk …………..

De tidlige lærde anvendte aldrig ordet haram om noget andet end det, hvis haram-status var kendt med sikkerhed, bestemthed og uigendrivelighed.

På samme måde, når imam Ahmad ibn Hanbal, må Allah være ham nådig, blev spurgt om noget, svarede han: »Jeg anser det for makruh, eller: Jeg anser det ikke for godt eller bryder mig ikke om det.« Det samme gælder imam Malik, imam Abu Hanifa og de øvrige imamer.

3. At gøre det tilladte haram og det haram tilladt på shir‌k-niveau er en forbrydelse

Islam har udtalt en skarp fordømmelse af alle, der anser sig selv for i egen ret at kunne erklære noget halal eller haram. Især er Islams angreb på dem, der erklærer det halal for haram, yderst hårdt. For derved bringes mennesker ind i unødig snæverhed og askese, selv om Allah har skænket stor rummelighed. Som følge af et sådant princip bliver menneskers tilbøjelighed til at praktisere grundløs askese og pedanteri stærk, mens den ædle Profet, må Allah velsigne ham og give ham fred, med strenge ord har sagt, at man skal undgå denne tilbøjelighed til askese og overdreven pedanteri. Han udtrykte stærk afsky over for dem, der fulgte dette princip. Han sagde:

……………. arabisk …………..

Pas på! De, der er overdrevent strenge i spørgsmål om islams religiøse detaljer, er gået til grunde, er gået til grunde … er gået til grunde. (Muslim, Ahmad, Abu Dawud)

I forbindelse med beskrivelsen af den muhammadanske sendelses kendetegn sagde han:

……………. arabisk …………..

Jeg er blevet sendt med en religion, der er entydig, oprigtig og vidtfavnende.

Der er i sandhed ingen tvivl om, at islams religion er idealistisk og enestående med hensyn til troslæren og troen på tawhid – at anerkende Skaberen som én i enhver henseende og uden nogen partner – og helt åben og vidtfavnende med hensyn til shariaen og handlingsreglerne. Shirk og det at erklære det tilladte for forbudt er fuldstændig i strid med den.

I en hadith har den ædle Profet ﷺ meddelt, at Allah den Ophøjede har sagt:

………………. arabisk ………………..

Jeg skabte Mine tjenere efter et entydigt og oprigtigt ideal. Men satanerne vildledte og forledte dem. De erklærede de ting forbudte for dem, som Jeg havde gjort tilladte, og befalede dem at gøre noget til Min partner, uden at Jeg nogensinde havde sendt nogen bemyndigelse til, at det skulle være Min partner. (Muslim)

Heraf blev det klart bevist, at det at erklære det tilladte for forbudt er en handling på shirk-niveau. Koranen har udtrykt stærk vrede mod de arabiske polyteister, fordi de begik shirk og dyrkede afguder og gjorde hellige ting såsom afgrøder og husdyr forbudte for sig selv. For Allah den Ophøjede havde ikke sendt nogen bemyndigelse eller støtte vedrørende dette. Bahira, sa’iba, wasila og ham var navnene på de dyr, som de havde erklæret forbudte. Når en kamelhoppe havde født fem unger, og den sidste unge var en han, skar disse polyteister et stykke af dens øre. De erklærede det forbudt at ride på dens ryg og lod den gå fri til deres afguder og guddomme. Derefter erklærede de det fuldstændig forbudt både at slagte kamelhoppen og at læsse noget på den. Den måtte heller ikke jages bort fra vandingsstedet eller græsningsområdet. De kaldte denne kamelhoppe bahira, det vil sige en kamelhoppe med afskåret øre. Sa’iba kaldte de den kamelhoppe, som dens ejer, efter at være vendt hjem fra en udenlandsrejse eller være blevet rask efter en sygdom, ofrede til guderne og lod gå fri. Hvis den frigivne kamelhoppe fødte en hununge, anså han den for sin egen ret. Hvis den fødte en hanunge, mente han, at guderne havde fået ejendomsretten over den. Hvis den fødte både en hanunge og en hununge, lod han hanungen gå fri i stedet for at ofre den til guderne. Da blev den kaldt wasila. Og når en kamelhingsts afkoms afkom blev egnet til at bære byrder, blev den gamle kamelhingst ikke længere brugt til at bære byrder eller til ridning. Dette blev kaldt ham.

På denne måde har Koranen med stærke ord protesteret mod at anse disse dyr for forbudte. Koranen har med klare ord sagt, at det på ingen måde er rigtigt at handle sådan i blind efterfølgelse af forfædrene. Det er blevet sagt:

مَا جَعَلَ اللَّهُ مِن بَحِيرَةٍ وَلَا سَائِبَةٍ وَلَا وَصِيلَةٍ وَلَا حَامٍ ۙ وَلَٰكِنَّ الَّذِينَ كَفَرُوا يَفْتَرُونَ عَلَى اللَّهِ الْكَذِبَ ۖ وَأَكْثَرُهُمْ لَا يَعْقِلُونَ – وَإِذَا قِيلَ لَهُمْ تَعَالَوْا إِلَىٰ مَا أَنزَلَ اللَّهُ وَإِلَى الرَّسُولِ قَالُوا حَسْبُنَا مَا وَجَدْنَا عَلَيْهِ آبَاءَنَا ۚ أَوَلَوْ كَانَ آبَاؤُهُمْ لَا يَعْلَمُونَ شَيْئًا وَلَا يَهْتَدُونَ –

Allah har ikke foreskrevet noget som Bahīra, Sā’iba, Waṣīla og Ḥām. Disse vantro fremsætter falske beskyldninger mod Allah. De fleste af dem er uden forstand. Når de bliver opfordret: »Følg det, som Allah har åbenbaret, og adlyd Hans Sendebud«, siger de: »Vores forfædres skikke er tilstrækkelige for os.« Selv om deres forfædre intet vidste og ikke var retledte — vil de så alligevel følge deres forfædres vej?(Sura al-Mā’idah: 103-–104)

Sura al-–A’‘raf– — her nævnes de egentlige forbudte ting:

قُلْ مَنْ حَرَّمَ زِينَةَ اللَّهِ الَّتِي أَخْرَجَ لِعِبَادِهِ وَالطَّيِّبَاتِ مِنَ الرِّزْقِ

Sig: Hvem har forbudt den prydelse, som Allah har frembragt for Sine tjenere, og de gode næringsmidler, Han har sørget for?(Sura al-–A ‘raf: 32)

قُلْ إِنَّمَا حَرَّمَ رَبِّيَ الْفَوَاحِشَ مَا ظَهَرَ مِنْهَا وَمَا بَطَنَ وَالْإِثْمَ وَالْبَغْيَ بِغَيْرِ الْحَقِّ وَأَن تُشْرِكُوا بِاللَّهِ مَا لَمْ يُنَزِّلْ بِهِ سُلْطَانًا وَأَن تَقُولُوا عَلَى اللَّهِ مَا لَا تَعْلَمُونَ

Sig: Min Herre har kun erklæret disse ting for haram: skamløse handlinger, åbenlys eller skjult synd, overdrevenhed uden grund og uretmæssig overtrædelse, samt shirk med Allah, som Han ikke har nedsendt noget bevis for. Og at sige om Allah det, som I ikke ved.(Sura al- A’’raf: 33)

Denne diskussion om at erklære noget halal eller haram er blevet citeret i de mekkaanske suraer. Det betyder, at denne sag ifølge Koranen ikke er lille, underordnet eller uden betydning. Den har tværtimod forbindelse med islams grundlæggende principper og samlede ideal.

I Medina blev tendensen blandt muslimer til askese og til at erklære rene ting haram for sig selv stærk. På dette tidspunkt nedsendte Allah åbenbare vers, der uden tvivl og klart påbød dem at holde sig inden for Allahs fastsatte grænser og forblive standhaftige på den lige vej. Hans ord lyder:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تُحَرِّمُوا طَيِّبَاتِ مَا أَحَلَّ اللَّهُ لَكُمْ وَلَا تَعْتَدُوا ۚ إِنَّ اللَّهَ لَا يُحِبُّ الْمُعْتَدِينَ – وَكُلُوا مِمَّا رَزَقَكُمُ اللَّهُ حَلَالًا طَيِّبًا ۚ وَاتَّقُوا اللَّهَ الَّذِي أَنتُم بِهِ مُؤْمِنُونَ

I, der tror! Betragt ikke de rene ting, som Allah har gjort halal for jer, som haram. Og overskrid ikke grænserne. Vid, at Allah på ingen måde bryder sig om dem, der overskrider grænserne. Spis af den halal og rene forsørgelse, som Allah har skænket jer, og frygt samtidig Allah, som I hævder at tro på. (Sura al-Ma’ida: 87–-88)

4. Haram ting er skadelige

Allah, den Ophøjede, er hele menneskehedens Skaber. Han har skænket mennesket så mange uvurderlige velsignelser, at de ikke kan opregnes. Derfor har Han naturligvis ret til at erklære noget for haram eller halal for menneskene. Ingen kan have ret til at stille spørgsmål ved eller gøre indsigelse mod dette. Det er i egenskab af Rabb, at Han har denne ret. Mennesket er Hans tjener. Netop som Hans tjener er mennesket forpligtet til at anerkende denne ret og følge den. Ligesom Han i egenskab af Rabb har gjort mennesket til Sin tjener, har Han også givet det en livsordning og et regelsæt, som det skal følge. Men eftersom Allah er grænseløst barmhjertig over for Sine tjenere, har Han hverken tvunget dem i denne sag eller fastsat nogen urimelig eller fornuftsstridig regel. Han har erklæret de enkelte ting halal eller haram på en yderst fornuftig måde. Det endelige mål er i enhver henseende at fremme hele menneskehedens grundlæggende velfærd. Derfor har Han kun gjort det rene, gode og fremragende halal for menneskene, og Han har gjort alle ringe, fordærvede, dårlige og skadelige ting haram.

I denne forbindelse kan det nævnes, at Han også gjorde visse gode og fremragende ting haram for jøderne. Men dette var en straf for jødernes egen ulydige adfærd. For de havde egenrådigt overskredet Allahs grænser for halal og haram. Det er netop dette, Allah har sagt i det følgende vers:

وَعَلَى الَّذِينَ هَادُوا حَرَّمْنَا كُلَّ ذِي ظُفُرٍ ۖ وَمِنَ الْبَقَرِ وَالْغَنَمِ حَرَّمْنَا عَلَيْهِمْ شُحُومَهُمَا إِلَّا مَا حَمَلَتْ ظُهُورُهُمَا أَوِ الْحَوَايَا أَوْ مَا اخْتَلَطَ بِعَظْمٍ ۚ ذَٰلِكَ جَزَيْنَاهُم بِبَغْيِهِمْ ۖ وَإِنَّا لَصَادِقُونَ

For dem, der antog den jødiske trosretning, havde Vi gjort alle fugle med kløer haram samt fedtet fra kvæg og geder, bortset fra det, der sidder på deres rygge, i deres indvolde eller er fast ved knoglerne. Det gjorde Vi som gengældelse for deres oprørske handlemåde. Ved at gøre dette var Vi uden tvivl retfærdige og sandfærdige. (Sura Al-An’ʿām: 146)

Hvilken oprørsk handlemåde jøderne havde gjort sig skyldige i, er blevet forklaret i en anden sura i Koranen. Verset lyder således:

فَبِظُلْمٍ مِّنَ الَّذِينَ هَادُوا حَرَّمْنَا عَلَيْهِمْ طَيِّبَاتٍ أُحِلَّتْ لَهُمْ وَبِصَدِّهِمْ عَن سَبِيلِ اللَّهِ كَثِيرًا – وَأَخْذِهِمُ الرِّبَا وَقَدْ نُهُوا عَنْهُ وَأَكْلِهِمْ أَمْوَالَ النَّاسِ بِالْبَاطِلِ

Vi har på grund af den uret, som de, der antog jødedommen, begik, gjort alle de ting forbudte for dem, som tidligere var blevet gjort tilladte for dem. Desuden gjorde vi det på grund af deres forbrydelser: De hindrede i høj grad mennesker i at følge den rette vej, de tog renter, selv om de var blevet forbudt at gøre det, og de fortærede menneskers ejendom på ulovlig vis. (Sura an-‌Ni‌ sāʾ: 160––161)

Senere sendte Allah den sidste af sine sendebude, den, med hvem rækken af profeters og sendebudes komme blev afsluttet, til hele menneskeheden. På dette tidspunkt havde menneskeheden nået fuld modenhed og fået fuldt udviklet fornuft og dømmekraft. Da fjernede Allah i sin nåde den tunge byrde af de midlertidigt pålagte forbud fra dem. For Bogfolkene var dette sendebud kendt; i Koranen er det omtalt således:

يَجِدُونَهُ مَكْتُوبًا عِندَهُمْ فِي التَّوْرَاةِ وَالْإِنجِيلِ يَأْمُرُهُم بِالْمَعْرُوفِ وَيَنْهَاهُمْ عَنِ الْمُنكَرِ وَيُحِلُّ لَهُمُ الطَّيِّبَاتِ وَيُحَرِّمُ عَلَيْهِمُ الْخَبَائِثَ وَيَضَعُ عَنْهُمْ إِصْرَهُمْ وَالْأَغْلَالَ الَّتِي كَانَتْ عَلَيْهِمْ

De finder ham omtalt skriftligt i Toraen og Evangeliet, som de har hos sig. Han påbyder dem det gode og forbyder dem det onde, erklærer de rene og gode ting tilladte for dem og løfter de tunge byrder og lænker, som var blevet lagt på dem, fra dem. (Sura al-Aʿrāf: 157)

I stedet for at gøre gode, rene og fremragende ting forbudte som soning for overtrædelser er der således i islam fastsat andre veje og midler. Som soning for synder er der fastsat oprigtig omvendelse. Ligesom vand vasker snavs og urenheder bort og gør rent, således udsletter omvendelse synder. Desuden er der fastsat mange handlinger, som tilintetgør onde gerninger. Almisse og velgørenhed slukker syndens ild, ligesom vand slukker ild. Derudover må man i det jordiske liv gennemgå mange sorger, lidelser, prøvelser og ulykker, som lader tjenerens synder og fejl falde af ligesom tørre blade. Derfor er denne sandhed i islam blevet uigendrivelig: Hvad end islam har gjort forbudt, er nødvendigvis dårligt, usselt og skadeligt.

I virkeligheden er det netop det, hvis skade i høj grad og fuldstændigt overstiger dets nytte, som Han har gjort forbudt. Det, der oprigtigt er nyttigt og gavnligt, er blevet gjort tilladt. Om vin og hasardspil siges der således i Koranen:

يَسْأَلُونَكَ عَنِ الْخَمْرِ وَالْمَيْسِرِ ۖ قُلْ فِيهِمَا إِثْمٌ كَبِيرٌ وَمَنَافِعُ لِلنَّاسِ وَإِثْمُهُمَا أَكْبَرُ مِن نَّفْعِهِمَا

O profet! Folk spørger dig om alkohol og hasardspil. Sig: Der er stor synd i dem begge, selv om der også er nogle fordele ved dem; men deres skade er langt større end deres gavn. (Sura al-Baqara: 219)

På denne baggrund kan det siges, at når man spørger, hvad halal er i islam, er svaret: Rene, hellige og gavnlige ting, det vil sige de ting, som et sundt menneskesind anser for gode og fremragende, og som alle mennesker i almindelighed kan lide uden at være styret af nogen vane eller tilbøjelighed – det er halal. I Koranen siges det:

…………….. Arabisk ……………….

De spørger dig, hvad der er gjort halal for dem. O profet, sig til dem: Alt, hvad der er rent, helligt, godt og fremragende, er gjort halal for jer.

Et andet sted siges det:

………….. Arabisk ……………..

I dag er alle de ting, der er rene, hellige, gode, fremragende og velgørende, gjort halal for jer.

Grunden til, at Allah Ta’ala erklærer noget for haram, er dets usselhed, skadelighed og skadevirkning. Det er ikke nødvendigt, at alle muslimer i detaljer kender dette. For ikke alle har lige stor viden om disse forhold. Måske opdager nogle det, mens det forbliver ukendt for mange andre. Nogle gange er en tings fejl og usselhed måske endnu ikke blevet åbenbar; senere vil det bestemt blive kendt. Under sådanne omstændigheder er det enhver troendes pligt uden tøven eller betænkelighed at acceptere Allahs erklæring. Han skal sige: Jeg har forstået det og accepteret det.

Allah den Højeste har gjort svinekød haram. Muslimerne forstod blot, at det var gjort haram, fordi det var yderst frastødende og dårligt. Men i takt med tidens fremskridt sker der også fremskridt inden for viden og videnskab. Som følge heraf blev det kendt, at svinekød indeholder en slags giftige mikroorganismer, som er ødelæggende og dræbende for mennesker. Men selv hvis man ikke havde fået denne viden om svinekød eller havde fået kendskab til noget helt andet, ville muslimernes trosopfattelse aldrig have ændret sig. For ifølge Allahs erklæring er det urent og yderst dårligt.

Som eksempel kan nævnes, at den ædle Profet, fred være med ham, sagde:

………………. Arabisk ………………

Hold jer borte fra tre ting, der påkalder forbandelser. Det er at besørge sin nødtørft på steder, hvor der drikkes vand, midt på vejen og på skyggefulde steder. (Abu Dawud, Ibn Majah, Hakim, Bayhaqi)

I begyndelsen forstod man kun betydningen af dette således, at det var meget dårligt at besørge sin nødtørft disse tre steder – i strid med høflighed, renlighed og en sund fornuft. Men efterhånden som den videnskabelige viden udviklede sig, lærte vi, at denne handling set ud fra almindelige sundhedsprincipper er yderst skadelig. For den kan medføre spredning af alvorlige smitsomme sygdomme.

På denne baggrund kan det siges, at jo mere viden og videnskab udvikler sig og gør fremskridt, desto mere vil de årsager og den omsorg for menneskers velbefindende, der ligger til grund for udformningen af den islamiske sharialovgivnings bestemmelser, blive afdækket. Der vil ikke længere være noget tilbage at lære om de grundlæggende årsager til fastsættelsen af halal og haram. I virkeligheden ligger der i den islamiske sharialovgivnings grundlag en oprigtig omsorg fra dens Lovgivers side for hele menneskehedens velbefindende. Og hvorfor skulle det ikke være sådan? Den er udformet af Allah, den alvidende, den alvidende om alle videnskaber og den uendeligt barmhjertige. Derfor siges det i Den Ædle Koran:

وَاللَّهُ يَعْلَمُ الْمُفْسِدَ مِنَ الْمُصْلِحِ ۚ وَلَوْ شَاءَ اللَّهُ لَأَعْنَتَكُمْ ۚ إِنَّ اللَّهَ عَزِيزٌ حَكِيمٌ

Allah den Højeste ved fejlfrit og korrekt, hvad der er ødelæggende og dårligt, og hvad der er gavnligt og godt. Hvis Allah havde villet, kunne Han have kastet jer ud i svære lidelser. (Men det ønskede Han ikke.) Sandelig, Allah er den Sejrende, den Uovervindelige, den alvidende. (Sura Al-Baqarah: 220)

5. Halal tilstrækkeligt, Haram unødvendigt

Islam er i sandhed en livsordning af stor skønhed. Den blev åbenbaret med det formål at skabe velvære i menneskets liv. Hvis noget i denne ordning er blevet erklæret haram, er noget bedre i stedet blevet gjort halal. Et særdeles fremragende alternativ er blevet tilbudt. Dette alternativ er således, at det på den ene side lukker vejen for alt, der skaber fordærv, og på den anden side fuldstændigt fjerner behovet for eller afhængigheden af det, der er haram. Allama Ibn al-Qayyim, må Allah være ham nådig, har henvist til dette og sagt:

Islam har forbudt at søge viden om skæbnen gennem terningespil. I stedet har den indført istikhāra-duaen. [Islam har lært muslimerne at de , før en handling udfører den bør rådføre sig med andre og foretage istikhāra Det er blevet sagt । at den, der , ‘foretager istikhāra ikke mislykkes og den, der rådfører sig skammer sig ikke Istikhāra betyder at , den, der er kommet i tvivl om to । ‘sager ’og hvilken , af dem han skal udføre bør bede Allah om at få – vejledning ‌til den , bedste af de to muligheder For at opnå dette er der blevet indført en ordning med ‌bøn og du ’a al-maʾthūra । Derfor er der blevet ’fastlagt en ordning med namaz og duā al-maʾthūra।]

Islam har forbudt at tage renter. I stedet har det gjort profitgivende handel tilladt.

Islam har forbudt hasardspil, men i stedet tilladt at tage imod gevinster fra konkurrencer med heste, kameler og bueskydning, når de ikke strider mod sharia.

Brug af silke er blevet gjort haram for mænd. I stedet har Islam gjort forskellige smukke klæder af bomuld, uld og hør tilladte.

Islam har forbudt zina, utugt og homoseksuelle forhold mellem mænd. I stedet har det gjort seksuelt samvær med ens ægtefælle tilladt.

Rusmidler er blevet gjort haram. I stedet har Islam gjort velsmagende drikke, der gavner krop og sind, halal.

Islam har forbudt dårlig og usund mad. I stedet har det gjort god, førsteklasses og velsmagende mad halal.

Hvis man således gennemgår Islams fuldstændige lovgivning, vil det blive bevist, at Allah den Højeste på den ene side har gjort visse ting haram i menneskets liv og dermed indskrænket det, men på den anden side har gjort mange ting halal og dermed bragt stor rummelighed og frihed ind i livet. Han har ganske vist lukket den ene vej, men åbnet døren på den anden side. For Allah den Højeste ønskede ikke at kaste menneskelivet ud i vanskelige lidelser og askese. Det, Han ønsker for dem, er lethed og velbefindende. Han ønskede at fylde menneskenes liv til randen med velsignelse, fejlfri vejledning og barmhjertighed. Allah har selv meddelt:

يُرِيدُ اللَّهُ لِيُبَيِّنَ لَكُمْ وَيَهْدِيَكُمْ سُنَنَ الَّذِينَ مِن قَبْلِكُمْ وَيَتُوبَ عَلَيْكُمْ ۗ وَاللَّهُ عَلِيمٌ حَكِيمٌ – وَاللَّهُ يُرِيدُ أَن يَتُوبَ عَلَيْكُمْ وَيُرِيدُ الَّذِينَ يَتَّبِعُونَ الشَّهَوَاتِ أَن تَمِيلُوا مَيْلًا عَظِيمًا – يُرِيدُ اللَّهُ أَن يُخَفِّفَ عَنكُمْ ۚ وَخُلِقَ الْإِنسَانُ ضَعِيفًا

Allah ønsker at gøre sine lovbestemmelser klare for jer. Han vil gøre jer bekendt med de regler og veje til retledning, som gjaldt for de folk, der er gået bort. Han vender sig mod jer med sin nåde. Allah er alvidende og alvis. Allah ønsker at vise jer nåde, men de, der følger deres begær, lyster og lidenskaber, ønsker at føre jer langt bort fra den rette vej. Allah ønsker at lette den tunge byrde for jer, for mennesket er skabt svagt. (Sura An-Nisa: 26––28)

6. Forbudt er også midlerne til forbudte handlinger

Et grundlæggende princip i islam er, at det, der er årsag til en forbudt handling, også er forbudt. På denne måde har islam også gjort de årsager, der fører til, at forbudte handlinger finder sted, forbudte. For hvis disse årsager ikke standses, vil der ikke være nogen vanskelighed ved at begå selve den forbudte handling. Som eksempel kan nævnes, at islam har forbudt zina, det vil sige utroskab og seksuelt samliv uden for ægteskab. De årsager, der gør denne forbudte handling let, bekvem og uundgåelig, har islam også erklæret forbudte. Hertil hører kvinders frie, åbne og tøjlesløse færden, mænds og kvinders upassende afsondrede alenetid sammen, uhæmmede møder og omgang, hemmelig kærlighed og venskab, nøgenbilleder, uanstændige aviser og blade samt musik og sang, der vækker seksuel ophidselse, og lignende. Derfor har de lærde, der er kyndige i den islamiske sharia, erklæret følgende grundprincip:

‘Alt, hvad der fører til forbudte handlinger, er også forbudt.’

I denne forbindelse bør endnu et grundlæggende islamisk princip tages i betragtning. Det er, at den, der udfører selve den forbudte handling, ikke er den eneste, der regnes for syndig og skyldig på grund af den. Den, der har ydet hjælp til handlingen, regnes også for syndig og skyldig i samme omfang – uanset om hjælpen og medvirkningen er materiel eller verbal. I det omfang nogen har hjulpet til med den oprindelige forbudte handling, har vedkommende en tilsvarende andel i den oprindelige synd. Derfor forbandede den ædle Profet (fred være med ham) ikke kun den, der drikker alkohol, men også alkoholproducenten, administratoren, transportøren, den, for hvem alkoholen transporteres, og endda den, der modtager betalingen for den. På samme måde er alle, der tager åger, giver åger, skriver dokumentet om åger eller bevidner det, forbandede. Derfor er også den handling, der støtter en forbudt handling, forbudt. Og det er på ingen måde mærkeligt, at enhver, der hjælper til med en forbudt handling i det omfang, han gør det, bliver delagtig i denne synd.

7. Haram handlinger: at benytte kneb er også haram

Alle de ydre årsager, der trækker mennesker mod haram-handlinger, er ligeledes haram; på samme måde er det også haram at udføre handlinger i det skjulte ved hjælp af kneb. Alle disse listige kneb er et resultat af Satans tilskyndelse. Jøderne gjorde det, som Allah havde gjort haram, halal ved hjælp af kneb. Det er yderst afskyeligt. Den ædle Profet (fvmh.) sagde:

………….. arabisk ……………

Gør ikke det, jøderne gjorde. Forsøg ikke at gøre det, Allah har gjort haram, halal ved hjælp af et lille kneb.

Allah den Ophøjede havde forbudt jøderne at jage om lørdagen. Men de gjorde det haram halal ved hjælp af et kneb. Om fredagen gravede de huller, og om lørdagen kom fiskene og samlede sig i dem; om søndagen fangede de dem. De anså på ingen måde dette kneb for at være uret. Men ifølge de islamiske retslærdes vurdering er en sådan handling fuldstændig haram. For Allah ønskede i virkeligheden, at de skulle afholde sig fra at jage, hvad enten det skete direkte eller indirekte.

Hvis man ændrer navnet på noget haram eller dets ydre form, uden at der sker nogen ændring i dets egentlige tilstand, bliver det ikke halal; det er blot et listigt kneb for at undgå det haram. Hvis folk bliver ved med at finde på nye former og benytter kneb for at udføre en ulovlig handling såsom renter, eller begynder at drikke alkohol efter at have givet den et godt navn, ændrer det på ingen måde, at handlingen er haram og syndig. Allahs ædle Sendebud havde allerede advaret mod dette og sagt:

…………….. arabisk ……………….

En gruppe blandt min ummah vil ændre navnet på vin og derved forsøge at gøre den halal. (Ahmad)

At folk kalder den moralødelæggende dans for „kunst“ eller „skønne kunster“, kalder vin „en drik“ og betegner renter som profit (interest), er blot et resultat af tidens omskiftelser og udvikling; ellers er der ikke sket nogen som helst ændring i, at selve handlingen er haram.

8. Intention god alene haram halal bliver ikke

Der er ingen tvivl om, at islam tillægger gode intentioner, rene mål og en uselvisk sindstilstand stor betydning i spørgsmål vedrørende sharia. Profeten selv (fred være med ham) sagde:

…………. Arabisk ……………..

Alle handlinger vurderes ud fra intentionerne. Og enhver person får det, som han har til hensigt. Det er på grund af intentionen, at handlinger, der ellers er mubāh eller blot hører til vaner og daglig skik, kan blive tilbedelse og et middel til at opnå nærhed til Allah. Den, der spiser for at bevare livet og opnå ro, så han kan varetage sine pligter og sit ansvar over for Allahs folk, vil også have gjort sit indtag af mad og drikke til tilbedelse og et middel til at opnå nærhed til Allah.

Den, der har samleje med sin hustru med det formål at bevare sin egen og sin hustrus dyd og få børn, vil også få denne handling regnet som tilbedelse og være berettiget til belønning. Det var i denne forbindelse, at Profeten (fred være med ham) sagde:

…………… Arabisk ………………

At en af jer har samleje med sin hustru, er også en form for belønningsværdig handling. Da Sahabaerne spurgte: „Allahs Sendebud! Hvis en mand tilfredsstiller sin seksuelle lyst, får han så belønning for det?“ sagde Sendebudet: „Hvis han havde haft forbudt samleje, ville han så ikke have været syndig? På samme måde vil han være berettiget til belønning for lovligt og halal seksuelt samliv.“ (Bukhari, Muslim)

Det er også blevet citeret i en hadith:

…………….. Arabisk ……………..

Den, der ønsker at erhverve det, der er halal i denne verden, med det formål at bevare sin værdighed, opfylde sin families behov og vise barmhjertighed over for sin nabo, vil møde Allah i en sådan tilstand, at hans ansigt vil være strålende og lysende som månen på en fuldmånenat. (Tabarani)

På denne måde vil enhver tilladt handling, som den troende udfører, på grund af den gode hensigt blive til tilbedelse. Men haram vil under alle omstændigheder forblive haram, uanset hvor god og ren hensigten måtte være, og uanset hvor stort, fortrinligt og ophøjet målet bag den måtte være. Islam billiger på ingen måde at anvende haram-metoder for at opnå et ophøjet mål.

For Islam ønsker både, at målet skal være højt og ædelt, og at de midler og metoder, der anvendes til at nå det, skal være rene. Islam er på ingen måde villig til at acceptere den opportunistiske doktrin, at målet helliger alle midler og metoder. Desuden mener Islam ikke, at det er nødvendigt at anvende et stort antal forkerte metoder og midler for at nå et korrekt mål og formål. Tværtimod anser Islam det for absolut nødvendigt at benytte korrekte, fejlfri og rene metoder og midler til at nå et korrekt og fejlfrit mål og formål. Hvis nogen tjener penge gennem rente, bestikkelse, haram, underholdning, hasardspil og andre forbudte metoder med det formål at bygge en moské eller udføre velgørende arbejde til gavn for samfundet, vil denne gode hensigt ikke ændre den haram handling og gøre den halal. For Islams formål, sindelag eller gode intention kan ikke på nogen måde påvirke det, der er haram. I forbindelse med denne undervisning sagde den ærede Profet:

………….. Arabisk …………..

Allah er ren. Han accepterer kun rene ting. Han har givet de troende den samme befaling, som Han gav Sine profeter og sendebud. Han sagde: (Koranvers) »O sendebud! Spis af de rene ting, og gør gode gerninger. Jeg er fuldt bekendt med alt, hvad I gør.« ((Sura Al-Mu’minun: 51)

Han sagde også:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا كُلُوا مِن طَيِّبَاتِ مَا رَزَقْنَاكُمْ

O troende! Spis de rene forsyninger, som Vi har skænket jer.  (Sura al-Baqarah: 172)

Derefter sagde Allahs Sendebud, fred være med ham:

…………… Arabisk ……………..

En mand foretager en lang rejse. Hans hår er uordentligt og pjusket, og hans fødder er støvede. Han løfter begge sine hænder mod himlen og beder igen og igen: »Allah, Allah!« Men hans mad er haram, hans drik er haram, hans klæder er haram – han er blevet opfostret med haram-mad. Hvordan kan en sådan mands bøn blive antaget hos Allah? (Muslim, Tirmidhi)

Han sagde også:

…………… Arabisk. ………..

Den, der samlede haram-formue og senere gav den bort som almisse, vil ikke få nogen belønning for det. Synden ved hans haram-indtjening vil dog helt sikkert blive en byrde, der hviler på ham.

……………… Arabisk. ……………

Den tjener, der tjener haram-indkomst og giver noget af den som almisse, vil ikke få det accepteret. Det, han bruger af den, vil heller ikke blive velsignet. Og det, han efterlader sig, bliver kun hans proviant på vejen til Helvede. Sandheden er, at Allah den Ophøjede ikke udsletter uretfærdighed med uretfærdighed. Han fjerner derimod uretfærdighed med retfærdighed. Og urenhed og affald kan i virkeligheden ikke fjerne urenhed og affald.

9. Haram – hold dig borte fra tvivlsomme handlinger og undgå dem

En stor barmhjertighed fra Allah over for menneskene i denne verden er, at Han har gjort det tilladte klart og ligeledes tydeliggjort det forbudte.

وَقَدْ فَصَّلَ لَكُم مَّا حَرَّمَ عَلَيْكُمْ

Allah har tydeligt forklaret alt det, der er blevet gjort forbudt for jer. (Al -An’‘am: 119)

Derfor kan der ikke være nogen hindring for at gøre det, der klart er tilladt. Hvad der tydeligt er forbudt, må derimod under normale omstændigheder ikke tillades, bortset fra en situation, hvor der ikke findes nogen anden udvej. Desuden findes der mellem det klart tilladte og det åbenlyst forbudte også en kategori af tvivlsomme ting. Mennesker bliver usikre og splittede med hensyn til disse. Grunden til, at de er tvivlsomme, er, at de relevante beviser i mange tilfælde er uklare; undertiden falder mennesket også i dyb tvivl, fordi det ikke er muligt at træffe en endelig beslutning om anvendelsen af det foreliggende afgørende bevis. I islam kaldes det at undgå disse tvivlsomme ting gudsfrygt, taqwa og forsigtighed for at undgå uret. Det bidrager til at lukke syndens veje. Det giver mennesket en grundig oplæring og leder det ad den rette vej. Ellers kan mennesket blive involveret i tvivlsomme handlinger og ende med at falde i det forbudte. Profeten, fred være med ham, erklærede selv dette grundlæggende princip:

…………….. Arabisk …………………

Det tilladte er klart, og det forbudte er også klart. Mellem disse to findes der nogle tvivlsomme ting. Mange mennesker ved ikke, om de i virkeligheden er tilladte eller forbudte. Den, der i en sådan situation holder sig fra dem for at beskytte sin religion og sin værdighed, vil uden tvivl være i sikkerhed. Men den, der involverer sig i noget af dette, risikerer at falde ind i det forbudte. Den, der lader sine dyr græsse i nærheden af et forbudt græsningsområde, risikerer at komme ind i det forbudte område. Hør efter: Enhver konge har et beskyttet græsningsområde. Hør efter igen: Det, som Allah har gjort forbudt, er Hans beskyttede græsningsområde. (al-Bukhari, Muslim, al-Tirmidhi)

10. Det forbudte gælder alle

I den islamiske sharia er bestemmelsen om det forbudte almen, ubetinget og gældende for alle. Det kan ikke forekomme i islam, at noget er forbudt for mennesker i ét land, men tilladt for mennesker i et andet land, eller at det er forbudt for sorte, men tilladt for hvide. Det er også helt utænkeligt i islam, at noget skulle være tilladt for mennesker i en bestemt klasse eller gruppe, men forbudt for andre. Islam anerkender ingen særlig status for præster, religiøse lærde eller for konger, herskere, adelige og lignende klasser. Islam har ikke givet dem nogen mulighed for på den ene side at tilfredsstille deres begær under påberåbelse af deres særlige status og på den anden side udøve en særlig form for herredømme over folket. Heller ikke muslimer har i denne henseende nogen særlig status eller særlige rettigheder. Islam indeholder ingen bestemmelse om, at noget skulle være tilladt for muslimer, men forbudt for andre. For Allah er Herren over alle mennesker uden forskel. På samme måde er det livssystem, Han har givet – den islamiske sharia – en vejledning for alle mennesker uden forskel. Derfor er alt det, som Hans sharia har gjort tilladt, tilladt for alle mennesker uden forskel. Omvendt er alt det, Han har gjort forbudt, forbudt for alle og indtil Dommedag.

Som eksempel kan nævnes tyveri. Det er forbudt for alle. Det er det samme i alle tilfælde, hvad enten tyven er muslim eller ikke-muslim. Uanset hvem tyven er, skal han nødvendigvis straffes, hvad enten han er muslim eller ikke-muslim – det er det samme i alle tilfælde. Uanset hvem tyven er, skal han under alle omstændigheder nødvendigvis bære straffen. Guds ædle Sendebud, fred og velsignelser være med ham, har selv gennemført dette princip i praksis. Han erklærede:

……………. Arabisk ………………

Ved Allah! Selv hvis Fatima, Muhammeds datter, stjæler, vil hendes hånd også blive hugget af. (al-Bukhari)

Under Guds ædle Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, levetid fandt en tyverisag sted. I den blev en muslim og en jøde mistænkt. Den muslimske mands slægtninge blev ved med at anklage den jødiske mand, selv om det i virkeligheden var den muslimske mand, der havde stjålet. Under disse omstændigheder blev en åbenbaring sendt ned fra Allah, som etablerede upartisk retfærdighed, og jøden blev erklæret uskyldig. Det blev sagt:

إِنَّا أَنزَلْنَا إِلَيْكَ الْكِتَابَ بِالْحَقِّ لِتَحْكُمَ بَيْنَ النَّاسِ بِمَا أَرَاكَ اللَّهُ ۚ وَلَا تَكُن لِّلْخَائِنِينَ خَصِيمًا – وَاسْتَغْفِرِ اللَّهَ ۖ إِنَّ اللَّهَ كَانَ غَفُورًا رَّحِيمًا – وَلَا تُجَادِلْ عَنِ الَّذِينَ يَخْتَانُونَ أَنفُسَهُمْ ۚ إِنَّ اللَّهَ لَا يُحِبُّ مَن كَانَ خَوَّانًا أَثِيمًا –

Denne bog har Vi åbenbaret for dig med sandheden, så du kan dømme og administrere blandt menneskene efter det, som Allah har vist dig. Du skal ikke være en, der forsvarer forræderne, og du skal ikke føre sag for dem, der svigter sig selv. Allah bryder sig overhovedet ikke om de forræderiske og syndige.(Sura an-Nisāʾ: 105–107)

Jøderne havde efter forgodtbefindende ændret meget i Allahs Bog, som var blevet åbenbaret for dem. De havde besluttet, at renter skulle være haram for jøder, hvis de lånte penge til en af deres jødiske brødre. Men der var intet forbud mod at yde et rentebaseret lån til en ikke-jøde; det var ikke haram. I deres bog stod der skrevet:

Du må ikke give din broder et rentebaseret lån, men du må give et rentebaseret lån til en person fra et andet folk.

Også i Koranen nævnes denne jødiske ugerning. Der siges:

وَمِنْ أَهْلِ الْكِتَابِ مَنْ إِن تَأْمَنْهُ بِقِنطَارٍ يُؤَدِّهِ إِلَيْكَ وَمِنْهُم مَّنْ إِن تَأْمَنْهُ بِدِينَارٍ لَّا يُؤَدِّهِ إِلَيْكَ إِلَّا مَا دُمْتَ عَلَيْهِ قَائِمًا ۗ ذَٰلِكَ بِأَنَّهُمْ قَالُوا لَيْسَ عَلَيْنَا فِي الْأُمِّيِّينَ سَبِيلٌ وَيَقُولُونَ عَلَى اللَّهِ الْكَذِبَ وَهُمْ يَعْلَمُونَ

Blandt dem findes der også sådanne, at hvis du overlader dem blot én mønt i forvaring, vil de ikke give den tilbage til dig, medmindre du står over dem og presser dem. Det skyldes, at de siger: »Vi har intet ansvar over for de ummīer (ikke-jøder).« Og de udbreder bevidst denne løgn i Allahs navn.(Sura Āl–ʿImrān: 75)

Der er ingen tvivl om, at de har udbredt en løgn i Allahs navn. For Allahs lov og Shariaens lov gør ikke forskel mellem forskellige folk. Allah den Ophøjede har erklæret forræderi for haram gennem alle profeters og sendebudes ord. Der er ingen tvivl om, at denne jødiske argumentation er et resultat af en yderst ussel, lav og snæversynet tankegang. Den kan ikke have den mindste plads i nogen himmelsk religion. For høj moral og sandfærdighed er altid menneskelige og universelle. Derfor kan noget ikke være halal for nogle og haram for andre. Det gælder for eksempel at varetage det, man har fået betroet. Det blev ganske vist anerkendt hos dem som et kendetegn på god karakter, men ikke universelt. Det var særligt begrænset til forholdet mellem medlemmerne af deres egen stamme. Men over for anderledes mennesker uden for stammen var enhver form for forræderi ikke blot tilladt, men endda en særdeles prisværdig pligt og noget, de holdt af.

Overalt findes der således mange gamle religiøse og moderne videnskabelige anskuelser, som skaber skel mellem mennesker, stammer og folk. De er både umenneskelige og ude af stand til at bestå den sande fornufts prøve. Derfor bør de forkastes.

11. Nødvendighed gør det forbudte tilladt

Området og rækkevidden af det, som islam erklærer haram, er meget snæver. Men selv omfanget er begrænset, er der blevet udvist den største strenghed og urokkelighed med hensyn til det, der er erklæret haram. Også de åbne og skjulte veje, der fører til haram-handlinger, er blevet lukket. Desuden er selve det, der er årsag til haram-handlinger, blevet erklæret haram. Det er også blevet erklæret haram i islam at skabe mulighed for det, der hjælper og medvirker til en haram-handling. Selv at forsøge gennem kneb at gøre noget haram halal er blevet erklæret haram. Islam har dog ikke benægtet menneskets virkelige behov. Den har heller ikke vist den mindste mangel på hensyn til menneskets menneskelige svaghed. Derfor er det, under hensyntagen til det overvældende behovs styrke og menneskets naturlige svaghed, blevet tilladt at indtage haram i den mængde, der er nødvendig for at opfylde et grundlæggende behov. Men denne tilladelse er heller ikke ubegrænset eller uden betingelser. Det eneste grundlæggende formål er at opfylde behovet og undgå undergang. Derfor sagde Allah den Ophøjede, efter at have erklæret det døde dyr, blod og svinekød haram:

فَمَنِ اضْطُرَّ غَيْرَ بَاغٍ وَلَا عَادٍ فَلَا إِثْمَ عَلَيْهِ ۚ إِنَّ اللَّهَ غَفُورٌ رَّحِيمٌ

Hvis den, der er nødstedt, uden selv at ønske det og uden at overskride grænsen, indtager noget af dette, så vil der ikke være nogen synd for ham. Sandelig, Allah er tilgivende og barmhjertig. (Sura al-Baqara: 173)

Allah den Ophøjede har gentagne gange erklæret denne tilladelse i sin Koran. Og ud fra dette har islamiske jurister udledt følgende grundprincip:

»Nødvendighed gør selv det forbudte tilladt.«

Men her må man især være opmærksom på, at der alle disse steder er stillet som betingelse for den nødstedte, at han ikke må være begærende eller overskride grænserne. Det betyder, at når man er nødstedt, ikke kan få halal-mad, og faren for at miste livet på grund af sult bliver overhængende, må man ganske vist spise haram-mad; men begær efter den, lyst, nydelse, smag og mæthed må ikke være formålet. For det andet må man, når man spiser den, kun spise den mindste nødvendige mængde; man må ikke spise sig mæt. Ud fra denne betingelse har juristerne fastlagt endnu et grundprincip. Det er:

………………. arabisk. ……………

Det er behovet, der fastlægger dets omfang (eller grænsen for dets omfang).

Det er rigtigt, at mennesket må bøje sig for nødvendigheden. Men det betyder ikke, at mennesket fuldstændigt skal overgive sig til nødvendigheden og lægge tøjlerne til sin egen eksistens i dens hænder. Det må forblive knyttet til det tilladte. Det må være optaget af at søge det dag og nat. Når det på grund af nødvendighed er blevet tilladt midlertidigt at indtage forbudte ting og kun i den minimale mængde, som behovet kræver, er det afgørende at holde et skarpt og årvågent øje med, at man ikke forsøger at holde fast i dette for altid eller fordyber sig i nydelsen af det.

Ved at tillade indtagelse af det forbudte i tilfælde af akut nødvendighed har islam bevist realiteten i sin grundlæggende tankegang og gjort det let i overensstemmelse med sine egne principper og idealer. Herigennem er sandheden i Allah den Højestes følgende erklæring blevet uigendriveligt bevist:

يُرِيدُ اللَّهُ بِكُمُ الْيُسْرَ وَلَا يُرِيدُ بِكُمُ الْعُسْرَ

Allah ønsker at gøre det let for jer. Han ønsker ikke nogen form for strenghed for jer. (Sura al-Baqara: 185)

مَا يُرِيدُ اللَّهُ لِيَجْعَلَ عَلَيْكُم مِّنْ حَرَجٍ وَلَٰكِن يُرِيدُ لِيُطَهِّرَكُمْ وَلِيُتِمَّ نِعْمَتَهُ عَلَيْكُمْ لَعَلَّكُمْ تَشْكُرُونَ

Allah ønsker ikke at kaste jer ud i vanskeligheder og trang. Han ønsker derimod at rense og lutre jer og fuldende Sin gunst mod jer, for at I må være taknemmelige. (Sura al-Ma’ida: 6)

يُرِيدُ اللَّهُ أَن يُخَفِّفَ عَنكُمْ ۚ وَخُلِقَ الْإِنسَانُ ضَعِيفًا

Allah ønsker at lette jeres byrde. For mennesket er jo skabt svagt og ude af stand. (Sura an-Nisāʾ: 28)

Andet kapitel

Muslimens personlige liv halal–haram

– mad og drikke

– beklædning og smykker–skønhed

– hus–hjem

– indtjening og erhverv

Muslimens personlige liv halal–haram

Fødevarer og drikkevarer – især hvad angår indtagelse af føde fra dyreriget – har siden de ældste tider givet anledning til uenighed eller meningsforskelle mellem folk. Uenigheden er opstået omkring, hvilke ting der er tilladte og lovlige, og hvilke der ikke er det.

Når det gælder plantebaserede fødevarer og drikkevarer, er uenigheden hverken særlig stor eller udbredt. Islam har forbudt indtagelse af alkohol, hvad enten den er fremstillet af druer, dadler, byg eller noget andet. På samme måde er alt, der fordrejer menneskets fornuft og dømmekraft eller forårsager nogen form for ødelæggelse, samt alt, der er sundhedsskadeligt, haram.

Men hvad angår fødevarer fra dyreriget, er der skarp uenighed mellem verdens forskellige folk.

Brahminernes syn på slagtning af dyr og spisning af dem

Ifølge brahminer og andre religiøse troende samt tilhængere af visse filosofiske retninger er slagtning og spisning af dyr haram for dem selv. Planter eller grøntsager er deres eneste føde. For ifølge dem er slagtning af dyr en yderst grusom og nådesløs handling. Dyrene har også ret til at leve, og de må ikke berøves denne ret.

Men hvis man betragter verdensordenen og overvejer den med et dybt og skarpt blik, kan man klart forstå, at slagtning af dyr i sig selv er en uskyldig handling. For disse dyr og kreaturer i verden er ikke skabt med noget selvstændigt, særskilt formål for øje. De har ingen fornuft, dømmekraft, egen vilje eller evne til at vælge. Deres naturlige kropsbygning beviser i sig selv, at de først og fremmest er skabt og bestemt til at udføre tjenester for mennesket. Mennesket bringer dem under sin kontrol og udfører mange opgaver ved deres hjælp. På samme måde kan der ikke være noget at indvende mod at slagte dem og tage dem som føde. Den regel, som Allah har fastsat og som altid virker i skaberværket, er, at ringere og lavere skabninger ofrer sig for bedre og højere skabninger. På samme måde har dyr altid været anvendt som menneskeføde. Ja, dyr bliver således til menneskeføde. Desuden er det blevet en naturlig sag at dræbe et individ for menneskehedens sikkerheds skyld. Hvis dyr ikke blev slagtet til menneskets brug, betyder det ikke, at de derved kunne undgå død og tilintetgørelse. Det er uundgåeligt, at de ville blive revet i stykker og blive føde for andre, stærkere rovdyr og vilddyr. Eller også ville de være nødt til at dø en naturlig død. Og det ville med sikkerhed være mere smertefuldt for dem end at blive slagtet ved, at et skarpt våben føres over deres struber.

Jødernes og de kristnes syn på haram dyr

Blandt dem, der tror på de himmelske skrifter, er mange land- og havdyr blevet gjort haram for jøderne. En detaljeret beskrivelse af dette er citeret i kapitel 11 i Tredje Mosebog i Det Gamle Testamente. Noget herom er også nævnt i Koranen. Heraf fremgår det, hvad der blev gjort haram for jøderne. Det er også blevet gjort helt klart, at denne haram-gørelse udelukkende skete som straf for deres egen uret og oprørske handlinger. Det er blevet sagt:

وَعَلَى الَّذِينَ هَادُوا حَرَّمْنَا كُلَّ ذِي ظُفُرٍ ۖ وَمِنَ الْبَقَرِ وَالْغَنَمِ حَرَّمْنَا عَلَيْهِمْ شُحُومَهُمَا إِلَّا مَا حَمَلَتْ ظُهُورُهُمَا أَوِ الْحَوَايَا أَوْ مَا اخْتَلَطَ بِعَظْمٍ ۚ ذَٰلِكَ جَزَيْنَاهُم بِبَغْيِهِمْ ۖ وَإِنَّا لَصَادِقُونَ

Og for dem, der blev jøder, havde Vi gjort alle dyr med kløer haram. Også fedtet fra kvæg og geder, bortset fra det, der sad på deres ryg, i deres tarme eller var knyttet til knoglerne. Dette blev gjort som straf for deres ulydighed mod Allah. Og ved at gøre dette handlede Jeg sandelig retmæssigt. (Sura al-’An’am: 146)

Dette er sagen vedrørende jøderne. De kristnes sag er tilsvarende, for i denne henseende er de underlagt jøderne. Evangeliet ophævede nemlig ikke denne bestemmelse. Tværtimod erklærede det: »Jesus Messias kom ikke for at ophæve den tidligere sharia, men for at fuldkommengøre den.« Men de kristne overtrådte selv shariaens bestemmelser og gjorde alt det, der var blevet gjort haram for dem i Toraen, halal. Hvad angår mad og drikke, fulgte de Paulus’ hellige forskrifter og erklærede alt halal bortset fra dyr, der var ofret til afgudsbilleder. Paulus begrundede det således: »Alt er helligt for de hellige. Og intet, der kommer ind i munden, gør urent; det, der kommer ud af munden, gør derimod urent.« På grundlag af dette argument gjorde de også svinekød tilladt, selv om det ifølge Toraens klare erklæring den dag i dag er fuldstændig haram for dem.

Arabernes tilstand i tiden før Islam

Før Islams komme, i jahiliyyah-tiden, anså det arabiske samfund nogle dyr for urene og gjorde andre haram for sig selv på grund af ønsket om at opnå nærhed til afguderne og følge overtro. Bahirah, sa’ibah, wasilah og ham var blandt de dyr, der på denne måde blev gjort haram; deres forklaring er allerede blevet givet tidligere. Omvendt erklærede de mange urene ting, såsom døde dyr og flydende blod, for tilladte og halal.

Islam har gjort de rene ting tilladte

Da islam kom, var folkene i Arabien på grund af tidligere tiders indflydelse på mange måder plaget af modstridende opfattelser med hensyn til animalsk føde. Derfor henvendte islam sig til hele menneskeheden og sagde:

يَا أَيُّهَا النَّاسُ كُلُوا مِمَّا فِي الْأَرْضِ حَلَالًا طَيِّبًا وَلَا تَتَّبِعُوا خُطُوَاتِ الشَّيْطَانِ ۚ إِنَّهُ لَكُمْ عَدُوٌّ مُّبِينٌ

O mennesker! Spis af alt det på jorden, som er halal og rent, og følg ikke Satans fodspor. Han er nemlig jeres åbenlyse fjende. (Sura al-Baqara: 168)

Med andre ord har islam uden undtagelse opfordret alle mennesker og sagt: »O mennesker, tag de rene og gode ting fra jordens vidtstrakte dækket bord som føde. Og følg på ingen måde den vej, som Satan viser.« Det vil sige: I må ikke anse det, som Allah har gjort halal, for haram og derved styrte ned i vildfarelsens dybe afgrund. Derefter blev de troende specifikt tiltalt således:

……………… arabisk ……………

O I, der tror! Spis af de rene ting, som Vi har givet jer som forsørgelse, og tak Allah, hvis I er rede til udelukkende at tilbede Ham. Han har kun gjort døde dyr, blod, svinekød og dyr, der er slagtet i en andens end Allahs navn, haram for jer. Men hvis nogen tvinges af den yderste nød, uden at begære det eller overskride behovets grænse, er der ingen synd i, at han spiser deraf. Allah er tilgivende og barmhjertig.

Med denne særlige tiltale har Allah befalet de troende, at de skal spise ren og god føde. Samtidig skal de takke den barmhjertige Giver, værdsætte Hans velsignelser og opfylde deres pligt over for dem. Derefter siges det, at Allah ikke har gjort andre ting haram end de fire typer, der er nævnt i verset. Det siges:

قُل لَّا أَجِدُ فِي مَا أُوحِيَ إِلَيَّ مُحَرَّمًا عَلَىٰ طَاعِمٍ يَطْعَمُهُ إِلَّا أَن يَكُونَ مَيْتَةً أَوْ دَمًا مَّسْفُوحًا أَوْ لَحْمَ خِنزِيرٍ فَإِنَّهُ رِجْسٌ أَوْ فِسْقًا أُهِلَّ لِغَيْرِ اللَّهِ بِهِ ۚ فَمَنِ اضْطُرَّ غَيْرَ بَاغٍ وَلَا عَادٍ فَإِنَّ رَبَّكَ غَفُورٌ رَّحِيمٌ

Sig: I den åbenbaring, der er blevet sendt ned til mig, finder jeg ikke noget, der er erklæret forbudt for nogen, der vil spise, bortset fra et dødt dyr, udgydt blod og svinekød eller et dyr, der er blevet ofret til andre end Allah. Men hvis nogen tvinges af nød til at spise noget af dette—uden at begære det eller overskride nødvendighedens grænse—så er din Allah visselig tilgivende og barmhjertig. (Sura al-’’An‘ām: 145)

I Sura al-–Mā’ida, efter beskrivelsen af disse forbudte ting blev følgende sagt:

حُرِّمَتْ عَلَيْكُمُ الْمَيْتَةُ وَالدَّمُ وَلَحْمُ الْخِنزِيرِ وَمَا أُهِلَّ لِغَيْرِ اللَّهِ بِهِ وَالْمُنْخَنِقَةُ وَالْمَوْقُوذَةُ وَالْمُتَرَدِّيَةُ وَالنَّطِيحَةُ وَمَا أَكَلَ السَّبُعُ إِلَّا مَا ذَكَّيْتُمْ وَمَا ذُبِحَ عَلَى النُّصُبِ

Forbudt for jer er døde dyr, blod, svinekød, det, der er blevet ofret til andre guder end Allah, det, der er dødt ved kvælning, det, der er dødt som følge af et slag, det, der er dødt efter at være faldet ned fra et højt sted, det, der er dødt efter at være blevet stanget af horn, det, der er blevet sønderrevet af et rovdyr, undtagen det, som I når at slagte, samt det, der er blevet ofret til en gudinde.(Sura al- Mā’ida: 3)

I dette vers nævnes ti forbudte dyr. I det foregående vers blev der kun nævnt fem forbudte ting. Derfor er der ingen modsigelse mellem de to. Tværtimod er det ene vers en nærmere forklaring af det andet. Dyr, der er døde ved kvælning, efter et slag, efter at være faldet ned fra et højt sted eller efter at være blevet stanget af horn og sønderrevet af et rovdyr, er i virkeligheden alle døde dyr—blot forskellige former for døde dyr. Et dyr, der er blevet ofret til en gudinde, regnes også blandt de dyr, der er blevet slagtet i et andet end Allahs navn. Derfor er det i virkeligheden kun fire slags dyr, der er forbudte.

Døde dyrs haram-status og årsagerne til den

I alle de koranvers, hvor forbudte fødevarer nævnes, nævnes al-mayta altid først, det vil sige dyr og fugle, der er døde en naturlig død. Med andre ord levende væsener eller fugle, hvis død ikke skyldes slagtning eller jagt.

Men hvad kan være årsagen til, at det er forbudt og haram at bruge dette dyr som føde og lade det gå til spilde og forgå? Det er det moderne menneskes spørgsmål. Som svar vil jeg sige, at der ligger flere gavnlige grunde bag, at døde dyr og fugle er haram, og at man lader dem gå til grunde:

a. Den sunde menneskelige natur nærer afsky for døde væsener. Et fornuftigt menneske anser det for en yderst modbydelig handling at spise et ådsel. Det mener, at det er helt upassende og nedværdigende for mennesker. Derfor er det i alle de himmelske skrifter og religioner blevet erklæret haram at spise ådsler, mens man overalt har foretrukket at spise dyr, der er blevet slagtet, uanset hvor forskellige metoderne og reglerne for slagtning måtte være.

b. Allah bryder sig ikke om, at mennesket tager noget som føde, som det ikke har ønsket at få, og som det ikke har næret noget ønske om i sit hjerte. Sådan er det netop med et ådsel. Men når et dyr slagtes eller jages, indgår menneskets beslutning samt dets indsats og omhu deri, og derfor er det noget, man foretrækker.

c. Når et dyr er dødt en naturlig død, er der en risiko for, at det har lidt af en kronisk sygdom, er dødt som følge af en ulykke eller har spist giftigt græs eller giftige planter. I så fald er der risiko for stor skade ved at spise det. Eller det kan være dødt, fordi det var meget svagt eller havde dårligt helbred.

d. Ved at gøre ådsler haram for mennesker har Allah den Ophøjede i sin særlige barmhjertighed sørget for føde til dyrene og fuglene. For de er også Allahs skabninger ligesom os.

e. Et andet aspekt er, at mennesket ikke lader de dyr, det ejer, ligge og gå til grunde, når de bliver syge eller svage. Det vil enten straks sørge for behandling eller slagte dem og give dem evig fred.

Strømmende blod er haram – hvorfor?

Den anden plads på listen over haram-ting indtages af strømmende blod. Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) blev spurgt om shariaens afgørelse vedrørende milten. Han sagde: »Du må spise den.« Folk sagde: »Men er den ikke i virkeligheden blot størknet blod?« Han svarede: »Den Almægtige Allah har kun gjort strømmende blod haram. For det er urent, fyldt med snavs og modbydeligt (urenhed). En ren, forædlet og sund menneskenatur kan ikke undgå at væmmes ved det. Desuden er det meget muligt, at det ligesom døde dyr indeholder skadelige mikroorganismer.«

I uvidenhedens tidsalder, når nogen følte voldsom sult, stak han en knogle eller en skarp genstand ind i kroppen på en kamel eller et andet dyr. Det blod, der sprøjtede ud, drak han begærligt. Som følge af sådanne handlinger blev dyrene tvunget til at gennemgå frygtelige smerter og lidelser. Når blodet løb ud, blev de uundgåeligt svækkede. Af alle disse grunde har den Almægtige Allah gjort strømmende blod haram.

Svine- kød

Den tredje ting på denne liste er svinekød. Enhver sund og naturlig menneskenatur væmmes ved det, for det er urent. Det er umuligt at forestille sig, at noget menneske med en sund smag skulle føle sig tiltrukket af svinekød. Svinets mest eftertragtede føde er nemlig alle slags ekskrementer samt snavs og affald. Også set fra den moderne sundhedsvidenskabs synspunkt er det meget skadeligt at spise det overalt, især i varme lande. Videnskabelige undersøgelser har desuden vist, at indtagelse af svinekød frembringer en slags orm i kroppen, som langsomt fortærer helbredet.

{De seneste videnskabelige undersøgelser har vist, at følgende mikroorganismer kan udvikle sig i svinekød: Cysticerus teunicallis, Cysticereus cellulosae Spargamune mousoni, Echinococeus podymorphus, paragonimus weater manall – oversætteren}

I fremtiden vil mange flere skadelige sider – mange flere årsager – måske blive opdaget. Ifølge mange eksperter vækker hyppig indtagelse af svinekød skamløshed i menneskets karakter og får følelsen af selvrespekt til at forsvinde.

Et dyr viet til andre end Allah

Det fjerde forbudte dyr er at spise dyr, der er viet til andre end Allah. Det er også haram. Det vil sige, at hvis et dyr slagtes eller ofres i en andens end Allahs navn, eller en andens navn nævnes over det, bliver det haram for enhver muslim. Afgudsdyrkere plejede og plejer stadig at ofre dyr til deres guder og afguder. De bragte dem som ofre eller slagtede dem. Eftersom de er blevet viet til guderne og afguderne i stedet for den ene Allah, og man derved har ønsket at opnå nærhed til dem og tilbede dem, er det en handling, der udgør groft shirk. Derfor kan den, der tror på den ene Allah, ikke spise disse dyr. Set fra tawhīd-religionens synspunkt er det åbenlys shirk at spise dem. Derfor er det haram. Formålet er at bevare renheden i tawhīd-troen og holde mennesker væk fra shirk og afgudsdyrkelse samt vække deres modvilje mod det.

Allah alene har skabt mennesket. Han har underlagt det alt på jorden. Også dyrene er underlagt mennesket og står til dets tjeneste. Det er fuldt ud tilladt at slagte dem til menneskets gavn. Betingelsen er dog, at den ene Allahs navn skal nævnes på slagtetidspunktet; man skal sige: »Allahu akbar«. Derved bliver det bevist, at handlingen, hvorved et levende væsen slagtes og dets liv tages, udføres med tilladelse fra netop denne Allah. Men hvis en andens navn nævnes under slagtningen, forkastes Allahs tilladelse i praksis. Derfor er det blevet erklæret haram at spise dette dyr, og man har ønsket at holde personen væk fra det.

Nogle former for selvdøde dyr

I store træk er disse fire ting grundlæggende haram. Men Sura al-–Ma’ida indeholder en noget mere detaljeret beskrivelse, og set i det lys bliver antallet ti. De resterende er følgende:

5. Munkhaniqāt: et dyr, der er dødt ved kvælning;

6. Mawkūdhāt: et dyr, der er dødt efter at være blevet slået med en stok eller en anden hård genstand;

7. Mutaraddiyāt: et dyr, der er dødt efter at være faldet ned fra et højt sted eller i en brønd eller kanal;

8. Natīhāt: et dyr, der er dødt efter at være blevet stanget af et andet dyr;

9. Et dyr, der er blevet sønderrevet af et rovdyr, som har ædt en del af dets krop, og som derfor er dødt; efter at have nævnt disse fem slags dyr har Allah den Ophøjede sagt: Hvis I finder et af disse dyr levende og slagter det, er det ikke haram; tværtimod må I spise det. Det er tilstrækkeligt, at der stadig er liv i det, selv om det kun trækker vejret. Hadhrat Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde:

………. (arabisk)………………..

Disse dyr, der er døde efter slag med en stok, fald fra et højt sted eller stød fra horn, skal I spise, hvis de slagtes, mens de stadig er levende og bevæger en hånd eller en fod.

‘Dahh‌ak’ sagde: Folk i uvidenhedens tidsalder spiste disse dyr uden at slagte dem. Men Allah den Ophøjede har gjort det haram i islam at spise dem. Hvis et af dem imidlertid stadig har en smule liv tilbage og kan slagtes, mens det bevæger en fod, en hale eller et øje, bliver det halal.

(Ifølge nogle islamiske retslærde er det nødvendigt, at der stadig er liv i dyret. Det bliver først halal efter slagtningen, hvis blodet flyder, og det fortsat bevæger sine ben og arme kraftigt.)

Disse kadaveres haram-status og årsag

Grundlaget for at gøre disse kadavere haram er de samme årsager og formål, som allerede er blevet omtalt udførligt. Det kan især siges, at shariaens mål er, at mennesket skal være barmhjertigt over for dyr og fuldt ud føle ansvar for deres pasning og beskyttelse. Mennesket må ikke efterlade dyrene hjælpeløse. At ét dyr dør ved kvælning, et andet ved at falde fra et højt sted, og et tredje efter at være blevet stanget af horn i en kamp med et andet dyr, uden at dyrets ejer føler noget som helst ansvar for det, er på ingen måde noget, Allah bryder sig om. Nogle mishandler dyrene så brutalt, at deres død bliver uundgåelig. Det er en årsag til Allahs mishag. Mange fornøjer sig ved at lade dyr kæmpe eller afgør sejren og nederlaget gennem sådanne kampe. Derved stanger det ene dyr det andet, så det bliver såret og blodigt, og det ikke har nogen anden udvej end at dø. Denne handling bryder Allah sig heller ikke om.

Det er også haram at spise et dyr, som et rovdyr har sønderrevet. Det egentlige formål med dette er at bevare menneskets værdighed. At spise rester fra dyr kan ikke være passende for mennesker. Man ønsker at holde mennesket væk fra det. I uvidenhedens tidsalder spiste folk uden tøven disse dyr. Men Allah den Ophøjede har gjort det haram for de troende at spise rester fra rovdyr.

Dyr ofret til en guddom

Det tiende blandt de forbudte dyr er det dyr, der slagtes på et bestemt sted som offer til en guddom. Hensigten og målet er at tilbede en anden magt, person eller guddom end Allah. I uvidenhedens tidsalder blev mange sådanne »steder« opført omkring Kabaen. Dengang slagtede folk dyr på disse steder for at tilbede deres afguder og opnå nærhed til dem. Kort sagt er dette også blot et offer til andre end Allah. I begge tilfælde er det yderste mål at vise hengivenhed og respekt for en magt, der ikke er Allah, ophøje den og demonstrere dens storhed. Forskellen er blot, at udtrykket »et dyr slagtet i andre end Allahs navn« kan bruges om et dyr, der slagtes uden en »afgud« foran sig; det er tilstrækkeligt, at det slagtes i en afguds navn. Men et dyr, der slagtes på et sådant sted, er forbudt, selv om det ikke slagtes i nogen andens end Allahs navn. Med andre ord er »stedet« i det første tilfælde ikke bestemt, mens det i det andet tilfælde er nøje fastlagt.

Folk mente, at når dyr blev slagtet på de »steder«, der var opført omkring Kabaen, ville det være en måde at vise respekt for Allahs hus på. Koranen har tilbagevist denne fejlagtige forestilling og klart erklæret denne handling for forbudt. Ellers omfatter betegnelsen dyr slagtet for andre end Allah også det dyr, der slagtes på et sådant »sted«.

Fisk og græshopper om særlige bestemmelser

I islam er der fastsat særlige bestemmelser om fisk og lignende vanddyr. De er ikke blevet regnet blandt de dyr, der er forbudte. Da Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, blev spurgt om havvand, svarede han:

……….. arabisk ……………

Havets vand er rent, og dets døde dyr er halal.

Der siges i den ædle Koran:

……….. arabisk ……………

Havets vildt og dets føde er gjort halal for jer.

Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde i sin tafsir af dette versafsnit:

Med »havets vildt« menes alle de levende væsener, der fanges i havet. Og med havets føde menes det, som havet selv kaster op på land.

Hazrat Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde også: Med havets føde menes havets »døde væsener«.

Bukhari og Muslims værker er denne hadith, overleveret fra Hazrat Jabir, må Allah være tilfreds med ham, citeret:

……….. arabisk ……………

Den ædle Profet, fred være med ham, sendte en gruppe af sine sahaba ud på en særlig ekspedition. De fik fat i en stor fisk. Havet havde kastet fisken op på land, det vil sige, at den var død. De fortsatte med at spise fisken i mere end tyve dage. Derefter vendte de tilbage til Medina, og da de kom tilbage, underrettede de den ædle Profet, fred være med ham, om sagen. Han sagde til dem: »Spis af den forsørgelse, som Allah har bragt frem til jer. Hvis I har noget tilbage af denne fisk, så giv også os noget at spise.« Da overrakte nogle af dem en del af fisken til den ædle Profet, fred være med ham. Han spiste af den. (Bukhari)

Denne shariaregel gælder også for græshopper. Profeten (fred være med ham) tillod, at man spiste døde græshopper, eftersom de ikke kan slagtes. Hadrat Ibn Abī Laylā har sagt:

……….. arabisk ……………

Vi deltog sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham) i syv militære ekspeditioner, og under disse spiste vi græshopper sammen med ham.

Døde dyrs skind,, knogler og uld: anvendelse

Udtrykket »det dødes haram« betyder, at det er haram at spise det. Men der er ingen fejl ved at anvende skind, horn, knogler og uld fra døde dyr. Det er ikke blot tilladt, men også ønskværdigt. For det er en formue, som kan anvendes og nyttiggøres. Derfor kan det ikke være tilladt at ødelægge den.

Ibn Abbās (må Allah være tilfreds med ham) har sagt:

En slavekvinde hos de troendes moder, Maymūna, modtog en ged som gave. Senere døde den. Da Profeten (fred være med ham) så den, sagde han: »Hvorfor flår I ikke skindet af den? I kan rense og garve det og anvende det.« Folkene sagde: »Men den er jo død.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Det eneste, der er haram ved et dødt dyr, er at spise det.«

Profeten (fred være med ham) har anvist, hvordan skindet fra et dødt dyr gøres rent og renses. Han sagde:

……….. arabisk ……………

At garve skindet og gøre det rent og ritueltritualt rent svarer til at slagte dyret. (Abu Dawud, an-Nasa’i)

I en anden overlevering er det citeret:

‘Dibaghat’ fjerner urenhederne fra skindet. (al-Hakim)

I værker som ‘Muslim’ er dette udsagn af den ædle Profet, fred være med ham, citeret:

……….. arabisk …………….

Ethvert skind, der bliver behandlet med ‘dibaghat’ (garvning), bliver rent.

Dette er en generel regel. Denne regel gælder for skindet fra alle slags dyr. Hvad angår skindet fra hunde og svin, er der heller ingen forskel. Dette er juristers opfattelse.

De troendes moder, Hazrat Sawda, må Allah være tilfreds med hende, sagde:

En af vores geder døde. Så garvede vi dens skind og begyndte derefter altid at tilberede nabidh (daddelsaft) i det. På den måde blev det til en gammel mashk-beholder, som vi havde.(Bukhari)

Nødens tilstands særlige regel

Den regel om det haram, som forklares her, er i virkeligheden den norm, der gælder for frivillig indtagelse under en sund og fredelig tilstand. Nødens tilstand er imidlertid noget andet. Dette er tidligere blevet behandlet udførligt. Allah har sagt:

وَقَدْ فَصَّلَ لَكُم مَّا حَرَّمَ عَلَيْكُمْ إِلَّا مَا اضْطُرِرْتُمْ إِلَيْهِ

Allah den Ophøjede har tydeligt forklaret jer alt det, Han har gjort haram for jer. Der er dog en undtagelse, hvis I på grund af nød bliver tvunget til at indtage noget af det.(Sura al-An’am: 119)

At være tvunget til at indtage noget af nød er et forhold, som alle er enige om og støtter. Inden for fødevarer kan man ofte se sådanne nødsituationer. Det kan for eksempel være, at nogen bliver stærkt plaget af sult. Ifølge nogle retslærde går der i denne sulttilstand en dag og en nat, uden at personen i dette tidsrum finder noget, som kan stille sulten. På dette tidspunkt er kun haram-mad let tilgængelig for ham. Da kan han indtage den mindste nødvendige mængde, opfylde sit behov og undslippe en sikker død. Shariaen giver ham denne tilladelse. Imam Malik, må Allah være tilfreds med ham, sagde:

………… arabisk …………

Mængden af haram-føde, som man i en nødsituation må indtage, er det, der fylder maven, samt at tage næring fra den, indtil halal-føde bliver tilgængelig.

Men andre har sagt:

………… arabisk …………

Den nødstedte må kun indtage så meget haram-føde, som er tilstrækkeligt til at holde det sidste åndedræt i gang.

Denne opfattelse er sandsynligvis den, der stemmer bedst overens med Koranens erklæring: (arabisk) »uden overdreven begærlighed og uden at overskride grænsen«. For at tydeliggøre spørgsmålet om sult siger Koranen klart:

………… arabisk …………

Hvis nogen af sult tvinges til at spise noget haram, uden nogen tilbøjelighed til eller noget ønske om synd, så er Allah visselig tilgivende og barmhjertig.

Af hensyn til behandling

Spørgsmålet om den situation, hvor man er nødsaget til at ty til behandling, er følgende: Hvis en persons helbredelse afhænger af, at vedkommende indtager noget haram som medicin, hvad er så shariaens afgørelse i dette spørgsmål? Fiqh-lærde har fremsat forskellige synspunkter herom. Nogle fiqh-lærde mener ikke, at behovet for behandling er lige så presserende og tvingende nødvendigt som behovet for føde. Til støtte for dette synspunkt har de også nævnt en udtalelse af Allahs ærede Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Hadithen lyder:

………… arabisk …………

I det, der er blevet gjort haram for jer, har Allah ikke lagt jeres helbredelse. (Bukhari)

Mange fiqh-lærde har imidlertid tillagt behovet for behandling stor betydning og har anset medicin eller behandling for at være lige så nødvendig som føde. For ligesom føde grundlæggende er nødvendig for livet, kan behovet for medicin på ingen måde benægtes. Derfor mener de, at det bestemt bør være mubāh at anvende disse forbudte stoffer som medicin, når der er behov for det. Som bevis har de endvidere sagt, at Abd ar-Rahman ibn Awf og az-Zubayr ibn al-Awwam, må Allah være tilfreds med dem, blev ramt af hudsygdomme. Profeten, fred og velsignelser være med ham, gav dem tilladelse til at bære silkeklæder, selv om det normalt var forbudt, og selv om Profeten, fred og velsignelser være med ham, havde forbandet det at bære dem.

Dette synspunkt er sandsynligvis det, der er mest i overensstemmelse med islams grundlæggende ånd. For ethvert sharia-system har som sit hovedformål at anvende enhver effektiv fremgangsmåde til at beskytte menneskeliv.

Tilladelsen til at anvende medicin, der indeholder haram-stoffer, til behandling er imidlertid betinget af visse vilkår. Vilkårene er følgende:

1. Det skal med sikkerhed vurderes, at der reelt kan opstå en fare for helbredet, hvis denne medicin ikke anvendes.

2. Situationen skal være sådan, at der ikke findes nogen medicin med halal-stoffer, som kan træde i stedet for eller fungere som et alternativ til denne medicin.

3. I denne forbindelse skal der indhentes en klar godkendelse fra en troende muslimsk læge.

På grundlag af vores egen viden og de oplysninger, vi har modtaget fra pålidelige læger, ønsker vi at tilføje følgende: Det er faktisk ikke sådan, at brugen af et lægemiddel, der indeholder et haram-stof, bliver absolut nødvendig for at redde et liv. Alligevel benægter vi ikke principielt og af forsigtighedshensyn, at det i visse tilfælde kan være nødvendigt at bruge sådanne lægemidler. For det er ikke rigtigt at anse det for helt umuligt, at en muslim kan komme i en situation eller befinde sig et sted, hvor der ikke findes andet end disse haram-stoffer.

Når der på kollektivt plan er sørget for opfyldelsen af behovet, er der ikke– længere noget individuelt behov

Det kan ske, at en person ikke kan finde fødevarer i sit eget land eller ikke har dem til rådighed. Men derfor kan man ikke acceptere, at han er kommet i en fuldstændig nødsituation på alle områder, og at hans liv nu ikke kan reddes, hvis han ikke spiser haram-fødevarer. For i det land, hvor han er statsborger, og i det samfund, som han er en del af, findes der hos landet, samfundet eller dets mennesker store fødevarelagre. I en sådan situation skal den nødstedte persons behov dækkes af andre menneskers overskydende fødevarer. Ved hjælp af en sådan ordning kan denne person beskyttes mod at spise haram, og det er en ubetinget pligt. I virkeligheden skal det islamiske samfund fuldkommengøres gennem gensidig hjælp. Enhver i dette samfund er ansvarlig for alle andre. Summen af alle dette samfunds individer bliver til én fælles person. Et sådant samfund kan være som en solid mur af støbejern. Hver eneste mursten i den støtter de øvrige mursten. (Hadithens betydning)

Ved opfyldelsen af det kollektive ansvar er imam Ibn Hazms citat blevet en vejledning for islams retslærde. Han skrev:

Det kan under ingen omstændigheder være tilladt for en muslim, selv i en yderst nødstedt situation, at spise ådselsdyrs eller svinekød, når hans muslimske eller ikke-muslimske nabo har et overskud af fødevarer på lager. I en sådan situation er det hans pligt at give den sultne mad. Derfor kan den nødstedte ikke anses for at være tvunget til at spise ådselsdyrs eller svinekød. Det er fuldt ud tilladt for ham at få del i overskuddet af mad og drikkevarer hos sin nabo – det er hans ret. Hvis han med dette formål må kæmpe og derved også mister livet, skal drabsmanden udsættes for qisas. Og selv hvis den, der hindrer ham i at tage imod denne overskydende føde, må dræbes, er det tilladt at gøre det, og Allahs forbandelse vil hvile over den dræbte. For den dræbte har hindret en nødstedt og sulten person i at opnå sin lovlige ret. Derfor regnes han blandt oprørerne. Og Allah den Højeste har befalet, at der skal kæmpes mod ham:

فَإِن بَغَتْ إِحْدَاهُمَا عَلَى الْأُخْرَىٰ فَقَاتِلُوا الَّتِي تَبْغِي حَتَّىٰ تَفِيءَ إِلَىٰ أَمْرِ اللَّهِ

Hvis den ene part derefter angriber den anden, så kæmp mod disse overtrædere, indtil de til sidst vender tilbage til Allahs bud.(Sura al-Hujurat: 9)

Sandheden er, at den, hvis broders ret berøves eller fornægtes, eller som hindrer ham i at opnå den, i virkeligheden er oprøreren. Det var netop af denne grund, at den ærede Abu Bakr as-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, kæmpede mod dem, der nægtede at betale zakat.

Slagtning på sharia-mæssig vis

Havets skabninger er alle halal

Levende væsener og dyr er med hensyn til deres opholdssted og levested opdelt i to grupper. Enten lever de i havet, eller også lever de på land.

Ved havets skabninger forstås de dyr, der opholder sig og lever i vand, og hvis liv uden for vand er utænkeligt. Ifølge sharia er de som udgangspunkt alle halal, uanset hvor de findes. Hvad enten de fanges levende i vandet eller findes døde, flydende op til overfladen eller ej. Både små og store fisk hører hertil. Også de skabninger, der betegnes som havhunde eller havsvin, samt andre lignende fiskearter, regnes alle som halal. Det er i denne sammenhæng fuldstændig irrelevant, om den, der har fanget, dræbt eller jaget dem, er muslim eller kafir. Allah den Højeste har i sandhed vist sine tjenere en umådelig nåde ved at gøre alt, hvad der findes i havet, halal. Ingen særlig kategori blandt havets skabninger er blevet erklæret haram, og der er heller ikke fastsat nogen betingelser for slagtningen af dem. Tværtimod er mennesket blevet givet fri tilladelse på dette område, så det kan indsamle og anvende så meget, som det ønsker, for at mindske sine vanskeligheder og sit behov. Det er netop i forbindelse med at fremhæve denne særlige nåde over for sine tjenere, at Allah den Højeste har sagt:

(Arabisk***********)

Det er den samme store Allah, der har underlagt og gjort floderne og havene til tjeneste, så I kan få frisk kød fra dem.

Han har sagt:

(Arabisk*******************)

Havets vildt og dets føde er gjort halal for jer. Det er en forsyning for jer og de rejsende. (Sura al-Ma’ida: 96)

I disse to vers er alle havets levende væsener således blevet erklæret halal, generelt og uden undtagelse.

Forbudte landdyr

Blandt landdyrene og landlevende væsener er intet andet blevet erklæret haram end svinekød, ådsler, blod samt det, der er viet eller slagtet i andet end Allahs navn. Dette spørgsmål er allerede blevet behandlet tidligere.

Men i Den Ædle Koran har Allah den Ophøjede overdraget profeten Muhammad (s.a.) en del af ansvaret for at erklære, hvad der er halal og haram. Om hans ansvar siges det:

 (Arabisk*******************)

Han gør de rene og gode ting halal for folk og erklærer de dårlige, fordærvede og usle ting for haram. (Sura al-A’raf: 157)

Med »khabīth« menes det, som almindeligvis forekommer den sunde smag hos menneskeheden afskyeligt, selv om nogle få mennesker måtte kunne lide det.

En hadith af denne art lyder:

(Arabisk**********************)

Profeten (s.a.) forbød på dagen for slaget ved Khaybar at spise kød fra tamme æsler. (Bukhari)

Det er citeret hos Bukhari og Muslim:(Arabisk**********************)

Profeten (fred være med ham) forbød at spise kødet af alle rovdyr med kløer og alle fugle, der river deres bytte itu.

Tigeren, sjakalen, leoparden og lignende hører til den første kategori. Ørnen, gribben, høgen og andre kløfugle hører til den anden kategori.

Ibn Abbas’ (må Allah være tilfreds med ham) opfattelse var, at ud over de fire ting, som er nævnt som haram i Koranen, er intet andet haram. Det lader til, at han mente, at de dyr, hvis kød det ifølge hadith er forbudt at spise, ikke er haram, men blot makruh. Det kan også være, at han måske ikke kendte disse hadither.

Han sagde:(Arabisk************************)

I tiden før islam spiste folk mange ting, mens de afskyede andre ting og derfor ikke spiste dem. Derefter sendte Allah sin profet og åbenbarede sin bog for ham. I den bekendtgjorde Han, hvad der var halal og haram. Derfor er det, der er gjort halal i den, halal, og det, der er gjort haram i den, er haram. Alt det, som der er forholdt sig tavs om, er uskyldigt og tilgivet.

Derefter reciterede han det tidligere citerede vers 145 fra sura al-An’am. På baggrund af dette vers mente Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at det er halal at spise kødet af tamme æsler. Imam Malik (må Allah være tilfreds med ham) antog også denne opfattelse. Han sagde, at det ikke er haram at spise kødet af rovdyr og dyr, der fortærer deres bytte ved at sønderrive det; højst er det makruh.

Det står imidlertid fast, at haram-dyr ikke bliver halal blot ved at blive slagtet. Ved slagtning kan deres hud højst anses for ren uden at blive garvet.

Slagtning er en betingelse for, at tamme dyr bliver halal

De landdyr, som det er tilladt at spise, er opdelt i to kategorier.

Nogle dyr er under menneskers kontrol. Tamdyr som kameler, kvæg, geder, får og lignende samt fugle som ænder og høns, der opdrættes i husholdninger, udgør den ene kategori. Den anden kategori består af dyr, som ikke kommer under menneskers kontrol, eller som det ligger uden for menneskers evne at kontrollere.

Det er halal at spise kødet fra dyrene og fuglene i den første kategori. Betingelsen er dog, at de slagtes rituelt i overensstemmelse med shariaens forskrifter.

Betingelsen for rituel slagtning i overensstemmelse med sharia

De nødvendige betingelser for rituel slagtning i overensstemmelse med sharia er:

1. Dyret skal slagtes rituelt eller aflives ved nahr med et skarpt redskab, så blodet kan strømme, og blodårerne skæres ordentligt over. Redskabet kan være af sten, jern eller træ. Den ærede Adi ibn Hatim at-Ta’i siger:

(Arabisk******************)

Jeg sagde: »O Allahs Sendebud! Vi jager dyr, men på det tidspunkt har vi ikke knive hos os; vi har kun en skærpet sten eller et stykke bambus. Hvad skal vi så gøre?« Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Lad blodet strømme med hvad som helst, der kan få det til at strømme, og nævn Allahs navn over det.« (Musnad Ahmad, Abu Dawud, an-Nasa’i, Ibn Majah)

2. Man skal føre kniven over halsen eller stikke den ind i den nederste del af halsen (på almindeligt sprog kaldes dette naḥr), hvorved dyret dør.

Den fuldkomne måde at foretage den rituelle slagtning på er at overskære spiserøret og de to store blodårer i halsen. Men når det bliver umuligt at føre kniven på det bestemte sted, for eksempel hvis en ko er faldet ned i en brønd med hovedet indenfor og benene udenfor, så den ikke kan slagtes på det rette sted efter den normale fremgangsmåde, bliver dens situation som et jaget dyrs. Da skal man med et skarpt våben, så godt man kan, stikke et hvilket som helst sted på den og få blodet til at flyde. Hvis dette gøres, bliver den halal.

I al-Bukhari og Muslim er en hadith overleveret fra Hazrat Rafi ibn Khadija (må Allah være tilfreds med ham). Han siger:

 (Arabisk**************)

På en rejse var vi sammen med den ædle Profet (fred være med ham). Pludselig løb en kamel væk og kom uden for vores kontrol. Da folkene ikke havde heste med sig, kunne de ikke hurtigt indhente den. En mand skød en pil efter kamelen og fik den standset. Da den ædle Profet (fred være med ham) så det, sagde han: Når disse firbenede dyr på denne måde kommer uden for jeres kontrol, skal I handle på samme måde over for dem.

3. Under den rituelle slagtning må ingen andens navn end Allahs nævnes. Dette er der enighed om blandt alle. Grunden er, at folk i uvidenhedens tid slagtede dyr for at komme nær deres guders gudinder, guder og afgudsstatuer. Under slagtningen nævnte de disse guders navne eller bragte ofre på bestemte steder. Dette er blevet gjort haram i Den Ædle Koran. De relevante vers er allerede blevet nævnt.

4. Allahs navn skal nævnes over det dyr, der slagtes. Dette er blevet fastslået klart i Koranens vers med disse ord: (Arabisk**********************)

Hvis I tror på Allahs åbenbaringer, så spis af de dyr, over hvilke Allahs navn er blevet nævnt ved slagtningen. (Sura al-An’am: 118)

Det er blevet sagt: (Arabisk******************)

Spis ikke de dyr, over hvilke Allahs navn ikke er blevet nævnt under slagtningen. Det er nemlig fisq at spise dem (en handling, der overskrider islams grænser).

Allahs Ædle Sendebud (fvmh.) sagde: (Arabisk*************************)

Spis det dyr, hvis blod er blevet udgydt, og over hvilket Allahs navn blev nævnt på det tidspunkt. (Bukhari)

De hadither, hvori det siges, at man skal nævne Allahs navn, når man skyder pile med henblik på jagt og sender en trænet hund ud for at jage, støtter netop den ovenfor nævnte opfattelse. Ifølge nogle lærde er det ganske vist nødvendigt at nævne Allahs navn, men det er ikke nødvendigt at nævne det præcis i det øjeblik, hvor dyret slagtes. Det er også tilstrækkeligt at nævne Allahs navn, når man spiser. Den, der nævner Allahs navn, når han spiser, spiser nemlig ikke noget, som Allahs navn ikke er blevet nævnt over. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) har berettet: (Arabisk***********************)

Nogle mennesker, der for nylig havde antaget islam, spurgte Profeten (fvmh.): »Folk bringer os kød, men vi ved ikke, om de nævnte Allahs navn over det. Skal vi spise det eller ikke?« Profeten (fvmh.) svarede: »Nævn Allahs navn, og spis.« (Bukhari)

Visdommen i denne måde at slagte på

Den grundlæggende årsag til, at der er fastsat sådanne regler for slagtning af dyr, er, at dyrets liv skal tages på en måde, så det lider mindst muligt. Kravet om, at slagteredskabet skal være meget skarpt, og at slagtningen skal foregå ved halsen, er fastsat af netop denne grund. For når dyret slagtes med disse redskaber og på denne måde, bliver dets strube skåret over. Profeten (fvmh.) beordrede, at kniven skulle gøres meget skarp, og at dyret skulle have ro. Han sagde: (Arabisk************************)

Allah den Højeste har gjort det obligatorisk at udvise barmhjertighed i enhver sag. Når I derfor dræber, skal I gøre det med barmhjertighed. Og når I slagter, skal I også gøre det på en god og ordentlig måde. Det er enhver af jer pålagt at gøre sin kniv meget skarp under slagtningen og derefter give dyret mulighed for langsomt at falde til ro. (Bukhari)

Om denne medfølelse og barmhjertighed nævnes en hadith, som Ibn Umar har overleveret. Han siger:

(Arabisk**********)

Profeten (sa) beordrede, at kniven skulle slibes og holdes skjult for de øvrige dyr. Derfor sagde han: Når nogen af jer slagter, skal han fuldføre det på bedste måde. (Ibn Majah)

Ibn Abbas (ra) fortæller, at en mand lagde en ged ned og begyndte at slibe sin kniv. Da Profeten (sa) så det, sagde han:(Arabisk***********************)

Vil du slå geden flere gange? Hvorfor sleb du ikke din kniv, før du lagde den ned? (Hakim)

Umar (ra) så en mand holde sin ged fast med foden og slæbe den af sted med henblik på at slagte den. Da sagde han til manden:(Arabisk**********************)

Ve dig! Før geden ordentligt mod døden.

På dette punkt finder vi generelt den islamiske tankegang således: at vise barmhjertighed over for de stumme dyr og, så vidt muligt, befri dem for enhver form for lidelse.

I uvidenhedens tidsalder holdt folk meget af at skære kamelens pukkel (Hamp) af, mens den var levende, og spise den. De skar også den skive, der hang ned fra vædderens bagparti, af, mens den var levende. Derved led dyrene ubeskriveligt. Derfor erklærede den ædle Profet (fred være med ham) det for haram at skære dele af et levende dyr af. Han sagde:

(Arabisk*******************)

Hvis en del af et dyr skæres af, mens det er levende, skal den betragtes som dødt (og den er haram). (Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi)

Betydningen af at nævne Allahs navn ved slagtning

Der ligger dybe og subtile grunde til nødvendigheden af at nævne Allahs navn ved slagtning. Det er særligt nødvendigt at være bekendt med dette og rette sin opmærksomhed mod det.

Afgudsdyrkerne og folkene i uvidenhedens tidsalder nævnte deres guders navne, når de slagtede. I islam er der i stedet foreskrevet, at Allahs navn skal nævnes. For når polyteisterne nævner deres guders navne ved slagtning, kan de, der tror på den Ene Allah, så undlade at gøre det samme ved en sådan lejlighed?

For det andet: Dyrene er også, ligesom menneskene, skabt af den Ene Allah. At mennesket tager deres liv, kræver nødvendigvis Allahs tilladelse. Når Allahs navn nævnes ved slagtningen, bliver det en erklæring om, at denne tilladelse er opnået. Det er, som om han på dette tidspunkt siger: Jeg gør ikke dette, fordi de er svage, hjælpeløse og forsvarsløse, eller fordi jeg ønsker at gøre dem uret. Den slagtning, jeg udfører, gør jeg derimod udelukkende med Allahs tilladelse. Det er i Hans navn, jeg jager, og det er med Hans navn, jeg spiser det.

Dyr slagtet af jøder og kristne

Vi har tidligere set, hvor strenge regler islam har fastsat med hensyn til slagtning af dyr. I islam er dette spørgsmål i virkeligheden af yderste betydning. De arabiske mushriker og folkene i jahiliyyah regnede slagtning af dyr, i overensstemmelse med deres aqidah, for en del af religionen og en uundværlig del af deres tilbedelsesritualer. Når de slagtede dyr, ønskede de i virkeligheden at opnå deres guders og afguders tilfredshed og nærhed. Derfor slagtede de dyr på bestemte steder, hvor de ofrede til deres guder og afguder. Ved den lejlighed nævnte de deres guders og afguders navne.

Islam satte en stopper for alt dette og indførte og håndhævede fast, at kun Allahs navn skulle nævnes ved slagtningen. Det forbød fuldstændigt at nævne nogen andens navn end Allahs. Det gjorde det haram at slagte dyr på disse bestemte steder og at spise dyr, der var viet til andre end den ene Allah.

Ahl al-Kitab – jøderne og de kristne – troede oprindeligt på tawhid. Men senere trængte shirk ind i deres trosmæssige aqidah. Det skyldtes, at budskabet om denne religion nåede dem gennem mennesker, som ikke havde været i stand til at rense deres tro og sind for shirk-troens fejl og urenhed. Derfor var der stor risiko for, at muslimerne ville få den opfattelse, at de skulle betragte dem som afgudsdyrkende mushriker og behandle dem derefter. Men Allah den Ophøjede befalede, at man skulle følge en anden fremgangsmåde over for dem end over for afgudsdyrkerne. Det blev tilladt at omgås dem i forbindelse med mad og drikke, ligesom det blev tilladt at indgå ægteskab med dem. Allah den Ophøjede har sagt i den sidst åbenbarede ayah i Koranen:(Arabisk********************)

I dag er alle gode og rene fødevarer gjort halal for jer, og føden fra dem, der har fået Skriften, er halal for jer, ligesom jeres føde er halal for dem. (Surah al-Ma’idah: 5)

Kort sagt betyder dette vers, at alle slags gode og rene fødevarer er fuldstændig halal. Derfor findes der ikke længere noget, der hedder bahirah, sa’ibah, wasilah eller ham. Og grundlæggende er jødernes og de kristnes, Ahl al-Kitabs, føde halal for jer. Allah har aldrig gjort den haram. Jeres føde er også halal for dem. Det er altså tilladt for jer at spise kødet fra dyr, som de har slagtet, eller som er blevet viet gennem shirk. På samme måde er der intet forbud mod, at de spiser det, I slagter eller vier gennem shirk.

Over for Arabernes mushriker har islam imidlertid været meget streng. Men over for Ahl al-Kitab har den valgt en mildere omgangsform. Grunden er, at Ahl al-Kitab anerkender åbenbaringen, profetskabet og i det store hele religionens grundlæggende regler og principper. Derfor står de troende meget nær. Det er blevet erklæret tilladt at deltage sammen med dem i måltider, at gifte sig med deres døtre og at omgås dem. På den måde har de fået mulighed for at se islam i dens sande skikkelse i menneskers hjem, i ord og handlinger, i moral og i handel og omgang. På denne måde vil de kunne erfare, at islam i virkeligheden er en religion, der er grundlagt på ophøjede sandheder, fuldstændige regler og de allerbedste trosforestillinger. Der er ingen plads i den til shirk eller meningsløs tale.

Koranen erklærer:(Arabisk*****************)

Fødevarer fra Bogens folk.

Udtrykket har en meget almen og omfattende betydning. Det omfatter alle former for fødevarer. Både kødet fra de dyr, de har slagtet, og alle deres øvrige fødevarer er halal. Derfor er alt dette varigt halal for os. Men hvis noget er blevet gjort haram, såsom selvdøde dyr, udgydt blod og svinekød, er det ikke tilladt at spise. Dette er den almindeligt accepterede opfattelse. Det gør ingen forskel, om det drejer sig om en person fra Bogens folk eller en muslim.

Der er dog her nogle forhold, som muslimer især bør tage i betragtning.

1. Dyr, der slagtes ved kirker og på messer

Så længe det ikke vides om en person fra Bogens folk, at han under slagtningen har nævnt navnet på andre end Allah, såsom Jesus Messias eller Ezra, er det halal at spise kødet fra det dyr, han har slagtet. Men når det vides, at han under slagtningen har nævnt navnet på andre end Allah, har retslærde udtalt, at netop dette dyr bliver haram.

Nogle har dog sagt: Allah har allerede gjort deres føde halal for os. Hvad de siger under slagtningen, og hvis navn de nævner, ved Allah bedst. (Der er ingen grund til at tage hensyn til dette.)

Da Imam Malik blev spurgt om dyr, der slagtes i forbindelse med Bogens folks højtider, kirkefester og lignende ceremonier, sagde han:(Arabisk***********)

Jeg anser det ikke for makruh at spise det. [Dette er fatwaen i Imam Maliks madhhab. Han havde, ligesom nogle af vor tids lærde, ikke travlt med at erklære noget haram. Han nøjedes med at betegne det som makruh.]

At han anså dette for makruh, var et udtryk for hans egen særlige, ekstra gudsfrygt. Han nærede mistanke om, at dyret var blevet slagtet i en andens end Allahs navn. Derfor anså han det for makruh at spise det. Men han anså det ikke for haram. For efter hans opfattelse betyder slagtning i en andens end Allahs navn, når det gælder ahl al-kitāb, at de ikke selv spiser de dyr, som de slagter med henblik på at tilbede deres guder og opnå nærhed til dem. Men de dyr, som de slagter med henblik på selv at spise dem, regnes blandt deres føde, og han har selv erklæret, at de er halal for os. [I bogen al-Mughnī står der, at hvis en person fra ahl al-kitāb bevidst undlader at nævne Allahs navn, når han slagter, er det ikke halal at spise det dyr, han har slagtet. Dette er også blevet overleveret fra Ḥaḍrat ʿAlī (ra).

Imam al-Shāfiʿī, Nakhaʿī, Ḥammād, Isḥāq og tilhængerne af den hanafitiske retning har også denne opfattelse. Meningen med Koranens vers om, at ahl al-kitābs føde er halal, er, at det er halal at spise de dyr, som de har slagtet, når de fastsatte betingelser for slagtning er opfyldt, sådan som de også skal være opfyldt ved muslimers slagtning. Hvis man imidlertid med sikkerhed ved, at slagteren har nævnt Allahs navn eller ikke har nævnt det, eller at han har nævnt en andens navn end Allahs eller ikke har gjort det, er det alligevel halal at spise det dyr, han har slagtet. For Allah den Ophøjede har gjort de dyr, der er slagtet af muslimer og ahl al-kitāb, halal for os. Allah den Ophøjede ved nemlig, at vi ikke kan være bekendt med enhver slagters forhold. (Al-Mughnī, bind 8, s. 571)]

2. At spise dyr, der er slagtet ved elektrisk bedøvelse, eller spise kød på dåse

Det andet spørgsmål er, om ahl al-kitābs – jødernes og de kristnes – måde at slagte på skal være den samme som vores. Skal deres slagtning også foregå på samme måde som vores, hvor vi skærer halsen over med et skarpt redskab?

