Baggrunden for denne bog

Gennem min mangeårige erfaring med den islamiske bevægelse og dens organisation har jeg med stor alvor indset, at mange, selv om de forstår islam korrekt, ikke formår at opfylde islams krav. Efter langsomt og besindigt at have anvendt deres samvittighed og fornuft på rette måde og gjort fremskridt i den islamiske bevægelse trækker nogle sig igen tilbage. Selv efter i nogen tid at have spillet en aktiv rolle som rukn i Jamaat-e-Islami bliver de på et tidspunkt inaktive. Nogle, der i studietiden har varetaget ledende ansvar, ønsker ikke længere at gå videre i arbejdslivet. Med undren og sorg har jeg iagttaget alt dette, søgt efter årsagen i lang tid og er nået frem til den konklusion, at svagt iman er skyld i det. Der mangler i høj grad en klar forståelse af, hvad iman kræver, ad hvilke veje svaghed i iman opstår, og hvilke betingelser der er for et stærkt iman. I løbet af de seneste år er dette blevet endnu tydeligere blandt de mænd, kvinder, studerende og kvindelige studerende, der er aktive i den islamiske bevægelse. Sagen har nu nået sin fulde form. Derfor føler jeg behov for at fremlægge dette emne i form af en lille bog. Ligesom en svag krop ikke har kræfter til at udføre noget arbejde, er det heller ikke muligt at opfylde noget af imans krav med et svagt iman. Derfor er det nødvendigt, at de, der gør krav på iman, bliver særligt opmærksomme på dette. Formålet med denne tekst er at bidrage til at opfylde dette behov. Jeg skriver med det store håb, at hvis de, der én gang bliver en del af den islamiske bevægelse, opnår en så klar forståelse af iman, vil ingen, med Allahs barmhjertighed, være ude af stand til at opfylde imans krav. Der er og vil være forskel på menneskers evner. Hvis man ikke er svag i sit iman, vil enhver være i stand til at yde en indsats i overensstemmelse med sine evner. Må Allah Ta’ala opfylde dette håb hos mig.

Golam Azam

Juni 2002

Stærkt iman

Jeg ønsker at opdele dette emne i seks punkter og drøfte det.

1. Hvad betyder iman? Hvad forstår man ved tro? Hvad er definitionen på tro? Hvilken forbindelse er der mellem tro og handling? Hvor mange former for tro kan der være?

2. Hvad er behovet for tro i menneskelivet?

3. Hvilke trosrelaterede emner (īmāniyāt) findes der i islam? Hvilke ting skal en person tro på for at antage islam og blive muslim?

4. Hvilket forhold får man til Allah, når man tror på Allah?

5. Af hvilken grund bliver troen svag? Ad hvilken vej opstår svaghed i troen?

6. Hvilke betingelser gælder for en stærk tro? Hvornår bliver troen stærk?

1. Hvad betyder īmān?

Īmān er et arabisk ord. Dets enkle betydning er tro. Hvad forstår man ved tro? Dette er et yderst vigtigt spørgsmål.

Det bliver lettere at forstå emnet med et enkelt eksempel. Forestil dig, at en bekendt kommer til mig og siger: Bror, lån mig et tusind taka. Jeg betaler dem tilbage om en måned.

Jeg ved ikke direkte, om han vil betale pengene tilbage om en måned. Hvad skal jeg sige til ham? Jeg kan jo ikke sige: Lad mig først se, om du betaler dem tilbage om en måned. Hvad skal jeg så sige til ham? Manden har bedt mig om et lån; enten vil jeg låne ham pengene, eller også vil jeg afslå at låne ham dem. Hvordan skal jeg beslutte, om jeg vil låne ham pengene eller ej? Jeg har ingen direkte viden eller direkte kundskab om, hvorvidt han virkelig vil betale pengene tilbage. Derfor er jeg nødt til at træffe en beslutning ud fra indirekte viden. Ud fra det, jeg ved om ham, må jeg spørge mig selv, om jeg har tillid til, at han vil holde sit løfte. Hvis jeg har tillid til, at denne mand vil betale pengene tilbage, vil jeg låne ham dem. Kort sagt er grundlaget for beslutningen om at låne ham pengene tro. Hvis jeg på grundlag af hans tidligere adfærd ikke har tillid til, at han vil betale pengene tilbage, vil jeg ikke låne ham dem. Også min mistillid til ham bygger på indirekte viden. Hvis jeg afslår at låne ham pengene, vil han naturligvis sige: Stoler du ikke på mig? Men også det, at jeg ikke stoler på ham, er tro. Det vil sige, at jeg tror, han ikke vil betale pengene tilbage. Derfor gav jeg ham slet ikke pengene. Hvordan vidste jeg, at han ikke ville betale dem tilbage? Det var gennem indirekte viden, at jeg nåede frem til denne tro.

Hvad blev så definitionen på tro? Når man ikke har direkte viden om et bestemt forhold, men alligevel skal træffe en afgørelse om det, har man ingen anden mulighed end at træffe afgørelsen ud fra indirekte viden; den afgørelse, der træffes på denne måde, kaldes tro.

Et stort eksempel

Vi har ingen direkte viden om, hvorvidt vi skal genoplives efter døden. Men vi kan heller ikke forholde os ligegyldigt til dette spørgsmål. Hvis der findes endnu et liv efter døden, må jeg leve mit liv i verden med dette regnskab for øje. Hvis der ikke gør, kan det måske synes lettere at leve hensynsløst. Derfor kan man ikke tie om dette spørgsmål. Man må enten antage, at det findes, eller antage, at det ikke findes, og nå frem til en fast beslutning.

Hvordan skal jeg træffe en beslutning om dette? Ingen vender tilbage derfra. Det er heller ikke muligt at kigge derover fra denne side. Det hinsidige er fuldstændig usynligt. I mange suraer i den hellige Koran er der fremlagt argumenter, som skal føre til troen på det hinsidige. Gennem denne viden kan man indirekte vide, at det hinsidige bestemt findes.

Vi har ingen direkte viden om det hinsidige, men vi er nødt til at nå frem til en beslutning om det. Det er heller ikke muligt at undgå spørgsmålet. Derfor kan den pågældende beslutning kun træffes gennem indirekte viden. Sådan må man træffe beslutninger om det usynlige. Denne beslutning er tro.

Troens tre tilstande

På grundlag af de to eksempler, der blev nævnt tidligere, er troens tre tilstande følgende:

1. Positiv tro

a. Jeg tror, at hvis jeg låner personen penge, vil jeg få pengene tilbage.

b. Jeg tror, at man skal genopstå efter døden.

2. Negativ tro

a. Jeg tror, at hvis personen låner penge, vil han ikke betale dem tilbage.

b. Jeg tror, at der ikke findes noget liv efter døden.

3. Tvivl

a. Personen kan både betale pengene tilbage og undlade at gøre det.

b. Man kan både genopstå efter døden og ikke genopstå.

Tvivl betyder, at ingen form for tro endnu er opstået. At man hverken har en positiv eller negativ tro, er tvivl.

Forholdet mellem tro og handlinger

Forholdet mellem tro og handlinger er tæt. Den handling, der udføres, afhænger af, hvilken form for tro man har. En handling modsiger ikke troen. Selvom der findes tre former for tro, findes der ikke tre former for handlinger. En positiv tro fører til én slags handling. På grundlag af negativ tro og tvivl bliver handlingen derimod den samme. Hvis jeg for eksempel tror, at personen vil betale pengene tilbage, vil jeg låne ham penge.

Hvis jeg tror, at han ikke vil betale dem tilbage, vil jeg ikke låne ham penge. Selv hvis jeg er i tvivl, vil jeg ikke låne ham penge.

Den handling, der udføres, svarer til den form for tro, man har. Der ligger nødvendigvis en tro bag enhver handling. Der kan ikke være nogen handling uden tro. En handling modsiger heller ikke troen. Tro og handling er særdeles tæt forbundet.

2. Hvad er behovet for tro i menneskelivet?

Kilden til direkte viden er de fem sanser. Gennem dem kan man kun opnå meget begrænset viden. Menneskets liv kan ikke leves på grundlag af denne begrænsede viden alene. Bortset fra nogle få områder må mennesket leve ved at stole på tro.

1. I min barndom fortalte min mor mig, at en bestemt person var min far. Det troede jeg på. Der var ingen mulighed for direkte viden om dette.

2. For at lære det bengalske sprog må man først have tillid til bogstaverne a, ā, ka og kha.

3. Hvis man ikke har tillid til lægen, når man er syg, er det umuligt at få behandling.

4. Hvis landmanden ikke tror på, at der kommer en høst, kan han slet ikke dyrke jorden.

5. Når dommeren på grundlag af vidneudsagn og beviser får den overbevisning, at den tiltalte er skyldig, straffer han ham; hvis han ikke er overbevist eller er i tvivl, straffer han ham ikke.

6. Døden kan komme når som helst. Alligevel fungerer livet, fordi mennesket tror, at det vil leve længere.

7. Forholdet mellem mennesker opretholdes netop på grundlag af tillid. Forholdet mellem ægtefæller, mellem brødre, venskabsforhold og forretningsforhold er alle baseret på tillid.

Hvis man gør regnskabet op, vil det vise sig, at mennesket ikke kan klare sig en eneste dag uden tillid. Tilliden omgiver hele livet.

Jeg tror ikke uden at se

Der findes nogle mennesker med et mærkeligt sind, som er nødt til at tro på mange ting, men når det gælder troen på Allah og det hinsidige, siger de: »Jeg tror ikke på noget, jeg ikke har set.«

Når jeg taler om stærk tro ved Islami Chhatra Shibirs sammenkomster, plejer jeg at give et enkelt eksempel for at bevise, hvor meningsløst udsagnet »Jeg tror ikke på noget, jeg ikke har set« er. Jeg lægger en bundt nøgler i min knyttede hånd, løfter den og siger: »Jeg hævder, at jeg har en bundt nøgler i hånden. Tror I på det?« Drengene svarer: »Ja, det tror vi.« Så spørger jeg igen: »Hvorfor tror I på det?« De svarer: »Vi tror på, at De ikke lyver. Derfor tror vi på det, når De siger, at De har nøgler.«

Jeg åbner hånden, viser dem nøglen og spørger igen: »Tror I på, at dette er en nøgle?« Nogle svarer straks: »Ja, det tror vi.« Jeg siger: »Det var, mens nøglen var usynlig, at der var behov for tro. Efter at have set nøglen er der ikke længere behov for tro. I, som sagde, at I troede, efter at have set den, har spildt troen. Når man ser noget, er der ikke længere brug for tro. Det er, når man ikke ser det, at der er brug for tro. Derfor er udsagnet »Jeg tror ikke på noget, jeg ikke har set« fuldstændig latterligt og ulogisk. Kun tåber kan sige sådan noget. Selv en ateist kan ikke sige til sin mor: ’Mor, da jeg var lille, accepterede jeg uden at forstå det, hvad du sagde, og troede på, at den og den person var min far. Nu tror jeg ikke på noget, jeg ikke har set. Vis mig derfor, hvordan den mand er min far.’« Også dette tror han på uden at have set det. Det er kun, når det gælder Allah, at han ikke tror uden at se.

I det virkelige liv kan mennesket ikke klare sig en eneste dag uden tro. Selv i de mindste spørgsmål må det støtte sig til tro for at træffe beslutninger. Under disse omstændigheder er det ikke et tegn på fornuft ikke at anerkende behovet for tro på store spørgsmål som Allah, åbenbaringen, Profeten, det hinsidige og så videre.

Tilegnelsen af viden begynder med tro

Al viden findes alene hos Allah. Kun Allah kender hvert emne fra begyndelsen af viden til dens afslutning. Han er begyndelsen, og Han er afslutningen. For at studere ethvert vidensområde må man først tro på visse ting. Man må begynde at lære et sprog ved uden argumentation at acceptere de tegn, der er skrevet som A, B, C, D eller som ka, kha, ga og så videre. Hvis nogen diskuterer og spørger: »Hvorfor skal det skrives sådan? Hvad er der galt med at skrive det på en anden måde?« så vil det være umuligt for ham overhovedet at begynde at lære sproget.

Når man skal studere geometri, må man først tro på visse aksiomer eller selvindlysende sandheder. Man må for eksempel tro på, at et punkt (Pount) hverken har længde, bredde eller højde, og alligevel eksisterer punktet. Selv om dette ifølge fysikkens love er fuldstændig ulogisk, kan man ikke begynde at lære geometri, hvis man ikke tror på det.

Studiet af naturvidenskab begynder først med en hypotese (forestilling, antagelse). Om Newton, der opdagede tyngdekraften, fortælles det, at et æble en dag faldt ned fra et træ foran ham, mens han sad i en frugthave. Han havde allerede mange gange set æbler falde, men den dag opstod spørgsmålet i hans sind: Der er tomt både ovenover og nedenunder. Hvorfor faldt frugten så nedad i stedet for at bevæge sig opad? En fast tro opstod i ham på, at der fandtes en kraft i jorden, som tiltrak genstande. Sådan begyndte den videnskabelige forskning på grundlag af tro.

