Tag imod min bøn

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn

De vil få skænket en ren, forseglet drik

Dens segl er moskus, og om dette bør de kappes, som vil kappes

Lad derfor de kappende kappes om dette

Den dag vil de få den reneste drik at drikke fra en forseglet flaske, hvis åbning er blevet lukket med moskusduft, da den blev fyldt. Dette er i sandhed den eftertragtede belønning, som enhver deltager bør stræbe efter at vinde i konkurrencen. (Sura al-Mutaffifin, vers 25-26)

Ar-Rahīq al-Makhtūm – den kostbare, forseglede drik, som Allah den Almægtige den dag vil dække det festlige bord med på Sin mægtige trone for den, der er hele skabningens øjesten: Hazrat Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham.

O Profet, jeg ved ikke, om Allah overhovedet har medtaget mit navn på listen over de ærede deltagere i konkurrencen om at opnå denne sjældne skat her i verden. Derfor er håbet om at få en plads hos dig ved det dækkede festbord den dag i sandhed et forgæves håb for mig.

O Allah, tag imod denne lille indsats fra mig med at oversætte Ar-Raheeq al-Makhtum til bengali. Til gengæld beder jeg dig ikke om et paradis, heller ikke om det festligt dækkede bord i paradispaladset; bed ham blot på den dag om at give mig denne ene anerkendelse: at jeg hører til blandt din Sendebuds folk.

– Khadija Akhtar Rezaee

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn

Al lovprisning tilkommer Allah den Højeste, som er Herre over hele verdensaltet. Han er grænseløst nådig og yderst barmhjertig. Han er Herren over Dommens dag. (O Allah,) dig alene tilbeder vi, og dig alene beder vi om hjælp. Vis os den rette, lige vej: vejen for dem, som du har skænket din gunst, ikke vejen for dem, som du har forbandet, og heller ikke for dem, der er faret vild. (Sura al-Fatiha)

1

Kort baggrund

Lidt om mig selv, lidt om andre

Allah den Højeste siger

Sandelig, Allah den Højeste og alle Hans engle sender velsignelser over profeten Muhammad. O I mennesker, som tror på Allah, send også oprigtige velsignelser og fred over ham. (Sura al-Ahzab 56)

Hazrat Muhammad Mustafa, må Allahs fred og velsignelser være med ham

Forfatterens egne ord

Præsentation af værket

Marts 1976. Rabi al-awwal 1396 efter hijra.

Den første verdenskonference om muslimsk sira blev afholdt i Karachi. Rabita al-Alam al-Islami fra Mekka spillede en vigtig rolle i konferencen. Ved konferencens afsluttende møde blev der fremsat en usædvanlig appel til alle verdens forfattere. I denne appel, som blev udsendt på R Abitas vegne, blev der opfordret til at skrive en biografi om Allahs udvalgte Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, på verdens levende sprog. Det blev også meddelt, at de fem første vindere af konkurrencen ville modtage præmier. Præmierne var henholdsvis 50.000, 40.000, 30.000, 20.000 og 10.000 saudiske rial. Meddelelsen om konkurrencen blev offentliggjort i flere numre af Akhbar al-Alam al-Islami, Rabita al-Alam al-Islamis officielle organ. Jeg kendte imidlertid endnu ikke til denne meddelelse.

Det var nogen tid senere. Fra Banaras tog jeg til min landsby, Mubarakpur. Der fortalte min fætter, Mawlana Abd ar-Rahman Mubarakpuri, som var søn af Shaykh al-Hadith Mawlana Ubaydullah, mig om sagen. Han rådede mig til at deltage i konkurrencen. Jeg henviste til mine begrænsede kundskaber og erklærede, at jeg ikke var i stand til det. Men Mawlana Abd ar-Rahman lod sig ikke afvise. Han sagde ydmygt igen og igen: Det er ikke, fordi jeg mener, at De vil vinde en præmie i konkurrencen; jeg ønsker blot, at der gennem dette middel kan blive udført et godt arbejde. Trods min fætters gentagne opfordringer forblev jeg tavs. Inderst inde tænkte jeg, at jeg bestemt ikke ville deltage i konkurrencen.

Nogle dage senere blev denne nyhed også offentliggjort i det fjortendaglige organ for Jamiat Ahl-e-Hadith Hind. Så snart nyheden var blevet offentliggjort, begyndte en stor del af de studerende på alle niveauer ved Jamia Salafia at anmode mig om at deltage i konkurrencen. Inderst inde tænkte jeg, at ekkoet fra så mange stemmer sandsynligvis var et udtryk for Allah den Almægtiges vilje. Alligevel holdt jeg mig næsten urokkeligt fast ved min beslutning om ikke at deltage i konkurrencen. Efter nogen tid aftog presset fra opfordringerne og rådene. Nogle få studerende fortsatte dog stadig med at presse på. Nogle begyndte også at give forskellige faglige råd. På grund af flere af mine kære studenters ydmyge bønner og vedvarende opfordringer blev mine ører efterhånden helt trætte.

Jeg begyndte arbejdet, men i et meget langsomt tempo. På det indledende stadie af arbejdet kom ramadanferien. Samtidig var det blevet meddelt i Rabitas bekendtgørelse, at den første dag i den følgende muharram ville være den sidste frist for indlevering af manuskriptet. Fem og en halv måned var gået. Jeg havde kun tre en halv måned tilbage. Manuskriptet skulle færdiggøres og sendes med posten inden for dette tidsrum, for at det kunne nå frem rettidigt. Imens lå alt arbejdet stadig foran mig. Jeg havde ingen tro på, at det på så kort tid ville være muligt at færdiggøre manuskriptet, gennemgå det igen og få det kopieret. Men de, der pressede på, sagde, at jeg skulle fortsætte arbejdet uden nogen form for tøven eller tvivl. Om nødvendigt skulle jeg tage fri. Jeg betragtede ferien som en gylden mulighed. Hele ferien gik som en drøm. Da de, der havde bedt mig om arbejdet, kom tilbage, så de, at to tredjedele af manuskriptet var færdigt. Da der ikke var tid til en revision, sendte jeg det direkte til kopiering. De hjalp med at skaffe materialet til den resterende del. Da Jamiaen åbnede igen, begyndte travlheden. Derfor var det ikke muligt at fortsætte skrivearbejdet lige så hurtigt som i ferien. Under eid al-adha skrev jeg dag og nat, og tolv-tretten dage før muharram-måneden begyndte, sendte jeg manuskriptet som rekommanderet post.

Det var nogle måneder senere. Fra Rabitas side blev modtagelsen af manuskriptet bekræftet i et rekommanderet brev, og det blev meddelt, at mit manuskript var blevet optaget i konkurrencen, fordi det opfyldte deres betingelser. Jeg åndede lettet op.

Dagene gik. I mellemtiden var halvandet år gået. Der kom intet svar fra Rabita. Jeg sendte to breve og spurgte, hvad der skete. Men jeg fik ikke noget svar. Derefter fordybede jeg mig i mit eget arbejde. Jeg havde næsten glemt, at jeg havde deltaget i en konkurrence om profeten Muhammeds liv. Den første asiatiske islamiske konference blev afholdt i Karachi den 6., 7. og 8. juli 1978, det vil sige i måneden sha’ban 1398 efter hijra. Jeg læste opmærksomt forskellige nyheder om den. En dag ventede jeg på toget på Vaduhi station. Toget var lidt forsinket. Jeg købte dagens avis og begyndte at læse den. Et lille nyhedsnotits fangede mit blik. På en session under den islamiske konference, der blev afholdt i Karachi, var navnene på de fem vindere blandt deltagerne i konkurrencen om profeten Muhammeds liv blevet offentliggjort. Blandt dem var der en indisk deltager. Da jeg læste nyheden, blev jeg indvendigt ophidset. Selv efter at jeg var kommet til Benares og havde forsøgt at få mere detaljerede oplysninger, lykkedes det mig ikke.

Om morgenen den 10. juli 1978 sov jeg. Jeg havde været optaget af forskellige gøremål indtil langt ud på natten, blandt andet med at fastlægge emnerne for en debatkonkurrence på Jamiaen. Efter fajr-bønnen var jeg gået tilbage i seng. Pludselig trængte en gruppe studerende larmende ind. Glæden strålede fra deres ansigter. De lykønskede mig. Hvad var der sket? Havde modparten nægtet at deltage i debatten? Nej, det var ikke det. Hvad så? De har vundet førstepladsen i konkurrencen om profeten Muhammeds liv.

Åh Allah, dig være tak! Hvor har I fået nyheden fra? Jeg satte mig nu op fra min liggende stilling.

Maulana Uzair Shams har bragt denne nyhed. Lidt senere fortalte Maulana Shams, som var kommet fra konferencen, mig selv de detaljerede nyheder.

Den 29. juli 1978, den 22. sha’ban 1398 efter hijra, modtog jeg et rekommanderet brev fra Rabita. Sammen med meddelelsen om, at jeg havde vundet, blev jeg inviteret til formelt at modtage prisen ved Rabitas arrangement i Mekka i muharram 1399 efter hijra. Senere blev dette arrangement imidlertid afholdt i rabi al-thani i stedet for muharram.

I anledning af min deltagelse i arrangementet fik jeg for første gang den lykkelige mulighed for at besøge Haramayn al-Sharifayn, den elskede Profets land. Jeg ankom til Mekka den 10. rabi al-thani. Derefter deltog jeg i arrangementet. Efter de nødvendige formaliteter begyndte arrangementet omkring klokken ti om morgenen med koranrecitation. Saudi-Arabiens øverste dommer, sheikh Abdullah ibn Humaid, var arrangementets formand. Mekkas viceguvernør, amir Saud ibn Abdul Muhsin, barnebarn af kong Abdul Aziz ibn Saud, ankom som æresgæst for at overrække priserne. Senere holdt han også nogle taler. Derefter talte Rabita al-Alam al-Islamis vicegeneralsekretær, sheikh Ali al-Mukhtar. Han forklarede arrangementets formål forholdsvis detaljeret. Han omtalte, hvordan vinderne var blevet udvalgt. Han oplyste, at der efter Rabitas bekendtgørelse var indleveret 1.182 manuskripter. Ved den indledende vurdering udvalgte bedømmelseskomitéen 183 manuskripter til konkurrencen. Ansvaret for den endelige udvælgelse blev overdraget til en særligt udvalgt komité. Komitéens formand var undervisningsminister sheikh Hasan ibn Abdullah Al al-Sheikh. Medlemmerne var lærere ved afdelingen for sharia på Jeddah Universitet og specialister i profeten Muhammeds liv og islams historie. Deres navne var som følger: dr. Ibrahim Ali Sawt, dr. Abdur Rahman Fahmi Muhammad, dr. Muhammad Said Siddiqi, dr. Fikri Ahmad Okaz, dr. Ahmad Sayyid Daraj, dr. Fayiq Bakr Sawwaf, dr. Shakir Mahmud Abdul Mun’im og dr. Abdul Fattah Mansur.

Efter en trinvis udvælgelse erklærede eksperterne i denne komité fem personer berettigede til at modtage priser for disse fem manuskripter: 1. Ar-Raheeq al-Makhtum (arabisk), Safiur Rahman Mubarakpuri, Jamia Salafia, Benaras, Indien – førstepladsen; 2. Khatamun Nabiyyin (engelsk), dr. Majed Ali Khan, Jamia Millia Islamia, Delhi, Indien – andenpladsen; 3. Paygambar-e Azam wa Akher (urdu), dr. Nasir Ahmad Nasir, vicekansler for Jamia Islamia, Bahawalpur, Pakistan – tredjepladsen; 4. Muntakhabun Nuqul fi Sirati A’zamir Rasul (arabisk), sheikh Hamed Mahmud ibn Mohammad Mansur Lemud, Giza, Egypten – fjerdepladsen; 5. Siratun Nabi’il Hadi’ir Rahmat (arabisk), ustad Abdus Salam Hashem Hafiz, Medina al-Munawwara, Saudi-Arabien – femtepladsen.

Efter denne redegørelse afsluttede vicegeneralsekretær sheikh Ali al-Mokhtar sin tale med at takke deltagerne i konkurrencen.

Derefter blev jeg bedt om at udtrykke min reaktion. I min tale rådede jeg Rabitaen til at tage visse strategier og handlingsplaner i brug for at udbrede islam i Indien. Jeg belyste også, hvilke resultater dette senere ville føre til. På Rabitaens vegne blev der lovet, at rådene ville blive taget til efterretning. Derefter overrakte emir Saud ibn Abd al-Mohsen på skift præmiepengene og certifikaterne til de fem personer. Efter prisoverrækkelsen blev arrangementet afsluttet med koranrecitation.

Den 17. Rabi al-Thani rejste jeg til Medina. Undervejs besøgte jeg slagmarken ved Badr. Jeg foretog ziyara ved Rasulullahs, sallallahu alayhi wa sallam, velsignede grav. Nogle dage senere tog jeg en morgen til Khaybar. Jeg så de historiske fæstninger både indefra og udefra. Jeg gik omkring forskellige steder og vendte om eftermiddagen tilbage til Medina. Efter at have tilbragt to uger i Medina vendte jeg igen tilbage til Mekka. Jeg udførte tawaf og sa’i. Jeg tilbragte en uge i Mekka. I Mekka og Medina udvekslede jeg fortroligt tanker med fremtrædende lærde fra alle samfundslag, både kendte og ukendte. Efter at have tilbragt en måned i drømmenes land, Saudi-Arabien, vendte jeg igen tilbage til mit hjemland Indien.

Efter min hjemkomst fra Saudi-Arabien bad mange urdutalende mennesker i Indien og Pakistan mig om at oversætte bogen til urdu. Der var allerede gået nogle dage. Jeg var blevet optaget af forskellige opgaver og kunne på ingen måde finde tid. På grund af de vedvarende opfordringer fra mange af dem, der havde bedt mig om det, begyndte jeg på et tidspunkt oversættelsen midt i mit travle arbejde. Med tiden, ved Allahs nåde, blev oversættelsen færdig.

Afslutningsvis finder jeg det nødvendigt at udtrykke min taknemmelighed over for de fromme lærde og venner, som opmuntrede og hjalp mig med at skrive denne bog. Jeg mindes især den oprigtige hjælp fra min respekterede ustad, maulana Abdur Rahman Rahmani, sheikh Wazair sahib og Hafiz Mohammad Ilyas. Deres råd og opmuntring hjalp mig med at færdiggøre manuskriptet til tiden. Må Allah, Rabb al-Alamin, give dem alle den bedste belønning. Må Allah den Almægtige antage denne bog og skænke alle, der har medvirket til den, frelse i både dette liv og det hinsidige.

Safiur Rahman Mubarakpuri

Den 18. Ramadan al-Mubarak

1404 hijri

Til den nye udgave

Rābitat al-ʿĀlam al-Islāmīs

generalsekretærens forord

Profetens sunnah er et levende forbillede. Dens appel vil bestå indtil Dommedag. Beskrivelsen af dette forbillede og forfattelsen af værker om det begyndte allerede på tidspunktet for Allahs Sendebuds fremkomst og vil fortsætte indtil Dommedag. Den elskede Profets forbillede er for muslimer et praktisk eksempel og et handlingsprogram fyldt med begivenheder. Det er naturligt, at muslimernes ord og handlinger reguleres og ledes i overensstemmelse med det. Menneskets forhold til Allah, alle verdens herrers Herre, samt dets forhold til slægtninge, familie, brødre og venner bør være i overensstemmelse med Allahs Sendebuds forbillede.

Den Almægtige Allah, den Ophøjede, siger: Sandelig, i Allahs Sendebud har I det bedste forbillede, for enhver, der håber på Allahs nåde og den yderste dag og ihukommer Allah meget.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) blev spurgt: Hvordan var Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, af karakter? Hun svarede: Den hellige Koran var hans karakter.

Den, der derfor ønsker at vandre på Allahs vej i alle denne verdens og den hinsidige verdens anliggender og at blive frigjort fra denne verden, har ingen anden vej end at følge Allahs Sendebud. Et sådant menneske må følge Allahs Sendebuds sīrah med grundig eftertanke og forståelse samt urokkelig tro. Han må forstå, at dette er Forsørgerens lige vej. Allahs Sendebud, vores leder og vores vejviser, har efterladt et forbillede til efterfølgelse på alle livets områder. I hans forbillede findes vejledningens lys for ledere, arbejdere, herskere og undersåtter, vejledere og mujahider. Den elskede Profets forbillede er det bedste forbillede for menneskers politik, statsstyre, økonomi, samfundsforhold, indbyrdes relationer, nationale og internationale relationer – ja, på ethvert område.

Muslimerne har fjernet sig fra den vej, som Allahs Sendebud fulgte, og er sunket ned i uvidenhedens og forfaldets bundløse dyb. Tiden er kommet, hvor de må vågne op. Sīrat an-Nabī skal placeres øverst i læseplanerne på uddannelsesinstitutionerne og i drøftelser ved forskellige forsamlinger og arrangementer. Det må forstås, at dette ikke blot er næring for tanken, men selve vejen tilbage til Allah den Ophøjede. I dette ideal findes kilden til menneskets forbedring og velstand. For Allahs Sendebuds karakter og handlinger er den levende fremstilling af Allah den Ophøjedes bog, den ædle Koran. Ved at følge dette ideal kan den troende tjener blive en følger af Allah, Herren over alle verdener, og Hans sharīʿa.

Denne bog, med titlen Ar-Raheeq al-Makhtum, er et fremragende resultat af Allama Sheikh Safiur Rahmans arbejde. I 1396 AH deltog han i Den Islamiske Verdensligas konkurrence om at skrive en sīra om Profeten, og denne bog opnåede den fornemme førsteplads. En detaljeret redegørelse herfor findes i den skriftlige indledning af Sheikh Muhammad Ali al-Harakān, Den Islamiske Verdensligas tidligere generalsekretær.

Denne bog opnåede en enestående popularitet og blev højt rost. Den første udgave på 10.000 eksemplarer blev hurtigt udsolgt. Forlæggeren Hasan Hamubi, må Allah beskytte ham, udgav også 10.000 eksemplarer i den anden udgave.

Ved udgivelsen af den tredje udgave bad forlæggeren mig om at skrive nogle ord. Derfor skriver jeg her nogle få ord. Må Allah den Ophøjede gøre dette skrift til et middel til at opnå Hans barmhjertighed. Må Han gennem denne bog udfri muslimerne fra alle deres ulykker. Må Muhammads umma igen opnå den høje ære at lede verden. Må denne kundgørelse fra Allah den Ophøjede blive virkeliggjort: I er det bedste folk, der er blevet frembragt for menneskehedens vel. I påbyder det gode, forbyder det onde og tror frem for alt på Allah den Ophøjede.

Velsignelser og fred være over Allahs elskede Sendebud.

Dr. Abdullah Omar Nasif

Generalsekretær

Den Islamiske Verdensliga

Mekka al-Mukarrama

tidligere generalsekretær

har udtrykt sin mening-

Allah, verdensaltets Herre, har skænket Sin elskede Sendebud forbønnens rang og en ophøjet status. Han har påbudt os at elske ham. Han har fortalt os, at vores kærlighed til Allah skal bevises gennem lydighed mod ham.

Allah, verdensaltets Herre, siger: »O profet, sig: Hvis I elsker Allah, så adlyd mig; Allah vil elske jer og tilgive jer jeres synder.«

Beviset på kærlighed til Allah er kærlighed til Hans Sendebud. Derfor føler man en tiltrækning i sit hjerte til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og behovet for at opbygge et nært forhold til ham opstår. Lige siden islams fremkomst har muslimer lovprist Allahs Sendebud og med stor iver og nærmest konkurrerende entusiasme arbejdet for at udbrede og formidle hans hellige sīrah. Det, Allahs elskede Sendebud skrev, gjorde og var af karakter, udgør hans sīrah. Hadhrat Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde, at den hellige Koran var hans karakter. Koranen Karim er Allahs bog og helheden af Allahs ord. Derfor er den store personlighed, som er et spejlbillede af Koranen, naturligvis den bedste og mest fuldkomne af alle mennesker. Han er den, der i højeste grad fortjener hele skabningens kærlighed.

Muslimer har altid vist deres kærlighed til Allahs Sendebud. Som en del af dette bevis blev den første sīrah-konference afholdt i Pakistan i 1396 efter hijrah. På denne konference bekendtgjorde Rabitat al-Alam al-Islami, at der under bestemte betingelser ville blive uddelt fem priser for forfatning af bøger om profetens sīrah. Som præmie ville 150.000 saudiarabiske rial i kontanter blive fordelt blandt vinderne.

Betingelserne er:

For det første skal Sīratun-Nabī være omfattende. De historiske begivenheder skal ordnes kronologisk efter det tidspunkt, hvor de fandt sted.

For det andet skal værket være af høj kvalitet og må ikke tidligere være blevet offentliggjort.

For det tredje skal der i værket gives nøjagtige oplysninger om de benyttede hjælpekilder.

For det fjerde skal forfatterens livshistorie nedskrives, og der skal redegøres for hans uddannelsesmæssige baggrund; eventuelle litterære værker skal også nævnes.

For det femte skal teksten være ren og tydelig. Det vil være bedst, hvis den er maskinskrevet.

For det sjette kan værket skrives på arabisk og andre levende og moderne sprog.

For det syvende modtages manuskripter fra den første dag i Rabīʿ ath-Thānī 1396 efter hijra, og den sidste frist for aflevering af manuskripter er den første dag i Muharram 1397 efter hijra.

For det ottende skal manuskriptet sendes i en forseglet kuvert til sekretariatet for Rābiṭat al-ʿĀlam al-Islāmī i Mekka. Rābiṭa vil påføre manuskriptet et løbenummer.

Ni, en højt kvalificeret ekspertkomité bestående af fremtrædende islamiske lærde vil undersøge og vurdere manuskriptet.

Som følge af denne bekendtgørelse fra Rabita al-ʿAlam al-Islami kunne man mærke en overvældende interesse blandt de kundskabshungrende og Profeten-elskende forfattere. Et stort antal forfattere deltog i konkurrencen. Rabita al-ʿAlam al-Islami ventede også på at modtage manuskripter på arabisk, engelsk, urdu og andre sprog.

Vore ærede brødre begyndte at indsende manuskripter på forskellige sprog. Manuskripter blev indleveret på arabisk, urdu, engelsk, fransk og hebraisk.

Rabita al-ʿAlam al-Islami nedsatte en komité bestående af fremtrædende islamiske lærde til at undersøge og vurdere de indsamlede manuskripter. Oplysningerne om prismodtagerne er som følger.

(1) Førsteprisen: Sheikh Safiur Rahman Mubarakpuri, Jāmiʿa Salafiyya, Indien, 50.000 saudiarabiske riyal.

(2) Andenprisen: Dr. Majed Ali Khan, Jāmiʿa Millia Islamia, New Delhi, Indien, 40.000 saudiarabiske riyal.

(3) Tredjeprisen: Dr. Nasir Ahmed Naser, Pakistan, 30.000 saudiarabiske riyal.

(4) Fjerdeprisen: Ustadh Hamed Mahmoud Mohammad Mansur Lemud, Egypten, 20.000 saudiarabiske riyal.

(5) Femteprisen: Ustad Abdus Salam Hashim Hafiz, Medina al-Munawwara, Saudi-Arabien, 10.000 saudiarabiske riyal.

Rabita al-Alam al-Islami offentliggjorde navnene på vinderne af den første asiatiske islamiske konference, som blev afholdt i Karachi i 1398 efter hijra. Nyheden blev sendt til alle aviser og nyhedsbureauer.

Rabita arrangerede denne ceremoni i Mekka om morgenen den 12. Rabi al-Thani 1399 efter hijra med henblik på overrækkelsen af priserne. Amir Saud, sekretær for Mekkas guvernør, Amir Fawaz ibn Abd al-Aziz, overrakte priserne som hans repræsentant.

Ved prisoverrækkelsen blev det bekendtgjort, at de prisbelønnede manuskripter efter tur ville blive trykt og distribueret på forskellige sprog. I overensstemmelse med denne bekendtgørelse er Shaykh Safiur Rahman Mubarakpuri’s arabiske manuskript blevet udgivet først og lagt frem for læserne. Han havde modtaget førsteprisen. De øvrige manuskripter vil også blive udgivet efter tur. Jeg beder Allah, Herren over alle verdener, om at skænke os evnen til at hellige alle vores handlinger til Hans tilfredshed og tage imod vores gode gerninger. Uden tvivl er Han vores bedste beskytter og bedste hjælper.

Shaykh Muhammad Ali al-Harakan

Generalsekretær

Rabita al-Alam al-Islami

Mekka al-Mukarrama

Forfatterens

egen præsentation

Blandt betingelserne for den konkurrence, som Rabita havde arrangeret, var det fastsat, at deltagerne skulle redegøre for deres baggrund. Derfor bringer jeg nedenfor en kort præsentation af mig selv.

Safiur Rahman ibn Abdullah ibn Muhammad Akbar ibn Muhammad Ali ibn Abd al-Mu’min ibn Zahir Allah Mubarakpuri Azmi. På min fødselsattest står fødselsdatoen angivet som den 6. juli 1943. Ved en undersøgelse viste det sig imidlertid, at den faktiske fødselsdato ligger midt i 1942. Jeg blev født i Mubarakpur i Hossainabad i Azamgarh-distriktet.

Jeg begyndte at læse Koranen i 1948. Jeg studerede i seks år i selve Mubarakpur. Jeg studerede arabisk, grammatik, litteratur og andre fag. Derefter studerede jeg i to år i Maunath Bhanjan, 35 kilometer fra Mubarakpur. I 1956 blev jeg optaget på Fayz-e Am-madrasaen. Jeg tilbragte fem år dér. På denne institution opnåede jeg kundskaber i arabisk, grammatik, litteratur, fiqh, usul al-fiqh, tafsir, hadith og andre fag.

I januar 1961 fik jeg udstedt mit afsluttende uddannelsesbevis. Med udstedelsen af beviser i Fazilat fi ash-Sharia og Fazilat fil-Ulum fik jeg tilladelse til at undervise og udstede fatwaer.

Jeg opnåede gode resultater i alle eksamener. Jeg deltog også i eksamenerne under Allahabad-bestyrelsen. I februar 1959 tog jeg Maulvi-eksamen, og i 1960 tog jeg Alim-eksamen. Jeg bestod begge eksamener i første division. Efter lang tid deltog jeg i februar 1976 i Fazil Adab-eksamenen, der er knyttet til undervisning, og i februar 1978 i Fazil Diniyat-eksamenen. I begge eksamener opnåede jeg første division.

Efter at have afsluttet min uddannelse på Fayz-e Am-madrasaen i 1961 underviste jeg først i Allahabad og derefter i Nagpur. I 1963 blev jeg kaldt af rektoren for Fayz-e Am-madrasaen. Jeg underviste dér i to år. På grund af omstændighederne måtte jeg imidlertid forlade stedet. Året efter underviste jeg på Jamiat ar-Rashad i Azamgarh, og i 1966 overtog jeg undervisningen på kvindemadrasaen Dar al-Hadith. Jeg tilbragte tre år dér. Jeg varetog også vigtige opgaver som viceforstander. Derefter fratrådte jeg og begyndte at undervise på madrasaen Fayzul Ulum. Denne madrasa ligger i Madhya Pradesh, 7 kilometer fra Maunath Bhanjan. Fra januar 1969 var jeg ud over undervisningen også beskæftiget med madrasaens administrative arbejde. Jeg var engageret i tabligh ad-din vidt omkring. Mod slutningen af 1969 overtog jeg en undervisningsstilling på Dar at-Ta’lim-madrasaen i min fødeby Mubarakpur. I 1974 begyndte jeg at undervise på Jamia Salafiya i Benares, og jeg er stadig beskæftiget med at give religiøs undervisning på denne institution.

Nedenfor nævner jeg en liste over nogle af mine vigtige værker,

1) Tazkira-ye Shaykh al-Islam Muhammad ibn Abd al-Wahhab (arabisk), 1972. Dette værk er udkommet i fire udgaver. 2) Tarikh-e Aal-e Saud (urdu), 1972. Dette værk er udkommet i to udgaver. 3) Ithaf al-Kiram, Ta’liq Bulugh al-Maram li-Ibn Hajar al-Asqalani (arabisk), 1974. 4) Qadianiyyat Apne Aaine Mein (urdu), 1976. 5) Fitna-ye Qadianiyyat aur Maulana Sanaullah Amritsari (urdu), 1977. 6) Ar-Raheeq al-Makhtum (arabisk). 7) Inkar-e Hadith: Haq ya Batil (urdu), 1977. 8) Rajm-e Haq o Batil (urdu), 1978. 9) Abraj al-Haqq was-Sawab fi Mas’alat Kashf al-Hijab (arabisk), 1978. 10) Tatawwur ash-Shu’ub ad-Diniyyah fil-Hind wa Majal ad-Da’wah al-Islamiyyah fiha (arabisk), 1979. 11) Al-Firqat an-Najiyah al-Firaq al-Islamiyyah al-Ukhra (arabisk), 1988. 12) Islam aur Adam-e Tashahhud (urdu), 1984; det er også udkommet på engelsk og hindi. 13) Ahl-e Tasawwuf fi Qashqandiyah (urdu), 1986. 14) Al-Ahzab as-Siyasiyyah fil-Islam (arabisk), 1986. Jeg varetager også redaktøransvaret for månedsbladet Muhaddith fra Banaras.

Ved udgivelsen af den nye udgave

Forfatterens forord

På den sīrat-konference, der blev afholdt i Pakistan i 1396 efter hijra, udskrev Rābitat al-ʿĀlam al-Islāmī en verdensomspændende konkurrence om værker om sīrat. Formålet var at skabe enhed i forfatternes tanker og bevidsthed samt at organisere deres bestræbelser på en velordnet måde. Efter min mening var dette et prisværdigt initiativ. For ved grundig eftertanke bliver det klart, at Sīrat an-Nabī og Muhammads eksempel er det eneste emne, hvorigennem den muslimske verdens liv og menneskesamfundets lykke kan nå fuldkommenhed. Tusinder og atter tusinder af bønner og fredshilsener være over Allahs elskede sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham.

Det var en stor lykke for mig at deltage i denne velsignede konkurrence. Men havde jeg virkelig styrken til at kaste lys over Sayyid al-Awwalīn wal-Ākhirīn’s ophøjede liv? I virkeligheden ønskede jeg at opnå en del af Allah den Almægtiges elskede Habībs dyd. Men hvorfor? Fordi jeg ønskede, i stedet for at lede efter vejen i mørket, at leve som en af Profetens (fred være med ham) umma og vandre ad hans lysende og smukke hovedvej. En dag vil jeg derefter omfavne døden som en vandrer på denne vej. I livet efter døden vil Allah den Almægtige, i kraft af Allahs sendebuds forbøn, tilgive mine synder.

Jeg finder det nødvendigt at sige nogle ord om dette værks skrivestil. Allerede før jeg begyndte at skrive værket, besluttede jeg, at det hverken skulle gøres usædvanligt langt, så læserens tålmodighed blev sat på prøve, eller gøres meget kort; jeg ville begrænse det til en mellemstor længde. Men ved læsningen af forskellige værker om Sīrat an-Nabī blev det klart, at jeg efter at have taget alle sider i betragtning og gennemgået dem ville nævne det, som forekom mig korrekt. Jeg ville afholde mig fra at anføre udførlige argumenter og beviser samt oplysninger og kildedokumentation. Hvis jeg nævnte alt, ville værkets omfang vokse betydeligt. I sådanne tilfælde ville der opstå tvivl om, hvorvidt min vurderende fremstilling var tilstrækkelig, læseren ville blive forundret, eller, i de tilfælde hvor jeg ikke anser meningsmodstandernes udsagn for korrekte, ville jeg blot henvise til argumenterne og beviserne. Det er i praksis det, jeg gør. O Allah den Almægtige, bestem det gode i denne verden og det hinsidige for mig. Sandelig, Du er Tilgivende og Barmhjertig. Du er Herren over den mægtige Trone; Du er ophøjet, Du er den Almægtige.

Safiur Rahman Mubarakpuri

Den 24. Rajab 1396 hijri

Den 23. juli 1976

bogen på bengali

om oversættelsen og udgivelsen

Alhamdulillah,

Efter en langvarig indsats er det lykkedes os at overrække den meget omtalte og lovpriste biografi om Profeten, Ar-Raheeq al-Makhtum, til de bengalitalende muslimer.

Ar-Raheeq al-Makhtum er et udtryk, som Allah den Almægtige bruger i Den Ædle Koran, og som betyder en forseglet, udsøgt drik. I Sura al-Mutaffifin har Allah den Almægtige lovet at skænke denne drik i Paradiset som belønning til sine retskafne tjenere. Til sine elskede har Han ikke blot fyldt denne drik på forseglede flasker – da den blev hældt i kar, tilsatte Han den også duften af moskus.

Den Ar-Raheeq al-Makhtum, der er beskrevet i Koranen, er i sandhed en fremragende belønning for de troende, for hvem dette storslåede arrangement er blevet gjort; Ar-Raheeq al-Makhtum, biografien om deres leder, er en helt enestående sīrah-bog med en anderledes smag. Der er ingen tvivl om, at den store sīrah-lærde Allamah Safiur Rahman Mubarakpuri har udført en enestående bedrift ved at skrive et sådant værk. Gennem det har han i grunden knyttet en tæt forbindelse mellem jordens Ar-Raheeq og himlens Ar-Raheeq.

Jeg ønsker ikke selv at tilføje noget om den verdensomspændende appel og den usædvanlige popularitet, som bogen Ar-Raheeq Al-Makhtum har opnået. Efter forfatterens værdifulde præsentation af værket i begyndelsen af originalbogen og rapporterne fra to generalsekretærer for en international organisation for verdens muslimer som Rabita al-Alam al-Islami er der i virkeligheden ikke mere at sige om dette. Hvis De læser disse indledende bemærkninger, før De går i dybden med hovedværket, vil De let kunne forstå, hvorfor denne bog blev tildelt denne sjældne ære blandt omkring 1.200 bøger i den verdensomspændende konkurrence, og hvilke egenskaber der gav den status som tidens bedste værk om Profetens levned. Det synes, som om Profetens elskere over hele verden i lang tid havde ventet på et sådant værk om hans levned—et værk, der skulle skabes ved at samle de pålidelige elementer fra alle tidligere værker om emnet, eller med andre ord blive et koncentrat af det enorme bibliotek om Profetens levned. Set fra dette perspektiv fortjener Allama Safiur Rahman Mubarakpuris velsignede initiativ uden tvivl ros. Det siger sig selv, at denne ros er blevet anerkendt ved, at Rabita al-Alam al-Islami på vegne af verdens hundreder af millioner muslimer tildelte bogen førsteprisen.

Den lærde forsker skrev originalværket på arabisk, og det er velkendt, at det arabiske sprog også rummer det omfattende grundmateriale fra de tusinder og atter tusinder af bøger, der er skrevet om Profetens levned. Når oversættelser af det originale arabiske værk er udkommet på forskellige sprog, kan jeg fuldt ud fornemme, hvilken ihærdig indsats de kompetente oversættere har ydet for at bevare originalværkets sproglige og åndelige kvalitet. Jeg fornemmer især noget af de vanskeligheder, de har mødt, når de på deres egne sprog skulle gengive navnene på de sahabaer, deres stammer og klaner samt navnene på de utallige personer og steder, der er knyttet til det arabiske samfund, dets stat, krige, konflikter og økonomiske aktiviteter før og efter Profetens komme. Den korrekte udtale af disse tusinder af navne forekommer mig virkelig at være en vanskelig opgave. Desuden er der blandt vores lærde, ulamaer, lingvister og forskere mange uenigheder om gengivelsen af arabisk udtale med bengalske bogstaver: Det, som én anser for korrekt stavning, afviser en anden fuldstændigt som forkert. Som en enkel metode har jeg derfor brugt den udtale af hvert navn, som forekom mig at ligge tættest på originalværket. Jeg har så vidt muligt forsøgt at følge en ensartet metode for navne og stednavne gennem hele bogen. Alligevel vil jeg ikke påstå, at jeg har kunnet skrive alt korrekt. Må Allah den Ophøjede tilgive mine fejl og mangler.

I bogen Ar-Raheeq Al-Makhtum er der angivet navnene på talrige værker og deres sidetal, og også om dette synes det nødvendigt at sige et par ord. De sidetal, der er angivet her, er sidetal fra arabiske og urduværker. Blandt disse har forfatteren henvist til mange bøger, som endnu ikke er blevet oversat til bengali; selv dér, hvor de er blevet oversat, vil man ikke kunne finde de oprindelige oplysninger ved hjælp af disse sidetal. For eksempel citerer forfatteren mange steder i sin bog Sayyid Qutb Martyrs berømte værk Fi Zilal al-Qur’an, men de bind- og sidetal, han angiver dér, gælder kun den arabiske udgave. De vil naturligvis ikke stemme overens med bind- og sidetallene i den bengalske oversættelse af tafsirværket Fi Zilal al-Qur’an. Selv om vi kender dette problem, har vi af hensyn til streng troskab ikke ændret nogen af de kilder eller oplysninger, som originalforfatteren har angivet.

Som De ved, var det Rabita al-Alam al-Islami selv, der først udgav de arabiske udgaver af dette uvurderlige værk om Profetens levned på verdensmarkedet. Under Rabitas tilsyn udgav en anden institution derefter bogen, og senere har forskellige institutioner udgivet oversættelser af den på forskellige sprog i forskellige lande verden over. Vi har fulgt deres eksempel og taget initiativ til at udgive denne vigtige bog på bengali. Vores formål her var at gøre dette storslåede værk kendt for de mennesker, der taler dette sprog. Det er vigtigt at huske, at den store mand, hvis biografi vi i dag skal udgive, var leder af en karavane, hvis medlemmer sagde til deres egne folk: »Wa ma as’alukum alayhi min ajrin in ajriya illa ala rabbil alamin.« Jeg beder jer ikke om nogen løn for dette arbejde; min løn ligger hos min Herre.

Til sidst vil jeg rette en uendelig tak til alle, der er knyttet til Al-Quran Academy Londons afdeling i Bangladesh. Hvis de ikke havde påtaget sig ansvaret for distributionen af bogen, ville jeg blot have siddet i London og drømt, og bogen havde måske ikke set dagens lys i mange år. Især må jeg ikke glemme broder Shamims hjælp. Uden hans oprigtige indsats ville det ikke have været muligt at færdiggøre dette omfattende manuskript så hurtigt. Må Allah den Ophøjede belønne alle de øvrige, som på forskellige måder har opmuntret mig, hver på deres sted. Amin.

Utallige velsignelser og utallige hilsener til min elskede Profet.

Khadija Akhtar Reza’i

Rabi al-Awwal 1419 efter hijra, juli 1998

London

I anledning af udgivelsen af den fjerde udgave

Udgiverens indledning

I 1999 faldt måneden for Sīrat an-Nabī i juni-juli efter den engelske kalender. Derfor havde vi tænkt os at udgive den bengalske oversættelse af vor elskede Profets bedste biografi i denne tid, der er fyldt med minder om Profeten. I overensstemmelse med ønsket og hensigten hos denne store bogs oversætter og udgiver havde vi allerede gjort alle forberedelser til dette arbejde, men eftersom vi ikke havde fuld kontrol over alle de mange stadier, en stor bog skal igennem fra manuskriptet, til den når frem til læserens hænder, kunne vi ikke udgive bogen i måneden for Sīrat an-Nabī, det vil sige Rabī al-Awwal. Da bogen endelig havde passeret alle trykkeriets hindringer og så dagens lys, var måneden for Profetens ankomst til denne verden allerede forbi. Men Allah den Ophøjede har tilsyneladende, idet Han så på disse syndige tjeneres hensigt, ikke ladet dem fortvivle. Derfor gav Han os, selv om dette enestående værk ikke nåede tidspunktet for den elskede Profets komme til verden, som var det fastsatte mål for den første udgivelse, efter blot få dages mellemrum den mindeværdige mulighed for at markere hans ankomst til Medina.

Den 24. september samme år var dagen for den elskede Profets ankomst til Yathrib, det vil sige Medina. Efter at have passeret 1420 års trin udgav vi på denne velsignede dag denne oversættelse for anden gang, gennemvædet af kærligheden fra en hengiven elsker af ham. Da vi udgav den tredje udgave af dette velsignede værk, stod øjeblikket for Yawm al-Arafah foran os. Netop på denne dag, stående ved Arafahs rand, holdt han foran næsten 150.000 tapre sahaba den historiske afskedshajj-tale, det vil sige det store menneskerettighedscharter, som man kan sige, at hele menneskehedens civilisation og kultur i dag står grundlagt på.

Nu, hvor vi igen er begyndt at trykke den reviderede ottende udgave, står den velsignede Ramadan, måneden hvor Koranen blev åbenbaret, foran os. Måtte Allah den Ophøjede antage denne uvurderlige biografi om Koranens bærer i denne hellige måned!

Ligesom Ar-Raheeq al-Makhtum brød alle tidens rekorder på den internationale scene og opnåede status som det ypperste værk om Profetens levned, har den bengalske oversættelse af denne bog også brudt alle rekorder i vort lands litterære verden og vundet hæder i sin egen stråleglans. Vi udgav bogens anden udgave blot femoghalvtreds dage senere, og al lovprisning tilkommer Allah: endnu før tre år er gået, står bogens ottende udgave nu foran udgivelse. Dette er uden tvivl en sjælden hæder, ikke blot i den nyere islamiske litteratur, men i hele det bengalske sprogs historie. Hele denne sjældne hæder tilkommer i virkeligheden Profeten (fred være med ham) – ingen person eller institution har nogen andel i den. Vi mener ikke, at bogens forfatter, oversætter, udgiver eller distributør har den mindste del i denne fortjeneste. Al lovprisningen for dette værks enestående popularitet tilkommer alene Ham, som selv sammen med sine engle sender fredshilsener til Profeten.

Allerede de begejstrede anmeldelser, som flere lærde og ansete tænkere skrev om bogen i litteratursektionerne i nogle af landets førende dagblade, efter at den bengalske oversættelse var blevet udgivet for tre år siden, gjorde os opmærksomme på folkets kærlighed til dette store værk. På et tidspunkt talte vore velvillige støtter også om at arrangere en udgivelsesceremoni for bogen, og derfor ventede vi med spændt forventning på, at dens oversætter og udgiver, den højtærede Khadija Akhtar Reza’i, skulle ankomme til Dhaka. Gud være lovet: Da hun det år kom til Dhaka den 14. september, på vej for at udføre den hellige umrah, og kun opholdt sig der i nogle få dage, arrangerede vi den 18. i samme måned en storslået udgivelsesfest for bogen i National Press Clubs auditorium.

Ved dette arrangement, der var blevet afholdt til ære for den elskede Profet, sagde den nationale professor, den lærde intellektuelle inden for bengalsk litteratur, Syed Ali Ahsan, i sin skriftlige artikel: »Khadijas oversættelse rummer både modersmålets strålende stolthed og engagement. Khadija har med en enestående dygtighed og en uovertruffen formulering oversat værket til bengali; hendes oversættelse synes ikke at være en oversættelse, men en ny skabelse.« Med henvisning til hendes sjældne succes ønskede han dette store værk udbredt og bredt distribueret. Maulana Obaidul Haque, landets højt respekterede islamiske lærde og prædikant ved nationalmoskeen, omtalte den bengalske oversættelse af Ar-Rahīq al-Makhtūm som en stor bedrift for oversætteren inden for sīra-litteraturen og bad om Allahs barmhjertighed, så denne oversættelse måtte blive en livsnødvendig vejledning for os. A. Z. M. Shamsul Alam, formand for Al-Arafah Islami Bank, vurderede denne udlandsbosatte forfatters vanskelige arbejde således: På blot én måned er der blevet offentliggjort så mange anmeldelser af dette omfattende oversatte værk i aviser og tidsskrifter, som der ikke er blevet offentliggjort om noget andet værk i landet.

Den tidligere ambassadør, den fremtrædende journalist og redaktør af dagbladet Dainik Dinkal, Akhtar-ul-Alam, roste oversættelsen af denne tidstypiske bedste sīra-bog højt. Han sammenlignede oversættelseskunsten med bagsiden af et kashmirisk sjal og gav udtryk for, at man i den udgivne bog Ar-Rahīq al-Makhtūm næsten ikke kan skelne mellem kashmirisjalets forside og bagside. Maulana Ruhul Amin Khan, ledende redaktør for dagbladet Inqilab, glædede sig over at se, at oversættelsen af dette tidløse værk var blevet udført af de rette hænder. Efter hans mening har den respektable Khadija Akhtar Rezaie fået læserne til at glemme, at bogen faktisk er et oversat værk. Den fremtrædende dramatiker Ariful Haque betegnede bogen som en fuldstændig, kronologisk og historisk fremstilling af Allahs Sendebuds liv. Han fremhævede, at oversætteren i sit oversættelsesarbejde besidder evner både inden for kreativ genskabelse og fri viderebearbejdning. Den fremtrædende skuespiller Obaidul Haque Sarker omtalte, side om side med hundredvis af andre sīra-værker, herunder Maulana Akram Khans Mustafa Charit, digteren Golam Mostafas Bishwanabi og den oversatte Sīrat-un-Nabī, Ar-Rahīq al-Makhtūm som tidens største sīra-værk.

Al Mujahidi, digter og litteraturredaktør ved Dainik Ittefaq, takkede oversætteren og distributøren for at have lagt en sådan sjælden bogs bengalske oversættelse i hænderne på millioner af bengalisktalende mennesker på det indiske subkontinent og ønskede den stor udbredelse. Desuden omtalte den modige forfatter og digter Al Mahmud i en artikel om bogen den nyeste oversættelse af den talentfulde nutidige bengalske forfatter og fortæller, den respektable Khadija Akhtar Rezaie, som en ny skabelse. Til sidst krævede den fremtrædende forfatter og tidligere parlamentsmedlem Hafeza Asma Khatun, da hun anmeldte værket, at bogen blev optaget som lærebog i skoler, colleges og universiteter.

Arrangementets formand, den tidligere chef for National Board of Revenue og formand samt sekretær for Islami Bank Ltd., Shah Abdul Hannan, takkede oversætteren og udgiveren for at have skænket denne værdifulde bog, som er verdenskendt på bengali, i oversættelse. Han takkede også Al-Quran Academy Londons kontor i Bangladesh som dens distributør. Værkets oversætter og udgiver, den respektable Khadija Akhtar Rezaie, var selv til stede ved arrangementet. I en skriftlig artikel til de fremmødte lærde og fornemme gæster takkede hun udelukkende Allah den Højeste for værkets samlede succes. Hun udtrykte sin taknemmelighed over for alle de lærde og fornemme personer, som havde skrevet værdifulde anmeldelser af bogen i aviser og tidsskrifter, som havde holdt taler ved dette velsignede arrangement, og som ved deres tilstedeværelse havde bidraget til, at arrangementet blev en succes. Digteren Matiur Rahman Mallik læste hendes skriftlige udtalelse samt en artikel af arrangementets hovedgæst, den nationale professor Syed Ali Ahsan, op.

Den internationalt anerkendte koranfortolker, Hazrat Maulana Delwar Hossain Sayeedi Sahib, skulle også have været til stede ved vores udgivelsesarrangement som særlig gæst. Under sit ophold i London gav han selv udtryk over for den ærede Khadija Akhtar Rezaie for sin oprigtige interesse i at være til stede ved dette arrangement. Selvom han af særlige årsager ikke kunne deltage, ønskede han personligt udgivelsesarrangementet succes. Desuden beder vi Allah den Højeste for ham, fordi han i de foregående år har gjort vores udgivne Tafsir Fi Zilalil Quran og Tafsir-e-Osmani kendt blandt de millioner af bengalsktalende mennesker, der er spredt over alle verdens egne. Når Adams børn på den vanskelige opstandelsesmark vil klage og længes efter blot en dråbe vand, må Allah den Højeste da mætte ham med Ar-Rahīq al-Makhtūm og Khatamuhu Misk, det vil sige en drik med duft af moskus fra en forseglet flaske!

Vi er virkelig glade for, at oversætteren og udgiveren selv opholdt sig i Dhaka, da vi distribuerede bogens anden udgave. Derfor kunne vi under hans omhyggelige tilsyn så at sige arrangere hele bogen på ny. Også denne gang præsenterer vi bogens ottende udgave med hans værdifulde råd for øje. Vi har efter bedste evne også kunnet rette de fejl og mangler, der fandtes hist og her. Det bør nævnes, at vi efter den ærede frues ønske har sat bogens pris ned med næsten halvdelen for at gøre det muligt for flest muligt at stifte bekendtskab med denne værdifulde biografi om den elskede Profet.

Hundredtusindvis af salām-hilsener til det elskede menneske, hvis lovprisning findes overalt i himlene og på jorden.

Al-Quran Akademiet, London

Bangladesh-centret

Vor Herre, send blandt dette folk en sendebud fra deres egne, som vil recitere Dine åbenbaringer for dem, lære dem Din Bog og dens visdom og rense dem. (Acceptér denne bøn, for) Du er den Mægtige, den Alvidende og Vise – Sura al-Baqara 2:129

2

Denne verden omgivet af mørke: i forventning om det sande daggry

Arabernes geografiske kendetegn og forskellige folks placering

Den profetiske biografi er i virkeligheden et levende billede af Allahs sidste profet. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, som var vejviser til hele menneskehedens frelse, fremstillede dette for menneskeheden. Gennem den førte den Ophøjede Allah menneskene ud af mørket ind i lyset og ud af trældommen under Guds tjenere ind i tilbedelsen af Allah. Uden en sammenlignende gennemgang af forholdene før og efter nedsendelsen af Allahs budskab, det guddommelige budskab, er det ikke muligt at fremstille et fuldstændigt billede af Profetens biografi. Derfor er det nødvendigt, før gennemgangen af hovedemnet begynder, at beskrive de forskellige samfund i det førislamiske Arabien og deres livsforhold. Derved opnås en fyldestgørende forståelse af forholdene på det tidspunkt, hvor Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, trådte frem.

Ordet »Arab« betyder ifølge ordbogen Sahara, en tør ødemark eller ufrugtbar jord. Siden oldtiden er dette ord blevet brugt om Den Arabiske Halvø og dens indbyggere.

Vest for Arabien ligger Det Røde Hav og Sinaihalvøen, mod øst Den Arabiske Golf, mod syd en stor del af Irak, mod syd en stor del af Irak og endnu længere mod syd Det Arabiske Hav. Det er i virkeligheden en vidstrakt del af Det Indiske Ocean. Mod nord ligger Syrien og en del af det nordlige Irak. Der findes også nogle omstridte grænser inden for dette område. Det samlede areal er mellem 1 og 1,3 millioner kvadratmil.

Dette arabiske land, der ligner en ø, er af særlig betydning både naturligt og geografisk. Det er omgivet af vidtstrakte områder og ørkener fra både indre og ydre side. Derfor er denne region så beskyttet. Andre kan ikke let udvide deres indflydelse i området. Derfor har man bemærket, at indbyggerne i Jazīrat al-ʿArabs centrale landområde siden oldtiden har været fuldstændig selvstændige og selvforsynende i alle deres anliggender. Alligevel var disse indbyggere i Arabien naboer til den daværende verdens to stormagter. Uden denne naturlige barriere ville araberne aldrig have været i stand til at afværge de to magters angreb.

Udefra set lå Jazīrat al-ʿArab midt mellem alle oldtidens kontinenter. Arabien havde let forbindelse til den øvrige verden både ad land- og søvejen. Den nordvestlige del af Jazīrat al-ʿArab var indgangen eller porten til det afrikanske kontinent. Mod nordøst lå Europas folk. Mod øst var indgangen til Iran, Centralasien og Det Fjerne Østen. Ad denne vej kunne man nå helt til Kina og Indien. På denne måde var hvert kontinent forbundet med det arabiske land. Skibe på vej til disse kontinenter kastede direkte anker i de arabiske havne.

På grund af denne geografiske beliggenhed var de nordlige og vestlige dele af Jazīrat al-ʿArab kendt som et mødested for forskellige folkeslag og som et centrum for handel, erhverv, kunst, litteratur, kultur og religiøst liv.

De arabiske folk

Historikere har opdelt de arabiske folk i tre grupper.

1. Araberne al-Bāʾida

Med araberne al-Bāʾida menes de gamle stammer og folkeslag i Arabien, som er gået fuldstændig til grunde. Der findes ikke længere nødvendige, detaljerede oplysninger om disse stammer og folkeslag. Det gælder for eksempel folkene ʿĀd, Thamūd, Ṭasm, Jadīs, Amaleka og andre.

2. Araberne al-ʿĀriba

Hermed menes de stammer, der nedstammede fra Ya’rub ibn Yashjub ibn Qahtan. De kaldes også de qahtanitiske arabere.

Tre. De arabiserede arabere

Det er de stammer, der nedstammer fra profeten Ismail, fred være med ham. De kaldes også de adnaniitiske arabere.

De oprindelige araberes, det vil sige de qahtanitiske araberes, egentlige hjemland var Yemen. Det var her, deres familier og forskellige stammegrene bredte sig. Blandt dem opnåede to stammer særlig berømmelse. Nemlig:

(a) Himyar: Deres berømte grene var Zaid al-Jamhur, Quda’a og Yaqasik.

(b) Qahtan: Deres berømte grene var Hamdan, Anmar, Tayy, Madhhij, Kinda, Lakhm, Juzam, Azd, Aws og Khazraj samt Jafnas efterkommere. Efter at have forladt deres eget område grundlagde de kongedømmer omkring Syrien. Derefter blev de kendt som Ghassan.

De almindelige qahtanitiske stammer forlod senere Yemen og bosatte sig i forskellige områder af Den Arabiske Halvø. De udvandrede på et tidspunkt, hvor romerne, efter at have erobret Egypten og Syrien, havde etableret deres overherredømme over yemenitternes søhandel og også taget kontrollen over landhandelen. Som følge heraf blev qahtaniernes handelsmuligheder fuldstændig ødelagt.

Det er også muligt, at qahtanierne blev tvunget til at udvandre som følge af stridigheder og uenigheder mellem de qahtanitiske og himyaritiske stammer. Grunden til denne antagelse er, at de qahtanitiske stammer udvandrede, mens de himyaritiske stammer blev på deres plads.

De qahṭanitiske stammer, der forlod deres hjemland, kan opdeles i fire grupper. Nemlig:

Én) Azad: De forlod deres hjemland efter råd fra deres høvding, Imran ibn Amr Muzayqiya. Først flyttede de fra sted til sted i Yemen og sendte forskellige grupper ud for at undersøge forholdene. Derefter drog de nordpå og slog sig ned spredt forskellige steder. Deres detaljerede historie er som følger:

Tha’laba ibn Amr: Denne mand drog først mod Hijaz og slog sig ned mellem Tha’laba og Dhiqār. Da hans børn var blevet voksne, og klanen var blevet stærk, drog han mod Medina og begyndte at bo dér. Det var fra denne Tha’laba, at Aws og Khazraj nedstammede. Aws og Khazraj var børn af Haritha, Tha’labas søn.

Harith ibn Amr: Han var en efterkommer af Khuza’a. Efter at have strejfet omkring forskellige steder i Hijaz slog folkene i denne slægtslinje sig ned i Marr az-Zahran og angreb senere Medina. De fordrev medlemmerne af Banu Jurhum-stammen fra Mekka og slog sig selv ned dér.

Imran ibn Amr: Denne mand og hans børn blev boende i Amman. Derfor blev de kaldt Azad Amman.

Nasr ibn Azad: De stammer, der var knyttet til denne mand, slog sig ned i Tihama. De blev kaldt Azad Shanu’a. Jafna ibn Amr: Denne mand drog til Syrien og boede dér med hele sin familie. Han var oldefar til de ghassanidiske konger. Før de drog til Syrien, opholdt de sig i nogen tid i Hijaz nær et vandsted ved navn Ghassan.

To) Lakhm- og Judham-stammerne. Blandt Lak hms efterkommere var Nasr ibn Rabia en af de fremtrædende. Han var stamfader til de herskere, der regerede i Hira, og som blev kaldt آل المنذر.

Tre) Banu Tayy-stammen. Efter at Banu Azad havde forladt deres hjemland, drog denne stamme nordpå og begyndte at bo mellem to bjerge ved navn Aja og Salma. Disse to bjerge blev berømte på grund af Tayy-stammen.

4) Kindah-stammen. Stammens folk slog først bosættelse ned på det sted i Bahrain, der i dag kaldes al-Ahsa. Efter nogen tid drog de til Hadramaut, men de kunne heller ikke slå sig ned dér. Til sidst drog de til Najd, hvor de bosatte sig og grundlagde en regering. Men denne regering blev heller ikke varig. Inden længe forsvandt alle spor af dem.

Foruden Qahtan fandtes der endnu en stamme blandt himyaritterne; den hed Quda’a. Der er uenighed om, hvorvidt denne stamme var himyaritisk. De forlod Yemen og slog sig ned i Iraks ørkenområde al-Badiyat al-Samawah (se Tarikh al-Imam al-Islamiyyah, bind 1, s. 11-13, og al-Jazirat al-Arab, s. 231-235, for en detaljeret redegørelse for disse stammer og deres udvandring). Der er uenighed om dateringen af begivenhederne omkring udvandringen. Vi har gengivet de oplysninger, der efter en samlet vurdering synes mest acceptable.

De arabiserede arabere: Deres forfader var vor herre Ibrahim, fred være med ham. Han var oprindeligt bosat i byen Ur i Irak. Denne by lå nær Kufa på den vestlige bred af Eufrat. Mange oplysninger om byen er blevet kendt gennem de fund, der blev gjort under udgravningen af Eufrat. Disse fund har også frembragt mange oplysninger om profeten Ibrahims familie, indbyggerne i Ur og deres religiøse tro.

Profeten Ibrahim, fred være med ham, rejste rundt både i og uden for landet for at forkynde religionen. En gang rejste han til Egypten. Da Farao hørte om profeten Ibrahims hustru Sara, fik han onde hensigter. Med onde hensigter tilkaldte han Sara til sit hof. Derefter forsøgte han at gennemføre sine onde planer. Sara bad til Allah. Som følge af hendes bøn greb Allah Farao så hårdt, at han begyndte at vride sig i uudholdelige smerter. Derved forstod han, at Sara var en kvinde, som Allah holdt meget af, og som var from. Imponeret af Saras egenskaber gav Farao sin datter Hagar til Sara (I andre bøger siges det, at Hagar var en slavepige, men i virkeligheden var hun Faraos datter. Se Rahmatul-lil-Alamin, bind 2, s. 36-37). Sara giftede Hagar med sin mand, profeten Ibrahim, fred være med ham (samme værk, bind 2, s. 34; se Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 484, for en detaljeret beskrivelse af begivenheden).

Profeten Ibrahim, fred være med ham, vendte tilbage til Palæstina sammen med Sara og Hagar. Derefter skænkede Allah, Verdenernes Herre, profeten Ibrahim et barn med Hagar. Det skal bemærkes, at Sara var barnløs. Barnet blev kaldt Ismail. Efterhånden blev Sara jaloux på Hagar og tvang profeten Ibrahim (fred være med ham) til at forvise Hagar sammen med det nyfødte barn. Situationen var blevet sådan, at profeten Ibrahim, fred være med ham, måtte efterkomme dette, og han drog til Mekka med Hagar og Ismail. Profeten Ibrahim, fred være med ham, efterlod sin hustru og søn nær det sted, hvor Kabaen står i dag. På det tidspunkt fandtes Kabaen ikke. Stedet, hvor huset senere skulle stå, lå højt som en lille bakke. Når der kom oversvømmelser, løb vandet på begge sider af bakken. Der stod et stort træ dér, tæt ved Zamzam og ved den øverste del af al-Masjid al-Haram. Profeten Ibrahim, fred være med ham, efterlod sin hustru Hagar og sin søn Ismail ved dette træ. På det tidspunkt fandtes der hverken vand eller menneskelig beboelse i Mekka. Derfor efterlod profeten Ibrahim, fred være med ham, nogle dadler i en beholder og noget vand i en lædersæk. Derefter vendte han tilbage til Palæstina. Men i løbet af få dage slap både dadlerne og vandet op. En vanskelig tid begyndte. Midt i denne hårde nød lod Allahs barmhjertigheds kilde sig åbenbare som Zamzam, og den blev i lang tid brugt som livsgrundlag for mange mennesker. Den detaljerede beretning er i store træk kendt af alle (Sahih al-Bukhari, Kitab al-Anbiya, bind 1, s. 474-475). Nogen tid senere kom en stamme fra Yemen til Mekka. I historien er denne stamme kendt som Jurhum den anden eller det andet Jurhum. Med tilladelse fra Ismails mor begyndte stammen at bo i Mekka. Det siges, at stammen tidligere havde slået sig ned i områderne omkring Mekka. Det er blevet nævnt, at stammens folk kom til Mekka på grund af Zamzam efter profeten Ismails ankomst og før han blev voksen. De havde allerede rejst ad denne rute tidligere. (Dette værk, bind 1, s. 475).

Profeten Ibrahim, fred være med ham, rejste fra tid til anden til Mekka for at se til sin hustru og søn. Det vides dog ikke, hvor mange gange han rejste frem og tilbage på denne måde. Historiske oplysninger dokumenterer fire sådanne rejser.

1) I den hellige Koran siger Allah, den Ophøjede, at Allah lod profeten Ibrahim, fred være med ham, se i en drøm, at han slagtede sin søn, profeten Ismail. Denne drøm var en form for guddommelig befaling. Faderen og sønnen gjorde sig begge klar til at opfylde befalingen. Efter at de begge i overensstemmelse med Allahs vilje havde underkastet sig, lagde faderen sin søn ned på jorden og gjorde sig klar til at slagte ham. Da sagde Allah: »O Ibrahim, du har sandelig gjort din drøm til virkelighed. Således belønner Jeg de retskafne.« Det var i sandhed en klar prøve. Som belønning for, at profeten Ibrahim, fred være med ham, bestod denne prøve, skænkede Allah ham den store ære at udføre offeret. (Sura as-Saffat, s. 103-107).

Det nævnes i Bibelen, at profeten Ismail, fred være med ham, var tretten år ældre end profeten Ishaq, fred være med ham. Af Koranens fremstillingsmåde fremgår det, at denne begivenhed fandt sted før profeten Ishaqs fødsel. Efter at hele begivenheden er blevet beskrevet, nævnes her nemlig det glædelige budskab om profeten Ishaqs fødsel.

Denne begivenhed beviser, at Hazrat Ibrahim, fred være med ham, rejste til Mekka mindst én gang, før Hazrat Ismail, fred være med ham, blev voksen. Beretningen om de tre øvrige rejser er nævnt i en lang beretning i Bukhari Sharif (Sahih Bukhari, bind 1, s. 475-476).

2) Hazrat Ismail, fred være med ham, blev voksen. Han lærte det arabiske sprog af folkene fra Jurhum-stammen. Stammens folk giftede ham med en af deres døtre. På dette tidspunkt døde Hazrat Hajar, fred være med hende. Imens kom Hazrat Ibrahim, fred være med ham, til Mekka for at besøge sin hustru og søn. Men han mødte ikke Hazrat Ismail. Da han mødte sin svigerdatter, fortalte hun ham om deres mangel og vanskelige forhold. Hazrat Ibrahim bad hende sige til Ismail, når han kom, at han skulle udskifte dørtærsklen. Hazrat Ismail forstod betydningen af sin fars råd. Han skilte sig fra sin hustru og giftede sig med en anden kvinde. Hans anden hustru var datter af Majaz ibn Amr, høvdingen for Jurhum-stammen (Qalbe Jazirat al-Arab, s. 233).

3) Efter Hazrat Ismails, fred være med ham, andet ægteskab kom Hazrat Ibrahim, fred være med ham, igen til Mekka. Men heller ikke denne gang mødte han sin søn. Efter at have spurgt sin svigerdatter om husstandens forhold priste han Allah den Almægtige. Da Hazrat Ibrahim, fred være med ham, hørte sin svigerdatter prise Allah, sagde han til hende, at hun skulle sige til Ismail, når han kom, at han skulle bevare sin dørtærskel. Derefter vendte Hazrat Ibrahim, fred være med ham, tilbage til Palæstina.

4) Fjerde gang Hazrat Ibrahim, fred være med ham, kom til Mekka, så han sin søn Hazrat Ismail, fred være med ham, sidde ved Zamzam og fremstille pile. Så snart de så hinanden, omfavnede de hinanden i bevægelse. Efter lang tids adskillelse mødtes den blødhjertede far og den lydige søn. Det var på dette tidspunkt, at far og søn sammen byggede Kabaen. De gravede jorden op og rejste murene, og Hazrat Ibrahim, fred være med ham, opfordrede mennesker over hele verden til at udføre hajj.

Allah, verdens Herre, skænkede Hazrat Ismail, fred være med ham, tolv sønner med datteren af Majaz ibn Amr (Qalbe Jazirat al-Arab, s. 230). Deres navne var: 1) Nabet eller Nijabut, 2) Qaidar, 3) Adbail, 4) Mobsham, 5) Meshma, 6) Duuma, 7) Maisha, 8) Haddad, 9) Taima, 10) Jatur, 11) Nafis og 12) Qaidman.

Gennem disse tolv sønner opstod tolv stammer. De boede alle i Mekka. De ernærede sig ved handel i Yemen, Egypten og Syrien. Senere spredte disse stammer sig til forskellige områder af Jazirat al-Arab og uden for Arabien. Beretningen om deres forhold er gået tabt i historiens dybe mørke. Der er kun bevaret enkelte oplysninger om Nabet- og Qaidars efterkommere.

Nabaternes kultur udviklede sig i den nordlige del af Hijaz. De grundlagde en stærk stat og udøvede herredømme over folkene i området. Batara var deres hovedstad. Ingen havde styrke nok til at måle sig med dem. Derefter kom romernes tid. Romerne besejrede nabaterne. Maulana Sayyid Sulayman Nadwi, måtte Allah forbarme sig over ham, har efter omfattende forskning og drøftelser bevist, at folkene af Ghassan-slægten og Ansarerne, det vil sige Aws og Khazraj, ikke var Qahtanitiske arabere. Derimod boede de tilbageværende efterkommere af Ismails søn Nabet i dette område (Tarikh-e Abd al-Qur’an, bind 2, s. 77-86).

Efterkommerne af Qaidar, Hazrat Ismails søn, begyndte at bosætte sig i Mekka, og med tiden voksede deres efterkommere i antal. Senere kom Adnans og hans søn Maads tid. Adnanitternes slægtslinje er bevaret korrekt frem til dette punkt.

Adnan var den nittende stamfader til Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Nogle overleveringer beretter, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, standsede ved Adnan, når han redegjorde for sin slægtslinje. Han sagde, at slægtsforskere videregiver urigtige oplysninger. (At-Tabari, Umam al-Muluk, bind 2, s. 191–194; al-A‘lam, s. 5–6). Det er imidlertid ikke muligt at redegøre for alle disse stamfædres slægtslinjer. Mange lærde har betegnet den ovennævnte overlevering som svag. Ifølge disse lærde var der fyrre generationer mellem Adnan og Ibrahim, fred være med ham.

Kort sagt opstod der flere familier fra Maads søn Nizar. Det siges om dem, at Maad, som er nævnt ovenfor, kun havde én søn, hvis navn var Nizar. Nizar havde fire sønner, og hver søns efterkommere dannede en stamme. De fire sønner hed Iyad, Anmar, Rabia og Mudar. De to sidstnævnte, det vil sige Rabia og Mudar, fik mange grene og undergrene. Fra Rabia udsprang mange stammer, herunder Asad ibn Rabia, Anaza, Abd al-Qays, Wa’il, Bakr, Taghlib og Banu Hanifa.

Mudars efterkommere blev opdelt i to store stammer: (1) Qays Aylan ibn Mudar og (2) Ilyas ibn Mudar.

Fra Qays Aylan udsprang Banu Sulaym, Banu Hawazin og Banu Ghatafan; fra Ghatafan udsprang stammerne Aras, Jurayan, Ashja og Ghani ibn A‘sar.

Fra Ilyas ibn Mudar udsprang stammerne Tamim ibn Murra, Mudayyin ibn Murra, Banu Asad ibn Khuzayma og Kinana ibn Khuzayma. Fra Kinana opstod Quraysh-stammen. Denne stammes folk var efterkommere af Fihr ibn Malik, ibn Nadr og ibn Kinana.

Senere blev Quraysh også opdelt i forskellige grene. De berømte grene af Quraysh-slægten var følgende: Jumah, Sahm, Adi, Makhzum, Taym og Zuhra. Qusayy ibn Kilab havde familierne Abd ad-Dar, Asad ibn Abd al-Uzza og Abd Manaf. Disse tre var Qusayys sønner. Abd Manaf havde fire sønner. Fra disse fire sønner opstod følgende fire stammer: Abd Shams, Nawfal, al-Muttalib og Hashim. Fra Hashims efterkommere udvalgte Allah den Almægtige vores elskede Profet, Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham. (Muhadarat Khazrami, bind 1, s. 14–15).

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Allah den Almægtige udvalgte Ismail, fred være med ham, blandt Ibrahims, fred være med ham, efterkommere. Derefter udvalgte Han Kinana blandt Ismails, fred være med ham, efterkommere. Blandt Kinan as efterkommere udvalgte Han Quraysh. Derefter udvalgte Han Banu Hashim blandt Qurayshs efterkommere. Og blandt Banu Hashim udvalgte Han mig.« (Sahih Muslim, bind 2, s. 245; Jami‘ at-Tirmidhi).

Abdullah ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Efter at Allah den Almægtige havde skabt skabningerne, skabte Han mig blandt den bedste gruppe. Derefter udvalgte Han familierne og skabte mig i den bedste familie. Derfor er jeg den ædleste af alle med hensyn til stamme og den bedste med hensyn til familie eller slægt.« (At-Tirmidhi, bind 2, s. 231).

Kort sagt, da Adnans efterkommere bredte sig, spredte de sig til forskellige områder af Arabien på jagt efter mad og drikke. Abd al-Qays-stammen, flere grene af Bakr ibn Wa’il og familier fra Banu Tamim drog mod Bahrain og begyndte at bosætte sig dér. Banu Hanifa ibn Sa’b ibn Ali ibn Bakr drog til al-Yamama og begyndte at bo på et sted kaldet Hajr, der lå midt i al-Yamama.

De resterende grene af Bakr ibn Wa’il bosatte sig i området fra al-Yamama til Bahrain, Kazimas kyst, området omkring den irakiske halvø, Ibla og Ziyad.

Banu Taghlib bosatte sig i området ved Eufrat. Nogle af deres grene fortsatte dog med at bo sammen med Banu Bakr.

Banu Sulaym grundlagde en bosættelse nær Medina. Deres bosættelsesområde strakte sig fra Wadi al-Qura over Khaybar og den østlige del af Medina til to bjerge, der hørte til Harra Banu Sulaym.

Folkene fra Banu Thaqif-stammen bosatte sig i Taif. Banu Hawazin grundlagde bosættelser omkring Awās-sletten øst for Mekka. Deres bopladser lå på begge sider af hovedvejen mellem Mekka og Basra.

Banu Asad boede øst for Tayma og vest for Kufa. Mellem dem og Tayma boede en familie fra Banu Tayyi’-stammen. Folkene i denne familie blev kaldt Bohter. Afstanden mellem Banu Asads bopladser og Kufa var fem dagsrejser.

Banu Jubyān boede i Hawāʾ nær Tayma.

Banu Kinanas familier begyndte at bo i Tihama. Blandt dem boede Quraysh-familierne i Mekka og dens omegn. De levede adskilt og spredt. Senere trådte Qusayy ibn Kilab frem, og han samlede Quraysh og placerede dem på en position præget af ære, anseelse og overlegenhed (Muhāḍarāt Khazramī, bind 1, s. 15-16).

Arabernes administrative forhold

I forbindelse med gennemgangen af forholdene i Arabien før islam gives der her et kort overblik over landets administrative forhold, høvdingedømmer og religiøse idealer. Derved bliver det lettere at forstå Arabien ved islams fremkomst.

På det tidspunkt, hvor islams lys bredte sig over den Arabiske Halvø, fandtes der to former for styre i Arabien. For det første var der kronede konger, men de var ikke fuldstændig uafhængige. For det andet var der stammehøvdinge. De udøvede magt ligesom de kronede konger, men de var selvstændige, når forskellige beslutninger skulle træffes. De egentlige konger var kongerne i Yemen, kongerne af Ghassan-slægten i Syrien og kongerne i al-Hira i Irak. Der fandtes ikke andre kronede konger i Arabien.

Kongedømmet Yemen

Blandt al-ʿArab al-ʿAriba var navnet på den gamle yemenitiske stamme Saba-folket. Af gamle indskrifter, der er fundet i Irak, fremgår det, at Saba-folket havde bosættelser her for 2.500 år siden, før vor tidsregning. Denne nations udvikling og fremgang begyndte imidlertid i det 11. århundrede før vor tidsregning. De vigtigste historiske perioder er som følger:

1) Tiden før år 650 før vor tidsregning. På dette tidspunkt var titlen for Sabas konger Makrabe af Saba. Deres hovedstad lå på et sted, der hed Sarwah. Ruinerne af denne hovedstad findes en dagsrejse vest for Maʾrib. Stedet hedder i dag Khariba. I denne periode blev grundlaget lagt for den berømte Maʾrib-dæmning. Dette var en betydningsfuld begivenhed i Yemens historie. Under Sabas kongers styre grundlagde mange mennesker nye bosættelser forskellige steder både i og uden for Arabien.

2) Fra år 650 til år 115 før vor tidsregning. I denne periode opgav Sabas konger titlen Makrabe, antog titlen konge og udpegede Maʾrib som hovedstad i stedet for Sarwah. Ruinerne af denne by findes stadig 60 miles øst for Sana’a.

3) Fra år 115 før vor tidsregning til år 300. I denne periode fik Himyar-stammen overtaget over Sabas konger, og de udpegede Raydan som deres hovedstad i stedet for Maʾrib. Senere blev Raydans navn ændret til Zafar. Ruinerne findes stadig på et bjerg nær Yemen.

På et tidspunkt begyndte sabæernes undergang. Først udvidede nabatæerne deres herredømme over den nordlige del af Hijaz og begyndte at fordrive Sabas nye bosættelser. Derefter udvidede romerne deres herredømme over Egypten, Syrien og den nordlige del af Hijaz, hvorved handelen ad deres handelsruter over land ophørte. Samtidig var de qahtanitiske stammer selv økonomisk trængte. Under disse omstændigheder forlod de qahtanitiske stammer deres land og spredte sig tilfældigt og spredt over forskellige steder.

4) Fra år 300 e.Kr. til islams begyndelse. I denne periode fortsatte splittelse og kaos uafbrudt i Yemen. Oprør, borgerkrig og udenlandske magters indblanding fortsatte. På denne måde blev Yemens uafhængighed på et tidspunkt også frataget landet. På dette tidspunkt intervenerede romerne militært i Aden, og med deres hjælp udnyttede de den gensidige konflikt mellem Himyar- og Hamdan-stammerne i Abessinien, det vil sige Habasha, og erobrede Yemen for første gang i år 340. Denne besættelse bestod indtil år 378. Derefter opnåede Yemen ganske vist sin uafhængighed, men den berømte dæmning ved Ma’rib begyndte at briste. I år 450 eller 451 brød dæmningen sammen. I den hellige Koran blev dette sammenbrud omtalt som en oversvømmelse, der brød gennem dæmningen. Det nævnes i sure Sabā. Det var en stor katastrofe. Som følge af denne oversvømmelse blev mange bebyggelser øde og folketomme, og mange stammer spredte sig til forskellige steder.

I år 523 e.Kr. indtraf endnu en stor katastrofe. Kong Dhu Nuwas angreb de kristne i Yemen og forsøgte at tvinge dem til at opgive kristendommen. Da de nægtede, blev der gravet grøfter, og de blev kastet i flammende ildgrave. I den hellige Korans sure Burūj omtales denne rystende begivenhed med ordene: »Ødelagt blev grøftens folk.« Som følge af denne begivenhed blev abessinerne hævngerrige. Med romernes støtte angreb de igen i år 515 med 70.000 soldater under ledelse af Aryat og overtog Yemen. Efter erobringen regerede Aryat Yemen som guvernør for Abessiniens kejser. Efter nogen tid dræbte en af Aryats hærførere Aryat og overtog magten. Denne hærfører hed Abraha. Efter at have overtaget magten blev Abraha stærk og fik også Abessiniens kejser til at anerkende hans underkastelse. Det var denne Abraha, der senere forsøgte at ødelægge Kabaen. Abraha førte en frygtindgydende gruppe soldater og flere elefanter på et felttog mod Mekka. Dette felttog omtales i Koranens sure Fīl under navnet »Elefantens folk«.

På baggrund af det tab, abessinerne havde lidt under begivenheden med Elefantens folk, bad Yemens indbyggere den persiske regering om hjælp. De gjorde oprør mod abessinerne og fordrev dem fra landet under ledelse af Madī Karib, søn af Sayf dhu Yazan al-Himyarī. Derefter udråbte de Madī Karib til konge af Yemen som et frit og selvstændigt folk. Dette fandt sted i år 505.

Efter uafhængigheden beholdt Madī Karib nogle få habashere, det vil sige abessinere, til sin tjeneste og for at give den kongelige hær pragt. Denne fremgangsmåde viste sig at være farlig. En dag bedrog de tjenestegørende habashere kong Madī Karib og dræbte ham. Som følge heraf ophørte kongedømmet under Dhu Yazan-familien for bestandig. For at udnytte denne situation trådte Persiens kejser Kisra frem. Han udnævnte en guvernør af persisk afstamning i San’a, og derefter blev franske guvernører udnævnt. Den sidste guvernør, Badhan, antog islam i år 628. Som følge heraf ophørte det persiske herredømme i Yemen, og Yemen blev en islamisk stat (Maulana Sayyid Sulayman Nadwi har i første bind af værket Tārīkh-e Arḍ al-Qur’ān, fra side 136 til værkets slutning, i lyset af bevarelsen af historiske oplysninger givet en detaljeret omtale af hele nationens historie. Maulana Abul A’la Maududi har også indarbejdet nogle oplysninger om denne periode på side 158-198 i fjerde bind af Tafhīm al-Qur’ān).

Kongedømmet Hira

I Irak og de omkringliggende områder havde perserne regeret siden Kyrus den Store, eller Cyrus, Dhu al-Qarnayns tid (fra 575 til 529 f.Kr.). Ingen havde haft styrke nok til at stå imod perserne. I år 326 f.Kr. besejrede Alexander af Makedonien for første gang persermagten og tilintetgjorde den. Som følge heraf blev Perserriget splittet i dele. Denne kaotiske tilstand fortsatte indtil år 230. I denne periode forlod de qahtanitiske stammer landet. De adnānitiske stammer, som tidligere var udvandret fra en vidtstrakt grænseregion i Irak, vendte på dette tidspunkt tilbage til Karila, kæmpede mod modparten og slog sig ned på en del af bredden af Eufratfloden.

I mellemtiden begyndte den persiske magt gradvist at samle sig, efter at Ardashir havde grundlagt det sasanidiske rige i år 226. Ardashir støttede perserne og slog de arabere tilbage, der boede ved hans lands grænse. Som følge heraf drog Quda’a-stammen mod Syrien. Araberne i Hira og Anbar erklærede derimod, at de var villige til at underkaste sig.

Under Ardashirs styre var Hira, Badiyat al-Irak og halvøen underlagt Rabias stammer. Mudar-stammerne var underlagt herskerne fra Jazirat al-Wazzah. Det synes, som om ardasherne havde indset, at det ikke var muligt at herske direkte over de arabiske indbyggere og forhindre dem i at plyndre grænseområderne, og at det derfor ville være klogt at udnævne en arabisk leder med bred folkelig støtte til hersker. Fordelen ved dette ville være, at man i nødvendige situationer kunne få hjælp fra disse arabere mod romerne og sætte disse herskere i Irak op imod de romervenlige arabiske herskere i Syrien. Under kongerne af Hira var en enhed af persiske soldater udstationeret i Abessinien. De blev brugt til at undertrykke arabiske oprørere forskellige steder.

I år 268 døde Jazima, og Amr ibn Adi ibn Nasr al-Lakhami al-Hadrami efterfulgte ham. Han var den første hersker af Lakhm-stammen. Lakhmiderne fortsatte med at herske over Hira helt frem til Shapur Qobaz ibn Firuz’ tid. Mazdak trådte frem på samme tid som Qobaz. Han var fortaler for reformismen. Qobaz og mange af hans tilhængere sendte kong Mundhir ibn Maussama besked om, at han også skulle antage denne religion. Mundhir var en meget fremsynet mand, og han nægtede. Derfor afsatte Qobaz ham og overdrog styret af Hira til Harith ibn Amr ibn Hajar al-Findis, en af de fremmeste fortalere for den mazdakitiske lære.

Efter Qobaz tilfaldt Persiens herskermagt Kisra Noshervan. Han hadede denne religion intenst. Han dræbte Mazdak og mange af hans tilhængere. Han genindsatte Mundhir som hersker over Hira og tilkaldte Harith ibn Amr til sig. Men Harith flygtede til Banu Kinanas område, hvor han tilbragte resten af sit liv.

Efter Mundhir ibn Maussama gik herskermagten over Hira i arv blandt hans efterkommere frem til Mundhir ibn Nu’mans tid. Derefter fremsatte Zayd ibn Adi al-Ibadi en falsk anklage mod Mundhir ibn Nu’man over for Kisra. Kisra Noshervan blev rasende og tilkaldte Mundhir. Mundhir mødte ikke straks op, men gik i hemmelighed til Hani ibn Masud, lederen af Banu Shayban, og overlod sin familie og hele sin formue til ham, hvorefter han mødte op ved Kisras hof. Kisra fængslede ham, og han døde i fangenskab.

Efter at Kisra havde fængslet Nu’man, udnævnte han Yas ibn Qubaysa al-Ta’i til hersker over Hira i hans sted og beordrede Yas til at kræve Nu’mans sikkerhedsstillelse hos Hani ibn Masud. Den ærefulde Hani erklærede krig. Yas drog af sted med Kisras soldater og en gruppe marzbaaner. Et voldsomt slag mellem de to parter fandt sted på Dhu Qar-sletten. Banu Shayban sejrede i dette slag, og perserne led et skammeligt nederlag. Det var første gang, araberne sejrede over ikke-arabere. Denne begivenhed fandt sted nogen tid efter Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev født. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, blev født i den ottende måned af Yas’ styre i Hira.

Efter Yas udnævnte Kisra en persisk guvernør i Hira. Men i år 632 blev Lakhmidernes magt genoprettet, og en mand ved navn Mundhir ibn Marur overtog herskermagten. Efter blot otte måneders styre trådte den ærede Khalid, må Allah være tilfreds med ham, ind i Hira med islams styrkes banner.

Kongedømmet i Syrien

På den tid, hvor de arabiske stammers udvandring fandt sted, kom flere grene af Quda’a-stammen til grænsen af Syrien og begyndte at bosætte sig dér. De var beslægtede med Banu Sulaym ibn Hulwan. En af disse grene var Banu Jadh’am ibn Sulaym, som blev kendt som Jadhayima. Romerne tog denne gren af Quda’a til sig for at beskytte sig mod plyndringer fra de arabiske ørkenbeduiner og bruge den mod perserne. De tog den til sig for at overdrage styret til et medlem af stammen. En af stammens mænd blev udpeget til hersker, og derefter fortsatte deres styre i lang tid. Deres berømte konge var Ziyad ibn al-Hayula. Det antages, at Jadhayimas styre strakte sig over hele det andet århundrede e.Kr. Derefter trådte Ghassan-dynastiet frem, og Jadhayimas styre ophørte. Ghassan-dynastiets folk besejrede Banu Jadhayima og udvidede deres herredømme. Da romerne så dette, anerkendte de Ghassan-dynastiets herskere som herskere over de arabiske indbyggere i Syrien. Ghassan-dynastiets hovedstad var Dumat al-Jandal. Som redskab for romermagten bevarede de deres herredømme over Syrien i lang tid. Under al-Faruqs kalifat fandt slaget ved Yarmuk sted i det trettende hijri-år. På dette tidspunkt antog Ghassan-dynastiets sidste hersker, Jabala ibn al-Aiham, islam. Men på grund af sin stolthed kunne denne mand ikke holde fast ved islam ret længe; senere forlod han religionen og blev apostat.

Lederskabet over Hijaz

Det var fra profeten Ismail, fred være med ham, at den menneskelige bosættelse i Mekka begyndte. Han levede i 137 år (Bibelen, Første Mosebog, s. 17–25). Så længe han levede, var han leder af Mekka og vogter af Kabaen (Qalbe Jazirat al-Arab, s. 230–237). Efter hans død overtog hans sønner Nabit og Qaidar styret af Mekka.

Der er uenighed om, hvem af disse to der først kom til magten, og hvem der kom efter. Nogle siger, at Nabit først kom til magten, og at Qaidar fulgte efter. Andre siger, at Qaidar først kom til magten, og at Nabit fulgte efter. Efter dem overtog deres bedstefar Majaz ibn Jorhami magten. På denne måde overgik styret af Mekka til Jorhamiderne. De beholdt magten i lang tid. Eftersom profeten Ismail, fred være med ham, havde bygget Kabaen sammen med sin far, havde hans efterkommere en ærefuld position, men senere tilfaldt magten og lederskabet ikke længere dem (Ibn Hisham, bind 1, s. 111–113; Ibn Hisham nævner, at kun Nabit blandt profeten Ismails efterkommere havde magten).

År efter år gik, men profeten Ismails, fred være med ham, efterkommere kunne ikke komme ud af deres ukendte tilværelse. Nogen tid før Bukht Nasr trådte frem, blev Banu Jorhams magt svækket, og Adnanidernes politiske stjerne begyndte at stråle på Mekkas politiske himmel. Beviset herpå er, at ingen fra Jorham-stammen var blandt lederne af den arabiske hær i det slag, som Bukht Nasr udkæmpede mod araberne på et sted kaldet Irk (Qalbe Jazirat al-Arab, s. 230).

I 587 f.Kr., under Bukht Nasrs anden ekspedition, flygtede Banu Adnan til Yemen. På dette tidspunkt var profeten for Israels børn profeten Ibrahim, fred være med ham. Han rejste til Syrien sammen med Adnans søn Ma’ad. Da Bukht Nasrs indflydelse var aftaget, vendte Ma’ad tilbage til Mekka. Da han kom dertil, opdagede han, at der i Mekka kun var én person fra Jorham-stammen, ved navn Jorsham. Jorsham var søn af Julhama. Ma’ad giftede sig derefter med Jorshams datter, Mayana. Nazar blev født af hende (Rahmatun lil-‘Alamin, bind 2, s. 48).

På et tidspunkt blev Jorhams situation i Mekka meget dårlig. De var hårdt plaget af fattigdom. Som følge heraf behandlede de dem, der kom for at gå rundt om Kabaen, urimeligt, og de tøvede ikke engang med at tilegne sig Kabaens rigdomme (Qalbe Jazirat al-Arab, s. 231). Banu Adnan var inderst inde meget utilfredse med disse handlinger fra Banu Jorham. Derfor udnyttede Banu Khuza’a Adnan-slægtens grådighed under ekspeditionen til Marraz Juhra. Banu Khuza’a erklærede sammen med Banu Bakr ibn Abd Manaf ibn Kinana fra Adnan-stammen krig mod Banu Jorham. Banu Jorham blev besejret og fordrevet fra Mekka. Denne begivenhed fandt sted omkring midten af den kristne tidsregning.

Da Banu Jorham forlod Mekka, fyldte de Zamzam-brønden til. På det tidspunkt kastede de flere historiske genstande i Zamzam og fyldte den næsten helt. Muhammad ibn Ishaq har skrevet, at Amr ibn al-Harith al-Ma’az al-Jorhami (denne person er ikke den samme som Mazaz al-Jorhami, der er nævnt i beretningen om profeten Ismail). Han tog to gyldne hjorte fra Kabaen (Mas’ud har skrevet, at perserne sendte værdifulde genstande og gaver til Kabaen. Zayd ibn Bak sendte to hjorte af guld, perler, sværd og meget guld. Amr kastede alt dette i Zamzam-brønden. Muruj adh-Dhahab, bind 1, s. 205) og fjernede den Sorte Sten, som var anbragt i Kabaens hjørne, og begravede den i Zamzam-brønden. Derefter drog de til Yemen sammen med alle medlemmerne af Jorham-stammen. Banu Jorham kunne ikke glemme smerten over at være blevet fordrevet fra Mekka og have mistet magten. En mand ved navn Amr fra Jorham-stammen sagde i et digt, han skrev om dette:

Fra Ajun til Safa er der ingen allieret, og ved nattens sammenkomster er der ingen, der fortæller historier. Hvorfor er der ingen? Vi er jo stedets beboere; tidens omskiftelser har knust vores lykke. Ak og ve, i dag har den gjort os fuldstændig fattige. (Ibn Hisham, bind 1, s. 114–115).

Profeten Ismails, fred være med ham, levetid lå omkring to tusind år før Kristus. Ifølge denne beregning eksisterede Jorham-stammen i Mekka i to tusind et hundrede år. De regerede i næsten to tusind år.

Efter at Banu Khuza’a havde udvidet deres herredømme i Mekka, fortsatte de med at styre uden Banu Bakr. Folk fra Modar-stammen blev dog indsat i tre ærefulde embeder. Disse tre embeder var som følger:

1) At føre pilgrimmene fra Arafat til Muzdalifah og give tilladelse til, at pilgrimmene drager fra Mina på Yaum an-Nahr. Den 13. Dhu al-Hijjah er Yaum an-Nafar, og denne dag er hajjens sidste dag. Denne ære tilkom familien Banu Sawm ibn Marba af Ilyas ibn Modars slægt. De blev kaldt Sufa. Den 13. Dhu al-Hijjah kunne pilgrimmene ikke kaste sten, før en af Sufas mænd havde kastet en sten. Når pilgrimmene kastede sten og drog til Mina, stod Sufas mænd på begge sider af Aqabah, den eneste vej ud af Mina. Ingen pilgrim kunne passere ad denne vej, før de havde afsluttet deres passage. Derefter fik andre lov til at passere. Efter Sufa tilfaldt denne sjældne ære en familie fra Banu Tamim, Banu Sa’d ibn Zayd Manat.

2) Æren ved om morgenen den 10. Dhu al-Hijjah at drage fra Muzdalifah til Mina tilkom Banu Adnan.

3) At fremrykke eller udskyde de hellige måneder. Banu Tamim ibn Adi, en gren af Banu Kinana-stammen, havde denne ære. (Ibn Hisham, 1. bind, s. 119–122.)

Banu Khuza’as herredømme over Mekka varede i tre hundrede år. (Yaqut, Sa’dah, Mekka)

I denne periode spredte de adnanitiske stammer sig, efter at de havde forladt Mekka og Hijaz, til Najd, forskellige områder i Irak, Bahrain og andre steder. Nogle grene af Quraysh blev tilbage omkring Mekka. De var beduiner. De bestod af forskellige grupper, og nogle få isolerede familier blandt dem boede i Banu Kinana. De havde ingen rolle i styringen af Mekka eller vedligeholdelsen af Kabaen. Derefter trådte Qusay ibn Kilab frem. (Muhadarat al-Khazrami, 1. bind, s. 35; Ibn Hisham, 1. bind, s. 117).

Det fortælles om Qusay, at hans far døde, mens han endnu lå i sin mors arme. Derefter giftede hans mor sig med en mand fra Banu Udhrah-stammen. Eftersom hendes mands stamme boede i Syrien, rejste Qusays mor til Syrien. Hun tog også Qusay med sig. Da han blev ung, vendte Qusay tilbage til Mekka. På det tidspunkt var Mekkas guvernør Hulayl ibn Hubshiyyah al-Khuza’i. Qusay sendte et frierbrev til Hulayls datter Hubba.

Hulayl accepterede forslaget og giftede Huba bort. (Ibn Hisham, bind 1, s. 117-118) Efter Hulayls død udbrød der krig mellem Khuzāʿaerne og Quraysh om herredømmet over Mekka og Kabaen. Efter at have vundet denne krig opnåede Qusay herskermagten og retten til at føre tilsyn med Kabaen.

Hvad var årsagen til denne krig? Der findes tre beretninger om dette.

For det første voksede Qusays sociale status og indflydelse, efter at hans efterkommere var blevet flere, og rigdommen var vokset. Da Hulayl samtidig døde, tænkte Qusay, at det var ham, der var bedst egnet til at føre tilsyn med Kabaen og styre Mekka i stedet for Banū Khuzāʿa og Banū Bakr. Han tænkte også, at Quraysh var arabere af ren ismaelisk afstamning og de øvrige ismaelitters ledere. Derfor tilkom retten til lederskab og myndighed kun dem. Med disse overvejelser drøftede Qusay sagen med nogle mænd fra Quraysh og Khuzāʿa-stammen. Han spurgte, om der fandtes nogen aftale, som forbød at fordrive Banū Bakr, der tilhørte Khuzāʿa-stammen, fra Mekka. Alle erklærede sig enige med ham og støttede ham (Ibn Hisham, bind 1, s. 117-118).

For det andet havde Qusays svigerfar Hulayl på sit dødsleje testamenteret, at Qusay skulle føre tilsyn med Kabaen og regere over Mekka (Ibn Hisham, bind 1, s. 118).

For det tredje havde Hulayl overdraget ansvaret for at føre tilsyn med Kabaen til sin datter Huba. Abu Ghibshān fra Khuzāʿa blev udpeget som hendes fuldmægtig. Som Hubas repræsentant varetog Abu Ghibshān ansvaret for Kabaen. Efter Hulayls død købte Qusay retten til at føre tilsyn med Kabaen af Abu Ghibshān for en lædersæk vin. Khuzāʿa-stammen godkendte imidlertid ikke denne handel. De forhindrede Qusay i at komme til Kabaen. Derfor samlede Qusay Quraysh og Banū Kināna for at fordrive Banū Khuzāʿa fra Mekka. Alle besvarede Qusays opfordring, og Banū Khuzāʿa blev fordrevet fra Mekka (Rahmatul lil-ʿĀlamīn, bind 2, s. 55).

Kort sagt, uanset hvad årsagen måtte have været, var forløbet således, at folkene fra Sūfā-stammen efter Hulayls død ville gøre det samme, som de tidligere havde gjort. På dette tidspunkt samlede Qusay folkene fra Quraysh- og Kināna-stammerne. Til de forsamlede mænd ved ʿAqaba-vejen sagde Qusay: »Vi er mere værdige til denne ære end jer« (Ibn Hisham, bind 1, s. 117). Efter disse ord begyndte der voldsomme sammenstød mellem de to parter, og Qusay fratog Sūfā-folkene deres særstilling. På dette tidspunkt erklærede folkene fra Banū Khuzāʿa og Banū Bakr-stammerne sig ikke solidariske med Qusay, men modsatte sig ham. Derfor truede Qusay dem. Til sidst brød der krig ud mellem de to parter, og mange mennesker blev dræbt (Qalb Jazīrat al-ʿArab, s. 232). Efter krigen reorganiserede Qusay Mekkas administration i overensstemmelse med fredsaftalens bestemmelser. Han tilkaldte Quraysh-folk fra forskellige dele af Mekka og knyttede dem til administrationen. Desuden tildelte han hver Quraysh-familie et bestemt sted til rifāda. Han lod dem, der beregnede månederne, Banū ʿAdwān og Banū Marra ibn ʿAwf blandt al-Safwān-folkene, beholde deres embeder. Qusay mente, at dette også var en del af religionen, og at ingen havde ret til at ændre det (Ibn Hisham, bind 1, s. 124-125).

En af Qusays vigtigste bedrifter var opførelsen af Dār al-Nadwa ved siden af Kabaen. Dens dør vendte mod moskeen. Dār al-Nadwa var i virkeligheden Quraysh-folkets parlament. Dār al-Nadwa havde en enestående betydning og indflydelse på Quraysh-folkets sociale liv. Denne institution var et symbol på Quraysh-folkets enhed. Mange af samfundets komplicerede problemer blev løst her. (Samme værk, bind 1, s. 125; Muhāḍarāt Khazramī, bind 1, s. 36)

Qusay besad følgende æresbevisninger og magtbeføjelser.

1) Formand for Darun-Nadwa. Her blev mange vigtige spørgsmål drøftet. Unge mænds og kvinders bryllupper blev også afholdt her.

2) Liwa, det vil sige krigsfanen, som blev bundet fast i Qusays hånd.

3) Hijaba, ansvaret for vedligeholdelsen af Kabaen. Det betød, at Qusay åbnede Kabaens dør, og at al tjeneste og vedligeholdelse af Kabaen blev udført under hans opsyn.

4) Siqaya, uddeling af drikkevand. Vand blev fyldt i flere bassiner til pilgrimmene. Derefter blev dadler og rosiner blandet i vandet for at gøre det sødt. Når hajj-pilgrimmene kom til Mekka, drak de dette vand. (Muhadarat al-Khazrami, bind 1, s. 36).

5) Rifada, beværtning af pilgrimmene. Det betød, at der blev tilberedt mad til pilgrimmenes beværtning. Til dette formål pålagde Qusay Quraysh et fastsat bidrag. Dette beløb skulle afleveres til Qusay-familien i hajj-sæsonen. Qusay sørgede for, at der blev tilberedt mad til pilgrimmene for de indsamlede midler. Den mad, der blev serveret for fattige og nødlidende pilgrimme, blev finansieret på denne måde. Pilgrimme, som ikke havde midler nok til at rejse hjem, blev hjulpet (Ibn Hisham, bind 1, s. 11).

Qusay havde alle de ovennævnte embeder. Qusays ældste søn hed Abdud-Dar. Den anden søn hed Abd Manaf. Allerede mens Qusay levede, opnåede den anden søn en høj position med lederskab og myndighed. Derfor sagde Qusay til sin ældste søn, Abdud-Dar: »Selv om de er kommet foran dig, vil jeg hæve dig til deres niveau.« Derefter indsatte Qusay Abdud-Dar som sin efterfølger i alle embeder. Det vil sige, at han overdrog ham formandsposten for Darun-Nadwa, ansvaret for Kabaens vedligeholdelse, føringen af krigsfanen, uddelingen af vand til pilgrimmene og beværtningen af pilgrimmene. Mens Qusay levede, gjorde ingen indsigelse mod noget af det, han sagde eller gjorde; tværtimod accepterede alle alt uden protest. Derfor accepterede alle efter hans død også alle hans beslutninger uden kritik. Qusays børn viste fuld respekt for deres fars testamente. Efter Abd Manaf døde, begyndte hans sønner at forhandle med deres fætre om de nævnte forhold. De udtrykte fortsat deres utilfredshed ved at kritisere fætrenes enerådige embeder. Som følge heraf blev Quraysh delt i to grupper. Det var tæt på, at der udbrød krig mellem de to grupper. På et tidspunkt foreslog begge parter imidlertid et forlig og fordelte de forskellige embeder mellem sig. Derefter blev ansvaret for at give pilgrimmene vand og beværte dem overdraget til Banu Abd Manaf. Ledelsen af Darun-Nadwa og ansvaret for Kabaens vedligeholdelse forblev hos Abdud-Dars efterkommere. Med hensyn til de erhvervede embeder indførte Abd Manaf-sønnerne lodtrækning. Ved lodtrækningen blev navnet på Hashim, Abd Manafs søn, trukket. Som følge heraf varetog Hashim hele sit liv ansvaret for at give pilgrimmene vand og beværte dem. Efter Hashims død overtog hans bror Muttalib dette ansvar. Efter Muttalib blev ansvaret overdraget til hans nevø, Abd al-Muttalib. Han var bedstefar til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Abd al-Muttalibs søn Abbas fik dette ansvar. (Samme værk, bind 1, s. 129, 132, 178, 179).

Der fandtes desuden nogle andre embeder, som Quraysh fordelte mellem sig. Gennem disse embeder havde Quraysh oprettet en mindre regering. Denne regerings administration lignede i høj grad nutidens parlamentariske system. Embedsfordelingen var som følger:

a) Esar, det vil sige spådomskunst. Dette embede, som omfattede vedligeholdelsen af de pile, der blev placeret hos afguderne for at spå om fremtiden, tilhørte Banu Jumah.

b) Økonomiforvaltning, herunder forvaltningen af de gaver, offergaver og ofre, der blev frembåret for at opnå nærhed til afguderne. Desuden blev ansvaret for at afgøre stridigheder og tvister også overdraget til Banu Sahm.

c) Shura; denne ære tilkom Banu Asad.

d) Ashnaq, opkrævning og fordeling af beløb fra erstatninger og bøder. Banu Taym-stammen beklædte dette embede.

e) Uqab, føring af nationalflaget. Dette embede var overdraget til Banu Umayya-stammen.

f) Qubba, forvaltning af militærlejren og kommandoen over soldaterne. Denne ære tilkom Banu Makhzum.

g) Safayat, tilsyn med rejserelaterede forhold. Ansvaret blev varetaget af Banu Adi-stammen. (Tarikh-e Abdul Quran, bind 2, s. 104, 105, 106).

Den administrative tilstand i andre dele af Arabien

Det er tidligere blevet omtalt, at de qahtanitiske og adnānitiske arabere forlod deres hjemlande, og det er blevet nævnt, at hele landet blev fordelt mellem disse arabiske stammer. Derefter var forholdene med hensyn til deres ledelse og myndighed således, at de stammer, som boede omkring Kabaen, blev anset for at være underlagt Hira. Men dette var kun formelt; i virkeligheden forholdt det sig ikke sådan. Bortset fra de to nævnte steder var araberne i de øvrige områder fuldstændig uafhængige.

Blandt disse stammer var der et etableret rangsystem. Stammens egne medlemmer udpegede deres rang. For disse høvdinge var stammen som en lille regering. Den sikrede grundlaget for deres politiske eksistens, bilagde stammemæssige stridigheder og uroligheder samt varetog beskyttelsen og forsvaret af deres territorier.

Høvdingene havde en status som konger i deres samfund. I spørgsmål om krig og fred var høvdingenes afgørelser endelige. Denne ordning blev ikke ændret under nogen omstændigheder. Disse stammehøvdinges magt var på ingen måde mindre end den magt, en diktator bør have. Nogle høvdinge var i en sådan position, at de på alle områder var selvstændige. En digter har beskrevet det således: »Blandt os har du ret til en fjerdedel af krigsbyttet. Desuden til udvalgte rigdomme. Når du træffer en afgørelse, har du også ejendomsret til den pågældende rigdom. Du ejer også det, der findes på vejen, og det, der bliver til overs uden at blive fordelt.«

Den politiske situation

Da der er blevet redegjort for regeringsformen og herskerne på Den Arabiske Halvø, vil det være passende også at drøfte den politiske situation i nogen grad.

Befolkningen i de tre grænseområder på Den Arabiske Halvø var naboer til fremmede lande. I disse tre lande herskede uro, kaos og politisk ustabilitet. Menneskene var opdelt i to klasser: slaver og herrer. Alle former for muligheder, privilegier og særrettigheder var i de fremmede herskeres hænder. Alle byrder lå på slavernes skuldre. For at sige det klart kan man sige, at administrationen blev behandlet som landbrugsjord. Den blev betragtet som en indtægtskilde for regeringen. Herskerne brugte disse penge og rigdomme på deres egen lykke og velstand, komfort, overdådighed og luksus. Folket famlede hjælpeløst i mørket. Herskerne fortsatte med at udsætte folket for alle former for undertrykkelse og overgreb, mens folket tavst og uden modstand måtte udholde det hele. De havde ingen mulighed for at fremsætte nogen form for klage. De måtte tåle vanære, ydmygelse og overgreb. De, der sad på magten, opførte sig som diktatorer. Der fandtes slet ingen menneskelige rettigheder.

Naboerne, som havde bosat sig ved siden af disse områder, led under ubeslutsomhed. Folkene i disse stammer ændrede deres beslutninger alt efter situationen og behovet. Nogle gange erklærede de deres støtte til irakerne, og andre gange sluttede de sig til syrernes side.

De stammer, der boede inde på Den Arabiske Halvø, var også splittet i hundredvis af fraktioner. Overalt herskede stridigheder, uoverensstemmelser, konflikter, arvelige og religiøse splittelser samt kaos.

Selv midt i al denne uro støttede de splittede og adskilte mennesker, når det var nødvendigt, udelukkende deres egen stamme. I den forbindelse tog de ikke hensyn til ret eller uret. En digter, der var talerør for en stamme, siger:

Jeg er blot en mand fra Ghāzirah-stammen. Hvis de går vild, vil jeg også gå vild, og hvis de følger den rette vej, vil jeg også følge den rette vej.

I hele Arabien fandtes der ingen konge, som identificerede sig med folket. Ingen havde noget sted at søge tilflugt, og i sorg, lidelse, problemer, kriser og ulykker var der ingen, man kunne have tillid til eller forlade sig på.

Herskeren over Hijaz blev betragtet med respekt og blev æret som en central autoritet. Herskeren over Hijaz var i virkeligheden både verdslig og religiøs leder. Som religiøs leder havde han etableret sin dominans over araberne. Hans styre over Kabaen og de omkringliggende områder blev accepteret uden indsigelser. Omsorgen for dem, der kom for at besøge Kabaen, opfyldelsen af deres behov, gennemførelsen af shariaen samt opretholdelsen og udviklingen af det parlamentariske system var blandt de opgaver, der påhvilede denne hersker. Men disse herskere var så svage, at de ikke havde styrken til at bære byrden af Arab iens indre problemer – det vil sige til at løse alle problemerne. Denne svaghed blev bevist under abyssiniernes angreb.

Arabernes religiøse tro og religiøse doktriner

På grund af Hazrat Ismails daʿwah og formidling var den almindelige befolkning i Arabien tilhænger af Ibrahims religion. De tilbad alene Allah og troede på tawhid, altså Guds enhed. Men efterhånden som dagene gik, begyndte de i stigende grad at glemme religionens lære. Alligevel var der stadig rester af tawhids lys og Hazrat Ibrahims lære iblandt dem. På dette tidspunkt trådte Amr ibn Luhay, høvdingen for Khuzāʿah-stammen, frem på scenen. Fra barnsben var denne mand blevet opdraget i et religiøst og fromt miljø. Hans interesse for forskellige religiøse spørgsmål var usædvanlig stor. Almindelige mennesker så på ham med kærlighed. De fulgte ham, fordi de betragtede ham som en førende religiøs ekspert. På et tidspunkt rejste denne mand til Syrien. Da han så, at afgudsdyrkelse blev praktiseret dér, tænkte han, at det måske virkelig var en god gerning. Mange profeter var fremstået i Syrien, og himmelske bøger var blevet åbenbaret dér. Derfor måtte det, som Syriens folk gjorde, naturligvis være godt og fromt. Med denne tanke tog han på hjemvejen fra Syrien en afgud med sig, som hed Hubal, og opstillede den inde i Kabaen. Derefter opfordrede han Mekkas indbyggere til at begå shirk mod Allah gennem afgudsdyrkelse. Mekkas folk besvarede hans kald i stort tal. Da folk fra forskellige egne af Arabien så Mekkas befolkning dyrke afguder, fulgte de deres eksempel. Folk fra det større Arabien betragtede dem, der tog sig af Kabaens vedligeholdelse, som religiøse ledere. (Mukhtaṣar as-Sīrah, Shaykh Muhammad ibn ʿAbd al-Wahhāb an-Najdī, s. 12). Derfor fulgte de Mekkas folk i afgudsdyrkelsen. Således begyndte afgudsdyrkelsen at brede sig i Arabien.

Foruden Hubal var Manāt en af Arab iens gamle afguder. Denne afgud var blevet opstillet på et sted kaldet al-Mushallal i området Qudayd ved Det Røde Havs kyst. (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 222). Derefter blev en afgud ved navn al-Lāt opstillet i Taif. På et sted kaldet Nakhlah blev en afgud ved navn al-ʿUzzā anbragt, og den blev dyrket. Disse tre var Arab iens største afguder.

Efter at disse afguder var blevet fulgt, bredte shirk sig i Hijaz på kort tid, og der opstod en voldsom trang til at opstille afguder. Det siges, at en jinn var tilhænger af Amr ibn Luhay. Denne fortalte Amr, at afguderne tilhørende Noahs folk – Wadd, Suwāʿ, Yaghūth, Yaʿūq og Nasr – var begravet i Jeddah.

Da Amr ibn Luhay havde fået denne besked, rejste han til Jeddah og gravede alle disse afguder frem. Derefter bragte han dem til Mekka. Under hajj-sæsonen blev disse afguder overdraget til forskellige stammer. Stammerne tog afguderne med til deres egne områder. På denne måde blev der opstillet afguder i hver stamme og efterhånden i hvert hjem.

Efterhånden fyldte hedningene Kabaen med afguder. På tidspunktet for erobringen af Mekka stod der tre hundrede og tres afguder i Kabaen. Allahs Sendebud, Allahs velsignelse og fred være med ham, knuste selv disse afguder. Han stødte til dem med en stav, og straks faldt den pågældende afgud ned. Derefter blev alle afguderne efter hans befaling båret ud af Kabaen og brændt. (Mukhtasar as-Sira, Shaykh Muhammad ibn Abd al-Wahhab an-Najdi, s. 13, 50, 51, 52, 54.) Kort sagt var shirk og afgudsdyrkelse den største religiøse handling i Jahiliyyas tid. Gennem afgudsdyrkelsen mente de, at de fulgte profeten Ibrahims religion.

Blandt hedningene var der indført særlige regler og skikke for afgudsdyrkelsen. De fleste af dem var opfundet af Amr ibn Luhayy. Makkas indbyggere så på alle Amrs handlinger med beundring. De mente ikke, at dette var en ændring af Ibrahims religion, men betragtede det som en god innovation, en bidʿa hasana. Nedenfor gennemgås nogle af hedningenes skikke inden for afgudsdyrkelsen:

1) I Jahiliyyas tid sad hedningene hengivent foran afguderne og søgte tilflugt hos dem. De påkaldte dem højlydt og bad dem om hjælp til at få deres behov opfyldt, få vanskeligheder lettet og problemer løst. De troede, at afguderne ville gå i forbøn hos Allah for dem og få deres ønsker opfyldt.

2) Man udførte hajj og tawaf for afguderne. Man bønfaldt dem ydmygt og kastede sig ned for dem.

3) Man frembar gaver og offergaver til afguderne. Ofte blev offerdyrene ført til afgudernes helligdom og slagtet dér. Det blev dog gjort i afgudernes navn. Allah den Ophøjede har nævnt begge disse former for slagtning i Koranen. Også det dyr er gjort haram, som ofres på afgudsdyrkelsens alter.

Allah den Ophøjede siger også: Spis ikke kødet af de dyr, hvorpå Allahs navn ikke er blevet nævnt; det vil sige, spis intet, der er slagtet i en andens end Allahs navn.

4) En anden måde at opnå afgudernes tilfredshed på var, at hedningene udskilte en del af deres fødevarer, deres afgrøder og deres firbenede dyr til afguderne. Det interessante er, at de også afsatte en del til Allah. Derefter bragte de, afhængigt af omstændighederne, den del, der var afsat til Allah, til afguderne, men den del, der var afsat til afguderne, bragte de under ingen omstændigheder til Allah.

Som Allah den Ophøjede siger: De udskiller en del af de afgrøder og dyr, som Allah har skabt, til Allah og siger efter deres egne forestillinger: »Dette er til Allah, og dette er til vores guder.« Det, der er til deres guder, når ikke Allah, mens det, der er til Allah, når dem. Hvor ondt er det, de afgør.

Fem) De fastsatte en måde at opnå gudernes tilfredshed på: afgudsdyrkerne aflagde forskellige løfter ved de afgrøder, de producerede, og blandt de firbenede dyr. Som Allah den Ophøjede siger: »De siger efter deres egne forestillinger: Dette kvæg og disse afgrøder er forbudte; ingen må spise af dem undtagen den, vi ønsker. Og de nævner ikke Allahs navn, når de forbyder ridning på ryggen af visse dyr.«

Seks) Blandt disse dyr var Bāḥira, Sā’iba, Waṣīla og Ḥāmī. Ibn Isḥāq har sagt, at Bāḥira betegner afkommet af en Sā’iba-hun-kamel. Sā’iba betegner en hun-kamel, som i rækkefølge føder hununger ti gange, uden at nogen af dem er en hanunge. En sådan hun-kamel blev sluppet fri. Man red ikke på dens ryg, dens uld blev ikke klippet, og ingen andre end gæster drak dens mælk. Det afkom, som denne hun-kamel fødte ellevte gang, blev sluppet frit sammen med moderen. Man red ikke på dets ryg. Når den fik et afkom, blev dette kaldt Sā’iba.

Waṣīla betegner en ged, som føder hununger to ad gangen fem gange i træk. Det vil sige, at den føder ti hununger i fem fødsler, uden at nogen af dem er en hanunge. Derefter var det afkom, som disse geder fødte sjette gang, forbeholdt mændene; kvinderne måtte ikke spise det, mens alle mænd måtte spise det.

Ḥāmī betegner en han-kamel, hvis sæd giver ophav til ti hununger i træk, uden at der imellem dem fødes nogen hanunge. En sådan kamel blev fredet. Ingen måtte ride på dens ryg, og dens hår blev ikke klippet. Den blev sluppet fri til at færdes blandt kamelflokken. Desuden blev den ikke brugt til nogen som helst anden form for arbejde. Som protest mod disse former for afgudsdyrkelse og skikke, der var udbredt i jāhiliyyaens dage, siger Allah den Ophøjede i Koranen: »Allah har ikke fastsat Bāḥira, Sā’iba, Waṣīla eller Ḥāmī, men de vantro opdigtede løgne om Allah, og de fleste af dem forstår ikke.«

Allah den Ophøjede siger også i Koranen: »De siger endvidere: Det, der findes i dette kvæg, er bestemt for vores mænd og forbudt for vores kvinder; men hvis det er dødt, har mænd og kvinder alle del i det.« Han vil gengælde dem for det, de siger. Han er Alvidende og Alvidende i sin visdom.

Der er blevet gengivet andre forklaringer på den nævnte klassificering af de firbenede dyr, det vil sige Bāḥira, Sā’iba og lignende. (Sīrat Ibn Hišām, bind 1, s. 89-90). Ibn Isḥāqs forklaring adskiller sig en smule fra den her nævnte forklaring.

Ḥaḍrat Saʿīd ibn al-Musayyab, må Allah være tilfreds med ham, siger: »Disse dyr er til deres ṭāghūter.« (Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, bind 1, s. 499). Det er berettet i Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, at ʿAmr ibn Luḥayy var den første, der frigav dyr i gudernes navn. (Samme sted).

Araberne overholdt disse ritualer og skikke i den tro, at guderne ville bringe dem nærmere Allah og gå i forbøn for dem hos Allah. I den hellige Koran siger Allah: »Afgudsdyrkerne sagde: Vi tilbeder dem kun for at de skal bringe os nær til Allah.«

Allah den Højeste siger også i Koranen: »Det, de tilbeder ud over Allah, kan hverken skade eller gavne dem. De siger: ’Disse er vores forbederere hos Allah.’« (18:10)

Mekkas afgudsdyrkere brugte azlām, det vil sige spådomspile. Azlām er flertal af ordet zalāmūn. En zalām er en pil uden fjer. Disse pile, som blev brugt til spådom, var af tre slags. På én slags pile stod der »ja« eller »nej«. Sådanne pile blev brugt i forbindelse med rejser, ægteskab og lignende. Hvis spådommen viste »ja«, udførte man det planlagte; hvis der stod »nej«, udsatte man det i et år. Året efter brugte man igen spådomspilene for at afgøre, om handlingen skulle udføres. På den anden slags spådomspile var ord som »vand«, diyah eller erstatning og lignende indgraveret.

På den tredje slags pile stod der: »Blandt jer« eller »uden for jer«. Disse pile blev brugt sådan, at hvis der var tvivl om en persons slægt, blev han sammen med hundrede kameler ført frem foran afguden Hubal.

Kamelerne blev givet til den tjenende vogter, som ejede pilene. Han blandede pilene sammen og rystede dem. Derefter trak han én pil. Hvis der stod »blandt jer«, blev personen regnet for et æret medlem af stammen. Hvis der stod »uden for jer«, blev personen ikke betragtet som en fra fjendens side, men fik ret til at leve blandt stammen på almindelig vis som dens øvrige medlemmer. (Muhādarāt Khazrāmī, bind 1, s. 56; Ibn Hishām, bind 1, s. 102-103)

Blandt afgudsdyrkerne fandtes også en næsten tilsvarende skik. Det var hasardspil og hasardspillets pile. Alt efter mærkningen på pilene slagtede man en kamel og fordelte kødet. (Reglen var, at den person, der spillede hasard, slagtede en kamel og delte den i ti eller otteogtyve dele. Derefter blev der trukket lod med pile. Ingen af pilene havde et sejrsmærke. Den, hvis navn den sejrsgivende pil kom op på, blev erklæret vinder og fik kamelkødet gratis. Den, hvis navn kom op på en umærket pil, måtte betale for kødet.)

De arabiske afgudsdyrkere troede på magikernes og astrologernes ord. Disse talte om fremtidens gode og dårlige ting. Nogle hævdede, at de havde en underdanig jinn, som bragte dem nyheder. Andre hævdede, at de havde gudgiven begavelse og kløgt, og at de på grund af denne begavelse og kløgt kunne forudsige fremtiden fejlfrit. Blandt dem var der en gruppe, som blev kaldt arrāf. De talte om tyverier, fandt stjålne ejendele og identificerede gerningsstedet. Astrologer blev kaldt de mennesker, som studerede stjernernes bevægelser og gennem beregninger forudsagde verdens fremtidige begivenheder. (Mir’āt al-Mafātīh, Sharh Mishkāt al-Masābīh, bind 2, s. 2-3, Lucknow-udgaven.)

At tro på astrologens ord svarer i virkeligheden til at tro på stjernerne. Mekkas afgudsdyrkere troede på stjernerne og sagde: »Det er fra den og den stjerne, at regnen bliver sendt ned over os.« (Sahih Muslim, al-Nawawis kommentar, Kitāb al-Īmān, bind 1, s. 95)

De udførte også andre lignende handlinger for at afgøre, hvad der var godt eller dårligt. De hængte blandt andet en knogle fra et kaninknæ op. De anså visse dage, måneder, mænd og kvinder for at være ulykkesbringende. De undgik at røre ved syge mennesker og anså deres blik for skadeligt. De troede, at sjælen blev forvandlet til en ugle, efter at den var forladt kroppen. De troede, at den dræbtes sjæl ikke fandt ro, hvis der ikke blev taget hævn over drabsmanden. De troede, at den dræbtes sjæl vandrede omkring i bjerge og ødemarker og råbte: »Jeg tørster, giv mig noget at drikke!« De troede, at den dræbtes sjæl fandt ro, når der blev modtaget erstatning for drabet. (Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 851, 857)

Qurayshs strid om Abrahams religion

Der er allerede givet en overordnet skildring af folks tanker, tro og handlinger i uvidenhedens tidsalder. Ved siden af alt dette fulgte de også delvist Abrahams religion. Det vil sige, at de ikke helt havde forladt Abrahams religion. De foretog tawaf om Kabaen, ærede Kabaen, udførte hajj og umrah, opholdt sig ved Arafat og Muzdalifah og ofrede hady-dyr. Men i Abrahams religion havde de indført en række religiøse nyskabelser. Nedenfor nævnes nogle eksempler.

En af Qurayshs religiøse nyskabelser var, at de sagde: Vi er profeten Abrahams, fred være med ham, efterkommere. Vi er Kabaens vogtere og vedligeholdere, dens forvaltere og indbyggere i Mekka; ingen står på lige fod med os. Ingen har rettigheder svarende til vores. Derfor kaldte de sig selv Hums, det vil sige modige og ivrige. De sagde: Vi har en så enestående rang, at det ikke sømmer sig for os at gå uden for Kabaens område. Under hajj tog de ikke til Arafat og vendte ikke tilbage derfra efter reglerne. I stedet opholdt de sig ved Muzdalifah og vendte tilbage derfra. Allah den Ophøjede rettede denne nyskabelse og sagde: »Derefter skal I vende tilbage fra det sted, hvorfra de øvrige mennesker vender tilbage.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 199; Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 226)

En af afgudsdyrkernes religiøse nyskabelser var, at de sagde, at det for Hums, det vil sige Quraysh, ikke var tilladt at fremstille ost og ghee, mens de bar ihram. Det var heller ikke tilladt at gå ind i et uldent hus, det vil sige et telt af tæpper. De måtte heller ikke søge skygge noget andet sted end i et lædertelt. (Ibn Hisham, bind 1, s. 202)

En af deres religiøse nyskabelser var også, at det ikke var tilladt at spise den mad og drikke de drikkevarer, som de, der kom udefra Mekka for at udføre hajj eller umrah, havde medbragt. (Samme kilde)

En anden nyskabelse var, at de havde beordret dem, der boede uden for Mekka, til at udføre deres første tawaf efter ankomsten til det hellige område i tøj, som de havde fået af Hums, det vil sige Quraysh. Hvis de ikke kunne få tøj, udførte mændene tawaf nøgne, mens kvinderne tog alt deres tøj af, iførte sig en kort, åben kjole og udførte tawaf. Under tawaf fremsagde de dette vers:

»I dag bliver noget af eller hele det blufærdige blotlagt. Det, der bliver synligt, vil jeg ikke regne for en ulovlig handling.«

For at standse denne uanstændige adfærd åbenbarede Allah den Ophøjede dette vers: »O Adams børn, ifør jer smukke klæder ved hver bøn.« (31:7)

Hvis en mand eller kvinde, der kom udefra, foretog tawaf iført tøj, som var bragt med udefra, blev tøjet kastet bort efter tawaf. Personen brugte det ikke selv, og ingen andre brugte det heller ikke (samme værk, bind 1, s. 202-203; Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 226).

En af Quraysh-folkets religiøse nyskabelser var, at de under ihram ikke gik ind i huset gennem døren, men lavede et hul bag på huset og gik ind gennem dette hul og ud igen ad samme vej.

De anså denne slags besynderlige handling for en from handling. I Den Hellige Koran forbød Allah dem at gøre sådan. Allah siger: »Det er ingen fromhed, at I går ind i jeres huse fra bagsiden. Fromhed er derimod, at den, der praktiserer taqwa. Gå derfor ind i husene gennem dørene. Frygt Allah, så I må få fremgang.«

Dette var hovedtrækkene i hedningernes religiøse liv.

Desuden var jødedom, kristendom, ma jusiyyah eller ildtilbedelse samt sabæiske trosretninger udbredt forskellige steder på Den Arabiske Halvø. Nedenfor gives en kort redegørelse for disse trosretninger. Jødernes tilstedeværelse på Den Arabiske Halvø havde to perioder. Den første periode var den tid, hvor Babylons og Assyriens regeringer erobrede Palæstina. På dette tidspunkt blev jøderne tvunget til at forlade deres hjemland. Som følge af disse regeringers hårde forfølgelse og undertrykkelse samt ødelæggelsen af de jødiske bosættelser forlod et stort antal jøder Hijaz og bosatte sig i den nordlige del af Palæstina (Qalb-e Jazirat al-Arab, s. 251).

Den anden periode var den tid, hvor romerne under Titus af Rom i år 70 e.Kr. erobrede Palæstina. På det tidspunkt forfulgte romerne jøderne, som bosatte sig i Tayma og byggede en fæstning. Gennem kontakten med disse landflygtige jøder blev jødiske religiøse tanker udbredt blandt den arabiske befolkning. Som følge heraf blev jøderne på forskellige tidspunkter før og efter islams fremkomst en betydelig magt. De berømte jødiske stammer på islams fremkomsttid var Khaybar, Nadir, Mustaliq, Qurayza, Qaynuqa og Samhudi. Afa wa Afa har på side 116 i sit værk nævnt, at antallet af jødiske stammer på dette tidspunkt var over tyve (samme værk).

Jøderne var også meget magtfulde i Yemen. Den jødiske trosretning blev udbredt i Yemen gennem en mand ved navn Tabban Asad Abu Karab. Mens han førte krig, nåede denne mand til Yathrib.

Efter at være kommet til Yathrib tog han jødedommen til sig og nåede til Yemen sammen med to jødiske religiøse lærde fra Banu Qurayza. Gennem dem blev den jødiske trosretning udbredt i Yemen. Efter Abu Karab overtog hans søn Yusuf Dhu Nuwas regeringsmagten i Yemen. I sin begejstring for den jødiske trosretning angreb han de kristne i Najran og forsøgte med magt at omvende dem til jødedommen. Men da de nægtede, lod den vrede Dhu Nuwas grave en enorm grøft og tændte ild i den. Derefter kastede han mænd og kvinder, børn og gamle samt mennesker fra alle samfundslag ned i grøften, hvor flammerne brændte voldsomt. Ved denne begivenhed blev mellem tyve og fireogtyve tusind mennesker dræbt. Begivenheden fandt sted i oktober 523 e.Kr. Den er omtalt i sura al-Buruj i Den Hellige Koran (Ibn Hisham, bind 1, s. 20, 21, 22, 27, 31, 35, 36).

I de arabiske lande blev den kristne religion udbredt gennem de abyssinske og romerske erobrere. Det er allerede blevet nævnt, at abyssinerne for første gang begyndte at udvide deres herredømme over Yemen i år 340. Denne situation varede indtil år 378. I denne periode arbejdede kristne missionærer i Yemen. På dette tidspunkt nåede en fremtrædende asket ved navn Fimiyun frem til Najran og prædikede den kristne religion blandt lokalbefolkningen. Efter at Najrans indbyggere havde fundet beviser på sandheden i den kristne religion, antog de kristendommen. (Ibn Hisham, bind 1, s. 31, 32, 33, 34)

Sårene efter Dhu Nuwas’ massakre var endnu ikke helet. Som reaktion på denne tragiske begivenhed erobrede abyssinerne igen Yemen, og Abraha tog magten. Denne person byggede et tempel i Yemen. Han ønskede, at de religiøse mennesker skulle tage til det tempel, han havde bygget, i stedet for Kabaen i Mekka. Med dette formål tog denne forbryder initiativ til at ødelægge Kabaen i Mekka. På grund af denne afskyelige dristighed straffede Allah ham på en sådan måde, at denne begivenhed blev stående som et eksempel for alle, der kom før og efter.

På den anden side bredte kristendommen sig blandt arabiske stammer som Ghassaniderne, Banu Taghlib og Banu Tayy, fordi romerne var deres naboer i de områder, de havde erobret. Nogle arabiske herskere i Hira antog også kristendommen.

De fleste tilhængere af den mazdaiske religion eller ilddyrkere boede i de arabiske lande, der grænsede op til Persien, nemlig Irak, Bahrain og kystområderne ved Den Arabiske Golf. Desuden antog mange mennesker spredt omkring i Yemen den mazdaiske religion, efter at Persien havde etableret sit herredømme dér.

Den sabiske eller sabeiske religion. Af inskriptioner, der blev fundet under udgravningen og fremdragelsen af oldtidsminder i Irak og andre steder, fremgår det, at sabianismen var kaldæernes religion. De var efterkommere af profeten Ibrahim, fred være med ham. I oldtiden fulgte mange indbyggere i Syrien og Yemen denne religion. Men da jødedommen og kristendommen begyndte at triumfere, forsvandt denne religion. Alligevel var der stadig nogle tilhængere af denne religion tilbage i Irak og området omkring Den Arabiske Golf, blandet med mazdaisterne eller blandt deres naboer. (Tarikh-e Ard al-Qur’an, bind 2, s. 193–208)

Den generelle religiøse tilstand

På det tidspunkt, hvor islam fremstod, fandtes de nævnte religioner i Arabien. Men alle disse trosretninger stod på randen af sammenbrud. Selv om afgudsdyrkerne betragtede sig selv som tilhængere af Ibrahims religion, stod de i virkeligheden meget langt fra Ibrahims religions påbud og forbud.

Afgudsdyrkerne havde ikke engang den fjerneste forbindelse til den undervisning, som Ibrahims religion havde givet med henblik på at danne en ædel karakter. De var nedsunket i syndens dynd. I lang tid havde de blandt sig haft syndighed, uretfærdighed og laster, der var opstået gennem afgudsdyrkelse. Af disse grunde blev deres samlede politiske og religiøse liv i alvorlig grad påvirket.

Jødernes tilhængere var præget af en himmelstræbende arrogance. De jødiske præster havde tilsidesat Allah den Ophøjede og havde selv gjort sig til herrer. De påtvang mennesker deres egne ønsker. De underlagde menneskers tanker, overvejelser, forestillinger og ord deres eget forgodtbefindende. De var fuldstændig optaget af at erhverve magt, penge og rigdom. De var altid ivrige efter at få fat i alt dette, uanset prisen. Selv hvis det betød at ødelægge religionen, ønskede de at opnå magt, rigdom og velstand. Afgudsdyrkerne var optaget af kufr og oprør mod Gud. Disse ugerninger tjente som redskaber til at opfylde deres ønsker. De tøvede ikke det mindste med at tilsidesætte Allah den Ophøjedes befalinger.

Kristendommen var en besynderlig afgudsdyrkende religion. De havde på forunderlig vis blandet Allah den Ophøjede og mennesket sammen. Religionen havde ingen egentlig indflydelse på de arabere, der fulgte den. For deres personlige liv havde ingen forbindelse med religionens lære. Under ingen omstændigheder var de villige til at opgive deres liv, der udelukkende var viet til nydelse. Deres personlige, familiære og sociale liv var nedsunket i syndens mudder.

Livet blandt tilhængerne af Arabiens øvrige religioner lignede afgudsdyrkernes. Selvom deres religioner var forskellige, var de ens af sind. De var ikke blot ens i deres sind, men også i deres livsførelse og skikke.

Nogle glimt af det jahilitiske samfund

Efter at have beskrevet den politiske og religiøse situation på Den Arabiske Halvø gives nu en kort skitse af de overordnede økonomiske og moralske forhold dér.

De overordnede forhold

Arabernes befolkning levede opdelt i forskellige klasser. Hver klasses forhold var anderledes end de øvrige klassers. I den adelige klasse var forholdet mellem mænd og kvinder forholdsvis udviklet. Kvinderne i denne klasse havde stor frihed. Deres ord blev tillagt værdi. De blev vist så megen respekt og ydet så megen beskyttelse, at når de gik ud, blev sværd trukket og blod udgydt for at beskytte dem. Når nogen priste sig selv for sin gavmildhed og tapperhed, henvendte han sig som regel til kvinderne. En kvinde kunne, hvis hun ønskede det, antænde krigens og blodsudgydelsens ild mellem dem. Trods alt dette blev mændene anset for familiens overhoved, og deres ord blev adlydt med stor alvor. I denne klasse blev forholdet mellem mænd og kvinder fastlagt gennem ægteskab, og ægteskaberne blev indgået gennem kvindernes værger. Kvinder havde ingen ret til at gifte sig uden en værge.

Selvom forholdene i den adelige klasse var sådan, var forholdene i de øvrige klasser anderledes. Det forhold mellem mænd og kvinder, som fandtes i disse klasser, kan ikke kaldes andet end synd, skamløshed, frækhed, uanstændighed og utugt. Hazrat Aisha, må Allah være tilfreds med hende, siger: »I jahiliyyah-tiden fandtes der fire former for ægteskab.«

Den første lignede den, der er almindelig i dag. En mand sendte for eksempel et ægteskabsforslag til en anden mand om den pige, der var under hans værgemål. Efter at forslaget var blevet accepteret, blev ægteskabet indgået ved betaling af medgiften.

Den anden var således, at en gift kvinde, efter at være blevet ren efter menstruationen, fik at vide af sin mand: »Send et forslag til den og den mand, og giv dig hen til ham.« Det vil sige: begå utroskab med ham. I denne periode holdt manden sig borte fra sin egen hustru og gik ikke til hende. Han gik ikke til hende, før det var blevet fastslået, at hun var blevet gravid med et barn af den mand, som hun var blevet sendt til for at begå utroskab med. Efter at tegnene på graviditet var kommet til syne, kunne manden, hvis han ønskede det, gå til sin hustru. Grunden til denne fremgangsmåde var, at barnet skulle blive fornemt og fuldkomment. Denne form for ægteskab blev kaldt »istibdāʿ-ægteskab«. Dette ægteskab praktiseres også i Indien.

For det tredje begik færre end ti mænd utroskab med en kvinde på ét sted. Efter at kvinden var blevet gravid, tilkaldte hun alle disse mænd. Ingen af dem kunne udeblive på dette tidspunkt. Da alle var til stede, sagde kvinden: »I ved selv, hvad I har gjort, og nu er dette barn blevet født fra min livmoder. Du, den og den, dette barn er dit.« Kvinden kunne efter eget ønske nævne hvem som helst, og den mand, hvis navn blev nævnt, blev af alle anerkendt som det nyfødte barns far.

For det fjerde samledes mange mennesker og gik til en kvinde. Hun afviste eller bortviste ingen mand, der ønskede hende. Disse kvinder var prostituerede. De opstillede et flag foran deres hus, så enhver kunne besøge dem efter eget ønske uden hindring. Når en sådan kvinde blev gravid og fødte et barn, blev alle de mænd, der havde haft samleje med hende, tilkaldt, og en ekspert blev hentet. Eksperten erklærede efter sin vurdering barnet for at være en bestemt mands. Derefter voksede barnet op som den erklærede mands barn, og denne mand kunne aldrig benægte barnet. Efter at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, var kommet, afskaffede Allah alle former for ægteskabsskikke fra jahiliyyah-samfundet og indførte den islamiske ægteskabsordning, som praktiseres i dag. (Sahih al-Bukhari, Kitab an-Nikah, bind 2, s. 769; Abu Dawud, kapitlet om ægteskab. Se Tafsir Fi Zilal al-Qur’an, bind 14, for en detaljeret redegørelse.)

I Arabien blev forholdet mellem kvinder og mænd ofte afgjort ved sværdets æg. I stammekrige tog sejrherrerne kvinderne fra den besejrede stamme til fange og holdt dem indespærret i deres haremer. Børn, der blev født af sådanne fangne kvinder, kunne ikke stå med løftet hoved i samfundet. De skammede sig altid over at oplyse deres herkomst.

I jahiliyyah-tiden var det ikke anset for forkert at have flere hustruer. Mange havde endda to kødelige søstre som hustruer på samme tid. En søn kunne gifte sig med sin fars fraskilte hustru eller, efter faderens død, med sin stedmor. Retten til skilsmisse var udelukkende mændenes. Der var ingen fast grænse for antallet af skilsmisser. (Abu Dawud, tafsirværkerne, »At-Talaq Marratan«; se henvisningen.)

Utroskab var udbredt i alle samfundslag. Ingen klasse af kvinder eller mænd var fri for utroskabens hæslighed og fordærv. Der fandtes dog nogle kvinder og mænd, som på grund af deres stolthed over deres fornemme status holdt sig fra dette svineri. Desuden var de frie kvinders forhold relativt bedre end slavindernes. Slavindernes situation var den værste. De fleste mænd i jahiliyyah-tiden anså det hverken for forkert eller skamfuldt at have omgang med slavinder. Det er nævnt i Sunan Abu Dawud, at en mand en dag rejste sig og sagde: »Allahs Sendebud, den og den er min søn. I jahiliyyah-tiden havde jeg samleje med hans mor.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »I islam er der ingen mulighed for et sådant krav. Nu tilhører barnet den mand, som kvinden er gift med, mens ægteskabsbryderen skal straffes med stening.« Den strid, der opstod mellem Sa’d ibn Abi Waqqas og Abd ibn Zam’a om Abd al-Rahman ibn Zam’a, søn af Zam’as slavinde, er velkendt af alle (Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 999, 1065). Også forholdet mellem far og søn var forskelligt i jahiliyyah-tiden. Nogle sagde: »Vores børn er vores børn, vores hjerter, som går omkring på jorden.«

På den anden side var der nogle, som af frygt for vanære og fattigdom begravede deres børn levende i jorden. De begravede spædbørn. De dræbte deres børn, mens de endnu var små.

Den hellige Koran nævner dette (sura al-An‘am, vers 101; sura an-Nahl, vers 58-59; sura Bani Isra’il, vers 31 og 81; samt sura al-Anfal). Det er vanskeligt at sige, om denne tilstand var udbredt. Araberne følte nemlig et større behov for menneskelig styrke end andre folk for at bekæmpe fjender og forsvare sig selv. Man kan sige, at de var meget bevidste om dette.

Forholdet mellem brødre, mellem fætre og mellem stammens øvrige medlemmer var særdeles stærkt. Araberne levede og døde nemlig i kraft af stammens overlegenhed og stammestoltheden. Gensidig hjælp og medfølelse fandtes i fuldt mål inden for stammen. Grundlaget for den sociale orden var lagt gennem systemet med stammeforbindelser.

De nærede den opfattelse, at man skulle hjælpe sin bror, hvad enten han var undertrykker eller undertrykt. Senere etablerede islam retfærdighed ved at forhindre undertrykkeren i at fortsætte sin undertrykkelse. I forsøget på at opnå magt og lederskab drog alle de øvrige medlemmer af en stamme i krig til støtte for ét af dens medlemmer. Som eksempler kan nævnes begivenhederne mellem stammerne Aws og Khazraj, Abs og Dhubyan samt Bakr og Taghlib.

Forholdet mellem de forskellige stammer var blevet så forværret, at alle stammernes kræfter blev brugt på krig mod hinanden. På grund af en vis indflydelse fra religiøse lærdomme og sociale skikke blev krigens rædsler og voldsomhed undertiden dæmpet. Undertiden indgik forskellige stammer også alliancer under de regler og normer, der var gældende i samfundet. Desuden viste de hellige måneder sig at være særligt befordrende for at skabe fred i polyteisternes liv og for deres mulighed for at tjene til livets ophold.

Kort sagt var den overordnede tilstand i stærkt forfald. Uvidenhed var udbredt overalt. Urenhed og syndighed var på deres højeste. Mennesker levede som dyr. Der fandtes en skik med at købe og sælge kvinder. Kvinder blev ofte behandlet, som om de var jord eller sten. De indbyrdes relationer var svage og skrøbelige. Det, der fandtes af regering eller administration, var optaget af at indsamle penge og værdier fra undersåtterne for at fylde statskassen samt af at samle soldater mod modstanderne.

Den økonomiske tilstand

Den økonomiske tilstand var underlagt den overordnede sociale tilstand. Når man ser på arabernes levebrød, fremgår det, at handel var det vigtigste middel til at skaffe livets nødvendigheder. Handelsudveksling var ikke mulig. Situationen på Den Arabiske Halvø var sådan, at der ikke fandtes fred og sikkerhed på noget andet tidspunkt end i de hellige måneder. Derfor ved man, at arabernes berømte markeder og messer, Ukaz, Dhu al-Majaz, Majanna med flere, blev afholdt netop i de hellige måneder.

Inden for industrien var araberne bagefter alle andre lande i verden. De fleste af de industrier, man kender til, såsom vævning af tekstiler og garvning af læder, fandt sted i nabolandene Yemen, Syrien, Hira eller Irak. I Arabien blev der drevet landbrug og dyrket afgrøder. Kvinder spandt garn i hele Arabien. Problemet var imidlertid, at redskaberne til at spinde garn var sjældne på grund af krigens rædsler. Fattigdom var et almindeligt problem. Folk måtte ofte undvære nødvendige fødevarer og beklædning.

Karakteristiske forhold

Det er en anerkendt sandhed, at der blandt araberne fandtes forkastelige og kritisable vaner, og at de udførte handlinger, som fornuft og samvittighed på ingen måde godkendte. Men de havde også visse karakteregenskaber, som var ganske forbløffende. Nedenfor omtales nogle af disse egenskaber.

1) Medfølelse og gavmildhed. Dette var en særlig egenskab hos araberne. På dette område kunne man ligefrem iagttage en konkurrencementalitet blandt dem. De var så stolte af denne egenskab, at halvdelen af araberne nærmest blev digtere. Nogle roste sig selv for den, mens andre roste en anden. Det kunne ske, at en gæst ankom til nogens hus under streng kulde og i nødens tid. På det tidspunkt ejede værten kun én kamel. For at vise gæstfrihed slagtede værten selve dette dyr. På grund af deres medfølelse og gavmildhed påtog de sig store erstatninger og betalte dem behørigt. På denne måde beskyttede de mennesker mod undergang og blodsudgydelse og pralede med at have bevist deres overlegenhed over andre velhavende og fremstående personer.

Det var netop på grund af denne form for gavmildhed, at man så dem føle stolthed over at drikke vin. Det var i virkeligheden ikke nogen god handling at drikke vin, men vinen gjorde dem gavmilde, og det blev lettere for dem at give almisser og velgørenhed. For i rusens greb er det ikke vanskeligt for et menneske at bruge sine penge og ejendele. Derfor kaldte araberne vindruen, som var råmaterialet til vinfremstilling, karam, og vinen bint al-karam. Hvis man ser på digtene af digterne fra jahiliyyah-tiden, bliver det tydeligt, at de var meget optagede af at udtrykke stolthed.

Antarah ibn Shaddad al-ʿAbsī skrev i sin Muʿallaqa: Efter at middagens brændende sol havde mistet sin styrke, drak jeg vin af et kunstfærdigt udsmykket, gult kar. Når jeg drikker vin, giver jeg mine rigdomme bort. Men selv da er jeg bevidst om min ære og anseelse. Jeg tillader ikke, at der sættes nogen plet på dem. Selv efter at jeg er blevet ædru, er jeg ikke nærig, når det gælder gavmildhed. Hvad skal jeg ellers fortælle jer om min karakteristiske skønhed og medfølelse? Det er jo ikke ukendt for jer.

Det var på grund af deres medfølelse, at araberne spillede hasardspil i stor stil. De mente, at dette var en vej til gavmildhed. For efter hasardspillet gav spillerne det, de havde vundet, eller det, der var tilbage efter udgifterne, til de fattige og nødlidende. Derfor benægtede Den Hellige Koran ikke, at vin og hasardspil havde visse fordele, men den sagde, at deres skade var større end deres fordel. Allah, den Ophøjede, siger: »De spørger dig om vin og hasardspil. Sig: I begge er der en stor synd, men også fordele for menneskene; dog er deres synd større end deres fordel.« (219, 6)

2) At holde løfter. Araberne anså det for en del af religionen at holde løfter. Når de holdt deres løfte eller deres ord, betragtede de endog tab af liv og ejendom som ubetydeligt. For at forstå dette er beretningerne om Hani ibn Masud al-Shaybani, Samaw’al ibn Adiya og Hājer ibn Jarārah tilstrækkelige.

3) Bevidsthed om selvværd. At bevare sin værdighed, selv når man udholdt uret og undertrykkelse, var en velkendt karakteregenskab i jahiliyyah-tiden. Som følge heraf viste de tapperhed og heltemod. Deres vrede var usædvanlig; de blev pludselig rasende. Selv det mindste tegn på fornærmelse fik dem til at gribe våbnene og gå ud for at udgyde blod. I den forbindelse regnede de deres eget liv for betydningsløst.

4) En egenskab ved folk i Jahiliyya-tiden var, at når de først havde besluttet sig for at udføre noget, holdt de sig under ingen omstændigheder tilbage fra det. De accepterede ingen hindring. Selv hvis deres liv var i fare, fuldførte de opgaven.

5) Tålmodighed og fremsynet visdom. Dette var også en ædel egenskab hos araberne. Men på grund af deres tapperhed og deres konstante beredskab til krig var denne egenskab sjælden blandt dem.

6) Beduinernes naturlige enkelhed. De levede fjernt fra civilisationens goder og havde ingen interesse i dem. På grund af denne enkle og ligefremme livsførelse fandtes der blandt dem sandfærdighed og trofasthed. De hadede bedrag og brud på løfter samt den slags.

Vi mener, at de blev udvalgt til at lede menneskeheden og til profetskabet på grund af de nævnte karakteregenskaber, ud over den geografiske placering, som Den Arabiske Halvø havde i forhold til resten af verden. Selv om de på grund af disse egenskaber pludselig kunne blive frygtindgydende og forårsage ulykker, kan det ikke benægtes, at disse egenskaber var særdeles prisværdige, ægte menneskelige egenskaber. Efter en mindre korrigering kunne disse egenskaber vise sig at være til stor gavn for menneskene. Islam fuldførte denne opgave.

Blandt de nævnte karakteregenskaber var selvrespekt efter opfyldelsen af et løfte og overholdelse af en beslutning sandsynligvis de mest værdifulde og prisværdige. Uden disse egenskaber og denne karakterstyrke er det ikke muligt at fjerne kaos, uro og ondskab og gennemføre et system baseret på retfærdighed og rimelighed.

Araberne i Jahiliyya-tiden havde også andre bemærkelsesværdige karakteregenskaber, men det er ikke nødvendigt at gennemgå dem alle her.

Han er den Almægtige, som blandt deres almindelige befolkning sendte en af deres egne som sendebud. Han vil recitere Allahs åbenbaringer for dem, rense deres liv for Jahiliyya, og frem for alt lære dem religionens visdom, selv om disse mennesker før hans komme var sunket ned i en åbenlys vildfarelse. (Sura al-Jumu’a 2)

3

I hvilken slægt fandtes denne gyldne mand: fra al-Amīn til al-Rasūl

Præsentation af Profetens familie

Profeten Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kan føre sin slægtslinje tilbage i tre dele. Sīrah-forfattere og slægtsforskere er enige om den første dels nøjagtighed. Hvad angår den anden del, er der nogen uenighed blandt sīrah-forfatterne. Nogle har støttet den, andre har afvist den, mens andre igen har fremsat en anden opfattelse. Denne del går fra ʿAdnān og op til profeten Ibrāhīm, må fred være med ham. Den tredje del indeholder med sikkerhed visse fejl; den går fra profeten Ibrāhīm, må fred være med ham, til profeten Ādam, må fred være med ham. Der er tidligere blevet hentydet til dette. Nedenfor behandles de tre dele i nogenlunde detaljer.

Første del

Muhammad ibn ʿAbdullāh, ibn ʿAbd al-Muttalib (Shaybah), ibn Hāshim (ʿAmr), ibn ʿAbd Manāf (al-Mughīrah), ibn Quṣayy (Zayd), ibn Kilāb, ibn Murrah, ibn Kaʿb, ibn Luʾayy, ibn Ghālib, ibn Fihr (hvis tilnavn var Quraysh, og det var under dette navn stammen blev kendt), ibn Mālik, ibn al-Naḍr, Qays, ibn Kinānah, ibn Khuzaymah, ibn Mudrikah (ʿĀmir), ibn Ilyās, ibn Muḍar, ibn Nizār, ibn Maʿadd, ibn ʿAdnān. (Ibn Hishām, bind 1, s. 20; Talqīḥ Fuḥūm Ahl al-Athar, s. 5–6; Raḥmat lil-ʿĀlamīn, bind 2, s. 11, 14, 52.)

Anden del

Fra ʿAdnān og opefter. Det vil sige: ʿAdnān ibn Ḥamīṣā, ibn Salāmān, ibn Awṣ, ibn Būz, ibn Qamwāl, ibn Ubayy, ibn ʿAwwām, ibn Nāshid, ibn Ḥāẓā, ibn Baldās, ibn Yadlūf, ibn Tāriḥ, ibn Jāhim, ibn Nāḥish, ibn Mākhī, ibn ʿĀyiḍ, ibn Akbar, ibn ʿUbayd, ibn al-Duʿā, ibn Ḥamdān, ibn Sunbar, ibn Yasribī, ibn Yaḥzān, ibn Yalḥān, ibn Arʿawā, ibn ʿĀy, ibn Zayshān, ibn ʿĀshir, ibn Ufnād, ibn Ayhām, ibn Maqṣar, ibn Nāḥiṣ, ibn Jarāḥ, ibn Sumayy, ibn Māḍī, ibn ʿAwḍā, ibn Arām, ibn Qaydār, ibn Ismāʿīl, ibn Ibrāhīm, må fred være med ham. (Efter forskning har ʿAllāmah Manṣūrpūrī føjet denne del til på grundlag af beretninger fra historikerne Kalbī og Ibn Saʿd. Raḥmat lil-ʿĀlamīn, bind 2, s. 14–17. Der er betydelige forskelle i de historiske oplysninger om denne del.)

Tredje del

Fra profeten Ibrahim, fred være med ham, og op gennem slægten: Ibrahim ibn Tarah (Azar), ibn Nahur, ibn Shabud (Sarugh), ibn Ra’u, ibn Falij, ibn ‘Abir, ibn Shalikh, ibn Arfakhshad, ibn Sam, ibn Nuh, fred være med ham, ibn Lamik, ibn Matushalakh, ibn Akhnukh (ifølge en anden opfattelse profeten Idris, fred være med ham), ibn Mahlayil, ibn Qaynan, ibn Anusha, ibn Shith, ibn Adam, fred være med ham. (Ibn Hisham, bind 1, s. 2, 4; Talaqih al-Fuhum, s. 6; Khulasat al-Siyar, s. 6.)

Profeten, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, er kendt som hashimit på grund af sin oldefar Hashim ibn Abd Manaf. Derfor er det nødvendigt kort at omtale Hashim og nogle af hans efterkommere.

1) Hashim. Som tidligere nævnt var Banu Abd Manaf og Banu Abd al-Dar nået til en aftale om fordelingen af embederne. I henhold til denne aftale fik Abd Manaf-børnene ansvaret for at give pilgrimmene vand og for at beværte gæsterne. Hashim var en fremtrædende, anset og velhavende mand. Han indførte skikken med at servere Mekkas pilgrimme brød, der blev brækket i stykker og dyppet i suruwa. Hans egentlige navn var Amr, men fordi han brækkede brødet i stykker og dyppede det i suruwa, blev han kaldt Hashim. Hashim betyder »den, der brækker«. Hashim var den første, der organiserede to handelsrejser for Quraysh, én om sommeren og én om vinteren. En digter skrev til hans pris: Han er den Amr, som brækkede brød i stykker i Mekka, dyppede det i suruwa og gav det til sine svage landsmænd, der var ramt af hungersnød, og som organiserede rejser om vinteren og sommeren.

En vigtig begivenhed i forbindelse med Hashim, eller Amr, var, at han rejste til Syrien for at drive handel. På vejen nåede han Medina, hvor han giftede sig med Salma bint Amr fra Banu Najjar-stammen og opholdt sig der i nogen tid. Da hans hustru blev gravid, efterlod han hende hos hendes familie og rejste videre til Syrien. Da han nåede byen Gaza i Palæstina, døde han. Imens fødte Salma et barn. Det skete i år 497 e.Kr. Barnet havde et skær af hvidt hår på hovedet, og derfor gav Salma ham navnet Shayba (Ibn Hisham, bind 1, s. 137; Rahmat lil-Alamin, bind 1, s. 26, bind 2, s. 24). I Yathrib, eller Medina, opfostrede Salma barnet hos sin familie. Senere blev dette barn kendt som Abd al-Muttalib. I lang tid fik Hashimitternes slægt ingen efterkommere fra dette barn. Hashim havde i alt fire sønner og fem døtre. Sønnernes navne var: Asad, Abu Sayfi, Nadla og Abd al-Muttalib. Døtrene hed Shafa, Khalida, Daifa, Ruqayya og Jinnat. (Samme værk, bind 1, s. 107.)

2) Abd al-Muttalib. Som tidligere nævnt overtog hans bror al-Muttalib efter Hashim ansvaret for at give pilgrimmene vand og beværte gæster. Han var også højt agtet i sin familie og blandt sit folk. Ingen ignorerede hans ord, når han havde sagt noget. På grund af sin gavmildhed gav Quraysh ham tilnavnet Fayyad. Da Shayba, det vil sige Abd al-Muttalib, var blevet ti eller tolv år gammel, fik al-Muttalib kendskab til ham. Han rejste til Medina for at hente Shayba. Da han nærmede sig Medina, det vil sige Yathrib, og så på Shayba, blev hans øjne fyldt med tårer. Han omfavnede ham, satte ham derefter bag på sin kamel og begav sig mod Mekka. Men Shayba nægtede at rejse til Mekka uden sin mors tilladelse. Da al-Muttalib bad Shaybas mor om tilladelse, nægtede Salma at give den. Al-Muttalib sagde: »Han er under sin fars myndighed og er på vej til Allahs Hus.« Efter disse ord gav Salma tilladelse. Al-Muttalib satte ham bag på sin kamel og bragte ham til Mekka. Da folk først så ham i Mekka, sagde de til hinanden: »En nevø, Hashims søn.« Fra da af voksede Shayba op hos al-Muttalib og blev med tiden en ung mand. Senere døde al-Muttalib i Yemen. Shayba overtog hans embede. Abd al-Muttalib opnåede så stor ære og anseelse blandt sit folk, at ingen før ham havde opnået noget tilsvarende. Hans landsmænd elskede ham af hele deres hjerte og viste ham en enestående respekt. (Ibn Hisham, bind 1, s. 137-138.)

Efter al-Muttalibs død tog Nawfal med magt noget af Abd al-Muttalibs jord i besiddelse. Abd al-Muttalib bad nogle mænd fra Quraysh om hjælp. Men de erklærede sig ude af stand til at hjælpe og sagde: »Vi kan ikke stille os på din side mod din egen onkel.« Til sidst skrev Abd al-Muttalib nogle vers og sendte dem til sin morbror i Banu Najjar-stammen. I digtene bad han om hjælp. Som svar drog hans morbror Abu Sa’d ibn Adi af sted med firs ryttere og slog lejr ved et sted ved navn Abtah nær Mekka. Abd al-Muttalib inviterede ham hjem til sig. Men Abu Sa’d sagde: »Nej, jeg vil først møde Nawfal.« Abu Sa’d stillede sig derefter foran Nawfal. Nawfal sad på det tidspunkt og talte med nogle fremtrædende Quraysh-mænd fra Mekka. Abu Sa’d trak sit sværd og sagde: »Ved Herren over dette Hus! Hvis du ikke giver min søstersøn hans jord tilbage, stikker jeg dette sværd ind i din krop.« Nawfal sagde: »Godt, tag den; jeg giver den tilbage.« Med Quraysh-lederne som vidner gav Abu Sa’d Abd al-Muttalib hans jord tilbage. Derefter gik Abu Sa’d til Abd al-Muttalibs hus, opholdt sig der i tre dage, udførte umrah og vendte tilbage til Medina.

Derefter lovede Nawfal Banu Abd Shams sin støtte mod Banu Hashim.

Banu Khuza’a-stammen lagde mærke til, at Banu Najjar havde hjulpet Abd al-Muttalib på denne måde, og sagde: »Abd al-Muttalib er lige så meget vores søn som jeres. Derfor har vi større ret end jer til at hjælpe ham.« Grunden var, at Abd Manaf, deres mors, mor var knyttet til Banu Khuza’a-stammen. Derfor gik Banu Khuza’a til Dar al-Nadwa og lovede Banu Hashim deres hjælp mod Banu Abd Shams og Banu Nawfal. Dette løfte blev senere, i islams tid, årsagen til erobringen af Mekka. En detaljeret redegørelse for dette vil blive omtalt senere. (Mukhtasar Sirat al-Rasul, Shaykh al-Islam Muhammad ibn Abd al-Wahhab al-Najdi, s. 41-42.)

På grund af sin tilknytning til Kabaen var Abd al-Muttalib involveret i to vigtige begivenheder. Den ene var udgravningen af Zamzam-brønden, og den anden var elefantkrigen.

Udgravningen af Zamzam-brønden

Sammenfattet gik denne begivenhed således til: Abd al-Muttalib så i en drøm, at han blev befalet at udgrave Zamzam-brønden. I selve drømmen blev stedet også vist ham. Da han vågnede, begyndte han at udgrave Zamzam-brønden. Efterhånden blev to ting fundet. Det var ting, som stammen Jurhum havde kastet ned i Zamzam, da den forlod Mekka. Det var sværd, smykker og to gyldne gazeller. Abd al-Muttalib satte en dør op ved hjælp af de fundne sværd. Han anbragte også de to gyldne gazeller på døren og sørgede for, at pilgrimmene kunne drikke vand fra Zamzam-brønden.

Efter at Zamzam-brønden var blevet fundet, begyndte Quraysh at strides med Abd al-Muttalib. De krævede, at de også skulle inddrages i udgravningen. Abd al-Muttalib sagde: »Det kan jeg ikke gå med til. Det er mig, der er blevet udpeget til dette arbejde.« Men Quraysh ville ikke acceptere det. Til sidst gik de alle til en spåkvindelig kvinde fra stammen Banu Sa’d for at få en afgørelse. På vejen så de imidlertid nogle forunderlige tegn. Derved forstod de, at ansvaret for udgravningen af Zamzam på naturlig vis var blevet givet til Abd al-Muttalib. Derfor vendte de stridende Quraysh-folk om allerede på vejen. På dette tidspunkt aflagde Abd al-Muttalib et løfte: Hvis Allah den Almægtige gav ham ti sønner, og de nåede en alder, hvor de kunne forsvare sig selv, ville han ofre én af dem for Allahs skyld ved siden af Kabaen. (Ibn Hisham, bind 1, s. 142-147)

Begivenheden med elefantkrigen

Den anden begivenhed gik i korte træk således til: Abraha Sabah al-Habashi var generalguvernør i Yemen på vegne af Abessiniernes konge, Najjashi. Abraha lagde mærke til, at araberne tog til Kabaen for at udføre hajj. Derfor byggede han en kirke i Sana’a. Han ønskede, at araberne skulle tage til Sana’a for at udføre hajj i stedet for at tage til Mekka. Da en mand fra stammen Banu Kinana fik dette at vide, gik han ind i den kirke, Abraha havde bygget, og besørgede sin nødtørft i kirkens mihrab. Da Abraha hørte dette, blev han rasende og drog af sted med tres tusind frygtindgydende soldater for at ødelægge Kabaen. Han skaffede sig en enorm elefant. Hans hær havde i alt ni eller tretten elefanter. Abraha nåede fra Yemen frem til et sted ved navn al-Mughammis og opstillede sin hær dér. Efter at være trængt ind i Mekka nåede de sletten al-Muhassir mellem Muzdalifa og Mina, hvor alle elefanterne satte sig ned. Trods mange forsøg lykkedes det ikke at få elefanterne til at rejse sig og gå mod Kabaen. Hver gang man forsøgte, satte elefanten sig ned. På dette tidspunkt sendte Allah den Almægtige en flok fugle. Fuglene bar små sten i næbbene og kastede dem over soldaterne. Derved blev Abrah​​as hær tilintetgjort som avner. Fuglene lignede ababil-fugle. Hver fugl bar tre sten: én i næbbet og de to andre under sine vinger. Stenene var på størrelse med ærter. Den, som en sådan sten ramte, begyndte at få sine lemmer til at falde af og døde. Ikke alle blev ramt af disse sten. Der opstod en sådan rædsel og panik i hæren, at alle begyndte at flygte i alle retninger. Derefter faldt de om her og der og døde. Hvad Abraha angår, blev han ramt af Allahs straf, så fingrene på hans hænder begyndte at falde af. Da han nåede frem til Sana’a, nærmede hans død sig. Hans lever bristede og kom ud, og han døde en pinefuld død.

Under dette angreb fra Abraha spredte Mekkas indbyggere sig af frygt for deres liv over bjerge og sletter og skjulte sig i bjergenes huler. Da Allahs straf ramte hæren, vendte de trygt tilbage til deres hjem. (Ibn Hisham, bind 1, s. 43, 56)

Ifølge de fleste forfattere af profetbiografier fandt den nævnte begivenhed sted halvtreds eller femoghalvtreds dage før Allahs Sendebuds fødsel. Det var måneden Muharram. Begivenheden fandt sted i slutningen af februar eller begyndelsen af marts i år 571 e.Kr. I virkeligheden lod Allah den Almægtige denne begivenhed ske som en forberedelse med henblik på Sin profet og det hellige Kaba-tempel. I år 587 havde Nebukadnesar således erobret og underlagt sig Jerusalem. Før dette havde romerne i år 70 erobret Bayt al-Maqdis. Men de kristne havde aldrig været i stand til at udøve herredømme over Kabaen. Og dog var de kristne på det tidspunkt troende muslimer i Allahs øjne, mens Kabaens indehavere var afgudsdyrkere.

Kort efter elefanternes begivenhed nåede nyheden på kort tid frem til Rom og Persien, som dengang blev regnet blandt de udviklede lande. Mekka havde nemlig tætte forbindelser med romerne. På den anden side holdt perserne altid øje med romerne. Persien, eller perserne, overvågede alle begivenheder blandt romerne og deres fjender. Derfor ser man, at perserne straks efter Abrahas fald overtog Yemen. Eftersom Persien og Rom på den tid blev betragtet som udviklede og civiliserede lande, blev hele menneskehedens blik rettet mod Kabaen. De blev vidner til et klart bevis på Kabaens værdighed og forrang. De forstod, at Allah den Ophøjede havde udvalgt dette hus som et helligt hus. Derfor var det ganske passende, at nogen fra Mekkas befolkning skulle træde frem med krav på profetskab. Hvorfor havde Allah hjulpet afgudsdyrkerne, som stod på den modsatte side af muslimerne, mod disse mennesker? Når man tænker på Allahs Sendebuds komme, er det ikke vanskeligt overhovedet at forstå dette.

Abd al-Muttalib havde ti sønner. De hed al-Harith, al-Zubayr, Abu Talib, Abd Allah, Hamza, Abu Lahab, Ghaydaq, Maqhum, Safar og Abbas. Nogle har sagt, at der var elleve; den ellevte hed Qutham. Andre har sagt, at der var tretten; den ene hed Abd al-Kaaba, og den anden Hujal. De, der nævner ti sønner, siger, at Muqawwim også hed Abd al-Kaaba, og at Ghaydaq også hed Hujal. Abd al-Muttalib havde ingen søn ved navn Qutham. Abd al-Muttalib havde seks døtre. De hed Umm al-Hakim, som også blev kaldt Bayda, samt Bayra, Atiqa, Safiyya, Arwa og Umayma. (Talqih al-Fuhum, s. 8-9; Rahmat li-l-Alamin, bind 2, s. 56, 66)

3) Abd Allah var Allahs Sendebuds far. Abd Allahs mor hed Fatima. Hun var datter af Amr ibn Abid ibn Imran ibn Makhzum ibn Yaqza ibn Murra. Blandt Abu al-Muttalibs børn var Abd Allah den smukkeste, den mest retskafne og den mest elskede. Han blev kaldt den slagtede, eller offeret. Grunden var, at da Abd al-Muttalibs sønner var blevet ti i antal, og de var blevet gamle nok til at kunne forsvare sig selv, fortalte Abd al-Muttalib dem om sit løfte. Derefter skrev Abd al-Muttalib alles navne på spådomspilene. Da han havde skrevet dem, gav han dem til den, der havde opsyn med Hubal-idolet. Efter at opsynsmanden havde foretaget lodtrækningen, kom Abd Allahs navn frem. Abd al-Muttalib tog Abd Allah i hånden, tog en kniv og førte ham hen ved siden af Kabaen for at slagte ham. Men Quraysh, især Abu Talib, Abd Allahs bror, forhindrede det. Abd al-Muttalib sagde: »Hvis I forhindrer mig, hvordan skal jeg så opfylde mit løfte?« De rådede ham til at gå til en kvindelig spåkone og bede hende finde en løsning. Abd al-Muttalib gik til en kvindelig spåkone. Hun rådede ham til at skrive Abd Allahs navn og ti kameler og derefter foretage en lodtrækning. Hun sagde dog, at hvis Abd Allahs navn kom frem, skulle han fortsætte med at føje ti kameler til ad gangen, indtil Allah var tilfreds. Derefter skulle han slagte det antal kameler, hvis navn kom frem i lodtrækningen. Abd al-Muttalib vendte tilbage og begyndte at foretage den såkaldte qur’a, altså lodtrækningen. Ved de første ti kom Abd Allahs navn ikke frem. Derefter blev der føjet ti til ad gangen. Da antallet nåede hundrede kameler, kom Abd Allahs navn frem. Abd al-Muttalib slagtede hundrede kameler og lod dem ligge dér. Ingen mennesker eller dyr blev forhindret i at tage del i dem. Før denne begivenhed var blodpengene blandt Quraysh og araberne ti kameler. Efter denne begivenhed blev beløbet forhøjet til hundrede kameler. Islam fastholdt også dette beløb. Den ærede Profet sagde: »Jeg er søn af to slagtede ofre: den ene er profeten Ismail, fred være med ham, og den anden er min far Abd Allah.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 151-155; Rahmat li-l-Alamin, bind 2, s. 89-90; Mukhtasar Sirat al-Rasul, Shaykh Abd al-Wahhab al-Najdi, s. 22-23)

Abd al-Muttalib valgte Amina til ægtefælle for sin søn Abd Allah. Amina var datter af Wahb ibn Abd Manaf ibn Zuhra ibn Kilab. Disse blev regnet for de fornemste blandt Quraysh med hensyn til slægt. Amina’s far var leder af Banu Zuhra-stammen, både hvad angik slægtens anseelse og adel. Efter brylluppet forlod fru Amina sit fædrenehjem og kom til sin mands hjem. Nogen tid senere sendte Abd al-Muttalib Abd Allah til Medina for at hente dadler. Abd Allah døde dér.

Nogle forfattere af sira-værker har skrevet, at Abd Allah rejste til Syrien for at handle. På vej tilbage til Mekka med en handelskaravane fra Quraysh blev han syg, steg af i Medina og døde dér. Han blev begravet i huset hos Nabigha al-Jaadi. Han var på det tidspunkt femogtyve år gammel. Ifølge de fleste historikere var Allahs Sendebud endnu ikke født. Nogle mener dog, at Allahs Sendebud blev født to måneder før sin fars død. (Ibn Hisham, bind 1, s. 156, 158; Fiqh al-Sira, Muhammad al-Ghazali, s. 45; Rahmat li-l-Alamin, bind 2, s. 91)

Efter at have fået meddelelsen om sin mands død fremsagde Amina med en smertefuld stemme: »Batha-landet er blevet tømt for Hashims efterkommere. Døden kaldte på ham, og han sagde: Jeg er her. Han ligger begravet på et sted mellem Rang og Khurush. Døden har nu ikke efterladt nogen som Ibn Hashim. Jeg mindes den aften, hvor folk bar ham bort på en båre. Selvom døden har udslettet hans eksistens, kan den ikke udslette hans bedrifter. Han var en stor giver og barmhjertig.« (Tabaqat Ibn Sad, bind 1, s. 62)

Det, han efterlod sig ved sin død, var fem kameler, en flok geder og en abyssinsk slavinde. Slavinden hed Baraka, og hendes kunya var Umm Ayman. Hun ammede Allahs Sendebud. (Mukhtasar al-Sira, Shaykh Abd Allah, s. 12; Talqih al-Fuhum, s. 14; Sahih Muslim, bind 2, s. 16)

Allahs Sendebuds fremkomst og de fyrre år af hans rene liv

Hans velsignede fødsel

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev født i Mekka blandt Banu Hashim mandag den 9. Rabi al-Awwal. Det var samme år, som elefantkrigen fandt sted. På det tidspunkt var der gået fyrre år, siden kejser Nowsherwan besteg tronen. Fødselsdatoen var den 20. eller 22. april i år 571 e.Kr. Sayyid Sulayman Nadwi, Salman Mansurpurī og Muhammad Pasha Falaki nåede frem til disse oplysninger gennem deres forskning. (Tarikh-e Khazram, bind 1, s. 62; Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 3, 39)

Ifølge Ibn Sa’ds beretning sagde Allahs Sendebuds mor, at da han blev født, udgik der et lys fra hans legeme, og ved dette lys blev paladserne i Sham oplyst. Imam Ahmad har overleveret en næsten tilsvarende beretning fra Arbad ibn Sariya. (Mukhtasar al-Sira, Shaykh Abdullah, s. 12)

Nogle beretninger nævner, at der ved Allahs Sendebuds fødsel viste sig visse hændelser som forløbere for profetskabet. Fjorten søjler i Kisras kongelige palads styrtede sammen, ildtilbedernes ildsteder slukkedes, og Bahiras kirke blev ødelagt. Dette er al-Bayhaqis beretning. Muhammad al-Ghazali støttede imidlertid ikke denne beretning. (Mukhtasar al-Sira, s. 12)

Efter fødslen bragte hans mor den glædelige nyhed om barnebarnets fødsel til hans bedstefar, Abd al-Muttalib. Han blev meget glad og tog ham med glæde med til Kabaen, hvor han bad til Allah og takkede Ham. Ved denne lejlighed gav han ham navnet Muhammad. I overensstemmelse med arabisk skik omskar han ham på den syvende dag. Efter hans mor ammede Abu Lahabs slavepige, Thuwaybah, ham. Det spædbarn, som dengang lå i Thuwaybahs favn, hed Masruh. Thuwaybah havde før ham ammet Hamza ibn Abd al-Muttalib og efter ham Abu Salama Sama ibn Abd al-Asad al-Makhzumi. (Talqih al-Fuhum, s. 4; Mukhtasar al-Sira, Shaykh Abdullah, s. 13)

Banu Sa’d-stammens beliggenhed

Det var skik blandt byboerne i Arabien at sende deres børn til beduinkvinder, som arbejdede som ammer, for at beskytte dem mod sygdomme i byen. På den måde udviklede børnenes kroppe sig stærke og robuste. Desuden var et andet formål, at børnene under amningen kunne lære det rene arabiske sprog. I overensstemmelse med denne skik søgte Abd al-Muttalib efter en amme og overgav sit barnebarn til Halima bint Abi Dhu’ayb. Denne kvinde tilhørte Banu Sa’d ibn Bakr. Hendes mand hed Harith ibn Abd al-Uzza og havde tilnavnet Abu Kabsha. Han tilhørte også Banu Sa’d-stammen.

Hariths børn var, gennem deres forbindelse med Allahs Sendebud, hans ammebrødre og -søstre. De hed Abd Allah, Anisa og Hudhafa eller Judhama. Halimas tilnavn var Shayma, og det var under dette navn, hun især var kendt. Hun ammede Allahs Sendebud. Desuden var Abu Sufyan ibn al-Harith ibn Abd al-Muttalib, som var Allahs Sendebuds fætter, også hans ammebror gennem Halima. Hans farbror Hamza ibn Abd al-Muttalib var ligeledes blevet overgivet til en kvinde fra Banu Sa’d for at blive ammet. Mens han opholdt sig hos fru Halima, ammede denne kvinde også en dag Allahs Sendebud. Derfor var Abu Sufyan og Hamza begge ammebrødre gennem to forbindelser: den ene gennem Thuwaybah og den anden gennem denne kvinde fra Banu Sa’d. (Zad al-Ma’ad, bind 1, s. 19)

Under amningen var Hazrat Halima vidne til så mange vidunderlige tegn på den ærede profet, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, at hun blev forbløffet og målløs. Lad os høre den detaljerede beretning fra hendes egne læber. Ifølge Ibn Ishaq fortæller Hazrat Halima: Jeg drog af sted fra vores by sammen med min mand, vores diebarn og nogle kvinder fra Banu Sa’d-stammen. Det var et år med hungersnød. Der var mangel og nød overalt. Jeg red på ryggen af et hunæsel. Vi havde også en hun-kamel, men den gav ikke en eneste dråbe mælk. Diebarnet vred sig af sult, og jeg kunne ikke sove om natten. Jeg havde heller ikke mælk i mine bryster, og hun-kamelen gav ingen mælk. Vi tilbragte dagene i håb om regn og bedre forhold. Da vi red hjemmefra på hunæslet, begyndte det at gå så langsomt, at alle i karavanen blev irriterede. Vi tog til Mekka for at finde et barn, som vi kunne amme. Alle kvinderne i vores karavane fik tilbudt Allahs Sendebud, men fordi han var faderløs, det vil sige forældreløs, nægtede de alle at tage imod ham. De håbede nemlig på en god betaling fra barnets familie. Hvad kunne en enlig mor vel give? Derfor var ingen af os villige til at tage imod ham.

Imens havde alle kvinderne i vores karavane på en eller anden måde fået et barn. Jeg havde ikke fået noget barn. På hjemrejsen sagde jeg til min mand: Jeg bryder mig ikke om at vende tomhændet tilbage. Jeg tager hellere dette barn med. Min mand gik med til det og sagde: Måske vil Allah den Ophøjede skænke os velsignelse gennem ham. Derefter gik jeg hen og tog imod ham.

Hazrat Halima, måtte Allah være tilfreds med hende, fortæller: Da jeg vendte tilbage til lejren med barnet, var begge mine bryster fulde af mælk, og barnet drak sig mæt. Hans mælkebror drak sig også mæt. Derefter faldt de begge trygt i søvn. Før dette havde mit eget barn ikke kunnet sove på grund af sultens kvaler. Imens gik min mand for at malke hun-kamelen og opdagede, at dens yver var fuldt af mælk. Han malkede så meget mælk, at vi drak os tilfredse. Vi tilbragte natten i stor behagelighed. Om morgenen sagde min mand: Ved Gud, Halima, du har taget imod et velsignet barn. Jeg svarede: Det synes jeg også.

Halima fortæller: Derefter drog vores karavane af sted. Jeg satte mig op på ryggen af det svage æsel, med barnet på skødet. Æslet gik så hurtigt, at det overhalede alle de andre æsler. Kvinderne, der fulgtes med mig, blev forbløffede og sagde: Abu Zubayrs datter, se dog på os et øjeblik! Er det det samme æsel, som du red på, da du kom? Jeg svarede: Ja, det er det samme. De sagde: Der må bestemt være noget særligt ved det.

Derefter vendte vi tilbage til vores hjem hos Banu Sa’d-stammen. Jeg kendte ikke noget andet område, der var mere fattigt og hjemsøgt af hungersnød end vores område. Efter vores hjemkomst gik vores geder ud på græs og vendte tilbage med fyldte maver og fulde yvere. Vi malkede dem og drak mælken, mens ingen andre på det tidspunkt fik nogen mælk. Deres dyrs yvere indeholdt ingen mælk. Folk fra vores stamme sagde til hyrderne: I elendige mennesker, lad jeres geder græsse i det område, hvor Zubayrs datter lader sine geder græsse. Alligevel vendte deres geder tilbage med tomme maver. Der fandtes ikke en dråbe mælk i deres yvere. Mine geder vendte derimod tilbage med fyldte maver og fulde yvere. Således begyndte vi at være vidne til Allah den Ophøjedes nåde og velsignelse. Da barnet var blevet to år, vænnede vi ham fra mælken. Dette barn var bedre ernæret og kraftigere end de andre børn. Derefter tog vi barnet med til hans mor. Vi havde oplevet velsignelse på grund af ham og ønskede derfor, at barnet skulle blive hos os. Jeg fortalte hans mor om dette ønske. Efter gentagne bønner og anmodninger gav Bibi Amina igen barnet tilbage til mig. (Ibn Hisham, bind 1, s. 162-164)

Hændelsen med bryståbningen

Selv efter at være blevet vænnet fra mælken blev drengen Muhammad hos Banu Sa’d-stammen. Da han var fire eller fem år gammel, fandt hændelsen med bryståbningen sted. (De fleste forfattere af sira-værker har udtrykt denne opfattelse. Men det fremgår af Ibn Ishaqs beretning, at hændelsen fandt sted, da han var tre år gammel. Ibn Hisham, bind 1, s. 164-165.)

Den detaljerede beretning om denne hændelse er overleveret fra Hazrat Anas, måtte Allah være tilfreds med ham, i Sahih Muslim. Det er overleveret, at Hazrat Jibril, fred være med ham, kom til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. På det tidspunkt legede Allahs Sendebud med nogle børn. Jibril lagde ham ned, åbnede hans bryst og tog hans hjerte ud. Derefter tog han en del ud af hjertet og sagde: Dette er den del af Satan, som findes i dig. Så lagde han hjertet på et fad, vaskede det med vand fra Zamzam-bægeret og satte det derefter tilbage på det rette sted. De andre børn løb hen til Bibi Halima og sagde: Muhammad er blevet dræbt. Familien skyndte sig til stedet. Da de kom, så de ham sidde med et blegt ansigt. (Sahih Muslim, kapitlet al-Isra, bind 1, s. 92)

I moderens kærlighed og bedstefaderens omsorg

Efter denne hændelse blev Bibi Halima bange. Hun bragte barnet tilbage til hans mor. Indtil han var seks år, tilbragte han tiden under sin mors kærlige omsorg. (Talqih al-Fuhum, s. 7; Ibn Hisham, bind 1, s. 168)

Imens ønskede Hazrat Amina at besøge sin afdøde mands grav. Sammen med sin søn Muhammad, slavepigen Umm Ayman og sin svigerfar al-Muttalib tilbagelagde hun næsten fem hundrede kilometer og nåede frem til Medina. Efter at have opholdt sig dér i en måned begav hun sig mod Mekka. Da Bibi Amina nåede et sted ved navn Abwa, halvvejs mellem Mekka og Medina, blev hun alvorligt syg. Sygdommen forværredes gradvist. Til sidst døde hun i Abwa. (Ibn Hisham, bind 1, s. 168; Talkhis al-Fuhum, s. 7; Fiqh al-Sirah, al-Ghazali, s. 50)

Den gamle Abd al-Muttalib nåede frem til Mekka sammen med sit barnebarn. Hans hjerte var fyldt med kærlighed til det forældreløse barnebarn, og minderne fra fortiden tyngede hans sind. Han elskede dette forældreløse barnebarn mere, end han elskede nogen af sine egne sønner eller døtre. Som skæbnens ironi var drengen Muhammad helt alene i denne situation, men Abd al-Muttalib lod ham ikke være alene; han elskede og ærede sit barnebarn mere end alle andre. Ibn Hisham har skrevet, at der blev lagt et tæppe til Abd al-Muttalib i skyggen af Kabaen. Alle hans sønner sad rundt om dette tæppe. Men når Muhammad kom, satte han sig på selve tæppet. Han var stadig et lille barn. Hans onkel forsøgte at flytte ham fra tæppet, men Abd al-Muttalib sagde: »Flyt ham ikke. Hans rang er enestående.« Derefter satte han ham ved sin side. Og han lod det ikke blive ved det at sætte ham dér; han havde altid sit elskede barnebarn hos sig. Drengen Muhammads gøren og laden glædede ham. (Ibn Hisham, bind 1, s. 168)

Da han var otte år, to måneder og ti dage gammel, forsvandt også skyggen af hans bedstefaders kærlighed. Han døde. Før sin død pålagde han sin søn Abu Talib særligt at tage sig af hans nevø. Abu Talib og Abdallah var sønner af samme mor. (Talqih al-Fuhum, s. 7; Ibn Hisham, bind 1, s. 149)

I sin onkels kærlige omsorg

Abu Talib opfostrede sin nevø med dyb kærlighed og omsorg. Han tog ham ind blandt sine egne børn. Ja, han elskede ham mere end sine egne børn og støttede sin nevø i mere end fyrre år. Abu Talib indgik venskabs- og fjendskabsforbindelser med mennesker med sin elskede nevøs interesser for øje.

På jagt efter Allahs nåde

Ibn Asakir har i beretningen fra Jalahama ibn Arafat nævnt: »Jeg kom til Mekka. Der var hungersnød overalt, forårsaget af manglen på regn. Quraysh-folkene bad Abu Talib om at bede om regn. Abu Talib gik ud med en dreng. Da man så drengen, virkede han som solen, der var dækket af skyer. Der var også andre drenge omkring ham. Abu Talib gik med drengen hen foran Kabaen. Han lod drengens ryg hvile mod Kabaens mur. Drengen satte sin finger dérpå. Der var ikke en eneste sky på himlen. Men kort efter blev hele himlen dækket af skyer, og kraftig regn begyndte at falde. Byens marker og områder blev levende og frugtbare. Senere hentydede Abu Talib til denne hændelse og sagde: ‘Han er smuk; fra hans ansigt søges regnens nåde. Han er de forældreløses tilflugt og enkernes beskytter.’« (Mukhtasar as-Sirah, Sheikh Abdullah, s. 15-16)

Præsten Bahira

Da profeten Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var to år omtrentligvis, eller ifølge en anden opfattelse tolv år, to måneder og ti dage gammel (Talkih al-Fuhum, Ibn al-Jawzi, s. 7), rejste Abu Talib med ham til Syrien for at drive handel. Da de nåede Busra, slog de lejr et sted. På den tid var Sera hovedstaden i det romersk besatte rige på Den Arabiske Halvø. I denne by boede en præst ved navn Jirjis. Han var kendt som Bahira. Efter at karavanen havde slået lejr, kom Bahira ud af kirken, gik hen til karavanens folk og beværtede dem. Præsten Bahira plejede ellers aldrig at forlade sin kirke. Han genkendte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tog ham i hånden og sagde: ‘Han er verdens hersker. Den Almægtige Allah vil sende ham som en nåde for alle verdener.’ Abu Talib spurgte Bahira: ‘Hvordan har du forstået dette?’ Han svarede: ‘Efter at I kom til dette område, har alle træerne og stenene her bøjet sig i prostration til ære for denne dreng. De bøjer sig ikke for nogen anden end en profet. Desuden genkendte jeg ham på profetiets segl. Det findes ved siden af den bløde knogle under hans skulder, som et æble. Vi har set omtalen af ham i vores religiøse skrifter.’

Derefter sagde præsten Bahira til Abu Talib: ‘Send ham tilbage til Mekka. Tag ham ikke med til Syrien. Jøderne kan skade ham.’ I overensstemmelse med dette råd sendte Abu Talib sin elskede nevø tilbage til Mekka sammen med nogle tjenere (Mukhtasar as-Sirah, Sheikh Abdullah, s. 16; Ibn Hisham, s. 16). I Tirmidhi og andre værker nævnes det, at han vendte tilbage til Mekka sammen med Bilal, men det er forkert. Bilal var endnu ikke født. Selv hvis han skulle have været født, kendte han ikke Abu Bakr. Zad al-Ma’ad, bind 1, s. 17.

Fujjarslaget

Da profeten og Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var femten år gammel, begyndte Fujjarslaget. I dette slag stod Quraysh på den ene side sammen med Banu Kinana, mens Qays Aylan stod på den anden. Quraysh og Kinanas leder var Harb ibn Umayya. På grund af sin alder og adelige slægt var han højt respekteret blandt Quraysh. Banu Kinana viste ham også respekt. I slagets første fase havde Qays overtaget over Kinana. Men allerede ved middagstid havde Kinana fået overtaget over Qays. Slaget blev kaldt Fujjarslaget, fordi forbuddet mod både det hellige område og de hellige måneder blev tilsidesat under dette slag. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, deltog også i slaget. Han rakte pile til sine onkler. (Ibn Hisham, bind 1, s. 184-186; Qalb-e Jazirat al-Arab, s. 360; Tarikh Khazrami, bind 1, s. 63)

Hilf al-Fudul

Efter Fujjarslaget blev Hilf al-Fudul indgået i den forbudte måned Dhu al-Qadah. Flere stammer, nemlig Quraysh—Banu Hashim, Banu al-Muttalib, Banu Asad ibn Abd al-Uzza, Banu Zuhra ibn Kilab og Banu Taym ibn Murra—stod bag dette. De samledes alle i Abd Allah ibn Judans, fra Taym, hus. De var højt respekterede af alle på grund af deres alder og fornemme herkomst. De afgav indbyrdes dette løfte: De ville forhindre enhver form for uret og undertrykkelse, der blev begået i Mekka.

