Forord

Den islamiske livsordning hviler, både teoretisk og faktisk, på to grundlæggende fundamenter: det ene er den hellige Koran, det andet er Profetens hadith. Den hellige Koran har fremlagt en grundlæggende struktur for islam, mens Profetens hadith har opført en fuldstændig bygning på dette fundament. Derfor er Profetens hadith blevet tillagt den største betydning umiddelbart efter den hellige Koran i den islamiske livsordning. Det er i hadith, at den islamiske livsordnings udførlige omrids afspejles. Af denne grund findes der intet alternativ til hadith, når det gælder forståelsen af den hellige Korans lære og mening samt opbygningen af individ, familie og samfund i overensstemmelse hermed.

Ifølge den hellige Korans lære er Rasul-e Akram (s)’s liv og virke muslimernes »Uswa-e Hasana« eller bedste forbillede. Dette forbilledes rækkevidde omfatter alle områder af muslimernes liv, samfund, stat og økonomi. En korrekt og fejlfri beretning om dette forbillede er bevaret i hadiths enorme skatkammer. For derfor at leve som en sand muslim og opfylde sine forpligtelser på alle områder er et omfattende studium af hadith samt tilstrækkelig viden om dens autenticitet og pålidelighed helt nødvendigt. Ikke at erhverve sig viden om hadith er i virkeligheden det samme som at være uvidende om islam.

Det er beklageligt, at der i meget lang tid har været gjort forsøg på at skabe en tåge af tvivl omkring hadiths autenticitet og renhed samt dens indsamling og bevarelse med det formål at adskille muslimernes liv fra Rasul-e Akram (s)’s liv og virke og forvandle islam til en livløs og stillestående religion. I virkeligheden begyndte dette forsøg med Mu’tazila-sektens fremkomst efter afslutningen på islams gyldne tidsalder, og senere har en gruppe hadith-fornægtere, iført »Koranfolkets« maske, på forskellige tidspunkter på snedig vis forsøgt at skabe forvirring blandt muslimerne.

Også på dette subkontinent indledte en tilsvarende sammensværgende kreds i 1950’erne og 1960’erne en voldsom kampagne mod hadith. De rejste forskellige irrelevante spørgsmål om indsamlingen, nedskrivningen og bevarelsen af hadith og ønskede at sprede forvirring blandt muslimerne om dens autenticitet og renhed. Det er beklageligt, at også nogle få højtstående personer på ansvarlige og administrative poster i datidens Pakistan, mens de befandt sig under den offentlige magts beskyttende vinger, gav næring til denne sammensværgelse.

Det var netop med det formål at imødegå denne ødelæggende sammensværgelse, at dette områdes fremtrædende hadith-ekspert, Shaykhul Islam Hazrat Allama Muhammad Abdur Rahim, i begyndelsen af 1960’erne udarbejdede dette omfattende værk med titlen »Hadith-samlingens historie«.

I dette værdifulde værk, som er frugten af næsten et halvt årtis omfattende studium og forskning, har han givet udførlige og detaljerede svar på alle hadith-modstandernes listige spørgsmål om indsamlingen, nedskrivningen og bevarelsen af hadith samt hadith-videnskabens historie, og med største dygtighed har han fjernet enhver dermed forbundet tvivl og mistanke. Al tak til Allah, at værket allerede har opnået status som en uundværlig lærebog inden for hadith-studier på bengali.

I løbet af de foregående 26 år er der udkommet fem udgaver af dette enestående værk. Den første udgave udkom i 1970 fra den nationale institution Bangla Academy. Efter Bangladeshs opståen udkom dets tredje, fjerde og femte udgave fra 1980 til 1992 i regi af Islamic Foundation Bangladesh. Denne kontinuitet i udgivelserne viser utvivlsomt værkets enestående popularitet. Nu har »Khairun Prakashani«, som har fået ansvaret for udgivelsen af Maulana Abdur Rahims samlede skrifter, taget det overordnede initiativ til en ordentlig udgivelse og markedsføring af værket. Desuden har vi efter bedste evne forsøgt at rette trykfejlene i de tidligere udgaver. Vi er fast overbeviste om, at denne udgave af værket vil blive modtaget med endnu større anerkendelse af den lærde læserkreds.

Måtte den almægtige Allah skænke forfatteren Jannatul Firdaus for denne enestående religiøse tjeneste; dette er vores ydmyge bøn.

Muhammad Habibur Rahman

Formand

Mawlana Abdur Rahim Foundation

Dhaka: august 1997

Indledning

I menneskets natur findes der fra begyndelsen to indbyrdes modsatrettede tilbøjeligheder. Den ene er at anerkende en andens autoritet, og den anden er at gøre andre mennesker underordnede under sig selv. Instinkterne til underkastelse og floktilhørsforhold. Med andre ord er både tilbøjeligheden til at underkaste sig og tilbøjeligheden til at udøve dominans medfødte menneskelige egenskaber, og disse to egenskaber findes almindeligvis hos mennesker i næsten samme grad. Menneskets natur får det på den ene side til at bestræbe sig på at udøve dominans over andre, men på den anden side tvinger den det på tilsvarende vis til at bøje sit hoved i underkastelse for en anden magt. Den person, som udøver dominans over milliarder af mennesker i verden, vil man se stå med bøjet hoved over for en anden, højere og større magt. Fordi begge disse tilbøjeligheder, ønsket om at øve indflydelse og villigheden til at underkaste sig, ligger i menneskets natur, er mennesket i stand til at leve i et samfund og sammen med mange andre mennesker varetage sociale forpligtelser. Uden disse tilbøjeligheder kunne intet samfund være blevet dannet, og heller intet statsbyggeri have rejst sig med løftet hoved over samfundet.

Det er kun gennem et dybere studium af menneskets natur og psykologi, at denne teoris sande betydning kan forstås. Disse to modsatrettede tilbøjeligheder, som ligger i menneskets natur, er ikke unødvendige, men de er heller ikke forkastelige. Alle naturlige tilbøjeligheder, drifter og følelsesmæssige udbrud har en naturlig grænse, og kun når de holdes inden for denne fastsatte grænse, kan de være gavnlige for mennesket.

Denne tankestrøm om lydighed og indflydelse skaber i historiens kronologiske udvikling forbindelser og kontakt mellem det ene og det mange. Når denne tankestrøms forløb tørrer ud og stivner, må civilisationens fremgang hindres, og livets maskineri bryde sammen. Ingen ideologi eller tankeretning i verden kan af denne grund være fuldstændig ny og enestående, uanset hvor „uprøvet“ og „ny“ den måtte synes ved første øjekast. Tværtimod vil man, blot man bedømmer hver enkelt af dem med et undersøgende blik, kunne finde deres grundrødder dybt nede i fortidens undergrund. Hvis forskningens og undersøgelsens begavelse er skarp og vidtfavnende, er det ikke det mindste vanskeligt at få øje på den skjulte strøm fra en evig livskilde, der flyder gennem fortidens mørklagte kløfter. Ingen opdagelse inden for videnskaben er sådan, at dens frø ikke er blevet overført fra et tidligere fund eller en tidligere opfindelse. Der er ingen tvivl om, at dette civilisationens og kulturens høje palads står på ruinerne af den oprindelige oldtids sammenstyrtede bygninger.

Derfor kan ingen civiliseret nation i verden leve længe efter at have afbrudt forbindelsen med sin egen fortid. Fortiden giver ikke blot nationen et solidt grundlag; den giver den også en mangfoldighed af viden og erfaringer som rejseforråd på vejen mod fremtiden. Fortidens fejl, fejltagelser, snublen og modgang gør den mere årvågen. Men derfor er det helt nødvendigt, at der i nationen findes en upartisk og frisindet tænksomhed samt menneskelige forhold, der er gunstige for at tage imod råd. Historiestudiets betydning må netop forstås i dette perspektiv. Ved dets hjælp kan enhver nation stille fortiden ved siden af nutiden, foretage gensidig efterprøvning og sammenligning og ved hjælp af den viden, der er vundet herfra, oplyse den ukendte fremtids mørklagte horisont.

Desuden er en nations historie ikke kun for denne nation; den er en uvurderlig skat for alle verdens menneskeslægter. Derfor omtaler Den Ædle Koran, om end kortfattet, mange gamle nationers historie og skaber ud fra de gribende fortællinger om disse nationers opgang og fald, lykke og ulykke en fejlfri historiefilosofi. Derfor er Koranen en vejviser til det gode for mennesker i alle tider. Men dens virkning afhænger af begivenhedernes nøjagtighed, sandhed og pålidelighed. Når disse egenskaber er opnået på rette vis, kan nutidens mennesker deraf modtage vejledning til den rette vej, ligesom de kan hente stor kraft og inspiration til at vandre ad fremtidens vanskelige veje.

Der findes forskellige klasser af mennesker, som ønsker menneskehedens vel. Blandt dem er de bedste og mest ophøjede velgørere de profeter, som Allah har sendt, de ærede Anbiyāʾ. De er det strålende ideal for hele menneskeheden. De er for evigt fri for enhver form for synd, fejl, ulydighed og overtrædelse. Alt ved deres tankegang, synsvinkel, ord og handlinger er direkte underlagt Allahs kontrol. Derfor er de ikke blot værdige til almindelige menneskers hengivenhed og ærbødighed; fra trosbekendelse og tro og gennem alle livets områder og alle slags handlinger er de værdige til faktisk at blive fulgt.

Alle profeter er fortroppen i den samme lysende karavane, ophavsmænd til og forkyndere af en livsordning, der bygger på de samme grundprincipper og det samme ideal; de indfører den samme dīn. Menneskets natur er også evigt ensartet og uforanderlig. Derfor er den vejledning, mennesket har brug for, og dens grundlæggende tankestrøm og endelige ideal ligeledes ensartede, evige og uforanderlige. Navnet på dette grundlæggende, evige ideal er „dīn“. Og dīn al-Islām er derfor den samlede livsordning, der endeligt er indført for hele menneskeheden. Alle profeter, fra profeten Ādam (a.s.) til den sidste profet, Muhammad (s.a.w.), var bærere, forkyndere og forkæmpere for dīn al-Islām. I rækken af profeternes komme er Muhammad (s.a.w.) den sidste. Ligesom Allah sendte ham som den sidste af dem alle, skænkede Han ham også en helhedsfuldkommenhed, der ligger hinsides al fatteevne. Hvad menneskelige egenskaber angår, såvel som hvad kvalifikationen til profetskab angår, var han en enestående personlighed. Allah har gjort ham til et endnu mere strålende eksempel for alle niveauer og alle sider og områder i eftertiden. Den sharīʿa, der blev åbenbaret for ham, er den eneste faktor, der sikrer varig, universel og omfattende velfærd for hele menneskeheden såvel i denne verden som i det hinsidige. Tidens og stedets grænser eller deres skiftende bevægelser er ude af stand til at berøre den. Derfor nåede profetskabet sin endelige fuldendelse i ham. Og derfor er han „Khātam an-Nabiyyīn“ og „Raḥmat li-l-ʿĀlamīn“.

Jeg har allerede sagt, at Rasūl Allāh (s.a.w.) er et fuldkomment ideal for menneskeheden. Der findes ikke en eneste side af menneskelivet eller en eneste handling, hvad enten det er muligt eller ej, angående hvilken man ikke kan modtage vejledning hos Rasūl Allāh. Hans liv rummer et klart ideal for alt: menneskets personlige, familiære og ægteskabelige liv, sociale, politiske og økonomiske liv, gensidige handel og omgang, etablering af relationer og forbindelser, slægtskab og fjendskab, uddannelse, landets styre og administration samt internationale relationer – krig og fred.

Rasūl Allāh (s.a.w.) viste den højeste grad af bestræbelser på at forkynde det islamiske ideal og arbejde for dets etablering. Derfor måtte han gennemføre en altomfattende stræben, et ubønhørligt felttog. Dette er ingen let opgave. Hvis dette blot kunne opnås ved at væve tankens fine net eller skabe talens trylleformularer, ville filosoffer, der sad på tankens og fantasiens uengagerede freds sæde, kunne skabe en tilsvarende revolution i sind og liv; de ville kunne genopbygge døde nationer og udføre den vanskelige opgave at lede en stat. I virkeligheden udleves denne opgave gennem ledelse og vejledning i en profets liv. Og nubūwwat er ikke noget, der kan erhverves, og det er heller ikke en arv, der kan opnås gennem slægten. Det er udelukkende en gave fra Allah. De, der anser den for helt eller delvist erhvervelig, nærer en opfattelse, der strider mod Koranens klare erklæring. Allah den Højeste har erklæret med klare ord:

اللَّهُ يَصْطَفِي مِنَ الْمَلَائِكَةِ رُسُلًا وَمِنَ النَّاسِAllah udvælger og udpeger selv sendebude blandt mennesker og engle. (Sura al-Ḥajj, vers 75)

اللَّهُ أَعْلَمُ حَيْثُ يَجْعَلُ رِسَالَتَهُ

Allah ved bedre end alle andre, hvor og hos hvem Han vil anbringe profetskabet og sendebudstjenesten. (Sura al-An’am, vers 123)

Derfor er Profeten – ja, vores sidste profet, Hazrat Muhammad (fvmh.) – det evige og fuldkomne forbillede for os. Han skal følges på alle livets områder. Den store, hellige bog, Den Ædle Koran, som vi har modtaget gennem ham, er ligeledes et uforgængeligt forbillede for os; på samme måde er sunnaen, der består af hans ord, handlinger og stiltiende godkendelser, en evigt strålende lampe. Og dette er hadithens filosofiske grundlag. På dette grundlag er islams livsordens evige palads blevet opført.

Den civilisation, hvis grundlag blev lagt på den arabiske jord for fjorten hundrede år siden, havde Allah den Ophøjede som sin enevældige suveræn, og den sidste profet, Hazrat Muhammad (fvmh.), sad på dens ledersæde. Men eftersom denne civilisation ikke kun var for ét land og én tidsalder, men var varig og gavnlig for alle mennesker uden undtagelse i alle verdens lande, samfund og nationer og i alle tidsaldre, blev der for hele menneskeheden bevaret to ordninger med det formål at gøre civilisationens to grundpiller – Allahs suverænitet og Sendebuddets lederskab – evige og uforanderlige. Disse to ordninger er Den Ædle Koran, symbolet på Allahs suverænitet, og ‘sunnaen’, den praktiske form for Sendebuddets eneherredømme. Gennem disse to kan Allahs lov, det vil sige Sendebuddets forbillede og dermed islam, forblive en evig sandhed og en evig ordning i menneskesamfundet; og mennesker i alle lande og til alle tider kan på grundlag af disse to varige fundamenter opbygge nye samfund og civilisationer. Derfor er Den Ædle Koran gennem Allahs særlige ordning blevet bevaret intakt og uforandret og findes også i dag, og på tilsvarende måde er den Ærede Sendebuds forbillede – sunnaen eller hadithen – blevet beskyttet mod ødelæggelsens og udslettelsens altfortærende greb.

Faktisk har den muslimske nation i halvandet tusind år anerkendt hadithen sammen med Den Ædle Koran som islams grundlag, og langt fra at der på noget tidspunkt er opstået uenighed blandt muslimerne om dette, har ingen muslim i nogen tidsalder nogensinde næret den mindste tvivl. Hvis nogen desuden har nægtet at anerkende og acceptere disse to grundlag samtidig

har ingen muslim i det muslimske samfund været rede til at give vedkommende den mindste anerkendelse.

Men i vor tid ser man her og der en lille gruppe muslimer, som nægter at anerkende Sendebuddets sunna som en kilde til islam sammen med Den Ædle Koran. Man ser også, at der findes mennesker, som udtrykker tvivl om, hvorvidt hadithen blev bevaret på rette tid og på rette måde, og som er blevet påvirket af vestlige lærdes falske propaganda i denne sag. Som følge heraf var det ikke mærkeligt, at der hos nogle opstod tvivl om den islamiske models ufejlbarlighed, troværdighed og evighed i det muslimske samfund. Men i den fase, hvor det muslimske samfund genopstår og gennemlever en renæssance, kan en sådan tvivl eller vantro med hensyn til den islamiske models grundlag blive katastrofal for hele nationen.

På denne baggrund var det absolut nødvendigt at foretage en uvildig forskning i Hadithindsamlingens historie gennem historisk vurdering og analyse samt på grundlag af autoritative argumenter og beviser til støtte for den.

Det kan siges, at der på dette område er blevet forsket betydeligt i den arabiske og urdu litteratur. Men manglen herpå i den bengalske litteratur er et tydeligt bevis på bengalisktalendes særlige fattigdom, hvad angår islamisk kultur. Med det formål at afhjælpe denne mangel og fjerne denne fattigdom, samtidig med at den bengalske sprogs og litteraturs rigdom og udvikling fremmes, samt at alle tvivlsspørgsmål vedrørende hadith fjernes, har jeg i de seneste fire år udført omfattende undervisning og dybtgående forskning på dette område. Den høst, jeg derved har vundet, har jeg samlet i nærværende bog og forelagt for lærde læsere. Om dette er et dristigt skridt fra min side, må de eftertænksomme læsere selv bedømme. Jeg bringer Allah min inderlige tak, fordi dette vældige værk med støtte fra Bangla Academy nu for første gang trykkes og udgives.

Muhammad Abdur Rahim

173, Nakhalpara

Mustafa Manzil

…………..1965

نضر الله امرء سمع منا شىا

Allah vil velsigne den person, som hører noget fra mig og viderebringer det til andre, præcis sådan som han hørte det. For den, som det bliver viderebragt til, bevarer det bedre end den, der blot hørte det. (Tirmidhi)

قَالَ  رَسُوْلُ اللهِ صَلَّى اللهُ عليه وَسَلَّم نَضَر اللهُ عَبْدًا سَمِعَ مقَالتىْ فَحَفَظَهَا اوْوَ عَاهَا وَاَدَّها وَرَدَّهَا فَرُبَّ حَامِلِ فِقْهِ اَلَى مَنْ هُوَ اَفْقَهٌ مِنْهُ-    (ابو داؤد)

Den ædle Profet (s) sagde: Allah den Højeste vil gøre ansigtet strålende og bevare det evigt grønt og friskt hos den, der hører mine ord, lærer dem udenad eller bevarer dem i sin hukommelse og bringer dem videre til andre. Mange, der bærer på viden, er ikke i sandhed lærde. Men mange, der bærer på viden, bringer den videre til en, der har større forståelse end de selv. (Abū Dāwūd)

Hadith-samlingens historie

بِسْمِ اللَّهِ الرَّحْمَٰنِ الرَّحِيمِ

Hadithens definition og karakter

Koranen og hadith er det islamiske livssystems grundlæggende fundament. Hvor Koranen fremlægger livsordningens grundlæggende principper, kan man fra hadith hente en detaljeret analyse af de enkelte bestemmelser og en effektiv metode til at føre Koranens grundprincipper ud i livet. Koranen er islams lysende fyrtårn, og hadith er den flod af lys, der strømmer ud fra det. Ligesom et fyrtårn uden lys er uvirkeligt, bliver Koranen på samme måde meningsløs, hvis hadith forkastes. Koranen kan kaldes roden og stammen på islams mægtige træ; hadith er dets grene og kviste. En stamme og rødder uden grene og kviste er blot nyttigt affald. Koranen er, så at sige, den plan for opførelsen af islams livspalads, sammen med bestemmelsen om at sende en ingeniør (Sendebudet), som har været gældende lige fra den første dag, Allahs lov blev åbenbaret. På ethvert trin i tiden og på ethvert stadium af de ændrede forhold kan ingeniørens (Sendebudets) forklaringer og fortolkninger, anvisninger på praktisk handling, råd og vejledning i opførelsen af paladset efter den oprindelige plan aldrig tilsidesættes.

Inden for islamisk viden og videnskab er Koranen som hjertet, mens hadith er den pulsåre, der er forbundet med dette hjerte. På islams vidtstrakte område for viden og videnskab lader denne pulsåre bestandigt friskt, varmt blod strømme, hvorved dens lemmer hele tiden holdes friske og aktive. På den ene side giver hadith en fejlfri forklaring af Koranen; på samme måde fremlægger den den hellige livshistorie, handlingsmåde og forbillede for Verdensprofeten, Koranens bærer, samt en detaljeret redegørelse for hans ord og handlinger, vejledning og råd. Derfor er hadithens betydning i det islamiske livssystem, umiddelbart efter Koranen og samtidig med Koranen, ubestridelig. Ligesom det ikke er muligt at tjene og adlyde Allah uden at adlyde Sendebudet og følge ham i praksis, er det på samme måde umuligt at handle i overensstemmelse med Koranen uden hadith. Sandelig er hadith og viden om hadith en uvurderlig og uundværlig rigdom inden for det islamiske livssystem og islamisk videnskabelig forskning. Som en indledende drøftelse af dette emne vil vi her fremlægge en detaljeret gennemgang af hadithens definition, karakter samt dens typer og områder.

Betydningen af ordet hadith

Brugen af ordet hadith i Koranen og

Koranens grundlag for hadith

Imam Raghib Isfahani har i sin analyse af ordet »hadith« skrevet:

اًلحَدِيثُ: وَاَلْحدِيْثُ كَوْنُ اَلشَّئِ بَعَدَ اَنْ لَّمْ تَكُنْ عِرضَاً كَاَنَ تَوْ اَوْجَدْ هَرَّا وكٌلُّ كَلاَمٍ يَبْلُعُ الْانْسَانَ مِنْ جَهَةِ الْسَّمْعِ اَوِ الْوَحِىْ فِىْ يَقْظَتِهِ اَوْ مَنَامِهِ حَدِيْثٌ-

»Hadith« og »huduth« betyder, at noget, som ikke eksisterede, kommer til eksistens, hvad enten det er noget grundlæggende eller ikke-grundlæggende. Og enhver tale, der når et menneske gennem hørelsen eller gennem åbenbaring, i søvn eller i vågen tilstand, kaldes hadith.

Et andet sted har han skrevet:

شَىَّ ىُلْقَى فِىْ رَوْعٍ اَحَدٍ مِنْ جِهَةِ الْملأَ

Alt, hvad der opstår i et menneskes indre fra den højere verden, er hadith.[مفردات راغب اصفهانى صفحه]

I Den Ædle Koran kaldes samtaler under drømme »hadith«. I Koranen siges det med Hazrat Yusufs ord:

وَعَلَّمْتَنِي مِن تَأْوِيلِ الْأَحَادِيثِ –

Du har lært mig fortolkningen af drømme. (Sura Yusuf, vers 101)

Imam Raghib har skrevet følgende i forbindelse med betydningen af dette vers:

اَىْ مَا يحَدِّثُ بِهِ الأِنسَانَ فِىْ نَوْمِهِ-

Det vil sige: de ord, der bliver sagt til folk gennem drømme.[مفردات راغب صفع]

Allah den Ophøjede har betegnet den Ædle Koran som »hadith«. I Koranen står der:

فَلَعَلَّكَ بَاخِعٌ نَّفْسَكَ عَلَىٰ آثَارِهِمْ إِن لَّمْ يُؤْمِنُوا بِهَٰذَا الْحَدِيثِ أَسَفً ا [الكهف:٦]

Hvis de ikke tror på denne »tale« (bog), vil du, o Profet, måske pine dig selv af bekymring.

Andetsteds er det sagt:

فَلْيَأْتُوا بِحَدِيثٍ مِّثْلِهِ إِن كَانُوا صَادِقِينَ [الطُّور:٣٤]

(Hvis de ikke anerkender Koranen som Allahs bog,) bør de fremlægge en bog som denne, hvis de er sandfærdige.

I sura az-Zumar siges det:

اللَّهُ نَزَّلَ أَحْسَنَ الْحَدِيثِ كِتَابًا مُّتَشَابِهًا

Allah den Ophøjede har åbenbaret den allerbedste tale i form af en bog, hvis dele ligner hinanden.

Her er hadith blevet brugt i betydningen bog eller tale.

Ordet »hadith« betyder ord eller udsagn. I de følgende vers i Koranen er det brugt i betydningen ord eller udsagn:

*********************************

Hvilket udsagn vil de da tro på?

*************************************

Og da profeten betroede en af sine hustruer en hemmelighed.

****************************

Er I da forbløffede over dette?

I disse få vers er ordet ‘hadith’حديث blevet brugt i betydningen ‘ord’ eller ‘udsagn’. I Den Ædle Koran ses dette ord også anvendt i betydningen nye meddelelser, nyheder og nye ord. Eksempelvis:

******************************************************

Er beretningen om Ibrahims ærede gæster nået dig?

******************************************************

Har du fået kendskab til Moses’ beretning?

******************************************************

Har du fået kendskab til disse soldater?

******************************************************

Er beretningen om den altomfattende Dommedag nået dig?

******************************************************

Ser I nu bort fra dette udsagn?

Af dette ord ‘hadith’ er ‘tahdith’ afledtتحديث og i Koranen anvendes det i betydningen at fortælle, fremlægge og tale. For eksempel—

******************************************************

Fortæl om Allahs nåde:

Allāma Abū al-Baqāʾ har sagt:

******************************************************

Navnet ‘hadith’ betegner det at tale og at meddele nyheder.

Kort sagt betyder ordet ‘hadith’, set ud fra det arabiske leksikons og Koranens brug, tale, udsagn, meddelelse, nyhed samt sag og emne. Profeten talte med folk for at overbringe Allahs budskab; gennem sine ord forklarede han forskellige vigtige islamiske udsagn, oplysninger og sandheder, tydeliggjorde dybsindige sandheder og forklarede og analyserede Allahs Bog gennem prædikener og taler. Derfor blev det kaldt ‘hadith’.

Den ædle Profet (s) lærte selv alle Islams påbud og bestemmelser, handlede i overensstemmelse med Allahs lov og virkeliggjorde Allahs lov gennem sine egne handlinger. Derfor er beskrivelserne af hans forskellige handlinger også blevet betegnet som »hadith«.

Den ædle Profet (s) formede med særlig omhu og bestræbelse de ædle sahaba på grundlag af Islams ophøjede idealer og dannede deres karakter, tanker, tro og synspunkter efter Islams høje målestok. Derfor er også de udtalelser og handlinger fra sahaba, som den ædle Profet (s) godkendte og støttede, eller som han i det mindste ikke protesterede imod, blevet betegnet som »hadith«.

Kort sagt kaldes Profetens ord, beskrivelserne af hans handlinger samt hans støtte og godkendelse for hadith. Det fremgår af en hadith, at den ædle Profet (s) selv beteg nede den som »hadith«. Hazrat Abu Hurayra (ra) spurgte ham: »Hvem er det lykkeligste menneske, som på Dommedag vil blive velsignet med at opnå Profetens forbøn?« Da sagde den ædle Profet (s):

******************************************************

Jeg tror ikke, at nogen før dig har spurgt mig om denne hadith. Især fordi jeg ser, at du er den mest ivrige og interesserede i at høre hadith. [5****************************************************** ]

Den ædle Koran er den sidste og fuldkomne bog i din-Islam. Den blev åbenbaret for den sidste Profet. Allah den Ophøjede sendte den ædle Sendebud som Islams Profet, som formidler og grundlægger af den islamiske livsordning samt som menneskehedens vejleder og lærer. Sendebudet reciterede denne store, hellige bog, »den ædle Koran«, fra begyndelse til slut for folk, så de kunne høre den, og talrige sahaba memoriserede den straks. Frem for alt viste Sendebudet gennem sin livsførelse, sine tanker og sin tro samt gennem sin adfærd og praktiske efterfølgelse, hvordan Islams grundlæggende bestemmelser, undervisning, formaninger og påbud og forbud skulle omsættes i praksis; det vil sige, at han fuldstændigt formede et folk på grundlag af dette ideal. I virkeligheden var den ædle Profets store liv den praktiske fremtrædelse af den ædle Koran, det vil sige af Islam, og den handlingsmæssige udformning af Koranens ideal. Derfor kaldes alle den ædle Sendebuds ord, handlinger, godkendelser og støtte vedrørende din-Islam i islamisk terminologi for »hadith«.

»Hadith« er ikke blot et ordbogsord. Det er i grunden en særlig islamisk term. I overensstemmelse hermed betegnes i islamisk terminologi enhver udtalelse fra den ædle Sendebud, enhver beskrivelse af hans handlinger eller enhver støtte og godkendelse af ord og handlinger, som er bevist gennem troværdige og pålidelige kilder, som »hadith«.

»Hadith« kaldes også »khabar« på arabisk. Forskellen er imidlertid, at ordet »khabar« har en bredere betydning end hadith. »Khabar« omfatter både hadith og historie. [6****************************]

At betegne Profeten Karrims ord, handlinger, støtte og godkendelse samt beretningen om hans tilstand som »hadith« er ikke noget opdigtet. Der findes et uigendriveligt bevis herpå i Den Ædle Koran. Der er ingen tvivl om, at den religion, Allah har givet, er en særligt vigtig velsignelse for hele menneskeheden. I Den Ædle Koran er denne »religion« blevet erklæret for en velsignelse fra Allah, og at berette, udbrede og offentliggøre velsignelsen er blevet kaldt »tahdith« (at berette, udbrede og offentliggøre).

Om Allahs velsignelser har Allah den Højeste sagt:

******************************************************

Husk den velsignelse fra Allah, som Han har skænket jer, og husk også den Bog og den visdom og indsigt, der er blevet åbenbaret med det formål at formane jer.

Også i forbindelse med fuldkommengørelsen og færdiggørelsen af islam som religion har Allah den Højeste omtalt den som en velsignelse. Det er blevet sagt:

****************************************************** (Sura al-Ma’ida-3)

I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer, og Jeg har fuldendt og afsluttet Min velsignelse over jer.

I de to ovennævnte vers er islam som religion, det vil sige Den Ædle Koran, med klare ord blevet erklæret for »Allahs velsignelse«. I det følgende vers fra Den Ædle Koran er det blevet påbudt at berette om og offentliggøre denne velsignelse:

****************************************************** (Sura al-Fajr: 11)

Fortæl om Allahs velsignelse – forkynd og beskriv den. [Allama Bayzid har skrevet i sin tafsir af dette vers: ******************************************************

»Her forstås ved ni‘mat profetskabet, og at gøre tahdith betyder at forkynde det.

Allama al-Alusi har skrevet:

»Mange har overleveret udsagnet: ‘Med velsignelsen menes Koranen.’]

Det er i denne betydning, at den sproglige beskrivelse af alle de ord, som Hazrat Muhammad (s) sagde som profet og sendebud, og alle de handlinger, han udførte, i islamisk terminologi kaldes »hadith«. Ikke alene det: Hvis en sahabi i hans nærvær sagde noget eller udførte en handling, som han tilsluttede sig og godkendte, eller som han ikke gjorde indsigelse imod, vil beskrivelsen heraf også blive betegnet som »hadith«. For profeten (s) kom til verden med ansvaret for at forkynde og grundfæste sandhed og retfærdighed samt for at tage afstand fra og bekæmpe al uret og løgn. Det kan ikke engang tænkes, at der i hans nærvær skulle blive fremsat en løgnagtig udtalelse eller udført en handling, der var i strid med islam – i modstrid med den islamiske tankegang – uden at han ville gøre indsigelse imod den, forhindre sahabaerne i den eller i stedet forholde sig tavs og passiv. Og faktisk er det heller ikke muligt.

For det andet ville profetens grundlæggende pligt forblive uopfyldt, hvis han så uret og synd blive begået og forholdt sig tavs og passiv. Allah den Ophøjede har sagt:

(Sura al-Ma’ida: vers 67)يَا أَيُّهَا الرَّسُولُ بَلِّغْ مَا أُنزِلَ إِلَيْكَ مِن رَّبِّكَ ۖ وَإِن لَّمْ تَفْعَلْ فَمَا بَلَّغْتَ رِسَالَتَهُ

O Sendebud, overbring på rette vis det, der er blevet åbenbaret til dig fra din Herre. Hvis du ikke gør det, har du ikke opfyldt ansvaret for at overbringe Allahs sendebudskab.

I denne forbindelse har Ibn Jarir al-Tabari citeret en vigtig udtalelse af Ibn Zayd. Han sagde:

******************************************************

Det blev sagt, at hvis den Ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) havde ønsket at skjule noget af det, der var blevet åbenbaret gennem åbenbaringen, ville han i hvert fald have skjult suraen »Abasa wa tawalla«, som blev åbenbaret om hans egen »fejl«.

Sandelig beviser den Ædle Profets beskyttede livshistorie uigendriveligt, at han selv i livets mest kritiske øjeblikke uden den mindste fejl opfyldte det profetiske ansvar og på rette vis offentligt overbragte Allahs ord, som var blevet åbenbaret gennem åbenbaringen. På dette område udviste han aldrig forsømmelighed eller svaghed. Ved begyndelsen af den islamiske da’wah afviste han med urokkeligt ansigt og dyb afsky endog fristelsen til at opgive udbredelsen af islam til gengæld for den smukkeste kvinde, enorme rigdomme og uindskrænket kongemagt over Arabien. Derfor kan der ikke herske den mindste tvivl om, at han aldrig på noget tidspunkt kunne standse udbredelsen af religionen, aldrig afholdt sig fra at protestere mod uretfærdighed og aldrig ophørte, før han havde korrigeret enhver fejl eller mangel, som han så hos nogen. Af denne grund er beretningerne om hans egne ord og handlinger samt om de ord eller handlinger, som han billigde eller ikke protesterede imod, blevet betegnet som »hadith«.

Hvis en ledsager udførte en handling eller sagde noget foran Sendebudet, og han ikke protesterede imod det, var ledsagerne fuldstændig enige om, at det var i overensstemmelse med sharia. Profetens godkendelse og tavshed blev også regnet som en af de vigtigste kilder til at kende sharias bestemmelser i forskellige spørgsmål. Her kan en begivenhed nævnes. Da Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) aflagde en ed i Allahs navn om noget, gjorde Muhammad ibn al-Munkadir indsigelse. Han sagde:

******************************************************

Aflægger du en ed i Allahs navn?

Som svar sagde han:

******************************************************

Jeg hørte Hazrat Umar sværge ved Allah i profeten Muhammads nærvær, men profeten Muhammad brød sig ikke om det og gjorde ingen indsigelse mod det.[১০********************************************]

I forbindelse med definitionen af hadith vil der her blive citeret nogle udsagn fra autoritative værker. Derved vil emnet blive endnu tydeligere.

Imam Sakhāwi sagde:

******************************************************

I ordbogen er »hadith« (ny) betydningsmæssigt det modsatte af »qadim« (gammel). I muhaddithernes terminologi omfatter hadith derimod Budbringerens ord, handlinger, stiltiende godkendelser og egenskaber; ja, selv hans bevægelser i vågen og sovende tilstand er omfattet heraf.[১১****************************************************** ]

I indledningen til Bukhari Sharif siges det:

******************************************************

Hadith er den viden, ved hjælp af hvilken man kan få kendskab til Profeten Muhammads (fred være med ham) ord, handlinger og tilstand.

Allama Badruddin Ayni og Nawab Siddiq Hasan har skrevet:

******************************************************

Hadithvidenskab er en særlig viden, ved hjælp af hvilken man kan få kendskab til Profeten Muhammads (fred være med ham) ord, handlinger og tilstand. Ved Profetens ord forstås de ord, han udtalte på arabisk. De kan være af forskellige slags. Ved hans handlinger forstås:

Shah Abdul Aziz har skrevet i indledningen til værket Mishkat al-Masabih:

******************************************************

Fortidens lærde brugte betegnelsen »hadith« om beretningerne om sahabaernes, tabi’inernes og tabi tabi’inernes mundtlige udsagn og handlinger samt deres fatwaer. Og de regnede én beretning, der var overleveret gennem to selvstændige kæder, for to hadither.

Nawab Siddiq Hasan (r.) har også sagt det samme. I forbindelse med definitionen af hadith skrev han:

******************************************************

På samme måde betegnes også sahabiernes ord, handlinger og godkendelser samt tābiʿūn’ernes ord, handlinger og godkendelser som hadith.

Forskellen er imidlertid, at han ikke her betegner beretningerne om tābiʿ al-tābiʿīn’ernes ord og handlinger som hadith. Der er dog ingen tvivl om, at beretningerne om tābiʿ al-tābiʿīn’ernes ord, handlinger og godkendelser, ligesom sahabiernes og tābiʿūn’ernes, er særdeles vigtige og nødvendige med hensyn til fortolkningen, analysen og den praktiske udmøntning af Koranen og hadith. I hadith- og tafsirværkerne regnes de autentiske beretninger af denne art, som er overleveret fra sahabier, tābiʿūn og tābiʿ al-tābiʿīn, også samlet blandt hadith. Selv om de har forskellige fagtekniske betegnelser. Den berømte hadithforsker Hafiz al-Sakhawi skrev:

******************************************************

»På samme måde plejede de tidligere lærde at betegne hver enkelt af sahabiernes, tābiʿūn’ernes og andres (tābiʿ al-tābiʿīn’ernes) athār og fatwaer som hadith.«

Med andre ord: Selv om beretningerne om Profeten (s.), de ædle sahabier, tābiʿūn og tābiʿ al-tābiʿīn’ernes ord, handlinger og godkendelser i almindelighed er blevet betegnet som hadith – eftersom alle disse ord, handlinger og godkendelser drejede sig om det samme grundlæggende emne – er der alligevel, fordi der er forskel på deres religiøst-juridiske status, fastlagt særskilte fagtekniske betegnelser for hver af dem. Profetens ord, handlinger og godkendelser betegnes således som »hadith«. Sahabiernes ord, handlinger og godkendelser betegnes som athār (اثارog beretningerne om tābiʿūn’ernes og tābiʿ al-tābiʿīn’ernes ord, handlinger og godkendelser betegnes som »fatwa«. For deres handlinger blev alle udført på grundlag af Koranens og hadiths grundlag. [Disse tre slags hadith har yderligere tre særskilte fagtekniske betegnelser: Beretningerne om Profetens ord, handlinger og godkendelser betegnes som marfūʿ; beretningerne om sahabiernes ord, handlinger og godkendelser betegnes som mawqūf, og beretningerne om tābiʿūn’ernes ord, handlinger og godkendelser betegnes som maqṭūʿ.

مقد مة صحيح بخارى ص-13]

Hadith og sunna

Hadith har også navnet »sunna«. Ordet »sunna« betyder vejen at gå samt principperne og fremgangsmåden for handlinger. Dette er ikke den »sunna«, der er gængs i fiqh-læren og anvendes dér.

Imam Rāgib har skrevet:

******************************************************

»Sunnat al-Nabī« betegner den vej og praksis, som den ædle Profet (fvmh.) udvalgte og fulgte. Dette anvendes undertiden som synonym for ordet »hadith«. I værket Tāj al-Maṣādir står der skrevet:

******************************************************

»Sunna« betyder at fastlægge en vej. »Muadh har fastlagt en vej for jer.«

I denne hadith er ordet »sunna« anvendt netop i denne betydning.

Med andre ord er den højeste lovbestemmelse (Supreme Law), som den ædle Profet (s) har forkyndt, og som beviser og åbenbarer Allahs vilje og ønske, selve Sunnah. Og i Koranens sprog er det netop dette, der menes med ****** »det store forbillede«. Det »allerstørste forbillede« hos den ædle Allahs Sendebud, som Allah har påbudt at følge, kan man kende ud fra selve denne hadith. Derfor har hadith-lærde – især hadith-lærde fra den senere periode – brugt »hadith« og »Sunnah« i samme betydning. [২০*********] Det er blevet sagt:

******************************************************

Ordet »Sunnah« betegner Sendebuddets ord, handlinger og tavshed samt Sahabernes ord og handlinger. [২১*********]

Allama al-Jazairi har skrevet:

******************************************************

»Sunnah« betegner i de fleste tilfælde de ord, der er fremsagt i Sendebuddets navn, samt hans handlinger og godkendelser. Ifølge fagfolkene er det et synonym for hadith.[২২***********]

Allama Abd al-Aziz al-Hanafi har skrevet:

******************************************************

Ordet ‘sunnah’ betegner Profetens ord og handlinger og bruges også i betydningen den praktiske handlemåde, som Profeten og ledsagerne fulgte. [23***********]

Safiuddin al-Hali har skrevet:

******************************************************

Ved ‘sunnah’ forstås alle Profetens ord, handlinger og godkendelser bortset fra Koranen. [24************]

Sammenfattende kan det på dette punkt siges, at ordet ‘sunnah’ ikke i enhver henseende og fuldstændigt er identisk med ordet ‘hadith’. For ‘sunnah’ er Profetens praktiske handlemåde, mens ‘hadith’ ud over Profetens handlinger også omfatter hans ord og godkendelser. [Derfor siges det også inden for hadith-videnskaben: Sufyan al-Thawri er hadithens imam, al-Awza’i er sunnahens imam, men ikke hadithens imam. Malik ibn Anas er imam for begge. *****************]

Hadithens indhold

Hvad er hadithens indhold? Hvilke emner behandles der hovedsageligt i den? Alle lærde, der er eksperter i hadith-videnskaben, har skrevet samstemmende om dette:

******************************************************

Hadith-videnskabens emne og genstand er den ædle person Rasulullah ﷺ, i egenskab af at han er Allah den Højestes sendebud.[26 ********************]

Det vil sige, at Hazrat Muhammad ﷺ, som Allah den Højeste har udvalgt og sendt som menneske og sendebud, i kraft af denne rang har sagt alt, hvad han har sagt, gjort alt, hvad han har gjort, og givet tilladelse til eller udtrykt billigelse af alt, hvad der måtte siges eller gøres; alt dette, samt den ædle personlighed hos Rasulullah, som gennem disse forhold er kommet til udfoldelse og lyser frem, udgør hadith-videnskabens emne. Alle disse forhold omtales i hadith, og ved at læse hadith kan man få kendskab til netop disse forhold. Hadith er også det eneste pålidelige middel til at få en detaljeret og troværdig viden om Rasulullahs ord, handlinger, billigelser samt hans livslange stræben og kamp.

Hadith er i sandhed ikke en snæver, begrænset, ensidig eller lille samling. Den rummer grundlæggende en yderst omfattende og vældig tankeverden, og den store revolutionære bevægelse, der opstod på den arabiske halvø under verdensprofeten Muhammads ﷺ storslåede ledelse, træder i sin fulde og detaljerede skikkelse klart frem netop gennem hadith. Den fuldstændige fortælling om Rasulullahs liv, hans og hans ædle ledsageres revolutionære aktiviteter samt hans omfattende og grundlæggende reformer af det daværende samfund, civilisationen og de internationale, politiske og moralske forhold er også indbefattet i hadith.

Hadiths omfattende karakter kan ikke benægtes, og det er på ingen måde vanskeligt at forstå dens sande betydning. Fortidens lærde forstod også hadiths omfattende karakter. Selv om den hadith-samling, som Imam Bukhari sammenstillede, er kendt under navnet Bukhari Sharif, er dens egentlige og fuldstændige titel:

******************************************************

En omfattende samling af beretninger med autentiske overleveringskæder om Rasulullahs handlinger og alle forhold og begivenheder i hans samtid.[27****************]

Formålet med og værdien af at studere hadith

Hvad er formålet med at studere hadith? Hvilket mål bør man have med at studere hadith, og hvori består værdien af dette studium? Dette er også særdeles værd at bemærke. Allama Badruddin Ayni og andre lærde har skrevet:

******************************************************

At opnå det højeste vel i både denne verden og det hinsidige er formålet med at studere hadith.[২৮**********]

Nawab Siddiq Hasan skrev:

******************************************************

Målet med at studere hadith er at opnå det største vel i denne verden og det hinsidige.[২৯**************]

Allama Kirmani skrev:

******************************************************

******************************************************

»Efter Koranen er den mest ophøjede, bedste og mest informations- og indholdsrige skat blandt alle former for viden ilmul-hadith. Det skyldes, at man gennem den kan få kendskab til Allahs ords mål og betydning, og at man netop derigennem kan forstå formålet med alle Allahs befalinger og forskrifter. For størstedelen af Koranen – ja, i det hele taget hele Koranen – består hovedsageligt af grundlæggende principper og læresætninger. Herfra kan man derfor kun få et overordnet kendskab.«

Kort sagt er hadith historien om en civilisations forfald og om fremkomsten, opblomstringen og etableringen af en ny civilisation. Det er ud fra dette perspektiv, at det er nødvendigt at studere hadith.

Hadiths klassifikation ud fra definitionen

Ud fra den nævnte definition af hadith fremtræder dens tre grundlæggende kategorier klart. De er: ord fremsagt af Allahs Sendebud, en beskrivelse af hans egne handlinger og adfærd samt ord og handlinger, der blev godkendt i hans nærvær. Alle hadith er opdelt i disse tre kategorier. Men hvad angår deres praktiske betydning, anvendelse og værdi, er der forskel på hadith i disse tre kategorier. Førstepladsen tilkommer Allahs Sendebuds ord – det, han selv har sagt om et eller andet; dette er den islamiske livsordens første kilde. Det kaldes Allahs Sendebuds »kawli-hadith« – den verbale hadith – hvori et af Allahs Sendebuds egne udsagn er gengivet.

Den anden kategori består af beskrivelser af Sendebudets egne handlinger og adfærd. Den religion, islam, som Allahs Sendebud bragte med sig, fulgte han i praksis bogstaveligt og udførte enhver handling i overensstemmelse med den. Gennem hans handlinger og karakter blev alle islams regler, bestemmelser og skikke tydeligt manifesteret. Ingen af hans handlinger kunne være i strid med den islamiske sharia. Derfor fortjener enhver af hans handlinger at blive regnet som et grundlag for den islamiske sharia. En hadith, hvori en handling, som Allahs Sendebud udførte i egenskab af Sendebud, er omtalt, kaldes en »fe’li-hadith«.

Den tredje kategori består af ord og handlinger fra ledsagerne, som blev godkendt og støttet af Allahs Sendebud. Som tidligere nævnt kunne Sendebudet ikke undlade at protestere imod eller forbyde noget, hvis der i hans nærvær blev sagt noget eller gjort noget, der var i strid med den islamiske sharia. Også gennem beskrivelser af sådanne ord eller handlinger kan shariaens synspunkt uden tvivl fastslås. Dette er derfor også en kilde til den islamiske sharia. Den hadith, hvori en sådan hændelse omtales, kaldes en »takriri-hadith«.

For at gøre emnet endnu tydeligere og lettere at forstå vil der her blive citeret en hadith fra hver af disse tre kategorier:

******************************************************

Det er blevet overleveret fra Hadhrat Anas (ra), at han sagde: Hadhrat Allahs Ædle Sendebud (s) sagde: Når en fās iq persons lovprisning og hyldest fremsiges, bliver Allah den Højeste vred og mishaget, og derfor skælver Allahs Trone. (Al-Bayhaqi)

Da der her nævnes en særlig udtalelse af Sendebuddet, kaldes den en ‘qawlī-hadith’.

******************************************************

Det er blevet overleveret fra Hadhrat Abu Musa (ra), at han sagde: Jeg så Allahs Ædle Sendebud (s) spise hane-kød. (Bukhari og Muslim)

I denne hadith gives en beskrivelse af en handling udført af Sendebuddet. Derfor er den en ‘fi‘lī-hadith’.

******************************************************

Det er blevet overleveret fra Hadhrat Ibn Abi Awfa (ra), at han sagde: Vi kæmpede syv slag sammen med Allahs Ædle Sendebud (s). Mens vi var sammen med ham, spiste vi jarad (en spurvefugl af græshoppe-typen). (Bukhari og Muslim)

Dette er en ‘taqrīrī-hadith’.

Hadiths inddeling efter indhold

Efter indhold kan hadith inddeles i flere typer. Imam al-Shafi‘i (må Allah være tilfreds med ham) har sagt: Hadith er af tre typer. Den første type er de hadith, hvori Profeten (fred være med ham) på sit eget sprog har forklaret og analyseret de emner, der er nævnt klart i Den Ædle Koran. I Den Ædle Koran er mange love og bestemmelser kun nævnt i generelle og kortfattede vendinger; Allahs Sendebud (fred være med ham) har fremlagt deres udførlige form og forklaret dem. Han har på sit eget sprog gjort mange korte og uklare emner detaljerede og tydelige for muslimerne. Dette er den anden type hadith. Den tredje type er de hadith, hvori Allahs Sendebud (fred være med ham) har omtalt mange emner, som ikke er nævnt i Koranen. Eftersom disse tre typer hadith er kilder til den viden, som Allahs Sendebud direkte eller indirekte har modtaget fra Allah, er de alle lige så pålidelige og troværdige som Koranen. [Kitab al-Risala – Imam al-Shafi‘i (må Allah være tilfreds med ham)]

På dette sted gengives nedenfor en sammenfatning af Shah Waliullah Dehlawis fremstilling:

De hadith, der er overleveret fra Profeten (fred være med ham) og samlet i hadithværkerne, er med hensyn til at udlede shariaretlige bestemmelser af to typer. Alt, hvad Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde som led i udførelsen af sendebuddets særlige ansvar, tilhører den første type. Det er denne type hadith, Allahs befaling er blevet kundgjort om i verset: »Tag imod det, som Sendebudet giver jer, og afhold jer fra det, som han forbyder jer.« Det, Sendebudet (fred være med ham) har sagt om de forunderlige forhold og begivenheder i det hinsidige og i den malakutiske verden, hører også til denne type hadith. Disse hadith udspringer af viden modtaget gennem åbenbaringen. Hadith om forklaringen af shariaens regler og bestemmelser, tilbedelsens regler og fremgangsmåder samt forvaltningen af samfundet og almenvellet og om opmuntring til at følge dem hører også til denne kategori. En del af dem er dog modtaget direkte gennem åbenbaringen, mens en anden del er Profetens egen ijtihad. Profetens (fred være med ham) vurdering kunne naturligvis aldrig forblive på en fejlagtig grund. Det er ikke nødvendigt, at hans ijtihad skulle være direkte baseret på Allahs befaling. For det skete ofte, at Allah åbenbarede for Sin profet shariaens formål og mål, lærte ham reglerne for fastsættelsen af shariaen, dens lettilgængeliggørelse og bestemmelsen af påbud og forbud; derefter forklarede Profeten, i overensstemmelse med disse love og regler, som han kendte gennem åbenbaringen, de formål, han havde modtaget gennem åbenbaringen. De fornuftige og gavnlige forhold, som han fremlagde uden betingelser, og som der ikke blev fastsat nogen bestemt tid eller grænse for – såsom god og dårlig karakter – hører også til udførelsen af sendebuddets ansvar, og størstedelen af dem er hentet fra åbenbaringens kilde. Det betyder, at Allah lærte Sendebudet reglerne for samfundet og almenvellet, hvorefter Profeten udledte argumenter eller beviser af disse regler og fremlagde dem som grundprincipper. Hadith om handlingers fortjeneste, de handlendes egenskaber og rosende omtale regnes også til denne kategori. Efter min mening er størstedelen af dem modtaget gennem åbenbaringen, mens en del er frugten af hans ijtihad. Den anden type hadith hører ikke til udførelsen af sendebuddets ansvar. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde:

******************************************************

Jeg er kun et menneske. Når jeg derfor befaler jer noget angående jeres religion, skal I tage imod det og følge det. Men hvis jeg befaler jer at gøre noget ud fra min egen mening, så husk, at jeg kun er et menneske.

Med disse ord henviste Allahs Sendebud (fred være med ham) netop til den anden type hadith. Da Profeten (fred være med ham) så muslimerne i Medina føre grene fra han-dadpalmer ind mellem hun-dadpalmer for at opnå et meget større udbytte, gav han udtryk for den opfattelse, at »der ikke ville ske nogen skade, hvis de undlod at gøre det«, og han sagde:

******************************************************

Det havde sandsynligvis været bedre, hvis I ikke havde gjort dette.

Men fordi I ikke gjorde det, blev høstudbyttet det følgende år meget lille. Da sagde den ærede Profet (s):

******************************************************

‘Jeg havde en antagelse, og det var det, jeg fortalte jer (hvis antagelsen var fejlagtig), så bebrejd mig ikke for det. Men når jeg fortæller jer noget fra Allah, skal I naturligvis tage imod det. For jeg siger ikke noget usandt om Allah.’ [Alle disse hadither er nævnt i Muslim Sharifs 2. bind, side 264.

****************************************************** ]

Det, som den ærede Profet (s) sagde om behandling, lægemidlers egenskaber og lignende, hører også til denne kategori. Han sagde:

******************************************************

I skal under alle omstændigheder holde en mørkesort hest med let hvidlige kinder.

Dette er sagt på grundlag af den viden, som Allahs Sendebud havde opnået gennem praktisk erfaring.

Det, som Allahs Sendebud (s) gjorde af vane – ikke som tilbedelse – eller gjorde på grund af en hændelse – ikke med vilje – har intet grundlag i sharia. En gruppe mennesker ønskede at høre hadither fra Hazrat Zayd ibn Thabit (ra), og han sagde: »Jeg var nabo til Allahs Sendebud. Når åbenbaringen blev sendt ned til ham, sendte han bud efter mig, og jeg gik hen og skrev den ned. Det var hans vane, at når vi talte om verdslige forhold, talte han også med os om verdslige forhold. Og når vi talte om det hinsidige, talte han også med os om det hinsidige. Når vi talte om mad og drikke, talte han også med os om det samme. Skal jeg nu fortælle jer alle disse hadither fra Allahs Sendebud?« Denne udtalelse er relevant i denne sammenhæng.

Desuden blev der i Allahs Sendebuds tid truffet mange foranstaltninger til begrænset gavn. De var ikke en evig bestemmelse for alle mennesker. Et eksempel på dette er, at en konge udstyrer en hær og fastsætter et bestemt kendetegn for den. Ud fra dette sagde Hazrat Umar al-Faruq (ra):

******************************************************

Hvilket behov har vi for at udføre ramal? Tidligere gjorde vi det for at vise det til en gruppe mennesker, som Allah den Højeste havde tilintetgjort.

Men senere forstod han klart, at der også kunne være en anden grund til at udføre »ramal«, og at det på ingen måde burde opgives.

Hadither om særlige krigsmetoder samt særlige fremgangsmåder, procedurer og former for afgørelse af retssager hører også til denne kategori. [Citeret fra Hujjatullah al-Baligha, bind 1, side 102.]

Der er ingen forpligtelse til, at det nødvendigvis skal vise sig at være sandt på korrekt vis. Allahs Sendebuds forbud vedrørende den fremgangsmåde, der var almindelig i de arabiske lande med hensyn til daddelpalmer, hørte også til denne kategori. Da Imam Nawawi drøftede dette emne, skrev han:

******************************************************

Ifølge eksperterne var dette udsagn fra Profeten ikke en meddelelse om noget, men blot hans egen opfattelse. Som det er nævnt i haditherne om dette emne. De har også sagt, at Profetens mening og opfattelse i verdslige forhold var ligesom andre menneskers mening og opfattelse. Derfor er det ikke umuligt, at en sådan hændelse indtræffer – og viser sig at være urealistisk – og der er ingen grund til at anse det for en fejl eller mangel. [al-Nawawi, Sharh Muslim, bind 2, s. 264]

Det er også nødvendigt at huske dette om Profetens ijtihad: På de områder, hvor der ikke var blevet åbenbaret nogen åbenbaring, udøvede den ædle Profet (fvmh.) ijtihad. Hvis denne ijtihad var fejlfri, lod Allah den stadfæste og træde i kraft; og hvis der deri forekom en menneskelig fejl, underrettede Allah Profeten om det og advarede ham. Derfor regnes Profetens ijtihad også som en del af sunnah. Haditherne indeholder beretninger om alle disse former for ijtihad. Der er således ingen grundlæggende forskel eller modstrid mellem hadith og Profetens ijtihad. [**************]

Men hvad angår de forhold, der vedrører religionen og shariaen – troslæren, tilbedelsen, den moralske karakter, det hinsidige samt sociale og civilisatoriske forhold – er alt, hvad den ædle Profet (fvmh.) har sagt, hentet fra åbenbaringens kilde. Det har evig værdi og varig betydning og må aldrig forkastes. [Hujjatullah al-Baligha, bind 1**********]

Hadith qudsi

Der findes også en anden type hadith, somحديث قدسىkaldes.قدسى‘kuds’قدسer dannet af; det betyder الظهرrenhed og ophøjethed. Et andet af Allahs navne er ‘Quddus’قدوس: den ophøjede; den hellige. [*******]

Denne type hadith kaldes ‘hadith qudsi’, fordi dens grundlæggende indhold er modtaget direkte fra Allah. Det, som Allah den Ophøjede har meddelt sin profet gennem inspiration eller i en drøm, har Profeten gengivet med sine egne ord. Den adskiller sig fra Koranen. For både Koranens indhold og dens sprog er blevet nedsendt fra Allah gennem åbenbaring. Den berømte hadithkommentator Allamah Mulla Ali al-Qari sagde i forbindelse med definitionen af ‘hadith qudsi’:

******************************************************

******************************************************

Hadith qudsi er de hadither, som den fornemste fortæller, den yderst pålidelige Hazrat Muhammad (s), der stråler som fuldmånen, overleverer fra Allah—nogle gange efter at have modtaget dem gennem Jibril (a), andre gange gennem direkte åbenbaring eller ved inspiration eller i en drøm. Ansvaret for at udtrykke dem ved hjælp af et hvilket som helst sprog er blevet overdraget til Profeten. [38************]

Allama Abul Baqa har skrevet i sit værk ‘Kulliyat’:

******************************************************

******************************************************

Alle Koranens ord, sprog, betydninger, indhold og udsagn er blevet åbenbaret fra Allah gennem klar åbenbaring; hvad angår hadith qudsi, er ordene og sproget Profetens, mens dens betydning, indhold og udsagn er modtaget fra Allah gennem inspiration eller i en drøm. [39**********]

Allama Tayyebi har også tilsluttet sig dette synspunkt. Han har sagt:

******************************************************

******************************************************

Gabriel (a) åbenbarede Koranen for den ærede Sendebud med dens ord og sprog. Men hvad angår det grundlæggende indhold af »hadith qudsi«, så lod Allah ham vide det gennem inspiration eller en drøm. (Derfor er hadith qudsi blevet kendt som Allahs ord.) Men bortset fra dette fremsatte han ikke andre hadither som Allahs ord og berettede dem heller ikke i Hans navn.[40********]

Forskellen mellem Koranen og hadith qudsi

Forskellene mellem Koranen og hadith qudsi er som følger:

a) Den Ædle Koran blev ikke åbenbaret uden gennem Gabriel, og dens ord og sprog blev med sikkerhed åbenbaret fra Lawh Mahfuz. Dens overlevering er mutawatir – ubrudt, sikker og hævet over enhver tvivl – på hvert trin og i enhver tidsalder.

b) I namaz reciteres kun den Ædle Koran; uden Koranen er namaz ikke gyldig, og namaz er heller ikke gyldig, selv om man reciterer hadith qudsi i stedet for Koranen.

c) Hadith qudsi må berøres af en uren person, også af en kvinde med menstruation eller barselsblødning, men det er haram for dem at berøre Koranen.

d) Hadith qudsi er ikke et mirakel ligesom Koranen.

ঙ) Den, der benægter hadith qudsi, bliver ikke kafir, sådan som man bliver kafir ved at benægte Koranen.[41***********]

Shaykh Muhammad Ali Faruqi inddelte hadith i to dele. For det første hadith nabawi – den Ærede Sendebuds hadith; og for det andet hadith ilahi – Allahs hadith. Det er denne, der kaldes »hadith qudsi«. Han skrev:

******************************************************

»Hadith qudsi« er det, som den Ærede Profet (s) beretter fra Allah den Ophøjede; det, som han ikke beretter på denne måde, er hadith nabawi. [42************]

»Hadith qudsi« er ikke Koranen; men ikke desto mindre er den gennemtrængt af den betagende duft fra Allahs hellige verden. Også den er et »nur«, der er kommet fra den usete verden. Den majestætiske og mægtige Allahs myndige ånd findes også i den. Dette er »hadith qudsi«. Den kaldes også »ilahi« eller »rabbani«. [43************]

I de gamle hadith-værker blev hadith qudsi berettet med følgende ord:

******************************************************

Den Ærede Profet (s) sagde, da han berettede fra Allah: ………..

Og de senere muhaddithūn citerede det med disse ord:

******************************************************

Allah har sagt: Det, som den ædle Profet (s) har overleveret fra Ham ………….

Det er overflødigt at bemærke, at den oprindelige overleverer af begge slags udsagn er den samme, nemlig Hazrat Muhammad (s).[44***********]

Isnād og matn

Den kæde af kilder og overleveringer, gennem hvilken hadithens hovedindhold er nået frem til bogens kompilator, kaldes i hadith-videnskabens terminologi isnād. Her er navnene på hadithens overleverere ordnet efter hinanden. Derfor er det blevet sagt:

******************************************************

Selve kæden af overleveringer, gennem hvilken den oprindelige hadith er nået frem, er isnād.[Muqaddama al-Hadith al-Muhaddithun, s. 2, 3, 4.]

Det er blevet sagt:

******************************************************

Hadithens overleveringskæde – den indbyrdes forbindelse mellem de personer, der har overleveret den, kaldes sanad.

******************************************************

Hadithens centrale indhold og dens ord kaldes matn.

Shaykh Abd al-Haqq skrev:

******************************************************

Den del, der følger efter det punkt, hvortil sanad-kæden når, kaldes matn.

Ud fra de kvalitative forskelle mellem isnād eller fortællere kan hadith opdeles i tre kategorier. Den første kategori omfatter de hadith, der er overleveret gennem personer, som er ḥāfiẓ mutqin (hadith-memorister, der er i stand til at huske dem fejlfrit). Den anden omfatter de hadith, hvis fortællere er lidet kendte og har en middel grad af hukommelse og omhu. Den tredje består af de hadith, der er overleveret af svage, uacceptable og forkastede personer. [46*****************]

Inddeling af hadith efter deres isnād

Hadith er blevet opdelt i flere kategorier ud fra, til hvilket niveau overleveringskæden af fortællere når, og på hvilken måde den når dertil, og hver kategori har fået sin egen tekniske betegnelse. Nedenfor følger en detaljeret gennemgang af dette:

1. Marfūʿ: En hadith, hvis overleveringskæde når frem til Allahs Sendebud (s), og gennem hvilken en udtalelse fra selve Sendebudet, en beretning om en handling udført af ham eller hans godkendelse af noget er blevet overleveret; hvis isnād-kæde er bevaret fra det ædle Sendebud (s) til den, der har kompileret hadith-samlingen, uden at nogen fortæller er udeladt undervejs, kaldes en »hadith marfūʿ«حديث نرفوع.

Imam al-Nawawi har defineret den med følgende ord:

******************************************************

»Marfūʿ er den hadith, der specifikt overleveres som en udtalelse fra Sendebudet – ikke som en udtalelse fra nogen anden end ham.«[47********]

Ibn Ṣalāḥ har skrevet:

******************************************************

Det, der stammer fra Sendebudet og ikke fra nogen anden – heller ikke fra en sahabi – er kendt som »hadith marfūʿ«.[48********]

Dette kan tydeligt forstås gennem et eksempel. Hvis en sahabi siger:

******************************************************

Det ædle Sendebud (s) har sagt:

******************************************************

Jeg har hørt Det ædle Sendebud (s) sige således—

Hadither, der er overleveret med en sådan overleveringskæde, er kendt som »hadith marfūʿ qawlī«.

Eller sagde en sahabi:

******************************************************

Jeg så Allahs Ædle Sendebud (s) gøre dette.

Dette er kendt som en hadith marfū fiʿlī. For den fremlægger i en sahabis beretning en beskrivelse af en handling udført af Profeten (s).

Eller sagde en sahabi:

******************************************************

Jeg udførte denne handling i Allahs Ædle Sendebuds (s) nærvær, men han gjorde ikke indsigelse mod den.

Dette er kendt som en hadith marfū taqrīrī. Denne hadith beretter, at en handling blev udført foran Profeten (s), og at han ikke forbød den.

2. De hadither, hvis overleveringskæde (isnad) går op til en sahabi, og hvori en sahabis udsagn, handling eller godkendelse er blevet overleveret gennem disse kæder, betegnes som »hadith mawquf«. Imam Nawawi har defineret den med disse ord:

******************************************************

Det, hvori en sahabis udsagn, handling eller noget tilsvarende berettes – hvad enten det berettes af en sammenhængende række af overleverere, eller en overleverer mangler i midten – er en »hadith mawquf«.