De fleste eksperter har stillet dette som en betingelse i denne sag. En gruppe lærde fra den malikitiske retning har imidlertid afgivet en fatwa om, at det ikke er en nødvendig betingelse.

Qāḍī Ibn al-ʿArabī har i sin tafsīr af verset i Sura al-Māʾida sagt:

Dette beviser uigendriveligt, at ahl al-kitābs vildt og føde hører blandt de ting, hvis tilladelighed Allah har erklæret. Det er halal uden forbehold. Dette er blevet sagt udtrykkeligt, for at al tvivl i denne sag kan fjernes, og så der ikke bliver den mindste rest af en fejlagtig forestilling tilbage. Jeg blev spurgt: De kristne dræber høns ved at vride halsen om på dem. Derefter tilbereder de dem. Kan vi under sådanne omstændigheder spise sammen med dem? Kan man spise deres mad? Jeg svarede: Det kan man. For det er de kristnes og deres præsters og lærdes føde. Selv om denne måde at slagte på ikke er korrekt efter vores opfattelse, har Allah jo erklæret deres føde halal for os i almindelighed. Og det, som de anser for tilladt i deres religion, er også halal for os. Men de fødevarer, som Allah den Ophøjede har erklæret dem for løgnere med hensyn til, må ikke spises. Vores eksperter har sagt: Disse ahl al-kitāb gifter deres døtre bort til os, og samleje med dem er tilladt. Hvorfor skulle vi så ikke spise de dyr, de har slagtet? Når man betragter sagen ud fra halal og haram, er det at spise føde en langt mindre betydningsfuld handling end seksuelt samliv.

Denne tafsīr-fortolker har et andet sted skrevet:

De slagter dem ikke rituelt, men dræber dem ved at kvæle dem eller knuse deres hoveder. Derefter spiser de dem. Derfor er de for os selvdøde dyr og haram. Men der er ingen modsigelse mellem de to forhold (at de er forbudte, og den ovenfor beskrevne tilladelse). For det, som Skriftens folk anser for korrekt slagtning, er det naturligvis halal for os at spise, selv om deres slagtning ikke er korrekt efter vores opfattelse. Men det, som de selv anser for ukorrekt slagtning, er heller ikke halal for os. Slagtning betyder, at dyrets liv tages med den hensigt at gøre det tilladt at spise.’

Dette er holdningen hos en gruppe tilhængere af den malikitisk retsskole.

På baggrund af denne drøftelse kan vi forstå shariaens bestemmelse om dåse- og konserveret kyllinge- eller oksekød fra Skriftens folk. I deres lande slagtes kyllinger ved hjælp af elektrisk stød. Så længe de selv anser disse for halal føde, vil de i henhold til versets generelle erklæring fortsat blive betragtet som halal for os. [Men dette er ikke en enstemmigt accepteret opfattelse. Det er almindeligt kendt, at dåsekød ikke stammer fra dyr, der er slagtet i overensstemmelse med shariaen. Kød, der ikke er skåret over med ét snit, eller hvor Allahs navn ikke bevidst er blevet nævnt under slagtningen, kan ikke blive halal for os blot ved at blive anset for at stamme fra Skriftens folk. Der skal udstedes en fatwa ud fra den måde, det normalt foregår på. Derfor er det ikke tilladt at spise et dyr, der ikke er slagtet efter shariaens regler, heller ikke hvis den, der slagtede det, var muslim. – (Oversætteren)]

Dåsekød, der er fremstillet i kommunistiske lande, kan derimod på ingen måde være tilladt for os at spise. For de har forkastet og benægtet alt, hvad der har med religion at gøre. Derfor regnes de ikke blandt Skriftens folk.

Dyr, der er slagtet af ildtilbedere og andre

De lærde har fremsat forskellige synspunkter om at spise kød fra dyr, der er slagtet af ildtilbedere eller tilhængere af den gamle persiske religion. Mange har forbudt det, fordi de i virkeligheden er afgudsdyrkere. Andre lærde har sagt, at det er halal at spise. For Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: (Arabisk******************)

Behandl dem som Skriftens folk. (Malik, al-Shafi‘i)’

Derfor blev der opkrævet jizya fra ildtilbederne på stedet Hijr. (Bukhari)

Ibn Hazm skriver i sit værk al-Muhalla: (Arabisk**********************)

De er også Skriftens folk. Derfor skal man i alle henseender behandle dem som Skriftens folk. (Ifølge flertallet af de lærde er det ikke tilladt at spise dyr, der er slagtet af majusierne – ildtilbederne eller perserne. Denne opfattelse blev fremsat af Ibn Masʿud, Ibn ʿAbbas, ʿAli, Jabir, imam Malik, imam al-Zuhri, imam al-Shafiʿi, hanafitiske retslærde, imam Ahmad og andre. Ifølge Ibn Qudamah gælder Profeten, fred være med ham, ovennævnte udtalelse: »Behandl dem som Skriftens folk« kun med hensyn til opkrævningen af jizya. Den gælder ikke spørgsmålet om at spise dyr, som de har slagtet, eller at gifte sig med deres kvinder. (Arabisk************************)

Allama al-Jassas siger, at der er uenighed om majusierne. Ifølge flertallet af de retslærde er de ikke Skriftens folk. Kun ganske få anser dem for at være Skriftens folk. I Koranen kaldes kun to samfund Skriftens folk. Hvis majusierne også blev regnet blandt Skriftens folk, ville man i stedet for to tale om tre samfund. Profeten, fred være med ham, sagde ikke, at de var Skriftens folk. Han sagde blot, at de skulle behandles som Skriftens folk, og det gjaldt kun opkrævningen af jizya. (Arabisk*********)– Oversætteren.]

Ifølge imam Abu Hanifa er sabierne Skriftens folk. (Nogle anser også brahminerne for at være Skriftens folk. Det siges, at en bog blev åbenbaret til dem, men at de har mistet den.)

Det er unødvendigt at undersøge det, der er skjult for blikket

Det er ikke en muslims pligt at spørge til eller forsøge at undersøge forhold, der er skjult for blikket – hvordan slagtningen blev foretaget, om alle betingelserne for slagtningen blev opfyldt, og om Allahs navn blev nævnt under slagtningen – eller at forsøge at få kendskab til sådanne ukendte forhold. Hvis en muslim har slagtet dyret, er det nemlig fuldt ud tilladt at spise det, uanset hvilke andre ukendte forhold der måtte være – om personen er uvidende, tåbelig, gudløs eller fra Skriftens folk. Det er allerede blevet nævnt, at ledsagerne spurgte: »Allahs Sendebud, folk bringer os kød, men vi ved ikke, om de nævnte Allahs navn under slagtningen eller ej. Hvad skal vi gøre i denne situation?« Sendebudet sagde: »Sig bismillah og spis.«

Eksperterne har sagt følgende om denne hadith:

Denne hadith beviser, at alle handlinger, indgreb og lignende skal anses for at være korrekte og i orden, indtil der foreligger et uomtvisteligt bevis på, at de er dårlige eller ugyldige.

Jagt

Et stort antal mennesker blandt araberne og andre folkeslag i verden lever af jagt. Derfor er dette emne blevet tillagt særlig betydning i Koranen og sunnaen. Forfatterne af fiqh-værker har skrevet særskilte kapitler om det i deres bøger. Heri har de udførligt nedskrevet, hvad der er halal og haram, samt hvad der i denne forbindelse er wajib og mustahabb. Det var nødvendigt at behandle emnet så udførligt, for mange af de dyr og fugle, hvis kød er rent og godt, lever uden for menneskets kontrol. Det er heller ikke let at fange og beherske dem, eftersom de ikke er fortrolige med mennesker. Derfor har islam ikke stillet samme betingelse for, at disse dyr bliver halal, som den har stillet ved slagtning af tamme dyr, nemlig at man fører kniven gennem halsen eller den nederste del af halsen. I stedet har den fastsat en lettere metode til at nedlægge dem. Derved er menneskers besvær i betydelig grad blevet lettet, og der er skabt større frihed med hensyn til fødevarer.

Islam har fuldt ud taget hensyn til menneskers naturlige behov. Formålet med de betingelser, der er fastsat på dette område, er, at mennesket skal underkaste sig islams grundlæggende tro og dets regelsystem. Og ligesom en muslim skal følge islams regler i alle forhold og på alle områder, skal han også på dette område følge islams regler korrekt.

Nogle af betingelserne på dette område vedrører jægeren, nogle det jagede dyr, og nogle selve jagten.

Her omtales jagt på landdyr. Jagt på vanddyr er allerede blevet behandlet udførligt. Hovedpointen er, at Allah den Ophøjede har gjort alt tilladt uden nogen form for forbud. Det er blevet sagt:

(Arabisk***************)

Havets jagt og den føde, der findes deri, er gjort tilladt for jer. (Sura al-Ma’idah: 96)

Om jægeren

For den, der jager på landjorden, gælder den samme betingelse som for den, der slagter: Han skal være muslim eller tilhøre Bogens folk. Man må også spise det bytte, der er nedlagt af en person, som hører til Bogens folk, såsom sabeere og majustere.

Islams lære er, at det ikke er tilladeligt at jage uden formål, det vil sige uden hensigt om at spise byttet eller uden at have til hensigt at udføre en anden nyttig handling. Islam tillader nemlig ikke, at dyr dræbes uden grund og uden noget formål. Det er blevet sagt i en hadith: (Arabisk********95***********)

Hvis nogen dræber en fugl uden noget meningsfuldt eller nyttigt formål, vil den på opstandelsens dag klage til Allah: »O Allah, denne og hin person dræbte mig uden grund; han dræbte mig ikke for at opnå nogen nytte.«

I en anden hadith er det blevet sagt: (Arabisk***********************)

Den, der uretmæssigt dræber en spurv eller en større fugl, vil Allah på opstandelsens dag helt sikkert kræve ham til regnskab for det. En ledsager spurgte: »Allahs Sendebud, hvilken ret har de da?« Han svarede: »Deres ret er, at man slagter dem og spiser dem, ikke at man skærer hovedet af dem og kaster dem bort.«

En yderligere betingelse for jægeren er, at han ikke må være i ihram-tilstand til hajj eller umrah. For i ihram-tilstanden befinder muslimen sig i en tilstand af fuldstændig fred, sikkerhed og beskyttelse mod fare. I denne henseende er hans beskyttelse meget omfattende. Alle dyr og fugle omkring ham er også sikret fuld beskyttelse. Selv hvis et jagtbytte kommer inden for rækkevidde af den ihram-klædte muslims hånd eller pil, skal han stadig afholde sig fra at jage det. Dette er en del af træningen i muslimens tålmodighed. Derfor siges det i Koranen: (Arabisk***********************)

O I, der tror! Allah vil bestemt prøve jer med vildt, som jeres hænder og pile kan nå. Han vil gøre det kendt, hvem der frygter Ham uden at se Ham. Men den, der derefter overskrider grænserne, får en smertefuld straf.

(Arabisk********************)

O I troende! Jagt ikke, mens I er i ihram. (Sura al-Ma’ida: 95)

(Arabisk*******************)

Så længe I er i ihram, er jagt på landjorden gjort haram for jer. (Sura al-Ma’ida: 96)

Betingelser vedrørende jagtdyr

Betingelsen for det dyr, der jages, er, at det skal være et dyr, som ikke kan fanges og slagtes ved halsen eller rygmarven. Hvis det er muligt, skal det slagtes efter de foreskrevne regler; hvis det ikke gøres, er det ikke halal.

Hvis det ikke er blevet jaget ved at skyde en pil eller med en trænet hund, og man får fat i det, mens der stadig er liv i det, skal det slagtes på sædvanlig vis ved halsen. Men hvis man får fat i det i en tilstand, hvor det ikke længere har et stabilt liv, er det bedst ikke at slagte det. Og hvis man lader det dø i denne tilstand, er der ingen synd. Denne hadith er citeret af Bukhari og Muslim:

(Arabisk*****************)

Når du sender din jagthund af sted, skal du straks påkalde Allahs navn over den. Hvis den derefter holder byttet tilbage for dig, og du finder det levende, skal du slagte det.

Måder at jage på

De måder, hvorpå man kan jage, er af to slags:

1. Skarpe, hvæssede våben, såsom sværd, spyd og lignende. Der findes en hentydning til dette i Koranens vers:

 (Arabisk********)

som jeres hænder og pile kan nå. (Sura al-Ma’ida: 94)

2. Rovdyr, der er blevet ordentligt trænet og oplært til jagt, såsom hunde, falke og lignende. Det er blevet sagt i Koranen:(Arabisk******************)

Alle gode og rene ting er gjort tilladte for jer, og de jagtdyr, som I har trænet, og som I oplærer med det, Allah har lært jer……… (Sura al-Ma’ida: 4)

Jagt med skarpe våben

Der er to betingelser for at jage med et våben:

For det første skal våbnet trænge ind i byttets krop på en sådan måde, at det er dette sår, der forårsager dets død. Det må ikke dø af trykket fra våbnet. Hadhrat Adi ibn Hatim (må Allah være tilfreds med ham) spurgte Profeten (fred være med ham):

(Arabisk***************)

Jeg jager kun med en pil uden spids. Den rammer målet; er det tilladt at spise det?

Allahs Sendebud (fred være med ham) svarede:(Arabisk*******************)

Når du skyder en pil, skal du spise byttet, hvis den skarpe del trænger ind i kroppen. Men hvis den rammer på langs, og dyret dør af slaget, må du ikke spise det. (Bukhari, Muslim)

Af denne hadith fremgår det, at det afgørende er, at våbnet trænger ind i byttets krop. Hvis byttet dør af at blive klemt under en tung byrde, er det ikke tilladt at spise det. Derfor er dyr, der jages med kugler fra geværer, pistoler og revolvere, halal, for disse kugler trænger ind i kroppen endnu skarpere og dybere end pile, spyd og sværd. I denne forbindelse er en hadith, som imam Ahmad har citeret:(Arabisk****************)

Spis ikke et dyr eller en fugl, der er jaget med en bøsse, medmindre det slagtes; så må du spise det. Bukhari har også citeret et udsagn fra Hadhrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham): Bytte, der er dræbt med en bøsse, er haram ligesom et dyr, der er dræbt af slaget fra en stenkastningsstok; her betyder »bøsse« en jordklump. Et dyr, der jages ved at kaste den, er bestemt haram. Men med »bøsse« mener vi her moderne skydevåben, og dyr, der jages med dem, er naturligvis halal.

Det, der ligner en bøsse, er en sten eller et stykke brændt tegl. Profeten (fred være med ham) sagde:

(Arabisk*********98**********)

Man kan ikke jage med en sten eller et stykke tegl, og man kan heller ikke såre en fjende dybt med dem. Men de kan slå tænder ud og stikke øjnene ud. (Al-Bukhari, Muslim)

Det andet er, at Allahs navn skal nævnes, når våbnet kastes eller anvendes. De hadither, der er blevet overleveret om dette af Adi ibn Hatim (må Allah være tilfreds med ham), efter at Profeten (fred være med ham) lærte ham det, er af særlig betydning.

Jagt med hunde

Når man ønsker at jage med en hund, en falk eller lignende jagtdyr, skal følgende betingelser overholdes:

For det første skal dyret eller fuglen være ordentligt oplært og trænet i at jage.

For det andet skal det oplærte dyr eller den oplærte fugl jage for sin ejer og ikke for at spise selv. Det kan man forstå ud fra Koranens antydning.

Og det tredje er, at man skal nævne Bismillah over den, når man sender den af sted for at jage.

Alle disse betingelser er nævnt i det følgende vers:

(arabisk******************)

Folk spørger dig, hvad der er gjort halal for dem. Sig: For jer er alle gode og rene ting gjort halal, samt de jagtdyr eller jagtfugle, som I har trænet og oplært til jagt. Spis det, de holder tilbage for jer, og nævn Allahs navn over det.

1. Det er også klart, hvad det vil sige at oplære et jagtdyr eller en jagtfugl. Det betyder, at man har fuld kontrol over det, kan styre det efter sine ordrer, føre det i den ønskede retning og få det til at være parat til at udføre disse ordrer. Det skal være vant til at jage og bringe byttet til sin ejer samt passe på ejerens ejendele, når ejeren ikke er til stede. Når ejeren jager det bort, skal det lade sig jage bort. Nogle retslærde er ganske vist uenige om at opstille alle disse betingelser, men hovedsagen er, at jagtdyret eller jagtfuglen skal være veltrænet efter almindelig skik.

2. At bevare byttet for ejeren betyder, at jagtdyret eller jagtfuglen ikke selv må spise byttet, men skal efterlade det til ejeren. Profeten (saws) sagde:(Arabisk*******************)

Når du sender en hund af sted for at jage, og den jager et bytte og spiser noget af det, må du ikke spise det. For det er blevet fastslået, at den har holdt byttet tilbage for sig selv. Men hvis den efter at være sendt af sted jager byttet uden selv at spise af det, må du spise det. For det er blevet fastslået, at den har holdt byttet tilbage for sin ejer. (Ahmad)

Nogle retslærde har skelnet mellem jagtdyr – hunde – og jagtfugle, såsom falke og høge. De har sagt, at hvis en jagtfugl spiser noget af byttet, er det stadig tilladt at spise det. Men hvis en hund spiser af det, er det ikke tilladt at spise det.

Disse to betingelser har en betydelig fornuft. At træne en hund til jagt og få den til at fange byttet og holde det for sin ejer er foreneligt med menneskets høje værdighed. Denne betingelse er blevet fastsat netop for at holde mennesker væk fra hundens madrester. For når hunden er trænet, fanger byttet og holder det for sin ejer, er den blot et jagtredskab, som jægeren har anvendt til jagt, ligesom jægeren anvender en pil, et spyd eller et gevær.

3. At sige Bismillah, når man sender hunden af sted, er det samme som at sige Bismillah, når man affyrer en pil eller fører et spyd eller en kniv. Det er dette, der er befalet i Koranens vers:(Arabisk*******************)

4. Der er også blevet overleveret mange sahih-hadither om dette, såsom de hadither, der er overleveret af ʿAdī ibn Ḥātim (må Allah være tilfreds med ham).

Det fremgår også tydeligt af ovenstående betingelse, at hvis en anden hund slutter sig til den hund, der er sendt af sted, vil det ikke være tilladt at spise byttet, som de to har fanget. ʿAdī (må Allah være tilfreds med ham) spurgte:

(Arabisk******************)

Jeg sender min hund ud for at jage, og bagefter ser jeg også en anden, fremmed hund sammen med den. Hvad skal jeg så gøre?

Den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:(Arabisk***************)

Så må du ikke spise byttet. For du har sagt Bismillah over din egen hund, som du sendte af sted, men ikke over den anden. (Og du ved ikke, hvilken af de to der fangede byttet.)

Hvis man glemmer at sige Bismillah, når man affyrer en pil eller sender et jagtdyr af sted, er det tilstrækkeligt at råde bod på denne forglemmelse, når man spiser. Allah har i Sin nåde tilgivet og tilgiver mange af den muslimske ummas fejl og forglemmelser. Dette regnes som en sådan forglemmelse.

At finde vildtet dødt efter at have affyret en pil

Det sker ofte, eller kan ske, at jægeren affyrer en pil mod vildtet, og at den rammer vildtet, hvorefter det forsvinder ud af syne og bliver væk. Efter nogen tid finder man det dødt – det er heller ikke ualmindeligt, at det først findes flere dage senere. Under sådanne omstændigheder kan vildtet være halal, hvis visse betingelser er opfyldt:

1. Det må ikke have ligget i vand. Den relevante hadith lyder: Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde:

(Arabisk***********)

Når du har affyret din pil mod vildtet og derefter finder det dræbt, må du spise det. Men hvis du finder det liggende i vand, må du ikke spise det. For du ved ikke, om vildtet døde af din pils slag eller druknede i vandet.

2. Der må ikke være mærker efter en anden pil på det, så det kan fastslås, at det ikke var en anden pil, der forårsagede dets død. Hadhrat Adi ibn Hatim (må Allah være tilfreds med ham) sagde:(Arabisk********************)

O Allahs Sendebud! Jeg affyrer jo en pil for at jage. Den næste dag finder jeg det, og min pil sidder i det.

Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: (Arabisk****************)

Hvis du med sikkerhed ved, at det var din pil, der dræbte dyret, og der ikke findes tegn på, at et rovdyr har angrebet det, må du spise det. (At-Tirmidhi)

3. Byttet må ikke være tæt på at rådne. Den sunde menneskelige natur nærer nemlig afsky for at spise rådne ting. Desuden er det skadeligt. I en hadith, der er overleveret i Sahih Muslim, siges det: Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til Abu Sa’laba (må Allah være tilfreds med ham):

(Arabisk*****************)

Hvis dit bytte efter at have skudt en pil har været ude af syne i tre dage, og du derefter finder det, må du spise det, så længe det ikke er råddent.

Alkohol

Alkohol eller vin betegner et alkoholholdigt stof, som gør en beruset, når det indtages.

Når vi nu går i gang med en detaljeret behandling af dette emne, vil vi først sige, at indtagelsen af dette stof påfører menneskets fornuft og fysiske helbred alvorlig skade. Dets religiøse liv bliver også helt ødelagt. Også materielt bringes det ud i alvorlige vanskeligheder. Dets familie rammes ligeledes af store tab. En sådan tilstand fører uundgåeligt til yderste elendighed i nationens og samfundets materielle, moralske og åndelige liv.

En ekspert har med rette sagt, at intet har ramt mennesket så hårdt som alkohol. Hvis man undersøger hospitalerne verden over, vil man se, at mange mennesker er blevet sindssyge på grund af alkoholforbrug og er blevet ramt af sygdomme, der ikke kan behandles. Efter at have mistet deres mentale sundhed begår de drab, lider af nervesygdomme og udvikler kroniske mavesygdomme. Mange ødsler endda deres egne ejendele bort og ender med at være fuldstændig ruinerede. Deres antal vil være så stort, at alle formaninger til dem vil være forgæves. Det vil ikke være muligt at skabe nogen som helst forandring i deres liv.

I jahiliyyas tidsalder var araberne blevet vanvittige efter at drikke alkohol. Deres afhængighed af alkohol kendte ingen grænser. På deres sprog havde alkoholen næsten hundrede navne. I deres prosa og poesi omtales forskellige slags alkohol, og hver slags særlige egenskaber beskrives. Deres værker var fyldt med beskrivelser af skønheden hos dem, der drak og serverede alkoholen, samt lovprisninger af sammenkomster, hvor man drak alkohol.

Islam kom og uddannede og ledte dem ad en bestemt og sund vej. Derfor blev princippet om gradvist at gøre alkohol forbudt taget i brug.

Først blev det forbudt at bede, når man var beruset. Derefter blev det forklaret dem, at synden ved at drikke alkohol var langt større end dens gavnlige virkninger. Til sidst blev alkohol for bestandig og endeligt gjort haram gennem det betydningsfulde vers i surat al-Ma’ida. Verset lyder således: (Arabisk*************************)

I, der tror, skal vide med sikkerhed, at alkohol, hasardspil, offeraltre og metoder til at spå om fremtiden blot er uren, satanisk virksomhed. Hold jer derfor fra det. Forhåbentlig vil I opnå fremgang. Ved at kaste jer ud i alkohol og hasardspil sår Satan fjendskab og had mellem jer og afholder jer fra at mindes Allah og fra bønnen. Vil I da ikke afholde jer fra disse handlinger?

I disse to vers har Allah den Ophøjede med strenge ord gjort det forbudt at drikke alkohol og spille hasardspil og har givet en meget streng befaling eller tilskyndelse til at holde sig fra det. I verset nævnes alkohol og hasardspil sammen med offeraltre og metoder til at spå om fremtiden for at vise disse to handlingers ondskab og afskyelighed. På Koranens sprog er denne handling blevet kaldtرجس og den er blevet kaldt Satans værk. Det siger sig selv, at satanisk virksomhed er skamløs på den mest afskyelige måde. Således befales det i verset at holde sig fra disse to ting. Med henvisning til deres samlede skade siges det, at den, der drikker alkohol, som følge heraf ikke vil kunne bede og vil glemme Allah. Der vil opstå ekstremt had og fjendskab mellem mennesker, helt op til et dødeligt fjendskab. Ved at miste bønnen og ihukommelsen af Allah vil mennesket miste disse to midler til åndelig udvikling. Efter alt dette bliver de troende med meget strenge ord spurgt, om de helt vil holde sig fra disse to handlinger.

Som svar på en så streng befaling og anvisning kan de troende kun sige én ting. Og det er:

Herre! Vi har afholdt os fra det.

O Gud, vi afholdt os fra det.

Og muslimernes handling skabte i praksis et forbløffende syn. Nogle muslimer var samlet ét sted og drak alkohol. En af dem havde et kar i hånden og havde drukket noget af det, men karret var endnu ikke tømt. Så snart han hørte dette vers, fjernede han karret fra munden og hældte resten ud.

Denne skadelige virkning af alkohol, som har alvorlige følger for individets, familiens, samfundets, nationens og statens liv, har også fået mange moderne stater til at forsøge at forbyde den gennem lovgivning og statsmagt. USA forsøgte på et tidspunkt at standse alkoholforbruget ved lov. Men dette forsøg måtte erkendes at være fuldstændig mislykket. Kun islam har været i stand til at føre krig mod alkoholforbruget og opnå fuld succes med at udrydde det.

Blandt kirkens myndigheder har der været stor uenighed om fastlæggelsen af den kristne lære om alkoholforbrug. De har på grundlag af forskellige formuleringer i Evangeliet opstillet hver sin opfattelse:

Det er godt og gavnligt for maven at drikke en lille mængde alkohol.

Hvis dette er korrekt, og alkohol virkelig er godt for maven, er det uundgåeligt, at alkoholikeren efter at have drukket en lille mængde vil begynde at drikke større og større mængder. Ét kar med alkohol vækker blot ønsket om mange flere kar. Derfor vil han ikke blot vænne sig til at drikke alkohol, men det vil også blive umuligt for ham at overholde nogen grænse for mængden.

Men også her er islams holdning klar og uomtvistelig. Det er ikke kun selve indtagelsen af alkohol, der er haram; enhver form for hjælp og medvirken til denne handling er også fuldstændig haram.

Alle berusende stoffer er haram

Da den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) for første gang erklærede alkohol for forbudt, tog han overhovedet ikke hensyn til, hvad den var fremstillet af. Hans opmærksomhed var rettet mod dens følger og virkninger. Og det er beruselsen. Derfor betragtes enhver substans, der virker berusende, som haram, uanset hvilket materiale den er fremstillet af. Dette er islams endelige udsagn om alkohol. Derfor er Beer og alle andre berusende drikke af samme slags fuldstændig haram.

Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) blev spurgt om alkohol fremstillet af honning, majs og byg. Som svar bekendtgjorde han et grundprincip og sagde:(Arabisk*********************)

Alle berusende stoffer er khamr, og al khamr er haram. (Muslim)

Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) bekendtgjorde stående på den Ædle Profets (må Allahs fred og velsignelser være med ham) prædikestol:

(Arabisk************)

Enhver substans, der formørker og forvrænger menneskets fornuft og dømmekraft, er khamr og forbudt. (Bukhari, Muslim)

Alle berusende stoffer er haram – uanset om mængden er lille eller stor

I islam er alle berusende stoffer blevet erklæret haram. Der tages overhovedet ikke hensyn til mængden i denne forbindelse. Uanset om mængden er lille eller stor, er det derfor haram i begge tilfælde. Denne ordning er indført, for at mennesket ikke ved at træde ind på denne glatte vej skal tvinges til at falde igen og igen. Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde klart:

(arabisk****************)

Det, hvis større mængde beruser, er også haram i en håndfuld mængde. (Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi)

(Arabisk*******************)

Det, hvoraf blot nogle få ratti beruser, er også haram i en håndfuld mængde.

Handel med vin

Den ædle Profet (fred være med ham) nøjedes ikke med kun at erklære det haram at drikke vin, uanset om det var en lille eller stor mængde. Han erklærede også handel med vin for haram. Det er ikke engang tilladt at handle med den sammen med ikke-muslimer. Derfor kan ingen muslim have lov til at drive handel med vin på import- eller eksportniveau. Det er heller ikke tilladt at opføre en fabrik til vinproduktion eller åbne en bar. Det er ligeledes forbudt at arbejde i en vinforretning. Derfor har den ædle Profet (fred være med ham) nedkaldt forbandelse over ti personer i forbindelse med vin. De er:(Arabisk**********************)

Producenten af vin, den der får den produceret, den der drikker den, den der transporterer den, den til hvem den transporteres, den der skænker og serverer den, sælgeren, den der modtager betalingen og forbruger den, køberen og den for hvem den købes — over dem alle er der forbandelse. (al-Tirmidhi, Ibn Majah)

(Arabisk*******************)

Allah den Ophøjede har forbudt indtagelse af vin. Derfor må den, der får kendskab til dette påbud, hverken drikke den eller sælge den, selv hvis han har en mængde af den hos sig. (Muslim)

Hadith-fortælleren siger, at alle, som på dette tidspunkt havde vin på lager, hældte den ud på Medinas veje og stier.

For at lukke alle veje til indtagelse af vin blev det bekendtgjort, at ingen muslim måtte sælge druer til en person, om hvem det var kendt, at han ville fremstille vin af dem.

Det er blevet sagt i en hadith:(Arabisk************************)

Den, der lader druehøsten stå usolgt med det formål at sælge den til en jøde, en kristen eller en anden person, som vil fremstille vin af den, har med fuldt overlæg kastet sig i ilden. (Al-Tabarani i al-Awsat)

En muslim kan ikke give vin som gave

Det er ikke kun forbudt for muslimer at sælge vin og fortære betalingen for den; det er også fuldstændig forbudt for en muslim at give den som gave til en ikke-muslim. En sådan gave kan heller ikke modtages af ham. For muslimen er ren. Han kan hverken give andre noget som gave eller som gæstfrihed, medmindre det er rent, og han kan heller ikke selv tage imod andet. En mand ønskede at overrække vin som gave til Allahs Ædle Sendebud. Da Profeten, den Ædle, fik kendskab til det, sagde han til ham, at Allah den Ophøjede havde forbudt vin. Manden sagde da: »Skal jeg så sælge den?« Sendebudet sagde:(Arabisk***********)

Den, der har forbudt at drikke den, har også forbudt at give den som gave til en jøde.

Manden sagde da: »Hvad skal jeg så gøre med det?« Den ædle Profet (sa) sagde: »Hæld det ud i Madînas gader.«

At undgå forsamlinger, hvor der drikkes vin

Det er på denne baggrund blevet påbudt enhver muslim at undgå forsamlinger eller selskaber, hvor der drikkes vin. Det er også forbudt dem at omgås vindrikkere. Hazrat Umar (ra) har berettet: Hazrat Rasulullah (sa) sagde: (Arabisk**********************)

Den, der tror på Allah og den Yderste Dag, skal ikke sidde sammen i en forsamling eller ved et bord, hvor der serveres vin. (Ahmad)

På den anden side er det enhver muslims pligt at forsøge at standse uretfærdighed og syndige handlinger. Men hvis det slet ikke er muligt at gøre det, skal han i det mindste selv fjerne sig derfra.

Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz lod ikke blot vindrikerne piske, men også de mennesker, der sad sammen med dem i deres forsamlinger, selv om de ikke selv drak det. Engang blev nogle vindrikkere bragt frem. Han beordrede, at de skulle straffes. En sagde: »Så må han jo straffes først. Har I ikke hørt Allahs befaling:

(Arabisk******)

Der er blevet åbenbaret denne befaling i jeres Koran: Når I hører, at Allahs åbenbaringer fornægtes og gøres til genstand for hån og spot, må I ikke sidde sammen med dem. Hvis de senere giver sig til at tale om noget andet, er det naturligvis anderledes. Men hvis I også på det tidspunkt bliver siddende sammen med dem, vil I være skyldige i en tilsvarende synd.

Vin er ikke en sygdomsmedicin

På grundlag af disse uigendrivelige beviser kan det forstås, at islam har indtaget en yderst streng og urokkelig holdning i kampen mod vin. Den har ønsket at holde muslimen borte fra den. Den har ønsket at rejse en uoverstigelig mur mellem muslimer og vinindtagelse, så ikke engang den mindste åbning eller vej står åben. Muslimerne har ikke fået nogen mulighed for at anvende vin til noget som helst.

For muslimer er selv den mindste mængde vin ikke tilladt. Det er heller ikke tilladt at købe eller sælge den. Den må heller ikke tilbydes til nogen som gave. Det er forbudt at fremstille den, og det er fuldstændig haram at opbevare den i sin egen butik, på sit kontor eller i sit hjem. Den må ikke serveres ved fester, invitationer, festmåltider eller gæstebud. Man må heller ikke beværte ikke-muslimske gæster med den. Ligeledes er det i islam ikke tilladt at blande den i mad eller drikke.

Men hvorvidt vin kan anvendes som medicin, er blevet et spørgsmål for mennesker i dag. Den Ædle Profet blev også stillet dette spørgsmål. Han svarede:(Arabisk*******************)

Vin er slet ikke nogen medicin; den er kun en sygdom. (Muslim, Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi)

Den Ædle Profet sagde:(Arabisk*********************)

Allah har åbenbaret både sygdomme og deres medicin. Han har også sørget for behandling af jeres sygdomme. Derfor skal I søge behandling, men ikke med haram-ting. (Abu Dawud)

(Arabisk*******************)

Allah har ikke lagt nogen helbredelse for jeres sygdom i de ting, der er gjort haram for jer.

Det er blevet erklæret forbudt at søge behandling med vin og andre haram-stoffer. Det er ikke på nogen måde overraskende. For at gøre noget haram betyder at befale, at man holder sig fra det og fuldstændigt og på enhver måde undgår det. Hvis det derfor bruges som medicin, må man være nedsænket i selve den haram-ting, og det vil tilskynde til den. Så bliver det meningsløst at erklære den pågældende ting for haram. Imam Ibn al-Qayyim har fremført netop dette argument.

Han sagde endvidere: Hvis det er tilladt at bruge haram-ting som medicin, vil menneskers interesse for og tiltrækning til dem blot vokse. For der findes en naturlig tilbøjelighed i sindet til dem. Især når de viser sig at være nyttige og synes at helbrede sygdom og give sundhed, vil det være umuligt at afholde sig fra dem. Hvis det er tilladt at bruge vin som medicin, vil den blive et middel til at tilfredsstille begær. Med henblik på dette henledte Imam Ibn al-Qayyim opmærksomheden på et vigtigt psykologisk aspekt og skrev:

For at blive helbredt ved hjælp af medicin bør den anvendes med interesse og oprigtighed. Man må anse den for nyttig og tro, at det er muligt at opnå velsignelsen ved den helbredelse, som Allah har lagt i den. Men en muslim tror, at vin uden nogen tvivl er haram. Netop på grund af denne tro vil det ikke være muligt for ham at blive helbredt ved hjælp af vin. En sådan tro vil ikke tillade, at der opstår en god opfattelse af vin. Det vil også være vanskeligt at indtage den med interesse. Tværtimod: Jo mere en tjener vokser i troen, desto mere vil han hade vin. Han vil anse den for dårlig og ikke kunne udholde den. Under sådanne omstændigheder er det ikke muligt at blive helbredt ved at bruge vin; tværtimod vil hans sygdom blot forværres.(Arabisk*******************)

Alt dette er sandt. Ikke desto mindre er nød og tvingende nødvendighed heller ikke uden betydning i shariaens øjne. Derfor er shariaens bestemmelser blevet udformet med dette for øje. Hvis en sygdom bringer menneskets liv i fare, og vin eller en medicin blandet med vin identificeres som den eneste medicin, og der ikke findes nogen anden medicin, der kan erstatte den, og en troende muslimsk læge med stærk tro har ordineret den, må den kun bruges som medicin under sådanne omstændigheder. (Sådanne omstændigheder forekommer dog ikke særlig ofte.) For shariaen bringer lethed til menneskers liv og fjerner hindringer og vanskeligheder. Denne tilladelse i islam skal naturligvis kun benyttes inden for dens bestemte og snævre grænser; de må ikke overskrides. Allah har jo sagt:(Arabisk*******************)

Hvis nogen tvinges af en hård nødvendighed, uden selv at ønske det eller være begærlig og uden at overskride grænserne, så er Allah tilgivende og barmhjertig.

Berusende stoffer

Khamr er altså det, der tilslører menneskets fornuft og dømmekraft. Dette er et meget vigtigt grundprincip med vidtrækkende betydning. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) erklærede det, da han stod på Allahs Ærede Sendebuds prædikestol og holdt tale. I lyset af dette kan betydningen af det ord, der anvendes i Koranen,خمر forstås, og der er ikke plads til nogen som helst uklarhed eller tvivl i denne sag. Heraf kan man uden nogen tvivl vide, at ethvert stof, der tilslører menneskets fornuft og dømmekraft, berøver eller på nogen måde påvirker dets følelser, dømmekraft, forståelse og evne til at træffe beslutninger, betegnes som khamr eller vin (alkohol). Og Allah og Hans Sendebud har for altid gjort netop dette haram.

Hashish, opium, kokain og lignende hører til denne kategori. De tilslører menneskets fornuft og dømmekraft på en sådan måde, at fjerne ting synes nære, og nære ting synes fjerne. Med hensyn til det, der faktisk er til stede, begynder der at opstå illusioner og vildfarelser. Og det, der i virkeligheden ikke findes, begynder man at tro findes. Således bliver han ved med at kæmpe sig gennem et hav af ekstreme fejltagelser og grundløse forestillinger. Til sidst glemmer han hele sin egen person, sin religion og hele sit verdslige liv og begynder udelukkende at færdes i en fantasiverden.

Desuden brydes helbredet ned ved indtagelse af sådanne rusmidler. Nervesystemet mister bevidstheden. Kroppen bliver svag. Dertil kommer, at der opstår en svag mentalitet, fejhed, moralsk forfald, manglende viljestyrke og utålmodighed; som følge heraf forårsager den person, der er blevet afhængig af at indtage disse giftige stoffer, omfattende forrådnelse i samfundets organisme.

Ud over alle disse laster og ødelæggelser er spild af rigdom og familiens sammenbrud og forfald en uundgåelig følge. Ofte bruger en person, der er blevet afhængig af at indtage disse bevidsthedssløvende (anæstetiske) stoffer, endda de penge, der skulle bruges til hans børns mad og fornødenheder, på at købe disse stoffer. Derfor har de heller ingen skrupler eller tøven med at benytte korrupte og uærlige metoder.

Det er allerede blevet sagt, at islams grundprincip er, at alle haram-ting er årsag til enhver form for modbydelighed, ondskab, usselhed og skade. Det er desuden blevet afsløret som en kendsgerning, at disse ting uden nogen som helst tvivl er yderst skadelige og farlige, både sundhedsmæssigt og fra et psykologisk, socialt og økonomisk synspunkt. Alle de retslærde, som levede på det tidspunkt, hvor disse ting begyndte at blive udbredt, var fuldstændig enige om deres modbydelighed og usselhed. Shaykh al-Islam Ibn Taymiyya var den fremmeste blandt dem. Han skrev:

Hashish-ganja er haram, uanset om den medfører bevidstløshed eller ej. Når man indtager den, opstår hjerteuro, opstemthed, livlighed og en følelse af henrykkelse. Derfor er det hovedsageligt gudsfornægtende mennesker, der indtager den. Med hensyn til virkning og egenskaber er den lige så stimulerende som vin. Den tilskynder mennesker til at skændes og slås. Ganja forårsager desuden fornuftsforvirring og den yderste ydmygelse. Den forværrer også menneskets dømmekraft og temperament. Den fremkalder seksuel fordærvet lyst. Mennesket mister også sin selvrespekt. Af disse grunde er ganja med hensyn til beruselse endnu mere ussel og skadelig end vin. Som følge af tatarernes opstand blev dette stof udbredt blandt folk. Den, der indtager det, bør, uanset om mængden er stor eller lille, straffes med straffen for at drikke vin, nemlig firs eller fyrre piskeslag.

Når det er bevist, at en person har indtaget ganja, skal det betragtes som den forbrydelse, at han har drukket vin. På visse områder er det en endnu alvorligere forbrydelse end at drikke vin. Derfor skal han idømmes den samme straf som for at drikke vin. Shariaens regel er, at der skal fuldbyrdes hadd-straf for de haram-ting, som vækker begær og lyst i sindet, såsom vin og utugt. Men for de ting, som ikke vækker begær, såsom at spise ådsler, skal der gives ta’zir-straf. For dem, der drikker ganja, er den imidlertid så kær og tillokkende, at de aldrig kan opgive den, selv om Koranens og Sunnaens uigendrivelige beviser så klart fastslår, at den er haram, ligesom de fastslår, at vin og andre sådanne ting er haram.

(Arabisk**************)

Alt, hvad der er skadeligt, er haram

Efter den islamiske sharīʿas almindelige regel er det ikke tilladt for en muslim at spise eller drikke noget, der enten straks eller gradvist kan ødelægge og tilintetgøre ham. Alle former for gift og andre skadelige ting er derfor haram. Det er heller ikke tilladt at spise og drikke i overdreven grad, eftersom det naturligt fører til sygdom. Det er ikke nok for muslimen blot at opfylde nafsens krav; hans religion, trosfællesskab, liv, helbred, ejendom og Allahs utallige velsignelser er også betroet ham som en amanah. Han skal opfylde deres rettigheder. Derfor har han ingen ret til at ødelægge blot én af disse ting. Allah den Ophøjede har selv sagt:(Arabisk**********************)

Dræb ikke jer selv. Allah er visselig meget barmhjertig mod jer. (Sura an-Nisāʾ: 29)

(arabisk*********************)

Kast ikke jer selv i undergang med egne hænder.

Den ædle Profet (saw) har sagt:(Arabisk********************)

Du må hverken påføre dig selv skade eller skade andre.

På grundlag af disse grundlæggende principper kan vi sige, at hvis tobak er skadelig for tobaksbrugere, er den haram. (Der findes ikke noget direkte bevis for at betegne den som haram. På grundlag af det, der findes, kan den højst betegnes som makruh.) Især hvis en læge erklærer, at tobaksbrug er skadeligt for en bestemt person, er det forbudt for ham i henhold til det ovenfor citerede vers. Og selv hvis det ikke er skadeligt for helbredet, er der ingen tvivl om, at det indebærer et ekstremt spild af ejendom, uden nogen religiøs eller verdslig nytte. Det er blevet overleveret i en hadith: (arabisk*************************)

Den ædle Profet (saw) forbød at ødsle og spilde ejendom.

Men hvis nogen er så fattig, at det er vanskeligt for ham at skaffe de nødvendige udgifter til sig selv og sin familie, er dette forbud endnu strengere og mere påtrængende for ham.

Beklædning

En muslim skal ved at benytte den skønhed og den gode beklædning, som Allah har skabt, forskønne sin skikkelse, sit udseende og sin fremtoning. I islam er dette ikke blot tilladt, men fuldt ud ønskværdigt.

Islam ønsker at opnå to mål gennem beklædningen. Det ene er at dække de blufærdige dele, og det andet er at opnå skønhed. Allah den Almægtige har vist nationen en stor nåde ved at sørge for beklædning og skønhedsartikler. Han har selv sagt:

(Arabisk*********************)

Adams børn! Vi har sendt beklædning ned til jer, som dækker jeres blufærdige dele, og som også er til pynt for jer. I beklædningens formål – at dække de blufærdige dele og at være til pynt – må der nødvendigvis skabes og opretholdes harmoni og balance mellem disse to. Hvis denne balance ødelægges, forlader man islams lige vej og følger Satans vej. Dette er en yderst vigtig sandhed. I det følgende vers har Allah den Almægtige med klare ord forbudt at følge Satans fodspor og vælge nøgenhedens og mangel på skønheds vej:(Arabisk*********************)

Adams børn! Lad ikke Satan bringe jer i vanskeligheder, sådan som han fordrev jeres forældre fra Paradiset og rev deres klæder af deres kroppe, så han kunne blotte deres blufærdige dele for dem. (Sura al-A’raf: 27)

I et andet vers siger Han:(Arabisk*********************)

Adams børn! Ifør jer jeres udsmykning, hver gang I er til stede i en moské, og spis og drik, men overskrid ikke grænserne. (Sura al-A’raf: 31)

Ligesom et civiliseret menneske skammer sig over at blotte de intime dele af sin krop, har islam gjort det obligatorisk for enhver muslim at dække dem og antage en fremtoning, der adskiller sig fra nøgne dyr. Islams påbud er, at man også i afsondret ensomhed skal holde sine intime dele tildækket, så blufærdighed bliver en vane og en naturlig pryd for mennesket.

Bahz ibn Hakim har overleveret fra sin bedstefar:(Arabisk*********************)

Jeg spurgte: »Allahs Sendebud! Hvor forsigtige skal vi være med hensyn til vores private dele, og hvor meget behøver vi ikke at være det?« Sendebudet svarede: »Beskyt dine private dele mod alle andre end din egen hustru og din kvindelige slave.« Jeg spurgte: »Hvad så når folk under rejser og lignende opholder sig sammen?« Han svarede: »Også da skal du så vidt muligt holde dine private dele tildækket.« Jeg spurgte: »Hvad så når en af os er alene?« Han svarede: »Det er alles pligt at have større blufærdighed over for Allah den Ophøjede.« (Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah, al-Tirmidhi, al-Hakim, al-Bayhaqi)

En religion, der foreskriver renlighed og skønhed

Islam har lagt større vægt på renlighed end på skønhed. For renlighed danner grundlaget for al slags skønhed, pragt og glans. Allahs ædle Sendebud ﷺ sagde:

(Arabisk*******************)

I skal alle værne om renlighed, for islam er en ren religion.

(Arabisk*********************)

Renlighed kalder troen frem. Og troen vil tage sin ledsager med sig til Paradis. (at-Tirmidhi)

Den Ædle Profet (fvmh.) opfordrede til at rense og holde kroppen, tøjet, hjemmene og vejene rene. Han påbød især, at tænderne, hænderne og hovedet skulle holdes rene.

Denne betydning, som renlighed har i islam, er på ingen måde overraskende. For det er netop denne religion, der har erklæret renhed og renlighed for at være nøglen til en grundlæggende tilbedelseshandling som bønnen. Derfor accepteres den bedendes bøn ikke, medmindre hans krop, tøj og sted er rene. Den renhed og rituelle renhed, der opnås gennem ghusl og wudu, er noget andet end denne form for renlighed.

Araberne levede i landlige omgivelser og ørkenområder. Derfor mente mange af dem ikke, at det var nødvendigt at være særligt opmærksomme på renlighed og skønhed. Af denne grund forsøgte den Ædle Profet (fvmh.) altid at vække en følelse af renhed og renlighed i dem. Gennem oplæring udviklede han dem så meget, at de blev verdens mest civiliserede nation. Alle former for underlegenhed og uorden blev en saga blot i deres liv. Som følge heraf udfoldede der sig en harmonisk skønhed i deres tilværelse.

En mand kom til den Ædle Profet (fvmh.). Hans skæg og hovedhår var uordentligt. Profeten (fvmh.) gjorde en gestus mod ham, så det virkede, som om han beordrede ham til at ordne sit hår og skæg. Han gjorde derfor sit hår og skæg i orden og kom tilbage til Profeten. Da den Ædle Profet (fvmh.) så ham, sagde han:(Arabisk**************)

Er dette ikke bedre end at komme med håret i uorden, som om man var en satan?

Den Ædle Profet (fvmh.) så en anden mand, hvis hovedhår var uordentligt. Han sagde:(Arabisk**********)

Havde denne mand da ikke noget til at ordne håret på sit hoved? Da han så en anden mand iført snavset tøj, sagde han: Havde denne mand da ikke noget til at rense og vaske sit tøj med? (Abu Dawud)

Den ædle Allahs Sendebud (fred være med ham) fik øje på en anden mand, som var iført dårligt tøj. Han sagde til ham: Har du nogen formue?

Manden svarede: Ja. Han spurgte: Hvilken slags formue? Manden svarede:

(Arabisk******************)

Allah har givet mig formue af alle slags.

Da sagde den ædle Profet (fred være med ham):(Arabisk**********************)

Når Allah har givet dig formue, bør Hans velsignelse og nåde kunne ses på dig. (an-Nasa’i)

Den ædle Profet (fred være med ham) lagde særlig vægt på at opretholde gode ordninger for renlighed ved folkeforsamlinger som fredagsbønnen og de to eid-fester. Han sagde:(Arabisk******************)

Hvis det er muligt, bør man om fredagen iføre sig to andre klæder ud over de to klæder, man bærer under arbejdet. (Abu Dawud)

Guld og silkeklæder er forbudt for mænd

Islam har erklæret skønhed for tilladt og ønskværdig og forbudt at betragte den som haram – således som det er sagt:

(Arabisk*******************)

Sig: Hvem har forbudt den skønhed og de rene forsørgelser, som Allah har tilvejebragt for Sine tjenere? (Sura al-A’raf: 32)

Der er dog to former for skønhed, som er blevet forbudt for mænd, selv om de er gjort fuldstændig halal for kvinder: For det første brugen af guldsmykker.

For det andet at bære klæder af ren silke.

Det er blevet overleveret fra Hazrat Ali (ra), at han sagde:(Arabisk*******************)

Profeten (fred være med ham) tog silke i sin højre hånd og guld i sin venstre hånd og sagde: Disse to ting er forbudte for mændene blandt min ummah. (Ahmad, Abu Dawud, al-Nasa’i)

Det er berettet fra Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg hørte Profeten (fred være med ham) sige:(Arabisk**************)

Bær ikke silkeklæder. For den, der bærer silkeklæder i denne verden, vil ikke kunne bære dem i det hinsidige. (Bukhari, Muslim)

Om silkeklæder sagde han:(Arabisk*****************)

Dette er de menneskers klædedragt, som ikke har nogen andel i det hinsidige.

Profeten (fred være med ham) så en mand bære en guldring. Så trak han den af hans hånd, kastede den langt væk og sagde:(Arabisk**********************)

Ønsker du at holde en glødende gnist i din egen hånd?

Efter at Profeten (fred være med ham) havde rejst sig og var gået, sagde man til manden: Tag din ring op og gør brug af den. Da sagde han:(Arabisk*********************)

Nej, ved Allahs ed. Jeg vil ikke tage det op, som Allahs Sendebud (fred være med ham) kastede bort. (Muslim)

Ligesom med denne guldring ser man i moderne tid velhavende luksusmennesker bruge blandt andet penne af guld, cigarettændere af guld, cigaretetuier af guld og cigaretholdere af guld. Alt dette er haram.

Derimod har Profeten (fred være med ham) gjort det halal og tilladt for mænd at bruge sølvringe. I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde:(Arabisk***********************)

Profeten (fred være med ham) bar en sølvring, som prydede hans hånd. Derefter prydede den Abu Bakrs hånd. Efter ham Umars hånd og derefter Uthmans hånd. Til sidst faldt den ned i en brønd ved navn Aris. (Bukhari)

Det er heller ikke haram at bruge ringe af jern eller af andre materialer. Der findes ingen entydige beviser for, at det skulle være haram, og i en hadith, der er overleveret i Sahih al-Bukhari, siges det, at Profeten (fred være med ham) sagde til en mand angående medgiften: (arabisk****)

Find og bring noget, om det så blot er en jernring.

Imam Bukhari har på grundlag af denne hadith udtalt, at det er tilladt at bruge jernringe.

Hvis der imidlertid foreligger en reel grund, kan det være tilladt at bruge silkeklæder. Profeten (fred være med ham) gav Abd al-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) og Zubayr ibn al-Awwam (må Allah være tilfreds med ham) — Abd al-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) og Zubayr ibn al-Awwam (må Allah være tilfreds med ham) — tilladelse til at bruge silkeklæder på grund af deres sygdomme med fnat og kløe.

Grunden til, at brugen af silke og guld er forbudt for mænd

Det grundlæggende formål med at forbyde mænd at bruge silke og guldsmykker er at give dem en særdeles god moralsk opdragelse. Islam er nemlig en religion, der bygger på jihad og styrkeudfoldelse. Derfor er det islams mål at beskytte mandigheden mod enhver form for moralsk svaghed, tøjlesløshed og forfald. Allah den Højeste har skænket manden en særlig kropslig skønhed og kropsbygning, som adskiller sig fra kvindens. Mænd bør derfor ikke begynde at konkurrere med smukke kvinder ved at bære kostbare smykker og meget prangende klæder. Desuden ligger der også et kollektivt og helhedsorienteret vel i dette.

Islam har bekæmpet luksus, magelighed og pragt. At gøre guldsmykker og silkeklæder forbudt for mænd er en særlig del af denne kamp. For ifølge Koranens syn kan luksus og magelighed blive årsag til et folks ødelæggelse og undergang. De er også et resultat af kollektiv undertrykkelse og udbytning. For et lille mindretal samler bjerge af luksus og nyder grænseløs magelighed ved at udbytte det store flertal og de fattige. Og det er netop denne samfundsklasse, der til alle tider har stået som en stærk hindring for enhver social reform og enhver indsats for kollektiv velfærd. På dette punkt siger Koranen:(Arabisk************************)

Når Vi beslutter at ødelægge et land, befaler Vi de velstående, luksusprægede og magelighedselskende mennesker dér at adlyde, men de begynder at være ulydige mod Allah. Da lader Vi straffen ramme landets indbyggere og ødelægger det fuldstændigt. (Sura Banī Isrā’īl: 16)

(Arabisk***********************)

Når Vi sender en advarer til en by, begynder dens velstående og luksuslevende stormænd at sige: »Vi forkaster det, som I er blevet sendt med.« (Sura as-Saba’: 34)

I overensstemmelse med denne koraniske tankegang og dette perspektiv har den ædle Profet gjort luksus- og magelighedsgenstande forbudte i muslimernes liv. Derfor ser vi, at han på den ene side har gjort guldsmykker og silkestof forbudt for mænd, og på den anden side på samme måde har gjort alle former for genstande og service af guld og sølv forbudt for både mænd og kvinder.

Der ligger desuden også økonomiske årsager bag dette. Guld regnes nemlig som en kontant formue og som reserveret kapital i det internationale system. Derfor kan det på ingen måde være ønskværdigt, at mænd bruger det som smykke eller kar.

Hvorfor er det tilladt for kvinder?

Ved ikke at forbyde kvinder at bruge guldsmykker og silkeklæder er der blevet taget hensyn til kvindens særlige egenskaber. Kvindens natur er i sig selv tilbøjelig til skønhed. I kvindens væsen ligger der et naturligt ønske om skønhedspleje, kosmetik og brug af smykker. Islam giver dog ingen tilladelse eller mulighed for ved hjælp af dette at tiltrække fremmede mænd og vække ulovlige seksuelle lyster hos dem. Det er blevet sagt i hadith:(Arabisk****************)

Enhver kvinde, der bruger parfume og går mænd, som ikke er hendes mahram, i møde, så de kan lugte hendes duft, er en ægteskabsbryderske, og deres blik på hende bliver et ægteskabsbrydende blik. (An-Nasa’i, Ibn Khara, Ibn Harayash)

Om at advare kvinderne har Allah sagt:(Arabisk*******************)

Kvinder skal ikke sætte deres fødder så kraftigt i jorden, at den skønhed, de skjuler, derved bliver synlig og kommer til syne. (Sura an-Nur: 31)

Den muslimske kvindes påklædning

Islam har gjort det forbudt for kvinder at bære tøj, hvorigennem kroppens glans (skønhed) kan komme til syne. Ligeledes er det fuldstændig forbudt for kvinder at bære tøj, som lader bestemte dele af kroppen være nøgne, og som kan vække seksuel ophidselse hos mænd, der ser det. Det er på ingen måde tilladt for en muslimsk kvinde at være klædt på med brysterne, taljen, lårene eller ryggen og maven blottet.

Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) har berettet, at Profeten (fred være med ham) sagde:(Arabisk****************)

Der vil være to slags mennesker i Helvede. Den ene slags er de uretfærdige herskere og administratorer, som altid vil have piske hængende ved sig, ligesom en okseshale, og med hvilke de vil slå folk. Den anden slags er de kvinder, som er nøgne, selv om de har tøj på. De vil forsøge at tiltrække mændenes opmærksomhed, og de vil selv hælde mod mændene. Deres hoveder vil ligne kamelpukler, der hælder til siden. De vil ikke komme i Paradis, og de vil ikke kunne mærke dets duft, selv om duften fra Paradis vil brede sig over en stor afstand. (Muslim)

De kvinder, som er nøgne, selv om de har tøj på, er det, fordi deres tøj ikke dækker hele kroppen, fordi det er så tyndt, at kroppens glans og skønhed træder frem gennem det, og også fordi de bærer tøjet, mens de lader de seksuelt ophidsende dele af kroppen være blottede. I begge disse tilfælde tilsidesættes tøjets grundlæggende formål. Nutidens moderne kvinder er blevet vant til at gå med den slags tøj.

At disse kvinders hoveder sammenlignes med kamelpukler skyldes, at de binder deres hår op i en knold, der sidder meget højt på hovedet. Det virker, som om Profeten, fred være med ham, allerede dengang tydeligt kunne se fremtidens usete forhold. For denne måde at binde kvindernes hår på hører moderne tid til. Sådan var det ikke dengang. I dag er der i særlige byer oprettet moderne saloner, hvor håret gøres smukt, og hvor det bindes op i en knold for at gøre det »fashionabelt«. På arabisk kaldes disse saloner(Arabisk*************)»kawāfir«. Næsten overalt er det mænd, der står for driften af dem. De kræver og modtager store honorarer for deres arbejde. Ikke nok med det: Kvinderne anser det naturlige hår, som Allah har givet dem, for utilstrækkeligt, køber kunstigt hår og sætter det sammen med deres eget hår.

Situationen er, at en gruppe mænd på den ene side er begyndt at forsøge at overgå kvinderne i munterhed, blidhed og ynde, i skønhed og elegance samt i udseende. På den anden side forsøger kvinderne på alle måder at blive attraktive og tiltrække mænd.

Den ovennævnte hadith henviser til et særligt forhold. Der er en dyb sammenhæng mellem politisk despoti eller statsligt tyranni og moralsk forfald. Forholdene i vor tid beviser på en uigendrivelig måde, at dette er virkeligheden. Despotiske politikere holder altid nationen optaget af seksuelt lystbetonede aktiviteter og involverer folk i personlige problemer og forviklinger, idet de forsøger at lede deres opmærksomhed væk fra de nationale problemer, så ingen lægger mærke til deres despoti.

At skabe lighed mellem kvinder og mænd

Profeten (fred være med ham) har erklæret, at det er fuldstændig haram for kvinder at bære mandligt tøj og for mænd at bære kvindeligt tøj. (Ahmad, Abu Dawud, al-Nasa’i, Ibn Majah, Ibn Hibban)

Desuden har han forbandet dem, der efterligner kvinder blandt mænd, og dem, der efterligner mænd blandt kvinder. (Bukhari)

Efterligning gælder på alle områder, såsom tale, bevægelser, gang, hvordan man omgås andre og påklædning. Den grundlæggende årsag til forfald i menneskelivet og samfundet er at fornægte sin egen natur, ikke være rede til at opfylde naturens krav og i stedet antage en modsat adfærd. Manden er skabt med en særlig natur og beskaffenhed. Kvindens natur og beskaffenhed er af en helt selvstændig art. Der er overhovedet ingen lighed eller overensstemmelse mellem den enes og den andens natur. Men når mænd forsøger at blive kvinder, og kvinder ønsker at antage mandlig adfærd og beskaffenhed, bliver alvorligt moralsk og socialt forfald den uundgåelige konsekvens.

Det Sendebud, den Ædle, har forbandet både den mand, som Allah den Højeste har skabt som mand, men som ønsker at gøre sig selv til kvinde og ligne kvinder, og den kvinde, som Allah den Højeste har skabt som kvinde, men som ønsker at smykke sig med mandlige særtræk. De er forbandede både i denne verden og i det hinsidige. Allahs engle slutter sig også til denne forbandelse.

Det er derfor, at Profeten, fred være med ham, forbød mænd at bære gule klæder. Det er blevet overleveret fra Ali, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde:(Arabisk****************)

Allahs Sendebud forbød mig at bruge guldringe, silkeklæder og gule klæder. (Muslim)

Det er blevet overleveret fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham. Han sagde: Allahs Sendebud så mig iført to gule klæder og sagde:(Arabisk****************)

Dette er de vantros klæder. Bær dem derfor ikke.

Beklædning for berømmelse og hovmod

Alle rene drikke, fødevarer og klæder er halal for muslimen. Betingelsen er dog, at man ikke overskrider grænsen ved at indtage eller bruge dem, og at der ikke kommer noget hovmod eller nogen selvforherligelse til udtryk.

På arabisk betegner udtrykket ‘isrāf’ en overdreven og grænseoverskridende anvendelse af tilladte ting. En selvtilfreds og hovmodig holdning er også et mentalt fænomen. Den viser sig kun sjældent udadtil. Hovmod er, at man anser sig selv for at være noget stort og dermed bliver grebet af selvoptagethed. Stolthed er, at man fremhæver sig selv som større end andre. Allah den Ophøjede har erklæret i Den Ædle Koran:(Arabisk****************)

Allah bryder sig ikke om og elsker ikke nogen, der er optaget af selvtilfredshed og hovmod. (Sura al-Hadīd: 23)

Den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:(Arabisk****************)

Den, der trækker sit tøj efter sig af hovmod, vil Allah på Dommedagen ikke engang kaste et blik på. (Bukhārī, Muslim)

For at holde muslimer på afstand af hovmod og stolthed forbød Den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) dem at bære tøj, der skaber berømmelse og anerkendelse. Tøj, som får én til at fremstå som anderledes end almindelige mennesker og viser ens overlegenhed på grund af tøjet, er netop tøj, der bæres for berømmelse og anerkendelse. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:(Arabisk****************)

Den, der ifører sig tøj for berømmelse og anerkendelse, vil Allah på Dommedagen iføre ham ydmygelsens og vanærens tøj. (Ahmad, Abū Dāwūd, Nasāʾī, Ibn Mājah)

En mand spurgte Umar (må Allah være tilfreds med ham): »Hvilken slags tøj skal jeg bære?« Han svarede:(Arabisk****************)

»Bær det tøj, som ikke får uvidende og tåbelige mennesker til at betragte dig som useriøs og overfladisk (det vil sige tøj af en tarvelig og lav beskaffenhed), og som fornuftige mennesker ikke kan finde fejl ved (det vil sige: Bær ikke tøj, der ødelægger balancen).« (at-Tabarānī)

Forvanskning af Allahs skabelse for overdreven skønheds skyld:

Islam støtter på ingen måde handlinger, der udføres i forsøget på at øge skønheden, hvis resultat er, at Allahs skabelse bliver forvansket. Koranen har betegnet denne handling som Satans ‘åbenbaring’ eller råd. Ifølge Koranens udsagn har Satan selv sagt om sin onde tilskyndelse:(Arabisk****************)

Jeg vil befale mine følgere, og så vil de forvanske Allahs skabelse. (Sura an-Nisa: 119)

Tatovering af kroppen, slibning af tænderne og operationer for at øge skønheden

Det er forbudt i islam at få forskellige billeder tatoveret på kroppen ved hjælp af særlige redskaber og at få tænderne slebet. Det er overleveret i hadith:(Arabisk****************)

Profeten (fvmh) har forbandet alle disse kategorier: den kvinde, som tatoverer kroppen, den, som får det gjort, den, som gør tænderne spidse, og den, som beder om at få det gjort. (Muslim)

Til tatoveringer anvendes der som regel blå farve, og der udføres meget grimme slags tegninger. Som følge heraf bliver ansigtet og hænderne vansirede. Araberne, og især kvinderne, er gået meget langt i denne henseende. De får tatoveringer over hele kroppen. Nogle tilhængere af forskellige religioner får endda billeder af deres guder og deres symboler tegnet på kroppen. Kristne får tegnet kors på deres hænder og bryst.

Ud over disse onder er et stort onde, at man føler stor smerte og lidelse, fordi kroppen gennembores med en nål, når tatoveringen udføres. Derfor er både det at udføre denne handling og at få den udført forbudt og forbandet i islam.

‘Ashr’: Profeten (fvmh.) har forbandet både dem, der filer tænderne spidse og smalle, og dem, der beder andre om at gøre det. Den kvinde, der får en anden til at udføre dette, er også forbandet. Hvis en mand gør dette, vil han uden tvivl også være omfattet af denne forbandelse.

Ligesom dette gælder for tænderne, har Profeten (fvmh.) også erklæret det forbudt at file tænderne og lave mellemrum i dem. Det er blevet overleveret i hadith:(Arabisk****************)

Profeten (fvmh.) har også forbandet de kvinder, der filer tænderne og laver mellemrum mellem dem med det formål at øge deres skønhed. For de forvrider Allahs skaberværks naturlige tilstand.

Mange kvinder har naturligt mellemrum mellem fortænderne, mens andre ikke har det. De, der ikke har det, får det lavet kunstigt. Derved bedrager de folk. Denne kunstighed anvendes udelukkende for at øge skønheden. Som følge heraf bliver også deres naturlige væsen kunstigt set fra islams synspunkt. Islam er på ingen måde villig til at tolerere dette.

De hadither, der er citeret ovenfor, er autentiske. På grundlag af disse hadither kan vi kende shariaens afgørelse om operationer med det formål at øge skønheden. Det er vor tids krops- og seksuelt nydelsesdyrkende civilisation, der har udbredt disse operationer. Det må siges at være et af den moderne materialistiske vestlige civilisations vigtigste bidrag. Mænd og kvinder bruger tusindvis af taka på grund af denne tilskyndelse for at give deres næse, bryst og lignende en form efter deres eget ønske og gøre den tiltrækkende. I virkeligheden påkalder sådanne handlinger kun Allahs forbandelse. Handlingen er både smertefuld og ensbetydende med at ændre den form, Allah har skabt, helt uden grund. Og den ændring, der faktisk kan opnås gennem kirurgi, er meget lille; en virkelig forandring er slet ikke mulig. Højst kan man ændre kroppen, ikke det åndelige.

Men hvis nogen har en defekt, som er ekstra i forhold til kroppens grundstruktur, og som forårsager lidelse eller får personen til at være plaget af psykisk hæmning, er der ingen fejl i at få den behandlet. Formålet skal dog udelukkende være at fjerne denne ulempe. For personen lider på grund af den, og livet er blevet uudholdeligt. Det er tilladt, fordi Allah ikke har lagt nogen årsag til vanskelighed for os i religionen.(Arabisk*****************)

Denne opfattelse støttes også af hadith. I hadith er operationer med det formål at øge skønheden blevet forbudt. Hvis man derfor får foretaget en operation med dette formål, vil man bestemt fortjene forbandelsen. Men hvis den udføres for at fjerne en lidelse eller opfylde et behov, kan der ikke være nogen fejl ved det.

Indsnævring af øjenbrynene

En anden moderne metode til at opnå overdreven skønhed og forskønnelse er at plukke hår eller kropsbehåring. Det sker som regel ved at plukke hårene i øjenbrynene, så de bliver så smalle som muligt. Men denne handling er haram i islamisk henseende. Allahs Sendebud (ﷺ) har nedkaldt en forbandelse over den, der gør dette. Det er overleveret i hadith:(Arabisk**********************)

Allahs Sendebud (ﷺ) har nedkaldt en forbandelse over både den kvinde, der plukker hår eller kropsbehåring, og den, der får en anden til at gøre det. (Abu Dawud)

Det bliver en endnu strengere form for haram, når plukning af hår eller kropsbehåring bliver en fast vane blandt umoralske piger og bliver et særligt kendetegn for dem. Nogle lærde inden for den hanafitiske madhhab har sagt, at det er tilladt for kvinder at fjerne hårene i ansigtet, anvende rød farve, tegne mønstre og lægge neglelak. Det skal dog ske med ægtemandens tilladelse, eftersom disse handlinger regnes blandt forskønnelsens smykker. Imam al-Nawawi var imidlertid stærkt imod at plukke hår eller kropsbehåring i ansigtet. På grundlag af den førnævnte hadith erklærede han denne handling for haram. Abu Dawud har derimod skrevet i sin Sunan, at den kvinde, som tegner mønstre og billeder på sine øjenbryn og gør dem smalle, i hadithen kaldes hun نامصهDet er dermed blevet en indsigelse mod Imam al-Nawawis synspunkt. For fjernelse af hår eller kropsbehåring i ansigtet regnes ikke blandt de handlinger, der er blevet forbandet.

I værket al-Tabarani er det overleveret, at Abu Ishaqs hustru var ung og meget optaget af forskønnelse. Hun kom til Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og spurgte: »Må en hustru fjerne ansigtshår for sin ægtemands skyld?« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Fjern det, der volder besvær, så godt du kan.(Arabisk*******************)

At sætte ekstra hår på

Det er også haram for en kvinde at øge sin skønhed ved at sætte en andens hår (en paryk) sammen med håret på sit eget hoved, hvad enten det er ægte eller kunstigt hår.

Imam al-Bukhari har overleveret en hadith med Aisha, Asma, Ibn Masud, Ibn Umar og Abu Huraira (må Allah være tilfreds med dem) som fortællere:

(Arabisk*********131************)

Profeten, den ædle (fvmh.), har forbandet begge kvinder: den, der sætter hår på sit hoved, og den, der får andre til at gøre det.

Når dette gælder kvinder, kan det uden tvivl siges, at mænd, hvis de gør dette, også vil blive ramt af denne forbandelse. Profeten, den ædle (fvmh.), har betegnet denne handling som تد ليسdet vil sige bedrag. Selv en kvinde, hvis hovedhår falder af på grund af en sygdom, må ikke sætte en andens hår på sit eget hoved. Dette er også forbudt for en brud, som skal sendes til sin mand.

Det er overleveret fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at en pige fra ansar-stammen mistede håret på hovedet efter sit bryllup på grund af sygdom. Hun ønskede at sætte andet hår på sit eget hoved. Da Profeten, den ædle (fvmh.), blev spurgt om dette, sagde han:(Arabisk*********)

Allah den Ophøjede har forbandet begge kvinder: den, der sætter hår på, og den, der får en anden til at gøre det.

Da Hazrat Asma (må Allah være tilfreds med hende) ønskede at gøre dette, fordi hendes hår var faldet af på grund af en kvindesygdom, gentog Profeten, den ædle (fvmh.), den førnævnte udtalelse.

Said ibn al-Musayyib fortæller: Hazrat Muawiya kom til Medina – det var hans sidste besøg. Derefter holdt han en tale for os. Under talen tog han en hårtot frem og sagde:(Arabisk******************)

Jeg mener ikke, at nogen andre end jøderne følger denne mode. Profeten, den ædle (fvmh.), har betegnet denne handling som løgn og bedrag, det vil sige at sammenføje en andens hår med sit eget.

Ifølge en anden overlevering sagde Hazrat Muawiya til Medinas indbyggere:(Arabisk**********************)

Hvor er jeres lærde nu? Jeg har selv hørt Allahs Sendebud (s.a.v.) forbyde den slags handlinger. Jeg har også hørt ham sige, at Israels børn begyndte at gå til grunde, da deres kvinder begyndte på denne mode. (Bukhari)

Profeten (s.a.v.) kaldte denne handling løgn og bedrag. Dermed bliver betydningen af, at handlingen er forbudt, tydelig. I virkeligheden er denne handling en form for bedrag og svig, udført ved hjælp af løgn. Hvis sådanne handlinger var tilladt, ville bedrag og svig også være blevet tilladt, selv om det i islam er en frygtelig synd. Profeten (s.a.v.) sagde:(Arabisk************)

Den, der bedrager os, hører ikke til blandt min ummah.

Imam al-Khattabi sagde: Denne handling er forbudt, fordi mennesker derved bedrages og føres bag lyset. Desuden ændres Allahs oprindelige skaberværk gennem denne handling, og det er den største overtrædelse. Der hentydes til dette i den ovenfor citerede hadith, som er overleveret af Ibn Masud. I haditherne omtales det at sammenføje og blande hår med hår – hvad enten det er naturligt eller kunstigt – som grundlæggende en handling af bedrag og svig. Hvis der derimod sammenføjes noget andet end hår med håret, såsom tråd eller et stykke stof, er det ikke forbudt. I denne forbindelse er det overleveret fra Said ibn Jubayr (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde:(Arabisk************)

Der er ikke noget forkert i at sammenføje tråd, silke eller uld, der bruges til at lave en hårknude.

Imam Ahmad ibn Hanbal har også erklæret dette tilladt.

Påføring af khizab

At anvende khizab i håret og skægget er en form for skønhedspleje. Bogens folk, såsom jøder og kristne, bryder sig ikke om at ændre farven på skæg og hår ved at anvende khizab. De mener nemlig, at skønhedspleje og forskønnelse strider mod religiøs fromhed og tilbedelsen af Allah. Dette er netop holdningen hos dem, der i religionens navn overskrider grænserne og går til yderligheder, såsom verdensforsagere, asketer og ekstreme fromme. Men Allahs Sendebud (s.a.v.) forbød at følge disse mennesker og antage en tilsvarende adfærd, så muslimerne både indadtil og udadtil kunne bevare deres særskilte identitet samt deres egne principper og idealers særlige kendetegn. Det er overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (s.a.v.) forbød at følge disse mennesker og antage en tilsvarende adfærd, så muslimerne både indadtil og udadtil kunne bevare deres egen særskilte identitet samt deres principper og idealers særlige kendetegn. Det er overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (s.a.v.) sagde:(Arabisk************************)

Jøder og kristne farver ikke deres hår. I skal adskille jer fra dem.

Denne praksis er af anbefalet karakter, sådan som sahabaerne har forstået det. For selv om dette påbud fandtes, farvede ikke alle sahabaerne deres hår. Abu Bakr og Umar gjorde det for eksempel, mens Ali og Ubayy ibn Ka’b ikke gjorde det.(Arabisk*****)

Men hvad skal man bruge til at farve håret? Kan man bruge sort eller hvilken som helst anden farve? Nej, skal man undgå sort hårfarve? Svaret på dette spørgsmål er, at det ikke er tilrådeligt for dem, der er nået en høj alder, at farve håret sort. Da Abu Bakr under erobringen af Mekka førte sin far Abu Quhafa frem for Allahs Sendebud, så han, at faderens hår var blevet helt hvidt. Da sagde han:(Arabisk*********************)

»Skift farven på dette hår, men undgå den sorte farve.« (Muslim)

Men hvis en person, hvis tilstand eller alder ikke er som Abu Quhafas, bruger sort hårfarve, vil det ifølge den ovennævnte hadith ikke være forbudt. Imam al-Zuhri gav udtryk for denne opfattelse. Han sagde:(Arabisk*******************)

»Da vores ansigter stadig var friske og bar præg af ungdom og vitalitet, brugte vi sort hårfarve. Men da forandringer begyndte at vise sig i vores ansigter og tænder, opgav vi det.« (Fath al-Bari)

Sa’d ibn Abi Waqqas, Uqba ibn Amir, al-Hasan, al-Husayn, Jarir og andre sahabaer (må Allah være tilfreds med dem) har erklæret, at det generelt er tilladt at bruge sort hårfarve.

Men ifølge nogle andre lærde er det ikke tilladt at farve håret sort. Selv efter deres opfattelse kan det dog gøres under jihad med det formål at skræmme fjenden, så fjenden tror, at alle i hæren er unge. Det vil gøre dem betydeligt mere bekymrede.(Arabisk***********)

I den hadith, der er overleveret af Hazrat Abu Dharr al-Ghifari (må Allah være tilfreds med ham), siges der:(Arabisk*********************)

Det bedste middel til at ændre alderdommens hvide og grå hår er henna og katam.

Katam er en jemenitisk græsart. Dens farve er sort med et rødligt skær. Henna har en rød farve. Hazrat Hasan (må Allah være tilfreds med ham) har berettet: Hazrat Abu Bakr brugte begge slags farve, henna og katam, mens Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) kun brugte ren henna som hårfarve.

At lade skægget vokse og blive langt

Et af de spørgsmål, der hører til vores emne, er at lade skægget vokse. Det er overleveret fra Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:(Arabisk**********************)

Modstå polyteisterne, lad skægget vokse, og klip overskægget. (Bukhari)

وفروا»Lad skægget vokse«, det vil sige: behold skægget, lad det være, og lad det vokse naturligt. I hadithen nævnes også årsagen til denne befaling. Det er at være anderledes end polyteisterne. Med disse polyteister menes magierne, som tilbad ild. For de plejede at klippe deres skæg. Mange af dem barberede også deres skæg. Den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) befalede således, at man skulle være anderledes end dem. Han ønskede at forme og oplære muslimerne på en sådan måde, at deres særpræg blev bevaret. Ligesom de skulle adskille sig fra polyteisterne med hensyn til tro og troslære, skulle de også udmærke sig ved et særpræg i deres ydre. Men spørgsmålet om at barbere skægget er helt særskilt. For det strider både mod den naturlige skik og skaber lighed med kvinder, selv om skægget er et kendetegn for mænd. Ud ad til adskiller det derfor mænd fra kvinder.

Denne befaling om at lade skægget være og lade det vokse betyder dog ikke, at der under ingen omstændigheder må klippes noget af skægget. For skægget vokser undertiden så meget, at det bliver ubehageligt at se på. Det kan også medføre betydelige vanskeligheder og ulemper for personen. Derfor må der klippes af dets længde og bredde. I Tirmidhi-samlingen er følgende hadith citeret:(Arabisk********)

Profeten (sa) plejede at trimme sit skæg i længden og bredden.

Mange mennesker i tidligere tider gjorde dette. Qadi Iyad sagde:

Det er makruh at barbere skægget eller trimme det, så det bliver helt ensartet. Men hvis det bliver meget langt, er det godt at klippe det i længden og bredden.(Arabisk****************)

Abu Shamah sagde: I vore dage ser man mennesker, der barberer deres skæg, selv om det er almindeligt kendt, at ildtilbedere plejede at trimme deres skæg.

På dette sted vil jeg sige, at et stort antal muslimer er begyndt at barbere deres skæg, fordi de følger islams fjender, såsom jøder, kristne og andre imperialister. Ved at gøre dette erkender de kulturelt, at de har lidt nederlag til dem. For det er de besejrede, der efterligner og følger den sejrende nations kultur, mens de fuldstændig har glemt, at Profeten (sa) befalede, at man skulle være anderledes end de vantro, og forbød at ligne dem. Det er blevet sagt i hadith:(Arabisk***********************)

Den, der efterligner et folk, regnes som en af dem. Mange retslærde har på baggrund af Profeten (sa)s hadither om at lade skægget vokse sagt, at det er fuldstændig haram at barbere skægget. For det er obligatorisk at følge denne befaling. Denne særlige befaling er baseret på modstanden mod afgudsdyrkerne. Og det er obligatorisk for muslimer at være anderledes end dem. Der findes intet bevis for, at nogen i tidligere tider forsømte denne forpligtelse.

Men nogle af vor tids lærde er blevet påvirket af tidens ånd og er, fordi de ser på den almindelige skik, begyndt at sige, at der ikke er noget galt i at barbere skægget. De er også begyndt at sige, at det at lade skægget vokse var en personlig vane hos Profeten (sa). Det har intet med sharia at gøre og hører heller ikke til blandt tilbedelseshandlingerne. Men sandheden er, at det at lade skægget stå og lade det vokse ikke kun er underbygget af Profetens egen praksis. Dertil kommer, at det er forbundet med årsagen, nemlig at være anderledes end de vantro. Imam Ibn Taymiyya har skrevet, at det i alle tilfælde regnes som et specifikt formål med sharia at være anderledes end de vantro og afgudsdyrkerne. Ydre lighed vækker følelser af hengivenhed, kærlighed og venskab i hjertet, ligesom kærlighed i hjertet skaber ydre lighed. Dette bekræftes af menneskers følelser og praktiske erfaringer. Han har også skrevet, at befalingen om at være anderledes end de vantro og afgudsdyrkerne og forbuddet mod at ligne dem er uigendriveligt fastslået i Koranen, hadith og ijma. Og enhver ting eller handling, hvori en skadelig følge ligger, kan kaldes haram. At ligne de vantros ydre handlinger og adfærd fører til, at man følger deres dårlige karakter og handlinger. Man må endda frygte, at denne efterligning kan påvirke helt ind i troslæren. Denne påvirkning kan ikke umiddelbart registreres, fordi den egentlige skade, der opstår gennem den, ikke er synlig udadtil. Men når den først har slået rod, bliver det meget vanskeligt at fjerne den. Derfor er der ingen tvivl om, at alt, hvad der fører til noget skadeligt, er haram efter sharias syn.(Arabisk*******************)

Afslutningsvis skal det nævnes, at der er tre synspunkter om barbering af skægget. Det første er, at det er haram at barbere skægget. Det andet er, at barbering af skægget er makruh.

Dette udsagn er i værket Fath al-Bārī citeret med qadi ʿIyāḍ som kilde. Der nævnes ikke nogen anden persons navn dér. Det tredje synspunkt er, at det er tilladt.

Selv om en hel del af vor tids lærde har dette synspunkt, er den mest afbalancerede, sandheden nærmeste og mest retfærdige vurdering, at barbering af skægget er makruh, men ikke haram. For ikke enhver befaling fra Allahs Ærede Sendebud bliver ubetinget obligatorisk, selv om grunden, at man skulle modsætte sig de vantro og afgudsdyrkerne, er blevet anført som begrundelse. Det tydeligste eksempel er, at han befalede, at man skulle farve det grå hår for at adskille sig fra jøderne og de kristne. Men nogle af sahabaerne gjorde ikke dette, selv om de fulgte denne befaling. Det viser, at en befaling på dette niveau er mustahabb.

Det er sandt, at man ikke kender til nogen muslim fra tidligere tider, som barberede sit skæg. Det kan også skyldes, at folk dengang ikke anså det for nødvendigt at barbere skægget; tværtimod var det blevet deres vane at lade det vokse.

Hjemmet og boligen

Et hjem eller et sted at bo er et sikkert tilflugtssted for mennesker. Det er i dette hjem, at deres familieliv og ægteskabelige liv udspiller sig. I sit eget hjem føler mennesket sig fri for alle former for sociale begrænsninger. Det er i sit eget hjem, at mennesket finder komfort og hvile og oplever den største ro. Derfor sagde Allah den Ophøjede, da Han nævnte sine nådegaver til sine tjenere:(Arabisk******************)

„Allah den Ophøjede har gjort jeres hjem til en kilde til fred for jer.“ (Sura an-Nahl 80)

Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, kunne lide rummelige huse og boliger. Han anså sådanne huse og boliger for at være et middel til verdslig lykke. Han sagde:(Arabisk************************)

Fire ting er kilder til velsignelse: en ærbar hustru med god karakter, et rummeligt hjem, en god nabo og et godt transportmiddel.

Den ædle Profet (fvmh.) bad ofte:(Arabisk*********************)

O Allah! Tilgiv mig mine synder, giv mig rummelighed i mit hjem, og velsign min forsørgelse for mig.

En mand sagde: »O Allahs Sendebud, hvorfor fremsiger du så ofte denne bøn?« Han svarede:

(Arabisk****************)

Er der overhovedet noget, der mangler i denne bøn?

Den ædle Profet (fvmh.) befalede, at man skulle holde sine hjem rene og velordnede, så denne renlighedsorienterede religion, islam, kunne blive et ydre udtryk og et særkende, og så muslimer på dette grundlag kunne opnå en særskilt status i forhold til de mennesker, hvis religion gør snavs og urenlighed til det eneste middel til at opnå nærhed til Allah. Allahs ædle Sendebud (fvmh.) sagde:(Arabisk************************)

Allah den Højeste er ren, og Han elsker renhed. Han er barmhjertig og nådefuld, og Han elsker barmhjertighed og nåde. Han er gavmild, og Han elsker gavmildhed. Hold derfor alle jeres hjems gårdspladser rene og velordnede, og efterlign ikke jøderne. (At-Tirmidhi)

Manifestationer af luksus og afgudsdyrkelse

Det er på ingen måde forbudt for muslimer at udsmykke deres hjem med oliering, lakering, glans og lovlige former for skønhed.

Allah den Højeste selv har sagt:(Arabisk**********************)

Hvem kan erklære den skønhed, som Allah har skabt til sine tjenere, for forbudt?

En muslim kan således holde sit hjem, sit tøj og alt, hvad der hører dertil, meget smukt, velordnet, veludsmykket og skinnende; det er på ingen måde forbudt. Der er intet galt i det.

Profeten (fred være med ham) sagde:(Arabisk****************)

Den, hvis hjerte rummer blot et gran af hovmod, vil ikke kunne komme i Paradiset. Da sagde en mand: Guds Sendebud! En af os kan lide, at hans tøj og sko er meget smukke. Er det også hovmod? Sendebudet svarede: Slet ikke. Allah er smuk, og Han elsker skønhed. (Muslim)

I en anden overlevering siges det:(Arabisk****************)

En smuk og velsoigneret mand kom til Profeten (fred være med ham) og sagde: Jeg holder af skønhed, og som du kan se, har jeg fået en stor del af den. Jeg bryder mig ikke engang om, at nogen overgår mig, hvad angår skosnørebåndet. Guds Sendebud, regnes dette også som hovmod? Han svarede: Nej, hovmod er derimod at forkaste sandheden og betragte mennesker som ringe og ubetydelige. (Abu Dawud)

I islam er overdrevenhed og overskridelse af grænserne på intet område af livet på nogen måde ønskværdigt. Den ædle Profet (fred være med ham) ønskede heller ikke, at muslimernes hjem skulle blive et centrum for luksus og pragt. Det er heller ikke ønskværdigt, at de i Koranen forbudte ting eller afgudsdyrkelse kommer til udtryk. For Allahs tawhidiske religion har bekæmpet afgudsdyrkelsen med al sin kraft.

Kar af guld og sølv

Netop derfor er det også blevet gjort haram for muslimer at have kar af guld og sølv samt senge af ren silke i deres hjem. Den ædle Profet (fred være med ham) har med hårde ord varslet alvorlige konsekvenser for dem, der modsætter sig dette princip. Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) har berettet, at den ædle Profet (fred være med ham) sagde:(Arabisk****************)

Den, der spiser og drikker af kar af guld og sølv, vil have Helvedes ild til at syde i sin mave. (Muslim)

(Arabisk****************)

Allahs ædle Sendebud (fred være med ham) forbød os at spise og drikke af kar af guld og sølv, at bære silke- og fløjlsbeklædning og at sidde på den. Han sagde: Dette tilkommer de vantro i denne verden og os i det hinsidige. (al-Bukhari)

Det, som det er haram at bruge, er det også haram at give som gave eller offergave, og det er ligeledes haram at bruge det til udsmykning og forskønnelse.

Det er haram for både mænd og kvinder at bruge kar af guld og sølv og at ligge på senge af silke. Det eneste formål med at gøre disse ting haram er at befri og rense hjemmene for luksusgenstande. Ibn Qudama har skrevet meget smukt om dette:

Eftersom disse udtalelser i hadithen er fremsat generelt, er de på samme måde haram for både mænd og kvinder. Formålet med at gøre disse ting haram er nemlig at forhindre ødselhed, meningsløst forbrug, pral og selvforherligelse samt at såre de fattiges følelser. Og dette gælder i samme grad for mænd og kvinder. For kvinder er brugen af smykker og lignende dog tilladt, så de kan pynte sig for deres mænd. Nogen kunne spørge: Hvis dette er grunden til forbuddet, hvorfor blev kar og lignende af rubiner, diamanter, juveler og andre kostbare sten så ikke gjort haram? Svaret er, at fattige mennesker ikke kender disse ting. Hvis de rige derfor bruger dem, er der ingen grund til, at de fattiges følelser skulle blive såret. Desuden findes disse kostbare sten kun i meget små mængder, så der kan slet ikke blive tale om at fremstille kar af dem. Derfor er der ikke noget behov for at gøre dem haram. Hvad angår guld og sølv, forholder det sig imidlertid anderledes.(Arabisk****************)

Ud over disse grunde ligger der også økonomiske årsager bag, at disse genstande er gjort haram. Der er allerede blevet henvist til dette. Guld og sølv regnes i international sammenhæng grundlæggende for at være likvid kapital. Allah den Ophøjede har fastsat dem som målestok for rigdom og ejendom. De rummer en særlig købekraft. De skaber og opretholder den rette balance mellem værdier og fungerer også som middel til valutaveksling mellem lande. Ved således at angive, hvordan de skal anvendes, har Allah den Ophøjede velsignet menneskene med sin nåde. Allah ønsker, at menneskene skal holde dem i omløb. Men Allah den Ophøjede bryder sig på ingen måde om, at man lukker dem inde i hjemmet som kontant formue eller lader dem ligge ubenyttede som pynt på kar.

Imam al-Ghazali har skrevet meget smukt om dette:

Den, der fremstiller kar af guld eller sølv ved hjælp af guldmønter som dirhamer eller dinarer (eller køber sådanne kar og opbevarer dem), er utaknemmelig over for Allahs velsignelse. Han begår en endnu større synd end den, der blot oplagrer rigdom. Det svarer til at sætte en bys forvalter til at væve stof eller feje—ubetydelige opgaver, som almindelige mennesker kan udføre. Det ville faktisk være bedre at gemme disse ting væk end at anvende dem på denne måde. For hærdet ler, jern, bly, kobber og lignende fungerer som erstatning for guld og sølv til opbevaring af de ting, der er i omløb. Og kar er netop beregnet til at opbevare sådanne ting. Men man kan ikke opnå formålet med kontant formue gennem hærdet ler og jern. Den, der ikke kender denne visdom, bør få dette gjort klart gennem den forklaring og analyse, Allah har givet, og bør få forelagt den hadith, der siger:(Arabisk****************)

Den, der spiser og drikker af kar af guld eller sølv, fylder sin mave med helvedes ild. (Ihya’ Ulum)

Det er ikke rigtigt at tro, at muslimernes huslige forhold på nogen måde vil blive besværliggjort, fordi disse regler om haram er blevet fastsat. Uden for dette er området for rene og halal ting nemlig meget vidt. Kar af glas, porcelæn, kobber og mange andre slags metal er langt bedre og mere skinnende. Senge og puder af bomuld, garn og lignende er meget behagelige.

Billedfremstillinger er haram i islam

Islam har gjort det haram at opbevare afbildninger af levende væsener (statuer) i muslimernes hjem. Dette omfatter også billeder eller afbildninger af respekterede personer. Hvis sådanne ting findes i nogens hjem, flygter Allahs barmhjertigheds engle derfra. Allahs Ædle Sendebud (fred være med ham) sagde:(Arabisk****************)

I det hus, hvor der findes et billede eller en afbildning, træder Allahs barmhjertigheds engle ikke ind.

Eksperterne har forklaret årsagen således: De, der hænger billeder af levende væsener på husets vægge, handler ligesom de vantro. For det er sædvanligvis de vantro, der hænger billeder og afbildninger på væggene i deres hjem og viser dem respekt, hengivenhed og ærbødighed. Da englene ikke bryder sig om denne handling, forlader de disse huse og vender ikke tilbage dertil.

I islam er det også blevet gjort haram at fremstille afbildninger. Det er ikke tilladt, selv hvis de fremstilles for ikke-muslimer. Allahs ædle Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) har sagt:(Arabisk****************)

De mennesker, der fremstiller eller skaber disse billeder og afbildninger, vil på opstandelsens dag blive kastet i den hårdeste straf.

I en anden overlevering siges det:(Arabisk****************)

Det er de mennesker, der forsøger at efterligne Allahs skaberværk.

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) advarede og sagde:(Arabisk****************)

Den, der tegner et billede af et levende væsen eller fremstiller en afbildning, vil på opstandelsens dag blive tvunget til at puste en ånd ind i det. Men det vil han aldrig kunne. (Bukhari)

Det betyder, at han vil blive straffet for at ønske at udføre den umulige opgave at give den liv ved hjælp af en virkelig ånd. For han vil aldrig være i stand til at udføre dette.

Grunden til, at billeder og afbildninger er haram

(a) Der er mange grunde til, at billeder og afbildninger er haram. Den vigtigste af dem er at bevare troen på tawhid og undgå handlinger, der ligner afgudsdyrkelse. Afgudsdyrkere fremstiller nemlig selv billeder og afbildninger og anser netop disse for hellige; de tilbeder dem, bøjer sig ydmygt for dem og lægger panden mod dem.

Islam er urokkelig og uforsonlig, når det gælder tawhid-troen. Og det er naturligt, at den er sådan. For de folkeslag, der fremstiller billeder og afbildninger som mindesmærker over deres idealiserede forfædre og nationale helte, begynder efter nogen tid selv at betragte disse billeder og afbildninger som store, hellige og ærværdige. De begynder at anse dem for guddomme, der skal tilbedes, og tilbeder dem. I det skjulte frygter de dem, forsøger at opnå deres tilfredshed og bestræber sig på at få deres håb og ønsker opfyldt. De begynder at møde frem foran dem for at opnå velsignelse. Det er netop denne historie, der ligger bag afgudsbilleder som Wadd, Suwa, Yaghuth, Ya’uq og Nasr.

Islams årvågenhed på dette område er ikke noget overraskende. For Islam er fast besluttet på at lukke alle veje til enhver form for fordærv og sammenbrud. Islams mål er for altid at lukke alle de sprækker, hvorigennem åbenlys eller skjult shirk kan trænge ind i menneskers sind og hjerter, slå rod dér og gøre dem til polyteister, samt alle de veje, hvorigennem afgudsdyrkelse og overdrivelse i religiøse spørgsmål kan brede sig i samfundet. Islams urokkelige princip og holdning på dette område skyldes også, at den islamiske sharia ikke er beregnet for mennesker fra én bestemt tid, én bestemt epoke eller ét bestemt land eller folk; den er en livsordning for alle mennesker til alle tider. Uanset hvor i verden eller i hvilket land de bor, kan alle mennesker helt frem til Dommedag følge den korrekt.

(b) En anden grund til, at det er haram at fremstille billeder og afbildninger, er, at den, der fremstiller en afbildning eller et billede, bliver offer for den fejlagtige forestilling, at han har været i stand til at bringe noget fra ikke-eksistens til eksistens, eller at han ved hjælp af jord, sten eller blæk og pen har skabt et levende væsen. Virkeligheden bekræfter sandheden i denne forestilling. Det kan nævnes, at en mand fremstillede en afbildning. Derefter opholdt han sig under den i lang tid. Da afbildningen var færdig, stillede han sig foran den, så på dens ansigtstræk og dens fint udarbejdede skønhed, blev grebet af selvbeundring og svulmede af stolthed, mens han sagde til afbildningen: Tal, tal! (som om den var et levende væsen).

Netop derfor sagde Allahs Ædle Budbringer:(Arabisk****************)

De mennesker, der fremstiller sådanne afbildninger og statuer, vil blive straffet på Dommedag, og der vil blive sagt til dem: Giv nu liv til det, I har skabt. (Bukhari, Muslim)

Det er blevet sagt i hadith, at Allah, den Ophøjede, har sagt:(Arabisk****************)

Hvem er mere uretfærdig end den, der ønsker at skabe noget, der ligner det, Jeg har skabt? Lad dem blot skabe et enkelt korn byg eller hvede! (Så vil vi se, hvilken evne de har). (Bukhari, Muslim)

(c) De, der ønsker at opnå deres egne formål gennem denne beskæftigelse, standser ikke noget sted. De begynder at fremstille nøgne og halvnøgne billeder og afbildninger af kvindekroppen. De tøver eller skammer sig ikke det mindste over også at fremstille korsstatuer, som er symboler på polyteisme og afgudsdyrkelse, selv om det på ingen måde er tilladt for en muslim at fremstille den slags ting.

(d) Der er ingen tvivl om, at statuer og afbildninger er kendetegn på et luksuriøst liv. Det har altid været rige menneskers skik, som lever i luksus og pragt, at udsmykke deres paladslignende hjem med statuer og billeder. De dækker væggene i deres værelser med det ene billede efter det andet. Ved at fremstille afbildninger af forskellige metaller beviser og viser de deres kunstneriske kunnen og kærlighed til kunst. Islam har bekæmpet alle former for luksus og overdådighed samt symbolerne på deres fremvisning. Det er på ingen måde acceptabelt for islam, at statuer samles eller findes i muslimers hjem, og det er ikke det mindste mærkeligt, at dette er blevet erklæret fuldstændig haram.

Måder at bevare mindet om store mænd

Nogen kunne spørge: Bør man ikke rejse materielle afbildninger (statuer) af de store mænd, som har efterladt sig evigt mindeværdige bedrifter i nationens historie, for at holde mindet om deres bidrag evigt levende hos alle, anerkende deres fortjenester og lade dem stå evigt lysende for kommende generationer? En nations hukommelse er jo ikke særlig stærk, og mennesker glemmer alt. Tidens strøm opsluger dem i glemslens dyb. Hvad er der da galt i at fremstille statuer under sådanne omstændigheder?

Svaret er, at islam ikke bryder sig om overdreven respekt eller hengivenhed over for personer, uanset hvor stor eller fremtrædende personen er, og uanset om vedkommende er død eller levende. Profeten (fred være med ham) sagde:

Overdriv ikke og overskrid ikke grænserne i jeres lovprisning af mig, sådan som de kristne overskred grænserne i deres lovprisning af Isa ibn Maryam. Sig derimod om mig: Allahs tjener og Hans sendebud.

Sahabaerne ønskede at rejse sig af respekt for den ærede Profet (sa). Men han forbød dem selv at gøre det. Han sagde:(Arabisk****************)

I skal ikke stå på samme måde, som ikke-arabere står for at vise hinanden respekt. (Abu Dawud, Ibn Majah)

Efter den ærede Profets (sa) bortgang fra denne verden skulle folk i hans ummah ikke overskride grænserne i deres ære, respekt eller hengivenhed over for ham. Han sagde:(Arabisk****************)

I må ikke begynde at fejre højtider omkring min grav.