På kundskabens område er hverken kundskabens begyndelse eller afslutning inden for menneskets kontrol. Kundskabens udforskning begynder først med tro og standser, når den når et vist niveau. Mennesket er ikke i stand til at nå kundskabens afslutning.

3. Hvilke trosrelaterede emner findes der i islam?

For at antage islam eller blive muslim skal man tro på syv forhold. I islam betyder iman en fast tro på disse syv forhold.

Disse kaldes iman mufassal, det vil sige detaljeret tro. De skal læres på arabisk.

امَنْتُ بِاللهِ وَمَلئِكَتِه وَكُتُبِه وَرَسُوْلِه وَالْيَوْمِ الْاخِرِ وَالْقَدْرِ خَيْرِه وَشَرِّه مِنَ اللهِ تَعَالى وَالْبَعْثِ بَعْدَالْمَوْتِ

Det vil sige: Jeg tror på Allah, Hans engle, Hans bøger, Hans sendebude, den sidste dag (det hinsidige), at det gode og det onde i qadar kommer fra Allah, samt på genopstandelsen efter døden.

Troens tre hovedemner er tawhid, risalat og akhirat. Disse syv forhold er alle indeholdt i disse tre. Tawhid omfatter tre: Allah, englene og qadar. Risalat omfatter to: bøgerne og sendebudene. Og akhirat omfatter to: den sidste dag og genopstandelsen efter døden.

Englene er medtaget sammen med Allah under tawhid, fordi mennesker har haft fejlagtige forestillinger om englene. Man troede, at de var Allahs døtre. Allah gjorde det klart, at englene blot er Allahs tjenere og funktionærer. De er på ingen måde, ikke engang i ringeste grad, meddelagtige i nogen af Allahs magtbeføjelser. Hvis man har denne forståelse af dem, er der ingen risiko for på nogen måde at sidestille dem med Allah.

Taqdir betyder, at den endelige magt over alle forhold alene ligger hos Allah. Den afgørelse, Han træffer om en sag, er selve taqdir. Alt godt og ondt, der sker i menneskers liv, sker i overensstemmelse med Allahs afgørelse. Ingen anden kraft har nogen indflydelse dér. Allahs enevældige dominans og myndighed er en del af tawhid.

4. Hvad er den praktiske form for forholdet til Allah?

Når man tror på Allah, opstår der et særligt forhold mellem den troende og Allah. Allah den Højeste har beskrevet dette forhold på tre måder i sura an-Nas.

1. رَبِّ النَّاسMenneskenes Rabb eller opretholder: Den, der opfylder alle behov, beskytter, vedligeholder osv. Og mennesket er en tigger ved Hans barmhjertighed, helt afhængigt af Ham og opretholdt af Ham.

2. مَلِكِ النَّاسِMenneskenes konge. Han er konge, og mennesket er Hans undersåt. Ingen kan under nogen omstændigheder gå uden for Hans rige. Mennesket er bundet af reglerne og bestemmelserne i Hans rige. Mennesket har kun fået evnen til at ville og stræbe efter at gøre noget godt eller ondt. Det har imidlertid ikke fået nogen magt til at fuldføre en handling. Handlingens fuldførelse afhænger helt af Allah. Mennesket vil få belønning eller straf blot for sin vilje og bestræbelse. Det vil få gengældelse, selv hvis handlingen ikke bliver fuldført. Bortset fra den begrænsede valgfrihed til at ville og stræbe har Allah slet ikke givet sine undersåtter nogen magt.

3. إِلَٰهِ النَّاسِAllah alene er menneskenes eneste Ilah, Ma‘bud, den, der giver befalinger, Herre og Mula. Mennesket har ingen ret til at adlyde nogen befaling, der strider mod Hans befaling.

Profeten (fred være med ham) siger:

Ingen skabning må adlydes ved at være ulydig mod Skaberen.

Det naturlige krav, som disse relationer medfører

Den, der tror oprigtigt på Allah, bliver i stand til at opfylde troens krav.

1. Han anerkender Allah som den eneste Rabb. For alt, hvad han nyder i denne verden, lovpriser han udelukkende Allah. For alle de velsignelser, hans krop har, de gode ønsker, der opstår i hans hjerte, de gode tanker, der kommer til ham, ethvert ønske om at gøre gode gerninger, den mulighed og styrke, han får til at stræbe efter gode handlinger, samt for alt i Allahs skaberværk, som han får mulighed for at bruge og nyde, takker han udelukkende Allah. Han bøjer kun sit hoved i taknemmelighed over for Ham og føler i sit hjerte tilfredshed over Hans nåde. Enhver prøvelse og ulykke betragter han som noget, der kommer fra Ham. Han anser kun Allah for at være den, der giver forsørgelse og opfylder behov. Selv under de sværeste prøvelser bliver han ikke fortvivlet. Under ingen omstændigheder mister han håbet på sin Rabb. Han tror, at Allah har lagt godhed og velsignelse i alt for ham. Han stoler udelukkende på Ham og finder trøst i sit hjerte.

2. Han anser Allah for at være den eneste konge og bekymrer sig ikke om nogen anden magt. Ingen stor magt forekommer ham virkelig stor. Han, som er alle kongers Konge, betragter sig selv som Hans elskede undersåt. Han bliver ikke bange for nogens magtdemonstration. Han føler ikke det mindste behov for at frygte nogen anden magt end Allah. Han tror ikke, at nogen kan skade ham. Han er yderst modig og fuldstændig frygtløs. I denne verden og i det hinsides anser han kun Allah for at være sin wali, sin kærlige beskytter. Under alle omstændigheder føler han indre fred. Han mener aldrig, at der er grund til at blive urolig. Han betragter sig selv som en soldat for Allah og anser det for sin største pligt at etablere og opretholde sin Konges rige. Han nærer et stærkt ønske om at fjerne alt, hvad Allah ikke bryder sig om. Han elsker Allah den Ophøjede højere end alt andet, og han har intet større ønske end at opnå Hans tilfredshed. Han føler stolthed ved at ofre sit liv for sin Herres tilfredshed. Han anser den største indsats for at ofre liv og ejendom med det mål at vælte Satans herredømme og etablere Allahs rige for at være vejen til Paradiset.

3. Han tror, at Allah alene er den eneste Ilah. Han er ikke det mindste villig til at følge nogen, hvis befalinger strider mod Hans befalinger. Han tror fast på, at det at adlyde Hans ordrer og afholde sig fra det, Han har forbudt, er den eneste vej til succes i hans korte liv i denne verden og hans evige liv i det hinsides. Han mener, at dette er den eneste vej til at opnå nærhed til Allah. Han tror ikke, at der findes nogen alternativ vej til frelse i det hinsides og beskyttelse mod denne verdens straf.

5. Hvordan opstår svaghed i troen?

Når man har sand tro på Allah den Ophøjede, er det naturligt for den troende at opfylde kravene fra de relationer, der opstår til Ham. Men selv om en person hævder at have tro, formår den, hvis tro er svag, ikke at opfylde troens krav. Derfor bør enhver troende have en korrekt forståelse af, ad hvilken vej svaghed kommer ind i troen. Så snart der viser sig svaghed i troen, bliver forbindelsen til Allah brudt. Dette er en alvorlig sag. Der er behov for den største årvågenhed på dette område.

Allah den Ophøjede har skabt kærlige relationer mellem os og mange ting i denne verden. Han har heller ikke givet os tilladelse til at opgive disse relationer. Tværtimod har Han erklæret, at disse relationer er en udsmykning:

زُيِّنَ لِلنَّاسِ حُبُّ الشَّهَوَاتِ مِنَ النِّسَاءِ وَالْبَنِينَ وَالْقَنَاطِيرِ الْمُقَنطَرَةِ مِنَ الذَّهَبِ وَالْفِضَّةِ وَالْخَيْلِ الْمُسَوَّمَةِ وَالْأَنْعَامِ وَالْحَرْثِ ۗ ذَٰلِكَ مَتَاعُ الْحَيَاةِ الدُّنْيَا ۖ وَاللَّهُ عِندَهُ حُسْنُ الْمَآبِ

For mennesker er kvinder, børn, dynger af guld og sølv, udsøgte heste, husdyr og dyrkede marker blevet gjort særdeles eftertragtede. Men dette er kun kortvarige fornødenheder i det jordiske liv. Det bedste sted at vende tilbage til findes i sandhed hos Allah. (Sura Āl ʿImrān: 14)

Allah har selv erklæret, at menneskers liv er blevet udsmykket med disse elskede ting. Hvis man opgiver denne livets udsmykning og bliver asket eller munk, vil man blive anset for skyldig over for Allah. Allah har selv skabt dette kærlighedsforhold til de ting i verden, og Han har også fastsat, hvor stor denne kærlighed må være. Hvis man elsker dem mere end denne grænse, bliver troen svækket. Allah siger:

قُلْ إِن كَانَ آبَاؤُكُمْ وَأَبْنَاؤُكُمْ وَإِخْوَانُكُمْ وَأَزْوَاجُكُمْ وَعَشِيرَتُكُمْ وَأَمْوَالٌ اقْتَرَفْتُمُوهَا وَتِجَارَةٌ تَخْشَوْنَ كَسَادَهَا وَمَسَاكِنُ تَرْضَوْنَهَا أَحَبَّ إِلَيْكُم مِّنَ اللَّهِ وَرَسُولِهِ وَجِهَادٍ فِي سَبِيلِهِ فَتَرَبَّصُوا حَتَّىٰ يَأْتِيَ اللَّهُ بِأَمْرِهِ ۗ وَاللَّهُ لَا يَهْدِي الْقَوْمَ الْفَاسِقِينَ

Sig: »Hvis jeres fædre, jeres sønner, jeres brødre og søstre, jeres hustruer, jeres slægtninge, den rigdom, som I har erhvervet, den handel, hvis nedgang I frygter, og de boliger, som I finder behag i, er jer kærere end Allah, Hans Sendebud og kampen på Hans vej, så vent, indtil Allahs afgørelse (døden) kommer. Allah vejleder ikke de gudløse.« (Sura at-Tawba: 24)

I dette vers har Han med meget klare ord fastsat, i hvilken grad man må elske de jordiske ting, man holder af. Hvis man elsker dem mere end Allah, Sendebudet og kampen på Allahs vej, vil det blive bevist, at troen er svækket. Når kærligheden til disse otte ting bliver større end kærligheden til de tre, er troen i fare. Når kærligheden til disse otte ting støder sammen med kærligheden til Allah, Sendebudet og kampen, er kærligheden til de tre ikke forbudt, men tværtimod en pligt. Så vil troen være i sikkerhed. Kærligheden til de otte ting er ikke forbudt, men tværtimod en pligt. Men hvis kærligheden til de otte bliver større end kærligheden til de tre, vil det blive bevist, at troen er svækket.

Et fremragende eksempel gør dette klart på en smuk måde. Vand er et andet navn for liv. Det siges, fordi livet ikke kan bestå uden vand. Men dør mennesker ikke ved at drukne i vand? Hvordan kan vand så kaldes liv? Sagen er, at en bestemt mængde vand ganske vist er liv. Hvis mængden overstiger denne grænse, bliver vandet selve døden. På samme måde er det troens liv, når kærligheden til de otte ting er mindre end kærligheden til Allah, Sendebudet og kampen. Men hvis kærligheden til de otte bliver større end kærligheden til de tre, er det troens død.

Når disse otte elskede ting bliver en hindring på vejen til at opfylde pligten over for Allah, Sendebudet og den islamiske bevægelse, opstår der en hindring for opfyldelsen af denne pligt. Hvis man kan fjerne denne hindring, det vil sige, hvis man af hensyn til kærligheden til de tre kan ofre kærligheden til de otte, vil det blive bevist, at troen ikke er svækket. Når troen er svækket, bliver forbindelsen til Allah afbrudt. For da har man ikke længere styrken til at opfylde troens krav.

Allah har kaldt rigdom og børn for en udsmykning og også for en fitna –

الْمَالُ وَالْبَنُونَ زِينَةُ الْحَيَاةِ الدُّنْيَا ۖ وَالْبَاقِيَاتُ الصَّالِحَاتُ خَيْرٌ عِندَ رَبِّكَ ثَوَابًا وَخَيْرٌ أَمَلًا

Rigdom og børn er udsmykningen i det jordiske liv. (Sura al-Kahf: 46)

إِنَّمَا أَمْوَالُكُمْ وَأَوْلَادُكُمْ فِتْنَةٌ

Jeres rigdom og jeres børn er sandelig en fitna. (Sura at-Taghabun: 15)

Hvis der opretholdes balance i kærligheden til disse otte og tre, er rigdom og børn livets udsmykning. Men hvis kærligheden til de otte er større, er rigdom og børn en fitna. I islamisk terminologi kaldes en hindring for at følge Allahs befalinger for fitna. Ordets bogstavelige betydning er prøve, ulykke, uro, tiltrækning, uorden osv.

I det første vers i den anden rukūʿ i Sura al-Munafiqun siger Allah:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تُلْهِكُمْ أَمْوَالُكُمْ وَلَا أَوْلَادُكُمْ عَن ذِكْرِ اللَّهِ ۚ وَمَن يَفْعَلْ ذَٰلِكَ فَأُولَٰئِكَ هُمُ الْخَاسِرُونَ

Hør, I som har fået troen! Jeres rigdom og børn må ikke få jer til at glemme Allah. Bliv ikke så optaget af kærligheden til disse ting, at I forsømmer at opfylde troens krav.