Uanset om det var en indbygger i Mekka eller en udefrakommende: Hvis nogen blev udsat for uret, skulle uretten afhjælpes, og hans rettigheder gives tilbage til ham. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var til stede ved denne forsamling. Efter at han var blevet profet, nævnte han denne begivenhed og sagde: »Jeg deltog i en pagt i Abdullah ibn Jud‘ans hus, som jeg ikke ville bytte for selv en rød kamel. Hvis jeg i islams tid blev kaldt til at opfylde denne pagt, ville jeg bestemt være mødt op.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 133-135; Mukhtasar as-Sirah, Shaykh Abdullah, s. 30-31)

Grundlaget for denne pagt var at fjerne al uretfærdighed fra uvidenhedens tid. Det siges, at årsagen til pagten var, at en mand fra Zubayr kom til Mekka med nogle varer. As ibn Wa’il købte varerne af ham, men betalte ikke deres pris. Sælgeren af varerne bad Abd ad-Dar, Makhzum, Jamih, Sahm og Adi om hjælp hos As ibn Wa’il. Men ingen tog sagen alvorligt. Derefter steg manden op på Abu Qubays-bjerget og fremsagde nogle digte med høj stemme, hvori han beskrev den uret, han var blevet udsat for.

Da begyndte Zubayr ibn Abd al-Muttalib at gøre en indsats og sagde: »Hvorfor er der ingen, der hjælper denne mand?« På hans initiativ samledes de nævnte stammer. Først indgik de pagten, og derefter fik de As ibn Wa’il til at betale prisen for de solgte varer. (Mukhtasar as-Sirah, s. 30-31)

Et liv præget af kamp

I sin ungdom havde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ikke noget bestemt arbejde. Det fremgår imidlertid af forskellige beretninger, at han vogtede geder. Han vogtede geder for Banu Sa‘d-stammen. (Ibn Hisham, bind 1, s. 62, 166)

Han vogtede også forskellige folks geder i Mekka mod en betaling på nogle qirater. () (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 301) Da han var femogtyve år, rejste han til Syrien med fru Khadijas handelsvarer. Ibn Ishaq har berettet, at Khadija bint Khuwaylid var en fornem og velhavende kvinde. Hun købte varer for forskellige mennesker og solgte disse varer. Hun tog en del af fortjenesten. Hele Quraysh-stammen drev handel. Da fru Khadija hørte om Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ærlighed, gode karakter og beskedenhed, sendte hun ham et tilbud om at ansætte ham i sin handel. Hun foreslog, at han skulle tage hendes slave Maysara med sig. Fru Khadija sagde også, at hun ville give Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en større betaling end den, hun plejede at give andre. Allahs Sendebud accepterede tilbuddet og rejste til Syrien med fru Khadijas handelsvarer sammen med hendes slave Maysara. (Ibn Hisham, bind 1, s. 187-188).

Ægteskabet med fru Khadija

Efter at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var vendt tilbage til Mekka fra handelsrejsen, bemærkede fru Khadija, at hans fortjeneste denne gang var meget større end tidligere. Desuden hørte hun sin tjener Maysara lovprise Allahs Sendebuds gode karakter, ærlighed, retfærdighed og andre egenskaber. Da hun hørte dette, forelskede hun sig i sit hjerte i Allahs Sendebud. Tidligere havde fremtrædende høvdinge og ledende mænd friet til fru Khadija, men hun havde ikke accepteret noget af tilbuddene. Hun betroede sin hemmelige ønske til sin veninde Nafisa bint Munabbih. Nafisa gik hen og talte med Allahs Sendebud. Allahs Sendebud indvilligede og rådførte sig med sin onkel. Hans onkler drøftede sagen med Khadijas onkel og sendte et frieri. Derefter blev de gift. Ved dette bryllup var fremtrædende personer fra Banu Hashim- og Mudar-stammerne til stede.

Dette ægteskab blev indgået to måneder efter, at han var vendt tilbage fra handelsrejsen til Syrien. Allahs Sendebud gav tyve kameler som mahr, brudegave. Khadijas alder var på det tidspunkt fyrre år. Hun var den fremmeste blandt kvinder med hensyn til forstand, skønhed, rigdom og anset slægt. Dette var Allahs Sendebuds første ægteskab med Khadija. Så længe Khadija levede, indgik Allahs Sendebud ikke ægteskab med nogen anden. (Ibn Hisham, bind 1, s. 189-190; Fiqh as-Sirah, s. 59; Talkhis al-Fuhum, s. 7)

Alle Allahs Sendebuds børn, bortset fra Ibrahim, var født af Khadija. Først blev Qasim født. Derfor blev Allahs Sendebud kaldt Abu al-Qasim, altså Qasims far. Efter Qasim blev Zaynab, Ruqayya, Umm Kulthum, Fatima og Abdullah født. Abdullah havde tilnavnene at-Tayyib og at-Tahir. Alle sønnerne døde i barndommen. Døtrene levede ind i islams tidsalder. De antog alle islam og opnåede hijraens ære. Alle bortset fra Fatima døde, mens Allahs Sendebud stadig levede. Fatima, måtte Allah være tilfreds med hende, døde seks måneder efter sin far, Allahs Sendebud. (Ibn Hisham, bind 1, s. 190-191; Fiqh as-Sirah, s. 60; Fath al-Bari, bind 7, s. 105. Der findes nogen uenighed i de historiske oplysninger. Jeg har nævnt den oplysning, som forekom mig mest korrekt.)

Opførelsen af Kabaen og bilæggelsen af striden om Den Sorte Sten

Da Profeten, Allahs Sendebud, var femogtredive år gammel, begyndte Quraysh at genopføre Kabaen. Grunden til dette initiativ var, at Kabaen var omgivet af fire vægge, som kun var lidt højere end et menneske. Allerede på profeten Ismails tid var disse vægge ni alen høje, og der var intet tag ovenpå. Nogle forbryderiske tyve udnyttede denne situation til at stjæle værdierne indenfor. Desuden var der gået lang tid siden opførelsen. Bygningen var blevet gammel, og der var kommet revner i væggene. Samme år havde der også været en voldsom oversvømmelse, hvis strøm løb mod Kabaen. Derfor var der fare for, at Kabaen når som helst kunne styrte sammen. Quraysh indså derfor behovet for at genopføre Kabaen.

På dette tidspunkt besluttede Quraysh, at der i opførelsen af Kabaen kun måtte anvendes midler, der var erhvervet på lovlig vis. Indtægter fra prostitution, renter og enhver formue, der var opnået uretmæssigt, måtte ikke anvendes.

For at genopføre Kabaen var det nødvendigt at rive den gamle bygning ned. Men ingen havde mod til at begynde nedrivningen. Til sidst begyndte al-Walid ibn al-Mughira al-Makhzumi at rive den ned. Da alle så, at ingen ulykke ramte al-Walid, deltog de alle i nedrivningsarbejdet. Efter også at have revet den del ned, som Ibrahim, måtte Allahs fred være med ham, havde grundlagt, begyndte de genopførelsen. Hver stamme havde fået tildelt sin del af arbejdet, og hver stamme gik i gang. En romersk arkitekt ved navn Baqum førte tilsyn med byggearbejdet. Da bygningen var blevet hævet til Den Sorte Sten, opstod der et problem: Hvem skulle placere denne hellige sten? Det var en opgave med en særlig hellig betydning. Striden fortsatte i fire eller fem dage og blev så alvorlig, at der opstod fare for blodsudgydelse. Abu Umayya al-Makhzumi fandt en løsning på striden: Alle skulle acceptere afgørelsen fra den, der næste morgen først trådte ind gennem Den Hellige Moské’s port. Alle accepterede forslaget. Næste morgen var Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, den første, der trådte ind i Kabaen. Derefter udpegede de ham som dommer. Allahs Sendebud bredte en kappe ud på jorden og lagde selv stenen på den. Derefter bad han medlemmerne af de stridende stammer om at tage fat i hver sin del af kappen og bære stenen til dens plads. Det gjorde de. Da de havde ført kappen hen til det fastsatte sted, placerede Allahs Sendebud selv stenen på dens rette plads. Denne afgørelse var yderst fornuftig og begavet. Alle de stridende parter blev tilfredse, og ingen havde nogen klage.

Quraysh kom imidlertid til at mangle lovlige midler. Derfor forkortede de Kabaens længde mod nord med omkring seks alen. Denne del kaldes Hijr og Hatim. På dette tidspunkt gjorde Quraysh Kabaens dør meget høj, så kun personer med deres tilladelse kunne træde ind i Kabaen. Da væggene var blevet femten alen høje, rejste de seks søjler indenfor og lagde et tag over dem. Efter opførelsen havde Kabaen fået en firkantet form. I dag er Kabaens højde femten meter. Den del af væggen, hvor Den Sorte Sten befinder sig, samt væggene foran den, det vil sige mod nord og syd, er hver ti meter høje. Den Sorte Sten befinder sig halvanden meter over jorden. Væggen på den side, hvor døren er, og den forreste del er tolv meter højere end væggene mod øst og vest. Under den mur, der omgiver døren i to meters højde over jorden, findes der hele vejen rundt en stolformet afgrænsning. Den er femogtyve centimeter høj og tredive centimeter lang. Den kaldes Shadhrawan. Den er i virkeligheden også en del af Kabaen, men Quraysh opgav at færdiggøre denne del. (For en detaljeret beskrivelse, se Ibn Hisham, bind 1, s. 192, 197; Fiqh as-Sirah, s. 62; Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 1, 2, 15.)

Livet før profetskabet

De egenskaber, som findes spredt blandt forskellige grupper af mennesker, fandtes samlet og fuldkomment hos Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han var et højt tårn af fremsynethed, kærlighed til sandheden og eftertænksomhed. Tankens klarhed, modenhed samt renheden i hans hensigter og mål var til stede hos ham i fuldt mål. Gennem lange perioder i stilhed modtog han Allahs hjælp til at stå på sandhedens og retfærdighedens side. Med et klart, veludviklet og smukt intellekt samt en ophøjet karakter og livsanskuelse mediterede han dybt over menneskelivet, især over livets forskellige problemer. Gennem denne meditation så han, hvilke fordærvelser menneskene var sunket ned i, og hans hjerte blev fyldt med afsky. Han blev dybt bedrøvet. Han holdt sig på afstand af de mennesker, der var nedsunket i fordærvelsens malstrøm. Efter at have dannet sig en korrekt forståelse af menneskelivet deltog han så vidt muligt i arbejdet for menneskers velfærd, og resten af tiden vendte han tilbage til sin elskede ensomheds verden. Han rørte aldrig alkohol, spiste ikke kød af dyr, der var slagtet ved afgudernes helligdomme, og deltog aldrig i fester, markeder eller lignende arrangementer, der blev afholdt for afguderne.

Fra begyndelsen hadede han i højeste grad de falske guddomme, der blev kaldt afguder. Intet andet hadede han så stærkt. Han kunne heller ikke tåle eder aflagt i Lat og Uzzas navn. (Dette bevises af hændelsen med Bahira. (Ibn Hisham, bind 1, s. 128))

Der er ingen tvivl om, at skæbnen havde kastet sin beskyttende skygge over ham. Når hans sind blev optaget af at opnå noget verdsligt, eller når der opstod et ønske i ham om at følge tåbelige og forkastelige skikke og sædvaner, holdt Allah den Ophøjede ham borte fra dette.

I en beretning fra Ibn Athir siges det, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Jeg ønskede aldrig mere end to gange at gøre noget af det, som folk i uvidenhedens tid plejede at gøre. Også ved disse to lejligheder skabte Allah en hindring for mig.«

Derefter opstod et sådant ønske aldrig mere i mit hjerte. I mellemtiden havde Allah den Ophøjede beæret mig med profetskab. En dag sagde jeg til den dreng, som plejede at vogte geder sammen med mig i Mekkas udkant: »Hvis du vil holde øje med mine geder, vil jeg tage til Mekka og deltage i de natlige samtaler ligesom de andre unge mænd.« Hyrden indvilligede. Jeg begav mig mod Mekka. Da jeg nåede det første hus, hørte jeg lyden af musikinstrumenter. Da jeg spurgte, sagde en mand: »Den og den bliver gift med den og den.« Jeg satte mig for at lytte. Allah den Ophøjede lukkede mine ører, og jeg faldt i søvn. Da solens varme ramte min krop, vågnede jeg. Jeg vendte da tilbage til den samme hyrde i Mekkas udkant. Da han spurgte, fortalte jeg ham alt. En anden dag sagde jeg det samme til hyrden og nåede frem til Mekka, men det samme skete som den første nat. Derefter opstod et sådant fejlagtigt ønske aldrig mere i mit hjerte. (Hamam al-Jawabi har erklæret denne hadith autentisk, mens Ibn Kathir i andet bind, side 287, af sit værk Al-Bidaya wa-n-Nihaya har nævnt denne hadith som svag.)

I Sahih al-Bukhari er det berettet fra Jabir ibn Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, at da Kabaen blev bygget, brød den ædle Profet, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og Abbas sten. Abbas sagde til Allahs Sendebud: »Tag dit izar af og læg det over din skulder; så vil du være beskyttet mod støvet fra stenene.« Da han tog sit izar af, faldt han til jorden. Derefter så han op mod himlen og besvimede. Kort efter kom han til bevidsthed og sagde: »Mit izar, mit izar.« Derefter blev hans izar givet ham på igen. Det er nævnt i en beretning, at hans private dele aldrig mere blev set efter denne hændelse. (Sahih al-Bukhari, kapitlet om Kabaens opførelse, bind 1, s. 540)

Den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var enestående og fremtrædende på grund af sine prisværdige handlinger, sin ophøjede og smukke karakter samt sit milde og elskværdige væsen. Han havde større personlig værdighed end alle andre, den højeste karakter, var den mest respektfulde nabo, den mest fremsynede, den sandfærdigste af alle og den mest medfølende samt den reneste og mest oprigtige af sind. I gode handlinger og gode ord var han den forreste og den mest rosværdige. Han var den fremmeste i at holde sine løfter. Hvad angår troskab og betroede forpligtelser var han uden sidestykke. Hans landsmænd gav ham navnet al-Amin. Han forenede alle prisværdige egenskaber. Khadija, må Allah være tilfreds med hende, vidnede om, at han bar byrderne for de nødstedte, rakte en hjælpende hånd til sørgende og fattige, viste gæstfrihed og hjalp med at etablere sandhed og retfærdighed. (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 3)

(Allah den Ophøjede sendte åbenbaring til sit Sendebud og sagde:) »O du indhyllede (Muhammad), rejs dig, forlad din seng, og advar verdens mennesker om konsekvensen af ikke at tro, og lovpris selv din Herres storhed.« (Sura al-Muddaththir, 1-3)

4

Han var fremmed i sit eget hjem: Tretten år med uret og forfølgelse

Dawahens forskellige stadier

I Hira-hulen under risalatens skygge

Muhammad, sallallahu alayhi wa sallam, nærmede sig en alder af fyrre år. På grund af hans rene og urokkelige personlighed blev den mentale og intellektuelle afstand til hans eget folk meget større. Under disse omstændigheder blev Allahs Sendebud glad for ensomhed. Han tog forsyninger af sattu og vand med sig og begyndte at tilbringe tiden i en hule på Hira-bjerget, som lå to mil fra Mekka. Det var en lille hule, fire gaz lang og knap to gaz bred. Den var ikke dyb forneden. Hulen lå ved sammenløbet mellem en lille sti og den øvre slette. Efter at det elskede Sendebud var begyndt at gå til denne hule, tog Bibi Khadija også med ham og opholdt sig et sted i nærheden. Det elskede Sendebud tilbragte hele Ramadan-måneden i denne hule. Han tænkte over den synlige verden og over Skaberens underfulde gerninger bag den. Han kunne ikke holde ud at se sit folks afgudsdyrkelse og urene livsførelse. Men foran ham lå der ingen klart angivet vej, ingen bestemt metode og intet program, der stod i modsætning til de bestående forhold, og som han kunne følge gennem livet for at opnå mental trøst og fred. (Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 47; Ibn Hisham, bind 1, s. 235-236; Tafsir fi Zilalil Quran – Sayyid Qutb Shahid, s. 29, 66) Sendebuddets forkærlighed for ensomhed var i virkeligheden en del af Allahs visdom. På denne måde forberedte Allah ham på det store ansvar, der ventede ham i fremtiden. Den, der vil bestræbe sig på at skabe en revolutionær forandring i livsførelsen ved at løse menneskelivets virkelige problemer, vil naturligt nok opholde sig nogen tid i ensomhed, langt fra omgivelsernes larm og uro, i et fredeligt miljø uden støj.

I overensstemmelse med denne ordning forberedte Allah gradvist sit elskede Sendebud på at bære den enorme byrde, som betroelsen indebar, og på at udføre det historiske ansvar at forandre hele menneskehedens livsførelse. Tre år før han blev pålagt dette ansvar havde Han på forhånd bestemt, at han skulle hengive sig til meditation i ensomhed. I denne ensomhed kunne han undertiden være fordybet i meditation i op til en hel måned. På sin åndelige, ruhani rejse tænkte og forskede han dybt over skaberværkets mysterier, så han kunne udføre sit ansvar korrekt, når han modtog de nødvendige anvisninger. (Tafsir fi Zilalil Quran, juz 29, s. 166-167. Det er vigtigt at huske, at dette er sidetallene i den arabiske udgave af tafsirværket. Sidetallene stemmer muligvis ikke overens med den bengalske oversættelse, som Bangladesh Al-Quran Academy, London, har udgivet.)

Jibrils ankomst med åbenbaringen

Fyrreårsalderen er menneskets alder for fuldkommenhed og modenhed. Profeterne modtager åbenbaringen i denne alder. Efter at det elskede Sendebud var fyldt fyrre år, begyndte tegnene på profetskabet at stråle på hans livshorisont. Disse tegn viste sig gennem drømme. På dette tidspunkt viste enhver drøm, som det elskede Sendebud så, sig klart som den lyse morgen. Sådan gik seks måneder. Denne periode udgør den 46. del af profetskabsperioden, og profetskabsperioden varede i alt treogtyve år. I det tredje år af hans tilbagetrukne ophold i Hira-bjergets hule ønskede Allah at overøse verdens beboere med Sin nådestrøm. Da skænkede Allah profetskabet til sit elskede Sendebud. Hazrat Jibril, alayhis salam, kom med nogle få vers fra den hellige Quran. (Hafiz Ibn Hajar al-Asqalani har skrevet, at al-Bayhaqi nævnte, at perioden med drømme varede seks måneder. Det vil sige, at han så drømme på forskellige tidspunkter gennem seks måneder. Derfor begyndte profetskabet gennem drømme i måneden Rabi al-Awwal, efter at han var fyldt fyrre år. Det var måneden for det elskede Sendebuds fødsel. Den første åbenbaring, som han modtog i vågen tilstand, kom i Ramadan-måneden. (Fath al-Bari, bind 1, s. 27)

Ifølge oplysninger, der er fremkommet gennem historiske beviser og studiet af forskellige værker, herunder Koranen, vides det, at den første åbenbaring kom natten til mandag den 21. Ramadan. Ifølge månekalenderen var den ædle Sendebud, Hazrat Muhammad Mustafa Ahmad Mujtaba, sallallahu alaihi wa sallam, på det tidspunkt 40 år, 6 måneder og 12 dage gammel.

Hans alder på tidspunktet for åbenbaringen

Der er uenighed blandt historikerne om, i hvilken måned den elskede Profet modtog profetskabet. Ifølge de fleste forfattere af sīra modtog den elskede Sendebud profetskabet i måneden Rabi al-Awwal. Nogle har sagt Ramadan, mens andre har sagt Rajab. Se Mukhtasar al-Sīra, skrevet af Shaykh Abdullah, bind 1, s. 75. Efter min vurdering var det i Ramadan. Det er korrekt at sige, at åbenbaringen begyndte, det vil sige, at han modtog profetskabet. For Allah den Ophøjede har sagt i Koranen, at Koranen blev åbenbaret i Ramadan. Allah den Ophøjede siger også, at Koranen blev åbenbaret på Laylat al-Qadr. Laylat al-Qadr finder jo sted i Ramadan. Allah den Ophøjede har også sagt: »Vi har åbenbaret Koranen i en velsignet nat, og Vi gør folk opmærksomme på frygten for straffen.« Et yderligere argument for, at Koranen blev åbenbaret i Ramadan, er, at Sendebudet plejede at meditere i Hira-grotten i Ramadan. Hazrat Jibril (fred være med ham) kom netop til ham i Hira-grotten.

Blandt dem, der har nævnt, at Koranen blev åbenbaret i Ramadan, er der igen uenighed om, hvilken dato i Ramadan det skete. Nogle siger den syvende, andre den attende. (Se Mukhtasar al-Sīra, bind 1, s. 75, og Rahmat li-l-ʿĀlamīn, bind 1, s. 49.) Allama Hazrami har skrevet, at den syttende er den korrekte dato.

(Se også Tārīkh al-Hazrami, bind 1, s. 69, og Tārīkh al-Tatshārīh al-Islāmī, s. 5, 6 og 7.) Jeg har i denne sag lagt størst vægt på den 21. Ramadan. Ingen har dog nævnt, at Koranens åbenbaring begyndte den 21. Ramadan. Mit argument er, at ifølge de fleste forfattere af sīra fandt Sendebudets fremkomst sted på en mandag. Dette bevises også af en hadith overleveret af Hazrat Qatada, måtte Allah være tilfreds med ham. Han siger, at da det elskede Sendebud blev spurgt om mandagen, svarede han: »På denne dag blev jeg født. På denne dag blev jeg udnævnt til profet.« Sahih Muslim, bind 1, s. 368; Musnad Ahmad, bind 5, s. 297 og 299; Bayhaqi, bind 4, s. 286 og 300; Hakim, bind 2, s. 2 og 6. Det år faldt mandagene i Ramadan på den 7., 14., 21. og 8. dag. Det er blevet bevist gennem autentiske overleveringer, at Laylat al-Qadr finder sted på en ulige nat i Ramadan og går på skift mellem de ulige nætter. Allah den Ophøjede har sagt, at Koranen blev åbenbaret på Laylat al-Qadr. Ved at gennemgå mandagene i det år, hvor han modtog profetskabet, kan man nå frem til den konklusion, at han blev født mandag den 21. Ramadan og modtog profetskabet på denne samme dato.

Lad os høre den detaljerede beretning om denne begivenhed fra Hazrat Aishas (måtte Allah være tilfreds med hende) mund. Koranens åbenbaring var fremkomsten af en overnaturlig lysflamme; med denne lysflamme forsvandt vildfarelsens og vankundighedens mørke fuldstændigt. Historiens gang blev ændret gennem denne begivenhed.

Hazrat Aisha (måtte Allah være tilfreds med hende) fortæller: Begyndelsen på åbenbaringen til det elskede Sendebud kom gennem drømme. De drømme, han så, viste sig som det klare morgenlys. Derefter blev han glad for ensomhed. Han tilbragte tiden i tilbedelse og hengivenhed i Hira-grotten og vendte i flere dage ad gangen ikke hjem. Når hans forsyninger af mad og drikke slap op, vendte han hjem for at hente nye. På et tidspunkt kom Hazrat Jibril (fred være med ham) til ham og sagde: »Læs!« Han svarede: »Jeg kan ikke læse.« Englen omfavnede ham og trykkede ham hårdt mod sit bryst, idet han sagde: »Læs!« Han sagde: »Det var, som om al min styrke blev presset ud.« Derefter slap englen ham og sagde: »Læs!« Han svarede: »Jeg kan ikke læse.« Igen omfavnede englen mig og trykkede mig mod sit bryst.

Derefter slap han ham og sagde: »Læs!« For tredje gang omfavnede han ham, trykkede ham hårdt mod sit bryst og sagde: »Læs: Iqraʾ bi-ismi rabbika alladhī khalaq. (Åbenbaringen fortsatte til: ʿAllama al-insāna mā lam yaʿlam.)« Det vil sige: »Læs i din Herres navn, Han, som har skabt.«

Efter at disse vers var blevet åbenbaret, vendte den kære Profet hjem. Hans hjerte bankede voldsomt. Han sagde til sin hustru, Hadhrat Khadija bint Khuwaylid: »Kom og dæk mig med et tæppe, dæk mig med et tæppe.« Bibi Khadija svøbte den kære Profet ind i et tæppe og lagde ham ned. Hans frygt forsvandt.

Efter at have fortalt Bibi Khadija alt sagde den kære Rasul: »Hvad er der sket med mig? Jeg frygter for mit liv.« Bibi Khadija beroligede ham og sagde: »Allah den Højeste vil aldrig ydmyge dig. Du opfylder dine slægtninges rettigheder, hjælper mennesker i nød, viser gæstfrihed og støtter sandhedens sag.«

Derefter tog Bibi Khadija den kære Profet med til sin fætter, Waraqa ibn Nawfal. Waraqa ibn Nawfal ibn Abd al-Uzza havde i jahiliyyahs tid været kristen. Han kunne skrive på hebraisk. Så meget som Allah den Højeste gav ham evne til, skrev han Injil på hebraisk. På det tidspunkt var han bøjet af alder og blind. Bibi Khadija sagde: »Kære broder, lyt til, hvad din nevø siger.« Waraqa sagde: »Nevø, hvad har du set?«

Rasul, sallallahu alaihi wa sallam, fortalte ham alt, hvad han havde set. Efter at have hørt det hele sagde Waraqa: »Det er den engel, som kom til Hadhrat Musa, alaihis salam. Ak, gid jeg blot var i live, når dit folk driver dig bort.« Rasul sagde forbavset: »Vil mit folk virkelig drive mig bort?« Waraqa sagde: »Ja. Hver gang nogen har modtaget et budskab af den slags, som du har modtaget, er de blevet mødt med fjendskab. Hvis jeg lever til den tid, vil jeg bestemt hjælpe dig.« Kort tid efter døde Waraqa. Derefter ophørte åbenbaringerne pludselig [Denne beretning er gengivet med mindre ændringer i Sahih Bukhari, i kapitlet om, hvordan åbenbaringen blev sendt ned, bind 1, side 2-3].

Af Tabaris og Ibn Hishams beretninger fremgår det, at han også opholdt sig nogen tid i Hira-grotten, mens åbenbaringen var ophørt, og fuldførte den fastsatte periode, hvorefter han vendte tilbage til Mekka. I Tabaris beretning omtales også Rasulens udgang fra sit hus. Beretningen er som følger.

Da Rasul Karim, sallallahu alaihi wa sallam, talte om sin mentale tilstand efter åbenbaringen, sagde han: »Blandt Allahs skabninger var digtere og gale de mest forhadte for mig. På grund af mit stærke had havde jeg ikke engang lyst til at løfte blikket mod dem. Efter åbenbaringen tænkte jeg ved mig selv: Mon ikke Quraysh vil kalde mig digter eller gal? Efter denne tanke klatrede jeg op på en bjergtop med tanke på at kaste mig ned og gøre en ende på mig selv. Jeg klatrede endda op på et bjerg. Da jeg var nået halvvejs op, lød der pludselig en stemme fra himlen: ‘Muhammad, du er Allahs Rasul. Jeg er Jibrail.’ Den kære Rasul siger: ‘Da jeg hørte denne stemme, så jeg op mod himlen. Jeg så Jibrail stå ved horisonten i menneskeskikkelse. Han sagde: “Muhammad, du er Allahs Rasul. Det er Jibrail, der taler.” Rasul siger: “Jeg stod lammet; jeg kunne hverken gå derhen eller gå tilbage. Uanset hvilken retning på himlen jeg så i, så jeg Jibrail. Jeg blev stående dér.” Imens sendte Khadija folk ud for at lede efter mig. Efter at have ledt efter mig vendte de tilbage til Mekka.«

Efter at Jibrail var gået, vendte jeg tilbage til mit hus. Jeg satte mig lænet op ad Khadijas lår. Hun sagde: »Abul-Qasim, hvor har du været? Jeg sendte en mand ud for at lede efter dig; han tog til Mekka og ledte, men fandt dig ikke.« Jeg fortalte da Khadija alt, hvad jeg havde set. Hun sagde: »Min kære fætter, glæd dig og stå fast. Jeg håber, at du bliver denne ummas profet.« Derefter gik hun til Waraqa ibn Nawfal. Hun fortalte ham alt. Efter at have hørt det hele sagde han: »Ved Ham, i hvis hånd Waraqas liv er, er den engel kommet til ham, som kom til Hadhrat Musa, alaihis salam. Muhammad er denne ummas profet. Sig til ham, at han skal stå fast.«

Derefter vendte Hadhrat Khadija tilbage og fortalte Rasul, hvad Waraqa havde sagt. Den kære Profet kom til Mekka efter at have fuldført den fastsatte periode i Hira-grotten. På dette tidspunkt sagde Waraqa ibn Nawfal: »Ved Ham, i hvis hånd hans liv er, er du denne ummas profet. Den store engel, som kom til Hadhrat Musa, alaihis salam, er kommet til dig.« (Hizab, side 207; Ibn Hisham, bind 1, side 237-238. Jeg er dog i tvivl om beretningens ægthed. Samtalen med Waraqa fandt sted umiddelbart efter åbenbaringen. Efter en gennemgang af haditherne i Bukhari må man nå frem til den konklusion, at samtalen med Waraqa fandt sted i Mekka umiddelbart efter modtagelsen af åbenbaringen.)

Åbenbaringens komme blev midlertidigt indstillet

Hvor længe var åbenbaringens komme indstillet på det tidspunkt? Ibn Saʿd har citeret en beretning fra Hazrat Ibn ʿAbbas om dette. Heri nævnes det, at åbenbaringen var indstillet i nogle få dage. Når man tager alle forhold i betragtning, synes denne beretning at være den korrekte. Det er blevet almindeligt sagt, at åbenbaringen var indstillet i to et halvt eller tre år, men denne beretning er ikke sand. Det er ikke nødvendigt her at drøfte argumenterne og beviserne vedrørende dette. (Der er gjort nærmere rede for dette i note 11.)

Mens åbenbaringen var indstillet, var det elskede Sendebud bedrøvet og bekymret. Han var i en tilstand af mental uro og ængstelse. I en beretning i Sahih Bukhari Sharif, Kitab at-Taʿbir, står der, at det elskede Sendebud efter åbenbaringens ophør var så uroligt og bekymret, at han flere gange besteg høje bjerge med den hensigt at springe ned derfra. Men når han var kommet op på bjerget, kom Jibraʾil og sagde: »O Muhammad, du er Allahs elskede Sendebud.« Når han hørte dette, standsede han; hans bekymring og uro forsvandt. Med et roligt sind vendte han hjem. Når åbenbaringen igen udeblev, blev han atter urolig. Da kom Jibraʾil og viste sig for ham og sagde: »O Muhammad, du er Allahs Sendebud.« (Sahih Bukhari, Kitab at-Taʿbir, Ruʾya Salihah, bind 2, s. 1034.)

Jibraʾil kom igen med åbenbaringen

Hafiz Ibn Hajar har skrevet, at årsagen til, at åbenbaringen var indstillet i nogen tid, var, at den frygt, han havde følt, skulle forsvinde, og at ønsket om og forventningen om igen at modtage åbenbaring skulle vågne i hans hjerte. (Fath al-Bari, bind 1, s. 27)

Da forbløffelsen havde lagt sig, blev den virkelige situation klar for ham, og han forstod tydeligt, at han var blevet Allah den Almægtiges profet. Han forstod også, at den, der var kommet til ham, var bæreren af åbenbaringens budskab og den himmelske budbringer. Da denne tro havde slået rod i hans hjerte, begyndte han ivrigt at vente på åbenbaringen. Han besluttede, at han måtte stå fast og bære dette ansvar. På dette stadium i hans sindstilstand kom Hazrat Jibraʾil igen og viste sig. I Sahih Bukhari Sharif berettes det fra Hazrat Jabir ibn ʿAbdullah (må Allah være tilfreds med ham), at han havde hørt det elskede Sendebud fortælle om åbenbaringens indstilling. Sendebudet sagde: »Jeg gik ad vejen, da jeg pludselig hørte en stemme fra himlen. Jeg så op mod himlen og så den samme engel, som var kommet til mig i Hira-grotten. Han sad på en stol mellem himmel og jord. Jeg blev bange og vendte blikket bort. Derefter kom jeg hjem og sagde til min hustru: ›Pak et tæppe omkring mig, pak et tæppe omkring mig.‹ Min hustru pakkede tæppet omkring mig og lagde mig ned. Derefter åbenbarede Allah den Almægtige fra sura al-Muddaththir frem til ›og urene ting, hold dig fra‹. Efter denne begivenhed begyndte åbenbaringen at komme hyppigt. (Sahih Bukhari, Kitab at-Tafsir, kapitlet ›Og urene ting, hold dig fra‹, bind 2, s. 733.) I denne beretning nævnes det også, at Sendebudet sagde: ›Jeg opholdt mig i iʿtikaf i Hira-grotten. Da min iʿtikaf var afsluttet, steg jeg ned. Da jeg derefter gik frem over sletten, blev jeg kaldt. Jeg så til højre og venstre samt foran og bag mig, men kunne intet se. Da jeg så op, så jeg den samme engel.‹ —-. Af alle beretningerne fra forfatterne af sira fremgår det, at Sendebudet hvert år opholdt sig i iʿtikaf i Hira-grotten i ramadanmåneden. I den tredje ramadan kom Jibraʾil til ham med åbenbaringen. Han opholdt sig i iʿtikaf hele ramadanmåneden og vendte meget tidligt om morgenen den første shawwal tilbage til Mekka. Hvis denne beretning sammenholdes med ovenstående oplysninger, kan man konkludere, at den første del af åbenbaringen af sura al-Muddaththir blev åbenbaret ti dage efter den første åbenbaring. Det vil sige, at perioden, hvor åbenbaringen var indstillet, var ti dage.«

Åbenbaringens forskellige former

Før vi går videre til omtalen af det liv, der begyndte for det elskede Sendebud efter åbenbaringen kom til ham, det vil sige efter at han blev profet, er det nødvendigt at belyse åbenbaringens forskellige former. Derved opnås en klar forståelse af risalat og profetskab. Allama Ibn Qayyim har nævnt følgende forskellige former for åbenbaring:

Én. Åbenbaringen til Profeten gennem sande drømme.

To. Englen indgav ord i hans hjerte uden at vise sig for ham. Profeten har for eksempel sagt: »Ruh al-Qudus indgav mig dette i hjertet: Intet menneske dør, før det har modtaget den forsørgelse, der er bestemt for det. Frygt derfor Allah, og søg det gode. Søg ikke forsørgelse gennem ulydighed mod Allah, for det, der findes hos Allah, kan kun opnås gennem lydighed mod Ham.«

Tre. Englen antog menneskelig skikkelse og talte til ham. Alt, hvad han sagde, lærte den elskede Profet udenad. Undertiden kunne sahaba også se englene på dette tidspunkt.

Fire. Åbenbaringen kom til Profeten med en rungende lyd som klokkeringning. Dette var den hårdeste form for åbenbaring. Englen mødte ham på dette tidspunkt, og selv i den strengeste vinter svedte den elskede Profet. Sveden dryppede fra hans pande. Når han red på en kamel, måtte den sætte sig ned på jorden. En gang kom åbenbaringen, mens hans lår lå på Hazrat Zayd ibn Thabits lår; Hazrat Zayd følte en sådan vægt, at det var, som om hans lår blev knust.

Fem. Han så englen i dennes sande skikkelse. I denne tilstand blev åbenbaringen sendt ned over ham efter Allahs vilje. Det skete to gange. Allah den Almægtige har nævnt dette i den hellige sura an-Najm.

Seks. Åbenbaringen om, at bønnen blev gjort obligatorisk, samt åbenbaringer om andre forhold, blev sendt ned på himlen på Miraj-natten. Den elskede Profet befandt sig da på himlen.

Syv. Allah den Almægtige talte direkte uden en engel som mellemled, sådan som Allah den Almægtige talte med Hazrat Musa (fred være med ham). Beviset på Allahs tale med Hazrat Musa findes i Koranen. Beviset på Allahs tale med den elskede Profet findes i haditherne om Miraj.

Otte. Nogle har nævnt endnu en form: at tale med Allah den Almægtige ansigt til ansigt uden et slør imellem. Men dette spørgsmål kan give anledning til uenighed (Zad al-Ma’ad, bind 1, s. 18).

Påbuddet om Tabligh

De påbud, som den elskede Profet fik i de første vers af sura al-Muddaththir, synes umiddelbart korte, enkle og ligetil, men i virkeligheden er de meget vidtrækkende og dybt betydningsfulde. Deres virkning på og indflydelse i det praktiske liv er enestående.

1. Det påbud, der blev givet om at advare, har som endeligt mål at gøre alle bekendt med de alvorlige konsekvenser af de handlinger, der udføres i verden imod Allahs vilje. Advarslen skal gives på en sådan måde, at frygten for Allahs straf skaber en skræmmende tilstand i menneskers sind.

2. Det endelige mål med beskrivelsen af Herren er, at kun Hans overlegenhed skal bestå på Allahs jord. Ingen andens overlegenhed må få lov til at bestå; tværtimod skal alt andet herredømme og al anden magt tilintetgøres. Således vil kun Allahs overlegenhed og herlighed blive åbenbaret og anerkendt på Allahs jord.

3. Det endelige mål med renhed og renselse af klæderne er, at man skal holde sig ren for enhver form for urenhed, både den synlige og den skjulte. Denne tilstand skal nå et sådant niveau, at man kan søge tilflugt under skyggen af Allahs barmhjertighed. Dette kan kun opnås gennem Hans vejledning og lys. Når den nævnte renhed og renselse er opnået, vil hjertet drages mod Allah, og Hans overlegenhed og herlighed vil vågne i hjertet. Som følge heraf vil menneskene overalt i verden stå Ham nær, hvad enten de modsætter sig Ham eller adlyder Ham. Han vil være altings centrum.

4. Det endelige mål med ikke at forvente en større gengæld efter at have vist nogen barmhjertighed eller gjort nogen en tjeneste er, at man ikke må anse sine egne handlinger for store eller tillægge dem overdreven betydning. Tværtimod skal man fortsætte med at stræbe og arbejde, den ene handling efter den anden. Selv et stort offer og en stor opofrelse skal man anse for ubetydelig. Det vil sige, at man i lyset af følelsen af at mindes Allah og frygten for at skulle stå til regnskab over for Ham skal anse sin egen indsats og stræben for lille og ubetydelig.

5. Det sidste vers antyder, at efter at arbejdet med at kalde til Allah er begyndt på Hans vegne, vil fjenderne påføre lidelse gennem modstand, latterliggørelse, hån og spot, og de vil gøre alt, hvad de kan, for at dræbe den elskede Profet og hans ledsagere. Han må konfrontere alt dette. Under sådanne omstændigheder må han tålmodigt holde fast med beslutsomhed. Denne tålmodighed er ikke for sindets fred, men for Allahs tilfredshed og for udbredelsen og fremme af Hans religion. For Allah den Ophøjede har sagt: “Wa li-rabbika fasbir”, det vil sige: “Vær tålmodig for din Herres skyld.”

Hvor vidunderligt! Hvor enkle og korte er ikke alle disse påbud i deres åbne og ligefremme formulering. Hvor lette og poetiske er ikke de valgte ord, men hvor omfattende og betydningsfulde er de i praksis. Når disse få ord anvendes rigtigt, vil der opstå stor opstandelse overalt, og der vil blive knyttet stærke bånd af enhed og harmoni mellem mennesker i alle verdens egne.

De nævnte vers indeholder også elementerne i daʿwah og tabligh. Nogle af Adams børns handlinger har et dårligt udfald. Alle ved, at mennesket ikke får gengæld for alt, hvad det gør, her i verden, og at det heller ikke er muligt. Derfor må der naturligvis være en dag, hvor der gives fuld gengæld for alle handlinger. Denne dag kaldes dommedag. Et uundgåeligt behov for at give gengæld på denne dag er, at der må findes et andet liv, forskelligt fra det liv, vi lever i denne verden.

I andre vers har Allah den Ophøjede krævet, at Guds tjenere skal følge den rene tawhid. Han har sagt, at tjeneren skal overlade alle sine ønsker og længsler til Allah den Almægtige. Han skal sætte Allahs vilje over begærenes ønsker og menneskets øvrige ønsker. På denne måde kan ansvaret for daʿwah og tabligh fuldføres. Disse betingelser er som følger.

a. Tawhid.

b. Troen på det hinsidige.

c. At lægge vægt på tazkiyah al-nafs, det vil sige at afholde sig fra enhver form for uanstændighed og syndige handlinger, at gøre flere gode gerninger og bestræbe sig på at holde fast i de gode gerninger.

d. At overlade alle sine handlinger til Allah den Almægtige.

e. Alt dette skal fuldføres gennem troen på den elskede Profets profetskab og sendebudsfunktion samt ved at følge hans enestående lederskab.

Disse vers indeholder himmelske befalinger. Allah, al-ʿAlamīns Herre, har kaldt sin elskede Profet frem for at påtage sig en storslået opgave. Han har befalet ham at forlade søvnens behagelighed og træde ind på jihadens vanskelige slagmark. Som Allah den Almægtige siger i de første vers af sura al-Muddaththir: Den, der lever for sin egen skyld, kan kun føre et behageligt liv; men hvordan kan den, hvis skuldre bærer ansvaret for at vejlede en vældig menneskemængde, sove ubekymret? Hvad har han at gøre med en varm seng og et behageligt liv? Drag ud til den storslåede opgave, som venter på dig. Kom frem for at løfte den enorme byrde af ansvar, der er gjort klar til dig. Kom frem for at kæmpe. Gør dig umage. Tiden for søvn og hvile er forbi. Nu er tiden kommet til søvnløse nætter og langvarigt arbejde. Gør dig klar til denne opgave.

Denne befaling er af enorm betydning. Den har ført den elskede Profet ud af et liv i magelighed og kastet ham ud i et bundløst, stormfuldt hav. Den har stillet ham ansigt til ansigt med menneskets samvittighed og livets realiteter.

Derefter rejste Allahs elskede Sendebud sig og forblev stående i mere end tyve lange år. I denne tid stod han urokkeligt fast i livets kamp. Han opgav magelighed og bekvemmelighed og gav afkald på sin egen og sin families lykke, fred og komfort. Efter at han havde rejst sig, forblev han i denne tilstand. Hans opgave var at kalde til Allahs vej. Uden noget ydre pres tog han dette ansvar på sine skuldre. Det var Amanat-e-Kubra, det vil sige byrden af den store betroede opgave på jorden: hele menneskehedens byrde, hele trosgrundlagets og troens byrde og byrden af jihad på forskellige områder. I mere end tyve år levede han dette kampfyldte liv. Fra det øjeblik han modtog den himmelske befaling, var han aldrig uopmærksom på eller ligeglad med nogen af livets tilstande. Må Allah den Ophøjede skænke ham den bedste belønning på vores og hele menneskehedens vegne. (Tafsir Fi Zilalil Quran, Sayyid Qutb Shahid, sura al-Muzzammil, sura al-Muddaththir, juz 29, s. 168, 167, 172) (det originale arabiske bind).

Første fase: Individuelt initiativ

Tre år med hemmelig forkyndelse

Mekka var centrum på Den Arabiske Halvø. Her var man vogtere og forvaltere af Kabaen. Araberne var også vogtere af afguderne, som folk overalt på Den Arabiske Halvø så op til med respekt. Derfor var det vanskeligere at få reformbestræbelser til at lykkes i Mekka end noget andet sted. Her krævedes en sådan beslutsomhed, at ingen form for lidelse, nød, fare eller hindring kunne rokke en det mindste; tværtimod skulle man forblive urokkelig over for farer og hindringer. Derfor var strategien, at arbejdet med dawah og tabligh først skulle udføres i hemmelighed, så der ikke pludselig opstod uro blandt Mekkas indbyggere.

Nogle af islams første soldater

Det er naturligt, at Sendebudet først ville kalde dem til din, som var hans nærmeste slægtninge, og som han havde et dybt forhold til. Han ville først kalde sin familie, sine slægtninge og sine venner til islam. Derfor inviterede den elskede Profet først disse mennesker. Han havde også bemærket tegn på imødekommenhed hos dem. Desuden kendte han mennesker, som vidste, at han var sandfærdig, retfærdig, retskaffen og et godt menneske, og som respekterede ham.

Gennem Allahs Sendebuds dawah tog flere mennesker imod islam. De nærede aldrig nogen som helst tvivl om det elskede Sendebuds ærlighed, sandfærdighed og storsind. I islams historie er de kendt som Sabiqina Awwalun. Øverst på listen står Sendebudets hustru, De Troendes Moder Khadija bint Khuwaylid, og hans frigivne slave Zayd ibn Thabit ibn Sharhabil al-Kalbi. (Han var kommet som en slave, der var blevet taget til fange i krig. Senere blev Hazrat Khadija hans ejer og gav ham til sin mand. Derefter kom hans far og onkel for at tage ham med sig, men han foretrak at forblive hos det elskede Sendebud frem for at følge sin far og onkel. Derefter tog Sendebudet sin tjener Zayd til sig som adoptivsøn i overensstemmelse med den arabiske skik. Efter denne begivenhed blev han kendt som Zayd Muhammad. Med islams komme ophørte den arabiske skik med adoptivsønner.) Hans fætter Hazrat Ali ibn Abu Talib, som på det tidspunkt blev opfostret i hans husstand, samt hans nære ven Hazrat Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med dem alle. De tog alle imod islam på den allerførste dag. (Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 50)

Efter at have antaget islam helligede Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) sig udbredelsen af islam. Han var et menneske, der var elsket af alle, havde et mildt temperament, fornem karakter og et gavmildt sind. På grund af hans fremragende omgang med mennesker kom folk altid til ham og besøgte ham. På dette tidspunkt begyndte Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) at invitere troværdige og pålidelige mennesker til religionen. Awf, Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas og Hazrat Talha ibn Ubaydullah antog islam. De var blandt islams forreste forkæmpere.

Blandt de første, der antog islam, var også Hazrat Bilal (må Allah være tilfreds med ham). Efter ham antog den troendes betroede, Hazrat Abu Ubayda, Amir ibn Salama ibn Abd al-Asad, al-Arqam ibn Abi al-Arqam, Uthman ibn Maz’un og hans to brødre Qudama og Abdullah, samt Ubayda ibn al-Harith, al-Muttalib ibn Abd al-Manaf, Sa’id ibn Zayd og hans hustru, det vil sige Omars søster Fatima bint Khattab, Khabbab ibn al-Aratt, Abdullah ibn Mas’ud og flere andre islam. Tilsammen var de knyttet til forskellige grene af Quraysh-stammen. Ibn Hisham har skrevet, at deres antal var over fyrre. (Se bind 1, s. 245-262). Nogle af dem regnes blandt as-Sabiqun al-Awwalun.

Ibn Ishaq har berettet, at folk efter de nævnte lykkeliges antagelse af islam i flokke søgte ly under islams kølige skygge. Overalt i Mekka blev der talt om islam, og islam vandt udbredelse. (Ibn Hishams Sira, bind 1, s. 262)

De antog islam i hemmelighed. Den elskede Profet mødtes i hemmelighed med dem for at undervise dem i islam og vejlede dem. For arbejdet med at prædike foregik på dette tidspunkt diskret og i hemmelighed. Efter at de første vers af sura al-Muddaththir var blevet åbenbaret, begyndte åbenbaringerne at komme hyppigt. På dette tidspunkt var versene korte og præget af en fængslende musikalitet og poetisk skønhed. Disse vers passede fuldstændigt til omgivelserne. De belyste tazkiyat an-nafs, det vil sige sjælens renselse og forskønnelse, samt de skadelige følger af at blive fanget i verdens fortryllende net. Desuden blev beskrivelserne af Paradis og Helvede nævnt på en sådan måde, at det virkede, som om man så dem for øjnene. Disse vers førte mennesket gennem områder, der var helt nye for dets omgivelser.

Påbuddet om bøn

Blandt det, der først blev åbenbaret, var også påbuddet om bøn. Muqatil ibn Sulayman siger, at Allah i islams begyndelse foreskrev to rak’a-bønner om morgenen og to rak’a-bønner om aftenen. For Allah siger: »Bøj jer i tilbedelse for jeres Herre, mens I lovpriser Ham, morgen og aften.«

Ibn Hajar siger, at den elskede Profet og hans ædle ledsagere bad allerede før begivenheden med Mi’raj. Der er dog uenighed om, hvorvidt andre bønner var obligatoriske før de fem daglige bønner. Nogle siger, at én bøn var obligatorisk før solopgang og én før solnedgang.

Al-Harith ibn Usama har overleveret denne hadith fra Zayd ibn Haritha: Da åbenbaringen første gang kom til den elskede Profet, kom Jibril og lærte ham først, hvordan man udfører wudu. Efter at wudu var afsluttet, kastede han en håndfuld vand mod kønsdelene. Ibn Majah har også overleveret en hadith af denne art. Lignende hadither er ligeledes blevet overleveret fra al-Bara ibn Azib og Ibn Abbas. I den hadith, som Ibn Abbas har overleveret, står der, at denne bøn var blandt de første obligatoriske handlinger. (Mukhtasar as-Sira, Shaykh Abdullah, s. 88.)

Ibn Hisham har berettet, at den elskede Profet og de ædle sahaba plejede at gå op i bjergene på bedetid og bede i hemmelighed. En gang så Abu Talib Profeten og Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, bede. Han spurgte dem om det. Da han var blevet informeret om sagen, sagde han: »Fortsæt med denne praksis.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 147).

Underretning af Quraysh

Det fremgår af forskellige begivenheder, at da kaldelsen på dette tidspunkt blev udført i hemmelighed, begyndte Quraysh dog at få en vis forståelse af den. Men de tillagde ikke sagen nogen betydning.

Imam Ghazali har skrevet, at Quraysh fik nyheder om muslimernes aktiviteter, men ikke tillagde dem nogen betydning. Sandsynligvis betragtede de Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, som en religiøs personlighed, der talte om askese og forsagelse af verden. Der fandtes sådanne mennesker i det arabiske samfund, såsom Umayya ibn Abi as-Salt, Quss ibn Sa’ida, Amr og Tufayl med flere. Quraysh bemærkede dog, at hans aktivitet virkede noget mere omfattende og anderledes. Efterhånden som tiden gik, blev Quraysh gradvist mere opmærksom på den elskede Profets religiøse aktivitet og hans kaldelse. (Fiqh as-Sira, s. 76)

I tre år foregik arbejdet for religionen i det skjulte. I denne periode blev der dannet en gruppe troende. De stod fast på broderskab og gensidig hjælp. De viderebragte Allahs budskab og bestræbte sig på at løfte dette budskab til et højere niveau. Derefter åbenbarede Allah den guddommelige åbenbaring og befalede sit folk. Sammen med kaldelsen til religionen blev de også pålagt at konfrontere Qurayshs falske kræfter og fremhæve de skadelige sider ved deres afguder.

Anden fase: offentlig kaldelse

Den første befaling om kaldelsen

I denne forbindelse åbenbarede Allah først denne befaling: »O profet, advar dine nærmeste slægtninge mod Allahs straf.« Dette er et vers fra Sura Ash-Shu’ara. I denne sura fortælles først beretningen om Musa, fred være med ham. Det vil sige, det fortælles, hvordan Musa, fred være med ham, modtog profetskabet, og hvordan Farao, Faraos folk og hans ledsagere blev druknet i Nilen, efter at Musa var udvandret sammen med Israels børn. Med andre ord fremstilles i denne sura de forskellige stadier af den kaldelse, som Musa, fred være med ham, bragte til Farao og Israels børn.

Jeg mener, at beretningen om profeten Moses, fred være med ham, blev nævnt efter befaling til Allahs sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, om offentligt at forkynde budskabet blandt sit folk, for at han skulle have et eksempel foran sig. Efter at have kaldt åbent til religionen måtte profeten Moses, fred være med ham, på samme måde møde vanskelige forhold og udsættes for forskellige former for overgreb, så Allahs sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og de ædle ledsagere altid kunne have et eksempel på dette foran sig. På den anden side omtales det også i denne sura, hvordan det gik alle de folk, der kaldte profeterne løgnere, såsom Faraon og hans folk, Noas folk, Ad, Thamud, Abrahams folk, Lots folk og indbyggerne i Aykah. Formålet har muligvis været, at de mennesker, som vil kalde Allahs sendebud en løgner, skal forstå, hvordan deres endeligt bliver, hvis de fortsætter med denne opførsel, og hvilken straf fra Allah de vil blive udsat for. De troende vil desuden forstå, at det gode endeligt tilhører dem. Derimod vil de, som kalder profeten en løgner, ikke få et godt endeligt.

Forkyndelse blandt de nærmeste slægtninge

Efter at dette vers var blevet åbenbaret, samlede den ædle profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, som sit første skridt Banu Hashim. Sammen med dem var også en gruppe fra Banu al-Muttalib ibn Abd Manaf. De var i alt femogfyrre personer. Abu Lahab greb ordet og sagde: »Se, disse er dine onkler og fætre. Tal, men opfør dig ikke tåbeligt, og husk, at din klan ikke kan stå imod hele Arabien. Jeg har større ret end nogen anden til at gribe ind over for dig. Dine fædrene slægtninge er tilstrækkelige for dig. Hvis du holder fast ved det, du siger, vil hele Quraysh-stammen komme dig i møde med deres støtte. Hvad vil der så ske? Blandt dine fædrene slægtninge vil du selv blive den mest ødelæggende person.« Efter at have hørt disse ord samlede den ædle profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, dem igen og sagde: »Al lovprisning tilkommer Allah. Jeg lovpriser Ham og søger hjælp hos Ham. Jeg tror på Ham og sætter min lid til Ham. Jeg bevidner, at ingen er værdig til at blive tilbedt undtagen Allah. Han er Én og uden lige; Han har ingen partner.« Derefter sagde Allahs sendebud: »En vejleder kan ikke lyve over for sin families medlemmer. Ved Ham, ud over Hvem der ingen guddom er, er jeg Allahs sendebud til jer i særdeleshed og til alle andre mennesker i almindelighed. Ved Allah, I skal en dag møde døden, ligesom I sover, og I skal en dag blive genoprejst, ligesom I vågner fra søvnen. Derefter vil I blive afkrævet regnskab for jeres handlinger. Så venter der jer for evigt enten Paradiset eller Helvedet.«

Da Abu Talib hørte dette, sagde han: »Det siger sig selv, hvor meget jeg ønsker at støtte dig. Dit råd er værd at følge, og jeg tror på, at dine ord er sande. Alle dine fædrene slægtninge er til stede her, og jeg er en af dem. Derfor kan du være sikker på, at jeg ikke ønsker, at du forlader Abd al-Muttalibs religion.« Abu Lahab sagde: »Ved Allah, det er en dårlig handling. Har du taget hans hånd før de andre?« Abu Talib sagde: »Ved Allah, så længe jeg lever, vil jeg fortsat beskytte ham.« (Fiqh as-Sirah, s. 77, 88, skrevet af Ibn al-Athir).

Forkyndelse på Safa-bjerget

Da profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, var blevet helt sikker på, at Abu Talib ville støtte ham i forkyndelsen af Allahs religion, steg han en dag op på Safa-bjerget og råbte: »Ya sabah!«, det vil sige: »Åh, morgen!« (Dengang plejede folk, når de skulle meddele en alvorlig fare, at stige op på en bjergtop og råbe: »Ya sabah, ya sabah! Åh, morgen!«). Da Quraysh-stammerne hørte dette råb, samledes de hos ham. Han kaldte dem til at tro på Allahs enhed, Hans sendebud og opstandelsens dag. En del af denne begivenhed er overleveret i Sahih al-Bukhari fra Abdullah ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, således:

»O profet, advar dine nærmeste slægtninge mod Allahs straf.« Efter at dette vers fra Koranen var blevet åbenbaret, steg den ædle profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, op på Safa-bjerget og råbte: »O Banu Fihr, o Banu Adi!« Da de hørte dette råb, samledes alle Qurayshs ledende mænd. Den, som ikke kunne komme, sendte en repræsentant for at finde ud af, hvad sagen drejede sig om. Quraysh kom, og Abu Lahab var også iblandt dem. Derefter sagde han: »Sig mig: Hvis jeg fortalte jer, at en gruppe ryttere gemmer sig på sletten på den anden side af bjerget og ønsker at angribe jer, ville I så tro mig?« Alle svarede: »Ja, det ville vi, for vi har aldrig hørt dig lyve.« Den elskede profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hør efter! Jeg er blevet sendt for at advare jer mod en frygtelig straf.« Abu Lahab sagde: »Må du gå til grunde! Er det derfor, du har kaldt os herhen?« Efter at Abu Lahab havde sagt dette, åbenbarede Allah den ædle sura al-Lahab. Heri siges det: »Må Abu Lahabs to hænder gå til grunde, og må han selv gå til grunde.« (Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 706, 743; Sahih Muslim, bind 1, s. 114).

Imam Muslim har nævnt en anden del af denne begivenhed i sit autentiske værk. Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, overleverede denne hadith. Han sagde: Efter at verset »Advar dine nærmeste slægtninge mod Allahs straf« var blevet åbenbaret, råbte Allahs sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, både generelt og specifikt. Han sagde: »O Quraysh-folk, red jer selv fra Helvedet! O Banu Kab, red jer selv fra Helvedet! O Fatimah, Muhammads datter, red dig selv fra Helvedet! Jeg er blevet pålagt at beskytte jer mod Allahs straf. Eftersom jeg er beslægtet med jer, vil jeg derfor advare jer så meget som muligt om dette.« (Sahih Muslim, bind 1, s. 385).

Den offentlige bekendtgørelse af daʿwaen

Mens ekkoet af denne erklæring stadig kunne høres omkring Mekka, åbenbarede Allah den Almægtige dette vers: »Forkynd åbent det, du er blevet pålagt, og vend dig bort fra afgudsdyrkerne« (15:94).

Derefter blotlagde Allahs ædle Sendebud åbent afgudsdyrkelsens urenhed og onder og rev løgnens slør bort. Han fremhævede afgudernes tomhed og værdiløshed og afslørede deres sande væsen. Med det ene eksempel efter det andet forklarede han, at afguderne var nytteløse og magtesløse. Han erklærede desuden, at de, der dyrkede disse afguder og gjorde dem til mellemled mellem sig selv og Allah, befandt sig i åbenlys vildfarelse.

Da Mekkas indbyggere hørte, at afgudsdyrkerne og afgudernes tilbedere blev kaldt vildfarne, blev de ude af sig selv af vrede. Det var, som om lynet havde slået ned over dem, og som om en voldsom storm havde ramt deres ubekymrede og fredelige liv. Derfor rejste Quraysh sig for at rykke denne pludseligt opståede revolutions rødder op. For gennem denne revolution var deres afgudsdyrkende skikke og traditioner på nippet til at blive udryddet.

Quraysh gjorde sig klar til kamp og rejste sig. De vidste nemlig, at det at afvise enhver anden guddom end Allah og tro på sendebudsskabet og det hinsidige betød, at man fuldstændigt overlod sig til sendebudsskabet og underkastede sig det ubetinget. Dermed ville man ikke blot miste enhver selvstændig ret over andre ting, men selv over sit eget liv og sin ejendom. Det betød, at den religiøse overlegenhed og myndighed, som Mekkas folk havde over araberne, ville forsvinde. Allahs og Hans Sendebuds vilje og beslutning ville blive afgørende, og de ville ikke længere kunne gøre noget efter eget ønske. De måtte holde sig fra den undertrykkelse og mishandling, de hidtil havde udsat de lavere klasser for, og fra de afskyelige handlinger, de var optaget af morgen og aften. Quraysh forstod fuldt ud, hvad dette betød, og derfor kunne de ikke acceptere en sådan ydmygende situation. Men det skyldtes ikke noget ønske om velfærd eller godhed; formålet var tværtimod at indvikle sig endnu mere i onde handlinger. Allah den Almægtige siger: »Nej, men mennesket ønsker at fortsætte med at begå ondt i fremtiden« (5:75).

Quraysh forstod alt dette, men vanskeligheden var, at der stod en mand foran dem, som var sandfærdig og troværdig. Han var det ypperste eksempel på et ideal. I lang tid havde Mekkas indbyggere hverken set eller hørt om et sådant eksempel blandt deres forfædre, og de kunne heller ikke finde ud af, hvordan de skulle konfrontere en sådan personlighed. De var forbløffede, de var forundrede, og der var i grunden flere årsager til denne forundring.

Efter megen overvejelse besluttede Quraysh at gå til den elskede Profets onkel, Abu Talib, og bede ham forhindre sin nevø i at fortsætte sit arbejde. For at gøre deres krav rimeligt og troværdigt fremsatte de det argument, at opfordringen til at forlade deres guder og erklæringen om, at de ikke havde magt til at gøre hverken godt eller ondt, i virkeligheden var en fornærmelse og en grov krænkelse af deres guder.

Desuden svarede det til at kalde vores fædre og bedstefædre, det vil sige vores forfædre, tåbelige og vildfarne. For de havde levet efter den samme trosretning, som vi nu følger. Efter at Quraysh havde forklaret dem disse ting, forstod de dem let og reagerede hurtigt på dem.

Koranernes delegation hos Abu Talib

Ibn Ishaq har skrevet: Nogle af de førende mænd blandt Quraysh gik til Abu Talib og sagde: „Abu Talib, din nevø fornærmer vores guder, kalder vores religion vildfarelse og betegner vores fornuft som tåbelighed. Han kalder vores fædres og bedstefædres vej vildfarelse. Enten må du forhindre ham i dette, eller også må du træde til side mellem ham og os. For du tror jo på den samme religion som os. Vi anser os selv for tilstrækkelige til at tage os af ham.“

Som svar på denne henvendelse talte Abu Talib mildt og spillede rollen som mægler. Derfor vendte de tilbage. Allahs Sendebud fortsatte med at forkynde religionen på samme måde og helligede sig udbredelsen og fremførelsen af religionen (Ibn Hisham, bind 1, s. 265).

Et hastemøde for at hindre pilgrimmene

På dette tidspunkt opstod der endnu et problem for Quraysh. Efter at flere måneder var gået med den offentlige forkyndelse af islam, indtrådte pilgrims­sæsonen. Quraysh vidste, at delegationer fra forskellige egne af Arabien på dette tidspunkt ville komme til Mekka. Derfor mente de, at de måtte sige noget om den ærede profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, som kunne forhindre, at Allahs Sendebuds forkyndelse fik nogen indflydelse på arabernes sind. For at drøfte dette samledes de hos al-Walid ibn al-Mughirah. Al-Walid sagde: „Først må I alle blive enige, så det ikke ender med, at den ene kalder den andens udsagn løgn. I må ikke have nogen uenighed indbyrdes.“ De tilrejsende sagde: „Fortæl os, hvad vi skal sige.“ Al-Walid sagde: „Sig det, så lytter jeg.“ Nogle sagde derefter: „Vi vil sige, at han er spåmand.“ Al-Walid sagde: „Nej, han er ikke spåmand. Jeg har set spåmænd, og han har ikke spåmændenes kendetegn. Spåmænd taler tomme ord, men sådan taler han ikke.“ Da de hørte dette, sagde de tilrejsende: „Så vil vi sige, at han er sindssyg.“ Al-Walid sagde: „Nej, han er heller ikke sindssyg. Jeg har også set sindssyge og kender deres natur. Han opfører sig ikke som en sindssyg og taler heller ikke usammenhængende som en sindssyg.“ Folkene sagde: „Så vil vi sige, at han er digter.“ Al-Walid sagde: „Han er heller ikke digter. Jeg kender digtningens forskellige former, og hans ord er ikke digtning.“ De sagde: „Så vil vi sige, at han er troldmand.“ Al-Walid sagde: „Nej, han er heller ikke troldmand. Jeg har set troldmænd og deres trolddom. Han udfører hverken besværgelser eller trolddom.“ De tilrejsende sagde: „Hvad skal vi så sige?“ Al-Walid sagde: „Ved Allah, hans ord er meget søde, og deres betydning er meget dyb. Hvad end I siger, vil tilhørerne anse det for løgn. Men om ham kan I sige, at han er troldmand. Alt det, han fremlægger, er ren trolddom. Når man har hørt hans ord, opstår der uenighed mellem far og søn, mellem bror og bror, mellem mand og hustru og mellem forskellige stammer.“ Til sidst blev Quraysh-delegationen enige om dette og vendte tilbage fra al-Walid (Ibn Hisham, bind 1, s. 271).

Nogle overleveringer nævner også udførligt, at de tilrejsende, da al-Walid havde afvist alle deres forslag, sagde: „Så fremlæg en velovervejet mening.“ Da han hørte dette, sagde al-Walid: „Giv mig lidt tid til at tænke.“ Efter at have tænkt sig om et stykke tid fremsatte al-Walid den ovennævnte udtalelse (Tafsir fi Zilal al-Qur’an, Sayyid Qutb ash-Shahid, juz 29, s. 188).

På baggrund af den nævnte hændelse åbenbarede Allah den Almægtige seksten vers i sura al-Muddaththir om al-Walid. I disse vers kan man se et billede af al-Walids måde at tænke på. Allah den Almægtige siger: „Han tænkte og traf en beslutning. Forbandet være han! Hvordan traf han denne beslutning? Ja, forbandet være han! Hvordan kom han frem til denne beslutning? Så så han sig omkring. Derefter rynkede han brynene og fortrak ansigtet. Så vendte han sig bort og viste hovmod, og han sagde: Dette er ikke andet end trolddom, som er overleveret fra tidligere mennesker. Dette er kun et menneskes ord“ (vers 18-25).

Efter at den nævnte beslutning var truffet, blev der taget initiativ til at føre den ud i livet. Nogle polyteister tog opstilling på de forskellige veje, som pilgrimmene kom ad, og advarede dem mod profeten Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham (Ibn Hisham, bind 1, s. 271).

Abu Lahab var den første i dette foretagende. Under hajj plejede han at følge efter Allahs Sendebud, fred være med ham, ved pilgrimmenes lejre og på markederne i Ukaz, Majanna og Dhu al-Majaz. Profeten, fred være med ham, forkyndte Allahs religion, mens Abu Lahab gik bag ham og sagde: »Lyt ikke til ham; han er en løgner og irreligiøs.« (Tirmidhi; Musnad Ahmad, bind 3, s. 492).

Resultatet af denne rastløse aktivitet blev, at pilgrimmene, da de vendte hjem, fik at vide, at den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde gjort krav på profetskab. Kort sagt blev omtalen af Allahs Sendebud spredt over hele Arabien gennem pilgrimmene.

Samlet modstand

Da Quraysh indså, at deres strategi for at forhindre Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, i at forkynde religionen ikke virkede, begyndte de at tænke på ny. For helt at standse kaldet til religionen tog de andre metoder og fremgangsmåder i brug. Hovedindholdet af disse metoder og fremgangsmåder er som følger:

Den første form for modstand

At le, gøre nar, håne, spotte og kalde ham en løgner. Formålet var at svække muslimernes moral. For at nå dette mål begyndte afgudsdyrkerne at fremsætte grundløse beskyldninger mod og overøse den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, med skældsord. Nogle gange kaldte de den elskede Profet sindssyg. Som Allah, den Ophøjede, siger: »Disse vantro sagde: Den, som åbenbaringen er blevet sendt ned over, er visselig sindssyg.« (6-15).

Nogle gange blev han også beskyldt for at være troldmand og løgner. Som Allah, den Ophøjede, siger: »De undrer sig over, at en advarer fra deres egen midte er kommet til dem, og de vantro siger: Dette er jo en troldmand, en løgner.« (4-38).

De vantro gik vredt frem og tilbage foran og bag Allahs Sendebud og så på ham med rasende, skarpe blikke. Om dette siger Allah, den Ophøjede: »Når de vantro hører Koranen, er det, som om de med deres skarpe blikke vil vælte dig omkuld, og de siger: Han er jo sindssyg.« (51-68).

Når den ædle Profet gik et sted hen, og svage og undertrykte af hans ædle ledsagere fulgte ham foran og bagved, sagde de vantro hånligt: »Har Allah da vist jer gunst?« (53, 6)

Som svar på deres udtalelse siger Allah: »Er Allah da ikke fuldt ud bekendt med de taknemmelige?« (53, 6)

Om de vantros almindelige tilstand har Allah den Ophøjede skildret følgende i Koranen: »De skyldige plejede at håne de troende. Når de gik forbi dem, blinkede de til hinanden, og når de så dem, sagde de: ‚Disse er sandelig vildfarne.‘ De er ikke blevet sendt som vogtere over dem.« (29, 33, 83)

Den anden form for modstand

At fordreje Allahs Sendebuds lære, skabe tvivl og vantro, sprede falsk propaganda og hadefuldt kritisere religionens lære og dem, der forkyndte den, var deres daglige beskæftigelse. De gjorde dette i så stort omfang, at almindelige mennesker ikke fik mulighed for at tænke over Sendebudets lære. De vantro sagde om den hellige Koran: »Dette er blot gamle tiders fabler, som han har fået nedskrevet, og de bliver dikteret for ham morgen og aften.« (5, 25)

De vantro siger: »Dette er ikke andet end løgn; han har opdigtet det, og andre folk har hjulpet ham med det.« (4, 25)

De vantro siger også, at et menneske underviser ham. (103, 16)

Deres anklage mod Allahs Sendebud var denne: »Hvilken slags sendebud er dette, som spiser mad og går omkring på markederne?« (7, 25)

Koranen har mange steder tilbagevist afgudsdyrkernes anklager; nogle steder er deres anklager nævnt, andre steder ikke.

Den tredje form for modstand

Ved at nævne tidligere folks begivenheder og fortællinger imødegik Koranen de vantro. Beretningen om Nadhir ibn al-Harith er, at han en dag sagde til Quraysh: “Quraysh-folk! Ved Allah, en sådan ulykke er kommet over jer, at I endnu ikke har fundet nogen måde at undslippe den på. Muhammad er vokset op iblandt jer. Han var den, I holdt mest af, den mest sandfærdige af jer alle og den mest pålidelige. Nu, hvor hans hår ved ørerne er blevet gråt, er han kommet til jer med nogle ord, og alligevel siger I, at han er en troldmand. Ved Allah, han er ikke nogen troldmand. Jeg har set troldmænd og set deres trolddom, og jeg har hørt deres usammenhængende tale. I siger, at han er digter. Ved Allah, han er heller ikke digter. Jeg har set digtere og hørt deres digte. I siger, at han er vanvittig. Nej, ved Allah, han er heller ikke vanvittig. Jeg har set vanvittige og set deres vanvid. Der er ikke det mindste tegn på vanvid hos ham. Quraysh-folk, tænk grundigt over det; en enorm ulykke er kommet over jer.”

Derefter tog Nadhir ibn al-Harith til Hira, hvor han lærte forskellige fortællinger om konger, især historierne om Rustam og Alexander. Så vendte han tilbage til Mekka. Når Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sad i en forsamling, talte om Allah og advarede folk om Hans straf, kom han derhen og sagde: “Ved Allah, Muhammads ord er ikke bedre end mine fortællinger.” Derefter sagde han: “Af hvilken grund skulle Muhammads ord være bedre end mine?” (Ibn Hisham, bind 1, s. 299, 300, 358; Mukhtasar as-Siyar, Shaykh Abdullah, s. 117-118).

Af beretningen fra Abdullah ibn Abbas fremgår det også, at Nadhir ibn al-Harith havde købt flere slavinder. Når han hørte, at en person var blevet tiltrukket af den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte han en slavinde efter ham. Denne slavinde gav manden mad og drikke og sang for ham. Til sidst var der ikke længere nogen tiltrækning i ham til islam. I forbindelse med dette åbenbarede Allah den Almægtige dette vers: “Blandt menneskene er der nogle, som køber tom underholdning for at lede folk bort fra Allahs vej” (Fath al-Qadir, bind 4, s. 236).

Den fjerde form for modstand

På et tidspunkt forsøgte Quraysh at bygge en bro mellem islam og jahiliyyah. Det vil sige, at hver part skulle give lidt efter for den anden. Allahs Sendebud skulle acceptere noget af afgudsdyrkernes tro, og afgudsdyrkerne skulle acceptere noget af Allahs Sendebuds lære. Allah den Almægtige siger om dette i Koranen: “De ønsker, at du skal være eftergivende, så vil de også være eftergivende” (68:9). I en beretning hos Ibn Jarir og at-Tabarani står der, at afgudsdyrkerne foreslog Allahs Sendebud: “Tilbed vores guder i ét år, så tilbeder vi din Herre i ét år.” I en beretning hos Abd ibn Humayd står der, at afgudsdyrkerne sagde: “Hvis du anerkender vores guder, vil vi også tilbede din Gud” (Fath al-Qadir, skrevet af ash-Shawkani, bind 5, s. 508).

Ibn Ishaq siger: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gik rundt om Kabaen, da Aswad ibn al-Muttalib ibn Asad ibn Abd al-Uzza, al-Walid ibn al-Mughira, Umayya ibn Khalaf og al-As ibn Wa’il as-Sahmi kom hen til ham. De var fremtrædende mænd i deres respektive stammer. De sagde: “Kom, Muhammad. Vi vil tilbede den, du tilbeder, og du skal tilbede den, vi tilbeder. På den måde når vi begge samme rang. Hvis jeres gud er bedre end vores gud, vil vi få gavn fra ham, og hvis vores gud er bedre end jeres gud, vil I få gavn fra ham.” Som svar på deres latterlige ord åbenbarede Allah den Ophøjede suraen al-Kafirun. Her erklæres det: “Jeg tilbeder ikke dem, som I tilbeder” (Ibn Hisham, bind 1, s. 362).

Med dette afgørende svar er den hedenske trosretningers latterlige påstande blevet grundigt tilbagevist. Den sandsynlige årsag til de forskellige beretninger er, at sådanne forsøg muligvis blev gjort gentagne gange.

Uretfærdighed og forfølgelse

Det er allerede blevet beskrevet, hvad hedningene gjorde i profetembedets fjerde år for at standse den offentlige islamiske da‘wah. Hedningene fortsatte disse onde aktiviteter gradvist og langsomt. Uge efter uge, ja endda måned efter måned, gjorde de ikke noget yderligere. Men da de indså, at deres aktiviteter ikke formåede at hindre den islamiske da‘wah, samledes de igen og dannede en komité bestående af femogtyve vantro. De var fremtrædende ledere fra Quraysh-stammen. Komitéens leder var en farbror til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Efter gensidig rådgivning og overvejelse godkendte komitéen et afgørende forslag mod Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans sahaba. De besluttede, at der i modstanden mod islam ikke skulle udvises nogen form for lempelse, når det gjaldt at skade Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og forfølge dem, der antog islam. (Rahmatul lil-‘Alamin, bind 1, s. 59-60)

Efter at hedningene havde vedtaget dette forslag, besluttede de fast at gennemføre det fuldt ud. Det var let at gennemføre hedningernes beslutning over for muslimerne, især de svage muslimer. Men over for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var det vanskeligt. For han var et enestående menneske med en usædvanlig personlighed. Alle betragtede ham med respekt. Det var let at henvende sig til ham på en respektfuld måde. Fornærmende og modbydelige aktiviteter mod ham passede til barbariske og tåbelige mennesker. Ud over hans personlighed, særpræg og skarpsindighed havde han også Abu Talibs støtte. Abu Talib havde en uovertruffen indflydelse i Mekka. Ingen vovede, hverken personligt eller kollektivt, at trodse denne indflydelse og bryde det løfte, de havde givet ham. Under disse omstændigheder levede Quraysh i stor sjælekval. Men spørgsmålet var, hvor længe de ville kunne holde ud med hensyn til denne religion, hvis udbredelse var ved at skære rødderne over på deres religiøse dominans og verdslige lederskab og myndighed. Til sidst begyndte hedningene under Abu Lahabs ledelse at forfølge Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Abu Lahab havde i virkeligheden allerede tidligere udvist fjendtlighed mod den elskede Profet. Allerede før Quraysh overvejede at forfølge Allahs Sendebud, havde Abu Lahab tænkt på det. Det er allerede blevet nævnt, hvad denne slyngel sagde ved Banu Hashims råd og ved foden af Safa-bjerget. Nogle beretninger nævner, at Abu Lahab efter Profeten Muhammads, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forkyndelse af religionen ved foden af Safa-bjerget løftede en sten for at slå ham med den. (Tirmidhi)

Før Allahs Sendebud modtog profetembedet, havde Abu Lahab giftet sine to sønner, Utbah og Utaibah, med Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, to døtre, Ruqayyah og Umm Kulthum. Men efter at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde modtaget profetembedet og var begyndt at forkynde religionen, tvang Abu Lahab sine to sønner til at skille sig fra Profetens to døtre. (Tafsir Fi Zilalil Quran, Sayyid Qutb Shaheed, bind 3, s. 282; Tafsir Tafhimul Quran, Maulana Sayyid Abul Ala Maududi, bind 6, s. 552, urduudgaven)

Efter Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, anden søn Abdullahs død blev Abu Lahab så glad, at han løb hen til sine venner og jublende sagde, at Muhammad var blevet sønneløs. [Tafsir Tafhimul Quran, bind 6, s. 490, urduudgaven]

Det er også allerede blevet nævnt, at Abu Lahab under pilgrimsfærdssæsonen fulgte efter Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, på markederne og ved forskellige forsamlinger for at erklære ham for løgner. Af Tariq ibn Abdullah al-Muhabiris beretning fremgår det, at Abu Lahab ikke blot var optaget af at modbevise Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ord, men også kastede sten efter ham, så hans hæle blev blodige. (Jami‘ at-Tirmidhi)

Abu Lahabs hustru Umm Jamil hed egentlig Abwa. Hun var datter af Harb ibn Umayyah og Abu Sufyans søster. Når det gjaldt fjendskab mod Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, stod hun ikke tilbage for sin mand. Hun plejede at strø torne på den vej, som Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, færdedes ad, og ved hans dør. Denne urene kvinde var yderst uanstændig i sit sprog og stridbar. At fornærme Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sprede sladder, skændes under forskellige påskud, skabe fitnah, uro og konfliktfyldte situationer var hendes gerning. Derfor har Allah den Almægtige sagt i Koranen: »og hans hustru bærer også brændet.«

Da Abu Lahabs hustru fik at vide, at der var blevet åbenbaret vers, som fordømte hende og hendes mand, kom hun til Kabaen, mens hun ledte efter Allahs Sendebud, fred være med ham. Den ædle Profet opholdt sig på det tidspunkt ved siden af Kabaen sammen med Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham. Abu Lahabs hustru holdt en håndfuld sten i hånden. Da hun nærmede sig Allahs Sendebud, tog Allah hendes syn fra hende, så hun ikke kunne se Allahs Sendebud, selv om hun kunne se Abu Bakr. Hun gik hen foran Abu Bakr og spurgte: „Hvor er din ledsager? Jeg har hørt, at han har fordømt mig. Ved Allah, hvis jeg får fat i ham, vil jeg kaste disse sten i ansigtet på ham. Og hør her, ved Allah, jeg er også digter.“ Derefter fremsagde hun dette digt: „Mudhammam, asaynaa wa amrahu, abaynaa wa diinahu qalaynaa“, det vil sige: „Vi har gjort oprør mod Mudhammam, vi har ikke støttet hans handlinger og har med had og foragt afvist hans religion; vi har ikke støttet hans handlinger og har med had og foragt afvist hans religion.“ Derefter gik hun sin vej.

Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde til Profeten, fred være med ham: „Allahs Sendebud, kunne hun ikke se dig?“ Han svarede: „Nej, hun kunne ikke se mig. Allah havde taget hendes syn fra hende, hvad mig angår.“ (Ibn Hisham, bind 1, s. 335–336).

Abu Bakr Razza har også overleveret denne begivenhed og tilføjet, at Abu Lahabs hustru gik hen foran Abu Bakr og også sagde: „Abu Bakr, din ledsager har fordømt mig.“ Abu Bakr sagde: „Det er ikke rigtigt. Ved denne hus’ Herre, han skriver ikke digte og fremsiger heller ikke digte.“ Abu Lahabs hustru sagde: „Du har ret.“

Abu Lahab var Allahs Sendebuds, fred være med ham, nabo og farbror, og hans hus lå tæt på Allahs Sendebuds, fred være med ham, hus. Også de andre naboer påførte Allahs Sendebud, fred være med ham, skade.

Ibn Ishaq siger, at de mennesker, som plagede Allahs Sendebud, fred være med ham, i hans hjem, blandt andre var Abu Lahab, al-Hakam ibn Abi al-As ibn Umayya, Uqba ibn Abi Mu’ayt, Adi ibn Hamra og Thaqafi ibn al-Asda al-Hudhali. De var alle hans naboer.

Ingen af dem blev muslim bortset fra al-Hakam ibn Abi al-As (han var far til den umayyadiske kalif Marwan ibn al-Hakam). Deres måde at plage ham på var, at når Allahs Sendebud, fred være med ham, bad, kastede en af dem fåreindvolde på en sådan måde, at de ramte hans krop. Når en gryde stod over ilden, kastede de også fåreindvoldene, så de landede i gryden. Senere indrettede Allahs Sendebud, fred være med ham, et sted inde i huset, hvor han kunne bede i sikkerhed.

Efter at disse indvolde var blevet kastet på Allahs Sendebud, fred være med ham, tog han dem på enden af en pind, stillede sig ved døren og sagde: „O Banu Abd Manaf, hvilken slags naboskik er dette?“ Derefter smed han indvoldene væk (Ibn Hisham, bind 1, s. 416).

Uqba ibn Abi Mu’ayt var en ussel forbryder og ekspert i ondskab. I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Abdullah ibn Masud, måtte Allah være tilfreds med ham, at Profeten, fred være med ham, bad ved siden af Kabaen. Abu Jahl og nogle af hans venner sad der. Da sagde en af dem til de andre: „Hvem vil gå hen og hente indvoldene fra den og den kamel og lægge dem på Muhammads ryg, når han går ned i prostration?“ Derefter hentede Uqba ibn Abi Mu’ayt (denne begivenhed er beskrevet mere detaljeret i en anden overlevering i Sahih al-Bukhari; se bind 1, s. 534) kamelens indvolde og ventede. Da Profeten, fred være med ham, gik ned i prostration, hængte han indvoldene over begge sider af hans skuldre. Jeg så det hele, men kunne ikke sige noget. Hvor ville det have været godt, hvis jeg havde haft styrke til at beskytte ham!

Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Derefter væltede de forbryderiske mænd om på hinanden af latter, mens Allahs Sendebud ﷺ forblev i sujūd uden at løfte hovedet. Hazrat Fatima (må Allah være tilfreds med hende) fik nys om det, skyndte sig hen og fjernede indvoldene. Derefter løftede Allahs Sendebud ﷺ hovedet fra sujūd og sagde tre gange: „Allahumma, overlad Quraysh til Dig“ — det vil sige: „O Allah, tag Dig af Quraysh.“ Da de hørte denne forbandelse, blev de utilfredse, for de troede bestemt, at hans bønner blev besvaret i denne by. Derefter fremsagde Allahs Sendebud ﷺ en forbandelse over dem ved navn: „O Allah, grib Abu Jahl; og grib også Utbah ibn Rabi‘ah, Shaybah ibn Rabi‘ah, al-Walid ibn Utbah, Umayyah ibn Khalaf og Uqbah ibn Abu Mu‘ayt.“

Allahs Sendebud ﷺ nævnte sandsynligvis også nogle andre navne, men fortælleren glemte disse navne. Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg så ligene af alle de vantro, som Allahs Sendebud ﷺ havde nævnt ved navn og nedkaldt en forbandelse over, ligge i brønden ved Badr (Sahih al-Bukhari, Kitab al-Wudu, bind 1, s. 37).

Umayyah ibn Khalaf havde for vane at fremsætte forskellige fornærmelser og forbande Allahs Sendebud ﷺ, hver gang han så ham. Allah den Ophøjede åbenbarede dette vers om ham: „Ve enhver bagvasker og spotter.“ Det vil sige, at det betegner den, der åbent skælder ud og bagtaler. Ibn Hisham siger: En humazah er den, der åbent skælder ud og gør tegn med skæve øjne; en lumazah er den, der bagtaler mennesker bag deres ryg og volder dem skade (Ibn Hisham, bind 1, s. 356-357).

Ubay ibn Khalaf, Umayyahs bror, var en nær ven af Uqbah ibn Abu Mu‘ayt. En dag sad Uqbah hos Profeten ﷺ og lyttede til noget om islam. Da Ubay hørte om det, kritiserede han Uqbah og befalede ham: „Gå hen og spyt på Muhammad.“ Uqbah gjorde det. En gang knuste Ubay ibn Khalaf en gammel knogle til pulver, hvorefter han pustede pulveret ud i luften mod Profeten ﷺ (Ibn Hisham, bind 1, s. 361-362).

Akhnas ibn Shurayq ath-Thaqafi var også ivrig efter at skade Profeten ﷺ. I Den Ædle Koran nævnes ni af hans dårlige egenskaber, og heraf kan man få en forestilling om hans virke. Allah, Herren over verdenerne, siger: „Og adlyd ikke enhver, der sværger meget, som er en bagvasker, der bringer ord fra den ene til den anden, som hindrer det gode, overskrider grænserne, er syndig, hårdhjertet og desuden berygtet“ (68:10-13).

Abu Jahl kom undertiden til Allahs Sendebud ﷺ for at lytte til Koranen, men det blev kun ved lytningen. Han troede ikke, tog ikke islams lære til sig og viste heller ikke lydighed mod Allah og Hans Sendebud. Tværtimod sårede han Allahs Sendebud ﷺ med sine ord og lagde hindringer på Allahs vej. Derefter pustede han stolt brystet op over denne handling, som om han havde udført en stor bedrift. Allah den Ophøjede åbenbarede følgende vers om ham (Tafsir fi Zilal al-Qur’an, bind 29). Allah siger: „Han troede ikke og bad ikke; snarere fornægtede han sandheden og vendte sig bort. Derefter vendte han tilbage til sin familie, stolt og hovmodig. Ve dig, ja ve dig“ (75:31-35).

Allerede den første dag, hvor Abu Jahl så Profeten ﷺ udføre bønnen, forsøgte han at forhindre ham i at bede. En gang bad Profeten ﷺ nær Maqam Ibrahim, mens Abu Jahl gik forbi. Han sagde: „Muhammad, har jeg ikke forbudt dig at gøre dette?“ Samtidig truede han ham. Profeten ﷺ svarede også med en trussel. Derefter sagde Abu Jahl: „Muhammad, hvorfor irettesætter du mig? Se, i dette Mekka er min forsamling den største.“ På grund af Abu Jahls hovmodige ord åbenbarede Allah den Ophøjede dette vers: „Lad ham blot kalde på sin forsamling“ (Tafsir fi Zilal al-Qur’an, Sayyid Qutb ash-Shahid, juz 30, s. 208). „Jeg kalder også på englene, der straffer.“

Det nævnes i en overlevering, at Allahs Sendebud ﷺ greb Abu Jahls kappe ved halsen og sagde: „Ve dig, ja ve dig! Igen: Ve dig, ja ve dig!“

Da Abu Jahl, Allahs fjende, hørte dette, sagde han: »Muhammad, truer du mig? Ved Gud, hverken du eller din Herre kan gøre mig noget. Blandt dem, der færdes mellem Mekkas to bjerge, er jeg den mest ærede mand.«

På trods af den trussel, der var blevet kundgjort i den hellige Koran, holdt Abu Jahl ikke op med sin tåbelige adfærd; tværtimod blev hans ondskab endnu værre. Det er overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih Muslim, at Abu Jahl en dag sagde til Qurayshs ledere: »Lægger Muhammad sit ansigt i støvet foran jer?« Qurayshs ledere svarede: »Ja.« Abu Jahl sagde: »Ved Lat og al-Uzza, hvis jeg ser ham i denne tilstand, vil jeg knuse hans nakke og slæbe hans ansigt hen over jorden.« Da han derefter så Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bede, gik han frem for at knække hans nakke. Men alle så, at Abu Jahl pludselig faldt til jorden og rullede rundt, mens han råbte: »Hjælp, hjælp!« Folk, der kendte ham, spurgte: »Abu al-Hakam, hvad er der sket med dig?« Abu Jahl svarede: »Jeg så en voldgrav af ild mellem mig og Muhammad. En frygtelig ild brændte med voldsom kraft i den.« Da Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) hørte dette, sagde han: »Hvis han var kommet hen til mig, ville en engel have revet hans lemmer fra hinanden.« (Sahih Muslim)

På den ene side blev Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) behandlet på denne undertrykkende og tyranniske måde. På den anden side havde almindelige mennesker i Mekka dyb respekt og kærlighed for ham og betragtede ham på grund af hans storslåede personlighed med en usædvanlig værdighed og ære. Desuden havde hans onkel Abu Talib givet ham sin støtte og hjælp. Alligevel blev han udsat for denne mishandling. Hedningernes undertrykkelse og forfølgelse af de muslimer, der havde søgt tilflugt under islams kølige skygge, især de svage muslimer, var endnu mere frygtelig. Hver stamme straffede dem fra sin egen stamme, som havde antaget islam, mens de oprørske og ledende personer udsatte dem, der ikke tilhørte Mekkas stammer, for alle slags overgreb og mishandling. Når man hørte beretningerne om disse overgreb, blev selv mennesker med stærke hjerter urolige.

Når Abu Jahl hørte, at en fornem og æret person havde antaget islam, skældte han ham ud og ydmygede ham. Desuden truede han med at skade ham socialt og økonomisk. Hvis en svag person antog islam, greb han ham og slog ham og opfordrede også andre til at slå ham (Ibn Hisham, bind 1, s. 320).

Efter Uthman ibn Affan (må Allah være tilfreds med ham) havde antaget islam, svøbte hans onkel ham ind i en palmemåtte og røg ham (Rahmat al-lil-Alamin, bind 1, s. 57).

Da Musab ibn Umayrs (må Allah være tilfreds med ham) mor hørte, at han havde antaget islam, nægtede hun ham mad og drikke og fordrev ham fra hjemmet. Musab havde fra sin barndom levet et bekvemt og luksuriøst liv. På grund af omstændighederne kom han i en sådan tilstand, at huden på hans krop blev som huden på en slange, der havde skiftet ham (samme værk, s. 58).

Bilal (må Allah være tilfreds med ham) var Umayya ibn Khalafs slave. Efter Bilal havde antaget islam, bandt Umayya et reb om hans hals og overgav ham til uregerlige drenge. Drengene førte ham rundt til forskellige steder i Mekka, så der kom mærker efter rebet på hans hals. Umayya bandt ham også selv og mishandlede ham med grusomme slag, hvorefter han tvang ham til at ligge på det brændende sand. På dette tidspunkt lod han ham sulte og gav ham hverken mad eller drikke. Nogle gange lod han ham ligge på ørkensandet i middagsheden med en tung sten lagt på brystet. Han sagde da: »Du vil blive efterladt sådan, indtil du dør. Hvis du vil leve, så forlad Muhammads vej.« Men selv under så smertefulde forhold sagde Bilal: »Den Ene, den Ene.« Da Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) en dag så den tortur, han blev udsat for, blev han dybt bedrøvet. Han købte Bilal fri, ifølge én overlevering i bytte for en sort slave og ifølge en anden for to hundrede dirham (Rahmat al-lil-Alamin, bind 1, s. 57; Taliqih al-Fuhum, Ibn Hisham, bind 1, s. 318).

Ammar ibn Yasir (må Allah være tilfreds med ham) var slave hos Banu Makhzum. Efter at han og hans forældre havde antaget islam, begyndte man at udsætte dem for frygtelig tortur. Hedningerne, under Abu Jahls ledelse, lod dem ligge i den brændende sol på sandede åbne områder og pinte dem. En gang blev de straffet på denne måde, da Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) kom forbi. Han sagde: »Yasirs familie, vær tålmodige; jeres hjem er Paradiset.«

Da Hadrat Yasir (må Allah være tilfreds med ham) ikke længere kunne udholde torturen, døde han. Den forbryderiske Abu Jahl kastede et spyd mod kønsdelene på hans hustru, Hadrat Sumayya (må Allah være tilfreds med hende), Hadrat Ammars mor, og derved led hun martyrdøden. Hun var islams første martyr. Hadrat Ammar blev fortsat udsat for tortur: undertiden blev han lagt på det brændende sand, undertiden blev en tung sten lagt på hans bryst, og undertiden blev han holdt nede i vand. Hedningerne sagde til ham: »Vi vil ikke slippe dig, før du fornærmer Muhammad og siger rosende ord om al-Lat og al-Uzza.« Hadrat Ammar (må Allah være tilfreds med ham) blev tvunget til at føje dem. Derefter kom han grædende til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Da åbenbarede Allah, Den Ophøjede, dette vers i den hellige Koran: »Den, der fornægter Allah efter at have troet og åbner sit hjerte for vantro, over ham vil Allahs vrede komme, og ham venter en vældig straf — dog ikke den, der tvinges til vantro, mens hans hjerte forbliver fast i troen.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 320; Fiqh as-Sirah, Muhammad Ghazali, s. 82. Awfi har overleveret en del af dette fra Hadrat Ibn Abbas; se Tafsir Ibn Kathir).

Hadrat Khabbab ibn al-Aratt (må Allah være tilfreds med ham) var slave hos en kvinde ved navn Umm Anmar fra Khuzāʿa-stammen. Hedningerne torturerede ham på mange måder; de slæbte ham hen over jorden (Rahmat lil-Alamin, bind 1, s. 57; I’jaz at-Tanzil, s. 53), trak ham i håret og vred hans nakke om. Flere gange lagde de ham på glødende kul og placerede en sten på hans bryst, så han ikke kunne rejse sig (samme værk, bind 1, s. 57; Talqih al-Fuhum, s. 60).

Zinnirah (udtalen af dette navn er, som det fremgår af Ibn Hishams forklaring, Zinnirah al-Miskinah), Nahdiyyah og hendes datter samt Umm Ubaish var slavekvinder. De antog islam og blev udsat for hård straf fra hedningernes hænder. Ovenfor er nogle eksempler på denne mishandling blevet nævnt. En slavekvinde fra en familie i Banu Adi-stammen, som tilhørte Banu Mu’ammal, antog islam. Hadrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) havde endnu ikke antaget islam på det tidspunkt. Han slog slavekvinden voldsomt og sagde, når han holdt en pause: »Jeg holder kun op, fordi jeg selv er blevet træt, ikke af medlidenhed med dig.« (Rahmat lil-Alamin, bind 1, s. 57; Ibn Hisham, bind 1, s. 319).

Til sidst købte Hadrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) også disse slavekvinder fri, ligesom han havde gjort med Hadrat Bilal og Amir ibn Fuhayrah (Ibn Hisham, bind 1, s. 318–319).

Hedningerne straffede dem, der antog islam, på selv grufulde måder. Nogle sahabah blev svøbt ind i og bundet fast i rå kamel- eller kohuder og lagt i solen; andre blev iført jernrustninger og lagt på glohede sten. Når de forbryderiske hedninger hørte, at nogen havde antaget islam, udsatte de ham for tortur og mishandling på forskellige måder. Kort sagt er listen over den brutale tortur og mishandling, som de, der antog den religion, Allah havde udvalgt, blev udsat for, meget lang og dybt smertefuld (Rahmat lil-Alamin, bind 1, s. 58).

Dar al-Arqam

Under disse frygtelige forhold med undertrykkelse og tortur sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, som en taktisk foranstaltning til muslimerne, at nye muslimer ikke offentligt skulle bekendtgøre, at de havde antaget islam, og at muslimerne skulle udvise diskretion med hensyn til møder, besøg og omgang. Hvis de ikke-muslimer hørte om muslimernes møder med Allahs Sendebud, ville de nemlig hindre udbredelsen af islams undervisning, og faren for sammenstød mellem de to parter ville dermed blive alvorlig. I det fjerde år efter profetkaldelsen fandt en sådan hændelse sted. Sahabah plejede at samles i en dal for at bede. En gang opdagede en gruppe hedninger dem i denne situation. De begyndte at skælde muslimerne ud, og der opstod kamp og strid. På dette tidspunkt slog Hadrat Sa’d ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) en mand så hårdt, at blodet strømmede. Dette var den første blodsudgydelse i islam (Ibn Hisham, bind 1, s. 263; Mukhtasar as-Sirah, Shaykh Muhammad ibn Abd al-Wahhab).

Hvis sådanne sammenstød var blevet gentaget og havde trukket ud, kunne muslimernes eksistens være blevet udslettet. Derfor var det absolut nødvendigt at anvende en strategi med hemmeligholdelse. I overensstemmelse med denne strategi holdt de almindelige sahabah deres antagelse af islam, deres tilbedelse, deres forkyndelse og alle deres indbyrdes møder og samvær hemmelige. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, udførte derimod både forkyndelsen af religionen og al tilbedelse offentligt; ingen hindring kunne afholde ham fra dette. Alligevel bevarede han hemmeligholdelsen med hensyn til sine møder og samtaler med muslimerne. Huset tilhørende Arqam ibn Abi al-Arqam al-Makhzumi lå ved foden af Safa-bjerget. Da de hedenske oprørere ikke kom dér, udpegede Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, fra det femte år efter profetkaldelsen Dar al-Arqam som centrum for religionskaldet og samværet med muslimerne (Mukhtasar as-Sirah, Shaykh Muhammad ibn Abd al-Wahhab an-Najdi, s. 61).

Den første hijra til Abessinien

Denne række af uret, overgreb og forfølgelse begyndte omkring midten eller slutningen af profetembedets fjerde år. I begyndelsen var den beskeden, men dag for dag tiltog den i omfang, indtil den nåede sit højdepunkt omkring midten af profetembedets femte år. Det blev umuligt for muslimerne at blive i Mekka. I denne krisetid, som var præget af mørke, blev sura al-Kahf åbenbaret. Den besvarede forskellige spørgsmål, som afgudsdyrkerne havde rejst. I de tre beretninger, der omtales deri, blev der fra Allah givet tydelige antydninger om de troende tjeneres fremtid. Beretningen om Ashab al-Kahf indeholder den lærdom, at når din og tro er truet, skal man fysisk foretage hijra fra centrum for vantro og uret. Allah den Ophøjede siger: »Når I har taget afstand fra dem og fra det, de tilbeder i stedet for Allah, så søg tilflugt i hulen. Jeres Herre vil udfolde Sin barmhjertighed over jer og sørge for, at jeres handlinger bliver frugtbare for jer.« (18:16)

Af beretningen om Musa og Khidr (fred være med dem) lærer man, at udfaldet ikke altid afgøres ud fra de synlige omstændigheder, men undertiden er fuldstændig modsat dem. Derfor indeholder denne beretning en subtil antydning af, at udfaldet af den uret og de overgreb, som muslimerne nu udsættes for, vil blive det stik modsatte. Hvis disse afgudsdyrkere og arrogante oprørere ikke antager troen, vil de en dag blive besejret og tvunget til at bøje hovedet for muslimerne og overgive sig til dem, så muslimerne kan afgøre deres skæbne.

Beretningen om Dhul-Qarnayn antyder de nedenfor nævnte lærdomme:

Én. Ejerskabet over jorden tilhører Allah; Han gør den, Han vil blandt Sine tjenere, til delagtig i den.

To. Succes følger udelukkende efter tro; der findes ingen succes på vantroens vej.

Tre. Allah den Ophøjede lader fra tid til anden mennesker blandt Sine tjenere træde frem, som befrier de undertrykte og forfulgte mennesker fra de vantro Ya’juj og Ma’jujs greb.

Fire. Allahs retskafne tjenere er de mest værdige til at blive delagtige i jorden.

Efter åbenbaringen af sura al-Kahf åbenbarede Allah den Ophøjede sura az-Zumar. Heri blev der hentydet til hijra, og det blev sagt, at Allahs jord ikke er trang. Allah den Ophøjede siger: »Sig: Mine troende tjenere! Frygt jeres Herre. For dem, der gør godt i denne verden, er der godt. Allahs jord er vidstrakt, og de tålmodige vil få en ubegrænset belønning.«

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vidste, at Abessiniens konge, Ashama an-Najashi, var en retfærdig hersker, og at ingen blev udsat for uret eller undertrykkelse i hans rige. Derfor beordrede Allahs Sendebud muslimerne at foretage hijra til Abessinien for at beskytte deres دین. Derefter drog den første gruppe af de ædle sahaba i måneden Rajab mod Abessinien i overensstemmelse med den planlagte ordning. Gruppen bestod af tolv mænd og fire kvinder. Uthman, måtte Allah være tilfreds med ham, var gruppens leder, og sammen med ham var også Ruqayya, Allahs Sendebuds datter, måtte Allah være tilfreds med hende. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde om dem: »Efter Ibrahim, må Allahs fred være med ham, og Lut, må Allahs fred være med ham, er de den første gruppe, der foretog hijra for Allahs sag.« (Mukhtasar as-Sira, Shaykh Amanullah).

I nattens mørke bevægede de sig lydløst mod deres bestemmelsessted. Denne forsigtighed var nødvendig, så qurayshitterne ikke skulle opdage dem. Først satte de kurs mod havnen Shurayba ved Det Røde Hav. Heldigvis fandt de dér to handelsfartøjer. De gik om bord på disse skibe og rejste sikkert til Abessinien. Efter at de var taget af sted, fik qurayshitterne kendskab til deres afrejse. Så snart de hørte det, skyndte de sig til kysten, men de ædle sahaba, måtte Allah være tilfreds med dem, var allerede rejst. Derfor vendte de tilbage uden at have opnået noget. Imens nåede muslimerne frem til Abessinien og åndede lettet op (Rahmat lil-Alamin, bind 1, s. 61; Zad al-Ma’ad, bind 1, s. 24).

Samme år, i måneden Ramadan, gik Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, til al-Haram-moskeen, hvor Qurayshs ledende mænd var samlet. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ankom pludseligt og begyndte at recitere sura an-Najm. Så mange polyteister havde aldrig før hørt Koranen sammen, for de havde besluttet aldrig at lytte til Koranen. Med Koranens ord: »De vantro siger: Lyt ikke til denne Koran, og lav larm, når den reciteres, så I kan sejre.« (41:26).

Da Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, pludselig begyndte at recitere Koranen med en melodisk stemme, blev polyteisterne betaget. De var fascinerede og henrykte over Koranens elegante sprog og sødme; ingen tænkte på noget andet i det øjeblik. Alle var fuldstændig overvældede. Han reciterede dette vers mod slutningen af suraen: »Bøj jer i prostration for Allah, og tilbed Ham.« Så snart han havde reciteret verset, faldt Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ned i prostration, og polyteisterne gjorde straks det samme. Sandhedens indflydelse og sødme havde knust de vantros stolthed. Ingen af dem var sig selv, og derfor bøjede de sig i prostration uden selv at vide det (en kort beskrivelse af denne begivenhed findes i Sahih al-Bukhari, overleveret fra Abdullah ibn Masud og Abdullah ibn Abbas).

Da de kom til sig selv, blev de forbavsede. De polyteister, som ikke havde været til stede, bebrejdede dem, da de så dem have medvirket til netop det, som de med alle kræfter forsøgte at udslette. For at undgå deres bebrejdelser sagde de da, at Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde omtalt deres afguder med respekt. For at bevise deres uskyld sagde de: »Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har sagt: De er alle ophøjede gudinder, og man kan håbe på deres forbøn.«

Men dette var en åbenlys løgn. De havde opdigtet denne fortælling for at fremføre en plausibel undskyldning for den fejl, de havde begået ved at falde i prostration sammen med Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Det er ikke overraskende, at de, som altid spredte, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var en løgner, og som bagtalte og sværtede ham, tyede til sådanne opdigtede ord for at forsvare sig (efter en grundig analyse af den nævnte beretning er eksperter nået frem til denne konklusion).

De muslimer, der var udvandret til Abessinien, hørte også om qurayshitternes prostration, men de fik forkerte oplysninger. De hørte, at Qurayshs ledere var blevet muslimer. Da de fik denne besked, forlod de i måneden Shawwal Abessinien for at vende tilbage til Mekka. Da de var en dagsrejse fra Mekka, fik de den sande besked. Derefter vendte nogle af dem tilbage til Abessinien, mens andre sneg sig ind i Mekka eller kom ind under beskyttelse af en qurayshit (Zad al-Ma’ad, bind 1, s. 24; bind 2, s. 44; Ibn Hisham, bind 1, s. 364).

Den anden hijra til Abessinien

Derefter blev afgudsdyrkernes forfølgelse af disse muhajirer, der havde foretaget hijra, og især af muslimerne generelt, endnu værre. De ikke-muslimske familiemedlemmer begyndte at plage muslimerne på mange forskellige måder, for Quraysh havde fået at vide, at Najashi havde behandlet muslimerne meget godt, og at muslimerne havde levet meget godt i Abessinien. Denne nyhed havde øget deres vrede og misundelse. Da Qurayshs forfølgelse og undertrykkelse tog til, rådede Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sahabaerne til igen at foretage hijra til Abessinien. Denne gang var det imidlertid vanskeligere end den første hijra. Qurayshs afgudsdyrkere var denne gang på vagt; de kunne slet ikke forestille sig, at muslimerne ville narre dem, rejse et andet sted hen og leve i sikkerhed. Men fordi muslimerne viste større snarrådighed end de ikke-muslimske, gjorde Allah det let for dem at rejse til Abessinien. Derfor nåede de muslimske muhajirer frem til Abessiniens konge, før de kom under Qurayshs kontrol. Denne gang foretog en gruppe på toogfirs eller treogfirs personer hijra. I modsætning til den begivenhed, der gjaldt Hazrat Ammars hijra, var der ved denne hijra atten eller nitten kvinder (Zad al-Ma’ad, bind 1, s. 140; Rahmatul lil-‘Alamin, bind 1, s. 60). Allama Mansurpuri angiver kvindernes antal til atten (Rahmatul lil-‘Alamin).

Qurayshs sammensværgelse i Abessinien

At muslimerne var rejst til et andet sted med deres liv og tro i behold, var en årsag til dyb sorg for Quraysh. Efter mange drøftelser besluttede de at sende Amr ibn al-As og Abdullah ibn Rabi’a til Abessinien på en vigtig mission.

Disse to havde endnu ikke antaget islam, men de var meget intelligente. Quraysh sendte værdifulde gaver med de to udsendinge til Abessiniens konge. Først overrakte de kongen gaverne, hvorefter de forklarede de argumenter og grunde, på baggrund af hvilke de ønskede at få muslimerne tilbage til Mekka. De sagde: »O konge, nogle tåbelige unge mænd fra vores folk er flygtet til dit land. De har forkastet deres eget folks religion, men de har heller ikke antaget den religion, som du tror på. I stedet har de antaget en nyopfundet religion. Vi ved ikke noget om denne religion, og det gør I heller ikke. Deres fædre, mødre og slægtninge har sendt os for at bringe dem tilbage. De ønsker ikke, at I skal sende deres tåbelige folk tilbage sammen med os; de kender bedst deres egne folks gode og dårlige sider.« Også hoffets rådgivere ønskede, at kongen skulle sende muslimerne tilbage.

Najashi tænkte, at han måtte trænge til bunds i problemet og undersøge alle sider grundigt. Han tilkaldte muslimerne til sit hof. Muslimerne rådførte sig med hinanden og besluttede, at de uden frygt ville tale sandt, uanset hvad resultatet måtte blive. Da muslimerne kom til hoffet, spurgte Najashi: »Hvad er det for en tro, på grund af hvilken I har brudt forbindelsen til jeres eget folk? I er jo heller ikke gået over til den tro, som jeg følger.« Hazrat Ja’far ibn Abi Talib, muslimernes talerør, sagde: »O konge, vi var et uvidende folk, der dyrkede afguder. Vi spiste kød fra døde dyr, begik syndige handlinger, brød forbindelsen til vores nære slægtninge, behandlede vores naboer dårligt, og de stærke blandt os undertrykte de svage. Mens vi befandt os i denne tilstand, sendte Allah en af os til os som Sendebud. Vi kendte allerede hans ædle slægt, hans sandfærdighed, hans gode karakter, hans pålidelighed og hans troværdighed. Han kaldte os til Allahs vej og lærte os, at vi skulle tro på Den Ene og tilbede Ham, og forkaste de afguder og sten, som vores forfædre havde tilbedt. Han beordrede os til at tale sandt, opfylde betroede forpligtelser, bevare forbindelsen til vores nære slægtninge, undgå synd og afholde os fra blodsudgydelse. Han forbød os at hengive os til uanstændighed, lyve, tilegne os forældreløses ejendom og fremsætte falske anklager mod kyske og dydige kvinder. Han sagde, at vi kun skulle tilbede Allah og ikke sætte nogen ved Hans side. Han beordrede os til at udføre salah, faste og give zakat.« Efter at Hazrat Ja’far således havde forklaret islams grundlag, sagde han: »Vi anerkendte dette Sendebud som sandfærdigt, troede på ham, troede på den religion, han bragte, og adlød ham. Vi tilbad kun Allah og satte ingen anden ved Hans side. Det, som dette Sendebud havde erklæret for forbudt, anså vi for forbudt, og det, som han havde erklæret for tilladt, anså vi for tilladt. Af disse grunde blev vores eget folk vrede på os. De øgede deres forfølgelse og undertrykkelse af os og forsøgte på alle mulige måder at få os til at vende tilbage til den tidligere religion. De ønsker, at vi skal opgive tilbedelsen af Allah og vende tilbage til afgudsdyrkelsen, og at vi skal anse alt det urene, som vi tidligere havde anset for haram, for tilladt. Da de i høj grad øgede deres undertrykkelse af os, gjorde jorden trang for os og stod os i vejen, rejste vi til dit land. Vi foretrak at søge tilflugt hos dig frem for hos andre, og vi håbede, at ingen her ville udsætte os for nogen form for uret eller undertrykkelse.«

Najashi sagde: »Læs lidt op for mig fra den bog, som jeres Sendebud bragte.«

Hazrat Ja’far reciterede nogle få vers fra begyndelsen af sura Maryam. Da Najashi hørte dem, ændrede hans hjerte sig, og han begyndte at græde uafbrudt. Hans skæg blev gennemvædet af tårer. Også hans religiøse rådgivere græd så meget, at tårerne trillede ned på de religiøse bøger, der var lagt frem foran dem. Derefter sagde Najashi: »Denne tale udspringer af den samme kilde som den tale, Hazrat Musa bragte.« Så sagde Najashi til Amr ibn al-As og Abdullah ibn Rabi’a: »Gå bort. Jeg vil ikke udlevere disse mennesker til jer, og jeg vil ikke tolerere nogen form for intriger fra jeres side her.«

Efter kongens befaling forlod begge Qurayshs udsendinge hoffet. Derefter sagde Amr ibn al-As til Abdullah ibn Rabia: »I morgen vil jeg sige noget til kongen imod dem, som vil afsløre alle deres kneb.« Abdullah ibn Rabia sagde: »Nej, det er ikke nødvendigt. Selv om de har forladt min religion og tro, er de dog mennesker fra min stamme.« Amr ibn al-As stod imidlertid fast ved sin beslutning.

Næste dag gik Amr ibn al-As til kongens hof og sagde: »O konge, de siger noget mærkeligt om Jesus, Marias søn (må Allah være tilfreds med ham).« Da Negus hørte dette, tilkaldte han igen muslimerne. Han spurgte dem om deres syn på Jesus (fred være med ham). Denne gang blev muslimerne bange, men de tænkte: »Vi stoler på Allah; hvad der end skal ske, vil ske.« De talte dog sandt.

Som svar på Negus’ spørgsmål sagde Ja’far (må Allah være tilfreds med ham): »Om Jesus (fred være med ham) siger vi det samme, som vores profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har lært os. Han har sagt, at Jesus (fred være med ham) er Allahs tjener, Hans sendebud, Hans ånd og Hans ord, som Allah den Ophøjede betroede den kyske, dydige jomfru Maria (fred være med hende).«

Da Negus hørte dette, samlede han et stykke træ op fra jorden og sagde: »Ved Gud, Jesus (fred være med ham) var ikke mere end dette stykke træ, sådan som I har beskrevet ham.« Da de religiøse rådgivere hørte dette, udstødte de utilfredse brummelyde. Kongen sagde: »Selv om I brummer, er det, jeg siger, sandt.«

Derefter sagde Negus til muslimerne: »Gå, I er helt trygge i mit land. De, der fornærmer jer, vil blive pålagt en bøde. Jeg ønsker ikke, at nogen skal skade jer, selv hvis jeg til gengæld skulle få et bjerg af guld.«

Derefter sagde Negus til sine tjenere: »Bring de gaver tilbage, som udsendingene fra Mekka har medbragt. Der er ikke brug for dem. Ved Allah, da Han bragte mig tilbage til mit land, tog Han ikke nogen bestikkelse fra mig; hvorfor skulle jeg så tage bestikkelse for Hans sag? Desuden accepterede Han, det vil sige Allah den Ophøjede, ikke andre menneskers ord om mig; hvorfor skulle jeg så tro på andre menneskers ord om Allah?«

Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende), som var øjenvidne til denne begivenhed, fortæller: »Begge Qurayshs udsendinge vendte derefter vanærede tilbage til deres land sammen med de gaver, de havde medbragt. Vi fortsatte med at opholde os i Negus’ land under beskyttelse af en god nabo.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 334-338).

Ibn Ishaq har nævnt beretningen om denne begivenhed. Andre forfattere af sīra-værker har skrevet, at Amr ibn al-As kom til Negus’ hof efter slaget ved Badr. Nogle har forsøgt at forene de to beretninger ved at skrive, at Amr ibn al-As besøgte Negus’ hof to gange for at få muslimerne sendt tilbage. Men den beretning, som Ibn Ishaq har nævnt om samtalen mellem Negus og Ja’far efter slaget ved Badr, ligner samtalen fra tiden efter muslimernes hijra til Abessinien. Desuden kan man ud fra formen på Negus’ spørgsmål forstå, at hans samtale med muslimerne kun fandt sted én gang, og at det skete umiddelbart efter muslimernes hijra til Abessinien.

Kort sagt mislykkedes afgudsdyrkernes plan. De havde indset, at al den fjendtlighed, de ville udvise, måtte begrænses til deres eget område. Men nu begyndte de at overveje en alvorlig sag. De forstod tydeligt, at de havde to muligheder for at undslippe denne fare: Enten måtte de med magt standse Allahs Sendebuds religiøse forkyndelse, eller også måtte de udslette ham. Den anden plan var imidlertid ikke let at gennemføre, for Abu Talib selv var ansvarlig for at beskytte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Han stod som en jernmur foran afgudsdyrkernes beslutning. Derfor følte de igen behov for at tale med Abu Talib.

Truslen mod Abu Talib

Efter dette forslag gik Qurayshs ledere til Abu Talib og sagde: »Abu Talib, du nyder anseelse og respekt blandt os. Vi bad dig holde din nevø tilbage, men det har du ikke gjort. Du skal vide, at vi ikke kan tåle, at vore fædre og forfædre bliver forhånet, at vores fornuft, dømmekraft og overvejelser bliver kaldt tåbelighed, eller at der bliver fundet fejl ved vore guder. Hold ham tilbage og få ham til at afstå. Hvis du ikke kan det, vil vi starte en sådan kamp mellem dig og din nevø, at mange mennesker vil miste livet.«

Denne trussel påvirkede Abu Talib. Han kaldte på Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Nevø, din stammes folk er kommet til mig og har sagt disse ting. Derfor må du nu vise hensyn til både mig og dig selv. Læg ikke en byrde på mig i denne sag, som jeg ikke vil kunne bære.«

Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, forstod han, at selv hans onkel nu ville svigte ham, og at også han var blevet svagere i sin støtte til ham. Derfor sagde han: »Kære onkel, ved Allah! Selv hvis nogen bragte solen i min højre hånd og månen i min venstre hånd og bad mig opgive denne sag, ville jeg ikke kunne opgive den. Enten vil jeg fuldføre denne sag og gøre den sejrrig, eller også vil jeg gå til grunde i forsøget på at gennemføre den.«

Efter at have sagt dette begyndte Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, at græde af stærke følelser og gjorde sig derefter klar til at gå. Onklen Abu Talibs hjerte blev dybt berørt. Han kaldte på sin nevø og sagde: »Gå blot, nevø, og gør, hvad du ønsker. Ved Allah, jeg vil aldrig under nogen omstændigheder kunne svigte dig.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 265–266).

Ved Gud, de vil ikke kunne nå frem til dig i flokke

før jeg er blevet begravet under jorden

Bliv ved med at fremsætte dit budskab åbent, og frygt ikke længere.

Må dine øjne blive kølnet, og må dit hjerte glædes (Mukhtasar as-Sira, shaykh Muhammad ibn Abd al-Wahhab an-Najdi, s. 68).

Qurayshs delegation besøger Abu Talib igen

Da Quraysh, trods de alvorlige trusler, så, at Allahs Sendebud fortsatte sit arbejde, indså de, at Abu Talib ikke ville forlade sin nevø, men tværtimod var rede til om nødvendigt at bryde forbindelsen med Quraysh og blive deres fjende. Med denne tanke gik Qurayshs ledere sammen med Ammar, søn af al-Walid ibn al-Mughirah, til Abu Talib og sagde: »O Abu Talib, vi har taget Ammar med. Ammar er en smuk ung mand fra Quraysh. Tag imod ham; han vil hjælpe dig på enhver måde. Tag ham som din egen søn; han vil være din. Til gengæld skal du overgive din nevø Muhammad til os, ham, der modsætter sig dine forfædres religion, splitter dit folk og kalder deres fornuft for tåbelighed. Vi vil dræbe ham; således vil én mand blive givet for én mand.«

Abu Talib sagde: »Hvilken fremragende handel I er kommet til mig med! I bringer jeres egen søn til mig, så jeg kan give ham mad og drikke, opfostre ham og lade ham vokse op, mens jeg skal give min egen søn til jer, så I kan tage ham med og dræbe ham. Ved Allah, det kan aldrig ske.«

Da Adi, søn af Nawfal ibn Muattim, hørte dette, sagde han: »Ved Gud, Abu Talib, dit folk har talt retfærdigt med dig, og du har ønsket at holde dig fra en gavnlig løsning, men jeg kan se, at du ikke ønsker at godtage noget af det, de siger.«

Abu Talib svarede: »Ved Gud, I har ikke talt retfærdigt med mig. Tværtimod er også I parate til at forlade mig og hjælpe folk imod mig. Fint, gør hvad I vil.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 266–267).

Selv efter at have læst forskellige værker om Sira kan tidspunktet for de to ovennævnte samtaler ikke fastslås. Men ud fra vidnesbyrd, beviser og antydninger synes det, at der ikke var stor forskel mellem dem; begge samtaler fandt sted på et tidspunkt omkring midten af det sjette hijri-år.

Det skændige forslag om at dræbe Allahs Sendebud

Efter at begge de førnævnte drøftelser blandt Qurayshs ledere var mislykkedes, voksede deres raseri, og omfanget af overgrebene og forfølgelserne tiltog yderligere. På dette tidspunkt fik Quraysh-ledernes modbydelige sammensværgelser endnu en ny dimension: De foreslog at dræbe Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Men på dette tidspunkt styrkede to fremtrædende Quraysh-ledere, Hamzah, må Allah være tilfreds med ham, og Umar, må Allah være tilfreds med ham, ved at antage islam islams styrke mangefold. I stedet for at fjerne Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, fra verden overgav disse to tapre løver sig til Allahs Sendebud og styrkede dermed islam.

Jeg vil nævne to eksempler på polyteisternes overgreb og forfølgelse af Allahs Sendebud.

En dag kom Utaybah, Abu Lahabs søn, til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »Ved stjernen, når den går ned, og derefter nærmede han sig og kom ganske tæt på« — jeg fornægter dette. Dette er betydningen af to vers fra Sura an-Najm. Derefter begyndte Utaybah at mishandle Allahs Sendebud. Han rev hans klædning itu og spyttede mod hans hellige ansigt, men spyttet ramte ikke hans ansigt. Da nedbad Allahs Sendebud en forbandelse over ham og sagde: »O Allah, send en af Dine hunde mod ham.« Denne forbandelse fra Allahs Sendebud blev opfyldt. Utbah var engang på rejse til Syrien sammen med nogle mænd fra Quraysh. Da de slog lejr for natten på et sted ved navn Zarqa, så de en løve strejfe omkring. Da Utaybah så løven, sagde han: »Ak, min undergang er uundgåelig! Ved Gud, denne løve vil æde mig. Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, har nedbedt en forbandelse over mig. Se, jeg befinder mig i Syrien, eller også har han dræbt mig, mens han sad i Mekka.« Af forsigtighed lagde rejsefællerne sig derefter til at sove med Utaybah imellem sig. Om natten kom løven, banede sig vej forbi alle, gik hen til Utaybah og knækkede hans nakke. (Mukhtasaru s-Siyar, Shaykh Abdullah, s. 135, bind 1; Ithbatu Dala’ilin-Nubuwwah og Fawzul-Anf.)

Uqbah ibn Abi Mu’ayt var en fremtrædende polyteist. En gang, mens Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, lå i prostration under bønnen, greb en forbryder så hårdt om hans hals, at det virkede, som om hans øjne ville springe ud. (Samme værk, Mukhtasaru s-Siyar, s. 113.)

En beretning fra Ibn Ishaq giver kendskab til Qurayshs sammensværgelse. De sammensvor sig konstant for at fjerne Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, fra verden. I denne beretning siges det, at Abu Jahl en gang sagde: »O Qurayshs brødre, ser I ikke, at Muhammad ikke ophører med at kritisere vores religion og fordømme vores guder, og at han fortsætter med uophørligt at fornærme vores fædre og bedstefædre? Derfor lover jeg ved Allah, at jeg vil sætte mig med en tung sten, og når Muhammad går ned i prostration, vil jeg knuse hans hoved med den. Derefter er jeg beredt på enhver situation. Hvis I ønsker det, kan I lade mig være uden beskyttelse eller sørge for min sikkerhed. Derefter kan Banu Abd Manaf behandle mig, som de vil; det bekymrer mig ikke.« Da Quraysh hørte dette forslag, sagde de: »Under ingen omstændigheder vil vi lade dig være uden beskyttelse. Gør blot det, du har tænkt dig at gøre.«

Om morgenen satte Abu Jahl sig med en tung sten og ventede på Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Quraysh samledes lidt efter lidt og ventede spændt på at se, hvad Abu Jahl ville gøre. Allahs Sendebud kom som sædvanlig og begyndte at bede. Da han gik ned i prostration, gik Abu Jahl frem med stenen, men vendte straks skræmt tilbage, og hans hånd syntes at sidde fast ved stenen. Nogle Quraysh-mænd kom hen til ham og sagde: »Abu al-Hakam, hvad er der sket med dig?« Han svarede: »Jeg var på vej for at gøre det, jeg havde sagt om natten, men da jeg nærmede mig, så jeg en kamel stå mellem Muhammad og mig. Ved Gud, jeg har aldrig set en så stor kamel med så lang en hals og så store tænder. Kamelens hensigt var at angribe mig.«

Ibn Ishaq siger: »Det er blevet meddelt mig, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Han var Jibril, må Allahs fred være med ham, i skikkelse af en kamel. Hvis Abu Jahl var kommet nærmere, ville han være blevet grebet.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 298–299.)

Derefter behandlede Abu Jahl Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, på en sådan måde, at Hazrat Hamza, må Allah være tilfreds med ham, så det og tog islam til sig. Dette vil blive omtalt lidt senere.

De øvrige forbrydere blandt Quraysh ønskede også at fjerne Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fra denne verden. Ibn Ishaq har overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As, må Allah være tilfreds med ham: »En gang sad afgudsdyrkerne foran Kabaen, og jeg var også til stede. De nævnte Allahs Sendebud og sagde: ‘Der findes ingen, der har udvist en sådan tålmodighed over for denne mand, som vi har gjort. Vi har i sandhed udvist en enestående tålmodighed med ham.’ Mens denne samtale stod på, kom Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Først kyssede han den Sorte Sten. Derefter gik han forbi afgudsdyrkerne, mens han foretog tawaf omkring Kabaen. De fornærmede ham med grove ord, og virkningen af denne fornærmelse kunne ses på Allahs Sendebuds ansigt. Da han under tawaf endnu en gang gik forbi dem, fornærmede de ham igen på samme måde, og jeg bemærkede virkningen af fornærmelsen på hans ansigt. Da det samme skete for tredje gang, brast Allahs Sendebuds tålmodighed. Han standsede og sagde: ‘Hør, Qurayshs folk! Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, jeg er kommet til jer med offerdyr.’«

Quraysh blev dybt påvirket af Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ord, og de blev alle tavse. Selv de hårdhjertede begyndte at tale venligt og mildt til ham. De sagde: »Abul-Qasim, gå tilbage. Ved Allah, du har aldrig været tåbelig.«

Den følgende dag samledes Quraysh igen på samme måde og talte om Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Netop da kom han, og så snart han nærmede sig, kastede de sig alle over ham. En af dem viklede sin kappe om hans hals og forsøgte at kvæle ham. Hazrat Abu Bakr as-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, forsøgte at beskytte ham mod forbryderne og sagde grædende: »Vil I dræbe et menneske, der siger: ‘Min Herre er Allah’?« Derefter slap forbryderne ham og gik bort. Abdullah ibn Amr ibn al-As, må Allah være tilfreds med ham, siger: »Af alle de overgreb fra Quraysh, som jeg har set, var dette det værste.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 289-290).

I Sahih Bukhari er det overleveret fra Hazrat Urwah ibn az-Zubayr, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: »Jeg spurgte Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As, må Allah være tilfreds med ham: ‘Fortæl mig om den mest brutale behandling, afgudsdyrkerne udsatte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, for.’ Han sagde: ‘Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad i Kabaens Hatim, da Uqbah ibn Abu Mu’ayt kom. Han viklede straks sin kappe om Allahs Sendebuds hals og forsøgte at kvæle ham. Da kom Hazrat Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, greb Uqbah i begge skuldre og skubbede ham væk. Derefter sagde han: “Vil I dræbe et menneske, der siger: ‘Min Herre er Allah’?”« (Sahih Bukhari, bind 1, s. 544).

Hazrat Asma, må Allah være tilfreds med hende, fortæller: »Hazrat Abu Bakr as-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, hørte nogen råbe: ‘Red jeres ledsager!’ Så snart han hørte dette råb, løb han fra os. Hans hår var flettet i fire fletninger, og mens han løb, sagde han: ‘Vil I dræbe et menneske, der siger: “Min Herre er Allah”?’ Afgudsdyrkerne lod Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, være og kastede sig over Hazrat Abu Bakr. Da han kom hjem, faldt håret ud i vores hænder, hver gang vi rørte ved hans hoved.«

Hazrat Hamzas antagelse af islam

Mens Mekkas miljø var indhyllet i denne form for uretfærdighed og forfølgelse, viste der sig pludselig et glimt af lys: Hazrat Hamza, må Allah være tilfreds med ham, tog islam til sig. Dette skete i måneden Dhu al-Hijjah i det sjette år efter Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, profetskab.

Årsagen til, at Hazrat Hamza (ra.) antog islam, var, at Abu Jahl en dag i nærheden af Safa-bjerget fornærmede Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og tilføjede ham smerte. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, forblev tavs og sagde ikke et ord. Den forbryderiske Abu Jahl kastede derefter et stykke sten mod Allahs Sendebuds hoved, så hovedet flækkede, og blodet strømmede ud. Abu Jahl gik derefter hen og satte sig i Qurayshs forsamling foran Kabaen. En slavinde tilhørende Abdullah ibn Jud‘an havde været vidne til dette. Hazrat Hamza var på vej hjem fra jagt, og slavinden fortalte ham det hele. Hazrat Hamza blev rasende. Han var den stærkeste unge mand blandt Quraysh. Uden at tøve trådte han frem og sagde: »Hvor som helst jeg finder Abu Jahl, vil jeg slå ham dér.« Derefter gik han lige ind i Kabaen, stillede sig foran Abu Jahl og sagde: »Din, der slipper luft ud gennem endetarmen, vover du at fornærme min nevø, selv om jeg også følger den religion, han forkynder?« Med disse ord slog han Abu Jahl så hårdt i hovedet med sin bue, at han pådrog sig et alvorligt sår. Straks efter blev Abu Jahls stamme, Banu Makhzum, og folkene fra Hazrat Hamzas (ra.) stamme, Banu Hashim, klar til at trække sværd mod hinanden. Abu Jahl standsede dem alle ved at sige: »Lad Abu Umara være. Jeg havde virkelig fornærmet hans nevø groft.« (Mukhtasar al-Sira, Shaykh Muhammad ibn Abd al-Wahhab, s. 66; Rahmat lil-‘Alamin, bind 1, s. 68; Ibn Hisham, bind 1, s. 292).

Til at begynde med blev Hazrat Hamza (ra.) tiltrukket af Allahs Sendebud, fordi han ikke kunne bære, at hans slægtning blev fornærmet. Senere åbnede Allah den Ophøjede hans hjerte, og han blev en stærk forkæmper for islam. På grund af ham følte muslimerne betydelig styrke og tryghed (Mukhtasar al-Sira, Shaykh Abdullah, s. 101).

Hazrat Umars (ra.) antagelse af islam

I den alvorlige atmosfære, hvor mørke skyer af undertrykkelse, overgreb og forfølgelse havde samlet sig, var beretningen om Hazrat Umars (ra.) antagelse af islam endnu et lysglimt. Denne begivenhed fandt sted i måneden Dhu al-Hijjah i profetskabets sjette år, tre dage efter Hazrat Hamzas (ra.) antagelse af islam. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, havde bedt om, at han måtte antage islam (Tarikh Umar ibn al-Khattab, Ibn al-Jawzi, s. 11).

Imam Tirmidhi har overleveret denne beretning fra Hazrat Abdullah ibn Umar (ra.) og betegnet den som sahih. Imam al-Tabarani har overleveret denne beretning fra Hazrat Ibn Mas‘ud og Hazrat Anas (ra.).

Profeten, fred og velsignelser være med ham, bad: »O Allah, giv den af Umar ibn al-Khattab og Abu Jahl, som er dig mest kær, mulighed for at antage islam, og styrk islam gennem ham.«

Allah den Ophøjede besvarede denne bøn, og Hazrat Umar (ra.) antog islam. Af de to nævnte var Hazrat Umar (ra.) den, der var Allah mest kær (Tirmidhi, Manaqib Abu Hafs Umar ibn al-Khattab, bind 2, s. 209).

Når man gennemgår alle beretningerne om Hazrat Umars (ra.) antagelse af islam, bliver det klart, at islam gradvist fandt plads i hans hjerte. Før jeg belyser dette, finder jeg det nødvendigt kort at omtale Hazrat Umars (ra.) sindelag, temperament og tanker.

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) var kendt for sit barske temperament og sin hårde natur. I lang tid blev muslimer udsat for forskellige former for mishandling fra hans hånd. Det synes, som om modstridende egenskaber var forenet i ham. På den ene side havde han respekt for de skikke og traditioner, som hans far og bedstefar havde indført, og han var også meget interesseret i sport. På den anden side betragtede han med interesse muslimernes standhaftighed i troen og troslæren samt deres tålmodighed og udholdenhed trods undertrykkelse og forfølgelse. Ved hjælp af sin fornuft tænkte han af og til, at det, der blev kaldt til i islam, måske var sandt, mere rent og ophøjet. Derfor faldt han til ro, selv når han pludselig blev rasende. (Denne vurderende bemærkning om Hazrat Umar er fremsat af imam al-Ghazali; se Fiqh as-Sirah, s. 92-93.)

Hovedindholdet af alle beretningerne om Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) antagelse af islam er følgende:

En gang måtte Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) tilbringe dagen udenfor. Han gik til al-Masjid al-Haram og trådte ind bag forhænget i Kabaen. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, var på det tidspunkt i gang med at bede og reciterede surah al-Haqqah. Hazrat Umar begyndte at lytte til Koranen og blev betaget og overvældet af Koranens sproglige form. Han sagde til sig selv: »Denne mand er vist en digter; Quraysh har ret.« På det tidspunkt reciterede Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Dette er sandelig et budskab, som er blevet bragt til en æret sendebud. Det er ikke en digters værk; kun lidt tror I.« Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Jeg sagde til mig selv: Denne mand er vist en spåmand.« Da reciterede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Det er ikke en spåmands tale; kun lidt forstår I. Det er åbenbaret fra Herren over verdener.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, reciterede surahen til ende.

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: »På det tidspunkt satte islam sig fast i mit hjerte.« (Tarikh Umar ibn al-Khattab, Ibn al-Jawzi, s. 6; Sirat Ibn Hisham, bind 1, s. 326-348). Men på det tidspunkt var hans tro på og kærlighed til hans forfædres religion stadig urokkelig. Derfor var kærlighedens frø til islam ganske vist blevet plantet i hans hjertes skjulte og inderste dyb, men udadtil talte han højlydt imod islam og handlede åbent imod den.

Hans hårde natur og hans fjendskab mod Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, var så stærkt, at han en dag drog ud med et sværd i hånden for at dræbe Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. På vejen mødte han en mand fra Banu Zuhrah eller Banu Makhzum — ifølge henholdsvis Na’im ibn Abdullah an-Nahham al-Adawi (Ibn Hisham, bind 1, s. 344), Banu Zuhrah (Tarikh Umar ibn al-Khattab, al-Jawzi, s. 17) og Banu Makhzum (Mukhtasar as-Sirah, s. 102). Da manden så hans barske ansigt, spurgte han: »Umar, hvor skal du hen?« Han svarede: »Jeg går for at dræbe Muhammad.« Manden sagde: »Hvordan vil du beskytte dig mod Banu Hashim og Banu Zuhrah, når du har dræbt Muhammad?« Han sagde: »Det ser ud til, at også du har forladt dine forfædres religion og er blevet vantro?« Manden sagde: »Umar, jeg vil fortælle dig noget forbløffende: Din søster og din svoger har også forladt jeres religion og er blevet vantro.« Da Hazrat Umar hørte dette, blev han ude af sig selv af vrede og satte direkte kurs mod sin svogers hus. Da han kom dertil, så han dem læse fra et blad, hvor surah Ta-Ha var skrevet, hos Hazrat Khabbab ibn al-Aratt. Hazrat Khabbab (må Allah være tilfreds med ham) plejede at komme til huset for at undervise dem i Koranen. Da alle hørte Hazrat Umars fodtrin, blev de tavse, og Hazrat Umars søster gemte bladet med surahen. Men uden for huset havde Hazrat Umar hørt lyden af Hazrat Khabbabs (må Allah være tilfreds med ham) Koranrecitation. Derfor spurgte han: »Hvad var det, jeg hørte?« De svarede: »Det var ikke noget; vi talte bare sammen.« Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Det er muligt, at I begge er blevet vantro.« Hans svoger sagde: »Umar, hvad vil der ske, hvis en anden religion end jeres religion er sand?« Så snart Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, kastede han sig over sin svoger og slog ham voldsomt. Hans søster skyndte sig hen for at befri sin mand fra sin brors hænder og fik efter nogen tid skubbet ham væk. Pludselig slog Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sin søster så hårdt i ansigtet, at det blev blodigt. Ifølge Ibn Ishaqs beretning blev hun også ramt i hovedet. Hans søster sagde vredt: »Umar, hvad vil der ske, hvis en anden religion end jeres religion er sand? Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud undtagen Allah, og at Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, er Hans Sendebud.« Da Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, blev han fortvivlet, og da han så blodet i sin søsters ansigt, skammede han sig også. Han sagde: »Lad mig nu læse lidt af det, I var i gang med at læse.« Hans søster sagde: »Du er uren. Kun rene og rensede mennesker må røre denne bog. Gå hen og bad, og kom så tilbage.« Hazrat Umar gik hen og badede. Derefter satte han sig med den pågældende del af bogen i hånden og læste: »I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn.« Så sagde han: »Dette er sandelig et meget ophøjet og helligt navn.«

Da Hazrat Khabbab (må Allah være tilfreds med ham) hørte Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sige dette, kom han ud fra det indre og sagde: »Umar, glæd dig! Dette er resultatet af den bøn, som Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, fremsagde natten til fredag.« På dette tidspunkt opholdt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig i et hus nær Safa-bjerget.

Da den ærværdige Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, kom han med sværdet i hånden hen foran huset og bankede hårdt på døren. En sahabi kiggede ud gennem døren og så, at Umar stod der med sværdet i hånden. Alle samledes omkring ham. Den ærværdige Hamza (må Allah være tilfreds med ham) spurgte: »Hvad er der sket?« Han fik at vide, at Umar var kommet. Han sagde: »Umar er kommet? Åbn døren. Hvis han er kommet med gode hensigter, vil det være godt; og hvis hans hensigt er ond, dræber vi ham med hans eget sværd.« Imens var Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) indenfor, og åbenbaringen var ved at komme ned over ham. Da åbenbaringen var kommet, gik han ind i rummet til Umar, greb fat i hans klædedragt og en del af hans sværd, rystede ham og sagde: »Umar, vil du ikke holde op, før Allah sender en ydmygende straf over dig ligesom over al-Walid ibn al-Mughira? O Allah, styrk og ære religionen gennem Umar ibn al-Khattab!« Så snart han havde sagt dette, antog den ærværdige Umar (må Allah være tilfreds med ham) islam og sagde: »Jeg bevidner, at der ikke findes nogen gud undtagen Allah, og at du er Allahs Sendebud.« Da de, som befandt sig inde i huset, hørte dette, råbte de Allahu akbar så højt, at de, som befandt sig i Kabaen, også kunne høre det. (Tarikh Umar ibn al-Khattab, s. 7, 10, 11; Sirat Ibn Hisham, bind 1, s. 343-344). Ingen i Arabien turde konfrontere ham. Derfor opstod der stor uro blandt afgudsdyrkerne, da de hørte, at han havde antaget islam, og de blev stillet over for en alvorlig krise og ydmygelse. På den anden side voksede muslimernes stolthed, styrke, anseelse, fremgang og glæde som følge af hans islamantagelse. Ibn Ishaq har med sin overleveringskæde gengivet den ærværdige Umars beretning: »Da jeg blev muslim, tænkte jeg: Hvem er Allahs Sendebuds største fjende i Mekka? Så sagde jeg til mig selv: Det er Abu Jahl. Derefter gik jeg til Abu Jahls hus. Da jeg bankede på døren, kom Abu Jahl ud. Da han så mig, sagde han: ›Velkommen, hjerteligt velkommen! Hvad bringer dig, Umar?‹ Jeg sagde: ›Jeg er kommet for at fortælle dig, at jeg har troet på Allah den Højeste og på Hans Sendebud Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham), og at jeg også tror på alt det, han er kommet med, og anerkender det som sandt.‹ Da Abu Jahl hørte dette, sagde han, mens han lukkede døren: ›Må Allah gøre dig ondt, og også det, du er kommet med.‹« (Ibn Hisham, bind 1, s. 249-250).

Imam Ibn al-Jawzi har overleveret fra den ærværdige Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham), at når nogen antog islam, begyndte Qurayshs vantro at forfølge ham og slog ham nådesløst, mens den mishandlede også slog igen. Efter at jeg havde antaget islam, gik jeg til min morbror Adi ibn Hashim og fortalte ham det. Uden at sige noget gik han ind i huset. Derefter gik han til en fremtrædende mand blandt Quraysh — formentlig hentydes der til Abu Jahl. Efter at min morbror Adi havde informeret denne mand blandt Quraysh, gik han også ind i huset. (Tarikh Umar ibn al-Khattab, s. 8).

Ibn Hisham og Ibn al-Jawzi har overleveret, at den ærværdige Umar (må Allah være tilfreds med ham) efter at have antaget islam gik til Jamil ibn Muammar al-Jumahi, som var berømt blandt Quraysh for at sprede nyheder. Den ærværdige Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortalte ham: »Jeg har antaget islam.« Så snart han hørte det, råbte han højt: »Khattabs søn er blevet frafalden!« Den ærværdige Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Du lyver. Jeg er blevet muslim.« Kort sagt kastede folk sig over den ærværdige Umar og begyndte at slå ham. Den ærværdige Umar blev slået, men slog også selv igen. Da solen engang stod højt på himlen, satte han sig udmattet ned og sagde: »Gør, hvad I vil. Ved Allahs ed! Hvis vi havde været tre hundrede i antal, ville enten I blive i Mekka, eller også ville vi blive der.« (Samme værk, s. 8; Ibn Hisham, bind 1, s. 348-349).

Derefter stormede afgudsdyrkerne den ærværdige Umars (må Allah være tilfreds med ham) hus for at dræbe ham. I Sahih al-Bukhari berettes det, at den ærværdige Umar (må Allah være tilfreds med ham) opholdt sig skrækslagen og forvirret inde i huset. På det tidspunkt kom Abu Amr As ibn Wa’il al-Sahmi. Han var iført en broderet jemenitisk kappe og silkeklæder. Han tilhørte stammen Sahm, som på den tid var en af vores allierede stammer. Han spurgte: »Hvad er der sket? Hvorfor er der sådan en larm?« Den ærværdige Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg er blevet muslim, og derfor vil de dræbe mig.« As sagde: »Det kan ikke lade sig gøre.« Da jeg hørte dette fra As, følte jeg mig lettet. På det tidspunkt var mange mennesker samlet omkring mit hus. As trængte gennem mængden og spurgte dem: »Hvor er I alle sammen på vej hen?« De svarede: »Umar er blevet frafalden; vi er på vej hen til ham.« As sagde: »Der er ingen vej derhen.« Da de hørte dette, vendte de alle om og gik bort. (Sahih al-Bukhari, kapitlet om Umar ibn al-Khattab, bind 1, s. 545). I Ibn Ishaqs beretning står der, at de var samlet på en sådan måde, at det virkede, som om de alle var trængt ind i det samme klæde. (Ibn Hisham, bind 1, s. 349).

Efter den ærværdige Umars islamantagelse var afgudsdyrkernes tilstand, som det er nævnt ovenfor. Muslimernes situation kan man forstå ud fra denne begivenhed. Mujahid har overleveret fra den ærværdige Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): »Jeg spurgte Umar ibn al-Khattab: ›Hvorfor fik du tilnavnet al-Faruq?‹ Han svarede: ›Den ærværdige Hamza (må Allah være tilfreds med ham) antog islam tre dage før jeg gjorde.‹« Efter at den ærværdige Umar havde fortalt om den ærværdige Hamzas islamantagelse, sagde han: »Derefter antog jeg islam og sagde til den elskede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham): ›Allahs Sendebud, er vi ikke på sandheden, hvad enten vi lever eller dør?‹ Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ›Jo, ved Ham i hvis hånd min sjæl er! Hvad enten I lever eller dør, er I sandelig på sandheden.‹ Den ærværdige Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ›Så sagde jeg: Hvorfor skulle vi da flygte? Ved Ham, som har sendt dig med sandheden, vil vi sandelig gå ud.‹ Derefter delte vi os i to rækker og gik ud i procession sammen med Allahs Sendebud. Den ærværdige Hamza var i den ene række, og jeg var i den anden. Støvet hvirvlede op på vores vej som mel, der males i en håndmølle. Vi gik ind i Den Hellige Moské. Den ærværdige Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ›Da Quraysh så os, følte de en så stor smerte, som de aldrig tidligere havde følt.‹ Den dag gav Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) mig tilnavnet al-Faruq.« (Tarikh Umar ibn al-Khattab, Ibn al-Jawzi, s. 6-7).

Den ærværdige Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Før dette var vi ikke i stand til at bede i nærheden af Kabaen.« (Mukhtasar al-Sirah, Shaykh Abdullah, s. 103).

Den ærværdige Zuhayr ibn Sinan al-Rumi (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Efter den ærværdige Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) var blevet muslim, trådte islam frem fra bag forhænget, og forkyndelsen af islam begyndte at foregå offentligt. Vi begyndte at sidde i en kreds foran Kabaen og at gå rundt om Kabaen. Vi tog hævn over dem, der havde overskredet grænserne over for os, og besvarede undertrykkelsen.« (Tarikh Umar ibn al-Khattab, Ibn al-Jawzi, s. 13).

Den ærværdige Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Efter den ærværdige Umar var blevet muslim, forblev vi stærke og ærede.« (Sahih al-Bukhari, kapitlet om Umar ibn al-Khattabs islam, bind 1, s. 545).

Efter at Hazrat Hamza ibn Abd al-Muttalib og Hazrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) havde antaget islam, aftog den omfattende forfølgelse af muslimerne. Polyteisterne tog initiativ til at håndtere situationen med omtanke. De tænkte, at hvis de blev sikre på, hvad Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, ønskede at opnå ved at forkynde islam, og opfyldte dette, kunne de måske få ham til at opgive sit forehavende. Men de vidste ikke, at hele universet var fuldstændig værdiløst sammenlignet med Allahs Sendebuds forkyndelse af religionen. Derfor mislykkedes deres bestræbelser naturligt nok.

Ibn Ishaq har gennem Yazid ibn Ziyad citeret denne beretning fra Muhammad ibn Ka’b al-Qurazi: Jeg er blevet underrettet om, at folkets leder, Utba ibn Rabi’a, en dag fremsatte et nyt forslag for sine landsmænd. På det tidspunkt sad Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, alene et sted i Den Hellige Moské. Utba sagde: »Tal med Muhammad og find en løsning. Fremlæg nogle forslag for ham; måske vil han acceptere et af dem. Hvad end han kræver, vil vi opfylde.« Efter at have set muslimernes øgede styrke efter Hamzas (må Allah være tilfreds med ham) antagelse af islam rådførte de sig således med hinanden.

Quraysh sagde: »Abu al-Walid, gå du hen og tal med ham.« Utba rejste sig derefter og satte sig hos Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Utba sagde: »Nevø, alle kender den anseelse, du har blandt vores folk. Du er af høj byrd, men du forkynder noget, som har skabt splittelse, uro og uenighed blandt folket. Du kalder folkets ledendes fornuft for tåbelighed, kritiserer deres guder på forskellige måder, erklærer deres trosforestillinger for ugyldige og kalder deres forfædre vantro. Hør på mig: Jeg vil fremsætte nogle forslag for dig. Overvej dem; måske vil et af dem være acceptabelt for dig.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Tal, Abu al-Walid. Jeg lytter.«

Utba, også kendt som al-Walid, sagde: »Nevø, hvis du ønsker rigdom til gengæld for det, du forkynder, vil vi give dig så megen rigdom, at du bliver den rigeste blandt os. Hvis du ønsker anseelse, skal du blot sige det, så vil vi anerkende dig som vores leder, og ingen beslutning vil blive truffet uden dig. Hvis du ønsker at blive konge, skal du blot sige det, så vil vi anerkende dig som konge. Hvis det, der er kommet til dig, er en djinn eller en ånd, så sig også det. Du ser den, men er ude af stand til at fordrive den; vi vil sørge for behandling af dig, uanset hvad det koster. Vi vil betale for din behandling. Det sker undertiden, at djinner eller ånder får indflydelse over mennesker; i så fald bliver mennesket nødt til at blive behandlet.«

Efter at have lyttet opmærksomt til Utba sagde Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham: »Abu al-Walid, er du færdig med at tale? Lyt nu til mig.« Derefter begyndte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, at recitere fra begyndelsen af sura Ha-Mim Sajdah: »I den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Ha-Mim. Denne Bog er nedsendt fra den Nådige, den Barmhjertige. Dens vers er udførligt forklaret, som en Koran på arabisk, for et folk, der har viden, som et glædeligt budskab og en advarsel. Men de fleste af dem vender sig bort, og derfor hører de ikke. De siger: ’Vore hjerter er tilhyllede over for det, du kalder os til, i vore ører er der døvhed, og mellem os og dig er der et slør. Så arbejd du blot, og vi arbejder også.’«

Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, fortsatte med at recitere, mens Utba sad behageligt og lyttede med begge hænder støttet på jorden bag sig. Da Sendebudet havde reciteret verset om prostration, rejste han sig og kastede sig ned i prostration. Derefter sagde han: »Abu al-Walid, du ønskede at høre noget, og jeg har ladet dig høre det. Nu må du selv vide, hvad du vil, og tage dig af din sag.«

Utba rejste sig og gik hen til sine ledsagere. Da de så ham, sagde de til hinanden: »Ved Gud, han vender ikke tilbage med det ansigtsudtryk, som Abu al-Walid havde, da han gik.« Da Utba havde sat sig, spurgte ledsagerne: »Hvilke nyheder har du medbragt?« Han sagde: »Nyheden er, at jeg har hørt en tale, som jeg aldrig tidligere har hørt. Ved Gud, den er hverken digtning eller magi. Hør på mig: Lad ham være i den tilstand, han er i. Gennem den tale, jeg har hørt, vil der i fremtiden ske noget stort. Hvis araberne dræber ham, vil en anden udføre jeres arbejde for jer. Men hvis han sejrer over araberne, vil hans ære være jeres ære, hans kongedømme være jeres kongedømme, og hans eksistens blive årsag til lykke for jer.«

Quraysh sagde: »Abu al-Walid, talens magi har også påvirket dig.« Utba sagde: »Jeg har sagt, hvad jeg har forstået om ham. Gør nu, hvad I finder bedst.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 293-294).

I en anden overlevering fortælles det, at da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, reciterede verset: »Men hvis de vender sig bort, så sig: Jeg advarer jer blot mod en ødelæggende straf, magen til straffen over ’Ad og Thamud«, rejste Utba sig straks, lagde sin hånd over Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, mund og sagde: »Jeg bønfalder dig ved Allah og ved de nære slægtninge om, at du ikke gør dette.« Utba frygtede, at en sådan straf skulle ramme ham. Derefter rejste han sig og gik til sine ledsagere, hvor han fortalte dem det førnævnte (Tafsir Ibn Kathir, bind 6, s. 15, 160, 161).

Abu Talibs møde med Banu Hashim og Banu al-Muttalib

I mellemtiden havde situationen ændret sig markant. Abu Talib var stadig bekymret, for han frygtede på sin nevøs vegne på grund af polyteisterne. Han gennemgik de begivenheder, der hidtil havde fundet sted. Polyteisterne havde truet med at konfrontere ham og havde foreslået at tage hans nevø, dræbe ham og i bytte give ham ’Amara ibn al-Walid. Abu Jahl havde forsøgt at knuse sin nevøs hoved med en tung sten, ’Uqba ibn Abi Mu’ayt havde villet kvæle sin nevø ved at vikle et klæde om hans hals, og Khattabs søn var gået ud med et blottet sværd for at dræbe ham. Da Abu Talib så på alle disse hændelser, som var indtruffet den ene efter den anden, frygtede han en så alvorlig fare, at hans hjerte skælvede.

Han forstod fuldt ud, at polyteisterne var fast besluttede på at dræbe hans nevø. Hvis en vantro i denne situation pludselig angreb hans nevø, ville Hamza, Umar eller en anden så kunne beskytte ham hver for sig?

Abu Talibs frygt var ikke ubegrundet, for polyteisterne var besluttede på at dræbe Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Som en hentydning til deres beslutning siger Allah den Højeste: »Har de truffet en endelig beslutning om noget? Det er Mig, der træffer beslutningen.« (79:43)

Spørgsmålet er, hvad Abu Talib burde gøre under sådanne omstændigheder. Da han så, at polyteisterne fra alle sider havde kastet sig over hans nevø for at chikanere ham, samlede han efterkommerne af sine bedstefædres to fremtrædende personer, Hashim og al-Muttalib. Ved denne forsamling opfordrede han alle til at stå sammen om at beskytte sin nevø. Med bevæget stemme sagde han: »Det ansvar, som jeg hidtil alene har båret, lad os nu alle påtage os sammen.« Abu Talibs opfordring blev besvaret af efterkommerne af hans to forfædre. Kun Abu Talibs bror, Abu Lahab, havde en anden holdning; han afslog og sluttede sig til polyteisterne (Ibn Hisham, bind 1, s. 269; Mukhtasar as-Sira, sheikh Abdullah, s. 106).

Total boykot

Inden for fire uger eller mindre havde polyteisterne lidt fire alvorlige tilbageslag: Hamza og Umar havde antaget islam, og frem for alt havde Banu Hashim og Banu al-Muttalib sluttet sig sammen og besluttet at beskytte Allahs Sendebud. Polyteisterne blev derfor urolige. Og hvorfor skulle de ikke blive det? De forstod, at hvis de nu tog skridt til at dræbe Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, ville den blodsudgydelse, der skulle til for at beskytte ham, farve Mekkas sletter røde, og de risikerede selv at blive udslettet. Derfor opgav polyteisterne planen om at dræbe Allahs Sendebud og fandt en ny måde at udøve undertrykkelse og mishandling på. Den var endnu mere alvorlig end alle de tidligere tiltag.

Ibn Qayyim har skrevet, at det siges, at dette dokument blev skrevet af Mansur ibn Ikrima ibn Amir ibn Hashim. Nogle mener, at det blev skrevet af Nadr ibn al-Harith, men den korrekte opfattelse er, at dokumentet blev skrevet af Bughayz ibn Amir. Hans hånd blev lammet, fordi han nedkaldte en forbandelse over Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham (Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 49).

Efter at dokumentet var blevet skrevet, blev det hængt op i Kabaen. Som følge heraf blev alle mænd, kvinder og børn fra Banu Hashim og Banu al-Muttalib, både muslimer og ikke-muslimer, med undtagelse af Abu Lahab, indesluttet på et sted kaldet Shi’b Abi Talib. Dette fandt sted i det syvende år efter profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fremtræden som profet.

Tre år i Shi’b Abi Talib

Under denne boykot blev situationen alvorlig. Forsyningen af fødevarer blev standset, og alt, hvad der kom til Mekka, købte afgudsdyrkerne straks. Derfor nåede intet på normal vis frem til nogen af de indesluttede, hverken muslimer eller ikke-muslimer. De overlevede ved at spise blade fra træer og læder. Sulten var så alvorlig, at de sultne kvinders og børns klagende gråd kunne høres uden for Shi’b Abi Talib, eller Abi Talibs dal. Muligheden for, at fødevarer nåede frem til dem, var ringe, og det, der nåede frem, blev bragt i al hemmelighed. Bortset fra i de hellige måneder gik de ikke ud af dalen for at købe nødvendige varer. Selv når de forsøgte at købe varer, der kom til Mekka udefra, lykkedes det dem ofte ikke, fordi afgudsdyrkerne hævede priserne på disse varer flere gange.

Hakim ibn Hizam var profetens hustru Khadijas nevø, må Allah være tilfreds med hende. Fra tid til anden sendte han hvede til sin faster. Da han en gang ville sende hvede, forhindrede Abu Jahl ham, men Abul-Bakhtari tog Hakim ibn Hizams parti og sørgede for, at hveden blev sendt.

Imens var Abu Talib altid bekymret for Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Når alle om natten var gået til ro, sagde han til sin nevø: »Gå nu hen og læg dig i din seng.« Han sagde dette, for at en eventuel hemmelig attentatmand skulle kunne se, hvor han havde lagt sig. Når alle derefter var faldet i søvn, ændrede Abu Talib stedet, hvor hans elskede nevø lå, og lod sin egen søn, sin bror eller en anden lægge sig i nevøens seng. Om natten tilbragte han tiden i bekymring og uro for sin elskede nevø, Allahs Sendebud Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham.

Trods en så hård belejring gik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og de øvrige muslimer ud under hajj og inviterede de mennesker, der kom for at udføre hajj, til islam. Hvordan Abu Lahab på dette tidspunkt behandlede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og muslimerne, er allerede blevet nævnt. (Abu Talib døde seks måneder efter, at dokumentet blev revet i stykker. Den korrekte oplysning er, at han døde i Rajab. De, der siger, at han døde i Ramadan, siger også, at hans død indtraf otte måneder og nogle dage efter, at dokumentet blev revet i stykker. I begge tilfælde bevises det, at han døde i Muharram.)

Begivenheden, hvor dokumentet blev revet i stykker

Under disse omstændigheder gik tre hele år, hvorefter dokumentet i den tiende profetiske årgang blev revet itu i måneden Muharram. Dermed ophørte undertrykkelsen og forfølgelsen, og nogle af Quraysh, som havde været imod denne ordning, tog initiativ til at ophæve blokaden.

Den vigtigste initiativtager til at ødelægge det dokument, der var blevet udarbejdet i forbindelse med denne umenneskelige blokade, var en mand ved navn Hisham ibn Amr fra stammen Banu Amir ibn Lu’ayy. Hisham plejede om natten i al hemmelighed at sende fødevarer for at hjælpe de hjælpeløse mennesker i Abu Talibs lejr. Først gik Hisham til Zuhayr ibn Abu Umayya al-Makhzumi. Zuhayrs mor, Atika, var datter af Abd al-Muttalib, det vil sige Abu Talibs søster. Hisham sagde til ham: »Zuhayr, ønsker du, at I skal spise og drikke i behag, mens din morbror og de andre langsomt dør? Ved du ikke, hvilken tilstand de befinder sig i?« Zuhayr svarede: »Ak, hvad kan jeg alene gøre? Hvis en anden vil slutte sig til mig, kan jeg tage initiativ til at ødelægge dokumentet.« Hisham sagde: »Der er en anden.« Zuhayr spurgte: »Hvem er det?« Hisham svarede: »Det er mig.« Zuhayr sagde: »Så find en tredje.« Da gik Hisham til Mut’im ibn Adi, nævnte Banu Hashims og Banu al-Muttalibs situation og bad om hans hjælp. Han sagde, at de var hans nære slægtninge. Mut’im sagde: »Hvad kan jeg alene gøre?« Hisham svarede: »Der er endnu en.« Mut’im spurgte: »Hvem er det?« Hisham sagde: »Det er mig.« Mut’im sagde: »Så find en tredje.« Hisham svarede: »Det har jeg også gjort.« Mut’im spurgte: »Hvem er han?« Hisham sagde: »Zuhayr ibn Abu Umayya.« Mut’im sagde: »Så find en fjerde.« Derefter gik Hisham til Abu al-Bakhtari og talte til ham på samme måde, som han havde talt til Mut’im. Abu al-Bakhtari spurgte, om nogen støttede dette. Hisham svarede ja og nævnte Zuhayr ibn Abu Umayya, Mut’im ibn Adi og sig selv. Abu al-Bakhtari sagde: »Så find en troværdig mand.« Derefter gik de til Jam’ah ibn al-Aswad ibn al-Muttalib ibn Asad. De talte med ham om Banu Hashims og Banu al-Muttalibs vanskelige situation og bad om hans hjælp. Han spurgte, om der var andre hjælpere. Hisham svarede ja og nævnte dem alle. Senere samledes de nævnte mænd på et sted ved navn Hajun og lovede hinanden at ødelægge dokumentet. Zuhayr sagde: »Jeg bliver den første til at tage ordet.«

Om morgenen samledes alle som sædvanligt i forsamlingen. Zuhayr ankom iført kostbart tøj og klædt fornemt på. Først foretog han tawaf omkring Kabaen syv gange, hvorefter han henvendte sig til alle og sagde: »Makkas indbyggere, hør her! Vi spiser og drikker og tager tøj på, mens Banu Hashim går til grunde. Intet sælges til dem, og intet købes af dem. Ved Gud, jeg kan ikke forholde mig tavs, så længe et sådant umenneskeligt dokument eksisterer. Jeg ønsker, at dette dokument bliver ødelagt.«

Da Abu Jahl hørte dette, sagde han: »Du tager fejl. Ved Gud, dette dokument kan ikke rives itu.«

Jam’ah ibn al-Aswad sagde: »Ved Gud, det er dig, der tager fejl. Jeg var heller ikke enig, da dette dokument blev skrevet, og jeg er ikke rede til at acceptere det.« Derefter sagde Mut’im ibn Adi: »I har begge ret. Vi søger tilflugt hos Allah fra alt, hvad der står skrevet i dette dokument.«

Hisham ibn Amr sagde også noget i denne retning.

Da Abu Jahl så dette, sagde han: »Aha, nu forstår jeg. En sådan enighed er blevet opnået om natten, og dette råd er ikke blevet holdt her, men et andet sted.«

På det tidspunkt var Abu Talib også til stede i nærheden. Allahs Sendebud havde fortalt ham, at Allah havde sendt en slags insekt for at ødelægge dokumentet, og at det havde skåret og fortæret alle beskrivelserne af uretfærdighed og overgreb; kun de steder, hvor Allahs navn stod, var tilbage.

Abu Talib sagde til Quraysh: »Min nevø har sendt mig til jer for at fortælle, at Allah den Ophøjede har meddelt ham, at jeres pagt er blevet ødelagt af et slags insekt, som Allah den Ophøjede har sendt, og at kun Allahs navn er tilbage på den. Hvis dette viser sig at være løgn, vil jeg trække mig mellem ham og jer, og I kan gøre, hvad I vil. Men hvis det viser sig at være sandt, skal I ophøre med den uretfærdige behandling, I har udsat os for gennem boykotten.« Quraysh gik med til dette.

Da diskussionen mellem Abu Jahl og de andre om dette var afsluttet, gik Mut’im ibn Adi hen for at rive pagten itu. Da så han, at insekterne virkelig havde ædt hele den, bortset fra den del, hvor Allahs navn stod skrevet. Da pagten senere blev revet itu, ophørte boykotten, og Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, samt alle de andre forlod Shi’b Abu Talib. De vantro blev forundrede over dette bemærkelsesværdige tegn, men deres holdning ændrede sig ikke. Allah den Ophøjede siger: »Og hvis de ser et tegn, vender de sig bort og siger: Dette er blot magi.«

Arabernes afgudsdyrkere vendte sig også bort fra dette forunderlige tegn på profetskabet og tog endnu nogle skridt længere ad vantroens vej (beretningen om boykotten er indsamlet fra følgende værker: Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 216, 548; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 46; Ibn Hisham, bind 1, s. 350-351, 347, 377; Rahmat lil-‘Alamin, bind 1, s. 70; Mukhtasar as-Sirah, Shaykh Abdullah, s. 6, 10, 110; Mukhtasar as-Sirah, Muhammad ibn Abd al-Wahhab, s. 68, 73).

Qurayshs sidste delegation hos Abu Talib

Efter at have forladt Shi’b Abu Talib genoptog Allahs udvalgte Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, arbejdet med at kalde mennesker til islam og formidle budskabet. Selv om boykotten var ophørt, fortsatte de afgudsdyrkende forbrydere med på forskellige måder at lægge hindringer i vejen for udbredelsen af islam. Samtidig fortsatte Abu Talib sin langvarige indsats for at beskytte sin nevø, men han var blevet svækket af alderen og var over firs år gammel. Hans helbred var blevet alvorligt nedbrudt efter flere års sorg, lidelser, farer og ulykker; især belejringen i bjergpasset havde udtømt hans kræfter. Få måneder efter at de var kommet derfra, blev han alvorligt syg. Da tænkte afgudsdyrkerne: »Abu Talib bliver hurtigt dårligere, og hans liv kan når som helst være forbi. Hvis vi efter hans død overdriver noget over for hans nevø, vil det skade vores omdømme. Folk vil sige, at vi nu udnytter, at han ikke længere har nogen beskytter.« Derfor ønskede de at nå frem til en afgørelse om Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, mens Abu Talib stadig levede, og de var ikke villige til at give efter i denne sag. Efter at have rådført sig med hinanden kom en delegation til Abu Talib. Det var Qurayshs sidste delegation hos ham.

Ibn Ishaq og andre har berettet, at Quraysh, efter at Abu Talib var blevet syg, frygtede, at han pludselig skulle udånde. De sagde indbyrdes: »Se, Hamza og Umar er blevet muslimer, og Muhammads religion har bredt sig til alle Qurayshs stammer. Lad os derfor gå til Abu Talib og få ham til at holde sin nevø under kontrol, så vi kan nå frem til en aftale med ham. Vi frygter, at almindelige mennesker i fremtiden vil kritisere os, hvis nogen begår overgreb mod Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham. De vil sige: De turde ikke gøre noget, mens Abu Talib levede, men nu har de fået chancen.«

Kort sagt gik Qurayshs delegation til Abu Talib for at drøfte sagen. Qurayshs fremtrædende mænd var også med i delegationen, heriblandt Abu Jahl ibn Hisham, Umayyah ibn Khalaf og Abu Sufyan ibn Harb. Sammen med de øvrige var de femogtyve mænd. De sagde: »O Abu Talib, du er ikke uvidende om den anseelse, du har hos os, og du ved også, hvilken situation du befinder dig i nu. Vi frygter, at dine levedage hurtigt rinder ud. Du kender vores strid med din nevø. Vi ønsker, at du tilkalder ham og sørger for, at vi når frem til en overenskomst med ham. Vi vil indgå nogle forpligtelser over for ham og have ham til at påtage sig nogle forpligtelser over for os. Vi vil lade ham følge sin religion, og han skal lade os følge vores religion.«

Efter at have hørt alt dette sendte Abu Talib bud efter sin elskede nevø Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Da han kom, sagde han: »Min nevø, de er ansete mænd fra dit folk, og de er samlet for din skyld. De ønsker at få nogle løfter fra dig.« Derefter fremlagde Abu Talib det forslag, de havde bragt: De ønskede, at du ikke skulle blande dig i deres religion, og at de heller ikke skulle blande sig i din religion.

Da Allahs Sendebud ﷺ hørte dette, sagde han til Qurayshs delegation: »Sig mig, hvad vil I gøre, hvis jeg fremlægger noget, som, hvis I tager imod det, vil gøre jer til konger over Arabien, mens alle andre også vil være under jeres kontrol?« I en anden overlevering siges det, at han henvendte sig til Abu Talib og sagde: »Jeg ønsker, at de bekender sig til én bestemt ting. Hvis de gør det, vil hele Arabien blive underlagt dem, og andre vil betale dem jizya.« I en overlevering nævnes det, at han sagde: »Onkel, kald dem til én ting; det vil være til deres eget bedste.« Abu Talib spurgte: »Hvad vil du kalde dem til?« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Jeg vil kalde dem til noget, som, hvis de tager imod det, vil få hele Arabien til at adlyde dem og give dem magt over ikke-araberne.« I en overlevering fra Ibn Ishaq siges det, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Accepter blot én erklæring, så vil I blive konger over Arabien, og ikke-araberne vil komme under jeres kontrol.«

Kort sagt blev Qurayshs delegation, efter at have hørt dette forslag, stående målløs. De tænkte forbløffet: Hvis man kan opnå så stor en fordel ved blot at acceptere én erklæring, hvordan kan man så afvise den? Abu Jahl sagde: »Sig den erklæring. Ved din fars ed sværger jeg, at vi er rede til at acceptere ikke blot én, men ti sådanne erklæringer.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Sig: Lā ilāha illallāh — der er ingen anden gud end Allah — og opgiv tilbedelsen og lydigheden mod alle andre.« Da Quraysh hørte dette, klappede de i hænderne og sagde: »Muhammad, skal vi tro på én Gud? Din sag er sandelig højst mærkværdig.«

Derefter sagde de til hinanden: »Ved Gud, denne mand er ikke villig til at acceptere noget af det, I siger. Lad os derfor holde fast ved vore forfædres religiøse tro; så vil Allah siden afgøre sagen mellem ham og os.« Med disse ord rejste de sig og gik. Efter denne hændelse åbenbarede Allah om dem følgende vers: »Ved den formanerige Koran! Du er visselig sandfærdig, men de vantro er nedsunket i hovmod og modstand. Hvor mange folk har Jeg ikke tilintetgjort før dem, da de skreg i fortvivlelse, men da var der ingen mulighed for redning. De undrer sig over, at en advarer fra deres egen midte er kommet til dem, og de vantro siger: ’Dette er en troldmand, en løgner. Har han gjort guderne til én Gud? Dette er sandelig noget højst forunderligt.’ Deres ledere går bort og siger: ’Gå bort, og hold fast ved tilbedelsen af jeres guder. Dette er bestemt tilsigtet. Vi har ikke hørt noget sådant i nogen anden troslære; dette er kun et opdigtet udsagn.’« (Ibn Hisham, bind 1, s. 7, 4, 419; Mukhtasarus-Sirah, Shaykh Abdullah, s. 91) (38:1-7).

Året med sorg og smerte

Abu Talibs død

Abu Talibs sygdom blev værre, og til sidst døde han. Abu Talib døde i Rajab i profetskabets tiende år, seks måneder efter at han var blevet løsladt fra belejringen i kløften (Sahih al-Bukhari, kapitlet om Abu Talibs historie, bind 1, s. 548). Ifølge en anden overlevering døde han i Ramadan, tre dage før fru Khadijas død.

Det er overleveret fra al-Musayyab i Sahih al-Bukhari, at da Abu Talibs død nærmede sig, gik Allahs Sendebud ﷺ til ham. Abu Jahl var også til stede. Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Kære onkel, sig blot: Lā ilāha illallāh. Hvis du bekender dette, vil jeg kunne gå i forbøn for dig hos Allah.« Abu Jahl og Abdullah ibn Umayya sagde: »Abu Talib, vil du vende dig bort fra Abd al-Muttalibs millah?« Derefter blev de ved med at tale med Abu Talib. Abu Talib sagde til sidst, at han holdt fast ved Abd al-Muttalibs millah. Profeten ﷺ sagde: »Jeg vil blive ved med at bede om tilgivelse for dig, indtil jeg bliver forbudt det.« Derefter åbenbarede Allah dette vers: »Det sømmer sig ikke for profeten og de troende at bede om tilgivelse for afgudsdyrkerne, selv om de er nære slægtninge, når det er blevet klart, at de er Helvedes beboere.« (9:113).

Allah åbenbarede også følgende vers om dette: »Du kan ikke lede den, du elsker, til den rette vej, hvis du selv ønsker det (Sahih al-Bukhari, kapitlet om Abu Talibs historie, bind 1, s. 548), men Allah leder den, Han vil, til den rette vej, og Han kender bedst dem, der følger den rette vej.« (28:56).

Det behøver ikke nærmere at blive forklaret, hvordan Abu Talib hjalp og støttede Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham. I virkeligheden var han som en fæstning, der stod imod Quraysh-ledernes og de tåbelige menneskers angreb på islam i Mekka. Men selv holdt han urokkeligt fast ved sine forfædres religiøse tro. Derfor berettes det i Sahih al-Bukhari fra hadrat Abbas ibn Abd al-Muttalib, må Allah være tilfreds med ham, at han spurgte Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Hvad kom din onkel dig til gode med? Han beskyttede dig og påtog sig risikoen for strid, uenighed og fjendskab med andre for din skyld.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede: »Han ville befinde sig i Helvedes dybeste afgrund.« (Sahih al-Bukhari, kapitlet om Abu Talibs historie, bind 1, s. 548.)

Hadrat Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham, beretter: Da der ved en lejlighed blev nævnt noget om Profetens onkel, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde han: »På Opstandelsens Dag vil min forbøn måske være til nogen gavn for ham. Han vil blive placeret på et højt sted i Helvede, hvor ilden kun vil nå op til hans knæ.« (Sahih al-Bukhari, kapitlet om Abu Talibs historie, bind 1, s. 548.)

Hadrat Khadijas, må Allah være tilfreds med hende, bortgang

To måneder, eller blot tre dage, efter hr. Abu Talibs bortgang forlod Umm al-Mu’minin Khadija al-Kubra, må Allah være tilfreds med hende, denne verden. Hun døde i ramadanmåneden i profetskabets tiende år. Hun var da 65 år gammel, mens Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var ved at fylde 50 år. (Om hendes bortgang i ramadanmåneden har Ibn al-Jawzi nævnt dette på side 7 i værket Talqih al-Fuhum, og Allama Mansurpuri har nævnt det i sit værk Rahmatul lil-‘Alamin.)

For Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var hadrat Khadija en særlig velsignelse fra Allah. I et kvart århundrede var hun Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, livsledsager. I denne periode gjorde hendes hjerte ondt for sin elskede mand, når han var ramt af sorg, lidelse og fare. I vanskelige tider gav hun ham mod og støtte, ledsagede ham i forkyndelsen af religionen og lindrede hans sorger og lidelser med både sit liv og sin ejendom. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Da mennesker fornægtede mig, troede Khadija på mig. Da folk kaldte mig en løgner, accepterede Khadija mig som sandfærdig. Da folk berøvede mig, gjorde hun mig til medejer af sin rigdom. Allah gav mig børn gennem hende; gennem ingen af mine andre hustruer blev jeg givet børn.« (Musnad Ahmad, bind 6, s. 118.)

Det berettes i Sahih al-Bukhari fra hadrat Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at hadrat Jibril, må Allahs fred være med ham, kom til Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »Allahs Sendebud, se, Khadija kommer. Hun bærer et kar med sig, hvori der er mad eller drikke. Når hun kommer til dig, så overbring hende en hilsen fra hendes Herre og giv hende det glædelige budskab om et perlepalads i Paradis. I dette palads vil der hverken være larm eller uro, og ingen vil blive opslugt af træthed eller udmattelse.« (Sahih al-Bukhari, kapitlet om profetens tilberedning, bind 1, s. 539.)

Sorg, bekymring og hjertesmerte

De to nævnte hændelser fandt sted inden for få dage, og Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev overvældet af sorg og bedrøvelse. Desuden fortsatte hans eget folks forfølgelse, undertrykkelse og mishandling, for efter Abu Talibs bortgang var de blevet mere dristige. De begyndte åbenlyst at volde Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, skade. Under disse omstændigheder rejste Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til Ta’if. I sit hjerte håbede han, at befolkningen dér måske ville tage imod den دعوت til religionen, som han forkyndte, give ham beskyttelse og hjælpe ham over for hans folks modstand.

Men der fandtes ingen hjælper eller beskytter; tværtimod blev han udsat for overgreb og forfølgelse, og han blev behandlet så dårligt, som hans folks medlemmer aldrig tidligere havde behandlet ham. En nærmere beskrivelse af dette vil blive givet senere.

Det vil ikke være irrelevant at nævne, at Mekkas indbyggere, ligesom de udsatte Profeten ﷺ for overgreb og forfølgelse, også udsatte hans venner for den samme behandling. Allahs Sendebuds kære ledsager, Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), blev så plaget af disse overgreb, at han begav sig mod Abessinien. På vejen mødte han en indflydelsesrig mand fra Mekka, Ibn al-Dughunna, som påtog sig at beskytte Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og bragte ham tilbage til Mekka. (Akbar Shah Najibabadi har nævnt, at denne begivenhed fandt sted samme år; se Tarikh-e Islam, bind 1, s. 372-373, og Bukhari, bind 1, s. 552-553).

Ibn Ishaq har nævnt, at Quraysh efter Abu Talibs død udsatte Allahs Sendebud ﷺ for så alvorlige overgreb, som de ikke havde vovet at begå, mens Abu Talib levede. En tåbe blandt Quraysh trådte frem og kastede jord på Allahs Sendebuds hoved. En af hans døtre skyndte sig hen og rensede jorden af.

Mens hun rensede jorden af, græd hun blot. Allahs Sendebud ﷺ trøstede hende og sagde: »Min kære, græd ikke. Allah den Ophøjede vil beskytte din far.« På det tidspunkt sagde Allahs Sendebud ﷺ også: »Quraysh har ikke behandlet mig på en sådan måde, at noget af det har såret mig, min kære.« Under sådanne omstændigheder døde Abu Talib (Ibn Hisham, bind 1, s. 416).

På grund af denne fortsatte forfølgelse og disse overgreb gav Allahs Sendebud ﷺ det år navnet ‘Året med sorg’, og det år blev kendt i historien under dette navn.

Ægteskabet med Sawda

Det år, altså i det tiende år efter profetkaldelsen, giftede Allahs Sendebud ﷺ sig i måneden Shawwal med Sawda bint Zam’a. Sawda var blevet muslim allerede i profetkaldelsens første tid, og i det andet hijri-år udvandrede hun også til Abessinien. Hendes mand hed Sakran ibn Amr, og han blev ligeledes muslim i den første tid. Sawda udvandrede sammen med ham til Abessinien, men han døde dér — ifølge en anden overlevering på vejen tilbage til Mekka. Efter at Sawdas idda var udløbet, friede Allahs Sendebud ﷺ til hende og giftede sig med hende. Efter Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) bortgang var hun Allahs Sendebuds hustru. Nogle år senere overdrog hun sin omgangsdag til Aisha (Rahmat lil-Alamin, bind 2, s. 165; Talkhih al-Fuhum, s. 6).

De første muslimske sahabaers tålmodighed og udholdenhed

Hvordan kunne muslimerne selv i denne frygtelige tid forblive urokkelige og standhaftige? Når man tænker over det, bliver selv mennesker med stærk karakter forbløffede over, hvilken ubarmhjertig forfølgelse muslimerne mødte, og hvilken tålmodighed og udholdenhed de udviste. Når man læser beretningerne om overgrebene og forfølgelserne, gyser både krop og sind. Hvilken fortryllende kraft var det, der gjorde muslimerne så urokkelige? Dette vil kort blive belyst nedenfor.

1. Troens skønhed

Den første og vigtigste årsag er troen på Allah og det rette kendskab til Ham. Den, hvis tro er så stærk og solid, at den forbliver urokkelig, selv når den støder mod et bjerg, tillægger enhver form for overgreb og forfølgelse mindre betydning end skum, der flyder på havets overflade. Derfor frygter den troende tjener ingen prøvelse eller hindring, når den sammenlignes med troens sødme og behagelighed.

Allah den Højeste siger: Det, der er affald, bliver kastet bort, mens det, der gavner menneskene, bliver på jorden (17, 13).

2. En tiltrækkende ledelse

Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, var den største leder blandt den islamiske ummah, ja, blandt hele menneskeheden. Når man så hans fysiske skønhed, åndelige fuldkommenhed, rosværdige karakter, fremragende personlighed, kultiverede vaner og energiske virke, opstod der naturligt et ønske om at elske ham og ofre hele sit hjerte for ham. Alle de egenskaber, som mennesker inderligt værdsætter, fandtes i så høj grad hos ham, at ingen anden var blevet begavet med så mange af dem samlet på ét sted. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, indtog den højeste position i værdighed, forrang, adel og karakterens skønhed. Hans overbærenhed, troværdighed, ærlighed, sandfærdighed, tålmodighed og andre egenskaber var så fremtrædende, at selv hans fjender aldrig nærede tvivl om hans særpræg og overlegenhed. Når han én gang havde udtalt noget, vidste selv hans fjender, at det var sandt og uvægerligt ville blive til virkelighed. Forskellige begivenheder bekræfter dette.

Engang samledes tre mænd fra Quraysh. De havde hver for sig i hemmelighed lyttet til recitationen af Koranen, men ingen af dem havde fortalt det til nogen. Abu Jahl var en af dem. En af de to andre spurgte Abu Jahl: »Fortæl mig, hvad du hørte hos Muhammad. Hvad mener du om det?« Abu Jahl svarede: »Hvad har jeg hørt? Sagen er, at vi og Banu Abd Manaf konkurrerede med hinanden om adel og anseelse. Når de gav de fattige mad og drikke, gjorde vi det samme; når de gav almisse, gjorde vi også det. De og vi var rivaler, som to heste i et kapløb. Under disse omstændigheder begyndte Abd Manaf at sige: ›Der er en profet blandt os, som modtager åbenbaring fra himlen.‹ Hvordan skulle vi kunne modtage en sådan åbenbaring? Ved Gud, jeg vil aldrig tro på denne mand og aldrig anerkende ham som sandfærdig.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 216).

Det er tidligere blevet berettet, at afgudsdyrkerne en dag skældte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, ud. De gjorde det tre gange i træk. Tredje gang standsede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »O Quraysh! Jeg er kommet til jer med slagtedyrene.« Så snart de vantro hørte dette, forsøgte de at glæde Allahs Sendebud med venlige ord. Det er også tidligere blevet nævnt, at nogle vantro, mens Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, lå i sujūd, lagde indvoldene fra en kamel på hans nakke. Efter bønnen påkaldte Allahs Sendebud forbandelse over dem, der havde gjort dette. Da de vantro hørte denne forbandelse, forsvandt smilene fra deres ansigter, og de blev grebet af dyb bekymring, for de vidste med sikkerhed, at de denne gang ikke ville slippe fri.

Det er også blevet nævnt, at Utayba, Abu Lahabs søn, efter at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde nedkaldt en forbandelse over ham, forstod, at han ikke ville kunne undslippe dens følger. Under en rejse til Syrien sagde han, da han så en tiger: »Ved Allah, Muhammad har dræbt mig, mens han stadig var i Mekka.«

Beretningen om Ubayy ibn Khalaf fortæller, at denne mand gentagne gange truede med at dræbe Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Som svar på en sådan trussel sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, en gang: »Det bliver ikke dig; det er snarere mig, der vil dræbe dig, om Allah vil.« Derefter tog Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, under slaget ved Uhud et spyd fra en anden sahabis hånd og kastede det mod Ubayy. Det forårsagede kun et mindre sår nær hans hals. Senere gentog Ubayy igen og igen: »Muhammad sagde allerede i Mekka: Jeg vil dræbe dig. Selv hvis han blot havde spyttet på mig, ville min sjæl være blevet revet ud.« (Ibn Hisham, bind 2, s. 84). Den detaljerede beretning vil blive nævnt senere.

En gang sagde Sa’d ibn Mu’adh i Mekka til Umayya ibn Khalaf: »Jeg har hørt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sige, at muslimerne vil dræbe dig.« Da Umayya hørte dette, blev han frygtelig bange; denne frygt havde han altid haft. Han svor, at han aldrig ville forlade Mekka. Da Umayya under slaget ved Badr, efter Abu Jahls vedvarende pres, besluttede at deltage i slaget, købte han den hurtigste kamel, så han hurtigt kunne flygte, hvis der opstod fare. Da han drog af sted til slaget, sagde hans hustru til ham: »Abu Safwan, har du glemt, hvad din yathribitiske bror sagde?« Umayya svarede: »Nej, det har jeg ikke glemt. Jeg vil kun gå et kort stykke sammen med dem.« (Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 563).

Sådan var tilstanden blandt Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, fjender. Hvad angår hans ledsagere og sahaba, var deres tilstand sådan, at de af hele deres hjerte og sjæl var hengivne til den elskede Profet. Sahabaernes kærlighed til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, var så stærk som vandstrømmen fra en bjergbæk; ligesom jern tiltrækkes af en magnet, blev sahabaerne på samme måde tiltrukket af Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham.

Digteren siger: »Hans ansigt var selve eksistensen for alle menneskekroppe, og hans eksistens var som en magnet for hvert eneste hjerte.«

Det var på grund af denne kærlighed og hengivenhed, at sahabaerne ikke kunne tåle, at nogen påførte Allahs Sendebud selv en skramme, eller at en torn trængte ind i hans fod. Til gengæld var de parate til endog at lade deres egne hoveder blive hugget af.

En dag slog den usling Utba ibn Rabi’a Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, alvorligt. Hans ansigt blev gjort blodigt, og på et tidspunkt under de voldsomme slag mistede han bevidstheden. Da medlemmer af hans klan, Banu Taym, hørte det, svøbte de ham ind i et klæde og bragte ham hjem. Alle havde opgivet håbet om, at han ville overleve. Ved dagens slutning kom han til bevidsthed igen, og det første, han spurgte om, var: »Hvordan har Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, det?« Da de tilstedeværende fra Banu Taym hørte dette, gav de udtryk for deres irritation. Da de rejste sig for at gå, sagde de til Abu Bakrs mor: »Se, om du kan give ham noget at spise.« Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, spurgte sin mor, Ummul Khayr, om nyt om Allahs Sendebud. Hun sagde: »Jeg ved det ikke, min søn.« Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Mor, gå til Umm Jamil bint Khattab og bring mig nyt om Allahs Sendebud fra hende.« Ummul Khayr gik til Umm Jamil og sagde til hende: »Abu Bakr vil gerne spørge dig om Muhammad ibn Abdullah.« Umm Jamil sagde: »Jeg kender hverken Abu Bakr eller Muhammad ibn Abdullah. Men hvis du ønsker det, kan jeg gå med dig til din søn.« Ummul Khayr førte Umm Jamil til sin søn. Da Umm Jamil så Abu Bakrs tilstand, skreg hun og sagde: »De mennesker, der har bragt dig i denne tilstand, er uden tvivl uslinge og vantro. Jeg håber, at Allah, den Ophøjede, vil tage hævn over dem på dine vegne.« Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, spurgte om nyt om Allahs Sendebud. Umm Jamil gjorde tegn til Ummul Khayr. Abu Bakr sagde: »Der er ingen grund til bekymring.« Umm Jamil sagde: »Han har det godt og befinder sig i Ibn al-Arqams hus.« Abu Bakr sagde: »Jeg sværger, at jeg hverken vil spise eller drikke noget, før jeg bliver ført til Allahs Sendebud.« Ummul Khayr og Umm Jamil ventede. Da færdselen efter aftenens frembrud blev mindre, og mørket var blevet tæt, ankom Abu Bakr, støttet på skuldrene af sin mor Ummul Khayr og Umm Jamil, til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. (Al-Bidaya wa an-Nihaya, bind 3, s. 30).