Han plejede uophørligt at bede til Allah:(Arabisk****************)

O Allah! Lad ikke min grav blive en genstand for tilbedelse.

Nogle mennesker kom til den ærede Profet (sa) og begyndte at sige:

O Allahs Sendebud! O du, som er den bedste af vores personligheder;

Åh, værdige søn af vores fornemste personlighed;

Åh, vores herre, åh, vores herres søn;

Da profeten, fred være med ham, hørte dette, sagde han:(Arabisk****************)

O mennesker! Kald og tiltal mig, som I hidtil har gjort! Lad ikke Satan bedrage jer. Jeg er blot Muhammad, Allahs tjener og Hans sendebud. Forsøg ikke at ophøje mig til noget højere end den rang og værdighed, Allah har givet mig. (an-Nasa’i)

At fremstille portrætter af personer, opstille dem som statuer, vise dem respekt og bruge tusindvis af penge på det – denne form for respekt er på ingen måde støttet af islam.

De, der falskeligt gør krav på forrang, og de, der skaber ugyldig og opdigtet historie, har gennem tiderne vildledt verdens folk med sådanne konspiratoriske metoder. Og de har aldrig ladet nationernes virkelige tjenere og velgørere træde frem for folket; de har holdt dem skjult langt borte. De har ikke givet folk nogen mulighed for at lære dem at kende eller genkende dem.

Den varighed, som den troende ønsker, kan kun opnås hos Allah. Han alene kender alt det skjulte og hemmelige. Og Han glemmer aldrig noget. Enhver fejl eller mangel er umulig hos Ham. Hvor mange hundrede store personligheders navne står ikke skrevet i Hans evige register, selv om mennesker hverken kender eller genkender dem. For Allah elsker gode, gudfrygtige og ukendte, navnløse mennesker; hvis de sidder i en forsamling, vil man ikke kunne genkende dem, og hvis de er fraværende, vil ingen lede efter dem.

Hvis varighed er det, man ønsker, kan den ikke opnås ved at opstille sådanne portrætter eller statuer. Der findes kun én måde, og det er den måde, islam foretrækker og støtter: Man skal slå erindringen om disse personligheder fast i menneskers hjerter og sind. Deres lovprisning og ros skal lyde fra mund til mund. Når kommende generationer ser de mange gode og gavnlige gerninger, de har udført, og de enestående bedrifter, de har efterladt sig, vil de fortsætte med at prise og lovsynge dem i al evighed – det er jo det naturlige.

Erindringen om Allahs ærede Sendebud (sa), de retledte kaliffer, islams historiske ledere og de mujtahidiske imamers minde er ikke blevet bevaret og gjort evigt gennem billeder eller stenudskårne afbildninger. Der er ikke blevet hugget statuer af dem i sten; derimod er fortællingen om deres uforgængelige og enestående bedrifter gået fra generation til generation, fra forfædres børn, forældre, onkler og bedsteforældre, mundtligt og fra hukommelse til hukommelse, lige til vore dage. Deres velsignelsesrige omtale er blevet videregivet mundtligt, forklaret og drøftet ved forsamlinger og konferencer. Menneskers hjerter og sind er fyldt med fortællingerne om deres bedrifter, og sådan vil det fortsætte for evigt. Uden at skabe nogen form for billede eller statue er de blevet og vil for altid forblive evigt mindeværdige og uforglemmelige.

[Jeg citerer her en del af den tale, som al-Ustadh Muhammad al-Mubarak, tidligere leder af shariaafdelingen ved Damaskus Universitet, holdt ved et seminar på al-Azhar-universitetet. Han sagde: I dag står vi over for nye miljømæssige forhold, organisationer og sociale skikke og ceremonier. Men mange af dem er på ingen måde forenelige med vores korrekte trosopfattelse og tro eller med vores traditionelle regler og principper. En af dem er den i Europa og Amerika fulgte praksis med at opføre statuer for at gøre nationale »helte« evigt mindeværdige. Når vi tænker frit og uden påvirkning, kan vi se, at araberne i oldtiden på en særlig måde gjorde deres store mænds enestående og historiske handlinger—såsom selvopofrelse for nationens skyld, enestående gavmildhed, storsind og grænseløst mod og tapperhed—evigt mindeværdige. Der blev gjort vidtgående omtale af dette i deres fortællinger og ved deres forsamlinger og møder, og det gjorde dem uforglemmelige for generation efter generation. Deres høje lovprisning blev nedskrevet i deres digte og poesi. Den historiske Hatim al-Ta’is gavmildhed og Unshujas tapperhed blev således gjort varige.]

Da islam kom, styrkede den netop denne metode. Allahs bedste skabning og den sidste profet blev fremstillet som et menneske. Han blev selv ladt erklære med sin egen mund:(Arabisk****************)

Jeg er blot et menneske ligesom jer. Men åbenbaring kommer til mig.

Som følge heraf blev et menneskes værdi og målestok dets handlinger, ikke dets legeme. Sendebudet blev etableret som det forbillede, som alle skulle følge, så alle mennesker uden tøven kunne følge ham. Samtidig blev det undgået at fastslå en persons hellighed og overlegenhed—at ophøje ham så meget, at det når til tilbedelse. For derved gør man indirekte mennesket lavt, ubetydeligt og ringe.

Det var derfor, at den første kalif, da Allahs ærede Sendebud (sa) døde, bekendtgjorde med høj og klar stemme:(Arabisk****************)

Den, der tilbad Muhammad (sa), bør vide, at Muhammad (sa) er død; og den, der tilbad Allah, bør vide, at Allah er evigt levende og aldrig vil dø.

Derefter reciterede han:(Arabisk****************)

Muhammad (s.a.) er ikke andet end en sendebud. Også før ham er mange sendebude gået bort. Hvis han nu dør eller bliver dræbt, vil I så vende om?

Islam gør mennesker evigt mindeværdige gennem deres gode gerninger til gavn for almenheden og har gjort dem varige i det muslimske folks hjerter. Alle, både de store og de små, er på samme måde blevet mindeværdige gennem erindringen om deres gode gerninger. Umar (r.a.) er blevet uforglemmelig i menneskers sind og tanker på grund af sin retfærdige og stærke statspolitik samt sin dygtighed i statsledelse; Abu Bakr gennem sin faste beslutsomhed og sit fejlfri fremsyn; og Ali gennem sin gudsfrygt og sit mod. Det har ikke været nødvendigt at stole på stenstatuer for at gøre dem evigt mindeværdige. Det er deres bedrifter, der har gjort dem evigt mindeværdige, og det samme gælder deres enestående rene karakter.

Hvis man faktisk antager den praksis at gøre store mænd evigt mindeværdige ved at fremstille statuer af dem, vil det være at vende tilbage, ikke at gøre fremskridt; det vil være tilbagegang og et fald fra en højere status. Romerne og grækerne var de første til at antage denne praksis. Senere fulgte europæerne den. For de er alle af natur tilbøjelige til afgudsdyrkelse. De tillagde ikke enkeltpersoners uforglemmelige bedrifter deres rette værdi. I stedet gav de dem guddommelig status. De gjorde guderne til nationale helte.

Der er ingen fejl ved legetøj til børn

Nogle statuer og afbildninger fremstilles på en sådan måde, at de hverken udtrykker grænseløs hengivenhed og ærefrygt over for nogen eller har til formål at vise overdreven luksus og velstand. Desuden er der heller ikke anledning til den bekymring, der blev udtrykt i den foregående drøftelse. Islam har ikke udvist snæversynethed eller intolerance over for denne slags statuer og afbildninger. Der er ikke blevet fundet noget forkasteligt ved dem.

Statuer og afbildninger, der fremstilles som legetøj til små drenge og piger, hører til denne kategori. Det gælder for eksempel dukker samt figurer af levende væsener som katte, hunde og fugle. Der er på ingen måde tale om at vise hengivenhed og ærefrygt over for dem eller have sådanne følelser i sit hjerte. Børnene, drengene og pigerne, leger blot med dem; de tilbeder dem ikke. De troendes moder, Aisha (r.a.), siger:(Arabisk****************)

Jeg plejede at lege med dukker i Den Ædle Profets (s.a.) nærvær. Mine veninder kom til mig og gemte sig af frygt for Allahs Sendebud, men Allahs Sendebud var glad for, at de kom til mig og legede med mig. (Bukhari, Muslim)

I en anden overlevering fortælles det, at Den Ædle Profet (s.a.) en dag sagde til hende: »Hvad er dette?« Hun svarede: »Det er mine dukker.« Han sagde: »Hvad er det dér blandt dem?« Hun svarede: »Det er en hest.« Han spurgte: »Hvad er der oven på den hest?« Hun svarede: »De to vinger.« Han sagde: »Har heste da også vinger?«

Hazrat Aisha (ra) sagde: »Har du ikke hørt, at Hazrat Sulayman, Dawuds søn, havde heste med vinger?« Da Profeten (sa) hørte dette, brød han ud i latter. I latteren kom hans velsignede tænder til syne. (Abu Dawud)

De dukker, der omtales i hadithen, er sådanne, som drenge og piger leger med. Hazrat Aisha (ra) var en meget ung pige på tidspunktet for sit ægteskab.

Imam al-Shawkani skrev:(Arabisk****************)

Den ovennævnte hadith med denne samtale beviser, at det er tilladt at lade børn lege med den slags figurer.

Det er imidlertid blevet berettet om Imam Malik (rah.), at han anså det for makruh at købe denne slags dukker og andre lignende legetøj til børn. Kadi Iyad har derimod sagt, at det er tilladt for små piger at lege med dukker.

Blandt dette legetøj hører også de dukker, der fremstilles af slik og sælges på messer og markeder. Børnene leger med dem et stykke tid. Derefter spiser de dem selv.

Ufuldstændige og vansirede figurer

Det er citeret i hadith, at Hazrat Jibra’il (as) en gang afholdt sig fra at træde ind i Profeten (sa)s hus, fordi der var anbragt en figur ved indgangen til hans hus. Da han kom igen den anden dag, trådte han heller ikke ind. Da sagde han til Profeten (sa):(Arabisk****************)

Skær hovedet af portrættet. Så vil det få form som et træ. (Og i så fald vil der ikke være nogen hindring for Hans indtræden.) (Abu Dawud, al-Nasa’i, al-Tirmidhi)

En gruppe lærde har på grundlag af denne hadith sagt, at kun billeder eller portrætter, der er komplette og fuldstændige, er haram. Men et billede eller portræt, der mangler en legemsdel – en legemsdel uden hvilken en levende krop ikke kan overleve – er tilladt.

Sagen er i virkeligheden, at Hadrat Jibril (a.s.) befalede, at hovedet skulle skæres af, så det kunne få form som et træ. Heraf kan man forstå, at det ikke blot handler om en legemsdel, uden hvilken en levende krop ikke kan overleve. Det afgørende er at forvanske det, så det ikke får en sådan form, at synet af det kan vække følelser af hengivenhed og ærefrygt i hjertet.

Hvis vi tænker lidt over sagen og træffer en afgørelse på grundlag af retfærdighed, kan vi uden nogen tvivl sige, at de fuldstændige portrætter, som opstilles for at udsmykke hjem, må være langt mindre haram end de halvfigursportrætter af konger, statsoverhoveder, soldater, digtere og forfattere, som opstilles som mindesmærker på åbne pladser og ved vejkryds.

Billeder og portrætter af livløse ting

Islams syn på portrætter er blevet drøftet kort. Nu er spørgsmålet, hvad islams syn er på kunstneriske billeder, der er tegnet på papir, stof, gardiner, vægge, gulve, scener, mønter og så videre.

Som svar vil jeg sige, at det først må stå klart, hvad billedet forestiller, hvor det placeres, hvordan det skal anvendes, og med hvilket formål kunstneren har fremstillet det, før shariaens afgørelse om billedet kan fastslås.

Hvis disse kunstneriske billeder forestiller nogle af de guddomme, der dyrkes ud over Allah – for eksempel et billede af Isa (a.s.), som de kristne har gjort til deres guddom, eller et billede af en ko eller kvæg, som er hinduernes guddom – så har fremstilleren fremstillet dem netop med dette formål, og de er vantro. Deres mål er at udbrede vantro og vildfarelse gennem billeder. Det er om dem, der fremstiller disse billeder, at Profeten (s.a.w.) har fremsagt strenge og alvorlige advarsler. På dette sted lyder hans ord:(Arabisk****************)

Billedmagerne vil på dommedag blive kastet i den hårdeste straf. (Muslim)

Tabari har skrevet:

Her omtales den billedmager, hvis billeder bliver tilbedt. Bevidst at fremstille sådanne billeder er en vantroshandling. Men den, der tager eller fremstiller billeder med et andet formål, vil blot være syndig.

Dette gælder den, der anser billedet for helligt og hænger det på væggen. Ingen muslim kan gøre dette. Men hvis nogen forlader islam, er hans sag en anden.

Tilsvarende forholder det sig med at fremstille billeder af ting, som ganske vist ikke bliver tilbedt, men hvis egentlige formål er at efterligne Allahs skaberværk; med andre ord hævder billedmageren dermed, at også han besidder evnen til at skabe og frembringe, ligesom Allah.

En sådan person er på grund af sin hensigt og beslutning udelukket fra islams religion. Det er om sådanne billedmagere, at der er sagt i hadith:(Arabisk****************)

De mennesker, der efterligner Allah i skaberværket, vil blive kastet i den hårdeste straf. (Muslim)

Sagen hænger sammen med billedmagerens hensigt. Dette understøttes også af den følgende hadith, hvori Allahs ord citeres:(Arabisk****************)

Ingen kan være større en tyran end den, der begynder at skabe noget ligesom det, jeg har skabt. Så lad disse mennesker blot skabe et korn eller en dråbe.

Af hadithens ord fremgår det, at der hentydes til ønsket om at efterligne og til at gøre sig lige med Guddommens særlige egenskab, nemlig skabelse og nyskabelse. Allah den Ophøjede har udfordret dem på dette punkt. Han siger: Hvis I virkelig ønsker at efterligne, hvorfor skaber I så ikke et levende væsen, et korn eller en dråbe? Heraf fremgår det også, at denne person gjorde det netop med dette formål. Derfor vil Allah den Ophøjede på Dommedagen straffe dem ved at beordre dem til offentligt at give liv til de kroppe, de selv har skabt. Men det vil de aldrig være i stand til.

Det er haram at fremstille og bevare billeder eller statuer, som ud fra et religiøst synspunkt betragtes som særdeles hellige, eller som ud fra et verdsligt synspunkt anses for værdige til ære. Den første slags billeder og statuer kan være af profeter og sendebud, engle og fromme mennesker, såsom billeder eller statuer af Ibrahim, Ishaq, Musa, Maryam og Jibril. I kristne samfund er det meget udbredt at bevare denne slags billeder og statuer. Mange innovationsprægede muslimer følger dem også. De fremstiller billeder eller statuer af blandt andre Ali og Fatima (må Allah være tilfreds med dem).

Den anden slags billeder eller statuer er af konger, herskere, diktatorer samt kunstnere og forfattere. Det er noget mindre syndigt at fremstille disse end at fremstille den første slags billeder og statuer. Men hvis man fremstiller billeder eller statuer af store vantro, tyranner og umoralske, syndige personer, bliver denne synd endnu alvorligere. Det gælder for eksempel billeder eller statuer af herskere, som ikke styrer i overensstemmelse med Allahs lov. Det gælder de store billeder eller statuer af ledere, som kalder folk til noget andet i stedet for den livsform, Allah har givet. Og det gælder billeder og statuer af kunstnere og forfattere, som udbreder falske ideologier og fremmer skamløshed, nøgenhed og moralsk fordærv blandt folk.

På Profetens samtid blev billeder eller statuer hovedsageligt fremstillet for at udtrykke hellighed og ære. De fleste af dem var romernes og persernes, det vil sige de kristnes og ildtilbedernes, værk. Derfor var præg af religiøs hengivenhed og ærbødighed samt hellighed over for herskerne tydeligt på dem. Hadhrat Abu Duha sagde:(Arabisk****************)

Jeg befandt mig sammen med Masruq i et rum. Der var opbevaret mange statuer og billeder. Da Masruq så dem, sagde han til mig: »Er dette Kisras statuer?« Jeg svarede: »Nej, det er statuer af Maryam.« Masruq havde muligvis troet, at disse statuer var fremstillet af ildtilbedere, for de plejede at lave billeder af deres konger og herskere på kar og lignende. Men det viste sig, at disse statuer var fremstillet af kristne. På dette tidspunkt sagde Masruq: »Jeg hørte Hadhrat Abdullah ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) sige, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: De mennesker, der fortjener den hårdeste straf hos Allah, er dem, der fremstiller billeder og statuer.«

Bortset fra dette er der intet galt i at fremstille og bevare billeder af livløse naturscener såsom planter og træer, floder, skibe, bjerge, månen, solen og stjernerne. Der er ingen grund til uenighed om dette.

Men hvis det er et billede af et levende væsen, og der ikke er risiko for de tidligere nævnte forestillinger – hvis det ikke er et billede, der vækker ærbødighed, hengivenhed, ære eller hellighed, og hvis hensigten ikke er at efterligne Allahs skaberkraft – så er der efter denne forfatters mening ingen synd i det, og det er ikke haram. Dette støttes af de to hadither, der citeres nedenfor:(Arabisk****************)

Det er berettet fra sahabien Abu Talha, at Allahs Sendebud (sa) sagde: Englene træder ikke ind i et hus, hvor der findes et billede. Beretteren af denne hadith, Busyr, sagde: Da Zayd senere blev syg, gik vi for at besøge ham. Vi så, at der hang et forhæng med et billede på ved døren til hans hus. Vi spurgte Ubaydullah al-Khawlani, som var opfostret af Allahs Sendebuds hustru Maymuna: Hvad sagde Zayd til os den første dag om billeder? Ubaydullah svarede: Da han erklærede billeder for haram, nævnte han også denne undtagelse: Hvis billedet er afbildet på stof, er der ingen synd ved det.

Det er berettet fra Utba, at han besøgte Abu Talha al-Ansari. Der fandt han Sahl ibn Hunayf til stede. Abu Talha sagde til en mand: Tag tæppet frem fra nedenunder. Da Sahl hørte det, sagde han: Hvorfor tager du det frem? Han svarede: Fordi der er et billede på det. Og du ved jo, hvad den ærværdige Profet (sa) har sagt om billeder. Sahl sagde: Han har også sagt, at der ingen synd er ved det, hvis det er afbildet på stof. Abu Talha har ret, men jeg mener, at det er bedst at fjerne det.

Beviser disse to hadither ikke, at et haram-billede betyder en afbildning, altså en statue? Men at de billeder, der afbildes på træplader, brædder, kraftigt papir, stof, senge eller vægge, er haram, er ikke bevist gennem nogen sahih, klar og afgørende hadith.

Det er dog bevist gennem sahih-hadither, at den ærværdige Profet (sa) udtrykte modvilje mod denne slags billeder. For i dem ses en fuldstændig lighed med og tilslutning til luksus, velstand og dyrkelsen af materielle interesser.

Det er berettet fra Abu Talha (ra), at han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (sa) sige:(Arabisk****************)

Englene træder ikke ind i et hus, hvor der findes en hund eller en afbildning.

Han siger: Senere spurgte jeg Aisha (ra). Denne mand har sagt: Allahs Sendebud skulle have sagt, at englene ikke træder ind i et hus, hvor der findes en hund eller en afbildning. Har du hørt Allahs Sendebud sige dette? Hun svarede: Nej. Men jeg vil fortælle dig, hvad jeg selv så ham gøre. Allahs Sendebud drog ud i krig. Da hængte jeg et tæppe op som forhæng ved døren. Da han vendte tilbage og så tæppet hænge ved døren, blev hans ansigt tydeligt præget af ubehag og mishag. Derefter trak han tæppet ned, rev det i stykker og sagde: Allah har ikke pålagt os at udsmykke sten og jord med stof. Aisha (ra) siger: Jeg lavede to puder af stoffet og fyldte dem med daddelpalmefibre. Til sidst gjorde han ingen indsigelse mod det.

Det meste, der kan bevises ud fra denne hadith, er blot, at det er makruh tanzihi at udsmykke vægge og lignende med stof, der har billeder på. Imam Nawawi har skrevet:(Arabisk****************)

Der er intet i hadithen, der beviser, at det er haram. For ordene i hadithen: »Allah har ikke pålagt os dette«, beviser hverken, at det er wajib eller mustahabb. De beviser heller ikke, at det er haram.

Dette fremgår også af en anden hadith, overleveret af Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Hadithen lyder:(Arabisk****************)

Jeg havde et forhæng, hvorpå der var malet en fugl. Når nogen trådte ind i huset, faldt deres blik på det. Da Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) så det, sagde han til mig: »Fjern det. Når jeg træder ind i huset, falder mit blik på det, og verden bliver nærværende for mine øjne.«

Den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) befalede ikke, at forhænget skulle rives i stykker, men at det skulle fjernes. Derfor plejede han at fjerne de ting fra sine øjne, som mindede ham om verdslighed, verdslig pragt, nydelse og bekvemmelighed og øgede tiltrækningen til disse. Han plejede normalt at bede sunna- og nafl-bønner i sit eget hjem. Forhæng og tæpper med den slags billeder og afbildninger bliver ved med at tiltrække mennesket til sig. Derved hindres man i betydelig grad i oprigtigt at underkaste sig Allah og hengive sig enigt til bøn og påkaldelse. Hjertet bliver uopmærksomt. Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) havde et forhæng, som hun havde hængt op i en side af huset. Den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til hende: »Fjern det. Billederne, der er malet på det, kommer foran mig under bønnen.«

Heraf fremgår det klart, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tolererede, at forhænget med en fugl og andre billeder fandtes. Han befalede ikke, at de to stykker stof skulle rives i stykker.

På grundlag af disse hadither og andre lignende hadither var datidens lærdes opfattelse, at kun billeder eller afbildninger, som kaster en skygge – med andre ord, som har en legemlig form – er haram. Hvad angår dem, der ikke kaster nogen skygge, er der intet forkert ved dem.

Imam Nawawi skrev i sin kommentar til Sahih Muslim som indsigelse mod denne opfattelse, at en sådan opfattelse er ugyldig og uacceptabel. Men Hafiz Ibn Hajar al-Asqalani kritiserede Imam Nawawi og sagde, at denne opfattelse blev erklæret af den fremtrædende jurist Qasim ibn Muhammad fra datidens Medina og er blevet overleveret med en sahih-overleveringskæde.

Sheikh Bakhit har citeret Imam al-Khattabis udsagn. Udsagnet lyder således:

Jeg mener ikke, at den ovennævnte strenge advarsel gælder den, der fremstiller figurer af levende væsener, eller den kunstner, der maler billeder af træer og lignende. Selvom alle sådanne handlinger er uønskede, og de får menneskets opmærksomhed til at rette sig mod unødvendige foretagender.

Sheikh Bakhit har citeret al-Khattabis udsagn og skrevet:

Grunden er, at den, der fremstiller en levende skabnings form, i virkeligheden ikke skaber dens egentlige form, men blot fremstiller omridset af dens skikkelse. På den måde mangler der i de billeder, der tegnes, mange af de lemmer og kropsdele, uden hvilke intet levende væsen kan forblive i live. Faktisk mangler selve kroppen. Derfor er det ikke et billede af et levende væsen, hvis fremstiller kan anses for værdig til straffen på opstandelsens dag: at blive pålagt at blæse livsånde i det, selv om han ikke vil være i stand til det. Den strenge advarsel mod at tegne billeder gælder fremstillingen af fuldkropsfigurer, som kaster skygge, og hvor ingen vigtig legemsdel, uden hvilken væsenet ikke kan forblive i live, mangler. Det er kun i forbindelse med en sådan figur, at spørgsmålet om at blæse livsånde i den kan opstå. Men den, der har tegnet billedet, er ude af stand til at give det liv. Det betyder dog ikke, at figuren i sig selv ikke har mulighed for at modtage liv; det skyldes derimod tegnerens manglende evne. Derfor ligger ansvaret for denne manglende evne hos ham selv.

At det er tilladt at fremstille billeder uden legeme, støttes også af den følgende hadith. Allah den Højeste har sagt:

(Arabisk******************)

Hvem kan være mere uretfærdig end den, der skaber noget ligesom Min skabelse? Lad dem skabe et korn; lad dem skabe et hvedekorn.

Allah den Højestes skaberværk er i virkeligheden, sådan som vi ser det, ikke blot linjer på en plan overflade, men skabninger med længde, bredde og legeme. Som Allah selv har sagt:

(Arabisk*****************)

Det er Allah, der giver jer den skikkelse og form, Han ønsker, i moderlivet.

Som bevis mod denne opfattelse kan man fremføre den hadith, som Hazrat Aisha (ra) har berettet. Hadithen lyder:

(Arabisk****************)

Hazrat Aisha (ra) havde købt en pude. Der var et billede på den. Da Rasul-e-Karim (sa) så den udefra, gik han ikke ind i huset, men blev stående i døren. Hazrat Aisha (ra) bemærkede tegn på ubehag og utilfredshed i Rasul-e-Karims ansigt og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg vender mig til Allah og Hans Sendebud; har jeg begået en fejl?« Han sagde: »Hvor har du fået denne pude fra?« Hazrat Aisha svarede: »De, der fremstiller den slags billeder, vil på Opstandelsens Dag blive straffet og få at vide: Giv nu liv til det, I har skabt.« Derefter sagde han: »Englene går ikke ind i et hus, hvor der er billeder.«

I den beretning, der er gengivet i Sahih Muslim, tilføjes følgende:

(Arabisk****************)

Derefter skar jeg den over og lavede to små puder af den. Rasul-e-Karim (sa) begyndte at bruge dem i huset til at læne sig op ad. Det, Hazrat Aisha mente, var, at hun havde lavet puden med billedet om til to små puder.

Men følgende forhold strider imod denne hadith:

1. Denne hadith er overleveret gennem flere forskellige kilder, og overleveringerne er indbyrdes modstridende. Nogle overleveringer fortæller, at puden med billeder blev skåret over og lavet til to mindre puder, som han brugte. Men en anden overlevering fortæller, at han ikke brugte den.

2. Nogle overleveringer synes blot at gøre brugen makruh, og det gælder endda kun at dekorere vægge med stof, der har billeder på. Det er en form for luksus og velhavende stil. Denne stilart var på ingen måde efter profetens behag. Han sagde:

(Arabisk*************)

Allah har ikke givet os nogen befaling om at iføre sten og jord klæder.

3. I den hadith, der i Sahih Muslim er overleveret fra selve Hazrat Aisha (ra) om et forhæng med billeder, siger profeten Karim (sa) selv: »Fjern det, for når mit blik falder på det, kommer verden til mig i erindringen.« Dette beviser ikke, at det er definitivt haram.

4. Det står i modsætning til den hadith, hvori det fortælles, at Rasul Karim (sa) bad om, at det forhæng, der var i Hazrat Aishas værelse, blev fjernet. For det billede, der var malet på det, kom lige foran hans øjne under bønnen. Hafiz Ibn Hajar siger: Det er vanskeligt at forene denne hadith med hadithen om Hazrat Aishas pude. For denne hadith viser, at profeten Karim (sa) beordrede forhænget fjernet, fordi billedet kom lige foran hans øjne under bønnen. Ellers gav han ikke denne ordre blot på grund af billedet.

Derefter har han sagt følgende for at forene de to hadither: De billeder, der omtales i den første hadith, er billeder af levende væsener. Men det billede, der omtales i denne hadith, er ikke et billede af et levende væsen.

Men denne foreningsløsning er ikke holdbar. For i hadithen om gardinet nævnes et billede af en fugl.

5. Den hadith, som Abu Talha har overleveret, strider også mod den ovennævnte hadith. I den erklæres billeder tegnet på stof ikke for haram.

Den lærde al-Qurtubi har skrevet:

En måde at forene de to hadither på er at sige, at hadithen overleveret af Aisha kun betegner det som makruh, mens hadithen overleveret af Abu Talha kun beviser, at det er tilladt. Det er ikke i modstrid med, at det er makruh.

Ifølge hafiz Ibn Hajar er denne forening den bedste.

Fortælleren af hadithen om Aishas lænepude var hendes nevø, al-Qasim ibn Muhammad ibn Abu Bakr. Ifølge ham var billeder uden en kastet skygge tilladte. Ibn Aun siger: Jeg gik til al-Qasim. Han opholdt sig i sit hus i den højtliggende del af Mekka. I hans hus så jeg et smukt udsmykket kammer. På det var der afbildet et vanddyr kaldet »qundus« og en fugl kaldet »umqa«.

Hafiz Ibn Hajar siger:

Han har muligvis forstået det som generelt tilladt ud fra den hadith, hvori(Arabisk*********) det siges: »men hvis det er tegnet på stof, er det ikke forbudt«. Og hans forklaring på hadithen om gardinet i Aishas hus var muligvis, at gardinstoffet også var bredt ud og blev brugt til at dække væggen. Det var i denne forbindelse, at Profeten sagde: »Vi har ikke fået befaling om at iklæde jord og sten.« Al-Qasim ibn Muhammad var en af de syv fremtrædende retslærde i datidens Medina. Han overleverede hadithen om lænepuden. Hvis han ikke havde ment, at billeder var tilladte i et »smukt udsmykket kammer«, ville han bestemt ikke have brugt dem dér. (Fath al-Bari)

Men disse hadither, der er overleveret om billeder og billedskabere, synes at vise, at Allahs Ærede Sendebud i begyndelsen – da der endnu ikke var gået særlig lang tid siden shirk, afgudsdyrkelsen og den tid, hvor man anså billeder for hellige, var ophørt – indtog en meget streng holdning til billeder. Senere, da den monoteistiske troslære havde slået dybe rødder i folkets hjerter og sind, tillod han, at man beholdt billeder uden levende væsener, det vil sige blot mønstre og streger. Hvis det ikke forholdt sig sådan, ville han aldrig have tolereret, at der fandtes et forhæng med billeder i hans eget hjem. Han ville heller ikke have erklæret billeder, der var afbildet på stof som udsmykning, tilladte. Heraf kan man også danne sig en opfattelse af billeder, der er tegnet på papir og på vægge.

Al-Tahawi, en af Hanafi-madhhabens fremtrædende tænkere og imamer, har skrevet: Lovgiveren forbød i begyndelsen alle former for billeder af levende væsener. Dette omfattede også billeder, der var tegnet på papir eller stof. For der var endnu ikke gået særlig lang tid siden perioden med tilbedelse af statuer og afbildninger. Derfor blev alle former for billeder forbudt. Efter at dette forbud var blevet gennemført, erklærede han de mønstre og billeder, der var afbildet på stof, for undtaget fra forbuddet af hensyn til almindelige behov. Også de billeder blev gjort tilladte, som man ikke viste særlig respekt eller ære for. Der er ingen fare for, at billeder, som behandles respektløst, bliver mødt med respekt eller ære. Men billeder, som man normalt ikke behandler respektløst, forbliver underlagt det tidligere forbud. (Al-Jawab al-Shafi)

Det er respektløs behandling af billedet, der gør det tilladt

Hvis et billede ændres så meget, at det ikke længere kan tillægges ære, men er blevet behandlet respektløst, falder det inden for det tilladtes område. Det er overleveret i en hadith, at da Jibril (a.s.) bad om tilladelse til at træde ind i huset, sagde Profeten (s.a.w.):

(Arabisk***************)

»Hvordan skal jeg træde ind?« sagde Jibril. »Der hænger et forhæng med billeder i dit hus! Hvis du vil beholde det, så skær hovedet af billederne, eller riv forhængets stof i stykker og lav puder eller et sengeleje af det.«

Det var af denne grund, at Aisha (r.a.), da hun så tegn på ubehag i Profetens (s.a.w.) ansigt på grund af den pude, man lænede sig op ad, rev den i stykker og lavede to små puder af den. Derved blev der vist ligegyldighed over for billedet, og der var ingen fare for, at det blev mødt med nogen form for ære.

Det er overleveret om folk i tidligere tider, at de ikke anså det for forkert at bruge billeder, som ikke blev vist ære. Det er overleveret fra Urwa, at han lænede sig op ad puder med billeder af fugle og mennesker. Ikrima siger, at de lærde ikke brød sig om at placere billeder oprejst eller hænge dem højt. Men han fandt det ikke forkert at bruge billeder, som normalt blev trådt på. Billeder, der er afbildet på puder og sengelejer, bliver jo netop trådt på; derfor er de tilladte.

Fotografier

Det er klart, at alle de hadither, der er citeret i forbindelse med fremstilling af portrætter og portrætfremstillere, handler om portrætter, som enten er udskåret eller tegnet i hånden. Men fotografier, der optages ved hjælp af et kamera gennem refleksion, er et helt nyt fænomen. Fotografi fandtes ikke på Allahs Budbringers tid. Derfor opstår spørgsmålet: Gælder de lovbestemmelser, der er citeret om portrætter og portrætfremstillere, også for fotografi?

Disse lærde mener, at det kun er fremstillingen af portrætter af legemlige væsener, der er haram. Efter deres opfattelse er der ingen indvendinger mod fotografier, især når de er ufuldstændige.

Ifølge de øvrige lærdes opfattelse er spørgsmålet på dette punkt, om disse billeder, der er skabt ved refleksion, er lig med det billede, som kunstneren selv maler med sin pensel. Eller er den ’illa (årsag), som nævnes i nogle hadither, nemlig at portrætfremstilleren efterligner Allahs skaberværk, ikke til stede ved fotografi? Set fra fiqh-teoriens synspunkt gælder det, at når ’illaen (årsagen) ikke findes, bortfalder den retsregel, der er fastlagt på grundlag af den. (Det vil sige, at når der grundlæggende ikke findes nogen efterligning, kan det ikke være haram.)

På dette område er den fatwa, som Egyptens mufti, afdøde Shaykh Muhammad Bakhit, afgav, meget klar. Han skrev: Det billede, der optages ved hjælp af fotografi – hvilket bliver muligt ved på en særlig måde at fastholde lysets refleksion – hører ikke til den type portrætter, som er blevet forbudt. For det, der er blevet forbudt med hensyn til fremstilling af billeder og portrætter, er at opfinde og fremstille et billede, som ikke tidligere fandtes eller var blevet fremstillet, og som derved kommer til at ligne et levende væsen skabt af Allah. Men et fotografi, der er optaget med et kamera, falder ikke ind under dette.

(arabisk*****************)

Dette er i hovedtræk, hvad et fotografi er, og hvad den islamiske lov siger om det. Mange lærde er imidlertid meget strenge med hensyn til billeder, uanset hvilken type de er, og anser dem for makruh (nogle anser dem klart for haram). De anser fotografi for ikke tilladt. Alligevel tillader de lærde, at man tager billeder af hensyn til nødvendighed og nationale eller kulturelle interesser, såsom identitetskort, pas og lignende. Det gælder især billeder af mistænkte personer samt billeder, der anvendes til forklaring, analyse eller vejledning. Sådanne billeder har hverken til formål at vise nogen ære eller hengivenhed, og de indebærer heller ingen fare for, at ens aqidah bliver fordærvet. Allahs Budbringer regnede ikke billeder, der var tegnet på stof, for haram. Derfor må sådanne billeder, som er endnu mere nødvendige end disse, naturligvis ligge uden for det harams område.

Formålet med billeder

Det er ikke til at benægte, at spørgsmålet om, hvilket formål et billede fremstilles til, har meget stor betydning for, om billedet er haram eller ej, og at dette kan afgøres på dette grundlag. Ingen muslim kan være uenig i, at billeder, hvis formål strider mod islams troslære, sharia samt dens kultur og normer, er haram. Derfor er det fuldstændig haram at fremstille nøgne eller halvnøgne billeder af kvindekroppen samt billeder og tegninger af de dele af kvindekroppen, som er særligt kvindelige, og hvis syn kan øge den seksuelle ophidselse. Der kan ikke være nogen tvivl om, at den slags billeder eller skitser, som offentliggøres i aviser og tidsskrifter med det formål at øge menneskers seksuelle begær og ophidselse og at ophede det lave sind som en rasende ild, er haram og yderst skadelige. At udbrede, trykke og opbevare sådanne billeder eller illustrationer, at hænge dem op i hjemmet, på kontoret eller offentlige steder, at udstille dem, at anbringe dem på vægge samt med lyst og interesse at se på og betragte dem regnes alt sammen som haram.

Det samme gælder billeder af kafirer, fasiqer og uretfærdige mennesker. Det er hverken passende eller rigtigt for nogen muslim at fremstille eller opbevare billeder af sådanne mennesker. Billeder af ateistiske ledere, som benægter selve Allahs eksistens og tilsidesætter Allahs sharia, af afgudsdyrkere, som begår shirk med Allah, af jøder og kristne, som benægter profeten Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) som profet, samt af mennesker, der på trods af at de hævder at være muslimer styrer staten, fastlægger politik og træffer afgørelser uden Allahs åbenbarede lov, og som spreder skamløshed og fordærv i samfundet—såsom skuespillere, sangere og dansere—er også fuldstændig haram.

Billeder af de symboler, som fremmer afgudsdyrkelse og tilhører religioner, der strider mod islam—såsom afgudsbilleder, portrætter og kors—er på ingen måde tilladt. På profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham)s tid blev sådanne billeder sandsynligvis malet på de fleste sengetæpper samt på stoffer til gardiner og puder. Derfor siges det i en hadith:

(Arabisk*************)

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) opbevarede aldrig i sit hjem noget, hvorpå der var et billede af et kors eller lignende. Hvis der fandtes en sådan genstand, rev han den i stykker.

Det er blevet overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham):

(Arabisk***************)

I året for erobringen af Mekka så profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) billeder inde i Haram. Derfor gik han ikke ind. Først efter at de var blevet udslettet, gik han ind dér.

De billeder, der befandt sig dér, fremhævede tydeligt Mekkas polyteisters afgudsdyrkelse og deres gamle vildfarelse.

Det er berettet af Ali (må Allah være tilfreds med ham), at den ærede Profet (fred være med ham) en dag deltog i en begravelse. Da sagde han:

(Arabisk***********)

Hvem blandt jer vil tage til Medina, jævne hver eneste grav med jorden og ikke lade et eneste billede stå, men vansire dem alle?

En mand rejste sig og sagde: »O Allahs Sendebud, jeg er rede til at udføre dette.« Da indbyggerne i Medina hørte det, blev de grebet af frygt og rædsel. … Senere vendte manden tilbage og sagde:

(Arabisk****************)

O Allahs Sendebud! Jeg lod ikke en eneste afgud stå; jeg knuste dem alle. Jeg lod ikke en eneste grav være urørt; jeg jævnede dem alle med jorden, og jeg vansirede hvert eneste billede uden at skåne et eneste.

Da den ærede Profet (fred være med ham) hørte dette, erklærede han:

(Arabisk*********)

Enhver, der derefter udfører blot én af disse handlinger, vil være ulydig mod den vejledning, der blev åbenbaret for Muhammad (fred være med ham). (Musnad Ahmad)

De billeder, som Profeten (fred være med ham) i denne hadith befalede skulle vanhelliges og ødelægges, var ikke andet end symboler og tegn på kufr og shirk fra uvidenhedens tidsalder. Derfor ønskede Profeten (fred være med ham) at befri Medina for dem og rense den for dem. Netop derfor erklærede han, at det at genoptage blot én af disse handlinger var ensbetydende med kufr og ulydighed mod den lov, som Allah havde åbenbaret.

Kort sammenfatning af reglerne vedrørende billeder og portrætter samt deres fremstillere

Dette er en kort sammenfatning af de regler i den islamiske sharia, som er blevet gennemgået udførligt vedrørende billeder og portrætter samt deres fremstillere:

a. Portrætter af dem, der er blevet taget som guder og guddomme foruden Allah, er det strengeste haram, og deres synd er den største. Et fremtrædende eksempel er et billede af de kristnes guddom, Jesus Messias (og hans mor Maria). At fremstille sådanne billeder er åbenlys kufr. Hvis nogen bevidst og med fuldt overlæg fremstiller et sådant billede, må det forstås, at han er blevet kafir. At fremstille sådanne portrætter er en af de alvorligste synder og yderst forkasteligt og afskyeligt. Enhver, der udbreder sådanne billeder eller på nogen måde viser dem respekt, tager del i synden i forhold til sin egen andel.

b. En mindre syndig handling er at fremstille portrætter af personer, som ikke tilbedes, men som vises respekt. Det kan for eksempel være en konge eller hersker, øverste leder, administrator, diktator eller lignende i et land, hvis portræt fremstilles som mindesmærke og opstilles på offentlige steder. Der er ingen forskel i synden, hvad enten portrættet er ufuldstændigt eller fuldstændigt.

d. Endnu mindre syndigt er det at fremstille portrætter af personer, som ikke æres eller anses for hellige. Det er dog stadig haram; der er ingen uenighed om dette. Portrætter af personer, der behandles med foragt og nedladenhed, hører derimod ikke under denne kategori, såsom børns legetøj og figurer lavet af slik og søde sager, som spises.

ঙ. Derefter kommer spørgsmålet om billeder af personer. Det vil sige kunstneriske billeder af personligheder, som man viser respekt for, såsom administratorer, folkeledere, statens grundlæggere og lignende. Især hvis de anbringes eller hænges op et sted. Haram bliver endnu strengere og alvorligere, hvis billederne forestiller mennesker af den slags, der er tyranner, syndere, umoralske eller ateister. For at vise sådanne mennesker ære, respekt og hyldest er en forbrydelse, der svarer til at udrydde islam.

চ. Hvad angår synd, er det mindre alvorligt at fremstille billeder, som har lemmer, kropslige proportioner og en hel krop, også af levende væsener, som man ganske vist ikke viser nogen respekt. De er dog et udtryk for luksus. At dække døre og vægge med stof, der bærer sådanne billeder, er ikke andet end makruh.

ছ. Det er ikke syndigt at fremstille eller opbevare billeder af ikke-levende ting—såsom dadelpalmer, floder, skibe, bjerge, månen, solen og lignende naturlige og naturskønne scener—så længe de ikke gør mennesker uopmærksomme på tilbedelsen og dyrkelsen af Allah eller bliver et rent symbol på luksus. Ellers er sådanne billeder makruh.

জ. Til sidst kommer spørgsmålet om fotografier, altså billeder skabt gennem et spejlbillede. De er grundlæggende mubah, hvis der ikke ligger et haram formål bag dem, såsom at fotografiet skal udtrykke religiøs hellighed eller verdslig anseelse hos den afbildede. Især hvis personen er kafir—hvis han er afgudsdyrker, kommunist eller en vildfaren kunstner—er det ikke tilladt.

ঝ. Det sidste, der skal siges, er, at hvis en haram afbildning eller et haram billede forvrænges eller gøres vanærende og ydmygende, fjernes det fra kategorien haram og regnes som halal. Det gælder for eksempel billeder på sengetæpper eller gulve, som trampes på med fødder og sko, og lignende.

At holde hund uden nødvendighed

Profeten (sa) forbød at holde hund i hjemmet uden nødvendighed.

Der mangler ikke usmagelige mennesker i verden, som bruger penge i overflod på at holde og opdrætte hunde, men som viser nærighed og tilbageholdenhed, selv når de skal bruge en eneste mønt på et menneskebarn. Nogle nøjes heller ikke med at bruge penge på at værne om hundens ære og sårede følelser; de knytter også deres hjertefølelser til den. Det sker, når de ikke føler nogen hengivenhed for deres egne slægtninge og næsten glemmer deres naboer og brødre—selv om de ikke tåler den mindste forsømmelse over for hunden.

Hvis en hund får adgang til en muslims hjem, er der frygt for, at den ved at slikke maden, kar og lignende kan gøre dem urene. Profeten (ﷺ) sagde:(Arabisk**********************)

Hvis en hund stikker snuden i nogens kar, skal det vaskes syv gange, hvoraf det én gang skal skrubbes med jord.

Nogle eksperter har sagt, at forbuddet mod at holde hund i hjemmet skyldes, at den straks begynder at gø, når den ser gæster eller besøgende. Den skræmmer tiggere og tøver heller ikke med at bide forbipasserende.

Profeten (ﷺ) sagde:(Arabisk**********************)

Hazrat Jibra’il (fred være med ham) kom til mig og sagde: Jeg kom til dig i går aftes, men gik ikke ind, fordi der var en figur på døren, et gardin med billeder i huset, og desuden var der en hund i huset. Giv nu ordre til, at hovedet på figuren i huset skæres af, så den får form som et træ, og giv ordre til, at gardinets stof skæres i to puder, som hele tiden vil blive trådt på dag og nat, og bortvis hunden.

Den anvisning, der gives her, gælder en hund, som holdes uden nødvendighed.

At holde hund til jagt og bevogtning

En hund, der holdes af en nødvendig grund – såsom en jagthund eller en hund, der holdes for at passe og bevogte marker, gårde eller husdyr – er ikke omfattet af dette forbud og denne anvisning. Guds Sendebud (ﷺ) sagde:

Den, der holder og opdrætter en hund uden det formål at bruge den til jagt, bevogtning af marker og gårde, hjem eller husdyr, vil hver dag få fratrukket en qirāt fra sine gode gerninger.

Nogle islamiske retslærde har på grundlag af denne hadith udtrykt den opfattelse, at forbuddet mod at holde hunde kun indebærer makruh og ikke haram. Hvis det at holde hunde havde været haram, ville det nemlig have været haram under alle omstændigheder, og man skulle altid have afholdt sig fra det, uanset om ens gode gerninger blev formindsket eller ej.

Det forbud, der er givet mod at holde hunde i hjemmet, betyder ikke, at man skal behandle dem grusomt, og det er heller ikke en befaling om at udrydde eller dræbe dem. For Profeten (fred være med ham) sagde:(Arabisk********************)

Hvis hunden ikke havde været en af Allahs skabninger, ligesom så mange andre arter, ville jeg have befalet, at den skulle dræbes.

Allahs Sendebud (fred være med ham) støttede med disse ord den ovennævnte vigtige opfattelse. Og den egentlige og største sandhed er, at selve Koranen peger i denne retning, idet den siger:(Arabisk************************)

Alle dyr, der bevæger sig på jorden, og alle fugle, der flyver ved hjælp af deres to vinger, er arter, der er skabt forskelligt, ligesom jer. (Sura al-Anʿām 6:38)

Profeten (fred være med ham) fortalte sine ledsagere historien om en mand. Manden fik øje på en hund i ørkenen. Hunden pustede og slikkede jorden af tørst. Da manden så det, gik han hen til en brønd, trak en spand vand op og gav hunden at drikke, indtil den var slukket sin tørst. Allah den Ophøjede antog hans handling og tilgav ham hans synder.

At holde hunde set i lyset af moderne videnskab

Vi møder mennesker, som er blevet blændet af kærligheden til den vestlige civilisation og anser sig selv for at have et medfølende hjerte, være store humanister og vise medfølelse med alle levende væsener. De rejser indvendinger mod islams synspunkt og spørger: Hvordan kan islam forbyde omgang med et så intelligent, venligt og trofast dyr? For disse menneskers opmærksomhed vil vi fremlægge en artikel skrevet af denne tyske tænker og offentliggjort i et tysk tidsskrift. I artiklen beskrives de stridigheder, som uundgåeligt følger af at holde hund og omgås hunde. Artiklen lyder således:

I løbet af de seneste år er folks interesse for at holde hunde vokset meget. Derfor synes det i høj grad nødvendigt at henlede folks opmærksomhed på, hvilke farer det kan føre til. Især fordi folk ikke nøjes med at holde hunde; de leger med dem og kysser dem. Desuden slippes hundene løs på en sådan måde, at de slikker både børn og voksnes hænder. Ofte giver man hunden overskydende mad direkte i sine egne skåle eller tallerkener. Denne vane er desuden så dårlig, at en sund samvittighed og god smag ikke er parat til at acceptere den. Den strider også mod reglerne for renlighed.

Set fra sundhedsvidenskabens synspunkt bør man på ingen måde betragte den fare, som hundehold og spøg og leg med hunde kan medføre for menneskers helbred og liv, som ubetydelig eller ringe. Mange mennesker tvinges til at betale en meget høj pris for deres uvidenhed. Det skyldes, at hundens krop indeholder mikroorganismer, som kan fremkalde sygdomme, der er permanente og ikke kan helbredes gennem behandling. Det er umuligt at tælle, hvor mange mennesker der tvinges til at miste livet efter at være blevet ramt af disse sygdomme.

Disse mikroorganismer har form som bånd. De fremkalder sygdomme i menneskekroppen, der minder om bylder og fnat. Sådanne mikroorganismer findes også i husdyrs kroppe, især hos svin; men det er kun mikroorganismerne i hundens krop, der har evnen til at udvikle sig og vokse.

Gribbe og sjakaler har også disse mikroorganismer i kroppen. Hos katte forekommer de derimod næsten ikke. Disse mikroorganismer er af en anden natur end andre båndformede mikroorganismer. De er så fine og tynde, at de ikke kan ses. I løbet af de seneste måneder er man kommet frem til nogle oplysninger om dem.

Forfatteren til artiklen skrev senere:

Disse mikroorganismer trænger ind i menneskers lever. Dér viser de sig på forskellige måder. De trænger ofte ind i lungerne, æggestokkene, milten, nyrerne og hjernen. Da ændrer deres form sig betydeligt. Der opstår en tilstand, hvor selv specialister bliver ude af stand til at opdage og identificere dem.

Under alle omstændigheder er den læsion, som disse mikroorganismer forårsager, yderst skadelig og livsfarlig for helbredet, uanset hvilken del af kroppen den rammer. Der kendes endnu ingen behandling for disse mikroorganismer. Derfor må vi gøre vores yderste for at bekæmpe sygdomme, der ikke kan behandles. Vi må redde mennesker fra denne fare.

Den tyske læge Nullar har sagt, at antallet af sår, der opstår på menneskekroppen på grund af bakterier fra hunde, under ingen omstændigheder er under én procent. I nogle lande er op mod tolv procent blevet ramt af denne sygdom. Den bedste måde at forebygge sygdommen på er at holde disse bakterier begrænset til hundens krop og forhindre dem i at sprede sig. …

Hvis mennesker ønsker at bevare deres helbred og redde deres liv, må de afstå fra at omfavne og kysse hunde. Man må ikke lade dem komme tæt på, og børn skal holdes på afstand af dem. Hunde bør heller ikke få lov til at slikke vores hænder. Man må ikke lade hunde opholde sig på de steder, hvor børn leger, går ture og morer sig, eller give dem mulighed for at sprede snavs dér. Men det er meget sørgeligt, at man netop på børnenes legepladser ofte ser et stort antal hunde.

Hundens madskål skal være helt adskilt og særskilt. Det er meget forkert at give hunde de skåle, som mennesker bruger til deres egen mad, så de kan slikke dem. Hunde bør ikke have lov til at komme ind på markeder, i butikker eller på hoteller og i køkkener. Kort sagt skal man udvise forsigtighed med hunde og holde dem borte fra alt, hvad der bruges til mad og drikke.

Med denne eftertænksomme beskrivelse af en ikke-muslimsk tænker foran sig bør man overveje, hvor realistisk og i hvor høj grad videnskabeligt begrundet det er, at Hazrat Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød nær omgang med hunde. Han påbød også, at man skulle udvise særlig forsigtighed, så hunde ikke satte munden på de kar, der bruges til mad og drikke. Desuden forbød han at holde hunde uden nødvendighed. Når man tænker over det i lyset af den ovenstående beskrivelse, bliver det klart, hvor stor en velsignelse for hele menneskeheden der ligger i de regler, som Den Ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gav.

Sandelig, Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var ummī. Ikke desto mindre må man forbløffes, når man ser, hvor godt den lære, han fremlagde, stemmer overens med vor tids — fjorten hundrede år senere — mest moderne videnskabelige teorier og oplysninger. Så snart vi ser denne sandhed, genlyder denne erklæring fra Den Ædle Koran spontant på vores læber:(Arabisk***************)

Profeten taler ikke ud fra sit eget ønske; det, han siger, er intet andet end åbenbaring.

Indtjening og erhverv

(Arabisk****************)

Det er Ham, Allah, der har gjort jorden blid, jævn og underdanig for jer. Gå derfor omkring på dens skuldre, og spis af Allahs forsørgelse.

Dette er Allahs grundlæggende vejledning med hensyn til at tjene til livets ophold. Derfor har Allah den Højeste underlagt jorden menneskets tjeneste. Denne velsignelse skal således udnyttes fuldt ud, og der skal lægges indsats og bestræbelse i alle dens aspekter, i søgen efter at opnå Allahs nådegaver.

Det er haram for en arbejdsdygtig person at sidde uvirksom

Det kan på ingen måde gå an, at en muslim under påskud af at være optaget af tilbedelse og hengivenhed eller af at stole på Allah afholder sig fra at tjene til livets ophold eller forholder sig ligeglad med det. For guld og sølv vil ikke regne ned fra himlen.

På samme måde kan det på ingen måde være tilladt at sidde passivt og være afhængig af folks almisser og velgørenhed, eller, selv om man råder over midler og muligheder for at tjene til livets ophold, at undlade at bruge dem til at arbejde og tjene, og på denne måde ikke forsøge at opfylde sine egne og sine slægtninges behov. I denne forbindelse sagde Allahs ædle Sendebud (fvmh.):

(Arabisk*********************)

Det er ikke tilladt for rige mennesker at modtage almisser, og heller ikke for stærke og raske personer.

Profeten (fvmh.) har udtalt hårde og strenge ord om den muslim, der rækker tiggerhånden frem for en anden, hvorved hans ansigts glans vil forsvinde, og han unødigt vil skade sin menneskelige værdighed. Han sagde:(Arabisk*****************)

Den, der tigger uden behov, udfører en frygtelig handling, som at samle glødende kul op med sin egen hånd. (al-Bayhaqī, Ibn Khuzaymah)

Han sagde endvidere:(Arabisk***************************)

Den, der tigger hos folk med det formål at blive velhavende, har gjort sit ansigt sårfyldt indtil Dommedag; han vil blive tvunget til at spise helvedets glohede sten. Den, der ønsker det, kan samle meget af dette til sig selv, og den, der ønsker det, kan samle lidt. (at-Tirmidhī)

Endnu et af hans udsagn:(Arabisk******************)

Den, der vænner sig til at tigge, vil møde Allah i en tilstand, hvor der ikke vil være et eneste stykke kød tilbage på hans ansigt. (al-Bukhārī, Muslim)

For at beskytte dem mod denne frygtelige konsekvens værnede den ædle Profet (fvmh.) om muslimernes ære og traf foranstaltninger til at kultivere selvrespekt blandt dem, holde sig borte fra uretfærdige handlinger og afholde sig fra tiggeri.

Hvornår er tiggeri tilladt?

Men trods dette tog den ædle Profet (fvmh.) fuldt hensyn til folks tvungne situationer. Hvis nogen virkelig er nødt til at tigge og bede regeringen eller enkeltpersoner om hjælp, vil der naturligvis ikke være nogen synd i det. Den ædle Profet (fvmh.) erklærede

(Arabisk********************)

At tigge er ensbetydende med at påføre sig selv sår. Den, der tigger, vansirer sit eget ansigt. Den, der ønsker det, kan derfor lade sit ansigt forblive sådan, og den, der ønsker det, kan afholde sig fra det. Men hvis nogen tigger hos en myndighedsperson eller er nødt til at bede om noget, der er absolut nødvendigt, er det en anden sag. (Abu Dawud, an-Nasa’i)

Abu Bishr Qubaysa ibn al-Mukhariq (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

(Arabisk*************************)

Jeg havde påtaget mig ansvaret for en garanti i en bestemt sag. Derfor kom jeg til Allahs ædle Sendebud (fred være med ham) og bad om hjælp. Han sagde: Vent, indtil der kommer sadaqa-midler, så vil jeg give dig deraf. Derefter sagde han: O Qubaysa, det er ikke tilladt at tigge for andre end tre personer. Den første er den, der har påtaget sig ansvaret for en garanti for nogen. Det er tilladt for ham at tigge, indtil han har modtaget det beløb, han har bedt om. Derefter bør han holde op. Den anden er den, hvis ejendom er gået til grunde på grund af en ulykke. Denne person må tigge, indtil han igen har mulighed for at opretholde sit livsgrundlag. Den tredje er den, der er blevet ramt af fuldstændig nød, indtil tre forstandige personer fra hans nabolag bekræfter, at manden er nødlidende. I en sådan situation er det tilladt for ham at tigge, indtil han igen har mulighed for at opretholde sit livsgrundlag.

Bortset fra disse er de midler, som enhver anden tigger og spiser, forbudte for ham.

Arbejde er ærefuldt

Folk ser ned på visse former for arbejde. Men den ædle Profet (fred være med ham) billigede ikke dette. Han lærte sine ledsagere, at der, uanset hvilket arbejde det er, ligger ære og fuld værdighed i det, mens al slags ydmygelse og vanære ligger i at tage imod hjælp fra folk og være afhængig af dem. Han sagde:(Arabisk*********************)

Det er langt bedre og mere gavnligt for en person at tage et reb med ud i skoven, samle et bundt brænde på sit hoved, bringe det hjem og sælge det, hvorved Allah vil bevare hans værdighed, end at tigge hos folk, når der ikke engang er nogen garanti for, at de vil give ham noget.

Derfor bør en muslim tjene sit udkomme gennem landbrug, handel, håndværk eller enhver anden lignende form for arbejde eller ansættelse, så længe arbejdet ikke indebærer, at han involveres i noget haram.

Indtjening gennem landbrug

I Den Ædle Koran har Allah den Højeste, i forbindelse med omtalen af sine egne nådegaver og velgerninger over for menneskene, givet megen principielt vigtig vejledning om landbrug.

Allah den Højeste har gjort jordens muld og land egnet til at frembringe og dyrke afgrøder. Han har gjort den til et leje og et gulv; dette er en stor velsignelse fra Allah til skabningerne. Det er en ubetinget pligt at huske denne velsignelse og forstå dens værdi.

Det er blevet sagt:(Arabisk***********)

Allah den Højeste har gjort jorden til et leje og et gulv for jer, så I kan færdes på de åbne veje, der findes på den. (Sura Nuh 19-20

Han har skabt jorden for alle skabninger. På den findes frugter, daddelpalmer med hylstre, korn med avner og duftende blomster. Hvilke af jeres Herres nådegaver vil I da benægte?

Han har sendt vand ned som regn og ladet det strømme gennem floder og kilder; ved hjælp af det giver Han det døde land liv.

 (Arabisk************)

Han har sendt vand ned fra himlen. Derefter har Vi ved hjælp af det frembragt alle slags planter, træer og lignende, og så ladet friske, grønne grene vokse frem på dem; derfra frembringer Vi korn i lag.

 (Arabisk **************

Det er menneskets pligt at rette sin opmærksomhed mod og tænke over sin føde. Det er Vi, der sender vand ned i passende mængde. Derefter spalter Vi jorden på forunderlig vis og frembringer korn, druer og grøntsager på den.

Allah sender vindene som bebudere om gode nyheder. Ved deres hjælp bevæger skymasserne sig, og planterne bliver frugtbærende.

 (Arabisk***************)

Og Vi har gjort jorden vidtstrakt og anbragt høje, stærke bjerge på den, og på den frembragt alting velplanlagt og afpasset. Og deri har Vi skabt jeres forsørgelse, også for dem, som I ikke forsørger. Hos Os er forrådene af alting opbevaret, og Vi giver derfra kun i en kendt mængde. Og Vi sender vindene, tunge af frugter. Derefter sender Vi vand ned fra himlen og lader jer drikke af det; ellers ville I ikke kunne opbevare det. (Sura al-Hijr 19-22)

I alle disse vers har Allah den Ophøjede henledt menneskenes opmærksomhed på velsignelserne ved landbruget samt de midler og hjælpemidler, der gør det let at udføre det. Allahs ædle Sendebud (fvmh.) sagde:(Arabisk**********)

Enhver muslim, der planter et træ eller dyrker en mark, og hvorfra fugle eller mennesker spiser, får det regnet som en almisse for sig. (Bukhari, Muslim)

Det vil sige, at belønningen for denne handling fortsætter, så længe der spises fra træet eller marken. Det gælder, selv om jordejeren eller den, der plantede træet, måtte være død, eller ejerskabet måtte være blevet overdraget.

Ifølge de lærde er det ikke umuligt, set i lyset af Allahs nåde og gavmildhed, at Han fortsat vil give en sådan person belønning efter hans død, ligesom Han gav ham den, mens han levede. Den ovenstående udtalelse gælder for disse seks handlinger: vedvarende almisse, viden som mennesker drager nytte af, et fromt barn, der bliver ved med at bede for ham, et plantet træ, landbrug og grænsevagt.

Det er blevet overleveret i hadith, at en mand kom til Abu Dardā (r.a.), mens han plantede en valnøddespire. Manden sagde: »Det vil jo tage mange år, før den bærer frugt?« Abu Dardā (r.a.) svarede: »Hvad skade kan det gøre? Andre vil spise af den, og jeg vil opnå belønningen for den.«

Det er blevet overleveret fra en anden af Profeten (fvmh.)s ledsagere, at han sagde: »Jeg hørte med mine egne ører Allahs ædle Sendebud sige:(Arabisk ***************)

Den, der planter et træ og derefter passer på det og plejer det, indtil det bærer frugt, vil hos Allah få belønning for enhver skade, der i denne periode måtte ramme frugten.

På grundlag af alle disse og mange andre lignende hadither har de lærde sagt, at landbrug er langt bedre end andre måder at tjene til livets ophold på. Nogle andre lærde mener imidlertid, at industri og håndværk er bedre. Atter andre mener, at handel er den bedste måde.

Nogle andre eksperter har sagt, at forskellige handlinger kan være de bedste under forskellige omstændigheder. Når der for eksempel er alvorlig mangel på fødevarer, er landbrug det bedste, fordi dets gavn kommer alle til gode. Når der på grund af røverier kommer færre varer til markederne, er handel en god beskæftigelse, mens industrielt arbejde er det bedste, når der er behov for industriprodukter.(Arabisk******************)

Den ovenfor anførte beskrivelse stemmer fuldstændigt overens med moderne økonomisk viden og videnskab.

Haramt landbrug

Dyrkning af planter, som islam har erklæret haram at spise, eller hvis anvendelse er skadelig, er også haram. Det gælder for eksempel cannabis og opium.

Det samme gælder tobak. De, der mener, at tobak er haram, mener derfor også, at det er haram at dyrke og bruge tobak. Mange har givet denne opfattelse forrang. De, der mener, at det er makruh at bruge tobak, mener derfor også, at det er makruh at dyrke den.

Det er ikke tilladt for en muslim at dyrke noget haram med det formål at sælge det til ikke-muslimer og tjene penge på det. En muslim må aldrig bidrage til udbredelsen af noget haram. Derfor er det ikke tilladt for muslimer at opdrætte svin med det formål at sælge dem til ikke-muslimer, kristne og andre. Vi har allerede sagt, at det ifølge islam ikke er tilladt at sælge halal-druer til en person, hvis det vides, at han vil fremstille sura (vin) af dem.

Industri osv.

Islam har opmuntret til landbrug og beskrevet dets skønhed udførligt. Den har også fastslået, at dette arbejde medfører stor belønning. Men det er på ingen måde ønskværdigt, at folk i den muslimske umma udelukkende beskæftiger sig med landbrug, ligesom en musling er indelukket i sin skal. Islam ønsker ikke, at muslimer skal anse landbrug alene for tilstrækkeligt og blot følge efter pløjningens okser. For hvis det er tilfældet, vil de ikke være i stand til at imødegå mulige nationale farer og katastrofer. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at Profeten (fvmh.) skulle have kaldt landbrugsarbejde en ydmygende beskæftigelse. Tidens realiteter har nemlig tydeligt bevist sandheden i dette udsagn. Han siger:(Arabisk***********************)

Hvis I driver handel baseret på åger og bliver ved med at holde fast i okse- og bøffelhaler, og hvis I hengiver jer til landbrug uden at vie opmærksomhed til jihad, vil Allah påføre jer ydmygelse. Den vil ikke blive fjernet, før I vender tilbage til jeres religion. (Abu Dawud) Derfor er det også nødvendigt at beskæftige sig med håndværk og erhverv sammen med landbruget. Kun derved kan behovene i et velstående og komfortabelt liv opfyldes, ligesom kravene fra et selvstændigt og stærkt ummah samt et solidt og selvforsynende regerings- og statssystem kan imødekommes. Håndværk og erhverv er ikke blot tilladte aktiviteter i islam – som nogle lærde har sagt – men udgør også fard kifaya, det vil sige, at der i det muslimske samfund skal være så mange mennesker, der er dygtige inden for alle former for industri og handel, at der ikke opstår vanskeligheder med at opfylde nationens behov, og at det er muligt for dem at udføre alle deres egne opgaver tilfredsstillende. Hvis der inden for et område af håndværk og erhverv opstår en sådan mangel, at der slet ikke kan findes folk til at udføre arbejdet, vil hele samfundet og nationen være skyldige og syndige af den grund – især lederne og statens styrende vil være ansvarlige.

Imam al-Ghazali (må Allah være ham nådig) har sagt:

Det er fard kifaya at tilegne sig den viden, uden hvilken menneskers materielle liv ikke kan fungere. Det gælder for eksempel lægevidenskab, som er helt nødvendig for at bevare kroppens sundhed. Matematik og regnefærdighed er uundværlig i alle former for gensidige transaktioner, testamenter, fordeling af arv og andre sådanne opgaver. Det er viden, som befolkningen vil møde store vanskeligheder uden, hvis ingen besidder den. Når nogen påtager sig den slags arbejde, fritages de andre for ansvaret for det. Derfor er lægevidenskab og regnefærdighed efter vores mening fard kifaya. Grundlæggende arbejde og håndværk er heller ikke andet end fard kifaya, såsom dyrkning af jorden, pløjning, vævning af stof, husdyrhold og lignende. Landbrugsarbejde og skrædderarbejde er også fard kifaya. Hvis et land ikke har ordninger for disse områder, kan det på ingen måde være tilladt at lade det blive skubbet mod undergang.Arabisk****************)

I den ædle Koran er der henvist til mange former for håndværk, og det er klart blevet sagt, at de er store velsignelser fra Allah for menneskene i denne verden. For eksempel siges der om profeten Dawud (fred være med ham): Bestemmelserne om halal og haram i islam(Arabisk*******************)

Og Vi gjorde jernet blødt for ham og befalede: »Lav brynjer, og tilpas deres ringe nøjagtigt.« (Sura Saba 10-11)

Og Vi lærte ham kunsten at fremstille brynjer, så de kunne beskytte jer i krig. Vil I da ikke være taknemmelige? (Sura al-Anbiya 80)

Om profeten Sulayman (fred være med ham) siges det:

Og Vi lod en kilde af kobber flyde for ham og underkastede ham jinner, som arbejdede foran ham efter deres Herres befaling.

Og Vi lod en strøm af kobber flyde for ham og underlagde ham jinner, som arbejdede foran ham efter deres Herres befaling. Den af dem, der overtrådte Min befaling, lod Vi smage straffen i den flammende ildovn! De fremstillede for ham det, han ønskede: høje paladser og bygninger samt faststående kedler. Davids efterkommere! Arbejd som taknemmelige.

I Koranen nævnes også opførelsen af Dhul-Qarnayns høje og solide mur. Det siges:(Arabisk *********************)

Det, min Herre har givet mig, er rigeligt. Hjælp mig blot med arbejde og anstrengelse. Jeg vil bygge en dæmning mellem jer og dem. Bring mig jernplader. Da han til sidst havde fyldt mellemrummet mellem de to bjerge, sagde han til folkene: »Tænd nu ilden.« Da denne ildmur var blevet helt rød som ild, sagde han: »Bring det herhen; jeg vil hælde smeltet kobber over den.« Denne dæmning var bygget så solidt, at Gog og Magog hverken kunne klatre over den eller udgrave en tunnel gennem den. (Sura al-Kahf 95-97)

Beretningen om profeten Nuhs bygning af arken er også gengivet i Koranen. Heri findes en henvisning til bygningen af et solidt skib, som kunne hæve sig som et bjerg over floder og have og sejle. Det siges:(Arabisk*************)

Skibene, der bevæger sig på floder og have med hovedet hævet som bjerge, er særlige tegn på Allah. (Sura al-Shura 32)

I mange af Koranens suraer nævnes alle former for jagt og dertil hørende arbejde. For eksempel fiskeri, jagt på havdyr, jagt på landdyr samt dykning efter perler og ædelsten.

Frem for alt omtaler Den Ædle Koran jernets sande værdi og anvendelighed.

Der findes ingen omtale af det i nogen tidligere helligskrift eller i nogen menneskeskrevet bog. Efter at Koranen har omtalt udsendelsen af profeter og åbenbaringen af Skriften, siges det:(Arabisk************************)

Og Vi har skabt jern, hvori der findes en stærk kraft og utallige fordele for menneskene.

Dette vers findes i suraen Al-Hadid (Jernet). Heraf fremgår det klart, at islam har lagt særlig vægt på jernindustrien.

I islams øjne vil ethvert industrielt arbejde, der udføres for at opfylde menneskesamfundets behov og virkelig gavne det, blive betragtet som »ʿamal ṣāliḥ« – en god gerning, hvis der oprigtigt bevares god hensigt med arbejdet, og hvis man fuldt ud anvender den dygtighed og kunnen, som islam påbyder.

Islam har givet mange erhverv, som i menneskesamfundet blev anset for meget ringe og ubetydelige, stor værdighed. For eksempel så folk ikke med respekt på en hyrde, der vogtede geder. Men den ædle Profet (fred være med ham) sagde:(Arabisk**************)

Enhver profet, som Allah sendte, har vogtet geder. Profetens ledsagere spurgte:(Arabisk***********)

O Allahs Sendebud! Har De også vogtet geder?

Profetens ledsagere spurgte:(Arabisk**************)

O Allahs Sendebud! Har De også vogtet geder?

Som svar sagde han:(Arabisk***************)

Ja, jeg vogtede Mekkas folks geder mod betaling. (Bukhari)

Khatam an-Nabiyyin, Hazrat Muhammad (s), vogtede geder. Det afgørende er, at disse geder ikke var hans egne. De tilhørte derimod folk fra Mekka, og han vogtede dem mod en fastsat betaling. Ved at nævne dette lærte Profeten (s) sine ledsagere, at det er dem, der arbejder – arbejder og tjener deres indkomst – som har ære. De, der sidder uvirksomme og uden indkomst og lever af andre mennesker, har hverken ære eller værdighed.

I Den Ædle Koran er Hazrat Isa (a)s historie blevet gengivet. Det fortælles, at han arbejdede som arbejder hos en gammel sheikh i sammenlagt otte år. Betalingen for hans arbejde var, at en af den gamle mands døtre blev gift med ham. Hazrat Isa (a) blev anset for at være en meget god arbejder hos ham; han var en særdeles pålidelig medarbejder. Den gamle mands ene datter sagde med stor forstandighed:

Far, ansæt ham som arbejder mod betaling. Den bedste medarbejder, man kan ansætte, er den, der er stærk og pålidelig.

Hazrat Ibn Abbas (ra) har berettet, at Hazrat Dawud fremstillede rustninger og redskaber. Hazrat Adam var jordbruger. Hazrat Nuh (a) var håndværker, Hazrat Idris (a) var skrædder, og Hazrat Musa (a) var gedehyrde.

Derfor kan en muslim vælge hvilket som helst halal-erhverv og være tilfreds med det. Enhver profet udøvede nødvendigvis et eller andet erhverv. Det er blevet sagt i en sahih-hadith.(Arabisk*****************)

Ingen kan spise bedre mad end den, der er tjent gennem ens eget arbejde. Allahs profet Dawud (a) tjente også sin indkomst og skaffede sig mad gennem sit arbejde. (Bukhari)

Forbudte erhverv og beskæftigelser

Islam har imidlertid erklæret visse former for arbejde og erhverv haram for muslimer. Det skyldes, at disse former for arbejde og erhverv på en forfærdelig måde ødelægger og skader menneskers tro, overbevisninger, karakter, værdighed og kulturelle værdier.

Prostitution

Prostitution som erhverv er anerkendt og støttet i mange vestlige lande og i mange lande, der følger Vesten. Derfor gives der formel tilladelse og licens, og der tilbydes ubegrænsede og uhindrede muligheder og faciliteter. Dette erhverv gives også samme status som andre almindelige erhverv i landet, og alle rettigheder i forbindelse med dette erhverv tildeles.

Men Islam har slået hårdt ned på dette erhverv og har ikke tilladt nogen kvinde, hverken fri eller slave, at tjene noget som helst gennem sit køn.

I jahiliyyah-tiden pålagde nogle mennesker deres slavinder en daglig »skat«. De var forpligtede til regelmæssigt at betale denne »skat« til deres ejere. Derfor måtte de tjene penge på hvilken som helst måde. Af denne grund blev mange slavinder tvunget til prostitution for at betale den pålagte »skat«. Mange slaveejere satte desuden direkte slavinderne til dette arbejde, og til gengæld tjente de store beløb. Senere kom Islam og befriede kvinderne fra denne ekstreme elendighed og fra tvangen til dette modbydelige arbejde. Det var på dette tidspunkt, at Allahs befaling blev åbenbaret: (arabisk)

Tving ikke jeres slavinder eller døtre til prostitution – de ønsker jo at bevare deres renhed og kyskhed – blot for at opnå materiel fordel gennem dem. (Sura an-Nur: 33)

Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) berettede: Abdullah ibn Ubayy, hyklernes leder, kom til Allahs Sendebud (fred være med ham). Med sig havde han en usædvanligt smuk slavinde ved navn Mu’adhat. Han sagde: »O Allahs Sendebud! Denne pige er slave under et bestemt forældreløst barns ejerskab. Vil du tillade hende at prostituere sig? Så kunne disse forældreløse børn tjene en stor fortjeneste.« Profeten (fred være med ham) svarede klart: »Nej.«

Den ædle Profet (s) lukkede for altid vejen til dette afskyelige erhverv. Uanset hvem der måtte have gavn af indtægterne, uanset hvor stort et behov der måtte blive opfyldt, og uanset hvor stort og ædelt formålet måtte være, er islams mål at holde det islamiske samfund frit for og rense det for al syndig fordærvelse.

Dans og seksuelt orienterede kunstformer

Islam støtter på ingen måde, at seksuelt ophidsende dans tages op som erhverv. På samme måde tillader islam heller ikke sådanne aktiviteter, der øger den seksuelle ophidselse i sindet og følelseslivet. Uanstændige sange, skamløs skuespilkunst og andre lignende meningsløse aktiviteter hører til i denne kategori. Selv om dette i vore dage kaldes Art eller kunst med et tiltrækkende navn og anses for uundværligt for at opnå udvikling og fremskridt, er det i islams øjne ikke andet end den yderste vildfarelse.

Faktisk har islam erklæret seksuelle forhold mellem mænd og kvinder fuldstændig haram, med undtagelse af det ægteskabelige forhold. Alt, hvad der åbner vejen til dette, er ifølge islam fuldstændig haram. Denne lære ligger allerede indeholdt i den mirakuløse måde, hvorpå Koranen har erklæret zina og utroskab haram.

Koranens erklæring lyder:(Arabisk*****************)

Kom ikke engang i nærheden af zina og utroskab. Det er nemlig en yderst skamløs handling og en meget fordærvet vej og fremgangsmåde. (Sura Bani Isra’il: 320)

Ud over alt det, vi har nævnt ovenfor, er alle de ord og handlinger, som folk anser for seksuelt ophidsende, midler til at bringe mennesket nærmere dette utroskab. Tværtimod tilskynder de netop mennesket til at gå den vej og gør tiltrækningen dertil stærkere. Der er derfor ingen tvivl om, at de, der udfører nogen af disse handlinger, begår noget meget alvorligt.

Fremstilling af skulpturer, portrætter og kors

I islam er afbildninger haram. Deres status er blevet gennemgået udførligt ovenfor. Det er endnu strengere haram at fremstille afbildninger. Det er overleveret i Sahih al-Bukhari, at Sa’id ibn al-Hasan sagde: (Arabisk****************)

Jeg var hos Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham). På det tidspunkt kom en mand og sagde: »Ibn Abbas! Mit håndværk er mit levebrød. Jeg fremstiller sådanne billeder.« Ibn Abbas sagde: »Jeg vil fortælle dig præcis, hvad jeg selv hørte Allahs ædle Sendebud sige.« Jeg hørte ham sige: »Den, der fremstiller et billede eller en afbildning, vil blive straffet af Allah for at give det liv, men han vil aldrig kunne give det liv. Da manden hørte dette, blev hans ansigt fortrukket og blegt. Ibn Abbas sagde til ham: »Hvis du absolut vil fremstille billeder eller afbildninger, så fremstiller du billeder af træer og andre livløse ting.« (Al-Bukhari)

Den samme bestemmelse gælder for statuer, kors og alle lignende ting.

Hvad angår fotografier, har vi allerede sagt, at den opfattelse, der er forenelig med sharia, er, at de er tilladte. Højst kan de betegnes som makruh. Betingelsen er dog, at handlingen ikke i sig selv må have et haram formål, såsom at fotografere en kvindes seksuelt tiltrækkende kropsdele nøgne, fotografier af mænd og kvinder, der kysser, eller fotografier af dem, hvis storhed eller hellighed ophøjes – såsom engle, profeter og sendebude.

Rusmidler og andre stoffer, der ødelægger fornuft og dømmekraft

Som det allerede er blevet sagt, har islam erklæret enhver form for deltagelse i eller hjælp til udbredelsen af rusmidler og alkohol for haram. At fremstille og tilberede dem, distribuere dem eller drikke dem og få andre til at drikke dem er alt sammen fuldstændig forbudt. Enhver, der udfører dette, er ifølge Sendebudets ord forbandet.

Hashish er ligesom opium, og alle stoffer, der tilintetgør samvittighed og fornuft, er haram ligesom rusmidler. Handel med disse stoffer, køb og salg, distribution og deres fremstillingsindustri er alt sammen haram. For en muslim er det i islams øjne fuldstændig forkasteligt og uønsket at udøve noget håndværk eller erhverv, der bygger på en haram handling, eller som medfører udbredelsen af en haram handling.

At tjene ved handel

Islam har gennem Koranens erklæringer og Profetens sunnah lagt stor vægt på at drive handel og har kraftigt opfordret til det. Med dette formål har Islam også tilskyndet til rejser til udlandet og kaldt det at søge Allahs nåde. Desuden nævnes de, der rejser til udlandet for at drive handel, sammen med dem, der kæmper jihad på Allahs vej. Det er blevet sagt:(Arabisk********************)

Nogle vil rejse til udlandet for at søge Allahs nåde, mens andre vil kæmpe på Allahs vej. (Sura al-Muzzammil: 20)

Søvejene og den maritime transport er yderst vigtige for international handel. Det er disse veje, der har givet mennesker og nationer fri adgang til indenrigs og udenrigs handel. Allah, den Ophøjede, har omtalt dette som en særlig gave af Sin nåde til menneskene. Idet Han nævner den nåde, at havene er underlagt menneskene, at vindene er gunstige, og at skibe kan sejle, har Allah, den Ophøjede, selv sagt:(Arabisk******************)

Og du kan se, hvordan både og skibe sejler gennem floderne og havene, idet de kløver vandets overflade, for at I kan søge Hans nåde og være Ham taknemmelige. (Sura Fatir: 12)

I nogle vers nævnes også, at Han lader vinden blæse:(Arabisk*******************)

Og blandt Hans tegn er det, at Han sender vindene som varsler om godt og for at lade jer erfare Hans barmhjertighed, og også for at skibene kan sejle på Hans befaling, så I kan søge Hans nåde og være Ham taknemmelige.

Allah, den Ophøjede, viste Mekkas indbyggere nåde ved at iværksætte sådanne ordninger for dem, at deres by Mekka blev et særligt og fremtrædende handelscentrum på hele Den Arabiske Halvø. Profeten Ibrahim (fred være med ham) bad:(Arabisk*******************)

O Allah! Gør derfor menneskers hjerter tilbøjelige til dem, og giv dem underhold i form af forskellige slags frugter, så de kan være taknemmelige.

Denne bøn viste sig også at være meget gavnlig for Mekkas indbyggere. På samme måde viste Allah den Højeste sin gunst mod Quraysh ved at sørge for ordnede og sikre handelsrejser om vinteren mod Yemen og om sommeren mod Syrien. Deres sikkerhed under disse rejser var en særlig gunst fra Allah, og den blev givet, fordi de tjente Kabaens Hus. Derfor bør de tilbede Allah alene og takke Ham for denne gunst. For Han alene er Kabaens Rabb, den eneste Allah, der skænker gunst.(Arabisk******************)

Eftersom Quraysh var blevet vant til det, det vil sige, eftersom de havde for vane at rejse udenlands om vinteren og om sommeren, var det deres pligt at tilbede Allah i dette Hus; Han gav dem føde, så deres sult blev stillet, og gav dem sikkerhed mod alle former for frygt. (Sura Quraysh)

Islam har givet muslimerne en storslået mulighed for internationale handelsforbindelser samt rejse- og kommunikationsforbindelser. Denne mulighed opstår hvert år under hajj. Allah den Højeste har tydeligt omtalt denne rejse under hajj og sagt:(Arabisk***************)

Blandt de gavnlige ordninger, der er nævnt i verset, er handelen den vigtigste. Men muslimerne følte modvilje mod at handle under hajj. De mente, at hvis de handlede under hajj, ville deres oprigtige hensigt med hajj blive påvirket, og deres tilbedelses renhed og uskyldighed blive ødelagt. På dette sted er det i Den Ædle Koran blevet sagt klart:(Arabisk****************)

Hvis I under hajj søger gunst fra jeres Allah, vil der ikke være nogen skyld i det for jer. (Sura al-Baqara: 198)

Om de mennesker, der sidder i moskeen og lovpriser Allah morgen og aften, har Den Ædle Koran sagt, henvendt til dem:(Arabisk********************)

Der findes mange mennesker, hvis handel eller kontante køb og salg ikke kan få dem til at glemme de religiøse pligter med at ihukomme Allah, opretholde bønnen og give zakat. (Sura an-Nur: 37)

Det betyder, at en muslim ifølge Koranens syn ikke kan være en person, der er indespærret i moskeen. De er heller ikke dervisher, afhængige af andre eller mennesker, der har forsaget verden, asketer eller afholdende. På samme måde er de heller ikke mennesker, der er fuldstændig optaget af verdslige anliggender. De er i virkeligheden mennesker, der arbejder. Deres særlige kendetegn er, at deres verdslige arbejde er religiøst; på samme måde er de heller ikke mennesker, der er fuldstændig optaget af verdslige anliggender. De er i virkeligheden mennesker, der arbejder. Deres særlige kendetegn er, at deres verdslige arbejde ikke kan afholde dem fra eller få dem til at glemme opfyldelsen af deres religiøse ansvar.

Vi har ovenfor fremlagt nogle af de udsagn i Den Ædle Koran, der vedrører handel.

Dernæst kommer spørgsmålet om sunnaen og hadith. Den Ædle Profet (s) opmuntrede selv i høj grad til handelsvirksomhed. Dette spørgsmål var meget vigtigt for ham. Gennem sine ord og handlinger styrkede han selv grundlaget for dette arbejde.

På dette sted nævner vi nogle få læresætninger blandt de vigtige udsagn:(Arabisk**************)

Den ærlige og sandfærdige handelsmand vil på opstandelsens dag være sammen med martyrerne.(Arabisk***********)

Den ærlige og pålidelige handelsmand vil være ledsager af profeterne, de sandfærdige og martyrerne.

Det vækker ingen undren hos os, at Den Ædle Profet (s) har omtalt handelsfolk som værende på lige fod med mujahiderne og dem, der ofrer livet på Allahs vej. For livets erfaring har bevist for os, at jihad ikke kun finder sted på slagmarken. Også på det økonomiske område er denne jihad uundgåelig.

Den Ædle Sendebud (s) har lovet, at handelsfolk vil opnå denne høje rang hos Allah, og at de i det hinsidige vil få denne grænseløse belønning. For på handelsområdet ser man ofte, at mennesker bliver slaver af grådighed og begær. Tendensen til at tilrive sig profit med enhver mulig metode er meget fremtrædende på dette område. Og rigdom skaber rigdom, mens profit tilskynder mennesket til at søge endnu større profit. Men den handelsmand, der fastholder ærlighed, retfærdighed og pålidelighed, er en jihadkæmper. Han kæmper bestandigt mod grådighed og begær. Derfor er mujahidens rang både meget passende og ønskværdig for ham.

Handelens natur er, at den nedsænker mennesket i dynger af rigdom. Han er dag og nat opslugt af at gøre regnskab over kapital og profit. Vi ser endda, at Den Ædle Profet (s) står på prædikestolen og holder prædiken, da en handelskaravane ankommer dertil med varer og handelsgods. Så snart folk fik at vide, at karavanen var ankommet, løb de hen imod den uden at tage hensyn til Sendebuddets prædiken. Det var i denne forbindelse, at det følgende vers fra Den Ædle Koran blev åbenbaret.(Arabisk***************)

Når de ser en handel eller en fornøjelse, løber de hen imod den og lader dig, o profet, stå tilbage. Det, der findes hos Allah, er langt bedre og mere gavnligt end denne fornøjelse og handel, og Allah er den bedste forsørger. (Sura al-Jumuʿa: 11)

Den, der trods at være havnet i denne malstrøm forbliver fast i troen og overbevisningen, med et hjerte fyldt af frygt for Allah og gennemvædet af Allahs ihukommelse, vil uden tvivl blive regnet blandt de profeter, de sandfærdige og martyrerne, som har modtaget Allahs nåde.

For vores vejledning i handel er den ædle Sendebuds (s) handlemåde tilstrækkelig. Ligesom han tillagde det åndelige aspekt den største betydning, grundlagde han også i Medina en moské på grundlag af taqwā og Allahs tilfredshed, så den ikke blot kunne være centrum for tilbedelsen af Allah, islamisk viden, undervisning og læring samt udbredelsen af det religiøse kald, men også statens og regeringens centrum (hovedkvarter). Han tillagde også menneskers økonomiske forhold den rette betydning. Han oprettede et rent islamisk marked, hvor jøderne ikke kunne udøve nogen myndighed eller dominans. Det allerede eksisterende Banū Qaynuqā-marked var under jødisk kontrol. Han indførte selv ordningen og reglerne for det marked, som Profeten (s) havde grundlagt, og førte selv tilsyn med det. Dette marked var kendetegnet ved, at der ikke var nogen mulighed for bedrag, svindel eller snyd, for at give for lidt eller for meget ved mål og vægt eller for at tilbageholde varer og derved volde folk besvær.

Samtidig bemærker jeg, at der blandt den ædle Sendebuds ledsagere var velkyndige handelsfolk, dygtige håndværkere, landmænd samt mennesker, der beherskede og udøvede alle de nødvendige erhverv og kundskaber i samfundslivet.

Den ædle Sendebud (s) levede blandt folk. Allahs befalinger – Koranens vers – blev åbenbaret for ham. Han reciterede dem for folk. Gabriel (a) kom til ham med åbenbaringen hver morgen og aften.

Ledsagernes forhold var sådan, at de ikke ønskede at være adskilt fra den ædle Sendebud (s) selv et øjeblik. Ikke desto mindre ser vi, at alle ledsagerne var optaget af deres egne gøremål og erhverv. Nogle var måske rejst på handelsrejse, mens andre var blevet optaget af deres daddelplantager. Atter andre var så optaget af deres erhverv og håndværk, at de ikke kunne komme til den ædle Sendebud for at lære religionen og derfor gik glip af dette. Så lærte de alt af en anden bror, som havde været i stand til at være til stede hos Sendebudet. Det var også deres pligt, for den ædle Sendebud (s) havde erklæret følgende som et varigt princip:(Arabisk*****************)

Den tilstedeværende skal viderebringe alt til den fraværende.

De fleste anṣār dyrkede jorden, mens muhājirerne som regel var handelsfolk. ʿAbd al-Raḥmān ibn ʿAwf (ra) var muhājir. Hans handlemåde står for evigt lysende foran os. Hans religiøse bror Saʿd ibn Anṣārī tilbød ham halvdelen af sin formue, et af sine to huse og at lade sig skille fra en af sine to hustruer, så hun kunne gifte sig med ham.

Han sagde til Saʿd (må Allah være tilfreds med ham): (Arabisk*****************)

Må Allah velsigne din rigdom og din familie. Jeg har ikke brug for noget af dette. Hvis der nu findes et marked, hvor man kan handle, så vis mig det, så vil jeg handle.

Saʿd sagde: »Ja, der er jo Banū Qaynuqās marked!« Den følgende dag gik han til markedet med ost og smør og solgte dem. Gennem denne handel tjente han en stor formue. Da han døde, efterlod han sig en enorm rigdom.

Den ærværdige Abū Bakrs eksempel er endnu mere strålende. Han beskæftigede sig altid med handel. Derfor arbejdede han utrætteligt. Selv på den dag, hvor han blev valgt til kalif, havde han til hensigt at tage på markedet.

Den ærværdige ʿUmar siger om sig selv: (Arabisk*******************)

Handlen på markedet optog mig i en sådan grad, at jeg gik glip af at høre den Ædle Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hadither.

Det samme gælder den ærværdige ʿUthmān og de øvrige ledsagere.

Kirkens rolle med hensyn til handel

Således har de, under islams religions beskyttelse, fortsat deres verdslige rejse. De, der troede på islam, beskæftigede sig med handel og køb og salg, men deres travlhed og optagethed af dette gjorde dem ikke uopmærksomme på ihukommelsen af Allah og fik dem ikke til at afvige det mindste fra lydighedens vej mod Allah. På samme tid var befolkningerne i middelalderens store lande og i det kristne Europas stater imidlertid splittede og rådvilde på grund af modstridende synspunkter på handel. På den ene side fandtes asketismens synspunkt: Hvis man blev optaget af handelsvirksomhed, ville nafs blive tilsølet af mange slags synders urenhed; derfor måtte man beskytte sig mod det og holde sig borte fra sådanne aktiviteter. På den anden side mente man, at mennesket ville blive forbandet, hvis det helligede sig handel og industri i strid med de religiøse lederes lære og synspunkter. For denne synd var ikke blot en dårlig handling, men en evig synd og en forbandelse for alle tider, både på jorden og i himmelverdenen, i denne verden såvel som i det hinsidige.

Kiddis Agostus siger: Handel og forretning (Business) er i sig selv synd, for dens indflydelse får nafs, eller sindet, til at vende sig bort fra Allah, den højeste sandhed.

En anden siger: Den, der køber noget med det formål at sælge det igen i uændret stand, bliver derved en del af den gruppe af købere og sælgere, som er blevet fjernet fra den sande tilbedelses ophøjede niveau og miljø.

I virkeligheden er disse udtalelser ikke andet end en videreførelse af den lære, som Kiddis Rols fremsatte. Kiddis sagde, at eftersom ingen kristen burde være involveret i nogen form for strid eller uenighed med sin kristne broder, var det derfor heller ikke ønskværdigt, at der fandtes handelsvirksomhed blandt kristne.

Haram-handel

Men i islam er handel ikke haram. Den handel, der indebærer undertrykkelse, bedrag, svig, snyd, åger eller køb, salg eller produktion af noget forbudt, er imidlertid uden tvivl haram.

Handel med vin, køb og salg af stoffer, der slører fornuften og dømmekraften, samt handel med svin eller med afguder, billeder eller lignende genstande er således uden tvivl forbudt. For indtagelse, drikning, omgang med og gavn af disse ting er fuldstændig gjort haram i islam. Islam er på ingen måde rede til at støtte sådanne handlinger. Alt, hvad der tjenes ad disse veje, er haram og modbydeligt. Det kød, der vokser på en persons krop som følge af at spise det, har kun Helvede som et passende sted. Der kan ikke være nogen grund til at tro, at de, der beskæftiger sig med handel med disse forbudte ting, vil være sandfærdige, retfærdige og troværdige. For grundlaget for sådanne forretninger er i sig selv modbydeligt og haram. Islam erklærer krig mod dem og er på ingen måde rede til at lade denne handel fortsætte.

Handel med guld eller silke—silkestoffer—er dog ikke haram. For selv om disse to ting ikke er tilladt for mænd, er de halal for kvinder. Handel med genstande fremstillet af disse materialer, som udelukkende bruges af mænd, er dog ikke tilladt.

I halal og tilladt handel har den handlende en række pligter. Hvis han ikke opfylder disse pligter, vil han på Dommedag blive regnet blandt synderne. Og disse syndere vil visselig komme i Jahannam.

En dag gik den ædle Profet ud for at bede. Han så, at folk købte og solgte. Han så, at folk købte og solgte. Så sagde han til dem:

O handelsfolk! Folk besvarede Sendebuddets kald og så op mod ham. Da sagde den ædle Profet:(Arabisk**********************)

På Dommedag vil de handlende blive genoprejst som store syndere. Dog ikke de, som frygter Allah og driver handel på en god, ærlig og anstændig måde. (Tirmidhi, Ibn Majah)

Wasila ibn al-Asqa (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Sendebudet kom til os – vi var handelsfolk – og sagde:(Arabisk*****************)

O handelsfolk, I skal bestemt holde jer borte fra løgnagtig tale og falske forretninger.

Derfor er det de handlendes pligt helt at holde sig fra denne løgn. For den er en meget stor fare for de handlende. Løgn trækker mennesket ind på syndens vej, og syndens vej fører til Jahannam. De bør også afholde sig fra at aflægge for mange eder. Især er det meget alvorligt at sværge falsk. For den ædle Profet sagde:

(Arabisk*****************)

På opstandelsens dag vil Allah ikke se på tre personer eller rense dem, og de vil få en smertefuld straf. En af dem er den, der sælger sine varer ved at aflægge falske eder.

Det er blevet overleveret fra Abu Sa’id (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En beduin var på vej med en ged. Jeg spurgte ham: »Vil du sælge geden for tre dirham?« Manden sagde: »Nej, ved Allah.« Men senere solgte han geden for netop den pris. Jeg nævnte dette for Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Da han hørte det, sagde han:(Arabisk************)

Manden har solgt sit hinsidige liv i bytte for denne verden.

Den handlende bør holde sig fra bedrageri og svig. For den, der bedrager og snyder, har forladt det islamiske ummah.

Det er en meget dårlig handling at give mindre eller mere ved vejning og måling. Han skal holde sig fra profitering og hamstring. For hvis han gør det, vil Allah og Sendebudet bryde forbindelsen med ham.

Rentehandel er ikke tilladt. For Allah udsletter og tilintetgør den fortjeneste, der opnås gennem rente, og det er blevet sagt i en hadith:(Arabisk****************)

Hvis nogen med fuldt overlæg indtager blot én dirham fra rente, er det en større synd end at begå zina seksogtredive gange. (Ahmad)

Disse emner vil blive behandlet mere detaljeret senere.

Ansættelse

Det er tilladt for enhver muslim at tjene til livets ophold gennem et arbejde, hvad enten det er et offentligt embede, en stilling i en institution eller arbejde hos en privatperson. Så længe han er i stand til at varetage alle de opgaver og det ansvar, der er forbundet med arbejdet, er det tilladt for ham at have dette arbejde. Men den, der ikke besidder de nødvendige kvalifikationer til en bestemt opgave, må ikke søge at blive ansat til den. Dette krav er især vigtigt med hensyn til betydningsfulde stillinger inden for administration og retsvæsen. Det er overleveret fra Hazrat Abu Huraira (ra), at Profeten (sa) sagde:(Arabisk****************)

Fordærv og undergang venter administratorerne, fordærv og undergang venter lederne, og fordærv og undergang venter skatmesterne. Hvor mange vil ikke på dommedag ønske, at deres hårtoppe var blevet bundet til stjernen Thurayya, og at de var blevet hængt op mellem himlen og jorden; hvor meget bedre ville det ikke have været!

Det er overleveret fra Hazrat Abu Dharr (ra):(Arabisk***********************)

Jeg sagde: »Allahs Sendebud! Vil du ikke udnævne mig til en ansvarsfuld stilling?« Da han hørte dette, lagde han sin hånd på min skulder og sagde: »Abu Dharr, du er et meget svagt menneske. Denne stilling er et tungt betroet ansvar. På dommedag vil den blive en årsag til skam og vanære, undtagen for den, der påtager sig den med fuld ærlighed og på behørig vis opfylder det ansvar og de pligter, som følger med stillingen.«

Profeten (sa) sagde også:(Arabisk******************)

Der findes tre slags dommere. Den ene slags kommer i Paradis, mens de to andre slags kommer i Helvede. Den dommer, der kommer i Paradis, er den, som erkendte den sande virkelighed og afsagde sin dom i overensstemmelse med den. Men den dommer, som erkendte den sande virkelighed og derefter handlede uretfærdigt, kommer i Helvede. Også den dommer kommer i Helvede, som afgjorde sager på grundlag af tåbelighed og uvidenhed.

Derfor bør ingen muslim ønske sig, bede om eller stræbe efter at opnå disse store og ansvarsfulde stillinger, selv om han har kvalifikationerne til en af dem. For den, der gør en stilling til sin Herre, vil selve stillingen gøre ham til sin slave. Og den, der anser de ydre, synlige resultater i denne verden for at være alt, vil blive berøvet den himmelske guddommelige hjælp.