3. Den overleveringskæde, hvori en tabi’is udsagn, handling eller godkendelse berettes, er kendt som »hadith maqtu’«. Imam Nawawi har sagt **************** Den, hvis kæde går op til tabi’ien, er en »hadith maqtu’«.[49**********]

4. De hadither, hvis isnad er fuldstændig sammenhængende fra top til bund, uden at nogen overleverer er udeladt på noget trin, kaldes »hadith muttasil« **********.

5. De hadither, hvis isnads sammenhæng ikke er bevaret, og hvor en overleverer i midten er udeladt eller mangler, kaldes »hadith munqati’»حديث منقطعkaldes. [50************]

Hadither opdeles også i flere kategorier ud fra forskellene i deres overlevereres individuelle egenskaber, og hver af dem har fået sit eget tekniske navn. Nemlig:

1. En hadith, hvis overleveringskæde er sammenhængende, hvis overlevereres navne på hvert trin i isnad er angivet korrekt, hvis overlevererne i enhver henseende er pålidelige – thiqa –, hvis hukommelse er særdeles skarp, og hvis antal på intet trin kun er én, kaldes i terminologien »hadith sahih« *********.

Imam Nawawi skrev:

******************************************************

Den hadith, hvis sanad er ubrudt gennem en kæde af pålidelige og nøjagtige fortællere, og hvori der ikke findes en eneste afvigende eller fejlbehæftet fortæller, kaldes en hadith sahih.

2. Når alle de ovennævnte egenskaber er til stede, men fortællernes hukommelse viser sig at være noget svag, er den tekniske betegnelse for denne hadith hadith hasan.

I forbindelse med definitionen heraf skrev Imam Nawawi:

******************************************************

Den hadith, hvis kilde er almindeligt kendt, og hvis fortællere er anerkendte, er en hadith hasan.

3. Hvis alle de ovennævnte egenskaber kun findes i ringe grad hos fortællerne, kaldes den hadith, som de har overleveret, hadith da’if.

Imam an-Nawawi har sagt:

******************************************************

En hadith, hvori betingelserne for en sahih- og hasan-hadith ikke er opfyldt, kaldes en ‘da’if-hadith’.[54*******]

Hadithinddeling efter antallet af overleverere

Antallet af hadithens overleverere har ikke været det samme i alle tilfælde. I forskellige hadither har antallet af overleverere været forskelligt. Ud fra dette aspekt er haditherne inddelt i flere kategorier, og hver kategori har sit eget fagudtryk. Her gives en kort beskrivelse af disse kategorier.

1. Mutawatir (*****) En hadith, hvor antallet af overleverere på alle niveauer i isnaden er så stort, at det naturligt synes umuligt, at de alle skulle kunne gå sammen om at opdigte eller fremsige en løgn, kaldes en ‘mutawatir-hadith’. For eksempel hadithen ********************: Alle handlingers værdi bedømmes efter intentionen. Denne hadith er blevet overleveret gennem mere end syv hundrede isnad-kæder.[ 3-شرح النخبة صMuhaddithin betegner normalt ikke en ‘mutawatir’-hadith med dette fagudtryk. Det skyldes, at spørgsmålet om, hvorvidt en hadith er ‘mutawatir’, ikke regnes som en del af isnad-analysen. Grunden er, at det, der normalt drøftes i isnad-videnskaben, er, om en hadith er ‘sahih’ eller ‘da’if’—så den kan efterleves i overensstemmelse hermed, eller forkastes, hvis den ikke kan efterleves. Desuden drøftes overlevererne af en mutawatir-hadith ikke. Det er obligatorisk at handle i overensstemmelse med den uden nogen nærmere drøftelse. علوم الحديث ومصطله وشرح النخبة ج-3 ص- 150 ]

2. Khabar al-wahid (***********) En hadith, hvis antal overleverere og isnad er noget mindre end i en mutawatir-hadith, kaldes ‘khabar al-wahid’. Denne type hadith er af tre slags:

a. Hvis antallet af overleverere på et hvilket som helst niveau efter sahaba-generationen ikke er mindre end tre, kaldes den en ‘mashhur-hadith’ (*************).

b. Hvis antallet af overleverere på hvert niveau ikke er mindre end to, kaldes det en »hadith ʿazīz« (**********).

c. Hvis antallet af overleverere på et niveau kun er én, er denne hadith kendt som en »hadith gharīb« (*************).

Videnskabens og kundskabens grundkilder

Betydningen af kundskab og videnskab er at kende det ukendte. At lære det, der er ukendt og ligger uden for menneskets kundskabs grænser, og at blive bekendt med alle dets aspekter, kaldes kundskab. Kundskaben om tingene og videnskaben er lys. Det er lysets frembrud, der bringer mørket til ophør. Kundskab og videnskab fjerner det ophobede mørke af uvidenhed fra menneskesindet, gør det indre oplyst og smykker det med kundskabens herlighed.

Men en ophobning af forskellige teorier og oplysninger er ikke i sig selv kundskab. Sande teorier og oplysninger, der er erhvervet gennem pålidelige og hævet over tvivl værende kilder, udgør den egentlige kundskab. Teorier og oplysninger, som ikke er baseret på sandhed, og som ikke er modtaget fra pålidelige kilder, kan ikke befri sindets verden for tvivlens skyer; de kan ikke gøre mennesket nogen gavn og er ligeledes fuldstændig uværdige til at blive kaldt »kundskab«. Det er ikke muligt at basere sine skridt på denne form for kundskab på livets vej og gå fremad med et frygtløst sind. Derfor har mennesket brug for kundskab og videnskab, der på alle måder er sand og pålidelig, og som er opnået gennem uigendrivelige og sikre kilder. Denne form for kundskab gør menneskets sind og forstand fri for tvivl, fast og sikker samt strålende af lys. Den bringer hvert sving og hver opstigning og nedstigning på livets vej klart inden for synsvidden. Uden denne form for kundskab kan vores biologiske liv hverken forløbe korrekt, eller det være muligt for os at leve i verden som mennesker.

Men hvor skal mennesket finde denne form for kundskab? Gennem hvilken kilde er det muligt for mennesket at opnå en sådan kundskab? Det er et vanskeligt spørgsmål. Vi må undersøge, overveje og drøfte dette lidt mere indgående.

Blandt de midler og kilder, som mennesket naturligt er blevet givet til at erhverve fejlfri, uigendrivelig og pålidelig kundskab, er menneskets fem sanser den ydre og primære kilde. Men disse fem sanser udgør kun grænsen for menneskets rækkevidde indtil en bestemt grænse. Det er umuligt at give mennesket nogen kundskab, der ligger uden for dem. Desuden er det ikke muligt med sikkerhed at sige, at den kundskab, der er erhvervet gennem de fem sanser, på alle måder er fejlfri og fuldstændig fri for tvivl. De formidler ofte helt fejlagtige oplysninger til mennesket og bedrager det undertiden. Når et menneske bliver sygt, forvrænges dets smagssans; munden bliver smagløs, og det søde bliver bittert. Synet bedrager passageren i et hurtigtkørende tog: Scenerne, der står fast på begge sider, synes at fare af sted med voldsom hast i modsat retning. Et skib i bevægelse synes at stå stille. Hvis en gnist bevæger sig med stor hastighed ad en lige linje, vil den synes at være en sammenhængende, brændende ildlinje, og hvis den bevæger sig i en cirkel, vil den synes at være en ildcirkel. At store stjernemasser langt oppe på himlen synes små og som svage, blinkende øflammer, er en almindelig foreteelse; men er de virkelig sådan?

Den anden kilde til menneskets erhvervelse af kundskab er den iboende forstand, visdom, tænkning og forskning samt overvejelse og vurdering på grundlag af logik. Den formidler i det væsentlige kundskab på grundlag af de oplysninger, der er opnået gennem den første kundskabskilde. På grundlag af de indsamlede oplysninger opfører den et palads af kundskab om det ukendte. Hvis de oplysninger, som rådes over, er indsamlet fra den materielle verden, kan den kundskab, der opnås på dette grundlag, i nogen grad være fri for tvivl. Og netop dette er den materielle videnskabs (Physical Science) centrale område. Men kundskab baseret på information om det, der ligger hinsides det materielle, er ikke andet end forestillinger og antagelser. Alle menneskeskabte ideologier og filosofier er et produkt heraf. Den er ikke fuldstændig fri for tvivl, og samtidig er der rigelig mulighed for, at den skaber meningsforskelle. Det er netop derfor, at den moderne filosofiske tænkning og de moderne ideologier lider under en dyb krise.

Den viden, der ikke står i forbindelse med den materielle verden, hører til på det næste trin. Selv om dette er viden, der ligger hinsides det materielle, afspejles og spejles den ikke desto mindre i sindets og hjernens fine, objektive spejl. Ligesom viden på det første trin er direkte afhængig af materien, er viden på dette andet trin ligeledes forbundet med menneskets sind og åndelige kraft.

Denne sidstnævnte videnskilde har flere trin: firasat (indsigtsfuld iagttagelse), hads (formodning), kashf, ilham og wahy. Firasat betyder fremsyn og indre indsigt; det er et medfødt talent. De udsagn, der fremsættes ved hjælp af det, vækker undren hos almindelige mennesker. Derefter kommer hads. Det er udelukkende et resultat af sindets øvelse og eftertanke, og det kalder vi visdom. Kashf betyder afdækning; når viden om noget ukendt pludselig bryder frem i det indre, kaldes det kashf. Drømmen er det bedste eksempel på dette. Forskellen er dog, at drømme er mulige under søvn, mens kashf finder sted i vågen og bevidst tilstand. Ilham betyder, at en viden indgydes i sindet: at kundskabens lys tændes i sindet uden nogen anstrengelse eller indsats. Wahy er den højeste videnskilde på dette trin. At give en person en særlig, overjordisk og sikker viden på en usynlig måde, skjult for menneskers blik, er wahy. Dette er den højeste åndelige måde at erhverve viden og formidle sandheden på, og det er videnskildens yderste og mest pålidelige grænse.

Åbenbaring

En omfattende og autoritativ redegørelse for åbenbaring er nødvendig. Her fremlægges en detaljeret redegørelse for åbenbaring med udgangspunkt i autoritative værker.

Ordet åbenbaring har følgende leksikalske betydninger:

******************************************************

Åbenbaring betyder at gøre tegn, at sende noget skriftligt, at sende en person med et budskab, at tale hemmeligt med en anden og at meddele nogen noget uden den pågældendes viden.

Abu Ishaq Lugavi siger:

******************************************************

I alle ordbøger betyder »wahy« at meddele noget i det skjulte.

Imam Raghib al-Isfahani har skrevet:

******************************************************

»Wahy« betyder et hurtigt fremført tegn eller en hentydning; det kan også ske ved at tale gennem tegn og hentydninger. Det kan ske gennem ord, som ikke har nogen fast form. Det kan også ske ved hjælp af kropslige tegn eller skrift.

I Den Ædle Koran står der:

***********************************************

Da gav Allah dem tegn om, at de skulle lovprise Ham morgen og aften. (Sura Maryam, vers 11)

Den tale fra Allah, som indgydes i profeternes sind, kaldes også »åbenbaring«.

Shaykh Abdullah Sarkavi har skrevet:

******************************************************

»Åbenbaring« betyder »at meddele«. I den islamiske lovs terminologi er åbenbaring, at Allah meddeler sine profeter noget ved at tale til dem, ved at sende en engel, gennem drømme eller ved hjælp af inspiration. Dette ord bruges også i betydningen »at give en befaling«.[৫৯**********]

I virkeligheden kender ingen andre end Allah åbenbaringens dybeste natur og egentlige mysterium fuldt ud. Sprogforskere, religionsvidenskabelige lærde og filosoffer har forsøgt at definere den og beskrive dens betydning og væsen. Heraf opstår der let en klar og nogenlunde dækkende forståelse af »åbenbaring«. Det, Shaykh Bu Ali Sina har sagt i denne forbindelse, citeres nedenfor med Allama Abu’l-Baqas ord:

******************************************************

Vi ser genstande ved hjælp af sansernes kræfter, mens profeten ser ved hjælp af indre og iboende kræfter. Vi ser først og kan derefter få viden om det. Profeten kan derimod først få viden om det og ser det derefter. [৬০**********]

Åbenbaring blev sendt ned til den ædle profet på følgende måder:

1. Sande drømme: I den første periode efter profetskabets begyndelse plejede den ædle Profet (fvmh.) at se drømme, og hans drømme var særdeles gode. Hver eneste drøm viste sig at være fejlfri, sand og virkelighedstro. Hazrat Aisha (ra) siger:

******************************************************

Åbenbaringen til Allahs Sendebud begyndte først gennem gode drømme, som han så under søvnen. På dette tidspunkt blev enhver drøm, han så, virkelig på samme måde som morgenlyset. [61**********]

I beretningen i Muslim Sharif er der i stedet for ********** ‘gode drømme’ *********** nævnt ‘sande drømme’. [62***********]

2. Indgivelse i hjertet: I en hadith er følgende ord af den ædle Profet (fvmh.) blevet citeret:

******************************************************

Englen Gabriel indblæste i mit sind denne besked: Intet levende væsen kan dø, før det fuldt ud har modtaget sin fastsatte forsørgelse, og før den fastsatte levetid er udløbet. [63************]

Udtrykket ‘han indblæste i mit sind’ i denne hadith henviser til en særlig måde, hvorpå åbenbaringen blev nedsendt. Allama Ibn Kathir har skrevet:

******************************************************

Af dette vers kan man vide, at der findes forskellige måder, hvorpå åbenbaringen blev nedsendt. Allah den Ophøjede vækkede undertiden en tanke i den ærede Profets indre, om hvis oprindelse fra Allah der ikke kunne herske nogen tvivl.[৬৪*************]

3. Åbenbaringen nedsendt med en lyd som klokkers klang: Hazrat Aisha (ra) har overleveret fra Hazrat Haris ibn Hisham (ra), at han spurgte den ærede Profet (s):

******************************************************

Hvordan bliver åbenbaringen nedsendt til Dem?

Som svar sagde den ærede Profet (s):

******************************************************

Undertiden kommer åbenbaringen til mig som den kraftige lyd af en klokke. Det er meget hårdt og byrdefuldt for mig. Derefter aftager åbenbaringens intensitet og styrke for mig. I denne tilstand tilegner og lærer jeg alt udenad, hvad der bliver sagt.[৬৫*************]

Af dette kan man tydeligt forstå, at selv om enhver form for åbenbaring var yderst vanskelig, var denne form for åbenbaring den mest byrdefulde for Sendebudet. Om denne form for åbenbaring har den ædle Sendebud (s) selv sagt:

******************************************************

Jeg hører en lyd som fra en jernklokke, og da sidder jeg stille. Hver gang en sådan åbenbaring bliver nedsendt, føler jeg, som om min sjæl vil blive taget.

I en sådan tilstand strømmede sveden i rigelige strømme fra Sendebudets krop. Det var ikke anderledes selv under streng vinterkulde og voldsomt koldt vejr. Selv hvis han på det tidspunkt red på ryggen af en stærk kamel, ville den sætte sig ned, fordi den mærkede det voldsomme tryk.

Allama Kirmānī har i sin forklaring af denne hadith skrevet:

******************************************************

Heraf blev det kendt, at når åbenbaringen blev nedsendt til Sendebudet, følte han meget stor smerte og et intenst pres, og en uudholdelig pine, som var vanskelig at bære, omsluttede ham på grund af det, der blev nedsendt til ham. Allah den Højeste har sagt netop dette i Sin følgende tale: »Snart vil Jeg nedsende et tungt ord over dig.« [66************]

4. Englen plejede at komme til Sendebudet i en bestemt persons skikkelse og derefter gå bort, efter at have overbragt et budskab sendt fra Allah eller udført en bestemt opgave. Den ædle Profet (s) har selv sagt:

******************************************************

Nogle gange kommer englen til mig i en persons skikkelse, taler med mig, og jeg tilegner mig præcist det, han siger. [Bukhari Sharif, 1. bind, s. 1]

Det er værd at nævne i denne forbindelse, at englen især plejede at komme i skikkelse af den sahabi, der hed Dihya al-Kalbi. Om årsagen hertil har Allama Badruddin Ayni skrevet:

******************************************************

Grunden til, at englen kom specifikt i Dihya al-Kalbis skikkelse i stedet for i andre sahabiers, var, at han på det tidspunkt havde det smukkeste og mest tiltalende ansigt blandt datidens mennesker.[68***********]

Også beretningen om, at englen kom forklædt som en helt ukendt person og overbragte vigtige oplysninger, er nævnt i hadith. I slutningen af en lang beretning, som Abu Hurayra har overleveret, sagde Profeten (s):

******************************************************

Dette er Jibril; han er kommet for at undervise folk i deres din. [Muslim Sharif, 1. bind, s. 29, inklusive kapitlet.]

5. Det er også blevet nævnt, at Jibril (a.s.) viste sig for Allahs Ærværdige Sendebud (s.a.w.) i sin egen skikkelse og form og overbragte åbenbaringen. I den hadith om den første åbenbaring, som er berettet af Hazrat Aisha (r.a.) i Sahih al-Bukhari, siges det:

******************************************************

Derefter kom englen til ham og sagde: „Læs!“ [Sahih al-Bukhari, 1. bind, side 1.]

Beskrivelsen af at se englen anden gang er gengivet nedenfor med Allahs Ærværdige Sendebuds (s.a.w.) egne ord:

******************************************************

Jeg gik ad vejen, da jeg pludselig hørte en stemme fra oven. Da jeg løftede blikket mod himlen, så jeg den samme engel, som tidligere var kommet til mig i Hira-grotten; han sad på en trone mellem himlen og jorden. Derefter åbenbarede Allah, den Ophøjede, surah al-Muddaththir. [Sahih al-Bukhari, 1. bind, side 733]

Det er værd at bemærke i denne forbindelse, at hele den Ædle Koran blev åbenbaret gennem denne form for åbenbaring. I den Ædle Koran siges det:

******************************************************

Denne Koran er uden tvivl nedsendt af Allah, alverdenernes Herre; den troværdige Gabriel er steget ned med den, og den er blevet åbenbaret på dit hjerte, o profet, for at du kan advare menneskene. [Der er ingen uenighed om, at der med »den troværdige ånd« i dette vers menes Hazrat Gabriel. **********]

Allama Badruddin Ayni har skrevet følgende om dette emne:

******************************************************

En pålidelig og ubrudt overleveringskæde fra den ædle profet (s) og frem til i dag erklærer med høj røst, at den, som kom til vores ædle profet med Koranen, var Hazrat Gabriel (a); den, som altid kun kom med Koranen, var Hazrat Gabriel (a). Ingen har fremsat nogen benægtelse eller indsigelse i denne sag, og ingen har næret så meget som den mindste uenighed.[73***********]

Det er enstemmigt accepteret og uigendriveligt, at den Ædle Koran blev åbenbaret gennem englen Gabriel (a). Men det er på ingen måde korrekt, at Gabriel (a) altid kun kom med Koranen og ikke kom med andre anliggender vedrørende islams religion ud over Koranen. For det fremgår tydeligt af forskellige hadith-overleveringer, at han personligt kom fra Allah til den ædle Sendebud; men han kom ikke med noget vers eller nogen sura fra Koranen, han kom for at fremlægge andre anliggender vedrørende religionen islam. Som eksempel kan her nævnes en hadith.

Hazrat Umar Faruq (ra) siger:

******************************************************

Da den ædle profet (s) opholdt sig i en dal ved navn »Aqīqa«, hørte jeg ham sige: »En, der kom fra Allah, var kommet til mig den foregående nat og havde sagt til mig: Bed i denne velsignede dal, og sig, at dette er umra under hajj.«[74*************]

Det er tydeligt, at den ædle Profet (s) med »den ankommende« i denne hadith mente Hazrat Jibril. Men han kom ikke med noget vers fra Koranen, og han reciterede heller ikke noget koranvers for den ædle Profet (s). Tværtimod kom han og meddelte Allahs påbud om, at hajj af typen »qiran« er tilladt. Men dette er ikke blevet indføjet i Koranen. Der findes heller ingen omtale af »hajj al-qiran« i Koranen. Således ville det være bevist, at Hazrat Jibril (a) også kom til Sendebudet med religiøse anliggender ud over at bringe Koranens åbenbaring.

På dette sted bør også den følgende hadith, som er nævnt i de fem vigtigste bøger med sahih-hadither, omtales. Hadithen lyder således:

******************************************************

Allahs Sendebud (s) sagde: Jibril kom til mig og instruerede mig i at beordre mine ledsagere til at fremsige takbīr og tahlīl med høj stemme.[۷৫***************]

Imam Ahmad ibn Hanbal (ra) har nævnt denne hadith i sin Musnad med følgende ord:

******************************************************

Jibril kom til den ædle Profet og sagde.[۷৬**************]

6. Allah den Højeste taler selv til Allahs Sendebud bag et slør og åbenbarer åbenbaringen. Her er der ingen mulighed for en engels mellemkomst. Allah den Højeste åbenbarer direkte i Allahs Sendebuds indre. I denne forbindelse siges det i den ædle Koran:

******************************************************

Allah taler ikke til noget menneske, undtagen ved at åbenbare wahy eller ved at tale bag et slør.[ Sura ash-Shura, vers 51.]

Allamah Ibn Kathir har skrevet følgende i tafsiren til dette vers:

******************************************************

Et eksempel på at tale bag et slør er, da Musa (a) efter at have talt med Allah ønskede at se Ham. Men Allah lod ham ikke se Ham; i stedet lod Han et slør falde.[78*************]

På Mi’raj-natten talte Allah den Ophøjede således med det ædle Sendebud, mens Han forblev bag et slør. Dette skete, mens Sendebudet var fuldstændig vågent og bevidst. Det ædle Sendebud (s) sagde selv:

******************************************************

Da jeg under Mi’raj blev ført op til den højere verden, førte Allah den Ophøjede mig helt nær til Sig. Til sidst var der kun en afstand mellem Ham og mig svarende til afstanden mellem en bue og dens pil eller endnu mindre. Da sagde Han: »Muhammad!« Jeg svarede: »O min Herre, jeg befinder mig helt nær Dig.« [79*****************]

Også i en sovende tilstand er en sådan »åbenbaring« blevet åbenbaret. Dette bevises af et af den Ædle Profets egne udsagn. Han sagde:

******************************************************

Allah kom til mig i en smuk og enestående skikkelse og sagde: Hvad strides den højere verden (engleskaren) om? [80****************]

Kort sagt er den kilde, hvorfra den mest pålidelige viden fra den usynlige verden opnås, i Koranens terminologi blevet kaldt »åbenbaring«. Den viden, de oplysninger og de indsigter, som profeterne og sendebuddene modtager gennem denne kilde, tror de fuldt og fast på. Der opstår ikke den mindste tvivl i deres sind om dens sandhed. Denne tro og tvivlfrihed er hundred- og tusindfold mere sikker og fast overbevisende end den viden, der opnås fra den materielle verden. Om denne viden, der stammer fra denne kilde, er der med høj røst blevet sagt i Den Ædle Koran:

******************************************************

Profeten taler ikke ud fra sin egen vilje og sit eget begær; det, han siger, er intet andet end åbenbaret åbenbaring. [Sura an-Najm, vers 3-4.]

Den Ædle Koran er Allahs tale, modtaget gennem denne åbenbaringskilde. Men Den Ædle Koran er ikke den eneste viden, der er opnået gennem denne kilde; derudover modtager Profeten megen anden viden og mange andre oplysninger direkte eller gennem englen. Der er naturligvis en tydelig forskel mellem disse to kategorier af viden. Den Ædle Koran er helt og fuldt Allahs tale, mens den øvrige viden og de øvrige oplysninger, selv om de modtages fra Allah gennem åbenbaring, ikke er Allahs tale. Formålet med denne anden kategori af viden og oplysninger er at give en fejlfri og korrekt forklaring og analyse af Allahs egen tale – Den Ædle Koran. Derfor er alt i begge disse former modtaget fra Allah. Af denne grund er hvert af dens bogstaver, ord og sprog fuldstændigt beskyttet. Der kan ikke være nogen mulighed for nogen form for ændring eller forandring, udvidelse eller begrænsning deri.

Hvad derimod angår hadith, er det ikke ordene og sproget, men kun meningen og det grundlæggende indhold, der er modtaget fra Allah. Derfor har Allah den Ophøjede selv påtaget sig ansvaret for Den Ædle Korans fuldstændige bevarelse. Han har sagt:

******************************************************

Sandelig, Jeg har åbenbaret Koranen, og Jeg er visselig dens vogter. [Sura al-Hijr, vers 9.]

Men sproget og ordene i den øvrige viden, der er modtaget gennem åbenbaring ud over Koranen, er ikke beskyttet af Allah; dens ord og sprog er Profetens egne, og Allah har ikke selv påtaget sig ansvaret for at bevare den på samme måde som Koranen. Der er heller ikke blevet lagt større vægt på den. Den er aldrig blevet kaldt »Allahs ord«.

Hadithens kilde

Det fremgår af den foregående drøftelse, at den åbenbaring, som Allah den Almægtige sendte til Verdensprofeten, er hadithens egentlige kilde. Den åbenbaring, Allah har sendt, er hovedsageligt af to slags. Den første slags åbenbaring kaldes »wahy-e matlū« – en åbenbaring, der almindeligvis reciteres; den kaldes også »wahy-e jalī«. Den anden slags åbenbaring er kendt som »wahy-e ghayr matlū«. Den reciteres normalt ikke. Et andet navn for den er »wahy-e khafī« – den skjulte åbenbaring. Hermed menes både den måde, hvorpå man opnår viden derfra, og den viden, der opnås gennem denne måde.

Som det islamiske regelsystems grundlag indtager hadithen sin plads umiddelbart efter Koranen. Den kilde til Allahs vejledning og fejlfri, pålidelig og sand viden, hvorfra den ædle Koran er blevet åbenbaret, er også præcis den kilde, som hadithen udspringer af. Sandheden i dette bekræftes allerede af den ædle Korans erklæring. Allah den Almægtige har sagt:

******************************************************

O Profet! Allah har åbenbaret Bogen og visdommen for dig og lært dig det, du ikke vidste. [Sura an-Nisa, vers 113.]

Allama Ibn Kathir har i sin tafsir af dette vers skrevet:

******************************************************

Det i verset nævnte al-Kitab betyder den Ædle Koran, og hikma betyder sunnah eller Allahs Sendebuds hadith (og begge disse ting er åbenbaret fra Allah og af Allah). [Tafsir Ibn Kathir.]

Følgende udtalelse af den ædle Profet beviser også, at både Koranen og hadith er modtaget fra samme sted og samme kilde. Han sagde:

******************************************************

“Jeg har fået Koranen, og sammen med den noget andet, der ligner den.” [Kanz al-Ummal, al-Shaykh Alauddin; Abu Dawud, Kitab al-Sunnah.]

Udtrykket “noget andet, der ligner den” kan ikke betyde andet end hadith. For verdens mennesker har modtaget netop disse to ting fra Allahs ædle Sendebud.

Hazrat Hassan ibn Thabit sagde:

******************************************************

Jibril (fred være med ham) steg ned til Profeten med Sunnah eller hadith, ligesom han steg ned med Koranen, og underviste ham også i Sunnah, ligesom han underviste ham i Koranen.[৮৬**********]

Hasan ibn Atiyya sagde:

******************************************************

Åbenbaring blev nedsendt til Allahs ædle Sendebud, og den ædle Jibril kom til ham med Sunnah, som forklarer den første form for åbenbaring, nemlig Koranen.[৮৭***********]

Det fremgår klart af en hadith i Sahih Muslim, at den ædle Jibril også kom til den ædle Profet udelukkende med hadith, uden noget vers fra Koranen. Det er nævnt i Kitab al-Jihad—

******************************************************

Efter at have fortalt udførligt om tilgivelsen af den hengivne og oprigtigt dedikerede mujahids synder sagde Allahs ædle Sendebud:

Jibril (a.s.) kom selv og fortalte mig dette.

Dette står på dette punkt meget klart og uigendriveligt.

Profeten (s) talte i virkeligheden først, efter at han havde modtaget fejlfri viden fra Allah om alle forhold vedrørende religionen. Han sagde ikke noget om religionen på grundlag af egne gæt eller antagelser. Det praktiske bevis herpå er, at når han blev spurgt om et islamisk-religiøst spørgsmål, som han ikke på forhånd havde viden om, gav han ikke straks noget svar på det. Han ventede derimod på at modtage korrekt viden om det pågældende spørgsmål fra Allah gennem Jibril. Når han på denne måde havde fået kendskab til sagen, besvarede han straks det stillede spørgsmål. Her fremlægges to eksempler:

1. En jødisk lærd spurgte Profeten (s): Hvilket sted på jorden er det bedste? Profeten (s) kendte ikke det korrekte svar umiddelbart, og derfor besvarede han ikke spørgsmålet med det samme. Senere, da Jibril kom, spurgte han ham om dette. Første gang sagde Jibril: »Både den, der spørger om dette, og den, der bliver spurgt, er uvidende om det. Man kan besvare spørgsmålet efter at have fået viden om det fra Allah.« Anden gang kom Jibril og sagde: O profet, denne gang er jeg kommet så nær Allah, som jeg aldrig før har været. Allah den Ophøjede har befalet angående det, der blev spurgt om:

******************************************************

Det værste sted er markedspladserne, og de bedste og mest velsignelsesrige steder er moskéerne. [89**************]

Hazrat Abu Ya’la ønskede som sahabi at se med egne øjne, hvordan »åbenbaringen« blev nedsendt, og hvordan Profeten befandt sig, mens »åbenbaringen« blev nedsendt. Under rejsen til afskedspilgrimsfærden opstod der en enestående mulighed for at overvære dette. Profeten (s) opholdt sig på dette tidspunkt på et sted, der hed »Jeyr Rena«. Da spurgte en sahabi Profeten: »Er det tilladt at iføre sig ihram for at udføre umra efter at have påført sig parfume? [Allama Sharqawi har skrevet: Spørgeren var Ata ibn Munya, Hazrat Yalas bror.] Profeten (s) besvarede ikke straks dette spørgsmål. Han forblev tavs i lang tid. Derefter blev der nedsendt åbenbaring til Profeten (s). I Bukhari Sharif er der i denne forbindelse sagt:

******************************************************

Så forblev den ædle Profet (s) tavs et stykke tid. Derefter blev der åbenbaret for ham……………..

På dette tidspunkt blev der holdt et klæde som skygge over den ædle Profet (s). Straks stak Yaʿlā hovedet ind under det og så:

******************************************************

Hele Allahs Sendebuds ansigt antog en rødlig farve, og han trak vejret med en voldsom, hørbar lyd. [Bukhari Sharif, bind 1, Kitab al-Manasik, s. 208, og samme værk, bind 2, Kitab Fada’il al-Qur’an, s. 745.]

Ifølge hadith-specialisterne led den ædle Profet på dette tidspunkt af alvorligt åndedrætsbesvær på grund af den uudholdelige byrde ved åbenbaringens nedsendelse. Allama Sharqawi skrev:

******************************************************

Den »ghatīt«, der nævnes i hadithen, er en slags voldsom lyd, som fremkom, fordi man under åbenbaringens nedsendelse med stort besvær trak vejret på grund af dens uudholdelige byrde. [Fathul Mubdi, bind 2, s. 89.]

Når åbenbaring blev sendt ned til Allahs Sendebud, følte han denne form for besvær, og derfor havde han alvorligt åndedrætsbesvær. Omvendt kunne alle sahabaerne, når de hørte en sådan lyd, forstå, at åbenbaring netop blev sendt ned til Allahs Sendebud.

Koranen er i sandhed den fuldstændige og sande lov, som blev modtaget gennem åbenbaringen via Jibril. Men alle de sande og fejlfri indsigter, der blev modtaget gennem denne åbenbaring, er ikke blevet indføjet i Koranen. I islam har denne form for sand viden en betydning, der kommer umiddelbart efter Koranens betydning; derfor blev den ikke indføjet i Koranen, men bevaret som »Sendebudets hadith«. I den profetiske livshistorie findes der utallige eksempler på åbenbaringer, som ikke ses noget sted i Koranen på dens tredive dele. Men er de sunket ned i ødelæggelsens og glemslens bundløse dyb? Var de unødvendige? Det kan ikke være tilfældet. De er i virkeligheden ikke gået til grunde. Fordi de var absolut nødvendige for menneskelivet, er de blevet bevaret særskilt for evigt. For den muslimske nation er de en evig skat.

Desuden havde medlemmerne af det samfund, som den ædle Profet (s) havde grundlagt, ikke blot tro på og respekt for Allahs ord, Koranen, men viste også den samme interesse for og opmærksomhed på den del af åbenbaringen, der lå uden for Koranen – hadith. Efter Sendebudets død forelå Koranen imidlertid allerede fuldstændigt nedskrevet og samlet hos de ædle ledsagere, så der var ikke behov for nogen eftersøgning eller indsats vedrørende den. Men dette behov opstod, hvad angår Sendebudets hadith. Derfor satte deres bestræbelser og anstrengelser ingen grænser. De udspurgte også i denne forbindelse mennesker, der stod Sendebudet særligt nær. Som eksempel kan to begivenheder nævnes:

******************************************************

Findes der hos Dem nogen anden del af åbenbaringen bevaret ud over den åbenbaring, der er samlet i Koranen? [Sahih al-Bukhari, første bind, Kitab al-Jihad, side 428.]

Som svar fremlagde Hazrat Ali adskillige hadither. Heraf bevises: (a) At der ud over Koranen også findes viden, der er modtaget gennem åbenbaringen. (b) At ikke al åbenbaring er samlet i Koranen eller indbefattet deri. Der findes yderligere dele af åbenbaringen, som ligger uden for Koranen. Selv om de ikke er Allahs »ord«, er de viden, der er blevet erhvervet fra Allah. (c) At den åbenbaring, der ligger uden for Koranen, kendes gennem Sendebudets mundtlige ord og beretninger om hans handlinger, og at også dette uden tvivl er »åbenbaring« – viden modtaget gennem åbenbaringen. Hazrat Abu Hudhayfa regnede også dette blandt åbenbaringen, men Hazrat Ali (r) gjorde ingen indsigelse mod det. Han sagde ikke, at al åbenbaring – al viden, der er modtaget gennem åbenbaringen – er samlet i Koranen, og at der ikke findes nogen del af åbenbaringen uden for den.

Selv om Koranen og hadith udadtil er to forskellige ting, udspringer de i deres grundlag begge af åbenbaringens kilde. Derfor er der ingen forskel mellem dem med hensyn til originalitet, fornuftsmæssigt grundlag, autenticitet eller det forhold, at de skal følges. Derfor kan det ikke være nogen muslims princip at ignorere hadith på nogen måde og mindske dens betydning ved at sige: »Det er Sendebudets ord, ikke Allahs ord; derfor er det også i orden ikke at følge den.«

På dette sted må én ting især huskes. Det er, at den ædle Profet (s) ofte udøvede ijtihad på grundlag af den Koran, der var blevet åbenbaret for ham. Med udgangspunkt i Koranens grundlæggende og ijmali-principper gav han folket mange befalinger og råd om religionens detaljerede udformning, baseret på sine egne overvejelser og sin dømmekraft. Set fra shariaens synspunkt regnes dette også for hadith – og for Sendebudets sunnah. Om dette har Imam Shafi’i (r) sagt:******************************************************

Alt, hvad det ædle Sendebud (s) befalede, var det, som han havde forstået ud fra Koranen. Derefter frembragte han belæg for det fra Koranen.

Mullā ʿAlī al-Qārī har skrevet, at hadith betegnes som den ædle Profets ord, fordi det var ham, der forstod den ud fra Koranen.

******************************************************

Det skyldes, at han forstod den ud fra selve Koranen og udledte den af Koranens ånd og tankegang.

Forskellen mellem Koranen og hadith

Selv om både Koranen og hadith udspringer af åbenbaringens kilde, er der mange forskelle mellem dem på forskellige områder. Der er blevet henvist til dette i den foregående drøftelse, men på dette stadium er det nødvendigt at fremlægge en detaljeret gennemgang af det.

Den ædle Koran er et enestående mirakel. Den er ikke kun et mirakel med hensyn til ord, sprog og litteratur; også dens indhold, bredden, omfanget, dybden og finheden i dens emner samt det fuldstændige livssystem til menneskets gavn, som den fremlægger, udgør et enestående og yderst forbløffende mirakel.

Den første, vigtigste og fornemste tale er den ædle Koran. På grund af dens mirakuløse egenskaber er den tidløs og for evigt beskyttet mod enhver ændring, udvidelse, rettelse eller tilføjelse. Det er haram at røre ved eller læse den uden wuḍūʾ. I bønnen er det obligatorisk at recitere den på den foreskrevne måde.

Men hadith er ikke noget mirakel på samme måde som Koranen. Det er kun hadiths grundlæggende betydning, der gennem åbenbaring blev afspejlet i Den Ædles rene og klare hjerte; han fremlagde den offentligt i sit eget sprog. Derfor er dens sprog ikke åbenbaret som recitation; det er ikke obligatorisk at recitere dens sprog og ord. I shariaen er der kun givet påbud om at følge dens grundlæggende budskab og tankegang. Derfor kaldes den »ikke-reciteret åbenbaring«. Men alt i den ædle Korans betydning og ord er fra Allah, og den er nedsendt fra Allah.

Allama Ibn Hajar al-Asqalani har skrevet:

******************************************************

Den åbenbaring, der kaldes «matlū», er den ædle Koran. Den anden form for åbenbaring er overleveret fra Guds ædle Sendebud (s) gennem overleveringskæder.

Allama Muhammad al-Madanī har skrevet: Forskellen mellem Koranen og hadith kan betragtes ud fra seks synspunkter. For det første er Koranen et mirakel med overnaturlige egenskaber, mens hadith ikke er det. For det andet er bønnen ikke gyldig uden recitation af Koranen, og sådan forholder det sig ikke med hadith. For det tredje bliver den, der fornægter Koranen eller blot en lille del af den, med sikkerhed en kāfir; men hvis man af en særlig grund afviser at acceptere en bestemt hadith, bliver man ikke en kāfir. For det fjerde er Jibrīls mellemkomst mellem Allah og Sendebudet nødvendig ved Koranens åbenbaring; for hadith er den ikke nødvendig. For det femte tilhører hvert eneste ord og hver eneste sætning i Koranen Allah, mens hadithens ord og betydning tilhører Sendebudet selv. For det sjette skal Koranen berøres med wudu og rituel renhed; den må ikke berøres uden wudu. Der findes ingen sådan anvisning vedrørende hadith.

Med andre ord kan den forskel, der er mellem et brev og et mundtligt budskab, også siges at gælde mellem Koranen og hadith. Når et mundtligt budskab overbringes gennem en person, er selve hovedindholdet det afgørende; forskelle i sprog eller ord har ingen betydning. Sådan forholder det sig ikke med et brev. For det første er det skrevet efter brevskriverens egen vilje, og for det andet anvendes der deri et sprog og en ordlyd, som fuldt ud udtrykker hans synspunkt og hensigt. Ved overbringelse af mundtlige ord findes der derimod ikke en sådan forpligtelse med hensyn til ord og sprog.

Selv om Koranen og hadith ud fra deres særegne egenskaber således er forskellige – Koranen kan betragtes som Allahs egen skrevne brev, mens hadith er Allahs mundtlige budskab – er det samtidig nødvendigt at huske, at Verdens Profet, Hazrat Muhammad (s), er talerør for begge disse, Allahs «brev» og «mundtlige budskab». Derfor er det lige så nødvendigt at lære Hans mundtlige budskab (hadith) at kende og tage imod det, som det er at modtage Allahs skrevne brev (Koranen) fra Ham. Disse to ting, som Allah har sendt, er uløseligt forbundet med hinanden. Hvis man forkaster den ene og tager imod den anden, vil selve hovedformålet nødvendigvis gå tabt.

Hazrat Abdullah ibn Mas’ud (ra) har sagt:

******************************************************

Når jeg overleverer en hadith, meddeler jeg jer, at den støttes af Koranen.[৯৮***********]

Ibn Zubayr sagde:

******************************************************

Enhver hadith, der er nået frem til mig, har jeg fundet støtte for og bevis på dens sandhed i Allahs Bog. [৯৯**********]

Den enstemmige mening blandt shariaens imamer er:

******************************************************

Hele sunnah og hadith er en forklaring af Koranen.

Hadithens betydning i den islamiske livsordning

Hadith er en uvurderlig skat for den islamiske millat og en af den islamiske shariahs uundværlige kilder. Den islamiske livsførelse er utænkelig uden den. Før hadithens betydning fastslås, er det i højeste grad nødvendigt at fastslå selve den ærede Profets (s.) betydning og position.

Set fra islams synspunkt er Profetens påbud og forbud, alle hans handlinger og gerninger, hans ord – kort sagt hans mundtlige åbenbaringer og hele hans virksomme liv – et stort forbillede, som den islamiske millat ubetinget skal følge. Det var netop Allahs hensigt med at sende Profeten, at ummaen skulle følge ham fuldt ud og, samtidig med at den fuldstændigt efterlevede hans befalinger og forskrifter, også følge hans praktiske livsførelse. Den ædle Koran har med klare ord bekendtgjort formålet med at sende Profeten og sagt:

******************************************************

Jeg har kun sendt en Profet med det formål, at han med Allahs tilladelse skal følges – at man skal adlyde ham. [Sura an-Nisa, vers 64.]

I et andet vers har Allah med klare ord påbudt lydighed mod Profeten og at følge ham, idet Han har sagt:

******************************************************

I, som tror, adlyd Allah og Hans Profet, og vend ikke ryggen til efter at have hørt deres befalinger ved at være ulydige mod dem. Vær ikke som dem, der siger: »Vi har hørt«, men som i praksis ikke lytter. [Sura al-Anfal, vers 20 og 21.]

Her er de troende først blevet pålagt at adlyde Allah, og samtidig er de blevet pålagt at følge eller adlyde Profeten. Det er blevet sagt, at man skal adlyde Allah og Profeten, med det samme ******** befalende ord: »Adlyd«. Det er erklæret som muslimens pligt at adlyde både Allah og Profeten, og hvad angår denne pligt, er der ikke gjort nogen forskel mellem dem. Ud ad til kan der dog kun gøres den ene forskel, at Allahs navn er nævnt først – derfor skal Han adlydes grundlæggende og først, og derefter skal Profeten adlydes.

For det andet kan man adlyde Allah ved at følge påbuddene og forbuddene i Allahs Bog, den ædle Koran. Og man må adlyde Sendebudet ved at følge Sendebudets påbud og forbud samt den livsførelse og de regler, han fulgte. Allahs påbud og forbud findes i den ædle Koran, som består af tredive juz; men hvor findes Sendebudets påbud og forbud? De findes gennem den uvurderlige skat, hadith, som indeholder Sendebudets ord, handlinger og godkendelser.

Den Højeste Allah har sagt:

******************************************************

Sig: »O profet! Hvis I elsker Allah, så følg mig; så vil Allah elske jer og tilgive jer jeres synder. Allah er visselig Den, der tilgiver synder, Den Barmhjertige.« [Sura Āl ʿImrān, vers 31.]

Det vil sige, at det uundgåelige krav og den praktiske betingelse for at elske Allah er faktisk at følge Sendebudet; den eneste vej og mulighed for at opnå Allahs kærlighed og få sine synder tilgivet hos Ham er at følge Sendebudet (fred være med ham). Uden at følge Sendebudet er det ikke muligt at opnå Allahs kærlighed eller få sine synder tilgivet hos Ham. Og ikke nok med det: Hvis man ikke følger Sendebudet, kan man ikke være troende eller forblive muslim, men bliver tværtimod vantro.

Allah, den Ophøjede, har sagt:

******************************************************

Sig: »Adlyd Allah og Sendebudet; men hvis I ikke gør det, så vid, at Allah ikke elsker de vantro.« [Sura Āl ʿImrān, vers 32.]

Også i dette vers er Profeten blevet tildelt en særskilt status i forbindelse med lydighed, efter Allah og umiddelbart sammen med Ham. Det er derfor ikke tilstrækkeligt blot at adlyde Allah; man skal også adlyde Profeten. Ligesom et menneske bliver kafir, hvis det ikke adlyder Allah, bliver det på samme måde kafir, hvis det ikke adlyder Profeten. Denne udtalelse i versets sidste del er helt klar. Samtidig siges det, at Allah på ingen måde elsker eller billiger disse kafirer.

Der er en særlig grund til, at lydighed mod Profeten sammen med lydighed mod Allah er blevet så stærkt påbudt for at være muslim. I virkeligheden er det ikke Profetens eneste opgave blot at overbringe Allahs ord. Det er uden tvivl også Profetens opgave at udbrede Allahs ord vidt og bredt, forklare det udførligt for folk, forme deres sind, karakter og liv på dets grundlag og opbygge et idealsamfund i overensstemmelse hermed.

I Koranen siges der om dette:

******************************************************

Det er Ham, den Almægtige Allah, der har sendt en udsending til de ummi-folk, en af deres egne. Udsendingen reciterer Allahs åbenbaringer for dem, renser og lutrer dem, bringer dem i orden og lærer dem Bogen og visdommen, selv om de tidligere befandt sig i åbenlys vildfarelse. [Sura al-Jumuʿa, vers 2.]

I verset erklæres tre tydelige opgaver og pligter for den ædle Profet:

For det første at recitere Koranens åbenbaringer og ved at recitere dem lade folk høre dem. For det andet at rense, lutre og forædle folkets sind samt opdrage og forme dem efter målestokken for et særligt og klart defineret ideal. At rense dem for urenheden fra shirk og moralsk fordærv.

For det tredje at undervise i Allahs Bog og nødvendig viden, udvikle den forstand og de evner, der er nødvendige for at virkeliggøre den islamiske livsopfattelse, og undervise i Sunnah.

Er de handlinger, som der i det første og tredje led i det omtalte vers gives befaling om – at recitere versene og undervise i Bogen – af samme art? Hvis de var af samme art, ville dette utvivlsomt være behæftet med gentagelse. I så fald burde der også være anvendt ord af samme art i begge tilfælde. Men i begge tilfælde er der anvendt helt forskellige ord. På grund af forskellen i betydning fremstår de derfor som to særskilte handlinger. Faktisk er »recitation af versene« og »undervisning i Bogen« to forskellige handlinger, hver med sit særlige ansvar.

Derfor er det, sammen med recitationen af Koranen, også blevet fastlagt som den ædle Rasul Karims ansvar og pligt at forklare dens vanskelige og nye fagudtryk, analysere de emner, der gives anvisning på, udfolde de kortfattede emner og gennem sine egne ord og handlinger virkeliggøre og etablere dem.

I versets sidste del nævnes undervisning i »Bogen« og »hikmat«. »Al-Kitab« betyder den ophøjede Koran, men hvad betyder »hikmat«?

Mange steder i den ophøjede Koran nævnes ordet »hikmat« sammen med »al-Kitab«, og det erklæres tydeligt, at alle sendebud, ligesom de fik Bogen, også blev skænket hikmat. I sura al-ʿImrān siges det:

******************************************************

Husk, at Allah tog et løfte fra profeterne: »Jeg har givet jer Bogen og hikmat.« [Sura al-ʿImrān, vers 81.]

Der er ingen tvivl om, at »Bogen«, som nævnes i verset, betyder den himmelske bog, der indeholder Allahs ord. Men hvad er betydningen af ordet »hikmat«? Hvad ønsker Allah den Ophøjede at gøre forståeligt med dette? Hvilken anden ting end Bogen har Allah åbenbaret for sendebuddene, som Han har betegnet som »hikmat«? Det er nødvendigt at foretage en detaljeret forskning og undersøgelse af dette.

Set fra ordbogens synspunkt har ordet »hikmat« sin oprindelse i *******, og det betyder ****************** »at forhindre nogen i en ting eller handling med henblik på forbedring«. En tøjle kaldes også i denne betydning »hakamātun« ******; for ved hjælp af den hindres hesten i oprørsk og vilkårlig bevægelse. Det er på grund af denne betydningsmæssige overensstemmelse, at »hikmat« defineres som- *************** at anbringe og fastholde ting på deres rette plads og at placere, indeslutte dem på et uegnet sted.

I ordbogen ‘Tāj al-ʿUrūs’ siges der i forbindelse med en nærmere analyse af dette:

******************************************************

I forbindelse med domsafsigelse kaldes retfærdighed, insaf og retskaffenhed for ‘hikmat’.

‘At forstå tingenes sande, dybtliggende realitet (Reality) og handle i overensstemmelse med denne rene og fejlfri viden. Derfor er ‘hikmat’ opdelt i to dele. Den ene del vedrører viden, mens den anden vedrører praksis eller handling. [Tāj al-ʿUrūs, behandlingen af ordet ‘hikmat’.]

Imam Rāghib al-Iṣfahānī har skrevet:

******************************************************

Hikmat er at nå frem til den sande virkelighed ved hjælp af viden og fornuft samt evnen og talentet til at nå frem til sandheden. Derfor består Allahs ‘hikmat’ i at kende og forstå alle ting fuldt ud samt at skabe og frembringe nye ting på grundlag af den endelige bestemmelse. Menneskets ‘hikmat’ består derimod i kendskab til og viden om forholdene i den materielle verden samt udførelsen af gode handlinger.[107]

I værket Lisān al-ʿArab siges der:

******************************************************

I praksis er hikmat den fine og dybtgående viden om de bedste og fornemste ting.[108]

Imam Ibn Jarir al-Tabari skrev efter at have nævnt forskellige personers udsagn:

******************************************************

Efter min opfattelse er det korrekte om hikmat, at hikmat er viden om Allahs påbud og forbud, som ikke på nogen måde kan opnås uden en beretning fra Allahs Sendebud, og at opnå et dybtgående og fint kendskab til den også er hikmat. De øvrige ting, der stemmer overens med den, og hvorigennem den kan opnås, er ligeledes omfattet af den. Efter min mening er ordet »hikmat« afledt af »hakam«. Det betyder at skelne mellem haqq og batil. [109**************]

Imam al-Shafi’i (må Allah være tilfreds med ham) skrev:

******************************************************

Jeg har hørt fra fremtrædende, pålidelige personer, som er de mest kyndige i viden om Koranen, at de sagde: Hikmat er den ædle Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sunnah.[Kitab al-Risala; side 28.]

Derefter skrev han:

******************************************************

Profetens sunna er den hikmat, som blev indgydt i Hans Højheds velsignede hjerte af Allah. [Kitab al-Risala; side 28.]

De steder i Koranen Majid, hvor al-Kitab nævnes sammen med al-Hikmat, betyder Kitab Allahs eget ord, som blev åbenbaret for Sendebudet, og hvori Allahs påbud og forbud samt formaninger og råd er beskrevet. Al-Hikmat betyder derimod ren og korrekt viden om disse tings dybeste sandheder samt rette handlinger i overensstemmelse med denne fejlfri viden. Hvert eneste sendebud er i sandhed blevet skænket tilstrækkelig forstand til at besidde denne fejlfri viden og udføre rette handlinger i overensstemmelse dermed. For profeterne og sendebudene er dette Allahs bestandige og universelle ordning.

I overensstemmelse med denne ordning blev den sidste profet, Hazrat Muhammad (fvmh.), også skænket al-Hikmat sammen med al-Kitab, Koranen. Dette er udtrykkeligt nævnt i adskillige vers i Koranen Majid. Her skal ét vers nævnes. Allah den Ophøjede har sagt:

******************************************************

O profet! Allah har åbenbaret al-Kitab og al-Hikmat for dig og lært dig det, som du ikke kendte. Dette er en stor gunst fra Allah mod dig. [Sura an-Nisa, vers 113.]

Denne al-Hikmat, som Allah har givet sammen med Koranen, er uden tvivl noget særskilt fra Koranen. Dens sunna og dens udførlige forklaring er samlet i hadith-litteraturen. [Det bør forstås, hvad det betyder at kalde hadith for hikmat. Allama Badruddin Ayni har skrevet: ********************** Betydningen af at kalde sunna eller hadith for hikmat er, at det er ved hjælp af den, at der er blevet skelnet mellem sandhed og falskhed ***************** og at Koranens kortfattede udsagn er blevet forklaret gennem den.]

At al-Hikmat eller sunnaen også er åbenbaret fra Allah, beviser det førnævnte vers klart. Allah den Ophøjede anså det i virkeligheden ikke for tilstrækkeligt blot at åbenbare al-Kitab for at vejlede hele menneskeheden og føre den ad hidajats vej; derfor fandt Han det nødvendigt også at sende Sendebudet og Sendebudets sunna fra Sig. Ellers ville al-Kitab alene ikke have kunnet bevirke nogen egentlig gavn for menneskene.

Det er også en af Sendebudets vigtigste opgaver at forklare og fortolke den ophøjede Koran. Det følgende vers erklærer sunnaens eller hadithens betydning i denne henseende. Allah den Ophøjede har sagt:

******************************************************

»O Profet, Vi har åbenbaret denne Bog for dig med det formål, at du skal fremlægge og forklare denne Bog, som er åbenbaret for menneskene, for dem, og med det formål, at de skal tænke over den og undersøge den.«[Sura an-Nahl, vers 44; Om betydningen af at »fremlægge« har Hafiz Ibn Abd al-Barr sagt: Profetens fremlæggelse af Koranen var af to slags: For det første en forklaring af Koranens overordnede udsagn, såsom at forklare de fem daglige bønner og deres tidspunkter, deres sujud, rukuʿ og øvrige regler samt at beskrive hajjens ritualer. Da Den Ædle Profet (s) udførte hajj, sagde han: ************ »Tag hajjens regler fra mig.« Grunden hertil er, at Koranen kun indeholder overordnede påbud om bøn, zakat og hajj; ingen forklaring af disse er givet, og de er ikke udfoldet i detaljer. Det er hadithen, der fremlægger forklaringen og analysen. (******************)]

Det centrale budskab i det omtalte vers er, at det egentlige formål med at åbenbare Koranen for Sendebudet var, at han skulle give folket en detaljeret forklaring og fortolkning af den. For virkelig og fuldstændigt at gøre et emne forståeligt er tre handlinger i sandhed helt uundværlige:

For det første at forklare og fortolke det med talte ord og gennem drøftelse klarlægge hvert emnes teoretiske og praktiske form.

For det andet ved hjælp af sine egne handlinger og sin faktiske livsførelse at tydeliggøre dets praktiske værdi og betydning.

For det tredje at bestræbe sig på at få folk til at gennemføre og virkeliggøre det, nøje at holde øje med, om de forstår dets egentlige betydning korrekt og følger det, at vie sig til at kontrollere og undersøge dette, og, når det ses, at det gennemføres korrekt, at støtte og godkende det; men hvis nogen form for fejl, mangler eller afvigelser iagttages, at rette dem.

Det er blevet erklæret, at Koranen blev åbenbaret til den ædle Profet (fvmh.) med det formål, at han skulle fremlægge Koranen for offentligheden klart og strålende fra disse tre forskellige sider. I løbet af sit treogtyve år lange profetiske liv opfyldte Allahs ædle Sendebud (fvmh.) dette ansvar fuldt ud og på passende vis. Den pålidelige optegnelse over alt, hvad han sagde eller gjorde under udførelsen af dette ansvar, er hadith. Der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at hadith støttes af Koranen, og at der ikke findes noget i hadith, som ikke støttes af Koranen. Det er netop derfor, imam al-Shatibi skrev:

******************************************************

I sunnahen eller hadith vil man kun finde sådanne ting, som Koranen fuldt ud støtter. Man vil ikke finde noget i hadith, som Koranen ikke støtter. [115*********]

Det praktiske bevis på, at Allahs ædle Sendebud (fvmh.) forklarede og analyserede forskellige vigtige vers i den ædle Koran, findes i tafsir-afsnittene i hadithbøgerne. Når de ædle ledsagere (må Allah være tilfreds med dem) ikke kunne forstå den korrekte betydning af visse vers og derfor blev dybt bekymrede, forklarede og analyserede Allahs ædle Sendebud (fvmh.) disse vers og fjernede ledsagernes bekymring. Som eksempel kan nævnes følgende vers fra Koranen. Allah den Højeste siger:

******************************************************

De, som har antaget troen og ikke har blandet deres tro med nogen form for uretfærdighed………….

Da dette blev åbenbaret, blev det en stor årsag til bekymring for ledsagerne. De spurgte Sendebudet for at få at vide, hvad den korrekte betydning var:

******************************************************

Hvem blandt os har ikke blandet sin iman med uretfærdighed?

Da Profeten (s) hørte dette spørgsmål, forstod han, at dette vers forekom Sahaba yderst vanskeligt at forstå. Da sagde Profeten (s):

******************************************************

Den betydning, I har forestillet jer, er ikke versets betydning. Her betyder uretfærdighed ikke andet end shirk. Har I ikke hørt, hvad Luqman sagde til sin søn: »Min kære søn, sæt ikke nogen ved Allahs side; shirk er visselig en vældig uretfærdighed.« [Sahih Bukhari Sharif, bind 2, Kitab at-Tafsir, s. 708.]

Sahaba fandt trøst, da de hos Profeten fik at vide, hvad den sande forklaring på dette vers var. Derfor er hele den muslimske verden også afhængig af Profetens hadith for at få den teoretiske forklaring på Den Ædle Koran. Uden Profetens forklaring findes der ingen anden pålidelig måde at få kendskab til Koranens rette betydning på.

I et andet vers har Allah den Højeste sagt:

******************************************************

O Profet, Vi har åbenbaret denne Bog til dig med sandheden, for at du skal dømme mellem mennesker i overensstemmelse med den fremgangsmåde, Allah har anvist. [Sura an-Nisa, vers 105.]

Allah Ta’ala har åbenbaret Skriften med det formål, at den ædle Sendebud skulle træffe afgørelser blandt folk, men hvilken fremgangsmåde skulle han benytte? Som svar herpå er det blevet sagt—************ »den fremgangsmåde, som Allah har vist dig«. Så ligesom selve Skriften er blevet åbenbaret af Allah, er også fremgangsmåden til at etablere dom og retfærdighed i overensstemmelse hermed blevet modtaget gennem åbenbaringen. [Tafsīr Rūḥ al-Maʿānī, bind 5, side 140. Tafsīr al-Bayḍāwī, bind 1, side 205. Begge har fortolket ************* som en tafsīr af ********* رū »det, Han har gjort dig forståelig, og det, om hvilket Han har sendt åbenbaring til dig«.] Og en beskrivelse af dette kan netop opnås gennem hadith. Med hensyn til Den ædle Koran har Allah Ta’ala selv påtaget sig ansvaret for flere vigtige opgaver. Om dette har Allah selv sagt:

******************************************************

Sandelig, det påhviler Mig at samle den og få den læst og reciteret. Når Jeg derfor reciterer den, så følg dens recitation. Desuden påhviler det Mig at give dens forklaring og fortolkning. [Sura al-Qiyāmah, vers 17, 18 og 19.]

Ifølge dette vers har Allah selv påtaget sig ansvaret for tre opgaver; de tre opgaver er som følger:

a) At bevare, samle og sammenstille Den ædle Koran.

b) At undervise i læsningen af Den ædle Koran.

c) At forklare Koranens betydning, indhold og dybere mening.

Men hvordan fuldførte Allah Ta’ala disse tre opgaver? Det er almindeligt kendt, at Allah Ta’ala lærte Sendebudet Den ædle Koran gennem Jibrīl; samtidig med at Jibrīl reciterede den, befalede Han Sendebudet at følge denne recitation og lærte ham således at studere den, og på denne måde bevarede og sammenstillede Han den fuldstændige Koran i Sendebudets hjerte. Af Allahs tre opgaver blev de to første således fuldført. Men hvordan blev den tredje opgave fuldført? Allah har uden tvivl lært Sendebudet Koranens betydning, indhold, dybere mening og forklaringen på dens vanskelige dele, og dette blev gjort uafhængigt af Koranen. I virkeligheden er alle de ting, som Allah lærte ham i denne forbindelse, blevet bevaret i hadith.

Ansvaret for at fastlægge, hvad der er halal og haram, for dem, der tror på den islamiske livsform, er blevet overdraget til Sendebudet. Sendebudet udførte denne opgave som Allahs repræsentant. I Koranen siges det klart:

******************************************************

Sendebudet påbyder gode handlinger, afholder folk fra dårlige handlinger, gør gode og rene ting halal for folk og erklærer dårlige og urene ting for haram. [Sura al-A’raf, 157.]

Derfor er det enhver muslims pligt at tro på og følge alle Sendebudets påbud, forbud og formaninger samt det halal og haram, som han har erklæret. En detaljeret »optegnelse« over alle disse handlinger er bevaret i hadith. Allah den Ophøjede sendte Sendebudet som den endelige afgører af muslimernes indbyrdes stridigheder og uenigheder. Herom er der blevet fremsat en meget eftertrykkelig erklæring i følgende vers i Koranen:

******************************************************

Nej, ved din Herre, de kan ikke blive troende, før de – åh profet – anerkender dig som dommer og afgører i alle deres indbyrdes anliggender, ikke nærer nogen betænkelighed i deres hjerter over din afgørelse og accepterer den af hele deres hjerte. [Sura an-Nisa, vers 65.]

Det er også enhver muslims pligt at adlyde Sendebudet på alle livets områder. Om dette har Allah den Ophøjede sagt:

******************************************************

O I, der tror, adlyd Allah, adlyd Sendebudet og dem med ansvar blandt jer,,,,,,,,,,,,,,. Hvis I bliver uenige om noget, så bring det tilbage til Allah og Sendebudet. [Sura an-Nisa, vers 59.]

I dette vers gives der med klare ord befaling om at adlyde tre forskellige instanser. Først lydighed mod Allah, dernæst lydighed mod Sendebudet og for det tredje lydighed mod de ansvarlige blandt muslimerne. Fordi ordet ‘lydighed’ udtrykkeligt gentages to gange i forbindelse med Allah og Sendebudet, er begge former for lydighed blevet fastslået som grundlæggende og selvstændige. Lydigheden mod Allah kan praktiseres ved blot at følge den ædle Koran i overensstemmelse med denne befaling. Men hvordan skal befalingen ‘adlyd Sendebudet’ føres ud i livet?…………… Derfor kan der ikke være nogen anden vej end at følge hadith. På den anden side befales det, at man ved den endelige afgørelse af indbyrdes uenigheder vender tilbage til Allah og Sendebudet. Man kan vende tilbage til Allah ved at søge hjælp i Allahs Bog, men hvordan kan man vende tilbage til Sendebudet, når Sendebudet ikke længere er til stede? Vejen dertil er at antage Sendebudets sunnah eller hadith. Først da kan det blive muligt at opfylde denne befaling fra Allah. Der findes ingen anden vej. Derfor sagde Maymun ibn Mahran i forbindelse med fortolkningen af ovenstående vers:

******************************************************

At vende tilbage til Allah betyder at vende tilbage til Allahs Bog, og at vende tilbage til Sendebudet betyder, mens det ædle Sendebud levede, at forelægge sagen for ham personligt. Da Allah tog hans sjæl, blev den praktiske betydning heraf at vende tilbage til hans sunnah. [123*********]

Allamah Ibn Hajar al-Asqalani skrev i forbindelse med fortolkningen af dette vers:

******************************************************

Selv om det i virkeligheden kun er Allah den Højeste, der har ret til at blive adlydt, er der alligevel givet en ny befaling om også at adlyde Sendebudet. Men før den efterfølgende ‘ulil amr’ ******** blev der ikke på ny sagt ‘adlyd’. Årsagen er, at mennesket kun er forpligtet til at følge to ting, nemlig ‘Koranen og sunnah’. Betydningen her er derfor: Adlyd Allah i de spørgsmål, hvor der er truffet en klar afgørelse i Koranen, og adlyd Sendebudet i det, som er blevet meddelt jer på grundlag af det, man har fået at vide fra Koranen, og som er blevet bevist for jer med sunnahens beviser. Den samlede betydning af verset bliver således: Adlyd Allah ved at følge de befalinger, der gives jer gennem den åbenbaring, som reciteres. Og adlyd Sendebudet ved at følge de befalinger, der gives jer gennem den åbenbaring, som ikke er Koranen.[*****************************]

Allamah Tayyibi skrev i sin fortolkning af dette vers:

******************************************************

Ved gentagelsen af befalingens ord om lydighed i Allahs befaling »Adlyd Sendebudet« blev det klart, at Allahs ædle Sendebud (s) har ret til selvstændig, uafhængig og fuldkommen lydighed. Da dette ord ikke gentages i forbindelse med »Ulī al-amr«, blev det klart, at »Ulī al-amr« også kan være en, hvis lydighed ikke er obligatorisk. [125**************]

Hvor stor en synd kan det være at være ulydig mod Allahs ædle Sendebud (s)? Om dette kan vi lære mange sandheder af det nedenfor citerede vers. Allah den Ophøjede har sagt:

******************************************************

O I troende, når I samles for at rådføre jer med hinanden, så rådfør jer ikke om syndige handlinger, overtrædelser eller ulydighed mod Sendebudet. Rådfør jer derimod om gode og gudfrygtige handlinger. Og frygt Allah, til hvem I alle vil blive samlet. [Sura al-Mujādalah, vers 9]

I dette vers er det særskilt blevet forbudt at være ulydig mod Sendebudet. På den ene side nævnes synd, overtrædelse og ulydighed eller oprør mod Sendebudet, mens der på den anden side nævnes gode handlinger og gudfrygtige gerninger. Det betyder, at man ved ulydighed og mangel på lydighed mod Sendebudet begår synd og overtrædelse, og på tilsvarende vis bliver berøvet al godhed, alle gode gerninger og gudsfrygt. I versets afslutning omtales det hinsidige, og det siges, at den, der er ulydig mod Sendebudet og ikke adlyder ham, vil blive udsat for en hård straf på Dommedag.

