Oversætterens forord

Jeg bringer Allah, den Almægtige, endeløs tak for, at Han har givet mig mulighed for at oversætte imam adh-Dhahabis uvurderlige værk “Kitab al-Kaba’ir”. Samtidig sender jeg min oprigtige hilsen og taknemmelighed til ledelsen af Bangladesh Islamic Centre for at have sørget for, at dette værk først blev udgivet løbende i månedsbladet Prithibi og til sidst udgivet som bog.

Oversættelsen af værket Kitab al-Kaba’ir er foretaget direkte fra det originale arabiske værk. Hvis dette værk blot i ringe grad gavner de bengalisktalende muslimer, så er min oprigtige bøn til Allah, den Barmhjertige, at Han tilgiver alle den ringestes synder på grund af dets velsignelse.

“Store synder” er en ordret oversættelse af lærdens adh-Dhahabis værk Kitab al-Kaba’ir, men det har samtidig været nødvendigt at foretage enkelte redaktionelle ændringer. Eksempelvis er gentagelser af de samme hadither og koranvers undgået i oversættelsen; beretninger om enkelte fromme personers erfaringer og drømme er i nogle tilfælde udeladt; forfatterens lange personlige belærende prosa og poesi er nogle steder gengivet i forkortet form og andre steder udeladt, fordi den blev anset for unødvendig; svage hadither og lærdes udsagn er udeladt, eftersom tilstrækkeligt mange koranvers og autentiske hadither er fremlagt som bevis; og i et eller to tilfælde er overskrifter ændret, så de stemmer overens med den oprindelige fremstilling, og så videre.
Dette beskedne redaktionelle arbejde blev udført med to formål: For det første at fritage bengaliske læsere for besværet med at læse unødvendigt lange fremstillinger, og for det andet at sikre, at bogens omfang ikke voksede i størrelse.

Jeg håber, at bogen vil blive værdsat i alle kredse og bidrage til at bevare samfundets islamiske og moralske værdier.

Akram Faruq,
Dhaka
1-11-1995

Om forfatteren

(Imam Shamsuddin Muhammad ibn Uthman ibn Qaymaz at-Turkumani, al-Fariqi, ad-Dimashqi, adh-Dhahabi blev født i Damaskus i 673 hijri, svarende til 1274 e.Kr. Hans fædrene hjemsted var Mיאфарекین i Turkmenistan. Han modtog undervisning hos de store muslimske lærde i Syrien, Egypten og Hijaz og rejste i den forbindelse til mange lande. Han opnåede særlig ekspertise inden for mange grene af islamisk viden, især videnskaberne vedrørende Koranen og hadith. Selvom han blev en legendarisk skikkelse som hadith-hafiz, bragte hans dygtighed i at bedømme og efterprøve hadiths autenticitet hans lærdom og intellektuelle skarpsindighed til berømmelsens højeste tinder. Han forfattede 90 værdifulde værker inden for forskellige grene af islamisk viden. De omhandler blandt andet hadith, historie og biografier. Ud over hans største værk, “Tarikh al-Islam” (Islams historie), er “Siyar an-Nubala” (biografier over muslimske lærde) samt tre værker om efterprøvning af hadiths autenticitet — “Mizan al-I’tidal”, “al-Mushtabah fi Asma’ ar-Rijal” og “Tajrid al-Usul fi Ahadith ar-Rasul” — de mest berømte. Desuden findes der en omfattende encyklopædi af ham med navnene på 1.300 lærde og korte biografier over dem. Mange af disse lærde var enten hans elever eller hans lærere.)

Hans værk med titlen „Kitab al-Kaba’ir“ indeholder en beskrivelse af 70 kabā’ir-synder. Det blev skrevet for at beskytte almindelige muslimer mod vildfarelse.

Imam adh-Dhahabi var ansat i flere offentlige stillinger inden for undervisningssektoren i Damaskus, og sideløbende med sit arbejde skrev han disse værker. Da han mistede synet i år 741 efter hijra, ophørte hans skrivearbejde, men han fortsatte med at undervise indtil sin død i år 748 efter hijra, svarende til 1348 e.Kr. Hans grav findes i Damaskus.

Hvad er kabā’ir-synder?

De ting, som gennem Allahs Bog, Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sunna og beretningerne fra tidligere fromme lærde er kendt som klart forbudt af Allah og Hans Sendebud, er kabā’ir-synder, det vil sige store synder. Allah har i Koranen forsikret, at de mindre synder vil blive tilgivet, hvis man afholder sig fra kabā’ir-synderne og de forbudte ting. Allah siger: „Hvis I afholder jer fra de store forbudte handlinger, vil Jeg tilgive jer jeres øvrige synder og føre jer ind på et ærefuldt sted.“ (Sura an-Nisa)

Med denne urokkelige og entydige erklæring har Allah den Højeste tydeligt lovet Paradiset til dem, der afholder sig fra kabā’ir-synder, det vil sige store synder.

I sura ash-Shura siger Allah: „Og de, som afholder sig fra de store synder og de uanstændige handlinger, og som tilgiver, når de bliver vrede.“ Og i sura an-Najm siger Allah: „Og de, som afholder sig fra de store synder og de uanstændige handlinger, for dem er Allahs tilgivelse meget omfattende. Hvad angår de mindre synder, er det en anden sag.“

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: „De fem daglige bønner, fredagsbønnen fra den ene fredag til den næste og fasten i Ramadan fra den ene Ramadan til den næste sikrer tilgivelse for de synder, der begås imellem dem – hvis man afholder sig fra kabā’ir-synderne.“

På baggrund af disse få vers og hadither bliver det en uomgængelig pligt for os at undersøge, hvilke kabā’ir-synderne er. På dette område finder vi en vis uenighed blandt de lærde. Nogle mener, at kabā’ir-synderne er syv. De argumenterer med, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: „Afhold jer fra de syv ødelæggende synder: at sætte nogen ved Allahs side, at bedrive magi, at begå et ulovligt drab, medmindre det sker i overensstemmelse med shariaens bestemmelser, at tilegne sig en forældreløses ejendom, at tage renter, at flygte fra slagmarken og at beskylde uskyldige, dydige, troende kvinder for utugt.“ (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim) Abdullah ibn Abbas sagde: „Antallet ligger tæt på halvfjerds.“

Der kendes ikke noget bestemt antal store synder i hadith-litteraturen. Men det kan forstås og bevises utvetydigt, at de store synder, for hvilke der er foreskrevet straf i denne verden, såsom mord, tyveri og utugt, eller som der er truet med en frygtelig straf for i det hinsides, eller hvis gerningsmand ifølge Profetens (fred være med ham) ord er blevet forbandet, eller om hvis udøver det er sagt, at han ikke har tro eller ikke regnes blandt den muslimske ummah – alle sådanne synder er store synder.

Det er overleveret fra Hazrat Sa’id ibn Jubayr, at en mand sagde til Hazrat Abdullah ibn Abbas: »De store synder er jo syv.« Hazrat Ibn Abbas sagde: »Snarere nær ved syv hundrede.« Men hvis man beder om tilgivelse og angrer, forbliver ingen stor synd stor; det vil sige, den bliver tilgivet. Hvis man derimod fortsætter med at begå en mindre synd, forbliver den heller ikke mindre, men bliver stor. Ifølge en anden overlevering sagde Hazrat Ibn Abbas, at der er omkring 70 store synder. De fleste lærde har ved optælling fundet netop 70 eller en smule flere.

Det er også sandt, at der er forskel selv mellem de store synder. Nogle er alvorligere eller mildere end andre. Shirk regnes for eksempel også blandt de store synder. Den, der begår denne synd, vil imidlertid forblive evigt i Jahannam, og hans synd kan ikke tilgives. Allah den Ophøjede siger i sura an-Nisa: »Allah tilgiver ikke synden shirk. Alt andet end dette kan Han tilgive, hvem Han vil.« Det forholder sig naturligvis anderledes, hvis man opgiver shirk. [Nedenfor følger en gennemgang af 70 store synder.]

1. Shirk

At sætte nogen ved siden af Allah er den største af de store synder. Denne shirk er af to slags: (1) trosmæssig shirk, det vil sige at anse nogen anden end Allah for at være Allahs lige og tilbede vedkommende. Uanset om det er et træ, en sten, solen, månen, en stjerne, en engel, en profet, en wali eller noget andet: at anse det for at være Allahs lige og tilbede det er shirk. Allah den Ophøjede siger: »Allah tilgiver ikke, at nogen sættes ved siden af Ham. Alt mindre end dette tilgiver Han, hvem Han vil.« (Sura an-Nisa) »Shirk er sandelig en vældig uret.« (Sura Luqman) »Den, der sætter nogen ved siden af Allah, forbyder Allah ham Paradiset, og hans opholdssted bliver Jahannam.« (Sura al-Ma’ida)

Der findes mange andre vers om dette. Den, der sætter nogen eller noget ved siden af Allah og dør i denne tilstand, vil uden tvivl komme i Jahannam. Den, der tror på Allah og dør som troende, vil derimod være blandt Paradisets beboere, uanset hvor megen straf han måtte gennemgå i Jahannam. I Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim er det overleveret, at Profeten (fred være med ham) en dag tre gange sagde: »Skal jeg ikke fortælle jer om den største af de store synder?« Alle sagde: »Jo, O Allahs Sendebud!« Da sagde han: »At sætte nogen ved siden af Allah og at volde sine forældre skade.« Derefter satte han sig ret op fra sin tilbagelænede stilling og sagde: »Pas på med at lyve og aflægge falsk vidnesbyrd!« Han blev ved med at gentage dette sidste så mange gange, at hadithens fortæller siger: »Vi sagde til os selv, at det ville have været bedre, hvis Allahs Sendebud havde tiet.«

I overleveringer fra al-Bukhari og Ahmad står der: »Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Hold jer fra de syv ødelæggende og tilintetgørende synder.« Derefter nævnte han shirk og sagde så: »Dræb den, der ændrer sin religion« (det vil sige, som forlader islam).

Den anden slags shirk er at udføre gode gerninger for at blive set af andre.

Allah siger: “Den, der håber på at møde Allah, bør handle ret og ikke sætte nogen som partner ved tilbedelsen af sin Herre.” Det vil sige, at man ikke bør udføre gode gerninger med det formål at vise dem frem for andre. Profeten (sa) sagde: “Hold jer borte fra den lille shirk.” Sahabaerne spurgte: “Hvad er den lille shirk?” Han svarede: “Riya, det vil sige at udføre gode gerninger for at blive set af andre.” Den dag, hvor Allah vil belønne Sine tjenere for deres gerninger, vil Han sige til dem: “Gå til dem, som I udførte gode gerninger for at blive set af i verden. Se, om de giver jer nogen belønning.” (Ahmad, Bayhaqi, Tabarani) I en anden hadith siger Profeten (sa): “Allah den Ophøjede har sagt: Den, der udfører en gerning og sætter nogen anden end Mig som partner i den, tilhører hans gerning den, som han satte som partner. Jeg har intet med denne gerning at gøre.” (Muslim, Ibn Majah) Profeten (sa) sagde også: “Den, der fortæller mennesker om sine gerninger, vil Allah også lade mennesker høre om ham, og den, der viser sine gerninger frem for mennesker, vil Allah også behandle ham på en sådan måde, at hans hykleri bliver vist frem.” (Bukhari og Muslim) Profeten (sa) sagde: “Der findes mange fastende, som ikke får andet ud af deres faste end sult og tørst. Og der findes mange, som holder sig vågne om natten i bøn, men hvis nattevågenhed er uden udbytte.” Det vil sige, at der ikke er nogen belønning for bøn og faste, hvis de ikke udføres for Allahs tilfredshed. (Ibn Majah, Ahmad, Tabarani) Allah den Ophøjede siger: “Vi vil vende os mod deres gerninger og gøre dem til spredte støvpartikler.” Det vil sige, at Allah vil ødelægge belønningen for den gerning, som et menneske udfører med et andet formål end at opnå Allahs tilfredshed.

Adi ibn Hatim beretter, at Profeten (sa) sagde: “På Dommedagen vil nogle mennesker få befaling om at blive sendt ind i Paradiset. Når de kommer meget tæt på Paradiset, mærker dets duft og ser paladserne og andre enestående velsignelser deri, vil englene få besked på: ‘Bring dem tilbage derfra. De har ingen ret til nogen af Paradisets velsignelser.’ Derefter vil de vende tilbage i den største fortvivlelse og anger. Så vil de sige: ‘Å Allah! Hvis Du havde sendt os til Helvede, før Du viste os de velsignelser, Du har bestemt for Dine elskede, ville det have været lettere for os.’ Allah vil sige: ‘Jeg havde allerede besluttet at behandle jer sådan. Når I var alene, var I groft ulydige mod Mig. Men når I var sammen med mennesker, opførte I jer over for dem som gudfrygtige mennesker. Den holdning, som I gennem jeres handlinger viste mennesker, havde I ikke oprigtigt over for Mig. I frygtede mennesker, men I frygtede ikke Mig. I tillagde mennesker betydning, men I tillagde ikke Mig betydning. I bragte ofre for menneskers skyld, men I bragte ikke ofre for Min skyld. Derfor vil Jeg i dag både berøve jer Min umådelige belønning og give jer en smertefuld straf.'”
I en anden hadith fortælles det, at en mand spurgte Profeten (sa), hvordan man kunne opnå frelse. Han sagde: “Du vil blive frelst, hvis du ikke bedrager Allah.” Manden sagde: “Hvad betyder det at bedrage Allah?” Han svarede: “Hvis du udfører en handling, som Allah og Hans Profet har befalet dig, for at behage en anden end Allah, så svarer det til at bedrage Allah.” Profeten (sa) sagde også: “Hold dig borte fra riya, det vil sige handlinger, der udføres for at blive set af andre. Riya er nemlig lille shirk. Den, der hengiver sig til riya, vil på Dommedagen blive kaldt foran den forsamlede menneskemængde med fire særlige betegnelser: ‘Du, der søger at blive set! Du, der svigter! Du, der er ulydig! Du, der er fortabt! Dine gerninger er blevet ugyldige, din belønning er gået tabt, og du har ingen løn til gode hos Mig. Du bedrageriske, gå og tag din løn hos den, for hvis skyld du arbejdede.'”

Det fortælles, at en muslimsk lærd blev spurgt, hvad oprigtighed (ikhlas) betyder. Han svarede: “Ligesom et menneske skjuler sine syndige handlinger, skal det også skjule sine gode handlinger. Det er oprigtighed eller ikhlas.” Han blev spurgt: “Hvad er formålet med ikhlas eller oprigtighed?” Han svarede: “At man ikke ønsker, at folk skal rose en.” Fudayl ibn Iyad siger: “At opgive dårlige handlinger af frygt for mennesker er riya, mens det at udføre gode handlinger for at glæde mennesker er shirk. Ikhlas betyder at være fri for begge disse sygdomme.”

2. At dræbe eller begå mord

Allah den Ophøjede har sagt: “Den, der med vilje dræber en troende, vil få Helvede som sin straf. Han skal forblive der for evigt. Allah er vred på ham, forbander ham og har beredt en frygtelig straf til ham.” (Sura an-Nisa) “Og de, som ikke dræber den sjæl, som Allah har gjort ukrænkelig, uden en gyldig grund, og ikke begår utugt, (de er Allahs elskede tjenere). Men de, som begår disse onde handlinger, er store syndere. Straffen vil blive fordoblet for ham, og han vil forblive der for evigt i vanære.” Naturligvis er den, der angrer, tror og handler ret, en anden sag.” I sura al-Ma’idah bliver ét mord omtalt som svarende til mordet på hele menneskeheden. Allah siger: “Derfor foreskrev Vi Israels børn, at den, der dræber et menneske uden at det var som gengældelse for et mord, er som den, der har dræbt hele menneskeheden,”

Og den, der redder ét liv, er som den, der har reddet hele menneskeheden.”
I hadith bliver både mord og ønsket om at begå mord regnet som den samme forbrydelse. Profeten (sa) sagde: “Når to muslimer angriber hinanden med sværd, er både den, der dræber, og den, der bliver dræbt, blandt Helvedes beboere.” Han blev spurgt: “Vi forstår, at det gælder morderen. Men hvad med den dræbte?” Profeten (sa) sagde: “Han havde ønsket at dræbe sin modstander.” (Bukhari, Muslim, Ahmad)

Imamerne og hadith-lærde har i deres forklaring af denne hadith sagt, at den gælder, når mennesker kæmper mod hinanden på grund af en ulovlig interesse, fjendskab eller had. Men den gælder ikke, hvis man griber til våben for at forsvare sig selv eller beskytte lovlig ejendom. For den, der forsvarer sig, har ikke til hensigt at dræbe modstanderen; hans formål er derimod at afværge angrebet. Hvis det er muligt at forsvare sig uden at dræbe angriberen, er det bedre at gøre det.
Profeten (sa) sagde også: “Bliv ikke efter mig som de vantro, der dræber hinanden.” Han sagde også: “Så længe en ulovlig drabshandling ikke er begået, er der håb om, at alle andre af en tjeners synder kan blive tilgivet.” Han sagde også: “På Dommedagen vil der først blive afsagt dom i sager om drab.” Han sagde også: “For mig er drabet på en troende en mere alvorlig begivenhed end hele verdens ødelæggelse.” I en hadith omtales det at sætte partnere ved Allahs side, at dræbe et menneske og at aflægge en falsk ed som de største af de store synder. Profeten (sa) sagde: “For hvert uretmæssigt drab, der finder sted på jorden, vil Adams første søn få en del af skylden, fordi han var den første, der indførte denne forbrydelse.” Profeten (sa) sagde også: “Den, der dræber en ikke-muslim, vil ikke engang få lov til at mærke Paradisets duft, selv om Paradisets duft kan mærkes på en afstand af fyrre år.”

3. At udøve magi

Grunden til, at magi er en stor synd, er, at man ikke kan udføre denne handling uden at være vantro. Allah den Højeste siger: “Satanerne lærte menneskene magi, idet de hengav sig til vantro.” Den eneste hensigt, som den forbandede Satan havde med at lære mennesker magi, var at få dem til at begå shirk med Allah. Da Allah fortæller om de to engle Harut og Marut, siger Han: “Før de lærte nogen magi, sagde de: Vi er blot en prøve; hengiv jer derfor ikke til vantro. Derefter lærte folk af dem den slags magi, hvormed man kan skabe splid mellem en mand og hans hustru. Men de kunne ikke skade nogen med den uden Allahs tilladelse. Det, de lærte af magien, skadede dem blot og gav dem ingen fordel. Og de vidste også, at den, der tilegnede sig magi, ikke ville få nogen andel i det hinsidige.” (Al-Baqara)

Derfor ser man mange vildledte mennesker ty til magi. De betragter den nemlig blot som en haram-handling, men de ved ikke, at den i virkeligheden også er vantro. Magi udføres ved at fremsige forskellige besværgelser for at skabe splid mellem ægtefæller eller fremkalde kærlighed mellem en fremmed mand og en kvinde; de fleste af disse er fyldt med shirk og vantro.

Den shariafastsatte straf for en magiker er dødsstraf, fordi magi er vantro mod Allah eller hører under vantro. Magi er også medtaget blandt de “syv ødelæggende handlinger”, som Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) i en hadith befalede os at holde os fra. Man bør derfor frygte Allah og ikke nærme sig noget, der er skadeligt både i denne verden og i det hinsidige. Det hedder i en hadith: “Straffen for en magiker er at dræbe ham med et sværdslag.” (Al-Djami al-Tirmidhi)

Det er berettet i en hadith i Sahih al-Bukhari, at “Ibn Abda sagde: Et år før Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) død modtog vi et brev med følgende besked: Dræb magikeren, hvad enten det er en kvinde eller en mand.” I en hadith qudsi siger Allah den Højeste: “Der er ingen gud ud over Mig. Den, der udfører magi, den, som magien udføres for, den, der spår, den, der får spået, den, der tror på gode eller dårlige varsler, eller den, der opfordrer nogen til at tro på dem — ingen af dem er mig behagelig.” Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Tre personer kommer ikke i Paradiset: (1) alkoholikeren, (2) den, der bryder slægtskabsbåndene, og (3) den, der sætter sin lid til magi.” (Musnad Ahmad)

I en hadith berettet af Hazrat Ibn Masud hedder det, at det er shirk at tro på amuletter og besværgelser. Hvis man derimod tror, at disse ikke har nogen virkning uden Allahs vilje og nåde, er der ikke noget forkert i amuletter og besværgelser, så længe de ikke er skrevet på et ikke-islamisk sprog. Imam Khattabi har sagt: Det er tilladt at bære amuletter, hvorpå koranvers eller Allahs navne er skrevet, fordi Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) selv skrev amuletter til Hasan og Husayn (må Allah være tilfreds med dem).

4. Forsømmelse af bønnen

Allah den Højeste siger: “Efter disse profeter kom der efterfølgere, som forsømte bønnen og fulgte deres lyster og begær. De vil visselig ende i Ghay. Men de, der angrer, tror og gør gode gerninger, er undtaget.” (Maryam)

Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) siger: “At forsømme bønnen betyder ikke nødvendigvis helt at opgive eller forlade den; det betyder at bede den efter dens fastsatte tid eller indhente den senere. Hazrat Said ibn al-Musayyab siger: Det betyder at udsætte bønnen, indtil tiden for den næste bøn er begyndt. Den, der vænner sig til dette og dør uden at angre denne vane, er blevet truet af Allah med at blive kastet ned i et sted, der kaldes Ghay. Det er navnet på en meget dyb og beskidt kløft i Helvede.”

Allah har sagt i et andet vers: »Ve de bedende, som er forsømmelige med deres bøn.« Det vil sige, at de er dovne og trækker tiden ud.
Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas sagde: Jeg spurgte Allahs Sendebud (s.a.): Hvad betyder denne forsømmelighed? Han svarede: At udsætte bønnen fra dens fastsatte tid. De kaldes bedende, men på grund af deres ligegyldighed og forsinkelser er de blevet truet med Wayl. Wayl betyder straffenes strenghed. Nogle mener, at Wayl er et så brændende sted i Helvede, at selv hvis alle jordens bjerge blev kastet dér, ville de smelte i den intense hede. Hvis den, der lader bønnen gå tabt, og den, der er doven med bønnen, ikke søger tilgivelse med anger og fortrydelse, er dette sted blevet bestemt som deres bolig.

Allah den Ophøjede har sagt i et andet vers: »I, der tror! Lad ikke jeres rigdom og jeres børn aflede jer fra ihukommelsen af Allah. Den, der gør dette, vil være blandt taberne.« Koranfortolkerne har sagt, at »ihukommelsen af Allah« i dette vers henviser til de fem daglige bønner. Hvis nogen derfor på grund af aktiviteter forbundet med at tjene penge, såsom handel og forretning, eller på grund af travlhed med sine børn ikke beder til tiden, vil han være blandt taberne.

Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »På Opstandelsens Dag vil det første af en tjeners handlinger, som han vil blive holdt til regnskab for, være bønnen. Hvis han kan aflægge regnskab for den, vil han blive frelst; ellers er nederlaget uundgåeligt.«

Om Helvedes beboere siger Allah: »Paradisets beboere vil spørge dem: Hvad fik jer til at komme i Helvede? De vil svare: Vi var ikke blandt dem, der bad …«

Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Den pagt, der er mellem de ikke-muslimske og os, vedrører bønnen. Den, der forlader bønnen, er en vantro.« Han sagde også: »Mellem en tjener og hans vantro er der kun det, at han forlader bønnen.«
I Sahih al-Bukhari står der, at Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Den, hvis asr-bøn går tabt, får alle sine gode handlinger gjort forgæves.« I en anden hadith sagde Allahs Sendebud (s.a.): »Den, der med vilje forlader bønnen, er Allah fri for ansvar overfor.« I en hadith, som Umar (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, sagde Allahs Sendebud (s.a.): »Jeg er blevet befalet at bekæmpe mennesker, indtil de anerkender Allah alene som deres Gud, opretholder bønnen og betaler zakat. De, der gør dette, er beskyttet mod mig med hensyn til deres blod og ejendom, medmindre der foreligger en retmæssig grund. Deres regnskab tilkommer Allah den Ophøjede.« I forbindelse med forklaringen af denne hadith sagde Umar (må Allah være tilfreds med ham): »Den, der forlader bønnen, kan ikke nyde nogen af de muligheder og den sikkerhed, som islam giver.«

Allahs Sendebud (s.a.) sagde også: »Den, der udfører bønnen på behørig vis, vil på Opstandelsens Dag have den som et middel til frelse, et lys og et bevis for sig. Men for den, der ikke udfører bønnen på behørig vis, vil den hverken være et lys, et bevis eller et middel til frelse. Desuden vil han på Opstandelsens Dag være ledsager af Farao, Qarun, Haman og Ubayy ibn Khalaf.«

Som forklaring på denne hadith har nogle muslimske lærde sagt, at årsagen til, at den, der ikke beder, vil blive genoprejst sammen med disse fire berygtede vantro, er, at der er fire forskellige årsager til at forlade bønnen: varetagelse af rigdom og ejendom, statslige forpligtelser, administrative forpligtelser og handelsmæssige forpligtelser. Hvis den første er årsagen til, at han forlader bønnen, vil han blive genoprejst sammen med Qarun; hvis den anden er årsagen, sammen med Farao; hvis den tredje er årsagen, sammen med Haman; og hvis den fjerde er årsagen, sammen med den fremtrædende købmand fra Mekka, Ubayy ibn Khalaf.

Bayhaqi har overleveret fra Umar (må Allah være tilfreds med ham), at en mand kom til Allahs Sendebud (s.a.) og sagde: »O Allahs Sendebud! Hvilken handling i islam er mest elsket af Allah?
Allahs Sendebud (s.a.) svarede: At bede til tiden. Den, der forlader bønnen, har ingen religion. Bønnen er islams søjle.«

Da Umar (ra) blev såret af attentatmandens slag, blev det meddelt ham: “O de troendes leder! Tiden for bønnen er inde.” Han sagde: “Ja, jeg vil bede. Den, der forlader bønnen, har ingen forbindelse med islam.” Derefter bad han, mens blodet stadig dryppede fra hans sår. Den fremtrædende tabi’i Abdullah ibn Shakik (rh) — en tabi’i er en, der ikke så Profeten (sa), men mødte en af ledsagerne — sagde: Profeten (sa)’s ledsagere anså ikke det at opgive nogen handling for at gøre et menneske til vantro, bortset fra bønnen. Ali (ra) og Ibn Masud (ra) erklærede udtrykkeligt henholdsvis den, der ikke beder, for vantro og irreligiøs. Ibn Abbas sagde: Selv hvis man med vilje undlader blot én bøn, vil Allah være vred, når man møder Ham.

Profeten (sa) sagde: Den, der kommer til Allah uden at have bedt, vil Allah ikke acceptere hans øvrige gode handlinger. (Tabarani) Imam Ibn Hazm sagde: Efter at sætte nogen ved siden af Allah og uretmæssigt at dræbe en troende er det at undlade bønnen den største synd. Profeten (sa) sagde også: Når en tjener beder i begyndelsen af bønnetiden, stiger denne bøn op til Tronen, mens den udsender en lysstråle. Derefter bliver den ved med at bede indtil opstandelsens dag: “Må Allah beskytte dig, ligesom du beskyttede mig!” (Tabarani)

Profeten (sa) sagde: “Allah den Ophøjede tager ikke imod tre personers bøn: (1) den, der påtvinger sig selv som leder for et folk, selv om folket ikke bryder sig om ham, (2) den, der berøver en fri person hans frihed, og (3) den, der beder, efter den fastsatte tid er udløbet.” (Abu Dawud)
Profeten (sa) sagde også: “Den, der uden gyldig grund samler to bønner, begår en meget stor stor synd.” (Hakim)

Det er overleveret i Abu Dawud, at Profeten (sa) sagde: “Når et barn fylder syv år, skal du befale det at bede. Når det fylder ti år, skal du slå det for dette og lade det sove i en separat seng.”

Imam Khattabi siger: Denne hadith viser, at der gælder en endnu strengere straf for en voksen, der undlader bønnen. Ifølge nogle lærde i den shafi’itiske madhhab kan den voksne, der med vilje undlader bønnen, som den højeste straf idømmes dødsstraf.

Ifølge imam Malik, al-Shafi’i og imam Ahmad kan han dræbes.
Ifølge Ibrahim Nakha’i, Ayyub Sakhtiyani, Abdullah ibn al-Mubarak, Ahmad ibn Hanbal og Ishaq ibn Rahwayh skal den, der frivilligt og uden gyldig grund undlader bønnen, betragtes som vantro, når bønnetiden er udløbet.

Det er overleveret i en hadith, at den, der regelmæssigt udfører de fem obligatoriske bønner, vil Allah give fem hædersbevisninger. For det første vil Han fjerne hans fattigdom; for det andet befri ham fra gravens straf; for det tredje give ham hans bog over gerninger i højre hånd; for det fjerde lade ham passere Sirat-broen med lynets hast; og for det femte lade ham træde ind i Paradiset uden regnskab. Men den, der udviser forsømmelighed over for bønnen, vil Allah give fjorten straffe: fem i det jordiske liv, tre ved døden, tre i graven og tre ved opstandelsen fra graven. De fem i det jordiske liv er: Velsignelsen vil blive fjernet fra hans liv, det fromme skær vil forsvinde fra hans ansigt, og han vil ikke blive belønnet for nogen af sine gode gerninger.

Ingen af hans bønner vil blive accepteret, og han vil blive berøvet de frommes bønner. De tre straffe ved døden er: Han vil dø ydmyget, han vil dø sulten, og han vil dø så tørstig, at hans tørst ikke ville blive slukket, selv hvis han drak vandet i alle verdens have. De tre straffe, han vil lide i graven, er: Hans grav vil blive gjort så trang, at den vil knuse ham så hårdt, at ribbenene i den ene side brækker og går over i den anden side; hans grav vil blive fyldt med ild, så den vil brænde nat og dag; og en giftslange vil blive ved med at bide ham indtil opstandelsens dag. De tre straffe, han vil lide, når han kommer ud af graven, er: Hans regnskab vil blive hårdt, han vil se Allah vred, og han vil træde ind i Helvede. I en anden overlevering står der, at tre sætninger vil være indskrevet på hans pande på opstandelsens dag. Den første vil være: “O du, der har krænket Allahs ret!” Den anden vil være: “O du, der fortjener Allahs vrede!” Den tredje vil være: “Ligesom du ikke gav Allah Hans ret i verden, vil du i dag blive berøvet Allahs barmhjertighed.”

Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at en mand på Dommedag vil blive stillet foran Allah og beordret til at gå i Helvede. Han vil spørge: »Min Herre! Af hvilken grund?« Allah vil sige: »Fordi du bad efter det fastsatte tidspunkt og svor falsk ved Mit navn.«

En dag sagde Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »O Allah! Gør ikke nogen af os til en berøvet og ulykkelig person.« Derefter spurgte han de tilstedeværende sahabaer: »Ved I, hvem den berøvede og ulykkelige er?« Sahabaerne sagde: »O Allahs Sendebud! Hvem?« Han sagde: »Den, der forsømmer bønnen.«

I en anden hadith står der, at de første, hvis ansigter bliver sorte på Dommedag, er dem, der forsømmer bønnen. I Helvede findes et område ved navn Malham. Der findes mange slanger. Hver af disse slanger er lige så tyk som en kamels hals og næsten lige så lang som en måneds rejse. Disse slanger vil bide den, der forsømmer bønnen. Deres gift vil fortsætte med at pine hans krop i halvfjerds år, indtil hans kød til sidst falder af stykke for stykke.

Det er overleveret, at en kvinde fra Israels Børn engang kom til Musa (fred være med ham). Hun sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg har begået en frygtelig synd. Senere angrede jeg også. Bed om, at Allah tilgiver mig.« Musa (fred være med ham) sagde: »Hvilken synd har du begået?« Hun sagde: »Jeg begik utugt. Derefter fødte jeg et barn uden for ægteskab og dræbte det.« Musa (fred være med ham) sagde: »O du, som har begået en stor synd! Gå straks bort. Jeg frygter, at der lige nu vil komme ild ned fra himlen, og at vi alle vil blive tilintetgjort i den.« Kvinden gik bort med et knust hjerte. Kort efter kom Jibril (fred være med ham). Han sagde: »O Musa! Allah har spurgt dig, hvorfor du jagede denne angrende kvinde bort. Har du ikke set et menneske, der er endnu ringere end hende?« Musa sagde: »O Jibril! Hvem er mere syndig end hende?« Jibril (fred være med ham) sagde: »Den, der med vilje forsømmer bønnen.«

Det er overleveret, at en mand efter at have vasket og begravet sin søster vendte hjem og opdagede, at hans tegnebog var væk. Senere kom han i tanke om, at den måske var faldet ned i graven. Derfor gik han tilbage og gravede graven op. Han så, at hele graven stod i flammer. Han dækkede den igen med jord og gik grædende hjem. Da han fortalte sin mor alt, hvad der var sket, sagde hun, at pigen var doven med hensyn til bønnen og plejede at bede, når tiden var udløbet. Hvis det kan føre til en sådan konsekvens at forsømme en bøn uden gyldig undskyldning, så gyser man blot ved at tænke på, hvor frygtelig konsekvensen må være for den, der ikke beder. Det er ikke nok blot at bede inden for det fastsatte tidspunkt; det er også nødvendigt at bede korrekt og på gyldig vis. Ellers svarer en ugyldig bøn til slet ikke at bede.

Det er overleveret i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at »en dag trådte en mand ind i Profetens Moské. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sad på det tidspunkt i moskeen. Manden bad. Derefter kom han hen til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og hilste på ham. Han besvarede hilsenen og sagde: »Gå tilbage og bed, for du har ikke bedt.« Manden gik bort, bad igen på samme måde og kom derefter hen til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og hilste på ham. Han besvarede hilsenen og sagde igen: »Gå tilbage og bed, for du har ikke bedt.« Efter at have bedt på denne måde tre gange sagde manden: »O Allahs Sendebud! Jeg kan ikke bede bedre end dette. Lær mig det.« Han sagde: »Stå først op til bønnen og sig takbir. Recitér derefter så meget af Koranen, som du kan. Bøj dig derefter i ruku, og vær rolig i ruku. Rejs dig derefter og stå helt ret. Udfør så sujud, og vær rolig i sujud. Sæt dig derefter roligt. Udfør så sujud igen, og vær rolig i sujud. Afslut bønnen på denne måde.««

I den hellige Koran står der: »Der er fastsat Wail for de bedende, som udviser forsømmelighed i deres bøn.« I forklaringen af dette står der i hadith, at der henvises til dem, som ikke udfører ruku og sujud korrekt, men blot hakker sig igennem dem.

I en hadith står der, at den største tyv er den, der stjæler i bønnen. Der blev spurgt: »Hvordan stjæler man i bønnen?« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Ved ikke at udføre ruku og sujud korrekt og ikke recitere Koranen på korrekt vis.« (Ahmad) Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde også: »Den, der ikke retter ryggen helt ud mellem ruku og sujud, vil Allah ikke se på.« (Ahmad) Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde også: »Den, der sidder og ser på solen, og når solen når mellem Satans to horn (det vil sige umiddelbart før solnedgang), straks rejser sig og hakker fire gange med hovedet, hans bøn er hyklerens bøn. På det tidspunkt mindes han kun Allah meget lidt.« (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

Det er overleveret fra Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) en dag havde bedt sammen med sine ledsagere og satte sig. På dette tidspunkt kom en mand, som bad hurtigt og skyndte sig gennem ruku og sujud. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Kan I se denne mand? Hvis han dør i denne tilstand, vil han dø uden for Muhammads (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ummah.« Han afsluttede bønnen ved at hakke med hovedet på samme måde, som en krage hakker i blod med sit næb. (Sahih Abu Bakr ibn Khuzaymah)

»Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde også: Hver gang nogen beder, står en engel ved hans højre side og en engel ved hans venstre side. Hvis han afslutter bønnen korrekt, bringer de begge denne bøn til Allah. Ellers kaster de den i ansigtet på ham.« (Ad-Daraqutni)

Allahs Sendebud (fvmh.) sagde også: Den, der udfører wudu korrekt, derefter rejser sig til bøn og fuldfører bønnen korrekt med ruku, sujud og recitation af Koranen, siger hans bøn til ham: »Må Allah beskytte dig, ligesom du har bevaret mig.«

Derefter stiger den op mod himlen, mens den spreder lysstråler. Så åbnes himlens porte for den, og efter at være nået frem til Allah går den i forbøn for den pågældende bedende. Men når han ikke udfører ruku, sujud og koranrecitation korrekt, siger bønnen til ham: »Må Allah ødelægge dig, ligesom du ødelagde mig.« Derefter stiger den op mod himlen indhyllet i mørke. Himlens porte lukkes for den. Så foldes den sammen som et gammelt stykke klæde og kastes mod den bedendes ansigt.

Allahs Sendebud (fvmh.) sagde også: Bønnen er som en vægt. Den, der fylder denne vægt helt ud, vil få sin belønning fuldt ud. Om den, der giver for lidt, siges det i Koranen, at »Wail« er bestemt for dem, der giver for lidt ved måling. Ligesom man kan give for lidt af andre ting, kan man også give for lidt i bønnen. »Wail« er et så brændende sted i Helvede, at selv Helvede søger tilflugt hos Allah mod dets varme. (Musnad Ahmad)

Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: Under sujud skal I lægge ansigtet, næsen og begge hænder på jorden. Allah den Ophøjede har nemlig befalet mig at udføre sujud med syv kropsdele: panden, næsen, begge håndflader, begge knæ og oversiden af begge fødder. Han forbød at ordne tøj og hår under sujud. Den, der beder uden at give hver enkelt kropsdel dens ret, vil blive forbandet af den pågældende kropsdel under hele bønnen. (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

Hazrat Hudhayfa så en mand bede uden at udføre ruku og sujud ordentligt. Han spurgte ham: »Hvor længe har du bedt på denne måde?« Han svarede: »I fyrre år.« Han sagde: »Du har ikke bedt en eneste bøn i fyrre år. Hvis du dør i denne tilstand, vil du dø som ikke-muslim.«

Imam Hasan Basri plejede at sige: »Adams søn! Hvis bønnen er en ubetydelig sag for dig, hvilken anden islamisk handling vil da være vigtig for dig? Alligevel har Allahs Sendebud (fvmh.) sagt: På opstandelsens dag vil tjeneren først blive spurgt om bønnen. Hvis han har bedt korrekt, vil han blive frelst. Men hvis han ikke har bedt korrekt, vil han mislykkes og lide tab. Hvis der konstateres mangler i de obligatoriske bønner, vil Allah sige: ›Se, om Min tjener har nogen frivillige handlinger. Hvis han har det, vil de obligatoriske bøners mangler blive udbedret med dem.‹ På samme måde vil alle handlinger blive bedømt.« (Tirmidhi) Derfor bør enhver troende udføre så mange frivillige bønner som muligt, så mangler i de obligatoriske bønner kan udbedres.

Om straffen for ikke at bede i menighed

Allah den Ophøjede siger: »Den dag, hvor den hårde tid kommer, og folk bliver kaldt til at kaste sig ned, …« Ka’b al-Ahbar (må Allah være tilfreds med ham) siger: Dette vers blev udelukkende åbenbaret om dem, der er fraværende fra bønnen i menigheden. Heraf kan man forstå, hvor frygtelige følgerne er af uden gyldig grund ikke at deltage i menigheden. I en hadith i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim siger Allahs Sendebud (fvmh.): »Jeg ønsker, at menighedsbønnen bliver afholdt, at jeg udpeger en imam, og derefter sammen med en gruppe mennesker, der bærer bundter af tørt træ, går til dem, som ikke er kommet til menigheden, og brænder deres huse ned.«

Det findes i en hadith i Muslim-samlingen, at en blind mand kom til Allahs Sendebud (sa) og sagde: »O Allahs Sendebud! Der er ingen, som kan føre mig til moskeen. Giv mig tilladelse til at bede hjemme.« Allahs Sendebud (sa) gav ham tilladelse. Da han skulle til at gå, kaldte han på ham og sagde: »Kan du høre kaldet til bøn?« Han svarede: »Ja.« Han sagde: »Så skal du gå til moskeen.« Denne hadith er gengivet således i Abu Dawud-samlingen: »Amr ibn Umm Maktum kom til Allahs Sendebud (sa) og sagde: »O Allahs Sendebud! Medina er en by fuld af mange vilde dyr. Jeg kan ikke se med mine øjne, og mit hjem ligger også langt væk. Der er ganske vist én, som kan føre mig til moskeen, men han egner sig ikke til det. Må jeg bede hjemme?« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Kan du høre kaldet til bøn?« Han svarede: »Ja, det kan jeg.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Så skal du gå til moskeen. Jeg kan ikke give dig tilladelse til at bede hjemme.«

Af denne hadith forstår man, at det på ingen måde kan være tilladt for en rask person ikke at deltage i menighedsbønnen. Allahs Sendebud (sa) gav nemlig ikke engang en blind mand tilladelse til at bede hjemme. Derfor blev Ibn Abbas spurgt: »Hvad bliver der af en person, som altid faster om dagen og beder om natten, men ikke beder i menigheden?« Han svarede: »Hvis han dør, mens han fortsætter sådan, vil han komme i Helvede.« (At-Tirmidhi)

Allahs Sendebud (sa) sagde: »Den, der hører kaldet til bøn, men ikke deltager i menighedsbønnen uden at have en undskyldning, får ikke sin bøn udført alene accepteret.« Der blev spurgt: »Hvilken slags undskyldning?« Allahs Sendebud (sa) svarede: »Sygdom eller frygt for fare.« (Abu Dawud)

Allahs Sendebud (sa) sagde: »Allah har forbandet tre personer:«

(1) Den, der bliver folkets leder imod deres vilje.
(2) Den kvinde, hvis nat går, mens hendes mand er utilfreds med hende.
(3) Den, der hører kaldet til bøn, men ikke går til menighedsbønnen.

Ali (ra) sagde: »En nabo til moskeen må ikke bede andre steder end i moskeen.« Han blev spurgt: »Hvem er en nabo til moskeen?« Han svarede: »Den, der kan høre kaldet til bøn, mens han sidder i sit hjem.«

I en hadith i Bukhari-samlingen siger Abdullah ibn Masud (ra): »Vi anså ikke den, der var fraværende fra menighedsbønnen, for andet end en hykler eller en syg person.«

Ibn Umar (ra) fortæller, at Umar (ra) en dag var gået ud for at se til sin dadelpalmehave. Da han kom tilbage, opdagede han, at eftermiddagsbønnen i menigheden var afsluttet. Straks gav han denne dadelpalmehave som sadaqa til de fattige, så den kunne opveje tabet ved at have mistet menighedsbønnen.
Når man beder i menigheden, bør man lægge størst vægt på isha- og fajr-bønnen. Allahs Sendebud (sa) sagde nemlig: »Disse to bønner, det vil sige fajr og isha, er de vanskeligste for hykleren. Hvis folk kendte belønningen for at bede disse to bønner i menigheden, ville de aldrig opgive dem.« (Sahih al-Bukhari)

Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: Når nogen var fraværende fra fællesbønnen ved fajr og isha, plejede vi at mene, at han var blevet hykler.

Ubaydullah ibn Umar al-Qawariri, lærer for imam al-Bukhari og imam Muslim, siger: Jeg plejede aldrig at undlade at bede isha i fællesskab. Men en dag kom der en gæst til mit hjem, og fordi jeg blev optaget af ham, nåede jeg ikke fællesbønnen ved isha. Derefter bad jeg isha 27 gange, for det findes i hadith, at belønningen for bøn i fællesskab er 27 gange større. Om natten drømte jeg imidlertid, at jeg løb om kap med en gruppe ryttere. Men jeg sakkede bagud. De, der var foran, sagde: Du vil aldrig kunne indhente os, for vi bad isha i fællesskab, mens du bad alene.

5. Ikke at betale zakat

Allah den Ophøjede siger: “Tro ikke, at de, der er nærige med den rigdom, Allah har givet dem, gør noget, der er godt for dem. Nej, det er skadeligt for dem. Den rigdom, som de var nærige med, vil på opstandelsens dag blive hængt om deres hals.” (Al-Imran)

Allah den Ophøjede siger også: “Fordærvelse over de mushriker, som ikke betaler zakat.” Her betegner Allah dem som mushriker.

Allah den Ophøjede siger også: “Overbring dem, der samler guld og sølv og ikke bruger det på Allahs vej, det glædelige budskab om en smertefuld straf. Den dag, hvor dette guld og sølv vil blive ophedet i Helvedes ild, hvorefter deres pander, rygge og sider vil blive brændemærket med det, vil der blive sagt: Dette er den rigdom, som I samlede til jer selv. Smag derfor på den rigdom, som I samlede.” (At-Tawbah)

Det er berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den, der ejer tilstrækkeligt guld og sølv, men ikke betaler den andel, der er foreskrevet i shariaen, vil på opstandelsens dag blive brændemærket på panden, ryggen og begge sider med jernplader, der er ophedet i ilden. Hver gang disse steder bliver kolde, vil de straks blive brændemærket igen. Sådan vil hans afbrænding fortsætte, idet hver dag varer lige så længe som halvtreds tusind år. Brændemærkningen vil fortsætte på denne måde, indtil dommen er afsagt. Derefter vil han gå til Paradiset eller Helvede. De ædle ledsagere spurgte: “Allahs Sendebud! Vil en sådan straf også ramme den, der ikke betaler zakat af kameler, køer, geder og lignende?” Allahs Sendebud svarede: “Ja.”

I en hadith, der er berettet fra Abu Hurayra, siger Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): De første tre personer, der vil træde ind i Helvede, er: en hersker, der med magt har tilranet sig magten (det vil sige en tyran), en rig person, der ikke betaler zakat, og en fattig person, der er hovmodig. (Sahih Ibn Khuzayma og Sahih Ibn Hibban)

Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) siger: Den, der har midler nok til at udføre hajj, men ikke udfører hajj, eller har midler nok til at betale zakat, men ikke betaler zakat, vil ved døden fortryde, at han ikke fik lidt længere levetid, så han kunne have opfyldt Allahs ret. På dette tidspunkt sagde en af tilhørerne: Ibn Abbas, frygt Allah. En sådan fortrydelse ved døden vil kun kafirun føle. Hazrat Ibn Abbas sagde: Som bevis på det, jeg har sagt, vil jeg straks læse et vers fra Koranen for dig. Allah den Ophøjede siger: “Troende! Giv af det, Vi har skænket jer, til den rette sag, før døden nærmer sig, når den døende vil sige: ‘Min Herre! Hvis Du blot ville udsætte min død en lille smule, så ville jeg give sadaqa og være blandt de retskafne.'” (Al-Munafiqun)

Her betyder ‘jeg ville give sadaqa’, at jeg ville udføre hajj. Derefter blev Hazrat Ibn Abbas spurgt: Hvornår bliver zakat obligatorisk? Han svarede: Når man har opsparet værdier svarende til to hundrede dirham. (Omtrent svarende til ti tusind taka.) Derefter blev han spurgt: Hvad gør hajj obligatorisk? Han svarede: Når man har samlet udgifterne til rejseforplejning og transport.
Der skal ikke betales zakat af tilladte smykker, der er fremstillet til brug. Men der skal betales zakat af smykker, der er fremstillet med henblik på opsparing eller udlejning. Der skal også betales zakat af handelsvarer.
Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, som Allah har givet rigdom, men som ikke betaler zakat af den, vil på Dommedag få sin rigdom forvandlet til en giftslange, der vil sno sig om hans hals, bide ham i begge kæber og sige: ‘Jeg er din rigdom, jeg er din kapital.’ Derefter reciterede han følgende vers: “De, der nærigt holder fast i den rigdom, Allah har givet dem, skal ikke tro, at deres nærighed er til gavn for dem. Den er tværtimod til skade for dem. Den rigdom, som de var nærige med, vil på Dommedag blive snoet om deres hals.” (Sahih al-Bukhari)

I en hadith, der er overleveret i Tabarani, står der: “På Dommedag vil guld og sølv blive opvarmet i ild, og deres pander, rygge og sider vil blive brændt med det.” Som forklaring på dette koranvers siger Hazrat Ibn Masud, at hans dinarer og dirhamer ikke vil blive brændt og lagt oven på hinanden for derefter at brænde ham; derimod vil menneskets hud blive strakt så meget, at hver dinar og dirham (det vil sige de mønter, der var almindelige i den pågældende tid) kan opvarmes og bruges til at brænde ham separat.

Man kunne spørge, hvorfor ryggen, panden og siderne er blevet udpeget som steder, der skal brændes. Svaret er, at nærige velhavende mennesker, når de ser en fattig, rynker panden af irritation og gør ansigtet mørkt. Derefter vender de siden til, bøjer kroppen og står sådan. Når den fattige derefter kommer hen for at bede om noget, vender de ryggen til ham og går deres vej. Derfor vil de blive straffet på en måde, der svarer til deres handlinger, ved at disse legemsdele bliver brændt.

I en hadith, der er overleveret i Tabarani, siger Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham): Fem synder medfører fem straffe. Sahabaerne spurgte: Allahs Sendebud, hvilke fem straffe følger hvilke fem forbrydelser? Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når et folk bryder sin pagt, vil Allah lade dets fjende få magt over det. Når et folk styrer efter andet end de regler, Allah har åbenbaret, vil Allah udbrede fattigdom blandt dem. Når utugt, skamløshed og ægteskabsbrud bliver udbredt blandt et folk, vil Allah udbrede døden blandt dem (det vil sige unaturlig død og død i en umoden alder). (I nogle overleveringer nævnes ‘åndelig forstyrrelse’ i stedet for døden.) Når et folk snyder ved mål og vægt, vil Allah udsætte dem for hungersnød og misvækst. Når et folk holder op med at betale zakat, vil Allah udsætte dem for tørke.”

Formaning: De, der er stolte af deres rigdom, bør huske, at de snart må forlade denne verden og alle dens hjælpemidler og ejendele. Når deres opsparede rigdom bliver brændt og brugt til at brænde deres pander, rygge og sider, vil den ikke være dem til nogen nytte. Dette vers bør man aldrig glemme. Man bør ikke vise irritation, når man ser fattige og tiggere. Hvis Allah vil, kan Han gøre den fattige rig og på et øjeblik gøre den rige fattig. Man bør ikke glemme det dybe og ophøjede formål, som Allah har med at gøre nogle fattige og andre velhavende.