Hazrat Abd al-Rahman ibn Samura (må Allah være tilfreds med ham) sagde:(Arabisk****************)

Allahs Sendebud sagde til mig: »O Abd al-Rahman! Søg ikke et lederembede. For hvis du får det uden at have søgt det, vil du få hjælp til at varetage ansvaret. Men hvis du får det som følge af din anmodning og din bestræbelse, vil du blive overladt til dig selv i dette embede.«

Det er overleveret fra Hazrat Anas, at han sagde:(Arabisk*******************)

Den, der ønsker at opnå en dommerstilling, søger den og beder om anbefaling for at få den, vil blive overladt til sig selv. Men hvis nogen bliver tvunget til at påtage sig denne stilling uden selv at have ønsket den, vil Allah sende en engel ned for at hjælpe ham. (Abu Dawud, Tirmidhi)

Dette gælder i en situation, hvor der er andre til rådighed til at besætte den ledige stilling. Men hvis situationen er sådan, at der ikke er andre end ham til at udfylde den, og det viser sig, at det almene vel vil gå i stå og landets anliggender blive forstyrret, hvis han ikke tilbyder sig til opgaven, er der ingen skyld i, at han tilbyder sig til den. Den Hellige Koran har fortalt os beretningen om Hazrat Yusuf. Her nævnes det, at han selv sagde til kongen:(Arabisk********************)

Han sagde: »Udnævn mig som ansvarlig for rigets og statens skatteforråd. Jeg er i sandhed en vogter og forvalter og besidder viden om alle forhold.«

Således er islams vejledning også med hensyn til at søge et politisk embede.

Haramt arbejde

Det, vi indtil nu har sagt om, hvornår det er tilladt at tage et arbejde, gælder kun sådanne jobs, hvor arbejdet ikke indebærer nogen skade for den muslimske befolkning. Derfor kan det ikke være tilladt for en muslim at bestride nogen stilling i en hær, der fører krig mod muslimer. På samme måde er det ikke tilladt for muslimer at arbejde i en institution eller fabrik, der fremstiller våben med henblik på at bekæmpe muslimer. Det samme gælder institutioner, der fører propaganda mod islam og muslimer.

Ligeledes er det haram for en muslim at tage arbejde i en institution eller organisation, der hjælper med undertrykkelse eller haram-handlinger. Det gælder for eksempel en institution, der driver rentevirksomhed, en fabrik, der producerer alkohol, en butik, der sælger alkohol, en dansesal, et teater, filmproduktion og den slags arbejde; det kan heller ikke være tilladt at tage arbejde dér.

De, der tager arbejde inden for disse områder, kan ikke undskylde sig med, at de ikke selv udfører haram-handlinger. For som jeg allerede har sagt, er islams grundprincip, at det også er en synd at hjælpe med syndige handlinger – uanset hvilken form hjælpen har, og hvor omfattende den end er. Derfor har Den Ædle Profet (fred være med ham) forbandet både den, der skriver kontrakten eller regnskabet for rentehandel, og dens vidner, ligesom han har forbandet dem, der tager renter. Han har forbandet den, der destillerer alkohol, og den, der serverer alkohol, ligesom han har forbandet den, der drikker alkohol.

Denne bestemmelse og anvisning gælder, når mennesker på grund af alvorlige vanskeligheder bliver tvunget til at tage denne slags arbejde. Men hvis en muslim virkelig kommer i en sådan vanskelig situation, og der ikke kan findes nogen anden form for halal-arbejde end dette, kan han tage jobbet, samtidig med at han i sit hjerte nærer afsky for det. Han skal dog fortsat utrætteligt forsøge at finde et andet halal-job, så han ved Allahs nåde kan slippe fri af dette arbejde, få et fuldstændig halal-erhverv eller -job og undgå haram-indtjening.

En muslim skal altid forsøge at holde sig væk fra handlinger, der er tvivlsomme eller usikre. For de skaber svaghed i udøvelsen af religionen og i troslæren. Derfor holder den muslimske person sig fra dem, selv om de muligvis kan give en meget stor indkomst og betydelig rigdom. Den Ædle Profet (fred være med ham) sagde: (Arabisk*****************)

Undgå det, der gør dig i tvivl, og tag det, der forekommer åbent og uden tvivl, til dig. (Ahmad, at-Tirmidhi, an-Nasa’i)

Han sagde også: (Arabisk******************)

Et menneske kan ikke opnå de gudfrygtiges rang, før det opgiver det, der rummer tvivl, og tager det, der er helt uden tvivl, til sig. (at-Tirmidhi)

(Med andre ord er det de gudfrygtiges skik i mange tilfælde at afholde sig fra selv det, der er uden fejl, for at undgå det, der er forkert.)

Den almindelige regel for erhvervelse

Den almindelige regel for erhvervelse er, at islam ikke har tilladt muslimer at forsøge at tjene penge på hvilken som helst måde eller ad hvilken som helst vej, de måtte ønske. Islam har tværtimod pålagt dem at skelne mellem de shariaretlige og de sharia-stridige måder at tjene penge på. Kernen i dette princip er socialt og kollektivt velbefindende. Det grundlæggende kriterium for denne skelnen er, at de måder, hvorpå en andens skade er uundgåelig i forbindelse med erhvervelse eller fortjeneste, ikke er shariaretlige; hvorimod de måder, hvorpå fortjenesten fordeles mellem personer på grundlag af gensidig tilfredshed og tilladelse, og hvor fordelingen sker retfærdigt, uden tvivl er måder, der støttes af sharia.

Allah den Højeste har selv bekendtgjort dette grundlæggende princip i følgende vers fra Koranen:(Arabisk****************)

I, der tror! Fortær ikke hinandens ejendom på ugyldig vis. Men hvis der handles på grundlag af gensidig tilfredshed, må I gerne gøre det. Dræb ikke jer selv. Allah er visselig meget barmhjertig over for jer. Den, der gør dette i overtrædelse og uretfærdighed, vil Vi visselig føre ind i Helvede.

I dette vers erklæres handel tilladt på grundlag af to betingelser:

For det første skal handelen gennemføres på grundlag af begge parters fulde tilfredshed og samtykke, og for det andet må den ene parts fortjeneste ikke være et resultat af skade for den anden part. Dette fremgår således af versets ord: »Dræb ikke jer selv.«

De to fortolkninger, som fortolkerne har fremsat af det ovenfor citerede vers, gælder begge i denne sammenhæng. Den første betydning er, at mennesker ikke må dræbe hinanden. Den anden er, at I ikke må dræbe jer selv med jeres egne hænder. Set fra begge sider er versets hovedbudskab, at enhver, der skader en anden for at opnå personlig fortjeneste, er som om han udsuger den anden persons blod. Derved åbner han selv vejen til sin egen undergang. Derfor er begge disse årsager tydeligt til stede i alle sådanne handlinger som tyveri, bestikkelse, hasardspil og bedrag, at tage betaling for gode varer ved at give dårlige varer samt ågerhandel. Det er netop derfor, at sådanne handlinger ikke støttes af sharia. I visse tilfælde er betingelsen om gensidigt samtykke måske opfyldt, men den anden vigtige betingelse – »Dræb ikke jer selv« (det vil sige betingelsen om, at ingen anden må lide skade) – er fraværende. Derfor er det ikke tilladt.

[Grundlaget for økonomien, skrevet af Maulana Maududi]

Tredje kapitel

Halal og haram i ægteskab og familieliv

Grænserne for tilfredsstillelse af de naturlige begær

Ægteskab

Det gensidige forhold mellem ægtefæller

Fødselskontrol

Skilsmisse

Forældres og børns indbyrdes forhold

Grænserne for at tilfredsstille den naturlige lyst

Allah den Højeste har skabt mennesket på jorden med det formål, at mennesket her skal varetage ansvaret som Allahs stedfortræder og opfylde pligten til at opdyrke verden. For at dette arbejde kan fuldføres, er det helt nødvendigt, at menneskearten bevares, og at dens liv fortsætter uafbrudt her. Først da kan mennesket dyrke jorden, grundlægge industrier og producere de nødvendige varer, hvis behov hele tiden ændrer sig. Kort sagt kan det blive muligt at opdyrke jorden, grundlægge det menneskelige samfund og opfylde Allahs ret ved at varetage de opgaver, som Han har betroet mennesket. Netop for at virkeliggøre dette formål har Allah den Højeste fra fødslen indlagt en række grundlæggende krav, ønsker, længsler og tilbøjeligheder i menneskets natur. Dette er årsagen til, at hele menneskearten, både som individer og som fællesskab, består og fortsætter sin fremgang. Mennesket er blevet gjort forpligtet til dette arbejde.

En af dem er ønsket om at spise. Mennesket bestræber sig på at spise sig mæt på grund af sit naturlige ønske, og det er netop derfor, det kan overleve.

Den anden er den seksuelle lyst, længsel og begær. Menneskeartens bevarelse og slægtens fortsatte beståen afhænger netop af denne. Denne længsel, som er indlejret i menneskets natur, er meget stærk, kraftfuld og vanskelig at kontrollere. Dens særlige kendetegn er, at den tvinger hvert enkelt menneske til at tilfredsstille den som sit eget ønske og begær.

Menneskets rolle på stadiet for den seksuelle lyst

1. Mennesket kan slippe tøjlerne for denne lyst. Det vil ikke opretholde nogen kontrol eller tilbageholdenhed på vejen til at tilfredsstille den efter forgodtbefindende og hvor som helst. Derfor vil det ikke tage det mindste hensyn til nogen religiøs, moralsk eller social hindring eller kontrol, men overtræde alt. En holdning i denne forbindelse er, at alt er tilladt, og intet er forbudt. Tilhængerne af denne holdning følger ingen religion og tror heller ikke på nogen moralsk renhed. Det er denne holdning, de indtager for at tilfredsstille den seksuelle lyst. Men denne holdning bringer mennesket ned på dyrenes og vilddyrenes niveau. Og den fremkalder en total katastrofe for individet, familien og samfundet, ja, for staten.

2. Den anden holdning kan være, at man vil bekæmpe denne lyst, undertrykke den med stor kraft og udrydde den fuldstændigt, så dette ønske aldrig kan rejse sig. Det er de mennesker, der praktiserer streng askese, forsager verden og har tilbøjelighed til at berøve sig selv alt, som indtager den førnævnte holdning i denne sag. Med denne holdning tilintetgøres selve denne naturlige tilbøjelighed. Den er fuldstændig i strid med den ordning, der fra fødslen er indlagt for at tilfredsstille denne lyst. Den er også fuldstændig i strid med det bidrag, som denne lyst er i stand til at yde til bevarelsen af menneskeslægten.

3. Den tredje holdning kan være, at der indføres regler og kontrol for at tilfredsstille denne tilbøjelighed. Den skal være fri og åben inden for disse reglers og denne kontrols grænser; den skal hverken udryddes eller gives tilladelse til at overskride grænserne som en galning. De himmelske religioner har fulgt dette princip. Derfor er utugt blevet gjort haram i næsten alle religioner, og en velfungerende ægteskabsordning er blevet indført. Især har islam anerkendt menneskets seksuelle tilbøjelighed som en naturlig kraft og fundet frem til måder, hvorpå den kan tilfredsstilles ad halal vej. Den har fordømt og forbudt tilbøjeligheden til at forblive ugift og undgå kontakt med kvinder. På den anden side er zina og utugt samt alle de handlinger, der ledsager dem og trækker mennesket i den retning, blevet erklæret forbudte.

Ved nærmere overvejelse må man erkende, at den politik og holdning, islam har valgt, er den moderate, retfærdige og afbalancerede. For hvis ægteskabsordningen ikke var blevet gennemført, ville denne naturlige kraft være ude af stand til at udføre sin opgave med at videreføre menneskeslægten. Hvis zina og utugt derimod ikke var blevet gjort haram, og kvinden ikke var blevet sikret en ordning, hvor hun blev gift med og knyttet til en bestemt mand, kunne den familieordning ikke være blevet opbygget, som er centrum for kærlighed, hengivenhed, forelskelse og ømhed. Hvis en sådan familieinstitution ikke blev opbygget, kunne samfundet ikke opstå. Der ville heller ikke være nogen mulighed for samfundets udvikling og fremgang.

Hold jer ikke engang nær zina

Når vi ser, at alle de himmelske religioner enstemmigt har gjort zina og utugt fuldstændig haram og har erklæret krig mod det, vækker det ikke den mindste forundring hos os. Islam er den sidste religion, der er åbenbaret fra himlen. På dette område har den været meget streng, forbudt det og erklæret det haram, og den har udstedt alvorlige advarsler mod alle årsagerne til sammenblanding af slægter, slægtens ødelæggelse, familiens opløsning og sammenbrud, ødelæggelsen af gode indbyrdes relationer, udbredelsen af smitsomme sygdomme, forøgelsen af begærets styrke og karakterens ødelæggelse. Derfor nøjedes Allah, den Ophøjede, ikke blot med at forbyde zina; Han sagde:(Arabisk****************)

Hold jer ikke nær zina. Det er i sandhed en yderst skamløs handling og en meget dårlig vej. (Sura Bani Israil: 32)

Vi ser, at når islam gør en handling haram, lukker den alle smuthuller til denne haram-handling—alle de handlinger, der fører mennesket frem til den—og erklærer dem alle for haram.

Derfor har islam erklæret alle de handlinger forbudte og gjort dem fuldstændig haram, som øger den seksuelle ophidselse, fører en kvinde eller en mand mod moralsk forfald, tilskynder til skamløse handlinger eller fører hen til dem og gør dem lettere. For hvis vejen til det haram står åben og er let tilgængelig, er det ingen, der kan undgå selve det haram. Det bliver fuldstændig umuligt at forhindre fordærv.

Det er haram at mødes i afsondrethed med en fremmed kvinde

På dette punkt er en vigtig sag, at man ikke bør være alene og afsondret sammen med en fremmed kvinde, når denne kvinde hverken er ens hustru eller ens mahram, såsom ens mor, søster, faster eller moster. Dette handler ikke blot om mistillid; i en sådan situation kan begge, under påvirkning af sataniske hvisken, blive involveret i handlinger, der skader deres moral. Dette er en foranstaltning til at beskytte dem mod det. Når man antænder en væge af voks, er det naturligt, at voksen begynder at smelte under varmen. Det er snarere unaturligt, at to unge, fremmede mænd og kvinder kan være alene sammen uden at skabe en uundgåelig situation, hvor de opsluges af gensidig tiltrækning. For der er ingen tredje person til stede. På dette punkt er den Ærværdige Profets ord værd at erindre. Det er blevet sagt:(Arabisk****************)

Den, der tror på Allah og den Yderste Dag, bør ikke være alene med en kvinde på denne måde, uden at der er en mahram, mand eller kvinde, til stede. For på et sådant tidspunkt vil Satan være til stede som den tredje mellem dem. Og alle kender Satans list. (Musnad Ahmad)

Et koranvers om Profetens hustruer:(Arabisk****************)

Hvis I beder Profetens hustruer om noget, så bed dem om det bag et forhæng. Dette er en bedre ordning for at holde både jeres og deres hjerter rene. (Sura al-Ahzab: 53)

Imam al-Qurtubi skrev i sin tafsir af dette vers:

Dette vers henviser til de følelser, som naturligt vækkes i mænds hjerter over for kvinder og i kvinders hjerter over for mænd. Det vil sige, at hvis princippet om at bede om ting bag et forhæng overholdes, vil der ikke opstå nogen form for mistanke. Ingen vil heller kunne fremsætte en falsk anklage. Denne ordning er også mere forebyggende med hensyn til at beskytte ens ære. Heraf kan man også forstå, at risikoen for ikke at kunne beherske sig selv er større, hvis man er alene med en ikke-mahram-kvinde. Derfor er det bedre at undgå det. På denne måde er det også lettere at bevare sin moralske renhed.

På dette punkt udtalte den Ærværdige Profet også en advarsel mod hustruens nære omgang med mandens nære slægtninge. Mandens bror, fætter og lignende regnes blandt mandens nære slægtninge, og det er ikke usædvanligt, at der er nær omgang med dem. I sådanne tilfælde ser man ofte, at man tager let på sagen, og der tænkes kun i ringe grad over konsekvenserne, selv om nærhed og afsondret alenetid med en nær slægtning er endnu farligere. Det er hverken unaturligt eller sjældent, at man i en sådan situation begår et moralsk fejltrin.

For en „nær slægtning“ kan så meget lettere komme ind i en kvindes hjem—og ingen har noget at sige, når han kommer ind—end en fuldstændig ubeslægtet og ukendt person.

Det samme gælder hustruens egne nære mandlige slægtninge, som ikke er mahram. Hendes fætre på fædrene side samt fætre på mødrene side regnes med her. Derfor er det ikke tilladt at være alene sammen med nogen af dem. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:(Arabisk****************)

Gå ikke ind i tæt afsondrethed med fremmede kvinder. En ansarisk sahabi spurgte: »Allahs Sendebud, hvad siger du om mandens nære slægtninge?« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: »Mandens nære slægtninge er som døden.«

Det vil sige, at denne tætte afsondrethed bringer fare og ødelæggelse med sig. Hvis synden rent faktisk bliver begået, er man ødelagt religiøst; og hvis manden får det at vide og skiller sig fra hende, begynder ægteskabets sammenbrud. Desuden bliver båndene i det sociale og kollektive liv revet itu, når nære slægtninge begynder at nære mistanke, dårlige tanker og mistillid til hinanden. Og der er ingen tvivl om, at dette er en omfattende katastrofe.

Sandheden er, at virkningen af, at en fremmed mand og en kvinde mødes alene i afsondrethed, ikke blot påvirker menneskets følelser og tanker; dens stærke reaktioner vil uundgåeligt afspejle sig på hele familien, ægtefællerne, ægteskabets stabilitet og alle deres indbyrdes fortrolige samtaler. Desuden giver det løgnagtige anklagere og sladdermagere en stor mulighed for at fremsætte grundløse påstande. Sådanne menneskers mål er ikke at skabe stabilitet i ægteskabet, men blot at fremkalde splittelse og sammenbrud.

Ibn ʿĀmir sagde: Ligesom araberne siger(Arabisk****************) (»Løven er døden«), siger de også:(Arabisk****************) (»Herskeren er ild«). Det vil sige, at mødet med disse to ting for et menneske svarer til at møde døden og ilden. På samme måde siger de også:(Arabisk****************) (»Mandens nære slægtninge er som døden«). Det vil sige, at det er langt mere alvorligt og farligt at være alene sammen med mandens nære slægtninge end med en helt fremmed mand uden familiebånd. For de kan ofte skabe ønsker i hustruens sind, som det er meget vanskeligt og besværligt for den stakkels mand at opfylde. Undertiden bliver de også tilbøjelige til at opføre sig dårligt. Desuden kan mandens slægtninge, når han er fraværende, trænge ind i hans hjem og få kendskab til hans private forhold, noget han på ingen måde kan bryde sig om.

At kaste lystne blikke på det modsatte køn

Islam har erklæret det haram, at en mand ser på en fremmed kvinde eller en kvinde på en fremmed mand. For øjet er hjertets nøgle. Blikket er en forløber for ulykke og bærer bud om zina. En gammel arabisk digter sagde:(Arabisk****************)

Alle ulykker begynder med et blik. En altfortærende brand bryder ud fra blot en lille gnist.

En nutidig digter har sagt:(Arabisk****************)

Først et blik, så et sødt, sagte smil, derefter udveksling af hilsner. Så samtale, derefter løfter og tilsagn og til sidst et møde.

Derfor har Allah den Ophøjede befalet alle troende mænd og kvinder at sænke blikket over for hinanden og samtidig påbudt dem at bevare deres kønsdeles renhed. Han har sagt:(Arabisk****************)

Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blikke og beskytte deres kønsdeles renhed. Dette er renere for dem. Allah er fuldt bekendt med, hvad de gør. Sig på samme måde til de troende kvinder, at de skal sænke deres blikke og beskytte deres kønsdeles renhed.

I disse to vers er både kvinder og mænd blevet befalet at sænke deres blikke og bevare deres kønsdeles renhed. Den formulering, der er citeret i Koranen om at sænke blikket, lyder:(Arabisk****************)Det vil sige, at der ikke er befalet, at hele blikket skal sænkes, men at visse blikke skal sænkes. Men hvad angår bevarelsen af kønsdelene, er der ikke nævnt nogen bestemte dele; der er befalet en fuldstændig og helhedsorienteret beskyttelse. For det er, hvad shariaen ønsker. Hvad angår blikket, er sagen anderledes. Af hensyn til at opfylde behov, afværge fare og finde vejen til det gode har Allah vist særlig lempelighed og rummelighed på dette område. Men sådan er det ikke, når det gælder kønsdelene.

At sænke visse blikke betyder derfor ikke, at man skal lukke øjnene eller bøje hovedet så langt mod jorden, at man ikke kan se andet end jorden. Det er heller ikke versets udsagn. Og det er heller ikke muligt. I sura Luqmans vers 19 siges der:(Arabisk****************)– og dæmp nogle af dine stemmer.« I dette vers befales det ikke at holde munden lukket, og det siges heller ikke, at alle former for stemmelyd skal være svage.(Arabisk****************)– betyder, at du ikke må lade blikket strejfe omkring efter forgodtbefindende; det er ikke ønskeligt, at blikket falder på alt, hvad der er i nærheden. Hvis blikket derfor falder på en person af det modsatte køn, skal man hverken fastholde blikket og hengive sig til at drikke af vedkommendes skønheds nektar eller vende tilbage og se på vedkommende igen og igen. Dette er versets egentlige budskab.

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde til Ali (må Allah være tilfreds med ham):(Arabisk****************)

O Ali, lad ikke et blik følge efter et andet. Du må se første gang, men ikke anden gang. (Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi)

At se på det modsatte køn med et begærligt og lystent blik er blevet betegnet som øjnenes zina. Med hadithens ord:(Arabisk****************)

Også øjnene begår utugt, og det sker ved at se. (Bukhari)

Grunden til, at det at se er blevet betegnet som zina, er, at man også derved får mulighed for at smage en form for nydelse. På denne måde tilfredsstilles den seksuelle lyst gennem en sharia-stridig fremgangsmåde. Et lignende udsagn findes også gengivet fra profeten Jesus i Injil:

I har tidligere fået at vide: »I må ikke begå zina«, men jeg siger jer, at den, der ser med sine egne øjne, har begået zina.

Dette begærlige og lystfyldte blik er ikke blot farligt for den moralske renhed og kyskheden; det er også meget skadeligt for sindets koncentration og hjertets fred og ro. For det er uundgåeligt, at det skaber ekstremt ubehag og uro i sindet.

Det er haram at se på de intime kropsdele

Islams påbud om at sænke blikket er et generelt påbud. Derfor er det en vigtig pligt straks at vende blikket bort, hvis man får øje på de intime kropsdele. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har nemlig forbudt at se på de intime kropsdele, hvad enten det er en mands eller en kvindes intime kropsdele, og hvad enten det sker med seksuel lyst eller uden; dette påbud gælder ligeledes for både mænd og kvinder. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:(Arabisk****************)

Ingen mand må se på en anden mands intime kropsdele, og ingen kvinde må se på en anden kvindes intime kropsdele. Ingen mand må heller ligge tæt sammen med en anden mand under ét klæde, og ingen kvinde med en anden kvinde.

Ved en mands blufærdighedsområde forstås den del af kroppen, der strækker sig fra navlen til knæet. Ingen mand eller kvinde må se på dette område. Ifølge Ibn Hazm og nogle andre imamer regnes låret dog ikke med til dette område.

For en fremmed mand omfatter en kvindes blufærdighedsområde hele kroppen bortset fra ansigtet og begge hænders håndflader. Hvad angår mahram-mænd, såsom hendes far og bror, vil vi senere omtale kvindens blufærdighedsområde.

Desuden er det ikke tilladt for andre at berøre den del af kroppen, der betegnes som blufærdighedsområde, og som andre ikke må se på, hverken med hånden eller nogen anden del af kroppen.

Alt det, der hidtil er blevet sagt om at se på eller berøre blufærdighedsområdet, gælder under normale omstændigheder, når der i virkeligheden ikke foreligger noget behov. Men hvis der virkelig opstår et behov, er det ikke længere haram; et sådant behov kan for eksempel opstå under behandling eller ved nødhjælp. Det, der blev sagt om, at det er tilladt at se, gælder på betingelse af, at et sådant blik ikke giver anledning til nogen form for fare. Ellers bortfalder tilladelsen til at se. For at lukke vejen til selve synden er et af shariaens vigtigste principper.

At se på mænd eller kvinder

Det, der er blevet sagt ovenfor, gør det klart, at en kvinde må se på de dele af en mands krop, der ligger uden for hans blufærdighedsområde – altså alt bortset fra området fra navlen til knæet – så længe det ikke vækker nogen seksuel lyst eller indebærer frygt for nogen form for fare. Profeten ﷺ tillod Aisha رضي الله عنها at se på etiopierne, som opførte en opvisning med deres våben i Profetens moské. Derfor så hun på dem fra bag forhænget. Senere gik hun derfra, da hun selv blev træt. (Bukhari, Muslim)

Det er tilladt for en mand at se på de dele af en kvindes krop, der ligger uden for hendes blufærdighedsområde – ansigtet og begge hænders håndflader – hvis blikket ikke er blandet med nogen seksuel lyst, og der ikke er frygt for, at der begås synd.

Det er berettet fra Aisha رضي الله عنها, at Asma bint Abu Bakr رضي الله عنها – hendes søster – kom frem for Profeten ﷺ. Hun bar så tyndt et klæde, at hendes krops glans trådte frem gennem det. Da Profeten ﷺ så det, vendte han blikket bort og sagde:(Arabisk****************)

O Asmā! Når en kvinde bliver myndig, bør intet af hendes krop være synligt bortset fra hendes ansigt og hænder. (Abū Dāwūd)

Selv om denne hadith er svag med hensyn til overleveringskæden, er dens svaghed blevet opvejet af, at det i adskillige autentiske hadither er blevet berettet, at det er tilladt at se på ansigtet og hænderne, når der ikke er frygt for fristelse.

Kort sagt er det tilladt og halal at se uskyldigt på de dele af en mands eller kvindes krop, som ikke er deres kønsdele. Men det er ikke tilladt at stirre gentagne gange eller se indgående og med nydelse. For det indebærer en risiko for, at der opstår problemer.

Hvis blikket imidlertid pludseligt falder på en kropsdel, som det ikke er halal at se på, vil man ikke blive bebrejdet det. Dette er islams overbærenhed. Det er blevet overleveret fra Jarīr ibn ʿAbdullāh (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde:(Arabisk****************)

Da Allahs Ædle Sendebud blev spurgt om et pludseligt blik, sagde han: Vend dit blik bort.

Det vil sige, at han ikke skal se en anden gang efter det første blik.

Problemet med at vise kvinders skønhed

Ovenfor er der blevet talt om at vende blikket bort. I to vers er der på dette område givet bestemmelser for både kvinder og mænd. I det tredje vers nævnes en særlig anvisning til kvinder. Anvisningen er denne:(Arabisk****************)

De skal ikke vise deres udsmykning frem. Undtaget herfra er det, der naturligt kommer til syne. (Sura an-Nur: 31)

Med kvindens »udsmykning« forstås de ting, der gør hende smuk og yndefuld. Hertil hører medfødt skønhed såsom ansigtet, håret og kroppens glød. Det omfatter også den skønhed og ynde, der opnås gennem tøj, smykker, kosmetik og lignende. I det tidligere nævnte vers pålagde Allah den Ophøjede kvinderne at skjule deres udsmykning og ikke lade den komme til syne. Undtaget herfra er kun det, der naturligt kommer til syne.

Forskellige koranfortolkere er nået frem til forskellige konklusioner med hensyn til, hvad der menes med »det, der naturligt kommer til syne«.

Der er blevet rejst spørgsmålet, om »det, der naturligt kommer til syne«, betyder det, der på grund af nødvendighed kommer til syne uden nogen hensigt, såsom når noget blottes af et vindstød. Eller betyder det det, der sædvanligvis og af vane er synligt? ….. Det afgørende i denne forbindelse er, at det er synligt.

Det er blevet overleveret, at størstedelen af fortidens lærde holdt fast ved den sidstnævnte opfattelse.

Det er blevet overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at han i sin fortolkning af delen »det, der naturligt kommer til syne«, sagde, at det er kohl, øjenmakeup, pudder, ringe og lignende. En tilsvarende opfattelse er også blevet overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham).

Det er tilladt at påføre kohl på øjnene og bære ringe på fingrene. Derfor er det uundgåeligt, at disse to steder kommer til syne. Det er ansigtet og hænderne. Den samme opfattelse er også blevet overleveret fra Said ibn Jubayr, Ata, Awzai og andre.

Aisha, Qatadah og andre har også medtaget armbånd på begge hænder blandt dette. Den del af underarmen, hvor udsmykning ikke må vises, er således undtaget. Der er uenighed om grænsen: om den går fra håndleddet til halvdelen af underarmen.

I modsætning til denne brede fortolkning har andre anlagt en snæver fortolkning. Blandt andre har Hazrat Abdullah ibn Mas’ud og Nakha’i i deres forklaring af ordene »det, der af sig selv kommer til syne«, sagt, at der er tale om det sjal og det tøj, som bæres uden på kroppen. For det er ikke muligt at skjule og dække det.

Mange af Sahabaerne og Tabi’inerne har imidlertid på grundlag af ordene »det, der af sig selv kommer til syne«, tydeligt sagt, at der er tale om ansigtet og begge hænder samt den skønhed, der ikke kan holdes skjult. Og jeg anser dette for at være den mest nærliggende opfattelse. Fingerringe på hænderne, kohl omkring øjnene og lignende regnes med hertil.

Det forholder sig anderledes med sindur, neglelak og pudder. Nutidens kvinder bruger disse på kinderne, læberne og neglene. Men det er et meget uønskværdigt overmål. Disse ting kan kun bruges i hjemmet. Nutidens kvinder bruger dem imidlertid, når de går uden for hjemmet, med det formål at tiltrække mændenes blikke. Men denne handling er fuldstændig haram. Det er ikke rimeligt at mene, at udtrykket »det, der af sig selv kommer til syne«, kun henviser til ydre ting som sjalet, burkaen og lignende. For at sådant tøj kommer til syne, er helt naturligt; det kan ikke undgå at være synligt. Derfor kan der ikke være nogen befaling om at skjule det. Det er heller ikke acceptabelt kun at mene, at der er tale om »det, der kommer til syne ved vindens påvirkning«. For mennesket har ingen kontrol over dette. Derfor er det det samme, om der siges noget om det eller ej. Det, man let kan forstå af dette udtryk, er, at disse ting er undtaget fra det, der ikke kan skjules, når det gælder at lade det komme til syne. Dette er en form for lettelse for troende kvinder. Og det er helt rimeligt, at denne lettelse bør gælde netop ansigtet og begge håndled.

Man må forstå rimeligheden af denne lettelse med hensyn til ansigtet og begge hænder. For det er meget vanskeligt for kvinder altid at holde disse to dele skjult. Det kan især ikke benægtes, at det bliver nødvendigt at lade disse to dele komme til syne, når man skal uden for hjemmet i et lovligt ærinde. For eksempel bliver det nødvendigt for en enke at blotte ansigtet og håndleddene, når hun skal skaffe de daglige fornødenheder til sine forældreløse børn, ligesom det bliver nødvendigt for kvinder fra fattige familier at blotte ansigtet og håndleddene, når de går ud for at hjælpe deres mænd. Under sådanne forhold ville det blive meget vanskeligt og besværligt at færdes, hvis ansigtet og begge håndled skulle være dækket.

Imam Qurtubi har sagt:

Ansigtet og begge håndled er normalt synlige, især under udførelsen af tilbedelseshandlinger som bøn, hajj og umra. Derfor er det mest korrekt at mene, at disse kropsdele er undtaget fra befalingen om at dække sig, idet der siges: »bortset fra det, der af sig selv kommer til syne«. Den hadith, som Hazrat Aisha har overleveret, siger netop dette. Hadithen lyder således (den er også citeret tidligere):(Arabisk****************)

Da Asma, datter af Hazrat Abu Bakr, kom til profeten, havde hun et tyndt klæde på. Allahs Sendebud vendte blikket bort fra hende og sagde: »O Asma! Når en kvinde er blevet voksen, bør intet af hendes krop være synligt bortset fra ansigtet og begge håndled.«

Også Allah den Almægtiges følgende ord støtter den ovenfor nævnte opfattelse:(Arabisk****************)

Sig til de troende, at de skal holde deres blikke sænket. (Sura an-Nur: 30)

Heraf kan man forstå, at mændene er blevet pålagt at holde blikket sænket, netop fordi kvindernes ansigter ikke er tildækkede, men blottede; det vil sige, at de ikke skal se på deres ansigter.

For hvis også ansigtet er tildækket sammen med hele kroppen, giver det ingen mening at pålægge dem at sænke blikket. For der er jo intet at se dér.

Ikke desto mindre bør den muslimske kvinde gøre sit yderste for at skjule al sin skønhed og alle sine smykker. Hun bør endog ikke blotte sit ansigt. For det er ved at se ansigtet, at den moralske fordærvelse begynder. Den udbredte trods mod Gud i denne tid har gjort dette behov endnu mere presserende. Hvis kvinden er smuk og skøn, kan der ikke tænkes på andet end at tildække ansigtet. For det er kvindens ansigtsskønhed, der i højeste grad tiltrækker mænd.

(Arabisk****************)

Og de skal holde deres hovedklædes slør tæt ind over deres bryst.

Den muslimske kvinde skal dække sit hoved med sit hovedklæde og lade det hvile over hovedet; hendes bryst skal under alle omstændigheder dækkes med et stykke stof. Så disse kropsdele, der kan skabe fare, ikke bliver blottede, og så de onde menneskers søgende blikke og biernes begærlige øjne ikke falder på dem.

(Arabisk****************)

og de må ikke vise deres skønhed for nogen andre end deres ægtemænd og fædre. (Sura an-Nur: 31)

Denne befaling pålægger troende kvinder ikke at vise deres skjulte skønhed for fremmede mænd, men at holde den skjult. Med denne skjulte skønhed menes ører, hår, hals, nakke, bryst, benenes underdel og så videre. Det er meget betydningsfuldt, at dette forbud udtales, selv om det er tilladt at vise ansigtet og begge hænder for fremmede mænd.

Tolv kategorier af mennesker er undtaget fra dette forbud:

1. Deres ægtemænd. Det er derfor fuldt ud tilladt for en ægtemand at se enhver del af sin hustrus krop. Det er blevet sagt i hadith:(Arabisk****************)

Beskyt og hold dine kønsdele dækket for alle andre end din ægtemand.

2. Fædre, herunder bedstefædre og oldefædre, hvad enten de er på faderens eller moderens side.

3. Ægtemandens far; han er som hendes egen far.

4. Deres sønner og deres børns sønner – også døtrene er omfattet.

5. Ægtemandens søn – dette er en uundgåelig følge. Desuden er hun i hjemmet som en mor for dem.

6. Deres brødre, både hel- og halvbrødre – børn af samme mor eller samme far.

7. Broderens søn, for et ægteskab mellem en faster og hendes nevø er fuldstændig haram.

8. Søsterens søn, for et ægteskab mellem en moster og hendes nevø er for altid haram.

9. Deres kvinder. Nære kvindelige slægtninge, enten gennem slægtskab eller religion, kan omgås frit. Det er dog ikke tilladt for ikke-muslimske kvinder at se en muslimsk kvindes skønhed. Kun så meget må vises, som må vises for fremmede mænd.

10. Trælle og slavinder. Islam har nemlig gjort dem til en del af familien. Ifølge nogle imamer gælder denne tilladelse kun slavinder og ikke trælle.

11. Underordnede mænd uden begær. For det første er de underordnede, og for det andet har de ingen særlig tiltrækning til kvinder – enten på grund af fysisk uformåen eller fordi de er umodne i forstand og dømmekraft. Det gælder almindelige lønnede ansatte, som udfører husarbejde og er nødt til at komme og gå i hjemmet, uden at der er nogen fare, fordi de ikke har seksuel tiltrækning.

12. Drenge, som endnu ikke føler nogen tiltrækning til kvinders kønsdele. De er små og mindreårige, og deres seksuelle bevidsthed er endnu ikke vågnet. Hvis man bemærker, at denne bevidsthed er vågnet, er det ikke tilladt at blotte kvindens skjulte skønhed for dem – heller ikke selv om de endnu ikke er blevet voksne.

I Koranens vers nævnes farbrødre og morbrødre ikke, fordi de er som fædre. Det siges i hadith:(Arabisk****************)

En farbror er som en far

Kvinders awrah

Af den foregående drøftelse har vi lært, at de dele af kvindens krop, som det ikke er tilladt at vise, udgør hendes awrah, og at det er obligatorisk at dække dem; at lade dem være utilslørede er fuldstændig haram.

Derfor skal hele kvindens krop, bortset fra ansigtet og hænderne til håndleddene, være dækket foran fremmede mænd og også foran ikke-muslimske kvinder, eftersom hele kroppen regnes som awrah. Da ansigtet og hænderne til håndleddene nødvendigvis må være utilslørede i forbindelse med arbejde, modtagelse og overdragelse af ting med videre, er det tilladt at lade dem være utilslørede, som imam Razi har skrevet. Hvad angår de dele af kroppen, som det ikke er nødvendigt at lade være utilslørede eller vise, er der givet påbud om at dække dem. De dele, som naturligt holdes utilslørede, og som der kan opstå behov for at vise, må derimod afdækkes. For den islamiske shariahs bestemmelser er afbalancerede og til menneskets bedste. Imam Razi har skrevet:

Alle er enige om, at ansigtet og hænderne ikke regnes blandt kvinders awrah, fordi det er nødvendigt at vise dem. Det er imidlertid ikke nødvendigt at lade fødderne være utilslørede. Derfor er der opstået uenighed om, hvorvidt de regnes blandt kvindens awrah.(Arabisk****************)

Som det siges i verset fra sura an-Nur, skal alle kropsdele hos de førnævnte tolv kategorier af mænd være dækket, bortset fra ørerne, halsen, håret, brystet, armene og underbenene. Shariahen tillader, at disse kropsdele vises foran dem. Desuden er det på ingen måde tilladt at vise andre kropsdele og områder, såsom ryggen, maven, kønsdelene og lårene, foran nogen anden mand eller kvinde end ægtemanden.

Denne betydning af verset ligger meget tæt på nogle imamers opfattelse. For mahram-mænd er kvindens awrah kun området mellem navlen og knæene. Over for andre kvinder gælder den samme grænse. Ifølge nogle lærde består kvindens awrah over for mahram-mænd kun af det, som ikke engang blotlægges under samleje. De dele af kvindens krop, som normalt er utilslørede, når hun udfører husarbejde, er det heller ikke forbudt for mahram-mænd at se på.

Allahs påbud til de troende kvinder er, at når de går ud af huset for at udføre deres gøremål, skal de dække hele kroppen med et stort chador. Derved bliver deres forskel fra andre ikke-muslimske og karakterløse kvinder tydelig for alle. Allah den Ophøjede har befalet sin Profet at meddele dette til hele ummaen. Der er blevet sagt:(Arabisk****************)

Profet! Sig til dine hustruer, dine døtre og de troende kvinder, at de skal lade deres chador falde ned over deres kroppe. Det er den bedste fremgangsmåde. Derved vil de blive genkendt, og ingen vil chikanere dem.

(Arabisk****************)Det er et ord i flertal. I ental betyder det et rummeligt klæde.(Arabisk****************)Den moderne burqa hører til i denne kategori.

I uvidenhedens tidsalder plejede kvinder, når de gik ud af huset, at lade nogle af deres skønheder – bryst, hals, nakke, hår og lignende – være blottede. Mænd med dårlig karakter begyndte at følge efter dem. Det var under denne situation, at dette vers blev åbenbaret. Heri blev de troende kvinder befalet at lægge en del af deres chador over hovedet, så disse dele af kroppen forbliver tildækkede. Og ud fra deres ydre fremtoning skulle de kunne genkendes som kvinder med ren karakter. Derfor vil ingen hyklerisk eller skamløs mand chikanere dem eller vove at gøre det.

Verset nævner en årsag med klare ord. Det er, at kvinder bliver chikaneret og plaget af karakterløse og onde mennesker. Der ligger ingen grund til frygt blandt kvinderne på grund af mænd, der stirrer på dem, og der er heller ikke blevet rettet nogen mistro mod dem. Hvis nogen mener det, har han intet argument. For en nøgen, pyntet kvinde eller en kvinde, der bevæger sig på en koket og forførende måde, har altid fremkaldt seksuel ophidselse, begær og lyst i mænds hjerter. Det er de mænd, der slås med piger eller holder dem i hånden, som bliver grådige og begærlige. Derfor siges der i Koranen:(Arabisk****************)

Tal ikke med en blød stemme, for så vil den mand, hvis hjerte er sygt, blive begærlig.

Islam har udvist særlig strenghed med hensyn til at beskytte muslimske kvinders tilsløring og kyskhed. Der er kun vist meget begrænset mildhed i denne sag. Om en vis lempelse med hensyn til ældre kvinders tilsløring har Allah den Ophøjede sagt:(Arabisk****************)

Ældre kvinder – som ikke håber på at blive gift – begår ingen synd, hvis de lægger deres ydre chador til side. Betingelsen er dog, at de ikke må fremvise deres skønhed og smykker. Men hvis de udviser forsigtighed i denne sag, er det bedre for dem. Allah hører alt og ved alt.

I verset (Arabisk****************)menes de kvinder, som på grund af alderdom er trådt tilbage, som ikke længere har menstruation, og som heller ikke håber at få børn. Derfor er de ikke eftertragtede som kommende hustruer. De har heller ikke noget ønske, begær eller interesse for mænd. Mænd føler heller ingen tiltrækning til dem, og derfor har Han lempet reglerne for disse kvinders tilsløring og tildækning af deres kønsdele. Han har tilladt dem at tage deres ydre og synlige klæder—sjaler, burkaer og lignende—af.

Også denne mulighed er givet på visse betingelser. Betingelsen er, at de ikke må tage tøjet af for at vise sig for folk. Når der er behov for det, kan de benytte sig af denne mulighed.

Selv med denne mulighed er det bedst for dem at følge den mest dydige fremgangsmåde og udvise forsigtighed for at holde sig fri for enhver tvivl og mistanke.

Kvinders adgang til offentlige bade

For at beskytte kvinders tilsløring og ære har Islam indført en meget streng politik. Derfor udtalte Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, et meget strengt forbud mod, at kvinder går ind i offentlige bade og tager deres tøj af foran andre kvinder. For disse almindelige kvinder er vant til at beskrive andre kvinders fysiske egenskaber ved deres almindelige sammenkomster og møder og nyde det meget.

Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forbød også mænd at gå ind i offentlige bade uden at bære en lændeklædning eller et badehåndklæde. For i Islam er det på ingen måde en ønskværdig handling at være nøgen foran andre. Det er overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: (Arabisk****************)

Den, der tror på Allah og Dommedagen, må ikke gå ind i et offentligt bad uden en lændeklædning. Og den, der tror på Allah og Dommedagen, må ikke lade sin hustru gå ind i et offentligt bad.

Det er overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende: (Arabisk****************)

Den Ædle Profet (sa) forbød først generelt adgang til offentlige bade. Senere tillod han mænd at gå ind iført et lændeklæde.

Kvinder fik i dette tilfælde den lempelse, at de måtte gå ind i badehuset for behandling af en sygdom eller for helbredelse efter nifās og lignende.

Overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Amr (ra):(Arabisk****************)

Profeten (sa) sagde om offentlige bade, at mænd ikke måtte gå ind i dem uden et lændeklæde. Og forbyd kvinder at gå ind i dem. Dog må syge kvinder eller kvinder i nifās gå derind. (Ibn Majah, Abu Dawud)

Denne hadiths overleveringskæde er noget svag. Men eftersom den almindelige lovgivning i shariaen giver de syge mange lempelser og fritager dem for mange former for tilbedelse og obligatoriske handlinger, bliver hadithens indhold i dette perspektiv betydeligt stærkere. Som et berømt grundprincip i islamisk ret er det således blevet sagt:(Arabisk****************)

Hvis selve årsagen til eller vejen til at forhindre en haram-handling er blevet erklæret haram, bliver den tilladt, når hensynet til nødvendighed og almenvellet gør det påkrævet.

Også ud fra dette kan sandheden i det ovenstående udsagn erkendes.

Den hadith, der er overleveret af Hazrat Ibn Abbas (ra), støtter også dette synspunkt. Hadithen lyder således:(Arabisk****************)

Profeten, den ædle (må Allahs fred og velsignelser være med ham), sagde: »Hold jer borte fra det hus, der kaldes hammam.« Sahabāerne sagde: »Allahs Sendebud! Hammam fjerner jo snavs og gavner den syge.« Da sagde han: »Så skal enhver, der træder ind i det, dække sine kønsdele.« (Al-Hākim)

Hvis en kvinde under disse omstændigheder træder ind uden nogen undskyldning eller nødvendighed, har hun begået en haram-handling og gjort sig fortjent til den strenge udtalelse, som Allahs ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fremsatte. Abū al-Mulayth al-Hadhalī (må Allah være tilfreds med ham) berettede: (Arabisk****************)

Nogle kvinder fra Hims eller Syrien kom til Hadhrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Hun sagde: »Går I ind i offentlige bade? Jeg har hørt Allahs ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: Den kvinde, der tager sit tøj af et andet sted end i sin mands hjem, river sløret mellem sig selv og sin Herre i stykker.«

Det er berettet fra Hadhrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende), at Profeten, den ædle (må Allahs fred og velsignelser være med ham), sagde: (Arabisk****************)

Den kvinde, der tager sit tøj af et andet sted end i sit eget hjem, vil Allah rive hendes slør i stykker. (Ahmad, al-Tabarānī, al-Hākim)

Når islam er så streng med hensyn til kvinders adgang til offentlige bade, selv om de er omgivet af fire vægge og kun kvinder har adgang, hvad skal der så siges om de skamløse og omstrejfende kvinder, som går omkring på gader og veje med deres kønsdele blottede, ophidser honningindsamlernes begær, udstiller deres kroppe ved havet, sørger for synsnydelse for begærlige og lystne blikke og bestandigt beskæftiger sig med at ophidse seksuelle følelser? … Sandelig, de har revet alle de slør og afskærmninger af skam og blufærdighed, som var bevaret mellem dem og Den Almægtige Allah, i stykker. Mændene deler også denne synd i samme grad, for de er blevet udpeget som ansvarlige for og beskyttere af kvinderne. … Åh! Vil mændenes sunde fornuft aldrig vende tilbage?

Kvinders nøgenhed og løssluppenhed er haram

En muslimsk kvinde har en karakter, der er selvstændig og forskellig fra de vantros og kvinderne fra uvidenhedens tidsalder. Muslimske kvinders særlige kendetegn er moralsk karakter, renhed, kyskhed samt bevarelsen af ære og blufærdighed.

Derimod består den jahilitiske kvindes karakter af nøgenhed, tøjlesløshed og en demonstreret evne til at vække seksuel ophidselse blandt mænd. Det ord, der anvendes i Koranen,(Arabisk****************)betyder: at åbne sig, blive blotlagt, komme til syne og blive synlig. At blive synlig for almindelige menneskers blik. På grund af denne lighed bruges det arabiske udtryk:(Arabisk****************)

fordi himmelrummet befinder sig højt oppe og er synligt for den, der ser.

Allamah Zamakhshari har sagt:(Arabisk****************)ordets dybere betydning er at blotlægge det, som burde holdes skjult, med særlig omhu og planlægning. Det arabiske udtryk lyder:(Arabisk****************)»den synlige båd« – fordi der ikke er noget slør over den. På grund af denne betydningsmæssige sammenhæng bruges ordet om, at en kvinde blotlægger sig og er nøgen over for mænd. For derved blotlægger hun al sin skønhed og kroppens glød og udstråling for mændenes øjne. Imam Zamakhshari har i denne betydning peget på en ny side: at man med forberedelse og bevidst tilrettelæggelse blotlægger noget hemmeligt, selv om det burde være holdt skjult. At vise bestemte dele af kroppen, kroppens og lemmernes hældninger og bevægelser, særlige måder og gestusser i tale og gang samt smykker for fremmede mænd – det er »tabarruj«.

Dette »tabarruj« har forskellige former og udtryk, som folk i tidligere tider kendte, ligesom folk i dag også kender dem godt. Koranfortolkerne har nævnt dem i deres fortolkning af det følgende koranvers:(Arabisk****************)

O kvinder! Bliv i jeres hjem, og gå ikke omkring og udstil jer som i den gamle jahiliyyas tid.

Mujahid har sagt: På det tidspunkt gik kvinder omkring på en koket måde.

Muqatil har sagt: Kvinderne lagde deres tørklæder over hovedet, men bandt dem ikke stramt. Derfor blev halskæden, øreringene og halsen blottet.

Sådan var »tabarruj« i den gamle jahilitiske tid: Omgangen med mænd var udbredt og nærgående. Der viste sig en særlig kokethed i gang og tale. Kvindens tørklæde blev anvendt på en sådan måde, at skønheden i hendes krop og smykker blev blotlagt. Men den moderne jahiliyya har udviklet så mange former og variationer, at den derved har ladet den gamle jahiliyya langt bag sig.

Under hvilke omstændigheder forekommer »tabarruj« ikke

Hvis den muslimske kvinde følger nedenstående regler, kan hun overskride grænsen for »tabarruj« og træde ind i den islamiske civilisations miljø:

(a) At slå blikket ned – for beskedenhed er kvindens mest værdifulde skønhed. Og beskedenhed kommer tydeligst til udtryk ved at slå blikket ned. Derfor har Allah sagt således: (Arabisk****************)

Og sig til de troende kvinder, at de skal slå en del af deres blik ned.

(b) Man skal undgå tæt omgang med mænd – i vor tids biografer, møder og folkeforsamlinger, på hoteller og restauranter samt i mylderet i klasseværelser, korridorer og kantiner på colleges og universiteter ses denne sammenblanding i fuldt omfang. Hazrat Ma’qal ibn Yasar (ra.) har overleveret Allahs Sendebuds (saw.) ord:(Arabisk****************)

Det er langt bedre at få en jernstang hamret ind i sit eget hoved end at røre ved en kvinde, som ikke er halal for en. (At-Tabarani, Al-Bayhaqi)

(c) Hendes beklædning skal være i overensstemmelse med den islamiske shariahs etikette, skikke og regler – og med sharia-kompatibel beklædning menes den, der har følgende egenskaber:

1. Den skal dække hele kroppen, bortset fra det, som Koranen selv (Arabisk****************)har undtaget som »det, der naturligt kommer til syne« – det vil sige, at hele kroppen skal dækkes bortset fra ansigtet og begge hænder.

2. Kroppen eller kroppens konturer må ikke være synlige gennem tøjet. Den ædle Profet (sa) har meddelt:(Arabisk****************)

Kvinder, som er påklædte, men nøgne, som er tiltrukket af mænd og selv tiltrækker mænd, hører til i Helvede. De vil ikke komme i Paradis og vil ikke engang få del i duften fra Paradis.

Hvis tøjets formål – at dække kroppen – ikke opfyldes, selv om man har tøj på, fordi stoffet er så tyndt, at hele kroppen tydeligt kan ses udefra, er man nøgen, selv om man er påklædt.

Nogle kvinder fra Banu Tamim-stammen kom til Hazrat Aisha (ra). De bar meget tyndt tøj. Da Hazrat Aisha (ra) så det, sagde hun:(Arabisk****************)

Hvis I er troende, skal I vide, at det, I har på, ikke er troende kvinders klædedragt.

En brud kom til Hazrat Aisha (ra). Hun var iført et meget gennemsigtigt og tyndt stykke tøj. Da sagde hun:(Arabisk****************)

Den, der bærer denne slags klædedragt, har ikke troet på de bestemmelser, der er fastlagt i sura an-Nur.

3. Tøjet må ikke være så tætsiddende, at kroppens forskellige dele og konturer bliver synlige udefra, selv om stoffet ikke er gennemsigtigt og tyndt. Det tøj, som den vestlige civilisation har indført, er et tydeligt eksempel på dette. Denne civilisation tilbeder kroppen og seksualiteten, og under dens indflydelse skærer modeskaberne stoffet på en sådan måde, at bryster, balder, lår og andre seksuelle kropsdele træder tydeligt frem for beskuerne. Tøjet fremstilles på en sådan måde, at det vækker seksuel ophidselse. En kvinde, der bærer denne slags tøj, regnes også blandt dem, der er nøgne trods deres påklædning – dette tøj og denne klædedragt er langt farligere end gennemsigtigt og tyndt stof.

4. Kvinder må ikke bære tøj, der er forbeholdt mænd. For eksempel bukser. Dette er i vor tid en særlig beklædningsgenstand, der er forbeholdt mænd. Profeten, fred være med ham, har nemlig forbandet kvinder, der ligner mænd, ligesom han har forbandet mænd, der ligner kvinder. Derfor forbød Profeten, fred være med ham, kvinder at bære mænds tøj og mænd at bære kvinders tøj.

5. De må heller ikke bære særlige klædedragter, som bæres af jødiske, kristne, zoroastriske eller vantro kvinder. Islam har nemlig forbudt at ligne dem. Ligesom islam ønsker at opretholde forskellen mellem mænd og kvinder, ønsker den også at befri mennesker for blind efterligning af vantro folkeslag, både udadtil og indadtil. Derfor har islam i mange spørgsmål givet klare påbud om at modsætte sig de vantro. Følgende udtalelse fra Profeten, fred være med ham, handler om dette:(Arabisk****************)

Den, der efterligner et andet folk, regnes som en af dem.

(d) Hun skal udvise værdighed og fasthed i sin færden og tale. Hun skal fuldstændigt afholde sig fra at fremkalde seksuel ophidselse gennem alle bevægelser og drejninger med sin krop og sit ansigt. For ynde og koketteri i færden og tale er særegent for karakterløse vantro kvinder, ikke for muslimske kvinder. Allahs følgende ord bør genlæses i denne forbindelse:(Arabisk****************)

Tal ikke med en blød og indsmigrende stemme, for så vil den, der har en sygdom i hjertet, blive begærlig. (Sura al-Ahzab: 32)

(e) Hun må ikke ved hjælp af parfume, attar, sæbe, pudder og lignende vække mænds tiltrækning til sin skjulte skønhed. Allah har sagt:(Arabisk****************)

De skal ikke slå hårdt med fødderne mod jorden, for derved vil de gøre opmærksom på den skønhed og de smykker, som de har skjult.

I jahiliyyah-tiden, når kvinder færdedes blandt folk, satte de fødderne hårdt og klirrende i jorden. Så klirrede smykkerne på deres fødder, og folk kunne høre lyden. Derfor forbød Koranen dette. For hvis man gør sådan, vil seksuelle tanker vågne stærkt i begærlige mænds sind. Han vil begynde at tænke om denne kvinde, at hun ønsker at tiltrække mænd til sig.

Det samme gælder de kvinder, der bruger forskellige parfumer, fylder luften med deres duft, vækker seksuel lyst og forsøger at tiltrække mændenes opmærksomhed. Det siges i en hadith: (Arabisk****************)

Når en kvinde tager parfume på og møder op ved en sammenkomst, er hun sådan og sådan, det vil sige en ægteskabsbryderske. (Abu Dawud, at-Tirmidhi)

Af denne udførlige redegørelse har vi uden tvivl forstået, at islam på ingen måde har pålagt kvinder at forblive indespærret i hjemmets ”fængsel” (?) og ikke gå noget sted hen bortset fra graven. Tværtimod er det fuldt ud tilladt muslimske kvinder at gå uden for hjemmet for at deltage i fællesbønnen, tilegne sig viden og opfylde andre biologiske og familiemæssige behov. Kvinder blandt Profetens ledsagere og muslimske kvinder i senere tider gjorde netop dette. Mange af dem drog også ud for at deltage i krige. De drog ud sammen med Allahs Ædle Sendebud, fred være med ham. Efter hans tid gik de også ud sammen med kalifferne og de islamiske hærførere. Profeten, fred være med ham, sagde til sin hustru, den ærede Sawda, må Allah være tilfreds med hende: (Arabisk****************)

Allah har givet jer tilladelse; I må gå uden for hjemmet, når I har behov for det. (al-Bukhari)

Han sagde også: (Arabisk****************)

Hvis en af jeres hustruer beder jer om tilladelse til at gå til moskeen for at bede, må I ikke forhindre hende. (al-Bukhari)

I en anden hadith siges det: (Arabisk****************)

I må ikke forhindre Allahs tjenestekvinder i at gå til moskeen. (Muslim)

Nogle lærde er meget strenge på dette område. Ifølge dem er det haram for kvinder at se på selv en hvilken som helst del af en fremmed mands krop. Som bevis fremfører de en hadith, der er overleveret af Narhan, Umm Salamas slave. Hadithen lyder: (Arabisk****************)

Da Abdullah ibn Umm Maktum trådte ind i Umm Salamas og Maymunas hjem, sagde Profeten (fred være med ham) til dem begge: »I skal dække jer til.« De sagde: »Men han er jo blind.« Profeten (fred være med ham) sagde: »Er I to også blinde? Kan I to ikke se?«

Men ifølge hadith-eksperterne er denne hadith ikke autentisk. Fortælleren af denne hadith, Narhan, var nemlig Umm Salamas slave, og hans hadith kan ikke accepteres som bevis.

Selv hvis hadithen skulle være autentisk, må det siges, at dette var en særlig strenghed fra Profeten (fred være med ham) over for sine hustruer, af hensyn til deres rang og værdighed. Profeten (fred være med ham) var særlig streng over for dem med hensyn til tilsløring. Hadith-eksperter som Abu Dawud har også henvist til dette. Derfor er det kun den hadith, der er bevist autentisk, som står tilbage som bevis. Den lyder: (Arabisk****************)

Profeten (fred være med ham) beordrede Fatima bint Qays (må Allah være tilfreds med hende) at gennemføre sin iddah i Umm Sura iqas hjem, men ændrede senere denne befaling og sagde: »Mine ledsagere er bange for den kvinde. Gennemfør derfor hellere din iddah hos Ibn Umm Maktum. Han er nemlig blind. Du kan tage dit tøj af, uden at han kan se dig.« (Qurtubi)

Hustruens betjening af sin mands gæster

Det står også klart ud fra den foregående gennemgang, at hustruen kan betjene sin mands gæster, når hendes mand er til stede. Betingelsen er dog, at hendes tøj, udsmykning og smykker, tale, opførsel og så videre skal være i overensstemmelse med islams regler, normer, anstand og høflighed. Under sådanne omstændigheder vil de mandlige gæster se hende, og hun vil også se dem; det er helt naturligt. Der er imidlertid ingen fejl ved det, eftersom der i dette tilfælde ikke er nogen risiko for, at nogen af parterne overskrider grænserne eller forårsager skade.

Sahl ibn Saʿd al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham) berettede: (Arabisk****************)

Abū Usayd as-Sāʿidī inviterede Profeten, fred og velsignelse være med ham, og hans ledsagere i anledning af sit bryllup. I den forbindelse stod hans hustru, Umm Usayd, for tilberedningen og serveringen af maden. Hun lagde nogle dadler i blød natten over i et stenkar. Efter at Profeten, fred og velsignelse være med ham, havde spist, tog hun selv dadlerne op og tilbød dem som en gave til ham, så han kunne drikke af dem. (Al-Bukhārī, Muslim)

Som Ibn Hajar al-ʿAsqalānī har sagt, beviser denne hadith utvetydigt, at det er fuldt ud tilladt for hustruen at træde frem og være til stede foran sin mands gæster og inviterede for at betjene dem. Det siger sig imidlertid selv, at dette kun er tilladt, hvis der ikke er fare for nogen moralsk risiko. På dette tidspunkt skal hele kroppen være fuldstændig tildækket. Under sådanne omstændigheder er det tilladt for manden at lade sin hustru betjene gæsterne og servere maden. Men hvis hustruen ikke overholder de begrænsninger og forpligtelser, som islam har fastsat med hensyn til at tildække kroppen – sådan som det ofte ses i dag – er det ikke tilladt for hende at træde frem foran mænd.

Unaturlige handlinger er en stor synd

I forbindelse med den metode, islam har valgt til at kontrollere og ordne de seksuelle begær og lyster, er det vigtigt at bemærke, at ligesom zina og dens midler og årsager er forbudt i islam, er også liwāt, det vil sige den naturstridige handling, som Lots folk begik, gjort fuldstændig forbudt.

Denne afskyelige og modbydelige handling er ikke blot naturstridig, vanærende og ødelæggende for mandigheden; den er også en krænkelse af kvinders rettigheder og derfor en stor uret.

I ethvert samfund, hvor denne afskyelige handling breder sig, vil samfundets liv blive kastet ud i en fuldstændig katastrofe. Menneskene vil vænne sig til denne hæslige handling og blive dens slaver. Desuden vil de miste alt: moral, sund smag og renhed. I denne forbindelse er beretningen i Koranen om Lots folk tilstrækkelig til at give den rette viden. Dette folk begyndte på denne afskyelige og modbydelige handling og gjorde den udbredt. De forlod deres lovlige og kyske hustruer og tog denne forbudte handling til sig. Derfor sagde Guds profet, profeten Lot, fred være med ham, til dem:(Arabisk****************)

Er det kun jer blandt alle mennesker, der går til mænd, mens I forlader de hustruer, som Allah har skabt til jer? Nej, I er mennesker, der overskrider grænserne. (Sura ash-Shuʿarāʾ 165-166)

Den Ædle Koran har forkastet denne handling og erklæret den for uret, overdrivelse, uvidenhed, fordærv og en forbrydelse. Det er den yderste fordrejning af menneskets natur og den yderste vildfarelse fra vejledningen. Det er moralens totale sammenbrud og en alvorlig sygdom i smagen. For at sætte disse mennesker på prøve sendte Allah den Almægtige engle i menneskeskikkelse. Som gengældelse for den behandling, som folkene i dette samfund udsatte dem for, lod Allah en hård straf komme over dem. Derfor siges der i Koranen:(Arabisk****************)

Da Vores engle nåede frem til Lot, blev han forskrækket og bedrøvet over deres ankomst. Han sagde: »Dette er en dag med stor nød.« Da hans folks mænd hørte om disse gæsters ankomst, skyndte de sig spontant hen til hans hus. De havde allerede længe været vant til sådanne skændige og modbydelige handlinger. Lot sagde til dem: »Mine brødre! Her er mine døtre; de er renere for jer. Frygt derfor Allah, og bring mig ikke i skam på grund af mine gæster. Findes der ingen fornuftig mand iblandt jer?« De svarede: »Du ved jo, at vi ikke har nogen ret til dine døtre. Og du ved også, at du ikke kan forhindre os, eller at vi skulle have en stærk støtte, som vi kunne søge beskyttelse hos.« Da sagde englene til ham: »Lot! Vi er i sandhed engle sendt af din Herre. Disse mennesker vil ikke kunne skade dig.« (Sura Hud 77-81)

Der er forskellige meninger blandt retslærde om, hvilken straf den, der begår denne skændige og modbydelige handling, bør få. Spørgsmålet er, om den, der begår sodomi, skal straffes med den straf, der gives for utugt, eller om både den, der begår sodomi, og den, som handlingen begås med, skal idømmes dødsstraf – altså dræbes. Og hvis han skal dræbes, hvordan skal det så ske: med sværd, ved at blive brændt ihjel eller ved at blive kastet ned fra en høj mur?

Islams strenghed i forbindelse med sådanne forbrydelser kan måske opfattes som grusomhed. Men at holde det islamiske samfund rent for sådanne urene og modbydelige handlinger er på ingen måde muligt uden at anvende en så streng straf. For denne synd er smitsom og skadelig. Hvis denne synd bliver udbredt i samfundet, kan den ikke føre til andet end ødelæggelse og atter ødelæggelse.

Onani

Mange unge søger at dæmpe deres seksuelle ophidselse ved at bruge deres egne hænder. Ved hjælp af onani får de sæden ud og beroliger nervesystemet. I dag omtales det som en »hemmelig vane«.

Mange lærde har erklæret denne handling haram. Imam Malik har taget følgende vers fra Den Ædle Koran som bevis:(Arabisk****************)

Og de, som vogter deres kønsdele, undtagen over for deres hustruer og dem, som deres højre hænder besidder – over for dem er der ingen bebrejdelse. Men de, der søger andre veje end dette, er overtrædere. (Sura al-Mu’minun 4-7)

Ifølge Imam Malik søger de, der onanerer, en anden vej i stedet for den lovlige vej, som Koranen har fastslået. Derfor er det haram.

Det er overleveret fra imam Ahmad ibn Hanbal, at han anså sæd for at være en form for affald, ligesom kroppens øvrige affaldsstoffer. Han anså det også for tilladt at udskille den på den ovenfor nævnte måde, for eksempel ved at anvende «sinta». Imam Ibn Hazm støttede også denne opfattelse. De hanbalitiske lærde erklærede denne handling tilladt under to betingelser. Den ene er, at man ellers frygter at falde i zina, og den anden er, at man er ude af stand til at gifte sig.

I denne sammenhæng kan vi kun følge imam Ahmads opfattelse, når den seksuelle ophidselse bliver uimodståelig, og frygten for, at man som følge deraf kan begå zina, bliver intens. Det kan for eksempel gælde en studerende eller en ensom person, der arbejder i udlandet, hvis han samtidig er omgivet af utallige årsager til seksuel ophidselse. Under sådanne omstændigheder bliver det meget vanskeligt og besværligt for enhver person at beherske sig. Det bliver meget vanskeligt og besværligt for en sådan person at beherske sig. For en sådan person vil det ikke være særlig forkasteligt at benytte denne fremgangsmåde for at dæmpe sin seksuelle ophidselse. Betingelsen er dog stadig, at det på ingen måde er tilladt at overskride grænserne i denne sag eller gøre denne fremgangsmåde til en fast vane.

Profeten ﷺ har imidlertid vist de muslimske unge, som ikke er i stand til at gifte sig, den bedste fremgangsmåde. De bør faste meget, for fasten disciplinerer og styrker menneskets vilje. Den lærer tålmodighed og vænner mennesket til at udvise tålmodighed. Fasten styrker menneskets taqwa og gør bevidstheden om, at Allah er nærværende og vidende, stærkere. I denne forbindelse sagde Profeten ﷺ:(Arabisk****************)

Unge mennesker! De af jer, der er i stand til at have samleje med en hustru, bør gifte sig. Ægteskabet vil nemlig vænne dem til at slå blikket ned og bevare og beskytte deres kønsorganer. Den unge, der ikke er i stand til at gifte sig, bør faste, for fasten vil være et skjold for ham.

Der findes ingen askese i islam

I islam får den seksuelle ophidselse ikke lov til at blive tøjlesløs og uhæmmet. For hvis den blev gjort sådan, ville den ikke være villig til at overholde nogen grænser, begrænsninger, betingelser eller hindringer. Derfor er zina, utroskab og alle handlinger, der er forbundet med det eller trækker i den retning, også blevet erklæret haram. På den anden side har islam heller ikke på nogen måde støttet en holdning, der strider mod denne naturlige tilbøjelighed og søger at udrydde den fuldstændigt. Derfor har islam tilskyndet til ægteskab og kraftigt modarbejdet, at man forbliver ugift eller cølibatær eller gør sig selv impotent. Derfor er det på ingen måde tilladt for en muslimsk mand eller kvinde, der har mulighed for at gifte sig, at forblive ugift med det formål at afbryde forbindelsen til verden og vie sig til Allah eller at hellige sig Allahs tilbedelse i fuldstændig uforstyrret hengivenhed. Islam støtter ikke en sådan holdning eller livsførelse det mindste.

Hos nogle af Profetens ﷺ ledsagere opstod der en tilbøjelighed til at forsage verden. Men så snart Profeten ﷺ blev klar over det, erklærede han, at det at forsage verden svarer til at opgive den islamiske livsform og tilsidesætte Profetens sunna. Det er i virkeligheden en kristenlignende tilbøjelighed. Profeten ﷺ erklærede denne tilbøjelighed for fuldstændig stridende mod islam. Det er overleveret fra Abu Qilaba:(Arabisk****************)

En række ledsagere besluttede at forsage verden, afholde sig fra omgang med deres hustruer og antage en asketisk livsform. Men Profeten ﷺ tog meget kraftigt afstand fra dette. Han sagde: Jeres forgængere antog ekstrem strenghed og askese i deres religionsudøvelse, og derfor lod Allah også strenghed ramme dem. De mennesker, der i dag opholder sig i kirker, klostre og khanqaher, er deres efterkommere. Tilbed derfor Allah og sæt ingen ved Hans side. Udfør hajj, udfør umra, og følg den lige og rette vej; så vil I blive behandlet på behørig vis. (Abd al-Razzaq, Ibn Jarir og Ibn al-Mundhir)

Fortælleren af denne hadith siger: Det var om disse mennesker, at det følgende vers blev åbenbaret:(Arabisk****************)

I, der tror! Gør ikke de rene ting, som Allah har gjort tilladte for jer, forbudte. Og overskrid ikke grænserne, for Allah elsker slet ikke dem, der overskrider grænserne. (Sura al-Ma’ida: 87)

Mujahid sagde: Ledsagere som Uthman ibn مظ’un og Abdullah ibn Amr besluttede at leve uden omgang med deres hustruer, gøre sig selv til eunukker og iføre sig groft klæde. Det ovenfor nævnte vers og de efterfølgende vers blev åbenbaret i denne forbindelse.

En gruppe ledsagere kom til den Ærværdige Profets hjem og forsøgte at få oplysninger fra hans hustruer om hans tilbedelse og fromme praksis. Da de havde fået at vide, hvad de ønskede, forekom det dem meget lidt og utilstrækkeligt. Så begyndte de selv at sige:(Arabisk****************)

Hvordan kan vi sammenlignes med Allahs Ærværdige Sendebud? Allah har tilgivet alle hans tidligere og senere synder. Derefter sagde en af dem: Jeg vil faste hele tiden og aldrig bryde fasten. Den anden sagde: Jeg vil holde mig vågen hele natten i tilbedelse og ikke sove det mindste. Den tredje sagde: Jeg vil afholde mig fra omgang med kvinder og aldrig gifte mig. Da den Ærværdige Profet senere fik dette at vide, forklarede og tydeliggjorde han deres fejlagtige opfattelse og den skævhed, der var i den vej, de havde valgt. Han sagde: Jeg ved mere om Allah end jer, og jeg frygter Ham også mere end jer. Alligevel sover jeg, ligesom jeg står op om natten for at tilbede. Jeg faster også og bryder fasten, og jeg gifter mig og lever ægteskabeligt. Dette er min vej og mit forbillede. Den, der derfor frasiger sig dette, hører ikke til blandt min ummah.

Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) sagde:(Arabisk****************)

Da Uthman ibn مظ’un ønskede at vælge et liv uden omgang med sin hustru, afviste Allahs Ærværdige Sendebud dette. Hvis han havde givet ham tilladelse, ville vi have kastreret os selv og være blevet eunukker.

På denne baggrund har de lærde udtalt, at det er obligatorisk for enhver muslim at gifte sig. Det er ikke tilladt at undlade det, så længe man har evnen og midlerne til det. Ifølge andre er det den, der ønsker at gifte sig, og som frygter for at kunne bevare sin moralske renhed, hvis han ikke gør det, der absolut bør gifte sig.

Det sømmer sig ikke for nogen muslim at undlade at gifte sig på grund af fattigdom, knaphed på forsørgelse eller manglende mod til at bære ansvaret. Tværtimod bør han gøre sit yderste for at opnå Allahs hjælp og nåde. For Allah har lovet at skænke sin nåde til dem, der gifter sig for at bevare deres moralske renhed. Den Højeste Allah har sagt:(Arabisk****************)

Gift de ugifte blandt jer og de retskafne blandt jeres mandlige og kvindelige slaver bort. Hvis de er fattige, vil Allah gøre dem velstående ved sin nåde. (Sura an-Nur: 32)

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde:(Arabisk****************)

Det påhviler Allah at hjælpe tre personer: den, der gifter sig for at bevare sin moralske renhed; den slave, der indgår en frigivelsesaftale med sin herre mod betaling af et fastsat beløb, hvis han oprigtigt ønsker at betale dette beløb; og den, der kæmper på Allahs vej.

At se den kvinde, man ønsker at fri til

Når en muslim beslutter sig for at gifte sig og frier til en bestemt kvinde, er det i overensstemmelse med sharia, at frieren ser hende før vielsen. Når han har set hende, kan han gå videre med viden og omtanke. Det er på ingen måde rigtigt at gå videre med en sådan sag med lukkede øjne. Det kan nemlig senere blive årsag til fortrydelse og skabe skuffelse i hans eget sind. Hvis denne ordning følges, bør han ikke have nogen grund til bekymring.

I virkeligheden repræsenterer øjnene eller synet sindet. Derfor er det meget sandsynligt, at mødet mellem to menneskers øjne fører til et møde mellem deres hjerter. Ved at se hinanden før ægteskabet kan man håbe, at der opstår harmoni og oprigtighed mellem de kommende ægtefæller, hvilket er helt afgørende for ægteskabets varighed.

Det er overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde:(Arabisk****************)

Jeg var til stede hos det Ædle Sendebud (fred være med ham). På dette tidspunkt kom en mand derhen. Han havde besluttet at gifte sig med en kvinde fra Ansar-stammen. Da spurgte Profeten (fred være med ham): »Har du set hende?« Manden svarede: »Nej.« Så spurgte Profeten (fred være med ham): »Har du set hende?« Manden svarede: »Nej.« Da sagde Profeten (fred være med ham): »Gå nu straks hen og se hende. For der er noget ved Ansar-pigernes øjne (en mangel).«

Det er berettet fra Hazrat Mugira ibn Shu’ba (må Allah være tilfreds med ham), at han friede til en pige. Da sagde Profeten (fred være med ham):(Arabisk****************)

»Se hende først. For ved dette syn før ægteskabet er der meget større mulighed for, at der opstår harmoni mellem jer.« Mugira gik til pigens forældre og fortalte dem, hvad Profeten (fred være med ham) havde sagt. De syntes ikke særlig godt om sagen. Men da pigen selv hørte dette bag forhænget, sagde hun: »Hvis det er Sendebudet (fred være med ham), der har sagt, at han skal se mig, så lad ham se mig.« Mugira sagde: »Da jeg hørte pigen sige dette, så jeg hende og giftede mig med hende.« (Ahmad, Ibn Majah, Tirmidhi, Darimi, Ibn Hibban)

Profeten (fred være med ham) fastsatte ikke med klare ord nogen bestemt grænse for, hvor meget af den kvinde, man frier til, man må se; han fastsatte ikke nogen bestemt grænse. Nogle eksperter har sagt: Man må kun se hendes ansigt og begge hænder. Men dette er ikke en særlig regel, der kun gælder den kvinde, man frier til; det gælder også at se en kvinde, som man ikke har friet til. Det er tilladt at se hende, selv når man ikke har friet til hende. Når der er fremsat et frieri, viser tilladelsen til at se den pågældende pige netop, at det i denne situation må være tilladt at se betydeligt mere, end det normalt er tilladt at se, og at det bør være lovligt.

Det er blevet sagt i hadith:(Arabisk****************)

Når en af jer frier til en pige, bør han, hvis det er muligt, se noget af hende, som vil tilskynde ham til at gifte sig med hende.

På den ene side mener nogle eksperter, at det er tilladt at se den kvinde, man frier til, grundigt, mens andre lærde på den anden side anlægger et meget snævert syn på dette spørgsmål. Den mellemste holdning er den bedste og mest afbalancerede. Nogle eksperter mener, at den mand, der frier, bør have tilladelse til at se den kvinde, han frier til, i nøjagtig det tøj, som hun bærer, når hun færdes foran sin far, sine brødre og andre mahram-mænd. Ikke alene det: For at kunne iagttage eller undersøge pigens forstand, dømmekraft og særlige egenskaber bør de sammen med en af pigens mahram-mænd sidde et sted, hvor pigen normalt færdes. Betingelsen er dog, at stedet skal være af en tilladt art, og at den kvinde, man frier til, skal være iført islamisk korrekt påklædning. Grundlaget for denne opfattelse er den ovenfor nævnte del af hadithen, hvori det siges: Han bør se noget af hende, som vil tilskynde ham til at gifte sig med hende.(Arabisk****************)

Den mand, der frier, kan se den kvinde, han frier til, formelt og på behørig vis efter at have underrettet hende og hendes familie; han kan også se hende uden at underrette nogen. Det er dog en ufravigelig betingelse, at han har en reel og fast beslutning om at fremsætte et egentligt frieri og indgå ægteskab. Hazrat Jabir ibn Abdullah sagde om sin hustru: »Jeg gemte mig under et træ for at se hende.«

Af den ovenfor nævnte hadith, overleveret af Hazrat Mughira (må Allah være tilfreds med ham), fremgår det, at hvis muslimske forældre under påberåbelse af en skik eller tradition forhindrer en person, der virkelig ønsker at gifte sig med deres datter, i at se hende eller nægter at lade ham se hende, skal disse skikke og traditioner nødvendigvis være i overensstemmelse med shariaen og ikke i strid med den. At underordne shariaen under skikke, traditioner eller sædvaner er ensbetydende med at overtræde shariaen. Men forældrene må ikke tillade, at en ung mand, fordi han har fået tilladelse til at se den unge kvinde, lægger hånden om hendes hals, eller under påskud af et ægteskabsforslag tager i teater, biograf, på sportspladsen eller på markedet sammen med hende og færdes omkring uden en mahram-mand ved hendes side. Hverken den mand, der fremsætter ægteskabsforslaget, eller den kommende brud må på nogen måde opføre sig så løsagtigt. Alligevel gør den moderne vestlige civilisations blinde slaver alt dette under påskud af at skulle se en pige.

Sandheden er, at ekstremisme, hvad enten den er højre- eller venstreorienteret, på ingen måde er forenelig med den islamiske livsordning.

Haramme måder at fremsætte et ægteskabsforslag på

Det er ikke tilladt for nogen muslim at fremsætte et nyt ægteskabsforslag til en fraskilt kvinde eller en enke, mens hun befinder sig i sin iddah – altså før iddah-perioden er afsluttet. Iddah overholdes jo for at vise respekt for det tidligere ægteskab. Derfor er det ikke tilladt for nogen at gå til yderligheder i denne sag. En enke kan dog under sin iddah forsøge at tilkendegive ved hentydninger og antydninger, om hun efter iddah-periodens udløb er interesseret i at gifte sig med ham, men ikke offentligt og med klare ord. Allah den Ophøjede har sagt:(Arabisk****************)

I vil ikke blive holdt ansvarlige for at antyde et ægteskabsforslag.

Det er ikke tilladt at fremsætte et nyt ægteskabsforslag, før der er truffet en beslutning om et tidligere forslag, hvis samtalerne om det første forslag bevæger sig i retning af et positivt resultat. Det er den første bejlers ret, at der træffes en beslutning om hans forslag. Denne ret skal naturligvis respekteres. Det er nødvendigt for at bevare gode indbyrdes relationer og undgå uhøflig adfærd mellem mennesker. Ellers vil den første bejlers ret blive krænket, og det er bestemt en overskridelse. Men hvis den første bejler selv opgiver sit ønske eller trækker sit forslag tilbage, eller selv giver en anden tilladelse til at fremsætte et forslag, er der ingen fejl i, at en anden fremsætter et forslag. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde:(Arabisk****************)

En troende er en anden troendes bror. Derfor er det ikke tilladt at byde over en anden broders køb eller at fremsætte et ægteskabsforslag oven på en anden broders ægteskabsforslag.

Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde også:(Arabisk****************)

Det er ikke tilladt for en anden at fri, før den første frier har fået afslag, eller der ikke er givet tilladelse til at fri til hende. (Bukhari)

Den ugifte datters samtykke – ingen tvang

En ung, ugift datter har den største ret til at blive hørt i forbindelse med sit ægteskab. Det er på ingen måde tilladt for hendes far eller værge at tilsidesætte hendes mening eller undlade at tage hensyn til hendes samtykke og tilladelse. Profeten (fred være med ham) sagde:(Arabisk****************)

En kvinde, der tidligere har været gift, har større ret over sig selv end hendes værge. Hvad angår den ugifte datter, skal man nødvendigvis indhente hendes samtykke vedrørende hende selv.

En ung kvinde kom til Profeten (fred være med ham) og fortalte, at hendes far havde giftet hende bort til sin farbrors søn. Men hun var ikke tilfreds med dette ægteskab. Profeten (fred være med ham) gav hende da retten til selv at træffe afgørelse i sagen. Pigen sagde: Min far har gennemført det slægtskabsforhold, han indgik, men jeg har besluttet at meddele alle kvinder, at:(Arabisk****************)

Fædre har ingen ret til at træffe afgørelser vedrørende deres døtre.

Når der kommer et frieri til en pige fra en religiøs, godmodig og passende ung mand, har faderen ingen ret til at forsinke hendes ægteskab. Profeten (fred være med ham) sagde:(Arabisk****************)

Tre ting må ikke forsinkes: bønnen, når dens tid er inde; begravelsen, når den døde er til stede; og ægteskabet for en giftemoden pige, når der findes et passende frieri.

Han har også sagt:(Arabisk****************)

Gift dem bort til dem, hvis religiøsitet og karakter er efter jeres behag. Hvis I ikke gør det, vil der opstå stor uro og omfattende fordærv på jorden.

Kvinder, som er mahram

Det er fuldstændig haram for enhver muslimsk mand at gifte sig med følgende kvinder.

1. Faderens hustru – uanset om det er en hustru, som faderen har skilt sig fra, eller en hustru, som han døde og efterlod; bestemmelsen er den samme i begge tilfælde. I jahiliyyah-tiden før islam var det almindeligt at gifte sig med sin fars hustru. Islam har erklæret hende haram. Faderens hustru er jo som en mor, og at hun én gang har været gift med faderen, er tilstrækkeligt til, at hun bliver haram. For faderen har en meget høj og ærefuld status hos barnet. Eftersom faderens hustru er haram for sønnen for altid, er ethvert begær og enhver lyst fra sønnens side over for hende også blevet endeligt haram. Derfor er forholdet mellem sønnen og faderens hustru for altid blevet et varigt, urokkeligt og uforanderligt forhold præget af respekt og værdighed.

2. Moderen – den biologiske mor, såvel som bedstemødre på både faderens og moderens side, er på samme måde haram.

3. Datteren – herunder også sønnens datter og datterens datter, og sådan fortsætter listen, uanset hvor lang den bliver.

4. Søsteren – uanset om hun er helsøster eller søster gennem moderen eller faderen.

5. Faderens søster – hvad enten hun er helsøster eller ej.

6. Moderens søster

7. Broderens datter

8. Søsterens datter

I islam betegnes disse kvinder som ”maharim” eller ”muharramat”. Det skyldes, at de for en muslimsk mand er haram for bestandig. De er ikke halal på noget tidspunkt eller under nogen omstændigheder, og det er ikke tilladt at gifte sig med dem. I denne relation betegnes manden også som ”muhrim”.

Årsagerne til, at det er haram at gifte sig med disse kvinder

a. Et civiliseret og velopdragent menneskes natur kan aldrig være villig eller rede til at bruge sin egen mor, søster eller datter til at tilfredsstille sin seksuelle lyst. For ikke at tale om mennesker er selv nogle dyr ikke villige til at gøre det. Over for ens moster og faster føler man den samme ærbødighed og respekt som over for sin egen mor, der har født én, og den samme hengivenhed. På tilsvarende måde er farbrødre og morbrødre værdige til samme respekt og ærbødighed som en far for enhver kvinde.

b. Hvis den islamiske sharia ikke havde truffet en tilsvarende afgørelse vedrørende disse ”muharramat” og ikke for bestandig havde gjort seksuelt begær efter dem haram, ville det ikke have været umuligt, at der opstod seksuelle forhold mellem dem, eftersom de som følge af det normale familieliv omgås hinanden meget i afsondret eneværelse.

g. Mellem mennesker, der er nært beslægtede, findes der dybe følelsesmæssige bånd, og derfor nærer enhver respekt og ærbødighed for dem. Man føler dyb og stærk medfølelse med dem samt en inderlig følelsesmæssig tilknytning. Derfor er det ønskværdigt at indgå ægteskab med kvinder uden for denne kreds med kærlighed og hengivenhed. På den måde bliver kredsen af nære og øvrige slægtninge gennem de nye slægtskabsbånd langt bredere og mere omfattende i samfundet, og området for kærligheds- og medfølelsesrelationer udvides tilsvarende. Med henvisning hertil siges det i Koranen:(Arabisk****************)

og Han har skabt venskabs- og kærlighedsbånd mellem jer.

d. Den naturlige følelsesmæssige tilknytning mellem mennesker, der er nært beslægtede, må nødvendigvis bestå. På denne måde kan det varige forhold mellem dem forblive ubrydeligt og uforgængeligt og nå fuld modenhed. Der kan skabes et solidt grundlag for deres kærlighed, støtte og lignende. Hvis der derimod var mulighed for, at disse personer kunne indgå ægteskab med hinanden, ville uenighed, misundelse, fjendskab og strid uundgåeligt opstå mellem dem. Det ville føre til dybe brud og store katastrofer i familielivet. Gensidig adskillelse og fjendskab ville blive den uundgåelige følge.

e. Hvis mænd og kvinder, der er så nært beslægtede, indgik ægteskab med hinanden, ville det være helt naturligt, at den slægt, de fik, blev svag og uduelig på alle områder. Hvis der fandtes nogen fysisk eller intellektuel svaghed eller mangel i en familie, ville den blive overført gennem generationerne og forblive begrænset til denne slægt.

f. Enhver kvinde er afhængig af en mand, der støtter hendes sag og gør en indsats på hendes vegne, og hun er i høj grad afhængig af ham. Hvis forholdet til hendes ægtemand forværres, bliver en sådan persons nødvendighed endnu mere påtrængende. Hvis der da ikke er nogen til at beskytte hendes interesser og støtte hendes sag, bliver kvindens hjælpeløshed hjerteskærende. Men hvis hun gifter sig med en af disse allernærmeste slægtninge, vil der ikke være nogen noget sted, der kan tale hendes sag. For da vil hendes egen slægtning blive hendes rival eller fjende.

Ægteskab bliver haram på grund af amning

9. Det er fuldstændig haram for en mand at gifte sig med den kvinde, hvis bryst han diede som barn. Ved at have ammet ham blev hun nemlig som hans mor. Hendes brystmælk blev en vigtig del af det væv og den knoglemarv, der udviklede sig i hans krop. Som følge af denne amning blev der skabt et nyt, følelsesmæssigt forhold mellem de to, svarende til forholdet mellem mor og barn. Det er sandt, at dette forhold ofte forbliver skjult. Men det består i personens underbevidsthed i lang tid og kommer tydeligt til udtryk, når der er behov for det.

Denne bestemmelse i shariaen som følge af amning gælder, hvis amningen fandt sted i spædbarnsalderen, det vil sige før barnet fyldte to år. Det er nemlig kun, når barnet i denne alder har fået kvindens brystmælk, at shariaens bestemmelse træder i kraft. Tegnet herpå er, at barnet selv holder op med at die, fordi det er blevet mæt, og at brystvorten af sig selv glider ud af barnets mund.

Betingelsen om fem amninger fortjener forrang på grundlag af de forskellige overleveringer af hadith.

10. Det er også forbudt at gifte sig med en ammesøster. Ligesom kvinden bliver ammemor for drengebarnet, bliver døtrene, som hun føder, hans ammesøstre. Denne kvindes søstre bliver hans ammemostre. Også de øvrige slægtninge bliver hans slægtninge gennem ammeforholdet.

På dette punkt lyder Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, således:(Arabisk****************)

Alt, hvad der er forbudt på grund af blodsforhold, bliver også forbudt på grund af ammeforhold.

Ligesom det på grund af slægtskabsforhold er forbudt at gifte sig med sin faster, moster, brors datter eller søsters datter, bliver ægteskab med disse slægtninge også forbudt på grund af amning.

Ægteskab, der er forbudt på grund af ægteskabelige relationer

11. Hustruens mor, det vil sige svigermoderen. Det er også forbudt at gifte sig med hende. Så snart en mand gifter sig med en kvinde, bliver denne kvindes mor forbudt for ham, uanset om det ægteskabelige samliv med datteren er blevet gennemført eller ej, for svigermoderen er som en mor.

12. Steddatteren – det vil sige datteren af den hustru, med hvem ægteskabeligt samliv er blevet gennemført – er forbudt for ægtemanden. Hvis dette samliv ikke reelt har fundet sted, er der ingen hindring for at gifte sig med hendes datter.

13. Hustruen til ens biologiske søn. Hustruen til en adoptivsøn er ikke haram. For selv om man i islam opfostrer en dreng, bliver han ikke ens biologiske søn. Denne ordning var gældende i uvidenhedens tid, men islam har afskaffet den. For den benægter den faktiske og virkelige situation. Derved regnes det tilladte som haram og det haram som tilladt. Allah den Ophøjede har sagt:(Arabisk****************)

Han har ikke gjort jeres erklærede sønner til jeres virkelige sønner. Det er jo blot ord, som I siger med jeres munde. (Sura al-Ahzab: 4)

Og det virkelige og faktiske ændres aldrig blot ved ord. Det fremmede bliver ikke ens eget.

Det er haram at indgå ægteskab med disse tre på grund af den ægteskabelige affinitet. Når et slægtskabsforhold opstår gennem ægteskab, er det helt passende, at et sådant ægteskab er haram.

At tage to søstre som hustruer samtidig

14. Det er haram at tage to søstre som hustruer samtidig. I uvidenhedens tid var dette meget udbredt. Men islam har gjort det haram. Årsagen er, at det indbyrdes nære forhold mellem de to søstre ikke kan bestå under sådanne omstændigheder. Islams mål er netop at bevare dette forhold intakt og uforandret. Men når de to søstre bliver rivaliserende hustruer, vil dette forhold naturligt ophøre, og de vil blive hinandens fjender.

I Koranen er det klart og tydeligt erklæret haram at tage to søstre som hustruer samtidig. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, har desuden påbudt:(Arabisk****************)

Man må ikke tage en kvinde og hendes faster eller en kvinde og hendes moster som hustruer samtidig.

Han har også sagt:(Arabisk****************)

Hvis I gør noget sådant, begår I synden at bryde slægtskabsbåndet.

Islam er imidlertid fast besluttet på at bevare dette slægtskabsforhold(Arabisk****************)intakt. Hvordan kan en handling, der fører til et sådant resultat, da være tilladt?

En anden mands hustru

15. Kvinder, der allerede er gift med en mand, har under disse omstændigheder på ingen måde lov til at tage en anden ægtemand.

Det kan kun være tilladt for en anden mand at gifte sig med en sådan kvinde under to omstændigheder:

a. Hendes nuværende ægtemand dør eller skiller sig fra hende, hvorved ægteskabet ophører ved hans død eller opløses.

b. Derefter skal den iddah-periode, som Allah Ta’ala har fastsat for kvinden, være udløbet, hendes forpligtelse over for den tidligere ægtemand skal være opfyldt, og der skal være truffet foranstaltninger til at beskytte hende. Hvis kvinden er gravid, udløber denne periode ved fødslen. Uanset om perioden er kort eller lang.

For en kvinde, hvis mand er død, er denne iddah-periode fire måneder og ti dage.

For en fraskilt kvinde er hendes iddah-periode tre menstruationer. Denne periode er helt nødvendig for at sikre, at hun ikke har noget barn i sit modersliv. For der er jo en mulighed for, at hun er gravid med sit tidligere barns far. Derfor er det nødvendigt at overholde denne iddah for at forhindre sammenblandingen af to slægtslinjer. Men hvis hustruen er meget ung eller en ældre kvinde, hvis menstruation er ophørt, er hendes iddah kun tre måneder. Allah den Ophøjede har sagt:(Arabisk****************)

De fraskilte kvinder skal holde sig tilbage, indtil tre menstruationer er forløbet. Det er ikke tilladt for dem at skjule det, som Allah har skabt i deres modersliv, hvis de tror på Allah og den yderste dag. (Sura al-Baqara: 228)

Han har sagt:(Arabisk****************)

Hvis I er i tvivl om dem blandt jeres hustruer, som ikke længere forventer menstruation, skal de overholde iddah i tre måneder. Det samme gælder for dem, hvis menstruation er ophørt, mens iddah for gravide kvinder varer, indtil de føder.

Han har også sagt:(Arabisk****************)

De af jer, der dør og efterlader hustruer, skal lade deres hustruer overholde iddah i fire måneder og ti dage. (Sura al-Baqara: 234)

Det er forbudt i islam at gifte sig med de ovenfor nævnte femten typer kvinder. Det er blevet bekendtgjort samlet i tre vers i Koranens sura an-Nisa. Disse tre vers lyder således:(Arabisk****************)

Gift jer ikke med de kvinder, som jeres fædre har giftet sig med. Bortset fra det, der allerede er sket, er dette i sandhed en skamløs handling, en yderst syndig gerning og en ond vej. Det er forbudt for jer at gifte jer med jeres mødre, jeres døtre, jeres søstre, jeres faders søstre, jeres mødres søstre, jeres brødres døtre, jeres søstres døtre, jeres ammer, som har ammet jer, jeres ammesøstre, jeres hustruers mødre (svigermødre) og jeres hustruers døtre, som er blevet opdraget på jeres hustruers skød, hvis I har haft ægteskabeligt samliv med deres mødre. Men hvis I ikke har haft ægteskabeligt samliv med dem, er der ingen synd i at gifte jer med deres døtre. Det er også forbudt at gifte sig med hustruerne til jeres biologiske sønner og at have to søstre som hustruer samtidig, bortset fra det, der allerede er sket. Allah er visselig Tilgivende og Barmhjertig. Også de kvinder, der allerede er bundet i ægteskab, er forbudte……… (Sura an-Nisa: 22-24)

Kvindelige mushrikun

16. Det er også forbudt at gifte sig med kvindelige mushrikun. Kvindelige mushrikun er kvinder, der tilbeder afguder. De gamle arabiske og indiske hinduistiske mushrikun regnes for at høre til denne kategori.

Allah den Højeste har sagt klart:(Arabisk****************)

Gift jer ikke med kvindelige mushrikun, før de antager troen på tawhid. Vid, at en troende slavekvinde er langt bedre end en kvindelig mushrik, selv om hun måtte behage dig og være tiltrækkende for dig. Og bortgift ikke jeres døtre til mushrikun, før de tror. For en troende slave er langt bedre end en mushrik, selv om han måtte behage jer. De kalder til Helvedet, mens Allah med Sin tilladelse kalder til Paradiset og tilgivelsen.

Dette vers fastslår klart, at det ikke er tilladt for en muslim at gifte sig med en kvindelig mushrik. Det er heller ikke tilladt for en muslimsk kvinde at gifte sig med en mushrik-mand. For der er en grundlæggende forskel mellem tawhidens religion og mushrikernes religion. Den troende fører mennesker mod Paradiset, mens mushrikun fører dem mod Helvedet. De troende tror på den ene Allah, Sendebudet, profetskabet og det hinsidige. Disse begår shirk med Allah, fornægter profetskabet og tror ikke på det hinsidige.

Ægteskabet handler imidlertid om ro i sindet, stabilitet, venskab og harmoni. Derfor er det umuligt at samle disse to indbyrdes modstridende livssyn i et ægteskab.

Kvindelige ahl al-kitab

Den Ærede Koran har givet muslimer tilladelse til at gifte sig med kvinder fra disse to Skriftens folk, jøderne og de kristne. Der er også befaling om at behandle dem på en særlig måde. Selv om de har ændret og forvansket meget af deres religion, må man dog anerkende, at de følger en himmelsk religion. Derfor har Han, ligesom Han har gjort det tilladt at spise dyr, de har slagtet, også erklæret det tilladt at gifte sig med deres kvinder. Allah, den Ophøjede, har sagt:(Arabisk****************)

Skriftens folks mad er tilladt for jer, og jeres mad er tilladt for dem. Og også troende kvinder med ren karakter og kyskhed samt kvinder med ren karakter og kyskhed blandt dem, der fik Skriften før jer, hvis I giver dem deres medgift, idet I søger at leve kyskt, ikke som utugtige og heller ikke som mænd, der tager hemmelige elskere.

Dette er naturligvis et særligt aspekt af islams storsindede principper. Man finder kun sjældent et sidestykke til det blandt verdens øvrige folk og religioner. Selvom disse Skriftens folk betegnes som vantro og vildfarne, har islam erklæret, at kvinder fra disse religioner, selv om de forbliver tro mod deres egen religion, kan blive muslimers hustruer og dronninger i deres hjem. De kan være en muslimsk mands trøst, hans fortrolige og mor til hans børn. Islam har givet tilladelse til dette, selv i en situation, hvor Koranen, når det gælder ægteskabsforholdet og dets inderste hemmeligheder, siger:(Arabisk****************)

Et af Allahs tegn er, at Han har skabt hustruer til jer fra jer selv, så I kan finde trøst hos dem, og Han har skabt venskab, kærlighed, nåde og medfølelse mellem jer.

På dette punkt er det helt nødvendigt at advare om én ting. En from muslimsk kvinde, som er oprigtigt hengiven til og tiltrukket af religionen, er langt bedre end en kvinde, der blot er muslim af slægt. Allahs Ærede Sendebud (fred og velsignelse være med ham) har lært os dette. Han sagde:(Arabisk****************)

Gift dig med en religiøs kvinde; hun vil blive årsag til din succes. Hvis I ikke gør det, så må jeres hænder blive dækket af støv.

Heraf fremgår det, at enhver muslimsk kvinde kan være en bedre hustru for en muslimsk mand end enhver kvinde fra Skriftens folk.

Desuden vil en sådan hustrus trosforestillinger påvirke hendes børn og også vildlede dem, hvis denne frygt er stærk og velbegrundet. Derfor er det, for at beskytte religionen, ønskeligt at undgå disse farer og ikke tage en sådan hustru.