6. Hvilke betingelser er der for stærk tro?

Der er to hovedbetingelser for stærk tro:

1. Tro fri for shirk eller ren tawhid.

2. Den, der gør krav på tro, skal være kafir over for taghut.

Derfor må den, der besidder stærk tro, få en klar forståelse af tawhid, shirk og taghut.

Tawhid og shirk

Det fuldstændig modsatte begreb af tawhid er shirk. Ordet tawhid betyder læren om det enestående. Det oversættes almindeligvis som monoteisme. Denne betydning er fejlagtig. Det arabiske ord wahid betyder én, mens ahad betyder enestående.

قُلْ هُوَ اللَّهُ أَحَدٌSig, at Allah er den Enestående. Efter ét kommer der to, tre osv.; derfor udtrykker ordet monoteisme ikke den egentlige betydning. Den Enestående er Den, som ingen står lige med, ja, som ingen overhovedet kan sammenlignes med.

For at få en korrekt forståelse af tawhid må man have klar viden om shirk. For tawhid betyder netop fravær af shirk. Den tydeligste og korteste definition af tawhid er faktisk tro fri for shirk. Ligesom den enkleste definition af lys er fravær af mørke. Derfor er det nødvendigt at behandle shirk udførligt.

De, som fornægter Allah, er kafirer. De, som begår shirk, fornægter ikke Allah. De tror faktisk på Allah, men gør på forskellige måder andre væsener eller kræfter til Hans medguder. De kaldes mushriker.

Ordet shirk betyder at gøre nogen til medgud. Hvis man forstår, på hvilke forskellige måder nogen gøres til medgud ved siden af Allah, får man en klar forståelse af shirk, og det bliver også lettere at holde sig fra shirk.

Jeg har ikke fundet nogen behandling af shirk, der kan måle sig med den, Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham) har skrevet i sin berømte tafsir Tafhim al-Qur’an, i note 128 til sura al-An’am. I Den Ædle Koran findes der hundredvis af vers om shirk, og der findes også noter til alle disse steder. Så vidt jeg ved, findes der i note 128 til sura al-An’am en fuldstændig forklaring på shirk. I de øvrige hundredvis af noter findes der nogle steder en forklaring på 10 procent og andre steder på 50 procent. Hvis man grundigt får fordøjet note 128, vil der slet ikke være behov for at læse de andre noter. Det er netop denne forklaring, jeg fremlægger her.

Shirk har fire former

De, som gør andre væsener til medguder ved siden af Allah, gør det på fire måder.

1. De gør andre til medguder sammen med Allahs væsen (Person).

For eksempel ved at erklære nogen for at være Allahs søn, datter eller hustru. I Koranen står der:

وَقَالَتِ الْيَهُودُ عُزَيْرٌ ابْنُ اللَّهِ وَقَالَتِ النَّصَارَى الْمَسِيحُ ابْنُ اللَّهِ

Jøderne siger, at Uzayr er Allahs søn. Og de kristne siger, at Messias (fred være med ham) er Allahs søn. (Sura at-Tawbah: 30)

De kristne mener, at Maryam (fred være med hende), mor til Isa (fred være med ham), er Allahs hustru.

Det nævnes mange steder i Koranen, at englene blev betragtet som Allahs døtre. Også guder og gudinder bliver anset for at være af Allahs slægt. Nogle diktatorer har hævdet, at de var efterkommere af Skaberen. På denne måde tillægges Allahs væsen andre væsener som partnere.

2. At knytte andre til Allahs egenskaber.

Det er shirk at tro, at nogen besidder egenskaber, som udelukkende tilkommer Allah. For eksempel viden om det usete. At antage om nogen, at vedkommende ved, ser eller hører alt og er fri for alle fejl og mangler.

3. At knytte en anden skabning til Allahs magt. Det er shirk at tro, at nogen anden besidder magter, som udelukkende tilkommer Allah. For eksempel

a. Beføjelsen til at lovgive og fastsætte grænserne for halal og haram eller for det tilladte og det ikke-tilladte. Det er alene Allahs ret at udforme regler og bestemmelser for menneskelivet. Mennesker kan have beføjelse til at udforme love, som Allah har givet, men ingen andre end Allah har ret til at udforme grundlæggende love.

b. At mene, at andre end Allah har evnen til på overnaturlig vis at gavne eller skade nogen, opfylde behov, beskytte og tage vare på nogen, høre og acceptere bønner, skabe og ændre skæbnen osv.

c. At skænke børn, give sygdom og helbredelse, skænke rizq, sende ulykker og vanskeligheder og fjerne dem osv. er alene Allahs. Ingen er Hans partner i dette.

4. At gøre andre til partnere i det, der alene tilkommer Allah.

For eksempel er det alene Allah, der har krav på eller ret til rukūʿ og sujūd, at bøje sig med bundne hænder for at vise hengivenhed og respekt, at ofre dyr, at bede inderligt i vanskeligheder og ulykker, at give noget i håb om at opnå barmhjertighed og gunst osv.

At frygte nogens utilfredshed, offentligt eller i det skjulte, at bede om behovsopfyldelse og om at få vanskeligheder fjernet, at adlyde ubetinget, at gøre noget til målestok for sandt og falsk osv. er alene Allahs ret. At mene, at en anden skabning er værdig til at modtage nogen af disse rettigheder, er shirk. Det er gentagne gange blevet erklæret i Den Ædle Koran, at Allah den Ophøjede ikke vil tilgive synden shirk. Af de ovennævnte fire former for shirk findes shirk nummer ét ikke blandt muslimer. Men alle de øvrige former for shirk findes også udbredt blandt muslimer. Den vigtigste årsag er mangel på korrekt viden om shirk.

Eksempler på udbredt shirk

1. I vores land er menneskeskabte love, udformet efter menneskers egne ønsker, gældende. Hvis man ikke forsøger at etablere Allahs lov, viser det, at man inderst inde har accepteret de gældende menneskeskabte love. Mange forstår ikke, at det er shirk at anse disse love for legitime. De, som forsøger at afskaffe disse illegitime love og indføre Allahs lov, er blevet reddet fra shirk.

2. Allah alene ejer forsørgelsen. Uanset hvilket erhverv man vælger, er erhvervet ikke Ar-Razzāq. Selv hvis erhvervet går tabt, er Allah i stand til at give forsørgelse på andre måder.

En lærer på en skole, et college eller en madrasa spiller en aktiv rolle i den islamiske bevægelse. Disse institutioner kan true med at standse hans forsørgelse for at afholde ham fra arbejdet for dīn. Hvis nogen af frygt for at miste sit arbejde ophører med arbejdet for iqāmat ad-dīn, viser det, at han ikke anser Allah for den eneste Ar-Razzāq. Han anser også sit arbejde for at være en forsørger ved siden af Allah. Således svækker shirk īmān. Īmān kan ikke blive stærk, hvis den ikke er fri for shirk. Den, der ophørte med jihād på Allahs vej for at redde sit arbejde, har afbrudt sit īmān-forhold til Allah.

For nogle år siden mødte en ung ʿālim fra Khulna mig. Han sagde: »Jeg var imam i en moské i Khulna. Jeg udførte åbent mine pligter som aktivist for Jamaat-e-Islami. I moskéens komité var der flest murīder af Chormonai-pīren. De fortalte mig, at hvis jeg ikke forlod Jamaat-e-Islami, måtte jeg forlade imamembedet. Jeg forlod mit arbejde og tog derfra, fordi jeg bevidst og med fuld forståelse arbejdede for Jamaat.«

Hvis han havde forladt Jamaat for at beholde sit arbejde, ville det have været shirk, og hans īmān-forhold til Allah ville være blevet afbrudt. Netop fordi han var fri for shirk, forlod han modigt sit arbejde.

Der findes langt flere eksempler på det modsatte. To unge lærere fra en dākhil-madrasa i Comilla-distriktet kom for at møde mig. Da de præsenterede sig, sagde de: »Vi var begge ledsagere af Islami Chhatra Shibir i vores studietid.« Jeg spurgte: »Findes der ikke en Jamaat-e-Islami-organisation dér, hvor I underviser?« De svarede: »Jo, selvfølgelig.« Jeg sagde: »Så har I jo ikke fortalt, hvilket forhold I har til Jamaat.« De sagde: »Madrasaens superintendent er så stærkt imod Jamaat, at han vil bortvise os fra madrasaen, hvis han får at vide, at vi arbejder for Jamaat.«

Jeg spurgte: »Anser I ikke Allah for Ar-Razzāq?« Da de forundret spurgte, hvorfor jeg sagde det, svarede jeg: »I forsømmer også jeres ansvar over for dīn på den madrasa for at redde jeres arbejde. Det afslører svaghed i īmān. Overvej, om det derved er jeres īmān-forhold til Allah, der er blevet afbrudt.«

3. I vores land tager mange mennesker til graven for Hazrat Khwaja Muinuddin Chishti (må Allah være tilfreds med ham) i Ajmer og til graven for Hazrat Abdul Qadir Jilani (må Allah være tilfreds med ham) i Baghdad og beder dem om børn, om at blive reddet fra ulykker, om at blive helbredt for sygdomme og om at opnå mange andre mål. Sådanne bønner bør alene fremsiges over for Allah. At tage til de frommes grave og bede dér er åbenlys shirk. Det er heller ikke korrekt at tage dertil og bede Allah. Det er meningsløst at tage dertil for at bede Allah om noget.

Mange forskellige former for shirk, der er forbundet med gravmæler og grave, er udbredt blandt befolkningen.

Betydningen af taghut

Ordet taghut betyder en, der overskrider grænserne. Efter at Allah den Ophøjede i Ayat al-Kursi har nævnt sine suveræne egenskaber, siger Han:فَمَن يَكْفُرْ بِالطَّاغُوتِ وَيُؤْمِن بِاللَّهِ فَقَدِ اسْتَمْسَكَ بِالْعُرْوَةِ الْوُثْقَىٰ لَا انفِصَامَ لَهَا ۗ وَاللَّهُ سَمِيعٌ عَلِيمٌ

Den, der derfor fornægter taghut og tror på Allah, har grebet fat i et stærkt reb, som aldrig vil briste. Allah hører alt og ved alt. (Sura al-Baqara: 256)

Det, der siges i dette vers efter omtalen af Allahs egenskaber, er meget betydningsfuldt. Det siges, at hvis nogen ønsker at tro på Allah, som har de førnævnte egenskaber, må han først være kafir over for taghut. Hvis han tror på Allah uden at være kafir over for taghut, vil han under taghuts pres og magt ikke være i stand til at leve op til sin påstand om tro. Når man tror på Allah, opstår der et forhold til Allah, men under taghuts pres består dette forhold ikke. Hvis man nægter at følge taghut, det vil sige har modet til at se bort fra taghuts pres, bliver forholdet til Allah gennem tro så stærkt, at det ikke længere kan brydes. I verset sammenlignes dette forhold gennem tro med et reb eller en snor.

Derfor må man som en betingelse for stærk tro fornægte taghut eller være kafir over for taghut. Det er således nødvendigt at have en klar forståelse af taghut eller at lære taghut rigtigt at kende.

Da jeg ikke følte mig tilfreds efter at have læst Tafhimul Qurans kommentar om taghut, spurgte jeg Maulana Maududi direkte om dette emne. Det, han sagde, er gengivet nedenfor:

Allah den Ophøjede har hverken tvunget mennesket til at følge Hans bud eller til at overtræde dem. Han har givet mennesket valget mellem at adlyde og ikke at adlyde. Der er to grænser for ulydighed mod Allah. Den første grænse er fisq, og den endelige og yderste grænse er kufr. Den, der anerkender Allahs bud, men ikke følger dem, er fasiq. Den, der ikke anerkender buddet, er kafir. Den, der overskrider disse to grænser for ulydighed, er taghut.

En person kan være fasiq eller kafir individuelt. Det er hans eget valg eller hans frie vilje. Der er disse to grænser for ulydighed mod Allah. Den, der overskrider disse grænser, er taghut. Hvad betyder det at overskride disse to grænser? Hvordan overskrides disse grænser? Når man først forstår dette, bliver det let at genkende taghut.

Den, der selv er fāsiq og forsøger at gøre andre mennesker til fāsiq, er en tāghūt. Han har overskredet den første grænse for ulydighed. Den, der selv er kāfir og forsøger at gøre andre til kāfir, er en tāghūt. Han har overskredet den yderste grænse for ulydighed mod Allah.

Her er der noget, man især må forstå. Allah den Ophøjede skabte hvert menneske særskilt med dets egen identitet. Ligesom mennesket kommer alene til denne verden, forlader det den også alene. I det hinsidige vil det få belønningen eller straffen for sine handlinger særskilt.

Det vil alene lide sin straf. Belønningen vil det også alene modtage. Det vil selv være ansvarligt for sine handlinger. Derfor er det alene blevet givet retten til at adlyde eller være ulydig mod Allahs befalinger. Ingen har fået retten til at gøre andre mennesker ulydige mod Allah. De, der selv overskrider grænsen for ulydighed – det er tāghūt.