Lydighed mod og efterfølgelse af Sendebudet er en evig pligt i et muslimsk liv. Allah den Ophøjede har sagt:

******************************************************

Tro derfor på Allah og Hans ‘ummī’-profet, den profet, som selv tror på Allah og Hans ord, og følg ham. [Sura al-A’raf, vers 159]

I et andet vers siger Han:

******************************************************

Modtag og hold fast ved alt, hvad Sendebudet giver jer, og hold jer fra alt, hvad han forbyder jer. Frygt Allah med hensyn til at overholde Sendebudets påbud og forbud; Allah er visselig streng i sin straf. [Sura al-Hashr, vers 7]

Hvis man trodser Sendebudets påbud og forbud eller modsætter sig ham, vil Allah den Almægtige give en streng straf. Han har sagt:

******************************************************

De, der modsætter sig Sendebudets befaling, bør frygte, at en ulykke kan ramme dem, eller at de kan blive kastet i en smertefuld straf. [Sura an-Nur, vers 63]

Menneskets vejledning og velstand afhænger helt og holdent af at anerkende Sendebudets ‘itaat’ eller lydighed og leve sit virkelige liv på grundlag af at følge ham.

Allah den Ophøjede har sagt:

******************************************************

I vil kun opnå vejledning, hvis I adlyder og følger Sendebudet. [Sura an-Nur, vers 54]

At adlyde Allah afhænger desuden af at adlyde Sendebudet. Med andre ord er det ikke muligt at adlyde Allah, hvis man ikke adlyder Sendebudet. Det er netop dette, der klart siges i det følgende vers:

******************************************************

Den, der adlyder Sendebudet, har i sandhed adlydt Allah. [Sura an-Nisa, vers 80]

Sendebudets ‘Ittiba’ og ‘Ita’at’

I de ovennævnte vers er der, samtidig med anerkendelsen af lydighed mod Allah, klart befalet lydighed mod og følge af Sendebudet. For at forstå denne befaling fra Allah korrekt er det nødvendigt at give en detaljeret forklaring og analyse af de to ord ‘Ittiba’ og ‘Ita’at’, som anvendes i Koranen. Her vil vi behandle disse to ord udførligt.

På arabisk betegner »ittibā« det at følge efter en person. Ibn Manẓūr skriver i sit berømte ordbogsværk »Lisān al-ʿArab«:

******************************************************

Imam Farrāʾ, en autoritet inden for leksikografi og grammatik, siger: Ittibā betyder, at en person går foran, mens du går efter ham. Hvis du siger: »Jeg følger ham«, betyder det, at du går efter ham og følger hans fodspor.

I værket »Tāj al-ʿUrūs« står der:

******************************************************

»Tubbū« eller »tubbū«, ligesom »sukkāru«, betyder skygge. Det kaldes en skygge, fordi det altid følger efter solen. I denne betydning kaldes den højeste og bedste han blandt honningbierne også »tubba«, eftersom alle de almindelige bier følger den blindt.

Imam Abul al-Āmidī sagde, da han beskrev den terminologiske betydning:

******************************************************

‘Mutābaʿat – efterfølgelse – kan undertiden vedrøre ord, og undertiden det at udføre eller undlade at udføre en handling. Når det gælder ord, består ‘ittibāʿ i at handle i overensstemmelse med ordenes krav og karakter. Når det gælder handlinger, består ‘ittibāʿ i at se en andens handling og udføre den på nøjagtig samme måde, som han udfører den. Og handlingen udføres, netop fordi han udfører den.[***************]

På baggrund af denne forklaring og analyse kan det siges, at man for at følge Sendebudet i overensstemmelse med Allah den Ophøjedes befaling må efterleve hvert af Sendebudets ord på den måde, som ordenes formål og krav tilsiger, og udføre Sendebudets handlinger nøjagtig sådan, som han selv udførte dem. Ellers kan Allahs befaling om at følge Sendebudet ikke være opfyldt.

Ordet ‘itāʿat’ (**********) kræver på tilsvarende vis en forklaring. På arabisk betegner ‘itāʿat’ det at bøje lydighedens hoved for nogen og at efterkomme en andens befalinger og forskrifter fuldstændigt.

I værket ‘Lisān al-ʿArab’ er det nævnt:

******************************************************

I den autoritative ordbog ‘Tahdhīb’ står der: ************* Udtrykket betyder at bøje lydighedens hoved for nogen. Hvis en person adlyder en anden persons befaling, siges det: ********** han adlød ham.[*****************]

Imam Abū al-Ḥasan al-Āmidī sagde i forbindelse med forklaringen af den terminologiske betydning af ordet ‘itāʿat:

******************************************************

Hvis nogen handler som en anden med det formål at anse ham for stor eller gøre ham stor, siges det, at han har underordnet sig ham.

Af denne gennemgang af den leksikalske og terminologiske betydning af ordene ‘ittiba’ og ‘ita’at’ er det uden tvivl blevet bevist, at det er enhver muslims pligt fuldt ud at acceptere og på behørig vis følge hvad Sendebudet siger og gør—kort sagt at vise ham fuld lydighed og følge ham. Og eftersom alle oplysninger om Sendebudets ord og handlinger kun kan kendes gennem hadith, er hadiths betydning i islam uomtvistelig.

I denne forbindelse synes det nødvendigt at nævne endnu et vers fra Koranen. Allah den Højeste har sagt:

******************************************************

Når Allah og Sendebudet har truffet en afgørelse og udstedt en befaling i en sag, kan troende mænd og kvinder ikke have noget valg med hensyn til, om de vil følge den eller ej. Den, der er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, er faret vild og bevæger sig langt bort fra islam. [Sura al-Ahzab, vers 36.]

Af dette vers fremgår tre ting på én gang. For det første: Ligesom Allah har ret til selvstændigt at træffe en afgørelse eller udstede en befaling i enhver sag, har Allahs Sendebud nøjagtig den samme ret. For det andet: Ligesom troende mænd og kvinder er forpligtede til at acceptere Allahs befalinger og afgørelser, er de på samme måde forpligtede til at acceptere Sendebudets afgørelser og befalinger. For det tredje: Ligesom et menneske bliver vildfarent og kafir, hvis det ikke accepterer Allahs befalinger og afgørelser, bliver det på samme måde vildfarent og kafir, hvis det ikke accepterer Sendebudets afgørelser og befalinger.

Derfor er det, ligesom Koranen, helt afgørende for enhver muslim at acceptere Sendebudets befalinger og afgørelser som den pålidelige overlevering—hadith—for at være troende og leve sit liv som troende.

Hadithens nødvendighed

Hadith er fortolkeren og analytikeren af Den Ædle Koran. Uden hjælp fra hadith er det yderst vanskeligt at fortolke og forstå Den Ædle Koran korrekt samt fastslå dens sande formål og ånd. Derfor fremsatte den ædle Profet (fvmh.) en streng advarsel mod at fortolke Koranen efter eget forgodtbefindende og sagde:

******************************************************

Den, der fortolker Den Ædle Koran efter eget forgodtbefindende, skal blot søge sig en plads i Helvede. [Tirmidhi, Abwab al-Tafasir, overleveret af Ibn Abbas.]

Det er overleveret i hadith:

******************************************************

Den, der fortolker betydningen af Den Ædle Koran efter eget forgodtbefindende, begår en fejl, selv hvis hans fortolkning skulle være korrekt. [Tirmidhi, Abwab al-Tafasir, overleveret fra Jundub.]

Menneskets fornuft er naturligvis altid begrænset, uanset hvor skarp, gennemtrængende og vidtrækkende den måtte være. Når den når en bestemt grænse, tvinges den til at komme til kort og erkende og bevise sin egen manglende evne. Men rationalismen eller dyrkelsen af fornuften er ikke villig til at anerkende nogen grænse. Hvis fornuften og samvittighedsevnen ikke er underlagt Profetens Sunnah, bliver det blot et andet navn for rationalisme og samvittighedsdyrkelse. Denne rationalisme og samvittighedsdyrkelse tvinger mennesket til at overskride grænserne for lydighed mod Allah. Desuden begås der på den ene side vold mod Koranen, fordi den fortolkes forkert, fejlagtigt og modstridende, og mennesket berøves netop derfor lykken ved at leve efter Koranen; på den anden side opstår der alvorlige meningsforskelle blandt Koranens troende, og fordi forskellige modstridende ideologier eller synspunkter opstår, bliver det muslimske samfund splittet i mange dele. Mange mennesker benytter desuden denne mulighed til at handle egenmægtigt med Koranen og begynder vers for vers at læse deres egne opdigtede eller fremmede tanker ind i den. Profetens hadith skaber en stærk hindring på denne vej. Den baner den brede vej til koranisk vejledning for menneskene, beskytter dem mod vildfarelse og forvirring og leder dem ad den rette, enkle og lige vej.

Den ædle Profet (fvmh.) var Koranens overbringer, og Koranen blev åbenbaret til ham; men han fremlagde ikke blot Koranen for menneskene. Med Koranen som grundlag og centrum fremlagde han et fuldstændigt islamisk regelsæt. Derfor erklærede han selv på mange måder betydningen af Sunnah og hadith sammen med Koranen. Her finder vi det nødvendigt at nævne nogle vigtige hadither i denne forbindelse.

Hadhrat Miqdam ibn Ma’di Karib (ra) sagde: Profeten (s) har sagt:

******************************************************

Vogt jer! Jeg har fået Koranen, og sammen med den noget tilsvarende. Vogt jer! Måske vil en velstående mand, siddende tilbagelænet på sin fornemme plads, begynde at sige: I skal kun holde jer til denne Koran; det, som I finder tilladt deri, skal I anse for tilladt, og det, som I finder forbudt, skal I anse for forbudt. Men sagen er i virkeligheden den, at det, som Sendebudet har forbudt, har samme bindende status som det, Allah har erklæret forbudt.[Ibn Maja, side 3, Abu Dawud, Kitab as-Sunna: *********************]

Denne samme hadith er blevet gengivet i værket »Sunen ad-Darimi« med følgende ord:

******************************************************

Måske vil en mand sidde tilbagelænet på sin plads, omtale noget, jeg har sagt, og sige: Mellem jer og os findes kun Allahs Bog. Hvad vi finder tilladt deri, vil vi anse for tilladt, og hvad vi finder forbudt, vil vi antage som forbudt. (Derefter siger Sendebudet:) Vogt jer! Det, som Allahs Sendebud har forbudt, har samme status som det, Allah har fastsat som forbudt.[Sunen ad-Darimi, side 70.]

Sendebudets udsagn fremgår endnu tydeligere af den følgende hadith. Hadhrat Irbad ibn Sariya siger:

******************************************************

Profeten (s) har sagt: Forestiller en af jer, der sidder på sin plads, sig, at Allah den Ophøjede ikke har gjort noget andet haram end det, der er nævnt i Koranen? Vogt jer! Ved Allahs ed, jeg har også befalet meget, givet mange råd og forbudt mange ting; og dette er lige så bindende som Koranen eller endog endnu mere. [Abu Dawud, Kitab as-Sunnah. I denne overleveringskæde er Ashyas ibn Shuʿba en overleverer; der er imidlertid blevet rejst indvendinger mod at acceptere de hadither, han har overleveret.]

Hadith skal accepteres sammen med Koranen, og at ingen autentisk hadith kan være i modstrid med Koranen, bevises af følgende hadith. Hazrat Saʿid ibn Jubayr (ra) overleverede engang en hadith fra profeten (s). En tilstedeværende person sagde:

******************************************************

Der findes et udsagn i Koranen om dette, som er i modstrid med denne hadith.

Da sagde Hazrat Saʿid:

******************************************************

Jeg overleverer Allahs Sendebuds hadith til dig, og du siger, at den er i modstrid med Allahs Bog. Alligevel kendte Allahs Ædle Sendebud Allahs Bog bedre end du. [Sunan ad-Darimi, side 77.]

At følge vejledningens vej og undgå vildfarelse afhænger af at acceptere og efterleve både Koranen og hadith. I denne forbindelse vil der her blive nævnt to hadither, som er overleveret fra Allahs Ædle Sendebud. Hazrat Abu Huraira (ra) beretter, at profeten (s) sagde:

******************************************************

Jeg efterlader blandt jer to ting. Så længe I følger disse to, vil I aldrig fare vild. Det er Allahs Bog og min sunnah (hadith), og disse to vil aldrig blive adskilt fra hinanden, indtil de når Hawz al-Kawthar på opstandelsens dag.[Mustadrak al-Hakim, bind 1, s. 13.]

I afskedspilgrimsfærdens tale sagde Allahs Ædle Sendebud (s):

******************************************************

To ting, som jeg efterlader blandt jer; så længe I holder fast i disse to ting, vil I aldrig fare vild. Det er Allahs Bog og Sendebuddets sunnah.[Samme værk, overleveret af Malik ibn Anas.]

I Ibn Ishaqs beretning lyder denne tales ord således:

******************************************************

Jeg har efterladt noget blandt jer, som, hvis I holder fast i det, aldrig nogensinde vil få jer til at fare vild. Det er Allahs Bog og hans profets (s) sunnah.[Tafsir Ruh al-Ma’ani, bind 5, s. 198.]

I Sīrat Ibn Hishām er denne del af talen under afskedspilgrimsfærden gengivet således:

******************************************************

O menneskehed, jeg efterlader jer en sådan skat, at hvis I holder fast i den med stor beslutsomhed, vil I aldrig fare vild. Det er Allahs Bog og Hans profets sunnah.

Ved Hazrat Imran ibn Husayns (ra.) forsamling sagde en mand:

******************************************************

Du må ikke fortælle os noget andet end Koranen.

Da kaldte Hazrat Imran denne mand til sig og sagde:

******************************************************

Har du overvejet, at hvis du og dine ledsagere udelukkende blev gjort afhængige af Koranen, ville du så i Koranen finde en omtale af fire rakʿat i zuhr-bønnen, fire rakʿat i asr-bønnen og tre rakʿat i maghrib-bønnen?

Da han kom ind på spørgsmålet om hajj, sagde han:

******************************************************

Finder du alene i Den Ædle Koran forskrifterne om at gå syv gange rundt om Baytullah, tawaf mellem Safa og Marwa, opholdet på Arafats slette og kastning af sten?

Han sagde endvidere: I Koranen er der befaling om at hugge tyvens hånd af, men—

******************************************************

Fra hvilket sted skal tyvens hånd hugges af?…………… Er det herfra eller herfra—står det skrevet i Koranen?

Vigtigheden og nødvendigheden af Sunnah og hadith fremgår tydeligt af disse argumenter. De lærde i den tidlige periode anerkendte fuldt ud dens betydning. Sahaba al-kiram, tabi’un og taba tabi’un accepterede alle hadith såvel som Koranen som noget, der skulle efterleves. En detaljeret drøftelse heraf vil blive fremlagt på rette sted. Her vil vi i denne forbindelse nævne nogle udtalelser fra tidligere lærde, hvoraf betydningen af at følge hadith og Sunnah vil fremgå klart.

På dette sted er det først nødvendigt at nævne en hændelse fra sahabaernes tid. En mand sagde til Hazrat Imran ibn Husayn (må Allah være tilfreds med ham):

******************************************************

I fortæller os sådanne hadither, hvis grundlag vi ikke kan finde i Koranen.

Herved blev Hazrat Imran yderst vred og sagde, henvendt til den spørgende mand:

******************************************************

Skal der gives én dirham i zakat for hver fyrre dirham, én ged for hver fyrre geder og én kamel for hver femogtyve kameler – kan I finde zakatens nisab i den ædle Koran?

Med andre ord: Den klare befaling om at betale zakat er ganske vist gengivet med klare ord i den ædle Koran; men er dens detaljerede regler og ordning nævnt i Koranen?

Manden sagde: »Nej, det findes ikke i Koranen.« Da sagde Hazrat Imran:

******************************************************

Fra hvem kunne I da lære disse detaljerede bestemmelser om zakat? Alt dette har I modtaget fra os (Sahabaerne), og vi har modtaget det fra Allahs profet (gennem hadith).[***************]

På grundlag af denne hadith har muhadditherne enstemmigt påvist følgende grundprincip og formel:

******************************************************

Grundbestemmelsen for alle forhold er nævnt i Koranen; men alle deres forgreninger, detaljer (og praktiske regler) er blevet kendt gennem Sendebudets beretninger.[******************]

Makhul ad-Dimashqi sagde:

******************************************************

Koranen er mere afhængig af hadith eller sunnah, mens sunnah ikke i samme grad er afhængig af Koranen.[**********************]

Imam al-Awza’i sagde også dette med følgende ord:

******************************************************

Sunnaen er mere nødvendig for at forklare Allahs Bog, men Koranen er ikke i samme grad nødvendig for at forklare sunnaen.

Yahya ibn Abi Kathir sagde:

******************************************************

Sunnaen eller hadith er mere afgørende end Koranen; Koranen kan ikke træffe en afgørelse, der strider mod sunnaen.

Imam Ahmad ibn Hanbal sagde, da han forklarede disse to udsagn:

******************************************************

Sunnaen eller hadithen forklarer og analyserer Koranen, og sunnaen gengiver dens betydning i et klart sprog.

Shah Waliullah Dehlavi erklærede hadithens betydning og uundværlighed med følgende ord:

******************************************************

******************************************************

Hadithvidenskaben er mere ophøjet og bedre end alle former for viden og videnskab og er grundlaget for forskellige områder inden for islam. I hadithen er der overleveret ord, handlinger og godkendelser fra den bedste af profeterne og hans ledsagere. Den er i sandhed en lysende søjle i mørket; den er som en fuldmåne, der oplyser alle retninger. Den, der følger den og tilegner sig den, vil blive retledt. Han vil opnå stor velsignelse. Men den, der forkaster den og vender sig bort fra den, vil fare vild, følge sine lyster og til sidst lide et endnu større tab. For den ædle Profet (sallallahu alayhi wa sallam) forbød mange handlinger og befalede mange andre. Han advarede mod syndernes konsekvenser og bragte det glædelige budskab om belønningen for gode gerninger. Han formanede folk ved at give mange eksempler. Derfor er den uden tvivl lige så vigtig som Koranen eller endnu vigtigere. (Hujjatullah al-Baligha, bind 1, side 1.)

Shah Dehlavi sagde endvidere:

******************************************************

Sunnaen eller hadithen er Koranens fortolker og modsiger den ikke på nogen måde.

Følgende udsagn af Imam Abu Hanifa nævnes også i denne forbindelse:

******************************************************

Hvis Sunnah eller hadith ikke havde eksisteret, ville ingen af os have kunnet forstå Koranen.

I denne forbindelse er også følgende udsagn særligt bemærkelsesværdigt:

******************************************************

Det er blevet overleveret fra Rabi’a (r.a.), at hun sagde: »Sandelig, Allah den Ophøjede har åbenbaret Koranen for dig, o profet, i største detaljer; men deri har Han efterladt plads til hadith og Sunnah. Den ædle Profet (f.v.m.) fastsatte denne Sunnah og disse hadither, selv om der også blev efterladt mulighed for ijtihad eller for at anvende sin egen vurdering deri. [Tafsir al-Durr al-Manthur, Tarikh al-Tafsir, s. 4.]«

Imam Ubayad har skrevet:

******************************************************

Der er ingen forskel mellem Allahs og Sendebuddets afgørelser vedrørende det halal og haram. Sendebuddet traf aldrig en afgørelse, hvis modstrid blev bevist ud fra Koranen. Sunnah (hadith) er derimod fortolkeren af den bog, som Allah har åbenbaret, og forklareren af Koranens lovbestemmelser og sharia. [Kitab al-Amwal – Abu Ubayd, s. 544.]

Den, der benægter hadith, er kafir

Imamerne inden for islamisk fiqh har med fuldstændig enighed erklæret, at den, der benægter hadith, er vildledt og har forladt islam. Ishaq ibn Rahwayh sagde:

******************************************************

Hvis en person modtager en hadith fra Det Ædle Sendebud, anerkender dens sandhed og ægthed, men ikke desto mindre afviser den uden nogen grund, må han betragtes som kafir.

Imam Ibn Hazm skrev i sit værk »Al-Ahkam«:

******************************************************

Hvis en person siger: »Vi vil kun acceptere det, der findes i Koranen, og vi vil ikke acceptere noget andet«, så er han kafir på grundlag af hele den muslimske ummas enighed.

Hadhrat Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

******************************************************

Snart vil der komme mennesker, som vil strides med jer, fordi de nærer tvivl om Koranen; gå dem i rette ved hjælp af sunnaen eller hadith. For den, der bærer sunnaen, eller hadith-eksperten, har større viden om Den Almægtige Guds Bog.*********************************

Hadith og Profetens ijtihad

Menneskeheden har modtaget to ting fra den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Den ene er Den Ædle Koran, og den anden er sunnaen. Koranen er direkte Allahs tale; den blev nedsendt fra Allah selv gennem åbenbaringen. Sunnaens grundlæggende kilde er også åbenbaringen. Det er sandt, at den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i mange tilfælde selv udøvede ijtihad; men heller ikke dette var uden åbenbaring. Enten har det en direkte forbindelse med åbenbaringen, eller også er det blevet støttet og tilladt gennem åbenbaringen. Derfor må også Profetens ijtihad anerkendes som en kilde til islam.

På dette punkt er Shah Waliullah Dehlawis drøftelse særligt bemærkelsesværdig. I forbindelse med at give en klar forklaring og analyse af dette emne skrev han:

De hadither, der er blevet overleveret og citeret fra Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i hadith-bøgerne, er af to slags. Den første slags hadith er det, der blev sagt med det formål at opfylde profetskabets opgave. Koranens vers:

******************************************************

»Tag imod alt, hvad Sendebudet har givet jer, og afhold jer fra alt, hvad han har forbudt jer«—sådanne hadither regnes med i denne omfattende kategori. En del af disse hadither omhandler forholdene i det hinsidige og den malakutiske verdens forunderlige fænomener. Grundlaget for disse forhold er åbenbaringen. De hadither, hvori shariaens bestemmelser er beskrevet, tilbedelsens grundpiller og regler er udfoldet, og forklaringer og råd om livsførelsens forskellige områder er givet, udgør den første del af haditherne i den første kategori. Blandt haditherne i denne første kategori og anden del er nogle åbenbaringsbaserede, mens andre bygger på Den Ædle Sendebuds egen ijtihad. Men det må huskes, at Den Ædle Sendebuds ijtihad også er på niveau med åbenbaringen. For Allah den Ophøjede lod ham ikke foretage en fejlagtig ijtihad. Hvis hans ijtihad på noget tidspunkt blev fejlagtig, lod Han ham ikke forblive i denne fejl. Hvis der opstod nogen form for fejl, var det nødvendigt, at den straks blev korrigeret og bragt i sin rette form fra Allahs side.

Shah Waliullah har skrevet disse sidste ord således:

******************************************************

En del af haditherne af denne art er åbenbaringsbaserede, mens andre bygger på ijtihad. Den Ædle Sendebuds (s) ijtihad er imidlertid også lig med åbenbaringen. For Allah den Ophøjede beskyttede ham mod at fastholde sin vurdering i en fejl.

Hadithernes oprindelse

Den foregående udførlige gennemgang har klart bevist hadithens plads i det islamiske liv samt hadithens betydning og uundværlighed. Det centrale emne i den følgende gennemgang vil være, hvordan haditherne blev tilegnet.

De ædle sahaba var de første, der hørte hadith fra Den Ædle Profet (s). For at opnå korrekt og detaljeret viden om islamisk religion sad de ivrigt og ventede ved Sendebudets dør. De omgav Den Ædle Profet (s) døgnet rundt. Når han gik et sted hen, fulgte de ham som hans skygge.

Den Ædle Sendebud (s) var i hvert eneste øjeblik af sit liv fortolker af de islamiske forskrifter. Han forklarede dem ikke blot med ord, men også ved sine egne handlinger og ved at billige sahabaernes ord og handlinger. Gennem dette indsamlede og bevarede sahabaerne hadithens store skat. Når der opstod en vanskelighed eller uvidenhed om noget aspekt af islamisk religion, eller når et spørgsmål meldte sig, spurgte de straks Sendebudet om det pågældende emne og fik svar; og sahabaerne (ra) bevarede dette som en uvurderlig skat.

Derudover kan flere andre måder, hvorpå hadith opstod, tydeligt iagttages i hadithvidenskabens historie. Hazrat Jibril (a.s.) kom undertiden forklædt til Profetens forsamling, stillede Profeten spørgsmål om forskellige forhold og indhentede hans svar, hvorved han indirekte underviste de tilstedeværende sahabaer. Den berømte hadith, der er citeret i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim under navnet »Jibrils hadith«, er et uigendriveligt bevis herpå. Heri fortælles det, at en ukendt og velklædt mand kom til Profetens forsamling og stillede spørgsmål om grundlæggende forhold som islam, iman, ihsan og dommedag. Den ædle Profet (s.a.w.) besvarede hvert spørgsmål fyldestgørende. Derefter forlod han forsamlingen. Den ædle Profet (s.a.w.) spurgte blandt de tilstedeværende sahabaer Hazrat Umar al-Faruq (r.a.):

******************************************************

O Umar, ved du, hvem denne spørgende mand var?

Da Hazrat Umar (r.a.) gav udtryk for sin uvidenhed, sagde den ædle Profet (s.a.w.) selv:

******************************************************

Denne spørger var Jibril; han var kommet til jer for at undervise jer i religionen.

Herefter vil vi fra de autoritative værker nævne nogle begivenheder, som beviser, at sahabaerne stillede Profeten spørgsmål om forskellige forhold og indhentede hans svar.

Det var faktisk ikke usædvanligt, at sahabaerne stillede spørgsmål til den ædle Profet (s.a.w.). Han stillede dem selv spørgsmål, havde befalet dem at spørge ham, få viden og handle derefter, og han mindede dem fra tid til anden indtrængende herom. Hazrat Abdullah ibn Abbas (r.a.) fortæller: På den ædle Profets (s.a.w.) tid blev en mand såret, og man sagde til ham, at han skulle foretage ghusl. Senere døde han. Da den ædle Profet (s.a.w.) hørte om denne hændelse, sagde han vredt:

******************************************************

Må Allah tilintetgøre disse mennesker! Hvorfor spurgte de mig ikke? Er det ikke at spørge, der er middel mod al uvidenhed?

Hazrat Nawwas ibn Salman (må Allah være tilfreds med ham) siger: Jeg opholdt mig i Medina i et helt år for at stille Allahs Sendebud et spørgsmål.

******************************************************

Til sidst spurgte jeg ham om ’birr’ og ’ithm’. Han svarede: ’Birr’ er god karakter, mens ’ithm’ er det, der vækker tvivl og skaber ubehag i dig, og som du ikke ønsker, at folk skal vide om.

Det var ikke kun folk, der opholdt sig i Medina, som stillede spørgsmål til Allahs Sendebud; også nye muslimer fra fjerntliggende byer og landområder kom til hans forsamling for at stille spørgsmål. En dag sad den ædle Profet i Profetens Moské, omgivet af sine ledsagere. Da kom en mand ridende på en kamel. Han bad om tilladelse til at stille Allahs Sendebud et spørgsmål og sagde:

******************************************************

Jeg vil stille Dem spørgsmål, og jeg vil være meget insisterende i min spørgen; men De må ikke tage det ilde op eller nære uvilje mod mig.

Da den ædle Profet (f.v.t.) derefter gav ham tilladelse til at stille spørgsmål, spurgte han om Allah, om at Sendebudet var blevet sendt som Allahs sendebud til hele menneskeheden, om de fem daglige bønner, om at faste i én måned, og om at det er obligatorisk at opkræve zakat fra de rige og fordele den blandt de fattige. Allahs ædle Sendebud (f.v.t.) svarede:

******************************************************

Ja, Allah den Ophøjede har gjort alt dette obligatorisk.

Til sidst sagde manden, opmuntret af Sendebudets svar:

******************************************************

Jeg tror på den religion, som du er kommet med. Mit navn er Dimam ibn Tha’laba; jeg er kommet til dig som repræsentant for mit folk.

Hazrat Anam siger: En beduin kom og spurgte Allahs ædle Sendebud (f.v.t.):

******************************************************

Deres udsending er gået til os og har meddelt, at De mener, at Allah har sendt Dem som profet. Er det sandt?

Profeten (s) bekræftede som svar, at dette var sandt. Derefter spurgte manden Profeten om sandheden i det, han tidligere havde hørt om nogle grundlæggende forhold i islam. Da Profeten (s) havde forklaret ham sandheden i dette, udbrød han med høj røst:

******************************************************

Ved den Allah, som har sendt Dem med den sande lov, sværger jeg, at jeg hverken vil føje noget til eller trække noget fra det, De har beskrevet.[****************]

En delegation fra stammen Abd al-Qays kom til Profeten (s) og fortalte om deres vanskeligheder, idet de sagde: »O Allahs Sendebud, der bor en hedensk stamme mellem os og Dem, og derfor kan vi ikke komme til Dem på andre tidspunkter end i de fire måneder, hvor krig er forbudt.« Derfor:

******************************************************

Fortæl os noget om islams grundlæggende forhold, som vi kan følge og handle efter, så vi kan træde ind i Paradiset, og vi kan opfordre dem, der bor bag os, til at handle derefter.[Bukhari Sharif, bind 2, side 627-************]

En gruppe mennesker kom fra stammen Banu Tamim og fra Yemen til Sendebudets forsamling og sagde ydmygt:

******************************************************

Vi er kommet til dig for at opnå dyb viden om dīn al-islām. Vi spørger dig også om, hvad der var ved skabelsens grundlag og i dens første fase.[Bukhārī Sharīf, 1. bind, s. 15.]

En gruppe unge og jævnaldrende mænd fra Banū Layth ibn Bakr ibn ʿAbd Manāf ibn Kināna i Basra kom til Profetens hof i Medina og opholdt sig dér i næsten tyve dage. Da de blev ivrige efter at vende tilbage til deres hjemland, sagde den ædle Profet (s) til dem:

******************************************************

Vend tilbage, og lev sammen med jeres familier. Undervis dem i dīn al-islām. Bed.[Bukhārī]

I en anden overlevering fra Muslim står der derefter:

******************************************************

(sådan som I har set mig bede), og når bønnetiden indtræffer, skal én af jer fremsige adhān for jer alle, og den ældste blandt jer skal lede bønnen som imam.[Bukhārī Sharīf, 1. bind, *****************]

Den ærede profet (s) underviste denne gruppe unge mænd praktisk i mange forhold vedrørende islams religion i tyve dage. Han underviste dem også i alle regler og forskrifter vedrørende shariaens påbud og tilbedelsen. På den ene side blev der således overleveret mange hadither, og på den anden side kunne disse hadither fra Sendebudet på tilsvarende vis nå helt fra Medina til det fjerne Basra og blive udbredt gennem pålidelige sahabaer.

Hazrat Abu Huraira (ra) fortæller: Hazrat Abu Huraira (ra) fortæller: Vi sad i Sendebudets nærvær. Han var optaget af at tale med folk. På det tidspunkt kom en arabisk beduin og spurgte Sendebudet: »Hvornår kommer Dommedag?« Da den ærede profet (s) havde afsluttet det, han sagde, kaldte han på beduinen og sagde:

******************************************************

Når betroede hverv begynder at blive forsømt, så afvent Dommedag.

Manden spurgte: Hvordan vil betroede hverv blive forsømt?

Den ærede profet (s) sagde:

******************************************************

Når en ansvarsfuld opgave overlades til en uegnet person, så betragt tiden for at afvente Dommedag som værende kommet. [Bukhari Sharif, bind 1, s. 14.]

Disse begivenheder beviser klart, at alle Companions havde et stærkt ønske om at få kendskab til forskellige grundlæggende og detaljerede spørgsmål vedrørende islam fra Koranens bærer, Hazrat Muhammad (s), og at de var villige til at anstrenge sig og bære besvær for det. Og alt, hvad den ærede Guds Sendebud (s) sagde som svar på disse spørgsmål, alle de handlinger, han udførte, og alt det, hvis ord eller handlinger han godkendte, udgør en del af den omfattende forklaring af den islamiske livsorden; og dette er hadith. I denne forbindelse vil vi her gengive, hvad Allama Badruddin Ayni har skrevet:

******************************************************

De ædle Companions spurgte Guds Sendebud om forklaringen og betydningen af mange vigtige spørgsmål. Den ærede Profet (s) samlede dem og underviste dem i religionen. Nogle af Companions stillede spørgsmål til Guds Sendebud og fik svar; andre huskede disse svar, og nogle viderebragte dem til andre og gjorde dem bekendt med dem. På denne måde fuldkommengjorde Allah Sin religion.

Dette er uden tvivl en autoritativ redegørelse for hadithvidenskabens oprindelse. I denne forbindelse er et citat af Imam Ibn Qayyim også særligt vigtigt. I sin omtale af ankomsten af en stamme ved navn Banu al-Muntafiq nævnte han et af deres spørgsmål og skrev derefter:

******************************************************

******************************************************

Heraf fremgår det, at Companions forelagde deres mange forskellige spørgsmål og tvivl for Guds Sendebud, og at han besvarede dem. Som følge heraf fandt deres hjerter ro. Også hans modstandere stillede ham spørgsmål, ligesom hans Companions gjorde. Forskellen var, at modstanderne stillede spørgsmål for at strides og bevise deres egen tapperhed, mens Companions stillede spørgsmål for at forstå religionens sandhed, for at få den klarlagt og for at opnå mere og mere tro. Guds Sendebud (s) besvarede dem alle. Han besvarede naturligvis ikke spørgsmål om de forhold, som han ikke kendte svaret på—såsom tidspunktet for Opstandelsen.

Det var ikke kun sådan, at den ærede Profet (s) besvarede folks spørgsmål, og at hadith derved opstod. Han underviste også selv Companions udførligt i religionen efter behov. I hadith findes der omtale af mange begivenheder af denne art. Her vil vi nævne et par beretninger af denne art.

1. Hazrat Abu Zayd Ansari (ra) sagde: »En dag bad Profeten (s) fajr-bønnen sammen med os. Derefter steg han op på minbaren, stillede sig op og holdt en tale til os. Denne tale fortsatte indtil tiden for zuhr-bønnen. Så steg han ned og bad zuhr-bønnen. Da bønnen var afsluttet, steg han igen op på minbaren, stillede sig op og fortsatte med at holde tale. Dette fortsatte indtil asr-bønnen. Da tiden for asr-bønnen indtraf, steg han ned og bad asr-bønnen. Da bønnen var afsluttet, stillede han sig igen op på minbaren og begyndte at holde tale. Denne tale fortsatte indtil solnedgang. I denne lange tale, som varede en hel dag, fortalte han os meget om både fortiden og fremtiden. Han fortalte os det ikke blot, men lod os også få det at vide og lære det udenad. [Musnad Ahmad ibn Hanbal, bind 1, side 153.]»

2. Hazrat Handhala (ra) sagde: »En dag var vi sammen med Allahs Sendebud (s). På dette tidspunkt talte han udførligt til os om Paradiset og Helvede. Som følge heraf stod disse to ting lysende klare foran os, som om vi kunne se dem med egne øjne………………. [Musnad Ahmad ibn Hanbal, bind 1, side 153.]»

Her er kun to overleveringer blevet citeret, selv om hadithbøgerne indeholder omtale af mange beretninger af denne art. Allerede ud fra disse to beretninger bevises det klart, at Profeten (s), når der var behov for det, ofte af egen tilskyndelse talte meget om religionen, og at sahabaerne huskede alt, hvad han sagde, og videregav disse hadith-beretninger til andre mennesker.

Følgende er også værd at nævne i forbindelse med hadiths oprindelse.

Bevarelsen af hadith

Islam er en evig livsordning for hele menneskeheden. Derfor har Allah den Ophøjede selv påtaget sig ansvaret for at beskytte Koranen Majid, dens vigtigste og grundlæggende fundament. Han har erklæret:

******************************************************

»Sandelig, det er Mig, der har åbenbaret Koranen, og det er Mig, der vil bevare den. [Sura al-Hijr, vers 9.]»

I sandhed har Allah den Ophøjede, samtidig med at Han åbenbarede den Ædle Koran, sørget for en omfattende og pålidelig ordning til dens fuldstændige bevarelse. Koranen blev åbenbaret til den Ædle Sendebud gennem Jibril, og han reciterede den straks for folk. Derefter blev der taget to midler i brug med det formål at bevare den for evigt. På den ene side lærte de ædle ledsagere Koranen udenad, så snart de havde hørt den. De sikrede hvert eneste ord og bogstav i deres hukommelses inderste kammer for al fremtid. [En skriftlig afhandling af Shah Abdul Qadir i forklaringen til sura al-Ankabut, vers 49, **************** side 124.]

Som følge heraf kunne ikke en eneste prik gå tabt eller blive forvansket. Også med hensyn til fordelene ved denne bevarelsesmåde er den Ædle Koran uden sidestykke i de himmelske skrifters historie; ingen anden bog i verden anser det for en stor belønnet handling at lære den udenad. Derfor har traditionen med at lære den Ædle Koran udenad bestået fra tidernes morgen. Selv hvis den Koran, der er nedskrevet i bogform, skulle forsvinde i dag, ville den Ædle Koran, som er bevaret i hafizernes hukommelse, stadig kunne indtage dens plads. Det ville på ingen måde være vanskeligt at give Koranen skriftlig form igen. Der er ingen tvivl om, at dette er et mirakel ved den Ædle Koran.

På den anden side lod den Ædle Profet (s) Koranen nedskrive af de åbenbaringsskrivere, som til enhver tid var udpeget til opgaven, samtidig med at den blev åbenbaret. Den følgende hadith, overleveret af Bara ibn Azib (må Allah være tilfreds med ham), er et levende bevis på dette:

******************************************************

Da dette vers blev åbenbaret: »De troende, der forbliver passive, og de, der kæmper på Allahs vej, kan aldrig være lige«, sagde den Ædle Profet: »Kald Zayd og bed ham tage blækhus, tavle og lignende med.« Da han (Zayd) kom, sagde den Ædle Profet: »Skriv dette vers ………………….« [Bukhari Sharif, bind 2, side 746.]

På denne måde blev hele den Ædle Koran nedskrevet af udpegede skrivere allerede i den Ædle Profets levetid. Omkring fyrre ledsagere var udpeget til at skrive den Ædle Koran. [***********] Omkring seksogtyve af dem var særligt fremtrædende. Abu Bakr, Umar, Uthman, Ali, Zayd ibn Thabit, Abdullah ibn Sa’d, Zubayr ibn al-Awwam, Khalid ibn Sa’id, Amr ibn al-As, Muawiyah ibn Abu Sufyan, Ubayy ibn Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) og andre var blandt de mest bemærkelsesværdige. [Tabaqat ibn Sa’d, Tarikh-i Tabari, ***************************************]

Som følge af, at begge disse midler blev taget i brug, blev den Ædle Koran for evigt beskyttet mod enhver form for forvanskning og udslettelse.

Men i Allahs øjne var det ikke tilstrækkeligt blot at beskytte den Ædle Koran for at bevare og sikre islams religion. Derfor ser vi, at Allah den Ophøjede samtidig med ordningen for Koranens bevarelse også havde sørget for en passende ordning til bevarelsen af hadith. Historien om hadithens bevarelse gør det klart for os, at der hovedsageligt blev taget to ydre midler i brug til bevarelsen af Koranen; også Sendebuddets sunnah, det vil sige hadith, blev hovedsageligt sikret ved hjælp af netop disse to midler. Det ene var den naturlige ordning, som Allah den Ophøjede havde etableret, og det andet var menneskers menneskelige bestræbelser og organisering. På dette sted vil vi forsøge at fremlægge en detaljeret og historisk, faktuel og teoretisk baseret behandling.

Den naturlige ordning

Når man undersøger og efterprøver den naturlige ordning for bevarelsen af hadith, synes tre vigtige forhold at have gjort denne ordning effektiv. For det første de daværende araberes naturlige hukommelsesskarphed og -styrke. For det andet de ærede ledsageres vidunderlige ihærdighed i deres kundskabstørst, kundskabsstudier og kundskabsøvelse, og for det tredje deres individuelle og kollektive ansvarsfølelse for udbredelsen af islamiske idealer og kundskab. En detaljeret behandling af alle disse tre forhold fremlægges nu.

Den arabiske nations hukommelse

Den daværende arabiske nations hukommelse var i sandhed et historisk vidunder. Den ydede et betydeligt bidrag til bevarelsen af Koranen og hadith. Den Ædle Koran regnede dette for en naturlig ordning. Allah, den Ophøjede, har sagt:

******************************************************

Nej, denne Koran består af tydelige vers; den er bevaret i de kundskabendes sind. [Sura al-Ankabut, vers 49.]

Dette vers indeholder en klar henvisning til hukommelsen hos datidens muslimske lærde, og det udtrykkes også, at den Ædle Koran var bevaret i deres sind gennem hukommelsen. Allama al-Baydawi har skrevet følgende i sin tafsir af dette vers:

******************************************************

Det vil sige, at de bevarede og beskyttede Koranen gennem hifz på en sådan måde, at ingen kunne fordreje eller ændre den. Tafsir al-Baydawi, bind 2, side 169.

Historien har bevist, at samtidens araberes hukommelse var usædvanligt skarp; én eneste oplæsning var tilstrækkelig for dem til at huske noget. I denne forbindelse er den historiske oplysning, som Ibn Abd al-Barr har nedskrevet, bemærkelsesværdig:

******************************************************

Det arabiske folk havde fra naturens side en stærk hukommelse, og dette var deres særlige egenskab og kendetegn.

******************************************************

De blev naturligt født med en stærk hukommelse.

******************************************************

Det er velkendt og almindeligt anerkendt, at det arabiske folk var særligt begavet og stærkt, når det gjaldt udenadslære. Hver enkelt af dem var i stand til at lære en lang digtning udenad og huske den efter blot at have hørt den én gang.

Hazrat Ibn Abbas (ra) kunne efter blot én gennemlæsning udenad gengive et langt digt af den berømte arabiske digter Umar ibn Abu Rabia. Profetens sahaba var også ægte arabere. Til at begynde med kunne de hverken skrive noget eller læse noget skrevet. Derfor måtte de alle udelukkende stole på deres hukommelse. I jahiliyyahens tidsalder lærte de deres lange slægtstavler samt deres forfædres enestående lovprisninger, egenskaber og bedrifter udenad i alle detaljer. Når de konkurrerede indbyrdes om slægtens ære, fremsagde hver af dem uden ophør sin egen families tidligere storhed og lovprisninger udenad. Næsten enhver af dem var på grund af sin skarpe hukommelse fortolker eller talerør for sin egen slægt.

Allah den Ophøjede havde udvalgt netop dette arabiske folk, der havde en naturligt stærk hukommelse, til at bevare Hazrat Muhammads (s) profetiske budskab og de ord, han havde forkyndt. Han havde fuldt ud forberedt disse hjerter med den skarpe hukommelse til at lære Koranens vers og Profetens hadither udenad.

Netop derfor ser vi, at sahaba straks efter at Koranen var blevet åbenbaret, kunne lære den udenad blot ved at høre den fra den ædle Profets (s) mund. På denne måde var det på ingen måde vanskeligt for dem at lære hele den ædle Koran udenad og bevare den i hukommelsen.

Den berømte tabi‘i Qatadah ibn Di‘amah hævdede:

******************************************************

Allah har skænket dette folk en sådan begavelse for hukommelse, som intet andet folk har fået. Det er en særlig egenskab, som kun blev givet dem, og en sådan ære og værdighed, hvormed Han alene har hædret dem. [Zurqani, bind 5, s. 495.]

En historisk begivenhed vedrørende Hazrat Abu Hurayrah (ra) er værd at nævne i denne sammenhæng. Han var hafiz af et stort antal hadither. Den umayyadiske hersker, kaliffen Marwan ibn Hakam, blev imidlertid i tvivl om dette. Han anvendte et kneb for at teste Hazrat Abu Hurayrah. En dag bad han Hazrat Abu Hurayrah om at fortælle ham nogle hadither. Abu Hurayrah (ra) fortalte da nogle hadither. Efter Marwans anvisning blev haditherne skrevet ned af en person, der sad bag et forhæng. Mere end et år senere bad man en dag Hazrat Abu Hurayrah om at fortælle netop disse hadither igen. Han fremsagde dem udenad på en sådan måde, at der ikke var nogen forskel mellem dem og de hadither, han havde fortalt første gang. Dette beviser uden nogen som helst tvivl skarpheden i Hazrat Abu Hurayrahs hukommelse. [Kitab al-Kuna, forfattet af Imam Bukhari, s. 33.]

Den berømte hadithsamler Imam Ibn Shihab al-Zuhri havde også en usædvanlig stærk hukommelse. Også han blev en gang tvunget til at gennemgå en prøve. Den daværende konge Hisham bad ham om at skrive nogle hadither til undervisning af sin søn. Zuhri skrev straks fire hundrede hadither ned. Efter lang tid blev han igen bedt om at skrive disse hadither ned, og han skrev dem atter ned. Da kongen sammenlignede haditherne, som var blevet skrevet ved de to lejligheder, fandt han:

******************************************************

Anden gang gik ikke ét eneste bogstav af disse hadither tabt. Tadhkirat al-Huffaz, bind 1, side 201.

Dette er uden tvivl et praktisk bevis på imam Zuhri’s ubegrænsede hukommelse.

Ibn Shihab Zuhri sagde:

******************************************************

Når jeg passerede i nærheden af markedet ‘Baqi’, lukkede jeg begge mine ører af frygt for, at nogen form for uanstændige ord skulle trænge ind i dem. For ved Allahs ed: Hvis et ord først var trængt ind i mit øre, glemte jeg det aldrig.

Han sagde også:

******************************************************

Jeg lærte udenad alt, hvad jeg skrev i mine notesbøger, hvad enten det var hadith eller noget andet.[**************]

Den berømte tabiʿi og imam al-Shaʿbi, som overleverede et stort antal hadither, sagde følgende, da han beskrev og redegjorde for sin skarpe hukommelse:

******************************************************

Jeg har aldrig skrevet en hadith af en notesbog, og jeg har aldrig haft behov for at høre en hadith mere end én gang fra nogen.[***************]

Imam Wakīʿ var ligeledes en person med en usædvanlig hukommelse. Imam Ahmad ibn Hanbal sagde om ham:

******************************************************

Jeg har aldrig set nogen, der kunne memorere hadith som ham.[Tarīkh al-Khatīb, bind 13, side 474.]

En anden muhaddith sagde om ham:

******************************************************

Al-Wakīʿs hukommelse var en medfødt egenskab. [Tārīkh al-Khaṭīb, bind 13, s. 474.]

Den berømte tābiʿī-muhaddith Qatadas hukommelse var uden sidestykke. Beviset på denne historiske hukommelse findes i den følgende beretning af historikeren Ḥāfiẓ al-Dhahabī. Han siger:

******************************************************

Qatadah var den person blandt Basras indbyggere, der havde den bedste hukommelse. Alt, hvad han hørte, bevarede han i sin hukommelse. Da den hadith-samling, som Ḥazrat Jābir havde samlet, én gang blev læst op for ham, lærte han den udenad. [Tadhkirat al-Ḥuffāẓ, bind 1, s. 26.]

Yaḥyā ibn Qaṭṭān siger: Jeg har aldrig set nogen med en bedre hukommelse end Sufyān al-Thawrī. Han havde tredive tusind hadither udenad. Han sagde selv:

»Jeg har aldrig glemt noget, som jeg én gang havde lært udenad.« [Tadhkirat al-Ḥuffāẓ, bind 1, s. 26.]

Sufyān ibn ʿUyaynah havde syv tusind hadither udenad, og derfor opbevarede han ingen kitab.

Imam Ahmad ibn Hanbal sagde: I hovedstaden Bagdad har man ikke set nogen med en bedre hukommelse end hadithlærden Abu Zur’a. Alene om Koranen havde han ti tusind hadither udenad. Hvad hukommelsen angik, var han i sandhed uden sidestykke.

Qadi Abu Bakr al-Isfahani lærte hele Koranen udenad, da han kun var fem år gammel.

Imam al-Bukharis lærer, hadithlærden Ishaq ibn Rahwayh, havde en særdeles skarp hukommelse. Han kunne utallige hadither udenad. Han dikterede flere tusinde hadither, som han havde lært udenad, til sine elever, uden på noget tidspunkt at have behov for at se i en bog. Han plejede selv at sige: »Halvfjerds tusind hadither svæver altid for mine øjne.«

Hadithlærden Abu Zur’a sagde om ham:

Jeg har aldrig set nogen med en hukommelse som hans (Ibn Rahwayhs). [****************]

Den daværende hersker, amir Abdullah, blev forbløffet over hans fantastiske hukommelse og sagde:

******************************************************

Jeg ved, at De kan lære mange ting udenad, men jeg er forbløffet over at erfare, hvor fremragende Deres hukommelse er. [Kitabul-Kunī, forfattet af Imam al-Bukhari, s. 33]

Den senere tids hadithlærde Imam al-Bukhārīs hukommelse var på ingen måde mindre bemærkelsesværdig. Nawab Siddiq Hasan Abu Bakr ibn Abu Itab har berettet:

******************************************************

Imam al-Bukhārī havde allerede i sin barndom lært halvfjerds tusind hadither udenad.

Han har desuden berettet om ham:

******************************************************

Det fortælles, at han blot behøvede at se en bog én gang for at lære hele dens indhold udenad.

Muhammad ibn Abu Hatim har sagt: To mænd fortalte mig, at vi plejede at lytte til hadither sammen, og at Imam al-Bukhārī på det tidspunkt var en dreng blandt os. Vi skrev straks det ned, som vi hørte, men Imam al-Bukhārī skrev intet. En dag spurgte vi ham om dette, og han sagde: I har behandlet mig meget uretfærdigt. Nå, vis mig så, hvad I har skrevet. Derefter viste vi ham mere end femten tusind hadither, som vi havde skrevet ned.

******************************************************

Derefter fremsagde han alle de hadither, som var bevaret i hans hukommelse, udenad. Ja, da vi hørte hans udenadslæsning, rettede vi vores nedskrevne bøger.

Der findes også en bemærkelsesværdig historisk beretning om imam al-Bukhari. Da han ankom til Bagdad, kom hadithlærde til ham og forelagde ham i alt et hundrede hadither, én efter én, på en sådan måde, at isnaderne til hver af dem var blevet byttet rundt, og den ene hadiths isnad var blevet knyttet til en anden. Da de ønskede at kende imam al-Bukharis vurdering af disse hadither, gav han udtryk for fuldstændig uvidenhed om dem. Derefter nævnte han hver hadith korrekt og viste, hvori fejlen lå i den måde, de havde fremlagt dem på, og han påviste uigendriveligt, hvilken isnad der hørte til hvilken hadith, og hvilken der ikke gjorde. Alle udtrykte dyb forundring over synet af hans grænseløse hukommelse.

******************************************************

De anerkendte hans grænseløse hukommelse og troede alle på hans særpræg og overlegenhed i denne henseende.

Alle disse begivenheder beviser, at de muslimske lærdes hukommelse i denne periode af natur var særdeles skarp og stærk. Fra sahabernes tid til tabi al-tabi’inernes og hadithlærdes tid ses der ingen undtagelse herfra. Ligesom denne forbløffende hukommelse fandtes blandt datidens arabere, viste den sig også blandt ikke-arabiske muslimer. I virkeligheden var dette en grænseløs og uvurderlig nåde fra Allah Ta’ala til den muslimske ummah. Det var takket være denne nåde, at Koranen og haditherne, islams to grundpiller, kunne bevares og beskyttes på passende vis.

Denne egenskab ved denne periode har også en biologisk betydning. Blandt de kræfter og evner, som Allah Ta’ala har skænket menneskekroppen, gælder det, at hvis en af dem ikke bruges, eller et organ bliver ubrugeligt, øges styrken i de øvrige. Den, der kun har én hånd, får styrken fra to hænder samlet i denne hånd. Hos blinde og synshæmmede øges evnen til at bedømme, gætte og føle i usædvanlig grad. Man kan ikke benægte, at dette også gjaldt muslimerne i islams første periode. På den tid var læse- og skrivekundskab generelt ikke særlig udbredt. Menneskene gjorde mere brug af hukommelsen end af skriveevnen. Derfor gjorde man i denne periode mere brug af hukommelsen end af skriveevnen. Derfor så man i denne periode en forbløffende udvikling af hukommelsen. Den indtog en meget vigtig plads som et grundlæggende middel til at bevare Koranen og haditherne.

Profetens anvisninger om at bevare og udbrede haditherne

Det islamiske livssystem blev virkeliggjort gennem den ærede Allahsendsellers ord og handlinger gennem hele hans liv. Derfor var alle hans ord og handlinger en uvurderlig skat for det muslimske samfund. Sahaberne lyttede opmærksomt til hvert eneste af Allahsendsellerens ord og iagttog nøje og undersøgende hver eneste af hans handlinger og bevægelser. Som følge heraf blev Allahsendsellerens ord og handlinger spontant bevaret og levende blandt sahaberne.

Men i denne forbindelse blev der ikke udelukkende stolet på spontan og naturlig bevarelse. Profeten (s) traf selv effektive foranstaltninger til dette formål.

Ligesom Profeten (s) befalede de ædle sahaba at lytte opmærksomt til alt, hvad der vedrørte islam, herunder påbud, forbud og formaninger, befalede han dem også at huske det og videregive det korrekt til andre mennesker. Han talte således til sahaba:

******************************************************

Må Allah for evigt holde den person frisk og levende, som hørte noget fra mig og videregav det korrekt til andre mennesker. For den, som det senere blev videregivet til, har ofte været bedre i stand til at bevare det end den første tilhører. [Tirmidhi, bind 2, side 90 (Delhi-udgaven fra 1940), Ibn Majah, Darimi, Mustadrak, overleveret fra Abu’d-Darda, bind 1, side 87.]

Hazrat Abdullah ibn Masud (ra) har overleveret denne hadith i en anden form. Ordlyden i den hadith, som han overleverede, er således:

******************************************************

Må Allah oplyse den person, som hørte mine ord, huskede dem, bevarede dem fuldstændigt og videregav dem til andre. Mange, der bærer viden, videregiver den til en, som er mere vidende og klog end de selv. [Shafi‘i og Bayhaqi.]

I denne forbindelse er også ordlyden i den følgende hadith, som Hazrat Zayd ibn Thabit (ra) har overleveret, værd at bemærke. Han siger: Profeten (s) sagde:

******************************************************

Allah vil oplyse livet for den, der hørte mine ord, lærte dem udenad, huskede dem korrekt og videregav dem til en, der ikke havde hørt dem……………। [******************* Tirmidhi.]

Da en delegation fra Abd al-Qays-stammen kom til Allahs ædle Sendebud (s), underviste han dem udførligt i islams grundlæggende emner og sagde til dem:

******************************************************

Husk disse ord fuldstændigt, bevar dem i deres helhed, og underret dem, der kommer efter jer, om dette.[Bukhari Sharif, 1. bind, Kitab al-Ilm, s. 19.]

Om ledsagernes fremtidige ansvar og sociale status sagde Allahs ædle Sendebud (s):

******************************************************

I hører i dag (religionens ord fra mig); de vil også blive hørt fra jer (andre vil høre dem), og fra dem, der hører fra jer, vil de også blive hørt (af andre).[Mustadrak Hakim, 1. bind, s. 95, overleveret af Ibn Abbas.]

I en anden hadith sagde den ædle Profet (s):

******************************************************

‘Den, der memoriserer og bevarer fyrre hadither om den muslimske ummas religion, vil Allah den Ophøjede gøre til en faqih, og på Dommedag vil jeg være hans forbeder og vidne. [Mishkat al-Masabih, s. 36, overleveret af Hazrat Abu al-Darda.]

Som følge af disse anvisninger og formaninger fra den ædle Profet om at bevare haditherne bevarede, memoriserede og holdt næsten et hundrede tusind mennesker i datidens muslimske samfund beretningerne om Profetens ord og handlinger så levende i deres hukommelse, at de som regel aldrig glemte dem. Deres medfødte hukommelsesevne hjalp dem betydeligt i denne henseende. Desuden styrkede Profetens befalinger denne bestræbelse yderligere. Hver gang Profeten (s) sagde noget, begyndte de tilstedeværende sahaba at lære det udenad, så de ikke skulle glemme det. Hazrat Samura ibn Jundub (ra) har sagt:

******************************************************

Jeg var en dreng på Profetens tid, og allerede da memoriserede jeg Profetens ord. [Sahih Muslim, bind 1, indledning, s. 10, inklusive Nawawi.]

Hazrat Ibn Abbas (ra) har sagt:

******************************************************

Vi lærte Allahs Sendebuds hadither udenad; sådan lærte man hadither udenad fra Allahs Sendebud.[Muslim Sharif, første bind, indledning, side 10 med Nawawi.]

Dagen efter erobringen af Mekka holdt den ædle Profet (s) en tale foran mujahiderne, og ved dens afslutning sagde han:

******************************************************

De tilstedeværende skal overbringe disse ord til de fraværende. Ved afslutningen af den historiske tale under afskedspilgrimsfærden sagde Allahs Sendebud (s) med høj røst:

******************************************************

De tilstedeværende her skal overbringe mine ord til de fraværende. For mange af dem, til hvem dette vil blive overbragt, kan være bedre til at memorere hadith end tilhørerne i dag.[Bukhari Sharif, 1. bind, side 21.]

I Bukhari Sharif er dette citeret med følgende ord:

******************************************************

De tilstedeværende viderebringer disse ord til de fraværende. For den tilstedeværende kan måske viderebringe dem til en person, der er bedre i stand til at bevare dem end han selv. [Bukhari Sharif, 1. bind, side 16.]

Den sidste del af den hadith, der er overleveret gennem Ibn Awn, lyder således:

******************************************************

Det kan være, at den fraværende person er bedre i stand til at huske mine ord end den tilstedeværende person.

Den ædle Profet (s) sagde:

******************************************************

Videregiv fra mig, om så blot ét vers. [Bukhari Sharif, Mishkat, Kitab al-Ilm……]

Mazhari og Mulla Ali al-Qari forklarede betydningen af dette således:

******************************************************

Videregiv mine hadither, selv om det kun er en lille smule.[***********************]

Den ædle Profet (s) sagde:

******************************************************

Efter mig vil folk ønske at høre hadither fra jer. Når de kommer til jer med dette formål, skal I være venlige over for dem og fortælle dem mine hadither.[Musnad Ahmad, berettet af Malik ibn Anas. *****************]

Han sagde:

******************************************************

Lær ilm, og lær det videre til folk. Lær fara’id eller arveretten, og lær også andre mennesker den. Lær Koranen, og lær den videre til folk. For jeg må en dag gå bort.[Darimi-sharif, side 40]

En dag bad Profeten (s.) således:

******************************************************

»O Allah, forbarm dig over mine khalifaer.«

Ledsagerne spurgte:

******************************************************

»O Allahs Sendebud, hvem er dine khalifaer?«

Profeten (s.) svarede:

******************************************************

De, der overleverer mine hadither og lærer dem til folk, er mine khalifa. [Muqaddimah Darimi, bind 1, side 5.]

Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har også sagt:

******************************************************

Hvis nogen bliver spurgt om noget vedrørende din, og han skjuler det og ikke gør det kendt, vil han på opstandelsens dag få lagt en tøjle af helvedes ild om sig. [Musnad Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi, Ibn Majah—]

Ud over disse principielle udtalelser tilskyndede Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, også kraftigt de tilstedeværende sahaba til at gøre andre mennesker bekendt med hans særlige handlinger.

Den følgende hadith giver et uomtvisteligt bevis på dette. Yasar fortæller: En dag så Hazrat Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, mig bede efter daggryets frembrud. Da sagde Ibn Umar til mig:

******************************************************

En dag bad vi på denne måde. På det tidspunkt kom Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hen til os og sagde: De af jer, der er til stede her, skal viderebringe mine ord til dem, der ikke er til stede: Efter daggryets frembrud er ingen anden bøn tilladt end to sujud. [Musnad Ahmad, bind 2, side 104.]

Malik ibn al-Huwayrith (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Vi var en gruppe unge mænd og jævnaldrende, og efter at have opholdt os hos Allahs Sendebud (fred være med ham) i tyve dage og nætter besluttede vi at vende hjem. Da sagde han:

******************************************************

Vend tilbage til jeres familier, bo sammen med dem, lær dem islamisk religion, og påbyd dem at efterleve den korrekt. [Ved denne lejlighed nævnte Allahs Sendebud (fred være med ham) flere forhold, som jeg huskede] og bed på præcis samme måde, som I har set mig bede. [Sahih al-Bukhari, bind 2, side 1076]

Af denne hadith fremgår det, at nye muslimer kom fra fjerne egne til Allahs Sendebud (fred være med ham) for at opnå detaljeret viden om islam. Allahs Sendebud (fred være med ham) underviste dem i islamiske idealer og sharia. Han tilskyndede dem især til at huske alt det, de havde hørt og lært, og efter deres hjemkomst at undervise deres egne områders befolkning i det og udbrede det.

På denne måde nåede Allahs Sendebuds (fred være med ham) hadither som følge af hans klare og principielle ordrer og anvisninger med stor hast frem til muslimerne i fjerne egne, og næsten alle muslimer på den tid kunne få kendskab til Allahs Sendebuds (fred være med ham) hadither gennem pålidelige kilder. Dette var den første og naturlige måde, hvorpå haditherne blev bevaret og udbredt.

Gensidig gennemgang og undervisning i hadither

Efter at have hørt hadither fra den ærede Profet (fred være med ham) plejede de ædle sahaba i deres fritid at samles, når lejlighed og behov bød sig, og beskæftige sig med gensidig repetition og drøftelse. Undertiden arrangerede sahaba særlige møder indbyrdes for at drøfte hadither. Sådanne møder blev som regel afholdt i Profetens Moské, men lejlighedsvis fandt lignende møder også sted i sahabernes hjem. Ved disse møder blev der åbent talt om Allahs ærede Sendebuds ord, handlinger og formaninger. De mest fremtrædende sahaba deltog i disse møder. Hvis nogen tidligere havde manglet viden om et emne, kunne de gennem drøftelserne på disse møder pålideligt og via troværdige kilder blive fuldt orienteret om det. Hvis nogen var i tvivl om noget, blev tvivlen også fjernet som følge af disse drøftelser. Her fremlægger vi nogle autentiske beretninger om sådanne drøftelsesmøder og sammenkomster:

1. Hadrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

Vi plejede at høre hadith fra Allahs Sendebud (s). Når han rejste sig fra majlis og gik, blev vi siddende og gentog, drøftede og gennemgik de hadither, vi havde hørt. Så lod hver af os de andre høre de hadither, han havde lært udenad. Når vi rejste os efter sådanne møder, havde hver af os lært det hele udenad.