Flere andre forunderlige begivenheder om kærlighed og hengivenhed er nævnt forskellige steder i bogen, navnlig i beretningen om slaget ved Uhud og i beretningen om Zubayr, måtte Allah være tilfreds med ham.

Tre. Ansvarsbevidsthed

De ædle ledsagere vidste fuldt ud, at uanset hvor vanskelige de forpligtelser, der var blevet pålagt mennesket af ler, måtte være, var der ingen mulighed for at ignorere dem. For konsekvenserne af at forsømme disse forpligtelser ville være endnu mere frygtelige, og hele menneskeheden ville blive udsat for skade. Sammenlignet med denne skade var ingen undertrykkelse, lidelse eller ulykke af nogen betydning.

Fire. Troen på det hinsidige

Troen på det hinsidige eller livet efter døden inspirerede dem til at være strengt selvbeherskede og tålmodige, når de opfyldte de nævnte forpligtelser. De ædle ledsagere havde en stærk og urokkelig overbevisning om, at de en dag skulle stå foran Allah, Herren over verdenerne, hvor de skulle aflægge regnskab for alle deres handlinger, store som små. Derefter ville de enten blive ført ind i det velsignede Paradis eller i Helvede, fyldt med frygtelig straf. Styrket af denne tro levede de ædle ledsagere et liv fuldt af håb og frygt: de håbede på deres elskede Herre Allahs barmhjertighed og frygtede Hans straf. Allah den Ophøjede omtaler deres tilstand således i Den Hellige Koran: De udfører det, de udfører, med frygt i deres hjerter, fordi de skal vende tilbage til deres Herre.

De troede også fast på, at alle denne verdens bekvemmeligheder, glæder, velstand, sorger og lidelser ikke havde så meget værdi sammenlignet med det hinsidige som en mygs ene vinge. Denne tro var så urokkelig og fast forankret i dem, at alle denne verdens prøvelser, ulykker, bitterhed, sorger og lidelser forekom dem ubetydelige i sammenligning.

Fem. Situationen blev stadig vanskeligere

De koranvers, der blev åbenbaret gradvist, fremstillede på en tiltalende måde islams grundlæggende lære og idealer. Gennem disse koranvers blev troens livskraft og fasthed i det mest ærefulde og særprægede islamiske samfund styrket yderligere foran hele menneskeheden. Allah den Ophøjede fremførte forskellige eksempler og lærte muslimer visdom og handlemåder. Som Allah den Ophøjede siger: Tror I, at I vil komme i Paradiset, selv om I endnu ikke har oplevet det samme, som de før jer oplevede? De blev ramt af fattigdom og lidelse og blev rystede, indtil Sendebudet og de troende sammen med ham sagde: Hvornår kommer Allahs hjælp? Ja, Allahs hjælp er nær. (214, 2)

Allah den Ophøjede siger også: Alif Lam Mim. Mener menneskene, at de vil blive ladet i fred, blot fordi de siger: »Vi tror«, uden at blive prøvet? Vi prøvede også dem, der levede før dem. Allah vil visselig gøre det klart, hvem der er sandfærdige, og hvem der er løgnere. (1-3, 29)

Samtidig blev der åbenbaret vers, som gav afgudsdyrkerne blandt de vantro knusende svar på deres forskellige spørgsmål; ingen af deres undskyldninger kunne bestå en nærmere prøvelse. Det blev sagt dem i klare vendinger, at hvis de holdt fast i deres vildfarelse og stædighed, ville følgerne blive katastrofale. Som eksempler blev der fremført begivenheder og historiske eksempler fra tidligere folk, hvorved Allahs forhold til Allahs Sendebud og de vantro blev gjort klart. Samtidig blev der talt om barmhjertighed og tilgivelse, og der blev givet vejledning. Alt dette blev sagt, for at de vantro skulle afstå fra deres vildfarelse og vildledning.

I virkeligheden har Den Hellige Koran ført muslimerne gennem en helt anden verden og forelagt dem forbløffende eksempler, så de ikke skulle miste modet, og så ingen hindring eller modgang skulle kunne afholde dem fra vejen til at opnå Allahs velbehag.

I disse vers blev muslimerne også fortalt sådanne ting, at de kunne modtage det glædelige budskab fra Allah om et Paradis fyldt med barmhjertighed og velsignelser. De vantro blev skildret på en sådan måde, at de kunne forstå, at de ville blive ført frem for Allah for at få deres dom; deres gode gerninger i det jordiske liv ville ikke have nogen værdi, men de ville blive slæbt og kastet i Helvede, og der ville blive sagt: »Smag nu Helvedes straf for evigt.«

Seks. Standhaftig tålmodighed

Ud over alt dette vidste muslimerne, ikke blot fra begyndelsen af forfølgelsen, men allerede før den, at det at antage islam ikke betød, at de skulle udholde sorg og lidelse for evigt. Tværtimod var hovedbudskabet i islams kald, at den uvidende tidsalder skulle bringes til ophør, og at alle former for undertrykkelse, mishandling og tyranniske systemer skulle rykkes op med rode. Et af målene med islams kald var også, at muslimerne skulle udbrede deres indflydelse på jorden og opnå en sådan politisk sejr, at alle mennesker kunne ledes ad den vej, der følger Allahs vilje og velbehag; mennesket skulle befries fra menneskers slaveri og træde ind i Allahs tjeneste.

Disse glædelige budskaber fra Den Ædle Koran blev nogle gange åbenbaret indirekte og andre gange helt åbent. På den ene side var situationen sådan, at jorden, selv om den var vidstrakt, blev trang for muslimerne, og det var vanskeligt for dem blot at overleve. En gruppe mennesker var konstant aktiv i forsøget på at udrydde dem fuldstændigt. På den anden side blev der åbenbaret vers, som skulle styrke muslimernes kraft, mod og moral, og som beskrev begivenheder fra tidligere tider: tidligere profeter var blevet fornægtet, og også de var blevet udsat for undertrykkelse og forfølgelse. Det billede, der blev tegnet i disse vers, svarede fuldstændigt til situationen for muslimerne og de vantro i Mekka. Til sidst blev det nævnt, hvordan de vantro tidligere var blevet tilintetgjort, og hvordan Allahs retfærdige tjenere var blevet gjort til arvinger på Hans jord. Som følge heraf ville Mekkas vantro lide nederlag og blive besejret, mens muslimerne og islams kald ville opnå sejr. På dette tidspunkt blev der også åbenbaret vers, hvori de troendes sejr blev nævnt klart som et glædeligt budskab. Således siger Allah, verdens Herre: »Min bestemmelse om Mine udsendte tjenere er allerede fastlagt: De vil visselig blive hjulpet, og Mine hære vil sejre. Så vend dig for en tid bort fra dem, og hold øje med dem; snart vil de se.«

Ønsker de at fremskynde Min straf? Når straffen rammer deres gårde, vil de advaredes gengældelse være frygtelig og afskyelig (171, 177, 37).

Allah den Ophøjede siger også: »Denne gruppe vil snart blive besejret og vende ryggen til« (45, 54).

Også denne hær af mange grupper vil i så fald helt sikkert blive besejret (11, 38).

Om dem, der udvandrede til Abessinien, siger Allah den Ophøjede:

De, der efter at være blevet undertrykt udvandrede for Allahs sag, vil Jeg visselig give et godt hjem i denne verden, og belønningen i det hinsidige er sandelig bedre. Hvis de blot vidste det (42.16).

Efter at de vantro havde spurgt Allahs Sendebud om beretningen om profeten Yusuf, siger Allah den Ophøjede: »Der er et tegn for dem, der spørger« (7, 12). Det vil sige, at mekkaneerne i dag spørger om beretningen om profeten Yusuf, og de vil på samme måde lide nederlag, som profeten Yusufs brødre led nederlag. Deres endeligt vil blive som profeten Yusufs brødres endeligt. Derfor bør mekkaneerne tage ved lære af beretningen om profeten Yusuf og hans brødre og forstå, hvad de undertrykkendes endeligt bliver. Et sted, hvor profeterne omtales, siger Allah den Ophøjede, at de vantro sagde til deres sendebude: »Vi vil visselig fordrive jer fra vort land, eller også må I vende tilbage til vores trosretning.« Derefter åbenbarede deres Herre for sendebudene: »Jeg vil visselig tilintetgøre de uretfærdige« (13-14, 14).

Da krigens ild rasede i Persien og Rom, ønskede de vantro, at perserne skulle sejre, mens muslimerne ønskede, at romerne skulle sejre, fordi romerne hævdede at tro på Allah den Ophøjede, profeterne, åbenbaringen og de himmelske bøger. Da det så ud til, at perserne ville sejre, gav Allah det glade budskab, at romerne efter nogle år ville sejre. Det var ikke det eneste glade budskab; Allah den Ophøjede gav også det glade budskab, at Han på tidspunktet for romernes sejr ville hjælpe de troende særligt. Ved denne hjælp ville de glæde sig. Allah den Ophøjede siger: »Og på den dag vil de troende fryde sig over Allahs hjælp« (45, 30). Senere blev sandheden i Allahs ord bekræftet gennem muslimernes sejr og succes i slaget ved Badr.

Ud over Koranens erklæringer plejede Allahs Sendebud også på forskellige tidspunkter at give muslimerne denne slags glade budskaber. Under pilgrimsfærden forkyndte Allahs Sendebud sit profetskabs budskab for folk på markederne Ukaz, Majanna og Dhul-Majaz: »O folk! Sig, at der ikke er nogen guddom undtagen Allah; derved vil I få fremgang. I kraft af dette vil I blive konger over araberne, og andre vil underkaste sig jer, og efter døden vil I også være konger i Paradiset« (Jami at-Tirmidhi).

Det er tidligere blevet nævnt, at da Utba ibn Rabi’a forsøgte at lokke Allahs Sendebud med verdslig nydelse, luksus og rigdom, og han som svar reciterede nogle vers fra sura Ha-Mim Sajda for ham, forudsagde Utba, at det til sidst ville blive muslimerne, der sejrede.

Det svar, som Allahs Sendebud gav, da Qurayshs sidste delegation kom for at mødes med Abu Talib, er tidligere blevet nævnt. Også dér sagde Allahs Sendebud med fuld fasthed: »Tro på Allahs enhed; derved vil hele Arabien blive underlagt jer, og jeres herredømme vil også blive etableret over ikke-araberne.«

Hazrat Khabbab ibn al-Aratt (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Engang kom jeg til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), som lå under Kaabaens skygge med en kappe som pude. På det tidspunkt blev vi tortureret og ydmyget af polyteisterne. Jeg sagde: »Allahs Sendebud, kan De ikke bede Allah om hjælp?« Da han hørte dette, satte han sig op, og hans ansigt blev rødt. Han sagde: »I tidligere tider kunne de troende blive udsat for, at deres kød blev revet af med jernkamme, så kun knoglerne var tilbage på kroppen. Selv sådanne pinsler kunne ikke få dem til at opgive troen på Allahs religion.« Derefter sagde han: »Allah vil fuldende religionen. En rytter vil rejse fra San’a til Hadramaut uden at frygte nogen anden end Allah. Ja, der vil dog stadig være frygt for ulven på grund af gederne.« (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 543).

I en overlevering nævnes også følgende: »Men I har travlt.« (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 51).

Det er vigtigt at huske, at disse glædelige budskaber ikke var nogen hemmelighed; de var almindeligt kendte. De vantro og fornægterne kendte dem lige så godt som muslimerne. Når Aswad ibn al-Muttalib og hans venner så sahabaerne, sagde de til hinanden: »Hele verdens konger er kommet til jer. De vil meget snart besejre Kisra og Cæsar.« Mens de sagde dette, fløjtede de og klappede i hænderne. (Fiqh as-Sirah, s. 82).

Kort sagt var alle de former for uret, overgreb, tortur og forfølgelse, som sahabaerne på det tidspunkt blev udsat for, ubetydelige sammenlignet med deres sikre tro på at opnå Paradiset og de glædelige budskaber. Sahabaerne anså disse pinsler for at være som et stykke sky, der ville forsvinde med et eneste vindstød.

Desuden sørgede sahabaerne regelmæssigt for åndelig næring ved at give de troende en klar forståelse af troens modenhed og ved at rense deres sind gennem undervisning i Koranen. Undervisning i islam, åndelig styrke, mental renhed og karakterens skønhed styrkede sahabaernes moral. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forvandlede sahabaernes svagt glødende trosgnister til strålende flammer og førte dem ud af mørket til vejledningens lys. Som følge heraf blev sahabaernes religiøse lærdom og tro mange gange stærkere. De forlod underkastelsen under deres begær og gik frem ad vejen mod Allahs tilfredshed. De blev ivrige efter at blive Paradisets beboere, stræbte efter viden og tog initiativ til selvransagelse. På grund af alt dette kunne de vantro polyteisters overgreb og forfølgelse ikke få dem til at vige fra deres mål og vej. I tålmodighed og udholdenhed stod de urokkeligt fast, og hver og én af dem blev et strålende forbillede for hele menneskeheden.

Tredje fase: Islams kald uden for Mekka

Allahs Sendebud i Taif

I begyndelsen af det tiende år efter profetkaldelsen (Maulana Nadjibadi har omtalt dette udførligt på side 122 i bind 1 af Tarikh-e Islam; efter min mening er denne dato den korrekte), omkring slutningen af maj eller begyndelsen af juni i år 619 e.Kr., rejste Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til Taif. Taif ligger tres mil fra Mekka, og Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tilbagelagde hele den hundrede og tyve mil lange rejse frem og tilbage til fods. Med Allahs Sendebud var hans frigivne slave Zayd ibn Harithah (må Allah være tilfreds med ham). Undervejs til Taif kaldte han folk til islam, men ingen tog imod hans kald. Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ankom til Taif, opsøgte han tre høvdinge fra Thaqif-stammen. De var brødre, og deres navne var Abd Yalil, Mas’ud og Habib. Deres far hed Amr ibn Umayr al-Thaqafi. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom til dem og opfordrede dem til at adlyde Allah og støtte islam. Som svar sagde én af dem hånligt: »Lad ham rive Kaabaens forhæng itu, hvis Allah virkelig har gjort ham til sendebud.« (På urdu svarer dette udtryk til: »Hvis du er en profet, så lad Allah ødelægge mig.« Meningen er, at det er lige så umuligt, at en som dig er profet, som det er umuligt at angribe Kaabaen.)

En anden sagde: »Fandt Allah den Almægtige ingen anden end dig?« Den tredje sagde: »Jeg ønsker slet ikke at tale med dig, for hvis du er profet, vil det være farligt for mig at afvise dine ord, og hvis du spreder løgne i Allahs navn, bør jeg ikke tale med dig.« Da Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, rejste han sig og sagde: »Hvis I gør dette, så hold sagen hemmelig.«

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig ti dage i Taif. I denne periode opsøgte han alle Taifs ledende mænd, det vil sige stammehøvdingene, og inviterede hver enkelt til religionen. Men de sagde alle det samme: »Forlad vores by.« De nøjedes ikke med at sige dette, men ophidsede også de vildfarne drenge. Da han vendte tilbage, fulgte disse forbryderiske drenge efter ham. De skældte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ud, klappede og larmede. På kort tid samledes så mange drenge og forbryderiske mennesker, at de stod på række langs begge sider af vejen. Derefter begyndte de at skælde ham ud og kaste sten efter ham, så hans begge fødder blev blodige, og hans sko blev fyldt med blod. Hazrat Zayd ibn Haritha, måtte Allah være tilfreds med ham, beskyttede imidlertid Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, som et skjold, så stenene ramte ham; hans hoved blev skåret flere steder. Mens de larmende forbrydere forfulgte Allahs Sendebud, søgte han på et tidspunkt tilflugt i en have, der tilhørte Utba, Shayba og Rabia fra Mekka. Haven lå tre mil fra Taif. Efter at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde søgt tilflugt dér, vendte forbryderne tilbage. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, satte sig under skyggen af en vinranke med ryggen mod en mur. Da han var faldet lidt til ro, fremsagde han den bøn, der er berømt som de hjælpeløses bøn. Hvert ord i denne bøn viser, hvor dybt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, led på grund af Taif-indbyggernes dårlige behandling og det faktum, at ikke én eneste person antog troen, og hvor dyb hans sorg og smerte var. I denne bøn sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »O Allah, jeg klager til Dig over min svaghed, min hjælpeløshed og min ringe agtelse blandt mennesker. O Barmhjertige Giver, Du er de svages Herre, og Du er også min Herre. Hvem har Du overladt mig til? Har Du overladt mig til en fremmed, som vil behandle mig hårdt, eller til en fjende, som Du har givet magt over mine anliggender? Hvis Du ikke er vred på mig, har jeg ingen sorg eller beklagelse. Lad Din tilgivelse være rigelig og vidtrækkende for mig. Jeg søger tilflugt hos lyset fra Dit væsen, hvorved mørket fjernes, og alt omkring fyldes med lys. Alle denne verdens og den hinsidige verdens anliggender er i Din hånd. Du kan lade en forbandelse ramme mig eller straffe mig, så længe jeg søger Din tilfredshed. Al magt og styrke tilhører alene Dig; der findes ingen magt eller styrke uden Din.«

Rabias sønner fik medlidenhed med Allahs Sendebud, da de så hans tilstand, og deres hjerter blev blødgjort, da de tænkte på det nære slægtskab. De gav deres kristne slave Adas en klase druer og sagde: »Giv den til manden.« Efter at slaven Adas havde givet Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, drueklasen, begyndte han at spise, mens han sagde: »Bismillah.«

Adas sagde: »Folk her siger ikke den slags ord, mens de spiser.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvor kommer du fra? Hvilken religion har du?« Han svarede: »Jeg kommer fra Nineve, og jeg er kristen.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Du kommer fra den retskafne tjener Josefs område.« Adas sagde: »Hvordan kender du Josef?« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Han var min bror. Han var profet, og jeg er profet.« Da Adas hørte dette, bøjede han sig over Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og kyssede hans hoved, hænder og fødder.

Da Rabias to sønner så dette, sagde de til hinanden: »Denne mand har nu fordærvet vores slavers sind.« Da Adas vendte tilbage til sine herrer, spurgte de ham: »Hvad er der sket?« Adas sagde: »Efter min vurdering findes der ikke noget bedre menneske på jorden end denne mand. Han har fortalt mig noget, som ingen andre end en profet kan kende.« Rabias sønner sagde: »Pas på, Adas, at denne mand ikke får dig til at opgive din tro. Din religion er bedre end hans religion.«

Efter at have opholdt sig der et stykke tid forlod Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, haven og begav sig mod Mekka. Mentalt var han knust. Da han nåede et sted ved navn Mana’il, kom ærkeenglen Jibril, måtte Allahs fred være med ham, efter Allahs befaling. Sammen med ham var bjergenes engle. De var kommet for at bede Allahs Sendebud om tilladelse til, hvis han ønskede det, at knuse indbyggerne mellem de to bjerge.

Beretningen om denne hændelse findes i Sahih al-Bukhari, overleveret fra Hazrat Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende. Hun sagde: »Jeg spurgte en dag Allahs Sendebud: Har du oplevet en dag i dit liv, der var værre end dagen ved Uhud?« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Blandt de prøvelser, jeg har mødt fra dit folk, var den værste Taifs dag. Jeg inviterede Abd Yalil ibn Abd Qulals sønner til islam, men de tog ikke imod min invitation. I sorg, smerte og en tilstand af mental omvæltning nåede jeg Qarn ath-Tha’alib og drog et lettelsens suk. Da jeg løftede hovedet dér, så jeg et stykke sky over mig. Da jeg så nærmere efter, var Jibril, måtte Allahs fred være med ham, der. Han sagde til mig: ›Allah har hørt alt, hvad dit folk har sagt til dig. Han har sendt bjergenes engle til dig.‹ Derefter råbte bjergenes engle til mig, hilste på mig og sagde: ›O Allahs Sendebud, det er sandt. Hvis du ønsker det, vil vi knuse dem mellem de to bjerge.‹« (Her er ordet al-Akhshabayn anvendt i Sahih al-Bukhari. Det bruges om Mekkas to berømte bjerge, Abu Qubays og Qayqa’an. Disse to bjerge ligger over for hinanden nord og syd for Kabaen. På det tidspunkt boede Mekkas indbyggere i området mellem de to bjerge.)

Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Nej, jeg håber, at Allah vil frembringe mennesker blandt deres efterkommere, som kun vil tilbede Allah og ikke sætte nogen ved Hans side.« (Sahih al-Bukhari, kapitlet om skabelsens begyndelse, bind 1, s. 458.)

I dette svar fra Allahs Sendebud ﷺ ses hans fremsynethed, dømmekraft, enestående personlighed og ædle menneskelige sindelag. Kort sagt blev hans hjerte beroliget af den usete hjælp, der kom fra himlen. Allahs Sendebud ﷺ satte kurs mod Mekka. Da han nåede et sted kaldet Wādī Nakhlah, standsede han. Der var to steder, hvor han kunne opholde sig: det ene hed As-Sayl al-Kabīr, og det andet Zaymah. Begge steder havde vand, naturlig skønhed og frodighed, men der findes ingen pålidelige oplysninger om, hvilket af de to steder han opholdt sig.

Allahs Sendebud ﷺ tilbragte nogle dage i Nakhlah. Der sendte Allah, verdenernes Herre, to grupper af jinner til ham. Deres historie er nævnt to steder i Den Hellige Koran: i Sūrat al-Ahqāf og i Sūrat al-Jinn.

I Sūrat al-Ahqāf siger Allah den Ophøjede: »Og husk, da Vi lod en gruppe jinner komme til dig for at lytte til Koranen. Da de var kommet til den, sagde de til hinanden: ›Lyt stille.‹ Da oplæsningen var afsluttet, vendte de tilbage til deres folk som advarere og sagde: ›Vi har lyttet til oplæsningen af en Bog, der er blevet åbenbaret efter Moses. Den bekræfter de tidligere Skrifter og leder til sandheden og den rette vej. Vores folk! Svar den, der kalder os til Allah, og tro på ham. Allah vil tilgive jer jeres synder og beskytte jer mod en smertefuld straf.‹« (46:29-31).

I Sūrat al-Jinn siger Allah den Ophøjede: »Sig: Det er blevet åbenbaret for mig, at en gruppe jinner lyttede opmærksomt og sagde: ›Vi har lyttet til en forunderlig Koran, som leder til den rette vej, og derfor tror vi på den. Vi vil aldrig sætte nogen ved siden af vores Herre.‹« Dette er beskrevet frem til det femtende vers i Sūrat al-Jinn.

Af de nævnte vers’ fremstillingsform forstår man, at Profeten ﷺ i begyndelsen ikke vidste, at jinnerne var kommet. Efter at dette var blevet meddelt gennem Koranens vers, blev Allahs Sendebud informeret om det. Koranens vers viser, at dette var jinnernes første besøg, mens forskellige hadither fortæller, at de fortsatte med at komme på senere tidspunkter.

Jinnernes ankomst og antagelse af islam var i virkeligheden den anden hjælp fra Allah. Han modtog denne hjælp fra Sit usynlige skatkammer. Af andre vers, der beskriver denne begivenhed, forstår man, at Allah den Ophøjede gav Sit elskede Sendebud det glædelige budskab om succes for kaldet til religionen og klart meddelte, at ingen magt på jorden vil kunne stå i vejen for islams kald og dets fremgang. Som Allah den Ophøjede siger: »Den, der ikke svarer den, som kalder til Allah, kan ikke gøre Hans hensigt magtesløs på jorden, og de vil ikke have nogen hjælper ud over Allah. De befinder sig i åbenlys vildfarelse.« (46:32).

Allah den Ophøjede fortæller om de vantros ord: »Vi har forstået, at vi ikke kan gøre Allah magtesløs på jorden, og at vi heller ikke kan gøre Ham magtesløs ved at flygte.« (72:12).

Over for denne hjælp og dette glædelige budskab forsvandt sorgen og smerten over befolkningen i Tā’ifs dårlige behandling, og hjertets mørke skyer blev fjernet. Allahs Sendebud besluttede fast, at han måtte vende tilbage til Mekka og fortsætte med at kalde til religionen med fornyet iver og begejstring. På dette tidspunkt sagde Zayd ibn Hārithah رضي الله عنه: »Allahs Sendebud, hvordan vil du kunne tage til Mekka, når Mekkas indbyggere har drevet dig ud derfra?« Han svarede: »Zayd, Allah vil finde en udvej fra den situation, du ser. Allah vil visselig hjælpe Sin religion og give Sin profet sejr.«

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, drog fra Nakhlah og slog sig ned i Hira-grotten nær Mekka. Derfra sendte han gennem en mand fra Khuzāʿah-stammen et bud til al-Akhnas ibn Shurayq om, at al-Akhnas skulle give ham beskyttelse. Al-Akhnas erklærede sig ude af stand til det og sagde: »Jeg er blot en allieret, og en allieret kan ikke påtage sig ansvaret for at give nogen beskyttelse.« Derefter sendte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, det samme bud til Suhayl ibn ʿAmr, men også han erklærede sig ude af stand til det med ordene: »Den beskyttelse, Banū ʿĀmir giver, gælder ikke over for Banū Kaʿb.« Derefter sendte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, et bud til Muṭʿim ibn ʿAdī. Muṭʿim sagde: »Ja, jeg er indforstået.« Så iførte han sig våben og tilkaldte sine sønner og stammens folk, så de samledes. Da alle var samlet, sagde han: »Gå bevæbnede til Kabaen, for jeg har givet Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, beskyttelse.« Derefter sendte Muṭʿim besked til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Kom ind i Mekka.« Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, modtog beskeden, gik han ind i Mekka sammen med Zayd. Muṭʿim ibn ʿAdī stod på sit ridedyr og råbte: »Hør efter, Quraysh-folk! Jeg har givet Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, beskyttelse. Ingen må derefter genere ham.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, kyssede den Sorte Sten og bad to rakʿah. Efter bønnen vendte han tilbage til sit hjem. På dette tidspunkt iførte Muṭʿim ibn ʿAdī og hans sønner sig våben og omringede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. De blev hos ham, indtil Allahs Sendebud var vendt hjem.

Det fortælles, at Abū Jahl på dette tidspunkt spurgte Muṭʿim: »Har du blot givet ham beskyttelse, eller er du også blevet hans følger, det vil sige muslim?« Muṭʿim svarede: »Jeg har blot givet ham beskyttelse.«

Da sagde Abū Jahl: »Den, du har givet beskyttelse, har vi også givet beskyttelse.« (Beretningerne om denne hændelse under rejsen til Ṭāʾif findes i Ibn Hishām, bind 1, s. 422–429; Zād al-Maʿād, bind 2, s. 46–47; Raḥmat li-l-ʿĀlamīn, bind 1, s. 71–74; og Tārīkh-i Islām Naẓīrābādī, bind 1, s. 123–124).

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, glemte aldrig denne tjeneste fra Muṭʿim ibn ʿAdī. Efter slaget ved Badr, da de vantro fra Mekka blev bragt som fanger, kom Muṭʿims søn, Ḥubayb, måtte Allah være tilfreds med ham, til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, for at bede om løsladelse af nogle af fangerne. Han sagde: »Hvis Muṭʿim ibn ʿAdī havde været i live i dag og havde bedt mig om at skåne disse ildelugtende mennesker, ville jeg af hensyn til ham have løsladt dem alle.« (Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, bind 3, s. 573).

Islams kald til forskellige stammer og enkeltpersoner

I det tiende år efter profetskabet, i måneden Dhū al-Qaʿdah, det vil sige omkring slutningen af maj eller begyndelsen af juni i år 619 e.Kr., kom Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, fra Ṭāʾif til Mekka. Der begyndte han med fornyet energi at kalde forskellige personer og stammer til islam. Da det var pilgrimsfærdens sæson, kom mange mennesker fra nær og fjern for at udføre pilgrimsfærden, til fods og ridende. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, kaldte dem på dette tidspunkt til islam. Han havde udført denne form for kald siden det fjerde år efter profetskabet.

Imām al-Zuhrī siger: »De stammer, som Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, opsøgte og kaldte til islam, var Banū ʿĀmir ibn Ṣaʿṣaʿah, Ṣaʿṣaʿah, Muḥārib ibn Khaṣfah, Fazārah, Naṣṣān, Māʿirah, Ḥanīfah, Sālim, ʿAbās, Banū Naṣr, Banū al-Baqāʾ, Kilāb, Ḥārith ibn ʿĀjirah og Hazārimah, men ingen antog islam.« (al-Tirmidhī, Mukhtaṣar al-Sīrah, Shaykh ʿAbdullāh, s. 149).

Det var ikke sådan, at der kun én gang eller kun i pilgrimsfærdssæsonen ét enkelt år blev kaldt til islam blandt alle disse stammer, som Imām al-Zuhrī nævner. Tværtimod blev de på forskellige tidspunkter og på forskellige måder kaldt til islam fra det fjerde år efter profetskabet og frem til den sidste pilgrimsfærdssæson før hijrah, det vil sige i ti år.« (Raḥmat li-l-ʿĀlamīn, bind 1, s. 74).

Ibn Ishaq har omtalt, hvordan han prædikede islam for flere stammer, og gengivet deres svar. Nedenfor følger en kort omtale af dette.

1) Banu Kilab. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) opsøgte en gren af denne stamme, Banu Abdullah, og kaldte dem til Allah og Hans Sendebud. Under samtalen sagde han: »Banu Abdullah, Allah den Ophøjede har givet jeres stamfader det højeste navn.« Men denne stammes folk tog ikke imod den invitation, som Allahs Sendebud havde bragt.

2) Banu Hanifa. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) opsøgte dem i deres hjem og kaldte dem til islam, men det svar, de gav, var uden sidestykke blandt araberne.

3) Amir ibn Sa’sa’a. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) inviterede også denne stamme til islam. Som svar sagde en mand fra stammen ved navn Buhayrah ibn Firas: »Ved Allahs ed! Hvis jeg havde en ung mand fra Quraysh med mig, ville jeg kunne opsluge hele Arabien.« Derefter sagde han: »Svar på ét spørgsmål: Hvis vi antager din religion, og du besejrer dine modstandere, vil lederskabet så tilfalde os?« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) svarede: »Lederskab og myndighed ligger hos Allah. Han anbringer det, hvor Han vil.« Da manden hørte dette, sagde han: »Det er et fremragende svar. Vi vil ellers blotte vores bryster for arabernes våben for at beskytte dig, mens lederskabet, når Allah har givet dig sejr, vil være hos andre. Det går ikke. Vi har ikke brug for din religion.«

Efter at Banu Amir-stammen var vendt tilbage til deres område, hørte en gammel kvinde om denne begivenhed. På grund af sin høje alder havde hun ikke kunnet tage på hajj. Da hun havde hørt det hele, greb hun sig med begge hænder om hovedet og sagde: »I har begået en frygtelig fejl, Banu Amirs folk. Er der nogen mulighed for at finde denne mand? Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, kan ingen af Ismails efterkommere gøre krav på et falsk profetskab, og det har ingen af dem heller gjort tidligere. I må have mistet forstanden.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 443–448).

Islams lys uden for Mekka

Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) kaldte ikke blot forskellige stammer og delegationer, men også mange enkeltpersoner til islam. Mange af dem gav et godt svar. Kort efter hajj-sæsonen antog nogle mennesker islam. Nedenfor følger en kort beretning om dette,

1) Suwayd ibn Samit. Denne mand var digter og besad stor fornuft og dømmekraft. Han var fra Yathrib. På grund af sin intelligens, sit digteriske virke, sin adel og sin fornemme slægt havde hans folk givet ham tilnavnet al-Kamil. Han kom til Mekka for at udføre hajj eller umrah. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) inviterede ham til islam. Han sagde: »Måske har du det samme som det, jeg har.« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) spurgte: »Hvad har du?« Han svarede: »Luqmans visdom.« Allahs Sendebud sagde: »Lad mig høre den.« Suwayd fremsagde den. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Dette er gode ord, men det, jeg har, er endnu bedre. Jeg har Koranen. Denne Koran har Allah åbenbaret for mig; den er vejledningens lys.« Derefter fremsagde Allahs Sendebud noget af Koranen for manden. Han antog islam og sagde: »Dette er virkelig fremragende tale.« Han antog islam i begyndelsen af profetskabets ellevte år. Efter at Suwayd var vendt tilbage til Medina efter sin islamantagelse, begyndte Bu’ath-slaget. Han blev martyr i dette slag. (Ibn Hisham, bind 1, s. 425–427; Rahmat lil-Alamin, bind 1, s. 74).

2) Yas ibn Muadh. Han var fra Yathrib og var ung. I profetskabets ellevte år, kort før slaget ved Bu’ath, kom en delegation fra Aws til Mekka i håb om at få hjælp fra Quraysh mod Khazraj. Yash var også med dem. På det tidspunkt brændte fjendskabets ild mellem de to stammer. Aws var færre i antal end Khazraj. Da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte om delegationens ankomst, gik han dem i møde. Da han kom hen til dem, sagde Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham: »Er I villige til at tage imod noget, der er bedre end det formål, I er kommet til Mekka for?« De sagde: »Hvad er det?« Allahs Sendebud sagde: »Jeg er Allahs Sendebud. Allah har sendt mig til Hans tjenere for at kalde dem til at tilbede Allah og ikke sætte nogen ved Hans side. Allah har åbenbaret en Bog for mig.« Derefter nævnte han Islam og reciterede noget af Koranen.

Yas ibn Muadh sagde: »O mit folk, det, som I er kommet hertil for, er denne opfordring bedre end.« Et medlem af delegationen, Abū al-Haysir Anas ibn Rafi’, kastede en håndfuld strå i ansigtet på Yas og sagde: »Lad det være; ved mit liv, vi er kommet hertil med et andet formål.« Derefter sagde Yas ikke mere, og Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, rejste sig og gik. Delegationen var heller ikke i stand til at indgå en pagt om venskab og samarbejde med Quraysh, så de vendte efter deres mislykkede forsøg tilbage til Medina.

3) Abū Dharr al-Ghifārī. Han boede et sted langt fra byen. Abū Dharr havde fra Suwayd ibn Sāmit og Yās ibn Muʿādh hørt om Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, fremkomst, og denne nyhed blev årsagen til, at han antog Islam (det skriver Akbar Nadwīrābādī; se Tārīkh al-Islām, bind 1, s. 128). Beretningen om hans antagelse af Islam er udførligt gengivet i Sahīh al-Bukhārī. Ifølge en beretning fra ʿAbdullah ibn ʿAbbās sagde Abū Dharr: »Jeg var fra Ghifār-stammen. Jeg hørte, at en mand var trådt frem og hævdede, at han var profet. Da jeg hørte det, sendte jeg min bror til Mekka og sagde til ham: Mød denne mand.«

»Kom derefter tilbage til mig med nyheder om ham.« Da min bror vendte tilbage fra Mekka, spurgte jeg ham: »Hvilke nyheder har du medbragt?« Han sagde: »Ved Allahs ed, jeg har set en mand, som påbyder gode handlinger og forbyder dårlige handlinger.« Jeg sagde: »Du har ikke givet mig nyheder, der kan berolige mig.« Derefter begav jeg mig til Mekka med nogle rejsefornødenheder. Da jeg ankom dertil, kunne jeg imidlertid ikke genkende Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og jeg turde heller ikke spørge nogen om ham. Jeg drak af Zamzam-vandet og blev liggende i Den Hellige Moské. ʿAlī, må Allah være tilfreds med ham, så mig og sagde: »Du ser ud til at være fremmed her.« Jeg svarede: »Ja.« Han sagde: »Kom med hjem til mig.« Jeg fulgte ham. Han spurgte mig ikke om noget, og jeg sagde heller ikke noget.

Om morgenen gik jeg igen til Den Hellige Moské i håb om at spørge om Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, men ingen fortalte mig noget om ham. Om aftenen kom ʿAlī, må Allah være tilfreds med ham, hen til mig og sagde: »Har denne mand stadig ikke fundet sin adresse?« Jeg sagde: »Nej, det har han ikke endnu.« Han sagde: »Kom, følg med mig.« Derefter sagde han: »Fortæl mig, hvad der er på færde. Hvorfor er du kommet til denne by?« Jeg sagde: »Hvis du vil holde det hemmeligt, kan jeg fortælle dig det.« Han sagde: »Det lover jeg.« Jeg sagde: »Jeg har hørt, at der her er en mand, som hævder at være profet. Efter at have hørt det sendte jeg min bror hertil, men han kunne ikke give mig nogen detaljerede oplysninger. Derfor er jeg selv kommet.« ʿAlī, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Du er kommet til det rette sted. Følg med mig. Jeg går ind dér, og du går også ind. Hvis du på vejen bliver bekymret på grund af nogen, går jeg hen til en butik og lader, som om jeg skal have repareret min sko; så fortsætter du med at gå.« Derefter begav ʿAlī sig af sted, og jeg fulgte ham. Da han til sidst gik ind i huset, gik jeg sammen med ham hen til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Jeg sagde til ham: »Kald mig til Islam.« Allahs Sendebud forelagde Islam for mig, og jeg antog Islam og blev muslim. Derefter sagde Sendebudet, Allahs velsignelser og fred være med ham, til mig: »O Abū Dharr, hold din antagelse af Islam hemmelig og vend tilbage til dit område. Vi har endnu ikke forkyndt det offentligt. Når du hører, at vi har gjort det, så kom og slut dig til os.« Jeg sagde: »Ved Ham, som har sendt dig med sandheden, vil jeg offentligt erklære min antagelse af Islam over for de vantro.« Efter at have sagt dette gik jeg hen foran Kabaen, hvor Quraysh var til stede, og sagde: »Jeg bevidner, at Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, er Allahs tjener og Sendebud.«

Efter denne erklæring sagde Quraysh til hinanden: »Rejs jer og tag jer af denne frafaldne!« Derefter slog de mig så voldsomt, at jeg troede, jeg skulle dø. I denne situation kom al-ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, og reddede mig. Han bøjede sig lidt ned og så på mig, hvorefter han sagde til Quraysh: »Denne mand er fra Ghifār-stammen. I rejser jo gennem denne stammes område, når I driver handel.« Da de hedenske medlemmer af Quraysh hørte dette, lod de mig gå. Den næste dag gik jeg derhen igen, og det samme gentog sig. Også denne gang kom al-ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, og reddede mig (Sahīh al-Bukhārī, kapitlet om Zamzam-beretningen, bind 1, s. 499; kapitlet om Abū Dharrs antagelse af Islam, bind 1, s. 544-545).

4) Tufayl ibn ʿAmr al-Dawsī. Han var digter, en fremtrædende og forstandig mand samt høvding for sin stamme. Denne stamme havde magten over nogle områder i Yemen. Da han i profetskabets ellevte år kom til Mekka, tog byens fremtrædende mænd imod ham og klagede til ham over Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. De sagde: »Denne mand har bragt os i en vanskelig situation og skabt splittelse i vores enhed. Hans ord har en virkning som magi; gennem dem er der opstået splid mellem brødre, mellem ægtemænd og hustruer samt mellem fædre og sønner. Vi frygter, at du også bliver ramt af den ulykke, som har ramt os. Derfor beder vi dig om ikke at tale med denne mand overhovedet.«

Hadhrat Tufayl (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Qurayshs afgudsdyrkere forsøgte på mange måder at overtale mig. På et tidspunkt besluttede jeg mig for, at jeg hverken ville tale med Allahs Sendebud eller lytte til noget, han sagde. Om morgenen, da jeg gik til Den Hellige Moské, stoppede jeg vat i ørerne, så intet af Allahs Sendebuds ord skulle nå dem. Men Allah den Ophøjede ville lade mig høre nogle af Allahs Sendebuds ord. Derefter hørte jeg nogle gode ord og sagde til mig selv: Jeg er jo et fornuftigt menneske og en berømt digter; intet godt eller ondt kan vel være skjult for mig. Hvorfor skulle jeg så ikke lytte til de gode ord? Hvis de er acceptable, vil jeg tage imod dem, og hvis de er dårlige, vil jeg ikke tage imod dem. Med denne tanke forholdt jeg mig tavs. Da Allahs Sendebud begyndte at gå hjem, fulgte jeg efter ham. Han gik ind i sit hus, og jeg gik også ind. Derefter fortalte jeg ham, hvad folk havde advaret mig om angående ham, og at jeg som forholdsregel havde stoppet vat i mine egne ører. Så sagde jeg: Fortæl også mig det, som du fortæller alle andre. Allahs Sendebud inviterede mig til islam og reciterede Koranen for mig. Jeg antog straks islam. Ved Allahs ed havde jeg aldrig før hørt noget bedre end dette. Jeg antog islam dér og aflagde trosvidnesbyrdet om sandheden, hvorefter Allahs Sendebud bad en bøn.

Det tegn, som Hadhrat Tufayl (må Allah være tilfreds med ham) fik, var, at hans ansigt blev lyst som skæret fra en lampe, da han nærmede sig sit folk. Han sagde: »O Allah, flyt dette lys til et andet sted, ellers vil de kritisere mig og beskylde mig for at have fået mit ansigt vansiret.« Derefter blev lyset flyttet til stokken i min hånd. Hadhrat Tufayl (må Allah være tilfreds med ham) inviterede sin far og sin hustru til islam, og de antog islam. Hans folk tøvede imidlertid med at antage islam, men Hadhrat Tufayl (må Allah være tilfreds med ham) fortsatte utrætteligt sine bestræbelser. Da han udvandrede efter Slaget ved Khandaq (Sahih al-Bukhari, kapitlet om Zamzam-fortællingen, bind 1, s. 499; kapitlet om Abu Dharrs antagelse af islam, bind 1, s. 544-545), havde halvfjerds eller firs familier fra hans folk fulgt ham. Hadhrat Tufayl (må Allah være tilfreds med ham) spillede en vigtig rolle i udbredelsen af islam. Han blev martyr i Slaget ved Yamama (Mishkat al-Masabih).

5) Jિમad al-Azdi. Denne mand var fra Yemen og tilhørte stammen Azd Shanua. Han praktiserede besværgelser og uddrev spøgelser og ånder. Da han kom til Mekka, hørte han fra byens tåber, at Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, var sindssyg. Derfor gik han til Allahs Sendebud med det formål, at Allahs Sendebud måske kunne blive helbredt gennem ham. Da han mødte Allahs Sendebud, sagde han: »Jeg kender besværgelser; har du brug for det?« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede: »Al lovprisning tilkommer ganske vist Allah. Jeg lovpriser Ham og søger hjælp hos Ham. Den, som Allah vejleder, kan ingen føre vild, og den, som Allah fører vild, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud foruden Allah. Han er Én og uden lige, og Han har ingen medguder. Jeg bevidner også, at Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, er Hans tjener og Sendebud.«

Jிமad sagde da til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Gentag dine ord for mig.« Allahs Sendebud gentog ordene tre gange. Jիմad sagde: »Jeg har hørt troldmænds og spåmænds ord, men jeg har aldrig hørt noget som det, du har sagt. Det er, som du siger, kommet fra havets uudgrundelige dybder. Ræk mig din hånd, så jeg kan aflægge troskab til islam ved din hånd.« Derefter antog Jիմad al-Azdi islam (Sahih Muslim, Mishkat al-Masabih, bind 2, s. 525).

Seks fromme mennesker i Medina

I profetskabets ellevte år, det vil sige under pilgrimsfærden i juli 620 e.Kr., bredte invitationen til islam sig med stor virkning. På dette tidspunkt voksede denne invitation til et mægtigt træ, og under det tætte løvtag fandt muslimerne befrielse fra mange års undertrykkelse og forfølgelse. For at undslippe den sammensværgelse, som Mekkas indbyggere havde indledt for at afvise Allahs Sendebud og holde folk borte fra Allahs vej, benyttede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig af en strategi. På dette tidspunkt gik han om natten til forskellige stammer og inviterede dem til islam; derfor kunne Mekkas afgudsdyrkere ikke lægge hindringer på hans vej.

Som led i denne strategi gik Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, en nat sammen med Hadhrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) og Hadhrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) til husene uden for Mekka, hvor medlemmer af stammerne Banu Zuhal og Banu Shayban ibn Tha’laba boede, og inviterede dem til islam. De gav et håbefuldt svar, men gav ikke noget klart tilsagn om at antage islam. Ved denne lejlighed fandt der en interessant udveksling sted om slægtslinjer mellem Hadhrat Abu Bakr as-Siddiq og en mand fra Banu Zuhal. Begge var eksperter i slægtsforskning (Sahih al-Bukhari, kapitlet om Zamzam-fortællingen, bind 1, s. 499; kapitlet om Abu Dharrs antagelse af islam, bind 1, s. 544-545).

Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, derefter passerede det bjergrige område ved Mina, hørte han nogle mennesker tale (Rahmatul lil-‘Alamin, bind 1, s. 84). Han gik direkte hen til dem. De var seks unge mænd fra Medina, som tilhørte Khazraj-stammen. Deres navne og oplysninger om dem var følgende:

1. Asʿad ibn Zurārah                     Banū Najjār

2. ʿAwf ibn al-Ḥārith ibn Rifāʿah (Ibn ʿAfrāʾ)         Banū Najjār

3. Rāfiʿ ibn Mālik ibn ʿAjlān               Banū Zurayq

4. Quṭbah ibn ʿĀmir ibn Ḥadīdah                   Banū Salamah

5. ʿUqbah ibn ʿĀmir ibn Nābī                Banū Ḥarām ibn Kaʿb

6. al-Ḥārith ibn ʿAbdullāh ibn Riʾāb                  Banū ʿUbaydah ibn Ghanam

Disse unge mænd havde hørt fra deres modstandere, jøderne i Medina, at en profet ville komme i den tid. De havde også hørt, at han snart ville vise sig (Zād al-Maʿād, bind 2, s. 50; Ibn Salām, bind 1, s. 429-541).

De gik hen til Allahs Sendebud, som spurgte dem, hvem de var. De svarede: »Vi er fra Khazraj-stammen.« Allahs Sendebud sagde: »Jødernes modstandere?« De svarede: »Ja.« Allahs Sendebud sagde: »Sæt jer lidt, så vil jeg tale med jer.« De satte sig, og Allahs Sendebud fortalte dem om religionen. De seks unge mænd sagde til hinanden: »Dette må være den profet, som jøderne plejede at true os med. Vi må sørge for, at jøderne ikke får overtaget over os.« Derefter tog disse seks lykkebringende unge mænd imod Allahs Sendebuds kald og antog islam.

Disse seks var fornuftige mennesker fra Medina. Kort forinden havde der fundet et slag sted i Medina, og røgen fra dette slag havde endnu ikke lagt sig. Slaget havde sønderrevet dem, og derfor håbede de med god grund, at Rasulullah sallallahu alaihi wa sallams kald ville blive et middel til at afslutte krigen. De sagde: »Vi har efterladt vores folk i en sådan tilstand, at det er svært at forestille sig, at der blandt noget andet folk omgivet af fjender findes et sådant fjendskab. Vi håber, at Allah den Ophøjede gennem dig vil skabe venskabsbånd mellem dem. Når vi vender tilbage til Medina, vil vi opfordre dem til den religions vej, som du prædiker. Vi vil også invitere dem til at antage den religion, som vi har taget imod fra dig. Hvis Allah den Ophøjede gennem dig forener dem, vil ingen være mere æret end du.«

Da disse seks nye muslimer vendte tilbage til Medina, tog de kaldet til islam med sig. Gennem dem spredte Rasulullah sallallahu alaihi wa sallams fremkomst og kaldet til religionen sig fra hus til hus i Medina (Ibn Hisham, bind 1, s. 428–443).

Ægteskabet med Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende)

Samme år, det vil sige i shawwal-måneden i profetskabets ellevte år, indgik Rasulullah sallallahu alaihi wa sallam ægteskab med Hazrat Aisha Siddiqa (må Allah være tilfreds med hende). Hazrat Aisha var dengang kun seks år gammel. I shawwal-måneden året før hijra flyttede Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) ind i sin ægtemands hjem; på det tidspunkt var hun ni år gammel (Talqihul Hukm, s. 10; Sahih Bukhari, bind 1, s. 557).

Begivenheden med Mi’raj

Profeten sallallahu alaihi wa sallams kald og forkyndelse havde nået et mellemstadium, ligesom forfølgelsen og mishandlingen af hans tilhængere af islam fortsatte. Stjernernes lys blinkede svagt i den fjerne horisont, da den mystiske begivenhed Mi’raj indtraf. Hvornår fandt denne Mi’raj sted? Sira-forfatternes meninger om dette er forskellige, for eksempel:

1) Tibrani har sagt, at det var i det år, hvor Profeten, sendebudenes herre, blev udnævnt til profet.

2) Imam Nawawi og Imam Qurtubi har skrevet, at det var fem år efter profetskabets begyndelse.

3) 16 måneder før hijra, det vil sige fem år efter profetkaldelsen.

4) I profetkaldelsens tiende år, den 27. rajab, antog Allama Mansur Puri denne opfattelse.

5) Ét år og to måneder før hijra, det vil sige i muharram i profetkaldelsens trettende år.

6) Ét år før hijra, det vil sige i rabi al-awwal i profetkaldelsens trettende år.

Blandt de ovennævnte udsagn kan tre accepteres som korrekte: Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) døde, før de fem daglige bønner blev gjort obligatoriske, og alle er enige om, at de fem daglige bønner blev gjort obligatoriske på Mi’raj-natten. Det betyder, at Hazrat Khadijas død fandt sted før Mi’raj. Det vides, at hun døde i ramadan i profetkaldelsens tiende år; derfor fandt Mi’raj sted derefter og ikke før. Der er ikke fundet noget bevis, der kan give det ene af de sidstnævnte tre udsagn forrang frem for de andre. Vi vil her gengive den beretning om dette, der er nævnt i Koranen og hadith (Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 49).

Ibn Qayyim har skrevet, at det ifølge den korrekte beretning er kendt, at Profeten, de udsendtes leder, blev løftet legemligt op på Buraq og sammen med Hazrat Jibril (fred være med ham) blev ført fra Masjid al-Haram først til Bayt al-Maqdis. Den elskede Profet gjorde ophold dér og bandt Buraq til en pæl ved moskéens dør, hvorefter han ledte alle profeterne i bøn.

Samme nat blev han derefter ført fra Bayt al-Maqdis til den første himmel. Hazrat Jibril (fred være med ham) åbnede døren. Den elskede Profet så dér Hazrat Adam (fred være med ham) og hilste på ham. Hazrat Adam bød ham velkommen, gengældte hilsenen og bekræftede hans profetskab. På det tidspunkt viste Allah den Almægtige profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sjælene af de retfærdige på Hazrat Adams højre side og de syndiges sjæle på hans venstre side. Derefter steg han op til den anden himmel, hvor døren blev åbnet. Den elskede Profet så dér Hazrat Yahya ibn Zakariya (fred være med ham) og Hazrat Isa ibn Maryam (fred være med ham) og hilste på dem. De gengældte hilsenen og bekræftede den elskede Profets, må Allahs velsignelser og fred være med ham, profetskab. Derefter steg den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, op til den fjerde himmel. Dér så han Hazrat Idris (fred være med ham) og hilste på ham. Han gengældte hilsenen, ønskede ham tillykke og bekræftede hans profetskab.

Derefter blev han ført til den femte himmel. Dér så han Hazrat Harun (fred være med ham) og hilste på ham. Han gengældte hilsenen, ønskede ham tillykke og bekræftede hans profetskab.

Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, blev derefter ført op til den sjette himmel. Her mødte han profeten Moses, fred være med ham. Han hilste på ham, og Moses, fred være med ham, bød ham velkommen og anerkendte hans profetskab. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, fortsatte fremad. Da begyndte Moses, fred være med ham, at græde. Da han blev spurgt om årsagen, sagde han: »En profet, som er fremstået efter mig, vil få flere af sine følgere i Paradiset end jeg får af mine følgere.«

Derefter blev den elskede profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, ført op til den syvende himmel. Her mødte han profeten Abraham, fred være med ham. Han hilste på ham, og Abraham, fred være med ham, besvarede hilsenen, ønskede ham tillykke og anerkendte hans profetskab.

Denne gang blev den elskede profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, ført til Sidratu’l-Muntaha. Han kom så nær Allah, at der kun var en afstand på to buelængder eller mindre mellem dem. På det tidspunkt gav Allah ham alt, hvad Han ville give ham, åbenbarede det, Han ville åbenbare, og pålagde halvtreds daglige bønner. På hjemvejen mødte han profeten Moses, fred være med ham, som spurgte: »Hvad har Allah befalet dig at gøre?« Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede: »Han har befalet mig at udføre halvtreds daglige bønner.« Moses, fred være med ham, sagde: »Din ummah har ikke styrke til at udføre så mange bønner. Gå tilbage til Allah og bed Ham om at mindske antallet.« Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, så på Gabriel, fred være med ham, som gav tegn til ham. Derefter gik han tilbage og bad om, at antallet af bønner blev mindsket. På hjemvejen mødte han igen Moses, fred være med ham, som spurgte: »Hvilken befaling bringer du med fra Allah?« Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, fortalte, at det var femogfyrre daglige bønner. Moses, fred være med ham, sagde: »Gå tilbage.« Sådan fortsatte han med at gå tilbage igen og igen og få antallet af bønner mindsket, indtil det på et tidspunkt blev fem. Selv disse fem daglige bønner syntes Moses, fred være med ham, var for mange, og han bad ham gå tilbage for at anmode om en yderligere reduktion. Profeten Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Jeg skammer mig meget. Jeg ønsker ikke at gå tilbage igen. Jeg bøjer mig for Allahs befaling.« Da han var kommet et stykke på hjemvejen, lød en stemme: »Jeg har fastsat Min pligt og har gjort den lettere for Mine tjenere.« (Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 47-48).

Allama Ibn Qayyim havde en anden opfattelse af dette og rejste spørgsmålet: Så profeten Allah? Imam Ibn Taymiyya har skrevet, at der ikke findes noget bevis for, at Han blev set med øjnene, og ingen sahabi har heller overleveret dette. Det, der er blevet nævnt fra Abdullah ibn Abbas, fred være med ham, om at Han blev set med øjnene og hjertet, er ikke i den første overlevering i modstrid med den anden. Den nærhed og endnu større nærhed, som Imam Ibn Qayyim har nævnt, vedrører en anden tid end Mi’raj. I Sura an-Najm nævnes Gabriels, fred være med ham, nærhed, og Aisha, fred være med hende, har overleveret netop dette. Hvad angår den nærhed, der nævnes i hadithen om Mi’raj, er forklaringen, at der er tale om Allahs nærhed. Sura an-Najm giver ingen udførlig omtale af dette; der siges snarere, at den elskede profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, anden gang blev set ved Sidratu’l-Muntaha. Den, der så ham, var Gabriel, fred være med ham. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, så Gabriel i hans oprindelige skikkelse to gange: én gang på jorden og den anden gang ved Sidratu’l-Muntaha (Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 47-48; Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 50, 455, 456, 470, 471, 481, 548, 549, 550; bind 2, s. 684; Muslim, bind 1, s. 91, 91, 93).

Også ved denne lejlighed fandt den elskede profets, Allahs velsignelser og fred være med ham, åbning af brystet sted. Under denne rejse blev han vist flere ting. Han blev tilbudt mælk og vin, og han valgte mælken. Da Gabriel, fred være med ham, så dette, sagde han: »Du er blevet vist frugten af den naturlige disposition. Hvis du havde taget vinen, ville din ummah være kommet på afveje.«

Allahs Sendebud så fire floder: fire synlige og fire skjulte. De synlige floder var Nilen og Eufrat. Betydningen er muligvis, at hans sendelse vil brede sig i de livgivende områder omkring Nilen og Eufrat; det vil sige, at deres indbyggere generation efter generation vil blive muslimer. Det betyder ikke, at disse to floders vandkilder findes i Paradiset.

Han så Malik, Helvedes vogter. Han smiler ikke, og der er heller ikke noget spor af glæde i hans ansigt. Allahs Sendebud blev også vist Paradiset og Helvede.

Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, blev også vist tilstanden hos dem, der uretmæssigt tilegner sig forældreløses ejendom. Deres læber var som kamelers læber. De førte glødende kul, som stenstykker, ind i deres munde, og kullene kom ud gennem deres endetarmsåbninger.

Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, så også ågerkarerne. Deres læber var så store, at de ikke kunne bevæge dem. Da Faraos følgere blev ført til Helvede, trampede de disse ågerkarere ned.

Han så også ægteskabsbryderne. Foran dem lå der frisk kød og ildelugtende, råddent kød, men de lod det friske kød ligge og spiste det rådne kød.

Han så også de kvinder, som, selv om de havde ægtemænd, havde undfanget et andet menneskes barn i deres livmoder. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, bemærkede, at disse kvinders bryster var gennemboret med store kroge og hang ophængt i luften.

Han så en karavane fra Mekka. En af karavanens kameler var løbet bort, og han fortalte dem, hvor de kunne finde den. Der var vand i et tildækket kar, og han drak af det, mens alle de vantro sov. Næste morgen efter Mi’raj blev denne beretning et bevis på sandheden af hans påstand (Ibn Hisham, bind 1, s. 39, 402, 406; se forklaringen af sura Bani Isra’il i tafsir-værkerne). Han meddelte, at karavanen ville vende tilbage på et bestemt tidspunkt, og han beskrev også den kamel, der var løbet fra karavanen mod Mekka. Senere viste alt det, han havde fortalt, sig at være sandt. På trods af alt dette blev de vantros had endnu større, og de nægtede at godtage hans ord (Zad al-Ma’ad, bind 1, s. 48; se også Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 684; Sahih Muslim, bind 1, s. 96; Ibn Hisham, bind 1, s. 402-403).

Det siges, at Profeten allerede på det tidspunkt gav Abu Bakr as-Siddiq titlen as-Siddiq, fordi alle andre havde afvist det, mens han troede på det hele (Ibn Hisham, bind 1, s. 699).

Allah den Højeste har nævnt beretningen om Mi’raj i Koranen.

Dette er Allahs sunnah angående profeterne. Allah den Højeste siger: »Og således viste Jeg Ibrahim herredømmet over himlene og jorden, for at han skulle blive blandt dem, der har fast overbevisning.«

Allah den Højeste sagde til Moses: »Så vil Jeg vise dig nogle af Mine største tegn.«

Formålet med at vise dem dette er, at de skal komme til tro; det har Allah den Ophøjede også erklæret. Når profeterne direkte bevidner Allahs tegn, bliver deres tro endnu stærkere. Derfor kan de, når de kalder mennesker til Allahs vej, udholde sorger, lidelser, forfølgelse og undertrykkelse af en art, som ingen andre ville kunne udholde. I deres øjne synes alle denne verdens kræfter ubetydelige, og derfor frygter de ingen magt. De store værker om shariaen indeholder udførlige drøftelser af de mindre detaljer ved Mi’raj-begivenheden og dens egentlige mysterier. Her nævnes nogle af de vigtigste punkter.

Det er værd at bemærke, at Allah den Ophøjede i Koranen, efter kun at have nævnt Mi’raj-begivenheden i ét vers, beskriver jødernes misgerninger. Derefter fortæller Han dem, at denne Koran viser vej til den vej, som er ret og lige. Koranens læsere kan synes, at de to udsagn ikke hænger sammen, men det gør de faktisk. Gennem sin fremstillingsmåde har Allah den Ophøjede antydet, at jøderne fra nu af vil blive fjernet fra menneskehedens ledersæde, for disse jøder har begået så frygtelige forbrydelser, at de ikke længere er værdige til lederskab. Derfor vil dette ansvar og denne værdighed fra nu af blive overdraget til Den Store Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, og begge centre for den modige da’wah vil blive lagt under hans kontrol. Med andre ord vil det åndelige lederskab blive overført fra én ummah til en anden. Lederskabet vil blive taget fra en ummah, hvis historie er besmittet af uret, undertrykkelse og forræderi, og givet til en ummah, gennem hvilken godhedens kilder vil springe frem. Denne ummahs profet har gennem åbenbaringen modtaget Den Ædle Koran, og Koranen har givet menneskeheden den største vejledning.

Men hvordan vil dette lederskab blive fuldbyrdet? Islams profet går jo omkring blandt folk i Mekkas bjerge. Dette er et spørgsmål. Spørgsmålet har afsløret sløret over en anden sandhed: Islams kald er nået til afslutningen på én fase og vil nu træde ind i en anden fase. Denne udvikling vil være anderledes end den foregående. Derfor ser man, at afgudsdyrkerne i nogle vers bliver advaret med klare ord og udsat for alvorlige trusler. Allah den Ophøjede siger: »Når Jeg vil tilintetgøre en by, befaler Jeg dens velstående mennesker at gøre det rette, men de begår uret der. Så bliver straffen over dem retfærdiggjort, og Jeg ødelægger den fuldstændigt.« (Sura Bani Isra’il, vers 16).

Allah den Ophøjede siger endvidere i den samme sura: »Hvor mange menneskeslægter har Jeg ikke tilintetgjort efter Nuh! Din Herre er tilstrækkelig som Den, der kender og overvåger Sine tjeneres synder.« (Sura Bani Isra’il, vers 17).

Ved siden af alle disse vers findes der også vers, som skitserer det fremtidige islamiske samfund for muslimerne. De har etableret deres hjem i et land, hvor alt er lagt i deres egne hænder. De nævnte vers indeholder en antydning af, at Allahs Sendebud snart vil finde et sikkert sted, hvor islams religion vil blive forkyndt og udbredt på behørig vis.

Der er aspekter ved den mystiske Mi’raj-begivenhed, som har en direkte forbindelse med det emne, vi drøfter. Derfor er det nødvendigt at beskrive dem. Vi er nået frem til den konklusion, at Mi’raj-begivenheden måske fandt sted nogen tid før den anden Bay’at al-‘Aqaba, eller på et tidspunkt mellem den første og den anden Bay’at al-‘Aqaba. Allah ved bedst om alt.

Den første Bay’at al-‘Aqaba

Det er tidligere blevet nævnt, at seks mennesker fra Yathrib tog imod islam under pilgrimsfærdssæsonen i profetskabets tiende år. De lovede Allahs Sendebud, at de efter at være vendt tilbage til deres folk ville forkynde Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans sendelsesbudskab. (Al-‘Aqaba kaldes et smalt bjergpas. På vejen fra Mekka til Mina skal man på Minas vestside passere en smal bjergvej. Dette pas er berømt under navnet Al-‘Aqaba. Den jamrah, hvor pilgrimmene kaster småsten den tiende dag af Dhu al-Hijjah, ligger ved indgangen til denne tunnel, og derfor kaldes den Jamrat al-‘Aqaba. Dens andet navn er Jamrat al-Kubra. De to andre jamrah’er ligger et stykke øst for dette sted på Minas slette, og de tre jamrah’er ligger øst for hinanden. Derfor er der hele tiden menneskemængder på denne side. Efter stenkastningen færdes folk ikke længere her. Den troskabsed, som Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, aflagde, kaldes derfor Bay’at al-‘Aqaba. I dag er bjerget her blevet gennemskåret, og der er anlagt en bred vej.)

Som følge heraf kom 13 mænd til Allahs Sendebud i den følgende pilgrimsfærdssæson. Blandt dem var der, bortset fra Jabir ibn Abdullah, fem andre, som også var kommet året før. De resterende syvs navne og tilhørsforhold var som følger:

1. Muadh ibn Harith ibn Afra, Banu Najjar, Khazraj

2. Dhakwan ibn Abd al-Qays, Banu Zurayq, Khazraj

3. Ubadah ibn Samit, Banu Ghanam, Khazraj

4. Yazid ibn Thalabah, allieret med Banu Ghanam, Khazraj

5. Abbas ibn Ubada ibn Nadhlah, Banu Salim, Khazraj

6. Abu al-Haytham ibn al-Tayyihan, Banu Abd al-Ashhal, Aws

7. Uzhaym ibn Saidah, Banu Amir ibn Awf, Aws

De to sidstnævnte tilhørte Aws-stammen, mens alle de øvrige tilhørte Khazraj-stammen (Rahmatul lil-‘Alamin, bind 1, s. 85; Ibn Hisham, bind 1, s. 431–433).

De aflagde alle troskabseden til Allahs Sendebud ved al-‘Aqaba nær Mina med hensyn til flere forhold. Senere, efter våbenhvilen ved Hudaybiyya og ved erobringen af Mekka, blev kvinderne også taget i troskabsed på grundlag af disse samme bestemmelser. Beretningen om troskabseden ved al-‘Aqaba er nævnt i Sahih al-Bukhari i ‘Ubada ibn as-Samits beretning. Han fortæller, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Kom og aflæg troskabsed til mig på, at I ikke vil sætte nogen ved Allahs side, ikke stjæle, ikke begå utugt, ikke dræbe jeres børn, ikke fremsætte opdigtede beskyldninger mod nogen og følge mig i det gode og ikke være ulydige på nogen måde. Den, der overholder alt dette, har sin belønning hos Allah. Den, der overtræder noget af dette, og bliver straffet for denne ulydighed, vil straffen være en soning for hans synd. Hvis Allah, trods ulydigheden, skjuler hans synd, er hans sag overladt til Allahs vilje: Han kan straffe ham eller tilgive ham.«

Hazrat ‘Ubada fortæller: »Vi aflagde troskabsed til Allahs Sendebud på alle disse punkter« (al-Bukhari, bind 1, s. 550–551).

Sendebudets udsending til Medina og hans bemærkelsesværdige succes

Troskabseden var afsluttet, og pilgrimsfærden var også forbi. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte sin første udsending til Medina sammen med de ankommende mænd. Formålet med at sende denne udsending var at undervise muslimerne i islam og at formidle religionens budskab til dem, der endnu ikke havde antaget islam. Allahs Sendebud sendte den unge Mus’ab ibn ‘Umayr al-‘Abdari (må Allah være tilfreds med ham), som havde antaget islam i islams tidlige dage, til Medina.

Hazrat Mus’ab ibn ‘Umayr (må Allah være tilfreds med ham) ankom til Medina og tog ophold i Hazrat As’ad ibn Zurara (må Allah være tilfreds med ham)s hus. Derefter begyndte de begge med stor iver og begejstring at invitere Medinas indbyggere til islam. På dette tidspunkt fik Hazrat Mus’ab tilnavnet Muqri’un, hvilket betyder lærer eller underviser.

Hans succes med at formidle religionens budskab rummer en forbløffende episode. As’ad ibn Zurara sad i en have ved kanten af en dam ved navn Marak, og nogle muslimer samledes hos ham. Sa’d ibn Mu’adh og Usaid ibn Khudayr var høvdinge for Banu Ashhal-stammen, men de havde endnu ikke antaget islam. Da de hørte, at de nye muslimer var kommet, sagde Hazrat Sa’d til den anden høvding, Usaid ibn Khudayr: »Gå hen og se, hvad sagen drejer sig om. Sig til dem: Vil I gøre vores svage folk til nar, prædike jeres religion for dem og forbyde dem at komme i vores kvarter? As’ad ibn Zurara er min fætter. Det er derfor, jeg sender dig; ellers var jeg selv gået.«

Usaid tog sit spyd og gik hen til dem. Da Hazrat As’ad så ham komme, sagde han til Hazrat Mus’ab: »En af folkets høvdinge kommer hen til dig; bed i dit hjerte Allah om nåde for ham.« Hazrat Mus’ab sagde: »Hvis han sætter sig, vil jeg tale med ham.« Da Usaid nåede frem, blev han vred og sagde: »Hvorfor er I kommet til vores område? Vil I gøre vores svage folk til nar? Hvis I holder af livet, så forsvind!« Hazrat Mus’ab sagde: »Sæt dig hos os og hør nogle ord. Hvis du synes om dem, kan du tage imod dem; hvis ikke, behøver du ikke.« Hazrat Usaid sagde: »Det er rimeligt.« Derefter stak han sit spyd i jorden og satte sig. Hazrat Mus’ab (må Allah være tilfreds med ham) begyndte at tale om islam og reciterede Koranen. Senere fortalte han: »Før Usaid overhovedet havde sagt noget, bemærkede jeg islams lys i hans ansigt.« Efter at have hørt det hele sagde Usaid: »Det er meget godt. Hvordan fører I nogen ind i islam?« Mus’ab sagde: »Du skal bade, iføre dig rent tøj, bevidne Kalima Tayyiba og udføre to rak’at bøn.« Usaid gjorde alt dette og sagde derefter: »Der er endnu en høvding i vores stamme. Hvis han antager islam, vil ingen i vores stamme blive tilbage. Jeg sender ham til jer med det samme.«

Derefter gik den ærede Usaid hen til Sa’d ibn Mu’adh med sit spyd. Da Sa’d så Usaid, sagde han: »Denne mand er vendt tilbage med et andet ansigtsudtryk end det, han havde, da han gik.« Sa’d spurgte Usaid: »Hvad har du gjort?« Usaid svarede: »Jeg talte med dem, men fandt intet anstødeligt. Jeg forbød dem dog at fortsætte, og de sagde: ‘Vi vil gøre, hvad I ønsker.’ Jeg har hørt, at folkene fra Banu Haritha vil dræbe As’ad ibn Zurara. Grunden er, at han er din fætter, og de ønsker at bryde deres løfte til dig. Grunden er, at han er din fætter, og de ønsker at bryde deres løfte til dig.« Så snart Sa’d hørte dette, blev han ude af sig selv af vrede og gik med sit spyd hen til dem. Da han kom frem, så han, at de begge sad ganske roligt. Han forstod, at Usaid havde ønsket, at han skulle tale med de to fremmede. Sa’d gik hen foran dem og sagde hårdt: »Vil I gøre vores svage folk til nar?« Derefter sagde As’ad til Sa’d: »Ved Gud, Abu Anas, hvis der ikke var et slægtskabsforhold mellem dig og mig, kunne du ikke have handlet sådan. I er kommet til vores område og gør noget, som vi ikke bryder os om.«

Den ærede As’ad havde på forhånd sagt til den ærede Mus’ab, at en indflydelsesrig leder fra hans stamme var på vej, og at ingen i hans stamme ville blive tilbage, hvis han lyttede til ham. Derfor sagde den ærede Mus’ab til den ærede Sa’d: »Sæt dig ned og lyt til nogle ord. Hvis du ikke bryder dig om dem, behøver du ikke lytte videre.« Sa’d sagde: »Det er rimeligt.« Mens han sagde dette, plantede han sit spyd i jorden og satte sig. Den ærede Mus’ab opfordrede ham til islam og reciterede Koranen for ham. Den ærede Mus’ab sagde senere: »Allerede før Sa’d sagde noget, kunne jeg se islams stråleglans i hans ansigt.« Sa’d spurgte: »Hvad gør man, efter at man har antaget islam?« Mus’ab svarede: »Du skal bade, derefter tage rent tøj på, bevidne trosbekendelsen og så bede to rak’ah.« Derefter gjorde Sa’d ibn Mu’adh netop dette.

Efter de indledende ceremonier ved antagelsen af islam vendte den ærede Sa’d tilbage til sit folk. Folkene sagde: »Det ser ud til, at du er vendt tilbage med et andet ansigt.« Den ærede Sa’d sagde: »Hvad slags mand anser I mig for at være, Banu Abd al-Ashhal?« Alle svarede: »Du er vores leder og den mest forstandige af os.« Sa’d ibn Mu’adh sagde: »Så hør efter: Det er forbudt for mig at tale med jer, indtil I tror på Allah, verdens Herre, og Hans elskede Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham.« Inden aftenen havde alle mænd og kvinder i stammen antaget islam. En mand ved navn Usayrim troede ikke på det på det tidspunkt. Han antog islam på dagen for slaget ved Uhud, deltog i slaget og blev martyr. Han nåede ikke at udføre nogen bøn. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde om ham: »Han udførte kun få gerninger, men modtog en meget stor belønning.«

Den ærede Mus’ab og den ærede As’ad ibn Zurara udførte arbejdet med at opfordre til islam og udbrede den, mens de opholdt sig i As’ads hus. Som følge af denne opfordring antog flere mænd og kvinder i hver af Ansarernes familier islam. Før den næste pilgrimsrejse-sæson kom den ærede Mus’ab ibn Umayr (må Allah være tilfreds med ham) til Allahs Sendebud i Mekka med det glædelige budskab om sin succes. Han fremlagde også for Allahs elskede Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, detaljerede oplysninger om stammernes forhold i Yathrib, deres krigs- og forsvarsstrategier samt deres øvrige evner (Ibn Hisham, bind 1, s. 435; bind 2, s. 90; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 51).

Den anden troskabsed ved al-Aqaba

I det trettende år efter profetskabet, i juni 622 e.Kr., kom 70 muslimer fra Medina til Mekka for at udføre hajj. De rejste til Mekka sammen med deres folks afgudsdyrkende pilgrimme. Mens de opholdt sig i Medina eller på vej til Mekka, sagde de til hinanden: »Hvor længe vil vi lade vores elskede Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, forblive i denne vanskelige situation i Mekka?« De drøftede også den modgang, han mødte i Mekka.

Efter ankomsten til Mekka tog de i hemmelighed kontakt til Allahs elskede Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og det blev besluttet, at de to grupper midt under ayyām at-tashrīq — den 11., 12. og 13. Dhu al-Hijjah kaldes ayyām at-tashrīq — skulle mødes den 12. Dhu al-Hijjah ved Jamrat al-Ula, det vil sige ved al-Aqabas kløft i Mina, og føre en hemmelig samtale under nattens mørke.

Denne forsamling ændrede historiens gang i konflikten mellem islam og afgudsdyrkelsen. Beretningen om denne forsamling gengives nu af en af Ansars ledere.

Hazrat Ka’b ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Vi drog af sted for at udføre hajj, og Den elskede Profet fastsatte et tidspunkt for at tale med os ved al-Aqaba under ayyām at-tashrīq. Endelig kom den nat, hvor samtalen skulle finde sted. Vi rådførte os med vores respekterede leder, Abdullah ibn Haram, og sagde til ham: »O Abu Jabir, du er en af vores respekterede ledere. Vi ønsker at føre dig ud af din nuværende tilstand, og det er vores ønske, at du bliver frelst fra Helvedes ild for evigt.« Derefter inviterede vi ham til islam og fortalte ham om det, vi skulle drøfte med Den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han antog islam og tog med os til al-Aqaba, hvor han blev udnævnt til naqīb (Ibn Hisham, bind 1, s. 440).

Hazrat Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) fortæller udførligt om begivenheden: Den nat lagde vi os som sædvanligt til at sove i vores lejr. Da en tredjedel af natten var gået, mødtes vi med Allahs Sendebud på det på forhånd aftalte sted. Ligesom en spurv stille forlader sin rede, forlod vi også lejren på samme måde. På et tidspunkt samledes vi ved al-Aqaba. Vi var 75 i alt: 73 mænd og 2 kvinder. De to kvinder var Umm ‘Umāra Nasība bint Ka’b fra Banū Māzin ibn Najjār og Umm Manī’ Asmā’ bint ‘Amr fra Banū Salama.

Vi nåede alle frem til dalen og ventede på Den elskede Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Efter nogen tid ankom han sammen med sin onkel Abbas ibn Abd al-Muttalib. Selv om han endnu ikke havde antaget islam, ønskede han sin nevøs bedste. Det var ham, der først tog ordet (Ibn Hisham, bind 1, s. 440).

En forklaring af situationens alvor

Forsamlingen begyndte, og drøftelserne om at give den religiøse og militære støtte en endelig form tog deres begyndelse. Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, onkel Abbas talte først. Han ønskede i lyset af situationen at fremhæve det ansvar, som de, der snart skulle påtage sig dette store ansvar, ville få. Han henvendte sig til dem og sagde: »I kender den værdi og status, som Muhammad Mustafa har. Vi har holdt Muhammad på afstand af dem blandt vores folk, som ikke støtter den religion, han har bragt. Han er i sikkerhed i sin egen by blandt sine egne. Nu ønsker han at komme til jer og leve sammen med jer. Hvis I kan garantere hans sikkerhed og beskytte ham mod modpartens angreb, er der intet mere at sige; I ved selv bedst, hvilket ansvar I har påtaget jer. Men hvis I overvejer at svigte ham, så gå nu, for han er i sikkerhed i sin egen by blandt sine egne, og hans ære og anseelse findes også dér.«

Hazrat Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Vi sagde til Hazrat Abbas: »Vi har hørt, hvad du har sagt. O Allahs Sendebud, tal nu du; tag fra os den pagt, som du ønsker, at vi skal indgå for din egen skyld og for din Herres skyld« (Ibn Hisham, bind 1, s. 441–442).

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, begyndte at tale. Først reciterede han Koranen og inviterede til troen på Allah. Derefter blev bai’a aflagt,

Bai’aens bestemmelser

Bay’ahens begivenheder er udførligt blevet overleveret af Imam Ahmad fra Hadhrat Jabir. Hadhrat Jabir siger: Vi sagde: »Allahs Sendebud, på hvilke forhold skal vi aflægge bay’ah til dig?« Han sagde: »På følgende forhold.«

1. I skal lytte til mine ord og adlyde dem under alle forhold, både gode og dårlige.

2. I skal bruge jeres rigdom både i velstand og i trange kår.

3. I skal påbyde det gode og holde folk fra det onde.

4. I skal rejse jer for Allahs sag og ikke vige tilbage af frygt for nogens trusler, når det gælder Allah.

5. Når jeg kommer til jer, skal I hjælpe mig og beskytte mig, ligesom I beskytter jer selv og jeres børn; for dette venter Paradiset jer. (Imam Ahmad ibn Hanbal har overleveret denne beretning med en hasan-kæde; Imam Hakim og Ibn Hibban har erklæret beretningen sahih. Se Ibn Hisham, bind 1.)

Ibn Ishaqs omtale af Hadhrat Ka’bs beretning indeholder kun det femte punkt. Heri siges det, at det elskede Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, kaldte til Allah gennem recitation af Koranen og opfordrede til islam, hvorefter han sagde: »Jeg tager bay’ah fra jer på det vilkår, at I beskytter mig med det samme, som I beskytter jeres børn.« Da Hadhrat Ka’b ibn Marur hørte dette, tog han det elskede Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, hånd og sagde: »Ja, ved Den, som har sendt dig som en sand profet, vil vi bestemt beskytte dig med det samme, som vi beskytter vores børn. Derfor, Allahs Sendebud, tag bay’ah fra os. Ved Gud, vi er krigens sønner (det vil sige, vi er født under krigens skygge); våbnene er vores legetøj, og sådan har det været siden vores forfædres tid.«

Hadhrat Ka’b siger: Mens han talte med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde Abul Tayahal ibn Taihan: »Allahs Sendebud, vi har en aftale med jøderne, men vi vil skære dens bånd over; vi har brudt forbindelsen med jøderne. Når Allah derefter giver dig sejr, vil du så ikke forlade os og vende tilbage til dit eget folk?«

Da Allahs Sendebud hørte dette, smilede han sagte og sagde: »Nej, sådan bliver det ikke. Jeres blod er mit blod, og jeres undergang skal regnes som min undergang. Jeg hører til blandt jer, og I hører til blandt mine. Dem, I bekæmper, vil jeg også bekæmpe, og dem, I slutter fred med, vil jeg også slutte fred med.«

Beretningen om troskabsedens farlige omstændigheder

Efter en detaljeret drøftelse af troskabsedens betingelser ønskede de tilstedeværende at aflægge troskabsed til Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham. På dette tidspunkt rejste to muslimer sig. De havde antaget islam under pilgrimsfærdssæsonen mellem profetskabets ellevte og tolvte år. De ønskede nøje at forklare og analysere deres ansvar, pligter og situationens omstændigheder. De ville først fremlægge alle sagens sider på behørig vis og derefter aflægge troskabseden. De ønskede at vide og forstå, hvor rede deres folks mænd var til at bringe ofre.

Ibn Ishaq har skrevet, at efter at folk var samlet for at aflægge troskabseden, sagde Abbas ibn Ubada ibn Nadla: »I ved bestemt, hvad I aflægger troskabsed til ham om, ikke?« Alle sagde: »Ja, det ved vi.« Abbas sagde: »I aflægger ham troskabsed om at bekæmpe både sorte og røde mennesker. Hvis I har tænkt jer at forlade ham, når jeres ejendom er blevet brugt, og jeres ledende mænd er blevet dræbt, så forlad ham nu. For at tage ham med og derefter forlade ham i ensomhed vil være vanærende for jer i denne verden og i det hinsidige. Men hvis I mener, at I vil holde jeres løfte til ham, selv efter at have ofret jeres ejendom og efter at jeres ledende mænd er blevet dræbt, og at I vil gå den vej, som I bliver kaldt til, så tag ham med. Ved Allah, deri ligger lykke og godhed for jer i denne verden og i det hinsidige.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 442).

Efter at dette var blevet sagt, spurgte alle i kor: »Vi vil ofre vores ejendom og løbe risikoen for, at vores ledende mænd bliver dræbt, men hvad får vi til gengæld? Vi vil opfylde vores løfte fuldt ud, men hvad bliver vores belønning?« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Paradiset.« Da rakte alle deres hænder frem, og Allahs Sendebud rakte også sin hånd frem. Troskabseden blev aflagt. (Ibn Hisham, bind 1, s. 446).

Jabir, må Allah være tilfreds med ham, fortæller, at As’ad ibn Zurara var den yngste blandt de forsamlede. As’ad tog da fat i Allahs Sendebuds hånd, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Medinens indbyggere, vent et øjeblik! Vi er kommet til ham efter at have tilbagelagt en afstand, der tørrer kamelens bryst, netop fordi han er Allahs Sendebud. At tage ham med fra Mekka i dag betyder fjendskab med hele Arabien, at jeres fremtrædende ledere bliver dræbt og at høre sværdenes klirren. Tag ham derfor kun med, hvis I kan udholde alt dette. Jeres belønning for denne handling findes hos Allah. Men hvis jeres eget liv er kært for jer, så forlad ham nu; det vil være en gyldig undskyldning over for Allah.« (Musnad Ahmad).

Troskabsedens fuldbyrdelse

Troskabsedens bestemmelser var allerede fastlagt, og situationens alvor var også blevet fremlagt. Da der derefter blev givet yderligere formaninger, sagde alle i kor: »As’ad ibn Zurara, fjern din hånd! Ved Allah, vi kan hverken opgive denne troskabsed eller bryde den.« (Musnad Ahmad).

Efter at have hørt dette svar forstod Hazrat As’ad fuldt ud, at hans stammefæller var fast besluttede og rede til at ofre livet. Mus’ab ibn Umair var den fremtrædende missionær for religionen i Medina, og derfor var han naturligt nok de edsvornes religiøse leder. Således aflagde As’ad ibn Zurara først troskabseden. Ibn Ishaq har berettet, at Banu Najjar sagde: Abu Umasha As’ad ibn Zurara var den første, der gav hånd til det elskede Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. (Ibn Ishaq har berettet, at Banu Ashhal sagde, at Abul-Haytham ibn at-Tayyihan var den første, der aflagde troskabseden. Hazrat Ka’b ibn Malik siger, at den første, der aflagde troskabseden, var Bara ibn Ma’rur. Ibn Hisham, bind 1, s. 447. Jeg mener, at Abu’l-Haytham og Baras erklæringer før troskabseden er blevet regnet som selve troskabseden; ellers var Hazrat As’ad ibn Zurara jo til stede foran alle på det tidspunkt, og derfor burde hans navn være nævnt først.) Derefter aflagde alle de øvrige troskabseden. Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) siger: Vi rejste os én efter én, og Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, modtog troskabseden fra hver af os; til gengæld gav han os det glædelige budskab om Paradiset. (Musnad Ahmad).

De to kvinder, der var til stede ved dette møde, aflagde troskabseden mundtligt. Det elskede Sendebud gav aldrig hånd til en fremmed kvinde. (Sahih Muslim, Bay’at an-Nisa, bind 2, s. 131).

De tolv naqib’er og deres navne

Efter at troskabseden var aflagt, foreslog det elskede Sendebud, at tolv ledere skulle udpeges. De skulle være naqib’er for deres folk og have ansvaret for, at betingelserne for troskabseden blev opfyldt af medlemmerne af deres respektive folk. Det elskede Sendebud bad de tilstedeværende om at oplyse navnene på tolv personer, og kort efter at han havde sagt dette, blev tolv naqib’er udpeget. Ni af dem tilhørte Khazraj-stammen og tre Aws-stammen.

1. As’ad ibn Zurara ibn Udas 2. Sa’d ibn Rabi’a ibn Amr 3. Abdullah ibn Rawaha ibn Salaba 4. Rafi’ ibn Malik ibn Adzlan 5. Bara ibn Ma’rur ibn Sakhr 6. Abdullah ibn Amr ibn Haram 7. Ubada ibn Samit ibn Qays 8. Sa’d ibn Ubada ibn Uaim

9. Mundhir ibn Amr Khunais. Disse tilhørte Khazraj-stammen.

På den anden side

1. Usaid ibn Hudhair ibn Sammak 2. Sa’d ibn Khaythama ibn Harith 3. Rifa’a ibn Abd al-Mundhir ibn Zubayr. De tilhørte Aws-stammen. (Nogle nævner Yunair i stedet for Zubayr, og nogle forfattere af profetens levned har tilføjet Abu’l-Haytham ibn at-Tayyihan i stedet for Rifa’a).

Efter udnævnelsen af de tolv naqīber tog Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, endnu en edsforpligtelse fra dem, fordi de havde et større ansvar. Han sagde: »I er ansvarlige for og værger over alle jeres folks forhold, ligesom hawārīyūn (de tolv) var ansvarlige for og værger på vegne af profeten Jesus, fred være med ham. På samme måde er jeg ansvarlig for og værge på vegne af muslimerne.« Alle svarede enstemmigt: »Ja.«

Satan afslører oplysningerne om aftalen

Efter at aftalen var blevet fuldført, var alle på vej til at tage af sted. På det tidspunkt fik Satan kendskab til mødet. Der var ikke tid til at bringe nyheden til Quraysh; hvis nyheden var nået frem, ville de være stormet samlet over muslimerne. Derfor besteg Satan toppen af et højt bjerg og råbte med høj stemme: »O folk fra Mina, se Muhammad! De gudløse er sammen med ham nu. De har samlet sig for at kæmpe mod jer.«

Den ædle Profet sagde: »Det dér er dæmonen fra bjergpasset. Hør efter, du Guds fjende: Snart vil jeg få tid til at tage mig af dig.« Derefter sagde han til folkene, at de skulle vende tilbage til deres egne telte (Zād al-Maʿād, bind 2, s. 51).

Da Hazrat ʿAbbās ibn ʿUbāda ibn Naḍla hørte Satans stemme, sagde han: »Ved Ham, som sendte dig med sandheden, hvis du ønsker det, vil vi allerede i morgen kaste os over folkene fra Mina med sværd i hånd.« Allahs ædle Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Jeg har endnu ikke fået befaling til at gøre dette. Vend tilbage til jeres opholdssteder.« Derefter gik alle hen og lagde sig til at sove (Ibn Hishām, bind 1, s. 448).

Qurayshs ordstrid med lederne fra Medina

Da Quraysh fik denne nyhed, blev de fortvivlede, for de var klar over de vidtrækkende følger af en sådan troskabsed. Næste morgen gik en gruppe fremtrædende mænd fra Quraysh hen foran teltene hos de besøgende fra Medina og gav udtryk for stærk vrede over nattens møde og troskabseden. De sagde: »O Khazraj-folk, vi har hørt, at I vil tage denne mand fra os og føre ham bort. I sværger ham troskab for at kæmpe mod os, selv om det for os er mere afskyeligt at kæmpe mod jer end at kæmpe mod nogen anden arabisk stamme (Ibn Hishām, bind 1, s. 448).«

Efter at Quraysh fra Mekka havde protesteret, sagde de ikke-muslimske pilgrimme, der var kommet fra Medina: »Det, I siger, er ikke rigtigt.« De svor, at en sådan hændelse umuligt kunne have fundet sted. ʿAbdullah ibn Ubayy sagde: »At mit folks mænd skulle have udført en så stor handling uden mig, er helt utænkeligt. Jeg er jo nu i Mekka; selv hvis jeg havde været i Medina, ville de ikke have taget et sådant skridt uden at rådføre sig med mig.«

Det var ikke til at tro, at mødet og troskabseden havde fundet sted i nattens mørke; derfor troede mekkanernes ikke-muslimske indbyggere på de ikke-muslimske pilgrims ord fra Medina. Muslimerne kastede stjålne blikke på hinanden, men de forholdt sig tavse.

De sagde hverken ja eller nej. På et tidspunkt forstod Qurayshs ledere, at der faktisk ikke var sket noget, som gav grund til bekymring, og til sidst vendte de skuffede tilbage.

Forfølgelsen af dem, der havde aflagt troskabseden

Qurayshs ledere vendte tilbage til Mekka i den tro, at det, de havde hørt, ikke var sandt. Men eftersom de stadig var mistænksomme, blev de ivrige efter at indsamle oplysninger. Til sidst forstod de, at begivenheden var sand, og at troskabseden virkelig, helt sikkert, var blevet aflagt. Men da de fik denne bekræftelse, var pilgrimmene fra Medina allerede rejst. Nogle af de ikke-muslimske mænd satte efter de rejsende fra Medina, men da var muligheden allerede forpasset. Ryttere på hurtige heste fik øje på Sa’d ibn Ubada og Mundhir ibn Amr. Mundhir skyndte sig videre, mens Sa’d blev pågrebet og ført bundet til Mekka, hvor han blev slået. Efter at han var blevet bragt til Mekka, befriede Mut’im ibn ‘Adi og Harith ibn Habr Umayya ham, fordi deres handelskaravaner rejste til og fra Medina under Sa’d ibn Ubadas beskyttelse. Imens gav pilgrimmene fra Medina udtryk for stærk vrede over anholdelsen af deres rejsefælle Sa’d ibn Ubada. De besluttede at vende tilbage til Mekka og angribe Qurayshs vantro, men før de nåede at bevæge sig mod Mekka, opdagede de, at Sa’d ibn Ubada var på vej tilbage. Derefter drog hele karavanen sikkert af sted og nåede sikkert frem til Medina (Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 51-52; Ibn Hisham, bind 1, s. 448-450).

Dette var den anden troskabsed ved al-‘Aqaba, også kaldet den store troskabsed ved al-‘Aqaba. Denne troskabsed blev aflagt i en atmosfære, hvor gensidig medfølelse, samarbejde, tillid, tapperhed og mod var levende blandt de troende. De troende i Medinas hjerter var fyldt med kærlighed til deres svage brødre i Mekka, og i deres sind var der en urokkelig beslutning om at hjælpe dem. I deres hjerter nærede de vrede og had mod de undertrykkende vantro. De mennesker, som de uden nogensinde at have set dem havde antaget som brødre for Allahs tilfredshed, var i sandhed deres religiøse brødre.

Denne form for motivation skyldtes ikke nogen ydre tiltrækning, og der var heller ingen mulighed for, at denne kærligheds drivkraft skulle udslettes med tidens strøm. Tværtimod var denne kærlighed grundlagt på troen på Allah, troen på Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og troen på Allahs Koran. Denne tro kunne ikke svækkes eller ødelægges af nogen form for uret, forfølgelse, undertrykkelse eller magt. Styrken i denne tro, dette usynlige trosindhold, kan ses gennem handlinger. Det var på grund af denne tro, at muslimerne blev i stand til at sætte et forbløffende aftryk af bedrifter i verden. Man finder ikke et eksempel på sådanne bedrifter i fortidens verden, og der er heller ikke udsigt til at finde et tilsvarende eksempel i fremtidens verden.

Den bekymrede delegation af muslimske udvandrere

Da den anden troskabsed ved al-‘Aqaba var blevet fuldført, lykkedes det islam at lægge grundstenen til et hjemsted for sig selv midt i kufr- og uvidenhedens mørke. Dette var islams vigtigste succes siden begyndelsen af da’waen. Den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gav muslimerne tilladelse til at udvandre til deres nye land.

Hijra betyder at forlade alt og rejse et sted hen udelukkende for at redde sit liv; men selv livet er ikke uden fare. Fra rejsens begyndelse til bestemmelsesstedet kan man når som helst miste livet. Rejsen begynder mod en uklar og usikker destination, og på forhånd kan man ikke sige noget om, hvilke farer og ulykker man i fremtiden vil blive udsat for.

Muslimerne begyndte altså Hijra, vel vidende om alt dette. Samtidig begyndte polyteisterne at lægge hindringer i vejen for muslimernes rejse, fordi de havde forstået, at der efter muslimernes Hijra ville opstå mange trusler og farer for dem. Nedenfor nævnes nogle eksempler på Hijra.

1. Den første muhajir var Hazrat Abu Salama (ra.). Ifølge Ibn Ishaq udvandrede han et år før den anden Bay’at ved Aqaba, og hans hustru og børn var med ham. Da han gjorde sig klar til at rejse, sagde hans svigerfamilie: “Du har større ret end os til at træffe beslutninger om dit eget liv, men hvad skal der ske med vores datter? Hvordan kan vi lade hende rejse med dig, når vi ved, at du vil føre hende fra by til by? Det kan under ingen omstændigheder lade sig gøre.” Abu Salamas hustru blev derfor tilbageholdt af sine forældre. Da Abu Salamas forældre fik dette at vide, blev de rasende og tog deres barnebarn med sig. Det spæde barn blev overladt til en amme, men tidligere var barnet et sted blevet trukket i af begge parter og havde fået smerter i hånden. Kort sagt rejste Hazrat Abu Salama (ra.) alene til Medina. Umm Salama blev på sin side som vanvittig af sorg, efter at hun var blevet skilt fra sin mand og sit barn. Det sted, hvor hendes mand havde taget afsked med hende, og hvor hendes barn var blevet taget fra hende, hed al-Abtah. Hver morgen tog hun til al-Abtah og sørgede hele dagen. Således gik et år. Endelig sagde en af Umm Salamas slægtninge til hendes forældre: “Hvorfor lader I dog ikke den stakkel kvinde rejse til sin mand?” Derefter sagde hendes forældre til hende: “Hvis du ønsker det, kan du rejse til din mand.” Umm Salama gik så til sin svigerfamilie, tog sit barn fra ammen og begav sig alene med barnet mod Medina. Afstanden fra Mekka til Medina er fem hundrede kilometer. Da hun nåede et sted ved navn Tan’im, mødte hun Uthman ibn Abu Talha. Umm Salama fortalte ham alt, hvad der var sket. Efter at have hørt det ledsagede Uthman hende på rejsen til Medina. Da han på afstand fik øje på bebyggelsen Quba, sagde han: “Din mand befinder sig i denne bebyggelse. Gå derhen. Må Allah velsigne dig.” Derefter vendte Uthman tilbage til Mekka (Ibn Hisham, bind 1, s. 469-470).

2. Da Hazrat Suhayb (ra.) ønskede at udvandre til Medina, sagde de Qurayshitiske polyteister: “Da du kom til os, var du alene og fattig. Efter at du kom hertil, har du fået stor rigdom og gjort store fremskridt. Vil du nu bare forlade stedet med alt dette? Det kan under ingen omstændigheder lade sig gøre.” Hazrat Suhayb sagde: “Hvis jeg efterlader al min rigdom, vil I så lade mig rejse?” De svarede: “Ja.” Hazrat Suhayb sagde: “Godt, sådan bliver det. Jeg efterlader alt hos jer.” Da Den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fik dette at vide, sagde han: “Suhayb har vundet. Suhayb har vundet” (Ibn Hisham, bind 1, s. 477).

3. Hazrat Umar ibn al-Khattab, Ayyash ibn Abi Rabi’a og Hisham ibn As ibn Wa’il drøftede sagen indbyrdes og besluttede, at de om morgenen skulle mødes på et bestemt sted og derfra udvandre til Medina. Hazrat Umar og Ayyash nåede frem til det aftalte tidspunkt, men Hisham kunne ikke nå frem, og han blev holdt fanget.

Efter at de to ovennævnte mænd var udvandret og nået til Quba, kom Abu Jahl og hans bror Harith til Ayyash. De tre var børn af samme mor. De to brødre sagde til Ayyash: “Mor har svoret, at hun ikke vil rede sit hår, før hun har set dig, og at hun ikke vil gå fra solen ind i skyggen.” Da Ayyash hørte dette, blev hans hjerte fyldt af medfølelse med sin mor. Hazrat Umar (ra.) så hans tilstand og sagde til Ayyash: “Hør, Ayyash, de forsøger at udsætte dig for en prøvelse med hensyn til din religion, så pas på. Ved Allah! Når lusene bider din mor i hovedet, vil hun helt sikkert bruge en kam, og når den stærke sol i Mekka bliver uudholdelig, vil hun naturligvis søge skygge.” Men Ayyash lyttede ikke til dette. For at opfylde sin mors ed besluttede han at vende tilbage til Mekka sammen med sine brødre. Hazrat Umar (ra.) sagde: “Når du nu absolut vil tage af sted, så tag denne hun-kamel med dig. Stig ikke ned fra dens ryg; så snart du har mødt din mor, skal du vende tilbage. Hvis du ser nogen mistænkelig adfærd, skal du straks vende tilbage til Medina.”

Ayyash red tilbage mod Mekka sammen med sine to brødre på hun-kamelen. Efter at de havde tilbagelagt et stykke vej, sagde Abu Jahl til Ayyash: “Min kamel går meget langsomt, bror. Lad os bytte i et lille stykke tid med din hun-kamel.” Så snart Ayyash var steget ned fra hun-kamelen, bandt de to brødre ham med reb og førte ham bundet til Mekka i dagtimerne. Da de havde bragt ham til Mekka, råbte de, så alle kunne høre det: “O Mekkas indbyggere, behandl jeres tåber på denne måde, ligesom vi har behandlet denne tåbe.” Hisham og Ayyash var blevet taget til fange af de vantro. En dag efter at Allahs Sendebud var udvandret, sagde han: “Er der nogen, som kan befri Hisham og Ayyash for mig?” Walid ibn Walid påtog sig denne opgave. Han tog i hemmelighed til Mekka og fandt deres opholdssted ved at følge en kvinde, som bragte dem mad. De var blevet indespærret i et rum uden tag. Sent om natten klatrede Walid over muren og ind i rummet, skar deres bindinger over, førte dem ud og lod dem sidde på sin egen kamel, hvorefter han bragte dem begge til Medina (Ibn Hisham, bind 1, s. 474-476). Hazrat Umar (ra.) udvandrede til Medina sammen med en gruppe på tyve sahaba (Sahih al-Bukhari, bind 1).

Her er nævnt tre eksempler på, hvordan polyteisterne behandlede dem, når de fik at vide, at nogen tog initiativ til at udvandre. Men trods alle disse hindringer fortsatte muslimerne med at udvandre, med troen som deres eneste støtte i hjertet. To måneder og nogle dage efter den anden Bay’at ved Aqaba var der i Mekka ingen andre muslimer end Den elskede Profet, Hazrat Abu Bakr og Hazrat Ali (ra.). Disse to blev i Mekka efter Den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde befalet dem det. Der var også nogle muslimer, som polyteisterne med magt holdt tilbage. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gjorde sig klar til Hijra til Medina og ventede på Allahs befaling, mens Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra.) havde gjort rejseudstyret klar (Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 52).

I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til muslimerne: »Jeg har fået vist stedet for jeres hijra; det er et område mellem to bjerge.« Derefter begyndte muslimerne at emigrere til Medina, og også de, der havde emigreret til Abessinien, begyndte at komme til Medina. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) gjorde sig også klar til at rejse til Medina. Den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til ham: »Vent; jeg antager, at jeg også vil få befaling om at emigrere.« Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Må mine forældre ofres for dig, håber du på at få tilladelse til at emigrere?« Allahs elskede Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede: »Ja.« Derefter begyndte Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) at vente, i håb om at blive Allahs elskede Sendebuds rejsefælle. Han havde to hun-kameler, som i fire måneder blev fodret godt med blade fra bachla-træet. (Sahih al-Bukhari, kapitlet om Profetens hijra, bind 1, s. 553).

Qurayshs møde i Dār an-Nadwa

Da afgudsdyrkerne i Mekka så, at de ædle ledsagere havde forladt deres familier og ejendele og var nået frem til Aws- og Khazraj-stammernes område, blev de fortvivlede. De blev grebet af vrede og uro; aldrig før havde de stået over for en så farlig situation. Denne situation var et alvorligt slag mod og en udfordring for deres afgudsdyrkelse og økonomiske grundlag.

Afgudsdyrkerne vidste udmærket, at Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) besad evnen til lederskab og vejledning samt en stærk indflydelseskraft. De var heller ikke uvidende om den selvopofrelse og tapperhed, der fandtes blandt hans ledsagere. Det var almindeligt kendt, at Aws- og Khazraj-stammerne havde et godt ry som strateger, krigere og kæmpere. Alle kendte også den enestående visdom hos de fremsynede ledere blandt begge stammer. De vidste både, hvordan de skulle kæmpe alt efter omstændighederne, og hvordan de om nødvendigt skulle indgå forlig og aftaler. Efter mange års bitter borgerkrig var Aws- og Khazraj-stammerne nu kommet hinanden i møde med henblik på om nødvendigt at knytte sig sammen gennem forlig og alliance; dette var heller ikke ukendt for Quraysh.

De afgudsdyrkende Quraysh vidste, at der fandtes en rute langs Rødehavets kyst fra Yemen til Syrien, og at Qurayshs handelskaravaner rejste ad denne rute. Den lå ikke langt fra Medina, og derfor var Medinas beliggenhed meget vigtig både økonomisk og militært. Makkas indbyggeres årlige handel med Syrien beløb sig efter datidens beregning til, hvad der svarede til 250.000 guldmønter. Handelsomsætningen fra Taberah og andre områder kom oveni. De forstod derfor udmærket, at deres handelsinteresser kun kunne beskyttes ved at sikre, at handelsruten forblev sikker.

Denne redegørelse viser, hvor alvorlige følgerne ville blive, når grundlaget for den islamiske da’wa i Medina blev styrket, og Medinas indbyggere forenede sig mod Makkas indbyggere. Afgudsdyrkerne var fuldt ud klar over disse farer, og de kunne forstå, at vanskelige tider og udfordringer lå foran dem. Derfor begyndte de at overveje et effektivt middel til at imødegå udfordringen. De vidste, at selve bæreren af Islams fane, Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, stod bag al denne uro og ufred.

Omtrent to en halv måned efter den anden pagt ved al-Aqaba, fredag den 26. Safar, svarende til den 12. september 622 e.Kr. (denne datering er nedskrevet på grundlag af de oplysninger, som Allama Mansurpuri har tilføjet; Rahmatul-lil-Alamin, bind 1, s. 95, 97 og 102, bind 2, s. 471), blev der om morgenen afholdt et møde. (Ibn Ishaqs beretning indeholder beviset på, at mødet blev afholdt tidligt, altså om morgenen. Han fortæller, at Jibril (må fred være med ham) kom til Allahs elskede Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) med nyheden om mødet og gav ham tilladelse til at emigrere. I Sahih al-Bukhari nævnes Aishas (må Allah være tilfreds med hende) beretning om, at Allahs elskede Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) kom til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) ved middagstid og sagde: »Jeg har fået tilladelse til at rejse til Medina.« Den udførlige beretning kommer senere.) I Makkas parlament, Dār an-Nadwa, blev historiens mest afskyelige og modbydelige møde afholdt. Repræsentanter for alle Quraysh-stammerne i Mekka deltog i mødet. Dets emne var at udarbejde en plan, som kunne fjerne den islamiske da’was fanebærer fra verden og slukke Islams lys for altid.

Identiteten på repræsentanterne for de stammer, der deltog i dette modbydelige møde

1. Abu Jahl ibn Hisham, Banu Makhzum-stammen

2. Zubayr ibn Mut’im, Tuwayma ibn Banu Nawfal ibn Abd Manaf

Adi og Harith ibn Amir

3. Shayba ibn Rabi’a, Utba ibn Rabi’a

og Abu Sufyan ibn Harb, Banu Abd Shams ibn Abd Manaf

4. Nadr ibn Harith, Banu Abdud Dar

5. Abu al-Bakhtari ibn Hisham

Jum’a ibn al-Aswad og

Hakim ibn Hizam                 Banu Asad ibn Abd al-Uzza

6. Nabih ibn Hajjaj og Banu Sahm

Munabbih ibn Hajjaj

7. Umayya ibn Khalaf, Jumah

På det på forhånd fastsatte tidspunkt nåede repræsentanterne frem til Dar an-Nadwa. På dette tidspunkt antog Iblis, Satan, skikkelse af en gammel mand og mødte op på forsamlingsstedet. Han var iført en kåbe. Da folkene så ham ved indgangen, sagde de: »Hvem er du? Vi kan ikke genkende dig.« Satan svarede: »Jeg er en gammel mand fra Najd. Jeg har hørt om jeres møde og er kommet for at lytte. Jeg håber, at jeg kan give jer nogle nyttige råd.« De polyteistiske ledere tog venligt og respektfuldt imod Satan og lod ham sidde iblandt dem.

Planen om at dræbe Allahs Sendebud

Da alle var mødt op, begyndte drøftelserne. Efter lang tids diskussion blev der fremsat forskellige forslag. Først foreslog Abu al-Aswad: »Vi vil fordrive ham fra vores midte og ikke lade ham blive i Mekka. Vi vil heller ikke holde øje med, hvor han tager hen, eller hvad han gør. På den måde kan vi være i sikkerhed, og den indbyrdes solidaritet kan vende tilbage, som den var før.«

Satan i skikkelse af en sheikh fra Najd sagde: »Det nytter ikke noget. Har I ikke lagt mærke til, hvor fremragende og sød hans tale er? Han vinder let menneskers hjerter. Hvis I forholder jer ligeglade over for ham, vil han tage til en arabisk stamme og slutte sig til den. Når han har gjort dem til sine følgere, vil han angribe jer. Derefter vil han besejre jer i jeres egen by og behandle jer, som han vil. Derfor må I overveje et andet forslag.«

Abul Bakhtari sagde: »Lad ham lænkes med jernkæder og holdes indespærret i et lukket rum med døren låst udefra. Så vil han dø i det rum, ligesom digterne Zuhayr og Nabigha døde på denne måde.«

Satan i skikkelse af sheikh Najdi sagde: »Dette forslag kan heller ikke accepteres. Hvis I pågriber ham og holder ham inde i huset, vil nyheden om ham på den ene eller anden måde nå hans ledsagere. Derefter vil de sammen angribe jer og befri ham. Så vil han øge antallet af sine hjælpere og angribe jer, og i det angreb vil jeres nederlag være uundgåeligt. Overvej derfor et andet forslag.«

Efter at de to ovennævnte forslag var blevet forkastet, blev et tredje forslag fremsat. Det var Abu Jahl, den værste forbryder i Mekka, der fremsatte det. Han sagde: »Jeg har kun ét forslag angående ham. Jeg har lagt mærke til, at ingen her er kommet i nærheden af dette forslag.« Alle sagde: »Sig frem, Abul-Hakam! Hvad er det for et forslag?« Abu Jahl sagde: »Vi vælger en ung mand fra hver stamme og giver hver af dem et skarpt sværd. Derefter skal de bevæbnede og stærke unge mænd dræbe ham samtidigt, så det ser ud, som om én enkelt person har slået ham. På den måde bliver vi fri for denne mand. Når han bliver dræbt på denne måde, vil ansvaret for drabet blive fordelt mellem alle stammerne. Banu Abd Manaf kan ikke føre krig mod alle stammerne, og derfor vil de gå med til at modtage blodpenge. Så betaler vi dem blodpengene for hans drab.« (Hisham, bind 1, s. 480-482).

Satan i skikkelse af sheikh Najdi støttede dette forslag, og Mekkas parlament nåede til enighed om det. Alle vendte hjem med den beslutning, at forslaget straks skulle gennemføres.

Allahs Sendebuds hijra

Efter at det afskyelige forslag om at dræbe den ærede Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var blevet vedtaget, kom Hazrat Jibril (fred være med ham) til den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, med åbenbaringen. Han underrettede Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, om Qurayshs sammensværgelse og sagde, at Allah den Ophøjede havde givet ham tilladelse til at udvandre fra Mekka. Da han meddelte ham tidspunktet for udvandringen, sagde Hazrat Jibril (fred være med ham) til den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Du må ikke sove i nat på din seng i din bolig.« (Hisham, bind 1, s. 480-482; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 52).

Efter at have modtaget denne nyhed gik Profeten til Hazrat Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) hus præcis ved middagstid. Hans hensigt var at lægge en plan for udvandringen sammen med ham. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: »Vi sad i Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) hus præcis ved middagstid, da en person sagde til Abu Bakr: ›Allahs Profet kommer denne vej med hovedet tildækket.‹ Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede aldrig at komme på dette tidspunkt. Da Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, sagde han: ›Må mine forældre ofres for ham! Han er bestemt kommet på grund af en vigtig sag.‹«

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: »Da den elskede Profet kom, bad han om tilladelse til at træde ind. Da han havde fået tilladelse, gik han ind. Derefter sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, til Abu Bakr: ›Send dem, der er hos dig, væk.‹ Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ›Der er kun din hustru.‹ Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ›Jeg har fået tilladelse til at rejse.‹ Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) spurgte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: ›Skal jeg med dig? Må mine forældre ofres for dig, Allahs Sendebud!‹ Den elskede Profet sagde: ›Ja.‹« (Zad al-Ma’ad, bind 1).

Derefter udarbejdede han planen for hijraen, vendte tilbage til sit hus og begyndte at vente på natten (Sahih al-Bukhari, kapitlet om Profetens hijra, bind 1, s. 553).

Belejringen af Allahs Sendebuds bolig

Imens foretog de ledende forbrydere blandt Quraysh forberedelser hele dagen i overensstemmelse med det forslag, som Mekkas parlament, Dar al-Nadwa, enstemmigt havde vedtaget. Blandt de værste forbrydere blev elleve høvdinge udvalgt. Deres navne var:

1. Abu Jahl ibn Hisham

2. Hakam ibn As

3. Uqba ibn Abu Mu’ayt

4. al-Nadr ibn al-Harith

5. Umayya ibn Khalaf

6. Jam’a ibn al-Aswad

7. Tu’ayma ibn ‘Adi

8. Abu Lahab

9. Ubayy ibn Khalaf

10. Nubayh ibn al-Hajjaj

11. Munabbih ibn al-Hajjaj (Zad al-Ma’ad, bind 1, s. 52)

Ibn Ishaq siger, at da nattens mørke blev tæt, lagde elleve forbrydere sig på lur rundt om Profetens (sa.) bolig. De ventede på, at han skulle lægge sig, så de kunne angribe ham samlet.

Forbryderne troede af hele deres hjerte, at deres afskyelige sammensværgelse helt sikkert ville lykkes (Ibn Hisham, bind 1, s. 482). Abu Jahl spøgte og gjorde nar sammen med sine ledsagere og sagde: »Muhammad siger, at hvis I antager hans religion og følger ham, vil I blive konger over arabere og ikke-arabere. Når I derefter genopvækkes efter døden, vil der være et paradis for jer som Jordans haver. Hvis I ikke dræber ham, vil de slagte jer, og når I genopvækkes efter døden, vil I blive brændt i ilden.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 483).

Tidspunktet for gennemførelsen af sammensværgelsen var fastsat til efter midnat. Derfor ventede de søvnløse på det fastsatte tidspunkt. Men Allah den Ophøjede lader altid Sin vilje ske. Han er himlens og jordens konge; Han gør, hvad Han vil. Ingen kan skade den, Han ønsker at beskytte, og ingen kan redde den, Han ønsker at gribe. Også denne gang gjorde Allah den Ophøjede, hvad Han ville. Han siger, idet Han henvender sig til den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham: “Husk, da de vantro lagde planer imod dig for at fængsle dig, dræbe dig eller forvise dig. De lagde planer, og Allah lagde også planer; Allah er den bedste af alle, der lægger planer” (Sura al-Anfal, vers 30).

Allahs Sendebuds udvandring fra hjemmet

De vantro fra Quraysh kunne trods deres sidste forberedelser og alle deres bestræbelser på at gennemføre planen ikke lykkes. I denne kritiske situation sagde den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, til Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham): “Tag denne grønne hadrami-kappe på og læg dig i min seng; de vil ikke kunne gøre dig nogen skade. Den elskede Profet sov om natten iført denne kappe.” (Ibn Hisham, bind 1, s. 482-483).

Allahs Sendebud kom derefter ud, tog en håndfuld støv og kastede det mod de vantro. Derved gjorde Allah den Ophøjede dem blinde, så de ikke kunne se Allahs Sendebud. På det tidspunkt reciterede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, dette vers fra den hellige Koran: “Vi har sat en mur foran dem og en mur bag dem og tilsløret dem, så de ikke kan se” (Sura Ya-Sin, vers 9).

Støvet, der blev kastet, ramte hver eneste afgudsdyrkers hoved. Derefter gik han til Hazrat Abu Bakrs hus, hvorfra de begge kom ud gennem et vindue og begav sig mod Medina ad vejen til Yemen. Efter afrejsen standsede de undervejs i en hule i bjerget Thawr, som lå nogle kilometer derfra (Ibn Hisham, bind 1, s. 483; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 52).

Imens ventede belejrerne på det fastsatte tidspunkt, men allerede før tiden indså de, at de havde mislykkedes. En fremmed kom hen til forbryderne og spurgte: “Hvem venter I på her?” De svarede: “Muhammad.” Manden sagde: “I får ikke jeres ønske opfyldt. Ved Allah, Muhammad har kastet støv på jeres hoveder og passeret lige foran jer på vej hjem til sig selv.” Da de hørte dette, sagde de: “Men vi så ham ikke!” Så førte de alle hænderne op til hovedet og fandt støv derpå. Derefter børstede de støvet af sig og rejste sig alle sammen.

Derefter kiggede de ind i den elskede Profets, Allahs fred og velsignelser være med ham, hus og så, at nogen lå på Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, seng. Da de troede, at det var Hazrat Ali, ventede de til morgen. Om morgenen blev forbryderne dybt skuffede, da de så Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) forlade sengen. De spurgte Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham): “Hvor er Allahs Sendebud?” Hazrat Ali svarede: “Det ved jeg ikke.” (Zad al-Ma’ad, bind 1, s. 52; Ibn Hisham, bind 1, s. 483).

Fra huset til hulen Thawr

Den ædle Sendebud foretog hijra den 27. Safar, svarende til natten mellem den 12. og 13. september 622 e.Kr., det vil sige natten til den 12. september. Hans rejsefælle var hans mest trofaste ledsager, Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). De skyndte sig fremad med det formål at krydse Mekkas grænse før solopgang (Rahmatul lil-‘Alamin, bind 1, s. 95). Denne rejsemåned regnes som det fjortende år efter profetkaldelsen, hvis man regner årets begyndelse fra Muharram. Hvis man regner årets begyndelse fra den måned, hvor han modtog profetkaldelsen, bliver Safar derimod det trettende år efter profetkaldelsen. De fleste forfattere af sīrah-værker har regnet årets begyndelse fra Muharram, mens nogle har anvendt begge beregningsmåder. Derfor har de angivet forskellige datoer for hijra. Vi har benyttet beregningen, hvor året begynder med Muharram).

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vidste, at Qurayshs forbrydere ville lede efter ham med alle midler og naturligt ville bevæge sig ad vejen mod Medina. Derfor bevægede den ædle Profet sig i den modsatte retning, ad vejen mod Yemen. Vejen til Medina går nordpå fra Mekka, mens vejen til Yemen går sydpå. Efter at have tilbagelagt fem mil nåede den ædle Profet foden af et bjerg, der er kendt som Thawr-bjerget. Det er et meget højt bjerg, og det er vanskeligt at bestige, da der er mange klipper. Mens Allahs ædle Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, banede sig vej over disse klipper, blev begge hans fødder blodige. Det siges, at han gik på hælene for at skjule sine fodspor, og derfor blev hans fødder såret.

Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) besteg først en del af bjerget og hjalp derefter Allahs ædle Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, op. Derefter søgte de begge tilflugt i en hule på toppen af bjerget. Denne hule er i historien berømt som Thawrs hule (Rahmatul lil-‘Alamin, bind 1, s. 95; Mukhtasar al-Sīrah, Shaykh Abdullah, s. 1677; Ibn Hisham, bind 1, s. 482).

I hulen på Thawr-bjerget

Da de nåede frem til hulen, sagde Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Vent lidt. Hvis der er noget i hulen, så lad mig tage mig af det, uanset hvad der sker.« Derefter gik han ind i hulen og rensede den. Der var flere huller, som han rev stykker af sit tahband af og stoppede til. To huller var tilbage, så han satte sine fødder over dem og bad Allahs ædle Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, komme ind. Den ædle Profet gik ind og faldt i søvn med hovedet i Abu Bakrs skød. Imens blev Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) bidt af noget, men af frygt for at vække Allahs ædle Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bevægede han sig ikke. På grund af smerten fra giften blev hans øjne fyldt med tårer. Da en tåre uforvarende faldt på Allahs ædle Sendebuds ansigt, vågnede han. Han spurgte Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham): »Hvad er der sket med dig?« Han svarede: »Noget har bidt mig.«

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte dette, tog han lidt spyt og påførte det på det bidte sted, hvorefter giftsmerten straks forsvandt. (Denne beretning er overleveret fra Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham). Beretningen nævner også, at giften senere fik følger, og at han døde på grund af dens virkning. Se Mishkat, bind 2, s. 556, kapitlet »Abu Bakrs dyder«).

De opholdt sig begge her i tre dage, fredag, lørdag og søndag (Fath al-Bari, bind 7, s. 336). I denne periode overnattede Abu Bakrs søn Abdullah også hos dem. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: »Abdullah var en meget intelligent ung mand. Han forlod dem sent på natten, men blev set i Mekka om morgenen, så enhver, der så ham, ville tro, at han havde været i Mekka hele natten. Hele dagen lyttede han til de sammensværgelser, der blev planlagt imod dem begge, og når mørket faldt på om aftenen, tog han disse nyheder med til Thawrs hule.«

Imens vogtede Abu Bakrs slave, Amir ibn Fuhayrah, geder. Når nattens mørke var blevet dybt, gik han med gederne hen til dem og malkede dem for dem, og de drak begge mælken, indtil de var tilfredse. Meget tidligt om morgenen begav Amir sig af sted med gederne. Det gjorde han i alle tre nætter (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 553-554). Desuden udviskede Amir ibn Fuhayrah sporene efter Abdullah ibn Abu Bakrs vej til Mekka ved at drive gederne ad samme rute (Ibn Hisham, bind 1, s. 486).

Quraysh-stammens eftersøgning

Da Quraysh-stammen efter planens fiasko klart forstod, at Allahs Sendebud var undsluppet dem, blev de nærmest vanvittige. Først lod de deres vrede gå ud over Ali. De slæbte ham til Kabaen og forsøgte at få ham til at tale (Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 99), men det førte ikke til noget. Derefter gik de til Abu Bakrs hus. Det var Asma bint Abu Bakr, der åbnede døren. De spurgte hende: »Hvor er din far?« Hun svarede: »Det ved jeg ikke.« Da Abu Jahl hørte dette svar, slog han Asma så hårdt på kinden, at hendes ørering faldt af (Ibn Hisham, bind 1, s. 487).

Derefter samledes Quraysh-lederne til et hastemøde og besluttede, at der skulle iværksættes en omfattende aktion for at arrestere Allahs Sendebud og Abu Bakr. De opstillede streng bevogtning på alle veje ud af Mekka. Samtidig blev det bekendtgjort, at den, der bragte Muhammad og Abu Bakr, eller blot én af dem, levende eller død, skulle få hundrede kameler i belønning (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 554). Efter at denne bekendtgørelse var blevet spredt blandt folk, drog mange mennesker ud i alle retninger. Selv sporfindere begyndte at lede efter de to og gennemsøgte bjergområder, højt og lavt terræn og alle andre steder, men trods alle disse anstrengelser opnåede de intet.

Eftersøgerne nåede også frem til grotten på Thawr-bjerget, men Allah, den Ophøjede, verdens hersker, fuldbyrder sin vilje. Anas har overleveret i Sahih al-Bukhari, at Abu Bakr sagde: »Jeg var sammen med Allahs Sendebud i grotten. Da jeg løftede hovedet, kunne jeg se folks fødder. Jeg sagde: ’Allahs Sendebud, hvis blot én af dem bøjer sig lidt ned og ser denne vej, vil han få øje på os.’ Allahs Sendebud sagde: ’Abu Bakr, vær stille. Vi er ikke kun to her; Allah, den Ophøjede, er den tredje med os.’ I en anden overlevering siges det, at Allahs Sendebud sagde: ’Abu Bakr, hvad mener du om to, hvis tredje er Allah, den Ophøjede?’ (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 516, 558). Det skal her huskes, at Abu Bakrs uro ikke skyldtes frygt for sit eget liv; han var bekymret for Profeten. Han kunne se forbrydernes fødder og blev derfor urolig. Han sagde: ’Hvis jeg dør, vil kun én Abu Bakr dø, men hvis du dør, vil hele ummaen gå til grunde.’ På dette tidspunkt sagde Sendebudet: ’Vær ikke bange, Abu Bakr. Allah er med os.’

Kort sagt forlod eftersøgerne stedet netop på det tidspunkt, hvor afstanden mellem Allahs Sendebud og forbryderne kun var nogle få skridt.

På vejen til Medina

Eftersøgningen, som de belønningshungrende mænd under Quraysh i Mekka havde stået i spidsen for, viste sig at være forgæves. Efter tre dages uafbrudt eftersøgning blev de udmattede og fortvivlede, og deres iver efter at lede svandt bort. Da Allahs Sendebud og Abu Bakr så dette, drog de af sted mod Medina. De havde på forhånd indgået en aftale med den vejkyndige Abdullah ibn Uraiqit al-Laythi om, at han mod betaling skulle føre dem begge til Medina. Selvom han fulgte Quraysh-folkets tro, var han en pålidelig mand, og derfor havde man også betroet ham ridedyr. Han var blevet bedt om at komme til grotten på Thawr efter tre dage med to ridedyr. Mandag aften, den 1. Rabi al-awwal, svarende til mandag aften den 16. september 622 e.Kr., kom Abdullah ibn Uraiqit med ridedyrene. Abu Bakr viste Allahs Sendebud sine to kamelhopper og sagde: »Allahs Sendebud, vælg en af disse to.« Sendebudet sagde: »Ja, men mod betaling.«

Imens kom Asma bint Abu Bakr med et tæppe til at lægge på kamelen, men hun havde glemt at tage reb med til at fastgøre det. Da de skulle af sted, lagde Asma tæppet på kamelens ryg og opdagede, at hun havde efterladt rebet. Hun tog da sit mavebælte af, rev det i to dele, bandt den ene del tæppet fast til kamelens ryg med og bandt den anden del om sin egen talje. Derfor fik hun tilnavnet Dhat an-Nitaqayn, »den med de to bælter« (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 553-555; Ibn Hisham, bind 1, s. 486).

Derefter drog den elskede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, af sted. Amir ibn Fuhayrah var også med dem, og vejviseren Abdullah ibn Urayqit førte dem ad kystvejen mod Medina.

Efter at de var kommet ud af Thawr-grotten, bevægede Abdullah sig først langt i retning af Yemen, det vil sige mod syd. Derefter drejede han mod vest og rejste langs kysten. Senere fulgte han en rute, som almindelige mennesker ikke kendte til, og fortsatte mod nord ad denne rute langs Det Røde Havs kyst, hvor der kun meget sjældent færdedes mennesker.

Ibn Ishaq har nævnt de steder, som Allahs Sendebud passerede på denne rute. Han siger, at da vejviseren drog af sted med dem, førte han dem gennem det lavtliggende område ved Mekka. Efter at have fulgt kysten drejede han ved det lavtliggende område neden for Asfan, fortsatte gennem Saniyyat al-Murrah og derfra gennem Lakf, hvor de krydsede Lakfs vidtstrakte område. Derefter nåede de det vidtstrakte område i Hijaz og drog derfra gennem Mujahirs pas til det frodige land. Så gik de ind på Dhi Kishras slette, fortsatte mod Judajidah og nåede derfra til Ajd. Derefter krydsede de over Yuzalam forbi Tahans vidtstrakte område; derfra fortsatte de til Abadi og videre mod Faja. Så steg de ned ved Ajr, fortsatte senere langs højre side af Raqubah til Laniyyat al-Ajir og slog lejr i Rim-dalen. Til sidst nåede de Quba. (Ibn Hisham, bind 1, s. 491-492).

Nogle hændelser undervejs

1) Det er overleveret fra Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, i Sahih al-Bukhari, at han sagde: Efter at vi var kommet ud af Thawr-grotten, rejste vi hele natten og fortsatte indtil den følgende middag. Ved middagstid var der ingen vejfarende på vejen. På det tidspunkt fik vi øje på en langstrakt slette, hvor der ikke var sol. Vi steg ned dér, og med mine egne hænder jævnede jeg et sted til den elskede Profet, må Allah velsigne ham og give ham fred, så han kunne hvile. Derefter bredte jeg et tæppe ud og sagde til den elskede Profet: »Allahs Sendebud, læg dig ned og hvil; jeg holder øje med omgivelserne.« Profeten lagde sig, og jeg holdt vagt i alle retninger. Pludselig så jeg en hyrde komme denne vej med nogle geder. Han var på vej hen mod slettens skygge. Jeg sagde til ham: »Har dine geder noget mælk?« Han svarede ja. Jeg spurgte: »Må jeg malke en af dem?« Han svarede ja, hvorefter han hentede en ged. Jeg sagde: »Rens yveret lidt for jord, strå og hår.« Efter at have renset det malkede han noget mælk ned i en skål. Jeg havde en læderbeholder, som jeg havde taget med til Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, afvaskning og til at drikke vand af. Da jeg kom hen til den elskede Profet, så jeg, at han var faldet i søvn, og jeg fandt det ikke passende at vække ham. Efter et stykke tid vågnede han. Jeg blandede lidt vand i mælken, så den nederste del af beholderen blev afkølet, og sagde til ham: »Drik denne mælk.« Han drak den og blev glad. Derefter sagde han: »Er tiden endnu ikke kommet til at rejse videre?« Jeg svarede: »Jo, naturligvis.« Så drog vi af sted igen. (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 556).

2) Under denne rejse sad Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, bag Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. De vejfarendes blik faldt først på ham, fordi hans ansigt bar alderdommens præg, mens Allahs Sendebud ved siden af ham så yngre ud. Når en vejfarende spurgte: »Hvem er han foran dig?«, svarede Abu Bakr: »Han viser mig vejen.« Spørgeren forstod det som, at han viste ham vejen gennem ørkenen, men Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, mente i virkeligheden vejen til fromhed og godhed. (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 556).

3) Under denne rejse gjorde den elskede Profet, må Allah velsigne ham og give ham fred, et kort ophold ved Khuzaias Umm Maʿbads telt. Denne kvinde var meget forstandig og sad i gården ved sit hjem, hvor hun efter bedste evne gav de forbipasserende mad og drikke. Den elskede Profet spurgte hende: »Har du noget hos dig?« Kvinden svarede: »Hvis jeg havde noget, ville jeg ikke forsømme jeres gæstfrihed. Der er nogle geder, men de befinder sig langt borte på græsgangen, og nu er det tørketid.«

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, bemærkede, at der stod en ged bundet i den ene side af huset. Han sagde: »Umm Maʿbad, hvorfor står denne ged her?« Umm Maʿbad svarede: »Denne ged er meget svag og kan ikke gå.« Den elskede Profet sagde: »Hvis du tillader det, må jeg så malke den?« Kvinden sagde: »Ja, hvis du kan få mælk ud af den, så malk den endelig.« Derefter lagde den elskede Profet hånden på gedens yver, nævnte Allahs navn og bad. Straks strakte geden benene ud og rejste sig; dens yver var fyldt med mælk. Den elskede Profet tog et stort kar og malkede mælk ned i det. Der var så meget mælk i karret, at en gruppe mennesker kunne drikke sig mætte. Efter malkningen blev karret fyldt med skum. Han lod sine ledsagere drikke, og Umm Maʿbad drak også selv. Derefter malkede han igen mælk ned i karret og efterlod det fyldt med mælk i Umm Maʿbads hus, hvorefter Allahs Sendebud drog videre mod sit mål.

Efter et stykke tid vendte kvindens mand hjem med en flok geder. Disse geder var også svage og pustede udmattede efter at have gået. Umm Maʿbads mand, Abū Maʿbad, blev ganske forbløffet, da han så mælken! Han spurgte: »Hvor har du fået mælk fra?« Hun svarede: »Alle de malkende geder har jeg taget med ud på græsgangen; der var ingen ged derhjemme, som kunne give mælk.« Umm Maʿbad sagde: »Der kom en velsignet mand til os. Han så sådan ud, og hans tilstand var sådan.« Efter at have hørt det hele sagde Abū Maʿbad: »Det må være den mand, som Quraysh leder efter. Fortæl mig nu lidt om hans udseende og væsen.« Umm Maʿbad beskrev på en yderst tiltrækkende og fængslende måde Allahs Sendebud – må Allahs velsignelser og fred være med ham. Da man hører hendes beskrivelse, synes det, som om tilhøreren kan se ham stå lige foran sig. Disse detaljer vil blive nævnt mod slutningen af bogen. Da han havde hørt den fremmedes storslåede lovprisning, sagde han: »Ved Allah, det er den mand fra Quraysh, som folk har beskrevet. Jeg ønsker at blive en af hans kære ledsagere; hvis jeg finder en mulighed, vil jeg helt sikkert gøre det.«

Imens lød nogle ord, båret af poesiens rytme, gennem luften over Mekka. Man kunne ikke se den, der fremsagde digtet. Digtets betydning er som følger:

Må Allah belønne de to

som trådte ind i Umm Maʿbads hus

De gjorde holdt i god behold, drog videre og blev atter succesfulde

Han er ledsageren til Muḥammad

Åh, efterlod I, Banū Quṣayy,

en enestående succes og lederskab, som Allah tog bort?

Åh, hvor heldig den kvinde fra Bun Ka’b var!

Velsignet være den bolig for de troende!

Spørg kvinden om geden og om karret.

Selv den ged vil vidne; gå hen til geden.

Hadhrat Asmā’ (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Vi vidste ikke, i hvilken retning Allahs Sendebud var rejst. Pludselig kom en jinn til Mekka og fremsagde disse vers. Den begejstrede folkemængde kunne ikke finde jinnen; de fulgte efter lyden og lyttede. På et tidspunkt forsvandt lyden i Mekkas højtliggende område. Da vi hørte digtet, forstod vi, i hvilken retning den elskede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) var rejst. Det stod klart, at han var på vej mod Medina (Zād al-Maʿād, bind 2, s. 53–54. Når man tager hensyn til Banū Khuzāʿas placering, kan man forstå, at denne begivenhed fandt sted på den anden dag efter den elskede Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) var rejst mod Medina).

Fire) På vejen fulgte Surāqah ibn Mālik den elskede Profet og Hadhrat Abū Bakr (må Allah være tilfreds med ham). Surāqahs beretning lyder således: Jeg sad i en forsamling sammen med folk fra min stamme, Banū Mudlij, da en mand kom hen og stillede sig hos os. Efter et stykke tid satte han sig. Manden sagde: »Åh Surāqah, for lidt siden så jeg nogle mennesker nær kysten. Jeg tror, at det er Muhammad og hans ledsager.« Surāqah sagde: Jeg forstod, at det var dem, men for at skjule min hensigt for den, der havde bragt nyheden, sagde jeg: »Nej, nej, det er ikke dem. Dem, du så, har vi også set; de gik forbi lige foran vores øjne.« Derefter blev jeg siddende i forsamlingen et stykke tid. Så gik jeg ind i huset og bad min slavepige bringe min hest ud. Da hesten var kommet ud, sagde jeg til hende: »Før den om bag højen og vent dér; jeg kommer.« Derefter tog jeg mine pile og gik ud gennem bagsiden af huset. Jeg holdt i den ene ende af pilene og lod den anden ende slæbe hen ad jorden, mens jeg gik hen til hesten. Da jeg havde sat mig på hestens ryg, satte den af sted med mig. Efter nogen tid nåede jeg frem til dem i kystområdet. Pludselig begyndte hesten at springe, og jeg faldt af dens ryg. Jeg steg igen op på hesten, rakte hånden mod koggeret og trak en spådomspil for at få at vide, om jeg kunne bringe dem i fare, men den pil, jeg trak, var ikke den, jeg ønskede. Jeg så, at Allahs Sendebud roligt og koncentreret reciterede Koranen uden at være opmærksom på nogen retning, mens Abū Bakr as-Siddīq så tilbage på mig. Pludselig sank min hests to forben ned i jorden, helt op til knæene. Til sidst faldt jeg af hesten. Jeg drev på hesten, og den forsøgte at rejse sig; med stort besvær løftede den sine ben. Da hesten løftede benene, steg støv op fra hovaftrykkene som røg. Jeg prøvede igen lykken med pilene, men også denne gang kom der en pil frem, som jeg ikke ønskede. Derefter kaldte jeg på dem med normal stemme, og de standsede. Jeg red hen til dem. Så snart jeg havde fået dem til at standse, fik jeg pludselig den tanke, at Allahs Sendebud ville sejre. Jeg sagde da til Allahs Sendebud: »Dine egne folk har udlovet en belønning for at få fat i dig levende eller død.« Samtidig fortalte jeg ham om mekkanernes planer. Jeg tilbød ham også nogle forsyninger til rejsen, men han tog ikke noget og spurgte mig heller ikke om noget. Han sagde blot: »Hold vores sag hemmelig.« Jeg sagde til ham: »Skriv mig et sikkerhedsbrev.« Allahs Sendebud befalede straks ʿĀmir ibn Fuhayrah at skrive nogle ord på et stykke læder som garanti for min sikkerhed, og han gav det til mig. Derefter fortsatte Allahs Sendebud fremad (Sahīh al-Bukhārī, bind 1, s. 554. Banū Mudlijs hjemegn lå nær Bābiǧ. På det tidspunkt, hvor Surāqah fulgte efter ham, var den elskede Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) på vej op fra Qudayd. Zād al-Maʿād, bind 2, s. 53. Det synes at være sket på den tredje dag efter afrejsen fra Thawr-hulen).

Der findes en beretning fra Hadhrat Abū Bakr om denne begivenhed. Han fortæller: Efter at vi var rejst, ledte folk fra stammen efter os, men ingen andre end Surāqah ibn Mālik ibn Juʿshum fik øje på os. Surāqah kom ridende på en hest. Jeg sagde: »Allahs Sendebud, en mand følger efter os; han er kommet tæt på.« Den elskede Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde straks: »Lā taḥzan, inn Allāha maʿanā«, det vil sige: »Vær ikke bange; Allah er med os« (Sahīh al-Bukhārī, bind 1, s. 516).

Da Surāqah vendte tilbage til Mekka, så han, at eftersøgningen stadig var i gang. Da han så nogle mennesker bevæge sig i den retning, hvor han havde set Allahs Sendebud, sagde Surāqah til dem: »Det, I skulle gøre dér, er allerede blevet gjort.« Den mand, der om morgenen havde været en af dem, der søgte efter ham, var ved dagens slutning selv blevet en betroet beskytter (Sahīh al-Bukhārī, bind 1, s. 516).

5) På vejen mødte Allahs Sendebud Buraida al-Aslami. Denne mand var leder af sit folk og var også draget ud for at lede efter Allahs Sendebud og Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), lokket af den belønning, som Quraysh havde udlovet. Men så snart han talte med Allahs Sendebud, ændrede hans sind sig, og han antog islam dér sammen med 70 mænd fra sin stamme. Derefter tog han sin turban af, bandt den til sit spyd og viftede med den, mens han bekendtgjorde det glædelige budskab: »Fredens konge, fredens banebryder og den, der går forrest i at fylde jorden med retfærdighed og rimelighed, er på vej.« (Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 101).

6) På vejen til Medina mødte den elskede Allahs Sendebud Hazrat az-Zubayr ibn al-Awwam (må Allah være tilfreds med ham). Han var på vej tilbage fra Syrien sammen med en muslimsk handelskaravane og forærede den elskede Allahs Sendebud og Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) nogle ting. (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 554).

Opholdet i Quba

På den fjortende år af profetkaldelsen, den 4. Rabi al-awwal, det vil sige den 1. hijra, svarende til mandag den 23. september 622 e.Kr., ankom den elskede Allahs Sendebud til Quba. (Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 102). På denne dato havde den elskede Allahs Sendebud fuldført 53 år. De, som beregner profetkaldelsens begyndelse ud fra, at elefantkrigen fandt sted den 9. Rabi al-awwal i år 41, mener, at der på denne dato var gået 13 år siden profetkaldelsen. De, som mener, at profetkaldelsen begyndte i ramadan i år 49, da elefantkrigen fandt sted, mener derimod, at hans alder som profet på denne dato var 12 år, 5 måneder og 12 eller 22 dage.

Hazrat Urwa ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at muslimerne i Medina havde fået at vide, at den elskede Allahs Sendebud var rejst fra Mekka. Derfor kom de hver dag til et sted uden for Medina, der hed al-Harra, og ventede. Når middagens sol blev uudholdelig, vendte de tilbage. En dag, efter at de på denne måde havde ventet længe, var alle vendt hjem. På det tidspunkt var en jøde gået op på en høj i et privat ærinde. Pludselig fik han øje på en baldakin af hvidt stof. I sin store glæde begyndte han at råbe: »Hør, muslimer! Hør! Han, som I hver dag har ventet på, er på vej!« Så snart muslimerne hørte dette, skyndte de sig af sted, iførte sig deres våben og drog ud for at byde deres elskede leder velkommen. (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 555).

Ibn al-Qayyim fortæller, at der straks efter bekendtgørelsen opstod stor uro blandt Banu Amr ibn Awf, og takbir-råb kunne høres. Muslimerne bød Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, velkommen og stimlede sammen omkring ham. På det tidspunkt var Allahs Sendebud tavs, for følgende vers fra Koranen blev åbenbaret for ham: »Men hvis I støtter hinanden mod Profeten, så vid, at Allah er hans beskytter, og at Gabriel, de retskafne troende og desuden englene er hans hjælpere.« (Sura at-Tahrim, vers 4).

Hazrat Urwa ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at den elskede Allahs Sendebud, efter at have sluttet sig til folket, drog videre med dem mod højre og satte kurs mod Banu Amr ibn Awfs boliger. Det var mandag, og måneden var Rabi al-awwal. Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) stod for at tage imod de ankommende, mens den elskede Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, sad stille.

De blandt Ansar, som ikke tidligere havde set Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, hilste på Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). Da solens skrå stråler faldt på Allahs Sendebud, stillede Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sig med et klæde og skyggede for ham. Derved kunne alle genkende Allahs Sendebud. (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 555).

Folkemængder strømmede til Medina for at byde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, velkommen. Det var en historisk dag; Medinas jord havde aldrig tidligere set et sådant syn. Også jøderne var vidner til den lovede profets ankomst. I Bibelen står der, at Allah vil lade ham komme fra syd, og at den hellige vil komme fra Parans bjerg (Bibelen, Habakkuks Bog, s. 3).

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, boede i Medina hos Kulthum ibn Hadam; ifølge en anden overlevering hos Sa’d ibn Khaythama. Den første oplysning er dog mere pålidelig.

I mellemtiden blev Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, i Mekka i tre dage, hvor han afleverede folks betroede ejendele, og kom derefter til Medina (Zad al-Ma’ad, bind 1, s. 54; Ibn Hisham, bind 1, s. 493; Rahmat lil-Alamin).

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig i alt fire dage i Quba (dette er Ibn Ishaqs overlevering; se Ibn Hisham, bind 1, s. 494, og det er også den overlevering, Allamah Mansurpuri har valgt, Rahmat lil-Alamin, bind 1, s. 102). Men en overlevering i Sahih al-Bukhari siger, at det elskede Sendebud opholdt sig dér i 24 nætter (bind 1, s. 61); en anden overlevering nævner lidt mere end ti nætter (bind 1, s. 555), og en tredje nævner 14 nætter (bind 1, s. 560). Ibn Qayyim har valgt den sidstnævnte overlevering, men forklaret, at den elskede profet ankom til Quba mandag og rejste derfra fredag (Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 54-55). Hvis mandag og fredag regnes som liggende i to forskellige uger, bliver det, uden rejsedagene, i alt ti dage og med rejsetiden tolv dage. Hvordan kan det i så fald blive til 14 dage? Han opholdt sig dér mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Ifølge nogle var det ti dage, ifølge andre opholdt han sig i Quba i 24 dage, når afrejse- og nogle af rejsedagene ikke medregnes. I denne periode lagde han grundstenen til Quba-moskéen og bad bøn i den. Det var den første moské efter modtagelsen af profetskabet, og dens grundvold blev lagt på gudsfrygt. Fredag, på den femte, tolvte eller 26. dag, steg han efter Allahs befaling op på sit ridedyr. Før afrejsen sendte han bud til sin morbrors stamme, Banu Najjar, og de kom bevæbnede med sværd. Han rejste sammen med dem mod Medina. Da han nåede bebyggelsen Banu Salim ibn Awf, var tiden inde til fredagsbønnen. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad fredagsbønnen i bebyggelsen, og hundrede bedende deltog i fredagsmenigheden (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 555 og 560; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 55; Ibn Hisham, bind 1, s. 494; Rahmat lil-Alamin, bind 1, s. 102). Moskéen står der stadig.

Allahs Sendebuds indtog i Medina

Efter fredagsbønnen drog den elskede profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, til Medina. Fra den dag fik Yathrib navnet Madinat al-Rasul, det vil sige Sendebudets by, og kort sagt Medina. Denne dag var historisk og mindeværdig. På alle sider lød lovprisninger af Allah, og Ansar-børnene, overvældede af glæde, sang denne sang:

Fra det bjerg mod syd stod fuldmånen op over os

Det er alles pligt at takke Allah

At adlyde din befaling og vise dig lydighed er vores alles pligt; den Almægtige Allah har sendt dig (Denne oversættelse af digtet er lavet af Allama Mansurpuri. Allama Ibn Qayyim skrev, at dette digt blev reciteret, da Sendebudet vendte tilbage fra Tabuk. Han siger, at den, der hævder, at digtet kun blev reciteret, da Profeten (fred være med ham) trådte ind i Medina, tager fejl, Zad al-Ma’ad, bind 3, s. 10. Selvom Allama Ibn Qayyim således siger, at dette er forkert, kunne han ikke fremlægge et pålideligt og underbygget bevis. Allama Mansurpuri har derimod foretrukket opfattelsen, at digtet blev reciteret ved indtoget i Medina. Han har sagt, at han også har et troværdigt og underbygget bevis for dette; se Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 106).

Ansarerne var ikke rige eller velstående, men alle ønskede, at Profeten skulle bo i deres hus. De mennesker, gennem hvis område han rejste, greb fat i tøjlen på Profeten, Allahs Sendebuds, kamel og bad ham komme til deres hus. Men Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Lad kamelhoppen gå sin vej; den har modtaget en befaling fra Allah.« Derefter begyndte kamelhoppen at gå, som den ville, og standsede på det sted, hvor Profetens Moské nu ligger. Allahs Sendebud, fred være med ham, steg ikke ned fra kamelhoppen. Den gik et lille stykke frem, vendte derefter tilbage til det tidligere sted og satte sig ned. Dette var kvarteret tilhørende Profeten, Allahs Sendebuds, morbrødre, det vil sige Banu Najjars kvarter. Da kamelhoppen blev overladt til Allahs vilje, standsede den i Banu Najjars område og viste således respekt for morbrødrene. Allahs Sendebud, fred være med ham, ønskede inderst inde det samme. Nu begyndte folk fra Banu Najjar-stammen at indbyde ham og bede ham komme til deres respektive hjem. Abu Ayyub al-Ansari trådte frem, greb kamelens tøjle og førte den til sit hus. Derefter sagde Allahs Sendebud, fred være med ham: »Folkene følger deres kamels saddel.« Så kom Sa’d ibn Zurarah og greb fat i kamelhoppen tøjle, og fra da af forblev den under hans kontrol (Zad al-Ma’ad, bind 2; Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 106).

I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvem af os har det nærmeste hus?« Abu Ayyub al-Ansari svarede: »Mit hus, Allahs Sendebud. Dette er mit hus, og dette er min dør.« Allahs Sendebud sagde: »Gå og gør klar til, at vi kan tage en middagslur.« Abu Ayyub sagde: »Kom begge to; Allah vil skænke velsignelse.« (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 556).

Nogle dage senere ankom også Allahs Sendebuds hustru, de troendes moder Sawdah, de to døtre Fatimah og Umm Kulthum, Usamah ibn Zayd og Umm Arman. Abdullah ibn Abi Bakr førte dem alle til Medina sammen med Abu Bakrs familie. Aishah (må Allah være tilfreds med hende) var også med dem. En af Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, døtre, Zaynab, blev hos Abu al-As, fordi han på det tidspunkt ikke lod hende rejse. Hun ankom efter slaget ved Badr (Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 55).

Aishah (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Efter den elskede Sendebud (fred være med ham) var kommet til Medina, blev Abu Bakr og Bilal (må Allah være tilfreds med dem) ramt af feber. Jeg gik hen til dem og sagde: »Far, hvordan har du det? Bilal, hvordan har du det?« Når Abu Bakr fik feber, reciterede han dette digt:

Alle familiens medlemmer siger: »Godmorgen.«

Ingen tænker på, at døden er nærmere end snørebåndet på hans sko.

Da Bilal (må Allah være tilfreds med ham) var kommet sig noget, reciterede han med sin melodiske stemme:

Hvis jeg blot vidste, om jeg skulle tilbringe natten på Mak­kas sletter, hvor Izkhir- og Jalil-græsset ville omgive mig; jeg ved ikke, om jeg vil kunne tage til Marjinnahs kilde og se bjergene Samā og Tufayl.

Hadrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Jeg gik hen til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og fortalte ham dette. Han sagde: »O Allah, gør Madinah lige så kær for os, som Makkah var kær for os, ja, gør Madinahs miljø og klima endnu sundere end dets. Skænk afgrøderne her velsignelse, og fjern sygdommen herfra til al-Juhfa.« (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 588-589). Allah tog imod sin elskede profets bøn, og forholdene ændrede sig.

Hermed var en del af den elskede profet, Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham),s liv samt den mekkanske periode af den islamiske mission fuldført.

Hvis Jeg giver dem politisk magt på Min jord, vil de opretholde bønnen og påbyde det gode; men den endelige afgørelse i alle sager tilhører alene Allah den Ophøjede. (Sura al-Hajj 41).

5

Ti år i Yathrib: En konge i en fattigs skikkelse

Den madinanske livs forskellige perioder

Madinahs overordnede situation på tidspunktet for hijraen

1) For det første måtte muslimerne stå over for splittelse, uro og interne vanskeligheder, samtidig med at ydre fjender angreb Medina for at udslette byen. Denne fase fortsatte indtil våbenhvilen ved Hudaybiyyah i måneden Dhu al-Qa’dah i det sjette hijri-år.

2) For det andet indgik de en våbenhvile med polyteisterne. Denne fase sluttede med erobringen af Mekka i Ramadan i det ottende hijri-år. I denne fase blev islams kald bragt til herskerne i forskellige lande.

3) For det tredje begyndte mennesker at træde ind i Allahs religion i stort tal. I denne fase kom repræsentanter for forskellige samfund og stammer til Medina. Denne fase sluttede ved afslutningen af Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og dermed i måneden Rabi al-Awwal i det ellevte hijri-år.

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, måtte opbygge relationer til tre grupper, hvor forskellene mellem dem var særligt fremtrædende. De var:

1) Gruppen af de ædle sahaba, må Allah være tilfreds med dem, som havde modtaget fremragende undervisning fra Allahs udvalgte Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og som altid var rede til at ofre deres ejendom og liv for Allahs sag.

2) Polyteisterne, som havde forbindelse til Medinas gamle og oprindelige indbyggere, og som endnu ikke havde antaget troen.

3) De problemer, som det elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, stod over for med hensyn til jøderne og de ædle sahaba, var, at forholdene i Medina var helt anderledes end i Mekka. I Mekka var de ganske vist tilhængere af den samme trosbekendelse, og deres mål var også fælles, men de var spredt blandt forskellige familier. De var frygtsomme, svage og udsat for ydmygelse; de havde ingen magt, for al magten var hos fjenderne. I Mekka havde muslimerne intet af det, som et samfund på jorden opbygges på. På hvilket grundlag skulle muslimerne da kunne opbygge et samfund? Derfor ser man, at beskrivelserne i de koraniske suraer, der blev åbenbaret i Mekka, udelukkende omhandlede islams kald. På dette tidspunkt blev der åbenbaret sådanne påbud, som hvert enkelt menneske kunne efterleve individuelt.

Derimod lå magtens tøjler i muslimernes hænder fra den første dag efter ankomsten til Medina, og ingen andre havde herredømme over dem. De måtte forholde sig til talrige regler og bestemmelser vedrørende kultur, økonomi, politik, krig og våbenhviler. Det var tiden til at opbygge det direkte forbillede på et nyt samfund for muslimerne, det vil sige et islamisk samfund, gennem overholdelse af det tilladte og det forbudte og gennem udfoldelsen af et højtstående moralsk liv. Dette samfund skulle være et idealsamfund, frigjort fra uvidenhed og uoplysthed, uden noget spor af det jahilitiske samfund, og det skulle være helt enestående. Tiden var nu kommet, hvor de ti års forskellige lidelser, forfølgelser og undertrykkelse, som muslimerne havde udholdt for islams kald, skulle bevises i praksis.

Et sådant samfund kan ikke opbygges på én dag, på én måned eller på ét år; det kræver derimod lang tid, så forskrifterne gradvist og trin for trin kan gives, og arbejdet med at udforme og gennemføre love kan fuldføres. Ansvaret for at oplære og vejlede muslimerne samt gennemføre forskrifterne og lovene lå direkte hos Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham.

Allah den Ophøjede siger: »Det er Ham, der blandt de ulærde har sendt et sendebud fra dem selv, som reciterer Hans åbenbaringer for dem, renser dem og lærer dem Skriften og visdommen, selv om de tidligere befandt sig i åbenlys vildfarelse« (sura al-Jumuʿa, vers 2).

Sahabaernes tilstand var sådan, at de altid var opmærksomme på Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Når Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gav en befaling, fandt de tilfredshed i at efterkomme den fuldt ud. Allah den Ophøjede siger: »Når Hans vers bliver reciteret for dem, øger de deres tro.«

Disse emner hører ikke til det, vi behandler her; derfor vil vi omtale dem på deres rette sted, efter behov.

De forhold, der opstod som følge af muslimernes forbindelse med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og som vedrørte islams kald og Muhammads profetiske mission, er hovedsagen her. Men dette var heller ikke et pludseligt og kortvarigt forhold; det var derimod et særskilt og varigt forhold. Der var desuden andre emner, som krævede øjeblikkelig opmærksomhed; kort fortalt var de følgende:

Blandt muslimerne var der to slags mennesker. Den ene slags levede trygt blandt deres egne jorder, boliger og økonomiske midler; det var Ansarernes folk. Der havde hersket arveligt fjendskab mellem dem indbyrdes. Ved siden af dem fandtes en anden gruppe, Muhajirun; de var berøvet de nævnte privilegier. På den ene eller anden måde var de nået til Medina tomhændede. De havde ingen bolig, intet arbejde til at stille sulten og hverken penge eller andre midler, som kunne gøre det muligt for dem at klare sig selv. Antallet af disse afhængige Muhajirun voksede dag for dag, fordi Koranens erklæring var blevet udbredt om, at de, der troede på Allah den Ophøjede og Hans Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, skulle udvandre til Medina. Det var velkendt, at Medina ikke havde nævneværdige rigdomme eller væsentlige muligheder for indtjening og erhverv; derfor blev Medinas økonomiske balance forstyrret. I denne kritiske tid boykottede islams fjender Medina økonomisk, hvilket mindskede importen og gjorde situationen endnu mere alvorlig.

En anden gruppe bestod af Medinas ikke-muslimske indbyggere, og deres situation var ikke bedre end muslimernes. Nogle af de ikke-muslimske afgudsdyrkere var præget af tøven og tvivl og tøvede med at ændre deres forfædres religiøse tro, men de nærede ingen fjendskab eller ond vilje mod islam og muslimerne. Sådanne mennesker tog islam til sig efter kort tid og blev sande muslimer.

På den anden side fandtes der afgudsdyrkere, som i deres hjerter nærede et voldsomt had og fjendskab mod Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og muslimerne, men de havde ikke mod til at stille sig åbent imod ham eller konfrontere ham. På grund af omstændighederne foregav de tværtimod kærlighed til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og spillede uskyldige. Den mest fremtrædende blandt dem var Abdullah ibn Ubayy. Det skal her bemærkes, at Aws- og Khazraj-stammerne efter Buʿath-slaget var blevet enige om at gøre ham til deres leder.

Tidligere var de to stammer ikke nået til enighed om noget andet. Mens de forberedte sig på at udråbe Abdullah ibn Ubayy til konge, havde folkene fra stammerne Aws og Khazraj fremstillet en storslået krone. Netop da ankom Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til Medina. Da folkets opmærksomhed i stedet for Abdullah ibn Ubayy blev rettet mod Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, mente Abdullah, at det var Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, der havde frataget ham kongedømmet. Derfor nærede han i sit hjerte et voldsomt had til det elskede Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Efter slaget ved Badr indså Abdullah imidlertid, at situationen ikke var til hans fordel. Hvis han fortsatte med at holde fast ved afgudsdyrkelsen, ville han også blive berøvet jordiske fordele. Derfor erklærede han offentligt, at han havde antaget islam, men i sit hjerte var han vantro, og han lod ingen mulighed for at skade muslimerne gå fra sig. Hans ledsagere var de mennesker, som havde drømt om at beklæde høje poster under denne hykleriske leders ledelse, men som blev berøvet disse muligheder. Derfor var de også altid parate til at skade muslimerne. De gennemførte den hykleriske leder Abdullahs planer, og med dette formål rekrutterede de nogle af Medinas troskyldige unge muslimer til deres gruppe og brugte dem som marionetter.

Den tredje gruppe bestod af områdets jøder. De var søgt tilflugt i Hijaz, efter at de var blevet udmattet af assyrernes og romernes undertrykkelse. I virkeligheden var de hebræere, men efter at have søgt tilflugt i Hijaz lignede de i deres adfærd, tale og påklædning arabere. Selv deres stammenavne og personnavne var som arabernes, og de indgik også ægteskabelige forbindelser med araberne. Trods alt dette kunne de ikke glemme deres stolte afstamning. De følte sig stolte over at være israelitter, det vil sige jøder. De betragtede araberne som meget underlegne og hånede dem ved at kalde dem ummiyyun. Med dette udtryk mente de uvidende, dumme, vilde, lave og urørlige mennesker. De troede, at arabernes rigdom var lovlig for dem, og at de kunne bruge og forbruge den, som de ville. Som Allah den Ophøjede siger: »De siger: Vi er ikke forpligtede over for de ulærde.« (Al-i Imran, vers 75).

Det vil sige, at det ikke var forkert for os at bruge og forbruge de ulærdes rigdom. Blandt disse jøder kunne man ikke iagttage nogen som helst bestræbelse på at udbrede deres religion. Spådomskunst, magi og besværgelser var alle dele af deres religiøse tro og religiøse ritualer, og gennem alt dette betragtede de sig selv som lærde, videnskabsmænd og åndelige ledere.

Jøderne var dygtige til at tjene rigdom. De handlede med fødevarer, dadler, vin og tøj. De importerede fødevarer, tøj og vin og eksporterede dadler. Desuden beskæftigede de sig med mange andre former for arbejde. På handelsvarer opnåede de dobbelt eller tredobbelt fortjeneste fra araberne. Ikke nok med det, de tog også renter. De lånte penge ud mod renter til de arabiske sheiker og høvdinge. De arabiske sheiker og høvdinge brugte gavmildt de lånte penge på de digtere, der lovpriste dem for at skaffe dem berømmelse. Til gengæld for at låne penge ud mod renter krævede jøderne forskellige ting stillet som pant, og på den måde blev de ejere af disse ejendomme efter blot nogle få år.

Jøderne var særdeles dygtige til sammensværgelser og til at antænde krigens ild. De såede i det skjulte fjendskabets frø blandt nabostammerne og var altid parate til at ophidse den ene stamme mod den anden og sætte dem op imod hinanden. De, der gik i konflikt med hinanden, fattede imidlertid ikke det mindste af dette. Senere fortsatte stridighederne og sammenstødene mellem de stridende stammer. Når jøderne bemærkede, at krigens ild var ved at dø ud, blev de igen aktive. Det forbløffende var, at jøderne efter at have sat dem op imod hinanden sad stille og så på, mens araberne blev ødelagt. Selv på det tidspunkt lånte de penge ud mod høje renter; de ønskede ikke, at krigen skulle standse på grund af mangel på kapital. På den måde opnåede jøderne to slags fordele: På den ene side sikrede de deres eget samfund, og på den anden side holdt de rentevirksomheden i fuld gang. De tjente penge ved at beregne renter af renter.

Medinas tre vigtigste jødiske stammer

1) Banu Qaynuqa. De var allierede med Khazraj-stammen og boede inde i Medina.

2) Banu Nadir.

Tre) Banu Qurayza. Disse to stammer var allierede med Aws-stammen og boede i området omkring Medina.

I lang tid havde krigens ild brændt mellem Aws- og Khazraj-stammerne. Under Buʿath-slaget deltog de selv i krigen til støtte for deres respektive allierede stammer. Jøderne nærede fjendskab mod islam, og det var naturligt; denne form for fjendskab havde længe været en del af deres karakter. Profeten var ikke af deres afstamning, og derfor fik deres aristokratiske stolthed ingen betydning. Hvis profeten var fremstået blandt dem, ville de have følt sig tilfredse. Desuden var islams kald et stærkt kald, som gav mennesker mulighed for at glemme fjendskab og blive knyttet sammen i broderskab. Retfærdighed, troværdighed samt skelnen mellem halal og haram blev lagt til grund. Det betød, at der nu ville opstå harmoni og fred mellem de stridende stammer i Yathrib. Som følge heraf ville jødernes handelsaktiviteter blive reduceret, og de ville blive berøvet den rentebaserede rigdom, som var grundlaget for deres økonomi. Der var endda frygt for, at disse stammer ville blive bevidste om deres rettigheder og kræve de rigdomme tilbage, som jøderne havde taget fra dem uden at give noget til gengæld. Det vil sige, at de ville tage de haver og jorder tilbage, som jøderne havde bemægtiget sig fra forskellige stammer gennem rentehandel.

Allerede ved begyndelsen af islams udbredelse i Yathrib havde jøderne taget alt dette i betragtning. Derfor nærede jøderne i Medina fra det øjeblik, profeten ankom, et stærkt fjendskab mod islam og muslimerne. De gav dog ikke straks dette fjendskab udtryk; det skete først noget senere. En hændelse, som Ibn Ishaq har overleveret, giver en tydelig beskrivelse af denne situation.

Ibn Ishaq skriver: Jeg har modtaget en beretning fra de troendes moder, Safiyya bint Huyayy ibn Akhtab, må Allah være tilfreds med hende. Hun sagde: Jeg var den, min far og min farbrors børn elskede højest; han elskede mig mere end alle de andre børn. Efter at profeten var kommet til Medina, opholdt han sig hos Banu Amr ibn Awf i Quba. Da Huyayy ibn Akhtab, må Allah være tilfreds med ham, og hans farbror Yasir fik denne nyhed, gik de tidligt om morgenen til profeten og vendte først tilbage ved solnedgang. De var begge meget trætte.

Som jeg plejede, løb jeg hen imod dem, men de var så opslugt af deres bekymringer, at de ikke ænsede mig. Jeg hørte min far og min farbror Yasir føre følgende samtale:

»Er det ham?«

»Ja, ved Allahs ed.«

»Du har vel genkendt ham ordentligt?«

-Ja.

Hvilken holdning har De nu til ham?

-Fjendtlighed. Ved Allah, så længe jeg lever (Ibn Hisham, bind 1, s. 518-519).

En beretning, der er nævnt i Sahih al-Bukhari, tjener også som bevis herpå. Den indeholder beretningen om, hvordan den ærede Abdullah ibn Salam (må Allah være tilfreds med ham) blev muslim,

Den ærede Abdullah var en højtstående jødisk lærd. Så snart han hørte, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, var ankommet til Medina, opsøgte han ham og stillede ham nogle spørgsmål, som ingen anden end en profet kunne besvare. Så snart han havde fået svarene fra Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, antog han islam. Derefter sagde han til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: »Jøderne er meget dygtige til at bagvaske andre. Hvis De spørger dem om mig, vil de, straks efter at have hørt om min islam, sige det modsatte af, hvad de nu siger.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sendte straks bud efter nogle jøder og spurgte: »Hvilken slags mand er Abdullah ibn Salam blandt jer?« De svarede: »Han er den mest lærde blandt os og søn af den mest lærde.« I en anden beretning siges det: »Han er vores leder og søn af vores leder.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde da: »Hvad vil I sige, hvis I hører, at Abdullah ibn Salam er blevet muslim?« Jøderne sagde to eller tre gange: »Må Allah beskytte ham.« Derefter trådte den ærede Abdullah frem og sagde med høj stemme: »Jeg bevidner, at der ingen gud er ud over Allah, og jeg bevidner, at Muhammad er Allahs Sendebud.« Så snart jøderne hørte dette, sagde de: »Han er den værste blandt os og søn af den værste.« Desuden begyndte de at sige endnu værre ting om ham. Den ærede Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »O jødefolk, frygt Allah! Ved Ham, ud over hvem der ingen gud er, ved I udmærket, at han er Allahs Sendebud, og at han er kommet med sandheden.« Men jøderne sagde: »Du lyver« (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 459, 556, 561).

Allerede i den første tid efter ankomsten til Medina havde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, således erfaret jødernes holdning.

Alt det, der hidtil er blevet nævnt, vedrørte Medinas indre forhold. Uden for Medina var Quraysh muslimernes største fjende. I ti år havde de påført muslimerne i Mekka grænseløse lidelser og gjort deres liv uudholdeligt gennem intriger, sammensværgelser, forfølgelse og undertrykkelse. De lod ingen lejlighed gå fra sig til at skade muslimerne. Efter muslimernes hijrah til Medina tog de vantro deres huse, jord og ejendele med magt og skadede på forskellige måder enhver, de fik fat i, som forsøgte at stå mellem muslimerne og deres familier. Ikke nok med det: De indledte en frygtelig sammensværgelse med det formål at dræbe Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og udrydde islams kald fuldstændigt, og de satte alle deres kræfter ind på dette. Selv efter at muslimerne var nået til Medina, fem hundrede kilometer borte, opgav de vantro ikke deres sammensværgelser. Quraysh var naboer til Baytullah og havde indtaget den religiøse lederposition blandt araberne. Derfor brugte de deres indflydelse til at lægge pres på de forskellige stammer omkring Mekka og ophidse dem mod muslimerne, hvorved de politisk boykottede Medina. Som følge heraf faldt tilførslen af varer til Medina, samtidig med at antallet af muhajirun i Medina dag for dag voksede. I virkeligheden var der opstået en situation mellem de muslimske indbyggere i Medina og de vantro fra Mekka, som lignede en krigstilstand. At holde muslimerne ansvarlige for denne situation ville være den yderste tåbelighed.

På samme måde som de vantro i Mekka med magt havde beslaglagt muslimernes huse, ejendele og rigdomme og udsat dem for overgreb, forfølgelse og undertrykkelse, havde muslimerne med rette ret til at gøre noget tilsvarende. På samme måde som de ikke-muslimer havde lagt hindringer i vejen for muslimernes normale liv, havde muslimerne med rette ret til at skabe tilsvarende hindringer og forhindringer. De fortjente at få et passende svar på deres handlinger, så deres sammensværgelse om at udrydde muslimerne fuldstændigt ikke skulle lykkes.

Efter at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var ankommet til Medina, stod han over for disse problemer. På baggrund af dem anlagde han en profetisk og ledersk tilgang: Han viste dem, der fortjente gunst, gunst, og sørgede for straf til dem, der fortjente straf. Det er dog klart, at barmhjertigheden og gunsten langt oversteg straffens strenghed. Derfor kom ledelsen og myndigheden inden for få år i muslimernes hænder. Dette vil blive behandlet mere udførligt i det følgende.

Første fase: Etableringen af et nyt samfund

Det er tidligere blevet nævnt, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fredag den 12. Rabi al-Awwal i det første hijri-år, svarende til den 27. september 622 e.Kr., ankom foran huset til Hazrat Ayyub al-Ansari, må Allah være tilfreds med ham, fra stammen Banu Najjar. På det tidspunkt sagde han: „Hvis Allah vil, bliver dette vores opholdssted.“ Derefter flyttede han ind i Hazrat Ayyub al-Ansaris, må Allah være tilfreds med ham, hus.

Opførelsen af Profetens Moské

Derefter påbegyndte Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, opførelsen af Profetens Moské. Han udpegede det sted til moskébyggeriet, hvor hans kamel standsede under rejsen. Jorden tilhørte to forældreløse drenge. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, købte jorden af dem til en rimelig pris og begyndte at opføre moskéen. Han bar selv mursten og sten til moskéen, mens han reciterede:

O Allah, der findes intet liv undtagen livet i det hinsidige; tilgiv ansarerne,

og muhajirunerne. Denne byrde er ikke som nogen anden byrde, Khaybar,

Dette er vor Herres mest fromme og reneste handling.

Sahabaerne reciterede begejstret sammen med Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham):

Rāʿinā qadamān wa-n-nabī yaʿmal,

Lādhāka minnā al-amānu wa-l-mudallal,

Det vil sige: O Allah, det sande liv er livet i det hinsidige. Tilgiv ansarerne og muhajirunerne. Denne byrde er ikke Khaybars byrde; denne byrde er Herrens og en ren byrde. Hvis vi sidder tilbage, mens Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) arbejder, vil vi være ansvarlige for at handle vildledt.

På denne jord var der flere grave tilhørende afgudsdyrkere, og dele af den var øde og ujævn. Der var også nogle dadelpalmer og andre træer. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) gravede afgudsdyrkernes grave op, jævnede de ujævne områder og fældede dadelpalmerne og de andre træer for at plante dem langs qiblaen. Det skal bemærkes, at qiblaen på det tidspunkt var Bayt al-Maqdis.

Moskeportens to sidestykker var af sten, og væggene var opført af rå mursten og ler. Taget blev dækket med dadelpalmegrene og -blade, og der blev indsat tre døre. Fra væggen foran qiblaen til bagvæggen var den hundrede alen lang, mens bredden var mindre. Fundamentet var omkring tre alen dybt.

Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) opførte nogle enkle hytter ikke langt fra moskeen. Disse rums vægge var lavet af dadelpalmeblade og -grene, og de var boliger for Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) og hans hustruer. Da de var færdige, flyttede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) hertil fra Abu Ayyub al-Ansaris hus (Sahih al-Bukhari, s. 71, 555, 560; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 56).

Den opførte moske var ikke kun til udførelse af bøn; den var også et universitet, hvor muslimerne lærte islams grundprincipper og vejledning.

Det var en sådan forsamling, hvor mennesker fra forskellige stammer, der var plaget af stammekonflikter og had, levede i gensidig harmoni og fordragelighed. Denne moské var et center, hvorfra den nydannede stats samtlige anliggender blev ledet, og herfra blev folk sendt ud på forskellige ekspeditioner. Desuden fungerede denne moské som et parlament, hvor Majlis al-Shura og administrationsrådet holdt deres møder.

Desuden var denne moské et tilflugtssted for Muhajirun og andre hjemløse mennesker, som hverken havde hjem, familie eller slægtninge.

Fra den første fase af hijraen begyndte man at praktisere adhan. Denne adhan var som en vidunderligt sød musik, hvis toner fyldte alle verdenshjørner. I denne forbindelse omtales begivenheden, hvor Hadhrat Abdullah ibn Zayd (ra.) modtog en drømmedirektiv. Se Tirmidhi, Sunan Abi Dawud, Musnad Ahmad og Sahih Ibn Khuzaymah for flere oplysninger.

Etablering af broderlige bånd blandt muslimerne

Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) etablerede gennem opførelsen af Profetens Moské et centrum for gensidige møder og kærlig samhørighed. På samme måde udførte han en enestående handling i menneskehedens historie, nemlig at skabe broderskab mellem Ansar og Muhajirun. Allama Ibn Qayyim har skrevet: Derefter knyttede Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) broderskabsbånd mellem Muhajirun og Ansar i Hadrat Anas ibn Maliks hjem. På det tidspunkt var i alt halvfems sahaba til stede; halvdelen var Muhajirun, og halvdelen var Ansar. Kernen i broderskabspagten var, at de skulle dele hinandens sorg og glæde og efter døden arve hinandens ejendom i stedet for de nærmeste slægtninge. Denne arveregel var gældende indtil slaget ved Badr. Derefter åbenbarede Allah den Ophøjede dette vers i Den Ædle Koran: »De nærmeste slægtninge har større ret til hinanden.«

Efter at dette vers var blevet åbenbaret, ophørte arveloven vedrørende ejendom mellem Ansar og Muhajirun, men broderskabsforholdet forblev intakt. Det siges, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) også etablerede et andet broderskabsforhold udelukkende blandt Muhajirun, men det er det førstnævnte broderskabsbånd, der er dokumenteret. Det er i sig selv forståeligt, at Muhajirun stod hinanden meget nær på grund af islamisk broderskab, fædrelandets broderskab og slægtskabsbånd; de havde ikke behov for nogen anden form for broderskab. Situationen mellem Muhajirun og Ansar var imidlertid anderledes (Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 56).

Om formålet med dette broderskabsbånd har imam Ghazali (ra.) skrevet: Formålet med dette broderskabsbånd var at bringe skikke fra uvidenhedens tidsalder til ophør, fremme islams skønhed og fjerne forskellene mellem race, stamme og region. Derved blev det gjort klart, at målestokken for højhed og lavhed ikke er noget andet end taqwa.

Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) smykkede ikke dette broderskabsbånd med blot tomme ord, men beskrev det som en bindende og forpligtende pagt, der omfattede liv og ejendom. Det var ikke begrænset til mundtlige hilsener og lykønskninger uden nogen virkning; dette broderskabsbånd vakte også en ånd af selvopofrelse, medfølelse i sorgen samt venskab og harmoni. Derfor fyldte broderskabsbåndet det nye samfund i Medina med sjældne og strålende arbejdsindsatser (Fiqh al-Sirah, s. 140-141).

Det er berettet i Sahih al-Bukhari, at Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, efter muhajirunernes ankomst til Medina knyttede et broderskabsbånd mellem Abd al-Rahman ibn Awf, må Allah være tilfreds med ham, og Sa’d ibn al-Rabi, må Allah være tilfreds med ham. Sa’d ibn al-Rabi sagde derefter til Abd al-Rahman: »Jeg er den rigeste blandt ansarerne. Tag halvdelen af min formue. Jeg har to hustruer; se på dem, og fortæl mig, hvem du bedst kan lide. Jeg vil skille mig fra hende, og når hendes idda er udløbet, kan du gifte dig med hende.« Da Abd al-Rahman hørte dette, sagde han: »Må Allah velsigne din familie og din formue. Hvor er markedet her hos jer?« Han blev vist hen til Banu Qaynuqa-markedet. Da han vendte tilbage fra markedet, havde han noget ost og ghee med sig. Derefter tog han regelmæssigt til og fra markedet hver dag. En dag, da han vendte tilbage, kunne man se spor af safran på ham. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte om årsagen. Abd al-Rahman svarede: »Allahs Sendebud, jeg er blevet gift.« Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte: »Hvor meget gav du i brudegave?« Abd al-Rahman svarede: »Et og et kvart mithqal guld.« (Sahih al-Bukhari, kapitlet om broderskabsbåndet mellem muhajirunerne og ansarerne, bind 1, s. 553).

Det er berettet fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at ansarerne bad Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham: »Fordel de daddelplantager, som vi ejer, mellem os og vores brødre.« Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, gik ikke med til det. Ansarerne sagde da: »Så kan muhajirunerne arbejde i vores plantager, og vi vil give dem en andel af det, der bliver produceret.« Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, gav sit samtykke, og derefter handlede vi i overensstemmelse hermed.

Dette viser, hvordan ansarerne ærede muhajirunerne. Det viser også ansarernes kærlighed til deres muhajirun-brødre, deres enkle, oprigtige hjerte og deres selvopofrelse. Muhajirunerne tillagde en sådan behandling fra ansarerne (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 312) stor betydning. De modtog ingen unødvendige ekstra fordele fra ansarerne; de tog kun imod så megen hjælp, som var nødvendig for i nogen grad at genoplive deres skrøbelige økonomi.

Dette broderskabsbånd mellem ansarerne og muhajirunerne var et enestående bevis på politisk fremsynethed og visdom. Etableringen af dette broderskabsforhold var en fremragende løsning på nogle af de problemer, som muslimerne stod over for på det tidspunkt.

Løftet om at støtte islam

Ud over det nævnte broderskabsforhold udarbejdede Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, også en anden pagt for muslimerne. Gennem den blev grundlaget for alle konflikter, stridigheder og stammefejder fra uvidenhedens tid ødelagt, og der blev heller ikke efterladt nogen plads til skikke og sædvaner fra uvidenhedens tid. Pagtens bestemmelser var som følger:

Dette dokument indgås af Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, mellem qurayshitiske og yathribiske folk, deres undergivne og deres allierede samt de troende og muslimer, der deltager i jihad—

1) De udgør alle ét særskilt fællesskab, forskelligt fra alle andre mennesker.

To) Quraysh-muhajirerne skal indbyrdes betale løsepenge efter deres tidligere skik og retfærdigt tilbagegive fangerne blandt de troende; blandt ansarerne skal de troende i overensstemmelse med alle stammerne retfærdigt betale løsepenge for deres egne fanger.

Tre) De troende må ikke berøve nogen blandt sig de bidrag og gaver, der efter den gældende skik gives i forbindelse med fidya eller løsepenge.

Fire) Alle retskafne muslimer skal modsætte sig dem, der overskrider grænserne; de troende skal modsætte sig enhver blandt dem, der begår uret og overgreb, synd, oprør eller skaber splid og uro.

Fem) De troende skal samlet stå imod den uretfærdige; denne beslutning ændres ikke, selv hvis den uretfærdige er barn af en troende.

Seks) Ingen troende må dræbe en anden troende på anklage for at have dræbt en vantro.

Syv) Ingen troende må modsætte sig en anden troende for at hjælpe en vantro.

Otte) Alle skal være under Allahs beskyttelse, og alle mennesker skal overholde selv den garanti, som gives af en almindelig person.

Ni) De jøder, der tilslutter sig vores lære, skal hjælpes; de skal behandles på samme måde som de øvrige muslimer, der må ikke begås nogen form for uret eller overgreb mod dem, og ingen må hjælpes imod dem.

Ti) Muslims enighed skal være fælles for alle. Ingen muslim må indgå en separat aftale med andre i jihad på Allahs vej ved at tilsidesætte en anden muslim; tværtimod skal alle nå frem til en traktat eller aftale på grundlag af lighed og retfærdighed.

Elleve) I spørgsmål vedrørende udgydt blod i jihad på Allahs vej skal alle muslimer betragtes som én.

Tolv) Ingen muslim må give nogen af de vantro Qurayshfolk sikkerhed for liv og ejendom eller asyl, og ingen må anmode en troende om at give en vantro sikkerhed for liv og ejendom eller asyl.

Tretten) Hvis nogen dræber en troende, og det bevises, skal qisas gennemføres mod ham; det vil sige, at han selv skal dræbes, fordi han er skyldig i drab. Men hvis morderen kan tilfredsstille den dræbtes slægtninge ved at betale erstatning, skal qisas ikke gennemføres.

Fjorten) Når alle troende er nået til enighed om en sag, må ingen anden modsætte sig den.

Femten) Det skal ikke anses for tilladt for en troende at hjælpe en oprørsstifter eller en bidʿat-udøver. Ingen må give husly til en person, der skaber uro. Hvis nogen giver ham husly eller hjælper ham, vil Allahs forbandelse ramme ham på opstandelsens dag, og ingen af hans obligatoriske eller frivillige tilbedelseshandlinger vil blive antaget i det jordiske liv.

Seksten) Hvis der opstår uenighed mellem jer om noget, skal sagen afgøres i overensstemmelse med Allah den Højestes og Hans Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, (Ibn Hisham, bind 1, s. 503).

Den nye struktur for samfundsordningen

På grund af denne fremsynethed og klogskab lagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, grundstenen til et nyt samfund. Samfundets ydre form udviklede sig imidlertid omkring Allahs Sendebud og blev tydeligt formet af ham. Hans betagende personlighed var centrum for al tiltrækning, og hans undervisning, oplæring, moralske karakterdannelse, kærlighed, broderskab, tilbedelse og lydighed gjorde muslimerne i stand til at opnå et nyt liv.

En sahabi spurgte Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Hvilken islam er den bedste?« Det vil sige: Hvilken handling i islam er den bedste? Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede: »Du skal give andre mad og hilse med salam på alle, både dem du kender og dem du ikke kender.« (Sahih Bukhari, bind 1, s. 6, 9).

Hazrat Abdullah ibn Salam (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Efter at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var kommet til Medina, gik jeg til ham. Blot ved at se hans velsignede ansigt forstod jeg, at dette ikke var en løgners ansigt. Derefter var de første ord, han sagde til mig: »O folk, fortsæt med at hilse med salam, giv mad, bevar slægtskabsbåndene, og bed om natten, når alle er faldet i søvn; så vil I træde trygt ind i Paradiset.« (Tirmidhi, Ibn Majah, Darimi, Mishkat, bind 1, s. 168).

Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den person vil ikke træde ind i Paradiset, hvis nabo ikke er i sikkerhed for hans ondskab og ødelæggelser.« (Sahih Muslim, Mishkat, bind 2, s. 422).

Han sagde: »Den, der er en god muslim, er den, fra hvis tunge og hænder muslimerne er i sikkerhed.« (Sahih Bukhari, bind 1, s. 6).

Han sagde: »Ingen af jer kan blive troende, før han ønsker for sin broder det, som han ønsker for sig selv.« (Sahih Bukhari, bind 1, s. 6).

Han sagde: »Alle troende er som ét menneske. Hvis hans øje gør ondt, mærkes smerten i hele kroppen; hvis hans hoved gør ondt, mærkes smerten i hele kroppen.« (Muslim, Mishkat, bind 2, s. 422).

Han sagde: »De troende er for hinanden som en bygning; den ene del styrker den anden.« (Bukhari, Muslim og Mishkat, bind 2, s. 422).

Han sagde: Nær ikke had og fjendskab over for hinanden, vær ikke fjendtlige, tvist ikke, og vend ikke ryggen til hinanden. Vær Allahs tjenere og brødre. Det er ikke tilladt for en muslim at holde sig borte fra sin bror i mere end tre dage (Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 896).

Han sagde: En muslim er en muslims bror. En muslim må ikke gøre en anden muslim uret eller overgive ham til fjenden. Den, der hjælper sin bror med at opfylde et behov, vil Allah opfylde hans behov. Den, der lindrer en muslims sorg og bekymring, vil Allah på opstandelsens dag lindre en af denne persons sorger. Og den, der skjuler en muslims fejl, vil Allah på opstandelsens dag skjule denne persons fejl (al-Bukhari, Muslim og Mishkat, bind 2, s. 422).

Han sagde: Vis barmhjertighed over for jordens beboere, så vil Himlens Herre vise barmhjertighed over for jer (Sunan Abu Dawud, bind 2, s. 335; al-Tirmidhi, bind 2, s. 14).

Han sagde: Den, der selv spiser sig mæt, mens hans nabo ved siden af ham sulter, er ikke en troende (al-Bayhaqi, Mishkat, bind 2, s. 424).

Han sagde: At fornærme en muslim er en synders handling, og at slås og kæmpe med en muslim er vantro (Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 893).

Han sagde: At fjerne noget skadeligt fra vejen hører til sadaqa; denne handling er en af de vigtigste grene af troen (al-Bukhari, Muslim og Mishkat, bind 1, s. 12, 167).

Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, opfordrede indtrængende til sadaqa og velgørenhed. Han beskrev denne sadaqas og velgørenheds store fortrin så udførligt, at hjertet helt af sig selv blev draget mod den. Han sagde: Sadaqa slukker synder, ligesom vand slukker ild (Ahmad, al-Tirmidhi, Ibn Majah og Mishkat, bind 1, s. 14).

Han sagde: Den muslim, der giver en nøgen muslim tøj på, vil Allah iføre grønne klæder i Paradiset. Den muslim, der giver en sulten muslim mad, vil Allah give frugter at spise i Paradiset. Og den muslim, der giver en tørstig muslim vand at drikke, vil Allah give en forseglet, ren drik at drikke i Paradiset (Abu Dawud, al-Tirmidhi og Mishkat, bind 1, s. 169).

Han plejede at sige: Værn jer mod ilden, om så blot ved at give en dadel i almisse; hvis I ikke engang har mulighed for det, så værn jer mod ilden ved hjælp af et godt ord (al-Bukhari, 1. bind, s. 190; 2. bind, s. 890).

Samtidig formanede Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, dem til at holde sig fra tiggeri. Han lærte dem tålmodighed, udholdenhed og sparsommelighed og beskrev tiggeri som ridser i tiggerens ansigt og andre former for sår (se Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i, Ibn Majah, al-Darimi og Mishkat).

Han erklærede imidlertid dem fri for den førnævnte ydmygelse, som kun tigger af ren og skær nød.

Han beskrev de forskellige former for fortræffelighed ved de forskellige former for tilbedelse og nævnte de forskellige belønninger, som Allah giver for disse former for tilbedelse.

Han underrettede muslimerne om den åbenbaring, der kom til ham fra himlen, og hjalp dem med at leve i overensstemmelse med den. Han reciterede denne åbenbaring for muslimerne, og efter at have hørt den fra ham reciterede muslimerne den igen. Som følge heraf blev der hos muslimerne, ud over intelligens, skarpsindighed og bevidst tænkning, skabt en profetisk ansvarsfølelse og bevidsthed om budskabet om Da‘wat al-Haqq.

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, skabte grundlaget for en forbløffende udvikling i muslimernes livsførelse og udviklede de gudgivne evner i menneskene. Der opstod ynde i menneskenes handlinger, tanker og bevidsthed, og på grund af Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, undervisning blev sahabaerne de bedste mennesker efter profeterne. I menneskehedens historie nåede de idealets højeste stade. Hazrat Abdullah ibn Mas‘ud, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Den, der ønsker at følge en anvisning, bør følge de dødes anvisninger, for der er fare for fitna med hensyn til de levende.