Den fremtrædende tabi’i Muhammad ibn Yusuf al-Firyabi siger: En gang tog jeg og mine ledsagere for at besøge Hazrat Abu Sinan (må Allah være barmhjertig mod ham). Efter et stykke tid tog Hazrat Abu Sinan os med for at besøge en af sine naboer. En bror til denne nabo var for nylig død, og vores formål var derfor at trøste ham. Da vi kom til ham, så vi, at han græd meget voldsomt og var helt ude af sig selv. Ingen trøstende ord fra os kunne berolige ham. Til sidst sagde vi: Ved du ikke, at døden er uundgåelig? Han svarede: Jo, bror, det ved jeg, men jeg græder kun, fordi min bror lider en frygtelig straf i graven. Vi sagde: Har Allah fortalt dig om det usete? Han sagde: Efter begravelsen, da alle var gået, blev jeg siddende et stykke tid ved graven. Pludselig hørte jeg en stemme fra graven: “Åh, lad mig være alene. Jeg bliver ved med at lide straf. Jeg plejede også at bede og faste.” Da jeg hørte disse ord, begyndte jeg at græde. Jeg gravede graven op for at se hans tilstand. Jeg så, at der brændte en voldsom ild i graven, og at en ildkæde hang om min brors hals. Vi spurgte: Hvad plejede din bror at gøre, da han levede i denne verden? Han svarede: Han betalte ikke zakat. Så sagde vi: Allah har sagt i Den Hellige Koran: “Tro ikke, at det er godt for dem, der nærigt holder fast i den rigdom, Allah har givet dem. Det er ondt for dem. Den rigdom, som de nærigt holdt fast i, vil på Dommedag blive hængt om deres hals.” Måske bliver denne straf givet til din bror på forhånd. Derefter gik vi derfra og opsøgte en sahabi, som stadig var i live. Vi fortalte ham hele hændelsen og sagde: Så mange jøder og kristne dør, men vi ser ikke, at noget sådant sker med dem. Han svarede: De vil uden tvivl komme i Helvede. Men Allah viser eksempler blandt de troende, så I kan tage ved lære.

6. At bryde fasten i Ramadan uden gyldig grund

Allah den Ophøjede siger: »O I troende! Fasten er blevet foreskrevet jer, ligesom den blev foreskrevet dem før jer, så at I må blive gudfrygtige. Det er et bestemt antal dage. Hvis nogen blandt jer er syg eller på rejse, skal han faste på andre dage.«

I Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim er denne hadith overleveret: »Islams grundpiller er fem: at bevidne, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad er Hans Sendebud; at etablere bønnen; at give zakat; at udføre hajj; og at faste i Ramadan.«
Profeten sagde også: »Den, der uden gyldig grund undlader blot én faste i Ramadan, vil ikke kunne gøre det godt igen, selv om han faster resten af sit liv.« (Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah)
Selv om synden ved at bryde fasten bliver tilgivet gennem kaffara, vil det i sandhed ikke være muligt at opnå belønningen og rangeringen ved Ramadanfasten.

7. Ikke at udføre hajj trods evne

Allah den Ophøjede siger: »Den, der har mulighed for at udføre hajj, er forpligtet til at udføre hajj.« Profeten sagde: »Den, der har det nødvendige ridedyr og de nødvendige forsyninger til at nå Allahs Hus og udføre hajj, men ikke udfører hajj, kan dø som jøde eller som kristen; det gør ingen forskel for Allah.«

Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg har lyst til at pålægge dem jizya, som trods deres evne ikke udfører hajj, for de er ikke muslimer.«

Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Den, der trods sin evne hverken giver zakat eller udfører hajj, vil ved døden fortryde, at hans levetid ikke blev forlænget.« Han blev spurgt: »Sådan en fortrydelse er vel noget, de vantro vil føle?« Han svarede: »Det, jeg har sagt, findes i Koranen.« Dermed reciterede han følgende vers:
»O I troende! Lad ikke jeres rigdom og jeres børn afholde jer fra at ihukomme Allah. De, der lader sig afholde, er taberne. Giv af det, Vi har givet jer, før det tidspunkt nærmer sig, hvor døden kommer til en af jer, og han siger: ›Min Herre! Hvorfor udsatte Du ikke min død en kort stund? Så ville jeg give sadaqa (det vil sige zakat) og blive blandt de retskafne (det vil sige dem, der har udført hajj).‹« Han blev spurgt: »Hvornår bliver zakat obligatorisk?« Han svarede: »Når man har to hundrede dirham eller guld af tilsvarende værdi.« Derefter blev han spurgt: »Hvornår bliver hajj obligatorisk?« Han svarede: »Når udgifterne til rejsen frem og tilbage samt transportmidlet er til rådighed, bliver hajj obligatorisk.« Sa’id ibn Jubayr, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Da en velhavende nabo til mig døde uden at have udført hajj, bad jeg ikke janazah-bønnen over ham.«

8. At begå selvmord

Allah den Ophøjede siger: »Dræb ikke jer selv. Allah er visselig barmhjertig mod jer. Den, der gør dette i overtrædelse og uret, vil Jeg lade brænde i Ilden. Det er let for Allah.« (Sura an-Nisa)

Imam al-Wahidi, Ibn Abbas og andre har i forbindelse med fortolkningen af dette vers sagt, at betydningen er: Dræb ikke hinanden, for I følger samme religion. Derfor er I som ét menneske. Andre har imidlertid sagt, at dette vers forbyder selvmord. Det sidstnævnte synspunkt er det korrekte, for hvad angår drab på andre mennesker, findes der endnu tydeligere forbud i Koranen og hadith, og det er blevet behandlet særskilt. Desuden er den hadith, der er gengivet i Abu Dawud af Amr ibn al-As, et af beviserne på dette synspunkts rigtighed. Hazrat Amr ibn al-As siger: Under slaget ved Dhat as-Salasil, som blev ledet af Allahs Sendebud (sa), fik jeg en natlig sædafgang en iskold nat. Hvis jeg havde foretaget ghusl den nat, var der fare for, at jeg ville dø af kulden. Derfor foretog jeg tayammum og bad fajr-bønnen sammen med mine ledsagere. Senere fortalte jeg Allahs Sendebud (sa) om hændelsen. Han sagde: “Amr, bad du sammen med dine ledsagere, mens du var uren?” Jeg forklarede ham, hvorfor jeg ikke havde foretaget ghusl, og sagde samtidig: Jeg har læst Allahs ord i Koranen: “Dræb ikke jer selv; Allah er barmhjertig mod jer.” Da Allahs Sendebud (sa) hørte dette, lo han og sagde ikke mere. Denne hadith viser, at Hazrat Amr forstod selvmord ved dette vers, ikke drab på andre. Allahs Sendebud (sa) gjorde ikke indsigelse mod hans fortolkning.

I en anden hadith siger Allahs Sendebud (sa): Blandt tidligere folk var der en mand, som var såret og led. Derfor slog han sig selv i kroppen med en kniv. Som følge heraf forblødte han og døde. Da sagde Allah den Ophøjede: “Min tjener har foregrebet Mig og selv truffet en afgørelse om sig selv. Jeg har derfor forbudt ham Paradiset.” (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

I en anden hadith siger Allahs Sendebud (sa): Den, der dræber sig selv med et jernvåben, vil sidde i Helvedes ild og for evigt stikke sig selv med det samme våben. Den, der begår selvmord ved at indtage gift, vil også i Helvede for evigt fortsætte med at drikke gift. Og den, der begår selvmord ved at springe ned fra et bjerg, vil også i Helvede uophørligt fortsætte med at springe ned fra et højt sted. Således vil han for evigt pine sig selv. (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

I en anden hadith siger Allahs Sendebud (sa): “At forbande en troende svarer til at dræbe ham. At kalde en troende vantro uden grund svarer til at dræbe ham. Og den, der dræber sig selv med noget, vil på Opstandelsens Dag blive straffet med det samme.” (Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim, an-Nasa’i og at-Tirmidhi)

Det er berettet i en anden sahih-hadith, at en mand, som ikke kunne udholde smerten fra sit sår, begik selvmord med sit eget sværd. Da Allahs Sendebud (sa) hørte om ham, sagde han: Han er en af Helvedes beboere.

Sandelig, det liv og den levetid, som Allah har skænket, er en meget stor velsignelse og en begrænset mulighed for at udføre gode handlinger med henblik på det hinsidige. De, der selv bringer dette til ende, vil uundgåeligt blive ramt af Allahs vrede. Må Allah beskytte os mod denne frygtelige store synd.

9. At være ulydig mod sine forældre og påføre dem smerte

Allah den Ophøjede siger i sura Bani Isra’il: “Din Herre har bestemt, at I ikke skal tilbede andre end Ham, og at I skal behandle forældrene godt.” Det vil sige, at I skal tjene og tage jer af dem begge og behandle dem med kærlighed og medfølelse. “Hvis en af dem eller begge hos dig når høj alder, så sig ikke til dem: ‘Uf!’, og skæld dem ikke ud.” Det vil sige: Brug ikke hårde eller barske ord. Sandelig, eftersom de begge har taget sig af dig, bør du også tage dig af dem. Du bør huske, at de først tog sig af dig og viste den største uselviskhed og storsindethed, og selv om du tager dig af dem, vil du ikke kunne måle dig med dem. Det er sørgeligt, at forældrene i barnets opvækst, selv når barnet påførte dem smerte, tog sig af det og ønskede det et sundt og langt liv. Men når barnet oplever blot en smule besvær fra sine aldrende forældre, ønsker det, at de hurtigt skal dø. Derefter siger Allah: “Tal mildt til dem begge.” Det vil sige: Tal til dem med ydmyghed og oprigtig medfølelse. Udbred barmhjertighedens vinger over dem, og sig: Min Herre, forbarm Dig over dem begge, ligesom de opfostrede mig med kærlighed og omsorg i min barndom.

I sura Luqman siger Allah: “Vær taknemmelig over for Mig og over for dine forældre.” Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Allah den Ophøjede har knyttet taknemmelighed over for forældrene sammen med taknemmelighed over for Ham selv. Hazrat Ibn Abbas (ra) siger: Tre vers blev åbenbaret, hvor hver af dem er knyttet sammen med en anden ting. Den ene accepteres ikke uden den anden. I det første siger Allah den Ophøjede: “Adlyd Allah, og adlyd Sendebudet.” Den, der adlyder Allah, men ikke adlyder Sendebudet, får ikke sin lydighed mod Allah accepteret. I det andet siger Allah: “Oprethold bønnen, og giv zakat.” Den, der beder, men ikke giver zakat, får ikke sin bøn accepteret. I det tredje siger Allah: “Vær taknemmelig over for Mig og over for dine forældre.” Den, der kun udtrykker taknemmelighed over for Allah, men ikke er taknemmelig over for sine forældre, har en taknemmelighed over for Allah, der er meningsløs og uacceptabel. Derfor har Allahs Sendebud (sa) sagt: “Allahs tilfredshed ligger i forældrenes tilfredshed, og Allahs vrede ligger i forældrenes vrede.” (Al-Jami’ at-Tirmidhi)

Hazrat Ibn Umar (ra) siger: En mand kom og bad Allahs Sendebud (sa) om tilladelse til at tage med på jihad. Allahs Sendebud (sa) spurgte ham: “Er dine forældre i live?” Han svarede: Ja. Allahs Sendebud (sa) sagde: “Så udfør jihad ved at tage dig af dem.” Det vil sige, at det at tjene dem er jihad for dig. (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

Det er bemærkelsesværdigt, at det er blevet erklæret, at omsorgen for forældrene har forrang frem for jihad.
I en anden hadith, overleveret i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »Skal jeg fortælle jer, hvad den største af de store synder er? Det er at sætte medguder ved Allah og at behandle sine forældre dårligt.« Her er det værd at bemærke, at dårlig behandling, forsømmelse og ligegyldighed over for forældrene er blevet sidestillet med at sætte medguder ved Allah. I en anden hadith i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »Den, der behandler sine forældre dårligt, den, der giver almisse og bagefter bebrejder modtageren det, og den, der drikker alkohol, kommer ikke i Paradis.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også: »Hvis der fandtes en mindre sårende handling end at sige »uff« til dem, ville Allah også have forbudt den. Så lad den, der behandler sine forældre dårligt, gøre, hvad han vil: Han kommer aldrig i Paradis. Og lad den, der behandler dem godt, gøre, hvad han vil: Han kommer aldrig i Helvede.« (Daylami)

Han sagde også: »Allah har forbandet den, der behandler sine forældre dårligt.« I en anden hadith, overleveret af Ibn Abbas, sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »Allah har forbandet den, der fornærmer eller bebrejder sin far, og Allah har også forbandet den, der fornærmer eller bebrejder sin mor.« I en anden hadith, overleveret af Abu Bakr, sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »Allah kan efter eget ønske udsætte straffen for alle synder, ja, Han kan udsætte den indtil Opstandelsens Dag. Undtagelsen er dårlig behandling af forældrene. Dens straf lader Allah indtræffe straks.« Det vil sige, at den skyldige straffes allerede i det jordiske liv, før Opstandelsens Dag.

Hazrat Ka’b al-Ahbar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Når en tjener behandler sine forældre dårligt, forkorter Allah hans levetid for at fremskynde hans straf. Og når en tjener behandler sine forældre godt, forlænger Allah hans levetid, så han kan udføre flere gode gerninger og opnå lykke, fred og velstand.« God behandling af forældrene kan også bestå i, at barnet sørger for det, de mangler, når de føler behov for noget. En mand kom til Allahs Sendebud (fred være med ham) og sagde: »Allahs Sendebud, min far vil ødelægge min formue.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Du og din formue tilhører din far.« Hazrat Ka’b al-Ahbar blev spurgt, hvad dårlig behandling af forældrene betyder. Han svarede: »Hvis forældrene aflægger en ed eller aflægger et løfte på barnets vegne, og barnet ikke opfylder det; hvis de giver en befaling, og barnet ikke adlyder den; hvis de beder om noget, og barnet ikke giver dem det, selv om det er i stand til det; og hvis de overlader noget i barnets varetægt, og barnet tilegner sig det.« (Ibn Majah)

I hadithsamlinger, herunder Ibn Majah, findes der hadither overleveret af Ibn Abbas og andre overleverere, hvori det fortælles, at Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) blev spurgt, hvad A’raf er, og hvem der vil bo der. Ibn Abbas svarede, at A’raf er et bjerg, der ligger mellem Paradis og Helvede. Fra dette bjerg kan man se Paradis og Helvede, og da der findes mange frugtbærende træer og kilder på det, kaldes det A’raf. De, der drager ud i jihad uden deres forældres samtykke og bliver martyrer, vil opholde sig dér midlertidigt. For deres martyrdød på Allahs vej vil lukke vejen for dem til Helvede, mens deres forældres utilfredshed vil blokere vejen til Paradis. Efter at de har opholdt sig dér i nogen tid, vil Allah træffe en afgørelse om dem.

I en hadith i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim fortælles det, at en mand kom til Allahs Sendebud (fred være med ham) og spurgte: »Allahs Sendebud, hvem har størst ret til at modtage min gode behandling?« Han svarede: »Din mor.« Manden sagde: »Hvem derefter?« Han svarede: »Din mor.« Han spurgte igen: »Hvem derefter?« Allahs Sendebud (fred være med ham) svarede: »Din mor.« Manden sagde: »Hvem derefter?« Han svarede: »Din far.« Derefter kommer dine nærmeste og mest fortrolige personer i rækkefølge.« På denne måde understregede han god behandling af moderen tre gange og god behandling af faderen én gang. Den eneste grund er, at moderen bekymrer sig mest for sit barn og viser det mest kærlighed, hengivenhed og omsorg. Det er alene moderen, der for sit barn bærer graviditeten, ammer det, opdrager det og våger over det om natten gennem disse vanskelige opgaver.

En gang så Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at en mand bar sin mor på skuldrene, mens han gik rundt om Ka’baen. Manden sagde: »Ibn Umar, mener du, at jeg på denne måde, ved at bære min mor på skuldrene under tawaf, har tilbagebetalt noget af den gæld, jeg skylder hende?« Ibn Umar svarede: »Aldrig. Du har ikke engang tilbagebetalt gælden for én af de dage, hvor hun led ved at bære dig i sit liv. Men det, du har gjort, er godt. Allah vil give dig en stor belønning for denne lille handling.«

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Allah har besluttet, at Han ikke vil lade fire personer komme ind i Paradis eller få lov til at smage dets velsignelser: den, der drikker alkohol, den, der tager renter, den, der tilegner sig en forældreløses ejendom, og den, der behandler sine forældre dårligt. Hvis de omvender sig, er det naturligvis en anden sag.« (Hakim) Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også: »Paradis ligger under moderens fødder.« (Ibn Majah, Nasa’i) En mand kom til Abu al-Darda (må Allah være tilfreds med ham) og sagde: »Jeg har giftet mig med en kvinde, men min mor siger, at jeg skal skille mig fra hende.« Abu al-Darda sagde: »Moderen er Paradisets midterste port. Du kan enten ødelægge den eller bevare den, hvis du vil.« (Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah)

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Der er ingen tvivl om, at tre personers bønner bliver besvaret: den fremmedes eller rejsendes bøn, den undertryktes og forurettedes bøn samt forældrenes bøn for deres barn.« (Tirmidhi, Abu Dawud)

Allahs Sendebud (s.a.) sagde også: »Moster har samme status som moren.« Det vil sige, at man skal behandle hende godt, vise hende respekt og give hende gaver, ligesom man gør over for sin mor. Det er blevet overleveret fra Hazrat Wahb ibn Munabbih, at Allah den Ophøjede åbenbarede for Hazrat Musa (a.s.): »O Musa! Vis dine forældre respekt. For den, der viser sine forældre respekt, giver Jeg et langt liv og skænker ham et barn, der viser ham respekt. Men den, der behandler sine forældre dårligt, forkorter Jeg hans liv og giver ham et uforskammet og ulydigt barn.«

Hazrat Abu Bakr ibn Abu Maryam (r.a.) sagde: »Jeg har læst i Toraen, at den, der slår sin far, skal straffes med døden.« Hazrat Wahb sagde: »Jeg har læst i Toraen, at den, der slår sin far i ansigtet, skal dræbes ved stening.« Hazrat Amr ibn Murrah al-Juhani (r.a.) sagde: »En mand kom til Allahs Sendebud (s.a.) og sagde: ’O Allahs Sendebud, hvad får jeg, hvis jeg udfører de fem daglige bønner, faster i Ramadan, betaler zakat og udfører hajj?’ Han sagde: ’Den, der udfører disse handlinger korrekt, vil være sammen med profeterne, de sandfærdige, martyrerne og de retfærdige tjenere. Men hvis han behandler sine forældre dårligt, vil han blive berøvet denne mulighed.’« (Ahmad, Tabarani, Ibn Hibban, Ibn Khuzaymah) Allahs Sendebud (s.a.) sagde også: »Allah har forbandet den, der behandler sine forældre dårligt.« Allahs Sendebud (s.a.) sagde også: »På Miraj-natten så jeg nogle mennesker hænge fra ildsøjler. Jeg spurgte Jibril: ’Hvem er de?’ Han svarede: ’De, som i verden plejede at irettesætte deres forældre.’« Det fremgår også af forskellige overleveringer, at den, der skælder sine forældre ud, vil få så mange glødende kul fra Jahannam bragt ned i sin grav, som der falder regndråber fra himlen. Det er også blevet overleveret, at når en, der behandler sine forældre dårligt, er blevet begravet, presser graven ham så kraftigt, at hans ribben knuses, og at de, der på opstandelsens dag vil lide den hårdeste straf, er afgudsdyrkeren, ægteskabsbryderen og den, der behandler sine forældre dårligt.

Hazrat Bishr (r.a.) sagde: Den, der opholder sig så nær sin mor, at han kan høre hendes stemme, er bedre end den, der kæmper for Allahs sag med sværdet. Der findes ingen større handling end at se på sin mor med hengivenhed.

Det er overleveret i en hadith fortalt af Imam Ahmad og Abu Dawud, at en mand og en kvinde kom til Allahs Sendebud (s.a.), fordi de skændtes om deres barn. Manden sagde: »O Allahs Sendebud, jeg er dette barns far.« Kvinden sagde: »O Allahs Sendebud! Han bar ikke nogen byrde ved at bære dette barn; tværtimod nød han kun glæden ved at få det. Men jeg bar barnet i mit liv med smerte, fødte det med smerte og ammede det i to år.« Efter at have hørt dette afgjorde Allahs Sendebud (s.a.), at barnet skulle blive hos sin mor.

Imam Tabarani og Imam Ahmad har overleveret en beretning. På Allahs Sendebuds (s.a.) tid boede der i Medina en ung mand ved navn Alqamah. Han var meget ihærdig i tilbedelsen af Allah den Ophøjede gennem bøn, faste og sadaqah. En gang blev han ramt af en alvorlig sygdom. Hans hustru sendte besked til Allahs Sendebud (s.a.): »Min mand Alqamah ligger for døden. O Allahs Sendebud, jeg mener, at det er nødvendigt at fortælle Dem om hans tilstand.« Allahs Sendebud (s.a.) sendte straks Hazrat Ammar, Suhayb og Bilal (r.a.) til ham og sagde til dem: »Gå til ham og lær ham trosbekendelsen.« De gik derhen og så, at Alqamah lå for døden. Derfor forsøgte de at få ham til at fremsige trosbekendelsen: »La ilaha illallah.« Men han kunne på ingen måde fremsige den. Til sidst sendte de besked til Allahs Sendebud (s.a.) om, at trosbekendelsen ikke kunne fremsiges af Alqamahs mund. Allahs Sendebud (s.a.) spurgte den, der kom med beskeden: »Er nogen af Alqamahs forældre stadig i live?« Han svarede: »O Allahs Sendebud, kun hans gamle mor er i live.« Allahs Sendebud (s.a.) sendte straks bud til Alqamahs mor og sagde: »Gå hen og sig til hende, at hvis hun kan komme til Allahs Sendebud (s.a.), skal hun komme; ellers skal hun vente, for han kommer for at møde hende.« Budbringeren kom til Alqamahs mor og fortalte hende, hvad Allahs Sendebud (s.a.) havde sagt. Alqamahs mor sagde: »Må mit liv ofres for Allahs Sendebud. Jeg vil selv gå til ham.« Den gamle kvinde kom støttende sig til en stav til Allahs Sendebud (s.a.) og hilste. Allahs Sendebud (s.a.) gengældte hilsenen og sagde: »O Alqamahs mor, fortæl mig sandheden. Hvis du lyver, vil åbenbaring fra Allah komme til mig. Fortæl mig, hvordan var din søn Alqamahs karakter og opførsel?« Den gamle kvinde sagde: »O Allahs Sendebud, han plejede at bede, faste og give sadaqah i stort omfang.« Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Hvad er din holdning til ham?« Den gamle kvinde svarede: »O Allahs Sendebud, jeg er utilfreds med ham.« Allahs Sendebud (s.a.) spurgte: »Hvorfor?« Den gamle kvinde sagde: »Han satte sin hustru over mig og adlød ikke mine befalinger.« Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »På grund af Alqamahs mors utilfredshed er Alqamahs tunge blevet stiv, så han ikke kan fremsige trosbekendelsen.« Derefter sagde Allahs Sendebud (s.a.): »O Bilal, gå hen og saml en stor mængde brænde til mig.«

Den gamle kvinde sagde: »O Allahs Sendebud, hvad vil De gøre med brændet?« Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Jeg vil brænde ham levende foran dig.« Den gamle kvinde sagde: »O Allahs Sendebud, jeg kan ikke holde ud, at De brænder min søn levende foran mig.« Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »O Alqamahs mor, Allahs straf er endnu hårdere og mere varig end dette. Hvis du nu ønsker, at Allah skal tilgive din søn, så tilgiv ham og vær tilfreds med ham. Ellers, ved Ham, i hvis hånd mit liv er, vil Alqamah ikke få nogen gavn af bøn, faste eller sadaqah, så længe du er utilfreds med ham.« Da Alqamahs mor hørte dette, sagde hun: »O Allahs Sendebud, jeg tager Allah, Allahs engle og alle de muslimer, der er til stede her, som vidner på, at jeg er blevet tilfreds med min søn Alqamah.« Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »O Bilal, gå nu til Alqamah og se, om han kan sige ’La ilaha illallah’. Jeg mener nemlig, at Alqamahs mor har fortalt mig sandheden uden at skjule noget af skam eller blufærdighed.« Hazrat Bilal (r.a.) gik straks derhen. Han hørte Alqamah fremsige »La ilaha illallah« højt inde fra huset. Derefter gik Bilal ind i huset og sagde til de tilstedeværende: »Vid dette: På grund af Alqamahs mors utilfredshed kunne han først ikke fremsige trosbekendelsen. Da hun senere blev tilfreds, blev hans tunge i stand til at fremsige den.« Derefter døde Alqamah samme dag. Allahs Sendebud (s.a.) var selv til stede, gav anvisning om hans renselse og ligklæde, ledede begravelsesbønnen og deltog i begravelsen. Derefter stod Allahs Sendebud (s.a.) ved hans grav og sagde: »O ansar og muhajirun! Den, der sætter sin hustru over sin mor, er under Allahs, englenes og alle menneskers forbandelse! Allah vil ikke acceptere nogen forbøn for ham. Han kan kun reddes ved at angre, behandle sin mor godt og gøre hende tilfreds. Husk, at Allahs tilfredshed ligger i moderens tilfredshed, og Allahs vrede ligger i moderens utilfredshed.«

10. At svigte sine blodbeslægtede slægtninge

Allah den Ophøjede siger: »Frygt Allah, og vær på vagt over for de blodsbeslægtede.« Det vil sige: Bryd ikke de blodsbeslægtede slægtskabsbånd. (Sura an-Nisa)

Allah den Ophøjede siger også: »Vil I, efter at have forkastet Sendebuddets kald, skabe fordærv på jorden og bryde slægtskabsbåndene? Det er dem, der begår disse onde handlinger, som Allah den Ophøjede har forbandet og gjort døve og blinde.« (Sura Muhammad) Allah den Ophøjede siger også: »Og de, der opfylder Allahs pagt og ikke bryder løftet, som opretholder de forbindelser, Allah har befalet at opretholde, frygter deres Herre og frygter den dårlige konsekvens – det er dem, der er forstandige.« (Sura ar-Ra‘d)

Allah den Ophøjede siger også: »Ved dette – det vil sige Koranen – vildleder Allah mange og retleder mange. Han vildleder kun de blinde, som bryder den pagt, de har indgået med Allah, afbryder de forbindelser, som Allah har befalet at opretholde, og skaber fordærv på jorden. Det er i sandhed dem, der er fortabte.«

De forbindelser, som Allah i sandhed har befalet at opretholde, er de vigtigste forbindelser. I Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim står der, at Sendebudet (sa) sagde: »Den, der bryder slægtskabsbåndene, kommer aldrig ind i Paradiset.« Den, der bryder forbindelsen til sine svage og fattige nære slægtninge, forlader dem og viser dem stolthed og hovmod, og som, fordi han selv er rig, mens de er fattige, ikke styrker forbindelsen til dem gennem medfølelse, gavmildhed og velvilje – denne trussel og advarsel gælder ham, og han vil ikke få adgang til Paradiset. Kun ved at angre over for Allah og behandle disse slægtninge godt kan man blive frelst fra denne konsekvens.

I en hadith, overleveret med en pålidelig kæde i Targhiban, står der, at Sendebudet (sa) sagde: »Den, der har fattige nære slægtninge, men ikke viser dem gavmildhed og giver sin almisse til andre i stedet for til dem, hans almisse accepterer Allah den Ophøjede ikke, og på Opstandelsens Dag vil Han ikke se på ham.« Hvis han selv er fattig, bør han bestræbe sig på at styrke forbindelsen ved at besøge dem og se til deres forhold. For Sendebudet (sa) sagde: »Styrk slægtskabsbåndene, om så blot ved at hilse på de nære slægtninge.«

Sendebudet (sa) sagde også: »Den, der tror på Allah og på Det Hinsidige, skal opretholde de blodsbeslægtede slægtskabsbånd.« (Sahih al-Bukhari, Abu Dawud, Tirmidhi) I en anden hadith sagde Sendebudet (sa): Den, der kun gengælder, opfylder ikke pligten til at opretholde slægtskabsbånd. Den, der opretholder slægtskabsbånd, er den, som bevarer eller genopretter forbindelsen til den, der har brudt den.

I en hadith qudsi sagde Sendebudet (sa): »Allah den Ophøjede har sagt: Jeg er den Nådige. Den, der opretholder de blodsbeslægtede slægtskabsbånd, opretholder Jeg forbindelsen med, og den, der bryder dem, bryder Jeg også forbindelsen med.« Hazrat Ali (ra) sagde til sin søn: »Min søn! Vær aldrig ledsager med en, der bryder slægtskabsbåndene. For jeg har set sådanne mennesker blive betegnet som forbandede tre steder i Allahs Bog.« (Abu Dawud, Tirmidhi)

Da Hazrat Abu Huraira (ra) en gang overleverede en hadith fra Sendebudet (sa) ved en sammenkomst, sagde han: »Jeg føler ubehag ved at sidde sammen med en, der bryder de blodsbeslægtede slægtskabsbånd, indtil han rejser sig.« Da en ung mand hørte dette, rejste han sig fra den fjerneste ende af sammenkomsten. Han gik til sin faster, som han havde brudt forbindelsen til i mange år, og genoprettede derefter forbindelsen. Hans faster spurgte: »Hvorfor er du kommet?« Han svarede: »Jeg sad hos Abu Huraira, Sendebudets (sa) ledsager. Han sagde: Jeg føler ubehag ved at sidde sammen med en, der bryder slægtskabsbåndene, indtil han rejser sig.« Hans faster sagde: »Min nevø, gå tilbage til Abu Huraira og spørg ham, hvad grunden er.« Han vendte tilbage til Abu Huraira, fortalte ham, hvad hans faster havde sagt, og spurgte: »Hvorfor kan en, der bryder slægtskabsbåndene, ikke sidde hos dig?« Hazrat Abu Huraira sagde: »Jeg hørte Sendebudet (sa) sige, at hvis der findes en, der bryder slægtskabsbåndene, blandt en gruppe mennesker, vil Allahs barmhjertighed ikke blive skænket dem.« (Targhib wa Tarhib)

Det fortælles, at en velhavende mand engang drog på hajj. Da han var nået frem til Mekka, deponerede han et tusind dinarer hos en mand, der var kendt som særdeles retskaffen og pålidelig. Da han senere vendte tilbage fra Arafat, opdagede han, at manden var død. Han opsøgte den afdødes familie og fandt efter nærmere undersøgelse ud af, at de intet vidste om de tusind dinarer. Derefter gik han til de fremtrædende lærde i Mekka for at bede om deres råd. De sagde til ham: Gå hen til Zamzam-brønden ved midnat, og kald på ham ved hans navn. Hvis han er blandt Paradisets beboere, vil han svare allerede ved dit første kald og fortælle dig, hvor dine penge er. Manden gik hen til Zamzam-brønden ved midnat og kaldte mange gange. Men han fik intet svar. Til sidst vendte han tilbage til de nævnte lærde. De sagde: Vi frygter, at din ven måske er blevet en af Helvedes beboere. Tag til Yemen. Der findes en brønd, som kaldes Barhut. Ifølge folkesagnet er denne brønd forbundet med Helvede, og syndernes sjæle opholder sig i den. Gå derhen sent om natten og kald på ham ved hans navn. Hvis han er blandt Helvedes beboere, vil han svare på dit kald.
Derefter gik manden til den nævnte brønd i Yemen og kaldte på den afdøde ved hans navn. Den afdøde svarede straks. Han spurgte: Hvor har du lagt mine tusind dinarer? Han svarede: De er begravet et bestemt sted i jorden ved mit hus. Jeg lagde dem ikke hos min søn, fordi han ikke er pålidelig. Gå til mit hus, grav i jorden, og tag dine dinarer. Han sagde: Vi plejede jo at betragte dig som en retskaffen mand. Men hvorfor er du havnet her? Han svarede: Jeg havde en fattig søster, men jeg plejede ikke at spørge til hende eller tage mig af hende. Derfor har Allah straffet mig med dette.

Bemærkning: Der er grund til uenighed om, hvorvidt denne fortællings detaljer kan accepteres ordret, og imam Ibn Qayyim afviste i sit værk “ar-Ruh” påstanden om, at de troendes sjæle befinder sig i Zamzam-brønden, og syndernes sjæle i Barhut- eller Zabia-brønden, fordi dette strider mod Koranen og hadith. (Forfatterens note) Men fortællingens grundlæggende lære støttes af den autentiske hadith fra Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), hvori det hedder: “Den, der bryder slægtskabsbåndene, kommer ikke i Paradis.” – Oversætterens note

11. Utugt

Utugtens alvor varierer alt efter omstændighederne og de involverede personer.

Allah, den Ophøjede, siger: “Kom ikke nær utugt. Det er en skamløs handling og en ond vej.” (Bani Isra’il) “Og de, som ikke tilbeder nogen anden guddom end Allah, ikke dræber et liv, som Allah har forbudt, undtagen med gyldig grund, og ikke begår utugt (de er Allahs elskede tjenere). Og den, der gør disse ting, vil få sin straf. På Opstandelsens Dag vil hans straf blive fordoblet, og dér vil han forblive fornedret for evigt. Undtagen den, der angrer.” (Sura al-Furqan)

“Pisk både den utugtige mand og den utugtige kvinde med hundrede piskeslag. Lad ikke medfølelse med dem påvirke jer, når I håndhæver Allahs lov, hvis I tror på Allah og den Sidste Dag. Lad en gruppe af de troende overvære deres straf.” (Sura an-Nur)

De lærde har sagt: Dette er straffen i denne verden for den ugifte utugtige mand og den ugifte utugtige kvinde. Men hvis de er gift, eller hvis de tidligere har været gift blot én gang i deres liv, skal de stenes til døde. Dette er bevist gennem hadith. Hvis deres synd ikke er fuldstændigt sonet ved denne dødsstraf, og de begge dør uden at angre, vil de blive straffet i Helvede med jernstænger, der er opvarmet i ilden.

I Allahs Bog, den ædle Zabur, stod der skrevet: “De utugtige vil blive hængt nøgne i Helvede og slået på deres kønsorganer med jernstænger eller kæppe.
Når de efter slagene skriger, vil Helvedes engle sige: Hvor var dette skrig, da I på jorden morede jer, lo og undlod at tænke på Allah og ikke skammede jer over Ham?”

I en hadith overleveret fra Abu Huraira i Sahih al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud og al-Nasa’i sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): “Ingen utugtig begår utugt, mens han er troende. Ingen tyv stjæler, mens han er troende, ingen vindrikker drikker vin, mens han er troende, og ingen røver begår røveri, mens han er troende.” I en anden hadith overleveret af Abu Dawud, al-Tirmidhi og al-Bayhaqi sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): Når en tjener begår utugt, forlader troen hans indre og svæver derefter over hans hoved som en sky. Når han så angrer, vender troen tilbage til ham.”

I en anden hadith overleveret fra Abu Huraira sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): Den, der begår utugt eller drikker vin, får Allah frataget troen på samme måde, som et menneske tager sin skjorte af over hovedet. I en anden hadith overleveret af Muslim og al-Nasa’i sagde Allah den Højeste: På Dommedagen vil Allah ikke tale til tre personer, ikke se på dem, ikke rense dem, og der vil være en smertefuld straf for dem. De er: den gamle utugtige, den løgnagtige hersker og den arrogante fattige.

Ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg spurgte: “Allahs Sendebud, hvilken synd er størst hos Allah?” Han svarede: “At sætte nogen ved Allahs side, selv om Han er Skaberen af ethvert levende væsen.” Jeg sagde: “Det er visselig en alvorlig synd. Hvad derefter?” Han sagde: “At dræbe dit barn af frygt for, at det skal spise sammen med dig.” Jeg spurgte: “Hvad derefter?” Han sagde: “At begå utugt med din nabos hustru.” (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan utugt med naboens hustru her sidestilles med at sætte nogen ved Allahs side og uretmæssigt dræbe et menneske, hvis liv er ukrænkeligt.

I den hadith, der beskriver Allahs Sendebuds (fred være med ham) drøm, og som er overleveret fra Samura ibn Jundub (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih al-Bukhari, sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): “Jibril og Mika’il (fred være med ham) kom til mig, og jeg drog af sted sammen med dem. Mens vi gik, kom vi til en stor ovn. Dens øverste del var trang, og dens nederste del var bred. Der lød voldsom skrigen og larm fra den. Vi så nøgne mænd og kvinder inde i ovnen. Med mellemrum steg en flamme op under dem, og samtidig skreg de højt på grund af den intense ilds brændende smerte. Jeg spurgte: ‘Jibril, hvem er disse?’ Han svarede: ‘Det er de utugtige mænd og kvinder.'” (Sahih al-Bukhari)

“Helvedet vil have syv porte.” I forbindelse med fortolkningen af dette vers fra Koranens sura al-Hijr sagde Ata (må Allah forbarme sig over ham): “Blandt disse syv porte vil den, der er varmest, mest fyldt med sorg og bedrøvelse og mest ildelugtende, være porten for dem, der bevidst hengiver sig til utugt.”

Makhul al-Dimashqi sagde: En modbydelig stank vil nå Helvedesbeboernes næser. De vil sige: “Vi har aldrig før mærket en så frygtelig stank.” Da vil der blive sagt til dem, at denne stank kommer fra de utugtiges kønsorganer. Den fremstående koranfortolker Ibn Zayd sagde: Stanken fra de utugtiges kønsorganer vil påføre Helvedesbeboerne yderligere lidelse. Blandt de ti vers, som Allah først gav profeten Musa (fred være med ham), var dette: “Du må ikke stjæle og ikke begå utugt. Hvis du gør det, vil Jeg skjule Mit ansigt for dig.” Når dette blev sagt til Allahs profet Musa (fred være med ham), kan man let forstå, hvad der kan siges til andre.

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Da Iblis spreder sine hære over hele jorden, siger han: “Den af jer, der kan vildlede en muslim mest, vil jeg sætte en krone på hovedet og give den højeste rang.” Ved dagens slutning kommer de én efter én til Iblis og fortæller om deres bedrifter. En af dem siger: “Jeg blev ved med at friste den og den, indtil jeg fik ham til at skille sig fra sin hustru, og han gjorde det.” Iblis siger: “Du har ikke gjort noget særligt. Han vil gifte sig med en anden kvinde.” Så kommer en anden og siger: “Jeg blev ved med at friste den og den, indtil jeg skabte fjendskab mellem ham og hans bror.” Iblis siger: “Du har ikke gjort noget særligt. De vil snart forsones.” Derefter kommer endnu en og siger: “Jeg blev ved med at friste den og den, indtil jeg fik ham til at begå utugt.” Da Iblis hører dette, lykønsker han ham og siger: “Du har virkelig gjort noget betydningsfuldt.” Så kalder han ham hen til sig, sætter en krone på hans hoved og kroner ham. Må Allah beskytte os mod Satan og hans håndlangere!

Det er overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Troen er en smuk klædning, som Allah den Ophøjede ifører den, Han vil. Men når en tjener begår utugt, tager Han troens klædning fra ham. Når han derefter angrer, giver Han ham denne klædning tilbage. (Bayhaqī, Tirmidhī, Abū Dāwūd og Hākim)

I en anden hadith sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): O muslimer! Afhold jer fra utugt, for den har seks straffe: tre i denne verden og tre i det hinsidige. De tre straffe i denne verden er, at hans ansigts glans forsvinder, hans levetid bliver forkortet, og hans fattigdom bliver varig. De tre straffe i det hinsidige er, at han vil opleve Allahs vrede, et hårdt regnskab og Helvedes straf. (Bayhaqī) Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også: Den, der dør, mens han fortsætter med at drikke vin, vil Allah lade drikke af en kilde kaldet Ghawta. Ghawta er en kilde med pus og urene væsker, der udskilles fra de utugtige kvinders kønsdele, og som vil strømme i Helvede. (Ahmad)

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også: Efter at have associeret nogen med Allah findes der ingen større synd end at have samleje med en kvinde, som er forbudt. (Ahmad, Tabarānī)

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også: I Helvede findes der en sø, hvori der lever mange slanger. Hver slange er lige så tyk som en kamels hals. Disse slanger vil bide den, der forsømmer bønnen. Efter blot ét bid vil giften virke i hans krop i halvfjerds år. Derefter vil hans kød falde af. Der findes også en anden sø i Helvede, som kaldes Sorgenes Sø. I den lever mange slanger og skorpioner. Hver skorpion er på størrelse med et muldyr. Den har halvfjerds brodde, og hver brod er fyldt med gift. Disse skorpioner vil stikke den utugtige og hælde al deres gift ind i hans krop. Som følge heraf vil han lide under giftens smerte i tusind år. Derefter vil hans kød falde af, og pus og urene væsker vil strømme ud fra hans kønsorgan.

Det er nævnt i en anden hadith, at den, der begår utugt med en gift kvinde, og denne kvinde begge vil lide halvdelen af hele den muslimske ummas straf i graven. På Dommedag vil Allah den Ophøjede overlade hendes mand ansvaret for at få sine gode gerninger bedømt og spørge ham, om han vidste, hvad hans hustru havde gjort af ondt. Hvis han vidste det og ikke tog skridt for at forhindre denne onde handling, vil Allah gøre Paradiset forbudt for ham. For Allah den Ophøjede har hængt en meddelelse på Paradisets port om, at Paradiset er forbudt for en dāyūth. En dāyūth er en person, i hvis familie uanstændige handlinger fortsætter, mens han ved det, men forholder sig tavs og ikke tager skridt til at standse dem.
Det er også nævnt i hadith, at den, der rører ved en forbudt kvinde med onde hensigter, på Dommedag vil komme på en sådan måde, at hans hænder er lænket til hans hals. Hvis han har kysset den pågældende kvinde, vil hans to læber blive skåret over med ildsakse. Og hvis han har begået utugt med hende, vil hans to lår vidne og sige: “Jeg steg op til den ulovlige handling.” Allah den Ophøjede vil se vredt på ham. Dette vil ydmyge ham, og han vil trodsigt sige: “Jeg gjorde det ikke.” Da vil hans tunge vidne imod ham. Tungen vil sige: “Jeg talte om det ulovlige.” Hans hænder vil vidne og sige: “Jeg greb fat i ulovlige ting.” Derefter vil øjnene sige: “Jeg så på ulovlige ting.” Hans to fødder vil sige: “Jeg gik hen imod ulovlige ting.” Hans kønsdel vil sige: “Jeg begik utugt.” Den vagthavende engel vil sige: “Jeg hørte det.” Den anden engel vil sige: “Og jeg skrev det ned.” Allah den Ophøjede vil sige: “Jeg vidste det og skjulte det.” Derefter vil Allah den Ophøjede sige: “O engle! Grib ham, og lad ham smage Min straf, for Min vrede vokser mod den, hvis skamfølelse bliver mindre.”

Sandheden i den nævnte hadith bekræftes af følgende vers: “Den dag, hvor deres tunger, hænder og fødder vil vidne imod dem om, hvad de plejede at gøre i det jordiske liv.” (Sura an-Nūr)

Den mest afskyelige form for utugt er samleje med mahram-kvinder, det vil sige kvinder, som for altid er forbudte. Blandt dem er ens mor, moster, søster, datter og lignende. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Den, der begår utugt med en mahram-kvinde, skal I dræbe.”

Det er overleveret fra al-Barāʾ (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sendte al-Barāʾs morbror af sted med denne befaling: Dræb den og den person, og bring alle hans ejendele tilbage efter at have konfiskeret dem, for han havde giftet sig med sin stedmor.” (Hākim)

Må den almægtige Allah beskytte os mod denne afskyelige store synd. Og må Han give dem, der er faldet i denne synd, evnen til at angre og tilgive dem.

Shariaens foranstaltninger til forebyggelse af utugt

Allah har forbudt utugt for at holde det menneskelige samfund fri for blandet afstamning og bevare det grundlagt på et sundt og rent slægtsmæssigt fundament. For at forebygge utugt har den islamiske sharia fastsat et omfattende regelsæt, kendt som pardah. I henhold til dette regelsæt er det forbudt for kvinder at færdes uden for hjemmet utilslørede med det formål at vise deres skønhed, at modtage undervisning og arbejde sammen med mænd uden pardah, at en voksen mand og en voksen kvinde, som ikke er ægtefæller, opholder sig alene sammen, at kvinder uden nødvendighed lader fremmede mænd høre deres stemmer samt obskøne sange, musik, litteratur, skuespil, film og lignende. Især er både mænd og kvinder blevet pålagt at holde deres blik tilbage fra hinanden. I sura an-Nur siger Allah: “Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blikke og vogte deres kønsdele … Og sig til de troende kvinder, at de skal sænke deres blikke og vogte deres kønsdele.”

I en hadith står der: “Hvis nogen ser på en fremmed kvinde, vil der på opstandelsens dag blive hældt smeltet bly i hans øjne.” I en anden hadith står der: “Blikket er øjets zina, uanstændig tale er tungens zina, at røre nogen ulovligt er håndens zina, at gå med utugt som formål er fodens zina, at lytte til dårlige ord er ørets zina, og at forestille sig og begære zina er hjertets zina. Derefter fuldbyrder kønsdelen det eller lader det forblive ufuldendt.” (Sahih al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud, an-Nasa’i)

Det står også i hadith: Blikket er en af Iblis’ giftige pile. Den, der behersker det, vil Allah skænke en virkelig smag af tilbedelse i hjertet, som han vil blive ved med at nyde indtil opstandelsen.

Kort sagt er alle de ting, der tilskynder til utugt, ligeledes store synder ligesom utugt. (Oversætterens bemærkning)

12. Homoseksualitet og seksuelle afvigelser

Allah den Ophøjede har flere steder i Den Hellige Koran beskrevet beretningen om Lots folk. Således siger Han i sura Hud: “Da Vor befaling blev fuldbyrdet, vendte Vi det øverste af deres land på hovedet og lod det nederste blive det øverste, og Vi lod hårde sten, som var blevet brændt i ilden, så de var blevet som mursten, regne ned over det i en uafbrudt strøm. Stenene var mærkede. (Det vil sige, at de bar sådanne kendetegn, at man ved blot at se på dem kunne genkende, at de ikke var jordens almindelige sten.) De var hos din Herre. (Det vil sige, de befandt sig i Hans forrådskammer, hvorfra intet anvendes uden Allahs tilladelse.) Denne straf er i sandhed ikke langt fra de uretfærdige. (Det vil sige, at hvis denne ummahs folk begår tilsvarende afskyelige handlinger, vil de også få samme sørgelige endeligt som disse mennesker.) Ibn Majah og at-Tirmidhi beretter, at Allahs Sendebud sagde: Det, jeg frygter mest for jer, er Lots folks afskyelige handling. Derefter forbandede han tre gange dem, der begår denne handling, med følgende ord: “Allahs forbandelse være over den, der begår Lots folks handling!” I en hadith, som Abu Dawud, at-Tirmidhi og Ibn Majah har berettet, siger Allahs Sendebud: “Dræb dem begge, som I finder begår Lots folks handling.” Ibn Abbas sagde: De skal kastes ned fra taget af områdets højeste hus, og straks efter at de er blevet kastet ned, skal der kastes sten efter dem, ligesom der blev kastet sten efter Lots folk. Muslimerne er enige om dette, det vil sige, der er konsensus blandt dem om, at homoseksualitet er en forbudt handling og en stor synd.

Allah siger: »I går kun til mænd blandt alle jordens skabninger og forlader de hustruer, som jeres Herre har skabt til jer? I er i sandhed mennesker, der overskrider grænsen (det vil sige, I overskrider det tilladtes grænse og træder ind i det forbudtes område).« (Sura ash-Shuʿarāʾ)
Allah den Ophøjede siger et andet sted om sin profet Lot: »Og Vi reddede ham fra den by, hvis indbyggere hengav sig til uanstændige handlinger. Dens indbyggere var virkelig fordærvede syndere.« (Sura al-Anbiyāʾ)

Navnet på denne by var Sodoma. Koranen beskriver de uanstændige handlinger, som byens indbyggere plejede at begå. De havde analsex med mænd og begik forskellige synder på offentlige samlingssteder.

Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at han kaldte følgende handlinger Lots folks handlinger: at kvinder bærer håret kort som mænd, og mænd bærer håret langt som kvinder, at gå med skjortens knapper åbne, at skyde med geværer, at kaste med sten, at lege med flyvende duer, at fløjte med fingrene i munden, at gennembore anklerne, at lade tøjet hænge ned under anklerne, bevidst at blotte den nederste del af klædningen, at drikke alkohol, samleje mellem mænd og samleje mellem kvinder. (Det skal bemærkes, at Ibn Abbas ved at kalde disse handlinger Lots folks handlinger mente, at de var de første, der fandt på dem. Bortset fra geværskydning er alle de øvrige handlinger enstemmigt anerkendt som ulovlige eller uanstændige. Selv geværskydning er ikke tilladt bortset fra regelmæssig håndhævelse af statens love og særlige behov for selvforsvar. Oversætteren)

I en hadith citeret i al-Tabarani siger Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Kvinders samleje med hinanden hører under utugt.« I en hadith overleveret af al-Tabarani og al-Bayhaqi siger Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Fire personer er morgen og aften under Allahs vrede og harme: mænd, der klæder sig som kvinder, kvinder, der klæder sig som mænd, den, der har samleje med dyr, og homoseksuelle.« I en anden hadith er det overleveret: »Når en mand trænger ind i en anden mand, ryster Allahs trone af frygt for Allahs vrede, og himlen er nær ved at falde ned over jorden. Englene holder himlen ved dens yderste grænser og reciterer Sura al-Ikhlās, indtil Allahs vrede er stillet.«

Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) siger: »Allah forbander syv slags mennesker, vil ikke se på dem på opstandelsens dag og vil befale, at de skal føres ind i Helvede: homoseksuelle, den, der har samleje med dyr, den, der gifter sig med både en kvinde og hendes datter, og den, der masturberer. Men hvis de angrer, kan de alle blive tilgivet.«
Det er også overleveret, at en gruppe mennesker på opstandelsens dag vil blive genoprejst på en sådan måde, at deres hænder vil være svangre som følge af utugt. I deres jordiske liv plejede de at masturbere.« I en anden hadith står der, at spil som skak og backgammon, duekampe, hundekampe, vædderkampe, hanekampe, at gå ind i badehuset uden tøj og at snyde ved at give for lidt mål—alt dette er spøgelsernes folks handlinger. De, der begår disse handlinger, vil med sikkerhed blive udsat for en hård straf.« Det er overleveret fra Ibn Abbas, at hvis en homoseksuel dør uden at angre, vil han i graven få form som en gris.

I al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Abbas findes det overleveret, at Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Den, der har analsex med en mand eller en kvinde, vil Allah ikke se på.« Også at se på en kvinde eller en smuk ung mand med begær hører på samme måde under utugt. For det er tidligere blevet overleveret i en hadith, at et ondt blik er øjnenes zina. En arabisk digter har sagt: »Alle hændelser begynder med et blik, ligesom store brande opstår fra en lille gnist.«

Det er overleveret, at Khalid ibn al-Walid på Abu Bakrs ordre brændte en professionel homoseksuel ihjel.