Desuden bør det, hvis antallet af muslimer i et land er lavt, under sådanne forhold være helt haram for muslimske mænd at tage kvinder fra ahl al-kitāb til hustruer. For hvis muslimske mænd da gifter sig med kvinder fra ahl al-kitāb i stedet for med muslimske kvinder, vil de muslimske kvinder ikke kunne blive gift, og som følge heraf vil de komme i den yderste nød. De kan nemlig ikke gifte sig med ikke-muslimske mænd, eftersom det ikke er tilladt. Så vil der ikke være nogen til at gifte sig med dem. En sådan situation vil blive yderst alvorlig for det muslimske samfund. Derfor må det, selv om det er tilladt for muslimske mænd at gifte sig med kvinder fra ahl al-kitāb, betragtes som den eneste måde at undgå denne fare på under sådanne forhold, at man ikke giver denne mulighed.

Muslimske kvinders ægteskab med ikke-muslimske mænd

Det er fuldstændig haram at bortgifte en muslimsk kvinde til en ikke-muslimsk mand, hvad enten han er en ikke-muslimsk person fra ahl al-kitāb eller en anden. Det er under ingen omstændigheder tilladt for en muslimsk kvinde. Den koraniske befaling på dette område er allerede blevet citeret tidligere. Befalingen lyder således: (Arabisk****************)

Bortgift ikke jeres døtre med afgudsdyrkere, før de tror.

Om de troende kvinder, der udvandrede, siges det: (Arabisk****************)

Hvis I ved, at de kvinder, der er udvandret, er troende, så send dem ikke tilbage til de vantro. De er nemlig ikke lovlige for dem, og de er heller ikke lovlige for disse kvinder.

Her blev ahl al-kitāb ikke undtaget fra denne udtalelse. Derfor er der ikke grundlag for nogen uenighed om, at det er haram at bortgifte muslimske kvinder til vantro, afgudsdyrkende og ikke-muslimske mænd.

I islam er det blevet tilladt at gifte sig med jødiske og kristne kvinder, men det er blevet gjort haram at bortgifte muslimske kvinder til dem, og der er en fornuftig grund til dette. Manden er nemlig husstandens overhoved og har myndighed over kvinden. Han bærer det direkte ansvar for alle forhold. Desuden har islam givet en hustru fra ahl al-kitāb fuld frihed i spørgsmål om hendes troslære og overbevisning. Den har også beskyttet hendes rettigheder gennem sharīʿas love og bestemmelser og truffet effektive foranstaltninger til at sikre hendes værdighed og anseelse. Men jødedommen, kristendommen (eller hinduismen) har ikke garanteret en hustru fra en anden religion nogen form for rettigheder, anseelse eller frihed. Der findes heller ikke noget løfte om, at hendes rettigheder vil blive beskyttet. Hvordan skulle islam under sådanne forhold kunne tillade, at en muslimsk kvinde giftes bort til en ikke-muslimsk mand og dermed skubbe hende ud i denne alvorlige fare? Det er på ingen måde muligt at antage en politik, hvor man overgiver muslimske kvinder til mænd, der ikke garanterer beskyttelsen af deres religiøse tro og karakter.

Det er i grunden mandens pligt at respektere og ære sin hustrus religiøse tro og karakter. Et godt forhold mellem de to kan kun bevares, hvis det sker på denne måde. Muslimen anser jøder og kristne for at tro på en himmelsk religion, selv om deres trosforestillinger har gennemgået mange grundlæggende ændringer. Han anerkender Toraen og Evangeliet som Allahs bøger. Han tror også, at Moses og Jesus (fred være med dem) var Allahs store profeter og sendebude. Derfor er det fuldt ud muligt for en kvinde fra ahl al-kitab at leve som muslims hustru, fastholde sin egen religion og leve i fred og lykke. Hendes mand anerkender jo hendes religion, bog og profet. Han ved ikke blot dette, men også, at en muslims tro ikke er gyldig og korrekt, hvis han ikke anerkender dem som sande. Jødernes og de kristnes holdning er imidlertid helt modsat. De anerkender overhovedet ikke islam. De anerkender heller ikke islams bog eller dens sendebud. Hvordan skulle en kvinde, der tror på islam, da kunne leve lykkeligt og fredeligt som hustru til en sådan mand? Hun vil jo praktisere religionen og den islamiske tilbedelse og bestræbe sig på at værne om islams ære og værdighed samt dens reglers virkeliggørelse. Hun vil beskytte sig mod det, som shariaen har erklæret haram, og opfylde sine pligter. Men under en sådan mands myndighed vil dette i praksis ikke være muligt. Hun vil jo være nødt til at adlyde sin ikke-muslimske mands myndighed.

I dette lys kan man forstå begrundelsen for, at islam har erklæret det haram for en muslimsk mand at gifte sig med en afgudsdyrkende mushrik-kvinde. Islam er nemlig fuldstændig imod shirk og afgudsdyrkelse og afviser dette helt. Derfor er det ikke muligt for den ønskede dybe hengivenhed, venskab og kærlighed mellem denne mand og hustru at opstå og bestå.

Kvinder, der er vant til utugt

Det er ikke tilladt for nogen troende muslim at gifte sig med en kvinde, der er vant til utugt, er involveret i prostitution og åbent har valgt dette som erhverv. Hazrat Mursad ibn Abu al-Mursad (må Allah være tilfreds med ham) bad Profeten (fred være med ham) om tilladelse til at gifte sig med en prostitueret, som han havde haft et forhold til i uvidenhedens tidsalder. Denne pige hed ’Inaq. Da Profeten (fred være med ham) hørte dette, vendte han sig bort fra ham. På dette tidspunkt blev Koranens vers åbenbaret:(Arabisk****************)

Den utugtige mand gifter sig ikke med andre end en utugtig eller en mushrik-kvinde, og den utugtige kvinde gifter sig ikke med andre end en utugtig eller en mushrik-mand. Sådanne er haram for de troende.

Profeten (fred være med ham) reciterede straks verset for ham og sagde til ham:(Arabisk****************)Nej, du skal ikke gifte dig med hende.

Årsagen er, at Allah den Ophøjede har tilladt troende mænd at gifte sig med troende, kyske kvinder samt med kvinder af samme slags fra ahl al-kitab-samfundene. Det er blevet tilladt på betingelse af, at de(Arabisk****************)indgår ægteskab og ikke er utugtige.

Den, der således trodser denne anvisning i Allahs bog og ikke er villig til at følge den, er en mushrik. Kun en anden mushrik-mand som ham kan være villig til at gifte sig med hende; det kan ingen troende. Og den, der har accepteret og anerkendt denne bestemmelse, men trods dette handler imod den og er villig til at indgå det ægteskab, som er blevet erklæret haram, er blevet en utugtig.

Det ovenfor nævnte vers fra Sura an-Nur er citeret efter et andet vers fra samme sura. I det foregående vers, hvor straffen for utugt omtales, siges det:(Arabisk****************)

Pisk både den utugtige kvinde og den utugtige mand, og giv hver af dem ét piskeslag.

Dette er den legemlige straf for utugt. Det, der blev nævnt ovenfor, er derimod den moralske og opdragende straf for utugt. For det egentlige formål med at gøre det haram at gifte sig med en utugtig kvinde eller mand er at forhindre dem i at indtage vigtige og ansete positioner, at nægte dem deres nationalitet og, med nutidens almindelige formulering, at fratage dem deres rettigheder og holde dem berøvet dem.

Imam Ibn al-Qayyim skrev efter at have forklaret det ovenfor nævnte vers:

Dette koraniske påbud er ikke blot helt klart og obligatorisk at følge; det er også i overensstemmelse med fornuften og den menneskelige natur. Allah den Højeste har fuldstændig gjort det haram for sine tjenere at være ægtemand til, dayyūth eller ven og ledsager for en kvinde uden dyd. Den natur, som Allah den Højeste har skabt mennesket med, anser netop en sådan handling for yderst modbydelig, lastværdig og afskyelig. Derfor siger man, når man vil forhåne nogen alvorligt: »Ægtemand til en fāḥisha-kvinde.« Det er af denne grund, at Allah den Højeste faktisk har gjort det haram for en muslim at være sådan. Med denne erklæring om forbuddet blev det også klart, at hustruens synd vil ødelægge både mandens ægteseng og slægt i alvorlig grad, selv om Allah den Højeste ønsker at grundlægge slægten på et helt rent og velsignet grundlag. Han har også erklæret dette for en særlig ordning fra sin side. Men utugt åbner vej for sammenblanding af sædceller, så slægten bliver tvivlsom. Derfor er det et særkende ved shariaen, at den har gjort det haram at gifte sig med en utugtig kvinde. Hvis hun derimod angrer og renser sin livmoder ved at vente én menstruationsperiode, er sagen anderledes; det vil sige, at det da er tilladt at gifte sig med hende.(Arabisk****************)

En anden grund til, at det er haram at gifte sig med en utugtig kvinde, er, at den utugtige kvinde er yderst »khabītha«. Allah den Højeste har imidlertid gjort ægteskabet til et helligt bånd af venskab, kærlighed og harmoni. Venskab er ægte kærlighed. En »khabītha«-kvinde kan ikke være den elskede hustru til en mand med ren karakter. En ægtemand kaldes på arabisk(Arabisk****************) »zawjun«. Dette ord er afledt af(Arabisk****************) »izdiwāj«. Det betyder, at noget er præget af lighed og harmoni på alle områder. Men mellem »khabīth« og »ren« vil der nødvendigvis være en fuldstændig tydelig følelse af afsky og væmmelse. Derfor er det hverken ifølge shariaen eller efter almindelige moralske værdier muligt, at den ønskede gensidige oprigtighed, dybe kærlighed, hengivenhed og harmoni kan opstå mellem disse to. Allah den Højeste har derfor sandelig sagt:(Arabisk****************)

Khabītha-kvinder er for khabīth-mænd, og khabīth-mænd er for khabītha-kvinder. Og dydige kvinder er for dydige mænd, og dydige mænd er for dydige kvinder. (Sura an-Nur: 26)

Midlertidigt ægteskab

I islam er ægteskabet et stærkt bånd, et uovertrædeligt løfte og resultatet af begge parters grænseløse ønske og iver efter at leve sammen for altid. Dets mål er at skabe varig mental ro, venskab, kærlighed, barmhjertighed og medfølelse mellem ægtefællerne. Dets højeste formål er at sikre menneskehedens fremgang ved at videreføre slægtens linje. I Den Ædle Koran siger Allah den Ophøjede:(Arabisk****************)

Allah den Ophøjede har skabt ægtefæller til jer fra jer selv og har gennem disse ægtefæller sørget for børn og børnebørn til jer.

Derfor bør ægteskab altid indgås på et varigt grundlag. Et midlertidigt eller tidsbegrænset ægteskab er imidlertid ikke sådan. Det indgås for en bestemt periode mod en bestemt betaling. Derfor er den betydning af ægteskabet, som ovenfor blev beskrevet i lyset af Koranen, helt fraværende i dette tilfælde. Allahs Sendebud (fred være med ham) havde tilladt sådanne ægteskaber, før shariaens bestemmelser havde nået deres fuldkommenhed og stabilitet. Også denne tilladelse gjaldt lange rejser og krigstogter, men senere forbød han det selv for altid.

Der var en grund til, at sådanne ægteskaber oprindeligt blev tilladt. På det tidspunkt befandt menneskene sig i en afgørende overgangsfase, hvor de forlod jahiliyya og bevægede sig mod islam. I jahiliyyas tidsalder var zina, utugt, let tilgængelig, uhæmmet og fri for enhver form for begrænsning.

Efter islams komme blev det meget vanskeligt for disse mennesker, når de måtte rejse til fjerne lande i lange perioder for jihad, at være adskilt fra deres hustruer og uden forbindelse med dem så længe. Blandt de nye muslimer fandtes der både mennesker med stærk tro og mennesker med svag tro. Især med hensyn til de svagt troende blev faren for, at de skulle falde i zina, akut, selv om det er den mest skamløse synd og en afskyelig handling.

På den anden side besluttede de stærkt troende at lade sig kastrere og dermed undertrykke deres seksuelle drift! I denne forbindelse sagde Ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham):(Arabisk****************)

Vi drog på krigstogt sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham). På det tidspunkt var vores hustruer ikke med os. Så sagde vi: Skal vi lade os kastrere? Men Profeten (fred være med ham) forbød os at gøre det og tillod os at indgå ægteskab for en bestemt periode mod tøj eller noget tilsvarende.

Således blev dette midlertidige ægteskab tilladt; på (arabisk) kaldes det mut’a-ægteskab. Det skete med det formål at afhjælpe de midlertidige vanskeligheder og problemer for begge grupper af muslimer, de svagt troende såvel som de stærkt troende. Det var et skridt i den retning, hvor islam ønskede at indføre shariaens bestemmelser for muslimernes ægteskabelige og ægteskabsrelaterede liv. Islams mål var at fremlægge en ægteskabelig livsordning, som ville virkeliggøre alle ægteskabets formål. Det vil sige moralsk renhed, bevarelse af kyskhed, varighed i ægteskabet, videreførelse af slægten samt en udvidelse af familielivets rammer gennem det ægteskabelige forhold med kærlighed, hengivenhed og inderlighed.

Ligesom Koranen benyttede en gradvis fremgangsmåde ved forbuddet mod alkohol og åger – disse to ting var vidt udbredt overalt i jahiliyyas tidsalder – benyttede den også en tilsvarende gradvis fremgangsmåde ved forbuddet mod zina og beskyttelsen af de intime legemsdeles værdighed. Derfor tillod han i begyndelsen mut’a-ægteskab af hensyn til nødvendigheden. Senere erklærede den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) denne form for ægteskab fuldstændig haram. På dette område er hadither blevet overleveret fra Hazrat Ali og mange sahaba. Det er blevet overleveret fra Hazrat Maburata al-Juhani:(Arabisk****************)

Han drog sammen med den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) på felttoget for erobringen af Mekka. På dette tidspunkt tillod han dem at tage hustruer efter mut’a-metoden. Han siger videre: Men den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød det, før han forlod Mekka.

Ordlyden i en anden hadith, som han har overleveret, er:(Arabisk****************)

Og Allah den Ophøjede har gjort dette ægteskab haram indtil Dommedag.

Nu er spørgsmålet opstået, om denne erklæring af forbuddet stadig er gældende og fortsat består, ligesom det for evigt er haram at gifte sig med sin mor eller datter, eller om dette forbud er af samme art som forbuddet mod selvdøde dyr, blod og svinekød? …… Vil et sådant ægteskab da blive mubah, hvis nødvendigheden opstår, og frygten for at falde i zina bliver alvorlig?

Generelt er hele sahaba-samfundet fuldstændig enig om, at mut’a-ægteskab for evigt og endegyldigt er haram, og at den tidligere erklæring af forbuddet stadig er fuldt ud gældende, fortsat og uændret. Eftersom shariaen har nået sin endelige form, kan der nu ikke være nogen plads til denne form for ægteskab.

Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) gav dog udtryk for en anden opfattelse. Han sagde, at det også i senere tider var tilladt og mubah på grund af nødvendighed. Da en mand spurgte ham om at tage en hustru efter mut’a-reglen, gav han ham tilladelse. Hans slave spurgte ham: Er det kun tilladt, når situationen bliver meget vanskelig og alvorlig? Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) svarede: Ja.

Senere, da han selv erfarede, at folk var begyndt at gå for vidt i denne sag og benyttede denne fremgangsmåde også uden nødvendighed, trak han sin opfattelse tilbage og ophørte med at udstede fatwaer til dens støtte.(Arabisk****************)

At have flere hustruer samtidig

Islam er en religion, der er fuldstændig i overensstemmelse med naturen. Den er en fuldkommen livsordning, der er i stand til at håndtere virkeligheden. Ligesom den holder mennesket tilbage fra overdreven strenghed og overdrivelse, rummer den heller ingen mangel eller utilstrækkelighed i forhold til behovene. Vi finder et praktisk bevis på dette i tilladelsen til at have flere hustruer samtidig. Islam har nemlig tilladt muslimer at have flere hustruer samtidig på grund af mange alvorlige menneskelige, personlige og sociale behov.

Før islam var det udbredt blandt forskellige folkeslag og religiøse grupper at tage et stort antal kvinder som hustruer for én mand. Undertiden oversteg antallet ti og nåede endda op på hundrede, to hundrede eller tre hundrede, uden at der blev stillet nogen som helst betingelser eller indført nogen form for begrænsning. Men da islam kom, indførte den særlige regler, betingelser og kontrol med hensyn til at tage flere hustruer.

Den første begrænsning er, at islam har fastsat fire som den øvre grænse for, hvor mange hustruer man må have samtidig. En mand ved navn Gailan as-Makafi antog islam. På det tidspunkt havde han ti hustruer. Profeten (fvmh) sagde til ham:(Arabisk****************)

»Vælg fire af dem, og skil dig fra de øvrige.«

På samme måde forbød Allahs Sendebud (fvmh) også den, der ved sin antagelse af islam havde otte eller fem hustruer, at beholde flere end fire.

Profeten (fvmh)s egen samtidige ægteskabelige forbindelse med ni hustruer var imidlertid af en helt særegen karakter. Allah den Højeste havde givet ham en særlig tilladelse til dette af hensyn til behovet for hans da’wa-arbejde og den muslimske ummahs behov efter hans bortgang.

Betingelsen for at tage flere hustruer samtidig – retfærdighed

Islam har tilladt at have flere hustruer samtidig på den betingelse, at personen selv skal være fast overbevist om, at han vil kunne opretholde fuld retfærdighed mellem sine hustruer, hvad angår mad, beklædning, overnatning og forsørgelse.

For den, der ikke er fast overbevist om, at han vil kunne opfylde alle disse rettigheder korrekt med fuld retfærdighed, balance og lighed, er det helt haram at tage flere hustruer. Allah den Ophøjedes ord:(Arabisk****************)

Hvis I frygter, at I ikke vil kunne handle retfærdigt, så tag kun én hustru.

Og Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:(Arabisk****************)

Den, der har to hustruer og favoriserer den ene frem for den anden, vil på Opstandelsens Dag komme slæbende på den side af kroppen, der er faldet eller hælder.

I denne hadith advares der mod at hælde til den ene af de to. At hælde til den ene betyder at berøve den anden hendes retmæssige rettigheder og behandle hende uretfærdigt. Blot hjertets tilbøjelighed er ingen synd, for hjertets tiltrækning eller tilbøjelighed er noget, som ingen har viljemæssig kontrol over. Derfor holder Allah den Ophøjede ingen ansvarlig for dette, og denne mangel regnes ikke for en fejl. Allah har selv sagt:(Arabisk****************)

I vil aldrig være i stand til at opretholde fuldkommen, ideel retfærdighed og balance mellem jeres hustruer, selv om I ønsker det nok så meget. Undgå derfor at hælde helt og fuldt til én af dem.

Derfor fordelte Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, alt mellem sine hustruer og handlede retfærdigt i denne fordeling, samtidig med at han sagde:(Arabisk****************)

O Allah, jeg har fordelt tiden og forsørgelsen retfærdigt efter bedste evne. Hold mig derfor ikke til regnskab for den retfærdighed, som ligger uden for min formåen, og som alene er inden for Din magt.

Med det, der ligger uden for evnen, menes: Det er ikke det mindste unaturligt, at hjertet hælder til og føler en overdreven tiltrækning, kærlighed og hengivenhed til én bestemt person. På dette område bliver mennesket ofte ude af stand til at beherske sig og er helt hjælpeløst.

Når den ædle Profet (fred være med ham) ønskede at rejse til udlandet, drog han af sted med den af sine hustruer, hvis navn blev kendt gennem Koranen.

Begrundelsen for tilladelsen til at tage flere hustruer

Islam er i sandhed den livsordning, der blev åbenbaret af Allah den Højeste gennem den sidste religion, den sidste profet og det sidste sendebud. Den har fremlagt en evig og universelt gældende sharia. Den rummer love og bestemmelser vedrørende alle sider og områder af menneskelivet. Den kan anvendes og vil med sikkerhed være virksom til alle tider, i alle epoker og i alle lande. Ethvert menneske kan finde løsningen på sine livsproblemer i den. Den indeholder bestemmelser for byboere såvel som for landsby- og ørkenboere; den er ikke sådan, at den kun har bestemmelser for folk i kolde lande og ser bort fra behovene hos folk i varme lande. Den er heller ikke sådan, at den opfylder behovene hos et folk eller en slægt i én bestemt tid, mens folk i en anden tid eller af en anden slægt ikke kan finde bestemmelser deri.

Den opfylder i sandhed ikke blot individers behov, men også samfundets og fællesskabets. Den rummer en velordnet ordning til gavn for hele menneskeheden uden forskel.

Menneskers forskellige forhold er værd at bemærke. Nogle ønsker at føre deres slægtslinje videre, men har ikke et eneste barn, selv om de har en hustru. Uanset om årsagen er sterilitet eller noget andet, er det da ikke den mest respektfulde løsning for hustruen og den bedste løsning for manden, at han beholder sin første hustru hos sig, fortsat opfylder alle hendes rettigheder på behørig vis og tager endnu en hustru, så hans naturlige længsel efter at få børn kan blive opfyldt?

Nogle mennesker kan have en meget stærk og voldsom seksuel drift. Den seksuelle trang og ophidselse kan være uimodståelig for dem. Men hustruen kan på dette område være uinteresseret, uvillig eller ude af stand til at imødekomme ham; det kan også være, at hun er kronisk syg og ikke kan opfylde sin mands krav. Hendes menstruationsperiode kan være langvarig, mens hendes mand derfor måske ikke er i stand til at udvise tålmodighed i længere tid. Er det i en sådan situation ikke mere passende for ham at indgå endnu et ægteskab på shariaens foreskrevne måde i stedet for at tage en pige som veninde (girl friend)?

Ofte er der i et land langt flere kvinder end mænd. Især når unge mænd i krige for nationen ofrer deres liv i stort tal, tvinges mange kvinder til at leve som enker. For der findes ingen mænd, som de kan gifte sig med. Under sådanne forhold kan samfundets almene velfærd, og især kvindernes velfærd, bedst tilgodeses ved, at de foretrækker at leve som medhustruer frem for at være berøvet ægteskabslivet og forblive ugifte hele livet. Derved får de mulighed for at leve med ægteskabets værdighed, mandens kærlighed, sindsro og moralsk renhed. De kan også blive mødre til børn. Netop en sådan livsførelse er i virkeligheden et ekko af deres natur.

Når antallet af giftefærdige kvinder overstiger antallet af mænd, er én af de følgende tre situationer uundgåelig:

-Enten vil de hele livet drikke af afsavnets bitre bæger og tilbringe hele deres liv på denne måde;

-eller vil de som frie, uafhængige og udsvævende kvinder ende deres liv som mændenes legetøj og brændsel for deres begær;

-eller vil det blive anset for tilladt, at de gifter sig med gifte mænd, der er i stand til at afholde udgifterne og villige til at behandle dem godt.

Hvis man bedømmer sagen med upartiskhed og eftertanke, vil det uden tvivl stå klart, at den sidstnævnte situation er den retfærdige og afbalancerede løsning. Også med hensyn til den sociale orden og den moralske sundhed er denne ordning den bedste. Og det er netop denne løsning, islam har fremlagt på dette menneskelige og komplicerede problem. Allah har sandelig sagt:(Arabisk****************)

Hvem kan give en bedre lov end Allahs lov for mennesker, der har en fast overbevisning om Allah? (Sura al-Ma’ida: 50)

Dette er den grundlæggende visdom og sammenhængen bag tilladelsen i islam til at have flere hustruer samtidigt. Alligevel har vestlige kristne præster netop på dette grundlag spredt bagvaskelse mod muslimerne og rejst en storm over hele verden. Men deres egen situation er, at de har givet mænd fri mulighed og tilladelse til at have utallige elskerinder, veninder og konkubiner, uden at nogen form for juridisk eller moralsk kontrol er blevet håndhævet. Som følge af denne moral- og religionsløse praksis høster de utallige uægte og forældreløse børn. Den sociale fordærvelse, som dette har skabt, er ubeskrivelig og vanskelig at udrydde. I lyset af denne store sandhed bør det naturligvis overvejes alvorligt, hvilken ordning der er mest menneskelig og gavnlig: den vestlige eller islams.

Ægtefællernes indbyrdes forhold

Den Ædle Koran har med største vægt og klarhed beskrevet ægteskabets formål og mål. Det er på dette grundlag, at ægteskabslivets bygning opføres. Ægteskabets egentlige mål er ikke seksuel tøjlesløshed, men kærlighed mellem ægtefællerne, indre fred, ro og tilfredshed, et dybt forhold præget af gensidig kærlighed og harmoni mellem begge ægtefællers slægtninge og familier, en fuld udfoldelse af menneskelig medfølelse, omsorg og følelsesmæssig følsomhed samt opbygningen af et oprigtigt forhold til børnene som deres forældre. Der hentydes til dette i et vers i surah ar-Rum. Det er blevet sagt:(Arabisk****************)

Og blandt Hans tegn er dette, at Han har skabt ægtefæller til jer fra jer selv, for at I kan finde dyb fred og ro hos dem, og Han har skabt kærlighed og omsorg mellem jer. I dette er der mange lærdomme og tegn til eftertanke for tænkende mennesker.

Ægtefællernes følsomme forhold

Ud over disse mål og formål belyser Den Ædle Koran også ægtefællernes indbyrdes følsomme og fysiske eller seksuelle forhold. Også på dette område viser Koranen mennesket en enkel, ligefrem og ret vej. Ved at følge den kan mennesket opfylde sine naturlige begær og behov uden at følge urene, modbydelige og vildledende veje.

Det er blevet berettet i hadith, at jøderne og ildtilbederne, når deres hustruer havde menstruation, holdt sig langt borte fra dem og gik meget til yderligheder i denne sag. De kristne havde derimod samleje med deres hustruer selv under denne tilstand. De nærede hverken den mindste bekymring over eller afsky for menstruationen. Uvidenhedens folk undgik, når deres hustruer havde menstruation, at spise og drikke sammen med dem, at sidde sammen med dem og at sove i samme seng – ja, selv at bo i samme rum. Præcis som jøderne og ildtilbederne.

Da nogle muslimer så dette, opstod der et spørgsmål hos dem. De spurgte Allahs Ædle Sendebud, fred være med ham, hvad der var tilladt og hvad der var forbudt med hensyn til intimitet med hustruerne under denne tilstand. Da blev det følgende vers åbenbaret:(Arabisk****************)

De spørger dig om menstruation. Sig: Den er yderst uren og forurenende. Hold jer derfor borte fra hustruerne i denne tilstand, og nærm jer dem ikke fysisk, før de er blevet rene. Når de så er blevet rene, må I gå til dem, sådan som Allah har foreskrevet for jer. Allah elsker dem, der angrer, og dem, der holder sig rene.

Ud fra påbuddet i dette vers om at holde sig adskilt fra hustruerne havde araberne antaget, at man heller ikke måtte bo sammen med dem. Da profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ville give den rette forklaring på verset, sagde han:(Arabisk****************)

Jeg har kun påbudt jer at afholde jer fra samleje med hustruerne under menstruationen. Jeg har ikke påbudt jer at udvise dem fra deres hjem, sådan som ikke-araberne gør.

Da jøderne hørte dette, sagde de: Denne mand har besluttet sig for at modsige os i alle forhold.

Derfor er der ingen skyld for muslimen i at søge nydelse hos sin hustru i alle andre henseender, bortset fra samleje under menstruationen – idet stedet med urenhed skal undgås. Heraf fremgår det, at der på den ene side er blevet indført et forbud mod at udvise hustruerne fra hjemmet under menstruationen, mens man på den anden side må omgås dem helt indtil samleje, og at der således er blevet indført en afbalanceret og harmonisk ordning mellem disse to yderliggående principper.

Den moderne lægevidenskab har afdækket, at menstruationsblod indeholder et giftigt stof, som bliver meget skadeligt, hvis det bliver tilbage i kroppen. Visdommen bag at undgå samleje under menstruationen er blevet klarlagt. Det er blevet fastslået, at skeden trækker sig sammen under menstruationen på grund af blodansamlingen. På grund af blodets gennemstrømning i de indre vener og blodkar befinder nervesystemet sig i en meget urolig og unormal tilstand. Derfor viser samleje under sådanne forhold sig at være skadeligt for hende. Menstruationen kan undertiden standse, og det kan medføre nervesygdomme. Undertiden opstår der også svie i kønsorganerne. (Forfattet af dr. Abdul Aziz Ismail, (Arabisk****************)se)

At undgå analsex

I forbindelse med seksuelt samkvem med hustruerne blev dette vers fra sura al-Baqara åbenbaret:(Arabisk****************)

Jeres hustruer er jeres ager. Gå derfor til jeres ager, som I vil. Og gør jer selv forberedelse til fremtiden. Frygt Allah. Vid, at I nødvendigvis skal møde Ham. Og giv de troende det glade budskab.

Denne åbenbaring havde en særlig årsag og begrundelse. Shah Waliullah Dehlavi har nævnt den. Han sagde:

Jøderne havde uden nogen guddommelig anvisning skabt unødvendige begrænsninger med hensyn til samleje med hustruer. Ansar-samfundet, som boede tæt på dem, fulgte deres praksis. De sagde: Hvis man har samleje med hustruen bagfra, men ind i hendes kønsorgan, bliver barnet skeløjet. Da blev dette vers i Koranen åbenbaret:(Arabisk****************)

Gå til jeres marker, som I vil.

Det vil sige, at samlejet skal foregå i hustruens kønsorgan, enten forfra eller fra den ydre side, altså bagfra. En bestemt måde eller metode for samleje har ingen forbindelse med sociale, civilisatoriske eller nationale forhold. Hvad angår personlige fordele og ulemper, kender hver enkelt person bedst sin egen situation. Jødernes snæversyn på dette område var et resultat af deres overdrevne pedanteri. Derfor bør det forkastes.(Arabisk****************)

I virkeligheden er fastlæggelsen af samlejets metode og stilling ikke et religiøst anliggende. Mennesket skal frygte Allah og være fuldt bevidst om, at det uundgåeligt skal møde Allah. Derfor skal det afholde sig fra anus, for det er afføringens udgang. Denne handling hører til den urene sodomi. Derfor har shariaen fundet det nødvendigt at erklære den forbudt. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:(Arabisk****************)

Hav ikke samleje med jeres hustruer i anus.

Til den, der har samleje med sin hustru i anus, sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham:(Arabisk****************)

Den lille sodomit.

Da en kvinde fra Ansarerne spurgte om at have samleje med hustruen bagfra, reciterede Den Ædle Profet (fvmh.) dette vers for hende: (Arabisk****************)

Jeres hustruer er jeres marker. Gå derfor til jeres marker, som I vil, og fra hvilken side I vil.

Umar (må Allah være tilfreds med ham) spurgte: (Arabisk****************)

O Allahs Sendebud! Jeg er gået til grunde. Han spurgte: Hvad har bragt dig til grunde? Han svarede: I går aftes havde mit ridedyr skiftet retning. (Det vil sige, jeg havde haft samleje med hende bagfra.)

Da Den Ædle Profet (fvmh.) hørte dette, gav han intet svar. Senere blev det ovenfor nævnte vers åbenbaret. Derefter sagde Den Ædle Profet (fvmh.): (Arabisk****************)

Gør det forfra; du kan også gøre det bagfra. Men undgå samleje under menstruation og i anus. (Ahmad, Tirmidhi)

Bevarelse af ægtefællers intime hemmeligheder

I Den Ædle Koran siges der i forbindelse med beskrivelsen af de retskafne og gudfrygtige hustruers egenskaber: (Arabisk****************)

De fromme kvinder vogter det skjulte i overensstemmelse med Allahs befaling og under Hans beskyttelse og nåde. (Sura an-Nisa: 34)

De usynlige og skjulte forhold, hvis bevarelse omtales i dette vers, omfatter også de forhold, der vedrører ægtefællernes intime samliv. Det er forbudt at omtale disse hemmeligheder i venners og veninders forsamlinger og møder.

Det er blevet sagt i en hadith:(Arabisk****************)

På Dommedag vil den person have den usleste rang hos Allah, som har tilfredsstillet sit behov hos sin hustru og derefter røbet hendes hemmeligheder.

Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) ledte vores bøn. Efter at have afsluttet bønnen vendte han sig mod os og sagde: »Sæt jer alle ned og lyt. Er der nogen blandt jer, som går ind til sin hustru, lukker døren til huset og trækker gardinet for? Og når han senere kommer ud, fortæller han folk: Jeg har gjort dette og hint med min hustru?«

Ingen svarede på Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) spørgsmål. Derefter henvendte han sig til de kvindelige bedende og sagde: »Er der også nogen blandt jer, der taler sådan?« En ung kvinde, som forsøgte at se Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) og høre hans ord, mens hun støttede sig på sine knæ, sagde: »Ved Allahs ed, mænd taler også sådan.« Da Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte dette, sagde han:(Arabisk****************)

»Ved I, hvad den, der gør sådan, kan sammenlignes med? Han kan sammenlignes med en mandlig og en kvindelig djævel, som har samleje med hinanden på åben gade og tilfredsstiller deres behov, mens alle mennesker med åbne øjne ser på dette skamløse skue.«

Dette eksempel, som skal vække stærk afsky for en sådan tåbelig handling, er tilstrækkeligt for en muslim. For det er en yderst modbydelig handling. Ingen muslim kan ønske at være en mandlig eller kvindelig djævel.

Familieplanlægning

Menneskehedens og menneskeslægtens beståen er det yderste mål med ægteskabet og ægteskabslivet. Og denne beståen afhænger af, at slægtslinjen fortsætter uafbrudt. Derfor har islam lagt meget stor vægt på forplantning og erklæret den for særdeles ønskværdig. Set fra islams synspunkt er børn – hvad enten de er drenge eller piger – et middel til stor velsignelse og velstand. Samtidig har islam dog udtrykt den opfattelse, at familieplanlægningsmetoder kan anvendes af fornuftige grunde og på grund af vigtige behov. På den Ædle Sendebuds (fred være med ham) tid var det almindeligt at praktisere azl – at udstøde sæden uden for kvindens kønsorgan under sædafgangen – med det formål at forhindre eller mindske fødselstallet. Profetens sendelsestid praktiserede sahabaerne denne metode. Det er overleveret fra Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham):(Arabisk****************)

Vi praktiserede azl i den Ædle Sendebuds (fred være med ham) levetid, mens Koranen blev åbenbaret. En anden hadith lyder:(Arabisk****************)

Vi praktiserede azl i den Ædle Sendebuds (fred være med ham) levetid. Da denne nyhed nåede ham, forbød han os ikke at gøre det.

Og i en anden hadith siges det:(Arabisk****************)

En mand kom til den Ædle Profet (fred være med ham) og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg har et hundrede slavepiger, og jeg praktiserer azl med dem, og jeg ønsker ikke, at de skal blive gravide. Jeg ønsker det samme, som mænd normalt ønsker. Jøderne går imidlertid rundt og siger, at azl er et mindre, hemmeligt drab.« Da sagde den Ædle Profet (fred være med ham): »Jøderne lyver. Hvis Allah ønsker, at et barn skal fødes, kan du ikke forhindre det.«

Betydningen af den Ædle Sendebuds (fred være med ham) ord er, at sædcellerne på trods af azl kan nå frem til livmoderen, og at befrugtning kan finde sted uden, at man er klar over det.

I Hazrat Umar Faruqs (må Allah være tilfreds med ham) forsamling blev der talt om azl. En sagde: »Folk anser det jo for et lille, hemmeligt drab.« Da Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, sagde han: »Det kan kaldes maw’udah – at begrave et barn levende, det vil sige barnedrab – først når fosteret har gennemgået syv stadier: når jordens essens bliver til en sædcelle, derpå antager form af størknet blod, derefter bliver til en klump kød, hvorefter knoglerne dannes, og kød lægges over dem. Først efter at have gennemgået disse stadier får det menneskelig form og skikkelse.« Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Du har talt sandt. Må Allah give dig et langt liv.«

Under hvilke omstændigheder er familieplanlægning tilladt

Det kan være tilladt at benytte familieplanlægning i ganske få særlige tilfælde. Et sådant behov foreligger, hvis moderens liv eller helbred trues på grund af sygdom eller komplikationer under fødslen; i så fald kan denne metode anvendes. Man kan få kendskab til denne fare eller trussel gennem erfaring, eller en troværdig og pålidelig læge kan oplyse om den. Allah har selv sagt:(Arabisk****************)

Kast ikke jer selv i undergang med egne hænder.

Han har sagt:(Arabisk****************)

Dræb ikke jer selv. Allah er visselig yderst barmhjertig mod jer.

Det andet grundlag er frygten for at komme ud i materielle vanskeligheder, problemer og usikkerhed eller hjælpeløshed, hvilket kan medføre religiøse problemer. Som følge heraf kan mennesker på grund af deres børn ende med at indtage haram-midler og begå ulovlige handlinger. Allah har sagt:(Arabisk****************)

Allah ønsker at gøre det let for jer og ønsker ikke at udsætte jer for vanskeligheder. (Sura al-Baqarah: 185)

(Arabisk****************)

Allah ønsker ikke at pålægge jer trang eller vanskeligheder.

For det tredje er der frygten for, at børnenes helbred skal blive ødelagt, eller at man ikke vil være i stand til at sørge for deres rette opdragelse og oplæring. I denne forbindelse er følgende hadith værd at nævne:(Arabisk****************)

Det er berettet fra Usama ibn Zayd, at en mand kom til Allahs Sendebud og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg praktiserer coitus interruptus med min hustru.« Han spurgte: »Hvorfor gør du det?« Manden svarede: »Jeg er bekymret for hendes bryster.« Da sagde Profeten: »Hvis frygten for skade virkelig var berettiget, ville den have skadet perserne og romerne.«

Det betyder, at Profeten mente, at hvis enkeltpersoner gjorde dette på et personligt plan, ville det ikke medføre nogen skade for hele ummaen som helhed. Det bedste bevis på, at det ikke er skadeligt, er, at perserne og romerne på den tid havde meget stærke regeringer og statsordninger; de led ikke nogen skade som følge af denne praksis.

Set fra shariaens synspunkt kan endnu et behov nævnes. Det er, at det kan være skadeligt for et diende barn, hvis dets mor bliver gravid igen. For moderens mælk kan da forsvinde, hvilket kan få barnet til at blive svagt.

Profeten vejledte ummaen til at udføre handlinger, der samlet set var til gavn for den. Og han opfordrede den til at undgå alle handlinger, som kunne medføre skade for ummaen. Profetens følgende ord hører til denne kategori:(Arabisk****************)

I må ikke i det skjulte ødelægge jeres børn. For samleje med hustruen, mens hun ammer et barn, kan skade barnet.

Men Profeten forbød ikke denne handling med den antagelse, at den var haram. For på hans tid havde folk fra andre nationer taget denne fremgangsmåde i brug, uden at det skadede dem. Hvis samleje med hustruen i den periode, hvor hun ammer barnet, var blevet forbudt fuldstændigt på grund af dette, ville deres ægtemænd have lidt under det. Ammeperioden varer op til to år. Med disse forhold for øje sagde Profeten:(Arabisk****************)

Jeg ønskede at forbyde samleje med mødre til diebørn. Men jeg erfarede, at perserne og romerne gjorde dette, uden at det skadede deres børn.

Allama Ibn al-Qayyim har foretaget en analyse for at forene de to ovennævnte hadither. Han sagde:

Profeten (sa) havde begge hensyn for øje. Det ene var risikoen for, at barnet kunne tage skade, hvis man havde samleje med dets mor, mens hun ammede barnet. Selvom denne skade ikke ville være af en sådan grad, at der var tale om drab eller tilintetgørelse, forbød han det alligevel på grund af risikoen for skade. Han erklærede det dog ikke haram, men ønskede senere at afholde folk fra det som en forebyggende foranstaltning. Men et andet hensyn viste sig også for ham. Hvis samleje med ammende kvinder blev forbudt, ville de vanskeligheder og skadelige følger, som kunne opstå, ikke kunne forebygges gennem et sådant forbud. Især var der stor risiko for, at unge mænd og personer med stærk seksuel ophidselse ville blive udsat for alvorlige prøvelser. Derfor fandt han, at hensynet til at bevare dette gode var langt stærkere og mere berettiget til prioritet end de skadelige følger af en forebyggende begrænsning. Han havde også datidens to store, etablerede nationers praksis for øje. De havde ikke afholdt sig fra dette; derfor forbød han det ikke.

I moderne tid er der blevet udviklet stadig nye metoder og fremgangsmåder til svangerskabsforebyggelse. [Det er vigtigt at huske, at forfatteren her taler om familieplanlægning og ikke om at forhindre fødsler eller sterilisation. Derfor kan man ikke sige, at moderne familieplanlægning eller sterilisation er tilladt. Sterilisation er grundlæggende en syndig ændring af Allahs skabelse. Der er ingen tvivl om, at det er en syndig og haram handling og en åbenlys form for drab på børn, som Allah har forbudt. Hvis nogen imidlertid havner i en ekstrem nødsituation, er det en særskilt sag. – Oversætterens anmærkning]

Ved at anvende denne metode er det muligt at varetage hensynet til det gode, som Profeten (sa) ønskede, nemlig at beskytte diebarnet mod skade. Samtidig ønskede han at beskytte ummahen mod den katastrofe, der kunne opstå, hvis samleje med hustruen under ammeperioden blev forbudt.

På baggrund af denne drøftelse er ‘azl ifølge Ibn Hanbal tilladt. Betingelsen er dog, at det sker med hustruens samtykke. Hun har nemlig ret både til samlejets nydelse og tilfredsstillelse og til at få børn. Hazrat Umar (ra) forbød, at man praktiserede ‘azl uden hustruens samtykke.

Heraf bliver islams særlige synsvinkel tydelig. Profeten (sa) tillagde kvinders rettigheder så stor betydning allerede på et tidspunkt, hvor verdens mennesker var fuldstændig ubekendt med selve begrebet kvinders rettigheder.

Abort

Islam har tilladt anvendelse af præventionsmidler netop i de tilfælde, hvor behovet herfor bliver akut. Men selv da er det under ingen omstændigheder tilladt at skade fosteret, når en graviditet først er indtrådt.

Retslærde er enige om, at abort efter det tidspunkt, hvor fosteret har fået liv, er fuldstændig haram og en forbrydelse. Det kan på ingen måde være tilladt for nogen muslim. For det er en umenneskelig uret mod et levende og fuldt udviklet væsen. Derfor har de retslærde sagt, at hvis fosteret under en abort fødes levende og derefter dør, skal der betales diyah – blodpenge. Hvis fosteret fødes dødt, skal der betales en bøde, hvis størrelse er mindre end diyah. Men de siger, at hvis det med pålidelige midler vides, at moderen vil miste livet, hvis fosteret skal reddes, og at der ikke findes nogen anden måde at redde hendes liv på end ved abort, så bliver abort i dette tilfælde nødvendig. Den almindelige regel i sharia er, at moderens liv ikke må bringes i fare for at redde fosterets liv, når der er tale om to skadelige forhold. For moderens liv er det grundlæggende, og hendes ret har forrang. Derfor kan det på ingen måde være ønskværdigt at ofre moderens liv for at redde fosterets liv.

Imam al-Ghazali har sagt:

Man må skelne mellem prævention og abort. Prævention er ikke det samme som at dræbe et barn. Man kan først tale om barnedrab, når barnet har fået eksistens i livmoderen. Barnets tilblivelse i livmoderen gennemgår flere stadier. Det første stadium er, at sædcellen fæstner sig i livmoderen og bliver i stand til at modtage liv. At ødelægge den på dette stadium er en syndig handling. Når der er blevet pustet ruh ind i den, og den er blevet sundt og fuldt udviklet, er det en endnu større synd at ødelægge den. Den største synd er at dræbe barnet efter dets fødsel.

(Men hvordan kunne Imam al-Ghazali glemme, at det også bestemt er en synd at ødelægge sædcellen, og at en tilladelse hertil fuldstændig kunne gøre Allahs vilje med at skabe mennesker i verden frugtesløs, hvilket aldrig kan være tilladt? I dag er netop denne metode blevet opfundet og anvendes i vidt omfang. I virkeligheden er sædcellen, der udskilles fra mandens krop, mandens barn, og Koranen har gentagne gange forbudt at dræbe det. Hvis det sker af frygt for mangel på føde, bliver denne haram-handling så meget desto alvorligere.) – Oversætterens anmærkning.

Ægtefællers sociale rettigheder

Ægteskabet er et tæt bånd, et stærkt løfte. Allah den Ophøjede har indført denne ordning netop for at skabe et stærkt bånd mellem mand og kvinde. Efter at de er blevet gift, er de hinandens modstykker. Selv om de er selvstændige, hvad angår deres personligheder, er de i virkeligheden hinandens modstykker. Den ene er den andens støtte og beskytter. Hver af deres egne ønsker, begær, håb og forventninger er forbundet og sammenvævet med den andens.

Netop for at tydeliggøre dette forholds yderste styrke og uopløselighed mellem ægtefællerne er det sagt i Den Ædle Koran:(Arabisk****************)

Jeres hustruer er jeres klæder, og I er deres klæder.

Dette vers’ egentlige budskab er, at ægtefæller skal være tæt forbundne med hinanden, beskytte hinandens hemmeligheder, støtte og hjælpe hinanden og være en kilde til skønhed for hinanden. Med andre ord har hver af dem rettigheder over for den anden. Disse rettigheder skal fuldt ud opfyldes. Disse rettigheder er helt lige, bortset fra de særlige rettigheder, der er givet mændene i overensstemmelse med deres natur; det fremgår klart af Allahs ord. Han siger:(Arabisk****************)

Kvinderne har tilsvarende rettigheder og pligter efter det, der er rimeligt og sædvanligt. Men mændene har en forrang frem for dem.

Denne forrang består i at være leder, tilsynsførende og ansvarlig samt forpligtet til at aflægge regnskab. En mand spurgte Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham): Hvilke rettigheder har vores hustruer over os? Han svarede:(Arabisk****************)

Det er, at I skal give dem mad, som I selv spiser, og klæde dem, som I selv klæder jer. I må ikke slå dem i ansigtet, ikke skælde dem ud med grimme og uanstændige ord og ikke forlade dem andre steder end i deres hjem. (Abu Dawud, Ibn Hibban)

Derfor er det ikke tilladt for nogen muslim at udvise forsømmelighed eller ligegyldighed med hensyn til sin hustrus underhold. Det siges i en hadith:(Arabisk****************)

Det er tilstrækkeligt til, at en mand bliver syndig, at han udviser grov forsømmelighed over for dem, hvis underhold er blevet lagt på hans ansvar. (Abu Dawud, an-Nasa’i, Hafem)

Islam har ikke givet tilladelse til at slå sin hustru i ansigtet. Denne handling strider nemlig mod menneskelig ære og værdighed. Den skader og krænker den del af kroppen, der har størst ære og værdighed, og hvor hele kroppens skønhed er samlet. Når det gælder at opdrage og forme en ulydig og egensindig hustru efter behov, kan hun undertiden slås let. Men det er på ingen måde tilladt at slå hende på en måde, der påfører hende smerte eller vansirer hendes ansigt. Det er heller ikke tilladt at skælde sin hustru ud. At såre hendes følelser, tale uudholdelige ord til hende eller endog nedbede ulykke over hende og lignende er fuldstændig forbudt.

Følgende hadith om hustruens forpligtelser over for sin mand er værd at nævne. Den ædle Profet (fvmh.) sagde: (Arabisk****************)

Det er ikke tilladt for en kvinde, der tror på Allah, at give en person adgang til sin mands hjem, som hendes mand ikke bryder sig om. Det er heller ikke tilladt for hende at gå uden for hjemmet uden sin mands tilladelse. Hun bør heller ikke adlyde nogen anden i denne sag, og hun bør ikke holde sig borte fra sin mands seng. Hvis manden er uretfærdig, skal hun så vidt muligt bestræbe sig på at holde ham tilfreds. Hvis manden tager imod denne tjeneste fra hende, er det godt. Allah vil acceptere hendes undskyldning og vise, at hun har holdt sig til sandheden. Men hvis manden ikke er tilfreds, vil hendes undskyldning for sin manglende evne nå frem til Allah.

Ægtefællernes gensidige tålmodighed

Det er enhver muslimsk mands pligt at udvise tålmodighed over for sin hustru, især når han bemærker noget hos hende, som han ikke bryder sig om. Det er i høj grad mandens pligt at vænne sig til at bære over med de fejl og mangler, som naturligt findes hos mennesker, fordi de er mennesker, samt de svagheder, der skyldes kvindelighed, og som kan iagttages hos kvinder. På samme måde bør han rette sin opmærksomhed mere mod hendes gode egenskaber end mod hendes fejl og mere mod hendes gode sider end mod hendes mangler. Det er blevet sagt i en hadith: (Arabisk****************)

Ingen troende mand bør hade en troende kvinde. Hvis der er én egenskab hos hende, som han ikke bryder sig om, vil han sikkert finde andre egenskaber hos hende, som han kan lide. (Muslim)

Og Allah, den Ophøjede, har sagt: (Arabisk****************)

Lev sammen med jeres hustruer på god vis (og behandl dem godt). Hvis I ikke bryder jer om dem, er det ikke usandsynligt, at Allah har lagt megen godhed og velsignelse i dem.

Ligesom islam har pålagt manden at udvise tålmodighed og den største overbærenhed over for de ting hos hustruen, som han ikke bryder sig om, har den på tilsvarende vis pålagt hustruerne at bestræbe sig efter bedste evne på at holde deres mænd tilfredse og ikke tilbringe natten, mens manden er utilfreds med dem. Det er blevet sagt i en hadith: (Arabisk****************)

Tre personers bønner hæver sig ikke engang en håndsbredde over deres hoveder. Den ene er en mand, der leder folk i bøn, selv om de ikke bryder sig om ham. Den anden er en kvinde, der tilbringer natten, mens hendes mand er utilfreds med hende. Og den tredje er to brødre, der ligger i strid og skænderi med hinanden. (Ibn Maja, Ibn Hibban).

Når der opstår uenighed mellem ægtefællerne

Manden er hjemmets og familiens overhoved, leder og myndighed. Han er skabt til dette formål, og eftersom han besidder de nødvendige evner, er hans status også sådan på livets kampplads. Han er blevet tillagt denne status, fordi ansvaret for medgiften og familiens udgifter påhviler ham. Derfor kan hustruen ikke have nogen ret til at nægte ham lydighed, gøre noget i strid med hans anvisninger, være ulydig mod ham eller gå uden om ham. Hvis dette alligevel sker, er det uundgåeligt, at forholdet mellem dem bliver meget dårligt. Familiens skib vil blive kastet omkring af bølgerne, og på grund af fraværet af en virkelig styrmand er det ikke umuligt, at det til sidst synker helt.

Når manden bemærker, at hustruen trodser ham og holder hovedet højt over for ham, skal han gøre sit yderste for at forbedre hende gennem gode råd og fornuftige, overbevisende og hjertevarmende samtaler. Men hvis rådene ikke virker, skal han undgå hende i sengen og vende sig bort fra hende, så hendes kvindelige følelser vækkes, og hun til sidst overgiver sig og bliver lydig og føjelig.

Hvis denne fremgangsmåde ikke virker, kan han slå hende. Men det betyder ikke, at vold af ekstrem karakter, mishandling eller slag i ansigtet på nogen måde er tilladt; det skal helt undgås. For nogle kvinder kan lette slag vise sig at være til gavn og virke som en opvækkelse. Med slag menes der ikke at slå med en pisk, en stav eller en kæp. En udtalelse af Den Ædle Profet (s.a.s.) giver et klart lys over dette spørgsmål. En af hans tjenere havde vredet ham i forbindelse med en bestemt handling. Da sagde han:(Arabisk****************)

Hvis der ikke fandtes mulighed for gengældelse på Dommedag, ville jeg have slået dig med denne miswak. (Tabaqat Ibn Sa’d)

Sendebudet (s.a.s.) brød sig overhovedet ikke om at slå. Han sagde:(Arabisk****************)

Hvorfor slår nogle af jer sin hustru på samme måde, som en herre slår sin slave? Og derefter vil han måske allerede samme nat have samleje med hende. (Musnad Ahmad)

Om dem, der slår kvinder, sagde den ærede Profet (ﷺ): (Arabisk****************)

Sådanne mennesker kan aldrig regnes for at være gode mennesker blandt jer.

Hafiz Ibn Hajar har skrevet:

De bedste blandt jer vil aldrig slå deres hustruer. Af Profeten (ﷺ)’s ord fremgår det, at det i almindelighed er tilladt at slå hustruer. Det rette tidspunkt for dette er imidlertid, når manden ser ulydighed hos sin hustru i en sag, hvor hun er forpligtet til at adlyde ham. I en sådan situation kan han slå hende for at tvinge hende til lydighed og få hende til at adlyde. Men hvis formaning, trusler eller lignende er tilstrækkeligt til at løse sagen, skal vold naturligvis undgås. For det skærper hustruens had til hendes mand, og det strider imod et harmonisk ægteskabsliv. Det harmoniske ægteskabsliv er netop det egentlige mål med ægteskabet. Hvis hun derimod skal slås på grund af noget, der vedrører ulydighed mod Allah, er det en særskilt sag.

I værket al-Nasa’i har Aisha (må Allah være tilfreds med hende) berettet: (Arabisk****************)

Allahs Sendebud (ﷺ) slog aldrig nogen af sine hustruer eller tjenere. Han løftede aldrig hånden for at slå nogen anden. Hvis han imidlertid straffede nogen for Allahs sag eller på grund af en krænkelse af Allahs hellighed, var det en helt anden sag. (Fath al-Bari, bind 9, s. 249)

Men hvis også disse foranstaltninger mislykkes og viser sig at være frugtesløse, og der opstår frygt for, at den indbyrdes konflikt og uenighed vil brede sig og blive dybere, skal indflydelsesrige, autoritative og velvillige mennesker i det islamiske samfund gribe ind og forsøge at skabe en forsoning. Fremgangsmåden er, at der udpeges én mægler fra mandens side og én fra hustruens side, som oprigtigt ønsker det bedste for dem begge. De skal forsøge at forsone ægtefællerne og fjerne den uenighed, der er opstået; så vil Allah sikkert skabe forsoning mellem dem. Den Højestes erklæring om dette er:(Arabisk****************)

De hustruer, hvis oprør og ulydighed I frygter, skal I formane og rådgive. Forlad dem i sengene, og slå dem. Hvis de derefter adlyder jer, må I ikke lede efter fejl hos dem. Vær sikre på, at Allah er den Højeste og den Største. Hvis I frygter splittelse mellem dem, så udpeg en mægler fra mandens familie og en mægler fra hustruens familie. Hvis de to virkelig ønsker at skabe forsoning, vil Allah skabe overensstemmelse mellem dem. Allah er visselig Alvidende og fuldt bekendt med alt.

Skilsmisse kan kun gives under sådanne omstændigheder

Når alle de ovenfor nævnte og analyserede forsøg er slået fejl, kan det som en sidste udvej og af nødvendighed være tilladt for ægtemanden at benytte den fremgangsmåde, som den islamiske sharia har foreskrevet, så alle problemer og vanskeligheder kan fjernes; det vil sige at give skilsmisse. Islam har kun tilladt denne fremgangsmåde med stor modvilje og utilfredshed. Det er ikke noget, der behager Allah, og det er hverken wajib eller fard. Profeten (fred være med ham) sagde:(Arabisk****************)

Blandt de handlinger, som Allah har gjort halal, er skilsmisse den mest forhadte og mest uønskede.

(Arabisk****************)

Allah har ikke gjort nogen handling halal, som er mere uønsket end skilsmisse.

At skilsmisse er en halal, men uønsket handling, fremgår tydeligt af, at skilsmisse er en tilladelse, som kun må benyttes ved et alvorligt behov og når ingen anden udvej findes. Når familielivet bliver fastlåst og ødelagt, når ægtefællernes had og fjendskab over for hinanden bliver intenst, og de ikke længere kan forblive inden for de grænser, Allah har fastsat, eller opfylde hinandens ægteskabelige rettigheder, er der ingen anden udvej end at benytte denne fremgangsmåde. Når der ingen mulighed er for enighed, er uenighed bedre – sådan lyder et almindeligt ordsprog. Allah har sagt:(Arabisk****************)

Hvis de to går fra hinanden, vil Allah ved sin overflod gøre dem begge uafhængige af hinanden.

Skilsmissepraksis før islam

Skilsmisse er ikke en ordning, som Islam alene har indført. Før Islam var skilsmisseordningen udbredt over hele verden. Der fandtes dog undtagelser blandt enkelte folk. Når en ægtemand blev vred på sin hustru – uanset om det var af en rimelig eller urimelig grund – fordrev han hende fra hjemmet. Hustruen kunne da hverken sige eller gøre noget for at forsvare sig selv eller fremføre sin sag. Det var heller ikke muligt for hende at få nogen form for modydelse fra sin ægtemand. Ingen andre former for rettigheder blev anerkendt. I grækernes storheds- og magtperiode, da deres civilisations sejrsbanner vajede stolt, var skilsmisse også i deres samfund tilladt uden nogen form for betingelser eller begrænsninger. I det romerske samfund blev skilsmisse anset for at være en følge af selve ægteskabets indgåelse. Selv hvis ægtefællerne stillede som betingelse, at der ikke måtte ske skilsmisse, afsagde dommeren en kendelse om, at ægteskabet var ophævet.

Ifølge romernes gamle stammer blev skilsmisse forbudt ved et religiøst ægteskab. Ægtemanden havde imidlertid ubegrænset myndighed over sin hustru. I visse tilfælde blev det endda tilladt ham at dræbe hende. Senere blev skilsmisse i deres religion erklæret tilladt på samme måde som i civilretten.

Skilsmisse i jødedommen

I jødedommen blev der ganske vist gjort forsøg på at forbedre hustruernes anseelse og værdighed, men ved at erklære skilsmisse tilladt blev der skabt en meget vid adgang til den. Når hustruens syndige forseelse var blevet bevist, blev ægtemanden ud fra et religiøst synspunkt tvunget til at skille sig fra hende. Selv hvis ægtemanden tilgav hende hendes synd, blev det en ufravigelig pligt for ham at skille sig fra hende. Hvis hustruen efter ti år stadig ikke havde født et barn, blev skilsmisse anset for nødvendig efter loven.

Skilsmisse i kristendommen

Kristendommen har fuldstændig modsat sig skilsmisse. På den ene side gik den imod jødedommen. Evangeliet erklærede i Jesu navn skilsmissehandlingen fuldstændig forbudt. Desuden gjorde det også ægteskab mellem den fraskilte mand og den fraskilte hustru forbudt. I Matthæusevangeliet siges det:

»Og det blev sagt: Enhver, der forlader sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev. Men jeg siger jer: Enhver, der forlader sin hustru af anden grund end utugt, gør hende til en ægteskabsbryderske, og den, der gifter sig med den forladte hustru, begår utugt. (Matthæus, kapitel 5, vers 31-32)

I Markusevangeliet siges det:

Enhver, der forlader sin hustru og gifter sig med mig, begår ægteskabsbrud imod hende; og hvis en kvinde forlader sin mand og gifter sig med en anden, begår hun også ægteskabsbrud.

I Bibelen angives følgende som begrundelse for, at dette erklæres forbudt:

Det, som Gud har sammenføjet, må mennesket ikke adskille. (Matthæus, kapitel 19, vers 6)

Dette udsagn er i sig selv sandt og korrekt. Men anvendelsen af dette udsagn til at erklære skilsmisse for haram er meget forbløffende. Den enkle og ligefremme betydning af, at Allah har sammenføjet mand og hustru, er, at Han har tilladt ægteskab. Hvis Han har tilladt, at ægteskabet opløses ved skilsmisse, må denne adskillelse også anses for at være sket fra Allahs side – selv om selve adskillelsen er blevet udført af et menneske. Heraf fremgår det klart, at den, der adskiller dem, som Allah har sammenføjet, ikke er mennesket, men Allah selv.

Er det ikke Allah, der adskiller de to, når der begås ægteskabsbrud? Findes der andre grunde til adskillelse end ægteskabsbrud?

Kristendommens afvigende syn på skilsmisse

Selv om Injil ikke erklærer det for haram at skille sig fra sin hustru, når der er begået ægteskabsbrud, fritager den det fra forbuddet og gør det til en undtagelse; men den katolske lære har fortolket denne undtagelse. De siger, at der i virkeligheden slet ikke er nogen undtagelse her. Der er ingen mulighed for skilsmisse noget sted. Kristendommen anerkender ikke skilsmissens eksistens overhovedet. Den rette betydning af skilsmisse på grund af ægteskabsbrud er imidlertid, at ægteskabsbruddet i sig selv opløser ægteskabsbåndet. Derfor er det mandens pligt at forlade sin hustru, når der er begået ægteskabsbrud.

Den protestantiske lære har afsagt en helt modsat dom. Tilhængerne af denne lære anser skilsmisse for tilladt under særlige omstændigheder. Det gælder blandt andet hustruens ægteskabsbrud eller mandens troløshed. Deres syn går imidlertid ud over det princip, som Injil har erklæret i Matthæus. Men under sådanne omstændigheder har Injil erklæret det forbudt for den fraskillende mand og den fraskilte hustru at gifte sig igen.

Tilhængerne af den ortodokse trosretning erklærede på deres kirkemøde i Egypten, at det var tilladt at skille sig fra en hustru på grund af hendes utroskab og af andre grunde. Til disse grunde hørte blandt andet, at hustruen havde været ufrugtbar i tre sammenhængende år, smitsom sygdom samt langvarige stridigheder og skænderier, hvor der ikke var håb om forsoning. Men disse grunde gik ud over evangeliets erklæring. Derfor kunne denne trosretnings vogtere ikke anerkende, at det var tilladt for andre at skille sig af sådanne grunde. Af samme årsag afviste en kristen domstol i Egypten en kristen kvindes anmodning om skilsmisse, som var begrundet i hendes mands fattigdom. Samtidig bemærkede den, at det var højst mærkværdigt, at nogle af religionens ledere og medlemmer af dette råd havde erklæret skilsmisse for tilladt på grundlag af sådanne grunde, som ikke havde noget belæg i evangeliet.

Følgerne af kristendommens principper vedrørende skilsmisse

Følgerne af disse begrænsninger og forpligtelser, som kristendommen indførte med hensyn til skilsmisse, viste sig at være meget dårlige. Kristendommens tilhængere begyndte at fornægte deres egen religion. De opløste det, som Allah havde forenet. Det kristne Vesten udformede sådanne civile love, at det blev fuldt ud lovligt at undgå disse forpligtelser. I Amerika og flere andre lande blev skilsmisse gjort til en fri og fuldstændig frivillig handling. I praksis udfordrede de selve evangeliet. Resultatet blev, at folk begyndte at anvende skilsmissens våben af helt almindelige årsager. Da det som den endelige følge førte til et fuldstændigt sammenbrud i ægteskabslivet og familiesystemet, begyndte de fornuftige mennesker i dette samfund at spørge sig selv: Hvor er vi på vej hen? En fremtrædende dommer i skilsmissesager blev tvunget til at sige, at der ikke ville gå lang tid, før ægteskabs- og familielivet var forsvundet fra deres land. Derefter ville der opstå fuldstændigt anarki mellem mænd og kvinder samt ubegrænsede seksuelle forhold. Nu har ægteskabslivet antaget karakter af et handelsselskab. Dets to partnere kan bryde deres indbyrdes aftale og gå fra hinanden af enhver helt almindelig og ubetydelig grund. Denne tilstand er ikke i overensstemmelse med nogen religion i verden og stemmer ikke overens med den. For ingen religiøs tro er længere i stand til at holde dem sammen. Blot seksuel nydelse og tilfredsstillelse blev det eneste grundlag for forholdet mellem mænd og kvinder.

Kristendommens særlige rolle i spørgsmålet om skilsmisse

Intet andet sted end i det kristne Vesten finder man et eksempel på, at familieloven er blevet omdannet til civilret, idet religionens lære er blevet tilsidesat. Det var kun de kristne, der på dette område lod religionens lære fremstå som skadelig. Der var også en stærk grund til dette. De var selv kommet til den opfattelse, at deres religions regler om skilsmisse var i strid med virkeligheden. De var ikke forenelige med den menneskelige natur. Derfor var det ikke rigtigt at anvende dem i menneskelivet.(Arabisk****************)

Kristendommens lære var midlertidig

Selv hvis alt det, der er sagt i evangeliet om skilsmisse, er korrekt og sandt, og selv hvis der ikke blev foretaget nogen ændringer i det i den tidlige periode, står det ikke desto mindre klart, at Jesus ikke efterlod nogen permanent, evig og uforanderlig lov. Den er ikke noget, som alle mennesker til alle tider skal følge og acceptere. Jøderne havde overskredet grænserne med hensyn til de muligheder og tilladelser, som Allah havde givet dem. Denne overskridelse var særlig tydelig i spørgsmålet om skilsmisse. Jesus ønskede blot at modsætte sig dette. I evangeliet efter Matthæus er det citeret: Da farisæerne ønskede at sætte Jesus på prøve, spurgte de ham:

»Er det tilladt at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?« Han svarede: »Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød? Så er de ikke længere to, men ét kød. Derfor skal mennesket ikke adskille det, som Gud har føjet sammen.« De sagde til ham: »Hvorfor har Moses så givet befaling om at give et skilsmissebrev og skille sig fra hende?« Han sagde til dem: »Fordi jeres hjerter er hårde, tillod Moses jer at skille jer fra jeres hustruer, men fra begyndelsen var det ikke sådan. Og jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af nogen anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den, der gifter sig med den fraskilte kvinde, begår også ægteskabsbrud.« (Evangeliet efter Matthæus, kapitel 19, vers 3-9)

Heraf bliver det tydeligt, at da jøderne gik til overdrivelse med den skilsmisse, som Hazrat Musa havde tilladt, gjorde Hazrat Messias skilsmisse forbudt for dem som straf. Kun for den utugtige kvinde blev skilsmisse bevaret. Og det var en midlertidig foranstaltning. Dens varighed strakte sig kun frem til Hazrat Muhammads (sa) komme og indførelsen af den omfattende, evige og uforanderlige sharia.

Det er ikke rimeligt at sige, at Hazrat Isa Messias ønskede at fremlægge denne bestemmelse om skilsmisse som en evig sharia. For hans egne ledsagere, apostle og disciple erklærede selv denne bestemmelse for ugyldig. De sagde: Hvis en mand skal have et sådant forhold til sin egen hustru, er det bedre ikke at gifte sig. (Matthæusevangeliet, kapitel 19, vers 10)

For at gifte sig under sådanne forhold betyder at binde et reb om sin egen hals, som det aldrig er muligt at frigøre sig fra. Det gælder, uanset hvor hadsk og fjendtligt mandens hjerte måtte være over for hustruen, hvor meget han end måtte være vred på hende, og hvor store forskelle der end måtte være mellem deres naturer, temperamenter, tilbøjeligheder og holdninger.

Islams begrænsninger vedrørende skilsmisse

Islam har fastsat forskellige betingelser og begrænsninger for skilsmisse. Derfor er området blevet yderst snævert. At skille sig uden at benytte de midler, vi har nævnt ovenfor, og uden en grund, er fuldstændig haram og forbudt i islam. For hvis man gør det, er det uundgåeligt, at ikke blot hustruen, men også manden påføres stor skade og besvær. Det strider også imod hans eget velbefindende. Derfor er det under sådanne omstændigheder lige så haram at skille sig fra sin hustru, som det er haram at ødelægge sin formue. Den Ærværdige Profet (sa) har sagt:(Arabisk****************)

Du må hverken skade dig selv eller skade andre eller tillade, at der sker skade.

Også i lyset af denne hadith er det ikke tilladt at skille sig uden grund og uden noget formål.

Allah bryder sig ikke om, at de, der skiller sig for fornøjelsens skyld, giver sig af med alt for mange skilsmisser, og det gør Profeten heller ikke. Den Ærværdige Profet (sa) har sagt:(Arabisk****************)

Jeg bryder mig ikke om mænd eller kvinder, der går omkring for at smage på nydelser.

Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra) sagde:(Arabisk****************)

Skilsmisse er kun blevet foreskrevet af nødvendighed.

Det er haram at give skilsmisse under menstruation

Når behovet for skilsmisse opstår, er det ikke tilladt at give skilsmisse på et hvilket som helst tidspunkt. Det er nødvendigt at vente på det rette tidspunkt. Ifølge shariaen er det rette tidspunkt, at hustruen er i en ren tilstand, det vil sige, at hun hverken har menstruation eller barselsblødning, og at hun er i en sådan ren tilstand, at manden ikke har haft samleje med hende. Hvis hustruen imidlertid er gravid, og graviditeten er blevet synlig, er sagen anderledes.

Denne betingelse er fastsat, fordi manden under hustruens menstruation eller barselsblødning holder sig adskilt fra hende. Hustruen er tvunget til at undvære samleje. Under sådanne omstændigheder kan manden være såret eller vred på hende. Af denne grund kan han være rede til at skille sig fra hende. På grund af denne mulighed er det blevet påbudt, at manden skal vente, indtil hustruen er helt ren, før han giver skilsmisse. Efter at hun er blevet ren, skal han give skilsmissen, før han har samleje med hende.

Ligesom det er haram at give hustruen skilsmisse under hendes menstruation, er det på samme måde haram at give skilsmisse i en ren periode, hvor man har haft samleje med hende. For hvis manden havde vidst, at hustruen var blevet gravid, ville han måske slet ikke have skilt sig fra hende. Det er heller ikke mærkeligt, at han på grund af graviditeten beslutter ikke at skille sig fra hende.

Men når hustruen er ren, og manden ikke har haft samleje med hende, eller når hustruen er blevet gravid, og graviditeten er blevet synlig, betyder det at give skilsmisse under sådanne omstændigheder, at hadet til hustruen har antaget en voldsom karakter. Derfor er det tilladt at give skilsmisse under sådanne omstændigheder.

Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) skilte sig fra sin hustru, mens hun havde menstruation, under den Ædle Profets levetid. Hazrat Umar (ra) spurgte den Ædle Profet (sa) om dette, og han sagde:(Arabisk****************)

Sig til ham, at han skal tage sin hustru tilbage. Derefter kan han, hvis han ønsker det, skille sig fra hende, mens hun er ren, og før samleje har fundet sted.

Dette er skilsmisse i overensstemmelse med iddah. Den Almægtige Allah har sagt det samme i det følgende vers:(Arabisk****************)

O Profet! Når I skiller jer fra jeres hustruer, så skil jer fra dem med henblik på at overholde iddah.

Det betyder skilsmisse i ‘tuhr’ – det vil sige, mens hustruen er ren.

I en anden hadith er Profetens udsagn gengivet således:(Arabisk****************)

Sig til ham, at han skal tage sin hustru tilbage. Derefter skal han skille sig fra hende, mens hun er ren eller gravid.

Her opstår imidlertid spørgsmålet, om en skilsmisse, der gives under menstruation, træder i kraft. Det er almindeligt kendt, at en skilsmisse træder i kraft, når den end gives. Men hvis skilsmissen gives på et uhensigtsmæssigt tidspunkt, bliver den, der giver den, syndig.

Nogle islamiske retslærde har sagt, at en skilsmisse, der gives på et forkert tidspunkt, ikke vil træde i kraft. For Allah den Højeste har ikke foreskrevet en sådan skilsmisse. Han har heller ikke givet tilladelse til den. Derfor er en sådan skilsmisse ikke i overensstemmelse med sharia. Hvordan kan man da kalde denne skilsmisse gyldig, og hvordan skulle den overhovedet kunne træde i kraft?

Hazrat Ibn Umar (ra) blev spurgt:(Arabisk****************)

Hvad mener De om en mand, der har skilt sig fra sin hustru, mens hun havde menstruation? …… Som svar fortalte han spørgeren historien om, hvordan han selv havde skilt sig fra sin hustru, mens hun havde menstruation, og sagde, at Profeten (sa) havde tilbagekaldt denne skilsmisse og slet ikke regnet den som en skilsmisse.

Det er haram at sværge ved skilsmisse

Det er ikke tilladt at gøre »talaq« til en ed, det vil sige at sige, at »skilsmissen træder i kraft«, hvis man gør eller ikke gør en bestemt handling. Det er fuldstændig uacceptabelt at skræmme sin hustru ved at sige: »Hvis du gør dette, er du skilt.« For i islam findes der en særlig formulering og særlige ord for en ed; en ed kan ikke aflægges med nogen anden formulering eller andre ord, og islam har ikke tilladt det.

Det er at sværge ved Allahs navn. Allahs ædle sendebud (sa) sagde:(Arabisk****************)

Den, der sværger ved noget andet end Allahs navn, begår shirk.

(Arabisk****************)

Den, der aflægger en ed eller sværger, bør sværge ved Allahs navn; ellers bør han tie.

Den fraskilte hustru skal gennemføre iddah i sin mands hjem

Ifølge den islamiske sharia er det den fraskilte hustrus pligt at gennemføre iddah – at tilbringe iddah-perioden – i sin mands hjem. Det er haram for hende at forlade hjemmet og gå udenfor. Det er også haram for manden at bortvise hende fra hjemmet under iddah-perioden. For i iddah-perioden er der mulighed for, at manden kan tage sin hustru tilbage, hvis han har skilt sig fra hende med én eller to talaq. Hvis hun i en sådan situation forbliver i hjemmet tæt på sin mand, får hun mulighed for at fjerne hans vrede eller utilfredshed. Manden får også mulighed for at genoverveje sin beslutning om hende.

Påbuddet om at gennemføre iddah er blevet fastsat for at sikre, at livmoderen er fri – at man bliver forvisset om, at der ikke er et barn i livmoderen – samt for at understrege mandens rettigheder og bevare hendes værdighed som hustru. Menneskets sind er foranderligt. Når omstændighederne ændrer sig, ændres menneskets sindstilstand også, og det begynder at tænke ud fra et nyt perspektiv. Det er på ingen måde usædvanligt, at vrede og utilfredshed forsvinder, og at tilfredshed og harmoni opstår i stedet. Et menneske, der er revet med af følelser, begynder at tænke med et roligt sind. Som følge heraf kan det også komme til at holde af den, det ikke bryder sig om. Betydningen af denne forpligtelse til at gennemføre iddah i mandens hjem er meget omfattende og dyb.

Om de fraskilte hustruer har Allah den Højeste sagt: (Arabisk****************)

Frygt Allah, jeres Herre. Bortvis dem ikke fra deres hjem, og lad heller ikke dem gå bort. Medmindre de begår en klart åbenlys overtrædelse. Den, der overskrider de grænser, som Allah har fastsat, gør kun sig selv uret. I ved ikke, om Allah derefter vil frembringe en ny situation.

Men hvis det bliver uundgåeligt, at mand og hustru må skilles, bør de skilles fra hinanden på en god og anerkendt måde.

Hustruen må ikke på nogen måde påføres skade, der må ikke fremsættes falske anklager eller bebrejdelser, og ingen må berøves sine rettigheder. Allah har sagt: (Arabisk****************)

Så behold dem på god vis, eller skil jer fra dem på god vis.

Han sagde:(Arabisk****************)

De fraskilte hustruer skal have noget underhold på sædvanlig vis. Det er deres ret og de gudfrygtiges ansvar.

Én talaq efter en anden

Islam har fastsat for muslimen, at han ikke skal give sin hustru tre talaq på én gang, men give de tre talaq hver for sig. Reglen er, at han skal give én talaq i en tuhr – en renhedsperiode, hvor han ikke har haft samleje med sin hustru. Derefter skal han lade hende forblive i denne tilstand. Ved at forblive sådan vil hendes iddah-periode udløbe. Hvis manden i løbet af iddah-perioden beslutter at beholde hende, kan han meget let tage hende tilbage. Men hvis han ikke tager hende tilbage, og iddah-perioden udløber i denne tilstand, kan han senere få hende tilbage gennem et nyt ægteskab. Hvis manden ikke længere føler noget behov for at beholde hende, kan hustruen derefter gifte sig med en anden mand.

Hvis manden efter den første talaq tager hende tilbage som sin hustru, men deres forhold senere igen bliver dårligt, og alle muligheder for forsoning bliver lukket, kan han give talaq for anden gang. Efter den fremgangsmåde, der er nævnt her, har manden stadig ret til enten at tage hende tilbage under iddah-perioden eller, efter at iddah-perioden er udløbet, at tage hende som sin hustru gennem en ny ægteskabskontrakt.

Men hvis han efter at have taget hende tilbage for anden gang også giver talaq for tredje gang, vil det være endegyldigt bevist, at hadet og fjendskabet mellem disse to er blevet så intenst, at der ikke længere er noget håb om forsoning mellem dem. I en sådan situation – efter denne tredje talaq – kan manden ikke tage sin hustru tilbage. Hun er da ikke halal for ham, før hun har giftet sig med en anden mand og levet sammen med ham. Dette ægteskab skal være gyldigt og i overensstemmelse med sharia. Ægteskabet skal indgås med ægteskab som hensigt; det er ikke gyldigt, hvis det alene indgås for at gøre hende halal for den tidligere mand.

Dette er den shariaretlige regel og fremgangsmåde for at give talaq. Hvis nogen i stedet for denne fremgangsmåde giver tre talaq på samme tid, enten én efter én eller alle tre i én sætning, er det fuldstændig i strid med den regel og fremgangsmåde, som sharia har fastsat. En sådan person har forladt vejledningen og følger vildfarelsens vej; han har mistet den lige vej. I en sahih-hadith fortælles det, at Rasul Karim (fvmh.) fik at vide, at en mand havde givet sin hustru tre talaq på én gang. Han rejste sig vredt og sagde:( Arabisk******************)

Skal denne mand, mens I er til stede, gøre nar af Allahs Bog? En mand rejste sig da og sagde: „O Allahs Sendebud! Skal jeg ikke dræbe sådan en mand?“ (an-Nasāʾī)

Når en ægtemand skiller sig fra sin hustru, og den fastsatte iddah-periode er udløbet, har han pligt til at gøre én af to ting:

Enten skal han beholde hende på god og anstændig vis, det vil sige tage hende tilbage som hustru med det formål at behandle hende godt og bringe orden i forholdet, uden noget ønske om strid, skænderi eller at påføre hende unødig smerte.

Eller skal han skilles fra hende på god og anstændig vis, det vil sige lade hende være, indtil iddah-perioden er udløbet. Derefter skal han lade hende gå uden at påføre hende nogen skade og efter at have opfyldt alle hendes rettigheder uden på nogen måde at være nærig med dem.

Det er på ingen måde tilladt for ægtemanden at tage hende tilbage, når iddah-perioden er udløbet, med det formål at pine og skade hende samt forlænge iddah-perioden, og således i lang tid forhindre hende i at gifte sig med en anden ægtemand.

I uvidenhedens tid plejede folk at handle sådan. Men Allah, den Ophøjede, har gjort det forbudt at skade hustruen på denne måde. Han har udtrykt dette forbud på en meget gribende måde:( Arabisk******************)

Når I skiller jer fra hustruerne, og de derefter har fuldført deres iddah, så skal I enten tage dem tilbage på god vis eller lade dem gå på god vis. Hold dem ikke tilbage for at skade dem; så overskrider I grænserne. Og den, der gør dette, gør uret mod sig selv. Gør ikke Allahs åbenbaringer til genstand for latterliggørelse og spot. Og husk Allahs nåde, som Han har skænket jer. Husk den Bog og den visdom, som Han har åbenbaret for jer. Han formaner jer derved. Frygt Allah, og vid, at Allah har fuldt kendskab til alle ting. (Sura al-Baqarah: 231)

Hvis vi læser disse vers med dyb koncentration, kan vi forstå, at de indeholder syv udsagn: den ene advarsel følger efter den anden, og den ene påmindelse om forsigtighed følger efter den anden. Der er formaning og også nænsom rådgivning. Allahs velsignelser bliver mindet os om. Samtidig indeholder de gentagne budskaber, der vækker frygt. Disse vers er i sandhed yderst værdifulde for den, der har et hjerte, er rede til at betragte dem med opmærksomhed og har et vågent blik.

Hun, der er blevet skilt, må ikke forhindres i at gifte sig efter eget ønske

Når ventetiden (iddah) for den fraskilte kvinde er udløbet, må hun ikke forhindres i at gifte sig med den, hun ønsker og foretrækker. Hendes tidligere ægtemand, hendes værge eller nogen anden har ret til at gøre dette. Hvis ægteskabet indgås efter et frieri i overensstemmelse med sharia og sædvane samt med hendes families samtykke, har ingen heller ret til at gøre indsigelse mod det. Nogle mænd forsøger, selv efter at have skilt sig fra deres hustru, at bevare deres myndighed over hende og udøve indflydelse på hende. De skræmmer hende med hensyn til andre mænd og truer hende med, at det ikke vil gå godt, hvis hun gifter sig med en anden. Dette er intet andet end den største dumhed, barbari og jahiliyyah.

På samme måde: Hvis hustruen ønsker at gifte sig med sin tidligere ægtemand igen – at tage ham tilbage som ægtemand – og de begge på ordentlig vis og efter sædvane er enige og træffer beslutning om det, er det ikke tilladt for værgen eller andre i familien at forhindre det. Allah har sagt: Det er bedre at forlige sig.

Han sagde: ( Arabisk******************)

Når I skiller jer fra jeres hustruer, og de har fuldført deres ventetid (iddah), må I ikke forhindre dem i at gifte sig med deres kommende ægtemænd, hvis de gensidigt er enige om at indgå ægteskab på sædvanlig vis, og I må ikke skabe vanskeligheder for dem. Dette er en formaning til dem, der tror på Allah og på det hinsidige. Dette er den reneste, mest uangribelige og bedste fremgangsmåde for jer. Allah ved, mens I ikke ved. (Sura al-Baqarah: 232)

En hustrus rettigheder, når hun nærer had til sin ægtemand

Hvis en hustru nærer had til sin ægtemand, ikke kan lide ham og ikke mener, at hun kan leve sammen med ham i enighed og føre husholdning med ham, kan hun købe sin egen frihed og befrielse ved at betale en modydelse. Hun har ret til at frigøre sig fra ægteskabets bånd ved at tilbagegive hele den medgift eller de gaver, som ægtemanden har givet hende – eller det beløb, som begge parter bliver enige om. Hun bør dog ikke modtage mere fra ham, end hvad han har brugt på hende. Allah har selv sagt: ( Arabisk******************)

Hvis I frygter, at ægtefællerne ikke vil kunne overholde de grænser, som Allah har fastsat, så er der ingen synd for nogen af dem, hvis hustruen frigør sig ved at betale en modydelse. (Sura al-Baqarah: 229)

Den ærværdige Thabit ibn Qays’ hustru kom til Guds ædle Sendebud (fvmh) og sagde: »O Guds Sendebud! Jeg har ingen bebrejdelse eller klage over min mand Thabit ibn Qays med hensyn til hans karakter og fromhed. Men sandheden er, at jeg ikke bryder mig om ham.« Den ædle Profet (fvmh) spurgte: »Hvad har han givet dig?« Hun svarede: »En have.« Da han spurgte, om hun ville give haven tilbage til ham til gengæld for skilsmissen, svarede hun: »Ja.« Så sagde den ædle Profet (fvmh) til Thabit:( Arabisk******************)

»Tag haven tilbage og skil dig fra hende.«

Det er vigtigt på dette sted at huske, at en hustru ikke bør skynde sig med at bede om skilsmisse, hvis der ikke faktisk foreligger nogen grund fra mandens side. Den ædle Profet (fvmh) sagde:( Arabisk******************)

»For den kvinde, der uden nogen grund beder sin mand om skilsmisse, vil selv duften af Paradiset være forbudt.«

Det er haram at chikanere sin hustru

Det er fuldstændig haram for en mand at påføre sin hustru lidelse med det formål, at hun skal give ham alt det tilbage, som han har givet hende, og at pine og plage hende af den grund. Men hvis hun begår en åbenlys skamløs handling, er det en særskilt sag. Det er i denne forbindelse, at Allah den Højeste har sagt:( Arabisk******************)

Plag dem ikke med det formål at få nogen del af det tilbage, som I har givet jeres hustruer. Men hvis de begår en åbenlys skamløs handling, er det en særskilt sag. (Sura an-Nisa: 19)

Hvis hustruen er blevet sin mand imod, og han selv ønsker at skille sig fra hende og gifte sig med en anden, er det ikke tilladt at tage noget tilbage fra hustruen. Allah den Højeste har sagt:( Arabisk******************)

Hvis I ønsker at tage en anden hustru i stedet for en hustru, og I har givet den ene af dem en stor formue, må I ikke tage noget af den tilbage. Vil I tage den tilbage ved at anklage hende og åbenlyst krænke hendes rettigheder? Og hvordan skulle I kunne tage den tilbage, når I har haft ægteskabeligt samliv med hinanden, og de har aflagt en stærk og bindende pagt med jer?

Det er haram at sværge på at forlade sin hustru

Islam har lagt særlig vægt på at sikre kvinders rettigheder. Et levende bevis på dette er, at Islam fuldstændig har erklæret det haram for en ægtemand i vrede at sværge på at forlade sin hustru i sengen i så lang tid, at det bliver meget vanskeligt for hende at bære. Hvis en ægtemand aflægger en ed på at holde sig adskilt fra sin hustru, får han kun en frist på fire måneder. Det kan forventes, at hans vrede vil kølne i dette tidsrum. Derefter kan han ændre sin beslutning. Hvis han genoptager det ægteskabelige samliv med sin hustru, før de fire måneder er gået, vil Allah tilgive den synd, han indtil da har begået af denne grund, og åbne en vidtstående dør til sin nåde for ham. Da er det obligatorisk for ham at yde kaffārah for denne ed. Men hvis han ikke ændrer sin beslutning og ikke bryder eden, selv efter at denne periode er udløbet, vil hans hustru blive adskilt fra ham. Dette er uden tvivl den passende straf for at tilsidesætte hustruens rettigheder.

Ifølge nogle fiqh-lærde indtræder skilsmissen straks, når den ovennævnte periode er udløbet. Det er ikke nødvendigt at afvente nogen afgørelse fra en qadi eller en myndighed.

Andre fiqh-lærde mener derimod, at sagen efter fristens udløb skal forelægges en myndighed. Myndigheden vil give ham mulighed for at vælge én af to veje: enten skal han efter genovervejelse af egen vilje tage sin hustru tilbage, eller også skal han skille sig fra hende. Han kan vælge den af de to muligheder, som han finder bedst.

Denne ed på ikke at nærme sig sin hustru kaldes i sharia-terminologien īlāʾ. Om dette har Allah, den Ophøjede, sagt:( Arabisk******************)

De, der sværger på ikke at have omgang med deres hustruer, får en frist på fire måneder. Hvis de tager deres hustruer tilbage, er Allah tilgivende og barmhjertig. Men hvis de beslutter sig for skilsmisse, så hører og ved Allah alt! (Sura al-Baqarah: 226-227)

Der er fastsat en periode på fire måneder, for at ægtemanden kan få fuld mulighed for at genoverveje sagen og handle med fornuft og omtanke. På den anden side kan en hustru, der er uden ægtemand, højst forventes at kunne udvise tålmodighed i denne periode.

Tafsir-kommentatorer har på dette sted nævnt en hændelse, der involverede Umar

En nat, da han gik rundt i Medinas gader og stræder for at undersøge forholdene, hørte han en kvindes stemme. Hendes mand var rejst til et fjernt land for at deltage i jihad. Tynget af savnet efter sin mand sang kvinden med klagende stemme.

Natten er blevet lang, og mørket har lagt sig overalt

Og det, der får mig til at græde, er, at

min ven ikke er hos mig, som jeg

kan lege med.

Ved Allah, hvis det ikke var af frygt for Allahs straf

var til stede,

Så ville armene på denne seng straks begynde at bevæge sig.

ville begynde at bevæge sig.

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte kvindens klage og spurgte sin datter, Hazrat Hafsa (må Allah være tilfreds med hende): Hvor længe kan en kvinde holde ud at være adskilt fra sin mand? Hun svarede: Fire måneder. Da gav de troendes leder ordre til, at ingen mand måtte holdes adskilt fra sin hustru i mere end fire måneder.

Forholdet mellem forældre og børn

Bevarelse af slægten

Barnet er faderens inderste væsen, bærer af hans egenskaber. I hans liv er det hans øjnes fryd, og efter hans død viderefører det hans eksistens. Det er et symbol på hans minde. Det arver hans gode og dårlige sider samt hans særprægede egenskaber; det er et stykke af hans hjerte, en skønhed, der bor dybt i hans indre.

Det er derfor, Allah har gjort zina og utugt haram. Han har gjort ægteskab obligatorisk, så slægten kan bevares, og forskellige menneskers sæd ikke blandes. Barnet skal kunne kende sin far, og faderen skal kunne kende sine børn. Gennem ægteskabet bliver kvinden bestemt for og beskyttet til fordel for en bestemt mand. Det bliver haram for hende at være sin mand utro. Det barn, der fødes i ægtefællernes hjem efter ægteskabets indgåelse, regnes som født af hendes mand. Der kræves ikke noget særskilt bevis for at fastslå dette forhold. Faderen behøver heller ikke at erklære det, og moderen behøver ikke at hævde: »Denne og denne er far til mit barn.« For Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:( Arabisk******************)

Barnet tilhører den, i hvis seng det blev født.

Det er ikke tilladt at benægte faderskabet til sit eget barn

Af disse grunde kan en ægtemand ikke benægte faderskabet til det barn, som hans hustru har født, efter at hun på lovlig vis er blevet gift med ham og har født barnet i hans ægteseng. Det er ikke tilladt for ham at gøre det. En sådan benægtelse er yderst skamfuld og skadelig for både hans hustru og barnet. Hvis ægtemanden derfor, på grundlag af rent grundløse onde formodninger, tvivl eller ubestridelige tegn fra folkemunde, bliver fast overbevist om, at hustruen har været ham utro, ønsker den islamiske sharia ikke at lægge ansvaret for barnets opdragelse på en person, der ikke anerkender det som sit eget biologiske barn; og det er heller ikke shariaens regel at tvinge ham til at gøre barnet til sin arving.

Kort sagt ønsker den islamiske sharia ikke at holde nogen ægtemand fanget i tvivl og mistanke hele livet. Den fremgangsmåde, som islam har anvist for at blive fri af denne vanskelighed, kaldes i den juridiske terminologi »li’an«( Arabisk******************). Hvis en mand derfor bliver fast overbevist eller stærkt formoder om sin egen hustru, at hun har vanæret hans ægteseng ved at modtage en fremmed mands sæd og er blevet gravid med et andet barns biologiske far, men ikke kan fremlægge vidnesbyrd om sandheden i denne sag, skal dommeren lade dem gennemføre »li’an« mellem sig. Dette er sagt i sura an-Nur med disse ord:( Arabisk******************)

De, der fremsætter en falsk anklage mod deres hustruer og ikke har andre vidner end sig selv, skal aflægge vidnesbyrd på denne måde: Han skal fire gange sværge ved Allah og bevidne, at han taler sandt i sin anklage. Femte gang skal han sige, at Allahs forbandelse må komme over ham, hvis han lyver. Og kvinden kan undgå straffen ved gentagne gange at sværge ved Allah og bevidne, at denne mand er en løgner. Femte gang skal hun sige, at forbandelsen må komme over hende, hvis manden taler sandt i den anklage, han har fremsat.

Derefter skal de to skilles for bestandigt, og barnet skal knyttes til moderen.

Det er haram at tage en adoptivsøn

Ligesom en far ikke har ret til at benægte faderskabet til sit biologiske barn, har han heller ikke ret til at gøre et barn, der ikke er hans biologiske barn, til sin egen søn, præsentere det som sin søn eller gøre krav på det som sådan. I uvidenhedens tidsalder plejede araberne, ligesom folkene i andre nationer, at tage adoptivsønner og knytte dem til deres egen slægt, som de ønskede. De gjorde hvem som helst til deres søn. Adoptivsønnen havde nøjagtig de samme pligter og rettigheder som de biologiske sønner. Man tog endda en person som adoptivsøn, selv når hans far og slægt var kendt.

Også på det tidspunkt, hvor islam kom, var det skik i det daværende arabiske samfund at tage adoptivsønner. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde før sin profetkaldelse i uvidenhedens tidsalder taget Zayd ibn Haritha som søn. Men islam har betragtet denne sag som en uvirkelig og usand hændelse. Set fra islams synspunkt består det i at gøre en fremmed og ubeslægtet person til medlem af sin egen slægt og lade ham være alene og afsondret sammen med husets kvinder, ganske som en mahram-mand, selv om han i virkeligheden ikke har denne status, og disse kvinder ikke er mahram for ham.

Den, der gør nogen til adoptivsøn, gør ham også til sin arving. I en sådan situation bliver de egentlige, nærtstående arvinger, selv om de har ret til en del af arven, berøvet den. Derfor opstår der helt naturligt en skjult vrede og misundelse samt et ønske om gengældelse hos de virkelige slægtninge over for denne såkaldte søn. Som følge heraf bryder stridigheder og konflikter ud, og forholdet forværres. Det er af disse grunde, at Den Ædle Koran har erklæret denne jahiliyyah-skik for afskaffet og fuldstændig utvetydigt haram. Allah den Højeste har sagt:( Arabisk******************)

Han har ikke gjort jeres adoptivsønner til jeres virkelige sønner. Dette er blot ord, der kommer fra jeres munde. Men Allah taler sandheden og viser den rette og fejlfri vej. Kald dem efter deres fædre; det er mere retfærdigt i Allahs øjne. Men hvis deres fædre ikke er kendt af jer, er de blot jeres brødre i religionen og blot jeres hjælpende venner.

Koranens ord: »Dette er blot ord, der kommer fra jeres munde.« Det siger tydeligt, at en såkaldt søn eller en religiøs søn er fuldstændig uden reelt indhold; der ligger ingen sand grund bag det.

Ord, der kommer fra munden, kan hverken ændre den virkelige sandhed eller ændre virkeligheden. En fremmed person kan ikke derved blive en slægtning. En såkaldt søn kan aldrig blive et virkeligt, biologisk barn. Ord, der kommer fra munden, kan ikke få den plejende persons blod til at strømme gennem adoptivsønnens krop, årer og blodkar, og de kan heller ikke skabe en virkelig fars faderlige kærlighed, ømhed og omsorg i den plejende persons hjerte. På samme måde kan de heller ikke skabe en følelse af sønlig hengivenhed over for faderen i adoptivsønnens hjerte. De er fuldstændig ude af stand til at skabe denne families fysiske, intellektuelle og psykologiske særpræg i ham.

Alle aspekter af ordningen med at tage adoptivsønner – arveloven, forbuddet mod at gifte sig med adoptivsønnens fraskilte hustru og så videre – blev også fuldstændig erklæret for afskaffet. Den arvelov, som Den Ædle Koran har fremlagt, tillægger ikke forhold, der ikke bygger på blodsslægtskab og ægte nærtstående slægtskab, nogen betydning. Der blev heller ikke tildelt sådanne personer nogen andel i arven.

( Arabisk******************)Blodsslægtninge har ifølge Allahs lov større ret til hinanden.

Om ægteskab har Koranen erklæret, at det er ens biologiske sønners hustruer, der er haram og forbudte, ikke de såkaldte sønners hustruer.

( Arabisk******************)Det er kun jeres biologiske sønners hustruer, der er haram for jer.

Derfor er det ikke haram at gifte sig med adoptivsønners hustruer; det er tværtimod fuldt ud tilladt. For i virkeligheden er hun hustru til en udenforstående. Når han derfor skiller sig fra sin hustru (eller dør), kan der ikke være noget forkert i at gifte sig med hende.

Den praktiske afskaffelse af adoptivsønssystemet

Sagen var på ingen måde enkel. Det arabiske samfunds adoptivsønssystem havde et yderst solidt grundlag. Det havde slået dybe rødder i samfundet og var tæt forbundet med menneskenes liv. Derfor mente Allah den Højeste ikke, at dette system kunne rykkes op med rode eller afskaffes alene gennem en verbal befaling, og Han anså det ikke for tilstrækkeligt. Derfor sørgede Han for, at det ud over ordene også blev gennemført i praksis.

For at virkeliggøre dette mål besluttede Allah den Højeste at lade selve den ædle Sendebud tjene som middel. For at der herefter ikke skulle være nogen tvivl på dette område, var der ingen anden måde, og heller ingen anden måde ville have været passende eller tilstrækkelig, til at fjerne den tøven og tilbageholdenhed, der gennem tiderne havde bestået med hensyn til, at det var tilladt at gifte sig med en adoptivsøns hustru. Dette var et nødvendigt skridt for at skabe en fast tro og overbevisning om, at det, Allah har gjort halal, endeligt skal anses for halal, og at det, Allah har gjort haram, endeligt skal anses for haram.

Zayd ibn Haritha var den ædle Sendebuds adoptivsøn. Derfor var han kendt i samfundet som Zayd ibn Muhammad (fvmh.). Han havde giftet sig med en kvinde ved navn Zaynab bint Jahsh. Hun var profeten (fvmh.)s kusine på faderens side. Det ægteskabelige forhold mellem Zaynab og Zayd blev forværret. Zayd fremsatte mange klager over dette over for den ædle profet (fvmh.). Profeten (fvmh.) forsøgte på forskellige måder at formane og vejlede ham. Selvom han gennem den viden, Allah havde givet ham, vidste, at Zayd ville skille sig fra hende, og at han senere selv ville gifte sig med hende, viste menneskelig svaghed sig undertiden, og derfor frygtede han menneskenes hånlige og fejlagtige kritik. Derfor sagde han hver gang, Zayd klagede: ( Arabisk******************)

O Zayd, behold din hustru hos dig, og frygt Allah.