Sahabaerne var Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ledsagere, de bedste mennesker i Muhammads umma, fromme, dybt vidende og de mest ydmyge. Allah, Herren over alle verdener, udvalgte disse mennesker som venner og ledsagere til sin elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og som egnede mennesker til arbejdet med at etablere din. Derfor er det nødvendigt at kende deres egenskaber og fortræffelighed, følge, efterligne og adlyde dem samt så vidt muligt tilegne sig deres karakter og livsførelse, for de var på vejledning og på Sirat al-Mustaqim (al-Razin, Mishkat, 1. bind, s. 32).

Vores profet, Hazrat Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var et sådant eksempel på et ypperligt og ophøjet ideal, at hjertet af sig selv blev draget mod ham, og ønsket om at ofre sit liv opstod. Derfor skyndte sahabaerne sig for at efterleve de ord, der kom fra hans hellige mund, og blandt sahabaerne begyndte der nærmest en konkurrence om at efterleve hans ord fuldt ud, når han talte for vejledning og ledelse.

Det var på grund af sådanne bestræbelser, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var i stand til at opbygge et samfund i Medina, som i historiens lys var det mest succesfulde samfund. Han løste dette samfunds problemer på en sådan måde, at de, der famlede med arme og ben i mørkets hvirvel, fandt ro. Gennem bedre uddannelse og idealer var dette samfund i stand til at overvinde tidens alle modgang og ændre historiens gang.

Indgåelse af en aftale med jøderne

Efter hijra lagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gennem fælles tanker og tro, politik og en samlet indsats grundlaget for et nyt samfund blandt muslimerne. Derefter tog han initiativ til at etablere forbindelser med de ikke-muslimske. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ønskede, at alle mennesker skulle leve i lykke og fred, og at befolkningen i Medina og de omkringliggende områder skulle være underlagt en sund administration. Gennem storsind og retfærdighed udformede han love, hvis lige man ikke kan finde i den nutidige konfliktfyldte og urolige verden.

Som allerede nævnt var befolkningen nær Medina jøder. Selvom de i hemmelighed var fjendtlige over for muslimerne, viste de det ikke åbent. Derfor indgik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en aftale med dem. Aftalen gav jøderne frihed til at praktisere deres religion samt sikkerhed for deres liv og ejendom, men de fik ingen mulighed for politiske provokationer.

Aftalen med jøderne blev indgået på grundlag af den gensidige aftale mellem muslimerne, og aftalens bestemmelser var som følger:

1. Jøderne fra Banu Awf skal sammen med muslimerne betragtes som én ummah. Jøderne skal praktisere deres religion, og muslimerne deres religion. Jøderne ud over Banu Awf skal have de samme rettigheder.

2. Jøderne er hver især ansvarlige for alle deres egne udgifter, og muslimerne er hver især ansvarlige for deres egne udgifter.

3. Hvis nogen bekæmper en hvilken som helst part, der er omfattet af denne aftale, skal alle i fællesskab stå imod dem.

Fire. Alle parter i denne aftale skal ønske hinandens vel, men dette velønske og samarbejde skal være grundlagt på retfærdighed, ikke på uret.

Fem. Ingen skal gøres ansvarlig for en forbrydelse på grund af sin allierede.

Seks. Den undertrykte skal hjælpes.

Syv. Så længe krigen varer, skal jøderne sammen med muslimerne bære krigens omkostninger.

Otte. Uroligheder, optøjer og blodsudgydelser i Medina skal være forbudt for aftalens parter.

Ni. Hvis der blandt aftalens parter opstår et nyt problem eller en strid, skal Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, afgøre sagen i overensstemmelse med Allahs lov.

Ti. Quraysh og deres hjælpere må ikke gives beskyttelse.

Elleve. Hvis nogen angriber Yasrib, skal alle parter hjælpe hinanden med at imødegå angrebet, og hver part skal varetage forsvaret af sit eget område.

For det fjerde: Ingen undertrykker eller forbryder må gives beskyttelse gennem denne aftale (Ibn Hisham, bind 1, s. 503–504).

Efter indgåelsen af denne aftale blev der dannet en stat bestående af Medina og de omkringliggende områder. Medina var denne stats hovedstad, og Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var statens øverste leder. Den grundlæggende myndighed lå hos muslimerne. Således blev Medina centrum for den islamiske stat. For fredens og stabilitetens skyld indgik Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, senere lignende aftaler med andre stammer.

Væbnede konflikter

Qurayshs sammensværgelser mod muslimerne

Der er tidligere blevet redegjort for den undertrykkelse og forfølgelse, som Mekkas vantro udsatte muslimerne for. Det er også blevet nævnt, hvilke sammensværgelser de vantro satte i værk mod muslimerne, da muslimerne begyndte at udvandre. Som følge af denne undertrykkelse og forfølgelse begik de vantro også den forbrydelse at konfiskere muslimernes ejendom. Deres dårskab blev ikke mindre, men fortsatte tværtimod med at vokse. Da de så, at muslimerne undslap deres greb og havde fundet et sikkert tilflugtssted i Medina, voksede de vantros vrede yderligere. Abdullah ibn Ubayy havde endnu ikke iført sig islams ydre. I Medina var Abdullah ibn Ubayy leder for Ansarerne. Mekkas polyteister skrev et truende brev til Abdullah. På det tidspunkt havde Abdullah betydelig indflydelse og anseelse i Medina. Hvis Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ikke var kommet til Medina, ville indbyggerne i Medina endda have taget imod ham som deres konge. I deres truende brev skrev Mekkas polyteister til Abdullah ibn Ubayy og deres polyteistiske medskyldige: »I har givet vores folk tilflugt. Derfor sværger vi, at I enten skal kæmpe mod ham eller fordrive ham fra Medina. Hvis I ikke gør det, vil vi med al vores styrke angribe jer, dræbe de stridbare mænd blandt jer og krænke jeres kvinders ære.« [Abu Dawud, kapitlet om Khabar an-Nadir]

Brevveksling med Abdullah ibn Ubayy

Så snart Abdullah ibn Ubayy havde modtaget dette brev, gjorde han sig klar til at følge Mekkas polyteisters ordre. Der var allerede opstået et stærkt had i Abdullah ibn Ubayys hjerte mod Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham. For han havde slået den forestilling fast i sit sind, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde berøvet ham Medinas krone. Så snart Abdullah ibn Ubayy og hans medhjælpere i Medina havde modtaget brevet fra Mekkas polyteister, gjorde de sig klar til at kæmpe mod den højt agtede Sendebud. Da Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte om dette, gik han til Abdullah og sagde til ham: »Det ser ud til, at du er blevet stærkt påvirket af Qurayshs trusler. Hør her: Mekkas Quraysh kan ikke skade jer mere, end I selv er på vej til at skade jer. Vil I virkelig selv kæmpe mod jeres egne sønner og brødre?« Da Abdullahs medhjælpere, som havde gjort sig klar til kamp, hørte Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige dette, spredtes de. [Abu Dawud, kapitlet om Khabar an-Nadir]

Da hans tilhængere og medhjælpere havde spredt sig, afstod Abdullah ibn Ubayy for øjeblikket fra krig. Men han fortsatte kontakten med Quraysh. For denne skurk lod ingen mulighed for selv at blive involveret i en konflikt mellem muslimer og vantro gå fra sig. Desuden holdt han kontakt med jøderne for at opnå styrke til at modarbejde muslimerne, så jøderne kunne hjælpe ham, når behovet opstod. Men Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, slukkede igen og igen urolighedernes og kaossets ild gennem guddommeligt givne strategier [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 655, 656, 916, 924].

Meddelelse om lukningen af Den Hellige Moské for muslimerne

Derefter rejste Sa’d ibn Mu’adh (må Allah være tilfreds med ham) til Mekka for at udføre umrah og blev gæst hos Umayyah ibn Khalaf. Sa’d (må Allah være tilfreds med ham) havde endnu ikke taget islam til sig. Han sagde til Umayyah: »Jeg vil gerne udføre tawaf omkring Kabaen i fred og ro.« Umayyah gik ud sammen med Sa’d ved middagstid. Under tawaf mødte de Abu Jahl. Da Abu Jahl så Sa’d udføre tawaf med dyb hengivenhed, sagde han til Umayyah: »Abu Safwan, hvem er denne mand, der er kommet med dig?« Umayyah svarede: »Det er Sa’d ibn Mu’adh.« Abu Jahl henvendte sig direkte til Sa’d og sagde: »Jeg kan se, at du udfører tawaf med stor hengivenhed. Alligevel giver I husly til disse vantro og har også tilkendegivet, at I vil hjælpe og støtte dem. Ved Gud! Hvis du ikke havde været Abu Safwans gæst, ville du ikke være blevet ladt vende sikkert tilbage til Medina.« Da Sa’d (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, sagde han højt: »Hør her! Hvis du forsøger at forhindre mig i at udføre tawaf, vil jeg ikke lade din handelskaravane passere nær Medina. Det vil blive en alvorlig sag for dig.« [Bukhari, Kitab al-Maghazi, bind 2, s. 563]

Qurayshs trussel mod emigranterne

Quraysh sendte muslimerne følgende besked: »Tro ikke, at I vil være i sikkerhed, når I er rejst fra Mekka. Tværtimod vil vi udslette jer, så snart I er nået til Medina.« [Rahmatul lil-‘Alamin, bind 1, s. 116]

Det var ikke blot en trussel. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) blev gennem forskellige kilder informeret om Qurayshs sammensværgelser og onde hensigter. Derfor tilbragte han nogle gange hele natten vågen, mens han andre gange overnattede under sine ædle ledsageres bevogtning. I Sahih Bukhari al-Sharif berettes det fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) en aften efter ankomsten til Medina sagde: »Hvor ville det være godt, hvis en from ledsager blandt mine ledsagere holdt vagt her hos mig.« Straks efter at han havde sagt dette, hørtes klirren af våben. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte: »Hvem er der?« Svaret lød: »Sa’d ibn Abi Waqqas.« Han spurgte: »Hvorfor er du kommet?« Den besøgende svarede: »Allahs Sendebud, da jeg pludselig blev bekymret for din sikkerhed, kom jeg for at holde vagt over dig.« Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte dette, bad han for ham og lagde sig til at sove. [Muslim, bind 2, kapitlet om Sa’d ibn Abi Waqqas’ fortrin, og Bukhari, bind 1, s. 404]

Det skal bemærkes, at vagtholdet ikke var begrænset til nogle få bestemte nætter. Det blev tværtimod opretholdt kontinuerligt. Det berettes fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at der om natten blev holdt vagt for Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Derefter blev dette vers fra den hellige Koran åbenbaret: »Allah vil beskytte dig mod menneskene.« Efter at dette vers var blevet åbenbaret, stak den elskede Profet hovedet ud ad vinduet og sagde: »I mennesker, vend tilbage! Allah har garanteret min sikkerhed.« [Jami’ al-Tirmidhi, Tafsir-kapitlerne, bind 2, s. 130]

Frygten for manglende sikkerhed var ikke begrænset til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) alene. Den gjaldt alle muslimer. Det berettes fra Ubayy ibn Ka’b (må Allah være tilfreds med ham), at efter Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og hans ledsagere var ankommet til Medina, gav ansarerne dem husly. Dette gjorde hele Arabien rasende på dem. Derfor tilbragte ansarerne i Medina aldrig natten uden våben, og de havde også våben hos sig om morgenen.

Tilladelse til at føre krig

Usikkerheden for de muslimske indbyggere i Medina på grund af de ikke-muslimske udgjorde en alvorlig trussel. Med andre ord var det en enorm udfordring for deres overlevelse. Derfor forstod muslimerne klart, at Quraysh ikke ville afstå fra deres beslutning om at skade muslimerne. På dette tidspunkt gav Allah, Rabb al-ʿĀlamīn, muslimerne tilladelse til at kæmpe. Denne kamp blev dog ikke betegnet som en religiøs pligt. På dette tidspunkt åbenbarede Allah den Højeste dette vers i Koranen: »De, der bekæmpes, får også tilladelse til at kæmpe, fordi de er blevet gjort uret imod. Allah er visselig i stand til at hjælpe dem.«

Efter dette blev flere andre vers åbenbaret i denne forbindelse. I disse vers blev det nævnt, at tilladelsen til at kæmpe ikke blev givet blot for kampens skyld, men at formålet var at udrydde falskheden og etablere sandhed og retfærdighed. Allah den Højeste siger for eksempel: »Hvis Vi giver dem magt på jorden, vil de oprette bønnen, give zakat, påbyde det gode og forbyde det onde. Alle tings udfald tilkommer Allah.« (Sura al-Hajj, vers 81)

Denne tilladelse blev åbenbaret i Medina efter hijraen, ikke i Mekka. Det er imidlertid vanskeligt at fastslå det nøjagtige tidspunkt for åbenbaringen.

Der var givet tilladelse til at kæmpe, men situationen var til fordel for de afgudsdyrkende Quraysh. Derfor blev det nødvendigt for muslimerne at benytte visse strategier. Muslimerne udvidede grænsen for deres kontrol helt frem til Qurayshs handelskaravaner. Denne grænse strakte sig langs ruten mellem Mekka og Syrien. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udarbejdede to planer for at udvide muslimernes kontrolområde.

1) At indgå ikke-angrebspagter med de stammer, der boede langs handelskaravanernes rute mellem Mekka, Syrien og Medina.

2) At sende karavaner ud for at patruljere denne rute.

I forbindelse med den første plan er det vigtigt at bemærke, at der blandt de tidligere omtalte aftaler med jøderne nævnes, at der også blev indgået en lignende ikke-angrebspagt med Juhaina-stammen. Denne stamme boede tre manzil, det vil sige 51 miles, fra Medina. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, indgik desuden aftaler med flere andre stammer. Disse aftaler vil blive omtalt på det rette sted.

Den anden plan, som Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fremlagde, vedrørte krig; de forskellige spørgsmål i forbindelse med den vil også blive behandlet på deres rette sted.

Sariyya og ghazwa [Ifølge sīra-forfatternes terminologi betegner sariyya de militære ekspeditioner, som Profeten ﷺ ikke selv deltog i, uanset om der fandt kamp sted eller ej. Ghazwa betegner derimod de militære ekspeditioner, som Profeten ﷺ selv deltog i, uanset om der fandt kamp sted eller ej.]

Efter at tilladelsen til at kæmpe var blevet åbenbaret i versene fra den hellige Koran, begyndte muslimerne gradvist at gennemføre de to ovennævnte planer. Bevæbnede ekspeditioner begyndte at patruljere. Formålet var generelt at overvåge situationen på vejene omkring Medina og især på vejene omkring Mekka. Samtidig skulle der indgås ikke-angrebspagter med de stammer, der havde bosat sig omkring disse veje. På den måde kunne man indgive Medinas afgudsdyrkere, jøderne og beduinerne i området den overbevisning, at muslimerne nu var tilstrækkeligt stærke. De havde overvundet fortidens svaghed og magtesløshed. Desuden kunne man gennem dette skræmme dem med hensyn til Qurayshs overmodige dristighed. Det kunne gøres klart for dem, at følgerne af de tanker og den vrede, de havde givet udtryk for, ville blive frygtelige. Når de så deres økonomi truet på grund af det dynd af tåbelighed, de væltede sig rundt i, ville de hælde mod fred og forsoning. De ville afholde sig fra de planer, de nærede i deres hjerter: at trænge ind i muslimernes hjem og udslette dem, hindre folk i Allahs vej og undertrykke de svage muslimer. Som følge heraf kunne muslimerne helt frit udføre arbejdet med at kalde til tawḥīd på Den Arabiske Halvø.

Nedenfor gives en kort omtale af disse sariyyaer og ghazwaer:

1) Sariyya Sīf al-Baḥr [Sīf al-Baḥr betyder »havkysten«]

Ramadan i det første hijriår, svarende til marts 623 e.Kr.

Allahs Sendebud ﷺ udnævnte Ḥamza ibn ʿAbd al-Muṭṭalib رضي الله عنه til hærfører for denne ekspedition. Ved Rābiġ-sletten talte Abū Sufyans ledsagere i karavanen to hundrede. Begge parter skød pile mod hinanden, men det udviklede sig ikke til et egentligt slag [Raḥmat li-l-ʿĀlamīn].

Under denne sariyya sluttede to mænd fra Mekka sig til muslimerne. Den ene var al-Miqdād ibn ʿAmr al-Baḥrānī, og den anden var ʿUtba ibn Ghazwān al-Māzinī رضي الله عنهما. De havde begge antaget islam i hemmelighed. De havde sluttet sig til afgudsdyrkerne med det formål at forlade dem og gå over til muslimerne, hvis de undervejs mødte dem.

2) Sariyya Kharrār [navnet på et sted nær al-Juḥfa]

Måneden Dhu al-Qa’dah i det første hijri-år, svarende til maj 623.

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, udnævnte Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas til leder af denne ekspedition. Under hans ledelse sendte han tyve hengivne muslimer ud for at opspore en vantro-karavane. Denne gruppe drog af sted til fods. De rejste om natten og skjulte sig om dagen. På den femte dags morgen nåede gruppen al-Kharrar og fik at vide, at Qurayshs handelskaravane havde forladt al-Kharrar dagen før.

Dens banner var hvidt, og Hazrat Miqdad ibn Amr, må Allah være tilfreds med ham, bar det.

Tre) Ghazwah al-Abwa [Waddan er navnet på et sted mellem Mekka og Medina. Stedet ligger 29 miles fra Rabigh på vejen dertil. Abwa er et andet sted nær Waddan]

Safar i det andet hijri-år, svarende til august 623.

Under denne ekspedition drog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, af sted sammen med halvfjerds muhajirun. På dette tidspunkt udnævnte Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, Hazrat Sa’d ibn Ubadah, må Allah være tilfreds med ham, som sin stedfortræder i Medina. Formålet med denne ekspedition var at afskære en af Qurayshs handelskaravaner. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, nåede frem til Waddan. Der skete imidlertid ingen ubehagelig hændelse.

På tærsklen til denne ekspedition indgik Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, en venskabstraktat med Amr ibn Makhshi al-Jumairi, høvdingen for stammen Banu Jamrah. Traktaten lød således: »Dette er skrevet for Banu Jamrah af Muhammad, Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. De skal være sikrede med hensyn til deres liv og ejendom. Hvis nogen angriber dem, skal de hjælpes mod dette angreb. Men hvis de begynder at føre krig mod Allahs religion, skal denne forpligtelse ikke overholdes. Så længe havet fugter sin kyst, skal denne traktat forblive gyldig. Når Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, kalder dem til hjælp, skal de komme frem.« [Al-Mawahib al-Ladunniyya, bind 1, s. 75]

Dette var den første militære ekspedition, som Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, selv deltog i. Efter at have tilbragt femten dage uden for Medina vendte de tilbage.

4) Ghazwat Buwat

Rabi al-awwal i det andet hijri-år, svarende til september 623.

På dette felttog drog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, af sted sammen med to hundrede sahabaer. Formålet med felttoget var at forfølge Qurayshs handelskaravane. Karavanen bestod af et hundrede Quraysh-mænd, heriblandt Umayya ibn Khalaf, samt to tusind fem hundrede kameler. Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, nåede frem til et sted kaldet Buwat [Buwat og Ridhwi er to bjerge i det bjergrige område ved Junayna. De er egentlig to udløbere af et bjerg. De ligger på vejen fra Mekka til Syrien, 48 miles fra Medina]. Men der fandt ingen ubehagelig hændelse sted. Felttogets banner var hvidt, og det blev båret af den ærværdige Sa’d ibn Abi Waqqas, måtte Allah være tilfreds med ham.

Forud for dette felttog blev den ærværdige Sa’d ibn Mu’adh, måtte Allah være tilfreds med ham, udnævnt til amir over Medina.

5) Ghazwat Safwan

Rabi al-awwal i det andet hijri-år, svarende til september 623.

Årsagen til dette felttog var, at en gruppe mænd under ledelse af en afgudsdyrker ved navn Kurz ibn Jabir al-Fihri angreb græsningsområdet ved Medina og bortførte flere husdyr. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, forfulgte røverne sammen med halvfjerds sahabaer. Men Kurz og hans ledsagere blev ikke fundet. De vendte tilbage uden nogen form for sammenstød. Nogle kalder dette slag det første slag ved Badr. Banneret var hvidt. Det blev båret af den ærværdige Ali, måtte Allah være tilfreds med ham.

Under dette felttog blev den ærværdige Zayd ibn Haritha, måtte Allah være tilfreds med ham, udnævnt til amir over Medina.

6) Ghazwa Dhul-Usheira

Jumada al-awwal og Jumada al-thani i det andet hijri-år, svarende til november og december 623

På denne ekspedition ledsagede mellem 150 og 200 Muhajirun Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Ingen blev tvunget til at deltage. Der var kun tredive kameler til transport, og alle skiftedes til at ride. Ekspeditionen blev foretaget for at forfølge en karavane af polyteister, som var rejst fra Mekka mod Syrien. Karavanen medførte store mængder Quraysh-ejendom. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, forfulgte karavanen helt til et sted kaldet Dhul-Usheira [Usheiya, navnet på et sted nær Yalbur]. Men de vantro var allerede rejst flere dage tidligere. Da denne karavane vendte tilbage fra Syrien, forsøgte Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, at pågribe dem. Men de lykkedes med at flygte til Mekka. Som følge af denne begivenhed fandt slaget ved Badr senere sted.

Også på denne ekspedition var fanens farve hvid. Hamza, må Allah være tilfreds med ham, bar fanen.

Ifølge Ibn Ishaq drog Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, af sted mod slutningen af Jumada al-awwal under denne ekspedition og vendte tilbage i Jumada al-thani. Derfor er der uenighed blandt sira-forfatterne om det præcise tidspunkt for denne ekspedition.

Under denne ekspedition indgik Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, en ikke-angrebspagt med Banu Mudlij og deres allierede, Banu Damra.

Under Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, ekspedition varetog Abu Salama ibn Abd al-Asad al-Makhzumi, må Allah være tilfreds med ham, administrationen af Medina.

7) Sariya Nakhlah

Rajab i det andet hijri-år, svarende til januar 624

Under denne ekspedition sendte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, en gruppe på tolv muhajirun af sted under ledelse af Abdullah ibn Jahsh, må Allah være tilfreds med ham. Der var én kamel for hver to soldater. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gav lederen et brev og sagde, at det skulle læses efter to dages rejse. Efter to dages rejse åbnede Abdullah ibn Jahsh, må Allah være tilfreds med ham, brevet og læste det. Der stod: »Når I har læst dette brev, skal I slå jer ned i Nakhlah, stedet mellem Mekka og Taif, og dér ligge på lur efter en karavane tilhørende Quraysh. Underret mig samtidig om nyhederne.«

Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, meddelte de ledsagende sahaba brevets indhold og sagde: »Jeg tvinger ingen. De, som holder af martyrdøden, kan tage af sted. Selv hvis jeg bliver alene, vil jeg fortsætte fremad.«

Efter at have hørt Abdullah ibn Jahshs, må Allah være tilfreds med ham, ord satte de kurs mod Nakhlah. Undervejs forsvandt kamelen, som Sa’d ibn Abi Waqqas, må Allah være tilfreds med ham, og Utbah ibn Ghazwan, må Allah være tilfreds med ham, rejste på. De to sahaba skiftedes til at ride på kamelen. Da kamelen forsvandt, blev de begge efterladt.

Efter at have tilbagelagt en lang strækning nåede Abdullah ibn Jahsh, må Allah være tilfreds med ham, frem til Nakhlah. Da han kom dertil, hørte han, at en handelskaravane tilhørende Quraysh havde passeret ad denne vej. Karavanen medførte rosiner, læder og andre varer. Blandt dens medlemmer var Abd Allah ibn Mughirahs to sønner, Uthman og Nawfal, samt Mughirahs frigivne slave Amr ibn al-Hadrami og Hakim ibn Kaysan. Muslimerne rådførte sig med hinanden om, hvad de skulle gøre. Det var den sidste dag i måneden Rajab. Rajab er en af de hellige måneder, hvor krig er forbudt. Hvis de angreb, ville de krænke den hellige måned. Hvis de derimod ikke angreb, ville Qurayshs karavane trænge ind på Medinas område. Efter rådslagningen besluttede de at angribe. Sahaba fulgte Qurayshs handelskaravane og skød en pil mod Amr ibn al-Hadrami. Han blev ramt og døde. De andre arresterede Uthman og Hakim. Nawfal flygtede, og det lykkedes ikke at fange ham. Derefter ankom sahaba til Medina med de to fanger og varerne. De tog en femtedel af de varer, de havde fået, som krigsbytte. [Sådan har sira-forfatterne omtalt det. Problemet er imidlertid, at Koranens påbud om at tage en femtedel af krigsbyttet som ghanima blev åbenbaret på tidspunktet for slaget ved Badr. Af læsningen af versets anledning til åbenbaring fremgår det, at muslimerne ikke kendte bestemmelsen om krigsbytte før dette påbud.] Dette var den første ghanima, den første dræbte og den første fange i islams historie. Efter at have hørt det hele sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Jeg bad jer ikke om at føre krig i den hellige måned.« Han tillod ikke nogen form for overgreb i forbindelse med de beslaglagte varer eller fangerne.

Ved denne hændelse fik de ikke-muslimske en anledning til at sprede propaganda om, at muslimerne havde gjort den måned, som Allah havde gjort hellig, tilladt. Der blev ført alle slags smædekampagner om dette. Til sidst åbenbarede Allah den Ophøjede et vers, hvori Han siger: »Det, polyteisterne gør, er langt mere kriminelt og skændigt end muslimernes handling.«

Allah den Ophøjede siger: »De spørger dig om krigsførelse i den hellige måned. Sig: Krigsførelse i den er en alvorlig uret. Men at hindre folk på Allahs vej, at fornægte Allah, at hindre adgang til Den Hellige Moské og at fordrive dens beboere derfra er en endnu større uret i Allahs øjne. Fitna er værre end drab.« (Sura al-Baqara, vers 217)

Gennem denne åbenbaring er det blevet klart, at de vantros kritik af muslimerne er uden grundlag. Polyteisterne havde nemlig ved at bekæmpe islam og undertrykke muslimerne tilsidesat alle former for forbud. Da de muslimske emigranters ejendom blev beslaglagt, og der blev lagt planer om at dræbe Profeten, tænkte man da på Mekkas hellighed, det vil sige den hellige by? Blev disse sammensværgelser udført noget andet sted end uden for Mekka? Hvis ikke, hvorfor kom der så pludselig så megen larm om Mekkas hellighed? I virkeligheden udsprang stormen af polyteisternes propaganda af åbenlys skamløshed og utilsløret frækhed.

Da dette vers blev åbenbaret, løslod Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, begge fanger og betalte også erstatning for drabet på den dræbte. [De værker, hvorfra beretningerne om de ovennævnte ghazwaer og sariyyaer er indsamlet, er Zād al-Maʿād, bind 2, s. 83–85; Ibn Hishām, bind 1, s. 591–605; Rahmatul lil-ʿĀlamīn, bind 1, s. 115–116, bind 2, s. 215–216, 468–470.]

Der kan konstateres nogen uenighed i de nævnte værker. Jeg har lagt lærde Ibn Qayyims og lærde Mansurpuris analyse til grund.]

Her er der blevet redegjort for de ghazwaer og sariyyaer, der fandt sted før slaget ved Badr. I ingen af disse begivenheder fandt plyndring, drab eller ødelæggelse sted. Det var imidlertid afgudsdyrkerne, der først angreb. Dette angreb blev udført under ledelse af Kurz ibn Jābir al-Fihrī. Også tidligere havde afgudsdyrkerne begået forskellige former for overgreb.

Efter sariyyaen under ledelse af ʿAbdullah ibn Jahsh, må Allah være tilfreds med ham, greb panikken afgudsdyrkerne. De blev fanget i netop det net, som de længe havde frygtet at blive fanget i. De forstod, at ledelsen i Medina var yderst årvågen og samvittighedsfuld. Fra Medina holdt den øje med Qurayshs handelsaktiviteter. Hvis muslimerne ønskede det, kunne de tilbagelægge de tre hundrede mil, trænge ind i deres område og gøre, hvad de ville. Drab, plyndring og alt andet stod dem åbent. Selv efter at have gjort alt dette kunne de vende sikkert tilbage til Medina. Afgudsdyrkerne forstod, at handelen med Syrien stod over for en ny fare. Men selv om de vidste og forstod alt dette, holdt de ikke op med deres dårskab. I stedet for at indgå forlig og ikke-angrebspagter som dem med Juhayna og Banū Damra valgte de at give udtryk for vrede. De begyndte at bestræbe sig på at føre truslen ud i livet om at trænge ind i muslimernes hjem og udslette dem. Det var denne vrede, der samlede dem på Badr-sletten.

Kort efter begivenheden med sariyyaen under ledelse af ʿAbdullah ibn Jahsh, må Allah være tilfreds med ham, gjorde Allah, Herren over alle verdener, jihad obligatorisk for muslimerne i måneden Shaʿbān i det andet hijriår. I den forbindelse åbenbarede Allah den Ophøjede flere vers. Blandt dem: »Bekæmp dem på Allahs vej, som bekæmper jer, men overskrid ikke grænserne. Allah elsker ikke dem, der overskrider grænserne. Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem fra det sted, hvorfra de fordrev jer. Forfølgelse er værre end drab. Bekæmp dem ikke nær Den Hellige Moské, før de bekæmper jer dér. Hvis de bekæmper jer, så dræb dem; sådan er de vantros løn. Men hvis de ophører, er Allah tilgivende og barmhjertig. Bekæmp dem, indtil der ikke længere er forfølgelse, og Allahs religion er grundfæstet. Men hvis de ophører, må der ikke rettes angreb mod andre end de uretfærdige.« (Sura al-Baqara, vers 190–193)

Omtrent på samme tid blev andre vers af lignende art også åbenbaret. Heri blev krigsførelsens fremgangsmåde forklaret. Blandt dem: »Når I møder de vantro i kamp, så slå dem over halsen. Når I har overvundet dem fuldstændigt, så bind dem fast. Derefter enten nåde eller løsepenge. I skal fortsætte jihad, indtil krigen lægger sine våben. Dette er bestemmelsen. Det er, fordi Allah kunne have straffet dem, hvis Han ville, men Han ønsker at prøve nogle af jer gennem andre. De, der dræbes på Allahs vej, vil Han aldrig lade deres gerninger gå til spilde. Han vil lede dem og forbedre deres tilstand. Han vil føre dem ind i Paradiset, som Han har gjort dem bekendt med. O I troende! Hvis I hjælper Allah, vil Han hjælpe jer og befæste jeres stand.« (Sura Muhammad, vers 4–7)

Senere kritiserede Allah den Ophøjede de mennesker, hvis hjerter begyndte at skælve, da de hørte befalingen om krig. Allah den Ophøjede siger: »Når en entydig sura åbenbares, hvori der er en befaling om jihad, vil du se dem, hvis hjerter er syge, se på dig med et blik som mennesker, der er besvimet af dødsangst. Ve dem; deres udfald er elendigt.« (Sura Muhammad, vers 20)

At jihad faktisk blev gjort obligatorisk, at der blev opfordret til det, og at der blev givet ordre til at forberede sig på det, var i overensstemmelse med tidens krav. For en hærfører, der nøje holdt øje med tidens forhold, det vil sige overvågede situationen, var det naturligt at give ordre til omfattende krigsforberedelser. Hvorfor skulle Allah den Almægtige, som kender alt, både det åbenlyse og det skjulte, ikke befale jihad? Tidens forhold krævede en blodig konflikt mellem al-haqq og al-bātil, det vil sige mellem sandhed og løgn, så forskellen mellem sandhed og løgn kunne blive tydelig. ʿAbdullah ibn Jahshs, må Allah være tilfreds med ham, angreb var som at hælde olie på de vantros vredes ild.

Det kunne forstås af Koranens vers, at tiden for en blodig konfrontation var nær. Det ville være muslimerne, der sejrede i denne konfrontation. Det bemærkelsesværdige er, at Allah den Ophøjede befalede muslimerne: »I skal også fordrive dem fra det sted, hvorfra de har fordrevet jer.« Desuden blev muslimerne befalet at tage fanger til fange og udrydde modstanderne for at bringe krigen til en afslutning. Det blev også sagt, at muslimerne hørte til blandt et sejrende og succesfuldt folk. Denne antydning betød, at muslimerne i sidste ende ville sejre. Grunden til, at dette blev sagt indirekte, var, at de, der var overordentligt ivrige efter jihad på Allahs vej, skulle kunne bevise deres iver i praksis.

På dette tidspunkt, det vil sige i sha’ban i det andet hijri-år, svarende til februar måned i 614 hijri, befalede Allah den Ophøjede muslimerne, at de skulle vælge Kabaen som qibla i stedet for Bayt al-Maqdis, og at de under bønnen skulle vende sig mod Kabaen. Som følge af denne ændring blev de hyklere, der skjulte sig under muslimsk forklædning, identificeret. De blev adskilt fra muslimerne. Dermed blev der også givet et tegn til de troløse og forræderiske om, at en ny æra nu ville begynde. Muslimerne ville bringe deres egen qibla under deres egen kontrol. At qiblaen skulle være under fjendens kontrol, ville være en forbløffende ting. At bestræbe sig på at befri den ville være muslimernes trosmæssige pligt.

Efter alle disse påbud og antydninger i den hellige Koran voksede den trosmæssige bevidsthed i muslimernes hjerter. De blev oplivet af inspirationen til jihad fi sabilillah, og deres længsel efter et afgørende slag mod fjenderne blev mangedoblet.

Slaget ved Badr

Islams første afgørende militære felttog

I beskrivelsen af det militære felttog, der blev foretaget ved Ushayra, har vi nævnt, at Qurayshs handelskaravane på sin vej fra Mekka til Syrien med nød og næppe undslap det felttog, som Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde iværksat. Da denne karavane var på vej tilbage fra Syrien til Mekka, tog Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, endnu et initiativ. Talha ibn Ubaydullah og Sa’id ibn Zayd, måtte Allah være tilfreds med dem, blev sendt nordpå for at indhente oplysninger om karavanen. De to ledsagere nåede først frem til et sted kaldet Hawra, hvor de gjorde holdt og ventede på, at Abu Sufyans handelskaravane skulle passere. Så snart karavanen havde passeret stedet, skyndte de to ledsagere sig til Medina og underrettede Allahs udvalgte og elskede Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, om dette.

Denne karavane indeholdt store værdier tilhørende Mekkas indbyggere. På ryggen af tusind kameler blev der transporteret forskellige handelsvarer til en værdi af halvtreds tusind dinarer. Halvtreds tusind dinarer svarede til værdien af to hundrede og toogtres og et halvt kilogram guld. Der var kun fyrre mænd i karavanen til at bevogte disse varer.

For Medinas indbyggere var dette en gylden mulighed. For Mekkas indbyggere ville det derimod medføre et enormt militært, politisk og økonomisk tab at miste disse varer. Derfor bekendtgjorde Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, blandt muslimerne i Medina, at Qurayshs handelskaravane var på vej med store værdier. »Drag ud mod denne karavane. Det kan være, at Allah den Ophøjede vil give jer alle værdierne som krigsbytte.«

Selv om meddelelsen blev offentliggjort, var det ikke obligatorisk at deltage. Det blev overladt til den enkeltes personlige entusiasme, iver og interesse. Da meddelelsen blev udsendt, kunne man nemlig ikke forestille sig, at der i stedet for et møde med karavanen ville finde et blodigt sammenstød med Quraysh sted ved Badr. Da man ikke havde en sådan forventning, blev mange af sahaba tilbage i Medina. De mente, at Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ekspedition ville blive ligesom de tidligere ekspeditioner. Det var af disse grunde, at de, som ikke deltog i dette slag, heller ikke blev kritiseret.

Den islamiske hærs antal og ansvarsfordeling

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, drog af sted mod Badr, var lidt over tre hundrede sahaba med ham. Ifølge nogle var antallet 313, ifølge andre 314 og ifølge endnu andre 317. Blandt dem var 82, ifølge en anden opfattelse 83 og ifølge en tredje 86 muhajirun; alle de øvrige var ansar. Blandt ansar var 61 fra Aws-stammen og 70 fra Khazraj-stammen. De havde heller ikke truffet nogen særlig forberedelse til slaget. Hele hæren rådede kun over to heste: den ene tilhørte Zubayr ibn al-Awwam, må Allah være tilfreds med ham, og den anden Miqdad ibn al-Aswad al-Kindi, må Allah være tilfreds med ham. Der var 70 kameler, og to eller tre personer red skiftevis på hver kamel.

På én kamel red Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Ali, må Allah være tilfreds med ham, og Marshad ibn Abu Marshad al-Ghanawi skiftevis.

Ansvaret for administrationen af Medina og for at lede bønnen var først blevet overdraget til Abdullah ibn Umm Maktum, må Allah være tilfreds med ham. Men da Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, nåede frem til et sted ved navn Rawha, sendte han Abu Lubaba Abd al-Mundhir, må Allah være tilfreds med ham, til Medina som byens administrator. Hæren blev opstillet således, at den ene afdeling bestod af muhajirun og den anden af ansar. Muhajirunernes banner blev båret af Ali ibn Abu Talib, må Allah være tilfreds med ham, og ansarernes banner af سعد ibn Muadh, må Allah være tilfreds med ham. De to afdelingers fælles banner var hvidt. Ansvaret for at bære dette banner blev overdraget til Musab ibn Umayr al-Abdi. Anføreren på højre fløj var Zubayr ibn al-Awwam, må Allah være tilfreds med ham, og på venstre fløj Miqdad ibn Amr, må Allah være tilfreds med ham. I hele hæren var disse to de mest krigskyndige. Qays ibn Abi Sa’a, må Allah være tilfreds med ham, blev også udnævnt til en af de fremmeste anførere. Ansvaret som øverstbefalende påtog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sig selv.

Fremrykningen mod Badr

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tog denne ufuldstændigt udrustede hær med sig fra Medina ad hovedvejen mod Mekka og nåede frem til Bi’r Rawha (Rawha-brønden). Derfra fortsatte han et stykke længere, lod vejen til Mekka ligge til venstre og fortsatte ad vejen til højre. På denne rute krydsede han først Naziyah og derefter Rahqan-dalen. Senere fulgte han Safras jordvej og nåede efter nogen tid frem til Darrah-sletten. Da han var nået til Safr, sendte han to mænd fra den lokale Juhayna-stamme til Badr for at indsamle oplysninger om Quraysh-karavanen. De var Bashish ibn Amr og Adi ibn Abu Zaghba.

Udsendelse af nyheden om den farlige situation til Mekka

Abu Sufyan stod i spidsen for qurayshitterne handelskaravane. Han bevægede sig frem med største forsigtighed. Han vidste, at vejen til Mekka var farlig. Derfor indhentede han oplysninger om vejforholdene hos hver karavane, han mødte. Undervejs fik Abu Sufyan at vide, at Muhammad i Medina havde opfordret til et angreb på qurayshitterne karavane. Så snart Abu Sufyan hørte dette, sendte han Jamzam ibn Amr al-Ghifari til Mekka mod en stor sum penge. Da Jamzam nåede frem til Mekka, opfordrede han indbyggerne til at beskytte handelskaravanen. Jamzam nåede hurtigt frem til Mekka og stillede sig efter arabisk skik på ryggen af en kamel, rev sit tøj i stykker og råbte den presserende nyhed ud. Han sagde: »Hør efter, qurayshitter! Karavanen, karavanen! Muhammad og hans ledsagere gør sig klar til at angribe alle de handelsvarer, som I har hos Abu Sufyan. Jeg tror, at I vil nå dem. Hjælp, hjælp, hjælp!«

Mekkanernes forberedelser til krigen

Da de hørte den faretruende nyhed, kom Mekkas fremtrædende mænd løbende fra alle sider. De sagde: »Mon Muhammad tror, at Abu Sufyans karavane er ligesom Ibn al-Hadramis karavane? Nej, sådan forholder det sig slet ikke. Vi må vise ham, at vores sag er anderledes.« Enhver arbejdsdygtig mand i Mekka gjorde sig klar til krig. Nogle gjorde selv tjeneste, mens andre sendte en stedfortræder. Blandt Mekkas fremtrædende mænd var der ingen andre end Abu Lahab, som ikke forberedte sig på at deltage i krigen. I stedet for sig selv sendte Abu Lahab en mand, der havde lånt penge af ham. Qurayshitterne optog også unge mænd fra forskellige omkringliggende stammer i hæren. Blandt qurayshitterstammerne var det kun Banu Adi, der holdt sig tilbage. Ingen fra Banu Adi deltog i denne krig.

Fjendens hærstyrke

I begyndelsen talte Mekkas hær 1.300 mand. De havde et hundrede heste og seks hundrede rustninger. Der var mange kameler, men det var ikke muligt at fastslå det nøjagtige antal.

Hærens anfører var Abu Jahl ibn Hisham. Ni fremtrædende qurayshitter påtog sig ansvaret for forplejningen. Den ene dag blev der slagtet ni kameler, den næste dag ti, og sådan fortsatte det.

Da Mekkas hær skulle drage af sted, kom qurayshitterne pludselig i tanke om, at de lå i fjendskab og krig med stammen Banu Bakr. Disse kunne angribe dem bagfra. Så ville de komme til at stå mellem to bål! Efter drøftelser og overvejelser om dette var qurayshitterne lige ved at opgive deres militære felttog. Netop da viste den forbandede Iblis sig i skikkelse af Banu Kinanahs høvding Suraqah ibn Malik ibn Jusham al-Mudlaji og sagde til qurayshitterlederne: »Jeg er jeres ven. Jeg garanterer jer, at Banu Kinanah ikke vil foretage sig noget upassende, mens I er borte.«

Fjendens fremrykning

Mekkas hær drog derefter af sted. Hvordan drog den af sted? Allah, den Ophøjede, siger, at den med pral og hovmod bevægede sig fremad og afholdt folk fra Allahs vej. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »De drog af sted med deres våben, med modvilje mod Allah og med utilfredshed med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham.« De var blevet utålmodige af vrede og ønskede hævn. Med sammenbidte tænder sagde de: »Hvordan kunne Muhammad og sahabaerne vove at rette blikket mod Mekkas handelskaravane?«

Kort sagt bevægede de sig med stor hastighed mod nord, det vil sige mod Badr-sletten. Efter at have krydset Usfan- og Qudayd-sletterne nåede de et sted ved navn Juhafa. Der modtog de en ny besked fra Abu Sufyan: »I drog ud for at beskytte karavanen og jeres ejendele. Eftersom Allah har beskyttet det hele, er der ikke længere brug for jer. Vend nu tilbage.«

Handelskaravanens forsvinden

Da Abu Sufyan førte handelskaravanen af sted, rejste han med stor forsigtighed. Han indsamlede oplysninger fra alle sider og holdt øje med situationen. Efter at være nået nær Badr-sletten bevægede han sig lidt længere frem, mødte Majdi ibn Amr og spurgte ham om hæren fra Medina. Majdi sagde: »Jeg har ikke set noget særligt, men jeg har set to mænd. De lod deres kameler knæle ved en bakke og gik derefter bort efter at have hentet vand fra brønden.« Abu Sufyan gik frem, undersøgte den efterladte kamelgødning og granskede daddelkernerne. Så sagde han: »Uden tvivl er disse dadler fra Yathrib.« Straks efter skyndte han sig tilbage til sin karavane og begyndte at rejse mod vest langs kysten. Hovedvejen til Badr-sletten blev liggende til venstre. På denne måde reddede Abu Sufyan sin handelskaravane fra at falde i hænderne på Medinas hær. Mens han rejste mod Mekka ad den sikre vej, sendte Abu Sufyan besked til soldaterne, der var kommet fra Mekka: »Vend tilbage. Der er ingen fare for, at handelskaravanen bliver angrebet; jeg er på vej sikkert tilbage til Mekka.«

Uenighed og meningsforskelle blandt fjendens styrker

Da Mekkas almindelige soldater hørte denne besked, gjorde de sig klar til at vende tilbage. Men Abu Jahl stillede sig i vejen. Med stor arrogance sagde han: »Ved Gud, vi vender ikke tilbage, før vi er taget til Badr-sletten og har opholdt os der i tre dage. I denne tid vil vi slagte kameler, invitere folk til et måltid, drikke vin, og slavepigerne vil synge for at underholde os. På den måde vil nyheden om denne rejse sprede sig i hele Arabien, og beretningen om vores rejse vil for altid stå strålende i alles erindring.« En fremtrædende leder ved navn Akhnas ibn Shuraiq sagde til Abu Jahl: »Lad os vende tilbage til Mekka.« Men Abu Jahl ænsede ikke hans ord. Da Akhnas ikke kunne udrette mere, vendte han tilbage til Mekka med tre hundrede af sine tilhængere sammen med folkene fra Banu Zuhra-stammen. Ingen fra Banu Zuhra deltog i slaget ved Badr. Senere roste Banu Zuhra Akhnas ibn Shuraiq for hans intelligens og dømmekraft, og hans anseelse blev varigt grundfæstet i stammen.

Efter at folkene fra Banu Zuhra-stammen var vendt tilbage, sagde Abu Jahl fra Banu Hashim med vred stemme: »Ingen andre kan vende tilbage, før vi er vendt tilbage.«

Efter at folkene fra Banu Zuhra-stammen var vendt tilbage, blev Abu Jahl tilbage med tusind mænd. De drog mod Badr-sletten. Da de nåede Badr-sletten, slog de lejr bag en bakke. Denne bakke ligger syd for Badr.

En kritisk situation for den muslimske hær

Mens Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans ledsagere var i færd med at krydse Zafran-sletten, blev de underrettet om den seneste situation gennem en udsending fra Medina. Efter at have modtaget detaljerede oplysninger om Quraysh forstod han med sit fremsyn, at et blodigt sammenstød med Quraysh var uundgåeligt. Derfor måtte de nu gå modigt fremad. For hvis Mekkas hær blev ladt i fred uden at blive udfordret, ville Qurayshs magt med tiden vokse, og deres sejr ville blive omtalt fra mund til mund. Dette ville i høj grad styrke deres politiske indflydelse. Omvendt ville muslimernes stemme blive svagere, og islam ville blive livløs og kraftesløs. Islams fjender og de, som ikke havde haft mulighed for at lære islam ordentligt at kende og forstå den, ville nære had til islam og til sidst begynde at bekæmpe den.

Desuden var der ingen garanti for, at de oprørte soldater fra Mekka ikke ville sætte kurs mod Medina. De ville heller ikke lade muligheden for at gå ind i muslimernes hjem i Medina og udsætte dem for overgreb og tortur gå fra sig. Hvis Medinas hær havde udvist blot den mindste eftergivenhed og var vendt tilbage til Medina med tanker om at bevare freden i stedet for at tage kampen op, ville alt det nævnte være blevet uundgåeligt. Desuden ville det have haft en skadelig indvirkning på islams storhed og værdighed, hvis de vantro var blevet ladt i fred uden at blive udfordret.

Mødet i shura-rådet

På baggrund af situationen indkaldte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til et møde i shura-rådet. På mødet blev den seneste politiske situation gennemgået. Hærførernes og de almindelige soldaters synspunkter blev indhentet. Nogle af muslimerne begyndte at skælve, da de hørte om det blodige sammenstød. Om dem har Allah den Ophøjede sagt i den ædle Koran: »Det er som da din Herre med sandheden førte dig ud af dit hjem, selv om en gruppe af de troende ikke kunne lide det. Det var, som om de blev drevet mod døden, mens de så på.« (Sura al-Anfal, vers 5-6)

Lederne blev bedt om at udtrykke deres synspunkter. Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, og Umar, må Allah være tilfreds med ham, udviste en fremragende holdning. Gennem deres ord kom deres hengivenhed til den kære Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tydeligt til udtryk. Derefter rejste al-Miqdad ibn Amr, må Allah være tilfreds med ham, sig og sagde: »O Allahs Sendebud, hold fast ved den vej, som Allah den Ophøjede har vist dig; vi er med dig. Ved Allahs ed, vi vil ikke sige til dig, hvad Israels Børn sagde til Moses, må Allahs fred være med ham. Israels Børn sagde nemlig til Moses, må Allahs fred være med ham: ›O Moses, vi vil aldrig gå ind i landet, så længe de er der. Gå derfor du og din Herre ud og kæmp; vi bliver siddende her.‹« (Sura al-Ma’ida, vers 24)

»Tværtimod vil vi sige: ›Kæmp, du og din Herre, og vi vil også kæmpe sammen med dig. Ved Den, som har sendt dig med sandheden, hvis du fører os helt til Bark al-Ghimad, vil vi følge dig dertil, mens vi kæmper hele vejen.«

Da Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte al-Miqdads ord, roste han ham og bad for ham.

Efter at have hørt emigranternes mening fandt Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, det nødvendigt også at indhente ansarernes mening. For ansarerne var flest i antal, og det største ansvar for krigen ville komme til at hvile på dem. Ifølge troskabseden ved al-Aqaba var de imidlertid ikke forpligtede til at drage uden for Medina for at kæmpe. Efter at have hørt Abu Bakrs, Umars og al-Miqdads, må Allah være tilfreds med dem, meninger, vendte den elskede Profet sig mod ansarerne og sagde: »Giv mig jeres råd.« Ansarernes leder, Sa’d ibn Mu’adh, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, har du bedt om at høre vores mening?« Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede: »Ja.« Sa’d ibn Mu’adh sagde: »Vi har troet på dig og anerkendt dig som sandfærdig. Vi har bevidnet, at alt, hvad du er kommet med, er sandt, og vi har sluttet pagt med dig om at adlyde dig. Gå derfor frem i den retning, du finder bedst. Ved Ham, der har sendt dig med sandheden: Hvis du ønsker at kaste dig i havet sammen med os, vil vi også kaste os i det. Ikke én af vores mænd vil blive tilbage. Vi har heller ingen indvendinger, hvis du i morgen fører os med mod fjenden. Vi nærer ingen tvivl i vores hjerter. Vi er dygtige krigere. Det kan være, at Allah den Ophøjede gennem os vil vise et sådant heltemod, at dine øjne vil glædes ved at se det. Drag videre med os. Må Allah den Ophøjede velsigne vores rejse.«

I en overlevering nævnes det, at Sa’d ibn Mu’adh, må Allah være tilfreds med ham, sagde til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Du tænker måske, at ansarerne vil hjælpe dig i deres eget område og anser dette for deres ansvar og pligt. Derfor svarer jeg på ansarernes vegne og siger: Gå hvorhen du vil, og knyt forbindelser med hvem du ønsker. Tag så meget af vores ejendom, som du vil. Det, du tager, vil være mere kærkomment for os end den del, der bliver tilbage. Vi vil acceptere din afgørelse i denne sag som endelig. Ved Allah, selv hvis du går frem til Bark al-Ghimad, vil vi følge dig. Og hvis du vil kaste dig i havet sammen med os, vil vi også kaste os i havet sammen med dig.«

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte Sa’d ibn Mu’adhs ord, blev han meget glad. Han sagde: »Lad os gå, og lad os gå med glæde. Allah den Ophøjede har lovet mig den ene af de to grupper. Ved Allah, det er, som om jeg allerede ser deres faldne.«

Derefter drog Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, videre fra Safran. Efter at have passeret adskillige bjergpas nåede han et sted ved navn Asfar. Han lod bjerget Hannan være på sin højre side og slog derefter lejr nær Badr-sletten.

Initiativet til at indsamle oplysninger i hemmelighed

Efter at være ankommet hertil drog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ud for at indsamle oplysninger sammen med sin ledsager fra Hira-grotten, Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham. De observerede de mekanske soldaters telte på afstand. På det tidspunkt mødte de en arabisk gammel mand. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte ham om Quraysh og Muhammads ledsagere. Grunden til, at han spurgte om begge hære, var, at han ikke ønskede at afsløre sin identitet. Men den gamle mand satte sig på tværs. Han sagde: »Fortæl mig, hvem I er, og sig, hvilken gruppe I tilhører; ellers siger jeg ikke noget.« Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Fortæl os det, jeg har spurgt dig om, så vil vi bagefter fortælle dig, hvem vi er.« Den gamle mand sagde: »Hvis Muhammad og hans ledsagere har fortalt mig sandheden, burde de i dag befinde sig på det og det sted.« Dermed nævnte den gamle mand netop det sted, hvor ledsagerne befandt sig. Den gamle mand fortsatte: »Quraysh drog af sted på den og den dag. Hvis budbringeren har fortalt mig sandheden, burde Quraysh i dag befinde sig på det og det sted.« Dermed nævnte han netop det sted, hvor Abu Jahl og hans ledsagere befandt sig.

Da den gamle mand havde afsluttet sine ord, spurgte han Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans ledsager, hvem de var. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede: »Vi er skabt af det samme vand.« Med disse ord gik han sin vej. Den gamle mand begyndte at mumle: »Hvilket vand? Vandet fra Irak?«

Vigtige oplysninger om den mekanske hær

Sent på eftermiddagen denne dag sendte Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en gruppe spejdere ud for at indsamle oplysninger om fjendens position og andre forhold. Gruppen bestod af tre ledere blandt muhajirunerne: Ali, må Allah være tilfreds med ham, Zubayr ibn al-Awwam, må Allah være tilfreds med ham, og Sa’d ibn Abi Waqqas, må Allah være tilfreds med ham. Disse tre fremtrædende sahaba drog sammen med nogle andre sahaba ud for at indsamle oplysninger om Quraysh-hæren. Først gik de hen til Badrs vandreservoir. Her var to slaver i færd med at hente vand til Quraysh-hæren. Sahabaerne pågreb dem og førte dem til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var på det tidspunkt i gang med at bede. Sahabaerne spurgte de tilfangetagne slaver om Quraysh. De svarede: »Vi er folk fra Quraysh. De har sendt os for at hente vand.« Sahabaerne var ikke tilfredse med dette svar. De antog, at de måtte være Abu Sufyans mænd, for de havde stadig et svagt håb om at kunne erobre handelskaravanen. Sahabaerne slog begge slaver hårdt. Under de voldsomme slag blev de tvunget til at sige: »Ja, vi er Abu Sufyans mænd.« Da de, der slog dem, hørte dette, standsede de tæskene.

Efter bønnen sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, skarpt til sahabaerne: »Da de talte sandt, slog I dem, og da de løj, lod I dem gå. Ved Allah, de talte begge sandt. De er folk fra Quraysh.«

Derefter sagde Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til slaverne: »Fortæl mig nu noget om Quraysh.« De svarede: »Quraysh befinder sig bag den høj, som I kan se ved slettens yderste grænse.« Profeten spurgte: »Hvor mange mænd er der?« De svarede: »Det ved vi ikke.« Profeten spurgte: »Hvor mange kameler slagter de hver dag?« De svarede: »Nogle dage ni og andre dage ti.« Da han hørte dette, sagde han: »Antallet må være mellem ni hundrede og et tusind.« Derefter spurgte Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Hvilke fremtrædende mænd fra Quraysh er blandt dem?« De svarede: »Utba og Shayba, Rabi’as to sønner, Abu al-Bakhtari ibn Hisham, Hakim ibn Hizam, Nawfal ibn Khuwaylid, al-Harith ibn Amir, Umayr ibn Adi, al-Nadr ibn al-Harith, Jum’a ibn al-Aswad, Abu Jahl ibn Hisham og Umayya ibn Khalaf.« De to slaver nævnte også flere andre navne. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vendte sig mod sahabaerne og sagde: »Mekka har bragt sine største stykker frem foran jer.«

Nådens regn og muslimernes fremrykning

Samme nat lod Allah, Herren over alle verdener, regnen falde. Regnen styrtede ned over de vantro og hindrede deres fremrykning. For muslimerne var den en strøm af nåde. Den gav dem mulighed for at rense sig for det snavs, som Shaytan havde forårsaget, gjorde sandet under deres fødder fast og skabte fremragende forhold at stå på; deres hjerter blev styrket.

Derefter rykkede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, frem sammen med de muslimske ledere. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bestræbte sig på at nå Badrs vandreservoir før afgudsdyrkerne. På dette tidspunkt gav Hakim ibn Mundhir, må Allah være tilfreds med ham, som en forstandig og fremsynet hærfører Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, et råd. Først spurgte han: »Allahs Sendebud, er I samlet her efter en befaling fra Allah, som ikke giver mulighed for at gå frem eller tilbage? Eller har du valgt dette sted som en militær strategi?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede: »Det skyldes alene militære strategiske grunde.« Da Khabbab, må Allah være tilfreds med ham, hørte dette, sagde han: »Jeg mener ikke, at det er hensigtsmæssigt at blive her. Vi må rykke længere frem og tage kontrol over det vandreservoir, der ligger nærmest Qurayshs position. Vi vil holde øje med de øvrige vandreservoirer. Når kampen begynder, vil vi drikke vand, mens Quraysh vil lide under vandmangel.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Du har givet et rigtigt råd.« Derefter fortsatte han fremad med soldaterne. Midt om natten nåede han frem til et vandreservoir nær fjenden og slog lejr. Derefter byggede sahabaerne et bassin og lukkede alle de øvrige vandreservoirer.

Ledelsens hovedkvarter

Efter sahabaerne havde taget opstilling nær vandreservoiret, fremsatte Sa’d ibn Mu’adh, må Allah være tilfreds med ham, et forslag. Han sagde, at muslimerne kunne opføre en kommandopost til deres leder. På den måde kunne vi, hvis Allah forbyde det, på forhånd være forberedt, hvis muslimerne i stedet for sejr skulle lide nederlag eller en anden nødsituation skulle opstå. Efter denne samtale sagde Sa’d, må Allah være tilfreds med ham, til Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Allahs Sendebud, vi vil gerne bygge en særlig seng til dig. Du kan opholde dig dér, og vi vil stille dit ridedyr ved siden af dig. Derefter vil vi gå i kamp med fjenden. Hvis Allah giver os ære og lader os sejre over fjenden, vil vi være tilfredse med, at du opholder dig dér. Hvis vi bliver besejret, kan du ride af sted til de folk, som befinder sig bag os. Allahs Profet, bag dig findes der folk, som elsker dig mere end vi gør. Vores kærlighed til dig er ikke så stor og dyb som deres. Hvis de vidste, at du skulle møde fjenden i kamp, ville de under ingen omstændigheder være blevet tilbage. Allah vil beskytte dig gennem dem; de vil være til gavn for dig og kæmpe jihad sammen med dig.«

Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, roste han Hazrat Sa’d, må Allah være tilfreds med ham, og bad for ham. Muslimerne byggede en seng til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, på en høj bakke nordøst for slagmarken. Derfra kunne hele slagmarken ses. En gruppe unge ansarer under ledelse af Hazrat Sa’d ibn Mu’adh, må Allah være tilfreds med ham, fik til opgave at holde øje med Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham.

Hærens opstilling til slaget

Derefter opstillede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hæren og drog af sted mod slagmarken. [Jami’ at-Tirmidhi, kapitlet om jihad, bind 1, s. 201]. Her pegede Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, med hånden og sagde, at dette sted i morgen, om Allah vil, ville blive den enes dødssted, og dette sted den andens dødssted.

Derefter overnattede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, dér ved rødderne af et træ. Sahabaerne tilbragte også natten i ubekymret ro. Deres hjerter var fyldt med tillid, og de tilbragte tiden i fred og sikkerhed. De håbede, at de om morgenen med egne øjne ville se beviset på den Almægtige Herres gode budskab. Som Allah, den Ophøjede, siger: »Husk, hvordan Han fra Sin side lod jer overvældes af søvn, og lod regn falde over jer fra himlen for derved at rense jer, fjerne Satans hvisken fra jer, styrke jeres hjerter og gøre jeres fødder faste.« (Sura al-Anfal, vers 11)

Det var natten til den 17. Ramadan i det andet hijri-år. Han var draget af sted fra Medina den 8. eller 12. i denne måned. [Mishkat, bind 2, s. 543]

Uenighed blandt fjenderne

Quraysh overnattede i deres telte på den anden side af bakken ved den yderste del af Badr. Om morgenen kom de over på denne side af bakken og samledes på Badrs slette. En gruppe mænd bevægede sig mod Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, vandbassin. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Lad dem ikke hindres.« Senere viste det sig, at alle de mænd, som drak vand fra Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, bassin og kæmpede imod ham, blev dræbt. Kun Hakim ibn Hizam overlevede. Senere antog Hakim islam og blev en god muslim. Når han aflagde en ed, plejede han altid at sige: »Ved Den, som reddede mig på Badr-dagen.«

Efter at Quraysh havde observeret muslimernes hærforsamling, sendte de Umayr ibn Wahb al-Jumahi for at vurdere deres styrke. Umayr vendte tilbage efter at have foretaget en runde og sagde: »Muslimernes antal er omkring tre hundrede, måske lidt færre eller flere. Jeg vil tage hen og se, om de har nogen støttestyrker.« Efter at have redet et stykke bort og vendt tilbage sagde Umayr: »Muslimerne har ikke efterladt nogen støttestyrker bag sig. Men jeg har bemærket én ting: Yathribs kameler har bragt den rene død med sig. Hele deres styrke afhænger af sværdene. Ved Allah, ud fra det, jeg har forstået, synes det, at ingen af dem vil dø, før han har dræbt en af jer. Hvis de dræber jeres fremtrædende mænd, vil I miste jeres fremtrædende ledsagere. Derfor er det bedst at tænke jer grundigt om, før I gør noget som helst.«

På dette tidspunkt begyndte endnu en gruppe krigsmodstandere at tale højlydt imod Abu Jahl. Men Abu Jahl var fast besluttet på at kæmpe. Krigsmodstanderne ønskede at vende tilbage til Mekka uden at kæmpe. Hakim ibn Hizam ønskede for eksempel ikke krig. Han begyndte at løbe frem og tilbage. Først gik han til Utba ibn Rabia. Han sagde: »O Abu al-Walid, du er en fremtrædende mand blandt Quraysh. Alle adlyder dig uden indvendinger. Gør noget godt, så vil folk altid tale om dig.ˮ Utba sagde: »Hvad er det for en handling, Hakim?ˮ Hakim sagde: »Tag alle med tilbage, og påtag dig ansvaret for at betale blodpengene for din allierede Amr ibn Hadramari, som blev dræbt under ekspeditionen til Nakhla.ˮ Utba sagde: »Jeg er indforstået. Tag mit ansvar på dig. Amr ibn Hadramari var min allierede, og ansvaret for erstatningen for hans død påhviler mig. Jeg vil erstatte det, der er gået tabt af hans ejendom.ˮ

Derefter sagde Utba til Hakim ibn Hizam: »Gå til sønnen af Hanzaliya (Abu Jahls mor hed Hanzaliya), det vil sige Abu Jahl. Det er ham, der ødelægger alt; det er hans hånd, der står bag tilskyndelsen af folk.ˮ

Derefter rejste Utba ibn Rabia sig og sagde som i en tale: »O Quraysh! I vil ikke opnå nogen særlig hæder ved at kæmpe mod Muhammad og hans ledsagere. Ved Gud, hvis de dræber jer, vil I se ansigter, som I ikke ønsker at se blandt de døde. For I kommer til at dræbe enten jeres fætre, jeres morbrødres sønner eller andre fra jeres egen stamme. Hvis andre arabere dræber Muhammad og hans ledsagere, bliver jeres ønske opfyldt. Men hvis situationen udvikler sig anderledes, så husk, at I vil ende i hænderne på Muhammad og hans ledsagere, som har husket alt, hvad der tidligere er blevet gjort mod dem. Lad os derfor vende tilbage; vi forholder os neutrale.ˮ

Hakim ibn Hizam gik til Abu Jahl og så, at han var ved at pudse sin rustning. Hakim sagde: »O Abu al-Hakam, Utba har sendt mig til dig med dette budskab.ˮ Abu Jahl sagde: »Ved Gud, Utbas hjerte er blevet tørt af frygt, da han så Muhammad og hans ledsagere. Men jeg vender under ingen omstændigheder tilbage til Mekka. Vi vender ikke tilbage til Mekka, før Gud har afgjort sagen mellem Muhammad og os. Utba sagde alt dette, fordi han er blevet bange for Muhammad og hans ledsagere. Utbas søn er også sammen med dem, og derfor forsøger han at skræmme jer med hensyn til dem.ˮ (Det skal her bemærkes, at Utbas søn Hudhayfa allerede lang tid tidligere havde antaget islam og var udvandret til Medina.) Da Utba fik at vide, at Abu Jahl havde sagt om ham: »Ved Gud, Utbas hjerte er blevet tørt af frygtˮ, sagde han: »Abu Jahl vil snart erfare, hvis hjerte der er blevet tørt af frygt—mit eller hans.ˮ Abu Jahl blev bange, da han hørte om Utbas reaktion. For at forhindre, at dette trak ud, sendte han bud efter Amir ibn Hadramari, bror til Amr ibn Hadramari, som var blevet dræbt under ekspeditionen til Nakhla. Da Amir kom, sagde Abu Jahl: »Jeres allierede Utba ønsker at få folk til at vende tilbage, mens I med egne øjne ser den uret, der er blevet begået mod jer. Rejs jer derfor, sig højlydt, at der er begået uret mod jer, og at I er de forurettede, og fortæl alle på ny om drabet på jeres bror.ˮ Da Amir hørte dette, rejste han sig, trak tøjet ned over bagdelen og begyndte at råbe: »Åh Amr! Åh Amr! Åh Amr!ˮ Da alle hørte dette råb, samledes de, og ønsket om at kæmpe blev stærkt i alles hjerter. Alle svor at tage hævn over muslimerne. Utbas opfordring mislykkedes. Sådan sejrede lidenskaben over fornuften, og forsøget på at undgå krig slog fejl.

De to hære stod over for hinanden

De ikke-muslimske styrker rykkede frem i grupper, og de to hære begyndte at stå over for hinanden. På dette tidspunkt sagde Allahs Sendebud: »O Allah! Quraysh er kommet frem i fuld arrogance for at trodse Dig og erklære Dit Sendebud for en løgner. O Allah! I dag har vi stort behov for den hjælp, Du har lovet. O Allah! Tilintetgør dem i dag.ˮ

Da Allahs Sendebud så Utba på sin røde kamel, sagde han: »Hvis nogen blandt dette folk besidder noget godt, så findes det hos rytteren på denne kamel. Hvis de andre havde fulgt hans ord, ville de have fundet den rette vej.ˮ

På dette tidspunkt opstillede Allahs Sendebud muslimerne i rækker. Så skete der noget forbløffende.

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) holdt en pil i hånden. Ved hjælp af den rettede han rækkerne. På dette tidspunkt berørte pilespidsen Sawad ibn Ghaziyyahs mave en smule. Han var trådt lidt frem foran rækken. »Sawad, ret dig op!« Sawad sagde straks: »Allahs Sendebud, De har såret mig; lad mig få lov til at tage gengæld.« Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, løftede sin kjortel fra maven og sagde: »Så tag din gengæld.« Sawad omfavnede den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, og kyssede hans hellige mave. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Sawad, hvad fik dig til at gøre dette?« Sawad svarede: »Allahs Sendebud, De har set alt det, der er ved at ske. Mit inderligste ønske er, at det at være tæt på Dem skal være den sidste mindeværdige begivenhed i mit liv. Må kontakten mellem min krop og Deres hellige legeme blive den sidste begivenhed i mit liv.« Da Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, bad han for Sawad.

Efter at have rettet rækkerne sagde Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, til sahabaerne, at ingen måtte begynde kampen uden at have modtaget hans ordre. Derefter gav Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, særlige instruktioner om kampens fremgangsmåde. Han sagde: »Når hedningerne kommer imod jer i samlet flok, skal I skyde pile mod dem. Pas på ikke at spilde pilene« (Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 568). »Brug ikke sværdene, før de har omringet jer« (Sunan Abu Dawud, bind 2, s. 13). Derefter gik Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sammen med Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, til lejrens midtpunkt. Sa’d ibn Mu’adh, må Allah være tilfreds med ham, blev sammen med vagtsoldaterne udpeget til at bevogte den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham.

På den anden side var hedningernes situation sådan, at Abu Jahl bad Allah om at træffe afgørelsen. Han sagde: »O Allah, tilintetgør i dag den af vores to grupper, som i højere grad har brudt slægtskabsbåndene og begået fejl. O Allah, hjælp i dag den af vores to grupper, som er Dig mest kær og mest velbehagelig.« Senere hentydede Allah, den Ophøjede Herre over alle verdener, til Abu Jahls ord, da Han sagde: »I bad om en afgørelse, og den er nu kommet til jer. Hvis I holder op, vil det være bedre for jer; men hvis I vender tilbage til det, vil Vi også vende tilbage til at straffe jer. Jeres store antal vil ikke gavne jer det mindste, selv om I er mange, og Allah er med de troende.« (Sura al-Anfal, vers 19)

Kampens første optakt

Kampens første optakt kom fra Aswad ibn Abd al-Asad al-Makhzumi. Denne mand var yderst ondskabsfuld og umoralsk. Da han drog ud på slagmarken, sagde han: »Jeg lover Allah, at jeg vil drikke af deres vandreservoir. Hvis jeg ikke kan det, vil jeg ødelægge reservoiret eller give mit liv for det.«

Efter at have sagt dette gik Aswad frem. Fra den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, sine sahabaer trådte Hamza ibn Abd al-Muttalib frem. De mødtes i en direkte duel tæt ved vandreservoiret. Hamza, må Allah være tilfreds med ham, slog med sværdet på en sådan måde, at den vantro Aswads ben blev hugget over under knæet og skilt fra kroppen. Han faldt tungt til jorden. Blodet strømmede uophørligt fra det afhuggede ben, og blodstrømmen løb i retning af hans ledsagere. Aswad kravlede mod vandreservoiret. Da han nåede frem, ville han drikke af vandet og således opfylde sin ed. I det øjeblik slog Hamza, må Allah være tilfreds med ham, igen Aswad. Som følge af slaget faldt han ned i vandreservoiret og døde.

Den omfattende kamp begynder

Drabet på Aswad ibn Abd al-Asad var den første begivenhed i slaget ved Badr. Efter dette drab bredte krigens ild sig. Tre fremtrædende krigere trådte frem fra Quraysh-hæren. De tilhørte samme stamme: Rabias to sønner Utbah og Shaybah samt Utbahs søn Walid. Så snart de var trådt ud af rækken, udfordrede de modstanderen til kamp. Tre unge mænd fra Ansar trådte frem. De var Awf, Mu’awwidh og Abdullah ibn Rawahah. De to førstnævnte var Hariths sønner. Deres mor hed Afra. Quraysh-folkene spurgte: »Hvem er I?« De svarede: »Vi er Ansar fra Medina.« Quraysh-folkene sagde: »Der er ingen tvivl om, at I er ædle modstandere, men vi har ingen strid med jer. Vi ønsker vores fætre.« Derefter råbte de tre unge mænd fra Quraysh: »Muhammad, send vores slægtninge til os!« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ubaydah ibn al-Harith, Hamza og Ali, gå frem!« Da de var trådt frem, lod de tre unge mænd fra Quraysh, som om de ikke kendte dem, og spurgte, hvem de var. De præsenterede sig. De tre unge mænd fra Quraysh sagde: »Ja, I er ædle modstandere.« Derefter begyndte den egentlige kamp. Ubaydah ibn al-Harith, må Allah være tilfreds med ham, kæmpede mod Utbah ibn Rabiah; Hamza, må Allah være tilfreds med ham, mod Shaybah; og Ali, må Allah være tilfreds med ham, mod Walid ibn Utbah (Ibn Hisham, Musnad Ahmad. Beretningen hos Abu Dawud afviger. Mishkat, bind 2, s. 343).

Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) besejrede hver deres modstander, men Hazrat Ubayda ibn al-Hariths (må Allah være tilfreds med ham) og hans modstander Utbas slag udveksledes. De sårede hinanden alvorligt. Imens gjorde Hazrat Hamza og Hazrat Ali det af med deres modstandere, kom Hazrat Ubayda til hjælp og kastede sig over Utba og gjorde det af med ham. Derefter bar de Hazrat Ubayda bort. Hazrat Ubaydas (må Allah være tilfreds med ham) ben var blevet hugget over, og han havde mistet talens evne. Der kom ikke mere et ord over hans læber. På den fjerde eller femte dag, da muslimerne på vej tilbage til Medina passerede Sufra-sletten, døde Hazrat Ubayda (må Allah være tilfreds med ham). Hazrat Ali plejede at sige: »Dette vers blev åbenbaret om os.« Allah den Ophøjede har sagt: »Disse er to stridende parter, som strides om deres Herre.« (Sura al-Hajj, vers 19)

Polyteisternes ulykke var begyndt. De havde på én gang mistet tre fremtrædende krigere. De blev ude af sig selv af raseri og kastede sig alle samlet over muslimerne.

På den anden side bad muslimerne deres mægtige Herre om hjælp og mødte de vantros angreb med fasthed. Mens de råbte »Ahad, Ahad«, gik de til modangreb mod de vantro afgudsdyrkere og påførte dem store tab.

Profetens (fred være med ham) bøn på Badr-sletten

Imens, efter at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde rettet muhajirunernes rækker ud, bad han inderligt den Almægtige Allah, Forsørgeren, om hjælp. Han sagde: »O Allah, opfyld det løfte, Du har givet os. O Allah, jeg beder Dig om den hjælp, Du har lovet.«

Da det voldsomme slag mellem de to sider var begyndt, bad Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) således til Allah: »O Allah, alle verdeners Herre, hvis denne gruppe af muslimer i dag udslettes, vil der ikke være nogen tilbage på jorden til at tilbede Dig. O Allah, ønsker Du, at ingen nogensinde efter i dag skal tilbede Dig?«

Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) fremsagde denne bøn med den største ydmyghed og underdanighed og med en klagende stemme. På et tidspunkt under hans inderlige bøn faldt kappen ned fra hans skuldre. Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) rettede Profetens (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kappe og sagde: »O Allahs Sendebud, hold nu op. Du har virkelig bedt din Herre med den største inderlighed.« Imens befalede Allah englene: »Husk, da din Herre åbenbarede for englene: Jeg er med jer, så hold de troende standhaftige. Jeg vil indgyde frygt i de vantros hjerter. Så slå dem over skuldrene og over hele kroppen.« (Sura al-Anfal, vers 12)

Imens åbenbarede Allah den Ophøjede for sin elskede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Jeg vil hjælpe jer med tusind engle, som kommer den ene efter den anden.« (Sura al-Anfal, vers 9)

Englenes nedstigning

På dette tidspunkt kom Gabriel, fred være med ham, til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han løftede hurtigt hovedet og sagde: »Abu Bakr, glæd dig! Gabriel er kommet; han er kommet gennem støvet.« I Ibn Ishaqs beretning står der, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Abu Bakr, glæd dig! Allahs hjælp er nået frem til jer.« Gabriel kom foran hesten, mens han holdt dens tøjle. Støvet hvirvlede op.

Derefter kom Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ud af kammeret. Han bar rustning. Mens han bevægede sig fremad på en opmuntrende måde, sagde han: »Denne gruppe vil snart blive besejret og vende ryggen til.« (Sura al-Qamar, vers 45)

Da Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, derefter kastede en håndfuld støv mod de vantro, sagde han: »Shāhatil-wujūh«, det vil sige: »Må deres ansigter blive dækket.« Straks efter at have sagt dette kastede han støvet mod de vantro. Det kastede støv trængte ind i øjnene, munden, næsen og halsen på enhver af de vantro. Ikke én blev undtaget. Om dette siger Allah den Ophøjede: »Det var ikke dig, der kastede, da du kastede, men Allah, der kastede.« (Sura al-Anfal, vers 17)

Modangreb

Derefter befalede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, et modangreb og opfordrede til kamp, idet han sagde: »Gå fremad! Ved Ham, i hvis hånd Muhammads liv er, enhver af jer, der går frem mod dem med fasthed, betragter det som en god gerning, ikke trækker sig tilbage, men kæmper og bliver dræbt, vil Allah den Ophøjede helt sikkert skænke Paradiset.« For at opmuntre til kamp mod de vantro sagde Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, desuden: »Rejs jer mod det Paradis, hvis horisont og udstrækning svarer til himlens og jordens.« Da Umayr ibn Hammam hørte dette fra Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde han: »Fremragende, fremragende!« Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte ham, hvorfor han sagde dette. Han svarede: »O Allahs Sendebud, det skyldes ikke andet, end at jeg håbede, at jeg også kunne blive blandt Paradisets beboere.« Den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Du er også blandt Paradisets beboere.« Derefter tog Umayr ibn Hammam nogle dadler frem og begyndte at spise dem. Pludselig sagde han med begejstring: »Det vil tage lang tid at spise disse dadler. Hvorfor skulle jeg forlænge livet så meget?« Så kastede han dadlerne fra sig og blev martyr, mens han kæmpede mod de vantro.

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befalede et modangreb, aftog fjendernes angrebsintensitet. Også deres begejstring og kampiver begyndte at dale. Dette viste sig at være en hjælp til at styrke muslimernes position. For da de ædle ledsagere modtog ordren om et modangreb, og deres kampiver nåede sit højdepunkt, angreb de med voldsom kraft. På dette tidspunkt brød de de vantros rækker op og rykkede frem, mens de halshuggede dem. Da ledsagerne så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, selv komme til slagmarken iført rustning, blev deres begejstring endnu større. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde sagt: »De vil snart blive besejret og flygte med ryggen vendt bort.«

Opildnet af Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kæmpede ledsagerne med stor tapperhed. På dette tidspunkt hjalp englene også muslimerne [Muslim, bind 2, s. 139; Mishkat, bind 2, s. 331].

I Ibn Saʿds beretning fortælles det fra den ærede ʿIkrima (må Allah være tilfreds med ham), at menneskers hoveder den dag faldt af. Alligevel kunne man ikke se, hvem der havde dræbt dem. Man så afhuggede hænder ligge adskilt fra kroppene, men kunne ikke se, hvem der havde hugget dem af.

Den ærede ʿAbdullah ibn ʿAbbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at en muslim fra Ansar forfulgte en polyteist. Pludselig hørtes lyden af piskeslag mod polyteisten, mens nogen sagde: »Gå fremad!« Sahabien så, at polyteisten faldt om med ansigtet nedad. Der var mærker efter slag på hans næse og mund, og hans ansigt var blodigt. Det var tydeligt, at han var blevet slået med en pisk, men angriberen kunne ikke ses. Denne sahabi fra Ansar fortalte Allahs Sendebud, fred være med ham, om hændelsen. Profeten, fred være med ham, sagde: »Du har talt sandt. Det var hjælp fra den tredje himmel.« [Muslim, bind 2, s. 93]

Abu Dawud al-Mazini fortæller: »Jeg løb efter en polyteist for at dræbe ham. Før mit sværd nåede hans hals, rullede hans afhuggede hoved ned på jorden. Jeg forstod, at denne vantro var blevet dræbt af en anden.«

En mand fra Ansar bragte den ærede al-ʿAbbas ibn ʿAbd al-Muttalib som fange. Den ærede al-ʿAbbas havde endnu ikke antaget islam. Han sagde: »Ved Allahs ed, det var ikke denne mand, der tog mig til fange. Jeg blev taget til fange af en mand med barberet hoved. Denne smukke mand red på en plettet hest. Nu kan denne mand ikke ses blandt disse mennesker.« Manden fra Ansar sagde: »Allahs Sendebud, det var jo mig, der tog ham til fange.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Ti stille. Allah har hjulpet jer gennem en æret engel.«

Iblis’ flugt fra slagmarken

Det er tidligere blevet nævnt, at den forbandede Iblis var kommet i skikkelse af Suraqa ibn Malik ibn Jushʿam al-Mudlij. Han havde endnu ikke skilt sig fra polyteisterne. Men da han så englenes indsats mod afgudsdyrkerne, begyndte han at flygte i hast. Al-Harith ibn Hisham greb imidlertid fat i ham. Han troede, at manden virkelig var Suraqa ibn Malik. Men Iblis slog al-Harith voldsomt i brystet, så han faldt til jorden. Imens flygtede Iblis. Polyteisterne råbte: »Hvor skal du hen, Suraqa? Sagde du ikke, at du ville hjælpe os og ikke holde dig borte fra os?« Suraqa svarede: »Jeg ser noget, som I ikke ser. Jeg frygter Allah; Han er streng i sin straf.« Derefter gik Iblis ud i havet og skjulte sig.

De vantros nederlag

Efter kort tid viste den ikke-muslimske hærs fiasko og fortvivlelse sig tydeligt. Stillet over for muslimernes voldsomt kraftige angreb blev de spredt. Krigens udfald blev klart. De vantro fra Quraysh begyndte at trække sig tilbage, og fortvivlelse lagde sig over deres hjerter. Muslimerne dræbte nogle, sårede andre og tog andre til fange. Således led de vantro et tydeligt nederlag.

Da Abu Jahl, lederen af forbryderne, så Quraysh-kafirernes rækker blive spredt, forsøgte han at standse dette sammenbrud. For at opildne sine tilhængere råbte han: „Mist ikke modet, fordi nogle unge mænd flygter. De unge mænd havde en forbindelse med Muhammad. Mist ikke modet, fordi Utba, Shayba og Walid er blevet dræbt. De handlede overilet. Ved Lat og Uzza sværger jeg, at vi ikke vender tilbage, før vi har bundet dem med reb. Hør her, I må ikke dræbe nogen af dem; tag dem til fange. Senere vil vi få dem til at smage følgerne af deres onde forehavender.“

Abu Jahl kom snart til at mærke følgerne af sin arrogance. For kort efter blev deres spredte tilstand tydelig under muslimernes modangreb. Abu Jahl var stadig omringet sammen med nogle af sine tilhængere. Omkring forbrydernes leder, Abu Jahl, stod vagter med pile og sværd. Under muslimske mujahidiners voldsomme angreb blev denne vagtstyrke splittet fuldstændigt. Muslimerne bemærkede, at Abu Jahl sad på ryggen af en hest. Hans død nærmede sig skridt for skridt.

Drabet på Abu Jahl

Hazrat Abd al-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: „På dagen for slaget ved Badr stod jeg i muslimernes rækker. Pludselig bemærkede jeg to unge ansar-mænd, én på hver side af mig. Mens jeg tænkte over deres tilstedeværelse, hviskede den ene til mig: »Onkel, vis os, hvem Abu Jahl er.« Jeg sagde: »Nevø, hvad vil du gøre med ham?« Han svarede: »Jeg har hørt, at Abu Jahl fornærmer den elskede Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham. Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, hvis vi får øje på Abu Jahl, vil vi ikke skille os fra ham, før den af ham og os, hvis død er skrevet først, er død.« Hazrat Abd al-Rahman (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Jeg blev forbløffet, da jeg hørte dette. Den anden unge ansari sagde det samme til mig i en hvisken. Nogle få øjeblikke senere så jeg Abu Jahl bevæge sig blandt folk. Jeg sagde til begge de unge ansar-mænd: »Der er jeres bytte, ham som I spurgte mig om.« Så snart de hørte dette, kastede begge de unge ansar-mænd sig over Abu Jahl og dræbte ham. Derefter kom de begge til den elskede Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte: »Hvem af jer dræbte Abu Jahl?« Begge sagde: »Det gjorde jeg, det gjorde jeg.« Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Har I tørret blodet af jeres sværd?« De svarede: »Nej, det har vi ikke.« Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, så på begges sværd og sagde: »I har begge dræbt ham.« Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, gav imidlertid Abu Jahls efterladte ejendele til Muadh ibn Amr ibn al-Jamuh. De to unge mænd hed Muadh ibn Amr ibn al-Jamuh og Muawwidh ibn Afra. [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 444; bind 2, s. 568; Mishkat, bind 2, s. 352. I andre overleveringer nævnes den anden unge mand som Muawwidh ibn Afra. Ibn Hisham, bind 1, s. 635. Abu Jahls efterladte ejendele blev givet til én person, fordi enten Muadh eller Muawwidh ibn Afra senere blev martyr i dette slag. Abu Jahls sværd blev givet til Hazrat Abdullah ibn Masud, fordi han havde skilt Abu Jahls hoved fra kroppen. Se Sunan Abi Dawud, bind 2, s. 373.]

Ibn Ishaq har overleveret, at Muadh ibn Amr ibn al-Jamuh sagde: „Abu Jahl befandt sig inden for en uigennemtrængelig vagt af de vantros pile og sværd. De vantro sagde, at ingen måtte kunne nå frem til Abu Jahl. Da jeg hørte dette, lagde jeg mærke til, hvor Abu Jahl var, og holdt mig tæt på ham. Så snart jeg fik lejlighed, angreb jeg ham. Jeg slog ham så hårdt, at hans ben blev hugget over under knæet og skilt fra kroppen. Hans ben fløj væk som en faldende daddel. Mens jeg slog Abu Jahl, slog hans søn Ikrimah mig med et sværd i skulderhøjde. Det gjorde det vanskeligt at kæmpe. Jeg lod den afhuggede hånd hænge bagud og førte sværdet med den anden hånd. Det var også meget besværligt. Så lagde jeg den afhuggede del af hånden under min fod og rev den med et ryk løs fra armen [Hazrat Muadh ibn Amr ibn al-Jamuh (må Allah være tilfreds med ham) levede indtil Hazrat Uthmans kalifat].“ Derefter slog han Abu Jahl så hårdt, at Allah den Ophøjede og Hans Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, fjende faldt om på stedet. Abu Jahls sidste åndedrag var endnu ikke udåndet; han trak stadig vejret. Derefter blev Hazrat Muawwidh ibn Afra martyr, mens han kæmpede.

Efter slagets afslutning sagde Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham: „Gå hen og se, hvem der vil finde ud af, hvad der blev af Abu Jahl.“ Sahabaerne begyndte da at lede efter Abu Jahl.

Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) fandt Abu Jahl i en tilstand, hvor han stadig trak vejret. Han satte sin fod på Abu Jahls overkrop, tog fat i hans skæg for at hugge hovedet af ham og sagde: „Allahs fjende, har Allah den Ophøjede til sidst ydmyget og vanæret dig?“ Abu Jahl svarede: „Hvordan har Han vanæret mig? Findes der noget menneske med højere rang end den, I har dræbt? Hvem er større end ham? Hvis blot en anden end en ung mand havde dræbt mig.“ Derefter sagde han: „Sig mig, hvem har sejret i dag?“ Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) svarede: „Allah den Ophøjede og Hans Sendebud.“ Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) holdt sin fod presset mod Abu Jahls skulder. Abu Jahl sagde til ham: „Du, gedehyrde, du er nået meget højt op.“ Det kan nævnes, at Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) plejede at vogte geder i Mekka.

Efter denne samtale huggede Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) Abu Jahls hoved af, bragte det frem for Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: „Allahs Sendebud, dette er hovedet af Allahs fjende, Abu Jahl.“ Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: „Ja, sandelig. Ved Allah, ud over hvem der ingen guddom er, ja, sandt er det; der er ingen guddom ud over Ham. Ja, sandt er det; der er ingen guddom ud over Ham.“ Derefter sagde Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham: „Allah den Ophøjede er Stor. Al lovprisning tilkommer Ham alene. Han har opfyldt Sit løfte, hjulpet Sine tjenere og alene besejret alle grupper.“

Profeten og Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde derefter: »Kom. Vis mig hans lig.« Vi førte Profeten og Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hen til Abu Jahl’s lig. Han sagde: »Dette er denne ummas farao.«

Nogle forbløffende tegn på tro

Der er allerede blevet nævnt de handlinger, der kunne vække troen hos Hadrat Umayr ibn Hammam og Awf ibn Harith ibn Afra. I virkeligheden så man under dette felttog ved hvert skridt scener, som viste troens styrke og princippernes modenhed. Under dette felttog stod far og søn over for hinanden, og bror stod over for bror. Sværdene blev trukket i princippernes navn, og de forurettede og undertrykte gik i kamp mod de uretfærdige og undertrykkerne og slukkede vredens ild. For eksempel:

1) Hadrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Profeten og Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til sine ledsagere: »Jeg ved, at folk fra flere stammer, heriblandt Banu Hashim, med tvang er blevet ført ud på slagmarken. De har ingen del i vores krig. Hvis nogen fra Hashim-stammen derfor kommer foran nogen af jer, skal han ikke dræbes. Hvis Abu al-Bakhtari ibn Hisham kommer foran nogen af jer, skal han ikke dræbes. Hvis Abbas ibn Abd al-Muttalib kommer under nogens kontrol, skal han heller ikke dræbes, for han er blevet ført med under tvang.« Da Hadrat Abu Hudhayfa, Utbas søn (må Allah være tilfreds med ham), hørte dette, sagde han: »Vi vil dræbe vores egne fædre, sønner, brødre og stammefolk, men lade Abbas gå? Ved Allah, hvis jeg møder Abbas ansigt til ansigt, vil jeg lade mit sværd bide ham.« Da denne besked nåede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde han til Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham): »Skal man også slå med sværdet mod Allahs Sendebuds onkels ansigt?« Hadrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »O Allahs Sendebud, lad mig være; jeg vil hugge hovedet af denne mand, for han er blevet hykler.«

Senere plejede Hadrat Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) at sige: »På grund af det, jeg sagde den dag, fandt jeg aldrig ro og kunne aldrig føle mig tryg. Jeg var altid bange. Jeg tænkte kun, at mit martyrdød måske kunne være soningen for den uoverlagte bemærkning, jeg kom med den dag.« Til sidst blev Hadrat Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) martyr i slaget ved Yamama.

2) Grunden til, at det blev sagt, at Abu al-Bakhtari ikke skulle dræbes, var, at denne mand i Mekka aldrig havde gjort Profeten og Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, det mindste ondt. Man havde heller aldrig hørt noget ubehageligt fra ham mod islam, Allah eller Hans elskede Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Desuden var han blandt de fremtrædende personer, der ophævede boykotten af Banu Hashim og Banu al-Muttalib.

Men trods alle disse gode egenskaber mødte han på dagen for Badr Mujazzir ibn Balwa ansigt til ansigt. Abu al-Bakhtari havde også en ledsager med sig. De kæmpede begge side om side. Da Hadrat Mujazzir så Abu al-Bakhtari, sagde han: »O Abu al-Bakhtari, Profeten og Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har forbudt, at du dræbes.« Abu al-Bakhtari sagde: »Ved Gud, så dør vi begge.« Derefter gik de begge til angreb på Hadrat Mujazzir. Hadrat Mujazzir (må Allah være tilfreds med ham) blev tvunget til at dræbe dem begge.

3) Hadrat Abd al-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) og Umayya ibn Khalaf havde haft et nært venskab helt siden uvidenhedens tid i Mekka. På dagen for slaget ved Badr stod Umayya og holdt sin søn Ali i hånden. Hadrat Abd al-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) gik forbi ham. Han bar flere rustninger, som han havde taget fra fjenderne. Umayya sagde til ham: »Kan jeg være dig til hjælp? Jeg er mere værdifuld for dig end dine rustninger. Jeg har aldrig set et syn som dette. Har I ikke brug for mælk?« Det vil sige: Den, der tager mig til fange, vil jeg give mange malkekameler som løsesum eller fidya. Da Hadrat Abd al-Rahman hørte dette, kastede han rustningerne fra sig, tog Umayya og hans søn Ali til fange og gik videre.

Den ærværdige Abdur Rahman (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg gik frem mellem Umayya og hans søn, da Umayya sagde: »Hvem blandt jer var den mand, der havde en strudsefjer fæstnet på brystet?« Jeg svarede: »Det var Hamza ibn Abd al-Muttalib.« Umayya ibn Khalaf sagde: »Det er denne mand, der har bragt ødelæggelse over os.«

Den ærværdige Abdur Rahman (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg førte dem begge med mig, da den ærværdige Bilal (må Allah være tilfreds med ham) fik øje på Umayya sammen med mig. Det bør erindres, at Umayya havde tortureret den ærværdige Bilal (må Allah være tilfreds med ham) grusomt i Mekka. Da han så Umayya, sagde han: »Du, de vantros leder, Umayya ibn Khalaf! Måske overlever jeg, eller også overlever han.« Derefter råbte han højt: »Allahs hjælpere! Se her, de vantros leder, Umayya ibn Khalaf! Nu vil enten jeg være tilbage, eller også vil han være tilbage.« Den ærværdige Abdur Rahman (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: På det tidspunkt havde folk omringet os. Jeg forsøgte at beskytte ham, men en af ledsagerne løftede sit sværd og slog Umayyas søn Ali i benet. Han sank straks sammen. Umayya udstødte samtidig et så kraftigt skrig, at jeg aldrig havde hørt nogen skrige så højt. Jeg sagde: »Løb, løb!« Men i dag er der ingen flugtvej. Ved Gud, jeg kan ikke gøre noget for dig i dag.

Den ærværdige Abdur Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: De ophidsede ledsagere omringede Umayya og hans søn Ali og dræbte dem med slag efter slag. Derefter sagde Abdur Rahman (må Allah være tilfreds med ham): »Må Allah vise den ærværdige Bilal nåde. Også mine rustninger gik tabt, og hvad angår de fanger, jeg havde taget, førte han mig i en anden retning.«

Allama Ibn Qayyim skriver i Zad al-Ma’ad, at den ærværdige Abdur Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) sagde til Umayya ibn Khalaf: »Sæt dig på hug.« Han satte sig ned. Den ærværdige Abdur Rahman bøjede sig over Umayyas krop og skjulte ham. Men ledsagerne slog Umayya med deres sværd nedefra og dræbte ham. En ledsagers sværdslag skar også benet over på den ærværdige Abdur Rahman ibn Awf [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 89; Sahih al-Bukhari, Kitab al-Wakala, bind 1, s. 308. Denne begivenhed er omtalt mere detaljeret her].

Fire) Den ærværdige Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) dræbte sin morbror As ibn Hisham ibn al-Mughira.

Fem) Den ærværdige Abu Bakr al-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) kaldte på sin søn Abdur Rahman, som på det tidspunkt var afgudsdyrker, og sagde: »Din usling, hvor er mine våben?« Abdur Rahman svarede: »Der er intet tilbage bortset fra våbnene, den hurtige hest og det sværd, som afslutter alderdommens forvirring.«

Seks) Mens muslimerne tog afgudsdyrkerne til fange, opholdt Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sig i det kammer, der var blevet gjort klar til ham. Den ærværdige Sa’d ibn Mu’adh (må Allah være tilfreds med ham) stod vagt med løftet sværd. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bemærkede, at den ærværdige Sa’ds ansigt var bedrøvet. Han sagde: »Sa’d, det ser ud til, at du ikke bryder dig om muslimernes handling.« Han svarede: »Jo, Allahs Sendebud. Dette er vores første krig mod de ikke-muslimske. Allah den Ophøjede har givet os denne mulighed for krig. Derfor mener jeg, at det er bedre at dræbe afgudsdyrkerne end at lade dem gå; de bør udslettes.«

Syv) I dette slag knækkede den ærværdige Ukasha ibn Mihsan al-Asadis sværd. Han gik hen til Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham). Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) gav ham et stykke træ og sagde: »Ukasha, kæmp med dette.« Da Ukasha rettede træstykket ud med hånden, blev det forvandlet til et skarpt, skinnende sværd. Derefter begyndte han at kæmpe med sværdet. Imens vandt muslimerne sejren. Sværdet fik navnet »Awn«, det vil sige »hjælp«. Det forblev hos den ærværdige Ukasha. Han brugte dette sværd i forskellige slag. Under Abu Bakr al-Siddiqs (må Allah være tilfreds med ham) tid faldt han som martyr, da han kæmpede mod de frafaldne. Også på det tidspunkt var sværdet hos ham.

8) Efter slaget gik Mus’ab ibn Umair al-Abdari (må Allah være tilfreds med ham) forbi sin bror Abu Uzair ibn Umair al-Abdari. Abu Uzair kæmpede mod muslimerne. På det tidspunkt havde en ansarisk sahabi fat i ham og holdt ham fast. Mus’ab sagde til sahabien: »Hold godt fast i ham. Hans mor er meget velhavende. Hun vil sandsynligvis betale dig en god løsesum.« Da sagde Abu Uzair til sin bror Mus’ab: »Er dette virkelig dit råd om mig?« Mus’ab (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Ja, det er det. Du er ikke min bror; denne ansari er min bror.«

9) Da der blev givet ordre til at kaste polyteisternes lig i brønden, blev Utba ibn Rabias lig slæbt hen mod brønden. På det tidspunkt så Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) på Utbas søn Hudhayfas ansigt. Han bemærkede, at Abu Hudhayfa så alvorlig og bedrøvet ud. Han så på en eller anden måde helt knust ud. Profeten, Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), sagde: »Hudhayfa, måske føler du smerte på grund af din far?« Han svarede: »Ja, Allahs Sendebud. Jeg føler ingen uro i mit hjerte over min far eller hans drab. Men jeg havde troet, at min far havde fornuft og fremsynethed. Derfor håbede jeg, at han på grund af sin forstand og fremsynethed ville søge tilflugt under islams skygge. Men nu, når jeg ser hans endeligt og ser, at hans liv sluttede i vantro, gør det mig meget ondt.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad for Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) og talte godt om ham.

Antallet af dræbte og tilfangetagne på begge sider

Slaget ved Badr sluttede med muslimernes sejr og de vantros nederlag. Fjorten muslimer blev martyrer i dette slag. Blandt dem var 6 muhajirun og 8 ansar. De vantro led et stort tab i slaget. Halvfjerds af dem blev dræbt, og halvfjerds blev taget til fange. De var fremtrædende personer og stammeledere.

Efter slaget stillede Profeten, Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), sig ved siden af de dræbte og sagde: »I var jo alle fremtrædende mænd. I troede ikke på mig, selv om mange troede på mig. I efterlod mig alene og uden hjælp, mens mange hjalp mig. I fordrev mig, mens mange gav mig husly.« Derefter gav Profeten, Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), ordre til at slæbe de dræbtes lig hen og kaste dem i en af brøndene ved Badr.

Det er overleveret fra Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham), at ligene af 24 af Qurayshs største ledere på dagen ved Badr efter ordre fra Profeten, Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), blev kastet i en beskidt brønd ved Badr. Dengang var skikken, at man efter at have sejret over et folk opholdt sig tre dage på slagmarken. Efter at have tilbragt tre dage på Badrs slette blev sadlen lagt på Profeten, Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham), ridedyr. Derefter gik han til fods, og sahabaerne fulgte ham. Pludselig standsede han ved brøndens kant. Så begyndte han at tiltale forskellige personer og sige: »Du, søn af den og den, du, søn af den og den! Ville det ikke have været bedre for jer, hvis I havde adlydt Allah den Ophøjede og Hans Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham)? Vi har fundet bekræftelsen på sandheden af det løfte, Allah den Ophøjede gav os. Har I også fundet bekræftelsen på sandheden af det løfte, som vores Herre gav jer?« Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud, hvorfor taler du til legemer, der ingen sjæl har?« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Ved Ham, i hvis hånd Muhammads sjæl er, I hører ikke det, jeg siger, bedre end de gør.« I en anden overlevering står der: »I hører ikke bedre end de gør. Men de kan ikke svare.« [Bukhari, Muslim, Mishkat, bind 2, s. 345]

Nyheden om nederlaget når Mekka

Efter nederlaget flygtede polyteisterne fra Mekka i forvirring og rædsel ad vejen mod Mekka. På grund af skammen var de så uforberedte, at de ikke vidste, hvordan de skulle gå ind i Mekka.

Ibn Ishaq siger: Den første, der trådte ind i Mekka med nyheden om Qurayshs nederlag, hed Haythuman ibn Abdullah al-Khuza’i. Folk spurgte ham om, hvad der var sket. Han sagde: Utba ibn Rabi’a, Shayba ibn Rabi’a, Abu al-Hakam ibn Hisham, Umayya ibn Khalaf og flere andre ledere er blevet dræbt. Da Safwan ibn Umayya, som sad i Ka’bas Hatim, hørte navnene på de fremtrædende Quraysh-ledere blandt de dræbte, sagde han: Se, de sidder i Ka’bas Hatim. Ved Gud, jeg så selv nogens far og hans bror blive dræbt.

Abu Rafi’, som var Guds Sendebuds slave, beretter: På det tidspunkt var jeg al-Abbas’ slave. Islam var trængt ind i vores familie. al-Abbas havde antaget islam, og jeg blev også muslim. al-Abbas holdt sin islamiske tro hemmelig. Abu Lahab deltog ikke i slaget ved Badr. Da Abu Lahab hørte om muslimernes sejr ved Badr, blev han helt nedslået. Vi følte en ny styrke og ære. Jeg var en svag mand. Jeg fremstillede pile. Jeg sad i Zamzams kammer og gjorde pilespidserne spidse. Jeg var netop optaget af at fremstille pile, og Umm al-Fadl sad hos mig. Vi var meget glade over nyheden om sejren. Da kom Abu Lahab slæbende med fødderne, nærmest haltende, og satte sig ved kammeret. Hans ryg vendte mod min. I det samme ankom Abu Sufyan ibn Harb ibn Abd al-Muttalib. Abu Lahab sagde til ham: Kom hen til mig; ved mit liv, du har nyheder. Abu Sufyan satte sig foran Abu Lahab, mens flere mennesker blev stående. Abu Lahab sagde: Fortæl mig, nevø, hvad er der sket med folkene? Abu Sufyan svarede: Intet. Vi mødte folkene, og vi overgav vores skuldre til dem. De dræbte os, som de ville, og tog os til fange, som de ville. Ved Gud, trods alt bebrejder jeg ikke folkene. I virkeligheden mødte vi mennesker, som red på plettede heste mellem himmel og jord. Ved Gud, de lod intet være, og intet kunne modstå dem.

Abu Rafi’ siger: Jeg løftede teltets kant med mine egne hænder. Derefter sagde jeg: Ved Gud, de var engle. Da Abu Lahab hørte dette, gav han mig en kraftig lussing i ansigtet. Jeg greb fat i ham, men han løftede mig op og kastede mig til jorden. Derefter begyndte han at slå mig. Jeg var svag. Imens rejste Umm al-Fadl sig og begyndte at slå Abu Lahab med en teltstang. Abu Lahab blev såret. Mens Umm al-Fadl slog ham, sagde hun: Har du troet, at han er svag, fordi han ikke har nogen herre? Abu Lahab rejste sig ydmyget og gik bort. Blot syv dage efter denne hændelse blev Abu Lahab ramt af pest og døde af sygdommen. I Arabien blev pestbylder anset for at være meget ildevarslende. Abu Lahabs lig lå ubegrafet i tre dage efter hans død, og selv hans børn gik ikke hen til det. Ingen sørgede for hans begravelse. Efter tre dage tænkte hans børn, at hvis de lod liget ligge sådan, ville andre mennesker kritisere og bebrejde dem. Derfor skubbede de liget ned i en grav med en stok. Derefter kastede de sten på graven på afstand, indtil åbningen var lukket.

Da nyheden om Qurayshs nederlag i slaget ved Badr nåede Mekka, blev Quraysh i dårligt humør. De afholdt ikke nogen sørgehøjtidelighed til minde om de døde. De tænkte, at muslimerne ellers ville kritisere dem. Og de var ikke villige til at give muslimerne nogen som helst anledning til kritik.

Her fortælles en mærkværdig hændelse. Tre af Aswad ibn Abd al-Muttalibs sønner blev dræbt i slaget ved Badr. Derfor ønskede han at græde over sine sønner. Aswad var blind. En nat hørte han en sørgende kvindes gråd. Da han hørte denne lyd, sendte Aswad straks sin slave hen til kvinden for at finde ud af, om der var givet tilladelse til at sørge. Græder Quraysh over deres dræbte? Hvis det er tilfældet, ville jeg i det mindste græde lidt over Abu Hakima, en af mine tre sønner, for mit bryst brænder. Slaven vendte tilbage og sagde, at hun sørgede over sin bortløbne kamel. Da Aswad hørte dette, kunne han ikke beherske sig og begyndte at fremsige følgende digt.

Den kvinde græder: Ak, hun har mistet sin kamel; af sorg over kamelen får hun vist ingen søvn i sine øjne.

Græd ikke over kamelen, selv om den er blevet væk; græd, når du tænker på Badr, du ulykkelige.

Hasis, Makhzum og Abu Walid var stammens liv; fæld tårer for Aqil, for al-Harith.

De var tigre blandt tigre; de var helte.

Nævn alles navne, men græd alligevel over dem; åh Hakima, hvordan skal jeg forklare det?

Sorgen over Abu Hakim har på ingen måde sin lige; en ukendt mand er i dag blevet leder på Badrs slagmark.

Glædeligt budskab om sejren i Medina

Efter muslimernes fuldstændige sejr sendte den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, budbringere af sted for hurtigt at overbringe det glædelige budskab til Medinas indbyggere. Hazrat Abdullah ibn Rawaha og Hazrat Zayd ibn Haritha, må Allah være tilfreds med dem, blev sendt for at bringe nyheden til Medinas to områder.

Forinden havde jøderne og hyklerne skabt uro i Medina ved at sprede falsk propaganda. Man havde endda spredt nyheden om, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var blevet dræbt. Da en hykler så Hazrat Zayd ibn Haritha komme ridende på Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kamel Kaswa, udbrød han: »Muhammad er virkelig blevet dræbt. Se, dér er hans kamel. Vi kender denne kamel. Se, dér er Zayd ibn Haritha. Han er flygtet efter nederlaget i slaget. Han er så forvirret, at han ikke kan finde ud af, hvad han skal sige.« Da begge budbringere var ankommet, omringede muslimerne dem og begyndte at lytte til den detaljerede beretning. Efter at have hørt det hele og være blevet sikre på sejren blev muslimerne overvældet af glæde. Med råbene »Nara-e takbir, Allahu akbar« genlød Medinas himmel og luft. De muslimer, som ikke var taget til Badrs slagmark sammen med Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, begav sig ud ad vejen til Badr for at tage imod den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham.

Hazrat Usama ibn Zayd, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: Da vi havde begravet Hazrat Ruqayya, må Allah være tilfreds med hende, profetens datter og Hazrat Uthmans hustru, må Allah være tilfreds med ham, og var i færd med at jævne jorden over graven, nåede nyheden om muslimernes sejr i slaget ved Badr frem til os. Hazrat Ruqayya, må Allah være tilfreds med hende, var syg. For at tage sig af hende havde den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ladet mig blive i Medina sammen med Hazrat Uthman, må Allah være tilfreds med ham.

Om krigsbyttet (de erobrede værdier)

Efter at slaget var afsluttet, opholdt Allahs Sendebud, fred og velsignelse være med ham, sig på Badrs slette i tre dage. Allerede før afrejsen mod Medina opstod der uenighed blandt muslimerne om krigsbyttet. Da diskussionen om dette begyndte, beordrede den elskede Profet, fred og velsignelse være med ham, at alt, hvad enhver havde, skulle bringes frem for ham. Ledsagerne gjorde, som han sagde. Derefter løste den elskede Profet, fred og velsignelse være med ham, problemet gennem åbenbaringen.

Hazrat Ubada ibn Samit, måtte Allah være tilfreds med ham, fortæller: Vi drog ud fra Medina sammen med Profeten, fred og velsignelse være med ham, og nåede frem til Badr. Der blev udkæmpet et slag, og Allah den Ophøjede besejrede fjenderne. Derefter begyndte en gruppe mænd at forfølge de vantro; de tog nogle til fange og dræbte andre. En anden gruppe begyndte at samle krigsbyttet, mens en tredje gruppe hele tiden holdt sig omkring den elskede Profet, fred og velsignelse være med ham. De frygtede, at fjenderne ved et bedrag kunne tilføje Profeten, fred og velsignelse være med ham, nogen skade. Om natten begyndte de, der havde samlet krigsbyttet, at sige: »Jeg har samlet så og så meget; det hele er mit, og jeg vil ikke give nogen anden del i det.« De, der havde forfulgt fjenderne, sagde: »Vi drev fjenderne bort fra alle disse ejendele; derfor tilhører de os.« De ledsagere, som havde haft ansvaret for den elskede Profets, fred og velsignelse være med ham, sikkerhed, sagde: »Vi frygtede, at fjenderne kunne tro, at den elskede Profet, fred og velsignelse være med ham, var uopmærksom, og derved tilføje ham skade. Derfor var vi optaget af at sikre hans beskyttelse.« På baggrund af denne uenighed åbenbarede Allah den Ophøjede dette vers: »Folk spørger dig om krigsbyttet. Sig: Krigsbyttet tilhører Allah den Ophøjede og Sendebudet, fred og velsignelse være med ham. Frygt derfor Allah, og adlyd Allah og Hans Sendebud, fred og velsignelse være med ham, hvis I er troende.« (Sura al-Anfal, vers 1)

Allahs Sendebud fordelte derefter dette krigsbytte blandt muslimerne [Musnad Ahmad, bind 5, s. 323; al-Hakim, bind 2, s. 326].

Den muslimske hær på vej mod Medina

Efter at Allahs Sendebud, fred og velsignelse være med ham, havde tilbragt tre dage på Badrs slette, drog han på den fjerde dag mod Medina. De makkanske Quraysh-fanger og krigsbyttet var med dem. Hazrat Abdullah ibn Ka’b fik ansvaret for at føre opsyn med dette. Efter at have passeret Safra-sletten gjorde den elskede Profet, fred og velsignelse være med ham, holdt ved en høj mellem Darb og Najia. Her blev en femtedel af krigsbyttet udskilt, mens resten blev fordelt ligeligt blandt muslimerne. På Safra-sletten beordrede Profeten, fred og velsignelse være med ham, at Nadr ibn al-Harith skulle dræbes. Denne mand bar Quraysh-fanen under slaget ved Badr og var blandt de værste forbrydere. Han var blandt de mest fremtrædende i fjendskabet mod islam. På ordre fra Profeten, fred og velsignelse være med ham, dræbte Hazrat Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, Nadr ibn al-Harith.

Derefter nåede de Ubquz Jabia. Allahs Sendebud, fred og velsignelse være med ham, beordrede dér, at Uqba ibn Abu Muayt skulle dræbes. Han var blandt islams mest hårdnakkede fjender og plejede at plage Profeten, fred og velsignelse være med ham. Dette er allerede blevet omtalt i nogen grad. Det var netop denne mand, der, mens Allahs Sendebud bad, lagde indvoldene fra en kamel på hans skuldre og forsøgte at dræbe Allahs Sendebud ved at stramme et klæde om hans hals. Hazrat Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, kom pludselig til stede og reddede Allahs Sendebud, fred og velsignelse være med ham, fra denne forbryder. Da Allahs Sendebud, fred og velsignelse være med ham, beordrede, at forbryderen skulle dræbes, sagde han: »Muhammad, hvem skal tage sig af børnene?« Han svarede: »Ilden.« [Sunan Abu Dawud, Sharh Awn al-Ma’bud, bind 3, s. 12].

Senere halshuggede Hazrat Asim ibn Thabit al-Ansari, måtte Allah være tilfreds med ham, eller Hazrat Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, Uqba.

Set fra et militært synspunkt var det nødvendigt at dræbe disse to forbrydere, for de var krigsforbrydere.

Den modtagende delegation

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, nåede frem til stedet Rawha, mødte han de muslimer, der var kommet for at byde ham velkommen. Efter at have hørt budbringerne fortælle om muslimernes sejr var de draget ud fra Medina for at lykønske og byde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, velkommen. Da de lykønskede ham, sagde Salama ibn Salama, må Allah være tilfreds med ham: »Hvad kommer I for at lykønske os med? Vi stod jo over for nogle krumbøjede gamle mænd, der lignede kameler.« Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte dette, lo han og sagde: »Nevø, det var netop disse mænd, der var folkets ledere.«

Derefter sagde Usayd ibn Khudayr, må Allah være tilfreds med ham: »O Allahs Sendebud, al lovprisning tilkommer Allah, som har givet dig sejr og frydet dine øjne. Ved Allah, jeg vidste ikke, at du skulle møde fjenden; jeg troede, at du var draget ud for at lede efter en karavane. Hvis jeg havde vidst, at du skulle møde fjenden, var jeg under ingen omstændigheder blevet tilbage.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Du har talt sandt.«

Dagen efter at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var kommet til Medina, ankom krigsfangerne. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, rådede sine ledsagere til at behandle dem godt. Som følge af dette spiste de ærede ledsagere selv dadler, men gav brød til fangerne. Det bør i denne forbindelse nævnes, at brød i Medina havde større værdi og betydning end dadler.

Om krigsfangerne

Efter at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var kommet til Medina, rådførte han sig med de ærede ledsagere om de resterende krigsfanger. Abu Bakr as-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »O Allahs Sendebud, de er jo vores fætre og slægtninge. Jeg mener, at du bør tage løsepenge fra dem, det vil sige løskøbe dem. Det, der således bliver taget, kan bruges som en styrke mod de vantro. Det kan også være, at Allah vil vejlede dem, så de kommer og stiller sig ved vores side.«

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, om hans mening. Han sagde: »Jeg er af en anden mening end Abu Bakr. Jeg mener, at du bør overgive min slægtning den og den til mig, så jeg kan halshugge ham. På samme måde bør Aqil ibn Abu Talib overgives til Ali, så Ali kan halshugge ham. Og Hamzas bror den og den bør overgives til Hamza, så Hamza kan halshugge ham. På den måde vil Allah vide, at vi ikke nærer nogen medfølelse med de vantro. Alle disse krigsfanger er fremtrædende ledere blandt de vantro.«

Umar, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: »Efter at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde hørt dem begge, fulgte han Abu Bakrs råd, men ikke mit. Derfor blev det besluttet at tage løsepenge fra fangerne. Tidligt næste morgen gik jeg til Allahs Sendebud og så, at både han og Abu Bakr græd. Jeg sagde: ›O Allahs Sendebud, fortæl mig, hvorfor græder I? Hvis der er en grund til at græde, vil jeg også græde; og hvis der ikke er nogen grund, vil jeg også græde på grund af jeres gråd.‹ Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: ›Jeg græder på grund af det, der er blevet forelagt dine ledsagere, fordi de accepterede betingelsen om at betale løsepenge.‹ Derefter pegede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, på et nærliggende træ og sagde: ›Deres straf er blevet forelagt mig som noget nærmere end dette træ.‹ [Tarikh Umar ibn al-Khattab, Ibn al-Jawzi, s. 36]. Allah den Højeste åbenbarede dette vers: ›Det tilkommer ingen profet at tage fanger, før han har nedkæmpet fjenden grundigt i landet. I ønsker denne verdens goder, mens Allah ønsker det hinsidige. Allah er Almægtig og Vis. Hvis der ikke allerede havde været en bestemmelse fra Allah, ville en vældig straf have ramt jer på grund af det, I har taget.‹ (Sura al-Anfal, vers 67-68)

Den bestemmelse, som Allah den Ophøjede har nævnt i det ovenfor citerede vers, er en anvisning fra det fjerde vers i sura Muhammad. Heri siger Allah den Ophøjede: »Derefter enten nåde eller løsepenge.«

Da dette vers tillader, at der opkræves løsepenge fra krigsfanger, blev de ædle ledsagere ikke straffet, fordi de traf en beslutning om løsepenge for fangerne; de blev derimod irettesat. De blev yderligere irettesat, fordi de havde sørget for at opkræve løsepenge fra sådanne vantro, som ikke blot var krigsfanger, men også alvorlige forbrydere. Selv moderne lovgivning løslader dem ikke uden at rejse sag mod dem. Straffen i sager mod sådanne forbrydere kan være dødsstraf eller livsvarigt fængsel.

Eftersom beslutningen blev truffet i overensstemmelse med Hazrat Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) opfattelse, blev der opkrævet løsepenge fra polyteisterne. Løsepengene udgjorde fra ét tusind dirham til tre tusind og op til fire tusind dirham. Makkas indbyggere kunne læse og skrive. Madinas indbyggere var derimod ikke særlig fortrolige med læsning og skrivning. Derfor blev det også besluttet, at de, som ikke havde råd til at betale løsepenge, skulle undervise ti børn hver i Medina i læsning og skrivning. Når børnene havde lært det ordentligt, skulle undervisningen udgøre løsepengene for de tilfangetagne lærere.

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, viste særlig barmhjertighed mod nogle fanger og løslod dem uden at opkræve løsepenge fra dem. De var al-Muttalib ibn Hantab, Saifi ibn Abu Rifa’a og Abu ‘Azza JumaHi. Den sidstnævnte blev på ny taget til fange under slaget ved Uhud og senere dræbt. En detaljeret beretning om dette følger senere.

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, løslod sin svigersøn Abu al-‘As på den betingelse, at han ikke ville stå i vejen for Hazrat Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende), Profetens datters, rejse.

Årsagen var, at Hazrat Zaynab havde sendt nogle ejendele som løsepenge for Abu ibn al-‘As. Blandt dem var også en halskæde. Halskæden havde tilhørt Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Da Hazrat Zaynab skulle sendes til Abu al-‘As’ hjem ved afskeden, havde hun givet den til sin datter som gave. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så den, blev hans øjne straks fyldt med tårer, og hans stemme blev kvalt af følelser. Han bad ledsagerne om deres mening om at løslade Abu al-‘As. Ledsagerne godkendte ærbødigt den elskede Profets, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forslag. Derefter løslod han sin svigersøn Abu al-‘As på den betingelse, at al-‘As skulle frigive Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende). Efter sin løsladelse udvandrede Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) til Medina. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte Hazrat Zayd ibn Haritha og en anden ledsager fra Ansar til Mekka. De fik besked på at opholde sig i udkanten af Mekka eller på et sted ved navn Jazza. Når Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) kom til dem på sin vej, skulle de tage hende med. De to ledsagere rejste til Mekka og bragte Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) til Medina. Beretningen om Hazrat Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) udvandring er meget lang og gribende.

Blandt krigsfangerne var også Suhayl ibn Amr. Han var en berømt taler. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud, sørg for, at Suhayl ibn Amrs to fortænder bliver slået ud; så vil hans tale blive utydelig. Som så dygtig en taler vil han ikke kunne føre effektiv propaganda imod dig.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, afviste dette forslag. For at lemlæste menneskers legemer regnes ifølge islams terminologi som mutilation. På den vanskelige dag på opstandelsens dag vil man blive spurgt om dette.

Hazrat Sa’d ibn Nu’man (må Allah være tilfreds med ham) var rejst ud for at udføre umra. På det tidspunkt tog Abu Sufyan ham til fange. Abu Sufyans søn Amr var krigsfange. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, overgav Amr til Abu Sufyan, løslod Abu Sufyan til gengæld Hazrat Sa’d.

En gennemgang af den hellige Koran

Allah den Ophøjede åbenbarede sura al-Anfal om slaget ved Badr. I virkeligheden er dette Allahs gennemgang og vurdering af slaget ved Badr, helt forskellig fra vurderingen foretaget af verdens øvrige konger, hærførere eller nogen anden. Her gives der et kort indblik i Allahs gennemgang og vurdering. [Sayyid Qutb har i sin tafsir Fi Zilal al-Quran [i bindet om sura al-Anfal] fremsat nogle værdifulde betragtninger om dette].

Allah, Herren over alle verdener, belyser først muslimernes snævre perspektiv og karaktersvaghed. Denne snæverhed og svaghed fandtes hos dem og blev i nogen grad synlig efter slagets afslutning. Allah den Ophøjede belyser dette, fordi Han ønskede at befri muslimerne for det. Derved ville de blive i stand til at opnå fuldkommen tro.

Derefter omtaler Han Allahs hjælp og den usete hjælp i dette slag. Formålet var, at muslimerne ikke skulle lade sig bedrage af deres egen tapperhed og heltemod. For det ville føre til, at hovmod opstod i deres hjerter; men Allah den Ophøjede ønsker, at det netop er egenskaberne tillid til Allah og lydighed mod Sendebudet, der skal vise sig hos muslimerne.

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, begav sig ud på denne frygtelige og blodige ekspedition med et stort formål og mål for øje; derefter omtales de uundværlige moralske egenskaber og karaktertræk. Herefter gives der polyteister, hyklere, jøder og krigsfanger så ophøjede formaninger, at de bøjer hovedet for sandheden og bliver dens følgere.

Derefter forklares de grundlæggende principper vedrørende krigsbyttet.

Bestemmelserne om krig og fredsaftaler forklares også her. Der er ingen mulighed for at benægte deres uundværlighed og nødvendighed for den islamiske da’wa. Denne forklaring og disse principper er givet, så muslimerne kan skelne mellem krig før islam og krig efter islam. Desuden skal de kunne opnå en højere rang med hensyn til moralske og karakterlige værdier. Gennem dette skal verdens mennesker kunne vide, at islam ikke blot er et ideal, men at islam også giver sine følgere praktisk oplæring i overensstemmelse med de principper og bestemmelser, som islam kalder til.

Derefter omtales flere bestemmelser om den islamiske stats principper. Herigennem bliver forskellen tydeligt forståelig mellem muslimer under den islamiske stats kontrol og muslimer uden for dens grænser.

Flere begivenheder

I den anden hijri-ramadan blev fasten og sadaqat al-fitr gjort obligatorisk. Også zakatens størrelse, det vil sige nisab, blev fastsat på dette tidspunkt. Blandt muhajirunene var nogle meget fattige. Deres problemer med at skaffe brød og levebrød var alvorlige. Det var vanskeligt for dem at fare fra sted til sted for at stille sulten. Bestemmelserne om sadaqat al-fitr og zakat befriede dem for manglen på mad og tøj.

Muslimerne fejrede for første gang eid i måneden shawwal i det andet hijri-år. Denne eid blev fejret efter den klare sejr i slaget ved Badr. Efter at Allah, al-Rabb al-‘Alamin, havde sat sejrens og ærefuldhedens krone på muslimernes hoveder, gav Han dem mulighed for at fejre denne eid. Eiden bragte muslimerne en enestående ære og lykke. Synet af dem, der udførte eid-bønnen, var særdeles betagende. Muslimerne kom ud på pladsen for højlydt at forkynde Allahs lovprisning, takbir, tasbih og tawhid. På det tidspunkt var muslimernes hjerter fyldt på grund af de velsignelser og den hjælp, Allah havde givet dem.

De var ivrige efter i endnu højere grad at opnå Allahs tilfredshed. Deres hoveder var bøjet i taknemmelighed over for Allah. Allah, al-Rabb al-‘Alamin, har nævnt denne velsignelse i dette vers i Den Hellige Koran. Han siger: »Husk, da I var få i antal. I blev anset for svage på jorden, og I frygtede, at folk pludselig ville bortføre jer. Derefter gav Han jer et tilflugtssted, styrkede jer med Sin hjælp og forsynede jer med gode ting som næring, for at I kunne være taknemmelige.« (Sura al-Anfal, vers 26)

Militære aktiviteter efter slaget ved Badr

Slaget ved Badr var den første væbnede og afgørende konfrontation mellem muslimerne og polyteisterne. Her opnåede muslimerne »fath mubin«, det vil sige en klar sejr. Hele den arabiske verden var vidne til denne sejr. Det var de, som blev direkte ramt af nederlaget i dette slag, der var plaget af psykisk smerte på grund af dets udfald. Det var polyteisterne. Der fandtes desuden en anden gruppe, som anså muslimernes sejr og opnåelse af høj status for en trussel mod deres religiøse og økonomiske eksistens. Det var jøderne. Da muslimerne sejrede i slaget ved Badr, blev disse to grupper, det vil sige polyteisterne og jøderne, opslugt af vrede og raseri mod muslimerne. Som Allah, den Ophøjede, siger: »Du vil visselig finde, at blandt menneskene er jøderne og polyteisterne de mest heftige i fjendskab mod de troende.« (Sura al-Ma’ida, vers 82)

Men nogle af Medinas indbyggere var velvilligt indstillede over for begge disse grupper. Da de derfor indså, at der ikke var nogen anden vej til at bevare deres egen anseelse, gik de ind i islam for syns skyld. Det var Abdullah ibn Ubayy og hans venner. De var ikke mindre vrede på muslimerne end jøderne og polyteisterne.

Ud over disse fandtes der også en fjerde gruppe. Det var de arabiske beduiner, som boede i områderne omkring Medina. De havde ingen tilbøjelighed til hverken islam eller kufr. De var plyndrere og røvere. Også de blev bedrøvede over muslimernes succes i slaget ved Badr. De frygtede, at deres plyndringer ville blive bragt til ophør, hvis der blev etableret en stærk regering i Medina. Derfor opstod der også i deres hjerter had mod muslimerne, og de blev muslimernes fjender.

På denne måde stod muslimerne over for problemer fra fire sider. Men hver af disse fire grupper havde sin egen fremgangsmåde over for muslimerne. Hver af dem fulgte forskellige veje for at nå sine egne mål og hensigter. De troede, at de på denne måde kunne nå deres mål.

I Medina antog en gruppe fjender islams forklædning. Selvom de talte om islam, fulgte de i det skjulte vejen med sammensværgelser, list og indbyrdes strid og splittelse. En gruppe jøder gav åbent udtryk for deres fjendtlighed og vrede over for islam. Imens begyndte mekkanerne at true med hævn for det knusende nederlag. Ud over åbent at true med hævn begyndte de også at forberede sig på krig. Det var, som om de sagde til muslimerne: »Den dag må komme, en strålende dag, hvor vi skal høre klageskrig og se tårer i øjnene.«

Et år senere drog Quraysh-folket fra Mekka af sted mod Medina, beredt på krig.

I islams historie er denne ekspedition kendt som Slaget ved Uhud. Dette slag havde en vis negativ indvirkning på muslimernes berømmelse og ære.

For at imødegå alle disse farer tog muslimerne nogle vigtige skridt. Gennem dem bliver Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vist som en leder med evner og særlige egenskaber. Desuden fremgår det, at ledelsen i Medina altid var vågen og på vagt over for farerne fra alle sider. Der blev endda udarbejdet flere planer til at møde fjenderne. Her vil vi kort omtale dette.

1. Krigen mod Banu Sulaym

Efter Slaget ved Badr modtog Medinas efterretningstjeneste først den melding, at folk fra Banu Sulaym, en gren af Ghatafan-stammen, havde samlet tropper for at angribe Medina. Efter at have modtaget denne melding drog Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, pludseligt ud mod dem med to hundrede mujahider og nåede deres opholdssted, et sted kaldet Qudar. [Qudar er i virkeligheden en grå fugl. Her betegner navnet imidlertid et bosted for Banu Sulaym-stammen. Det ligger ved hovedvejen på ruten fra Mekka til Syrien]

Banu Sulaym-stammen var ikke forberedt på et sådant pludseligt angreb. De blev rådvilde og flygtede. På vejen efterlod de fem hundrede kameler. Muslimerne tog disse kameler i besiddelse. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fordelte fire femtedele af kamelerne. Hver person fik to kameler. Under denne ekspedition faldt også en slave ved navn Yasar i muslimernes hænder. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, frigav ham senere. Derefter opholdt han sig tre dage i Banu Sulayms område, før han vendte tilbage til Medina.

Denne hændelse fandt sted blot syv dage efter hjemkomsten fra slaget ved Badr i måneden Shawwal i det andet hijri-år. Under denne ekspedition blev Saba ibn Arfata, eller ifølge en anden overlevering Abdullah ibn Umm Maktum (må Allah være tilfreds med ham), udnævnt til at varetage administrationen i Medina.

To) Sammensværgelsen om at dræbe Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham)

Efter at sammensværgelsen om at dræbe Allahs Sendebud én gang var mislykkedes, og afgudsdyrkerne senere var blevet besejret i slaget ved Badr, blev de opfyldt af raseri. Hele Mekka var kommet i oprør mod Allahs Sendebud. Til sidst besluttede to usle unge mænd at gøre det af med selve Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, som var kilden til al inspiration.

Det var nogle dage efter slaget ved Badr. Der var en Quraysh-forbryder ved navn Umair ibn Wahb al-Jumahi. Denne skurk plagede Allahs Sendebud på mange måder i Mekka. Hans søn Wahb ibn Umair var blevet taget til fange af muslimerne under slaget ved Badr. En dag sad denne Umair i Kabaens Hatim og talte med Safwan ibn Umayya. De talte om den sørgelige begivenhed, hvor ligene af dem, der var blevet dræbt i slaget ved Badr, var blevet kastet i en beskidt brønd ved Badr. Safwan sagde: »Ved Gud, der er ingen glæde ved at leve efter deres fravær.« Umair svarede: »Ved Gud, du har talt sandt. Hvis jeg ikke havde været forgældet og ikke havde haft en familie at bekymre mig om, ville jeg være taget til Medina og have gjort det af med Muhammad. Men jeg har ikke engang råd til at betale min gæld, og min familie vil blive kastet ud i ulykke, hvis jeg er borte. Desuden har jeg en undskyldning: Min søn er fange hos dem.«

Efter at have hørt det hele tænkte Safwan ved sig selv: »En fremragende mulighed.« Han sagde til Umair: »Hør, jeg påtager mig ansvaret for at betale din gæld; jeg betaler den på dine vegne. Og din familie vil jeg behandle som min egen familie. Jeg vil tage mig af dem resten af livet, og så længe jeg har noget, vil de aldrig komme til at mangle det.«

Umair sagde: »Godt. Men vores samtale må forblive hemmelig.« Safwan sagde: »Ja, den skal forblive hemmelig.«

Derefter sleb Umair sit sværd og smurte det ind i gift. Han satte kurs mod Medina og nåede efter nogen tid frem. Mens han var ved at få sin kamel til at sætte sig foran Profetens Moské, fik Umar ibn al-Khattabs blik øje på ham. Han talte til en forsamling af muslimer om den ære, Allah den Ophøjede havde skænket dem gennem slaget ved Badr. Så snart han så Umair, sagde han: »Denne usling er Allahs fjende. Du er uden tvivl kommet med et ondt formål.«

Umar (må Allah være tilfreds med ham) gik derefter hen til Allahs Sendebud og sagde: »O Allahs Sendebud, Allahs fjende Umair er kommet med sit sværd hængende.« Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Bring ham til mig.« Da Umair kom, pressede Umar (må Allah være tilfreds med ham) sit sværd mod hans hals. Han sagde til nogle af ansarerne: »Gå ind til Allahs Sendebud og bliv siddende der. Vær på vagt over for denne skurks aktivitet mod Allahs elskede Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, for man kan ikke stole på ham.« Derefter førte Umar (må Allah være tilfreds med ham) Umair ind i moskéen. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så, hvor fast Umar (må Allah være tilfreds med ham) holdt Umair, sagde han: »Slip ham, Umar.« Han sagde til Umair: »Kom nærmere.« Umair gik hen til Allahs Sendebud og sagde: »Godmorgen til jer.« Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Allah den Ophøjede har lært os en hilsen, der er bedre end jeres ord. Den er: Assalamu alaikum. Det er Paradisets folks hilsen.«

Derefter sagde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: »O Umayr, hvorfor er du kommet?« Han svarede: »Jeg er kommet angående den fange, som I har hos jer. Vær nådige og benåd min fange.«

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Hvorfor hænger du så et sværd om halsen?« Han svarede: »Må Allah tilintetgøre dette sværd! Hvad skulle det ellers kunne bruges til for os?«

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Fortæl mig sandt, hvorfor er du kommet?« Han svarede: »Jeg har jo sagt, at jeg er kommet for at tale om krigsfangen.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Nej, det er ikke derfor. Du og Safwan sad ved Kaabas Hatim og beklagede jer over, at de dræbte qurayshitteres lig var blevet kastet i brønden. Derefter sagde du: Hvis jeg ikke var forgældet, og hvis jeg ikke havde familie, ville jeg tage herfra og dræbe Muhammad. Da Safwan hørte dette, påtog han sig ansvaret for din gæld og din familie. Betingelsen var, at du skulle dræbe Muhammad. Men husk, at Allah står imellem mig og jer.«

Umayr sagde: »Jeg bevidner, at du er Allahs Sendebud. O Allahs Sendebud, når du bragte os budskaber fra himlen, og den åbenbaring, der blev sendt ned til dig, plejede vi at afvise alt dette som løgn. Men dette er en sag, hvor ingen andre end Safwan og jeg var til stede. Derfor sværger jeg ved Allah, at ingen andre end Allah har fortalt dig dette. Jeg sværger ved den Allah, som har vejledt mig til islam og drevet mig helt hertil.« Efter at have sagt dette aflagde Umayr trosbekendelsen. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde til sine ædle ledsagere: »Lær jeres bror religionen, lær ham Koranen, og frigiv hans fange.« [Ibn Hisham, bind 1, s. 660].

Imens gik Safwan rundt i Mekka og sagde: »Hør godt efter: Inden for få dage vil der ske noget, som får os til at glemme sorgerne og lidelserne ved Badr.« Safwan spurgte de rejsende fra Medina om den forventede nyhed. Til sidst fik han at vide af en mand, at Umayr havde antaget islam og var blevet muslim. Da Safwan hørte dette, svor han, at han aldrig ville tale med Umayr eller gøre ham nogen tjeneste. Efter at have antaget islam kom Umayr til Mekka og begyndte at prædike islam. På grund af hans kald søgte mange mennesker tilflugt under islams kølige skygge. [Ibn Hisham, bind 1, s. 661–663].

Tre) Slaget mod Banu Qaynuqa

Betingelserne i den aftale, som Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, indgik med jøderne efter sin ankomst til Medina, er allerede blevet nævnt. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gjorde alt, hvad han kunne, i håb om, at aftalens bestemmelser ville blive ført ud i livet. Derfor tog muslimerne ikke det mindste skridt, der kunne føre til et brud på aftalen. Men historisk set gik de forræderiske og troløse jøder snart tilbage til deres gamle traditioner. De sparede ingen anstrengelser for at sprede sammensværgelser blandt muslimerne, tilskynde til krig, skabe optøjer og udbrede uro. Her nævnes et eksempel.

Jødernes forræderi

Ibn Ishaq har berettet, at der var en jøde ved navn Shas ibn Qays. Han var så gammel, at det så ud, som om den ene fod allerede var i graven. Hans fjendskab mod og had til muslimerne var grænseløst. En dag gik han forbi Aws- og Khazraj-stammerne. Folk fra begge stammer sad og talte sammen. Der var ikke længere det tidligere fjendskab mellem dem. Tværtimod var der opstået et vidunderligt fællesskab og kærlighed. Den gamle jøde blev meget bedrøvet, da han så dette. Han sagde: »Jamen dog, her ser jeg jo de fornemme medlemmer af Banu Qayla-familien samlet. Nu hvor disse fornemme mennesker er blevet forenet, er vi blevet uden betydning.« En ung mand fulgte med den gamle jøde. Han sagde til den unge mand: »Tal med dem om slaget ved Bu’ath og om nogle af begivenhederne før det, og fremsig for dem nogle af de digte, som blev reciteret af de to sider om krigen.« Jøden gjorde, som han havde fået besked på. Som følge heraf begyndte der gradvist at opstå ordstrid mellem folkene fra Aws- og Khazraj-stammerne. De tilstedeværende muslimer begyndte at skændes og at fremhæve deres egen overlegenhed over for hinanden. En repræsentant fra hver side satte sig på knæ og begyndte at prale stort af sin stammes bedrifter. En af dem sagde: »Hvis I ønsker det, kan vi stadig genoplive den krig.« Det vil sige, at de var rede til at genoptage den krig, der tidligere havde fundet sted. Da de hørte dette, blev begge sider ophidsede og sagde: »Kom, lad os gøre os klar. Krigen skal udkæmpes ved et sted, der hedder Habra. Kom! Tag våbnene, tag våbnene!« Muslimerne fra begge sider tog deres våben og drog mod Habra. Netop som en blodig krig skulle til at bryde ud, nåede nyheden frem til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han skyndte sig dertil sammen med de muhajiriske sahabaer og sagde: »O muslimer, ve, ve! Vil I vende tilbage til jahiliyyah, mens jeg stadig lever? Gør I dette efter at have antaget islam? Gennem islam er I blevet befriet fra jahiliyyahs skikke og traditioner, I er blevet befriet fra kufr, og jeres hjerter er blevet fyldt med indbyrdes kærlighed.«

Da ansar-sahabaerne hørte Allahs Sendebuds ord, forstod de, at de var faldet for Satans bedrag og var blevet ofre for fjendens anstiftelse. Da de tænkte over dette, begyndte de at græde. Folkene fra Aws- og Khazraj-stammerne omfavnede hinanden. Derefter vendte de lydigt tilbage til deres hjem på en sådan måde, at Allah den Ophøjede slukkede den ild af sammensværgelse, som muslimernes fjende, jøden Shas ibn Qays, havde tændt. Ibn Hisham, bind 1, s. 555-556.

Dette er et eksempel på jødernes afskyelige forsøg på at skabe splittelse og uenighed blandt muslimerne. Denne begivenhed viser, hvordan jøderne forhindrede udbredelsen af islams kald. Med dette formål lagde jøderne forskellige planer. De spredte falsk propaganda. Om morgenen antog de islam og om eftermiddagen blev de igen vantro. Det gjorde de for at skabe tvivl og mistillid til islam i svage menneskers hjerter. Hvis en person, som havde et økonomisk forhold til dem, blev muslim, holdt de op med at betale ham hans penge. Og hvis de skyldte ham penge, plagede de ham ved at kræve dem tilbage både morgen og aften. Hvis den nye muslim var deres kreditor, betalte de ham ikke det, han havde til gode, men tilegnede sig pengene uretmæssigt. Hvis denne muslim derefter krævede sine penge, sagde den intrigante jøde: »Jeg var kun forpligtet til at betale dig, så længe du troede på dine forfædres religion. Du har ændret din religiøse tro, og derfor kan der nu ikke være noget forhold mellem dig og mig; der er heller ingen grund til, at der skulle være et.« Kommentatorer har i deres fortolkninger af forskellige suraer, herunder Suraen Al Imran, nævnt eksempler på sådanne afskyelige handlinger fra jødernes side. Beskrivelsen er især meget interessant i Sayyid Qutb al-Shahids tafsir Fi Zilal al-Qur’an.

Det skal bemærkes, at jøderne begyndte på denne slags handlinger allerede før slaget ved Badr. De gjorde alt dette ved at overtræde den aftale, der var indgået med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Men Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og de ærede sahabaer bar tavst over med alt dette i håb om, at jøderne ville blive retledt. De ønskede også at bevare et miljø præget af regional fred og sikkerhed.

Banu Qaynuqas brud på pagten

Da jøderne så, at Allah, Herren over alle verdener, havde ydet muslimerne stor hjælp på Badrs slagmark, og at deres anseelse og indflydelse havde bredt sig overalt, begyndte de at nære fjendskab mod islam og muslimerne. De begyndte åbent at erklære deres forræderi og gjorde alt, hvad de kunne, for at volde muslimerne skade.

Den mest misundelige og ondskabsfulde blandt dem var Ka’b ibn al-Ashraf. Der vil senere blive fortalt om ham. Af de tre jødiske stammer var Banu Qaynuqa den værste. De boede inde i Medina, og deres kvarter var kendt under deres navn. De arbejdede som smede, guldsmede og producenter af tallerkener og skåle. Derfor havde de altid store mængder krigsmateriel hos sig. Blandt dem var der syv hundrede stærke mænd, som var i stand til at kæmpe. De var den modigste jødiske stamme i Medina. Det var også dem, der først brød aftalen med muslimerne. Hændelsesforløbet var således:

Da Allah, Herren over alle verdener, gav muslimerne sejr i slaget ved Badr, overskred jødernes fjendskab alle grænser. De fortsatte deres ondskabsfulde adfærd, afskyelige handlinger og provokerende aktiviteter. Når muslimerne gik på markedet, kom de hele tiden med hånlige bemærkninger til dem og gjorde nar af dem. På denne måde påførte de muslimerne psykisk smerte. Deres arrogance havde overskredet alle grænser, så de endda chikanerede muslimske kvinder.

Situationen blev efterhånden alvorlig. Jødernes arrogance og stædighed overskred alle grænser. På dette tidspunkt samlede Allahs Sendebud, fred være med ham, jøderne og prædikede for dem en dag samt inviterede dem til islam. Desuden advarede han dem om de dårlige konsekvenser af deres undertrykkende handlinger. Men dette fik blot deres lave og afskyelige aktiviteter til at tiltage.

Abu Dawud og andre har overleveret fra den ærværdige Abdullah ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, besejrede Quraysh på dagen ved Badr. Derefter vendte han tilbage til Medina og indkaldte jøderne til en forsamling på markedet for Banu Qaynuqa. Ved denne forsamling sagde han: »Jøder, antag islam, før der rammer jer et slag som det, der ramte Quraysh.« De sagde: »Muhammad, du har en fejlagtig opfattelse af os. I mødte uerfarne og ukyndige mænd fra Quraysh-stammen. Derfor tror I, at I har overvundet hele verden. I slog dem, og det lykkedes jer kun, fordi de var uerfarne. Hvis I kæmper mod os, vil I forstå, hvad rigtige mænd er. Vi er modige mænd. I har endnu ikke mødt os. Derfor har I fået en fejlagtig opfattelse af os.« Som svar på disse ord åbenbarede Allah, den Ophøjede, dette vers.

»Sig til dem, der fornægter troen: I vil snart blive besejret, og I vil blive samlet i Helvede. Hvilket elendigt opholdssted! Der er sandelig et tegn for jer i mødet mellem de to hære. Den ene kæmpede for Allahs sag, mens den anden var vantro. De så dem med egne øjne som dobbelt så mange som dem selv. Allah styrker den, Han vil, med Sin hjælp. Der er sandelig en lære heri for dem, der har indsigt.« [Sunan Abu Dawud, bind 3, s. 112; Ibn Hisham, bind 1, s. 552] (Sura Aal Imran, vers 12-13)

Kort sagt indebar Banu Qaynuqas svar en klar krigserklæring. Men Allahs Sendebud, fred være med ham, beherskede sin vrede og udviste tålmodighed. Muslimernes udviste også tålmodighed og afventede fremtiden.

Efter at Sendebudet, fred være med ham, havde inviteret jøderne til islam og advaret dem om deres konsekvenser, voksede deres arrogance yderligere. Blot få dage senere begyndte de terroraktiviteter i Medina. Dermed gravede de selv deres egne grave og lukkede alle livets veje for sig selv.

Ibn Hisham har overleveret fra Abu Awn, at en arabisk kvinde kom til Qaynuqas marked for at sælge mælk. Efter salget satte kvinden sig af en eller anden grund i en jødisk guldsmeds butik. Jøden bad hende afdække sit ansigt, men kvinden nægtede. Guldsmeden bandt da et stykke af kvindens tøj fast til hendes ryg med en knude. Kvinden bemærkede det ikke. Så snart hun rejste sig, blev hendes intime kropsdele blottet. Alle jøderne brød ud i høj latter. Kvinden begyndte at skrige og græde efter at være blevet ydmyget på denne måde. Da en muslim hørte hendes gråd, spurgte han om årsagen. Da han havde hørt det hele, blev han ude af sig selv af vrede, angreb jøden og dræbte ham. Da jøderne så, at en af deres mænd var blevet dræbt af deres fjende, muslimen, angreb de i flok også denne muslim og dræbte ham. Den dræbte muslims familie begyndte at skrige og græde og klagede til alle muslimer over jøderne. Som følge heraf opstod der stor uro og krigsberedskab mellem muslimerne og jøderne fra Banu Qaynuqa-stammen. [Ibn Hisham, bind 2, s. 47-48].

Belejring, overgivelse og fordrivelse

Efter denne hændelse slap Allahs Sendebuds, fred være med ham, tålmodighed op. Han overdrog ansvaret for administrationen af Medina til Abu Lubaba ibn Abd al-Mundhir. Profeten, fred være med ham, overrakte med sin egen hellige hånd muslimernes banner til den ærværdige Hamza ibn Abd al-Muttalib og drog sammen med en gruppe muslimer mod Banu Qaynuqa. Da jøderne så Sendebudet, fred være med ham, lukkede de fæstningens hovedport. Sendebudet, fred være med ham, belejrede fæstningen fra alle sider. Det var fredag, den 15. Shawwal i det andet hijri-år. Belejringen fortsatte i femten dage, det vil sige indtil den første dag i Dhu al-Qadah. Derefter indgav Allah jøderne en følelse af muslimernes overlegenhed. Allahs lov er, at når Han ønsker at besejre et folk, indgiver Han dem en følelse af modstanderens overlegenhed. Banu Qaynuqa-stammen overgav sig på betingelse af, at de ville acceptere Allahs Sendebuds afgørelse. Allahs Sendebuds afgørelse vedrørende deres liv, ejendom, kvinder og børn skulle være endelig. Derefter blev jøderne bundet efter ordre fra Allahs Sendebud, fred være med ham.

Allerede en måned tidligere havde den hykleriske Abdullah ibn Ubayy, som havde iført sig islams forklædning, nu sat et eksempel på jødiskvenlighed. Med falske bønner om nåde bad han Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, om tilgivelse for jøderne. Han sagde: »O Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, vis nåde mod mine allierede.« Det skal bemærkes, at Banu Qaynuqa var allierede med Khazraj-stammen. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde endnu ikke truffet nogen beslutning. Den hykleriske leder gentog sine ord. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, vendte sig bort fra ham. Den usle hykler greb da fat i ærmet på Allahs Sendebuds kjortel. Det mishagede ham, og han sagde: »Lad mig være.« Men hykleren fortsatte sin bøn. Han sagde: »Jeg vil ikke lade dig gå, før du har erklæret nåde over mine allierede. Vil du dræbe fire hundrede unge mænd uden rustning og tre hundrede unge mænd iført rustning, som har reddet mig ud af mange vanskeligheder, på én eneste morgen? Ved Allah, jeg er yderst bange af frygt for tidens omskiftelser.«

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, føjede til sidst tilsyneladende Abdullah ibn Ubayys anmodning. Han sørgede for at skåne jødernes liv. Han beordrede dog, at de ikke måtte blive i Medina eller dens omegn. Jøderne drog da mod Syrien med så mange af deres ejendele, som de kunne tage med. Inden længe døde mange af dem dér.

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, konfiskerede jødernes efterladte ejendele. Blandt dem beholdt han tre kanoner, to rustninger, tre sværd og tre lanser til sig selv. En femtedel blev taget fra de resterende ejendele. Indsamlingen af krigsbyttet blev overdraget til Muhammad ibn Maslama. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 71, 91; Ibn Hisham, bind 2, s. 47, 48, 49].

4) Slaget ved Sawiq

På den ene side var Safwan ibn Umayya sammen med jøderne og hyklerne optaget af sammensværgelser. På den anden side fortsatte Abu Sufyan også sine intriger. Inden for meget kort tid ønskede han at gøre noget, der kunne genoprette hans folks ære og værdighed og vise deres styrke. Abu Sufyan havde svoret, at han ikke ville foretage den rituelle helkropsafvaskning, før han havde kæmpet mod Muhammad. For at opfylde dette løfte drog Abu Sufyan af sted med to hundrede ryttere og slog lejr ved foden af et bjerg ved navn Naib på sletten ved Qanat. Det lå tolv mil fra Medina. Abu Sufyan vovede ikke at angribe Medina direkte. Men han foretog en handling, der åbent kan betegnes som røveri og plyndring.

Hændelsen fandt sted således: I nattens mørke kom Abu Sufyan til Medinas udkant og gik til Huyayy ibn Akhtars hus, hvor han bad ham åbne døren. Huyayy nægtede af frygt for følgerne at åbne døren. Abu Sufyan gik da til en anden leder fra Banu Nadir, Sallam ibn Mishkam. Denne mand var kasserer for Banu Nadir-stammen. Abu Sufyan bad om tilladelse til at komme indenfor. Sallam ibn Mishkam gav ham lov til at komme ind og tog imod ham som gæst. Han gav ham mad, serverede vin for ham og orienterede ham om de nærmere forhold i Medina. Abu Sufyan gik derefter hurtigt tilbage til sine ledsagere og sendte en gruppe bevæbnede mænd for at angribe et sted ved navn Arid i Medinas udkant. Disse slyngler fra Quraysh-stammen fældede dér flere daddelpalmer og satte ild til flere andre. Derefter fandt de en ansar og hans allierede på en mark, dræbte dem og flygtede hals over hoved mod Mekka.

Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, fik denne nyhed, forfulgte han hurtigt Abu Sufyan og hans ledsagere. Men slynglerne flygtede endnu hurtigere ad vejen mod Mekka. For at lette deres byrde kastede de mange ting fra sig undervejs. Disse ting faldt i muslimernes hænder. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsagere forfulgte Abu Sufyan til Qarqarat al-Kudr og vendte derefter tilbage. Muslimerne samlede de efterladte ting, blandt andet sawīq, og vendte tilbage til Medina. Dette felttog blev kaldt Slaget ved Sawiq. På arabisk betyder sawīq »ristet mel«. Hændelsen fandt sted i dhu al-hijja i det andet hijri-år, blot to måneder efter slaget ved Badr. Under dette felttog blev ansvaret for Medinas administration overdraget til Abu Lubaba ibn Abd al-Mundhir. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 90–91; Ibn Hisham, bind 2, s. 593].

5) Slaget ved Dhu Amr

Efter slaget ved Badr var denne ekspedition den største militære ekspedition. Allahs Sendebud, fred være med ham, ledede ekspeditionen. Den fandt sted i Muharram i det tredje år efter hijra. Årsagen var, at efterretningstjenesten i Medina informerede Allahs Sendebud, fred være med ham, om, at en stor gruppe fra stammerne Banu Tha’laba og Muharib var ved at samles for at angribe Medina. Så snart Allahs Sendebud, fred være med ham, fik denne nyhed, beordrede han muslimerne til at gøre sig klar. Ekspeditionen bestod af fire hundrede mujahider, både ryttere og fodfolk. På det tidspunkt udpegede Allahs Sendebud, fred være med ham, Uthman (må Allah være tilfreds med ham) som sin stedfortræder i Medina.

Undervejs fangede mujahiderne en mand ved navn Jabbar fra stammen Banu Salim og førte ham frem for Allahs Sendebud. Han inviterede manden til islam, og denne antog islam. Derefter viste manden Allahs Sendebud, fred være med ham, og ledsagerne vejen helt frem til fjendens område.

Imens spredte fjenderne sig i de omkringliggende bjergområder, da de hørte om muslimernes militære ekspedition. Allahs Sendebud, fred være med ham, fortsatte fremrykningen og nåede sammen med mujahiderne frem til fjendens lejr. Der var et sted, som var kendt som Dhu Amr. Allahs Sendebud, fred være med ham, opholdt sig der i nogle dage efter Safar i det tredje år efter hijra for at udøve indflydelse på beduinerne og give dem et indtryk af muslimernes styrke. Derefter vendte han tilbage til Medina. [Ibn Hisham, bind 2, s. 46; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 91. Det siges, at en mand ved navn Ghawath al-Maharibi forsøgte at dræbe Allahs Sendebud under denne ekspedition. I virkeligheden fandt forsøget imidlertid ikke sted under denne ekspedition, men under en anden ekspedition. Se Bukhari, bind 2, s. 593].

6) Ka’b ibn Ashrafs endeligt

Denne mand blandt jøderne hadede muslimerne voldsomt. Han var fjendtligt indstillet over for muslimerne, og muslimernes handlinger pinte ham altid. Denne mand plagede Allahs Sendebud og gik åbent omkring og opfordrede til krig mod ham.

Han var knyttet til Banu Nabhan-grenen af stammen Tayy. Hans mors stamme hed Banu Nadir. Denne mand var velhavende og indflydelsesrig. I Arabien var han berømt for sin fysiske skønhed. Han var også kendt som en berømt digter. Hans fæstning lå syd for Medina, bag bebyggelsen tilhørende Banu Nadir.

Så snart han hørte om muslimernes sejr i slaget ved Badr og drabet på Qurayshs ledere, udbrød han: »Er det virkelig sket? De var Arabernes adel og folkets konger. Hvis Muhammad virkelig har dræbt dem, så er jordens indre bedre end dens overflade.« Det vil sige: Det er bedre for os at dø end at leve.

Da Allahs fjende Ka’b ibn Ashraf med sikkerhed havde fået nyheden om muslimernes sejr, begyndte han at bagtale Allahs Sendebud, fred være med ham, og muslimerne samt rose islams fjender. Da dette ikke tilfredsstillede ham, rejste han til Mekka til Quraysh og boede som gæst hos al-Muttalib ibn Abu Wada’a al-Sahmi, hvor han forsøgte at antænde ophidselsens ild i afgudsdyrkernes hjerter. Han fremsagde digte, som han selv havde skrevet, for at tilskynde Quraysh til krig mod Allahs Sendebud. Han fremsagde også digte, der lovpriste de dræbte fra Quraysh. Mens Ka’b opholdt sig i Mekka, spurgte Abu Sufyan ham: »Hvilken af vores religioner foretrækker du? Hvem af disse to grupper er bedst vejledt?« Ka’b ibn Ashraf svarede: »I er bedre vejledt og bedre end muslimerne.« På dette tidspunkt åbenbarede Allah den ophøjede dette vers.

»Har du ikke set dem, som fik en del af Skriften, og som tror på Jibt og Taghut? De siger om de vantro: ‘Disse følger en bedre vej end de troende.’« (Sura an-Nisa, vers 51)

Efter at Ka’b ibn Ashraf havde udført disse handlinger i Mekka, vendte han tilbage til Medina. Da han kom til Medina, begyndte han at fremsige yderst modbydelige digte om Profetens ledsageres hustruer. Desuden sagde han alt, hvad der faldt ham ind, og på denne måde plagede han muslimerne.

Da situationen blev uudholdelig, sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en dag: »Hvem vil tage sig af Ka’b ibn Ashraf? Denne mand har plaget Allah, den Ophøjede, og Hans Sendebud.«

Som svar på Allahs Sendebuds opfordring rejste Muhammad ibn Maslama, Ubbad ibn Bishr, Abu Na’ila, også kendt som Salkan ibn Salama, al-Harith ibn Aws og Abu Abbas ibn Jabar, må Allah være tilfreds med ham, sig. Abu Na’ila, også kendt som Salkan ibn Salama, må Allah være tilfreds med ham, var Ka’b ibn Ashrafs ammebror. Muhammad ibn Maslama blev udnævnt til gruppens leder.

Hovedindholdet i de forskellige beretninger om drabet på Ka’b ibn Ashraf er, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Han har plaget Sendebudet. Hvem kan tage sig af Ka’b ibn Ashraf?« Så snart Muhammad ibn Maslama hørte dette, rejste han sig og sagde: »Jeg er klar, Allahs Sendebud.«

»Ønsker du, at jeg dræber ham?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Ja.« Han sagde: »Så giv mig tilladelse til at sige nogle ting til ham.« Allahs Sendebud sagde: »Ja, du må sige, hvad du vil.«

Derefter gik Muhammad ibn Maslama, må Allah være tilfreds med ham, til Ka’b ibn Ashraf og sagde: »Denne mand kræver sadaqa af os. I virkeligheden har dette krav bragt os i vanskeligheder.«

Ka’b sagde: »Ved Allah, I vil blive endnu mere plagede.«

Muhammad ibn Maslama (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Nu hvor vi allerede har fulgt ham, synes jeg ikke, det er rigtigt at forlade ham. Vi må se, hvad følgerne af denne efterfølgelse bliver. Under alle omstændigheder vil jeg gerne låne en wasq fødevarer af jer.«

Ka’b sagde: »Læg noget hos mig som pant.«

Muhammad ibn Maslama (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Hvad kunne De tænke Dem?« Ka’b sagde: »Læg jeres kvinder hos mig som pant.«

Muhammad ibn Maslama (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? De er jo den mest flotte mand i hele Arabien.«

Ka’b sagde: »Så læg jeres døtre som pant.«

Muhammad ibn Maslama (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Det ville være en skam for mig. Folk ville sige, at en sådan og sådan person har pantsat sine egne døtre hos en sådan og sådan person for blot en smule fødevarer. Ja, jeg kan lægge mine våben som pant hos Dem.«

Derefter aftalte de, at Muhammad ibn Maslama skulle komme til Ka’b ibn Ashraf med sine våben.

Abu Na’ila gjorde det samme. Han var Ka’bs mælkebror. Han kom til Ka’b og talte en stund med ham om poesi. Han lyttede til nogle digte og fremsagde nogle andre. Derefter sagde han: »Bror, jeg er kommet til dig i et ærinde. Jeg vil gerne fortælle dig om det, men sagen er fortrolig. Når jeg har fortalt dig det, vil du så holde det hemmeligt?«

Ka’b sagde: “Ja, det vil jeg gøre.”

Abu Na’ila hentydede til Allahs Sendebud og sagde: “Denne mands ankomst har vist sig at være en prøvelse for os. Hele Arabien er blevet vores fjende. Alle vores veje er blevet lukket. Vores familier er på nippet til at blive ødelagt. Livet er blevet uudholdeligt. Vores sønner og døtre tilbringer dagene i stor sorg og lidelse.” Derefter sagde Abu Na’ila noget i samme retning som Muhammad ibn Maslamas ord. Mens han talte, sagde Abu Na’ila også: “Jeg har nogle venner, som har samme opfattelse som jeg. Jeg vil gerne tage dem med til dig. Vis også dem nåde ved at sælge nogle varer til dem.”

Muhammad ibn Maslama og Abu Na’ila nærmede sig med deres ord på vellykket vis målet. Efter denne samtale ville der nemlig ikke være noget problem i, at de kom til Ka’bs hus med deres våben.

Efter de indledende forberedelser mødte denne lille gruppe op foran Allahs Sendebud med et fælles mål på den måneklare nat den 14. Rabi al-Awwal i det tredje hijri-år. Sendebudet fulgte dem så langt som til Baqi’ al-Gharqad. Derefter sagde han: “Gå, i Allahs navn! O Allah, hjælp dem.” Sendebudet vendte tilbage til sit hjem og hengav sig til bøn og påkaldelse.

Da ledsagerne nåede frem foran huset, kaldte Abu Na’ila højt på Ka’b. Da Ka’b hørte stemmen og rejste sig, sagde hans nygifte hustru: “Hvor går du hen så sent om natten? Jeg hører en stemme, som om der drypper blod fra den.”

Ka’b sagde: “Det er jo min bror Muhammad ibn Maslama og min mælkebror Abu Na’ila. Selv hvis en ædel mand blev kaldt til et sted, hvor spyd venter, ville han stadig svare på kaldet.”

Derefter kom Ka’b udenfor. En duft strømmede fra hans hoved.

Abu Na’ila havde sagt til sine ledsagere: “Når han kommer, vil jeg tage fat i hans hår og begynde at lugte til det. Når I ser, at jeg har fået kontrol over hans hoved, skal I angribe ham og dræbe ham.” Efter Ka’b var kommet, talte de en stund om forskellige ting. Derefter sagde Abu Na’ila: “Jeg har aldrig indåndet en så betagende duft som denne i dag.” Da Ka’b hørte det, blev hans hjerte fyldt af stolthed. Han sagde: “Jeg har den mest vellugtende kvinde i Arabien, en kvinde, der bruger meget parfume.” Han sagde: “Ja, ja, naturligvis.” Abu Na’ila lagde hånden på håret på Ka’bs hoved, indåndede duften af det og lod også sine ledsagere lugte til håret. Efter et stykke tid sagde Abu Na’ila: “Broder, jeg vil gerne lugte til det én gang mere.” Ka’b svarede med sikkerhed: “Ja, ja.” Abu Na’ila indåndede igen duften af håret på Ka’bs hoved. Ka’b var nu meget opstemt og fuldstændig tryg.

Efter at have gået et stykke videre gav Abu Naila igen udtryk for, at han gerne ville lugte til håret på Ka’b ibn al-Ashrafs hoved. Ka’b sagde, at det var i orden. Da han bøjede sig en smule frem efter at have sagt dette, tog Abu Naila kontrol over Ka’bs hoved og sagde til sine ledsagere: »Nu tager I denne Guds fjende.« Muhammad ibn Maslama handlede straks og løftede sit våben; han slog så hårdt, at Guds fjende døde på stedet. Efter angrebet på ham skreg han så højt, at der opstod tumult i området. Der blev tændt lys i alle husene, og alle blev urolige. Men der skete ikke mere.

Under angrebet på Ka’b ibn al-Ashraf ramte en af ledsagernes sværd ved et uheld al-Harith ibn Aws (må Allah være tilfreds med ham) let på kroppen. Han blev såret, og blodet strømmede fra hans krop. På vejen tilbage, da de nåede et sted ved navn Hujra Aridj, opdagede de, at al-Harith ikke var med dem. De ventede derfor dér. Efter et stykke tid ankom al-Harith. Med al-Harith sammen nåede de et sted ved navn Baqi al-Gharqad, hvor de højlydt fremsagde takbir. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte også takbir-råbene. Derved forstod han, at ekspeditionen var lykkedes. Allahs Sendebud fremsagde også »Allahu akbar« og sagde: »Aflahat al-wujuh«, det vil sige: »Må disse ansigter lykkes.« Sahabaerne sagde: »Wa wajhuka ya Rasulallah«, det vil sige: »Også dit ansigt, Allahs Sendebud.« Umiddelbart efter dette lagde deltagerne i ekspeditionen Ka’b ibn al-Ashrafs afhuggede hoved foran Allahs Sendebud. Efter drabet på den forbryderiske leder Ka’b lovpriste Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Allah og spyttede på al-Hariths sår. Han blev derved helbredt, og såret gjorde aldrig mere ondt. [Den udførlige beretning om denne hændelse er hentet fra følgende værker: Ibn Hisham, bind 2, s. 51, 57; Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 341, 425, bind 2, s. 577; Sunan Abu Dawud, bind 2, s. 42, 43; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 91].

Jøderne mistede modet, da de hørte nyheden om drabet på Ka’b ibn al-Ashraf. De forstod tydeligt, at hvis de, der var ansvarlige for at bryde freden og overtræde de indgåede aftaler, ikke rettede sig efter formaningerne, ville Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ikke tøve med at anvende magt mod dem. Derfor reagerede de ikke, da de hørte om drabet på Ka’b ibn al-Ashraf. I deres adfærd gav de indtryk af, at de overholdt betingelserne i fredsaftalen. De forsøgte heller ikke længere at demonstrere deres styrke. Man kan sige, at den giftige slange stille krøb ind i sit hul. På denne måde forsvandt frygten for, at de indre fjender i Medina skulle rejse hovedet.

Derefter fik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tid til at imødegå truslen fra de farer, der kom udefra Medina.

Syv) Ekspeditionen til Bahran

Det var en større militær ekspedition. Tre hundrede mujahidun deltog i den. Med denne styrke drog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i måneden Rabi al-Awwal i det tredje hijri-år mod et område ved navn Bahran. Det var et sted i Farah-området, som hørte til Hijaz. Allahs Sendebud og hans ledsagende mujahidun opholdt sig dér i de to måneder Rabi al-Thani og Jumada al-Awwal. Derefter vendte han tilbage til Medina. Han blev ikke konfronteret med nogen form for kamp. [Ibn Hisham, bind 2, s. 50-51; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 91. Der nævnes forskellige årsager til denne ekspedition. Det siges, at nyheden nåede Medina om, at stammen Banu Sulaym havde gjort omfattende forberedelser til at angribe Medina og dens omegn. Det siges også, at Allahs Sendebud var draget ud for at opspore en karavane tilhørende Quraysh. Ibn Hisham nævner denne årsag, og Ibn Qayyim giver også udtryk for denne opfattelse. Den første årsag er ikke blevet drøftet. Den anden årsag er den mest troværdige, for stammen Banu Sulaym boede ikke i Farah-området, men i Najd. Dette område lå langt fra Farah].

Otte) Zayd ibn Harithas ekspedition

Dette var muslimernes sidste vellykkede ekspedition før slaget ved Uhud. Den blev gennemført i Jumada al-Thani i det tredje hijri-år. Den udførlige beretning om hændelsen er som følger:

Efter slaget ved Badr havde Quraysh ingen ro i sindet. Så kom sommeren. Det var på denne tid, at handelskaravaner blev sendt til Syrien. Bekymringen for handelskaravanernes sikkerhed blev også en årsag til hovedpine for dem. Det år sagde lederen af handelskaravanen til Syrien, Safwan ibn Umayya, til Quraysh: »Muhammad og hans ledsagere har gjort den rute, vi bruger til vores handelsekspeditioner, farlig. Jeg ved ikke, hvordan vi skal håndtere dem. De bevæger sig ikke andre steder end langs havkysten. Kystens beboere har knyttet tætte forbindelser til dem. Almindelige mennesker står på deres side. Jeg ved ikke, hvilken vej vi skal vælge. Hvis vi derimod bliver siddende hjemme, vil vores kapital svinde ind. Til sidst vil intet være tilbage. For vores levebrød i Mekka afhænger af handel i to sæsoner: med Syrien om sommeren og med Abessinien om vinteren.«

Efter Safwans spørgsmål begyndte de at overveje sagen. Aswad ibn Abd al-Muttalib sagde til Safwan: »Forlad ruten langs havkysten og tag vejen mod Irak. Denne vej er en stor omvej. I må rejse til Syrien via Najd. Quraysh kendte ikke denne rute øst for Medina. Aswad ibn Abd al-Muttalib rådede Safwan til at kontakte Furāt ibn Hayyān, som havde forbindelse til Bakr ibn Wāʾil-stammen. Han skulle fungere som vejviser på den planlagte rejse.«

Efter denne ordning drog Qurayshs handelskaravane under Safwan ibn Umayyas ledelse af sted ad den nye rute. Men detaljerede oplysninger om rejseplanen nåede frem til Medina. Hvordan nåede disse oplysninger frem? Det forholdt sig sådan: Salit ibn Nuʿmān mødtes med Nuʿaym ibn Masʿūd ved et drikkelag. Den førstnævnte, altså Salit, havde på det tidspunkt antaget islam, mens den sidstnævnte, altså Nuʿaym, endnu ikke havde antaget islam. Alkohol var endnu ikke blevet forbudt. Ved drikkelaget afslørede Nuʿaym i beruset tilstand alle oplysninger om Qurayshs handelsrejse for Salit. Salit rejste straks til Medina og fortalte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, alt, hvad han havde fået at vide.

Efter at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde modtaget denne oplysning, forberedte han straks et angreb på Qurayshs karavane. En styrke på et hundrede ryttere blev sendt af sted under Zayd ibn Hārithas ledelse, må Allah være tilfreds med ham. Zayd, må Allah være tilfreds med ham, nåede hurtigt frem og fik øje på karavanen ved et sted ved navn Qaradah. De var netop ankommet dertil. Da de var ved at slå lejr ved bredden af et vandhul, blev de overrumplet af et pludseligt angreb og stod helt fortumlede. Safwan ibn Umayya og hans ledsagere kunne ikke tænke på andet end at flygte.

Muslimerne udpegede Furāt ibn Hayyān som karavanens vejviser. Det nævnes også, at to andre mænd blev taget til fange. Muslimerne fik forskellige handelsvarer i deres besiddelse. Varerne havde en værdi på næsten et hundrede tusind dirham.

Efter ankomsten til Medina udtog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, en femtedel af byttet. Resten af ejendelene blev fordelt blandt mujahiderne. Furāt ibn Hayyān antog islam ved Allahs Sendebuds hånd, må Allah velsigne ham og give ham fred. [Ibn Hisham, bind 2, s. 50–51; Rahmatul lil-ʿAlamin, bind 2, s. 219].

Efter slaget ved Badr var dette den mest hjerteskærende begivenhed for Qurayshs vantro. Som følge heraf blev deres mentale lidelser mange gange større. De stod nu over for to mulige veje.

Enten kunne de glemme alt og indgå et forlig med muslimerne, eller også kunne de lade sig opflamme af fornyet iver, gå i krig mod muslimerne og knuse deres styrke, så de ikke kunne rejse sig igen i fremtiden. Mekkas ledende mænd blandt Quraysh valgte den anden vej. Efter at have mistet alt i handelsekspeditionen voksede deres hævntørst mange gange. Quraysh begyndte at træffe omfattende forberedelser til at gå i konflikt med muslimerne, trænge ind i deres hjem og angribe dem. Ud over de tidligere begivenheder var vreden over den mislykkede handelsekspedition også en af årsagerne til slaget ved Uhud.

Slaget ved Uhud

Quraysh-folkets forberedelser til hævn

Efter nederlaget og ydmygelsen af Mekkas indbyggere i slaget ved Badr samt smerten over, at mange af deres fremtrædende ledere var blevet dræbt, blev de vanvittige af vrede mod muslimerne. Quraysh-lederne forbød imidlertid de dræbtes pårørende at sørge over dem og jamre offentligt. De blev også forbudt at skynde sig med at betale løsesummen for krigsfangerne. De ønskede ikke, at muslimerne skulle kende dybden af deres sorg og deres mentale lidelser. Efter slaget ved Badr besluttede de vantro i fællesskab, at de ville udkæmpe endnu et slag mod muslimerne og dermed slukke den indre brændende vrede. På den måde ville deres vrede også blive dæmpet. Umiddelbart efter beslutningen begyndte de at forberede sig på krig mod muslimerne. Blandt Quraysh-lederne var Ikrima ibn Abi Jahl, Safwan ibn Umayya, Abu Sufyan ibn Harb og Abdullah ibn Ziyad fremtrædende i disse krigsforberedelser.

Den karavane, som Abu Sufyan havde formået at få væk sammen med sine varer, og som havde været årsag til slaget ved Badr, blev opbevaret med alle sine varer med henblik på krigen. Varernes ejere fik at vide: »Quraysh-folk, hør her: Muhammad har påført jer et hårdt slag. Hjælp derfor med disse varer til at føre krig mod ham. De har dræbt jeres udvalgte ledere. Hvis vi fører krig igen, vil vi måske være i stand til at tage hævn.« Quraysh-folket besvarede denne appel og erklærede sig villige til at donere alle deres varer til krigen. Varerne bestod af tusind kameler og halvtreds tusind dinarer. Kamelerne blev solgt for at finansiere krigsforberedelserne. Om dette åbenbarede Allah, den Almægtige, følgende vers: »De vantro bruger deres rigdomme på at hindre folk fra Allahs vej, og de vil fortsætte med at bruge dem. Derefter vil det blive en årsag til deres fortrydelse. Så vil de blive besejret, og de, der er vantro, vil blive samlet i Helvede.« (Sura al-Anfal, vers 36)

Derefter udsendte Quraysh en stærk opfordring til frivillig deltagelse. Folk fra forskellige stammer blev tilskyndet til at kæmpe mod muslimerne. Alle blev opfordret til at samles under Qurayshs banner, og der blev også fremsat forskellige lokkemidler. En digter ved navn Abu Uzza var blevet taget til fange i slaget ved Badr. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) løslod ham uden løsesum. Han havde aflagt løfte om, at han fremover ikke ville foretage sig noget mod islam og muslimerne. Men efter at han var vendt tilbage til Mekka, overtalte Safwan ibn Umayya ham: »Gå til folkene i de forskellige stammer, og ophids dem mod muslimerne med brændende digte. Hvis jeg vender sikkert tilbage fra krigen, vil jeg give dig store rigdomme eller påtage mig forsørgelsen af dine døtre.« Abu Uzza lod sig blødgøre af dette lokkemiddel og brød det løfte, han havde givet Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Han drog rundt til forskellige stammer og ophidsede folk mod muslimerne med digte, der skulle opildne dem. Quraysh-lederne fik på samme måde en anden digter, Musafa ibn Abd Manaf al-Juhami, med i gruppen. Således voksede begejstringen og opildningen blandt de vantro til at føre krig mod muslimerne.

Da året var gået, var Qurayshs krigsforberedelser fuldført. Sammen med deres allierede, ud over deres egne nære folk, nåede hærens styrke op på tre tusind mand. Quraysh-lederne mente også, at nogle smukke kvinder burde bringes med i krigen. Derfor blev femten smukke kvinder taget med til slagmarken. Begrundelsen var, at mændene ville få større motivation til tapperhed og selvopofrelse i kampen, hvis de skulle beskytte disse kvinders sikkerhed og ære. Tre tusind kameler og to hundrede heste blev gjort klar til at blive taget med i krigen. I værket Fath al-Bari er antallet af heste dog angivet til et hundrede (bind 7, s. 346). For at holde hestene mere aktive lod man ingen ride på dem under hele vejen til slagmarken. Desuden omfattede de beskyttende våben tre tusind rustninger.

Abu Sufyan var hærens øverstbefalende. Khalid ibn al-Walid blev udnævnt til leder af kavaleriet, der skulle yde støtte. Ikrima ibn Abi Jahl blev udnævnt til hans stedfortræder. Efter den fastlagte skik blev krigsbanneret overdraget til stammen Banu Abd ad-Dar.

De vantros march mod Medina

Efter disse forberedelser drog denne hær fra Mekka af sted mod Medina. De var næsten blevet vanvittige af raseri i deres ønske om at tage hævn over muslimerne. Omfanget af deres vrede kan bedømmes ud fra krigens blodsudgydelser og rædsler.

Hazrat Abbas (må Allah være tilfreds med ham) holdt øje med Qurayshs krigsforberedelser. Så snart han fik kendskab til, at de var draget mod Medina, sendte han hurtigt en udsending til Medina for at underrette Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om alle detaljer.

Udsendingen, som Hazrat Abbas (må Allah være tilfreds med ham) havde sendt, tilbagelagde den fem hundrede kilometer lange afstand mellem Mekka og Medina på blot tre dage. Så snart han nåede Medina, overrakte han Hazrat Abbas’ (må Allah være tilfreds med ham) brev til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Det elskede Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) opholdt sig på det tidspunkt i Quba-moskéen i Medina.

Hazrat Ubay ibn Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) læste Hazrat Abbas’ (må Allah være tilfreds med ham) brev op for den elskede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham). Efter at have pålagt Hazrat Ubay (må Allah være tilfreds med ham) at holde brevets indhold hemmeligt rådførte den elskede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sig med lederne af Ansar og Muhajirun.

Nødvendige foranstaltninger til at håndtere situationen

Derefter begyndte muslimerne i Medina at bære våben med sig for at kunne håndtere enhver uønsket situation. Selv under bønnen blev våbnene ikke lagt langt væk.

Flere Ansar blev udpeget til at beskytte Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham). Blandt dem var Hazrat Sa’d ibn Mu’adh (må Allah være tilfreds med ham), Usayd ibn Hudayr (må Allah være tilfreds med ham) og Sa’d ibn Ubadah (må Allah være tilfreds med ham). De holdt vagt ved den elskede Profets (Allahs fred og velsignelser være med ham) hus hele natten, bevæbnede som de var.

Flere muslimer blev også udstationeret ved Medinas forskellige indfaldsveje. De var rede til at imødegå enhver form for pludseligt angreb. Flere små styrker blev desuden udstationeret på vejene uden for Medina for at holde øje med fjendens bevægelser.

De vantros tilstedeværelse nær Medina

Mekkas hær fortsatte frem mod Medina. Da de nåede et sted kaldet Abwā, foreslog Abu Sufyans hustru, Hind bint Utba, at man skulle finde graven til Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) mor, fru Āmina, og flænse hendes lig. Qurayshs ledere ville imidlertid ikke gennemføre denne kvindes modbydelige sammensværgelse. De indså, at følgerne af denne handling ville blive meget alvorlige.

Fra Abwā fortsatte de vantro deres rejse. Da de nærmede sig Medina, krydsede de al-ʿAqīqs slette. Derefter drejede de lidt til højre og slog lejr ved et sted nær Uhud-bjerget, kaldet ʿAynayn. Det er et frugtbart område nær Qanāt-sletten nord for Medina. Dette fandt sted fredag den 6. Shawwāl i det tredje hijri-år.

Mødet i shūrā-rådet

De muslimske spejdere bragte detaljerede oplysninger om de ikke-muslimskes bevægelser til Medina. Nyheden om, at de havde slået lejr, nåede også Medina. På det tidspunkt indkaldte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) til et møde i shūrā-rådet. På mødet overvejede man at træffe en afgørende beslutning om forsvaret af Medina. Først fortalte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sine ledsagere om den drøm, han havde set. Den elskede Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Ved Allahs ed, jeg har set noget godt. Jeg så nogle køer blive slagtet. Jeg så tegn på nederlag på mit sværd. Jeg så også, at jeg førte min hånd ind i en rustning.« Derefter forklarede Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) synet af køerne, der blev slagtet, med ordene, at nogle af ledsagerne ville blive martyrer. Om tegnene på nederlag på sværdet sagde han, at en fra hans familie ville blive martyr. Om den sikre rustning sagde han, at det betød byen Medina.

Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) fremlagde derefter sin holdning til den interne forsvarsstrategi: Muslimerne skulle ikke forlade byen. De skulle blive inde i Medina. Lad de vantro blive i deres telte. Hvis de trængte ind i Medina, ville muslimerne bekæmpe dem i byens gader, mens kvinderne ville angribe dem fra hustagene. Dette var den rette holdning. Også den hykleriske leder ʿAbdullah ibn Ubayy erklærede sig enig i den. Grunden til, at denne hykler erklærede sig enig i den elskede Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham)s holdning, var ikke, at han kunne lide Profetens holdning og forsvarsstrategi. Han foretrak den, fordi han på den ene side kunne undgå at kæmpe, uden at nogen ville opdage det. Men Allah, alle verdeners Herre, havde en anden vilje. Han ønskede, at denne mands hykleri for første gang skulle blive afsløret blandt de almindelige muslimer, at han skulle blive udpeget og vanæret, og at sløret over hans vantro, skjult under muslimskhedens dække, skulle rives bort. Desuden skulle muslimerne i deres krisetid erfare, hvor mange giftige slanger der gemte sig i deres ærmer.

Nogle fremtrædende ledsagere, som ikke havde kunnet deltage i slaget ved Badr, rådede den elskede Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) til at gå ud på slagmarken og møde de vantro. De gav udtryk for et stærkt ønske om at deltage i jihād. Nogle af ledsagerne sagde: »Allahs Sendebud, vi har længtes efter denne dag og har bedt til Allah, alle verdeners Herre, om den. I dag har Allah, alle verdeners Herre, givet os denne mulighed. I dag er muligheden kommet for at kaste os ud i kampen. Gå derfor frem mod fjenden, Allahs Sendebud, og tro ikke, at vi er bange.«

Blandt dem, der udtrykte en sådan entusiasme og iver, var også den elskede Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham)s farbror, Hamza ibn ʿAbd al-Muttalib. Han havde udvist enestående tapperhed og mod i slaget ved Badr. Han sagde til den elskede Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Ved den hellige Væsens ed, som åbenbarede Koranen for dig, vil jeg ikke tage noget at spise, før jeg har kæmpet mod de vantro på den åbne mark uden for Medina.« [Sīrat Halabiyya, bind 2, s. 14].

Da Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, trak sin egen mening tilbage på baggrund af flertallet af sahabernes synspunkter, blev det til sidst besluttet, at man skulle møde de vantro på den åbne mark uden for Medina.

Den islamiske hærs opstilling og march mod slagmarken

Derefter ledte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, fredagsbønnen. Efter bønnen holdt han en prædiken og formanede dem. Han sagde, at sejr kun kunne opnås gennem tålmodighed og fast beslutsomhed. Samtidig beordrede han muslimerne til at gøre sig klar til at møde fjenden. Da de hørte dette, strømmede glæden gennem muslimernes hjerter.

Da Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde bedt asr-bønnen, så han, at en hel del mennesker var samlet. Nogle var også kommet fra udkanten af Medina. Efter bønnen gik Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, indenfor. Abu Bakr og Umar, må Allah være tilfreds med dem, var sammen med ham. De bandt en turban om den kære Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, og iførte ham hans klæder. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, iførte sig rustning både under og over tøjet, tog sit sværd med sig, bevæbnede sig med andre våben og trådte frem foran alle.

Alle ventede på, at den kære Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, skulle komme. Pludselig sagde Sa’d ibn Mu’adh og Usayd ibn Khudayr, må Allah være tilfreds med dem, til sahaberne: »I fører den kære Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, med magt ud på slagmarken. I tvinger ham. Overlad derfor sagen til den kære Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham.« Da de hørte dette, blev alle skamfulde. Da den kære Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, kom ud, sagde de alle til ham: »Allahs Sendebud, det var ikke rigtigt af os at modsige dig. Gør det, du finder bedst. Hvis du mener, at det er bedst, at vi bliver i Medina, er vi tilfredse med det. Gør derfor det.« Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når en profet først har iført sig våben, er det ikke passende for ham at tage dem af, før Allah, Verdenernes Herre, har afsagt dommen mellem ham og hans fjender.« [Musnad Ahmad, an-Nasa’i, Ibn Ishaq].

Derefter opdelte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, soldaterne i tre afdelinger således:

For det første: Muhajirun-afdelingen. Denne afdelings banner blev overdraget til Mus’ab ibn Umayr, må Allah være tilfreds med ham.

For det andet: afdelingen fra Ansarernes Aws-stamme. Usayd ibn Khudayr, må Allah være tilfreds med ham, blev udnævnt til leder for denne afdeling.

Tre) Khazraj-stammens hærstyrke. Hazrat Habbab ibn Mundhir, må Allah være tilfreds med ham, ledede denne styrke.

Muslimerne havde i alt et tusind soldater. Blandt dem bar et hundrede rustning, og halvtreds var ryttere. [Ibn Qayyim skriver dette på side 92 i andet bind af Zad al-Ma’ad. Hafiz ibn Hajar siger, at det er en fejl. Musa ibn Uqba har bestemt erklæret, at der ikke blev brugt heste i slaget ved Uhud. Waqidi har skrevet, at der kun var to heste. Den ene var hos Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og den anden hos Abu Jubda, må Allah være tilfreds med ham. Fath al-Bari, bind syv, side 350].

I en anden overlevering siges det, at der ikke var en eneste bereden soldat.

Abdullah ibn Umm Maktum, må Allah være tilfreds med ham, fik ansvaret for at lede bønnen for de ledsagere, der opholdt sig i Medina under krigen, hvorefter de muslimske soldater fik ordre til at drage af sted. De muslimske soldater drog mod nord. Sa’d ibn Mu’adh, må Allah være tilfreds med ham, og Sa’d ibn Ubadah, må Allah være tilfreds med ham, gik iført rustning foran den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham.

Da de nåede et sted kaldet Thanīyat al-Wadāʿ, så de en gruppe soldater. De var udstyret med fremragende våben og adskilt fra hele hæren. Da Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte dem, hvem de var, svarede de, at de var allierede med Khazraj-stammen og [Ibn Sa’d har overleveret denne begivenhed. I denne overlevering nævnes det også, at de var jøder fra Banū Qaynuqāʿ. Men denne oplysning er ikke korrekt, for folkene fra Banū Qaynuqāʿ blev fordrevet fra Medina kort efter slaget ved Badr] jøder. Men de ønskede at kæmpe på muslimernes side mod de vantro fra Mekka. Da der blev spurgt, om de var blevet muslimer, blev den elskede Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, informeret om, at de ikke var blevet muslimer og heller ikke ønskede at blive det. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, afslog at tage imod jødernes hjælp mod de vantro.

Inspektion af hæren

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, nåede frem til et sted kaldet Shaykhan og inspicerede de muslimske soldater. Efter inspektionen på dette sted blev de mindreårige og dem, der var uegnede til krig, sendt tilbage. De, der blev sendt tilbage, var Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, Usama ibn Zayd, må Allah være tilfreds med ham, Usaid ibn Zuhayr, må Allah være tilfreds med ham, Zayd ibn Thabit, må Allah være tilfreds med ham, Zayd ibn Arqam, må Allah være tilfreds med ham, Usama ibn Aws, må Allah være tilfreds med ham, Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham, Zayd ibn Haritha al-Ansari, må Allah være tilfreds med ham, og Sa’d ibn Habbab, må Allah være tilfreds med ham. Navnet på Bara ibn Azib, må Allah være tilfreds med ham, nævnes også på denne liste. Men ifølge Sahih al-Bukhari er det bevist, at han deltog i slaget ved Uhud.

Selv om de var unge, fik Rafi ibn Khadij, må Allah være tilfreds med ham, og Samura ibn Jundub, må Allah være tilfreds med ham, tilladelse til at deltage i jihad. Grunden var, at Rafi ibn Khadij, må Allah være tilfreds med ham, var særligt dygtig som bueskytte. Efter at han havde fået tilladelse, sagde Samura ibn Jundub, må Allah være tilfreds med ham: »Jeg er stærkere end Rafi. Jeg kan kaste ham til jorden i brydning.« Da dette blev fortalt til Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, beordrede han dem begge til at brydes. I denne brydekamp kastede Samura ibn Jundub, må Allah være tilfreds med ham, virkelig Rafi til jorden. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gav også Samura, må Allah være tilfreds med ham, tilladelse til at deltage.