Tāghūts kendetegn

Hvis man skal nægte at anerkende tāghūt, må man vide, hvem der er tāghūt. Når man undersøger Koranen, finder man fem slags tāghūt.

1. Nafs og hawā. Nafs betyder begær, mens hawā betyder dårligt begær. Alle kroppens krav kaldes samlet for nafs. Det krav, der er dårligt, kaldes hawā.

Kroppen har ingen forestilling om, hvad der er godt eller ondt. Denne forestilling findes i samvittigheden. Rūhs afgørelse er samvittigheden. Nafs, altså kroppens krav, må grundlæggende betragtes som ondt. Samvittigheden undersøger og afgør, hvilket krav der er godt eller ondt. I sura Yūsuf, vers 53, siges det:إِنَّ النَّفْسَ لَأَمَّارَةٌ بِالسُّوءِSandelig befaler nafs kun det onde. Eftersom nafs tilskynder til ulydighed mod Allah, er nafs en tāghūt.

Hvis nogen virkelig ønsker at blive en lydig tjener for Allah, må han nødvendigvis blive kāfir over for nafs. Hvis nogen ønsker at besidde en ædel karakter, må han først træffe en fast beslutning: Jeg vil ikke følge nafs’ ord – nej, nej, nej. Det vil sige: Jeg vil ikke handle imod samvittigheden – nej, nej, nej.

Hvis man ikke træffer denne beslutning, vil man, selv om man tror på Allah, forblive en slave af nafs. Selv om han anerkender Allah som ilah eller hersker, vil han fortsat acceptere nafs eller sine lyster som ilah og følge dem.

I sura al-Furqan, vers 43, siger Allah:أَرَأَيْتَ مَنِ اتَّخَذَ إِلَٰهَهُ هَوَاهُ

I sura al-Jathiya, vers 23, står der:أَفَرَأَيْتَ مَنِ اتَّخَذَ إِلَٰهَهُ هَوَاهُBetydning: Har du set den, der har taget sin onde tilbøjelighed som ilah? I oversættelser af Koranen har mange skrevet, at taghut betyder Satan. Eftersom Satan tilskynder til ulydighed mod Allah, er Satan bestemt taghut. Men taghut betyder ikke Satan. De, der har skrevet, at taghut betyder Satan, kender ikke taghuts rette identitet. Jeg regner ikke Satan som taghut særskilt. For Satan giver kun mennesket hvisken til ulydighed ved at vildlede dets nafs. Derfor er Satan inkluderet i den første kategori af taghut. I den forstand kan nafs og Satan placeres sammen under nummer ét.

2. Udbredte skikke i strid med sharia og sociale overtroiske forestillinger er taghut. (Skikke og traditioner)

I sura al-Baqara siger Allah:وَإِذَا قِيلَ لَهُمُ اتَّبِعُوا مَا أَنزَلَ اللَّهُ قَالُوا بَلْ نَتَّبِعُ مَا أَلْفَيْنَا عَلَيْهِ آبَاءَنَا ۗ

Da det blev sagt til dem: Følg det, som Allah har åbenbaret, sagde de: Vi vil følge det, som vi så vores fædre og bedstefædre følge. (Sura al-Baqara: 170)

Der findes mange udbredte skikke i samfundet, som strider mod sharia. Også i religionens navn er mange skikke i strid med sharia blevet indført. Ved bryllupper er der især en omfattende udbredelse af dårlige skikke. Disse skikke er særdeles stærke. Når man forsøger at trodse dem, møder man enorme hindringer. De dårlige skikke er stærkere end loven. For at håndhæve en lov er der behov for et retshåndhævende organ (Law Enforcement Agency). Dårlige skikke består alene i kraft af deres egen styrke. Selv ved at vedtage love er det ikke let at fjerne dem. Derfor er sociale overtroiske forestillinger også taghut. Hvis man ikke nægter at følge dem, kan man ikke opfylde troens krav. De strider mod Allahs befalinger. Hvis man følger dem, adlyder man ikke Allah.

4. Den styrende magt er også taghut. Når man siger den styrende magt, betyder det ikke kun regeringen. I en husholdning med mand og hustru er manden også den styrende magt. I familien er faderen den herskende magt. Lederen af en institution er også den styrende magt. Den, der har mulighed for at udøve myndighed over nogle mennesker, er den herskende magt. I et land er regeringen den stærkeste styrende magt. I Koranen omtales Farao og Nimrod som taghut i egenskab af herskende magter. Da Allah befalede Musa at gå til Farao, omtalte Han også Farao som den, der havde overskredet grænserne.

اذْهَبْ إِلَىٰ فِرْعَوْنَ إِنَّهُ طَغَىٰ

O Moses, gå til Farao. Han har sandelig overskredet grænserne. Sura Taha: 24

De herskende magter kan ved hjælp af magt påtvinge deres underordnede regler, der strider mod Allahs lov. De kan tvinge dem til at være ulydige mod Allah. Derfor er sådanne magter taghut. Kravet i troen på Allah er at nægte at være ulydig mod Allah. Hvis man ikke gør det, viser det blot svaghed i troen.

5. Den magt, der truer med at standse ens forsørgelse, er også taghut. Denne taghut er egentlig en del af den herskende magt. De, der har magt til at standse folks forsørgelse ved at afskedige dem, er ganske vist en del af den herskende magt. Alligevel fortjener dette at blive betragtet som en særskilt form for taghut. Den herskende magt kan ved hjælp af sin magt påføre uretfærdige straffe af forskellig art og forvolde skade på forskellige måder. Men eftersom straffen ved afskedigelse er en ekstrem form for zulm, blev den magt, der truer med at standse ens forsørgelse, betragtet særskilt fra den herskende magt. Da denne magt kan bruges til at tvinge underordnede til at være ulydige mod Allah, er den også taghut.

6. Den magt, der kræver blind lydighed, er også taghut. I samfundet findes der visse mennesker, som er i stand til at udøve moralsk indflydelse for at få andre til at adlyde dem blindt. Deres krav er, at man skal følge deres ord uden argumenter. Man skal adlyde dem uden at stille spørgsmål. De kræver retten til, at deres ordrer skal udføres uden indsigelse.

Men ingen andre end Allah og Sendebudet (fred være med ham) har ret til at fremsætte et sådant krav. Eftersom Allah er fejlfri, og Sendebudet (fred være med ham) også er fejlfrit, fordi han ledes af Allahs åbenbaring, skal disse to uden tøven og betingelsesløst adlydes.

Ingen andre har ret til at kræve en sådan lydighed. Derfor er de, der fremsætter dette krav, også taghut. I vers 31 i Sura At-Tawbah siger Allah:اتَّخَذُوا أَحْبَارَهُمْ وَرُهْبَانَهُمْ أَرْبَابًا مِّن دُونِ اللَّهِ

De har taget deres lærde og pirer som deres herrer i stedet for Allah.

I hadithen siges det, at de fulgte dem blindt. De accepterer blindt enhver afgørelse, de træffer om, hvad der er halal og haram. Der findes magter, som kræver blind lydighed, både på det religiøse område og på den politiske arena. Selv hvis et partis eller en leders eller lederskes beslutning forekommer urimelig, må man adlyde den blindt; hvis man ikke gør det, kan man blive smidt ud af partiet, og af frygt for dette føler man sig tvunget til at adlyde. Derfor er også sådanne magter taqut. Blind lydighed mod dem kan skabe hindringer på din vej mod din. For eksempel sagde en pir til sine murider: »I må ikke læse Maulana Maududis bøger.« På grund af deres blinde lydighed mod pieren læste de ikke bøgerne og formåede derfor ikke at finde vejen til iqamat-e-din. Jeg gav nogle af mine nære venner fra Tablighi Jamaat Maulana Maududis bøger, så de kunne læse dem. En uge senere tog jeg flere bøger med. Jeg bad om at få de tidligere udleverede bøger tilbage. De afleverede bøgerne tilbage og ville ikke tage imod flere. Jeg spurgte: »Havde I læst bøgerne?« De svarede: »De ældre har forbudt os at læse disse bøger.« Jeg sagde: »Hvorfor spurgte I de ældre?« Af deres svar forstod jeg, at de havde forbudt dem at læse bøgerne, fordi de mente, at jeg var blevet vildledt netop ved at læse dem. Jeg sagde: »Hvis troen risikerer at gå tabt blot ved at læse en bog, hvordan vil I så beskytte en så svag tro?«

Jeg blev meget bedrøvet. De mennesker, som jeg havde givet bøgerne til, var mine kolleger og nære venner i Tablighi Jamaat. Den ene var blevet rekrutteret af mig. Jeg følte smerte på deres vegne, fordi de var blevet fanget i taquts kløer og derfor ikke havde fået mulighed for at finde vejen til iqamat-e-din. I denne lange gennemgang er der blevet givet en klar forståelse af fem slags taqut. Derfor er det yderst vigtigt at fornægte taqut for at have en stærk tro. I vers 36 i sura an-Nahl siger Allah: »Vi har sendt et sendebud til hvert folk med denne befaling: Tilbed Allah alene, og hold jer borte fra taqut.«

Det siges, at Namrud og Farao gjorde krav på guddommelighed. Men de gjorde ikke krav på at have skabt himlene og jorden. De gjorde mennesker til slaver under deres befalinger. De forhindrede mennesker i at være Allahs tjenere og tvang dem til at blive deres tjenere. Det er i denne betydning, at det siges om dem, at de gjorde krav på guddommelighed. Med moderne tids terminologi var de blot sekularister. Taquts opgave er at vende mennesker bort fra Allahs tjeneste og tvinge dem til at tjene taqut. Derfor må de, som ønsker at tjene Allah, bevidst undgå alle former for taqutiske magter og holde sig på afstand af dem.

Kalimaet Tayyiba er imod taqut

Kalimaet Tayyiba لَا اِلَهَ اِلاَّ اللهُGrundbetydningen er, at Allah alene er ilah, og at der ikke findes nogen anden ilah. For at udtrykke dette udsagn واحد اِلَهَ اللهville det have været nok blot at sige لَاHvorfor begyndte man så med لَاDet betyder »der er ingen«. Hvorfor begyndte man med »der er ingen«? I menneskesamfundet findes der mange, som udsteder befalinger. De hersker over menneskers sind. Mennesker adlyder deres befalinger, enten fordi de er tvunget til det eller af begær efter fordel. Disse, som udsteder befalinger (ilah), er i virkeligheden taqut. Derfor må alle, der ønsker at antage Kalimaet Tayyiba, fornægte taqut, før de tror på den Almægtige Allah. Dette beviser, at vers 256 i sura al-Baqara begynder med fornægtelse, i netop den form, hvori فَمَن يَكْفُرْ بِالطَّاغُوتِ وَيُؤْمِن بِاللَّهِdet er blevet sagt. I dette vers befales det at fornægte taqut, før man tror på Allah. Efter at have erklæret, at man fornægter taqut for Allahs skyld, اِلاَّ اللهُerklærer man sin tro på Allah ved at sige . Dette er meget betydningsfuldt. De, som kender taquts sande natur, de

forstår slet ikke, hvem der fornægtes med »la ilaha«. Uden at forstå det fremsiger de Kalimaet som papegøjer og fortsætter med at tjene taqut.

Et enkelt eksempel

Hvis man vil så risfrø på en mark, må man først gøre marken fri for ukrudt. Hvis man sår ris uden at fjerne ukrudtet, er det ikke blot afgrøden, man ikke får; man vil ikke engang kunne få såsæden tilbage. Ligesom en landbrugsmark aldrig står tom, står menneskets sind heller aldrig tomt. Taqut indtager på samme måde menneskets sind. Hvis man vil så troens frø i sindet, må man drive al taqut ud af det. Ellers vil sindets jord slet ikke være et sted, hvor troens frø kan sås.

Kernen i forståelsen af taghut

Allah den Ophøjede har skabt mennesker og jinner for at tilbede Allah. Allah erklærer i sura Adh-Dhariyat, vers 56, وَمَا خَلَقْتُ الْجِنَّ وَالْإِنسَ إِلَّا لِيَعْبُدُونِ

»Jeg har ikke skabt jinner og mennesker med noget andet formål end, at de skal tilbede Mig.«

En betydning af dette er, at Allah kun har skabt dem for at tilbede Ham og ikke for at tilbede nogen anden. Derfor nedværdiger de, der tilbeder en skabning i stedet for Allah, sig selv; de mister deres værdighed som mennesker og regnes for at være på dyrenes niveau.

En anden betydning af dette er, at de, der ikke begrænser sig til at tilbede Allah, men forsøger at udøve herredømme, bliver til taghut. De gør Allahs tjenere til deres tjenere. Som kræfter, der udøver magt gennem regeringsmyndighed, gennem truslen om at standse folks forsørgelse og som kræfter, der kræver blind lydighed, etablerer de herredømme over Allahs tjenere og bliver til de værste grænseoverskridere.

Disse kræfter holder mennesker tilbage fra at tilbede Allah og tvinger dem til at tjene dem. Hvis man vil tilbede Allah, må man derfor have mod til at nægte at adlyde disse kræfter. De, der ikke har dette mod, vil, selv om de hævder at tro på Allah, blive besejret af taghut ved hvert eneste skridt.