2. Abdullah ibn Amr (ra) beretter:

En dag kom Profeten (s) ud fra et af sine gemakker og så to forsamlinger i moskeen. I den ene sad folk forsamlet og reciterede Koranen og var optaget af at bede til Allah. I den anden underviste folk i hadith og modtog undervisning. Profeten (s) sagde: Folkene i begge disse forsamlinger gør noget godt. Disse mennesker reciterer Koranen og påkalder Allah; hvis Han vil, vil Han give dem det, de beder om, og hvis Han ikke vil, vil Han ikke give dem det. Og den anden forsamling lærer viden og hadith og underviser deri. Jeg er blevet sendt som lærer. Abdullah ibn Amr siger: »Derefter satte han sig sammen med dem.«

Der er ingen tvivl om, at de mennesker, der beskæftigede sig med lærdom, drøftede Sendebudets hadither, handlinger og forskellige spørgsmål vedrørende islamisk religion i den forbindelse og underviste de tilstedeværende deri. At sådanne møder fandt sted allerede i Profeten (s)s levetid, at Sendebudet (s) selv deltog i dem, og at han stærkt opmuntrede folk til at studere hadithvidenskab, bevises uigendriveligt af den ovenfor nævnte lange beretning.

3. Den følgende hændelse, berettet af Hazrat Muawiya, giver yderligere belæg for det ovenstående. Han har sagt:

******************************************************

En dag var jeg sammen med Profeten (s). Han gik ind i moskeen og så en gruppe mennesker sidde der. Han spurgte: »Hvorfor sidder I her?« De svarede: »Vi har bedt den obligatoriske bøn, og derefter har vi sat os for at tale med hinanden om Allahs Bog og Hans Sendebuds sunnah.« Mustadrak al-Hakim, bind 1, side 94.

Efter at have lært hadither udenad var sahaba meget opmærksomme på ikke at glemme dem. Derfor plejede mange sahaba på eget initiativ at studere og recitere hadither. Det fremgår af følgende udsagn fra Hazrat Abu Huraira (ra). Han har sagt:

******************************************************

Jeg deler natten i tre dele. En tredjedel af natten sover jeg, en tredjedel tilbringer jeg i tilbedelse, og i den sidste tredjedel mindes jeg og lærer Profetens hadither udenad.[Musnad ad-Dārimī, *****************]

I denne forbindelse kan Aṣḥāb aṣ-Ṣuffa nævnes. Især som hadithens første oprindelsessted og bærere spillede Aṣḥāb aṣ-Ṣuffa en særdeles vigtig rolle i hadithens historie.

Generelt forsøgte alle sahabaerne at tilbringe mest mulig tid i Profetens selskab. Men Ṣuffas beboere opholdt sig dag og nat, alle døgnets fireogtyve timer, hos Profeten. Pladsen foran Profetens moské var deres bolig. De havde hverken hjem eller familier, og de havde heller ikke noget større behov for indtægt og erhverv. Derfor kan der ikke være nogen tvivl om, at de sammenlignet med de øvrige sahabaer kunne tilbringe mest tid i Profetens selskab.

Som følge heraf blev Profetens moské i praksis omdannet til et universitet med bolig. Profeten selv var dets øverste leder, mens næsten alle sahabaerne var studerende dér. Efter Profetens anvisning underviste fremtrædende sahabaer også i særlige fag.

Det er ikke muligt at fastslå det nøjagtige antal sahabaer, der boede i Ṣuffa. Der er dog ingen tvivl om, at antallet på ingen måde var ubetydeligt. En beretning om en delegation, som Ibn ʿAbd al-Barr har overleveret, giver en idé om denne institutions omfang. Han har skrevet:

******************************************************

Tamīm-delegationen bestod af halvfjerds eller firs personer. Efter at have antaget islam blev de i længere tid i Medina. I denne periode lærte de Koranen og islāmisk religion.[**************]

Kort sagt opholdt sahabaerne fra Aṣḥāb al-Suffa sig dag og nat i Sendebuddets nærhed. Med skarpt blik og stor opmærksomhed lyttede, iagttog og forstod de hans mundtlige udtalelser, hans handlinger, hans virke, hans færden og hans tilbøjeligheder samt de ord og handlinger, som han havde godkendt. De gjorde alt, hvad de kunne, for ikke at være uvidende om blot ét eneste ord eller selv den mindste sag.

At kunne være uafbrudt til stede hos det Ædle Sendebud (fvmh.) var i sandhed sahabaernes største ære. I denne forbindelse bør Hazrat Salits (r.a.) hændelse særligt nævnes. Det Ædle Sendebud (fvmh.) havde givet ham et stykke jord, som han skulle dyrke. Han gik ud for at dyrke det og vendte derefter tilbage. Når han kom tilbage, hørte han fra de andre sahabaer, at bestemte vers fra Koranen var blevet åbenbaret under hans fravær, og at det Ædle Sendebud (fvmh.) havde sagt dette og hint. Det fyldte ham da med stor sorg og en smertelig følelse af at være blevet berøvet noget. Han gik til det Ædle Sendebud (fvmh.) og sagde: »O Allahs Sendebud, tag det jordstykke tilbage, som du har givet mig. På grund af det bliver jeg berøvet den største lykke, det er at være til stede hos dig. Det ønsker jeg ikke; jeg har slet ikke brug for det.«

******************************************************

Hvis en sahabi af en særlig grund ikke kunne være til stede hos Sendebudet en dag, spurgte han den anden, som havde været til stede den dag, og fik alt at vide af ham. Hazrat Umar (r.a.) havde indgået en aftale med sin ansariske bror og nabo, Hazrat Utban Malik, om at hvis en af dem en dag ikke kunne være til stede hos Allahs Sendebud (fvmh.), skulle den anden underrette ham om alt, hvad der var sket den dag. Med Hazrat Umars ord:

******************************************************

Når jeg tog til Allahs Sendebud (fvmh.), viderebragte jeg ham nyhederne om dagens åbenbaring og andre forhold, og når han tog af sted, gjorde han det samme for mig.

Hazrat Abdullah ibn Umar (r.a.) var meget ivrig efter at lære hadith. Hvis han en dag eller på et tidspunkt var fraværende fra Profetens forsamling, spurgte han de sahabaer, som havde været til stede på det tidspunkt, for at få at vide, hvad det Ædle Sendebud (fvmh.) havde sagt og gjort, samt hvilke ord og handlinger han havde godkendt. Hvis han var uvidende om en hadith eller et andet forhold, spurgte han selv Profeten (fvmh.) og fjernede således al uvidenhed, tvivl og usikkerhed.

En dag fortalte en mand fra Layth-stammen med henvisning til Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (r.a.), at Profeten (fvmh.) havde sagt:

******************************************************

Køb og sælg ikke guld for guld, medmindre det sker i lige store mængder. [Bukhari Sharif, bind 1, side 291.]

Dette udsagn var ukendt for Hazrat Ibn Umar. Han opsøgte straks Abu Sa’id al-Khudri og spurgte ham:

******************************************************

Er det denne hadith, du beretter fra Allahs Sendebud (s)?

Sahabaerne (ra) oprettede også selv lignende undervisningscentre i deres respektive områder for at undervise i Koranen og hadith. Allerede mens Profeten (s) levede, blev der bygget ni moskéer i byen Medina. I dem blev der både bedt de fem daglige bønner i fællesskab, og i hver af dem var der ligeledes sørget for undervisning i islamisk religion. Abgesendte fra stammen Abd al-Qays vendte tilbage til deres hjemland med denne erkendelse:

******************************************************

Ansarerne underviste os i Allahs Bog og Sendebuddets sunna.

Farham ibn Malik (ra) kom fra Yemen til Medina for at lære om islam. Historikeren Ibn Sa’d skrev om ham:

******************************************************

Han kom fra Yemen og lærte Koranen, islams forpligtelser og shariaens bestemmelser.

I denne forbindelse er også følgende udtalelse fra Hazrat Abu Hurayra værd at nævne. Han sagde:

******************************************************

Det var velkendt blandt sahabaerne, at jeg regelmæssigt var til stede hos Rasul (s). Derfor spurgte de mig om den ædle Rasul (s)’s hadither og lærte dem af mig. Blandt dem var fremtrædende personer som Hazrat Umar, Uthman, Ali, Talha og Zubayr.

De centre for religiøs undervisning, som sahabaerne havde oprettet i forskellige dele af Medina, underviste som regel kun om dagen. Derfor havde mange arbejdere og folk fra forskellige erhverv ikke mulighed for at deltage og tilegne sig viden. Af denne grund blev de nødt til at oprette undervisningscentre af en art, der fungerede som aftenskoler. Om eleverne på disse skoler skrev imam Ahmad ibn Hanbal:

******************************************************

Når nattens mørke havde indhyllet dem, gik de til deres lærere i Medina. dér var de optaget af at studere indtil morgenen.[************]

Det siger sig selv, at man på disse centre underviste i hadith såvel som i Koranen. Netop derfor overleverede mange sahaba ikke hadith fra direkte fra Profeten, men gennem en anden sahabi. Dette fremgår tydeligt af følgende udtalelse fra Hazrat Anam ibn Malik (ra). Han sagde:

******************************************************

Ikke alle de hadither, som vi overleverer til jer, har vi hørt direkte fra Allahs Sendebud. Derimod overleverede vore folk blandt sahaba hadith til hinanden.[Mustadrak al-Hakim, bind 1, side 95.]

Det understøttes også af den udtalelse, som Hazrat Bara ibn Azib (ra) fremsatte, da han talte om værdien af de hadither, han havde overleveret. Han sagde:

******************************************************

Vi hørte ikke alle hadither fra Allahs Sendebud; vore ledsagere fortalte os også Allahs Sendebuds hadither. For arbejdet med at passe kameler og vores øvrige gøremål forhindrede os i at være til stede hos Allahs Sendebud.[Tabaqat ibn Sa’d, bind 4, side 283; Mustadrak, bind 1, side 95.]

I værket ‘Mustadrak’ lyder denne udtalelse således:******************************************************

Vi hørte ikke alle hadither direkte fra Profeten; derimod overleverede vores ledsagere hadither til os, mens vi var optaget af at ride på kameler. [Mustadrak al-Hakim, bind 1, side 96]

Denne lange dokumenterende gennemgang beviser, at de sahabaer, som havde mulighed for at høre hadither fra Profeten (fvmh.), viderebragte dem til de øvrige sahabaer, mens de, som ikke havde mulighed for at høre hadither direkte fra Allahs Sendebud, hørte dem fra de sahabaer, som havde hørt dem. På denne måde nåede næsten hver eneste hadith fra Allahs Sendebud (fvmh.) frem til næsten alle sahabaerne allerede i hans levetid.

Praktisk efterlevelse af hadith

De ædle sahabaer (må Allah være tilfreds med dem) nøjedes ikke med blot at memorere de hadither, de modtog fra Profeten (fvmh.), eller med mundtligt at videregive og gennemgå dem ved deres sammenkomster. Samtidig gjorde de deres yderste for at omsætte dem i praksis. Når Profeten (fvmh.) fremsatte en troslære eller en rent teoretisk udtalelse, lærte sahabaerne den udenad, indprentede den dybt i deres sind og hjerter og opbyggede deres egen tro og overbevisning i overensstemmelse med den. Og når han fremsatte en udtalelse med påbud eller forbud, beordrede dem at udføre en handling eller forbød dem at udføre en handling, eller udstedte en administrativ bestemmelse, omsatte sahabaerne (må Allah være tilfreds med dem) den straks til handling. Indtil de havde gjort den til en del af deres daglige vaner, undlod de ikke på nogen måde at øve sig på den og gøre den til en vane. Hadhrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

******************************************************

Når en af os havde lært ti vers, gik han ikke videre for at lære noget mere, før han grundigt havde forstået deres betydning og handlet i overensstemmelse med dem.

Det betyder, at sahabaerne gjorde alt, hvad de kunne, for først og fremmest at omsætte alt det, de lærte af Profeten (fvmh.), i praksis. Derfor blev hver eneste af Allahs Sendebuds udtalelser, påbud og bestemmelser straks gennemført og virkeliggjort af sahabaerne.

Også talrige påbud af den følgende art fra Profeten (fvmh.) beviser, at han selv lagde særlig vægt på at omsætte islams grundlæggende love og regler i sahabaernes virkelige liv. Han holdt nøje øje med, om muslimerne fulgte hans anvisninger i deres personlige liv. Der blev lagt overordentlig stor vægt på islams praktiske adfærd og efterlevelse. Der blev draget særlig omsorg for at gøre islamisk tro og lov til en del af muslimernes vaner og karakter. Som eksempel skal her nævnes to af Allahs Sendebuds talrige påbud; han sagde:

******************************************************

Bed på samme måde, som I har set mig bede.[Sahih al-Bukhari, 2. bind, side 1076.]

Vedrørende udførelsen af hajj erklærede Den Ædle Profet (s) i talen under afskedshajj:

******************************************************

Modtag reglerne og forskrifterne for udførelsen af hajj fra mig. [[(a). ******************* I Sahih Muslim står det således:

******************************************************

Tag således reglerne for udførelsen af jeres hajj til jer – lær dem at kende.

I sin kommentar til denne hadith skrev Imam Nawawi:

******************************************************

******************************************************

Meningen med Profetens udtalelse er, at de ord, handlinger og gudsrelaterede forhold, som jeg har praktiseret under udførelsen af hajj, udgør hajjens ritualer og kendetegn. De samme regler og ritualer er foreskrevet for jer. Tag dem derfor imod fra mig og acceptér dem. Lær dem at kende, lær dem udenad og bevar dem; handl derefter, og lær dem også videre til andre mennesker. Imam Nawawi siger: Dette er et yderst vigtigt grundlag og en kilde med hensyn til hajjens ritualer og regler. Det er ganske som befalingen: »Bed, sådan som I har set mig bede« — en tilsvarende befaling.

Det første, der bevises gennem disse to befalinger, er, at selv om Koranen indeholder tydelige anvisninger om tilbedelseshandlinger som bøn, faste, hajj og zakat, er de detaljerede regler for disse ikke nævnt deri. De må derfor tages imod fra Verdensprofeten, som bærer Koranen.

For det andet udførte Profeten (s) selv hver handling for at undervise i dens rette fremgangsmåde og fremlagde således et praktisk eksempel for folk; han viste ved selv at udføre handlingen, hvordan den skulle udføres.

Ikke blot dette: Hvis han bemærkede nogen fejl eller mangel i forbindelse med tilbedelseshandlinger, rettede Den Ærværdige Profet (s) det straks og påbød også personen at rette fejlen. En dag i Profetens Moské iagttog han en ledsager, der bad. Han så, at ledsagerens bøn ikke blev udført korrekt. Da han efter at have afsluttet bønnen kom hen til Profeten, sagde han:

******************************************************

Gå tilbage og bed igen, for du har ikke bedt.

Det vil sige: Du har ikke bedt, du har ikke bedt på den måde, man skal bede. Bed derfor din bøn igen. Selv efter at han havde bedt tre eller fire gange på denne måde, og hans bøn stadig ikke var blevet udført korrekt, underviste Profeten (s) ham personligt og udførligt i reglerne og fremgangsmåden for bønnen. [Bukhari Sharif, 1. bind, s. 10.]

På denne måde modtog Sahabah (ra), mens de opholdt sig foran og i nærheden af Allahs Sendebud, den ideologiske, principielle og praktiske undervisning og træning i islam. Så snart et koranvers blev åbenbaret, var det de første, der hørte det fra Allahs Sendebud. Hvis Allahs Sendebud (s) fremsagde noget om fortolkningen af et koranvers eller om dets praktiske anvendelse, var det først deres ører, der hørte det.

På den anden side iagttog Sahabah (ra) også selv nøje alt, hvad Allahs Sendebud foretog sig, og forsøgte med deres sind og forstand at forstå det. Følgende hadither kan nævnes som bevis herpå:

(a) Nogle mennesker spurgte Khabbab ibn al-Aratt (ra): „Reciterede Allahs Ædle Sendebud Koranen under zuhr-bønnen?“ Khabbab svarede: „Ja.“ Da sagde de:

******************************************************

Hvordan kunne I vide, at Allahs Sendebud reciterede Koranen under bønnen, når I stod bag ham?

Han svarede:

******************************************************

Blot ved at se bevægelsen i hans skæg kunne vi vide og forstå dette.[Bukhari Sharif, bind 1, side 105; Abu Dawud: Kitab al-Salat, bind 1; Mustadrak Hakim, bind 3, side 579.]

(b) Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (ra) sagde: Vi vurderede, hvor længe Profeten (s) stod under dhuhr- og asr-bønnen. Vi så, at han i de første to rak’ater stod i lige så lang tid, som det tager at recitere tre vers fra Koranen, og i de sidste to rak’ater stod i halvt så lang tid.[Muslim Sharif: bind 1, side 185; Abu Dawud, Kitab al-Salat, bind 1.]

At Sahabaerne handlede i overensstemmelse med det, de havde set Sendebudet gøre, fremgår af følgende hadith:

En mand sagde til Hazrat Umar (ra): »Vi finder kun omtale i Den Ædle Koran af bønnen under frygt (********) og bønnen, mens man opholder sig hjemme; men vi finder ingen omtale i Den Ædle Koran af bønnen under en rejse. Hvad er årsagen til dette?« Han svarede:

Vi vidste intet om religionen. Under disse omstændigheder sendte Allah den Ophøjede Hazrat Muhammad (s) som Sendebud; derfor praktiserer vi nu religionen præcis sådan, som vi ser ham gøre det.[Musnad Ahmad: bind 2, side 65.]

Følgende forhold fremgår klart af de tre ovennævnte hadither:

(a) Hvad angår religiøse handlinger, gjorde Sahabaerne præcis det, som Sendebudet selv gjorde; Sahabaerne efterlignede Sendebudets ord og handlinger til punkt og prikke og mente, at religionen var opfyldt, når de gjorde dette.

(c) Sendebudet (s) opfordrede selv Sahabaerne til at iagttage og følge, hvordan han udførte forskellige religiøse handlinger, og Sahabaerne opfyldte dette af hensyn til deres egen pligt til at praktisere religionen. For den eneste måde at opnå detaljeret viden om religionen på var at modtage og forstå Sendebudets ord, nøje iagttage hans handlinger og lære dem praktisk af ham.

I virkeligheden gjorde sahabaerne en umådelig indsats og udviste stor iver efter at undersøge for at kende islams detaljerede og mindste regler. På grundlag af Koranens grundprincipper blev islams detaljerede system således udformet.

Sahabaerne (må Allah være tilfreds med dem) fulgte ligeledes Profeten nøjagtigt i sådanne handlinger, hvor det ifølge shariaen ikke var strengt nødvendigt at følge ham. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde en gang bedt iført kun ét sjal. Den berømte sahabi Hazrat Jabir gjorde en dag det samme. Da hans elever så det, spurgte de: »Hvorfor brugte De det ikke under bønnen, selv om De havde et ekstra sjal?« Han svarede: »Jeg gjorde det således, fordi Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde givet tilladelse til det, så I kunne blive bekendt med dette.« [Musnad af Imam Ahmad, bind 3, side 328.]

Hazrat al-Bara ibn Azib (må Allah være tilfreds med ham) gjorde sig den største umage for at ligne Profeten i hver eneste del af bønnen. En dag samlede han sin familie og sagde: »I dag vil jeg vise jer, hvordan Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) foretog wudu og bad.« Derefter foretog han wudu og udførte dhuhr-, asr-, maghrib- og isha-bønnerne i menigheden, idet han udførte hver eneste handling efter Profetens eksempel. Han viste også, hvordan Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) foretog ruku og sujud. [Musnad af Imam Ahmad, bind 4, side 288 og 303.]

Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) tjente Allahs ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) uafbrudt i ti år. Hver gang og på enhver måde han så Allahs Sendebud udføre en handling, udførte han den samme handling på nøjagtig samme måde resten af sit liv. Da Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) så hans måde og metode at bede på, sagde han: »Jeg har aldrig set nogen bede på en måde, der ligner og stemmer mere overens med Allahs Sendebuds, end Ibn Umm Sulaym (Anas).« En dag bad han ridende på en kamel på en åben mark uden for et sted, der hedder Ainut-Tamar. Kamelen stod ikke vendt mod qiblaen. Da hans ledsagere så det, blev de forbavsede og spurgte om betydningen af det. Han sagde: »Hvis jeg ikke havde set Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bede sådan, ville jeg aldrig have bedt sådan.« En anden dag bad han iført den ene ende af et stykke tøj og med den anden ende svøbt omkring kroppen. Et sjal lå i nærheden. Da han var færdig med bønnen, spurgte Ibrahim ibn Rabia (en tabi’i) om årsagen. Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Jeg så Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bede netop sådan.« Han efterlignede og fulgte Profeten nøjagtigt, ikke blot i de obligatoriske handlinger, men også med hensyn til wajib og sunnah. Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ophøjede og hellige liv, enhver handling og hvert skridt i hans liv var for ham og for hundreder af tusinder af sahabaer som ham det klareste fyrtårn for vejledning.

Det var i virkeligheden gennem sahabaernes sådanne efterfølgelse, at enhver af Allahs Sendebuds ord og handlinger samt beskrivelserne af hans handlinger blev bevaret for altid; det samfund, som Sendebudet havde opbygget, kunne aldrig glemme dem. Dette er et af de vigtigste grundlag for bevarelsen af Allahs Sendebuds hadither.

At varetage ansvaret for at udbrede islam

Det, som sahabaerne (må Allah være tilfreds med dem) lærte om islam hos Allahs Sendebud, og den viden om Koranen og haditherne, som de tilegnede sig, begrænsede og gemte de ikke blot blandt sig selv; tværtimod var de uophørligt optaget af at udbrede den blandt folket og blandt de muslimer, der befandt sig langt fra Allahs Sendebuds forsamling og hans daglige selskab, som en grundlæggende og moralsk pligt. Dette var en af deres vigtigste religiøse pligter. Og i virkeligheden var det netop for at opfylde denne pligt, at Allah den Højeste gennem Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde opbygget den muslimske ummah. Da den Hellige Koran beskrev den muslimske nations individuelle og kollektive mål og formål, erklærede den med høj røst:

******************************************************

Således har Jeg gjort jer til et umma, der følger middelvejen, for at I skal være vejledere for menneskene, og for at Sendebudet skal være jeres vejleder.[Sura al-Baqara, vers 143.]

I overensstemmelse med denne erklæring i Koranen følte Sahabaerne (ra), samtidig med at de formede deres liv og karakter som levende symboler på sandheden, også ansvar og pligt til at vejlede folk til den rette vej og kalde dem til sandheden. I denne forbindelse tog de ikke den mindste smule hensyn til nogen hindring, lidelse eller træthed. Intet slag kunne afholde dem fra denne vej. Desuden anså de det for en alvorlig synd at forlade denne verden, hvis de havde fået kendskab til noget om dīn, uden at videregive det til andre, men i stedet holde det skjult. For på grund af den følgende erklæring i Koranen var de i denne henseende yderst frygtsomme, bekymrede og skræmte. Allah den Ophøjede har sagt:

******************************************************

Efter at Jeg har åbenbaret den klare bestemmelse, sendt det budskab om vejledning til menneskene og forklaret det i Bogen, vil Allah og alle, der forbander, forbande dem, som holder det skjult.[Sura al-Baqara, vers 159]

Efter at have hørt denne strenge advarsel kunne ingen sahabi vove at holde selv en lille ting vedrørende dīn skjult. Når nogen spurgte en sahabi om noget vedrørende islam, anså han det for sin pligt at svare ham så vidt hans viden rakte. For de huskede Profeten den Ædles følgende ord:

******************************************************

Hvis nogen bliver spurgt om noget viden, men holder det skjult, vil Allah på Dommens Dag sætte en tøjle af ild på ham.[Mustadrak al-Hakim, bind 1, side 101.]

Derfor kan det med eftertryk siges, at det islamiske samfund, som Profeten den Ædle (s) havde opbygget, som helhed virkede som et selvvirkende redskab til udbredelsen af Koranen og hadith. Ligesom blodet, der strømmer ud fra hjertet, gennem permanente og selvvirkende arterier cirkulerer og flyder gennem hele kroppen til hvert eneste lille og stort organ, således strømmede hadith-skatten i islam ud fra Profeten den Ædle og nåede som følge af hver eneste muslims utrættelige bestræbelser og virke frem til menneskesamfundets fjerneste egne.

Ud over at varetage dette personlige ansvar for at udbrede islam blev hadith også udbredt gennem statslig administration i den Ædle Profets (s) levetid. Den Ædle Profet (s) sendte nemlig personer og grupper til forskellige steder og lande for at udbrede islam. På dette sted omtaler vi nogle få berømte begivenheder.

Hazrat Abu Imam Bahili (ra) sagde:

******************************************************

Allahs Ædle Sendebud (s) sendte mig til mit eget folks og områdes beboere for at indbyde dem til Allah og fremlægge den islamiske shariahs bestemmelser for dem. [Mustadrak Hakim, bind 3, side 641.]

En gruppe ansarer opholdt sig i den Ædle Profets (s) tjeneste. Om dagen bar de vand, samlede brænde og købte mad til Suffas beboere ved at sælge det. Om natten studerede de Koranen og hadith. En gang samledes nogle få hyklere og sagde til Allahs Sendebud:

******************************************************

Send nogle personer med os, som kan undervise os i Koranen og hadith.

Med dette formål sendte den Ædle Profet (s) halvfjerds personer fra de ovennævnte folk med dem. Det tragiske var, at hyklerne midt på vejen pludselig angreb dem og lod dem lide martyrdøden. [Sahih Muslim, bind 2, side 139. ********************]

På tærsklen til hijraen antog Hazrat Abu Dharr al-Ghifari (ra) islam hos den ædle profet (s) i Mekka. Den ædle profet (s) sagde til ham:

******************************************************

Jeg har fået befaling om at rejse til et land med dadelpalmer. Jeg mener, at det ikke kan være noget andet land end Yasrib eller Medina. Kan du nu på mine vegne indbyde folk fra din egen stamme og dit område til islam?

Abu Dharr al-Ghifari (ra) påtog sig med glæde dette ansvar og begyndte, da han var nået hjem, at indbyde folk til islam. Han fortalte sin stamme og sit lands folk det, han havde lært om islam hos den ædle sendebud (s), og forklarede det for dem. Som følge heraf antog mange mennesker islam. Sahih Muslim, bind 2, side 276.

På samme måde vendte Qays ibn Nashiah al-Aslami (ra) tilbage til sit hjemland, efter at han havde antaget islam. Han sagde til folk fra sin egen stamme og sit område:

******************************************************

O folk fra Banu Sulaym! Jeg har hørt den romerske og persiske nations litteratur, arabiske digteres poesi, kahinernes fortællinger og Himyars digte. Men intet af dette kan på nogen måde sammenlignes med Muhammads ord; det er noget, der har en helt særegen tankeretning. Følg derfor mig i at tro på Muhammad.

Den ædle profet (s) sendte Hazrat Amr ibn Hazm (ra) til Najrans stamme med det formål at—

******************************************************

Han vil give dem en grundig viden om religionen og undervise dem i Koranen.

Profeten Muḥammad (fred være med ham) sendte Muʿādh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham) til Yemen:

******************************************************

som lærer for indbyggerne i Yemen og Ḥaḍramawt.

Da de to stammer Karba og ʿAdl antog islam i det tredje år efter hijra, sendte Profeten Muḥammad (fred være med ham) seks lærere til dem:

******************************************************

‘Profeten Muḥammad (fred være med ham) sendte seks lærere til stammerne ʿAdl og Karra for at give dem grundlæggende viden om islams religion og undervise dem i Koranen og den islamiske sharīʿas bestemmelser. De var: Marsad ibn Abī Marsad, ʿĀṣim ibn Thābit, Khubayb ibn ʿAdī, Khālid ibn al-Bukayr, Zayd ibn al-Dathinnah og ʿAbdullāh ibn Ṭāriq (må Allah være tilfreds med dem).’

Efter erobringen af Mekka blev hele den arabiske verden klar til at antage islam. Da begyndte folk at sende deres egne stammeledere til Profeten (fvmh.). De antog islam, vendte tilbage til deres egne stammer og områder og kaldte dem til islam samt formidlede islamisk viden – Koranen og hadith.

Desuden sendte Profeten (fvmh.) et stort antal sahaba, individuelt eller i grupper, til forskellige egne af Arabien med det formål at udbrede islam. Gennem dem blev både Den Ædle Koran og Profetens hadith, som dens fortolkning, således udbredt i stor udstrækning.

De sahaba, som Profeten (fvmh.) udnævnte til guvernører og sendte til forskellige provinser i den islamiske stat, gjorde hadith til et af grundlagene for deres forvaltning sammen med Koranen. I denne forbindelse er den samtale særligt mindeværdig, som Profeten (fvmh.) havde med Mu’adh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham), da han udnævnte ham til guvernør i Yemen og sendte ham dertil. Profeten (fvmh.) spurgte: »På hvilket grundlag vil du lede forvaltningen?« Mu’adh svarede: »På grundlag af Koranen.« Han spurgte: »Hvad så, hvis du ikke finder noget i Koranen om det pågældende spørgsmål?« Mu’adh svarede:

******************************************************

»Jeg vil handle på grundlag af Profetens sunnah.«

Ved afslutningen af denne samtale takkede Profeten (fvmh.) Allah med stor tilfredshed og lagde sin hånd på Mu’adhs bryst og sagde:

******************************************************

Lovprisningen tilkommer Allah, som har givet den person, Hans Sendebud har sendt, evnen til at fastlægge handlinger og principper, der behager Allahs Sendebud.

Det sidste, der skal siges i denne forbindelse, er, at hadith allerede i Profetens levetid nåede næsten alle dele af den islamiske stat gennem de mennesker, som Profeten havde sendt ud, og som gjorde en indsats for dette. Studiet af dem blev påbegyndt overalt. Som følge heraf blev muslimer, der boede langt fra hinanden, i stand til at få et grundigt kendskab til Profetens hadith såvel som til Koranen.

Sahabiernes formidling og undervisning i hadith

I forbindelse med opfyldelsen af ansvaret for at udbrede islam blev hadith også formidlet sammen med Koranen gennem sahabierne i forskellige lande. På dette stadium vil vi fremlægge en detaljeret redegørelse for sahabiernes særlige bestræbelser på at formidle hadith.

Men før vi går videre, er det nødvendigt her at fremlægge en kort og grundlæggende redegørelse for, hvem der kaldes en sahabi, og hvem der ikke gør.

De berømte hadith-lærde, såsom Imam al-Bukhari og Ahmad ibn Hanbal, mener følgende:

******************************************************

Den, som har set Profeten, var ved fuld fornuft, troede på ham og døde som muslim, er en sahabi. Uanset om hans møde og samvær med Profeten var langvarigt eller kortvarigt, og uanset om han overleverede hadith fra ham eller ej, eller kæmpede sammen med ham eller ej, regnes han som sahabi.

Imam al-Bukhari har skrevet i sit autentiske værk:

Enhver muslim, der har haft kontakt med Allahs Sendebud eller har set ham, er en sahabi.

Abu al-Muzaffar al-Samʿani har sagt:

******************************************************

Hadith-videnskabens lærde kalder alle sådanne mennesker sahabier, som har overleveret blot én hadith eller blot ét udsagn fra Allahs Sendebud.

Allah har selv flere steder i Koranen lovprist sahabierne og givet en beskrivelse af dem. Ét sted siges det med relativt udførlige og yderst eftertrykkelige ord:

******************************************************

Muhammad er Allahs Sendebud, og de, der er med ham, er meget hårde mod de vantro; de er indbyrdes nådige og kærlige. Du vil altid se dem bøje sig og kaste sig ned i ydmyghed foran Allah. De længes altid efter Allahs nåde og velbehag. På deres pander er der aftegnet spor af nedkastelse. Sura al-Fath, vers 29.

Et andet sted siges det:

******************************************************

Allah var i højeste grad tilfreds med disse troende (ledsagerne), da de under træet aflagde troskabseden til dig, O Profet. Derefter kom Allah, den Ophøjede, til at kende det, der var i deres hjerter.[Samme sted, vers 18.]

Også i de autentiske hadither er mange vigtige udsagn fra Profeten blevet overleveret om ledsagernes fortrin.

I en hadith sagde Profeten (s):

******************************************************

Tal ikke nedsættende om mine ledsagere. Ved Allah, i hvis hånd mit liv er, selv hvis nogen af jer gav guld svarende til Uhud-bjerget, ville han ikke kunne opnå samme rang som én ledsager eller blot halvdelen af hans rang.[Muslim, bind 2, side 310; Bukhari, bind 1, side 518.]

Det er faktisk som følge af disse ledsageres utrættelige bestræbelser og deres grænseløse, enestående selvopofrelse, at islam på den ene side blev udbredt, mens det islamiske samfund og den islamiske stat, som den ærede Sendebud (s) havde grundlagt, på den anden side blev fuldt ud beskyttet. Det var ledsagerne, der modtog viden om Koranen og hadith fra Sendebudet, og samtidig sørgede for, at dens liflige strøm flød til alle verdens egne, så verdens befolkning blev velsignet for bestandig.

Derfor vil ledsagerne, fordi de var de første modtagere, bærere og formidlere af hadith, forblive uforglemmelige i verdensmuslimernes historie; der er ikke den mindste tvivl om dette.

Efter at have modtaget den ærede Profets (s) påbud om at lære hadither, bevare og memorere dem samt udbrede og undervise i dem, kunne sahabaerne ikke forholde sig passive. Tværtimod tillagde de selv haditherne den rette betydning, lærte dem, memorerede dem og gjorde samtidig deres yderste for at bringe haditherne ud til mennesker, der ikke kendte dem, og for at give disse mennesker en fuldstændig undervisning i hadith. Ikke blot i den ærede Profets (s) levetid, men også efter hans bortgang forsømte de ikke det mindste at udbrede haditherne og undervise i dem sammen med Den Ædle Koran. Efter den æredes bortgang spredte de sig til alle egne af hele den islamiske stat samt til mange fjerntliggende ikke-muslimske lande, og hver enkelt helligede sig på sit eget sted og i sin egen kreds udbredelsen af hadith og islamisk viden. Her fremlægges historiske og autentiske beretninger om nogle fremtrædende sahabaers udbredelse af hadith og deres undervisning:

1. Hadrat Abu Idris al-Khawlani (ra) fortæller: Jeg deltog i en samling, der blev afholdt i moskeen i byen Hims. Der var 32 sahabaer til stede. Her studerede og underviste man kollektivt i hadith. Når én sahabi havde afsluttet sin beretning af en hadith, begyndte den næste sahabi at berette en hadith. [Musnad Ahmad, bind 5, side 328.]

2. Nasr ibn Asim al-Laythi fortæller: Jeg så en forsamling i Kufas hovedmoské. Alle menneskene sad tavse og ubevægelige og stirrede med dyb koncentration, ivrig interesse og ufravendte blikke på én person. Da jeg spurgte, fik jeg at vide, at det var den berømte sahabi Hadrat Hudhayfa ibn al-Yaman (ra), og at han underviste i hadith. [Musnad Ahmad, bind 5, side 386.]

3. De troendes moder, Hadrat Aisha (ra), var i Medina optaget af at undervise i hadith. Antallet af studerende hos hende var på én gang over to hundrede. Heraf var 38 kvinder. Respekterede sahabaer som Hadrat Abu Musa al-Ashari, Abdullah ibn Abbas og Amr ibn al-As plejede regelmæssigt at deltage i hendes hadith-undervisning. [Tadhkirat al-Huffaz af al-Dhahabi, afsnittet om Hadrat Abu al-Darda.]

4. I byen Kufa underviste Hadrat Abdullah ibn Masud (ra) regelmæssigt i hadith. Mindst fire tusind studerende og tilhørere samledes til hans undervisning. [Se værket Asrar al-Anwar.]

5. Hadrat Abu al-Darda (ra) [Denne sahabis navn var Uwaymir ibn Zayd, side 32.] boede i Damaskus. Når han kom til moskeen for at undervise i hadith, samledes der foran ham så store skarer af tilhørere, at han blandt dem syntes at sidde som en kejser. [Tadhkirat al-Huffaz, afsnittet om Abu al-Darda.]

‘Det er nævnt i bogen Tadhkirat al-Huffaz, at mindst seksten hundrede studerende regelmæssigt deltog i Hadrat Abu al-Dardas undervisning.

6. Hadrat Abdullah ibn Umar (ra) havde tilegnet sig et vidtstrakt hav af hadith-viden; men han begrænsede den ikke udelukkende til sig selv. Gennem den slukkede han tusinder og hundredtusinder af muslimers tørst efter viden. Derfor blev hadith udbredt i vidt omfang gennem ham. Han levede i mere end tres år efter den ærede Profets (s) bortgang (d. 74 AH). I hele dette lange liv var undervisning og udbredelse af hadith hans vigtigste opgave. [*****************] Derfor tog han ikke engang et arbejde, for det ville have forstyrret og hindret dette store arbejde.

Han afholdt regelmæssigt hadith-undervisning i Medina. Især under hajj, når et stort antal muslimer samledes i Medina, fremlagde han hadither for dem. Som følge heraf nåede Profetens hadither meget let ud til selv de fjerneste egne af den muslimske verden. (Usd al-Ghaba, bind 3, s. 228.) Desuden bragte han haditherne ud fra hus til hus og udbredte dem. Under Yazid ibn Muawiyas regering kom han til Abdullah ibn Mutirs hus. Da der blev sagt, at man skulle rede en seng og et leje til ham, sagde hazrat Abdullah ibn Umar (ra):

******************************************************

Jeg er ikke kommet for at sidde i dit hus; jeg er kun kommet for at fortælle dig en hadith. Denne hadith havde jeg hørt fra den Ædle Profet (s).

Derefter sagde han: Jeg hørte den Ædle Profet (s) sige:

******************************************************

Den, der afholder sig fra at adlyde amiren, det vil sige den islamiske statsleder, vil på opstandelsens dag stå foran Allah i en sådan tilstand, at han ikke vil have noget at fremføre som undskyldning. Og den, der dør uden at have aflagt bay’a til amiren, dør en jahiliyya-død. (Muslim Sharif, bind 2, s. 128; Musnad Ahmad, bind 2, s. 154.)

7. Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) udbredte hadither ved enhver lejlighed og underviste folk i hadith. Ali ibn Abd al-Rahman siger: Abdullah ibn Umar (ra) så mig lege med småsten under bønnen. Da jeg havde afsluttet bønnen, forbød han mig at gøre sådan og sagde:

******************************************************

Bed, som Profeten (s) plejede at bede, så smukt på samme måde skal du også bede.

Da han blev spurgt, hvordan Profeten (s) plejede at bede, sagde han:

******************************************************

Når Profeten (s) sad under bønnen, lagde han sin højre hånd på sit højre lår, lukkede alle fingrene og gjorde tegn med fingeren ved siden af tommelfingeren. Og han lagde sin venstre hånd på sit venstre lår.[Mu’atta Imam Muhammad, s. 53 (med oversættelse)]

Når ledsagerne i mange dage ikke havde overleveret en bestemt hadith, opstod der frygt i deres hjerter for, at de ville synde, hvis de ikke overleverede den og holdt den skjult. Derfor kunne den ikke længere holdes skjult. Så overleverede han den straks til folk. Om Hazrat Uthman (ra) findes der i den følgende overlevering et levende eksempel på dette:

******************************************************

Da Hazrat Uthman (ra) foretog wudu, sagde han: »Jeg vil bestemt overlevere en hadith til jer. Hvis der ikke havde været et vers, ville jeg under ingen omstændigheder have fortalt jer den. Jeg har hørt den ædle Profet (s) sige: Hvis en person foretager wudu, fuldender sin wudu på den bedst mulige måde og udfører bønnen, vil alle de synder, der begås mellem ham og bønnen, blive tilgivet, så længe han fortsætter med at udføre bønnen.« Hadithens overleverer siger som svar: »Det vers er dette: ‘Sandelig, de, der skjuler det, Jeg har nedsendt …’«.[Sahih Bukhari, bind 1, s. 28.

At det citerede vers blev fremført som bevis på, at det var syndigt at skjule Hazrat Uthmans (ra) hadith, beviser, at han og disse ædle ledsagere betragtede hadith som ord, der var åbenbaret fra Allah. Ellers kan det ikke have nogen betydning at fremføre dette vers som argument, overlevere den hadith, som ikke var blevet overleveret i mange dage på grund af frygt for den synd og straf, der er nævnt i verset, og sige: »Hvis dette vers ikke havde eksisteret, ville jeg under ingen omstændigheder have overleveret denne hadith.«]

Selv mens de ædle sahabaer (ra) lå på dødslejet, berettede de efter behov hadither fra Allahs Sendebud (s). Hasan al-Basri siger: Hazrat Mambkal lå på dødslejet, da Ubaydullah ibn Ziyad kom til stede. På dette tidspunkt sagde Hazrat Mambkal:

******************************************************

Jeg vil fortælle dig en hadith, som jeg hørte fra Allahs Sendebud (s). Han sagde: Hvis Allah betror en tjener ansvaret for at styre folket, og han ikke beskytter dem ved at give dem gode råd og drage omsorg for deres velfærd, vil han ikke engang få duften af Paradiset. [Bukhari Sharif, bind 2, side 1058.]

Hazrat Abu Ayyub Ansari (ra) blev, mens han lå på dødslejet, rystet af følelsen af sit ansvar for at viderebringe hadither. Kort før sin død berettede han to hadither, som han aldrig tidligere havde berettet. Efter hans død blev disse to hadither overbragt til den muslimske befolkning gennem en offentlig bekendtgørelse. [Musnad Ahmad, bind 5, side 414.]

En lignende hændelse vedrørende Hazrat Abu Hurayra (ra) er blevet overleveret af Ibn Abi Shaybah. Han lå syg i sin seng; da sagde han til de tilstedeværende:

******************************************************

Hjælp mig med at rejse mig og sætte mig op, for jeg har en betroet arv fra Allahs ædle Sendebud (s) opbevaret hos mig, og jeg ønsker at overbringe den til jer.

Da man derefter havde hjulpet ham med at sætte sig op, berettede han:

******************************************************

Ingen af jer bør se til siden under sin bøn. Hvis nogen alligevel ser sig omkring, bør det ske under en anden bøn end den obligatoriske.[Tafsir Ruh al-Maʻani, bind 18, side 3.]

Abul Alia, en tabiʻi, siger:

******************************************************

I byen Basra hørte vi folk fortælle hadither, som var blevet overleveret af Profetens (fvmh.) ledsagere; men vi kunne ikke føle os helt tilfredse eller blive udlært af dem, før vi var rejst til Medina og havde hørt dem fra ledsagernes egne munde.[Musnad al-Darimi, side 74.]

Talrige muslimer kom fra forskellige centre i den muslimske verden til Profetens ledsagere for at lære islamisk lærdom, hadith og Koranen. De tog imod dem med ære og begejstring og underviste dem i hadith. Det er især pålideligt overleveret om Hazrat Abu Huraira (ra) og Hazrat Abu Saʿid al-Khudri (ra), at deres forsamlinger blev fyldt med hadithstuderende. Når der blev stillet spørgsmål om et emne, kunne der gå lang tid, før man fik svar.[Musnad af Imam Ahmad, bind 3, side 92; Tirmidhi, kapitlet om lærdom.]

Hazrat Ibn Abbas (ra) sendte sin søn Ali og sin frigivne slave Ikrima til Hazrat Abu Saʿid al-Khudri for at høre hadither. Da de nåede frem, befandt han sig i haven. Da han så dem, kom han hen til dem, satte sig ned og fortalte dem hadither.[Samme kilde.]

8. Hazrat Anas ibn Malik (ra) helligede sig udbredelsen af hadithvidenskaben. Hele sit liv tilbragte han i et miljø præget af undervisning i hadith. Mens Profeten den Ærværdiges (fvmh.) øvrige ledsagere var optaget af forskellige krige, var han på dette tidspunkt dybt engageret i at udbrede og undervise i Profetens (fvmh.) hadither i Basras hovedmoské. Et stort antal mennesker fra Mekka, Medina, Basra, Kufa og Syrien plejede at deltage i hans forsamlinger, hvor han fortalte hadither. Han var en af de ledsagere, der overleverede et stort antal hadither. 80 af de hadither, han overleverede, findes i Sahih al-Bukhari, 70 i Sahih Muslim, og 128 findes i både Bukhari og Muslim.

9. Hazrat Ubay ibn Ka’b (ra) havde en særlig ekspertise i hadith. Adh-Dhahabi har skrevet:

******************************************************

Hazrat Ubay var en af dem, der havde hørt et stort antal hadither fra den ædle Profet (s). Mange af sahabiterne, som viderebragte hadith, havde først studeret hos ham. [Tadhkirat al-Huffaz – afsnittet om Ubay.]

10. Amr ibn Sa’id, guvernøren over Medina, var i færd med at sende en hær til Mekka mod Hazrat Abdullah ibn az-Zubayr. Da sagde Hazrat Abu Shurayh (ra) til ham:

******************************************************

»O emir! Tillad mig at fortælle Dem en hadith fra Allahs Sendebud (s), som han stod op og fremsagde dagen efter erobringen af Mekka. Mine to ører hørte den, mit hjerte bevarede og lærte den udenad, og da han talte, så mine to øjne ham. Derefter fortalte han ham en hadith, der blandt andet indeholdt bestemmelserne om Mekkas hellige område. [Sahih al-Bukhari, bind 1, s. 21.]

Af Hazrat Abu Shurayhs ord fremgår det for det første, at han havde lært hadith fuldstændigt udenad og bevaret den, og for det andet, at han altid var rede til at varetage ansvaret for at viderebringe hadith.

Også Hazrat Jabir ibn Abdullah (ra) plejede regelmæssigt at undervise i hadith, mens han sad i Profetens Moské. Allamah as-Suyuti har sagt:

******************************************************

I selve Profetens Moské havde Hazrat Jabir ibn Abdullah et undervisningscenter. Folk samledes dér for at lære hadith af ham.

Sahabaerne nøjedes ikke med blot mundtligt at undervise folk i hadith; de gjorde tværtimod oprigtigt en indsats og udviste særlig omhu, for at folk skulle lære hadith udenad og kunne præge og bevare den i deres hukommelse for altid. Der er allerede blevet nævnt noget om sahabaernes egne bestræbelser på at lære hadith udenad. Her vil vi forsøge at vise, at de gjorde en særlig indsats for at få dem, der kom til sahabaerne for at lære hadith, til at lære den udenad.

I islams første tid sendte muslimerne, ligesom de sendte deres små børn til særlige uddannelsesinstitutioner for at lære Koranen udenad, også deres sønner og døtre til hadith-undervisningscentre. Desuden opfordrede de på det kraftigste folk til at lære hadith udenad og gav dem derfor råd på mange forskellige måder.

Tabi’ien Abu Nazra sagde til Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (ra):

******************************************************

Skal vi ikke skrive det ned, som vi hører fra dig?

Som svar sagde han:

******************************************************

Jeres ædle Profet (s) fortalte os hadither, og vi lærte dem udenad og bevarede dem i erindringen. Derfor skal I også lære hadither udenad ligesom os.

Sahabaerne forsømte på ingen måde den stadige beskæftigelse med hadither eller opmuntringen dertil. Om hvordan hadithlæreren Hazrat Ibn Abbas (ra), som var læreren for hadithvidenskabens imam Ikrima i tabi’unernes tid, underviste ham i hadith, fortæller han:

******************************************************

Ibn Abbas plejede at lægge lænker om mine fødder for at undervise mig i Koranen og hadith. Tadhkirat al-Huffaz, al-Dhahabi, s. 90.

Hazrat Ali (ra) sagde:

******************************************************

Beskæftig jer meget med hadither; hvis I ikke gør det, vil denne viden hos jer, altså hadithvidenskaben, forsvinde.

Sahabien Abdullah ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Studér og drøft hadith indbyrdes, for den kan kun bevares gennem øvelse og gennemgang.«

Sahabien Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

******************************************************

Bliv altid ved med at studere og huske hadith.

Tabi’ien Abd al-Rahman ibn Abi Layla sagde også ofte til sine hadith-studerende:

******************************************************

Den hadith-viden, I har tilegnet jer, kan kun holdes levende og bevares gennem gentagen øvelse, ihukommelse og recitation. Derfor skal I alle blive ved med at øve, huske og recitere hadith.

I en anden overlevering er dette blevet gengivet således:

Studér og øv jer indbyrdes i hadithen, for det er gennem en sådan indbyrdes erindring og øvelse, at hadithen vil forblive levende. [Sunan al-Darimi, s. 78.]

Det følgende udsagn af Hazrat Ibn Abbas (ra) er endnu tydeligere i denne henseende. Han sagde henvendt til sine elever:

******************************************************

Studér denne hadith sammen med hinanden. Så vil den ikke forsvinde fra jer. For denne hadith er ikke, ligesom Den Ædle Koran, systematisk ordnet, samlet og bevaret. Derfor vil den forsvinde fra jer, hvis I ikke øver jer meget i den. [Sunan al-Darimi, s. 77.]

Det følgende udsagn af Hazrat Ibn Abbas er også værd at nævne i denne henseende. Han sagde:

******************************************************

Når I hører en hadith fra os, skal I indbyrdes øve jer i den. [Sunan al-Darimi, s. 78.]

Hazrat Ibn Umar (ra) formanede sine elever og sagde:

******************************************************

Når nogen af jer ønsker at overlevere en hadith til en anden person, bør han under alle omstændigheder gentage den tre gange. [Sunan ad-Dārimī, s. 78.]

Det fremgår af den ovenstående detaljerede gennemgang, at sahabaerne (må Allah være tilfreds med dem), ligesom de selv bestræbte sig på at memorere haditherne og udbrede dem vidt og bredt, på samme måde kraftigt opfordrede de mennesker i tabiʿin-perioden, som lærte hadither af dem, til at memorere dem, øve sig i dem og undervise de efterfølgende generationer i dem.

Forsigtighed ved overlevering af hadither

Den Ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) gav en klar befaling om at udbrede sine hadither og overlevere dem til andre mennesker. Men han gjorde ikke denne udbredelse og overlevering ubegrænset, fri og uden restriktioner. Tværtimod påbød han med meget strenge ord, at man skulle udvise særlig forsigtighed ved overlevering og udbredelse af hadither, og han forbød med stærke ord at overlevere og udbrede falske, opdigtede eller ufuldstændige udsagn i hans navn. I denne forbindelse vil her blive nævnt nogle få af Allahs Ædle Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) udsagn.

Den ærede Anas ibn Mālik (må Allah være tilfreds med ham) siger:

******************************************************

Den Ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) sagde:

Den, der med vilje fremsætter en løgn om mig, skal finde sin bolig i Jahannam.

Hazrat Abu Huraira (ra.) siger:

******************************************************

Den, der forsætligt lyver om mig, skal gøre Jahannam til sin bolig.

Hazrat Mugīra ibn Shuʿba siger:

******************************************************

Jeg hørte Profeten (s.) sige, at det ikke er det samme at fremsætte nogen form for løgn om mig som at lyve om nogen anden. Den, der derfor med vilje fremsætter en løgn om mig, skal finde sin bolig i Jahannam. [Alle disse hadither er hentet fra Sahih Muslim, **************************** bind 1, side 7.]

Selv om de tre ovenfor nævnte hadither, overleveret af forskellige sahaba, har mindre sproglige forskelle, er deres hovedbudskab det samme, nemlig at det er en yderst syndig handling at fremsætte nogen form for løgn om Profeten (s.) eller i hans navn eller at give sine egne opdigtede ord videre i Profetens navn som om de var hans ord. Den ærede Profet (s.) har udtalt en streng advarsel mod en sådan handling. Af den hadith, der er overleveret af Hazrat Mugīra (ra.), fremgår det, at det ikke er det samme at lyve om Profeten (s.) som at lyve om nogen anden. For efter Allah og Allahs ord er Profeten og hans ord den islamiske sharīʿas autoritet og kilde til viden. Hvis nogen form for løgn derfor trænger ind her, bliver hele sharīʿaens grundlag svagt og utroværdigt. Og hvis den islamiske sharīʿas grundlag bliver svagt, er der derefter ingen vej til frelse tilbage for menneskene. I værket Irshād al-Sārī, kommentaren til Bukhari, siges der om denne hadith:

******************************************************

Denne hadith er, hvad angår dens autenticitet og kædens ubestridelige styrke, endelig og uomtvistelig. En stor gruppe af hadithlærdte har betegnet denne hadith som en »mutawatir«-hadith.

Imam al-Haramayn Abu al-Maʿalis fader, Shaykh Abu Muhammad al-Juwayni, sagde:

******************************************************

Den, der med vilje lyver om den ædle Profet, bliver kafir.

På grund af disse strenge advarsler fra Allahs ædle Sendebud om overlevering af hadith var Profetens ledsagere (må Allah være tilfreds med dem) meget bange for at sige noget om Sendebudet. Når de gjorde det, udviste de den største forsigtighed og agtpågivenhed, og hver enkelt efterprøvede ved på ny at høre det, han kendte og havde hørt mange gange, fra en anden ledsager, dets sandhed og nøjagtighed. Hvis der var sket en fejl, undlod de ikke et øjeblik at rette den. Af frygt for, at der skulle blive sagt en løgn om Sendebudet, turde mange ledsagere derfor ikke overlevere hadith. Og når de overleverede, rystede de af frygt. De fremsagde hver eneste hadith og hvert eneste ord i hadithen med den største ansvarsfølelse og bevidsthed.

Derfor accepterede Profetens ledsagere og tabiʿinerne aldrig en hadith, medmindre den var pålideligt og ubestrideligt bevist, og overleveringskædens kontinuitet var ubrudt og sammenhængende. Blandt senere hadithindsamlere blev følgende princip enstemmigt accepteret:

******************************************************

Hvis det bevises, at nogen med vilje har løjet blot én hadith om Allahs Sendebud, vil han blive erklæret fāsiq; alle de hadither, han har overleveret, vil blive forkastet, og ingen af dem kan accepteres som bevis i shariaen. Første bind, side 8.

Efter denne principielle gennemgang af forsigtigheden ved overlevering af hadither er det nødvendigt at belyse emnet ved at nævne nogle konkrete begivenheder fra de ædle sahabers liv. Her nævner vi nogle begivenheder fra en række sahabers liv.

1. Hazrat Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) overleverede slet ingen hadither. En dag spurgte Hazrat Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) ham: »Hvorfor overleverer du ikke hadither ligesom de andre sahaber?« Han svarede: »Selv om jeg havde et særligt forhold til Allahs Sendebud, hørte jeg ham ikke desto mindre sige: Den, der lyver om mig, skal gøre Helvede til sin bolig.« (Af frygt for dette overleverer jeg ikke hadither.) Abu Dawud, Kitab al-Ilm.

2. Mange sahaber undlod i adskillige år i træk at sige: »Allahs Sendebud har sagt.« Imam al-Shaʿbi siger: »Jeg opholdt mig hos Hazrat Abdullah ibn Umar i et helt år. Men i denne periode overleverede han ikke en eneste hadith.« Hazrat Saʿir ibn Yazid (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Jeg opholdt mig i lang tid sammen med Hazrat Talha ibn Abdullah, Hazrat Saʿd, Hazrat Miqdad og Abd al-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med dem), men jeg så ikke nogen af dem overlevere en eneste hadith. Hazrat Talha overleverede dog kun hadither om dagen for slaget ved Uhud.« Sahih al-Bukhari, første bind, Kitab al-Jihad, side 396.

3. Hazrat Saʿir ibn Yazid (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Jeg rejste sammen med Hazrat Saʿd ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) fra Medina til Mekka, men på hele denne lange rejse hørte jeg ikke en eneste hadith fra hans mund.« Sunan Ibn Majah.

4. Mange mennesker ønskede at høre hadither fra de ædle sahaber, men ofte nægtede de at overlevere hadither. En gang sagde nogle mennesker til Hazrat Zayd ibn Arqam (må Allah være tilfreds med ham): »Overlever hadither til os – fortæl os hadither, så vi kan høre dem.« Som svar sagde han: »Vi er blevet gamle og har glemt; det er meget vanskeligt at overlevere hadither.«

5. Da Hazrat Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) en gang blev bedt om at overlevere hadither, svarede han blot: »InshaAllah.« Sunan al-Darimi, side 46.

Det vil sige, at han ønskede at undgå ansvaret for at overlevere hadither. (Mange andre sahaber havde samme praksis.) Han sagde selv:

******************************************************

Profetens ord: »Den, der ønsker at lyve om mig, skal gøre sin bolig i Helvede«—forbyder mig at fortælle jer mange hadither.[Bukhari Sharif, bind 1, side 21.]

Det betyder ikke, at han aldrig overhovedet fortalte hadither. Han fortalte hadither, men udviste den største forsigtighed i denne sag.[****************] Om ham er det blevet sagt:

******************************************************

Hazrat Anas (ra) blev yderst bange og forskrækket, når han fortalte hadither—hans hjerte skælvede. Derfor sagde han efter at have fortalt en hadith: »Allahs ædle Sendebud (s) sagde således, eller præcis sådan, som han sagde det.«[Musnad af Imam Ahmad, bind 5, side 140.]

De hadither, hvor der var risiko for at tage fejl i forståelsen af deres betydning, fortalte Hazrat Anas (ra) slet ikke. Desuden skelnede han også mellem de hadither, han havde hørt direkte fra Profeten.[Musnad af Imam Ahmad, bind 5, side 140.]

6. Hazrat Ubayy ibn Ka’b (ra) fortalte hadither, men udviste den største forsigtighed i dette arbejde. Selv om han var meget højt elsket af Profeten og tilbragte det meste af sit liv i Profetens selskab, fortalte han alligevel ikke særlig mange hadither fra Profeten. Antallet af hadither, som han fortalte, var kun 64.[****************]

7. Hazrat Abdullah ibn Umar (ra), som trods sin store ekspertise i hadithvidenskaben fortalte hadither, sagde: »Blandt ledsagerne var der ingen, som var mere forsigtig end Hazrat Ibn Umar (ra), når det gjaldt at fortælle hadither. Han frygtede også at fortælle en hadith med tilføjelser eller udeladelser.«[Tadhkirat al-Huffaz, bind 1, side 34.]

Abu Ja’far, en Tabi’i, har også gentaget netop dette udsagn.[Al-Mustadrak af al-Hakim, bind 3, side 561.]

Sa’id sagde med henvisning til sin far: »Jeg har aldrig set nogen, der var mere forsigtig end Ibn Umar, når det gjaldt at overlevere hadith.«[*********************]

Det var netop på grund af denne forsigtighed, at han som regel ikke var villig til at overlevere hadith.[***************]

8. Hazrat Abdullah ibn az-Zubayr (ra) overleverede også kun meget få hadith og gjorde det kun sjældent. Han fulgte denne praksis med hadithen om at lyve om Allahs Sendebud (s) for øje. Nogle mennesker sagde engang til ham: »Vi ser, at du overleverer meget få hadith, mens den og den sahabi samt Hazrat Ibn Mas’ud (ra) overleverer et betydeligt antal hadith. Med andre ord: Hvorfor er du så tilbageholdende med at overlevere hadith, når du indtog en så fremtrædende plads i samværet med Allahs Sendebud?« Som svar sagde han:

******************************************************

»Hør her: Efter at jeg antog islam, opholdt jeg mig aldrig adskilt fra Allahs Sendebud (s). Men jeg hørte Allahs Sendebud (s) sige: Den, der fortæller en løgn om mig, skal tage sin bolig i Helvede.[Musnad af Imam Abu Hanifa (urduoversættelse), side 73; Sahih al-Bukhari, bind 1, side 21. I al-Bukharis overlevering nævnes Abdullah ibn Mas’uds navn ikke, men han nævnes i Ibn Majahs overlevering.(****************) Og i Isma’ilis overlevering ********** er formuleringen »siden jeg antog islam« nævnt; den findes ikke i al-Bukhari.]

Det var i virkeligheden denne frygt, der var den eneste årsag til, at han overleverede så få hadith.

Nedskrivning af hadith

Den detaljerede redegørelse for den naturlige ordning til bevarelse af hadith, som tidligere er blevet fremlagt, var ikke det eneste middel, der lå til grund for hadith-bevarelsen. Hadith blev tværtimod bevaret gennem en endnu mere solid og pålidelig ordning. Denne ordning til bevarelse af hadith var nedskrivning af hadith.

En almindelig fejlagtig opfattelse om hadith synes at være dybt rodfæstet i mange menneskers sind. Hadiths modstandere fremfører den som et argument for at bevise hadiths uoriginalitet og manglende autenticitet. Den går ud på, at hadith ikke blev nedskrevet i den ædle Profets (s) levetid, men først et århundrede efter hans død. Derfor mener de, at hadith ikke er troværdig.

Men hvis man undersøger hadith-bevarelsens historie med et skarpt blik, bliver det uden tvivl bevist, at denne opfattelse på ingen måde er sand; den er blot hadith-modstandernes propaganda og falske rygter. Historien protesterer kraftigt imod den. I virkeligheden kan den vigtige sag om hadith-bevarelsen ikke have været så grundløs og udokumenteret. Alle tænkelige nødvendige foranstaltninger til dens bevarelse blev truffet på rette tidspunkt. Hadith blev både lært udenad og husket, og den blev studeret på mange forskellige måder; på tilsvarende vis blev skrivekunsten anvendt og taget i brug for den på rette tidspunkt og i tilstrækkeligt omfang. Frem for alt blev man ikke udelukkende afhængig af nogen enkelt af disse foranstaltninger, ligesom man ved at stole på én af dem ikke forsømte de øvrige midler det mindste. Tværtimod blev alle disse foranstaltninger gennemført samtidig eller næsten samtidig efter en ordnet rækkefølge. Dette vil stå klart for læserne allerede gennem vores nuværende gennemgang af nedskrivningen af hadith.

Som jeg allerede har nævnt, udpegede den ædle Profet (s) tidligt i profetskabet, da den ædle Koran blev åbenbaret, mange »åbenbaringsskrivere« til at nedskrive og bevare den korrekt. Ifølge en beretning var der mindst fyrre åbenbaringsskrivere. Hver gang et vers eller en sura blev åbenbaret for ham, reciterede han det på den ene side udenad for den samlede muslimske menighed som en tale, og samtidig lod han de nævnte åbenbaringsskrivere nedskrive det korrekt. Dette var den »officielle« ordning, som blev gennemført på den ædle Profets initiativ. Som følge heraf opnåede den ædle Koran frem til slutningen af Sendebuddets liv en fuldstændigt nedskrevet og bevaret form.

Men det forholdt sig ikke sådan, at det på dette tidspunkt kun var et bestemt antal »åbenbaringsskrivere«, der nedskrev åbenbaringen eller Koranen, og at ingen andre sahaba skrev den ned. Tværtimod nedskrev mange andre sahaba ud over de skrivere, som den ædle Profet havde udpeget, på eget initiativ Koranens vers, mens de var til stede hos Sendebudet.

Det samme ser vi også, når det gælder nedskrivningen af den ædle Profets hadith. Nogle sahaba begyndte med Profetens tilladelse at nedskrive hadith, og mange andre gjorde det på eget initiativ. Men på det første trin opstod der en vanskelighed. Det var, at et stort antal sahaba begyndte at nedskrive alt, hvad de hørte fra Allahs Sendebud, i ét og samme sted, hvad enten det var Allahs ord eller Profetens egne ord. Som følge heraf opstod der en alvorlig fare for, at Koranen og hadith skulle blive blandet sammen, og at det skulle blive vanskeligt at skelne mellem dem. Det er let at forstå, hvor frygtelige følgerne af dette kunne blive. Den ædle Profet (s) kunne på ingen måde billige det. Da han så det, disse skrivere havde nedskrevet, udtrykte han stærk utilfredshed. Om dette er der i en hadith overleveret af den ædle Abu Sa’id (ra) blevet sagt: En dag sad nogle sahaba og skrev. De sagde: »Vi skriver blot det ned, som vi hører fra dig.« Da sagde han: »Bliver der skrevet endnu en bog sammen med Allahs Bog?«

Det betyder, at det at nedskrive Koranen og hadith blandet sammen uden nogen ordning til at skelne mellem dem er lige så ødelæggende for Koranens bestandighed og ukrænkelighed som for styrken og pålideligheden af islams religionsgrundlag. Derfor befalede den ædle Profet (s) dem:

******************************************************

Opgiv denne måde at skrive på. Nedskriv kun Allahs Bog i ren form. Bland ikke noget andet sammen med den.

Som følge heraf blev alt det, som disse sahaba havde skrevet ved at blande Koranen og hadith sammen, tilintetgjort, hvorefter Koranen begyndte at blive nedskrevet helt særskilt.[Musnad af Imam Ahmad, bind 1, side 171; Majma’ al-Zawa’id, bind 1, side 152.]