Overnatning på stedet mellem Uhud og Medina

Det blev aften på stedet, der hedder Shaykhan. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, besluttede at overnatte dér efter at have bedt maghrib- og isha-bønnen. Hadhrat Muhammad ibn Maslama al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham) var leder for vagterne omkring muslimernes telte. Det var ham, der havde ledet drabet på jøden Ka’b ibn Ashraf. Safwan ibn Abdullah ibn Qays (må Allah være tilfreds med ham) blev sat til at vogte Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham.

Hyklernes forræderi

Den hykleriske leder Abdullah ibn Ubayy var tæt på at få sin lumske plan til at lykkes. Da de så ham og hans ledsagere trække sig tilbage, blev også grupperne fra Banu Haritha i Aws-stammen og Banu Salima i Khazraj-stammen usikre. De overvejede at vende tilbage. Men da Allah, den Ophøjede og Almægtige, vækkede troens bevidsthed i disse to stammers hjerter, stod de fast på deres beslutning om at kæmpe. Om dette siger Allah, den Ophøjede og Almægtige: »Da to grupper blandt jer havde til hensigt at vise fejhed, skønt Allah var deres beskytter. De troende bør sætte deres lid til Allah.«

Da hyklerne besluttede at vende tilbage til Medina, forsøgte Hadhrat Abdullah ibn Haram (må Allah være tilfreds med ham), faderen til Hadhrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham), i denne kritiske situation at gøre dem bevidste om deres pligt. Han gik et stykke efter de hyklere, der ønskede at vende tilbage, for at forsøge at få dem til at komme tilbage, og sagde: »Kom tilbage endnu, og kæmp på Allahs vej.« Men de svarede, at hvis de havde vidst, at I ville kæmpe, ville vi ikke være vendt tilbage. Da Hadhrat Abdullah ibn Haram (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, sagde han: »O Allahs fjender! Allahs straf vil ramme jer. Husk, at Allah den Ophøjede ikke vil gøre sin profet afhængig af jer.«

Om disse hyklere åbenbarede Allah den Ophøjede dette vers: »Og for at hyklerne kunne blive kendt, blev der sagt til dem: Kom, kæmp på Allahs vej eller forsvar jer selv. De sagde: Hvis vi vidste, at der ville blive kæmpet, ville vi bestemt følge jer. Den dag var de nærmere vantro end tro. De siger med deres munde det, som ikke er i deres hjerter. Allah er fuldt ud bekendt med det, de skjuler.« (Ali ‘Imran, vers 167)

Ved foden af Uhud

Efter hyklernes tilbagetrækning rykkede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, frem mod fjenden med de resterende syv hundrede muslimer. Fjenden befandt sig på den modsatte side af Uhud-bjerget. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, henvendte sig til sahabaerne og sagde: »Kan nogen finde en rute, så vi ikke behøver at tage en stor omvej for at nå vores bestemmelsessted?«

Da Hazrat Abu Khaythama (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, trådte han frem og sagde: »Jeg står til rådighed for denne opgave, Allahs Sendebud.« Derefter fortsatte han ad en kortere vej. Med fjenden på deres vestlige side bevægede muslimerne sig ad denne vej over Banu Harithas stammes jord. På vejen passerede de en mands have; han hed Marba ibn Qayza. Denne mand var på den ene side blind og på den anden side hykler. Da han mærkede, at muslimerne nærmede sig, begyndte han at kaste støv mod dem. På dette tidspunkt sagde han til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Hvis du virkelig er Allahs Sendebud, så husk, at du ikke har tilladelse til at komme ind i min have.« Muslimerne ville dræbe ham, men den ærede Profet (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Dræb ham ikke. Han er blind både i sind og i øjne.«

Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) fortsatte fremad, nåede frem til foden af Uhud-bjerget ved slettens grænse og slog lejr dér. Medina lå foran dem, og det høje Uhud-bjerg lå bag dem. Fjendens hær befandt sig på dette tidspunkt mellem muslimerne og Medina.

Forsvarsplanen

Da Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) var nået hertil, opstillede og organiserede han soldaterne. Ud fra militære hensyn delte han dem i flere rækker. Han dannede en afdeling af bueskytter, som talte halvtreds mand, og Hazrat Abdullah ibn Jabir ibn Nu’man al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham) blev udnævnt til dens leder. De blev placeret ved et bjergpas syd for Kanat-dalen. Dette bjergpas lå 150 meter sydøst for den muslimske hærs position. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til bueskytternes leder: »I skal holde de fjendtlige ryttere på afstand af os ved at skyde pile mod dem. Sørg for, at de ikke kan angribe os bagfra. Uanset om vi sejrer eller besejres, skal I forblive på jeres pladser. Pas på, at der ikke kommer noget angreb mod os fra den side, hvor I har taget opstilling. [Ibn Hisham, bind 2, s. 65-66].« Derefter sagde Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) til alle bueskytterne: »I skal beskytte vores bagside. Hvis I ser, at vi bliver dræbt, må I alligevel ikke komme os til hjælp. Hvis I ser, at vi samler krigsbytte, må I heller ikke tage del i det sammen med os.« [Ahmad, al-Tabarani og al-Hakim har overleveret dette fra Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham). Se Fath al-Bari, bind 7, s. 350].

Ifølge den beretning, der er nævnt i Sahih al-Bukhari, sagde Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Selv hvis I ser, at spurve hakker i os, må I ikke forlade jeres plads, medmindre jeg sender bud efter jer. Og hvis I ser, at vi besejrer fjenden og på et tidspunkt har tilintetgjort dem, må I heller ikke forlade jeres plads, medmindre jeg sender bud efter jer.« [Sahih al-Bukhari, Kitab al-Jihad, bind 1, s. 426].

Med sådanne strenge militære ordrer placerede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bueskytterne og lukkede bjergpasset. For fjenden ville let kunne angribe muslimerne ved at komme fra den modsatte side af dette pas.

Blandt de resterende soldater blev Hazrat Mundhir ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham) placeret på højre side, mens Hazrat Miqdad ibn al-Aswad (må Allah være tilfreds med ham) blev udnævnt som assistent for Hazrat Zubayr ibn al-Awwam (må Allah være tilfreds med ham). Hazrat Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) fik også til opgave at holde de ryttere tilbage, som blev ledet af Khalid ibn al-Walid. Khalid havde endnu ikke antaget islam. Ud over denne opstilling blev fremtrædende og udvalgte ledsagere placeret i frontlinjen. Disse ledsagere var så berømte for deres tapperhed og mod, at hver af dem blev anset for at være tilstrækkelig til at møde tusind fjender.

Denne plan for Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) opstilling af hæren var et udtryk for fin strategi og militær indsigt. Den viste hans dygtighed og dømmekraft inden for militær ledelse og krigstaktik. Det blev også bevist, at ingen dygtig og fremsynet hærfører ville kunne udarbejde en bedre krigsplan end Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Efter at være nået frem til fjendens tropper valgte Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) den bedst egnede position for muslimernes opstilling. Ved at tage stilling foran bjerget sikrede han bagsiden og højre side mod fjendens angreb. På det sted, hvor man frygtede, at fjenden ville nå frem fra venstre side og angribe, placerede han en dygtig afdeling af bueskytter. Ved at vælge et højtliggende område bagtil sørgede han for, at de, hvis de — Gud forbyde det — blev besejret, hverken behøvede at flygte eller ville blive ydmyget under fjendens forfølgelse, men kunne søge tilflugt i lejren. Hvis fjenden under disse omstændigheder angreb for at tage kontrollen over lejren, ville den blive udsat for et sørgeligt nederlag. Fjenden blev derimod tvunget til at opholde sig på et sted, hvor de, selv hvis de sejrede, ikke ville kunne drage særlig stor fordel af sejren. Hvis muslimerne sejrede, ville de vantro ikke være i stand til at beskytte sig mod muslimernes forfølgelse. Samtidig udfyldte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) den teoretiske mangel på antal ved at placere en gruppe fremtrædende ledsagere i frontlinjen. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) fuldførte dette vigtige arbejde med at opstille hæren lørdag morgen, den 7. Shawwal i det andet hijri-år.

Allahs Sendebuds (fred være med ham) tale til de ansvarlige

Allahs Sendebud (fred være med ham) erklærede derefter: I må ikke begynde kampen, før jeg giver ordre til det. Den dag bar han to rustninger. Han sagde til sahabaerne: Vis tapperhed og mod, når I møder fjenden. For at skabe begejstring, jihadisk iver og kampånd blandt sahabaerne trak Profeten (fred være med ham) et skarpt sværd ud af skeden og sagde: Hvem vil tage dette sværd ud af skeden og opfylde dets ret? Da de hørte dette, trådte flere sahabaer frem for at svinge sværdet. Blandt dem var Hazrat Ali ibn Abu Talib, Hazrat Zubayr ibn al-Awwam og Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham). Hazrat Abu Dujana Sammak ibn Kharasha (må Allah være tilfreds med ham) trådte frem og sagde: Allahs Sendebud, hvad er dets ret? Den elskede Profet (fred være med ham) sagde: Slå med dette sværd mod fjendernes ansigter, så deres ansigter bliver forvrængede. Hazrat Abu Dujana (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud, jeg ønsker at tage imod dette sværd og opfylde dets ret. Allahs Sendebud (fred være med ham) gav sværdet i Hazrat Abu Dujanas (må Allah være tilfreds med ham) hånd.

Hazrat Abu Dujana (må Allah være tilfreds med ham) var en helt hengiven soldat. Under kampen gik han med fremstrakt bryst. Han havde et rødt hovedbånd. Når han bandt det om hovedet, forstod folk, at han denne gang ville kæmpe til døden. Efter at have modtaget sværdet, som Allahs Sendebud (fred være med ham) havde givet ham, bandt han hovedbåndet om hovedet og begyndte at gå med fremstrakt bryst mellem de muslimske og de vantro soldater. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Allah, Verdenernes Herre, bryder sig ikke om denne form for gang, men dette forbud gælder ikke i dette tilfælde.

Opstilling af de soldater, der var kommet fra Mekka

Polyteisterne opstillede soldaterne i rækker og samlede hæren. Deres leder var Abu Sufyan. Han oprettede sin centralposition midt blandt soldaterne. På højre fløj stod Khalid ibn al-Walid, og på venstre fløj stod Ikrima ibn Abu Jahl. Safwan Umayya ledede infanteriet, mens Abdullah ibn Rabia blev udnævnt til at lede kampen mod bueskytterne.

En lille gruppe fra Banu Abdud-Dar bar krigsbanneret. Banu Abdud-Dar havde fået denne ære, da arveprivilegierne blev fordelt mellem stammerne fra Banu Abd Manaf og Qusay. I den første tid var der ingen, der kunne skabe nogen strid om dette. Men Abu Sufyan mindede dem om, hvilken situation Quraysh havde stået i, efter at bannerføreren Nadr ibn al-Harith var blevet taget til fange i slaget ved Badr. Samtidig med at han mindede dem om dette, sagde Abu Sufyan for at vække bannerførernes vrede: O Banu Abdud-Dar, det var jer, der bar vores banner på dagen for slaget ved Badr. Men I så selv, hvilken situation vi dengang måtte møde. Krigsbanneret er i virkeligheden krigens liv. Når banneret falder, snubler de almindelige soldater. Denne gang skal I enten beskytte vores banner ordentligt eller holde op med at bære det. Så vil vi selv sørge for at bære det. Abu Sufyans hensigt med denne tale lykkedes. Hans opflammende ord vakte voldsom vrede i Banu Abdud-Dars hjerter. Skal vi overlade banneret til jer? Vent bare, til kampen begynder i morgen, så skal I se, hvad vi gør. Da kampen begyndte næste dag, holdt hver eneste mand fra Banu Abdud-Dar fast i banneret med beslutsomhed og hengivenhed. Til sidst nåede de dog én efter én alle sammen Jahannam.

Qurayshs politiske rænkespil

Kort før kampen begyndte, forsøgte Quraysh at skabe splittelse og indbyrdes strid blandt den muslimske hær. Abu Sufyan sendte et bud til ansarerne med følgende besked: Hvis I træder til side mellem os og vores fætter Muhammad (fred være med ham), vil vi ikke angribe jer, for vi har ikke behov for at kæmpe mod jer. Men hvordan skulle et sådant diplomatisk kneb kunne lykkes over for den tro, som selv bjerge ikke kan stå imod? Ansarerne sendte Abu Sufyan et hårdt svar og lod ham også høre nogle barske ord.

Da de var kommet tæt på hinanden, greb Quraysh til endnu et listigt kneb. Den vantro marionet, den fordærvede Abu Amir, viste sig foran muslimerne. Denne mands navn var Abd Amr ibn Sayfi. Han blev kaldt munken. Men Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gav ham navnet den fordærvede. Denne mand havde været høvding for Aws-stammen i uvidenhedens tid. Efter islams fremkomst blev islam som en torn i halsen på ham. Han begyndte åbent at vise fjendskab mod Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Han forlod Medina, nåede frem til Quraysh i Mekka og tilskyndede og opildnede dem til krig. Han forsikrede også de vantro om, at de stammer blandt hans folk, som havde antaget islam, ville løbe hen til ham, når de så ham på slagmarken.

Sammen med Mekkas indbyggere trådte denne mand, hvis navn var Abd Amr, først frem foran muslimerne og kaldte på folk fra sit eget folk. Efter at have afsløret sin identitet sagde han: »O folk fra Aws-stammen, jeg er Abu Amir.« Da Aws-stammens folk hørte denne identifikation, sagde de: »O fordærvede, måtte Allah, verdenernes Herre, aldrig lade dine øjne opleve glæde.« Da Abu Amir hørte dette, sagde han: »O mit folk, I er blevet onde, efter at jeg forlod jer.« Da kampen senere begyndte, kæmpede denne mand indædt på de vantros side mod muslimerne. Han kastede et stort antal sten mod de muslimske mujahider.

Således mislykkedes også Qurayshs andet forsøg på at skabe splittelse blandt muslimerne. Dette viser, hvor stærk de vantros frygt for muslimerne var, selv om de havde et større antal og en overlegen våbenstyrke, og hvor små og betydningsløse de følte sig over for muslimernes personlighed.

Ikke-muslimske kvinders rolle

Qurayshs kvinder deltog også i krigen. De blev ledet af Abu Sufyans hustru, Hind bint Utba. Disse kvinder gik rundt blandt de kæmpende soldater, slog på daf-trommer og opildnede soldaterne. Ud over at opmuntre dem til krig opfordrede de dem til at vise deres kunnen i at kaste spyd og bruge sværd og pile. Henvendt til fanebærerne sagde de i poetiske vendinger:

»Se, Banu Abd al-Dar

Se, det er jer, der bærer efterkommernes ære

Vis jeres kunnen i brugen af sværdet.«

Han opmuntrede sine egne stammefolk til at kæmpe og sagde undertiden:

»Hvis I går fremad, vil jeg omfavne jer

og trykke jer ind til mit bryst.

Jeg vil rede bløde senge til jer,

men hvis I trækker jer tilbage, vil jeg blive fornærmet

og gå langt bort fra jer.«

Kampens første gnist

Derefter stillede de to hære sig ansigt til ansigt, og kampen begyndte. Fra Qurayshs side trådte Talha ibn Abu Talha al-Abdari frem. Denne mand blev regnet for Qurayshs største kriger. Muslimerne kaldte ham hærens bullfrog. Ridende på en kamel udfordrede Talha dem til at kæmpe mod ham. Almindelige muslimer tøvede, fordi de kendte til hans enestående tapperhed. Pludselig trådte Hazrat Zubayr (ra.) frem og sprang på et øjeblik, som en tiger, op på Talhas kamel. I næste øjeblik havde han fået Talha under kontrol og sprang ned. Talha faldt også ned. Hazrat Zubayr (ra.) trak sit sværd og dræbte Talha.

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, så Hazrat Zubayrs grænseløse tapperhed, blev han overvældet af glæde og råbte: »Allah er størst!« Muslimerne råbte også højt: »Takbirs råb: Allah er størst!« Derefter roste Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Hazrat Zubayr, må Allah være tilfreds med ham, og sagde: »Enhver profet, må Allahs velsignelser og fred være med dem, har en hawari; min hawari er Zubayr.« [Forfatteren til Sīrat al-Halabiyya har skrevet dette. Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udtalelse om Hazrat Zubayr, må Allah være tilfreds med ham, er omtalt andetsteds i Hadith Sharif].

Det almindelige slag begynder, og de vantro lider nederlag

Derefter spredte krigens ild sig i alle retninger. Over hele slagmarken fulgte tilfældige angreb og modangreb. Qurayshs fane stod midt på slagmarken. Efter drabet på deres hærfører, Talha ibn Abu Talha, bar Banu Abdud-Dar fanen på skift blandt sig. Men de blev alle dræbt én efter én. Efter Talhas død tog hans bror Uthman ibn Abu Talha fanen i hånden, rykkede frem og sagde:

            »Det er en hård pligt at bære fanen

Lad spyddet blive blodigt eller knække”

Hazrat Hamza ibn Abd al-Muttalib, må Allah være tilfreds med ham, angreb Uthman. Hazrat Hamza, må Allah være tilfreds med ham, slog Uthman med sit sværd på skulderen så voldsomt, at sværdet skar gennem skulderen og armen og nåede helt ned til navlen. Efter at sværdet var trukket ud, kunne hans indvolde ses.

Efter drabet på Uthman trådte Abu Sa’d ibn Abu Talha frem. Hazrat Sa’d ibn Abu Waqqas, må Allah være tilfreds med ham, skød en pil mod ham. Pilen gennemborede hans hals, og da hans tunge stak ud, døde Abu Sa’d straks. Nogle forfattere af profetens biografi har skrevet, at da Abu Sa’d trådte frem og udfordrede til kamp, gik Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, ham i møde. Selvom de hver især slog den anden én gang, forblev Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, uskadt. Men Abu Sa’d blev dræbt.

Efter at Abu Sa’d var blevet dræbt, tog Musafa ibn Abu Talha fanen op. Men Hazrat Asim ibn Thabit ibn Abu Aflah, må Allah være tilfreds med ham, skød en pil og dræbte ham.

Efter at Mosafa var blevet dræbt, tog hans bror, det vil sige Talhas søn Kelab ibn Talha, fanen og trådte frem. Hazrat Zubayr ibn al-Awwam (ra.) trådte frem imod ham, og efter en kort kamp sendte han også ham til hans far.

Derefter tog Jilas ibn Abu Talha, søn af Mosafas og Kelabs bror, fanen. Hazrat Talha ibn Ubaydullah (ra.) dræbte ham ved at kaste et spyd. Ifølge en anden overlevering blev Jilas dræbt af Hazrat Asim ibn Thabit ibn Aflah (ra.) med en pil.

Seks mænd fra den samme familie blev dræbt efter tur. De var sønner og sønnesønner af Abu Talha Abdullah ibn Uthman ibn Abdud-Dar. De mistede alle livet, mens de bar og forsvarede polyteisternes fane.

Derefter løftede endnu en mand fra stammen Banu Abdud-Dar, ved navn Artat ibn Shuraybil, fanen. Men Hazrat Ali ibn Abu Talib (ra.) dræbte ham; ifølge en anden opfattelse var det Hazrat Hamza ibn Abd al-Muttalib (ra.), der dræbte ham. Derefter løftede Shurayh ibn Qariz fanen. Kinatu Kuzman dræbte ham. Kuzman var en hykler og var kommet for at kæmpe af et ønske om at forsvare sin ære, ikke for islams skyld.

Efter Shurayh løftede Abu Zayd Amr ibn Abd Manaf Abdari fanen. Men Kuzman dræbte også ham. Derefter løftede en søn af Shurahbil ibn Hashim Abdai fanen. Men også han blev dræbt af Kuzman.

De ti mænd fra stammen Banu Abdud-Dar, som havde løftet polyteisternes fane, døde alle én efter én. Derefter var der ingen levende tilbage, som kunne løfte fanen. På det tidspunkt tog en af deres slaver ved navn Mawab imidlertid fanen og kæmpede endnu mere tappert end sine tidligere herrer, der havde båret den. Til sidst blev begge hans hænder hugget af, den ene efter den anden. Men han støttede sig på knæene og holdt fanen oppe ved hjælp af brystet og skuldrene. Til sidst blev også han dræbt af Kuzman. I det øjeblik sagde han: »O Allah, nu har jeg ikke længere nogen undskyldning tilbage.« Efter at denne slave, Mawab, var blevet dræbt, faldt fanen til jorden, og der var ingen tilbage, som kunne løfte den. Derfor blev fanen liggende på jorden.

Mens kampen rasede på det sted, hvor polyteisternes fane blev båret, foregik der også heftige kampe forskellige steder på slagmarken. Troens glød var stærk i muslimernes hjerter. Derfor kastede de sig over de vantro som en strømmende flod. De råbte: »Amte amet«, det vil sige: »Død, død.«

Hazrat Abu Dujana (ra.) bandt et rødt bånd om hovedet, tog Allahs Sendebuds sværd i hånden og opfyldte sværdets ret. Mens han kæmpede, bevægede han sig langt frem. Enhver vantro, han kæmpede imod, fjernede han fra denne verden. Han ryddede række efter række af de vantro.

Hazrat Zubayr ibn al-Awwam (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Da jeg bad Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om et sværd, gav han mig det ikke. Det gjorde mig bedrøvet. Jeg tænkte ved mig selv: Jeg er søn af den ædle Profets faster, Safiyya (må Allah være tilfreds med hende), jeg er af Quraysh-slægten, og jeg bad ham om sværdet før Abu Dujana, men han gav mig det ikke; han gav det til Abu Dujana. Ved Allahs ed vil jeg derfor holde øje med, hvilket heltemod Abu Dujana viser med det sværd. Derefter fulgte jeg efter Abu Dujana. Først bandt Abu Dujana et rødt bind om hovedet. Da anṣarerne så det, sagde de: Abu Dujana har taget dødens bind frem. Derefter gik han mod slagmarken, mens han fremsagde dette digt:

»Ved foden af dette bjerg lovede jeg min ven,

at jeg aldrig vil blive bag rækkerne,

men gå fremad og kæmpe for Allah med Hans sværd.«

Mens Abu Dujana fremsagde dette digt, dræbte han enhver, han mødte foran sig. En vantro gik rundt på slagmarken og dræbte sårede muslimer. Denne mand og Abu Dujana (må Allah være tilfreds med ham) nærmede sig hinanden mere og mere. Jeg ønskede i mit hjerte, at Allah ville lade dem komme i kamp med hinanden. Kort efter kom de i kamp. De angreb hinanden. Først angreb den afgudsdyrkende mand Abu Dujana (må Allah være tilfreds med ham). Han afværgede angrebet med sit skjold, og afgudsdyrkerens sværd satte sig fast i skjoldet. Derefter sendte Abu Dujana (må Allah være tilfreds med ham) afgudsdyrkeren til Helvede med ét eneste sværdslag. [Ibn Hisham, bind 2, s. 58–69].

Derefter trængte Abu Dujana (må Allah være tilfreds med ham) frem, idet han splittede række efter række. På et tidspunkt nåede han frem til lederen af de Qurayshitiske kvinder. Han vidste ikke, at de var kvinder. Han fortæller: Jeg så en person, som opmuntrede krigerne til at udvise endnu større tapperhed. Jeg tog sigte på hende. Men da jeg ville angribe med sværdet, udstødte hun et dødsangst skrig. Da Abu Dujana hørte dette skrig, forstod han, at det var en kvinde. Han siger: Jeg tænkte, at jeg ikke ville vanære dette sværd ved at dræbe en kvinde med Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sværd.

Denne kvinde var Hind bint Utba, Abu Sufyans hustru. Hazrat Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg så Abu Dujana (må Allah være tilfreds med ham) løfte sværdet over Hinds hoved og derefter sænke det igen. Da sagde jeg: Allah, den Ophøjede, og Hans Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ved bedst. [Ibn Hisham, bind 2, s. 69].

Imens kæmpede Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham) som en rasende tiger. Med enestående tapperhed og mod trængte han gennem fjendernes formationer og rykkede fremad. Foran ham blev store og berømte krigere udslettet som blade, der blæses bort af en voldsom forårsstorm. På grund af sin rosværdige indsats for at udslette afgudsdyrkerne blev han en rædsel for de vantro på slagmarken. Da nogle af afgudsdyrkerne så dette, turde de ikke gå ham i møde, men slog ham i al hemmelighed som feje kujoner. Under dette angreb faldt martyrernes leder, Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham), om.

Guds løve, Hazrat Hamzas (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød

Manden, der dræbte Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham), hed Wahshi ibn Harb. Vi gengiver beretningen om Hazrat Hamzas (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød med Wahshis egne ord. Efter at han havde antaget islam, sagde han: »Jeg var slave hos Zubayr ibn Mut’im. Hans onkel, Tu’ayma ibn Adi, var blevet dræbt i slaget ved Badr. Før Quraysh drog af sted til slaget ved Uhud, sagde Zubayr ibn Mut’im til mig: Hvis du kan dræbe Muhammads onkel Hamza som hævn for drabet på min onkel, vil du blive frigivet. Efter at have fået dette tilbud drog jeg af sted sammen med Quraysh for at kæmpe ved Uhud. Jeg var fra Abessinien. Ligesom abessinierne var jeg også særdeles dygtig til at kaste med spyd. Det spyd, jeg kastede, ramte sjældent ved siden af målet. Da slaget var spredt vidt omkring, begyndte jeg at lede efter Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham). På et tidspunkt fik jeg øje på ham. Han trængte frem som en rasende kamel og sønderrev mændene foran sig. Ingen hindring kunne holde stand foran ham. Ingen kunne overhovedet stille sig foran ham.«

»Ved Allahs ed var jeg ved at gøre mig klar til at angribe Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham) og stod skjult bag en sten eller et træ, da Siba ibn Abd al-Uzza kom forbi mig og nåede frem til ham. Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham) brølede til Siba: ‚Din søn af en, der omskærer kønsdelens hud, tag den her!‘ Med disse ord slog han Siba i nakken med sit sværd, og hans hoved blev skilt fra kroppen på en sådan måde, som om hans hoved aldrig havde siddet på hans hals. Derefter løftede jeg mit spyd og kastede det mod Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham). Spyddet trængte ind under navlen og gik ud mellem hans ben og om på bagsiden. Han faldt og forsøgte at rejse sig, men var ikke i stand til det. Jeg lod ham ligge i smerte, indtil han udåndede sit sidste åndedrag. Til sidst døde han. Jeg gik hen til ham, trak spyddet ud og satte mig blandt Quraysh. Jeg havde hverken ønske om eller behov for at såre nogen anden end Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham). Jeg dræbte Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham) for at blive frigivet. Da jeg derefter vendte tilbage til Mekka, blev jeg straks frigivet. [Ibn Hisham, bind 2, s. 69-72. Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 583. Wahshi antog islam efter slaget ved Ta’if. Med det samme spyd, som han havde dræbt Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham) med, dræbte han Musaylima al-Kadhdhab i slaget ved Yamama under kalifatet til Hazrat Abu Bakr al-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham). Han deltog også i slaget ved Yarmuk mod romerne.]«

Muslimernes fremgang

Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham), Guds løve og Sendebudets løve, martyrdød påførte muslimerne et alvorligt og uopretteligt tab. Trods dette blev tegnene på muslimernes fremgang i slaget tydelige. Hazrat Abu Bakr, Hazrat Umar, Hazrat Ali, Hazrat Zubayr, Hazrat Mus’ab ibn Umayr, Hazrat Talha ibn Ubaydullah, Hazrat Abdullah ibn Jahsh, Hazrat Sa’d ibn Mu’adh, Hazrat Sa’d ibn Ubadah, Hazrat Sa’d ibn al-Rabi og Hazrat Nadr ibn Anas (må Allah være tilfreds med dem) kæmpede med en sådan tapperhed og et sådant mod, at de vantros hjerter blev grebet af rædsel, deres moral brød sammen, og deres styrke og mod blev svækket.

Fra brudesengen til jihadens slagmark

Blandt de hengivne mujahider var Hazrat Hanzala (må Allah være tilfreds med ham) en af dem. I dag var han mødt frem på jihadens slagmark med en enestående ære. Han var søn af Abu Amir al-Rahib. Senere fik Abu Amir tilnavnet al-Fasiq. Hans identitet er allerede blevet omtalt. Hazrat Hanzala (må Allah være tilfreds med ham) var nygift. Da der blev kaldt til jihad, befandt han sig i brudesengen. Så snart han hørte kaldet til jihad, drog han af sted til jihad. Da slaget havde bredt sig vidt omkring, trængte Hazrat Hanzala (må Allah være tilfreds med ham) gennem de vantros rækker og nåede i voldsom fart frem til Abu Sufyan. Han var på vej til at angribe den vantro hærfører, men Allah, verdens Herre, havde bestemt martyrdøden for ham. Da han løftede sværdet for at angribe Abu Sufyan, fik Shaddad ibn Aws øje på ham og angreb pludseligt Hazrat Hanzala (må Allah være tilfreds med ham). Således blev han martyr.

Bueskytternes bedrifter

De bueskytter, som Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde udstationeret ved Jabal al-Rumat med en bestemt opgave, spillede en vigtig rolle i at sikre muslimernes sejr og succes i slaget. Mekkas ikke-muslimer angreb under Khalid ibn al-Walids ledelse og med bistand fra Abu Amir al-Fasiq den islamiske hærs venstre flanke tre gange i træk for at bryde den og besejre muslimerne. Men muslimerne slog deres forsøg tilbage. De sønderrev Quraysh med deres pile. [Se Fath al-Bari, bind 7, s. 346].

Polyteisternes nederlag

Et voldsomt slag havde stået på i nogen tid. Denne lille muslimske styrke fyldte hele slagmarken. Til sidst blev polyteisternes kampmoral brudt. De begyndte at overveje at trække sig tilbage. De begyndte at sprede sig til højre og venstre, fremad og bagud. Muslimerne kæmpede mod tre tusind soldater. Med tro, overbevisning, tapperhed og mod viste de deres mesterskab i sværdkamp.

Over for muslimernes ustoppelige angreb blev de vantro rådvilde. Da de ikke kunne beslutte, hvad de skulle gøre, begyndte de at flygte. Efter at have set fanebærernes sørgelige skæbne turde ingen længere holde fanen. Deres kampmoral brød sammen. Alle de store ord, de havde sagt om at tage hævn over muslimerne og genoprette deres egen værdighed og ære, blev kastet ud i kaos.

Ibn Ishaq har skrevet, at Allah sendte Sin hjælp ned over muslimerne og opfyldte det løfte, Han havde givet. Muslimerne huggede polyteisterne så voldsomt ned med deres sværd, at de flygtede langt bort, selv efter at have forladt lejren. Kort sagt blev de ramt af et skammeligt nederlag. Hazrat Abdullah ibn al-Zubayr, må Allah være tilfreds med ham, fortæller, at hans far sagde: »Ved Allah, jeg så Hind bint Utbah og de kvinder, der var sammen med hende, mens deres knæ var synlige. De løb væk med tøjet løftet op. Der var ingen hindring, hverken stor eller lille, for at tage dem til fange.« [Ibn Hisham, bind 2, s. 77].

I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Hazrat Bara ibn Azib, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: »Da vi stod over for de vantro, opstod der tumult blandt dem. Jeg så kvinderne løfte deres tøj op over knæene og flygte hurtigt mod bjergområdet. Det meste af deres ben var synligt.« [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 579]. Midt i denne forvirring og tumult slog muslimerne polyteisterne med sværd og forfulgte dem, mens de samlede deres ejendele op.

Bueskytternes selvdestruktive fejltagelse

Netop som det lille antal muslimer var ved at indskrive en enestående sejr mod Mekkas indbyggere i historiens annaler, begik størstedelen af bueskytterne en frygtelig fejl. Muslimernes succes i dette slag var ellers på ingen måde mindre end i slaget ved Badr. Men på grund af bueskytternes frygtelige fejl ændrede hele slagets forløb sig. Muslimerne blev udsat for alvorlige tab. Denne fejl skadede det omdømme, muslimerne havde opnået gennem sejren i slaget ved Badr.

Det er tidligere blevet nævnt, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, beordrede bueskytterne til at blive stående urokkeligt på deres pladser både i tilfælde af sejr og nederlag. Men da de så de øvrige muslimer samle krigsbyttet trods den kære Profets, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befaling, kunne bueskytterne ikke modstå deres begær. De sagde til hinanden: »Krigsbytte, krigsbytte! Jeres kammerater har sejret; hvad venter I så på?«

Efter at sådanne råb var begyndt at lyde blandt bueskytterne, mindede deres kommandør, Hazrat Abdullah ibn Zubayr, måtte Allah være tilfreds med ham, dem om Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befaling og sagde: »Har I glemt, hvad Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befalede jer?« Men de fleste bueskytter ænsede ikke Hazrat Abdullahs, måtte Allah være tilfreds med ham, ord. De sagde: »Ved Allahs ed, vi vil også gå hen til dem og helt sikkert tage del i noget af krigsbyttet.« Dette er overleveret fra Hazrat al-Bara ibn Azib, måtte Allah være tilfreds med ham, i Sahih al-Bukhari; se side 826.

Derefter tilsidesatte fyrre bueskytter deres pligt og begyndte at samle krigsbytte. Hazrat Abdullah ibn Jabir, måtte Allah være tilfreds med ham, og hans ni ledsagere forblev imidlertid på vagt. De udførte deres pligt med fast beslutsomhed. De sagde: »Hvis Profeten og Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, siger, at vi skal forlade dette sted, går vi først da; ellers vil vi ofre vores liv.«

Den muslimske hær under fjendernes kontrol

Khalid ibn al-Walid var kommet til dette bjergpas og havde trukket sig tilbage efter at være blevet slået tilbage tre gange. Denne gang lod han ikke denne gyldne mulighed gå fra sig. På kort tid dræbte Khalid Abdullah ibn Jabir, måtte Allah være tilfreds med ham, og hans ledsagere og angreb muslimerne bagfra. Khalid ibn al-Walids ledsagere råbte højt. Da de besejrede vantro blev klar over den ændrede situation på slagmarken, angreb de igen muslimerne med fornyet kraft. Imens løftede en kvinde fra Banu Harith-stammen ved navn Asrah bint Aq lama de vantros støvede og tilsølede fane højt. De spredte vantro begyndte at samles omkring hende. De kaldte på hinanden. Som følge heraf begyndte de vantro efter kort tid at kæmpe samlet mod muslimerne. Muslimerne blev nu omringet både forfra og bagfra. Det virkede, som om de befandt sig mellem møllestenene.

Allahs Sendebuds beslutsomme afgørelse og modige skridt

I dette kritiske øjeblik var kun ni sahaba hos Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham. De iagttog sahabernes tapperhed og fjendernes bevægelser. Dette bekræftes af dette vers, hvori Allah den Ophøjede siger: »Sendebudet kaldte på jer bagfra.« Pludselig fik Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, øje på Khalid ibn al-Walids rytter. Derefter stod den kære Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, over for to muligheder: enten at drage til et sikkert sted sammen med sine ni ledsagere og overlade de sahaba, der var under fjendernes kontrol, til deres skæbne, eller at risikere sit eget liv, kalde de spredte sahaba sammen, samle dem i en stærk forsvarsformation, bryde gennem de vantros omringning og skabe en vej til et relativt højere sted.

I denne vanskelige prøvelsens stund viste Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en enestående tapperhed og et enestående mod. Han opgav tanken om at søge et sikkert tilflugtssted for at redde sit eget liv og besluttede i stedet at udsætte sit liv for fare for at redde sahabernes liv.

Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så Khalid ibn al-Walids ryttere og deres ledsagere, råbte han højt til sahabaerne: »O Allahs tjenere, kom herhen!« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vidste, at dette råb ville nå de vantros ører, før det nåede muslimernes. Og sådan gik det. Da de vantro hørte Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, stemme, forstod de, at Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, befandt sig netop her. Da en gruppe af de vantro forstod dette, nåede de frem til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, før muslimerne gjorde. De øvrige vantro begyndte hurtigt at omringe muslimerne. Nu vil vi særskilt belyse de to hæres foretagender.

Uorden blandt muslimerne

Efter at en gruppe muslimer var blevet fanget i de vantros omringning, blev de rådvilde. Tanken om at redde deres eget liv begyndte også at fylde meget hos dem. Derfor begyndte de at flygte fra slagmarken. De vidste ikke, hvad der foregik bag dem. Nogle af dem nåede frem til Medina, mens andre søgte tilflugt på bjerget. En anden gruppe gik bagud og blandede sig med de vantro. Det var umuligt at skelne mellem, hvem der var vantro, og hvem der var muslim. Som følge heraf begyndte muslimer at blive dræbt af muslimer. I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at afgudsdyrkerne blev besejret på dagen ved Uhud. Derefter råbte Iblis: »O Allahs tjenere, gå tilbage!« Så gik folkene fra de forreste rækker bagud og blandede sig med hinanden. Hudhayfa, må Allah være tilfreds med ham, så, at hans far, al-Yaman, blev angrebet. Han sagde: »O Allahs tjenere, det er min far!« Men ved Allah, folkene holdt ikke op med at slå ham. Til sidst dræbte de ham. Hudhayfa, må Allah være tilfreds med ham, sagde da: »Må Allah, Herren over alle verdener, tilgive os.« Urwa, må Allah være tilfreds med ham, siger: »Ved Allah, Hudhayfa, må Allah være tilfreds med ham, forblev altid standhaftig på det gode. I denne tilstand mødte han sin Herre.« [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 539; Fath al-Bari, bind 7, s. 325, 362, 363. I nogle overleveringer ud over Bukhari nævnes det, at Allahs Ædle Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ønskede at betale erstatning for drabet på Hudhayfas, må Allah være tilfreds med ham, far. Men Hudhayfa, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg har givet denne erstatning som sadaqa til muslimerne.« Derfor steg Hudhayfas, må Allah være tilfreds med ham, betydning og anseelse hos den Ædle Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Se Mukhtasar al-Siyar af Abd al-Wahhab al-Najdi, s. 246.]

Kort sagt opstod der fuldstændig uorden og kaos i denne gruppe. Mange var lamslåede og kunne ikke forstå, hvilken retning de skulle gå i. På det tidspunkt erklærede en mand med høj stemme, at Muhammad var blevet dræbt. Dermed blev muslimernes tilbageværende kampmod også ødelagt. Nogle muslimer holdt op med at kæmpe, da de hørte denne erklæring, mistede modet og kastede deres våben fra sig. Nogle gik endda så langt som til at tænke, at man burde møde den hykleriske leder Abd Allah ibn Ubayy og bede ham sørge for deres sikkerhed hos Abu Sufyan.

Efter nogen tid gik Anas ibn al-Nadr, må Allah være tilfreds med ham, forbi disse mennesker. Han så, at flere sahabaer sad tavse. Han spurgte: »Hvem venter I på?« De svarede: »Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, er blevet dræbt.« Anas ibn al-Nadr, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Hvad vil I så gøre ved at blive i live? Rejs jer! Giv jeres liv af samme grund, som Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gav sit liv.« Derefter sagde han: »O Allah, Herren over alle verdener, jeg søger tilflugt hos Dig fra alt det, som de — det vil sige disse muslimer — har gjort.« Så gik han fremad. Længere fremme mødte han سعد ibn Muadh, må Allah være tilfreds med ham. Han spurgte: »O Abu Umar, hvor går du hen?« Anas, må Allah være tilfreds med ham, svarede: »Hvad skal jeg fortælle dig om duften af Paradiset? O Sa’d, jeg kan mærke duften af Paradiset fra den anden side af Uhud-bjerget.« Efter at have sagt dette gik Anas, må Allah være tilfreds med ham, endnu længere frem og blev martyr, mens han kæmpede mod de vantro. Efter slaget var det ikke muligt at identificere ham. Hans søster genkendte ham på hans fingre. Hans hellige legeme var blevet ramt af firs stød fra spyd, lanser og sværd. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 92-93; Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 579.]

Thabit ibn al-Dahdah, må Allah være tilfreds med ham, talte til muslimerne og sagde: »Hvis Muhammad Mustafa, må Allahs fred og velsignelser være med ham, virkelig er blevet dræbt, så lever Allah, Herren over alle verdener, jo. Han er den Evigtlevende. Kæmp for jeres religion. Allah, Herren over alle verdener, har skænket jer sejr og hjælp.«

Efter denne opfordring gjorde en gruppe ansarer sig igen klar til jihad. Thabit, må Allah være tilfreds med ham, angreb sammen med dem Khalid ibn al-Walids hær og fortsatte med at kæmpe, indtil han blev dræbt af Khalid ibn al-Walid. Han blev dræbt af et spydstik. Ligesom ham opnåede hans ansariske ledsagere martyrdøden, mens de kæmpede. [Al-Sira al-Halabiyya, bind 2, s. 22.]

En muhajir-sahabi gik forbi en blodig ansarisk sahabi. Muhajiren sagde: »Broder, er Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blevet dræbt?« Ansarien svarede: »Hvis Muhammad virkelig er blevet dræbt, har han jo overbragt Allahs religion. Nu er det jeres ansvar at kæmpe for at beskytte denne religion.« [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 99.]

Den islamiske hær blev styrket af sådanne opmuntrende og inspirerende ord. I stedet for at kaste våbnene fra sig og gennem den hykleriske leder Abdullah ibn Ubay søge en sikkerhedsgaranti hos den vantro Abu Sufyan greb de til våbnene. Derefter forsøgte de at bryde gennem de vantros uigennemtrængelige omringning og skabe en vej til deres centrale ledelse. På dette tidspunkt hørte man, at meldingen om Allahs Sendebuds, sallallahu alayhi wa sallam, drab blot var et grundløst rygte. Dette mangedoblede muslimernes mod og kampmoral, og gennem en voldsom kamp lykkedes det dem at bryde gennem de vantros omringning og nå frem til deres stærke position.

En tredje gruppe fra den islamiske hær tænkte udelukkende på Allahs Sendebuds, sallallahu alayhi wa sallam, sikkerhed. Så snart de hørte om de vantros omringning, skyndte de sig hen imod Profeten, sallallahu alayhi wa sallam. Blandt disse sahaba var den ærede Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, den ærede Umar, må Allah være tilfreds med ham, og den ærede Ali, må Allah være tilfreds med ham, samt andre. Også på slagmarken havde de stået i forreste række, men da Profeten, sallallahu alayhi wa sallam, kom i livsfare, skyndte de sig hen til ham for at beskytte ham.

Den blodige kamp omkring Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam

Samtidig med at de ædle sahaba blev knust i de vantros kværnlignende omringning, foregik der også en blodig kamp omkring Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam. Det er allerede blevet nævnt, at der i begyndelsen af de vantros omringning kun var ni sahaba omkring Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam. Da han kaldte til muslimerne: »Kom hen til mig, jeg er Allahs Sendebud«, nåede dette kald de vantros ører før muslimernes. Derved genkendte de Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, for på det tidspunkt befandt de vantro sig ganske tæt på ham. Derfor angreb de den elskede Profet, sallallahu alayhi wa sallam. Før muslimerne nåede at samle sig, lagde de et voldsomt pres på ham. På det tidspunkt stod de ni sahaba omkring den ædle Profet, sallallahu alayhi wa sallam, i kamp mod de vantro for at afværge angrebet, og i denne kamp viste sahaba en enestående kærlighed, tapperhed og mod over for den elskede Profet, sallallahu alayhi wa sallam.

Det berettes i Sahih Muslim, at Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, på et tidspunkt under slaget ved Uhud blev adskilt fra disse ni sahaba. Blandt dem var syv Ansar og to Muhajirun. Da angriberne var kommet meget tæt på Profeten, sallallahu alayhi wa sallam, sagde den elskede Profet, sallallahu alayhi wa sallam: »Hvem vil stå frem og holde dem borte fra mig? For ham er der Paradis.« Eller han sagde: »Den person vil være min ledsager i Paradis.« Derefter trådte en sahabi fra Ansar frem og blev martyr, mens han kæmpede. Herefter kom mushrikerne endnu tættere på den elskede Profet, sallallahu alayhi wa sallam. Den ene efter den anden led de syv sahaba fra Ansar martyrdøden i kampen for at beskytte ham. Profeten, sallallahu alayhi wa sallam, sagde da til de to Qurayshitiske Muhajir-sahaba, som var sammen med ham: »Vi har ikke handlet retfærdigt over for vores ledsagere.« Sahih Muslim, kapitlet om slaget ved Uhud, bind 2, side 107.

Den sidste blandt de nævnte syv sahaba fra Ansar var den ærede Ammara ibn Yazid ibn Sakan, må Allah være tilfreds med ham. Også han blev hårdt såret under kampen og sank efter nogen tid sammen. Kort efter kom en gruppe sahaba hen til Allahs ædle Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam. De fjernede Ammara, må Allah være tilfreds med ham, fra de vantro og bragte ham til Allahs ædle Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam. Den ædle Profet, sallallahu alayhi wa sallam, lod ham hvile på sit lår. I denne stilling udåndede han. At han døde som martyr, mens han berørte den elskede Profets, sallallahu alayhi wa sallam, fødder, kan med digterens ord beskrives således: »Må min død blive over dine fødder; dette er mit hjertes eneste ønske, intet andet.«

Efter at Ammara ibn Yazid, må Allah være tilfreds med ham, var sunket sammen, var der kun to Qurayshitiske sahaba hos Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam. Det berettes i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Abu Uthman, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Da Profeten, sallallahu alayhi wa sallam, kæmpede, var der ingen andre sammen med ham i denne kamp end Talha ibn Ubaydullah, må Allah være tilfreds med ham. Sahih al-Bukhari, bind 1, side 527; bind 2, side 581.

Det var det mest kritiske øjeblik i Allahs Sendebuds, sallallahu alayhi wa sallam, liv. For de vantro var det en gylden mulighed. De forsømte i virkeligheden ikke nogen mulighed for at udnytte den. De iværksatte et fuldstændigt angreb på den elskede Profet, sallallahu alayhi wa sallam, og ville dræbe ham. På dette tidspunkt kastede Utbah ibn Abu Waqqas en sten mod Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam. Slaget fik Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, til at falde til jorden. Den højre »rubaiyya-tand« i hans underkæbe blev knækket. De to forreste tænder i over- og underkæben kaldes sana; tænderne til højre og venstre for dem kaldes rubaiyya. Hans underlæbe blev skåret op. Abdullah ibn Shihab al-Zuhri trådte frem og slog den elskede Profet, sallallahu alayhi wa sallam, i panden. En forbryder ved navn Abdullah ibn Qamiah trådte frem og slog den elskede Profet, sallallahu alayhi wa sallam, så hårdt på skulderen med sit sværd, at han senere følte smerterne fra slaget i en hel måned. Slaget kunne dog ikke trænge gennem hans jernrustning. Forbryderen Ibn Qamiah løftede sværdet og slog den elskede Profet for anden gang. Slaget ramte knoglen under det højre øje, og to ringe fra hjelmen borede sig ind i hans ansigt. En hjelm af jern eller sten bæres under krig for at beskytte hoved og ansigt. Ved sværdslaget borede to ringe fra hjelmen sig ind i den elskede Profets, sallallahu alayhi wa sallam, ansigt under det højre øje. Subhanallah!

Straks sagde denne usling: »Her får du; jeg er søn af Qam’ah, det vil sige søn af den, der knuser.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, tørrede blodet af sit hellige ansigt og sagde: »Måtte Allah knuse dig i stykker.« [Allah tog imod Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, bøn. Ibn A’iz har berettet, at Ibn Qam’ah, efter at være vendt hjem efter slaget, gik ud for at lede efter sine geder. Det viste sig, at hans ged befandt sig på et bjerg. Han klatrede op på bjerget for at hente geden ned. Pludselig slog en bjergged ham med sine horn, så han faldt ned ved foden af bjerget. Fath al-Bari, bind 7, side 373. I al-Tabaranis beretning står der, at Allah lod en ged angribe Ibn Qam’ah. Geden rev Ibn Qam’ah i stykker med sine horn. Fath al-Bari, bind 7, side 366].

Det er berettet i Sahih Bukhari, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, fik sin fortand brækket, og at han blev slået i hovedet. På det tidspunkt tørrede Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, blodet, der løb ned over hans ansigt, og sagde: »Hvordan kan det folk få succes, som har såret deres profets ansigt og brækket hans tand, selv om han kalder dem til Allah, Herren over alle verdener,« Efter at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde sagt dette, åbenbarede Allah, Herren over alle verdener, dette vers [Sahih Muslim, bind 2, side 108]: »Du har ingen del i sagen, om Han vil tilgive dem eller straffe dem, for de er uretfærdige.« (Al-i Imran, vers 128)

I al-Tabaranis beretning nævnes det, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, den dag sagde: »Måtte Allahs hårde straf ramme det folk, som har gjort deres profets ansigt blodigt.« Efter et stykke tid sagde han: »Åh Allah, Herren over alle verdener, tilgiv mit folk, for de ved ikke, hvad de gør.« [Fath al-Bari, bind 7, side 323].

Denne beretning findes også i Sahih Muslim: Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, gentog: »Åh Forsørger, tilgiv mit folk; de ved ikke, hvad de gør.« [Sahih Muslim, kapitlet om slaget ved Uhud, bind 2, side 108].

Det nævnes også i Qadi Iyads værk Ash-Shifa: »Åh Allah, giv mit folk vejledning; de ved ikke, hvad de gør.« [Kitab ash-Shifa bi-ta’rif huquq al-Mustafa, bind 1, side 81].

Det er uden tvivl, at de vantro ønskede at dræbe den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham. Men Hazrat Talha og Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas, må Allah være tilfreds med dem, gjorde gennem en enestående selvopofrelse, usædvanligt mod og tapperhed de vantros forsøg til intet. [Sahih Bukhari, bind 1, side 407]. De var begge fremragende bueskytter fra Arabien. Ved at affyre deres pile holdt de de vantro på afstand af den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham. Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas’ dygtighed og kunnen fremgår af, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke sagde til nogen anden ledsager, i nogen som helst sammenhæng, at hans forældre måtte ofres for ham, det vil sige udtrykte en sådan hengivenhed. [Sahih Bukhari, bind 1, side 407; bind 2, side 580-581].

Hazrat Talhas tapperhed fremgår af en hadith, der er berettet i Sunan an-Nasa’i. I denne hadith omtaler Hazrat Jabir, må Allah være tilfreds med ham, de vantros angreb på Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, på det tidspunkt, hvor kun en håndfuld ledsagere var til stede hos Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham. Hazrat Jabir, må Allah være tilfreds med ham, siger, at da afgudsdyrkerne omringede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde han: »Hvem vil kæmpe mod dem?« Hazrat Talha, må Allah være tilfreds med ham, sagde da: »Jeg vil.« Derefter beretter Hazrat Jabir, må Allah være tilfreds med ham, om, hvordan Ansarerne trådte frem og blev martyrer én efter én. Vi har tidligere gengivet denne beretning med henvisning til Sahih Muslim.

Hazrat Jabir, må Allah være tilfreds med ham, siger: Efter at Ansarerne var blevet martyrer, trådte Hazrat Talha, må Allah være tilfreds med ham, frem og viste alene tapperhed over for elleve mænd. På et tidspunkt ramte en vantros sværdslag hans hånd. Derved blev en af hans fingre skåret af. Straks udtalte han ordene »is si«. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvis du nu havde udtalt ordet bismillah, ville Allahs engel have løftet dig op foran alle.« Hazrat Jabir, må Allah være tilfreds med ham, siger: Derefter vendte Allah de vantro bort i en anden retning. [Fath al-Bari, bind 7, side 361; Sunan an-Nasa’i, bind 2, side 52-53].

I flere værker er al-Hakims beretning gengivet, at Talha på Uhud-dagen blev ramt af niogtredive eller femogtredive slag. To af hans fingre, herunder pegefingeren, blev lamme. [Fath al-Bari, bind 7, s. 361].

Imam al-Bukhari har overleveret fra Qays ibn Abi Hazim, at han sagde: Jeg lagde mærke til, at Talhas hånd var blevet lam. Med denne hånd beskyttede han Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, på Uhud-dagen. [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 527 og 581].

Det er overleveret i Tirmidhi, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, den dag sagde: »Den, der ønsker at se en martyr vandre på jordens overflade, skal se på Talha ibn Ubaydullah, måtte Allah være tilfreds med ham.« [Tirmidhi].

Abu Dawud al-Tayalisi har overleveret fra Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, at Abu Bakr al-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, plejede at sige, når han talte om slaget ved Uhud: Den enestående fortjeneste for denne dags kamp tilhørte Talha. [Fath al-Bari, bind 7, s. 361]. Det vil sige, at han i dette slag i højeste grad påtog sig ansvaret for at beskytte Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham. Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde også om Talha, måtte Allah være tilfreds med ham:

»O Talha, paradisets haver er blevet dig tilsagt.

I din bolig dér findes utallige hourier med store, smukke øjne. [Mukhtasar Tarikh Dimashq, bind 7, s. 82; Hashiya Sharh Zajuruz-Zahab, s. 114].

I dette kritiske øjeblik sendte Allah, Herren over alle verdener, hjælp fra det usete. Sa’d, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: På Uhud-dagen så jeg to mænd i hvide klæder nær Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. De kæmpede tappert på Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, side. Hverken før eller siden har jeg nogensinde set disse to mænd. Ifølge en anden beretning var de to Gabriel, måtte Allah være tilfreds med ham, og Mika’il, måtte Allah være tilfreds med ham. [al-Bukhari, bind 2, s. 580].

Sahabernes samling ved Profeten

Den ovennævnte hændelse indtraf pludseligt i løbet af ganske kort tid. De udvalgte sahaba, som havde kæmpet i forreste række lige fra kampens begyndelse, skyndte sig hen til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, så snart de havde forstået den ændrede situation og hørt hans kald. De forsøgte at forhindre, at noget ubehageligt skulle ske. Men før disse sahaba nåede frem til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, var han allerede blevet alvorligt såret. På det tidspunkt var seks sahaba fra Ansar blevet martyrer, og den syvende sahabi fra Ansar var, dækket af sår efter sår, segnet om. Sa’d (må Allah være tilfreds med ham) og Talha (må Allah være tilfreds med ham) fortsatte med alle kræfter at kæmpe defensivt for at beskytte den elskede Profet, fred og velsignelser være med ham, mod de vantros angreb. Så snart sahabaerne ankom, gav de de vantros samlede angreb på Profeten, fred og velsignelser være med ham, et knusende svar. På det tidspunkt udviste de grænseløst mod og heltemod. Den første, der på dette tidspunkt skyndte sig hen til den elskede Profet, fred og velsignelser være med ham, var Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham).

Ibn Hibban har i sit Sahih-værk overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: På dagen ved Uhud var alle sahabaerne gået bort fra Profeten, fred og velsignelser være med ham. Det vil sige, at alle bortset fra hans livvagter var gået frem til forreste række for at kæmpe. Efter hændelsen, hvor de vantro omringede ham, var jeg den første, der skyndte mig hen til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Da jeg kom hen til Allahs Sendebud, så jeg en mand kæmpe for at beskytte ham. Jeg sagde ved mig selv: Det må være Talha (må Allah være tilfreds med ham). Må mine forældre ofres for dig. I det samme skyndte Abu Ubayda ibn al-Jarrah (må Allah være tilfreds med ham) sig hen til mig. Vi gik begge hen til Profeten, fred og velsignelser være med ham. Vi så, at Talha (må Allah være tilfreds med ham) lå foran Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Løft jeres bror op. Han har sikret sig Paradiset. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Da vi nåede frem, så vi også, at en skarp ring fra hans rustning var trængt ind under den elskede Profets, fred og velsignelser være med ham, øje. Jeg ville trække dem ud, men Abu Ubayda (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg sværger ved Allah, lad mig trække dem ud. Derefter bed han fast i den ene ring med tænderne og trak den langsomt ud, så Profeten, fred og velsignelser være med ham, skulle føle mindre smerte. Til sidst fik han trukket den ene ring ud, men derved faldt en tand ud af Abu Ubaydas underkæbe. Jeg ville trække den anden ring ud, men Abu Ubayda (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Abu Bakr, jeg beder dig ved Allah, lad mig trække den ud. Derefter trak han også den anden ring ud, og derved knækkede endnu en tand i hans underkæbe. Så sagde Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham: Tag jer af jeres bror Talha. Han har sikret sig Paradiset. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Derefter tog vi os af Talha (må Allah være tilfreds med ham). Han havde fået mere end firs sår på kroppen. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 95].

Heraf kan man forstå, med hvilket heltemod, hvilken selvopofrelse og hvilket mod Talha (må Allah være tilfreds med ham) kæmpede den dag.

I dette kritiske øjeblik nåede en gruppe hengivne sahaba frem til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Deres navne var: Abu Dujana, Mus’ab ibn Umayr, Ali ibn Abu Talib, Sahl ibn Hunayf, Malik ibn Sinan (far til Abu Sa’id al-Khudri), Umm Ammara Nusayba bint Ka’b al-Maziniyya, Qatada ibn an-Nu’man, Umar ibn al-Khattab, Hatib ibn Abu Balta’a og Abu Talha (må Allah være tilfreds med dem).

Fjendernes voldsomme angreb på muslimerne

Imens voksede antallet af fjender omkring Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Derfor blev deres angreb også intensiveret. På et tidspunkt faldt Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, ned i en grøft og slog sit knæ. Abu Amir al-Fasiq havde, ledet af sine sataniske tilbøjeligheder, gravet flere sådanne grøfter for at skade muslimerne. Efter at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, var faldet i grøften, tog Ali (må Allah være tilfreds med ham) den elskede Profet, fred og velsignelser være med ham, i hånden, mens Talha ibn Ubaydullah (må Allah være tilfreds med ham) omfavnede ham og hjalp ham op.

Nafi ibn Jubayr siger: Jeg hørte en muhajir-sahabi sige: Jeg var til stede i slaget ved Uhud. Jeg så, at der blev skudt pile mod Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, fra alle sider. Han befandt sig midt imellem pilene, men sahabaerne tog imod alle de pile, der blev skudt. Jeg lagde også mærke til, at Abdullah ibn Shihab az-Zuhri sagde: Sig mig, hvor er Muhammad? Enten bliver det mig, eller også bliver det ham. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, befandt sig imidlertid lige ved siden af ham, og der var ingen anden hos ham på det tidspunkt. På et tidspunkt gik Ibn Shihab frem, og Safwan skældte ham ud. Ibn Shihab svarede: Jeg sværger ved Allah, jeg kunne ikke se ham. Han blev skjult for vores blik. Derefter drog vi fire af sted med den beslutning, at vi ville dræbe Muhammad, fred og velsignelser være med ham – Gud forbyde det. Men vi kunne ikke engang komme i nærheden af ham. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 97].

Enestående selvopofrelse og mod

På det tidspunkt viste muslimerne en sådan enestående tapperhed og selvopofrelse, hvis lige man ikke finder noget andet sted i historien. Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham) stillede sig med brystet frem foran Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). For at beskytte den elskede Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) mod de pile, som fjenderne skød, stillede Abu Talha sig lidt højere oppe. Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: På dagen ved Uhud blev de almindelige muslimer besejret og flygtede omkring i forskellige retninger uden at komme hen til den elskede Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham) tog et skjold og stillede sig som en beskyttende mur foran den elskede Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Han var en dygtig bueskytte og skød pile med sikker hånd. Den dag knækkede han vistnok to, måske tre, buer. Når nogen gik forbi Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med en bue, sagde Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Giv den til Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham).« Når Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) løftede hovedet og så på folkene, sagde Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham): »Må mine forældre ofres for dig; løft ikke hovedet og se op. Gud forbyde det, at en pil skulle ramme din hellige krop. Mit bryst er lige foran dit bryst.« Sahih al-Bukhari, bind 2, side 97.

Det er også overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham) dannede en beskyttende mur med et skjold på den side, der vendte mod Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham) var en dygtig bueskytte. Efter at han havde skudt en pil, løftede Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hovedet for at se, hvor pilen havde ramt. Sahih al-Bukhari, bind 1, side 406.

Abu Dujana (må Allah være tilfreds med ham) gik hen foran Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham), stillede sig med ansigtet vendt mod ham og stillede sin ryg til rådighed som et skjold. Fjendernes pile trængte ind i hans ryg, men han bevægede sig ikke det mindste.

Hatib ibn Abu Balta’a (må Allah være tilfreds med ham) satte efter Utba ibn Abu Waqqas. Utba slog med voldsom kraft på Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) krop med sit sværd. Hatib (må Allah være tilfreds med ham) tog Utbas sværd og hest fra ham og dræbte ham. Sa’d ibn Abu Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) havde søgt en mulighed for selv at dræbe sin bror Utba. Men denne ære blev opnået af Hatib (må Allah være tilfreds med ham).

Sahl ibn Hunayf (må Allah være tilfreds med ham) var også en fremragende bueskytte. Han aflagde troskabseden om døden over for Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Han kæmpede tappert på slagmarken.

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) skød også selv med pile. Det er overleveret fra Qatada ibn al-Nu’man (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) skød en pil fra sin bue. Derved knækkede et af buens horn. Senere tog Qatada ibn al-Nu’man (må Allah være tilfreds med ham) denne bue, og den forblev hos ham. Den dag blev Qatadas (må Allah være tilfreds med ham) øje ramt så voldsomt, at det sprang ud over ansigtet. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) førte med sin hellige hånd øjet tilbage på plads. Senere så netop dette øje smukkere ud end det andet, og dets syn var skarpere.

Abd al-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) blev under kampen ramt voldsomt i ansigtet. Som følge heraf knækkede hans fortænder. Han fik tyve eller toogtyve sår. Han blev også ramt i benet, hvilket gjorde ham halt.

Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Malik ibn Manana sugede blodet af Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og rensede hans ansigt. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til ham: »Spyt det ud.« Han svarede: »Ved Allahs ed, jeg vil ikke spytte det ud.« Derefter vendte han sig bort og fortsatte med at kæmpe. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvis nogen ønsker at se et menneske fra Paradiset, skal han se på Malik ibn Manana.« Derefter blev han martyr, mens han kæmpede.

Også de muslimske kvinders rolle i slaget ved Uhud var enestående. Den kvindelige sahabiyya, Hazrat Umm Ammar Nusayba bint Ka’b (må Allah være tilfreds med hende), udviste en usædvanlig tapperhed. Mens hun kæmpede sammen med nogle muslimer, nåede hun frem til Ibn Qummā. Da Ibn Qummā slog hende med sit sværd, blev hendes skulder såret. Hun slog også Ibn Qummā flere gange med sit eget sværd. Men eftersom Ibn Qummā bar rustning, ramte ingen af slagene ham. Hazrat Umm Ammara blev såret tolv gange, mens hun kæmpede.

Hazrat Mus’ab ibn Umayr (må Allah være tilfreds med ham) udviste en usædvanlig tapperhed og mod. Han afværgede de slag, som Ibn Qummā og andre rettede mod Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Det var ham, der bar islams banner. Fjendens soldater slog så hårdt mod hans højre hånd, at den blev hugget af. Da tog han islams banner i sin venstre hånd. Men under fjendens angreb blev også hans venstre hånd hugget af. Derefter holdt han banneret højt med armene, idet han omfavnede det mod sit bryst. I denne tilstand blev han martyr. Hans drabsmand var Abdullah ibn Qummā. Denne usling forvekslede Hazrat Mus’ab (må Allah være tilfreds med ham) med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Hazrat Mus’abs ansigt lignede til en vis grad Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Efter at have dræbt Hazrat Mus’ab (må Allah være tilfreds med ham) gik Ibn Qummā til de vantro og råbte: »Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er blevet dræbt.« [Ibn Hisham, bind 2, s. 73, 80 og 83; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 97].

Nyheden om Profetens martyrdød og dens følger

Da Ibn Qummā spredte nyheden om, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var blevet dræbt, nåede den på et øjeblik frem til både muslimerne og de vantro. Det var et meget kritisk øjeblik. Som følge heraf brød kampmoralen sammen hos de sahabaer, der kæmpede langt fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Mange blev rådvilde og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Sahabaerne blev spredt i alle retninger. Der opstod fuldstændigt kaos. Der var dog den fordel, at de vantros angreb midlertidigt standsede. De troede nemlig, at deres egentlige mål var nået. Mange polyteister indstillede angrebene på muslimerne og gav i stedet udtryk for deres dæmoniske vrede over martyrernes lig. De lemlæstede de faldnes kroppe.

Kontrol over muslimernes situation

Efter Hazrat Mus’ab ibn Umayrs (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød gav Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, banneret i Hazrat Alis (må Allah være tilfreds med ham) hånd. Hazrat Ali kæmpede tappert. Flere andre sahabaer, der var til stede, kæmpede også med enestående tapperhed og mod, både i forsvar og i modangreb. Efter nogen tids kamp opstod der mulighed for, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kunne bane sig vej hen til de sahabaer, der befandt sig i nærheden. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, satte kurs mod dem for at finde et sikkert tilflugtssted. På dette tidspunkt genkendte Hazrat Ka’b ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) ham først. I glæde råbte han: »Muslimer! Glædeligt budskab til jer: Han er Allahs Sendebud.« Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gav ham tegn til at tie, så fjenden ikke skulle genkende ham. Men muslimerne havde hørt råbet, og derfor begyndte sahabaerne efter kort tid at komme hen til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Inden længe var tredive sahabaer kommet til stede.

Derefter begyndte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at bevæge sig mod bjergstillingen, det vil sige muslimernes lejr. Hvis Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, nåede frem til lejren, ville de vantros planer mislykkes; derfor gjorde de en desperat indsats for at blokere hans vej. Men Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fortsatte fremad omgivet af nogle hengivne sahabaer. På dette tidspunkt kom en usling ved navn Uthman ibn Abdullah ibn Mughirah frem mod Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »Enten bliver jeg tilbage, eller også bliver han.« Men han nåede ikke langt, for hans hest faldt ned i en grøft, som Abu Amir al-Fasiq havde gravet. Imens stormede Hazrat Harith (må Allah være tilfreds med ham) frem foran ham, slog ham voldsomt i benet med sit sværd og sendte ham til Helvede. Derefter tog Hazrat Harith (må Allah være tilfreds med ham) hans våben og nåede frem til Allahs ædle Sendebud. I mellemtiden slog en fjendtlig soldat ved navn Abdullah ibn Jabir Hazrat Harith (må Allah være tilfreds med ham) i skulderen med et sværd. Men muslimerne greb ham. Et øjeblik senere sprang Hazrat Abu Dujana (må Allah være tilfreds med ham), som bar et rødt bånd om hovedet, over Abdullah ibn Jabir og halshuggede ham med et sværdslag.

Se på Skaberens mirakel: Selv midt i denne kamp på liv og død blev muslimerne søvnige. Ifølge den hellige Koran var dette et tegn på den ro, som Allah skænkede dem. Hazrat Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: »Under det frygtelige slag ved Uhud var jeg en af dem, der blev søvnige. På grund af søvnigheden faldt sværdet flere gange ud af min hånd. Det var sådan, at sværdet faldt, og jeg samlede det op igen. Det skete flere gange.« [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 582].

Kort sagt nåede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og et begrænset antal ledsagere efter en desperat indsats frem til muslimernes lejr ved bjergpasset. Derved blev Khalid ibn al-Walids krigstaktik overskygget af Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) krigstaktik.

Drabet på Ubayy ibn Khalaf

Ibn Ishaq har berettet, at Ubayy ibn Khalaf, efter at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) var nået frem til passet, trådte frem og sagde: »Hvor er Muhammad? Enten vil jeg overleve, eller også vil han overleve.« Ledsagerne sagde til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Allahs Sendebud, skal vi angribe ham?« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) tog en lille lanse fra al-Harith og gik hen imod ham. Det var ligesom når en okse ryster sig en smule, fordi en flue har sat sig på den, så fluen flyver væk. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) gik derefter hen imod Ubayy. Mellem Ibn Umayyas hjelm og rustning var der ved halsen en lille ubeskyttet åbning. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) kastede sin lanse mod dette sted. Ubayy var ved at falde af hesten, men genvandt balancen og vendte tilbage til sit folk.

Der var kun en lille flænge ved hans hals. Såret var heller ikke alvorligt, og der kom ikke blod ud. Alligevel begyndte han at skrige: »Ved Allahs ed, Muhammad har dræbt mig!« Folk sagde til ham: »Hvad er det for noget sludder, du siger? Dit sår er jo ikke alvorligt. Det ser kun ud som en lille skramme.« Ubayy sagde: »Han sagde til mig i Mekka: Jeg vil dræbe dig.« Det forholdt sig sådan, at når Ubayy mødte Allahs Ædle Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) i Mekka, plejede han pralende at sige: »Muhammad, jeg har en hest ved navn Awd. Jeg fodrer den hver dag med tre sa‘, det vil sige syv og et halvt kilo foder. En dag vil jeg ride på den og dræbe dig.« Allahs Ædle Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) svarede: »Det kan også gå omvendt. Om Allah vil, er det mig, der dræber dig.« Derfor svor Ubayy: »Ved Allahs ed, jeg kommer til at dø.« Til sidst døde denne af Allah mærkede fjende på vej tilbage til Mekka, på et sted ved navn Sarif. (Ibn Hisham, bind 2, side 84; Zad al-Ma‘ad, bind 2, side 97.) Abu al-Aswad har overleveret fra den ærede Urwah (må Allah være tilfreds med ham), at Ubayy skreg som en ko og sagde: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, hvis indbyggerne i Dhu al-Majaz havde følt den smerte og lidelse, som jeg føler, ville de alle være døde.« (Mukhtasar Sirat al-Rasul, Shaykh Abdullah, side 250.)

Talhas oprigtighed

Da Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) vendte tilbage mod bjerget, kom de til et højt sted. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) kunne ikke komme op; for det første var hans krop blevet tung, eftersom han bar to rustninger, og desuden var han alvorligt såret. Talha ibn Ubaydullah (må Allah være tilfreds med ham) satte sig på knæ og hjalp Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) op ved at løfte ham på sine skuldre. På den måde kom Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) over det høje sted. Derefter sagde han: »Talha har sikret sig Paradiset.« (Ibn Hisham, bind 2, side 86.)

Fjendernes sidste angreb

Efter at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) var nået ind i sikkerhed i passet, gjorde fjenderne et sidste forsøg på at besejre muslimerne. Ibn Ishaq siger, at en gruppe vantro efter Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) var gået ind i passet, forsøgte at klatre op under ledelse af Abu Sufyan og Khalid ibn al-Walid. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bad: »O Allah, lad dem ikke komme op.« Derefter kæmpede den ærede Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) og en gruppe emigrant-ledsagere mod dem og drev dem ned fra bjerget. (Ibn Hisham, bind 2, side 86.)

Da nogle af fjendens soldater klatrede op, sagde Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) til Hazrat Sa’d (må Allah være tilfreds med ham): »Træng dem tilbage.« Hazrat Sa’d sagde: »Hvordan skal jeg kunne gøre det alene?« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) gentog dette tre gange. Derefter tog Hazrat Sa’d (må Allah være tilfreds med ham) en pil ud af sit kogger og skød den mod en af fjenderne. Den forbryder blev dræbt på stedet. Hazrat Sa’d (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Derefter skød jeg den pil; jeg kendte denne mand. Han døde på stedet. Med dette pileskud dræbte jeg endnu en. Så gik fjendens soldater ned igen. Jeg sagde: ›Dette er en velsignet pil.‹ Senere lagde jeg pilen tilbage i mit kogger. Imens var fjenderne gået ned. Senere forblev denne pil hos Hazrat Sa’d (må Allah være tilfreds med ham). Efter ham bevarede hans børn den.« [Zad al-Ma’ad, bind 2, side 95]

Lemlæstelsen af martyrerne

Dette var fjendens soldaters sidste angreb mod Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). De havde stadig ikke forstået noget klart om den elskede Profets (Allahs velsignelser og fred være med ham) tilstand. De antog imidlertid, at han var blevet dræbt. Derfor vendte de tilbage til deres lejr og begyndte at gøre sig klar til at vende tilbage til Mekka. På dette tidspunkt begyndte nogle polyteistiske mænd og kvinder at lemlæste martyrerne. De skar martyrernes kønsdele, ører, næser og andre lemmer af. De skar maven op på nogle af dem. Abu Sufyans hustru, Hind bint Utba, skar brystet op på Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham), tog hans lever ud og begyndte at tygge på den. Da hun ikke kunne sluge den, spyttede hun den ud. Desuden trådte hun halskæder af de afskårne næser og ører og bar dem om halsen og på fødderne som smykker. [Ibn Hisham, bind 2, side 90]

Muslimernes forberedelse til det sidste slag

Mod slutningen fandt der to begivenheder sted, som tydeligt viser, hvor fast besluttede de hengivne muslimer var på at fortsætte kampen til det sidste. Det fremgår også heraf, at deres ønske om at ofre livet for at opnå Allah, alle verdeners Herres, tilfredshed var grænseløst.

Den første begivenhed: Hazrat Ka’b ibn Malik sagde: »Jeg var en af dem. Jeg bemærkede, at martyrerne blev vanhelliget for øjnene af muslimerne. Jeg standsede et øjeblik og gik derefter frem. Jeg så en stor, pansret mand gå hen over martyrernes lig. En anden muslim gik frem mod denne mand. Jeg så på dem begge og vurderede i tankerne deres styrke. Det forekom mig, at den vantros våben var bedre end muslimens våben. Jeg ventede på dem begge. På et tidspunkt gik de i kamp med hinanden. Denne muslim slog den vantro med sit sværd så hårdt, at den vantro blev kløvet i to og faldt om på jorden. Den maskerede muslim tog sin maske af. Derefter sagde han: ›O Ka’b, hvordan var det?‹ Jeg er Abu Dujana.« [Al-Bidaya wa’n-Nihaya, bind 4, side 17]

Den anden begivenhed: Efter slaget nåede nogle af muslimerne fra slagmarken frem til Medina. Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Jeg så Hazrat Aisha bint Abu Bakr (må Allah være tilfreds med hende) og Umm Sulaym (må Allah være tilfreds med hende). De havde løftet deres klæder over anklerne, bar lædersække fyldt med vand og gav muslimerne dette vand at drikke.« [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 403; bind 2, s. 581]

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: »På dagen for Uhud bragte Hazrat Umm Salit (må Allah være tilfreds med hende) vand til os i lædersække fyldt med vand.« [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 403]

Blandt de kvinder, der kom med vand, var også Hazrat Umm Aiman. Da hun så de besejrede muslimer gå ind i Medina, kastede hun støv i ansigtet på dem og sagde: »Her, tag dette redskab til at spinde garn, og giv os jeres sværd.« [Dengang spandt de arabiske kvinder garn mod betaling. Mange bar forskellige slags garnsmykker, ligesom armbåndene på kvinder i vores land. Her kan det med vores lokale udtryk siges: »Tag disse armbånd på, og giv os sværdene.«] Derefter nåede hun hurtigt frem til slagmarken og begyndte at give de sårede vand. En mand ved navn Hibbaan ibn Arqah skød en pil mod Hazrat Umm Aiman (må Allah være tilfreds med hende). Hun faldt, og hendes slør gik op. Da Allahs fjende så det, lo han højt og hånligt. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) så, hvad der skete, og blev meget bedrøvet. Han gav Hazrat Sa’d ibn Abu Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) en pil og sagde: »Skyd den.« Sa’d skød pilen. Hazrat Sa’ds (må Allah være tilfreds med ham) pil trængte ind i Hibbaan hals, og han faldt om på ryggen. Hans slør gik op. Da lo Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hjerteligt og sagde: »Sa’d har taget hævn for Umm Aiman. Må Allah, Herren over alle verdener, acceptere hendes bøn.« [As-Sirat al-Halabiyya, bind 2, side 22]

Efter at have søgt tilflugt i bjergpasset

Efter at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde søgt tilflugt i bjergpasset, bragte Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) vand fra Mihras i sit skjold. Mihras er en slags brønd lavet af sten. Det siges, at Mihras var en kilde ved Uhud. Hazrat Ali bragte vandet og gav det til Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham), så han kunne drikke. Men da Profeten fornemmede en vis lugt, drak han ikke vandet, men vaskede såret i sit ansigt og hældte noget af vandet over sit hoved. På det tidspunkt sagde Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Må Allahs hårde vrede ramme den, der har gjort Allahs Sendebuds ansigt blodigt.« [Ibn Hisham, bind 2, side 85]

Hazrat Sahl (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Jeg så, hvem der vaskede blodet fra Allahs Sendebuds ansigt, hvem der hældte vandet, og hvem der behandlede ham. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) elskede datter, Hazrat Fatima (må Allah være tilfreds med hende), vaskede hans sår. Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) hældte vandet. Hazrat Fatima lagde mærke til, at blodet stadig strømmede, selv efter at vandet var blevet hældt over det, og at det ikke ville standse. Så tog hun et stykke af en stråmåtte, brændte det i ilden og smurte asken på Profetens sår. Blodet standsede straks.« [Sahih al-Bukhari, bind 2, side 584]

Imens bragte Hazrat Muhammad ibn Maslama (må Allah være tilfreds med ham) koldt og sødt vand. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) drak vandet og bad for hans velbefindende. [As-Sirat al-Halabiyya, bind 2, side 30]

På grund af smerterne fra sine sår bad Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) middagsbønnen siddende. Sahabaerne bad også siddende bag ham. [Ibn Hisham, bind 2, side 87]

Abu Sufyans praleri

Makkas vantro afgudsdyrkere gjorde sig klar til at vende tilbage. Abu Sufyan gik da op på Uhud-bjerget og spurgte: »Er Muhammad blandt jer?« Ingen svarede. Han sagde igen: »Er Abu Quhafas søn blandt jer?« Ingen svarede. Han spurgte endnu en gang: »Er Umar ibn al-Khattab blandt jer?« Denne gang svarede heller ingen. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde forbudt dem at svare. Abu Sufyan spurgte ikke efter nogen andre end disse tre, fordi han udmærket vidste, at det var gennem disse tre, at islam blev udbredt og fremmet. Da han ikke fik noget svar, sagde Abu Sufyan til sig selv: »Godt, så er vi sluppet af med disse tre.« Da Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, kunne han ikke beherske sig og sagde: »Din Allahs fjende! De mænd, hvis navne du nævnte, er alle i live. Allah har beredt dig endnu mere grufulde midler til ydmygelse.« Da Abu Sufyan hørte dette, sagde han: »Jeres dræbte mænds lemmer er blevet skåret af og gjort grufulde. Jeg beordrede ikke dette, men jeg er heller ikke utilfreds med det.« Derefter råbte han: »Sejr til Hubal!«

Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Hvorfor svarer I ikke?« De ædle ledsagere sagde: »Hvad skal vi svare?« Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Sig: Allah, den Ophøjede, er stor og almægtig.«

Abu Sufyan råbte højt: »Vi har al-Uzza, men I har ingen al-Uzza.«

Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Hvorfor svarer I ikke?« Ledsagerne spurgte: »Hvad skal vi svare?« Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Sig: Allahu maulana wa-la mawla lakum.« Det vil sige: »Allah, den Ophøjede, er vores Herre; I har ingen herre.«

Derefter sagde Abu Sufyan: »Hvilken fremragende bedrift! I dag er dagen, hvor hævnen for slaget ved Badr bliver taget. Krig er som en spand.« (Nogle gange sejrer den ene part, andre gange den anden, ligesom den ene nogle gange trækker vand op med en spand, og den anden gør det på andre tidspunkter.)

Umar (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »De er ikke lige. De af vores folk, som er blevet dræbt, er i Paradiset, mens de af jeres folk, som er blevet dræbt, er i Helvede.«

Derefter sagde Abu Sufyan: »O Umar, kom lidt nærmere.« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Gå hen og hør, hvad han siger.« Umar (må Allah være tilfreds med ham) gik frem. Abu Sufyan sagde: »O Umar, jeg spørger dig og tager Allah til vidne: Har vi dræbt Muhammad?« Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Ved Allahs ed, det har I ikke. Tværtimod hører han netop nu, hvad du siger.« Abu Sufyan sagde: »Umar, for mig er du en endnu mere sandfærdig mand end Ibn Qomma.« (Ibn Hisham, bind 2, s. 93–94; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 94; Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 579.)

En ny aftale om Badr

Ibn Ishaq (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Abu Sufyan og hans ledsagere, da de vendte tilbage, sagde: »Vi lover at kæmpe igen på Badrs slette næste år.« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til en af ledsagerne: »Sig til dem: Godt, sådan bliver det; dette er aftalen mellem jer og os.« (Ibn Hisham, bind 2, s. 94.)

Overvågning af fjendernes bevægelser

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, beordrede derefter Hazrat Ali ibn Abu Talib, må Allah være tilfreds med ham, at følge efter de vantro og sagde: »Følg efter dem. Se, hvad de gør. Hvad har de til hensigt at gøre som det næste? Hvis de rider på heste og kameler, skal du vide, at de er på vej mod Mekka. Hvis de rider på heste og driver kamelerne foran sig, skal du vide, at de er på vej mod Medina.« Derefter sagde han: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, hvis de er draget mod Medina, vil vi tage til Medina og møde dem.« Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: »Derefter fulgte jeg efter de vantro og så, at de red på heste og kameler og var på vej tilbage til Mekka.« [Ibn Hisham, bind 2, s. 64. Hafiz Ibn Hajar skrev på side 347 i bind 7 af værket Fath al-Bari, at Hazrat Sa’d ibn Abu Waqqas, må Allah være tilfreds med ham, drog af sted for at få kendskab til afgudsdyrkernes hensigter.]

Omsorg for martyrerne og de sårede

Efter at de vantro var draget bort, begyndte muslimerne at lede efter martyrerne og de sårede. Hazrat Zayd ibn Thabit, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: »På dagen for Uhud sendte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, mig for at finde Sa’d ibn Rabi, må Allah være tilfreds med ham. Han sagde til mig, at hvis jeg fandt Sa’d, skulle jeg hilse ham fra ham og spørge, hvordan han havde det. Hazrat Zayd, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: Jeg fandt ham blandt martyrernes lig efter at have ledt grundigt. Da jeg kom hen til ham, så jeg, at han lå og vred sig i dødsangst. Hans krop havde fået halvfjerds sår fra spyd, pile og sværd. Jeg sagde: ’O Sa’d, Allahs Sendebud har sendt dig sin hilsen og vil vide, hvordan du har det.’ Hazrat Sa’d ibn Rabi, må Allah være tilfreds med ham, sagde: ’Bring min hilsen til Allahs Sendebud. Sig til ham, at jeg kan dufte Paradisets duft. Og sig til mine ansar-brødre, at hvis fjenderne kan nå Allahs Sendebud, selv om I stadig har blot et øjebliks liv tilbage, vil ingen undskyldning eller indsigelse være jer til nogen nytte hos Allah.’ Straks efter at have sagt dette døde han.« [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 96]

Blandt de sårede fandt man også Usayrim. Hans navn var Amr ibn Thabit, må Allah være tilfreds med ham. Der var stadig liv i ham. Tidligere var han blevet opfordret til at antage islam, men han havde ikke taget imod opfordringen. Mange sagde forundret: »Hvordan er Usayrim kommet hertil? Vi har jo opfordret ham til islam, men han tog ikke imod den.« Han blev spurgt: »Hvordan er du kommet hertil? Af kærlighed til islam eller for at styrke dit folks kræfter?« Han svarede: »Jeg er kommet af kærlighed til islam. Jeg har troet på Allah, alverdens Herre, og Hans elskede Sendebud, og jeg har deltaget i kampen til støtte for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham.« I kan selv se, hvilken tilstand jeg nu befinder mig i.« Kort efter døde han. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev spurgt om ham, sagde han: »Han er blandt Paradisets beboere.« Hazrat Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: »Alligevel havde han ikke bedt så meget som én bøn for Allahs skyld.« [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 94; Ibn Hisham, bind 2, s. 90] (Efter at have antaget islam døde han som martyr, før tiden for nogen bøn var indtrådt.)

Blandt de sårede fandt man også en mand ved navn Quzman. Han havde kæmpet på muslimernes side i dette slag og havde dræbt syv eller otte afgudsdyrkere. Hans krop var dækket af talrige sår. Han blev båret til Banu Zufars kvarter. Muslimerne gav ham det glædelige budskab. Han sagde: »Ved Allahs ed, jeg kæmpede kun for min stammes ære. Hvis jeg ikke havde tænkt på at beskytte min stammes ære, ville jeg ikke have kæmpet.« Da smerten fra sårene blev uudholdelig, skar Quzman halsen over på sig selv og begik selvmord. Da hans sag blev bragt op for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde han: »Han er sandelig en af Helvedes beboere.« [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 97-98; Ibn Hisham, bind 2, s. 88] Denne begivenhed bekræftede sandheden i en af Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forudsigelser.

Alle, der kæmper for deres land eller et andet formål uden at have til hensigt at ophøje Allahs ord, vil få samme endeligt som Quzman. Selv hvis de kæmper under islams banner sammen med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, eller sammen med de ædle ledsagere, vil de stadig møde dette endeligt.

Blandt de dræbte var også en jøde fra stammen Banu Tha’labah. Han sagde til sine stammefæller: »Ved Allahs ed, I ved jo, at det er jeres pligt at hjælpe Muhammad.« Jøderne sagde: »I dag er det lørdag.« Denne jøde sagde: »Der findes ingen lørdag for jer.« Derefter drog han ud til slagmarken med sit sværd og andet nødvendigt udstyr. Da han drog af sted, sagde han: »Hvis jeg bliver dræbt i kampen, skal Muhammad eje mine penge og min ejendom. Han kan gøre med dem, hvad han ønsker.« Derefter døde han, mens han kæmpede på muslimernes side på slagmarken. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte alt dette, sagde han: »Han var virkelig en god jøde.« [Ibn Hisham, bind 2, s. 88]

På dette tidspunkt inspicerede Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, også martyrernes lig og sagde: »Jeg vil vidne for disse.« Sandelig, den, der bliver såret på Allahs vej, vil Allah den Ophøjede på Opstandelsens Dag genoprejse i en tilstand, hvor blodet stadig vil strømme fra hans sår. Blodets farve vil være som blodets, men der vil udgå moskusduft fra det. [Ibn Hisham, bind 2, s. 98]

Nogle af sahabaerne flyttede ligene af deres nære martyrer til Medina. Da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, fik dette at vide, beordrede han, at disse martyrers lig skulle begraves på det sted, hvor de havde lidt martyrdøden. Han sagde: »Tag martyrernes våben og rustning af, og begrav dem uden at vaske dem.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, beordrede, at to eller tre sahabaers lig skulle begraves i samme grav. Han beordrede også, at to sahabaers lig skulle svøbes i det samme ligklæde og begraves. Når to sahabaer var blevet svøbt i det samme ligklæde, spurgte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham: »Hvem af disse to kunne mest af Koranen udenad?« Den, som sahabaerne pegede på, bad han dem placere længst nede. Han sagde: »Jeg vil vidne om dem på Opstandelsens Dag.« Abdullah ibn Amr ibn Haram og Amr ibn al-Jamuh blev begravet i samme grav, fordi de to var nære venner. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 98; Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 584] Hadrat Hanzalas lig kunne ikke findes. Efter en eftersøgning blev det fundet et sted, hvorfra der dryppede vand. Liget lå lidt hævet over jorden. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til sahabaerne: »Englene vasker ham.« Derefter sagde han: »Spørg hans hustru, hvad der er sket.« Da hun blev spurgt, fortalte hun begivenheden. Siden da blev Hanzala kaldt Ghasil al-Mala’ika, det vil sige en person, som englene havde vasket. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 94]

Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, blev meget bedrøvet, da han så sin onkel Hamzas tilstand. Den ædle Profets faster, Safiyya, må Allah være tilfreds med hende, kom. Hun ønskede at se Hamza, må Allah være tilfreds med ham. Men Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til Safiyyas søn, Zubayr, må Allah være tilfreds med ham: »Tag hende tilbage, så hun ikke ser sin brors tilstand.« Men Safiyya, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Hvorfor? Jeg ved, at min brors lemmer er blevet skåret af. Hamza, må Allah være tilfreds med ham, var på Allahs vej. Derfor har vi accepteret, hvad der er sket. Jeg vil, om Allah vil, være tålmodig i håb om belønning.« Derefter gik hun hen til Hamza, må Allah være tilfreds med ham, så ham, reciterede »Vi tilhører Allah og til Ham vender vi tilbage«, bad for ham og bad om tilgivelse for ham. Derefter beordrede Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, at Hamza, må Allah være tilfreds med ham, skulle begraves sammen med Abdullah ibn Jahsh. Han var Hamzas, må Allah være tilfreds med ham, fætter og plejebror.

Hadrat Abdullah ibn Mas’ud, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at man aldrig så Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, græde sådan for Hamza, må Allah være tilfreds med ham, på noget andet tidspunkt. Den ædle Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, lagde Hamza, må Allah være tilfreds med ham, med ansigtet mod qiblaen og stod derefter ved hans begravelsesbøn, mens han græd så voldsomt, at vi kunne høre hans hulken. [Dette er berettet af Ibn Shadhan. Se Mukhtasar al-Siyar af Shaykh Abdullah, s. 355.]

Martyrernes tilstand var dybt hjerteskærende. Hadrat Khabbab ibn al-Aratt, må Allah være tilfreds med ham, fortæller, at der ikke blev fundet noget andet ligklæde til Khabbab end et tæppe med sort kant. Når tæppet blev trukket over hovedet, blev fødderne blottede, og når fødderne blev dækket, blev hovedet blottet. Til sidst blev fødderne efterladt utilslørede og dækket med izkhir-græs [en slags duftende græs. Mange steder blandes dette græs med te og koges]. [Musnad Ahmad, Kitab al-Jana’iz, bind 1, s. 140]

Abd al-Rahman ibn Awf, må Allah være tilfreds med ham, led martyrdøden. Han var bedre end mig. Han blev svøbt i kun ét tæppe. Når hans hoved blev dækket med tæppet, blev fødderne blottede, og når fødderne blev dækket, blev hovedet blottet. Hadrat Khabbab, må Allah være tilfreds med ham, har også berettet om denne tilstand ved hans ligklæde. Han tilføjede dog, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, da han så hans tilstand, sagde til os: »Dæk hans hoved med tæppet, og læg ukhir-græs over hans fødder.« [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 579–584]

Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, bøn til Allah

Det er berettet af Imam Ahmad, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, efter polyteisterne var vendt tilbage på dagen ved Uhud, sagde til sahabaerne: »Stil jer på række; jeg vil lovprise min Herre.« Derefter sagde han: »O Allah, Rabb al-‘Alamin, al lovprisning tilkommer Dig. Ingen kan indskrænke det, som Du gør vidt. Ingen kan gøre det vidt, som Du gør snævert. Den, som Du lader fare vild, kan ingen lede; og den, som Du leder, kan ingen vildlede. Det, som Du tilbageholder, kan ingen give; og det, som Du giver, kan ingen tilbageholde. Det, som Du fjerner, kan ingen bringe nær; og det, som Du bringer nær, kan ingen fjerne. O Allah, Rabb al-‘Alamin, udbred Din velsignelse, Din barmhjertighed, Din gunst og Din forsørgelse over os.«

O Allah, jeg beder Dig om varige velsignelser, velsignelser, der aldrig ophører. O Allah, jeg beder Dig om hjælp på fattigdommens dag og sikkerhed på frygtens dag. O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra det onde i alt det, Du har givet os, og fra det onde i alt det, Du ikke har givet os. O Allah, gør troen kær for os, og forskøn vores hjerter. Sørg for, at vi ikke bryder os om vantro, syndighed og ulydighed, og lad os være blandt de retledte. O Allah, lad os dø som muslimer, og genopliv os i det hinsidige som muslimer. Hold os på afstand af ydmygelse, splid og ufred. Lad os være blandt Dine retskafne tjenere. O Allah, behandl de vantro, som Du dræber, strengt, og kast dem i straffen – dem, der kalder Din profet en løgner og hindrer folk fra Din vej. O Allah, dræb også de vantro, som har fået Skriften.« [Bukhari, al-Adab al-Mufrad; Musnad Ahmad, bind 3, side 324.]

Tilbagevenden til Medina

Efter at martyrerne var blevet begravet, og der var blevet bedt til Allah, satte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, kurs mod Medina. De pårørende til martyrerne udviste den samme hengivenhed og selvopofrelse som ledsagerne havde vist på slagmarken, og de udviste ligeledes den samme tålmodighed.

På vejen til Medina mødte Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, Hamna bint Jahsh, må Allah være tilfreds med hende. Hendes bror, Abdullah ibn Jahsh, må Allah være tilfreds med ham, var blevet martyr i slaget. Da Hamna hørte nyheden om hans martyrdød, reciterede hun »Inna lillahi« og bad om tilgivelse for sin bror. Derefter blev hun underrettet om martyrdøden for hendes morbror, Hamza ibn Abd al-Muttalib, må Allah være tilfreds med ham. Hun reciterede igen »Inna lillahi« og bad om tilgivelse. Derefter blev hun underrettet om sin mand, Mus’ab ibn Umairs, må Allah være tilfreds med ham, martyrdød. Da hun hørte dette, udstødte hun et skrig og begyndte at græde højlydt og utrøsteligt. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »En kvindes mand har en særlig plads hos hende.« [Ibn Hisham, bind 2, side 98]

Ledsagerne mødte en kvinde fra Banu Dinar-stammen. Hendes mand, bror og far var også blevet martyrer. Hun blev underrettet om deres martyrdød. Da hun hørte det, spurgte hun: »Hvordan har Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, det?« Hun fik at vide, at han havde det godt. Kvinden sagde: »Jeg vil gerne se ham.« Ledsagerne pegede på Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham. Straks brød kvinden ud i hulken og sagde: »Kullu musibatin ba’duka jalalun«, det vil sige: »Når De er i live, er enhver ulykke ubetydelig.« [Ibn Hisham, bind 2, side 99] På dette tidspunkt skyndte Sa’d ibn Mu’adhs, må Allah være tilfreds med ham, mor sig hen til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Sa’d, må Allah være tilfreds med ham, holdt på det tidspunkt den elskede Profets, Allahs velsignelser og fred være med ham, hests tøjle. Han sagde: »O Allahs Sendebud, dette er min mor.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Velkommen til hende.« Derefter standsede Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, hesten af respekt for kvinden. Da hun kom nærmere, fortalte Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, hende om martyrdøden for hendes søn, Amr ibn Mu’adh, og bad hende være tålmodig. Kvinden sagde: »Efter at have set Dem i god behold er enhver ulykke ubetydelig for mig.« Derefter bad Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, for Uhuds martyrer og sagde: »O Umm Sa’d, glæd dig, og gå til martyrernes familier og giv dem det glædelige budskab, at alle deres martyrer er samlet i Paradiset, og at deres forbøn for deres familier er blevet accepteret.« Kvinden sagde: »O Allahs Sendebud, bed for martyrernes familier.« Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »O Allah, fjern sorgen fra deres hjerter, giv dem belønning for deres ulykke, og beskyt alle de øvrige.« [As-Sirat al-Halabiyya, bind 2, side 47.]

Allahs Sendebud i Medina

Søndag eftermiddag den 7. Shawwal i det tredje hijri-år nåede Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, frem til Medina. Han gav sit sværd til Fatima, må Allah være tilfreds med hende, og sagde: »Vask blodet af dette sværd. Ved Allahs ed har dette sværd i dag vist sig at være sandt for mig.« Ali, må Allah være tilfreds med ham, bad også sin hustru Fatima, må Allah være tilfreds med hende, om at vaske blodet af det. Han sagde desuden: »Ved Allahs ed har dette sværd vist sig at være sandt for mig.« Da sagde Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham: »Du kæmpede tappert i slaget, men husk, at Suhayl ibn Hunayf og Abu Dujana, må Allah være tilfreds med dem, kæmpede tappert.« [Ibn Hisham, bind 2, side 100]

70 muslimer blev martyrer i slaget ved Uhud. De fleste overleveringsmænd er enige om dette antal. Blandt martyrerne var 65 ansar. Af dem kom 41 fra Khazraj-stammen og 24 fra Aws-stammen. Også én jøde blev dræbt. Der var kun fire martyrer blandt muhajirun. Hvor mange af Qurayshs vantro blev dræbt? Ifølge historikeren Ibn Ishaq blev 22 af dem dræbt. Men på baggrund af den beskrivelse af slaget ved Uhud, som krigseksperter og forfattere af sira-værker har givet, samt deres oplysninger om de dræbte på de forskellige stadier, fremgår det, at det ikke var 22 personer, men 37, der blev dræbt. Allah den Højeste ved bedst om dette. [Ibn Hisham, bind 2, side 122; Ghazwa-ye Uhud, s. 180]

Nødsituationen i Medina

Efter hjemkomsten fra Uhud gennemlevede muslimerne en nødsituation natten til den 8. Shawwal i det tredje hijri-år. Selvom de alle var udmattede af kampen, tilbragte de hele natten på Medinas gader og ved byens indfaldsveje. De var også optaget af at sørge for særlig beskyttelse af Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, for de frygtede angreb fra flere sider.

Slaget ved Hamra al-Asad

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, overvejede hele natten den situation, som var opstået efter slaget.

Han frygtede, at fjenden måske ville tænke, at de trods deres numeriske overlegenhed på slagmarken ikke havde opnået noget, og derfor ville føle skam. Som følge heraf kunne de vende om fra vejen til Mekka og angribe Medina. Derfor besluttede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, at de skulle forfølge de mekanske soldater.

Sira-forfatterne har skrevet, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, morgenen efter slaget ved Uhud, det vil sige om morgenen den 8. Shawwal i det tredje hijri-år, bekendtgjorde, at man skulle drage ud for at møde fjenden, og at kun de, der havde deltaget i slaget ved Uhud, måtte følge med. Hyklere Abdullah ibn Ubay bad om tilladelse, men Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gav ham ikke tilladelse. De muslimer, som var fysisk sårede, knuget af sorgen over at have mistet deres nærmeste og bekymrede af frygt, bøjede sig for Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opfordring. Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) havde ikke kunnet deltage i slaget ved Uhud. Han bad om tilladelse. Han trådte frem for den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Allahs Sendebud, jeg ønsker at ledsage dig i alle slag. Ved slaget ved Uhud havde min far ladet mig blive tilbage for at tage mig af mine døtre, og derfor kunne jeg ikke drage i krig.« Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gav ham tilladelse. I overensstemmelse med planen drog Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, af sted med muslimerne og slog lejr ved et sted kaldet Hamra al-Asad, otte mil fra Medina.

På dette tidspunkt kom Ma’bad ibn Ma’bad al-Khuza’i til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og antog islam. Tidligere havde han holdt fast ved polyteismen, men han ønskede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, alt godt. Der bestod en alliance mellem stammerne Khuza’a og Banu Hashim. Det var på grund af denne alliance, at han var velvilligt indstillet over for den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Han sagde til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Jeg er dybt bedrøvet over de lidelser, som du og dine ledsagere har været udsat for på slagmarken. Af hele mit hjerte ønskede jeg, at du måtte være i god behold.« Efter at han havde udtrykt denne medfølelse, sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, til Ma’bad (må Allah være tilfreds med ham): »Gå til Abu Sufyan, svæk hans kampvilje og få ham til at miste modet.«

Det, som Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde frygtet – at polyteisterne på ny kunne drage mod Medina – blev til virkelighed. Da polyteisterne nåede et sted kaldet Rawha, seksogtredive mil fra Medina, begyndte de at bebrejde hinanden. Den ene gruppe sagde til den anden: »I har intet udrettet. Efter at have svækket dem lod I dem slippe. Der er stadig så mange af dem i live, at de igen vil blive en plage for jer. Lad os vende om og udslette dem fuldstændigt.«

De, der havde fremsat dette forslag, synes ikke at have været ordentligt informeret om styrkeforholdet mellem de to parter. Derfor modsatte en af de ansvarlige, Safwan ibn Umayya, sig denne opfattelse og sagde: »Lad være med det. Jeg frygter, at også de muslimer, som ikke deltog i slaget ved Uhud, vil rejse sig imod os. Lad os derfor vende tilbage til Mekka med den tilfredshed, at det er os, der har vundet. Ellers kommer I i vanskeligheder, hvis I angriber Medina.« Men de fleste af de vantro accepterede ikke denne mening og fastholdt beslutningen om at angribe Medina. Før de drog mod Medina, nåede Ma’bad ibn Ma’bad al-Khuza’i frem dertil. Abu Sufyan vidste på det tidspunkt ikke, at Ma’bad havde søgt tilflugt under islams kølige skygge. Han spurgte: »Ma’bad, hvad er nyt bagfra?« Ma’bad svarede listigt: »Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) er draget ud med sine ledsagere for at følge efter jer. De er så mange, at jeg aldrig før har set en så stor hær. Alle brænder de af vrede mod jer. Også de, der ikke deltog i slaget ved Uhud, har nu sluttet sig til dem. De skammer sig over alt det, de mistede i slaget. Nu er de blevet så vrede på jer, at jeg aldrig tidligere har set et sådant raseri.«

Abu Sufyan sagde: »Min ven, hvad er det, du siger?«

Ma’bad sagde: »Ja, jeg taler sandt. Jeg tror, at I vil se kavaleriet, før I når at komme væk herfra. Hærens fortrop vil komme frem bag denne høj.«

Abu Sufyan sagde: »Ved Allah, vi har svoret, at vi vil iværksætte et modangreb mod dem og tilintetgøre dem.«

Ma’bad sagde: »Lad være med det. Jeg siger det for jeres eget bedste.«

Da de vantro hørte disse ord, brød deres moral sammen. De mente, at det var bedst at vende tilbage til Mekka. Abu Sufyan lagde imidlertid en plan for at modløse den muslimske hær og undgå et sammenstød med den. Han tilkaldte nogle folk fra en karavane tilhørende Banu Abd Qays, som var på vej mod Medina, og sagde til dem: »Kan I overbringe en besked fra mig til Muhammad? Hvis I gør det, lover jeg jer, at når I kommer til Mekka, vil jeg give jer så mange rosiner på Ukaz-markedet, som denne kamel kan bære.«

Folkene fra Banu Abd Qays indvilligede i at efterkomme Abu Sufyans anmodning.

Abu Sufyan sagde: »I skal sige til Muhammad, at vi har besluttet at iværksætte et modangreb med det formål at tilintetgøre ham og hans ledsagere.«

Da muslimerne fik denne besked fra folkene i karavanen, blev deres tro endnu stærkere. De sagde: »Allah alene er tilstrækkelig for os, og Han er den bedste beskytter.«

På grund af denne trosstyrke drog muslimerne mod Medina med Allahs velsignelse og nåde. Ingen form for ulykke ramte dem. De fulgte Allah, Herren over alle verdener, i håbet om Hans tilfredshed. Sandelig, Allah besidder grænseløs visdom. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, drog søndag til Hamra al-Asad. Han opholdt sig dér mandag, tirsdag og onsdag, det vil sige den 9., 10. og 11. shawwal i det tredje hijri-år, hvorefter han vendte tilbage til Medina. Inden han vendte tilbage til Medina, blev Abu Azzah Jumahi bragt under hans kontrol. Denne mand var blevet taget til fange af muslimerne i slaget ved Badr. Men på grund af sin fattigdom og det store antal døtre blev han løsladt uden løsepenge. Han havde imidlertid lovet, at han ikke ville hjælpe nogen mod Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Men han holdt ikke sit ord. Gennem digte blev han ved med at ophidse almindelige mennesker mod Allah, Sendebudet og de ædle sahaba. Dette er allerede blevet omtalt. Derefter deltog han også i slaget ved Uhud mod muslimerne. Efter at denne mand var blevet arresteret og ført bort, blev han bragt frem for Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han sagde: »Muhammad, tilgiv min fejl. Vis mig barmhjertighed. Lad mig gå af hensyn til mine døtre. Jeg lover, at jeg aldrig mere vil gøre noget sådant.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Det kan ikke længere være sådan, at du tager til Mekka, mens du stryger hænderne over dit ansigt, og siger: ‘Muhammad, jeg har bedraget dig for anden gang.’ En troende bliver ikke bidt to gange fra det samme hul.« Derefter beordrede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ifølge én overlevering Zubayr og ifølge en anden Asim ibn Thabit, og de skilte denne troløses hoved fra hans krop.

På samme måde blev endnu en spion fra Mekka dræbt. Han hed Muawiya ibn Mughirah ibn Abu al-As. Han var Abd al-Malik ibn Marwans morfar. Efter at Mekkas polyteister havde forladt Mekka på dagen for Uhud, gav Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, denne mand beskyttelse i Medina gennem sin fætter Uthman, må Allah være tilfreds med ham, på betingelse af at han højst måtte opholde sig tre dage i Medina. Hvis han derefter stadig blev set i Medina, skulle han dræbes. Efter at de muslimske emigranter var draget til slaget ved Uhud, blev Muawiya ibn Mughirah i Medina længere end tre dage for at spionere for Quraysh. Da de muslimske emigranter vendte tilbage, forsøgte han at flygte. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, beordrede Zayd ibn Harithah og Ammar ibn Yasir, må Allah være tilfreds med dem. De to sahaba forfulgte Muawiya, indhentede ham og dræbte ham. [De værker, hvorfra den detaljerede beskrivelse af slaget ved Uhud og slaget ved Hamra al-Asad er hentet, er: Ibn Hisham, bind 2, s. 60-129; Zad al-Maad, bind 2, s. 91-109; Fath al-Bari, bind 7, s. 345-377; Mukhtasar al-Sirah, s. 242-257.]

En vurdering af sejr og nederlag i slaget ved Uhud

Efter den detaljerede beskrivelse af slaget ved Uhud er det nødvendigt at nævne, hvordan sejr og nederlag skal bedømmes på baggrund af det, der er blevet gennemgået. Kan man på grundlag af dette slags forløb fastslå, om muslimerne sejrede eller blev besejret? I virkeligheden var situationen sådan, at slagmarken var i deres hænder. Tabene var også langt større på muslimernes side, og de var frygtelige. En del af muslimerne blev utvivlsomt besejret og flygtede. På det tidspunkt gik krigens udvikling i de vantros favør. Men trods alt dette er der visse forhold, som gør, at man på ingen måde kan sige, at de vantro sejrede i slaget ved Uhud. Det er helt klart, at Mekkas soldater ikke var i stand til at indtage muslimernes lejr. En stor del af Medinas soldater flygtede ikke trods den frygtelige uro og forvirring. Med grænseløst mod og fasthed samledes de omkring hærføreren, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Muslimernes antal var ikke blevet så meget reduceret, at Mekkas soldater kunne forfølge dem. Desuden blev ikke én muslim taget til fange af de vantro. De vantro fik heller ikke fat i noget krigsbytte. Derudover var de vantro ikke rede til at kæmpe en tredje gang mod muslimerne, selv om den muslimske hær stadig befandt sig i sin lejr. De vantro blev ikke på slagmarken en eneste dag. På den tid plejede sejrherrerne derimod at blive i deres lejr på slagmarken i mindst tre dage. Det blev anset for et meget vigtigt tegn på sejr. Formålet var at vise, at sejren var blevet sikret. Men de vantro pakkede hurtigt sammen og forlod slagmarken. De havde heller ikke mod til at trænge ind i Medina, plyndre rigdomme eller arrestere borgerne, selv om byen Medina lå kun kort derfra, og sikkerhedsforanstaltningerne i Medina på det tidspunkt ikke var særligt omfattende.

Sammenfatningen af dette er, at Qurayshs soldater fra Mekka ganske vist fik en midlertidig mulighed for at overraske muslimerne, men efter at have fået kontrol over den muslimske hær kunne de ikke anvende den afgørende militære taktik: at dræbe eller tage alle til fange og dermed drage fordel af situationen. De muslimske soldater formåede derimod at overvinde alle følgerne af de midlertidige tab. Der findes mange eksempler på, at sejrherrer har været udsat for sådanne midlertidige tab. Derfor kan de vantro på ingen måde betragtes som sejrherrer i slaget ved Uhud på grund af muslimernes midlertidige vanskelige situation.

Abu Sufyans hurtige flugt mod Mekka uden at indlede en tredje runde af slaget beviser, at han frygtede, at hans soldater uundgåeligt ville lide store tab, hvis kampen begyndte igen. Abu Sufyans rolle i slaget ved Hamra al-Asad er et bevis på netop dette.

Under disse omstændigheder kan vi i stedet for at sige, hvilken side der sejrede eller blev besejret i slaget ved Uhud, betegne det som et uafgjort slag. Begge parter havde både gavn og tab set fra deres eget perspektiv. Kampen blev standset, uden at nogen af parterne flygtede fra slagmarken, og uden at de lod deres lejr ligge ubeskyttet, så fjenden kunne tage kontrol over den. Et sådant slag kaldes uafgjort. Det er med henvisning til dette, at Allah, Herren over alle verdener, siger: »Bliv ikke modløse i jagten på fjendens folk. Hvis I lider, lider de også ligesom jer, men I håber fra Allah på det, de ikke håber på. Allah er alvidende og alvis.« (Sura an-Nisa, vers 104)

I dette vers sammenligner Allah, verdenernes Herre, den ene hær med den anden med hensyn til at lide og mærke lidelsen. Det betyder, at de to grupper stod lige, og at ingen af dem sejrede over den anden.

Koranens vurdering af dette slag

Senere belyser Koranen alle aspekter af dette slag. Ved en gennemgang identificeres alle de årsager, som førte til, at muslimerne blev udsat for så stort et tab. Koranen nævner tydeligt, hvilke svagheder de troende og det bedste af alle samfund havde under dette felttog. Dette samfund er blevet tildelt den særlige ære at være det bedste af alle samfund. Svaghederne blandt de forskellige grupper i dette samfund bliver identificeret.

Den hellige Koran omtaler desuden hyklernes rolle og afslører åbent deres tilstand. Deres skjulte fjendskab mod Allah og Hans Sendebud i deres hjerter bliver afsløret, og deres maske bliver revet af. De tilskyndelser, som hyklerne og deres jødiske allierede rettede mod de enfoldige og oprigtige muslimer, bliver også fremhævet. Derefter fremlægges dette slags underliggende formål og mål.

Halvtreds vers fra Sura Aal Imran blev åbenbaret om dette slag. Først omtales slagets indledende fase. Allah den Ophøjede siger: »Og da du tidligt om morgenen forlod din familie for at indrette de troendes stillinger til kampen – og Allah er Altshørende, Alvidende.« (Sura Aal Imran, vers 121)

Til sidst belyses dette felttogs resultater og visdom på en velordnet måde. Allah, verdenernes Herre, siger eksempelvis: »Allah vil ikke lade de troende forblive i den tilstand, I befinder jer i, før Han adskiller det onde fra det gode. Allah vil ikke gøre jer bekendt med det usete, men Allah udvælger blandt sine sendebud, hvem Han vil. Så tro på Allah og Hans sendebud. Hvis I tror og er gudfrygtige, har I en stor belønning i vente.« (Sura Aal Imran, vers 179)

Den visdom, som Allah har lagt i dette slag

Allama Ibn Qayyim har behandlet det ovennævnte emne indgående. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 99–108

(Sayyid Qutb, må Allah tage imod ham som martyr, har også på dette sted fremlagt en gribende drøftelse i sin store tafsir »Fi zilal al-Qur’an«. Se den bengalske oversættelse, bind 4.)

De lærde siger, at der i den krise og de vanskeligheder, som muslimerne blev udsat for under slaget ved Uhud, var en guddommelig visdom. Blandt andet blev muslimerne advaret om de dårlige konsekvenser af deres handlinger. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde befalet bueskytterne at blive på deres positioner, men de overtrådte denne befaling. Derfor måtte de møde nederlag. Desuden var det et formål at åbenbare den guddommelige sunnah for profeten: at de først udsættes for en prøve og derefter opnår sejr. Hvis muslimerne altid sejrede, ville der blandt de troende også træde mennesker ind, som ikke var oprigtigt troende. Så ville det ikke være muligt at skelne mellem de sandfærdige og løgnerne. Hvis de derimod altid blev udsat for nederlag, ville formålet med Allahs profets komme mislykkes. Derfor blev begge slags forhold tilvejebragt af Allahs visdom. Derved kunne forskellen mellem sandhed og løgn fastslås. For hyklernes hykleri var skjult blandt muslimerne. Da denne sag blev afsløret, og hyklerne blev genkendt gennem deres ord og handlinger, forstod muslimerne, at fjenden befandt sig iblandt dem, ja, i deres egne hjem. Derfor blev de på vagt over for dem og forberedte sig på at konfrontere dem.

En anden visdom var, at tålmodighedens grænse ofte overskrides, når hjælpen lader vente på sig. Efter at muslimerne var blevet udsat for en prøve, udviste de tålmodighed. Hyklerne blev derimod grebet af uro og begyndte at jamre.

En anden visdom var, at Allah den Ophøjede i Paradiset, æresboligen, har indrettet forskellige rangtrin for de troende, som man ikke kan stige op til gennem almindelige midler. Derfor er forskellige former for prøvelser og ulykker blevet beredt, så de troende kan ophøjes til disse rangtrin.

En anden visdom var at skænke Allahs venner, awliya, den højeste rang, som er martyrdøden.

En anden visdom var, at Allah, Herren over alle verdener, ønskede, at Hans fjender skulle tilintetgøres, og derfor skabte Han også midlerne til deres tilintetgørelse. I deres vantro, uretfærdighed, overgreb og plagen af de fromme awliya havde de udvist grænseløs hovmod og overtrædelse. Som følge af deres handlinger blev Allah den Almægtige tilfreds med de troendes tålmodighed og udholdenhed, rensede de troende og tilintetgjorde de vantro. (Fath al-Bari, bind 7, s. 347)

De militære ekspeditioner efter Uhud

Slaget ved Uhuds tilsyneladende nederlag havde en dybtgående indvirkning på muslimernes anseelse. Deres indflydelse blev svækket i islams fjenders øjne. Som følge heraf voksede de troendes indre og ydre problemer. Faren for angreb på Medina fra alle sider blev større. Jøderne, hyklerne og beduinerne begyndte at vise åben fjendtlighed. Alle grupper forsøgte at skade muslimerne. De gav også udtryk for, at de kunne udslette muslimerne fuldstændigt, hvis de ønskede det. Derfor tog medlemmer af Banu Asad allerede inden der var gået to måneder efter slaget ved Uhud initiativ til at angribe Medina. I Safar i det fjerde hijri-år lagde medlemmer af stammerne Adal og Qarah en sådan sammensværgelse, at ti sahaba led martyrdøden. I samme måned led 70 sahaba martyrdøden som følge af et bedrag begået af lederen af Banu Amir-stammen. Denne hændelse er kendt som tragedien ved Bi’r Ma’una. På dette tidspunkt begyndte medlemmerne af Banu Nadir også at vise åben fjendtlighed. I Rabi al-awwal i det fjerde hijri-år forsøgte de at dræbe Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Samtidig var Banu Ghatafans dristighed vokset så meget, at de i Jumada al-awwal i det fjerde hijri-år planlagde at angribe Medina.

Kort sagt blev muslimernes indflydelse svækket under slaget ved Uhud, og derfor var de i lang tid udsat for fare. Men på grund af Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, dygtige ledelse genvandt muslimerne deres anseelse og indflydelse. I denne forbindelse var Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, første skridt at forfølge afgudsdyrkerne helt til Hamra al-Asad. Derved blev de muslimske muhajirers anseelse i betydelig grad genoprettet. Denne militære aktion gjorde de islamfjendtlige kræfter, især hyklerne, lamslåede. Derefter indledte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gradvist forskellige former for militær aktivitet, hvorved muslimerne ikke blot genvandt deres tidligere tabte anseelse, men også øgede den. På de følgende sider vil vi belyse dette emne.

1) Abu Salamas ekspedition

Efter slaget ved Uhud var stammen Banu Asad ibn Khuzaima den første, der rejste sig mod muslimerne. Der kom efterretninger til Medina om, at Talha og Salma, Khuwailids to sønner, sammen med deres stamme og andre ledsagere planlagde at bruge Banu Asad-stammen til at angribe Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, samlede på kort tid en styrke på et hundrede og halvtreds ansarer og muhajirer. Abu Salama, må Allah være tilfreds med ham, blev udnævnt til styrkens leder. Inden Banu Asad-stammen nåede at begynde ekspeditionen, foretog Abu Salama, må Allah være tilfreds med ham, et så pludseligt angreb på dem, at de blev spredt og flygtede. Det kom ikke til noget direkte sammenstød. Muslimerne tog kontrol over deres kameler og får. Derefter vendte de sikkert tilbage til Medina med krigsbyttet. Muslimerne drog af sted natten til den første dag i Muharram i det fjerde hijri-år. Efter hjemkomsten til Medina blev Abu Salama, må Allah være tilfreds med ham, alvorligt syg. Smerten fra det sår, han havde fået under slaget ved Uhud, blev værre, og få dage senere døde han. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 108]

Abdullah ibn Unais, må Allah være tilfreds med ham, vendte tilbage den 23. Muharram efter at have opholdt sig uden for Medina i 18 dage. På hjemvejen dræbte han Khalid og bragte hans hoved med sig. Da han mødte op hos Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og lagde hovedet foran ham, gav Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ham en stav og sagde: »Denne vil på Opstandelsens Dag være et tegn mellem mig og dig.« Da hans dødstid nærmede sig, testamenterede han, at staven skulle lægges i graven sammen med hans lig. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 109; Ibn Hisham, bind 2, s. 619-620.]

2) Begivenheden ved al-Raji’

I Safar i det fjerde hijri-år kom nogle personer fra stammerne Uzal og Qara til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og bad om, at nogle ledsagere måtte blive sendt til dem for at undervise dem i Koranen og religionen, eftersom islam var begyndt at blive praktiseret blandt dem. Derfor sendte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ifølge Ibn Ishaq seks ledsagere og ifølge Sahih al-Bukhari ti ledsagere med dem. Ifølge Ibn Ishaq blev Murshid ibn Abi Murshid al-Ghanawi udnævnt til leder, mens lederen ifølge beretningen i Sahih al-Bukhari var Asim ibn Thabit, morbror til Asim ibn Umar ibn al-Khattab. Da de nåede frem til en kilde ved navn al-Raji’ i området mellem Rabigh og Jeddah, lod de førnævnte personer fra Uzal og Qara Banu Lihyan, en gren af Hawazin-stammen, angribe dem.

Et hundrede bueskytter fra denne stamme begyndte at lede efter ledsagerne.

3) Abdullah ibn Unais’ ekspedition

Den 5. muharram i det fjerde hijri-år kom der til Medina besked om, at Khalid ibn Sufyan al-Hudhali samlede en hær for at angribe muslimerne. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte Abdullah ibn Unays, må Allah være tilfreds med ham, ud for at lede et felttog mod ham.

Abdullah ibn Unays, må Allah være tilfreds med ham, opholdt sig uden for Medina i 18 dage. I den tid satte de Banu Lihyan, en gren af Hudhail-stammen, op imod dem. Derfor angreb omkring hundrede bueskytter fra Banu Lihyan dem. Sahabaerne søgte tilflugt på en høj. Bueskytterne omringede dem og sagde: »Vi lover jer, at vi ikke vil dræbe nogen af jer, hvis I kommer ned.« Ibn Unays, må Allah være tilfreds med ham, nægtede at komme ned og begyndte at kæmpe mod dem sammen med sine ledsagere. I den intense regn af pile led syv sahabaer martyrdøden. Tre andre var stadig i live. Det var Khubayb, må Allah være tilfreds med ham, Zayd ibn al-Dathanna og en anden. Bueskytterne fra Banu Lihyan gentog deres løfte og bad dem komme ned. De tre sahabaer havde ingen anden mulighed og kom ned. Så snart de havde dem i deres magt, bandt de alle tre sahabaer. Da sagde den nævnte tredje sahabi: »I har allerede brudt jeres løfte; jeg går under ingen omstændigheder med jer.« Derfor forsøgte de at slæbe Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sahabi med sig. Da de heller ikke lykkedes med det, dræbte de ham. Khubayb og Zayd ibn al-Dathanna blev ført til Mekka og solgt. Disse to sahabaer havde på dagen for Badr dræbt de vantro ledere i Mekka. Khubayb, må Allah være tilfreds med ham, blev holdt fanget i nogen tid. Derefter besluttede Mekkas forbrydere at dræbe ham og førte ham til et sted ved navn Tan’im uden for Haram. Da han skulle korsfæstes, sagde han: »Lad mig være. Jeg vil bede to rak’ah.« Afgudsdyrkerne lod ham gøre det. Han bad to rak’ah. Efter at have afsluttet bønnen sagde han: »Ved Allahs ed, hvis jeg ikke havde frygtet, at I ville sige, at jeg gør alt dette af frygt, ville jeg have forlænget bønnen noget mere.« Derefter sagde han: »O Allah, optæl dem, dræb dem derefter én efter én, og lad ikke én eneste af dem undslippe.« Herefter reciterede Khubayb, må Allah være tilfreds med ham, et digt:

»De omringede mig alle, flok efter flok.

Stamme efter stamme samledes, ingen blev tilbage.

Der var ingen kvinder eller børn tilbage; de kom flok efter flok.

De førte mig hen under et stort træ.

Langt fra mit hjemland er jeg i dag hjælpeløs.

Til dig alene råber jeg om hjælp, alle verdeners Herre!«

Giv mig, Du som ejer Tronen, et tålmodigt hjerte

Giv mig altid mod i sind og krop, Herre

De sagde: Det er langt bedre at dø end at blive vantro

Mine to øjne hulker uden tårer

Jeg skal dø som muslim – hvad har jeg da at frygte

Når jeg dør på Allahs vej, ønsker jeg ikke at bestemme retningen

Min martyrdød er for Allah den Almægtiges velbehag.’

Da Hazrat Khubaybs (ra) recitation af digtet var slut, sagde Abu Sufyan til ham: »Ønsker du, at vi i dit sted fanger Muhammad, halshugger ham, og at du vender tilbage til din familie?« Hazrat Khubayb (ra) svarede fast: »Ved Allahs ed! Det behager mig ikke, at en torn skulle stikke Muhammad (sa) i foden, og at han, selv mens han sidder dér, hvor han er, skulle føle smerten fra dette tornestik, til gengæld for at jeg kunne være hos min familie.«

Guds fjender, afgudsdyrkerne, hængte derefter Hazrat Khubayb (ra) på et kors og satte folk til at bevogte hans lig. Hazrat Amr ibn Umayya kom om natten, tog liget ned og begravede det. Hazrat Khubayb (ra) blev dræbt af Uqba ibn al-Harith. I slaget ved Badr havde Hazrat Khubayb (ra) dræbt hans far.

Det nævnes i Sahih Bukhari Sharif, at Hazrat Khubayb (ra) var den første fromme mand, der indførte skikken med at bede to rakʿat umiddelbart før henrettelsen. Mens han var fange hos de vantro, blev han set spise friske druer. På det tidspunkt fandtes der ikke engang dadler i Mekka.

Den anden tilfangetagne sahabi, Hazrat Zayd ibn Dathina (ra), blev købt af Safwan ibn Umayya, som dræbte ham som gengældelse for drabet på sin far.

Hazrat Asim (ra) var allerede blevet dræbt af de vantros pile. Mekkas qurayshitter sendte folk for at bringe selv en del af Hazrat Asims (ra) legeme tilbage, fordi han i slaget ved Badr havde dræbt en fremtrædende leder blandt de vantro. Men Allah Ta’ala beskyttede hans lig ved at sende en sværm bier. Derfor kunne de vantro ikke tage selv den mindste del af Hazrat Asims (ra) hellige legeme. Hazrat Asim (ra) havde i virkeligheden bedt Allah om, at ingen polyteist måtte røre ham, og at han heller ikke måtte røre nogen polyteist. Da Hazrat Umar (ra) senere hørte om denne begivenhed, plejede han ofte at sige: »Allah, al-Rabb al-Alamin, beskytter den troende tjener efter hans død på samme måde, som Han beskytter ham, mens han lever.« [Ibn Hisham, bind 2, s. 69-79; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 209; Sahih Bukhari, bind 2, s. 568, 569, 585]

4) Den hjerteskærende begivenhed ved Bir Ma’una

I den samme måned, hvor begivenheden ved Rajiʿ fandt sted, indtraf også begivenheden ved Bir Ma’una. Denne begivenhed var ikke mindre hjerteskærende end begivenheden ved Rajiʿ. Den korte version af begivenheden er følgende: Abu Bara Amir ibn Malik kom til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, i Medina. Han bar tilnavnet »Malāʾik al-Asinna«, det vil sige spydkæmperen. Efter at være kommet til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, inviterede Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, ham til islam. Men han antog ikke islam, og han sagde heller ikke, at han ikke kunne lide islam. Han sagde: »O Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hvis du sender dine sahaba til Najds indbyggere, tror jeg, at de vil tage imod invitationen til islam.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Jeg nærer mistanke om Najds indbyggere, når det gælder mine sahaba.« Abu Bara sagde: »De vil være under min beskyttelse.« Herefter sendte Allahs Sendebud, ifølge Ibn Ishaqs beretning, 40 sahaba af sted sammen med Abu Bara. Den beretning, som Imam Bukhari har gengivet i Sahih Bukhari, om 70 sahaba er den korrekte. Munadhir ibn Amr blev udnævnt til leder for disse 70 sahaba. Han var fra stammen Banu Sa’ida og bar tilnavnet »Mutaqallil al-Mawt«. Alle de nævnte 70 sahaba havde stor indsigt i forskellige islamiske områder og var yderst gudfrygtige. Om dagen huggede de brænde og købte for pengene mad til beboerne i Ahl al-Suffa; de læste selv Koranen og underviste også andre i den. Om natten tilbragte de tiden i bøn og namaz foran Allah, Rabb al-Alamin. Mens de rejste som islamiske missionærer, nåede disse 70 sahaba frem til Ma’una-kilden. Denne kilde lå mellem Banu Amir og Harrat Bani Salim. Så snart de var ankommet, sendte sahabaerne det brev, som Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde sendt, til den indædte fjende af islam, Amir ibn Tufayl, med Umm Sulayms bror, Haram ibn Malhan. Denne skurk åbnede ikke engang Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, hellige brev, men gav tegn til en mand. Denne mand stak Hazrat Haram ibn Malhan (ra) så hårdt med et spyd bagfra, at spydspidsen kom ud på forsiden. Da Hazrat Haram ibn Malhan (ra) så blodet, sagde han: »Allahu Akbar! Ved Kabaens Herre, jeg har opnået sejr.«

Kort efter råbte Guds fjende, den indædte, skurkagtige vantro Amir ibn Tufayl til folkene i sin stamme, Banu Amir, at de skulle angribe de andre sahaba. Men på grund af Abu Baras beskyttelse reagerede de ikke på Amirs opfordring. Da han blev skuffet på den side, råbte Amir til folkene fra Banu Salim-stammen. Tre grene af Banu Salim — Asiyya, Ba’al og Dhakwan — besvarede hans opfordring og omringede sahabaerne. Sahabaerne kæmpede tilbage, men næsten alle blev martyrer. Kun Hazrat Ka’b ibn Zayd al-Najjar (ra) overlevede. Han blev fundet såret blandt de martyrdøde sahabaer. Han levede videre indtil slaget ved Khandaq. Hazrat Amr ibn Umayya al-Damri var alene med Hazrat Mundhir ibn Uqba Amir (ra), som vogtede kameler. Da de så fugle flyve over stedet, gik de derhen. Hazrat Mundhir (ra) blev martyr, mens han kæmpede sammen med sine ledsagere. Hazrat Amr ibn Umayya al-Damri blev taget til fange. Han var fra Mudar-stammen. Da Amir ibn Tufayl havde fået dette at vide, klippede han noget af håret øverst på hans pande og løslod ham på sin mors vegne. Denne skurks mor havde tidligere aflagt et løfte om at frigive en slave.

Hazrat Amr ibn Umayya al-Damri nåede Medina med denne hjerteskærende nyhed. Beretningen om 70 fremtrædende sahabaers martyrdød mindede om katastrofen ved Uhud. I slaget ved Uhud var der trods alt mulighed for tab på begge sider i en egentlig kamp, men her blev de troskyldige sahabaer ofre for et skamløst forræderi. På vej tilbage nåede Hazrat Amr ibn Umayya al-Damri et sted ved navn Qarqara nær Kanat-sletten og slog sig ned i skyggen af et træ. To mænd fra Banu Kilab-stammen var også kommet dertil. Da de begge var faldet i søvn, dræbte Hazrat Amr ibn Umayya dem begge. Han mente, at han hævnede drabet på sine ledsagere. Men de to mænd havde et sikkerhedsbrev fra Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Det vidste Hazrat Amr ikke. Da han var kommet til Medina og havde fortalt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, om hændelsen, sagde han: »Du har dræbt to mænd, hvis blodpenge jeg nødvendigvis må betale.« Derefter begyndte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, at indsamle blodpengene fra muslimerne og deres jødiske allierede. Det var på grund af denne begivenhed, at krigen mod Banu Nadir fandt sted. Den vil blive omtalt senere.

Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, blev så dybt bedrøvet og så hårdt ramt af hændelserne ved Bi’r Ma’una og al-Raji‘, at det ikke kan udtrykkes med ord. [Al-Waqidi har skrevet, at Allahs Sendebud samme nat fik at vide, hvad der var sket ved både al-Raji‘ og Ma’una.] [Ibn Sa’d har overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, ikke blev så bedrøvet og sørgede så meget over nogen anden hændelse, som han gjorde over hændelsen ved Bi’r Ma’una. Mukhtasar al-Sira, Shaykh Abdullah, s. 260.] Der gik kun få dage mellem de to hændelser. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, bad i en hel måned om straf over de folk og stammer, som havde begået et sådant grusomt forræderi mod de ædle sahaba. I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, i tredive dage bad om straf over dem, der havde dræbt de ædle sahaba ved Bi’r Ma’una. Efter fajr-bønnen bad han om straf over Ba‘l, Dhakwan, Lihyan og ‘Usayya og sagde: »Folkene fra ‘Usayya-stammen har trodset Allah, den Ophøjede, og Hans Sendebud.« Allah, den Ophøjede, åbenbarede koranvers for at lindre Hans Sendebuds smerte over dette. Dette vers blev senere mansukh, det vil sige ophævet. Budskabet i dette vers fra Den Hellige Koran var: »Fortæl vores landsmænd, at vi mødte vores Herre i en sådan tilstand, at Han var tilfreds med os, og at vi også var tilfredse med Ham.«

Efter at dette vers var blevet åbenbaret, ophørte Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, med at bede om straf. [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 586, 587, 588]

Fem) Krigen mod Banu al-Nadir

Det er tidligere blevet nævnt, at jøderne brændte af had til islam og muslimerne. Men de var ikke modige krigere; de var sammensvorne og intrigante. Derfor udtrykte de had og fjendskab i stedet for at føre krig. Trods deres traktater og pagter med muslimerne søgte de alle mulige påskud for at volde dem skade og udsætte dem for overgreb. Efter fordrivelsen af Banu Qaynuqa-stammen og drabet på Ka‘b ibn al-Ashraf mistede jøderne modet. De blev rædselsslagne og forholdt sig tavse. Men efter slaget ved Uhud genvandt de deres mod. De begyndte åbent at vise fjendskab mod muslimerne og begå forræderi. Munafiqerne i Medina indgik i hemmelighed alliance med afgudsdyrkerne i Mekka, og jøderne fortsatte med at støtte afgudsdyrkerne. [Sunan Abu Dawud med ‘Awn al-Ma‘bud, bind 3, s. 116–117]

Selv om Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, vidste alt dette, udviste han tålmodighed. Men efter hændelserne ved al-Raji‘ og Ma’una voksede deres mod betydeligt, og de besluttede at dræbe Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Hændelsen forløb således: Allahs Sendebud, Muhammad Mustafa, fred og velsignelser være med ham, gik sammen med nogle af sine sahaba til jøderne. Han drøftede med dem erstatningen for to mænd fra Banu Kilab, som var blevet dræbt af ‘Amr ibn Umayya al-Damri ved en fejltagelse. I henhold til traktaten med jøderne var de forpligtede til at hjælpe muslimerne med den nævnte erstatning for drabene. Da Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, havde fortalt dem dette, sagde de: »Abu al-Qasim, det skal vi nok gøre. Bliv her med dine ledsagere, så ordner vi det.« Herefter satte Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sig og ventede, mens han lænede sig op ad en af jødernes mure. Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, ‘Umar, må Allah være tilfreds med ham, ‘Ali, må Allah være tilfreds med ham, og nogle andre sahaba var på det tidspunkt sammen med Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham.

Da jøderne var gået et stykke væk, red Satan dem. Satan fik deres kommende ulykke til at se ud som lykke. Jøderne rådslog ondsindet indbyrdes: »Dette er en strålende mulighed. Lad os dræbe Muhammad.« Da de spurgte, hvem der ville kaste en tung møllesten over muren og dræbe Allahs Sendebud, indvilligede en jøde ved navn ‘Amr ibn Jihash. En jøde ved navn Sallam ibn Mishkam sagde: »Pas på, gør ikke det. Ved Allah, Allahs Sendebud vil få kendskab til din hensigt. Allah, den Ophøjede, vil selv underrette ham. Desuden vil det være et brud på den pagt, vi har med muslimerne.« Men de forbryderiske og ulykkelige jøder lyttede ikke til hans ord; de holdt fast i at føre deres onde plan ud i livet.

Imens sendte Allah, Verdenernes Herre, Jibril, fred være med ham, til Sin elskede Sendebud. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, rejste sig hurtigt fra stedet og satte kurs mod Medina. De ædle sahaba fulgte efter ham og sagde: »Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med dig, du gik så hurtigt, at vi ikke forstod noget.« Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, underrettede sahaba om de intrigante jøders sammensværgelse.

Efter sin tilbagekomst til Medina sendte Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, Muhammad ibn Maslamah til Banu al-Nadir-stammen og gav dem denne meddelelse: »Forlad straks Medina. I kan ikke længere blive her sammen med os. I får ti dage til at rejse. Derefter vil enhver, der findes her, blive halshugget.« Efter at have modtaget denne meddelelse fandt jøderne ingen anden udvej end at lade sig fordrive. De begyndte at gøre sig klar til at rejse efter nogle dage. Men munafiq-lederen ‘Abdullah ibn Ubayy sendte jøderne besked: »Bliv, hvor I er, og forlad ikke jeres hjem. Vi har to tusind krigere under vores kommando, som vil gå ind i jeres fæstning. De vil drage ud sammen med jer. Vi vil ikke lade os påvirke af nogen trussel mod jer. Hvis der bliver ført krig mod jer, vil vi hjælpe jer. Desuden er Banu Qurayza- og Banu Ghatafan-stammerne jeres allierede; de vil også hjælpe jer.«

Jøderne blev styrket af denne nyhed, som hykleren ʿAbdullah ibn Ubayy havde sendt dem. De besluttede, at de hellere ville kæmpe end blive forvist. Den jødiske leder Huyayy ibn Akhtab havde håbet, at den hykleriske leder ville holde sit ord. Derfor sendte han besked til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Vi vil ikke forlade vores huse. Gør, hvad du vil.«

For muslimerne var denne udfordring følsom, og historisk set var den både kompleks og vigtig. På dette tidspunkt, hvor situationen var under forandring, var følgerne af at komme i konflikt med fjenderne ikke uden usikkerhed. En farlig situation kunne opstå når som helst. Hele Arabien var rejst imod muslimerne. To muslimske missionsdelegationer var blevet brutalt dræbt. Jøderne fra Banū Naḍīr-stammen var så stærke, at det ikke var nogen let sag at få dem til at overgive deres våben. Desuden var det farligt at løbe risikoen for at gå i krig med dem. Efter tragedien ved Biʾr Maʿūna og den sørgelige hændelse, der gik forud for den, var muslimerne blevet langt mere bevidste om forbrydelser som drab og forræderi. Sådanne forbrydelser havde psykisk belastet og oprørt dem. Derfor besluttede de, at eftersom Banū Naḍīr havde lagt planer om at dræbe Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, måtte de kæmpe mod dem, uanset følgerne. Så snart Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, modtog Huyayy ibn Akhtabs besked, gjorde ledsagerne sig klar til kamp, mens de råbte »Allahu akbar«. På dette tidspunkt blev ʿAbdullah ibn Umm Maktūm sat til at tage sig af Medina. Derefter drog Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sammen med sine ledsagere mod Banū Naḍīrs bebyggelse. Fanen blev givet til ʿAlī ibn Abī Ṭālib, måtte Allah være tilfreds med ham. Da de nåede Banū Naḍīrs område, belejrede de dem.

I mellemtiden søgte Banū Naḍīr tilflugt i deres fæstning og blev belejret. De lukkede fæstningens porte og begyndte at kaste med pile og sten. De brugte de tætte daddelpalmeplantager som skjold. På et tidspunkt beordrede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, at palmerne skulle fældes og brændes. Med henvisning til dette skrev den berømte digter Ḥassān ibn Thābit, måtte Allah være tilfreds med ham:

»For Banū Luʾayys ledere er det blot en lille sag

Flammerne vil brænde voldsomt ved Buwaybas vandløb.«

Buwayba var et område omgivet af Banū Naḍīrs daddelpalmeplantager. Med henvisning til dette siger Allah, den Ophøjede: »I fældede nogle palmer, og nogle lod I stå på deres stammer; det skete med Allahs tilladelse.« Derfor fremsatte Allah, den Ophøjede, følgende eksempel i forbindelse med denne begivenhed: »De ligner Satan, som siger til mennesket: Vær vantro! Men når det så er blevet vantro, siger Satan: Jeg har intet med dig at gøre. Jeg frygter Allah, verdenernes Herre.« (Sura al-Ḥashr, vers 16)

Belejringen varede ikke længe: seks eller syv nætter, ifølge en anden beretning femten nætter. I dette tidsrum indgød Allah jøderne frygt for muslimerne, og deres moral brød sammen. De gik frivilligt med til at overgive deres våben og sendte besked til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, om, at de var rede til at forlade Medina. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, godkendte jødernes forslag. Han godkendte også, at de måtte tage så mange ejendele med sig som muligt, bortset fra våbnene, og forlade Medina sammen med deres familier. Efter at have fået denne tilladelse fra Allahs Sendebud overgav Banū Naḍīr deres våben og begyndte med egne hænder at rive husene ned og pakke de nødvendige ting sammen. De sørgede for at tage døre og vinduer med sig i det omfang, det var muligt. Nogle tog endda tagbjælker og vægstolper med. Derefter satte de kvinder og børn på kamelryggene og forlod Medina. De fleste af jøderne søgte tilflugt i Khaybar. Blandt dem var de fremtrædende jøder Huyayy ibn Akhtab og Salām ibn Abī al-Ḥuqayq, som tog til Khaybar. En gruppe drog af sted mod Syrien. Yāmīn ibn ʿAmr og Abū Saʿīd ibn Wahb antog imidlertid islam. Derfor rørte muslimerne ikke deres ejendele.

I overensstemmelse med betingelserne tog Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, Banū Naḍīr-stammens våben, jord, huse og haver under sin kontrol. Blandt våbnene var der 50 rustninger, 50 hjelme og 340 sværd.

Banu Nadhirs storslåede haver, jord og huse tilhørte udelukkende Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Han havde eneret til at beholde dem for sig selv eller give dem til andre. Derfor tog han ikke en femtedel af disse ejendomme, sådan som det sker med krigsbytte. For Allah, den Ophøjede og Almægtige, havde skænket disse ejendomme som fay’ til sit elskede Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Muslimerne havde ikke erhvervet disse ejendomme gennem kamp. På grund af sin særlige myndighed og sine særlige rettigheder gav Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, dem udelukkende til de muhajirun, der var immigreret i den første periode. To ansar-sahabier, Abu Dujana og Sahl ibn Hunayf, må Allah være tilfreds med dem, fik på grund af deres fattigdom tildelt en del af ejendommene. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, beholdt selv en mindre del af ejendommene. Af de midler, der således blev reserveret, dækkede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sine hustruers udgifter for et helt år.

Dette felttog mod Banu Nadhir fandt sted den 4. august 625 e.Kr. Allah, den Ophøjede, åbenbarede hele suraen al-Hashr i anledning af denne begivenhed. Her blev jødernes skurkagtighed fremhævet, og hyklernes sande natur blev afsløret.

Efter principperne for fay’ er blevet beskrevet, prises muhajirun og ansar, og det siges også, at det som led i krigsstrategien er tilladt at fælde fjendernes træer og sætte ild til dem. En sådan handling er ikke at skabe fordærv på jorden. Derefter påbydes de troende at opnå taqwa og forberede sig på det hinsidige. Til sidst afslutter Allah, den Ophøjede og Almægtige, suraen med at lovprise sig selv og beskrive sine navne og egenskaber.

Derfor sagde den ærede Abdullah ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at det er mest passende at kalde denne sura Sura Banu Nadhir. [Ibn Hisham, bind 2, s. 183–187; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 209, 110; Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 584, 568]

Seks) Slaget ved Najd

I slaget mod Banu Nadhir opnåede muslimerne en bemærkelsesværdig sejr uden nogen form for større ofre eller vanskeligheder. Derved blev muslimernes magt i Medina endnu stærkere og mere konsolideret. Hyklerne blev fortvivlede, og deres ansigter blev mørke. De vovede ikke åbent at foretage sig noget mod islam. Derefter begyndte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, at indhente oplysninger om de beduiner, som lige siden Uhud havde udsat muslimerne for alvorlige vanskeligheder. De havde brutalt angrebet islams missionærer og prædikanter og berøvet dem livet. Senere blev deres mod så stort, at de endog begyndte at overveje at angribe Medina.

Blot få dage efter Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var vendt tilbage til Medina efter slaget mod Banu Nadhir, fik han at vide, at stammerne Banu Muharib og Banu Tha’laba fra Banu Ghatafan var begyndt at samle beduiner for at føre krig mod muslimerne. Så snart Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde modtaget denne besked, besluttede han at gennemføre et felttog mod Najd. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og muslimerne drog langt frem efter at have krydset Najds sletter. Formålet med dette felttog var at indgyde de hårdføre beduiner frygt, så de ikke skulle vove at gentage deres tidligere aktiviteter mod muslimerne.

Beduinerne, der var vant til og erfarne i plyndring, røveri, landevejsrøveri, overmod og lignende, blev så snart de hørte om muslimernes pludselige felttog, grebet af frygt, flygtede og søgte tilflugt i bjergene. Efter at muslimerne havde demonstreret deres overlegenhed over for disse røvere, satte de kursen mod Medina.

De, der omtaler slagene, har på dette tidspunkt nævnt et bestemt slag. Det kaldes slaget ved Dhat al-Riqa i det fjerde år efter hijra. Ud fra de tilgængelige oplysninger kan man forstå, at der på det tidspunkt fandt et slag sted inde i Najd. Situationen i Medina var nemlig noget lignende. Da Abu Sufyan vendte tilbage fra slaget ved Uhud, havde han truet med et slag på Badr-sletten året efter, og muslimerne havde taget imod denne udfordring. Nu nærmede tidspunktet sig igen. Det ville ikke have været klogt at tømme Medina for at drage ud til endnu et stort slag som ved Badr, mens man lod beduinerne fortsætte deres overmod og lovløshed. Før man drog ud til et slag så voldsomt som det, der havde fundet sted på Badr-sletten, var det derimod nødvendigt at slå ned på beduinernes overgreb, så de fremover, når de tænkte på dette slag, aldrig mere skulle få den mindste tanke om at angribe Medina.

Det synes ikke at have været slaget ved Dhat al-Riqa, der fandt sted i rabīʿ al-thānī eller jumādā al-awwal i det fjerde år efter hijra. Ud fra de tilgængelige oplysninger fandt et sådant slag ikke sted på det tidspunkt. For Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) og Abu Musa al-Ashʿari (må Allah være tilfreds med ham) var til stede ved slaget ved Dhat al-Riqa. Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) antog islam blot nogle få dage før slaget ved Khaybar. Abu Musa al-Ashʿari (må Allah være tilfreds med ham) sluttede sig til Allahs Sendebud ved Khaybar.

Det andet bevis på, at slaget ved Dhat al-Riqa fandt sted et godt stykke tid efter det fjerde år efter hijra, er, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, dér udførte salat al-khawf [bønnen under krigstilstand kaldes salat al-khawf. En af reglerne for denne bøn er, at halvdelen af soldaterne beder bag imamen, mens de er fuldt bevæbnede, og den anden halvdel holder øje med fjenden, ligeledes bevæbnede. Efter én rakʿah træder den anden halvdel frem bag imamen, mens den første halvdel går frem for at holde øje med fjenden. Imamen fuldfører den anden rakʿah, og begge hærenheder fuldfører derefter hver især deres bøn på skift. Der findes flere andre regler for denne bøn, som udføres under hensyntagen til krigssituationen. Se hadithbøgerne for en detaljeret beskrivelse.] Salat al-khawf blev udført første gang under ekspeditionen til ʿUsfān. Der er ingen tvivl om, at ekspeditionen til ʿUsfān fandt sted efter slaget ved Khandaq. Slaget ved Khandaq fandt sted i den sidste del af det femte år efter hijra. I virkeligheden var ekspeditionen til ʿUsfān en begivenhed knyttet til rejsen til Hudaybiyya. Denne rejse fandt sted i den sidste del af det sjette år efter hijra. Efter hjemkomsten derfra drog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, mod Khaybar. Også dette beviser, at slaget ved Dhat al-Riqa fandt sted efter slaget ved Khaybar.

Syv) Det andet slag ved Badr

Efter at have sikret sig viden om fjenderne omkring Medina og bragt beduinernes overgreb til ophør begyndte muslimerne at forberede sig på et slag mod den store fjende, Quraysh. Året nærmede sig nemlig hastigt sin afslutning, og det tidspunkt, der var blevet fastsat ved Uhud, nærmede sig også hurtigt. Ved at kæmpe mod Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans folk skulle det vises dem, at muslimerne ikke var svage. Desuden ville den gruppe, der var blevet vejledt og viste lydighed mod verdens Skaber, i dette slag være den, der fortjente at overleve. Situationen ville også være til dens fordel.

I Shaʿban i det fjerde år efter hijra, det vil sige i januar 626 e.Kr., drog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, mod Badr for at gennemføre det planlagte slag, efter at have overdraget ansvaret for Medina til Abdullah ibn Rawaha. Han havde et tusind fem hundrede mujahidin og ti heste med sig. Hærens fane blev overdraget til Ali (må Allah være tilfreds med ham). Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og muslimerne nåede frem til Badr-sletten, ventede de på fjenden.

På den anden side drog Abu Sufyan af sted med en gruppe på to tusind polyteistiske soldater og halvtreds ryttere og slog lejr ved den berømte vandkilde Majanna ved Marr al-Zahran, en slette væk fra Mekka. Men Abu Sufyan havde været rædselsslagen, lige siden han drog fra Mekka. Hvad havde man tidligere opnået ved at kæmpe mod muslimerne? Abu Sufyan begyndte at vurdere sine tidligere erfaringer. Tanken på muslimernes tapperhed og selvopofrelse gav Abu Sufyan ikke mod til at gå videre. Da han nåede stedet Marr al-Zahran, blev hans moral fuldstændig knust. Han begyndte at lede efter en undskyldning for at vende tilbage til Mekka. Til sidst sagde han til sine ledsagere: »Hør, ledsagere! Man kan kun føre krig, når der er overflod. Når der er rigeligt græs, kan dyrene græsse af hjertens lyst, og I kan drikke deres mælk. Men nu er det den tørre årstid. Derfor vender jeg tilbage; vend også I tilbage.«

Alle soldaterne i Quraysh-styrken syntes at være lammet af frygt. Efter Abu Sufyans ord var ingen i stand til at fremføre et nyt argument. Ingen havde længere lyst til at kæmpe mod muslimerne. Derfor vendte de alle tilbage.

Imens ventede muslimerne i otte dage ved Badr-sletten på fjendens soldater. I denne tid solgte de handelsvarer og forvandlede én dirham til to. Efter otte dage vendte muslimerne glade og med rank ryg tilbage til Medina.

Situationen var på det tidspunkt helt og holdent til muslimernes fordel. Dette slag er kendt som det lovede slag, det andet slag ved Badr, det andet Badr-slag eller det lille slag ved Badr. [Ibn Hisham, bind 2, s. 209; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 112]

Slaget ved Dūmat al-Jandal

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vendte tilbage fra Badr. Der var fred og tryghed overalt. I hele området lød Islams triumferende hyldest, og en rolig, fredfyldt og velduftende atmosfære herskede. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, følte behov for at rette sin opmærksomhed helt til Arabias yderste grænser. Det var også nødvendigt, for derved ville muslimerne få fast kontrol over situationen, og både venner og fjender ville forstå og anerkende dette.

Efter det lille slag ved Badr tilbragte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, seks måneder i fred og tryghed i Medina. Derefter blev det meddelt ham, at stammerne omkring Dūmat al-Jandal nær Syrien røvede og plyndrede forbipasserende karavaner. De havde også gjort en stor styrke klar til at angribe Medina. På baggrund af disse efterretninger udnævnte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, Saba ibn Arfata al-Ghifari som sin stedfortræder i Medina og drog af sted med et tusind muslimer. Dette skete den 25. Rabi al-Awwal i det femte hijri-år. For at vise dem vej tog de en mand fra Banu Adhra-stammen med, som hed Mazkur.

Under denne ekspedition var det Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sædvane at rejse om natten og skjule sig om dagen. Denne taktik blev anvendt for at kunne angribe fjenden overraskende. Da de nåede frem til Dūmat al-Jandal, viste det sig, at fjenderne var flyttet et andet sted hen. Deres husdyr og hyrder blev taget til fange, men nogle af dem undslap også.

Indbyggerne i Dūmat al-Jandal flygtede også i alle retninger, hvor de kunne. Da muslimerne nåede frem til sletten ved Dūmat al-Jandal, kunne de ikke finde en eneste af de lokale indbyggere. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig dér i nogle dage. Soldater blev sendt ud til forskellige steder i området, men ingen blev fundet. Efter nogle dage vendte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tilbage til Medina. Under denne ekspedition blev der indgået en aftale med Uyayna ibn Hisn. Dūmat al-Jandal er en by ved Syriens grænse. Herfra er der fem nætters rejse til Damaskus og femten nætters rejse til Medina.

Som følge af sådanne velovervejede skridt og vise planer var Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i stand til at udbrede Islams ære, styrke og fredsideal vidt og bredt. Tidens udvikling vendte sig til muslimernes fordel, og både de indre og ydre problemer og kriser blev mindre. I nogen tid havde begge slags problemer ellers omgivet muslimerne. Som følge af disse vellykkede ekspeditioner blev hyklerne tavse. En jødisk stamme blev forvist, mens en anden stamme lovede at opføre sig som gode naboer. Quraysh-styrken blev også svækket. Muslimerne fik mulighed for at udbrede Islams ophøjede lære og for at forkynde budskabet om Allah, alverdenernes Herre, og Hans religion.

Slaget ved Khandaq

Som følge af muslimernes militære aktiviteter i mere end et år blev der etableret fred på Jazirat al-Arab, altså Den Arabiske Halvø. Overalt bredte muslimernes indflydelse og magt sig. På dette tidspunkt blev jøderne udsat for forskellige former for ydmygelse og vanære på grund af deres foragtelige opførsel, sammensværgelser og forræderi. Men de kom stadig ikke til fornuft og tog heller ingen lærdom. Efter deres forvisning fra Khaybar ventede jøderne på at se, hvor konflikten mellem muslimerne og afgudsdyrkerne ville ende. Men situationen udviklede sig stadig mere til muslimernes fordel, og islams sejrshymner bredte sig vidt omkring. Da jøderne så dette, blev de fortærede af misundelse. De begyndte på ny at konspirere. De forberedte sig på at rette det sidste slag mod muslimerne. De ønskede at udslette muslimerne for altid. Men de havde ikke mod til at gå i direkte kamp med dem, og derfor udtænkte de en frygtelig plan for at nå deres mål.

Dette er beretningen om begivenhederne: Tyve høvdinge og ledere fra stammen Banu Nadir ankom til Mekka for at mødes med Quraysh. De opfordrede Quraysh til at føre krig mod Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde, at de også ville yde fuld støtte. Quraysh gik med til det. Under slaget ved Uhud havde Quraysh lovet at kæmpe på Badr-sletten det følgende år, men de havde ikke været i stand til at gøre det. Derfor tænkte de, at en ny militær aktion både kunne bevare Qurayshs gode navn og omdømme og opfylde det løfte, de tidligere havde afgivet.

Derefter gik den jødiske delegation til Banu Ghatafan og opildnede også dem til krig på samme måde som Quraysh. De gjorde sig også klar. Herefter rejste disse jødiske udsendinge rundt til forskellige arabiske stammer, ophidsede dem mod muslimerne og opfordrede dem til krig. Mange mennesker gjorde sig klar til at kæmpe. Kort sagt lykkedes det de jødiske politikere at danne en alliance med de vantro og forberede mange mennesker på at føre krig mod Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), hans kald og muslimerne.

I overensstemmelse med den planlagte strategi satte Quraysh, Kinana og andre stammer bosat i Tihama derefter kurs mod Medina fra syd. Deres leder var den vantro leder Abu Sufyan. Deres samlede styrke var på 4.000 mand. Da de nåede Marr az-Zahran, sluttede folk fra Banu Sulaym sig til dem. Samtidig satte stammerne Ghatafan, Fazara, Murra og Ashja’ kurs mod Medina fra øst.

Hærføreren for Fazara-stammen var Uyayna ibn Hisn. Hærføreren for Banu Murra var al-Harith ibn Awf, og hærføreren for Banu Ashja’ var Mas’ara ibn Rakhila. Mange mennesker fra Banu Asad og andre stammer sluttede sig også til dem.

På den fastsatte dag satte disse folk kurs mod Medina i overensstemmelse med det tidligere bekendtgjorte program. Inden længe samledes en enorm hær på 10.000 soldater nær Medina. Den var så stor i antal, at selv hele Medinas befolkning, inklusive kvinder og børn, ikke var lige så talrig. Hvis denne enorme hær pludselig var trængt ind i Medina, ville muslimerne være kommet i en farlig situation. Det var heller ikke utænkeligt, at de kunne have udslettet muslimerne fuldstændigt. Men muslimernes leder i Medina var yderst årvågen og samvittighedsfuld. Han traf beslutninger i overensstemmelse med situationens alvor. Da soldater fra forskellige stammer havde sat kurs mod Medina, underrettede de spioner, der havde til opgave at levere oplysninger til den islamiske stat, i rette tid Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham).

Så snart Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) havde modtaget denne nyhed, satte han sig sammen med fremtrædende sahaba til et møde i shura-rådet for at drøfte strategien for Medinas forsvar. Efter at drøftelserne var blevet gennemgået, blev et forslag fra Salman al-Farisi (må Allah være tilfreds med ham) enstemmigt godkendt. Salman (må Allah være tilfreds med ham) fremlagde sit forslag således: »Allahs Sendebud, når vi blev belejret i Persien, gravede vi grøfter hele vejen rundt.«

Dette var et velovervejet forslag til forsvar. Araberne kendte ikke til denne form for strategi. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, godkendte forslaget og påbegyndte straks udgravningen. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, førte selv tilsyn med arbejdet. Han deltog også selv i udgravningen af grøften. I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Hazrat Sahl ibn Sa’d, må Allah være tilfreds med ham, at vi var sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ved grøften. Folk gravede, mens vi bar jorden væk på vores skuldre. På dette tidspunkt sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Livet i det hinsidige er det sande liv. O Barmhjertige, tilgiv Ansarerne og Muhajirerne.« [Sahih al-Bukhari, kapitlet om slaget ved grøften, bind 2, s. 588]

I en anden overlevering fra Hazrat Anas, må Allah være tilfreds med ham, fortælles det, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gik hen til grøften og så Muhajirerne og Ansarerne beskæftiget med at grave på en kold morgen. De havde ingen slaver, som kunne udføre arbejdet for dem. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, så ledsagernes vanskeligheder og deres sultne tilstand, sagde han:

»O Allah, livet er sandelig livet i det hinsidige

Tilgiv Muhajirerne og Ansarerne, O nådige.«

Ansarerne og Muhajirerne svarede:

Så længe vi har liv

har vi aflagt troskabsed til jihad under Muhammeds hånd.« [Al-Bukhari, bind 1, s. 397; bind 2, s. 588.]

I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Hazrat al-Bara ibn ‘Azib, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: Jeg så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, grave jord under slaget ved grøften. Hans krop var dækket af støv. Han havde meget hår. I denne tilstand gravede han jorden og sagde:

‘Uden dig ville vi ikke have fået vejledning, o Konge over alle konger

vi ville hverken have givet zakat eller bedt.

Giv os fred, så vores hjerter står fast; når kampen kommer, så lad vores skridt forblive urokkelige.

De ophidsede folk mod os

men vi ved, at vores hoveder ikke vil bøje sig i fitna.’

Hazrat Bara’ siger, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udtalte de sidste ord med fasthed. I en anden overlevering er digtets sidste to linjer gengivet således,

Hvis de vil gøre uret og kaste os ud i fitna

så vil vi være dem, der ikke bøjer hovedet. [Bukhari, 2. bind, s. 589]

Muslimerne arbejdede på den ene side med stor entusiasme og iver, mens de på den anden side udholdt voldsom sult. Når man tænker på dette, banker hjertet hårdt. Hadhrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) siger: Der blev bragt noget byg til dem, der gravede grøften, og der blev bragt noget opvarmet chiknai. Det var denne tørre og smagløse mad, de spiste. [Bukhari, bind 2, s. 588]

Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham) siger: Vi fortalte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, om vores sult og viste ham en sten, som vi havde bundet fast over maven under tøjet. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, viste os to sten, som han havde bundet fast på sin mave. [Jami‘ at-Tirmidhi, Mishkat, bind 2, s. 448]

Under udgravningen af grøften viste flere tegn på profetværdigheden sig. I Sahih Bukhari nævnes det, at Hadhrat Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham), da han så Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, stærkt svækket af sult, slagtede et gedekid. Hans hustru lavede brød af én sa‘ byg (omkring to et halvt kilo). Derefter sagde hun i al hemmelighed til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham: Kom venligst hjem til os sammen med nogle få af dine nære ledsagere. Men Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, begav sig af sted sammen med alle de ledsagere, der var beskæftiget med udgravningen. Der var tusind ledsagere. Herefter spiste alle ledsagerne sig mætte af brød og kød, mens kødgryden stadig kogte over ilden. Alt det brød, der blev bagt, blev serveret, men det slap ikke op. Brød blev bagt det ene efter det andet. [Sahih Bukhari, bind 2, s. 588, 4898]

Søsteren til Hadhrat Nu‘man ibn Bashir kom med nogle dadler til grøften. Hun havde taget dem med, så hendes bror og morbror kunne spise dem. Da hun var på vej med dem til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, tog hun dadlerne tilbage, bredte en måtte ud og spredte dem på den. Derefter kaldte hun de ledsagere, der arbejdede med udgravningen, for at spise. Ledsagerne begyndte at spise. Jo mere de spiste, desto flere dadler kom der. Alle spiste sig mætte og gik tilbage til arbejdet, mens dadlerne stadig faldt uden for den udlagte måtte. [Ibn Hisham, bind 2, s. 218]

En endnu mere forbløffende begivenhed end de to nævnte fandt sted på dette tidspunkt. Imam Bukhari overleverer denne beretning fra Hadhrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham). Hadhrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) siger: Vi var i færd med at grave grøften, da en stor sten pludselig kom til syne. Men vi kunne ikke flytte den, uanset hvad vi gjorde. Vi fortalte da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, om det. Han sagde: Jeg kommer. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde på det tidspunkt en sten bundet til maven. Han slog med en skovl på stenen inde i grøften. Straks blev stenen til en bunke støv og sand. [Sahih Bukhari, bind 2, s. 588]

Hadhrat Bara ibn Azib (må Allah være tilfreds med ham) siger: Under udgravningen af grøften stod vi over for en enorm hindring. Når vi slog på den med skovlen, sprang skovlen tilbage. Vi fortalte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, om dette. Han tog skovlen i hånden, sagde »Bismillah« og slog. En del af stenen blev brudt af. Han sagde: »Allahu akbar, jeg har fået nøglerne til Sham, det vil sige Syrien. Ved Allahs ed, jeg kan nu se de røde paladser dér.« Derefter slog han for anden gang, og endnu et stykke blev brudt af. Han sagde: »Ved Allahs ed, jeg kan nu se det hvide palads i Mada’in.« Så slog han for tredje gang og sagde: »Bismillah.« Derved blev resten af stenen hugget bort. Han sagde: »Allahu akbar, jeg har fået nøglerne til Yemen. Jeg kan nu se porten til Sana’a.« [Sunan an-Nasa’i, bind 2, s. 56]

Ibn Ishaq har også overleveret en lignende beretning fra Hadhrat Salman al-Farisi (må Allah være tilfreds med ham).

Byen Medina er åben mod nord, mens den på de tre andre sider er omgivet af bjerge og dadelpalmer. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, var en fremsynet militærstrateg. Han vidste, at de ikke-muslimske angribere ville komme fra nord for at angribe Medina. Derfor lod han kun grave en grøft mod nord. [Ibn Hisham, bind 2, s. 219]

Muslimerne fortsatte arbejdet med at grave grøften i et jævnt tempo. Hele dagen gravede de, og om aftenen vendte de hjem. Grøften blev færdig efter planen, før den vantro hær nåede frem til Madinas udkant. [Ibn Hisham, bind 2, s. 220-221]

Quraysh kom med deres fire tusind soldater og slog lejr ved Majmaʿ al-Asyāl, mellem Madinas Rawma, Jarf og Jābābir. På den anden side kom Ghatafān og deres allierede fra Najd med seks tusind soldater og slog lejr i området Jamb Naqmi øst for Uhud.

Allah den Højeste siger: »Da de troende så de forenede hære, sagde de: ‘Dette er det, som Allah og Hans Sendebud havde lovet os, og Allah og Hans Sendebud talte sandt.’ Og derved voksede deres tro og lydighed.« (Sura al-Ahzab, vers 22)

Men da hyklerne og de svage af hjerte fik øje på dem, rystede de af frygt. Allah, al-ʿĀlamīns Herre, siger: »Og hyklerne og de, hvis hjerter var syge, sagde: ‘Det, som Allah og Hans Sendebud lovede os, er ikke andet end bedrag.’« (Sura al-Ahzab, vers 12)

For at møde de ikke-muslimske forenede hære samlede Sendebudet, Allahs fred og velsignelser være med ham, en hær på ti tusind soldater. Med Salā-bjerget bag sig indtog de en forsvarsposition omkring fæstningen. Foran dem var khandaq, altså grøften. Muslimernes kodeord var: »Hā-Mīm, lā yunṣarūn«, det vil sige, at de ikke måtte få hjælp. Ansvaret for Madina blev overdraget til ʿAbdullah ibn Umm Maktum. Kvinder og børn blev anbragt i forskellige fæstninger og befæstede huse.

Da de vantro kom for at angribe Madina, opdagede de, at en dyb og bred grøft lå som en hindring mellem dem og Madina. Derfor blev de liggende under belejring. Da de drog mod Madina, havde de ikke forestillet sig, at de ville møde en sådan hindring, og de havde heller ingen mental forberedelse på det. De sagde til hinanden, at en sådan forsvarstaktik var helt ny for araberne. Da de ikke havde tænkt på denne enestående forsvarsstrategi, blev de vantro forvirrede og rådvilde.

Da de vantro nåede frem til grøften, blev de ude af sig selv af vrede. De havde troet, at de let ville besejre muslimerne. Imens holdt muslimerne øje med de vantros bevægelser og lod dem ikke komme i nærheden af grøften. Når de nærmede sig, skød muslimerne pile mod dem. Derfor kom de vantro i store vanskeligheder. De turde ikke nærme sig grøften, og det var utænkeligt at fylde den med jord.

Hvordan skulle Qurayshs soldater kunne belejre grøften og vente på ubestemt tid uden at opnå noget? Det var i strid med deres vaner og deres ære. En gruppe af dem krydsede grøften gennem et smalt sted. Derefter red nogle af dem rundt til hest mellem grøften og Salā. Det var blandt andre ʿAmr ibn ʿAbd, ʿIkrimah ibn Abū Jahl og Dirār ibn al-Khattāb. Hazrat ʿAlī (ra) drog ud sammen med nogle muslimer. De tog kontrol over det sted, hvor fjenderne var trængt ind, og afskar dermed deres vej tilbage. Som følge heraf udfordrede ʿAmr ibn ʿAbd Wudd Hazrat ʿAlī (ra) med et højt råb til en mand mod mand-kamp. Hazrat ʿAlī (ra), Guds løve, sagde noget, der gjorde ʿAmr rasende, så han sprang ned fra sin hest. Derefter dræbte han hesten og stillede sig over for Hazrat ʿAlī (ra). Han var en stor kriger. En voldsom kamp brød ud mellem dem. De angreb hinanden for at overvinde den anden. Til sidst dræbte Hazrat ʿAlī (ra) ham. De øvrige polyteister flygtede i hast til den anden side af grøften. De var frygtelig bange. ʿIkrimah, Abū Jahls søn, flygtede og efterlod endda sit spyd.

Polyteisterne forsøgte på alle mulige måder at krydse voldgraven eller fylde den op og anlægge en vej. Men muslimerne lod dem ikke komme nær voldgraven. De holdt dem tilbage ved at skyde pile mod dem og rette spyd imod dem, så alle deres forsøg mislykkedes.

På grund af denne intense konfrontation gik flere af Sahabaernes bønner tabt. I Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim fortælles det fra Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) kom på dagen for Slaget ved Voldgraven og, efter at have kritiseret de vantro med hårde ord, sagde til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »O Allahs Sendebud, i dag har jeg bedt, mens solen var ved at gå ned.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Men jeg har endnu ikke bedt.« Derefter foretog Sahabaerne deres afvaskning, efter at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde foretaget sin. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad eftermiddagsbønnen, men da var solen allerede gået ned. Derefter bad han aftenbønnen.

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev meget bedrøvet over at være blevet tvunget til at indhente eftermiddagsbønnen. Han bad Allah om at straffe polyteisterne. I Sahih al-Bukhari fortælles det fra Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde på dagen for Slaget ved Voldgraven: »O Allah, fyld deres huse og grave med ild, sammen med alle polyteisterne. På grund af dem måtte vi forsømme eftermiddagsbønnen, indtil solen allerede var gået ned.« [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 590]

Det er overleveret i Musnad Ahmad og Musnad al-Shafi’i, at polyteisterne forhindrede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i at bede middags-, eftermiddags-, aften- og natbønnen til tiden. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad disse bønner samlet. Imam al-Nawawi siger, hvad angår modsigelserne mellem overleveringerne i de nævnte hadither, at alle hadithernes udsagn kan være sande. Slaget ved Voldgraven varede i flere dage; den ene dag var situationen på én måde og den næste dag på en anden.

Disse hadither viser, at polyteisterne i flere dage gjorde alt, hvad de kunne, for at krydse voldgraven og angribe Medina, mens muslimerne afværgede deres forsøg. Voldgraven stod som en hindring mellem de to hære. Derfor opstod der ingen mulighed for et blodigt sammenstød ansigt til ansigt. I stedet skød de pile mod hinanden.

Flere på begge sider blev dræbt af pileskud. Deres samlede antal var dog ti. Blandt de dræbte polyteister blev to eller én dræbt af et sværdslag.

Hazrat Sa’d ibn Mu’adh (må Allah være tilfreds med ham) blev ramt af en pil. Han blev alvorligt såret. Det var en polyteist ved navn Hibban ibn al-‘Ariqa, der skød pilen mod ham. Denne mand var af Quraysh-stammen. Efter at være blevet såret bad Hazrat Sa’d (må Allah være tilfreds med ham): »O Allah, Du ved, at der ikke er noget folk, hvis medlemmer har fornægtet Dit Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og fordrevet ham fra deres hjem, som jeg hellere vil kæmpe imod på Din vej end noget andet folk. O Allah, jeg mener, at Du har bragt krigen mellem os og dem til dens afslutning. O Allah, hvis der stadig er krig mod Quraysh tilbage, så lad mig leve til denne krig, så jeg kan kæmpe mod dem. Men hvis Du har afsluttet min krig mod de vantro, så lad ikke såret fra denne skade hele, og gør dette sår til årsag til min død. [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 591]« Til sidst sagde han: »O Allah, lad mig ikke dø, før mine øjne er blevet trøstet angående Banu Qurayza.«] Ibn Hisham, bind 2, s. 227]

Kort sagt stod muslimerne på den ene side over for problemer på slagmarken, mens den modbydelige virksomhed med sammensværgelser og intriger fortsatte på den anden. Sammensværgerne forsøgte at sprøjte gift ind i muslimernes kroppe. Den forbryderiske leder af Banu Nadir-stammen, Huyayy ibn Akhtab, kom til Banu Qurayza-stammen og opsøgte deres høvding, Ka’b ibn Asad. Det var netop Ka’b ibn Asad, der på Banu Qurayzas vegne havde fungeret som mellemmand ved indgåelsen af aftalen. Denne mand havde indgået en aftale med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om at hjælpe ham i krigstid. Dette er allerede blevet omtalt.

Huyayy kom hen og råbte ved Kaʿbs dør. Så snart Kaʿb så Huyayy, åbnede han døren. Efter at døren var blevet åbnet, sagde Huyayy: »O Kaʿb, jeg har bragt dig hele tidens ære og et brusende hav. Jeg har samlet hele Quraysh sammen med alle deres ledere ved Rūmās Majūl al-ʿAsāl. Jeg har samlet folkene fra Banū Ghatafān sammen med alle deres ledere ved Jamb Nakhm, nær Uhud. De har lovet mig, at de ikke vil forlade stedet, før de har udslettet Muhammad og hans ledsagere fuldstændigt.«

Kaʿb sagde: »Ved Gud, du er kommet til mig med min tids vanære og en regnbringende sky. Fra den glimter kun lynene, og der lyder torden. Men der er intet godt tilbage i den. Huyayy, ve dig; lad mig være i min situation. Jeg har ikke set andet i Muhammad end sandhed og troskab.« Men Huyayy begyndte at stryge Kaʿb over hovedet og kroppen, omfavne ham med påtaget følelse og vise ham oprigtig kærlighed. På denne måde lykkedes det ham til sidst at få Kaʿb til at gå med. Han måtte dog love, at hvis Quraysh blev tvunget til at vende tilbage uden at have dræbt Muhammad, ville han også gå ind i Kaʿbs fæstning sammen med ham. Derefter ville han acceptere den samme skæbne, som Kaʿb måtte få. Efter Huyayys løfte brød Kaʿb ibn Asad sin pagt med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og overtrådte aftalen med muslimerne; han deltog i krigen mod dem på afgudsdyrkernes side. [Ibn Hisham, bind 2, s. 220-221]

Derefter begyndte jøderne fra Banū Qurayza at gøre sig klar til krig mod muslimerne. Ibn Ishaq har sagt, at Safiyya bint ʿAbd al-Muttalib befandt sig inde i en fæstning ved navn Fāriʿ, som tilhørte Hassan ibn Thabit. Hassan var dér sammen med kvinderne og børnene. Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: »En jøde gik forbi os og begyndte at gå rundt om fæstningen. Det var på det tidspunkt, hvor Banū Qurayza havde brudt den aftale, de havde indgået med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), og var gået i krig mod ham. På det tidspunkt var der ingen mellem os og de aftalebrydende jøder, som kunne sikre vores beskyttelse. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) var optaget af at bekæmpe den samlede fjendtlige hær sammen med ledsagerne. Hvis nogen angreb os, kunne Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) ikke komme os til hjælp. Da gjorde jeg Hassan opmærksom på det og sagde: ›O Hassan, en jøde går rundt om fæstningen. Jeg frygter, at han vil ophidse de andre jøder mod os. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og ledsagerne er så optaget af andre opgaver, at de ikke kan komme os til hjælp her. Gå derfor hen og dræb ham.‹ Hassan (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ›Du ved jo, at jeg ikke er en mand til den slags.‹« Safiyya (må Allah være tilfreds med hende) fortsatte sin beretning: »Jeg bandt et klæde om livet, tog et stykke træ og gik ud af fæstningen hen til jøden. Jeg slog ham ubarmhjertigt, indtil jeg dræbte ham. Derefter vendte jeg tilbage til fæstningen og sagde til Hassan: ›Gå hen og tag mandens våben og andre ejendele.‹ Manden var en voksen mand, og derfor tog jeg ikke hans våben. Hassan (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ›Vi har ikke brug for hans våben og ejendele.‹«¹⁸

Denne tapre handling fra Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) faster havde en stærk virkning på beskyttelsen af de muslimske kvinder og børn. Jøderne troede, at der inde i fæstningen befandt sig en støttestyrke af muslimske soldater. Derfor turde de ikke sende nogen anden hen til fæstningen. I virkeligheden var der ikke en eneste soldat dér.

For at bevise deres solidaritet med de afgudsdyrkende Quraysh-soldater forsynede de dem imidlertid regelmæssigt med fødevarer. På et tidspunkt erobrede muslimerne tyve kameler fra disse forsyninger.

Kort sagt blev Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) straks opmærksom på sagen, da han fik at vide, at jøderne havde brudt deres løfte. Først ønskede han at undersøge, om sagen var sand, så Banū Qurayzas egentlige rolle kunne blive klarlagt. Hvis der blev fundet beviser på, at den indgåede aftales betingelser var blevet overtrådt, skulle de nødvendige militære foranstaltninger træffes på det grundlag.

Derfor sendte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) nogle ledsagere af sted. Det var Saʿd ibn Muʿādh (må Allah være tilfreds med ham), Saʿd ibn ʿUbādah (må Allah være tilfreds med ham), ʿAbdullah ibn Rawāhah (må Allah være tilfreds med ham) og Khawwāt ibn Jubayr (må Allah være tilfreds med ham). Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Gå af sted, undersøg det, man fortæller om Banū Qurayza, og kom tilbage og fortæl mig det med tegn. Hvis det blot er et rygte, skal I offentligt meddele alle, at de holder fast ved den aftale, de har indgået med os.«

Ledsagerne gik hen til folkene fra Banū Qurayza og bemærkede, at de fremsatte fornærmende udtalelser om Allahs Sendebud og muslimerne. De sagde: »Hvem er Allahs Sendebud egentlig? Der er ingen aftale mellem os og Muhammad.« Da ledsagerne hørte dette, vendte de tilbage. Da de kom til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), sagde de kun med tegn: »ʿAdal og Qārah.« Det betød, at ligesom folkene fra stammerne ʿAdal og Qārah havde begået forræderi mod den muslimske delegation, var Banū Qurayza også involveret i den samme slags forræderi.

18. Ibn Hisham, bind 2, s. 228

Selv om han forsøgte at antyde det med tegn, forstod de andre sahaba det. Som følge heraf blev alle konfronteret med en frygtelig situation.

Muslimerne befandt sig på det tidspunkt i en yderst vanskelig situation. Bag dem lå Banu Qurayza-stammen. Hvis de angreb, var der ingen til at afværge angrebet. Foran dem stod de vantros samlede hær. De kunne heller ikke tillade sig at være uopmærksomme på den. Der var ingen foranstaltninger til at sikre de muslimske kvinder og børn; de befandt sig inden for rækkevidde af de forræderiske jøder. Af disse grunde var muslimernes psykiske tilstand blevet meget sårbar. Det var denne situation, Allah, den Ophøjede, beskrev således: »Da de kom imod jer fra de høje og de lave egne, blev jeres øjne opspilede, jeres hjerter steg op i struben, og I nærede forskellige forestillinger om Allah. Da blev de troende sat på prøve, og de blev rystet voldsomt.« (Sura al-Ahzab, vers 10-11)

På dette tidspunkt blev også nogle hyklere aktive. De sagde til hinanden, at Muhammad havde lovet os, at vi skulle nyde godt af kejserens og Kisras skatte, men nu var situationen sådan, at man måtte risikere livet, selv når man gik ud for at urinere eller besørge. Nogle hyklere gik til deres gruppes ledere og sagde: »Vores huse ligger åbne for fjenderne. Giv os tilladelse til at vende tilbage til vores hjem. Vores huse ligger jo uden for byen.«

Situationen var blevet sådan, at folkene fra Banu Salama-stammen blev meget usikre. De overvejede at trække sig tilbage. Om dem siger Allah, den Ophøjede: »Og hyklerne, i hvis hjerter der var en sygdom, sagde: “Det, Allah og Hans Sendebud lovede os, er ikke andet end bedrag.” Og en gruppe af dem sagde: “I, folk fra Yathrib, her er ingen plads for jer; vend tilbage.” Og en gruppe af dem bad Profeten om fritagelse og sagde: “Vores huse er ubeskyttede.” Men de var ikke ubeskyttede. I virkeligheden var det deres hensigt at flygte.« (Sura al-Ahzab, vers 12-13)

På den ene side var situationen sådan, mens Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) på den anden side lå indhyllet i sit tæppe. Da sahaba så ham ligge sådan i lang tid, voksede deres mentale uro yderligere. Efter et stykke tid blev en ny bevidsthed vakt i Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) hjerte. Han rejste sig, sagde »Allahu akbar« og erklærede: »Muslimer, hør det glædelige budskab om Allahs hjælp og sejr.«

Derefter iværksatte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) en plan for at håndtere den aktuelle situation. Han sendte en gruppe muslimer ud for at sikre sikkerheden. Han frygtede, at jøderne, fordi de så muslimerne være uopmærksomme, pludselig skulle angribe de muslimske kvinder og børn. Men det var nødvendigt at tage et afgørende skridt, som kunne adskille fjendens forskellige grupper fra hinanden. For at gennemføre dette overvejede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) at indgå et forlig med de to ledere af Banu Ghatafan, ‘Uyayna ibn Hisn og al-Harith ibn ‘Awf.

Ifølge dette forlig skulle en tredjedel af Medinas høst gives til Banu Ghatafan. Hvis man tilbød dem en sådan fordel, ville jøderne trække sig tilbage. Som følge heraf ville muslimerne kunne møde Quraysh-fjenderne mere effektivt. Et sådant forslag blev drøftet. Men da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) rådførte sig med to fremtrædende sahaba, Sa’d ibn Mu’adh og Sa’d ibn ‘Ubada, gav de udtryk for en anden holdning. De sagde: »Allahs Sendebud, hvis Allah, den Ophøjede, har givet dig denne befaling, vil vi uden indvendinger adlyde den. Men hvis du kun ønsker at gøre dette for vores skyld, så siger vi, at vi ikke har brug for det. Da vi og de dyrkede afguder, kunne de ikke forvente så meget som et korn af os, bortset fra gæstfrihed og handel. Nu har Allah, den Ophøjede, givet os ære og værdighed; skal vi under disse omstændigheder give dem vores ejendom? Ved Allahs ed, vi vil kun give dem vores sværd.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) erklærede, at de to sahabas synspunkt var rigtigt, og sagde: »Jeg havde tænkt noget andet. Hele Arabien har samlet sig og rejst sig imod jer. Det var med denne tanke, at jeg kun for jeres skyld ønskede at gøre dette.«

Derefter begyndte fjendens styrker, med Allahs vilje, at gå i opløsning. Der opstod splid i deres enhed, og deres slagkraft blev sløvet. Nu’aym ibn Mas’ud ibn Amir al-Ashja’i fra stammen Banu Ghatafan kom i al hemmelighed til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »Allahs Sendebud, jeg har antaget islam, men jeg har ikke fortalt det til mit folk. Giv mig en befaling.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Du kan ikke iværksætte nogen militær aktion mod dem, men skab så meget splid blandt dem som muligt og svæk deres moral. Krig er jo list.«

Efter at have hørt dette gik Nu’aym, måtte Allah være tilfreds med ham, uden tøven til Banu Qurayza. Han havde tidligere stået dem meget nær. Da han kom til dem, sagde han: »I ved, at jeg nærer kærlighed til jer, og at der består et særligt forhold mellem jer og mig.« De svarede: »Ja.« Nu’aym sagde: »Så hør efter. I har en anden opfattelse af Quraysh end jeg. Dette område er jeres eget. Jeres huse, ejendele og familier er alle her. I kan ikke forlade alt dette. Quraysh og folkene fra Ghatafan er kommet for at kæmpe mod muslimerne, og I vil yde dem støtte og solidaritet. Hvad har I dog gjort? Hvad ejer Quraysh og Ghatafan her? De har hverken huse, ejendele eller familier her. Hvis de får mulighed for det, vil de træffe deres forholdsregler; ellers pakker de deres senge sammen og tager af sted. Derefter vil I stå tilbage — I og Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han vil da tage hævn over jer, som det passer ham.« Da Banu Qurayza hørte dette, blev de chokerede. De sagde: »Nu’aym, sig os, hvad kan vi gøre?« Nu’aym sagde: »Bed Quraysh om at give jer nogle mænd som sikkerhed. Hvis de ikke gør det, må I under ingen omstændigheder deltage i krigen sammen med dem.« Folkene fra Qurayza sagde: »Du har sagt noget sandt og fornuftigt.«

Derefter gik Nu’aym, måtte Allah være tilfreds med ham, direkte til Qurayshs ledere. Han sagde til dem: »I er ikke uvidende om min kærlighed til jer og min oprigtige omsorg for jeres velbefindende.« Da de hørte Nu’aym, svarede de: »Ja.« Nu’aym sagde: »Så hør efter. Jøderne skammer sig over at have brudt den aftale, de indgik med Muhammad. Nu har de indbyrdes indgået en skriftlig aftale om, at de vil tage nogle af jeres mænd som sikkerhed og overgive dem til Muhammad. Derefter vil de genoprette deres forhold til Muhammad. Hvis jøderne derfor beder jer om nogle mænd som sikkerhed, må I under ingen omstændigheder give dem nogen.« Derefter gik Nu’aym, måtte Allah være tilfreds med ham, også til folkene fra Banu Ghatafan og sagde det samme til dem, hvorved han gjorde dem mistænksomme over for Quraysh. Som følge heraf sendte Quraysh og Ghatafan midt om natten en besked til jøderne: »Vores situation er ikke god; heste og kameler dør. Lad os derfor angribe Muhammad samlet. I angriber fra den side, og vi angriber herfra.« Jøderne sendte svaret: »I ved, at det i dag er lørdag. I ved, hvilken straf de tidligere fik, som overtrådte lovens bestemmelser om denne dag. Desuden vil vi ikke deltage i krigen, før I har givet os nogle af jeres mænd som sikkerhed.« Da budbringeren kom tilbage og fortalte Quraysh og Ghatafan jødernes svar, sagde de: »Ved Allah, Nu’aym talte sandt.« Derefter sendte de jøderne besked: »Ved Gud, vi kan ikke sende nogen mænd som sikkerhed. Angrib nu fra jeres position; vi angriber herfra.« Da folkene fra Qurayza hørte dette, sagde de: »Nu’aym talte sandt.« Således opstod der mistillid mellem de to grupper. Der opstod også modløshed blandt deres soldater, og der kom splid blandt de allierede styrker.

På det tidspunkt løftede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og muslimerne deres hænder i bøn til Allah, alle verdenernes Herre. Muslimerne bad således: »O Allah, beskyt os og befri os fra vores vanskeligheder.«

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad: »O Allah, Du har åbenbaret Skriften, og Du vil snart holde regnskab. Besejr disse hære, o Allah. Besejr dem, og ryst dem.« (Bukhari, Kitab al-Jihad, bind 1, s. 411; Kitab al-Maghazi, bind 2, s. 590)

Allah, alle verdenernes Herre, besvarede bønnen fra Sin elskede Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og de hengivne muslimer. Efter at der var opstået splid i polyteisternes alliance samt modløshed og gensidig mistillid blandt dem, sendte Allah en stormfuld vind over dem. Vinden væltede deres telte, spredte deres ejendele og rev teltstængerne op. Intet forblev på sin plads. Samtidig sendte Allah en gruppe engle. Som følge heraf rystede de vantros hjerter voldsomt, og de blev dybt påvirket af muslimernes overvældende magt.