På dette tidspunkt blev det vers åbenbaret, hvori den ædle Sendebud blev irettesat; snarere blev han opmuntret til at konfrontere samfundet for at fjerne den fejlagtige opfattelse og overtro, der gennem lang tid havde været udbredt i samfundet om at gifte sig med en adoptivsøns fraskilte hustru. Deri siges det: ( Arabisk******************)

Da du sagde til Zayd, som Allah havde begunstiget (ved at give ham mulighed for at antage troen), og som du havde begunstiget (ved at befri ham fra slaveriets lænker): »Behold din hustru for din egen skyld, og frygt Allah«, skjulte du i dit hjerte det, som Allah ville bringe frem, og du frygtede menneskene, selvom Allah er den, du først og fremmest bør frygte. Da Zayd senere havde opfyldt sit behov med hende, giftede Vi hende med dig, for at der ikke skulle være nogen tilbageholdenhed eller hindring i de troendes hjerter med hensyn til at gifte sig med adoptivsønners hustruer, når de har opfyldt deres behov hos dem og har ladet dem gå. Allahs befaling vil under alle omstændigheder blive udført. (Sura al-Ahzab: 37)

I det følgende vers imødegås den bebrejdelse, der blev rettet mod Profeten for denne handling, og det siges med eftertryk, at handlingen er fuldt ud tilladt, og at der overhovedet ikke er noget forkert ved den. Det siges:( Arabisk******************)

Der var ingen skyld over Profeten i, at han gjorde det, som Allah havde pålagt ham. Dette er Allahs sædvane fra tidligere tider. Og Allahs beslutning sker efter det rette mål. De, der viderebringer Allahs budskaber på behørig vis, frygter Ham og frygter ingen anden end Allah. Allah er tilstrækkelig som den, der kræver regnskab. Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd; han er derimod Allahs Sendebud og den sidste af profeterne. Allah er fuldt ud vidende om alle ting.

At gøre en person til søn udelukkende med henblik på opfostring – den form for adoption, som hidtil er blevet omtalt – har islam erklæret ugyldig og haram. Det indebærer, at en mand ved, at drengen ikke er hans, men en anden mands, og alligevel knytter ham til sin egen slægt og familie og gør ham til sin egen samt anvender alle de regler og rettigheder på ham, som gælder for hans biologiske børn. Derved blandes slægterne, det bliver haram at gifte sig med hans hustru, og han får del i arven.

Der findes også en anden skik, hvor man gør en dreng til sin søn. Islam har ikke erklæret denne form for adoption haram. Det foregår sådan, at en person tager et hittebarn eller en forældreløs dreng ind i sit hjem og viser ham samme kærlighed, omsorg, pleje, undervisning og opdragelse som sin egen søn, giver ham mad og tøj, opfostrer ham og lader ham vokse op præcis som sit eget barn. Men selv efter alt dette kalder han ham ikke sin egen søn og pålægger ham heller ikke de regler og rettigheder, der gælder for hans egne sønner. Sådant omsorgsfuldt og velgørende arbejde er meget rosværdigt og yndet i islam. Den, der udfører en sådan handling, vil uden tvivl få en umådelig belønning hos Allah og komme i Paradis. I denne forbindelse sagde Allahs ædle Sendebud:( Arabisk******************)

»Jeg og den, der påtager sig ansvaret for og opfostrer en forældreløs, vil være sådan i Paradis« – med disse ord viste han det ved at holde sin pege- og langfinger frem og vise afstanden mellem dem.

Hvis nogen finder en bortkommet dreng, skal han betragtes som forældreløs. I verdslige relationer kan dette ord også anvendes i overført betydning. Islam har stærkt tilskyndet til at tage sig af ham.

Hvis en person ikke har børn og ønsker at yde en sådan dreng økonomisk hjælp, kan han, mens han endnu er i live, give ham hvad som helst af sine midler, og han kan også testamentere noget til ham før sin død, dog inden for en tredjedel af den samlede formue og ejendom.

Kunstig befrugtning

Ved at forbyde zina og det at gøre et plejebarn til sin egen søn har islam beskyttet slægtens værdighed. Den har holdt slægten ren for fordærvede forestillinger.

Derfor har islam erklæret kunstig befrugtning for haram, hvis den udføres med sæd fra en anden end ægtemanden. I en sådan situation er det uden tvivl en utilgivelig forbrydelse og en afskyelig handling. Shaykh Shaltut har afgivet denne fatwa. I virkeligheden er det ikke andet end en ny form for zina, for de to handlingers egentlige karakter er fuldstændig identisk. Resultatet er også det samme: at sæden fra en mand, som ikke er ægtemanden, bæres i livmoderen. Både efter naturloven og shariaens bestemmelser er denne handling yderst modbydelig.

Kunstig befrugtning er måske ikke tilsyneladende en lovovertrædelse. Men det skyldes lovens svaghed og mangel. I virkeligheden er det zina – en forbrydelse, som ifølge islamisk sharia er af en sådan art, at den skyldige bør idømmes hadd, en streng straf.

Der er ingen tvivl om, at denne nye metode til at skabe en graviditet er en yderst alvorlig og afskyelig forbrydelse. Det er en endnu større forbrydelse end at kalde en andens søn for sin egen. For det barn, der fødes på denne måde, vil rumme to former for afskyelighed. Den ene er afskyeligheden ved at kalde en andens søn for sin egen, det vil sige at regne en uden for slægten som medlem af slægten. Den anden er moralsk fordærv – antagelsen af zinaens form. Denne handling kan hverken støttes af islamisk sharia eller af nogen lov. Mennesket mister sin værdighed og synker ned på dyrets niveau. Det vil på ingen måde være i stand til at opnå en bevidsthed om social værdighed.

At kalde en anden end den biologiske far for sin far

Ligesom det i islam er haram at benægte faderskabet til sit eget biologiske barn, er det også haram at kalde en anden end sin biologiske far for sin far – at kalde sig selv en andens barn. Den ædle Profet (fred være med ham) regnede denne handling blandt de mest usle handlinger. Som følge heraf pådrager man sig både Skaberens og skabningernes forbandelse. Ḥazrat ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret, at den ædle Profet (fred være med ham) sagde:( Arabisk******************)

Den, der hævder at være barn af en anden end sin virkelige far, eller hævder at være slave af en anden end sin egen herre, vil være under Allahs, englenes og alle menneskers forbandelse. På opstandelsens dag vil Allah hverken acceptere hans anger eller nogen form for kompensation fra ham. (Bukhari, Muslim)

Ḥazrat Saʿd ibn Abī Waqqāṣ (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret, at den ædle Profet (fred være med ham) sagde:( Arabisk******************)

Den, der bevidst hævder at være søn af en anden end sin egen far, vel vidende at han ikke er hans far, vil få Paradiset gjort forbudt for sig.

Dræb ikke jeres børn

Således ønsker islam at beskytte menneskeslægten og føre den videre i en ubrudt kæde. Derfor har islam gjort det obligatorisk for hvert barn og hver forælder at opfylde deres gensidige rettigheder, i det omfang det er passende og påkrævet i kraft af henholdsvis at være barn eller forælder, og for fuldt ud at beskytte disse rettigheder har islam gjort en række forhold forbudte for begge parter.

Et barn har ret til at leve. Derfor har forældrene ingen ret til at ødelægge barnets liv, hvad enten det sker ved at dræbe det eller ved i det skjulte at forhindre, at dets eksistens bliver til. Forældrene i uvidenhedens tidsalder gjorde netop dette. De gjorde det mod både døtre og sønner. Derfor har Allah den Almægtige befalet:( Arabisk******************)

Dræb ikke jeres børn af frygt for fattigdom. Jeg sørger for deres underhold, og jeg sørger også for jeres. At dræbe dem er en meget stor synd og en alvorlig fejltagelse.

( Arabisk******************)Når den pige, der blev begravet levende, på opstandelsens dag bliver spurgt, for hvilken synd hun blev dræbt? (Sura at-Takwir: 8-9)

Uanset hvad der ligger til grund for denne afskyelige og grusomme handling, hvad enten det er økonomiske forhold – frygt for fattigdom og mangel på mad – eller for eksempel frygt for social skam. Hvis det var en pige, blev hun i datidens Arabien dræbt af skam. Islam har gjort denne barbariske og bestialske handling fuldstændig forbudt. For ved denne handling dræbes et liv, blodsbåndets rettigheder krænkes, og et svagt menneskeligt væsen udsættes for undertrykkelse og overgreb. Derfor blev den Noble Profet (fred være med ham) spurgt:( Arabisk******************)Hvilken synd er den største og mest frygtelige?

Han svarede:( Arabisk******************)

Du vil sætte nogen som rival til Allah, selv om den ene Allah har skabt dig. Da han blev spurgt, hvilken synd der er størst, sagde han: »At du dræber dit barn af frygt for, at det vil dele din forsørgelse med dig.«

Den ædle Profet (fvmh.) krævede også af kvinderne, ligesom af mændene, en troskabsed på dette: at det er en frygtelig forbrydelse og fuldstændig haram. Derfor skal det undgås. I Den Ædle Koran står der:( Arabisk******************)

»At de ikke vil begå selv den mindste form for shirk mod Allah, at de ikke vil stjæle, at de ikke vil begå hor, og at de ikke vil dræbe deres børn.« (Sura al-Mumtahina: 12)

Barnets anden ret over for faderen er, at faderen skal give det et smukt navn. Derfor er det faderens pligt ikke at give barnet et navn, som kan få det til at føle skam eller lide under det, når det bliver voksent. For det andet er det haram at give barnet et navn, der betyder, at det er tjener eller slave af nogen anden end Allah, såsom Abdun-Nabi – Profetens tjener – eller Abd al-Masih – Jesu, Messias’, tjener – og lignende.

For det tredje har barnet ret til fuld omsorg, god opdragelse samt mad, beklædning og underhold. Derfor er enhver form for forsømmelighed eller ligegyldighed på disse områder på ingen måde tilladt. Den ædle Profet (fvmh.) sagde i denne forbindelse:( Arabisk******************)

»I er hver især ansvarlige, og I vil hver især blive udspurgt om det ansvar, der er blevet jer betroet.«

Han sagde:( Arabisk******************)

»Det er tilstrækkeligt til at gøre en person syndig, at han forsømmer dem, som han har ansvaret for at forsørge.« (Abu Dawud, Nasa’i, Hakim)

( Arabisk******************)Allah den Ophøjede vil udspørge enhver ansvarlig om hans ansvar: om han har varetaget det, eller om han har forsømt det og ladet det gå til grunde. Ja, enhver person vil blive udspurgt om sin familie.

At opretholde lighed mellem børnene

Det er faderens pligt at følge en afbalanceret og upartisk praksis mellem sine børn med hensyn til gaver og ydelser, at vise dem lige megen kærlighed og omsorg og at ønske det bedste for dem alle i samme grad.

Det er fuldstændig haram uden grund at give nogen forrang frem for andre med hensyn til kærlighed, hengivenhed, omsorg, gaver og bidrag eller på nogen måde at gøre forskel eller udvise partiskhed. For derved vækkes hævngerrighed i de forsømte eller tilsidesatte børns hjerter. I deres hjerter kan fjendskabets og hævnens ild blusse voldsomt op. I denne henseende har både faderen og moderen det samme ansvar. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:( Arabisk******************)

Vær fuldstændig retfærdige mellem jeres sønner, oprethold fuld lighed mellem jeres sønner, og fordel alt ligeligt mellem jeres sønner. (Ahmad, an-Nasa’i, Abu Dawud)

Denne hadith har en bestemt hændelse som baggrund. Bashir ibn Sa’d al-Ansaris hustru bad ham om at give deres søn Nu’man ibn Bashir særlig ejendom, såsom en have og en slave, og ønskede at få denne gave stadfæstet. Derfor kom han med hensyn til denne gave til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde:( Arabisk******************)

O Allahs Sendebud! En bestemt mands datter (det vil sige hans hustru) kræver af mig, at jeg giver min søn min slave. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, spurgte: Har han også andre brødre og søstre? Han svarede: Ja. Så sagde han: Vil du da give hver af dem det samme? Han svarede: Nej. Så sagde Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham: Så vil det på ingen måde være godt. Og jeg kan kun være vidne til sandhed og retfærdighed. (Muslim, Ahmad, Abu Dawud)

I en anden overlevering lyder den sidste del af Allahs Sendebuds udsagn således:( Arabisk******************)

Gør mig ikke til vidne til uretfærdighed og en uretmæssig afgørelse. En af dine sønners rettigheder over for dig er, at du fordeler mellem dem retfærdigt, ligesom du har ret til, at de tjener dig. Frygt Allah, og behandl jeres børn retfærdigt og lige. (Bukhari, Muslim, Abu Dawud)

Det er overleveret fra imam Ahmad ibn Hanbal, at han sagde: Det er tilladt at forskelsbehandle børnene ved fordelingen af rigdom, hvis der faktisk foreligger en grund til det. Det kan for eksempel være, at et af dem på grund af en ulykke er kommet i en presset situation og befinder sig i større vanskeligheder end de andre.

[I værket al-Mughnī siges det, at det ifølge imam Ahmad er tilladt at give et barn en vis mængde eller en bestemt ting på grund af sygdom, behov, blindhed, et stort antal børn eller fordi barnet er optaget af at tilegne sig viden, eller at undlade at give noget til en søn, fordi han er blevet fordærvet. Han siger, at det på grund af et behov er tilladt at give visse børn en særlig waqf, og at der ikke er noget forkert i det. Men hvis man uden grund eller behov giver nogen mere eller giver dem noget særligt, er det makruh. Den samme regel gælder for gaver.]

At følge Allahs lov ved fordelingen af arv

Også ved fordelingen af arv skal man følge det samme retfærdige princip. Derfor er det ikke tilladt for en far at berøve et af sine børn dets arv. Det er også fuldstændig haram at forsøge ved list at forhindre en arving blandt ens slægtninge i at få sin arv. For arven er en ordning og bestemmelse, som Allah har fastsat. Han har selv, med fuldt kendskab og i overensstemmelse med sin retfærdighed og visdom, udformet denne ordning. I den har Han givet enhver rettighedshaver hans andel i overensstemmelse med hans ret. Han har befalet mennesker at stå fast ved denne bestemmelse og handle efter den; den, der afviser eller overtræder den, gør sin Allah skyldig.

Allah den Højeste har i tre vers i den ædle Koran redegjort for alt vedrørende arven. Ved slutningen af det første vers siger Han: ( Arabisk******************)

I ved ikke, hvem blandt jeres fædre og jeres sønner der med hensyn til gavn og nytte står jer nærmest. Dette er Allahs egen fordeling af andelene og fastsættelse af arvelodderne. Og Allah er alvidende og den mest vidende.

Ved slutningen af det andet vers siger Han: ( Arabisk******************)

Uden at skade nogen – dette er et påbud fra Allah. Og Allah ved alt og er yderst tålmodig. Dette er Allahs fastsatte grænser. Og den, der adlyder Allah og følger Hans Sendebud, vil Han føre ind i Paradisets haver, hvor floder strømmer under dem. De skal forblive dér for evigt. Og dette er den store sejr. Men den, der er ulydig mod Allah og Hans Sendebud og overskrider Hans fastsatte grænser, vil Han føre ind i Helvede, hvor de skal forblive for evigt. Og for ham er der en ydmygende og vanærende straf.

I slutningen af det tredje vers om arvereglerne har Allah den Ophøjede sagt:( Arabisk******************)

Allah forklarer jer alt tydeligt til jeres eget bedste, så I ikke farer vild. Og Allah er fuldt ud bekendt med alle ting.

Den, der derfor modsætter sig den arveordning, som Allah den Ophøjede har fastsat, er kommet på afveje fra den sandhed, som Allah har forklaret udførligt. Han har også overskredet Allahs fastsatte grænser. Derfor må han vente på Allahs straf. Og den er:( Arabisk******************)

Helvede; dér skal han forblive for evigt, og for ham er der også en endnu mere vanærende straf.

At bryde forbindelsen med forældrene

Forældrene har mange rettigheder over deres børn. At adlyde dem, tale venligt med dem og vise dem ære og respekt hører blandt børnenes pligter. Selve menneskenaturen tilskynder mennesket til at gøre dette og inspirerer det til at udføre alle disse handlinger på en smuk måde. Denne pligt er endnu mere påtrængende over for moderen. Det er nemlig hende, der har båret ham i sit moderliv, båret ham dér uafbrudt i ti måneder, gennemgået den frygtelige og smertefulde fødsel, ladet ham die ved sit bryst, givet ham sin mælk med stor selvopofrelse og sørget for hans omsorg og opdragelse fra spædbarnsalderen. Den lidelse, hun har gennemgået på grund af dette, kan ikke beskrives med noget sprog. Allah har selv sagt:( Arabisk******************)

Vi har pålagt mennesket at behandle sine forældre godt. Hans mor bar ham med besvær og fødte ham under fødselssmerter. Og hans svangerskab og amning varede i tredive måneder.

En mand kom og spurgte Den Ædle Sendebud (fvmh.): ( Arabisk******************)

Hvem blandt alle mennesker har størst ret til at få min bedste hjælp og omsorg?

Som svar sagde han: Din mor. Da han derefter blev spurgt, hvem der så og derefter havde størst ret, sagde Den Ædle Sendebud (fvmh.) hver gang: ( Arabisk******************) din mor, din mor, din mor. Den næste, der har ret, er ( Arabisk******************) din far. (Bukhari, Muslim)

Profeten (fvmh.) erklærede, at det at bryde forbindelsen med sine forældre og påføre dem smerte er blandt de største alvorlige synder. Ifølge hans erklæring er denne synd den største synd efter at sætte medguder ved Allahs side. Profeten (fvmh.) sagde: ( Arabisk******************)

Skal jeg ikke fortælle jer, hvilken der er den største af de alvorlige synder? Dette spørgsmål stillede Profeten (fvmh.) tre gange. Sahabæerne sagde: Jo, jo, du vil bestemt fortælle os det. Da sagde han: Det er at sætte medguder ved Allahs side og at bryde forbindelsen med sine forældre.

Den Ædle Sendebud (fvmh.) sagde også: ( Arabisk******************)

Tre slags mennesker kommer aldrig i Paradis. De er: den, der bryder forbindelsen med sine forældre, den, der behandler dem dårligt, en mand, der får sin hustru til at begå onde handlinger, og en kvinde, der antager mandlig adfærd.

I en anden hadith sagde han: ( Arabisk******************)

Blandt synderne vil Allah udsætte straffen for dem, Han ønsker, indtil Dommedag. Men synden ved at bryde forbindelsen med sine forældre og behandle dem dårligt vil Han allerede i dette liv straffe hurtigt, før døden indtræffer.

Især når forældrene når alderdommen, er der lagt større vægt på at ønske deres velfærd. For på dette tidspunkt svækkes deres kræfter og evner fuldstændigt. Derfor bliver det nødvendigt at være mere opmærksom på deres daglige behov og at tage sig endnu mere af dem. På dette tidspunkt bliver behovet for at tage sig af dem med stor ømhed, medfølelse, hengivenhed og respekt stadig mere påtrængende. Det er dette, Allah har sagt i det følgende vers:( Arabisk******************)

Din Herre har bestemt, at I ikke skal tilbede nogen anden end Ham, og at I skal behandle jeres forældre godt. Hvis en af dem eller begge når alderdommen hos dig, må du ikke sige noget til dem, der sårer dem, og du må heller ikke irettesætte eller skælde dem ud; men tal respektfuldt til dem. Udbred ydmyghedens og medfølelsens vinger for dem, og sig: »Min Herre, forbarm Dig over dem begge, ligesom de opfostrede mig, da jeg var lille.«

Som støtte for dette vers er der sagt i hadith:( Arabisk******************)

Hvis Allah havde vidst, at der fandtes en adfærd over for forældrene, som var mindre end at sige »uf« til dem, men som stadig kunne høre under at bryde forbindelsen med dem og behandle dem dårligt, ville Han også have gjort den forbudt.

Det er også en stor synd at give anledning til, at ens forældre bliver skældt ud

Endnu vigtigere er det, at den ædle Profet erklærede det forbudt også at give anledning til, at ens forældre bliver fornærmet. Det er tværtimod en stor synd.

Han sagde:( Arabisk******************)

At forbande sine forældre er også en af de største alvorlige synder. Folk kunne ikke forstå, hvordan et fornuftigt, troende menneske kunne forbande sine forældre, selv om det netop var på grund af dem, at han havde fået liv og eksistens. De spurgte forundret: Hvordan kan et menneske forbande sine forældre? Den Ædle Sendebud (fred være med ham) svarede: Når en person fornærmer en andens far, fornærmer denne også hans far. Når en person håner en andens mor, håner denne også hans mor. Således bliver forbannelsen fuldbyrdet.

Hvad kan man da sige om den, der selv skælder sine forældre ud lige op i deres ansigt?

At drage på jihad uden sine forældres tilladelse

Det er også blevet gjort haram at drage på jihad uden sine forældres tilladelse. For i islam er forældrenes tilfredshed vigtigere og mere ønskværdig. Sammenlignet hermed er jihad en mindre fortjenstfuld handling, selv om der ligger en langt større belønning i den, en belønning man ikke kan opnå selv ved at bede hele natten og faste hele året.

Hazrat Abdullah ibn Umar ibn al-ʿAs (må Allah være tilfreds med ham) sagde: En mand kom til Den Ædle Sendebud (fred være med ham) og bad om tilladelse til at drage på jihad. Han spurgte: Er dine forældre i live? Han svarede: Ja. Da sagde Profeten (fred være med ham):( Arabisk******************)

Så brug alle dine kræfter på at tjene dem. I en anden overlevering fortælles det, at en mand kom til Den Ædle Sendebud (fred være med ham) og sagde:( Arabisk******************)

Jeg vil aflægge troskabseden til dig om hijra og jihad, og gennem dette ønsker jeg at opnå belønning fra Allah.

Den Ædle Profet (fred være med ham) spurgte: Er nogen af dine forældre stadig i live? Han svarede: Ja, de er begge i live. Den Ædle Profet (fred være med ham) spurgte: Ønsker du virkelig at opnå belønning fra Allah? Han svarede: Ja, det ønsker jeg. Da sagde Profeten (fred være med ham):( Arabisk******************)

Så vend tilbage til dine forældre og vær i godt selskab med dem.

En anden hadith lyder således: ( Arabisk******************)

En mand kom til Allahs ædle Sendebud (fvmh.) og sagde: »Jeg er kommet til dig for at aflægge troskabseden om hijra, og jeg har efterladt mine forældre grædende.« Da Profeten (fvmh.) hørte dette, sagde han: »Vend tilbage til dine forældre, og bring smil frem på deres ansigter, ligesom du fik dem til at græde.«

Det er overleveret fra Hazrat Abū Saʿīd (må Allah være tilfreds med ham), at en mand fra Yemen foretog hijra og kom til den ædle Profet (fvmh.). Han spurgte ham: »Har du nogen i Yemen?« Han svarede: »Jeg har mine forældre.« Den ædle Profet (fvmh.) spurgte: »Har de givet dig tilladelse?« Han svarede: »Nej.« Da befalede den ædle Profet (fvmh.): ( Arabisk******************)

»Vend tilbage til dine forældre og bed dem om tilladelse. Hvis de giver dig tilladelse, så tag af sted på jihad; ellers skal du hellige dig deres tjeneste.«

Hvordan man omgås polyteistiske forældre

Fordi islam tillægger forældrene meget stor betydning, har islam også erklæret det for haram at bryde forbindelsen med dem eller behandle dem dårligt, selv hvis de er polyteister. Selv hvis de går meget langt i polyteistiske handlinger, opfordrer til polyteisme, er dens fortalere og ønsker at føre deres muslimske søn ind i disse polyteistiske handlinger, må man stadig ikke behandle dem dårligt på nogen måde eller bryde forbindelsen med dem. I Den Ædle Koran står der: ( Arabisk******************)

»Vær taknemmelig over for Mig og dine forældre. Til Mig er tilbagevenden. Men hvis de begge tvinger dig til at sætte noget ved Min side, som du ingen viden har om, så adlyd dem ikke. Men omgås dem godt og behandl dem ordentligt i dette liv. Og følg den, der helt og holdent vender sig til Mig. Senere skal I alle vende tilbage til Mig, og da vil Jeg fortælle jer, hvad I gjorde. (Sura Luqman: 14-15)

Dette vers fastslår klart, at man ikke må adlyde polyteistiske forældre eller følge deres ordrer, hvis de befaler én at begå shirk eller bruger tvang for at få én til det. For hvis lydighed over for nogen indebærer ulydighed mod Allah, kan man aldrig vise en sådan lydighed. Hvilken synd kan være større end at sætte medguder ved siden af Allah? Alligevel er det blevet befalet, at man skal behandle sine polyteistiske forældre godt i det jordiske liv. Man må ikke tage hensyn til deres trosmæssige tilstand, men skal udelukkende fortsætte med at følge de retfærdiges vej, som adlyder Allahs befalinger. For Allah er den største Befalende og den højeste Dommer – på den dag, hvor forældrene ikke vil kunne være deres børn til nogen nytte, og heller ingen børn vil kunne gavne deres forældre.

Dette er i sandhed et så højtstående og ophøjet eksempel på generøsitet, tilgivelse og retfærdighed, at ingen anden religion eller ideologi i verden vil kunne fremføre noget, der kan sammenlignes med det.

Fjerde kapitel

Aqidah (troslære) og religiøs blind efterfølgelse

Gensidige handlinger og transaktioner

Lege, fornøjelser og festlige arrangementer

Sociale og kollektive relationer

Relationer til ikke-muslimer

Troslære og blind religiøs efterfølgelse

En sund, korrekt og fejlfri troslære er grundlaget for samfundsordenen. Og troen på tawhid – at Allah i enhver henseende er én, enestående og uden lige – er essensen af denne troslære og livskraften i den fuldkomne religion islam. Islam har gjort bevarelsen af den korrekte troslære og den rene tawhid til sit højeste mål ved udformningen af sin sharia og grundlæggelsen af sin lære. Samtidig måtte den også bekæmpe og udrydde den jahiliske troslære, som afgudsdyrkerne havde udbredt vidt og bredt. For dette arbejde er helt afgørende for at beskytte det muslimske samfund som helhed mod resterne af shirkens urenhed, hæslighed og vildfarelse.

Etablering af respekten for Allahs sunnah

Islam har først og fremmest grundfæstet dette verdenssyn i sine tilhængeres sind. Islam har erklæret, at mennesket lever på jorden underlagt denne verdens enorme system og under himmelhvælvingen. Dette vældige verdenssystem er ikke et lovløst sted, heller ikke et legetøj for børn. Det fungerer ikke uden vejledningens bestemmelser og bevæger sig ikke omkring efter forgodtbefindende. Det styres heller ikke efter nogen skabnings ønsker og begær. For skabningernes ønsker og begær er ikke ét og det samme, de er ikke indbyrdes harmoniske, men står tværtimod i konflikt med hinanden. At de også er forvirrede og retningsløse, er der ingen tvivl om. I Den Ædle Koran siges det:( Arabisk******************)

Hvis den sande virkelighed fulgte deres ønsker og begær, ville himlene og jorden og alt, hvad der findes deri, blive ødelagt og knust. (Sura al-Mu’minun: 71)

I virkeligheden er dette verdenssystem bundet af naturens love og den faste binding, som Allahs sunnah udgør. Der sker ingen ændring i disse regler og denne sunnah, og deri findes ingen undtagelser. Dette er blevet erklæret klart og kraftfuldt flere steder i Den Ædle Koran. I Sura Fatir siges det:( Arabisk******************)

Du vil ikke finde nogen ændring eller undtagelse i Allahs sunnah – Hans regler og love.

Koranen og sunnahen har lært muslimen, at det er en pligt at respektere disse naturlove og værne om deres status. Han skal gøre en indsats for at opnå resultater ved at anvende årsager og midler. For Allah har lagt en årsag til grund for enhver handling og etableret en dyb forbindelse mellem de to. De, der leder steder for tilbedelse, lever af bedrag og svindel eller driver religion som forretning, har med henblik på egen vinding taget alle mulige opdigtede, skjulte årsagssammenhænge i brug som indtægtskilder. Ingen muslim kan tillægge dette den mindste betydning eller anerkende dets betydning.

Kampen mod overtro og grundløse forestillinger

Da verdensprofeten Muhammad (fvmh.) kom til verden, så han flokke af bedragere i samfundet. De var kendt som spåmænd eller astrologer. De hævdede, at de gennem jinnerne kunne få kendskab til det usete, til begivenheder og forhold, der var indtruffet i fortiden eller ville indtræffe i fremtiden. Da dette bedrag og denne svindel var fuldstændig i strid med Koranen og sunnaen, erklærede Profeten (fvmh.) krig mod det. Han lod alle høre Allahs ord:( Arabisk******************)

Ingen af dem, der befinder sig i himlene og på jorden, kender det usete; det er kun Allah, der kender alt. (Sura an-Naml: 65)

Derfor kan hverken engle, jinner eller mennesker kende det usete.

Allahs Sendebud (fvmh.) reciterede også denne erklæring fra Allah:( Arabisk******************)

Hvis jeg kendte det usete, ville jeg have skaffet mig selv megen godhed og gavn, og intet ondt ville overhovedet have ramt mig. Jeg er kun en advarer og en glædesbringer for de troende.

Om jinnerne, der var sat til tjeneste hos Salomon, kundgjorde Allah den Ophøjede:( Arabisk******************)

Hvis de havde kendt det usete, ville de ikke være blevet holdt fanget i den ydmygende straf i lang tid. (Sura Saba: 14)

Derfor tilskriver den, der hævder at kende det sande usete, Allah, selve sagen og alle mennesker en fuldstændig og åbenlys løgn.

Forskellige delegationer kom til Profeten Muhammad (fred være med ham). De mente, at Profeten Muhammad (fred være med ham) også hævdede at kende det usete. For at sætte Profeten Muhammad (fred være med ham) på prøve skjulte de noget i deres knytnæve og spurgte: »Sig os, hvad er der i vores knytnæve?« Profeten Muhammad (fred være med ham) sagde klart til dem:( Arabisk******************)

»Jeg er ikke nogen spåmand. Vid, at spåmænd, spåkvinder og spåmandsfolk alle vil blive kastet i Helvede.«

At tro på en spåmand er kufr

Islam nøjedes ikke med at tale imod spåmænd og bedrageriske svindlere. De, som på grund af deres overtro og fejlagtige forestillinger går til dem, spørger dem og søger viden hos dem og tror, at de taler sandt, har Islam også regnet som deres medskyldige og erklæret, at begge grupper vil få samme endeligt. Profeten Muhammad (fred være med ham) sagde:( Arabisk******************)

Den, der går til en astrolog, spørger ham om noget og tror på det, han siger, som om det er sandt, vil ingen af hans bønner blive accepteret i fyrre dage.

I en anden hadith siges det:( Arabisk******************)

Den, der går til en spåmand og tror på det, han siger, som sandt, har forkastet den religion, der blev åbenbaret for Muhammad, og er blevet kafir. (Al-Bazzar)

Det skyldes, at det blev åbenbaret for Muhammad (sa), at kun Allah kender det usete; Muhammad (sa) kender ikke det usete, og slet ikke andre. I Den Ædle Koran siges der: ( Arabisk******************)

Sig: Jeg siger ikke, at jeg råder over Allahs skatte; jeg kender heller ikke det usete, og jeg siger ikke til jer, at jeg er en engel. Jeg følger kun det, der bliver åbenbaret for mig.

Når en muslim gennem Den Ædle Koran klart og utvetydigt har fået at vide dette, men alligevel tror, at nogle skabninger – mennesker eller jinner – er i stand til at afsløre skæbnens skjulte mysterier, og at de besidder viden om den usete verden, har vedkommende fuldstændig fornægtet den islamiske religion, der blev åbenbaret for Hazrat Muhammad (sa), og vist vantro over for den.

At søge at kende sin skæbne ved hjælp af spådomspile

På grundlag af den ovenfor nævnte argumentation har islam gjort det fuldstændig haram at søge at kende sin skæbne ved hjælp af spådomspile.

Med »spådomspile« menes her nogle pile. I uvidenhedens tidsalder forsøgte araberne at kende deres skæbne ved hjælp af dem og brugte dem derfor. På den ene stod der: »Min Allah har befalet mig det.« På den anden stod der: »Min Allah har forbudt mig det.« Den tredje var helt tom; der stod intet på den. Når de ønskede at rejse til udlandet eller foretage sig noget som for eksempel at gifte sig, gik de til afgudernes hus. Det var dér, disse pile blev opbevaret. De ville nu vide, hvad der var skrevet i deres skæbne. Hvis den første pil – den med ordene »har befalet« – kom frem, gik de videre. Hvis pilen med forbuddet kom frem, afstod de fra den påtænkte handling. Hvis den tomme pil kom frem, trak de pile igen og igen, så de kunne få en klar anvisning.

Selv om netop denne form fra uvidenhedens tidsalder ikke er udbredt i vores samfund, findes der en række beslægtede handlinger. For eksempel »raman«-kori, at åbne en bog for at tage et varsel, at læse spillekort eller kopper og alt andet, der gøres på dette område – alt dette er fuldstændig haram i islam.

Efter at have nævnt de fødevarer, som Allah har gjort haram for Sine tjenere, siger Han: ( Arabisk******************)

I vil søge at kende skæbnen ved hjælp af pile; det er haram, og det er en handling, der overtræder Allahs lov. (Sura al-Ma’ida: 3)

Og den ædle profet (saw) sagde:( Arabisk******************)

Den, der udøver spådomskunst, forsøger at kende skæbnen ved hjælp af pile eller vender tilbage fra en udenlandsrejse på grund af et dårligt varsel, vil aldrig opnå en højere rang. (Bukhari, Muslim)

Magikunsten

På samme måde har islam bekæmpet magikunsten og troldmændene. Om dem, der lærer magikunsten, siges der i Den Ædle Koran:( Arabisk******************)

De lærer noget, der skader dem og ikke gavner dem.

Den ædle profet (saw) regnede magi blandt de ødelæggende store synder. Den ødelægger først samfundet og derefter den enkelte. Troldmænd driver denne verden ud i den største fordærvelse før det hinsidige. Den ædle profet (saw) sagde:( Arabisk******************)

Hold jer fra de syv ødelæggende handlinger. Sahabaerne sagde: O Allahs Sendebud, hvilke syv er det? Han sagde: At sætte medguder ved Allahs side, magi, at dræbe den person, hvis drab Allah har gjort haram—undtagen når det sker på et retfærdigt grundlag—at spise renter, at fortære og tilegne sig den forældreløses ejendom, at vende ryggen til og flygte fra slagmarken samt falsk og løgnagtigt at beskylde troende, uagtsomme kvinder for utugt. (Bukhari, Muslim)

Nogle faqīher har betegnet trolddom eller udøvelsen af trolddom som kufr eller sagt, at det fører mennesket til kufr. Andre faqīher har ment, at det er wajib at dræbe troldmanden for at holde samfundet rent for hans ondskab.

Den ædle Koran har lært os at søge tilflugt hos Allah mod troldmændenes ondskab og skade:( Arabisk******************)

O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig mod det onde og den skade, som de kvinder, der blæser på knuder og strammer dem, forvolder.

At blæse på knuder er en metode til at udføre trolddom og en særlig handling blandt troldmænd. Det er blevet sagt i hadith:( Arabisk******************)

Den, der blæser på knuder, har udført trolddom. Og den, der udfører trolddom, har begået shirk.

Ligesom islam har erklæret det haram at opsøge spåmænd og forsøge at få kendskab til det usete og det skjulte, har den også gjort det fuldstændig haram at søge hjælp hos trolddom eller troldmænd for at behandle en sygdom eller løse et problem. Profeten har erklæret sig fuldstændig uafhængig af denne handling. Han sagde:( Arabisk******************)

Den, der opsøgte en spåmand, eller for hvem der blev opsøgt en spåmand, den, der tog et varsel, eller for hvem der blev taget et varsel, eller den, der udførte trolddom, eller for hvem der blev udført trolddom, regnes ikke blandt min ummah.

Hazrat Ibn Mas’ud sagde:( Arabisk******************)

Den, der gik til en spåmand, en troldmand eller en, der påstod at kunne fortælle om det usete, stillede ham spørgsmål og troede, at det, han sagde, var sandt, fornægtede den islamiske religion, der blev åbenbaret for Muhammad (s.a.).

Allahs ædle sendebud (s.a.) sagde endvidere:( Arabisk******************)

Den, der drikker alkohol, tror på trolddom og bryder slægtskabsbåndene, kommer aldrig i Paradis.

Af disse hadither fremgår det, at det ikke blot er troldmandens handling, der er haram; også det at tro på trolddom og at anse en spåmand for sandfærdig er fuldstændig haram.

Hvis denne trolddom anvendes med det egentlige formål at udføre haram-handlinger, såsom at skabe splid mellem ægtefæller eller forvolde fysisk skade og lignende, bliver den endnu strengere haram. Alle ved, at troldmænd som regel udfører sådanne handlinger.

Brugen af amuletter

Brugen af amuletter og talismaner hører også til denne kategori. Heri ligger den tro, at sygdommen vil blive helbredt, eller at man vil blive beskyttet mod sygdommens angreb, blot man bærer en amulet. Selv i denne oplyste del af det tyvende århundrede findes der mange, som hænger en hestesko over døren til deres hus. I dagens verden mangler der heller ikke mennesker, som dag og nat har travlt med at udnytte folkets dumhed og uvidenhed til at varetage deres materielle og økonomiske interesser. De skriver amuletter til dem. På disse amuletter er der tegnet streger og gådefulde figurer. Foran folk aflægger de højtidelige eder og giver udtryk for deres sandfærdighed og faste beslutning. De fremsiger besværgelser og blæser på amuletterne. De påstår, at hvis man bærer en amulet eller talisman, kan jinnernes skadelige indflydelse ikke ramme én, og at spøgelser og dæmoner, det onde øje, misundelse eller anden skade ikke kan gøre én noget. Men dette er ikke behandlingsmetoder, som islam støtter.

Islam har fastlagt kendte metoder til helbredelse, forebyggelse af sygdom og beskyttelse mod sygdommens angreb. Den har irettesat dem, der forkaster og afviser disse metoder og slår ind på vildfarelsens vej.

Den ædle Profet (fvmh) sagde:( Arabisk******************)

Brug medicin til behandling af sygdomme. For den, der har skabt sygdommen, har også skabt dens medicin. (Bukhari)

Han sagde endvidere:( Arabisk******************)

Blandt alle disse lægemidler er tre særligt gavnlige: at drikke honning, en kniv til åreladning eller kauterisering med ild. (Bukhari, Muslim)

Ved blot at tænke lidt over det vil man se, at netop disse tre særligt gavnlige behandlingsformer, som Den ædle Sendebud nævnte, allerede indgår i moderne medicinsk behandling. Behandling med medicin, der indtages gennem munden, helbredelse ved hjælp af kirurgi og helbredelse gennem kauterisering. Behandling med elektrisk varme eller kauterisering hører til denne tredje kategori og er en yderst moderne metode. Derfor er alle disse behandlingsformer tilladte.

At bære en amulet eller fremsige magiske besværgelser med henblik på sygdomsforebyggelse eller behandling er åbenlys dumhed og vildfarelse og strider mod den af Allah givne sunnah og den monoteistiske trosbekendelse. Hazrat Uqba ibn Amir (ra) fortæller: En korrekt sammensat delegation på ti personer kom til Den ædle Profet, hvoraf han tog troskabseden fra ni, men ikke fra én. Som svar på deres spørgsmål sagde han:( Arabisk******************)

Denne mand har en amulet bundet om armen. Da manden hørte dette, rev han amuletten af. Derefter tog Den ædle Profet også troskabseden fra ham og sagde senere: Den, der bærer en amulet, begår shirk. (Ahmad, Hakim)

I en anden hadith siges det:( Arabisk******************)

Må Allah ikke give den, der bærer en talisman, fremgang. Og må Allah ikke give den, der binder en amulet på sig, så meget som et gran af fred og tryghed. (Ahmad)

Imran ibn Husayn (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) så en mand bære en messingamulet eller et armbånd om armen. Han sagde: »Ve dig! Hvorfor har du bundet dette på dig?« Manden svarede: »Jeg har bundet det på for at fjerne svaghed.« Da sagde den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham):( Arabisk******************)

»Det vil kun øge din svaghed. Kast det bort. Ellers vil du, hvis du dør, mens du har det bundet på dig, aldrig opnå noget godt.« (Ahmad, Ibn Hibban)

Da disse belæringer havde haft en stærk indvirkning på ledsagerne, nægtede de selv at benytte sådanne midler og falske metoder.

Isa ibn Hamza fortæller: Jeg gik til Abdullah ibn Hakim, som havde erysipelas (en betændelse i huden med rødme). Jeg spurgte ham: »Hvorfor bærer du ikke en talisman eller amulet mod denne sygdom?« Han svarede:

( Arabisk******************)»Jeg søger Allahs beskyttelse mod det.«

I en anden overlevering lyder hans udsagn således:( Arabisk******************)

Den, der hænger eller binder noget på sig, vil blive overladt til det, og døden vil være ham nær.

Hadhrat Abdullah ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) gik hen til sin hustru og så, at der var bundet et eller andet om hendes hals. Han rev det af og sagde derefter: ( Arabisk******************)

Abdullahs efterkommere har taget afstand fra at begå shirk, som Allah ikke har nedsendt noget bevis for.

Derefter sagde han: Jeg hørte den ærede Profet (må Allahs fred og velsignelser være over ham) sige: ( Arabisk******************)

Amuletter, talismaner, armbånd og tawla – alt dette er shirk. Folk spurgte: »Hvad er tawla?« Han svarede: Det er en form for fremgangsmåde og praksis, som kvinder bruger for at opnå større kærlighed fra deres ægtemænd.

Kort sagt er tawla også en slags magi.

De lærdes opfattelse er, at man ikke kan vide eller forstå, hvad der står i de amuletter, som ikke er skrevet på arabisk; de kan indeholde magi såvel som vantro ord. Derfor er de forbudte. Men hvis deres betydning og indhold kan forstås, og de indeholder ihukommelse af Allah eller Hans navn, er de ikke forbudte eller haram. I så fald regnes amuletten som en bøn. Den er hverken behandling eller medicin, men blot et håb om Allahs hjælp. De amuletter, der blev brugt i uvidenhedens tidsalder, indeholdt magi, shirk eller mystiske ord, hvis betydning man ikke kunne forstå. Derfor blev de erklæret haram.

Hadhrat Ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) forbød sin hustru at bruge disse besværgelser og amuletter fra uvidenhedens tidsalder. Som svar fortalte hun en hændelse. Hun sagde: En dag gik jeg ud, og da så en bestemt person mig, begyndte tårerne at strømme fra mine to øjne.

Senere, når jeg fremsagde besværgelsen, holdt tårerne op med at løbe. Når jeg holdt op med at fremsige besværgelsen, begyndte tårerne igen at strømme voldsomt. Ibn Mas’ud sagde: ( Arabisk******************)

Dette er Satan. Når du adlyder ham, lader han dig være. Men når du er ulydig mod ham, stikker han dig i øjet med sin finger. Men hvis du gør, som den ædle Profet (sa) gjorde, er det meget bedre for dig, og måske vil du også blive helbredt. Det vil sige, at du skal komme vand i dine egne øjne og fremsige en bøn. (Ibn Majah, Abu Dawud)

At tage varsler om noget dårligt

At tage et dårligt varsel fra noget som helst – hvad enten det er et sted, en person eller noget andet – er ikke andet end grundløs overtro. Det har eksisteret i menneskesamfundet siden de ældste tider og vil måske fortsætte med at eksistere i lang tid endnu. Man kan se mange mennesker og mange folkeslag være sunket ned i dette. Folkene på profeten Hazrat Salihs tid sagde:( Arabisk******************)

Efter vores mening er du og dine ledsagere i sandhed dårlige varsler.

Når en ulykke ramte Farao og hans folk:( Arabisk******************)

begyndte de at betragte Musa og hans ledsagere som dårlige varsler.

Når en ulykke på den tid ramte de talrige vantro, som var sunket ned i den yderste vildfarelse, fordi de havde afvist profeternes og sendebudenes budskab, sagde de:

( Arabisk******************)Vi betragter jer som dårlige varsler.

Profeterne og sendebuddene plejede som svar at sige:

( Arabisk******************)– Jeres dårlige varsler er knyttet til jer selv.

Det vil sige, at årsagen til jeres ulykke er jeres egen ledsager. Det er jeres vantro, jeres fjendskab mod Allah og jeres oprør mod Allah og Sendebuddet.

Araberne i uvidenhedens tidsalder havde en anderledes tro på at tage varsler af dårlige tegn. Men Islam kom og erklærede alt dette ugyldigt og førte dem ad en fast og fornuftsbaseret vej.

Den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sidestillede det at tage dårlige varsler med spådom og magi. Han sagde:( Arabisk******************)

Den, der selv tager dårlige varsler, eller for hvem der tages dårlige varsler, eller som spår eller får nogen til at spå for sig, eller som udøver magi eller får magi udført for sig, hører ikke til blandt min ummah. (Tabarani)

Han sagde også:( Arabisk******************)

Raml, at tage dårlige varsler ved fugles flugt og at tage dårlige varsler ved at kaste småsten – alt dette hører til overtroisk tro.

Denne tro på dårlige varsler bygger ikke på nogen form for fornuft eller indsigt. Den har heller ingen forbindelse med virkeligheden. Den er et resultat af menneskets svage dømmekraft, tankegang og sind. Det er på grund af en overtroisk sindstilstand, at mennesket er rede til at lade sig styre af varsler, hvad enten de er dårlige eller gode. Ellers hvilken mening kan der være i at betragte en bestemt person, et bestemt sted eller en planets eller stjernes indtræden i et bestemt hus som et dårligt varsel? Kan en sund fornuft have nogen forbindelse med påstanden om, at en rejse bliver ulykkelig blot ved at høre en bestemt fugls lyd, at godt eller ondt ligger i et øjenlågs sitren, eller at alle beslutninger bliver vaklende, blot fordi man hører et bestemt ord?

I virkeligheden er det på grund af den svaghed, der naturligt findes i mennesket, at det tager varsler fra visse ting. Derfor er det et tænkende og bevidst menneskes pligt ikke at bøje sig for nogen form for svaghed.

Det er blevet sagt i en marfūʿ-hadith:( Arabisk******************)

Der er tre ting, som kun meget få mennesker kan beskytte sig imod. De er: mistænksomhed, troen på dårlige varsler og misundelse. Hvis der derfor opstår mistænksomhed i dit sind, så fæst ikke lid til den; hvis et dårligt varsel skaber tvivl i dig, så vend ikke om midtvejs; og hvis misundelse opstår, så ønsk ikke det, der følger af den. (At-Tabarānī)

Hvis man følger den fremgangsmåde, som Allahs Sendebud har lært, vil disse tre blot fremstå som grundløse tanker og forestillinger, der vågner i sindet, samt hvisken fra Satan, og de vil ikke få nogen indvirkning på ens faktiske handlinger. I en sådan situation vil Allah, den Ophøjede, tilgive dette. Det er overleveret fra Ibn Masʿūd, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:( Arabisk******************)

At tro på dårlige varsler er shirk, at tro på dårlige varsler er shirk, at tro på dårlige varsler er shirk.

Ibn Masʿūd sagde: Der er ingen iblandt os, i hvis sind der ikke opstår tanker om dårlige varsler. Men hvis man sætter sin lid til Allah, forsvinder alle sådanne forestillinger. (Abū Dāwūd, At-Tirmidhī)

Jihad mod jahiliyyahs blinde efterfølgelse

Ligesom islam har bekæmpet jahiliyyahens trosforestillinger og overtro – fordi de strider mod fornuft, moral og sund adfærd – har den på tilsvarende vis ført jihad mod jahiliyyahens blinde efterligning og følgen. For denne bygger på had, fjendskab, hovmod, stolthed og stammebaseret selvforherligelse.

Fjendtlige ideologier er i modstrid med islam

På dette område slog islam først og fremmest hårdt ned på fjendtlige ideologier og begravede alle deres former og udtryk under jorden. Samtidig erklærede den det haram at skabe fjendtlige ideologier og at opfordre folk til dem. Profeten (fvmh.) erklærede med klar røst:( Arabisk******************)

Den, der opfordrer folk til fjendtlige ideologier, den, der kæmper på grundlag af fjendtlige ideologier, og den, der dør med fjendtlige ideologier, regnes ingen af dem for at være blandt min ummah. (Abu Dawud)

Derfor har hudfarve ingen betydning eller særlig status i islams øjne, og ingen bestemt folkegruppe har forrang. Intet landområde på jorden har forrang frem for andre dele. Det er ikke halal for en muslim at skabe fjendskab mellem én hudfarve og en anden. Ingen folkegruppe har ret til at etablere overlegenhed over en anden. Det samme gælder islam med hensyn til bestemte områder, riger og imperier. Islam er på ingen måde parat til at gøre forskel mellem mennesker på grundlag af forskelle i hudfarve, afstamning, folk eller region. Derfor kan en muslim ikke handle på grundlag af had og fjendskab baseret på hudfarve, folk eller land. Og det er heller ikke en muslims opgave under alle omstændigheder at fortsætte med at støtte sit eget folk, hvad enten det drejer sig om ret eller uret, sandhed eller løgn, undertrykkelse eller retfærdighed. Wasilah ibn al-Asqa (må Allah være tilfreds med ham) siger:( Arabisk******************)

Jeg spurgte: »O Allahs sendebud, hvad er asabiyyah?« Han svarede: »At du hjælper og støtter dit folk, selv om det begår uret; dette er asabiyyah (en fjendtlig ideologi rettet mod andre folk.

Allah den Højestes erklæring lyder:( Arabisk******************)

O I, der tror! Stå fast på retfærdighed og upartiskhed som vidner for Allah, selv om det er imod jer selv, jeres forældre eller jeres nærmeste slægtninge. (Sura an-Nisa, 135)

( Arabisk******************)Måtte fjendskab mod et bestemt folk ikke få dig til at handle uretfærdigt.

Profeten, den ædle (sa),s retfærdighedsprincip var i denne betydning udbredt overalt i jahiliyyahens tid og blev forstået i sin bogstavelige betydning. Han sagde:( Arabisk******************)

Hjælp din bror, hvad enten han er en undertrykker eller den undertrykte.

Senere, da den islamiske tro var blevet fast grundfæstet blandt Profetens ledsagere, kom den ovennævnte udtalelses dårlige betydning frem for folk, og derfor blev de grebet af frygt og forundring. De spurgte:( Arabisk******************)

O Allahs Sendebud! Hvis min bror er den undertrykte, kan jeg ifølge Deres ord hjælpe ham, og på dette punkt forstår jeg betydningen af Deres ord. Men hvis han er undertrykkeren, hvordan kan vi så hjælpe ham? Det forstår jeg ikke betydningen af. Han svarede:( Arabisk******************)

Du skal holde ham tilbage fra undertrykkelse; det er betydningen af at sige, at du skal hjælpe ham.

Heraf kan vi klart forstå, at der i det muslimske samfund ikke kan være krav om regional overlegenhed eller krav om en bestemt nationalitets overlegenhed. Appeller til fædrelandet eller til nationalisme baseret på region, klasse, slægt, race eller sprog samt selvforherligelse er jahiliyyahens krav. Det kan på ingen måde have nogen forbindelse med islam, Sendebudet eller Allahs Bog.

Islam støtter i sandhed hverken nogen venskabsorganisation, der strider mod dens aqidah, eller noget broderskabsforhold uden for det islamiske broderskab. Islam anerkender heller ikke noget andet grundlag for at skelne mellem mennesker end iman og kufr. Derfor er islams fjende – den vantro – også muslimens fjende, selv om han er hans landsmand, tilhører samme folk og er hans nabo. Ikke nok med det: Uanset om han er hans egen bror, far eller mor, er han heller ikke hans nærmeste, hvis han er islams fjende. Allah, den Ophøjede, har sagt netop dette i det følgende vers:( Arabisk******************)

Du vil ikke finde et folk, der tror på Allah og den Yderste Dag, som tager Allahs og Hans Sendebuds fjender til venner, selv om de måtte være deres fædre, sønner, brødre eller slægtninge. (Sura al-Mujādalah: 22)

Han sagde:( Arabisk******************)

I troende! Tag ikke jeres fædre og brødre som venner og beskyttere, hvis de foretrækker vantro frem for tro. (Sura at-Tawbah: 23)

Der er ingen stolthed i afstamning eller hudfarve

Det er berettet i Sahih al-Bukhari, at Bilal al-Habashi og Abu Dharr al-Ghifari (må Allah være tilfreds med dem) begge var blandt de tidlige sahaba. De blev blændet af vrede mod hinanden og begyndte at skælde hinanden ud. I sin voldsomme vrede sagde Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham) til Bilal (må Allah være tilfreds med ham):( Arabisk******************)– »O søn af en sort kvinde.« Bilal klagede til Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) over dette. Han sagde til Abu Dharr:( Arabisk******************)

Har du fornærmet hans mor? Det viser sig, at der stadig findes karaktertræk fra uvidenhedens tid i dig.

Det er berettet fra Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til ham:( Arabisk******************)

Tænk over dig selv. Du er på ingen måde et bedre menneske end folk med rød eller sort hudfarve. Du kan kun opnå overlegenhed over ham gennem taqwa. (Ahmad)

Den ædle Profet (fred være med ham) sagde:( Arabisk******************)

I er alle Adams børn. Og Adam blev skabt af jord.

Islam har fuldstændig forbudt at være stolt af muslimers slægt, race og forfædres overlegenhed og status og at forsøge at bevise sin egen overlegenhed i forhold til andre ved hjælp af dette. For dette er netop jahiliyyas redskaber. Mennesket kan kun gøre dette ved at lade sig underkaste helt og holdent begæret. Derfor er der i islam ingen plads til, at man siger den slags hadefulde og ondskabsfulde ting til hinanden som: »Jeg er søn af den-og-den, jeg nedstammer fra den-og-den, og du er af en lavere slægt; jeg er hvid, og du er sort; jeg er araber, og du er ikke-araber« og lignende.

Når alle mennesker i virkeligheden udspringer af én og samme oprindelse, giver det ingen mening, at senere generationer skulle være stolte af slægt, stamme eller blod og vise deres egen overlegenhed i forhold til andre; de kan heller ikke have nogen ret til det. Selv hvis man antager, at slægt har en vis betydning, hvilken overlegenhed kan den person, der er født ind i denne slægt, så selv have, eller hvilken skyld kan han tilskrives? Den ædle Profet (fred være med ham) erklærede med kraftig stemme:( Arabisk******************)

I kan ikke gøre krav på nogen overlegenhed over andre på grund af disse slægter. For alle mennesker er Adams børn og efterkommere. Ingen af jer har nogen overlegenhed over andre mennesker undtagen gennem fromhed og gudsfrygt. (Ahmad)

Han sagde også:( Arabisk******************)

Alle mennesker er jo efterkommere af Adam og Hawwa. På opstandelsens dag vil Allah ikke spørge jer om jeres slægt eller adel. Den, der i virkeligheden er mest ærefuld hos Allah, er den af jer, der er mest gudfrygtig.

Den ædle Profet (fred være med ham) advarede dem, der praler af deres forfædres eller slægts ophøjethed, med strenge ord og sagde:

O mennesker! Opgiv at prale af jeres fædre og bedstefædre – de fædre og bedstefædre, som er døde og blevet til brændsel i Helvede. Ellers vil de være endnu mere usle og ydmygede end insekter. Allah Ta’ala har udryddet jahiliyyaens hovmod og stolthed over afstamning. Nu er mennesket enten en troende og gudfrygtig eller en synder og moralsk fordærvet. Alle mennesker er Adams børn, og Adam blev skabt af jord. (Abu Dawud, Tirmidhi, Bayhaqi)

Denne hadith rummer en meget vigtig lære for dem, der praler af deres gamle fædre og bedstefædre, deres forfædre samt den arabiske og ikke-arabiske jahiliyyaens førende skikkelser, Farao, kejseren og Kisra, selv om de ifølge den Ærværdige Profets erklæring ikke er andet end brændsel i Helvede.

Under Hajjat al-Wada, i hajj-måneden, var over hundrede tusinde muslimer samlet i den hellige by Mekka og lyttede til den Ærværdige Profets højtidelige tale. Han erklærede indledningsvis:( Arabisk******************)

O mennesker! Jeres Gud er én. Ingen araber har nogen overlegenhed over en ikke-araber, og ingen ikke-araber har nogen overlegenhed over en araber. En person med rød eller hvid hudfarve har ingen overlegenhed over en person med sort hudfarve, og en person med sort hudfarve har heller ingen overlegenhed eller særstilling over en person med rød eller hvid hudfarve, undtagen gennem taqwa. Allahs erklæring er, at den blandt jer, der er mest gudfrygtig, har den højeste anseelse hos Allah. (Bayhaqi)

Klage over de døde

En af de skikke fra jahiliyyaens tid, som islam har bekæmpet efterligningen af, er jahiliyyaens adfærd over for de døde.

Blandt disse hører at jamre over de døde og overdrive udtrykket for stor sorg og sjælelig smerte.

Islam har lært sine tilhængere, at døden ikke er andet end en rejse fra én verden til en anden eller en overgang til et andet sted. Den er ikke en endelig ødelæggelse, tilintetgørelse eller udslettelse. Desuden vil den døde ikke blive levende igen, blot fordi man jamrer. Allahs bestemmelse vil ikke blive ændret på grund af nogen anden bestemmelse. Derfor er det den troendes pligt at møde døden med samme tålmodighed og udholdenhed, som man bør udvise over for enhver ulykke. Man bør tværtimod tage ved lære af den. Man bør i sit hjerte håbe og igen og igen sige de ord, som Allah har lært os: Inna lillahi wa inna ilayhi raji’un – »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage.«

Derfor er den klagesang over de døde, som blev praktiseret i jahiliyyahs tid, haram og skal opgives i islam. Allahs Ædle Sendebud erklærede, at han ikke havde noget med den at gøre. Han sagde:( Arabisk******************)

Den, der i sin klagesang over en afdød sårer sit ansigt, river sit tøj i stykker og skriger og jamrer på jahiliyyahs vis, hører ikke til blandt min ummah. (Bayhaqi)

Det er ikke halal eller tilladt for nogen muslimsk kvinde, der sørger over en afdød, at iføre sig sørgetøj, afstå fra smykker og almindeligt tøj eller ændre sit udseende og sin fremtoning. Men ved sin ægtemands død skal en hustru naturligvis overholde det, der påhviler hende. Hun skal for eksempel gennemføre iddah i fire måneder og ti dage. Hustruens foreskrevne sørgeperiode for ægtemanden er en pligt, fordi ægteskabslivet er ophørt. Det kærlighedsbånd, der var mellem dem, er blevet brudt ved ægtemandens død, og derfor bør hun udtrykke en vis sorg. Derved vises der respekt for dette hellige forhold. Hun bør derfor ikke bære smykker i denne periode, så hun ikke under iddah bliver tiltrækkende i mange ægteskabssøgendes øjne.

Men hvis den afdøde er en anden end ægtemanden – såsom faderen, broderen, sønnen eller moderen – er det ikke tilladt for kvinder at sørge i mere end tre dage. Det er overleveret fra Zaynab bint Abu Salamah, at hun berettede fra Profetens hustru Umm Habibah (må Allah være tilfreds med hende), at da hendes far Abu Sufyan ibn Harb døde, og da Zaynab bint Jahshs bror døde, brugte de begge parfume og sagde: »Der var egentlig ikke behov for at bruge parfume nu.« Men Allahs Ædle Sendebud sagde:( Arabisk******************)

Det er ikke tilladt for en kvinde, der tror på Allah og den yderste dag, at sørge over en afdød i mere end tre nætter. Men over sin ægtemand skal hun sørge i fire måneder og ti dage. (Bukhari)

Denne sørgeperiode for ægtemanden er wajib. Den må ikke behandles med foragt. En kvinde kom til Profeten og sagde: »Min datters ægtemand er død. Må jeg nu påføre hendes øjne kohl?« Profeten svarede: »Nej.« Han gentog det samme svar to eller tre gange. Heraf fremgår det klart, at når en ægtemand dør, er det haram for hustruen at bruge skønhedsmidler og smykker, indtil iddah-perioden er udløbet.

Men blot at sørge eller være bedrøvet uden at udvise nogen form for uro, og at græde uden at skrige, er naturligt. Det medfører ingen synd. Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte, at kvinder græd over Khalid ibn al-Walid. Nogle mænd ville da forhindre dem i det. Da Umar (må Allah være tilfreds med ham) så dette, sagde han:( Arabisk******************)

Lad dem være. Lad dem græde over Abu Sulayman – Khalid, så længe de ikke kaster jord på deres hoveder eller skriger højt.

Gensidige transaktioner

Allah, den Højeste, har skabt mennesket sådan, at mennesker er afhængige af hinanden og i høj grad behøver hinandens hjælp. Det er aldrig muligt for den enkelte alene at skaffe alt det, han har brug for. Nogle ejer måske noget, der opfylder en andens behov, mens enhver måske har brug for noget, som findes hos en anden. Derfor indgav Allah, den Højeste, dem ønsket om at følge en ordning, hvor varer og fortjeneste udveksles gennem køb og salg. På denne måde opfyldes alle menneskers behov, og menneskelivet styrkes derved. Dette gælder ikke kun forholdet mellem enkeltpersoner; også nationer og stater kan udveksle gensidige goder og resultaterne af deres produktion.

Da den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) blev sendt, foregik der mange former for køb, salg og gensidige transaktioner i det arabiske samfund. De ordninger og handlinger, der var i overensstemmelse med den islamiske sharīʿa, blev opretholdt og erklæret tilladte, mens alt det, der var i strid med sharīʿaen, blev erklæret haram og forbudt. Dette forbud omfatter flere områder, såsom at yde hjælp og støtte til syndige handlinger, bedrag og svig, udnyttelse gennem overdrevne priser og fortjenester samt handlinger, hvor den ene af aftalens parter udsættes for uret.

Det er haram at sælge haram-ting

a. Det er haram at bruge varer, der er erklæret forbudte og haram, eller at drage fordel af dem; det er en syndig handling. Derfor er det også haram at købe eller sælge dem eller drive handel med dem. Svin, alkohol, haram-mad og -drikke, afgudsbilleder, kors og afbildninger (statuer) hører til denne kategori. Hvis køb, salg og handel med disse ting var blevet tilladt, ville disse syndige handlinger have bredt sig vidt. Folk ville være blevet tilskyndet til dem, det ville være blevet gjort lettere at udføre dem, og mennesker ville være blevet ledt hen til dem. Derfor ville folk være blevet opmuntret til dem. Men fordi køb, salg og erhvervelse af disse ting er blevet gjort haram, kan mennesker holde sig fra dem. Således får folk hverken øje på disse ting eller nogen anledning til at mindes dem. Man har ønsket at holde mennesker helt borte fra kontakt med sådanne ting. Derfor sagde den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham):( Arabisk******************)

Allah og Hans Sendebud har gjort det haram at sælge alkohol, døde dyr, svin og afgudsbilleder. (Bukhari, Muslim)

Det er blevet sagt i en hadith:( Arabisk******************)

Når Allah gør noget haram, gør Han også salgsprisen for denne ting haram. (Ahmad, Abu Dawud)

Salg præget af bedrag er haram

b. Enhver form for salg, hvor varen er ukendt, hvor der er risiko for bedrag, eller hvor den ene part får mulighed for at skade den anden, så der kan opstå indbyrdes strid, er forbudt i overensstemmelse med princippet om at lukke vejene til skade. Det gælder eksempelvis salg af det, der befinder sig på ryggen af en han-kamel, eller det foster, der er i en hun-kamels livmoder, samt køb og salg af en flyvende fugl, en fisk i vandet eller andre sådanne ukendte varer.

På Profeten (s.a.w.s.)s tid plejede man at sælge markernes afgrøder eller havernes frugter, før de var modne. Efter at salget var blevet indgået, blev frugterne ofte ødelagt af naturlige årsager, og afgrøderne gik til grunde, hvorved der opstod strid mellem køber og sælger. Sælgeren sagde: »Jeg har jo solgt den.« Køberen sagde: »Den frugt, du solgte, findes ikke længere.« Derfor forbød Profeten (s.a.w.s.) udtrykkeligt salg af frugter og afgrøder, før de var modne. Hvis det samtidig blev fastslået, at frugterne skulle høstes straks, kunne det dog være tilladt. Det blev også forbudt at sælge kornaks, før deres aks var blevet hvide, og før de var uden risiko for ødelæggelse. Han sagde:( Arabisk******************)

Har I overvejet, hvordan det kan være tilladt for jer at tage jeres brors penge, når Allah har ladet frugten gå til grunde?

Det er ikke sådan, at køb og salg af enhver ukendt vare er forbudt. I visse tilfælde forbliver en stor del af varen ukendt. Hvis nogen for eksempel køber et færdigt hus, forbliver tilstanden af dets fundament og det indre af dets mure ukendt for køberen. Det er ikke muligt for ham at få kendskab til dette. Men han kan undersøge alle husets øvrige forhold grundigt. Derfor er det kun det, der er fuldstændig ukendt, som kan føre til indbyrdes strid og uenighed, eller som giver mulighed for at tilegne sig folks ejendom på en ugyldig måde, der er forbudt.

Hvis en vare kun er ukendt i ringe grad, og der er en sædvane for at købe og sælge sådanne delvist ukendte varer, er køb og salg tilladt, såsom salg af radiser, gulerødder, løg og lignende samt salg af marker med kakri-agurker og futi-meloner. Ifølge Imam Malik er dette tilladt af hensyn til behovet. Uvidenheden i dette tilfælde er nemlig ikke omfattende, men ganske almindelig og begrænset.

Imam Ibn Taymiyya har sagt, at Imam Maliks princip vedrørende køb og salg er bedre end de andres principper, fordi hans princip bygger på Sa’id ibn al-Musayyibs opfattelse. Han anses desuden for at være en fremtrædende faqih inden for spørgsmål vedrørende køb og salg.( Arabisk******************)

Imam Ahmad ibn Hanbals opfattelse ligger også tæt på denne.

At lege med varepriserne

Islam ønsker, at markedet og varepriserne får lov til at følge deres naturlige udvikling. Når markederne fungerer normalt, begynder varepriserne af sig selv at stabilisere sig, mens priserne hele tiden stiger og falder i forhold til tilførslen af varer til markedet og efterspørgslen efter dem. Det ser vi også i Profeten Muhammads tid. Da priserne steg, kom folk og sagde: »Guds Sendebud, fastsæt priserne for os.« Da sagde Profeten (fred være med ham):( Arabisk******************)

I virkeligheden er det Allah alene, der fastsætter priserne. Han får priserne til at stige, og Han gør dem billige. Han er Forsørgeren. Jeg ønsker at møde Allah i en tilstand, hvor ingen har noget krav mod mig på grund af nogen form for uret, blodsudgydelse eller beslaglæggelse af ejendom og rigdom. (Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi, Ibn Majah)

Profeten (fred være med ham) erklærede gennem denne hadith, at det er uret at gribe ind i eller pålægge kontrol over den personlige frihed uden nogen nødvendighed, og at han ønsker at møde Allah fri for og renset for dette uret.

Men hvis markedskræfterne under unormale forhold lægger pres på markedspriserne, for eksempel hvis man begynder at oplagre nødvendige varer, og oplagrerne begynder at lege med varepriserne, skal priserne fastsættes for de berørte af hensyn til fællesskabets velfærd. Derved bliver det muligt at beskytte befolkningen mod udbytning fra dem, der kræver for høje priser.

Betydningen af den ovennævnte hadith er altså ikke, at prisfastsættelse under alle omstændigheder er uretfærdig og forbudt, selv når formålet er at fjerne folks vanskeligheder eller redde dem fra åbenlys uretfærdighed. Islams lærde har tværtimod sagt, at der findes to former for prisfastsættelse. Den ene form medfører uret mod folk og er haram. I den anden situation kræves prisfastsættelse af retfærdighed og rimelighed; den er derfor både tilladt og nødvendig.

Hvis man derfor uretmæssigt påtvinger folk en pris, som de ikke accepterer, og samtidig forhindrer befolkningen i at få adgang til tilladte varer, er det haram. Hvis priserne derimod fastsættes med det formål at gennemføre retfærdighed og rimelighed blandt folk – ved at tvinge dem til at sælge til den gængse pris (standardprice) eller forhindre dem i at tage mere end den gængse bytteværdi – er det ikke blot tilladt, men også obligatorisk.

Det er den første situation, den førstnævnte hadith henviser til. Når folk derfor sælger varer efter den gængse praksis uden nogen form for uret eller overdrivelse, og varepriserne stiger på grund af mangel på varer eller befolkningstilvækst, bør hele sagen overlades til Allah. Under sådanne forhold er det ikke andet end unødig indblanding at tvinge folk til at sælge til en af regeringen fastsat pris.

Og i den anden situation: Hvis de handlende, selv om folk har behov for varerne, undlader at sælge dem eller kræver mere end den gældende pris, er det i en sådan situation også obligatorisk at sælge varerne til den gældende pris. På dette tidspunkt betyder prisfastsættelse, at den gældende pris gøres bindende for folk. I en sådan situation betyder prisfastsættelse, at de handlende tvinges til at overholde den retfærdighed, som Allah den Ophøjede har gjort nødvendig og bindende.

( Arabisk******************)

Den, der oplagrer varer, er forbandet

Selv om islam har givet fuld frihed til køb, salg og naturlig konkurrence, er den på ingen måde villig til at tolerere, at folk, drevet af selviskhed og grådighed, overgår andre for at oppuste omfanget af deres egen formue. Denne strenghed fra islams side gælder alle forhold, herunder fødevarer samt de almindelige og daglige fornødenheder for befolkningen. Derfor har den ædle Profet (s.a.) på mange måder udtalt forbud mod oplagring af varer i strenge og hårde vendinger. I en hadith sagde han:( Arabisk******************)

Den, der oplagrer fødevarer i fyrre nætter, har frigjort sig fra Allah, og Allah har frigjort sig fra ham. (Ahmad, al-Hakim)

Den ædle Profet (s.a.) sagde også: -( Arabisk******************)

Ingen oplagrer varer undtagen en synder. (Muslim)

Ordet »synder« skal ikke forstås i en helt enkel betydning. Udsagnet »enhver, der oplagrer varer, er en synder« er helt korrekt. I den ædle Koran ses dette ord anvendt om store vantro og gudsoprørere som Farao, Haman og andre. Således siges det:( Arabisk******************)

Sandelig, Farao, Haman og deres hære var store forbrydere.

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forklarede lagerholderens tankegang og afskyelige holdning og sagde:( Arabisk******************)

Den, der oplagrer varer, er et meget dårligt menneske. Hvis han hører, at varepriserne er faldet, bliver han meget ked af det. Men hvis han hører, at priserne er steget, bliver han meget glad. (Razin)

Han sagde også:( Arabisk******************)

Den, der bringer varer til markedet, modtager sin forsørgelse; men den, der oplagrer varer, er forbandet.

Det skyldes, at en erhvervsdrivende kan opnå fortjeneste på én af to måder. Den ene er, at han oplagrer varer i håb om at sælge dem til en højere pris. Når han således holder varerne tilbage, opstår der en alvorlig mangel på markedet, og folk kommer i stor nød. Så vil folk være tvunget til at købe dem til den pris, han kræver, uanset hvor høj og grænseoverskridende den måtte være.

Den anden er, at den erhvervsdrivende bringer varerne på markedet og sælger dem med en lille fortjeneste. Derefter bruger han denne kapital til at hente andre varer. Også på dem opnår han fortjeneste. På denne måde fortsætter hans handel, og fordi varerne sælges hurtigt og i store mængder, opnår han lidt efter lidt fortjeneste. Denne fortjenestepolitik og -metode er til gavn for hele samfundet. Den øger velsignelsen. Og som Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde, er det denne erhvervsdrivende, der modtager sin forsørgelse.

Hvor stor en forbrydelse oplagring af varer og manipulation med varer er, fremgår tydeligt af en anden udtalelse fra Allahs Sendebud. Hazrat Makar ibn Yamar, måtte Allah være tilfreds med ham, berettede, at da han blev syg, kom den umayyadiske guvernør Ubaydullah ibn Ziyad for at besøge ham. Han sagde til ham: „O Maqal, ved du, hvilket ulovligt blodudgydelse jeg har begået?“ Han svarede: „Det ved jeg ikke.“ Han spurgte: „Ved du, hvilken indblanding jeg har foretaget i muslimernes varer?“ Han svarede: „Det ved jeg heller ikke.“ Derefter sagde Maqal til folkene: „Hjælp mig med at sætte mig op.“ Folkene satte ham op, og han sagde: „O Ubaydullah! Hør, jeg vil fortælle dig en hadith, som jeg ikke blot hørte én eller to gange fra Allahs Sendebud. Han sagde:( Arabisk******************)

Hvis nogen griber ind med det formål at forhøje priserne på varer for den muslimske befolkning, har Allah den Ophøjede ret til at sætte ham på ilden på Dommedag. (Ahmad, al-Tabarani)

Da den umayyadiske hersker hørte dette, sagde han: »Har du selv hørt denne hadith fra Den Ædle Sendebuds mund?« Han svarede: »Ja, ikke blot én eller to gange.«

På grundlag af disse hadither og deres antydninger har de lærde udledt den juridiske regel, at hamstring af varer er haram under to betingelser. Den ene er:

At varerne hamstres på et sådant sted og på et sådant tidspunkt, at befolkningen som følge heraf vil blive udsat for store vanskeligheder.

Den anden er, at formålet og hensigten er at opnå en højere pris, hvorved fortjenesten vil blive betydeligt større.

Kunstig indgriben i markedets frihed

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød også en anden handling, der ligner hamstring af varer. Det er, at byboere køber varer af landboere. Det foregår på den måde, at en person udefra kommer til byens marked med varer for at sælge dem til den gængse pris. Men en bybo siger: »Lad varerne blive hos mig; senere sælger jeg dem til en højere pris og giver dig pengene tilbage.« Hvis den person, der var kommet fra landet, selv havde solgt varerne under disse omstændigheder, ville de være blevet solgt billigere. Derved ville han selv have opnået en fortjeneste, og andre—byens købere—ville også have fået fordel.

I datidens samfund var denne form for køb og salg meget udbredt. Hazrat Anam sagde:( Arabisk******************)

Vi er blevet forbudt at lade en bybo sælge en landsbybos varer – uanset om denne person er hans egen bror, far eller mor.

Heraf fremgår det, at den kollektive velfærd i islam tillægges langt større betydning end personlige relationer og slægtskabsbånd.

Profeten (fred være med ham) sagde:( Arabisk******************)

Ingen bybo må sælge en landsbybos varer. Lad folk være i fred. Allah vil sørge for, at nogle af dem bliver årsag til andres forsørgelse.

Denne udtalelse fra Allahs Sendebud (fred være med ham) er vigtig. Heraf kan man udlede et stort princip for handel. Det er, at man skal give vareudvekslingen og den naturlige markedsmekanisme frihed til at fungere af sig selv. Hvis man ikke griber ind i dette, vil folk på naturlig vis være i stand til at opnå deres egen forsørgelse.

Man spurgte Ibn Abbas om den rette betydning af ovennævnte hadith. Han svarede:( Arabisk******************)

Der må ikke være nogen mellemhandler mellem sælgeren og køberen. (Bukhari)

Det betyder, at der ikke er noget forkert i, at en person oplyser ham om prisen, rådgiver ham og gør ham bekendt med markedsforholdene, uden at tage betaling for det. For hans rådgivning er udelukkende for Allahs skyld. Denne rådgivning er en del af religionen; ja, den er hele og fuldstændige religion. I en sahih-hadith er det blevet overleveret:( Arabisk******************)Religionen er nasiha, eller nasiha er religionen.

I en anden hadith siges det:( Arabisk******************)

Hvis nogen af jer beder om et råd, er det hans pligt at rådgive sin bror.

En »mægler« er som regel ivrig efter at få sit honorar. I sådanne sager glemmer han ofte hensynet til almindelige menneskers velfærd.

Mægling er tilladt

Hvis mægling udføres i andre sager, er der ikke noget forkert i det. Det er nemlig en form for vejledning, etablering af kontakt mellem køber og sælger samt formidling. Begge parter drager fordel af det. Ellers ville begge have store vanskeligheder med deres respektive opgaver. I vor tid er der et stort behov for formidling i import- og eksportforretninger samt mellem detail- og grossisthandlere. Sammenlignet med enhver tidligere tid eller epoke er dette behov stærkere i vore dage. Og det er umuligt at benægte, at mægleren spiller en vigtig rolle deri.

Hvis mægleren derfor modtager sit fastsatte honorar kontant eller får en kommission efter en aftalt andel af fortjenesten, eller hvis begge parter på anden måde bliver enige om det, er der ikke noget forkert i det. Imam al-Bukhari skrev, at de berømte retslærde Ibn Sirin, Ata, Ibrahim, Hasan og andre ikke så noget forkert i at modtage honorar for mægling. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Hvis den ene siger til den anden: »Sælg dette stykke tøj, og det, du får ud over det, tilfalder dig«, så er det fuldt ud tilladt. Ibn Sirin sagde: Sælg denne vare til denne pris. Det, du får ud over det, bliver dit, eller også deler du og jeg det mellem os; hvis salget gennemføres på dette grundlag, er der ikke noget forkert i det. Denne form for mæglervirksomhed, som svarer til kommissionsagentur, er fuldt ud tilladt. Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde:( Arabisk******************)

Muslimer er forpligtede til at overholde deres indbyrdes betingelser. (Al-Bukhari)

Profitspekulation og bedrag er haram

Samtidig med at Profeten (fvmh.) forbød kunstig indgriben i markedet eller i de normale varepriser, forbød han også klart åger og bedrag. I hadithen er ordet blevet brugt for at forklare dette. Hadhrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) forklarede det således: at byde en højere pris end varens rimelige pris, selv om du ikke har til hensigt at købe den. Du gør det, for at andre skal følge dig, når de hører dit bud. Dette gøres normalt med det formål at bedrage andre.

For at holde handel fri og ren for åger og varepriserne fri for bedrag forbød Profeten (fvmh.) at købe varer uden for markedet, før de var nået frem til markedet; ellers ville tilførslen af varer til selve markedet blive hindret. Følgen ville være, at den korrekte pris ikke kunne fastsættes. Den korrekte pris kan nemlig fastsættes ud fra forholdet mellem tilførslen af varer til markedet og efterspørgslen efter dem. I den ovennævnte situation kender sælgeren imidlertid ikke noget til priserne på markedet. Derfor erklærede Profeten (fvmh.), at sælgeren har ret til at ophæve den tidligere handel, efter at varerne er nået frem til markedet.( Arabisk******************)

Den, der bedrager, er ikke en af os

Islam har gjort alle former og metoder for bedrag og svig haram. Hvad enten det gælder køb og salg eller andre menneskelige forhold, skal muslimen handle ærligt og retfærdigt. Set fra islams synspunkt er »rådgivning i religionen« langt mere værdifuld og vigtig end enhver form for materiel indtjening og erhverv.

Profeten (fvmh.) sagde:( Arabisk******************)

Så længe køberen og sælgeren endnu ikke har forladt hinanden, har de begge valget om at ophæve aftalen. Hvis de begge er ærlige og oplyser om varens mangler, vil der være velsignelse i deres handel. Men hvis de begge griber til løgn og skjuler manglerne, vil velsignelsen i deres handel blive udslettet. (Bukhari)

Han sagde også:( Arabisk******************)

Det er ikke halal for nogen at sælge en vare uden at oplyse om dens mangler. Og den, der kender dem, men alligevel undlader at oplyse om dem, har heller ikke halal indtjening ved det. (Hakim, Bayhaqi)

Den Ædle Profet (sa) gik til markedet og så en mand sælge korn. Det behagede ham meget. Derefter stak han hånden ind i bunken og mærkede, at hånden blev våd. Så spurgte han sælgeren: »Du, kornhandler, hvad er dette?« Han svarede: »Det er blevet vådt af regnvandet.« Da sagde Profeten (sa):( Arabisk******************)

»Hvorfor lagde du så ikke det våde korn øverst i bunken, så køberne kunne se det? … Dette er bedrag. Og den, der bedrager os, hører ikke til blandt os.« (Muslim)

I en anden overlevering fortælles det, at Den Ædle Profet (sa) gik hen til en anden fødevarehandler. Han sad med meget gode varer. Profeten stak hånden ind i dem og opdagede, at der lå fødevarer af meget dårlig kvalitet nederst. Da sagde han til ham:( Arabisk******************)

»Sælg disse fødevarer separat, og sælg disse fødevarer for sig. Vid, at den, der bedrager os, ikke er en af os.« (Ahmad)

Fortidens muslimer fulgte dette princip. De gjorde åbent rede for enhver mangel ved varerne. De skjulte intet af det. Ved køb og salg talte de altid sandt og gav ikke løgn nogen plads. De ønskede menneskenes velbefindende og bedragede ingen.

Den berømte retslærde Ibn Sirin solgte en ged. Han sagde til køberen: »Jeg ønsker at fritage mig for ansvar ved at fortælle dig om gedens mangel. Den spreder græsset omkring sig med sine fødder.«

Hasan ibn Salih solgte en slavepige. Han sagde til køberen: »Pigen har én gang spyttet blod op sammen med sit spyt.« Det var kun sket én gang. Alligevel kunne hans troende hjerte ikke tie uden at nævne det, selv om det kunne medføre en lavere pris.

At sværge gentagne gange ved salg

Når falske eder aflægges sammen med bedrag, bliver denne handling endnu mere haram. Den ædle Profet (sa) forbød de handlende klart at aflægge eder generelt og især falske eder. Han sagde: ( Arabisk******************)

Ved hjælp af eder kan man ganske vist sælge varer, men man kan ikke opnå velsignelse.

Den ædle Profet brød sig på ingen måde om overdreven edsaflæggelse ved salg. For det første er der risiko for, at begge parter i aftalen derved kommer til at bedrage hinanden. For det andet er der fare for, at Allahs hellige navn derved mister sin ære.

At give mindre mål og vægt

At give mindre ved at måle varer i et mål eller veje dem på en vægt er også en form for bedrag. Den Ædle Koran har lagt stor vægt på dette spørgsmål og medtaget det blandt de ti formaninger i slutningen af sura al-An’am. Verset lyder således: ( Arabisk******************)

Fyld målekar og vægtskåle helt og retfærdigt. Vi pålægger ikke nogen et ansvar, der overstiger menneskets evne og formåen.

Han har sagt: ( Arabisk******************)

Når I måler, skal I måle fuldt ud. Og vej med en fast og korrekt vægt. Denne fremgangsmåde er meget gavnlig og er med hensyn til resultatet særdeles god og fremragende. (Sura Bani Isra’il: 35)

Han sagde: ( Arabisk******************)

Ve dem, der giver for lidt i mål og vægt. Når de tager mål fra folk, tager de det fuldt ud. Men når de måler eller vejer for dem, giver de mindre. Tænker de ikke over, at de vil blive genoprejst på den hårde dag, hvor alle mennesker skal stå foran Rabb al-ʿālamīn? (Sura al-Muṭaffifīn: 1-6)

Det er enhver muslims pligt i denne henseende efter bedste evne at følge princippet om fuldstændig retfærdighed og fairness. For fuldstændig og virkelig retfærdighed er måske vanskelig at forestille sig. Derfor sagde Koranen samtidig med befalingen om at måle fuldt ud: Vi pålægger ingen et ansvar, der overstiger menneskets evne.

Koranen nævner historierne om de folk, der handlede uretfærdigt i deres indbyrdes forhold og transaktioner, især de folk, der krænkede princippet om retfærdighed i mål og vægt og bedrog mennesker ved salg af varer til dem. Allah den Højeste sendte profeter og sendebud til disse folk. De forsøgte at reformere dem og føre dem til princippet om retfærdighed, ligesom de forsøgte at få dem til at tro på tawḥīd.

Blandt dem nævnes også Shuʿaybs folk. Han forkyndte højlydt for dem og advarede dem om ulydighedens følger. Han henvendte sig til dem og sagde: ( Arabisk******************)

Giv fuldt mål, og vær ikke blandt dem, der skader folk. Vej med en retfærdig vægt, giv ikke folk mindre af deres varer, og skab ikke fordærv på jorden ved at overskride grænserne. (Sura al-Shuʿarāʾ: 181-183)

Denne befaling er bindende for det muslimske samfund. I deres forhold til mennesker og i alle deres indbyrdes handlinger skal de følge dette princip. Derfor er det ikke tilladt for dem at handle med to forskellige mål og veje med to forskellige vægte. Ét mål for sig selv og ét almindeligt mål for andre mennesker, én måde at behandle sig selv og sine kære på og en anden målestok for andre almindelige mennesker – en sådan forskel er fuldstændig uacceptabel i islam. For i så fald vil man fuldt ud kræve sin egen og sine tilhængeres ret og endda tage mere end sin ret. Men over for andre mennesker vil man give mindre og skade dem. Der kan ikke være nogen større uretfærdighed end dette.

Køb af stjålne varer

Islam har erklæret kamp mod kriminalitet og kriminel adfærd. Den har indsnævret forbrydernes spillerum. Derfor er det ikke tilladt for en muslim at købe varer, som er blevet bortført eller stjålet, eller som uretmæssigt er blevet taget fra deres ejer, når man ved det, for derved hjælper man bortføreren, tyven og røveren i deres handlinger. Den ædle Profet (fred være med ham) sagde:( Arabisk******************)

Den, der bevidst køber stjålne varer, bliver delagtig i hans synd og uretmæssige handling. (Al-Bayhaqi)

Selv hvis der går lang tid efter tyveriet, fjernes synden vedrørende de stjålne varer ikke. For i islam gør tidens længde ikke det forbudte tilladt. Den ophæver heller ikke den ret, som den retmæssige ejer har. Også menneskeskabt lovgivning bygger på dette princip.

Renter er forbudt

Det er fuldt ud tilladt i islam at opnå fortjeneste på kapital gennem handel. Allah, den Ophøjede, har sagt:( Arabisk******************)

I troende! Fortær ikke hinandens ejendom uretmæssigt. Men hvis der er tale om handel med samtykke fra alle de berørte, er der ingen synd deri.

Om dem, der beskæftiger sig med handel i verden og rejser rundt i forskellige lande, siges der rosende i Koranen:( Arabisk******************)

og andre, som færdes på jorden og søger Allahs gunst. (Sura al-Muzzammil: 20)

Men islam har fuldstændigt lukket og forbudt den effektive vej til at opnå »fortjeneste« gennem renter. Hvad enten beløbet er lille eller stort, er det alt sammen erklæret forbudt i islam.

Uanset om beløbet er lille eller stort – det er alt sammen haram. Jøderne var blevet forbudt at drive denne rentevirksomhed, men trods dette gjorde de det. Derfor blev de irettesat. Blandt de sidste vers, der blev åbenbaret i Koranen, er dette vers:( Arabisk******************)

I, der tror! Frygt Allah, og opgiv det resterende af renterne, hvis I er troende. Hvis I ikke gør det, så gør jer rede til krig mod Allah og Hans Sendebud. Men hvis I angrer, kan I få jeres hovedstol tilbage. I skal hverken begå uret eller udsættes for uret. (Sura al-Baqara: 278-279)

Det ædle Sendebud erklærede krig mod renter, ågerkarle og rentehandlere. Han gav en klar forklaring på den fare, der som følge af renter fortætter sig over samfundslivet. Han sagde:( Arabisk******************)

Når renter og utugt bliver udbredt i et land eller en by, bliver Allahs straf over dem uundgåelig. (Hakim)

Blandt de himmelske religioner er dette ikke en erklæring, der kun findes i islam. I jødernes hellige skrift, Det Gamle Testamente, står der:

Hvis du låner penge til en af mine landsmænd blandt mit folk, som er fattig og trængende, må du ikke handle over for ham som en renteopkræver, og du må ikke pålægge ham renter. (Anden Mosebog, kapitel 22, vers 25)

Og i de kristnes hellige skrift står der:

Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, og lån uden nogensinde at miste håbet; hvis I gør det, vil I få en stor belønning. (Det Nye Testamente – Lukas, vers 35, kapitel 6)

Det er meget beklageligt, at man ved at ændre teksten i ‘Det Gamle Testamente’ har begrænset forbuddet mod at låne penge ud mod rente til kun at gælde jøderne. Ved ‘bror’ har man kun ment dem, hvorved man har givet andre fri mulighed for at drive udlån mod rente.

Rationalet bag forbuddet mod rente

Islam har været meget streng i spørgsmålet om rente og har med eftertrykkelige ord erklæret den haram. Derved har Islam som helhed fremmet menneskers velfærd og sikret deres moral, samfund og økonomi mod ødelæggelse.

Når de lærde har forklaret rationalet bag, at rente er haram, har de nævnt flere alvorlige grunde, som gennem moderne analyser og overvejelser er blevet tydeligere.

Vi finder det tilstrækkeligt her at nævne, hvad imam Razi har skrevet i sin tafsir på dette punkt. Han skrev:

For det første tager renten penge fra folk uden nogen form for modydelse. Den, der sælger én taka for to taka, modtager nemlig én taka ekstra, men behøver ikke at give noget for den. Menneskers penge bruges jo til at opfylde deres behov. De har også en særlig og stor værdi. I hadithen er det sagt:( Arabisk******************)

Ligesom menneskers blod har sin værdi, har menneskers ejendom og rigdom nøjagtig den samme værdi.

Derfor er det ønskværdigt, at det er helt haram at tage imod det uden nogen form for modydelse.

For det andet gør afhængigheden af indtægter gennem rente mennesker uvillige og umotiverede til at tjene deres indkomst gennem arbejde. Når man gennem rentebærende udlån eller investeringer på rentebasis kan få ekstra penge, hvad enten det sker kontant eller på kredit, vil folk ikke længere føle noget behov for at arbejde hårdt inden for handel, industri og produktion, og som følge deraf vil den kollektive velfærdsordning gå i opløsning. Hvis aktiviteter som handel, industri, landbrug og byggeri ikke gennemføres, kan man ikke håbe på eller tænke på nogen form for velfærd for menneskeheden.

Efter vores mening er dette grunden til, at rente er haram set fra et økonomisk perspektiv.

For det tredje bliver den almindelige ordning for at låne og udlåne penge mellem samfundets medlemmer ødelagt på grund af dette. For når rente anses for haram, vil mennesker være indstillet på, at hvis de modtager én taka i lån, skal de betale netop den ene taka tilbage. Men hvis rente er halal eller almindeligt accepteret, vil behovet tvinge mennesker til at give og modtage to taka i stedet for én. Som følge deraf vil der ikke længere være noget, der hedder gensidig medfølelse, omsorg for hinandens velfærd og barmhjertighed mellem mennesker.

Og dette er den moralske grund til, at rente er haram.

For det fjerde er långiveren som regel velhavende, mens låntageren er fattig. Hvis et rentebaseret udlånssystem nu er i kraft, vil den velhavende blive givet ret til at modtage ekstra penge fra den fattige og svage. Men i den store barmhjertige Allahs nåderige ordning kan dette på ingen måde være tilladt.

Dette er grunden til, at rente er haram set fra et socialt perspektiv, og betydningen af det er, at rentesystemet giver den stærke en uhindret mulighed for at udnytte den svage til egen fordel. Som følge deraf bliver den rige endnu rigere, mens den fattige styrtes ud i endnu større fattigdom, og én klasse i samfundet bliver dag for dag mere velstående, mens den udbytter og ødelægger mange andre klasser. Som følge deraf bliver hadet og fjendskabet mellem samfundets forskellige klasser stadig mere intenst. Det får ilden af indbyrdes konflikt og kamp til at flamme voldsomt op i samfundet. Til sidst viser resultatet sig som fuldstændig ødelæggelse og kollektiv katastrofe. Også den moderne samfundshistorie beviser sandheden og gyldigheden af dette. Det ses, at denne rente og de mennesker, der lever af rente, er blevet en alvorlig trussel mod politik, staten, administrationen samt fred og sikkerhed.

Renteudbyderen og forfatteren af rentepapiret

Det er de rige, der tager renter og låner ud på rentebasis. De giver den gældsatte penge, så han tilbagebetaler et ekstra beløb oven i hovedstolen. En sådan person er lige så forbandet hos Allah som hos folket. Men set fra islams perspektiv er det ikke kun dem, der tager renter, som er skyldige; også de, der betaler renter og får andre til at tage renter, tager del i denne synd. De, der skriver rentekontrakterne, og de, der vidner til dem, er heller ikke mindre skyldige. Det er blevet sagt i hadith:( Arabisk******************)

Allah har forbandet alle dem, der tager renter, får andre til at tage renter, vidner til det og skriver dets dokument. (Musnad Ahmad, Abu Dawud, an-Nasa’i, Ibn Majah)

Hvis der imidlertid opstår et presserende behov for at optage et rentebaseret lån, vil kun den, der tager renter, være syndig. Dog:

1. Hvis der virkelig er et behov. Målet må ikke blot være at opfylde egne behov eller at udvide udviklingsorienterede aktiviteter. Et behov betyder, at man ikke kan undgå det, selv om man ønsker at holde sig fra det, medmindre man er parat til at ødelægge sig selv. For eksempel bliver mennesker undertiden tvunget til at optage sådanne rentebaserede lån for at dække uundværlige behov som mad, tøj og lægehjælp.

2. Det skal begrænses til blot at opfylde ens eget behov. Hvis der eksempelvis er behov for ti taka, må man ikke tage elleve taka.

3. Man skal gøre alt, hvad man kan, for at frigøre sig fra renter. Det er den muslimske befolknings pligt at hjælpe en person, der er kommet i en sådan nød. Men hvis den nødstedte ikke finder nogen anden mulighed end at optage et rentebaseret lån, kan han optage det, på betingelse af at han ikke nærer noget ønske eller begær efter det, og at han ikke overskrider grænsen i den forbindelse. Hvis situationen er sådan, vil Allah måske tilgive ham.

4. Hvis han tvinges til at gøre dette, skal han gøre det med den største afsky. Han må ikke være tilfreds med det, men skal give udtryk for sin utilfredshed. Det må kun fortsætte, indtil Allah skaffer ham en anden løsning.

Profeten søgte tilflugt fra at optage lån

Enhver muslim bør vide, at islam har vejledt mennesket til at skabe balance i livet og følge en middelvej i økonomien. Allah den Højeste har sagt:( Arabisk******************)

Overskrid ikke grænserne. For Allah bryder sig ikke om dem, der overskrider grænserne.

( Arabisk******************)Spild ikke. For de mennesker, der ødsler penge bort, er Satans brødre og allierede. (Suraen al-Isra, 26-27)

Den Ædle Koran har pålagt muslimer at bruge penge på Allahs vej. Men den har ikke sagt, at de skal bruge hele den rigdom, Allah har givet dem; den har blot sagt, at de skal bruge en del af den. Den, der bruger en del af sin egen indtjening på Allahs vej, vil sandsynligvis aldrig blive fattig eller trængende. Det uundgåelige krav i denne moderate og afbalancerede politik er, at ingen muslim nogensinde skal være tvunget til at optage lån. Profeten (saw) brød sig især aldrig om, at en muslim optog lån. For et frit menneske med værdighed bliver gæld årsag til bekymring om natten og ydmygelse om dagen. Profeten (saw) søgte altid tilflugt hos Allah fra at optage lån. Han plejede at bede:( Arabisk******************)

O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig fra en voksende gældsbyrde og voldsom vrede.

Han plejede at sige:( Arabisk******************)

Jeg søger tilflugt hos Allah fra vantro og gæld.

En person spurgte: O Allahs Sendebud! Mener du, at vantro og gæld er det samme? Han svarede: Ja.

Han plejede ofte at fremsige en bøn under bønnen: ( Arabisk******************)

O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig mod synd og gæld.

Engang blev han spurgt: ( Arabisk******************)

O Allahs Sendebud! Hvorfor søger du så ofte tilflugt mod gæld? Han svarede: Når en person bliver forgældet, lyver han, når han taler, og bryder sit løfte, når han har afgivet det. (an-Nasāʾī, al-Hākim)

Disse hadither beviser utvetydigt og så klart som dagen, hvor alvorlig forgældelse er set fra moralens synspunkt.

Når liget af en afdød blev bragt til den ædle Profet (s.a.w.), for at der skulle bedes janazah-bøn over det, og han erfarede, at den afdøde var død forgældet uden at have efterladt noget, der kunne bruges til at tilbagebetale gælden, bad han ikke janazah-bønnen over ham. Ved ikke at bede janazah-bønnen ønskede han blot at advare folk om forgældelsens alvorlige konsekvenser. Senere, da en stor mængde krigsbytte var blevet samlet hos Allahs Sendebud (s.a.w.), sørgede han for at tilbagebetale den afdødes gæld heraf. Han sagde: ( Arabisk******************)

Alle martyrens synder bliver tilgivet. Men gæld bliver ikke tilgivet. (Muslim)

I lyset af disse ord må det siges, at en muslim aldrig bør optage gæld. Men hvis han kommer i yderste og alvorlige vanskeligheder, er det en anden sag. Og hvis han i denne situation bliver forgældet, skal han altid bevare en stærk intention om at tilbagebetale gælden. I hadithen er det sagt: ( Arabisk******************)

Den, der optager et lån hos andre med den oprigtige hensigt at tilbagebetale det, vil Allah den Ophøjede sørge for, at får tilbagebetalt sit lån. Men den, der optager et lån med hensigten ikke at tilbagebetale det eller at ødelægge det, vil Allah også lade gå til grunde. (Bukhari)

Når en muslim aldrig er villig til at optage et lån, medmindre han er i yderste nød, hvordan kan man så tvinge ham til at optage et lån på rentevilkår?