Det er også overleveret, at en delegation fra stammen Abd al-Qays engang kom til Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham). Blandt dem var der en skægløs og overskægsløs ung mand. Profeten satte den unge mand bag sig og sagde: »Det var på grund af et blik, at profeten David (fred være med ham) kom ud for en ulykke.«

En dag kom en dreng til Sufyan al-Thawri. Han råbte: »Fjern ham fra mig! For sammen med hver kvinde ser jeg én Satan, men sammen med drenge ser jeg mere end ti sataner.«

En dag så profeten Isa (fred være med ham), mens han var på vej et sted hen, en mand, der blev brændt i ild. Da han så det, hentede han vand og slukkede ilden; straks blev ilden forvandlet til en dreng, og manden blev forvandlet til ild. Profeten Isa (fred være med ham) bad: »Åh Allah! Bring dem begge tilbage til deres oprindelige tilstand, for jeg vil stille dem nogle spørgsmål.« Da Allah gav dem livet tilbage, viste det sig, at den ene var en gammel mand, og den anden var en dreng. Profeten Isa (fred være med ham) spurgte: »Hvad var der sket med jer?« Manden svarede: »Åh Allahs ånd! Jeg forelskede mig i denne dreng og begik en seksuel synd med ham. Efter at vi begge var døde, straffer Allah os således: Jeg bliver til ild i et stykke tid og brænder drengen, og efter et stykke tid bliver drengen til ild og brænder mig. Sådan vil det fortsætte indtil Opstandelsens Dag.«

Det skal bemærkes, at samleje med ens hustru gennem anus eller samleje, mens hun har menstruation, også regnes for forbudt hor. For Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Den, der har samleje med sin hustru, mens hun har menstruation, eller har samleje med hende gennem anus, er forbandet.«
Må Allah den Ophøjede beskytte alle muslimer mod denne store synd.

13. Udveksling af rente

Den Almægtige Allah siger: »O I, der tror! Fortær ikke rente, der fordobles og mangedobles. Frygt Allah, så I må få fremgang.« (Sura Al Imran) Allah den Ophøjede siger også: »De, der tager rente, rejser sig kun som den, der er blevet gjort vanvittig af Satan gennem hans berøring.« (Det vil sige, at de på Opstandelsens Dag vil rejse sig fra gravene som en person, der er blevet vanvittig på grund af Satans berøring.) »Det skyldes, at de siger: Handel er jo ligesom rente. Men Allah har tilladt handel og forbudt rente.« (Sura Al-Baqara)

Det vil sige, at de har anset det, som Allah har forbudt, for tilladt. Når Allah derefter på Opstandelsens Dag genopvækker menneskeheden, vil alle rejse sig fra gravene og løbe hurtigt. Men de, der tager rente, vil ikke kunne gøre det. De vil rejse sig og falde igen som berusede mennesker. Hver gang de rejser sig, vil de straks falde. Det skyldes, at de havde spist forbudt rente i denne verden. Allah havde ladet denne forbudte føde vokse voldsomt inde i deres maver. På den måde vil Han gøre dem så tunge på Opstandelsens Dag, at de falder, hver gang de forsøger at rejse sig. De vil gerne løbe sammen med alle de andre, men de vil ikke kunne.
Imam Qatada (må Allah have barmhjertighed med ham) siger: Den, der tager rente, vil blive genoprejst i en vanvittig tilstand på Opstandelsens Dag. Denne vanvidstilstand vil være kendt af alle på Opstandelsens samlingsplads som et tegn på, at han har taget rente.

Imam al-Bayhaqi, Ibn Jarir og Ibn Abi Hatim beretter fra Abu Sa’id al-Khudri, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »På den nat, hvor jeg blev ført på Nattejsen, passerede jeg en gruppe mennesker, hvis maver var enorme som huse. Med så store maver kunne de ikke bevæge sig ordentligt. Derfor forlod de deres vej, mens de gik. Den vej, ad hvilken Farao og hans folk morgen og aften bliver ført til Helvedes nærhed, kom disse mennesker af og til ind på, og de bevægede sig som uforstandige, døve og vildfarne kameler. Når disse mennesker med de store maver opdagede, at Farao og hans folk blev ført frem, forsøgte de febrilsk at flygte. Men fordi de ikke kunne bevæge sig med deres maver, kunne de ikke forlade vejen. Så kom Farao og hans folk over dem og skubbede dem først baglæns og derefter fremad, frem og tilbage. De vil fortsætte med at blive straffet på denne måde indtil Opstandelsens Dag.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Jeg spurgte: ‘O Gabriel, hvem er disse?’ Han svarede: ‘Det er dem, der tager rente, og som bevæger sig som den, der er blevet gjort vanvittig af Satans berøring.’«

I en hadith berettet af Imam Ahmad siger Allahs Sendebud (fred være med ham): »På Nattejsens nat hørte jeg over mit hoved, på den syvende himmel, en voldsom lyd af torden og brag. Da jeg åbnede øjnene og så mig omkring, så jeg nogle mennesker, hvis maver stod ud foran dem. Deres maver var hver især store som huse. I disse maver var der tusindvis af slanger og skorpioner. Alt dette kunne ses udefra gennem maverne. Jeg spurgte: ‘Hvem er disse?’ Gabriel svarede: ‘Det er dem, der tager rente.’«

I en hadith, som Abu Ya’la og al-Hakim har overleveret fra Ibn Abbas, siger Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): Når et folk bliver involveret i utugt og åger, giver Allah tilladelse til at tilintetgøre dem. Abu Dawud har overleveret, at når et folk bliver ved med at være gerrigt, driver handel baseret på åger, afholder tyreløb og opgiver jihad på Allahs vej, sender Allah en sådan ulykke over dem, at de ikke slipper fri af den, før de vender tilbage til religionens vej.
Ibn Majah, al-Bazzaz, al-Bayhaqi og al-Hakim har overleveret, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Når åger bliver udbredt i et samfund, vil antallet af sindssyge dér stige; når utugt bliver udbredt, vil dødeligheden stige; og når det bliver almindeligt at give for lidt i mål og vægt, vil Allah standse regnen dér. Dette er uundgåeligt.«

Det er berettet i en lang hadith i Sahih al-Bukhari, at ågerkaren fra sin død og indtil Dommedag vil lide straf ved at svømme i en rød flod fyldt med blod, mens han hele tiden vil blive tvunget til at sluge sten. Denne flod er den ulovlige rigdom, han tjente i verden, og i den vil han blive tvunget til at gå under. De ildsten, som han bliver tvunget til at sluge, er straffen for at have spist ulovlig føde. Denne straf vil blive påført ham indtil Dommedag, samtidig med at forbandelser vil regne ned over ham. I en anden autentisk hadith siger Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Allah påtager sig at forhindre fire personer i at komme ind i Paradiset og i at nyde Paradisets velsignelser, indtil de angrer: den, der drikker alkohol, ågerkaren, den, der tilegner sig den forældreløses ejendom, og den, der forsømmer sine pligter over for sine forældre.«

Det er også berettet i hadith, at nogle jøder, selv om fiskeri om lørdagen var forbudt, i hemmelighed gravede store huller ved havets bred. Om lørdagen faldt fiskene ned i hullerne, og om søndagen hentede de dem. Som straf for dette bedrag forvandlede Allah dem til aber og svin. På samme måde vil Allah på Dommedag oprejse dem, der ikke kunne tage åger på direkte vis og derfor tager åger gennem forskellige påskud og bedrag, som aber og svin. For ingen af deres kneb og bedrag er skjult for Allah. Den fremtrædende tabi’i Ayyub al-Sakhtiyani sagde: Ligesom man bedrager et barn, forsøger ågerkarene således at bedrage Allah. Hvis de i stedet havde taget åger på direkte vis, ville deres straf måske have været mindre.

Det er berettet i al-Tabarani, Ibn Majah og al-Bayhaqi, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Åger har 70 synder. Den mindste af disse synder svarer til synden ved at gifte sig med sin egen mor. Den værste form for åger er at krænke en muslims ære eller med magt tilegne sig hans ejendom for at inddrive et ågerkrav.«

Al-Bayhaqi har overleveret, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Hvis en ågerkar blot opkræver et beløb svarende til én dirham i åger, svarer hans synd til synden ved at begå utugt 36 gange.

Ibn Majah og al-Bayhaqi har overleveret, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Åger har 70 synder. Den mindste af disse svarer til at begå utugt med sin egen mor.«
I en hadith, der er berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, betegner Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) syv synder som »de ødelæggende synder« og befalede, at man skulle beskytte sig mod dem. At spise åger er en af disse syv.

Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) har også sagt: »Allah har forbandet ågerkaren, den, der betaler åger, ågerens vidne og ågerens skriver.« (Sahih Muslim og Sunan al-Tirmidhi)
Ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Hvis du har et tilgodehavende hos en person, og han sender dig en gave, så tag ikke imod den, for den er åger. Hasan al-Basri sagde: Hvis du spiser noget hos en person, der skylder dig penge, er det åger.

Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Ethvert lån, der giver en fordel, er åger.« Det er berettet i Sunan Abu Dawud, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Den, der går i forbøn for nogen, hvorefter denne person sender ham en gave, og den, der gik i forbøn, tager imod den, har indgået en alvorlig form for ågerhandel.«

14. At tilegne sig forældreløse børns ejendom uretmæssigt og begå overgreb mod dem

Allah den Ophøjede har sagt: “Sandelig, de, der uretmæssigt fortærer de forældreløses ejendom, fylder intet andet end ild i deres maver. Snart vil de brænde i Helvede.” Allah den Ophøjede har også sagt: “Kom ikke nær den forældreløses ejendom, medmindre det sker på den bedste måde, indtil han når myndighedsalderen.”

Det er overleveret i Sahih Muslim fra Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: På Natterejsens nat så jeg nogle mennesker, som var under opsyn af andre. De, der havde ansvaret for dem, tvang deres kæber op, så de gabte, mens nogle andre kom med stykker af sten fra Helvede og førte dem ned i deres struber. Straks kom stenene ud gennem deres endetarmsåbninger. Jeg spurgte: “O Jibril, hvem er disse?” Han svarede: “Det er dem, der uretmæssigt tilegner sig de forældreløses ejendom. De fortærer kun ild.”

Abu Hurayra beretter, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “På Opstandelsens dag vil Allah den Ophøjede rejse nogle mennesker fra gravene i en sådan tilstand, at ild vil komme ud af deres maver, og ild vil sprudle ud af deres munde.” Der blev spurgt: “O Allahs Sendebud, hvem er de?” Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Har du ikke læst Allah den Ophøjedes ord: ‘De, der uretmæssigt tilegner sig de forældreløses ejendom, fortærer intet andet end ild i deres maver’?”

Imam al-Suddi (må Allah forbarme sig over ham) siger: Når den, der uretmæssigt har tilegnet sig en forældreløs ejendom, samles på Opstandelsens slette, vil ild komme ud af hans mund, næse, ører og øjne. Enhver, der ser ham, vil kunne genkende, at han er en, der har fortæret en forældreløs ejendom.

Erfarne lærde har sagt: Hvis værgen for et forældreløst barn er fattig, må han tage så meget, som er nødvendigt for at varetage barnets interesser og forvalte og udvikle dets ejendom, og så meget som er almindeligt og rimeligt i det pågældende samfund. Hvis han tager mere end dette, er det ulovligt og haram. Allah den Ophøjede siger om værgen for det forældreløse barn:

“Den velhavende skal afholde sig, og den fattige skal fortære på rimelig vis.”
Der findes flere meninger om, hvad dette rimelige beløb er. Den første mening er, at det skal betragtes som et lån. Den anden mening er, at han må tage så meget, som er nødvendigt for hans livsophold, men under ingen omstændigheder må han ødsle eller overforbruge. Den tredje mening er, at værgen kun må modtage betaling, når han udfører arbejde for det forældreløse barn, og at betalingen skal stå i forhold til arbejdets omfang. Den fjerde mening er, at han kun må tage noget, når han føler et stærkt behov. Hvis han er velstående, må han ikke tage noget; hvis han ikke er velstående, må han tage noget. Disse fire meninger har Allama Ibn al-Jawzi gengivet i sin tafsir.

Det er overleveret i Sahih al-Bukhari, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Jeg og den, der forsørger et forældreløst barn, vil være således i Paradiset.” Med disse ord samlede han to af sine fingre. I Sahih Muslim står der, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Den, der forsørger et forældreløst barn, hvad enten barnet er hans slægtning eller en fremmed, og jeg vil være i Paradiset som disse to fingre.” Med disse ord viste han sine to fingre. At forsørge et forældreløst barn betyder at påtage sig ansvaret for det, sørge for dets mad, tøj og lignende af dets egen ejendom, hvis det har midler, og sørge for, at denne ejendom fortsat vokser. Hvis det ikke har nogen ejendom, skal man forsørge det af sine egne midler for at opnå Allahs tilfredshed. Udtrykket “slægtning eller fremmed”, som nævnes i hadithen, betyder, at barnet enten er en slægtning eller en ukendt person. For eksempel er værgen barnets nærmeste, hvis han er dets bedstefar, bror, mor, farbror, moderens senere ægtemand, morbror eller en anden slægtning. Ellers er han en fremmed.

I Tirmidhis samling står der, at Profeten (fred være med ham) sagde: Den, der tager et muslimsk forældreløst barn ind i sin husholdning og sørger for det, indtil Allah gør barnet velstående og selvhjulpent, vil Allah sikre Paradiset. Men hvis han begår en utilgivelig synd, er det en anden sag. I Musnad Ahmad står der, at Profeten (fred være med ham) sagde: Den, der stryger hånden over hovedet på et forældreløst barn, som ingen andre end Allah har til at gøre det, vil modtage én god gerning for hvert hår, som hans hånd berører. Og den, der behandler et forældreløst barn godt, vil være sammen med mig på denne måde i Paradiset.

En mand sagde til Abu ad-Darda (må Allah være tilfreds med ham): »Giv mig et råd.« Han sagde: »Vær barmhjertig over for det forældreløse barn, tag det tæt ind til dig, og giv det af din egen mad. Engang fortalte en mand nemlig Profeten (fred være med ham), at hans hjerte var meget hårdt. Profeten sagde da til ham: Hvis du ønsker, at dit hjerte skal blive mildt, så tag et forældreløst barn tæt ind til dig, stryg det over hovedet, og giv det af din egen mad. Hvis du gør dette, vil dit hjerte blive mildt, og alle dine behov vil blive opfyldt.«
En af de store mænd fra islams første tid fortæller: »I min tidlige ungdom var jeg hengiven til at drikke vin og begå forskellige former for synd. En dag så jeg et forældreløst barn ved vejkanten. Jeg tog det med hjem, behandlede det kærligt som en søn, badede det, gav det rent tøj på og gav det mad.

Senere faldt jeg i søvn om natten og drømte, at Dommedag var begyndt, og at jeg var blevet kaldt til regnskab. Efter regnskabet blev det beordret, at jeg som straf for mine synder skulle kastes i Helvede. Da Helvedes engle begyndte at slæbe mig af sted for at kaste mig i Helvede, mens jeg var dybt ydmyget og hjælpeløs, så jeg pludselig det samme forældreløse barn komme frem og stille sig i vejen for os. Det sagde: »O engle, lad ham være! Jeg vil gå i forbøn for ham hos min Herre, for han har gjort meget godt for mig.« Englene sagde: »Vi har ikke fået nogen befaling om dette.« I samme øjeblik lød pludselig en stemme fra det usete. Den almægtige Allah, Herren over alle verdener, sagde: »O engle, lad ham være! Fordi han behandlede det forældreløse barn godt, har Jeg givet barnet ret til at gå i forbøn for ham.« Han fortæller: »Da vågnede jeg. Jeg angrede alle de synder, som jeg stadig var involveret i og havde vænnet mig til, og jeg satte derefter alle mine kræfter ind på at tjene forældreløse børn.

Det er netop derfor, at Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham), Profetens (fred være med ham) tjener, siger: »Det hus, hvor der drages omsorg for et forældreløst barn, er det bedste hus. Og det hus, hvor et forældreløst barn udsættes for overgreb, er det værste hus. Den tjener, der hjælper og tjener et forældreløst barn eller en enke, er Allah den Ophøjedes mest elskede tjener.«

Det er blevet overleveret, at Allah den Ophøjede gennem åbenbaring sagde til David (fred være med ham): »O David! Vær som en medfølende far for det forældreløse barn og som en kærlig ægtemand for enken. Og vid, at du vil høste den samme afgrøde som det frø, du sår. Det vil sige: Som du behandler andre, sådan vil dit forældreløse barn og din enke efter din død blive behandlet.« David (fred være med ham) sagde i sin bøn: »O min Herre! Hvad er belønningen for den, der for Din tilfredshed hjælper forældreløse børn og enker?« Allah den Ophøjede svarede: »På den dag, hvor der ikke findes nogen skygge bortset fra Min Trones skygge, vil Jeg lade ham være under Tronens skygge.«

Der fortælles en berømt historie om værdien af at tjene forældreløse børn og enker. Det fortælles, at en ikke-arabisk muslim engang udvandrede med hele sin familie og kom til Balkh. I begyndelsen var de meget velstående og lykkelige. Men da manden pludselig døde, blev hans enke og deres forældreløse børn ramt af fattigdom. For at overvinde sin nød og undgå hån og spot fra fjendtlige naboer trodsede enken den strenge kulde og rejste med sine børn til en anden by. Hun efterlod børnene i en forladt moské og gik ud for at søge efter mad til dem. På dette tidspunkt mødte hun to fremtrædende mænd. Den ene var byens lokale muslimske borgmester. Den anden var ildtilbeder og byens sikkerhedschef. Først fortalte hun borgmesteren om sin nød således: »Jeg er en muslimsk enke. Jeg har flere forældreløse børn. Jeg har efterladt dem i en forladt moské. Jeg søger efter mad til dem for i nat.« Borgmesteren sagde: »Bevis først, at du er en muslimsk, dydig kvinde.« Kvinden sagde: »Jeg er fremmed her. Ingen kender mig.« Da borgmesteren hørte dette, ignorerede han hende og gik sin vej. Nedslået tog kvinden afsked med ham og opsøgte sikkerhedschefen, der tilbad ild, og fortalte ham hele sin historie. Hun fortalte ham også om sit møde med den muslimske borgmester. Sikkerhedschefen bad hende vente lidt, gik ind i huset og sendte en kvinde ud. Gennem denne kvinde bragte han den fremmede kvinde og hendes børn hjem til sig. Derefter gav han dem mad, indtil de var helt mætte, gav dem godt tøj på og sørgede for, at de kunne overnatte med ære og værdighed.

Ved midnat drømte den muslimske borgmester, at Dommedag var begyndt, og at Profeten selv (fred være med ham) stod med et flag foran en paladslignende bygning lavet af grønne smaragder. Borgmesteren spurgte: »O Allahs Sendebud! Hvem tilhører dette palads?« Han svarede: »En muslimsk leder, der tror på Allahs enhed.« Han sagde: »Jeg er jo en muslimsk leder, der tror på Allahs enhed.« Profeten (fred være med ham) sagde: »Bevis først, at du er en sand muslim, der bekender Allahs enhed.« Da han hørte dette, blev han helt forfærdet. Profeten sagde igen: »I nat, da en kvinde bad om hjælp og erklærede sig som muslim, sagde du til hende, at hun først skulle bevise, at hun var muslim. På samme måde skal du nu bevise, at du er muslim.«

Da borgmesteren vågnede efter denne drøm, blev han urolig og sendte folk ud i alle retninger for at lede efter kvinden. Til sidst erfarede han, at hun befandt sig i den ildtilbedende sikkerhedschefs hus. Han gik derhen og sagde til ham: »Send den muslimske kvinde, som har søgt tilflugt hos dig sammen med sine børn, til mig.« Han svarede: »Jeg har rakt hende en hjælpende hånd og har opnået stor godhed og velsignelse. Derfor kan jeg ikke sende hende bort.« Borgmesteren sagde: »Jeg giver dig tusind dinarer. Overlad dem til mig.« Han svarede: »Nej, det er umuligt for mig.« Han fortsatte: »Jeg har i en drøm set, at et storslået palads var blevet bygget til mig. Derfor har vi som familie taget islam til os hos denne muslimske kvinde.«

Derfor er det berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der bestræber sig på at gavne forældreløse og enker, er som den, der kæmper for Allahs sag. Fortælleren siger: Jeg mener, at Allahs Sendebud også sagde, at en sådan person er som den, der uafbrudt udfører bøn og faster.

15. At tillægge Allah og Hans Sendebud løgn

I sura az-Zumar siger Allah den Ophøjede: “På opstandelsens dag vil du se ansigterne på dem, der har tillagt Allah løgn, sorte.” Hasan al-Basri siger: De, der tillægger Allah og Hans Sendebud løgn, er de, som siger: Hvis vi vil, gør vi sådan og sådan, og ellers gør vi det ikke. Vi vil ikke blive straffet for det. Allama Ibn al-Jawzi siger i sin tafsir: En gruppe lærde mener, at den, der fremsætter en falsk anklage mod Allah og Allahs Sendebud, bliver fuldstændig vantro og træder ud af islam. På samme måde er det ren kufr at anse det, som Allah har gjort haram, for halal og det, som Han har gjort halal, for haram. Det kan ikke blot kaldes en stor synd. Derfor må det at tillægge Allah og Hans Sendebud løgn nødvendigvis være noget andet end denne form for falsk anklage.

I en hadith, der er berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, siger Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): Den, der med vilje tillægger mig en løgn, skal tage sin bolig i Helvede. I en anden hadith i Sahih Muslim sagde Allahs Sendebud: Den, der beretter en hadith om mig, selv om han ved, at den er løgn, er en løgner.

I en anden hadith i Sahih Muslim siger Allahs Sendebud: At tillægge mig løgn er ikke som at tillægge andre løgn. Den, der tillægger mig løgn, skal tage sin bolig i Helvede. Allahs Sendebud siger også: Den, der viderebringer et udsagn som mine ord, selv om jeg ikke har sagt det, skal tage sin bolig i Helvede. Allahs Sendebud siger endvidere: En troende kan have alle mulige andre fejl i sin karakter. Men løgn, forræderi, troløshed og tilegnelse af andres betroede ejendom kan ikke findes hos ham.

16. At flygte fra slagmarken

“Når fjendens hær ikke er mere end dobbelt så stor som den muslimske hær, er det en stor synd at flygte fra konfrontationen med dem. Men hvis man flygter som en krigstaktik eller for at slutte sig til en gruppe mujahider eller til hele deres hær, er det ikke en stor synd. Allah den Ophøjede siger: “Den, der på kampens dag flygter fra konfrontationen med fjenden, pådrager sig Allahs vrede, og hans bestemmelsessted bliver Helvede. Hvilket elendigt sted det er. Men hvis nogen flygter som en krigstaktik eller for at slutte sig til en afdeling af hæren, er det en anden sag.” (Al-Anfal)

At flygte fra slagmarken er en af de syv ødelæggende store synder, som nævnes i en hadith berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim.

Hazrat Ibn Abbas siger: Da dette vers blev åbenbaret: »Hvis der blandt jer findes tyve tålmodige mænd, vil de besejre to hundrede«, befalede Allah den Højeste, at hvis der var tyve mænd i den muslimske hær og to hundrede i fjendens hær, måtte ingen i den muslimske hær flygte. Derefter blev dette vers åbenbaret: »Nu har Allah lettet jeres byrde, for Han ved, at der findes svage blandt jer. Hvis der derfor blandt jer findes et hundrede tålmodige mænd, vil de med Allahs tilladelse besejre to hundrede. Allah er med de tålmodige.« Da dette sidstnævnte vers blev åbenbaret, befalede Allah den Højeste, at når der var et hundrede krigere i den muslimske hær og to hundrede i fjendens hær, var det forbudt muslimerne at flygte. (Sahih al-Bukhari)

Det betyder altså, at når fjendens styrke er mere end det dobbelte af muslimernes, er det ikke nødvendigt at fortsætte kampen, og det er tilladt på den ene eller anden måde at indstille kampene eller indgå en våbenhvile. Oversætteren.

17. Herskeres undertrykkelse og bedrag af de regerede samt støtte og hjælp til dette

I den hellige Koran siger Allah den Højeste: »Der kan kun rettes foranstaltninger mod dem, der undertrykker mennesker og uretmæssigt gør oprør på jorden. For dem er der en smertefuld straf.« (Ash-Shura)

Allah den Højeste siger også: »Tro aldrig, at Allah er uopmærksom på, hvad de uretfærdige gør. Han udsætter kun deres regnskab til den dag, hvor øjnene vil stirre, menneskene vil skynde sig af sted med bøjet hoved, uden at kunne vende blikket tilbage mod sig selv, og deres hjerter vil være tomme.« (Ibrahim)
Allah den Højeste siger også: »De, der begik uret, vil snart få at vide, hvilken skæbne de vil møde.« (Ash-Shura)

Allah den Højeste siger også: »De plejede ikke at forbyde hinanden de onde handlinger, de begik. Det var i sandhed deres mest forkastelige adfærd.« (Al-Ma’idah)

Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der bedrager os, er ikke en af os.« (Sahih Muslim) Allahs Sendebud sagde også: »På dommedagen vil undertrykkelse blive til mørke.« (Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim, Jami’ at-Tirmidhi) Allahs Sendebud sagde også: »Enhver af jer er en hersker, og enhver af jer vil blive spurgt om, hvordan han regerede.« (Sahih al-Bukhari)
Allahs Sendebud sagde også: »Enhver hersker, der bedrager sine undersåtter, vil være blandt Helvedes beboere.« (At-Tabarani) Allahs Sendebud sagde også: »Hvis Allah har betroet nogen undersåtter til en person, og han ikke gavner dem ved oprigtigt at ønske deres bedste, vil Allah forbyde ham Paradiset.« (Sahih al-Bukhari) Allahs Sendebud sagde også: »Den, som Allah har betroet nogle undersåtter under sin regering, men som fortsætter med at bedrage dem og dør, mens han fortsat bedrar dem, ham vil Allah forbyde Paradiset.« (Sahih al-Bukhari)

Allahs Sendebud sagde også: »Enhver hersker, der regerer over folket, vil på dommedagen blive tilbageholdt, og en engel vil holde ham i nakken. Hvis Allah siger til englen: ‘Kast ham væk’, vil englen kaste ham væk, og han vil blive kastet i Helvede.« (Ahmad, Ibn Majah)
Allahs Sendebud sagde også: »Selv en retfærdig dommer vil på dommedagen stå over for et øjeblik, hvor han vil fortryde, at han overhovedet gik for at afgøre en strid mellem to personer om en enkelt daddel.« (Ahmad) Allahs Sendebud sagde også: »Selv en hersker over ti mennesker vil på dommedagen blive ført frem for Allah med hænderne bundet bag ryggen. Derefter vil enten hans retfærdighed og gode styre befri ham, eller også vil hans uretfærdighed og dårlige styre ødelægge ham.« (Ahmad og Ibn Hibban)

Profeten (fred være med ham) plejede at bede således: “O Allah! Vær nådig mod den, som får noget ansvar for denne ummah og behandler dem mildt, og vær streng mod den, som behandler dem strengt.” (Sahih Muslim, Sunan an-Nasa’i) Profeten (fred være med ham) sagde også: “Den, som Allah betror et ansvar for muslimerne, men skjuler sig uden at afhjælpe deres nød og fattigdom, vil Allah også skjule sig for uden at afhjælpe hans nød og fattigdom.” (Sunan Abu Dawud, al-Jami’ at-Tirmidhi)

Profeten (fred være med ham) sagde også: “Der vil snart opstå en udbredelse af syndige og undertrykkende herskere på jorden. Den, som accepterer deres løgne og støtter deres undertrykkelse, hører ikke til min gruppe, og jeg hører ikke til hans gruppe. Han vil aldrig få mulighed for at komme til Hawd al-Kawthar.” (Ahmad, at-Tirmidhi, an-Nasa’i) Profeten (fred være med ham) sagde også: “To grupper blandt min ummah vil aldrig opnå min forbøn: undertrykkende og bedrageriske herskere samt dem, der overdriver i religiøse spørgsmål. Der vil blive vidnet imod dem, og ingen vil påtage sig noget ansvar for dem.” (at-Tabarani) Profeten (fred være med ham) sagde endvidere: “Den undertrykkende hersker vil lide den hårdeste straf på Dommedag.” (at-Tabarani)

I en anden hadith sagde Profeten (fred være med ham): “O mennesker! Påbyd det gode og forbyd det onde. Ellers vil der komme en tid, hvor Allah ikke vil acceptere jeres bønner, selv om I beder, og ikke vil tilgive jer, selv om I beder om tilgivelse. Vid, at Allah forbandede de jødiske lærde og de kristne asketer gennem deres profeter, fordi de afholdt sig fra at påbyde det gode og forbyde det onde, og Han lod omfattende ulykker og prøvelser ramme dem.”

Profeten (fred være med ham) sagde også: “Den, som ikke er barmhjertig mod mennesker, vil Allah ikke være barmhjertig mod.” (Sahih al-Bukhari) Profeten (fred være med ham) sagde også: “Allah vil på Dommedag, den dag hvor der ikke findes nogen anden skygge end Hans, give den retfærdige hersker en plads i skyggen af Sin Trone.” (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim) Profeten (fred være med ham) sagde også: “De retfærdige herskere vil på Dommedag sidde på lysende prædikestole; det er dem, som udøver retfærdighed over for deres underordnede, deres familier og slægtninge samt folket, når de styrer dem.” (Sahih Muslim og an-Nasa’i)

Da Profeten (fred være med ham) sendte Mu’adh til Yemen, sagde han til ham: “Pas på, og beskyt folkets værdifulde ejendele, og vær på vagt over for den undertryktes bøn. For der er intet slør mellem Allah og den undertryktes bøn.” (Sahih al-Bukhari) I en hadith, som er overleveret i Sahih Muslim, sagde Profeten (fred være med ham), at Allah på Dommedag ikke vil tale med tre personer; en af dem er en løgnagtig hersker. Han sagde også: “I vil begære lederskab, selv om lederskab på Dommedag vil blive en årsag til fortrydelse for jer.” (Sahih al-Bukhari) Profeten (fred være med ham) sagde også: “Ved Allahs ed! Jeg vil ikke overdrage dette ansvar til nogen, som selv beder om det eller ønsker det.” (Sahih al-Bukhari)

Profeten (fred være med ham) sagde også: “O Ka’b ibn ‘Ujrah, måtte Allah beskytte dig mod styret af tåbelige og uforstandige mennesker. Efter mig vil herskere komme til magten, som ikke vil følge den vej, jeg har vist.” (Ahmad) Profeten (fred være med ham) sagde også: “Den, som ønsker at blive dommer over muslimerne og derefter udnævnes til denne stilling, og hvis retfærdighed overstiger hans uretfærdighed, ham er Paradiset bestemt. Men den, hvis uretfærdighed overstiger hans retfærdighed, ham er Helvede bestemt.” (Sunan Abi Dawud) Profeten (fred være med ham) sagde også: “En hersker vil på Dommedag blive kastet på Helvedes bro. Den vil ryste så voldsomt, at dens sammenføjninger vil løsne sig og forskubbes. Hvis denne hersker har adlydt Allah, vil han alligevel krydse broen. Men hvis han har været ulydig mod Allah, vil broen bryde sammen med ham, og han vil blive kastet ned i Helvedes afgrund, som ligger i en afstand af halvtreds års rejse.”

Amr ibn al-Muhajir fortæller: Umar ibn Abd al-Aziz sagde til mig: “Når du ser, at jeg er kommet bort fra sandhedens vej, skal du straks gribe fat i min krave og sige: O Umar, hvad er det, du gør?”

Derfor, du uretfærdige og undertrykkende hersker! Husk, at dit fængsel er Helvede, og at Allah, den Almægtige, er din endelige dommer. Der vil du ikke kunne fremføre nogen undskyldning eller indvending. Den frygtelige grav vil blive dit arresthus. Og du må stå til et langvarigt regnskab og ansvar. Så frels dig selv fra denne straf. Og du, som er blevet undertrykt, husk, at den uretfærdige ikke får den mindste eftergivenhed. Hvis du ser, at en uretfærdig er blevet så magtfuld, at han ikke længere kan standses, så overlad ham til Allah og sov roligt. Du vil se, at han måske allerede i løbet af natten bliver ramt af en sygdom; han vil under ingen omstændigheder kunne undslippe Allahs greb.

18. Hovmod

At anse sig selv for den bedste blandt Allahs tjenere, at anse andre for mindre værd og ringere end sig selv og derfor foragte dem, at udvise trods over for Allahs befalinger, være ulydig mod Ham og tilsidesætte Hans befalinger – alt dette er tegn på hovmod og hører under det. I Den Hellige Koran er hovmod blevet fordømt flere steder, og der er blevet udtalt en forbandelse over de hovmodige. For eksempel siger Allah den Højeste i sura al-Mu’min: „Musa sagde: Jeg søger tilflugt hos min og jeres Herre fra enhver hovmodig, der ikke tror på Regnskabets Dag.“ I sura an-Nahl siger Allah den Højeste: „Sandelig, Allah elsker ikke de hovmodige.“

I sura al-Baqara siger Allah: „Jeg sagde til englene: Kast jer ned for Adam. Alle kastede sig ned, undtagen Iblis. Han nægtede og blev hovmodig, og han blev en af de vantro.“ Heraf fremgår det, at den, der af hovmod tilsidesætter Allahs befaling, ikke får nogen fordel af sin tro på Allah. Ligesom Iblis vil han blive regnet blandt de vantro. I sura Luqman siges der: „Vend ikke dit ansigt bort fra mennesker, rynk ikke panden, og gå ikke hovmodigt omkring på jorden. Allah elsker ingen hovmodig pralhals.“

I en hadith qudsi siger Allah den Højeste: „Hovmod er Min klædning. Den, der forsøger at rive denne klædning fra Mig, vil Jeg kaste i Helvede.“ (Sahih Muslim)

Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: „De hovmodige tyranner vil på Opstandelsens Dag blive genoprejst i form af små støvpartikler. Folk vil trampe dem ned under deres fødder, og fra alle sider vil kun ydmygelse og vanære komme over dem. De vil blive ført til et fængsel i Helvede, som kaldes Bulas. Der vil brænde ild over deres hoveder, og de vil blive tvunget til at spise Helvedesbeboernes ekskrementer, sved, slim og lignende.“ (Sunan an-Nasa’i, Jami‘ at-Tirmidhi) Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde også: „Den, der har blot et atom af hovmod i sit hjerte, vil ikke træde ind i Paradiset.“ (Sahih Muslim) Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde også: „Paradiset og Helvede vil strides. Paradiset vil sige: Hvad er der sket med mig, siden ingen andre end de svage og fornedrede blandt menneskene træder ind i mig? Og Helvede vil sige: Jeg er blevet forbeholdt alle de trodsige og hovmodige. Da vil Allah afgøre deres strid og sige: O Paradis! Du er et symbol på Min barmhjertighed. Gennem dig viser Jeg barmhjertighed mod den, Jeg vil. Og o Helvede! Du er et symbol på Min straf. Gennem dig straffer Jeg den, Jeg vil. Men I begge vil blive fyldt til randen.“ (Sahih Muslim)

Historien vidner om, at den synd, gennem hvilken den første ulydighed mod Allah blev begået, var hovmod. Det var Iblis, der begik denne forbrydelse.

Hazrat Salama ibn al-Akwa‘ fortæller: En mand spiste med venstre hånd foran Profeten (fred og velsignelser være med ham). Han sagde: „Spis med højre hånd.“ Manden sagde: „Jeg kan ikke spise med højre hånd.“ Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: „Måtte du heller aldrig kunne det.“ Han vendte sig mod sine ledsagere og sagde: „Der er ingen anden grund til, at han ikke kan spise med højre hånd, end hovmod.“ Derefter var han aldrig mere i stand til at føre hånden op til munden. (Sahih Muslim)

Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde: „Skal jeg ikke fortælle jer, hvem der hører til blandt Helvedes beboere?“ Alle sagde i kor: „Jo, fortæl os.“ Da sagde Profeten (fred og velsignelser være med ham): „Den, der har et hårdt hjerte, den nærige og pengebegærlige samt den hovmodige.“ (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim) Profeten (fred og velsignelser være med ham) sagde også: „Den, der går hovmodigt omkring og anser sig selv for overlegen, vil, når han møder Allah den Højeste, se Ham vred på sig.“ (at-Tabarani)

Profeten (sa) sagde også: De første tre personer, der kommer i Helvede, er en hersker, der har tilranet sig magten med vold og er tyrannisk, en velhavende person, der forsømmer at betale zakat, og en fattig, der er hovmodig. I Sahih al-Bukhari står der, at Profeten (sa) sagde: På Genopstandelsens Dag vil Allah ikke se på tre personer, ikke rense dem for synd og har beredt dem en hård straf. Disse tre personer er: den, der bærer en klædning, som slæber helt ned til anklerne eller fødderne; den, der bebrejder en anden efter at have givet ham en gave eller gjort ham en tjeneste; og den, der sælger varer ved at sværge falsk. Det regnes for et tegn på hovmod at lade klædningen slæbe helt ned til fødderne. Derfor sagde Profeten (s): Den klædning, der bæres under anklerne, vil komme i Helvede.

Man skal huske, at det er en meget ussel form for hovmod at prale af sin overlegenhed i viden og lærdom eller af sin høje rang. Den, der tilegner sig viden, især islamisk viden, med det hinsidige som mål, kan ikke være hovmodig. Han holder altid vagt over sit indre og våger nøje over det. Så snart han bliver eftergivende på dette område, vil hovmod trænge ind i hans hjerte og få ham til at vige fra den rette vej. Allah den Ophøjede har sagt: Den, der er hovmodig, vil Jeg holde borte fra Mine tegn. Det vil sige, at hovmod lukker vejen til menneskets vejledning. Den, der tilegner sig viden med det formål at være hovmodig og ringeagte muslimerne, og som efter at have tilegnet sig viden betragter dem som tåber, er involveret i den farligste form for hovmod.

19. At aflægge falsk vidnesbyrd

I sura al-Furqan nævnes en af de troendes ufravigelige egenskaber: “De aflægger ikke falsk vidnesbyrd.” I sura al-Hajj er det blevet sagt: “Afhold jer fra falskhed.” I en hadith er det blevet sagt: “At aflægge falsk vidnesbyrd svarer til shirk.” (Abu Dawud, Tirmidhi, Ibn Majah, al-Tabarani)

I en anden hadith overleveret af Ibn Majah sagde Profeten (sa): På Genopstandelsens Dag vil den, der aflægger falsk vidnesbyrd, ikke engang kunne bevæge sine fødder, før afgørelsen om Helvede er truffet over ham.
Den, der aflægger falsk vidnesbyrd, begår faktisk fire store synder. For det første taler han løgn og opdigtede ord. Om dette siger Allah den Ophøjede i Koranen: “Allah vejleder ikke den, der er ødsel og løgnagtig.” (Sura al-Mu’min) For det andet gør han uret mod den, som han aflægger falsk vidnesbyrd imod. For derved skader han vedkommendes liv, ejendom eller ære. For det tredje gør han også uret mod den, til hvis fordel han vidner. For han sørger for, at denne person kan nyde forbudte ejendele, hvilket gør Helvede uundgåeligt for ham. Profeten (sa) sagde: “Hvis jeg under påvirkning af et falsk vidnesbyrd beordrer nogen til at give en anden troende brors ejendom, skal han ikke tage imod den. Den ejendom er nemlig et stykke af Helvedes ild for ham.” (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim) For det fjerde gør han gennem det falske vidnesbyrd andres indgreb i forbudt ejendom, liv eller ære lovligt.

I en hadith overleveret i Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim og Tirmidhi står der, at Profeten (sa) sagde: “Skal jeg ikke fortælle jer, hvilke der er de værste af de store synder? Hør efter: Det er at sætte andre ved siden af Allah, at volde sine forældre smerte, og pas på: at aflægge falsk vidnesbyrd, pas på: at aflægge falsk vidnesbyrd.” Fortælleren siger, at han gentog de sidste ord så mange gange, at vi i vores sind sagde: Åh, hvis han dog bare ville tie nu, ville det være godt.

20. At drikke alkohol

Allah den Ophøjede siger i sura al-Ma’idah: “I, der tror! Alkohol, hasardspil og spådom er urene gerninger fra Satan. Hold jer fra dem, så vil I opnå fremgang. Satan ønsker kun gennem alkohol og hasardspil at skabe fjendskab og had mellem jer og at holde jer borte fra Allahs ihukommelse og bønnen. Vil I da ikke afholde jer?”

Det er således blevet bevist uden nogen som helst tvivl, at Allah den Ophøjede i dette vers har forbudt at drikke vin og har advaret mod den. Profeten (fred være med ham) sagde: “Afhold jer fra vin, for den er moder til alle afskyelige handlinger.” Heraf står det klart, at den, der ikke afholder sig fra vin, er ulydig mod Allah og Hans Sendebud og derfor fortjener straf. Om dette siger Allah den Ophøjede i sura An-Nisa: “Den, der er ulydig mod Allah og Hans Sendebud og overskrider Hans grænser, vil Allah føre ind i Helvede for evigt. For ham er der en ydmygende straf.”

Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Efter forbuddet mod at drikke vin var blevet åbenbaret, gik sahabaerne til hinanden og sagde, at vin var blevet erklæret haram, og at den var blevet fastslået som en synd på niveau med shirk.”

Ifølge en hadith overleveret af Tabarani og Hakim betragtede Hazrat Abdullah ibn Amr det at drikke vin som den største kabira-synd. Der er ingen tvivl om, at den er kilden til eller moderen til tilskyndelsen til al uren og forkastelig adfærd. I flere hadither, overleveret fra Hazrat Ibn Umar i Abu Dawud Sharif, fra Hazrat Anas i Ibn Majah og Tirmidhi Sharif samt fra Hazrat Ibn Abbas i Abu Dawud og Musnad Ahmad, er der blevet nedkaldt en forbandelse over den, der drikker vin.

I en hadith overleveret af Sahih Muslim siger Profeten (fred være med ham): Enhver berusende substans er vin, og al vin er haram. Den, der i det jordiske liv har været vant til at drikke vin og dør uden at have angret, vil i det hinsidige blive berøvet Paradisets drik. Hadithen er også overleveret i Sahih Bukhari, Tirmidhi, Nasa’i, Abu Dawud og Bayhaqi. I en hadith overleveret af Sahih Muslim og Nasa’i siger Profeten (fred være med ham): Den, der indtager en berusende substans, har Allah lovet at lade drikke sveden og afføringen fra Helvedes beboere. I en hadith overleveret i Musnad Ahmad fra Hazrat Abu Huraira siger Profeten (fred være med ham): “Den, der drikker vin, er som en afgudsdyrker.”

I en hadith, der er overleveret i Sahih Nasa’i, siger Profeten (fred være med ham): “To personer kommer ikke i Paradiset: den, der er ulydig mod sine forældre, og den, der drikker vin.” I en anden hadith siges det: “Tre personer kommer ikke i Paradiset: den, der drikker vin, den, der er ulydig mod sine forældre, og en dayyus.” En dayyus er en person, som, selv om han ved, at medlemmer af hans familie begår umoralske handlinger, ikke forhindrer dem i det.

Profeten (fred være med ham) siger: “Tre personers bøn bliver ikke accepteret, og ingen god gerning stiger op: den bortløbne slave, indtil han vender tilbage til sin herre; den hustru, hvis mand er utilfreds med hende, indtil han igen er tilfreds med hende; og den person, der er blevet beruset af at drikke vin, indtil han bliver ædru.”

Ethvert rusmiddel, der gør menneskets fornuft og dømmekraft inaktiv, er vin, hvad enten det er en flydende drik eller fast føde, og hvad enten det er tørt eller vådt. Profeten (fred være med ham) sagde: “Så længe der blot er den mindste smule vin tilbage i en vindrikkers krop, vil Allah ikke acceptere hans bøn.” I en anden hadith står der: “Allah accepterer ingen god gerning fra en vindrikker, og den person, der bliver beruset af at drikke vin, vil ikke få sin bøn accepteret i 40 dage. Hvis han angrer og derefter drikker vin igen, vil Allah lade ham spise det smeltede kobber fra Helvede.” Profeten (fred være med ham) sagde også: “Den, der drikker vin, men ikke bliver beruset, vil Allah vende sig bort fra i 40 nætter. Og den, der drikker vin og bliver beruset, får hverken sin sadaqah eller sine gode gerninger accepteret af Allah i 40 nætter. Hvis han dør i denne periode, dør han som en afgudsdyrker. Og Allah vil lade ham drikke Helvedesbeboernes afføring og sved.”

Profeten (fred være med ham) sagde: “Tyven stjæler ikke, mens han er troende, den utugtige begår ikke utugt, mens han er troende, og vindrikkeren drikker ikke vin, mens han er troende. Derefter bringer anger ham tilbage til sin normale tilstand.”
(Sahih al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i)
Profeten (fred være med ham) sagde også: “Den, der begår zina eller drikker vin, fra ham tager Allah iman, ligesom en person tager sin skjorte af over hovedet.” (Hakim)

Profeten (fred være med ham) sagde også: “Den, der drikker vin om aftenen, vil forblive polyteist indtil morgenen. Og den, der drikker vin om morgenen, vil forblive polyteist indtil aftenen.” Profeten (fred være med ham) sagde også: “Duften af Paradis kan mærkes på en afstand af fem hundrede år. Alligevel vil det ulydige barn over for sine forældre, den der håner den, han har givet almisse til, vindrikkeren og afgudsdyrkeren ikke kunne mærke denne duft.” (Tabarani) Profeten (fred være med ham) sagde også: “I Helvede vil vindrikkeren blive tvunget til at drikke vand, der udskilles fra de utugtige kvinders kønsorganer.”

Profeten (fred være med ham) sagde også: “Allah den Ophøjede sendte mig som en nåde og som vejledning. Han sendte mig for at afskaffe musikinstrumenter og jahiliyyaens handlinger. Min Herre har svoret, at hvis nogen af Mine tjenere blot drikker en dråbe vin, vil Jeg lade ham drikke det kogende vand fra Helvede. Men den tjener, der af frygt for Mig afstår fra vin, vil Jeg lade drikke i Paradisets mest ærefulde sted sammen med de bedste ledsagere.” (Ahmad)

Profeten (fred være med ham) sagde: “Der er blevet nedkaldt en forbandelse over vinen, over vindrikkeren, over dem, der skænker vin, over den, der køber eller sælger den, producerer den, bærer eller transporterer den, opbevarer den, leverer den og nyder indtægterne fra salget af den.” (Abu Dawud, Ahmad)

Hadhrat Abdullah ibn Amr ibn al-As sagde: “Besøg ikke vindrikkere, når de bliver syge.” Imam Bukhari beretter, at Ibn Umar sagde: “Hils ikke på vindrikkere.” Profeten (fred være med ham) sagde: “Omgås ikke vindrikkere. Besøg dem ikke, når de bliver syge, og deltag ikke i deres begravelsesbøn. Når vindrikkeren på opstandelsens dag møder frem på samlingspladsen, vil hans tunge hænge ned over hans bryst, og spyttet vil dryppe fra den. Enhver, der ser ham, vil hade og fordømme ham, og alle vil genkende ham som vindrikker.”

Nogle muslimske lærde har sagt: “Grunden til, at det er forbudt at besøge vindrikkeren, når han bliver syg, og at hilse på ham, er, at vindrikkeren er en ugudelig og forbandet person. Allah og Hans Sendebud har nedkaldt en forbandelse over ham. Men hvis han angrer, vil Allah tilgive ham.”

Hadhrat Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: “Da en af mine døtre blev syg, fremstillede jeg noget vin for at behandle hende. På det tidspunkt trådte Profeten (fred være med ham) ind i mit hus og sagde: ‘Umm Salama, hvad er dette?’ Jeg svarede: ‘Allahs Sendebud, jeg behandler min datter med det.’ Profeten (fred være med ham) sagde: ‘Allah den Ophøjede har ikke lagt nogen helbredende virkning i det, som Han har gjort haram for min ummah.’”

Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Noget saft, der var opbevaret i en krukke, blev bragt til Profeten (fred være med ham). Saften var begyndt at gære. Profeten (fred være med ham) sagde: “Kast denne krukke mod muren, for den drik, der er i den, er de vantros drik, som ikke tror på Allah og det hinsidige.”

Profeten (fred være med ham) sagde også: “Hvis den, der har et vers fra Allahs Bog bevaret i sit bryst, drikker vin, vil hvert eneste bogstav i dette vers på opstandelsens dag komme frem som anklager mod ham og stille ham som anklaget foran Allah. Og dårligt nyt for den, som Koranen på opstandelsens dag er anklager imod.”

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde i en anden hadith: “Hvis en gruppe mennesker i denne verden forener sig om at indtage et berusende middel, vil Allah samle dem i Helvede. Derefter vil de alle bebrejde hinanden, fordi de har tilskyndet hinanden til at indtage dette rusmiddel. Enhver vil sige til den anden: Det var dig, der tilskyndede mig til at indtage dette forbudte stof.”

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også: “Den, der drikker alkohol, vil Allah i Helvede lade drikke en så frygtelig gift, at når han blot fører giftbægeret til munden, vil kødet i hans ansigt falde ned i bægeret, allerede før han drikker giften. Efter at have drukket giften vil alt kødet og huden på hans krop falde af. Alle Helvedes beboere vil lide under dens stank. Husk, at den, der drikker alkohol, den, der fremstiller den, transporterer og leverer den, køber eller sælger den, samt den, der nyder indtægterne fra salget, alle deler dens synd. Allah vil ikke acceptere deres bønner, faste eller pilgrimsfærd, før de angrer. Hvis de dør uden at angre, vil Allah for hver slurk alkohol, de har drukket, lade dem drikke blod og materie fra Helvedes beboere. Husk, at ethvert berusende og bedøvende stof regnes for alkohol, og at al alkohol er haram.”

Det nævnes i en hadith, at Helvedes vogtere vil rive alkoholikere bort fra Sirat-broen, og at hvis den urene drik, som de vil blive tvunget til at drikke i Helvede, faldt ned over himlen, ville hele himlen blive brændt til aske af dens varme.

Hazrat Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Når en alkoholiker dør, så korsfæst ham på et stykke træ og begrav ham. Åbn derefter graven og se efter. Hvis du ser, at hans hoved ikke har vendt sig bort fra den vestlige retning, så tag ham ned fra korset og begrav ham på normal vis. Ellers skal du lade ham blive hængende på korset.”

En dag besøgte Hazrat Fudayl ibn Iyad en af sine døende disciple og bad ham fremsige kalimaen. Men han var ikke i stand til at fremsige den. Han lærte ham kalimaen igen og igen, men disciplen sagde: Jeg kan ikke fremsige kalimaen, og jeg har intet forhold til den. Fudayl gik grædende bort fra ham. Nogle dage senere så han ham i en drøm. Han så, at disciplen blev slæbt mod Helvede. Han spurgte ham: Hvad havde berøvet dig kendskabet til kalimaen? Han svarede: Jeg blev engang syg. Lægen sagde, at jeg skulle drikke alkohol som behandling. Derfor plejede jeg at drikke alkohol. Hvis dette er tilstanden for den, der drikker alkohol som behandling, så gyser man ved blot at tænke på, hvordan tilstanden vil være for den, der drikker den for fornøjelsens skyld og under rusens indflydelse.