På den kolde og stormfulde nat sendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Hudhayfa ibn al-Yaman ud for at bringe nyheder om de vantro. Da han kom frem, så han, at polyteisterne gjorde sig klar til at flygte. Hudhayfa, måtte Allah være tilfreds med ham, kom tilbage og fortalte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hvad han havde set. Om morgenen viste det sig, at hele slagmarken var tom. Allah havde tvunget fjendens soldater til at trække sig tilbage uden nogen form for gevinst. Således opfyldte Allah sit løfte til Sit elskede Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og muslimerne. Han ærede Sine elskede tjenere, hjalp dem og besejrede de vantros soldater. Efter de vantros tilbagetog vendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tilbage til Medina.

Ifølge den korrekte beretning fandt Slaget ved Grøften sted i måneden Shawwal i det femte hijri-år. Polyteisterne belejrede muslimerne i en måned eller omtrent en måned. Ved en gennemgang af alle forhold fremgår det, at belejringen begyndte i Shawwal og sluttede i måneden Dhu al-Qa’dah. Ibn Sa’d siger, at den dag, hvor Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vendte tilbage fra grøften, var en onsdag. Der var da stadig syv dage tilbage af måneden Dhu al-Qa’dah.

Slaget ved Khandaq, eller Gravslaget, var i virkeligheden ikke et nederlagsslag; tværtimod sejrede muslimerne i dette slag. Der fandt ikke nogen større blodig kamp sted. Alligevel var det et afgørende slag i islams historie. I dette slag blev hedningernes moral fuldstændig knust, og det blev klart, at ingen arabisk magt ville være i stand til at udslette den magt, der var under udvikling i Medina. De afgudsdyrkere, som havde samlet så mange soldater til slaget ved Khandaq, ville hverken dengang eller senere være i stand til at samle en større hær. Derfor sagde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, da han vendte tilbage fra slaget ved Khandaq: »Nu vil vi angribe dem, og de vil ikke længere kunne angribe os. Nu vil vores hær drage mod dem.« (Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 590)

Slaget mod Banu Qurayza

Efter at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, var vendt tilbage fra Khandaq, opholdt han sig en stund i den ærede Umm Salamas hus ved tiden for zuhr-bønnen. På dette tidspunkt kom den ærede Jibril (fred være med ham) og sagde: »Allahs Sendebud, du har lagt dine våben fra dig, men englene har endnu ikke lagt deres våben fra sig. Jeg er også kommet til dig sammen med dit folk. Rejs dig, og drag med dine ledsagere til Banu Qurayza. Jeg går foran jer. Jeg vil ryste deres fæstninger og indgyde frygt og rædsel i deres hjerter.« Efter at have sagt dette drog den ærede Jibril (fred være med ham) af sted sammen med englene.

Imens lod Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, en af ledsagerne bekendtgøre: »De, der kan høre dette, og som er villige til at adlyde, skal bede asr-bønnen hos Banu Qurayza.« Derefter overdrog Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ansvaret for Medina til den ærede Abdullah ibn Maktum (må Allah være tilfreds med ham), gav fanen til den ærede Ali (må Allah være tilfreds med ham) og drog mod Banu Qurayza. Da den ærede Ali (må Allah være tilfreds med ham) nåede frem til Banu Qurayzas fæstning, begyndte jøderne fra denne stamme at fornærme Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.

Kort efter ankom Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sammen med muhajirun- og ansar-ledsagerne. Først standsede han ved en dam ved navn Ana. Også muslimerne drog mod Banu Qurayza, da de hørte bekendtgørelsen om krigen. Undervejs kom tiden for asr-bønnen. Nogle sagde: »Vi har fået befaling om at bede asr-bønnen hos Banu Qurayza, så vi vil bede den, når vi er nået dertil.« Disse bad asr-bønnen efter isha-bønnen. Nogle andre ledsagere bad asr-bønnen dér på vejen, da tiden for den indtraf. De sagde: »Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, befalede os at bede asr-bønnen hos Banu Qurayza for at understrege, at vi skulle skynde os at nå frem.« Da denne sag blev forelagt Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, kritiserede han ingen af de to grupper.

Kort sagt nåede ledsagerne, som var opdelt i forskellige grupper, frem til Banu Qurayza og sluttede sig til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Derefter belejrede de Banu Qurayzas fæstninger. Ledsagerne var tre tusind i tal, og de havde tredive heste med sig. Da belejringen blev intensiveret, fremlagde jødernes leder, Ka’b ibn Asad, tre forslag for alle jøderne.

1) At antage islam, træde ind i Muhammads religion og derved beskytte deres liv, ejendom og familier. »Ved Allahs ed, det er blevet klart for jer, at Muhammad virkelig er en profet og et sendebud, og at han er den profet, må Allah velsigne ham og give ham fred, hvis komme er omtalt i jeres bog.«

2) At dræbe deres egne familier med egne hænder og derefter med sværd angribe muslimerne med alle deres kræfter. Derefter måtte det enten ende med sejr eller nederlag. Det kunne også ske, at alle blev dræbt i slaget.

For det tredje: At overrumple dem på en lørdag ved at bedrage Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsagere, fordi de ville være sikre på, at der ikke ville finde nogen kamp sted denne dag.

Nogle af jøderne accepterede ikke et eneste af de tre nævnte forslag. Irriteret over dette sagde Ka’b ibn Asad: »Siden I blev født af jeres mødre, har ingen af jer tilbragt så meget som én nat med fornuft og omtanke.«

Efter at have afvist alle tre forslag havde Banu Qurayza kun én vej tilbage: at overgive deres våben til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og overlade afgørelsen om deres skæbne til ham. Men før de overgav våbnene, ønskede jøderne at rådføre sig med nogle af deres muslimske allierede. De tænkte, at de gennem denne samtale måske kunne få et fingerpeg om konsekvenserne af at overgive våbnene til muslimerne. Derfor sendte jøderne en anmodning til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Send venligst Abu Lubaba til os. Vi ønsker at rådføre os med ham.« Abu Lubaba var jødernes allierede. Hans have og hans familie lå også i jødernes område. Da Abu Lubaba, må Allah være tilfreds med ham, ankom dertil, løb de jødiske kvinder og børn hen til ham og begyndte at græde højlydt. Da han så dette, blev også hans øjne fyldt med tårer. Jøderne sagde til ham: »Abu Lubaba, ønsker du, at vi overgiver vores våben under forudsætning af Muhammads afgørelse?« Han svarede: »Ja.« Derefter pegede han på sin hals. Denne gestus betød: I kan godt overgive jeres våben, men bagefter vil I blive slagtet. Så snart Abu Lubaba, må Allah være tilfreds med ham, havde gjort denne gestus, kom han i tanke om, at han havde svigtet Allah og Hans Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Da denne tanke slog ham, vendte han ikke tilbage til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, men gik direkte til Profetens Moské. Derefter bandt han sig til en af søjlerne i Profetens Moské og svor, at ingen andre end Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, med sine hellige hænder skulle løse hans binding. Han lovede også, at han aldrig mere ville træde ind på Banu Qurayzas område. Imens undrede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sig over Abu Lubabas forsinkelse og tænkte på forskellige muligheder. Da han senere fik alt at vide, sagde han: »Hvis han var vendt tilbage til mig, ville jeg have bedt Allah om at tilgive ham. Men eftersom han har gjort dette, kan jeg ikke løse hans binding, før Allah den Ophøjede har accepteret hans omvendelse.«

Trods Abu Lubabas gestus besluttede jøderne at overgive deres våben til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. De tænkte, at de ville acceptere den afgørelse, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, traf. Banu Qurayza kunne ellers have udholdt belejringen i lang tid. De havde tilstrækkelige forsyninger af mad, rigeligt med vand og stærke fæstninger. Muslimerne derimod led under den isnende kulde på den åbne mark, hvor blodet frøs til is, og under sult. På grund af flere slag allerede før Slaget ved Grøften var de både fysisk og psykisk udmattede. Men kampen mod Banu Qurayza var i virkeligheden en nervekrig. Allah den Ophøjede havde gjort muslimernes indflydelse stærk i jødernes hjerter. Deres kampmoral var brudt sammen. Da Ali, må Allah være tilfreds med ham, derefter fremsatte en erklæring, brød de fuldstændigt sammen. Ali, må Allah være tilfreds med ham, og az-Zubayr ibn al-Awwam drog frem mod Banu Qurayzas beboelsesområde. Derefter erklærede Ali, må Allah være tilfreds med ham, med stort mod: »Hør efter, troende emigranter, hør efter! Der er ikke mere tid at spilde. Ved Allahs ed vil jeg denne gang enten drikke det samme, som Hamza, må Allah være tilfreds med ham, drak, eller erobre fæstningen.«

Da Banu Qurayza hørte denne modige erklæring fra Ali, må Allah være tilfreds med ham, tøvede de ikke længere. De overgav sig til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Gør, hvad du finder bedst.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Bind mændene.« Under opsyn af Muhammad ibn Maslama al-Ansari blev alle mændenes hænder bundet. Kvinderne og børnene blev skilt fra dem. Folk fra Aws-stammen begyndte at trygle Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Du husker vel, hvordan du behandlede Banu Qaynuqa. Banu Qaynuqa var vores brødre Khazraj-stammens allierede. Disse er også vores allierede. Vis dem derfor nåde.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Vil I være tilfredse med, at en af jeres egne træffer afgørelsen om jer?« De svarede: »Ja, ja, naturligvis.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Sa’d ibn Mu’adh skal træffe afgørelsen i denne sag.« Folkene fra Aws-stammen sagde: »Det er vi tilfredse med.«

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte derefter bud efter Sa’d ibn Mu’adh. Han befandt sig i Medina. Han havde ikke kunnet komme sammen med de muslimske emigranter. Under Slaget ved Grøften var en sene i hans hånd blevet skåret over af en pil, som en fjendtlig soldat havde skudt. Han blev bragt foran Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ridende på et æsel. Så snart han trådte ind på Banu Qurayzas område, omringede jøderne ham og sagde: »O Sa’d, vis nåde mod dine allierede og træf en afgørelse, der er til gavn for dem. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har udnævnt dig til dommer.« Sa’d forblev tavs og svarede ikke. Da han til sidst var blevet overvældet af bønner og appeller fra alle sider, sagde han: »Tiden er kommet, hvor Sa’d ikke frygter nogen mægtigs vrede, når det gælder Allah.« Da nogle hørte dette, skyndte de sig straks til Medina og bekendtgjorde, at fangerne skulle henrettes.

Da Sa’d nærmede sig Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, til jøderne: »Gå jeres leder i møde.« Da Sa’d, må Allah være tilfreds med ham, stod foran Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde han: »O Sa’d, de har indvilliget i at acceptere din afgørelse.« Sa’d, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Vil min afgørelse også gælde for dem?« Alle svarede: »Ja.« Han spurgte: »Vil den også gælde for muslimerne?« De svarede: »Ja.« Han spurgte: »Vil den også gælde for den, der er til stede her?« Med disse ord hentydede han til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Men han havde ikke mod til at se direkte på Allahs Sendebuds strålende ansigt, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Derfor sagde han dette, mens han så i en anden retning. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede: »Ja, også over for mig.« Sa’d, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Så siger jeg: Min afgørelse vedrørende dem er, at mændene skal dræbes, kvinderne og børnene tages til fange, og deres ejendom fordeles.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Du har truffet den samme afgørelse vedrørende dem, som Allah den Ophøjede har fastlagt over de syv himle.«

Denne afgørelse fra Sa’d ibn Mu’adh (må Allah være tilfreds med ham) var yderst rimelig og retfærdig. Banu Qurayza havde ikke blot begået et frygteligt forræderi mod muslimerne på det mest kritiske tidspunkt, hvor deres liv stod på spil; de var også fast besluttede på at udslette muslimerne, hvad enten det lykkedes dem eller ej. De havde oplagret 1.500 sværd, 2.000 spyd, 300 rustninger og 500 skjolde, som skulle bruges mod muslimerne. Efter sejren beslaglagde muslimerne disse våben.

Efter denne afgørelse blev Banu Qurayza på Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) befaling ført til Medina og tilbageholdt i huset til datteren af Harith fra stammen Banu Najjar. Denne kvinde var datter af en mand ved navn Harith fra Banu Najjar. Derefter blev der gravet grøfter på Medinas markedsplads. Efter at de dybe grøfter var gravet, blev de bundne jøder ført derhen i grupper, halshugget og kastet ned i grøfterne. Da massakren var begyndt, spurgte nogle jøder deres leder, Ka’b ibn Asad: »Hvad er din reaktion på den behandling, vi bliver udsat for?« Han svarede hårdt: »Forstår I slet ingenting? Kan I ikke se, at den, der bliver ført bort, ikke kommer tilbage? De bliver ved med at hente flere. De bliver dræbt—de bliver ganske enkelt ført bort og dræbt.« Kort sagt blev alle de bundne jøder dræbt i Medina. Deres antal lå mellem seks og syv hundrede.

Som følge af denne indsats blev disse giftige slanger af forræderi udslettet. De havde brudt deres faste pagt med muslimerne. For at udslette muslimerne havde de på et kritisk tidspunkt samarbejdet med fjenderne og begået alvorlige krigsforbrydelser. Dødsstraf var den eneste straf for denne alvorlige forbrydelse. Der blev ikke begået nogen uret mod dem.

Samtidig med Banu Qurayzas ødelæggelse nåede også Huyayy ibn Akhtab, Banu Nadirs djævel og den største forbryder i Slaget ved Khandaq, enden på sine gerninger. Denne mand var far til de troendes moder, Safiyya (må Allah være tilfreds med hende). Efter Quraysh og Banu Ghatafan var vendt tilbage, belejrede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og muslimerne Banu Qurayza. Da de blev belejret, blev Huyayy ibn Akhtab også belejret. Under Slaget ved Khandaq havde denne mand nemlig lovet Ka’b ibn Asad, at han ville blive hos dem i deres vanskelige stund, da han opfordrede ham til forræderi mod muslimerne. Nu holdt han sit løfte. Da han blev ført frem for Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), så man, at hans klædning var revet en fingerbredde hele vejen rundt. Han havde revet den sådan, så han kunne binde sit tøj stramt. Da han stod foran Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), sagde han: »Hør her, jeg fortryder ikke min fjendtlighed mod jer. Men de, der bekæmper Allah, bliver besejret.« Derefter henvendte han sig til alle og sagde: »O folk, der er ingen beklagelse over Allahs afgørelse. Dette er blot skæbnens bestemmelse og en stor nedslagtning, som Allah havde foreskrevet for Israels børn.« Derefter satte han sig, og han blev halshugget.

Ved denne lejlighed blev også en kvinde fra Banu Qurayza dræbt. Denne kvinde havde dræbt Khallad ibn Suwayd ved at kaste en møllesten, der blev brugt til at male korn, efter ham. Hun blev dræbt som gengældelse for dette drab.

Allahs Sendebud befalede, at enhver, der havde fået hår under navlen, skulle dræbes. Atiyya al-Qurazi havde endnu ikke fået hår under navlen, og derfor blev han løsladt. Senere trådte han ind under islams beskyttelse og gjorde sit liv velsignet.

Thabit ibn Qays bad om, at Zubayr ibn Bata og hans familie blev overgivet til ham som en gave. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) godkendte denne anmodning. Derefter sagde Thabit ibn Qays til Zubayr: »Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har overgivet dig og din familie til mig. Jeg frigiver jer. Fra nu af er I frie.« Da Zubayr ibn Bata fik at vide, at hans landsmænd var blevet dræbt, sagde han til Thabit ibn Qays: »Thabit, jeg beder dig ved den gunst, jeg engang viste dig: før også mig til mine venner.« Derefter blev han dræbt. Zubayr ibn Batas søn, Abd ar-Rahman, blev ikke dræbt; Abd ar-Rahman antog senere islam. Umm al-Mundhir Salma bint Qays fra stammen Banu Najjar bad Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om at få Rifā’a, søn af Samaw’al al-Qurazi, overgivet til sig. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) imødekom også denne anmodning og overgav Rifā’a til hende. Umm al-Mundhir lod Rifā’a leve. Senere antog Rifā’a islam.

Den nat, før våbnene blev overgivet, antog nogle mennesker islam, og derfor blev deres liv, ejendom og familier sikret. Den nat kom en mand ved navn Amr ud. Denne mand havde ikke deltaget i Banu Qurayzas forræderi. Vagternes kommandant, Muhammad ibn Maslama (må Allah være tilfreds med ham), genkendte ham og lod ham gå, da han havde genkendt ham. Senere forsvandt denne mand, og man hørte aldrig mere om ham.

Profeten ﷺ beholdt en femtedel af Banu Qurayzas ejendele og fordelte resten blandt muslimerne. De beredne ryttere fik tre andele: én andel til rytteren selv og de to øvrige til hesten. De, der ankom til fods, fik én andel. Fangerne og børnene blev sendt til Najd under ledelse af Sa‘d ibn Zayd al-Ansari, og for deres løsesum blev der købt våben og heste.

Profeten ﷺ valgte Rayhana bint ‘Amr ibn Khunafa blandt kvinderne fra Banu Qurayza til sig selv. Ifølge Ibn Ishaqs beretning forblev denne kvinde hos Profeten ﷺ indtil hans bortgang. [Ibn Hisham, bind 2, s. 245]

Al-Kalbi har berettet, at Profeten ﷺ frigav Rayhana og indgik ægteskab med hende. Hazrat Rayhana døde efter Profetens ﷺ hjemkomst fra afskedshajj. Hun blev begravet i Jannat al-Baqi. [Tankih al-Fuhum, s. 12]

Efter Banu Qurayzas hændelse nærmede tiden sig, hvor Allahs fromme tjener, Hazrat Sa‘d ibn Mu‘adh, skulle få sin bøn besvaret. Dette blev nævnt under omtalen af Slaget ved Khandaq. Hazrat Sa‘ds sår sprang op. På det tidspunkt befandt han sig i Profetens Moské. Profeten ﷺ lod derfor opsætte et telt til ham dér, så han kunne blive plejet tæt på. Hazrat Aisha fortæller, at da såret sprang op, var der flere telte tilhørende Banu Shifar i moskéen. Da de så blodet strømme fra Hazrat Sa‘d, blev de forskrækkede. De sagde: »I, der bor i teltene, hvad er der sket? Det kommer fra jeres side mod os.« Da man så efter, viste det sig, at Hazrat Sa‘ds blod strømmede uafbrudt. Til sidst døde Hazrat Sa‘d ibn Mu‘adh som følge af såret. [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 591]

Det er berettet fra Hazrat Jabir i Bukhari og Muslim, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Ved Sa‘d ibn Mu‘adhs død hældede Den Barmhjertiges Trone.« [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 536; Muslim, bind 2, s. 294; Jami‘ at-Tirmidhi, bind 2, s. 225]

Imam at-Tirmidhi har overleveret en hadith fra Hazrat Anas og angivet, at den er sahih. I denne hadith berettes det, at da Hazrat Sa‘ds janazah blev løftet, sagde folk: »Hvor let hans janazah er!« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Englene bærer hans janazah.« [Jami‘ at-Tirmidhi, bind 2, s. 225]

Under belejringen af Banu Qurayza led en muslim martyrdøden. En kvinde fra Banu Qurayza kastede en kornmøllesten eller håndkværn efter denne sahabi. Desuden døde Abu Sinan ibn Muhsin, Hazrat ‘Ukashas bror, under belejringen.

Hazrat Abu Lubaba tilbragte seks sammenhængende nætter bundet til en søjle i Profetens Moské. Når det blev tid til bøn, løsnede hans hustru ham, og efter bønnen bandt hun ham igen. Den sjette dag om morgenen kom åbenbaringen til Allahs Sendebud ﷺ om, at Abu Lubabas tawbah var blevet accepteret. På det tidspunkt opholdt Profeten ﷺ sig i Hazrat Umm Salamas hjem. Hazrat Abu Lubaba fortæller: »De troendes moder, Hazrat Umm Salama, stod ved døren til sit værelse og sagde til mig: ‘Abu Lubaba, glæd dig! Allah har accepteret din tawbah.’« Da sahabaerne hørte dette, kom de for at løsne hans bindinger, men han gik ikke med til det. Han sagde: »Ingen andre end Allahs Sendebud ﷺ må løsne mine bindinger.« Profeten ﷺ løsnede Abu Lubabas bindinger, da han gik for at udføre fajr-bønnen.

Denne belejring fandt sted i måneden Dhu al-Qa’dah. Belejringen varede i hele 256 dage.[Ibn Hisham, bind 2, s. 237–238. For en detaljeret beskrivelse af slaget, se Ibn Hisham, bind 2, s. 233–273; Sahih Bukhari, bind 2, s. 590–591; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 72–73, 74; Mukhtasar al-Siyar, Shaykh Abdullah, s. 287, 288, 289, 290]

Allah den Ophøjede åbenbarede adskillige vers i den hellige Qur’an, i suraen al-Ahzab, om Banu Qurayza og Slaget ved Grøften. Her gennemgås forskellige forhold ved begge slag. De troendes og hyklernes tilstand beskrives. Splittelsen og fejheden blandt fjendens forskellige grupper omtales. Også konsekvenserne af Skriftfolkets forræderi forklares.

Militære ekspeditioner efter Slaget ved Grøften og slaget mod Banu Qurayza

1) Mordet på Sallam ibn Abu al-Huqayq

Sallam ibn Abu al-Huqayqs kunya var Abu Rafi. Denne mand var en af de værste blandt jødernes forbrydere; de havde lagt planer mod muslimerne og hjulpet fjenden med rigdomme og fødevarer. Desuden havde han også forvoldt Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, skade. Af disse grunde bad nogle sahaba fra Khazraj-stammen, efter at muslimerne var blevet fri for Banu Qurayza, om tilladelse til at dræbe Abu Rafi. Tidligere havde nogle sahaba fra Aws-stammen deltaget i mordet på Ka’b ibn al-Ashraf, og derfor ønskede sahaba fra Khazraj-stammen også at vise en sådan bedrift. Derfor bad de Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, om tilladelse til at dræbe Abu Rafi.[Fath al-Bari, bind 7, s. 343]

Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gav sahaba tilladelse, men understregede, at de ikke måtte dræbe kvinder og børn. Derefter drog en gruppe på fem sahaba ud på deres ekspedition. Alle disse sahaba tilhørte Banu Salama-grenen af Khazraj-stammen. Hazrat Abdullah ibn Atiq blev udnævnt til deres kommandør.

Denne lille gruppe drog mod Khaybar, for Abu Rafis fæstningslignende bolig lå dér. Da sahaba nåede frem til Khaybar, var solen gået ned. Alle var på vej hjem med deres ejendele. Abdullah ibn Atiq sagde til sine ledsagere: »Vent her, jeg går. Jeg vil forsøge at komme ind ved at finde på en undskyldning over for portvagten.« Så gik han. Da han nærmede sig porten, satte han sig med hovedet dækket af et klæde på en sådan måde, at det så ud, som om han satte sig for at urinere. Vagten råbte: »Du dér, Allahs tjener! Hvis du vil ind, så gå ind; jeg lukker porten.«

Hazrat Abdullah ibn Atiq fortæller: »Jeg gik ind og skjulte mig. Vagten troede, at alle var gået ind, så han lukkede porten og hængte nøglen på en pæl. Efter et stykke tid, da der var blevet helt stille omkring mig, rejste jeg mig, tog nøglen og åbnede porten. Abu Rafi boede i et værelse på førstesalen. Der blev afholdt selskaber med underholdning dér. Da selskabets deltagere var gået, begyndte jeg at gå op. Hver gang jeg åbnede en dør, lukkede jeg den indefra. Jeg tænkte ved mig selv, at selv hvis nogen opdagede min ankomst, ville jeg nå at dræbe Rafi, før han kom frem. På et tidspunkt nåede jeg tæt på Abu Rafi, men han lå og sov i et værelse sammen med sine børn. Værelset var mørkt. Det var ikke muligt at se, hvor Abu Rafi befandt sig. Jeg råbte på Abu Rafi. Han sagde: ›Hvem kalder?‹ Jeg bevægede mig hurtigt i retning af stemmen og slog med mit sværd. Men fordi jeg var meget ophidset, lykkedes det mig ikke at ramme ham. Slaget ramte ved siden af. Abu Rafi begyndte imidlertid at skrige. Jeg kom hurtigt ud af værelset og sagde med forandret stemme: ›Abu Rafi, hvad var det for en lyd, jeg hørte?‹ Han sagde: ›Må din mor gå til grunde! En mand har netop slået mig med et sværd i et værelse.‹«

Abdullah ibn Atik fortæller: Denne gang gik jeg hen til Abu Rafi og slog ham igen. Slaget ramte ikke forbi, og Abu Rafi blev blodig. Men jeg havde stadig ikke kunnet dræbe ham. Derfor stødte jeg sværdspidsen ind i hans mave. Den skarpe spids trængte gennem hans mave og helt ind til ryggen. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg havde dræbt ham. Med denne tanke begyndte jeg at gå ud. Jeg åbnede en dør og gik ud. Da jeg åbnede en anden dør, satte jeg foden på trappen. Jeg troede, at jeg var nået ned. Men det var en fejltagelse. Pludselig faldt jeg ned. Det var en måneskinsnat. Jeg forstuvede anklen. Jeg tog min turban af og bandt foden ordentligt ind. Derefter satte jeg mig ved døren og blev siddende. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg ikke ville gå herfra, før jeg vidste, om det virkelig var lykkedes mig at dræbe Abu Rafi.

Efter at hanens galen havde lydt tidligt om morgenen, steg en mand op på husets tag og begyndte at råbe højt: »Jeg bekendtgør dødsnyheden om Abu Rafi, en fremtrædende købmand fra Hijaz.«

Abdullah ibn Atik fortæller: Jeg gik derefter hen til mine ledsagere og sagde: »Flygt! Med Allahs vilje er Abu Rafi nået frem til det sted, hvor han vil få gengæld for sine gerninger.« Derefter nåede vi frem til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og jeg fortalte ham hele hændelsen. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Ræk din fod frem.« Jeg rakte foden frem, og Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, berørte den let med sin hånd. Straks føltes det, som om jeg slet ikke havde haft smerter i foden.[Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 577]

Dette er beretningen i Sahih al-Bukhari. I Ibn Ishaqs beretning nævnes det, at fem sahaba trængte ind i Abu Rafis hus, og at de alle deltog i drabet. Den, der slog Abu Rafi, hed Abdullah ibn Unays. Denne beretning nævner også, at knoglen i Abdullah ibn Atiks ankel brækkede, efter at Abu Rafi var blevet dræbt om natten. De andre sahaba bar ham med sig og gemte sig ved et vandbassin nær fæstningens mur. Imens tændte jøderne ild og kom løbende fra alle sider. Efter at have ledt grundigt uden at finde nogen vendte de tilbage til den dræbte mands værelse. Da sahaba vendte tilbage, støttede de den ærede Abdullah ibn Atik og bragte ham til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham.[Ibn Hisham, bind 2, s. 284-285]

Denne militærekspedition blev gennemført i Dhu al-Qa’dah eller Dhu al-Hijjah i det femte hijri-år.[Rahmat li-l-‘Alamin, bind 2, s. 223]

Efter slagene ved Khandaq og Qurayzah og efter at krigsforbrydernes dødsdomme var blevet fuldbyrdet, tog Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, et nyt initiativ. Han indledte ekspeditioner mod de stammer og personer, som stod i vejen for fred og stabilitet. Uden at gribe ind over for dem var håbet om fred meget langt fra at blive opfyldt.

2) Ekspeditionen under Muhammad ibn Maslamah

Dette var den første militærekspedition efter slagene ved Khandaq og Qurayzah. En gruppe bestående af tredive sahaba deltog i ekspeditionen.

Denne ekspedition blev sendt til Riyāʾ i Bakrat-området i det indre Najd. Den blev sendt af sted den 10. Muharram i hijra-året. Der var syv nætters rejse mellem Riyāʾ og Medina. Målet var en gren af Banū Bakr ibn Kilāb-stammen. Da muslimerne satte efter dem, flygtede alle fjenderne. Muslimerne tog en del firbenede dyr, heriblandt geder, som bytte, og nåede Medina dagen før Muharram sluttede. De tog også stamlederen for Banū Hanīfa-stammen, Thumāma ibn Uthāl al-Hanafī, til fange. Thumāma var forklædt og var efter ordre fra den falske profet Musaylima al-Kadhdhāb draget ud for at dræbe Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. [Sīrat Halabiyya, bind 2, s. 297]

Men muslimerne tog Thumāma til fange og bandt ham til en af søjlerne i Profetens Moské. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, kom og spurgte ham: »Thumāma, hvad har du at sige?« Han svarede: »Muhammad, jeg har godt at sige. Hvis du dræber mig, dræber du en mand, hvis blod har stor værdi. Hvis du viser nåde, viser du nåde mod en, der ikke er utaknemmelig. Hvis du ønsker rigdom, så sig, hvor meget du behøver.« Efter at have hørt dette lod Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ham blive, som han var. Da han kom for anden gang, stillede han det samme spørgsmål, og Thumāma gav det samme svar. Derefter kom Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, for tredje gang, stillede det samme spørgsmål og fik det samme svar. Så beordrede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Slip Thumāma fri.« Han blev sat fri. Thumāma gik derefter til en daddelhave ved Profetens Moské, vaskede sig og rensede sig. Så kom han til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og antog islam. Efter at have antaget islam sagde han: »Ved Allah, intet menneskes ansigt på hele jorden var mere forhadt for mig end dit ansigt. Men i dag er intet menneskes ansigt mig kærere end dit. Ved Allah, ingen religion i hele verden var mere forhadt for mig end din religion, men i dag er ingen religion mig kærere end din. Dine ryttere tog mig til fange, mens jeg havde til hensigt at udføre umra.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav ham det glædelige budskab og beordrede ham til at udføre den. Da han nåede Quraysh, sagde de: »Thumāma, du er blevet en vantro!« Han svarede: »Nej, jeg er blevet muslim ved Muhammads, Allahs fred og velsignelser være med ham, hånd. Hør her: Der vil ikke komme noget korn fra Yamāma til jer, før Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, giver tilladelse. Yamāma er for Mekkas indbyggere som deres kornkammer.« Da Thumāma var vendt hjem, standsede han eksporten af korn til Mekka. Quraysh kom i store vanskeligheder. De skrev derfor til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og appellerede til deres slægtskabsforbindelse med ham, så han ville bede Thumāma ophæve forbuddet mod eksport af korn til Mekka. Den barmhjertige profet, Muhammad al-Mustafā, Allahs fred og velsignelser være med ham, gjorde det. [Zād al-Maʿād, bind 2, s. 119; Mukhtaṣar al-Siyar, Shaykh ʿAbdullah, s. 292–293]

3) Felttoget mod Banū Lahyān

Det var folk fra Banū Lahyān-stammen, der på stedet al-Rajīʿ lokkede ti sahaba i en fælde; de dræbte otte af dem og solgte to til Mekkas indbyggere. På stedet dræbte de disse to brutalt. Banū Lahyāns område lå imidlertid tæt på Mekka, og der herskede en voldsom konflikt mellem Quraysh og muslimerne. Derfor fandt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, det ikke passende at nærme sig fjenderne så meget. I mellemtiden var der opstået splittelse mellem Qurayshs forskellige grupper, deres beslutsomhed i modstanden mod muslimerne var blevet betydeligt svækket, og de havde også accepteret situationens realiteter. Derfor mente Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, at tiden var kommet til at tage hævn over Banū Lahyān for drabet på martyrerne ved al-Rajīʿ. I den sjette hijra-årgang, i måneden Rabīʿ al-Awwal eller Jumādā al-Awwal, drog Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, af sted mod Banū Lahyān-stammen med to hundrede sahaba. I Medina udnævnte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ʿAbdullah ibn Umm Maktūm som sin stedfortræder. Til de andre blev det sagt, at han skulle drage til Syrien. Først nåede Allahs Sendebud dalen Batn Gharān, der ligger mellem stederne Umāẓ og ʿUsfān. Det var dér, sahabaerne var blevet dræbt. Allahs Sendebud bad dér til Allah for sahabaerne. Da folkene fra Banū Lahyān-stammen hørte, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, var ankommet, flygtede de til bjergområderne. Derfor var det ikke muligt at tage nogen af dem til fange. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig dér i to dage. Han sendte sahabaerne ud i mindre grupper til forskellige områder, men ingen spor af fjenderne blev fundet. Derefter drog Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, til stedet ʿUsfān og sendte derfra ti beredne sahabaer til et sted kaldet Kurāʿ al-Ghamīm. De blev sendt for at meddele Quraysh, at han var ankommet. Efter i alt fjorten dage uden for Medina vendte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, tilbage til Medina.

Efter at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, var vendt tilbage fra dette felttog, sendte han flere militære ekspeditioner af sted efter hinanden. De gengives kort her.

4) Ekspeditionen til Ghamr

I den sjette hijra-årgang, i Rabīʿ al-Awwal eller Rabīʿ al-Thānī, sendte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, fyrre sahabaer på en ekspedition til et sted kaldet Ghamr. Ghamr er navnet på et vandsted tilhørende Banū Asad-stammen. Ḥazrat Muhammad ibn Maslama (må Allah være tilfreds med ham) ledede ekspeditionen. Da fjenderne hørte, at muslimerne nærmede sig, flygtede de. Muslimerne førte to hundrede af deres kameler til Medina.

5) Ekspeditionen til Dhū Qissa (1)

I det sjette hijri-år, i Rabi al-awwal eller Rabi al-thani, drog en styrke på ti sahaba under ledelse af Muhammad ibn Maslama mod et sted kaldet Dhu Qissa. Dette sted lå i bebyggelsesområdet tilhørende stammen Banu Tha’laba. Fjendens antal var et hundrede. De flygtede og skjulte sig. Da de ædle sahaba var faldet i søvn, foretog fjenden et pludseligt angreb og dræbte ni af dem. Den eneste overlevende var styrkens leder, Muhammad ibn Maslama. Han vendte såret tilbage til Medina.

Seks) Sariyya Dhu Qissa (2)

Efter martyrdøden blandt den tidligere styrke under ledelse af Muhammad ibn Maslama sendte Allahs Sendebud (Allahs velsignelse og fred være med ham) i Rabi al-thani i det sjette hijri-år en gruppe sahaba til Dhu Qissa, med Abu Ubayda (må Allah være tilfreds med ham) som hærfører. Denne styrke på fyrre sahaba drog mod stedet, hvor de førnævnte ni sahaba var blevet martyrer. De gik hele natten og nåede Dhu Qissa. Så snart de var ankommet, begyndte de at lede efter fjenden. Denne fjendtlige gruppe fra Banu Tha’laba flygtede hurtigt ind i bjergområdet. Muslimerne kunne på ingen måde finde spor af dem. Det lykkedes kun at tage én mand til fange. Han antog også islam. Under denne ekspedition kom en flok husdyr, heriblandt adskillige geder, i muslimernes besiddelse.

Syv) Sariyya Jamum

Denne militære ekspedition blev sendt under ledelse af Hazrat Zayd ibn Haritha (må Allah være tilfreds med ham) til et område ved navn Jamum i Rabi al-Thani i det sjette hijri-år. Jamum er navnet på et vandingssted tilhørende stammen Banu Sulaym i Marr al-Zahran, på det nuværende Fatima-sletteområde. Efter at Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham) var nået dertil, tog han en kvinde ved navn Halima fra Muzayna-stammen til fange. Kvinden oplyste mujahidinerne om navnet på et sted tilhørende Banu Sulaym. Derfra kom mange dyr, heriblandt kameler, samt fanger i muslimernes besiddelse. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, frigav kvinden og giftede sig med hende.

8) Sariyya Ghaith

Denne ekspedition bestod af 117 soldater. Også denne ekspedition blev sendt under ledelse af Hazrat Zayd ibn Haritha (må Allah være tilfreds med ham) i Jumada al-Awwal i det sjette hijri-år med samme formål. Ved denne lejlighed kom en handelskaravanes varer, som tilhørte Quraysh, i muslimernes besiddelse. Karavanen rejste under ledelse af Hazrat Abu al-As, Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, svigersøn. Abu al-As havde endnu ikke antaget islam. Det lykkedes ikke at tage ham til fange. Han flygtede hurtigt til Medina, hvor han søgte tilflugt hos sin hustru Zaynab (må Allah være tilfreds med hende). Derefter bad han sin hustru om at sige til hendes far, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at han skulle sørge for, at karavanens beslaglagte varer blev leveret tilbage. Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) fortalte sin far om sin mands anmodning. Som følge af Hazrat Zaynabs (må Allah være tilfreds med hende) anmodning tilkendegav Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at sahabaerne skulle give varerne tilbage. Han lagde ikke noget pres på dem. De ædle sahabaer gav al rigdommen tilbage. Med disse varer rejste Abu al-As til Mekka, afleverede alle Qurayshs varer til dem og vendte derefter tilbage til Medina, hvor han antog islam. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, overgav Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) til Hazrat Abu al-As i overensstemmelse med deres tidligere ægteskab. Se Sunan Abu Dawud.

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fornyede ikke ægteskabet mellem sin datter og sin svigersøn, eftersom verset om, at det var forbudt for muslimske kvinder at leve sammen med vantro ægtemænd, endnu ikke var blevet åbenbaret. Der findes imidlertid en hadith, hvori det siges, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, indgik ægteskabet mellem Hazrat Zaynab og Abu al-As på ny. Denne hadith er ikke korrekt hverken med hensyn til betydning eller isnad. Se Tuhfat al-Ahwazi, bind 2, s. 195–196. Den er svag på begge måder. De, der henviser til denne svage hadith, fremsætter på mærkværdig vis modstridende udsagn. De siger, at Abu al-As antog islam hen imod slutningen af det ottende hijri-år, få dage før erobringen af Mekka. De nævner også, at Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) døde i begyndelsen af det ottende hijri-år. Disse to modstridende udsagn kan imidlertid ikke accepteres. For i så fald var Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) allerede død, da Abu al-As antog islam og foretog hijra til Medina. Hvordan kunne hun under sådanne omstændigheder være blevet overgivet til Abu al-Ars, enten gennem det tidligere ægteskab eller gennem et nyt ægteskab?

Den berømte forfatter Hazrat Musa ibn Uqba (ra) har nævnt, at denne begivenhed fandt sted i det syvende hijri-år for Abu Basir og hans ledsageres hænder. Men denne oplysning er ikke korrekt ifølge nogen hadith, hverken sahih eller da’if.

Ni) Sariyya Taraf eller Tarak

Denne ekspedition blev sendt under ledelse af Hazrat Zayd ibn Haritha (ra) til området Taraf eller Tarak i Jumada al-Thani. Det ligger i Banu Tha’laba-området. Hazrat Zayd (ra) havde femten sahaba med sig. Beduinerne flygtede, så snart de fik nyheden. De frygtede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var på vej. Hazrat Zayd (ra) tog fire kameler som krigsbytte og vendte tilbage til Medina efter fire dage.

Ti) Sariyya Wadi al-Qura

Denne ekspedition bestod af tolv soldater. Også denne ekspedition blev ledet af Hazrat Zayd ibn Haritha (ra). I Rajab-måneden i det sjette hijri-år drog han mod Wadi al-Qura. Formålet var at holde øje med fjendens bevægelser. Men indbyggerne i Wadi al-Qura angreb dem. Ni sahaba blev martyrer i dette angreb. Tre sahaba, heriblandt Hazrat Zayd, overlevede. [Rahmatul lil-Alamin, bind 2, s. 226; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 120, 121 og 122; se også marginalnoten til Talqihul Fuhum lil-Athar, s. 28-29]

Elleve) Sariyya Khabat

Den blev gennemført i Rajab-måneden i det ottende hijri-år. Men når man ser på begivenhedernes forløb, synes det, at den blev gennemført før Hudaybiyya-traktaten. Hazrat Jabir (ra) fortæller, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte tre hundrede ryttere under ledelse af Hazrat Abu Ubayda ibn al-Jarrah. Formålet var at opspore en handelskaravane fra Quraysh. Under denne ekspedition var vi meget sultne. Vi spiste endda træernes blade. Derfor blev ekspeditionen kaldt Khabat. Blade, der plukkes fra træer, kaldes khabat. Da vi derefter blev hårdt plaget af sult, slagtede vi ni kameler, tre ad gangen. Abu Ubayda (ra) tillod ikke, at flere kameler blev slagtet. Senere skyllede en enorm fisk, kaldet anbar, op fra havet på kysten. I femten dage spiste vi af den og brugte dens olie.

Derved vendte vores helbred tilbage til det normale. Hazrat Abu Ubayda (ra) tog et ribben fra ryggen af denne enorme fisk. Den højeste blandt soldaterne og den højeste kamel blev ført til siden. Derefter blev den høje mand sat på kamelens ryg og bedt om at gå under ribbenets lave ende. Siddende på kamelen gik manden uden besvær under ribbenets lave ende. Vi gemte noget af denne fisk. Da vi nåede Medina, fortalte vi Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om det. Han sagde: »Dette er Allahs forsyning. Han har sørget for denne forsyning til jer i ødemarken. Hvis I stadig har noget af denne fisk, så giv også mig noget at spise.« Vi sendte noget af fisken til Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hus. Hermed afsluttes den detaljerede beretning om begivenheden. [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 625-626; Sahih Muslim, bind 2, s. 145-146]

Det er allerede blevet nævnt, at begivenhedernes forløb viser, at dette fandt sted før Hudaybiyya-traktaten. Efter denne traktat forsøgte muslimerne nemlig ikke at erobre Qurayshs handelskaravaner.

Ghazwaen mod Banu al-Mustaliq

Denne ekspedition var ikke stor set fra et militært synspunkt. Men umiddelbart før ekspeditionen fandt der nogle begivenheder sted, som skabte uro og stort røre i det islamiske samfund. På den ene side blev hyklernes sande natur derfor afsløret, og på den anden side blev der åbenbaret visse love og regler, som gav det islamiske samfund særpræg og selvstændighed med hensyn til værdighed. Det islamiske samfund fik en særlig struktur og form. Først vil vi omtale ghazwaen eller den militære ekspedition, og derefter vil vi fremlægge en detaljeret beskrivelse.

Ifølge sira-forfatternes beretning fandt denne ekspedition sted i måneden Shaʿban i det femte eller sjette hijri-år. Som argument er det blevet anført, at hændelsen med ifk fandt sted på hjemrejsen fra denne militære ekspedition. Det vil sige, at der blev fremsat en falsk anklage mod Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Denne hændelse fandt sted efter Allahs Sendebuds ægteskab med Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) og efter åbenbaringen af reglerne om slør for muslimske kvinder. Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) blev gift i slutningen af det femte hijri-år, det vil sige i måneden Dhu al-Qaʿda eller Dhu al-Hijja. Der er enighed om, at denne militære ekspedition fandt sted i måneden Shaʿban. Den kan derfor have fundet sted i Shaʿban i det sjette hijri-år, ikke i Shaʿban i det femte. De, som derimod angiver Shaʿban i det femte hijri-år som tidspunktet for denne militære ekspedition, begrunder det med, at Saʿd ibn Muʿadh ifølge hadithen om ifk døde efter den militære ekspedition mod Banu Qurayza i slutningen af det femte hijri-år. At han var til stede under hændelsen med ifk, skulle derfor være et argument for, at denne ekspedition fandt sted i det femte hijri-år snarere end i det sjette.

Den første part har svaret, at omtalen af Saʿd ibn Muʿadh i hadithen om ifk skyldes en fejl fra fortælleren. Den samme hadith blev nemlig overleveret fra Aisha af Ibn ʿUtba. Isnaden går fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende) til ʿAbdullah ibn ʿUtba og fra ʿAbdullah ibn ʿUtba til al-Zuhri. Her nævnes Usayd ibn Hudayr i stedet for Saʿd ibn Muʿadh. Imam Abu Muhammad ibn Hazm siger: Dette er uden tvivl det autentiske; omtalen af Saʿd ibn Muʿadh er opdigtet. (Se Zad al-Maʿad, bind 2, s. 115). Selv om den første parts synspunkt synes ganske stærkt, og jeg derfor i begyndelsen var enig med ham, viser nærmere eftertanke, at grundlaget for denne forklaring er, at Allahs Sendebud blev gift med Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) i slutningen af det femte hijri-år. Bortset fra nogle antydninger findes der ingen klar dokumentation for dette. Derimod er Saʿd ibn Muʿadhs tilstedeværelse under hændelsen med ifk og hans senere død i det femte hijri-år blevet fastslået gennem forskellige autentiske beretninger. At betegne disse beretninger som opdigtede er vanskeligt. Sandheden er derfor, at Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) blev gift i slutningen af det fjerde hijri-år eller i begyndelsen af det femte hijri-år. Det er også det, der senere er blevet sagt. Hændelsen med ifk og den militære ekspedition mod Banu al-Mustaliq fandt sted i Shaʿban i det femte hijri-år. Under begivenhedernes forløb fik Allahs Sendebud at vide, at høvdingen for Banu al-Mustaliq, al-Harith ibn Abi Dirar, var på vej for at kæmpe mod muslimerne sammen med sin egen stamme og andre arabiske stammer. For at kontrollere sandheden i denne nyhed sendte han Burayda ibn al-Hasib al-Aslami (må Allah være tilfreds med ham). Han tog af sted og talte med al-Harith ibn Abi Dirar. Da han vendte tilbage, underrettede han Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om alt.

Efter at Sendebudet havde fået kendskab til alt og var blevet sikker på sagen, beordrede han de ædle ledsagere at gøre sig klar. Ekspeditionen blev straks gennemført. Ledsagerne drog af sted den anden dag i måneden Shaʿban. Nogle hyklere deltog også i denne ekspedition sammen med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham); de havde ikke tidligere deltaget i nogen anden krig. Ansvaret for administrationen af Medina overdrog Sendebudet til Zayd ibn Haritha, ifølge en anden overlevering til Abu Dharr, og ifølge endnu en til Numayla ibn ʿAbdullah al-Laythi (må Allah være tilfreds med ham). Al-Harith ibn Abi Dirar og hans ledsagere blev meget bange, da de hørte, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) var draget af sted. De havde også fået at vide, at den spion, de havde sendt, var blevet dræbt. Folk fra de forskellige stammer, som fulgte al-Harith, blev spredt. Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) nåede frem foran al-Muraysiʿs vandsamlingssted [al-Muraysiʿ er navnet på et vandsamlingssted tilhørende Banu al-Mustaliq ved havkysten i området Qadid. Se Sahih al-Bukhari, Kitab al-ʿItq, bind 1, s. 345, Fath al-Bari, bind 7, s. 431], gjorde Banu al-Mustaliq sig klar til kamp. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og ledsagerne gjorde sig også klar.

Den samlede islamiske hær blev ført af Abu Bakr al-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham). Ansarernes fane blev givet til Saʿd ibn ʿUbada (må Allah være tilfreds med ham). I nogen tid udvekslede de pile. Derefter angreb de ædle ledsagere på Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) befaling samlet og sejrede. Nogle af afgudsdyrkerne blev dræbt. Kvinder og børn blev taget til fange. Også husdyr, herunder geder, faldt i muslimernes besiddelse. Kun én muslim blev dræbt. Det var en ansar, som ved en fejltagelse slog ham, fordi han troede, at han var fra fjendens side.

Sira-forfatterne har kun skrevet dette om denne krig. Allama Ibn al-Qayyim har afvist disse beretninger som opdigtede. Han skrev, at der ikke fandt nogen kamp sted under denne ekspedition; i stedet angreb man fjenderne og tog kvinder, børn og husdyr som krigsbytte. I Sahih al-Bukhari nævnes det, at da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) angreb Banu al-Mustaliq, var de uforberedte. Det vil sige, at de ikke var beredt på et sådant angreb. Se hadithen. [Sahih al-Bukhari, Kitab al-ʿItq, bind 1, s. 345, Fath al-Bari, bind 7, s. 431]

Blandt fangerne var også Juwayriyah (må Allah være tilfreds med hende). Hun var datter af al-Harith ibn Abi Dirar, høvdingen for Banu Mustaliq-stammen. Hun var ejet af Thabit ibn Qays. Thabit indgik en mukatabah-aftale med Juwayriyah. Med »mukatabah« menes en slave, mand eller kvinde, som indgår en aftale med sin ejer om at betale et fastsat beløb for at opnå sin frihed. Derefter løskøbte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hende for det fastsatte beløb og giftede sig med hende. På grund af dette ægteskab frigav muslimerne et hundrede familier fra Banu Mustaliq-stammen. De antog alle islam. De blev frigivet, fordi de var medlemmer af Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, svigerfamilie. Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 112–113; Ibn Hisham, bind 2, s. 289–290, 294–295

Dette er beretningen om slaget. Det er nødvendigt at nævne de øvrige begivenheder, der fandt sted under dette slag. Blandt disse begivenheder er især episoden med Ifk værd at bemærke. Den hykleriske leder Abdullah ibn Ubay var ansvarlig for denne episode. Det var denne hykler og hans venner, der spredte historien. Derfor vil der først kort blive kastet lys over deres skændige rolle i det islamiske samfund, hvorefter begivenheden vil blive beskrevet mere udførligt.

Hyklernes rolle før slaget mod Banu Mustaliq

Det er tidligere blevet nævnt flere gange, at Abdullah ibn Ubay generelt var fjendtligt indstillet over for islam og muslimerne og i særdeleshed over for Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Aws- og Khazraj-stammerne havde forenet sig i tillid til hans lederskab. Der var endda blevet gjort forberedelser til hans indsættelse som leder. En krone blev fremstillet, som skulle sættes på Abdullah ibn Ubays hoved. Netop på dette tidspunkt ankom Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til Medina med skæret af revolutionens lys. Som følge heraf flyttede Medinas befolkning i alle samfundslag deres opmærksomhed fra Abdullah. Denne mand begyndte derefter at tænke, at det var Allahs Sendebud, der havde frataget ham hans kongedømme.

Abdullah ibn Ubays hævngerrighed og vrede kom til udtryk allerede ved begyndelsen af Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hijrah. På det tidspunkt havde han endnu ikke udvist ydre troskab over for islam. Selv efter at han senere udviste ydre troskab over for islam, ændrede hans holdning sig ikke. En dag, før han udviste ydre troskab over for islam, red Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, på et æsel på vej for at besøge Sa’d ibn Ubadah.

På vejen passerede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forbi en forsamling. Blandt dem var også den kommende hykler, Abdullah ibn Ubay. Han dækkede sin næse med sit klæde og sagde: »Lad være med at hvirvle støv op over os.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, reciterede Allahs hellige ord for folkene i forsamlingen. Abdullah ibn Ubay sagde: »Bliv hjemme hos dig selv, og kom ikke til vores møde for at forstyrre os.« Ibn Hisham, bind 2, s. 584, 587; Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 924; Sahih Muslim, bind 2, s. 109

Dette fandt sted før hans ydre troskab over for islam. Efter slaget ved Badr antog Abdullah ibn Ubay islam, da han så, hvilken vej vinden blæste. Men selv efter at have antaget islam forblev denne foragtelige mand en fjende af Allah, den Ophøjede, Hans elskede Sendebud og muslimerne. Han gjorde ikke den mindste indsats mindre for at skabe uro i det islamiske samfund og svække islams stemme. Han fortsatte gradvist sine anti-islamiske handlinger. Han havde oprigtige og hjertelige forbindelser med islams fjender. Hvad angår Banu Qaynuqa-stammen, blandede Abdullah ibn Ubay sig på en yderst upassende måde i sagen. Dette er tidligere blevet belyst. På samme måde gjorde denne forbryder under slaget ved Uhud sit yderste for at skabe splittelse, uro, fortvivlelse og anarki blandt muslimerne. Dette er også tidligere blevet beskrevet.

Efter at denne hykler havde antaget islam, plejede han hver fredag, før Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, holdt khutbah, at rejse sig i Profetens Moské og sige: »O mennesker! Han er Allahs Sendebud blandt jer, og Allah, den Ophøjede, har gennem ham givet jer værdighed og ære. Hjælp ham derfor, styrk ham, lyt til ham og adlyd ham.« Efter at have sagt dette satte han sig ned. Senere nåede hans skamløshed og trodsighed et sådant punkt, at han også ved den første fredagsbøn efter slaget ved Uhud begyndte at sige det samme. Alle var imidlertid bekendt med hans anti-islamiske rolle under slaget ved Uhud. Denne gang, mens han talte, greb muslimerne ham i tøjet fra flere sider og sagde: »Allahs fjende, sæt dig ned! Efter det, du har gjort, sømmer sådanne ord sig ikke for dig.« Stillet over for denne modstand gik han hovmodigt ud med lange skridt. På vej ud mumlede han: »Jeg rejste mig for at hjælpe dem, og det ser ud, som om jeg har begået en forbrydelse. Har jeg sagt noget forkert?« Ved døren mødte han en ansar. Han sagde: »Må du gå til grunde! Vend tilbage. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vil bede om tilgivelse for dig.« Han svarede: »Ved Gud, jeg ønsker ikke, at han skal bede om tilgivelse for mig.« Ibn Hisham, bind 2, s. 105

Desuden knyttede Abdullah ibn Ubay forbindelse til Banu Nadir-stammen og fortsatte sammen med dem med at lægge hemmelige planer mod muslimerne.

På samme måde fortsatte Abdullah ibn Ubay og hans venner under slaget ved Khandaq med forskellige planer for at skabe uro blandt muslimerne og påvirke dem. Allah den Ophøjede siger om dette i Sura al-Ahzab: »En gruppe af dem sagde: ’Jer, der bor i Yathrib, her er ingen plads for jer, så vend tilbage.’ Og en gruppe af dem bad Profeten om tilladelse og sagde: ’Vore hjem er ubeskyttede’, skønt de ikke var ubeskyttede. De ønskede i virkeligheden blot at flygte. Hvis fjenden var trængt ind fra byens forskellige sider og havde opfordret dem til oprør, ville de have gjort det; de ville ikke have tøvet. De havde allerede tidligere indgået en pagt med Allah om, at de ikke ville vende ryggen til. Og der vil visselig blive spurgt til den pagt, de indgik med Allah. Sig: ’Flugten vil ikke gavne jer, hvis I flygter af frygt for døden eller for at blive dræbt; i så fald vil I kun få lov til at nyde livet en kort stund.’ Sig: ’Hvem kan beskytte jer mod Allah, hvis Han ønsker jer noget ondt, eller hvem kan skade jer, hvis Han ønsker jer barmhjertighed?’ De vil ikke finde nogen beskytter eller hjælper ud over Allah. Allah ved visselig, hvem blandt jer der hindrer andre i at deltage i kampen og siger til deres brødre: ’Kom med os.’ De deltager kun lidt i kampen, og selv da gør de det af nærighed over for jer. Når faren kommer, ser du dem se på dig med omvendte øjne, som en, der er ved at besvime af dødsangst. Men når faren er drevet over, sårer de jer med skarpe tunger af begær efter bytte. De har ikke troet, og derfor har Allah gjort deres gerninger frugtesløse; det er let for Allah. De tror, at de allierede styrker ikke er draget bort, og at hvis de var blandt beduinerne i ørkenen, ville de indhente nyheder om jer. Og hvis de havde været hos jer, ville de kun have kæmpet lidt.’« (Sura al-Ahzab, vers 13-20)

I disse nævnte vers er hyklernes holdninger, tanker, handlinger, sindstilstand og egoisme – kort sagt hele deres opportunistiske karakter – blevet tydeligt skildret.

På trods af alt dette havde jøderne, hyklerne og afgudsdyrkerne – det vil sige alle islams fjender – fuldt ud forstået, at islams sejr ikke skyldtes materiel styrke eller overlegenhed i våben. Denne sejr lå i virkeligheden i lydigheden mod Allah og i moralske værdier. Gennem den opnåede hele det islamiske samfund og alle, der var knyttet til islam, succes. Disse fjender af islam vidste også, at kilden til alle disse succeser lå i Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, hvis karakter og personlighed var et enestående forbillede.

Efter fem års forsøg havde alle disse fjender af islam forstået, at det ikke var muligt at udslette denne religions tilhængere med våben. Derfor var de sandsynligvis nået frem til, at man kunne føre en omfattende propaganda mod denne religion ved at besudle dens moralske anseelse. Til dette formål udvalgte de selve Allahs Sendebud. Eftersom hyklerne opholdt sig blandt muslimerne og boede i Medina, havde de let adgang til at omgås muslimerne. Derfor var de i stand til let at såre muslimernes følelser. Hyklerne påtog sig derfor selv ansvaret for denne propaganda. Hyklernes leder, Abdullah ibn Ubay, tog ansvaret for denne propaganda på sig.

Denne plan og sammensværgelse kom blandt andet til udtryk, da Hazrat Zayd ibn Harithah (må Allah være tilfreds med ham) havde skilt sig fra Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende), hvorefter Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, giftede sig med hende. Arabernes skik var at betragte adoptivsønnen som deres egen søn og hans hustru som deres egen søns svigerdatter, der var forbudt for dem. Derfor begyndte hyklerne efter Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, ægteskab med Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) at føre propaganda mod ham. I den forbindelse fandt de to effektive punkter til deres bagvaskelse.

For det første var Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, femte hustru. I Den Hellige Koran var en muslim imidlertid kun blevet tilladt at have fire hustruer. Hvordan kunne Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, ægteskab derfor være lovligt?

For det andet var Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) hustru til Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, adoptivsøn, Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham). Ifølge arabernes skik var det derfor en alvorlig forbrydelse og en stor synd at gifte sig med adoptivsønnen hustru. Bagvaskerne førte megen propaganda i denne forbindelse og spredte også alle slags påstande. De sagde endda, at Muhammad pludselig havde set Zaynab og var blevet så betaget af hendes skønhed, at han straks var blevet forelsket i hende. Da hans adoptivsøn Zayd fik dette at vide, banede han vejen for Muhammad til Zaynab.

De hykleriske spredte denne fortælling på en sådan måde, at diskussionen og debatten om den stadig fortsatte. Denne propaganda havde så stor indflydelse på de enfoldige og oprigtige muslimers sind, at Allah den Højeste til sidst åbenbarede vers om sagen. Heri blev der givet et passende svar på dette spørgsmål. Sagens betydning fremgår af, at Allah, Rabb al-ʿĀlamīn, allerede i begyndelsen af sūra al-Aḥzāb omtaler den og siger: »O Profet, frygt Allah, og adlyd ikke de vantro og de hykleriske. Allah er Alvidende og Vis.« (Sūra al-Aḥzāb, vers 1)

Her hentydes der til de hykleriskes aktiviteter, og deres karakteristik skitseres kort. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udholdt disse aktiviteter fra de hykleriske med tålmodighed, overbærenhed og mildhed. Også de almindelige muslimer tilbragte deres dage tålmodigt, mens de beskyttede sig mod de hykleriskes aktiviteter. For de vidste, at Allah den Højeste på forskellige måder ville ydmyge og vanære de hykleriske. Som Allah den Højeste siger: »Ser de da ikke, at de hvert år rammes af en eller to prøvelser? Alligevel angrer de ikke og tager ikke ved lære.« (Sūra al-Tawba, vers 126)

De hykleriskes aktiviteter under Banū al-Muṣṭaliqs ekspedition

De hykleriske deltog også i Banū al-Muṣṭaliqs militære ekspedition. Om det, de gjorde under denne ekspedition, har Allah den Højeste beskrevet dem i den hellige Skrift: »Hvis de var draget ud med jer, ville de kun have øget jeres forvirring og være løbet omkring iblandt jer for at skabe splittelse iblandt jer.« (Sūra al-Tawba, vers 47)

Under denne ekspedition fik de to muligheder for at udtrykke deres ophobede vrede mod muslimerne. De skabte omfattende uro og uorden blandt muslimerne og førte en nedrig smædekampagne mod Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. En kort beskrivelse af de to hændelser er som følger –

1) Talen om at udvise den mest usle person

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig ved Muraysīʿs vandsted efter afslutningen på Banū al-Muṣṭaliqs militære ekspedition. På det tidspunkt gik nogle mennesker hen til vandstedet for at hente vand. Blandt dem var en tjenestemand hos ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham. Han hed Jāhjah al-Ghifārī. Da han gik for at hente vand, kom han først op at skændes med Sinān ibn Wabr al-Juhanī, hvorefter de to begyndte at slås. Så råbte al-Juhanī: »O ansar, hjælp!« Jāhjah råbte også: »O muhājirūn, hjælp!« Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fik nyheden, gik han straks derhen og sagde: »Jeg er iblandt jer, og alligevel råber I som i uvidenhedens tid? Lad ham være; det er noget ildelugtende.«

Da ʿAbdullah ibn Ubayy hørte om denne hændelse, blev han rasende. Han sagde: »Har de virkelig gjort sådan noget? Er han blevet vores modstander og fjende i vores område? Vores situation bekræfter sandheden i det gamle ordsprog: Opdrag og fed din egen hund, så den kan bide dig og rive dig i stykker. Hør her: Når vi når frem til Medina, vil den mest ansete blandt os udvise den mest usle.« Derefter sagde han til de tilstedeværende: »Det er jer selv, der har bragt denne ulykke over jer. I lod ham bo i jeres by og gav ham en del af jeres rigdom. Se blot: Hvis I holder op med at give ham noget af det, I har, vil han forlade jeres by og rejse et andet sted hen.«

På det tidspunkt var den unge sahabi Hazrat Zayd ibn Arqam også til stede. Han gik hen til sin onkel og fortalte ham alt. Hans onkel underrettede Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Hazrat Umar var også til stede. Han sagde: »Allahs Sendebud, bed Ubad ibn Bishr om at dræbe ham.« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Umar, hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Skal Muhammad dræbe sine ledsagere? Gå hellere hen og bekendtgør, at vi skal rejse herfra.« Det var ikke et tidspunkt, hvor man normalt drog af sted. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, plejede ikke at rejse noget sted på et sådant tidspunkt. Da sahabaerne begyndte rejsen, kom de hen til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hilste på ham og sagde: »Er De rejst af sted på et usædvanligt tidspunkt i dag?« Han sagde: »Ved du, hvad jeres ledsager har sagt?« Hazrat Usayd sagde: »Hvad har han sagt?« Han sagde: »Han har sagt, at når vi kommer til Medina, vil den ærefulde bortvise den usleste derfra.« Hazrat Usayd sagde: »Allahs Sendebud, hvis De ønsker det, så bortvis ham fra Medina. Ved Allahs ed, han er ussel, og De er ærefuld.« Derefter sagde han: »Allahs Sendebud, behandl ham mildt. Ved Allahs ed, Allah bragte Dem til os på et tidspunkt, hvor hans landsmænd var ved at fremstille en krone af perler og ædelstene til hans kroningsceremoni. Derfor mener han, at det er Dem, der har frataget ham kongemagten.«

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fortsatte derefter med at gå fra den morgen til hen på eftermiddagen og videre indtil solen stod højt på himlen den følgende dag. Så snart de gjorde holdt, lagde alle sig ned på jorden og faldt straks i en dyb, ubevidst søvn. Det var netop det, Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ønskede. Han ønskede ikke, at sahabaerne skulle sidde mageligt og føre hyggesnak.

Imens fik Abdullah ibn Ubayy at vide, at Zayd ibn Arqam havde afsløret alt. Han kom da til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og begyndte at sværge eder. Han sagde: »Det, De har hørt, er ikke sandt. Jeg har aldrig i mit liv sagt den slags. Jeg har ikke engang nævnt sådanne ord.« De ansarer, der var til stede, sagde: »Allahs Sendebud, Zayd er stadig blot en dreng. Måske har han hørt forkert. Zayd har måske ikke kunnet huske ordentligt, hvad Abdullah sagde. Derfor har De troet på alt, hvad De har hørt om Abdullah ibn Ubayy.«

Hazrat Zayd ibn Arqam (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: »Derefter blev jeg så bedrøvet, som jeg aldrig før havde været. I min sorg blev jeg hjemme. Derefter åbenbarede Allah den Almægtige suraen al-Munafiqun. I denne sura bevidnede Allah den Almægtige: ’De siger: Brug ikke penge på dem, der er sammen med Allahs Sendebud, før de forlader ham.’«

Allah den Almægtige siger også: »De siger: Når vi vender tilbage til Medina, vil den mægtige dér bortvise den svage.«

Hazrat Zayd (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: »Efter at dette vers var blevet åbenbaret, sendte Allahs Sendebud nogen for at hente mig. Han reciterede det åbenbarede vers for mig og sagde derefter: ’Allah den Almægtige har bevidnet sandheden i det, du sagde.’ [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 499; bind 2, s. 227, 228, 229; Ibn Hisham, bind 2, s. 290, 291, 292.]«

Denne hykler havde også en søn ved navn Abdullah. Han var sin far fuldstændig modsat. Han var en særdeles from og retskaffen sahabi. Efter at have brudt forbindelsen med sin far kom han til Medinas port og stod dér med sit sværd i hånden. Da hans far, Abdullah ibn Ubayy, kom dertil, sagde han: »Ved Allahs ed, så længe Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ikke giver tilladelse, kan De ikke tage et eneste skridt videre. For Allahs Sendebud er æret, mens De er vanæret.« Derefter gik Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, derhen og gav hyklernes leder tilladelse til at komme ind i Medina. Det var denne Abdullah, der havde sagt til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: »Allahs Sendebud, hvis De ønsker at dræbe ham, så sig det til mig. Ved Allahs ed, jeg vil bringe hans hoved til Dem.« [Ibn Hisham, Mukhtasar as-Sira, Shaykh Abdullah, s. 277]

2) Hændelsen med Ifk

Et andet vigtigt aspekt ved dette felttog er hændelsen med »Ifk«, det vil sige den moralske bagvaskelse. Hændelsen beskrives således: Når Allahs Sendebud skulle rejse et sted hen, skrev han navnene på sine hustruer ned og trak lod. Den, hvis navn blev trukket, tog han med som rejseledsager. Da han drog ud til dette slag, blev Aisha (må Allah være tilfreds med hende) udtrukket.

Allahs Sendebud tog hende med. På hjemvejen gjorde de holdt et sted. Hun havde lånt denne halskæde af sin søster. Da hun opdagede, at halskæden var væk, gik hun straks ud for at lede efter den. Imens drog Allahs Sendebud og ledsagerne af sted mod Medina. De, der plejede at placere Aishas (må Allah være tilfreds med hende) hawdaj på kamelens ryg, troede, at hun var inde i hawdajen. Derfor løftede og fastgjorde de hawdajen på kamelen. Det faldt dem ikke ind, at hawdajen ikke var særlig tung. Den unge Aisha (må Allah være tilfreds med hende) var spinkel og let. Da flere personer løftede hawdajen, forstod de derfor ikke, at der ikke var nogen inde i den. Hvis blot en eller to havde løftet hawdajen, ville de måske have bemærket, at den var let.

Kort sagt: Da Aisha (må Allah være tilfreds med hende) vendte tilbage til stedet efter at have ledt efter halskæden, så hun, at alle var taget af sted, og at området var tomt. Hun satte sig da ned i den tanke, at nogen sikkert ville komme for at lede efter hende, når de opdagede, at hun manglede. Allah den Højeste gør visselig, hvad Han vil. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) lagde sig ned og faldt efter nogen tid i søvn. Da hun hørte: »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage – Allahs Sendebuds hustru?«, vågnede Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Det var Safwan ibn Muattal (må Allah være tilfreds med ham), der havde sagt dette. Han sov meget tungt, og denne søvnige ledsager var også kommet bagefter. Så snart han så Aisha (må Allah være tilfreds med hende), genkendte han hende, eftersom han havde set hende, før reglen om tilsløring blev åbenbaret. Han fremsagde »Vi tilhører Allah« og førte sit ridedyr hen til Aisha (må Allah være tilfreds med hende), så hun kunne sætte sig op. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) steg op på ridedyret. Safwan sagde ikke et eneste ord ud over »Vi tilhører Allah«. Han spurgte heller ikke Aisha (må Allah være tilfreds med hende) om noget. I stilhed gik han, mens han holdt i kamelens tøjle, og nåede frem til karavanen.

Det var præcis middag. Hele karavanen hvilede på dette tidspunkt. Da ledsagerne så Safwan komme på denne måde, begyndte de at drøfte og kritisere det. Allahs fjende, Abdullah ibn Ubayy, fik en mulighed for at give udtryk for den ondskab, han bar i sit hjerte. Han fik mulighed for yderligere at puste til den ulmende ild af had og misundelse, der brændte i ham. Han begyndte at sprede bagvaskelse om Allahs Sendebuds hustru. Hans ledsagere begyndte også at sprede forskellige rygter for at vinde hans gunst. Efter ankomsten til Medina blev bagvaskelsen overdrevet og bredt ud. Allahs Sendebud hørte alt, men forblev tavs. Han sagde intet om sagen. I flere dage kom der heller ingen åbenbaring. På grund af denne situation drøftede Allahs Sendebud med sine nærmeste ledsagere, om han skulle bryde forbindelsen med Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Ali (må Allah være tilfreds med ham) antydede, at han burde bryde forbindelsen med hende og gifte sig med en anden. Usama (må Allah være tilfreds med ham) og nogle andre ledsagere sagde: »Allahs Sendebud, skil dig ikke fra Aisha, og lyt ikke til fjendernes ord.« Allahs Sendebud stillede sig derefter på prædikestolen i Profetens Moské og henledte ledsagernes opmærksomhed på at befri ham for den smerte, Abdullah ibn Ubayy havde påført ham. Da Sa’d ibn Muadh (må Allah være tilfreds med ham) hørte Allahs Sendebuds ord, gav han udtryk for, at han ønskede at dræbe Abdullah ibn Ubayy. Sa’d ibn Ubadah (må Allah være tilfreds med ham) brød sig ikke om dette. Han var leder af Khazraj-stammen, og Abdullah var medlem af hans egen stamme. Derfor blev hans stammefølelse vakt. Sa’d ibn Muadh og Sa’d ibn Ubadah begyndte at skændes, og folk fra begge stammer råbte op. Allahs Sendebud beroligede begge parter efter at have talt indtrængende til dem og forblev derefter tavs.

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) blev syg, så snart hun var kommet hjem fra rejsen. Hun var sengeliggende i en måned. Hun vidste intet om den bagvaskelse, der blev spredt om hende. Men af og til tænkte hun, at Allahs Sendebud denne gang ikke viste hende den medfølelse, han tidligere havde vist under hendes sygdom. Efter at være blevet rask gik Aisha en nat ud på det åbne område sammen med Umm Mistah for at besørge sin nødtørft. Ved et tilfælde snublede Umm Mistah over sin kappe og faldt. Derfor nedbad hun en forbandelse over sin søn.

Da Aisha (må Allah være tilfreds med hende) kritiserede Umm Mistah for dette, sagde hun: »Min søn er medskyldig i propagandaforbrydelsen.« Derefter fortalte hun Aisha (må Allah være tilfreds med hende) om den bagvaskelse, der blev spredt om hende. For at få alt at vide bad Aisha (må Allah være tilfreds med hende) om lov til at tage hjem til sine forældre. Da hun havde fået tilladelse, gik hun til sit eget hjem. Efter at have hørt alt dér begyndte hun at græde uafbrudt. Hun tilbragte to nætter og en dag i gråd. I den tid tørrede hun ikke engang sine øjne og lagde sig heller ikke til at sove. Hun følte, at hendes bryst ville briste af gråd. I denne tilstand kom Allahs Sendebud. Efter at have fremsagt trosbekendelsen sagde han i en tale: »Aisha, jeg har hørt den slags ord om dig. Hvis du er fri for dette, vil Allah den Højeste snart erklære det. Men hvis du – måtte Allah bevare dig – har begået en synd, så bed Allah om tilgivelse og angre. Når en tjener erkender sin synd og angrer over for Allah, tager Allah den Højeste imod hans anger.«

Så snart Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte dette, standsede hendes gråd. Ikke en eneste tåre kom i hendes øjne. Hun bad sine forældre svare. Men de vidste ikke, hvad de skulle svare. Derefter sagde Aisha (må Allah være tilfreds med hende) selv: »Ved Allah, jeg ved, at mens I har hørt dette igen og igen, har det fæstnet sig i jeres sind. I tror, at det er sandt. Hvis jeg nu siger, at jeg er uskyldig, vil I alligevel ikke tro mig. Hvis jeg derimod indrømmer skyld, vil I tro på det. Allah den Højeste ved udmærket, at jeg er uskyldig. Derfor er min og jeres situation som den, der beskrives i fortællingen om profeten Yusuf (må Allah være tilfreds med ham), da hans far Yaqub (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Tålmodighed er bedst, og Allah alene er min hjælp mod det, I siger.«

Efter dette gik Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hen og lagde sig til side. Netop da begyndte åbenbaringen at komme til Allahs Sendebud. Da den anstrengende tilstand under åbenbaringen var forbi, smilede Allahs Sendebud sagte. Det første, han sagde, var: »Aisha, Allah den Højeste har erklæret dig uskyldig.« Hendes mor sagde glad: »Aisha, gå hen til Allahs Sendebud.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) svarede med påtaget fornærmelse: »Jeg går ikke. Jeg vil kun lovprise Allah.«

De vers, der blev åbenbaret om denne begivenhed, findes i sura an-Nur. De begynder med vers 10 i denne sura.

Derefter blev hver af de tre sahaba, Mistah ibn Uthatha, Hassan ibn Thabit og Hamna, straffet med 80 piskeslag for at have spredt denne bagvaskelse. (Ifølge islamisk sharia skal den, der fremsætter en anklage om utugt mod nogen uden at kunne bevise den, straffes med 80 piskeslag.)

Abdullah ibn Ubayy, lederen af hyklerne, slap for straf. Alligevel var han den forreste i spredningen af denne bagvaskelse. Denne forbryder havde spillet den vigtigste rolle i sagen. Hvorfor blev han ikke straffet på nogen måde?

Årsagen var, at de, der blev straffet, ville blive tilgivet i det hinsidige i stedet for denne straf. Straffen tjente som soning for dem. Eftersom Allah den Almægtige havde erklæret, at Abdullah ibn Ubayy ville blive udsat for en hård straf i det hinsidige, blev han ikke straffet her. Eller også blev han ikke straffet af samme grund, som han ikke blev dræbt. (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 364; bind 2, s. 696–698; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 113–115; Ibn Hisham, bind 2, s. 297–307)

Således forsvandt efter en måned den mørke sky af mistanke, tvivl og mental uro fra atmosfæren i Medina. Abdullah ibn Ubayy blev så grundigt ydmyget, at denne forbryder aldrig senere kunne løfte hovedet. Ibn Ishaq siger, at hvis han derefter gik for vidt, var det hans eget folk, der ydmygede ham. Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, så denne situation, sagde han en dag til Umar: »Umar, hvad mener du? Se, hvis du havde dræbt ham den dag, ville mange stolte mennesker have fyldt luften med kritik. Men hvad med i dag? Hvis de samme mennesker nu blev beordret til at dræbe ham, ville disse kritikere selv dræbe ham.« Umar sagde: »Ved Allahs ed, jeg har forstået, at Allahs Sendebuds vurdering er bedre end min.« (Ibn Hisham, bind 2, s. 293)

De militære ekspeditioner efter slaget ved Muraysiʿ

1) Ekspeditionen til Banu Kilabs område (området Dum at al-Jandal)

Denne ekspedition blev gennemført i måneden Sha’ban i det sjette hijri-år under ledelse af Abd ar-Rahman ibn Awf. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, lod Abd ar-Rahman sætte sig foran sig, bandt selv en turban om hans hoved og formanede ham til at handle godt under kampen. Han sagde: »Hvis de accepterer at adlyde dig, skal du gifte dig med deres konges datter.« Da Abd ar-Rahman ibn Awf nåede frem til Dum at al-Jandal, kaldte han dem uafbrudt til islam i tre dage. Til sidst antog de islam. Derefter giftede Abd ar-Rahman sig med Tamadur bint al-Asbagh. Denne kvinde var mor til Abd ar-Rahmans søn Abu Salama. Hendes far var folkets høvding og konge.

2) Sariyya til Diyār Banū Saʿd (området Fadak)

Denne ekspedition blev gennemført under ledelse af Hadrat ʿAlī i måneden Shaʿbān i det sjette hijri-år. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fik at vide, at en gruppe fra Banū Saʿd-stammen forberedte sig på at hjælpe jøderne mod muslimerne. Da han hørte dette, sendte han Hadrat ʿAlī af sted med to hundrede mænd. De rejste om natten og skjulte sig om dagen. Til sidst blev en spion taget til fange. Han indrømmede, at de havde tilbudt jøderne deres hjælp til gengæld for dadler fra Khaybar. Spionen oplyste også, at Banū Saʿd befandt sig samlet et bestemt sted. Hadrat ʿAlī foretog et pludseligt natligt angreb og erobrede fem hundrede kameler og to tusind geder. Folkene fra Banū Saʿd-stammen lykkedes med at flygte sammen med deres kvinder og børn. Deres høvding hed ʿUbayr ibn ʿĀlim.

3) Sariyya til Wādī al-Qurā

Denne ekspedition blev gennemført i måneden Ramaḍān i det sjette hijri-år under ledelse af Hadrat Abū Bakr al-Ṣiddīq eller Hadrat Zayd ibn Ḥāritha. Årsagen var, at en gren af Banū Fazāra-stammen benyttede sig af bedrag og lagde planer om at dræbe Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Derfor sendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Hadrat Abū Bakr af sted. Hadrat Salama ibn al-Akwaʿ siger: »Jeg var også sammen med ham under denne ekspedition.« Efter at have udført fajr-bønnen angreb vi på Hadrat Abū Bakrs befaling.

Hadrat Abū Bakr dræbte nogle af dem. Jeg så en gruppe mennesker, blandt hvilke der også var kvinder og børn. Jeg frygtede, at de kunne flygte op i bjergene. Med denne tanke gik jeg frem og skød en pil mellem dem og bjerget. Derved blev de standset. Blandt dem var en kvinde ved navn Umm Qirfa. Hun bar en gammel pelsdragt. Med hende var hendes unge datter, som var en af de fremtrædende skønheder blandt de arabiske piger. Jeg drev dem bort og bragte dem til Hadrat Abū Bakr. Han gav pigen til mig. Jeg blottede aldrig hendes tøj. Senere bad Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Salama ibn al-Akwaʿ om at overdrage ham ansvaret for denne pige, og han sendte hende til Mekka. Til gengæld for denne pige blev flere muslimer, som var tilbageholdt i Mekka, frigivet. Ṣaḥīḥ Muslim, bind 2, s. 89. Det er også blevet nævnt, at denne militære ekspedition fandt sted i det syvende hijri-år.

Umm Qirfa var en djævelsk kvinde. Denne kvinde var involveret i planer om at dræbe Allahs Sendebud. Med dette formål havde hun gjort tredive ryttere fra sin stamme klar. Under denne ekspedition fik hun, hvad hun fortjente. Alle hendes tredive ryttere blev dræbt.

4) Sariyya til ʿUraniyyayn

Denne ekspedition blev gennemført i måneden Shawwāl i det sjette hijri-år under ledelse af Hadrat Kars ibn Jābir al-Fihrī [Dette er den samme Kars ibn Jābir al-Fihrī, som før slaget ved Badr deltog i Sariyya Safwān, hvor han plyndrede husdyrene i Medina. Senere antog han islam og blev martyr ved erobringen af Mekka.] Årsagen var, at nogle mennesker fra stammerne ʿAkl og ʿUrayna kom til Medina, antog islam og blev boende i Medina. Men de kunne ikke tåle opholdet dér sammen med nogle få kameler. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte dem derfor med nogle kameler til et græsningsområde og befalede dem: »Drik kamelernes mælk og urin.« Da de var blevet raske, dræbte de hyrderne, som var sendt af Allahs Sendebud, tog kamelerne og forsvandt. Efter at have antaget islam vendte de tilbage til vantroen. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte en gruppe på tyve sahāba under ledelse af Kars ibn Jābir al-Fihrī for at opspore dem. Han bad mod disse utaknemmelige mennesker og frafaldne og sagde: »O Allah, gør vejen blind for dem, og gør den snævrere for dem end en ring.«

Sahabaerne forfulgte dem og pågreb dem. Som straf for mordet på de muslimske hyrder fik de, ud over andre straffe, hænder og fødder hugget af. Derefter blev de efterladt i et område kaldet Harla. Her gravede de igen og igen i jorden og led under følgerne af deres gerninger. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 122] I Bukhari og andre værker er denne begivenhed overleveret fra Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham). [Sahih Bukhari, bind 2, s. 602]

Det var ved denne lejlighed, at Hazrat Amr ibn Umayya Zamri rejste til Mekka for at dræbe Sufyan. Abu Sufyan havde nemlig sendt en beduin til Medina for at dræbe Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Men ingen af dem var i stand til at nå deres mål.

Sira-forfatterne har også skrevet, at Hazrat Amr ibn Umayya Zamari under denne ekspedition dræbte tre vantro. Han tog også Hazrat Khubaybs (må Allah være tilfreds med ham) lig med sig. Men Hazrat Khubaybs (må Allah være tilfreds med ham) martyrdød fandt sted på dagen for Raji-ekspeditionen eller nogle måneder senere. Raji-begivenheden fandt sted i Safar i det fjerde hijri-år. Derfor fandt de to begivenheder sted under forskellige rejser, men jeg forstår ikke, hvorfor sira-forfatterne har omtalt dem så rodet og derved skabt forvirring. De har angivet, at begge begivenheder fandt sted under den samme rejse. Det er også muligt, at begge begivenheder faktisk fandt sted under den samme rejse, men at sira-forfatterne begik en fejl ved angivelsen af året og skrev det sjette hijri-år i stedet for det fjerde.

Allama Mansurpari (må Allah forbarme sig over ham) har også gjort indsigelse mod at anerkende denne begivenhed som en militær ekspedition eller sariyya. Allah den Højeste ved bedst.

Alle disse militære ekspeditioner blev gennemført efter Ahzab og Banu Qurayza. I ingen af disse ekspeditioner fandt der alvorlige sammenstød eller krig sted. I nogle af ekspeditionerne fandt der mindre angreb og sammenstød sted. Formålet med disse ekspeditioner var at skræmme fjenderne og påvirke dem.

Ved at gennemgå alt bliver det klart, at situationen ændrede sig hurtigt efter slaget ved Ahzab. Islams fjenders moral blev knækket. Fjenderne opgav også håbet om at ødelægge islams kald og tilsløre islams herlighed. Efter Hudaybiyya-forliget indtraf der imidlertid en markant ændring i situationen. Dette forlig var i virkeligheden et udtryk for islams styrke. Gennem det blev det klart, at der ikke længere fandtes nogen magt i den arabiske verden, som kunne standse islams fremmarch, og at islams sejr var uundgåelig.

Hudaybiyya-forliget

Forberedelse til umrah

Situationen i den arabiske verden var næsten kommet muslimerne til fordel. Tegnene på den islamiske missions succes og en stor sejr viste sig gradvist. Afgudsdyrkerne havde i seks år holdt Den Hellige Moské lukket for muslimerne. De første skridt var nu taget for at opnå anerkendelse af muslimernes ret til at tilbede i denne hellige moské.

I Medina blev Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vist i en drøm, at han og de ædle sahaba var trådt ind i Den Hellige Moské. Han drømte også, at han havde taget nøglen til Kabaen, og at han sammen med sahaba udførte tawaf omkring Kabaen og umrah. Derefter klippede nogle af sahaba deres hår, mens andre blot klippede deres negle. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fortalte sahaba om denne drøm. Da de hørte det, blev de meget glade. De håbede i deres hjerter, at det ville blive muligt at rejse til Mekka det år. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fortalte dem også, at han ville udføre umrah. Efter at have sagt dette begyndte de ædle sahaba at forberede rejsen.

Bekendtgørelse af muslimernes afrejse

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, lod bekendtgøre i Medina og dens omegn, at han ville rejse til Mekka sammen med dem. De fleste arabere tøvede. Imens rensede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sit tøj. Han overdrog ansvaret for Medina til Abdullah ibn Umm Maktum, ifølge en anden overlevering Namila al-Laythi (må Allah være tilfreds med ham). Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, steg op på sin kamel, al-Qaswa, og drog mod Mekka den første dag i dhu al-qadah i det sjette hijri-år. Hans hustru, Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende), fulgte med. Blandt sahaba rejste fjorten hundrede, ifølge en anden opfattelse femten hundrede personer. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, medbragte rejseudstyr til våben og tog ingen andre våben med end sværd i skeder.

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og muslimerne drog mod Mekka. Da de nåede et sted ved navn Dhul-Hulayfah, udsmykkede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sit offerdyr. Han mærkede kamelen ved at skære i dens pukkel og iførte sig ihram med henblik på umrah. Han gjorde dette, så alle kunne være sikre på, at han kun rejste for at udføre umrah og ikke havde til hensigt at føre krig. En spion fra Khuzāʿah-stammen blev sendt foran karavanen for at undersøge quraysh-folkets holdning. Da de nåede et sted ved navn ʿUsfān, kom spionen tilbage og meddelte: »Jeg har set Kaʿb ibn Luʾayy. Han samler folk fra deres allierede stamme Ahābīsh for at møde jer. Der samles også folk fra andre steder. De er fast besluttede på at kæmpe mod jer og forhindre jer i at komme ind i Mekka.« Efter at have modtaget denne nyhed rådførte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sig med sahaba.

Han sagde: »Hvad mener I? Skal vi gå ind i de områder, hvor de stammer, der har gjort sig klar til at hjælpe quraysh-folkene, bor, og angribe dem? Selv hvis de forholder sig tavse, vil krigens rædsel omgive deres hjerter. Hvis de flygter, vil en eller anden måske, om Allah vil, få sin hals skåret over. Eller ønsker I, at vi drager mod Kabaen og kæmper mod dem, der forsøger at hindre os på vejen?« Da han hørte dette, sagde Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham): »Allah og Hans Sendebud ved bedst. Men vi er kommet for at udføre umrah, ikke for at kæmpe mod nogen. Hvis nogen stiller sig som en hindring mellem os og Allahs Hus, vil vi dog kæmpe mod dem.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Godt, lad os gå.« Derefter fortsatte alle mod Mekka.

Forsøg på at holde muslimerne væk fra Allahs Hus

Da quraysh-folkene hørte, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var draget af sted, samledes de til rådsmøde og besluttede, at muslimerne for enhver pris skulle holdes borte fra Allahs Hus. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fortsatte rejsen efter at have passeret Ahābīsh-stammen. Da kom en mand fra Banū Kaʿb-stammen og sagde: »Quraysh-folkene har indtaget en position på et sted ved navn Dhu Tuwa. Khalid ibn al-Walid står klar ved Kurāʿ al-Ghamīm med en styrke på to hundrede ryttere. Dette sted ligger på hovedvejen mod Mekka.« Khalid ibn al-Walid forsøgte at hindre muslimerne. Han placerede sine soldater på et sted, hvor de to parter kunne se hinanden.

Mens muslimerne bad middagsbønnen, bemærkede Khalid, at muslimerne bøjede sig og kastede sig ned i bønnen. Efter bønnen bemærkede Khalid, at de havde været uopmærksomme under bønnen. Hvis vi havde angrebet dem på det tidspunkt, kunne vi have overvundet dem. Derefter besluttede Khalid, at man pludselig skulle angribe muslimerne, når de stillede sig op til eftermiddagsbønnen. På det tidspunkt åbenbarede Allah den Almægtige befalingen om salat al-khawf. Trods Khalid ibn al-Walids ønske kunne han ikke angribe muslimerne.

Forsøg på at undgå en blodig konflikt

Imens forlod Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hovedvejen fra Qura al-Ghamim og fortsatte ad en anden vej. Denne vej gik gennem et bjergområde. Det vil sige, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, drejede til højre og gik gennem Hamsh ad en vej, der førte til et sted kaldet Thaniyat al-Marar. Fra Thaniyat al-Marar fortsatte de til Hudaybiyyah. Dette sted lå ikke langt fra Mekka. Da Khalid så muslimerne tage en anden vej fra Qura al-Ghamim, det vil sige ændre rute, skyndte han sig sammen med sine ledsagere til Mekka for at underrette Quraysh om den nye situation.

Imens fortsatte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sin rejse. Da de nåede et sted kaldet Thaniyat al-Marar, satte kamelhoppen sig ned. Folk sagde: »Halt! Halt!« Men kamelhoppen blev siddende. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Det ligger ikke i denne kamelhops natur at sætte sig sådan. Den, der standsede den, er den samme, som standsede elefanten.« Derefter sagde han: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, de vil ikke kræve noget af mig, som indebærer respekt for noget, Allah har forbudt, uden at jeg vil efterkomme det.« Så snart Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, beordrede kamelhoppen til at rejse sig, rejste den sig straks. Derefter ændrede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ruten en smule og slog lejr ved en dam i Hudaybiyyah. Der var ikke meget vand i dammen. Efter at de havde taget lidt vand ad gangen, var vandet snart sluppet op. Sahabaerne fortalte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at de led af tørst. Han tog en pil ud af sit kogger og beordrede dem til at kaste den i dammen. Sahabaerne gjorde, som han sagde. Derefter begyndte vandet at strømme uafbrudt op af dammen, og sahabaernes vandmangel blev afhjulpet.

Budayl ibn Waraqahs ankomst

Mens Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, opholdt sig der i tryg forvisning, kom Budayl ibn Warqa fra Khuzāʿah-stammen sammen med nogle medlemmer af Khuzāʿah for at mødes med Allahs Sendebud. Blandt indbyggerne i Tihamah var denne stammes folk velvilligt indstillede over for Allahs Sendebud og muslimerne. Budayl sagde: »Jeg har netop set Kaʿb ibn Huway, som har taget kontrol over den vandrige dam i Hudaybiyyah. Han har kvinder og børn med sig. Han er fast besluttet på at kæmpe mod jer og holde jer borte fra Baytullah.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Vi er ikke kommet for at kæmpe mod nogen. Kampene har svækket Quraysh og påført dem store tab. Hvis de ønsker det, kan jeg fastsætte en frist med dem, så de trækker sig fra området mellem mig og mine folk. Hvis de ønsker det, kan de også holde sig fra det, som folk er gået ind i; ellers vil de opnå fred. Men hvis de ikke vil acceptere nogen anden ordning end kamp, så sværger jeg ved Ham, i hvis hånd mit liv er, at jeg vil kæmpe mod dem for religionens skyld, så længe der er liv i min krop, eller indtil Allahs vilje bliver gennemført.«

Budayl sagde: »Jeg vil overbringe jeres budskab til Quraysh.« Derefter gik han til Quraysh og sagde: »Jeg kommer fra dem. Jeg har hørt noget fra dem. Hvis I vil høre det, kan jeg fortælle jer det.« De tåbelige sagde: »Vi behøver ikke høre på dem. Vi ønsker ikke at høre noget fra dem.« Nogle fornuftige blandt dem sagde: »Lad os høre, hvad han har sagt.« Budayl fortalte dem alt. Derefter sendte Quraysh Muqarriz ibn Hafs som udsending. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, så ham, sagde han: »Denne mand er en forræder.« Muqarriz kom og talte med Allahs Sendebud, som gentog det samme, han tidligere havde sagt til Budayl. Muqarriz vendte tilbage og underrettede Quraysh om alt, hvad der var blevet sagt.

Quraysh sender udsendinge

Derefter sagde en mand ved navn al-Halīs ibn ʿAlqama fra Banū Kināna-stammen: »Lad mig gå hen til dem.« Quraysh gav ham tilladelse. Da den ædle Profet så ham, sagde han til ledsagerne: »Denne mand tilhører en sådan stamme, som viser respekt for offerdyrene. Bring derfor offerdyrene frem.« Ledsagerne bragte offerdyrene frem og hilste ham selv med ordene »Labbayk«. Da manden så dette, sagde han: »Subhanallah! Det er på ingen måde rimeligt at holde disse mennesker borte fra Guds Hus.« Uden at sige mere gik han lige hen til Quraysh-lederne og sagde: »Jeg har set offerdyrene, som er bragt med henblik på slagtning for Allahs tilfredshed. Der er bundet stofstykker om deres halse, og mange af dyrene er blevet mærket ved at deres pukler er blevet gjort blodige. Derfor mener jeg ikke, at det er rimeligt at holde dem borte fra Guds Hus.« Derefter udvekslede han nogle ord med Quraysh, hvorved han blev vred.

På dette tidspunkt greb ʿUrwa ibn Masʿud ath-Thaqafī ind og sagde: »Han har fremsat et forslag for jer. Tag imod dette forslag, og lad mig gå hen til ham.« Quraysh gav ham tilladelse. Han kom og begyndte at tale med Allahs Sendebud. Profeten (Allahs velsignelser og fred være med ham) gentog over for ham det samme, som han havde sagt til Budayl og hans ledsagere. Da ʿUrwa hørte dette, sagde han: »Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med dig, sig mig: Hvis du udsletter dit eget folk, har du så før hørt om en araber, der udslettede og tilintetgjorde sit eget folk? Hvis situationen udvikler sig anderledes, sværger jeg ved Gud, at jeg har set sådanne ansigter og sådanne forvirrede mennesker, som synes rede til at flygte fra dig. Da Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, sagde han: »Gå hen og sug på al-Lāts’ hængende kønshud! Skulle vi flygte og forlade Allahs Sendebud?« ʿUrwa sagde: »Hvem er denne mand?« Ledsagerne sagde: »Det er Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham).« ʿUrwa henvendte sig da til Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og sagde: »Hør her, ved Ham i hvis hånd mit liv er: Du viste mig engang en gunst. Hvis det ikke havde været for det, og hvis jeg ikke havde haft denne gæld til dig, ville jeg bestemt have svaret på dine ord.«

Derefter fortsatte ʿUrwa med at tale med Allahs Sendebud. Mens han talte, rørte han ved Allahs Sendebuds skæg. Mugīra ibn Shuʿba (må Allah være tilfreds med ham) stod ved Allahs Sendebuds hoved. Han havde et sværd i hånden. Hver gang ʿUrwa rakte hånden ud og rørte ved Allahs Sendebuds skæg, slog Hazrat Mugīra hans hånd væk med sværdets skæfte og sagde: »Hold din hånd væk fra Allahs Sendebuds skæg.« På et tidspunkt løftede ʿUrwa hovedet og spurgte, hvem Hazrat Mugīra var. Ledsagerne sagde: »Mugīra ibn Shuʿba (må Allah være tilfreds med ham).« ʿUrwa sagde: »Forræder! Var det ikke mig, der løb rundt for at ordne din sag?« Sagen var den, at Hazrat Mugīra ibn Shuʿba havde været sammen med nogle mennesker. Derefter dræbte han dem, tog deres ejendele med sig og kom til Medina. Da han kom til Allahs Sendebud, antog han islam. Allahs Sendebud sagde: »Jeg accepterer, at du antager islam, men jeg har intet at gøre med disse ejendele.« På grund af denne hændelse havde ʿUrwa løbet omkring for at ordne sagen. Det var dette, han nu hentydede til. Det skal nævnes, at Hazrat Mugīra var ʿUrwas nevø.

Derefter fortsatte ʿUrwa med at iagttage det særlige forhold mellem Allahs Sendebud og ledsagerne. Efter et stykke tid vendte han tilbage til Mekka og sagde til sine ledsagere: »Mit folk, jeg har været hos kejsere som Cæsar, Kisra og Negus. Ved Allah, jeg har aldrig set nogen konge modtage så stor ære fra sine ledsagere, som jeg har set Muhammad modtage. Ved Allah, når han spytter, rækker en af dem hånden frem, tager imod spyttet og smører det på sit ansigt og sin krop. Når han giver en ordre, skynder alle sig at udføre den. Når han begynder at udføre wudu, kappes ledsagerne om at få det vand, han har brugt. Når han begynder at tale, dæmper hans ledsagere deres stemmer. Af overdreven respekt ser ledsagerne ikke direkte på ham. Denne mand har fremsat et godt forslag for jer. Jeg beder jer om at acceptere dette forslag.«

Da de krigeriske unge mænd blandt Quraysh bemærkede, at de ældre var optaget af at finde en forsoningsløsning, begyndte de at planlægge, hvordan de kunne fremprovokere en krig. De besluttede, at de om natten i al hemmelighed ville gå til muslimernes lejr og skabe sådan et postyr, at krigens ild ville bryde ud mellem begge parter. Derefter satte de planen i værk. I nattens mørke steg halvfjerds eller firs unge mænd ned fra bjerget Tanʿīm og forsøgte i al stilhed at trænge ind i muslimernes lejr. Men den muslimske hærfører Muhammad ibn Maslama (må Allah være tilfreds med ham) arresterede dem alle og førte dem frem for Allahs Sendebud. Den nådige Profet tilgav dem alle og satte dem fri for at virkeliggøre formålet med våbenhvilen. Om dette siger Allah, Verdens Herre: »Han holdt deres hænder tilbage fra jer og jeres hænder tilbage fra dem i Mekkas dal, efter at Han havde givet jer sejr over dem.« (Sura al-Fath, 24)

Hazrat Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) rejse til Mekka

Allahs Sendebud følte behov for at sende en udsending til Mekka, som på passende vis kunne forklare Quraysh formålet med hans ankomst. Til dette formål kaldte han ʿUmar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham). Hazrat ʿUmar erklærede, at han ikke kunne påtage sig opgaven, og sagde: »Allahs Sendebud, hvis de vantro mishandler mig, vil ikke engang én mand fra Banū Kaʿb-stammen i Mekka komme mig til hjælp. Efter min vurdering er Hazrat Uthman den rette til denne opgave. Jeg beder dig sende ham. Hans stammefolk befinder sig i Mekka, og han vil kunne forklare Quraysh formålet med vores ankomst på passende vis.« Allahs Sendebud kaldte da Uthman til sig og beordrede ham at gå til Quraysh. Han sagde: »Sig til dem: Vi er ikke kommet for at føre krig; vi er kommet for at udføre umrah. Kald dem til islam.« Allahs Sendebud sagde også til Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham), at han skulle opsøge de troende mænd og kvinder i Mekka og trøste dem. Han skulle sige til dem, at Allah, den Ophøjede og Ærefulde, snart ville etablere islam som en sejrende magt i Mekka. På grund af deres tro skulle ingen længere behøve at tilbede Allah i hemmelighed. Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) drog af sted med Allahs Sendebuds budskab. Ved et sted ved navn Baldah mødte han nogle mænd fra Quraysh. De spurgte: »Hvor skal du hen?« Uthman (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Allahs Sendebud, Hazrat Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham), har sendt mig til jer med dette budskab.« Mændene fra Quraysh sagde: »Vi har allerede hørt det budskab, du bringer. Gå du blot videre med dit ærinde.« Imens rejste Saʿīd ibn al-ʿĀs sig og sagde til Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham): »Marhaban.« Derefter sadlede han sin egen hest, lod Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) stige op på den og førte ham til sin bolig i Mekka. Der forklarede Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) Allahs Sendebuds budskab for Quraysh-lederne. Quraysh tilbød Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) at gå rundt om Kabaen, men han afslog. Han ønskede ikke at gå rundt om Kabaen før Allahs Sendebud.

Rygtet om Uthman (må Allah være tilfreds med ham)s martyrdød og Bayʿat al-Ridwan

Uthman (må Allah være tilfreds med ham) udførte den opgave, der var blevet overdraget ham. Men Quraysh holdt ham tilbage hos sig. Måske ønskede de i lyset af den opståede situation at nå frem til en bestemt beslutning gennem gensidig rådgivning. Derefter ville de sende et svar på det budskab, Uthman (må Allah være tilfreds med ham) havde bragt. Da Uthman (må Allah være tilfreds med ham) ikke vendte tilbage i lang tid, spredte der sig et rygte blandt muslimerne om, at han var blevet dræbt. Da Allahs Sendebud blev underrettet om dette, sagde han: »Vi vil ikke forlade dette sted uden at kæmpe mod Quraysh.« Efter at have sagt dette opfordrede han ledsagerne til at aflægge troskabseden. De ædle ledsagere viste stor iver og aflagde eden på, at ingen ville flygte fra slagmarken. Abu Sinan al-Asadi var den første til at aflægge eden. Salama ibn al-Akwaʿ (må Allah være tilfreds med ham) aflagde eden tre gange: i begyndelsen, midtvejs og til sidst. Allahs Sendebud lagde den ene hånd i den anden og sagde: »Dette er Uthmans hånd.« Da troskabseden var afsluttet, kom Uthman (må Allah være tilfreds med ham) til stede og aflagde også eden. En mand ved navn Jad ibn Qays deltog ikke i troskabseden. Han var hykler.

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, modtog denne troskabsed under et træ. Umar (må Allah være tilfreds med ham) holdt fast i Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hånd. Maʿqil ibn Yasar (må Allah være tilfreds med ham) holdt nogle af træets grene væk fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Om denne troskabsed åbenbarede Den Ophøjede Allah følgende vers i Den Ædle Koran: »Da de troende aflagde troskabsed til dig under træet, var Allah tilfreds med dem.« (Sura al-Fath, vers 18)

Betingelserne for den historiske fredsaftale

Quraysh indså, hvor kritisk situationen var. Derefter sendte de hurtigt Suhayl ibn Amr for at indgå en fredsaftale. Suhayl fik strenge instrukser om, at Allahs Sendebud skulle vende tilbage i år. For araberne kunne sige, at han med magt var trængt ind i deres by. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, så Suhayl, sagde han til ledsagerne: »Jeres sag er blevet gjort lettere for jer.« At denne mand var blevet sendt, betød, at Quraysh ønskede en fredsaftale. Suhayl kom hen til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og talte med ham i nogen tid. Derefter blev fredsaftalens betingelser formuleret, som følger.

1) Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vender tilbage i år uden at rejse ind i Mekka. Næste år kommer muslimerne til Mekka og opholder sig der i tre dage. Næste år kommer muslimerne til Mekka og opholder sig der i tre dage. De må medbringe våben til selvforsvar. Sværdene skal være i skederne. Ingen må genere dem.

2) Begge parter skal indstille krigen i ti år. I denne periode skal befolkningen leve trygt og sikkert. Ingen må løfte hånden mod nogen anden.

3) De, der ønsker at tilslutte sig Muhammads, må Allahs velsignelser og fred være med ham, trosretning, kan gøre det, og de, der ønsker at forblive under Qurayshs trosretning, kan forblive der. Den stamme, der tilslutter sig en anden stamme, skal betragtes som en del af denne stamme. Hvis der derfor begås overgreb mod en sådan stamme, skal det også betragtes som et overgreb mod medlemmerne af den stamme, der har tilsluttet sig den.

For det fjerde: Hvis nogen fra Quraysh uden ledernes tilladelse, det vil sige som flygtning, tager til Muhammad, skal han sende ham tilbage. Men hvis nogen blandt Muhammads ledsagere tager til Quraysh for at søge beskyttelse, skal Quraysh ikke sende ham tilbage.

Efter at aftaleudkastet var blevet udarbejdet, tilkaldte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Guds løve, Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, og dikterede ham betingelserne. Først bad Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ham om at skrive: »Bismillāhir-Raḥmānir-Raḥīm.« Det vil sige: »Jeg begynder i Allahs, den Nådiges og den Barmhjertiges, navn.« Suhayl sagde da: »Vi ved ikke, hvad Rahman betyder. Bed ham i stedet skrive sådan: Bi-ismika Allahumma.« Det vil sige: »I dit navn, o Allah.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, om at skrive dette. Derefter skrev Allahs Sendebud, Muhammad, en fredsaftale på grundlag af følgende bestemmelser. Da Suhayl hørte dette, sagde han: »Hvis vi vidste, at du var Allahs Sendebud, ville vi ikke have forhindret dig i at foretage tawaf omkring Kabaen, og vi ville heller ikke have kæmpet mod dig. Bed ham skrive Muhammad ibn Abdullah.« Han sagde: »Selv om I ikke anerkender det, er jeg Allahs Sendebud.« Derefter sagde han til Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham: »Skriv Muhammad ibn Abdullah, og stryg ordene Allahs Sendebud.« Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, indvilligede ikke, så Allahs Sendebud slettede selv ordene med sin egen hånd. Derefter blev fredsaftalens betingelser skrevet fuldstændigt ned.

Efter at fredsaftalen var indgået, sluttede stammen Banu Khuza’a sig til Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sag. Stammens medlemmer havde faktisk også på Abd al-Muttalibs tid været allierede med Banu Hashim. Dette er blevet belyst allerede i begyndelsen af bogen. At tilslutte sig en sag eller antage dens synspunkter betyder at anerkende det tidligere allianceforhold og styrke alliancen. På den anden side sluttede stammen Banu Bakr sig til Qurayshs sag.

Abu Jandals tilbagevenden

Mens fredsaftalens betingelser var ved at blive skrevet, ankom Suhayls søn, Abu Jandal, iført lænker og slæbende dem efter sig. Han var kommet fra Mekka og kastede sig ind blandt muslimerne. Suhayl sagde: »Jeg håndhæver den første bestemmelse vedrørende ham over for dig. Send ham tilbage.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Fredsaftalen er endnu ikke afsluttet.« Suhayl sagde: »Jeg indgår ikke fredsaftalen med dig, hvis du ikke sender Abu Jandal tilbage.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til Suhayl: »Godt, så lad ham være for min skyld.« Suhayl sagde: »Jeg kan ikke lade ham være, heller ikke for din skyld.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad ham igen: »Lad ham nu være!«

Suhayl sagde: »Nej, nej, det kan jeg ikke.« Derefter slog Suhayl Abu Jandal i ansigtet og begyndte at trække ham i kraven for at føre ham tilbage til Mekka. Abu Jandal råbte da: »Muslimer! Skal jeg vende tilbage til afgudsdyrkerne? De vil udsætte mig for fristelser på grund af min religion.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Abu Jandal, vær tålmodig, og betragt tålmodigheden som noget, der giver belønning. Allah vil skabe en udvej og et tilflugtssted for dig og de andre svage muslimer, der er sammen med dig. Vi indgår fred med Quraysh. Vi har indgået en pagt med dem i Allahs navn, og de har indgået en pagt med os i Allahs navn. Derfor kan vi ikke overtræde fredsaftalens betingelser.«

Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, gik hurtigt hen til Abu Jandal. Mens han gik ved siden af ham, sagde han: »Abu Jandal, vær tålmodig. De er mushrikun, afgudsdyrkere. Deres blod er hundeblod.« Mens han sagde dette, førte Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, sit eget sværd hen til Abu Jandal. Hazrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, fortalte senere: »Jeg håbede, at Abu Jandal ville tage sværdet fra mig og gøre det af med sin far.« Men Abu Jandal gjorde det ikke. Til sidst blev fredsaftalens betingelser gennemført.

At ofre og klippe håret i den tro, at umrah var afsluttet

Efter at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde ladet fredsaftalens betingelser nedskrive, sagde han: »Rejs jer og bring hver især jeres offerdyr.« Ingen af sahabaerne rejste sig. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gentog de samme ord og den samme befaling tre gange, men ingen viste interesse. Derefter fortalte han den ærede Umm al-Mu’minin Salma (må Allah være tilfreds med hende) om dette. Profetens hustru sagde: »O Allahs Sendebud, hvis du mener, at offerdyret skal slagtes, så gå selv ud, slagt dit eget offerdyr uden at sige noget til nogen, og tilkald derefter din barber, så han kan barbere dit hoved.« I overensstemmelse med Umm al-Mu’minins råd slagtede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sit eget hady-dyr og sørgede for at få sit hoved barberet. Kort efter slagtede sahabaerne, efter at have set Allahs Sendebud gøre det, hver især deres offerdyr. Derefter begyndte de at klippe hinandens hår. Nogle barberede alt håret af, mens andre fik det trimmet og gjort kortere. Alle var alvorlige og bekymrede. Enhver var i så dårlig en sindstilstand, at det syntes, som om de i deres overvældende bekymring ville dræbe hinanden. På dette tidspunkt blev køer og kameler slagtet på vegne af syv personer hver. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) slagtede en af Abu Jahl-kamelerne. Denne kamel havde en sølvring i næsen. Formålet med dette var, at polyteisterne, når de fik denne nyhed, skulle blive utålmodige af frugtesløs vrede. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bad én gang om tilgivelse for dem. Under denne rejse åbenbarede Allah, Herren over alle verdener, en anvisning vedrørende Ka‘b ibn ‘Ujrah: Den, der på grund af besvær barberer sit hoved, mens han er i ihram-tilstand, skal betale fidya ved at faste, give almisse eller slagte et offerdyr.

Afvisning af at returnere de muhajiriske kvinder

Nogle troende kvinder kom fra Mekka til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Deres slægtninge krævede dem returneret i henhold til Hudaybiyyah-fredsaftalen. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) afviste dette krav. Han forklarede, at den skriftlige ordlyd i aftalen var, at enhver mand fra vores side, som kom til jer, skulle returneres, uanset hvilken tro han holdt fast ved. Kvinder var ikke nævnt her. [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 307] Kvinderne var derfor ikke omfattet af denne betingelse i fredsaftalen. Derefter åbenbarede Allah, Herren over alle verdener, dette vers: »O I, der tror! Når troende kvinder kommer til jer som udvandrere, så undersøg dem. Allah ved bedst, hvad deres tro er. Hvis I ved, at de er troende, så send dem ikke tilbage til de vantro. De troende kvinder er ikke tilladte for de vantro, og de vantro er ikke tilladte for de troende. Giv dem tilbage, hvad de har brugt. Der er ingen synd over jer, hvis I gifter jer med dem, når I har givet dem deres medgift. Hold ikke fast i ægteskabsbåndene med vantro kvinder.« (Sura al-Mumtahanah, vers 10)

Efter at dette vers var blevet åbenbaret, sagde Allah, Herren over alle verdener, om enhver troende kvinde, der udvandrede og kom til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »O Profet! Når de troende kvinder kommer til dig og aflægger troskabsed på, at de ikke vil sætte nogen ved Allahs side, ikke vil stjæle, ikke vil begå utugt, ikke vil dræbe deres børn, ikke med fuldt overlæg vil opdigte og sprede nogen falsk beskyldning, og ikke vil være ulydige mod dig i det, der er godt, så tag imod deres troskabsed og bed Allah om tilgivelse for dem. Allah er Den Tilgivende, Den Barmhjertige.« (Sura al-Mumtahanah, vers 12)

De kvinder, der var kommet som udvandrere, aflagde troskabsløftet i overensstemmelse med betingelserne i det nævnte vers. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Jeg har modtaget troskabseden fra jer.« Derefter sendte han dem ikke tilbage.

I overensstemmelse med denne anvisning skilte muslimerne sig fra deres ikke-muslimske, det vil sige vantro, hustruer. På det tidspunkt havde den ærede ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) to hustruer, som var vantro. Han skilte sig fra dem. Den ene blev gift med Mu‘awiyah, og den anden med Safwan ibn Umayyah.

Hovedindholdet af fredsaftalens betingelser

Dette er Hudaybiyyah-fredsaftalen. Hvis man tænker grundigt over aftalens betingelser, bliver det klart, at den var en stor sejr for muslimerne. Quraysh havde nemlig indtil da ikke engang anerkendt muslimernes eksistens. De var fast besluttede på at udslette dem og ventede blot på, at denne magt før eller siden skulle forsvinde. Da Quraysh desuden sad på lederskabet af religiøse og verdslige anliggender på Den Arabiske Halvø, bestræbte de sig på med alle midler at hindre den islamiske da‘wah blandt almindelige mennesker. Set fra dette perspektiv kan man ved blot en smule eftertanke over aftalen forstå, at den indebar en anerkendelse af muslimerne og en erklæring om, at Quraysh ikke længere var i stand til at tilintetgøre muslimernes magt. Den psykologiske analyse af aftalens tredje punkt er, at Quraysh havde svigtet det ansvar, de havde fået inden for religiøse og verdslige anliggender. Nu var de kun opslugt af at tænke på deres egne interesser. De havde ingen bekymring eller interesse for andre mennesker. Det vil sige, hele befolkningen på Den Arabiske Halvø

Selv hvis hele den arabiske befolkning tager islam til sig, er Quraysh ligeglade med det. De vil ikke blande sig på nogen måde i denne sag. Er dette ikke, set i lyset af Qurayshs beslutning og formålet med den, et tydeligt nederlag for dem? Og er det ikke, set i lyset af muslimernes situation, en tydelig sejr for dem? Formålet med den blodige konflikt mellem islams tilhængere og islams fjender var netop, at mennesket skulle opnå fuld frihed og selvbestemmelse i spørgsmål om tro. Det vil sige, at enhver efter eget frie valg kunne blive muslim, mens enhver anden kunne forblive vantro. Ingen magt skulle stå i vejen for, at de kunne gennemføre dette ønske. Det var aldrig muslimernes hensigt at røve de vantros ejendom, drive dem i døden eller tvinge dem til at blive muslimer. Muslimernes hensigt var netop det, som Allama Iqbal har udtrykt således:

Den troende tjeners mål – det er martyrdøden

Han ønsker ikke tapperhed, han ønsker ikke krigsbytte.”

Blot man betragter sagen, bliver det klart, at muslimerne gennem Hudaybiyya-traktaten fuldt ud var i stand til at nå deres formål og mål. Denne sejr var langt vigtigere og mere betydningsfuld end en sejr i krig. Takket være denne frihed var muslimerne i stand til at opnå en enestående succes med da‘wa og tabligh. Indtil denne traktat havde muslimernes hær aldrig været større end tre tusind; i løbet af to år var dette tal ved optakten til sejren steget til ti tusind.

Traktatens anden bestemmelse var også en del af den tydelige sejr. For det var ikke muslimerne, men de vantro, der indledte krigen. Som Allah den Ophøjede siger: »Det var dem, der først begyndte mod jer.«

Gennem militære ekspeditioner ønskede muslimerne at få Quraysh til at opgive deres tåbelige adfærd, det vil sige deres forsøg på at forhindre folk i Allahs vej, samt deres stædighed. Muslimernes krav var at opnå lige rettigheder i forholdet mellem parterne. Begge sider skulle handle ligeværdigt på deres respektive områder, nyde lige rettigheder og frit give udtryk for deres synspunkter. Men de ikke-muslimske gjorde ikke dette. Til sidst indføjede de i traktaten en bestemmelse om, at krigen skulle ophøre i ti år. Det betyder, at de ikke længere ville lægge hindringer i vejen for Allahs vej. Det betyder, at de, der havde indledt krigen, var svage, hjælpeløse og fuldstændig mislykkedes.

Når man gennemgår udsagnet i traktatens første bestemmelse, ser man, at det i virkeligheden er et tegn på muslimernes sejr, på ingen måde på nederlag. De vantro havde nemlig forbudt muslimerne at besøge den ærefulde Kaaba, og gennem denne bestemmelse blev ophævelsen af dette forbud bekendtgjort. De vantro havde dog noget i denne bestemmelse, som kunne trøste dem: De havde været i stand til at holde muslimerne borte fra deres elskede Baytullah i ét år. Men at dette blot var en midlertidig og betydningsløs succes, kan man forstå uden nærmere forklaring.

Ved en endnu grundigere gennemgang af Hudaybiyya-traktaten bliver det klart, at Quraysh gav muslimerne tre fordele og selv opnåede én fordel. Denne fordel er nævnt i traktatens fjerde bestemmelse. Men denne fordel var meget ubetydelig og værdiløs. Den indebar ikke noget tab for muslimerne. For det er indlysende, at muslimerne, så længe de forbliver muslimer, ikke vil flygte fra Medina til Mekka. De kan kun flygte, hvis de konverterer eller bliver frafaldne. Det kan være åbent eller skjult frafald, uanset hvilken form det tager. Når en muslim har forladt islam, ophører han med at være nødvendig for muslimerne. Da er det bedre for muslimerne, at han forlader det islamiske samfund, end at han bliver i det. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) hentydede til dette, da han sagde: »Den, der forlader os og flygter til polyteisterne, har Allah den Ophøjede fjernet.« [Sahih Muslim, Hudaybiyya-traktaten, bind 2, s. 105] For de mennesker i Mekka, som er blevet eller vil blive muslimer, er der ikke givet nogen fordel i traktatens betingelser. Derfor har de ingen mulighed for at få tilflugt i Medina. Men blev det ikke et stort tilflugtssted? På det tidspunkt kendte indbyggerne i Medina ikke engang islams navn. Også fremover vil en eller anden del af verden åbne sig for muslimerne. Det var dette, Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) hentydede til, da han sagde: »Den af deres folk, som kommer til os, vil Allah sørge for rummelighed og en udvej for dem.«

Med en sådan ordning syntes Quraysh ganske vist at have vundet en fordel, men i virkeligheden var den et tegn på Qurayshs frygt, bekymring, rædsel, uro og nederlag. Dette viser, at de var blevet lammet af frygt for deres afgudsdyrkende samfundsorden. De følte, at deres samfundslegeme stod i en så skrøbelig og indholdsløs tilstand, at det når som helst kunne bryde sammen. Derfor var det nødvendigt at styrke sikkerhedsforanstaltningerne for at beskytte det. På den anden side viser det, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde fuld tillid til det islamiske samfunds modenhed og styrke, eftersom han så storsindet accepterede betingelsen om, at han ikke ville kræve nogen muslim udleveret, hvis denne søgte tilflugt hos Quraysh. En sådan betingelse ville ikke medføre nogen som helst skade.

Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) tvivl

Betingelserne i våbenhvilen ved Hudaybiyyah blev drøftet fra forskellige sider. Blandt betingelserne var der to forhold, som gjorde muslimerne mentalt fortvivlede. For det første havde Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagt, at han ville tage til Baytullah og udføre tawaf, men nu vendte han tilbage uden at have udført tawaf. For det andet var han Allahs Sendebud og stod på sandhedens side. Allah den Højeste havde lovet at give Hans religion sejr. Hvorfor havde Allahs Sendebud så ladet sig påvirke og bøjet sig ved at indgå en våbenhvile? Disse to forhold gav anledning til mange tvivlsspørgsmål, og de havde ramt muslimernes følelser så hårdt, at de blev knust af sorg og bekymring. Hazrat Umar ibn al-Khattab led sandsynligvis mest under den mentale smerte. Han gik til Allahs Sendebud og sagde: »Allahs Sendebud, står vi ikke på sandheden, og står de ikke på falskhed?« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Jo, naturligvis.« Han sagde: »Er vores dræbte ikke i Paradiset, og er deres dræbte ikke blandt Helvedes beboere?« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Jo, naturligvis.« Han sagde: »Hvorfor lod vi os da påvirke med hensyn til religionen, accepterede sådanne betingelser og kom i denne situation, selv om Allah den Højeste endnu ikke har afgjort sagen mellem os og dem?« Allahs Sendebud sagde: »Umar, søn af al-Khattab, jeg er Allahs Sendebud. Jeg kan derfor ikke være ulydig mod Allah. Allah den Højeste vil hjælpe mig, og Han vil under ingen omstændigheder lade mig gå til grunde.« Han sagde: »Sagde du ikke til os, at du ville tage til Baytullah og udføre tawaf?« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Jo, naturligvis. Men sagde jeg, at vi ville sejre netop denne gang?« Han svarede: »Nej.« Allahs Sendebud sagde: »Hør da: I vil bestemt komme til Baytullah og udføre tawaf omkring det.«

Men Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) gik, stadig utilfreds, til Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og fortalte ham, hvad han havde sagt til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Hazrat Abu Bakr gav Hazrat Umar det samme svar, som Allahs Sendebud havde givet ham. Derefter sagde Hazrat Abu Bakr desuden: »Hold fast ved lydigheden mod Allahs Sendebud indtil døden.«

Senere åbenbarede Allah, Herren over alle verdener, de vers i surah al-Fath, som begynder således: »Sandelig, Vi har givet jer en klar sejr.« I denne surah omtales våbenhvilen ved Hudaybiyyah som en klar sejr for muslimerne. Efter at disse vers var blevet åbenbaret, tilkaldte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) Hazrat Umar og reciterede versene for ham.

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud, er dette en sejr?« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Ja, det er en sejr.« Da Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, faldt der ro over hans hjerte, og han gik tilbage.

Senere, da Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) indså sin fejl, blev han meget skamfuld. Han sagde: »Af frygt for den fejl, jeg begik, og de ord, jeg sagde den dag, udførte jeg mange gode gerninger: Jeg gav regelmæssigt almisse og velgørenhed, fastede, bad og frigav slaver. Derfor håber jeg nu på godhed.« [Fath al-Bari, bind 7, s. 339-439; Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 598-600, 717; Sahih Muslim, bind 2, s. 104-105; Ibn Hisham, bind 2, s. 308, 322; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 122-127; Mukhtasar al-Sirah, Shaykh Abdullah, s. 207-305; Tarikh Umar ibn al-Khattab, forfattet af Ibn al-Jawzi, s. 39-40]

Løsningen på de svage muslimers problem

Allahs Sendebud, fred være med ham, ankom til Medina og følte sig tryg. På dette tidspunkt flygtede en muslim ved navn Abu Basir fra Mekka til Medina, fordi han var blevet udmattet af de vantros mishandling og forfølgelse. Abu Basir var fra Thaqif-stammen. Denne stamme var allieret med Quraysh. Quraysh sendte to mænd til Medina for at hente Abu Basir tilbage. De blev sendt med besked om: «Opfyld betingelserne i den aftale, der er indgået mellem os og jer.» Allahs Sendebud, fred være med ham, sendte den nyankomne Abu Basir med dem tilbage til Mekka. Da de tre nåede et sted ved navn Dhu al-Hulayfa, begyndte de at spise dadler. Da sagde Abu Basir til den ene af de to mænd: «Ved Allah, dit sværd ser virkelig smukt ud.» Manden blev meget glad og sagde: «Ja, det gør det. Jeg har prøvet det flere gange.» Abu Basir sagde: «Lad mig se det; jeg vil også se på det.» Manden rakte sværdet til Abu Basir, som straks dræbte ham.

Den anden mand flygtede, kom til Medina og trådte ind i Profetens Moské. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, så ham, bemærkede han: «Denne mand har oplevet noget frygteligt.» Manden gik hen til Allahs Sendebud og sagde: «Min ledsager er blevet dræbt, og jeg vil også blive dræbt.» I det samme vendte Abu Basir tilbage og sagde: «Allahs Sendebud, Allah har opfyldt dit løfte. Du sendte mig tilbage med dem, og derefter befriede Allah mig fra deres hænder.» Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: «Må hans mor miste ham! Hvis han finder blot én, der slutter sig til ham, vil han antænde krigens ild.» Da Abu Basir hørte dette, forstod han, at han nu ville blive udleveret til de vantro. Derfor forlod han Medina og begav sig til kystområdet. Imens flygtede Abu Jandal ibn Suhayl fra Mekka og sluttede sig til Abu Basir. Alle blandt Quraysh, som antog islam, sluttede sig til Abu Basir. Der blev således dannet en gruppe. Derefter plyndrede de Qurayshs handelskaravaner, der rejste til og fra Syrien, og slog karavanernes folk brutalt. Quraysh blev så udmattet, at de appellerede til Allahs Sendebud, fred være med ham, med henvisning til deres slægtskab og bad ham om at kalde dem til sig. De lovede, at enhver fra Mekka, som antog islam og kom til ham, ville være i sikkerhed, og at de ikke ville rejse indvendinger mod dem. Derefter kaldte Allahs Sendebud, fred være med ham, muslimerne ved kysten til Medina. Se note 3.

Fremtrædende mænd blandt Quraysh antager islam

I begyndelsen af det syvende hijri-år, efter aftalen, antog Amr ibn al-As, Khalid ibn al-Walid og Uthman ibn Talha, måtte Allah være tilfreds med dem, islam. Da de mødte op hos Allahs Sendebud, sagde han: «Mekka har overgivet sine kærneste mænd til os.» Der er uenighed om tidspunktet for de nævnte sahabaers antagelse af islam. Flere værker om biografierne over fortællerne angiver det ottende hijri-år. Men det er almindeligt kendt, at Amr ibn al-As antog islam ved Najashis hof. Dette fandt sted i det ottende hijri-år. På vej tilbage fra Abessinien mødte Amr Khalid og Uthman ibn Talha, og de tre mødte sammen op hos Allahs Sendebud og antog islam. Dette viser, at de også antog islam i begyndelsen af det syvende hijri-år. Allah ved bedst.

Hudaybiyya-aftalen var i virkeligheden begyndelsen på en forandring i islams og muslimernes liv. Quraysh var de mest standhaftige, stædige og krigslystne i deres fjendskab mod islam. Da man gik fra krigens slagmark til fredens område, blev en af de tre sider i forbundsfællesskabet fra Slaget ved Grøften, nemlig Quraysh, Ghatafan og jøderne, brudt. Quraysh havde været drivkraften bag afgudsdyrkelsen på hele Den Arabiske Halvø, men denne iver syntes også at være blevet dæmpet. Der begyndte ligeledes at ske en ændring i deres fjendtlige adfærd. Derfor ser man, at Ghatafan-stammen efter aftalen ikke foretog sig noget særligt fjendtligt. Og hvis de gjorde noget, var det kun på jødernes tilskyndelse.

Efter at jøderne var blevet fordrevet fra Medina, gjorde de Khaybar til centrum for deres intriger og sammensværgelser. Dér avlede deres djævelskab stadig nye planer. De var optaget af at tænde stridens ild. Jøderne tilskyndede beduinerne omkring Medina og planlagde enten at tilintetgøre Allahs Sendebud, fred være med ham, og muslimerne eller at påføre dem alvorlig skade. Derfor rettede Allahs Sendebud, fred være med ham, efter Hudaybiyya-aftalen først sin opmærksomhed mod fuldstændigt at udrydde jødernes centrum for deres ondskab.

Kort sagt begyndte der efter Hudaybiyya-aftalen en ny fredens tidsalder, og i denne periode fik muslimerne en vigtig mulighed for at kalde til islam, udbrede den og forkynde religionen. Derfor blev muslimernes aktivitet inden for da’wah og forkyndelse mangedoblet på dette tidspunkt. Denne forkyndende aktivitet overgik krigsaktiviteterne. Denne periode kan opdeles i to dele.

Før krigsaktiviteterne er det mest passende først at belyse aktiviteterne inden for da’wah og forkyndelse. For det er det forkyndende arbejde, der bør have prioritet, og det er også islams egentlige opgave. Det var for at udbrede og fremme dette forkyndende arbejde, at muslimerne udholdt så megen fare, ulykke, uro, krig, tumult og kaos.

Breve til konger og amirer

Efter at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var vendt tilbage fra Hudaybiyyah mod slutningen af det sjette hijri-år, sendte han breve til forskellige konger og amirer og opfordrede dem til islam. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ønskede at sende disse breve, blev det sagt til ham, at kongerne kun ville tage imod et brev, hvis det var forsynet med et segl. Derfor fik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fremstillet en sølvring, hvorpå ordene Muhammad, Sendebudet og Allah var indgraveret. Allah stod på første linje, Sendebudet på anden og Muhammad på tredje. [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 872]

Efter at brevene var skrevet, sendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, nogle erfarne sahaba til forskellige steder med brevene. Han sendte disse udsendinge den 1. Muharram i det syvende hijri-år, nogle dage før afrejsen til Khaybar. [Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 171] Nedenfor redegøres der for dette.

1) Til kongen af Abessinien, Najjashi

Najjashis egentlige navn var Ashama ibn al-Jabar. Efter at Allahs Sendebud havde skrevet brevet, sendte han det ved Amr ibn Umayya al-Damri mod slutningen af det sjette hijri-år eller begyndelsen af det syvende. Allamah al-Tabari har også gengivet brevets tekst. Men hvis man ser nøje på brevets indhold, forstår man, at dette ikke er det brev, der blev skrevet efter Hudaybiyyah-traktaten. Det synes snarere at være det brev, som Allahs Sendebud gav profeten Ja’far al-Tayyar, da han under opholdet i Mekka emigrerede til Abessinien, med henblik på at overrække det til Najjashi. For i slutningen af brevet nævnes emigranterne således: »Jeg har sendt min fætter Ja’far til dig sammen med en gruppe muslimer. Når de når frem til dig, skal du tage dem under din beskyttelse og ikke udøve nogen form for tvang mod dem.«

Imam al-Bayhaqi har fra Abdullah ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, også omtalt endnu et brev, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte til Najjashi. Brevets ordlyd er som følger: »Dette brev er fra profeten Muhammad til Ashama, kongen af Abessinien. Fred være med den, der følger vejledningen og tror på Allah og Hans Sendebud. Jeg bevidner, at ingen er værdig til at blive tilbedt bortset fra Allah alene. Han har ingen hustru eller søn. Jeg bevidner også, at Muhammad er Allahs tjener og Sendebud. Jeg inviterer dig til islam, for jeg er Allahs Sendebud. Så tag islam til dig, så vil du være i fred. O I Skriftens folk, kom til et ord, der er fælles for os og jer: Vi vil ikke tilbede andre end Allah, ikke sætte nogen ved Hans side og ikke anerkende andre end Allah som herre. Hvis nogen afviser denne tro, så sig til ham: Vær vidne til, at jeg er muslim. Hvis du ikke tager imod denne invitation, vil hele din nations, nazaræernes, synd hvile på dig.«

Dr. Muhammad Hamidullah fra Paris har også gengivet ordlyden af endnu et brev. Det er blevet fundet. Dette brev er, med en forskel på ét ord, omtalt i Allamah Ibn Qayyims værk Zad al-Ma’ad. Doktoren har gjort en betydelig indsats for at fastslå brevets ægthed.

Dr. Hamidullah har i sit værk medtaget en fotokopi af dette brev, som er blevet offentliggjort i vor tid. Dets oversættelse lyder således: »I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn.«

«Fra Allahs Sendebud Muhammad til Najashi Azram, herskeren over Abessinien. Fred være med den, der følger vejledningen. Jeg lovpriser over for dig Allah den Almægtige, ud over hvem der ingen guddom findes, den Hellige, den Fredgivende, den, der skænker sikkerhed og fred, og den Beskytter og Vogter. Jeg bevidner, at Isa ibn Maryam er Allahs ånd og Hans ord. Allah den Ophøjede lod ham komme til den rene og kyske Maryam. Maryam blev gravid ved Allahs ånd og Hans indblæsning, ligesom Allah den Ophøjede skabte Adam, fred være med ham, med Sin egen hånd. Vi opfordrer hinanden til troen på den Ene og Eneste Allah og til lydighed mod Ham. Desuden opfordrer jeg til enhed: Adlyd mig, og tro på det, jeg er kommet med. Jeg er nemlig Allahs Sendebud, og jeg kalder dig og dine hære til Allah, alverdenernes Herre, den Almægtige. Jeg har overbragt budskabet og givet råd. Tag derfor imod mit budskab og mit råd. Til sidst: Fred være med den, der følger vejledningen.[Muhammad Hamidullah, Profeten Muhammads politiske liv, s. 108, 109, 122, 123, 124 og 125. I værket Zad al-Ma’ad står der i det sidste udtryk »den, der tager islam til sig« i stedet for »den, der følger vejledningen«. Se Zad al-Ma’ad, bind 3, s. 60]»

Dr. Muhammad Hamidullah har med fast overbevisning anført, at dette er det brev, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte til Najashi efter Hudaybiyya-traktaten. Når man ser på overleveringskæden for dette brev, er der ingen grund til at tvivle på udsagnets sandhed. Der findes imidlertid intet bevis for, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte dette brev efter Hudaybiyya-traktaten. Det brev, som Imam al-Bayhaqi har gengivet efter Abd Allah ibn Abbas, synes tværtimod at stemme bedre overens med brevene til de øvrige konger. For sammen med Imam al-Bayhaqis samling af breve findes der vers fra Koranen med tiltalen »O Bogens folk«. Den slags vers er også nævnt i de breve, som andre imamer har samlet. I Imam al-Bayhaqis brev nævnes den abessinske konges navn som Ashama. I Dr. Hamidullahs samlede brev nævnes intet navn. Derfor er min opfattelse, at doktorens brev i virkeligheden er det brev, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, skrev til Ashamas efterfølger efter Ashamas død. Det er muligvis derfor, at der ikke stod noget navn i brevet.

Vi har ingen beviser i denne sag. Grundlaget er snarere de indre vidnesbyrd, som kan udledes af brevets ordlyd. Det er imidlertid forbløffende, at Dr. Hamidullah med fuld sikkerhed har betegnet det brev, som al-Bayhaqi gengiver efter Abd Allah ibn Abbas, som Allahs Sendebuds brev, der blev skrevet til Ashamas efterfølger efter Ashamas død. Eller også står hans navn tydeligt i det brev, der blev skrevet til Ashama.

Kort sagt overrakte Amr ibn Umayya al-Jamari Allahs Sendebuds brev til Najashi. Najashi lagde brevet mod sine øjne, steg ned fra sin trone og accepterede derefter islam gennem Ja’far ibn Abi Talib. Som svar på det brev, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde sendt, sendte han et brev til Medina. Brevets ordlyd er som følger.

I Allahs, Den Mest Nådiges, Den Mest Barmhjertiges navn.

Fra Najashi Ashama til Allahs Sendebud Muhammad.

O Allahs profet, må Allahs fred, barmhjertighed og velsignelser komme over dig. Fra Allah, ud over hvem der ingen er værdig til tilbedelse. Dernæst, O Allahs Sendebud, er dit brev nået frem til mig. I dette brev har du omtalt Isa. Ved Allah, som ejer himlene og jorden, var Isa ikke mere end det, du har omtalt. Han var sådan, som du har beskrevet ham.[Najashis, det vil sige Ashamas, udtalelse om Isa beviser, at brevet blev sendt til den Ashama, der nævnes her.] Jeg har forstået alt det, du har skrevet og sendt til mig, og jeg tager mig af din fætter og dine ledsagere som gæster. Jeg bevidner, at du er Allahs sande og oprigtige Sendebud. Jeg aflægger troskabsed til dig, aflægger troskabsed til din fætter og har gennem ham antaget islam for Allah, alverdenernes Herre.[Zad al-Ma’ad, bind 3, s. 61]

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad også Najashi om at sende Ja’far og de øvrige emigranter i Abessinien af sted. Derfor sørgede Najashi for at sende ledsagerne til deres land med Amr ibn Umayya al-Jamari i to skibe. I det ene skib var Ja’far, Abu Musa al-Ash’ari og nogle andre ledsagere. De nåede først Khaybar og rejste derfra videre til Medina. I det andet skib var de fleste børn og unge; de nåede direkte fra Abessinien frem til Medina.[Zad al-Ma’ad, bind 3, s. 61]

Det skal bemærkes, at an-Najashi døde i det niende hijri-år efter Tabuk-slaget. På selve dagen for an-Najashis død meddelte Allahs Sendebud ledsagerne nyheden om hans død og arrangerede en begravelsesbøn i hans fravær. Senere skrev Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, også et brev til den konge, der efterfulgte an-Najashi, men det vides ikke, om han antog islam. [Samme værk, samme side.]

2) Til kong Muqawqis af Egypten —

Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, skrev også et brev til Jorayj ibn Mata, herskeren over Egypten og Alexandria. [Allama Mananpuri har behandlet dette emne på side 178 i værket Rahmatul lil-Alamin. Dr. Hamidullah nævner i sit værk Rasulullahs politiske liv denne konges navn som Bani Yamin.] Jorayjs titel var Muqawqis. Brevet lød således —

»I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige.

Fra Allahs tjener og Hans Sendebud Muhammad til Muqawqis, den mægtige kopter. Fred være med den, der følger vejledningen.

Jeg inviterer dig til islam. Antag islam, så vil du være i fred. Hvis du antager islam, vil Allah den Ophøjede give dig dobbelt belønning. Men hvis du ikke antager islam, vil også koptiernes synd hvile på dig. O koptier! Kom til et fælles ord mellem os og jer: at vi ikke tilbeder andre end Allah den Ophøjede, at vi ikke sætter nogen ved Hans side, og at ingen af os tager andre end Allah den Ophøjede som herre. Hvis nogen vender sig bort fra denne invitation, så sig: Vær vidner på, at vi er muslimer.” [I værket Zad al-Ma’ad, bind 3, side 61, nævnes det, at dette brev blev opdaget for nylig. Der er kun blevet bemærket en forskel på to ord mellem beskrivelsen af den trykte fotokopi hos Dr. Hamidullah og gengivelsen af den ovennævnte tekst i Zad al-Ma’ad. Se Profeten Muhammads politiske liv, s. 136-137.]

Hadrat Hatib ibn Abi Balta’a blev udvalgt til at overbringe dette brev. Da han nåede frem til Muqawqis’ hof, sagde han: »Før dig var der på dette land en hersker, som anså sig selv for den højeste herre. Allah den Ophøjede gjorde ham til et eksempel for de tidligere og de senere mennesker. Først blev andre straffet gennem ham, og derefter blev han selv gjort til genstand for straf. Tag derfor ved lære af andres skæbne, så andre ikke kommer til at tage ved lære af din skæbne.«

Muqawqis svarede: »Vi har en trosopfattelse, og vi kan ikke forlade denne trosopfattelse, før vi finder en trosopfattelse, der er bedre end den.«

Hazrat Hatib (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Jeg inviterer dig til islam. Allah den Ophøjede har gjort denne religion tilstrækkelig i stedet for alle tidligere religioner. Efter at profeten for islam, det vil sige den religion, Allah har udvalgt, havde inviteret mennesker til religionen, blev Quraysh hans største fjende. Jøderne begyndte også at vise fjendskab og lægge planer. De kristne stod ham nær. Ved Allahs ed, ligesom Hazrat Musa (fred være med ham) havde givet Hazrat Isa (fred være med ham) det glædelige budskab, inviterer vi dig på samme måde til Koranen, ligesom I inviterer Toraens følgere til Evangeliet. Enhver profet er uundværlig for det folk, som han er sendt til.«

I har oplevet den nye profets tid, så adlyd ham. Vi beder dig ikke om at vende dig bort fra Messias’ religion; tværtimod inviterer vi dig i virkeligheden netop til denne religion.

Muqawqis siger: »Efter at have undersøgt denne profet har jeg hørt, at han hverken befaler noget forkasteligt eller forbyder noget godt. Han er ikke en vildfaren troldmand eller en løgnagtig astrolog. Tværtimod har jeg set, at han bærer dette profetiske tegn: Han afslører det skjulte og underretter om det, der ikke er synligt. Jeg vil tænke yderligere over hans invitation.«

Muqawqis tog Allahs Sendebuds brev, lagde det i en æske af elfenben, lukkede den og forseglede den, hvorefter han gav den til en af sine slavekvinder. Derefter tilkaldte han en skriver, der kunne arabisk, og dikterede følgende brev til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham:

»I den Nådige og Barmhjertige Allahs navn. Fra Muqawqis, Azim Qibts, til Muhammad ibn Abdullah. Fred være med dig. Jeg har læst dit brev. Jeg har forstået indholdet af dit brev og din invitation. Jeg ved, at der stadig mangler at komme en profet. Jeg havde antaget, at han ville fremstå fra Syrien. Jeg har vist din udsending ære. Jeg sender to slavekvinder til dig og sender også et muldyr som gave til dit ridedyr. Fred være med dig.«

Muqawqis skrev ikke mere. Han antog heller ikke islam. Navnene på de slavekvinder, han sendte, var Maria al-Qibtiyya og Shirin. Muldyrrets navn var Duldul. Det levede indtil Muawiyas (må Allah være tilfreds med ham) tid.[Zad al-Ma’ad, bind 3, s. 61] Allahs udvalgte Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, beholdt Maria hos sig. Det var fra Marias livmoder, at Allahs Sendebuds søn, Ibrahim, blev født. Shirin blev givet til digteren Hassan ibn Thabit al-Ansari.

Tre) Til Persiens kejser, Khosrau Parviz—

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte også et brev til Persiens kejser Kisra. Det lød således—

»I den Nådiges og den Barmhjertiges navn begynder jeg—

Fra Allahs Sendebud Muhammad til Persiens Parvez.«

Fred være med den, der følger vejledningen og tror på Allah den Ophøjede og Hans Sendebud. Han er Én og Ene, uden nogen partner. Muhammad er Hans tjener og Sendebud. Jeg kalder dig til Allah, for jeg er sendt af Allah til alle mennesker. Min opgave er at advare dem, der lever, om konsekvenserne og at fastslå sandheden over for de vantro. Så tag imod islam, og du vil være i fred. Hvis du afviser, vil alle ildtilbederes synd også hvile på dig.

Hazrat Abdullah ibn Hudhafa al-Sahmi (ra) blev udvalgt til at bringe dette brev. Han afleverede brevet til Bahrains hersker. Det er ikke kendt, om Bahrains hersker sendte brevet videre med en udsending, eller om han sendte Hazrat Abdullah ibn Hudhafa selv. Kort sagt: Efter at brevet var blevet læst op for Parvez, rev han det i stykker og sagde hovmodigt: »En almindelig undersåt blandt mine undersåtter har skrevet sit eget navn foran mit navn.« Da Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, fik dette at vide, sagde han: »Måtte Allah sønderrive hans kongedømme.« Derefter skete det, som Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, havde sagt.

Kejseren skrev til sin guvernør i Yemen, Badhan: »Send mig to stærke mænd fra dit område, så de kan tage til Hijaz og bringe denne mand til mig.« For at efterkomme kejserens ordre sendte Badhan to mænd med sit brev til Allahs Sendebud. De to udsendinge kom til Allahs Sendebud i Medina. Den ene af dem sagde: »Kejseren har skrevet et brev til Badhan og beordret ham til at bringe dig frem for hans hof. Kong Badhan har sendt os til dig, så kom med os.« Samtidig fremsatte de to besøgende nogle truende ord. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde roligt: »Kom tilbage i morgen.«

Imens var de familiære oprør og stridigheder hos Persiens Khosrau Parvez blevet mere intense. De persiske tropper led det ene nederlag efter det andet mod kejserens tropper. Til sidst dræbte kejserens søn, Shirway, i irritation og vrede sin far og tog selv magten. Det var tirsdag nat. Den 10. Jumada al-Awwal i det syvende hijri-år [Fath al-Bari, bind 8, s. 127] fik Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gennem åbenbaringen at vide, hvad der var sket. Næste dag, da de to udsendinge kom til Allahs Sendebuds hof, fortalte han dem denne nyhed. De sagde: »Hvad er det for noget sludder, du siger? Vi har allerede regnet mindre udsagn end dette for en forseelse fra din side. Skal vi skrive dette, du siger, til kongen?« Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ja, skriv det. Skriv samtidig, at min religion og min regering vil nå selv de steder, hvortil jeres konge er nået. Og ikke blot det; den vil også nå steder, hvortil hverken kamel eller hest kan komme. Fortæl ham også, at hvis han bliver muslim, vil han få overdraget alt, hvad der er under hans kontrol, og vi vil gøre ham til konge over hans folk.«

De to udsendinge rejste derefter fra Medina til Badhan i Yemen og fortalte ham alt. Kort efter ankom et brev til Yemen med besked om, at Shirway havde dræbt sin far og besteget tronen. Den nye kejser havde i sit brev også beordret guvernøren i Yemen, Badhan, at han ikke måtte forstyrre den mand, som hans far havde skrevet om, før yderligere ordrer forelå.

På grund af denne begivenhed antog Badhan og hans persiske venner og bekendte, som på det tidspunkt befandt sig i Yemen, alle islam og blev muslimer. [Muhadirat-e Khazarmi, bind 1, s. 147; Fath al-Bari, bind 8, s. 127–128; Rahmatul lil-Alamin]

4) Til den romerske kejser Cæsar—

En lang hadith i Sahih al-Bukhari indeholder en beretning om dette brev. Nedenfor følger beretningen om det brev, som Allahs Sendebud skrev til den romerske kejser Herakleios—

Jeg begynder i Allahs, den Nådige, den Barmhjertiges navn.

Fra Allahs tjener og Hans Sendebud Muhammad til den store Herakleios, Roms kejser.

Fred være med den, der følger vejledningen. Hvis du antager islam, vil du være i fred. Hvis du antager islam, vil du få dobbelt belønning. Hvis du afviser, vil dine undersåtters synder også hvile på dig. O Skriftens folk, lad os komme til et ord, som er fælles for os og jer: at vi ikke tilbeder eller adlyder andre end Allah den Ophøjede, at vi ikke sætter nogen som partner ved siden af Allah, og at ingen af os tager andre som herrer ud over Allah. Hvis de vender sig bort, så sig til dem: Vær vidner til, at jeg har antaget islam. [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 4-5]

For at overbringe dette brev udvalgte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, den ærede Dihya Khalifa al-Kalbi. Han fik besked på at overgive brevet til guvernøren i Bostra. Guvernøren i Bostra skulle derefter overbringe det til kejser Herakleios. Det følgende forløb er overleveret i Sahih al-Bukhari fra den ærede Abdullah ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham. Han fortæller, at Abu Sufyan ibn Harb sagde til ham, at kejser Herakleios inviterede ham sammen med en gruppe Quraysh-folk til sit hof. I overensstemmelse med betingelserne i Hudaybiyya-traktaten var denne karavane rejst til Syrien for at handle med handelsvarer. Karavanen mødte frem ved kejser Herakleios’ hof i Iliya, det vil sige Bayt al-Maqdis. [På det tidspunkt var kejser Herakleios rejst fra Homs til Bayt al-Maqdis. Kejseren var taget til Bayt al-Maqdis for at takke Allah den Ophøjede for sejren i krigen mod Persien. Se Sahih Muslim, bind 2, s. 4-5. Af beretningen fremgår det, at romerne efter drabet på Khusrau Parviz sluttede fred med den persiske kejser på betingelse af, at de skulle genvinde de områder, de havde mistet. Perserne gav også det kors tilbage, som de kristne troede var det kors, hvorpå Jesus, må fred være med ham, var blevet korsfæstet. Efter denne fredsaftale rejste kejser Herakleios i 629 e.Kr., i det syvende hijri-år, til Iliya, det vil sige Bayt al-Maqdis, for at sætte det genvundne kors på dets rette plads og takke Allah den Ophøjede for den store sejr.] Kejseren kaldte dem til sig. På det tidspunkt var mange fremtrædende personer fra landet til stede ved hoffet.

Kejser Herakleios tilkaldte sin tolk, mens handelsdelegationen fra Mekka stod foran ham. Derefter spurgte han gennem tolken: Hvem blandt jer er gennem slægtskab nærmest den, der hævder at være profet? Abu Sufyan siger: Jeg meddelte da kongen, at det var mig, der var nærmest ham. Herakleios sagde: Før ham tættere på mig, og lad hans ledsagere sidde bag ham. Derefter sagde Herakleios til sin tolk: Jeg vil spørge denne mand om den, der hævder at være profet. Hvis han lyver som svar på noget, så sig til hans ledsagere, at de straks skal gøre indsigelse. Abu Sufyan siger: Ved Allah, hvis jeg ikke havde frygtet at blive berygtet for at lyve, ville jeg bestemt have løjet om ham.

Abu Sufyan siger: Efter at jeg var blevet ført frem og havde sat mig, spurgte Herakleios mig først: Hvordan er denne mands slægtsmæssige anseelse blandt jer?

Jeg: Han tilhører en højtstående og ædel slægt.

Heraklius: Har nogen blandt jer før ham sagt noget lignende af det, han siger?

Jeg: Nej.

Heraklius: Har nogen af hans forfædre været kejser?

Jeg: Nej.

Heraklius: Er det de fornemme eller de svage, der følger ham?

Jeg: De svage.

Heraklius: Bliver deres antal større eller mindre?

Jeg: Det bliver ved med at stige.

Herakleios: Har nogen forladt denne religion efter at have antaget den?

Jeg: Nej.

Herakleios: Har nogen nogensinde beskyldt ham for at lyve, før han fremsatte det, han siger?

Jeg: Nej.

Herakleios: Begår han forræderi?

Jeg: Nej. Men for tiden er vi bundet af en aftale med ham. Vi ved ikke, hvad han vil gøre i den forbindelse. Abu Sufyan siger: Bortset fra denne ene udtalelse fik jeg ingen mulighed for selv at tilføje noget.

Herakleios: Har I ført krig mod ham?

Jeg: Ja.

Herakleios: Hvordan var krigen mellem jer og ham?

Jeg: Krigen mellem os og ham går som en spand. Nogle gange besejrer han os, og andre gange besejrer vi ham.

Herakleios: Hvad befaler han jer at gøre?

Jeg: Han siger: Tilbed kun Allah, og sæt ingen ved Hans side. Han befaler jer sandfærdighed, gudsfrygt, renhed, pletfrihed og god behandling af nære slægtninge, sådan som jeres fædre og bedstefædre plejede at befale.

Derefter sagde Herakleios til sin tolk: Sig til denne mand, at da jeg spurgte ham om profetenslægtens anseelse, svarede han, at han var af høj byrd. Det er skik, at profeter sendes blandt folk af høj byrd. Jeg spurgte ham, om nogen før ham blandt jer havde sagt noget lignende. Han svarede, at det havde ingen gjort. Hvis han blot gentog noget, en anden havde sagt, ville jeg sige, at denne mand blot gentager en andens ord. Jeg spurgte, om nogen blandt hans forfædre havde været konge. Du svarede nej, det havde ingen været. Hvis nogen blandt hans forfædre havde været konge, ville jeg sige, at denne mand gør krav på sine forfædres kongedømme. Jeg spurgte, om I tidligere havde anklaget ham for at lyve om det, han siger. Du svarede nej. Derfor kan det ikke være sådan, at den, der ikke lyver om mennesker, skulle lyve om Allah, den Almægtige. Jeg spurgte også, om de velstående eller de svage følger ham. Du svarede, at det er de svage. Det er i virkeligheden de svage, der først følger profeterne. Jeg spurgte, om nogen havde forladt hans religion efter at have antaget den. Du svarede nej. Sådan er det i virkeligheden, når troens livskraft først trænger ind i hjertet. Jeg spurgte, om han bryder sit løfte over for jer. Du svarede nej. Sådan er profeter i virkeligheden. De bryder ikke deres løfter og handler ikke forræderisk. Jeg spurgte, hvad han befaler jer. Du svarede, at han befaler jer at tilbede Allah, ikke at sætte nogen ved Hans side, forbyder jer at tilbede afguder og befaler bøn, sandfærdighed, gudsfrygt, renhed og pletfrihed. Hvis alt det, du har sagt, er sandt, vil han snart blive herre over selv det land, der ligger under mine to fødder. Jeg vidste, at denne profet ville komme, men jeg havde ikke troet, at han ville komme fra jer. Hvis jeg havde været i stand til at udholde besværet ved at nå frem til ham, ville jeg have vasket hans fødder hos ham.

Derefter bad Herakleios om Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, brev og læste det op. Så snart Herakleios var færdig med at læse brevet, begyndte der at opstå uro, og man kunne høre højlydt tale. Herakleios gav ordre angående os, og vi blev ført udenfor. Da jeg kom ud, sagde jeg til mine ledsagere: Sagen om Abu Kabshas søn er blevet ganske alvorlig. Det ser ud til, at selv kongen over Banū al-Asfar, det vil sige romerne, frygter ham. Fra da af nærede jeg altid troen på, at Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, religion ville sejre. Derefter tændte Allah, verdens Herre, islams lys i mig.

Dette var baggrunden for Abu Sufyans beretning om det brev, som Allahs Sendebud sendte til den romerske kejser Herakleios. En af brevets virkninger var også, at kejser Herakleios gav et betydeligt antal værdigenstande og ejendele til Hazrat Dihya al-Kalbi, må Allah være tilfreds med ham, som bar afsendte brevet fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. På vej tilbage til Medina med disse ting blev Hazrat Dihya, må Allah være tilfreds med ham, røvet af nogle folk fra Juzam-stammen på et sted ved navn Husma, som tog alt fra ham. Da Hazrat Dihya nåede Medina, gik han ikke hjem, men gik først til Allahs Sendebud og fortalte ham alt. Efter at have hørt det hele sendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fem hundrede ledsagere på en ekspedition til Husma under ledelse af Hazrat Zayd ibn Haritha, må Allah være tilfreds med ham. Hazrat Zayd, må Allah være tilfreds med ham, overfaldt folk fra Juzam-stammen og dræbte en del af dem. Derefter drev han deres husdyr og kvinder til Medina. Blandt husdyrene var tusind kameler og fem tusind geder. Blandt fangerne var et hundrede kvinder og børn.

Der havde allerede længe bestået en forligsaftale mellem Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og Juzām-stammen. Derfor skyndte en af denne stammes høvdinge, Zayd ibn Rifāʿa, sig til Allahs Sendebuds hof for at fremsætte sin protest og klage. Zayd ibn Rifāʿa havde allerede lang tid forinden antaget islam sammen med en række mennesker fra Juzām-stammen. Da Hazrat Dihya al-Kalbī blev overfaldet, forsøgte de at beskytte ham. Derfor tog Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, imod hans protest og klage og tilbageleverede de krigsbytte og fanger, der var blevet taget. Mange sīra-forfattere har nævnt, at denne hændelse fandt sted før Hudaybiyyah-forliget. Men det er forkert, for brevet til kejser Heraclius blev sendt efter Hudaybiyyah-forliget. Derfor har Allāma Ibn Qayyim skrevet, at denne hændelse uden tvivl fandt sted efter Hudaybiyyah-forliget. [Zād al-Maʿād, bind 2, s. 122; Hāshiya Talkhīṣ al-Fuhūm, s. 29]

Fem) Til Mundhir ibn Sādir –

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, skrev et brev til Mundhir ibn Sādir og inviterede også ham til islam. Mundhir var hersker over Bahrain. Dette brev blev sendt med Hazrat ʿAlā ibn al-Haḍramī. Som svar skrev Mundhir til Allahs Sendebud: »Allahs Sendebud, jeg har læst dit brev op for Bahrains indbyggere. Nogle har taget positivt imod islam, betragtet den som ren og antaget islam, mens andre ikke har taget positivt imod den. Her findes også jøder og ildtilbedere. Giv mig besked om, hvordan jeg skal forholde mig til dem.« Det brev, som Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, skrev som svar, lyder således:

I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige.

Fra Allahs Sendebud Muhammad til Mundhir ibn Sādir. Fred være med dig. Jeg lovpriser Allah over for dig, ud over hvem ingen har ret til at blive tilbedt. Jeg bevidner, at Muhammad er Allahs tjener og Hans Sendebud.

Dernæst minder jeg dig om Allah. Husk, at den, der gør gode gerninger, gør det til gavn for sig selv. Den, der adlyder mine sendebude og følger deres ordrer, anses for at have adlydt mig. De, der behandler mine sendebude godt, anses for at have behandlet mig godt. Mine sendebude har rost dig. Jeg har accepteret din forbøn for dit folk. Lad derfor muslimerne forblive i den tilstand, hvori de antog troen. Jeg har tilgivet de skyldige; tilgiv også du dem. Så længe du følger den rette vej, vil jeg ikke afsætte dig. De, der følger den jødiske tro, og de, der tilbeder ild, skal betale jizya. [Zād al-Maʿād, bind 3, s. 61–62. Dette brev blev opdaget i nyere tid. Dr. Hamidullah har offentliggjort en fotokopi af brevet. Der er en ordvariation mellem beskrivelsen i Zād al-Maʿād og fotokopien. I fotokopien står der »lā ilāha illā huwa«, mens der i Zād al-Maʿād står »lā ilāha ghayruhu«.]

Seks) Til herskeren over al-Yamāma –

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte følgende brev til al-Yamāmas hersker, Hawdha ibn ʿAlī.

Jeg begynder i Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn.

Et brev fra Allahs Sendebud Muhammad til Hawza ibn Ali.

Fred være med den, der følger vejledningen. Du bør vide, at min religion vil brede sig så langt, som kameler og heste kan nå. Tag derfor islam til dig, så vil du være i fred. Alt, hvad der er under din myndighed, vil blive bevaret for dig.

Salit ibn Amr al-Amiri blev udvalgt som sendebud til at overbringe dette brev. Hazrat Salit ankom med dette forseglede brev til Yamamas hersker Hawzas hof. Hawza tog imod ham som sin gæst og ønskede ham tillykke. Hazrat Salit læste brevet op for herskeren. Han gav et tvetydigt svar. Derefter sendte han et skriftligt svar til Allahs Sendebud. Svaret lød således.

‘Den godhed og fortræffelighed, som du kalder til, er hævet over enhver tvivl. Jeg har indflydelse blandt araberne. Giv mig derfor ansvaret for nogle opgaver, så vil jeg adlyde dig.’

Herskeren Hawza gav også Allahs Sendebuds sendebud nogle gaver. Blandt gaverne var kostbare klæder. Hazrat Salit kom med disse ting til Allahs Sendebuds hof og underrettede ham om alt.

Efter at have læst dette brev kommenterede Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham: ‘Selv hvis han bad mig om blot et stykke jord, ville jeg ikke give ham det. Han vil selv gå til grunde, og alt, hvad der hører ham til, vil også gå til grunde.’

Efter at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, var vendt tilbage fra erobringen af Mekka, fortalte Hazrat Jibril (fred være med ham) ham, at Hawza var blevet dødeligt syg.

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde derefter til ledsagerne: »Hør efter, en løgner vil dukke op i Yamama, og efter min død vil han blive dræbt.« En af ledsagerne spurgte: »Allahs Sendebud, hvem vil dræbe ham?« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, svarede: »Du og din ledsager.«

Senere viste Allahs Sendebuds ord sig at være sande.

7) Til Ghassanis, herskeren over Damaskus’

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sendte følgende brev til Damaskus’ hersker, Harith ibn Abu Shamir al-Ghassani.

Jeg begynder i Allahs navn, Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige.

Fra Allahs Sendebud Muhammad til Harith ibn Abu Shamir.

Fred være med den, der følger vejledningen, tror og erkender sandheden. Jeg kalder dig til at tro på Allah, som er Én og Ene, og som ingen partner har. Tag imod invitationen til islam. Dit kongedømme vil forblive fast etableret for dig.

Dette brev blev sendt med den ærede ledsager Shuja ibn Wahab, som var knyttet til stammen Asad ibn Khuzayma. Da han havde overrakt brevet til Harith, sagde han: »Hvem kan frarøve mig mit kongedømme? Snart vil jeg angribe ham.« Denne elendige mand tog ikke imod islam.

8) På vegne af kongen af Oman

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, skrev også et brev til Omans konge Jaʿfar og hans bror Abd. Deres far hed Jalandi. Brevet lød således:

I Allahs, Den Mest Nådiges, Den Mest Barmhjertiges navn.

Fra Muhammad, Abdullahs søn, til Jalandi-sønnerne Jaʿfar og Abd.

Fred være over den, der følger vejledningen. Derefter inviterer jeg jer begge til islam. Tag imod islam, så vil I være i fred. Jeg er nemlig Allahs Sendebud til alle mennesker. Jeg arbejder for at advare dem, der lever, om deres endelige skæbne og for at bevise sandheden i Allahs ord over for de vantro. Hvis I begge tager imod islam, vil I få lov til at beholde regeringsmagten. Hvis I afviser, vil jeres kongedømme ophøre. Jeres land vil komme under hestenes hove. Profetskabet vil sejre over jeres kongedømme.”

Hazrat Amr ibn al-As blev udvalgt til at overbringe dette brev. Han fortæller: Jeg drog af sted til Oman og mødte Abd. Af de to brødre var Abd den mest milde af sind. Jeg sagde til ham: Jeg er kommet som udsending fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til dig og din bror. Han sagde: Min bror er ældre og fornemmere end jeg, både hvad angår alder og kongemagt. Derfor vil jeg føre dig til ham; han vil selv læse det brev, du har medbragt. Derefter sagde Abd: Nå, hvad inviterer du til?

Jeg: Vi inviterer til Allah. Han er Én og Eneste. Han har ingen partner. Vi siger: Forlad dem, der tilbedes ud over Allah, og bevidn, at Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er Allahs tjener og Sendebud.

Abd: Amr, du er søn af høvdingen for dit folk. Sig mig, hvad gjorde din far? Vil din fars måde at handle på være noget, vi bør følge?

Jeg: Han døde, før han nåede at tro på Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred. Jeg beklager det dybt; hvor ville det have været godt, hvis han havde antaget islam og troet på Allahs Sendebud. Jeg var også selv vantro. Men Allah, alverdens Herre, har vejledt mig til islam.

Abd: Hvornår begyndte De at følge ham?

Jeg: Det er ikke så længe siden.

Abd: Hvor antog De islam?

Jeg: For Najashis åsyn. Najashi blev også muslim.

Abd: Hvad gjorde han med sit kongedømme, efter hans landsmænd havde antaget islam?

Jeg: Han lod det forblive intakt, og de andre fulgte også efter.

Abd: Fulgt præsten i kirken og de andre også efter?

Jeg: Ja, det har alle gjort.

Abd: O Amr, tænk over, hvad du siger. Husk, at der for et menneske ikke findes nogen værre egenskab end løgn.

Jeg: Jeg lyver ikke. Vi anser heller ikke det at lyve for tilladt.

Abd: Jeg tror ikke, at kejser Heraklius kender til Najashis antagelse af islam.

Jeg: Det ved han bestemt.

Abd: Hvordan fandt du ud af det?

Jeg: Najashi betalte indkomstskat til Heraklius, men efter at han gennem islam havde anerkendt sandheden i Muhammads, Allahs velsignelser og fred være med ham, budskab, sagde han: »Ved Allahs ed, hvis Heraklius fra nu af beder mig om blot én dirham, vil jeg ikke give ham den.« Da denne nyhed nåede Heraklius’ hof, sagde hans bror Janak til ham: »Vil du lade en sådan tjener, som nægter at betale kharaj, gå? Vil du også acceptere, at han opgiver din tro og antager en andens tro?« Heraklius sagde: »Denne mand har valgt en tro og antaget den. Hvad kan jeg gøre ved ham? Ved Gud, hvis det ikke var af begær efter kongemagten, ville jeg selv have gjort det samme som Najashi.«

Abd: Amr, tænk over, hvad du siger?

Jeg: Ved Allahs ed taler jeg sandt.

Abd: Godt, fortæl mig da, hvilke handlinger befaler han, og hvilke handlinger forbyder han?

Jeg: Allah den Almægtige befaler lydighed mod Ham og forbyder ulydighed mod Ham. Han befaler godgørenhed og god behandling af ens slægtninge. Han forbyder uretfærdighed, undertrykkelse, overdrivelse, utugt, indtagelse af vin samt tilbedelse af sten, afguder og kors.

Abd: Alt det, han befaler, er jo godt. Hvis jeg havde håb om, at min bror ville følge mig, ville vi ride til Medina og tro på Muhammad (sa). Men min bror er stærkt begærlig efter sit kongedømme, og jeg tvivler på, om han vil acceptere at adlyde nogen anden af frygt for at miste kongedømmet.

Jeg: Hvis han antager islam, vil Allahs Sendebud lade ham beholde kongedømmet. Men han skal gøre én ting: opkræve sadaqa fra de rige og uddele den blandt de fattige.

Abd: Det er sandelig en stor god gerning. Men fortæl mig, hvad er sadaqa?

Jeg redegjorde for den sadaqa, som Allahs Sendebud havde fastsat for forskellige ejendele. Da talen faldt på kameler, sagde han: Amr, skal der også opkræves sadaqa fra vores flokke af dyr, som selv går rundt og græsser på græsgangene?

Jeg: Ja.

Abd: Ved Allah, jeg ved ikke, om folkene i vores land vil acceptere det, når de tænker på landets vidtstrakthed og det store antal kameler.

Amr ibn al-As fortæller: Jeg tilbragte flere dage ved indgangen til det kongelige palads. Abd gik til sin bror og talte med ham om mig. En dag blev jeg kaldt ind, og jeg trådte indenfor. Vagterne greb fat om mine arme. Abd sagde: »Slip ham«, og så slap de mig. Da jeg ville sætte mig, lod vagterne mig ikke sætte mig. Jeg så på kongen, og han sagde: »Sig mig, hvad vil du?« Jeg rakte ham brevet i den forseglede kuvert. Han rev kuverten op og læste brevet. Da han havde læst det hele, gav han det til sin bror. Jeg bemærkede, at hans bror Abd var et langt mildere menneske end kongen.

Kongen spurgte: »Fortæl mig, hvordan Quraysh behandlede ham.«

Jeg: Alle har underkastet sig hans myndighed. Nogle på grund af kærlighed til religionen, og et par stykker af frygt for sværdet.

Kongen: »Hvilken slags mennesker er der sammen med ham?«

Jeg: Der er alle slags mennesker. De har taget imod islam med begejstring. De har givet islam forrang frem for alle andre trosretninger. Gennem Allahs vejledning og samvittighedens ledelse har de forstået, at de hidtil havde været vildfarne. Så vidt jeg ved, er De den eneste i dette område, som endnu ikke har taget imod islam. Hvis De ikke tager imod islam og følger Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, vil de mennesker, der kommer ridende på heste og kameler, tilintetgøre Dem. De vil udslette Deres livskraft. Tag derfor imod islam, så vil De leve i fred. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, vil lade Dem fortsætte som hersker over Deres folk. Ingen angriber vil trænge ind i Deres område.

Kongen sagde: »Mød mig i morgen.«

Derefter vendte jeg tilbage til kongens bror.

Abd sagde: „Amr, jeg tror, at min bror vil antage islam, hvis ikke begæret efter kongemagten er for stærkt.“

Den næste dag ønskede jeg igen at gå til kongen. Men jeg fik ikke tilladelse til at komme ind. Jeg vendte tilbage og fortalte hans bror det. Hans bror førte mig til ham. Kongen sagde: „Jeg har overvejet den invitation, du har fremsat. Hvis jeg overlader kongemagten til en mand, hvis hær endnu ikke engang er nået frem, vil jeg blive kendt som den svageste og mest feje i Arabien. Hvis hans soldater kommer hertil, vil vi give dem nok at gøre i krig.“

Jeg sagde: „Godt, jeg vender tilbage i morgen.“

Da kongen var blevet sikker på, at jeg ville rejse, rådførte han sig alene med sin bror. Kongen sagde til sin bror: „Sammenlignet med dem, som denne profet har besejret, er vi intet. Alle, som han har sendt et bud til, har taget imod invitationen.“

Næste morgen blev jeg igen kaldt til kongens hof. Både kongen og hans bror antog islam. De troede på Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Jeg fik til opgave at opkræve zakat og afgøre tvister mellem de stridende parter. I denne forbindelse gav de mig betydelig hjælp og støtte. [Zād al-Maʿād, bind 3, s. 62–63]

Ud fra denne hændelses forløb og karakter synes det, at Allahs Sendebud sendte breve til de to efter at have sendt breve til de øvrige konger. Brevene blev sandsynligvis sendt efter erobringen af Mekka.

Gennem disse breve havde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bragt sin invitation ud til størstedelen af verdens områder. Som svar troede nogle, mens andre forblev standhaftige i deres vantro. Brevene havde dog den virkning, at også de vantro blev gjort opmærksomme på sagen, og at Allahs Sendebuds navn samt den religion, han forkyndte, blev kendt blandt dem.

Militær aktivitet efter Hudaybiyya-traktaten

Ghazwat Dhi Qarad

Denne ekspedition blev gennemført mod en del af Banu Fazara. De havde angrebet Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, hjord. Det var for at hævne dette angreb, at Sendebudet, Allahs fred og velsignelser være med ham, drog på denne ekspedition sammen med sahabaerne.

Efter Hudaybiyyah-forliget og før Khaybar-ekspeditionen var dette den første og eneste ekspedition. Imam al-Bukhari, må Allah være tilfreds med ham, har nævnt, at den blev gennemført blot tre dage før Khaybar-ekspeditionen. Der findes en detaljeret beretning om den fra Imam Salama ibn al-Akwa, må Allah være tilfreds med ham. Den er også nævnt i Sahih Muslim. Sira-forfatterne har skrevet, at denne begivenhed fandt sted før Hudaybiyyah-forliget. Men det er ikke korrekt. Derimod er den beretning, der er nævnt i hadith-samlingerne, den korrekte. [Sahih al-Bukhari, kapitlet om Ghazwat Dhat Qarad, bind 2, s. 603; Sahih Muslim, kapitlet om Ghazwat Dhi Qarad, bind 2, s. 113, 114, 115; Fath al-Bari, bind 7, s. 460, 461, 462; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 120]

Beretningen om den rolle, som Salama bint al-Akwa, må Allah være tilfreds med hende, spillede under denne ekspedition, findes i hendes egen beretning. Begivenheden forløb således: Salama fortæller, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte sine ridekameler på græs med sin tjener Rabah, som havde ansvaret for dem. Jeg var også sammen med dem, med Abu Talhas hest. Pludselig, ved daggry, angreb Abd al-Rahman al-Fazari kamelerne, dræbte hyrden og drev kamelerne bort. Jeg sagde til Rabah: »Rabah, tag denne hest, bring den til Abu Talha, og fortæl Allahs Sendebud, hvad der er sket.« Derefter klatrede jeg op på en høj, vendte mig mod Medina og råbte tre gange: »Ya sabahah!« — det vil sige: »Ak, et morgenangreb!« Så satte jeg efter angriberne. Jeg skød pile efter dem, mens jeg reciterede:

»Jeg er søn af al-Akwa, og i dag er dagen for kampen.«

»Jeg er ingen anden end al-Akwas søn; i dag skal det bevises, hvem der har drukket modermælk.«

Salama ibn al-Akwa fortæller: Jeg blev ved med at skyde pile efter dem. Når en rytter kom imod mig for at angribe, skjulte jeg mig bag et træ. Fra bag træet skød jeg pile og sårede ham. Da de gik ind på en smal bjergvej, klatrede jeg op på bjerget og begyndte at kaste sten. På denne måde fortsatte jeg med at følge efter dem. På et tidspunkt fik jeg kontrol over alle Allahs Sendebuds kameler. Alligevel fortsatte jeg forfølgelsen af dem. For at lette deres byrde kastede de derefter tredive tæpper og mere end tredive spyd fra sig og fortsatte fremad. Hver gang de efterlod noget, samlede jeg nogle sten ved siden af det som et mærke. Jeg gjorde det for at gøre det lettere for Allahs Sendebud og hans ledsagere at finde vej. Derefter satte de sig ved et trangt sving i en lejr for at spise frokost. Jeg satte mig også et sted. Fire af dem kom hen imod mig. Jeg kunne høre, hvad de sagde. Jeg sagde til dem: »Ved I, hvem jeg er? Jeg hedder Salama ibn al-Akwa. Hvis jeg begynder at forfølge nogen af jer, vil jeg uden vanskelighed indhente ham. Men hvis I forfølger mig, vil I på ingen måde kunne indhente mig.« Da de hørte dette, vendte de fire tilbage. Jeg blev siddende på min plads. Kort efter så jeg Allahs Sendebuds ryttere komme mellem træerne. Forrest red Akhram, og lige efter ham kom Abu Qatada og Miqdad ibn al-Aswad. Pludselig kom det til kamp mellem Abd al-Rahman og Akhram. Akhram sårede Abd al-Rahmans hest. Abd al-Rahman blev rasende og dræbte Akhram med sit spyd. Imens nåede Abu Qatada frem til Abd al-Rahman og sårede ham med sit spyd. De øvrige angribere flygtede. Jeg begyndte hurtigt at løbe efter dem. Lige før solnedgang drejede de mod en lejr. Der var et vandsted ved navn Dhi Qarad. De var tørstige og ville drikke vand derfra. Men jeg holdt dem væk fra vandstedet, så de ikke kunne drikke en eneste dråbe vand. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og de ædle sahabaer nåede frem til mig efter solnedgang. Jeg sagde: »Allahs Sendebud, de var alle tørstige. Hvis du giver mig hundrede sahabaer med, kan jeg tage deres heste fra dem, selv hvis de var jinner, og desuden bringe dig alles hoveder.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Al-Akwas søn, du har allerede besejret dem; vær nu lidt mere tilbageholdende.« Derefter sagde han: »De bliver netop nu beværtet af Banu Ghatafan.«

Som en vurdering af denne ekspedition sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »I dag er vores bedste rytter Abu Qatada, og vores bedste fodsoldat er Salama.« Sendebudet, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav mig to andele: én som fodsoldat og én som rytter. Da Sendebudet, Allahs fred og velsignelser være med ham, vendte tilbage, hædrede han mig. Han lod mig sidde bag sig på kamelhoppen al-Adba og red med mig til Medina.

Under denne militære ekspedition overdrog Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) ansvaret for Medina til Abdullah ibn Umm Maktum. Migdad ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham) bar ekspeditionens banner.

Slaget ved Khaybar og Wadi al-Qura

Muharram i det syvende hijri-år. Byen Khaybar ligger 60 eller 80 mil fra Medina. Det er en forholdsvis stor by. Her var der fæstninger samt marker og landbrugsområder. Klimaet er ikke særlig sundt. I dag er det en bebyggelse.

Som følge af Hudaybiyya-traktaten blev Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) fuldstændig sikker på, hvordan det forholdt sig med Quraysh, den stærkeste af de tre magter, der havde stået sammen i Slaget ved Grøften. De to andre grene var de stærke jøder og nogle stammer fra Najd. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) fandt det nødvendigt også at få gjort regnskabet op med dem. Derved ville det blive muligt at opnå sikkerhed fra alle sider. Der ville blive etableret et miljø præget af fred og stabilitet i hele området. Som følge heraf ville muslimerne kunne hellige sig at overbringe Allahs budskab og kalde til Hans religion uden blodige sammenstød.

Khaybar var i sandhed et arnested for jødernes sammensværgelser og intriger. Stedet var også centrum for jødernes militære forberedelser mod muslimerne. Derfor rettede muslimerne først deres opmærksomhed mod dette område.

Var Khaybar virkelig et arnested for sammensværgelser og intriger? I denne forbindelse må man huske, at det var indbyggerne i Khaybar, der under Slaget ved Grøften ophidsede og samlede alle grupper af afgudsdyrkere mod muslimerne. Det var også dem, der tilskyndede folkene fra stammen Banu Qurayza til forræderi. De knyttede også forbindelser til hyklerne, det islamiske samfunds femte kolonne, samt til Banu Ghatafan og beduinerne under Slaget ved Grøften. De forberedte selv krig mod muslimerne. De chikanerede og plagede muslimerne på mange måder. Det var også dem, der planlagde at dræbe Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Af alle disse grunde var muslimerne tvunget til at gennemføre militære ekspeditioner. Salam ibn Abu al-Huqayq og Usayr ibn Zarim, som var ledende blandt sammensværgerne, måtte fjernes. Hvad angik jøderne, var muslimernes ansvar og pligt faktisk endnu større end dette. Men man havde tøvet med at opfylde denne pligt, fordi Quraysh var en stærkere, mere organiseret, krigsførende og frygtindgydende modstander end jøderne.

Det var ikke muligt at konfrontere jøderne uden at tage sig af Quraysh. Efter at der var indgået en traktat med Quraysh, opstod der en situation, hvor man kunne tage kontakt til jøderne. Nu nærmede dagen for deres regnskabsopgørelse sig.

Afrejsen mod Khaybar

Ibn Ishaq har berettet, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, efter sin tilbagekomst fra Hudaybiyyah opholdt sig i Medina hele måneden Dhu al-Hijjah og nogle dage af Muharram. Derefter drog han i resten af Muharram mod Khaybar.

Koranfortolkerne har skrevet, at sejren ved Khaybar var et løfte fra Allah. Han har sagt: “Allah lovede jer et stort bytte, som I skulle tage i besiddelse. Han fremskyndede det for jer.” (Sura al-Fath, vers 20)

Med det, som Han fremskyndede for jer, menes Hudaybiyyah-forliget. Og med det store krigsbytte menes Khaybar.

Antallet af de muslimske soldater

Hyklerne og de mennesker, hvis tro var svag, blev hjemme i stedet for at tage med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, på rejsen til Hudaybiyyah. Derfor befalede Allah, den Ophøjede Herre, sit Sendebud angående dem og sagde: “Når I drager ud for at indsamle krigsbytte, vil de, der blev tilbage derhjemme, sige: ‘Lad os tage med jer.’ De ønsker at ændre Allahs ord. Sig: ‘I må under ingen omstændigheder følge med os.’ Således har Allah allerede erklæret det. De vil sige: ‘I nærer blot fjendskab mod os.’ Men de forstår kun meget lidt.” (Sura al-Fath, vers 15)

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, drog mod Khaybar, bekendtgjorde han, at kun de, der oprigtigt var interesserede i jihad, måtte tage med ham. Som følge af denne bekendtgørelse fik kun de mulighed for at tage af sted, som havde deltaget i Bay’at al-Ridwan under træet ved Hudaybiyyah. Deres antal var fjorten hundrede.

Under dette felttog blev ansvaret for administrationen af Medina overdraget til Saba ibn Arfata al-Ghifari. Ibn Ishaq siger derimod, at det blev overdraget til Numayla ibn Abdullah al-Laythi. Men ifølge forskerne og eksperterne er den førstnævnte oplysning mest pålidelig. [Fath al-Bari, bind 7, s. 465; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 133]

På dette tidspunkt var Abu Hurayra også ankommet til Medina. Saba ibn Arfata var i færd med at udføre fajr-bønnen. Efter bønnen gik Abu Hurayra hen til ham. Han sørgede for rejseforplejning til ham. Abu Hurayra drog derefter mod Khaybar for at slutte sig til den elskede Profet. Da han ankom dertil, hørte han, at Khaybar var kommet under muslimsk kontrol. Efter at have rådført sig med muslimerne gav Allahs Sendebud Abu Hurayra og hans ledsagere deres andel af krigsbyttet.

Hyklernes bestræbelser på at hjælpe jøderne

På dette tidspunkt gjorde hyklerne store anstrengelser for at hjælpe jøderne. Hyklernes leder, Abdullāh ibn Ubayy, havde allerede sendt Khaybar besked om, at Muhammad var på vej mod dem, og at de skulle være på vagt. De skulle gøre sig klar og ikke blive bange. De var mange i antal og havde rigeligt med våben. Muhammads ledsagere var ikke mange, og desuden var de fattige; de våben, de havde, var også meget få. Da Khaybars indbyggere havde modtaget denne besked, sendte de Kinanah ibn Abul-Huqayq og Hawzah ibn Qays til Banū Ghatafān-stammen for at få hjælp. Banū Ghatafān-stammen var allieret med jøderne i Khaybar og støttede deres allierede mod muslimerne. Jøderne havde også lovet Banū Ghatafān, at hvis de kunne besejre muslimerne, ville halvdelen af Khaybars samlede produktion blive givet til Banū Ghatafān.

Beskrivelse af forholdene på vejen

På vej til Khaybar passerede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bjerget Athar. Det er også kendt som bjerget Āthir. Derefter krydsede han Ṣabḥā-sletten og nåede frem til al-Rājiʿ-sletten. Men dette al-Rājiʿ var ikke det samme sted, hvor otte sahābah led martyrdøden for Banū Lihyāns hånd på grund af ʿAdl og Qārahs forræderi.

Fra al-Rājiʿ lå Banū Ghatafān-stammens bopælsområde en dags og en nats rejse borte. Banū Ghatafān var som svar på jødernes opfordring også draget af sted mod Khaybar. Efter at de var taget af sted, hørtes der larm bag dem. De troede, at muslimerne havde angrebet deres familier og deres husdyr. Derfor vendte de tilbage og efterlod Khaybar fri for muslimerne.

Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bad to sahābah, der kendte vejen, om at komme. Den ene af dem hed Ḥusayn. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) spurgte dem om en passende vej, ad hvilken man kunne trænge ind i Khaybar fra Syriens side i stedet for fra Madīnah. På den måde ville jødernes flugtvej til Syrien blive afskåret. Desuden ville mulig hjælp fra Banū Ghatafān også komme fra denne side. I en sådan situation ville muslimerne befinde sig mellem Banū Ghatafān og jøderne, og selv hvis hjælpen fra Banū Ghatafān kom, ville den ikke kunne nå frem til jøderne.

En vejviser sagde: »Allahs Sendebud, jeg vil føre dig ad netop den vej, du ønsker.« Vejviseren gik foran dem. Da han nåede et vejkryds, sagde han: »Allahs Sendebud, hver af disse fire veje fører sammen til Khaybar. Du kan nå dertil ad hvilken som helst af dem.« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) spurgte om vejenes navne. Ḥusayn sagde, at den ene vej hed Hazn, den anden Shāsh, den tredje Ḥāṭib, og den fjerde Marhab. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) foretrak det sidste navn, nemlig Marhab. Han fravalgte de tre andre veje under hensyn til betydningen af deres navne. Til sidst blev det besluttet at tage Marhab-vejen.

Nogle hændelser på vejen

1) Hazrat Salma ibn Akwa (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Vi drog af sted mod Khaybar sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Det blev besluttet, at vi skulle rejse om natten. En mand kom hen til Amer og sagde: »Amer, lad os høre noget fra dig.« Amer var digter. Han steg ned fra sit ridedyr og begyndte at fremsige følgende digt:

»Hvis ikke Du havde været der, O Allah,

ville ingen af os have fundet vejledning,

vi ville ikke have bedt eller givet zakat.

For Din skyld ofrer vi dette liv,

tilgiv os Du.

Lad os stå fast, når vi møder fjenderne.

Giv os fred, O Allah, den Ophøjede.«

Når krigsråbet lyder, skælver fjenden, og hjertet bliver roligt.

Dette har vi opnået tillid til.”

Efter at have hørt dette digt ønskede Allahs Sendebud at få digterens identitet at vide. Han fik at vide, at det var Amir ibn al-Akwa. Allahs Sendebud sagde: »Må Allah vise ham barmhjertighed.« En af ledsagerne bemærkede: »Nu er Amirs martyrdød uundgåelig**. Men vi ønsker jo at få glæde af hans selskab** i endnu længere tid.« [Sahih al-Bukhari, kapitlet om slaget ved Khaybar, bind 2, s. 603; Sahih Muslim, kapitlet om slaget ved Dhu Qarad, bind 2, s. 115] Ledsagerne vidste, at når Allahs Sendebud under en krig bad specifikt om tilgivelse for en ledsager, blev denne ledsager martyr. [Sahih Muslim, bind 2, s. 115] Det var også tilfældet med Amir (må Allah være tilfreds med ham) i slaget ved Khaybar. Derfor sagde ledsagerne: »Hvis han blot havde bedt om et langt liv til ham, ville vi have haft ham hos os i endnu længere tid.«

2) På sletten Sabha, meget tæt på Khaybar, bad Allahs Sendebud asr-bønnen. Derefter spiste han. Der blev kun serveret sattu. På hans befaling blev sattu gjort klar som føde. Så spiste han selv og lod også ledsagerne spise. Efter måltidet rejste han sig for at bede maghrib-bønnen. På det tidspunkt foretog han ikke en ny afvaskning, men skyllede blot munden. Ledsagerne gjorde det samme. [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 603] Derefter bad han isha-bønnen.