Køb på kredit til en højere pris

Her synes det nødvendigt at forklare endnu en ting. Ligesom det er tilladt at købe varer kontant, er det heller ikke forbudt at købe dem på kredit til en pris, som begge parter er enige om. Der skal dog være fastsat en bestemt frist. Profeten (sa) købte selv fødevarer på kredit hos en jøde til sin husholdning. Som sikkerhed pantsatte han sin jernbrynje.

Men hvis sælgeren fastsætter en højere varepris, fordi betalingen ikke sker kontant, og fordi varen købes på kredit – mange store forretningsfolk sælger varer til en forhøjet pris på betingelse af, at betalingen sker i rater – mener mange jurister, at denne form for salg er haram. For den højere pris fastsættes som modydelse for den forsinkelse, der sker i betalingen. Og det er faktisk en form for rente. De almindelige lærde og jurister anser imidlertid denne form for salg for tilladt. De siger, at køb og salg grundlæggende er halal og tilladt. Der kan ikke findes noget bevis for at erklære det for haram. Desuden ligner denne form for handel ikke rentehandel på alle måder. De mener, at sælgeren på grund af flere forhold har ret til at fastsætte en højere pris på varen, fordi han sælger den på kredit. Prisen bør dog ikke være urimeligt høj, og ingen situation, der indebærer uret mod køberen, kan accepteres. Ellers vil også dette være haram.

Imam Shawkani skrev: Tilsyneladende er denne form for køb og salg tilladt. For der findes flere generelle beviser, som gælder for dette område. Det er også tilladt ifølge jurister som Shafi‘i, Hanafi og Zayd ibn Ali.( Arabisk******************)

Forudbetaling og senere modtagelse af varen

At betale et bestemt beløb på forhånd til sælgeren og modtage varen til gengæld efter udløbet af en fastsat tidsfrist kaldes i islamisk terminologi et »silm«-salg, og det er tilladt. Det var meget udbredt i Medina. Men Profeten (sa) fastsatte en række betingelser for det; når de overholdes, er der fuld overensstemmelse med sharia.

Hazrat Ibn Abbas (ra) sagde: Profeten (s.a.v.) ankom til Medina, og han så, at Medinas indbyggere betalte prisen forud for at få afgrøden til gengæld efter et eller to år.

Da sagde Profeten (s.a.v.): ( Arabisk******************)

Den, der aftaler at købe noget mod forudbetaling, skal fastsætte dets vægt, mængde og leveringstidspunkt.

Når mængde, vægt og tidspunkt således er fastsat på forhånd, er der ingen større risiko for indbyrdes strid og uenighed. Muligheden for bedrag bliver også betydeligt mindre. Det er netop derfor, Profeten (s.a.v.) forbød forudgående handel med frugter fra et bestemt træ. For der er fare for bedrag og svig deri. Undertiden bærer træet slet ingen frugt på grund af naturkatastrofer. Så opstår der en alvorlig situation.

Den rette fremgangsmåde ved denne type handel kan være, at man ikke knytter aftalen til afgrøden fra et bestemt træ eller en bestemt jordlod. Man kan indgå handlen ved blot at fastsætte vægt og mængde. Men hvis man på ulovlig vis udnytter ejeren af træet eller jorden, det vil sige hvis han tvinges til at indgå denne handel, er der mulighed for, at den bliver haram.

Gensidigt samarbejde mellem arbejde og kapital

Nogle siger, at Allah den Ophøjede i overensstemmelse med Sin egen skabelsesvisdom har velsignet menneskene med Sine uudtømmelige gaver. Der findes mange mennesker, som besidder ubegrænset viden, talent og arbejdsevne, men som ikke har penge. På den anden side findes der også mange, hvis økonomiske midler er umådelige, men som mangler kvalifikationer og arbejdsevne. Nu opstår spørgsmålet: Hvorfor overlader de, der ejer rigdom og formue, ikke deres midler til mennesker med arbejdsevne? Hvis disse får dem, kan de gennem arbejde og anstrengelse gøre denne formue mere gavnlig. Og de, der ejer rigdommen, kan til gengæld blive medejere af en betydelig del af fortjenesten.

Som svar på dette spørgsmål vil vi sige, at den islamiske sharia ikke har skabt nogen hindring for samordning og samarbejde mellem kapital og arbejdsevne eller mellem kapital og arbejde. Tværtimod har den på grundlag af retfærdighed og rimelighed udviklet en samarbejdsform under en præcis og korrekt ledelse. Hvis en velhavende person derfor ønsker at indgå i en fortjenstgivende handel med sin partner på grundlag af partnerskab, må han påtage sig ansvaret for alle denne partnerskabs resultater. I den islamiske sharias terminologi kaldes dette muḍāraba eller qirāḍ. Retslærde har fastsat som betingelse for dette, at begge parter i handelen skal tage del i alt, hvad der angår både fortjeneste og tab, og at deres andele skal fordeles mellem dem. Det kan være halvtreds procent, en tredjedel eller en fjerdedel til den ene part, mens resten tilfalder den anden. Når den grundlæggende handel således er fastlagt, skal fortjenesten, hvis der opstår en sådan, fordeles mellem de to parter i overensstemmelse med aftalen. Hvis der opstår tab, skal det fratrækkes fortjenesten, og det resterende beløb skal fordeles efter den aftalte andel. Hvis tabet er større end fortjenesten, skal det overskydende tab dækkes af kapitalen. Det er kun rimeligt, at kapitalens ejer får sin del af tabet trukket fra sin kapital. For hans partner må også bære tabet af sit arbejde og sine anstrengelser.

Dette er islams bestemmelse i den pågældende sag. At fastsætte en fortjeneste for ejeren af kapitalen og garantere den — således at man skal give ham fortjeneste, hvad enten der er gevinst eller tab — er fuldstændig i strid med principperne om retfærdighed og rimelighed. Derved gives kapitalen en langt større og uberettiget forrang frem for dygtighed og arbejde, end det er nødvendigt. Desuden strider det mod den livsordning, som både sikrer mennesket fortjeneste og beskytter det mod skade. Ikke nok med det; det understøtter også tilbøjeligheden til at sikre sig indtjening. Så behøver man hverken at arbejde for den eller at påtage sig risikoen for tab. I virkeligheden bliver det derfor som rente og rentehandel.

Profeten forbød, at jord blev dyrket på en sådan delingsbasis, at den ene part skulle have høsten fra en bestemt del af jorden, mens den anden part skulle have høsten fra en anden bestemt del. Han forbød også, at dyrkningen blev delt efter en bestemt mængde af høsten. For det er netop som rente eller hasardspil. Det kan ske, at der slet ikke kommer nogen afgrøde på den bestemte del af jorden, eller at høsten ikke når den fastsatte mængde. Så kan den ene part ende med at blive fuldstændig berøvet, mens den anden part får fuldt udbytte. En sådan situation kan på ingen måde være retfærdig.

Mudaraba er tilladt i islam. Betingelsen er imidlertid, at der ikke må sikres den ene part en bestemt fortjeneste uden hensyn til den oprindelige kapitals skiftende gevinst og tab. Der er opnået enighed om denne opfattelse. Hvis denne betingelse stilles, bliver mudaraba ikke tilladt, af netop den grund, der gør den ikke-tilladt. Gensidig jorddyrkning bliver ligeledes ikke tilladt af samme grund. Retslærde siger, at hvis den ene part betinger sig en bestemt sum som fortjeneste, og virksomheden faktisk giver netop denne sum i fortjeneste, betyder det, at hele fortjenesten er tilfaldet den ene part; ja, det er endda muligt, at der slet ikke opstår nogen fortjeneste. Og hvis virksomheden er indgået på betingelse af en større fortjeneste, vil den anden part nødvendigvis lide tab.( Arabisk******************)

Den ovenfor beskrevne begrundelse er fuldt ud i overensstemmelse med islams grundlæggende ånd. I virkeligheden bygger alle islams principper og bestemmelser på en fast, klar og ubestridelig retfærdighed.

Gensidigt partnerskab i kapital

Ligesom det er tilladt personligt at investere sin egen kapital efter eget ønske i et tilladt foretagende og opnå fortjeneste derfra, og ligeledes at overlade den til en erfaren og kvalificeret person, så denne kan drive virksomhed efter reglerne for mudaraba, er det også fuldt tilladt, at personer, der investerer kapital, samles og efter gensidig aftale opretter en industrivirksomhed, en handelsvirksomhed eller en organisation eller driver en anden form for virksomhed på grundlag af gensidigt partnerskab. Mange former for virksomhed kræver nemlig, at et stort antal menneskers forstand og hænder samt en betydelig kapital samles; det er helt uundværligt. Og dette kan kun tilvejebringes gennem gensidigt samarbejde og partnerskab. Allah den Ophøjede har sagt:( Arabisk******************)

Hjælp hinanden med gode og fromme handlinger og med gudsfrygt.

Enhver handling, der udføres med det formål at fremme den enkeltes eller samfundets velfærd eller forhindre skade, er uden tvivl en god og gudfrygtig handling. Betingelsen er imidlertid, at den udføres med en god hensigt og den rette indstilling.

Islam har ikke blot erklæret gensidigt partnerskab for tilladt og legitimt; den har også sagt, at velsignelsen ligger deri. Ligesom der deri loves Allahs hjælp i denne verden, er der også håb om en stor belønning i det hinsidige. Men partnerskabsforretningen skal drives inden for de tilladte grænser og med omhyggelig afstandtagen fra rente, bedrag, svig, uret, begær og forræderi. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde om sådanne forretningspartnere:( Arabisk******************)

Allahs hjælp er hos de to partnere, så længe den ene ikke handler troløst over for den anden. Hvis den ene bedrar den anden, trækker Allah sin hjælp tilbage og ophører med at yde den.

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) citerede Allahs ord således:( Arabisk******************)

Jeg er den tredje blandt to forretningspartnere, så længe den ene ikke bedrager den anden. Hvis den ene bedrar den anden, træder jeg ud fra deres midte, og Satan træder ind dér.

Forsikringsselskabet

Et meget moderne eksempel på forretningsvirksomhed er forsikringsselskabet. Forsikring findes i mange former. Livsforsikring, ulykkesforsikring og brandforsikring er blandt de vigtigste. Men spørgsmålet, der skal drøftes, er, hvad den islamiske sharīʿas afgørelse er i denne sag. Tillader islam, at denne type virksomhed drives? Før dette spørgsmål besvares, må man kende forsikringsselskabernes natur. Det er også nødvendigt at vide, hvilken slags forhold der består mellem den, der tegner en forsikring, og forsikringsselskabet. Med andre ord: Betragtes den forsikrede som partner i selskabets hovedorganisation? Hvis det er tilfældet, må den forsikrede dele ligeligt i hovedforretningens fortjeneste og tab. Ved ulykkesforsikring skal den forsikrede årligt betale selskabet et bestemt beløb. Hvis den virksomhed, der er forsikret, ikke rammes af nogen ulykke, beholder selskabet alle de penge, som virksomhedens ejer har betalt, og giver intet tilbage. Hvis der derimod sker en ulykke, udbetales det fastsatte beløb som erstatning. Men denne ordning stemmer ikke overens med partnerskabets eller en partnerskabsforretnings natur.

Reglen for livsforsikring er, at hvis der tegnes en forsikring på to tusind taka, og dødsfaldet indtræffer efter betalingen af den første rate, har den forsikrede ret til at modtage hele de to tusind taka. Men hvis han havde været som en partner i hovedforretningen, burde han kun modtage det indbetalte beløb samt fortjenesten beregnet efter samme forhold. For det andet: Hvis den forsikrede overtræder selskabets regler og bliver ude af stand til at betale raterne, skal han miste alle de indbetalte penge eller en del af dem. Det siger sig selv, at denne regel er uretfærdig, undertrykkende og baseret på en ugyldig betingelse.

Selv hvis begge parter efter gensidigt samtykke accepterer denne betingelse og indgår en sådan aftale—uanset om de gør det efter nøje at have forstået deres egne interesser—vil det stadig ikke være tilladt. For også ågerkarlen og den, der tager imod åger, indgår en sådan aftale med gensidigt samtykke. Også de, der spiller hasard, gør det med gensidigt samtykke; det kan aldrig gøre det forbudte tilladt. Et sådant samtykke kan ikke accepteres. Det er ikke sådan, at der i dette slet ikke findes bedrageri og overtrædelse af grænser. Den ene parts fortjeneste er sikret, mens den anden parts mulighed for at få fordel er fuldstændig usikker. I sådanne tilfælde må det grundlæggende være fuldstændig ren retfærdighed og rimelighed. Dette skal sikres i alle forhold på en sådan måde, at hverken man selv lider skade, eller andre bringes ind i skade.

Er et forsikringsselskab en gensidig hjælpeorganisation?

Forholdet mellem den forsikrede og forsikringsselskabet er ikke som i et partnerskab. Hvad er så dette forholds karakter? Er det et gensidigt hjælpeforhold mellem dem? Er disse institutioner gensidige hjælpeorganisationer, som drives gennem bidragydernes samarbejde eller partnerskab? Og sker det økonomiske partnerskab med det formål at hjælpe hinanden? … At det ikke forholder sig sådan, er helt tydeligt.

Det er ønskeligt at anvende en korrekt fremgangsmåde til gensidig hjælp. Det bør være målet at hjælpe mennesker i nød, og det er med dette formål, at pengene bør indsamles. Derfor skal der tages hensyn til følgende:

1. Den enkelte skal give et fast beløb som donation af hensyn til broderskabet, og fra denne fond må der kun ydes hjælp til mennesker, der er tynget af nød.

2. For at få gavn af fonden må man udelukkende benytte lovlige fremgangsmåder.

3. Ingen må give en donation med det formål at modtage et bestemt beløb, hvis der sker en ulykke. Der skal snarere være en ordning, hvor der efter evne ydes et beløb fra institutionens fond, så skaden dermed kan erstattes helt eller i tilstrækkeligt omfang.( Arabisk******************)

4. En donation er en donation. Det er fuldstændig haram at kræve den tilbage. Når der derfor sker en ulykke, skal sagen vurderes i overensstemmelse med shariaens bestemmelser.

Disse betingelser kan kun gælde for visse organisationer og institutioner, der er oprettet netop med dette formål. Her indbetaler enkeltpersoner deres månedlige bidrag som donationer, og de har ingen ret til at kræve dem tilbage. Der fastsættes ikke en betingelse om, at de skal modtage et bestemt beløb, når de rammes af en ulykke.

Men disse betingelser stilles overhovedet ikke af forsikringsselskaberne, især ikke inden for livsforsikring. Forholdet dér er helt anderledes.

1. Forsikringstagerne (policy holders) betaler ikke præmierne som en donation. En sådan tanke opstår heller ikke hos dem.

2. Forsikringsselskaberne investerer deres kapital i haram-rentebærende forretninger og tjener profit. Men ingen muslim kan deltage i rentebærende forretninger. Herom er både de eftergivende og de strikse enige.

3. Når forsikringstageren har fået alle præmiebetalingerne tilbage efter aftalens udløb, modtager han samtidig et yderligere beløb. Hvad kan dette ekstra beløb da betragtes som, hvis ikke rente?

På samme måde er det fuldstændig i modstrid med princippet om gensidig hjælp at give den velhavende og velstående person flere penge end den trængende fattige. For det ses, at den velhavende tegner en forsikring på et stort beløb. Derfor udbetales der i tilfælde af dødsfald eller en ulykke et tilsvarende større beløb til ham. Men efter princippet om hjælp skal pengene gives.

4. Den person, der ønsker at ophæve forsikringsaftalen, må acceptere et stort tab på det beløb, der udbetales til ham. Men der er ifølge shariaen ingen gyldig grund til at acceptere et sådant tab.

Ændringer og revisioner

På trods af alt dette er det muligt at ændre den nuværende ulykkesforsikringsordning og bringe den meget tæt på islamiske regler og principper. For at gøre dette må man indføre princippet om at modtage donationer på betingelse af en modydelse. Forsikringstageren skal yde selskabet økonomisk hjælp på betingelse af, at selskabet i tilfælde af en ulykke yder ham erstatning; derved hjælpes han, og ulykkens belastning mindskes. Ifølge nogle retsskolers opfattelse er en sådan aftale tilladt. Hvis sådanne ændringer og revisioner gennemføres inden for forsikring, og forsikringsselskabernes aktiviteter bliver rentefri, kan den derfor anses for tilladt. Men hele spørgsmålet om livsforsikring ligger meget, meget langt fra shariaens bestemmelser.

Forsikringsordningen i islam

Vi har set, at forsikringsselskaberne i dag ikke drives i overensstemmelse med islamiske bestemmelser. Men det betyder ikke, at selve forsikringsvæsenet nødvendigvis er i strid med islam. Det er faktisk ikke tilfældet. Det er kun de principper, som selskaberne i dag følger, der er uforenelige med islam; det er det væsentlige. Hvis man indfører regler og principper, der er i overensstemmelse med islam, vil forsikring naturligvis være acceptabel set fra islams synspunkt.

Sandheden er, at den islamiske livsordning har indført en forsikringsordning for den muslimske befolkning og for dem, der lever under en islamisk stat, gennem et kollektivt forsørgelsessystem eller den offentlige statskasse, det vil sige bayt al-mal. Islams bayt al-mal er i virkeligheden et forsikringsselskab for folket. Det kommer alle til gode, som lever under dets myndighed.

Islam har påtaget sig ansvaret for at hjælpe og støtte enkeltpersoner i tilfælde af ulykker og andre vanskeligheder. Hvis nogen rammes af en ulykke eller anden nød, kan han fremlægge sit problem for den ansvarlige offentlige myndighed. Regeringen vil derefter sørge for erstatning i overensstemmelse hermed. Efter dødsfaldet er der også garanteret forsørgelse for de hjælpeløse arvinger.

Profeten (fred være med ham) sagde:( Arabisk******************)

Mit forhold til enhver muslim står mig endnu nærmere end hans eget forhold til sig selv. Den muslim, der efterlader sig formue og ejendom, overlader det til sine arvinger. Men den, der efterlader gæld eller hjælpeløse børn, påhviler det mig at sørge for tilbagebetaling af gælden og for børnenes forsørgelse og opdragelse.

En vigtig sikkerhedsforanstaltning, som islam har indført for den muslimske befolkning, er blandt de formål, der er fastsat for den obligatoriske zakat,( Arabisk******************)de gældsatte. Nogle af fortidens koranfortolkere har i deres forklaring af dette ord sagt:( Arabisk******************)

Den, hvis hus og hjem er brændt helt ned, eller hvis formue er blevet skyllet bort af oversvømmelser og skybrud, regnes blandt disse gældsatte.

Dyrkning af afgrøder på landbrugsjord

Når en muslim i overensstemmelse med sharia får ejendomsret til landbrugsjord, bliver det hans ufravigelige pligt at dyrke jorden og høste afgrøder eller plante træer og høste frugter. I islam er det ulovligt at lade jorden ligge ubrugt uden at dyrke den. For det vil være at vise ringeagt for de velsignelser, Allah har skænket. Det kan også kaldes spild af rigdom og ejendom. Profeten, fred være med ham, har imidlertid udtrykkeligt forbudt at ødelægge rigdom og ejendom. Jordejeren kan benytte forskellige måder og fremgangsmåder for at drage nytte af sin jord.

Forskellige måder at gøre jorden nyttig på

Jordejeren skal selv dyrke jorden. Han skal plante træer og sørge for en hensigtsmæssig vanding af dem. Som følge heraf vil jorden give afgrøder, eller træerne vil bære frugt. Dette er i sandhed en meget prisværdig handling. Den belønning, som de mennesker, fugle og dyr, der får gavn af disse marker og haver, udløser, vil tilfalde ejeren. Det er velkendt, at de store sahaba omkring Allahs Sendebud, fred være med ham, beskæftigede sig med landbrug og anlæg af haver.

Den anden fremgangsmåde

Jordejeren er ikke i stand til selv at dyrke sin jord. Så skal han låne sin jord ud til en person, der med sine egne redskaber, arbejdere, såsæd og dyr udfører dyrkningen. Men jordejeren må ikke selv tage noget fra den. At give jord ud som lån på denne måde er ønskværdigt og rosværdigt i islam. Det er overleveret fra Abu Hurayra, måtte Allah være tilfreds med ham. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde:( Arabisk******************)

Den, der har jord, skal selv dyrke den eller give den til sin broder, så han kan dyrke den.

Det er overleveret fra Jabir, måtte Allah være tilfreds med ham, at han sagde:( Arabisk******************)

På Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham)s tid dyrkede vi jorden efter mujābarāt-princippet. Derfor fandt vi efter høsten de resterende kornaks hist og her. Da sagde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Den, der ejer jord, bør selv dyrke den eller lade sin broder dyrke den uden nogen form for modydelse. Hvis han heller ikke vil det, bør han lade jorden ligge.«

Mujābarāt betyder at dyrke jorden på grundlag af en andel af den.

Nogle har på grundlag af denne hadiths ydre betydning sagt, at disse to måder at drage fordel af jorden på er i overensstemmelse med sharīʿa: enten dyrker man den selv, eller også lader man nogen dyrke jorden uden nogen form for betaling eller modydelse. Det kan ske på den måde, at jorden tilhører den, der ejer den, mens afgrøden tilhører den, der dyrker den.

( Arabisk******************)

Det er ikke tilladt at bortforpagte jord mod penge. Jorden må heller ikke gives bort på grundlag af nogen anden form for aftale. Der findes kun én mulighed: enten dyrker ejeren den selv, eller også overlader han den til en anden uden nogen form for modydelse.

Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) har sagt, at når disse hadither opfordrer til at overlade jorden til andre, betyder det ikke, at det er obligatorisk at gøre det. Det er i virkeligheden blot mustahabb. Det er en meget anbefalelsesværdig handling at overlade den på denne måde. Ibn Dinar har berettet: »Jeg spurgte Tawus, Hazrat Ibn Abbas’ berømte elev: ’Hvad mener du, hvis jeg undlader mujābarāt (dyrkning af jord mod en andel)?’ Tawus svarede: ’Den største lærde, Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), har fortalt mig, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) ikke forbød det.’ Han sagde det således:( Arabisk******************)

»Det er bedre for jer at overlade jorden til jeres broder uden modydelse end at opkræve en afgift af ham.« (Bukhari)

Dyrkning af jord mod en andel

Den tredje fremgangsmåde er, at den, der udfører dyrkningen med sine egne redskaber, frø og dyr, får jorden af jordejeren på betingelse af, at han får en aftalt andel af jordens afgrøde, f.eks. halvdelen eller en tredjedel. Det er også tilladt, hvis jordejeren giver den, der dyrker jorden, frø, redskaber og dyr. Når jorden dyrkes efter denne ordning, kaldes det gensidig jorddyrkning, forpagtningsdyrkning på delingsbasis, mukhabara, musaqat og lignende.

Profeten (SAW) lod selv jorden i Khaybar dyrke på betingelse af, at afgrøden skulle deles ligeligt. (Bukhari, Muslim) De retslærde, som anser denne form for gensidig jorddyrkning for tilladt, bruger Profetens (SAW) ovennævnte handling som bevis. De siger: Dette er en velkendt, almindeligt anerkendt og autentisk praksis. Allahs Sendebud (SAW) fulgte denne fremgangsmåde hele sit liv, helt frem til sin død. Også menneskene efter ham gjorde det samme. Derefter fulgte de retledte kaliffer til det sidste hans eksempel. Der var ikke et eneste hus i Medina, hvis beboere ikke dyrkede jorden på denne måde. Profetens (SAW) hustruer fulgte også dette princip. Det er en praksis, som ikke kan forkastes eller ophæves. For ophævelse eller ændring af en praksis kunne kun finde sted, mens Profeten (SAW) levede. Men hvordan skulle en handling, som han fortsatte med indtil sin død, som kalifferne fortsatte med efter ham, og som ledsagerne praktiserede med fuldstændig enighed, uden at én eneste af dem modsatte sig eller protesterede, kunne være blevet opgivet og forkastet? Og hvis den allerede var blevet opgivet i Allahs Sendebuds (SAW) levetid, hvordan kunne hans tilhængere så efter hans død dyrke jorden på denne måde? Hvordan kunne det forblive skjult, så selv de retledte kaliffer ikke kendte til det? Sagen om Khaybar er jo kendt af alle. Og hvor var den, der fortæller, at denne praksis var blevet ophævet, på det tidspunkt, siden han ikke meddelte nogen noget?( Arabisk******************)

Gensidig jorddyrkning efter en forkert ordning

På Profeten (SAW)s tid fandtes der også en anden form for jorddyrkning. Den gav imidlertid mulighed for bedrag, svig, snyd og uvidenhed, hvilket førte til strid og uenighed mellem de to parter. Derfor erklærede Profeten (SAW) denne form for jorddyrkning for forbudt. For det andet ønsker islam at etablere klar retfærdighed og rimelighed; men eftersom jorddyrkning efter den ovennævnte ordning indebar handlinger, der var i strid med denne retfærdighed og rimelighed, var han nødt til at forbyde den.

Ordningen var, at jordejeren pålagde dyrkeren den betingelse, at en fjerdedel af den bestemte jord skulle udpeges og afgrænses til ham. Gennem hele dyrkningssæsonen skulle han have afgrøden fra netop dette afgrænsede stykke, uanset hvor stor eller lille den var. Eller han skulle have en bestemt mængde af afgrøden, afmålt eller vejet. Den resterende afgrøde skulle enten tilfalde dyrkeren alene eller deles ligeligt mellem dem begge.

Men Profeten (SAW) så, at kravet om retfærdighed og rimelighed var, at begge parter skulle have del i den samlede afgrøde, hvad enten den var lille eller stor. Det var ikke rigtigt på forhånd at udpege et bestemt stykke jord eller en bestemt afgrødemængde til den ene af dem. For det kunne ofte ske, at denne del af jorden slet ikke gav nogen afgrøde. Så ville den ene alene få det, han skulle have, mens den anden blev bedraget og berøvet. Det kunne nemlig ske, at der ikke voksede noget på det bestemte jordstykke. Så fik den ene intet, mens den anden fik hele udbyttet. I en sådan situation må den retfærdige ordning være, at hver part i overensstemmelse med aftalen får sin andel af hele afgrøden fra hele jorden. Hvis jordens afgrøde blev stor, fik begge parter fordel af det. Hvis den blev lille, fik begge tilsvarende mindre. Og hvis der slet ingen afgrøde kom, ville begge parter dele dette tab. Der er ingen tvivl om, at denne ordning er den bedste for begge parter.

Det er overleveret fra Rafiʿ ibn Khadij, at han sagde:( Arabisk******************)

De af os, der ejede jord, dyrkede for det meste jorden efter princippet om gensidig jorddyrkning. De bortforpagtede jorden på betingelse af, at afgrøden fra et hjørne af jorden skulle tilfalde jordejeren. Men det skete, at der ikke kom nogen afgrøde på dette bestemte stykke jord, mens der kom afgrøde på den anden del. Og nogle gange kom der afgrøde på det bestemte stykke, men ikke på den anden del. Derfor blev vi forbudt at dyrke jorden på denne måde.

Hadhrat Rafi sagde:( Arabisk******************)

Profeten (fvmh.)s folk indgik aftaler om at dyrke jorden på betingelse af afgrøderne ved grøftens kant og ved steder, hvor vandet løb ud, eller mod at give en del af afgrøden. Senere viste det sig, at afgrøden på den ene del var gået til grunde, mens afgrøden på den anden del var reddet, eller omvendt. Folkene havde ingen anden måde at dyrke jorden på end denne. Derfor blev det forbudt. (Muslim)

Profeten (fvmh.) spurgte:( Arabisk******************)

Hvordan dyrker I jeres landbrugsjord?

Folkene svarede:( Arabisk******************)

Vi indgår aftaler om gensidig dyrkning mod en fjerdedel samt en bestemt mængde dadler og hvede.

Da han hørte dette, sagde han: Det må I ikke gøre. Det betød, at man dengang fastsatte en bestemt mængde, som de tog fra afgrøden først. Derefter blev den resterende afgrøde delt mellem dem, der havde dyrket jorden. Nogle tog en fjerdedel, mens andre tog tre fjerdedele.

Det fremgår tydeligt af disse begivenheder, at Profeten (fvmh.) var særdeles ivrig efter at etablere fuldstændig og omfattende retfærdighed og rimelighed i det samfund, han havde grundlagt. Og han var fast besluttet på at fjerne alt fra de troendes samfund, som han frygtede kunne give anledning til gensidige stridigheder og uenigheder.

Hazrat Zayd ibn Thabit (må Allah være tilfreds med ham) berettede: To mænd skændtes om et stykke jord foran Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Da sagde han:( Arabisk******************)

Hvis dette er jeres situation, så må I ikke bortforpagte dyrkbar jord.

Derfor bør enhver jordejer behandle sin partner og ledsager med medfølelse og værdighed. Jordejerne bør derfor ikke kræve størstedelen af høsten. På den anden side bør dyrkeren heller ikke skade jordejeren gennem den måde, han anvender jorden på. I denne forbindelse er det berettet fra Ibn Abbas:( Arabisk******************)

Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød ikke, at man dyrkede jorden på gensidige vilkår. Han opfordrede tværtimod begge parter til at behandle hinanden med medfølelse. (Tirmidhi)

Da Taus derfor blev sagt: “O Abu Abd al-Rahman! Det ville være bedre, hvis vi opgav denne mukhabara, for folk mener, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød folk at gøre dette,” sagde han:

Jeg vil hjælpe dem, jeg vil give dem.

De tænkte ikke først og fremmest på at tjene mest muligt på deres egen jord. De ønskede ikke, at de, som arbejdede og sled på jorden, skulle lide under sult. Tværtimod hjalp de dem og gav dem. Og dette er i sandhed det muslimske samfunds særkende.

Mange gange lader jordejeren jorden ligge ubrugt. Han dyrker den ikke og planter heller ikke træer eller andre vækster på den. Men han er ikke villig til at overlade jorden til nogen dyrker, selv mod en beskeden modydelse. Derfor gav Umar ibn Abd al-Aziz de ansvarlige i de forskellige områder under hans kalifat besked på at lade folk dyrke jorden mod en fjerdedel, en tredjedel eller en femtedel af høsten. Han beordrede dem endda til at give den for en tiendedel og forbød dem at lade jorden ligge udyrket.

At bortforpagte jord mod kontant betaling

Den fjerde fremgangsmåde kunne være, at man lader en landbruger dyrke jorden på betingelse af, at han betaler vederlaget kontant.

Mange fremtrædende retslærde har erklæret denne fremgangsmåde tilladt. Nogle andre retslærde har imidlertid forbudt den. Deres bevis er, at Profeten (fred være med ham) forbød at bortforpagte jord—dette er en autentisk overlevering. Abu Bakr, Umar, Rafi ibn Khadij, Jabir, Abu Sa’id, Abu Hurayra og Ibn Umar (må Allah være tilfreds med dem) har overleveret denne hadith. De siger alle, at Profeten (fred være med ham) kategorisk forbød at bortforpagte jord.

( Arabisk******************)

En anden måde at bortforpagte jord på er at lade den dyrke mod en andel af høsten. Profeten (fred være med ham) indgik netop denne aftale med indbyggerne i Khaybar i sin levetid, og han fastholdt den til det sidste. Der blev heller ikke gjort nogen undtagelse fra den under de retledte kaliffers tid.

For dem, der har fulgt den islamiske lovs gradvise udvikling på dette område, vil Ibn Hazms udsagns rigtighed stå meget klart. Han skrev, at da Profeten (fred være med ham) kom til dem, bortforpagtede de deres landbrugsjord. En lignende overlevering er også blevet citeret fra Rafi ibn Khadij (må Allah være tilfreds med ham). Og hvad angår bortforpagtning af jord, fortsatte den efter Profeten (fred være med ham), ligesom den havde gjort før hans ankomst, uden nogen ændring. Ingen fornuftig person kan nære den mindste tvivl om dette. Derefter blev det gennem autentiske overleveringskæder berettet fra Jabir, Abu Hurayra, Abu Sa’id, Rafi, Zuhayr (må Allah være tilfreds med dem), en ledsager, der deltog i slaget ved Badr, samt Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham):( Arabisk******************)

Profeten (fred være med ham) forbød generelt at bortforpagte jord.

Der er heller ingen tvivl om, at den tidligere tilladte praksis blev ophævet ved denne hadith. De, der derfor erklærer det tilladt at bortforpagte jord mod kontant betaling, tager fejl. Deres synspunkt kan på ingen måde bevises som autentisk. Det kan imidlertid være tilladt at bortforpagte den mod at give en bestemt andel af den høstede afgrøde. For det er bevist fra Profeten (fred være med ham), at han efter at have forbudt bortforpagtning af jord indgik en aftale i Khaybar om jorddyrkning på grundlag af en andel af høsten, og at denne ordning forblev fuldstændig uændret indtil hans død.( Arabisk******************)

Mange af de tidlige islamiske retslærde havde denne opfattelse. Den berømte retslærde fra Yemen og højt ansete tābiʿī Tāwūs anså det for makruh at lade jord dyrke mod betaling i guld eller sølv. Men han så ingen skade i at bortforpagte den mod en andel af høsten – hvad enten det var en tredjedel eller en fjerdedel. Da nogle gjorde indsigelse mod dette og sagde, at Profeten (ﷺ) havde forbudt at bortforpagte jord, sagde han: »Muʿādh kom til os – det var Profeten (ﷺ) selv, der havde sendt ham til Yemen – og han lod jorden dyrke på betingelse af en tredjedel eller en fjerdedel af høsten. Og sådan har vi fortsat indtil i dag.«

Heraf fremgår det, at det ifølge Tāwūs kun er forbudt at bortforpagte jord mod kontant betaling. Derimod er der ingen hindring i at lade jord dyrke på betingelse af en andel af høsten.

Det samme er blevet overleveret fra Muhammad ibn Sīrīn og al-Qāsim ibn Muhammad ibn Abī Bakr al-Siddīq. Men nogle blandt tābiʿūn anså det for forbudt at bortforpagte jord på nogen som helst måde, hvad enten det var mod kontant betaling eller på grundlag af en andel af høsten. Denne opfattelse er imidlertid ikke særlig stærk. Profeten (ﷺ), de retledte kaliffer og Muʿādh (må Allah være tilfreds med ham) dyrkede nemlig selv jord eller lod den dyrke på betingelse af en andel af høsten. Heraf vides det uden tvivl, at denne fremgangsmåde er tilladt. I tidligere tider blev der i praksis også lovgivet for muslimer efter dette princip. At det er forbudt at bortforpagte jord mod kontant betaling, er imidlertid bevist gennem hadith. Og at dette er fornuftigt, er ligeledes hævet over enhver tvivl.

Den rationelle begrundelse for forbuddet mod at bortforpagte jord mod kontant betaling

Hvis man overvejer sagen ud fra islams grundlæggende principper og idealer, vil det synes mest passende, at det er haram at bortforpagte ubearbejdet jord mod kontant betaling.

a. Profeten (ﷺ) forbød at bortforpagte jord mod en fastsat del af den høst, der blev produceret. Det er kun tilladt at bortforpagte den på grundlag af en andel af høsten, det vil sige på grundlag af en tredjedel eller en fjerdedel af produktionen. Vi mener, at det er bedst at fastsætte andelen procentvis. På den måde får begge parter lige stor fordel af deres andel af den producerede høst. Hvis høsten lider skade på grund af en ulykke, vil begge parter også bære skaden lige meget. Men hvis den ene parts krav fastsættes på forhånd, vil denne part være beskyttet mod tab, mens den anden part uundgåeligt efterlades i en usikker situation. På hans andel vil der ikke være andet end tørret græs. Dette svarer fuldstændigt til rente og hasardspil. Der er ingen grundlæggende forskel mellem de to.

Når man betragter spørgsmålet om at bortforpagte jord mod kontant betaling fra dette perspektiv, kan man heller ikke se nogen forskel mellem det og den tidligere nævnte forbudte form for fælles jorddyrkning. Jordejeren modtager med sikkerhed sit tilgodehavende kontant. Men den person, der tager jorden til dyrkning for disse penge, udsætter jo sin egen arbejdskraft, går. Men den person, der tager jorden til dyrkning for disse penge, udsætter jo hele sin arbejdskraft, indsats og kapital for en alvorlig risiko. Han har ingen sikkerhed for, om han vil få noget fra jorden. Han ved ikke, om der overhovedet vil vokse en afgrøde på den.

b. Desuden er den, der giver en genstand til en anden på lejebasis, dens ejer. Han har ret til at modtage lejen, fordi han overdrager genstanden til lejeren i en tilstand, der gør det muligt at drage fordel af at bruge den. Han har ret til at modtage en betaling som erstatning for den forringelse (depreciation), der opstår som følge af brugen. Men det kræver ingen form for forberedelse at bortforpagte jord. Jordens produktive kraft er ikke skabt af jordejeren; den er helt og holdent en gave fra Allah. For det andet bliver jorden ikke forringet af at blive dyrket; den bliver ikke snavset som maskiner, og den bliver ikke gammel som bygninger.

g. Det er også sandt, at når nogen lejer et hus, opholder og bor han sig i det og drager direkte nytte af det. Der er ingen hindring imellem. På samme måde kan man, hvis man lejer et redskab, drage nytte af selve genstanden. Men det er ikke muligt at få direkte nytte af jord, og det er heller ikke sikkert, at man får udbytte af den. Jord er ikke som et lejet hus; at få udbytte af den er usikkert. Når nogen lejer jord, gør han det tværtimod i håb om at få udbytte af den. Det er i dette håb, at han arbejder på den og bruger penge og tid, men alligevel får han undertiden udbytte af den og undertiden ikke. Derfor er det ikke korrekt at betragte forpagtning af jord som leje af hus eller lignende.

d. Det er citeret i en sahih-hadith:

Profeten (fred være med ham) forbød køb og salg af frugter, før de var modne, mens de stadig befandt sig på markerne og i haverne. Som begrundelse sagde han: »Har I tænkt over, hvordan de penge, du har taget fra din bror, kan være halal for dig, hvis Allah lader frugterne gå tabt? Frugterne er begyndt at modnes, men der er endnu ingen sikkerhed for, at man får dem uskadt. Når de måske ikke modnes på grund af en skade eller ulykke, hvorfor skulle det så ikke være forbudt at bortforpagte tom jord, hvor der ikke engang er blevet sat en spade i den, og hvor der ikke er sået frø? Den rette og retfærdige fremgangsmåde er i virkeligheden gensidig dyrkning på grundlag af en andel af høsten. Derved tager begge parter lige del i fortjenesten eller udbyttet, og hvis der opstår et tab, deles det også mellem dem.«

( Arabisk******************)

Imam Ibn Taymiyyah har sagt, at det at lade jord dyrke på grundlag af en andel af høsten er den fremgangsmåde, der stemmer overens med den islamiske shariahs grundprincipper og dens retfærdighedssystem. En aftale om deling af høsten er mere retfærdig og rimelig end forpagtning mod leje. For med denne fremgangsmåde tager begge parter del i både fortjenesten og tabet. Forpagtning af jord er anderledes. Jordejeren modtager sin leje, men forpagteren høster undertiden en afgrøde og bliver undertiden berøvet den.

( Arabisk******************)

Imam Ibn al-Qayyim har skrevet:

Muslimerne har siden den ærede Profets (fred være med ham) og de retledte kaliffers praksis handlet efter den form for gensidig dyrkning, som er retfærdig. Efterkommerne af Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali (må Allah være tilfreds med dem) gjorde det samme. De fremtrædende sahaba anså alle denne fremgangsmåde for tilladt. Sahaba som Ibn Masud, Ubayy ibn Kab og Zayd ibn Thabit (må Allah være tilfreds med dem) holdt denne opfattelse. Hadith- og fiqh-lærde som Imam Ahmad ibn Hanbal, Ishaq ibn Rahwayh, Imam al-Bukhari, Dawud ibn Ali, Ibn Khuzaymah, Abu Bakr Ibn al-Mundhir og Muhammad ibn Nasr al-Marwazi erklærede også denne opfattelse for den korrekte. Og fremtrædende muslimske fuqaha som Layth ibn Sad, Ibn Abi Layla, Abu Yusuf og Muhammad ibn al-Hasan gav ligeledes udtryk for denne opfattelse.

I Ibn al-Qayyims tid protesterede han skarpt mod den undertrykkelse og tvang, som forvaltere og folk fra hæren udsatte landbrugerne for. Han sagde: Hvis disse forvaltere og soldater havde behandlet bønderne i overensstemmelse med de islamiske lovbestemmelser, som Allah og Hans Sendebud har givet, kunne de alle have modtaget Allahs uudtømmelige velsignelser, som skænkes fra oven og fra neden. Himlens og jordens velsignelser ville være blevet åbnet for dem. Selv hvis de havde taget en fjerdedel af det, de opnår gennem undertrykkelse og overgreb, ville det have været langt mere end dette. Men de er uvidende og uretfærdige. Derfor har de intet andet at gøre end at begå uret og synd. Som følge heraf er de blevet berøvet velsignelsernes og forsørgelsens overflod. Og derfor er kun straf i det hinsidige blevet ophobet for dem. Ingen velsignelse fra denne verden vil tilfalde dem.

Hvis man spørger, hvilke bestemmelser Allah og Hans Sendebud har givet på dette område, og hvilket princip Profetens ledsagere fulgte, hvad skal man så svare?

Svaret er: Den fremgangsmåde, der er gensidigt retfærdig, og hvor jordejeren og bonden begge opnår den samme retfærdighed, uden at man efter den gængse ordning sikrer den ene parts udkomme og kaster den anden ud i usikkerhedens risiko. De almindeligt udbredte skikke i verden bygger på grundløse principper. Det er dem, der har bragt så mange ulykker over jorden og kastet befolkningen ud i alvorlige kriser. Regnen er holdt op med at falde, og velsignelserne er forsvundet. De fleste forvaltere og soldater er begyndt at ernære sig af det forbudte. Og for det kød, der har dannet sig på deres kroppe gennem forbudt føde, er Helvede den eneste passende bolig.

Det var denne retfærdige landbrugsordning, som den muslimske befolkning fulgte, både på den Ædle Profets tid og under de retledte kaliffer og i tiden derefter. Den Ædle Profet indgik selv en aftale med Khaybars beboere om dyrkning af jorden på dette grundlag. Det fortsatte på denne måde, indtil Umar fordrev dem. Aftalen gik ud på, at de selv skulle dyrke jorden for egen regning og også levere såsæden.

Derfor mener de lærde, at selv om det er bedst, at bonden leverer såsæden, er det tilladt, at hvem som helst af de to parter gør det. Umar indgik en aftale på den måde, at hvis han leverede såsæden, skulle han have halvdelen af høsten. Hvis dyrkeren leverede den, skulle han også have sin andel, det vil sige mere end halvdelen.

Blandt de overleveringer af hadither, der findes om gensidig jorddyrkning, er der ingen omtale af, at dyrkeren skulle få mindre end halvdelen; tværtimod nævnes det i nogle overleveringer, at han skulle få mere end det.

I denne sammenhæng siger samvittigheden, at dyrkerens andel ikke bør være mindre end halvdelen. Den Ædle Profet og de retledte kaliffer gjorde netop dette med jøderne i Khaybar. Derfor bør jordens andel ved fordelingen af høsten ikke være større end menneskets, altså dyrkerens, andel.

Partnerskab i husdyrhold

I vores land, især på landet, er der endnu en udbredt praksis, nemlig en partnerskabsordning ved opdræt af husdyr. Den ene part bidrager med hele eller noget af kapitalen, mens den anden varetager pasning og tilsyn. Udbyttet eller fortjenesten deles mellem dem.

Før man kender sharialovens afgørelse i denne sag, er det nødvendigt at analysere de forskellige former for denne ordning.

1. Den ene form består i, at begge parter går sammen udelukkende med et handelsmæssigt formål: at opdrætte kalve for at fede dem op eller at opdrætte køer og bøfler for at få mælk fra dem.

Den ene part bidrager med kapitalen, mens den anden bidrager med arbejdskraft og ansvaret for pasning og tilsyn. Begge skal afholde udgifterne til dyrenes foder og drikke. Når dyrene sælges, trækkes udgifterne fra salgsprisen. Den resterende fortjeneste fordeler de derefter mellem sig efter deres indbyrdes aftale.

Hvis den ene part er forpligtet til at afholde alle udgifterne og ikke får noget til gengæld, mens fortjenesten deles ligeligt mellem de to, kan det ikke være en retfærdig handel.

2. Den anden form består i, at den ene part betaler købsprisen, mens den anden afholder udgifterne og varetager pasningen. Han får så fordel af dyrets mælk eller af at bruge dyret til landbrugsarbejde eller til at transportere vand.

Ja, der er intet forkert i at gøre dette, hvis dyret er stort af størrelse, giver mælk eller kan bruges til arbejde. Det er rigtigt, at det, den anden part får i form af mælk og lignende, ikke synes at svare til de udgifter, han afholder, og at der også er en risiko for tab. Men vi har anset det for tilladeligt, fordi det forekommer rimeligt, og har ikke tillagt denne ringe risiko for tab større betydning. Shariaen har nemlig ingen vanskelighed ved at acceptere sådanne forhold. Den Ædle Profet sagde: ( Arabisk******************)

Et dyr, der er stillet som pant, må rides på, og dets mælk må drikkes, som modydelse for at afholde udgifterne til det. Den, der rider på dyret eller drikker dets mælk, skal selv afholde udgifterne. (al-Bukhari)

I denne hadith regnede den ædle Profet (SA) det at ride på dyret og drikke dets mælk som en modydelse svarende til udgifterne til dyrets foder og lignende.

Udgifterne til dyret kan være meget større eller mindre end værdien af at ride på det og drikke dets mælk. Men når denne ordning ud fra sædvane er blevet anset for tilladelig i forbindelse med pantsætning, er der ingen grund til at tøve med også at anse det omtalte partnerskab om dyrehold for tilladeligt af hensyn til behovet.

Den konklusion, vi har draget af den ovenfor citerede hadith, er udelukkende denne forfatters opfattelse. Må Allah gøre denne opfattelse korrekt.

Men hvis den ene part ved opdræt af små kalvelignende dyr, som hverken kan rides på eller giver mælk, betaler anskaffelsesprisen, mens den anden part bærer udgifterne, kan det ikke anses for mubāh ud fra islams grundlæggende principper. Den part, der skal bære udgifterne, vil nemlig lide tab, mens den anden part udelukkende vil få fordel og fortjeneste. Det er således tydeligvis ikke retfærdigt, mens islam ønsker, at retfærdighed og rimelighed skal gennemføres i alle forhold. Hvis begge parter derimod gennem en gensidig fordeling bærer alle udgifterne, indtil den udgiftsbærende part får mulighed for at få udbytte, mener vi, at det vil være tilladeligt.

Sport og fornøjelse

Islam er en realistisk livsordning. Den ønsker ikke at holde mennesket indespærret i et miljø af urealistisk fantasi, dagdrømmeri og forskellige tankers forvirring. Islam lærer derimod mennesket principperne og metoderne til at leve på en god måde i denne virkelige verden, midt i begivenhedernes skiftende forløb. Den har ikke udformet regler for mennesket ud fra den antagelse, at det er en engel, der færdes i himmelrummet. Reglerne er givet til mennesket, fordi det er et menneske, der spiser og drikker og færdes på markeder og basarer.

Derfor kan man ikke forestille sig eller håbe på, at hvert eneste af menneskets ord skal være dhikr, at det selv i tavshed skal være fordybet i dyb forskning, at kun Qur’anens lyde skal trænge ind i dets ører, og at al fritid skal tilbringes i moskeen. Islam har heller ikke pålagt mennesket denne pligt eller gjort det obligatorisk. Sandheden er, at islam i fuldt mål tager hensyn til menneskets natur og medfødte tilbøjeligheder. Allah den Ophøjede har skabt mennesket sådan, at ligesom det har behov for at spise og drikke, hører glæde, munterhed, tilfredshed, godt humør samt latter, spøg og leg også til dets naturlige tilbøjeligheder. Denne sandhed kan på ingen måde benægtes.

Tilstanden er ikke den samme hvert øjeblik

Nogle af sahabaerne begyndte som følge af deres åndeligheds fremtrædende betydning og deres højeste grad af åndelige udvikling at mene, at det var deres pligt altid at være opslugt af tilbedelse, og at det var ønskværdigt at afholde sig fra verdslige interesser, fornøjelser og glæder. De burde ikke tage del i leg, fornøjelse og munterhed. Det var absolut nødvendigt fuldstændigt at vende sig mod det hinsidige og overgive sig til efterlivets tanker, forestillinger og opfyldelsen af dets forpligtelser og ansvar.

På dette sted er det værd at nævne en beretning om den ærede sahabi Hanzala Usaydi (ra). Han var en særligt udpeget skriver for Allahs Sendebud (sa). Han har selv fortalt om sig selv:

Hazrat Abu Bakr (ra) mødte mig. Han spurgte: „Hvordan går det, Hanzala?“ Jeg svarede: „Hanzala er blevet hykler.“ Han sagde: „Subhanallah! Hvad siger du?“ Så sagde jeg: „Ja, sådan er det faktisk. Når vi sidder hos Allahs Sendebud (sa), og han minder os om Paradiset og Helvede, bliver vores tilstand sådan, som om vi ser dem med vores egne øjne. Men når vi går ud fra dette samvær, beskæftiger vi os med hustru, børn, familie og forretninger, og så glemmer vi i høj grad Paradiset og Helvede.“ Da Hazrat Abu Bakr hørte dette, sagde han også: „Ved Allahs navn! Min tilstand er ganske den samme.“ Hanzala fortæller: „Derefter gik vi begge – jeg og Abu Bakr – til Profeten (sa) og sagde: „Allahs Sendebud! Hanzala er blevet hykler!“ Allahs Sendebud (sa) spurgte: „Hvordan det?“ Jeg svarede: „Allahs Sendebud! Når vi er hos dig, og du taler om Paradiset og Helvede, bliver vores tilstand sådan, at vi næsten ser dem tydeligt. Men når vi går herfra, bliver vi så optaget af hustru, børn, familie og forretninger, at vi glemmer meget.“

Da Profeten (sa) hørte dette, sagde han:( Arabisk******************)

Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, hvis I altid befandt jer i den tilstand og sindsstemning, som I oplever hos mig og under dhikr, ville englene komme og give jer hånden i jeres senge og på vejene. Men Hanzala, der er forskel fra tid til anden. Man kan ikke altid forblive i den samme tilstand – dette sagde han tre gange i træk. (Muslim)

Sendebudet var jo et menneske

Allahs Sendebud (sa) var et menneske, og hans ophøjede liv var et strålende og lysende forbillede og noget, der bør følges, for et fuldkomment menneskeliv af højeste rang. Han bad i dyb ensomhed og tilbragte lang tid i ydmyghed og gudsfrygt, grædende. Fordi han stod op i bøn i lange perioder, hævede begge hans fødder. Han var fuldstændig fast på sandheden og havde ikke den mindste frygt for nogen på Allahs vegne, men ikke desto mindre levede han et menneskeligt liv. Ligesom almindelige mennesker kunne han lide gode ting og vellugt, han lo og spøgte, lavede sjov og fortalte vittigheder; det var en særlig egenskab ved hans storslåede natur. Men han sagde aldrig noget, der stred mod sandheden.

Profeten (sa) holdt meget af glæde, munterhed og et lyst sind og kunne ikke lide lidelse og sorg. Han søgte tilflugt hos Allah fra alt ondt. Han plejede at sige:( Arabisk******************)

Åh Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig mod bekymring og sorg.

Han plejede også at spøge. En gammel kvinde kom til ham og sagde: »Åh Allahs Sendebud! Bed Allah om at lade mig komme ind i Paradiset.« Den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde da: »O mor til den og den, gamle mænd og kvinder vil ikke komme i Paradiset.« Da begyndte den gamle kvinde at ryste og græde. Hun blev helt knust, fordi hun troede, at hun ikke ville kunne komme ind i Paradiset. Da Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) så hendes tilstand, forklarede han, at det betød, at gamle mænd og kvinder ikke vil komme i Paradiset i denne tilstand. Allah vil derimod skænke dem en ny skabelse, og de vil komme ind i Paradiset i ungdommens strålende skikkelse. Derefter reciterede han dette vers:( Arabisk******************)

Vi vil skabe dem på ny og gøre dem til jomfruer. De vil være kærlige over for deres ægtemænd og jævnaldrende. (Sura al-Waqi’a: 35-38)

Sinde­t bliver træt

Den ædle Profet og hans højt karakterfulde sahaba plejede også at le, spøge og lave sjov. De deltog i leg og fornøjelser. De fulgte deres indre naturs kald. De glædede sindet, sørgede for ro og en følelse af lykke i hjertet og opnåede derved fornyet energi, arbejdsevne og virketrang, så de blev friske på ny og kastede sig over arbejdet.

Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde:( Arabisk******************)

Ligesom kroppen bliver sindet også træt og udmattet. Tal derfor med forunderlige og vise ord for at fjerne denne træthed og udmattelse.

Han sagde også:( Arabisk******************)

Giv hjertet fred, lykke og glæde, når der er tid til det. For uro i hjertet gør det blindt.

Hazrat Abu al-Darda (må Allah være tilfreds med ham) sagde:( Arabisk******************)

Jeg giver mit sind lov til at spøge lidt med det tomme, så det derved kan hjælpe mig med at gå ad sandhedens vanskelige vej.

Hvis hjertet således bliver lettet ved spøgende samtale, er der ikke noget forkert i det. Hvis man gennem tilladte former for leg og adspredelse sørger for, at man selv og ens ledsagere opnår trøst og ro, er der heller ingen synd i det, så længe det ikke bliver en fast vane, og man ikke udvikler en tilbøjelighed til hele tiden kun at være optaget af det. For i så fald ville man bruge morgen og aften på det, og det ville føre til modvilje mod at opfylde sine forpligtelser. Man ville endda begynde at spøge, også dér hvor det er nødvendigt at være alvorlig. Derfor er der blevet sagt:( Arabisk******************)

Bland lige så meget humor i samtalen, som der er behov for salt i maden.

For det kan ikke være en muslims opgave blot at håne mennesker uden at tage hensyn til deres ære, værdighed og ukrænkelighed. Derfor har Allah, den Højeste, sagt:( Arabisk******************)

O I, der tror! Lad ikke nogle mennesker håne eller fornærme andre mennesker. Det kan være, at de er bedre end dem. (Sura al-Hujurat: 11)

Det er heller ikke rigtigt eller tilladt at ty til løgn for at få folk til at le. Som en advarsel mod dette sagde den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham):( Arabisk******************)

Fordærvet er den, der fortæller løgne for at få folk til at le. Fordærvet er han; fordærvet er han. (Tirmidhi)

Tilladte former for sport

Der findes mange former og metoder inden for fornøjelser og sport, som den ædle Profet (fvmh) har erklæret tilladte for muslimer. Ved hjælp af disse kan muslimer lette sindets byrde og opnå glæde. Disse sportsgrene tilskynder mennesket til at udføre tilbedelse og pligter – til at deltage aktivt i disse handlinger. Gennem disse fysiske sportsgrene kan man få styrkende træning. Derved kan mennesket også blive forberedt på at deltage i jihad. De nedenfor nævnte sportsgrene hører til denne kategori:

Løbskonkurrence

Profetens ledsagere plejede at konkurrere i løb. Den ædle Profet (fvmh) gav dem tilladelse til at gøre det. Det er blevet berettet, at Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) var meget hurtig til at løbe.

Den ædle Profet (fvmh) deltog selv i løbekonkurrencer med sin ærede hustru Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) for at glæde hende og for at undervise profetens ledsagere (må Allah være tilfreds med dem). Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde selv:( Arabisk******************)

Den ædle Profet (fvmh) konkurrerede med mig i løb. Dengang løb jeg foran ham. Senere, da min krop var blevet tungere, konkurrerede han igen med mig i løb, overhalede mig og sagde: »Denne gang har jeg taget revanche for dengang.« (Ahmad, Abu Dawud)

Brydekamp

Profeten (fred være med ham) kæmpede mod en berømt bryder ved navn Rukana. Han kastede ham til jorden flere gange. (Abu Dawud)

I en anden overlevering siges det, at den, som Profeten (fred være med ham) besejrede, var yderst stærk. Han kastede ham til jorden tre gange i træk. På grundlag af disse hadither har retslærde fastslået, at det er fuldt ud tilladt at konkurrere i løb, og at mænd kan løbe mod hinanden. Mænd og mahram-kvinder kan deltage sammen, og ægtefæller kan også konkurrere mod hinanden. Konkurrencer i løb og brydning er ikke i strid med værdighed, alvor, lærdom eller høj alder. For da Profeten (fred være med ham) konkurrerede i løb med Aisha (må Allah være tilfreds med hende), var han over halvtreds år gammel.

Bueskydning

Bueskydning og spydkast er også i overensstemmelse med sharia.

Når Profeten (fred være med ham) så sine ledsagere optaget af bueskydning, opmuntrede han dem på enhver måde. Han sagde:( Arabisk******************)

Skyd med jeres pile; jeg er sammen med jer.

I Profeten (fred være med ham)s øjne var bueskydning således ikke blot en form for leg og underholdning. Det handlede om styrke – om at opnå og udøve styrke. Allah den Højeste har befalet det:

Forbered og saml så megen styrke, som I formår, til at møde fjenderne.

På dette tidspunkt sagde Allahs Sendebud (s.a.v.):

Vid, at bueskydning er en styrke. At skyde med pil er en styrke, at skyde med pil er en styrke.

Han sagde også:

Det er jeres pligt at lære bueskydning. For det er også en fremragende fritidsaktivitet for jer.

Men han forbød at bruge et tamt dyr som mål. Det plejede araberne at gøre i uvidenhedens tid. Da Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) så nogle mennesker gøre det, sagde han:

Profeten (s.a.v.) har forbandet den, der tager noget levende og sansende som mål for bueskydning.

Grunden til denne forbandelse er, at det både medfører spild af ejendom, påfører et levende væsen lidelse og fører til ens egen undergang. Det kan i sandhed aldrig være passende for mennesker at holde fest og fornøje sig ved at påføre nogen levende skabning i verden lidelse.

Netop derfor forbød Profeten (s.a.v.) klart at ophidse dyr og få dem til at kæmpe mod hinanden. (Abu Dawud, Tirmidhi). Datidens arabere fik to geder eller to okser (tyre) til at kæmpe mod hinanden på en sådan måde, at de efter at have kæmpet igen og igen endte med at blive ødelagt og dø. Og når de så det, jublede de og brød ud i høj latter. For at forklare årsagen til, at denne handling er forbudt, har de lærde sagt:( Arabisk******************)

Ved denne handling påføres dyrene frygtelige smerter og lidelser. De efterlades i en alvorlig elendighed. Desuden er det ikke andet end en nytteløs handling.

Spydkast

Ligesom bueskydning er spydkast også en form for tilladt sport. Den ædle Profet (fred være med ham) tillod abyssinerne at dyrke spydkast som sport i moskéen. Han tillod også sin hustru, den ærværdige Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at se på det fra inde i huset. For at opmuntre dem sagde han: »O Banu Arfada, slå til, slå hårdt; din modstander står lige foran dig.«

Den ærværdige Umar (må Allah være tilfreds med ham) var en mand med et strengt temperament, og derfor brød han sig ikke om denne sport. Han ville forbyde dem det, men Profeten (fred være med ham) forhindrede ham i det. Den ærværdige Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) har berettet: »Abyssinerne legede med spyd foran den ædle Profet (fred være med ham). På dette tidspunkt kom den ærværdige Umar til stede. For at få dem til at holde op med denne sport og forbyde dem den kastede han småsten efter dem. Den ædle Profet (fred være med ham) sagde: Lad dem lege, Umar.«

Ved at tillade denne sport i sin hellige moské viste den ædle Profet (fred være med ham) en usædvanlig stor gavmildhed og tolerance. Som følge heraf blev både religionen og det verdslige liv forenet og afstemt i moskéen. Når muslimer dyrker sport og morer sig, bør de derfor huske, at det ikke blot er leg. Det er både et middel til fornøjelse og underholdning samt fysisk træning og motion! På baggrund af denne hadith har eksperter udtalt:( Arabisk*******************)

Moskéen er centrum for alle den muslimske samfunds aktiviteter. Derfor er det uden tvivl tilladt at udføre dér enhver aktivitet, hvori der ligger gavn for religionen og religiøse mennesker.

I denne forbindelse bør nutidens muslimer tænke over, hvordan deres moskéer dengang blev gjort til kilder til liv og styrke. I dag er de derimod blevet gjort til dovenskabscentre for uvirksomme mennesker. Der mærkes hverken liv eller findes nogen mulighed for at hente styrke derfra. Desuden kan man heraf finde Det Ædle Sendebuds vejledning om at bevare relationen og samlivet med hustruer samt om at opmuntre sind og hjerte gennem denne slags tilladte lege og fornøjelser. Den ædle Profets hustru Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde:( Arabisk*******************)

Jeg så, at Det Ædle Sendebud (fred være med ham) dækkede mig til med sin kappe, mens jeg så abyssinerne lege i moskéen. Jeg blev ved med at se på dem, indtil jeg blev træt. I kan derfor lade unge piger, som er begejstrede for leg, beskæftige sig med leg. (Bukhari, Muslim)

Hun har også sagt: Jeg plejede at lege med pigerne i Allahs ædle Sendebuds hjem, mens han var til stede. Jeg havde nogle veninder, som legede med mig. Når Allahs ædle Sendebud (fvmh.) kom hjem, gemte de sig. Så spøgte Profeten (fvmh.) med dem sammen med mig, og derfor turde de lege med mig. (Bukhari, Muslim)

Ridning

Allah den Ophøjede har sagt:( Arabisk*******************)

Heste, muldyr og æsler har Vi skabt til jeres ridning, og de er også en forskønnelse for jer. (Sura an-Nahl: 8)

Allahs ædle Sendebud (fvmh.) har sagt:( Arabisk*******************)

Hestenes pandelokker er knyttet til godhed. (Bukhari)

Han har også sagt: Skyd med pile, og rid på heste.

Enhver beskæftigelse, hvori der ikke er ihukommelse af Allah, er blot leg og tom adspredelse. Fire ting er undtaget: at løbe mellem to målskiver, at træne heste, at lege med sin hustru og familie samt at lære at svømme. Umar (må Allah være tilfreds med ham) har sagt:( Arabisk*******************)

Lær jeres børn at svømme og skyde med bue og pil. Væn dem også til at springe op på hestens ryg og sidde fast i sadlen. (Muslim)

Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) har sagt: Den Ædle Profet lod afholde hestevæddeløb. Han gav også en præmie til den hest, der vandt.

Alt dette er handlinger, hvorved Allahs Sendebud opmuntrede til at komme først i væddeløb. Det er både leg, øvelse og motion.

Anas (må Allah være tilfreds med ham) blev spurgt: »Væddede I på Allahs Sendebuds tid?« Han svarede: »Ja. Han væddede selv på en hest ved navn Sarha. Den kom først, og det gjorde ham meget glad og begejstret.«( Arabisk*******************)

Den tilladte form for væddemål er, at præmien ikke udloves af de to deltagende parter. Den skal komme fra en anden eller kun fra den ene part. Hvis den udlov es af begge parter, sådan at det siges, at vinderen får præmien, er det hasardspil. Hasardspil er forbudt. De heste, der bruges i hasardspil, har Allahs Sendebud kaldt sataniske heste. Han har sagt, at det er synd at tage imod betaling for dem, fodre dem med græs og ride på deres ryg. (Ahmad)

Han har sagt: »Heste er af tre slags: Allahs hest, menneskets hest og Satans hest. Den hest, der bruges i jihad på Allahs vej, er Allahs hest. Fodr den med græs; i alt ved den – dens afføring og urin – ligger der velsignelse. Den hest, der bruges i hasardspil, væddemål eller væddeløb, er Satans hest! Og de heste, som folk holder med henblik på avl, er menneskets heste. De tjener til at afhjælpe fattigdom.«

Jagt

Jagt er en meget nyttig og gavnlig form for leg. Islam har tillagt denne beskæftigelse stor betydning. Den giver både udbytte og indkomst og er samtidig en form for motion. Hvad enten jagten foregår ved hjælp af et redskab såsom en pil eller et spyd, eller med en jagthund eller en rovfugl, er begge former for jagt tilladte. Vi har allerede gennemgået de nødvendige betingelser og regler for dette udførligt.

Islam har kun forbudt jagt i to situationer. På alle andre tidspunkter er det tilladt. De to situationer er, når man er i ihram-tilstand for hajj og umrah. For dette er en tid med fuldstændig fred og fuldkommen sikkerhed. På dette tidspunkt må man hverken dræbe eller udgyde blod. Således har Allah Selv sagt:

I, der tror! Dræb ikke vildt, mens I er i ihram-tilstand. Og så længe I er i ihram-tilstand, er jagt på landdyr også gjort haram for jer.

Den anden situation er, når man opholder sig i Makkas Haram-område. For Allah den Ophøjede har gjort Haram-området til et centrum for fred og sikkerhed i alle henseender. Her er der fred og sikkerhed for enhver. Selv hvis et levende jagtdyr søger tilflugt dér, og man kan fange det med en flyvende fugl, må det ikke gøres. Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde:

Dets vildt må ikke jages, dets træer må ikke fældes, og intet af dets græs må rykkes op.

Terningespil

Alle spil, der indeholder hasardspil, og hver eneste af dem, er haram. Ethvert spil, hvor der opstår økonomisk gevinst eller tab, er hasardspil. Den Hellige Koran nævner dette hasardspil sammen med andre haram-handlinger såsom vin, ofringer ved altre og at søge viden om skæbnen gennem spådomspile.

Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde, at hvis nogen siger: »Kom, lad os spille hasardspil«, bør han give almisse som bod for den synd, der følger deraf. For selve opfordringen til at spille hasardspil er også en synd, og det er ønskeligt at yde soning for denne synd.

Terningespil er et spil af denne art. Hvis hasardspil er forbundet med det, er det enstemmigt haram. Nogle har imidlertid sagt, at det er makruh, ikke haram. De, der siger, at det er haram, har som bevis nævnt den hadith, der er overleveret af Buraidah (må Allah være tilfreds med ham). Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde:( Arabisk*******************)

Den, der har spillet med terninger, har dyppet sin hånd i svinekødets blod.

Den hadith, som Abu Musa har overleveret, lyder:( Arabisk*******************)

Den, der har spillet med terninger, har været ulydig mod Allah og Profeten.

I disse to hadither erklæres terningspil udtrykkeligt for haram, uanset om der indgår hasardspil eller ej.

Imam ash-Shawkani skrev: Ifølge Ibn Mughaffal og Ibn al-Musayyib er der intet forkert ved at spille med terninger, hvis der ikke indgår hasardspil. De to anså de ovenfor citerede hadither for at omhandle terningspil, hvori der indgår hasardspil.

Skakspil

Skak er et meget berømt spil. På arabisk kaldes det shatranj. De islamiske retslærde er nået frem til forskellige afgørelser om dette spil. Nogle har sagt, at det er mubah, andre, at det er makruh, mens andre igen mener, at det er haram.

De, der har erklæret det for haram, støtter sig på nogle hadither, der er overleveret fra Profeten. Men hadithkritikerne og eksperterne har afvist disse hadithers autenticitet. De har sagt, at skakspillet først blev kendt og udbredt på sahabernes tid. Før det eksisterede dette spil ikke. Derfor anerkendes der på dette område ingen hadith som autentisk. Alle er ugyldige. Hvad var da sahabernes mening om dette spørgsmål? Det vides, at de ikke havde én og samme mening. Ibn Umar sagde:( Arabisk*******************) „Skakspil er værre end terningspil.“ Hadhrat Ali sagde:( Arabisk*******************) „Dette spil er også en form for hasardspil.“ Nogle sahaber mente, at det blot var makruh.

Nogle sahabaer og tabi’un anså det desuden for mubah, en uskyldig leg. Hazrat Ibn Abbas, Abu Huraira, Ibn Sirin, Hisham ibn Urwa, Zayd ibn al-Musayyib, Zayd ibn Djurayra og andre har givet udtryk for denne opfattelse.

Ifølge denne bogs forfatter er netop disse sidstnævnte store lærdes opfattelse den korrekte. For sandheden er, at der ikke er blevet fremført noget afgørende bevis for, at dette spil er haram. Desuden rummer det betydelig mental træning og øvelse i tænkning. Derfor er det nødvendigt at anse dette spil for forskelligt fra backgammon. Af denne grund har de sagt, at backgammon kun giver fornøjelse og underholdning; det er dets særkende. Skakspillets særlige kendetegn er derimod, at det kræver og indebærer en stærk brug af intelligens og tænkeevne. Derfor bør det betragtes på samme måde som bueskydning.

De, der har erklæret dette spil for tilladt, har på dette område stillet tre betingelser: (1) Det må ikke medføre forsømmelse af bønnen, for der er en alvorlig risiko for, at man ikke får bedt til tiden. (2) Det må ikke indeholde hasardspil, og (3) spillerne skal under spillet holde deres mund fri for og ren fra skældsord samt grimme og uanstændige ytringer. Hvis disse betingelser overtrædes, eller blot en del af dem brydes, bliver også dette spil haram.

Sang og musikinstrumenter

Her har den lærde forfatter ikke nævnt den hadith om musikinstrumenter, hvori den elskede Profet (fred være med ham) har sagt: »Jeg er blevet sendt for at afskaffe musikinstrumenter.« Med musikinstrumenter menes de instrumenter, som vækker menneskets slumrende seksuelle begær. – Oversætteren

Det, som almindeligvis tiltrækker menneskets sind, giver hjertet tilfredshed og ro og lader honning strømme ind i øret, er sang eller musik. Set fra islams synspunkt er der heller ikke noget galt i at bruge musikinstrumenter, så længe det ikke blandes med skamløshed, grimt og uanstændigt sprog eller opmuntring og ophidselse til syndige handlinger.

Ved glædesfester er disse ting ikke blot tilladte, men også anbefalelsesværdige som udtryk for glæde og tilfredshed. De kan således uden tøven anvendes ved højtider, bryllupper, bortkomne slægtninges hjemkomst, walima- og aqiqah-ceremonier samt ved et barns fødsel.

Hazrat Aisha har sagt: Et bryllup mellem en pige og en mand fra ansarerne var under afholdelse. Da sagde Profeten (fred være med ham): »Aisha, har I ikke sørget for nogen form for underholdning til dem? Ansarerne holder jo meget af den slags.« (Bukhari)

Hadhrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) giftede en pige blandt sine nære slægtninge med en ung mand fra Ansar. Da kom den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) og spurgte: »Har I sendt bruden af sted?« Folkene svarede: »Ja.« Han sagde: »Har I sendt en sangerinde med hende?« Folkene svarede: »Nej.« Da sagde han:

»Ansar-folkene holder meget af sang. Derfor ville det have været godt, hvis I havde sendt en pige med bruden, som kunne synge: Vi er kommet til jer, vi er kommet til jeres hjem; måtte Allah bevare både os og jer.« (Ibn Majah)

Hadhrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: To piger sang og spillede på et musikinstrument hos hende på Eid al-Adha-dagen. Den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) lå ned med et klæde over sig. På dette tidspunkt kom Hadhrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) til stede. Da han så det, skældte han de to piger ud. Da den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte det, tog han klædet væk fra ansigtet og sagde: »Abu Bakr, lad dem gøre det. Det er jo Eid-festens tid.« (Bukhari, Muslim)

Imam Ghazali har i sit værk »Ihya Ulum al-Din« nævnt adskillige hadither om to pigers sang. Han har også nævnt habashernes leg i Profetens moské og den opmuntring, som den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav dem. På dette tidspunkt spurgte den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) Hadhrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende): »Vil du se denne leg?« Derefter blev han hos hende og viste hende den, og alle disse hadither er overleveret i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim. Det beviser uigendriveligt, at sang og leg ikke er fuldstændig haram. Der findes også belæg for den lempelse, som shariaen tillader i denne henseende.

For det første må selve legen tages i betragtning. Habashernes dans og glæde ved idræt er almindeligt kendt. For det andet blev den afholdt i Profetens moské, og for det tredje er den ros og opmuntring, som Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav dem, blandt beviserne på, at dette er mubah. Når alt dette foreligger, hvordan kan det da kaldes haram?

For det fjerde forbød Hadhrat Abu Bakr og Hadhrat Umar (må Allah være tilfreds med dem begge) dem det. Men den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) forhindrede dem begge i at gribe ind og lod det fortsætte, idet han forklarede: »Det er Eid-festen. Dette er tiden til glæde og fornøjelse.« Det er netop midler til glæde og fornøjelse.

For det femte viser det, at den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) ventede i lang tid for at se det og selv lyttede af hensyn til Hadhrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Dette beviser, at det er en handling med god karakter at vise kvinder og børn leg og dermed glæde dem. At afholde sig fra dette eller forhindre det i streng askese og en tør, hård form for gudsfrygt er langt ringere end selv at gøre dette og end at holde andre fra det.

For det sjette sagde han allerede fra begyndelsen til Hadhrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende):

Vil du se det?

Og det syvende er at tillade to piger at synge og spille på musikinstrumenter.

Det er blevet overleveret gennem pålidelige kilder, at et stort antal sahabaer og tabi’iner lyttede til det uden at finde noget forkert ved det. De hadither, der er blevet overleveret om forbuddet på dette område, er blevet sønderlemmet af kritikken. Ikke én af dem er uden indvendinger fra hadithforskere og retslærde. Qadi Abu Bakr ibn al-Arabi sagde: »Ingen hadith om, at sang er haram, er sahih.« Ibn Hazm sagde: »Alle overleveringer på dette område er ugyldige og opdigtede.«

Sang og musikinstrumenter anvendes som regel ved overdådige og prangende festligheder, ved drikkegilder og ved sammenkomster, hvor man holder sig vågen om natten. Derfor har mange lærde erklæret det haram eller makruh. Andre lærde mener, at denne sang og musik på Koranens sprog er det »lahw al-hadith«, som omtales i dette vers:( Arabisk*******************)

Blandt menneskene er der nogle, som køber »lahw al-hadith« for uden viden at vildlede folk fra Allahs vej og for at gøre Allahs vej til genstand for spot og hån. For disse mennesker er der en ydmygende straf.

Ibn Hazm siger, at dette vers beskriver den person, der tager »lahw al-hadith« til sig, som en, der uden tvivl er kafir, fordi han spotter og håner Allahs vej. Hvis han køber en bog for at vildlede folk og spotte og håne Allahs vej, er han uden tvivl kafir. Allah den Højeste har i det ovennævnte vers omtalt hans fejl; Han har ikke kritiseret eller fordømt den person, der køber »lahw al-hadith« ikke for at vildlede folk, men udelukkende for leg, morskab og fornøjelse og for at opnå sindsro og tilfredshed gennem det.

Som svar til dem, der siger, at sang er forkert og nødvendigvis vildledning, skriver Ibn Hazm: Allahs Sendebud ﷺ sagde, at handlingers godhed eller ondskab afhænger af intentionen. Den, der lytter til sang med den hensigt at blive opmuntret til syndige handlinger, er derfor fasiq. Den, der derimod lytter med det formål at opnå sindsro, få styrke og mod til lydighed mod Allah og øge sin interesse for og opmuntring til gode og retfærdige handlinger, gør bestemt ikke noget forkert eller ugyldigt. Den, der hverken lytter med intentionen om lydighed mod Allah eller med intentionen om ulydighed, udfører en handling, der regnes for nytteløs; Allah vil tilgive den. Det svarer til at gå ud for at spadsere i en andens have, på en åben mark eller ved en flod, at sidde ved døren til sit hus blot for at tage på morgenvandring eller aftentur og for at slappe af og more sig, eller at farve sit tøj gult, grønt eller i en anden farve, og lignende.

Når det gælder sang, skal man imidlertid være opmærksom på nogle ting:

1. Sangens ord eller indhold må ikke være i strid med islamisk lære og tankegang. En sang, der lovpriser vin eller opfordrer til at drikke vin, er naturligvis haram. For den kan inspirere til at begå haram-handlinger.

2. Det hænder ofte, at en sang måske ikke er i strid med islamisk tankegang, men at sangerens musikalske klang og fremførelse overskrider grænsen for halal og når ind på det harams område. Det sker for eksempel, når den fremføres med meget lystige og skamløse fagter, med svajende bevægelser, efterligning af skamløshed og med en stormende ophidselse og uro i følelserne, så den virker lystfremkaldende og ulykkesfremkaldende.

3. Islam er i alle forhold imod overdrivelse og grænseoverskridende adfærd. Det samme gælder tilbedelse. Heller ikke hvad angår lahw kan nogen form for grænseoverskridelse tolereres. Man bør aldrig bruge for meget tid på det, eftersom tiden er selve livets kapital.

Der er ingen tvivl om, at når man overdriver og går til yderligheder i tilladte handlinger, er det helt naturligt, at man forsømmer udførelsen af sine egentlige pligter. Derfor er det med rette blevet sagt:( Arabisk*******************)

Jeg har set overdrivelsen nå dertil, at den sande virkelighed bliver slået tilbage og går til grunde foran den.

4. Nogle sange kan få en person til selv at afsige en fatwa over for sig selv. Hvis ens følelser bliver ophidsede ved at lytte til en sådan sang, hvis den tilskynder til at forvolde skade, og hvis det dyriske synes at få overtaget i stedet for det åndelige, bør den naturligvis undgås. Det er ønskværdigt at lukke den dør, hvorfra farens vind kommer.

5. Alle er enige om, at en sang er haram, hvis den blandes med noget haram, såsom alkoholindtagelse, udskejelser eller moralsk fordærv. Om dette har Profeten, fred være med ham, forkyndt et alvorligt varsel om straf. Han sagde:( Arabisk*******************)

Nogle af folkene i mit ummah vil drikke vin og give den et nyt og anderledes navn i stedet for dens egentlige navn. Der vil blive spillet på musikinstrumenter over deres hoveder, og sangerinder vil synge. Allah vil lade jorden opsluge dem og forvandle nogle af dem til aber og svin. (Ibn Majah)

Ifølge dette behøver forvandlingen ikke nødvendigvis at vise sig i ydre skikkelse. Den kan også finde sted i sind og holdning, således at abens sjæl og mentalitet samt grisens ånd bor i menneskekroppen. Med andre ord: et menneske af udseende, men af natur en abe og en gris. [Det må bemærkes, at forfatteren her, til støtte for at sang kan være mubāh, har nævnt sådanne betingelser, at det er meget vanskeligt at overholde dem. De sange, der almindeligvis høres eller fremføres i vores land og samfund, og de filmsange, der udsendes, kan imidlertid ikke opfylde disse betingelser. Derfor kan der overhovedet ikke blive tale om, at de er tilladte. De er nemlig et vigtigt middel til at udbrede og fremme skamløshed og seksualitet. For moralen er de yderst skadelige. Sangere og sangerinder betager og fortryller mænd og kvinder ved at synge. Islam har imidlertid lagt den største vægt på moralsk renhed og uskyld. Det er heller ikke blevet tilladt, at en kvinde taler til en fremmed mand eller en mand til en fremmed kvinde med en sød og blød stemme. Dette er klart fastslået i Den Ædle Koran. I islam betegnes det som utroskab, når en fremmed mand nyder en kvindes søde stemme. Der kan derfor ikke være nogen som helst tvivl om, at disse sange er haram. At sange, der skaber en ægte islamisk ånd og vækker jihadisk kraft og mod, kan være mubāh, er derimod almindeligt anerkendt. – Oversætter ]

Hasardspil, vin og selskab

I islam er mange former for leg og underholdning blevet erklæret tilladte. Samtidig er alle de lege, hvori hasardspil indgår, og alle de spil, hvor økonomisk gevinst og tab er en uadskillelig del, blevet erklæret haram. I denne forbindelse er Den Ædle Profets (fvmh.) ord værd at erindre, hvor han siger: Hvis nogen siger: »Kom, lad os spille hasard sammen«, er det pågældendes pligt at give sadaqa som bod og soning for denne synd.

En muslim må derfor ikke tage hasardspil i brug som middel til at tjene penge, ligesom det heller ikke må benyttes som leg, som middel til sindets trøst og tilfredsstillelse eller som tidsfordriv.

Bag forbuddet mod hasardspil ligger der yderst overbevisende grunde og høje mål.

1. Det er en ubetinget pligt for muslimen at følge de regler og den vej, som Allah har fastlagt for at tjene penge. Man bør søge at opnå resultater gennem årsag og virkning. Man skal gå ind i huset gennem dets dør og søge resultatet af de midler eller handlinger, man har taget i brug – dette er islams mål.

Hasardspil og lotteri vækker også hos mennesker en tilbøjelighed til at sætte deres lid til skæbnen og til ubegrundede håb og ønsker. Allah har med hensyn til at tjene penge lagt vægt på og påbudt de bestræbelser, det arbejde og

den anvendelse af årsager og midler, som hasardspil ikke tilskynder mennesker til at følge.

2. Islam har gjort andre menneskers ejendom haram for muslimen; derfor må den kun modtages gennem en sharia-godkendt modydelse eller hvis ejeren frivilligt giver den som gave eller hibah. At modtage den på nogen anden måde er fuldstændig haram. Ud fra dette kan man sige, at hasardspil er en ugyldig og haram metode til at tilrane sig andres rigdom.

3. Hasardspil skaber helt naturligt dybt fjendskab samt misundelse og hævntørst mellem selve spillerne, og det er ikke noget overraskende. Ud ad til og i deres ord vil det måske se ud, som om de er venligt indstillede over for hinanden, men i virkeligheden brænder konflikten mellem vinderen og taberen samt ilden af misundelse og hævntørst intenst mellem dem hvert øjeblik. Selv om taberen forholder sig tavs, brænder han fortsat af vrede, bitterhed og ønsket om hævn over sit nederlag. For han har tabt, og han har mistet alt. Og hvis han begynder at skændes og diskutere, får den undertrykte vrede i hans hjerte ham til at søge hævn.

4. Når en person taber sit væddemål i spillet, begynder han at spille igen. Så håber han, at han nok skal få det tilbage, som han har mistet. Han bliver helt opslugt af denne tanke. På den anden side gribes vinderen af begær, så munden løber i vand. Derfor tvinges han til at spille igen og igen. Begæret efter at tilrane sig endnu flere penge gør ham blind og ubetænksom.

Spillet fortsætter uafbrudt på denne måde. Hverken vinderen eller taberen er villig til at give slip på den anden.

5. Derfor bringer afhængigheden af hasardspil ikke blot fare over den enkelte, men skaber også alvorlige katastrofer i samfundet. Denne afhængighed berøver ikke kun mennesket dets rigdom og ejendom, men ødelægger også dets liv.

Dette spil gør spillerne fuldstændig uproduktive. De tager imod meget i livet, men giver ikke livet noget. De forbruger, men producerer ikke. Hasardspilleren bliver så opslugt af hasardspillet, at han helt glemmer sine egne ansvar og pligter. Han bliver ude af stand til at opfylde de ansvar og pligter, som Allah har pålagt mennesket over for Ham. Det bliver umuligt for ham at huske sin familie, sit samfund og sit folk. En sådan person tøver ikke med at sælge sin egen din og religion, sin ære og værdighed samt sit land i bytte for egne interesser. For hasardspillets tiltrækning er så stærk, og hans kærlighed til og afhængighed af hasardspil bliver så stor og intens, at han begynder at spille hasard i alle forhold og på alle områder. Det naturlige resultat er, at han i håbet om en ubestemt og usikker indtjening også begynder at sætte sin egen ære og værdighed samt sin egen og hele folkets aqida og tro på spil.

Det kræver ingen nærmere analyse at se, hvor stærkt et bevis på realisme og høj visdom Koranen Majid har fremlagt ved at samle alkohol og hasardspil i ét vers og én befaling og erklære dem haram på samme måde. For skaden og de alvorlige skadevirkninger fra begge rammer på samme måde individet, familien, landet og karakteren – ja, alt. Afhængigheden af hasardspil er lige så omfattende og ødelæggende som en sindsafhængighed. Desuden er tilstedeværelsen af det ene uundgåeligt forbundet med tilstedeværelsen af det andet.

Koranen har sagt, at disse to er Satans værk, og den har nævnt dem sammen med ofring på offersteder og spådom ved hjælp af pile. Den har befalet, at man skal holde sig fra og afstå fra alt dette som yderst alvorlige synder. I denne sammenhæng lyder Koranens vers:( Arabisk*******************)

O I, der tror! Vin, hasardspil, offersteder og terninger – alt dette er urent, beskidt og djævelsk værk. Hold jer fra det, så I kan opnå fremgang. Satan ønsker kun at opsluge jer i vin og hasardspil og derved skabe fjendskab og had mellem jer samt holde jer borte fra ihukommelsen af Allah og bønnen. Vil I da afholde jer fra disse handlinger?

Lotteri er også en form for hasardspil

Lotteri er også en form for hasardspil! Det kan på ingen måde være rigtigt at betragte det som noget almindeligt og anse det for tilladt i folkegavnlige institutioners og menneskelige interessers navn. De, der anser lotteri for tilladt til sådanne formål, viger heller ikke tilbage for at indsamle penge til disse formål gennem forbudt dans, forbudt kunst og lignende. Men det kan ikke accepteres af noget menneske med en sund fornuft. Vi vil minde dem om:( Arabisk*******************)

Allah, den Højeste, er ren og hellig. Han accepterer kun rene og hellige ting. (Hadith)

Disse mennesker mener, at der blandt folket ikke findes noget ønske om eller nogen tilbøjelighed til menneskelig medfølelse og gavnlige handlinger. De forstår slet ikke betydningen af gode gerninger. Der er heller intet tilbage af deres pligtfølelse. Der findes kun dyriske begær, lyster og lidenskaber. Derfor kan intet arbejde udføres uden at gøre hasardspil, forbudte former for underholdning og lignende til et middel. Men islam støtter ikke denne holdning og synsvinkel til det muslimske samfund og tillader ikke, at disse midler anvendes til nogen god gerning. Islam opfordrer til at anvende rene metoder og midler til et ædelt og helligt formål (Noble cause). Dette middel består i at opfordre til gode gerninger, vække menneskets rene følelser og indbyde til gavnlige handlinger på grundlag af troen på Allah og det hinsidige.

At se film

Mange ønsker at vide, hvad islams syn er på nutidens biografer og teatre, og om det er tilladt for muslimer at gå ind i dem og se forestillingerne.

Det kan ikke benægtes, at biografer, teatre og andre lignende ting er et vigtigt middel til fornøjelse og underholdning. Samtidig er der ingen tvivl om, at disse moderne medier kan anvendes både til gode og til onde formål.

Set fra islams synspunkt kan man sige, at der i sig selv og af natur ikke er nogen fejl eller ondskab ved film. Det afgørende spørgsmål er, hvad de bruges til, og hvilket formål man ønsker at opnå gennem dem. Derfor er film efter denne bogs forfatters mening gode og udmærkede ting. Hvis de anvendes under de nedenfor nævnte betingelser, kan de være til stor gavn.

For det første skal det formål og mål, som filmen fremstiller og formidler, være helt fri for skamløshed, nøgenhed, uanstændighed og syndig umoral. Dette formål og mål må heller ikke være i strid med islamisk troslære, sharia eller dens regler og bestemmelser. Hvis den fremstillede historie vækker lave seksuelle følelser hos tilskuerne, skaber tilbøjelighed til syndige handlinger, tilskynder til kriminelle handlinger eller udbreder fejlagtige tanker og overbevisninger, er en sådan film naturligvis haram. Det er ikke halal eller tilladt for nogen muslim at se den, og man må heller ikke opfordre nogen til at se den.

I alle vores lande kan man næppe forestille sig, at de film, der vises, er fri for disse fejlagtige og skadelige formål. Som regel er kærlighed mellem unge mænd og kvinder samt konflikter om kvinder filmens egentlige tema. Fremvisningen af mænds og kvinders skønhed og ungdom er deres vigtigste indhold, glans og tiltrækning. Dertil kommer fængslende dans og musik. Disse nutidige film bidrager i høj grad til de kærlighedsfyldte dialoger, der ødelægger blufærdigheden og skader karakteren, og til det moralske forfald. Derfor kan de på ingen måde være tilladte. Hvis en film imidlertid virkelig er fri for disse usømmeligheder og har en gavnlig ånd, bør der ikke være noget at indvende mod den. – Oversætteren

For det andet må der ikke udvises forsømmelse over for nogen religiøs eller verdslig pligt. Især må der ikke opstå nogen hindring for at udføre de fem daglige bønner, som er obligatoriske for enhver muslim. Bønnen, især maghrib-bønnen, må ikke gå tabt på grund af at se film. I så fald er det på ingen måde tilladt at se dem. Så vil det være omfattet af dette koranvers:( Arabisk*******************)

Ve dem, der beder, men er uopmærksomme på eller forsømmelige med deres bøn. (Sura al-Ma’un)

I forklaringen af dette vers’( Arabisk*******************) ord siges det, at man forsømmer bønnen, hvis man ikke beder den til tiden. I det tidligere citerede vers siges det desuden, at en af de vigtigste grunde til, at vin og hasardspil er haram, er, at disse to handlinger afholder folk fra ihukommelsen af Allah og bønnen med videre og forhindrer dem i at være opmærksomme på dette.

For det tredje er det biografgængernes pligt at undgå enhver form for blanding eller intim omgang med fremmede og ikke-mahram mænd og kvinder og at holde sig fra sådanne steder eller situationer. Det kan nemlig føre til moralsk fare for mennesker og give anledning til mistanke hos folk, især fordi film normalt ses i mørke. Selvom denne hadith tidligere er blevet citeret et andet sted, er den også værd at huske her:( Arabisk*******************)

Det er langt bedre, at en nål stikkes ind i hovedet på en af jer, end at han berører en kvinde, der ikke er halal for ham. (Al-Bayhaqi, al-Tabarani)

Sociale relationer

Islam har grundlagt relationerne mellem samfundets individer på to grundlag.

Det ene er det gensidige broderskab. Dette forhold fungerer som et meget stærkt og ubrudt bånd mellem forskellige mennesker. Det andet er beskyttelsen af rettigheder og værdighed: hvert menneskes blod, ære, omdømme og ejendom skal være sikret og respekteret. Alt, hvad man siger, gør eller foretager sig, som krænker, skader eller påvirker disse to grundlag negativt, er haram ifølge islam. Det gør ingen forskel, om skaden er materiel eller kulturel. Uanset hvilken art eller grad den har, er den haram i tilsvarende grad. I det følgende vers nævnes de haram-handlinger, som er skadelige for det gensidige broderskab og menneskelig værdighed:( Arabisk*******************)

De troende er hinandens brødre. Slut derfor fred mellem jeres brødre. Og frygt Allah, så I kan blive vist barmhjertighed. I, der tror! Lad ingen mænd spotte andre mænd; måske er de andre bedre end dem. Og lad ikke nogle af jer håne andre eller give hinanden nedsættende øgenavne. Hvor ondt er ikke navnet syndighed efter troen! Og de, der ikke omvender sig og holder op, er de uretfærdige.

I, der tror! Hold jer fra mange grundløse antagelser. Nogle antagelser er en klar synd. Og udspionér ikke mennesker og led ikke efter deres fejl; ingen af jer må omtale sin broders fejl i hans fravær. Ville nogen af jer bryde sig om at spise kødet af sin døde bror? I ville afsky det. Frygt derfor Allah. Vær viss på, at Allah er den, der tager imod omvendelse, den Barmhjertige. (Sura al-Hujurat: 10-12)

I det første vers har Allah sagt, at de troende er hinandens brødre. Her findes både menneskeligt og religiøst broderskab. De to er forenet og integreret i hinanden. Dette broderskab kræver, at de ikke lever som fremmede eller uden forbindelse med hinanden. Det er absolut ønskværdigt, at der findes en dyb samhørighed mellem dem. De skal ikke være adskilte, men være tæt forbundne. Der skal ikke være fjendskab, misundelse eller had mellem dem, men ægte kærlighed, barmhjertighed og medfølelse. Der skal ikke være konflikt eller meningsforskel mellem dem; de skal arbejde i fuld enighed. Derfor siges det i hadith:( Arabisk*******************)

Lad ikke misundelse og had mellem jer få frit spil, lad ikke nogen vende sig bort fra en anden, og lad ingen vende sig væk fra en anden. Giv ikke gensidig vrede og utilfredshed plads; vær derimod Allahs tjenere og brødre over for hinanden.

Bryd ikke forbindelsen med en muslimsk bror

Derfor er det blevet forbudt og gjort haram at behandle en muslimsk bror grusomt og hårdhjertet, boykotte ham og vende sig bort fra ham. Hvis der opstår had og fjendskab mellem to muslimer, gives der kun tre dage til at beherske vreden. Derefter er det en pligt at forsøge at skabe gensidig forsoning, forståelse og forlig samt fjerne årsagerne til vrede og had. I Den Ædle Koran siges det om de troende muslimers egenskaber:( Arabisk*******************)

De er meget milde, ydmyge og medfølende over for de troende. (Sura al-Mā’idah: 54)

Den Ædle Profet (fvmh.) sagde:( Arabisk*******************)

Det er ikke halal eller tilladt for en muslim at afbryde forbindelsen til sin bror i mere end tre dage. Når tre dage er gået, er det hans pligt at møde ham og hilse på ham. Hvis han besvarer hans hilsen, får de begge del i belønningen. Hvis han ikke svarer, bliver han alene synderen, mens den, der hilste, bliver skånet for synden ved at afbryde forbindelsen. (Abū Dāwūd)

Islam har erklæret det obligatorisk at opretholde slægtskabet med blodbeslægtede. Jo tættere dette slægtskab er, desto stærkere og mere eftertrykkeligt er påbuddet om at opretholde det. Det er strengt haram at afbryde dette slægtskab. Allah den Højeste har sagt:( Arabisk*******************) Og frygt Allah, ved hvis navn I kræver jeres rettigheder af hinanden. Og frygt og oprethold slægtskabet. Sandelig, Allah våger over jer. (an-Nisā’: 1)

For at forklare betydningen af dette nære slægtskab og dets værdi og rang hos Allah blev det billedligt sagt:( Arabisk*******************) Rahim – det nære slægtskab gennem blod – hænger ved Tronen og siger: Den, der opretholder mig, vil Allah også opretholde; og den, der afbryder mig, vil Allah også afskære. (Bukhārī, Muslim)

Han sagde:( Arabisk*******************)

Den, der afbryder slægtskabet, kommer aldrig i Paradiset. (Bukhārī, Muslim)

I deres forklaring af denne hadith har de lærde fremsat to synspunkter. Det ene angår den, der bryder blodsbåndene, og det andet røveren, landevejsrøveren og den, der dræber på veje og stræder; med andre ord er disse to slags mennesker forbrydere på samme niveau.

Hvad angår blodsbånd, betyder det ikke, at en nær slægtning kun skal behandle en anden nær slægtning godt, hvis denne også gør det samme. Hvis han opretholder forbindelsen, gør den anden det også; hvis han behandler ham godt, gør den anden det også. En sådan gensidig stædighed er uønsket. Det er jo det naturlige. Det er en pligt at opretholde forbindelsen, selv hvis den anden bryder den. Profeten (sa) sagde:(Arabisk*******************)Den, der opretholder slægtskabsbåndene, er ikke den, der gengælder på samme måde. Den, der opretholder slægtskabsbåndene, er derimod den, der opretholder dem over for den, der bryder dem. (Bukhari)

Dette gælder, hvis bruddet på forbindelsen og boykotten ikke sker for Allahs skyld, på Allahs vej og for den sande sandheds skyld. Ellers er et af de vigtigste midler til at styrke troen kærlighed for Allahs skyld samt fjendskab og adskillelse for Allahs skyld.

Profeten (sa) og hans ledsagere afbrød i halvtreds dage forbindelsen til de mennesker, der var blevet tilbage under slaget ved Tabuk. Til sidst blev livet uudholdeligt for disse sidstnævnte, og de kom i en yderst desperat situation. Ingen sad sammen med dem, talte med dem eller hilste på dem. Derefter åbenbarede Allah et vers, hvori det blev meddelt, at Han havde accepteret deres anger.