Allerede i det første vers af sura Al-Ankabut siger Allah den Ophøjede – أَحَسِبَ النَّاسُ أَن يُتْرَكُوا أَن يَقُولُوا آمَنَّا وَهُمْ لَا يُفْتَنُونَ

»Tror mennesker, at de vil blive ladt i fred uden at blive prøvet, blot fordi de siger: ’Vi tror på Allah’?

Troens prøve kommer gennem taghut. Hvis man ikke har besluttet at afvise taghut, vil man helt sikkert dumpe i prøven.

Fordelene ved stærk tro

Det er allerede blevet sagt, at tro er troen på Allah og beslutningen om at anerkende og adlyde Allah som konge og guddom. For at leve i overensstemmelse med denne beslutning må man opfylde troens krav. For at opfylde troens krav må man ikke lade troen blive svag. Det er ikke nok blot at holde troen fri for svaghed; for at gøre troen særdeles stærk må disse to betingelser opfyldes.

Den, der har stærk tro

1. Han plages ikke af nogen tvivl eller tøven med hensyn til deen. Under alle forhold oplever han sindsro og føler tilfredshed. Denne sindsro og tilfredshed er en himmelsk velsignelse uden sidestykke.

2. Den intense længsel efter succes i det evige liv i akhirah behersker hjertet i en sådan grad, at han ikke lader sig vildlede selv af lokkemidlerne fra nogen stor verdslig interesse.

3. Bevidstheden om, at Allah altid er med ham, gør, at han ikke bliver urolig eller fortvivlet på grund af sorg og lidelse, ulykker og vanskeligheder eller sygdom og smerte, og han opnår velsignelsen ved tawakkul ala Allah og sabr.

4. Han er fri for al frygt, herunder frygten for døden, bortset fra frygten for Allah alene. Han ser døden som en enestående mulighed for at møde Allah og ønsker sig martyrdøden.

5. Trods tiltrækningen fra de ting i denne verden, som Allah har pålagt mennesket at elske, opnår man evnen til at give Allah, Hans Sendebud (s.a.) og jihad fi sabilillah forrang.

6. Man bliver i stand til at opfylde tawhids krav ved at holde iman fri for alle former for shirk.

7. Man har modet til at afvise alle former for taghut og føler tilfredshed ved at opfylde imans krav.

Korrekt ilm

Hvad betyder ilm?

Ordet ilm betyder ifølge ordbogen viden. Selv om ordet nogle steder i Koranen og hadith anvendes i denne almindelige betydning, betyder ilm i islamisk terminologi viden, der er modtaget gennem åbenbaringen. Profeten (s.a.) sagde, at det er en pligt at søge ilm. Hvis der her menes, at al viden er obligatorisk, ville selv profeten ikke kunne opfylde denne pligt.

Ilm betyder det, man skal vide. Intet dyr kan leve uden ilm. Også dyr, fugle og insekter har brug for viden. Fuglen må vide, hvordan den skal flyve. Anden må vide, hvordan den skal svømme. Bien har brug for viden om at indsamle honning fra blomster. Ethvert levende væsen må spise for at overleve. Alles føde er ikke den samme. Man må vide, hvad hvert væsens føde er.

Ethvert dyr har brug for sit eget levested. Fuglen ved, hvordan den bygger rede i træet. Ræven graver et hul i jorden og indretter sig et sted at bo. Hvis den ikke vidste, hvordan dette skulle gøres, kunne den ikke gøre det.

Hvorfra får man viden?

Han, som har skabt alle levende væsener, er den eneste kilde til viden. Intet andet levende væsen end mennesket har behov for nogen formel uddannelse. De har ikke brug for skoler eller højere læreanstalter for at tilegne sig viden. Allah den Ophøjede giver dem ved selve deres skabelse den viden, som hver især har brug for. I Koranen nævnes det, at Han har lært bien den vidunderlige kunst at bygge bistader, og det oplyses, at denne viden blev givet gennem åbenbaring.

Den viden, der modtages fra Allah, kaldes åbenbaring. Ordet åbenbaring betyder bogstaveligt tegn, antydning, noget, der gives i det skjulte, og så videre. Den, som modtager åbenbaring, får den uden selv at have gjort en indsats. Skaberen giver ham den i det skjulte. Han lærer ællingen at svømme i det skjulte. Den tilegner sig denne lærdom uden anstrengelse.

Hvorfor har mennesket behov for formel uddannelse?

Mennesket er ikke som alle andre levende væsener. Allah den Ophøjede har skænket mennesket æren af at være den bedste af alle skabninger (ashraful makhluqat). Alle levende væsener er udelukkende legemlige, men mennesket er ikke udelukkende legemligt. Menneskets legeme er ikke det egentlige menneske. Menneskets legeme er ganske vist et dyr. Det egentlige menneske kaldes med Koranens ord »ruh«. Menneskets legeme er skabt af materie. Menneskets legeme er skabt af de materielle bestanddele, der findes i alt det, mennesket spiser og drikker. Derfor kan disse fødevarer og drikkevarer optages af menneskekroppen. Kroppen vil ikke modtage noget andet stof. Hvis man indtager gift, vil kroppen nødvendigvis dø.

»Ruh« er ikke en materiel substans. Det, vi forstår ved samvittighed, er »ruh«. Den er en moralsk substans. Bevidstheden om godt og ondt er ruh. Det er det egentlige menneske. I Koranen erklæres det, at hele skaberværket er skabt for menneskets skyld. Mennesket har fået et legeme, der er egnet til at udnytte hele skaberværket.

Allah den Ophøjede har for alle skabninger udformet regler, der passer til hver enkelt skabning, og selv sat disse regler i kraft over for dem. For menneskets legeme har Han også udformet regler og selv sat dem i kraft. Disse regler blev ikke sendt gennem en profet. De regler, der blev sendt gennem profeten, sætter Allah ikke selv i kraft. Hvis det var Hans beslutning selv at sætte dem i kraft, ville Han ikke have sendt dem gennem en profet. Ansvaret for at sætte de regler, som blev sendt til profeten gennem åbenbaring, i kraft på Allahs vegne er blevet pålagt profeten og dem, der tror på profeten. Reglen er naturligvis Allahs. At få ansvaret for at sætte denne regel i kraft som Hans repræsentant (khalifa) er selve kalifatets ansvar. For at udføre dette ansvar må mennesket anvende sin viljestyrke og gøre en indsats. Dette arbejde kan kun udføres bevidst. Andre levende væsener lever uden plan, ubevidst og på en rutinepræget måde. Allah den Ophøjede styrer dem selv på denne måde. De har ingen bevidsthed om det.

Mennesket har fået ansvaret for bevidst og ved hjælp af viljestyrken, på en velovervejet måde, at styre sin legemlige natur og ved at udnytte skaberværket at føre den lov, Allah har givet, ud i livet. Dette ansvar er Allahs ansvar for kalifatet. Mennesket må gennem bevidst og målrettet anstrengelse tilegne sig kvalifikationerne til at udføre dette ansvar. Derfor må man i verden bevidst sørge for formel uddannelse, så mennesket kan tilegne sig moralske egenskaber. De egenskaber, som andre dyr har brug for, opstår af sig selv i dem; sådan kan det ikke være for mennesket.

Viden er styrke

Dette læste vi allerede i skolens lærebøger. Men dengang forstod jeg endnu ikke rigtig betydningen. Det er ved hjælp af viden, at mennesket kan beherske stærke, enorme dyr og selv vilde rovdyr. Det er også gennem viden, at mennesker hersker over andre mennesker. Under Sendebuddets (fred være med ham) ledelse udførte de deres ansvar, og så længe de, foruden islamisk undervisning, også havde føringen inden for andre videnskaber, var de i stand til at lede menneskeheden. Selv om den muslimske nation var kommet bagud med hensyn til islamiske idealer, var den i flere hundrede år i stand til at indtage en ledende position i verden på grund af sit herredømme inden for videnskab og viden. Men da den muslimske nation tog statsmagten i besiddelse som et middel til nydelse, og deres elever i Vesten blev mere avancerede end muslimerne inden for viden, videnskab og teknologi, erobrede de muslimske lande i kraft af deres vidensmæssige overlegenhed. Også i dag fortsætter deres lederskab i verden netop på grund af denne videns styrke.

Åbenbaringens videns styrke

Allah den Ophøjede er kilden til al styrke. Derfor har Han givet åbenbaringens videns styrke forrang frem for al anden viden. Da man på de fromme ledsageres tid omsatte åbenbaringens viden i praksis, blev det romerske og det persiske rige, som var de mest udviklede riger på den tids øvrige vidensområder, tvunget til at overlade ledelsen til den muslimske nation. Den muslimske nation tilegnede sig styrken fra al verdslig viden og opnåede derved æren af at lede menneskeheden. Hvis den muslimske nation i dag igen på behørig vis kan udføre ansvaret for at gøre åbenbaringens viden sejrrig i menneskesamfundet, kan den ligesom tidligere genvinde æren af at lede menneskeheden ved at opnå statsmagt og fortsætte fremad. I bogen med titlen Den islamiske bevægelses moralske grundlag har Maulana Maududi med stærke argumenter og virkelige eksempler bevist, at når islamisk moral forenes med grundlæggende menneskelige egenskaber, vil de, der kun besidder menneskelige egenskaber, nødvendigvis blive besejret af muslimerne trods al deres viden, videnskab og teknologi.

Allah opretholder uden tvivl åbenbaringens videns overlegenhed. Men ved at forsømme ansvaret for at gøre åbenbaringens viden sejrrig vil den muslimske nation ikke være i stand til at opnå overlegenhed inden for andre verdslige vidensområder. For den vil være berøvet Allahs hjælp i denne sag. Netop fordi den er skyldig i forsømmelse af sit ansvar, regnes den for uegnet til lederskab.

Hvilke er videns kilder?

Der er fire kilder til viden. Nemlig:

1. Sanserne: Ved hjælp af øjne, ører, næse, tunge og hud begynder mennesket at tilegne sig viden fra det øjeblik, det bliver født. Denne viden erhverves gennem direkte iagttagelse. Der findes intet andet mellem disse redskaber og det, der skal erkendes. Med hvert af disse fire redskaber kan man opnå viden om en bestemt type ting. Man kan ikke bruge ét redskab til at erkende det, der hører til et andet redskab. Viden om duft kan kun opnås gennem næsen. Der er ingen måde at erkende den på ved hjælp af de fire andre redskaber. På engelsk kaldes disse ++++++.

2. Fornuften: På arabisk ʿaql. Det er gennem fornuften, at mennesket tilegner sig den største mængde viden. Fornuften er det stærkeste redskab til at færdes i kundskabens rige. Efter at sanserne har givet mennesket den viden, de kan, fører fornuften det videre på kundskabens område.

Man så røg et sted med øjnene. Fornuften sagde: Der er gået ild i noget. Men øjnene havde endnu ikke set ilden. Fornuften ved, at der kommer røg, når der er gået ild i noget. Evnen til at forstå og analysere årsagssammenhænge kaldes fornuft. Ved hjælp af denne evne henter mennesket kundskab fra kundskabens store ocean. Fornuften er det vigtigste redskab i forskning og stræben efter viden. Ved hjælp af denne evne gør mennesket hurtigt fremskridt inden for videnskab og teknologi. Det er ved hjælp af fornuften, at det bliver muligt at lære skaberværket at kende og opnå evnen til at gøre brug af det.

3. Ilham: Dette er en særlig kilde, der ligger over fornuften. De, som hengiver sig dybt til tænkning, forskning og åndelig stræben inden for et hvilket som helst område, får undertiden pludselig en viden, der viser sig for deres fornuft. Måske har de i lang tid ikke været i stand til at beherske en teori trods brugen af deres fornuft; pludselig kommer denne teori til dem som viden. Denne form for viden kaldes ilham-viden. Den bengalske faglige betegnelse kunne være prajna. På engelsk er den ordbogsbetydning, man finder, at en forestilling pludselig opstår i sindet uden ræsonnement. På arabisk er ordet ilham endnu tydeligere. En teori, som man ikke kunne nå frem til trods anvendelse af fornuftens kraft, kommer pludselig inden for fornuftens rækkevidde. Derfor mener vi, at det er passende at omtale denne kilde til viden som ilham. Den behøver ikke at blive oversat til bengali.

Det er naturligvis sandt, at ilham-viden kommer til dem, der beskæftiger sig med stræben efter viden, selv om denne viden ikke er et direkte resultat af deres stræben.