Den islamiske hær ved Khaybars udkant

Natten før slaget tilbragte muslimerne ved Khaybars udkant. Jøderne vidste ikke noget om det. Allahs Sendebuds skik var, at når han om natten nåede frem til et folk, ventede han og gik ikke imod dem før morgenen. Den dag bad han fajr-bønnen meget tidligt, mens der stadig var en smule mørkt. Derefter red muslimerne frem mod Khaybar. Mange af Khaybars indbyggere var gået ud til markerne med skovle over skuldrene for at arbejde i landbruget. Da de pludselig så de muslimske soldater, begyndte de at flygte under høje råb. Mens de råbte, sagde de: »Ved Gud, Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, er kommet med en hær.« [Al-Maghazi, al-Waqidi, Slaget ved Khaybar, s. 112; Sahih al-Bukhari, kapitlet om slaget ved Khaybar, bind 2, s. 603–604]

Da Allahs Sendebud så denne situation, sagde han: »Allah er størst! Khaybar er ødelagt. Allah er størst! Khaybar er ødelagt.« Når vi slår lejr på et folks slagmark, bliver morgenen dårlig for folkets skræmte indbyggere. [Sahih al-Bukhari, kapitlet om slaget ved Khaybar, bind 2, s. 603–604]

Allahs Sendebud udpegede et sted, hvor soldaterne skulle slå lejr. Habbab ibn al-Mundhir kom og spurgte: »Allahs Sendebud, har du besluttet at blive her efter Allahs befaling, eller har du besluttet det af strategiske grunde?« Han svarede: »Jeg har besluttet det af strategiske grunde.« Da Habbab (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, sagde han: »Dette sted ligger meget tæt på Najat-fæstningen. Alle Khaybars krigere opholder sig i denne fæstning. De vil kunne få fuldt kendskab til vores situation, mens vi ikke vil kunne få kendskab til deres situation. Derfor vil de kunne anvende deres strategi mod os; deres pile vil nå os, mens vores pile ikke vil nå dem. Der vil også stadig være en reel risiko for, at de angriber os pludseligt om natten. Desuden er dette sted omgivet af daddelpalmer og ligger lavt. Det ville derfor være bedre at slå lejr et sted, hvor ingen af disse problemer findes.« Allahs Sendebud sagde: »Den mening, du har givet udtryk for, er korrekt.« Derefter beordrede Allahs Sendebud ledsagerne til at standse. Så bad han til Allah, Verdenernes Herre, således: »O Allah, du er Herren over de syv himle og alt det, som disse himle kaster deres skygge over. Du er Herren over de syv jorde og alt det, som findes over og under dem. Du er Herren over Satanerne og dem, som de har vildledt. Vi beder dig om det gode i denne by, det gode hos dens indbyggere og det gode i alt, hvad der findes i den. Vi søger tilflugt hos dig fra det onde i denne by, det onde hos dens indbyggere og det onde i alt, hvad der findes i den.«

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde derefter: »Drag frem i Allahs navn.« [På grund af denne øjensygdom blev han tilbage og sluttede sig senere til alle de andre]

Forberedelserne til slaget og Khaybars fæstninger

Den nat, hvor Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, trængte ind i Khaybars område, sagde han: »I morgen vil jeg give fanen til en mand, som elsker Allah den Almægtige og Hans Sendebud, og som Allah og Hans Sendebud også elsker.« Alle de ædle ledsagere mødte frem foran Allahs Sendebud. Alle ønskede inderst inde at få fanen. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvor er Ali ibn Abu Talib?« Ledsagerne svarede: »Allahs Sendebud, hans øje er hævet.« Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Bring ham her.« Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, blev bragt frem.

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, påførte hans øje lidt af sit spyt og bad for ham. Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, blev så rask, som om han aldrig havde haft en øjensygdom. Derefter blev fanen givet til Ali, måtte Allah være tilfreds med ham. Han sagde: »Allahs Sendebud, jeg vil kæmpe mod dem, indtil de bliver som os.« Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Gå trygt frem, og når du møder dem på slagmarken, så kald dem til islam. Underret dem om de pligter over for Allah, som islam pålægger dem. Hvis Allah den Almægtige gennem dig leder blot én af dem til retledning, vil det være bedre for dig end et stort antal røde kameler.« [Sahih al-Bukhari, kapitlet om slaget ved Khaybar, s. 605–606. Nogle overleveringer viser, at flere forsøg på at erobre en af Khaybars fæstninger mislykkedes, hvorefter fanen blev givet til Ali, måtte Allah være tilfreds med ham. Men det er sandt]

Khaybars bebyggelse var opdelt i to dele. I den ene del lå de følgende fem fæstninger: 1) Hisn Na’im. 2) Hisn Sa’b ibn Mu’adh. 3) Hisn Qal’at az-Zubayr. 4) Hisn Ubay. og 5) Hisn Nizar.

Af de nævnte fem fæstninger blev området med de tre første fæstninger kaldt »Natat«. Området med de to andre fæstninger var kendt som »ash-Shiqq«.

Bebyggelsen i den anden del af Khaybar var kendt som al-Katiba. Den omfattede tre fæstninger: For det første Hisn Qamum. Indbyggerne i denne fæstning tilhørte Banu Nadir-stammen, og de opholdt sig i Banu Nadirs fæstning, Abu al-Huqayq. For det andet Hisn Utaikh. For det tredje Hisn Salalim.

Ud over de nævnte otte fæstninger fandtes der også andre fæstninger og bygninger i Khaybar. Men de var forholdsvis små. Med hensyn til styrke og sikkerhedsforanstaltninger var de ikke så godt beskyttede som de førnævnte fæstninger.

Der blev kun kæmpet ved fæstningerne i den første del. Tre af de øvrige fæstninger blev, trods deres krigere, overgivet til muslimerne uden kamp.

Konfliktens begyndelse og erobringen af Na’im-fæstningen

Af de nævnte otte fæstninger blev der først angrebet på Na’im-fæstningen. Disse fæstninger blev på grund af deres beliggenhed og strategiske betydning betragtet som jødernes første forsvarslinje. Fæstningen tilhørte en frygtindgydende jøde ved navn Marhab, som blev anset for at være en helt med styrke svarende til tusind mænd.

Hazrat Ali ibn Abu Talib (må Allah være tilfreds med ham) gik sammen med de muslimske soldater hen foran fæstningen og opfordrede jøderne til islam. De afviste opfordringen til islam. Under ledelse af deres konge Marhab stillede de sig op for at møde muslimerne.

På slagmarken trådte en helt ved navn Marhab frem og udfordrede til en enkeltkamp. I Salama ibn al-Aqwas beretning står der således: Da vi nåede frem til Khaybar, trådte Marhab, kongen over Khaybars indbyggere, frem med sit sværd, mens han pralede. Han fremsagde dette trodsige digt:

“Khaybar ved, at jeg er Marhab,

en enestående helt, fuldt bevæbnet og erfaren i krigskunst,

jeg bruger min erfaring, når krigens ild blusser op og brænder.”

Min farbror, Hazrat Amir (må Allah være tilfreds med ham), trådte frem for at møde ham. Han reciterede:

Khaybar kender mit navn: Amir

en tapper kriger, bevæbnet og beredt til kamp.”

Efter at de havde mødt hinanden, slog de begge mod den anden. Marhabs skarpe sværd ramte min farbror Amirs skjold. Min farbror forsøgte også at slå ned mod jøden Marhab, men sværdet var kort. Da han ville ramme Marhabs lår, prellede sværdet af og ramte hans eget knæ. Til sidst døde han af dette slag. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, løftede to af sine hellige fingre og sagde: »Han har to slags belønning til gode.« Hazrat Amir (må Allah være tilfreds med ham) var en enestående kriger og mujahid. Få arabiske helte som ham har nogensinde levet. [Sahih Muslim, kapitlet om slaget ved Khaybar, bind 2, s. 122; Ghazwa Dhat ar-Riqa, bind 2, s. 115; Sahih al-Bukhari, kapitlet om slaget ved Khaybar, bind 2, hadith 603]

Efter at Hazrat Amir (må Allah være tilfreds med ham) var blevet såret, trådte Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) frem for at møde Marhab. Han reciterede dette digt:

»Ved I, hvem jeg er? Mit navn har min mor

kaldt Haydar

Jeg er frygtindgydende som en tiger i skoven

Hanbo, jeg er den, hvis slag er mere fuldendt.”

Derefter slog Hadhrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) Marhabs hals med et sådant slag, at den usle jøde døde på stedet. Sejren blev vundet ved Hadhrat Alis (må Allah være tilfreds med ham) hånd. [Der er uenighed om, hvem der dræbte Marhab. Der er også uenighed om, hvilken dato han blev dræbt, og hvilken dato fæstningen blev erobret. Der er forskel på fremstillingen i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim. Den ovenstående beretning er gengivet i overensstemmelse med Sahih al-Bukhari.]

Under slaget nærmede Hadhrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) sig en af jødernes fæstninger. En jøde spurgte fra fæstningens top: »Hvem er du?« Hadhrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Jeg er Ali ibn Abu Talib.« Jøden sagde: »Ved den Bog, der blev åbenbaret over Hadhrat Musa, I er blevet modige.« Derefter trådte Marhabs bror Yasir frem og sagde: »Hvem vil kæmpe mod mig?« Hadhrat Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) tog imod denne udfordring.

Da Hadhrat Zubayrs (må Allah være tilfreds med ham) mor, Hadhrat Safiyyah (må Allah være tilfreds med hende), så dette, sagde hun: »Allahs Sendebud, vil min søn blive dræbt?« Allahs Sendebud svarede: »Nej, din søn vil dræbe ham.« Til sidst dræbte Hadhrat Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) Yasir.

Derefter fulgte et voldsomt slag ved Naim. De øvrige jøder vovede ikke at kæmpe mod muslimerne. I nogle bøger nævnes det, at slaget varede i flere dage, og at muslimerne måtte yde en betydelig indsats. Alligevel lykkedes det ikke jøderne at besejre muslimerne. Derfor forlod de i al stilhed fæstningen og flygtede til Sa’b-fæstningen. Muslimerne erobrede derefter let Naim-fæstningen.

Erobringen af Sa’yab ibn Mu’adh-fæstningen

Efter erobringen af Naim-fæstningen var Sa’yab-fæstningen den næstmest uindtagelige fæstning med hensyn til sikkerhed og styrke. Muslimerne angreb denne fæstning under ledelse af Hadhrat Hubab ibn al-Mundhir al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham) og belejrede den i tre dage. På den tredje dag bad Allahs Sendebud særligt om, at denne fæstning måtte blive erobret.

Ibn Ishaq beretter, at folkene fra Banu Saham, en gren af stammen Aslam, kom til Allahs Sendebud og klagede: »Vi er blevet fuldstændig udmattede, og vi har intet.« Allahs Sendebud sagde til Den Mest Barmhjertige: »O Allah, Du kender deres tilstand. Du ved, at de ikke har nogen styrke, og jeg har intet, som jeg kan give dem. O Allah, hjælp os ved at lade os erobre en af jødernes fæstninger, hvis erobring vil være mest gavnlig for os, og hvor der findes flest fødevarer og mest fedt.« Efter Allahs Sendebuds bøn angreb ledsagerne. Allah, Herren over alle verdener, skænkede muslimerne æren af at erobre Sa’b ibn Mu’adh-fæstningen. Ingen anden fæstning i Khaybar havde større mængder fødevarer og fedt end denne fæstning. [Ibn Hisham, bind 2, s. 232]

Efter at have bedt gav Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, muslimerne ordre vedrørende denne borg. Folkene fra stammen Banu Aslam var de førende i at følge ordren. Her foran borgen fandt der et voldsomt slag sted mellem begge parter. Alligevel lykkedes det at erobre den samme dag før solnedgang. Muslimerne fandt kastemaskiner og træbyggede kampvogne i borgen. [Her er ordet ‘dababa’ blevet brugt. Dette ord betyder kampvogn. Folk kunne trænge ind i en sikker, lukket vogn af træ og nå frem til borgmuren, mens de beskyttede sig mod fjendens angreb. Den var desuden indrettet til at lave store huller i muren.]

I Ibn Ishaqs beretning nævnes en beskrivelse af de voldsomme kampe i denne forbindelse. Efter erobringen af borgen slagtede muslimerne æsler og satte gryder over ilden. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fik dette at vide, forbød han at spise kød fra tamme æsler.

Erobringen af Zubairs borg

Efter erobringen af borgene Nayem og Saba forlod jøderne alle borgene i Najat og samledes i Zubairs borg. Det var en sikker og befæstet borg. Vejen op til denne borg, som lå på toppen af et bjerg, var yderst vanskelig. Det var slet ikke muligt at ride derop, og selv at gå derop var meget besværligt. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, belejrede borgen i tre dage. Derefter kom en godhjertet jøde og sagde: »Abul-Qasim, selv hvis du belejrer borgen i en hel måned, vil jøderne ikke bekymre sig. Men deres kilde med drikkevand ligger nedenfor. Om natten kommer de ned og drikker vand og henter vand til hele dagens behov. Hvis du kan afskære deres vandforsyning, vil de overgive sig.« Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, afskar han deres vandforsyning. Først da blev jøderne alarmerede. De steg ned og gik ind i et voldsomt slag. Flere muslimer opnåede martyrdøden, og ti jødiske forbrydere blev dræbt. Til sidst faldt også denne borg.

Erobringen af Ubais borg

Efter Zubairs borg var faldet, tog jøderne til Ubais borg og samledes dér. Muslimerne belejrede også denne borg. Denne gang udfordrede to jøder, opblæste af deres styrke, efter tur deres modstandere til kamp. Begge blev dræbt af muslimerne. Den, der dræbte den anden jøde, var den berømte kriger og sahabi Abu Dujana Sammak ibn Kharasha al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham), som bar et rødt hovedbånd. Efter at have dræbt den anden jøde trængte han hurtigt ind i borgen.

Sahabaerne gik sammen med ham ind og angreb modstanderne. Efter et kort, voldsomt slag begyndte jøderne at trække sig ud af borgen. Til sidst samledes de alle i Nezars borg. Nezars borg var den sidste borg i den første del af Khaybar.

Erobringen af Nezars borg

Denne fæstning var også velbeskyttet og sikker. Jøderne var fast overbeviste om, at muslimerne ikke ville kunne trænge ind i denne fæstning, selv hvis de gjorde deres yderste. Derfor havde de samlet kvinder og børn dér og ikke i nogen anden fæstning.

Muslimerne indledte en hård belejring af denne fæstning og lagde pres på jøderne. Muslimerne havde vanskeligt ved at trænge ind i fæstningen, som lå i et højt bjergområde. Jøderne turde heller ikke komme ud af fæstningen og møde muslimerne. De ydede imidlertid hård modstand ved at skyde pile og kaste sten ned ovenfra.

Da det var vanskeligt at erobre Nizar-fæstningen, beordrede Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, at der skulle indsættes kastemaskiner. Der blev også affyret adskillige projektiler. Som følge heraf blev der lavet huller i fæstningens mure. Muslimerne trængte ind gennem disse huller. Derefter udbrød der et voldsomt slag mellem begge parter inde i fæstningen. Jøderne blev besejret i kampen. Ligesom fra de øvrige fæstninger flygtede jøderne også i al stilhed fra denne fæstning. De reddede deres eget liv ved at overlade kvinderne og børnene til muslimernes nåde.

Ved at erobre denne stærke fæstning erobrede muslimerne den første halvdel af Khaybar, det vil sige områderne Nataat og Shaqq. Der fandtes også flere andre små fæstninger her. Men efter denne fæstnings fald forlod jøderne også de øvrige fæstninger og flygtede mod Qatiba, Khaybars anden del.

Erobringen af Khaybars anden del

Efter erobringen af områderne Nataat og Shaqq drog Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, mod områderne Qutayba, Utiha og Salalim. Salalim var fæstningen tilhørende Abu al-Huqayq, den berygtede jøde fra Banu Nadir. Alle de jøder, der var flygtet fra områderne Nataat og Shaqq, var også nået hertil og havde lukket fæstningens porte.

I de værker, der beskriver krigsbegivenhederne, er der uenighed om, hvilken af områdets tre fæstninger der blev kæmpet om. I Ibn Ishaqs beretning nævnes det klart, at der blev kæmpet for at erobre Qamus-fæstningen. Beretningen viser også, at denne fæstning blev erobret gennem kamp. Der blev heller ikke ført forhandlinger her om overgivelse fra jødernes side. [Ibn Hisham, bind 2, s. 331, 336, 337]

Al-Waqidi har udtrykkeligt skrevet, at alle tre fæstninger i dette område blev overgivet til muslimerne gennem forhandlinger. Det er muligt, at der blev ført forhandlinger om overgivelsen af Qamus-fæstningen efter nogen kamp. De to andre fæstninger blev dog overgivet til muslimerne uden kamp.

Efter at Allahs Sendebud (fred være med ham) var ankommet til dette område, det vil sige Qutaiba, belejrede han dets indbyggere hårdt. Belejringen fortsatte i fjorten dage. Jøderne kom ikke ud af deres fæstning. Derefter beordrede Allahs Sendebud (fred være med ham), at kastemaskinerne skulle indsættes. Da jøderne forstod, at deres ødelæggelse var uundgåelig under kastemaskinernes bombardement, trådte de frem for at forhandle om en våbenhvile med Allahs Sendebud.

Forhandlingerne om våbenhvilen

Først sendte Ibn Abul-Huqaiq et bud til Allahs Sendebud (fred være med ham) og spurgte: »Må jeg komme til dig og tale med dig?« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Ja.« Efter at have fået tilladelse fremsatte Abul-Huqaiq et forslag om våbenhvile på betingelse af, at alle soldaterne i fæstningen skulle skånes, og at deres hustruer, sønner og døtre skulle blive hos dem. Det vil sige, at de ikke skulle holdes som muslimernes slaver. De skulle overgive alle deres ejendele—guld og sølv, jord og marker, heste, rustninger og så videre—til Allahs Sendebud og kun forlade stedet med det tøj, de havde på. [Det nævnes i Sunan Abu Dawud, at Allahs Sendebud accepterede på betingelse af, at jøderne måtte tage så mange ejendele med på deres ridedyr, som de kunne. Se Abu Dawud, bind 2, afsnittet om Khaybar, s. 76.] Efter at have hørt forslaget sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »Hvis I skjuler noget, vil Allah den Ophøjede og Hans Sendebud ikke være ansvarlige for det.« Jøderne accepterede denne betingelse, og en våbenhvile blev indgået. På denne måde blev erobringen af Khaybar endeligt fuldbyrdet.

Forræderiet og dets straf

I strid med våbenhvilevilkårene skjulte begge Abul-Huqaiqs sønner store rigdomme. De skjulte en lædersæk, som indeholdt disse rigdomme samt Huway ibn Akhtars smykker. Huway ibn Akhtar havde taget disse smykker med sig, da Banu Nadir blev fordrevet fra Medina.

Ibn Ishaq har skrevet, at Kinanah ibn Abul-Huqaiq blev bragt frem for Allahs Sendebud. Han havde Banu Nadirs skat hos sig. Men da Allahs Sendebud (fred være med ham) spurgte ham, benægtede han det direkte. Da han blev spurgt, hvor rigdommene var skjult, sagde han, at han ikke vidste det. Senere kom en jøde og fortalte: »Jeg har hver dag set Kinanah gå omkring i et øde område.« Efter at have fået denne oplysning sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) til Kinanah: »Hvis skatten bliver fundet hos dig, vil vi dræbe dig. Sig mig, om du accepterer dette.« Kinanah sagde: »Ja, det accepterer jeg.« Derefter beordrede Allahs Sendebud (fred være med ham), at det bestemte øde område skulle udgraves. Der blev fundet nogle penge og ejendele. Da Allahs Sendebud spurgte ham om de resterende rigdomme, svarede han, at han ikke vidste noget om dem. Allahs Sendebud (fred være med ham) overgav Kinanah til den ærede Zubayr og sagde: »Straf ham, så alt, hvad han har, kommer i vores hænder.« Den ærede Zubayr straffede Kinanah hårdt. Han var nær ved at miste livet, men han sagde stadig ikke noget. Derefter overgav Allahs Sendebud (fred være med ham) forbryderen til Muhammad ibn Maslamah. Han dræbte ham som gengældelse for mordet på sin bror, Mahmud ibn Maslamah. Det skal nævnes, at Mahmud sad i skyggen af et træ nær Na’im-fæstningen, da denne forbryderiske jøde, Kinanah, pludselig kastede en møllesten ned over ham og dræbte ham.

Ibn Qayyim har berettet, at Allahs Sendebud (fred være med ham) lod begge Abul-Huqaiqs sønner dræbe, fordi Kinanahs fætter vidnede imod dem om, at de havde skjult rigdommene.

Derefter tog Allahs Sendebud (fred være med ham) Safiyyah, datter af Huway ibn Akhtar, til fange. Hun var under Kinanah ibn Abul-Huqaiqs beskyttelse. Hun var stadig nygift. Det var i denne tilstand, at hun blev ført bort. [1616]

Fordelingen af krigsbyttet

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ønskede at fordrive jøderne fra Khaybar. Dette blev også inkluderet i aftalen. Men jøderne sagde: „Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, lad os blive på dette land, så vil vi tage os af det. Vi kender dette område bedre end jer.“

Allahs Sendebud havde imidlertid ikke et tilstrækkeligt antal slaver, som kunne opdyrke og føre tilsyn med dette land. De ædle sahaba havde heller ikke tilstrækkeligt mange til at udføre dette arbejde. Derfor overdrog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Khaybars jord til jøderne på forpagtningsbasis. Betingelsen var, at muslimerne skulle modtage halvdelen af den høstede afgrøde. Jøderne skulle have denne mulighed, så længe Allahs Sendebud ønskede det, og han kunne udvise dem, når han ønskede det. Derefter blev Abdullah ibn Rawahah udnævnt til tilsynsførende for Khaybars jord.

Khaybar blev fordelt således, at hele jorden blev delt i 36 dele. Hver del bestod af 100 andele. På denne måde blev hele jorden delt i 3.600 andele. Halvdelen af dem, det vil sige 1.800 andele, tilfaldt muslimerne. Ligesom de almindelige muslimer havde Allahs Sendebud kun én andel. De resterende 1.800 andele holdt Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tilbage til muslimernes fælles behov og til at håndtere pludseligt opstående problemer. Grunden til, at det blev opdelt i 1.800 andele, var, at Khaybars jord var en særlig gave fra Allah til dem, der havde deltaget i Hudaybiyyah.

Denne gave gjaldt alle, både de tilstedeværende og de fraværende. Antallet af dem, der havde deltaget i Hudaybiyyah, var 1.400. Da de kom til Khaybar, havde de 200 heste med sig. Der blev også tildelt en andel for hesten ud over rytterens andel. Hestens andel var det dobbelte af en soldats andel. Derfor blev Khaybar delt i 1.800 andele. Som følge heraf fik hver rytter til hest tre andele, i alt 600 andele. De 1.200 fodsoldater fik 1.200 andele. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 137-138]

En hadith i Sahih al-Bukhari beskriver overfloden af det krigsbytte, der blev opnået i Khaybar. Marbi ibn Umar siger: „Indtil sejren ved Khaybar havde vi ikke kunnet spise os mætte.“ Aisha siger: „Efter sejren ved Khaybar sagde vi til hinanden: Fra nu af kan vi spise dadler, så vi bliver mætte.“ [Sahih al-Bukhari, bind 3, s. 609]

Efter Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var vendt tilbage til Medina, gav muhajirun de daddelpalmer tilbage, som ansarerne havde givet dem. Det skyldtes, at de i Khaybar havde opnået ejendomsretten til rigdomme og daddelpalmer. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 128; Sahih Muslim, bind 2, s. 96]

Ankomsten af nogle sahaba

I dette slag sluttede Hazrat Ja’far ibn Abu Talib sig til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Sammen med ham var også de ash’aritiske muslimer, det vil sige Hazrat Abu Musa al-Ash’ari (må Allah være tilfreds med ham), samt hans venner og ledsagere.

Hazrat Abu Musa al-Ash’ari (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: »Mens jeg opholdt mig i Yemen, hørte jeg om Allahs Sendebuds fremkomst. Jeg og mine to brødre gik sammen med halvtreds medlemmer af vores stamme om bord på et skib for at rejse hen til Allahs Sendebud. Men skibet bragte os til Abessinien. Der mødte vi Hazrat Ja’far (må Allah være tilfreds med ham) og hans ledsagere. De fortalte os, at Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde sendt dem dertil og bedt dem om at blive i Abessinien, og sagde: ‘Bliv også hos mig.’ Så blev vi der. Efter at Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) havde erobret Khaybar, kom vi til ham. Han gav også os en andel. Ingen andre muslimer, som ikke havde været til stede ved Khaybar, fik nogen andel i Khaybar. Kun deltagerne i slaget fik en andel af krigsbyttet. Sammen med Hazrat Ja’far og hans ledsagere fik også vores skibs besætningsmedlemmer en andel. Krigsbyttet blev fordelt mellem dem alle.« [Bukhari, bind 1; Fath al-Bari, bind 4]

Ægteskabet med Hazrat Safiyyah

Som tidligere nævnt blev Hazrat Safiyyah en del af de tilfangetagne kvinder, efter at hendes mand var blevet dræbt anklaget for forræderi. Efter at de tilfangetagne kvinder var blevet samlet, bad Hazrat Dihya ibn Khalifa al-Kalbi (må Allah være tilfreds med ham) Allahs Sendebud om en slavinde. Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ‘Gå hen og vælg en.’ Hazrat Dihya valgte Hazrat Safiyyah. Så kom en mand og sagde: ‘Allahs Sendebud, du har udvalgt lederen af Banu Qurayzah og Banu Nadir til Dihya, selv om hun kun er passende for dig.’ Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ‘Kald dem begge herhen.’ De kom begge. Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til Hazrat Dihya: ‘Vælg en anden slavinde.’ Da Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) opfordrede Hazrat Safiyyah til islam, antog hun med glæde islam. Derefter frigav han Hazrat Safiyyah, fastsatte hendes frigivelse som medgift og giftede sig med hende. På vejen til Medina pyntede Hazrat Umm Sulaym (må Allah være tilfreds med hende) Hazrat Safiyyah. Den følgende morgen beværtede Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ledsagerne med dadler, klaret smør og ristet mel. [Sahih Bukhari, bind 1, s. 54; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 137] Da Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) så mærket i Hazrat Safiyyahs ansigt, spurgte han om årsagen. Hazrat Safiyyah sagde: ‘Allahs Sendebud, før du rejste til Khaybar, drømte jeg, at månen faldt ned fra himlen i mit skød. Da jeg om morgenen fortalte min mand om drømmen, slog han mig i ansigtet og sagde: “Ønsker du at få kongen over Medina?”’ [Sahih Bukhari; Zad al-Ma’ad; Ibn Hisham]

Hændelsen med det forgiftede kød

Efter erobringen af Khaybar følte Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sig tryg. På dette tidspunkt sendte Zaynab bint al-Harith, hustru til Sallam ibn Mishkam, ham stegt fårekød som gave. Kvinden havde på forhånd undersøgt, hvilken del af fåret Allahs Sendebud bedst kunne lide. Efter at have fået det at vide, blandede hun en stor mængde gift i den foretrukne del. Hun blandede også gift i de øvrige dele. Derefter satte hun det forgiftede kød foran Allahs Sendebud. Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tog et stykke af den foretrukne del i munden, men spyttede det ud, så snart han havde tygget på det. Derefter sagde han: ‘Dette ben, som I ser, fortæller mig, at der er blandet gift i det.’ Zaynab blev hentet og udspurgt, og hun tilstod. Han sagde: ‘Hvorfor gjorde du dette?’ Kvinden svarede: ‘Jeg tænkte, at hvis denne mand var en konge, ville vi blive befriet fra hans styre, og hvis han var en profet, ville han få at vide, at jeg havde forgiftet kødet.’ Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hørte denne uforbeholdne tilståelse, tilgav han kvinden.

Under denne hændelse var Hazrat Bashar ibn al-Bara ibn Ma’rur også sammen med Allahs Sendebud. Han spiste en mundfuld, og som følge af forgiftningen døde han.

Der er uenighed om, hvorvidt Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tilgav eller dræbte denne kvinde. Flere overleveringer er blevet forenet på følgende måde: Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tilgav hende først, men efter Hazrat Bashars død beordrede han, som gengældelse, at hun skulle dræbes. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 139; Fath al-Bari, bind 7, s. 497; Ibn Hisham, bind 2, s. 337]

De dræbte i slaget ved Khaybar

Ved denne ekspedition blev 16 personer på forskellige tidspunkter martyrer. Blandt dem var 4 qurayshitter, én fra Ashjaʿ-stammen, én fra Aslam-stammen, én indbygger fra Khaybar og 9 ansar.

Ifølge en anden overlevering blev i alt 18 personer martyrer under denne ekspedition. Allama Mansurpuri har skrevet, at det var 19 personer. Han nævner dog et andet sted, at sīrah-forfatterne har skrevet, at det var 15 personer. Efter at have undersøgt sagen fandt jeg navnene på 23 personer. Kun al-Waqidi nævner navnet Janif ibn Wayila. Tabari nævner derimod navnet Janif ibn Hanif. Bashar ibn Bara ibn Marur døde efter slaget som følge af at have spist forgiftet kød. Om Bashar ibn Abd al-Mundhir findes der to overleveringer. Ifølge den ene blev han martyr i slaget ved Badr, mens han ifølge den anden blev martyr i slaget ved Khaybar. Efter min mening er den førstnævnte overlevering den mest pålidelige. [Zad al-Maʿad, bind 2, s. 139; Fath al-Bari, bind 7, s. 497; Ibn Hisham, bind 2, s. 337] Antallet af dræbte jøder var 93.

Fadak

Da Allahs Sendebud nåede Khaybar, sendte han Muhayisa ibn Masud for at invitere befolkningen til islam. Men Fadaks indbyggere tøvede med at antage islam. Efter at Khaybar var kommet under muslimsk kontrol, bredte dette sig som en påvirkning blandt Fadaks indbyggere, og de sendte en delegation til Allahs Sendebud med et forslag om en aftale på betingelse af, at de skulle aflevere halvdelen af den høst, de producerede, ligesom i Khaybar. Allahs Sendebud accepterede dette. Derfor blev Fadaks land specifikt tildelt Allahs Sendebud, eftersom muslimerne ikke drog ud på en ekspedition mod Fadak; det blev med andre ord ikke erobret med sværdmagt. [Ibn Hisham, bind 1, s. 337]

Wadi al-Qura

Efter ekspeditionen til Khaybar drog Allahs Sendebud mod Wadi al-Qura. Der var også en gruppe jøder dér, og en gruppe arabere sluttede sig til dem. Da muslimerne nåede frem, bød jøderne dem velkommen med pile. De havde allerede opstillet sig i rækker. En af Allahs Sendebuds tjenere blev dræbt af jødernes pile. Sahabaerne sagde: »Må Paradiset være ham til del.« Allahs Sendebud sagde: »Slet ikke! Ved Den, i hvis hånd min sjæl er, den kappe, som tjeneren stjal fra krigsbyttet fra slaget ved Khaybar, før byttet blev fordelt, omgiver ham nu som ild.« [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 607]

Derefter opstillede Allahs Sendebud sahabaerne til kampen. Saʿd ibn Ubadah blev udnævnt til hærfører. Hobar ibn Mundhir fik et lille banner, og Ubada ibn Bashar fik et andet banner. Derefter forelagde Allahs Sendebud islam for jøderne. De accepterede det ikke. En af dem trådte frem for at kæmpe. Fra muslimernes side trådte Zubayr ibn al-Awwam frem og dræbte jøden. Da en anden jøde trådte frem, dræbte Zubayr også ham. Da en tredje jøde trådte frem, trådte Ali frem for at møde ham og dræbte ham. På denne måde blev 11 jøder dræbt én efter én. Hver gang en jøde blev dræbt, inviterede Allahs Sendebud de andre jøder til islam.

Når tiden for bønnen kom, bad Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sammen med de ædle sahabaer. Derefter vendte han sig mod jøderne og kaldte dem til islam. Således fortsatte kampene, indtil aftenen faldt på. Næste morgen mødte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, igen op sammen med sahabaerne for at kæmpe mod jøderne. Solen var endnu ikke steget særlig højt, da jøderne overgav sig og gav krigsbyttet fra sig.

Allahs Sendebud opholdt sig i Wadi al-Qura i fire dage. Han fordelte de penge og ejendele, der var vundet i krigen, blandt sahabaerne. Men han lod jøderne beholde jorden og dadelplantagerne. Der blev indgået en lignende aftale herom som med jøderne i Khaybar. [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 146-147]

Tayma

Jøderne i Tayma hørte om jødernes nederlag og overgivelse i Khaybar, Fadak og Wadi al-Qura, altså i Qura-området. Derefter sendte de selv en delegation og foreslog en fredsaftale. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, accepterede deres forslag. [Samme værk, samme side] Allahs Sendebud lod også en aftale nedskrive om dette. Aftalen lød således: Dette er en skrivelse fra Allahs Sendebud Muhammad til Banu Tayma. De er under beskyttelse og skal betale jizya-skat. De vil ikke blive behandlet uretfærdigt, og de vil heller ikke blive fordrevet fra landet. Denne aftale skal betragtes som permanent. Aftalens ord blev skrevet af Khalid ibn Sa’id, må Allah være tilfreds med ham.

Tilbagevenden til Medina

Derefter begav Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sig af sted mod Medina. På hjemvejen, da de nåede nær en åben slette, råbte sahabaerne takbir højt. De sagde: »Allah er størst, Allah er størst, der er ingen gud undtagen Allah.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »I behøver ikke råbe så højt. I kalder ikke på en døv eller fraværende skabning, men på En, der hører og er nær.«

På hjemvejen, efter at have rejst hele natten, gjorde de i den sidste del af natten holdt et sted for at hvile. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde sagt til Bilal: »Du skal holde dig vågen og vække os, når tiden for fajr-bønnen kommer.« Bilal, må Allah være tilfreds med ham, sad med ansigtet vendt mod øst, lænet op ad sit ridedyr. Men på grund af træthed efter rejsen faldt han også i søvn. Ingen vågnede, da tiden for bønnen kom. Allahs Sendebud vågnede først. Han vækkede sahabaerne og gik et stykke frem fra dette sted. Derefter bad han fajr-bønnen sammen med sahabaerne. Det siges, at denne hændelse fandt sted under den anden rejse. [Ibn Hisham, bind 2, s. 340]

Når man følger begivenhederne ved Khaybar, fremgår det, at Allahs Sendebud vendte tilbage i måneden Rabi’ al-Awwal, mod slutningen af måneden Safar i det syvende hijri-år.

Sariyya Aban ibn Sa’id

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, vidste udmærket, at det ikke var udtryk for fremsynethed og visdom at lade Medina ligge ubeskyttet, efter at de hellige måneder var udløbet. For omkring Medina fandtes der mange beduiner, som ventede på, at muslimerne skulle være uopmærksomme, så de kunne plyndre og røve. Derfor sendte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, under afrejsen til Khaybar-ekspeditionen en militærstyrke mod Najd under ledelse af Aban ibn Sa’id (må Allah være tilfreds med ham), for at holde beduinerne skræmte og bange. Da Aban ibn Sa’id vendte tilbage efter at have udført sin opgave, mødte han Allahs Sendebud i Khaybar. På det tidspunkt var Khaybar blevet erobret.

Denne sariyya, eller mindre militærekspedition, blev sendt af sted i måneden Safar i det syvende hijri-år. Begivenheden er omtalt i Sahih al-Bukhari. [Al-Bukhari, kapitlet om Khaybar-slaget, bind 2, s. 608-609] Hafiz Ibn Hajar al-Asqalani har imidlertid skrevet: »Jeg har ikke kunnet finde noget kendskab til denne militærekspedition.« [Fath al-Bari, bind 7, s. 491]

Zat al-Riqa-ekspeditionen

Efter at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde bragt to af de tre kræfter omkring skyttegraven under sin kontrol, fik han mulighed for at rette sin opmærksomhed mod den tredje kraft. Det var beduiner. De levede i telte på Najds sletter. Plyndring var deres levebrød.

Beduinerne var ikke indbyggere i nogen by eller landsby. De boede ikke i huse eller fæstninger. Derfor var det vanskeligt helt at få kontrol over dem og slukke røveriets ild, sådan som man havde gjort med indbyggerne i Mekka og Khaybar. Det var kun nødvendigt at gøre noget, der kunne skræmme dem og fylde dem med frygt.

For at påvirke alle disse beduiner og sprede de beduiner, der havde samlet sig omkring Medina, gennemførte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, en disciplinerende ekspedition. Denne ekspedition er kendt som Zat al-Riqa-ekspeditionen.

Forfatterne til profetbiografierne har nævnt, at denne ekspedition blev gennemført i det fjerde hijri-år. Imam al-Bukhari (må Allah være tilfreds med ham) har imidlertid nævnt, at ekspeditionen blev gennemført i det syvende hijri-år. Det er klart bevist, at denne begivenhed fandt sted efter slaget ved Khaybar, eftersom Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) og Abu Musa al-Ash’ari (må Allah være tilfreds med ham) deltog i ekspeditionen. Abu Hurayra antog nemlig islam i Medina, efter at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, var draget af sted til Khaybar. Derefter tog han til Khaybar og mødte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. På det tidspunkt var erobringen af Khaybar allerede afsluttet. Abu Musa al-Ash’ari var også nået til Khaybar fra Abessinien og kom til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, på et tidspunkt efter erobringen af Khaybar.

Det væsentlige i det, som sīrah-forfatterne har nævnt om dette felttog, er følgende: Da Allahs Sendebud ﷺ fik at vide, at de to grene af Banū Ghatafān, Banū Thaʿlabah og Banū Muḥārib, havde samlet sig, overdrog han ansvaret for administrationen i Medina til Ḥazrat Abū Dharr al-Ghifārī (må Allah være tilfreds med ham), eller ifølge en anden overlevering til Ḥazrat ʿUthmān ibn ʿAffān (må Allah være tilfreds med ham). Derefter drog han mod Najd med fire hundrede, eller ifølge en anden overlevering syv hundrede, ṣaḥābah. Da de nåede stedet Nakhlah, to dagsrejser fra Medina, mødte de en gruppe mænd fra Banū Ghatafān. Der blev dog ikke udkæmpet noget slag med dem. Allahs Sendebud ﷺ bad imidlertid ṣalāt al-khawf dér.

I Ṣaḥīḥ al-Bukhārī er det overleveret fra Ḥazrat Abū Mūsā al-Ashʿarī (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: »Jeg drog ud sammen med Allahs Sendebud ﷺ. Vi var seks personer, men vi havde kun én kamel. Vi skiftedes til at ride på dens ryg. På grund af den lange gang fik vi blærer på fødderne. Begge mine fødder blev sårede, og mine tånegle blev beskadiget. Derfor bandt vi forbindinger om fødderne. Dhāt al-Riqāʿ betyder ‘den med forbindinger’, fordi vi under dette felttog bandt forbindinger om fødderne.« [Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, kapitlet om felttoget Dhāt al-Riqāʿ, bind 2, s. 592; Ṣaḥīḥ Muslim, kapitlet om Dhāt al-Riqāʿ, bind 2, s. 118]

Det er overleveret fra Ḥazrat Jābir (må Allah være tilfreds med ham) i Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, at han sagde: »Under felttoget Dhāt al-Riqāʿ var vi sammen med Allahs Sendebud ﷺ. Når vi kom hen under et skyggegivende træ, sørgede vi for, at træets skygge blev overladt til Allahs Sendebud ﷺ. En gang hvilede Allahs Sendebud ﷺ under et skyggegivende træ, mens ṣaḥābah spredte sig omkring ham. Allahs Sendebud ﷺ hængte sit sværd på en af træets grene og faldt i søvn, mens han hvilede. Ḥazrat Jābir fortæller: Vi faldt også alle i søvn. Imens kom en polyteist, tog Allahs Sendebuds ﷺ sværd i hånden og sagde: ‘Er du bange for mig?’ Allahs Sendebud ﷺ svarede med urokkelig stemme: ‘Nej, slet ikke.’ Polyteisten sagde: ‘Hvem vil redde dig fra min hånd?’ Allahs Sendebud ﷺ svarede: ‘Allah, den Ophøjede.’«

Ḥazrat Jābir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud ﷺ kaldte på os. Da vi kom hen til ham, så vi en ukendt mand sidde med et sværd i hånden. Allahs Sendebud ﷺ sagde: ‘Jeg lå ned, da denne mand tog mit sværd i hånden og derefter sagde til mig: “Hvem vil redde dig fra min hånd?” Jeg sagde: “Allah vil redde mig.” Dette er den mand.’ Derefter sagde Allahs Sendebud ﷺ ikke et eneste hårdt ord til ham.«

I Abū ʿAwānas overlevering nævnes det desuden, at så snart Allahs Sendebud ﷺ sagde, at Allah, den Ophøjede, ville beskytte ham, faldt sværdet ud af mandens hånd. Allahs Sendebud ﷺ tog da sværdet og sagde til manden: ‘Sig nu: Hvem vil beskytte dig?’ Manden svarede: ‘Jeg sætter min lid til din barmhjertighed.’ Allahs Sendebud ﷺ sagde: ‘Bær vidnesbyrd om, at der ingen guddom er ud over Allah, og at Muḥammad ﷺ er Hans Sendebud.’ Manden sagde: ‘Jeg lover dig, at jeg ikke vil kæmpe imod dig, og at jeg ikke på nogen måde vil hjælpe dem, der kæmper imod dig.’ Allahs Sendebud ﷺ lod ham senere gå, sådan som Jābir (må Allah være tilfreds med ham) har nævnt. Manden gik til sit folk og sagde: ‘Jeg kommer til jer fra det bedste af alle mennesker.’ [Mukhtaṣar al-Sīrah, Shaykh ʿAbdullāh al-Najdī, s. 264; Fatḥ al-Bārī, bind 7, s. 416]

I en overlevering i Ṣaḥīḥ al-Bukhārī nævnes det, at iqāmah blev fremsagt, hvorefter Allahs Sendebud ﷺ ledte en gruppe ṣaḥābah i to rakʿah af ṣalāh. Derefter trådte de tilbage, og han ledte en anden gruppe ṣaḥābah i to rakʿah af ṣalāh. Således bad Allahs Sendebud ﷺ fire rakʿah, mens ṣaḥābah bad to rakʿah. [Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, bind 1, s. 407–408; bind 2, s. 593] Af rækkefølgen i denne overlevering kan man forstå, at denne ṣalāh blev udført umiddelbart efter den nævnte hændelse.

Det nævnes i en overlevering i Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, at denne mands navn var Ghawrath ibn al-Ḥārith. Den nævnte overlevering blev overleveret af Musaddad fra Abū ʿAwānah, og af Abū ʿAwānah fra Abū Bishr. [Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, bind 2, s. 593]

Ibn Ḥajar al-ʿAsqalānī siger, at al-Wāqidī, da han beskrev denne hændelse udførligt, nævnte, at beduinens navn var Dawsar, og at han antog islam. Men af al-Wāqidīs ord kan man forstå, at de to hændelser fandt sted på forskellige tidspunkter. De to hændelser fandt sted under to forskellige krige. Allah ved bedst. [Fatḥ al-Bārī, bind 7, s. 428]

Da sahabāerne var på vej tilbage fra dette felttog, tog de en polyteistisk kvinde til fange. Da hendes mand hørte dette, svor han, at han ville udgyde blodet fra en af sahabāerne. Han kom om natten for at opfylde sit løfte. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde udstationeret Ubbād ibn Bishr og Ammār ibn Yāsir for at beskytte muslimerne mod fjenderne. Da manden kom, var Hadhrat Ubbād i gang med at bede. Fjenden skød en pil mod ham, men han forlod ikke bønnen; med et hurtigt ryk trak han pilen ud. Manden skød en anden pil og derefter en tredje. Hver gang trak han pilen ud. Efter at have afsluttet bønnen med salām vækkede han sin ledsager og fortalte ham alt. Ledsageren, Hadhrat Ammār ibn Yāsir, sagde forbløffet: »Hvorfor vækkede du mig ikke?« Han svarede: »Jeg reciterede en sura, og jeg ønskede ikke at afslutte bønnen, før jeg havde færdiggjort den.« [Zād al-Maʿād, bind 2, s. 112. For detaljer om dette slag, se Ibn Hishām, bind 2, s. 203, 209; Zād al-Maʿād, bind 2, s. 110–112; Fath al-Bārī, bind 7, s. 417, 428.]

Dette slag var særdeles effektivt til at påvirke og skræmme de hårdhjertede arabiske beduiner, det vil sige nomaderne. Når man ser på felttogene i tiden efter dette felttog, bliver det tydeligt, at Ghatafāns stammer ikke længere vovede at rejse sig. De blev gradvist svækkede og magtesløse og antog med tiden islam. Nogle af disse arabiske stammer ses sammen med muslimerne under erobringen af Mekka og slaget ved Hunayn. De fik også en andel af krigsbyttet. Efter hjemkomsten fra erobringen af Mekka blev embedsmænd fra den islamiske stat sendt til dem for at opkræve zakāt, og de betalte zakāt efter reglerne. Kort sagt var de tre magter, der havde stået imod muslimerne under slaget ved grøften, som følge af Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, handlemåde blevet fuldstændig knust. Som følge heraf bredte fred og sikkerhed sig i hele området. Senere skabte nogle stammer uro forskellige steder, men muslimerne fik dem let under kontrol. Efter dette felttog begyndte vejen for muslimerne til at erobre store byer og lande at åbne sig. For efter dette felttog blev landets indre forhold gunstige for islam og muslimerne.

Nogle sarīyyaer i det syvende hijrī-år

Efter hjemkomsten fra det nævnte felttog opholdt Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sig i Medina i Shawwāl-måneden i det syvende hijrī-år, og i denne periode sendte han sahabāer af sted på flere sarīyyaer. Nedenfor følger en beskrivelse af nogle af sarīyyaerne.

1. Sarīyyaen til Qudayd

Safar- eller Rabīʿ al-awwal-måneden i det syvende hijrī-år

Denne sarīyya blev sendt under ledelse af Ghālib ibn ʿAbdullāh al-Laythī for at straffe folkene fra Banū Malūh i Qudayd-området for deres handlinger. Banū Malūh havde dræbt Bishr ibn Suwayds venner. Dette felttog blev sendt for at hævne dette drab. De udsendte sahabāer foretog et overraskelsesangreb om natten og dræbte en del mennesker. Fjenderne fulgte efter med en stor styrke for at konfrontere muslimerne, men da de nærmede sig muslimerne, begyndte det at regne. Efter kort tid opstod der en voldsom oversvømmelse. Da oversvømmelsen kom mellem de to grupper, kunne fjenderne ikke nærme sig. Derfor tilbagelagde muslimerne resten af vejen i sikkerhed.

2. Sarīyyaen til Hasmi

Måneden Jumada ath-Thani i det syvende hijriår

Dette er blevet omtalt i kapitlet med titlen »Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, skriver breve til verdens ledere«.

3. Sariyyaen til Torba

Måneden Sha’ban i det syvende hijriår

Denne sariyya blev gennemført under ledelse af Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham). Tredive sahaba ledsagede ham. De rejste om natten og skjulte sig om dagen. Da folkene fra Banu Hawazin-stammen fik kendskab til dette, flygtede de. Umar (må Allah være tilfreds med ham) og hans ledsagere vendte derefter tilbage til Medina.

4. Sariyyaen i Fadak-området

Måneden Sha’ban i det syvende hijriår

En gruppe på tredive sahaba drog på ekspedition under ledelse af Bashir ibn Sa’d al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham). Den blev sendt for at lære folkene fra Banu Murra-stammen en lektie.

Hazrat Bashir nåede frem til deres område og drev får, geder og andre husdyr med sig. Om natten kom fjenderne og omringede dem. Muslimerne skød med pile. På et tidspunkt slap Bashir og hans ledsagere op for pile. Derfor dræbte fjenderne de ubevæbnede muslimer én efter én. Kun Bashir overlevede. Han blev bragt til Fadak i såret tilstand, og han opholdt sig hos jøderne. Efter to måneder, da såret var helet, vendte han tilbage til Medina.

5. Sariyya Maifa’a

I den syvende hijri-års ramadanmåned

Denne sariyya blev sendt under ledelse af Ghalib ibn Abdullah for at give stammerne Banu Awal og Banu Abd ibn Tha’laba en lærestreg. Ifølge en anden overlevering blev den sendt for at give folkene fra Harqat-grenen af Juhayna-stammen en lærestreg. Der var et hundrede og tredive muslimer med. De angreb fjenderne samlet. Enhver, der viste sig, blev dræbt. Derefter drev de husdyrene, herunder får og geder, med sig. Det var under denne ekspedition, at Hazrat Usama ibn Zayd dræbte en mand ved navn Nuhayk ibn Mirdas, selv om han havde sagt: »Der er ingen gud undtagen Allah.« Da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte dette, sagde han: »Hvorfor flækkede du ikke hans bryst op for at finde ud af, om han var oprigtig eller løgnagtig?«

6. Sariyya Khaybar

I den syvende hijri-års shawwalmåned

Denne sariyya blev sendt af sted med tredive sahaba. Hazrat Abdullah ibn Rawaha ledede ekspeditionen. Årsagen var, at Usayr — ifølge en anden opfattelse Bashir ibn Yaram — havde samlet folk fra Ghatafan-stammen for at angribe muslimerne. Muslimerne lovede Usayr, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ville udnævne ham til guvernør over Khaybar. På grund af dette løfte indvilligede Usayr og hans tredive ledsagere i at tage med muslimerne til Medina. Da de nåede et sted ved navn Qarqaraniya, opstod der en misforståelse mellem de to parter. Som følge heraf mistede Usayr og hans ledsagere livet.

7. Sariyya Yemen Ajaba

Måneden Shawwal i det syvende hijri-år

Jabar er navnet på et område tilhørende Banu Ghatafan, ifølge en anden opfattelse Banu Fazara og Banu Adhara. Hazrat Bashir ibn Ka’b al-Ansari blev sendt dertil sammen med tre hundrede muslimer. De blev sendt af sted for at møde en stor fjendtlig hær, der havde samlet sig for at angribe Medina. Muslimerne rejste om natten og holdt sig skjult om dagen. Da fjenderne hørte, at Hazrat Bashir (må Allah være tilfreds med ham) var ankommet, flygtede de. Hazrat Bashir bragte mange dyr til Medina. Desuden tog han to mænd til fange og bragte dem til Medina. Da de blev ført frem for Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, antog de islam.

8. Ekspeditionen til Ghabah

Imam Ibn Qayyim medregner også denne ekspedition blandt de saraya, altså de militære ekspeditioner, der blev sendt af sted i det syvende hijri-år før den kompenserende umrah, og som udelukkende bestod af Sahabah. Det korte af denne ekspedition er, at en mand fra Jashm ibn Muawiyas stamme kom til Ghabah med en stor gruppe mennesker. Han ønskede at samle Banu Qays for at kæmpe mod muslimerne. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte Hazrat Abu Hadraw af sted med blot to mænd. Hazrat Hadraw anvendte en sådan militær taktik, at fjenderne blev besejret, og mange kameler og geder kom i muslimernes besiddelse. ] Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 149, 150; Rahmat lil-Alamin, bind 2, s. 229, 230, 231; Talqih al-Fuhum, s. 31; Mukhtasar al-Siyar, Shaykh Abdullah Najdi, s. 322, 323, 324]

Udførelsen af den kompenserende umrah

Imam Hakim har sagt, at det er klart bevist, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, efter at nymånen for Dhu al-Qa’dah var stået op, beordrede Sahabah til at forberede sig på at udføre den kompenserende umrah. Allahs Sendebud nævnte også, at ingen af de Sahabah, som havde været til stede ved Hudaybiyyah-forliget, måtte være fraværende. Bortset fra de Sahabah, der havde lidt martyrdøden efter forliget, forberedte alle de øvrige Sahabah samt en del Sahabah, der havde været fraværende på tidspunktet for forliget, sig på at udføre umrah. Antallet af Sahabah, bortset fra kvinder og børn, var to tusind. [Fath al-Bari, bind 7, s. 500]

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udnævnte Abu Rahm al-Ghifari som sin stedfortræder i Medina. Tres kameler blev taget med, og ansvaret for at passe dem blev overdraget til Najiyah ibn Jundub al-Aslami. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og Sahabah iførte sig ihram til umrah ved Dhu al-Hulayfah og fremsagde talbiyah. Af frygt for Qurayshs forræderi tog muslimerne våben med sig. Blandt disse våben var skjolde, pile, spyd og sværd. Da de nåede Yajaz-sletten, efterlod muslimerne alle våbnene under ledelse af Aws ibn Qawli al-Ansari og fortsatte fremad. Muslimerne havde deres sværd i skederne. [Fath al-Bari, bind 7, s. 500; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 151]

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, red ind i Mekka, red han på sin kamel, der hed al-Qaswa. Muslimerne løftede deres sværd, som stadig var i skederne, og med Allahs Sendebud i midten fremsagde de: »Labbayka Allahumma labbayk.«

Mekkas polyteister forlod deres huse for at se på løjerne og steg op på bjerget Qaiqaian, der ligger mod nord. De sagde til hinanden: »Der kommer en gruppe mennesker til jer, som feberen i Medina har gjort magtesløse.«

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte dette, sagde han til sahabaerne, at de skulle løbe meget hurtigt tre gange. Mellem Rukn al-Yamani og Den Sorte Sten skulle de dog gå i normalt tempo. Det var ikke meningen, at de skulle løbe alle syv gange under saʿyen. Årsagen var håbet om at opnå Allahs nåde og velsignelse. Formålet var at vise polyteisterne muslimernes styrke. [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 218; bind 2, s. 610–611; Sahih Muslim, bind 1, s. 412] Desuden befalede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sine sahabaer at udføre idtiba. Det betyder, at højre skulder holdes bar, mens kappen føres under højre armhule og vikles nedefra. Kappens anden ende lægges over venstre skulder, så den hænger både foran og bagved.

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, drog frem ad vejen gennem Mekkas bjergpas. Polyteisterne havde stillet sig på række for at se ham. Allahs Sendebud fremsagde uophørligt talbiyyaen. Da han nåede al-Masjid al-Haram, berørte han Den Sorte Sten med sin stav. Derefter udførte han tawaf, og muslimerne udførte også tawaf. På det tidspunkt gik Abdullah ibn Rawaha, må Allah være tilfreds med ham, foran Allahs Sendebud med sit sværd løftet, mens han fremsagde dette digt:

»Kaffernes sønner, lad ham gå sin vej

Allahs nåde omgiver ham.

I Den Nådiges, Den Barmhjertiges bog står hans ord

Disse skrifter reciteres bestandigt.

O Allah, jeg har troet på hans ord

Jeg ofrer mit åndedræt på Allahs vej

Jeg vil, i lydighed mod Allahs befaling, give sådanne slag

at kranierne flyver, og ingen ven vil længere være at finde.;

Det er også blevet berettet fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at da han hørte poesien blive reciteret, sagde Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham): »O søn af Rawaha, bliver der reciteret poesi i den hellige moské foran Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham?« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »O Umar, lad ham recitere. Dens virkning på dem er stærkere end pilens.« [Jami at-Tirmidhi, bind 2, s. 107]

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og muslimerne løb tre omgange. Da afgudsdyrkerne så det, sagde de: »Vi troede, at dem, som feberen i Medina havde lagt ned, var svage, men de ser jo ud til at være stærkere end selv sådanne mænd.« [Sahih Muslim, bind 1, s. 412]

Efter at have afsluttet tawaf udførte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sa’i mellem Safa og Marwa. På det tidspunkt stod hans hady, det vil sige offerdyret, nær Marwa-bjerget. Da sa’i var afsluttet, sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Dette er stedet for offeret, og hele Mekka er et sted for offer.« Derefter ofrede alle dyrene ved foden af Marwa-bjerget. Efter ofringen barberede de håret på deres hoveder dér. De ædle sahaba fulgte deres elskede Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Derefter sendte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, nogle af sahabaerne til Yajaz for at bevogte våbnene. Han beordrede, at de, der bevogtede våbnene dér, skulle sendes af sted for at udføre deres umrah, når disse var kommet tilbage.

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig i Mekka i tre dage. Den fjerde dags morgen sagde afgudsdyrkerne til Ali (må Allah være tilfreds med ham): »Bed din ledsager om at rejse, for tiden er udløbet.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, forlod Mekka og slog sig ned på et sted ved navn Sarif.

Da han rejste fra Mekka, fulgte Hamzas (må Allah være tilfreds med ham) datter efter ham, mens hun råbte: »Onkel!« Ali (må Allah være tilfreds med ham) tog hende med sig. Der opstod uenighed mellem Ali (må Allah være tilfreds med ham), Ja’far (må Allah være tilfreds med ham) og Zayd (må Allah være tilfreds med ham) om, hvem der skulle tage sig af hende. For hver af dem gjorde krav på at være den, der havde størst ret til at opfostre hende. Til sidst afgjorde Allahs Sendebud sagen til fordel for Ja’far. Det skyldtes, at barnets moster var Ja’fars hustru.

Under udførelsen af denne umrah giftede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sig med Maymuna bint al-Harith al-Amiriyya. Før Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, nåede frem til Mekka, sendte han Jaʿfar ibn Abu Talib til Maymuna med dette formål. Maymuna overdrog dette ansvar til Abbas, for han var Maymunas svoger. Hans hustru Umm al-Fadl var Maymunas søster. Abbas (må Allah være tilfreds med ham) viede Maymuna til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Abu Rafiʿ fik ansvaret for at hente Maymuna. Efter at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var nået frem til et sted ved navn Sarif, blev Maymuna bragt til ham. (Zad al-Maʿad, bind 2, s. 152)

Hvorfor er denne umrah blevet kaldt Umrah al-Qada? Årsagen er, at denne umrah var den umrah, der skulle erstattes efter Hudaybiyya-forliget. Denne umrah blev udført i overensstemmelse med Hudaybiyya-forliget. Den nævnte forklaring er den mest tungtvejende. (Zad al-Maʿad, bind 1, s. 172; Fath al-Bari, bind 7, s. 500) Desuden omtales denne umrah med fire navne: Umrah al-Qada, Umrah al-Qadiya, Umrah al-Qisas og Umrah al-Sulh. (Fath al-Bari, bind 7, s. 500)

Flere ekspeditioner

1. Ekspeditionen under Abu al-Awja

Dhu al-Hijja i det 7. hijri-år

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte 50 sahaba under Abu al-Awjas ledelse til stammen Banu Salim for at kalde dem til islam. Efter at de havde kaldt dem til islam, sagde de: »Vi har ikke brug for det, som I kalder os til.« Derefter indledte de en voldsom kamp. Hærføreren Abu al-Awja blev såret i denne kamp. Til sidst vendte muslimerne tilbage med to fjendtlige soldater som fanger.

2. Ekspeditionen under Ghalib ibn Abdallah

Safar i det 8. hijri-år

To hundrede sahabier blev sendt under ledelse af Ghalib ibn Abdullah til Fadak, til det sted, hvor Bashil ibn Sa’ds ledsagere var blevet dræbt. De tog fjendernes husdyr i besiddelse og dræbte nogle af fjendens soldater.

3. Ekspeditionen til Dhat al-Atlah

Rabi al-awwal i det ottende hijri-år

Beretningen om denne ekspedition er, at folk fra stammen Banu Quda’a havde samlet et stort antal mennesker for at angribe muslimerne. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fik kendskab til dette, sendte han femten sahabier under ledelse af Ka’b ibn Umayr. De ædle sahabier inviterede dem til islam, men i stedet for at antage islam begyndte de at skyde pile mod sahabierne. Som følge heraf blev sahabierne martyrer. Kun én sahabi blev bragt tilbage i live blandt de dræbte. [Rahmat lil-‘Alamin, bind 2, s. 231]

4. Ekspeditionen til Dhat Irq

Måneden Rabi al-awwal i det ottende hijri-år

Årsagen til denne ekspedition var, at folk fra stammen Banu Hawazin gentagne gange skabte problemer. Derfor sendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, femogtyve sahabier under ledelse af Shuja ibn Wahb al-Asadi. De drev fjendernes husdyr med sig tilbage. Der fandt dog ingen sammenstød sted. [Samme sted, Talaqih al-Fuhum, s. 33]

Slaget ved Mu’ta

Muʾta er en bygd nær Balqa-området i Jordan. Herfra er der kun to manzil til Bayt al-Maqdis. Slaget ved Muʾta fandt sted netop her.

Dette slag var det blodigste blandt de slag, som muslimerne deltog i under Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, levetid. Det var netop dette slag, der åbnede vejen for erobringen af de kristent dominerede lande. Slaget fandt sted i jumādā al-awwal i det ottende hijri-år, det vil sige i år 629 e.Kr. eller i september.

Årsagen til slaget

Årsagen til denne ekspedition var, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte Hārith ibn ʿUmayr al-Azdī med et brev til guvernøren i Sabrā. På det tidspunkt var Sharḥabīl ibn ʿAmr al-Ghassānī, kejserens guvernør i Rom, udnævnt i Balqa-området. Denne forbryder arresterede Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, udsending, bandt ham stramt og dræbte ham. Det bør erindres, at det er en alvorlig forbrydelse at dræbe ambassadører eller almindelige udsendinge. Det regnes som en krigserklæring, ja, endog som noget endnu alvorligere.

Da Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte nyheden om drabet på sin udsending, blev han meget bedrøvet. Han beordrede, at soldater skulle gøres klar til at blive sendt til området. I overensstemmelse hermed blev tre tusind soldater gjort klar. [Zād al-Maʿād, bind 2, s. 155; Fatḥ al-Bārī, bind 7, s. 511] Bortset fra slaget ved Khandaq havde muslimerne indtil da ikke samlet tre tusind soldater i noget andet slag.

Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, instrukser til hærførerne

Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, udnævnte Zayd ibn Hāritha til hærfører for denne hærstyrke. Derefter sagde han, at hvis Zayd blev dræbt, skulle Jaʿfar overtage, og hvis Jaʿfar blev dræbt, skulle ʿAbdullah ibn Rawāḥa overtage som hærfører. [Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, bind 2, s. 611]

Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, fik fremstillet et hvidt banner til den muslimske hær og gav det til Zayd ibn Hāritha. [Mukhtaṣar al-Sīra, Shaykh ʿAbdullah, s. 327] Han formanede hæren til at invitere lokalbefolkningen til islam på det sted, hvor Hārith ibn ʿUmayr var blevet dræbt. Hvis de tog imod islam, var det godt; hvis de ikke tog imod islam, skulle de søge hjælp hos Allah og kæmpe mod dem. Han sagde også: »I Allahs navn og på Allahs vej, kæmp mod de vantro med Allah. Begå ikke forræderi, og handl ikke troløst. Dræb ikke nogen kvinde, noget barn, nogen gammel eller nogen verdensforsagende person, der opholder sig i en kirke. Fæld ikke palmer eller andre træer, og ødelæg ikke nogen bygning.« [Raḥmat li-l-ʿĀlamīn, bind 2, s. 271]

Den islamiske hærs afrejse

Umiddelbart før den islamiske hærs afrejse hilste de almindelige muslimer på og tog afsked med de hærførere, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde udpeget. På det tidspunkt græd en af hærførerne, Hadhrat Abdullah ibn Rawahah, måtte Allah være tilfreds med ham. Da han blev spurgt om årsagen til sin gråd, sagde han: »Ved Allahs ed, jeg græder ikke på grund af tilknytning til denne verden eller på grund af mit forhold til jer. Jeg græder af frygt for Jahannam, fordi jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, recitere et vers fra Den Hellige Koran. I dette vers siger Allah den Ophøjede: ‘Og der er ingen af jer, som ikke vil passere den; dette er en ufravigelig beslutning fra jeres Herre.’ (Surah Maryam, vers 71)

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal vende tilbage, efter at være blevet stillet frem for Jahannam. Muslimerne sagde: »Måtte Allah den Ophøjede ledsage jer i sikkerhed. Måtte Allah den Ophøjede beskytte jer og bringe jer tilbage til os med krigsbyttet.« Hadhrat Abdullah reciterede da dette digt:

»For tilgivelse hos Den Barmhjertige

for slaget med det sværd, der bringer hjernen frem

for spydkasterens hånd, for at flænge tarme og lever

for at få styrken til at flænge og slå

beder jeg om hjælp. Forbi min grav

De, der drager af sted, vil sige: Dette er den ghazi,

som Allah har vejledt, og

som har modtaget vejledning.

De muslimske soldater drog derefter af sted. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fulgte med hæren helt til Thaniyyat al-Wada og tog afsked med soldaterne. [Ibn Hisham, bind 2, s. 373–374; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 156; Mukhtasar as-Sirah, s. 327]

Den muslimske hærs krise

De muslimske soldater drog mod nord og nåede området Ma’an. Dette sted lå i det jordanske område, der var forbundet med Hijaz. Den muslimske hær slog lejr her. Muslimske spejdere kom og meddelte, at kejseren af Rom havde samlet et hundrede tusind romerske soldater i Ma’ab-området i Balqa-regionen. Desuden var yderligere et hundrede tusind soldater fra stammerne Lakhm, Juzam, Balqin, Bahra og Bali samlet under deres banner. Disse sidstnævnte et hundrede tusind udgjorde en samlet hær af arabiske stammer.

Mødet i shura-rådet

Muslimerne havde ikke forestillet sig, hvilken frygtindgydende hær de skulle stå over for. I det fjerne område befandt de sig virkelig i en kritisk situation. Spørgsmålet stod nu klart foran dem: Skulle de med tre tusind soldater konfrontere en hær på to hundrede tusind? De forbløffede og bekymrede muslimer rådførte sig i to nætter. Nogle foreslog, at man skulle skrive et brev til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og underrette ham om den opståede situation. Derefter ville han måske sende yderligere soldater eller give en anden ordre. Så kunne de følge denne ordre.

Hadhrat Abdullah ibn Rawaha (ra.) afviste bestemt dette forslag. Han sagde: »O folk, det, I forsøger at undgå, er netop det martyrdød, som I er draget ud for. Husk, at vores målestok for konfrontationen med fjenden ikke skal vurderes ud fra hærenes styrke eller antal. Vi kæmper for den religion, som Allah, verdens Herre, har hædret os gennem. Gå derfor fremad. Vi vil helt sikkert opnå én af to velsignelser: Enten sejrer vi, eller også bliver vores liv velsignet ved, at vi dør som martyrer.« Til sidst blev beslutningen truffet på baggrund af Abdullah ibn Rawahas synspunkt.

Den muslimske hærs fremrykning

Efter at have tilbragt to nætter i området Ma’an rykkede den muslimske hær frem mod fjenden. Ved et sted i Balqa kaldet Masharif stod de ansigt til ansigt med Herakleios’ soldater. Da fjenden rykkede længere frem, samledes muslimerne ved et sted kaldet Mu’ta. Derefter blev soldaterne opstillet til kampen. Qutba ibn Qatada al-Uzri blev udnævnt til højre fløj, og Ubada ibn Malik al-Ansari (ra.) til venstre fløj.

Hærførernes martyrdød

Ved Mu’ta brød der sammenstød ud mellem de to hære, og en yderst voldsom kamp fulgte. Kun tre tusind muslimske soldater deltog i en ulige kamp mod to hundrede tusind ikke-muslimske soldater. Denne kamp var forbløffende. Verdens mennesker så målløse til i forundring. Når troens tapperhed udfolder sig, sker der også sådanne forbløffende begivenheder.

Først greb Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, sin højt elskede Zayd ibn Haritha (ra.) fanen. Han led martyrdøden efter at have udvist en enestående tapperhed. En sådan tapperhed er ikke blevet set hos nogen andre end muslimer.

Efter Hadhrat Zayds martyrdød greb Hadhrat Ja’far ibn Abu Talib fanen. Også han fortsatte kampen med en uovertruffen tapperhed. På et tidspunkt under den intense kamp sprang han ned fra ryggen af sin sort-hvide hest og begyndte at angribe fjenden. Da hans højre hånd blev hugget af af fjendens slag, begyndte han at kæmpe med venstre hånd. Således holdt han fanen, indtil han led martyrdøden.

Det fortælles, at en romersk soldat slog ham med et sværd så voldsomt, at hans krop blev kløvet i to. Allah den Ophøjede skænkede ham to vinger i Paradiset. Ved hjælp af disse vinger flyver han omkring i Paradiset, hvorhen han ønsker. Derfor er hans tilnavne »Ja’far al-Tayyar« og »Ja’far Dhu al-Janahayn«. Tayyar betyder »den flyvende«, og Dhu al-Janahayn betyder »den med to vinger«.

Imam al-Bukhari har gennem Nafi’ overleveret en beretning fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: »På dagen for slaget ved Mu’tah, efter at Ja’far var blevet martyr, talte jeg mærkerne efter slagene på hans krop. Der var halvtreds sår fra spyd og sværd på hans legeme. Ikke ét af disse sår sad på ryggen. 6 (Fath al-Bari, bind 7, s. 512. I de to beretninger er der forskel på antallet. Forskellen forenes således, at tallet inklusive sår fra pile er halvfems.)

I en anden beretning siges det, at Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg var sammen med muslimerne i slaget ved Mu’tah. Jeg ledte efter Ja’far ibn Abu Talib og fandt ham blandt de dræbte. Jeg så mere end halvfems sår fra spyd og pile på hans legeme. 7 (Samme værk, samme side). Det er overleveret fra Nafi’, at Ibn Umars beretning også indeholder, at han sagde: Jeg så alle disse sår på forsiden af hans legeme. 8 (Fath al-Bari, bind 7, s. 512. I de to beretninger er der forskel på antallet. Forskellen forenes således, at tallet inklusive sår fra pile er halvfems.) Efter at Ja’far (må Allah være tilfreds med ham) var blevet martyr gennem en heltemodig kamp, tog Abdullah ibn Rawaha (må Allah være tilfreds med ham) fanen, steg til hest og rykkede frem. Efter nogen tøven fremsagde han dette digt:

»O min sjæl, vær glad eller bedrøvet, hvordan det end må være

så tag kampen op. De har tændt krigens ild

og rejst spydene. Hvorfor vil du

dog blive langt borte fra Paradiset?«

Derefter fortsatte Abdullah ibn Rawaha (må Allah være tilfreds med ham) kampen med stort heltemod. Hans fætter rakte ham et ben med kød på. Han tog en bid og kastede det fra sig. Derefter fortsatte han med at kæmpe, indtil han blev martyr.

Allahs sværd

Efter Hazrat Abdullah ibn Rawahas martyrdød tog Thabit ibn Arqam, en ledsager fra stammen Banu Azlan, flaget. Han sagde: »O muslimer, udnævn en egnet person til at føre hæren.« Da ledsagerne bad Thabit selv påtage sig kommandoen, sagde han: »Jeg er ikke egnet til denne opgave.« Derefter udnævnte ledsagerne Hazrat Khalid ibn al-Walid (må Allah være tilfreds med ham) til hærfører. Efter at han havde taget flaget, begyndte et voldsomt slag. I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Khalid ibn al-Walid (må Allah være tilfreds med ham) selv, at han sagde: »På dagen for slaget ved Mu’ta knækkede ni sværd i min hånd. Derefter havde jeg kun et lille yemenitisk sværd tilbage.« (9: Sahih al-Bukhari, kapitlet om slaget ved Mu’ta, bind 2, s. 611)

I en anden overlevering er det gengivet således fra hans egne ord: »På dagen for slaget ved Mu’ta knækkede ni sværd i min hånd. Derefter havde jeg kun et lille yemenitisk sværd tilbage.« (10: samme værk, s. 612)

Imens modtog Allahs Sendebud, fred være med ham, gennem åbenbaringen besked om slagmarkens situation, endnu før nyheden blev bragt til ham af mennesker. Han sagde: »Zayd tog flaget, og han blev martyr. Derefter tog Ja’far flaget, og han blev martyr. Derefter tog Abdullah ibn Rawaha flaget, og han blev også martyr.« På dette tidspunkt blev Allahs Sendebuds, fred være med ham, øjne fyldt med tårer. Han sagde: »Derefter tog et af Allahs sværd flaget, og gennem hans kamp skænkede Allah den Almægtige muslimerne sejr.« (11: samme værk, s. 611)

Slagets afslutning

Trods deres tapperhed, mod og hengivenhed var det et forbløffende forhold, at blot tre tusind muslimske soldater kunne holde stand mod to hundrede tusind ikke-muslimske soldater. Den tapperhed, Hazrat Khalid ibn al-Walid (må Allah være tilfreds med ham) viste på dette tidspunkt, har ingen sidestykke i historien.

Der er betydelig uenighed mellem overleveringerne om slagets udfald. Efter at have læst alle overleveringerne bliver det klart, at Hazrat Khalid (må Allah være tilfreds med ham) mod slutningen af slagets første dag stod fast over for de romerske soldater. På det tidspunkt overvejede han en ny krigstaktik, der kunne påvirke romerne. Formålet med denne taktik var gradvist at trække muslimerne tilbage. Man måtte dog under ingen omstændigheder lade romerne forfølge dem, for hvis romerne satte efter dem, ville det være meget vanskeligt at undslippe deres greb.

Næste morgen omplacerede og opstillede Hazrat Khalid (må Allah være tilfreds med ham) hæren. Han flyttede soldaterne fra højre fløj til venstre og soldaterne fra venstre fløj til bagstyrken. Da fjenden så denne omrokering, begyndte de at sige til hinanden, at muslimerne havde fået forstærkninger, og at deres styrke var blevet større end før.

Efter at have ændret hærens opstilling trak Hazrat Khalid (må Allah være tilfreds med ham) langsomt muslimerne tilbage. De romerske soldater rykkede ikke frem for at angribe muslimerne, fordi de mente, at muslimerne brugte et bedrag og ville føre dem ud i ørkenen for derefter at overmande dem med et modangreb. Med denne tanke forfulgte de romerske soldater ikke muslimerne, men vendte tilbage til deres eget område. Imens fortsatte muslimerne deres tilbagetog, indtil de nåede Medina. (12: Fath al-Bari, bind 7, s. 513–514; Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 156)

Antallet af dræbte og sårede

I slaget ved Mu’ta led tolv muslimer martyrdøden. Der findes ingen oplysninger om, hvor mange romere der blev dræbt eller såret. Men ud fra beretningen om slaget kan man forstå, at mange af dem blev dræbt eller såret. For alene i Hazrat Khaleds hænder blev ni sværd knust. Heraf kan man let danne sig et indtryk af antallet af dræbte og sårede blandt fjendens soldater.

Slaget ved Mu’tas betydning

Selv om Mu’ta-ekspeditionen ikke nåede sit mål, nemlig at tage hævn, bredte muslimernes anseelse og berømmelse sig vidt omkring som følge af dette slag. Hele den arabiske verden stod målløs af forbløffelse. Romerne var nemlig datidens største magt. Araberne mente, at det var det samme som selvmord at gå i konflikt med romerne. Derfor var det ikke nogen lille sag, at tre tusind soldater modigt vandt ærefuld sejr over to hundrede tusind soldater uden nævneværdige tab. Araberne blev i stand til at forstå, at muslimerne var helt anderledes end alle de magter, de hidtil havde kendt. Allahs hjælp var med muslimerne. Deres leder, Muhammad Mustafa, Allahs fred og velsignelser være med ham, var uden tvivl Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Derfor ser man, at en række stammer, der var kendt som muslimernes hårdnakkede og arrogante, evige fjender, søgte tilflugt under islams beskyttelse efter slaget ved Mu’ta. Blandt disse stammer var Banu Salim, Ashja’, Ghatafan, Jiban og Fazara.

Det var netop den blodige konflikt med romerne, som var begyndt på tærsklen til slaget ved Mu’ta, der senere fik muslimernes sejre og ære til at brede sig vidt omkring.

Sariyya Dhat al-Salasil

Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, fik kendskab til de forskellige arabiske stammers støtte til de romerske soldater i slaget ved Mu’ta, fandt han det nødvendigt at tage et skridt, så romerne og de arabiske stammer rakte hånden frem til venskabelige forbindelser med muslimerne og fremover ikke overvejede at samle nogen hær mod muslimerne.

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, udvalgte Hazrat Amr ibn al-‘As til dette formål. Hans bedstemor var en kvinde fra Bala-stammen. Efter slaget ved Mu’ta, i Jumada al-Thani i det ottende hijri-år, sendte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, Hazrat Amr ibn al-‘As af sted. Det siges, at man gennem spioner havde fået besked om, at Banu Quda’a-stammen havde gjort mange soldater klar i nærheden af Medina for at angribe. Af disse grunde sendte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, Amr ibn al-‘As af sted.

Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, havde beordret, at den muslimske hær, når den passerede forbi folkene i områderne Bali, Adhra og Balqin, skulle bede dem om hjælp. Den muslimske hær rejste om natten og skjulte sig om dagen. Da de nærmede sig fjenden, blev det kendt, at fjenden var talstærk. Hazrat Amr sendte da Rafi ibn Makith al-Juhani til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, med et brev, hvori der blev bedt om hjælp. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sendte to hundrede soldater under ledelse af Hazrat Abu Ubayda ibn al-Jarrah (må Allah være tilfreds med ham). Blandt dem var også Hazrat Abu Bakr, Hazrat Umar samt fremtrædende ledere blandt ansarerne og muhajirerne. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, beordrede hærføreren Abu Ubayda (må Allah være tilfreds med ham) til at slutte sig sammen med Amr ibn al-As, så de begge skulle arbejde i fællesskab og ikke have nogen form for uenighed. Efter at Abu Ubayda var ankommet til stedet, ønskede han at få kommandoen over hele hæren. Men Hazrat Amr ibn al-As sagde: »Det er mig, der er kommandør; De er kommet med hjælpetropper.« Abu Ubayda accepterede dette. Derefter fortsatte hærens leder, Hazrat Amr ibn al-As, også med at lede bønnen.

Efter at hjælpetropperne var ankommet, nåede de frem til området Quda’a og drog derfra til et fjerntliggende sted. På et tidspunkt var et sammenstød med fjenden nært forestående. Men da muslimerne gjorde sig klar til at angribe, flygtede de hurtigt.

Derefter blev Awf ibn Malik al-Ashjai sendt som udsending til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Han fortalte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, om muslimernes sikre tilbagevenden og om ekspeditionens forløb.

Dhat as-Salasil er et sted foran Wadi al-Qura-sletten. Det ligger ti dagsrejser fra Medina. Ibn Ishaq siger, at muslimerne slog lejr ved en vandkilde ved navn Salasil, som tilhørte Juzam-stammen. Derfor blev denne ekspedition kaldt Dhat as-Salasil.13[Ibn Hisham, bind 2, s. 623-626, Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 157]

Ekspeditionen til Khazarah

Sha’ban i det ottende hijri-år

Årsagen til denne ekspedition var, at Banu Ghatafan samlede soldater på et sted ved navn Khazarah i Muharib-stammens område i Najds indre. For at bekæmpe dem sendte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, femten sahaba under ledelse af Hazrat Abu Ubayda. Denne hær dræbte nogle af fjenderne, tog nogle til fange og erobrede krigsbytte. Den hærstyrke, der blev sendt på denne ekspedition, opholdt sig uden for Medina i femten dage under ledelse af Hazrat Abu Ubayda.14[Rahmat li-l-‘Alamin, bind 2, s. 233, Talqih al-Fuhum, s. 33].

Han sagde: »Selv om I har vundet sejr, er der i dag ingen hævn fra mig mod jer. Må Allah, den Ophøjede, tilgive jer for jeres tidligere handlinger, (for Han er den bedste af alle barmhjertige.

(Sura Yusuf: 92

6

På tærsklen til den store sejr: I dag ingen hævn

Erobringen af Mekka

Imam Ibn Qayyim har skrevet: Dette er den store sejr, gennem hvilken Allah den Ophøjede skænkede dem, der var betroede forvaltere af Hans religion, ære. Desuden befriede Han Sin by og Sit hus – det hus, som Han havde gjort til et middel til vejledning for verdens mennesker – fra de vantros og afgudsdyrkernes hænder. Som følge af denne sejr strømmede glæden blandt himlens beboere. Som følge af denne sejr begyndte mennesker at træde ind i Allahs religion i flokke, og hele verdens ansigt strålede af glæde. 1 [Zad al-Maʿad, bind 2, s. 160]

Årsagen til felttoget

I gennemgangen af Hudaybiyya-traktaten er det blevet nævnt, at en af traktatens bestemmelser var, at enhver, der ønskede det, kunne indgå en alliance med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, eller med Quraysh.

Den, der sluttede sig til den ene part, skulle betragtes som en del af denne part. Hvis nogen angreb eller begik nogen anden form for overgreb, skulle det regnes som et angreb på den pågældende part.

Gennem denne aftale blev stammen Banū Khuzāʿa knyttet til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gennem et allianceforbund. Banū Bakr-stammen blev knyttet til Qurayshs allianceforbund. På denne måde blev begge stammer sikret mod hinanden. Men siden jāhiliyyahs tid havde der fra tid til anden været stridigheder og konflikter mellem de to stammer. Senere, efter islams fremkomst og Hudaybiyah-traktaten, var de to stridende stammer blevet gensidigt sikret og trygge i forhold til hinanden. Banū Bakr-stammen betragtede denne aftale som en gunstig mulighed og gjorde sig klar til at hævne gammel fjendskab mod Banū Khuzāʿa-stammen. Nawfal ibn Muʿāwiyah ad-Daylī angreb sammen med en gruppe fra Banū Bakr Banū Khuzāʿa den 8. Shaʿbān. På det tidspunkt opholdt folk fra Banū Khuzāʿa sig ved et vandhul, der blev kaldt al-Watīr. Ved det pludselige angreb blev flere mænd fra Banū Khuzāʿa dræbt. Senere kom det også til sammenstød mellem de to parter. Quraysh hjalp Banū Bakr-stammen med våben under dette angreb. Nogle mænd fra Quraysh udnyttede nattens mørke, sluttede sig til Banū Bakr-stammen og angreb også modparten. Angriberne drev mændene fra Banū Khuzāʿa hen i nærheden af Haram. Der sagde mændene fra Banū Bakr: »Nawfal, nu vil vi gå ind i den hellige Haram. Jeres guddom — dyrkelsen af jeres guddom!« Som svar sagde Nawfal: »I dag findes der ingen guddom. Tag jeres hævn. Ved mit liv, I kan stjæle i den hellige Haram, men kan I ikke tage jeres egen hævn?«

Imens nåede folk fra Banū Khuzāʿa frem til Mekka og søgte tilflugt i huset hos Budayl ibn Warqāʾ al-Khuzāʿī og hans frigivne slave Rāfiʿ. ʿAmr ibn Sālim al-Khuzāʿī forlod stedet, satte kurs mod Medina og stillede sig foran Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. På det tidspunkt opholdt han sig i Profetens moské sammen med sine ledsagere. ʿAmr ibn Sālim sagde: »O Herre, jeg bønfalder Muḥammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, ved hans pagt og hans faders gamle løfte 2 (Der hentydes til det løfte, som længe havde bestået mellem Banū Khuzāʿa og Banū ʿAbd al-Muṭṭalib). O Sendebud, I var børnene, og vi var dem, der fødte. 3 (Her hentydes der til, at Ḥubbī, mor til ʿAbd Manāf og hustru til Quṣayy, var en kvinde fra Banū Khuzāʿa. Derfor er hele Profetens familie blevet omtalt som Banū Khuzāʿas børn.) Derefter svor vi troskab og var aldrig ulydige. Må Allah vejlede dig. Hjælp os med al din styrke, kald Allahs tjenere, så vil de komme dig til hjælp. Blandt dem vil også Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, være — smuk som fuldmånen, når den står op. Hvis han udsættes for uret, bliver hans ansigt rødt og strengt. Du vil drage ind blandt en frygtindgydende hær, der vil bølge som et skummende hav. Vær helt sikker på, at Quraysh har brudt den aftale, de indgik med jer, og har svigtet deres løfte. De lagde en fælde for mig på et sted, der hedder Watīr, og troede, at jeg ikke ville tilkalde nogen for at hjælpe. Men de er usle og få i antal. De angreb os om natten i mørket på et sted, der hedder Atīr, og dræbte os, mens vi stod i rukūʿ og sujūd. Det vil sige: Vi havde taget islam til os, men alligevel blev vi dræbt.«

Efter at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde hørt denne klage, sagde han: »Du er blevet hjulpet, ʿAmr ibn Sālim.« Derefter viste der sig et stykke sky på himlen. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Denne sky er kommet som et glædeligt tegn på hjælpen til Banū Kaʿb.«

Derefter kom en delegation fra Banū Khuzāʿa, ledet af Budayl ibn Warqāʾ al-Khuzāʿī, til Medina og fortalte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hvem der var blevet dræbt. De fortalte også, hvordan Quraysh havde hjulpet Banū Bakr-stammen. Derefter vendte de tilbage til Mekka.

Forsøg på at forny traktaten

Det, Quraysh og deres allierede havde gjort, var et åbenlyst brud på Hudaybiyah-traktaten og et forræderi. Der kunne ikke fremføres nogen gyldig undskyldning for det. Quraysh indså også meget snart, at de havde brudt traktaten. Da de tænkte over følgerne af dette forræderi, indkaldte de til et rådsmøde. På mødet blev det enstemmigt besluttet, at de skulle sende deres leder, Abū Sufyān, til Medina for at forny Hudaybiyah-traktaten.

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde på forhånd underrettet sine ledsagere om Qurayshs handlinger efter traktatbruddet. Han havde sagt: »Det er, som om jeg ser Abū Sufyān ankomme til Medina for at styrke traktaten og forlænge dens gyldighed.«

Imens nåede Abū Sufyān frem til et sted ved navn ʿUsfān på vej mod Medina, hvor han mødte Budayl ibn Warqāʾ. Budayl var på vej fra Medina til Mekka.

Abu Sufyan tænkte, at Budayl kom fra Allahs Sendebud ﷺ. Alligevel spurgte han: »Hvor kommer du fra, Budayl?« Budayl svarede: »Jeg har været ved denne kyst sammen med Khuzāʿah.« Abu Sufyan spurgte: »Er du ikke kommet fra Muhammad?« Budayl svarede: »Nej.« Da Budayl var taget ad vejen mod Mekka, sagde Abu Sufyan: »Hvis Budayl har været i Medina, må han have fodret sin kamel med Medinas dadler.« Derefter gik Abu Sufyan hen til det sted, hvor Budayl havde ladet sin kamel hvile. Han brækkede kamelens efterladte gødning op og fandt dadelsten fra Medina i den. Så sagde han: »Ved Allah, jeg sværger, at Budayl har været hos Muhammad.«

Kort sagt tog Abu Sufyan til Medina og indlogerede sig hos sin datter, Umm Habiba. Abu Sufyan var på vej til at sætte sig på Allahs Sendebuds ﷺ seng. Da Hazrat Umm Habiba bemærkede det, rullede hun straks sengen sammen. Abu Sufyan sagde: »Datter, anså du mig ikke for værdig til denne seng, eller anså du ikke sengen for værdig til mig? Efter at du forlod mig, er du blevet dårlig.«

Hazrat Umm Habiba sagde: »Dette er Allahs Sendebuds ﷺ seng, og De er en uren afgudsdyrker.« Abu Sufyan sagde: »Ved Gud, efter at du forlod mig, er du blevet dårlig.«

Derefter gik Abu Sufyan derfra til Allahs Sendebud ﷺ og talte med ham. Allahs Sendebud ﷺ gav ham intet svar. Abu Sufyan gik til Hazrat Abu Bakr og bad ham tale med Allahs Sendebud ﷺ. Hazrat Abu Bakr afslog. Abu Sufyan gik derefter til Hazrat Umar ibn al-Khattab og bad ham tale med Allahs Sendebud ﷺ på deres vegne. Hazrat Umar sagde: »Hvorfor skulle jeg gå i forbøn for jer hos Allahs Sendebud ﷺ? Ved Allahs ed, selv hvis jeg ikke fandt andet end et stykke træ, ville jeg alligevel føre jihad mod jer med dette stykke træ.« Derefter gik Abu Sufyan til Hazrat Ali. Hazrat Fatimah var der også, og Hazrat Hasan var der. Han var stadig lille og gik omkring. Abu Sufyan sagde: »Ali, mit slægtskab med dig er det nærmeste. Jeg er kommet på grund af et behov. Jeg kom hertil i håb og ønsker ikke at vende tilbage skuffet. Gå i forbøn for mig hos Muhammad.« Hazrat Ali sagde: »Abu Sufyan, jeg har medlidenhed med dig. Allahs Sendebud ﷺ har besluttet sig for en sag, og vi kan ikke tale med ham om den.« Abu Sufyan vendte sig mod Hazrat Fatimah og sagde: »Kan du beordre dette barn af dig til at erklære beskyttelse blandt folket og derved blive arabernes leder for altid?« Hazrat Fatimah sagde: »Ved Allah, mit barn er endnu ikke i stand til at udstede en sådan erklæring og blive folkets leder. Desuden kan ingen give beskyttelse, når Allahs Sendebud ﷺ er til stede.«

Efter at alle hans forsøg var slået fejl, blev alt mørkt for Abu Sufyans øjne. Med et sind rystet af tvivl sagde han med skælvende stemme til Hazrat Ali: »Abu al-Hasan, jeg kan se, at sagen er blevet vanskelig. Giv mig derfor en udvej.« Hazrat Ali sagde: »Ved Allah, jeg kender ikke noget, der vil være til gavn for dig. Du er leder for Banu Kinana. Rejs dig og erklær beskyttelse blandt folket, og vend derefter tilbage til dit land.« Abu Sufyan sagde: »Mener du, at det vil være til gavn for mig?« Hazrat Ali sagde: »Nej, det mener jeg ikke. Men jeg kan heller ikke se nogen anden udvej.« Derefter stillede Abu Sufyan sig i moskeen og erklærede: »O folk, jeg erklærer beskyttelse blandt jer.« Så steg han op på sin kamel og tog til Mekka.

Da han kom til Quraysh, omringede de ham og spurgte ham om nyhederne fra Medina. Abu Sufyan sagde: »Jeg talte med ham, men han gav mig intet svar. Jeg gik til Abu Quhafahs søn, men fandt intet godt hos ham. Jeg gik til Umar ibn al-Khattab; han forekom mig at være den mest hårdnakkede fjende. Jeg gik til Ali, og han forekom mig at være den mildeste. Han gav mig et råd, og jeg fulgte det. Jeg ved ikke, om det vil være til gavn.« Folkene spurgte: »Hvad var det?« Abu Sufyan sagde: »Ali rådede mig til at erklære beskyttelse, og det gjorde jeg til sidst.«

Quraysh sagde: »Har Muhammad erklæret din beskyttelseserklæring for gyldig?« Abu Sufyan svarede: »Nej, det gjorde han ikke.« Quraysh sagde: »Må du gå til grunde! Ali gjorde blot nar af dig.« Abu Sufyan sagde: »Ved Allahs ed, der var ingen anden udvej.«

Forberedelserne til felttoget mod Mekka fremgår af al-Tabaranis beretning. Allerede tre dage før nyheden om Qurayshs forræderi kom, havde Allahs Sendebud ﷺ bedt Hazrat Aishah om at gøre sit udstyr klar. Han rådede hende dog til at holde sagen hemmelig. Derefter sagde Hazrat Abu Bakr til Hazrat Aishah: »Datter, hvad er denne forberedelse til?« Hazrat Aishah svarede: »Det ved jeg ikke, far.« Hazrat Abu Bakr sagde: »Det er jo ikke tiden for krig mod romerne. I hvilken retning har Allahs Sendebud ﷺ da til hensigt at tage?« Hazrat Aishah svarede: »Det ved jeg ikke, far.« Om morgenen på den tredje dag ankom Hazrat Amr ibn Salim al-Khuza’i med fyrre ryttere. Han reciterede nogle vers. Heraf forstod tilhørerne, at Quraysh havde begået forræderi. Derefter kom Budayl, og så kom Abu Sufyan. Sahabāerne forstod dermed situationen. Derefter sagde Allahs Sendebud ﷺ til sahabāerne, at de måtte tage til Mekka. Samtidig bad han: »O Allah, den Ophøjede, sørg for, at spionerne ikke får bragt Quraysh nyheden om vores afrejse. Sørg for, at indbyggerne i Mekka hverken forstår eller får kendskab til det, før vi er kommet tæt på dem.«

For at bevare hemmeligheden sendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i ramadanmåneden i det ottende hijri-år otte sahaba under ledelse af Abu Qatada ibn Rabi‘ ud på en sariyya til et sted kaldet Batn Azam. Dette sted ligger mellem Dhi-Khashab og Dhi al-Marrar. Afstanden derfra til Medina er 36 mil.

Formålet med at sende denne lille styrke var, at de, der kunne forstå det, skulle forstå, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ville tage til det nævnte sted. Nyheden ville sprede sig i alle retninger. Da denne lille styrke nåede frem til det nævnte sted, fik den at vide, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var draget af sted mod Mekka. Da de hørte dette, sluttede de sig også til Allahs Sendebud og karavanen. 4[Det var den sariyya, som Amir ibn Adbat mødte. Amir hilste på islamisk vis. Men på grund af et tidligere fjendskab dræbte Mahlam ibn Juthama Amir og tilegnede sig hans kamel og andre ejendele. Derefter blev dette koranvers åbenbaret: »Sig ikke til den, der hilser på dig, at du ikke er troende.« Derefter bad sahaba al-kiram Allahs Sendebud om at bede om tilgivelse for Mahlam ibn Juthama. Da Mahlam trådte frem for Allahs Sendebud, sagde han: »O hellige Allah, lad ikke Mahlam få tilgivelse.« Dette gentog han tre gange. Da Mahlam hørte det, tørrede han sine øjne med sit klæde og rejste sig. Ibn Ishaq siger, at folk fra Mahlams stamme har fortalt, at Allahs Sendebud senere bad om tilgivelse for Mahlam. Se Zad al-Ma‘ad, bind 2, s. 151]

Imens forsøgte Hatib ibn Abi Balta‘a at informere Quraysh ved at skrive et brev til dem om Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han ansatte en kvinde mod betaling for at bringe brevet til Quraysh i Mekka. Kvinden skjulte brevet i sit hår og begav sig af sted mod Mekka. Imens underrettede Allah den Ophøjede sit elskede Sendebud om dette. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kaldte Ali, Miqdad, Zubayr og Abu Marthad al-Ghanawi til sig og sagde: »I fire skal tage til Rawda Khakh. Der vil I finde en kvinde ridende på en kamel. Hun har et brev hos sig. Det er blevet sendt til Quraysh.« De fire sahaba nåede frem til Rawda Khakh og fandt kvinden. Hun blev spurgt, om hun havde et brev hos sig. Kvinden benægtede det. Sahaba gennemsøgte kamelens hawdaj, men fandt ikke brevet. Derefter sagde Ali: »Jeg sværger ved Allah, at Allahs Sendebud ikke har løjet, og at vi heller ikke lyver. Enten giver du os brevet, eller også klæder vi dig af.« Da kvinden hørte dette, sagde hun: »Så vend jer lige om.« Da sahaba havde vendt sig om, løsnede kvinden sit hår, tog brevet frem og gav det til dem. De tog brevet med til Allahs Sendebud. Da Allahs Sendebud fik brevet læst op, så han, at der stod: »Fra Hatib ibn Abi Balta‘a til Quraysh.« Heri blev Quraysh underrettet om Allahs Sendebuds felttog mod Mekka. 5[Imam Suhayli har nævnt beretninger fra forskellige slag og citeret brevets indhold. I brevet stod: »Derpå: O Quraysh! Allahs Sendebud kommer imod jer med en hær. Hvis han kommer alene, vil Allah den Ophøjede hjælpe ham og opfylde det løfte, Han har givet ham. Tænk derfor over jeres situation. Fred være med jer.«

Waqidi har skrevet, at Hatib skrev dette til Suhayl ibn Amr, Safwan ibn Umayya og Ikrima: »Allahs Sendebud har bekendtgjort over for folk, at der skal udkæmpes et slag. Jeg ved ikke, om han vil drage imod jer eller et andet sted hen. Jeg ønsker, at dette skal regnes som en tjeneste fra min side over for jer.«]

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spurgte: »Hatib, hvad er dette?« Hatib sagde: »Vær ikke forhastet i min sag. Jeg sværger ved Allah, at jeg tror på Allah den Ophøjede og Hans Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Jeg er ikke blevet frafalden, og der er heller ikke sket nogen forandring i mig. Sagen er den, at jeg ikke hører til Quraysh. Jeg levede skjult iblandt dem, og min familie befinder sig nu hos dem. Jeg har ikke noget slægtskabsforhold til Quraysh, som kunne få dem til at tage sig af min familie. Derfor tænkte jeg, at jeg ville gøre dem en tjeneste, så de til gengæld ville beskytte min familie. Alle de andre, der er sammen med dig, har slægtninge i Mekka, bortset fra mig. Disse slægtninge vil tage sig af deres familiers beskyttelse.« Da Umar hørte Hatibs ord, sagde han: »O Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, giv mig tilladelse til at halshugge ham. Denne mand har forrådt Allah den Ophøjede og Hans Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han er blevet hykler.« Allahs Sendebud sagde: »Se, han deltog i slaget ved Badr. O Umar, hvordan kan du vide det? Det kan være, at Allah den Ophøjede har sagt til deltagerne i slaget ved Badr: ’Gør, hvad I vil; Jeg har tilgivet jer.’« Da Umar hørte dette, blev hans øjne fyldt med tårer. Han sagde: »Allah den Ophøjede og Hans Sendebud ved bedst.« 6[ Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 422]

Sådan lod Allah, Verdenernes Herre, spionerne blive afsløret. Derfor nåede ingen oplysninger om muslimernes krigsforberedelser frem til Quraysh.

Den muslimske hær marcherer mod Mekka

Den 10. Ramadan i det ottende hijri-år drog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, af sted mod Mekka. Ti tusind sahaba var med ham. Abu Ruhm al-Ghifari blev udpeget til at føre tilsyn med Medina.

Efter at have bevæget sig et stykke længere end Djuhfa mødte Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) farbror, den ærværdige Abbas. Han havde antaget islam og var på vej til Medina sammen med hele sin familie for at udvandre dertil. Da han nåede et sted ved navn Abwa, mødte han sin fætter Abu Sufyan ibn al-Harith og sin kusinebror Abdullah ibn Umayya. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) vendte sig bort. De havde begge på forskellige måder plaget ham og havde forfattet digte, hvori de fordømte ham. Da Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) så dette, sagde hun til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Det er ikke passende, at din fætter og din kusinebror skal være de værste mennesker over for dig.«

Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde til Abu Sufyan ibn al-Harith og Abdullah ibn Umayya: »Gå til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sig til ham det, som Josefs brødre sagde til ham. Allahs Sendebud vil bestemt ikke bryde sig om, at en andens svar er bedre end hans. Josefs (må fred være med ham) brødre sagde til ham: ’Ved Allah, Allah har visselig begunstiget dig frem for os, og vi var visselig skyldige.’« (Sura Yusuf, vers 91)

Abu Sufyan ibn al-Harith gjorde således. Da Allahs Sendebud havde hørt dette vers, fremsagde Abu Sufyan ibn al-Harith nogle vers, hvis betydning er: »Ved dit liv! Da jeg hejste fanen for at gøre Lats rytter sejrherre over Muhammads rytter, var jeg som en vejfarer, der var faret vild om natten. Men nu er tiden kommet, hvor jeg skal vejledes, og nu er jeg blevet værdig til vejledning. I stedet for min egen tilbøjelighed har en vejleder vejledt mig, og han har vist mig Allahs vej, selv om jeg altid tidligere havde ignoreret denne vej.«

Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hørte dette, slog han bevæget Abu Sufyan på brystet og sagde: »Du ignorerede mig i alle henseender.« 7[Senere blev Abu Sufyan ibn al-Harith en god muslim. Det fortælles, at han efter at have antaget islam af skam ikke løftede blikket for at se på Allahs Sendebud. Allahs Sendebud elskede ham også og gav ham det glædelige budskab om Paradiset. Han plejede at sige: »Jeg håber, at Abu Sufyan vil blive som Hamza.« Da døden nærmede sig, sagde han: »Græd ikke over mig. Efter at jeg antog islam, har jeg ikke sagt noget, der kunne regnes som en synd.« (Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 162-163)]

Den muslimske hær ved Marr al-Zahran:

Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) fortsatte sin rejse. Han og alle de ædle ledsagere fastede. Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) nåede frem til vandstedet al-Qudayl mellem Asfan og al-Qudayd, brød han fasten. 8[al-Bukhari, bind 2] Da ledsagerne så ham gøre det, brød de også fasten.

Derefter begyndte de igen at rejse. I nattens første vagt nåede de frem til Marr al-Zahran, det vil sige Fatimas slette. På Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) befaling tændte ledsagerne hver deres bål. Der blev lavet mad over ti tusind ildsteder. Allahs Sendebud udpegede Umar (må Allah være tilfreds med ham) til at stå for vagten.

Abu Sufyan hos Allahs Sendebud:

Efter at have slået lejr ved Marr az-Zahran red den højtærede Abbas (må Allah være tilfreds med ham) ud på den hvide muldyr, som tilhørte Allahs Sendebud (fred være med ham), for at spejde omkring. Han håbede, at hvis han traf nogen, kunne han sende besked til Mekka, så qurayshitterne kunne komme til Allahs Sendebud (fred være med ham) og bede om beskyttelse, før han trængte ind i Mekka.

Imidlertid havde Allah den Almægtige forhindret enhver form for efterretning i at nå qurayshitterne. Derfor vidste Mekkas indbyggere intet. De tilbragte dog dagene i frygt, uro og bekymring. Abu Sufyan var gået ud for at undersøge, om der kunne indhentes nye oplysninger. På det tidspunkt var han taget af sted sammen med Hakim ibn Hizam og Budayl ibn Waraqah for at forsøge at indsamle nyheder.

Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg red på Allahs Sendebuds (fred være med ham) muldyr. Pludselig hørte jeg Abu Sufyan og Budayl ibn Waraqah tale sammen. Abu Sufyan sagde: “Ved Allahs ed, jeg har aldrig tidligere set så mange bål og så stor en hær som i dag.” Budayl ibn Waraqah sagde: “Ved Allahs ed, det må være Banu Khuza’ah. Krigen har slået dem fuldstændigt i stykker.” Abu Sufyan sagde: “Så mange bål og så stor en hær kan Banu Khuza’ah umuligt have.”

Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Da jeg hørte Abu Sufyans stemme, sagde jeg: “Er det Abu Hanzalah?” Abu Sufyan genkendte min stemme og sagde: “Er det Abu al-Fadl?” Jeg svarede: “Ja.” Abu Sufyan sagde: “Hvad er der sket? Må mine forældre ofres for dig.” Jeg svarede: “Allahs Sendebud (fred være med ham) er kommet med hele sin hær. Ve qurayshitterne, hvilken katastrofal situation de er i!” Abu Sufyan sagde: “Hvad skal der nu blive af os? Må mine forældre ofres for dig.” Jeg svarede: “Hvis de får fat i dig, hugger de hovedet af dig. Sæt dig op bag på dette muldyr. Jeg vil føre dig til Allahs Sendebud (fred være med ham) og sørge for din sikkerhed.” Abu Sufyan steg da op på muldyret og satte sig bag mig. Hans to andre ledsagere vendte tilbage.

Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg fortsatte med Abu Sufyan. Når vi nærmede os en gruppe mennesker, spurgte de: “Hvem kommer der?” Men da de så mig på Allahs Sendebuds (fred være med ham) muldyr, sagde de: “Det er Allahs Sendebuds onkel, som rider på hans muldyr.” Vi passerede Umar ibn al-Khattab. Han spurgte: “Hvem er det?” Så kom han hen imod mig. Da han så Abu Sufyan bag mig, sagde han: “Abu Sufyan? Allahs fjende? Jeg priser Allah! Abu Sufyan er kommet i vores hænder uden nogen form for kamp.” Efter at have sagt dette skyndte Umar sig hen til Allahs Sendebud (fred være med ham). Jeg satte også fart på muldyret. Jeg steg af og gik hen til Allahs Sendebud (fred være med ham). I mellemtiden kom Umar (må Allah være tilfreds med ham). Så snart han ankom, sagde han: “Allahs Sendebud, dér er Abu Sufyan. Giv mig tilladelse til at hugge hovedet af ham.” Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg sagde: “Allahs Sendebud, jeg har givet Sufyan beskyttelse.” Derefter lagde jeg hånden på Allahs Sendebuds (fred være med ham) hoved og sagde: “Ved Allahs ed, ingen andre end jeg vil i aften kunne tale fortroligt med dig.” Da Umar gentagne gange bad om tilladelse til at dræbe Abu Sufyan, sagde jeg: “Hold op, Umar. Hvis Abu Sufyan havde været fra Banu Adi ibn Ka’b, ville du ikke have sagt sådan.” Umar sagde: “Hold op, Abbas. Ved Allahs ed, jeg ville langt hellere se dig antage islam end min far al-Khattab, og den eneste grund er, at din islam er kærere for Allahs Sendebud end min far al-Khattabs islam.”

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Abbas, tag Abu Sufyan med til dit telt, og bring ham til mig i morgen tidlig.” I overensstemmelse med Allahs Sendebuds (fred være med ham) befaling tog jeg Abu Sufyan med til mit telt. Om morgenen bragte jeg Abu Sufyan frem for Allahs Sendebud (fred være med ham). Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Abu Sufyan, ve dig! Er tiden endnu ikke kommet, hvor du forstår, at der ingen guddom er ud over Allah den Almægtige?” Abu Sufyan sagde: “Må mine forældre ofres for dig. Hvor gavmild, storsindet og barmhjertig du er! Jeg har fuldt ud forstået, at hvis der fandtes en anden guddom end Allah, ville den have været til nogen nytte nu.”

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Abu Sufyan, er tiden endnu ikke kommet, hvor du forstår, at jeg er Allahs Sendebud?” Abu Sufyan sagde: “Må mine forældre ofres for dig. Hvor ædel du er, hvor barmhjertig du er, og hvor medfølende du er over for dine slægtninge! Jeg har stadig en vis tvivl med hensyn til det, du spørger om.” Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Antag islam, før det kommer så vidt, at din hals bliver hugget af. Bekræft, at ingen er værdig til tilbedelse undtagen Allah, og at Muhammad (fred være med ham) er Allahs Sendebud.” Efter at Abbas havde sagt dette, antog Abu Sufyan islam og vidnede om sandheden.

Abbas sagde: “Allahs Sendebud, Abu Sufyan er en anset mand, så jeg beder om, at han bliver vist en særlig ære.” Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Det er i orden. Den, der træder ind i Abu Sufyans hus, er i sikkerhed. Den, der lukker døren til sit eget hus indefra, er i sikkerhed, og den, der træder ind i Baytullah, er også i sikkerhed.”

Den islamiske hær marcherer mod Mekka:

Om morgenen den 17. ramadan i det ottende hijri-år drog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fra Marr az-Zahran mod Mekka. Han sagde til sin farbror, Umar ibn al-Khattab, at han skulle stille Abu Sufyan ved foden af bjerget på sletten, så Abu Sufyan kunne se Allahs soldater passere forbi. Umar ibn al-Khattab gjorde således. Imens rykkede forskellige stammer frem med deres faner. Når en stamme passerede, spurgte Abu Sufyan: »Abbas, hvem er disse?« Abbas, må Allah være tilfreds med ham, svarede for eksempel: »Det er Banu Salim.« Abu Sufyan sagde: »Hvad har jeg med Banu Salim at gøre?« Når andre passerede, spurgte Abu Sufyan: »Hvem er disse?« Abbas svarede for eksempel: »Det er Muzayna-stammen.« Abu Sufyan sagde: »Hvad har jeg med Muzayna-stammen at gøre?« Den ene stamme efter den anden passerede foran Abu Sufyan. Hver gang en stamme kom forbi, spurgte Abu Sufyan om den og sagde, efter at have fået dens navn: »Hvad har jeg med dem at gøre?« Derefter kom Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sammen med emigranterne og hjælperne. Man kunne kun se jernhjelme. Abu Sufyan sagde: »Subhanallah, hvem er disse?« Abbas sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kommer sammen med emigranterne og hjælperne.« Abu Sufyan sagde: »Hvem har styrke til at kæmpe mod disse? Abu al-Fadl, din nevøs kongedømme er blevet vældigt.« Abbas sagde: »Abu Sufyan, dette er profetdom.« Abu Sufyan sagde: »Ja, det må man jo sige nu.«

På dette tidspunkt skete der endnu en begivenhed. Hjælpernes fane blev båret af Saad, må Allah være tilfreds med ham. Da han passerede foran Abu Sufyan, sagde Saad: »I dag er dagen for blodsudgydelse og prygl. I dag vil det forbudte blive gjort tilladt. I dag har Allah bestemt ydmygelse for Quraysh.« Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, derefter kom forbi, sagde Abu Sufyan: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte du, hvad Saad sagde?« Allahs Sendebud spurgte, hvad Saad havde sagt. Abu Sufyan fortalte ham det. Da Uthman og Abd ar-Rahman ibn Awf hørte dette, sagde de: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vi frygter, at Saad vil begynde blodsudgydelse blandt Quraysh.« Allahs Sendebud sagde: »Nej, i dag er dagen, hvor Kabaen vil blive æret. I dag er dagen, hvor Allah vil give Quraysh ære.« Derefter sendte Allahs Sendebud en ledsager for at hente fanen fra Saads hånd og give den til hans søn Qays. På den måde syntes det, som om fanen stadig var i Saads hånd. Ifølge en anden overlevering gav Allahs Sendebud fanen til az-Zubayr, må Allah være tilfreds med ham.

Ved Qurayshs dørtrin:

Efter at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var gået forbi Abu Sufyan, sagde Abbas, må Allah være tilfreds med ham: »Abu Sufyan, gå nu til dit folk.« Abu Sufyan skyndte sig til Mekka og råbte med høj stemme: »Qurayshfolk, Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er kommet til jer med så mange soldater, at det er umuligt at stå dem imod. Den, der går ind i Abu Sufyans hus, vil derfor være i sikkerhed.« Da Abu Sufyans hustru, Hind bint Utbah, hørte dette, rejste hun sig, gik frem, tog fat i Abu Sufyans overskæg og sagde: »Dræb denne gamle mand! Må denne gamle mand, der kommer med dårlige nyheder, blive ramt af ulykke.«

Abu Sufyan sagde: »Må I gå til grunde! Pas på, at denne kvinde ikke bedrager jer, når det gælder om at redde jeres liv. Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er kommet med en så enorm hær, at det på ingen måde er muligt at stå den imod. Derfor er de, der går ind i Abu Sufyans hus, i sikkerhed.« Folk sagde: »Må Allah ødelægge dig! Hvor mange af os kan gå ind i dit hus?« Abu Sufyan sagde: »De, der lukker døren til deres hus indefra, vil også være i sikkerhed. De, der går ind i den hellige moské, vil også være i sikkerhed.« Da folk hørte dette, begyndte de at løbe mod deres huse og mod den hellige moské, det vil sige Kabaen. De intrigante Quraysh sendte imidlertid nogle bølleagtige og oprørske mænd frem og sagde: »Vi har skubbet dem frem mod disse. Hvis Quraysh opnår nogen succes, slutter vi os til dem. Hvis de bliver såret, vil vi give dem, hvad end de beder os om.« De bøller og oprørere, som gjorde sig klar til at kæmpe mod muslimerne, fik tre tåbelige mænd som ledere: Ikrima ibn Abu Jahl, Safwan ibn Umayya og Suhayl ibn Amr. Under disse tres ledelse samledes en gruppe Quraysh ved Khindama. Blandt dem var en mand fra Banu Bakr ved navn Hummas ibn Qays. Tidligere arbejdede han med at reparere våben. En dag, mens han reparerede sine våben, spurgte hans hustru: »Hvad er det, du gør dig klar til?« Hummas svarede: »Jeg gør mig klar til at møde Muhammad og hans ledsagere.« Da hun hørte dette, sagde hun: »Ved Allah, ingen kan stå Muhammad og hans ledsagere imod.« Hummas sagde: »Ved Allah, jeg håber at kunne bringe nogle af hans ledsagere til dig som slaver. Hvis de kommer for at kæmpe i dag, har jeg ingen undskyldning for ikke at møde dem. Jeg har fuldt udstyr: skarpe spyd og tveæggede sværd.« Denne mand var også til stede i slaget ved Khindama.

Ved Dhi Tuwa

Imens drog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fra Marr az-Zahran og nåede Dhi Tuwa. På dette tidspunkt holdt Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hovedet bøjet i ydmyghed og taknemmelighed over den ære, Allah havde skænket ham. Ved Dhi Tuwa opstillede han hæren. Han placerede Khalid ibn al-Walid på sin højre side. Her var Aslam, Sulaym, Ghifar, Muzayna og flere arabiske stammer. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, beordrede Khalid ibn al-Walid til at trænge ind i Mekkas lavtliggende område. Han sagde til Khalid: »Hvis nogen fra Quraysh stiller sig i vejen, skal du dræbe ham. Derefter skal du møde mig ved as-Safa.«

Han placerede Zubayr ibn al-Awwam på venstre flanke. I hans hånd var Profetens banner. Profeten beordrede ham til at gå ind i Mekkas højtliggende område, det vil sige Kada, opstille det banner, han havde givet ham, ved Hajun og vente dér, indtil han kom.

Hazrat Abu Ubaida havde ansvaret for at lede dem, der var kommet til fods. Profeten beordrede ham til at følge vejen langs slettens yderkant og lade dem slå sig ned i Mekka.

Den islamiske hærs indmarch i Mekka:

Efter at have modtaget Profetens ordre drog hærførerne hver især af sted til de anviste steder med deres soldater.

De afgudsdyrkere, som kom ad vejen, hvor Hazrat Khalid og hans ledsagere befandt sig, blev mødt i kamp og dræbt. Hazrat Khalids ledsagere Karz ibn Jabir al-Fihri og Khunays ibn Khalid ibn Rabi’a led martyrdøden. De to var blevet skilt fra hæren og var gået ad en anden vej. Dér blev de dræbt. Ved Khandama stod de oprørske Quraysh over for Hazrat Khalid og hans ledsagere. Der opstod en kort kamp mellem de to sider. Tolv afgudsdyrkere blev dræbt. Denne hændelse bredte skræk blandt Quraysh. Hammas ibn Qays, som havde besluttet at kæmpe mod muslimerne, skyndte sig hjem og lukkede døren. Han sagde til sin hustru: »Hold døren lukket, og åbn den ikke.« Hans hustru sagde: »Hvor blev dit store praleri af?« Hammas ibn Qays svarede: »Ak, Safwan og Ikrima er flygtet. Vi blev modtaget med dragne sværd. Disse sværd huggede halsene og hovederne på en sådan måde, at der ikke kunne høres andet end de dræbtes hjerteskærende skrig og tumulten.«

Efter at Hazrat Khalid havde mødt fjenderne ved Khandama, drog han rundt i forskellige dele af Mekka, gik til Safa og sluttede sig til Profeten.

Imens rykkede Hazrat Zubayr frem foran de andre, opstillede Profetens banner nær Fath-moskeen ved Hajun og lod opføre en kuppel til hans ophold. Derefter blev han dér, indtil Profeten kom.

Indmarch i Baitullah og fjernelsen af afgudsbillederne:

Derefter gik Allahs sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) ind i al-Masjid al-Haram, Baytullah al-Sharif, sammen med ansarerne og muhajirunerne. Først kyssede han al-Hajar al-Aswad. Derefter udførte han tawaf omkring Kabaen. På det tidspunkt havde Allahs sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) en stav i hånden.

På det tidspunkt var der 360 afgudsbilleder omkring Kabaen og på dens tag. Allahs sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) stødte til disse afgudsbilleder med sin stav, mens han reciterede: »Sandheden er kommet, og falskheden er forsvundet; falskheden må nødvendigvis forsvinde.«

Han reciterede også dette vers fra den hellige Koran: »Sandheden er kommet, og falskhedens bevægelse er ophørt.«

Allahs sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) udførte tawaf, mens han sad på sin kamelhoppe, og fordi han ikke var i ihram, udførte han kun tawaf. Efter at have afsluttet tawaf tilkaldte han Uthman ibn Talha (må Allah være tilfreds med ham) og tog nøglen til Kabaen fra ham. Derefter blev Kabaen åbnet på Allahs sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) befaling. Da han gik ind, så han mange billeder. Blandt disse billeder var også billeder af profeterne Ibrahim og Ismail. I deres hænder var der pile til spådom. Da Allahs sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) så dette, sagde han: »Må Allah ødelægge alle disse afgudsdyrkere. Ved Allahs ed, disse to profeter brugte aldrig spådomspile.« Allahs sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) så også en due af træ inde i Kabaen. Han knuste den med sine egne hænder. På hans befaling blev billederne ødelagt.

Bøn i Kabaen og talen til Quraysh:

Derefter lukkede Allahs sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) døren til Kabaen indefra. Usama og Bilal var også derinde. Efter at have lukket døren gik Allahs sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) hen til væggen over for døren og stillede sig tre alen fra væggen. På det tidspunkt var der to søjler til venstre, én søjle til højre og tre søjler bag ham. På det tidspunkt var der seks søjler eller piller i Kabaen. Derefter bad han dér. Efter bønnen gik han rundt i Kabaens indre og fremsagde takbir og tawhids ord i alle dens dele. Derefter åbnede han igen døren til Kabaen. Quraysh stod samlet foran ham, det vil sige i al-Masjid al-Haram. De ventede på at se, hvad Allahs sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) ville gøre. Mens han holdt fast i dørens to fløje med begge hænder, holdt han en tale til Quraysh. I talen sagde han: »Der findes ingen guddom undtagen Allah. Han er én og enestående; Han har ingen partner. Han har opfyldt Sit løfte. Gennem Sine tjenere har Han alene besejret alle modstridende kræfter. Hør: Bortset fra ansvaret for Kabaens forvaltning og uddelingen af vand til pilgrimmene ligger al anden ære eller fremgang under mine to fødder. Husk, at ansvaret for eller erstatningen ved ethvert drab er hundrede kameler, hvoraf fyrre skal være drægtige.«

O Quraysh! Allah den Ophøjede har udryddet uvidenhedens tidsalder samt jeres fædres og bedstefædres stolthed. Alle mennesker er Adams børn, og Adam blev skabt af jord. Derefter reciterede han dette vers: »O mennesker! Vi har skabt jer af en mand og en kvinde. Derefter har Vi opdelt jer i forskellige folk og stammer, for at I kan lære hinanden at kende. Den af jer, der er mest ærefuld hos Allah, er den, der er mest gudfrygtig. Allah ved alt og er bekendt med alt.«

Der er ingen bebrejdelse i dag:

Derefter sagde han: »O Quraysh! Hvad tror I, jeg vil gøre ved jer?« Alle svarede: »Du vil behandle os godt; det er vores forventning. Du er barmhjertig, søn af en barmhjertig bror.« Derefter sagde han: »Så siger jeg til jer det samme, som profeten Yusuf (fred være med ham) sagde til sine brødre: ‘Lā taṯrība ʿalaykumul-yawm.’ I dag er der ingen bebrejdelse mod jer. I er alle frie.«

Nøglen til Kaabaen:

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) satte sig derefter i Den Hellige Moské. Ali (må Allah være tilfreds med ham) havde nøglen til Kaabaen i hånden. Han sagde: »O Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), betro os, ud over æren ved at give pilgrimmene vand, også ansvaret for at føre tilsyn med Kaabaen. Må Allah den Ophøjede forbarme sig over dig.« Ifølge en anden overlevering var det Abbas, der fremsatte denne anmodning. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvor er Uthman ibn Talha?« Han blev tilkaldt. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Uthman, tag denne nøgle. I dag er lydighedens dag.« Ifølge overleveringen hos Tabaqat Ibn Saʿd sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Tag denne nøgle for altid. Ingen vil tage den fra jer undtagen en uretfærdig person. O Uthman (må Allah være tilfreds med ham), Allah den Ophøjede har udnævnt jer til vogtere af Hans Hus. Derfor må I tage imod og nyde det, I modtager fra Allahs Hus.«

Bilals kald til bøn fra Kaabaens tag:

Tiden for bønnen var inde. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) beordrede Bilal til at gå op på Kaabaens tag og fremsige kaldet til bøn. På det tidspunkt sad Abu Sufyan ibn Harb, Attab ibn Asid og al-Harith ibn Hisham i Kaabaens gård. Der var ingen andre til stede. Attab sagde: »Allah den Ophøjede har skænket Asid den ære, at han ikke behøvede at høre dette. Ellers skulle han have hørt noget ubehageligt.« Da al-Harith hørte dette, sagde han: »Hør her, ved Allahs ed! Hvis jeg får at vide, at han er sandfærdig, vil jeg følge ham.« Abu Sufyan sagde: »Se, jeg vil ikke sige noget. Hvis jeg siger noget, vil disse sten, ved Allahs ed, informere ham om det.« Derefter trådte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) frem for dem og sagde: »Jeg ved alt, hvad I netop har sagt.« Så gentog han deres ord for dem. På grund af denne forbløffende hændelse sagde al-Harith og Attab: »Vi bevidner, at du er Allahs Sendebud. Ved Allahs ed, der var ingen hos os, som kunne have hørt vores samtale. Vi må sige, at du er blevet informeret om vores ord.«

Bønnen for sejr eller taksigelse:

Den dag gik Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) til Umm Hani bint Abu Talibs hus og badede. Derefter udførte han otte rakʿah bøn dér.

Det var tiden for duha-bønnen. Derfor sagde nogle, at dette var duha-bønnen, mens andre sagde, at det var taksigelsesbønnen efter erobringen eller sejren. Umm Hani havde givet sine to svigerbrødre beskyttelse, og Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Umm Hani, jeg giver også dem, som du har givet beskyttelse, beskyttelse.« Grunden til, at han sagde dette, var, at Ali (må Allah være tilfreds med ham) ønskede at dræbe Umm Hanis to svigerbrødre. Umm Hani var Alis søster. Hun havde skjult sine to svigerbrødre, låst døren og holdt dem skjult. Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) kom der, fortalte Umm Hani ham om problemet med sine svigerbrødre, hvorefter Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) fremsatte den ovennævnte erklæring.

Nogle navngivne fjender:

På dagen for erobringen af Mekka satte Allahs Sendebud ni berygtede og navngivne forbrydere på listen over dem, der skulle dræbes. Det blev sagt om dem, at de skulle dræbes, selv hvis de skjulte sig under Kabaens forhæng. De var:

1. Abd al-Uzza ibn Khattal 2. Abdullah ibn Sa’d ibn Abu Sarh 3. Ikrima ibn Abu Jahl 4. al-Harith ibn Nufayl ibn Wahb 5. Maqis ibn Sababa 6. Habbab ibn Aswad 7. Ibn Khattals to slavekvinder, som spredte bagvaskelse af Allahs Sendebud gennem digte 9. Sarah; hun var slavekvinde hos en af Abd al-Muttalibs efterkommere. Hun spredte bagvaskelse af Allahs Sendebud, og desuden var det hos hende, at Hatebs brev, som var blevet sendt til Mekka, blev fundet.

Uthman ibn Affan (må Allah være tilfreds med ham) førte Abdullah ibn Sa’d ibn Abu Sarh til Allahs Sendebud og bad om nåde for hans liv. Allahs Sendebud skænkede ham livet og accepterede hans antagelse af islam. Men forinden havde han været tavs et stykke tid. Han ønskede, at en af ledsagerne i mellemtiden skulle dræbe Abdullah. Denne mand havde tidligere antaget islam og var emigreret til Medina, men var senere frafalden, det vil sige konverteret bort fra religionen, og var flygtet tilbage til Mekka. Efter at have antaget islam for anden gang forblev han dog fast og urokkelig i islam.

Ikrima ibn Abu Jahl var flygtet ad vejen mod Yemen. Hans hustru bad Allahs Sendebud om nåde for sin mands liv. Allahs Sendebud imødekom hendes anmodning. Derefter fulgte kvinden efter sin mand og bragte ham tilbage. Ikrima kom til Allahs Sendebud, antog islam, og hans islam viste sig at være oprigtig.

Ibn Khattal hang fast i Kabaens forhæng. En ledsager kom til Allahs Sendebud og fortalte ham det. Han sagde: »Dræb ham.« Ledsageren gik hen og dræbte ham.

Maqis ibn Sababa blev dræbt af Numayla ibn Abdullah. Maqis havde først antaget islam, men blev senere frafalden og dræbte også en ledsager fra Ansar. Derefter vendte han tilbage til afgudsdyrkerne i Mekka.

Al-Harith plejede på mange måder at plage Allahs Sendebud i Mekka. Ali (må Allah være tilfreds med ham) dræbte ham.

Ḥabbāb ibn Aswad havde under hendes hijra skubbet så kraftigt til Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, datter, den ærværdige Zaynab (må Allah være tilfreds med hende), at hun faldt fra sin hawdaj ned på den hårde jord. Det medførte, at hun aborterede. På dagen for erobringen af Mekka flygtede denne mand. Senere vendte han tilbage som muslim. Efterfølgende viste hans islam sig også at være oprigtig.

Den ene af Ibn Khataals to slavinder blev dræbt. For den anden blev der bedt Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, om nåde, og hun antog islam.

Der blev også bedt om nåde for Sārah, som havde bragt Ḥātibs brev, og hun antog islam.

De øvrige fem blev benådet, og de antog islam.

 Ibn Ḥajar har skrevet, at Abū Maʿshab i forbindelse med dem, der var blevet optaget på drabslisten, nævner endnu en person. Det var al-Ḥārith ibn Ṭalāl al-Khuzāʿī. Den ærværdige ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) dræbte ham.  Imām al-Ḥākim nævner også Kaʿb ibn Zuhayrs navn på denne liste. Kaʿbs historie er berømt. Han kom senere og antog islam, hvorefter han forfattede digte til lovprisning af Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham.  Wahshī ibn Ḥarb og Abū Sufyāns hustru Hind bint ʿUtbah stod også på denne liste. De antog senere islam.  Ibn Khataals slavinde Arnab blev dræbt.  Umm Saʿd blev også dræbt. Det har Ibn Isḥāq nævnt. Ifølge denne opgørelse var antallet af mænd otte, mens antallet af kvinder var seks. Det er også muligt, at Arnab og Umm Saʿd var navne på den samme slavinde. Forskellen ligger da kun i tilnavnet og kunyaen.

 Selv om Ṣafwān ibn Umayya ikke var blevet optaget på drabslisten, frygtede han for sit liv som fremtrædende leder blandt Quraysh. Derfor flygtede han. ʿUmayr ibn Wahb al-Jumahī kom til Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, og bad om sikkerhed for ham. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, gav ham sikkerhed. Som tegn på denne sikkerhed gav han ʿUmayr sin egen turban. Det skal bemærkes, at Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde båret denne turban på hovedet, da han trådte ind i Mekka. ʿUmayr gik hen til Ṣafwān. På det tidspunkt var Ṣafwān ved at gå om bord på et skib for at flygte ad søvejen fra Jeddah til Yemen. ʿUmayr hentede Ṣafwān derfra. Da Ṣafwān kom til Allahs Sendebud, bad han om to måneders betænkningstid, men Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, gav ham fire måneder. Derefter antog Ṣafwān islam. Hans hustru var allerede blevet muslim. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, lod dem forblive gift på grundlag af deres første ægteskab.

 Faḍālah var en forbryder. Mens Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, foretog tawāf, kom han hen til ham med den onde hensigt at dræbe ham. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, fortalte ham om den sammensværgelse, han havde i sit hjerte. Faḍālahs forbavselse kendte ingen grænser. Straks fremsagde han: »Der er ingen gud ud over Allah, Muhammad er Allahs sendebud.«

Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, holdt en tale dagen efter erobringen af Mekka:

Dagen efter erobringen af Mekka rejste Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sig for at holde en tale. Efter at have lovprist Allah på behørig vis sagde han: »O mennesker! Den dag, hvor Allah den Ophøjede skabte himlene og jorden, fastsatte Han Mekka som en hellig by. Derfor vil denne bys hellighed bestå indtil Opstandelsens Dag. Det er ikke tilladt noget menneske, der tror på Allah den Ophøjede og på Dommedagen, at udgyde blod eller fælde et træ i denne by. Hvis nogen spørger: ‘Men Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) udgød jo blod her’, så skal du sige til ham, at Allah den Ophøjede havde givet Sit Sendebud tilladelse, men denne tilladelse er ikke blevet givet jer. Blodsudgydelse blev kun gjort tilladt for mig i et bestemt tidsrum. Ligesom blodsudgydelse og drab tidligere var forbudt her, vil det også være forbudt i fremtiden. De, der er til stede her, skal meddele dette til dem, der ikke er til stede.«

I en anden overlevering nævnes det desuden, at torne her ikke må skæres, vildt ikke må jages bort, og efterladte genstande, der ligger på vejen, ikke må tages op. Den, der vil tage en sådan genstand op, skal dog kunne bekendtgøre, hvem den tilhører. Græsset her må ikke plukkes. Da al-Abbas (må Allah være tilfreds med ham) nævnte idhkhir-græsset, sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Ja, idhkhir-græs må plukkes.« Den dag dræbte folk fra Banu Khuza’a en mand fra deres egen stamme. Guds Sendebud sagde angående dette: »O folk fra Khuza’a, afhold jer fra drab. Hvis drab havde været gavnligt, ville det allerede være blevet gjort. Der er begået mange drab. I har dræbt en mand, hvis blodpenge jeg bestemt vil sørge for bliver betalt. Fra nu af kan den dræbtes slægtninge, hvis de ønsker det, dræbe en af drabsmandens nærmeste, eller de kan vælge at modtage blodpenge.«

Det nævnes i en overlevering, at en mand fra Yemen ved navn Abu Shah rejste sig efter Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) bekendtgørelse og sagde: »O Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), skriv denne bekendtgørelse ned til mig.« Han beordrede, at den skulle skrives ned. 10 [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 22, 216]

Ansarernes bekymring:

Efter erobringen af Mekka talte Ansarerne indbyrdes om, hvorvidt Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) ville blive i Mekka, efter at han havde erobret sit fædreland. På det tidspunkt bad Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) med løftede hænder på Safa-bjerget. Da han var færdig med bønnen, spurgte han: »Hvad var det, I talte indbyrdes om?« Ansarerne benægtede det. Efter at han havde spurgt dem gentagne gange, fortalte de ham om deres bekymring. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Allah bevare mig! Fra nu af er liv og død sammen med jer.«

Bay’a:

Efter at Allah, Verdenernes Herre, havde skænket Sit elskede Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og muslimerne sejren over Mekka, blev sandheden klar for Mekkas indbyggere. De forstod, at der ikke findes nogen vej til succes uden islam. Derfor mødte de frem foran Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) for at aflægge bay’a med det formål at blive islams tilhængere. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) satte sig på Safa og begyndte at modtage bay’a fra folk. Umar (må Allah være tilfreds med ham) stod nedenfor Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og indhentede løfter fra folk. De tilstedeværende lovede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), at de efter bedste evne ville lytte til ham og adlyde ham.

Det nævnes i Tafsir al-Madarik, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) efter at have modtaget bay’a fra mændene også modtog bay’a fra kvinderne. Umar (må Allah være tilfreds med ham) stod nedenfor og modtog bay’a på Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) befaling, mens han viderebragte hans ord til kvinderne.

På det tidspunkt mødte Abu Sufyans hustru, Hinda, frem i en anden påklædning. Hun var nemlig bange for, at Allahs Sendebud, fred være med ham, skulle genkende hende på grund af den behandling, hun havde udsat Hamzas, måtte Allah være tilfreds med ham, lig for. Allahs Sendebud, fred være med ham, tog troskabseden fra dem med ordene: »I må ikke sætte nogen ved Allahs side.« Hazrat Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, gentog de samme ord og sagde: »Kvinder, I må ikke sætte nogen ved Allahs side.« Derefter sagde Allahs Sendebud, fred være med ham: »I må ikke stjæle.« Så snart han havde sagt dette, sagde Hinda: »Abu Sufyan er en komplet nærigpind. Hvad sker der, hvis jeg tager noget af hans rigdom?« Abu Sufyan var til stede og sagde: »Det, du tager, er halal for dig.« Allahs Sendebud, fred være med ham, smilede. Derefter sagde han: »Er du så Hinda?« Abu Sufyans hustru svarede: »Ja, Allahs Sendebud, fred være med ham. Tilgiv det, der allerede er sket.« Profeten, fred være med ham, sagde: »Må Allah den Ophøjede tilgive dig.«

Derefter sagde Allahs Sendebud, fred være med ham: »I må ikke begå utugt.« Da Hinda hørte dette, sagde hun: »Kan en fri kvinde begå utugt?« Derefter sagde han: »I må ikke dræbe jeres egne børn.« Hinda sagde: »Jeg opfostrede dem i deres barndom, men da de blev voksne, dræbte dine mænd dem. Derfor ved du og de selv bedst, hvad der angår dem.«

Det skal bemærkes, at Hindas søn, Hanzala ibn Abu Sufyan, blev dræbt på dagen for slaget ved Badr. Da Hazrat Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, hørte Hindas ord, lo han hjerteligt. Allahs Sendebud, fred være med ham, smilede også.

Derefter sagde Allahs Sendebud, fred være med ham: »I må ikke bagtale nogen.« Hinda sagde: »Ved Allah, bagtalelse er noget meget dårligt. Du lærer virkelig vejledning og ædel karakter.« Derefter sagde Allahs Sendebud, fred være med ham: »I må ikke adlyde Allahs Sendebud i noget, der er fastlagt.« Hinda sagde: »Ved Allah, jeg satte mig ikke ved denne sammenkomst med den tanke i mit hjerte, at jeg ville være ulydig mod dig.«

Da Hinda var vendt hjem, knuste hun afgudsbillederne i sit hus. Mens hun knuste dem, sagde Hinda: »Vi var i vildfarelse med hensyn til jer.« 11 [Madabekut-Tanzil.]

Profetens, fred være med ham, ophold i Mekka:

Allahs Sendebud, fred være med ham, opholdt sig nitten dage i Mekka. I denne periode gav han vejledning om islams lære, gudsfrygt og retledning. På Allahs Sendebuds, fred være med ham, befaling opførte Abu Ubayd al-Khazari, måtte Allah være tilfreds med ham, på ny søjlerne til den hellige moskés område.

I den nævnte periode prædikede Allahs Sendebud, fred være med ham, islam og sendte flere sariyyaer, det vil sige mindre militærenheder, til forskellige steder. På denne måde blev alle afgudsbillederne knust. På Allahs Sendebuds, fred være med ham, befaling bekendtgjorde en person: »Hvis nogen tror på Allah den Ophøjede og det hinsidige, skal han ikke opbevare et afgudsbillede i sit hjem, men skal knuse det.«

Udsendelse af hærafdelinger og delegationer:

1. Efter erobringen af Mekka sendte Allahs Sendebud ﷺ på den 25. dag i Ramadan i det 8. hijri-år en sariyya under Khalid ibn al-Walids (ra.) ledelse. Denne ekspedition blev sendt for at tilintetgøre al-Uzza. Al-Uzza stod i Nakhlah. Quraysh og hele Banu Kinana-stammen tilbad denne afgud. Den var deres største afgud. Banu Shayban-stammen havde opsyn med den. Khalid drog til Nakhlah med tredive beredne soldater og knuste afguden. Da han vendte tilbage, spurgte Allahs Sendebud ﷺ Khalid: »Så du noget?« Han svarede: »Nej.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Så har du ikke knust selve afguden.«

Khalid gik igen frem med sit hævede, nøgne sværd. Denne gang så han en sort, nøgen og skaldet kvinde komme imod ham. Khalid slog hende derefter med sværdet, og kvinden blev kløvet i to. Khalid gik så til Allahs Sendebud ﷺ og fortalte ham, hvad der var sket. Han sagde: »Ja, det var al-Uzza. Nu har hun mistet håbet om at blive tilbedt i jeres land.«

2. I samme måned sendte Allahs Sendebud ﷺ Amr ibn al-As for at ødelægge en anden afgud ved navn Suwa. Den stod tre mil fra Mekka. Banu Hudhayl-stammen tilbad den i området Ruhat. Da Amr ankom, spurgte præsten: »Hvad ønsker du?« Han svarede: »Jeg er kommet for at ødelægge denne afgud efter Allahs Sendebuds ﷺ befaling.« Præsten sagde: »Det vil du ikke kunne.« Han spurgte: »Hvorfor ikke?« Præsten svarede: »Du vil blive hindret af usynlige kræfter.« Han sagde: »Ve dig! Kan denne afgud se? Kan den høre? Er du stadig i løgnen?« Derefter knuste han afguden og bad sine ledsagere undersøge afgudens helligdom. Men de fandt ikke noget. På Amrs befaling blev helligdommen også ødelagt. Derefter spurgte han præsten: »Nå, hvad mener du nu?« Præsten svarede: »Jeg tror på Allah, Den Ene uden partner.«

3. I samme måned blev tyve soldater sendt under Sa’d ibn Zayd al-Ashhalis ledelse. De drog for at ødelægge afguden Manat. Den stod i et område ved navn Mashal nær Qudayd. Stammerne Ghassan, Aws og Khazraj tilbad den. Da Sa’d ankom, spurgte præsten: »Hvad ønsker du?« Han svarede: »Jeg ønsker at ødelægge Manat.«

Præsten sagde: »Du ved det, og din opgave ved det.« Sa’d så en sort, skaldet kvinde med et rædselsvækkende ansigt komme ud. Hun slog sig på brystet og jamrede: »Ve mig, ve mig!« Præsten sagde: »Manat vil tage sig af nogle af dine ulydige.« I mellemtiden kløvede Sa’d Manat med sit sværd. Derefter blev helligdommen ødelagt. Men de fandt ikke noget dér.

4. I samme måned, efter at han var vendt tilbage fra ødelæggelsen af al-Uzza, sendte Allahs Sendebud ﷺ Khalid (ra.) til Banu Jadhimah. Han blev sendt for at opfordre dem til islam. Khalid (ra.) drog af sted med tre hundrede og halvtreds mænd fra Muhajirun, Ansar og Banu Sulaym. Da de nåede frem til Banu Jadhimah, opfordrede de dem til islam. I stedet for at sige »aslamna«, det vil sige »vi har antaget islam«, sagde de »saba’na, saba’na«, det vil sige »vi har forladt vores religion«. Derfor begyndte Khalid at dræbe og tage dem til fange. Derefter gav han hver af sine ledsagere en fange og befalede dem at dræbe dem. Abdullah ibn Umar og hans ledsagere nægtede at adlyde hærførerens ordre. Da denne hændelse blev omtalt over for Allahs Sendebud ﷺ, løftede han begge hænder mod himlen og sagde to gange: »O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra alt, hvad Khalid har gjort.« 12 [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 450]

På Khalids befaling dræbte mændene fra Banu Sulaym deres fanger. Ansar og Muhajirun dræbte ikke deres fanger. Efter denne hændelse sendte Allahs Sendebud ﷺ Ali (ra.) for at sørge for erstatning til de dræbtes familier og dække deres øvrige tab. På grund af denne hændelse havde Khalid og Abd al-Rahman ibn Awf (ra.) et voldsomt skænderi. Da Allahs Sendebud ﷺ hørte om det, sagde han: »Khalid, hold op! Lad være med at sige noget om mine ledsagere. Ved Allah, selv hvis Uhud-bjerget blev til guld, og du brugte det hele på Allahs vej, ville du ikke nå værdigheden af blot én morgens eller én aftens tilbedelse udført af nogen af mine ledsagere.« 13 [Ibn Hisham, Sahih al-Bukhari, Fath al-Bari, Sahih Muslim, Zad al-Ma’ad.]

Slaget om erobringen af Mekka var det egentlige afgørende slag, og erobringen af Mekka var den sande sejr, som knuste polyteisternes magt og arrogance. Der var ikke længere nogen plads til shirk eller afgudsdyrkelse på Den Arabiske Halvø. For bortset fra muslimerne og polyteisterne ønskede almindelige mennesker med stor nysgerrighed at se, hvad udfaldet af denne konflikt ville blive. Almindelige mennesker vidste udmærket, at kun den magt, der stod på sandhedens grund, ville være i stand til at etablere sin ret over Kabaen. Deres tro var blevet styrket af begivenheden et halvt århundrede tidligere, hvor Abraha og hans elefanthær blev tilintetgjort. Araberne på den tid havde med egne øjne set, hvordan elefanthæren, der var rykket frem for at angribe Allahs Hus, var blevet fuldstændig udslettet.

Det kan erindres, at Hudaybiyya-traktaten var begyndelsen på, eller optakten til, erobringen af Mekka. Som følge af denne traktat strømmede fred og sikkerhed omkring alle vegne. Folk fik mulighed for at tale åbent med hinanden. De udvekslede synspunkter om islam og diskuterede den. Også de mennesker i Mekka, som i hemmelighed havde antaget islam, fik mulighed for at udveksle synspunkter om religionen. Som følge heraf antog mange mennesker islam. Tidligere havde muslimerne i de forskellige slag ikke været mere end tre tusind. Men på tidspunktet for erobringen af Mekka var deres antal ti tusind.

I dette afgørende slag blev folkets øjne åbnet. Selv det sidste slør, der havde ligget over deres øjne, blev fjernet. Der var ikke længere nogen hindring for at antage islam. Efter erobringen af Mekka begyndte muslimernes sol at stråle på Mekkas politiske og religiøse himmel. Både den religiøse myndighed og den verdslige magt kom fuldstændigt i muslimernes hænder.

Den gunstige situation, som var blevet skabt for muslimerne gennem Hudaybiyya-traktaten, blev fuldendt efter erobringen af Mekka. Den følgende fase tilhørte udelukkende muslimerne, og situationen var under muslimernes enekontrol. Derefter stod der kun én vej åben for de forskellige arabiske stammer: De skulle komme med delegationer, antage islam og sprede religionens budskab vidt omkring. Og det var i praksis netop det, der foregik i de følgende to år.

Den tredje fase: Slaget ved Hunayn

Dette var den sidste fase af Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, profetiske liv. Denne fase af hans liv var anerkendelsen af det arbejde og de anstrengelser, han havde gennemgået i næsten treogtyve år.

I løbet af denne lange periode var erobringen af Mekka Profetens, må Allah velsigne ham og give ham fred, vigtigste succes. Denne sejr medførte en epokegørende ændring i situationen, og der indtrådte en forandring i forholdene i Arabien. Denne sejr var bindeleddet mellem den forudgående og den efterfølgende tid. I det arabiske folks øjne var Quraysh religionens beskyttere og hjælpere. Hele Arabien var underlagt dem i denne henseende. Qurayshs nederlag betød, at afgudsdyrkelsen var blevet rykket op med rode i hele det arabiske område for bestandig.

Den ovennævnte sidste fase er opdelt i to dele: For det første jihad og krig. For det andet, at forskellige folk og stammer strømmede til for at antage islam. Disse to forhold var tæt forbundne med hinanden.

Slaget ved Hunayn

Makkas erobring fandt sted gennem en pludselig aktion. Dette havde gjort Arabernes befolkning målløs af forbløffelse. De nærliggende stammer havde ikke styrken til at imødegå denne uventede aktion. Derfor sluttede nogle stærke, arrogante og oprørske stammer samt nogle folk fra Banu Bilal sig til. Disse stammer var knyttet til Qays ʿAylān. De anså det for uforeneligt med deres ære at overgive sig til muslimerne. Derfor gik de til Mālik ibn ʿAwf al-Naṣrī og besluttede at angribe muslimerne.

Fjendernes afrejse og ankomst til Awṭās

Efter beslutningen drog alle de forsamlede ikke-muslimer af sted under Mālik ibn ʿAwfs ledelse for at kæmpe mod muslimerne. De tog deres familier og husdyrflokke med sig. De nåede frem til sletten ved Awṭās. Awṭās er en slette i Banū Hawāzin-området nær Hunayn. Denne slette er imidlertid adskilt fra Hunayn. Hunayn er en særskilt slette. Den ligger nær Dhū al-Majāz. Derfra er afstanden til Mekka via ʿArafāt mere end ti mil. 1 [Fatḥ al-Bārī, bind 8, s. 27, 42]

Fjendernes troppeforsamling

Efter ankomsten til Awṭās trådte folk frem for kommandanten Mālik ibn ʿAwf. Blandt dem var også den ældre krigsveteran Durayd ibn al-Ṣimmah. Denne mand var bøjet af alderens tyngde. Han havde stor erfaring fra mange krige. Engang havde han været en tapper kriger. Nu kunne han ikke gøre andet end at fortælle om sine erfaringer og give råd på dette grundlag. Han spurgte Mālik: »På hvilken slette befinder I jer?« Han fik at vide, at det var sletten ved Awṭās. Han sagde: »Dette er et egnet sted at samle tropper. Men jeg kan høre æsler, kameler og heste vrinske samt børn græde og kvinder tale.« Han fik at vide, at kommandanten Mālik ibn ʿAwf havde taget deres familier og husdyrflokke med sammen med soldaterne. Da Durayd spurgte om grunden, fik han at vide, at enhver kriger ville kæmpe tappert, fordi hans hustruer, sønner, døtre og husdyrflokke var hos ham.

Da Durayd hørte dette svar fra Mālik ibn ʿAwf, sagde han: »Ved Allahs ed, du er en fårehyrde. Kan noget holde en besejret mand tilbage? Se, hvis du sejrer i krigen, vil du kun have gavn af sværd og spyd. Men hvis du bliver besejret, vil du blive vanæret. For intet vil være sikkert: hverken den besejrede krigers hustru, sønner, familie eller husdyrflokke.« Durayd spurgte til høvdingene for de forskellige stammer. Efter at have hørt det hele sagde han til kommandanten: »Mālik, det var ikke godt gjort at tage Banū Hawāzins familier og husdyrflokke med. Send dem til et sikkert sted i deres eget område. Rid derefter til hest og kæmp mod de vantro. Hvis du sejrer, vil de, der er blevet tilbage, komme og slutte sig til jer. Hvis du bliver besejret, vil de være i sikkerhed.«

Kommandanten Mālik ibn ʿAwf afviste dette råd og sagde: »Ved Gud, det kan jeg ikke gøre. Du er blevet gammel, og din forstand er også blevet gammel. Hvis Banū Hawāzin måske adlyder mig, vil jeg læne mig på mit sværd og begå selvmord.« Kort sagt ønskede Mālik ikke, at Durayds navn eller hans råd skulle inddrages i denne krig. Folkene fra Hawāzin-stammen sagde: »Vi står fast i vores lydighed mod dig.« Durayd sagde: »Jeg har intet med denne krig at gøre. Jeg bærer intet ansvar for denne krig. Ak, hvis jeg blot var ung i dag, hvis jeg stadig havde en alder, hvor jeg kunne løbe omkring, ville jeg føre hestene som en mellemstor ged med lang uld.«

Fjendens spioner

Mālik ibn ʿAwf sendte to spioner ud for at indsamle oplysninger om muslimerne. De vendte tilbage, før de nåede frem til deres bestemmelsessted. De var ude af stand til at bevæge sig. Da de blev ført frem for kommandøren, sagde han: »Må I blive ødelagt! Hvad er der sket med jer?« De svarede: »Vi så nogle brogede heste og mænd, og straks efter blev vi sådan.«

Samtidig modtog Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) forskellige oplysninger om fjenden. Han sagde til Abū Ḥadrad al-Aslamī: »Gå du og ophold dig blandt fjenden, og kom tilbage med oplysninger om dem.« Det gjorde han.

Rejsen fra Mekka til Hunayn

Søndag den 6. Shawwāl i det ottende hijri-år drog Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) fra Mekka mod Hunayn. Det var den nittende dag efter hans ankomst til Mekka. Han havde 12.000 soldater med sig. Af dem var 10.000 kommet fra Medina til Mekka, mens de resterende 2.000 drog af sted fra Mekka. De fleste af Mekkas 2.000 soldater var nye muslimer. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) lånte et hundrede rustninger med våben af Ṣafwān ibn Umayya. Han udnævnte ʿAttāb ibn Asīd til guvernør over Mekka.

Efter middag kom en af ledsagerne og sagde: »Jeg steg op på det og det bjerg og så, at Banū Hawāzin var kommet for at kæmpe med hele deres familier. De havde også taget deres husdyr med.« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) lo og sagde: »Hvis Allah vil, vil dette i morgen blive muslimernes krigsbytte.« Om natten varetog Anas ibn Marthad vagttjenesten.

På vejen så ledsagerne et jujubetræ, der hed Dhāt Anwāṭ. Mekkas afgudsdyrkere plejede at hænge deres våben på dette træ. De slagtede dyr ved siden af det og holdt markeder under det. Nogle af ledsagerne sagde til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Lav også et sådant træ til os, ligesom de har et træ, der hedder Dhāt Anwāṭ.« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Allāhu akbar! Ved Ham, i hvis hånd min sjæl er, har I sagt det samme, som Moses’ folk sagde til ham. De sagde: ’Ijʿal lanā ilāhan kamā lahum āliha­tun.’ Det vil sige: ’Lav en gud til os, ligesom de har guder.’ Jeg kan se, at I følger de tidligere generationers vej.« 3 [Tirmidhī, al-Fitan; Musnad Aḥmad, bind 5, s. 281]

Nogle folk sagde, da de så, hvor mange soldater der var: »I dag vil vi under ingen omstændigheder blive besejret.« Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) brød sig heller ikke om denne udtalelse.

Muslimernes pludselige angreb:

Natten til tirsdag den 10. shawwal nåede den islamiske hær frem til Hunayn. Malik ibn Awf var allerede nået frem til stedet og havde i nattens mørke i hemmelighed spredt sine soldater forskellige steder. De havde fået ordre til at beskyde muslimerne, så snart de ankom, og efter et kort stykke tid angribe dem samlet.

Tidligt om morgenen placerede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) soldaterne forskellige steder. Ved daggry trådte de muslimske soldater ind på Hunayns slette. De vidste intet om fjendens styrker. Mens de intetanende muslimske soldater, som ikke vidste, at fjenden lå i baghold, roligt tog opstilling, begyndte der pludselig at regne pile ned over dem. Kort efter kastede fjenderne sig samlet over muslimerne. Muslimerne blev forvirrede og begyndte at sprede sig. Det var et tydeligt nederlag. Den nyligt konverterede Abu Sufyan sagde: »De vil ikke standse, før de når over havet.« Jabalah eller Qaladah ibn Junayd sagde: »Se, i dag er magien blevet ophævet.« Ibn Ishaq har overleveret dette. Al-Bara ibn Azib siger, at det i Sahih al-Bukhari er nævnt, at Banu Hawazin var bueskytter; da vi angreb, flygtede de. Derefter begyndte vi at samle krigsbyttet. I mellemtiden modtog fjenderne os med en regn af pile. 4 (Sahih al-Bukhari, kapitlet om dagen ved Hunayn)

Det er overleveret i Sahih Muslim fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Anas sagde: »Vi erobrede Mekka. Derefter drog vi på felttog til Hunayn. Polyteisterne kom i fremragende ordnede rækker. Jeg havde aldrig set en sådan disciplin. Først kom rytternes række, derefter fodfolkets række; bag dem kom kvinderne, efterfulgt af får og geder og derefter husdyrene. Vi var langt flere. På højre side af vores hær var den ærede Khalid (må Allah være tilfreds med ham). Men vores ryttere begyndte at skjule sig bag os, og efter kort tid flygtede de. Araberne flygtede også. De andre, som I kender, flygtede også.« 5 (Fath al-Bari, bind 8, s. 8)

Da ledsagerne begyndte at sprede sig, kaldte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) på dem fra højre side og sagde: »O mennesker, kom hen til mig! Jeg er Muhammad, Abdallahs søn.« På det tidspunkt var der ingen andre hos Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) end nogle få muhajirun og ledsagere fra hans familie. 6 (Ifølge Ibn Ishaqs overlevering var deres antal ni eller ti. Profeten sagde, at tolv mænd stod fast sammen med Allahs Sendebud. Ledsagerne var taget bort for at søge sikkerhed. Firs mænd blev stående fast sammen med Allahs Sendebud. Vi vendte ikke ryggen til. Al-Tirmidhi har overleveret en hadith fra Abdullah ibn Umar. Han sagde: »Jeg så, at mine egne folk vendte ryggen til på dagen ved Hunayn. Der var ikke engang et hundrede ledsagere sammen med Allahs Sendebud.«)

I denne vanskelige stund viste Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) en enestående tapperhed og et enestående mod. Han gik frem mod fjenderne og sagde med høj stemme: »Jeg er Profeten, der ikke lyver; jeg er Abd al-Muttalibs søn.«

På det tidspunkt holdt Abu Sufyan og den ærede Abbas fast i Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) muldyr, så det ikke skulle løbe fremad. Derefter sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til sin farbror, den ærede Abbas, at han skulle begynde at kalde på folk med høj stemme. Abbas havde en kraftig stemme. Abbas siger: »Jeg råbte højt: Hvor er I, I folk fra træet, I folk fra løftet ved Ridwan?« Da ledsagerne hørte min stemme, begyndte de at komme løbende på samme måde, som kalve løber, når de hører en ko brøle. Ledsagerne sagde: »Vi kommer.« 7 (Sahih Muslim, bind 2, s. 100)

Da ledsagerne begyndte at komme løbende, og et hundrede ledsagere havde samlet sig omkring Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), gik Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fjenden i møde. Kampen begyndte.

Derefter blev Ansarerne kaldt. Efterhånden blev denne indkaldelse begrænset til Banu Harith ibn Khazraj. Imens begyndte ledsagerne at vende tilbage lige så hurtigt, som de havde forladt slagmarken. Snart brød et voldsomt slag ud. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, så mod slagmarken og sagde: »Nu er ilden blevet varm.« Derefter tog han en håndfuld støv, sagde »Shāhat al-wujūh« og kastede det mod fjenderne. Det betyder: »Må ansigterne blive vansirede.« Som følge af det kastede støv blev hver fjendes øjne fyldt med støv. De vendte ryggen til og begyndte at flygte for livet.

Fjendernes nederlag

Straks efter at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde kastet støvet, ændrede slagets forløb sig, og fjenderne blev besejret. Halvfjerds vantro fra Thaqif-stammen blev dræbt. Alle de våben, rigdomme, forsyninger, udstyr, kvinder, børn og husdyr, som de havde medbragt, faldt i muslimernes hænder.

Allah, verdens Herre, siger om dette: »Allah har allerede hjulpet jer mange steder og især på dagen ved Hunayn, da jeres store antal glædede jer, men det gav jer ingen fordel, og jorden, trods sin vidde, blev trang for jer, hvorefter I vendte ryggen til og flygtede. Derefter sendte Allah sin fred og tryghed ned over sit Sendebud og de troende fra Ham selv, og Han sendte en hær, som I ikke kunne se, og Han straffede de vantro. Dette er de vantros løn.« (Sura at-Tawbah, vers 25-26)

Forfølgelse af fjenderne på deres flugtvej:

Efter en kort konfrontation mellem de to sider tog polyteisterne straks flugten. Efter nederlaget drog en gruppe fjender mod Taif. En anden gruppe drog mod Nakhlah, og en tredje gruppe drog mod Awtas. I sammenstødet mellem de to sider blev ledsageren Hadrat Abu Amir al-Ashari (må Allah være tilfreds med ham) martyr. Han ledede en gruppe.

En gruppe ledsagere forfulgte de ikke-muslimer, der var på vej mod Nakhlah. Duraid ibn as-Simma blev pågrebet. Hadrat Rabi’a ibn Rafi dræbte ham.

Den største gruppe af de besejrede fjender drog mod Taif. Efter at have samlet krigsbyttet drog Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, af sted mod Taif.

Krigsbytte

En oversigt over krigsbyttet er som følger: 6.000 krigsfanger, 24.000 kameler og mere end 40.000 geder. 4.000 uqiyya sølv, det vil sige 160.000 dirham. Dets vægt var nogle få kilo mindre end 6 kvintaler. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, beordrede, at alle ejendelene skulle samles. Han samlede hele formuen på et sted ved navn Ji’ranah og anbragte den under Hazrat Masud ibn Amr al-Ghifaris kontrol. Den blev ikke fordelt, før man var færdig med Taif-krigen.

Blandt fangerne var også Shayma bint al-Harith al-Sa’diyya. Hun var Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ammesøster. Efter at hun var blevet ført til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og havde fortalt, hvem hun var, genkendte han hende på et kendetegn. Derefter viste Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hende stor respekt. Han bredte sin kappe ud og lod hende sidde på den. Af nåde mod hende og i overensstemmelse med Sa’diyyas ønske sendte han hende tilbage til hendes egen stamme.

Taif-krigen

Denne krig var i virkeligheden en del af slaget ved Hunayn. De fleste af de besejrede fra Hawazin- og Thaqif-stammerne var sammen med deres kommandør Malik ibn Awf al-Nasri taget til Taif og havde skjult sig dér. Derfor drog Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, mod Taif.

Først blev 1.000 soldater sendt af sted under Khalid ibn al-Walids ledelse, hvorefter Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, selv drog af sted. Undervejs passerede han Nakhla, Imaniyya og Manzil. På et sted ved navn Liyyah havde Malik ibn Awf en fæstning. På Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ordre blev denne fæstning ødelagt. Derefter fortsatte han rejsen, og da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, nåede Taif, belejrede han Taifs fæstning.

Belejringen blev langvarig. Ifølge en beretning fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, i Sahih Muslim varede denne belejring 40 dage. Nogle sira-forfattere har også nævnt 20 dage. Nogle har nævnt 10, andre 15 og andre igen 18 dage. 8[Fath al-Bari, bind 8, s. 45]

Under belejringen kastede begge parter pile og sten mod hinanden. Under muslimernes første belejring blev der konstant skudt pile mod dem. Da muslimerne først begyndte belejringen, blev der skudt så mange pile mod dem fra fæstningen, at det virkede, som om græshopper havde bredt en skygge ud. Som følge heraf blev flere muslimer såret, og 12 blev martyrer. Derfor flyttede muslimerne teltene lidt længere væk.

For at imødegå denne situation opstillede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, en kastemaskine og affyrede flere projektiler mod fæstningen. Dette fik muren til at revne og danne et hul. Sahabaerne kastede sten mod dem gennem hullet. Men fjenden sendte pile som regn, og flere muslimer blev martyrer.

Som en strategi for at bringe fjenden under kontrol beordrede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, at man skulle hugge vinrankerne ned og brænde dem. Den foruroligede Thaqif-stamme bad ham, med henvisning til Allah den Almægtige og slægtskabsbåndet, om at afstå fra dette. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, accepterede deres anmodning.

Under belejringen lod Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, en herold bekendtgøre: »Enhver slave, der kommer ned fra fæstningen og slutter sig til os, er fri.« Som følge heraf kom tredive mænd ned fra fæstningen og sluttede sig til muslimerne. 9 [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 260]

Blandt de ankomne slaver var også Abu Bakrah. Han klatrede op på fæstningsmuren, lod sig fire ned ved hjælp af et roterende hjul og overgav sig til muslimerne. På arabisk kaldes gharabi for bakrah. Derfor gav Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, denne ankomne slave tilnavnet Abu Bakrah. Som lovet frigav Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, de slaver, der kom til muslimerne og overgav sig, og overdrog dem til tredive sahabaers ansvar med ordene: »Giv dem det nødvendige udstyr.« Denne begivenhed blev yderst alvorlig for fjenderne i fæstningen.

Belejringen blev langvarig, og der viste sig ingen tegn på, at fjenden ville overgive sig. De havde oplagret et års forråd inde i fæstningen. På dette tidspunkt rådførte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sig med Nawfal ibn Muʿawiyah al-Dawli. Nawfal sagde: »Ræven er gået ind i sin hule. Hvis du forlænger belejringen, vil du kunne få fat i dem. Men hvis du vender tilbage, vil de ikke kunne skade dig.« Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, besluttede han at afslutte belejringen. Umar, må Allah være tilfreds med ham, bekendtgjorde blandt sahabaerne: »Hvis Allah vil, vender vi tilbage i morgen.« Sahabaerne kritiserede denne bekendtgørelse. De sagde: »Hvad er det for noget? Skal vi vende tilbage uden at erobre Taif?« Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte deres afvigende mening, sagde han: »Godt, lad os gå i kamp i morgen tidlig.« Den følgende dag drog sahabaerne i kamp, men opnåede ikke andet end at vende tilbage sårede. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så denne situation, sagde han: »Hvis Allah vil, vender vi tilbage i morgen.« Sahabaerne fra alle lag udtrykte tilfredshed med denne beslutning. De begyndte stille og roligt at pakke deres ejendele. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så dette, smilede han mildt.

På vejen tilbage sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Ayibuna, taibuna, abiduna li-rabbina hamidun.« Det vil sige: I vender tilbage, angrer, tilbeder og lovpriser jeres Herre.

Sahabaerne sagde: »Åh Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bed om en forbandelse over Thaqif-folket.« Han sagde: »Åh Allah, vejled Thaqif, og bring dem til os.«

Fordelingen af krigsbyttet i Jiʿrana

Efter at have ophævet belejringen af Ta’if afstod Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fra at fordele det krigsbytte, der var oplagret i Ji’rana. Grunden til denne forsinkelse var, at han ønskede, at hvis folkene fra Hawazin-stammen vendte tilbage og angrede, ville han give dem alt tilbage. Men selv efter at have ventet kom ingen. Derefter begyndte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, at fordele krigsbyttet. Høvdingene for de forskellige stammer og de førende mænd fra Mekka ventede ivrigt på at få del i krigsbyttet. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gav disse nye muslimer rigeligt krigsbytte. 10[for at de kunne forblive faste i islam]

Abu Sufyan ibn Harb fik 40 uqiyya, det vil sige omkring 6 kilo sølv, samt hundrede kameler. Abu Sufyan sagde: »Hvad med min søn Yazid?« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gav også Yazid det samme. Abu Sufyan sagde: »Hvad med min søn Mu’awiya?« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gav også ham det samme. I alt blev der således alene til Abu Sufyan og hans to sønner givet 18 kilo sølv og tre hundrede kameler.

Al-Harith ibn Kalada fik hundrede kameler. Stammelederne blandt både Quraysh og de øvrige stammer fik henholdsvis hundrede, halvtreds eller fyrre kameler. Blandt folk spredtes nyheden om, at Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, gav så meget, at han ikke frygtede fattigdom. Da denne nyhed havde spredt sig, kom beduinerne, omringede Allahs Sendebud og førte ham hen til et træ. På grund af trængslen blev Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, kappe hængende fast i træet. Han sagde: »Folk, giv mig min kappe!«

Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, hvis jeg så ejede firbenede dyr i et antal svarende til træerne i Tihama, ville jeg alligevel fordele dem alle. Derefter vil I se, at jeg hverken er nærig, bange eller løgnagtig. 11[ash-Shifa, dommerkapitlet, bind 1, s. 86]

Derefter gik Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hen og stillede sig ved sin egen kamel. Han tog nogle af dens hår og viste dem frem, mens han sagde: »Folk, jeg har ingen andel i jeres fay’-midler. Jeg har ikke engang så meget som de kamelhår, I ser her. Der findes kun khums, det vil sige en femtedel af krigsbyttet, som ved fordelingen blandt de enkelte modtagere gives tilbage til jer.«

Det blev givet til de nye muslimer, som i Koranen kaldes »dem, hvis hjerter skal vindes«. Derefter sagde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, til Zayd ibn Thabit, at han skulle samle krigsbyttet og soldaterne på ét sted og beregne fordelingen. Det gjorde han. Således fik hver soldat fire kameler og fyrre får. De fremtrædende krigere fik hver tolv kameler og tolv får.

Ved denne fordeling anvendte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, en særlig strategi. For der findes mange mennesker i verden, som ikke følger samvittighedens vej, men mavens vej. Ligesom man ved at holde en håndfuld frisk græs foran et dyr og bevæge sig baglæns kan føre det til et sikkert sted, forsøgte man gennem den nævnte fordeling af rigdom at vinde de nye muslimers hjerter, så de kunne få mulighed for at lære troen og få kærlighed til islam. 12[ Muhammad al-Ghazali, Fiqh as-Sirah, s. 298-299]

Ansarernes sindstilstand

Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, politiske strategi ved fordelingen af krigsbyttet blev ikke forstået i begyndelsen. Derfor kritiserede nogle mennesker den. Især blev ansarerne bedrøvede, fordi de ikke fik noget. Alligevel var de blevet tilkaldt i krisens stund og var hurtigt mødt frem. De kæmpede ved Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, side på en sådan måde, at det tilsyneladende nederlag blev vendt til sejr. Men ved fordelingen af krigsbyttet bemærkede de, at de, som var flygtet i krisens stund, havde hænderne fulde, mens deres egne hænder var tomme. 13[Samme værk, samme side]

Ibn Ishaq har overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham, at da Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav Qurayshs og de arabiske stammelederes ledere store gaver, men ikke gav ansarerne noget, blev de bedrøvede. De hviskede indbyrdes. Nogle sagde åbent: »Ved Allahs ed, Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, er blevet knyttet til sit eget folk.« Sa’d ibn Ubada, må Allah være tilfreds med ham, gik til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »O Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ansarerne er ikke tilfredse med det, du har gjort med hensyn til krigsbyttet. De kritiserer det. De siger, at du kun har fordelt rigdommene blandt dit eget folk. Du har givet de arabiske stammer særlige gaver, men ansarerne har du ikke givet noget.« Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, spurgte: »O Sa’d, hvad mener du om dette?« Han svarede: »O Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, jeg er jo også en af mit eget folk.« Den elskede Profet sagde: »Gå og saml dit folks medlemmer på ét sted.« Sa’d gjorde det. Nogle muhajiruner kom, og de fik også lov til at sætte sig. Andre mennesker kom, men blev sendt væk. Derefter blev Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, informeret om, at de var mødt frem. Så gik han hen til dem.

Efter at have lovprist Allah på passende vis sagde den elskede Profet: »O ansarer, hvad er årsagen til jeres utilfredshed og kritik? Kom jeg ikke til jer på et tidspunkt, hvor I var vildfarne? Derefter vejledte Allah jer. I var afhængige af andre, og Allah gav jer rigdom og ejendom. Han forenede jeres hjerter med hinanden. Er det ikke sandt?« De sagde: »Jo, O Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, du har ret. Allah og Hans Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, har vist os stor nåde.« Han sagde: »Hvorfor svarer ansarerne ikke?« De sagde: »Hvad skal vi svare? Allah og Hans Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, har vist os stor nåde.« Han sagde: »Hvis I ønsker det, kan I sige: Du kom til os på et tidspunkt, hvor du blev forkastet, og vi troede på dig. Du blev forladt ensom og uden venner, og vi hjalp dig. Du blev tilsidesat, og vi gav dig et hjem. Du var trængende, og vi lettede din nød.«

Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »O ansarer, I er i jeres hjerter blevet utilfredse over en ringe ting i denne verden. Gennem denne ting har jeg trøstet nogle menneskers hjerter, så de kunne blive muslimer. Jeg har overladt jer til den islam, I har taget imod. O ansarer, er I ikke tilfredse med, at andre vender hjem med kameler og geder, mens I vender hjem med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham? Ved Den Hellige Væsens ed, i hvis hånd mit liv er, hvis hijraen var sket, ville jeg også have været en ansar. Hvis alle mennesker går ad én vej, og andre går ad en anden vej, vil jeg gå ad ansarernes vej. O Allah, forbarm Dig over ansarerne, over deres børn og over deres børnebørn.«

Da folk hørte Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, tale, græd de så meget, at deres skæg blev vådt. De sagde: »Vi er tilfredse med, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, bliver vores del.« Derefter gik Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, tilbage, og ledsagerne gik hver til sit. 14[Ibn Hisham, bind 2, s. 499-500; Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 620-621[

Hawazin-delegationens ankomst

Efter fordelingen af krigsbyttet kom en delegation fra Hawazin-stammen til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, efter at de havde antaget islam. De var fjorten personer. Zuhayr ibn Surad var deres leder. Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, ammefarbror Abu Barqan var også blandt dem. De kom og bad om at få krigsfangerne og ejendelene tilbage. De talte på en sådan måde, at alles hjerter blev blødgjort. 15[Ibn Ishaq siger, at ni fremtrædende personer fra delegationens stamme var til stede. De antog islam, aflagde troskabsed og talte med Allahs Sendebud. De sagde: »O Allahs Sendebud, blandt dem, du har taget til fange, er vores mødre og søstre samt vores fastere og mostre. Det er ydmygende for vores folk.« (Fath al-Bari, bind 8, s. 33). Det kan nævnes, at der med »mødre og søstre« og lignende menes Allahs Sendebuds ammemødre, ammemostre, ammefastre og ammesøstre. Det var Zubayr ibn Surad, der talte på delegationens vegne. Der er uenighed om Abu Barqan. Nogle nævner ham som Abu Marwan og Abu Sarwan]. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »I kan se de mennesker, som er hos os. Jeg foretrækker sandheden. Sig sandt: Elsker I jeres børn mest, eller jeres rigdom?«

De sagde: »Familieære og familieværdighed er mest værdifuldt for os.« Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Godt. Efter at jeg har bedt middagsbønnen, skal I rejse jer og sige: Vi gør Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, til forbeder på de troendes vegne, og vi gør de troende til forbedere på Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, vegne. Derfor, giv os vores fanger tilbage.«

Efter middagsbønnen sagde de dette. Allahs Sendebud sagde: »Min egen andel og Banu Abd al-Muttalibs andel er til jer. Jeg vil nu spørge de andre.« Straks rejste ansarerne og muhajirunerne sig og sagde: »Alt, hvad vi har, er også til Allahs Sendebud.« Derefter rejste Aqra ibn Habis sig og sagde: »Det, som tilhører mig og Banu Tamim, er ikke til Dem.« Uyaynah ibn Hisn sagde: »Det, som tilhører mig og Banu Fazara, er ikke til Dem.« Abbas ibn Mirdas sagde: »Det, som tilhører mig og Banu Sulaym, er heller ikke til Dem.« En mand fra Banu Sulaym rejste sig og sagde: »Jo, tværtimod: Alt, hvad vi har, er til Allahs Sendebud.« Da Abbas ibn Mirdas hørte dette, sagde han: »I har fornærmet mig.«

Allahs Sendebud sagde: »Se, de er kommet og har antaget islam. Derfor har jeg udsat fordelingen af deres fanger. De, som har fanger hos sig, bør derfor give dem tilbage. Det vil være det bedste. Den, der ønsker at beholde sin egen andel, skal også give fangerne tilbage. Når der i fremtiden erhverves fay’-midler, vil de få seks gange så meget til gengæld.« Folkene sagde: »Vi er villige til med glæde at give alt til Allahs Sendebud.« Allahs Sendebud sagde: »Jeg ved ikke, hvem der er tilfreds, og hvem der er utilfreds.«

Derefter sagde han: »Gå hellere tilbage og send jeres leder.« Så gav ledsagerne de tilfangetagne børn og kvinder tilbage. Uyaynah ibn Hasans andel omfattede en gammel kvinde; han var først ikke villig til at give hende tilbage, men senere gav også han hende tilbage. Allahs Sendebud tog afsked med hver fange og gav hver af dem et koptisk tæppe som gave.

Umrah og tilbagevenden til Medina

Efter fordelingen af krigsbyttet iførte Allahs Sendebud sig ihram i Ji’ranah med henblik på umrah og udførte umrah. Derefter udnævnte han Attab ibn Asid til guvernør i Mekka.

Muhammad Ghazali siger: Da Allah ved denne sejr satte den store sejrs krone på hans hoved, hvor stor var da ikke forskellen mellem dette tidspunkt og dengang, han kom til denne by otte år tidligere.

Han var kommet til denne by som en, der søgte sikkerhed. På det tidspunkt var han ukendt og fremmed, og tvivlen boede i hans sind. Byens indbyggere viste ham ære, gav ham husly og hjalp ham; de fulgte det lys, som han havde bragt med sig. Ikke nok med det: For hans skyld anså de enhver form for fjendskab fra andres side for betydningsløst. Det var de samme mennesker, som havde budt Allahs Sendebud velkommen efter hans hijrah til Medina otte år tidligere, og i dag bød de ham atter velkommen. I dag lå Mekka i hans hånd og under hans kontrol. Mekkas folk havde lagt deres stolthed og uvidenhed ved den barmhjertige Profets fødder. Han tilgav dem alle deres tidligere uretfærdigheder og skænkede dem ære og fremgang gennem islam.

Allah den Ophøjede siger i Den Vise Koran: »Sandelig, den, der holder fast ved sandhed og tålmodighed, får ikke sin belønning spildt af Allah.« 16 [Fiqh al-Sirah, s. 306. For detaljer om erobringen af Mekka og slaget ved Ta’if, se Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 160-201; Ibn Hisham, bind 2, s. 389-501; Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 612-623; Fath al-Bari, bind 8, s. 3-85.]

Ekspeditionerne efter erobringen af Mekka

Efter denne lange og vellykkede rejse vendte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, tilbage til Medina, hvor han opholdt sig i nogen tid. I denne periode modtog han forskellige delegationer, sendte embedsmænd ud for at lede administrationen og udsendte missionærer for at udbrede religionen.

Desuden konfronterede Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, dem, som, selv efter islams overlegenhed var blevet bevist, ikke kunne acceptere den, men på forskellige måder udviste arrogance og stædighed. Deres beretninger gengives nedenfor.

Udsendelse af skatteopkrævere for at indsamle zakat

Det er allerede blevet klart af den foregående fremstilling, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, efter erobringen af Mekka vendte tilbage til Medina mod slutningen af det 8. hijri-år. Så snart Muharrams måne viste sig i det 9. hijri-år, udsendte Profeten Mustafa, Allahs velsignelser og fred være med ham, skatteopkrævere for at indsamle zakat fra forskellige stammer. Nedenfor gives en liste over dem.

Skatteopkræverens navn — Den stamme, han blev sendt til

1. Uyayna ibn Hisn — Banu Tamim

2. Yazid ibn Husayn — Aslam og Ghifar

3 Ubbad ibn Bashir al-Ashhali, Sulaym og Muzayna

4 Rafi ibn Makith, Juhayna

5 Amr ibn al-As, Banu Fazara

6 Dahhak ibn Sufyan, Banu Kilab

7 Bashir ibn Sufyan, Banu Ka’b

8 Ibn al-Lutbiyyah, Azd, Banu Dhabyan

9 Muhajir ibn Abi Umayya, Sana’a

10 Ziyad ibn Labid, Hadramaut

11 Adi ibn Hatim at-Ta’i og Banu Asad

12 Malik ibn Nuwayrah, Banu Hanzala

13 Zibarkan ibn Badr, en del af Banu Sa’d

14 Qais ibn Asim, en anden del af Banu Sa’d

15 Ala ibn Hadrami, Bahrain

16 Ali ibn Abu Talib, Najran

Disse sahaba blev i muharram i det niende hijri-år sendt ud som zakatopkrævere. På dette tidspunkt havde folk fra stammerne i de pågældende områder allerede taget islam til sig. Mange drog af sted i begyndelsen af muharram, og andre fulgte senere. Dette giver et indtryk af omfanget af islams kalds succes efter Hudaybiyyah-forliget. Efter erobringen af Mekka begyndte folk i store flokke at søge ly under islams skygge.

Nogle af de ekspeditioner, der fandt sted på dette tidspunkt

Skatteopkrævere blev sendt til forskellige stammer for at indsamle zakat. Selv om der herskede fred og orden i forskellige områder af Den Arabiske Halvø, opstod der alligevel uro nogle steder. Soldater blev sendt ud for at undertrykke denne uro. Nedenfor omtales nogle af disse ekspeditioner.

(1) Ekspeditionen under Uyaynah ibn Hisn al-Fazari

Muharram i det 9. hijri-år

Uyaynah blev sendt til stammen Banu Tamim som leder for 50 ryttere. Årsagen var, at Banu Tamim havde opildnet forskellige stammer til at undlade at betale jizya. Ingen muhajir eller ansar deltog i denne ekspedition.

Uyaynah ibn Hanan rejste om natten og skjulte sig om dagen. Efter at have fortsat sådan nåede han frem til det udpegede sted og satte efter folkene fra Banu Tamim. De flygtede i vild fart. Muslim­erne pågreb dog 11 mænd, 21 kvinder og 30 børn. De blev ført til Medina og holdt indespærret i Ramla bint Hariths hus.

Senere kom ti høvdinge fra Banu Tamim for at drøfte frigivelsen af fangerne. De gik hen til døren til Allahs Sendebuds hus, Allahs fred og velsignelser være med ham, og råbte: »Muhammad, kom ud til os.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, kom ud. De omfavnede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og begyndte at tale med ham. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, tilbragte nogen tid sammen med dem. Imens blev det tid til middagsbønnen. Han ledte bønnen. Efter bønnen satte han sig i moskéens gård. Høvdingene fra Banu Tamim gav udtryk for deres ønske om en debat, hvori de kunne vise deres stolthed og arrogance, og førte deres taler, Ata ibn Hajib, frem. Han holdt en tale. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, beordrede den islamiske taler, Hazrat Thabit ibn Qays Shammas, til at svare ham. Han holdt et svarindlæg. Derefter førte høvdingene fra Banu Tamim deres stammes digter, Zaykal ibn Badr, frem. Han fremsagde nogle digte, der udtrykte stolthed og arrogance. Islams digter, Hazrat Hassan ibn Thabit, svarede ham.

Da begge talere og digtere havde afsluttet deres taler og digtoplæsning, sagde Aqra ibn Habis: »Deres taler holdt en stærkere tale end vores taler, og deres digter fremsagde bedre digte end vores digter. Deres taler og digters stemmer var stærkere end vores talers og digters stemmer.« Derefter antog de tilrejsende høvdinge fra Banu Tamim islam. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav dem slavekvinder som gaver og gav de tilfangetagne kvinder og børn tilbage. 1[Specialiserede forfattere om krigshistorie har berettet, at denne begivenhed fandt sted i Muharram i det 9. hijri-år. Det viser, at Aqra ibn Habis blev muslim på dette tidspunkt. Sīrah-forfatterne har imidlertid skrevet, at Allahs Sendebud havde sagt, at fangerne fra Banu Hawazin skulle gives tilbage. Da sagde Aqra ibn Habis: »Jeg og Banu Tamim vil ikke give dem tilbage.« Dette viser, at Aqra ibn Harith var blevet muslim før Muharram i det 9. hijri-år.]

2. Ekspeditionen under Qutbah ibn Amir

Den niende hijri-års måned Safar

Denne ekspedition drog mod en gren af Khath’am-stammen i området Tabalah nær Turbah. Qutbah drog af sted med 20 mænd. De havde 10 kameler, som de skiftedes til at ride på. Muslimerne indledte et overraskelsesangreb, og en voldsom kamp brød ud. Flere på begge sider blev såret. Qutbah blev dræbt sammen med flere af sine ledsagere. Alligevel bragte muslimerne får, geder og børn med tilbage til Medina.

3. Ekspeditionen under Dahhak ibn Sufyan al-Kilabi

Den niende hijri-års måned Rabi al-awwal

Denne ekspedition blev sendt af sted for at invitere Banu Kilab-stammen til islam. Men da de nægtede at antage islam, begyndte en kamp. Muslimerne besejrede dem og dræbte en af deres mænd.

4. Ekspeditionen under Alqamah ibn Mujazziz al-Mudlaji

Den niende hijri-års måned Rabi al-awwal

Alqamah blev udnævnt til leder for tre hundrede soldater og sendt mod kysten ved Jeddah. Årsagen var, at en gruppe abessinere havde samlet sig nær kysten ved Jeddah. De ville plyndre og røve Mekkas indbyggere. Alqamah drog på et felttog til søs og avancerede så langt som til en ø. Da abessinerne hørte, at muslimerne var på vej, flygtede de. 2[ Fath al-Bari, bind 8, s. 59[

5. Alis ekspedition

Rabi al-awwal i det niende hijri-år

Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) blev sendt ud for at ødelægge en afgud ved navn Kallas eller Kalis, som tilhørte stammen Tayy. Under Hazrat Alis ledelse drog et hundrede og halvtreds soldater af sted, med hundrede kameler og halvtreds heste. De bar sorte og hvide faner. Ved daggry angreb muslimerne Hatim Tais kvarter og ødelagde afguden Kallas. Derefter blev mange mennesker, firbenede dyr samt får og geder taget til fange. Blandt fangerne var også Hatim Tais datter. Hatims søn, Adi ibn Hatim, flygtede ad vejen til Syrien. I afguden Kallas’ hus fandt muslimerne tre sværd og tre rustninger. På hjemvejen blev krigsbyttet fordelt. Hatim Tais datter blev ikke tildelt nogen andel.

Efter ankomsten til Medina bad Hatim Tais datter Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om nåde og sagde: »O Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), den, der kunne være kommet hertil, er i dag forsvundet. Min far er død. Jeg er gammel og har ingen kræfter til at tjene. Vis mig barmhjertighed, så vil Allah den Ophøjede vise dig barmhjertighed.« Profeten Mustafa spurgte: »Hvem kunne være kommet for din skyld?« Hun svarede: »Min bror, Adi ibn Hatim.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Han er den mand, der er flygtet fra Allah den Ophøjede og Hans Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham).« Med disse ord gik Profeten Mustafa (Allahs fred og velsignelser være med ham) bort. Den samme spørgen og svaren fortsatte i tre dage. På den tredje dag viste Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) barmhjertighed og frigav Hatims datter. På det tidspunkt var en sahabi til stede, muligvis Hazrat Ali. Han sagde til kvinden: »Bed også den barmhjertige Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) om et ridedyr.« Kvinden gjorde det. Derefter beordrede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) også, at der skulle skaffes et ridedyr til Hatims datter.

Efter at være blevet løsladt fra Medina drog Hatims datter direkte til Syrien. Da hun mødte sine brødre, sagde hun: »Den barmhjertige Profet viste en sådan nåde, som selv jeres far ikke ville have kunnet vise. Gå til ham med både frygt og håb.« Derefter tog Adi ibn Hatim til Medina og mødte direkte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Profeten Mustafa (Allahs fred og velsignelser være med ham) lod ham sætte sig foran sig og sagde: »Hvor flygter du hen? Flygter du fra Allah den Ophøjede og Hans Sendebud? Hvis det er tilfældet, så sig mig: Kender du nogen anden guddom end Allah den Ophøjede?« Han svarede: »Det kender jeg ikke.« Profeten Mustafa (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hør: Allahs forbandelse hviler over jøderne, og de kristne er vildfarne.« Adi sagde: »Så er jeg en standhaftig muslim.« Da Profeten Mustafa (Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte dette, strålede hans ansigt af glæde. Han lod Hatims søn bo hos en ansari. Derefter plejede Adi ibn Hatim morgen og aften at komme til Profeten Mustafa (Allahs fred og velsignelser være med ham). 3 [Zad al-Ma’ad, bind 2, s. 205]

Ibn Ishaq har overleveret fra Adi ibn Hatim, at Profeten Mustafa (Allahs fred og velsignelser være med ham) lod Adi ibn Hatim sætte sig foran sig i sit hjem og spurgte: »Adi ibn Hatim, var du ikke præst?« Adi siger: »Jeg svarede: Jo, det var jeg.« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Tog du ikke en fjerdedel af din stammes krigsbytte?« Jeg svarede: »Jo, det gjorde jeg.« Han sagde: »Alligevel er dette ikke tilladt i jeres religion.« Jeg sagde: »Ja, det er rigtigt.« Allerede da forstod jeg, at han var den sandt vejledte, og at han var Allahs udsendte Sendebud, for han fortalte mig noget, som det ikke var naturligt for ham at vide. 4 [Ibn Hisham, bind 2, s. 581]

I Musnad Ahmad står det overleveret, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »O Adi, antag islam, så vil du være i fred.« Jeg sagde: »Jeg følger jo allerede en religion.« Han sagde: »Jeg ved mere om din religion, end du selv gør.« Jeg sagde: »Ved du mere om min religion end jeg?« Han sagde: »Ja. Er det ikke sådan, at du var præst? Du brugte en fjerdedel af din stammes krigsbytte.« Jeg sagde: »Jo, det er rigtigt.« Profeten Mustafa (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Men dette er ikke tilladt ifølge jeres religion.« Ved disse ord fra Profeten Mustafa (Allahs fred og velsignelser være med ham) bøjede jeg hovedet. 5 [Musnad Ahmad, bind 7, s. 258–278]

I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Hazrat Adi ibn Hatim, at han sagde: »Jeg sad foran Profeten Mustafa (Allahs fred og velsignelser være med ham). Da kom en mand og fortalte om sin sultne tilstand. En anden kom og klagede over røveri og landevejsrøveri. Profeten Mustafa (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ›O Adi, har du set byen Hira? Hvis du lever længe, vil du se en kvinde komme fra Hira ridende på en hest og gå rundt om Kabaen. På det tidspunkt vil hun ikke have anden frygt end frygten for Allah. Hvis du lever længe, vil I erobre Kisras skatkamre. Hvis du lever længe, vil du se, at guld bliver bragt frem i favnfulde for at blive uddelt, men ingen vil kunne findes til at modtage det.‹ Beretningen fortsætter med, at Adi sagde: ›Jeg har set en kvinde komme fra Hira i en howdah og gå rundt om Kabaen uden at frygte nogen anden end Allah. Jeg var selv blandt dem, der erobrede Kisras skatkamre. Hvis I lever længe, vil I også få bekræftet sandheden i Abu al-Qasims ord: at guld vil blive taget frem i favnfulde for at blive uddelt, men ingen vil kunne findes til at modtage det.‹ 6 [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 507]

Slaget ved Tabuk

Erobringen af Mekka var en afgørende offensiv mellem sandhed og løgn. Efter denne offensiv var der ikke længere nogen tvivl tilbage hos Mekkas indbyggere om Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans profet- og sendebudskab. Derfor indtraf der en forbløffende forandring i situationen. Folk tog gruppevis imod islam. Dette vil blive behandlet udførligt i kapitlet om udsendelsen af delegationer. Antallet af muslimer, der var til stede under afskedspilgrimsfærden, giver også en idé om dette. Kort sagt var de indre problemer næsten løst, og derfor begyndte muslimerne helhjertet at hellige sig at gøre den islamiske sharialovgivnings lære universel samt at udbrede islam.