Foruden alkohol findes der også berusende stoffer i flydende eller fast form, som fremkalder rus, når de spises eller drikkes. De ændrer for en kortere eller længere tid fornuften og sindsstemningen, fremkalder delvis eller fuldstændig beruselse, skaber overdreven seksuel ophidselse og tilskynder til utugt, gør mennesket voldeligt af natur og fremprovokerer skældsord, slagsmål eller uroligheder. De får desuden den, der indtager dem, til at afholde sig fra bøn, faste og andre former for tilbedelse, og overdreven indtagelse kan endda føre til døden. Ganja, bhang, opium, palmevin, heroin, hashish og tilsvarende lokale og udenlandske stoffer hører til disse berusende midler. De er alle haram. Med den utvetydige formulering: “Alle berusende stoffer er haram, hvad enten mængden er stor eller lille”, erklærede Allahs Sendebud (fred være med ham) dem fuldstændigt haram, og den shariafastsatte straf for alkoholikeren, firs piskeslag, tilkommer enhver, der indtager berusende stoffer.

En beretning: En ung mand kom grædende til den umayyadiske hersker Abd al-Malik ibn Marwan og sagde: “O de troendes leder, jeg plejede at grave grave op og stjæle de dødes ligklæder. Da jeg gravede en grav op, så jeg, at den person, der lå derinde, var blevet forvandlet til en gris. Jeg blev så bange, at jeg ville forlade graven, men netop da lød en stemme fra det usete: Du er jo på vej til at gå.

Ved du, hvorfor denne mand blev forvandlet til en gris?” Jeg svarede: Nej. Der blev sagt til mig: “Han drak alkohol og døde uden at angre. Han vil blive straffet i denne tilstand indtil opstandelsens dag.” Må Allah beskytte os mod denne frygtelige synd.

21. Hasardspil

Den Almægtige Allah siger: “O I troende! Vin, hasardspil, ofringer på altre i afgudernes navn og spådom gennem lodtrækning er Satans urene værk. Hold jer fra det, så vil I få fremgang. Gennem vin og hasardspil ønsker Satan at skabe fjendskab og had blandt jer og at forhindre jer i at ihukomme Allah og i at bede. Vil I da afholde jer?” (Sura al-Ma’ida)

Alle former for hasardspil er erklæret forbudte i dette vers, hvad enten det spilles med skak, kort, terninger, brikker eller noget andet. Det hører i virkeligheden under uretmæssigt at tilegne sig og plyndre menneskers ejendom, hvilket Allah den Ophøjede har erklæret forbudt i dette vers fra Sura al-Baqara: “Fortær ikke hinandens ejendom på uretmæssig vis.” Profeten (sa) sagde i en hadith: “Nogle mennesker griber uretmæssigt ind i andres ejendom. For dem er der Helvedes straf.” (Sahih al-Bukhari) I en anden hadith i Sahih al-Bukhari fortælles det, at Profeten (sa) sagde: “Hvis nogen kommer med et forslag eller en invitation og siger: Kom, lad os spille hasard sammen, bør han give almisse (som soning for sin synd).” Hvis man blot ved at tale om hasardspil skal give almisse eller soning, så tænk over, hvad konsekvensen kan blive, hvis man faktisk spiller!

Hvis spil som kort og skak er fri for økonomisk indsats og tab og udelukkende tjener som underholdning, er der uenighed om dem. Nogle anser dem for haram, andre for halal. Men hvis der er økonomisk indsats og tab involveret, er alle lærde og imamer fra alle madhhab enige om, at det er haram. Imamerne er enige om, at hasardspil som backgammon eller terninger er haram.

Profeten (sa) sagde nemlig: “Den, der spiller med terninger, er som én, der har dyppet sin hånd i svinekød og blod og farvet den dermed.” (Muslim) I en hadith overleveret af Sahih al-Bukhari siger Profeten (sa): “Den, der spiller med terninger, er ulydig mod Allah og Hans Profet.” Hazrat Ibn Umar (ra) sagde: “At spille med terninger er en form for hasardspil og en haram-handling, som at polere noget med svinefedt.”

Skak er ifølge de fleste lærde haram, hvad enten der er krav om at stille noget som indsats, altså økonomisk gevinst eller tab, eller ej. Hvis der derimod stilles noget som indsats, og den tabende spillers indsats beslaglægges, eller med andre ord hvis der er økonomisk gevinst eller tab involveret, er det enstemmigt hasardspil og haram. Selv uden indsats og økonomisk gevinst eller tab anser de fleste lærde skak for haram. Kun imam Shafi’i anså det for halal på den betingelse, at det blev spillet privat og ikke førte til, at bønner blev forsømt eller andre obligatoriske pligter blev tilsidesat. Imam Nawawi udstedte fatwaer i overensstemmelse med imam Shafi’is synspunkt. Samtidig fastslog han, at skak, der spilles mod betaling eller præmie, hører under hasardspil.

De lærde, som erklærer skak for haram, bygger deres bevis på dette udsagn i det tredje vers i Sura al-Ma’ida: “Wa an tast aqsimu bil-azlam.” Imam Sufyan og Waki’ ibn al-Jarrah forklarer, at ‘azlam’ betyder skakspil. Hazrat Ali (ra) sagde: “Shatranj, altså skak, er ikke-arabernes hasardspil.” En dag gik Hazrat Ali (ra) forbi en gruppe mennesker, der spillede skak. Da han så dem, sagde han: “Hvad er det, I er så opslugt af? Det ville være bedre at røre ved brændende ild end at røre ved disse ting. Ved Allah, I blev ikke skabt til dette.” Hazrat Ali (ra) sagde også: “Ingen er større løgner end en skakspiller. Han siger: Jeg dræber. Men han har ikke dræbt nogen. Han siger: Den er død. Men intet er dødt.” Hazrat Abu Musa al-Ash’ari, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: “Ingen spiller skak undtagen en synder.” Imam Ishaq ibn Rahwayh blev spurgt, om han mente, at der var noget forkert ved at spille skak. Han svarede: “Skak er helt igennem forkasteligt.” Man sagde til ham: “Soldater i fæstninger spiller skak som forberedelse til krig.” Han svarede: “Det er en syndig handling.” Muhammad ibn Ka’b al-Qurazi sagde som svar på et spørgsmål om skak: “Den mindste skade ved at spille skak er, at skakspilleren på Dommedag vil blive samlet sammen med dem, der følger falskhedens vej.”

Hazrat Ibn Umar (ra) anså skak for værre end terninger, mens imam Malik (rah) anså skak for at være på samme niveau som terninger, og begge erklærede dem for haram. Imam Malik sagde desuden: “Jeg har hørt, at Hazrat Ibn Abbas var værge for en forældreløs. Da han fandt skakudstyr blandt den forældreløses ejendele, brændte han det. Hvis det havde været tilladt at spille skak, ville han ikke have kunnet ødelægge den forældreløses ejendom på denne måde. Det var, fordi han anså det for haram, ligesom det er obligatorisk at hælde vin ud, hvis der findes vin blandt en forældreløs ejendom.” Ifølge Ibrahim al-Nakha’i (rah) er skak et forbandet spil. I en hadith siger Profeten (sa): “Allah sender hver dag 360 nådeblikke mod Sin skabning. Den, der spiller skak, får ikke del i blot ét af disse blikke.” Hazrat Abu Huraira beretter, at Profeten (sa) sagde: “Når I går forbi mennesker, der er optaget af skak, terninger eller andre spil, der fremkalder lediggang, så hils ikke på dem. For når de er opslugt af spillet, samles Satan med sine styrker iblandt dem. Når nogen forlader spillet, vender Satan blikket bort fra ham, for Satan og hans styrker hader ham. Når skakspillerne efter spillet spredes og går bort, går de som hunde med fyldte maver efter at have ædt ådsler.” I en anden hadith sagde Profeten (sa): “Skakspillerne vil på Dommedag lide en hård straf.”

22. At sprede falske beskyldninger mod kyske kvinder

Allah, den Ophøjede, siger: “De, der fremsætter falske beskyldninger mod kyske og troskyldige troende kvinder, er forbandede i denne verden og i det hinsidige, og på den dag vil der være en hård straf for dem, hvor deres tunger, hænder og fødder vil vidne om deres gerninger.” (Sura an-Nur) “De, der anklager kyske kvinder og derefter ikke fremfører fire vidner, skal piskes med firs slag, og deres vidnesbyrd må aldrig mere accepteres. De er de ugudelige.” (Sura an-Nur)

I disse vers har Allah, den Ophøjede, tydeligt erklæret, at den, der anklager en kysk kvinde for utugt og uanstændige handlinger, er forbandet i denne verden og i det hinsidige, og at en hård straf er fastsat for ham. Hans straf i denne verden er, at han skal piskes med firs slag (med en pisk, der er særligt udformet til piskning), og hans vidnesbyrd vil aldrig blive accepteret, selv om han taler sandt. I Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim har Profeten (fred være med ham) befalet, at man skal afholde sig fra de syv største alvorlige synder, og en af disse syv er at fremsætte en utugtsanklage mod kyske og troskyldige muslimske kvinder. Der findes forskellige måder at fremsætte sådanne beskyldninger på, for eksempel at tiltale en uskyldig muslimsk kvinde med ordene: “Din utugtige, din luder, din ukyske,” eller at tiltale hendes mand med ordene: “Du, den utugtiges eller luderens mand,” eller at sige til hendes barn: “Din horeunge eller horeungepige, du luderens eller den utugtiges barn,” og lignende. Det skal bemærkes, at hvis nogen uden beviser anklager en kvinde eller en mand for utugt, uanset hvilke ord der anvendes, og uanset om den anklagede mand eller kvinde er fri eller slave, skal anklageren efter den skadelidtes begæring piskes med firs slag.

(Spørgsmålet om falske beskyldninger vedrørende andre synder end utugt vil blive behandlet særskilt senere. Selvom disse også er alvorlige synder, er der ikke fastsat nogen bestemt verdslig straf for dem. Oversætterens bemærkning)

Det er beklageligt, at uvidende muslimer som regel spreder den slags uanstændige ord og derved bliver forbandede i denne verden og i det hinsidige og udsættes for straf. Derfor har Profeten (fred være med ham) sagt, at man skal beherske sin tunge. I en hadith overleveret af Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim siger Profeten (fred være med ham): “Mennesker bliver på grund af ord, de siger uden vidnesbyrd eller beviser, kastet så dybt ned i Hel Ild, at afstanden dertil er større end afstanden mellem stedet, hvor solen går ned, og stedet, hvor den står op.” Da Hazrat Muadh ibn Jabal hørte dette, sagde han: “Allahs Sendebud! Vil vi også blive straffet for det, vi siger?” Profeten (fred være med ham) sagde: “Åh Muadh! Findes der nogen anden synd end den synd, som menneskets mund begår, der kan være årsag til, at det bliver kastet med ansigtet nedad i Hel Ild?” Profeten (fred være med ham) sagde også: “Den, der tror på Allah og den yderste dag, skal enten tie eller tale godt.” I dette vers fra Den Hellige Koran fremsættes der desuden en alvorlig advarsel vedrørende tungen: “Hver eneste ytring, han fremsætter, har en altid parat vogter hos sig, som skriver den ned.” (Sura Qaf) Hazrat Uqba ibn Amir (må Allah være tilfreds med ham) spurgte Profeten (fred være med ham): “Allahs Sendebud! Hvordan opnår man frelse?” Han sagde: “Behersk din tunge, lad dit hjems vidde være tilstrækkelig for dig (det vil sige: begær ikke andres jord), græd over din synd, og husk, at de hårdhjertede mennesker er længst borte fra Allah.” (Abu Dawud og Tirmidhi)

Profeten (fred være med ham) har også sagt: “Det menneske, der er mest forhadt hos Allah, er den, der taler uanstændigt.” (Tirmidhi) Af denne hadith kan man let forstå, hvor meget mere forhadte de mennesker må være, som er involveret i uanstændige handlinger. Han har også sagt: “Den, der over for mig påtager sig at beskytte det, der er mellem hans to kæber (tungen, tænderne og spiserøret), og det, der er mellem hans to lår (kønsorganet), for ham påtager jeg mig at garantere Paradiset.” Det bør i denne forbindelse bemærkes, at det netop er for at beskytte ærefulde og dydige menneskers omdømme og forhindre uanstændighed i at brede sig i samfundet, at der er indført så strenge juridiske restriktioner mod offentligt at fremsætte utugtsanklager uden fire øjenvidner. Det er ikke shariaens formål herved at beskytte de egentlige utugtige. (Gud bevare os.) De virkelige forbrydere skal anklages ved en domstol efter de gældende regler, så de kan straffes.

23. At underslå statens midler

At underslå direkte fra statskassen eller fra zakatfonden er også omfattet af dette. Allah, den Ophøjede, siger: “Allah elsker visselig ikke de troløse.” (Sura at-Tawba) “Det sømmer sig ikke for nogen profet at underslå statens midler. Den, der underslår noget, vil på opstandelsens dag møde frem med det, han har underslået.” (Aal Imran)

Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) en dag holdt en tale. I denne tale omtalte han underslæb af statens ejendom med stor alvor. Derefter sagde han: »Jeg ønsker ikke på Dommedag at se nogen af jer med en kamel på nakken, mens den brøler. Denne person vil sige til mig: ’Allahs Sendebud, hjælp mig!’ Da vil jeg sige: ’Jeg er ikke i stand til at hjælpe dig på nogen måde; jeg har allerede overbragt Allahs lov til dig.’ Jeg ønsker ikke på Dommedag at se nogen af jer med en hest på nakken, mens den vrinsker højt. Denne person vil sige til mig: ’Allahs Sendebud, hjælp mig!’ Jeg vil sige: ’Jeg er ikke i stand til at hjælpe dig på nogen måde; jeg har allerede overbragt Allahs lov til dig.’ Jeg ønsker ikke på Dommedag at se nogen af jer med en ged på nakken, mens den bræger højt. Denne person vil sige til mig: ’Allahs Sendebud, hjælp mig!’ Jeg vil sige: ’Jeg er ikke i stand til at hjælpe dig på nogen måde. Jeg har allerede overbragt Allahs lov til dig.’ Jeg ønsker ikke at se nogen af jer med noget skrigende dyr på nakken. Denne person vil sige til mig: ’Allahs Sendebud, hjælp mig!’ Jeg vil sige: ’Jeg er ikke i stand til at hjælpe dig på nogen måde. Jeg har allerede overbragt Allahs lov til dig.’ Jeg ønsker ikke på Dommedag at se nogen af jer med en bunke tøj på nakken, mens han siger til mig: ’Allahs Sendebud, hjælp mig!’ Men jeg vil sige: ’Jeg er ikke i stand til at hjælpe dig. Jeg har allerede overbragt Allahs lov til dig.’ Jeg ønsker ikke på Dommedag at se nogen af jer med tavse genstande (guld og sølv) på nakken, mens han siger: ’Allahs Sendebud, frels mig!’ Men jeg vil sige: ’Jeg er ikke i stand til at hjælpe dig. Jeg har allerede overbragt Allahs lov til dig.’« (Sahih Muslim)

Den, der tager noget af disse genstande, efter at de er kommet som krigsbytte (statens skatkammerets ejendom), men før de officielt er blevet fordelt, eller tager noget fra Bayt al-mal eller fra det, der er indsamlet som zakat, uden tilladelse fra den relevante embedsmand eller ansvarlige, vil på Dommedag få dette lagt på sin nakke. I den hellige Koran siges der med henvisning til dette: »Den, der begår underslæb, vil bringe det, han har tilegnet sig ved underslæb, med sig.«

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvis nogen har selv en nål eller en tråd af de midler, der er indsamlet på regeringens vegne, skal han aflevere den. Afhold jer fra underslæb, for den, der begår underslæb, vil på Dommedag blive udsat for frygtelig vanære og ydmygelse.« En ledsager ved navn Ibn al-Latbiyya blev engang udpeget til at indsamle zakat og sadaqa. Han indsamlede nogle sadaqa-midler og kom med dem til Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham). Han pegede på nogle genstande og sagde: »Dette er til jer.« Om andre genstande sagde han: »Dette er blevet givet til mig som gave.« Så snart Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte dette, steg han op på moskéens prædikestol og holdt efter at have lovprist Allah følgende tale: »Ved Allahs ed! Ingen af jer må tage noget uden ret. Ellers vil han på Dommedag komme bærende på denne genstand. Den, der på den dag kommer foran Allah bærende på en brølende kamel, en ko eller en ged på sin nakke, vil jeg ikke kunne genkende.« Derefter løftede han hænderne og sagde: »O Allah! Har jeg overbragt Din befaling?« (I en anden overlevering siges det, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til opkræveren: »Hvis du ikke var blevet udpeget som offentlig opkræver, men var blevet hjemme, ville nogen så have givet dig en gave?« (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Vi tog med Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) til Khaybar (som derefter blev erobret af os). Der fandt vi hverken guld eller sølv blandt krigsbyttet. Vi fandt kun fødevarer og tøj. Derefter rejste vi videre til Wadi al-Qura. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde en tjener, som var blevet givet af en mand fra Banu Juzam. (Han var kendt som Rifa’a ibn Yazid fra stammen Banu Juwayb.) Da vi gjorde holdt i dalen, opholdt Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) tjener sig blandt karavanens kameler. På dette tidspunkt blev han ramt af en pil, der var blevet skudt fra et ukendt sted, og døde. Vi sagde: ’Allahs Sendebud! Hvor heldig han er, at han blev martyr.’ Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ’Aldrig! Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, sværger jeg, at han tog et tæppe fra krigsbyttet, selv om det ikke var blevet officielt fordelt til ham. Dette tæppe vil brænde som ild på hans krop.’ Da ledsagerne hørte dette, blev de meget bange, og den, der havde en eller to skoremme, bragte selv disse for at aflevere dem (og sagde: ’Jeg fandt dem på dagen for slaget ved Khaybar.’) Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ’En eller to skoremme hører til i Ilden.’« (Malik, Ahmad, Abu Dawud, al-Nasa’i, Ibn Majah, al-Bukhari og Muslim)

Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at en mand ved navn Kirkira under en rejse blev sat til at vogte Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) bagage. Da han døde, sagde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Han er blandt Helvedes beboere.« Da folk gik for at se ham, opdagede de, at han havde begået underslæb med en kappe. Hazrat Zayd ibn Khalid al-Juhani (må Allah være tilfreds med ham) siger, at en mand under slaget ved Khaybar begik underslæb med en genstand. Da han senere døde, bad Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) ikke begravelsesbønnen over ham. Han sagde: »Denne af jeres ledsagere har begået underslæb med noget, der tilhører Allahs sag.« Vi gennemsøgte hans ejendele og fandt et silkestykke til en værdi af to dirham, som var blevet taget fra jøderne under slaget. Imam Ahmad siger: »Jeg ved ikke, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) afstod fra at bede begravelsesbønnen over andre end den, der begik underslæb, og den, der begik selvmord.« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: »De gaver, som embedsmænd modtager, hører under underslæb.« (Sahih Muslim)

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: »Ligesom Allah ikke accepterer bøn uden rituelt renhed, accepterer Han heller ikke sadaqa af ejendom, der er tilegnet ved underslæb.« (Sahih Muslim)

Der findes mange andre hadither om underslæb. Nogle af disse hadither vil blive behandlet i kapitlet om uret. Uret er blevet opdelt i tre kategorier, nemlig:

For det første: At tilrane sig en andens ejendom uretmæssigt.
For det andet: At begå uret mod nogen ved at dræbe, slå eller såre vedkommende.
For det tredje: At krænke en persons ære gennem skældsord, forbandelser, bagtalelse og falske beskyldninger. I sin tale under afskedsvalfarten erklærede Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) alle disse handlinger forbudte og sagde: »Husk! Jeres blod, jeres ejendom og jeres ære er hellige for jer, ligesom denne dag i denne måned i denne by er hellig.« (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

24. Tyveri

Allah, den Ophøjede, siger: »Skær hånden af tyven, hvad enten det er en kvinde eller en mand, som straf for det, de har begået, og som en straf fra Allah. Allah er Almægtig og Vis.« (Sura al-Ma’ida)

I forbindelse med fortolkningen af dette vers siger Ibn Shihab: Allah har fastsat straf ved at skære hånden af for forbrydelsen at tilegne sig menneskers ejendom. Han er Almægtig i at straffe tyven og Vis i at gøre håndafskæring obligatorisk.

Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »Ingen tyv stjæler, mens han er troende. Men hvis han angrer, består troen.« (Abu Dawud, Tirmidhi)

Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (ﷺ) skar hånden af i forbindelse med tyveriet af en genstand til en værdi af tre dirham. (Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim) Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Allahs Sendebud (ﷺ) skar hånden af for tyveri af en kvart dinar eller mere. (Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim) Det er berettet i flere hadither, at hånden ikke skæres af for tyveri af mindre end en kvart dinar eller tre dirham. På den tid svarede én dinar til 12 dirham. Men uanset tyveriets omfang, og uanset om det er et tyveri, der medfører straffen håndafskæring, er det under alle omstændigheder en stor synd og en afskyelig forbrydelse.

I en hadith, der er berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, siger Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at en kvinde fra stammen Banu Makhzum plejede at låne forskellige ting og senere benægte at have modtaget dem. Allahs Sendebud (ﷺ) beordrede, at hendes hånd skulle skæres af. Hendes familie kom til Usama, søn af Zayd, som var Allahs Sendebuds (ﷺ) adoptivsøn, og bad ham om at gå i forbøn for kvindens benådning. Da Usama gik i forbøn, sagde Allahs Sendebud (ﷺ): »Usama! Jeg ønsker ikke at se dig gå i forbøn vedrørende en straf, som Allah den Ophøjede har fastsat.« Derefter rejste han sig og holdt en tale til den forsamlede folkemængde: »Det, der førte de tidligere folk til undergang, var alene, at når en fornem person blandt dem stjal, lod de ham gå fri, mens de skar hånden af, når en svag person stjal. Ved Allahs ed! Selv hvis Fatima, Muhammads (ﷺ) datter, havde stjålet, ville jeg have skåret hendes hånd af.« Derefter blev hånden skåret af på denne kvinde fra Banu Makhzum.

I en hadith, der er berettet af Tirmidhi, Abu Dawud, al-Nasa’i og Ibn Majah, siger Abd al-Rahman ibn Jarir: Vi spurgte Fudalah ibn Ubayd, om det var Allahs Sendebuds (ﷺ) sunna at hænge den afskårne hånd på tyvens skulder efter håndafskæringen. Han sagde: Ja, Allahs Sendebud (ﷺ) hængte den afskårne hånd på tyvens skulder.

De lærde siger: Tyvens anger har ingen værdi, medmindre den stjålne genstand gives tilbage til dens ejer. Hvis han imidlertid er fattig, kan han bede ejeren om tilgivelse.

25. At begå røveri

Allah den Ophøjede siger: »Straffen for dem, der fører krig mod Allah og Hans Sendebud og spreder fordærv på jorden, er alene, at de dræbes, korsfæstes, at deres hænder og fødder hugges af på modsatte sider, eller at de fordrives fra landet. Dette er deres ydmygelse i denne verden, og i det hinsidige venter dem en hård straf.« (Sura al-Ma’ida)

Imam Wahidi siger i sin forklaring af ovenstående vers: »At føre krig mod Allah og Hans Sendebud« betyder at trodse Allah og Sendebudet og ikke adlyde deres påbud og forbud. Den, der ikke adlyder påbuddene, er i virkeligheden optaget af krig og oprør. »Spreder fordærv på jorden« betyder, at han spreder fordærv gennem drab og bortførelse af ejendom. Den, der griber til våben mod de troende, betragtes som en, der gør oprør mod Allah og Sendebudet og erklærer dem krig. Imam Malik, Imam Shafi’i og Imam Awza’i havde denne opfattelse. Den gentagne brug af ordet »eller« viser, at den islamiske regering har frihed til at anvende hvilken som helst af disse foranstaltninger. Det vil sige, at man efter ønske kan dræbe ham, korsfæste ham eller forvise ham. Dette var opfattelsen hos Ibn Abbas, Hasan, Sa’id ibn al-Musayyab og Mujahid. Ifølge Imam Atiya betyder dette ikke valgfrihed, men at straffen skal fastsættes efter forbrydelsens grad. Den røver, der begår både drab og røveri, skal dræbes og derefter korsfæstes. Den røver, der fratager andre deres ejendom, men ikke dræber nogen, skal kun have sin hånd og fod hugget af på modsatte sider. Den røver, der kun udgyder blod, men ikke røver ejendom, skal dræbes. Den, der hverken dræber eller røver ejendom, men skaber terror med våben eller på anden måde, skal fordrives fra landet. Dette er Shafi’i-skolens opfattelse. Imam Shafi’i siger endvidere, at enhver skal straffes efter graden af sin forbrydelse. Den, der fortjener både dødsstraf og korsfæstelse, skal først dræbes eller korsfæstes tre gange og tages ned igen, så straffen kan fremstilles som særdeles afskyelig. Den, der kun fortjener dødsstraf, skal dræbes, og liget skal overgives til de pårørende. Den, der kun fortjener lemlæstelsesstraf, skal først have højre hånd hugget af. Hvis han derefter igen begår tyveri eller røveri, skal venstre fod hugges af. Begår han forbrydelsen igen, skal venstre hånd hugges af. For i den hadith, som Abu Dawud og al-Nasa’i har overleveret, siger Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Ved det første tyveri skal hans hånd hugges af; ved det andet tyveri skal hans fod hugges af; hvis han stjæler igen, skal hånden hugges af; og hvis han stjæler igen, skal foden hugges af.«

« Under Abu Bakrs og Umars (må Allah være tilfreds med dem) kalifater blev der handlet i overensstemmelse med denne hadith, og ingen af ledsagerne gjorde indsigelse mod det.

Om forklaringen på ordene i verset »eller at de fordrives fra landet« siger Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): Hvis det ikke er muligt at pågribe ham, skal regeringen bekendtgøre, at den, der kan pågribe ham, skal dræbe ham. Den, der bliver pågrebet, skal arresteres og sættes i fængsel. Derved forhindres han i at gå rundt i landet og begå forbrydelser, og dette er hans fordrivelse.

Det er i sandhed en stor synd blot at true med drab og sprede terror. Hvis nogen desuden røver folks ejendele og også begår drab og vold, begår han på én gang flere store synder. Desuden er sådanne forbrydere som regel også involveret i store synder såsom alkoholforbrug, utugt, homoseksualitet og forsømmelse af bønnen.

26. At aflægge falsk ed og aflægge ed ved andre end Allah

Allah den Ophøjede siger: »Sandelig, de, der indgår en pagt med Allah og sværger ved Ham for at opnå en ringe jordisk fordel, får ingen andel i det hinsidige. Allah vil ikke tale til dem, ikke se på dem og ikke rense dem. Desuden venter dem en smertefuld straf.« (Al Imran)

Imam Wahdi siger: Engang fremsatte to personer modstridende krav på ejerskabet af et stykke jord, og de gik begge til Profeten (fred være med ham) for at få deres strid afgjort. Da den anklagede skulle til at aflægge ed til støtte for sit krav, blev dette vers åbenbaret. Derfor afstod han fra at aflægge eden og anerkendte klagerens ejerskab over jorden.
I en hadith siger Profeten (fred være med ham): Den, der aflægger ed for at tilegne sig en andens ejendom, selv om han ikke selv har retten til den, vil møde Allah, mens Han er vred på ham. Ashyas siger: Det ovennævnte vers blev åbenbaret om mig. Jeg var i strid med en jøde om et stykke jord.

Jeg førte ham til Profeten (fred være med ham). Han spurgte mig: Har du vidner eller beviser? Jeg svarede: Nej. Så sagde Profeten (fred være med ham) til den pågældende jøde: Aflæg en ed på, at dette stykke jord tilhører dig. Jeg sagde: O Profet! Hvis du giver jøden mulighed for at aflægge ed, vil han aflægge eden og tage min jord. På dette tidspunkt blev dette vers åbenbaret. Det »ringe udbytte«, der nævnes i verset, betyder verdslig vinding, som folk sædvanligvis aflægger falske eder for at opnå.

Det bør i denne forbindelse bemærkes, at hvis klageren efter islamisk lov ikke er i stand til at fremlægge passende vidner eller beviser i retten, får den anklagede mulighed for at aflægge ed, og retten afgør sagen på grundlag af denne ed. Derfor er eden et særdeles effektivt middel i sådanne tilfælde.

Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Masud, at Profeten (fred være med ham) sagde:
»Den, der aflægger ed angående en ejendom, selv om han ved, at han ikke har ret til den, vil møde Allah, mens Han er vred på ham.« Derefter reciterede Profeten (fred være med ham) dette vers: »De, der indgår en pagt med Allah og aflægger en ed for at opnå et ringe udbytte til gengæld …«
Hazrat Abu Umama siger: Vi sad hos Profeten (fred være med ham). Profeten (fred være med ham) sagde: Den, der ved hjælp af sin ed tilegner sig en muslims ejendom, gør Helvede obligatorisk for sig selv og forbyder sig selv Paradiset. En mand spurgte: O Profet! Selv hvis det er noget ganske ubetydeligt? Han svarede: »Selv hvis det blot er en gren fra et træ.« (Sahih Muslim, Nasai, Ibn Majah)

I en hadith overleveret fra Hazrat Abu Dharr i Sahih Muslim, Abu Dawud, Tirmidhi, Nasai og Ibn Majah siger Profeten (fred være med ham): »På Opstandelsens Dag vil Allah hverken tale med tre personer eller rense dem, og der venter dem en hård straf.« Det gentog han tre gange. Hazrat Abu Dharr sagde: »De er virkelig de største tabere og de mest ulykkelige mennesker.

O Profet! Hvem er de?« Profeten (fred være med ham) sagde: Den, der bærer et klæde, som når ned til anklerne, den, der bebrejder andre den almisse eller hjælp, han har ydet, og den, der sælger sine varer ved hjælp af en falsk ed. Det vil sige, at han under ed falskt angiver en højere indkøbspris for varen eller hævder, at den er udenlandsk, så den kan sælges dyrere, samtidig med at han ved en falsk ed skjuler varens mangler.

I en anden hadith overleveret i Sahih al-Bukhari siger Profeten (fred være med ham): De store synder er at sætte medguder ved Allahs side, at gøre sine forældre utilfredse, at begå selvmord og at aflægge en falsk ed. Den falske ed, som aflægges med vilje, kaldes i shariaens terminologi »yamin ghamus«, det vil sige en nedsænkende ed. Den kaldes sådan, fordi denne ed nedsænker mennesket i synd. Nogle mener, at den har fået dette navn, fordi den nedsænker mennesket i Ilden.
At aflægge ed ved andre end Allah hører også til de store synder. Det gælder for eksempel at sværge ved Profeten, Kabaen, englene, himlen, vandet, livet, en betroet ting, sjælen, hovedet, en bestemt persons mausoleum og så videre.

I en hadith overleveret i Muwatta af Imam Malik, Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim, Sunan Abu Dawud, Jami’ Tirmidhi, Sunan Nasai og Sunan Ibn Majah siger Profeten (fred være med ham): »Allah har forbudt jer at aflægge ed ved jeres forfædre. Hvis I absolut skal aflægge en ed, så aflæg den ved Allahs navn; ellers skal I tie.«

I en hadith, der er overleveret i Sahih Muslim, siger Profeten (fred være med ham): “Sværg ikke ved guder eller ved jeres fædre og forfædre.” At sige: “Hvis det, jeg siger, ikke er sandt, er jeg ikke søn af den og den” regnes som at sværge ved sine fædre og forfædre. I hadither overleveret af Abu Dawud, Ibn Majah og al-Hakim siger Profeten (fred være med ham): “Den, der sværger således: ‘Hvis det, jeg siger, ikke er sandt, er jeg ikke muslim’, vil, hvis han lyver, blive det, han har sagt (han vil blive berøvet troen), og selv hvis han taler sandt, vil han ikke kunne forblive helt trygt på islams vej.”
I en hadith, der er overleveret i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, siger Profeten (fred være med ham): “Hvis nogen af vane eller ved en fejltagelse sværger ved andre end Allah, skal han straks sige: ‘La ilaha illallah’.”

27. At begå zulm eller undertrykkelse

Zulm eller undertrykkelse begås på mange måder. De mest udbredte former er at tilegne sig menneskers ejendom, med magt at tage andres ejendom, slå mennesker, skælde dem ud, angribe nogen uden provokation, forvolde økonomisk, fysisk og omdømmemæssig skade samt udøve brutalitet mod de svage og lignende.
I den hellige Koran, i sura Ibrahim, siger Allah: “Tro aldrig, at Allah er uopmærksom på de uretfærdiges handlinger. Allah giver dem kun udsættelse til en bestemt dag, hvor øjnene vil stå stive af rædsel. De vil løbe forvirrede omkring med bøjet hoved; deres blik vil ikke vende tilbage til dem selv, og deres hjerter vil være tomme. Advar menneskene om den dag, hvor straffen vil komme over dem. På den dag vil de uretfærdige sige: ‘Vor Herre, giv os blot en kort frist, så vil vi besvare Dit kald og følge sendebuddene.’ Sagde I ikke tidligere, mens I svor ed efter ed, at I ikke ville gå til grunde? I har boet i de boliger, hvor de, der gjorde uret mod sig selv, boede, og det er blevet klart for jer, hvordan Jeg behandlede disse uretfærdige. Desuden har Jeg givet jer mange eksempler.”

I sura ash-Shura siger Allah: “Der kan kun træffes foranstaltninger mod dem, der begår overgreb mod mennesker.” I det sidste vers i sura ash-Shura siger Allah: “De uretfærdige vil snart få at vide, hvad deres uretfærdighed fører til.”

Profeten (fred være med ham) siger: Allah giver den uretfærdige en lang frist. Men når Han til sidst griber ham, lader Han ham ikke slippe. Derefter reciterede han dette vers: “Sådan er din Herres greb, når Han griber de uretfærdige byer. Hans greb er smerteligt og uimodståeligt.” (Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim, Jami’ at-Tirmidhi)

Profeten (fred være med ham) siger også: “Hvis nogen har krænket sin broders ære eller gjort skade på hans ejendom, skal han i dag søge hans tilgivelse for det (det vil sige, han bør bede ham om tilgivelse), før den frygtelige dag kommer, hvor der ikke kan ydes nogen erstatning med penge. Hvis han da har gode gerninger, vil de blive givet til den forurettede i forhold til den uret, han har begået. Og hvis han ikke har nogen dårlige gerninger, vil den forurettedes dårlige gerninger blive lagt på ham.” (Sahih al-Bukhari og Jami’ at-Tirmidhi)
I en hadith qudsi siger Profeten (fred være med ham), at Allah den Ophøjede har sagt: “Mine tjenere! Jeg har gjort zulm forbudt for Mig selv, og Jeg har også gjort det forbudt mellem jer. Så begå ikke zulm mod hinanden.” (Sahih Muslim, Jami’ at-Tirmidhi)

I en anden hadith fortælles det: “Profeten (fred være med ham) spurgte ledsagerne: ‘Ved I, hvem den fattige er?’ De sagde: ‘Den fattige blandt os er den, der ikke har penge eller ejendom.’ Profeten (fred være med ham) sagde: ‘Den fattige blandt min umma er den, der på opstandelsens dag kommer med megen bøn, zakat, faste og hajj, men som kommer efter at have fornærmet nogen, tilegnet sig andres ejendom, krænket nogens ære, slået nogen og udgydt nogens blod. Derefter vil hans gode gerninger blive fordelt blandt disse mennesker. Når hans gode gerninger er opbrugt, før de forurettede har fået fuld erstatning, vil de forurettedes synder blive lagt på ham én efter én, og han vil blive kastet i Jahannam.'” (Sahih al-Bukhari og andre autentiske hadithsamlinger)
I en anden hadith, der er overleveret i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, står der: “Den, der uretmæssigt tager blot en håndsbredde af en andens jord, vil på opstandelsens dag få syv jordlag lagt om sin hals.” I en hadith qudsi siger Allah: “Jeg er særdeles vred på den, der undertrykker en person, som ikke har nogen hjælper ud over Mig.”

En arabisk digter siger:
“Begå ikke zulm blot fordi du har magt; zulms følger er intet andet end anger. Efter at have begået zulm sover du trygt, men den forurettede kan ikke falde i søvn. Hele natten beder han Allah om ondt over dig, og Allah hører det, for Han sover heller ikke.” En vismand har sagt: “Begå ikke zulm mod de svage. Ellers vil de en dag blive forvandlet til en stærk gruppe, der kan volde stor skade.”

Det er berettet i Toraen: “På dommedag vil en udråber fra siden af Sirat-broen bekendtgøre: ’O I hovmodige og grusomme undertrykkere! Allah har svoret ved sin egen værdighed og magt, at ingen undertrykker denne dag vil kunne passere denne bro og komme i Paradis.’”

Hazrat Jābir (ra) beretter: “I året for erobringen af Mekka, da de muhājirūn, som var udvandret til Abessinien, vendte tilbage til Allahs Sendebud (fvmh.), sagde Allahs Sendebud: ’Vil I fortælle mig om en mærkværdig oplevelse, I havde, mens I opholdt jer i Abessinien?’ Nogle unge blandt muhājirūn sagde da: ’Ja, Allahs Sendebud! En dag sad vi der, og vi så en gammel kvinde gå forbi os med en krukke vand på hovedet. Pludselig kom en ung mand, lagde hånden på hendes nakke og skubbede hårdt til hende. Den gamle kvinde faldt, og hendes vandkrukke faldt også ned og gik i stykker. Hun rejste sig, så på den unge mand og sagde: ’O forræder! Den dag, hvor Allah rejser Tronen, den dag, hvor alle tidligere og senere mennesker samles, og den dag, hvor menneskenes hænder og fødder vidner om deres gerninger, vil du få at se, hvad din skæbne bliver foran Allah, og hvad der vil ske med mig.’” Da Allahs Sendebud (fvmh.) hørte dette, sagde han: ’Den gamle kvinde har talt sandt. Hvordan skulle Allah ære et folk, der ikke holder de stærke tilbage til gavn for deres svage?’” (Ibn Māja, Ibn Hibbān, al-Bayhaqī)

Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: “Allahs vrede vil uvægerligt ramme fem slags mennesker. Hvis Han vil, vil Han lade den ramme dem allerede i denne verden; ellers vil Han lade den ramme dem i det hinsidige:

(1) En hersker over et folk, som opkræver det, staten har krav på, fra sine undersåtter, men ikke behandler dem retfærdigt og ikke beskytter dem mod undertrykkelse.
(2) En leder for en gruppe, en stammehøvding eller en national leder, som alle adlyder, og hvis befalinger alle følger, men som ikke behandler de stærke og de svage ens og taler efter eget forgodtbefindende.
(3) Den, som ikke pålægger sin familie og sine børn at adlyde Allah og ikke lærer dem islams regler.
(4) Den, som fuldt ud kræver det arbejde, han har krav på, af sin ansatte, men ikke udbetaler ham hans fulde, berettigede løn.
(5) Den, som berøver sin hustru hendes medgift og undertrykker hende.”

Hazrat Abdullah ibn Salām siger: “Da Allah i begyndelsen skabte alle sine skabninger, spurgte de Allah den Ophøjede: ’Vor Herre, hvem er Du sammen med?’ Allah svarede: ’Med den undertrykte, indtil hans ret gives tilbage til ham.’”

Hazrat Wahb ibn Munabbih siger: “En mægtig konge havde bygget et palads. En dag kom en gammel tiggende kvinde, byggede en hytte ved siden af paladset og slog sig ned der. En dag gik kongen op på paladsets tag for at se sig omkring. Da han fik øje på hytten, spurgte han: ’Hvem tilhører hytten?’ Folkene svarede: ’En fattig gammel kvinde. Hun bor der.’ Kongen beordrede straks, at hytten skulle rives ned. Den gamle kvinde var på det tidspunkt gået ud for at tigge. Da hun kort efter kom tilbage, så hun, at hendes hytte var ødelagt. Hun spurgte folkene i nærheden: ’Hvem har revet min hytte ned?’ De fortalte hende, at det var kongen. Den gamle kvinde løftede hovedet mod himlen og sagde: ’O Allah! Hvor var Du, da jeg ikke var i min hytte? Kunne Du ikke beskytte den?’ Derefter befalede Allah Jibrīl at ødelægge paladset, og det blev straks ødelagt.”

Det fortælles, at da kong Khalid ibn Barmak og hans søn blev fængslet efter at være faldet fra magten, sagde sønnen: ’Far, efter at have været i besiddelse af så megen ære og anseelse, hvorfor er vi nu i fængsel?’ Khalid sagde: ’Ja, min søn. Den nat, hvor vi sov tilfredse efter at have undertrykt undersåtterne, var Allah vågen og tog imod de undertryktes bønner.’ Yazīd ibn Hakīm sagde: ’Jeg havde undertrykt en mand. Jeg vidste, at han ikke havde nogen anden hjælper i verden end Allah. Men da han sagde: »Allah er mig tilstrækkelig; Allah vil afgøre sagen mellem mig og dig«, blev jeg så bange for ham, at jeg aldrig i mit liv havde frygtet nogen så meget.’

Engang fængslede kaliffen Hārūn al-Rashīd digteren Abū al-Atāhiyah. Digteren skrev et brev til ham derfra, hvori disse linjer stod: “Ved Allah, vid, at undertrykkelse selv bringer frygtelig ulykke over undertrykkeren. Undertrykkeren er altid fordærvet. O undertrykker, når vi på dommedag samles, vil du få at vide, hvem der i sandhed er den forkastelige.”

I en hadith, der er overleveret i Tabarānī Sharīf, står der: »Når den uretfærdige på opstandelsens dag kommer til Sirāt-broen, vil alle dem, som han har gjort uret imod – det vil sige alle dem, hvis rettigheder han har krænket og som han har skadet – straks komme og tage hans gode gerninger som erstatning. Når alle hans gode gerninger er blevet taget, vil de undertryktes store mængder af synder blive lagt på hans skuldre. Som følge heraf vil den uretfærdige blive kastet ned i Helvedes laveste niveau.«

I en hadith, der er overleveret i Musnad Ahmad, siger Allahs Sendebud (ﷺ): »På opstandelsens dag vil Allahs tjenere blive samlet på pladsen barfodede og nøgne. På dette tidspunkt vil en stemme lyde med en alvorlig og mægtig klang, som alle, både nær og fjern, vil kunne høre. Der vil blive sagt: ‘Jeg er den konge, som opfylder alles behov. Ingen af Paradisets beboere kan træde ind i Paradiset, og ingen af Helvedes beboere kan træde ind i Helvede, før jeg har taget hævn for den uret, han har begået – selv hvis det blot drejer sig om en lussing eller et spark. Din Herre gør ingen uret.’ Vi sagde: ‘Allahs Sendebud, hvordan kan det lade sig gøre, når vi alle vil være barfodede og nøgne?’ Sendebudet (ﷺ) sagde: ‘Der vil blive taget hævn gennem udvekslingen af hver enkelts gode og dårlige gerninger. Jeres Herre er ikke uretfærdig.’« I en anden hadith siger Allahs Sendebud (ﷺ): »Selv for ét slag med en stok vil der blive taget hævn på opstandelsens dag.«

Det fortælles, at »en persisk konge ansatte en lærer til sin søn. Da drengen var blevet tilstrækkeligt stor, kaldte læreren ham en dag til sig og gav ham en hård fysisk straf uden grund og uden nogen forseelse. Drengen blev vred på sin lærer og forblev indvendigt rasende. Kort tid efter døde kongen, og drengen besteg tronen. Han indkaldte da læreren til hoffet og spurgte ham: ‘Hvorfor straffede De mig uden grund den og den dag?’ Læreren sagde: ‘O konge, hør mig. Da jeg så, at De var blevet voksen og snart ville bestige tronen, besluttede jeg at lade Dem smage, hvor smertefuldt det er at blive slået og behandlet uretfærdigt uden grund, så De ikke gør nogen uret.’ Da kongen hørte dette, takkede han ham og sagde: ‘Må Allah belønne Dem med det bedste.’ Derefter sendte han sin tidligere lærer bort med mange gaver.«

Uret mod den forældreløse og herskerens uret mod undersåtterne er tidligere blevet behandlet særskilt. Her fremstilles spørgsmålet om den stærkes uret mod den svage på alle samfundsniveauer. Det vil sige, at enhver krænkelse af en tjeners ret eller rettighed er uret. I denne forbindelse skal det nævnes, at det også er uret, når en velhavende eller velstående person uden gyldig grund forsinker eller unddrager sig at betale en fattig kreditor den løn eller anden betaling, som tilkommer ham. Derfor er det i hadith blevet sagt, at arbejderens løn skal betales, før sveden på hans krop når at tørre. Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »Den riges tøven og undvigelse er også en form for uret.«

I en hadith, der er overleveret i Musnad Ahmad og Tirmidhī, siger Allahs Sendebud (ﷺ): »Den undertryktes bøn stiger op over skyerne, og Allah siger da: ‘Ved Min værdighed og magt, jeg vil visselig hjælpe dig, om det så sker kort tid efter.’« At en ægtemand undlader at give sin hustru den medgift og underhold, som tilkommer hende, er også en form for uret. Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »Den stærkes hårde behandling af den svage, hvorved han skader hans hjælpemidler, ejendom og anseelse og påfører ham lidelse, hører til uret.«

I en hadith, der er overleveret fra Ibn Masʿūd, står der: »På opstandelsens dag vil enhver kvinde og mand efter tur blive ført ved hånden frem for hele menneskeheden, som er samlet på opstandelsens plads, og der vil blive sagt: ‘Dette er den og dens søn eller datter, den og den. Hvis nogen har et krav mod denne person, så lad ham komme og få det opfyldt hos ham.’ På dette tidspunkt vil de hustruer, som er blevet berøvet deres rettigheder, glæde sig og få deres rettigheder fra den far, bror eller ægtemand, som har frataget dem dem. Derefter reciterede han dette vers: ‘På den dag vil ingen slægtskabsforbindelse være til nogen nytte, og ingen vil spørge til nogen anden.’ På den dag vil Allah tilgive, hvem Han vil, hvad angår de rettigheder, der tilkommer Ham, men Han vil ikke tilgive menneskers rettigheder. Derefter vil den kvinde eller mand, som er blevet identificeret, blive stillet på et bestemt sted, og kravhaverne vil få at vide: ‘Kom frem og tag jeres rettigheder.’ Allah den Ophøjede vil sige til englene: ‘Giv enhver kravhaver fra hans gode gerninger i forhold til kravets størrelse.’ Hvis der efter at alle kravhaverne har fået deres del, stadig er en smule gode gerninger tilbage, og han efter vurderingen af alle sine handlinger er en person, som Allah elsker, vil hans resterende gerninger blive forøget på en sådan måde, at han kan komme i Paradiset. Derefter vil han blive ført ind i Paradiset. Men hvis han samlet set er en ond person, og han ikke har nogen gode gerninger tilbage, vil englene sige: ‘O Allah, alle hans gode gerninger er opbrugt, men der er stadig mange rettighedshavere.’ Da vil Allah sige: ‘Læg rettighedshavernes synder på ham, og før ham ind i Helvede.’«

Selv hvis man gør uret mod en ikke-muslim, må man lide den samme konsekvens i denne verden og i det hinsidige. Ligesom det er uret ikke at give en muslim det, der tilkommer ham, at give ham mindre, bedrage ham, narre ham, pålægge ham arbejde ud over hans evner eller tage noget fra ham, før han frivilligt og med glæde giver det, er alle disse handlinger ligeledes uret, når de begås mod en ikke-muslim. Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »Den, der krænker en ikke-muslims rettigheder eller på nogen måde skader hans liv eller ejendom, vil jeg på opstandelsens dag selv kræve retfærdighed over ham hos Allah.«

I en hadith, der er overleveret af Tabarānī, siger Allahs Sendebud (ﷺ): »Den første sag, der på opstandelsens dag vil blive bragt frem til afgørelse, vil angå en ægtemand og hans hustru. Hustruen vil ikke tale, men hendes hænder og fødder vil vidne om den behandling, hun plejede at give sin ægtemand, og ægtemandens hænder og fødder vil vidne om den gode eller dårlige behandling, han plejede at give sin hustru. Derefter vil sagen om herrer og deres tjenere, både mænd og kvinder, blive bragt frem. Der vil ikke blive indgået forlig ved hjælp af penge eller materielle midler. Den undertrykte vil kun få den uretfærdiges gode gerninger. Derefter vil alle magtfulde, uretfærdige herskere blive ført frem bundet i jernlænker, og de vil blive sendt til Helvede.«

Det fortælles, at den fremtrædende tābiʿī Tāwūs al-Yamānī en gang rådede den umayyadiske hersker Hishām ibn ʿAbd al-Malik: »Vær på vagt over for dagen, hvor der vil blive råbt adhan.« Hishām sagde: »Hvilken dag, hvor der vil blive råbt adhan?« Tāwūs sagde: »Allah den Ophøjede har sagt: ‘På den dag vil en råbe adhan, det vil sige bekendtgøre: Allahs forbandelse er over de uretfærdige!’« Så snart Hishām hørte dette, besvimede han. Tāwūs sagde: »Hvis dette er reaktionen på at høre en beskrivelse af det, der vil ske på opstandelsens dag, hvordan vil det så være, når det faktisk sker, og man ser det med egne øjne?«

Islam har ud over selve uretten også strengt forbudt at bistå uret og at opretholde nærhed til de uretfærdige. I Sura Hūd siger Allah: »Støt ikke de uretfærdige, for så vil I blive berørt af Ilden.« I forbindelse med Ibn ʿAbbās’ tafsīr siger han, at det betyder: Hav ikke en fuldstændig oprigtig kærlighed til dem, tal ikke til dem med milde og ydmyge ord, og bevar ikke venskab med dem. Suddī siger: Det betyder, at man ikke skal indgå kompromis med de uretfærdige. ʿIkrimah siger: Det vil sige, at man ikke skal adlyde dem. Abū al-ʿĀliyah siger: Det vil sige, at man ikke med glæde skal acceptere de uretfærdiges handlinger.