Nogle eksempler på denne type viden

a. Imam Abu Hanifa forskede i Koranen og hadith og udledte gennem ijtihad forskellige masʾalaer og regler med henblik på at efterleve dem i det praktiske liv. Det er undertiden sket, at en masʾala, som han ikke kunne finde en løsning på trods lang tids tænkning og forskning, pludselig viste sig for ham. Det sker måske i alle mujtahidernes liv.

b. Jeg vil nævne en lille episode fra den store videnskabsmand Newtons liv, som regnes for den moderne videnskabs fader. Han sidder i en æblehave. Lige foran ham falder et æble fra træet ned på jorden. Han havde set et sådant syn mange gange i sit liv. Men pludselig blev dette spørgsmål den dag stort for ham: Hvorfor kom æblet lige ned mod jorden i stedet for at bevæge sig opad eller til højre eller venstre? Der hersker jo tomhed i alle retninger. Hvorfor kom det kun nedad og ikke i en anden retning? En fast overbevisning opstod i ham om, at der måtte findes en kraft, som havde trukket æblet ned mod jorden. På grundlag af denne hypotese fortsatte han sin undersøgelse og opdagede til sidst den berømte teori om tyngdekraften.

c. Episoden med den græske videnskabsmand Arkimedes. Da han ikke kunne finde en videnskabelig lov, badede han i en vandbalje i en yderst trist og nedtrykt tilstand. De, der bader i en fyldt balje, ligger nøgne i vandet med næsen hævet over vandet. Han befandt sig også i denne stilling. Pludselig viste den videnskabelige lov sig for ham. I glæden over succesen steg han ud af baljen og råbte: »Eureka, eureka« (jeg har fundet det, jeg har fundet det). Han gik nøgen ud af badeværelset. I sin overvældende glæde havde han ikke længere tanke for at tage en skjorte på.

4. Åbenbaringen: Denne store kilde til viden står ikke til rådighed for noget menneske. Allah den Ophøjede åbenbarer på en særlig måde åbenbaringens viden til den, Han udvælger som profet og sendebud. Denne viden er ikke et resultat af profetens og sendebuddets bestræbelser og anstrengelser. De modtager den direkte fra Allah.

Af hadith fremgår det, hvordan åbenbaringens viden nåede frem til Allahs Sendebud (fred være med ham). Han modtog åbenbaringen på flere måder.

a. I drømme modtog han viden, mens han sov.

b. Nogle gange hørte han lyden af en klokke. Da forblev han helt stille og modtog åbenbaringen. Denne måde var meget anstrengende for ham. Han følte et voldsomt pres. Selv om vinteren dryppede sveddråber fra hans velsignede ansigt. Hvis han sad på ryggen af en kamel, tvang presset kamelen til at sætte sig ned på jorden.

c. Nogle gange kom ærkeenglen Gabriel (fred være med ham) i menneskeskikkelse og reciterede åbenbaringen for Allahs Sendebud (fred være med ham).

d. Åbenbaringens viden blev indgivet i Allahs Sendebuds (fred være med ham) hjerte.

Den viden, der blev modtaget gennem den anden og tredje metode, blev åbenbaret sammen med formuleringen og blev regnet som en del af Koranen. Denne form for åbenbaring kaldes wahy matlū, det vil sige åbenbaring, der reciteres.

Ved den første og fjerde metode blev der indgivet viden i Allahs Sendebuds (fred være med ham) hjerte fra Allah i form af betydninger. Den blev ikke åbenbaret med en formulering som Koranens vers. Allahs Sendebud (fred være med ham) udtrykte disse betydninger, som Allah havde givet ham, med sine egne ord. Denne viden er kendt som hadith. Denne åbenbaring er ghayr matlū og skal ikke reciteres på samme måde som Koranen.

Åbenbaringens viden er yderst omfattende. Uden for Koranen findes der et enormt skatkammer af åbenbaringens viden. Alt, hvad Profeten (s.a.v.) har sagt og gjort, samt de udtalelser og handlinger fra sahabaerne, som han ikke har påpeget som forkastelige, er inkluderet i åbenbaringens viden.

Det, der findes i Koranen, er helt og holdent fra Allah, både i betydning og formulering. Derfor bliver man kafir, hvis man nægter at acceptere noget af det. Men hvis man på grundlag af fornuft nægter at acceptere noget fra den øvrige åbenbaring, regnes man ikke som kafir. Profetens (s.a.v.) ord, handlinger og godkendelser kaldes hadith. Det, som muhadditherne og fuqahaerne på grundlag af hadith har fastslået som sunnah, er den praktiske forklaring på Koranen. Islam består af Koranen og sunnah. De, der fornægter sunnah, regnes ikke som muslimer.

Betydningen af sahih viden

Al viden er ikke ren eller korrekt. På arabisk kaldes fejlfri viden sahih. For eksempel er navnet på Bukhari Sharif Sahih al-Bukhari.

Man kan ikke klare sig et eneste øjeblik uden viden. Uanset hvad man gør, er det umuligt at gøre det uden viden om det pågældende. Viden er drivkraften bag handlinger. Men hvis viden ikke er fejlfri, vil handlingens formål nødvendigvis mislykkes. Ikke nok med det: Uden sahih viden kan selve livet komme i fare. Hvis en bilchauffør ikke besidder den rette viden, kan han forårsage en ulykke og miste sit eget liv, samtidig med at bilen bliver ødelagt. Derfor må man tilegne sig korrekt viden om alle forhold. Forkert viden er dødsensfarlig.

Ét eksempel er tilstrækkeligt i denne forbindelse. Alle mennesker ønsker lykke og fred. Man vil ikke kunne finde et eneste menneske, der ikke bryder sig om lykke og fred. Hvad end man gør, gør man det med henblik på sit eget bedste. Selv den, der begår selvmord, gør det med ønsket om at opnå lykke og fred. Han mener, at det er bedre at dø end at fortsætte med at leve. Selv om hans hensigt i denne sag måtte være sahih, er hans viden slet ikke sahih.

Alle i verden ønsker lykke og fred. Alt, hvad man gør, gør man med dette formål. Men hvor mange oplever i virkeligheden fred? Med ønsket om at opnå lykke og fred begår mennesker terror, afpresning, tyveri og røveri, voldtægt, mord og så videre, og som følge heraf oplever de den største uro allerede i denne verden. Den eneste årsag er manglen på sahih viden. Den, der fremstiller en maskine, har også sahih viden om, hvordan den skal bruges korrekt. Derfor beskriver og illustrerer han tydeligt, hvordan maskinen skal anvendes. Hvis man bruger den efter disse regler, vil formålet med at bruge maskinen blive opfyldt. Hvis man i stedet for denne sahih viden bruger den efter forkerte regler, kan selve maskinen gå i stykker.

Allah den Ophøjede har skabt mennesket og hele universet. Gennem profeterne og sendebuddene har Han givet mennesket sahih viden om, hvordan det skal bruge sin egen krop og alle verdens ting. Derfor sendte Han det første menneske som profet, så ingen skulle komme i fare på grund af mangel på sahih viden.

De, der i den moderne verden leder deres egne lande eller menneskeheden, føler slet ikke behov for dette. De anser intelligens, praktisk erfaring og historisk viden for tilstrækkeligt. Derfor har de, selv om de oprigtigt ønsker at give menneskesamfundet lykke og fred, tvunget det til at lide under ekstrem uro. I vers 41 i sura ar-Rum siger Allah:ظَهَرَ الْفَسَادُ فِي الْبَرِّ وَالْبَحْرِ بِمَا كَسَبَتْ أَيْدِي النَّاسِ

»Den uro og det kaos, der hersker til lands og til vands, er et resultat af det, menneskenes egne hænder har frembragt.«

Allah den Ophøjede vil sige, at Han ikke med magt har påtvunget menneskesamfundet uro og ødelæggelse. Menneskene er selv på grund af deres selvopfundne, fejlagtige viden tvunget til at lide under uro.

Kilden til autentisk viden

Af de fire kilder til viden, som er blevet drøftet ovenfor, må kun åbenbaringens viden med sikkerhed anses for autentisk. Den viden, man får fra de tre andre kilder, kan være både korrekt og ukorrekt. Derfor må man ved at efterprøve den viden, man får fra andre kilder, på åbenbaringens prøvesten afgøre, om den er autentisk.

Verdens vidensskat er enorm og omfattende. Den rummer den viden, som mange lærde gennem tiderne har indsamlet. Selv hvis en form for viden er et resultat af en ikke-muslimsk lærds tænkning, bør man ikke på nogen måde forkaste den uden at efterprøve den på åbenbaringens prøvesten. Og den viden, man får gennem en muslimsk lærd, bør heller ikke accepteres som autentisk uden at efterprøve den efter åbenbaringens målestok.

Derfor er det nødvendigt i alle tider at opbygge en gruppe mennesker i hvert land blandt menneskeheden, som er beriget med åbenbaringens viden. Især er det i den moderne verden blevet bevist i praksis, hvor elendigt menneskesamfundet får det, hvis de, der skal varetage lederskabets ansvar, ikke er oplyst af åbenbaringens viden.

Hvilken viden er det obligatorisk at søge?

Profeten (s.a.w.) sagde:طَلَبُ الْعِلْمِ فَرِيضَةٌ عَلَى كُلِّ مُسْلِمٍ

»Det er obligatorisk for enhver muslim (mand og kvinde) at søge viden.« Her skal viden udelukkende forstås som åbenbaringens viden. Det kan ikke være obligatorisk at bestræbe sig på at tilegne sig al verdens viden. Profeten (s.a.w.) kunne ikke pålægge mennesker en umulig opgave, for han blev vejledt gennem åbenbaringens viden fra Allah. Som jeg allerede har sagt, betyder viden i Koranens og hadiths terminologi netop åbenbaringens viden.

Hvor meget viden er obligatorisk?

Obligatorisk betyder noget, der skal udføres, og hvis man undlader at udføre det, vil Allah straffe en. Så opstår spørgsmålet: Åbenbaringens viden er jo enorm og omfattende. Hele Koranen på 30 juzʾ samt hundredtusinder af hadither er alt sammen åbenbaringens viden. Hvis det var obligatorisk at tilegne sig al denne viden, ville ingen andre end Profeten (s.a.w.) være i stand til det. Derfor kan det naturligvis ikke være obligatorisk at søge al åbenbaringens viden.

Hvordan kan man så afgøre, hvor meget viden det er obligatorisk at tilegne sig? Det er et meget vigtigt spørgsmål. Hvis man ikke kender det rigtige svar på dette spørgsmål, er det fuldstændig umuligt at leve korrekt som muslim.

Et praktisk eksempel vil gøre det let at forstå det rigtige svar på dette spørgsmål. Den, som ikke er pålagt hajj og zakat som obligatoriske pligter, behøver ikke at kende noget til disse områder. Den, som er pålagt zakat, må for at kunne opfylde denne pligt gennem åbenbaringens viden lære, hvilke aktiver og hvor stor en besiddelse der gør zakat obligatorisk, hvordan den beregnes, hvor meget zakat der skal betales af de forskellige former for formue, og til hvilke formål zakat kan anvendes, så pligten bliver opfyldt korrekt. Den, som ikke er pålagt zakat, behøver ikke at kende disse ting.

Allerede ud fra dette ene eksempel kan man finde det korrekte svar på spørgsmålet. Det bliver lettere at forstå, hvis svaret formuleres således.

Det er obligatorisk at tilegne sig så meget af åbenbaringens viden, som er nødvendigt for at udføre den pligt korrekt, som man er pålagt. Med denne pligt menes ikke kun religiøse forhold. Den omfatter alle de pligter, som et menneske skal varetage for at leve sit liv i verden. For i den troendes liv er der ingen forskel mellem verdslighed og religiøsitet. Enhver handling, der udføres i overensstemmelse med Allahs befaling og Profetens (s.a.w.) måde, er religiøsitet. At tjene penge, drive handel og forretning, gifte sig og andre sådanne pligter er også religiøsitet, når de udføres i overensstemmelse med sharia. Hvis man ofrer et dyr til en værdi af hundredtusinder af taka med det formål at blive set af andre, eller udfører hajj med intentionen om at få skrevet »al-Hajj« efter sit navn, bliver det til verdslighed. Den, der giver almisse for at opnå et godt ry som gavmild, vil ikke få belønningen herfor i det hinsidige, og selv hvis han bliver martyr på jihadens slagmark for at opnå berømmelse som modig og tapper, vil han komme i Helvede, har Profeten (s.a.w.) sagt.

Den troendes to erklæringer

I virkeligheden kaldes den person troende og muslim, som har besluttet at leve sit liv i overensstemmelse med Allahs befalinger og Allahs Sendebuds (fred være med ham) vej. At fremsige Lā ilāha illā Allāh og Muḥammadur rasūlullāh betyder ikke at fremsige en formel uden at forstå den; disse to erklæringer er i virkeligheden principper, der fastlægger livets retningslinjer ==

Den første erklæring er: Jeg vil følge Allahs befalinger og ikke adlyde nogen befaling, der strider imod dem.

Den anden erklæring er: Jeg vil kun udføre enhver af Allahs befalinger i overensstemmelse med den vej, som Allahs Sendebud har lært os, og jeg vil ikke følge nogen anden vej.

Enhver handling, der udføres i det jordiske liv i overensstemmelse med disse to erklæringer, regnes som religiøs lydighed.

Islam er ikke, ligesom andre religioner, begrænset til bestemte religiøse ceremonier. Dīn Islam betyder ikke religionen islam. Dīn Islam betyder den islamiske livsordning. Dīn betyder lydighed. Den livsordning, der bygger på lydighed mod Allah, kaldes Dīn Islam. Dets oversættelse er ikke »religionen islam«. Denne oversættelse fremstiller islam som blot én religion. Derfor er udtrykket »religionen islam« en meget alvorlig fejloversættelse. Vi bruger ordene Allah og Koranen uden at oversætte dem. Der er heller ikke behov for at oversætte Dīn Islam. Det er tilstrækkeligt at forstå dets betydning. Når vi for eksempel siger Allah, Koranen og Allahs Sendebud, forstår vi det uden oversættelse. De, der anser denne forklaring af Kalima Tayyiba for korrekt, adskiller ikke verdslige anliggender fra religiøs lydighed. Derfor tror de, at også deres jordiske ansvar skal udføres i overensstemmelse med Allahs befalinger og Allahs Sendebuds vej. Derfor er det obligatorisk at kende Allahs befalinger og Allahs Sendebuds vej i forbindelse med ethvert ansvar.