Årsagen til krigen

På det tidspunkt rettede en magt blikket mod Medina og ønskede uden nogen form for provokation at indlede en konflikt med muslimerne. Det var den romerske magt. I datidens verden var den den største og mægtigste magt. Som tidligere nævnt blev grundlaget for denne konflikt lagt af Shurahbil ibn Amr al-Ghassani. Denne mand dræbte Profeten Mustafas, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udsending, al-Harith ibn Umayr al-Azdi. Udsendingen var blevet sendt til guvernøren i Bosra. Derefter sendte Profeten Mustafa, må Allahs fred og velsignelser være med ham, en hærstyrke under ledelse af Zayd ibn Harithah. Som følge heraf fandt slaget ved Mu’tah sted på romersk territorium. Den muslimske hær var imidlertid ikke i stand til at tage hævn over fjenden. Alligevel havde denne ekspedition en vidtrækkende indvirkning på de arabiske indbyggere, både nær og fjern.

Roms kejser kunne ikke ignorere disse virkninger, reaktioner eller deres omfang. Som følge af de muslimske ekspeditioner begyndte frihedsånden at rejse sig blandt de forskellige arabiske stammer. Dette var en farlig situation for ham. Folkets frihedstrang var samtidig blevet en udfordring for romerne i grænseområderne. Især ved Syriens grænse voksede spændingerne. Derfor tænkte Roms kejser, at muslimernes magt måtte undertrykkes og tilintetgøres, før den blev farlig. På den måde ville der ikke være mulighed for, at oprør og uro kunne blusse op i de arabiske områder, der var knyttet til Rom.

På grund af disse krige begyndte Roms kejser, mindre end et år efter slaget ved Mu’tah, at samle tropper fra Rom, blandt Roms indbyggere og fra de arabiske områder underlagt Rom. Dette var forberedelsen til et voldsomt og blodigt sammenstød med muslimerne.

De generelle oplysninger om Roms og Ghassans forberedelser

Imens ankom der efterhånden meldinger til Medina om, at der i Rom blev gjort forberedelser til en afgørende krig mod muslimerne. Da muslimerne hørte dette, tilbragte de dagene i uro og bekymring. De fór forskrækket sammen ved enhver pludselig lyd. De tænkte, at romerne måske allerede var ankommet. I det niende hijri-år indtraf en hændelse. Denne hændelse viser, hvor bekymrede og urolige muslimerne var. På dette tidspunkt havde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, aflagt en ila-ed over for sine hustruer og var flyttet ind i et separat rum, hvor han holdt sig borte fra dem. 1 En ila-ed er en ed om ikke at have omgang med en kvinde. Hvis eden gælder i fire måneder eller mindre, gælder der ifølge sharia ingen særlig bestemmelse for det. Hvis eden aflægges for en periode på mere end fire måneder, skal sagen, når de fire måneder er gået, forelægges den islamiske domstol, som vil sige: Enten skal du give din hustru hendes status som hustru tilbage, eller også skal du skille dig fra hende. Nogle sahaba mente dog, at skilsmissen indtræder automatisk, når de fire måneder er gået. Sahaba kunne i begyndelsen ikke forstå, hvad der foregik. De troede, at Profeten Mustafa, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde skilt sig fra sine hustruer. Dette spredte dyb bekymring og sorg blandt sahaba. Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, fortæller om denne hændelse: Jeg havde en ledsager fra Ansar. Når jeg ikke var til stede hos Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kom han til mig med nyt, og når han ikke var til stede, kom jeg til ham med nyt. Vi boede begge i udkanten af Medina og var naboer. Vi skiftedes til at møde op hos Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Umar siger: På det tidspunkt var vi bekymrede over Ghassans hersker. Vi havde fået at vide, at Ghassans konge kunne angribe os. Derfor tilbragte vi altid dagene i uro og bekymring. En dag kom min ledsager fra Ansar pludselig og bankede på døren. Han sagde: Åbn, åbn! Jeg sagde: Er ghassanitterne kommet? Han sagde: Nej, men der er sket noget endnu større. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har trukket sig bort fra sine hustruer. 2 Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 730.

I en anden overlevering fortælles det, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Der spredte sig en meddelelse blandt os om, at Ghassans konge havde gjort heste klar for at angribe os. En dag kom jeg til profeten Mustafa, Allahs velsignelser og fred være med ham, og begyndte at banke hårdt på døren. Han råbte udefra: »Er du faldet i søvn?« Jeg kom bekymret ud. Han sagde: »Der er sket en stor ulykke.« Jeg spurgte: »Hvad er der sket? Er Ghassan kommet?« Han sagde: »Nej, der er sket noget endnu større. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, har skilt sig fra sine hustruer.« 3 [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 334]

Af denne begivenhed forstår man, hvor alvorlig truslen om et romersk angreb på muslimerne var på det tidspunkt. Efter at profeten Mustafa, Allahs velsignelser og fred være med ham, var ankommet til Medina, spredte hyklerne overdrevne meldinger blandt muslimerne om romernes krigsforberedelser. Men hyklerne bemærkede, at Sendebudet, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde succes på alle områder, og at han ikke frygtede nogen magt i verden. Enhver hindring, der stillede sig foran ham, blev knust. Trods dette håbede hyklerne i deres hjerter, at muslimerne denne gang ikke ville undslippe, men virkelig ville blive bragt i store vanskeligheder. Dagen, hvor de skulle overvære det forventede spektakel, var ikke langt borte. På baggrund af disse overvejelser byggede de en moské, som blev kendt som »Dirar-moskéen«. Hyklerne sad og holdt sammenkomster i denne moské og lagde forskellige planer og sammensværgelser mod muslimerne. Den blev bygget med det formål at skabe splittelse og uorden blandt muslimerne, slå revner i den muslimske ummas enhed og forberede hjælp til fjenderne. I denne moské, der var grundlagt med onde hensigter, begrænsede de sig ikke til kun at beskæftige sig med antiislamiske aktiviteter; de bad også profeten (må Allahs fred være med ham) om at bede i den. På denne måde ønskede hyklerne at bedrage de godtroende muslimer. Hvis profeten (må Allahs fred være med ham) blot én gang bad i den, ville almindelige muslimer ikke forstå det afskyelige formål med den moské, som hyklerne havde grundlagt. De ville heller ikke kunne forestille sig, hvilke frygtelige planer og sammensværgelser der blev lagt imod dem i dette hus, der blev kaldt en moské. Desuden ville muslimerne ikke holde øje med, hvem der kom og gik i denne moské. På denne måde ville moskéen blive et centrum for hyklernes og deres ydre allieredes sammensværgelser. Men Sendebudet, Allahs velsignelser og fred være med ham, indvilligede ikke straks i at bede i denne moské. Han sagde: »Hvis Allah vil, vil jeg bede i den, når jeg vender tilbage fra krigen.« På det tidspunkt var han optaget af krigsforberedelserne. Men hyklerne kunne ikke nå deres mål. Allah den Ophøjede afslørede deres sammensværgelse. Da profeternes fornemste vendte tilbage fra krigen, ødelagde han moskéen i stedet for at bede i den.

Særlige oplysninger om Roms og Ghassans forberedelser

På dette tidspunkt fik man pludselig at vide fra nabatæerne, som var rejst til Syrien for at hente olie 4 [De var efterkommere af Nabata, Ismails (må Allahs fred være med ham) søn. På et tidspunkt havde de udvidet deres herredømme over Petra og den nordlige del af Hijaz. Men med tiden mistede de deres styrke og blev til bønder og handelsfolk], at Herakleios havde opbygget en hær på 40.000 frygtløse soldater, og at en berømt romersk kriger førte denne hær. Denne kommandant havde samlet de kristne stammer, blandt andre Lakhm og Judham, under sig, og fortroppen var nået frem til et sted ved navn Balqa. Således opstod der et alvorligt problem for muslimerne.

Situationen var kritisk

På det tidspunkt var der en voldsom varme. I landet herskede økonomisk nød og en tilstand, der nærmede sig hungersnød. Derfor ønskede mange at opholde sig i skyggen og i nærheden af frugterne. De ønskede ikke straks at drage i krig. Desuden var vejen lang, vanskelig og ujævn. Alt taget i betragtning var situationen yderst kritisk.

En øjeblikkelig beslutning

Allahs profet var tilhænger af at vurdere situationen og tage øjeblikkelige skridt. Han forstod, at hvis man i en sådan krisetid udviste tøven og passivitet med hensyn til at føre krig mod romerne, ville romerne trænge ind i de områder, der var under muslimsk kontrol og beboet af muslimer. Det ville få alvorlige følger for islams kald, udbredelse og fremme. Muslimerne ville miste deres særstilling som militærmagt. De besejrede, falske og vantro kræfter fra slaget ved Hunayn ville genvinde livet. Hyklerne, som i hemmelighed holdt kontakt med ydre magter og ventede på tid og lejlighed, ville stikke muslimerne i ryggen. Bag dem ville stå fjendtlige grupper og hyklere, mens romerske vantro soldater ville stå foran dem. Dermed ville det arbejde og de anstrengelser, der var lagt i islams udbredelse og fremme, stå over for fiasko. Profetens og ledsagernes mangeårige lidelser ville være forgæves. En succes, der var opnået med store vanskeligheder, ville ende i fiasko. Og dog er historien om muslimernes ofre og udholdenhed bag denne succes meget lang.

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) forstod disse muligheder fuldt ud. Derfor besluttede han, at man, langt fra at give de vantro adgang til de muslimsk kontrollerede og beboede områder, skulle gå ind i deres områder og slå til dér.

Bekendtgørelse af forberedelserne til krigen mod romerne

Efter at have gennemgået de ovennævnte forhold beordrede Profeten Mustafa (Allahs fred og velsignelser være med ham) sine sahabaer til at forberede sig til krig. Makkas indbyggere og forskellige arabiske stammer blev også beordret til at gøre sig klar til krig. På andre tidspunkter anvendte Den Ædleste Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) en anden strategi i krig og holdt bestemmelsesstedet hemmeligt. Men denne gang gjorde han ikke det. Han bekendtgjorde åbent, at der ville blive krig mod romerne.

Det var, for at muslimerne kunne forberede sig grundigt til krigen. Derfor blev krigen bekendtgjort offentligt. En del af sura at-Tawba blev også åbenbaret for at tilskynde muslimerne til at forberede sig til krigen. Samtidig beskrev han fortjenesten ved at give sadaqa og opmuntrede muslimerne til at bruge penge og ejendom på Allahs vej.

Muslimernes bestræbelser på at forberede sig til krigen

Sahabaerne begyndte at forberede sig til krigen, så snart de havde modtaget Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) befaling. Interesserede muslimer begyndte at komme fra alle sider af Medina. Ingen, bortset fra dem hvis hjerter var ramt af hykleri, det vil sige nifaq, kunne overhovedet tænke på at holde sig borte fra denne krig. Der var dog tre grupper af muslimer, som var særlige. Der var ingen mangel i deres tro eller deres handlinger. Fattige og sultne muslimer kom og bad om, at der blev skaffet transportmidler til dem. Men Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) erklærede sig ude af stand til at hjælpe. Allah den Ophøjede siger om dette i sura at-Tawba: »Der er ingen skyld over dem, som kom til dig, for at du skulle skaffe dem transport, og du sagde: ‘Jeg kan ikke finde noget transportmiddel til jer.’ De vendte tilbage med øjne, der strømmede af tårer på grund af sorgen over ikke at kunne bruge deres midler.«

Muslimerne forsøgte at overgå hinanden i sadaqa og velgørenhed. Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) havde gjort en karavane klar med henblik på at sende den til Syrien for handel. Den bestod af to hundrede veludstyrede kameler. Han havde to hundrede uqiya, det vil sige omkring 29,5 kilo sølv, og han gav det hele som sadaqa. Derefter skænkede han endnu et hundrede veludstyrede kameler. Han kom med tusind dinarer, det vil sige omkring fem kilo guld, og gav dem til Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham). Han undersøgte dem og sagde: »Efter i dag vil Uthman ikke kunne tage skade, uanset hvad han gør.« 5[Jami at-Tirmidhi, Manāqib Uthman ibn Affan, bind 2, s. 211] Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) gav også mere sadaqa. Det viste sig i alt, at hans sadaqa, ud over kontanterne, bestod af ni hundrede kameler og et hundrede heste.

Imens kom Hazrat Abd ar-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) med to hundrede uqiya, det vil sige omkring 29,5 kilo sølv. Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) kom med alt, hvad han havde i sit hjem, og efterlod kun Allah den Ophøjede og Hans Sendebud i hjemmet. Hans sadaqa beløb sig til fire tusind dirham. Han var den første, der mødte frem med sin sadaqa. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) mødte frem med halvdelen af sin formue. Hazrat Abbas (må Allah være tilfreds med ham) kom med en stor del af sin formue. Hazrat Talha, Hazrat Sad ibn Ubadah og Muhammad ibn Maslama kom også med megen rigdom. Hazrat Asim ibn Adi kom med halvfems wasq, det vil sige tretten et halvt tusind kilo eller over tretten tons dadler. De øvrige sahabaer kom også med sadaqa efter deres evne. Nogle gav en håndfuld, andre to håndfulde; de havde ikke mulighed for at give mere.

Kvinderne sendte efter evne deres halskæder, brystsmykker, øreringe, fodlænker, armbånd, ringe og så videre til profeten, Allahs velsignelse og fred være med ham. Ingen holdt sig tilbage, og ingen tøvede. Ingen tænkte på nærighed. Hyklerne hånede dem, der gav meget i almisse, og sagde: »De vil erobre Cæsars land med én eller to dadler.« Om dette siger Allah den Ophøjede i Koranens sura At-Tawba: »De, der blandt de troende frivilligt giver almisse, og de, der ikke finder andet end deres egen arbejdsindsats, og som bliver hånet og latterliggjort af andre, dem håner Allah den Ophøjede. De får en smertefuld straf.«

Den muslimske hær på vej til Tabuk

Den islamiske hær blev gjort klar med stor entusiasme og iver. Den elskede profet udnævnte derefter Muhammad ibn Maslama, ifølge en anden overlevering Saba ibn Arfata, til guvernør i Medina og beordrede Hadhrat Ali til at blive i Medina for at føre opsyn med familien. Men hyklerne kritiserede dette. Som følge heraf forlod Hadhrat Ali Medina og sluttede sig til Allahs Sendebud, Allahs velsignelse og fred være med ham. Profeten Mustafa, Allahs velsignelse og fred være med ham, sendte ham tilbage til Medina og sagde: »Er du ikke tilfreds med, at din forbindelse til mig er som Moses’ forbindelse til Aron? Der kommer ganske vist ingen profet efter mig.«

Efter disse foranstaltninger drog den betroede profet, Allahs velsignelse og fred være med ham, mod nord. Ifølge An-Nasa’is overlevering var det lørdag. Målet var Tabuk. Antallet af muslimske soldater var tredive tusind. Aldrig før var en så stor hær blevet samlet. Trods muslimernes yderste bestræbelser var det ikke muligt at skaffe fuldt udstyr til en så stor hær. Der var mangel på transportmidler og rejseproviant. Der var én kamel for hver atten soldater, og de atten skiftedes til at ride på den. På grund af manglen på fødevarer måtte de ofte spise blade fra træerne, og selv om der var få kameler, måtte de af sult slagte kameler. Af disse grunde blev denne hær kaldt »Jaysh al-Usra«, det vil sige nødens og manglens hær.

På vej til Tabuk passerede den islamiske hær gennem »Hijr«, altså området hvor Thamud-folket havde slået sig ned. Thamud-folket havde hugget huse ud i klipperne inde i »Wadi al-Qura«. De ædle ledsagere hentede vand fra en brønd dér. Da de havde hentet vand og skulle drage videre, sagde den betroede profet, Allahs velsignelse og fred være med ham: »Drik ikke vandet på dette sted, og brug det heller ikke til ablution. Hent vand fra den brønd, hvor profeten Salihs kamelhoppe plejede at drikke.«

Det er overleveret fra Hadhrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at den betroede profet, Allahs velsignelse og fred være med ham, sagde, da han passerede Hijr, altså Thamud-folkets hjemsted: »Gå ikke ind på disse uretfærdiges bopæl, for at den ulykke, der ramte dem, ikke også skal ramme jer. I kan dog gå ind grædende.« Derefter dækkede han sit hoved og passerede hurtigt stedet. 6[ Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 637]

Undervejs opstod der alvorlig vandmangel. Til sidst henvendte ledsagerne sig til den betroede profet, Allahs velsignelse og fred være med ham. Han bad en bøn. Allah den Ophøjede sendte en sky. Det regnede kraftigt. Ledsagerne drak sig tilfredse og gemte også det nødvendige vand.

Da de var nået tæt på Tabuk, sagde den betroede profet, Allahs velsignelse og fred være med ham: »Hvis Allah vil, når I i morgen frem til Tabuks vandreservoir. Men I vil ikke nå frem før tiden for chasht. De, der når frem før os, må ikke røre vandet dér, før jeg kommer.«

Hazrat Muʿadh fortæller: Da vi nåede frem til Tabuk, så vi, at to af vores ledsagere allerede var ankommet. Der kom kun lidt vand frem fra kilden. Profeten al-Amīn spurgte: »Har I rørt ved vandet her?« De svarede: »Ja.« Da profeten hørte dette, sagde han det, som Allah havde villet. Derefter tog han en lille smule vand fra kilden. Da det langsomt sivende vand havde samlet sig i hans håndflader, vaskede han sine hænder og sit ansigt med det og hældte derefter også dette vand tilbage i kilden. Så begyndte der at strømme rigeligt vand fra kilden. Sahabaerne drak af vandet, til de var tilfredse. Derefter sagde profeten til mig: »O Muʿadh, hvis du lever længe, vil du se, at der her er blevet en frodig have.« ⁷

På vej til Tabuk, eller ifølge en anden overlevering efter ankomsten til Tabuk, sagde Profeten: »I nat kommer der en voldsom storm. Ingen af jer må rejse sig. Den, der har en kamel, skal holde godt fast i dens tøjr.« Om natten kom der en voldsom storm. En af sahabaerne rejste sig, men stormens kraft førte ham bort og kastede ham ned mellem to bjerge.¹

Under denne rejse udførte profeten zuhr- og asr-bønnen samlet og maghrib- og isha-bønnen samlet. Han anvendte både jamʿ taqdīm og jamʿ taʾkhīr. Jamʿ taqdīm betyder, at han nogle gange udførte zuhr- og asr-bønnen på zuhrs tid og maghrib- og isha-bønnen på maghribs tid. Jamʿ taʾkhīr betyder, at han nogle gange udførte zuhr- og asr-bønnen på asrs tid. Nogle gange udførte han maghrib- og isha-bønnen på ishas tid.

Den islamiske hær ved Tabuk

Efter at den islamiske hær var gået i land ved Tabuk, slog de telte op. De var rede til at kæmpe mod romernes soldater. Profeten al-Amīn holdt en kraftfuld tale til sahabaerne. I talen opmuntrede han dem og gav dem det glade budskab om velsignelser i denne verden og i det hinsidige. Talen styrkede soldaternes moral. De følte ikke, at de manglede noget. På den anden side blev situationen for Romerriget og dets hær sådan, at de blev bange, da de hørte om den store muslimske hærs ankomst, og de turde ikke rykke frem for at møde den. De spredtes i deres egne byer. De vantros tilbagetog viste sig at være til gavn for muslimerne. Man begyndte at tale om den muslimske militære styrkes overlegenhed i Arabien og uden for Arabien. Den politiske succes, som muslimerne opnåede under denne ekspedition, ville ikke have været mulig, hvis de havde kæmpet mod romerne.

Den detaljerede beretning er, at Yahanna ibn Rawba, herskeren over Ayla, kom til Profeten al-Amīn, accepterede betingelsen om at betale jizya og indgik en fredsaftale. Indbyggerne i Jarrah og Adhruh kom også og accepterede betingelsen om at betale jizya. Profeten skrev en aftale til dem, som de opbevarede. Den aftale eller fredstraktat, der blev skrevet til herskeren over Ayla, lød således: »I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Dette fredsbrev skrives fra Allah og profeten Muhammad til Yahanna ibn Rawba og indbyggerne i Ayla. Allahs og profeten Muhammads beskyttelse gælder deres skibe og karavaner til lands og til vands, og denne beskyttelse gælder de syrere og havets beboere, som er sammen med Yahanna. Men hvis nogen af dem skaber uro, kan Muhammad ikke garantere sikkerheden for hans ejendom og liv. Enhver, der overtager en sådan persons ejendom, må beholde den. De må ikke forhindres i at slå sig ned ved nogen af deres brønde eller i at rejse ad nogen vej til lands eller til vands.«

Desuden sendte Profeten Hazrat Khalid ibn al-Walid med en styrke på 420 soldater til Ukaidir, herskeren over Dumat al-Jandal. Khalid fik at vide, at han ville se ham på jagt efter en vildokse. Hazrat Khalid drog af sted. Da herskerens fæstning kom til syne, kom pludselig en vildokse ud og begyndte at stange fæstningens port. Ukaidir drog ud for at jage denne okse. Hazrat Khalid arresterede sammen med sine soldater Ukaidir og førte ham frem for Profeten. Han skånede Ukaidirs liv og indgik en aftale på betingelse af at modtage to tusind kameler, otte hundrede slaver, fire hundrede rustninger og fire hundrede spyd.

Ukaidir accepterede også at betale jizya. Profeten indgik en fredsaftale med Ukaidir på de betingelser, der gjaldt for Yahanna, Duma, Tabuk, Ayla og Tayma.

Da de så denne situation, forstod de romerske vasalstammer, at romerne ikke længere havde fast grund under fødderne. Nu havde herskeren skiftet. Der var ikke længere behov for at adlyde romerne; deres tid med herredømme var forbi. Derfor blev de også allierede med muslimerne. Således blev den islamiske stats grænser udvidet, indtil de mødte den romerske grænse, mens romernes herredømme og dominans i vid udstrækning forsvandt.

Tilbagevenden til Medina

Den islamiske hær vendte tilbage fra Tabuk med succes og som sejrherre. Der fandt ingen kamp sted. Hvad krigen angik, var Allah tilstrækkelig for de troende. Undervejs forsøgte tolv hyklere ved en lejr at myrde profeten al-Amīn, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Hazrat Ammar, må Allah være tilfreds med ham, var sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han gik foran og holdt kamelens tøjle. Bagved kom Hazrat Hudhayfa ibn al-Yaman, må Allah være tilfreds med ham, som drev kamelen frem. De øvrige ledsagere var på det tidspunkt langt borte. De hykleriske sammensvorne anså dette for en gylden mulighed og gik frem for at gennemføre deres urene hensigt. To af profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ledsagere hørte hyklernes fodtrin. De tolv hyklere nærmede sig med tildækkede ansigter. Den elskede profet forstod, hvad der foregik. Han sendte Hazrat Hudhayfa af sted. Hazrat Hudhayfa gik om bagved og begyndte at slå hyklernes ridedyr tilfældigt. Gennem disse slag lod Allah dem blive skræmte. De skyndte sig bagud og blandede sig med de ædle ledsagere. Derefter afslørede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, deres navne og afslørede sammensværgelsen. Derfor blev Hazrat Hudhayfa kaldt »Rāzdān«, det vil sige den, der vogter hemmeligheder. Om denne begivenhed siger Allah: »De havde til hensigt at gøre noget, som de ikke opnåede«; det vil sige, at de havde planlagt denne handling, men ikke kunne gennemføre den.

Ved rejsens afslutning så profeten al-Amīn, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Medina på afstand og sagde: »Dér er Taba, og dér er Uhud. Dette er det bjerg, som elsker mig, og som jeg også elsker.« Da nyheden om hans ankomst spredte sig i Medina, kom mænd, kvinder og børn ud og tog imod ham med stor varme. De sang da: 9 [Dette er Ibn al-Qayyims udsagn. Dette er allerede blevet omtalt] »Fuldmånen er stået op over os fra Thaniyyat al-Wadāʿ. Så længe der er nogen, der kalder på Allah, er det vores pligt at være taknemmelige.«

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, rejste mod Tabuk i måneden Rajab og vendte tilbage i måneden Ramadan. Hele rejsen varede halvtreds dage. Af disse opholdt han sig tyve dage i Tabuk, mens tredive dage gik med rejsen frem og tilbage. Dette var profeten Muhammeds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sidste militære felttog, hvor han selv var fysisk til stede, mens han levede.

Beretning om modstanderne

Slaget ved Tabuk var på grund af de særlige omstændigheder en hård prøve fra Allah, Herren over alle verdener. Gennem den blev forskellen mellem de troende og de øvrige mennesker tydelig. I sådanne vanskelige tider prøver Allah de troende. Som Allah siger i sura Āl ʿImrān: »Allah vil ikke lade de troende forblive i den tilstand, I befinder jer i, før Han skiller det onde fra det gode. Allah vil heller ikke underrette jer om det usete, men Allah udvælger blandt Sine sendebud, hvem Han vil.«

Alle de sandfærdige troende deltog i dette slag, og fravær fra slaget blev betragtet som et tegn på hykleri. Når det blev nævnt for profeten al-Amīn, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at nogen var blevet tilbage, sagde han: »Lad ham være. Hvis der er godt i ham, vil Allah snart bringe ham til jer, og hvis der ikke er godt i ham, vil Han snart befri jer for ham.« Kort sagt var to grupper fraværende fra dette slag. Den ene gruppe bestod af undskyldte eller ude af stand værende mennesker, og den anden af hyklere. Hyklerne var de mennesker, hvis påstand om tro på Allah og Hans Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var løgn. De fremførte falske undskyldninger for ikke at tage med i krigen. Nogle af dem bad ikke engang profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om tilladelse til ikke at tage af sted. Blandt dem var der dog tre, som var oprigtigt troende og standhaftige i troen. De holdt sig fra slaget uden nogen rimelig grund. Allah satte dem på en hård prøve, men til sidst accepterede Han deres anger.

Beretningen om denne begivenhed er følgende: Da Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, vendte tilbage fra krigen, gik han som sædvanlig først til Profetens Moské og bad to rakʿah. Derefter satte han sig dér. Hyklere var der 80 eller lidt flere af. 10 [Al-Waqidi har skrevet, at dette var antallet af hyklerne i Medina. Desuden var antallet af hyklere blandt Banu Ghifar og andre stammer 82. Abdullah ibn Ubayy og hans tilhængere er ikke medregnet heri. Deres antal var også stort. Se Fath al-Bari, bind 8, s. 119] De kom til Profetens Moské, fremsatte undskyldninger for, at de ikke kunne tage med i krigen, og aflagde ed efter ed.

Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, accepterede deres ydre forklaringer, tog imod deres troskabsløfte, bad om tilgivelse for dem og overlod deres indre tilstand til Allah.

Der var stadig tre troende og sandfærdige mænd tilbage: Kaʿb ibn Malik, Murara ibn ar-Rabiʿ og Hilal ibn Umayya. De sagde sandfærdigt: »Vi havde ingen grund til ikke at tage med i krigen.« Da Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, sagde han til ledsagerne, at de ikke måtte tale med dem. Derfor blev de udsat for en fuldstændig boykot. Mennesker, de kendte, blev som fremmede; jorden blev skræmmende, og verden blev trang, trods sin vidtstrakthed. Deres liv blev udsat for en alvorlig krise. Hårdheden blev så intens, at Allah efter 40 dage accepterede deres anger. Dette vers fra sura at-Tawbah blev åbenbaret: »Og Han tilgav også de tre, hvis sag var blevet udsat, indtil jorden, trods sin vidtstrakthed, blev trang for dem, og de indså, at der ikke findes noget tilflugtssted ud over Allah. Derefter vendte Han sig barmhjertigt mod dem, så de kunne angre. Allah er Den Tilgivende, Den Barmhjertige.«

Da Allah bekendtgjorde tilgivelsen, blev alle muslimer generelt og især de nævnte tre ledsagere meget glade. Ledsagerne skyndte sig rundt og fortalte hinanden nyheden. De gav hinanden søde sager og gav almisse. Denne dags åbenbaring af verset var i virkeligheden den lykkeligste og mest velsignede dag i deres liv.

Om dem, der på grund af svaghed og manglende evne ikke kunne deltage i krigen, siger Allah: »Der er ingen skyld over de svage, de syge og dem, der ikke finder noget at give, når de er oprigtige over for Allah og Hans Sendebud. Der er ingen grund til at bebrejde dem, der handler godt. Allah er Den Tilgivende, Den Barmhjertige.«

Om disse mennesker sagde Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, da han nærmede sig Medina: »I Medina findes der nogle mennesker, som var med jer, uanset hvor I bevægede jer, og uanset hvor I tog hen. De kunne ikke tage med i krigen på grund af deres manglende evne, det vil sige en gyldig undskyldning.« Ledsagerne sagde: »Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, mener du, at de var med os, mens de blev i Medina?« Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ja, selv om de blev i Medina, var de med jer.«

Krigens følger

Slaget ved Tabuk spillede en vigtig rolle i muslimernes udbredelse af indflydelse over Den Arabiske Halvø og i styrkelsen af deres magt. Folk forstod tydeligt, at der fra nu af ikke ville eksistere nogen anden magt på Den Arabiske Halvø end islam. Polyteisterne og hyklerne havde fortsat deres sammensværgelser mod muslimerne og drømt om den mulighed, de håbede på, men også denne drøm blev knust fuldstændigt. For centrum for deres håb og ønsker var den romerske magt. Som følge af dette slag blev også dette håb tilintetgjort. De vantro og hyklernes moral blev brudt ned. De forstod klart, at der ikke var nogen mulighed for at flygte fra islam eller slippe fri af den.

Under disse omstændigheder havde muslimerne ingen grund til at behandle hyklerne mildt. Allah befalede, at hyklerne skulle behandles strengt. Det blev endda forbudt at tage imod den almisse, de gav, at bede begravelsesbønnen over dem, at bede om tilgivelse for dem og at besøge deres grave. Det blev også befalet at ødelægge det sted, som han havde oprettet som en sammensværgelseshule under moskeens navn. Sådanne vers om hyklerne blev åbenbaret, at de blev fuldstændig afsløret. Der var ikke længere nogen vanskelighed ved at genkende dem.

Indflydelsen fra slaget ved Tabuk kan også ses af, at antallet af delegationer fra forskellige lande, som begyndte at komme til Medina efter erobringen af Mekka, blev mange gange større efter dette slag. 11[Navnene på de værker, hvorfra den detaljerede beretning om dette slag er hentet, er: Ibn Hisham, bind 2, s. 515-537; Zad al-Ma’ad, bind 3, s. 2-13; Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 313-337; Fath al-Bari, bind 8, s. 110-126; og Tafsir fi Zilal al-Qur’an, surah at-Tawbah.]

Koranens vers om dette

Der blev åbenbaret talrige vers i surah at-Tawbah om dette slag. Nogle blev åbenbaret før afrejsen til slaget, og nogle efter tilbagekomsten til Medina. Disse vers beskrev slagets omstændigheder udførligt. Hyklernes slør blev trukket til side. Det blev meddelt, at de troendes og de sandfærdiges anger ville blive accepteret, både for dem, der havde deltaget i slaget, og for dem, der ikke havde deltaget.

Nogle bemærkelsesværdige begivenheder fra denne periode

I det niende år efter hijra fandt adskillige historisk betydningsfulde begivenheder sted.

(1) Efter Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, var vendt tilbage fra Tabuk, fandt li’an sted mellem Uwaym al-Ajlani og hans hustru. Li’an betegner, at en mand beskylder sin hustru for utroskab uden at have vidner.

(2) En kvinde, der havde begået utroskab, kom til Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, nærvær, bekendte sin synd og bad om at blive straffet. Hun blev bedt om at komme tilbage efter at have født barnet. Efter at barnet var blevet vænnet fra, blev hun henrettet ved stening, det vil sige rajm.

(3) Abessiniernes kejser, Ashama Najashi, døde, og Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, udførte den fraværendes begravelsesbøn for ham.

(4) Umm Kulthum, Profetens datter (må Allah være tilfreds med hende), døde. Profeten, hans elskede, blev dybt bedrøvet over hendes død. Han sagde til Uthman (må Allah være tilfreds med ham): »Hvis jeg havde haft en tredje datter, ville jeg også have giftet hende med dig.«

(5) Efter at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, var vendt tilbage fra Tabuk, blev hyklernes leder, Abdullah ibn Ubayy, dødeligt syg. Profeten bad om tilgivelse for ham og udførte hans begravelsesbøn på trods af Umar (må Allah være tilfreds med ham)́s forbud. Derefter blev koranvers åbenbaret, og til støtte for Umars (må Allah være tilfreds med ham) udsagn blev det forbudt at udføre begravelsesbøn for hyklerne.

Hajj under Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) ledelse

I det niende år efter hijra sendte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, den sandfærdige og store Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) til Mekka som leder af hajj i måneden Dhu al-Qadah, også kaldet Dhu al-Hijjah.

Derefter blev begyndelsen af sura at-Tawbah åbenbaret. Heri blev det befalet, at de pagter, der var indgået med afgudsdyrkerne, skulle bringes til ophør på gensidighedens grundlag. Efter denne befaling sendte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, Ali (må Allah være tilfreds med ham) for at offentliggøre denne erklæring. Dette var arabernes sædvane, når det gjaldt pagter. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) mødte Ali (må Allah være tilfreds med ham) på sletten Dajnan, ifølge en anden overlevering på sletten Arj. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) spurgte: »Er du leder eller underordnet?« Ali (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Jeg er underordnet.« Derefter fortsatte de begge fremad. Derefter fortsatte de begge fremad. Abu Bakr ledte folkene i hajj. På den tiende dag i Dhu al-Hijjah, det vil sige på offerdagen, stillede Ali (må Allah være tilfreds med ham) sig ved siden af pilgrimmene og fremsagde efter Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, befaling en erklæring. Det vil sige, at han erklærede alle former for pagter og løfters ophør. Der blev givet en frist på fire måneder. Også dem, der ikke havde nogen pagt, fik fire måneders frist. Men de afgudsdyrkeres pagter, som ikke havde brudt deres aftaler med muslimerne og ikke havde hjulpet andre mod muslimerne, blev opretholdt indtil den fastsatte udløbsdato.

Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sendte nogle af ledsagerne ud for at bekendtgøre, at ingen afgudsdyrker fremover måtte udføre hajj, og at ingen måtte gå rundt om Kabaen i nøgen tilstand.

Denne erklæring var i virkeligheden det sidste skridt i afskaffelsen af afgudsdyrkelsen på Den Arabiske Halvø. Det vil sige, at der efter dette år ikke længere var nogen mulighed for at komme dertil med det formål at dyrke afguder. 1[Se for detaljer: Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 220 og 451; bind 2, s. 626 og 671; Zad al-Ma’ad, bind 3, s. 543-546; samt tafsirværkerne om begyndelsen af sura al-Bara’ah.]

Kort gennemgang af slagene:

Når man betragter de slag, der blev udkæmpet under ledelse af den ædle Sendebud, Hazrat Muhammad Mustafa, må enhver moralsk erkende, at han var verdens største og mest succesfulde militære kommandør. Når man tager omgivelserne, situationen, baggrunden, de relevante forhold og følgerne i betragtning, var han begavet med en enestående intelligens. Hans dømmekraft var fejlfri, og hans bevidste samvittighed var præget af dyb indsigt. I profetskabets og sendebuddets rang var han Sayyid al-Mursalin, det vil sige lederen af alle de udsendte profeter. Hvad angår militær ledelse, var han på den anden side usædvanlig og uden sidestykke. I alle de slag, han selv ledte eller sendte andre ud til, var han i stand til at analysere årsagerne, omgivelserne og situationen og træffe de rette strategiske beslutninger. Hans militære kunnen, dygtighed og mod var enestående. Ingen kunne overgå ham i at samle soldater, planlægge slag og vælge positioner. Hans militære kunnen beviste, at han var større end verdens bedste krigskendere. Hans krigsplaner rummede ingen mulighed for nederlag. I denne forbindelse kan det nævnes, at det, der skete i slagene ved Uhud og Hunayn, ikke skyldtes fejl eller mangler i Profetens planlægning, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Ansvaret lå hos nogle muslimske soldaters personlige svaghed. I slaget ved Uhud blev hans vigtige og tydelige befalinger og beslutninger ligefrem tilsidesat.

I begge slag stod muslimerne på randen af nederlag. Det mod og den fasthed, han udviste på dette tidspunkt, finder man ingen tilsvarende eksempler på noget sted. Selv omgivet af fjender forblev han urokkelig og usvigelig, og med en uovertruffen militær kunnen gjorde han alle fjendernes planer til intet. Et sådant tilfælde fandt sted i slaget ved Uhud. Desuden forvandlede hans militære kunnen i slaget ved Hunayn muslimernes nederlag til en fuldstændig sejr. De farlige omstændigheder ved Uhud og den tøjlesløse frygt og uro ved Hunayn svækkede imidlertid hærførernes evne til at træffe beslutninger. Der blev lagt så stort et pres på deres nerver, at forsøget på selvforsvar på det tidspunkt kom til at fremstå som det vigtigste.

Dette var den militære side af de nævnte slag. Der var en anden, endnu vigtigere side. Gennem disse slag etablerede Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fred og sikkerhed. Han slukkede stridens og ufredens ild. I sammenstødet mellem islam og afgudsdyrkelsen knuste han fjendens styrke, formåen og stolthed. Han tvang dem til frit at overveje islams kald og forkyndelse og til at træffe deres egne beslutninger. Desuden lærte han gennem disse slag at skelne mellem fjender og allierede. Forskellen mellem sande muslimer og hyklere blev tydelig.

Gennem ledelsen af militære ekspeditioner opbyggede Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en uovervindelig styrke blandt de muslimske hærførere. Senere kæmpede de hære, han havde skabt, i Irak, Syrien, Persien og Romerriget og besejrede gennem krigsplanlægning og strategier selv de store krigsmestre. Ikke alene fordrev de fjenderne fra deres landområder, rigdomme, marker, gårde, haver, vandområder og så videre. I disse krige sørgede Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, for nødvendigheder som boliger, marker, gårde og beskæftigelse til muslimerne. Han løste problemet for de hjemløse og adresse-løse flygtninge. Han sørgede for våben, heste og mange forskellige former for militært udstyr. Alt dette gjorde han uden nogen form for overgreb, undertrykkelse eller overskridelse mod modstanderne.

Det elskede Sendebud ændrede også de årsager, som i den mørke tidsalder antændte krigens ild. I jahiliyyah-tiden bestod krig angiveligt af plyndring, røveri, drab, ødelæggelse, uretfærdighed og undertrykkelse, ødelæggelse af bebyggelser, nedrivning af huse og paladser, krænkelser af kvinders ære samt grusom og brutal behandling af børn og ældre. Dertil kom ødelæggelse af afgrøder på marker og gårde og slagtning af husdyr; kort sagt var formålet og målet med disse krige total skade og ødelæggelse. Islam forhindrede disse afskyelige handlinger i krig og forvandlede krigen til en hellig jihad. Disse krige blev indledt af rimelige og retfærdige grunde, og deres resultater blev til gavn for mennesker i alle tider. Dette er blevet bevist i alle efterfølgende tider. Efter disse jihad forstod mennesker, at jihad er et væbnet forsøg på at befri mennesker fra menneskers slaveri, føre dem ud af uretfærdighed, undertrykkelse og overgreb og bringe dem under en ordning baseret på retfærdighed og rimelighed. Det vil sige at skabe en ordning, hvor de stærke ikke kan undertrykke de svage, men hvor disse tyranner og undertrykkere svækkes, og de undertryktes og fattiges rettigheder etableres. Således betyder jihad i islam, at de svage kvinder, mænd og børn skal beskyttes, de, som beder således: »Vores Herre, før os ud af denne by, hvis indbyggere er undertrykkere. Send os fra Dig en leder og en beskytter, og hjælp os gennem lederen.« Desuden betyder muslimernes krig, at Allahs jord skal befries for forræderi, uretfærdighed, undertrykkelse og synd, og at fred, sikkerhed, barmhjertighed og menneskelighed skal etableres i stedet. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fastlagde høje principper for krig. Han tillod ikke muslimske soldater og hærførere at overskride disse principper. Hazrat Salman ibn Zuwajda har berettet, at når Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udnævnte en person til hærfører, rådede han ham til gudsfrygt, fromhed og god behandling af sine muslimske ledsagere. Derefter sagde han: »Kæmp i Allahs navn og på Allahs vej. Kæmp, men begå ikke forræderi, bryd ikke pagter og vær ikke troløs, skær ikke næse eller ører eller noget lignende af på nogen, og dræb ikke noget barn.«

Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, rådede desuden den udpegede hærfører til at handle venligt og ligefremt, ikke ty til hårdhed, give mennesker fred og ikke hade nogen. 1 [Sahih Muslim, bind 1, s. 82–82]

Når det elskede Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, nåede et område om natten, angreb han ikke før morgenen. Desuden forbød han strengt at sætte ild til noget. Han forbød også at binde nogen og dræbe dem, slå kvinder eller dræbe dem. Han forbød plyndring og røveri. Han sagde, at bytte ikke er mere tilladt end et dødt dyr. Han forbød også at ødelægge marker og gårde, dræbe firbenede dyr og fælde træer og planter. Hvis der imidlertid opstod et særligt behov, var det en anden sag.

Da Mekka blev erobret, sagde Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred: »Angrib ikke nogen såret, forfølg ikke nogen, der flygter, og dræb ikke nogen fange.« Han indførte også den regel, at ingen udsending måtte dræbes. Han sagde desuden, at ingen ikke-muslimsk borger måtte dræbes. Han sagde endda, at den, der dræber en ikke-muslimsk borger uden grund, ikke vil få duften af Paradiset at mærke. Paradisets duft kan dog mærkes på en afstand svarende til fyrre års rejse.

De nævnte forhold samt mange andre endnu mere ophøjede regler for god opførsel var årsagen til, at krigsførelse blev renset for jahiliyyah-tidens urenheder og forvandlet til ren jihad.

Mennesker træder ind i Allahs religion i skarer

Det er allerede blevet nævnt, at erobringen af Mekka var et afgørende felttog. Som følge heraf blev afgudsdyrkelsens tomhed tydelig for araberne, og afgudsdyrkelsen ophørte. Sandhed og løgn blev tydeligt adskilt for hele Arabien. De begyndte hurtigt at antage islam. Hadhrat Amr ibn Salamah (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: »Jeg boede ved en vanddam. Folk plejede at passere forbi vanddammen. Vi spurgte de rejsende om denne mand, det vil sige Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred. De rejsende sagde: Han mener, at Allah har sendt ham som profet; åbenbaring bliver sendt til ham, og i denne åbenbaring har Allah sagt sådan og sådan.« Hadhrat Amr ibn Salamah (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Jeg lyttede til disse ord og huskede det, der blev nævnt i åbenbaringen. Araberne ventede på erobringen af Mekka, selv efter at de havde antaget islam. De sagde: Lad ham og hans folk være. Hvis han sejrer over sit eget folk, vil det vise, at han er en sand profet. Derefter fandt erobringen af Mekka sted.«

Alle folk begyndte at antage islam. Også min far kom til mit folk med undervisning i islam. Han sagde: »Jeg kommer fra den sande Profet. Profeten har sagt: Bed sådan og sådan på sådanne og sådanne tidspunkter. Når tiden for bønnen kommer, skal én blandt jer fremsige adhan. Derefter skal den af jer, der kender mest af Koranen, lede bønnen som imam.«

Denne hadith viser tydeligt, hvor stor indflydelse erobringen af Mekka havde på at styrke islam gennem ændringen af situationen, fastlægge arabernes rolle og få dem til at hellige sig islam. Efter slaget ved Tabuk antog denne udvikling endnu mere ekstreme former. Derfor ser vi, at der i disse to år, det vil sige i det niende og tiende hijri-år, ankom mange delegationer til Medina. På den tid søgte mennesker i skarer tilflugt under islams beskyttelse. Derfor var antallet af muslimer ti tusind på tidspunktet for erobringen af Mekka, men på mindre end ét år var dette antal steget til tredive tusind på tidspunktet for slaget ved Tabuk.

Ved afskedspilgrimsfærden så man, at antallet af muslimer var nået op på 124.000, eller ifølge en anden opfattelse 144.000. Omkring Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, lød deres råb af »Labbaik«. De fyldte luft og himmel med lovprisning af Allah, alle verdeners Herre. På bjerge og højdedrag, på marker og åbne vidder genlød tawhids råb.

Delegationernes ankomst

Historikere har nævnt mere end 70 delegationer. Det er ikke muligt at behandle dette emne udførligt her. Derfor omtaler vi kun de delegationer, der er historisk betydningsfulde. Læserne bør huske, at selv om forskellige delegationer begyndte at komme til den ærede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, efter erobringen af Mekka, havde nogle stammers delegationer allerede besøgt den ærede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i Medina før erobringen af Mekka. Nedenfor beskriver vi disse stammer og omstændighederne ved deres ankomst.

(1) Delegationen fra Abd al-Qays: Denne stammes delegation mødte op hos Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, første gang i det femte hijri-år og anden gang i det niende hijri-år. Første gang kom en mand fra stammen ved navn Munqidh ibn Hayyan til Medina med handelsvarer. Derefter rejste han flere gange frem og tilbage til Medina. Efter Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hijra til Medina kom han dertil, blev bekendt med islam og tog imod islam. Efter sin omvendelse tog han et brev fra den ærede Profet, må Allah være tilfreds med ham, med til sit eget folk. Betaget af islams skønhed tog hans stammefæller også imod islam.

Derefter mødte en delegation på tretten eller fjorten personer fra denne stamme op hos den ærede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Delegationen spurgte Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, om troen og drikkevarer. Delegationens leder var al-Ashajj al-Asri.² [Mirqat al-Mafatih, bind 1, s. 71]. Om denne mand sagde Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Du har to egenskaber, som Allah den Ophøjede elsker. Den ene er fremsynethed, og den anden er tålmodighed.«

Anden gang kom denne stammes delegation til Medina i det niende hijri-år. Den bestod af fyrre personer. Blandt dem var en kristen ved navn Ala ibn Jarud al-Abdi. Da han kom til Medina, blev han muslim og udførte senere særlige tjenester for islam.³ [Sharh Sahih Muslim, bind 1, s. 33; Fath al-Bari, bind 8, s. 85-86].

(2) Delegationen fra Daws: Denne delegation kom til Medina i begyndelsen af det syvende hijri-år. På det tidspunkt befandt Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sig i Khaybar. Det er tidligere blevet nævnt, at Tufayl ibn Amr al-Dawsi, må Allah være tilfreds med ham, tog imod islam i Mekka. Han tog tilbage til sit folk og kaldte dem til islam. Men hans folk blev ved med at undskylde og trække tiden ud. Fortvivlet kom han til den ærede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og bad: »O Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, påkald en forbandelse over mit folk.« I stedet for at forbande dem sagde Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »O Allah, den Ophøjede, vejled Daws-folket.« Efter Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bøn tog hele Daws-folket imod islam. Derefter foretog Hazrat Tufayl, må Allah være tilfreds med ham, hijra til Medina i begyndelsen af det syvende hijri-år sammen med medlemmerne af halvfjerds eller firs familier fra sit folk. På det tidspunkt befandt Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sig i Khaybar. Hazrat Tufayl, må Allah være tilfreds med ham, mødte Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i Khaybar.

(3) Farwah ibn Amr al-Judhamis budskab: Farwah var en arabisk kommandør blandt de romerske soldater. Den romerske kejser udnævnte ham til guvernør over de erobrede arabiske områder. Hans riges hovedstad lå på et sted ved navn Ma’an syd for Jordan. Da han i det ottende hijri-år så muslimernes enestående tapperhed i slaget ved Mu’ta, tog han imod islam. Han sendte en udsending for at underrette Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, om sin omvendelse og sendte samtidig et hvidt muldyr som gave til Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Den romerske kejsers højtstående embedsmænd blev vrede, da de hørte, at deres udnævnte guvernør havde taget imod islam. De arresterede Hazrat Farwah og beordrede ham til senere at forlade islam. Ellers truede de med at dræbe ham. Hazrat Farwah fandt det bedre at blive martyr end at forlade islam. Derefter blev han henrettet ved korsfæstelse ved en kilde på et sted ved navn Afra i Palæstina. ⁴ [Zad al-Ma’ad, bind 3, s. 45]

(4) Delegationen fra Sada: I det ottende hijri-år mødte denne delegation op hos Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, efter hans tilbagekomst fra Ji’ranah. Årsagen til deres ankomst var, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde beordret en muslimsk styrke til at drage på et felttog i det område af Yemen, hvor Sada-stammen boede. Den muslimske styrke var nået frem til Qanat-sletten og havde slået lejr. På det tidspunkt skyndte Hazrat Ziyad ibn Harith, må Allah være tilfreds med ham, sig hen til Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Jeg er kommet som leder for dem, der følger efter mig; bring derfor den muslimske hær tilbage. Jeg garanterer for mit folk.« Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, førte den muslimske hær tilbage til Medina. Derefter kom Hazrat Ziyad, må Allah være tilfreds med ham, til sit folk og sagde: »Lad nogle af jer tage med mig til Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham.« Så fortalte han dem hele sagen. Efter at have hørt Hazrat Ziyads, må Allah være tilfreds med ham, ord kom en delegation på femten personer fra hans folk til den ærede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og tog imod islam. Derefter vendte de tilbage til deres folk, underviste dem i religionen og udbredte islam. Under afskedspilgrimsfærden mødte hundrede muslimer fra dette folk op hos den ærede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham.

(5) Ka’b ibn Zuhayr ibn Abi Sulmas ankomst: Ka’b var søn af en digterfamilie og en fremtrædende digter blandt araberne. Han var vantro. Han spredte smædekampagner mod Profeten. Ifølge imam al-Hakims beretning var Ka’b blandt de forbrydere, om hvem der ved erobringen af Mekka blev givet ordre til, at de skulle dræbes, selv hvis de klamrede sig til Ka’baens forhæng. Men Ka’b flygtede og lykkedes med at redde sit liv. Efter at Profeten var vendt tilbage fra slaget ved Ta’if, skrev Ka’bs bror, Rujayr ibn Zuhayr, et brev til ham: Profeten har beordret flere af dem, der har spredt smæde om ham, dræbt, og ordren er blevet fuldbyrdet. Et lille antal digtere fra Quraysh-stammen er flygtet hid og did og har reddet livet. Hvis du holder af dit liv, så kom til Profetens hof, for han dræber ikke dem, der angrer. Hvis du ikke bryder dig om mit forslag, så flygt til et sted, hvor du mener, at du kan finde sikkerhed. Efter dette brev udvekslede de to brødre flere breve. Kort sagt indså Ka’b, at hans liv var i fare, ankom til Medina og blev gæst hos en mand ved navn Juhayna. Næste morgen udførte han fajr-bønnen sammen med denne mand. Efter bønnen viste Juhayna ham med en gestus, hvem Profeten var. Ka’b gik da hen, satte sig ved Profetens side og lagde sin hånd i hans hånd. Profeten kendte ikke Ka’b. Ka’b sagde: »O Guds Sendebud, hvis Ka’b ibn Zuhayr angrer, bliver muslim og beder om sikkerhed, og hvis jeg bringer ham til dig, vil du så tage imod ham?« Profeten svarede: »Ja.« Ka’b sagde: »Jeg er Ka’b ibn Zuhayr.« Da en af ansarerne hørte dette, sprang han frem, greb Ka’b og bad Profeten om tilladelse til at dræbe ham. Profeten sagde til denne ledsager: »Lad ham være. Han har angret og fortrudt sine tidligere handlinger.«

Derefter fremsagde Ka’b ibn Zuhayr på selvsamme sted sin berømte qasida for Profeten. I denne qasida bad Ka’b Profeten om tilgivelse for sine tidligere handlinger og lovpriste den elskede Profet. Digtets betydning er som følger:

»Sawad er forsvundet, og derfor hersker der nu uro i mit sind. Bind en kæde bag om sindet. Dens løsesum er ikke blevet betalt. Det er blevet sagt til mig, at Guds Sendebud har truet mig. Alligevel håber jeg på tilgivelse fra Guds Sendebud. Vær standhaftig, og lyt ikke til sladderhankene. Må Den, som har givet dig Koranen, fyldt med formaninger og udførlige forklaringer, lede dig på rette vej. Skønt der er blevet sagt meget om mig, har jeg ikke begået nogen forbrydelse. Jeg står på et sådant sted, hører sådanne ord og ser en sådan situation, at hvis en elefant stod på min plads, ville den standse målløs. Men hvis Guds Sendebud med Allahs nåde havde fået tilladelse, ville sagen have været anderledes. Uforbeholdent har jeg lagt min hånd i hånden på den ædle personlighed, som har fuld magt til at tage hævn, og hvis ord står over alles. Alligevel er det blevet sagt til mig: Der findes sådanne og sådanne klager mod dig, og du vil blive spurgt om dem. Sandelig, Guds Sendebud er et lys, et lys hvorfra man får lys. Han er et af Allahs sværd.«

Derefter lovpriste Ka’b ibn Zuhayr Quraysh-muhajirunerne, fordi ingen muhajir havde forulempet ham, efter at Ka’b var kommet. Mens han lovpriste muhajirunerne, kom han med sarkastiske bemærkninger om ansarerne, fordi en ansar havde bedt om tilladelse til at dræbe Ka’b. Ka’b sagde i sit digt: »Quraysh-folkene bevæger sig som prægtige kameler, og skarpe sværd beskytter dem, når en lav, sort og hæslig mand flygter fra vejen.«

Efter at Ka’b var blevet muslim, lovpriste han ansarerne i et digt. I dette digt skrev han: »Den, der ønsker et ærefuldt liv, bør altid være blandt en af ansarernes hære. Ansarerne har arvet skønhed. I sandhed er de gode mennesker, som er børn af gode mennesker.«

(6) Udhra-delegationen: Denne delegation kom til Medina i det niende hijri-år. De var tolv personer, blandt dem Hamza ibn Nu’man. Da de blev bedt om at præsentere sig, sagde de: »Vi er Banu Udhra, og vi har forbindelse til Qusayy. Vi hjalp Qusayy og fordrev Khuzā’a og Banu Bakr fra Mekka. Vi har slægtninge her.« Da Profeten havde hørt denne præsentation, bød han dem velkommen og gav dem det glædelige budskab, at Syrien ville blive erobret. Han forbød dem at søge oplysninger hos kvindelige spåkoner. Desuden forbød han dem at slagte de dyr, som de plejede at slagte og spise i forbindelse med afgudsdyrkelse. Delegationen tog imod islam og vendte efter nogle dages ophold i Medina tilbage til Mekka.

(7) Bali-delegationen: Denne delegation kom til Medina i måneden Rabi al-awwal i det niende hijri-år og blev der i tre dage efter at have taget imod islam. I denne periode spurgte delegationens leder, Abu Jarir: »Er der belønning i at beværte gæster?« Profeten svarede: »Ja. Hvis man behandler en rig eller fattig person godt, regnes denne gode behandling som sadaqa.« Han spurgte igen: »Hvor længe skal en gæsts ophold vare?« Profeten svarede: »Tre dage.« Han sagde: »Hvis en person finder en bortløben ged, hvad er så bestemmelsen om den ged?« Profeten svarede: »Den er til dig, dine brødre eller ulven.« Derefter spurgte manden om en bortløben kamel. Profeten svarede: »Hvad har du med den kamel at gøre? Lad den være; dens ejer vil finde den.«

(8) Delegationen fra Thaqif: Denne delegation ankom i ramadanmåneden i det niende hijri-år efter Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, var vendt tilbage fra Tabuk. Da Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, i måneden Dhu l-Qa’da i det ottende hijri-år vendte tilbage fra slaget ved Taif, mødte Urwa ibn Masud, delegationens leder, Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, før han nåede Medina, og antog islam. Derefter vendte de tilbage til deres stamme og opfordrede folk til islam. Stammens folk elskede ham dybt. Det fortælles, at de foretrak Urwa frem for deres egne børn og øvrige familie. Urwa havde troet, at alle ville tage imod hans opfordring til islam og følge hans ord. Men denne antagelse viste sig at være forkert. Straks efter at han havde opfordret dem til islam, skød hans stammes folk pile mod ham fra alle sider, sårede ham alvorligt og dræbte ham. Efter nogle måneder indså stammens folk, at de ikke længere kunne forblive sikre, eftersom muslimernes indflydelse voksede overalt. De var heller ikke i stand til at bekæmpe muslimerne. De rådførte sig med hinanden og besluttede at sende en mand til Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham. I overensstemmelse med beslutningen foreslog de Abd Yalil ibn Amr at tage til Medina, men fordi han frygtede Urwas skæbne, stillede Abd Yalil som betingelse for sin rejse, at flere skulle ledsage ham. Han sagde: »I må sende nogle andre med mig; jeg er ikke villig til at tage alene.« Stammens folk sendte derfor fem mænd med ham. Til sidst drog en delegation på seks medlemmer af sted mod Medina. Den yngste af dem var Uthman ibn Abu al-As al-Thaqafi. Da delegationen var nået frem til Medina, lod Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, dem bo i et hjørne af Profetens Moské, så de kunne høre ledsagerne recitere Koranen og se dem udføre bønnen. Mens de opholdt sig i moskéen, begyndte de at komme og gå hos Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, fortsatte med at opfordre dem til islam. En dag sagde deres leder til Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham: »Skriv en aftale mellem Thaqif og dig, hvori det fastslås, at vi må begå utugt, drikke vin, tage renter, tilbede vores gudinde al-Lat, være fritaget for bønnen og ikke selv behøve at ødelægge vores afgud.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, accepterede ikke et eneste af deres nævnte krav. Delegationen rådførte sig derefter indbyrdes, men til sidst havde de ingen anden mulighed end at følge Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, ord. Det gjorde de og søgte tilflugt under islams beskyttelse. De stillede dog igen det krav, at de ikke selv måtte ødelægge deres afgud al-Lat. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, accepterede dette krav og udfærdigede en skriftlig aftale herom. Han udnævnte Uthman ibn Abu al-As al-Thaqafi til delegationens leder, fordi hans interesse for islam var større end alles andres. Delegationens medlemmer gik hver morgen til Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, men tog ikke Uthman med. Når de andre hvilede sig ved middagstid, gik Uthman til Profetens, Allahs velsignelser og fred være med ham, forsamling og stillede detaljerede spørgsmål om islam. Hvis han så, at Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, sov, stillede Uthman forskellige spørgsmål om religionen til Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham. Uthmans, måtte Allah være tilfreds med ham, varetagelse af guvernøransvaret blev meget velsignet. Under Abu Bakrs, måtte Allah være tilfreds med ham, kalifat frafaldt nogle mennesker deres religion. På det tidspunkt planlagde også folk fra Thaqif-stammen at frafalde. Uthman ibn Abu al-As, måtte Allah være tilfreds med ham, henvendte sig til dem i denne kritiske situation og sagde: »O folk fra Thaqif! Hør efter. I var de sidste til at antage islam, så bliv ikke de første til at falde fra.« Da Thaqif-stammens folk hørte dette, afstod de fra at forlade islam og forblev standhaftige i den.

Kort sagt vendte delegationen tilbage til sit folk og skjulte den egentlige sandhed. De sagde bedrøvet, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde krævet, at de skulle antage islam og ophøre med utugt, vindrikning og åger. Hvis de ikke gjorde det, ville der blive ført krig mod dem. Da folk fra Thaqif-stammen hørte dette, overvejede de i to eller tre dage, om de skulle føre krig. Derefter ændrede Allah den Ophøjede deres hjerter, og de blev mentalt rede til at antage islam. De sagde til delegationen: »Vend tilbage til Medina og fortæl Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, at vi er villige til at antage islam på hans betingelser.« Delegationens medlemmer fortalte da, at de selv havde antaget islam, og opfordrede stammens folk til at antage islam. Thaqif-stammens folk antog straks islam.

Imens sendte Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, nogle ledsagere under Khalid ibn al-Walids, måtte Allah være tilfreds med ham, ledelse til Thaqif-stammen for at ødelægge afguden al-Lat. Mughirah ibn Shu’bah, måtte Allah være tilfreds med ham, svingede en jernkølle for at ødelægge afguden og sagde til sine ledsagere: »Jeg vil spøge lidt og få jer til at le.« Efter at have sagt dette slog han afguden og satte sig ned, mens han holdt sig om knæet. Da folk fra Thaqif-stammen i Taif så dette kunstigt frembragte syn, blev de påvirkede. De sagde: »Må Allah den Ophøjede ødelægge Mughirah! Gudinden al-Lat har dræbt ham.« Mughirah, måtte Allah være tilfreds med ham, rejste sig, rystede sig og sagde: »Må Allah den Ophøjede bringe ulykke over jer! Den afgud er jo blot lavet af sten og ler.« Derefter slog Mughirah, måtte Allah være tilfreds med ham, på døren og ødelagde afguden. Mughirah, måtte Allah være tilfreds med ham, klatrede derefter op på den høje mur. Flere ledsagere klatrede også op på den høje mur. De knuste afguden og jævnede den med jorden. Derefter gravede de i jorden og tog de smykker og klæder frem, som var blevet givet til afguden. Da folk fra Thaqif-stammen så dette, blev de forbløffede og urolige. Khalid, måtte Allah være tilfreds med ham, bragte afgudens smykker og klæder til Medina og overrakte dem til Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, fordelte det hele samme dag og takkede Allah. [Zad al-Ma’ad, bind 3, s. 26-28]

(9) Brevet fra Thaqifs konge i Yemen: Efter at Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, var vendt tilbage fra Tabuk, skrev Yemens konge et brev. Der kom breve fra al-Harith ibn Abd Kalal, Nu’aym ibn Abd Kalal, Ra’in samt Nu’man ibn Qayl, herskeren over Hamdan og Ma’afir. Malik ibn Marrah sendte brevet på alles vegne. Disse konger sendte breve, hvori de nævnte, at de havde antaget islam og forladt afgudsdyrkelse og vantro. Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte et svar, hvori han redegjorde for Yemens indbyggeres rettigheder samt deres ansvar og pligter. Han nævnte også i brevet, at Allah den Ophøjede og Hans Sendebud ville være deres beskyttere, hvis de antog islam, på betingelse af at de betalte jizya. Desuden sendte Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, nogle ledsagere til Yemen under Mu’adh ibn Jabal, måtte Allah være tilfreds med ham, som leder.

(10) Hamdāns delegation: Denne delegation kom til Profeten efter hans hjemkomst fra Tabuk og trådte frem for ham. Profeten skrev et brev med instrukser til delegationens folk og gav dem alt, hvad de havde bedt om. Mālik ibn Nāmit blev udnævnt til amīr og til guvernør over dem fra hans folk, som havde antaget islam. Khālid ibn al-Walīd blev sendt ud for at bringe islams budskab til de øvrige mennesker. Han opholdt sig i Hamdān i seks måneder og inviterede dem til islam, men ingen antog islam. Profeten sendte derefter ʿAlī til Hamdān og beordrede, at Khālid skulle vende tilbage. ʿAlī gik til Hamdāns folk, læste Profetens brev op for dem og inviterede dem til islam. Så søgte de alle tilflugt under islams skygge. ʿAlī sendte denne nyhed til Profeten. Da Profeten læste brevet med dette glædelige budskab, kastede han sig ned i سجda og sagde: »Fred over Hamdān, fred over Hamdān.«

(11) Banū Fazāras delegation: I det niende hijrī-år, efter Profetens hjemkomst fra Tabuk, mødte denne delegation Profeten. Delegationen bestod af ti personer. De klagede over hungersnøden i deres område. Profeten steg op på minbaren, løftede begge hænder og bad: »O Allah, mæt den jord, Du har skabt, og de firfodede dyr. Udbred Din barmhjertighed. Giv liv til Din døde by. O Allah, lad regn falde over os, sådan som vi ønsker det. Giv os fred og hvile gennem denne regn. Lad de udbredte, sorte skyer komme hurtigt og uden forsinkelse. Lad regnen være hverken ødelæggende eller skadelig. O Allah, lad barmhjertighedens regn ikke blive til straffens regn; lad den ikke være ødelæggende. O Allah, mæt os og hjælp os mod fjenderne.«⁶ [Zād al-Maʿād, bind 3, s. 40]

(12) Najrāns delegation: På vejen fra Mekka til Yemen bor indbyggerne i dette område. Najrān-samfundet består af 73 byer, det vil sige bosættelser. En rytter på en hurtigtgående hest kan ride rundt i alle bosættelserne på en hel dag.⁷ [Fath al-Bārī, bind 8, s. 94] I dette område var der et hundrede tusind stridbare mænd, og de fulgte alle den kristne religion.

Najrāns delegation kom også i det niende hijrī-år. Den bestod af tres personer, hvoraf fireogtyve tilhørte aristokratiet. Tre var højt respekterede ledere blandt Najrāns indbyggere. En mand ved navn ʿAbd al-Masīḥ var regeringsleder, og en mand ved navn Sharḥabīl fungerede som politisk rådgiver.

Delegationen nåede frem til Medina og mødte Profeten. Profeten stillede dem nogle spørgsmål. De stillede også Profeten nogle spørgsmål. Derefter inviterede Profeten dem til islam og reciterede Koranen for dem. Men de antog ikke islam.

De spurgte: »Hvad mener du om Messias? Hvad er dit udsagn om ham?« Profeten besvarede ikke dette spørgsmål den dag. Så åbenbarede Allah, verdens Herre, en åbenbaring.

»Det vil sige: Sandelig, Jesu eksempel hos Allah er som Adams. Han skabte ham af jord og sagde derefter til ham: ’Bliv!’ og så blev han. Dette er sandheden fra din Herre, så vær ikke blandt tvivlerne. Efter at viden er kommet til dig, skal du sige til enhver, der strides med dig om dette: ’Kom, lad os kalde vores sønner og jeres sønner, vores kvinder og jeres kvinder, os selv og jer selv; derefter vil vi ydmygt bede og nedkalde Allahs forbandelse over løgnerne.’« (Sura Āl ʿImrān, vers 59-61)

Om morgenen informerede Profeten de besøgende om Jesus i lyset af de nævnte ædle vers. Men de nægtede at acceptere Profetens udsagn om Jesus. De fastholdt deres afvisning. Næste morgen foreslog Profeten dem mubāhala, det vil sige, at de to parter skulle nedbede forbandelse over hinanden. Efter denne opfordring så de, at Profeten var klar til mubāhala, og de gik afsides for at rådføre sig indbyrdes. Under deres råd sagde den ene part: »Det er ikke rigtigt at løbe risikoen ved mubāhala. Ved Allah, han er virkelig en profet. Hvis vi indgår mubāhala med ham, vil hverken vi eller vores børn nogensinde lykkes. Vi vil blive udslettet med hele vores slægt.« Efter samrådet accepterede de Profeten som voldgiftsmand i deres sag. De gik til Profeten og sagde: »Vi er parate til at acceptere dit krav.« Efter dette indvilligede Profeten i at modtage jizya fra dem. Der blev indgået en aftale om to tusind sæt tøj. De indvilligede i at betale tusind sæt i måneden Rajab og de øvrige tusind sæt i måneden Safar. Til gengæld tog Profeten dem under Allahs og Hans Sendebuds beskyttelse. De skulle være frie i religiøse spørgsmål. Profeten indgik en aftale med dem om det nævnte. Delegationen anmodede om, at en betroet person blev sendt med dem. I overensstemmelse med aftalen sendte Profeten den fremtrædende sahābī Abū ʿUbayda ibn al-Jarrāḥ for at indsamle varerne.

Derefter begyndte islam at brede sig blandt Najr-stammen. Sira-forfatterne har skrevet, at delegationslederen og hans tilhængere søgte tilflugt i islams kølige skygge, efter at de var vendt tilbage til Najran. Derefter sendte Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) Ali (må Allah være tilfreds med ham) for at opkræve sadaqa og jizya. Det skal bemærkes, at sadaqa kun opkræves fra muslimer. 8 [Fath al-Bari, bind 8, s. 94-95; Zad al-Ma’ad, bind 3, s. 38-41. I den detaljerede beretning om Najran-delegationen nævnes det, at nogle af delegationsmedlemmerne ikke var enige i dette, da Najran-delegationen rejste til Medina for anden gang.]

(13) Banu Hanifa-delegationen: Denne delegation ankom til Medina i det niende hijri-år. Den bestod af sytten personer, heriblandt Musaylima ibn Kadhdhab. 9 [Fath al-Bari, bind 8, s. 87] Musaylimas slægtslinje var således: Musaylim ibn Thumama ibn Kab ibn Habib ibn al-Harith.

Delegationen tog ophold i en ansarisk sahabis bolig. Derefter mødte de op hos Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og antog islam. Om Musaylima al-Kadhdhab berettes der imidlertid noget andet. Når man tager alle beretningerne i betragtning, fremgår det, at Musaylima udviste overilethed og arrogance samt begær efter at opnå magt. Han mødte ikke op hos den ædle Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sammen med delegationens øvrige medlemmer. Senere, da han kom til Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham), kaldte Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ham roligt og venligt til islam. Men han bemærkede, at hans venlige måde ikke havde frembragt nogen positiv reaktion. Da forstod Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham), at der ikke ville komme noget godt fra denne mand. Der var urenhed og mørke i hans hjerte.

Tidligere havde Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) en nat i en drøm set, at hele verdens skatte var blevet bragt og lagt foran ham. Pludselig fløj to gyldne armbånd ud fra skatten og faldt ned i hans hænder. De to armbånd var meget tunge, og Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) følte sig beklemt. På dette tidspunkt kom åbenbaringen gennem Jibril (fred være med ham): Han skulle puste på de to armbånd. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) pustede på dem. Straks fløj de to armbånd bort. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fortolkede drømmen således, at to mænd efter ham ville gøre falske krav på profetværdigheden. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) blev irriteret over Musaylima al-Kadhdhabs uforskammede opførsel. Denne forbryder sagde: »Hvis Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) overlader regeringsmagten til mig efter sin tid, er jeg rede til at adlyde ham.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gik hen til Musaylima. På det tidspunkt havde han en palmegren i hånden, og Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) talsmand, Thabit ibn Qays ibn Shammās (må Allah være tilfreds med ham), var sammen med ham. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gik hen og stillede sig ved hans hoved. Musaylima sagde: »Hvis De er indforstået, er jeg villig til at give Dem indrømmelser med hensyn til regeringsmagten. Men De må udpege mig som Deres efterfølger med hensyn til magten.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) pegede på palmegrenen i sin hånd og sagde: »Selv hvis du beder mig om dette, vil jeg ikke give dig det. Du kan ikke gå uden om den afgørelse, Allah har truffet angående dig. Hvis du vender dig bort og går, vil Allah den Ophøjede tilintetgøre dig. Ved Allahs ed tror jeg, at du er den person, som blev vist mig i drømmen. Thabit ibn Qays bliver her; han vil svare dig på mine vegne.« Med disse ord vendte Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tilbage. 10 [Sahih al-Bukhari, kapitlet om beretningen om Banu Hanifa og al-Aswad al-Ansi, bind 2, s. 627-628, samt Fath al-Bari, bind 8, s. 86-93]

Til sidst viste Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ord sig at være sande. Musaylima al-Kadhdhab vendte tilbage til Yamama og tænkte først over sig selv i nogle dage. Derefter hævdede han pludselig, at han var blevet gjort til delagtig med Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i profetværdigheden. Herefter begyndte han offentligt at udbrede sit krav på profetværdighed. Han erklærede utugt og alkoholforbrug for tilladt for sit eget folk.

Musaylima al-Kadhdhab fremsatte sit krav på profetværdighed i det tiende hijri-år. Han blev dræbt i Yamama i måneden Rabi al-Awwal i det tolvte hijri-år, under kaliffen Abu Bakr as-Siddiqs (må Allah være tilfreds med ham) kalifat. Wahshi (må Allah være tilfreds med ham), som havde dræbt Hamza (må Allah være tilfreds med ham), dræbte Musaylima al-Kadhdhab.

Således blev en af dem, der gjorde krav på profetværdigheden, kendt for sin endelige skæbne. En anden, der gjorde krav på profetværdigheden, Aswad al-Ansi, havde skabt uro i Yemen. En dag og en nat før Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bortgang dræbte Firoz (må Allah være tilfreds med ham) denne falske profet. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fik gennem åbenbaringen kendskab til denne drabshandling og underrettede sahabaerne om den. Derefter nåede nyheden som forventet fra Yemen frem til Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). 13 [Fath al-Bari, bind 8, s. 93]

(14) Delegationen fra Banu Amir Sa’sa’a: Delegationen omfattede Allahs fjende Amir ibn Tufayl, Labids halvbror Arbad ibn Qays, Khalid ibn Ja’far og Jabbar ibn Aslam. De var ledende personer i deres respektive stammer og havde et djævelsk sindelag. En mand ved navn Amir ibn Tufayl havde ladet halvfjerds sahabier blive martyrer ved Bi’r Ma’una. Da denne delegation havde til hensigt at komme til Medina, lagde Amir ibn Tufayl og Arbad en sammensværgelse om, at de ved bedrag pludseligt ville dræbe Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham).

Efter at denne delegation var nået frem til Mina, talte Amir med Profeten. Imens gik Arbad rundt om Profeten og gik om bag ham, mens han forsøgte at trække sit sværd. Men han var ikke i stand til at trække det mere end en håndsbredde ud; Allah lammede hans hånd. Allah beskyttede sin elskede Profet. Profeten bad imod de to forbrydere. På hjemvejen blev Arbad ramt af et lyn. Denne vantro døde straks sammen med sin kamel. Amir søgte imidlertid tilflugt i en kvindes hus i Saluliyya. Der opstod en strumasygdom på hans hals. Det var denne sygdom, han døde af dér. Ved sin død sagde Amir: »En strumasygdom som på halsen af en kamel, og så dø i en kvinde fra Saluliyyas hus?«

Det nævnes i Sahih al-Bukhari, at Amir kom til Profeten og sagde: »Jeg stiller dig tre betingelser; opfyld én af dem: (1) Dalenes indbyggeres afgrøder skal være under min kontrol. (2) Jeg skal være kalif efter dig. (3) Jeg vil sætte tusind mænd og tusind hunheste fra stammen Banu Ghatafan ind mod dig.«

Derefter blev han ramt af pesten i en kvindes hus. På det tidspunkt sagde han, dybt fortvivlet og tynget af sorg: »Ak, en strumasygdom som på halsen af en kamel — og ovenikøbet i en kvinde fra den og den stamme!« Så sagde han: »Bring min hest til mig.« Hesten blev bragt. Derefter døde denne af Allahs fjender på hestens ryg.

(15) Tājib-delegationen: Denne delegation ankom til Medina med den sadaqa, der var tilovers efter uddelingen blandt de fattige i deres egen stamme. Delegationen bestod i alt af tretten personer. De spurgte ind til Koranen og sunnaen og underviste dem i dette. De stillede Profeten nogle spørgsmål, og Profeten skrev svarene ned til dem. De opholdt sig ikke længe i Medina. Profeten gav delegationens medlemmer nogle ting som gaver. Efter at de var rejst, sendte de en ung ledsager, som var blevet tilbage, til Profeten. Den unge mand kom frem for Profeten og sagde: »Herre, ved Allahs ed, jeg er ikke kommet fra mit område med noget andet formål. Jeg er kun kommet, for at du skal bede den almægtige og barmhjertige Allah for mig, så Han må give mig sin barmhjertighed og styrken til at forblive standhaftig i Hans religion.« Profeten bad for den unge mand. Senere, da mange nye muslimer forlod islam, forblev denne unge mand fast og urokkelig i islam. Han formanede og vejledte sit folk om islams lære. Som følge heraf forblev også hans folk standhaftigt i islam. I det tiende hijri-år mødte denne delegation igen Profeten under afskedspilgrimsfærden.

(16) Tā’i-delegationen: Blandt denne delegation var også den berømte Zayd al-Khayl fra Arabien. Da de kom for at tale med Profeten, inviterede Profeten dem til islam. De antog islam og blev meget gode muslimer. Profeten roste Zayd al-Khayl og sagde: »Når en hvilken som helst araber er blevet rost over for mig, har jeg, efter at de kom foran mig, i virkeligheden fundet dem mindre end deres ry. Men Zayd er anderledes. Hans egenskaber er større end hans ry.« Profeten ændrede hans navn til Zayd al-Khayr.

På samme måde ankom der i det niende og tiende hijri-år talrige delegationer. Sīra-forfatterne nævner delegationerne fra Yaman, Azad, Quda’a, Banu Sa’d, Huzaym, Banu Amir ibn Qays, Banu Asad, Bahra, Khawlan, Mahārib, Banu Harith ibn Ka’b, Ghamid, Banu Muntafiq, Salman, Banu Abas, Mazina, Murad, Juhayna, Kinda, Dhi Marra, Ghassan, Bu A’ish og Nakh. Nakh-delegationen kom sidst. Den ankom til Medina i Muharram i det ellevte hijri-år.

Den omfattede to hundrede personer. Næsten alle de øvrige delegationer ankom i det niende og tiende hijri-år. Kun nogle få delegationer ankom i det ellevte hijri-år.

Ankomsten af de nævnte delegationer til Medina viser tydeligt, hvor omfattende islams udbredelse var blevet. Det viser også, hvor stor betydning Medina havde i det arabiske folks øjne. De kunne ikke se nogen anden mulighed end at tage til Medina og underkaste sig. I virkeligheden havde Medina opnået status som hovedstad på Den Arabiske Halvø. Ingen kunne ignorere Medina. Vi kan dog ikke sige, at islam havde påvirket og gjort et særligt indtryk på alle de besøgendes hjerter. Blandt medlemmerne af de nævnte delegationer var der nemlig mange arabiske beduiner, som kun var blevet muslimer for at adlyde deres stammehøvding. De havde endnu ikke helt kunnet opgive deres vaner med drab, plyndring og lignende, og islams lære og skønhed havde heller ikke gjort dem til civiliserede mennesker. Da Allah beskriver sådanne mennesker i Sura at-Tawba, siger Han: »Beduinerne er hårdere i vantro og hykleri og mere tilbøjelige til ikke at kende de grænser, som Allah har åbenbaret for sit Sendebud. Allah er Alvidende og Alvis. Nogle af beduinerne betragter det, de giver bort på Allahs vej, som en bøde, og de venter på, at ulykken skal ramme jer. Må den onde skæbne ramme dem selv. Allah er Althørende og Alvidende.«

Dog er nogle af dem også blevet rost. I Sura at-Tawbah siger Allah den Ophøjede: »Nogle af ørkenboerne tror på Allah og på den Yderste Dag og betragter det, de giver ud, som et middel til at komme nær Allah og opnå Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelse og fred være med ham, bøn. Det er i sandhed et middel til at komme nær Allah. Han vil føre dem ind i Sin barmhjertighed. Allah er Tilgivende og Barmhjertig.«

Islam havde slået dybe rødder i hjertet hos mange indbyggere i Mekka, Medina, Thaqif, Yemen og Bahrain. Mange af dem var fremtrædende ledsagere og fromme muslimer. 14 [Al-Khazrami har skrevet dette i første bind af sit værk Muhāḍarāt, s. 144. For detaljer om de delegationer, der er blevet nævnt, og dem, der er blevet antydet, se Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, bind 1, s. 12, bind 2, s. 626-630; Ibn Hisham, bind 2, s. 501-503, 537-542 og 560-601; Zād al-Maʿād, bind 3, s. 26-60; Fatḥ al-Bārī, bind 8, s. 83-103; og Raḥmat lil-ʿĀlamīn, bind 1, s. 184-217].

Sendebudets da’wahs omfattende succes

Nu vil vi tale om den sidste del af Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelse og fred være med ham, hellige liv. Men før vi går videre til dette, er det nødvendigt kort at kaste lys over de enestående handlinger i profetens liv. Det er i grunden selve essensen af profetens liv. Det var på grund af denne egenskab, at han indtog en særskilt rang blandt alle profeter og sendebude. Allah, Herren over alle verdener, kronede ham med den enestående rang som den første og den sidste. Allah den Ophøjede sagde tydeligt til profeten, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham: »O du, der er indhyllet, våg natten igennem, bortset fra en del af den.« Allah den Ophøjede siger også: »O du, der er indhyllet, rejs dig og forkynd advarslen.«

Hvad skete der så? Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, rejste sig, tog den største betroede byrde i hele universet på sine skuldre og blev stående uden ophør. Det var byrden for hele menneskeheden, byrden for alle trosforestillinger og byrden med at opretholde fred og orden på forskellige områder.

Han påtog sig ansvaret for kampen på menneskenes samvittigheders område; disse samvittigheder var nedsunket i uvidenhedstidens forestillinger og alle slags besynderlige opfattelser.

På det tidspunkt var menneskenes samvittigheder blevet dækket til af verdens mange tillokkende ting. Menneskenes samvittigheder var blevet bundet af begærets lænker og fanget i dets fælder. Efter med hjælp fra nogle få hengivne ledsagere at have befriet og renset menneskenes samvittigheder for uvidenhedstiden og verdens tiltrækninger begyndte profeten, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, en anden kamp. Ja, den ene kamp fulgte efter den anden. Det vil sige, at da’wahs fjender, som med voldsom vrede var styrtet frem mod da’wahen og dens troende, ønskede at udslette da’wahens hellige unge plante, før den nåede at slå rødder under jorden, brede sine grene ud i luften og blive smykket med blomster og frugter. Profeten, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, begyndte kampen mod alle disse fjender af da’wahen. Så snart den nye nation havde overvundet Den Arabiske Halvøs forskellige vanskeligheder, begyndte Romerriget at træffe forberedelser ved grænsen for at udslette denne nye nation.

Til sidst sluttede alle kampene, men kampen på samvittighedens område og konflikten ophørte ikke. For dette er en evig konflikt, hvor man må kæmpe mod Satan. Satan trænger ind i menneskets indre og fortsætter sin virksomhed dér; han standser den ikke et eneste øjeblik. Muhammad, må Allahs velsignelse og fred være med ham, fortsatte, mens han var beskæftiget med Allahs da’wah, med at føre en passende kamp på forskellige områder. Verden havde kastet sig ned for hans fødder, men han levede i sorg, lidelse og fattigdom. De troende havde bredt fredens og sikkerhedens skygge omkring Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham. Men han fortsatte sin stræben på den sorgfulde og fattige livsvej. Under alle forhold udviste han en enestående tålmodighed midt i lidelse og vanskeligheder. Om natten stod han i bøn. Han tilbad sin elskede Herre og reciterede den hellige Koran langsomt. Han vendte sig mod Allah efter at have afskåret forbindelsen til hele verden. Han var naturligvis også blevet befalet at gøre dette. 1 [Sayyid Qutb, shahid, Tafsīr fī Ẓilāl al-Qurʾān, bind 29, s. 168-169].

**Således fortsatte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sin kamp gennem en lang periode på tyve år. Selv om han helligede sig én opgave i denne periode, glemte han ikke de andre. Til sidst opnåede den islamiske da’wah en så omfattende succes, at alle måtte forbavses. Hele Jazīrat al-ʿArab underkastede sig Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Uvidenhedens skyer forsvandt fra Arabiens horisont. De syge samvittigheder blev helbredt. De forlod endda afguderne og knuste dem. Luften og himlen genlød af tawhīds kald. Ørkenen fik nyt liv gennem troens kraft og sitrede ved den søde lyd af adhān. Råbet Allahu akbar genlød i alle retninger. Koranrecitatorerne reciterede Den Hellige Koran og spredte sig mod nord og syd for at etablere Allahs bud og forskrifter.

De adskilte stammer blev forenet, og menneskene forlod menneskers trældom og helligede sig Allahs trældom. Nu var ingen længere undertrykker, og ingen var undertrykt; ingen skræmte længere andre med sit vredladne blik. Ingen var længere tyran, ingen underkuet, ingen herre, ingen slave, ingen hersker og ingen undersåt. Alle mennesker var derimod Allahs tjenere og brødre indbyrdes. De elskede hinanden og fulgte Allahs bud og forskrifter. Allah udslettede blandt dem stolthed og hovmod fra uvidenhedens tid samt praleri over deres fædre og forfædre. Der var ikke længere nogen overlegenhed for arabere over ikke-arabere eller for hvide over sorte. Målestokken for overlegenhed var taqwā. Ellers er alle mennesker Adams børn, og Adam blev skabt af jord.

Kort sagt blev arabisk enhed, menneskelig enhed samt fælles retfærdighed og rimelighed etableret som følge af denne da’wah. Menneskeheden fandt vejen til lykke i verdens forskellige problemer og i de forskellige anliggender, der vedrører det hinsidige. Med andre ord ændrede historiens gang sig.

Før denne da’wah herskede uvidenheden på jorden. Menneskenes samvittigheder var blevet blinde. Sjælene var blevet ildelugtende. Der var sket et dybt forfald i de grundlæggende værdier. Undertrykkelse og trældom havde fået en overvældende magt. Bølger af tøjlesløs og skamfuld bekvemmelighed samt ødelæggende afsavn havde ført verden ned i forfaldets afgrund. Oven på dette lå et tykt slør af vantro og vildfarelsens mørke. Ganske vist fandtes der himmelske religioner og trosretninger. Men menneskene havde fordrejet dem. Derfor var svagheden i religiøs overbevisning nået sit højdepunkt. Religionens bånd var løse. Religionen var blevet svag som et livløst legeme og bestod kun af nogle få ritualer og ceremonier.

Da denne førnævnte da’wah fik indflydelse på menneskelivet, blev menneskesjælen befriet fra illusioner, begærets trældom, urenhed, uretfærdighed, undertrykkelse, kaos og anarki. Den befriede menneskesamfundet fra uret, undertrykkelse, overilethed, arrogance, ødelæggelse, klasseskel, herskernes tyranni samt astrologernes nedværdigende vilkårlighed. Verden blev da et centrum for livets udvikling og fremgang og for sikringen af de retmæssiges rettigheder, bygget på barmhjertighed, tilgivelse, ydmyghed, beskedenhed, opdagelse, opbygning, frihed, reform, ma’rifah, īmān, retfærdighed, rimelighed og gode handlinger. 2 [Sayyid Qutb Shahid, Tafsīr fī Zilāl al-Qur’ān, bind 1, s. 14].

Som følge af alle disse forandringer blev Jazīrat al-ʿArab et så velsignet samfund, at man hverken havde set eller nogensinde vil se et sidestykke til det i menneskehedens historie eller i noget land. Jazīrat al-ʿArab blev i sin historie så strålende og lysende, at noget lignende aldrig før var blevet set noget sted.

Afskedspilgrimsfærden

Arbejdet med da’wah og tablīgh var fuldført. Efter at have afskaffet alle andre ideologier end Allahs herredømme var et nyt samfund blevet grundlagt på Sendebuddets, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sendebudsskabs grundlag. Derefter var det, som om en usynlig forkynder havde indprentet Sendebuddets, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tanker og bevidsthed den opfattelse, at hans tid på jorden var ved at rinde ud. Da Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udnævnte og sendte Mu’ādh, måtte Allah være tilfreds med ham, som guvernør til Yemen, sagde han efter nogle andre nødvendige ord: »Åh Mu’ādh, måske vil du ikke møde mig igen efter dette år. Måske vil du derefter komme forbi min moské og min grav.« Da Mu’ādh, måtte Allah være tilfreds med ham, hørte dette, begyndte han at græde, fordi han tænkte på Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, endelige bortgang.

I virkeligheden ønskede Allah, at Hans Sendebud skulle få lov til at se frugterne af tyve års langvarige lidelser og forfølgelser. Under hajj ville almindelige mennesker og delegationer fra forskellige områder af Mekka samles i Mekka, hvorefter de ville lære shariaens bestemmelser af Profeten. Profeten ville tage imod deres vidnesbyrd om, at han havde fuldført den betroede opgave, overbragt Allahs budskab til menneskene og opfyldt sin pligt over for ummaens velfærd. I overensstemmelse med Allahs vilje bekendtgjorde Profeten derfor datoen for den historiske hajj. På den fastsatte dag begyndte muslimer i store grupper at ankomme til Mekka. Alle de forsamlede ønskede inderligt at tage Sendebudets forbillede til sig og følge ham. 1[Denne hadith er overleveret fra Jabir i Sahih Muslim. Se bind 1, s. 394, kapitlet om Profetens hajj.]

Derefter forberedte Sendebudet sig lørdag på at drage af sted mod Mekka. Der var stadig fire dage tilbage af måneden Dhu al-Qadah. 2[Hafiz Ibn Hajar har foretaget en fremragende analyse af dette spørgsmål. Han har korrigeret oplysningerne i nogle overleveringer om, at der var fem dage tilbage af måneden Dhu al-Qadah. Se Fath al-Bari, bind 8, s. 207.] Han smurte olie i håret, redte det, tog izar på, svøbte sig i et tæppe, pyntede offerdyrene og drog af sted efter dhuhr-bønnen. Før asr nåede han frem til et sted kaldet Dhu al-Hulayfah. Her bad han to rak‘at asr-bøn. Han lod et telt opstille til natten og tilbragte natten dér. Om morgenen sagde han til sahabaerne: »I nat kom en besøgende fra min Herre til mig og sagde: O Profet, bed bøn på denne hellige egn«

»og sig, at umrah indgår i hajj.« 3[Denne overlevering fra Umar er samlet i Sahih Bukhari, bind 1, s. 207.]

Derefter tog Profeten et bad for ihram før dhuhr-bønnen. Aisha påførte med egne hænder duften af jariya og musk på Profetens hellige krop. Duften kunne ses i hans skilning og på hans hellige skæg. Profeten vaskede ikke denne duft af, men lod den blive, som den var. Derefter iførte han sig izar og tæppe. Han bad to rak‘at dhuhr-bøn. Senere, mens han stadig sad på bedetæppet, iførte han sig ihram for både hajj og umrah og trådte ud, mens han fremsagde labbayk. Derefter steg han op på kamelhoppen og sagde labbayk to gange. Ridende på kamelhoppen begav han sig ud på den åbne slette og fremsagde også dér labbayk.

Profeten fortsatte derefter sin rejse. En uge senere nåede han en eftermiddag frem i nærheden af Mekka, slog sig ned på et sted kaldet Dhu Tuwa og tog et bad efter fajr-bønnen. Derefter gik han ind i Mekka. Det var søndag den 4. Dhu al-Hijjah i det tiende hijri-år. Der var gået otte nætter undervejs, siden han forlod Medina. Ved almindeligt rejsetempo er dette den nødvendige tid. Da Profeten nåede den hellige moské, foretog han først tawaf omkring Kabaen. Derefter udførte han sa‘i mellem Safa og Marwah. Han tog imidlertid ikke ihram af, fordi han havde iført sig ihram for hajj og umrah samlet.

Han havde også medbragt offerdyrene. Efter tawaf og sa‘i slog han sig ned på et sted i Mekka kaldet Hajjun. Han foretog ingen anden tawaf end tawaf for den senere hajj.

De sahabaer, der var kommet sammen med Profeten uden at medbringe offerdyr, beordrede han til at ændre deres ihram til umrah og, efter at have afsluttet tawaf omkring Kabaen og sa‘i mellem Safa og Marwah, træde helt ud af ihram. Men eftersom han selv ikke var trådt ud af ihram, blev sahabaerne usikre. Profeten sagde: »Hvis jeg havde vidst det, som jeg senere fik at vide, på forhånd, ville jeg ikke have medbragt offerdyr. Hvis jeg ikke havde haft offerdyr med, ville jeg også være trådt ud af ihram.« Da sahabaerne hørte dette fra Profeten, bøjede de sig lydigt. De, som ikke havde offerdyr, trådte ud af ihram.

Den 8. Dhu al-Hijjah drog Profeten til Mina. Han opholdt sig dér indtil den 9. Dhu al-Hijjah. Han udførte de fem daglige bønner—dhuhr, asr, maghrib, isha og fajr—dér og ventede dér indtil solopgang. Derefter drog han mod Arafats slette. Da han nåede frem, så han, at et telt var blevet gjort klar på sletten ved Namirah. Profeten tog plads dér. Da solen var begyndt at hælde, blev der efter Profetens befaling fastgjort et sæde på ryggen af kamelhoppen. Han begav sig til midten af sletten. På det tidspunkt var der omkring ham et menneskehav på 124.000—ifølge en anden opgørelse 144.000—mennesker. Profeten holdt en historisk tale til den forsamlede menneskemængde. Han sagde: »O mennesker, lyt til mine ord, lyt til mine ord. Jeg ved ikke, om jeg efter denne gang vil kunne mødes med jer på dette sted igen.« 4[Ibn Hisham, bind 2, s. 603]

Jeres blod og jeres ejendom er ukrænkelige for hinanden, ligesom denne dag, denne måned og denne by er ukrænkelige. Hør efter: Alt fra uvidenhedens tid er blevet knust under mine fødder. Blodhævnen fra uvidenhedens tid er afskaffet. Det første blod blandt vores blod, som jeg afskaffer, er blodet fra sønnen af Rabīʿ ibn al-Ḥārith. Dette barn blev ammet hos Banū Saʿd-stammen, da folk fra Hudhayl-stammen dræbte ham. Renten fra uvidenhedens tid er afskaffet. Den første rente blandt vores renter, som jeg afskaffer, er al-ʿAbbās ibn ʿAbd al-Muṭṭalibs rente. Fra nu af er al slags rente afskaffet.

Frygt Allah med hensyn til kvinderne, for I har taget imod dem som en betroet gave fra Allah og gjort dem tilladte for jer ved Allahs ord. I har ret over dem til, at de ikke lader nogen, som I ikke bryder jer om, komme ind på jeres leje. Hvis de gør det, må I slå dem, men slå dem ikke hårdt. Og de har ret over jer til, at I sørger godt for deres mad og drikke og giver dem klæder.

Jeg efterlader jer noget, som, hvis I holder fast ved det, aldrig vil føre jer på afveje bagefter. Det er Allahs Bog. [5. Ṣaḥīḥ Muslim, kapitlet om Profetens pilgrimsfærd, bind 1, s. 397] O mennesker, husk, at der ikke kommer nogen profet efter mig, og at der ikke kommer nogen ummah efter jer. Tilbed derfor jeres Herre, udfør de fem daglige bønner, fast i Ramadan, giv med glæde zakat af jeres ejendom, udfør pilgrimsfærden til jeres Herres Hus, og adlyd jeres herskere. Hvis I gør dette, vil I træde ind i jeres Herres paradis. [6. Ibn Mājah, Ibn ʿAsākir, Raḥmat li-l-ʿĀlamīn, bind 1, s. 263]

I vil blive spurgt om jeres forhold til mig. Hvad vil I da sige? Sahabaerne sagde: Vi bevidner, at du har viderebragt budskabet, overbragt meddelelsen og opfyldt det ansvar, du havde fået betroet med hensyn til at søge det gode for os.

Da Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte dette, løftede han pegefingeren mod himlen, bøjede den derefter mod menneskene og sagde tre gange: O alle verdeners Herre, vær du vidne. [7. Ṣaḥīḥ Muslim, bind 1, s. 397]

Rabīʿ ibn Umayya ibn Khalaf viderebragte Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ord til menneskene med høj røst. [8. Ibn Hishām, bind 2, s. 605]

Efter at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde afsluttet talen, åbenbarede Allah den ophøjede dette vers fra den hellige Koran: »I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer, fuldendt Min nåde over jer og valgt islam som jeres religion.« (Sura al-Māʾida, vers 3)

Da ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, hørte dette vers, begyndte han at græde. Han blev spurgt: Hvorfor græder du? Han svarede: Jeg græder, fordi der efter fuldkommenhed kun kan være ufuldkommenhed tilbage. [9. Se al-Bukhārī, overleveret af Ibn ʿUmar, bind 1, s. 265]

Efter den ædle Profets tale, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fremsagde Bilal, må Allah være tilfreds med ham, adhan og iqama. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, led middagsbønnen. Derefter fremsagde Bilal iqama, og Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, led eftermiddagsbønnen. Mellem disse to bønner bad Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ingen anden bøn. Derefter steg han op på sit ridedyr og drog til sit opholdssted. dér ventede han på kamelindens ryg, indtil solen efter nogen tid gik ned. Derefter lod Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Usama, må Allah være tilfreds med ham, sidde bag sig og drog derfra til Muzdalifa. Her bad han aften- og nattebønnen med én adhan og to iqamaer. Imellem dem bad han ingen frivillig bøn. Derefter lagde Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sig til hvile. Han forblev liggende, indtil tiden for morgenbønnen indtrådte. Da tiden var inde, bad han morgenbønnen efter adhan og iqama. Derefter red han på kamelinden til al-Mashʿar al-Haram, vendte sig mod qiblaen og bad til Allah. Han lovpriste Allah med takbir og fremsagde tawhids bekendelse. dér ventede han, indtil det var blevet helt lyst om morgenen. Derefter drog han til Mina, før solen stod op. Denne gang lod han Fadl ibn Abbas sidde bag sig. Da han nåede Batn Muhassir, stedet hvor Abrahahs hær blev ramt af straf, satte han fart på ridedyret. Han begav sig mod den store jamra og nåede frem til den. På den tid stod der et træ dér, og jamraen var kendt ud fra dette træ. Den store jamra kaldes også Jamrat al-Aqaba og Jamrat al-Ula. Derefter kastede Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, syv sten på stedet. Hver gang han kastede en sten, fremsagde han takbir. Det var små stenstykker. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, stod ved bjergfoden, da han kastede disse sten.

Derefter gik Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til offerstedet og slagtede med sin hellige hånd 63 kameler. De resterende 37 kameler overlod han til Ali, må Allah være tilfreds med ham, at slagte. Således blev hundrede kameler ofret. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, lod også Ali indgå i sit offer. På hans befaling blev et stykke kød fra hver kamel lagt i en gryde og tilberedt. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og Ali spiste noget af dette kød. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, drak også noget suppe.

Derefter steg Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, op på sit ridedyr og drog til det ædle Mekka. Han udførte tawaf omkring det ædle Baytullah. Denne tawaf kaldes tawaf al-ifada. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad middagsbønnen i Mekka. Derefter gik han til Banu Abd al-Muttalib ved Zamzam-brønden. De gav pilgrimmene Zamzams vand at drikke.

Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »O Banu Abd al-Muttalib, træk vand op. Hvis jeg ikke frygtede, at andre ville besejre jer i arbejdet med at trække vand op, ville jeg også have trukket vand op sammen med jer.« Det vil sige, at hvis ledsagerne så Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, trække vand op, ville de alle forsøge at gøre det samme. Som følge heraf ville den ære, som Banu Abd al-Muttalib alene havde ved at give pilgrimmene vand at drikke, ikke længere være deres alene. Derefter gav en af Banu Abd al-Muttalibs mænd Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en spand vand, og Profeten drak af det efter behov. 10 [Det er overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, i Sahih Muslim, kapitlet om Profetens pilgrimsfærd, bind 1, s. 397-400].

I dag er offerdagen, den tiende dag i måneden Dhu al-Hijja. Også i dag holdt Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en prædiken om formiddagen. På det tidspunkt red Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, på ryggen af et muldyr. Ali, må Allah være tilfreds med ham, viderebragte Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ord til de forsamlede ledsagere. Nogle af ledsagerne sad, mens andre stod. 11 [Abu Dawud, kapitlet om offerdagen, bind 1, s. 270]. I dagens prædiken gentog Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, også nogle dele af den foregående dags tale. I Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim er Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, overlevering samlet: Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, holdt en prædiken for os på offerdagen, det vil sige den tiende Dhu al-Hijja. I denne tale sagde han: »Tidsaldrenes omløb er nu vendt tilbage til sin rette orden. På denne dag skabte Allah himlene og jorden. Et år har tolv måneder. Af dem er fire hellige måneder. Tre af dem kommer efter hinanden: Dhu al-Qiʿda, Dhu al-Hijja og Muharram. Den fjerde ligger mellem Jumada al-Thani og Shaʿban. Den hedder Rajab.«

Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde også: »Hvilken måned er dette?« Vi sagde: »Allah og Hans Sendebud ved det bedst.« Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forblev tavs. Så forstod vi, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ville give denne måned et andet navn. Men Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Er dette ikke måneden Dhu al-Hijja?« Vi sagde: »Jo.« Han sagde: »Hvilken by er dette?« Vi sagde: »Allah og Hans Sendebud ved det bedst.« Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forblev tavs et øjeblik. Vi tænkte, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ville give denne by et andet navn. Men Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Er dette ikke byen Mekka?« Vi sagde: »Jo.« Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvad kendetegner denne dag?« Vi sagde: »Allah og Hans Sendebud ved det bedst.« Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forblev tavs et øjeblik. Vi tænkte, at Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ville give denne dag et andet navn. Men han sagde: »Er denne dag ikke Yawm al-Nahr, det vil sige offerdagen? Det vil sige den tiende Dhu al-Hijja?« Vi sagde: »Jo.« Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Så hør: Jeres blod, jeres ejendom og jeres ære er lige så ukrænkelige og hellige for hinanden, som denne by, denne måned og denne dag er hellige for jer. I vil snart møde jeres Herre, og I vil blive spurgt om jeres handlinger. Vogt jer derfor, så I ikke farer vild efter mig.«

»Far ikke sådan vild, at I begynder at slå hinandens halse over. Sig mig: Har jeg videregivet budskabet?« Ledsagerne sagde: »Ja.« Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »O Allah, vær vidne! Den, der er til stede her, skal viderebringe mit budskab til dem, der er fraværende. For den fraværende vil ofte tillægge mine ord større betydning end mange af dem, der er til stede, og tro dem som sandhed.« 12 [Sahih al-Bukhari, kapitlet om prædikenen under Mina-dagene, bind 1, s. 234].

Det er blevet overleveret, at Profeten, fred være med ham, også sagde i denne tale: Husk, at de, der begår en synd, kun synder mod sig selv. Det vil sige, at han selv vil være ansvarlig for den. Husk, at ingen skyldig søn kan begå en synd på sin fars vegne, og ingen skyldig far kan begå en synd på sin søns vegne. Det vil sige, at sønnen ikke vil blive holdt ansvarlig for farens synd, og faren ikke for sønnens synd. Husk, at Satan har fortvivlet over, at han aldrig mere vil blive tilbedt i denne by. Men gennem de handlinger, som I anser for ubetydelige, vil Satan blive adlydt, og det er gennem dem, at han vil opnå tilfredsstillelse. 13 [Tirmidhi, bind 2, s. 38, 135; Ibn Majah, Kitab al-Rujum, Mishkat, bind 1, s. 234]

Derefter opholdt Profeten, fred være med ham, sig i Mina under Ayyam al-Tashriq, det vil sige den 11., 12. og 13. Dhu al-Hijjah. I denne periode udførte han også hajj-ritualerne. Samtidig underviste han folk i shariaens regler og påbud. Han ihukom også Allah og holdt fast ved traditionerne fra Ibrahims millah. Han udryddede afgudsdyrkelsens tegn. På en af de tre nævnte dage under Ayyam al-Tashriq holdt han en tale. Abu Dawud har med en hasan-overleveringskæde berettet, at Sara bint Binhams, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Allahs Sendebud, fred være med ham, holdt en tale for os på Raus-dagen 14 [det vil sige den 12. Dhu al-Hijjah; Awn al-Ma’bud, bind 2, s. 143] og sagde: Denne dag er ikke den midterste af Ayyam al-Tashriq. 15 [Abu Dawud, Yawm yukhatibu bi Mina, bind 1, s. 269]. Profetens, fred være med ham, tale denne dag lignede også den foregående dags tale, det vil sige talen på offerdagen. Denne tale blev holdt efter åbenbaringen af sura al-Nasr.

Den sidste militære ekspedition

Romerimperiets herskere i det vidtstrakte rige var ikke rede til at anerkende islams og muslimernes ret til at overleve. Derfor var det farligt for enhver i de områder, som var underlagt Romerriget, at antage islam. For andre var frygten for, at sagen med den romerske guvernør Farwah ibn Amr al-Judhami skulle gentage sig, også stærk.

På baggrund af romerrigets herskeres sådanne hovmodige og arrogante adfærd begyndte Profeten, fred være med ham, i safar-måneden i det ellevte hijri-år at danne en stor hær. Han udnævnte Usama ibn Zayd, må Allah være tilfreds med ham, til hærens øverstbefalende og beordrede ham: Drag af sted med rytterne, ødelæg Balqa-området og det palæstinensiske område omkring Darum, og vend derefter tilbage. Formålet med dette skridt var at skræmme romerne og give de arabiske stammer, der boede i deres områder, mod. Dermed skulle ingen kunne tro, at der ikke var nogen til at sige fra over for kirkens overgreb og vilkårlighed. Desuden skulle ingen kunne tro, at det at antage islam betød at indbyde sin egen død.

Nogle kritiserede udnævnelsen af Usama, må Allah være tilfreds med ham, til hærfører og tøvede derfor med at deltage i forberedelserne til ekspeditionen. Da det stod sådan til, sagde Allahs Sendebud, fred være med ham: Hvis I kritiserer Usamas lederskab, må det jo siges, at I tidligere også kritiserede, at hans far blev udnævnt til hærfører. Ved Allahs ed var Zayd dog kvalificeret til at være hærfører. Desuden var han en af mine mest elskede. Usama er efter Zayd også en af mine mest elskede. 1 [Sahih al-Bukhari, kapitlet om udsendelsen af Usama, Usama, bind 2, s. 612]

Da samledes de ædle ledsagere, må Allah være tilfreds med dem, omkring Usama, må Allah være tilfreds med ham, og sluttede sig til hans hær. Hæren drog af sted og slog lejr på et sted kaldet Maqam Zaraf, tre mil fra Medina. Da de fortsat modtog bekymrende nyheder om Profeten, fred være med ham, og hans sygdom, rykkede de ikke videre frem. De ventede dér på Allahs afgørelse. Allahs afgørelse var, at denne ekspedition skulle blive kendt som den første militære ekspedition under kaliffen Abu Bakr al-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham. 2 [Sahih al-Bukhari og Ibn Hisham, bind 2, s. 606-650].

Muhammad er kun et sendebud; før ham var der mange sendebude

er gået bort. Hvis han dør, eller nogen dræber ham,

vil I da (fra hans eksempel)

vende jer bort? (Vid, at den

person, der på denne måde vender sig bort,

kan ikke påføre Allah nogen

skade.

(Suraen Āl ʿImrān – 144)

7

Farvel, min ven: Den Store Profet på sin sidste rejse

Farvel, O Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham

Kaldet til Allahs religion er blevet fuldendt, og hele den arabiske verden er nu under islams fuldstændige kontrol. På dette tidspunkt begyndte der i Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tanker og bevidsthed, følelser, ydre adfærd og samtaler at vise sig tegn, som tydeligt viste, at han snart ville tage afsked med denne verdens beboere.

Som eksempel nævnes det, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i ramadanmåneden i det tiende hijri-år praktiserede i’tikaf i tyve dage, hvorimod han i andre ramadanmåneder plejede at gøre det i ti dage. I dette år reciterede ærkeenglen Jibril, fred være med ham, hele Koranen for Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, to gange. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde i afskedspilgrimsfærdens prædiken: »Jeg ved det ikke; måske vil jeg efter dette år aldrig mere kunne mødes med jer på dette sted.« Ved Jamarat al-Aqabah sagde han: »Lær pilgrimsfærdens ritualer af mig, for efter dette år vil jeg måske aldrig mere kunne udføre hajj.« Surah an-Nasr blev åbenbaret midt i ayyām at-tashrīq, det vil sige den 10., 11. og 12. Dhu al-Hijjah. Derefter forstod han, at tiden for hans afsked med verden nu var kommet. Åbenbaringen af denne surah var en forudgående meddelelse om hans død.

I begyndelsen af Safar i det ellevte hijri-år drog Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, til Uhud-sletten. Der bad han så inderligt for martyrerne, som om de levende tog afsked med de døde. Da han var vendt tilbage, satte han sig på prædikestolen og sagde: »Jeg er jeres leder i jeres handlinger og et vidne for jer. Ved Allahs ed, jeg kan nu se mit hawd, det vil sige al-Kawthars hawd. Jeg har fået overdraget nøglerne til hele verden og dens skatte. Ved Allahs ed frygter jeg ikke, at I vil begå shirk efter mig; snarere frygter jeg, at I vil gå til yderligheder i verdslige forhold.«

En dag ved midnat gik Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, til kirkegården Jannat al-Baqi og bad dér for de døde. I denne bøn sagde han: »Fred være med jer, gravens beboere. Den tilstand, I befinder jer i, er bedre for jer end den tilstand, som menneskene befinder sig i. Prøvelserne kommer den ene efter den anden som dele af en mørk nat. De senere er værre end de tidligere.« Derefter gav han gravens beboere det glade budskab, at han også ville mødes med dem.

Sygdommens begyndelse

Søndag den 29. Safar i det ellevte hijri-år deltog Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i en begravelsesbøn ved Jannat al-Baqi. På hjemvejen begyndte han at få hovedpine, og feberen steg så meget, at varmen kunne mærkes gennem bindet om hans hoved. Dette var begyndelsen på den dødelige sygdom. Trods sin sygdom ledede han bønnen i elleve dage. Sygdommen varede i alt tretten eller fjorten dage.

Den sidste uge af livet

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, blev stadig svagere. På dette tidspunkt spurgte han sine rene hustruer: »Hvor skal jeg være i morgen? Hvor skal jeg være i morgen?« Hans hustruer forstod betydningen af dette spørgsmål og sagde derfor: »O Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, De vil være dér, hvor De ønsker at opholde Dem.« Derefter blev han flyttet til Aishas værelse, måtte Allah være tilfreds med hende. Under flytningen støttede Fadl ibn Abbas og Ali ibn Abu Talib, måtte Allah være tilfreds med dem, den elskede Profet. Profetens hoved var forbundet, og hans hellige fødder slæbte hen ad jorden. I denne tilstand blev han flyttet til Aishas værelse, måtte Allah være tilfreds med hende, og dér tilbragte han den sidste uge af sit liv.

Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, reciterede de bønner, hun havde lært af Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og pustede over Profetens hellige legeme. Af håb om velsignelse førte hun hans hellige hånd hen over sin egen krop.

Fem dage før dødsfaldet

Fem dage før dødsfaldet, på chahar shamba, det vil sige onsdag, steg varmen i Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, krop usædvanligt meget. Hans lidelser tiltog. Han mistede bevidstheden. Da han kom til sig selv, sagde han: »Hæld syv mashk vand fra forskellige brønde over mig, så jeg kan gå hen til folkene og give dem mine sidste formaninger.« Derfor blev han sat op, og der blev hældt så meget vand over hans krop, at han sagde: »Det er nok, det er nok«, det vil sige, at der ikke behøvedes mere.

Derefter følte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig noget bedre og gik til moskeen. Hans hoved var forbundet. Han steg op på minbaren, satte sig og holdt en tale. De ædle ledsagere var samlet omkring ham. Han sagde: »Må Allahs forbandelse være over jøderne og de kristne, for de har gjort deres profeters grave til moskeer.« I en anden overlevering hedder det: »Må Allahs straf ramme jøderne og de kristne, for de har gjort deres profeters grave til moskeer.«² [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 52; Muwatta Imam Malik, s. 360] Han sagde også: »Gør ikke min grav til en afgud, der dyrkes.«³ [Muwatta Imam Malik, s. 65]

Derefter tilbød Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig selv til gengældelse og sagde: »Hvis jeg har slået nogen på ryggen med en pisk, så er her min ryg; lad ham tage gengæld. Hvis jeg har ydmyget nogen, så lad ham tage gengæld over for mig.«

Derefter steg Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, ned fra minbaren og ledte middagsbønnen. Så satte han sig igen på minbaren og gentog det, han havde sagt om fjendskab og lignende. En mand sagde: »Jeg har et tilgodehavende på tre dirham hos Dem.« Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, beordrede Fadl ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, til at betale gælden.

Derefter gav den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, råd om ansarerne. Han sagde: »Jeg befaler jer at tage vare på ansarerne, for de er mit hjerte og min inderste kerne. De har opfyldt deres forpligtelser, men deres rettigheder er endnu ikke blevet opfyldt. Tag derfor imod de fromme blandt dem, og tilgiv de onde.« I en anden overlevering siges det, at han sagde: »Menneskene vil blive flere, mens ansarernes antal vil blive mindre, indtil de kun vil være som den mængde salt, der er i maden. Derfor skal de blandt jer, som får ansvaret for noget, der bringer enten gavn eller skade, tage imod de fromme blandt ansarerne og tilgive de onde.« 4 [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 526]

Derefter sagde Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Allah den Ophøjede har givet en tjener valget mellem, at Allah vil give ham, hvad han ønsker af denne verdens pragt og herlighed, eller at han kan vælge, hvad der findes hos Allah.« Denne tjener ønskede at vælge det, der findes hos Allah. Abu Sa’id al-Khudri, måtte Allah være tilfreds med ham, beretter, at Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, begyndte at græde, da han hørte dette, og sagde: »Måtte jeg ofre mig for dig sammen med mine forældre.« Da vi hørte dette, blev vi forundrede. Folk sagde: »Se på denne gamle mand. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, talte jo om en tjener, som Allah havde givet valget, så han kunne vælge, hvad han ønskede, eller vælge, hvad der findes hos Allah, mens denne gamle mand siger: ‘Måtte jeg ofre mig for dig sammen med mine forældre.’« Men få dage senere blev det klart for alle, at den tjener, som Allah havde givet valget, var Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Den dag var det også klart for alle, at Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, var den mest vidende blandt os. 5 [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 536]

Derefter sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Den, der har vist mig den største godhed gennem venskab og ofre af rigdom, er Abu Bakr. Hvis jeg havde taget nogen anden end min Herre som en nær ven, ville jeg have taget Abu Bakr. Men mellem ham og mig består der et bånd af islamisk broderskab og kærlighed. Lad ingen dør i moskeen forblive åben; alle døre skal lukkes, undtagen Abu Bakrs dør.« 6 [Al-Bukhari og Muslim, bind 1, s. 516; Mishkat, bind 2, s. 546-554]

Fire dage før hans død

Torsdag, fire dage før Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bortgang, led han meget. På det tidspunkt sagde han: »Jeg vil skrive noget til jer, hvorefter I aldrig vil fare vild.« Der var på det tidspunkt flere personer til stede i huset, blandt dem Umar, måtte Allah være tilfreds med ham. Han sagde: »De syge smerter plager Dem meget, og vi har Den Hellige Koran hos os. Denne Bog er tilstrækkelig for os.« Da de tilstedeværende ledsagere hørte dette, opstod der uenighed blandt dem. Nogle sagde: »Lad os få skrevet det ned, som Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ønsker at skrive til os.« Andre sagde: »Nej, det er ikke nødvendigt; det, Umar siger, er rigtigt.« Uenigheden udviklede sig efterhånden til en ordstrid, og larmen tog til. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev irriteret og sagde: »Gå bort fra mig.« 7 [Al-Bukhari og Muslim; al-Bukhari, bind 1, s. 22, 427; bind 2, s. 638]

Samme dag gav Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tre råd. For det første: I skal fordrive jøderne, de kristne og afgudsdyrkerne fra Den Arabiske Halvø. For det andet: I skal behandle de udenlandske delegationer på samme måde, som jeg plejede at behandle dem. Fortælleren glemte det tredje punkt. Det var muligvis, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde, at man skulle holde fast ved Koranen og sunnaen eller sende Usamas hær af sted; eller han sagde, at man skulle tage vare på bønnen og dem, der var under ens myndighed, det vil sige slaver og tjenestepiger.

Trods sygdommens alvor forestod Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, selv alle bønnerne indtil torsdag, fire dage før hans bortgang. Han forestod også maghrib-bønnen den dag. Under denne bøn reciterede han sura

Ved isha-tid blev sygdommen så alvorlig, at han ikke længere havde kræfter til at gå til moskeen. Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, siger: Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, spurgte: »Har folk allerede bedt?« Vi svarede: »Nej, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. De venter på Dem.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hent vand til mig i et kar.« Det gjorde vi. Han foretog den rituelle afvaskning. Derefter forsøgte han at rejse sig, men besvimede. Da han kom til bevidsthed igen, spurgte han: »Har folk allerede bedt?« Han fik at vide: »Nej, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. De venter på Dem.« Det samme skete for anden og tredje gang. Han foretog den rituelle afvaskning og forsøgte derefter at rejse sig, men besvimede. Så sendte han bud efter Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, og bad ham lede bønnen. På de øvrige dage af Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sygdom ledede Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, også bønnen. 9 [Al-Bukhari og Muslim; Mishkat, bind 1, s. 102] I Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, levetid ledede Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, sytten obligatoriske bønner. 8 [Al-Bukhari og Muslim; Mishkat, bind 1, s. 102] Det var ham, der havde forestået imamrollen.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) bad tre eller fire gange Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om, at imamansvaret skulle gives til en anden end Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham). Hun tænkte, at folk ellers kunne få en dårlig opfattelse af Hazrat Abu Bakr Siddiq (må Allah være tilfreds med ham). Men Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) afviste hver gang sin hustrus anmodning og sagde: »I er alle blevet som Josefs ledsagere.« 10 [I beretningen om Hazrat Josef (må Allahs fred være med ham) anklagede de kvinder, som beskyldte Aziz af Egyptens hustru, hende tilsyneladende. Men da de så Hazrat Josef og skar sig i fingrene, blev det klart, at de alle var dybt hengivne til Hazrat Josef (må Allahs fred være med ham). Det vil sige, at deres ord var ét, og deres hjerter noget andet. Situationen er den samme her. Ud ad til blev det sagt, at Hazrat Abu Bakr Siddiq havde et følsomt sind, og at han, hvis han begyndte at lede bønnen i Deres sted, ikke ville kunne recitere på grund af sin gråd. Men i deres hjerter tænkte de netop, at hvis—Gud forbyde det—Allahs ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) døde, ville alle få en dårlig opfattelse af Hazrat Abu Bakr Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) og anklage ham for at bringe ulykke. Af disse grunde fremsatte også de øvrige af Profetens hustruer samme anmodning til Allahs ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sammen med Hazrat Aisha Siddiqas anmodning. Derfor sagde Profeten (må Allahs fred være med ham), at I alle er som profeten Josefs brødre.] »Befal Abu Bakr at lede bønnen.«

To dage før dødsfaldet

Lørdag eller søndag følte Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sig noget bedre. Han gik til moskeen for at udføre middagsbønnen, støttet af to mænds skuldre. På det tidspunkt ledte Hazrat Abu Bakr Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) ledsagerne i bønnen. Da han så Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), begyndte han at træde tilbage. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gjorde tegn til, at han ikke behøvede at træde tilbage. Han sagde til dem, hvis skuldre han var støttet til på vejen til moskeen: »Sæt mig ved siden af Abu Bakr.« Derefter blev han sat på Hazrat Abu Bakrs højre side. Hazrat Abu Bakr Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) fulgte da Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i bønnen og lod ledsagerne høre takbiren. 12 [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 98-99]

Kun én dag før dødsfaldet

Dagen før sin bortgang frigav Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) alle sine slaver og slavepiger. På det tidspunkt havde han syv dinarer, som han gav i almisse, og han skænkede sine våben til muslimerne. Om natten lånte Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) olie hos en nabo for at tænde lampen. Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) brynje var pantsat hos en jøde for tredive sa‘—det vil sige 75 kilo—byg.

Den sidste dag i det storslåede liv

Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at det var mandag, og muslimerne var i færd med at udføre morgenbønnen. Hazrat Abu Bakr Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) ledte bønnen. Pludselig trak Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gardinet for Hazrat Aisha Siddiqas kammer til side og smilede mildt, da han så ledsagerne udføre bønnen i rækker. Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) trådte lidt tilbage, så Allahs Sendebud kunne slutte sig til bønnerækken. Han troede, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) måske ville slutte sig til dem og ønskede at komme til bønnen. Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at ledsagerne blev så glade, da de pludselig så Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham), at de næsten blev grebet af forvirring midt under bønnen; det vil sige, at de ville afbryde bønnen for at få at vide, hvordan Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde det. Men Allahs højtelskede Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gjorde tegn til ledsagerne med hånden om, at de skulle fuldføre bønnen. Derefter gik Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ind i kammeret og trak gardinet for.

Herefter indtraf der ikke flere bønnetider for Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Tidligt på dagen, omkring tiden for duha-bønnen, kaldte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sin elskede datter, Hazrat Fatima (må Allah være tilfreds med hende), hen til sig og hviskede nogle ord i hendes øre. Da Hazrat Fatima Zahra hørte det, begyndte hun at græde. Derefter hviskede Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) igen nogle ord i Fatimas øre, og denne gang begyndte Hazrat Fatima (må Allah være tilfreds med hende) at le.

Hazrat Aisha as-Siddīqa (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Senere spurgte jeg Hazrat Fatima om årsagen til hendes gråd og latter, og hun sagde: Først sagde Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) til mig: »Jeg vil dø af denne sygdom.« Da jeg hørte det, græd jeg. Derefter hviskede han i mit øre: »Blandt min familie vil du være den første, der følger efter mig til det hinsidige.« Da jeg hørte det, lo jeg. 14[Al-Bukhari, bind 2, s. 638]

Da han så, hvor stærke smerterne hos Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var, gav han Hazrat Fatima (må Allah være tilfreds med hende) det glædelige budskab, at hun var alle verdens kvinders leder. 15[Nogle overleveringer viser, at denne samtale og dette glædelige budskab fandt sted i den sidste uge af Profetens liv og ikke på hans sidste dag. Se Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 282]

På det tidspunkt udbrød Hazrat Fatima (må Allah være tilfreds med hende) pludselig, da hun så styrken af Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham)s smerter: »Åh, hvor min far lider!« Da Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hørte det, sagde han: »Efter i dag vil din far ikke have flere smerter.« 16[Nogle overleveringer viser, at denne samtale og dette glædelige budskab fandt sted i den sidste uge af Profetens liv og ikke på hans sidste dag. Se Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 282]

Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tilkaldte Hazrat Hasan og Hazrat Husayn (må Allah være tilfreds med dem), kyssede dem og gav dem gode råd. Han tilkaldte sine hustruer og formanede også dem.

Imens blev smerterne stadig stærkere. Giftens virkning begyndte også at vise sig. Han var blevet forgiftet i Khaybar. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) plejede at sige til Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende): »Aisha, jeg mærker hele tiden smerten fra virkningen af den forgiftede mad, jeg spiste i Khaybar. Nu føles det, som om denne gift skærer min livsnerve over.« 17[Al-Bukhari, bind 2, s. 637]

Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gav også sine ædle ledsagere et sidste råd. Han sagde til dem: »Bønnen, bønnen, og dem, som jeres højre hænder besidder.« Det vil sige: »Bønnen, bønnen, og jeres underordnede slaver og slavinder.« Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gentog dette flere gange. 18[Al-Bukhari, bind 2, s. 637]

Tilstanden ved døden

Tilstanden ved døden begyndte. Hazrat Aisha as-Siddīqa (må Allah være tilfreds med hende) holdt Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) støttet mod sin krop. Hun fortæller: »Det er en af Allahs velsignelser over mig, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) drog sit sidste åndedrag i mit hus, på min dag og i mit skød. På tidspunktet for Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham)s bortgang forenede Allah Profetens (må Allahs velsignelser og fred være med ham)s og mit spyt. Det forholdt sig sådan, at Abdur-Rahman ibn Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) kom, og han havde en miswāk i hånden. Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) lænede sig mod mig. Jeg lagde mærke til, at Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) så på miswāken. Jeg forstod, at han ønskede miswāken. Jeg spurgte: ›Skal jeg tage den til dig?‹ Han nikkede som tegn. Jeg hentede miswāken og gav ham den. Men den føltes hård. Jeg spurgte: ›Skal jeg gøre den blødere for dig?‹ Han nikkede samtykkende. Jeg blødgjorde den med mine tænder. Derefter brugte han miswāken grundigt. Der stod en beholder med vand foran ham. Han fugtede sin hånd og tørrede sit ansigt, mens han sagde: ›La ilaha illallah‹, det vil sige: ›Der er ingen guddom undtagen Allah.‹ Døden er meget hård.« 19[Al-Bukhari, bind 2, s. 640]

Efter at have brugt miswāk løftede Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sin hånd eller finger. På dette tidspunkt var hans blik rettet mod loftet. Hans læber bevægede sig, og han mumlede noget. Hadhrat Aisha, må Allah være tilfreds med hende, lagde øret tæt ved hans mund. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »O Allah den Ophøjede! Slut mig til gruppen af profeter, sandfærdige, martyrer og retskafne, som Du har skænket belønning. Tilgiv mig. O Allah den Ophøjede, forbarm Dig over mig, vis mig nåde, og før mig til det højeste selskab. O Allah den Ophøjede! Det højeste selskab!« 20{Sahih Bukhari, kapitlet om Profetens sygdom og kapitlet om Profetens sidste ord, bind 2, s. 638-641}

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gentog de sidste ord tre gange. Umiddelbart derefter sank hans hånd ned, og han gik bort til Den, han elskede højst. »Vi tilhører sandelig Allah, og til Ham skal vi vende tilbage.« Det vil sige: Vi tilhører alle Allah, og til Ham skal vi vende tilbage.

Dette skete mandag den 12. Rabi al-Awwal i det ellevte hijri-år, ved afslutningen af duha-bønnen. Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var da treogtres år og fire dage gammel.

Sorgens skygge overalt

Denne hjerteskærende sørgebesked spredte sig på kort tid overalt. Medinas indbyggere blev overvældet af sorg. En sort sorgens skygge sænkede sig overalt. Hadhrat Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg har aldrig set en lysere dag end den dag, hvor Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kom iblandt os. Og jeg har aldrig set en mere ulykkelig og mørk dag end den dag, hvor han forlod os.« 21{Darimi, Mishkat, bind 2, s. 547} Efter den elskede Profets, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bortgang sagde Hadhrat Fatima, må Allah være tilfreds med hende, fortvivlet af sorg: »Åh, min far, som svarede: ›Jeg er her‹ på Den Barmhjertiges kald. Åh, min far, hvis bolig er Jannatul Firdaus. Åh, min far, jeg underretter Jibril, må fred være med ham, om din bortgang.« 22{Sahih Bukhari, kapitlet om Profetens sygdom, bind 2, s. 641}

Hadhrat Umars og Hadhrat Abu Bakrs reaktion

Da Hadhrat Umar, må Allah være tilfreds med ham, hørte om Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bortgang, mistede han bevidstheden. Da han rejste sig, begyndte han at sige: »Nogle hyklere tror, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, er gået bort, men i virkeligheden er han ikke gået bort. Han er gået til sin Herre på samme måde, som Hadhrat Musa ibn Imran, må fred være med ham, gik. Hadhrat Musa, må fred være med ham, var fraværende fra sit folk i fyrre dage og vendte derefter tilbage, selv om hans folk før hans tilbagekomst sagde til hinanden, at Musa, må fred være med ham, var død. Ved Allahs ed vil Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, også vende tilbage, og han vil hugge hænder og fødder af dem, der tror, at han er død.« 23{Ibn Hisham, bind 2, s. 655}

Hadhrat Abu Bakr Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, befandt sig i sit hjem på et sted ved navn Sanha. Da han hørte om Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bortgang, red han hurtigt af sted på sin hest og gik ind i Profetens moské. Derefter gik han uden at sige et ord til nogen direkte ind i Hadhrat Aishas, må Allah være tilfreds med hende, værelse. Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, velsignede legeme var på det tidspunkt dækket af et stribet jemenitisk tæppe. Hadhrat Abu Bakr Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, fjernede tæppet fra hans ædle ansigt, kyssede ham og græd. Derefter sagde han: »Må mine forældre ofres for dig. Allah den Ophøjede vil ikke samle to dødsfald for dig. Den død, der var bestemt for dig, har ramt dig.«

Derefter kom Abu Bakr as-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, ud. Umar, må Allah være tilfreds med ham, talte med de forsamlede mennesker. Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, sagde til ham: »Umar, sæt dig.« Umar, må Allah være tilfreds med ham, nægtede at sætte sig. Imens vendte sahabaerne deres opmærksomhed fra Umar til Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham. Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Den af jer, der tilbad Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, skal vide, at Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke er død. Og den af jer, der tilbad Allah, skal vide, at Allah, den Ophøjede, er evigt levende; Han vil aldrig dø. I Den Hellige Koran har Allah, verdens Herre, sagt: “Muhammad er kun et sendebud. Før ham er andre sendebude allerede gået bort. Hvis han derfor dør eller bliver dræbt, vil I så vende om på jeres hæle? Den, der vender om på sine hæle, kan ikke skade Allah det mindste, og Allah vil snart belønne de taknemmelige.” (Sura Al Imran, vers 144)

De fortvivlede og urolige sahabaer troede, efter at have hørt Abu Bakr as-Siddiqs, må Allah være tilfreds med ham, tale, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, virkelig var gået bort.

Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Ved Allahs ed, det var, som om ingen vidste, at Allah, den Ophøjede, allerede havde åbenbaret dette vers i Den Hellige Koran.« Efter Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, recitation lærte alle dette vers udenad. Alle gik da rundt og gentog verset.

Said ibn al-Musayyib, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Ved Allahs ed, da jeg hørte Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, blev jeg, som om jeg var blevet til jord. Jeg kunne ikke stå. Da jeg hørte Abu Bakr recitere dette vers, var jeg ved at falde om. For da forstod jeg klart, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, virkelig var gået bort.« 24 (Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 640–641)

Forberedelserne til begravelsen

Før Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev iført ligklæde med henblik på begravelsen, opstod der nogen uenighed blandt sahabaerne om udpegningen af hans efterfølger. Muhajirun og Ansar kom i ordstrid ved Saqifah Banu Sa’idah. Til sidst blev alle enige om Abu Bakr as-Siddiqs, må Allah være tilfreds med ham, kalifat. Resten af mandagen gik med dette. Natten faldt på, og alle blev optaget af deres gøremål. Næste morgen oprandt; det var tirsdag. På det tidspunkt var Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hellige legeme dækket af det samme jemenitiske klæde. Husets beboere lukkede døren indefra.

Næste dag, tirsdag, blev Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vasket uden at hans legeme blev blottet. De, der foretog vaskningen, var Abbas, Ali, Abbas’ to sønner Fadl og Qutham, Shaqran, den frigivne slave tilhørende Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, samt Usama ibn Zayd og Aws ibn Khawla, må Allah være tilfreds med dem. Abbas og hans to sønner vendte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fra side til side. Usama og Shaqran hældte vand over ham. Ali, må Allah være tilfreds med ham, vaskede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Aws, må Allah være tilfreds med ham, holdt Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tæt ind til sit bryst.

Efter vaskningen blev Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, svøbt i tre hvide jemenitiske klæder som ligklæde. Der var hverken skjorte eller turban med. 25 (Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 169; Sahih Muslim, bind 1, s. 306) Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev blot svøbt i klæderne.

Der opstod også uenighed blandt de ædle sahaba om, hvor Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, skulle begraves. Hazrat Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg har hørt Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige, at enhver profet er blevet begravet dér, hvor han blev taget bort.« Efter at denne beslutning var truffet, fjernede Hazrat Abu Talha, må Allah være tilfreds med ham, den seng, hvorpå Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var død. Der blev gravet en grav under denne seng.

Derefter gik sahaba ind i kammeret i grupper på ti og udførte janazah-bønnen efter tur. Ingen ledte denne bøn som imam. Først bad medlemmerne af Banu Hashim. Derefter bad muhajirun, så ansar, derefter de øvrige mænd, så kvinderne, og til sidst børnene janazah-bønnen.

Hele tirsdagen gik med at udføre janazah-bønnen. Natten efter tirsdag blev den elskede Profet, Muhammad Mustafa Ahmad Mujtaba, må Allahs velsignelser og fred være med ham, begravet. Hans hellige legeme blev lagt i graven.

Hazrat Aisha Siddiqah, må Allah være tilfreds med hende, siger: »Vi vidste ikke præcis, hvornår Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev begravet. Men omkring midt på onsdag nat hørte vi nogle lyde.« 26[Se Sheikh Abdullahs Mukhtasar Sirat-i Rasul, s. 471, for nærmere oplysninger om denne begivenhed; se også kapitlet om Profetens mirakler i Bukhari Sharif. Se desuden Fath al-Bari, Sahih Muslim og Mishkat. Se endvidere Ibn Hisham, bind 2, s. 649-665; Talkih, s. 38-39; og Rahmatul lil-Alamin, bind 1, s. 277-286.]

Kort præsentation af Profetens familie

(1) Hazrat Khadijah, må Allah være tilfreds med hende

Før hijra bestod Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, familie i Mekka af Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans hustru Khadijah, må Allah være tilfreds med hende. På tidspunktet for dette ægteskab var Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, femogtyve år, og Bibi Khadijah var fyrre år. Hazrat Khadijah, må Allah være tilfreds med hende, var Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, første hustru. I hendes levetid indgik Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ikke noget andet ægteskab. Blandt Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, børn var alle undtagen Hazrat Ibrahim født af Bibi Khadijah. Ingen af sønnerne levede længere, men døtrene var i live. De hed Hazrat Zaynab, Hazrat Ruqayyah, Hazrat Umm Kulthum og Hazrat Fatimah, må Allah være tilfreds med hende. Zaynab blev før hijra gift med sin kusine fra faderens side, Hazrat Abu al-As ibn al-Rabi. Ruqayyah og Umm Kulthum blev efter tur gift med Hazrat Uthman, må Allah være tilfreds med ham. Hazrat Fatimah, må Allah være tilfreds med hende, blev gift med Hazrat Ali ibn Abu Talib, må Allah være tilfreds med ham, mellem slagene ved Badr og Uhud. De fik fire børn: Hazrat Hasan, Hazrat Husayn, Hazrat Zaynab og Umm Kulthum, må Allah være tilfreds med dem.

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde en særskilt egenskab frem for sin ummah. Det er almindeligt kendt, at han fik tilladelse til at indgå fire ægteskaber af forskellige årsager. Antallet af kvinder, som Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, indgik ægteskab med, var elleve. Ved Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, død var ni af dem i live. To døde i hans levetid. Det var Hazrat Khadijah og Umm al-Masakin, Hazrat Zaynab bint Khuzaymah, må Allah være tilfreds med hende. Det siges desuden, at han havde indgået ægteskab med yderligere to kvinder, men der er uenighed om, hvorvidt Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, faktisk blev gift med dem. Den samlede opfattelse er imidlertid, at disse to kvinder ikke blev ført til ham som hustruer. Nedenfor vil vi efter Hazrat Khadijah efter tur nævne Profetens hustruer og give en kort præsentation af dem.

(2) Hazrat Sawda bint Zam’a

Nogle dage efter Bibi Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) død giftede Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sig med denne enke i måneden Shawwal i det tiende år af hans profetskab. Det skal bemærkes, at Hazrat Sawda tidligere havde været gift med sin fætter Sakran ibn Amr.

(3) Hazrat Aisha bint Abi Bakr (må Allah være tilfreds med hende)

Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) giftede sig med hende i måneden Shawwal i det ellevte år af hans profetskab. Det vil sige ét år efter Hazrat Sawdas bryllup og to år og fem måneder før hijraen. På det tidspunkt var Hazrat Aisha kun seks år gammel. Syv måneder efter hijraen, den første dag i måneden Shawwal, blev Hazrat Aisha sendt til sin mands hjem. Da var hun ni år gammel og jomfru. Bortset fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) giftede Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sig ikke med nogen anden jomfru. Hazrat Aisha var hans mest elskede hustru. Blandt Muhammads umma var hun den mest vidende i islamisk retslære.

(4) Hazrat Hafsa bint Umar (må Allah være tilfreds med hende)

Hendes første ægtemand var Khunays ibn Hudhafa al-Sahmi (må Allah være tilfreds med ham). Hendes ægtemand døde i perioden mellem slagene ved Badr og Uhud. Derefter giftede Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sig med hende i det tredje hijri-år.

(5) Hazrat Zaynab bint Khuzayma (må Allah være tilfreds med hende)

Hun var knyttet til Banu Hilal ibn Amir ibn Sa’sa’a. På grund af hendes enestående omsorg for og kærlighed til fattige og trængende fik hun tilnavnet Umm al-Masakin. Hun var hustru til Hazrat Abdullah ibn Jahsh (må Allah være tilfreds med ham). Denne ledsager blev martyr i slaget ved Uhud. Derefter giftede Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sig med hende i det fjerde hijri-år. Hun døde efter at have været Profetens (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustru i otte måneder.

(6) Umm Salama Hind bint Abi Umayya (ra.)

Hun var hustru til Abu Salama (ra.). Hun blev enke i Jumada al-Thani i det fjerde hijri-år. I Shawwal samme hijri-år indgik Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, ægteskab med hende.

(7) Zaynab bint Jahsh ibn Riyab (ra.)

Hun var en kvinde fra stammen Banu Asad ibn Khuzayma og Profetens kusine på faderens side. Hun blev først gift med Zayd ibn Haritha (ra.). Zayd blev anset for at være Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, sin søn. Men Zayd og Zaynab kunne ikke enes, og derfor skilte Zayd sig fra hende. Efter Zaynabs iddah var udløbet, åbenbarede Allah, den Ophøjede, denne åbenbaring: »Da Zayd havde afsluttet sit ægteskab med Zaynab, giftede Jeg hende med dig.« (Sura al-Ahzab, vers 7)

I denne forbindelse blev flere andre vers fra Sura al-Ahzab åbenbaret. I disse vers blev striden om adoptivsønner afgjort på en retfærdig måde. En detaljeret drøftelse vil komme senere. Profeten blev gift med Zaynab i Dhu al-Qadah i det femte hijri-år eller kort før denne måned.

(8) Juwayriya bint al-Harith (ra.)

Hendes far var høvding for Banu al-Mustaliq, en gren af Khuzāʿa-stammen. Juwayriya blev ført frem sammen med krigsfangerne fra Banu al-Mustaliq. Hun tilfaldt Thabit ibn Qays ibn Shammas (ra.). Thabit (ra.) meddelte, at han ville frigive hende på visse betingelser. Betingelsen var betaling af et bestemt beløb. Da Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, fik dette at vide, betalte han det fastsatte beløb på Juwayriyas vegne, sørgede for hendes frigivelse og giftede sig med hende. Dette skete i Sha’ban i det femte hijri-år.

(9) Umm Habiba bint Abu Sufyan (ra.)

Hun var hustru til Ubaydullah ibn Jahsh. Hun udvandrede sammen med sin mand til Habasha, det vil sige Abessinien. Efter ankomsten konverterede Ubaydullah til kristendommen. Senere døde han dér. Men Umm Habiba forblev stålsat i sin tro og i sin hijra. I Muharram i det syvende hijri-år sendte Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) Amr ibn Umayya al-Damiri med et brev til Abessiniens konge, Najashi. I brevet udtrykte Profeten (fred og velsignelser være med ham) sit ønske om at gifte sig med Umm Habiba. Najashi gav hende, med hendes samtykke, i ægteskab med Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) og sendte hende sammen med Shurahbil ibn Hasana til Profeten (fred og velsignelser være med ham).

(10) Hazrat Safiyya bint Huyayy (må Allah være tilfreds med hende)

Hun tilhørte Israels børn og blev taget til fange ved Khaybar. Profeten (fred og velsignelser være med ham) valgte hende, frigav hende og giftede sig med hende. Det skete efter erobringen af Khaybar i det syvende hijri-år.

(11) Hazrat Maymun bint al-Harith (må Allah være tilfreds med hende)

Hun var søster til Umm al-Fadl Lubaba bint al-Harith. I Dhu al-Qadah i det syvende hijri-år giftede den elskede Profet (fred og velsignelser være med ham) sig med hende efter afslutningen af Umrat al-Qada og, ifølge den korrekte opfattelse, efter at han var trådt ud af ihram og var blevet halal.

Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) giftede sig med de ovennævnte elleve kvinder. Der var yderligere to kvinder, som ikke blev overgivet til ham; den ene tilhørte Banu Kilab-stammen, og den anden var fra Kindah-stammen. Blandt sirah-forfatterne er der stor uenighed om, hvorvidt Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) blev gift med kvinden fra Kindah-stammen, samt hvad hendes egentlige navn og slægtskab var. Det synes ikke nødvendigt at omtale disse uenigheder.

Hvad angår slavinderne, kan det nævnes, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) havde to slavinder. Den ene var Maria al-Qibtiyya. Egyptens hersker, al-Muqawqis, sendte hende som gave. Med hende fik Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sønnen Ibrahim. Han døde den 28. eller 29. Shawwal i det tiende hijri-år, svarende til den 27. januar 632 e.Kr.

Den anden slavinde hed Rayhana; hun tilhørte Banu Nadir- eller Banu Qurayza-stammen. Hun kom til Medina sammen med krigsfangerne fra Banu Qurayza. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) fattede behag for Rayhana og beholdt hende under sin myndighed. Forskere mener, at Profeten (fred og velsignelser være med ham) frigav hende og giftede sig med hende. Allama Ibn Qayyim har skrevet, at Profeten (fred og velsignelser være med ham) beholdt Rayhana som slavinde. Abu Ubayda har skrevet, at Profeten (fred og velsignelser være med ham) ud over de to nævnte slavinder også havde yderligere to slavinder; den ene blev givet til ham som gave af hans hustru, Hazrat Zaynab bint Jahsh (må Allah være tilfreds med hende). 1. Se Zad al-Ma’ad, bind 1, side 29.

Her finder vi det nødvendigt at belyse et særligt aspekt af Guds Sendebuds liv. En stor del af sin ungdom, næsten tredive år, tilbragte han sammen med blot én hustru. Og hun var en hustru, som man kunne kalde næsten gammel. Efter hendes død giftede han sig med endnu en ældre kvinde: først den ærværdige Khadija og derefter den ærværdige Sawda (må Allah være tilfreds med hende). Efter at have levet på denne måde og nået alderdommen, var hans seksuelle kraft da pludselig blevet så stærk, at han måtte indgå så mange ægteskaber? Må Allah bevare os fra en sådan tanke; det var det ikke. Hvis et fornuftigt menneske betragter de to nævnte kapitler af profetens liv, kan han ikke fremsætte en sådan bagvaskelse. Sandheden er, at Guds Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, indgik disse mange ægteskaber med særlige formål for øje. Hans formål var langt mere ophøjet end de formål, der normalt ligger bag et begrænset antal ægteskaber.

Forklaringen er, at Sendebudet, Allahs fred og velsignelser være med ham, ved at gifte sig med den ærværdige Aisha og den ærværdige Hafsa knyttede et tættere forhold til den ærværdige Abu Bakr og den ærværdige Umar. På samme måde knyttede Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig gennem nære slægtskabsbånd til de nævnte fire ledsagere: Han gav den ærværdige Uthmans to døtre efter hinanden i ægteskab og giftede sin elskede datter, den ærværdige Fatima, med den ærværdige Ali. Disse fire ledsagere havde nemlig i islams kritiske periode vist en enestående opofrelse som islams soldater. Alle kender beretningerne om deres tjeneste og selvopofrelse for islam.

Arabernes skik var at tillægge slægtskabsforbindelser stor betydning. Forholdet gennem en svigersøn spillede efter arabernes opfattelse en særlig rolle i at styrke forbindelserne mellem forskellige stammer. De anså det for skammeligt at føre krig mod sin svigersøn. Derfor indgik Guds Sendebud ægteskabelige forbindelser med kvinder fra forskellige stammer for at svække disse stammers fjendtlighed over for islam. Som eksempel kan nævnes, at den ærværdige Umm Salama tilhørte Banu Makhzum-stammen. Abu Jahl og Khalid ibn al-Walid tilhørte denne stamme. Efter at der var blevet knyttet et ægteskabeligt bånd til stammen, viste Khalid ibn al-Walid ikke længere nogen stærk fjendtlighed over for islam. Tværtimod tog han efter nogen tid frivilligt imod islam. På samme måde giftede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig med Umm Habiba, Abu Sufyans datter. Selv om Abu Sufyan fortsatte sin fjendtlighed mod islam, trådte han aldrig frem foran Guds Sendebud. Efter at den ærværdige Juwayriya og den ærværdige Safiyya var blevet gift med Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, ophørte Banu Mustaliq og Banu-stammen med at føre krig mod islam. Der findes ingen beviser for, at disse to stammer førte krig mod islam efter at have knyttet ægteskabelige forbindelser til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham.

Den ærværdige Juwayriya blev faktisk anset for at være den mest velsignelsesrige af alle kvinderne i sin stamme. Efter at den elskede Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde giftet sig med hende, frigav de ædle ledsagere uden betingelser et hundrede krigsfangede familier fra denne stamme. De sagde: »De er jo folk fra Guds Sendebuds svigerfamilie.« Denne barmhjertighed gjorde et usædvanligt indtryk på stammens medlemmer.

Det vigtigste er, at Guds Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, var blevet betroet opgaven at uddanne en uregerlig nation, sørge for dens åndelige renselse og oplyse den med civilisationens og kulturens lys. De var uvidende om alle civilisationens og kulturens midler og redskaber samt om alle de forpligtelser, der følger med samfundets udvikling. I forbindelse med de principper, som det islamiske samfund skulle bygges på, var der ingen mulighed for at skelne mellem mænd og kvinder. Men det var ikke muligt at undervise kvinder direkte ud fra en sådan tanke uden forskelsbehandling. Samtidig var behovet for at uddanne dem på ingen måde mindre end mændenes; tværtimod kan man sige, at det var større.

For Guds Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, var der kun én vej til at opnå dette formål: at udvælge kvinder i forskellige aldre og med forskellige evner og realisere det større formål gennem deres intelligens og kvalifikationer. Han kunne undervise de udvalgte kvinder og rense deres sind. Han kunne lære dem shariaens regler og bestemmelser. Desuden kunne han undervise dem i islamisk civilisation og kultur på en sådan måde, at de kunne lære alle kvinder, unge som gamle, i landsbyer og byer, shariaens regler og bestemmelser. På den måde ville forkyndelsen af religionen blandt kvinder blive fuldbyrdet.

Derfor ser vi, at Profetens hustruer, de troendes mødre, spillede en stor rolle i undervisningen i reglerne for ægteskabs- og familielivet. Især de, der levede længe, fik større mulighed for at udføre dette ansvar. Her kan den ærværdige Aisha al-Siddiqa (må Allah være tilfreds med hende) nævnes som eksempel. Hun viderebragte i stor udstrækning beretninger om profetens liv, hans ord og hans handlinger.

Et forhold ved Guds Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ophævede en skik fra uvidenhedens tidsalder. Denne overtro havde eksisteret i det arabiske samfund gennem generationer. Skikken var, at hvis man tog nogen til sig som adoptivsøn, skulle han nyde den biologiske søns status og rettigheder. Denne regel var så dybt forankret i det arabiske samfund, at det på ingen måde var let at afskaffe den. Alligevel var den i alvorlig konflikt med islams regler om ægteskab, skilsmisse, arv og andre forhold. Desuden havde denne overtro fra uvidenhedens tidsalder skabt så mange skamløse handlinger og så megen uorden, at det var et af islams grundlæggende formål at befri samfundet for dem. Netop for at udrydde denne overtro fra uvidenhedens tidsalder lod Allah, alverdens Herre, selv Guds Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gifte sig med den ærværdige Zaynab bint Jahsh.

Det bør bemærkes, at Hazrat Zaynab først var gift med Hazrat Zayd. Zayd var Profeten, Allahs Sendebuds, adoptivsøn. Da ægtefællerne ikke kunne enes, besluttede Hazrat Zayd at skille sig fra sin hustru. Det var på et tidspunkt, hvor alle de vantro havde forenet sig imod Allahs Sendebud. De vantro forberedte sig dengang på Slaget ved Grøften. Samtidig var Allahs befaling om at løse problemet vedrørende adoptivsønner blevet åbenbaret. Allahs Sendebud mente, at hvis Zayd under de daværende omstændigheder skilte sig fra sin hustru, og Profeten derefter giftede sig med Zayds fraskilte hustru, ville de vantro få en mulighed. Hyklere, afgudsdyrkere og jøder ville begynde en voldsom propagandakampagne mod Allahs Sendebud og forsøge at forgifte de enfoldige muslimers sind. Derfor forsøgte Allahs Sendebud at få Hazrat Zayd til ikke at skille sig fra sin hustru. Således ville spørgsmålet om, at Allahs Sendebud giftede sig med Zayds hustru, heller ikke opstå. Men Allah var ikke tilfreds med dette. Allah åbenbarede dette vers, som indeholdt en streng irettesættelse af Hans Sendebud: »Og da du sagde til ham, som Allah havde vist nåde, og som du selv havde vist nåde: ›Behold din hustru og frygt Allah‹, skjulte du i dit indre det, som Allah ville bringe for dagen, og du frygtede menneskene, skønt Allah har større ret til, at du frygter Ham.« (Sura al-Ahzab, vers 37)

Til sidst skilte Hazrat Zayd sig fra Hazrat Zaynab. Derefter udløb ventetiden. Allah meddelte da sit afgørelse til Allahs Sendebud om, at han skulle gifte sig med Hazrat Zaynab. Allah gjorde dette ægteskab obligatorisk for sit Sendebud. Der blev ikke givet mulighed for at vente. Den hellige Koran siger: »Da Zayd havde afsluttet sit ægteskab med hende, giftede Vi hende med dig, for at der ikke skulle være nogen hindring for de troende, når deres adoptivsønner afslutter deres ægteskab med deres hustruer. Allahs befaling bliver altid fuldbyrdet.« (Sura al-Ahzab, vers 37)

Formålet med denne ordning var at udrydde den førislamske tids skikke og de indgroede overtroiske forestillinger vedrørende adoptivsønner. Allerede tidligere var denne overtro blevet udryddet gennem et koranvers. Allah siger: »Kald dem efter deres fædre; det er mest retfærdigt i Allahs øjne.« (Sura al-Ahzab, vers 5)

Allah siger et andet sted: »Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd, men han er Allahs Sendebud og profeternes segl.«

Det er vigtigt at huske, at når en skik først er blevet fast forankret i samfundslivet, kan den ikke udryddes alene med ord. For at ændre en sådan skik er ord ikke nok; den, der ønsker forandring, må fremlægge et praktisk eksempel gennem handling. Her kan nævnes et eksempel. Den sande betydning kan forstås ud fra muslimernes reaktion under Hudaybiyya-forliget. Deres hengivenhed var på det tidspunkt forbløffende. Urwa ibn Masud al-Thaqafi bemærkede, at muslimerne ikke lod spyt eller slim fra Allahs Sendebuds mund falde til jorden; nogen rakte altid hånden frem og greb det. Når Allahs Sendebud foretog afvaskning, kæmpede ledsagerne om at få det vand, der var blevet tilovers. Det var de samme ledsagere, der under Bay’at al-Ridwan, i træernes skygge, kappede om at aflægge troskabseden om at dø og ikke flygte. Blandt dem var fremtrædende ledsagere som Hazrat Abu Bakr og Hazrat Umar. Disse ledsagere anså det for lykke og succes både at give deres liv for Profeten og at leve for hans skyld. Men efter Hudaybiyya-traktaten, da Allahs Sendebud befalede ledsagerne at slagte deres respektive offerdyr, reagerede ingen. Allahs Sendebud var da dybt bedrøvet. Profetens hustru, Hazrat Umm Salama, rådede ham til stille og roligt at slagte sit eget offerdyr. Allahs Sendebud gjorde det. Derefter begyndte ledsagerne at kappes om at følge Allahs Sendebud. De skyndte sig af sted og slagtede deres offerdyr. Denne begivenhed viser tydeligt, hvor stor forskellen kan være mellem ord og handling, når en eksisterende skik skal ændres. Det var netop for at løse den førislamske tids problem med adoptivsønner, at Allah lod Allahs Sendebud gifte sig med sin adoptivsøns fraskilte hustru.

Efter at dette ægteskab var indgået, begyndte hyklerne at føre en omfattende bagvaskelses- og propagandakampagne mod Allahs Sendebud. De spredte forskellige rygter, og noget af dette påvirkede også de enfoldige muslimer. For at styrke propagandaen fandt hyklerne også et argument i shariaen. De hævdede, at islam havde gjort fire ægteskaber tilladte, mens Sendebudet havde taget sin adoptivsøn Zayds fraskilte hustru som sin femte hustru. For en muslim var det ifølge islam ikke tilladt at have mere end fire hustruer. Propagandaens hovedpåstand var, at Zayd jo var Allahs Sendebuds adoptivsøn, og at det var en skamløs og modbydelig handling at tage sin adoptivsøns hustru til ægte. Til sidst åbenbarede Allah vers i Sura al-Ahzab, som belyste begge disse spørgsmål. Ledsagerne forstod da, at adoptivsønnen ikke havde nogen juridisk status i islam. Desuden havde Allah, med et stort formål for øje, givet sit Sendebud en særlig tilladelse med hensyn til antallet af ægteskaber. Denne særlige egenskab blev ikke givet til nogen anden.

Sammen med de troendes mødre levede den elskede Profet et yderst værdigt, respektabelt og ophøjet liv. Profetens hustruer spillede en prisværdig rolle i alle henseender, herunder ydmyghed, høflighed, anstændighed, tålmodighed, overbærenhed, tjenstvillighed og opfyldelsen af ægtemandens rettigheder. Allahs Sendebud levede imidlertid et meget enkelt og asketisk liv uden luksus. Det var på ingen måde let for andre at tilpasse sig dette liv.

Hazrat Anas siger: »Jeg ved ikke, om Allahs Sendebud nogensinde spiste blødt brød af hvedemel. Sådan forlod han denne verden og mødte Allah. Desuden så han aldrig et stegt gedekid.« 2 [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 956]

Hazrat Aisha as-Siddiqah (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: To måneder gik, og den tredje måneds måne blev set, uden at der blev tændt ild i Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hus’ ildsted. Hazrat Urwah spurgte: »Hvad spiste I så?« Hun svarede: »Blot to sorte ting: dadler og vand.« 3 [Samme side, samme værk]

Der findes mange hadither om dette. Trods en så hård fattigdom blev der ikke bemærket nogen anstødelig adfærd hos Profetens hustruer.

På grund af menneskelig svaghed var der en enkelt gang opstået en vis mangel. Desuden var det nødvendigt i denne forbindelse at bekendtgøre shariaens bestemmelse. Derfor blev dette vers åbenbaret: »Profet! Sig til dine hustruer: Hvis I ønsker det jordiske liv og dets prydelser, så kom, jeg vil sørge for jeres underhold og sende jer bort på en hæderlig måde. Men hvis I ønsker Allah, Hans Sendebud og det hinsidige, så har Allah beredt en stor belønning for de retskafne blandt jer.« (Sura al-Ahzab, vers 28-29)

Alle Profetens hustruer satte Allah og Hans Sendebud først. Heraf kan man forstå deres fortrin og værdighed: Ingen af dem hældede mod det jordiske liv.

De hændelser, som sædvanligvis forekommer mellem medhustruer, fandt kun meget sjældent sted blandt Profetens hustruer, selv om de var mange. Selv hvis der indtraf noget mindre, blev der, når de var blevet advaret, ikke fra nogen af dem vist noget, der gav anledning til indvendinger. Dette omtales i de første fem vers af Sura at-Tahrim.

Afslutningsvis vil det ikke være upassende at sige, at vi ikke finder det nødvendigt her at drøfte antallet af Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hustruer. For det er især Vestens indbyggere, der larmer mest om dette spørgsmål. Hvilken slags liv lever de? De rammes hele tiden af ulykke og bitterhed. De er fra ende til anden nedsunket i et ydmygende liv og i kriminalitet. De har vendt sig bort fra princippet om flere hustruer, men er samtidig højlydte i deres kritik af det; er der virkelig behov for at drøfte den sorg, smerte og håbløshed, som de er sunket ned i? 4 [Er flere kærester mere anstændigt end flere hustruer?] Alene deres ulykkelige livsførelse beviser, at islams princip om flere hustruer er videnskabeligt funderet. For de vise, begavede og fremsynede mennesker rummer det en fremragende løsning.

Hans karakteregenskaber og fysiske skønhed:

Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) besad sådanne karakteregenskaber og en sådan fysisk skønhed, at de ikke kan beskrives til ende. Af disse grunde blev hjerterne helt af sig selv hengivne til ham. Derfor viste mennesker en sådan hengivenhed ved at sikre hans sikkerhed og værne om hans værdighed, at man ikke kan finde et tilsvarende eksempel hos nogen anden personlighed i verden. Hans venner og ledsagere elskede ham mere end deres eget liv. De ønskede, at de om nødvendigt kunne lade deres egne hoveder blive hugget af, blot ingen skramme skulle ramme Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hellige legeme. Årsagen til denne kærlighed var, at han i så høj grad forenede alle de medfødte egenskaber, som vækker et ønske om at hengive hjerte og sjæl til dem, at ingen anden besad dem på samme måde. Nedenfor gengiver vi ydmygt hovedpunkterne om Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) skønhed.

Den elskede Profets kropsbygning og fysiske fremtoning

Under hijraen opholdt den elskede Profet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sig en kort tid i Umm Ma‘bad al-Khuza‘iyyas telt og fortsatte derefter mod Medina. Efter hans afrejse beskrev Umm Ma‘bad ham over for sin mand således: Strålende teint, lysende ansigt, smuk kropsbygning; hverken overdrevent rank eller foroverbøjet; ud over sin enestående skønhed havde han en tiltalende fysik; kohlindrammede øjne, lange øjenvipper, klar stemme, lang hals, hvide og sorte øjne, øjenvipper sorte som kohl, fine og sammenvoksende øjenbryn, skinnende sort hår; en stille personlighed, men tiltrækkende, når han talte. På afstand syntes han at være den mest lysende og smukke af alle, mens han på nært hold syntes ophøjet, elskelig og smuk. Hans tale var sød, og hans udtryksmåde klar. Hans ord var hverken alt for korte eller langtrukne; når han talte, syntes det, som om perler faldt fra hans mund. Han var af middelhøjde, hverken så lav eller så høj, at han virkede utiltalende. Når hans ledsagere talte omkring ham, lyttede han opmærksomt til dem. Når han gav en ordre, blev den straks udført. Hans ledsagere var yderst lydige mod ham og nærede dyb respekt og ærbødighed for ham; ingen var hovmodig eller uforskammet, og ingen talte overflødigt. 1[Zad al-Ma‘ad, bind 2, s. 54]

Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, nævnte i forbindelse med en beskrivelse af Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, egenskaber, at han hverken var usædvanligt høj eller lav. Han havde en middelstor kropsbygning. Hans hår var hverken krøllet eller helt glat, men lå imellem disse to. Hans kinder var hverken fyldige eller indfaldne, men lå imellem disse to. Hans pande var bred, og hans hudfarve var en blanding af rosenrød og lys teint. Hans øjne var kohlindrammede og let rødlige, med tætte øjenvipper. Fra navlen til brystet løb en fin hårlinje, mens resten af kroppen var uden hår. Hans hænder og fødder var kraftige. Når han gik, løftede han fødderne med en energisk bevægelse. Når man så ham gå, syntes det, som om han steg ned fra et højt sted. Når han rettede blikket mod noget, gjorde han det med fuld opmærksomhed. Mellem hans skuldre var profetskabets segl. Han var den sidste af alle profeter. Han var den mest gavmilde, den modigste, den mest sandfærdige, den mest trofaste mod sine løfter, den mildeste af hjertet og den mest ædle. Hvis nogen pludselig så ham, blev de grebet af ærefrygt, men hvis en bekendt trådte frem for ham, blev han fyldt af kærlighed. Den, der beskrev hans egenskaber, måtte sige: »Jeg har hverken før ham eller efter ham set nogen, der lignede ham.« 2[Ibn Hisham, bind 1, s. 401-402; Tirmidhi, Sharh Tuhfat al-Ahwadhi, bind 4, s. 303]

I en anden beretning fra Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, hedder det, at hans hoved var stort, og knoglerne i hans led kraftige. Midt på brystet havde han en fin hårlinje. Når han gik, gik han på en sådan måde, at det syntes, som om nogen steg ned fra et højt sted. 3[Tirmidhi, Sharh Tuhfat al-Ahwadhi, bind 4, s. 303]

Hazrat Jabir ibn Samura, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde brede lægmuskler, let rødlige øjne og forholdsvis smalle ankler. 4[Sahih Muslim, bind 2, s. 258]

Hazrat Abu Tufayl siger, at han havde en lys teint og et mildt ansigt. Hans højde var middel. 5[Sahih Muslim, bind 2, s. 258]

Hazrat Anas ibn Malik siger, at Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, håndflader var brede, og hans teint strålende; den var hverken helt hvid eller hvedefarvet. Indtil hans død blev ikke engang tyve hår på hans hoved og ansigt grå. 6[Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 502] Kun nogle få hår ved ørerne blev grå, og desuden var nogle få hår på hans hoved også blevet grå. 7[Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 502]

Hazrat Abu Hudhayfa siger: »Jeg så, at hårene i Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, skæg under underlæben var blevet grå.« 8[Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 502, 502]

Hazrat Abdullah ibn Bashar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: I skægget lige under Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, underlæbe var der blevet gråt nogle steder. 9[Samme værk, s. 502]

Hazrat Bara fortæller: Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, var af middelhøjde. Afstanden mellem hans skuldre var stor. Hans hår nåede ned til begge øreflipper. Jeg så ham iført rødt tøj. Jeg har aldrig set noget, der var smukkere end ham. 10[Samme side, s. 502]

I begyndelsen foretrak han at rede sit hår som Skriftens folk. Derfor lavede han ikke skilning, når han redte det, men senere lavede han skilning. 11[Samme side, s. 502]

Hazrat Bara ibn Azib (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Hans ansigt var det smukkeste, og hans udseende var bedre end alles andres. 12[Samme første side, s. 502; Sahih Muslim, bind 2, s. 258]

Hazrat Bara ibn Azib (må Allah være tilfreds med ham) blev spurgt, om Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde et ansigt som et sværd. Han svarede: Nej, hans ansigt var snarere som månen. I en anden overlevering står der, at Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, havde et rundt ansigt. 13[Sahih Bukhari, bind 1, s. 502; Sahih Muslim, bind 2, s. 259]

Rabi bint Muawwidh (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Hvis I havde set Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ville I have følt, som om I så den opgående sol. 14[Musnad al-Darimi, Mishkat, bind 2, s. 517]

Hazrat Jabir ibn Samura fortæller: En nat med fuldmåne så jeg på Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham. På det tidspunkt bar han rødt tøj. Jeg så én gang på Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, og én gang på månen. Til sidst nåede jeg frem til den konklusion, at vores Profet, Allahs velsignelser og fred være med ham, var smukkere end månen. 15[Shama’il al-Tirmidhi, al-Darimi, Mishkat, andet bind, s. 515]

Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Jeg har aldrig set noget menneske, der var smukkere end Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Det virkede, som om solen strålede fra hans ansigt. Jeg har aldrig set nogen bevæge sig hurtigere end ham. Når han begyndte at gå, virkede det, som om jorden trak sig sammen under hans fødder. Jeg blev træt, mens jeg gik, men han forblev ubesværet. 16[Jami at-Tirmidhi, Sharh Tuhfat al-Ahwazi, bind 4, s. 306; Mishkat, bind 2, s. 518]

Hazrat Ka’b ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Når Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) blev glad, strålede hans ansigt. Det så ud, som om det var et stykke af månen. 17[Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, bind 1, s. 502]

En gang opholdt han sig hos Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Efter at han var blevet svedig, så hans ansigt endnu mere strålende og smukt ud. Da Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) så dette, reciterede hun dette digt af Abu Qubayb al-Hadhalī.18[Raḥmatul lil-ʿĀlamīn, bind 2, s. 172]

‘Når jeg så på hans ansigt,

var det som en lynende sky, der uophørligt glimter.’

Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) reciterede dette digt, når han så ham.19[Khulāṣat as-Siyar, s. 20]

‘Han kalder til det gode og opfylder løfter,

fuldmånens måne, som om mørket leger skjul med.’

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) reciterede om ham et digt af Zuhayr. Dette digt var skrevet om Haram ibn Sinan.20[ Han reciterede.19[Khulāṣat as-Siyar, s. 20]

»Hvis dette menneske ikke havde været Allahs elskede

ville han have gjort den fjortende nats måne lysende.«

Når han blev vred, blev hans ansigt rødt; det så ud, som om druer var blevet presset på begge hans tindinger. 21[ Mishkat, bind 1, s. 22; Tirmidhi, Anwār al-Qadr, bind 2, s. 35]

Hazrat Jābir ibn Samurah fortæller: Når Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, lo, lo han sagte. Hans øjne så ud, som om de var sminket med kohl, selv om de ikke var sminket med kohl. 22[ Jāmiʿ al-Tirmidhi, Sharḥ Tuhfat al-Aḥwadhī, bind 4, s. 306]

Hazrat ʿAbdullah ibn ʿAbbās fortæller: Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde to adskilte fortænder. Når han talte, strålede et lys mellem hans to fortænder. 23[ Tirmidhi, Mishkat, bind 2, s. 518]

Hans hals var ren som et kar af sølv, hans øjenvipper var lange, hans skæg var tæt, hans pande bred, hans øjenbryn adskilte, og hans næse fremtrædende. Fra navlen til brystet havde han en fin linje af hår, og på armene var der noget hår. Hans mave og bryst var på linje, brystet var bredt, og hans håndflader var brede. Når han gik, hældede han sig en smule fremad. Han gik i et moderat tempo. 24[ Khulāsat al-Siyar, s. 19–20]

Hazrat Anas fortæller: Jeg har aldrig set noget silke, der var blødere end Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, håndflader. Jeg har aldrig duftet moskus eller ambra, der var mere vellugtende end duften fra Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham. 25[ Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, bind 1, s. 503; Ṣaḥīḥ Muslim, bind 2, s. 258]

Hazrat Abū Zuhayrah fortæller: Jeg lagde Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hånd på mig. I det øjeblik følte jeg, at hånden var koldere end is og mere vellugtende end moskus. 26[ Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, bind 1, s. 502

Den unge Hazrat Jabir ibn Samura (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) lagde sin hånd på min pande. Jeg følte en sådan kølighed og duft, at det forekom mig, som om han havde taget sin hellige hånd op af et kar med attar-parfume. 27[ Sahih Muslim, bind 2, s. 258]

Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sved var som perler. Hazrat Umm Sulaym (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Denne sved havde den fineste duft. 28[ Sahih Muslim, bind 2, s. 256]

Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Når Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde gået ad en vej, kunne enhver, der senere gik ad den samme vej, forstå, at han havde passeret dér. 29[ Dayemi Mishkat, bind 2, s. 17]

Mellem Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) to skuldre befandt profetseglet sig. Dette profetsegl, der lignede et dueæg, havde samme farve som hans hud. Det sad ved siden af den bløde knogle nær hans venstre skulder. 30[ Sahih Muslim, bind 2, s. 259-260]

Karakteristiske egenskaber

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) talte et rent arabisk. Hans tale var fri, naturlig, entydig og meningsfuld. Han besad sjældne evner og havde kendskab til alle Arabiens sprog. Derfor talte han med hver stamme på dens eget sprog og med dens egne udtryk. Han beherskede beduinernes kraftfulde talemåde og tiltaleform såvel som det rene sprog fra byernes civile liv. Desuden havde han Allahs hjælp, der byggede på åbenbaringen.

Han besad egenskaber som overbærenhed, tålmodighed og tilgivelse. Alt dette havde han i virkeligheden modtaget fra Allah den Ophøjede. Hos alle tålmodige og overbærende mennesker viser der sig som regel en eller anden mangel, men Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var helt anderledes. Hans karakteregenskaber var så ophøjede og smukke, at jo mere fjenderne planlagde imod ham, og jo mere de forbryderiske forsøgte at skade ham, desto mere voksede hans tålmodighed.

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Når den elskede Profet blev bedt om at vælge mellem to ting, valgte han altid den lettere. Han holdt sig borte fra handlinger, der havde forbindelse med synd. Han tog aldrig hævn over nogen for sin egen skyld. Men hvis Allahs ære blev krænket, tog han hævn for Allahs skyld. 31[ Sahih Bukhari, bind 1, s. 503]

Han holdt sig borte fra vrede og hårdhændet adfærd. Han blev let tilfreds med alle. Det var umuligt at måle hans gavmildhed og barmhjertighed. Han gav almisser med et sind frit for frygt for fattigdom. Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) var den mest gavmilde af alle. Hans gavmildhed blev endnu større i ramadanmåneden, når han var sammen med Hazrat Jibril (fred være med ham). Hver nat i ramadanmåneden mødtes han med Hazrat Jibril (fred være med ham) og reciterede Koranen for ham. Han var mere fremtrædende i godhed og gavmildhed end den vind, der blæser frit. 32 [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 517]

Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Det skete aldrig, at nogen bad ham om noget, uden at han gav det. 33 [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 517]

Hvad angår tapperhed og mod, stod den elskede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) over alle andre. Han var den største helt af alle. Når fremtrædende krigere mistede fodfæstet under vanskelige omstændigheder, stod den højtærede Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) stadig urokkeligt fast. Selv i de hårdeste øjeblikke gik han fremad uden at trække sig tilbage. Hans beslutsomhed blev ikke det mindste rystet. Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Når krigens rædsler viste sig, og en yderst vanskelig situation opstod, søgte vi ly under Sendebuddets (Allahs fred og velsignelser være med ham) beskyttelse. Ingen kunne konfrontere fjenden med større fasthed end ham. 34 [Shifa, Qadi Iyad, bind 1, s. 89, al-Sihah]

Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: En nat bredte der sig panik blandt Medinas indbyggere. Alle begyndte at løbe mod den lyd, de havde hørt. På vejen mødte de Profeten. Han gik frem mod larmen. På det tidspunkt red han på den bare ryg af en hest, der tilhørte Hazrat Abu Talha (må Allah være tilfreds med ham). Et sværd hang om hans hals. Han sagde til folk: »Vær ikke bange, vær ikke bange.« 35 [Sahih Muslim, bind 2, s. 252; Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 407]

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) var af alle den mest beskedne. Han rettede sædvanligvis blikket mod jorden. Hazrat Abu Said al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) var mere beskeden end en tilsløret jomfru. Hvis noget ikke behagede ham, kunne man se det på hans ansigt. 36 [Sahih Muslim, bind 2, s. 252; Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 407] Han stirrede aldrig ufravendt på nogens ansigt. Han holdt blikket sænket og så længere ned end op. Når han så på noget, gjorde han det sædvanligvis med sænket blik. Hans beskedenhed og selvrespekt var så stærk, at han aldrig sagde ubehagelige ting direkte til nogen. Hvis han hørte noget ubehageligt om en person, gjorde han ikke vedkommende forlegen ved at nævne hans navn. I stedet sagde han: »Nogle mennesker siger sådan og sådan.« Den berømte arabiske digter al-Farazdaqs digt fremstiller på fremragende vis denne egenskab hos Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham).

»Beskeden er han, derfor er hans blik sænket

ved synet af ham sænkes alles blikke

først da bliver det muligt at tale med ham.«

Når et mildt smil blomstrer på hans læber.’

Han var den mest retfærdige, rene, sandfærdige og særdeles pålidelige. Både venner og fjender anerkendte dette. Før han blev profet, blev han tildelt tilnavnet »al-Amīn«. I uvidenhedens tidsalder kom både sagsøgere og anklagede til ham for at få deres tvister afgjort. I Tirmidhī Sharīf er det overleveret fra Hadhrat ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham), at Abū Jahl engang sagde til Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Vi kalder dig ikke løgner, men vi kalder det, du forkynder, for løgn.« Herefter åbenbarede Allah den Ophøjede dette vers: »De kalder dig ikke for løgner; men de uretfærdige fornægter Allahs tegn.« 37 [Mishkāt, bind 2, s. 521] (al-Anʿām, vers 33)

Kejser Herakleios spurgte Abū Sufyān, om der før denne profet begyndte at fremsætte de ord, han fremsatte, havde været nogen hændelse, der kunne have fået folk til at kalde ham en løgner. Abū Sufyān svarede: »Nej.«

Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, var meget ydmyg og fri for hovmod. Han forbød sine sahābah at stå foran ham på den underdanige måde, som kongers tjenere og beundrere står foran dem af respekt. Han tjente fattige og trængende og omgikkes de nødlidende. Han tog også imod invitationer fra slaver. Blandt sine sahābah sad han som et almindeligt menneske.

Hadhrat ʿĀʾishah (må Allah være tilfreds med hende) fortæller, at han selv reparerede sine sko. Han syede selv sit tøj. Han udførte selv det almindelige husarbejde. Han var et menneske ligesom alle andre almindelige mennesker. Hvis der var lus i det tøj, han brugte, fjernede han dem selv; han malkede selv gederne og udførte selv sine egne gøremål. 38 [Mishkāt, bind 2, s. 520]

Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, var den forreste i at holde sine løfter. Han viste sine slægtninge den største omsorg. Han omgikkes mennesker med venlighed og oprigtighed. I ydmyghed og beskedenhed var han uden lige. Hans karakter var enestående smuk. Der fandtes ikke det mindste spor af dårlig karakter i ham. Af natur talte han aldrig uanstændigt. Selv utilsigtet talte han aldrig uanstændigt. Han forbandede aldrig nogen. Når han gik på markedet, råbte og skreg han ikke højt. Han gengældte ikke ondt med ondt. Tværtimod tilgav han også den, der var ansvarlig for det onde. Hvis nogen begyndte at følge efter ham, lod han ikke denne person blive efterladt. Når det gjaldt at spise og drikke, anså han ikke sig selv for hævet over slaver. Han udførte også sin tjeners arbejde. Han viste aldrig irritation over for sin tjener. Han viste aldrig sin tjener irritation, hvad enten en opgave blev udført eller ikke udført. Han elskede fattige og trængende. Han sad sammen med dem og deltog i deres begravelser. Han ringeagtede aldrig en fattig på grund af hans fattigdom. Engang var han på rejse. På det tidspunkt blev det foreslået at slagte en ged. Én sagde: »Jeg tager mig af slagtningen«, og en anden sagde: »Jeg tager mig af at flå skindet.« En tredje sagde: »Jeg vil stå for madlavningen.« Da Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, hørte dette, sagde han: »Jeg tager mig af at samle brænde.« Sahābah sagde: »O Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, vi udfører dit arbejde for dig.« Men Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, accepterede ikke dette. Han sagde: »Jeg ved, at I vil udføre mit arbejde for mig, men jeg ønsker ikke at skille mig ud fra jer og opnå en særstilling. Allah den Ophøjede bryder sig ikke om, at nogen blandt Hans tjenere forsøger at bevise, at han er anderledes end de andre.« Derefter gik han bort for at samle brænde. 39 [Khulāsatus-Siyar, s. 23]

Lad os nu høre om Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, egenskaber og karaktertræk med Hind ibn Abī Hālahs ord. Hind siger i en lang beretning: »Den elskede Profet var dybt optaget af eftertanke. Han tænkte og overvejede altid. Han udtalte ordene tydeligt fra begyndelse til slutning. Han talte aldrig utydeligt. Han talte meningsfuldt og entydigt, uden overflødige ord. Han var mild af sind. Selv en lille velsignelse behandlede han ikke respektløst. Han kritiserede eller nedgjorde aldrig noget. Han kritiserede heller ikke mad eller drikke. Hvis nogen udviste en adfærd, der var i strid med sandhed og retfærdighed, blev han utilfreds med vedkommende. Han ophørte ikke, før han havde fået sin ret over for denne person, men hans hjerte var storsindet. Han blev ikke vred på nogen for sin egen skyld og tog ikke hævn over nogen. Når han gjorde tegn til nogen, brugte han hele håndfladen. Når han blev forbløffet, vendte han hænderne. Når han blev vred, vendte han ansigtet bort, og når han var glad, sænkede han blikket. Det meste af tiden smilede han mildt. Når han smilede mildt, glim­tede en del af hans tænder.«

Han afholdt sig fra meningsløse ord. Han forsøgte at holde sine ledsagere samlet, ikke at splitte dem. Han viste de respekterede personer i alle samfund respekt. Han udpegede kun respekterede personer som ledere. Han afholdt sig fra at skade mennesker.

Han spurgte altid til sahabernes forhold og forhørte sig om, hvordan de havde det. Han roste det gode og kritiserede det dårlige. I alle forhold foretrak han en middelvej. Han brød sig ikke om uopmærksomhed i nogen sag. Han var mentalt forberedt på enhver situation. Han ønskede ikke at holde sig borte fra sandhed og retfærdighed. Han holdt sig borte fra usandhed. De, der opholdt sig tæt på ham, var de bedste mennesker. Blandt dem satte han især pris på dem, der gjorde godt mod andre. For ham havde de den højeste rang; med andre ord var de efter hans mening de bedste, som blev berørt af andres lidelser, var naturligt alvorlige og hjalp andre.

Han mindedes altid Allah, når han rejste sig og satte sig. Han havde ikke en bestemt plads, hvor han skulle sidde. Når han deltog i en forsamling, satte han sig dér, hvor han fandt en ledig plads. Han betragtede alle de tilstedeværende med samme blik. Ingen tænkte, at en bestemt person blev vist større ære end ham selv, og derfor opstod der ingen vrede eller sorg i hans hjerte. Hvis nogen satte sig eller stod foran ham for at få hjælp til et behov, ventede han, indtil personens behov var blevet opfyldt. Hans tålmodighed svigtede aldrig. Hvis nogen bad ham om noget, gav han gavmildt. Han lod ikke den bedende gå, før han enten havde givet ham det, han bad om, eller glædet ham med gode ord. Han tilfredsstillede alle gennem sine ædle karakteregenskaber. Han var som en far for alle. I hans øjne var alle lige. Hvis nogens forrang eller højere rang blev fastslået, skete det på grundlag af taqwa. Hans majlis eller forsamling var en forsamling præget af viden, tålmodighed, beskedenhed og tillidsværdighed. Ingen talte med høj stemme dér, og ingen blev ydmyget. Alle viste hinanden medfølelse på grundlag af taqwa. Alle ærede de ældre og viste de yngre kærlighed. Hvis nogen havde et behov, blev det opfyldt. Den fremmede blev ikke ringeagtet eller ignoreret; man gjorde sig tværtimod bekendt med ham og viste ham oprigtig venlighed.

Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde altid et mildt smil på ansigtet. Han var mild af sind. Hårdhed var fremmed for hans natur. Han talte ikke særlig højt. Intet uanstændigt ord kom over hans læber. Selv når han var vred på nogen, talte han ikke hårdt til ham. Når han roste nogen, overdrev han ikke rosen. Det, som ikke interesserede ham, glemte han let. Ingen blev skuffet hos ham i nogen sag. Han holdt sig fri af tre ting: (1) stolthed, (2) overflod i noget og (3) meningsløs tale. Og han beskyttede folk mod tre ting: (1) at bagtale andre, (2) at gøre nogen skamfuld og (3) at afsløre andres fejl.

Han sagde kun sådanne ord, som man kunne håbe ville give belønning. Når han talte, sad hans sahaba med hovedet så bøjet, at det så ud, som om der sad spurve på deres hoveder. Når han, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde afsluttet sin tale og blev stille, talte sahaba indbyrdes. Ingen sahabi talte overflødigt med den elskede profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Når en sahabi begyndte at fortælle den elskede profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, noget, lyttede alle de tilstedeværende opmærksomt. Der blev bevaret stilhed, indtil talen var afsluttet. Det, som fik sahaba til at le, fik også profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til at le. Det, som forbløffede sahaba, forbløffede også profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Hvis en fremmed var umådeholden, når han talte, mistede profeten ikke tålmodigheden. Han sagde: »Når du ser en, der er afhængig af andre, så opfyld hans behov.« Han brød sig ikke om at rose nogen i nogen sammenhæng, bortset fra at anerkende en god handling. 40 [Shifa, Qadi Iyad, bind 1, s. 121–126; Tirmidhis al-Shama’il.]

Hazrat Kharija ibn Zayd (må Allah være tilfreds med ham) siger: Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var den mest ærede og værdige i sin majlis. Han klædte sig beskedent. Det meste af tiden forholdt han sig tavs. Han talte ikke uden grund. Når nogen talte unødvendigt og uvedkommende, vendte han ansigtet bort fra ham. Når han lo, lo han stille; han talte klart og sagde ikke tom eller unødvendig tale. Sahaba lo ikke højt foran profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham; i den elskede profets nærvær beherskede de deres latter og smilede stille. 41 [16. Ramadan 1404 hijri, svarende til 17. Ramadan 1984 e.Kr.]

Kort sagt var profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, et fuldkomment menneske med enestående egenskaber. Allah, Herren over alle verdener, havde skænket ham uforlignelige egenskaber. Til ære for sin elskede profet sagde Allah: »Inneka la ala khuluqin azim«, det vil sige: »Du besidder uden tvivl den bedste karakter.«

Det var en sådan uforlignelig egenskab, der fik mennesker til at strømme til ham. Kærligheden til ham var dybt forankret i menneskenes hjerter. Hans lederskab var så ubestridt, at mennesker var hengivne til ham med liv og sjæl.

På grund af hans menneskelige egenskabers ypperste kvaliteter blev hans folks hårdhed fuldstændig forvandlet til mildhed. Til sidst søgte mennesker i flokke ly under den religion, Allah havde udvalgt, og blev derved velsignede.

Det må huskes, at de egenskaber ved Profeten ﷺ, som vi tidligere har omtalt, kun var en skitse af nogle få af hans usædvanlige og enestående egenskaber. I virkeligheden var hans egenskaber så omfattende og mangfoldige, at det ikke er muligt at afslutte omtalen af dem eller at måle bredden og dybden af hans karakter.

Ingen kan fuldt ud beskrive det største menneske i menneskehedens historie. Dette store menneske, som var det højeste ideal for fuldkommenhed, var kendetegnet ved, at han sad på menneskehedens højeste trin. Han var så gennemlyst af den hellige glans fra den mægtige Rabb al-ʿĀlamīn, at Den Ædle Koran blev nævnt som en beskrivelse af hans karakter. Hans karakteregenskaber var i sandhed en fuldstændig og praktisk genspejling af Den Hellige Koran.

»O Allah, send fred og velsignelser over Muhammad ﷺ og over hans familie og husstand, ligesom Du sendte fred og velsignelser over profeten Ibrahim عليه السلام og hans familie og husstand. Du er sandelig værdig til lovprisning og ære.

Den person får kun så megen (belønning), som han

(har gjort i denne verden), og (straffen) for ham

er tilsvarende så stor som den uret, han

har begået. (Derfor), vor Herre,

hvis vi et eller andet sted glemmer noget

Hvis vi begår en fejl,

så straffer Du os ikke for den.

8

Hjælpeværker: De blomster, som jeg har flettet kransen med

Hjælpeværker

Den bengalske oversættelse af denne tafsīr er udgivet af Al-Qurʾān Academy, London