I Sura as-Saffat siger Allah: »Saml dem, der begår uret, og deres medskyldige.« Det vil sige, at også deres hjælpere og følgere må lide samme skæbne. I en hadith siger Rasulullah (saw): »Den, der støtter en uretfærdig, selv om han ved, at denne er uretfærdig, træder ud af islam.« I en anden hadith siger Rasulullah (saw): »Der vil komme mange herskere, som har talrige følgere, og disse følgere vil også begå uret og lyve over for mennesker. Den, der omgås dem, støtter deres løgne og hjælper dem med deres uret, har intet med mig at gøre, og jeg har intet med ham at gøre. Men den, der holder afstand til dem og ikke hjælper dem med deres uret, er min nære, og jeg er hans nære.« Rasulullah (saw) har sagt: »Den, der hjælper en uretfærdig, vil få en eller anden uretfærdig lagt over sig.« Hazrat Sa’id ibn al-Musayyib (ra) siger: »Når man ser på den uretfærdige hersker og hans medskyldige, skal man se på dem med vrede og forbitrelse i hjertet. Ellers er der fare for, at jeres gode gerninger bliver tilintetgjort.« Makhul ad-Dimashqi siger: »På Dommedag, når den uretfærdige og hans medskyldige bliver kaldt frem, vil heller ikke den, der fyldte blæk i den uretfærdiges pen, ordnede hans pen eller hjalp ham ved at udføre sådanne små eller større opgaver, blive undtaget. Alle hjælperne vil blive puttet i en kasse af ild og kastet i Jahannam.«

Rasulullah (saw) har i en hadith sagt: »De, der gik rundt med våben på de uretfærdige herskeres vegne og slog mennesker uden grund for at behage dem, vil være de første til at træde ind i Jahannam.« Hazrat Ibn Umar (ra) siger: »De uretfærdiges medskyldige vil være Jahannams hunde.«

Rasulullah (saw) har i en anden hadith sagt: »Bliv ikke på et sted, hvor et menneske bliver tortureret eller dræbt uretmæssigt. For Allahs forbandelse vil ramme dem, der opholder sig dér uden at forhindre uretten.« (Tabarani)

Rasulullah (saw) siger i en anden hadith: »Når en mand er kommet i graven, vil englene sige til ham: Vi vil slå dig hundrede gange med en pisk. Manden vil bønfalde dem igen og igen om at lade ham være, og derfor vil han kun blive slået én gang. Derefter vil graven blive fyldt med ild. Da vil manden spørge: Hvorfor slog I mig? De vil svare: Fordi du bad én bøn uden at have udført renselsen, og fordi en mand blev udsat for uret ved siden af din vej, men du hjalp ham ikke, selv om du havde magt til det.« Det er værd at tænke over: Hvis dette er skæbnen for den, der ikke hjælper den undertrykte, selv om han har magt til det, hvad vil da ske med den, der selv begår uret?

I en hadith i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim siger Rasulullah: »Hjælp din bror, hvad enten han er uretfærdig eller undertrykt.« Sahabaerne sagde: »O Rasulullah! Hvis han er undertrykt, forstår vi, at vi skal hjælpe ham, men hvordan skal vi hjælpe ham, hvis han er uretfærdig?« Rasulullah (saw) sagde: »Hold ham tilbage fra uret. Det er at hjælpe ham.«

Det fortælles, at en dervish en dag, nogen tid efter hans død, i en drøm så en af de uretfærdige embedsmænds medskyldige i en yderst elendig tilstand. Han spurgte ham: »Hvordan har du det efter døden?« Han svarede: »Jeg er i en uudholdelig tilstand. Jeg lider under Allahs straf.« Han spurgte: »Hvor er dine herrer, det vil sige de uretfærdige embedsmænd?« Han svarede: »De er i en endnu frygteligere tilstand end jeg.« Derefter sagde han: »Har du ikke læst dette vers: »De uretfærdige vil snart få at vide, hvilken skæbne de får.««

En historiker har i denne forbindelse også fortalt en anden hændelse. Han siger: »Engang så jeg en mand, hvis ene arm var blevet hugget af ved skulderen. Han råbte højt: »De, der ser mig, bør ikke begå uret mod nogen.« Jeg gik hen til ham og spurgte: »Hvad er der sket med dig, broder?« Han svarede: »Der er sket noget mærkeligt. Jeg var en tyrans håndlanger. En dag så jeg en fisker bære en stor fisk. Da jeg så fisken, blev jeg meget begærlig, så jeg slog fiskeren og tog hans fisk fra ham. Jeg gik glad hjem med fisken. Pludselig bed fisken mig voldsomt i tommelfingeren. Da jeg kom hjem, kastede jeg fisken fra mig. På grund af smerten kunne jeg ikke sove den nat. Næste morgen så jeg, at min finger var hævet voldsomt. Jeg gik straks til lægen. Han fortalte mig, at tommelfingeren måtte amputeres, ellers ville hele hånden senere blive angrebet. Derfor blev tommelfingeren amputeret. Men smerten blev ikke mindre. Jeg gik igen til lægen. Denne gang amputerede han hele min håndflade og lagde en forbinding på den. Men heller ikke det gav lindring.«

Til sidst måtte hele min arm amputeres. Derefter hørte en mand hele min historie og bad mig gå til fiskens ejer og bede om tilgivelse; ellers kunne hele min krop blive ramt af sygdom, advarede han mig. Efter megen søgen fandt jeg fiskeren og mindede ham om hele det tidligere hændelsesforløb. Jeg greb om hans fødder og bad ham om tilgivelse. Nu er resten af min krop rask, fordi fiskeren har tilgivet mig og trukket den forbandelse tilbage, som han havde bedt over mig.«

I virkeligheden er undertrykkelse af mennesker en så frygtelig synd, at straffen for den på den ene eller anden måde allerede begynder at vise sig i det jordiske liv, selv om mange ikke indser det. Den effektive måde at beskytte sig mod dette på er at vie sig til velgørenhed og arbejde til gavn for samfundet, at afholde sig fra grådighed, misundelse og vrede samt at være tilfreds med det, man har fået på halal-vis. Rasulullah (s.a.) har sagt: “Den, der er tilfreds med sin skæbne og ikke begærer det, som andre har, smager den sande tro.”

28. Tvangsopkrævning af bidrag

Dette er også en form for undertrykkelse. Det hører også med til den undertrykkelse, der omtales i det følgende vers fra den hellige Koran:

“Der skal kun træffes foranstaltninger mod dem, der undertrykker mennesker og spreder ulovligt oprør på jorden. Dem venter en smertefuld straf.” (Ash-Shura)

De, der tvangsopkræver bidrag, er selv undertrykkere, og de er også de største hjælpere for undertrykkerne. De bidrag, som afpresserne opkræver, tilkommer dem ikke, og den måde, de bruger dem på, er heller ikke lovlig.

Derfor har Rasulullah (s.a.) sagt: “Den, der opkræver ulovlige bidrag, kommer ikke i Paradis.” (Abu Dawud)
Grunden er, at den, der tvangsopkræver bidrag, undertrykker og udnytter Allahs tjenere. Han fratager dem deres hårdt tjente penge. Sådanne mennesker vil på Dommedag ikke kunne give de undertrykte det, der tilkommer dem. Hvis de har nogen accepterede gode gerninger, må de give dem til de undertrykte. Ellers må de bære de undertryktes synder på deres skuldre og gå i Helvede.

En hadith om dette er allerede blevet nævnt. Rasulullah (s.a.) har sagt, at den virkelig fattige blandt min ummah er den, der på Dommedag kommer med mange bønner, faste, pilgrimsrejse og zakat

kommer. Men han kommer efter at have skældt nogen ud, slået nogen eller tilegnet sig en andens ejendom. Derefter vil hans gode gerninger blive givet til alle disse skadelidte, én efter én. Når de gode gerninger er opbrugt, vil de undertryktes synder blive lagt på hans skuldre, og han vil blive kastet i Helvede.

I den hadith, hvor det berettes, at en utro kvinde blev stenet til døde, sagde Profeten (fred være med ham): »Denne kvinde har angret på en sådan måde, at hvis den, der opkræver penge med tvang, angrede på samme måde, ville også hans synd blive tilgivet.« Heraf forstår man, hvor stor og alvorlig en synd dette er. At opkræve penge med tvang svarer i virkeligheden til røveri og banditvirksomhed. Den, der opkræver penge med tvang, den, der hjælper ham, den, der skriver det ned, og den, der fungerer som vidne, er alle lige delagtige i denne synd. De ernærer sig alle af det, der er haram.

Profeten (fred være med ham) sagde: »Det stykke kød, der er opstået af haram-formue, er bestemt for Helvede.«

Imam al-Wahidi inkluderede også det, der er opkrævet med tvang, blandt de urene ting i sin tafsir af verset: »Sig: De rene og de urene ting er ikke ens.« Profeten (fred være med ham) sagde: »En persons ejendom bliver ikke halal, medmindre han giver den frivilligt.« En gang kom Jabir til Profeten (fred være med ham) og sagde: »O Guds Sendebud, jeg drev handel med vin. Fra denne handel har jeg en del opsparede kontanter. Hvis jeg bruger dem til at tilbede Allah eller udføre en god gerning, vil det så være til gavn for mig?«

Profeten (fred være med ham) sagde: »Hvis du bruger disse penge til hajj, jihad eller sadaqa, vil de ikke have så meget værdi hos Allah som en flues vinge. Allah tager kun imod ren formue.« Da åbenbarede Allah til støtte for dette udsagn: »O Profet! Sig: De rene og de urene ting er ikke ens, selv om de urene tings overflod behager dig.« Imam Ata og Hasan al-Basri siger, at der med henholdsvis det rene og det urene menes halal og haram.

Formaning: De, der ved at plyndre menneskers ejendom med magt byggede høje, fæstningslignende paladser og boede der for at undgå folkets vrede, de, der anlagde smukke blomsterhaver og levede et yderst luksuriøst liv, og som sad på troner med høj anseelse og magt i verden – tænk over, hvor de er i dag. Alle deres bestræbelser og drømme om at bestå evigt på jorden er blevet til støv. I dag er de begyndt at lide konsekvenserne af deres handlinger. Den, der ved at tænke på denne skæbne for altid forkaster undertrykkelse, mishandling og vejen med at tilegne sig andres ejendom og dermed renser sig selv, er i sandhed forstandig. Den, der ønsker at rense sig selv, bør betragte de få tilbageværende dage af sit liv som en gylden mulighed.

29. At spise haram og at tjene, tilegne sig og forbruge formue på enhver haram-måde

I den hellige Koran siger Allah: »Forbrug ikke hinandens ejendom på ulovlig vis.« Ibn Abbas siger, at betydningen er at sikre sig ejerskab over en andens ejendom gennem falske og grundløse eder. At tjene penge ulovligt, det vil sige på haram-måder, kan ske på to måder. For det første fuldstændigt gennem magt og undertrykkelse, såsom underslæb, bortførelse, ulovlig beslaglæggelse, tilegnelse af betroet ejendom gennem bedrag, tyveri, røveri og lignende. For det andet gennem spil, snedighed, bedrag og lignende. At vinde penge gennem lotteri og hasardspil hører også under dette. I Sahih al-Bukhari står der, at Profeten (fred være med ham) sagde: »Der findes mennesker, som uretmæssigt gør indgreb i Allahs tjeneres ejendom. På Dommedagen er Helvede bestemt for dem.« I Sahih Muslim står der, at Profeten (fred være med ham) sagde: »En mand, der er på en lang rejse, med uredt hår og støvet krop, løfter sine hænder mod himlen og beder: ’O Herre, O Herre’, mens det, han spiser, er haram, det, han drikker, er haram, det, han ifører sig, er haram, og han næres af haram. Hvordan skulle hans bøn blive besvaret?« Anas siger: »Jeg sagde: O Guds Sendebud, bed Allah om, at min bøn må blive besvaret.« Profeten (fred være med ham) sagde: »O Anas, sørg for, at din indkomst er halal, så vil din bøn blive besvaret. Husk, at hvis nogen blot tager en håndfuld haram-mad i munden, vil hans bøn ikke blive besvaret i fyrre dage.«

Al-Bayhaqi beretter, at Profeten (fred være med ham) sagde: »Ligesom Allah har fordelt jeres forsørgelse mellem jer, har Han også fordelt jeres karakteregenskaber mellem jer. Han giver verdens rigdom til den, Han elsker, og til den, Han ikke elsker. Men religionens, det vil sige det hinsidiges, rigdom giver Han kun til den, Han elsker. Den, som Allah har givet religionen, må forstå, at Han elsker ham. Hvis en tjener tjener haram-formue og bruger den på sine egne behov, vil han ikke opnå velsignelse eller gavn ved den. Hvis han giver den til andre, vil denne gave heller ikke blive antaget, og det, han efterlader sig på jorden, vil blive et middel til Helvede for ham. Allah bekæmper ikke det onde med ondt; Han bekæmper det onde med det gode.« (Musnad Ahmad)

Hazrat Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Verden er sød og grøn. Den, der her erhverver halal-formue og anvender den på en retfærdig måde, vil Allah belønne på bedste vis og give Paradiset. Men den, der erhverver haram-formue og anvender den på en uretfærdig måde, vil Allah forvise til et vanærende sted. Og de, der besidder haram-formue, vil på opstandelsens dag brænde i ilden.«

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde endvidere: »Den, der er ligeglad med, hvorfra han erhverver sin formue, vil Allah den Ophøjede ikke være ligeglad med, gennem hvilken port Han vil lade ham træde ind i Helvede.«

Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Det er bedre for en muslim at spise jord end at spise noget haram.« (Musnad Ahmad)

Hazrat Yusuf ibn Asbat (må Allah have barmhjertighed med ham) sagde: Når en ung mand hengiver sig til tilbedelse, siger Satan til sine medhjælpere: Find ud af, hvad manden spiser! Hvis han spiser haram, så lad ham udmatte sig selv med så megen tilbedelse, som han ønsker, og hindr ham ikke. For han er selv tilstrækkelig til at ødelægge sin tilbedelse. Så længe han fortsætter med at spise haram, vil hans tilbedelse ikke være ham til nogen nytte.« Dette udsagn støttes af den sahih-muslimske hadith, der blev citeret tidligere. Det er berettet i en hadith, at en engel hver nat og dag i Bayt al-Maqdis bliver ved med at bekendtgøre: »Den, der spiser haram, modtager Allah hverken hans obligatoriske eller frivillige tilbedelse.« Abdullah ibn al-Mubarak sagde: »Det er mig kærere at give hundrede tusind i almisse end at modtage en eneste dirham, der er tvivlsom.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der bruger haram-penge og derefter går til pilgrimsfærden og siger »Labbayk« (Herre, jeg er til stede), får af en engel at vide: »Dit Labbayk er ikke accepteret. Din hajj er blevet kastet tilbage i ansigtet på dig.« (Tabarani)

Det er berettet i Musnad Ahmad, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der køber et stykke tøj for ti dirham, hvoraf én dirham er erhvervet på uærlig vis, vil ikke få sin bøn accepteret, så længe han bærer dette tøj.« Imam Wahb ibn al-Ward sagde: »Selv hvis du er udpeget som kriger eller vagt på jihadens slagmark, vil det ikke være til nogen nytte, så længe du ikke er opmærksom på, om det, du spiser, er halal eller haram.« Hazrat Ibn Abbas sagde: »Allah accepterer ikke en haramspisers bøn, før han angrer over for Allah og vender tilbage til en retskaffen indtjening.« Hazrat Sufyan al-Thawri sagde: »Den, der udfører en god gerning med haram-penge, er som en, der vasker et klæde med urin. Klædet bliver ikke rent uden rent vand. På samme måde kan synder ikke sones uden halal-indtjening.«

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Af frygt for at falde i haram afstod vi fra ni tiendedele af halal-formuen.«

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den krop, der er blevet næret og styrket af haram, kommer ikke i Paradiset.« (Tirmidhi) Det er berettet i Sahih al-Bukhari, at Hazrat Abu Bakr havde en slave. Da slaven bad om sin frigivelse på betingelse af, at han skulle betale ham et bestemt beløb som løsesum, gik han med til det. Derefter kom slaven hver dag med en del af løsesummen. Hazrat Abu Bakr spurgte ham, hvordan han havde tjent den. Hvis han gav et tilfredsstillende svar, tog han imod pengene og anvendte dem; ellers gjorde han det ikke. En dag kom slaven om aftenen med noget mad til ham. Den dag fastede han. Derfor glemte han at spørge om madens oprindelse og spiste en mundfuld. Derefter spurgte han ham: »Hvordan har du skaffet denne mad?« Han svarede: »I uvidenhedens tid spåede jeg for folk. Jeg var ikke god til at spå, men jeg bedragede dem blot. Denne mad er købt for de penge, jeg tjente på denne spådom.« Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Hvilken ulykke! Du var nær ved at ødelægge mig.« Derefter stak han fingrene ned i halsen for at kaste op, men den spiste mad kom ikke op. De tilstedeværende sagde til ham, at maden ikke ville komme op, hvis han ikke drak vand. Så bad han om vand og drak igen og igen, indtil han fik alt det, han havde spist, ud af maven. Folkene sagde: »Må Allah forbarme sig over dig. Gør du alt dette blot på grund af den ene mundfuld?« Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Selv hvis jeg skulle dø for at få denne mad ud, ville jeg stadig få den ud. For jeg har hørt Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: »Helvedes ild er bedst for den krop, der er opbygget af haram-føde.«« Derfor frygtede jeg, at en del af min krop kunne være blevet dannet af denne ene mundfuld. De lærde har sagt: Tvangsinddrivelse af penge, underslæb, tyveri, bedrag og svindel, renter og rentemægling, falsk vidneudsagn, at låne noget og senere tilegne sig det, at tage imod bestikkelse, at snyde med mål og vægt, at sælge en vare ved at skjule dens fejl, hasardspil, magi, spådomskunst, at tegne og tage billeder, utugt, professionel gråd over afdøde, at tage mæglerhonorar fra en køber uden sælgerens tilladelse, at opsøge en vare for en køber mod betaling, salg af frie mennesker, indtjening fra salg af vin og svinekød samt den bortførte forældreløses formue – alt dette er haram-formue.

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »På opstandelsens dag vil nogle mennesker møde frem med gode gerninger så store som Tahamas bjerge. Men Allah den Ophøjede vil straks gøre dem til støvpartikler og lade dem blæse bort.« Han blev spurgt: »Allahs Sendebud, hvordan kan det ske?« Allahs Sendebud sagde: »Disse mennesker plejede at bede, faste, betale zakat og udføre hajj. Men hver gang de kom i berøring med noget haram, kastede de sig straks ud i det. Derfor har Allah annulleret alle deres gode gerninger.« (Tabarani)

Det er blevet berettet, at nogen i en drøm så en from mand og spurgte ham om hans tilstand. Han svarede: »Jeg lider ingen straf. Men min indtræden i Paradiset er blevet udsat, fordi jeg i mit jordiske liv lånte en nål og ikke gav den tilbage.«

Formaning: Man bør altid holde sig fra det forbudte, idet man husker på den hårde og uundgåelige straf i det hinsidige.

30. At lyve

Allah den Højeste siger i den hellige Koran: »Forbandelsen er over løgnerne.« (Al-Baqarah) Han siger også: »Allah den Højeste retleder ikke den løgnagtige ødelægger.« (Al-Mu’min)

Det er berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Sandfærdighed fører mennesket til retfærdighed, og retfærdighed fører til Paradiset. Hvis en person fortsætter med at tale sandt og søge sandhedens vej, bliver han til sidst registreret hos Allah som siddīq, det vil sige »en yderst sandfærdig«. Løgn fører derimod mennesket til syndighed, og syndighed fører til Helvede. Hvis en person fortsætter med at lyve og søge løgnens vej, bliver han til sidst skrevet hos Allah som »løgner«.
Det er også berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Tre ting er hyklerens kendetegn, »selv om han faster og beder meget og hævder at være muslim:
– Når han taler, lyver han.
– Når han afgiver et løfte, bryder han det.
– Når noget betros ham, svigter han tilliden.«

I en anden hadith i Sahih al-Bukhari står der, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der har disse fire egenskaber, er en fuldkommen hykler. Og den, der har én af dem, vil have ét af hykleriets kendetegn i sig, indtil han opgiver det: at svigte en betroet opgave, at bryde et løfte, at lyve og at fornærme andre under et skænderi. I den lange hadith i Sahih al-Bukhari, hvor Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) drøm beskrives, siger han et sted: Vi kom hen til en liggende person. Vi så en mand stå ved siden af ham med et jernredskab, hvormed han én gang flænsede hans højre kæbe og øje helt om til nakken. Hver gang han derefter flænsede den venstre side på samme måde, blev den højre side igen normal som før. Og når han på ny flænsede den højre kæbe, blev den venstre side rask igen. Jeg spurgte: Hvem er denne person? Mine to ledsagende engle sagde: Han gik hjemmefra, spredte et falsk rygte, og det bredte sig overalt.
I en anden hadith sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): En troendes natur kan rumme alle slags fejl, men løgn og troløshed kan ikke være en del af den. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Nær ikke dårlige tanker om nogen, for dårlige tanker er den værste form for løgn.« (Sahih al-Bukhari og Muslim) I en hadith i Sahih Muslim står der, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah den Højeste vil på Dommedag hverken tale med tre personer, se på dem eller rense dem for synd, og en smertefuld straf venter dem: en gammel ægteskabsbryder, en løgnagtig hersker og en fattig, der er hovmodig.

I en hadith i Musnad Ahmad sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Må den, der lyver for at få folk til at le, gå til grunde; må han gå til grunde; må han gå til grunde.« Blandt løgne er falske eder de mest alvorlige. I sura al-Munafiqun har Allah den Højeste betegnet dette som hyklernes egenskab. Han siger: Hyklerne sværger bevidst falsk. (Se stor synd nr. 26.) I hadither overleveret i Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og al-Bayhaqi siger Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): Allah den Højeste vil på Dommedag hverken tale med tre personer eller rense dem, og der vil desuden være en hård straf til dem: den, der har overskydende vand, men ikke lader den rejsende benytte det; den, der over for en køber sværger falsk og siger: »Jeg købte det for denne pris«, hvorefter køberen tror ham og køber det til en højere pris, selv om han i virkeligheden ikke købte det til den pris; og den, der lover at adlyde en leder udelukkende for verdslig vindings skyld, men adlyder ham, hvis lederen giver ham noget af sin fordel, og ellers ikke gør det. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: »At lyve over for den, der tror dig og anser dig for sandfærdig, er det værste forræderi.«

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: »Den største løgn over for Allah er, at en person hævder at have set det, han ikke har set.« Det vil sige, at han siger: »Jeg så sådan en drøm«, selv om han ikke så den. Ibn Mas‘ud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Når en tjener bliver ved med at lyve, kommer der først en sort plet på hans hjerte. Derefter vokser pletten, indtil hele hjertet bliver sort. Så bliver han hos Allah skrevet som løgner.

Derfor bør en muslim under ingen omstændigheder lyve, medmindre der tydeligt og bestemt ligger et gode i det. Han bør enten tale sandt eller tie. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Den, der tror på Allah og den Yderste Dag, skal tale godt eller tie.” Det fremgår tydeligt af denne hadith, at man ikke bør sige noget, hvis det ikke klart fremgår, at det er gavnligt. Hazrat Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg spurgte: O Allahs Sendebud, hvem blandt muslimerne er bedst? Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: Den, hvis tunge og hænder de andre muslimer ikke lider overlast fra. (Bukhari, Muslim, Tirmidhi, Nasa’i)

I en anden hadith sagde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham): “Den, der med fuldt overlæg udtaler et forbudt ord, vil blive kastet så langt ned i Jahannam, at det er længere end afstanden fra jordens østlige ende til dens vestlige ende.” Det skal bemærkes, at det ikke blot er tilladt at lyve for at redde nogens liv, bilægge en konflikt mellem to parter eller forhindre et ægteskab i at gå i opløsning; i visse tilfælde er det ligefrem en pligt. Selv i sådanne tilfælde er det dog bedre at bruge tvetydige ord end at fortælle en åbenlys løgn. Da en mand for eksempel spurgte Hazrat Abu Bakr om Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), mens de var på vej til Thawr-bjerghulen: »Hvem er denne mand?« svarede Abu Bakr: »Han er min vejleder.« En lærd sagde: Blandt mennesker findes der omkring otte tusind karakterbrister. Men én egenskab kan skjule alle hans fejl. Denne egenskab er talens tilbageholdenhed. Og én anden egenskab kan fjerne alle hans fejl. Det er sandfærdighed.

31. Uærlighed og korruption i retsvæsenet

Allah den Højeste siger i sura al-Ma’ida: “De, der ikke dømmer og regerer efter de bestemmelser, Allah har åbenbaret, er uretfærdige” … “De, der ikke dømmer og regerer efter de bestemmelser, Allah har åbenbaret, er vantro.” “De, der ikke dømmer og regerer efter de bestemmelser, Allah har åbenbaret, er ugudelige.” Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den dommer eller hersker, der ikke træffer afgørelser efter de bestemmelser, Allah har åbenbaret, får ikke sin bøn accepteret af Allah. (Hakim) Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: Der findes tre slags dommere; to af dem kommer i Jahannam, og én kommer i Paradis. Den dommer, der ved, hvad sandhed og retfærdighed er, og dømmer derefter, kommer i Paradis. Den dommer, der ikke ved, hvad sandhed og retfærdighed er, og den dommer, der ved, hvad sandhed og retfærdighed er, men ikke dømmer retfærdigt, kommer begge i Helvede. Der blev spurgt: Hvilken skyld har den, der ikke ved det? Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Det er hans skyld, at han er blevet dommer uden at vide det.” (Hakim, Abu Dawud, Tirmidhi) Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Den, der bliver udnævnt til dommer, er som om han bliver slagtet uden kniv.

Hazrat Fudayl ibn Iyad sagde: “En dommer bør føre retssager én dag og græde over sig selv den næste dag.”

Imam Muhammad ibn Wasi’ (må Allah forbarme sig over ham) sagde: På Opstandelsens Dag vil dommerne blive kaldt først til regnskab.” Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når en retfærdig dommer på Opstandelsens Dag stilles til regnskab, vil han, når han ser regnskabets strenghed, fortryde og sige: Hvis jeg blot ikke havde dømt mellem to mennesker, selv i en strid om en daddel.

Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg hørte Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sige, at enhver hersker og dommer på Opstandelsens Dag vil blive stillet foran Allah på Sirat, og hans hemmelige optegnelser vil blive læst op foran hele menneskeheden. Hvis det derefter fastslås, at han var en retfærdig dommer, vil Allah befri ham; ellers vil han sammen med Sirat falde ned i Jahannam.

32. At tage imod bestikkelse

Allah den Højeste siger: »I må ikke uretmæssigt tilegne jer hinandens penge, og I må ikke bringe penge til herskerne, så I kan fortære en del af folks ejendom på uretmæssig vis, selv om I ved det.« Det vil sige: I må ikke bestikke herskerne for at få mulighed for at tilegne jer andres ejendom, selv om I ved, at det ikke er tilladt.

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) har sagt: »Allah har forbandet både den, der giver bestikkelse, og den, der modtager bestikkelse.« De lærde er enige om, at forbandelsen kun rammer den, der giver bestikkelse, når han derved søger at skade en anden eller ønsker at opnå en fordel, som han ikke har ret til. Men hvis han i yderste nød giver bestikkelse for at få noget, han med rette har krav på, eller for at undgå en andens undertrykkelse, rammes han ikke af forbandelsen. I den hadith, som Abu Dawud og al-Tirmidhi har overleveret om dette, regnes også den tredje person, som hjælper både bestikkeren og modtageren, blandt de forbandede. Hvis denne person er udpeget af bestikkeren, er hans situation ved opnåelse af en legitim ret og beskyttelse mod undertrykkelse den samme som bestikkerens, og han fortjener ikke forbandelsen. Ellers fortjener han den. For en hersker er det imidlertid under alle omstændigheder haram at give eller modtage bestikkelse, hvad enten det sker for at krænke nogens rettigheder eller for at afværge en form for undertrykkelse.

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) har også sagt: »Den, der går i forbøn for nogen, hvorefter den person, der blev gået i forbøn for, giver ham en gave, og han tager imod denne gave, har opnået noget, der svarer til at indtage en stor mængde riba.« Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Hvis du opfylder din broders behov og derefter tager imod en gave fra ham, vil det være haram.« (Det skal bemærkes, at hvis en person er ansat med løn til at udføre et bestemt arbejde, og han udfører en opgave, der hører under hans ansvar, og derefter modtager noget til gengæld fra den, for hvem han udførte arbejdet, er dette ifølge alle lærde bestikkelse, uanset om det kaldes en gave, en foræring, en hadiya eller en drikkepengegave. Hvis arbejdet derimod ligger uden for hans ansvar og udføres uden for arbejdstiden, er betaling eller vederlag for det ikke bestikkelse. – Oversætterens anmærkning)

Det berettes, at en kristen mand engang mødte imam al-Awza‘i i Beirut og klagede over, at Baalbek-kongen uretmæssigt havde pålagt ham en ekstra skat. Han bad imamen om at skrive et anbefalingsbrev for at afhjælpe denne undertrykkelse og gav ham en flaske honning som gave. Imam al-Awza‘i sagde til ham: »Jeg skal skrive brevet til dig, og jeg vil give dig honningflasken tilbage.« Manden gik bort med honningflasken og brevet, og efter imamens anmodning nedsatte Baalbek-kongen hans skat med 30 dirham.

33. At antage en påklædning, hvor mænd ligner kvinder, og kvinder ligner mænd

Det er overleveret fra Ibn Abbas i Sahih al-Bukhari, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Allah har forbandet de mænd, der antager kvinders påklædning, og de kvinder, der antager mænds påklædning.« Det skal bemærkes, at dette også omfatter, at mænd efterligner kvinders stemmer, og at kvinder efterligner mænds stemmer.

Når en kvinde derfor ifører sig stramt eller gennemsigtigt tøj som en mand, så de dele af kroppen, der skal dækkes, bliver synlige, efterligner hun mænd og fortjener forbandelsen. Hvis hendes mand accepterer denne opførsel og ikke forhindrer hende i det, fortjener han også forbandelsen. For han har fået påbud om at holde sin hustru lydig mod Allahs befalinger og forhindre hende i ulydighed. Allah siger: »I, der tror! Beskyt jer selv og jeres familier mod Ilden …« Det vil sige: Lær dem god opførsel, befal dem at adlyde Allah, og forhindre dem i ulydighed mod Allah, ligesom det er nødvendigt at gøre dette for jer selv. Desuden har Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagt: »I er alle ansvarlige, og hver af jer er ansvarlig for dem, der er under hans myndighed. Manden er ansvarlig for sin familie, og han vil blive udspurgt om den på opstandelsens dag.« (Sahih al-Bukhari og Muslim) Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) har også sagt: »Når mænd bliver underdanige over for deres hustruer, vil mændene gå til grunde.«

Af denne hadith fremgår det, at det også hører under mænds efterligning, når kvinder bliver herskere, og at mænds underkastelse under kvinder hører under efterligning af kvinder. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) siger: »Der er to slags mennesker, som hører til i Helvede: De, der slår folk med piske, der ligner kohaler, og de kvinder, der bærer så gennemsigtigt tøj, at kroppens farve kan ses igennem det, og som går svajende og vuggende med en hovmodig fremtoning. Disse kvinder vil ikke engang få duften af Paradiset, selv om den kan mærkes på lang afstand.« (Sahih Muslim) Det er overleveret fra Nafi‘ (må Allah være tilfreds med ham), at Ibn Umar og Abdullah ibn Amr en dag befandt sig hos al-Zubayr.

Under disse omstændigheder kom en kvinde gående med en bue over skulderen, mens hun drev en fåreflok foran sig. Abdullah ibn Umar spurgte hende: »Er du en mand eller en kvinde?« Hun svarede: »En kvinde.« Da han så hen på Abdullah ibn Amr, sagde denne: »Allah den Ophøjede har gennem Sin profets mund forbandet kvinder, der efterligner mænd, og mænd, der efterligner kvinder.« Heraf fremgår det, at det for kvinder regnes som efterligning af mænd at vælge mandlige erhverv og færdes og arbejde utilsløret på en mandig måde. Det er dog tilladt at vælge et erhverv og udføre det, når man overholder hijab.

De handlinger, som kvinder bliver forbandet for, omfatter at vise kroppens skønhed og smykker, når de færdes udenfor, at bruge parfume på kroppen eller tøjet og at bære tætsiddende og gennemsigtigt tøj, som hverken dækker awrah eller opfylder kravet om tilsløring. Alt dette hører under tabarruj, som Allah og Hans Sendebud (fred være med ham) har kritiseret hårdt. Det var, fordi de fleste kvinder hengiver sig til dette, at Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Jeg så Helvede på miraj-natten, og jeg så, at størstedelen af dets beboere var kvinder.« Han sagde også: »Jeg efterlader ikke noget, der er mere skadeligt for mænd end kvinder.«

34. At tolerere uanstændighed og syndighed i sin egen familie

Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Tre personer kommer ikke i Paradis: den, der er ulydig mod sine forældre, dayyūth, det vil sige den, der tolererer uanstændighed og syndighed i sin familie, og den kvinde, der opfører sig mandigt.« Ifølge en beretning hos an-Nasa’i sagde Sendebudet (fred være med ham): »Allah har gjort Paradiset forbudt for tre: den, der drikker alkohol, den, der er ulydig mod sine forældre, og den, der tolererer uanstændighed og syndighed i sin egen familie.«

En person, der antager, at hans hustru er involveret i uanstændighed, men ikke har noget klart bevis, og som på grund af sin kærlighed til hende ikke kan sige noget til hende, eller som er så forgældet til sin hustru, at han ikke er i stand til at betale gælden, er bundet af en meget stor medgift eller har mange små børn, så han frygter, at hustruen vil gå til retten med krav om underhold, kan ikke af den grund kaldes dayyūth, selv om han udviser eftergivenhed. Men den, som ikke nærer afsky for uanstændighed og ikke tvinger sin hustru og sine børn til at følge islamiske regler, især hijab, har ingen godhed hverken i denne verden eller i det hinsidige og regnes derfor som dayyūth.

[Det bør bemærkes, at bortset fra de få undtagelsestilfælde, der er nævnt ovenfor, har en person som regel uindskrænket myndighed og enerådende magt over sin hustru og sine børn, omtrent som statens suveræne magt. Både shariaens regler og sociale skikke sikrer en far og ægtemand retten til næsten ubetinget og ubestridt lydighed fra børn og hustru. Derfor er der i Den Hellige Koran givet følgende befaling, så han inden for denne uindskrænkede myndighed kan udøve sin magt og holde familien på den rette vej: »Beskyt jer selv og jeres familier mod Ilden.« De, der udviser eftergivenhed i denne henseende, kaldes dayyūth. Hvis han udviser eftergivenhed med hensyn til hijab i familien eller andre af shariaens regler, må familiens overhoved holdes ansvarligt for det, og ifølge shariaen er han dayyūth. Oversætterens bemærkning]

35. Tah­līl for den fraskilte kvinde

(Det vil sige at indgå ægteskab på betingelse af, at kvinden skilles uden samleje, så den fraskilte kvinde bliver tilladt for sin tidligere ægtemand.) I en hadith, der er overleveret hos an-Nasa’i og at-Tirmidhi, siger Ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham): Den, der gifter sig med en fraskilt kvinde med det formål at gøre hende tilladt for hendes tidligere ægtemand og skiller sig fra hende uden samleje i overensstemmelse med ægteskabets betingelse, er blevet forbandet af Sendebudet (fred være med ham), ligesom den, for hvis skyld han gør hende tilladt, er blevet forbandet. Imam at-Tirmidhi siger: Umar (må Allah være tilfreds med ham), Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) og de lærde blandt tabi’un handlede i overensstemmelse med denne hadith. Imam Ahmad har også overleveret denne hadith i sin Musnad. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) siger: Da Sendebudet (fred være med ham) blev spurgt om tah­līl, svarede han: »Nej, intet ægteskab er gyldigt, medmindre det indgås af fri vilje. Der må ikke være noget bedrag under ægteskabets navn.« (Det vil sige, at man blot foregiver eller spiller, at man gifter sig, mens man i virkeligheden ikke indgår ægteskab. Dette er ikke tilladt.)

Der er ingen mulighed for at gøre nar af Allahs Bog. Det er ikke acceptabelt at påtage sig forpligtelsen til at skille sig fra en hustru uden ægteskabeligt samliv. Det er overleveret fra Uqba ibn Amir, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Hvem skal jeg kalde den lejede buk?” Alle sagde: “Ja, sig frem!” Så sagde Allahs Sendebud: “Den, der gifter sig på betingelse af, at han skal skille sig fra hende uden at have samleje med hende, er den lejede buk. Allah den Ophøjede har forbandet den, der indgår et ægteskab på sådanne betingelser, og den, for hvis skyld han gifter sig.” (Ibn Majah)

En mand spurgte Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham): Jeg har giftet mig med en fraskilt kvinde. Jeg ønsker at skille mig fra hende, så hun bliver halal for sin tidligere mand. Hendes tidligere mand har imidlertid ikke bedt mig om det, og han ved heller ikke, at jeg gør dette for hans skyld. Hvad er din mening om dette? Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) svarede: Alle ægteskaber bortset fra et helt frivilligt ægteskab er ugyldige. Hvis du ønsker det, kan du beholde hende, ellers kan du lade hende gå. På Allahs Sendebuds tid regnede vi denne handling for utugt. Umar (må Allah være tilfreds med ham) regnede sådanne ægteskaber for utugt og erklærede, at han havde til hensigt at stene både den, der indgik et sådant ægteskab, og den, for hvis skyld det blev indgået, til døde. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) kaldte både manden og kvinden for utugtige, selv om de havde levet sammen i tyve år efter at have giftet sig med henblik på tahليل. En mand spurgte Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): Min fætter har givet sin hustru tre skilsmisser på én gang og fortryder det nu.

Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Han har været ulydig mod Allah. Derfor har Allah kastet ham ud i denne beklagelige situation. Han har adlydt Satan. Derfor har Satan efterladt ham i denne vanskelige situation uden nogen vej ud.” Manden sagde: Hvad nu, hvis nogen påtager sig at gøre hans hustru halal for ham? Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) svarede: “Den, der forsøger at bedrage Allah, vil Allah bedrage.”
Den fremtrædende tabi‘i-imam Ibrahim al-Nakha‘i siger: Hvis den første mand, hustruen eller den anden mand har til hensigt at foretage tahлил, skal ægteskabet med den senere mand betragtes som ugyldigt, og gennem et sådant ægteskab bliver kvinden ikke halal for sin tidligere mand. Hasan al-Basri, Sa‘id ibn al-Musayyab, Malik ibn Anas, al-Layth ibn Sa‘d, Sufyan al-Thawri og imam Ahmad var alle enige om, at hustruen i dette tilfælde ikke bliver halal for sin tidligere mand. Ifølge imam al-Shafi‘i er ægteskabet ugyldigt, hvis tahлил-betingelsen indgår i selve aqden, fordi det er midlertidigt ligesom mut‘a-ægteskabet, som ikke er godkendt af sharia. Men hvis denne betingelse nævnes før eller efter aqden, og ikke på tidspunktet hvor den indgås, bortfalder betingelsen, og ægteskabet er gyldigt.

36. Ikke at rense sig ordentligt efter vandladning

Ikke at rense sig ordentligt efter vandladning er i grunden en kristen skik. Allah den Ophøjede siger: “Rens jeres klæder.” (Sura al-Muddaththir) Det er overleveret fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), da han gik forbi to grave, sagde: “Beboerne i disse to grave bliver straffet. Den ene plejede at gå omkring og sprede sladder, mens den anden ikke rensede sig ordentligt efter vandladning.” (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: “Rens jer efter vandladning, for størstedelen af gravens straf skyldes netop dette.” (al-Daraqutni)

Den, der ikke renser sig ordentligt efter vandladning, gør både sin krop og sine klæder urene, og hans bøn er ikke gyldig. Al-Tabarani og Ibn Abi al-Dunya overleverer, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Helvedes beboere vil allerede lide ubeskrivelig sorg og smerte. Desuden vil deres sorg og smerte blive yderligere forøget på grund af fire slags mennesker. Derfor vil de løbe omkring mellem kogende vand og ild og ønske sig død og tilintetgørelse. Helvedes beboere vil så sige til hinanden: Hvem er disse fire mennesker, som efter at være kommet i Helvede har øget vores lidelser? En af dem vil sige: Den ene af dem er blevet spærret inde i et bur af ild. En anden slæber sine udtrængte indvolde efter sig. En anden kaster uafbrudt blod og pus op gennem munden. Og endnu en æder kødet af sin egen krop ved at bide i det.
Derpå vil der blive sagt til den, der er spærret inde i buret: Hvad har denne forbandede mand gjort, siden han har føjet smerte til vores smerte? Han vil svare: Jeg er forbandet, fordi jeg på forskellige måder plejede at udplyndre og fortære menneskers ejendom, og derefter døde jeg med alle disse forpligtelser på mine skuldre. Så vil den, der slæber sine indvolde efter sig, blive spurgt på samme måde. Han vil svare: Jeg er forbandet, fordi jeg ikke var påpasselig med min urin og ikke vaskede og rensede den bort. Derefter vil den, hvis mund uafbrudt vil kaste blod og pus op, blive spurgt på samme måde. Han vil svare: Jeg er forbandet, fordi jeg fandt fornøjelse i at høre enhver dårlig tale og skabte fjendskab ved at bringe den enes ord videre til den anden og sprede sladder. Derefter vil den, der bider kødet af sin egen krop, blive spurgt på samme måde. Han vil svare: Jeg er forbandet, fordi jeg åd menneskers kød, det vil sige, fordi jeg bagtalte dem.” Må Allah beskytte os alle mod alle disse modbydelige synder!

37. Riyā’, det vil sige at udføre gode handlinger for at blive set af andre

Allah beskriver hyklernes egenskaber og tegn og siger: “De viser sig for mennesker, men mindes kun sjældent Allah.” (Sura an-Nisa)

“Ve de bedende, som er uopmærksomme på deres bøn, som beder for at blive set af mennesker, og som ikke hjælper mennesker med de nødvendige ting.” (Sura al-Ma’un) “O I, der tror! Ødelæg ikke jeres almisse ved bebrejdelser, ligesom den, der giver for at blive set af mennesker, ødelægger den.” (Sura al-Baqara) “Den, der håber på at møde Allah, bør gøre gode gerninger og ikke sætte nogen som partner i tilbedelsen af sin Herre.” (Sura al-Kahf) Det vil sige, at man ikke bør tilbede med det formål at glæde andre ved at vise det til dem.

Det er overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: På Dommedag vil tre personer være de første, hvis sag bliver afgjort. Den første person var blevet martyr på Allahs vej. Han vil blive ført frem og spurgt om de velsignelser fra Allah, som blev givet ham. Han vil anerkende alle disse velsignelser. Derefter vil han blive spurgt: Hvad gjorde du som tak for alle disse velsignelser? Han vil sige: Jeg kæmpede og blev martyr for Din skyld. Allah vil sige: “Du har løjet. Du kæmpede i virkeligheden, for at folk skulle kalde dig en helt. Og folk har jo kaldt dig en helt.” Derefter vil der blive befalet, at han skal kastes i Helvede. Den anden person havde modtaget stor rigdom fra Allah. Han vil blive ført frem og mindet om Allahs velsignelser. Han vil anerkende Allahs velsignelser. Derefter vil han blive spurgt: Hvilken god gerning gjorde du med denne store rigdom? Han vil sige: O Allah! Hver gang jeg så, at der var behov for at bruge penge på Din vej, tøvede jeg ikke med at bruge dem. Allah vil sige: Du har løjet. Du gav ikke på Min vej, men for at folk skulle rose dig og kalde dig gavmild. Folk har jo kaldt dig gavmild.” Derefter vil også han blive kastet i Helvede. Den tredje person havde i sit jordiske liv tilegnet sig islamisk viden, videregivet viden til andre og studeret Koranen. Han vil blive ført frem og mindet om Allahs velsignelser, som var blevet givet ham, og han vil anerkende dem. Han vil blive spurgt: Hvad gjorde du med denne islamiske viden? Han vil sige: Jeg tilegnede mig islamisk viden, videregav også viden og studerede Koranen for Din tilfredsheds skyld. Allah vil sige: Du er en løgner. Du studerede ikke for Min tilfredsheds skyld, men for at folk skulle rose dig og kalde dig en koranrecitator. Derefter vil det blive befalet, at også han skal kastes i Helvede.” (Sahih Muslim)

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde også: “Den, der gør en god gerning for at få mennesker til at høre om den, vil Allah lade høre om. Og den, der gør den for at blive set af mennesker, vil Allah lade se.”
(Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim)

Imam al-Khattabi siger, at meningen med denne hadith er, at den, der ikke handler for Allahs tilfredsheds skyld, men for at mennesker skal høre om og se hans handlinger, vil Allah straffe ved på Dommedag at vanære ham offentligt ved at afsløre hans handlings egentlige formål.
Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde også: Selv den mindste smule riya er en del af shirk. (at-Tabarani, al-Hakim)

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde også: Det, jeg frygter mest vil brede sig blandt jer, er lille shirk. Der blev spurgt: O Allahs Sendebud! Hvad er lille shirk? Han sagde: At gøre gode gerninger for at blive set af mennesker. Den dag, hvor Allah vil give sine tjenere deres belønning for deres handlinger, vil Han sige: Gå til dem, som I gjorde gode gerninger for at blive set af, og se, om I får nogen belønning hos dem.” (Ahmad, al-Bayhaqi)

I den hellige Koran siger Allah: “Og det, de ikke havde regnet med, vil vise sig for dem fra Allah.” I forklaringen af dette siger nogle, at de plejede at udføre handlinger, som de anså for gode gerninger i denne verden, men på Dommedag vil de vise sig at være onde handlinger. Når nogle fromme læste dette vers, plejede de at sige: Må de, der udfører riya, gå til grunde.” Ibn Abi ad-Dunya overleverer, at den, der udfører riya, på Dommedag vil blive kaldt med fire navne: O du, der udfører riya, o hykler, o synder, o fortabte! Gå, og tag din belønning hos den, hvis tilfredshed du handlede for at opnå. Jeg har intet til dig.” Det er overleveret, at Umar så en mand gå med bøjet nakke. Han sagde: Gå med løftet nakke. Ydmyghed findes ikke i at bøje nakken; ydmyghed findes i hjertet.” Abu Umama al-Bahili så en mand i moskeen, som under sujud højlydt græd og bad Allah. Abu Umama sagde til ham, at det ville have været bedre, hvis han havde grædt sådan derhjemme. Imam Muhammad ibn al-Mubarak siger: Lad din inderlige bøn være synlig om natten. For det, man står op til om natten, er for Allah, mens det om dagen er for mennesker.” Ali siger: Tegnet på den, der udfører riya, er, at han bliver uopmærksom og doven, når han er alene, men aktiv, når han er blandt mennesker. Når han bliver rost, udfører han flere gode gerninger, og når hans fejl påpeges eller han kritiseres og bebrejdes, udfører han færre gode gerninger. Fudayl ibn Iyad siger: At gøre gode gerninger for at glæde mennesker er shirk, og at opgive gode gerninger af frygt for menneskers vrede er riya. Ikhlas er at blive fri for begge disse tilstande. Må Allah befri os fra riya og give os ikhlas. Amin.

(Det skal bemærkes, at det ikke er forkert at udføre gode gerninger offentligt, hvis man ikke har til hensigt at opnå menneskers ros, eller hvis hensigten er at opmuntre mennesker til gode gerninger. Allah siger for eksempel: “De, der giver af deres rigdom offentligt og i det skjulte, nat og dag, vil få deres belønning hos deres Herre.” – oversætteren)

38. At tilegne sig religiøs viden eller lærdom udelukkende med verdslige formål, skjule den og undlade at handle efter den viden om islam, man har tilegnet sig

Allah den Ophøjede siger: “Blandt Allahs tjenere er det kun de lærde, der frygter Allah.” (Sura Fatir) Det vil sige dem, der har viden om Allah. Ibn Abbas siger: Det vil sige, at blandt Allahs skabninger er det kun de, der kender Hans magt og majestæt, som frygter Ham. Imam Sha’bi siger: Den, der frygter Allah, er den lærde. Rabi ibn Anas siger, at den, der ikke frygter Allah, ikke er lærd. Allah den Ophøjede siger også: “De, der skjuler det, Jeg har åbenbaret af klare tegn og vejledning, efter at Jeg har gjort det tydeligt for menneskene i Skriften, dem forbander Allah, og de, der forbander, forbander dem.” (Sura al-Baqara)

Dette vers blev åbenbaret om de jødiske lærde. Med “de klare tegn” menes de i sharia foreskrevne straffe for blandt andet drab og utugt samt andre love; med “vejledning” menes den samlede lovgivning, som Sendebudet (sa) bragte, og hans lovprisning; med “menneskene” menes Israels børn; med “Skriften” menes Toraen; og med “de, der forbander” menes alle andre end jinner og mennesker. Hazrat Ibn Masud (ra) siger, at når to muslimer gensidigt forbander hinanden, vil forbandelsen vende tilbage til jøderne og de kristne. For selv om beretningen om Muhammad (sa) fandtes i deres Skrifter, skjulte de den.

Allah siger et andet sted: “Allah tog en pagt fra dem, der havde fået Skriften: I skal fuldt ud gøre denne Skrift kendt for menneskene og under ingen omstændigheder skjule noget af den. Men de kastede denne pagt bag sig og købte en ringe gevinst for den. Hvor usselt er det, de købte.” Imam Wahidi siger, at dette vers blev åbenbaret om jøderne i Medina. Allah havde taget en pagt fra dem i Toraen (det vil sige givet dem en streng befaling) om, at de skulle offentliggøre oplysningerne om Muhammad (sa), hans lovprisning og hans profetskab og under ingen omstændigheder skjule dem. Men de kastede denne pagt eller befaling bag sig, det vil sige, de adlød den ikke. Sendebudet (sa) siger, at den, der lærer den viden eller lærdom, hvorved Allahs tilfredshed kan opnås, men kun med verdslig gevinst som formål, ikke engang vil kunne lugte Paradisets duft. (Sunan Abu Dawud, Sunan Ibn Majah)

Sendebudet (sa) siger også, at den, der tilegner sig viden med det formål at opnå anseelse blandt alle de lærde, at indlede diskussioner med tåbelige mennesker eller at vinde folkets gunst, vil blive kastet i Helvede. (Jami’ at-Tirmidhi)

Sendebudet (sa) siger også: Den, der har viden om noget, men skjuler denne viden, når han bliver spurgt om det, vil på Dommedag få lagt en bidsel af ild om halsen. Det er berettet i Sahih Muslim, Jami’ at-Tirmidhi og Sunan an-Nasa’i, at Sendebudet (sa) plejede at bede således: “Jeg søger tilflugt mod viden, der ikke gavner mig (det vil sige i det hinsidige).” Det er berettet i at-Tirmidhi og Ibn Majah, at Sendebudet (sa) sagde: “Den, der tilegner sig viden (om religionen), men ikke handler efter den, vil kun få sit hovmod forøget af sin viden.” Det er berettet i Abu Dawud og at-Tirmidhi, at Sendebudet (sa) sagde: Den umoralske lærde vil på Dommedag blive kastet i Helvede. Da vil folk spørge ham: Hvorfor er du endt i denne tilstand? Vi plejede jo at få vejledning fra dig. Han vil svare: Jeg gjorde selv det, som jeg forbød jer at gøre.

39. Forræderi eller troløshed

Allah den Ophøjede har sagt: “I, der tror! Vær ikke troløse over for Allah, Hans Sendebud eller de betroede ansvar, der er blevet lagt på jer, selv om I kender (deres betydning).” (Al-Anfal)

Imam al-Wahidi (må Allah være barmhjertig mod ham) siger, at dette vers blev åbenbaret om sahabien Abu Lubaba. Hans hustru og børn boede i Banu Qurayzas område. Allahs Sendebud (fred være med ham) havde belejret Banu Qurayza. Han sendte Abu Lubaba til Banu Qurayza i et bestemt ærinde. Banu Qurayzas folk spurgte: “O Abu Lubaba! Hvad tror du, der vil ske med os, hvis vi overgiver os i overensstemmelse med Sa’ds afgørelse i vores sag?” Abu Lubaba pegede på sin hals for at vise, at de ville blive slagtet. Derfor skulle de ikke overgive sig. Denne handling var et forræderi mod Allah og Hans Sendebud. Abu Lubaba indrømmede selv: “Så snart jeg havde gjort det, forstod jeg, at jeg havde begået et forræderi.” Derefter bandt Abu Lubaba sig selv til en af Profetens Moskéens søjler i seks dage og løsnede sig først, da meddelelsen kom om, at hans anger var blevet accepteret. Ibn Abbas siger: Alt, hvad Allah pålægger Sine tjenere som pligt, er en betroet forpligtelse. At overtræde Allahs befalinger eller forbud er et svigt af den betroede forpligtelse.