Nogle eksempler

1. I dag blev en ung mand og en ung kvinde viet. Som muslimsk ægtemand og muslimsk hustru skal de leve deres ægteskabelige liv i overensstemmelse med Allahs befalinger og Allahs Sendebuds vej. Derfor er det obligatorisk at tilegne sig den åbenbaringsviden, der er nødvendig i denne forbindelse. Indtil i går var det ikke obligatorisk for dem at kende den. Hvis de ikke kender den, vil de leve som et vantro ægtepar.

2. Den dag dette ægtepar får et barn, bliver det obligatorisk for dem at søge åbenbaringens viden om faderens og moderens ansvar.

3. Hvis en forretningsdrivende ønsker at drive forretning som muslim, er det obligatorisk for enhver at tilegne sig åbenbaringens viden om dette. Hvis han ikke kender den, vil han varetage sit ansvar ligesom en vantro forretningsdrivende.

4. Hvis ansvaret for at styre staten bliver overdraget til en muslim, bliver det obligatorisk for ham at tilegne sig al viden vedrørende dette. Hvis han ikke kender den, vil han varetage sit ansvar ligesom en vantro hersker. Uanset om han hævder, at han er sekulær eller ej, vil han i virkeligheden ikke være i stand til at styre staten som muslimsk hersker.

Hvis en muslimsk person sætter sig på dommerstolen, skal han beherske alle shariaens bestemmelser vedrørende domsafsigelse. Ellers må han varetage sit ansvar ligesom en vantro dommer. En dommer har ingen beføjelse til at udforme loven. Han må varetage dette ansvar i overensstemmelse med landets gældende lov. Ikke desto mindre skal han kende shariaens bestemmelser for at kunne varetage ansvaret for at dømme retfærdigt og anvende dem så vidt muligt.

Hvilken status har nafl-viden?

For den, som ikke er pålagt zakat, er det ikke obligatorisk at søge åbenbaringens viden om livet vedrørende dette; men hvis han tilegner sig den, regnes den som nafl. Nu er spørgsmålet: Hvor høj er status for at tilegne sig nafl-viden?

Hvis en, der endnu ikke er blevet gift, på samme måde tilegner sig åbenbaringens viden om ægteskabeligt liv, vil dette arbejde så blive regnet som nytteløst eller meningsløst?

Hvis en, som ikke har ansvaret for at styre staten, tilegner sig viden om dette, vil det så blive betragtet som unødvendigt arbejde?

Et hadith giver et klart svar på dette spørgsmål. Hadithen lyder:

At bruge noget af natten på at studere viden (at undervise og lære) er bedre end at være vågen hele natten (for at udføre andre frivillige tilbedelseshandlinger).

Af denne hadith fremgår det, at frivillig tilegnelse af viden er den bedste blandt alle frivillige tilbedelseshandlinger. Derfor er den lærdes overlegenhed over den, der ikke er lærd, men blot tilbeder, blevet beskrevet med fremragende ord i hadithen: En lærd i religionen er overlegen, selv om han måske ikke udfører lige så mange frivillige tilbedelseshandlinger. Dette beviser, at frivillig tilegnelse af viden har en langt højere status end alle andre frivillige tilbedelseshandlinger. Tre hadither er tilstrækkelige om dette emne. Profeten (fred være med ham) sagde:

1. فَضْلُ الْعَالِمِ عَلَى الْعَابِدِ كَفَضْلِى عَلَى أَدْنَاكُمْ

Den lærdes overlegenhed over tilbederen er som min overlegenhed over den ringeste blandt jer (Tirmidhi, hadith nr. 2685; Mishkat, hadith nr. 213; hadithens overleveringskæde er hasan).

2. Den lærdes overlegenhed over tilbederen er som fuldmånens overlegenhed over alle stjernerne.

3. En faqih, det vil sige en person med viden om islamisk lov, er stærkere over for Satan end tusind tilbedere.

Det er på grund af denne status, som åbenbaringens viden har, at enhver uddannet muslim bør benytte enhver mulighed for at tilegne sig viden om islam. Hvis man altid har islamisk litteratur med sig, kan man tilegne sig viden fra den, så snart man får mulighed for det. Og muligheder opstår der jo.

1. Når man skal mødes med nogen og af en eller anden grund må vente et stykke tid, får man tid til rådighed. Denne tid kan også tilbringes med dhikr eller salawat, men værdien af at tilegne sig viden er langt større.

2. På vandveje, landeveje og i fly går megen tid til spilde. Hvis man har islamiske bøger med sig, kan tiden bruges på det bedste.

3. Når man sidder fast i trafikken i byen, går lang tid til spilde. Hvis man har islamisk litteratur med sig, kan tiden bruges på det bedste.

4. Hvis man har en islamisk bog ved siden af sengen, kan man tilegne sig noget viden, inden man falder i søvn.

5. Hvis man har en bog med sig, kan man også forhindre, at den tid, man står i kø et sted, går til spilde.

Har andre verdslige kundskaber nogen sharīʿa-mæssig status?

Landbrugsvidenskab, lægevidenskab, ingeniørvidenskab og andre sådanne kundskaber er ganske vist ikke åbenbaringens viden, men har de nogen status set fra et islamisk perspektiv? Man må naturligvis anerkende nødvendigheden af disse kundskaber, men er det blot et verdsligt anliggende at tilegne sig dem? Har de nogen sharīʿa-mæssig status?

Fra en hadith kan vi få det korrekte svar på dette spørgsmål.

»Efter alle andre farḍ er det også en farḍ at søge halal-indkomst.«

Denne hadith viser, at det er en farḍ at bestræbe sig på at tjene på halal-vis. Derfor må man nødvendigvis vælge et eller andet erhverv med henblik på at tjene penge. Uanset hvilket erhverv man vælger, må man tilegne sig den specifikke viden, der kræves til det. Hvis man vælger lægegerningen, må man lære lægevidenskab. De, der skaffer sig deres indkomst ved at behandle patienter og tage betaling fra dem, vil ikke have en halal-indkomst, hvis de ikke behersker lægevidenskaben ordentligt og bedrager patienterne ved at udskrive recepter også på områder, hvor de ikke er specialister. Derfor må de tilegne sig denne viden på behørig vis, netop for at deres indkomst kan være halal. Kan den indkomst, som kvaksalvere tjener uden at have lært lægevidenskab, være halal?

Når det således er fastslået, at det er en farḍ at bestræbe sig på at tjene halal, og at det er nødvendigt at tilegne sig den faglige viden ordentligt for at gøre sin indkomst halal, følger det, at det ganske vist ikke er en direkte farḍ at tilegne sig al verdslig viden, men at den indirekte har status som farḍ. Den, der har valgt lærergerningen som erhverv, må for at gøre sin indkomst halal ud over at tilegne sig tilstrækkelig viden om sit fag også beherske undervisningens kunst. Kan den løn, som en lærer modtager, hvis eleverne ikke er tilfredse med hans undervisning, være halal? Eleverne har stor respekt for den lærer, der underviser kompetent. Det er gennem elevernes vurderinger, at man kan vide, hvem der er en god lærer, og hvem der ikke er det. På denne måde kan vi foretage en sharīʿa-mæssig vurdering af faglig viden.

Hvilken status har viden, man lærer af interesse?

Nogle lærer forskellige former for viden af interesse ud over det, der kræves til deres erhverv. Det kan for eksempel være håndlæsning, astrologi, skulptur- og billedkunst, magi, havearbejde osv. Man kan lære enhver form for viden, der er til gavn for menneskesamfundet; faglig viden må man jo lære for at tjene til livets ophold. Er der noget i sharīʿa, der forbyder, at man af interesse lærer en anden form for viden?

Det principielle svar på dette spørgsmål er, at det heller ikke er tilladt at tilegne sig den faglige viden, der hører til et erhverv, som det ikke er halal at udøve. Det er ikke tilladt at lære håndlæsning og gøre det til sit erhverv. Det gavner ikke mennesker på nogen måde; tværtimod er det blot bedrag at udtale sig om en persons skæbne eller levetid ud fra håndlinjerne. Det er ikke noget sikkert. Der er ingen grund til, at sådanne udtalelser skulle gavne nogen.

I hadith findes der meget strenge udtalelser imod at tegne billeder af levende væsener. Der er ingen indvendinger fra sharīʿas side mod at tegne naturscener, lave kalligrafi osv. Derfor er der heller ikke noget galt i at gøre dette til sit erhverv.

På dette område er der rig mulighed for forskellige meninger. Menneskers smag er forskelligartet. Derfor er der ingen fordel ved at diskutere disse ting. En tryllekunstners kunst eller fingerfærdighed giver mennesker ren fornøjelse. Den bør ikke indeholde noget uanstændigt. Man kan se det som underholdning. Men der er ingen indvendinger mod at gøre dette til sit erhverv. Derfor er der heller ikke noget galt i at gøre det til sit erhverv.

Den troende betragter succes i det hinsidige som livets vigtigste mål. Derfor må han vælge sit erhverv med omhu. Han må også træffe en velovervejet beslutning om sine interesser og den viden, han ønsker at tilegne sig.

Gode gerninger

Den arabiske ordbetydning af ordet ‘amal’ er på bengali handling eller gerning. En handling begynder med en tanke. Når et menneske ønsker at udføre en handling, kan man forstå, at det tænker over at udføre den. En handling begynder dog ikke straks med tanken. Når mennesket bevidst bestræber sig på at udføre handlingen, kan man sige, at den er begyndt. Det vil sige, at en handling begynder gennem foreningen af intention og bestræbelse. At have en intention kaldes niyyah på arabisk. Det betyder, at en handling ikke begynder blot ved at beslutte sig for at udføre den. Når man bestræber sig i overensstemmelse med sin vilje, intention eller beslutning, kan man forstå, at handlingen er begyndt.

Hvad betyder ‘god’?

Ordet ‘nek’ kommer fra persisk. I denne del af verden havde persisk status som statssprog under det muslimske styre, der varede i seks århundreder. Derfor er utallige persiske ord blevet almindelige i det bengalske sprog. Mange grundlæggende islamiske begreber er også blevet almindelige under persiske betegnelser i stedet for arabiske. De arabiske ord salat og sawm bruges i betegnelserne namaz og roza. Selv Allah er i dette land blevet kendt som Khuda. Khuda betyder Khud-ā, det vil sige den, der selv er kommet til eksistens. Udtrykket ‘lam yūlad’ i sura al-Ikhlas betyder netop Khuda, det vil sige, at ingen har skabt Ham. Han eksisterer af sig selv.

Det koraniske ord er ‘salih’. Dette ord har en bred betydning, såsom god, retskaffen, kvalificeret, egnet, passende, en god gerning og fortjenstfuldhed. I mange koranvers gives det gode budskab om Paradiset med ordene: ++ De, der tror og gør salih-gerninger, bliver Paradisets beboere. Det er ikke nok blot at tro; den, der ønsker at komme i Paradiset, må også gøre gode gerninger. Hvis man mangler gode gerninger, må man først komme i Helvede, selv om man har troen. Når straffen er udstået, vil den troende naturligvis på et tidspunkt kunne komme i Paradiset. Men uden salih-gerninger kan ingen komme i Paradiset først alene på grund af sin tro.

I mange koranvers og utallige hadither findes udtrykket ++. Det oversættes som at påbyde gode gerninger og forbyde onde gerninger. Her er ordet for ‘god’ på arabisk ma’ruf, mens ordet munkar bruges for ‘ond’. Dette er meget betydningsfuldt; de to ords ordbogsmæssige betydninger er indbyrdes forskellige.

Betydningen af ordet ++ er ‘kendt’. Alligevel bruges dette ord om gode gerninger. Og betydningen af ordet ++ er det, der afvises, fornægtes eller bør forkastes. Alligevel bruges dette ord om onde gerninger. Derfor må man forstå betydningen af dette.

Allah Ta’ala har skænket alle mennesker en moralsk bevidsthed. Derfor forstår mennesket, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Denne bevidsthed kalder vi samvittigheden. Mennesket begår ganske vist onde handlinger under nafsens tilskyndelse og Shaytans påvirkning, men dets samvittighed ved, at handlingen er ond. Der findes ingen forbryder, som begår en forbrydelse uden at forstå, at det er en forbrydelse. Ingen har magt til at henrette samvittigheden.