Det er let at forstå berettigelsen af Rasulens handling og ord, hvis man blot tænker lidt over det. Hvis blot én sahabi havde skrevet Koranen sammen med hadith, ville det senere være blevet en udfordring for Koranens pålidelighed. Menneskene i verden ville på ingen måde have kunnet modtage Koranen Majid som en ren, uforvansket, fuldstændig og selvstændig stor bog, sådan som den er i dag; de ville heller ikke have været i stand til at kende og skelne mellem Allahs ord og beretningerne om Rasulens ord og handlinger. Af denne grund forbød Nabi Karim (s) i den første periode sahaba med klare og eftertrykkelige ord at nedskrive noget andet end Koranen; men Rasul forbød dem på ingen måde at viderebringe og berette den mundtligt. Nabi Karims (s) ord lyder således:

******************************************************

Skriv ikke noget som helst af mine ord. Hvis nogen har skrevet noget andet fra mig end Koranen, skal han viske det ud. Men der er intet galt i mundtligt at viderebringe mine ord eller ord om mig. Men selv i den mundtlige overlevering må der ikke gives plads til nogen form for løgn. Den, der fortæller en løgn om mig, skal tage sin tilflugt i Jahannam.[Sahih Muslim, bind 2, side 414, berettet af Abu Sa’id al-Khudri: *****************************]

En anden hadith berettet af Abu Sa’id lyder således:

******************************************************

Vi bad Rasul (s) om tilladelse til at nedskrive det, vi havde hørt fra ham (andre ord og hadith end Koranen), men han gav os ikke tilladelse.[*****************]

En hadith med samme betydning er også overleveret fra Zayd ibn Thabit (må Allah være tilfreds med ham). Den lyder:

******************************************************

Det ædle Sendebud (fred og velsignelser være med ham) befalede os ikke at nedskrive noget som helst (bortset fra Koranen). (Samme sted)

Det har en dyb betydning, at det var forbudt at nedskrive noget andet end Koranen, og at tilladelse til at nedskrive dette »andet« ikke blev givet. Hvad der var den grundlæggende årsag til, at det ædle Sendebud (fred og velsignelser være med ham) handlede sådan, bør man naturligvis være særlig opmærksom på.

Den første årsag var frygten for, at der ved at blande andre ting sammen med Koranen i skrift skulle opstå en katastrofal situation. På dette tidspunkt var muslimerne endnu i almindelighed ikke fuldt fortrolige med Koranens særlige sprog, betydning og budskab eller med dens højtidelige ånd. Den skarpe indsigt og dømmekraft, der er nødvendig for at skelne mellem Koranen og det, der ikke er Koranen, var heller endnu ikke blevet vakt hos dem. Den anden årsag var, at det ædle Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) forbud gjaldt de ledsagere, hvis hukommelse var yderst skarp, og som ved blot at høre noget let kunne indprente det i deres hukommelse uden at glemme det mindste. For hvis også denne gruppe af ledsagere begyndte at vænne sig til at stole på skriften, ville der være en sikker risiko for, at hukommelsens skarphed blev svækket. Og det kunne på ingen måde være rigtigt således at udvise ringeagt for denne store velsignelse fra Allah.

Imam Nawawi har også skrevet om dette:

******************************************************

******************************************************

I begyndelsen blev det forbudt at nedskrive hadither. Før Koranen var blevet alment kendt, gjaldt dette forbud alle. På det tidspunkt var det forbudt at nedskrive noget som helst ud over Koranen af frygt for, at det skulle blive blandet sammen med Koranen og dermed give anledning til tvivl og usikkerhed. Senere, da Koranen var blevet alment kendt, og man var fri for denne fare, blev det tilladt at nedskrive hadither.

For det andet blev de, hvis hukommelse var pålidelig, forbudt at skrive af frygt for, at de udelukkende skulle stole på skriften. Men dette forbud betød ikke, at det grundlæggende var haram at skrive. De, hvis hukommelse ikke var pålidelig, fik tilladelse til at nedskrive hadither.

Imam al-Khattabi har skrevet følgende om dette:

******************************************************

Det synes, at forbuddet mod at nedskrive hadither gjaldt den første periode. Senere blev det tilladt. Det, der var forbudt, var at skrive hadither på samme ark blandet sammen med Koranen. For så ville Koranen og haditherne blive blandet sammen, og det ville skabe stor tvivl hos læserne.

Af Imam al-Nawawis og Imam al-Khattabis analyse fremgår det, at selv om alle i den første periode blev forbudt at nedskrive noget ud over Koranen, fandtes der undtagelser. Profeten ville have, at ledsagernes hukommelse blev anvendt fuldt ud til det nødvendige. Derfor forbød han mennesker med en fremragende hukommelse at opgive at lære hadither udenad og udelukkende stole på skriveevnen. Men dem, der ønskede at anvende både hukommelsen og skriveevnen, forbød han ikke at nedskrive hadither. Tværtimod gav han dem tilladelse. Dette fremgår også tydeligt af den følgende hadith:

******************************************************

Det er overleveret fra Abdullah ibn Amr, at han kom til Profeten og sagde: »O Guds Sendebud! Jeg ønsker at overlevere hadither. Derfor ønsker jeg, ud over at bruge min hukommelse, også at gøre brug af skrift, hvis du synes om det.« Profeten sagde da: »Hvis du ønsker at skrive mine hadither, kan du, samtidig med at du husker dem, også skrive dem ned.« [Sunan al-Darimi, side 67.]

Ikke nok med det: Det er også en historisk kendsgerning, at et stort antal skrivere altid var til stede hos den ærede Profet (fvmh.), og at de skrev alt ned, hvad de hørte fra Sendebuddets mund. Dette bevises af følgende ord fra Abdullah ibn Amr:

******************************************************

Vi var flere mennesker, der var optaget af at skrive i Sendebuddets gård. På det tidspunkt blev den ærede Sendebud (fvmh.) spurgt: »Hvilken by vil først blive erobret, Konstantinopel eller Rom?« Han svarede: »Nej, Konstantinopel, Herakleios’ by, vil først blive erobret.« (Sunan ad-Darimi, s. 68.)

Den første sætning i denne beretning er bemærkelsesværdig. Den viser, at når den ærede Sendebud (fvmh.) satte sig i sin forsamling, satte skriverne sig altid omkring ham. Alle disse beviser gør det klart, at det i den første periode hovedsageligt kun var Den Ædle Koran, der blev nedskrevet. Der blev ikke truffet nogen officiel foranstaltning med henblik på at nedskrive hadith. På det tidspunkt blev hadith generelt bevaret gennem udenadslære, mundtlig øvelse, overlevering og samtale. Efter at der var gået nogen tid på denne måde, fik sahabaerne en generel tilladelse til at skrive hadith ned. Ved bevarelsen af hadith blev sahabaernes hukommelse, indbyrdes øvelse og overlevering da, ligesom med Koranen, fuldt ud suppleret af skrivning.

Ibn Qutayba har skrevet:

Først forbød han, at hadith blev skrevet ned, men senere indså han nødvendigheden af at bevare dem ved at skrive dem ned.

Allama Ibn al-Jawzi har skrevet:

******************************************************

I begyndelsen forbød han at skrive det ned. Senere gav han tilladelse til at skrive det ned.

På dette tidspunkt sagde han tydeligt, henvendt til sahabierne:

******************************************************

Skriv hadith-videnskaben ned.

Det er nødvendigt at fremlægge en kort drøftelse af det grundlæggende spørgsmål vedrørende nedskrivningen af hadith-videnskaben. Der er også uenighed om, hvorvidt det overhovedet var tilladt at nedskrive hadither. Efter vores opfattelse var det ikke blot tilladt at nedskrive hadither; det var en yderst nødvendig opgave for religionen. Den ædle Koran har selv givet en klar anvisning om at anvende skrift i alle nødvendige og vigtige anliggender. Allah den Ophøjede har sagt:

******************************************************

Hvad enten handelen er lille eller stor, må I ikke forsømme at skrive den ned for en fastsat frist. At skrive den ned er mere retfærdigt i Allahs øjne, bedre til at bevare beviset og den bedste måde at undgå tvivl på. [Sura al-Baqara, vers 282. Det er vigtigt at huske, at denne sura blev åbenbaret allerede i den første periode af det medinensiske liv efter hijra, og eftersom der på dette tidspunkt blev lagt vægt på at skrive alt ned, må sahabierne også nødvendigvis have nedskrevet hadither. Derfor forbød Allahs Sendebud (s) det bestemt ikke.]

Imam Abu Hanifa (r) fremsatte følgende argument på grundlag af dette vers:

******************************************************

Når Allah den Ophøjede har befalet, at selv almindelige transaktioner skal nedskrives af frygt for, at der skulle opstå tvivl, og når det er langt vanskeligere at bevare viden – hadith-viden – ved udenadslære end at huske oplysninger om transaktioner, er det så meget desto mere nødvendigt og passende at nedskrive den af frygt for, at der skulle opstå tvivl og usikkerhed.

Allāma Abū Mulaīḥ har på grundlag af et andet vers sagt:

******************************************************

Folk bebrejder muhadditherne, at de nedskriver hadith. Men Allah den Ophøjede har selv sagt: De tidligere folks tilstande er bevaret skriftligt hos Allah.

Allah den Ophøjede glemmer imidlertid hverken noget eller tager fejl. Hvordan skulle mennesket, som selv er legemliggørelsen af fejl og mangler, under sådanne omstændigheder kunne undvære behovet for at skrive?

Derfor var det aldrig fuldstændig harām at nedskrive hadith. I begyndelsen blev det generelt udsat, selv om tilladelse til det i denne periode blev givet til bestemte personer.

Den meningsforskel, der er blevet nævnt i denne forbindelse, har ingen særlig betydning. Bortset fra den allertidligste periode var det altid fuldt ud tilladt at nedskrive hadith.

Ibn aṣ-Ṣalāḥ har skrevet:

******************************************************

Senere ophørte denne uenighed, og alle muslimer blev enige om, at det var tilladt at nedskrive hadith. For hvis de ikke var blevet nedskrevet på det tidspunkt, ville de til sidst være gået fuldstændig tabt.

Skriftligt materiale nedskrevet på Profetens (fred være med ham) foranledning

I den første fase af den islamiske bevægelse – den mekkaniske periode – tillod den ædle Profet (fred være med ham) ikke, at noget andet end Den Ædle Koran blev skrevet ned. Derfor findes der ikke noget bevis for, at nogen hadith blev nedskrevet i det mekkaniske liv før hijraen. Men efter hijraen, så snart det medinensiske liv begyndte, blev et omfattende materiale af hadith nedskrevet ved siden af Koranen. På grundlag af de følgende beviser kan det med eftertryk siges, at der i den medinensiske periode – i profetskabets trettende eller fjortende år – efter at forskellen mellem Koranen og hadith var blevet tydelig, på den ene side blev givet en generel tilladelse til at nedskrive hadith, mens der på den anden side blev samlet et stort antal skrifter, som den ædle Profet selv havde ladet nedskrive, og som var kommet i muslimernes besiddelse. Det kan i denne forbindelse nævnes, at det efter indførelsen af undervisning i læsning og skrivning af muslimske drenge i Medina som løsesum for krigsfangerne fra Badr blev lettere at skrive hadith ned, og at omfanget heraf blev langt større. Ḥaḍrat ʿAbdullāh ibn Saʿīd ibn al-ʿĀṣ havde oprettet en egentlig skole, hvor man underviste i skrivning, i Profetens Moské i Medina. Desuden blev der sørget for undervisning i læsning og skrivning af drenge i Medinas ni moskéer. Derfor manglede der i den senere tid ikke mennesker, som kunne læse og skrive eller var i stand til at skrive.

Derfor udpegede den ædle Profet (fred være med ham) mange personer omkring sig til at udføre det nødvendige skrivearbejde, og et stort antal skrivere, det vil sige skrivekyndige personer, var til enhver tid til stede ved Profetens hof for at udføre skrivearbejde om forskellige emner. Med moderne ord kan man sige, at der på det tidspunkt var blevet oprettet et fuldt udbygget sekretariat i Medina, som var i funktion. Særlige personer var udpeget til at udføre bestemte skriveopgaver. Blandt dem var Ḥaḍrat ʿAlī, Ḥaḍrat ʿUthmān, Ḥaḍrat Zayd ibn Thābit og Ḥaḍrat Ubayy ibn Kaʿb – må Allah være tilfreds med dem – samt andre sahaba, som havde ansvaret for at nedskrive Den Ædle Koran. Ḥaḍrat az-Zubayr ibn al-ʿAwwām og Jahm ibn aṣ-Ṣalt var regnskabsførere for zakat- og sadaqa-midlerne. Ḥaḍrat ʿAbdullāh ibn al-Arqam og al-ʿUlā ibn ʿUqba skrev dokumenter vedrørende folkets indbyrdes transaktioner samt aftaler og løfter. Ḥaḍrat Ḥudhayfa ibn al-Yamān nedskrev efter beregning mængden af dadelhøsten og størrelsen af den zakat, der var pålagt den. Muʿayqib ibn Abū Fāṭima ad-Dawsī nedskrev en oversigt over de ejendele, som den ædle Profet modtog. På den ædle Profets tid blev der også truffet foranstaltninger til at nedskrive navnene og oplysningerne om de sahaba, som deltog i jihad. Skriveren Ḥinẓala vikarierede ved hoffet for enhver fraværende skriver. Det var også ham, der opbevarede og anvendte den ædle Profets segl.

For at skrive breve på deres egne sprog til mennesker, der talte forskellige sprog, lærte en række sahaba på den ædle Profets (fred være med ham) befaling de sprog, der på den tid var udbredt i den civiliserede verden. Ḥaḍrat Zayd ibn Thābit lærte det syriske sprog, efter at han var blevet pålagt at lære det. Når et brev skrevet på dette sprog kom til Profeten, læste han det og underrettede den ædle Profet (fred være med ham) om brevets indhold. Der er også skrevet mange værker om de skrivere, der var knyttet til Profetens hof.

1. Efter at den ædle Profet (fred være med ham) var emigreret til Medina og havde taget fast ophold dér, var udarbejdelsen af en lang traktat blandt de vigtigste opgaver, han først udførte. Den indeholdt bestemmelser om gensidig ikke-angrebspagt og andre betingelser mellem jøderne i Medina og de kristne i omegnen på den ene side og Ansar- og Muhajir-muslimerne i Medina på den anden. Den lød således:

******************************************************

Dette er den skriftlige overenskomst mellem de troende muslimer af Quraysh-stammen og Medinas indbyggere, som vil slutte sig til dem og kæmpe jihad sammen med dem, indgået af Muhammad (s), Allahs profet og sendebud. Beslutningen er, at de skal udgøre én selvstændig ummah, det vil sige en nation, adskilt fra alle andre mennesker.

Denne overenskomst er en historisk og uvurderlig arv i islams historie. Den indeholder i alt 52 bestemmelser. Heri erklæres Medina al-Sharif for et haram-område for muslimerne. [Kitab al-Amwal, Abu Dawud, side 311.] Det følgende citat beviser, at overenskomsten faktisk blev nedskrevet, og at dette var islams allerførste skriftlige dokument:

******************************************************

Det er blevet overleveret fra Rafiʿ ibn Khadija (ra), at han sagde: Medina er et haram-område. Allahs ærede sendebud (s) erklærede den for et haram-område. Hos os findes denne overenskomst skrevet på et khawlani-skindsstykke.

Denne skriftlige overenskomst blev bevaret hos Ali (ra) helt frem til den senere tid. Han sagde:

******************************************************

Jeg har ikke noget andet skriftligt dokument end Allahs Bog og dette sahifah, som jeg har modtaget fra den ærede profet (s). I sahifah’en står der skrevet: Medina er et haram-område. Dets grænse strækker sig fra bjerget ʿAyr til dette sted. Enhver, der i dette haram-område opfinder og indfører en bidʿah eller giver en, der praktiserer bidʿah, beskyttelse, vil blive forbandet af Allah, Hans engle og alle mennesker. Ingen udgift eller modydelse vil blive accepteret fra ham. Den beskyttelse, som en muslim giver, skal uden undtagelse have samme gyldighed. Hvis nogen bryder det løfte, en muslim har givet, vil Allahs, englenes og alle menneskers forbandelse også være over ham. Ingen udgift eller modydelse vil blive modtaget fra ham.

Denne traktat har i civilisationens historie status som den første skriftlige forfatning og er et yderst vigtigt dokument.

1. Efter at det ædle Sendebud (s) havde oprettet en islamisk stat i Medina, lod han de muslimske borgere registrere i en folketælling. Med dette formål udstedte han en bekendtgørelse med følgende ord:

******************************************************

Skriv navnene og oplysningerne om alle de mennesker, der har erklæret, at de vil antage islam, ned til mig.

Sahabien Hazrat Hudhayfa (ra), som overleverede hadith, fortæller:

******************************************************

Derefter skrev vi navnene, oplysningerne og identiteten på et tusind fem hundrede personer ned til Allahs Sendebud.

Dette er også et skriftligt dokument fra det ædle Sendebuds (s) levetid.

3. I safar i det tredje hijri-år underskrev den ædle Profet (s) en fredsaftale med Banū Ḍamra-stammen. Også dette aftaledokument er blevet fundet i skriftlig form.

Det fremgår imidlertid af de følgende to beretninger, at den ædle Profet (s) allerede umiddelbart før hijraen i mindst to tilfælde udstedte skriftlige dekreter:

(a) Den ædle Profet (s) sendte Tamīm al-Dārī en skriftlig tilladelse.

(b) På vej til Medina efter hijraen gav den ædle Profet (s) Surāqa ibn Mālik al-Mudlijī et skriftligt sikkerhedsbrev.

Allāma Ibn Kathīr har nævnt:

******************************************************

Surāqa sagde: »Skriv et dokument til mig, som kan tjene som bevis på denne beslutning om frigivelse mellem mig og Allahs Sendebud.« Derefter lod den ædle Profet (s) et dokument udarbejde til mig på et ben, et blad eller et stykke iturevet stof.

4. Det er overleveret fra Ḥazrat Abū Hurayra (ra), at medlemmer af Khuzāʿa-stammen i året for erobringen af Mekka (det 8. hijri-år) dræbte en mand fra Lays-stammen. Da denne nyhed nåede Allahs ædle Sendebud, holdt han, mens han sad på ryggen af sit ridedyr, en vigtig tale. I den redegjorde han udførligt for alle regler og bestemmelser vedrørende den Hellige Helligdoms værdighed, forrang og storhed samt straffen for manddrab og diyah. Da talen var afsluttet, sagde en ledsager ved navn Ḥazrat Abū Shāh til Allahs ædle Sendebud (s): »O Allahs Sendebud! Lad talen blive skrevet til mig.« [Beviset på, at Abū Shāh bad om at få netop den tale, som Sendebudet havde holdt, er, at overlevereren af denne hadith, ʿAlī ibn Muslim, spurgte imām al-Awzāʿī: »Bad Abū Shāh Allahs ædle Sendebud om at få den skrevet, da han sagde: ›O Allahs Sendebud! Lad dette blive skrevet til mig‹?« Imām al-Awzāʿī svarede: »Det var den tale, som Allahs Sendebud havde holdt, og som han havde hørt.«] Profeten (s) imødekom derefter hans anmodning og sagde til en ledsager: »Skriv denne tale til Abū Shāh.«

5. Historikeren Hafiz Ibn Abd al-Barr har skrevet:

******************************************************

Profeten (s) lod et dokument udfærdige til Amr ibn Hazm og andre om sadaqa, diya, fard og sunnah.

Allama Shawkani har omtalt dette dokument forskellige steder. Imam Malik (ra) har, idet han omtalte dette dokument, berettet:

******************************************************

Det er overleveret fra Abdullah ibn Abu Bakr ibn Hazm, at der i det dokument, som Profeten (s) lod udfærdige til Amr ibn Hazm, stod skrevet, at kun en rituelt ren person måtte røre ved Den Ædle Koran.

Imam Bayhaqi har i sit værk *************** nævnt følgende overlevering om dette dokument:

******************************************************

Det er blevet overleveret fra Abu Bakr ibn Muhammad ibn Hazm. Han siger: Dette er den bog, som den ædle Profet (s) lod skrive, da han sendte Amr ibn Hazm til Yemen. Han sendte ham med det formål at give indbyggerne dér dyb indsigt i islamisk religion og undervise dem i sunnah samt opkræve zakat fra dem. I den var også hans udnævnelse, tilsagnene til ham og hans ansvar for at udføre sine pligter blandt folk dér nedskrevet.

I det tiende hijri-år udnævnte den ædle Profet (s) Amr ibn Hazm (ra) til hersker over indbyggerne i Najran. Da han var på vej mod Najran-området, blev det nævnte dokument overrakt ham, så han kunne anvende det som administrativ lov og forskrift.

Imam Abu Dawud har nævnt:

******************************************************

Den ædle Profet (s) underskrev en fredsaftale med Najrans indbyggere og lod skrive en bog til dem.

6. Desuden lod den ædle Profet (s) endnu et dokument skrive og sende til Yemens indbyggere. Det hed »Kitabul Jirah«. I begyndelsen af det stod der:

******************************************************

Dette er et dekret fra Allah, den Ophøjede, og Hans Sendebud: I troende! Opfyld jeres løfter og forpligtelser.

Denne erklæring var skrevet på kamelhud. Hafiz Ibn Kathir skrev:

Denne bog er blevet værdsat, regelmæssigt læst og betragtet som en kilde til viden om alle vigtige spørgsmål af alle fremtrædende personer i islams tidlige og senere historie. Ja, endda—

******************************************************

Sendebudets ledsagere henviste altid til dette dokument og afstod fra deres egne meninger og vurderinger, når de var i modstrid med det.

7. Han lod også en fredstraktat nedskrive for Banū Thaqīf. I begyndelsen stod der skrevet:

******************************************************

Dette er Allahs Sendebuds skriftlige fredstraktat for Thaqīf-stammen.

8. Profeten havde fået udarbejdet et omfattende dokument om sadaqa og zakat. Hans hensigt var at få det sendt til de officielle ansvarlige embedsmænd i de forskellige områder af den islamiske stat. Men han døde, før det blev sendt. Senere blev det anvendt som en fuldstændig vejledning i administrationen af det retledte kalifat.

Allama Shawkani har citeret følgende beretning om dette dokument:

******************************************************

Profeten (s) havde ladet nedskrive en bog om sadaqa. Men han døde, før den blev sendt til hans embedsmænd. Efter ham tog Hazrat Abu Bakr den frem og handlede i overensstemmelse med den. Efter hans død tog Hazrat Umar den frem og handlede ligeledes efter den. Efter Hazrat Umars død blev den fundet registreret sammen med et af hans testamenter.

Imam Zuhri så dette dokument og sagde, at det var den bog, der var skrevet om Profetens sadaqa. Zuhri havde modtaget undervisning i den hos Salim ibn Abdullah, og han havde lært den udenad. Senere, da Umar ibn Abd al-Aziz havde påtaget sig kalifatets ansvar, modtog han den fra efterkommerne af Hazrat Abdullah ibn Umar og lod en kopi fremstille. [Samme værk, s. 190; Musnad af Imam Ahmad, bind 2, s. 14.]

9. Også til Hazrat Mu’adh ibn Jabal (ra) lod han et dokument om sadaqa nedskrive. Musa ibn Talha siger:

******************************************************

Vi har en bog af Mu’adh ibn Jabal, som han modtog fra Profeten (s). [Mishkat, s. 159.]

Derudover er talrige andre fredsaftaler og andre bevisdokumenter og skrifter udfærdiget af Profeten (s) blevet fundet. Set fra hadithvidenskabens synspunkt er deres værdi uvurderlig. Tæller man denne slags dokumenter, vil antallet overstige tre hundrede. I værket ‘Miftahul Aqba’ nævnes kopier af 36 breve sendt af Profeten (s). Sahibzada Abd al-Rahim Khan, der på det tidspunkt var indenrigsminister i staten Tonk, har nævnt 250 skriftlige dokumenter.

1. Hudaybiyas fredstraktat.[Kitabul Amwal: Abu Ubaid, s. 157-158; Al-Bidaya wa’n-Nihaya, Ibn Kathir, bind 4, s. 168; Sahih Bukhari, bind 1, s. 371; bind 2, s. 610.]

2. Skriftlige forordninger udstedt på forskellige tidspunkter til forskellige klaner og stammer.[Tabakate Ibn Sayad, Kitabul Amwal: Abu Ubaid, s. 21.]

3. Skriftlige breve med den islamiske invitation til konger og statsledere i forskellige lande.[Bukhari Sharif, bind 2, s. 631; Kitabul Amwal: Abu Ubaid, bind 1, s. 20-23.]

4. Et brev sendt af Sendebudet til ledsageren Abdullah ibn Hakim. I dette brev var lovbestemmelser om døde dyr og lignende nedskrevet.[Mu’jimus-Saghir, Tabarani.]

5. Profeten havde ladet bestemmelser om bøn, indtagelse af alkohol og åger med mere nedskrive til ledsageren Wa’il ibn Hujr.[Samme sted.]

6. Hos ledsageren Dahhak ibn Sufyan fandtes et vejledningsbrev, som var skrevet og sendt af Sendebudet; deri var bestemmelsen om, at hustruen skulle betale blodpenge (*********) på mandens vegne, nedskrevet.[Abu Dawud.]

7. Et dokument, som Profeten havde skrevet og sendt til Yemens indbyggere om zakat på forskellige afgrøder.[********************]

8. Endnu et brev, skrevet af Sendebudet til Yemens indbyggere, hvori der stod:

******************************************************

Blandt jøderne og de kristne vil de, der antager islam, blive regnet blandt de troende, og deres rettigheder og pligter vil være de samme som de troendes. Hvad angår dem, der forbliver jøder eller kristne, vil man ikke forsøge at forhindre dem i at praktisere deres religion; de vil dog være forpligtet til at betale jizya.[Kitab al-Amwal: Abu Ubayd, bind 1, side 21.]

9. Et dekret blev skrevet til Hudhayfa ibn Ayaman (ra), hvori der blev redegjort for zakatens obligatoriske bestemmelser.[Tabaqat af Ibn Sa’d.]

10. Guds ædle Sendebud (s) lod reglerne om zakat skrive til al-Ibn al-Hajari.

11. I det niende hijri-år sendte han Abu Bakr Siddiq (ra) af sted efter at have udnævnt ham til amir al-hajj, og den ædle Profet (s) lod hajjens regler og fremgangsmåde skrive til ham.[Tafsir Ruh al-Ma’ani, bind 10, side 44 ******************** Sirat Ibn Hisham, side 556.]

12. Efter åbenbaringen af sura al-Tawba sendte han i det niende hijri-år Ali (ra) fra Medina til Mekka med et særligt budskab. Han lod ham skrive følgende bekendtgørelse for at meddele den til folk under hajj:

******************************************************

Efter dette år vil ingen polyteist kunne nærme sig Ka’baens hus; ingen vil kunne udføre tawaf omkring den nøgen; ingen andre end en troende vil kunne træde ind i Paradiset, og enhver vil være forpligtet til at opfylde sit løfte.[Tafsir af Abu al-Su’ud, bind 2, side 252, Sirat Ibn Hisham (urdu), side 553.]

13. En skriftlig forordning blev sendt til Umar ibn Aqsa Sulami, hvori reglerne om sadaqa og zakat på husdyr var nedskrevet.

14. En forordning blev sendt til Ghalib ibn Abdullah, hvori de detaljerede bestemmelser om krigsbyttet var nedskrevet.

15. Det ædle Sendebud (s) lod pligterne og bestemmelserne om sadaqa skrive til Sumamas delegation.

16. Han lod reglerne og bestemmelserne for bønnen skrive til Abu Rashid al-Azdi.

17. En skriftlig forordning fra det ædle Sendebud (s) blev sendt til en præst blandt Najrans indbyggere. I den var islam, islams kald og bestemmelserne om jizya nedskrevet.

18. En redegørelse for bønnen, zakat og krigsbyttet blev sendt til herskeren over Hadramaut.

19. Bestemmelserne om jizya og zakat blev sendt til indbyggerne i Dumat al-Jandal. [Kitab al-Amwal, Abu Ubayd, side 195.]

20. Bestemmelserne om ushr blev sendt til indbyggerne i Dumat al-Jandal og Qatan.

21. Der blev sendt en skrivelse om jizya-bestemmelserne til Harra- og Azra-stammerne.

22. Der blev sendt instrukser til Banu Nahad-stammen om de dyr, der skulle gives i zakat.

23. Der blev sendt en skriftlig redegørelse om jizya-bestemmelserne til Banu Hanifa-stammen.

24. Der blev sendt en skrivelse til indbyggerne i »Hajar«. Heri blev de pålagt at stå fast ved islam og adlyde herskeren.[Samme værk, s. 200.]

25. Der blev udstedt et sikkerhedsbrev til indbyggerne i »Ayla« og »Yuhana«. Ibn Kathir har skrevet:

******************************************************

Profeten skrev et dokument til dem. Det blev opbevaret hos dem. I begyndelsen stod der:

******************************************************

I den barmhjertige og nådige Guds navn – dette er en amanat, givet fra Allah og Hans profet Muhammad til indbyggerne i Yuhana og Aylah. [Kitab al-Amwal, s. 200; Nur al-Yaqin, s. 248.]

26. Tamim-stammen fik tilsendt de islamiske bestemmelser om at modtage gaver og om brugen af genstande fremstillet af guld.

28. Til Ja’far og Abdas, herskerne i Oman, blev der sendt en skrivelse med islams kald og reglerne om ushr, zakat osv.

29. Khalid ibn Jamad fik islams arkan skrevet til sig.

30. Jurya ibn Sayf fik skrevet bestemmelserne om jizya og zakat til sig. [Kitab al-Amwal, s. 201, ********]

31. Rabi’a ibn Dhi-Marhab al-Hadrami fik reglerne om skatter og lignende skrevet til sig.

32. Sharhabil, Harith, Nu’aym og Banu Abdu-Qalan fik reglerne om krigsbytte, ushr og zakat skrevet til sig.

33. I en skrivelse til den muslimske befolkning lod den ærede profet (fvmh.) islams bestemmelser om blandt andet salg af frugt, før den var moden, betaling af en femtedel til Bayt al-Mal og modtagelse af deres andel af krigsbyttet, før denne femtedel blev betalt, nedskrive.

34. Der blev dikteret en erklæring til Ada ibn Khalid om nødvendigheden af at oplyse om varers mangler før salg.

35. Reglerne om sadaqa blev skrevet ned til Hazrat Umar (ra).

36. Alle zakats bestemmelser blev skrevet ned til Hazrat Abu Bakr (ra).

37. Da Tamim al-Dari antog islam, blev et jordstykke i hans landsby skænket ham ved et skriftligt dokument. Efter at Hazrat Umar (ra) var blevet udnævnt til kalif, blev dette skriftlige dokument forelagt ham, og han tildelte ham det pågældende jordstykke. [Kitab al-Amwal – Abu Ubayd, s. 274]

38. Majjaya al-Yamani fik tildelt et jordstykke, og der blev udstedt et dokument herom. Abu Tha’laba al-Khushani fik ligeledes tildelt et jordstykke, ledsaget af et tilsvarende dokument.

39. Reglerne og bestemmelserne om zakah blev skrevet ned til Matraf ibn Kahan al-Bahili.

40. Reglerne om jizya blev skrevet ned til Mundhir ibn Sabi. Der blev også skrevet en erklæring om islams holdning til ildtilbedere. [Samme værk, s. 280 og 281 ***************]

41. Der blev udstedt et dekret til folkene af Akidar-slægten. Da Profeten (s)’ officielle segl endnu ikke var fremstillet, blev Hazrats tommelfingeraftryk sat på det. [Al-Isabah, bind 1, s. 131.]

42. Allahs ædle Sendebud (s) lod et dekret udfærdige og sende til Musaylimah al-Kadhdhab (dette dekrets fotografi blev offentliggjort i Londons tidsskrift Picture Mahazine i 1896).

43. Hadrat Abdullah ibn Sahl (ra) blev fundet dræbt i området, hvor jøderne i Khaybar boede. Profeten (s) lod da et brev sende til jøderne om betaling af diyah for ham.[Sīrat Ibn Hisham (urdu), side 473.]

44. Der blev sendt besked til Yemens indbyggere om, at der også skal betales zakat af honning.

Al-Bayhaqi har nævnt:

******************************************************

Profeten (s) skrev til Yemens indbyggere, at zakat skulle opkræves fra honningavlere.[***********]

45. Profeten (s) sendte Hadrat Mu’adh ibn Jabal (ra) en bestemmelse om zakat af kontanter og guld:

******************************************************

Profeten (s) skrev til Muʿādh ibn Jabal (ra), at der skulle opkræves fem dirham i zakat for hver to hundrede dirham og en halv mithqāl i zakat for hver tyve mithqāl guld.[******************* Første bind, Kitāb az-Zakāt, side 175, Dār al-Quṭnī.]

46. Om et andet dekret, der blev sendt til Yemens indbyggere, har imam Dārimī skrevet:

******************************************************

Profeten (s) havde skrevet til Yemens indbyggere, at kun en rituelt ren person måtte røre den ærede Koran, at skilsmisse ikke kan finde sted før indgåelsen af ægteskabet eller opnåelsen af status som ægtemand, og at en slave ikke kan frigives, før han er blevet købt.[Sunan ad-Dārimī, side 293.]

47. Profeten (s) havde på et tidspunkt sendt en skriftlig redegørelse om diya-reglerne til alle Arabias stammer.[Bukhārī, Nasāʾī, Dār al-Quṭnī, Nayl al-Awṭār, bind 7, side 242.]

48. Der blev udarbejdet en skriftlig aftale om fordelingen af den erobrede jord i Khaybar blandt jøderne.[Futūḥ al-Buldān, side 36-42.]

49. Profeten (s) sendte et brev til stammen Hamadan gennem Ḥadrat ʿAlī (ra). Da brevet blev læst højt for dem, antog de alle islam. Allāma Ibn Kathīr har skrevet:

******************************************************

Ḥazrat ʿAlī læste Allahs ædle Sendebuds (fvmh) brev op for dem. Da de havde hørt det hele, antog alle medlemmer af Ḥamdān-stammen islam i fællesskab.[****************]

50. Allahs ædle Sendebud (fvmh) skrev også et sikkerhedsbrev til indbyggerne i Jurba og ʿAdhra.

Allāma Ibn Kathīr har skrevet:

******************************************************

Allahs ædle Sendebud (fvmh) skrev et sikkerhedsbrev til indbyggerne i Jurba og ʿAdhra. Efter at have skrevet Bismillāh i begyndelsen stod der: »Dette er et skriftligt dokument fra Allahs Sendebud Muḥammad til indbyggerne i Jurba og ʿAdhra. De skal være under den beskyttelse og fuldstændige sikkerhed, som er givet fra Allah og Muḥammad.«[************** 5. bind, side 16-17.]

51. Sendebuddets skriftlige brev til Himyars konger.

Allāma Ibn Kathīr har skrevet:

******************************************************

Den ædle Profet (s) skrev et brev til dem.

52. Den ædle Profet (s) sendte et brev til biskoppen i Najran. Det lød således:

******************************************************

Fra Allahs Sendebud og profet Muhammad til biskoppen i Najran: Antag islam; jeg lovpriser over for dig Allah, Ibrahims, Isaks og Jakobs Gud. Derefter kalder jeg jer til at frigøre jer fra menneskers trældom og antage tilbedelsen af Allah samt til at frigøre jer fra menneskers venskab og beskyttelse og søge tilflugt under Allahs venskab og beskyttelse. Hvis I ikke antager dette, skal I betale jizya. Og hvis I også nægter dette, vil jeg erklære, at jeg har besluttet at føre krig mod jer.

Sahabernes skriftlige hadith-materiale

Nogle blandt sahaberne kunne allerede læse og skrive i jahiliyyah-perioden, og som jeg tidligere har nævnt, lærte mange unge sahaber hos de skrivekyndige mekkanere, der blev taget til fange i slaget ved Badr. Derfor var mange af dem i stand til personligt at nedskrive de hadither, de havde hørt fra den ædle Profet (s). Selvom den ædle Profet (s) i begyndelsen generelt forbød alle at skrive hadither ned, gav han senere en generel tilladelse til dette. Hvis der opstod nogen form for vanskelighed eller hindring for nedskrivningen af hadither, fjernede han den endog.

I denne forbindelse er en bestemt begivenhed særligt bemærkelsesværdig. Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As (ra) siger:

Jeg plejede at skrive hvert eneste ord, jeg hørte fra den ædle Profet (s), ned for at bevare det i hukommelsen. Da sahaberne fra Quraysh-slægten så dette, forbød de mig at gøre det. De sagde til mig:

******************************************************

Skal du skrive alt ned, hvad du hører fra Profetens mund? Men Profeten (s) er jo et menneske; han taler nogle gange i tilfredshed og andre gange i vrede?

Abdullah siger: Derefter holdt jeg op med at skrive hadither ned, og en dag nævnte jeg sagen for Allahs Sendebud og sagde:

******************************************************

O Allahs Sendebud! Quraysh siger, at du skriver alle Profetens ord ned. Men han er et menneske. Ligesom almindelige mennesker bliver han undertiden vred.

Så snart Rasul Karim (s) hørte mine ord, pegede han på sine to læber og udbrød:

******************************************************

Bliv ved med at skrive. Ved Ham, i hvis hånd min sjæl er, kommer der intet andet end sandheden ud af denne mund. [Sunan ad-Darimi, side 67. Abu Dawud; i beretningen i Musnad Ahmad og Mustadrak al-Hakim er det efter dette udsagn nævnt, at Sendebudet sagde: »Skriv derfor; bind 1, side 104; i Imam Ahmads gengivelse siges der: Skriv! Ved Ham, i hvis hånd min sjæl er, kommer der intet andet end sandheden fra mig.]

Efter at have hørt denne befaling spurgte Hazrat Abdullah Allahs Sendebud (s):

******************************************************

O Allahs Sendebud! Skal jeg skrive alt ned, hvad jeg hører fra dig?

Sendebudet sagde: Ja; Abdullah spurgte igen:

– Skal jeg skrive alt det ned, der bliver sagt både i vrede og tilfredshed?

Da sagde Allahs Sendebud (s) endeligt:

******************************************************

Ja, i alle disse tilstande siger jeg intet andet end den sande sandhed.

Af denne beretning bliver to ting tydeligt kendt på én gang. For det første blev der aldrig udtalt eller fremsagt noget fra profetens mund, som var i modstrid med sandheden. Selv hvis han ved en fejltagelse havde sagt noget sådant eller været ved at sige det, blev profeten ved Allahs fuldstændige beskyttelse reddet fra denne fejl. Det ovenstående citat beviser profetens usædvanlige fasthed og stærke sindelag, når det gjaldt at tale sandt.

For det andet var det ikke blot tilladeligt at nedskrive haditherne; Sendebudet havde ikke alene givet tilladelse til det, men havde også udstedt en klar og ubegrænset befaling om at nedskrive haditherne. Sendebudets befaling var ikke begrænset til en bestemt tid eller situation. Han havde med stærk og tydelig stemme givet tilladelse til at nedskrive alt, hvad der blev sagt, til alle tider og under alle forhold.

For det første var Allahs Ædle Sendebud til enhver tid og under alle forhold et forbillede, som alle muslimer skulle følge. Hver af hans tilstande, alle hans ord til enhver tid og alle slags handlinger regnes som en af den islamiske shariahs kilder.

Den hadithsamling, som Abdullah ibn Amr havde udarbejdet ved at nedskrive alle Sendebudets ord, blev af den Ædle Profet selv navngivet »Sahifa-e Sadiqa«. Dette var Abdullah ibn Amr ibn al-As’ højtelskede bog. Han sagde selv:

******************************************************

Kun to ting i livet har tiltrukket mig; den ene er »Sadiqa«, og den anden er min Nimna Jani. Sadiqa er imidlertid en bog, som jeg skrev ned efter at have hørt den fra den ædle profet (s). [Sunan ad-Darimi; side 67. – ************* Jami’ bayan al-‘ilm – Ibn Abd al-Barr ************] Den indeholdt tusind hadither. [*********************]

Efter Abdullah ibn Amrs død kom denne bog, »Sadiqa«, i hænderne på hans barnebarn Shu’aib ibn Muhammad. Hans søn Amr fortalte folk haditherne fra Sadiqa videre fra ham.

******************************************************

I hadithsamlingerne er alle de hadither, der er overleveret af Amr ibn Shuʿayb fra hans far … fra hans bedstefar, taget fra og overleveret gennem denne Ṣaḥīfa Ṣādiqa. [Tirmidhī Sharīf, ********************* – Kitāb al-ʿIlm, Dārimī.]

Denne ṣaḥīfa er fuldstændigt inkluderet i værket Musnad af Aḥmad ibn Ḥanbal. Alle fiqhens fire imamer plejede at fremlægge haditherne fra dette værk som bevis. [Zād al-Maʿād – Ibn al-Qayyim, bind 3, s. 458.]

Ḥazrat Abū Hurayra (ra) fortæller: En ansārī-sahābī sad hos Rasūl Allāh (s) og lyttede til hans udsagn; han syntes meget godt om dem og fandt dem tiltalende. Men han kunne ikke huske noget af det ordentligt. Hvad angår at huske alt, var han noget af en undtagelse. En dag fortalte han derfor Rasūl Allāh om denne vanskelighed, og Rasūl al-Karīm (s) sagde: ******************** »Søg hjælp hos din højre hånd.« Med disse ord mente han, at man skulle skrive med hånden. [**************]

Nabī al-Karīm (s) befalede, at al slags viden – især ʿilm al-ḥadīth – skulle gøres uforgængelig og evig gennem nedskrivning.

Han sagde:– ******************* »Nedskriv og bevar viden.« I en anden overlevering er det nævnt, at Ḥazrat ʿAbdullāh ibn ʿAmr (ra) sagde: Nabī al-Karīm (s) har sagt:

******************************************************

Skal jeg fastholde og bevare ʿilm al-ḥadīth?

Vi spurgte:

******************************************************

Hvordan skal jeg fastholde det?

Sendebudet sagde:

******************************************************

Skriv det ned. (Mustadrak, bind 1, side 106.)

Abu Tufayl ʿAmir ibn Wathila fortæller: En dag var jeg hos Hazrat Ali. Da spurgte en mand Hazrat Ali (ra):

******************************************************

Har Sendebudet skænket Dem noget særligt?

Som svar sagde Hazrat Ali (ra):

******************************************************

Sendebudet efterlod mig ikke noget særligt, som han ikke også havde givet alle andre i almindelighed. Men det, der står skrevet i skeden til dette sværd, gav han mig særligt, før han gik bort.[Jami Bayan al-Ilm, bind 1, side 72; Mustadrak al-Hakim, Muslim Sharif, bind 2, side 161.]

I en anden overlevering er ordene gengivet således. Hazrat Ali (ra) blev spurgt:

******************************************************

Har Sendebudet fortalt Dem noget i hemmelighed?

Som svar sagde Hazrat Ali (ra):

******************************************************

Profeten gav mig ikke i hemmelighed noget, som han skjulte for de andre, bortset fra én ting. Denne ting var, at han fortalte mig fire udsagn.[Jāmiʿ Bayān al-ʿIlm, bind 1, side 72; Mustadrak al-Hākim, Muslim Sharīf, bind 2, side 161.]

En lignende beretning er også overleveret fra Hazrat Abu Hudhayfa (ra). Han fortæller, at han en dag spurgte Hazrat Ali (ra):

******************************************************

Har De noget skriftligt hos Dem? Han svarede:

******************************************************

Nej. Jeg har intet andet end Allahs Bog, den forstand, der er givet til en muslim, og det, der er skrevet i denne sahifa.

Hudhayfa (ra) spurgte:

******************************************************

Hvad står der skrevet i dette sahifa?

Hazrat Ali (ra) sagde:

******************************************************

Der står skrevet bestemmelser om blodpenge, frigivelse af fanger og at en muslim ikke må dræbes som straf for at have dræbt en kafir.[Bukhari Sharif, Kitab al-Ilm, 1. bind, side 21.]

I den sidste del af den hadith, som Abu Tufail har overleveret, siges det, at Hazrat Ali (ra) derefter tog et sahifa frem fra sit sværdskede. Heri stod følgende:

******************************************************

Allahs forbandelse er over den, der slagter et dyr eller et andet levende væsen for nogen anden end Allah; Allahs forbandelse er over den, der stjæler eller ifølge en anden overlevering ændrer grænsemærkerne for forskellige dele af et landområde; og Allahs forbandelse er over den, der giver beskyttelse til en, som forvansker islam, eller til en innovator.[Muslim Sharif, 2. bind, side 162.]

En hadith overleveret i Bukhari Sharif er også værd at nævne i denne forbindelse. Yazid ibn Sharif siger:

******************************************************

Hazrat Ali (ra) stod en dag på prædikestolen et sted ved navn ‘Ajur og holdt en tale for os. Et sværd hang over hans skulder. Sammen med det hang også en sahifa. Han sagde: »Ved Allahs ed, jeg har ingen bog, der kan læses, bortset fra Allahs Bog og det, der står skrevet i denne sahifa.« Derefter foldede han sahifaen ud. I den så jeg bestemmelser om kamelers tænder, og jeg så skrevet: »Medina er haram fra stedet ved navn ‘Air til det og det bjerg. Hvis nogen på dette sted udfører en innovation eller en handling uden for islam, hviler Allahs, englenes og alle menneskers forbandelse over ham. Allah vil ikke tage imod nogen betaling eller modydelse fra ham.« Der stod også skrevet: »Alle muslimers dhimma er én, og de skal alle bestræbe sig på at beskytte den. Og den, der bryder en pagt indgået med en muslim, over ham hviler Allahs, englenes og alle menneskers forbandelse. Allah vil ikke tage imod nogen betaling eller godtgørelse fra ham.«

Der stod også skrevet: »Den, der knytter et andet slægtsforhold til sig end sit eget fædrene slægtsforhold, over ham hviler Allahs, englenes og alle menneskers forbandelse. Ingen betaling eller modydelse vil blive modtaget fra ham.« [Bukhari Sharif, bind 2, side 1084.]

En anden hadith, overleveret af Hazrat Hudhayfa (ra), er også relevant i denne forbindelse. Han sagde:

******************************************************

Jeg spurgte Hazrat Ali (ra): »Har De nogen anden form for åbenbaring hos Dem end den åbenbaring, der er skrevet i Allahs Bog?«

Hazrat Ali svarede ham:

******************************************************

Nej, ved Ham, som spalter frøet og skaber mennesket: Jeg kender ikke noget andet fra åbenbaringen end Koranen. Men jeg kender to ting: Den ene er forstand, som Allah den Ophøjede giver et menneske gennem denne Koran; og den anden er det, der står skrevet i denne sahifa.

Hazrat Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) spurgte: Hvad står der i denne sahifa? Da sagde Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham): »I den står der skrevet om diya, reglerne for frigivelse af fanger, og at ingen muslim må dræbes som gengældelse for en vantro.« [Bukhari Sharif, bind 1, Kitab al-Jihad, side 428. Af denne hadith fremgår det, at der stod adskillige hadither skrevet i sahifaen, og at disse også var en del af åbenbaringen. For det andet er det ikke kun Koranen, der er modtaget gennem åbenbaringen; hadith er også modtaget gennem åbenbaringen.]

Der findes også en anden overlevering om denne tale af Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde:

******************************************************

Vi skrev ikke noget fra den ædle Profet (fred være med ham) ud over den ædle Koran og de hadither, der var nedskrevet i denne sahifa. [Bukhari Sharif, bind 1, side 451.]

Sammenfatningen af alle de ovenfor nævnte overleveringer og drøftelser er, at Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) nedskrev og bevarede den ædle Koran og de ædle hadither fra den ædle Profet (fred være med ham). Desuden udarbejdede han også en samling af hadither. Hvilken slags hadither der stod skrevet i den, er blevet kendt gennem de forskellige ovenfor nævnte overleveringer. Men ingen steder nævnes det, hvor mange der var.

Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

******************************************************

Blandt Profetens (s) ledsagere overleverede ingen flere af Profetens hadither end jeg. Abdullah ibn Amr ibn al-As overleverede dog flere. Det skyldtes, at han skrev haditherne ned, mens jeg ikke skrev dem ned.[Bukhari Sharif, 1. bind, s. 22. Sunan ad-Darimi, s. 67.]

Det er allerede blevet bevist, at Abdullah ibn Amr ibn al-As (ra) skrev Profetens hadither ned. Abu Hurairas udtalelse om sig selv gælder imidlertid hans første leveår, ikke den sidste del af hans liv. I den første periode skrev han nemlig ikke Profetens hadither ned; på det tidspunkt følte han ikke behov for at skrive dem ned. Han fandt det tilstrækkeligt at memorere det, han hørte. Desuden havde han en bedre hukommelse end andre. Om hans hukommelse siges der i en hadith:

******************************************************

Det, som andre ikke kunne huske, kunne han huske.[Bukhari Sharif, 1. bind, s. 22.]

I Abu Hurairas egen beretning nævnes en hændelse, der viser, hvor god hans hukommelse var. Det er berettet i Muslim Sharif, at den ærede Profet (s) en dag henvendte sig til de tilstedeværende i forsamlingen og sagde:

******************************************************

Den af jer, der breder sit klæde ud, lytter til denne min hadith og derefter lægger det ind mod sit bryst, vil aldrig glemme noget af det, han hører.

Abu Huraira (ra) siger:

******************************************************

Da jeg hørte dette, bredte jeg det sjal ud, som jeg bar over skulderen. Da Profeten havde afsluttet sin tale, lagde jeg sjalet ind mod mit bryst. Derefter glemte jeg ikke en eneste hadith, som jeg havde hørt fra Profeten.[Muslim Sharif, 2. bind, side 302,*************]

Trods denne fremragende hukommelse begyndte han til sidst at nedskrive hadither, og han nedskrev et stort antal hadither. Antallet af hadither, som han havde skrevet ned, var over fem tusind.[Mustadrak Hakim, 3. bind, side 511, Fath al-Bari- ************* Jami’ Bayan al-Ilm – Ibn Abd al-Barr, 1. bind, side 84.]

Hasan ibn Amr ibn Umayya al-Damri, som havde lært hadith hos Abu Huraira, fremsagde en dag en hadith udenad for ham (Abu Huraira) og sagde: »Jeg har hørt denne fra dig.« Da sagde Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham): Hvis du har hørt den fra mig, er den helt sikkert nedskrevet hos mig. Derefter tog han Hasan ved hånden og førte ham med hjem. Han viste ham en enorm bunke af de hadither, han havde skrevet ned, og sagde: Den hadith, du har fortalt, står skrevet her.

Hasan siger:

******************************************************

Han (Abu Huraira) viste mig et stort antal bøger, hvori Profetens hadither var nedskrevet.[I Fath al-Baris 1. bind, side 184, står der skrevet: De hadither, som Hazrat Abu Huraira havde samlet, var spredt over et stort antal sider; Ibn Wahb havde set dem.]

Omkring otte hundrede eller flere sahabaer og tabi’un overleverede hadither fra Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham). [****************] Bogen med titlen »Musnad Abi Huraira« blev samlet allerede i sahabaernes tid.[*********************]

Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) skrev også hadither ned. Allerede som tiårig var han i stand til at læse og skrive. Hans far førte ham frem for Allahs Sendebud og sagde:

******************************************************

O Allahs Sendebud! Her er min søn, en dreng, der kan læse og skrive.

Han tilbragte uafbrudt ti år i Allahs Sendebuds tjeneste. At han nedskrev alt, hvad han hørte hos Allahs Sendebud, er vel ikke mærkeligt! Sa’id ibn Hilal siger:

******************************************************

Når vi pressede Anas ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) til at berette hadither, tog han et rør frem og sagde: Dette er de hadither, som jeg hørte fra den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham), og efter at have skrevet dem ned læste jeg dem op for ham.

Heraf fremgår det, at Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) regelmæssigt skrev hadither ned. Han skrev dem altså ikke blot selv og lod dem hobe sig op; han læste dem også op for Allahs Sendebud og fik fejlene rettet.

Han beordrede også sine sønner til at skrive hadither ned. Han sagde:

******************************************************

Mine sønner! Nedskriv denne viden om hadith.[Sunan ad-Darimi, s. 68.]

Da han blev udnævnt til guvernør i Bahrain og rejste dertil, sendte Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) ham en samling hadither. I begyndelsen stod der skrevet:

******************************************************

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn – Dette er bestemmelserne om sadaqa, som Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har fastsat for muslimerne, og som Allah har pålagt Sit Sendebud.[Sahih al-Bukhari, 1. bind, s. 195. Abu Dawud, hadith nr. 1567.]

Der er ingen tvivl om, at denne samling indeholder mange af de hadither, der er overleveret fra Hazrat Anas.

Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) havde også samlet en samling hadither.

Hadithlærde fra tabi’in-generationen, såsom Hasan al-Basri og Qatadah, modtog og overleverede hadither fra netop denne samling. Desuden overleverede også tabi’in som Sulayman ibn Qays, Abu az-Zubayr, Abu Sufyan og ash-Sha’bi hadither fra Hazrat Jabirs samling. Alle de hadither, som Abu Sufyan overleverede fra Hazrat Jabir, var hentet fra dette sahifa.

Næsten alle muhaddithun har omtalt denne hadithsamling af Hazrat Jabir. Hafiz al-Dhahabi har overleveret følgende fra Imam Ahmad om Qatadah ibn Du’amah:

******************************************************

Qatadah var den person blandt Basras indbyggere, der havde den stærkeste hukommelse. Hvad end han hørte, lærte han det udenad. En gang blev Hazrat Jabirs hadithsamling læst op for ham, og straks lærte han den fuldstændigt udenad.[**************]

Qatadah plejede selv at sige:

******************************************************

Jeg havde lært Jabirs sahifah bedre udenad end sura al-Baqarah.[***************]

Dette beviser, at Hazrat Jabir (ra) havde udarbejdet en hadithsamling, som hadithstuderende fortsatte med regelmæssigt at læse i helt frem til tiden efter ham, og hadither blev overleveret fra den.

Hazrat Abdullah ibn Mas’ud (ra) plejede også at nedskrive hadither. Derfor var han i stand til at udarbejde en samling med et stort antal hadither. Efter hans død blev denne samling bevaret hos hans sønner. Hans søn Abd al-Rahman viste en håndskrevet hadithsamling frem og sagde: »Ved Allah, dette er faderens håndskrevne hadithsamling.[*************]

Hazrat Samura ibn Jundub (r.a.) havde også nedskrevet hadith. Efter hans død arvede hans søn, Salman ibn Samura, denne hadithsamling. Historikeren Ibn Sirin siger: »Samuras samlede hadithbog indeholder værdifuld viden.«

Hazrat Abdullah ibn Abbas (r.a.) havde samlet alle de hadith, han havde hørt, i bogform. Nogle folk fra Ta’if havde ved gentagne gange at høre dem fra ham afskrevet hele denne bog. Han udbredte også hadith ved at skrive breve. [Abu Dawud, Kitab al-Aqdiya] Efter hans død arvede hans søn Ali ibn Abdallah et stort antal hadithsamlinger. Det er blevet overleveret:

******************************************************

Hazrat Ibn Abbas (r.a.) efterlod sig en hadithbog, der kunne lastes på en kamel.

Følgende overlevering om Hazrat Ibn Abbas’ nedskrivning af hadith er værd at bemærke. Al-Qatani har via Tabaqat Ibn Sa’d nævnt følgende udtalelse af Salma, Abu Rafi’s hustru:

******************************************************

Jeg så Ibn Abbas med nogle skrivetavler, hvorpå han skrev noget, han havde fået fra Abu Rafi, om Sendebudets handlinger.

Al-Qatani har også skrevet:

******************************************************

Ibn Abbas kom til Abu Rafi‘. Han sagde: »Hvad gjorde Allahs Sendebud (s) på den og den dag?« … Ibn Abbas plejede at tage en mand med sig, som skrev det ned, Abu Rafi‘ sagde.

Hvor omfattende Ibn Abbas’ skriftligt nedtegnede hadithsamling var, kan man danne sig et indtryk af ud fra følgende citat. Imam Musa ibn Uqba siger:

******************************************************

Kuraib, Abdullah ibn Abbas’ træl, forelagde os en kamellast af hans (Ibn Abbas’) skriftlige hadithbøger.

Mughirah ibn Shu‘bah (ra) lod på Muawiyahs (ra) anmodning et stort antal hadither nedskrive til ham. Imam Bukhari (r) har i denne forbindelse nævnt følgende overlevering:

******************************************************

Arrad, Mughirah ibn Shu‘bahs skriver, siger: »Mughirah ibn Shu‘bah lod mig skrive (mange hadither) i en bog (et brev), der var skrevet til Muawiyah (ra).«

Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As (ra) udarbejdede endnu en hadithsamling efter den ærede Profets (s) bortgang. Ifølge en beretning fra historikerne havde den ærede Profet (s) selv pålagt ham at gøre dette.[******************] Den blev kaldt »Sahifaen Yarmuk.[******************]

Hazrat Sa’d ibn Ubadah Ansari havde også samlet en sahifa med hadither. Hans søn overleverede hadither fra netop denne »sahifa«.[***************] Imam Bukhari siger:

******************************************************

Denne sahifa var et bind af Abdullah ibn Abi Awfas sahifa.[********************] Han skrev selv haditherne med egen hånd.

Kort sagt blev sahabaerne som følge af den ærede Profets (s) godkendelse, tilladelse og opmuntring fuldt ud engageret i at bevare, nedskrive og samle denne islams kostbare skat – hadithvidenskaben. I datidens samfund blev studiet af hadithvidenskaben ikke udelukkende dyrket som et middel til at opnå belønning i det hinsidige; også med henblik på at opnå social anseelse, dyrke viden og videnskab samt udvikle medfødte talenter blev det dengang betragtet som et af de vigtigste områder. Derfor blev den ærede Profets (s) utallige og umådelige udsagn bevaret for altid af de mest troværdige, pålidelige, sandfærdige og gudfrygtige sahabaer, som han havde oplært.

Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As siger: Da jeg var ung, spurgte jeg sahabaerne:

******************************************************

Hvordan overleverer I den ærede Profets hadither? I har jo hørt, hvad han sagde, mens I var helt optaget af den ærede Profets hadither?

Da de hørte dette, begyndte de at le. De sagde: »Åh, vor nevø, alt hvad jeg hørte fra ham, står skrevet i en bog, som vi har.«

Denne begivenhed beviser, at sahabaerne allerede skrev hadither ned, da Abdullah ibn Amr stadig var ganske ung. Dette var i den tidlige periode i det islamiske Medina.

Hazrat Anas ibn Malik hørte hos Mahmud ibn Rabi’ en lang hadith, som var blevet fortalt af Hazrat Utban ibn Malik. Derefter sagde han:

******************************************************

Jeg syntes særdeles godt om denne hadith.

Da sagde han til sin søn: »Skriv den ned.« Så blev den skrevet ned.

Klassificering af sahabaer, der viderefortalte hadither

Baseret på antal

Antallet af dem, der direkte hørte hadith fra den ædle Profet (fred være med ham) og videregav noget af det, de havde hørt fra ham, var på ingen måde ringe. Muhaddithen imam Ali ibn Abu Zur’a, en ekspert i hadith-fortællernes biografier, svarede således på et spørgsmål herom:

******************************************************

Antallet af dem, som før den ædle Profets (fred være med ham) bortgang havde set ham med egne øjne og hørt hans ord med egne ører, må blandt mænd og kvinder have været over hundrede tusind. De videregav alle hadith, enten efter direkte at have hørt dem fra den ærede Profet eller efter at have fået dem fortalt af andre.

Muhammad Abu Zahū, en af vor tids fremmeste forskere i hadithvidenskab og lærer ved al-Azhar-universitetet i Egypten, har skrevet:

******************************************************

Den ædle Profet (fred være med ham) forlod denne verden og efterlod sig omkring et hundrede og fjorten tusind sahabaer. De hørte hadith fra den ædle Profet (fred være med ham) og videregav dem. Man spørger: Hvor boede de, og hvordan og hvor fik de mulighed for at høre hadith? Svaret er, at de var indbyggere i Mekka og Medina, folk fra områderne mellem disse to byer, almindelige arabere samt de mennesker, der havde været til stede sammen med ham under afskedspilgrimsfærden. De havde alle set den ædle Allahs Sendebud (fred være med ham) med egne øjne og hørt hadith fra ham, mens han stadig levede.

Ifølge en beretning fra muhaddithen Abu Zur’a var antallet af sahabaer, og af de personer der havde videregivet noget fra den ædle Profet (fred være med ham), ganske vist over hundrede tusind; men ifølge Allama Dhahabi var antallet af de sahabaer, der regelmæssigt havde videregivet et betydeligt og opregneligt antal hadith, kun et hundrede og fem. Dette antal kan naturligvis blive større, hvis man undersøger sagen nærmere. Musnad af Abu Dawud al-Tayalisi er en hadithbog, der blev samlet i den sidste del af det andet hijri-århundrede; i denne bog findes beretninger fra omkring to hundrede og halvtreds sahabaer. I bogen Usud al-Ghabah er antallet af sahabaer, der videregav hadith, angivet til 7554. Det hævdes i denne bog, at de alle direkte havde videregivet hadith fra Allahs Sendebud. Allama Ibn Hajar har imidlertid gjort indsigelse mod dette. Han har sagt, at også personer, som ikke var sahabaer, er blevet medregnet.

Ifølge Allama Dhahabi blev et stort antal hadith videregivet fra otteogtyve af disse et hundrede og fem sahabaer. Ifølge de fleste muhaddither er disse otteogtyve sahabaer netop dem, der videregav det største antal hadith. Sandheden er, at næsten halvdelen af den enorme hadithskat er blevet videregivet fra disse otteogtyve sahabaer. Muhaddithernes konklusion er, at de, der har videregivet færre end fyrre hadith, betegnes som personer, der videregav få hadith. På dette grundlag kan sahabaerne opdeles i fire grupper efter antallet af hadith, de videregav:

a) Sahābīerne i første gruppe: De, som har overleveret tusind eller flere hadither.

b) Sahābīerne i anden gruppe: De, fra hvem fem hundrede eller flere hadither er blevet overleveret.

c) Sahābīerne i tredje gruppe: De, hvis hadither udgør fyrre eller flere.

d) Sahābīerne i fjerde gruppe: De, hvis overleverede hadither er færre end fyrre.

Men antallet af sahābīer, der har overleveret fra mere end fem hundrede til færre end fyrre hadither, er meget stort. Derfor kan vi igen inddele dem i to niveauer. De, der har overleveret fra et hundrede til fem hundrede hadither, hører til det første niveau, og de, der har overleveret fra fyrre til et hundrede hadither, hører til det andet niveau.

På dette grundlag kan alle sahābīer, der har overleveret hadither, inddeles i i alt fem klasser:

1. De, hvis overleverede hadither udgør tusind eller flere.

2. De, hvis overleverede hadither udgør fem hundrede eller flere, men færre end tusind.

3. De, hvis overleverede hadither udgør hundrede eller mere, men færre end fem hundrede.

4. De, hvis overleverede hadither udgør fyrre eller fyrre eller mere end fyrre, men færre end hundrede.

5. De, hvis overleverede hadither udgør fyrre eller færre end fyrre.

Første kategori

Ifølge de fleste hadithforskere kan kun seks sahaba regnes til den første kategori. De er: (1) Abu Hurayra (ra), (2) Aisha (ra), (3) Abdullah ibn Abbas (ra), (4) Abdullah ibn Umar (ra), (5) Jabir ibn Abdullah (ra) og (6) Anas ibn Malik (ra). Antallet af hadither, de har overleveret, overstiger tusind. Shah Waliullah Dehlawi (ra) har imidlertid medregnet i alt otte sahaba i denne kategori. Han har føjet Abdullah ibn Amr ibn al-As (ra) og Abu Said al-Khudri (ra) til dem.

Shah Dehlawis opfattelse er i modstrid med opfattelsen hos hadithvidenskabens fremmeste lærde i den første kategori. Imam Ahmad ibn Hanbal (ra) nævnte også kun de førstnævnte seks sahaba som dem, der havde overleveret det største antal hadither.

Hadithlærde regner i almindelighed faktisk ikke Abu Said al-Khudri (ra) med i denne kategori, selv om antallet af hadither, han har overleveret, overstiger tusind.