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Den hykleriske persons tegn er tre: Når han taler, lyver han; når han afgiver et løfte, bryder han det; og når noget bliver betroet ham, svigter han tilliden.« (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim) I Sahih Muslim er følgende tilføjelse medtaget: »Selv om han beder, faster og anser sig selv for muslim.«

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også: »Den, der ikke er tillidsværdig, har ingen tro, og den, der ikke holder sit løfte, har ingen religion.« (Ahmad, al-Bazzar og al-Tabarani) Forræderi, det vil sige troløshed, er dårligt i alle forhold. Men det ene kan være værre end det andet. Den, der svigter en tillid i forbindelse med en lille ting, er ikke som den, der begår forræderi i forhold til andres formue og familie og begår store uretfærdigheder. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Beskyt tilliden hos den, der stoler på dig, men begå ikke forræderi mod den, der har begået forræderi mod dig.«

I en anden hadith sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »Uanset hvilke andre fejl en troende måtte have, kan han ikke have forræderi og løgn.« (Ahmad) Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Allah har sagt: Når to personer udfører et arbejde sammen, er Jeg den tredje af dem, så længe de ikke svigter hinanden, det vil sige begår forræderi.« (Det betyder, at Allahs barmhjertighed er med i ethvert fælles arbejde, så længe der ikke begås forræderi.) (Abu Dawud)

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også: »Den første gode egenskab, der vil forsvinde blandt mennesker, er troskab eller pålidelighed, og det sidste, der vil bestå, er bønnen. Der findes mange, som beder, men ikke opnår noget godt.« Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Den, der har svigtet en betroet forpligtelse, vil på opstandelsens dag blive ført frem, og der vil blive sagt til ham: ›Giv det tilbage, som blev betroet dig.‹ Han vil sige: ›Min Herre! Hvordan skal jeg give det tilbage? Verden er jo gået til grunde.‹ Da vil den genstand, som blev betroet ham, blive vist ham på det laveste sted i Helvede, nøjagtigt i den form, hvori den blev opbevaret. Derefter vil der blive sagt: ›Gå derned og hent den.‹ Han vil så gå ned og bringe genstanden tilbage på sin nakke. Den vil forekomme ham tungere end alle verdens bjerge. Han vil tro, at hvis han bringer den tilbage, vil han blive befriet fra Helvedes ild.

Men så snart han nærmer sig Helvedes indgang, vil han igen falde ned på det laveste sted i Helvede sammen med den betroede genstand og blive der for evigt. Derefter siger Ibn Masud: »Bøn, afvaskning, fuld rituel vask og den vægt, der bruges ved køb og salg, er alt sammen betroede forpligtelser. Men betroede ejendele er den største betroede forpligtelse.«

40. At fremhæve, bebrejde andre og offentliggøre sine egne velgørenhedshandlinger og tjenester

Allah den Ophøjede har sagt: »O I, der tror! Ødelæg ikke jeres velgørenhed ved at fremhæve den eller såre modtageren.« (Sura al-Baqarah) I en hadith overleveret i Sahih Muslim sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »På opstandelsens dag vil Allah ikke tale til tre personer, ikke se på dem, ikke rense dem for synd, og der venter dem en smertefuld straf: Den, der bærer sit tøj ned under anklerne; den, der fremhæver og offentliggør sin egen almisse og sine tjenester; og den, der sælger varer ved at aflægge falske eder.« I en hadith overleveret i Sunan al-Nasa’i sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »Tre personer vil ikke komme i Paradis: Den, der gør sine forældre vrede; alkoholikeren; og den, der offentliggør og fremhæver sine egne tjenester og velgørenhedshandlinger.« Det vil sige den, der giver nogen noget og derefter fremhæver og offentliggør, at han har givet denne gave. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Offentliggør ikke jeres egne velgørenhedshandlinger, for det ødelægger belønningen for gaven og fjerner retten til taknemmelighed.« Imam Ibn Sirin hørte en person sige til en anden: »Jeg gav dig dette og hint, og jeg gjorde dette og hint for dig.« Ibn Sirin sagde til ham: »Ti stille. Når man gør en tjeneste og derefter opregner den, er der ingen belønning for den.«

41. At fornægte skæbnen

Allah den Ophøjede siger i sura al-Qamar: »Jeg har skabt alting med den rette målestok.« Imam Ibn al-Jawzi siger, at der findes to opfattelser af årsagen til, at dette vers blev åbenbaret. Ifølge den første kom de mekkanske hyklere til Profeten (sa) og begyndte at strides med ham om skæbnen. Da blev dette vers åbenbaret. Ifølge Abu Umamas (ra) overlevering blev verset åbenbaret om den gruppe, der fornægter skæbnen. Den anden opfattelse er, at en kristen præst fra Najran kom til Profeten (sa) og sagde: »Muhammad, mener du, at syndige handlinger sker i overensstemmelse med skæbnen?« »Sådan er det ikke.« Da sagde Profeten (sa): »I er gudsfornægtere.« På dette tidspunkt blev verset åbenbaret. I sura al-Hadid siger Allah: »Ingen ulykke rammer jorden eller jer selv, uden at den allerede er nedskrevet i en bog, før Vi skabte jer. Det er let for Allah. Fortvivl derfor ikke over det, I går glip af, og glæd jer ikke stolt over det, Allah har givet jer. Allah elsker ikke den, der er hovmodig og pralende.«

Det er overleveret fra Umar ibn al-Khattab (ra), at Profeten (sa) sagde: Når Allah på opstandelsens dag samler de første og de sidste, vil en engel efter Hans befaling råbe så højt, at både de første og de sidste kan høre det: »Hvor er de, der var ulydige mod Allah?« Da vil qadariyyaerne, det vil sige de, der fornægter skæbnen, rejse sig. De vil straks blive kastet i Helvede. Qadariyyaernes lære er, at det ikke er muligt, at Allah giver den troende evnen til at synde og derefter straffer ham for det. Men sandheden er, at Allah prøver mennesket ved at give det evnen og friheden til at udføre både gode og onde handlinger. Hvis det gør godt, består det prøven og belønnes. Hvis det gør ondt, består det ikke prøven og straffes. Allah den Ophøjede har beskrevet netop dette i det følgende vers: »Allah har skabt jer og det, I gør.« Det vil sige, at Allah har skabt alle menneskets gode og onde handlinger. Et andet sted siger Han: »Han har gjort menneskets samvittighed bekendt med synd og fromhed.« Det vil sige, at Han har givet det evnen og muligheden for begge dele. Profeten (sa) sagde: Allah giver en gruppe mennesker nådigt inspiration til gode handlinger og inddrager dem i Sin barmhjertighed, mens Han udsætter en anden gruppe for prøvelser og dermed ydmyger dem. Han fordømmer dem for deres onde handlinger, og de er ude af stand til at gøre andet end det, hvormed Han prøver dem. Derefter straffer Han dem. Og trods alt dette er Allah retfærdig.

Profeten (sa) sagde: »Vid, at selv hvis hele menneskeheden forenede sig for at gavne dig, kunne de ikke gavne dig mere end det, Allah allerede har nedskrevet for dig. Og hvis de forenede sig for at skade dig, kunne de ikke skade dig mere end det, Allah har bestemt. Pennene er løftet, og siderne er tørret.« Det vil sige, at det, der er skrevet i skæbnen, er endeligt. Intet nyt vil blive skrevet, og intet nyt vil finde sted.

Det skal bemærkes, at troen på qadar eller skæbnen er en uomgængelig betingelse for troen, ligesom troen på sendebuddene, det hinsidige og Skriften. Derfor er det ikke blot en stor synd at fornægte qadar; det er også vantro. Der findes megen forvirring og uenighed om dette emne, men hævet over alle uenigheder kan man konkludere, at Allah den Ophøjede har givet den troende evnen og friheden til at have til hensigt eller ønske at udføre gode og onde handlinger og til at stræbe efter dem. Han vil blive belønnet eller straffet for de ønsker og den stræben, som han udøver denne frihed til at følge. Men han er ikke blevet givet evnen til at fuldføre handlingen, og han er heller ikke ansvarlig for dette. Som eksempel beslutter en mand at dræbe en anden og slår ham med et passende våben. Selv hvis den sårede ikke dør, vil angriberen over for Allah være skyldig i drab og blive straffet. For ingen kan forårsage nogens død, før hans levetid er udløbet og det fastsatte dødstidspunkt er kommet. Men han kan ikke undgå synden for drabsforsøget, fordi han fuldt ud har gjort det, der stod i hans magt. En hadith kan nævnes til støtte for denne udtalelse. Profeten (sa) sagde: »Når to mennesker kæmper mod hinanden med det formål at dræbe hinanden, vil både drabsmanden og den dræbte være i Helvede.« Der blev spurgt: »At den, der dræbte, kommer i Helvede, er ikke overraskende. Men hvorfor kommer den dræbte i Helvede?« Profeten (sa) sagde: »Han havde også ønsket at dræbe sin modstander.« — Oversætterens bemærkning

42. At forsøge at afsløre menneskers skjulte fejl

Allah den Ophøjede har sagt: »Spionér ikke efter det skjulte.« Tafsir-fortolkerne siger, at betydningen er: Forsøg ikke at finde menneskers skjulte fejl og mangler. Det vil sige, at det er forbudt at spionere. Engang blev Ibn Masud fortalt, at dråber af vin dryppede fra Walid ibn Uqbas skæg. Han sagde: »Vi er blevet forbudt at spionere. Men hvis noget bliver offentligt kendt, vil vi tage det i betragtning.«

Profeten (sa) sagde: »Den, der i smug lytter til en andens samtale uden dennes samtykke, vil på opstandelsens dag få hældt smeltet bly i sine ører.« I en hadith er det også strengt forbudt at læse andres breve uden tilladelse.

43. Namīma eller sladder

(Islams evige regel er, at hvis man vil rose nogen, skal man gøre det i vedkommendes fravær, og hvis man vil kritisere nogen, skal man gøre det i vedkommendes nærvær. Når man overtræder denne regel og bagtaler, kritiserer eller spreder ondsindede rygter om nogen i dennes fravær, bliver det en handling, der strider mod sharīʿaen. Sådanne handlinger kan være af tre slags, og alle tre er store synder. For det første: Hvis den anklage eller fejl, der tillægges den pågældende, er falsk eller uden de nødvendige beviser, er det ren bagvaskelse. På arabisk kaldes det buhtān eller qadhf. I den islamiske sharīʿa er det ikke blot en stor synd, men også en strafbar kriminel handling. Straffen i sharīʿaen er fastsat til 80 piskeslag og at blive erklæret for altid uegnet som vidne. Dette er tidligere blevet behandlet udførligt under den 22. store synd. For det andet: Hvis den tillagte fejl eller anklage er sand, men man i stedet for, i overensstemmelse med islams regler, at forklare den anklagede det direkte og i fortrolighed og give ham mulighed for selvrenselse, afslører det over for en bestemt person og forsøger at skabe fjendskab mellem dem eller ødelægge deres gode forhold, kaldes det namīma eller sladder. For det tredje: Hvis man i stedet for at afsløre det over for en bestemt person offentliggør det for alle og forsøger at ydmyge vedkommende offentligt, kaldes det bagtalelse. Alle disse tre former for bagtalelse i ens fravær er store synder og afskyelige forbrydelser. I alle tre tilfælde krænkes ḥuqūq al-ʿibād, det vil sige menneskers rettigheder. For derved ødelægges en persons ære, værdighed og anseelse uretmæssigt, uden at vedkommende engang får mulighed for at forsvare sig. Derfor tilgiver Allah heller ikke denne forbrydelse, medmindre den skadelidte, som forbrydelsen vedrører, tilgiver den. Oversætterens bemærkning)

I den hellige Koran siger Allah: »Følg ikke den, der sværger ved hvert ord, den foragtelige, den, der bagtaler i andres fravær, og den, der bringer den enes ord videre til den anden.« (Sura al-Qalam)

Det er overleveret i Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, Muslim, Abū Dāwūd og al-Tirmidhī, at Profeten ﷺ sagde, at en sladderspreder ikke kommer i Paradis. I en anden hadith fortælles det, at Profeten ﷺ en gang gik forbi to grave og sagde: »Disse to gravers beboere straffes. Men de straffes ikke for nogen stor synd. Den ene plejede ikke at rense sig ordentligt efter at have urineret, og den anden gik rundt og spredte sladder.« Derefter tog han to afskårne daddelpalmegrene, stak én ned på hver af gravene og sagde: »Måske vil deres straf blive lettet, så længe de to grene ikke er tørret ind.«

Udsagnet i denne hadith: »De straffes ikke for nogen stor synd« betyder, at de efter deres egen opfattelse ikke anså den synd, de havde begået, for at være særlig stor. Derfor findes der i nogle overleveringer, at Profeten ﷺ sagde: »Men det var i sandhed en stor synd.« Ṣaḥīḥ al-Bukhārī,

Det er overleveret i Muslim og al-Muwaṭṭaʾ af imam Mālik, at Profeten ﷺ sagde: »I vil finde den værste slags mennesker hos den person, der går fra den ene til den anden og fremstiller sig selv forskelligt over for hver af dem. Den, der opfører sig tvesindet i denne verden, vil Allah på opstandelsens dag give to tunger af ild.« Tvesindet opførsel betyder at tale forskelligt til to personer.

Imam al-Ghazālī (må Allah forbarme sig over ham) har sagt: »Med en tvesindet person menes der som regel en sladderspreder, der går til den ene og siger: ›Den og den har sagt sådan og sådan om dig.‹ Sladder består i at afsløre noget fortroligt, som en af de to berørte parter eller en tredje person ikke ønsker afsløret, uanset om det sker gennem tale, skrift, tegn, gestus eller på nogen anden måde, og uanset om det afslørede vedrører en persons ord, handlinger eller fejl og mangler. Kort sagt består sladder i at afsløre enhver hemmelig oplysning, som en af de berørte parter eller en tredje person ikke ønsker afsløret. Uanset hvilken tilstand man ser et menneske i, bør man afstå fra at videregive den til andre, hvis det ikke gavner samfundet eller beskytter det mod en synd.« Imam al-Ghazālī har endvidere sagt: Den, som nogen sladrer til om en anden og siger: ›Den og den har sagt sådan og sådan om dig‹, bør gøre seks ting. For det første skal han ikke tro ham, for han er en sladderspreder og en fāsiq; han er ikke troværdig. For det andet skal han bede ham afstå fra denne handling, kritisere den kraftigt og give ham et godt råd. For det tredje skal han hade ham i sit hjerte, for han er forhadt hos Allah, og det er obligatorisk at hade den, som Allah hader. For det fjerde skal han ikke straks nære dårlige tanker om den person, som sladdersprederen har omtalt negativt. Allah har nemlig sagt: ›Afhold jer fra at nære for mange formodninger, for nogle formodninger er synd.‹ For det femte skal han heller ikke tillægge den viderebragte oplysning så stor betydning, at han begynder at undersøge, om den er sand eller falsk. Allah siger nemlig: »Spionér ikke.« For det sjette må han ikke selv overtræde det råd, han gav sladdersprederen. Han må ikke selv tale med andre om det, sladdersprederen har sagt. Det fortælles, at en person kom med en dårlig nyhed om en anden til ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīz. Han sagde: ›Hvis du ønsker det, kan jeg gå videre med din oplysning. Hvis du har talt sandt, gælder dette vers for dig: »Hvis en fāsiq kommer til jer med en oplysning, så undersøg den.« Og hvis du har løjet, gælder dette vers for dig: »Den, der bagtaler, og som bringer den enes ord videre til den anden.« Men hvis du ønsker det, kan jeg tilgive dig.‹ Manden sagde: ›De troendes leder, må Allah tilgive mig. Jeg vil aldrig gøre det igen.‹«

Ḥasan al-Baṣrī siger: »Den, der bringer andres ord videre til dig, skal du vide også bringer dine ord videre til andre.«

En mand kom til en fremtrædende lærd og begyndte at fremsætte forskellige ærekrænkende beskyldninger mod en anden. Den lærde sagde da: »Du har begået tre forseelser mod mig. For det første har du skabt vrede og fjendskab i mit hjerte mod en af mine trosbrødre. For det andet har du belastet mit sind med bekymring på grund af ham. For det tredje har du mistet min tillid.« Nogle vise mænd plejede at sige: »Den, der bringer en andens fornærmelse til dig, er som om han selv har fornærmet dig.« En person kom engang til Ali (må Allah være tilfreds med ham) og sagde: »En sådan og sådan person har bagtalt og fornærmet dig.« Han sagde: »Før mig til ham.« Han førte ham så hen til denne person. Manden troede, at Ali ville hævne sig på ham. Men Ali gik hen til ham og sagde: »Min broder! Hvis det, du har sagt, er sandt, beder jeg Allah om tilgivelse for mig. Og hvis det er løgn, beder jeg Allah om tilgivelse for dig.« Nogle korankommentatorer siger i deres forklaring af det sted i sura al-Lahab, hvor Abu Lahabs hustru kaldes »ham­mālat al-hatab«, at den bogstavelige betydning er »hun, der bærer brænde«. Hun var en sladderbærer. Sladderbærerens natur er blevet sammenlignet med brænde, for ligesom brænde hjælper med at tænde en ild, hjælper sladder med at tænde fjendskabets ild mellem to mennesker.

En fortælling: Det fortælles, at en mand engang så en person sælge sin slave på markedet. Sælgeren råbte: »Denne slave har ingen anden fejl end en lille tilbøjelighed til at bringe sladder.« Manden tillagde ikke denne fejl nogen betydning og købte slaven. Slaven begyndte at bo i hans hus. Efter nogle dage sagde han til sin herres hustru: »Min herre ønsker at gifte sig igen, og han er ikke længere så hengiven over for Dem. Hvis De vil forhindre dette ægteskab og ønsker, at Deres mand skal elske Dem som før, så skær, når han sover, et hår fra hans strube med en kniv og gem det hos Dem.« På den anden side sagde han til herren: »Deres hustru elsker i al hemmelighed en anden og har sammen med ham planlagt at halshugge Dem, mens De sover, i dag. Hvis De vil redde livet, skal De ligge vågen og blot lade, som om De sover. Så vil De se, hvordan Deres hustru forsøger at føre kniven mod Deres hals.« Herren gjorde netop dette. Om natten, da hans hustru kom med en kniv for at skære håret fra hans strube, rejste herren sig straks, greb hendes hånd, rev kniven fra hende og dræbte hende på stedet. Derefter kom hustruens slægtninge og dræbte herren. Så begyndte en krig mellem de to parter, og begge parter blev fuldstændig ruineret.

44. At forbande og fornærme en muslim uden grund

Profeten (fred være med ham) sagde: »At fornærme en muslim er ugudelighed, og at kæmpe mod ham er vantro.« (Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen Abu Dawud). Han sagde også: »At forbande en troende svarer til at dræbe ham.« (Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen Ibn Majah). Det er berettet i Sahih Muslim, at Profeten (fred være med ham) sagde: »De, der forbander, vil på opstandelsens dag hverken være nogens forbeder eller vidne.« Der står også i en hadith: »En troende kan aldrig være en, der forbander, taler hårdt, bruger obskønt sprog eller taler uanstændigt.«

Det er berettet i Sunan Abu Dawud, at Profeten (fred være med ham) sagde: »Når en tjener forbander nogen (også en ond bøn ligger tæt på en forbandelse – oversætterens bemærkning), stiger den op mod himlen. Men himlens porte lukkes, og dens indtræden forhindres. Derefter stiger den ned mod jorden. Men jordens veje lukkes for den. Så farer den til højre og venstre. Når den ikke finder nogen vej ud, rammer den den, som forbandelsen er rettet mod, hvis han er værdig til den; ellers rammer den selve den, der forbandede.« Imran ibn Husayn beretter, at Profeten (fred være med ham) engang drog på en rejse. Under denne rejse begyndte en ansarisk kvinde højlydt at skælde sit ridedyr, en kamel, ud og forbande den. Da Profeten hørte det, sagde han: »Tag al den bagage af, der er på denne kamels ryg, og slip den fri, for den er forbandet.« Imran siger: »Jeg kan stadig se kvinden for mig, gående hjælpeløst sammen med folkene, uden at nogen kom hende til hjælp.« (Sahih Muslim)

Profeten (fred være med ham) sagde også: »Den værste form for åger er, at den ene bruger fornærmende ord mod den anden.«

Det er dog tilladt at forbande personer, der er involveret i bestemte, konkrete synder. Allah den Ophøjede har for eksempel sagt: »Allahs forbandelse være over de uretfærdige! … Allahs forbandelse være over løgnerne.« Profeten (fred være med ham) har forbandet forskellige personer, nemlig personer, der er involveret i åger, tah­līl samt bestikkelse, alkohol og hasardspil. Han har også forbandet dem, der binder hår sammen med hår, plukker øjenbrynshår, skriger og jamrer i modgang, barberer håret af og river tøjet itu. Han har forbandet malere, billedhuggere og dem, der fjerner eller flytter grænsemærker for at tilegne sig andres jord. På samme måde har han forbandet den, der nedkalder forbandelse over sine egne forældre, den, der bander og skælder ud, den, der vildleder en blind, den, der begår seksuelle handlinger med dyr, homoseksuelle, den, der har analt samleje med sin hustru, spåmænd og dem, der opsøger dem, kvinder, der højlydt begræder de døde, professionelle sørgekoner og deres medhjælpere, den, der med magt tilriver sig posten som folkets leder eller hersker, selv om folket ikke ønsker det, den hustru, der tilbringer natten, mens hendes mand er utilfreds med hende, den, der uden gyldig grund ikke deltager i fællesbønnen, selv om han har hørt kaldet til bøn, den, der slagter dyr i en andens navn end Allahs, tyve, dem, der fornærmer Profetens ledsagere, kvinder, der klæder sig som mænd eller efterligner dem, og mænd, der klæder sig som kvinder eller efterligner dem, den, der besørger på steder, hvor folk færdes, den kvinde, der afholder sig fra at bruge henna på hænderne og kohl på øjnene (det vil sige er uvillig til at forskønne sig for at glæde sin mand), den, der ødelægger forholdet mellem ægtefæller eller mellem en tjener og hans herre, den, der har samleje med en menstruerende hustru, den, der skræmmer et menneske ved at rette et våben mod det, den, der nægter at betale zakat, den, der kalder en anden end sin egen far for sin far eller en anden end sin egen herre for sin herre, den, der brændemærker et dyr med en glødende jernstang, den dommer, der anbefaler fritagelse for en lovovertræder, når han ser, at straffen ifølge shariaens bestemmelser sandsynligvis vil blive afsagt, samt den, der modtager en sådan anbefaling, den kvinde, der forlader sit hjem uden sin mands tilladelse, den kvinde, der forlader sin mands seng og tilbringer natten et andet sted, den, der trods evne afholder sig fra at påbyde det gode og forbyde det onde, samt den, der drikker alkohol, og alle, der er involveret i eller hjælper med at fremstille, købe, sælge eller transportere alkohol.

I en anden hadith berettes det, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Jeg har forbandet seks slags mennesker, Allah har forbandet dem, og enhver profet har forbandet dem; og enhver profets bøn bliver med sikkerhed besvaret. De seks er: den, der fornægter den skæbne, Allah har bestemt; den, der føjer noget til Allahs Bog; den, der med magt tilraner sig magten for at ydmyge dem, som Allah har æret, og ære dem, som Allah har ydmyget; den, der erklærer det, Allah har forbudt, for tilladt, og det, Allah har tilladt, for forbudt; samt den, der forkaster den vej, jeg har anvist. Desuden har Allahs Sendebud forbandet den, der begår utroskab med sin nabos hustru, den, der masturberer, den, der gifter sig med en kvinde og hendes datter på samme tid, den, der tager imod bestikkelse, den, der giver bestikkelse, og mellemmanden ved bestikkelse, den, der skjuler viden, den, der oplagrer fødevarer for at drive priserne op, den, der ydmyger en muslim, den, der trods sin magt ikke hjælper en undertrykt muslim, den nådesløse hersker, den mand og kvinde, der sværger ikke at gifte sig, samt den, der uden nødvendighed begiver sig alene ud i et øde område.«

Det er enstemmigt fastslået, at det er forbudt at forbande en uskyldig muslim. Derimod er det enstemmigt tilladt at forbande umoralske mennesker uden at nævne bestemte personer ved navn.

Hvis man for eksempel siger: »Forbandelse over undertrykkerne«, »forbandelse over løgnerne« eller »forbandelse over de vantro«, er det enstemmigt tilladt. Hvad angår at forbande en bestemt person, som er involveret i en syndig handling, er der uenighed. Mange mener, at det er tilladt. Imam al-Ghazali mener imidlertid, at det kun er tilladt at forbande personer, om hvem man med sikkerhed ved, at de døde uden at angre, såsom Abu Lahab, Abu Jahl, Farao, Haman og andre lignende. At bede om ulykke over nogen er også nær beslægtet med en forbandelse. I alle de tilfælde, hvor en forbandelse er ulovlig, er det også ulovligt at bede om ulykke. Det er endda upassende at bede om ulykke over en undertrykker; men hvis alle forsøg på at afværge undertrykkelsen mislykkes, må den undertrykte selv bede imod undertrykkeren. Selv i dette tilfælde bør man dog afholde sig fra at forbande ham.

45. At bryde et løfte

Allah den Ophøjede har sagt: »Hold jeres løfter. I vil med sikkerhed blive spurgt om løfterne.« Zuǧǧaǧ siger: Alt, hvad Allah har befalet at gøre, og alt, hvad Han har forbudt at gøre, er omfattet af løftet, for muslimerne har forpligtet sig over for Allah til at overholde dette.

Allah den Ophøjede har også sagt: »I, som tror! Overhold aftalerne.« Ibn Abbas sagde: Aftaler betyder alt det, som i Koranen er gjort tilladt eller forbudt, samt alt det, der er reguleret og begrænset. Muqatil sagde: Aftaler betyder Allahs bestemmelser om det tilladte og det forbudte samt det lovlige og ulovlige, som gennem Koranen er pålagt Guds tjenere, og alle aftaler, forpligtelser og løfter, der er indgået mellem muslimer og vantro såvel som mellem almindelige mennesker.

Allahs Sendebud sagde: »Den, som har fire egenskaber, er fuldstændig hykler. Og den, som har én af disse egenskaber, har et element af hykleri i sig, indtil han opgiver det: Når han taler, lyver han; når noget bliver betroet ham eller lagt i hans varetægt, er han troløs over for det; når han indgår en forpligtelse eller afgiver et løfte, bryder han det; og når han kommer i strid med nogen, overskrider han alle grænser.« (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

I en hadith qudsi siger Allah: »På Dommedag vil Jeg føre sag mod tre slags mennesker: den, der afgiver et løfte og bryder det; den, der sælger en fri person og forbruger betalingen for ham; og den, der ansætter en arbejdstager, får ham til at udføre hele arbejdet, men ikke betaler ham hans løn.« (Sahih al-Bukhari)

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: »Den, der dør uden at være bundet af en bayʿa (troskabsed), dør en jahilīyyah-død.« (Sahih Muslim) Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: »Den, der aflægger troskabsed til en leder, bør adlyde ham efter bedste evne.« (Sahih Muslim)

46. At tro på spåmænds og astrologers udsagn

Allah siger: »Følg ikke det, som du ikke har sikker viden om. Sandelig, øjet, øret og hjertet vil blive udspurgt.« Imam Wahidi siger i sin tafsir af dette vers: Det betyder: Sig ikke det, du ikke ved. Qatada siger: Det betyder: Påstå ikke, at du har set det, du ikke har set, hørt det, du ikke har hørt, og vidst det, du ikke har vidst. Kort sagt: Sig ikke noget om det, du ikke ved. Hazrat Ibn Abbas siger i sin forklaring af versets sidste del: Det betyder, at Allah vil spørge, hvordan øjnene, ørerne og hjertet er blevet anvendt. Med disse ord er det strengt forbudt at se på det, der er haram at se på, at lytte til det, der er haram at høre, og at nære den hensigt, som det er forbudt at nære. Et andet sted siger Allah: »Allah alene har viden om det usete. Han giver ingen sin viden om det usete undtagen en af de sendebud, Han har udvalgt.« Imam Ibn al-Jawzi siger: Det betyder, at Allah har eneret på viden om det usete eller ghayb. Han har ingen medpart i denne ret. Han giver ikke denne viden om det usete til nogen andre end et udvalgt sendebud. Han giver kun sendebudet så meget viden om det usete, som Han ønsker. For det er netop meddelelsen af oplysninger om det usete, der er beviset på profetens profetskab. Heraf forstår man, at den, der anser stjernerne for at være en kilde til viden om det usete, er kafir.

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der opsøger en astrolog eller spåmand og tror på det, han siger, fornægter den Bog og åbenbaring, der blev sendt ned til Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham).« (Abu Dawud, Tirmidhi, Ibn Majah) I en hadith qudsi siger Allah: »Blandt Mine tjenere er der nogle, som er troende, og nogle, som er vantro. Den, der siger, at regnen er kommet ved Allahs nåde, tror på Mig og fornægter stjernerne. Men den, der siger, at regnen kom på grund af en bestemt slags vejr eller på grund af vinden, fornægter Mig og tror på stjernerne.«

Erfarne lærde har sagt: Hvis en muslim, når han siger, at regnen er kommet på grund af en bestemt slags vejr, mener, at denne bestemte slags vejr er den, der skaber regnen, bliver han uden tvivl kafir og frafalden.

Men hvis han mener, at en bestemt slags vejr blot er et tegn eller en indikation på regn, bliver han ikke kafir. De fleste lærde mener dog, at det er bedre ikke at udtrykke sig sådan.

I en hadith overleveret i Sahih Muslim siger Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Den, der tror på en spåmands ord, får ikke sin bøn accepteret i fyrre dage.« I en hadith i Sahih Bukhari og Muslim fortælles det, at en gruppe mennesker spurgte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om spåmænd og astrologer, og han sagde: »De er intet.« »De er intet.« Da sagde nogle af dem: »Allahs Sendebud! Men de fortæller jo nogle gange noget, der viser sig at være sandt.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Jinnerne opsnapper nogle sande ord og hvisker dem i deres menneskelige herres øre. Derefter blander han hundredvis af løgne i dem og viderebringer dem.« I en hadith i Sahih Bukhari siger Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Englene stiger ned i skyerne og drøfter de sager, hvis afgørelse allerede er blevet truffet. Satan lytter i smug til disse ord og bringer dem videre til astrologerne. Derefter føjer astrologerne hundredvis af løgne til dem.«

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: »At afgøre, hvad der er heldigt eller uheldigt, ud fra fugles flugt og andre tegn er åbenlys shirk.«

47. Ægtefællers krænkelse af hinandens rettigheder

(a) Hustruens dårlige behandling af sin ægtemand

Allah den Ophøjede siger: »De hustruer, hvis ulydighed I frygter, skal I formane, forlade i sengen og slå. Hvis de derefter adlyder jer, skal I ikke overveje yderligere foranstaltninger mod dem.«
Imam al-Wahidi siger: Ulydighed betyder her at være ulydig mod ægtemanden og sætte sig op imod ham. Ata siger: Det omfatter, at hustruens hidtidige lydighed over for ægtemanden ændrer sig, og at hun uden gyldig grund nægter ham seksuelt samliv. »Forman dem« betyder at minde dem om Allahs Bog og Hans bud. Ibn Abbas siger: At forlade dem i sengen betyder at ligge med ryggen vendt mod hustruen og ikke tale til hende. Ifølge al-Sha’bi og Mujahid betyder det helt at adskille sengene og ikke ligge i samme seng som hustruen. »Slå dem« betyder at slå dem mildt, så de ikke påføres stærke smerter. Ifølge Ibn Abbas betyder det ikke mere end slag og lussinger med de bare hænder og lignende.

Profeten (fred være med ham) sagde: »Når en ægtemand kalder sin hustru til sengen, og hun ikke svarer på hans kald, fortsætter englene med at forbande hende indtil daggry.« (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

I en anden hadith sagde Profeten (fred være med ham): »Tre personers bøn og gode gerninger bliver ikke accepteret: den bortløbne slave eller tjener, indtil han vender tilbage; den hustru, der er ulydig mod sin ægtemand, indtil ægtemanden er tilfreds med hende; og den person, der er blevet beruset af alkohol, indtil han bliver ædru.«

Profeten (fred være med ham) sagde også: »På Opstandelsens Dag vil det første, en kvinde bliver spurgt om, være hendes bøn og hendes ægtemand.« Profeten (fred være med ham) sagde også: »Det er ikke tilladt for en troende hustru at faste frivilligt uden sin ægtemands tilladelse eller at lade nogen anden komme ind i hans hus.« (Sahih al-Bukhari)

Profeten (fred være med ham) sagde også: »Hvis jeg havde befalet nogen at kaste sig ned i سجود foran en anden, ville jeg have befalet hustruen at kaste sig ned i سجود foran sin ægtemand.« (al-Tirmidhi) En kvinde nævnte en gang sin ægtemand over for Profeten (fred være med ham), og han sagde: »Tænk over, hvor stor din status er i forhold til ham. Han er dit paradis og dit helvede.« (al-Nasa’i)

Profeten (fred være med ham) sagde også: »Hustruen er altid afhængig af sin ægtemand. Alligevel vil Allah ikke se på den hustru, der ikke er taknemmelig over for sin ægtemand.« (al-Nasa’i)

Profeten (SA) sagde også: »Når en hustru forlader sit hjem uden sin mands tilladelse, bliver englene ved med at forbande hende, indtil hun vender tilbage.« (Tabarani)

Profeten (SA) sagde også: »Den hustru, der dør, mens hendes mand er tilfreds med hende, vil træde ind i Paradiset.« (Tirmidhi)

Det er imidlertid ikke tilladt hustruen at hjælpe sin mand med noget haram, og selv hvis manden bliver utilfreds med hende, fordi hun ikke hjælper ham med noget ulovligt, vil hun ikke være syndig af den grund. Det er obligatorisk for hustruen at adlyde sin mand fuldstændigt inden for de tilladte grænser. Uden sin mands tilladelse er det ikke tilladt for hende at beskæftige sig med noget, der midlertidigt berøver ham hendes selskab. Det er ikke tilladt hustruen at råde over sin mands ejendom uden hans tilladelse. Det er nødvendigt for hustruen at give sin mands rettigheder forrang frem for sine egne rettigheder og hendes mands slægtninges rettigheder frem for hendes egne slægtninges rettigheder. Hun skal altid være rede til at imødekomme sin mands kald, idet hun er fuldstændig ren og velsoigneret. Hun bør ikke prale over for ham af sin egen skønhed eller bebrejde ham, hvis der er noget frastødende ved ham.

Hustruen bør altid være blufærdig foran sin mand, slå blikket ned foran ham, adlyde hans ordrer, lytte opmærksomt til det, han siger, og tie, når han taler. Når han kommer hjem, bør hun gå ham i møde ved døren og byde ham velkommen; når han går ud, bør hun følge ham til døren og blive stående der et stykke tid. Hun bør holde sig fra alt, hvad han ikke bryder sig om, være hos ham, når han sover, og i hans fravær varetage hans hjem, ejendom og sin egen dyd som en betroet arv. Hun bør regelmæssigt rense sine tænder, være ren og velsoigneret og altid være smukt klædt og velduftende for ham samt ikke bagtale ham i hans fravær. Hun bør tage sig af hans slægtninge og betragte hans mindste godhed som noget stort.

Profeten (SA) sagde: »Når en hustru udfører de fem daglige bønner korrekt, overholder fasten i ramadanmåneden korrekt og adlyder sin mand, kan hun træde ind i Paradiset gennem hvilken som helst port, hun ønsker.« (Ahmad, Tabarani)

Profeten (SA) sagde også: »For den hustru, der adlyder sin mand, beder selv fuglene, fiskene, solen, månen og englene Allah om at tilgive hendes synder. Men over den hustru, der er ulydig mod sin mand, kommer en forbandelse fra Allah, englene og hele menneskeheden. Hvis en hustru har et dystert ansigtsudtryk foran sin mand, vil Allah være vred på hende, indtil hun igen gør ham tilfreds med et smilende ansigt. Den hustru, der går uden for hjemmet uden sin mands tilladelse, vil fortsat samle englenes forbandelser, indtil hun vender tilbage.«

Profeten (SA) sagde også: »Fire slags kvinder vil komme i Paradiset, og fire slags kvinder vil komme i Helvede: en kysk kvinde, der adlyder Allah og sin mand; en kvinde, der er i stand til at få mange børn, er tålmodig og tilfreds med lidt; en blufærdig kvinde, der i sin mands fravær beskytter sin dyd og hans ejendom og i hans nærvær vogter sin tunge over for ham; samt en kvinde, der efter at være blevet enke med små børn holder fast ved dem, og som af frygt for, at de skal tage skade, ikke gifter sig igen, men helliger sig deres opdragelse. De fire slags kvinder, der vil være blandt Helvedes beboere, er følgende:«

(1) Den kvinde, der overøser sin mand med hårde ord og bebrejdelser, ikke beskytter sin dyd i hans fravær og sårer ham med hårde ord, når han er til stede.
(2) Den kvinde, der pålægger sin mand en byrde, som overstiger hans evner, og tvinger ham til at gøre det, han ikke er i stand til.
(3) Den kvinde, der ikke skjuler sig for fremmede mænd (og ikke overholder reglerne for tilsløring), og som går ud iført pynt og viser sin skønhed frem.
(4) Den kvinde, der ikke interesserer sig for andet end at spise, drikke og sove, og som ikke ønsker at adlyde Allah, Profeten og sin mand i bønnen. Når en kvinde, der har disse fejl, går ud uden sin mands tilladelse, samler hun forbandelser og bliver fortjent til Helvede. Hun kan kun reddes fra denne skæbne gennem anger.

Rasulullah (sa) har sagt: „(På natten for Miʿraj) besøgte jeg Helvede. Jeg så, at størstedelen af dets beboere var kvinder. Det skyldes, at de i ringe grad adlyder Allah, Rasulullah og deres ægtemænd, og at de praktiserer »tabarruj«. Tabarruj betyder at iføre sig det smukkeste tøj, når man færdes udenfor, gøre meget ud af sin udsmykning og vise sin skønhed i overdreven grad for at lokke offentligheden; med andre ord kaldes det tabarruj at færdes uden slør. Rasulullah (sa) har sagt: »Kvinden er skabt til at forblive tildækket. Når hun går ud af huset, lykønsker Satan hende.«

Det er nævnt i hadith, at kvinder kun er mest ærefulde i Allahs øjne, så længe de opholder sig i deres hjem. Det er også nævnt i hadith, at en kvinde ikke på nogen anden måde kan opnå lige så meget af Allahs tilfredshed som gennem at opholde sig i sit hjem, tilbede Allah og adlyde sin ægtemand. En gang spurgte Hazrat Ali (ra) sin hustru Hazrat Fatima (ra): »Hvad består kvindens vel i?« Hazrat Fatima svarede: »Kvindens vel består i ikke at se på fremmede mænd og ikke at give fremmede mænd mulighed for at se på hende.«

Hazrat Ali (ra) plejede at sige: »Skammer I jer ikke? Har I ingen æresfølelse, siden I lader jeres hustruer gå udenfor, hvor de ser på fremmede mænd, og de fremmede mænd også ser på dem?« Det er berettet i Abu Dawud, Nasai og Ibn Majah, at Hazrat Aisha (ra) og Hazrat Hafsa (ra) en dag var til stede hos Rasulullah (sa). På dette tidspunkt kom den blinde sahabi Ibn Umm Maktum. Rasulullah (sa) sagde til sine to hustruer: »Gå væk fra ham og hold jer bag sløret.« De sagde begge: »Men han er jo blind; han kan hverken se eller genkende os.« Rasulullah (sa) sagde: »Er I også blinde? Kan I ikke se ham?«

Af denne hadith fremgår det, at både mænd og kvinder skal afholde sig fra at se på hinanden. Allah den Ophøjede siger i sura An-Nur: »Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blikke og værne om deres kønsdele … Og sig til de troende kvinder, at de skal sænke deres blikke og værne om deres kønsdele.«

Hazrat Ali (ra) fortæller: En gang kom jeg og Fatima til Rasulullahs (sa) forsamling og så, at han græd meget fortvivlet. Jeg sagde: »O Allahs Rasul, måtte mine forældres liv ofres for dig! Hvorfor græder du?« Rasulullah (sa) sagde: »O Ali. På natten for Miʿraj så jeg kvinderne fra min ummah blive udsat for forskellige former for straf. Jeg græder, når jeg mindes disse hårde straffe. Jeg så en kvinde hænge over Helvedes ild, bundet i sit hår. Hendes hjernesubstans kogte derfor voldsomt. Jeg så en anden kvinde, hvis tunge var trukket lang og med hvilken hun var hængt op, mens kogende vand blev hældt ned i hendes hals. Jeg så en anden kvinde, hvis to fødder var bundet til hendes to bryster, og hvis to hænder var bundet til håret på hendes pande, hvorefter hun var hængt op. Jeg så en anden kvinde, der var hængt op med et reb bundet om sine bryster. Jeg så en anden kvinde, hvis hoved lignede et grisehoved, mens hendes krop lignede et æsels krop, og som blev udsat for tusindvis af forskellige slags straffe. Jeg så en anden kvinde, der havde fået form som en hund. Ild trængte ind gennem hendes mund og kom ud gennem hendes endetarm, mens englene slog hendes hoved med jernhamre.«

Hazrat Fatima rejste sig og spurgte, hvad årsagen var til disse kvinders forskellige straffe. Rasulullah (sa) sagde: »O Fatima! Den kvinde, som blev bundet i håret og hængt op, dækkede ikke sit hoved for fremmede mænds blikke. Den kvinde, som blev hængt op i sin tunge, sårede sin nabo med hårde ord. Den kvinde, som blev bundet med et reb om brysterne og hængt op, bevarede ikke sin ærbarhed, når hendes ægtemand var fraværende; det vil sige, hun var en ægteskabsbryderske. Den kvinde, hvis to fødder var bundet til hendes to bryster, og hvis to hænder var bundet til håret på hendes pande, opnåede ikke renselse efter samleje og menstruationens urenhed og gjorde nar af bønnen. Den kvinde, hvis hoved var blevet som et grisehoved, og hvis krop var blevet som et æsels, var en sladderspreder og løgner. Og den kvinde, som var blevet forvandlet til en hund, var misundelig og gjorde dem, hun gav noget, bebrejdelser.«

Rasulullah (sa) har sagt: Hvis en kvinde volder sin ægtemand smerte, forbander paradisets houri den pågældende kvinde.

Det er nævnt, at der ikke er noget galt i at gå ud for at besøge sine forældre og nære slægtninge eller af andre nødvendige grunde, hvis man har sin ægtemands tilladelse og går ud med sløret bevaret.

(b) Mandens krænkelse af hustruens rettigheder:
Ligesom hustruen er pålagt at adlyde sin mand og gøre ham tilfreds, er manden også pålagt at behandle sin hustru godt og ydmygt, at udvise tålmodighed og overbærenhed, hvis hun udviser dårlig opførsel eller lignende, og at give hende underhold samt mulighed for at leve et værdigt liv. Allah den Ophøjede siger: »Behandl hustruerne godt.« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Vær opmærksomme på jeres hustruers velbefindende. Husk, at ligesom I har rettigheder over jeres hustruer, har de også rettigheder over jer. Hustruernes rettigheder over jer er, at I behandler dem godt og sørger for deres underhold. Jeres hustruers rettigheder over dem er, at de beskytter deres kyskhed og ærbarhed og ikke lukker dem ind i hjemmet, som I ikke ønsker der.« (Ibn Majah, Tirmidhi)

Ibn Hibban beretter, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den bedste blandt jer er den, der behandler sin familie bedst.« I nogle overleveringer står der: »Den bedste er den, der opfører sig mest ydmygt over for sin familie.« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) behandlede kvinder med den største ydmyghed. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der tålmodigt bærer sin hustrus dårlige opførsel, vil blive belønnet som Ayyub (Allahs fred være med ham). Og den hustru, der tålmodigt bærer sin mands dårlige opførsel, vil blive belønnet som Faraos hustru, Asiya bint Muzahim.«

Det berettes i en hadith, at en mand engang kom til Umar for at klage over sin hustrus dårlige opførsel. Han stod ved porten til Umars hus og ventede på, at han skulle komme ud. Da hørte han Umars hustru irettesætte ham med hårde ord. Umar bar det imidlertid tavst uden at svare hende. Da manden hørte dette, besluttede han at gå tilbage. Han tænkte: »Når selv en så streng og mægtig kalif er i denne situation, hvem er jeg så?« Netop da kom Umar ud og så manden gå bort. Han kaldte på ham og sagde: »Hvorfor kom du, og hvorfor går du uden at træffe mig?« Han svarede: »Amir al-Mu’minin! Jeg kom til dig for at klage over min hustrus dårlige behandling af mig og hendes hårde ord. Men så hørte jeg, at din egen hustru gør det samme. Derfor var jeg på vej tilbage. Jeg tænkte: Når Amir al-Mu’minins situation er sådan, hvem er jeg så?« Umar sagde: »Hør, broder! Jeg bærer over med hende, fordi hun har visse rettigheder over mig. Se, hun tilbereder min mad, bager brød, vasker tøj og ammer mine børn, selv om disse pligter ikke påhviler hende. Ved at gøre disse ting holder hun imidlertid mit sind borte fra ulovlig indtjening. Derfor bærer jeg over med hende.« Manden sagde: »Amir al-Mu’minin! Min hustru er også sådan.« Umar sagde: »Så bliv ved med at bære over med hende, broder. Livet i denne verden er jo kun meget kortvarigt.«

Det fortælles, at en from mands fromme trosbroder engang kom på besøg i hans hjem. Han plejede at komme på besøg én gang om året. Da han bankede på døren, åbnede mandens hustru den og spurgte den besøgende: »Hvem er du?« Den besøgende svarede: »Jeg er din mands trosbroder. Jeg er kommet for at besøge ham.« Hustruen sagde med meget barsk stemme: »Han er gået ud i skoven for at hugge brænde. Må Allah ikke bringe ham sikkert tilbage. Må Allah gøre det ene og det andet ved ham!« og så videre. På denne måde fortsatte hun med voldsomt at bagtale sin fraværende mand. Pludselig kom hendes mand hjem. Han vendte tilbage fra bjergene med en enorm byrde brænde på ryggen af en løve, mens han selv sad oven på den. Han hilste på sin trosbroder og lykønskede ham. Derefter gik han ind i huset, tog brændet ned fra løvens ryg og sagde til løven: »Gå, må Allah velsigne dig.« Så førte han også sin trosbroder ind og lod ham sidde. Hans hustru skældte ham stadig ud, men hendes mand forblev tavs. Efter måltidet tog gæsten afsked og gik. Han var forbløffet over sin vens snakkesalige hustrus opførsel og sin vens tålmodighed.

Året efter kom han igen på samme tidspunkt. Så snart han bankede på, lød der en stemme indefra: »Hvem er ved døren?« Den besøgende svarede: »Jeg er din mands trosbroder, den og den.« Kvinden åbnede da døren med lykønskninger. Hun sagde også: »Sæt dig, min mand kommer snart tilbage, in shaa Allah. Må Allah bringe ham sikkert hjem.« og så videre. Den besøgende blev forbløffet over hendes venlige opførsel og søde tale. Kort efter kom husets herre hjem med en byrde brænde. Men denne gang bar han brændet på sin egen ryg, ikke på ryggen af en løve. Derefter beværtede de gæsten omhyggeligt og tog afsked med ham. Ved afskeden sagde gæsten til sin ven: »Sidste år, da jeg kom, hørte jeg din hustrus barske opførsel og uforskammede tale. Hun bagtalte dig hele tiden, mens du bar brændet på en løves ryg. Men i år så jeg din hustrus søde opførsel, og alligevel bar du byrden på din egen ryg. Fortæl mig, hvad er forklaringen?« Han svarede: »Min broder! Den barsktalende kvinde er død. Jeg bar tålmodigt over med hende, og derfor gjorde Allah denne løve underdanig over for mig. Senere giftede jeg mig med denne velopdragne kvinde. Jeg lever lykkeligt sammen med hende, men løven slap fra mig. Derfor er jeg nødt til at bære brændet på min egen ryg for at kunne leve et lykkeligt liv sammen med denne lydige og gode hustru.«

48. At tegne, trykke, gravere, ophænge og bevare billeder eller afbildninger af levende væsener

Allah den Ophøjede siger: »De, der plager Allah og Hans Sendebud, vil Allah forbande i denne verden og i det hinsidige og har beredt en ydmygende straf til dem.« I sin forklaring af dette vers siger Ikrima: »Det er dem, der fremstiller billeder, som plager Allah og Sendebudet.« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »De, der fremstiller billeder, vil blive straffet på Opstandelsens Dag, og der vil blive sagt til dem: Giv liv til det, I har skabt.« (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) beretter, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) engang vendte hjem fra en rejse. Jeg havde dækket en niche i væggen i mit værelse med et gardin, hvorpå der var nogle billeder. Så snart Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) så gardinet, blev hans ansigt blegt. Han sagde: »Aisha! De, der efterligner Allahs skaberværk med deres egen skabelse, vil på Opstandelsens Dag lide den hårdeste straf.« Aisha siger: »Derefter skar jeg gardinet i to dele og lavede to puder af det.« (Bukhari-Muslim) Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Enhver billedmager vil være blandt Helvedes beboere. For hvert billede, han har lavet, vil der blive skabt et liv, og hvert liv vil blive straffet i Helvedes ild.« (Bukhari-Muslim) Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der har fremstillet et billede eller en afbildning af et levende væsen på jorden, vil på Opstandelsens Dag blive pålagt at give dette billede eller denne afbildning liv. Men det vil han aldrig kunne.« (Bukhari)

Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: »Allah den Højeste siger: Hvem er en større forbryder end den, der i overmod forsøger at skabe noget, der ligner Min skabelse? Lad ham så skabe et eneste korn! Lad ham skabe et hvedekorn eller et mungbønnekorn, hvis han kan!« (Al-Bukhari, Muslim)

Det er berettet i at-Tirmidhi, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »På Dommedag vil et hoved stige op fra Helvede og sige: Tre personer er blevet overgivet til mig, for at jeg kan straffe dem. Disse tre er den, der sætter andre ved Allahs side, den tyranniske hersker og billedskaberen.« I en anden hadith, berettet af al-Bukhari og Muslim, sagde Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Englene går ikke ind i et hus, hvor der er en hund eller et billede af et levende væsen.« Imam al-Khattabi siger, at der hermed menes englene for barmhjertighed og velsignelse. Englene, der har til opgave at vogte, besøger alle huse. Med hunden menes en hund, der holdes blot for fornøjelsens skyld. Hvis man har brug for en hund til jagt, bevogtning eller lignende, er der ingen hindring heri. Med billeder menes billeder eller afbildninger af ethvert levende væsen, uanset på hvilket genstand eller på hvilken måde de er bevaret. Det er blevet påbudt at fjerne eller ødelægge alle sådanne billeder og afbildninger efter bedste evne. Det er berettet i Sahih Muslim, at Ali (må Allah være tilfreds med ham) beordrede, at alle billeder og afbildninger skulle ødelægges, og at alle høje grave skulle jævnes med jorden.