Profeten (sa) afbrød i op til fyrre dage forbindelsen til nogle af sine hustruer. Hadhrat Abdullah ibn Umar (ra) afbrød forbindelsen til sin søn. Til sidst døde han. Årsagen var, at han overhovedet ikke havde handlet efter en hadith fra Allahs Sendebud (sa), som han havde overleveret fra Sendebudet. I denne hadith forbød Allahs Sendebud (sa) kvinder at gå til moskeen.( Arabisk*******************)

Men hvis denne indbyrdes strid og dette brud på forbindelsen skyldes et verdsligt, materielt forhold eller blot en interessekonflikt, er det en meget ubetydelig sag. Hvordan kan en muslim komme i konflikt med sin muslimske bror, når der som følge heraf er risiko for at blive berøvet Allahs tilgivelse og barmhjertighed? Det er blevet sagt i en sahih-hadith:( Arabisk*******************)

Paradisets porte åbnes mandag og torsdag. Derefter tilgiver Allah enhver tjener, som ikke sætter noget ved siden af Allah i tilbedelsen. Men Han tilgiver ikke den, mellem hvem og hans bror der består fjendskab, had og bitterhed. Da siger Allah: »Lad dem begge være, indtil de har bragt forholdet i orden. Forlad dem begge, indtil de har sluttet fred. Lad dem begge være, indtil de har forsonet sig indbyrdes.« (Muslim)

Og hvis en person, som har en retmæssig fordring, kommer til sin bror og beder om tilgivelse, er det hans pligt at tilgive ham og afholde sig fra skænderi og strid. Det er haram at afvise en undskyldning og en fremsat beklagelse. Profeten (sa) advarede en sådan person om, at han på opstandelsens dag ikke ville kunne komme til ham ved Hawd al-Kawthar.( Arabisk*******************)

Indbyrdes forsoning og overenskomst

Det er de to stridende personers pligt, i kraft af broderskabets krav, at bringe deres indbyrdes strid og uenighed til ophør og indgå forlig og overenskomst. Ligesom dette er sandt, har samfundet også et ansvar i denne sag. For et islamisk samfund er en menneskelig helhed, hvis medlemmer gensidigt hjælper og supplerer hinanden. Derfor er det utænkeligt, at samfundet skulle se to af sine medlemmer være i konflikt med hinanden og involveret i slagsmål, mens samfundet spiller rollen som tavs tilskuer og holder sig på sikker afstand. Det kan på ingen måde være tilladt. For så vil de to fortsat blive brændt i stridens og uenighedens ild, og denne ild vil gradvist brede sig og brænde hele samfundet op til aske.

Derimod er det de fornuftige og indflydelsesrige menneskers pligt, udelukkende for sandhedens og retfærdighedens skyld, at gribe ind mellem de to stridende personer, gøre en indsats for at skabe forsoning og enighed og holde sig fra at være slaver af deres begær. Allah den Ophøjede har givet denne befaling:( Arabisk*******************)

Skab derfor forlig mellem jeres brødre, og frygt Allah. Måske vil der blive vist jer barmhjertighed. (Sura al-Hujurat: 10)

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har selv forklaret den høje rang, som denne bestemmelse om forsoning og enighed har, samt de dårlige følger af indbyrdes strid og uenighed:( Arabisk*******************)

Skal jeg fortælle jer om en gerning, der er bedre end frivillig bøn, faste og almisse? Sahabaerne sagde: Ja, Allahs sendebud, fortæl os det. Han sagde: Det er at skabe forsoning og enighed mellem mennesker. For indbyrdes strid og uenighed er en barberende ting. Jeg siger ikke, at den barberer håret, men jeg siger, at den udrydder religionen.

Det er ikke rigtigt at håne andre

I det tidligere citerede vers har Allah den Ophøjede erklæret alle sådanne handlinger for haram, som ødelægger det indbyrdes broderskab og krænker menneskers værdighed.

Det første i denne kategori er at håne og fornærme mennesker og forsøge at nedgøre nogen. Derfor kan det på ingen måde være tilladt for en troende, der kender Allah og stræber efter frelse i det hinsidige, at ønske eller forsøge at håne, fornærme og ydmyge nogen, gøre nogen til mål for bebrejdelser og onde ord eller plage vedkommende dag og nat. Den, der gør dette, kan siges at være præget af en skjult hovmodighed – en ussel mentalitet, hvor man anser sig selv for bedre end andre. Et sådant menneske ved slet ikke, hvad målestokken for godhed er hos Allah. Derfor har Allah den Ophøjede sagt:( Arabisk*******************)

Ingen mand må håne eller fornærme en anden mand, for det kan være, at de er bedre end ham. Ligeledes må ingen kvinde håne eller fornærme andre kvinder, for det kan være, at de er bedre end hende.

Hos Allah består målestokken for godhed i tro, oprigtig hengivenhed og et godt forhold til Allah. Den er ikke baseret på udseende, kropsbygning, anseelse og rigdom. Det er blevet sagt i hadith:( Arabisk*******************)

Allah ser ikke på jeres udseende og rigdom og tillægger dem ingen betydning. Han ser på jeres hjerter og handlinger – det er dét, der har betydning hos Ham.

Kan en mand under sådanne omstændigheder håne, fornærme og ydmyge en anden mand, eller en kvinde en anden kvinde, på grund af kropsbygning, fysiske skavanker eller fattigdom og nød? Kan det på nogen måde være tilladt?

Det er blevet overleveret i hadith, at da tøjet om profeten Abdullah ibn Masʿuds skinneben gled op, viste det sig, at de var meget tynde og spinkle. Nogle af de tilstedeværende begyndte at le hånligt, da de så dem. Da sagde den Ædle Profet:( Arabisk*******************)

Ler I ad hans lette, tynde og spinkle skinneben? Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, de to ben vil på Allahs vægtskåle veje tungere end Uhud-bjerget.

Koranen beskriver, hvordan de skyldige afgudsdyrkere hånede, fornærmede og ydmygede de troende muslimer, især de svage blandt dem såsom Bilal og Ammar. Den fortæller også, hvordan vægten vil vende på opstandelsens dag, og at netop de, der håner og fornærmer i dag, den dag selv vil blive genstand for hån. Det er blevet sagt:( Arabisk*******************)

De, der begik forbrydelser, lo hånligt, når de så de troende. Når de kom hen til dem, gjorde de tegn til hinanden. Og når de vendte tilbage til deres egne, gav de udtryk for stor tilfredshed og triumf. Når de så dem, sagde de: »Disse er alle vildfarne.« Alligevel var de ikke sendt som vogtere over dem. Derfor vil de troende i dag le hånligt ad de vantro.

Forbuddet mod, at kvinder håner og fornærmer hinanden, er allerede omfattet af ordene i den første del af dette vers. Ikke desto mindre blev det anset for nødvendigt at omtale dem særskilt og udtrykkeligt sige, at ingen kvinde må håne eller fornærme andre kvinder. Grunden er, at denne adfærd blandt kvinder er et særdeles modbydeligt og afskyeligt udtryk for karakter og sindelag, og at den netop blandt dem forekommer udbredt og tydeligt.

At bagvaske og anklage

Den anden forbudte handling på dette område er at bagvaske og anklage andre mennesker. Den, der bagvasker og anklager andre, er som om han sårer og lemlæster dem med pile eller sværd. Men sår forårsaget af ord er endnu mere alvorlige. I arabisk poesi siges det:( Arabisk*******************)

Sår fra spyd og lanser heler og forsvinder med tiden, men sår forårsaget af ord heler aldrig.

Den måde, hvorpå ordet er formuleret i verset, er netop et særligt kendetegn ved Guds åbenbaring. Der siges:( Arabisk*******************)– I skal ikke såre og lemlæste hinanden.

Det vil sige: I skal ikke såre og lemlæste hinanden. Heraf fremgår det tydeligt, at Koranen betragter det muslimske samfund som »én udelelig personlighed«. For de er alle ansvarlige for hinanden og supplerer hinanden. Hvis én nu sårer sin bror, sårer og lemlæster han i virkeligheden sig selv.

At tiltale med nedsættende øgenavne

Ligesom det er haram at såre andre, er det også haram at tiltale hinanden med dårlige øgenavne. Det er at kalde andre med et ord eller et navn, som de føler sig meget dårligt tilpas ved og ikke bryder sig om. For derved ydmyges og hånes de, og de såres. Der påføres deres hjerte smerte. Intet menneske bør imidlertid på denne måde volde sin bror smerte. Det får menneskers sind og humør til at blive dårligt. Broderskabets grænser overskrides. Denne handling er i strid med almindelig høflighed og god smag.

Dårlige forestillinger

Islam ønsker, at medlemmerne af det muslimske samfund lever med rene, uskyldige og ulastelige sind over for hinanden. At den fuldkomne tillid og afhængighed af hinanden bliver stabil. At de ikke nærer nogen form for mistanke, tillidsmangel eller mistillid over for hinanden. Ingen bør have dårlige forestillinger om andre eller fremsætte falske anklager mod dem. Derfor er dette nævnt i det tidligere citerede vers som den fjerde forbudte og haram handling. For Islam er under ingen omstændigheder villig til at tolerere, at menneskers ære og værdighed krænkes. Det er blevet sagt:( Arabisk*******************)

I, der tror, undgå at nære mange forskellige forestillinger om mennesker. For nogle forestillinger er syndige. (Sura al-Hujurat: 12)

Det siger sig selv, at der her med forestillinger menes det at nære dårlige forestillinger.

Derfor bør ingen muslim nære dårlige forestillinger om sin muslimske bror, så længe der ikke foreligger et uomstødeligt bevis.

Man må som udgangspunkt antage, at mennesker er uskyldige. Det kan på ingen måde være rigtigt, at waswasaens indskydelser baserer sig på dårlige forestillinger og erklærer uskyldige mennesker skyldige. Den ædle Profet (fvmh.) sagde derfor:( Arabisk*******************)

Hold dig fra dårlige forestillinger om mennesker. For dårlige forestillinger er i højeste grad falsk tale.

Det er rigtigt, at mennesket på grund af sin menneskelige svaghed ofte ikke er i stand til at holde sig borte fra onde formodninger og lignende. Det kan få mistanke om visse mennesker, især om dem, som dets forhold til er blevet dårligt med. Men det er enhver muslims pligt ikke at underkaste sig en sådan ond formodning, det vil sige ikke at give den plads og ikke at forfølge den. Også i denne forbindelse er en hadith blevet overleveret:( Arabisk*******************)

Når der opstår en ond formodning i dit sind, må du ikke tage den for sand.

At opspore andres fejl

Mistro til andre mennesker skubber mennesket i retning af en skjult mental tilstand. Det vil sige, at det nærer onde formodninger. Derefter begynder det på en ydre, fysisk aktivitet. Det består i at opspore fejl. Islam er imidlertid fast besluttet på at holde det menneskelige samfund rent og uplettet, både indadtil og udadtil, på samme tid.

Derfor har Han, samtidig med at Han forbød at nære onde formodninger, også forbudt at opspore andres fejl. For det er netop disse onde formodninger, der er hovedårsagen til, at man opsporer fejl.

Ethvert menneske har i sandhed sin ære og værdighed. Det kan på ingen måde være tilladt at opspore dets fejl, krænke den respekt og værdighed, det behandles med, og blotte og udstille dets skjulte forhold for offentligheden. Uanset hvilken fejl eller synd en person måtte være involveret i på egen hånd, er det, så længe den forbliver skjult, fuldstændig upassende og uønskværdigt, at nogen på eget initiativ bringer den frem i lyset.

Abū al-Haytham, skriver ved ʿUqbah ibn ʿĀmirs hof, fortæller: Jeg sagde til ʿUqbah ibn ʿĀmir: Jeg har nogle naboer, som drikker vin, og jeg ønsker at tilkalde politiet og få dem anholdt. Han sagde da: Nej, gør ikke det. Tal dem til fornuft, rådgiv dem og forman dem. Jeg sagde: Jeg har jo forbudt dem det mange gange, men de lytter ikke. Hvad kan man så ellers gøre end at tilkalde politiet og få dem anholdt? Han sagde: Nej, ve dig! Gå ikke i gang med det. Jeg hørte Allahs Sendebud, den ædle, sige:( Arabisk*******************)

Den, der holder en andens hemmelighed skjult og ikke afslører den, er som den, der har givet en levende, der var blevet begravet, livet tilbage i graven. (Abū Dāwūd, Nisāʾī, Ibn Mājah)

Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har regnet det at opspore folks skjulte fejl blandt hyklernes egenskaber. Hyklerne er nemlig dem, der siger med deres mund: »Vi har troet«, men hvis hjerter i virkeligheden ikke har troet. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kritiserede disse mennesker hårdt offentligt. Det er overleveret fra Hadrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) stod på prædikestolen og råbte med høj røst:( Arabisk*******************)

I, der med jeres munde har antaget troen og islam, men hvis hjerter troen endnu ikke har nået: Gør ikke muslimer ondt, og opspor ikke deres skjulte fejl. For den, der opsporer sin muslimske broders skjulte fejl, vil Allah opspore hans fejl. Og den, hvis skjulte fejl Allah opsporer, vil Han vanære og ydmyge, selv om han sidder i et hjørne af sit hus. (Tirmidhi, Ibn Majah)

For fuldstændigt at beskytte og sikre menneskers ære og værdighed har Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) strengt forbudt at trænge ind i andres hjem uden beboernes tilladelse. Derfor har han erklæret, at der ikke begås nogen synd, hvis beboerne i hjemmet gør modstand. Han sagde:( Arabisk*******************)

Hvis nogen kigger ind i en andens hus uden deres tilladelse, er det fuldt tilladt for husets beboere at stikke hans øje ud.

Det er blevet erklæret haram at lytte til den samtale, som folk fører i deres hjem, uden at de er informeret om det og har givet tilladelse. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:( Arabisk*******************)

Den, der i smug lytter til andres samtale – selv om disse mennesker ikke ønsker, at nogen skjult lytter til dem – vil på opstandelsens dag få hældt smeltet bly i begge sine ører. (Bukhari)

Hvis nogen går til en andens hus for at besøge ham, er det fuldstændig haram at træde ind i huset uden hans tilladelse og uden først at hilse. Derfor skal han først hilse og bede om tilladelse til at træde ind. Dette er obligatorisk. Det er blevet sagt:( Arabisk*******************)

I, der tror! Træd ikke ind i andres hjem, før I har bedt om tilladelse og hilst på husets beboere. Dette er bedre for jer; måske vil I huske det. Hvis I ikke finder nogen i huset, må I ikke træde ind i det, før en renere handlemåde er fastsat for jer. Allah er fuldt ud bekendt med alt, hvad I gør. (Sura an-Nur 24:27-28)

Det er citeret i hadith:( Arabisk*******************)

Enhver, der blotlægger noget, som bør holdes skjult, og kaster sit blik derpå, før der er givet tilladelse, træder ind på et område, som ikke er halal for ham at træde ind på. (Ahmad, Tirmidhi)

At opspore andres fejl – omhyggeligt at lede efter skjulte mangler – er generelt haram for alle. Dette forbud gælder både herskere og administratorer såvel som de regerede folk. Ingen er undtaget herfra, og ingen har tilladelse til det. Hazrat Muʿawiya (ra) berettede fra Allahs ædle Sendebud (sa), at han sagde:( Arabisk*******************)

Hvis du opsporer folks skjulte fejl, vil du bringe dem i uorden eller føre dem nær på undergang. (Abu Dawud, Ibn Majah)

Han sagde endvidere:( Arabisk*******************)

Når en hersker eller administrator begynder at opspore samtaler, der vækker mistanke og tvivl blandt folk, bringer han dem i uorden. (Abu Dawud)

Bagtalelse

Det, som det ovennævnte vers i sjette omgang har gjort haram, er bagtalelse. Versafsnittet lyder:( Arabisk*******************)

I skal ikke bagtale hinanden. (Sura al-Hujurat: 21)

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forklarede sine sahaba betydningen af ordet »ghiba« gennem spørgsmål og svar. Han sagde til dem:( Arabisk*******************) – Ved I, hvad ghiba er?

Sahabaerne svarede: Allah og Hans Sendebud ved det bedst. Så sagde han:( Arabisk*******************)

Det er ghiba at omtale din broder på en måde, som han ikke selv bryder sig om. Der blev spurgt: O Allahs Sendebud, hvis det, jeg siger, faktisk findes hos min broder, vil det så også være ghiba? Han sagde: Hvis det, du siger, faktisk findes hos ham, er det netop ghiba. Og hvis det ikke findes hos ham, er det buhtan – en falsk anklage. (Muslim, Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i)

At sige noget om en person i hans fravær, som han ikke bryder sig om, omfatter således alt vedrørende hans legemlige fremtoning og udseende, hans karakter, handlinger, slægt og alle forhold, der har forbindelse med ham. Hazrat Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde:( Arabisk*******************)

Jeg sagde til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Det er tilstrækkeligt at sige om Deres hustru Safiyyah, at hun er kortvokset.« Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde da: »Du har sagt noget, som, hvis det blev blandet med havets vand, ville ændre vandets farve.« (Abu Dawud, Tirmidhi, Bayhaqi)

Ghiba er i virkeligheden et udtryk for den onde tilbøjelighed til at nedværdige andre. Den stærke trang til at krænke deres ære, anseelse og værdighed udnytter deres fravær. Det afslører den bagtalendes lave sindelag, usselhed og onde tilbøjelighed. For det svarer til at slå nogen i ryggen. Det viser, at den bagtalende ikke har noget eget arbejde. Det er netop ham, der udmærker sig ved at bagtale. Tendensen til ghiba er samfundsnedbrydende, for kun meget få kan undslippe sværdhugget fra tungen hos dem, der er vant til at bagtale.

Under disse omstændigheder er det ikke overraskende, hvis Koranen har afsløret dens hæslige og afskyelige natur og skildret den på en måde, der vækker stærk afsky i menneskers hjerter. Dette er skildringen:( Arabisk*******************)

Ingen af jer må bagtale en anden. Ville nogen af jer kunne lide at spise sin døde brors kød? Det afskyr I jo.

Et menneske kan i sandhed ikke på nogen måde lide at spise et andet menneskes kød. Hvordan skulle han da kunne spise sin egen brors kød – spise kødet af en afdød bror?

Når den Ædle Profet fandt en anledning, et passende sted og de rette omstændigheder, afslørede han altid dette billede af bagtalelse, og han ønskede, at dette afskyelige billede til enhver tid skulle stå levende i folks bevidsthed.

Hazrat Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) sagde:( Arabisk*******************)

Vi var til stede hos Allahs Ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). En person gik da uden for forsamlingen. Så sagde en anden person noget nedsættende om ham. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde da til denne person: »Rens dine tænder.« Manden sagde: »Hvorfor skulle jeg rense dem? Jeg har jo ikke spist noget kød.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Du har netop spist kødet af din bror.«

Det er overleveret fra Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde:( Arabisk*******************)

Vi var til stede hos Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Da blæste der pludselig en meget ildelugtende vind. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Ved I, hvilken vind dette er? … Det er vinden fra de troende, som bagtaler.« (Ahmad)

Grænserne for tilladelse til bagtalelse

Alle de ovenfor citerede koranvers og hadither beviser utvetydigt, at menneskets værdighed i islam er yderst hellig og beskyttet.

Ifølge islamiske lærde er der imidlertid nogle få tilfælde af bagtalelse, som udgør undtagelser fra forbuddet. Når nødvendigheden gør, at der ikke er nogen anden mulighed end at omtale en person i hans fravær, er dette en sådan undtagelse, og denne mulighed må kun benyttes, når nødvendigheden kræver det.

Når den forurettede klager over den uretfærdige, afslører han sådanne forhold om den uretfærdige, som ganske vist kan mishage denne, men som alle er sande, og den forurettede har også ret til at gøre det. Hvis der i forbindelse med denne uretfærdighed opstår behov for at omtale nogen, skal det naturligvis gøres. Allah den Ophøjede har sagt:( Arabisk*******************)

Allah den Ophøjede bryder sig på ingen måde om, at dårlige ord bliver fremsat og udbredt, men den, der er blevet udsat for uret, står i en særstilling. Og Allah hører alt og ved alt. (Sura an-Nisa, 148)

En person ønsker oplysninger om en bestemt anden person, enten fordi han, hvis han får kendskab til hans gode karakter, vil indgå i et forretningspartnerskab med ham, eller fordi han ønsker oplysninger om en ung mand, som nogen overvejer at gifte sin datter bort til. I sådanne tilfælde står pligten til at informere folk om de korrekte oplysninger og de faktiske forhold på den ene side, mens pligten til at beskytte den fraværendes ære og omdømme står på den anden. Der er en stærk modsætning og konflikt mellem disse ansvar og pligter. Men eftersom den første pligt er den vigtigste og mest hellige, må dens forrang naturligvis anerkendes. Fatima bint Qays fortalte Profeten, fred være med ham, om de to frierier, hun havde modtaget, og bad ham om råd om, hvilket af dem hun skulle acceptere. Da sagde han om den ene af dem: »Denne mand slår sin hustru meget. Han lader aldrig sin stav komme ned fra sin skulder.«

Blandt disse undtagelser er også det at tale med det formål at få uret og synd bragt til ophør. Ifølge hadith er det en pligt.

Hvis en person kun kan identificeres ved et navn, som han selv ikke bryder sig om, men som er nødvendigt for at kunne genkende ham – såsom Araaj, »den halte«, Amaash (en person med svagt syn) eller »den og dens datters søn« og lignende – må man derfor bruge det med henblik på identifikation. Det hører også til denne kategori at afhøre vidner, hadith-overleverere og informanter samt at drøfte deres karakterbrister og gode egenskaber.

I denne forbindelse er der to grundlag for, at »bagtalelse« er tilladt:

For det første nødvendighed; for det andet hensigt og sindelag. Ingen bør træde ind på dette forbudte område, før behovet for at omtale den fraværende persons utilfredsstillende forhold bliver presserende. Hvis behovet kan dækkes ved antydninger, skal man afholde sig fra at tale klart og direkte. Man kan også omtale sagen generelt uden at nævne en bestemt person. Man kan for eksempel spørge: Hvad mener De om en person, der gør sådan og sådan? Man bør ikke sige: »Så-og-så, søn af så-og-så.« Når man taler om noget, der faktisk findes hos den pågældende, gælder bestemte betingelser. Men hvis man tilskriver ham noget, som ikke findes hos ham, er det en fuldstændig falsk beskyldning, og det er helt forbudt.

Hensigten er på dette stadium den afgørende faktor i alle spørgsmål. Han ved selv bedre end andre, hvorfor han siger det, han siger. Det er på grundlag af denne hensigt, at man kan skelne mellem bagtalelse, kritik, rådgivning, offentliggørelse af fejl og lignende. Det er også sandt, at den troende selv kan og faktisk bør holde sit eget sindelag under meget streng granskning.

Det er også sikkert ud fra islams synspunkt, at den, der lytter til bagtalelse, må betragtes som medskyldig i bagtalelsen. Enhver har pligt til at hjælpe sin bror, når han er fraværende, og tale hans sag. Det er blevet sagt i en hadith:( Arabisk*******************)

Den, der beskyttede sin brors ære i hans fravær og fjernede hans fejl, har krav på, at Allah frelser ham fra Helvedet. (Ahmad)

( Arabisk*******************)

Den, der beskyttede sin brors ære i denne verden, vil Allah på Dommens dag holde Helvedet borte fra ham. (Tirmidhi)

Den, der ikke har et sådant mod, og som ikke formår at beskytte sin bror mod det angreb, der krænker hans værdighed, bør i det mindste forlade den forsamling og holde sig borte fra disse mennesker, indtil de begynder at beskæftige sig med et andet emne. Hvis han heller ikke gør det, falder han ind under Allahs ord:( Arabisk*******************)– så er I i dette øjeblik blevet ligesom dem. (Sura an-Nisa 140)

At bringe sladder videre

Når der tales om ghibah, nævnes der altid også en anden egenskab, som ifølge islam er lige så strengt forbudt som ghibah. Det er nemlig sladder og bagtalelse. Det består i at høre noget fra én person om en anden og viderebringe det til denne på en sådan måde, at der opstår strid mellem de to, og den gensidige renhed i deres hjerter forsvinder, så urenhed og fordærv opstår. Eller at den urenhed og det fordærv, der allerede fandtes, bliver endnu større.

Allahs ord blev åbenbaret allerede i de mek­kanske suraer som en fordømmelse af denne lave og skadelige vane. Heri siges:( Arabisk*******************)

Lyt ikke til en sådan person, der sværger meget og er ussel, volder mennesker sorg, går omkring og udspreder forbandelser og bringer sladder videre. (Sura al-Qalam: 10-11)

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:( Arabisk*******************)

Den, der bringer sladder videre, kommer ikke i Paradis. (Bukhari, Muslim)

Her betyder ordet »qattatun« den, der bringer sladder videre. Nogle siger, at en sådan person egentlig er én, der slutter sig til en gruppe, som er optaget af en samtale, og derefter går imod dem og bringer deres ord videre. »Qattatun« betegner derimod den, der i hemmelighed lytter til folks samtale uden deres viden og begynder at tale imod dem.

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:( Arabisk*******************)

De værste af Allahs tjenere er de mennesker, der bringer sladder videre. De skaber uenighed og splittelse mellem venner og bliver ved med at forsøge at finde fejl hos uskyldige mennesker. (Ahmad)

Islam har tilladt dem, der forsøger at fjerne indbyrdes strid og skabe forsoning og enighed, at de, selv om de kender det værst tænkelige om en person, ikke afslører det. Desuden må de fra egen side tilføje gode ting, selv om de ikke har hørt dem om den ene fra den anden.

Islam nærer stærk vrede og harme mod dem, der hører noget ondt et sted og straks går viderebringer det til andre med det formål at konspirere eller skabe fjendskab. For de gør det netop med den onde hensigt at skabe ødelæggelse og ulykke i samfundet.

Sådanne mennesker nøjes ikke med det, de faktisk har hørt, men tøver heller ikke med fra egen side at føje meget til det, de har hørt, eller opdigtet at konstruere noget. Hvis de hører noget godt, holder de det hemmeligt. Hvis de hører noget ondt, udbreder de det vidt og bredt. Og hvis de ikke har hørt noget, lyver de.

En mand fortalte kaliffen Umar ibn Abd al-Aziz noget om en anden person, som denne ikke havde brudt sig om at høre. Da sagde kaliffen Umar II: »Hvis du ønsker det, vil jeg undersøge din sag. Men hvis du er en løgner, er du omfattet af dette vers i Koranen: ( Arabisk*******************)

Hvis en gudløs person kommer til jer med en meddelelse, skal I da undersøge dens sandhed og rigtighed grundigt.

Og hvis du taler sandt, er du omfattet af dette vers: ( Arabisk*******************) Og hvis du ønsker det, vil Vi tilgive dig.« Manden sagde: »O de troendes leder, tilgiv mig. Jeg vil ikke gøre den slags igen.«

Bevarelse af ære og værdighed

Vi har set, hvor stor betydning islam gennem sin ophøjede lære tillægger bevarelsen af menneskers ære, anseelse og værdighed. Det er også bemærkelsesværdigt, at spørgsmålet om at bevare menneskets værdighed er nået helt til grænsen for bestemmelserne om dets ukrænkelighed. En dag betragtede Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) Kabaen og begyndte at sige: ( Arabisk*******************)

Å Kaba! Hvad mere kan jeg sige om din store værdighed og om storheden i din værdighed? Men den troendes værdighed er langt højere og større end din. Den troendes værdighed kommer til udtryk gennem hans ære, blod og ejendom.

I sin tale under afskedspilgrimsfærden henvendte den ædle Profet ﷺ sig til den store muslimske forsamling og sagde:( Arabisk*******************)

Vid, at jeres ejendom, jeres ære og jeres blod er ukrænkelige og hellige for hinanden, ligesom denne dags hellighed, i denne måned og i denne by.

Islam har også beskyttet den enkeltes ære ved at forbyde, at man i hans fravær siger noget om ham, som er sandt, men som han ikke bryder sig om. Hvordan skulle der så kunne være plads til at sige noget opdigtet og grundløst? Hvis man siger det, vil det være en meget alvorlig og åbenlys forbrydelse og synd. Det er blevet sagt i hadith:( Arabisk*******************)

Den, der siger noget om en anden, som ikke findes hos ham, udelukkende med det formål at gøre ham skyldig, vil Allah på Opstandelsens Dag holde indespærret i Helvede, indtil han beviser sandheden af det, han har sagt. (Tabarānī)

Det er overleveret fra Aisha رضي الله عنها, at den ædle Profet ﷺ sagde til sine ledsagere:( Arabisk*******************)

Ved I, hvad der er den største rente hos Allah? Ledsagerne svarede: Allah og Hans Sendebud ved det bedst. Han sagde: Den største rente hos Allah er ønsket om at ødelægge muslimernes ære. Derefter reciterede han et koranvers, hvis betydning er: De, der skader troende mænd og kvinder, selv om de er uskyldige, pådrager sig forbandelsen over falsk beskyldning og åbenlys synd. (Sura al-Ahzab: 58)

Den største synd på dette område er at angribe menneskers ære og anseelse. Det gælder for eksempel at beskylde kyske, troende kvinder for umoralske handlinger. For det kan ikke blot skade deres gode navn og ry samt deres slægts og families anseelse og værdighed, men også bringe fare over deres fremtid. Desuden ser man ved sådanne handlinger en tendens til i de troendes samfund i stor udstrækning at udbrede skamløshed og umoral.

Derfor regnede Profeten (fred være med ham) denne handling blandt de syv ødelæggende store synder, og Den Ædle Koran har med hårde ord lovet en nådesløs straf for denne handling. Det er blevet sagt: ( Arabisk*******************)

De, der beskylder troende, kyske og uagtsomme kvinder for usædelighed, vil blive forbandet i denne verden og i det hinsidige, og de vil få en stor straf. Den dag vil deres munde, hænder og fødder vidne imod dem om det, de har gjort. Den dag vil Allah give dem deres fulde, sande gengældelse, og de vil erfare, at Allah er den sande virkelighed.

Det er også blevet sagt: ( Arabisk*******************)

De, der elsker at udbrede skamløshed og syndige handlinger blandt de troendes samfund, vil få straf både i denne verden og i det hinsidige. Allah ved, mens I ikke ved. (Sura an-Nur: 19)

Blodets ukrænkelighed

Islam har gjort menneskelivet til det mest ærefulde og værdifulde. Den har bekendtgjort menneskesjælens hellighed. Og den har hos Allah betegnet et angreb på den som den største synd efter kufr. Den Ædle Koran erklærer: ( Arabisk*******************)

Den, der dræber et menneske uden at have begået mord eller skabt fordærv på jorden, er som den, der har begået forbrydelsen at dræbe hele menneskeheden. Det skyldes, at alle mennesker ifølge islam tilhører den samme familie. Når et af dem bliver dræbt—når der begås en overtrædelse—rammer det hele menneskeslægten. Dens skadelige følger påføres alle.

Men hvis den dræbte er troende, bliver det forbudte ved handlingen endnu alvorligere og mere indgribende. Derfor siges der i Den Ædle Koran: ( Arabisk*******************)

Den, der forsætligt dræber en troende, vil få Helvede som straf. Han vil forblive dér for evigt. Allah vil blive vred på ham, forbande ham og berede en stor straf til ham.

Allahs ædle Sendebud (sa) sagde:( Arabisk*******************)

For Allah er hele verdens ødelæggelse langt mindre alvorlig end drabet på én muslim. (Muslim, Nisāʾī, Tirmidhī)

Han sagde:( Arabisk*******************)

Den troende befinder sig i religiøs frihed og rummelighed, så længe han ikke begår den forbudte forbrydelse at dræbe et menneske.

Han sagde:( Arabisk*******************)

Allah den Ophøjede vil muligvis tilgive alle synder. Men ikke den, der døde som polyteist, eller den, der forsætligt dræbte en troende.

På grundlag af disse vers og hadither mente den ærværdige Ibn ʿAbbās (ra), at en morders anger ikke vil blive accepteret. Med andre ord mente han, at betingelsen for, at angeren kan accepteres, er, at den berørte persons ret gives tilbage, eller at vedkommende bringes til tilfredshed. Men hvordan kan en persons ret gives tilbage, eller hvordan kan vedkommende bringes til tilfredshed?

Andre har sagt, at oprigtig omvendelse helt sikkert vil blive accepteret. En sådan omvendelse medfører endda tilgivelse for shirk-synden. Hvorfor skulle synder af mindre grad så ikke blive tilgivet gennem omvendelse?

Allah, den Ophøjede, har sagt:( Arabisk*******************)

De, som ikke påkalder en anden guddom sammen med Allah, ikke dræber noget menneske uden grund og ikke begår utugt – den, der gør dette, vil få sin synds straf. På Opstandelsens Dag vil hans straf blive fordoblet, og han vil forblive der i vanære for evigt. Men den, der omvender sig, tror og gør gode gerninger, vil Allah forvandle deres dårlige handlinger til gode og retfærdige handlinger for. Allah er tilgivende og barmhjertig. (Sura al-Furqan: 68-70)

Både drabsmanden og den dræbte kommer i Helvede

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, erklærede, at det at føre blodig krig mod muslimer er en af kufrs porte. Han kaldte det en handling fra jahiliyyah-tiden. Dengang var folk nemlig konstant involveret i krige, og de tøvede ikke med at lade blodet flyde som en flod på grund af en enkelt kamelhoppe eller hest. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:( Arabisk*******************)

At fornærme en muslim er en fasik-handling, og at føre blodig krig mod ham er klart kufr. (Bukhari, Muslim)

Et andet udsagn fra Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham:( Arabisk*******************)

Efter jeg er gået bort, må I ikke vende tilbage og blive kafirer eller begynde at hugge hovedet af hinanden. (Bukhari, Muslim)

I en anden hadith siges det: Når den ene af to muslimer retter et våben mod sin broder, står de begge på kanten af Helvede. Når den ene derefter dræber den anden, går de begge i Helvede. Der blev spurgt: »Allahs Sendebud, det er forståeligt, at morderen kommer i Helvede, men hvorfor skal den dræbte komme i Helvede?« Han svarede: ( Arabisk*******************)

Han ville jo også dræbe sin ledsager. (Bukhari, Muslim)

Derfor forbød den ædle Profet (fred være med ham) alle sådanne handlinger, hvis følge kan blive drab eller blodig krig. Selv det at gestikulere med et våben hører til dette. Han sagde: ( Arabisk*******************)

Ingen af jer må rette et våben mod sin broder, for han ved måske ikke, hvornår Satan river våbnet ud af hans hånd, så han falder i Helvedes afgrund. (Bukhari, Muslim)

Han sagde: ( Arabisk*******************)

Den, der retter et våben mod sin broder, bliver forbandet af englene, indtil han holder op med det, selv om det er hans egen broder. (Muslim)

Han sagde desuden: ( Arabisk*******************)

Det er ikke tilladt for en muslim at skræmme en anden muslim.

Synden er ikke begrænset til morderen alene. Den, der på nogen måde deltager i det med ord eller handling, bliver også delagtig i denne drabssynd. I forhold til graden af hans deltagelse rammes han af Allahs vrede, harme og mishag. Selv den, der er til stede på selve gerningsstedet, men forholder sig passiv, bliver delagtig i denne synd. Det er blevet sagt i en hadith:( Arabisk*******************)

Når en person bliver dræbt uretmæssigt og uden grund, må ingen stå dér. For også den, der er til stede under drabet og ikke forsøger at redde ham, vil blive ramt af en forbandelse.

Blodets ukrænkelighed for traktatbundne og dhimmī-personer

Disse vers og hadither advarer mod at dræbe muslimer og mod at indlade sig i blodige kampe med muslimer. Dette er shariaens bestemmelse og denne vejledning gælder for muslimer, der lever i et muslimsk samfund. Men det betyder ikke, at en ikke-muslims blod så skulle være halal! Tværtimod skal ethvert menneskes blod beskyttes. Så længe en ikke-muslim ikke går i krig mod muslimer, skal han beskyttes som menneske og må ikke dræbes. Ja, hvis en ikke-muslim erklærer krig mod muslimer, kan hans blod da udgydes. Men hvis denne ikke-muslim har indgået en traktat med den muslimske stat eller er dhimmī, er beskyttelsen af hans liv obligatorisk. Det vil på ingen måde være halal for en muslim at overskride grænserne. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde om dette:( Arabisk*******************)

Den, der dræber en traktatbundet person, vil ikke engang få duften af Paradiset at mærke, selv om Paradisets duft kan mærkes på en afstand svarende til fyrre års rejse.

I en anden overlevering er det blevet sagt:( Arabisk*******************)

Den, der dræber en dhimmī, vil ikke få duften af Paradiset at mærke.

Hvornår gælder blodets ukrænkelighed ikke

Allah den Højeste har sagt:( Arabisk*******************)

I må ikke dræbe det menneske, som Allah har erklæret ukrænkeligt, medmindre det sker med gyldig grund. (Sura al-An’am: 151)

Den gyldige grund, der nævnes her, og som kan gøre drab af et menneske tilladt, er drab som straf for en forbrydelse. Og disse forbrydelser er tre:

1. At begå et uretmæssigt drab. Når en person er blevet kendt skyldig i drab, er qisas obligatorisk for ham, og qisas består i at dræbe morderen som straf for drabet. Det vil sige: liv for liv. I Koranen siges det:( Arabisk*******************)

I gengældelsen for drab ligger der liv for jer.

2. At begå zina offentligt på en sådan måde, at fire retskafne mænd vidner om det, de selv har set. Betingelsen er dog, at denne person skal være bekendt med det lovlige ægteskab. Selv hvis der ikke findes vidner, vil forbrydelsen være bevist, og straffen blive idømt i overensstemmelse hermed, hvis den skyldige selv foran dommeren gentagne gange bekender sin forbrydelse.

3. Selv efter at have antaget islam kan en person dræbes som straf, hvis han erklærer oprør mod islam. Dette bliver tilfældet, når hans oprør bliver en udfordring mod det muslimske samfund. Islam tvinger ingen til at antage islam. Men hvis nogen leger med islam—antager den og derefter gør oprør mod den—kan islam ikke tolerere det. Jøderne havde begyndt på denne måde. I Den Ædle Koran siges det, at de sagde til deres folk:( Arabisk*******************)

Tro om morgenen på den religion, som er blevet åbenbaret for muslimerne, og fornægt den ved dagens slutning. Måske vil disse mennesker, når de ser det, vende tilbage fra denne religion. (Sura Al Imran: 72)

Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, begrænsede disse tre grundlag som det eneste grundlag for, at nogens blod måtte udgydes halal og tilladeligt. Han sagde:( Arabisk*******************)

Det er ikke tilladt at udgyde en muslims blod af andre grunde end disse tre: (1) at tage et liv for et liv, (2) når en gift person begår zina, og (3) den, der forlader islams religion og bryder med det muslimske fællesskab.

Men som straf for disse tre forbrydelser er det kun herskeren eller administrationen, der må udgyde en muslims blod; det er på ingen måde tilladt for enkeltpersoner selv at fuldbyrde denne straf. Ellers ville der ikke længere være noget, der hedder regeringsførelse og orden. Det ville føre til fuldstændigt anarki. Enhver person i samfundet ville da selv sætte sig som dommer og den, der bestemmer over liv og død. Ved forsætligt drab er qisas obligatorisk. Islam har imidlertid givet den dræbtes arvinger ret til selv at gøre qisas gældende, selv når de administrative myndigheder er til stede. Derved kan deres sorg, vrede og harme lindres, deres ønske om hævn tilfredsstilles, og Allahs ord kan også virkeliggøres:( Arabisk*******************)

For den, der uretmæssigt og uden grund bliver dræbt, har Vi givet hans arvinger denne myndighed (qisas al-war); men de må ikke overskride grænserne i forbindelse med drabet. Han vil bestemt blive hjulpet.

Selvmord

Den bestemmelse, der gælder for drab som forbrydelse, gælder fuldt ud også i tilfælde af en persons selvmord, ligesom den gælder, når man dræber en anden. Den, der begår selvmord, har derfor, uanset hvilket middel eller hvilken hjælp han benytter, begået et drab, som Allah den Ophøjede har forbudt, når det sker uretmæssigt og uden grund.

Intet menneskes liv tilhører i virkeligheden mennesket selv. Det har jo ikke skabt sig selv. Det har ikke selv skabt så meget som en eneste del af sin krop eller en eneste levende celle. Dets liv og sjæl er en betroet tillid hos det; Allah har overdraget det denne tillid. Derfor har det ingen ret til på nogen måde at gribe ind i det. Hvordan kan det da dræbe det? Ethvert selvstændigt forsøg på at slippe bort fra dette liv vil derfor være en forbrydelse. Allah den Ophøjede har sagt:( Arabisk*******************)

Dræb ikke jer selv. Allah er visselig yderst barmhjertig mod jer. (Sura an-Nisāʾ: 29)

Islam ønsker, at muslimerne skal være yderst modige, beslutsomme og urokkelige, når de konfronteres med livets hårde og vanskelige realiteter. Ingen har under nogen omstændigheder fået ret til at flygte fra livet. Ingen kan have ret til at forsøge at flygte, så snart han ser fare eller møder en krise eller et problem, ved at vende dette kapitel i livet ryggen, eller til at fornægte selve livet, fordi hans håb er bristet. Den troende er skabt til jihad og ihærdig stræben og anstrengelse, ikke til at sidde uvirksom. Det er hans pligt at gå ind i den direkte kamp; flugt eller tilbagetog er uværdigt for ham. Det er hans tro og karakter, der nægter ham at flygte fra livets arena og trække sig tilbage. Han råder over et våben, som aldrig bliver gammelt, og en uudtømmelig skat af ressourcer, som aldrig slipper op. Dette våben er troen, som er meget stærk og solid, og denne skat er en uudsigelig skat af urokkelig moral.

Profeten (saws) advarede på forhånd om, at den, der begiver sig ud i den afskyelige forbrydelse selvmord, vil blive berøvet Allah den Ophøjedes barmhjertighed og falde i Jahannam, hvor han vil blive udsat for Allahs intense vrede og mishag. Han sagde:( Arabisk*******************)

Der var en mand blandt dem, der levede før jer. Han blev såret og begyndte derfor at lide voldsomt. I denne tilstand tog han en kniv og skar sin egen hånd over. Så meget blod strømmede ud, at han døde. Allah den Ophøjede sagde om denne mand: »Min tjener skyndte sig med hensyn til sig selv. Derfor har Jeg gjort Paradiset forbudt for ham.« (Bukhari, Muslim)

Fordi han ikke kunne udholde smerten fra sit sår og selv gjorde en ende på sit liv, blev Paradiset forbudt for ham. Når dette er situationen, kan man let forstå, hvor alvorlig sagen er, og hvor utilgivelig den vil være over for Allah, for dem der begår selvmord på grund af et mindre tab i deres virksomhed, manglende forfremmelse på arbejdet, ikke at bestå en eksamen eller skuffede forhåbninger. Mennesker med en svag indstilling bør lytte til denne advarsel, som er blevet nævnt i Profeten (saws)s hadith:( Arabisk*******************)

Den, der begår selvmord ved at kaste sig ud fra et bjerg, vil for evigt falde i Jahannams ild og vil aldrig kunne undslippe den. Den, der begår selvmord ved at drikke gift, vil for evigt drikke gift med sin egen hånd i Jahannams ild. Og den, der begår selvmord med et jernvåben, vil for evigt og altid slå sig selv med dette jernredskab i Jahannam. (Bukhari, Muslim)

Rigdommens værdi

Det er ikke forkasteligt for en muslim at tjene og opspare rigdom ad halal-veje og -måder eller at øge dens omfang på sharia-konforme måder. Hvor andre religiøse skrifter siger: »Den rige kan ikke træde ind i det himmelske rige, før kamelen trænger gennem nåleøjet«, erklærer islam:( Arabisk*******************)

Islam har erklæret, at privat ejendomsret til halal-rigdom er tilladt for den enkelte. Derfor har islam, med støtte i sharia-lovgivningen og ved at fastlægge en moralsk vej, forhindret overtræderes indblanding i den og gjort bortførelse, tyveri og røveri haram.

Profeten (sa) nævnte denne ukrænkelighed for ejendom, blod og ære på én gang og erklærede tyveri uforeneligt med troen. Han sagde: ( Arabisk*******************)

Når tyven stjæler, er han ikke troende.

Allah den Ophøjede har sagt: ( Arabisk*******************)

Skær den mandlige tyvs og den kvindelige tyvs hænder af som gengæld for det, de har begået, og som en straf indstiftet af Allah. Og Allah er Almægtig, Alvidende. (Sura al-Ma’ida: 38)

Profeten (sa) sagde: ( Arabisk*******************)

Det er ikke tilladt for en muslim at tage selv en andens stav uden dennes samtykke.

En muslims ejendom er højt æret hos muslimer, og det er fuldstændig haram at tilegne sig den uretmæssigt. Det var for at tydeliggøre denne strenghed, at Profeten (sa) sagde således. Allah den Ophøjede har også sagt: ( Arabisk*******************)

O I, der tror, fortær ikke hinandens ejendom på uretmæssig vis. Men hvis der er fortjeneste fra handel på grundlag af jeres gensidige samtykke, er der ingen skyld i det. (Sura an-Nisa: 29)

Bestikkelse er haram

En af måderne at tilegne sig folks ejendom på gennem ugyldige og uretfærdige midler er ‘bestikkelse’. Bestikkelse er at give en indflydelsesrig, myndighedsudøvende eller almindeligt ansvarlig person penge eller ejendom med det formål, at han skal afsige en afgørelse til ens fordel, lade en sejre over sin modpart, give ham en bestemt opgave eller forsinke en fjendes sag og lignende.

Islam har for altid forbudt herskere, embedsmænd og deres medhjælpere at benytte bestikkelse. Hvis den gives til dem, er det haram at tage imod den eller at fungere som mellemled mellem giveren og modtageren. Allah den Ophøjede har sagt:( Arabisk*******************)

Fortær ikke jeres ejendom indbyrdes på ugyldig vis, og tilbyd den ikke til myndighederne med det formål, at I bevidst og uretmæssigt skal fortære en del af andres ejendom og krænke deres rettigheder.

Den Ædle Profet (s.a.w.) har sagt:( Arabisk*******************)

Allahs forbandelse hviler over både den, der giver bestikkelse, og den, der tager imod den, i offentlige og statslige anliggender. (Ahmad)

Hazrat Thawban (r.a.) har sagt:( Arabisk*******************)

Allahs Sendebud (s.a.w.) har forbandet bestikkeren, den, der modtager bestikkelsen, og den, der skaber forbindelsen mellem dem. (Ahmad, Hakim)

Hvis den, der modtager en bestikkelse, tager imod den med det formål at begå uret mod nogen, bliver hans forbrydelse mange gange større. Og hvis han modtager bestikkelsen med henblik på at udøve retfærdighed, så er det hans pligt at udøve retfærdighed, og derfor har han ingen ret til at modtage nogen form for rigdom for det.

Sendebudet (s.a.) sendte den ærede ʿAbdullāh ibn Rawāḥah (r.a.) til jøderne med den opgave at fastsætte, hvor meget deres kharāj for daddelhøsten skulle beløbe sig til. Da de så ham, tilbød de ham noget rigdom som bestikkelse. Den ærede Ibn Rawāḥah sagde til dem, da han så det: »Den bestikkelse, I har tilbudt, er jo forbudt. Vi vil under ingen omstændigheder tage imod den.« (Imam Mālik)

Det er ikke mærkeligt, at islam har forbudt bestikkelse, og det er heller ikke mærkeligt, at den har behandlet alle, der deltager i den, strengt. For et samfund, hvor dette bliver udbredt, må nødvendigvis blive plaget af uretfærdighed, og dets ødelæggelse er uundgåelig. Den, der administrerer uretfærdigt eller afsiger en uretfærdig dom, eller den, der nægter at administrere og dømme på grundlag af sandhed og retfærdighed; den, der bringer den bagerste frem og den forreste tilbage, i et sådant samfund bliver selviskhedens tankegang fremherskende i stedet for pligtopfyldelsens.

Gaver til herskere og administratorer

Bestikkelse – uanset hvilken form den antager eller hvilket navn den gives – har islam erklæret forbudt. Selv hvis den kaldes en hadiyyah, en gave eller en foræring, kommer den ikke ud af det forbudtes område og ind i det tilladtes område.

Det er blevet overleveret i hadith, at Sendebudet (s.a.) sagde:( Arabisk*******************)

Hvis vi ansætter en person til en opgave og fastsætter hans løn, og han derefter tager imod noget yderligere, er det underslæb. (Abū Dāwūd)

Der blev overrakt en gave til kaliffen ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīz. Han afslog den. Da blev der sagt til ham: »Sendebudet (s.a.) tog selv imod gaver, men det gør De ikke?« Han svarede: »Ja, for ham var det en gave, men for os er det ikke andet end bestikkelse.«

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte en mand til Azd-stammen med ansvar for at indsamle sadaqa og zakat. Da han vendte tilbage til ham, beholdt han noget af formuen og sagde: »Dette er til dig, og dette er blevet givet til mig som gave.« Da Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, blev han meget vred og sagde: ( Arabisk*******************)

»Hvis det, du siger, er sandt, skulle du så have siddet hjemme hos dine forældre; så kunne man se, hvem der ville give dig en gave.« Senere sagde han: ( Arabisk*******************)

»Hvad er det for noget? Jeg udnævner en af jer til embedsmand, og bagefter siger han: ›Denne del af den modtagne formue er til dig, og denne del er givet til mig som gave‹? Hvorfor blev han ikke siddende hjemme hos sin mor? Hvis han derefter havde fået en gave, kunne man have forstået, at hans påstand var berettiget. Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, hvis nogen af jer uretmæssigt tager noget af formuen, skal han på opstandelsens dag bringe det med sig og stå frem for Allah med det. Pas derfor på, at I på opstandelsens dag ikke bliver tvunget til at bære en kamel, en ko eller en ged på jeres skuldre, mens dyret brøler.‹ Derefter løftede han begge sine hænder så højt, at det hvide under hans arme blev synligt, og sagde: ›O Allah! Har jeg overbragt budskabet?‹

Imam al-Ghazali har sagt: Når man ser denne strenghed, alvor og kraft i spørgsmålet om bestikkelse, må man sige, at dommere, administratorer og andre ansvarlige personer af samme slags burde sidde hjemme hos deres forældre. Hvis de efter at være blevet afsat får gaver, mens de opholder sig hjemme hos deres mor, kan det være tilladt for dem at tage imod dem, også mens de stadig beklæder embedet. Men hvis man ved, at en gave gives på grund af deres embede, er det fuldstændig haram at tage imod den. Hvad angår gaver fra venner og bekendte, er der tvivl, hvis man ikke ved, om de også ville have givet dem efter afsættelsen. Derfor bør man afholde sig fra dem. ( Arabisk*******************)

At give bestikkelse for at standse uret

Hvis situationen bliver sådan, at der ikke er nogen mulighed for at få sin retmæssige ret uden at betale bestikkelse, eller hvis man er havnet i en sådan undertrykkelse, at det på ingen måde er muligt at slippe fri uden at betale bestikkelse, bør man udvise tålmodighed og sabr, indtil Allah skaber en bedre vej og mulighed for, at man kan få sin ret og blive befriet fra undertrykkelsen.

Hvis man derfor bevæger sig ad bestikkelsens vej, er det bestikkelsesmodtageren, der begår synden. Under sådanne omstændigheder er bestikkelsesgiveren ikke syndig, hvis han først har prøvet alle andre halal-muligheder uden resultat og tager dette som sidste udvej, samtidig med at han kun forsøger at fjerne undertrykkelsen fra sig selv, opnå sin retmæssige ret og undgår at gribe ind i andres rettigheder.

Nogle lærde har som bevis til støtte for denne opfattelse nævnt de hadither, hvori det fortælles, at en gruppe mennesker plejede at klamre sig til Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, for at få sadaqa. Selv om de ikke havde nogen retmæssig ret til at modtage noget, gav han dem alligevel noget. Det er overleveret fra Umar, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ( Arabisk*******************)

Nogle af jer går bort fra mig med sadaka-midler under armen, selv om de er ild for ham. Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Når du selv ved, at de er ild for ham, hvorfor giver du ham dem så?«

Han svarede: »Hvad skal jeg gøre? De bliver ved med at bede så ihærdigt og holde fast, at man ikke kan slippe af med dem. Og Allah, Den Ophøjede, ønsker ikke, at jeg skal være nærig.«

Når Allahs ædle Sendebud på grund af gentagne og ihærdige anmodninger gav ansøgeren noget af sin formue, selv om han vidste, at det var ild for ham, hvorfor skulle det så ikke være tilladt at give bestikkelse for at standse uretfærdighed og få sin retmæssige ret og sit tilgodehavende?

At ødsle sin egen formue

Ligesom andres formue har en ukrænkelig status, således at enhver uberettiget indblanding i den, hemmeligt eller åbent, er haram, har enhver også en ukrænkelig status for sin egen formue. Derfor er det fuldstændig forbudt at ødsle eller spilde denne formue, ødelægge eller tilintetgøre den eller strø den bort med højre eller venstre hånd.

Det skyldes, at folkets og samfundets fællesskab har en ret i enkeltpersoners formue. Ejendomsretten må naturligvis anerkendes over for enhver anden ejer. Derfor har samfundet ret og myndighed til at føre kontrol med den tåbelige formueejers ødelæggelse af sin egen formue, for også samfundets fællesskab har en andel i denne formue. I denne forbindelse siger Den Ædle Koran:( Arabisk*******************)

Overlad ikke jeres formue til de tåbelige, som Allah har gjort til et middel til jeres livsgrundlag og opretholdelse; giv dem deres underhold derfra, og tal til dem med gode og passende ord.

I dette vers henvender Allah, Den Ophøjede, sig grundlæggende til samfundet som helhed: »Overlad ikke jeres formue«, siger Han. Selv om denne formue tilsyneladende ejes af enkeltpersoner, er hver enkelt persons formue i virkeligheden hele samfundets nationale rigdom.

Islam er i sandhed en religion præget af retfærdighed, rimelighed og balance. Det muslimske ummah er et moderat ummah, det vil sige et ummah grundlagt på en middelvejspolitik. Muslimens ideal er på alle områder at etablere retfærdighed og retskaffenhed. Derfor har Allah den Almægtige i klare og strenge vendinger forbudt de troende at ødsle og spilde deres rigdom, ligesom Han har forbudt dem at være nærige og gerrige. Han har sagt:( Arabisk*******************)

Adams børn! Ifør jer jeres smukkeste klæder og prydelser, hver gang I møder op i moskeen. Spis og drik, men ødsle ikke, for Allah bryder sig ikke om dem, der ødsler.

Selv hvis rigdom bruges på noget, som Allah har gjort haram, er det stadig ødselhed og spild, såsom indtagelse af alkohol, køb af rusmidler, der slører fornuften, samt køb af kar og service af guld og sølv. Uanset om den anvendte rigdom er lille eller stor, er det hele forbudt.

Islam giver heller ingen tilladelse til at ødsle rigdom, hverken på sig selv eller på andre mennesker. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød udtrykkeligt at ødelægge rigdom. (Bukhari)

At bruge meget store beløb på unødvendige ting er intet andet end ødselhed og spild. En sådan ødselhed og et sådant spild fører mennesket til fuldstændig ruin. Til sidst har man ikke engang så meget rigdom tilbage, at man kan opfylde sine mest grundlæggende behov.

Et vers fra den ædle Koran:( Arabisk*******************)

De spørger dig – o profet – hvad de skal give ud. Sig: Det, der er tilovers. (Sura al-Baqarah: 219)

Imam Fakhr al-Din al-Razi har i sin tafsir af dette vers skrevet:

Allah den Ophøjede har lært menneskene, hvordan de skal anvende deres økonomiske midler. I det nævnte vers talte Han til den Ædle Profet (saw) og sagde: »Giv de nærmeste deres ret, og giv også den trængende og den rejsende deres ret, og brug ikke pengene forgæves.« De, der bruger deres midler forgæves, regnes blandt Satans brødre. (Al-Imran-26) Han sagde også: »Bind ikke din hånd til din hals, men åbn den heller ikke helt.« (Al-Imran-29) Han sagde: »De, som giver, hverken ødsler eller er nærige.« (Al-Furqan-67) Den Ædle Profet (saw) sagde: »Hvis nogen af jer har rigdom, skal han begynde med at bruge den på sig selv. Derefter skal han bruge den på dem, hvis forsørgelse påhviler ham, og derefter på andre.« (Muslim) Han sagde: »Den bedste sadaqa er den, som lader en person forblive velstående.« (Tabarani) Hazrat Jabir ibn Abdullah (ra) fortæller: »Vi var til stede hos Allahs Ædle Sendebud (saw). En mand kom med en guldklump på størrelse med et æg og sagde: ›Tag imod dette som en donation. Ved Allahs ed, jeg har intet andet.‹ Den Ædle Profet (saw) vendte sig bort fra ham. Men manden trådte igen frem. Da sagde han: ›Giv det.‹ Han tog imod det med stor utilfredshed og vrede og kastede det så mod ham, at hvis det havde ramt nogen, ville det have skadet ham. Derefter sagde han: ›En af jer kommer med hele sin formue og sætter sig siden foran folk med udstrakt hånd for at tigge. En donation og sadaqa er kun den, der gives, mens giverens velstand forbliver intakt. Tag det; jeg har ikke brug for det.‹« (Abu Dawud, Hakim) Den Ædle Profet (saw) plejede at opbevare et års forråd af mad til sin husstand. (Bukhari) De vise siger, at den bedste vej er den, der ligger mellem de to yderpunkter: overdreven overdrivelse og at bruge mindre end nødvendigt. Udgifter ud over det nødvendige er ødselhed, mens for små udgifter er nærighed og gnieri. En afbalanceret vej er den bedste, og det er netop det, Allah den Ophøjede har sagt med ordene »sig: det overskydende«. Den muhammadanske sharia hviler på forståelsen og bevarelsen af denne fine og dybe sandhed. Den jødiske sharia er nemlig grundlagt på askese og strenghed, mens de kristnes religiøse lov følger den yderste gavmildhed og en lempelig linje. På alle disse områder er den muhammadanske sharia den, der bærer og indfører middelvejen. Derfor er den sammenlignet med de øvrige shariaer en yderst fuldkommen og modent udviklet lov (Tafsir, Fakhruddin Razi, bind 6).

Forholdet til ikke-muslimer

Hvis islams principper og idealer for omgang med dem, der er imod islams religion, skal sammenfattes kort, er det tilstrækkeligt at nævne to vers fra Den Ædle Koran. Disse to vers egner sig til at være en omfattende grundlov på dette område. Allah den Ophøjede har nemlig sagt:( Arabisk*******************)

Allah den Ophøjede forbyder jer ikke at handle godt og retfærdigt over for dem, som ikke har bekæmpet jer på grund af religionen og ikke har fordrevet jer fra jeres hjem. Allah elsker de retfærdige. Han forbyder jer kun at knytte venskab til dem, som har bekæmpet jer på grund af religionen, fordrevet jer fra jeres hjem og hjulpet hinanden med at fordrive jer. De, der knytter venskab til sådanne mennesker, er de uretfærdige.

Over for dem, som muslimerne hverken er i krig eller fjendskab med, og som ikke har bekæmpet muslimerne på grund af religionen eller fordrevet dem fra deres hjem, opfordres der i det første vers ikke blot til retfærdighed og upartiskhed; der opfordres også til god og velvillig behandling af dem og til at gøre dem godt. Det ord, der er anvendt i verset, ( Arabisk*******************)udtrykker en omfattende betydning af godhed og velgørenhed. Det står endda over retfærdighed og upartiskhed; muslimer forstår gennem dette ord den højeste standard for menneskelige rettigheder. Ligesom man med ( Arabisk*******************)forstår at vise fuldkommen godhed ved at opfylde forældrenes rettigheder. På dette sted lyder Koranens ord: »Sandelig, Allah elsker dem, der handler retfærdigt og upartisk.« Enhver troende elsker og bestræber sig altid mest på at gøre det, som Allah ønsker og elsker. Dette er velkendt for alle.

Udsagnet »Allah forbyder jer ikke« betyder ikke det modsatte af, at god behandling ønskes. Denne formulering er valgt, fordi muslimer måske kunne tro, at modstandere af religionen ikke har ret til god behandling og retfærdighed. For at fjerne denne fejlagtige opfattelse siges det klart, at Allah ikke afholder dem fra at behandle modstanderne godt, knytte venskab til dem og handle retfærdigt over for dem — Han forbyder dem ikke at gøre dette. Han forbyder dem kun at opretholde venskabelige forbindelser med dem, der fører krig mod muslimerne og udøver aggression mod dem.

Denne formulering her er helt den samme som i et andet vers. Verset lyder:( Arabisk*******************)

Der er ingen skyld over dem, der udfører hajj eller umra, hvis de går rundt mellem Safa og Marwa.

Grunden til denne formulering er, at nogle mennesker på grund af levn fra jahiliyyah-tiden tøvede med at gå rundt om de to bjerge også i islamisk tid. Det første mål var at fjerne denne tøven og tilbageholdenhed. Udsagnet »der er ingen skyld« blev fremsat for at fjerne tøven, selv om det at gå rundt om disse to bjerge er obligatorisk og regnes blandt hajjens nødvendige ritualer.

Særlige privilegier for ahl al-kitab

Når islam ikke forbyder, at man udviser den højeste grad af god behandling og retfærdighed selv over for islams modstandere – heller ikke hvis de er afgudsdyrkende mushriker, sådan som det blev sagt i de to først citerede vers, der blev åbenbaret om afgudsdyrkerne i Arabien – er det helt naturligt, at islam giver særlige privilegier til ahl al-kitab, jøderne og de kristne, hvad enten de bor i et islamisk land eller uden for det.

I den ædle Koran omtales disse jøder og kristne som ahl al-kitab – altså de mennesker, der har fået en bog. Dermed ville man vise, at de i virkeligheden er mennesker, der bærer den religion, som Allah har åbenbaret. Derfor er der et nært slægtskabsforhold mellem muslimerne og dem. Den grundlæggende religion og lov, som Allah har sendt sine profeter og sendebud med, er i virkeligheden én og den samme. Et vers bør nævnes:( Arabisk*******************)

Han har foreskrevet jer den samme religion, som Han pålagde Nuh, og som Vi har åbenbaret for dig, og som Vi gav Ibrahim, Musa og Isa vejledning til, idet Vi sagde: »Oprethold alle denne religion, og bliv ikke splittede og uenige om den.« (Sura ash-Shura: 13)

Muslimerne har fået befaling om at tro på alle de bøger, som Allah har åbenbaret. Derfor er det muslimens pligt at tro på alle profeter og sendebud. Uden dette kan deres tro ikke være sand og korrekt. Det er blevet sagt:( Arabisk*******************)

Sig: »Vi tror på Allah og på det, der er blevet åbenbaret til os, og på det, der blev åbenbaret til Ibrahim, Isma’il, Ishaq, Ya’qub og efterkommerne, og på det, der blev givet til Musa, Isa og profeterne fra deres Herre. Vi gør ingen forskel på nogen af dem, og vi underkaster os Ham alene.« (Sura al-Baqara: 136)

Når ahl al-kitab læser Koranen, ser de, at deres religiøse bøger og profeter og sendebud lovprises højt i Koranen. Når muslimer derfor indlader sig i debat og diskussion med ahl al-kitab, skal de naturligvis afholde sig fra at sige noget, der øger det gensidige had og fjendskab. Det er blevet sagt:( Arabisk*******************)

Diskutér ikke med Skriftens folk, undtagen på den bedste måde—bortset fra dem af dem, der handler uret. Og sig: »Vi tror på det, der er blevet åbenbaret for os, og på det, der er blevet åbenbaret for jer. Vores Gud og jeres Gud er én og den samme. Og vi underkaster os Ham.« (Sura al-Ankabut: 46)

Vi har udførligt behandlet den storsindede politik, som islam har ført ved at tillade, at man spiser sammen med Skriftens folk, spiser dyr, som de har slagtet, og gifter sig med deres kvinder—selv om ægteskabet er et centrum for dyb hengivenhed og kærlighed. På dette sted bør følgende vers nævnes:( Arabisk*******************)

Skriftens folks mad er halal for jer, og jeres mad er halal for dem. Og de ærbare, kyske kvinder blandt de troende og blandt dem, der fik Skriften før jer, er også halal. (Sura al-Ma’ida: 5)

Dette er islams almindelige princip med hensyn til Skriftens folk. Men over for de kristne er der blevet anvendt et særligt princip. Koranen har nemlig sagt om dem, at de står de troendes hjerter nærmest. Den siger:( Arabisk*******************)

I vil finde dem, der siger: »Vi er kristne«, nærmest de troende i venskab. Det skyldes, at der blandt dem findes mange lærde, og at de ikke er hovmodige. (Sura al-Ma’ida: 82)

Dhimmi

De råd, der er citeret ovenfor, omfatter alle Skriftens folk. Uanset hvor de bor, er der ingen undtagelse for nogen. Islam har imidlertid truffet særlige bestemmelser for de ikke-muslimer, der bor under den islamiske stats beskyttelse. I muslimsk terminologi kaldes de »dhimmi«. Ordet »dhimmi« betyder »en pagt«—et løfte. Dette ord viser, at Allah og Hans Sendebud har afgivet et løfte til dem. Det muslimske samfund er forpligtet til at opfylde dette løfte. Det indebærer, at de kan leve fuldstændig trygt og sikkert under islams kølige, beskyttende skygge.

I moderne fortolkning er de indbyggere—borgere—i den islamiske stat. Fra den første dag og frem til i dag har det muslimske samfund været fuldstændig enigt om, at ikke-muslimer i den islamiske stat har de samme rettigheder som muslimer. De har de samme pligter og det samme ansvar som muslimerne. Der er dog ingen lighed eller overensstemmelse mellem dem og muslimerne med hensyn til troslære, tro og religiøse forhold. Islam har nemlig givet dem fuld frihed til at forblive i deres egen religion.

Profeten (fvmh.) formanede muslimerne meget strengt med hensyn til dhimmierne og erklærede, at Allahs mishag er uundgåeligt, hvis denne formaning modsiges eller overtrædes. I hadithen citeres Profeten (fvmh.) således:( Arabisk*******************)

Den, der påfører en dhimmi skade eller smerte, er som den, der påfører mig skade og smerte. Og den, der påfører mig skade, smerte og lidelse, har påført den Almægtige Allah skade. (at-Tabarani, al-Awsat)

( Arabisk*******************)Den, der skader en dhimmi, vil jeg anlægge sag imod. Og over for den, som jeg anlægger sag imod, vil jeg føre sagen på dommedag. (al-Khatib)

( Arabisk*******************)Den, der begår uret mod en person, som har indgået en traktat, krænker hans rettigheder, pålægger ham en byrde, der overstiger hans evner, eller tager noget fra ham uden hans vilje og tilladelse, vil jeg føre sag imod på dommedag. (Abu Dawud)

Profetens (fvmh.) kaliffer var altid opmærksomme og påpasselige med at sikre disse ikke-muslimske borgeres rettigheder og beskytte deres værdighed. På trods af uenighed har islams retslærde lagt særlig vægt på disse rettigheder og denne værdighed.

Den malikitiske retslærde Shihabuddin al-Qarafi sagde:

Den aftale, der er indgået med dhimmierne, gør visse af deres rettigheder bindende for os. For de er blevet vores naboer og er kommet under vores beskyttelse og sikkerhed. Allah, Hans Sendebud og islams religion har givet dem sikkerhed. Den, der derfor begår nogen form for overgreb mod dem, selv i den mindste grad, er skyldig i at have krænket den sikkerhed, som Allah, Hans Sendebud og islams religion har givet dem. At tale dårligt om dem, bagtale nogen af dem, påføre dem nogen form for skade eller lidelse eller hjælpe med sådanne handlinger og lignende er alt sammen en krænkelse af denne sikkerhed.

Den zahiritiske retslærde Ibn Hazm sagde:

Hvis nogen kommer for at angribe dem, der er dhimmier, er det vores pligt at gå frem for at føre væbnet kamp på deres side og at ofre livet for dem. Først da vil vi kunne beskytte de mennesker, som Allah og Hans Sendebud har givet beskyttelse. For i en sådan situation ville det være yderst skadeligt for opfyldelsen af vores ansvar for at yde beskyttelse at lade dem være hjælpeløse og lette ofre.

Former for relationer til ikke-muslimer

Man kunne spørge: Hvordan er det muligt at behandle ikke-muslimer godt og etablere gode relationer med dem, når Koranen selv forbyder at etablere venskabelige relationer med de vantro og gøre dem til sine allierede og venner?

Som det siges i Koranen:( Arabisk*******************)

I, der tror! Tag ikke jøderne og de kristne som venner og beskyttere. De er hinandens venner! Den af jer, der tager dem som venner og beskyttere, hører derfor til blandt dem. Allah vejleder sandelig ikke de uretfærdige. Du ser, hvordan de, hvis hjerter er syge, iler omkring blandt dem.

Svaret på dette spørgsmål er, at disse vers ikke gælder generelt. Og alle jøder, kristne og vantro er ikke ens. Hvis man mener det, vil det komme i modstrid med andre vers og beviser i denne forbindelse, hvori det erklæres tilladt at behandle mennesker fra enhver religion, som ønsker det gode og handler godt, godt og at bevare gode relationer med dem. Det er jo også tilladt at indgå ægteskab med Ahl al-Kitab og at gifte sig med deres døtre. Om ægteskabet har Allah den Ophøjede imidlertid sagt:( Arabisk*******************)

Han har skabt et forhold mellem jeres ægtefæller, præget af dyb hengivenhed, kærlighed, barmhjertighed og medfølelse.

Og om de kristne har Han sagt:( Arabisk*******************)

Du vil finde, at de, der siger: »Vi er kristne«, er de nærmeste af dem i venskab med de troende.

Forbuddet mod at knytte venskabsforbindelser til visse af Skriftens folk gælder i virkeligheden dem, der er fjender af islam og fører krig mod muslimerne. Det er på ingen måde tilladt for nogen muslim at hjælpe eller støtte disse mennesker, videregive deres hemmelige oplysninger, gøre dem til allierede imod nationale interesser eller bringe dem helt tæt på. Dette er blevet tydeliggjort i andre vers. Et vers kan nævnes:( Arabisk*******************)

I, der tror! Tag ikke andre end jer selv som fortrolige venner. De vil ikke spare nogen anstrengelse for at skade jer. Alt, hvad der volder jer smerte, skade og fare, behager dem; deres fjendskab, misundelse og vrede er allerede kommet til udtryk fra deres munde. Men det, de skjuler i deres hjerter, er langt større og frygteligere. Vi har tydeliggjort lovene og bestemmelserne for jer. Hvis I blot forstår og handler derefter. Vær på vagt! I elsker dem højt, men de bryder sig overhovedet ikke om jer.

I det ovenstående vers er identiteten på dem, som det er forbudt at knytte venskabsforbindelser til, blevet angivet med klare ord. De nærer i virkeligheden et stærkt had til muslimerne og skjuler det i deres hjerter. Alligevel kommer tegnene på det til udtryk fra deres munde.

Allah den Ophøjede har sagt:( Arabisk*******************)

Du vil aldrig finde mennesker, der tror på Allah og den yderste dag, vise venskab til dem, der bekæmper Allah og Hans Sendebud, selv om de skulle være deres fædre, deres sønner, deres brødre eller deres slægtninge. (Sura al-Mujādila: 22)

Fjendskab mod Allah og Hans Sendebud er i virkeligheden ikke blot vantro. Det er aggression mod islam og muslimerne.

Allah har sagt:( Arabisk*******************)

O I, der tror! Tag ikke Min fjende og jeres fjende som venner og beskyttere – gør dem ikke til jeres venner og beskyttere. I viser dem jo stor venskab og hengivenhed. Men de har forkastet den store sandhed, der er kommet til jer. De fordrev Sendebudet og jer, kun fordi I tror på Allah, jeres Herre.

De afgudsdyrkere fra Mekka, som havde erklæret krig mod Allah og Sendebudet og havde fordrevet muslimerne fra deres hjem, gjorde det udelukkende, fordi de sagde: »Vores Herre er Allah.« Det var om dem, det ovennævnte vers blev åbenbaret. Derfor er det aldrig tilladt for muslimer at knytte venskab og kærlighed til sådanne mennesker. Ikke desto mindre har Koranen ikke endeligt erklæret håbløshed med hensyn til, at deres hjerter kan blive renset. Tværtimod udtrykkes håbet om, at deres sindelag kan ændre sig, og at deres nuværende fjendtlige holdning en dag måske ikke længere vil bestå. Lige efter det ovennævnte vers siges der:( Arabisk*******************)

Det er ikke umuligt eller overraskende, at Allah vil skabe venskab og hengivenhed mellem jer og dem, som I nærer fjendskab over for, og hvis fjendskab I frygter. Allah er mægtig. Og Allah er tilgivende og barmhjertig. (Sura al-Mumtahana: 7)

Dette er en advarsel fra Koranen. Heraf fremgår det klart, at det er helt nødvendigt at fastsætte en grænse for fjendskab samt strid og uenighed. Bedømt i dette lys bliver fjendskabets omfang betydeligt mindre. Det siges også i hadith:( Arabisk*******************)

Nær ikke så stærkt et had til din fjende, for han kan en dag blive din ven.

Når modparten er så stærk, at folk både nærer håb til dem og frygter dem, bliver det i en sådan situation endnu mere og strengere haram at knytte venskab og hengivenhed til dem. For i en sådan situation vil hyklerne og de, hvis hjerter er syge, være de mest ivrige efter at slutte venskab med dem. De vil opretholde en hemmelig forbindelse med dem, så den måske kan komme dem til nytte senere. Som Allah siger:( Arabisk*******************)

Du vil se dem, hvis hjerter er syge, fare frem og tilbage blandt disse mennesker og vise iver. De siger: »Vi frygter, at en ulykke skal ramme os.« Men det er meget muligt, at Allah vil give jer sejr eller bringe noget frem fra Sig selv. Da vil de blive skamfulde og angre det, de har skjult i deres hjerter. (Sura al-Ma’ida: 52)( Arabisk*******************)

Overbring hyklerne det glade budskab om, at der er fastsat en smertefuld straf for dem. Det er dem, der tager de vantro som venner og beskyttere i stedet for de troende. Søger de ære, styrke og magt hos dem? Al ære, styrke, magt og herredømme tilhører i sandhed Allah. (Sura an-Nisa: 138-139)

At søge hjælp hos ikke-muslimer

En muslim kan søge hjælp hos en ikke-muslim inden for medicin, industri, landbrug og andre videnskabelige områder, bortset fra religiøse spørgsmål, og der er intet forkert i det. Denne tilladelse gælder både myndighederne og almindelige mennesker. Det er dog yderst vigtigt, at muslimer på alle disse områder opnår selvstændighed og selvforsyning; det er en ubetinget pligt.

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, søgte selv hjælp hos ikke-muslimer og lod dem udføre arbejde mod betaling inden for forskellige opgaver og områder. Under hijraen tog han hjælp fra Abdallah ibn Urayqit, en polyteist fra Mekka, for at vise vej. De lærde siger, at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan, at man ikke kan stole på en person i noget som helst, blot fordi han er kafir. At tage imod hjælp fra en polyteist til at vise vej under en opgave som at forlade Mekka på vejen til Medina fjerner let enhver tvivl og uenighed om dette spørgsmål.

Det vigtigste er, at de lærde har udtrykt den opfattelse, at det er fuldt ud tilladt for en muslimsk leder at søge hjælp hos ikke-muslimer, især hos ahl al-kitab. De lod dem deltage i krige og gav dem, ligesom muslimerne, en andel af krigsbyttet, når sejren var vundet. Under slaget ved Hunayn kæmpede Safwan ibn Umayya sammen med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, selv om han var polyteist.

Betingelsen er dog, at den ikke-muslim, hvis hjælp man modtager, har en god holdning og et godt syn på muslimer. Hvis man ikke kan stole på dem, er det naturligvis ikke tilladt at modtage deres hjælp. Når det allerede er forbudt at modtage hjælp fra en muslim, der ikke er til at stole på, er der så meget desto mindre ikke tale om at modtage hjælp fra en kafir, der ikke er til at stole på.

En muslim kan give gaver til en ikke-muslim og kan også tage imod gaver fra ham. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tog imod gaver fra ikke-muslimske konger og herskere. Der er overleveret og citeret mange hadither om dette. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til sin hustru Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende:( Arabisk*******************)

Jeg sendte Najashi-kongen en gave bestående af en silkekappe og andet.

Islam giver i virkeligheden mennesket værdighed og viser det respekt netop som menneske. Hvorfor skulle man da ikke behandle ahl al-kitab, dhimmier og mennesker, der er bundet af en aftale, med en tilsvarende værdighed og respekt?

En begravelse blev båret forbi Profeten (fred være med ham). Da han så det, rejste han sig. Så blev der sagt til ham: »O Allahs Sendebud, det er jo liget af en jøde!« Han sagde: »Hvorfor? Er en jøde ikke et menneske? I islam har ethvert menneske værdi og værdighed.«

Islam er en universel barmhjertighed

Islam har befalet, at man skal vise barmhjertighed over for alle levende væsener. Den har endda forbudt enhver form for grusomhed mod stumme dyr. Hvordan kan det da være tilladt for muslimer at behandle et ikke-muslimsk menneske dårligt?

Allerede for tretten hundrede år siden befalede islam, at man skulle vise barmhjertighed over for dyr. Den har erklæret, at det er en del af troen at vise dem barmhjertighed, og at det at påføre dem nogen form for lidelse er en årsag til at komme i Helvede.

Profeten (fred være med ham) fortalte sine ledsagere, at en hund var udmattet af tørst og hev efter vejret. Da en mand så det, steg han ned i en brønd, tog sin sok af, fyldte den med vand og gav hunden at drikke, så den blev mæt. Allah den Ophøjede sagde, at Han havde behaget sig over denne handling og tilgivet mandens synder. Ledsagerne spurgte:( Arabisk*******************)

»O Allahs Sendebud! Får vi også belønning for at gøre godt mod dyr?« Han sagde: »For god behandling af ethvert levende væsen vil man bestemt få en god belønning.« (Bukhari)

Ved siden af dette strålende billede, der viser, hvordan man nødvendigvis opnår Allahs tilgivelse, har Profeten (fred være med ham) også tegnet et andet billede. Det er billedet af, hvordan man nødvendigvis pådrager sig Allahs straf og vrede. Han sagde:( Arabisk*******************)

En kvinde kom i Helvede, fordi hun havde behandlet en kat grusomt. Hun havde holdt den indespærret; hun gav den hverken mad eller lod den gå fri. Derfor kunne katten ikke engang overleve ved at spise insekter og småkryb. (Bukhari)

Vi ser den største omsorg for dyr i Profetens (fred være med ham) adfærd. Han så et æsel, hvis ansigt var blevet brændemærket. Han protesterede imod det og sagde:( Arabisk*******************)

Ved Allahs ed, det er ikke rigtigt at brændemærke på denne måde. Jeg brændemærker kun langt væk fra ansigtet. (Muslim)

Det er også overleveret i en anden hadith, at et æsel gik forbi ham. Han så, at æslets ansigt var blevet brændemærket. Da sagde han:( Arabisk*******************)

Ved I ikke, at jeg har forbandet den, der brændemærker et dyr i ansigtet eller slår det i ansigtet? (Abu Dawud)

Som jeg allerede har nævnt, så Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) nogle mennesker, der øvede sig i at skyde pile og ramme ved at bruge en høne som mål. Da sagde han:( Arabisk*******************)

Profeten (fred være med ham) har forbandet den, der bruger noget levende som mål for skydetræning.

Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde:( Arabisk*******************)

Profeten (fred være med ham) forbød at lade dyr kæmpe mod hinanden. (Abu Dawud, Tirmidhi)

Han berettede endvidere:( Arabisk*******************)

Profeten (fred være med ham) forbød med stærke ord kastration af dyr. (al-Bazzār)

I uvidenhedens tidsalder plejede folk at skære i og flænge dyrs ører. Koranen fordømte denne afskyelige handling og gjorde det også klart, at den udelukkende er en satanisk gerning, som udføres på Satans tilskyndelse.

I forbindelse med drøftelsen af slagtning har vi vist, at islam lægger stor vægt på at give også det dyr, der skal slagtes, ro og lethed. Den har befalet, at kniven skal slibes meget skarp, og at den skal holdes uden for dyrets synsfelt før slagtningen.

Det er også blevet forbudt at slagte ét dyr, mens et andet ser på det. I hvilken anden religion eller ideologi i verden er der blevet lagt så stor vægt på at give dyr ro?

Konklusion

I dette værk havde vi til hensigt at fremlægge en detaljeret drøftelse af halal- og haram-niveauerne med hensyn til muslimens handlinger og ydre adfærd, og det har vi fuldført efter bedste evne. Vi havde derimod ingen plan om i dette værk at drøfte, hvad der er haram, hvad der er halal, og hvad der er stærkt haram blandt sindets og hjernens aktiviteter samt psykens bevægelser, ønsker, begær og forestillinger – såsom misundelse, had og skadefryd, stolthed og hovmod, praleri, hykleri, begær, grådighed og nærighed. Skønt disse psykiske tilstande er særdeles haram, og islam har ført en hård kamp imod dem, og Profeten (fred være med ham) har advaret om deres skadelige følger, er nogle af dem blevet betegnet som alvorlige sygdomme for det muslimske ummah. De er blevet betegnet som tilintetgørende. Men de er ikke blevet inddraget i denne drøftelse.

Koranen Majīd og Muhammads sunna har i virkeligheden ønsket at forme menneskets indre verden ren og ubesmittet og gøre den til grundlaget for al individuel og kollektiv velfærd samt frelse i denne verden og i det hinsidige. Det er med henvisning til dette, at der i Koranen Majīd siges:( Arabisk*******************)

Allah den Højeste vil ikke ændre deres samlede tilstand, før de ændrer deres eget sind, indre og hjerte.

( Arabisk*******************)På Opstandelsens Dag vil rigdom, ejendom og børn ikke være til nogen nytte; kun den, der møder Allah med et sundt og uskyldigt hjerte og sind, vil opnå gavn.

Det var med dette perspektiv, at den ædle Profet (fred være med ham) sagde i sin berømte hadith:( Arabisk*******************)

Det tilladte er klart, og det forbudte er også klart. Mellem disse to findes der mange tvivlsomme forhold. Den, der beskytter sig mod dem og holder sig væk fra dem, vil kunne bevare sin religion og sin ære. Men den, der falder ind i dem, risikerer at falde ind i det klart forbudte. Enhver konge har et beskyttet område. På jorden er Allahs beskyttede område de ting, som Han har gjort forbudte.

Derefter talte han om hjertets betydning i menneskekroppen. Han hentydede også til de hindringer, tilbøjeligheder og ønsker, der udspringer derfra, og under hvis påvirkning menneskets ydre adfærd formes. Han sagde:( Arabisk*******************)

Vid, at der i menneskekroppen findes et stykke kød. Hvis det er sundt, bliver hele kroppen sund, og hvis det bliver sygt, bliver hele kroppen syg. Vid, at det er hjertet, det indre.

Ifølge denne hadith er hjertet det vigtigste og mest betydningsfulde organ. Alle andre organer ledes efter dets anvisning. Hvis denne styrende kraft er god, vil hele kroppen og alle dens dele også være gode. Og hvis den er dårlig, vil alt blive dårligt. Det er ganske naturligt.

Måleenheden for, om menneskets gerninger accepteres af Allah, er hjertets holdning eller intention. Menneskets ydre skikkelse og dets ord tillægges ingen betydning i denne sammenhæng. Allah ser nemlig ikke på menneskets skikkelse. Han ser på sindets tilstand og det indre. Profetens hadith: »Alle handlinger vurderes på grundlag af intentionerne« betyder også dette. Mennesket får kun det, som det har haft til hensigt at opnå.

Dette er den egentlige status for alle handlinger, der angår det indre eller hjertet, og heraf bliver det tydeligt, hvor stor betydning psykologiske forhold har i islam. Men vi har ikke omtalt dem i denne bog, fordi de hører til moralens område. Også dér findes spørgsmålet om halal og haram. Muslimske moraleksperter og sufier har understreget deres betydning. Det, der i denne henseende er haram, kaldes i sufismens terminologi “amrāḍ al-qulūb”, “hjertets sygdomme”. De har fastlagt deres årsager og også foreskrevet midler til behandling af dem. Heri er Koranen og sunnaen lagt til grund. En fjerdedel af Imam al-Ghazālīs værk “Iḥyāʾ ʿulūm al-dīn” består af denne diskussion. Han har kaldt den “al-Muhlikāt” – de ødelæggende forhold. For set fra sufismens synspunkt er det netop disse, der overalt i dette liv og det hinsidige forårsager omfattende ødelæggelse, ulykke og tab.

Når vi taler om haram-ting, mener vi kun de aktive former for haram. For haram er af to slags. Den ene består i at gøre uret; disse handlinger er negative. Denne anden slags emner er egentlig ikke genstand for denne bog. Det er noget andet, hvis de lejlighedsvis nævnes i en sammenhæng. Hvis vi skulle behandle dem, måtte vi bevæge os over i et andet emne. Så ville det også være nødvendigt at omtale alle de pligter, som Allah har påbudt, for det er utvivlsomt haram at undlade eller forsømme dem. Det er for eksempel enhver muslims pligt at tilegne sig viden. Hvis en muslim holdes i uvidenhed, er det helt naturligt, at vedkommende kommer til at begå haram. Bøn, faste, zakat, hajj og andre obligatoriske tilbedelseshandlinger er islams grundlæggende søjler. Ingen muslim må uden gyldig undskyldning undlade dem. Hvis nogen alligevel forsømmer dem, begår vedkommende en stor synd. Den, der viser ligegyldighed over for dem og ikke anerkender dem som obligatoriske, river islams bånd af sin hals og kaster det langt bort.

Det er en meget stor islamisk pligt for hele nationen at opnå så megen styrke og kapacitet som muligt for at forsvare ummaen selv og skræmme dens fjender. Denne pligt påhviler frem for alt nationens ansvarlige statsoverhoved. Hvis denne pligt ikke opfyldes, men forsømmes, begås der en stor haram-handling – en alvorlig forbrydelse. Det samme gælder alle livets særlige og almindelige pligter.

Vi hævder ikke, at vi i denne bog har behandlet alle store og små vigtige spørgsmål vedrørende halal og haram. Men vi har behandlet dem på en sådan måde, at enhver muslim kan forstå, hvad der er halal og haram for ham eller hende, både i det personlige liv og på det kollektive plan. Vi har forklaret og analyseret mange vigtige spørgsmål på et område, som almindelige mennesker slet ikke kender de grundlæggende årsager og den egentlige visdom bag. Vi mener derfor, at denne bog er tilstrækkelig for os.

Jeg mener, at denne bog har fremsat mange vigtige ting om de dybe og indgående årsager, der ligger til grund for islams erklærede halal og haram. Heraf kan enhver opmærksom person tydeligt forstå, at man på ingen måde bør tro, at Allah ved at gøre noget halal ønskede at ydmyge mennesker, eller at Han ved at gøre noget haram ville gøre deres liv trangt. Dette er i virkeligheden helt og holdent Allahs lov, og Han har givet denne lov på grundlag af det, Han har anset for gavnligt for menneskene. Gennem den har Han beskyttet deres religion og sørget for at forme deres materielle liv på en god måde. Gennem den har Han sørget for at bevare og regulere deres sind, samvittighed og fornuft, deres karakter, ære og anseelse samt deres ejendom og rigdom. Han har sørget for menneskehedens udvikling og fremskridt både individuelt og kollektivt.

Én ting bør man altid huske. Menneskelig lovgivning er et symbol på og et spejlbillede af menneskelig svaghed. Den er yderst mangelfuld og ufuldstændig. Uanset om lovens forfatter er en enkeltperson, en regering eller et parlament, udformes loven udelukkende ud fra hensynet til materiel og fysisk velfærd. Deres opmærksomhed rettes imidlertid ikke mod religionens krav og fordringer, karakterens og moralens tilskyndelser og lignende. Mennesket tænker altid inden for sit fædrelands og sin geografiske nationalitets snævre rammer. Mennesket er ikke i stand til at tænke i den store menneskeheds og den større verdens åbne, vidtstrakte omgivelser og på dette grundlag udforme love.

Mennesket udformer love for at løse aktuelle problemer og for i dag; at udforme love, der kan opfylde morgendagens, fremtidens og evighedens behov, ligger uden for menneskets formåen. Frem for alt er mennesket fuldt af menneskelig svaghed og snæversyn. I menneskeskabte love må der nødvendigvis være tydelige aftryk af dets begrænsninger, snævre udsyn, egne ønsker, tilbøjeligheder og holdninger.

Derfor er menneskelig lovgivning både præget af snævre rammer og tynget af et overfladisk, materielt og tidsbundet tankesæt. Det er værd at bemærke, at halal og haram i menneskelig lovgivning fastlægges ud fra deres egne ønsker og begær; deres mål er blot at berolige og tilfredsstille den offentlige mening. Selv når de ser og forstår, at det kan føre til alvorlig fare og forårsage enorme skader, går de i gang med at udforme sådanne love. Det er tilstrækkeligt her at nævne som et passende eksempel, at USA ophævede forbuddet mod alkohol og vedtog en lov, der gjorde alkoholforbrug lovligt. Men i grundlaget for udformningen af islamisk lovgivning findes der ingen plads til disse fejl, mangler, begrænsninger eller denne snæverhed.

Islamisk lov er den lov, som den store Skaber har fastlagt. Skaberen er fuldt og detaljeret informeret om alle ting. Skaberen ved bedst, hvad menneskers sande velfærd består i, og hvordan de kan være til gavn for sig selv og for hele skaberværket. Han har sagt:( Arabisk*******************)

Det er alene Allah, der ved, hvad der er fordærvende og ødelæggende, og hvad der er gavnligt.

Det er kun naturligt, at Skaberen er informeret om alt, hvad der vedrører Hans skaberværk.

( Arabisk*******************)Vid, at Skaberen ved det. Han er den, der gennemskuer det fineste, og Han er informeret om alt.

Islamisk lov er fastlagt af Allah, den alvidende og alvise. Han forbyder ikke noget uden grund og tillader ikke noget på tilfældig vis. Han har skabt hver ting i et afmålt mål og udformet Sin lov med omhyggelig afvejning.

Islamisk lov er den lov, som Allah, den højst barmhjertige og nærende Opretholder, har fastlagt. Gennem denne lov har Han indrettet et let og godt liv for Sine tjenere. Han kan ikke have noget ønske om at påføre mennesker nogen form for lidelse eller vanskelighed. Han er over for de mennesker, Han har skabt, langt mere barmhjertig end forældre er over for deres børn.

Islamisk lov er fastlagt af den almægtige Konge. Han er ikke afhængig af eller i behov af Sine tjenere; Han tager ikke parti for nogen, hverken for nogen gruppe, nation eller slægt, og Han er ikke begrænset af noget som helst. Det er alene Ham, der kan have kompetence til at fastsætte reglerne for, hvad der er halal og haram for andre. For Han alene er alle tings Rabb al-ʿĀlamīn.

Dette er den trosopfattelse, som enhver muslim har vedrørende de regler om halal og haram, der er fastsat for muslimer. Denne trosopfattelse er fuldstændig fornuftig og i overensstemmelse med samvittigheden. Muslimen accepterer den med fuld tilfredshed og overbevisning. Det er ønskværdigt at have en fuld vilje og fast beslutning om at håndhæve disse regler. Muslimens tro er, at hans lykke i denne verden samt frelse og fremgang i det hinsidige udelukkende ligger i nøje at overholde og efterleve de grænser, som Allahs påbud og forbud fastlægger.

Derfor er hans allerførste pligt at få et korrekt kendskab til disse grænser – det, der er halal og haram. Kun ved at kende dem og overholde dem korrekt er det muligt at opnå velstand, lykke og succes i begge verdener.

For at forklare dette vil jeg her fremføre to eksempler fra de første muslimers liv. Det vil tydeligt fremgå, hvordan de med største ihærdighed bestræbte sig på at overholde de grænser for halal og haram, som Allah havde fastsat, og på at gennemføre Allahs bestemmelser, ja, hvordan de ligefrem konkurrerede i dette.

Vi har allerede nævnt et eksempel i forbindelse med forbuddet mod at drikke alkohol. Araberne var besatte af at drikke alkohol. Deres kærlighed til alkohol sad dem i marv og ben. Derfor sørgede de for særlige drikkekar og særlige drikkesammenkomster. Allah den Ophøjede kendte udmærket deres tilstand. Derfor benyttede Han en gradvis fremgangsmåde ved forbuddet. Til sidst bekendtgjorde Han det endelige forbud. Han sagde:( Arabisk*******************)

Det er yderst afskyeligt, satanisk værk; hold jer derfor fra det.

Derfor erklærede den Ædle Profet (fred være med ham), at det var haram at drikke det, sælge det eller give det som gave til ikke-muslimer. På det tidspunkt havde muslimerne store mængder alkohol og drikkekar hos sig. Så snart de hørte dette forbud, lod de alkoholen strømme ud i Medinas gader og gyder og opgav den for altid.

Der blev vist et enestående eksempel på en stærk og lydig holdning blandt dem til at efterleve shariaens bestemmelser. Da forbuddet blev bekendtgjort, havde nogle et kar fyldt med alkohol i hånden. De havde drukket noget af det, mens noget stadig var tilbage til at drikke. Alligevel kastede de det straks bort, så snart de hørte forbuddet. Allah spurgte:( Arabisk*******************)– Vil I da afstå fra det?

Som svar sagde de i praksis: Ja, Allah, vi har afstået.

Hvis man sammenligner historien om denne kamp mod alkohol i det islamiske samfund og den endelige afgørelse herom med begivenhederne omkring forbuddet mod alkohol i Amerika, vil det klart blive bevist, at intet andet end Allahs lov er foreneligt med menneskets natur. Kun gennem denne lov kan menneskesindet opnå ro og stabilitet. Det er ikke svært at forstå, at tro alene – uden magt, dominans og autoritet – i denne sag er et endnu mere effektivt redskab.

Det andet eksempel er, hvordan de muslimske kvinder i islams første tid forberedte sig på at overholde hijab. Allah den Ophøjede forbød dem tøjlesløshed og fri omgang, sådan som det havde været skik i jahiliyyah-tiden. Det blev påbudt dem at bevare deres værdighed og færdes med kroppen tildækket, selv om kvinderne i jahiliyyah-tiden gik uden for hjemmet med blottet bryst. De dækkede ingen del af kroppen til. Hals og nakke stod helt åben. Håret bølgede bagud over ryggen som en sky, og guldsmykkerne i ørerne glimtede. Allah den Ophøjede erklærede denne måde at færdes på for haram. De skulle følge en helt anden og særskilt norm end den, der havde været gældende dengang. De skulle ophøre med at følge og efterligne jahiliyyah. De skulle færdes med hele kroppen fuldstændigt tildækket. De skulle holde deres sjal eller dupatta tæt ind over brystet. De skulle også dække hovedet. Hvordan kvinderne fra muhajirernes og ansarernes familier modtog denne lov fra Allah og hurtigt og uden hindringer gennemførte den i det islamiske samfund, har Aisha (må Allah være tilfreds med hende) berettet. Denne lov og befaling fra Allah krævede en grundlæggende forandring i kvindernes liv. Dens virkning kom også til at omfatte deres ydre fremtoning og skønhed. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Må Allahs barmhjertighed være over de første muhajir-kvinder. Da Koranens vers: “( Arabisk***************)– at de skal binde deres sjal fast over deres skuldre og bryst. Da det blev åbenbaret, så man, at de dækkede brystet med deres yderklæder. (Bukhari)

En dag sad nogle kvinder hos hende. Man talte da om kvinderne fra Quraysh og deres anseelse og værdighed. Så sagde hun: Kvinderne fra Quraysh har ganske vist deres anseelse. Men ved Allahs ed har jeg aldrig set nogen, der var bedre end kvinderne fra Ansar. De virkeliggjorde Allahs Bog og troede straks på alt, hvad der blev åbenbaret. Efter at det ovennævnte vers fra sura an-Nur var blevet åbenbaret, læste deres mænd verset op for dem. Enhver mand læste det op for sin hustru, datter og søster. Således bekendtgjorde enhver mand Allahs befaling for sine nærmeste kvindelige slægtninge. Da bandt hver kvinde fra Ansar sit mønstrede og prægtigt udsmykkede dupatta fast om hovedet. På denne måde virkeliggjorde de Allahs befaling, og den følgende dag dækkede alle de kvinder, der deltog i fajr-bønnen, deres hoveder tæt med dupattaer.

Sådan forholdt de troende kvinder sig til Allahs lov. De skyndte sig straks at efterkomme Allahs befaling. Det, de blev forbudt at gøre, opgav de; der viste sig ikke den mindste tøven, tilbageholdenhed eller vaklen hos dem. De ventede ikke og udsatte ikke efterlevelsen. De lod ikke en eller to eller flere dage gå med at sige: Nå, senere køber vi nyt tøj og tager det på i overensstemmelse hermed. Tværtimod brugte de netop det tøj, de havde på det tidspunkt, uanset hvilken type eller farve det var, til at efterkomme Allahs befaling. Hvis de ikke havde et sådant klæde, rev de det klæde, de havde, i stykker og bandt det fast om hovedet.

Her vil vi minde om, at det ikke er nok blot at kende og forstå halal og haram. I virkeligheden er halal og haram tydelige forhold—intet ved dem er ukendt for nogen muslim. Alligevel falder mange muslimer i harams malstrøm. Og som følge deraf er de, selv om de ser, hører og forstår det hele, ved at berede sig på at blive brændsel i Jahannam.

Det, der i virkeligheden er nødvendigt, er taqwa—at have frygt for Allah i hjertet. Denne taqwa er den indre drivkraft til at følge Allahs sharia. Med nutidens ord er det nødvendigt at have en levende sindstilstand. Det er den, der kan holde muslimen inden for halals grænser og være i stand til at afholde ham fra at begå haram handlinger. En sådan sindstilstand kan kun opnås gennem oplæring i troen på Allah og det hinsidige.

Hvis muslimen på den ene side har stærk indsigt i islams og sharias grænser, og på den anden side har et vågent sind, der vogter over grænserne og ikke lader ham overskride dem eller komme dem nær, kan døren til alomfattende velstand da åbnes for ham. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde sandelig:( Arabisk*******************)

Når Allah ønsker en person det gode, skaber Han en rådgiver for ham i hans eget indre.

( Arabisk*******************)

O Allah! Lad os klare os med det, Du har gjort halal, så vi undgår det, Du har gjort haram; med lydighed mod Dig, så vi undgår ulydighed mod Dig; og ved Din nåde, så vi ikke behøver nogen anden end Dig.

— Slut —