Allama Badruddin Ayni har skrevet følgende om ham:

******************************************************

Han har overleveret 1.170 hadither. Heraf er 46 nævnt i både Bukhari og Muslim, mens 16 er nævnt særskilt i Bukhari Sharif og yderligere 52 i Muslim.

Det blev ikke forstået, hvorfor Shah Waliullah ønskede at henføre Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As til denne kategori. For ifølge en pålidelig opgørelse er antallet af hadither, han har overleveret, kun 700. På denne baggrund kan det siges, at antallet af sahaba, der har overleveret tusind eller mere end tusind hadither, kun er syv, og det samlede antal hadither, de har overleveret, er 14.870.

Det synes nødvendigt her at fremlægge en noget detaljeret redegørelse for disse seks sahaba. For denne redegørelse er uundværlig for at skabe en fast tro og en klar forståelse af hadith.

Hazrat Abu Hurayra (ra)

Hazrat Abu Hurayra (ra) antog islam under slaget ved Khaybar i muharram i det syvende hijri-år og sluttede sig straks til Profeten (s). Fra dette tidspunkt og indtil Profeten (s) døde, forlod han aldrig Profetens forsamling eller hans selskab. Hans egentlige formål var at opnå korrekt og detaljeret viden om islam.

Ibn Abd al-Barr har skrevet:

******************************************************

Abū Hurayrah antog islam i året for slaget ved Khaybar. Han deltog i dette slag sammen med Allahs ædle Sendebud (s). Derefter knyttede han sig til Sendebudet og opholdt sig altid hos ham. Hans formål var at tilegne sig viden, og dermed var han tilfreds, og hans sult blev stillet. Hans hånd var knyttet til Sendebudets hånd. Hvor end han gik, gik Abū Hurayrah (ra) også derhen.

Alt, hvad Allahs ædle Sendebud (s) sædvanligvis sagde, hvad han svarede andre på deres spørgsmål, hvad han underviste i om forskellige spørgsmål vedrørende islam og Koranen, hans forklaringer og fortolkninger af Koranens vers samt hans taler og foredrag om forskellige emner — alt dette lyttede han omhyggeligt til og lærte udenad, mens han hele tiden var til stede hos Sendebudet. Samtidig bevarede han det også selv. Mange af de andre sahābah var optaget af forskellige familiære, sociale og økonomiske gøremål, handel og landbrug, og derfor kunne de ikke tilbringe særlig meget tid hos Sendebudet. Men Hadhrat Abū Hurayrah havde ingen sådanne forpligtelser. Derfor fik han sammenlignet med de andre større mulighed for at høre hadither. Det er således ikke mærkeligt, at han overleverede et stort antal hadither. Under disse omstændigheder sagde Hadhrat Abū Hurayrah (ra) selv:

******************************************************

Mine muhājir-brødre var det meste af tiden optaget af handel på markedet, mens jeg holdt mig tæt til Sendebudet. Jeg havde ingen beskæftigelse udenfor. Når de derfor var fraværende fra Sendebudets forsamling, var jeg til stede dér. Når de glemte noget, huskede jeg det.

Mine ansār-brødre var derimod optaget af at administrere deres ejendom og formue. Men jeg var en fattig og nødlidende mand blandt folkene på Suffah. Derfor huskede jeg også enhver sag, som de måtte have glemt.

Det samlede antal hadither overleveret af Hadhrat Abū Hurayrah (ra) er 5347. Heraf er 325 hadither nævnt i både al-Bukhārī og Muslim, mens 79 hadither særskilt kun er citeret i Sahīh al-Bukhārī og 93 hadither kun i Sahīh Muslim.

Imam al-Bukhārī og Badr al-Dīn al-ʿAynī har skrevet:

******************************************************

Mere end otte hundrede sahabaer og tabi’iner overleverede hadither fra ham.

Hvordan Hazrat Abu Hurayra kunne overlevere så mange flere hadither end de øvrige sahabaer, kan man udførligt forstå ud fra hans ovenstående egen analyse. Desuden får man et klart indtryk heraf gennem hans følgende udsagn. Han sagde selv:

******************************************************

Hvis Allah den Højeste ikke havde åbenbaret disse to vers i Sin Bog, ville jeg aldrig have overleveret nogen hadith. Heri siger Allah: »De, der skjuler de klare, overbevisende og vejledende ord, som Jeg har åbenbaret, over dem er Allahs forbandelse og de øvrige forbanderes forbandelse.« (Muslim Sharif, bind 2, side 302; Bukhari Sharif, bind 1, side 22.)

Hazrat Abu Hurayra opholdt sig sammen med Allahs Sendebud i omtrent tre år uden afbrydelse, lyttede til hadither og bevarede dem i sin hukommelse. Derfor blev han i stand til at overlevere så mange flere hadither end de øvrige sahabaer. Allah den Højeste havde især skænket ham en så skarp hukommelse, at han aldrig glemte noget af det, han hørte. Denne enestående hukommelse blev dog opnået som følge af Allahs Sendebuds bøn og en særlig foranstaltning. Hans omfattende kendskab til hadither og enestående hukommelse var almindeligt kendt og anerkendt i datidens samfund. Dette bevises uden tvivl af de nedenstående udsagn.

Hazrat Ubayy ibn Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) siger:

******************************************************

Abu Hurayra var meget modig, når det gjaldt at stille spørgsmål til Allahs Sendebud. Han spurgte ham om sådanne emner, som ingen anden sahabi spurgte om.

Abū ʿĀmir siger: Jeg var til stede hos Talha. En mand kom hen til ham og sagde: »Abū Muhammad! Den dag i dag har vi ikke kunnet forstå, om det er jer eller Abū Hurayra, der er den største kender af Profetens hadither.« Da sagde Talha (ra): »Han [Abū Hurayra (ra)] kender mange ting, som ligger uden for vores viden. Det skyldes, at vi var velhavende mennesker; vi havde hjem, ejendom, hustruer og familier, og vi var for det meste optaget af dette. Vi var kun til stede hos Allahs Sendebud (s) om morgenen og om aftenen, hvorefter vi gik tilbage til vores egne gøremål. Abū Hurayra (ra) var derimod fattig; han havde hverken jord, ejendom eller familie. Derfor holdt han sig tæt til Allahs Sendebud og fulgte ham overalt. Vi er alle overbeviste om, at han hørte flere hadither end nogen af os. Ingen af os har beskyldt ham for at have overleveret en hadith, som han ikke havde hørt fra Allahs Sendebud.«[**************]

En gang tilkaldte ʿĀʾisha (ra) ham og spurgte: »Hvilken slags hadither overleverer du? Har du ikke hørt de samme ord og set de samme handlinger fra Allahs Sendebud (s), som jeg har?« Abū Hurayra (ra) svarede: »Moder! De var jo optaget af at gøre sig i stand for Allahs Sendebud, mens intet, ved Allahs ed, kunne aflede mit blik fra Allahs Sendebud.«[******************]

Da Abū Hurayra (ra) en gang blev så oprørt over noget hos den umayyadiske hersker Marwān, sagde han vredt: »Folk siger, at Abū Hurayra (ra) overleverer mange hadither, selv om han først kom til Medina blot nogle få dage før den ædle Profets (s) bortgang.

Abū Hurayra (ra) svarede: »Da jeg kom til Medina, var jeg lidt over tredive år gammel. Fra da af blev jeg hos Allahs Sendebud (s) lige indtil hans bortgang. Jeg fulgte ham endog til hans hustruers gemakker, tjente ham, deltog sammen med ham i kampe og jihad og tog med ham på hajj. Derfor kunne jeg kende flere hadither end andre. Ved Allahs ed: De, der havde været sammen med Allahs Sendebud (s) før mig, anerkendte også, at jeg altid var til stede hos Allahs Sendebud, og de spurgte mig om hadither. Blandt dem kan især nævnes ʿUmar (ra), ʿUthmān (ra), Talha (ra) og Zubayr (ra).«[************] Talha ibn ʿUbaydullāh siger:

******************************************************

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Abū Hurayra hørte så mange hadither fra Allahs Sendebud (s), som vi ikke hørte.[*************]

En dag sagde Ibn ʿUmar (ra) henvendt til Abū Hurayra (ra):

******************************************************

Du plejede at være mere knyttet til Profeten (s) end os, og derfor kunne du vide mere om hans hadither end os og bedre lære dem udenad.

Imam adh-Dhahabī har skrevet, at Hazrat ʿUmar al-Fārūq (ra) en dag sagde netop dette til Hazrat Abū Hurayra (ra).

Mange fremtrædende mænd blandt tābiʿīn har bevidnet Hazrat Abū Hurayras (ra) skarpe hukommelse. Her gengives nogle af deres udsagn:

Abū Ṣāliḥ siger:

******************************************************

Blandt den Ædle Profets (s) sahāba havde Hazrat Abū Hurayra (ra) den bedste hukommelse og var en særdeles stor hadith-hāfiẓ.

Saʿīd ibn Abī al-Ḥasan har sagt:

******************************************************

Blandt sahabaerne var der ingen, der havde overleveret flere hadither end Hazrat Abu Huraira (r.a.).

Imam Bukhari (r.a.) har skrevet om Hazrat Abu Huraira (r.a.):

******************************************************

Omkring otte hundrede lærde overleverede hadither fra ham. Blandt hadith-overlevererne på hans tid var han den største hafiz af hadith.

Badruddin Ayni har skrevet:

******************************************************

Alle hadith-eksperter er enige om, at Hazrat Abu Huraira (r.a.) overleverede flest hadither blandt sahabaerne.

Imam Shafi’i (r.a.) har sagt:

******************************************************

Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) var den mest hukommelsesstærke og den største hadith-hafiz blandt alle hadithoverleverne i sin tid.[*************]

Muhaddithen al-Hakim sagde:

******************************************************

Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) havde den stærkeste hukommelse og var den største hadith-hafiz blandt Profetens (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ledsagere. Han opholdt sig langt mere sammen med Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) end de andre. Det skyldtes, at han var fri for bekymringer med hensyn til sine fornødenheder. Hans hånd var i Profetens (må Allahs velsignelser og fred være med ham) hånd, og når Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gik et sted hen, gik han også derhen. Sådan forblev det indtil Profetens død. Derfor blev antallet af hadither, som Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) overleverede, langt større end de andres.[***************]

Imam al-Hafiz Baqi ibn Makhlad al-Andalusi skrev i sit Musnad-værk:

******************************************************

Der findes 5.374 hadither overleveret af Abu Hurayra. Ingen anden blandt ledsagerne overleverede så mange hadither eller blot et nært tilsvarende antal.[********************]

Kort sagt er der fire hovedårsager til, at antallet af de hadither, han overleverede, var så stort. De fire årsager er følgende:

1. At han efter at have antaget islam altid fulgte Profeten (fvmh).

2. Hans brændende iver efter at lære hadither og bevare dem udenad samt hans evne til ikke at glemme noget, han havde hørt.

3. Hans samvær med de fremtrædende sahaba og muligheden for at lære hadither hos dem; derved blev hans viden om hadith fuldkommengjort, og han blev i stand til at indsamle hadither fra alle tider, både tidligere og senere.

4. At han levede i lang tid efter Den Ædle Profets (fvmh) død, fik mulighed for at udbrede hadither i næsten 74 år og ikke påtog sig nogen travlhed med et vigtigt statsligt embede.

Af alle disse grunde var Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) en stor hadith-hafiz, den mest vidende om hadith blandt sahaba og den, der overleverede flest hadither. De hadither, som sahaba overleverede hver for sig, fandtes samlet hos Abu Hurayra. Derfor spurgte alle ham og satte deres lid til ham. Abdullah ibn Umar sagde:

******************************************************

Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) bevarede Profetens (fvmh) hadither udenad for muslimerne.

Det fremgår uimodsigeligt af den ovenstående udførlige drøftelse, at Hazrat Abu Huraira (ra) var en fremragende lærd i hadith, at antallet af hadither, som han berettede, naturligt måtte være større end andres, og at hans beretninger om hadith på alle måder er troværdige og pålidelige. Ikke desto mindre må man undre sig over den frækhed, der blev udvist af dem, som kritiserede Hazrat Abu Huraira for at berette et stort antal hadither.

Hazrat Aisha (ra)

De troendes moder, Hazrat Aisha (ra), tilbragte ni lange år uafbrudt som Verdensprofetens livsledsager. Disse år i Profetens liv var samtidig de mest begivenhedsrige og den periode, hvor den islamiske livsordning blev fuldt etableret. Profeten (s) døde, da Hazrat Aisha var atten år gammel. Derefter levede hun i omtrent niogtredive år. Derfor kunne hun på den ene side indsamle et stort antal hadither fra Profeten (s), og på den anden side kunne hun ligeledes videreformidle dem på en ordentlig måde. Talrige sahaba fra Profeten (s)’s tid og mange tabi’un fra den efterfølgende periode hørte hadither hos hende og kunne berette dem gennem hendes isnad.

Allama Badruddin Ayni har skrevet:

******************************************************

Hazrat Aisha (ra) var en fremtrædende sahabi-faqih, og hun var en af de seks sahaba, som berettede det største antal hadither fra Profeten (s). Gennem hendes isnad er der blevet berettet 2.210 hadither. Af disse er 174 hadither nævnt i både Bukhari og Muslim. Derudover er 54 hadither nævnt særskilt i Bukhari Sharif og yderligere 58 i Muslim Sharif.

Hazrat Anas (ra)

Som allerede nævnt var Hazrat Anas (ra) knyttet til Profeten (s)’s tjeneste i en lang periode på ti år. Han fik mulighed for at høre mange af Profeten (s)’s ord og iagttage mange af hans handlinger, mens han opholdt sig i den ædle Profets nærhed. Han var en af de sahaba, som fulgte en særlig metode i beretningen af hadither. Han ydede en særlig tjeneste for hadith-videnskaben. Man kan sige, at hele hans liv var viet til udbredelsen af hadith. Selv efter Profeten (s)’s død, da de øvrige sahaba var optaget af krige og konflikter, fortsatte han utrætteligt med at udbrede hadith. I den sidste del af sit liv var Basras hovedmoské centrum for hans hadith-undervisning.

Ved hans forsamlinger til formidling af hadith deltog hadithstuderende fra Mekka, Medina, Basra, Kufa og Syrien med brændende interesse.

Antallet af hadith, som han overleverede, var flere tusinde. Med Allama Badruddin Aynis ord:

******************************************************

Han overleverede 2.286 hadith fra Profeten (s).

Heraf er 83 nævnt i Sahih al-Bukhari og yderligere 91 i Sahih Muslim. Desuden er 168 hadith citeret i både Bukhari og Muslim. Blandt de ledsagere, der døde i byen Basra, var han den sidste. Han levede i næsten et århundrede.

Hazrat Abdullah ibn Umar (ra)

Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) var ledsager ved Sendebudets (s) hof allerede i en meget ung alder. På grund af sin unge alder blev han nægtet muligheden for at deltage i slaget ved Badr. Men derefter deltog han direkte i alle begivenheder. Derfor indtog han blandt de ledsagere, der var sammen med Profeten (s) og overleverede hans hadith, en særligt betydningsfuld position. Det samlede antal hadith, som han overleverede, er 1.630. Heraf er 173 citeret i både Bukhari og Muslim. Desuden er 81 hadith nævnt i Sahih al-Bukhari og 31 i Sahih Muslim. Allama Badruddin Ayni har skrevet:

******************************************************

Efter Abu Hurayra var han blandt sahaberne den, der berettede flest hadither.

Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra)

Hazrat Abdullah ibn Abbas’ moster var de troendes moder, Hazrat Maymuna (ra). Hazrat Abdullah opholdt sig som regel i sin moster Ammas hus. Det gjorde han, fordi han var særligt ivrig efter med egne øjne at se Profeten Muhammads (s) natlige tilbedelse og hengivelse. Profeten Muhammad (s) havde bedt for ham således:

******************************************************

O Allah, gør Ibn Abbas særligt forstående med hensyn til islamisk religion, og giv ham dyb indsigt i dens inderste sandheder.

Er det da mærkeligt, at han som følge heraf var i stand til at samle et meget stort antal hadither? Allama Badruddin Ayni har skrevet:

******************************************************

Ibn Abbas (ra) berettede 1.660 hadither fra Profeten Muhammad (s). Af disse er 95 nævnt i både Bukhari og Muslim. Desuden findes 120 hadither kun i Bukhari og 49 kun i Muslim. Blandt sahaberne og tabi’inerne var der et stort antal mennesker, som berettede hadither fra ham. Alle kendte ham som en fremragende hadith-ekspert.

Hazrat Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham)

Hazrat Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) var særdeles kyndig inden for hadith-videnskaben. Han helligede hele sit liv til studiet af hadith. At lære, praktisere og udbrede hadith var målet med hans liv. Med dette formål rejste han i mange år ad de mest ufremkommelige veje til fjerntliggende egne. Om ham har samleren af Mishkat-værket sagt:

******************************************************

Han var en af de fremtrædende sahaba. Han var en af de sahaba, der berettede et stort antal hadither.

Han berettede hadither både direkte fra den ædle Profet (fred være med ham) og gennem sahabaerne. Da Hazrat Abdullah blev martyr i slaget ved Uhud, knyttede Hazrat Jabir sig til et fast følge med Allahs Sendebud (fred være med ham). Han levede i mange år. På sine rejser til de store byer i den muslimske verden fik han lejlighed til at møde mange sahabaer, som berettede hadither. I Profetens Moské oprettede han i lang tid en halqa (kreds) for undervisning i hadith. Han levede 64 år efter Allahs Sendebud (fred være med ham). Hele dette lange liv tilbragte han med at udbrede hadith. Det samlede antal hadither, han berettede, er 1540. Heraf nævnte Bukhari og Muslim tilsammen tres hadither. Bukhari nævnte yderligere 26 hadither særskilt, og Muslim nævnte yderligere 26 hadither særskilt.

Anden kategori

I den anden kategori kan kun fire sahabaer nævnes som hadithberettere, der berettede fem hundrede eller flere hadither. Deres navne og en kort beskrivelse af dem følger:

1. Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham):Han antog islam allerede i den første periode af den islamiske missionsvirksomhed i Mekka og deltog sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham) i næsten hvert eneste slag. Han var Allahs Sendebuds (fred være med ham) skoholder. Han hjalp Allahs Sendebud (fred være med ham) med at tage sit tøj på.

Allama Badruddīn al-ʿAynī har skrevet følgende om ham:

******************************************************

Han har overleveret 848 hadither fra Allahs Sendebud (fvmh.). Heraf er 64 hadither overleveret i både al-Bukhari og Muslim. Desuden er yderligere 21 nævnt i Sahih al-Bukhari og 35 i Sahih Muslim.

2. Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As (r.a.):Allama Badruddīn al-ʿAynī har skrevet følgende om ham:

******************************************************

Han var en fremragende lærd og meget flittig i tilbedelsen. Han var indehaver af flere hadither end Hazrat Abu Huraira (r.a.). Det skyldtes, at han skrev haditherne ned, mens Hazrat Abu Huraira (r.a.) ikke skrev dem ned i begyndelsen. Ikke desto mindre er antallet af hadither, der er overleveret gennem hans isnad, langt mindre end antallet af hadither, der er overleveret gennem Abu Hurairas isnad.

Han plejede at skrive haditherne ned. Mujahid sagde: Da jeg så en samling hadither hos Abdullah, spurgte jeg: Hvad er dette? Han svarede:

******************************************************

Den hedder Sadiqa. Heri er de hadither nedskrevet, som jeg hørte fra Allahs Sendebud (s). Ved at høre disse hadither var der ingen anden person mellem mig og Allahs Sendebud (s).[***************]

3. Hazrat Ali (ra):Den fjerde kalif blandt de retledte kaliffer. Han var den første blandt mændene til at antage islam og opholdt sig på det tidspunkt som Allahs Sendebuds ledsager. Han var den ædle Sendebuds (s) fætter og svigersøn. Han var også den første kalif fra Banu Hashim-slægten.[*****************]

Allama Badr al-Din al-Ayni har skrevet om ham:

******************************************************

I hans overleveringskæde er i alt 586 hadither overleveret fra Allahs Sendebud (s). Heraf har både al-Bukhari og Muslim nævnt tyve hadither i hver deres værk. Derudover har al-Bukhari nævnt ni, og Muslim yderligere femten hadither.[************]

4. Hazrat Umar ibn al-Khattab (ra):  Den anden kalif blandt de retledte kaliffer. Han antog islam allerede i det sjette år efter profetkaldelsen. Som følge af hans antagelse af islam fik islam stor styrke i Mekka. Han helligede hele sit liv til islam.[*************] Ifølge én opgørelse er det samlede antal hadither, som han overleverede, 539.[************]

Tredje del

I den tredje kategori regnes i alt 26 sahaba. Deres navne og korte beskrivelser gives nedenfor:

1. De troendes mo’der, Hazrat Umm Salma (ra):Antallet af hadither, hun overleverede, er 157. Heraf findes to i både Bukhari og Muslims værker. Mishkat-forfatteren skrev om hende:

******************************************************

Fra hende overleverede Hazrat Ibn Abbas (ra), Aisha (ra), hendes egen datter Zaynab, hendes søn Umar og Ibn al-Musayyib hadither.

Desuden overleverede et stort antal sahabaer og tabiʿin også hadither fra hende.

2. Hazrat Abu Musa al-Ash’ʿari (ra): Allama Badr al-Din al-Ayni skrev om ham:

******************************************************

Antallet af hadither, han overleverede, er 360. Heraf er halvtreds hadither citeret i både Bukhari og Muslim. Desuden er fire hadither nævnt særskilt i Bukhari, og yderligere femten hadither i Muslim. Fra ham overleverede Anas ibn Malik (ra), Tariq ibn Shihab og mange andre tabiʿin hadither. Han blev regnet for en af eksperterne blandt sahabaerne.

3. Hazrat Baraʾ’ ibn Azib (ra): Badr al-Din al-Ayni skrev:

******************************************************

Der er overleveret 305 hadither fra Profeten gennem hans overleveringskæde. Heraf er 22 hadither medtaget i både Bukhari og Muslim, 15 udelukkende i Bukhari Sharif og 6 udelukkende i Muslim Sharif.

4. Hazrat Abu Dharr al-Ghifari (ra):Han sagde selv:

******************************************************

Jeg er den fjerde blandt de første fire, der antog islam.

Allama Badruddin Ayni har nævnt:

******************************************************

281 hadither er overleveret fra Profeten gennem hans overleveringskæde. Heraf er 12 hadither medtaget i både Bukhari og Muslim, mens 2 udelukkende er medtaget i Bukhari Sharif og 17 udelukkende i Muslim Sharif. Talrige sahaba overleverede også hadither fra ham. Også en tabi’i overleverede hadither fra ham.

Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas (ra.):Han var en af de ti ledsagere, som i denne verden fik det glade budskab om Paradiset. Han antog islam i en alder af enten 14 eller 17 år. Han var den første, der skød en pil i jihad for Allahs religion. Om ham har lærden Badruddin Ayni skrevet:

******************************************************

Det samlede antal hadither, som han overleverede fra Profeten, er 270. Heraf har både Bukhari og Muslim nævnt 15 hadither. Desuden er fem hadither nævnt særskilt i Bukhari og 18 i Muslim.[***********]

6. Hazrat Sahl ibn Sa’d al-Ansari (ra.): Profeten døde, da han var femten år gammel, og blandt ledsagerne var han den, der døde sidst i Medina.[**********] Efter at alle ledsagerne var døde, var han den eneste, der stadig levede, og derfor vendte alle sig til ham angående hadith-videnskaben. Det samlede antal hadither, som han overleverede, er 188. Heraf er 28 hadither nævnt i både Bukhari og Muslim.[*************]

7. Hazrat Ubadah ibn al-Samit (ra.):Han var en af de mennesker i Medina, hvis ører Islams kald fra Mekka nåede, og som deltog i Aqaba-troskabseden, der blev aflagt under hajj tre år i træk.[************]

Lærden Badruddin Ayni har skrevet:

******************************************************

Antallet af hadither, som han overleverede fra Profeten, er 181. Heraf er seks hadither nævnt i både Bukhari og Muslim. Derudover har Bukhari nævnt yderligere to hadither, og Muslim har nævnt yderligere to hadither.[*************]

8. Hazrat Abu Darda (ra):Han var en højt anset sahabi. Hans viden, forstand, indsigt og fuldstændige beherskelse af hadithvidenskaben er velkendt. Hazrat Abu Dharr al-Ghifari (ra) sagde en dag, henvendt til ham:

******************************************************

»Der findes nu ingen på jorden eller under himlen, der er mere lærd end dig, Abu Darda.«

9. Hazrat Abu Qatadah al-Ansari (ra):Han udviste den største forsigtighed, når han overleverede hadither. Efter at have hørt de alvorlige ord om at tillægge Profeten falske udsagn begyndte han at følge dette princip. Samme værk, bind 8, s. 92. Trods dette er antallet af hadither, han overleverede, 100.

10. Hazrat Ubay ibn Ka’b (ra):Hvert øjeblik af hans liv blev tilbragt i tjeneste for hadithvidenskaben. Khatib al-Umari har skrevet:

******************************************************

Han var åbenbaringens skriver for den ædle Profet (s). Han var en af dem, der lærte hele den ædle Koran udenad i Sendebudets tid. Et stort antal mennesker overleverede hadither gennem ham.

11. Hazrat Mu’adh ibn Jabal (ra):Han var en af de syv, der var til stede ved den anden troskabsed ved al-Aqabah. Han deltog i slaget ved Badr og alle de øvrige slag. Den ædle Profet (s) sendte ham til provinsen Yemen som dommer og lærer i islam.

Hazrat Ibn Masʿud sagde:

******************************************************

Muʿadh var lærer i al godhed og lydig over for Allah og Hans Sendebud. (Samme sted, side 341.)

Den ædle Profet (fred være med ham) sagde selv om ham:

******************************************************

Muʿadh ved mere end nogen anden om, hvad der er halal og haram.

Han sagde også:

******************************************************

På Dommedag vil Muadh træde frem som imam for de lærde.[***************]

Hazrat Abdullah ibn Amr, ibn Abbas, ibn Abi Awfa, Anas ibn Malik, Abu Umama, Abu Qatada, Abu Thalaba, Abd ar-Rahman ibn Samura, Jabir ibn Samura og andre sahabier overleverede hadither fra ham.[*********************]

12. Hazrat Nu’man ibn Bashir (ra): Han var det første barn blandt ansarerne efter hijraen. Allama Badr ad-Din al-Ayni har skrevet:

******************************************************

I hans isnad er 114 hadither blevet overleveret.[************]

13. Hazrat Abu Bakra (ra):Han sluttede sig til Profeten efter erobringen af Ta’if. Om ham har Badr ad-Din al-Ayni skrevet:

******************************************************

Han var blandt sahabierne den mest fremragende med hensyn til viden. Han var en af de mest fromme mennesker. Han anstrengte sig altid af al kraft i tilbedelsen.[*************]

Ayni har også skrevet:

******************************************************

I hans overleveringskæde er i alt 133 hadither blevet overleveret fra den ædle Profet (s). Heraf er 8 hadither nævnt i både Bukhari og Muslim, yderligere fem i Sahih al-Bukhari og endnu én i Sahih Muslim.

14. Hazrat Jarir ibn Abdullah (ra):Han antog islam i selve det år, hvor den ædle Profet (s) døde. Han sagde selv:

******************************************************

Jeg antog islam fyrre dage før Profetens død.

Allama Badruddin Ayni har skrevet:

******************************************************

Antallet af hadither, som han overleverede, er et hundrede. Heraf nævnte både Bukhari og Muslim otte hadither, mens Bukhari og Muslim hver for sig nævnte seks andre hadither. I kommentaren til Muslim Sharif, bogen Nawawi, er det nævnt, at antallet af hadither, som han overleverede, er to hundrede. Heraf nævnte Bukhari alene blot én. Nogle har sagt seks.[************]

15. Hazrat Abu Ayyub Ansari (ra):Han var en højt agtet sahabi. Han deltog i den anden troskabsed ved Aqaba og i slaget ved Badr. Da Allahs Sendebud (s) ankom til Medina, opholdt han sig først i hans hus. Allama Badruddin Ayni har skrevet:

******************************************************

Antallet af hadither, som han overleverede, er et hundrede og halvtreds. Heraf er syv hadither nævnt i både Bukhari og Muslims værker. Der findes desuden endnu én hadith i Bukhari.[**********]

16. Hazrat Uthman ibn Affan (ra):Han var den tredje kalif blandt de retledte kaliffer, de troendes leder. Profetens to døtre blev efter hinanden gift med ham. Badruddin Ayni har skrevet om ham:

******************************************************

Han overleverede 146 hadither fra Allahs Sendebud. Heraf nævnte Bukhari elleve i sit eget værk.[***********]

17. Hazrat Mugīra ibn Shu’ʿba (ra):Han indtog blandt sahabierne en fremtrædende position med hensyn til viden. I hadithbøgerne findes der omtale af 133 hadither, som han overleverede. Desuden er endnu én hadith nævnt i Bukhari Sharif og to andre i Muslim Sharif.[***********]

18. Hazrat Imran ibn Husayn (ra):Khatib al-Umari har skrevet:

******************************************************

Han var en fremtrædende lærd blandt sahabaerne og en af de fremmeste retslærde.

19. Hazrat Usama ibn Zayd (ra):Han var profeten Karim (s)’s adoptivsøn. Han indtog en fremtrædende position inden for islamisk viden. På tidspunktet for Allahs Sendebuds død var han kun atten eller tyve år gammel. Alligevel var et stort antal af Rasul Karim (s)’s udsagn bevaret i hans hukommelse. Hans handlinger og karakter var desuden et forbillede for alle og værd at følge.

Et stort antal hadither blev overleveret og udbredt af ham. Det samlede antal hadither, han overleverede, var 128. Heraf er 15 citeret i både Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim. Derudover er yderligere to hadither nævnt særskilt i Sahih al-Bukhari, og yderligere to i Sahih Muslim.

20. Hazrat Sawban (ra):Han var Rasul Karim (s)’s slave og hørte til hans husstand. Han var altid sammen med Rasul Karim (s). Han plejede på den ene side at lære hadither udenad og bevare dem i hukommelsen, og på den anden side opfyldte han fuldt ud sit ansvar for at udbrede haditherne.

21. Hazrat Burayda ibn Husayb (ra):Han havde en særlig høj anseelse blandt sahabaerne. Han kunne et stort antal af Rasulens hadither udenad. Det samlede antal hadither, han overleverede, var 164. Heraf er kun én hadith nævnt i både Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim. Desuden er yderligere 2 hadither udelukkende citeret i Sahih al-Bukhari og 11 udelukkende i Sahih Muslim. Alle de hadither, han overleverede, havde han hørt direkte fra Rasul.

22. Hazrat Abu Masud Uqba ibn Amr (ra):Han antog islam på tidspunktet for den anden troskabsed ved Aqaba. Han var en energisk forkynder af islams religion. Han deltog i alle slagene. Han var også meget engageret i at udbrede hadither. I hadithbøgerne findes der omtale af 102 hadither, som han overleverede.

23. Hazrat Jarir ibn Abdullah (ra):Han antog islam omkring fyrre dage før Sendebuddets død. Antallet af hadither, som han berettede, var et hundrede. Heraf er otte hadither nævnt i både Bukhari og Muslim. Desuden er én hadith nævnt særskilt i Sahih al-Bukhari, mens seks hadither er nævnt i Sahih Muslim. I al-Nawawis kommentar til Sahih Muslim siges det imidlertid, at to hundrede hadither er blevet berettet fra Hazrat Jarir. Heraf er én hadith nævnt i Sahih al-Bukhari og ni i Sahih Muslim.

24. Hazrat Samura ibn Jundub al-Farazi (ra):Mishkat-samleren har skrevet om ham:

******************************************************

Han var en hadith-hafiz og var blandt dem, der berettede et stort antal hadither fra Sendebuddet. Mange mennesker berettede også hadither fra ham.

Allama Badr al-Din al-Ayni har skrevet:

******************************************************

I alt er et hundrede og treogtyve hadither blevet berettet fra ham. Heraf er kun fire hadither citeret i Sahih al-Bukhari.

25. Hazrat Jabir ibn Samura (ra):Han var nevø af Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas. Han boede i byen Kufa, og det var dér, han døde i år 74 efter hijra. Også fra ham berettede et stort antal mennesker hadither.

26. Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra):Han var den første kalif blandt de retledte kaliffer. Han var den ædle Profets (s) livslange ven og ledsager. Fra uvidenhedens tidsalder indtil oprettelsen af det islamiske samfund blev han aldrig, under nogen omstændigheder, adskilt fra Allahs Ædle Sendebud (s) i længere tid. Om ham skrev Mishkat-samleren:

******************************************************

Talrige sahabaer og tabi’in overleverede hadither fra ham. Men fordi han kun levede i kort tid efter Sendebuddets bortgang, blev der kun overleveret meget få hadither fra ham.

For en detaljeret drøftelse af Abu Bakrs overlevering af hadither, se drøftelsen »De retledte kaliffer og samlingen af hadithbøger« i dette værk.

Antallet af hadither, som hver af de ovennævnte sahabaer overleverede, er et hundrede eller derover, og det samlede antal hadither, som de alle overleverede, er 4556.

Fjerde kategori

Antallet af sahabaer, der overleverede hadither i den fjerde kategori, er 33. Fra hver af dem blev der overleveret mellem fyrre og et hundrede hadither. Den fuldstændige liste over deres navne fremlægges her:

(1) Hazrat Abdullah ibn Abi Awfa (2) Hazrat Zayd ibn Thabit (3) Hazrat Zayd ibn Arqam (4) Hazrat Ka’b ibn Aslami (5) Hazrat Zayd ibn Khalid al-Juhani (6) Hazrat Abu Talha Zayd ibn Sahl (7) Hazrat Rafi’ ibn Khadij (8) Hazrat Salama ibn al-Akwa (9) Hazrat Abu Rafi’ al-Qibti (10) Hazrat Awf ibn Malik al-Ashja’i (11) Hazrat Adi ibn Hatim (12) Hazrat Abdur-Rahman ibn Awf (13) De troendes moder, Hazrat Umm Habiba (14) Hazrat Ammar ibn Yasir (15) Hazrat Salman al-Farsi (16) De troendes moder, Hazrat Hafsa (17) Hazrat Burayra ibn Mutrim al-Qubshi (18) Hazrat Asma bint Abu Bakr (19) Hazrat Wathila ibn al-Asqa al-Kinani (20) Hazrat Uqba ibn Amir al-Juhani (21) Hazrat Fudala ibn Ubayda al-Ansari (22) Hazrat Umar ibn Utba (23) Hazrat Ka’b ibn Amr al-Ansari (24) Hazrat Fudala ibn Ubayd al-Aslami (25) De troendes moder, Hazrat Maymuna (26) Hazrat Umm Hani (27) Hazrat Abu Hudhayfa ibn Mughaffal (28) Hazrat Bilal ibn Riyah al-Tamimi (29) Hazrat Abdullah ibn Mughaffal (30) Hazrat Miqdan ibn Asad al-Kufi (31) Hazrat Umm Atiyya al-Ansariyya (32) Hazrat Hakim ibn Hajar al-Asadi og (33) Hazrat Salma ibn Hanif al-Ansari (ra).

Femte del

Antallet af sahabaer i den femte gruppe er femoghalvtreds. Fra hver af dem er der overleveret fyrre eller færre hadither. Her nævnes navnene på de 40 personer i denne gruppe, som har overleveret forholdsvis flest hadither. De er:

(1) Hazrat Zubair ibn Awam (2) Hazrat Fatima bint Qais (3) Hazrat Khabbab ibn al-Ibatt (4) Hazrat Iyad ibn Hammad Tamimi (5) Hazrat Malik ibn Rabi’a Sayyid (6) Hazrat Abdullah ibn Salam (7) Hazrat Umm Qais bint Mahz (8) Hazrat Fadl ibn Abbas (9) Hazrat Amir ibn Rabi’a (10) Hazrat Rabi’ bint Muawwidh (11) Hazrat Usaid ibn Hudair Ashhali (12) Hazrat Khalid ibn Walid (13) Hazrat Umar ibn Harith (14) Hazrat Khawla bint Hakim (15) Hazrat Thabit ibn Dahhak (16) Hazrat Urwa ibn Abi Zaid al-Asadi (17) Hazrat Muawiya ibn Hakim Salami (18) Hazrat Yamra bint Safwan (19) Hazrat Urwa ibn Majras (20) Hazrat Majma ibn Yazid (21) Hazrat Salim ibn Qais (22) Hazrat Qatada ibn Luqman (23) Hazrat Qubaisa ibn Makhrik Amiri (24) Hazrat Asim ibn Adi (25) Hazrat Salma ibn Nuaim Ashjai (26) Hazrat Malik ibn Sa’sa’a (27) Hazrat Mahjan ibn Adra (28) Hazrat Saib ibn Falah (29) Hazrat Khafaf Ghifari (30) Hazrat Dhu’fjr Habashi (31) Hazrat Malik ibn Hubair (32) Hazrat Zaid ibn Harith (33) Hazrat Thabit ibn Adiya (34) Hazrat Ka’ab ibn Iyad Ashari (35) Hazrat Kulthum ibn Husain Ghifari (36) Hazrat Dahya Kalbi (37) Hazrat Judana bint Wahb (38) Hazrat Malik ibn Yasar (39) Hazrat Abdullah ibn Jamra og (40) Hazrat Kulthum ibn Alqama (ra).

De resterende 15 var unge sahabaer. Antallet af hadither, som de overleverede, var meget lille og uden nævneværdig betydning.

Det samlede antal sahabaer, hvis navne er blevet nævnt ovenfor i de forskellige grupper, er et hundrede og fem. Der er ingen tvivl om, at den store og ophøjede, uforgængelige og uudslukkelige søjle af lys, som hadith-skatten udgør for den muslimske ummah, er resultatet af netop deres overleveringer og deres grænseløse hengivenhed, vedvarende indsats, stræben, utrættelige arbejde, urokkelige tro på Allah og evige ønske om menneskehedens velbefindende.

Årsagerne til forskellen i antallet af overleverede hadither

Det fremgik af den foregående gennemgang, at der er en enorm forskel mellem sahabaerne med hensyn til antallet af overleverede hadither. Selv om de alle var sahabaer af den samme profet, overleverede nogle et stort antal hadither, mens andre kun overleverede meget få. Det er nødvendigt for os særligt at forstå, hvad der var årsagen til denne store forskel i antallet af overleverede hadither.

Så længe Profeten (s) levede blandt sahabaerne, beskæftigede han sig i almindelighed med at undervise dem alle i islam, Allahs Bog og visdommen. På det tidspunkt var der hverken mulighed for at udbrede et falsk udsagn i Profetens navn eller den mindste mulighed for at afvise eller bortfeje noget, Profeten havde sagt, med påstanden om, at det ikke var Profetens ord. Hyklerne havde heller ikke nogen større mulighed for at skabe forvirring om islam ved at fortolke noget, Profeten havde sagt, på en fejlagtig måde. For så snart noget sådant skete, kunne de ærede sahabaer spørge Profeten og få alle forhold gjort klare og tydelige. Historien, og især de ædle hadither, rummer utallige eksempler på dette. En gang så Hazrat Umar Faruq (ra) Hazrat Hisham ibn Hakim recitere sura al-Furqan på en ny måde. Han blev meget forundret, greb ham og bragte ham til Profetens forsamling. Efter at have hørt Hazrat Hishams recitation sagde Profeten (s), at det også var tilladt at recitere den på denne måde. Derefter forsvandt tvivlen fra Hazrat Umars sind. Derfor kan det siges, at Profeten (s) i sin levetid afgjorde alle uoverensstemmelser mellem de ærede sahabaer. Så snart der opstod den mindste tvivl eller forvirring om et spørgsmål, blev den fjernet direkte af Profeten.

Men efter profeten Kareems (s) bortgang indtrådte der en vældig forandring i denne situation. På den ene side blev forbindelsen til at opnå åbenbaringens viden afbrudt, og på den anden side blev utallige nye muslimer frafaldne og beredte sig på at forlade islam. Under sådanne forhold begyndte også en række hyklere at stikke hovedet frem for at fiske efter egne interesser i rørte vande. Hvis de da forsøgte at udbrede en løgn i Rasulens navn, er det på ingen måde mærkeligt eller overraskende.

Men den første kalif, Hazrat Abu Bakr (ra), iværksatte en stærk modstand mod dette. På den ene side knuste han med fuld kraft de frafaldnes og zakat-benægternes modstand, og på den anden side opførte han lige så kraftfuldt en uovervindelig mur foran løgnernes udbredelse af deres løgne. Efter ham traf også Hazrat Umar Farooq (ra) passende foranstaltninger i denne sag. Han udviste den største strenghed med hensyn til overlevering af hadith. Et stort antal sahaba, som bar en vældig skat af hadith i deres hjerter, sad årvågne som utrættelige vagter. Af frygt for, at en overleveret hadith kunne blive et legetøj i hyklernes hænder og antage en forvansket form, ophørte de i almindelighed næsten helt med at overlevere hadith. Hos nogle blev denne frygt så stærk, at de mente, der kunne ske fejl ved at overlevere for mange hadither, eller at almindelige muslimer, hvis de blev helt optaget af studiet af hadith, kunne komme til at tilsidesætte Allahs eget ord, den ædle Koran. Også af disse grunde indstillede sahaba i almindelighed midlertidigt næsten helt udbredelsen og overleveringen af hadith. Kun når det blev nødvendigt at søge støtte i hadith i forbindelse med afgørelser i shariaens spørgsmål eller med den daglige statsledelse, retspleje og lignende, overleverede de hadith til hinanden.

På dette trin kan vi især nævne nogle få sahaba og derigennem forstå årsagen til, at de trods deres omfattende kendskab til hadith overleverede et forholdsvis lille antal hadither.

Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra), profeten Kareems (s) livslange ledsager, samt højt ærede sahaba som Hazrat Abu Ubaida, Hazrat Abbas ibn Abd al-Muttalib og Hazrat Imran ibn Husain kendte et stort antal hadither, men fra dem er der kun overleveret meget få hadither. Hazrat Said ibn Zayd var en af de ti sahaba, som havde fået det glade budskab om at komme i Paradiset; alligevel overleverede han kun to eller tre hadither. Hazrat Ubay ibn Ummarata overleverede blot én hadith.

Nogle sahaba blev efter Rasulens bortgang så optaget af at varetage kalifatets ansvar, at de ikke fik mulighed eller tid til at overlevere hadith. De fire ærede sahaba blandt de retledte kaliffer samt Hazrat Talha og Hazrat Zubayr er konkrete eksempler på denne årsag.

Situationen for et stort antal sahaba var lige det modsatte. De havde rigeligt med fritid. De havde ingen beskæftigelse, som kunne hindre dem i at overlevere hadith. Derfor var de i stand til at overlevere et stort antal hadither, såsom Hazrat Abu Hurayra (ra), Hazrat Aisha (ra) og Hazrat Abdullah ibn Umar (ra).

Nogle sahaba havde forholdsvis flere muligheder for at være i profeten Kareems (s) nærhed og selskab. Fordi de var sammen med ham overalt — i hjemmet og på rejser, i deres eget land og i fremmede lande — var det på den ene side lettere for dem at indsamle et større antal hadither, og efter hans bortgang fik de på den anden side også mulighed for at overlevere dem fuldt ud til andre. Blandt de sahaba, hvis navne er værd at nævne her, er Hazrat Abdullah ibn Masud (ra), Hazrat Abu Hurayra (ra), Hazrat Jabir ibn Abdullah (ra), Hazrat Anas ibn Malik (ra) og Hazrat Abdullah ibn Umar (ra). Nogle sahaba døde allerede i Rasulens levetid eller umiddelbart efter hans bortgang, og derfor fik de ingen mulighed i deres liv for at overlevere hadith til andre. Fra dem, der ikke havde megen mulighed for at møde Rasulens selskab eller holde sig tæt til ham, er der også kun overleveret meget få hadither.

Efter Rasulens (sa) bortgang opstod der hele tiden nye situationer i det islamiske samfund. Da blev det nødvendigt for den muslimske befolkning at kende Rasulens ord vedrørende de pågældende spørgsmål. Derfor blev de sahaba, som stadig var i live på dette tidspunkt, nødt til at overlevere et større antal hadither. Senere opstod der blandt muslimerne en stærk interesse for at tilegne sig hadith-videnskab. De fremsatte på forskellige måder anmodninger til sahaba om at høre Rasulens hadither. Også af denne grund blev sahaba rede til at åbenbare den hos dem bevarede hadith-viden for dem og undervise dem i den. Også denne årsag gjorde, at et stort antal hadither kunne overleveres fra mange sahaba.

Mod slutningen af det retledede kalifat opstod der forskellige former for fitna i det muslimske samfund. Shiaerne og khawarijitterne trådte varigt frem som to falske sekter. På dette tidspunkt forsøgte de også at udgive forskellige udsagn for at være hadither fra Allahs Sendebud. Derfor blev nogle af Sendebuddets ledsagere nødt til at være endnu strengere med at overlevere hadither, selv om de kun overleverede færre autentiske hadither. Det er netop af denne grund, at der kun er blevet overleveret meget få hadither fra den fjerde kalif, Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham).

Forskelle i hukommelse samt det forhold, om man skrev hadither ned eller ej, var også blandt de vigtigste årsager til forskellene i antallet af overleverede hadither. De, der var i stand til at memorere flere hadither eller nedskrive dem—såsom Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham)—var i stand til at overlevere flere hadither end de øvrige ledsagere. Disse forskellige årsager ligger til grund for forskellene i antallet af hadither, der blev overleveret af den samme Sendebuds mange ledsagere. Derfor kan det uden tvivl siges, at selv om forholdet måtte være så overraskende, er der intet unormalt ved det. [Se siderne 66, 67 samt 147 og 148 i værket skrevet af Muhammad Abu Zahw ***************.]

Tabi’inernes hadithstudier

Efter Profeten, den Ædles (fred være med ham), bortgang begyndte ledsagernes tidsalder. Ligesom de ædle ledsagere havde opnået særlig dygtighed ved at lære Koranen, hadith samt islamisk viden og videnskab hos Profeten, den Ædle, underviste de ædle ledsagere på samme måde tabi’in, altså folk fra den efterfølgende generation, i Koranen, hadith og islamisk viden. I Profeten, den Ædles, levetid havde han selv en særlig status med hensyn til islamisk viden; efter Profetens bortgang blev de ædle ledsagere (må Allah være tilfreds med dem) indsat i en tilsvarende ansvarsfuld position. Gennem individuelle og kollektive bestræbelser påtog de sig også opgaven med at gøre muslimerne i tabi’inernes tidsalder endnu dygtigere i Koranens og hadithens viden, så de kunne gennemtrænges af den islamiske kundskabsstrøm. Ligesom Profeten, den Ædle (fred være med ham), i den tidlige periode havde grundlagt et stort videnscenter i Medina, oprettede de fleste af ledsagerne senere hver især en videnskreds i deres private sfære og eget miljø, og muslimerne i tabi’inernes tidsalder tilegnede sig viden om Koranen og hadith hos dem. Men hvem er en tabi’i? En grundlæggende drøftelse af dette er nødvendig her. Historikeren al-Khatib al-Baghdadi har skrevet følgende om dette:

******************************************************

En tabi’i er en, der har været i en ledsagers selskab.

Ifølge denne definition er det ikke tilstrækkeligt blot at have mødt en ledsager for at blive tabi’i; man skal også have tilbragt nogen tid sammen med ledsageren. Men opfattelsen hos et stort antal muhaddither er anderledes. Ifølge dem:

******************************************************

En ‘tābiʿī’ er den, der har mødt en sahabi, selv om han ikke har været i dennes selskab.

Ibn Hibban har i denne forbindelse stillet som betingelse, at tābiʿīen på tidspunktet for mødet med sahabien havde udviklet sin forstand og sin evne til at skelne mellem godt og ondt. Han sagde:

******************************************************

Hvis han på tidspunktet for mødet var ganske ung og ikke var i stand til fuldt ud at bevare og huske det, han havde hørt, har hans blotte møde med sahabien ingen betydning.

Den høje rang, som tābiʿūn indtager efter sahabierne, er også blevet særligt omtalt i Den Ædle Koran. Det er blevet sagt:

******************************************************

Og de første blandt muhājirūn og anṣār til at antage islam, samt de, der oprigtigt og tilfredse fulgte dem, dem er Allah tilfreds med, og de er tilfredse med Allah. Og Allah har beredt haver for dem, under hvilke floder flyder. [Sura at-Tawra, 2. rukūʿ, vers 100.]

I dette koranvers omtales tābiʿūn umiddelbart efter sahabierne blandt muhājirūn og anṣār. Ligesom de i spørgsmål om tro og handling er underlagt de ædle sahabier, er de også deres efterfølgere i tidsmæssig henseende. Derfor kaldes de i den almindelige terminologi ‘tābiʿūn’ (de efterfølgende eller følgerne).

Der er også i hadith blevet talt om Tabi’inerne med særlig anerkendelse. Rasulullah ﷺ sagde:

******************************************************

De mennesker, der lever samtidig med mig (Sahaba), er de bedste blandt min ummah. Derefter kommer de, der følger dem (Tabi’in), og derefter de, der følger disse (Tabi’ al-Tabi’in). Muslim Sharif, Kitab al-Fada’il, side 309.

I virkeligheden var det muslimske fællesskab efter Sahaba—Tabi’in—i det store hele en afspejling af Sahaba. På den ene side tilegnede de sig al viden om Koranen og Sunnah fra Rasulullahs Sahaba, og på den anden side udførte de en omfattende udbredelse heraf i alle egne og afkroge af det dengang enorme muslimske samfund. Det var i praksis dem, der formidlede den islamiske viden fra Sahaba til de kommende generationer af muslimer. Tabi’in, forfattet af Shah Mu’inuddin, indledning, side 2–3.

Disse Tabi’er var talrige—det er ikke engang muligt at fastslå deres antal nøjagtigt. For efter profeten ﷺ’s bortgang spredte Sahaba sig til forskellige egne af verden, og—

******************************************************

Enhver, der havde mødt blot én blandt Sahaba, var en Tabi’i.

Derfor er det i praksis umuligt at fastslå, hvor mange Tabi’er der fandtes, særligt i hele den muslimske verden og mere generelt i hele verden. Men i historien om hadith-kompileringen er det kun de Tabi’er, der på den ene eller anden måde var beskæftiget med at lære hadith, lære hadith udenad og nedskrive hadith i tiden efter profeten ﷺ, som er betydningsfulde. I vores gennemgang af Tabi’ernes hadith-indsats vil vi kun omtale de fremtrædende Tabi’er i denne gruppe.

Den kronologiske metode til undervisning i hadith i tabi’inernes tid fremgår af følgende formulering:

******************************************************

Metoden til at tilegne sig hadithvidenskab var således, at man først lyttede, derefter koncentrerede sig om det, så lærte det udenad, hvorefter man begyndte at handle i overensstemmelse med det, og derefter iværksatte konkrete tiltag for at udbrede det.

Det var netop efter denne metode og i denne rækkefølge, at de ædle sahabier underviste deres disciple og elever i hadith, og efter Profeten, den ædle, døde, opførte de fyrtårne for udbredelsen af viden i det islamiske samfunds centre. Derfor fik et stort antal mennesker i denne periode mulighed for at lære hadith og forme deres liv i overensstemmelse hermed. De tog fuldt ud initiativ til og viste stor iver i alle disse aktiviteter: at lære hadith udenad, nedskrive hadith og samle hadithværker. Samtidig opnåede de fuld indsigt, dygtighed, anseelse og berømmelse inden for alle disse områder.

Her behandles hadithstudiets forskellige aspekter i tabi’inernes tid særskilt.

Udenadslæring af hadith

Ligesom sahabierne udviste tabi’inerne også fuld energi, iver, grænseløs interesse og hengivenhed i deres tilegnelse og udenadslæring af hadith. For dem var hadith den næstvigtigste kilde til viden efter Den Ædle Koran. Hvor de gennem Koranen lærte islams grundlæggende principper og bestemmelser, fik de gennem hadith detaljeret viden og information om islam.

Muslimerne i tabi’inernes tid lagde i den første periode størst vægt på at lære hadith udenad. Enhver hadith, de hørte, lærte de udenad. Indtil denne tid havde den arabiske nation fuld tillid til sin naturlige hukommelse; når de skulle tilegne sig noget, var det deres urgamle vane og skik først at lære det udenad. Især havde skrivekunsten endnu ikke opnået nogen særlig udbredelse, fremgang eller brede popularitet blandt dem.

Men det er trods alt ikke sådan, at hadith overhovedet ikke blev skrevet ned, og at alle udelukkende stolede på at memorere dem. Den faktiske situation var snarere, at de fleste på det tidspunkt var vant til netop at memorere dem. Selv hvis nogen skrev dem ned, gjorde han det med det formål at memorere dem; man kan sige, at der ikke fandtes nogen praksis med blot at skrive dem ned uden at memorere dem. Imam Maliks nedenfor citerede udsagn gør den faktiske praksis i denne forbindelse klar. Han sagde:

******************************************************

Folk på den tid var almindeligvis ikke vant til at skrive; de var almindeligvis vant til at memorere. Hvis nogen af dem skrev noget ned, gjorde han det kun med det formål at memorere det, og når det var blevet memoreret, slettede han det.

Om tabi’ien Muhammad ibn Sirin er det blevet sagt, at deres metode til at tilegne sig hadith var først at skrive hadith ned og memorere dem og derefter tilintetgøre det nedskrevne, når de var blevet memoreret.

Historikeren Ibn Asakir har ved at citere et udsagn af hadith-lærden Ismail ibn Ubayda tydeliggjort betydningen af at memorere hadith i denne periode. Hadith-lærden Ismail sagde:

******************************************************

Det er vores pligt at memorere hadith på præcis samme måde, som vi memorerer Koranen.

Historikeren al-Dhahabi skrev om den berømte hadith-hafiz Ibn Khuzayma:

******************************************************

Ligesom en recitator af Koranen lærer Koranens suraer udenad, lærte Ibn Khuzayma på nøjagtig samme måde haditherne om fiqh udenad.

Tabi’ien Khalid al-Hadhdha sagde: Først skrev jeg de lange hadither ned, og når jeg havde lært dem udenad, slettede jeg dem.

I forbindelse med den historiske beretning om tabi’ien Isma’il ibn Yunus skrev historikeren al-Dhahabi, at han plejede at sige:

******************************************************

Jeg lærte de hadither, som Abu Ishaq havde overleveret, udenad på nøjagtig samme måde, som jeg lærte Koranens suraer udenad.

I forbindelse med omtalen af tabi’ien Shahr ibn Hawshab er det blevet skrevet, at Ahmad havde samlet alle de hadither, som han (Shahr) havde overleveret, hos Abd al-Hamid ibn Abd al-Rahman, og

******************************************************

Han lærte hadither udenad på en sådan måde, at man skulle tro, han reciterede en sura fra Koranen.

Den berømte muhaddith Abu Dawud al-Tayalisi, som samlede det berømte Musnad-værk, plejede at hævde:

******************************************************

Jeg kan fremsige tredive tusind hadither flydende udenad; det er dog ikke sagt af stolthed.

Den berømte tabiʿi Qatadah reciterede sura al-Baqara fra begyndelsen til slutningen udenad for muhaddithen Sa’id ibn Ararah, uden at begå en eneste fejl. Derefter sagde han:

******************************************************

Jeg kan den hadith-samling, som Hazrat Jabir har samlet, endnu bedre udenad end sura al-Baqara.

Hvordan undervisningen i hadith blev gennemført i denne periode, kan forstås ud fra den følgende beretning.

Urwa ibn Zubayr var Hazrat Aishas (ra) søstersøn og elev. Hans søn, Hisham ibn Urwa, fortæller: Min far underviste mig og mine øvrige brødre i hadith. Han ønskede også, at vi skulle læse den op for ham, og sagde:

******************************************************

Læs igen og igen det op for mig, som I har læst.

Derefter siger han:

******************************************************

Min far blev meget forbavset og glad, da han erfarede, hvor godt jeg kunne memorere.

Tābiʿīen Ibrahim Nakha’i plejede at give sine hadith-elever følgende råd:

******************************************************

Når du hører en hadith, skal du videregive den til andre.

Det er blevet overleveret om den berømte hadithsamler fra tābiʿūn-generationen, imam Ibn Shihab al-Zuhri, at han efter isha-bønnen foretog afvaskning og satte sig for at lære hadither udenad og drøfte dem. Han forblev siddende i den samme forsamling og beskæftigede sig med hadither indtil fajr-bønnen. (Sunan al-Darimi, s. 79.)

Denne imam al-Zuhri sagde:

******************************************************

Når jeg spurgte ʿUbaydullah ibn ʿAbdullah om en hadith, begyndte han at berette hadithen på en sådan måde, at det forekom mig, som om et hav var sprunget frem. (Sunan al-Darimi, s. 80.)

Faktisk var de muslimske lærde i den arabiske verden almindeligvis ikke optaget af at skrive noget ned helt frem til slutningen af det første hijri-århundrede; for dem var det lettere at lære det udenad end at skrive det ned.

Under sådanne forhold kan man ikke forestille sig, at alle samtidens hadithkyndige blandt tābiʿūn skulle have skrevet hadither ned i stor stil. Derfor var der i det første hijri-århundrede langt flere, der lærte hadither udenad, end der skrev dem ned. Biografiske værker nævner navnene på utallige lærde fra denne periode, som havde lært et stort antal hadither – enorme samlinger af hadither – fuldstændigt udenad, og de kunne gengive dem udenad på en sådan måde, at der ikke kunne konstateres en eneste fejl noget sted.

Nedskrivning af hadither

De ædle ledsagere nøjedes ikke med blot at memorere hadith for at bevare dem; mange af ledsagerne indså også nødvendigheden af at nedskrive dem. På samme måde anså mange af tabi’inerne det heller ikke for tilstrækkeligt blot at memorere hadith for at opfylde deres ansvar for at bevare dem; blandt dem var der også mennesker, som fuldt ud forstod betydningen af at nedskrive dem. Kort sagt: Hvis man i både ledsagernes og tabi’inernes tidsalder havde ment, at det alene var tilstrækkeligt at memorere hadith, og ingen havde rettet sin opmærksomhed mod at nedskrive dem, ville der have været fare for, at en stor del af Profetens hadith gik tabt. At særligt udvalgte mennesker i begge disse tidsaldre derfor, samtidig med memoreringen, også rettede deres opmærksomhed mod at nedskrive hadith, må betegnes som en umådelig nåde fra Allah over for det muslimske folk.

Mange blandt tabi’inerne hørte i virkeligheden hadith fra ledsagerne og lærte dem af dem, hvorefter de med den største omhu, opmærksomhed og koncentration nedskrev og samlede dem. Den følgende beretning vil give et konkret bevis herpå.

1. Tabi’inen Bashir ibn Nuhayk var elev af hadith hos Hazrat Abu Hurayra. Han siger: Jeg nedskrev alle de hadith, jeg hørte hos Hazrat Abu Hurayra. Da jeg til sidst skulle tage afsked med ham, trådte jeg frem for ham, forelagde ham den nedskrevne samling af hadith og læste det hele op for ham fra begyndelse til slutning. Jeg sagde: – ********************* »Dette er samlingen af alle de hadith, jeg har hørt fra dig.« Hazrat Abu Hurayra (ra) svarede: »Ja, det er rigtigt.« [Sunan al-Darimi, side 68.]

2. En anden elev af Hazrat Abu Hurayra var Hammam ibn Munabbah al-Yamani. Også han samlede de hadith, han havde hørt, i skriftlig form. Denne samling er kendt som »Sahifa Hammam ibn Munabbah«. Den indeholder omkring et hundrede og fyrre hadith. Manuskriptet til dette værk er stadig bevaret på bibliotekerne i Damaskus og Berlin. Dr. Hamidullah, den berømte forsker og specialist i undersøgelser fra det indiske subkontinent, fandt det for første gang i 1933. Præcis tyve år senere, i 1953, udgav han det i fire dele i Damaskus-avisen ****************. Af Dr. Hamidullahs meddelelse fremgår det også, at der på biblioteket ved universitetet i Ankara i Tyrkiet stadig findes manuskriptet til endnu et hadith-værk, samlet af Ma’mar ibn Rashid, som var elev af Hammam ibn Munabbah.

Der er også fundet et hadith-værk samlet af Abd al-Razzaq ibn Hammam al-San’ani al-Yamani (125-211 hijri), som var elev af Ma’mar ibn Rashid og lærer for Imam Ahmad ibn Hanbal. Det er kendt som »Musannaf Abd al-Razzaq«.

Disse hadith-samlinger er på den ene side levende vidnesbyrd om, at hadith blev samlet i den ædle Profets (s) levetid og under de retledte kaliffers regeringstid, og de er samtidig de oprindelige kilder til de ældste værker. [Alle disse oplysninger er hentet fra indledningen til »Sahifa Hammam ibn Munabbah«, redigeret af dr. Hamidullah.]

3. Tabi’inen Sa’id ibn Jubayr siger:

******************************************************

Jeg plejede om natten at høre hadith fra Ibn Umar og Ibn Abbas og skrive den ned, mens jeg sad på mit ridedyr. [Sunan al-Darimi, s. 68.]

Af en anden udtalelse fra ham fremgår det, at han en nat gik ad vejen til Mekka sammen med Hazrat Ibn Abbas. På dette tidspunkt fortalte Ibn Abbas (ra) hadith, og han skrev dem ned. Sådan fortsatte de med at gå indtil morgen. [Samme kilde]

4. Om tabiʿien Sufyan ibn Uyayna siger Mubarak ibn Sa’id:

******************************************************

Sufyan ibn Uyayna plejede om natten at høre hadith og skrive dem på en mur; om morgenen lavede han en afskrift af dem og slettede dem derefter. [Sunan al-Darimi.]

5. En dag blev Hujr ibn Adi stillet et spørgsmål om istinja med vand. Han sagde: Hent min samling af sahifaer.

******************************************************

Da den var blevet bragt, begyndte han at læse efter at have sagt bismillah og sagde: Dette har jeg hørt fra Hazrat Ali ibn Abu Talib; han sagde, at »renhed er halvdelen af iman«. [Tabaqat Ibn Sa’d, 6. bind, s. 454.]

Dette beviser, at en skriftlig samling af hadither fra Hazrat Ali var i Hujr ibn Adis besiddelse, og når han blev spurgt om noget, åbnede han den, læste hadithen op og gav svaret derfra.

6. Abd al-A’la ibn Amr havde også en skriftlig hadithsamling opbevaret hos sig. Om ham siges det:

******************************************************

Alle de hadither, som Abd al-A’la havde overleveret fra Ibn al-Hanafiyya, var i virkeligheden en samling, der forelå i skriftlig bogform. Han havde modtaget den fra ham, men havde ikke hørt haditherne fra hans egen mund.[Tabakāt ibn Sa’d, bind 6, side 94.]

7. Imam Baqir havde også en samlet bog med hadither hos sig. Hazrat Ja’far al-Sadiq siger: Alle de hadither, jeg overleverer fra min far: ************** fandt jeg nedskrevet i hans samlede bog, og det er derfra, jeg har taget dem.[Tahdhīb al-Tahdhīb, bind 2, side 104.]

8. Under Hazrat Muawiyas regering blev der udarbejdet flere samlinger af de hadither, som Hazrat Ibn Abbas (ra) havde overleveret. Marwan ibn al-Hakam samlede de hadither, som Hazrat Zayd ibn Thabit havde overleveret.[Sunan al-Darimi.]

Faktisk indsamlede tabi’inerne hadither fra sahabaerne på forskellige måder. For at få kendskab til hadither fra en sahabi, der befandt sig langt borte, korresponderede de også med ham, og gennem brevene fik de kendskab til Profetens hadither. Det følgende hadith, overleveret af Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas (ra), er et klart bevis på dette. Amir al-Zuhri al-Qurashi (død: 104 AH) siger:

******************************************************

Jeg sendte et brev til Hazrat Jabir (må Allah være tilfreds med ham) med min slave Nafi’. I brevet skrev jeg: “Skriv og send mig noget, som du har hørt fra Allahs Sendebud.” Som svar skrev han (Jabir) til mig: “Om aftenen på den fredag, hvor al-Aslami blev stenet, hørte jeg Allahs Ædle Sendebud sige: ‘Islam vil bestå indtil opstandelsens dag’; eller han sagde: ‘Islam vil bestå, indtil tolv kaliffer fra Quraysh bliver udnævnt over jer.’” [Sahih Muslim, bind 2, Kitab al-Imarat, side 119.]