49. At jamre højlydt i forbindelse med ulykker, katastrofer eller sørgelige begivenheder, slå sig på brystet og panden, rive sit tøj itu, barbere sit hoved, rive sit hår ud og ønske sin egen død og undergang samt lignende

Det er berettet i Sahih al-Bukhari, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der slår sig på ansigtet og panden, river sit tøj itu og påkalder sig selv på den uvidenhedens måde, er ikke en del af min ummah.« Vi har tidligere nævnt den hadith, der er berettet af al-Bukhari og Muslim, om at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød og fordømte kvinder, der udtrykker sorg ved at skrige højlydt, barbere eller rive håret ud og rive tøjet itu. Alle disse handlinger er enstemmigt haram. På samme måde er det haram at slå sig i ansigtet og på panden, kradse sig i ansigtet og bede om sin egen død og undergang. Umm Atiyya (må Allah være tilfreds med hende) beretter, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tog vores løfte om, at vi aldrig ville udtrykke sorg ved at græde højlydt. (Al-Bukhari)

Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: »To handlinger hører til kufr: at håne nogen på grund af deres slægt og at jamre højlydt over en afdød.« (Muslim)

Det er berettet i Abu Dawud, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fordømte både den kvinde, der jamrer højlydt, og dem, der lytter til hende. Det er berettet i al-Bukhari, Ibn Majah og an-Nasa’i, at en kvindelig slægtning til Abu Musa al-Ash’ari (må Allah være tilfreds med ham) begyndte at skrige og græde, da han mistede bevidstheden på grund af stærke smerter. Da han kom til bevidsthed igen, sagde han: »Den, som Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) anså for uønsket, anser jeg også for uønsket.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) anså det for uønsket at udtrykke sorg gennem højlydt jamren, at rive håret ud, rive tøjet itu og lignende.

Det er berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »På grund af højlydt jamren lider den afdøde straf i graven.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Jeg er blevet pålagt at afholde mig fra to tåbelige og syndige lyde: den ene er musikalske lyde, og den anden er lyden af at slå sig i ansigtet i ulykkens stund og skrige som Satan.« Det er berettet, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) slog en professionel grædekon kone med sin egen hånd og sagde: »Jeg slår denne grædekon kone, fordi det ikke er forbudt at slå hende. Hun græder ikke, fordi hun deler jeres sorg, men fordi hun vil få penge fra jer. Hun påfører jeres døde smerte i graven og øger de levendes sorg og lidelse. Hun forbyder jer at være tålmodige, selv om Allah har befalet det, og tilskynder jer til at græde fortvivlet, selv om Allah har forbudt det.«

De lærde har sagt, at det ikke er haram at græde sagte og oprigtigt af ren sorg, så længe det ikke er professionelle lejede grædekoners gråd eller højlydt, forvirret jamren. Det er berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) græd, da han besøgte den syge Sa’d ibn Ubada. Da de forsamlede sahaba så ham græde, græd de også.
Derefter sagde Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Vid, at Allah ikke straffer for, at øjnene fælder tårer eller for, at hjertet giver udtryk for sine følelser. Han straffer eller viser kun nåde på grund af dette« — og han pegede på sin tunge. I en anden overlevering står der, at da Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) græd, spurgte Sa’d: »Allahs Sendebud, hvad er dette?« Han svarede: »Det er barmhjertighed og medfølelse, som Allah har skabt i sine tjeneres hjerter. Allah viser kun barmhjertighed mod de tjenere, der er barmhjertige og medfølende.«

Det er også berettet i Sahih al-Bukhari, at da Allahs Sendebud (s.a.) gik hen til sin døende søn Ibrahim, trillede tårerne ned ad Allahs Sendebuds (s.a.) kinder. Da Abd ar-Rahman ibn Awf så det, sagde han: »O Allahs Sendebud! Græder du også?« Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Det er blot et udtryk for ømhed og kærlighed.« Derefter sagde han: »Øjnene fælder tårer, og hjertet sørger. Men vi siger ikke med vores mund andet end det, som behager Allah. O Ibrahim, vi er bedrøvede over din adskillelse.«

Det skal bemærkes, at grunden til, at overdreven gråd ved ulykker og tabet af kære frarådes, er, at Allah og Hans Sendebud (s.a.) har påbudt tålmodighed og selvbeherskelse og forbudt håbløshed og utålmodighed. Allah den Almægtige har sagt: »O I, der tror! Søg styrke gennem tålmodighed og bøn. Sandelig, Allah er med de tålmodige. … Og Vi vil visselig prøve jer med noget af frygt, sult, tab af ejendom, liv og afgrøder. Men giv de tålmodige det glædelige budskab, dem, som, når en ulykke rammer dem, siger: ’Vi tilhører sandelig Allah, og til Ham vender vi tilbage.’« (Sura al-Baqara)

Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Betydningen af »Allah er med de tålmodige« er, at Han hjælper dem og ikke vanærer dem. Og betydningen af »dem, som, når en ulykke rammer dem, siger: Vi tilhører sandelig Allah« er: »Vi er Allahs tjenere, og derfor kan Han behandle os, som Han vil.«

Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Uanset hvilken ulykke der rammer den troende tjener, selv hvis en torn stikker hans fod, udsletter Allah derved nogle af hans synder.« (Sahih Muslim) Det er berettet i at-Tirmidhi, at Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Når et menneskes barn dør, spørger Allah englene: ’Hvad sagde Min tjener, da I tog hans barns sjæl?’ Englene svarer: ’Han lovpriste Dig og mindedes, at han skulle vende tilbage til Dig.’ Da siger Allah: ’Byg et hus til Min tjener i Paradiset, og kald det Bayt al-Hamd (Lovprisningens Hus).’« I en hadith qudsi står der, at Allah siger: »Når en af Min tjeners kære dør, og han udviser tålmodighed og selvbeherskelse over for det, har Jeg ingen anden belønning til ham end Paradiset.« (Sahih al-Bukhari)

Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Det er lykke for Adams børn at acceptere Allahs afgørelse med et åbent sind, og det er ulykke at blive vred og utilfreds med den.« I en hadith, der er overleveret fra Umar (må Allah være tilfreds med ham), står der, at da dødsenglen havde taget den troendes sjæl og var gået, og hans familie begyndte at sørge ved at slå sig for brystet, lade håret hænge løst og ønske sig selv død og ødelæggelse, standsede han et øjeblik ved husets port og sagde: »Hvorfor denne jammer og gråd? Ved Allahs ed! Jeg har ikke forkortet nogens levetid, frataget nogen deres forsørgelse eller gjort nogen uret. Hvis jeres klage og utilfredshed er rettet mod mig, så sværger jeg ved Allah, at jeg blot adlyder Allahs befaling. Men hvis jeres vrede er rettet mod den døde, er I blevet vantro. Jeg må komme mange flere gange, og med tiden vil ingen af jer være tilbage.« Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Ved Allahs ed! Hvis folk havde hørt denne tale og set ham, ville de have glemt deres døde og i stedet have grædt fortvivlet over sig selv.« Det er en belønningsværdig handling at udtrykke sorg eller medfølelse, når man hører om en andens ulykke. I Tirmidhi står der, at Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Den, der viser medfølelse med en ulykkesramt, vil få samme belønning, som den ulykkesramte selv får, hvis han udviser tålmodighed.« Allahs Sendebud (s.a.) sagde også: »Den, der viser medfølelse og trøster en mor, som har mistet sit barn, vil Allah iføre Paradisets kostbare klæder.« (Tirmidhi)

Det skal bemærkes, at sorg- og medfølelsesudtryk har til formål at trøste den ramte, råde ham til at være tålmodig og lette følelsen af hans smerte, sorg og ulykke; derfor er det mustahabb. Det hører under at påbyde det gode, forbyde det onde og hjælpe hinanden i retfærdighed og gudsfrygt. Den bedste formulering af medfølelse og trøst kendes fra følgende hadith fra Allahs Sendebud (s.a.). Det er berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at en af Allahs Sendebuds (s.a.) døtre sendte ham besked om, at en af hendes sønner lå for døden. Allahs Sendebud (s.a.) sagde til budbringeren: »Gå og sig til hende: ’Det, Allah tager, tilhører Ham, og det, Han giver, tilhører også Ham. Alt har en fastsat tid hos tjeneren.’ Sig til hende, at hun skal være tålmodig og udvise selvbeherskelse.«

Da Allahs Sendebud (s.a.) bemærkede, at en sahabi ikke var til stede i forsamlingen, spurgte han til ham. En mand sagde: »O Allahs Sendebud! Hans søn er død.« Allahs Sendebud (s.a.) besøgte ham og udtrykte sin medfølelse. Derefter sagde han: »Hør her: Hvad foretrækker du: at din søn bliver hos dig hele livet, eller at han går i forvejen, står ved Paradisets port og åbner Paradisets port for dig, når du dør?« Sahabien sagde: »At han går i forvejen til Paradiset og åbner porten for mig, det foretrækker jeg.« Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Således er det bestemt for dig.« Sahabien spurgte: »Gælder dette kun for mig?« Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Nej, det gælder for alle muslimer.« (Ahmad, an-Nasa’i)

Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (s.a.) en dag gik til Jannat al-Baqi og så en kvinde ligge med ansigtet ned over en grav og græde. Allahs Sendebud (s.a.) sagde til hende: »O Allahs tjenestekvinde, frygt Allah og vær tålmodig.« Kvinden sagde: »O Allahs tjener, jeg er en mor, der har mistet sit barn. Derfor er det ikke upassende af mig at gøre dette.« Allahs Sendebud (s.a.) sagde igen: »Vær tålmodig.« Kvinden sagde: »Det er nok. Jeg har hørt, hvad du siger. Gå nu.« Allahs Sendebud (s.a.) gik bort fra hende. En sahabi så kvinden og spurgte: »Hvad sagde denne mand til dig?« Kvinden fortalte ham det hele. Sahabien sagde: »Ved du, hvem denne mand var?« Hun svarede: »Nej.« Sahabien sagde: »Hvilken ulykke! Det var jo Allahs Sendebud (s.a.).« Så snart kvinden hørte dette, skyndte hun sig hen til Allahs Sendebud (s.a.) og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg vil være tålmodig.« Allahs Sendebud (s.a.) sagde: »Tålmodighed bør vises ved det første slag.« Det vil sige, at det er bedst at udvise tålmodighed, når en pludselig ulykke indtræffer. Senere falder sindet naturligt til ro.

Det er berettet i Sahih Muslim, at en søn af en ledsager ved navn Abu Talha døde. På det tidspunkt var han bortrejst og kendte slet ikke til sin søns død. Da han senere kom hjem, sagde hans hustru på forhånd til alle i familien: “Ingen af jer må afsløre sønnens død for ham. Jeg skal selv fortælle ham det, når tiden er inde.” Derefter sørgede hun for mad til Abu Talha. Efter at de var gået i seng om aftenen, sagde hun til ham: “Abu Talha, hvis nogen låner noget ud til en anden og derefter kræver det tilbage, bør den anden så nægte at give det tilbage?” Abu Talha svarede: “Nej.” Da fortalte hans hustru ham alt og sagde: “Så vær tålmodig med hensyn til din søn.” Da Abu Talha hørte dette, blev han vred. Han sagde: “Hvorfor fortalte du mig det så sent?” Derefter gik han til Allahs Sendebud (sa) og fortalte ham hele hændelsen. Da han hørte det, sagde Allahs Sendebud (sa): “Allah har påskønnet jeres handling i går aftes.” Det er også berettet i hadithen: “Ingen har fået noget, der er bedre og mere omfattende end tålmodighed.”

Det er berettet, at da morderne slog Hazrat Uthman (ra), sagde han, mens blodet løb ned over hans skæg: “Lā ilāha illā anta, subhānaka, innī kuntu min az-zālimīn. O Allah! Jeg søger Din hjælp mod dem og Din hjælp i alle forhold, og jeg beder Dig om tålmodighed i den prøvelse, Du har udsat mig for.”

Det er berettet i Jami’ at-Tirmidhi, at Allahs Sendebud (sa) sagde: “Den, hvis to mindreårige børn dør, kommer i Paradis.” I en hadith, der er berettet i Sahih Muslim, sagde Allahs Sendebud (sa): “De afdøde, mindreårige børn vil bevæge sig frit omkring overalt i Paradis. På Opstandelsens dag vil de finde deres forældre, omfavne dem og ikke slippe dem, før de er kommet ind i Paradis.”

Hazrat Malik ibn Dinar (rah) fortæller: I min ungdom var jeg afhængig af alkohol. På det tidspunkt døde en toårig datter af mig. Jeg elskede hende meget højt. Derfor blev jeg så knust over hendes død, at jeg i nogen grad begrænsede mit alkoholforbrug. En dag faldt jeg i søvn og drømte, at Dommedagen var begyndt, og at jeg var stået op fra min grav. Pludselig så jeg en kæmpemæssig pytonslange jage mig. Jeg løb rædselsslagen væk fra den, men slangen blev ved med at sætte efter mig. Undervejs så jeg en gammel mand iført hvidt tøj og sagde: “Vær venlig at give mig ly. En slange er efter mig.” Han sagde: “Jeg er svag, og denne slange er stærkere end jeg. Bliv ved med at løbe. Måske vil Allah redde dig.” Jeg løb videre og nåede op på toppen af et bjerg. Der så jeg nogle små børn lege. Deres ansigter strålede som månen. Blandt dem så jeg også min datter. Da hun fik øje på mig, kom hun ned og kastede en lampe mod slangen. Slangen flygtede. Derefter kom min datter hen på mit skød og reciterede dette vers fra Koranen: “Er tiden endnu ikke kommet, hvor de troendes hjerter ydmygt hengiver sig til Allahs ihukommelse og til den sandhed, Han har åbenbaret?” Jeg sagde: “Lille pige! Kender du også Koranen?” Hun svarede: “Far! Vi ved mere end jer.” Jeg spurgte: “Hvem er jeres kammerater, og hvad laver I her?” Hun svarede: “Vi er alle afdøde børn af muslimske forældre. Vi bliver her og venter på, at vores forældre skal komme, indtil Dommedag.” Jeg sagde: “Lille pige! Ved du, hvorfor denne slange fulgte efter mig?” Hun svarede: “Far, den er dit onde arbejde. Du har selv gjort den stærk.” Jeg spurgte: “Hvem var den gamle mand?” Hun svarede: “Han var dit gode arbejde, som på grund af din forsømmelse er blevet svagt. Angr derfor, så vil du blive frelst.” Derefter vågnede jeg og angrede straks.

Allahs Sendebud (sa) sagde: Når en tjener rammes af en ulykke eller prøvelse, sker det enten for at rense ham for en synd, som Allah har besluttet ikke at tilgive ham på nogen anden måde end gennem denne prøvelse, eller for at ophøje ham til en så høj rang, at Allah ikke har efterladt nogen anden vej dertil.

De troendes moder, Hazrat Umm Salama (ra), beretter, at Allahs Sendebud (sa) sagde: Den, der rammes af en ulykke eller prøvelse og siger: “Innā lillāhi wa innā ilayhi rājiʿūn” og beder: “O Allah! Giv mig beskyttelse i denne prøvelse, og giv mig en bedre erstatning for den,” vil få en passende belønning og en bedre erstatning fra Allah. Hazrat Umm Salama (ra) siger: “Da min mand Abu Salama senere døde, bad jeg på samme måde. Som følge deraf gav Allah mig Allahs Sendebud (sa) som ægtemand.” (Sahih Muslim)

Dommeren Shurayh (rah) plejede at sige: Når jeg rammes af en ulykke, priser jeg Allah fire gange. Første gang, fordi ulykken kunne have været endnu alvorligere, men det blev den ikke. Anden gang, fordi Allah giver mig evnen til at udholde den. Tredje gang, fordi Han giver mig mulighed for at sige: “Innā lillāh…” Og fjerde gang, når jeg ser, at ulykken ikke har taget form af, at jeg er faldet fra islam.

Hvis nogen derimod bliver urolig under ulykker og prøvelser, ønsker sin egen død og undergang, river sit hår og sit tøj i stykker, slår og kradser sig i ansigtet og på brystet, skriger og græder højlydt eller får andre til at græde for betaling, vil Allah bestemt blive vred på ham. Han vil forbande ham og vil ifølge nogle overleveringer tilintetgøre hans gode gerninger. Sådanne handlinger svarer nemlig til at fornægte skæbnen, det vil sige Allahs afgørelse. Især ønsket om sin egen død og undergang er i virkeligheden en form for forsøg på selvmord.

50. Oprør, trods og hovmod

Allah den Ophøjede har sagt: “Der kan kun træffes foranstaltninger mod dem, som begår uret mod mennesker og uden ret opfører sig oprørsk og trodsigt på jorden. En smertefuld straf er bestemt for dem.” (Sura ash-Shura)

Sendebudet (fred være med ham) sagde: “Allah den Ophøjede har åbenbaret for mig, at I skal være ydmyge, så ingen angriber eller opfører sig hovmodigt over for en anden.” (Sahih Muslim, Sunan Abu Dawud og Sunan Ibn Majah)

Sendebudet (fred være med ham) sagde også: “Der findes ingen anden synd som oprør og trods, der med sikkerhed medfører straf i denne verden foruden straffen i det hinsidige.” (Jami at-Tirmidhi og Sunan Ibn Majah)

Den mest eksemplariske straf for denne synd blev tildelt Qarun. Han var profeten Moses’ (fred være med ham) egen fætter og en af Faraos vigtigste rådgivere. Som straf for sit oprør og sin trods lod Allah ham levende synke ned i jorden sammen med alle sine hjælpemidler og ejendele. Beskrivelsen af denne begivenhed er gengivet således i Sura al-Qasas:

“Qarun var i sandhed en af Moses’ folk, men han gjorde oprør mod dem og optrådte trodsigt. Vi havde givet ham skatte, hvis nøgler selv en gruppe stærke mænd ville have svært ved at bære. Husk, da hans folk sagde til ham: ‘Vær ikke hovmodig; Allah elsker ikke de hovmodige. Søg med det, som Allah har givet dig, boligen i det hinsidige, men glem ikke din del af denne verden. Gør godt mod andre, ligesom Allah har gjort godt mod dig, og søg ikke at skabe fordærv på jorden. Allah elsker ikke dem, der skaber fordærv.’ Han sagde: ‘Dette er kun blevet givet mig på grund af den viden, jeg selv besidder.’ Vidste han da ikke, at Allah før ham havde tilintetgjort mange generationer, som var stærkere end ham og havde større rigdom? Synderne vil ikke blive spurgt om deres synder, for alt står allerede skrevet i deres optegnelser. Qarun trådte frem for sit folk i al sin pragt. De, der begærede det jordiske liv, sagde: ‘Gid vi havde fået det samme, som Qarun har fået! Han er sandelig meget heldig.’ Men de, der havde fået viden, sagde: ‘Ve jer! Allahs belønning er bedre for dem, der tror og gør gode gerninger. Ingen får den undtagen de tålmodige.’ Så lod Vi Qarun og hans palads synke ned i jorden. Han havde ingen gruppe, der kunne beskytte ham mod Allahs straf, og han var heller ikke i stand til at forsvare sig selv. De, der dagen før havde ønsket at være som Qarun, sagde, da de så hans skæbne: ‘I sandhed, Allah giver rigeligt med forsørgelse til den, Han vil, og begrænser den for den, Han vil. Hvis Allah ikke havde vist os nåde, ville Han også have ladet os synke ned i jorden. De vantro vil i sandhed ikke få fremgang.’”

Imam Ibn al-Jawzi siger: Der findes flere udsagn om, hvordan Qarun udviste trods og oprør. Ifølge Ibn Abbas lokkede han ved hjælp af bedrag en umoralsk kvinde til at sprede det falske rygte om profeten Moses (fred være med ham), at han havde begået utugt med hende. Da profeten Moses (fred være med ham) tvang kvinden til under ed at fortælle sandheden, afslørede hun, at hun havde et forhold til Qarun, og at det var ham, der havde tilskyndet hende til at sprede denne bagvaskelse. Ifølge ad-Dahhak og Qatada fornægtede Qarun Allahs profet og blev vantro. Ifølge al-Mawardi arbejdede han ved Faraos hof, og med denne støtte undertrykte han sit eget folk, Israels børn.

Det er berettet fra Ibn Abbas, at da profeten Moses (fred være med ham) blev vred over den bagvaskelse, der var blevet spredt om ham, og bad en forbandelse over Qarun, sagde Allah: ‘O Moses! Jeg har befalet jorden at adlyde din befaling. Befal den, hvad du vil.’ Moses befalede: ‘O jord, opslug Qarun!’ Straks forsvandt Qaruns seng ned i jorden. Da Qarun så dette, bad han Moses (fred være med ham) om nåde. Men Moses befalede på ny jorden: ‘Opslug ham!’ Denne gang sank hans fødder ned under jorden. Således fortsatte han med at befale den, indtil Qarun fuldstændigt forsvandt under jorden.

De aspekter af Qaruns oprør og trods, som kommer til udtryk gennem den ovenfor nævnte begivenhed, der er beskrevet i den hellige Koran, er følgende:
(1) At samarbejde med islams og muslimernes fjender og dermed skade muslimernes og ens eget folks interesser.
(2) At betragte sin erhvervede rigdom som et resultat af sin egen viden og prale af den i stedet for at anse den for en gave fra Allahs nåde.
(3) Ikke at indse, at samfundets fattige har en ret til ens rigdom, og nægte at give dem den; desuden at vise sin velstands pragt frem for folket, så de berøvedes psykiske smerte øges, og deres følelse af at være berøvet bliver endnu stærkere.

(d) Gerrighed, uhæmmet kapitalisme, arrogant og monopolistisk forbrugermentalitet. —-Oversætteren)

51. At behandle de svage samfundsgrupper, slaver, tjenere og tjenestepiger samt dyr grusomt

Allah den Ophøjede har sagt: “Tilbed Allah, og sæt ingen ved Hans side. Behandl forældrene godt, og behandl også slægtninge, forældreløse, fattige, nære naboer, fjerne naboer, rejsefæller, vejfarende og slaver og tjenestefolk godt. Allah elsker ikke den, der er hovmodig og stolt.” (Sura an-Nisa)

Selv kort før sin bortgang indskærpede Allahs Sendebud (ﷺ): “Frygt Allah med hensyn til bønnen og dem, der er under jeres myndighed.” (Abu Dawud, Ibn Majah)

Allahs Sendebud (ﷺ) sagde også: “God behandling af dem, der er under ens myndighed, er en kilde til lykke, mens dårlig behandling af dem er en kilde til ulykke.” (Musnad Ahmad, Sunan Abu Dawud)

Hazrat Abu Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg var i færd med at slå en tjener med en stav. I det øjeblik hørte jeg en stemme bag mig: “Vid, Abu Mas’ud, at Allah den Ophøjede har givet dig myndighed over denne tjener.” Jeg sagde: “O Allahs Sendebud! Jeg vil aldrig mere slå slaver, tjenere eller tjenestepiger.” Og jeg frigav ham. Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: “Hvis du ikke havde gjort dette, ville Ilden have fortæret dig på Opstandelsens Dag.” (Sahih Muslim)

Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: De, der mishandler mennesker i denne verden, vil Allah give en hård straf. I Jami’ at-Tirmidhi og Sunan Abu Dawud står der: “Allahs Sendebud (ﷺ) blev spurgt: Hvor mange gange skal vi tilgive dem, der er under vores myndighed? Allahs Sendebud (ﷺ) svarede: 70 gange hver dag.”

Det er berettet i Musnad Ahmad, at Allahs Sendebud (ﷺ) kaldte på en af sine tjenere. Han kom meget sent. Da viste Allahs Sendebud (ﷺ) ham sin miswak, som han holdt i hånden, og sagde: “Hvis jeg ikke frygtede at blive holdt ansvarlig på Opstandelsens Dag, ville jeg have slået dig med denne miswak.”

Det berettes i en hadith, at en kvinde kom til Allahs Sendebud (saw) og sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg har skældt min slavinde ud og kaldt hende en “utugtig kvinde”.« Allahs Sendebud (saw) sagde: »Har du set noget tegn på utugt hos hende?« Kvinden sagde: »Nej.« Allahs Sendebud (saw) sagde: »Pas på, denne pige vil på Dommedag kræve sin ret over for dig.« Kvinden gik straks hen til sin slavinde og sagde til hende, mens hun gav hende en stav: »Slå mig.« Slavinden ville ikke gøre det. Så frigav kvinden hende. Derefter kom hun til Allahs Sendebud (saw) og fortalte, at hun havde frigivet slavinden. Allahs Sendebud (saw) sagde: »Det kan forventes, at din synd vil blive tilgivet.«

Det berettes i haditherne i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (saw) sagde: Den, der fremsætter en falsk beskyldning mod sin underordnede, vil på Dommedag blive straffet med den piskestraf, der er fastsat for falsk beskyldning. Allahs Sendebud (saw) sagde: »Tjenere og slavinder skal have den nødvendige mad og beklædning, og man må ikke pålægge dem en byrde, der overstiger deres evner. Hvis det alligevel er nødvendigt at pålægge dem en sådan byrde, skal man selv arbejde sammen med dem. Gør ikke Allahs skabninger fortræd. Han har gjort jer til deres herrer; hvis Han havde ønsket det, kunne Han have gjort dem til jeres herrer.« (Sahih Muslim, al-Tabarani)

At lade underordnede mennesker eller dyr lide af sult og at skille børn fra deres forældre er blandt de værste former for store synder. Allahs Sendebud (saw) sagde: Den, der skiller en mor fra hendes barn, vil Allah på Dommedag skille fra dem, han elsker. (Jamiʿ al-Tirmidhi)
Allahs Sendebud (saw) sagde også: »Der findes ingen større synd end at lade et menneske eller et dyr, som er under ens omsorg, lide af sult.« (Sahih Muslim)

På samme måde er det ikke tilladt at slå husdyr hårdt, holde dem indespærret i et bur hele tiden, undlade at give dem mad til tiden eller tvinge dem til at udføre arbejde, der overstiger deres evner. Allahs Sendebud (saw) sagde: »En kvinde vil blive straffet, fordi hun bandt en kat og lod den dø af sult.« Det siger sig selv, at dette gælder alle dyr. Det berettes i haditherne i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (saw) forbød at bruge dyr til andre formål end deres naturlige arbejde og at lade dem udføre arbejde, der overstiger deres evner. Hvis et dyr skal slagtes, befalede han, at det skulle slagtes med et skarpt redskab, og det dyr, der skal dræbes, skulle dræbes ved den første lejlighed i stedet for at blive holdt fanget. Det er strengt forbudt at brænde skadelige dyr som slanger, skorpioner, rotter og gale hunde ihjel. Allahs Sendebud (saw) forbød at dræbe et dyr blot for underholdningens eller fornøjelsens skyld og uden nogen nytte. Det er en meget belønningsværdig handling at frigive slaver og slavinder. Allahs Sendebud (saw) sagde: Den, der frigiver sin slave eller slavinde, vil Allah befri fra Helvedes straf.

52. At volde sin nabo skade

Det berettes i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (saw) engang sagde: »Han er ikke troende. Han er ikke troende.« Alle spurgte: »O Allahs Sendebud! Hvem?« Allahs Sendebud (saw) sagde: »Den, hvis nabo ikke er i sikkerhed for hans skadelige handlinger.« Der findes tre slags naboer: For det første den muslimske slægtning, som er ens nabo. En sådan nabo har tre rettigheder: én som slægtning, én som muslim og én som nabo. For det andet den muslimske nabo, som ikke er ens slægtning. Denne nabo har to rettigheder: én som nabo og én som muslim. For det tredje den ikke-muslimske nabo. En sådan nabo har alene rettigheden som nabo.

Allahs Sendebud (saw) sagde: Den, der spiser sig mæt, mens hans nabo sulter, er ikke muslim. Allahs Sendebud (saw) sagde også: Jibril formanede mig så stærkt angående naboen, at jeg undertiden tænkte, at naboen måske ville blive gjort til min arving. (Sunan Abu Dawud, Sunan Ibn Majah)

Allahs Sendebud (saw) sagde også: Den fattige nabo vil på Dommedag gribe fat i den rige nabo og sige: »O Herre! Du gjorde denne min bror velstående, og han boede lige ved siden af mig, men jeg sultede, mens han spiste sig mæt. Spørg ham, hvorfor han holdt døren lukket for mig og berøvede mig.« Allahs Sendebud (saw) sagde: »De tre mest alvorlige synder er: at sætte medguder ved siden af Allah, at dræbe sit barn af frygt for fattigdom og at krænke sin nabos hustrus ære.« (Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim, Sunan al-Nasa’i, Jamiʿ al-Tirmidhi)

Hazrat Ibn Umar havde en jødisk nabo. Når der blev slagtet en ged i hans hjem, sagde han: »Giv noget kød til vores jødiske nabo.« (Sunan Abu Dawud, Jami‘ at-Tirmidhi)

En nabo bør så vidt muligt bære over med en anden nabos skadelige adfærd, selv hvis han er ikke-muslim. For også dette er en form for godhed og velvilje over for ham. En mand kom engang til Profeten (sa) og sagde: »O Allahs Sendebud! Fortæl mig om en handling, som kan få mig ind i Paradiset.« Profeten (sa) sagde: »Vær godgørende.« Han spurgte: »Hvordan kan jeg vide, om jeg er godgørende?« Profeten (sa) sagde: »Spørg din nabo. Hvis han siger, at du er godgørende, så er du godgørende. Men hvis han siger, at du skader andre, så er du en, der skader andre.« (Al-Bayhaqi)

I en anden hadith siger Profeten (sa): »Naboens rettigheder er, at når han beder om hjælp, skal man hjælpe ham; når han beder om et lån, skal man låne ham det; når han mangler noget, skal man give ham det; når han bliver syg, skal man besøge ham; når han opnår noget godt, skal man lykønske ham; når han rammes af en ulykke, skal man vise ham medfølelse; og når han dør, skal man gå til graven for at bede begravelsesbønnen for ham og begrave ham. Man må ikke uden hans tilladelse bygge et højt hus og blokere for vinden. Hvis han kan lugte den mad, der tilberedes i gryden, skal man give ham noget af den. Hvis man køber frugt, skal man sende ham en gave; ellers må man ikke smide skrællerne udenfor, så han kan se dem.«

Profeten (sa) siger, at at krænke en kvindelig nabos kyskhed svarer til at krænke ti andre kvinders kyskhed. På samme måde svarer det at stjæle i en nabos hus til at stjæle i ti andre huse.

Det er en meget ædel handling at udvise tålmodighed over for sin nabo, selv hvis han er fjendtlig. Det fortælles, at Hazrat Sahl ibn Abdullah at-Tustari (rah) havde en zoroastrisk nabo. Hver dag kom der en stor mængde affald fra naboens hus ind i Hazrat Sahls hjem, uden at han vidste det. Men Sahl klagede ikke til naboen over det. Om dagen samlede han affaldet sammen og dækkede det til, og om natten bar han det udenfor. En dag nærmede Sahls død sig. Han tilkaldte sin nabo, viste ham affaldsbunken og sagde: »Hvis min død ikke var nær, ville jeg ikke have vist dig dette. Jeg frygter, at ingen af mine familiemedlemmer efter min død vil kunne udvise den samme tålmodighed som jeg. Derfor viser jeg dig det. Gør, hvad du finder bedst.« Den zoroastriske nabo blev yderst forbløffet. Han sagde: »I har båret over med denne forstyrrende sag i så lang tid uden at sige et eneste ord, mens jeg stadig holder fast i min vantro.« Derefter lagde han sin hånd i Sahls hånd og antog islam. Sahl døde øjeblikkeligt derefter.

53. At genere og fornærme muslimer og skabe uro, splittelse og fjendskab mellem dem.

Allah den Ophøjede har sagt: »O I, der tror! Lad ikke en gruppe håne en anden gruppe; de, der hånes, kan være bedre end dem, der håner. Og lad ikke en gruppe kvinder håne en anden gruppe kvinder; de, der hånes, kan være bedre end dem, der håner. Bagtal ikke hinanden og kald ikke hinanden ved dårlige navne. At blive kaldt ved et dårligt navn efter troen er en yderst ond handling. De, der ikke afstår fra dette, er de uretfærdige.« Sura al-Hujurat

Allah har også sagt: »Spionér ikke efter hinandens fejl, og bagtal ikke hinanden i det skjulte.« I Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim er det berettet, at Profeten (sa) sagde: »På Opstandelsens Dag vil den mest forhadte person i Allahs øjne være den, som folk forlader af frygt for at høre hans uanstændige og groft stødende tale.«

Allahs Sendebud (sa) sagde også: »O Allahs tjenere! Allah har fjernet trængslen fra jer. Men den, der leger med sin muslimske brors ære og anseelse, er en undtagelse. Han vil blive ramt af trængsel.
I Sahih Muslim og Sunan al-Tirmidhi står der, at Allahs Sendebud (sa) sagde: Det er forbudt for enhver muslim at skade en anden muslims liv, ejendom eller ære.
I Sahih Muslim er det desuden overleveret, at Allahs Sendebud (sa) sagde: En muslim er en muslims bror. Ingen gør uret mod en anden, ingen ydmyger eller hader en anden. Der kan ikke være nogen værre handling for en muslim end at hade eller foragte sin muslimske bror. I Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim er det overleveret, at Allahs Sendebud (sa) sagde: At fornærme en muslim er syndighed, og at føre krig mod ham er vantro.«

Hākim ibn Hibbān, Ahmad og al-Bazzār beretter, at man engang sagde til Allahs Sendebud (sa): »En bestemt kvinde står op om natten for at bede og faster dag efter dag, men hun plager sine naboer med sine hårde ord.« Allahs Sendebud (sa) sagde: »Der er intet godt i hende. Hun vil komme i Helvede.« Det hedder også i en hadith: »Nævn kun jeres døde med deres gode egenskaber, og afhold jer fra at nævne deres fejl, for de er allerede nået frem til stedet, hvor de vil blive belønnet for deres gerninger.« (al-Hākim) Allahs Sendebud (sa) sagde: »Den, der kalder nogen for en vantro eller for Allahs fjende, selv om han ikke er det, vil selv blive ramt af denne betegnelse.« Det vil sige, at han selv bliver en vantro og Allahs fjende. (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)
Det er overleveret i Sunan Abu Dawud, at Allahs Sendebud (sa) sagde: »På Natten til Mi’raj så jeg en gruppe mennesker, som havde kobberkløer i hænderne, og med dem kradsede de deres egne ansigter. Jeg spurgte: O Jibril, hvem er de? Han svarede: De, der plejede at bagtale mennesker, sprede ondsindede rygter om dem og lege med deres ære og anseelse.«
Det er i sandhed en frygtelig stor synd at skabe splittelse, uenighed og uro blandt muslimer og at få dyr til at kæmpe mod hinanden. Allahs Sendebud (sa) sagde: »Satan har ikke længere håb om, at muslimerne på Den Arabiske Halvø vil tilbede ham, men han håber stadig at skabe splittelse, uenighed og strid blandt dem.«
Denne hadith beviser, at den, der skaber uro og strid mellem to personer eller to grupper og udveksler sårende og provokerende ord mellem dem, er en bagvasker fra Satans parti og et af de mest usle mennesker. På samme måde tilhører den, der ødelægger forholdet mellem ægtefæller, mellem tjener og herre eller mellem arbejder og arbejdsgiver, Satans parti og er en bagvasker, uanset hvor meget det fremstilles som en god handling. Allahs Sendebud (sa) sagde: »Forbandet er den, der skaber splittelse og strid mellem ægtefæller eller mellem tjener og herre.« (Sunan Abu Dawud)

På samme måde forbød Allahs Sendebud (sa) strengt at arrangere hanekampe, hundekampe, tyrekampe og lignende som underholdning. (Af samme grund bør boksning og alle spil og konkurrencer, der indebærer risiko for fysisk skade og økonomisk spild, også være forbudt. – Oversætteren)

Derimod er det en yderst ædel handling at bilægge en strid mellem to parter og genoprette forholdet mellem dem. Det er også tilladt at rådføre sig hemmeligt med et sådant ædelt formål. Ellers kan hemmelige rådslagninger skabe mistanke, tvivl og splittelse. I et vers i sura an-Nisa siger Allah: »Der er intet godt i mange af deres hemmelige rådslagninger, undtagen når den, der gør det, tilskynder til almisse, en god handling eller forsoning mellem mennesker. Den, der gør dette for Allahs tilfredshed, vil Jeg give en vældig belønning.« Allahs Sendebud (sa) opmuntrede særligt til at bilægge menneskers stridigheder, fjerne uenighed, styrke sammenholdet og knytte forhold tættere sammen. Han sagde til Abu Ayyub al-Ansari: »Skal jeg fortælle dig om en almisse, der er bedre end en flok røde kameler?« Han svarede: »Ja, Allahs Sendebud.« Allahs Sendebud sagde: »Når forholdet mellem mennesker er blevet ødelagt, skal du forbedre det, og når de er fjernet fra hinanden, skal du bringe dem tættere på hinanden.«
At genoprette gode relationer er en så stor og ædel handling, at Allahs Sendebud (sa) i nødvendigt omfang tillod, at man talte usandt for dens skyld. I Sahih al-Bukhari står der, at Allahs Sendebud (sa) sagde: »Den, der forsøger at forbedre forholdet mellem mennesker, er ikke en løgner, når det, han siger, fører til et godt resultat.« I en hadith overleveret i Sahih Muslim siger Umm Kulthum: »Allahs Sendebud (sa) tillod kun løgn i tre tilfælde: under krig, for at forbedre forholdet mellem mennesker samt når en ægtemand siger noget til sin hustru eller en hustru siger noget til sin ægtemand.«

I Sahih al-Bukhari står der, at Allahs Sendebud (sa), da han hørte, at der var fare for, at der ville bryde krig ud mellem Banu Amr, tog derhen sammen med en gruppe af sine ledsagere og dæmpede spændingerne. Allahs Sendebud (sa) sagde: »Den, der bilægger en strid mellem to mennesker, vil Allah gøre alle hans handlinger rene, give ham belønningen for at befri en slave for hvert ord, han siger, og tilgive alle hans tidligere synder.«

54. At skade retskafne og gudfrygtige tjenere

Allah den Ophøjede siger: »De, der skader troende mænd og kvinder ved at udbrede noget om dem, som de ikke har gjort, spreder bagvaskelse og begår en åbenlys synd.« (Sura al-Ahzab) »Vær omsorgsfulde over for de lydige troende.« (Sura al-Hijr)

Det er overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud (sa) sagde: »Allah den Ophøjede har sagt: Jeg har erklæret krig mod den, der skader en af Mine venner.«
Det er nævnt i en tidligere hadith, at Salman al-Farsi, Suhayb og Bilal (må Allah være tilfreds med dem) engang sad sammen. På det tidspunkt kom Abu Sufyan hen til dem. Da de så ham, sagde de: »Allahs sværd har endnu ikke taget passende hævn over Allahs fjende.« Abu Bakr, som var til stede, hørte dette og sagde: »Siger I sådan om en ældre leder fra Quraysh?« Derefter gik han til Allahs Sendebud og fortalte ham hele sagen. Allahs Sendebud (sa) sagde: »O Abu Bakr, du har måske vakt vrede i de tre ledsageres hjerter og gjort Allah vred.« Det vil sige: Du handlede ikke rigtigt. Abu Bakr gik straks til de tre ledsagere og sagde: »Brødre, blev I vrede over mine ord?« De svarede: »Nej, broder. Må Allah tilgive dig.«
Det skal bemærkes, at de første, der troede på profeterne, tilhørte de fattige klasser. Det var ikke kun tilfældet med ham; blandt alle profeter var det de fattige, der først troede på dem. Allahs Sendebud (sa) plejede ofte at sidde sammen med fattige ledsagere som Suhayb, Salman, Bilal og andre.
Polyteisterne erfarede fra en jødisk lærd, at et tegn på profeter og sendebude er, at deres første følgere kommer fra de fattige. Derfor lagde de planer om at få de fattige fjernet fra ham. Nogle af polyteisternes ledende mænd kom til Allahs Sendebud og sagde: »Muhammad, fjern de fattige fra omkring dig, for vi skammer os over at sidde sammen med dem. Hvis du fjerner dem, vil samfundets fornemste og mest indflydelsesrige mennesker tro på dig.« Som svar åbenbarede Allah: »Jag dem ikke bort morgen og aften, når de søger deres Herres velbehag.« (Al-An’am)

Efter at polyteisternes sammensværgelse var mislykkedes, sagde de: »Muhammad, hvis du ikke vil jage dem bort, så fastsæt én dag til os og én dag til dem.« Som svar åbenbarede Allah: »Hold dig sammen med dem, der påkalder deres Herre morgen og aften for at søge Hans velbehag, og lad ikke dine øjne se bort fra dem i ønsket om dette verdenslivs pragt.« (Sura al-Kahf)

Herefter blev Profeten ﷺ endnu mere omsorgsfuld over for de fattige sahabaer og gav dem større betydning og ære. Siden da er det blevet et evigt islamisk princip, at målet for ære og respekt er tro, gode gerninger, taqwa og gudsfrygt – ikke verdslig pragt, pomp, rigdom, indflydelse eller anseelse. De, der er mere fremstående i taqwa, gudsfrygt og god karakter, må ikke ringeagtes, forsømmes eller ignoreres, selv om de er fattige, og de må under ingen omstændigheder påføres skade.

55. At bære tøj, der går ned under anklerne, for at udvise hovmod og fornemhed

Det står i Sahih al-Bukhari, at Profeten ﷺ sagde: »Den, der bærer et klædningsstykke, som går ned under anklerne, kommer i Helvede.« I Muwatta af Imam Malik, Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim, Jamiʿ at-Tirmidhi og Sunan Ibn Majah berettes det, at Profeten ﷺ sagde: »Den, hvis klædningsstykke slæber under anklerne af hovmod, vil Allah ikke se på.« I Sunan Abu Dawud står der, at en mand bad iført et klædningsstykke, der slæbte under anklerne. Profeten ﷺ sagde da til ham: »Gå hen og foretag wudu, og kom tilbage.« Da han havde foretaget wudu, sagde han igen: »Gå hen og foretag wudu, og kom tilbage.« En mand spurgte: »Allahs Sendebud, hvorfor bad du ham om at foretage wudu?« Profeten ﷺ forblev tavs. Efter et stykke tid sagde han: »Han bad iført et klædningsstykke, der slæbte under anklerne. Allah antager ikke en sådan bøn.«

Det berettes i Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim, Sunan Abu Dawud og Sunan Ibn Majah, at da Profeten ﷺ sagde: »Den, hvis klædningsstykke slæber under anklerne af hovmod, vil Allah ikke se på ham på opstandelsens dag«, sagde Abu Bakr رضي الله عنه: »Allahs Sendebud, hvis jeg ikke binder mine bukser stramt, bliver de løse og slæber.« Profeten ﷺ sagde: »Du hører ikke til dem, der gør dette af hovmod.« Det skal bemærkes, at ordene »for at udvise hovmod og fornemhed« ikke findes i mange af de hadither, der omhandler dette. (Oversætterens anmærkning)

56. Mænds brug af guld og silke

Det berettes i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Den, der bruger silke i denne verden, vil ikke kunne bruge silke i det hinsidige.« I Sunan Abu Dawud og Sunan an-Nasa’i berettes det, at brugen af guld og silke er blevet gjort haram for mændene i mit ummah.« Dette gælder både militærpersoner og civile. Det berettes endvidere i Sahih al-Bukhari, at Profeten ﷺ forbød at spise og drikke af kar af guld og sølv, at bære silkeklæder og at sidde på silkebetrukne senge. Den, der anser mænds brug af silke for halal eller anser noget andet haram for halal, er kafir. Kun en syg person må bruge det, hvis det efter lægens vurdering er nødvendigt. Soldater må også bruge det i krig, når det er nødvendigt. Det er efter enstemmig opfattelse haram for mænd at bruge silke og guld blot af lyst eller for skønhedens skyld. Ligeledes er det haram for mænd at bruge tøj, hvor størstedelen af trådene er af silke. Det berettes i Sahih Muslim, at Profeten ﷺ så en guldring på en mands hånd, tog den af ham og sagde: »Denne mand har ønsket at iføre sig Helvedes ild med sin egen hånd.« På samme måde er mønstre og broderier af guld og silke haram for mænd. Der er imidlertid uenighed om at lade børn bruge guld og silke. Ifølge Imam Ahmad ibn Hanbal og flertallet af imamerne er dette også haram for drenge.

57. Ulydighed mod den legitime myndighed og ensidigt brud på lydighedsbåndet

I islamisk sharia er tre former for myndighed og lederskab legitime, og den, der er underlagt en af dem, må ikke ensidigt opgive lydigheden mod denne myndighed eller bryde forbindelsen til den. For det første: Når nogen på grund af gældende skikke og internationale forhold bliver en andens slave eller tjener, er det ulovligt ensidigt at forlade denne herre og flygte, så længe herren ikke begår overgreb eller mishandler sin slave eller tjener. Hvis man derimod flygter fra en tyrannisk herre, er det tilladt, og det regnes som hijra. For det andet: Mandens myndighed over hustruen. Så længe manden sørger for hustruens underhold og giver hende alle lovlige ægteskabelige rettigheder, er det ulovligt for hustruen at opgive lydigheden mod ham, bryde forbindelsen til ham eller være ulydig. (Se den 47. store synd). For det tredje: Lydigheden mod en leder eller gruppe, der giver anvisninger på en måde, som er i overensstemmelse med sharia. At opgive lydigheden mod en sådan leder eller gruppe og bryde forbindelsen til den eller dem er haram og en stor synd. Nedenfor gengives nogle hadither om lydighed mod disse tre former for myndighed.

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når en slave eller tjener flygter, accepteres ingen af hans bønner eller andre gode gerninger, før han vender tilbage; når en hustru er ulydig mod sin mand, før hun adlyder sin mand; og når en beruset person har drukket alkohol, før han bliver ædru.« (Sahih Muslim, al-Tabarani, Sahih Ibn Khuzaymah) Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde endvidere: Ingen er ansvarlig for tre personers skæbne — det vil sige, at de selv er ansvarlige: den, der bryder forbindelsen med sin egen menighed eller organisation og er ulydig mod lederen; den tjener, der forlader sin herre og flygter og dør i ulydighed; samt den hustru, som, selv om hendes mand opfylder alle hendes behov, færdes uden hijab i hans fravær og går omkring med en uislamisk fremvisning af sin skønhed. (Sahih Ibn Hibban, al-Tabarani og al-Hakim)

58. At slagte dyr i en andens navn end Allahs

I sura al-An’am siger Allah: »Spis ikke af det dyr, som ikke er blevet slagtet med Allahs navn; det er en alvorlig synd …« Hazrat Ibn Abbas, al-Kalbi, Ata og andre imamer har i forbindelse med fortolkningen af dette vers sagt, at det henviser til dyr, som vantro og afgudsdyrkere slagter i en andens navn end Allahs. Ellers er dyr slagtet af muslimer enstemmigt halal, uanset om Allahs navn er blevet nævnt over dem eller ej. Al-Tabarani beretter, at en mand spurgte: »Allahs sendebud, hvad sker der, hvis en af os glemmer at nævne Allahs navn, mens han slagter?« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: »Allahs navn er på enhver muslims tunge.« I Muwatta af Imam Malik og Sahih al-Bukhari berettes det, at nogle muslimer sagde: »Allahs sendebud, folk kommer til os med kød, men vi ved ikke, om disse dyr er blevet slagtet med Allahs navn.« Profeten svarede: »Nævn Allahs navn og spis.«

59. Bevidst at præsentere sig som barn af en anden end sin far

Det berettes i Sahih al-Bukhari, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der kalder en anden end sin egen

far for sin far, for ham er Paradiset forbudt. I en anden hadith i Sahih al-Bukhari er en sådan person blevet kaldt vantro, og forbandelse og fordømmelse er blevet nedkaldt over ham. Det berettes i Sahih Muslim, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der kalder en anden end sin egen far for sin far, selv om han ved, at han ikke er hans far, er ikke en del af min ummah; han er tværtimod vantro. Den, der hævder at være noget, han ikke er, er ikke en del af min ummah; han bør tage sin bolig i Helvede. Den, der kalder nogen vantro eller Allahs fjende, selv om vedkommende i virkeligheden ikke er det, vil hans udsagn ramme ham selv. Det vil sige, at han selv bliver vantro og Allahs fjende. Satkarani er dens …«

60. Bevidst at argumentere, strides og føre strid til fordel for uret

Allah den Ophøjede siger: »Blandt menneskene er der nogle, hvis tale om det jordiske liv behager dig, og som tager Allah til vidne på det, der er i deres hjerter, skønt han er den mest hårdnakkede modstander.« Imam al-Ghazali (må Allah forbarme sig over ham) har sagt: I den islamiske sharia findes der tre slags diskussion, og alle tre er forkastelige. Den første er »mira«. Det betyder at finde rent sproglige fejl i en andens tale og gøre indsigelse mod dem. Formålet er ikke andet end at ydmyge taleren og bevise, at man selv er bedre end ham. Den anden er »jidal«. Det betyder at udtrykke uenighed og forsøge at fastslå, at ens egen mening er den overlegne. Den tredje er »khusumat«. Formålet med den er at opnå penge eller en anden form for personlig fordel. Den kan undertiden indledes uden at være blevet fremprovokeret, og undertiden fremsættes den med udgangspunkt i en andens udsagn. Den første, altså »mira«, indledes aldrig på eget initiativ; den opstår kun som påskud med udgangspunkt i et andet udsagn. De to sidste kan derimod indledes både på eget initiativ og efterfølgende. Men formålet med alle tre er uærligt og uretfærdigt.
Imam al-Nawawi siger: Diskussion kan være af to slags: til fordel for uret eller til fordel for retfærdighed. Allah har sagt: »Diskutér ikke med Skriftens folk, undtagen på den smukkeste måde.« »Ingen andre end de vantro strides om Allahs vers.« Hvis formålet med diskussionen er at kende og fastslå sandheden, er den prisværdig; men at diskutere for at modarbejde sandheden og at diskutere om ukendte forhold er forkasteligt. Det er i lyset af denne forklaring, at de udsagn om diskussion, som er nævnt i Koranen og hadith, skal forstås. Selv hvis man diskuterer til forsvar for et retfærdigt krav, er det forkasteligt og bør undgås, hvis det udvikler sig til løgn, sårende tale eller uanstændig tale.