Alt, hvad der er kendt for denne samvittighed, er den bekendt med. Den ved udmærket, hvad der er godt. Derfor er ordet ma’ruf blevet brugt i Koranen for at betegne gode handlinger. Hvor vidunderligt har Allah Ta’ala ikke valgt dette ord! Allah vil sige: »O menneske! Du ved naturligvis, at alt det, jeg har befalet dig at gøre, er godt. Hvis du accepterer at være nafsens slave, er det en anden sag. Ellers er det ikke ukendt for dig, at Mine befalinger er til gavn for dig.«

Det, der er ondt, er forkasteligt for menneskets samvittighed. Menneskets sans for menneskelighed anerkender ikke noget ondt som godt. Derfor har Allah Ta’ala brugt ordet munkar om onde handlinger. Allah vil sige: Det, som din samvittighed ikke anerkender som godt, er ondt, og jeg har forbudt dig at gøre onde handlinger. Mit forbud er i overensstemmelse med din samvittighed.

Nafsens, ruhs og qalbs funktioner eller virkemåde

Nafs betyder kroppens samlede krav. Når den er sulten, vil den spise; når den føler varme, vil den have noget køligt; når den ser noget smukt, vil den se på det; og når den får noget, den kan nyde, vil den nyde det. Det, som kroppen ønsker, kan være moralsk forkert, fordi kroppen ikke har nogen moralsk bevidsthed. Når et menneske derfor beslutter sig for at gøre noget, og handlingen er moralsk forkastelig, gør ruh indsigelse. Så opstår der en kamp mellem nafs og ruh. Alle mennesker har haft denne bitre erfaring. I romanen Rohini gav Bankim Chandra de to sider i denne kamp smukke navne: sumati og kumati. Sumati siger: »Det er ikke rigtigt at gøre.« Kumati siger: »Kan man opgive sådan en fornøjelse?« Den af de to, ruh og nafs, som vinder kampen, afgør, hvilken handling der udføres. Denne udførende kraft er qalb. Ordet qalb betyder foranderlig. På ét tidspunkt adlyder den ruh, og på et andet tidspunkt nafs. Den kan ikke forblive i én tilstand, og derfor kaldes den qalb.

Et enkelt eksempel kan gøre dette tydeligt. Den regering, der findes i en stat, har tre afdelinger: den lovgivende, den dømmende og den udøvende afdeling. Den lovgivende afdeling beslutter, at dette skal gøres, og hint skal gøres. Det er nafsens funktion. Hvis den dømmende afdeling finder, at denne lov strider mod forfatningens principper, gør den indsigelse. Det er ruhs funktion. Efter at konflikten om denne uenighed har stået på et stykke tid, accepterer regeringen enten den dømmende afdelings synspunkt, eller også trækker den dømmende afdeling sin indsigelse tilbage. Den side, hvis synspunkt består, gennemfører den udøvende afdeling. Det er qalbs funktion.

Mennesket har ingen ikhtiyār til at fuldføre en handling

Allah Ta’ala har givet mennesket evnen og ansvaret til at ville og bestræbe sig på at udføre en handling. Han har ikke givet det nogen ikhtiyār til at fuldføre eller afslutte handlingen. Hvad enten handlingen er god eller ond, ligger ikhtiyāren til at fuldføre den helt i Allahs hånd. En handling bliver ikke fuldført blot fordi mennesket ønsker det; og hvis Allah ikke vil det, bliver handlingen ikke fuldført, uanset hvor meget der bestræbes.

Eftersom mennesket ikke selv har magten til at fuldføre en handling, er det ikke en betingelse, at handlingen bliver fuldført, for at en god handling kan belønnes og en ond handling straffes. Hvis nogen har til hensigt at udføre en god handling og gør en indsats, kan han belønnes, selv hvis handlingen ikke bliver fuldført, som om han havde fuldført den. For han har gjort det, der stod i hans magt. Hvorfor skulle hans belønning tilbageholdes for noget, der lå uden for hans evne?

Lad os tage en person, som besluttede at tage på hajj og begav sig af sted. Han opfyldte sit ansvar med hensyn til hensigt og bestræbelse, men døde undervejs. Han vil blive regnet for at have fuldført hajj. For hvis han på Opstandelsens Mark bliver spurgt: »Hvorfor udførte du ikke hajj?«, vil han svare: »Jeg var jo begivet mig af sted med det formål at udføre hajj. Hvorfor lod du mig dø?« Derfor vil Allah ikke anklage ham, men give ham belønningen for at udføre hajj.

Lad os tage et eksempel på en ond handling: En person besluttede at dræbe en anden og løftede en spade over hovedet for at slå ham. To personer kom løbende, greb fat i spaden og forhindrede ham i det. I retssagen blev det bevist, at han forsætligt havde forsøgt at begå mord. Ifølge loven – i vores lands lovgivning – havde han ikke engang kradset den person, han ville dræbe. Hvorfor skulle han så straffes? Det blev bevist, at straffen var mindst tre års fængsel. Den person, som gerningsmanden ville dræbe, var ikke engang blevet rørt; der var hverken blevet gjort skade på ham eller gennemført et drab. Hvorfor så straffen? Det blev bevist, at straffen ikke afhænger af, om handlingen faktisk bliver udført. Når hensigten og forsøget er fuldført, regnes handlingen for at være fuldført.

Lad mig give endnu et eksempel: En person skød mod et træ for at jage en fugl. Der befandt sig en person, men jægeren vidste det ikke. Kuglen ramte personen, og han døde. Mordhandlingen blev ganske vist fuldført, men ejeren af geværet havde hverken haft til hensigt at dræbe ham eller forsøgt at gøre det. Hvis dette blev bevist i retten, ville han derfor ikke blive straffet. Alligevel var mordhandlingen faktisk blevet begået.

Ligesom i denne verden er belønning og straf i det hinsidige ligeledes et resultat af hensigt og bestræbelse, ikke en gengældelse for selve handlingen.

Når man forstår dette, er taqdir ikke længere et mysterium. Det, som et menneske har til hensigt at gøre og bestræber sig på at gøre, vil blive fuldført, hvis Allah har fastlagt det i dets taqdir. Og selv hvis fuldførelsen af en god handling ikke er fastlagt i taqdir, vil han helt sikkert få belønningen for den. På samme måde vil han blive straffet, selv hvis hans onde handling ikke bliver fuldført. Derfor er der ingen skyld i taqdir. Gengældelsen for en handling, god eller ond, afhænger ikke af taqdir. Der er ingen uretfærdighed i Allahs ordning. Enhver vil få gengældelse efter sin hensigt og bestræbelse. Derfor vil han hverken have fordel eller ulempe af, hvad der står i taqdir. Der er ingen grund til at bekymre sig om taqdir. Men det er nødvendigt at tro på taqdir. Denne tro betyder, at det, Allah har bestemt, vil ske. Taqdir kan ikke ændres af nogens bestræbelser.

Man får ingen belønning uden en oprigtig niyyah

Allahs Sendebud erklærede: Hver handling vurderes bestemt ud fra hensigten.

Selv hvis en handling tilsyneladende er meget god, vil Allah den Højeste vurdere den ud fra, hvilken hensigt den blev udført med. Hvis handlingen udføres med hensigten at opnå Allahs tilfredshed og succes i det hinsidige, vil Han acceptere den. Hvis nogen uden hensigt om at opnå belønning hos Allah bliver martyr på jihadens slagmark i håb om, at folk i denne verden vil kalde ham modig og tapper, vil han alligevel komme i Helvede, har Allahs Sendebud (fred være med ham) erklæret. Det er gentagne gange nævnt i hadith, at uanset hvor from en handling er, bliver man kun anset for værdig til belønning, hvis den udføres med iman og ihtisab. Handlingen skal udføres med det formål at opfylde troens krav og med hensigten at opnå thawab som belønning for den.

Mennesker udfører som regel almennyttige handlinger med det formål at opnå et godt navn. I islamisk terminologi kaldes dette riya eller en handling udført for at vise sig frem. Man giver velgørenhed i håb om, at folk vil respektere én som gavmild eller gøre én til leder. Den hensigt, man havde med handlingen, opnår man allerede i denne verden. Hvilken belønning vil man så få i det hinsidige? Det var jo ikke det, man gjorde det for. Derfor er spørgsmålet om hensigten yderst vigtigt.

Har det nogen betydning blot at have en hensigt, hvis man ikke gør noget for at føre den ud i livet?

En person besluttede sig for at udføre en god eller ond handling, men fik ikke mulighed for at forsøge at udføre handlingen i overensstemmelse med sin hensigt. Har en sådan hensigt nogen betydning?

Allah er særdeles barmhjertig over for sine tjenere. Det fremgår af Sahih al-Bukhari, at hvis nogen har til hensigt at udføre en god handling, men ikke får mulighed for at omsætte den til handling, vil vedkommende alligevel få tildelt en fuld thawab. Og hvis nogen efter at have ønsket at udføre en ond handling ikke omsætter den til handling, vil vedkommende som belønning for at afholde sig fra den onde handling få en fuld thawab for én handling.

Fortsætter handlingerne også efter døden?

Allahs Sendebud (saw) besvarede dette spørgsmål med yderst klare ord. ++

Når nogen dør, ophører vedkommendes handlinger. Men tre ting (forbliver): 1. sadaqah jariyah (en velgørenhed, der fortsætter), 2. viden, som man kan drage nytte af, og 3. et fromt barn, der fortsætter med at bede for sine forældre.

Denne hadith er meget betydningsfuld. Hvis virkningen af en handling, som et menneske udfører, fortsætter, vil han blive regnet for at udføre handlingen, så længe dens virkning varer. For eksempel:

1. Hvis nogen bygger en vej til gavn for befolkningen med håb om belønning, vil belønningen blive ved med at blive tilskrevet hans gerningers bog, så længe vejen består.

2. Hvis nogen opdrager sit barn til at blive en retfærdig tjener for Allah, vil belønningen for alle de gode gerninger, som barnet udfører gennem hele sit liv, i samme omfang blive tilskrevet hans gerningers bog. Hvis hans barn på samme måde opdrager sit eget barn, vil belønningen for dette også blive tilskrevet deres gerningers bøger.

3. Hvis nogen for at opnå belønning lærer mennesker en viden, der er gavnlig for dem, vil belønningen blive ved med at blive tilskrevet hans gerningers bog, så længe denne gavn fortsætter.

Også ved onde handlinger vil synden fortsætte. For eksempel:

1. Hvis nogen begår røveri og lærer en anden at røve, vil også hans lærlinges synder efter hans død blive tilskrevet lærerens gerningers bog.

2. Hvis nogen hjælper eller opmuntrer en anden til at udføre en ond handling, vil synden for denne onde handling blive medtaget i hans gerningers bog, selv om han ikke selv udfører den onde handling.

3. Hvis nogen indfører en dårlig skik eller en handling, der strider mod moralen, i samfundet, vil synden for den blive ved med at blive tilskrevet hans gerningers bog, selv efter hans død, så længe den fortsat praktiseres i samfundet.

Heraf forstår man, at en persons regnskab over hans gerninger ikke lukkes straks ved hans død. Følgerne af nogle gode og dårlige gerninger kan fortsætte helt frem til Dommedag. Derfor ophører nedskrivningen af gerningernes regnskab først, når verden går under.

Det står i hadith, at når mennesket får sit regnskab over gerningerne i hånden, vil det, når det ser det lange regnskab over sine handlinger, råbe: »O Allah, jeg har jo ikke gjort alt dette. Hvordan er alt dette kommet med i mit regnskab?« Det vil ikke kun være de dårlige mennesker, der siger dette; også de fromme vil sige det. Begge slags mennesker vil få det samme svar: Det er rigtigt, at du ikke selv har gjort alt dette, men du har undervist andre og opmuntret andre; de har lært eller er blevet tilskyndet ved at se på dig. Derfor er andres gerninger også blevet medregnet i dit regnskab. I sura al-Infitar, vers 5, siges der:++++

Efter Dommedag vil hvert menneske vide, hvad det tidligere har sendt i forvejen, og hvad det senere har gjort. Her betyder »tidligere gjort«, det som blev gjort i levetiden, mens »senere gjort« betyder det, som regnes for at være blevet gjort efter døden.

Derfor må man i denne verden handle med den største forsigtighed og hele tiden have regnskabet i det hinsidige for øje.

En fejlagtig opfattelse af amal

Amal betyder gerning. Men det kaldes almindeligvis også amal at fremsige en dua for at opnå noget. En person spurgte Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham) i Khulna: »Huzur, jeg har ingen indtægtskilde. Jeg er arbejdsløs. En huzur har sagt, at jeg skal fremsige denne dua 125.000 gange. Det skulle angiveligt være en amal for at opnå rizq.«

Maulana sagde til ham: »Hvis du blot sidder og fremsiger denne dua, bliver det ikke en amal for at opnå rizq. Du skal fortsætte med at søge indkomst og samtidig blive ved med at fremsige denne dua. Du behøver ikke tælle, om du har fremsagt den 125.000 gange. Bliv ved med at fremsige den, indtil du har fundet en indtægtskilde, og bliv samtidig ved med at lede efter en vej til indkomst.«

Da manden var gået, bemærkede Maulana: »Hvordan skal en nation, der anser det for amal ikke at udføre amal, kunne gøre fremskridt?«

Det fortælles i hadith, at når nogen dør, følger tre ting hans lig til graven: 1. slægtninge 2. noget af hans rigdom 3. hans gerninger. Efter begravelsen vender to af tingene tilbage, og kun én ting følger ham. Denne ting er hans gerninger.

— Afslutning —