10. Raja ibn Hayat fortæller, at kaliffen Hisham ibn Abd al-Malik spurgte mig om en hadith og beordrede en af sine embedsmænd til at skrive den ned og sende den til ham. Men—

******************************************************

Hvis den nævnte hadith ikke havde været skrevet ned hos mig, ville jeg have glemt den. [Sunan al-Darimi, side 69.]

11. Tabi’in-hadithlærde underrettede hinanden om hadith gennem indbyrdes brevveksling. Yazid ibn Abu Habib siger:

******************************************************

Ata, en tabi’i, skrev til mig, at han havde hørt Hazrat Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) sige, at han havde hørt Allahs Ædle Sendebud (fred være med ham) sige på dagen for erobringen af Mekka (mens han opholdt sig i Mekka): “Sandelig, Allah og Hans Sendebud har forbudt køb og salg af vin, døde dyr, svin og afguder.” [*******************]

Tabi’inerne udviste også den fornødne forsigtighed ved nedskrivningen af disse hadither; de skrev heller ikke hadither ned fra hvem som helst. Tabi’ien Yahya ibn Ma’in siger:

******************************************************

Den berømte muhaddith Abd ar-Razzaq sagde til mig: Skriv noget ned fra mig, om så blot én hadith og ikke en hel bog.

Han var ganske vist en stor hadith-hafiz. Men på dette tidspunkt, sent i livet, var han blevet blind. Derfor ville jeg ikke skrive nogen hadith ned fra ham, for der var risiko for, at han havde glemt sine hadither, og jeg frygtede også, at han kunne komme til at sige noget andet end det, han havde til hensigt. Derfor sagde jeg ham klart: *************** »Nej, jeg vil ikke høre og skrive så meget som ét eneste bogstav fra Dem.« [Musnad af Imam Ahmad, bind 1, side 174.]

Ahl al-Bayts hadithsamling

Imam Zayd, Imam Husayns (må Allah være tilfreds med ham) barnebarn og søn af Ali ibn al-Husayn, blev født i Medina Tayyiba på et tidspunkt i år 80 efter hijra. Han samlede al viden om sunnaen og hadith fra Ahl al-Bayts folk. Navnet på den hadithbog, han havde samlet, var **************. I den var et stort antal hadither samlet. De fleste af disse hadither blev overleveret fra Den Ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gennem Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham). Nogle hadithkæder nåede frem til Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) og blev ***********. Ud over Imam Husayn og Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) blev et stort antal hadither overleveret fra ham gennem mange andre kæder. Hans far, Ali ibn al-Husayn, overleverede hadither fra et stort antal tabiiner. Imam Zayd modtog disse overleveringer fra sin ældre bror, Imam Muhammad al-Baqir. Hans far, Ali ibn al-Husayn, døde nemlig i år 94. På det tidspunkt var han kun en dreng på fjorten år. Imam Abu Hanifa (må Allah være tilfreds med ham) og andre fiqh-imamer modtog og overleverede hadither fra ham. [**********************]

Nogle berømte tabiinske muhaddither

Efter den ovenstående generelle gennemgang vil vi her give en særlig og kort omtale af nogle fremtrædende hadithspecialister fra tabiinernes tidsalder. Gennem denne omtale vil det blive tydeligere, hvor omfattende og ædel hadithindsatsen i tabiinernes tidsalder var, og hvilken slags kvalificerede og talentfulde mennesker den frembragte.

I perioden fra det første hijri-århundrede til første halvdel af det andet opnåede forskellige personer i forskellige byer og områder i den muslimske verden særlig berømmelse. Deres navne med angivelse af sted samt deres dødsår nævnes nedenfor:

Medina: (1) Saʿīd ibn al-Musayyib – døde i 93 AH (2) ʿUrwa ibn al-Zubayr – døde i 94 AH (3) Abū Bakr ibn ʿAbd al-Raḥmān ibn al-Ḥārith – døde i 94 AH (4) ʿUbayd Allāh ibn ʿUtba – døde i 99 AH (5) Sālim ibn ʿAbd Allāh ibn ʿUmar – døde i 106 AH (6) Sulaymān ibn Yasār – døde i 93 AH (7) al-Qāsim ibn Muḥammad ibn Abī Bakr – døde i 112 AH (8) Nāfiʿ, mawlā for Ibn ʿUmar – døde i 117 AH (9) Ibn Shihāb al-Zuhrī – døde i 124 AH (10) Abū al-Zinād – døde i 130 AH.

Mekka: (1) ʿIkrima, mawlā for Ibn ʿAbbās – døde i 105 AH (2) ʿAtāʾ ibn Abī Rabāḥ – døde i 115 AH (3) Abū al-Zubayr Muḥammad ibn Muslim – døde i 128 AH.

Kufa: (1) al-Shaʿbī ʿĀmir ibn Sharāḥīl – døde i 104 AH (2) Ibrāhīm al-Nakhaʿī – døde i 96 AH (3) ʿAlqama ibn Qays ibn Abī al-Ḥasan al-Baṣrī – døde i 110 AH.

Basra: (1) al-Ḥasan ibn Abī al-Ḥasan al-Baṣrī – døde i 110 AH (2) Muḥammad ibn Sīrīn – døde i 110 AH (3) Qatāda ibn Diʿāma al-Dawsī – døde i 117 AH.

Syrien: (1) ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīz – døde i 101 AH (2) Makhūl – døde i 118 AH (3) Qubayṣa ibn Dhuʾayb – døde i 86 AH. (4) Kaʿb al-Aḥbār – døde i 32 AH.

Egypten: (1) Abū al-Khayr Marsad ibn ʿAbd Allāh al-Yazanī – døde i 90 AH og (2) Yazīd ibn Abī Ḥabīb – døde i 128 AH.

Yemen: (1) Ṭāwūs ibn Kaysān al-Yamānī al-Ḥimyarī – døde i 106 AH (2) Wahb ibn Munabbih – døde i 110 AH. [Denne fuldstændige liste over tābiʿūn er taget fra side 173 i værket forfattet af professor Muḥammad Abū Zahw fra al-Azhar-universitetet.]

I værkerne om »Asmāʾ al-rijāl« findes der udførlige omtaler af disse personer. Her gives der kun en noget mere detaljeret omtale af nogle få af dem.

Ibn Shihab al-Zuhri

(hans egentlige navn var Muhammad ibn Muslim)

Imam al-Zuhri var en berømt muhaddith inden for hadith-videnskaben. Han overleverede hadither fra de fornemme sahaba, herunder Anas ibn Malik, Sahl ibn Sa’d, Sa’ib ibn Yazid, Shubayb Abu Jamila, Abd al-Rahman ibn Sa’d, Rabi’a ibn Atad, Mahmud ibn al-Rabi og Abu al-Tufayl. På den anden side overleverede et stort antal tabi’un hadither fra ham.

Inden for hadith-videnskaben var han en imam, hvis autoritet alle anerkendte. De hadither, han overleverede, var et konkret bevis på hans enestående hukommelse.

Amr ibn Dinar sagde om ham:

******************************************************

Jeg har ikke set nogen, der var mere pålidelig i hadith eller et mere uigendriveligt bevis end Imam al-Zuhri.

I sandhed havde Allah skænket ham en grænseløs hukommelse. Ifølge Imam al-Bukharis beretning:

******************************************************

Han lærte hele Koranen udenad på blot firs nætter.

Han sagde selv, idet han viste sin hukommelsesevne:

******************************************************

Efter at have lært noget udenad har jeg aldrig glemt det.

På ordre fra Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz var han den første til at indsamle og nedskrive Profetens hadither. Da Imam al-Shafi’i så omfanget af hans store arbejde med at indsamle hadither, sagde han:

******************************************************

Hvis Imam Zuhri ikke havde været der, ville haditherne i Medina uden tvivl være gået tabt.

Han døde i år 124 efter hijra i en landsby i Syrien ved navn Shaghbad og blev begravet dér. Han havde indsamlet den tilgængelige sunnah fra Allahs Sendebud (hadith) i hele Hijaz-regionen.

Ikrama, Ibn Abbas’ frigivne slave

Han var den frigivne slave hos Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham). Det var Hazrat Ibn Abbas, der underviste ham i Koranen og hadith. Ikrama sagde selv:

******************************************************

Ibn Abbas lod ham lægge i lænker og holdt ham tilbage, mens han underviste ham i Koranen og hadith.

Ud over Hazrat Ibn Abbas overleverede Ikrama også hadith fra sådanne sahaba som Hasan ibn Ali, Abu Qatada, Ibn Umar, Abu Hurayra, Abu Sa’id al-Khudri, Mu’awiya og Amr ibn al-As’ søn Ibn Amr. Desuden overleverede et stort antal tabi’un fra ham. Sa’id ibn al-Musayyib, en tabi’i, blev spurgt: »Er der nogen, der er mere lærd i hadith end De?« Han svarede: »Ja, det er der, og det er Ikrama.«

Sa’id ibn al-Musayyib

Han blev født i det andet eller fjerde år af Hazrat Umar al-Faruqs kalifat. På dette tidspunkt var Allahs Sendebuds gyldne tidsalder allerede forbi; alligevel herskede islams forår stadig overalt. Næsten alle de fremtrædende sahaba, bortset fra ganske få, var stadig i live. Og de var de sande arvinger til »viden om Sendebudets mission«. Ibn al-Musayyib havde en grænseløs tørst efter viden. Hos sahaba indhentede han Koranens og hadiths kundskabsnektar. Hazrat Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) var hans svigerfar. På grund af denne relation var det let for ham i stort omfang at tilegne sig hadith-viden hos Hazrat Abu Hurayra. Derfor stammede størstedelen af de hadither, han overleverede, i virkeligheden fra Hazrat Abu Hurayra. På den anden side var hans naturlige hukommelse så skarp og stærk, at alt, hvad han én gang hørte, for altid blev indprentet og bevaret i hans hukommelse. Af disse grunde blev hans hadith-viden yderst dyb og omfattende.

Ubaydullah ibn Abdallah

Han var barnebarn af Utba, bror til den berømte sahabi Abdallah ibn Masud. Hans hjem og familie var et centrum for islamisk viden. Opvokset i dette miljø blev han indehaver af en umådelig viden. Ibn Sad skrev om ham:

******************************************************

Han var overlever af mange hadither og en pålidelig overlever.[*********************]

Imam Zuhri sagde: »Jeg har indhentet næsten al viden hos næsten alle de samtidige hadithlærde. Men Ubaydullahs viden var som et grænseløst og uudgrundeligt hav; hver gang jeg kom til ham, fik jeg mulighed for at tilegne mig helt ny viden.«[*******************] Heraf fremgår det helt tydeligt, hvor dyb, omfattende og vidtstrakt hans viden var.

Urwa ibn al-Zubayr

Urwa havde opnået dyb indsigt og stor kunnen inden for både hadith og fiqh. Allama Ibn Sad skrev:

******************************************************

Han var en flittig formidler af hadither, særdeles dygtig i fiqh-videnskaben og højt anset. Han var beskyttet mod alle prøvelser samt yderst standhaftig og troværdig.

Hans far, bror, mor, moster og alle øvrige nære slægtninge var særdeles lærde inden for hadithvidenskaben. Urwa indhentede hadither fra dem alle. Men han var i stand til næsten fuldstændigt at samle de hadither, som Hazrat Aisha (ra) havde overleveret. Han besøgte hende gentagne gange, og Aisha (ra) var den største hadithlærde af dem alle. Urwa har selv sagt: »Før Hazrat Aishas død var jeg i stand til at indhente og fuldstændigt bevare hele hendes viden om hadith.« Ud over Hazrat Aisha (ra) indhentede Urwa også en stor mængde hadither fra mange andre fremtrædende sahaba.

Salim ibn Abdullah

Salim var en af de førende tābiʿūn i Medina. Han forenede både viden og praksis. Det var hos Hazrat Abdullah ibn Umar, at han indhentede størstedelen af sine hadither. Desuden opnåede han hadithviden hos Hazrat Abu Hurayra, Abu Ayyub al-Ansari og Hazrat Aisha as-Siddiqa (ra). Allama Ibn Sa’d omtalte ham som »en flittig formidler af hadither og en højt anset person«.

Sulayman ibn Yasar

Han var slave hos Umm al-Mu’minin Hazrat Maymuna. Derfor fik han en enestående mulighed for at besøge Hazrat Aisha (ra) og andre sahaba og indhente hadithviden hos dem. Som følge heraf blev han regnet blandt de førende lærde i Medina. Imam Nawawi har skrevet, at hans anseelse og lærde forrang var enstemmigt anerkendt.

Ata ibn Abu Rabah

Han var en abyssinisk slave. Men hvad angår viden og praksis, fromhed og gudsfrygt, blev han regnet blandt tābiʿūn fra sayyid-slægter. Han opnåede særdeles stor indsigt i de nødvendige religiøse videnskaber såsom Koranen, hadith og fiqh. Med Ibn Sa’ds ord:

******************************************************

Han var kyndig i fiqh og berettede et stort antal hadither. Han underviste folk i Koranen.[********************]

Han var en berømt hadith-hafiz. Historikeren adh-Dhahabi regnede ham blandt hadith-hafizerne i den første klasse. Han indsamlede et stort antal hadither fra de berømte sahaba, heriblandt Hazrat Abdullah ibn Abbas, Abdullah ibn Umar, Abdullah ibn Amr, Ibn az-Zubayr, Mu’awiya, Usama ibn Zayd, Jabir ibn Abdullah, Zayd ibn Arqam, Abdullah ibn Sa’ib, Rafi’ ibn Khadij, Abu ad-Darda, Abu Sa’id al-Khudri, Abu Huraira og Hazrat Aisha (ra).[********************]

Han udviste en grænseløs ærefrygt og respekt for hadith. Han brød sig på ingen måde om og tolererede ikke, at der blev sagt andre ting midt under beretningen af en hadith.[********************]

Imam Baqir (ra) opmuntrede folk med disse ord: »I bør tage imod så meget hadith som muligt fra Ata’.[********************]

Ibrahim Nakha’i

Han var en af de fremmeste tabi’iner i byen Kufa. Han var blevet opdraget i et rent miljø præget af viden og from praksis. Hans farbror Alqama og hans morbror Aswad var begge berømte muhaddither i Kufa.[********************] Ved denne lejlighed plejede han også at besøge Hazrat Aisha (ra) for at tjene hende og deltage i hendes forsamlinger.

Af denne grund var Ibrahim i stand til at opnå en enestående kompetence inden for hadithvidenskaben. Ifølge Imam Nawawi var der enighed om hans pålidelighed, anseelse og fiqh-viden

Der er enighed om dette. Han var hafiz af hadith. Historikeren al-Dhahabi regnede ham blandt hadith-hafizerne på andet niveau.

Hasan al-Basri

Da Hasan al-Basri blev født, var et stort antal sahaba stadig i live på jorden. Overalt i datidens miljø genlød det af viden om Sendebuddet.

Ibn Sa’d skrev om ham:

******************************************************

Hasan al-Basri besad mange fuldkomne egenskaber. Han var en meget stor alim, havde en høj status, var faqih, var beskyttet mod fitna, var en stor abid og from, besad stor viden og var veltalende, veltalende på en behagelig måde, smuk og venlig. Han havde især en dyb indsigt i hadith-videnskaben.

Ifølge hafiz al-Dhahabi var han meget lærd, et hav af viden. Han overleverede hadith fra store sahaba som Uthman, Ali, Abu Musa al-Ash’ari, Abdullah ibn Umar, Abdullah ibn Abbas og Anas ibn Malik.

Yahya ibn Sa’id

Han var en af de fremtrædende tabi’iner. Hafiz al-Dhahabi omtalte ham som imam, »islams sheikh« og med flere andre betegnelser.

Selv om han tilhørte den næsten sidste generation blandt profetens ledsagere, tilegnede han sig alligevel fuldt ud viden fra alle de ledsagere, der stadig levede på den tid; han hørte hadith fra blandt andre Anas ibn Malik, al-Qasim ibn Muhammad, Amr ibn Salama ibn Abd al-Rahman, Urwa ibn al-Zubayr og Sulayman ibn Yasar samt fra fremtrædende tabi’iner.

Som følge heraf blev han en stor hafiz af hadith. Allama Ibn Sa’d skrev om ham:

******************************************************

Han var særdeles pålidelig og troværdig, en fortæller af et stort antal hadither, ubestrideligt autoritativ og højt anset.

Ibn al-Mubarak regnede ham blandt de fremmeste hafizer af hadith. Abu Hatim anså ham for en hadithlærd på niveau med imam al-Zuhri. I virkeligheden var det Yahya ibn Sa’id, der med utrættelig indsats indsamlede og bevarede de spredte hadither i Medina, bortset fra dem, som imam al-Zuhri havde samlet. Yazid ibn Harun siger, at Yahya ibn Sa’id kunne udenad tre tusind hadither, som han havde overleveret.

Opmuntring til at skrive hadith ned

Hadithlærde blandt tabi’inerne rådede i høj grad deres hadithstuderende til at skrive haditherne ned. Da Abd al-Rahman ibn Harmalata, en hadithstuderende hos Sa’id ibn al-Musayyib, klagede til ham over sin svage hukommelse, rådede han ham til at skrive alle haditherne ned. Al-Sha’bi plejede derimod igen og igen at recitere den hadith for sine studerende, som blev sagt af den Ædle Sendebud og ofte overleveret af profetens ledsagere og tabi’inerne. Denne hadith lyder:

******************************************************

Skriveriets formål er at fastholde hadith-videnskaben.[********************]

Han forklarede og tydeliggjorde på særlig vis den nytte, der er ved at skrive hadither ned. Han sagde:

******************************************************

De hadither, I hører fra mig, skal I skrive ned straks efter at have hørt dem—selv hvis det skulle være på en væg, må I ikke afholde jer fra det.[********************]

Det er blevet kendt om ham, at han selv nedskrev særlige hadither. Derfor fandt man efter hans død et samlet værk med hadither om faraid og lignende.[********************]

Mujahid ibn Jubayr (d. 103 e.h.) gik sammen med andre ind i hans kammer og forelagde dem sine hadithsamlinger. De kopierede hadither fra dem.[Sunan al-Darimi, s. 128. ************]

Ata ibn Abi Rabah (d. 114 e.h.) skrev også selv hadither ned og rådede andre til at gøre det samme.[********************]

Qatadah ibn Diyamah plejede uden tøven og med kraftfulde ord at svare enhver, der spurgte om nedskrivning af hadith:

******************************************************

Hvem forbyder dig at skrive det ned? Den Almægtige Allah har selv erklæret, at alt skal skrives ned, idet Han siger: »Viden om Dommedagen er nedskrevet hos min Herre, og Han hverken farer vild eller glemmer.« Verset findes i sura Ta-Ha, vers 52.

Umar ibn Abd al-Aziz

(født 61 hijri, død 101 hijri)

Umar ibn Abd al-Aziz var en tabi‘i, der besad en særlig dygtighed inden for hadith-videnskaben. Først i Medina fik han hos muhaddithen Salih ibn Kaisan fuld mulighed for at etablere kontakt, udveksle studier og føre samtaler om hadith og religiøs lærdom, og han opnåede en enestående viden om hadith samt stor lærdom. Han sagde selv: »Da jeg forlod Medina, var der ingen, der var større lærd end jeg i hadith.«

Hafiz al-Dhahabi skrev om ham:

******************************************************

Umar ibn Abd al-Aziz var imam, faqih, mujtahid, særligt kyndig i sunnah og hadith, højt anset, en berømt hadith-ekspert, en anerkendt og pålidelig hadith-overlever, hadith-hafiz, en, der fulgte Allahs bud, ydmyg og gudfrygtig. [********************]

Umar ibn Abd al-Aziz overleverede et stort antal hadither. Han lærte hadither af og overleverede dem fra følgende muhaddither blandt sahabaerne og tabi’inerne:

(1) Uqbah ibn Amir (2) Yusuf ibn Abdullah (3) Hazrat Tamim al-Dari (ra) (4) Hazrat Anas ibn Malik (ra) (5) Salim ibn Abdullah ibn Umar (6) Hazrat Mu’awiyah ibn Abu Sufyan (ra) (7) Hazrat Aisha (ra) (8) Asma bint Umays (9) Khawla (10) Sa’id ibn al-Musayyib (11) Abdullah ibn Qaruz (12) Aban ibn Uthman (13) Abu Bakr ibn Abd al-Rahman ibn al-Harith ibn Hisham (14) Urwah ibn al-Zubayr (15) Muhammad ibn Abdullah ibn Rawfal (16) Abu Burdah (17) Abu Salamah (18) Sa’id ibn Khalid (19) Amir ibn Sa’d (20) Yahya ibn al-Qasim (21) Qays ibn al-Harith (22) Abd al-Azizi (Umars far) (23) Abdullah ibn Mawhab (24) Ubada ibn Abdullah (25) Ibn Shihab al-Zuhri (26) Rabi’ ibn Saburah (27) Muhammad ibn Thabit ibn Shurahbil samt mange andre muhaddither. [Indledningen til ‘Musnad Umar ibn Abd al-Aziz’, redigeret af A. H. Hale.]

Ingen anden tabi’i havde lige så mange marfu’-hadither udenad som ham. Ayyub al-Sakhtiyani sagde:

»Af alle de mennesker, jeg har mødt, har jeg ikke set nogen, der overleverede flere hadither fra den ædle Profet end Umar ibn Abd al-Aziz. [********************]

Imam Makhul

Imam Makhul begyndte sit liv som slave. Selv under disse forhold helligede han sig studiet af ilm. Så snart han var blevet frigivet, drog han ud på rejse gennem hele den muslimske verden. Han besøgte hvert eneste centrum i det islamiske rige og tilegnede sig derfra al den hadith-viden, han kunne. Først tilegnede han sig Egyptens lærdomsskatter. [********************] Og før han havde tilegnet sig dem fuldstændigt, satte han ikke foden uden for Egypten. [********************]

Derefter drog han til Medina og rejste derfra videre til Irak. Fra disse to steder indsamlede han hele hadith-skatten og drog af sted til Syrien. Han lærte hadither af hver eneste af Syriens daværende hadith-lærde. Kort sagt strejfede han omkring i hvert eneste centrum og hver en afkrog af den muslimske verden for at studere og indsamle hadither. Han sagde selv: »På jagt efter hadith-viden rejste jeg gennem hele verden. [********************]

Han lærte hadith af flere sahaba. De var: (1) Hazrat Anas (ra), (2) Hazrat Abu Hinddari (ra), (3) Hazrat Wasila ibn Asqa (ra), (4) Hazrat Abu Imam (ra), (5) Hazrat Abd al-Rahman ibn Ghanam (ra) og (6) Hazrat Abu Jandal ibn Suhail (ra).

Desuden lærte han hadith af fremtrædende tabi’iner som Sa’id ibn al-Musayyib, Masruq, Zubair ibn Nufair, Qarib Abu Muslim, Urwa ibn Zubair og Mughir ibn Kathir.

Ifølge historikeren Ibn Sa’d døde han i år 112, 113 eller 118 efter hijra. Hans fødselsdato er fuldstændig ukendt. Han forfattede to bøger om hadith og fiqh. På dette tidspunkt var arbejdet med at forfatte bøger endnu ikke engang begyndt.

Imam Sha’bi

Imam Sha’bi var sin tids enestående fremmeste hadithkyndige tabi’i. Da han blev voksen, levede og opholdt der sig et stort antal sahaba i byen Kufa. Han besøgte dem regelmæssigt. I løbet af sit liv havde han den lykke at møde omkring fem hundrede sahaba. Blandt dem lærte han hadith på regelmæssig vis af 48 sahaba. Hos Hazrat Abdullah ibn Umar opholdt han sig uafbrudt i ti måneder, hvor han opnåede en dyb og omfattende viden om hadith.

For at lære og indsamle hadith måtte han udholde umådeligt hårdt arbejde og store vanskeligheder. Da han blev spurgt, hvordan han havde tilegnet sig dette hav af viden om hadith, svarede han: Ved at opgive alle bekymringer, rejse fra land til land, bruge kræfter som et æsel og udholde at vågne ved daggry som en krage. Hvor omfattende og dyb hans viden om hadith var, fremgår af en af hans egne udtalelser. Han sagde:

I tyve år hørte jeg ikke en eneste hadith fra nogen, om hvilken jeg ikke vidste mere end den, der havde overleveret hadithen.

Han var ikke blot Imam Abu Hanifas lærer; ifølge hafiz al-Dhahabi var han Abu Hanifas vigtigste lærer.

Ekspeditionen for indsamling af hadither

Det var en hellig pligt for mange muslimske lærde at tilsidesætte alle bekymringer om deres hjem og familiens fremgang og rejse gennem vanskelige og bjergrige egne nær og fjern, i og uden for landet, for at tilegne sig hadith-viden samt indsamle og samle hadither. I Koranen og haditherne er der givet særlig opmuntring til dette arbejde. Også den grænseløse belønning for dette arbejde er blevet forkyndt i klare ord. At rejse til fremmede lande for at tilegne sig viden om religionen, vende tilbage til sit eget land med denne vidensskat og opfordre landets folk til at antage den islamiske livsvej er i sandhed en stor og hellig pligt for det muslimske folk. Når man på dette område læser de forbløffende beretninger om sahabaernes, tabi’inernes og de senere videnssøgendes utrættelige bestræbelser, synes det, som om de kastede sig over dette arbejde, fordi de betragtede det som en hellig, uomgængelig pligt og et ansvar. På den ene side har Den Ædle Koran fortalt om profeten Moses’ rejse helt til ‘Majma’ al-Bahrayn’ (stedet hvor de to have mødes) for at søge viden; på den anden side har den fremsat følgende opfordring til at rejse til fremmede lande for at opnå religiøs viden og indsigt:

******************************************************

Det er ganske vist ikke nødvendigt, at alle de troende drager hjemmefra på én gang; men hvorfor skulle ikke nogle fra hver gruppe og hvert samfund drage hjemmefra for at opnå korrekt viden og indsigt i religionen, med det formål at vende tilbage til deres folks egne og advare dem om Allah, så de kan blive på vagt og begynde at leve i gudsfrygt? [Sura al-Tawba, rukūʿ 15, vers 122.]

Til støtte for denne klare anvisning i Koranen findes der omtale af en hel del hadither. I denne sammenhæng er den nedenfor citerede hadith, overleveret af Abu Hurayra (ra), den første, der bør nævnes.

Allahs Ædle Sendebud (s) sagde:

******************************************************

Den, der tilbagelægger blot et stykke vej for at søge viden, vil Allah som belønning gøre vejen til Paradiset let for ham. [Bukhari, bind 1, side 16.]

Det er blevet berettet fra Hadhrat Anas (ra), at den ædle Profet (s) sagde:

******************************************************

Den, der forlader sit hjem med det formål at erhverve viden, vil hans rejse være en rejse på Allahs vej, indtil han vender tilbage til sit hjem. [Tirmidhi, ******************** Sunan al-Darimi.]

Det siger sig selv, at den islamiske viden, som alle haditherne i denne sammenhæng opfordrer til at rejse ud for at lære, er viden om Koranen og hadith. Det kan især også være viden om hadith.

(a)

Sahabernes tidsalder

Allerede i den ædle Profets (s) levetid kom forskellige stammer fra fjerne egne af Arabien og samledes hos ham, indsamlede den nødvendige viden og information og vendte derefter tilbage til deres respektive hjemlande. Det samme gjaldt også personligt for Sahaba, både dem der boede nær ved, og dem der boede langt borte.

Hadhrat Uqbah ibn al-Harith (ra) kom til Medina fra et fjernt sted for at få en afgørelse i en sag vedrørende sit eget ægteskab. Efter at have fået den islamiske retsafgørelse fra Hadhrat drog han hjemad og forlod i overensstemmelse med denne afgørelse sin egen amme, som han havde taget til hustru. [Bukhari Sharif, 1. bind, side 19.] I den tidlige islams historie findes der utallige eksempler på denne slags hændelser. For på det tidspunkt fandtes der ingen anden mulighed for muslimer, der boede langt borte, for at lære islam at kende.

Suffahs beboere opholdt sig ganske vist permanent næsten døgnet rundt i nærheden af Allahs Sendebud og var altid ivrige og rede til at tilegne sig viden fra Allahs Sendebud (fvmh.). Efter Profeten (fvmh.)s bortgang blev mange af hans ledsagere spredt og adskilt i forskellige centre i den muslimske verden. Derfor blev det nødvendigt at rejse til fremmede lande og søge grundigt fra land til land for at indsamle hadith-skatten. Fra ledsagernes tid og frem måtte muslimer i senere generationer udholde umådelige vanskeligheder ved at rejse til fremmede lande for hver enkelt hadith. Dette sted blev et centrum for hadith-undervisningen.

Det er nævnt i Bukhari Sharif, at Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) rejste en måneds afstand for at høre én hadith fra Abdullah ibn Unays. Han havde fået at vide, at Abdullah ibn Unays (må Allah være tilfreds med ham), som opholdt sig langt borte i Syrien, kendte en hadith fra Allahs Sendebud, som ingen anden havde bevaret. Så snart han havde fået denne besked, købte han en kamel og begav sig af sted mod Syrien. Efter at have tilbagelagt en måneds rejse nåede han frem til det angivne sted på landet i Syrien og fik Abdullah ibn Unays i tale. Han sagde til ham:

******************************************************

Jeg har fået overleveret en hadith fra dig, som du har hørt fra Allahs Sendebud. Jeg frygtede, at jeg måske ville dø, før jeg havde hørt den direkte fra dig med mine egne ører; derfor er jeg straks kommet til dig.

Derpå fremsagde Hazrat Abdullah ibn Unays (må Allah være tilfreds med ham) den efterspurgte hadith udenad. Hadithen lyder som følger:

******************************************************

Jeg hørte Allahs ædle Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige, at Allah vil samle tjenerne på opstandelsens slette og tiltale dem med en stemme, som både de nærved og de fjernt befinder sig, vil kunne høre lige tydeligt. Allah vil erklære: Jeg er Herren, jeg er Kongen, jeg er Den Nådige.[Bukhari Sharif, bind 2 – *************************** side 1114. I værket Tazkirat al-Huffaz er der på dette sted nævnt en hadith om qisas, bind 1, side 43.]

Da Hazrat Muslima ibn Makhlad (må Allah være tilfreds med ham) opholdt sig i Egypten, begav Hazrat Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) sig efter mange vanskeligheder til ham for at få kendskab til en hadith om qisas og sagde: ‘Jeg er kommet til dig med et brændende ønske om at lære netop denne hadith, og jeg ønsker at lære den, før en af os dør.[********************]

En sahabi kom fra et fjernt sted og opsøgte Hazrat Fudala ibn Ubayd (ra) i Egypten. Fudala tog hjerteligt imod ham. Han sagde: »Jeg er ikke kommet til Dem blot for at møde Dem. Jeg er kommet med et særligt formål. De og jeg hørte sammen en hadith fra den ædle Allahs Sendebud; De husker den sandsynligvis meget godt. Jeg er kommet hertil for at høre den på ny fra Dem.«

Derefter fremsagde Fudala den ønskede hadith, og efter at have lært hadithen vendte den pågældende sahabi tilbage til sit hjemland. [Darimi, Abu Dawud, Musnad Ahmad, bind 6, side 22.]

Under Hazrat Muawiyas regering opsøgte Hazrat Abu Ayyub Ansari (ra) Hazrat Uqba ibn Amir Juhani (ra), som opholdt sig i en afsides landsby i Egypten, udelukkende for at høre én hadith. Da Uqba fik meddelelse om det, kom han ud og omfavnede Hazrat Ayyub (ra). Han spurgte:

»Abu Ayyub! Hvad er grunden til, at De er kommet så langt (til mig)?« Da sagde Hazrat Abu Ayyub (ra):

******************************************************

»Jeg havde hørt en hadith om en troendes “satr” (at holde særlige ting skjult) fra Allahs Sendebud, men nu er der ingen andre i verden end Dem og mig, som har hørt den. (Det er derfor, jeg er kommet så langt med ønsket om at høre den på ny fra Dem).«

Da fremsagde Hazrat Uqba hadithen med følgende ord:

******************************************************

Den, der i denne verden skjuler en troendes skamfulde og vanærende handling, vil Allah på opstandelsens dag skjule hans synd og tilgive ham.

Efter at have hørt den ønskede hadith sagde Abu Ayyub: ******************** »Du har sandelig talt rigtigt, du har virkelig talt sandt.« Derefter steg han op på sin kamel og drog med sådan hast mod Medina, at den daværende egyptiske guvernør, Muslimah ibn Makhlad, ikke nåede at overrække ham de mange gaver, som han havde ladet gøre klar; han var nemlig ikke villig til at forsinke sig blot et øjeblik.[Bayhaqi, Ibn Majah, Jami Bayan al-Ilm, Musnad Ahmad, bind 4, side ******************** al-Hadith al-Muhaddithun, side 110.]

En dag berettede den ædle Profet (ﷺ) en hadith. Sa’ib ibn Khallad og Uqbah ibn Amir, som var til stede i forsamlingen, hørte den også. Senere glemte Sa’ib en del af hadithen, og han blev i nogen grad usikker på dens ordlyd. Da han mente, at man under ingen omstændigheder burde nære den mindste tvivl om en hadith, opsøgte han derfor Uqbah, som opholdt sig i Egypten, for at høre hadithen og få fjernet sin egen fejl og tvivl. Først opsøgte han Egyptens guvernør, Muslim ibn Makhlad. Da Ibn Makhlad fik ham som gæst, tog han imod ham med stor glæde og særlig hjertelighed. Men Sa’ib sagde: »Jeg ønsker ikke at opholde mig noget sted; det er nødvendigt, at jeg straks møder Uqbah.« Derefter opsøgte han Uqbah og sammenholdt hadithen med den, der var bevaret. Da han herefter var blevet overbevist om dens korrekte ordlyd og fulde rigtighed, fandt han ro.[********************]

Når der blandt ledsagerne opstod uenighed om forklaringen og betydningen af et vers i Den Ædle Koran, rejste de også til fjerne egne for at få spørgsmålet afgjort af en ekspert. Sa’id ibn Jubayr (må Allah være tilfreds med ham) siger:

******************************************************

Koranverset: »Den, der med vilje dræber en troende, hans endelige opholdssted vil være Helvede« gav anledning til uenighed blandt Kufas indbyggere. Derfor tog jeg til Ibn Abbas og spurgte ham om sagen. Han sagde: »Dette var det sidst åbenbarede vers. Intet har kunnet ophæve eller annullere det.«[********************]

Abu al-Darda (må Allah være tilfreds med ham) siger:

******************************************************

Hvis en eller anden vers fra Koranen var uforståeligt for mig, ville jeg tage derhen for at få det forklaret, selv hvis jeg måtte rejse fem nætters vej fra Mekka.

En af Sahaba forsøgte også gennem brevveksling at få kendskab til og indsamle en hadith fra Allahs Sendebud hos en anden Sahabi, der opholdt sig langt borte.

Hazrat Muawiya sendte fra Damaskus et brev til Hazrat Mughirah i byen Kufa. I brevet skrev han:

******************************************************

Skriv og send mig alt, hvad De har hørt fra Allahs Sendebud.

Da skrev Hazrat Mughirah tilbage: Den ædle Profet (s) plejede at fremsige følgende bøn efter hver bøn:

******************************************************

Der er ingen guddom undtagen Allah. Han er Én og Ene. Herredømmet og kongemagten tilhører alene Ham, og Ham tilkommer al lovprisning. Han er almægtig. O Allah! Ingen kan give det, Du giver. Ingen anstrengelse kan bringe noget frem, der strider imod dette. Sammen med dette skrev han også og sendte følgende:

******************************************************

Profeten (s) forbød gentagne gange og i overdreven grad at stille spørgsmål, føre unødvendige og meningsløse diskussioner samt ødsle med rigdom. Han forbød også at bryde forbindelsen til sin mor eller behandle hende dårligt, ligesom han forbød i hemmelighed at dræbe døtre. [Alle disse oplysninger er nævnt i Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 1083, og bind 7, s. 958.]

De retledte kaliffer plejede under hver deres kalifat, som led i varetagelsen af kalifatets ansvar, at skrive og sende de nødvendige hadither til de ansvarlige personer forskellige steder.

Abu Uthman fortæller:

******************************************************

Vi opholdt os sammen med hærføreren Utba ibn Farqad i Aserbajdsjan. Da nåede Umar al-Faruqs brev til os, adresseret til Utba. Der stod: Profeten (s) har sagt, at kun den mand kan bære silkeklæder, som ikke har nogen andel i det hinsidige. [Sahih al-Bukhari, bind 2, s. 867.]

Når det var nødvendigt, plejede de ædle ledsagere selv at skrive og sende profeten (s)s hadither til hinanden. Da Umar ibn Ubaydullah rejste til Haruriyya, skrev Abdullah ibn Abu Awfa (ra) til ham:

******************************************************

Den ædle Profet (s) sad en dag i sit liv ivrigt og ventede på at møde fjendens styrker. Til sidst, da solen var gået ned, rejste han sig foran sine ledsagere. Han sagde: »O folk! Ønsk ikke at møde og konfrontere fjenden, men bed i stedet Allah om fred og sikkerhed. Hvis I alligevel kommer til at møde fjenden, så fortsæt kampen med grænseløs tålmodighed. Vid, at Paradiset findes under sværdenes skygge.« Derefter rejste den ædle Profet (s) sig og bad følgende bøn:

»O Allah! Du, som åbenbarer Skriften, styrer skyerne og besejrer fjendens hære! Besejr og knus dem, og giv os sejr over dem.[Muslim Sharif, bind 2, ******************** side 84.]«

Sahabaerne (ra) spurgte hinanden om hadither for at kontrollere deres ægthed. Hadhrat Abdullah ibn Amr (ra) kom én gang til Mekka i forbindelse med hajj. Ved den lejlighed nåede en hadith fra ham frem til Aisha (ra). Næste gang Hadhrat Abdullah kom for at udføre hajj, sagde Hadhrat Aisha (ra) til sin søsters søn Urwah:

******************************************************

»Min søsters søn! Gå til Abdullah og kontrollér for mig, om den beretning, du fortalte mig fra ham, er autentisk.«

Urwah siger: Jeg gik til Hadhrat Abdullah og bad om at høre den pågældende hadith igen. Han berettede den denne gang nøjagtig på samme måde, som han havde berettet den året før. Da jeg gik til Hadhrat Aisha og fortalte hende det, blev hun meget forbløffet og sagde:

******************************************************

»Ved Allahs ed har Abdullah ibn Amr husket det korrekt.[Bukhari Sharif, bind 2, side 1086.]«

At sahabaernes rejser til fremmede lande for at tilegne sig hadither og den store møje og udholdenhed, de udviste for at lære dem, kan man få et tydeligt indblik gennem følgende udtalelse af Ibn Abbas. Han sagde:

******************************************************

Når en hadith, som en anden havde overleveret, nåede os, kunne jeg uden vanskelighed have sendt nogen til ham for at tilkalde ham, så han kunne komme og overlevere hadithen til mig. Men i stedet gik jeg selv til ham og lagde mig foran hans hus. Når han kom ud af huset, overleverede han den pågældende hadith til mig.

Heraf fremgår det, at sahabaerne ikke var tilfredse med blot at høre en hadith, som en anden sahabi havde overleveret, fra folks mund, og heller ikke straks tog de den for givet uden videre. Tværtimod bestræbte de sig på at høre den direkte fra den oprindelige overlever. Derfor mødte de op foran overleverens hus. De ønskede imidlertid ikke at tilkalde ham fra huset og få ham til at komme ud; i stedet ventede de på, at han selv skulle komme ud. Hvor længe denne venten kunne vare, fremgår af, at de ventende blev udmattede af at vente og til sidst lagde sig trætte og udmattede foran huset. Sahabaernes udholdenhed for at tilegne sig hadithen korrekt er virkelig forbløffende.

(b)

Tabi’unernes tidsalder

Ovenfor er der fremlagt en kort beskrivelse af hadithindsamlingen i sahabaernes tidsalder. Ud fra denne korte gennemgang kan man meget let danne sig et nogenlunde billede af det arbejde, der blev udført med indsamlingen af hadither i denne periode. Kort sagt kan man sige, at hadithindsamlingen blot blev påbegyndt i sahabaernes tidsalder, mens arbejdet i tabi’unernes tidsalder blev udført på et langt mere udviklet og bredt grundlag. Især begrænsede hadithoverleverne i tabi’unernes tidsalder sig ikke til at høre hadither fra én enkelt person eller fra de sahabaer, der opholdt sig i deres egen by. Derfor var de nødt til at rejse til talrige byer og landsbyer nær og fjern. På den måde fik de mulighed for at høre den samme hadith fra et stort antal oprindelige overleverede og for at høre og indsamle et stort antal hadither fra mange overleverere. Som følge heraf opstod der i deres hjerter en fast overbevisning om haditherne.

Den følgende beretning kan give en klar indikation af det arbejde, der blev udført i denne tidsalder.

Sa’id ibn al-Musayyib siger:

******************************************************

Med det ene formål at få kendskab til blot én hadith rejste jeg i flere dage og nætter i træk.

Al-Sha’bi, tabi’ien, som opholdt sig i byen Kufa, berettede engang en lang hadith om belønningen for at undervise børn og slaver i viden og opdrage dem til at have god karakter. Efter at have afsluttet beretningen henvendte han sig til sine elever og sagde:

******************************************************

Tag godt imod denne hadith; I behøver ikke at give noget til gengæld for den (I behøvede ikke at udstå nogen vanskelighed). Der var dog en tid, hvor hver enkelt person måtte rejse helt fra Fā til Medina for at høre endnu færre ord end dette. Den oprindelige hadith er citeret i Bukhari, første bind, Kitab al-‘Ilm.

Busr ibn Abdullah al-Hadrami siger:

******************************************************

Selv når det var nødvendigt at rejse rundt mellem forskellige byer for én hadiths skyld, gjorde vi det.

Her fremlægges en detaljeret beskrivelse af nogle fremtrædende tabi’iners bestræbelser på at indsamle hadither:

Den fremtrædende tabi’in Ubaydullah ibn Adi erfarede, at Hazrat Ali (ra) kendte en hadith, som han selv indtil da trods ihærdig søgen ikke havde kunnet lære af nogen noget sted. Da tænkte han, at hvis han ikke straks fik kendskab til den og gjorde den almindeligt kendt, var der fare for, at hele ummah ville blive berøvet den. Derfor rejste han så hurtigt som muligt til Irak for at mødes med Hazrat Ali (ra).

Tabi’in Kasir ibn Qays fortæller: Vi sad sammen med Hazrat Abu’d-Darda (ra) i Damaskus’ hovedmoské. På det tidspunkt trådte en mand frem for ham og sagde: »O Abu’d-Darda! Jeg har hørt, at du fortæller en særlig hadith fra Allahs Sendebud. Jeg er rejst hele denne lange vej fra Medina udelukkende for at høre denne hadith.« Hazrat Abu’d-Darda (ra) spurgte ham: »Du er vel ikke kommet hertil med et andet formål, for eksempel for at drive handel?« Den tilrejsende svarede: »Nej, jeg er ikke kommet med noget andet formål.« Da fortalte Hazrat Abu’d-Darda (ra) ham følgende hadith:

******************************************************

Jeg hørte Allahs ædle Sendebud (s) sige: »Den, der begiver sig ad en vej for at søge viden, vil Allah gøre en af de mange veje til Paradiset let og fremkommelig for ham. Englene lægger i sandhed deres vinger ud af tilfredshed med den, der søger viden, og alt i himlene og på jorden – selv fiskene under vandet – beder Allah om tilgivelse for den, der søger viden. Den lærdes rang over den fromme tilbeder er desuden så stor som månens forrang frem for alle stjernerne. De lærde er profeternes arvinger. Profeterne efterlader aldrig penge og materiel arv; de efterlader kun viden. Den, der tager imod den, får derfor sin del – eller, som det også er blevet sagt, får en fuld og rigelig del.« [Denne hadith er nævnt i autentiske værker såsom Musnad Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi og Ibn Majah, selv om ordlyden og sproget varierer indbyrdes. Her er ordlyden fra Sunan al-Darimi citeret.]

En udtalelse af Basr ibn Ubaydullah er værd at nævne her. Han siger: »Jeg har rejst rundt og søgt i utallige byer og landsbyer udelukkende for at finde én hadith.« [Darimi, side 74.]

Tabi’in Abu’l-Aliya fortæller:

******************************************************

Vi hørte de hadither, som sahabaer bosat i Medina havde overleveret, gennem andre, mens vi opholdt os i Basra; men vi følte os på ingen måde tilfredse, før vi havde hørt dem direkte fra den sahabi, der overleverede haditherne og opholdt sig i Medina, og vi overleverede dem heller ikke til andre. (Darimi, s. 74.)

Abu Qilaba (Abdullah ibn Zayd al-Jurami al-Basri) siger:

******************************************************

Jeg opholdt mig tre (dage, måneder eller år) i Medina udelukkende i forventning om, at en mand, som havde en hadith, skulle komme, så jeg kunne høre den fra ham.

Tabiʿi-muhaddithen Makhul (Abu Abdullah ibn Abu Muslim) rejste for én hadith fra Egypten til Hijaz, fra Hijaz til Irak og fra Irak til Syrien, og det var dér, han hørte den hadith, han søgte.

Kort sagt blev udbredelsen og spredningen af et stort antal hadither muliggjort gennem hadithsøgernes indsats i tabiʿi-perioden, deres gensidige møder og deres utrættelige rejser fra land til land for at indsamle hadither. Sahabaerne var spredt i forskellige byer og områder i den muslimske verden, og hver af dem underviste i og viderebragte hadither på det sted, hvor han befandt sig. Deres elever, tabiʿunerne, rejste med det formål at indsamle hadither fra by til by og fra land til land; de lærte og indsamlede forskellige hadither hos forskellige sahabaer eller hørte den samme hadith fra forskellige sahabaer. Som følge heraf antog hadith-skatten samlet set et enormt og omfattende omfang.

Som eksempel kan nævnes, at den ærede Amr ibn al-As (må Allah være tilfreds med ham) opholdt sig i Egypten, hvor han overleverede beretningerne om Profetens ord, handlinger og godkendelser til de lokale indbyggere. Han overleverede også beretninger om de retlige afgørelser fra den ærede Profets og de retledte kaliffers tid. Derfor var det kun den lokale befolkning, der kunne få del i disse uvurderlige skatte fra den islamiske viden. Men i tabiʿi-perioden, da disse egyptere begyndte at nå frem til Damaskus, Kufa, Basra, Medina og andre hadithcentre og sahabaernes opholdssteder for at indsamle hadither, blev deres hadith-viden yderst omfattende og bred. De tabiʿuner, som tidligere kun overleverede en hadith gennem én sahabi, blev nu i stand til at overlevere den gennem forskellige kæder. Når man, ud fra hadith-videnskaben, gennemgår tabiʿunernes rejser i nær og fjern, kan man let forstå deres betydning. Der er i virkeligheden ingen tvivl om, at hvis denne hadithindsamling ikke var blevet gennemført i tabiʿunernes tid, ville mange hadither være forsvundet i glemslens bundløse dyb og være forblevet uden for den almindelige befolknings kundskab.

Det kan i denne forbindelse nævnes, at tabi’inernes indsats for at indsamle hadither havde en særlig indflydelse på den senere samling af hadithværker. For de hadithsamlere, som kun samlede de hadither, der var udbredt i deres egen by, og som ikke rejste til andre hadithcentre og indsamlede hadither ved at rejse fra land til land, opnåede ingen anerkendelse af nogen værdi i offentligheden for deres samlinger. Desuden blev der sagt til dem:

******************************************************

Han er faret vild fra den sande vejledning og er ude af stand til at bevise vejledningens og sandhedens berettigelse.[********************]

Den berømte tabi’i Yahya ibn Mu’in sagde:

******************************************************

Man kan ikke håbe på sand vejledning fra fire slags mennesker. De er: vogteren af fin kunstnerisk kunnen, dommerens bekendtgører, innovatørens søn og den person, som ikke rejser til fremmede lande for at søge hadither, men kun samler de hadither, der findes i hans egen by.[********************]

Alligevel var transportmidlerne og rejseruterne i den tid yderst vanskelige, ufremkommelige og farefulde. Ridende på heste eller kamelrygge måtte de krydse vidtstrakte ørkener, bjergfyldte områder og ufremkommelige skovveje, og deres rejser fortsatte nat efter nat, måned efter måned og år efter år. Det er let at forestille sig, hvor anstrengende dette arbejde var. Men disse lidelser og vanskeligheder forekom dem helt ubetydelige. Efter at have udholdt så umenneskelige strabadser opnåede de en skat af hadither, som lod en strøm af ren glæde flyde gennem deres hjerter, og deri fandt deres liv sin mening og blev kronet med succes. I virkeligheden var dette et enestående og velgørende bidrag til hele den muslimske verden. Verdens muslimer kan aldrig glemme dette bidrag.

(c)

Tābiʿ al-tābiʿīnernes tidsalder

Den indsamlingsrejse efter hadith, som begyndte i tābiʿīnernes tidsalder, fortsatte uafbrudt i de følgende to-tre århundreder. I tābiʿ al-tābiʿīnernes tidsalder blev behovet for den ikke det mindste mindre, og indsatsen blev heller ikke på nogen måde svækket eller afbrudt. Tværtimod ser vi, at denne indsats i tābiʿ al-tābiʿīnernes periode fik et endnu bredere omfang end tidligere. Efter tābiʿīnerne tog deres egne elever og efterfølgere, som de havde opdraget og uddannet, det store ansvar fuldt ud på deres skuldre og påtog sig denne vanskelige opgave under hensyntagen til deres tids forhold og behov. Også de måtte, ligesom deres forgængere, udholde umådelige sorger og vanskeligheder på denne vej.

Det er vanskeligt at fastlægge tābiʿ al-tābiʿīnernes tidsalder ud fra årstal og datoer, ligesom det er vanskeligt at fastlægge tābiʿīnernes tidsalder. Det er i praksis ikke muligt klart at sige, præcis hvornår og i hvilket år deres tidsalder begyndte, eller hvornår den sluttede. På baggrund af visse begivenheder og tegn kan man sige, at tābiʿīnernes tidsalder begyndte allerede i Profeten, den Ærværdiges, tid (s.). For i denne periode finder man nogle store mænd, som, selv om de ikke med egne øjne havde kunnet se den Ærværdige Profets velsignede ansigt, straks tog imod islams kald med oprigtig hengivenhed, da det nåede deres ører. Uways al-Qarani og Ashama, Abessiniens konge, kan nævnes i denne forbindelse. Derfor kan man sige, at ledsagernes og tābiʿīnernes tidsaldre i omtrent et århundrede forløb parallelt side om side. Ved udgangen af det første hijri-århundrede sluttede denne tidsalder imidlertid også. Netop da begyndte tābiʿ al-tābiʿīnernes tidsalder, det vil sige tidsalderen for de mennesker, som tābiʿīnerne havde opdraget, undervist og uddannet. Tābiʿīnernes tidsalder var dog endnu ikke afsluttet. Den fortsatte tværtimod sideløbende med tābiʿ al-tābiʿīnernes tidsalder og forløb sammen med den i næsten tre fjerdedele af et århundrede.

På tilsvarende måde er det vanskeligt på grundlag af årstal og datoer at fastslå præcis, hvornår tābiʿ al-tābiʿīnernes tidsalder begyndte og sluttede. Men ud fra fødselsdatoerne for nogle tābiʿ al-tābiʿīner og dødsårene for nogle tābiʿīner kan man sige, at denne tidsalder begyndte allerede i den sidste del af det første hijri-århundrede. Som eksempel kan nævnes, at imam Shuʿba blev født i år 80 efter hijra, og imam Abu Hanifa blev også født samme år. Ikke desto mindre regner alle biografer imam Shuʿba blandt tābiʿ al-tābiʿīnerne og imam Abu Hanifa blandt tābiʿīnerne. Den egentlige sandhed er imidlertid, at tābiʿ al-tābiʿīnernes egentlige tidsalder begyndte i den første fjerdedel af det andet hijri-århundrede og sluttede i den første fjerdedel af det tredje. For mange tābiʿīner døde mellem år 164 og 174 efter hijra. Med andre ord var tābiʿ al-tābiʿīnernes tidsalder gældende fra tiden for den umayyadiske kalif al-Walid II til tiden for den abbasidiske dynastis tiende kalif, al-Mutawakkil.

Som jeg allerede har sagt, foregik studiet, udbredelsen og indsamlingen af hadith i denne periode endnu mere omfattende og dybtgående end tidligere. Blandt dem, der i denne periode opnåede den største ekspertise og berømmelse inden for hadithvidenskaben, bør følgende personer især nævnes:

(1) imam Abu Hanifa (2) imam Malik (3) imam Abu Yusuf (4) imam Muhammad al-Shaybani (5) imam al-Awzaʿi (6) imam Ibn Jurayj (7) imam Ishaq ibn Rahwayh (8) imam Sufyan ibn ʿUyayna (9) Abdullah ibn al-Mubarak (10) imam Shuʿba (11) Musayr ibn Qudam (12) Abdullah ibn Wahb (13) Yahya ibn Maʿin (14) Ali ibn al-Madini (15) imam al-Layth ibn Saʿd (16) Hazrat Fudayl ibn Iyad og (17) Yahya ibn Adam (r.).

Her vil vi kort gennemgå nogle af de vigtigste blandt dem og deres bestræbelser på at studere og indsamle hadith.

Imam Abu Hanifa (r.)

Der er opstået betydelig uenighed om, hvorvidt Imam Abū Ḥanīfa (rahimahullāh) var en tābiʿī eller en tābiʿ al-tābiʿīn. Eftersom Imam Abū Ḥanīfa ikke overleverede hadith fra nogen sahabi – og de hadither, som visse kredse har hævdet, at han overleverede, er ubeviste og ikke består prøven efter hadithvidenskabens kriterier – har nogle historikere endda nægtet at anerkende ham som tābiʿī. Men på grundlag af uigendrivelige historiske beviser kan det med eftertryk siges, at Imam Abū Ḥanīfa (rahimahullāh) mødte sahabaerne. Imam Abū Ḥanīfa blev nemlig født i byen Kūfa i år 80 efter hijra. På dette tidspunkt levede Profetens sahabi, Ḥaḍrat ʿAbdullāh ibn Abī Awfā (raḍiyallāhu ʿanhu), dér. Han døde i år 81 efter hijra eller senere. Ifølge Ibn ʿAbd al-Barr døde han i år 87 efter hijra. Historikeren Ibn Saʿd har skrevet: Imam Abū Ḥanīfa (rahimahullāh) så Ḥaḍrat Anas ibn Mālik (raḍiyallāhu ʿanhu), for denne døde i byen Basra i år 91 efter hijra, og ifølge Ibn ʿAbd al-Barr i år 99 efter hijra.

Desuden opholdt Ḥaḍrat Sahl ibn Saʿd al-Sāʿidī sig i Medina, og Ḥaḍrat Abū al-Ṭufayl ʿĀmir ibn Wāthila opholdt sig i Mekka. Derfor kan det ikke siges, at det var umuligt for Imam Abū Ḥanīfa at møde nogen af sahabaerne.

Allāma Ibn Ḥajar Makkī, forfatteren til kommentaren til Mishkāt Sharīf, har på grundlag af en fatwa udstedt af Ḥāfiẓ Ibn Ḥajar al-ʿAsqalānī skrevet:

******************************************************

Imam Abū Ḥanīfa (rahimahullāh) nåede at se en gruppe sahabaer, som boede i byen Kūfa, da han blev født dér i år 80 efter hijra. Men hans samtidige imamer, al-Awzāʿī i Syrien, Ḥammād ibn Salama og Ḥammād ibn Zayd i Basra, Sufyān al-Thawrī i Kūfa, Mālik i Medina og al-Layth ibn Saʿd i Egypten, opnåede ikke denne rang. (Ingen af dem var tābiʿīer).

Ibn Ḥajar Makkī har skrevet i sin kommentar til Mishkāt:

******************************************************

Imam Aʿẓam Abū Ḥanīfa mødte otte sahabaer. Blandt dem er Ḥaḍrat Anas ibn Mālik, ʿAbdullāh ibn Abī Awfā, Sahl ibn Saʿd og Abū al-Ṭufayl (raḍiyallāhu ʿanhum) særligt værd at nævne.

Allama Alauddin skrev i forordet til værket ‘Durr al-Mukhtar’:

******************************************************

Ifølge alderen nåede han at møde omkring tyve sahabaer.[********************]

Med henvisning til værket ‘Muniyat al-Mufti’ skrev han endvidere:

******************************************************

Det er en bevist kendsgerning, at Imam Abu Hanifa hørte hadith fra syv sahabaer.[********************]

På grundlag af alle disse citater kan det siges, at Imam Abu Hanifa (rah) var tabi’i.

Allama Ibn Abidin skrev:

******************************************************

Imām Abū Ḥanīfa var i enhver henseende tābiʿī. Muhaddithen al-Dhahabī og muhaddithen al-ʿAsqalānī erklærede dette med stor sikkerhed.

Den berømte nutidige muhaddith, Allāma Shāh Anwār Kāshmīrī (ra), havde dog en anden opfattelse. Han sagde:

******************************************************

Han var tābiʿī med hensyn til at have mødt dem, men tābiʿ al-tābiʿīn med hensyn til at overlevere hadith.

Da Imām Abū Ḥanīfa begyndte at studere hadith, genlød hele den muslimske verden af hadithstudier. I hver by og landsby var der blevet etableret store samlingssteder for hadithoverlevering. Omkring ti tusind ṣaḥāba havde spredt sig overalt, og antallet af hadithstuderende hos dem var nået op på flere hundrede tusinde. De byer, hvor en ṣaḥābī eller tābiʿī opholdt sig, blev kaldt dār al-ʿulūm (skole).

På dette tidspunkt studerede Imām Abū Ḥanīfa (ra) først hadith hos de store tābiʿī-hadithlærde i byen Kūfa. Imām al-Shāfiʿī har skrevet: »Imām Abū Ḥanīfa lærte hadith hos 93 muhaddither i byen Kūfa. Af Imām al-Zuhrīs overlevering fremgår det desuden, at Imām Abū Ḥanīfas hadithlærere i Kūfa var 29 i antal. De fleste af dem var store tābiʿīn. Blandt dem var Imām al-Shaʿbī, Salama ibn Kuhayl, Muḥārib ibn Disār, Abū Isḥāq al-Sabīʿī, ʿAwn ibn ʿAbd Allāh, Sammāk ibn Ḥarb, ʿAmr ibn Murrā, Manṣūr ibn Muʿtamir, al-Aʿmash, Ibrāhīm ibn Muḥammad, ʿAdī ibn Marthad og andre fremtrædende muhaddither. Hos dem studerede og indsamlede Imām Abū Ḥanīfa (ra) et stort antal hadither.«

Derefter rejste han til Basra for yderligere at studere og indsamle hadith. På dette tidspunkt var byen Basra fyldt til randen med viden om de hadither, som store tābiʿī-muhaddither som Imām al-Ḥasan al-Baṣrī, Shuʿba og Qatāda havde udbredt.

Derefter rejste han til Mekka og Medina. På dette tidspunkt foregik undervisningen i hadith dér i stor udstrækning. Flere fremtrædende tabi’un, som var blevet opdraget og uddannet under sahabaernes opsyn og omsorg, havde på egen hånd oprettet talrige centre for undervisning i hadith. Ata ibn Abi Rabah og Ikrima var blandt disse bemærkelsesværdige lærde. På dette tidspunkt skrev muhaddithen al-Dhahabi:

******************************************************

Imam Abu Hanifa modtog undervisning i og hørte hadith hos Ata ibn Abi Rabah i Mekka.

Imam Baqir opholdt sig på det tidspunkt i Medina. Imam Abu Hanifa (r) opsøgte også hans forsamling udelukkende for at lære hadith.

Kort sagt hævdede Abu Hafs al-Kabir, at Imam Abu Hanifa (r) havde lært hadith hos i alt omkring fire tusind muhaddither ved hadith-centrene i de forskellige lande i den vidtstrakte muslimske verden på den tid. Selv om denne påstand ikke består hadith-videnskabens prøve og ikke kan bevises som fuldstændig fejlfri, kan det med sikkerhed siges, at antallet af hans lærere i hadith var meget stort. Efter at have nævnt navnene på Imam Abu Hanifas lærere skrev Imam al-Dhahabi i værket Tadhkirat al-Huffaz:

******************************************************

Derudover var et endnu større antal muhaddither hans lærere.

Hafiz Muhammad ibn Yusuf al-Salihi al-Shafi’i siger:

******************************************************

Imam Abu Hanifa regnes blandt de store hadith-memorisører og autoriteter. Hvis han ikke havde været meget opmærksom på hadith og velbevandret i denne videnskab, ville det aldrig have været muligt for ham at udlede fiqhens juridiske spørgsmål og afgørelser.

Shaykh al-Islam Yazid ibn Harun siger:

******************************************************

Imam Abu Hanifa var yderst gudfrygtig, en from og renhjertet asket, lærd, sandfærdig og den største hadith-memorisør blandt alle sine samtidige. Dette værks manuskript opbevares på Majlis-e Ilmi-biblioteket i Karachi.

Yahya ibn Sa’id al-Qattan sagde:

******************************************************

Ved Allahs ed var Abu Hanifa blandt den nuværende muslimske ummah den mest vidende og kyndige om Allahs Bog, Sendebudets hadith og sunna.

Når muhaddithen Yahya ibn Mu’in blev spurgt om imam Abu Hanifa, sagde han altid:

******************************************************

Han var yderst pålidelig, troværdig og fri for fejl. Jeg har aldrig hørt, at nogen skulle have betegnet ham som »svag« eller uacceptabel med hensyn til hadith.

Han sagde også:

******************************************************

Abu Hanifa var en gudfrygtig, troværdig, sandfærdig og pålidelig muhaddith. Ingen har anklaget ham for at overlevere falske beretninger. Han stod fast på Allahs religion og var fuldstændig sandfærdig i sin overlevering af hadith.

Imam Ibn Ayyub fra Balkh sagde med rette:

******************************************************

Den sande ilm nåede fra Allah til Muhammad (s). Efter ham modtog hans ledsagere den. Fra ledsagerne modtog tabi‘inerne den. Og fra tabi‘inerne blev den samlet og modnet hos imam Abu Hanifa.

Hafiz Abu Nu‘aym al-Isfahani berettede med Yahya ibn Nasr ibn Hajib som kilde:

******************************************************

Jeg kom ind i et rum hos Abu Hanifa, som var fyldt med bøger. Jeg spurgte: »Hvad handler disse bøger om?« Han svarede: »De er alle bøger om hadith. Jeg har kun overleveret en lille del af dem, og folk får tilstrækkeligt udbytte deraf.«

En anden udtalelse af Yahya ibn Ma‘in er også værd at nævne. Han sagde:

******************************************************

Abu Hanifa var en yderst pålidelig muhaddith. Han overleverede kun hadither, som han selv havde memoriseret og bevaret. Det, han ikke havde memoriseret, overleverede han aldrig.

For det andet overleverede han kun i begrænset omfang hadither ordret, selv om han bar en enorm rigdom af hadith i sit bryst. Han afholdt heller ikke i større udstrækning samlinger udelukkende med det formål at undervise i hadith. I stedet helligede han sig fuldt ud til at afdække hadiths dybe betydninger og udlede de nødvendige regler og juridiske spørgsmål til muslimernes praktiske liv deraf.