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: At fortsætte med at skændes er tilstrækkeligt til at blive involveret i synd. (Tirmidhī) Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: “Allah vil være vred på den, der diskuterer om noget, han ikke har viden om, indtil han opgiver denne diskussion.” (Tirmidhī) Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: Når en person farer vild, bliver han stridbar af natur. (Tirmidhī) Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde desuden: “Jeg frygter især tre ting for jer: at de, som har tilstrækkelig viden om Koranen og hadith, snubler; at en hykler, som kalder sig muslim, indleder en diskussion om Koranen; og verdslig begær, som vil tilskynde jer til at dræbe hinanden.” (Tabarānī)
Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “At diskutere om Koranen er kufr.” (Abū Dāwūd)
Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Den, der afstår fra at diskutere, selv om han er sikker på, at hans mening er sand, vil få sin bolig på det højeste sted i Paradiset. Og den, der afstår fra at diskutere uden at være sikker på, at hans mening er sand, vil få en bolig på et almindeligt sted i Paradiset.”

61. Ikke at give andre det overskydende vand

Allah den Ophøjede siger: “Har I tænkt over, hvis jeres vand forsvandt ned i jorden, hvem ville så bringe jer rindende vand?” (Sūrat al-Mulk)
Det er berettet i Sahih al-Bukhārī og Sahih Muslim, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Vær ikke tilbageholdende med at give overskydende vand, så Allah ikke bliver tilbageholdende med at give jer afgrøder.” Det er berettet i Musnad, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde, at den, der nægter at give sit overskydende vand og sit overskydende græs, på Dommens Dag vil Allah nægte at give ham af Sin nåde.

Det er berettet i Sahih Muslim og Sahih al-Bukhārī, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah vil på Dommens Dag ikke tale med tre personer, ikke se på dem, ikke rense dem, og der er fastsat en smertefuld straf for dem: den, som har overskydende vand, men ikke giver det til den rejsende; den, som af rent verdslige interesser aflægger troskabsløfte til en leder og holder løftet, hvis lederen giver ham det, han ønsker, men bryder det ellers; og den, som sværger og siger, at han har købt en vare for en bestemt pris for at sælge den dyrt, selv om han i virkeligheden ikke købte den til den pris, og køberen tror på ham.” Sahih al-Bukhārī har beskrevet den første person således: “Den, som ikke giver en anden sit overskydende vand, vil Allah på Dommens Dag sige til: Ligesom du ikke gav andre det overskydende af noget, du ikke selv havde frembragt, vil Jeg i dag heller ikke give dig af Min nåde.”

62. At give mindre ved mål og vægt

Allah siger: “Ve dem, der giver for lidt ved vægt og mål; dem, der tager fuldt mål, når de modtager fra mennesker, men giver mindre, når de måler eller vejer til dem.” Imām Suddi siger: Da Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) udvandrede, var der dér en købmand ved navn Abū Juhaynah. Han havde to vægte: med den ene vejede han sine egne varer, og med den anden vejede han andres varer. Dette vers blev åbenbaret om ham.

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Fem ting gør fem ting uundgåelige: Hvis et folk bryder deres løfte, vil Allah lade deres fjende få magt over dem. Hvis et folk styrer landet efter selvopfundne love i stedet for Allahs lov, vil fattigdom brede sig blandt dem. Hvis umoral og utugt bliver udbredt blandt et folk, vil antallet af dødsfald blandt dem stige. Hvis de giver mindre ved mål og vægt, vil afgrøderne blive færre, og der vil opstå hungersnød. Og hvis de ophører med at betale zakat, vil regnen ophøre.”

Det skal bemærkes, at den, der giver for lidt ved mål, i virkeligheden stjæler lidt efter lidt i det skjulte og tjener haram-indkomst.

63. At føle sig sikker mod Allahs straf og vrede

Allah den Ophøjede siger: “Da de glemte det, som de var blevet mindet om, åbnede Jeg alle døre for dem (det vil sige, Jeg åbnede velstandens og fremgangens døre). Da de derefter blev helt opslugt af glæde over de rigdomme, de havde fået, greb Jeg dem pludseligt. Så blev de kastet ud i den dybeste fortvivlelse. Derefter blev de uretfærdiges rødder rykket op.” At blive grebet pludseligt betyder her, at de blev grebet på en måde, som de ikke mærkede komme. Imam Hasan al-Basri siger: Hvis Allah giver nogen overvældende rigdom, og vedkommende tror, at han ikke vil blive prøvet, er det ikke et tegn på hans forstand. Og hvis nogen bliver kastet ud i den yderste fattigdom og tror, at han er blevet forladt, og at der ikke bliver taget hensyn til ham, er han også offer for en vildfarelse.

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Når du ser, at Allah giver en tjener det, han holder af, mens han fortsætter med at være ulydig mod Allah, så skal du vide, at han blot får en frist, og at det kun er et spørgsmål om tid, før straffen rammer ham.” Derefter reciterede han dette vers.

Det er blevet overleveret, at da Iblis, selv om han tilhørte englenes gruppe, blev ramt af Allahs vrede, begyndte Jibril og Mika’il at græde. Allah spurgte: Hvad er der sket med jer, siden I græder? De sagde: Vor Herre, vi er bange for Din prøvelse. Allah sagde: “Forbliv sådan. Føl jer ikke sikre mod Min prøvelse.” Det er overleveret i Jami’ at-Tirmidhi, at Allahs Sendebud (fred være med ham) ofte fremsagde denne bøn: “O Du, der vender hjerterne! Gør vores hjerter faste på Din religion.” Han blev spurgt: O Allahs Sendebud, nærer du bekymring for vores tro? Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Hjerterne befinder sig mellem Allahs to fingre; Han vender dem, som Han vil, når Han vil.”

Det står i Sahih al-Bukhari, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: En person kan handle som en af Paradisets beboere, indtil han når dertil, at der kun er en alen mellem ham og Paradiset. Netop på dette tidspunkt træder det, der er skrevet for ham i hans skæbne, i kraft, og han begynder at handle som en af Helvedes beboere og ender i Helvede. På samme måde kan han handle som Helvedes beboere, indtil han nærmer sig Helvede. Netop da træder det, der er skrevet for ham i hans skæbne, i kraft, og han handler som Paradisets beboere og bliver en af Paradisets beboere. Menneskets endelige skæbne afgøres af dets sidste handlinger.

Allah den Ophøjede har i den hellige Koran omtalt beretningen om Bal’am Ba’ura. Selv efter at han havde opnået fuld viden om Allah og den islamiske lov, gik hans tro tabt. På samme måde døde en asket ved navn Barsisa som vantro. Derfor bør enhver være på vagt med hensyn til sin tro og ofte fremsige denne bøn: “Rabbana la tuzigh qulubana ba’da idh hadaytana wa hab lana min ladunka rahmatan innaka antal-Wahhab.” “Vor Herre! Når Du først har vejledt os, så lad ikke vores hjerter afvige, og skænk os barmhjertighed fra Dig. Du er visselig den største Giver.” Aisha (må Allah være tilfreds med hende) beretter, at Allahs Sendebud (fred være med ham) ofte fremsagde denne bøn: “O Du, der vender hjerterne, hold mit hjerte fast i lydighed.” Jeg spurgte: O Allahs Sendebud! Du fremsiger jo ofte denne bøn. Er du bange? Han sagde: O Aisha, hvordan skulle jeg kunne føle mig sikker, når tjenernes hjerter er mellem Allahs to fingre, og Han vender dem, som Han vil? Vejledning kommer således altid fra Allah. Når det at forblive på den rette vej afhænger af Hans vilje, når menneskets endelige udfald er ukendt, og når viljens fasthed er usikker, er det upassende at være stolt af sin tro, sine gode gerninger, sine bønner og sin faste. Man må huske, at selv om troen og de mange gode gerninger er menneskets erhvervelse, er det Allah, der giver evnen, inspirationen og muligheden til dem.

I denne forbindelse bør man altid huske følgende:

(1) Ligesom Allah kan tage en verdslig rigdom fra en person, fordi han bliver hovmodig over sin velstand og ser ned på dem, der er mindre betydningsfulde og berøvede end ham – og ligesom Han faktisk tog den fra blandt andre Qarun – kan de gode gerninger også blive tilintetgjort, og troen blive taget fra en person, hvis han bliver hovmodig over sin tro, sine gode gerninger og dermed sin rigdom i det hinsidige, og hader, foragter, nedgør og misunder mennesker på lavere niveau. Sådan gik det for Iblis, Barsisa og Bal’am Ba’ura. Derfor er det en pligt hvert øjeblik at takke Allah for ens tro, gudsfrygt og oprigtighed og at bede Ham om, at de må bestå.

(2) Tro og gode gerninger bliver ugyldige på grund af misundelse, fjendskab, hykleri og forvirring i hensigten. Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Misundelse fortærer gode gerninger, ligesom ild fortærer tørt træ.« Derfor bør man altid våge over sit hjerte og søge tilflugt hos Allah, så disse ting ikke ødelægger den uvurderlige skat af tro og gerninger, som man har erhvervet gennem store anstrengelser.

64. At fortvivle over Allahs barmhjertighed

Allah den Højeste har sagt: »Sig: ›Mine tjenere, som har ødslet deres liv bort, fortvivl ikke over Allahs barmhjertighed. Allah tilgiver alle synder. Han er Den Tilgivende, Den Barmhjertige.‹« (Sura az-Zumar)
»Ingen fortvivler over Allahs barmhjertighed undtagen de vantro.« (Sura Yusuf)

Det fortælles i en hadith, at en råber på dommedag vil råbe højt fra Tronen: »Hvor er den og den? Hvor er den og den?« Den, der hører dette råb, vil ryste af frygt. Allah vil sige til ham: »Det er dig, der er blevet kaldt på. Kom og fremstil dig for Skaberen af himlene og jorden.« På dette tidspunkt vil alle Allahs tjenere se mod Tronen med vidt opspilede øjne af frygt. Den, hvis navn er blevet råbt op, vil stille sig foran Allah. Da vil Allah skjule ham for alle de andres blikke med sit lys. Derefter vil Han sige til ham: »Min tjener, vidste du ikke, at Jeg så alt, hvad du foretog dig på jorden?« Han vil svare: »Jo, min Herre, det vidste jeg.« Allah vil sige: »Min tjener, hørte du ikke, at Jeg straffer Min ulydige tjener hårdt?« Han vil svare: »Jo, det har jeg hørt.« Allah vil sige: »Min tjener, har du været ulydig mod Mig?« Han vil svare: »Ja, det har jeg gjort nogle gange.« Allah vil sige: »Hvad er din opfattelse af Mig i dag?« Han vil svare: »Min Herre, jeg tror, at Du vil tilgive mig.« Allah vil sige: »Var du sikker på, at Jeg ville tilgive dig?« Han vil svare: »Ja, for Du så mig begå syndige handlinger, men Du skjulte dem.« Allah vil sige: »Jeg har tilgivet dig og gjort din opfattelse sand. Her er din bog over gerninger; tag den i din højre hånd. Jeg har accepteret de gode gerninger, der står i den, og tilgivet alle de dårlige. Jeg er gavmild og barmhjertig.«

Det fortælles i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at nogle fanger engang blev bragt til Sendebudet (fred være med ham). Han så, at en kvinde blandt fangerne, så snart hun fik øje på sit lille barn, tog det op på armen og begyndte at amme det. Sendebudet (fred være med ham) sagde til sine ledsagere: »Tror I, at denne kvinde kunne kaste sit barn i ilden?« De sagde: »Nej.« Da sagde Sendebudet (fred være med ham): »Denne kvinde er mere barmhjertig over for sit barn, end Allah er over for sine tjenere.«

I denne hadith qudsi, som er overleveret i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, siger Allah: »Jeg er, som Min tjener tænker om Mig. Når han ihukommer Mig et sted, er Jeg hos ham dér. Allah glæder sig mere over sin syndige tjeners anger end den person, hvis kamel er blevet væk i ørkenen, og som, efter at have stået ansigt til ansigt med døden i fortvivlelse, finder sin kamel igen. Den, der nærmer sig Mig en håndsbredde, nærmer Jeg Mig to håndsbredder. Og når han kommer gående til Mig, løber Jeg ham i møde.«

Det er overleveret i Sahih Muslim, at Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Hvis den troende vidste, hvilken straf for synder Allah har fastsat, ville ingen håbe på Hans Paradis. Og hvis han vidste, hvor megen barmhjertighed og nåde Allah har, ville ingen fortvivle over Hans Paradis.«

Man bør ikke blot undgå fortvivlelse med hensyn til frelse i det hinsidige, men heller ikke med hensyn til lykke og fred i denne verden. Allah har forbudt enhver form for fortvivlelse, for fortvivlelse skubber mennesket ud på ødelæggelsens vej. Den får synderen til at begå endnu flere synder og tilskynder den, der er ramt af ulykke, modgang og nød, til syndige handlinger som selvmord, ønsket om at dø og at tjene penge på ulovlig vis. Uanset hvor elendig en situation et menneske måtte befinde sig i, er det dets pligt tålmodigt at håndtere enhver situation på lovlig vis ved at sætte sin lid til håbet om Allahs barmhjertighed.
(Den omtalte 64. store synd var ufuldstændig i grundbogen. Bortset fra den første hadith fandtes der ikke andet om den, end ikke en titel. På grundlag af indholdet af den første hadith har oversætteren fuldendt den 64. store synd ved at tilføje titlen samt de øvrige vers og hadither.)

65. At forlade fællesbønnen uden gyldig grund og bede alene

Det er berettet i Sahih Muslim og Sunan Ibn Majah, at Profeten (ﷺ) sagde om en gruppe mennesker, der var vant til at forlade fællesbønnen: “Jeg får lyst til at udpege en anden til at lede bønnen og derefter brænde hjemmene ned på dem, der forlader fællesbønnen.” I en anden hadith i Sahih Muslim sagde Profeten (ﷺ): “De, der er vant til at forlade fællesbønnen, må nødvendigvis opgive denne vane, ellers vil Allah bestemt forsegle deres hjerter, og de vil bestemt blive forsømmelige.”

Det er berettet i Sunan Abu Dawud og Sunan Ibn Majah, at Profeten (ﷺ) sagde: Den, der udebliver fra tre fredagsbønner af foragt, vil Allah forsegle hans hjerte. Profeten (ﷺ) sagde også: “Den, der udebliver fra fredagsbønnen uden gyldig grund og uden frygt for nogen skade, vil blive skrevet som hykler i et register, hvorfra intet er blevet slettet, og intet er blevet ændret.”

Det er berettet i Sunan an-Nasa’i, at Profeten (ﷺ) sagde: “Det er en ubetinget pligt for enhver myndig mand at bede fredagsbønnen.”

Det er berettet i Sunan Abu Dawud, at Profeten (ﷺ) sagde: “Den, der hører kaldet til bøn og uden nogen gyldig grund afholder sig fra at gå til fællesbønnen, hans bøn (bedt derhjemme) vil ikke blive accepteret.”

66. At skade en arving gennem et testamente

Det er berettet i Jami’ at-Tirmidhi, Sunan Abu Dawud og Sunan Ibn Majah, at Profeten (ﷺ) sagde: “En mand eller en kvinde kan adlyde Allah fuldstændigt i tres år og derefter stå over for døden og skade en anden gennem sit testamente. Som følge heraf bliver Helvede uundgåeligt for vedkommende.”

Det er berettet i Sunan Ibn Majah, at Profeten (ﷺ) sagde: “Den, der berøver nogen hans arv, vil Allah berøve ham arven til Paradiset.” I Jami’ at-Tirmidhi står der, at Profeten (ﷺ) sagde: “Allah har sikret enhver hans retmæssige andel. Derfor er det ikke tilladt at testamentere noget til en arving.”

67. Bedrag, list og sammensværgelse

Allah den Højeste siger: “En ond sammensværgelse omringer kun den, der udtænker den.” Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Sammensværgerens og bedragerens plads er i Jahannam.” Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: “Ingen bedrager, gnier eller den, der bebrejder andre, kommer i Paradis.” I den hellige Koran har Allah den Højeste betegnet bedrag som hyklernes karaktertræk: “De (hyklerne) forsøger at bedrage Allah og de troende.” I en hadith i Sahih Muslim sagde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham): “Den, der bedrager nogen med hensyn til hans ejendom og familie, er bestemt blandt Helvedes beboere.” (At fremstille eller forfalske kopier og efterligninger af varer, tilsætte urenheder, forfalske valuta, certifikater, pas og andre dokumenter samt at iføre sig en anden erhvervsgruppes tøj som forklædning for at opnå et ondt formål hører også under bedrag og svig. – Oversætteren)

68. Gnieri, ødselhed og overdådigt forbrug, det vil sige ulovligt og uordnet forbrug

Allah den Højeste siger: “Bind ikke din hånd til din skulder, og stræk den heller ikke helt ud.” Det vil sige: Vær hverken nærig, ødsel eller overdådigt forbrugende. Allah siger også: “Vær ikke ødsle. De ødsle er Satans brødre.” (Sura Bani Isra’il)

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “En gnier kommer aldrig i Paradis.” Allah siger: “De, der er nærige med den rigdom, Allah har givet dem, skal ikke tro, at denne nærighed er god for dem. Nej, den er dårlig for dem. Det, de er nærige med, vil på Opstandelsens Dag blive hængt om deres hals.” Allah siger også: “Fortabelse er for dem, der ikke låner de nødvendige ting ud.” (Sura al-Ma’un)

Kort sagt skal man ligesom følge shariaens bestemmelser ved erhvervelse af rigdom også følge shariaens bestemmelser ved dens anvendelse. At undlade at bruge penge eller bruge for lidt på nødvendige og shariaforeskrevne områder er gnieri; at bruge mere end nødvendigt er ødselhed, og at spilde penge er også ødselhed. Alt dette hører under ulovligt og uordnet forbrug og er en stor synd. Luksus er også en form for ødselhed.

69. At afsløre muslimernes hemmeligheder for fjenden

Den fremtrædende ledsager og Badr-kriger Hatib ibn Abi Balta’a var på grund af hensynet til sin families sikkerhed, som opholdt sig i Mekka, på vej til at afsløre Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) plan om erobringen af Mekka. Da Profeten gennem åbenbaringen fik kendskab til sagen i tide, traf han straks foranstaltninger, og derfor nåede hans brev ikke frem til Mekka. Umar bad om tilladelse til at dræbe den pågældende ledsager, som var hovedpersonen i denne hændelse, idet han kaldte ham en hykler. Men Profeten gav ikke tilladelse. Han accepterede Hatibs undskyldning og forklaring og tilgav ham. Der er dog ingen tvivl om, at denne handling var forkert. Han blev kun anset for værdig til tilgivelse, fordi han havde kæmpet ved Badr. En sådan handling vil ikke blive tilgivet hos nogen anden.

70. At fornærme en sahabi

Det er tidligere blevet omtalt i denne hadith, der er overleveret i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim: “Allah siger (i en hadith qudsi): Den, der behandler en af Mine venner fjendtligt, har Jeg erklæret krig imod. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) siger: Fornærm ikke mine sahaba. Jeg sværger ved Ham, i hvis hånd mit liv er, at selv hvis nogen af jer gav guld på størrelse med Uhud-bjerget for Allahs sag, ville han ikke opnå samme eller blot halvdelen af en sahabis rang.” (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: Frygt Allah, når det gælder mine sahaba. Gør dem ikke til mål for fornærmelser efter min bortgang. Den, der elsker dem, elsker dem på grund af sin kærlighed til mig. Og den, der nærer had til dem, nærer det på grund af sit had til mig. Den, der skader dem, skader mig. Og den, der skader mig, skader Allah. Og den, der skader Allah, vil Han snart gribe.” (Jami’ at-Tirmidhi)

Hovedårsagen til sahabaernes betydning og rang er, at de troede direkte på Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), modtog undervisning fra ham og sammen med ham udførte jihad samt arbejdet med at forkynde og etablere religionen. De var dette ummas bedste og første generation. Hvis de ikke havde været der, ville vi ikke have modtaget noget af Koranen, haditherne eller shariaen. Derfor er det i realiteten det samme som at hade Allah, Profeten og religionen samt at træde ud af islam at fornærme dem og nære had til dem.

Blandt alle sahabaerne er ti sahaba de fremmeste. De er de ti, der har fået det glædelige budskab om Paradiset, Ashara al-Mubashshara. Det vil sige, at de fik budskabet om Paradiset, mens de stadig levede. Blandt dem er de fire kaliffer de fremmeste. Om dem sagde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham): “Hold fast ved min sunna, og følg efter mig de retledte kaliffers sunna. Hold fast ved den og afvis de nyopfundne, sharia-stridige skikke.”

Man kan ganske vist få problemer med nogle spørgsmål, som sahabaerne var uenige om. Men i sådanne tilfælde er det sikrest at forholde sig tavs. Hvis det absolut er nødvendigt at udtrykke en mening, skal man støtte flertallet af sahabaernes synspunkt og de retledte kaliffers principper. Koranens og sunnahens synspunkter skal have den højeste plads. Det er imidlertid aldrig tilladt at fremsætte negative bemærkninger om sahabaer, der havde et andet synspunkt. Man må ikke nære tvivl om deres oprigtighed, hengivenhed, ærlighed eller sandfærdighed. Overordnet skal vi have den trosopfattelse om dem, som er erklæret i Koranen. Den lyder: “Allah er tilfreds med dem, og de er tilfredse med Allah.” Derfor står de hævet over alle uenigheder i ummaen. Selvom der var visse indbyrdes uenigheder mellem dem, og selvom Kamelslaget og Slaget ved Siffin fandt sted blandt dem, er de alle uden tvivl bestemt til Paradiset. I stedet for at bekymre os om deres handlinger bør vi bekymre os om vores egen skæbne.

Konklusion

(Oversætterens tilføjelse)

Jeg bringer tusindvis af taksigelser til den Almægtige Allah, fordi Han har skænket denne ringe tjener evnen til at oversætte en så yderst nødvendig og gavnlige bog som Imam adh-Dhahabīs verdensberømte værk “Kitāb al-Kabā’ir”. Af de “store synder”, som han har samlet i dette værk, er næsten alle efter al sandsynlighed enstemmigt anerkendt som store synder af alle retninger og madhhab’er inden for Ahl as-Sunna wa-l-Jamā‘a. Det var formentlig netop under udarbejdelsen af en sådan enstemmigt anerkendt og grundlæggende liste over store synder, at han måtte begrænse listen til 70. Ellers kunne listen have været endnu længere.

Da jeg anser endnu nogle store synder ud over de nævnte 70 for at være yderst alvorlige, fremlægger jeg dem her i denne afslutning sammen med kortfattede beviser fra Koranen og hadith. Jeg håber, at læsere fra alle samfundslag vil få gavn af dette.

Yderligere 35 alvorlige store synder

1. Overdrivelse i forhold til islam, det vil sige ghulū fī d-dīn og ikrāh fī d-dīn
Overdrivelse i religiøse spørgsmål eller uberettiget tvang kaldes i islamisk terminologi ghulū fī d-dīn eller ikrāh fī d-dīn. Dette er enstemmigt haram og en stor synd. Det kan kaldes overdrivelse at tillægge noget større betydning, end det har fået i Koranen og hadith. Det er for eksempel overdrivelse at anse en nafl- eller mustahabb-handling for bindende på samme måde som en fard eller wajib, tvinge andre til at udføre den og straffe eller bebrejde dem, hvis de ikke gør det. På samme måde er det overdrivelse at betragte noget makruh som haram og tvinge andre til at afholde sig fra det.
Det hører også under overdrivelse at forhindre mennesker med andre trosretninger i at udføre deres egne religiøse ceremonier, berøve dem deres religiøse, sociale og borgerlige rettigheder, fornærme deres guddomme eller tvinge dem til at antage islam. Allah den Ophøjede har sagt: “O I, der har fået Skriften! Overdriv ikke i jeres religion.” (Sura al-Mā’ida)
Han har også sagt: “Der er ingen tvang i religionen.” (Sura al-Baqara) Et andet sted siger Han: “O I, der tror! Gør ikke de gode ting, som Allah har gjort tilladte for jer, forbudte, og overskrid ikke grænserne. Allah elsker ikke dem, der overskrider grænserne.” (Sura al-Mā’ida) Et andet sted siger Allah: “Forband ikke dem, som de tilbeder ud over Allah, for så vil de i uvidenhed forban​​de Allah.” (Sura al-An‘ām) Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) har sagt: “Den, der skader en fredelig ikke-muslimsk borger, vil jeg selv indgive en klage imod på opstandelsens dag.”
Det er værd at bemærke, at det ikke er forkasteligt selv at udføre ekstra nafl-tilbedelse efter at have opfyldt alle fard-forpligtelser med det formål at komme nærmere Allah, eller at opfordre andre og tilskynde dem til at gøre det. På samme måde er det ikke et indgreb i deres religionsfrihed at forkynde islam for ikke-muslimer. Og det er ikke overdrivelse at tvinge en muslim, der forsømmer fard og wajib og er vant til at udføre haram-handlinger, til at opfylde fard og wajib og afholde sig fra haram. Ingen andre end en person eller myndighed, der har beføjelse i henhold til sharia og loven, har dog ret til at anvende sådan tvang. I virkeligheden fører tvang og overdrivelse ikke til andet end at fjerne menneskers hjerter fra islam.

2. Slaphed og overdreven eftergivenhed i forhold til islam
Dette er det stik modsatte af den førnævnte overdrivelse. I islamisk terminologi kaldes det mudāhanat fī d-dīn. På grund af mental underkastelse under de sejrrige og etablerede gudsfornægtende kræfter rammes en gruppe svage muslimer af denne sygdom. Denne sygdom har tre tegn eller symptomer:

(1) At betragte fard, wajib og sunna mu’akkada som valgfri på samme måde som nafl eller mustahabb, være forsømmelig med at udføre dem, betragte haram-handlinger som makruh eller mubah og udvise slaphed med hensyn til at afholde sig fra dem.
(2) At omgås og samarbejde oprigtigt med personer, der åbent begår synder og store synder, samt med hyklere.
(3) At have oprigtige kærligheds- og venskabsforhold til ikke-muslimer.

Allah den Ophøjede har sagt: “Du vil aldrig finde mennesker, der tror på Allah og den Sidste Dag, have kærligheds- og venskabsforhold til dem, der trodser Allah og Hans Sendebud, selv om disse ulydige personer måtte være deres fædre, deres sønner eller deres nærmeste slægtninge.” (Sura al-Mujādala)

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) har sagt: “Ingen af jer er troende, før jeg er ham kærere end hans far, hans barn og alle andre mennesker.”
Allah siger: “Giv hyklerne, som tager de vantro til venner i stedet for de troende, det glædelige budskab om en smertefuld straf.” (Sura an-Nisā’)

Allah har også sagt: »O I troende! Tag ikke jøder og kristne som venner eller beskyttere. Den af jer, der gør det, hører til blandt dem.«
Fordi venskab med ikke-muslimer er forbudt, er det også haram at efterligne dem og følge deres adfærd, skikke, traditioner og love. (Under vanskelige omstændigheder er det ikke forkert at udvise et venskab, der blot er tilsyneladende.)

3. At involvere sig i bidʿah

At anse trosforestillinger, overbevisninger, idéer, skikke, love og lignende, som ikke hører til islam, for en del af islam, at følge dem, indføre dem og anse dem for gode gerninger er bidʿah. Profeten (sa) sagde: »Den, der tilføjer noget nyt til islam, vil få det afvist.«

Allah siger: »Den, der ikke dømmer efter Allahs lov, er en kafir, han er en zalim … han er en fasiq.« (Sura al-Ma’idah)
Profeten (sa) sagde: »En bidʿah-udøvers anger og bøn bliver ikke accepteret, før han opgiver bidʿah.«

Det skal bemærkes, at det ikke er bidʿah at tage nye, tidsvarende midler og metoder i brug til gavn for islam og muslimer, såsom at oprette islamiske uddannelsesinstitutioner, føre krig mod islams fjender ved hjælp af moderne våben og strategier, føre valg- og politisk kamp uden våben osv. I sådanne tilfælde er det dog nødvendigt at følge shariaens grundlæggende principper.

4. Ghiba

Ghiba er en alvorlig kabira-synd. I den hellige Koran siges det: »Bagtal ikke hinanden. Ville nogen af jer bryde sig om at spise kødet af sin døde bror? Det ville I bestemt ikke bryde jer om.« (Sura al-Hujurat)

Det berettes i en hadith, at Profeten (sa) sagde: Ved I, hvad ghiba er? Sahabaerne sagde: Allah og Hans Sendebud ved det bedst. Profeten (sa) sagde: At sige noget om din muslimske bror i hans fravær, som han ikke bryder sig om. Sahabaerne sagde: O Allahs Sendebud, hvad nu hvis det, jeg siger, faktisk findes hos denne bror? Profeten (sa) sagde: Hvis du siger noget, som findes hos ham, har du begået ghiba. Og hvis du siger noget, som ikke findes hos ham, har du fremsat en falsk anklage mod ham (hvilket er en endnu større synd).

I en anden hadith berettes det: Da Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hentydede til Safiyyas forholdsvis lave statur, sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) til hende: “Hvis det, du sagde, blev blandet i havet, ville selv dets enorme vand blive forurenet.”

Der er dog seks tilfælde, hvor bagtalelse er tilladt:
(1) at den forurettede indgiver en klage over undertrykkeren til den rette myndighed,
(2) at skabe offentlig opinion og et miljø for andre modforanstaltninger, så en person, der konstant er fordybet i store synder, ikke får hele samfundet involveret i dårlige handlinger,
(3) at omtale en persons fejl, når man giver en detaljeret redegørelse for sagen, mens man beder en mufti om en fatwa,
(4) at beskytte almindelige muslimer mod skadelige personer i forklædning, såsom en hyklerisk pir, en inkompetent og ugudelig lærd eller imam, et falsk vidne eller en formidler af opdigtede hadither; at rådgive nogen, så vedkommende kan undgå en skadelig person i forbindelse med ægteskab, partnerskab i forretning eller andre forhold; samt at offentliggøre en liste over en uærlig og magtbegærlig persons misgerninger, så vedkommende ikke bliver valgt ved at få stemmer,
(5) at skabe offentlig opinion for at få en siddende tyrannisk hersker styrtet,
(6) at en persons ufrivillige fejl eller mangel bliver en del af hans identifikation, såsom at være blind, halt eller døv, og lignende.

Hvis man omtaler en persons fejl og mangler uden at nævne vedkommendes navn, er det ikke bagtalelse.

5. Med magt at tilrane sig magten og styre uden at indhente muslimernes mening og råd, at tage magten gennem manipulation og bedrag, selv at stille op til et embede og at udnævne en kandidat til et embede.
Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Jeg har forbandet seks slags mennesker, Allah har forbandet dem, og enhver profet har forbandet dem.”

(1) Den, der tilføjer noget nyt til Allahs Bog,
(2) den, der fornægter skæbnen,
(3) den, der med magt bemægtiger sig herredømmet over mit samfund, vanærer dem, som Allah har æret, og ærer dem, som Allah har vanæret,
(4) den, der anser det, som Allah har erklæret for forbudt, for tilladt,
(5) den, der vanærer mine efterkommere, og
(6) den, der forkaster min sunnah. (Tabarani)

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også: “Den, der selv søger et embede, er uegnet til dette embede.”
Allah den Ophøjede har sagt: “Rådfør dig med muslimerne i regeringsanliggender.” (Sura Al-Imran)

6. Trods at have magt undlade at påbyde det gode og forbyde eller forhindre det onde, undlade at hjælpe med gode handlinger eller hindre dem, hjælpe med onde handlinger eller støtte undertrykkeren

I Sura Al-Ma’ida siger Allah: “De blandt Israels børn, som hengav sig til vantro, blev forbandet gennem Davids og Jesus, Marias søns, mund. Det skyldtes, at de var ulydige, overskred grænserne og ikke forbød uretfærdige handlinger.”
I et andet vers i Sura Al-Ma’ida siger Allah: “Hjælp hinanden med gode handlinger og gudsfrygt, og hjælp ikke hinanden med synd og overtrædelser.”

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Jeg sværger ved Ham, i hvis hånd mit liv er: I skal bestemt påbyde det gode og forbyde det onde, ellers vil Allah snart sende en altomfattende straf over jer alle. Selv hvis I derefter beder, vil jeres bøn ikke blive besvaret.” (Tirmidhi)

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: “Når folk ser en undertrykker begå uret, men ikke forhindrer ham, vil Allah sende en altomfattende straf over dem.” (Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i)

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: “Hvis nogen af jer ser en ond handling, bør han forhindre den med sin magt. Hvis han ikke kan det, bør han forbyde den med sine ord. Hvis han ikke kan det, bør han i sit hjerte tænke på at modarbejde den eller hade den. Denne sidste måde er troens svageste niveau.”

7. At gå foran en person, der beder
Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Hvis den, der går foran en person, som beder, vidste, hvilke konsekvenser det har, ville han foretrække at stå i fyrre dage frem for at gå foran ham.”

8. At tilsmudse og forurene miljøet
Jabir (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at “Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød at urinere i stillestående vand.” (Sahih Muslim) Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: “Pas på den, der besørger på steder, hvor mennesker færdes, og under træers skygge, især under frugttræer.”

9. At hindre gennem påvirkning, anbefalinger eller på anden måde anvendelsen af de islamiske hudud- eller straffelove og at gøre forskel ved anvendelsen af straffeloven

Det er berettet fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at da en kvinde ved navn Fatima fra stammen Banu Makhzum blev pågrebet for tyveri, tillagde Quraysh-samfundet sagen om at afskære hendes hånd stor betydning. De begyndte at tale om, hvem de kunne sende for at gå i forbøn hos Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) i denne sag. Alle sagde, at ingen anden end Usama ibn Zayd, Allahs Sendebuds yndling, ville kunne udrette noget. Derfor gik Usama for at gå i forbøn. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Er du kommet for at gå i forbøn angående en straf, som Allah har fastsat?” Derefter rejste han sig og begyndte at holde en tale. Han sagde: “Dine forgængere blev netop ødelagt, fordi de lod en fornem person gå fri, når han begik en forbrydelse, men straffede en svag person, når han begik en forbrydelse. Ved Allahs ed, hvis min datter Fatima havde stjålet, ville jeg også have afskåret hendes hånd.” Derefter blev den nævnte kvindes hånd afskåret. (Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim)

10. At holde op med at tale med en muslim eller afbryde forbindelsen med ham i mere end tre dage

Abu Ayyub Ansari fortæller, at Profeten (sa) sagde: »Det er haram at afbryde forbindelsen til en muslimsk bror i mere end tre dage. Men af de to personer er den bedste den, der først hilser med salam og genopretter forbindelsen.« (Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim)

11. Ikke at adlyde amiren, det vil sige lederen blandt islams tilhængere, og at dø uden at være medlem af en islamisk jamaat
Allah siger: »I, der tror! Adlyd Allah, adlyd Profeten og de ledere blandt jer.« (Sura an-Nisa)

Profeten (sa) sagde: »Enhver muslim bør adlyde lederens ordre, hvad enten han bryder sig om den eller ej, så længe der ikke gives ordre til en syndig handling. Hvis der gives ordre til en syndig handling, må den ikke adlydes.« (Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim)

Profeten (sa) sagde også: »Den, der dør uden at være medlem af en islamisk jamaat, vil dø som i jahiliyyah.« Det skal bemærkes, at der i Profetens (sa) levetid kun fandtes én islamisk jamaat, hvis leder selv var Profeten (sa). Senere vil enhver organisation, der besidder følgende fire egenskaber, blive regnet for en islamisk jamaat:

(1) Alle gruppens beslutninger skal træffes i overensstemmelse med Koranen og sunnah.
(2) I tilfælde, hvor der ikke findes nogen klar vejledning i Koranen og sunnah, skal arbejdet foregå på grundlag af rådgivning.
(3) Gruppens mål skal være at etablere islam fuldt ud i landet.
(4) Der skal være en ordning for gensidig kritik mellem gruppens leder og medlemmer.
Det skal bemærkes, at det ikke er tilladt at adlyde nogen af regeringens ordrer eller love, som ikke er i strid med sharia.

12. Sang, musik og dans

Det er haram og en kabira-synd at spille og lytte til alle former for instrumentmusik med blide og sørgmodige melodier. Hvis en sang indeholder udsagn, der opfordrer til forbudte handlinger, synges af en kvindestemme eller synges med forbudte instrumenter, er den haram og en kabira-synd. Med hensyn til den »lahw al-hadith«, som fordømmes i den hellige Koran, i sura Luqman, har Hazrat Ibn Masud med eftertryk sagt, at det betyder sang. Profeten (sa) sagde, at den indtjening, som sangere og sangerinder tjener, ikke er halal. (Tirmidhi) Af samme grund, nemlig fordi dans opfordrer til forbudte handlinger, dvs. utugt, er dans også haram. Det er en kabira-synd at se, høre på eller arrangere sådanne begivenheder.
På samme måde er samtaler, skuespil, romaner, sportsgrene og lignende, der opfordrer til uanstændige og haram-handlinger, også haram. Profeten (sa) sagde: »Jeg er kommet til verden for at ødelægge musikinstrumenterne.«

Det skal dog bemærkes, at det ikke er syndigt at synge sange uden uanstændigt indhold med en mandestemme og uden instrumenter.

13. At overtræde reglerne for tildækning og udbrede uanstændighed samt uden en sharia-mæssigt gyldig undskyldning blotte awrah, det vil sige de dele af kroppen, som skal være tildækkede

For at fjerne risikoen for utugt fra samfundet er reglerne for tildækning blevet åbenbaret i islam, og det er blevet forbudt at udbrede skamløshed og uanstændighed. At overtræde disse regler er en stor synd. Allah den Ophøjede siger: “Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blikke og beskytte deres kønsdele … Og sig til de troende kvinder, at de skal sænke deres blikke, beskytte deres kønsdele og ikke vise deres skønhed frem for mænd, som ikke er deres nærmeste slægtninge.”

Allahs Sendebud (sa) sagde: “Den, der kaster et begærligt blik på en andens hustru, vil på Dommedag få smeltet bly hældt i øjnene.”

Allahs Sendebud (sa) sagde også: “Når en fremmed mand og en fremmed kvinde mødes i afsondrethed, er Satan deres tredje ledsager.”

Allah siger: “De, der gerne vil udbrede skamløshed og uanstændighed blandt de troende, vil få en smertefuld straf i denne verden og i det hinsidige.”
Derfor er enhver handling, ethvert ord, enhver tekst, ethvert billede, teaterstykke, enhver roman eller film, der tilskynder til at overtræde reglerne for tildækning eller bidrager til at udbrede uanstændighed, haram og en stor synd.

14. At oplagre fødevarer i mere end fyrre dage og glæde sig over, at fødevarepriserne stiger

Allahs Sendebud (sa) sagde: “Den, der oplagrer en fødevare i mere end fyrre dage, vil ikke få sin synd for oplagringen tilgivet, selv om han giver den pågældende fødevare bort som almisse.”
Det er dog tilladt for regeringen at oplagre mere føde, end der er behov for, som led i forberedelserne til at imødegå en mulig hungersnød.

15. At trække betalingen af en gæld i langdrag trods evnen til at betale, chikanere kreditoren eller undlade at betale løn

Profeten (sa) sagde: »En velhavende persons forsinkelse med at betale det, han skylder, er uretfærdighed.« (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim)

Profeten (sa) sagde også: »Betal arbejderen hans løn, før hans sved er tørret.«

16. At være misundelig og ønske mennesker ondt

At ønske, at nogens verdslige eller hinsidige, materielle eller moralske ejendom på nogen måde bliver ødelagt eller beskadiget, og at føle smerte over hans fremgang, lykke og velstand, er misundelse.
Profeten (sa) sagde: »Hold jer fra misundelse. For ligesom ilden fortærer tørt træ, ødelægger misundelse på samme måde de gode gerninger, der er blevet udført.«

17. At skabe splittelse, forskelsbehandling og uenighed blandt muslimer på grundlag af blandt andet sprog, hudfarve, afstamning og regional tilhørsforhold, at ringeagte hinanden, gøre nar af hinanden og bebrejde hinanden
Allah den Højeste siger: »O I troende! En gruppe bør ikke gøre nar af en anden gruppe; de kan meget vel være bedre end dem. … I må ikke bebrejde hinanden og ikke give hinanden dårlige øgenavne. Fornærmelser efter troen er en alvorlig synd.«
Allah siger også: »Hold alle sammen fast i Allahs reb og vær ikke splittede.« (Āl ʿImrān)
Profeten (sa) sagde: »En mand sagde: Ved Allah, Allah vil aldrig tilgive den og den. Da sagde Allah: Hvem er du, at du siger, at Jeg ikke vil tilgive ham? Jeg har tilgivet ham og annulleret din gode gerning.« (Sahih Muslim)

18. At glæde sig over en muslims ulykke

Profeten (sa) sagde: »Glæd dig ikke over din muslimske brors ulykke. Ellers vil Allah befri ham fra ulykken og ramme dig med en ulykke.« (Tirmidhi)

19. Grusomhed over for børn og respektløshed over for de ældre

Allahs Sendebud (sa) sagde: »Den, der ikke viser de små kærlighed og ikke respekterer de ældre, hører ikke til blandt min ummah.«

Det er dog en pligt at irettesætte de små for at lære dem bønnen og god opførsel.

20. At tigge uden grund, at søge andres tjenester og hjælp, at være afhængig af andre og at stifte gæld

Hakīm ibn Hizām (ra) sagde: Jeg bad tre gange Allahs Sendebud (sa) om hjælp. Hver gang gav han mig hjælp og sagde: »O Hakīm, hør efter! Alle disse ejendele er meget tillokkende og behagelige. De er ikke til gavn for den, der tager imod dem frivilligt. Husk, den øverste hånd er bedre end den nederste.« Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, efter dig vil jeg ikke bede nogen anden om noget.« Derefter ville Abū Bakr og ʿUmar hjælpe ham, men Hakīm tog ikke imod det.« (Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim)

Allahs Sendebud (sa) sagde: Den, der tigger, vil på opstandelsens dag ikke have guld i munden.
Allahs Sendebud (sa) sagde også: Den, som Allah ønsker at kaste i straf i denne verden, gør Han forgældet.

Allahs Sendebud (sa) sagde også: »Den, der lover, at han ikke vil bede nogen mennesker om noget, for ham vil jeg garantere Paradiset.« (Abu Dawud)

21. At ydmyge nogen ved offentligt at afsløre en synd, han tidligere har begået, og uden tilladelse at afsløre nogens privatliv

Allahs Sendebud (sa) sagde: »Den, der ydmyger sin muslimske bror ved at afsløre en synd, som han har forladt og gjort bod for, vil ikke dø, før han selv er faldet i den synd.«

22. At nære ubegrundede dårlige forestillinger om en muslim

Allah siger: “I troende! Afhold jer fra at nære for mange formodninger. Nogle formodninger er nemlig syndige.” (Sura al-Hujurat)
Profeten (fred være med ham) sagde: “Afhold jer fra at nære formodninger. At nære formodninger er nemlig den største løgn.” (Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim)

Profeten (fred være med ham) sagde: “Nær gode forestillinger om de troende.”

Det skal bemærkes, at det kun er at nære indbildte og grundløse dårlige forestillinger, der er forbudt. Hvis der spontant opstår en dårlig forestilling af en rimelig grund, er det ikke syndigt. Men det er ikke tilladt at foretage sig noget på grundlag af den uden beviser.

23. Vanhelligelse af moskeen

At gøre moskeen til en almindelig bygning, spytte og gøre den uren, handle og bekendtgøre efterlysninger af bortkomne ting, tale højt og skændes, forhindre islamiske aktiviteter i moskeen, forsøge at ødelægge moskeen og udnævne en vantro eller en synder til moskeens forvalter. Allah siger: “Hvem er mere uretfærdig end den, der forhindrer, at Allahs navn ihukommes i Allahs moskeer, og forsøger at ødelægge dem?” (Sura al-Baqarah)

Amr ibn Sha’b beretter, at Profeten (fred være med ham) forbød handel og bekendtgørelse af efterlysninger af bortkomne ting i moskeen.

Profeten (fred være med ham) sagde: Den, der spiser rå løg eller hvidløg, bør ikke engang komme i nærheden af moskeen.

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også: Det er en synd at spytte i moskéen, og soningen for det er at fjerne det.

Det er dog ikke forkasteligt at undervise, afholde retssager, rådføre sig og føre samtaler i moskéen. Det er forbudt for en menstruerende kvinde og en uren mand, som er forpligtet til at foretage ghusl, at træde ind i moskéen.

24. At tale om ting, man ikke har kendskab til, sprede rygter, tro på rygter uden at undersøge dem og skjule noget, man ved

Allah siger: “Følg ikke det, du ikke har viden om.” (Sura Bani Israil) Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “For at en person kan være løgner, er det tilstrækkeligt, at han viderebringer alt, hvad han hører.” (Sahih Muslim)

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også: “Den, der har viden, som folk har brug for, men skjuler den, vil på opstandelsens dag få lagt en tømme af ild på sig.

25. Ikke at behandle sin familie i overensstemmelse med sharia, ikke at handle retfærdigt og at overtræde sharias bestemmelser vedrørende ægteskab og skilsmisse

Hvis man har flere hustruer, ikke at behandle hver af dem lige, at indgå flere ægteskaber uden at være sikker på, at man kan behandle dem alle retfærdigt, at skille sig fra sin hustru med tre talaq på én gang, at skille sig fra hende, mens hun har menstruation, at smide hende ud af hjemmet under iddah-perioden, at holde sin hustru i limbo, det vil sige hverken skille sig fra hende eller have et normalt forhold til hende, at berøve et af sine børn dets arv eller give børnene ulige andele, at forskelsbehandle sine børn i økonomiske forhold, mens man er i live, især døtrene, at presse sin hustru til at bringe medgift med sig, ikke at give sin hustru hendes brudegave, ikke at gifte sine voksne sønner og døtre bort uden en gyldig grund og at forblive ugift hele livet uden en gyldig grund. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Ægteskab er min sunna. Den, der ringeagter min sunna, hører ikke til blandt mine umma. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også: “Den, der er god mod sin hustru, er også god i Allahs øjne.”

26. Bevidst at leve i omgang med en syndig og islamfjendtlig person, stemme på ham, rose ham og adlyde ham samt at acceptere noget andet end ærlighed som målestok for lederskab

Allah siger: “Adlyd ikke den, som Jeg har gjort uopmærksom på Min ihukommelse, og som følger sine egne lyster.” (Sura al-Kahf) Allahs Sendebud (sa) sagde: “Når en fasiq bliver rost, bliver Allah vred, og Tronen skælver.”
Allah siger: “Den af jer, der er mest gudfrygtig, er også den mest ærede.”

27. Ikke at tilegne sig den nødvendige og minimale viden om islam, det vil sige Al-Koranen og hadith

Allahs Sendebud (sa) sagde: “Det er obligatorisk for enhver muslimsk mand og kvinde at tilegne sig viden om islam.”

28. At udføre tilbedelse på forbudte tidspunkter og i forbudte tilstande

At faste på de to eid-dage og på Ayyam al-Tashriq (den 11., 12. og 13. dag i Dhu al-Hijjah), med vilje at bede i en uren tilstand, at bede ved solopgang og solnedgang, at recitere Koranen eller fremsige bønner og dhikr, mens man opholder sig på toilettet eller i urinalet, og mens man forretter sin nødtørft, osv. Disse handlinger er blevet strengt forbudt i talrige hadither.
29. At begrænse fødsel gennem fosterd drab, abort, sterilisation og lignende udelukkende af frygt for fattigdom, bortset fra helbredsmæssige årsager og alvorlig fare for livet

Allah siger: “Dræb ikke jeres børn af frygt for fattigdom.” (Bani Isra’il)

30. Uden gyldig undskyldning at undlade fredagsbønnen og overtræde reglerne for fredagsbønnen

At tale, bede eller fremsige bønner og durood, mens imamen holder khutba, samt at komme sent til moskeen og forsøge at gå foran dem, der kom tidligere, ved at trænge sig forbi dem.
Allah siger: “I, som tror! Når der på fredagen kaldes til bøn, så skynd jer til ihukommelsen af Allah og indstil handelen.” (Sura al-Jumu’ah)
Allahs Sendebud (sa) sagde: “Når imamen er steget op på minbaren, må man hverken bede eller tale.”

31. At forhåne, ringeagte og forsømme Koranen og hadith, at fortolke dem fejlagtigt uden viden, røre Koranen i uren tilstand, ikke lytte, når Koranen reciteres, eller forhindre andre i at lytte, skjule viden om Koranen og hadith og således uden gyldig grund afholde sig fra at videregive den eller forhindre det, fornægte og tilsidesætte autentiske hadither, begynde handlinger i strid med islam med Bismillah eller koranrecitation osv.

Allah siger: “Når Koranen reciteres, så lyt til den og vær stille. Måske vil der blive vist jer barmhjertighed.” (Al-A’raf) “Når Mine vers reciteres for dem, vil du se tegn på afsky i de vantros ansigter.” (Sura al-Hajj)

32. At sprede fitna, det vil sige vildfarelse, i samfundet og skabe forhold, hvor mennesker mister modet til eller forhindres i at gøre det gode, og bliver tilskyndet til eller tvunget til at gøre det onde

Allah siger: “Allahs forbandelse er over de uretfærdige, som holder mennesker borte fra Allahs vej.” (Sura al-A’raf)

33. Uden gyldig grund at undlade at betale fitra og at undlade at bringe offer

Profeten (fred være med ham) sagde: “Den, der uden gyldig grund ikke bringer offer, skal ikke komme til vores eid-bønneplads.”

34. Uden gyldig grund ikke at besvare salam og at hilse først på en kafir

Allah siger: “Når nogen hilser på jer, så gengæld hilsenen med en bedre hilsen eller med en tilsvarende hilsen.” (Sura al-Nisa) Salam er også en bøn. Derfor er det nødvendigt at besvare den.

35. At overlade ledelsen og styringen af mændene eller af både kvinder og mænd til en kvinde, når der findes en egnet mand

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Når myndigheden overlades til en kvinde, vil undergrunden være bedre for jer end jordens overflade.«

Allah den Ophøjede siger: »Mændene har myndighed over kvinderne.« (Sura an-Nisa)

Måder at blive reddet fra store synder

Allah har sagt: »O Mine tjenere, som har gjort uret mod jer selv, fortvivl ikke over Allahs barmhjertighed. Allah tilgiver alle synder. Han er den Mest Tilgivende og Barmhjertige.«

I virkeligheden kan man gennem oprigtig omvendelse blive fri for alle synder.

Men dette kræver, at fire betingelser er opfyldt:

(1) At angre oprigtigt og føle skam,
(2) at love ikke at begå den pågældende synd igen i fremtiden,
(3) straks helt at opgive den pågældende synd,
(4) hvis synden indebærer et andet menneskes rettigheder, og den pågældende person er i live, at bede vedkommende om tilgivelse og om nødvendigt give vedkommende eller dennes arvinger en tilfredsstillende erstatning.
Hvis man beder om tilgivelse efter at have opfyldt disse fire betingelser, har Allah lovet at tilgive.