Men dermed er det ikke sagt, at han ophørte med at søge efter og indsamle hadither. Tværtimod stræbte han altid efter og var omhyggelig med at berige sig yderligere ved stadig at opspore nye hadither. Imam Nadhr ibn Muhammad al-Marwazi var en fremtrædende og berømt elev af Imam Abu Hanifa. Han sagde:

******************************************************

Jeg har ikke set nogen, der var mere ivrig og opmærksom end Imam Abu Hanifa i sin søgen efter hadither. En gang kom Yahya ibn Sa’id al-Ansari, Hisham ibn Urwa og Sa’id ibn Abi Aruba. Da sagde Imam Abu Hanifa til os: »Gå hen og se, om disse mennesker har nogen hadithskatte, som jeg kan høre og modtage fra dem.«

En anden elev af Imam A’zam var muhaddithen Abd al-Aziz ibn Abi Razama. Også han berettede omtrent det samme. Han sagde:

******************************************************

Da en muhaddith kom til Kufa, sagde Imam Abu Hanifa til sine elever og ledsagere: »Gå hen til ham og se, om han har nogen hadith, som vi ikke har.«

Abd al-Aziz sagde: »Endnu en gang, da en muhaddith kom, sendte Imam Abu Hanifa sine elever af sted med disse ord.«

De to ovenstående beretninger beviser klart Imam Abu Hanifas forkærlighed for at søge efter hadither. Derfor kan kun en uvidende person påstå, at han var uopmærksom, når det gjaldt hadither.

Anklagen om, at han forkastede hadith og kun afsagde juridiske kendelser ved hjælp af analogisk slutning og fornuft, er fuldstændig falsk. Hvad hans princip var, når han afsagde juridiske kendelser, fremgår klart og uigendriveligt af følgende udtalelse fra ham selv. Han sagde om sig selv:

******************************************************

Jeg tager først Allahs Bog som grundlag. Når jeg dér finder en afgørelse om det pågældende spørgsmål, afsiger jeg kendelsen i overensstemmelse med den. Hvis jeg ikke finder den dér, tager jeg derefter Profetens sunnah og de autentiske beretninger om hans handlinger, som er blevet overleveret gennem pålidelige personer, til grund. Men hvis jeg heller ikke finder den i Allahs Bog eller Profetens sunnah, forkaster jeg enhver andens udtalelse.

At han accepterede hadith og handlede i overensstemmelse med autentiske hadith, selv når de var i strid med analogisk slutning og almindelig fornuft, bevises af, at han anså lodtrækning som tilladt til afgørelse af, hvem der skulle udføre en pligt, selv om det ud fra det ydre synes at være det samme som hasardspil.

Han sagde:

******************************************************

Ifølge analogisk slutning burde lodtrækning ikke være tilladt, men eftersom det gennem hadith og sunnah er fastslået, at det er tilladt, følger jeg dette og tilsidesætter den analogiske slutning.

De strenge betingelser og den omhyggelighed, han krævede ved accept af hadith, var i sandhed nødvendige for Allahs religions skyld. For på imam Abu Hanifas tid var forskellige former for vildledende trosforestillinger og falske hadith, som en bestemt gruppe mennesker havde opdigtet efter eget forgodtbefindende, blevet udbredt i stort omfang. Hvis han ikke på dette tidspunkt havde udvist særlig forsigtighed, og hvis han uden forskel havde accepteret alt, hvad der blev fremsagt som hadith, uanset om det var korrekt eller fejlagtigt, ville Allahs religion ikke kunne være blevet bevaret fejlfrit. I virkeligheden var dette et resultat af hans grænseløse taqwa samt hans oprigtige og inderlige tro på og kærlighed til religionen; der kan ikke være nogen tvivl om det.

Imam Abu Hanifas betingelser for at acceptere hadith

De fleste af de betingelser, som Imam Abu Hanifa (må Allah være tilfreds med ham) opstillede for at acceptere hadith, var betingelser, som de almindelige muhaddithun havde opstillet. Men nogle betingelser opstillede han selv specifikt og af særlige grunde som yderligere krav. Her skal nogle af disse betingelser nævnes:

1. Hvis en overlever glemmer en hadith efter at have overleveret den, accepteres den ganske vist af de almindelige muhaddithun, men Imam Abu Hanifa og hans elever er ikke villige til at acceptere den.

2. Kun den hadith accepteres, som overleveren gengiver i overensstemmelse med sin egen erindring og hukommelse.

3. Hos Imam Abu Hanifa accepteres den hadith ikke, som er blevet overleveret således: Hos berømte muhaddither, hvis forsamlinger på grund af det store antal tilhørere krævede, at man ansatte personer med kraftige stemmer, blev de hadither, som disse personer havde hørt, overleveret som hadither, der var hørt direkte fra den egentlige muhaddith. Også berømte muhaddither som Hafiz Abu Nu’aym, Fadl ibn ‘Aqil og Ibn Qudamah havde denne opfattelse. Ifølge Hafiz Ibn Hajar al-Makki er dette ganske vist fornuftigt, men den almindelige muhaddithuns opfattelse er lettere at følge.

4. Imam Abu Hanifa støtter ikke den slags hadith, som en overlever gengiver efter at have fundet den skrevet i sin egen notesbog, når han ikke husker at have hørt den fra nogen af sine lærde lærere i hadith. Ifølge de øvrige muhaddithun er der intet forkert ved dette.

Muhadditherne fra Kufa anså det for tilladt at gengive hadithens grundlæggende betydning med deres egne ord. Det var også den almindeligt udbredte praksis på den tid. Antallet af overleverere, der gengav hadithens oprindelige ordlyd, var ikke stort. Derfor var der en betydelig risiko for forskelle og ændringer i gengivelsen af hadith. Som følge heraf var Imam Abu Hanifa nødt til at anlægge en streng og meget krævende linje, når det gjaldt accepten af hadith. Det er uigendriveligt bevist, at han efter alle disse forsigtighedsforanstaltninger samlede en hadithbog. Muhammad ibn Mahmud al-Khwarizmi havde samlet femten Musnad-værker af Imam Abu Hanifa.

Imam Malik ibn Anas (må Allah være tilfreds med ham)

Imam Malik var den største muhaddith i Madinat al-Rasul. Han blev født i Medina i år 93 efter hijra. Men historikeren Yafii angiver i værket Tabaqat al-Fuqaha fødselsåret som 94 efter hijra. På dette tidspunkt genlød hele Medina af de velklingende lyde fra hadithstudier og hadithundervisning. Efter Profeten, fred være med ham, var gået bort, blev sahabaerne ganske vist spredt til fjerntliggende egne; men selv efter at guldet er udvundet af en guldmine, forbliver den en guldmine, og det, der stadig findes dér, kan på ingen måde være ubetydeligt. Alle de store sahabaer boede i denne by. I Profetens levetid og i 24/25 år derefter var denne by centrum for den islamiske regering. Det var her, alle islams love og regler blev studeret, forkyndt og håndhævet, hvorefter de blev udbredt til de øvrige centre i den muslimske verden. Denne by blev centrum for undervisningen i hadith af store sahabaer som Hazrat Abu Bakr Siddiq, Umar Faruq, Hazrat Aisha, Hazrat Abdullah ibn Umar, Hazrat Ibn Abbas, Hazrat Abu Huraira og Hazrat Zayd ibn Thabit. Som følge heraf opnåede hundredtusinder af byens indbyggere stor beherskelse af åbenbaringens og sunnaens viden, og senere blev netop de dens sande arvinger.

Da Imam Malik begyndte at vie sig til hadithstudier, opholdt de største »konger« inden for hadithvidenskaben sig i Medina. Hazrat Aishas fremtrædende elever, hendes nevø Qasim ibn Muhammad ibn Abu Bakr, hendes søstersøn Urwa ibn Zubayr, Hazrat Abdullah ibn Umars elever Nafi og Abdullah ibn Dinar, hans to slaver samt Salim ibn Abdullah og andre tabi’un var stadig til stede dér. Selv om Hazrat Zayd ibn Thabit var rejst bort fra Medina, havde hans søn Kharija ibn Zayd arvet hans hadithviden, og han boede i selve Medina. Hazrat Abu Hurairas svigersøn Said ibn al-Musayyib havde drukket sig mæt af det vældige hav af hans hadithviden. Også han boede i Medina. Selvom Hazrat Abdullah ibn Abbas hovedsageligt havde udbredt sin hadithviden uden for Medina, i Mekka, Kufa og Basra, havde tabi’ien Said ibn al-Musayyib, som opholdt sig i Medina, tilegnet sig et stort antal hadither fra ham.

Desuden opholdt flere andre fremtrædende tabi’un sig i Medina på dette tidspunkt. Det var Hisham ibn Urwa, Muhammad ibn al-Munkadir, Ubaydullah ibn Utba ibn Masud, Muhammad ibn Shihab al-Zuhri, Amir ibn Abdullah, Jafar Sadiq, Rabi’a al-Ra’y, Abu Suhail og Sulayman ibn Yasar. De var sådanne tabi’un, i hvis favn hadithens og tafsirens viden var blevet næret, opdraget og gradvist udviklet.

Imam Maliks bedstefar, onkel og far var alle store muhaddither. Heraf kan man sige, at hele miljøet i imamens eget hjem og familie genlød af hadithvidenskab. Derfor begyndte han allerede i sin barndom at studere hadith. Sandsynligvis begyndte han først at studere hadith hos sin onkel Abu Suhail. Senere gik han til Nafi for at studere hadith. Så længe Nafi levede, gik Imam Malik til ham for at studere hadith. Derefter studerede han hadith hos næsten alle de ovenfor nævnte hadithkyndige tabi’un i Medina. Ifølge Shah Waliullah Dehlavi var det samlede antal af hans lærere 75. Ifølge en anden overlevering nævnes 94.

Men Allama Jalaluddin Suyuti har skrevet:

******************************************************

Imam Malik modtog hadith fra ni hundrede muhaddither. Blandt dem var tre hundrede tabi’un og seks hundrede tabi al-tabi’in.

Alle disse lærere fandt han i Medina Sharif. Derfor følte han ikke behov for at rejse uden for Medina for at studere hadith.

Imam Malik tog ikke imod hadither fra enhver slags hadith-overlever. Når han skulle vælge nogen som hadith-lærer, overvejede han det med dyb og skarpsindig dømmekraft og udvalgte dem omhyggeligt. Som svar på et spørgsmål fra sin elskede elev Habib sagde han selv herom:

******************************************************

O Habib! I netop denne moské, al-Masjid an-Nabawi, har jeg mødt halvfjerds muhaddither, som havde mødt og været i selskab med Allahs Ædle Sendebuds (s) sahabaer og også overleverede hadither fra tabi’inerne. (Det var fra dem, jeg lærte hadith og modtog hadither.) Og jeg tog kun imod hadither fra personer, der var egnede til at overlevere dem; fra uegnede personer tog jeg aldrig imod dem.

Hvilken slags mennesker hans lærere var, og fra hvem han ikke tog imod hadither, kan tydeligt forstås af den følgende beretning. Det fortælles:

******************************************************

Imam Malik havde omhyggeligt udvalgt alle dem, der var hans hadith-lærere. Han havde valgt dem på grundlag af deres fromhed, forståelse, viden om fiqh samt deres opfyldelse af hadith-overleveringens rettigheder og betingelser. I sit hjerte havde han en oprigtig tillid til dem og var helt tryg ved dem. Desuden tog han ikke imod hadither fra mange fromme og velgørende personer, fordi de ikke kendte de korrekte regler for en forsvarlig hadith-overlevering.

Hvor stor en muhaddith Imam Malik (r) var, kan tydeligt forstås af de følgende udsagn fra andre fremragende hadith-eksperter om ham.

Imam al-Shafi’i (r) sagde om ham:

******************************************************

Imam Mālik var i særlig grad et uigendriveligt bevis fra Allah for folk i tiden efter tabi’in.

Muhaddithen al-Nasā’ī sagde:

******************************************************

Efter tabi’inernes tid findes der efter min opfattelse ingen lærd større end Mālik.

Imam Abū Yūsuf (r)

Selv om Imam Abū Yūsuf (r) især er kendt som en berømt ekspert og imam inden for fiqh, stod han ikke det mindste tilbage for nogen anden, hvad angår hadith-viden. Allah havde skænket ham en helt enestående hukommelse. Når han lyttede til hadith hos en hadith-lærer, lærte han straks hadithen udenad. Han kunne endda lytte til halvtreds eller tres hadither med fuld isnād under samme møde og straks gengive dem udenad. Imam al-Dhahabī regnede ham blandt de store hadith-hafizer. Hāfiz Ibn Hajar al-‘Asqalānī har nævnt, at han engang blev syg og sengeliggende. I denne tilstand reciterede den fremragende hadith-hafiz Sufyān ibn ‘Uyaynah fyrre hadither for ham. Han lærte straks disse hadither udenad, og efter at Sufyān var gået, reciterede han dem alle udenad for de andre tilstedeværende. Alle de tilstedeværende blev derved lamslåede og forbavsede.

Med henblik på at studere hadith afsluttede han sin uddannelse hos muhadditherne i sin fødeby Kūfa og rejste til Medina, hvor han hos Imam Māliks elev Asad ibn al-Furāt al-Saqalabī hørte hele det værk, som Imam Mālik havde samlet, al-Muwaṭṭa’, fra begyndelse til slutning.

Imam Abu Yusuf skrev aldrig de hadither ned, som han hørte hos sine lærere for at studere hadith; tværtimod lærte han dem fuldstændigt udenad straks efter at have hørt dem én gang. Hans medstuderende skrev derimod de hadither, de havde hørt, ned igen og igen. Ikke nok med det: ofte måtte de lytte til deres nedskrevne hadither fra Imam Abu Yusufs mund for at få dem rettet og korrigeret.

Inden for hadith og andre beslægtede videnskaber var han en imam.

Hans interesse, begejstring og iver efter at studere hadith var så stærk, at han på den ene side overværede Imam Abu Hanifas samlinger for at tilegne sig viden om fiqh; og straks efter at have forladt dem begav han sig til en muhaddith for at studere hadith. Først efter en sådan grænseløs hengivenhed og utrættelige indsats blev han en fremragende specialist i hadithvidenskaben.

Imam Muhammad al-Shaybani (må Gud være ham nådig)

Imam Muhammad al-Shaybani var Imam Abu Hanifas næstvigtigste elev. Gennem sit samvær med Imam Abu Hanifa og Imam Abu Yusuf opstod hans interesse for at studere hadith. Med dette formål rejste han til Medina, som lå flere hundrede mil fra Wasit i Irak, hans fødested, og opsøgte den tids fremmeste hadithlærd, Imam Malik. Han opholdt sig uafbrudt i Medina i tre år og deltog regelmæssigt i Imam Maliks undervisningskreds i hadith. I denne kreds hørte han mindst syv hundrede hadither. Han sagde selv:

******************************************************

Jeg opholdt mig hos Imam Malik i tre år eller længere og lærte syv hundrede hadither af ham.

Efter at have studeret hadith hos verdensberømte og fremragende hadithlærde som Imam Abu Hanifa, Imam Abu Yusuf og Imam Malik var der ikke noget behov for at studere hadith hos andre hadithlærde. Men for at slukke den brændende tørst efter at studere hadith, som var opstået i Imam Muhammads hjerte, kunne han på ingen måde slå sig til ro uden at overvære de andre store hadithlærdes undervisningskredse på den tid og studere hadith hos dem.

Allama Zahid al-Kawthari har nævnt, at Imam Muhammads lærere i hadith talte halvfjerds. Disse lærere var spredt over blandt andet Kufa, Medina, Mekka, Basra, Wasit, Syrien, Khorasan og Yamama.

Hans hukommelse var så skarp, at han på Imam Abu Hanifas befaling begyndte at lære Koranen udenad og på blot én uge lærte hele Koranen udenad. Heraf kan man let forstå, hvor stor en lærd han var inden for hadithvidenskaben. For det er naturligt, at når en person med en så skarp hukommelse begynder at lære hadith, vil enhver hadith, han hører fra sin lærer, for altid blive indprentet i hans sind.

Imam Awza’i (må Allah være barmhjertig mod ham)

Imam Awza’i var en af de store muhaddither fra tabi’ tabi’in-generationen. Først studerede han hadith hos muhaddithen Yahya ibn Kathir, som opholdt sig i Yamama. Derefter rejste han dertil for at studere hadith hos de berømte muhaddither Muhammad ibn Sirin og Hasan al-Basri i den fjerne by Basra. Men da han efter at have tilbagelagt denne lange og vanskelige rejse nåede frem til Basra, erfarede han, at Imam Hasan al-Basri var død, og at Imam Ibn Sirin lå på sit dødsleje. Det er let at forestille sig, hvor hårdt denne skuffelse må have ramt ham.

Imam Awza’i hørte hadith fra et stort antal tabi’in.

Historikeren Hafiz Ibn Kathir har skrevet:

******************************************************

Han havde mødt og været i direkte selskab med et stort antal tabi’in.

Biograferne har nævnt, at imam al-Awzāʿī lærte hadith hos følgende tābiʿūn og tābiʿ al-tābiʿūn:

(1) ʿAtā ibn Abī Rabāḥ, (2) Qatādah, (3) Nāfiʿ, klient af Ibn ʿUmar, (4) imam al-Zuhrī, (5) Muhammad ibn Ibrāhīm, (6) Shaddād ibn Abī ʿUmārah, (7) Qāsim ibn Mukhaymirah og (8) Rabīʿah ibn Yazīd samt andre.

Al-Awzāʿī sagde selv: Da jeg havde afsluttet modtagelsen af hadith fra både imam al-Zuhrī og Yaḥyā ibn Kathīr, gav de mig deres egne hadithsamlinger og sagde:

********************

Fortæl disse hadither videre fra mig og til andre med mig som kilde.

Imam Ibn Jurayj (r)

Da Ibn Jurayj blev født (80 hijri), levede et stort antal sahābah stadig. Hvis han fra begyndelsen havde haft mulighed for at omgås dem, ville han være blevet regnet blandt tābiʿūn. Men han kunne ikke tilegne sig viden hos dem. Derfor regnes han blandt tābiʿ al-tābiʿūn.

På dette tidspunkt underviste ʿAtā ibn Abī Rabāḥ i hadith i byen Mekka. Han var en fremtrædende elev af Ḥazrat ʿAbdullāh ibn ʿAbbās (ra). Efter at have tilegnet sig den nødvendige grundlæggende viden blev Ibn Jurayj hos ham og studerede hadith i sammenlagt sytten år.

Derefter studerede han hadith hos næsten alle de berømte hadith-imamer i den muslimske verden. Ligesom hos Ata ibn Abu Rabah opholdt han sig også i lang tid hos Amr ibn Dinar for at studere og indsamle hadither. Af disse grunde opnåede imam Ibn Jurayj en særlig rang inden for hadith-videnskaben. De hadither, han overleverede, blev accepteret af hadithens største lærde. Hans indsamlede hadithsamling forelå skriftligt hos ham.

Sufyan ibn Uyayna (r)

Sufyan var en af sin tids fremmeste lærde inden for hadith-videnskaben. Allerede fra barndommen viste hans skarpe hukommelse sig spontant. Han sagde selv:

******************************************************

Jeg skrev aldrig noget ned, men hver gang jeg skrev noget ned, lærte jeg det udenad.[********************]

Han studerede og indsamlede hadither hos mange hundrede tabi’in og tabi al-tabi’in. Mere end firs af hans hadithlærere var tabi’in. Blandt dem var imam al-Zuhri, imam Shu’ba, Musayyab ibn Qudam, Amr ibn Disar, Abu Ishaq al-Sabi’i, Muhammad ibn Aqaba, Humayd, Ziyad ibn Alaqa, Salih ibn Kaysan og andre fremtrædende lærde.[********************] For at studere hadith rejste han til Kufa, Mekka, Medina og andre videnscentre.

Den berømte hadithlærd Ali ibn al-Madini sagde om ham:

******************************************************

Bland Imam al-Zuhris elever var der ingen, der var mere pålidelig end Ibn Uyayna.

Hadith-lærde som al-A’mash, al-Thawri, Ibn Jurayj, Shu’ba, Uqay, Ibn al-Mubarak, Sa’id al-Qattan, al-Shafi’i og Ahmad ibn Hanbal lærte hadith hos ham og modtog dem fra ham. Han blev født i år 107 efter hijra og døde i år 198.

Abdullah ibn al-Mubarak (r)

Efter at Ibn al-Mubarak havde afsluttet sin grundlæggende uddannelse, rejste han til fremmede lande for at studere hadith. Med dette formål rejste han rundt i forskellige byer og egne i Syrien, Hijaz, Yemen, Egypten, Kufa og Basra, og overalt hvor han fandt mulighed for at studere hadith, og hos enhver han kunne lære af, studerede han hadith. Alle har anerkendt, at han var en stor rejsende, der søgte hadith. Ifølge Imam Ahmad ibn Hanbal var der på den tid ingen anden, der rejste så langt omkring for hadith.

Abu Usama sagde:

******************************************************

Jeg har ikke set nogen anden end Ibn al-Mubarak, der søgte hadith fra land til land.

Det er nødvendigt at huske, at rejser til fremmede lande på den tid på ingen måde var så lette, som de er i dag. Man måtte gå til fods eller ride på kamelryg eller æsel og rejse måned efter måned for at nå fra ét sted til et andet. Det er nu umuligt overhovedet at forestille sig, hvor besværligt det var at rejse på den tid.

Hvor mange lærere Ibn al-Mubarak lærte hadith af og indsamlede hadith fra, kan man forstå ud fra hans følgende udsagn. Han sagde selv:

******************************************************

Jeg lærte hadith af og indsamlede hadith fra fire tusind lærere, og blandt dem viderebragte jeg hadith fortalt af et tusind lærere til andre.

Han underviste selv et meget stort antal mennesker i den enorme hadith-samling, som han havde erhvervet gennem hårdt arbejde. Imam al-Dhahabi skrev:

******************************************************

Så mange mennesker fra den islamiske verden lærte hadith hos ham, at det på ingen måde er muligt at fastslå deres antal.

Inden for hadithvidenskaben havde han en stor imams rang. Hadithstudiet var hans beskæftigelse alle døgnets fireogtyve timer. Ifølge ham var det sådan, at når man drøftede hadith, var det, som om man opnåede kontakt med og selskab af Allahs Ædle Sendebud (s). Store lærde som Yahya ibn Ma’in har sagt: Antallet af hadith, som Ibn al-Mubarak fortalte, må have været mellem tyve og enogtyve tusind.

Imam Shu’ba (r)

Imam Shuʿba havde set de to sahabier Anas ibn Malik (ra) og Amr ibn Muslim (ra). Derfor regnede biograferne ham, selv om han tilhørte tābiʿīn-generationen, blandt tābiʿ al-tābiʿīn. Han blev født i en by ved navn Wāsit, beliggende mellem Kufa og Basra. Så snart han havde afsluttet sin grundlæggende uddannelse, helligede han sig studiet af hadithvidenskaben. Senere opnåede han en usædvanlig høj grad af ekspertise deri. Han hørte og indsamlede hadither hos næsten alle tidens store hadithlærde. Almindelige biografer har skrevet, at omkring fire hundrede tābiʿīn fandtes blandt hans hadithlærere. Hafiz Ibn Hajar al-Asqalani har skrevet, at han hørte og overleverede hadither fra tre hundrede hadithlærde i Kufa.

Disse lærere opholdt sig ikke blot i en eller to byer; tværtimod var de spredt over det muslimske verdensrige, som strakte sig over millioner af kvadratmil. Dertil kom datidens vanskelige og næsten ufremkommelige rejseveje. Ofte måtte man for blot én hadith tilbagelægge tusindvis af mil til fods eller på kamel eller hest. Hertil kommer hans enestående skarpe hukommelse. Når han havde hørt en hadith, skrev han den som regel ikke ned; i stedet lærte han lange hadither udenad med det samme. På grund af dette var han i stand til på meget kort tid at indprente og bevare et enormt antal hadither i sin hukommelse.

Store hadithlærde både blandt hans samtidige og fra efterfølgende generationer har åbent anerkendt hans enestående viden om hadithvidenskaben.

Imam al-Layth ibn Saʿd (ra) (født 94 efter hijra, død 165 efter hijra)********************]

Imam al-Layth tilhørte tābiʿ al-tābiʿīn. Så snart han havde afsluttet sin grundlæggende uddannelse, vendte han sin opmærksomhed mod studiet af hadith. Han opsøgte Nafiʿ, den berømte tābiʿī, som var blevet særligt oplært og undervist af ʿAbdullah ibn ʿUmar, for at studere hadith hos ham. Alle de hadither, han havde hørt og indsamlet hos ham, nedskrev han i en samling. Desuden hørte og indsamlede han hadither hos tābiʿīn som Imam al-Zuhri, Saʿid al-Muqbari, ʿAbdullah ibn Abi Mulayka, Yahya al-Ansari og Abu al-Zubayr. Efter at have nævnt navnene på nogle af Imam al-Layths fremtrædende lærere skrev Imam al-Nawawi:

******************************************************

Bortset fra disse lærte og hørte han hadith hos så mange andre imamer inden for hadith, at deres nøjagtige antal ikke kan fastslås.

Imam Sufyan al-Thawri (ra) (født 97 efter hijra, død 161 efter hijra)********************]

Sufyan al-Thawri var en af de største lærde inden for hadithvidenskaben i tābiʿ al-tābiʿīn-perioden. Han modtog sin grundlæggende undervisning hos sin far. Derefter hørte han hadith hos alle muhadditherne i byen Kufa. På dette tidspunkt havde fremtrædende muhaddither som al-Aʿmash og Abu Ishaq oprettet en institution i Kufa, hvor der regelmæssigt blev undervist i hadith.

Yahya ibn Maʿin sagde:

******************************************************

Sufyan ved mere om de hadither, som al-Aʿmash har overleveret, end alle andre.

På dette tidspunkt var hadith endnu ikke blevet samlet i bøger til almindelig brug. En stor del af hadithene var derfor indprentet i muhaddithernes hukommelse og bevaret gennem deres egne systemer. Derfor måtte den studerende rejse til fjerne lande for at studere hadith. Sufyan måtte også rejse til fjerne egne for at studere hadith og måtte af den grund tilbagelægge hundredvis og tusindvis af miles.

Efter at have afsluttet sine hadithstudier hos lærerne i Kufa rejste han til Basra og Hijaz. I disse to byer hørte og indsamlede han hadith fra et stort antal muhaddither. Efter at have nævnt navnene på hans berømte lærere i Kufa, Basra og Hijaz skrev hafiz Ibn Hajar:

******************************************************

Han studerede hadith hos et stort antal lærere i Kufa. På samme måde hørte han hadith fra mange lærere i Basra, og han drog også stor nytte af de forskellige hadithundervisningssamlinger i Hijaz.

Abd al-Rahman ibn Mahdi var en imam inden for hadith. Han sagde:

******************************************************

Jeg har aldrig set nogen, der kunne huske flere hadither udenad end Sufyan al-Thawri.

Da hadith-materialet i det andet hijri-århundrede var blevet samlet og systematiseret i bogform, var det meget let at lære det udenad sammen med hundredtusinder af isnader. Men tidligere, da materialet var spredt, var det yderst vanskeligt at rumme to eller fire tusind hadither i sin hukommelse og bevare dem sikkert. Derfor findes der ingen steder noget eksempel på, at en hadith-imam fra tabi al-tabi’in-perioden skulle have bevaret mere end ti tusind hadither udenad. Også i denne henseende er Sufyan al-Thawris præstation og særstilling bemærkelsesværdig. Antallet af de hadither, som han havde overleveret og bevaret i sin hukommelse, var tredive tusind. Abu Asim sagde:

******************************************************

Imam al-Thawri var den største leder inden for hadith-videnskaben.

Kort sagt var hadith-videnskaben ikke systematiseret i denne periode. Tværtimod var den spredt næsten overalt i den muslimske verden. Grunden var, som tidligere nævnt, at de ædle sahaba var hadithernes første bærere og viderebringere. De tilbragte ikke deres liv i moskeers eller khanqahers afsides kroge. Tværtimod levede de som sande mujahider. De spredte sig til næsten alle lande og områder i den muslimsk befolkede verden for jihad, for islamisk da’wa og for at opfylde andre religiøse forpligtelser. Hvor end de kom, lærte områdets indbyggere islamisk viden, det vil sige hadith-videnskab, af dem. De indsamlede oplysninger om den ædle Profets ord, handlinger og karakter og bevarede dem i deres hukommelse. Dengang var det tilstrækkeligt for dem, hvis eneste mål var at leve et islamisk liv, at tilegne sig et grundlæggende kendskab til islam og følge en enkelt sahabis praktiske liv. Men efter sahaba påtog en række store mænd sig den vanskelige opgave at indsamle og sammenstille de spredte perler af viden om Profeten, og de påtog sig ansvaret for at redde denne uvurderlige islamiske vidensskat fra undergang. For dem var der ingen anden mulighed end at krydse land efter land, enorme subkontinenter, vældige have, endeløse hede ørkener samt tætte, ufremkommelige skove og bjergrige veje. Desuden var dette et arbejde, som denne tids hadith-indsamlende fromme lærde holdt meget af.

En mand spurgte den berømte hadith-lærde Khalaf ibn Ayyub fra byen Balkh om en vigtig sag. Han sagde: »Det ved jeg ikke, men det rigtige svar kan fås hos Hasan ibn Ziyad, som bor i byen Kufa.« Da spørgeren hørte navnet på byen Kufa, sagde han: »Kufa! Den ligger jo meget langt borte!« Da Khalaf ibn Ayyub hørte dette, sagde han:

******************************************************

Den, som er blevet grebet af omsorgen for religionen, vil selv en så fjerntliggende by som Kufa anse for at være ganske nær.

Derfor måtte enhver på den tid, som erklærede sig ude af stand til at rejse den lange vej, der var nødvendig for at tilegne sig viden, møde voldsom ydmygelse og bebrejdelse i samfundet. Imam Yahya ibn Mu’in, hadith-ekspert og berømt kritiker inden for hadith-videnskaben, siger:

I kan ikke håbe på nogen gavn fra en muhaddith, som kun vil undervise i og samle hadither, mens han sidder i sin egen by, og som ikke er rede til at bære besværet ved at rejse til fremmede lande.

Den gavn, der ligger i at rejse til fremmede lande med det formål at tilegne sig og samle hadither, har en materiel værdi, som ikke kan tilsidesættes. Betydningen heraf kan forstås ud fra Ibrahim ibn Adhams følgende udsagn. Han sagde:

******************************************************

Ved den velsignelse, der fulgte af hadith-studerendes og -samleres rejser i ind- og udland med dette formål, beskyttede Allah dette folk mod mange farer og ulykker.

Den omfattende og intense indsats for at samle hadither, som vi ser fra sahabernes tid gennem tabi al-tabi’inernes og de efterfølgende muhaddithers tid, gør betydningen af disse rejser til fremmede lande helt tydelig, og vores hjerter fyldes med grænseløs respekt og taknemmelighed over for de store mænd, der førte denne indsats ud i livet. Hvis de ikke med en sådan brændende beslutsomhed var trådt frem på valpladsen for at opnå Allahs tilfredshed og bevare hadith, en af religionens største grundpiller, ville det muslimske folk i dag for bestandig have været berøvet en vældig del af Profeten (s)’s sunna; der kan ikke være nogen som helst tvivl om dette.

Kompileringen af hadith-værker

Det er blevet bevist gennem den foregående drøftelse, at den ædle Sendebuds (fvmh.) hadither ikke kunne samles i bogform allerede i den første periode. Allama Ibn Hajar al-Asqalani har skrevet:

******************************************************

Den ædle Profets (fvmh.) hadither var hverken samlet eller systematiseret i bogform i hans sahabaers og de fremmeste tabi’iners tid.

Der var flere fornuftige grunde til, at hadith-værkerne ikke blev samlet allerede i islams første periode. For det første havde de ædle sahaba, som det tidligere er blevet drøftet udførligt, en særdeles stærk hukommelse. Alt, hvad de hørte fra Sendebudet, lærte de udenad, og de følte generelt og naturligt ikke noget behov for at skrive det ned.

For det andet var mange af dem ikke i stand til at skrive. Skrivekunsten var på det tidspunkt heller ikke udbredt i samme grad som senere, og den havde endnu ikke opnået almindelig popularitet.

For det tredje havde den ædle Profet (fvmh.) selv i den første periode forbudt nedskrivning af hadither, og derfor kunne alle sahabaernes opmærksomhed ikke rettes mod kompileringen af hadith-værker.

Det, som Allama Anwar Shah Kashmiri har skrevet om dette emne, er værd at lægge mærke til her:

******************************************************

Selv om det ud fra en ydre betragtning ville have været bedst, hvis haditherne var blevet indsamlet og samlet i bogform allerede i den Ædle Profets (s) levetid, var det tilsyneladende ikke Allahs vilje, at haditherne skulle samles på samme måde som Koranen og bevares nøjagtigt ligesom Koranen.[Fayḍ al-Bārī, kommentar til Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, bind 1, s. 208.]

Alt dette handler om de særlige foranstaltninger og den omhu, der blev udvist med henblik på at samle hadithværker. Hvad angår bevarelsen af haditherne og beskyttelsen af dem mod at gå tabt, blev der imidlertid aldrig lagt den mindste mindre vægt på dette fra den Ædle Profets tid og helt frem til ṣaḥābaernes og tābiʿīnernes tid.

Derfor ser vi, at så snart frygten for, at haditherne skulle blandes sammen med Koranen, var forsvundet, rettede de ædle ṣaḥābaer deres opmærksomhed mod at nedskrive haditherne; på samme måde blev arbejdet med at samle haditherne og ordne dem systematisk i bogform gennemført fuldt ud allerede fra ṣaḥābaernes tid.

I ṣaḥābaernes tid følte man imidlertid ikke generelt et praktisk behov for at samle haditherne i bogform. For på det tidspunkt var ṣaḥābaerne selv bærere af Profetens hadither. Når der opstod behov i en hvilken som helst sag, henvendte folk sig til ṣaḥābaerne, indhentede viden om det relevante emne og fandt en afgørelse i alle sager; og hvad den Ædle Profets påbud var i den pågældende sag, kunne de uden tvivl også få at vide fra ṣaḥābaerne. Men da ṣaḥābaerne begyndte at forlade denne verden én efter én, følte almindelige muslimer således behovet for at samle hadithværker, og de tilbageværende bærere af haditherne blandt ṣaḥābaerne følte i lige så høj grad et stærkt behov for at samle dem og efterlade dem beskyttet for evigt.

Hvor vigtig ṣaḥābaernes tilstedeværelse var i tābiʿīnernes tid, kan man tydeligt forstå af følgende udsagn fra en tābiʿī ved navn Murek efter Ḥazrat Anas’ (ra) død. Han sagde:

******************************************************

I dag er halvdelen af ilm – hadith – forsvundet fra denne verden.

Da han blev spurgt om betydningen af dette, sagde han:

******************************************************

På sahabernes tid, hvis en person med ondt i sinde modsagde os eller fremsatte en uenighed angående en hadith, sagde vi: »Lad os gå til den, der selv hørte denne hadith fra Allahs Sendebud, og få dens ægthed efterprøvet.«

Af netop denne grund begyndte man, endnu før sahabernes flok for alvor begyndte at forsvinde, almindeligt og med stor alvor at føle nødvendigheden af at samle haditherne, nedskrive dem i bøger og sørge for at bevare dem for altid. I den postprofetiske periode bør dette trin fremlægges samlet. Her vil først en kort redegørelse for de retledte kaliffers tid blive fremlagt. Derefter vil den detaljerede historie fra den efterfølgende periode blive nedskrevet.

De retledte kaliffer og kompileringen af hadith-bøger

Efter den ædle Profets bortgang overtog de retledte kaliffer ansvaret for at lede og støtte den islamiske livsordning og den islamiske stat samt for alle religiøse aktiviteter. I denne periode manglede der på ingen måde indsats og omhu fra deres side med hensyn til islams andet uundværlige grundlag – hadith-videnskaben. Her fremlægges en særskilt redegørelse for hver kalifs indsats vedrørende haditherne.

Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham)

Den første kalif, Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), udarbejdede selv en samling på fem hundrede hadither. Men hen mod slutningen af sit liv tilintetgjorde han den selv. Muhaddithin og historikere har som årsag hertil nævnt, at han efter at have samlet haditherne slet ikke kunne finde ro. Flere former for frygt opstod i hans sind. Han blev især bekymret for, at hvis blot én udtalelse – blot ét ord – blandt de hadither, han havde samlet, afveg endog en smule fra Allahs Sendebuds oprindelige ord, ville han ifølge Sendebudets alvorlige advarsel blive brændsel i Helvede.

For det andet opstod der også i hans sind en frygt for, at det ville være til stor skade for muslimerne, hvis den muslimske befolkning tillagde hans hadith-samling samme status som Koranen eller begyndte at tillægge den større status end de hadither, som var overleveret og samlet af de øvrige sahaba. Som følge heraf kunne det omfattende arbejde og fremskridtet inden for hadith-samlingen blive hindret. Det var på grund af alle disse overvejelser, at han ødelagde den. Men Allamah al-Dhahabi anerkendte ikke beretningen om, at Hazrat Abu Bakr selv havde ødelagt sin egen hadith-samling, som værende sand.

Uanset hvor dybt og fintfølende vi undersøger sagen, kan den ikke beskrives som andet end resultatet af en bestemt psykologisk og mental tilstand.

Ikke desto mindre forbød Hazrat Abu Bakr ikke indsamlingen af hadither. Tværtimod overleverede han selv et vist antal hadither. Ifølge Imam Suyuti var antallet af hadither, han overleverede, 142. Han nævnte også, i hvilke hadith-bøger disse hadither er blevet gengivet. Der ligger en tilstrækkelig grund bag, at han overleverede så få hadither. Imam Suyuti skrev om dette:

******************************************************

Grunden til, at han overleverede så få hadither, var, at han døde, før arbejdet med at udbrede haditherne og med at få tabi’inerne til at høre, lære og bevare dem var begyndt.

I forbindelse med analysen af årsagen til, at så få hadither blev overleveret fra Hazrat Abu Bakr, skrev Imam Suyuti et andet sted i den ovennævnte bog:

******************************************************

Der blev kun overleveret meget få hadither med en fuld isnad fra Hazrat Abu Bakr. Det skyldtes, at der efter hans bortgang kun var meget kort tid tilbage af hans levetid, og at hans død indtraf meget hurtigt. Hvis han derimod havde levet i længere tid, ville man have overleveret et stort antal hadither fra ham. Så længe han levede, følte ingen af sahaba behov for at overlevere hadither fra ham, for de havde deltaget ligeværdigt i alle forhold. Det eneste, de ikke kendte til, var det, de overleverede fra ham.

Shah Waliullah Dehlavi har også skrevet dette:

******************************************************

Sahabaerne havde ikke behov for at overlevere særlig mange hadither gennem Hazrat Abu Bakr, for de havde selv hørt størstedelen af haditherne fra Allahs Sendebuds mund.[********************]

Desuden levede Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) kun i to et halvt år efter Den Æredes bortgang. Disse to et halvt år gik med udførelsen af hans vanskelige ansvar som kalif og under voldsomme, yderst ugunstige storme og omvæltninger. Derfor havde han i denne periode heller ikke den uafbrudte fritid og de gunstige forhold til at overlevere hadither, som andre sahabaer med et længere liv havde.

Desuden var hans vigtigste opgave i denne periode at varetage alle sine ansvarsområder i samråd med muslimerne. Fordi det islamiske kalifat i sandhed var demokratisk og baseret på rådslagning, blev alle sociale, statslige og overordnede anliggender behandlet i samråd med de fremtrædende sahabaer, og arbejdet blev udført ved at træffe afgørelser eller beslutninger i de pågældende sager på grundlag af Koranen og hadith.

Hazrat Abu Bakr Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) tillagde hadith den allerstørste betydning umiddelbart efter Den Ædle Koran i udførelsen af kalifatets opgaver. Allerede i den tale, han holdt efter at være blevet valgt til kalif, erklærede han hadiths betydning umiddelbart efter Koranen. Han sagde:

******************************************************

O mennesker! Jeg er blevet gjort ansvarlig for jeres stat, selv om jeg ikke er den bedste blandt jer. Men Koranen er blevet åbenbaret, og Den Ædle Profet (fred være med ham) har etableret sin sunnah og sit eksempel. Han lærte os begge disse ting, og vi lærte dem.[********************]

Også i forbindelse med kalifatets opgaver søgte han i praksis vejledning og bestemmelser i hadith-kilden umiddelbart efter Koranen. Denne principielle holdning er tydeligt omtalt i de autoritative værker. Det hedder:

******************************************************

Når et spørgsmål, der krævede en afgørelse, blev forelagt Hazrat Abu Bakr, slog han først op i Allahs Bog. Hvis han dér fandt grundlag for en afgørelse, traf han afgørelse blandt folk på dette grundlag. Hvis han ikke fandt noget i Koranen, og man kendte noget fra Sendebudets sunnah om det pågældende spørgsmål, traf han afgørelse på dette grundlag. Sunan ad-Darimi, s. 23

Efter hans bortgang løste Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) næsten alle de overordnede spørgsmål, hvor der var opstået uenighed, ved at fremlægge den Ædle Sendebuds hadither, og de hadither, han fremlagde, satte en stopper for al uenighed om de pågældende spørgsmål. Efter hans bortgang opstod det første vanskelige spørgsmål blandt sahabaerne ved Saqifah Banī Sāʿidah: Hvem skulle blive kalif? Situationen var blevet sådan, at det på det tidspunkt syntes umuligt at nå frem til en afgørelse i dette spørgsmål. Da rejste Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sig, fremlagde en hadith fra den Ædle Sendebud (fred være med ham) og sagde:

******************************************************

Imamen og kaliffen skal være blandt Quraysh.

Samtidig vil Sendebudets udsagn være begrænset til denne Quraysh-slægt.

Så snart alle de tilstedeværende sahabaer havde hørt denne hadith, anerkendte de dens sandhed. Derefter blev valget af kaliffen gennemført uden uenighed.

Da der opstod uenighed om, hvor den ædle Profet (s.a.w.) skulle begraves, fremlagde Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (r.a.) en hadith:

******************************************************

Jeg hørte en udtalelse fra Allahs Sendebud, som jeg ikke har glemt. Han sagde: »Allah tager sin profets sjæl på det sted, hvor han bør begraves.«

Derefter sagde han:******************************************************

»Begrav derfor også Allahs ædle Sendebud (s.a.w.) på det sted, hvor han lå på sit dødsleje.« [Shamā’il at-Tirmidhi, s. 30 ******************** al-Muwatta af Malik, s. 80.]

Hazrat Aisha (r.a.) krævede hos den første kalif, Hazrat Abu Bakr, at få en andel af den ædle Profets ejendom. Hazrat Abu Bakr (r.a.) berettede da følgende hadith. Han sagde:

******************************************************

Jeg hørte Allahs ædle Sendebud (s.a.w.) sige: »Vi gør ikke nogen til arving efter os. Alt, hvad vi efterlader, gives som almisse på Allahs vej. Muhammads efterkommere skal derfor ernære sig fra Bayt al-Mal.«

Derefter sagde Hazrat Abu Bakr (ra):

******************************************************

Ved Allahs ed vil jeg udføre hver eneste handling, som jeg så Profeten udføre, og jeg vil ikke udelade én eneste.

Det umiddelbare resultat af denne overlevering viste sig så hurtigt, at overleveringens fortæller til sidst siger:

******************************************************

Derefter opgav Hazrat Fatima sit krav på arven, og indtil sin død sagde hun ikke mere om dette. [Sahih al-Bukhari, bind 2, side 995-996.]

Da han derimod på grundlag af en hadith fra Profeten fik at vide, at bedstemoren havde en arveandel, tøvede han ikke det mindste med at træffe en afgørelse om hendes arv i overensstemmelse med hadithen. Første gang bedstemoren gjorde krav på arven, sagde han:

******************************************************

Der er ikke fastsat nogen andel af arven til dig i Allahs Bog. Jeg ved heller ikke, at der i Sendebuddets praksis (hadith) er fastsat nogen andel til dig. Gå derfor bort. Jeg vil spørge folkene om dette og senere give dig besked.

Derefter spurgte han en dag sahabaerne om dette. Da rejste Hazrat Mugira ibn Shu’ba sig og sagde:

******************************************************

Jeg var til stede hos Sendebuddet, og han fastsatte en sjettedel til bedstemoderen. Jeg så det med mine egne øjne.

For at blive helt sikker på denne hadith, der var overleveret om Hazrat Abu Bakrs praksis, og for at styrke dens beviskraft, spurgte han:

******************************************************

Er der andre end dig, som kan bevidne dette?

Da rejste Hazrat Muhammad ibn Muslim (ra) sig, afgav vidnesbyrd og bekræftede Hazrat Mugiras udsagn. Derefter tøvede Hazrat Abu Bakr (ra) ikke et øjeblik med at acceptere det.

Det er dog sandt, at Hazrat Abu Bakr (ra) var særdeles streng, når det gjaldt overlevering af hadither. Når en hadith fra Allahs Sendebud var blevet bevist gennem særlige og uigendrivelige beviser, bøjede han hovedet for den. Dette fremgår klart af den netop nævnte hændelse vedrørende bedstemoderens arv. Han var imidlertid ikke rede til at acceptere en hadith, før han var fuldstændig overbevist og sikker på dens ægthed.

Hafiz Zahabi har skrevet:

******************************************************

Hazrat Abu Bakr var den første, der udviste særlig forsigtighed ved accept af hadither.

Da Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) udnævnte Hazrat Anas (ra) til guvernør i Bahrain og sendte ham dertil, skrev han et detaljeret dokument om zakats bestemmelser og regler og sendte det med ham. I begyndelsen af dette detaljerede dokument stod der:

******************************************************

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Dette er et dokument om zakats obligatoriske karakter. Allahs ædle Sendebud (s) gjorde den obligatorisk for muslimerne, og Allah pålagde sit Sendebud dette.

Hazrat Umar Faruq (ra)

Den anden kalif, Hazrat Umar Faruq (ra), fortalte selv hadither. Efter hans opfattelse indtog Sunnah eller hadith, næst efter den ophøjede Koran, en central plads som grundlag for islam. Han indsamlede og nedskrev et stort antal hadither, sendte dem til guvernørerne på højt og lavt niveau i de forskellige provinser i den islamiske stat og beordrede, at de skulle udbredes bredt blandt hele befolkningen.

For at udbrede undervisningen i hadithvidenskab oprettede han et stort antal madrasaher i forskellige områder. Han sendte fremtrædende sahaba til forskellige egne med det formål at undervise i hadith. I denne periode sendte han Hazrat Abdullah ibn Mughaffal, Hazrat Imran ibn Husayn (ra) og Hazrat Ma’qal ibn Yasar (ra) til provinsen Basra samt Hazrat Ubada ibn Samit og Hazrat Abu Darda (ra) til Syrien. Arjan ibn Abu Hala sendte han netop med dette formål til Egypten.

Hazrat Abu Musa Ash’ari (ra) blev udnævnt til guvernør i Kufa, rejste dertil og talte til muslimerne dér:

******************************************************

Hazrat Umar (ra) har sendt mig til jer med det formål, at jeg skal undervise jer i Allahs Bog og jeres profets Sunnah og hadith.

Han sendte også Hazrat Abdullah ibn Masud (ra) til Kufa som lærer i hadith og Koranen og beordrede Kufas indbyggere at lære hadith hos ham.

Allama Khazri har skrevet:

******************************************************

Hazrat Abdullah ibn Masud slog sig ned i Kufa. Folk dér lærte Profetens (f.v.t.) hadither af ham. Han var deres lærer og dommer.

Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) fulgte, ligesom den første kalif, en meget streng politik med hensyn til at acceptere hadither. For at bevise ægtheden af en hadith, som Hazrat Abu Musa al-Ashari (må Allah være tilfreds med ham) havde overleveret, gav han ham en streng ordre. Han sagde:

******************************************************

Fremlæg bevis, ellers vil jeg straffe dig hårdt.

Da en anden sahabi senere blev fremført som vidne til støtte for hans udsagn, blev han beroliget.

Allama al-Dhahabi har skrevet om ham:

******************************************************

Han fastlagde en regel om, at muhadditherne skulle følge faste og solide principper ved overlevering af hadither.

Hazrat Abu Musa fremførte endnu en sahabi som vidne til støtte for den hadith, han havde overleveret. Først da accepterede Hazrat Umar (ra) den. Heraf fremgår det:

******************************************************

Når en hadith overleveres af mindst to pålidelige overleverere, bliver den mere autoritativ og stærkere end en hadith, der kun overleveres af én person, og den fortjener større prioritet. Dette er også tilstrækkeligt opmuntrende til at opnå et stort antal overleveringskæder for denne hadith. Derved kan hadithen hæves fra stadiet af en »almindelig antagelse« (********************) til stadiet af vishedens ilm (fejlfri og pålidelig viden).[********************]

Da Hazrat Ubay ibn Ka’b havde overleveret en hadith, sagde Hazrat Umar (ra):

******************************************************

Du skal fremlægge bevis for ægtheden af den hadith, du har overleveret.[********************]

Da Hazrat Ubay fremførte flere sahaba blandt ansarerne som vidner, sagde kaliffen:

******************************************************

Jeg nærede ingen mistanke til Dem; det var kun med det formål at grundfæste hadithen på grundlag af uigendrivelige beviser, at jeg bad Dem om at fremlægge bevis.

Det var under Hazrat Umar al-Faruqs tid, at den spredte hadith-skat for første gang blev samlet og nedskrevet på statsligt niveau, og spørgsmålet om at bringe den i en systematisk form blev for første gang rejst. Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) gav selv udtryk for ønsket om at fuldføre dette store arbejde og rådførte sig også med de øvrige sahaba herom. Muslimerne rådede ham til at gå ind for det. Senere opstod der imidlertid tvivl og betænkelighed i hans eget sind om, hvorvidt det ville være rigtigt at gøre dette. I omtrent en måned tænkte han meget over sagen og foretog istikhara. Men til sidst sagde han en dag selv:

******************************************************

I ved, at jeg havde talt til jer om at nedskrive og samle hadith. Men senere forekom det mig, at folket fra ahl al-kitab før jer også havde samlet profetens ord på denne måde, hvorefter de klamrede sig til dette og forlod Allahs Bog. Ved Allahs ed vil jeg ikke blande noget som helst sammen med Allahs Bog. Derefter opgav han sin beslutning om at samle hadith.

Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham) lod selv kun hadith nedskrive og samle af frygt for, at folk, når de fik en systematisk og samlet hadith-bog, ville blive så optaget af den, at de også ville glemme Den Ædle Koran, at dens betydning ville blive ringe i folks øjne, og at de kun ville ønske at leve efter hadith. Ellers ville han bestemt ikke have anset dette for en forbudt handling. Hvor rimelig hans frygt var, kan man forstå ved at bedømme den i lyset af de senere forhold. Som følge af denne form for forsigtighed har den muslimske umma i dag lært at tillægge Den Ædle Koran den første betydning og hadith den næstvigtigste betydning efter den. Hvis man ikke havde udvist en sådan forsigtighed, ville Den Ædle Koran blandt muslimerne ikke have bevaret sin første og centrale plads, men være blevet henvist til en underordnet plads, sådan som det er sket med andre religioners skrifter blandt deres tilhængere.

Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham)

Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) berettede selv hadith, men kun et meget lille antal hadither er blevet overleveret fra ham. Om årsagen hertil sagde han selv:

******************************************************

At jeg ikke er den blandt Profetens ledsagere, der har bevaret flest af Profetens hadither, har ikke afholdt mig fra at viderebringe Profetens hadither. Grunden til, at jeg afholdt mig fra at viderebringe hadither, var derimod, at jeg selv har vidnet om, at jeg hørte den ædle Profet sige: »Hvis nogen tillægger mig noget, som jeg ikke har sagt, så lad ham søge sin tilflugt i Helvede.«

Hadhrat Ali (må Allah være tilfreds med ham)

Hadhrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) var en af de få ledsagere, der med egen hånd nedskrev de hadither, de havde hørt fra Profeten. Han hørte og nedskrev flere hadither fra Profeten om fortolkningen og analysen af Koranen. Han kaldte denne samling af hadither for »Sahifa«. Han foldede den sammen og opbevarede den omhyggeligt i skeden til sit sværd. Den indeholdt flere hadither om praktiske forhold samt regler og bestemmelser vedrørende handlinger. [Sahih al-Bukhari, Kitab al-Ilm og Kitab al-I’tisam; Musnad Ahmad, bind 1, side 709.]

Senere sendte han denne Sahifa til Hadhrat Uthman som et skriftligt dokument om hadither. Hans søn Muhammad ibn al-Hanafiyya siger:

******************************************************

Min far sendte mig af sted med besked om at tage dette skrift til kaliffen Uthman (må Allah være tilfreds med ham). Heri var den ædle Profets bestemmelser om sadaqa og zakat nedskrevet.

Det fremgår af ovenstående redegørelse, at hadither blev viderebragt i de retledte kaliffers tid, at undervisningen i dem foregik i fuldt omfang, og at de i statsstyringen samt i retsafgørelser og retssager opnåede status som et af lovens grundlag. De blev også delvist nedskrevet og samlet af forskellige personer. Haditherne blev imidlertid ikke samlet på behørig vis i bogform. Indtil da havde mange tabi’un lært dem af ledsagerne, indsamlet dem og udbredt dem bredt blandt mange mennesker. Men at nogen på dette tidspunkt skulle have udført arbejdet med at samle haditherne regelret i bogform, findes der ingen historisk fortilfælde for. På denne måde gik næsten et århundrede af den islamiske historie. Ved slutningen af det første hijri-århundrede skete der en undtagelse herfra, og der blev taget et revolutionerende skridt med hensyn til hadithsamlingen.

Hadhrat Umar ibn Abd al-Aziz (må Allah forbarme sig over ham) og hadithsamlingen

Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz (r) blev valgt til kalif i år 99 efter hijra. Så snart han havde overtaget kalifatets ansvar, indså han i høj grad nødvendigheden af at samle den enorme, spredte hadith-skat. Han forstod klart, at hadith var en uundværlig skat for at leve et islamisk liv og administrere kalifatet. Hvis man ikke straks iværksatte en effektiv ordning for dens indsamling, samling og fuldstændige bevarelse, var der fare for, at hele ummahen ville blive berøvet denne skat. Næsten alle sahabaerne var allerede gået bort fra denne verden. Også størstedelen af de tabi’un, som havde modtaget undervisning hos dem, var fulgt efter dem. Der var ingen sikkerhed for, at de, som stadig var i live, ville leve mange år endnu. Derfor var det yderst nødvendigt straks at indsamle og samle denne store skat og bringe den i en velordnet form.

Derefter sendte han et dekret til det islamiske riges centrum med følgende ordlyd:

******************************************************

Vend straks opmærksomheden mod den ædle Profets hadither, og begynd at indsamle og samle dem.

Han sendte også et dekret med følgende indhold til guvernøren og dommeren i Medina, Abu Bakr ibn Muhammad ibn Hazm:

******************************************************

Vend opmærksomheden mod Profetens hadither, hans sunna, Hazrat Umars udtalelser og hvad der ellers findes af lignende materiale, og skriv det ned for mig. Jeg frygter nemlig, at bærerne af hadith-videnskaben vil forsvinde, og at hadith-skatten vil gå tabt.

******************************************************

Og intet andet end Allahs Sendebuds hadither må accepteres. Lad folk udbrede denne hadith-viden vidt og bredt. Lad der blive afholdt forsamlinger til undervisning i hadith, så de, der ikke ved, kan lære det. For når viden holdes skjult, går den til grunde.[******************** Sahih al-Bukhari, bind 1, side 20.]

Imam al-Darimi har citeret dette udsagn, gengivet af Abdullah ibn Dinar, med følgende ord:

******************************************************

Skriv og send mig de hadither fra Allahs Sendebud, som er bekræftet og fastslået hos dig, samt haditherne fra Umar. For jeg frygter, at hadith-viden vil gå tabt, og at hadithlærde vil forsvinde.[********************]

Historikeren Ibn Sa’d har også nævnt endnu en del af Umar ibn Abd al-Aziz’ dekret. Den del, han citerer, lyder således:

******************************************************

Umar ibn Abd al-Aziz sendte Abu Bakr ibn Hazm et dekret om også at nedskrive de hadither, som Umra havde overleveret, og sende dem til ham.[********************]

Af Ibn Sa’ds beretning fremgår det også, at Umar ibn Abd al-Aziz beordrede, at de hadither, som Aisha (må Allah være tilfreds med hende) havde overleveret, skulle nedskrives og sendes til ham. Det var af denne grund, at han insisterede på, at de hadither, som Umra bint Abd al-Rahman havde overleveret, skulle indsamles, nedskrives og sendes til ham. For de nødvendige troslæresætninger og praktiske regler for muslimernes liv er især omtalt i de hadither, som Aisha (må Allah være tilfreds med hende) havde overleveret.[********************] Og denne Umra var blevet opdraget og oplært hos Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og havde hos hende modtaget en fuldstændig undervisning i hadith. Umar ibn Abd al-Aziz sagde selv om hende:

******************************************************

Der er ingen tilbage, som er større lærd end Umra, når det gælder de hadither, som Hazrat Aisha har overleveret.

Imam Zuhri sagde også om hende:

******************************************************

Jeg fandt hende som et uudtømmeligt hav af hadithviden.

Imam Malik har sagt, at Umar ibn Abd al-Aziz beordrede Abu Bakr ibn Hazm til at nedskrive og sende de hadither, som Qasim ibn Muhammad havde overleveret, sammen med dem, der var overleveret af Umra bint Abd al-Rahman.

Hvem var denne Qasim? Imam Bukhari har skrevet om ham:

******************************************************

Da hans far blev dræbt, blev han opfostret i sin faster, Hazrat Aishas, skød, og hos hende opnåede han dyb viden om religionen.

Ibn Hibban skrev om denne Qasim:

******************************************************

Qasim var den bedste og førende blandt tabi’in og sin tids folk med hensyn til viden om hadith og religion.

Det er tidligere blevet sagt om Abu Bakr ibn Hazm, at han var guvernør i Medina. Samtidig var det også ham, der måtte varetage embedet som dommer. Han var en af de førende faqih’er i datidens Medina. Han havde en enestående ekspertise i islamisk lovgivning. Han havde allerede nedskrevet alle de hadither, som Hazrat Aisha havde overleveret til den førnævnte Umra bint Abd al-Rahman, og opbevaret dem hos sig. Umra var hans egen moster.

Qadi Abu Bakr indsamlede på kaliffen Umar ibn Abd al-Aziz’ befaling et stort antal hadither og udarbejdede flere bind med hadithbøger. Men det blev ikke muligt at få dem bragt til Dar al-Khilafa, før kaliffen døde. Om dette har Allama Suyuti med henvisning til værket Al-Tamhid, skrevet af Ibn Abd al-Barr, nævnt:

******************************************************

Ibn Hazm udarbejdede flere bind med hadithbøger, men døde, før han nåede at sende dem til kaliffen Umar ibn Abd al-Aziz.

Men hvad blev der siden af disse hadith-samlinger? Om dette sagde Imam Malik: Da jeg spurgte Abdullah, søn af qadi Abu Bakr, om disse hadith-bøger, sagde han: ******************** De er alle gået til grunde.[********************] Men dette er ikke troværdigt. For det kan ikke være sådan, at de hadith-samlinger, der blev udarbejdet på statens foranledning, skulle gå til grunde blot fordi kaliffen var død, uden at der blev truffet nogen foranstaltning til at bevare dem. De blev ganske vist opbevaret hos folket, og senere blev hadith udbredt blandt folket på grundlag af dem.

Af nogle overleveringer fremgår det, at kaliffen Umar ibn Abd al-Aziz beordrede Salim ibn Abdullah i Medina til at indsamle hadith og sende dem til ham, ud over Abu Bakr ibn Hazm. Allama Suyuti har skrevet følgende med Imam Zuhri som kilde:

******************************************************

Umar ibn Abd al-Aziz beordrede Salim ibn Abdullah til at nedskrive og sende ham reglerne vedrørende Umar ibn al-Khattabs zakat og sadaqa.[********************]

Imam Suyuti skrev derefter følgende om Salim:

******************************************************

Salim nedskrev fuldstændigt det, han var blevet beordret til, og sendte det til ham. Samtidig skrev han også til ham: Hvis du i din tid udfører en tilsvarende handling blandt datidens mennesker, vil du hos Allah blive anset for og regnet som en bedre person end Umar al-Faruq.[********************]

Om dette siger Muhammad ibn Abd al-Rahman al-Ansari:

******************************************************

Da Umar ibn Abd al-Aziz blev valgt til kalif, sendte han en hastende ordre til Medina om at indsamle de skriftlige dokumenter vedrørende zakat og lignende, som tilhørte Guds Sendebud og den ærværdige Umar. Senere blev der fundet skriftlige dokumenter fra Guds Sendebud hos Amr ibn Hazms efterkommere, og hos den ærværdige Umars efterkommere blev der fundet tilsvarende skriftlige dokumenter fra Guds Sendebud.

Umar ibn Abd al-Aziz udpegede specifikt Imam al-Zuhri til arbejdet med at samle hadither.

Om Imam al-Zuhri sagde Umar ibn Abd al-Aziz selv:

******************************************************

Blandt de lærde fra tidligere tider er der ikke længere nogen i live, som var større end al-Zuhri i spørgsmål om sunnaen og haditherne.

Om dette siger Imam Ibn Shihab al-Zuhri selv:

******************************************************

Umar ibn Abd al-Aziz beordrede os til at indsamle og sammenstille hadither. Efter at have modtaget denne ordre skrev vi et omfattende værk om hadither og sendte det til ham. Derefter sendte han selv et eksemplar til hver provins i sit rige.

Heraf bevises det uden tvivl, at den indsamlede hadith-skat ikke gik tabt i noget som helst omfang.

Imam Malik (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

******************************************************

Den første, der sammenstillede hadither, var Ibn Shihab al-Zuhri.

En anden lærd ved navn Imam Abd al-Aziz Darawardi har også støttet dette synspunkt. Han sagde:

******************************************************

Den første, der foretog sammenstillingen af hadither og nedskrev dem, var Ibn Shihab al-Zuhri.

Imam al-Zuhri fremsatte selv dette krav på denne ære:

******************************************************

Før mig havde ingen anden kompileret hadithvidenskaben.

Umar ibn Abd al-Aziz beordrede ikke blot, at haditherne skulle indsamles og nedskrives, men sendte også et klart dekret om, at der overalt skulle sørges for omfattende undervisning i dem.

Et dekret blev sendt til en anden hersker med følgende ordlyd:

******************************************************

Påbyd hadithkyndige og lærde, at de underviser i hadith i moské efter moské og udbreder den vidt og bredt. For hadithkundskaben er næsten ved at forsvinde.

På grundlag af de ovenstående citater og historiske dokumenter og beviser er der ingen som helst tvivl om, at Umar ibn Abd al-Aziz’ dekret om indsamling af hadith ikke blev sendt til blot ét bestemt sted, men til alle dele af det islamiske rige, og at indsatsen for at indsamle og kompilere hadith som følge heraf blev sat ordentligt i gang overalt. Det uundgåelige resultat af denne indsats var, at hadith blev kompileret overalt. Næsten alle de hadithkyndige, der levede på det tidspunkt, helligede sig det ædle arbejde med at kompilere hadith, og den enorme, rige samling, som de kompilerede, er for altid blevet regnet for og bevaret som en uvurderlig skat for det muslimske samfund.

Det nævnes, at Umar ibn Abd al-Aziz (r) ikke blot beordrede andre til at gøre det, men også selv begyndte at nedskrive hadither.

Den berømte tābiʿī og hadith-overlever fra Hazrat Anas, Abū Qilābah, sagde:

******************************************************

En dag, da Umar ibn Abd al-Aziz kom til moskéen for zuhr-bønnen, så vi nogle papirer i hans hånd. Senere, da han kom ud for at bede asr-bønnen, så vi de samme papirer hos ham. Jeg spurgte: »O de troendes leder! Hvad er dette skriftlige materiale?« Han svarede: »Awn ibn Abd Allah har overleveret en hadith til mig. Den behagede mig meget, så jeg skrev den ned. Denne hadith findes også deri.«

Blandt dem, der efter Imam al-Zuhris tid arbejdede med at samle hadither og forfatte bøger i forskellige centre i den islamiske stat, er følgende fremtrædende lærde:

I Mekka: Ibn Jurayj (150 H); i Medina: Ibn Ishaq (151 H) og Imam Malik (179 H); i Basra: Rabi ibn Subayh (160 H), Saʿid ibn Abi Aruba (156 H) og Hammad ibn Salama (176 H); i Kufa: Sufyan al-Thawri (161 H); i Syrien: Imam al-Awzaʿi (156 H); i Wasit: Hushaym (188 H); i Yemen: Maʿmar (153 H); og i Khorasan: Jarir ibn Abd al-Hamid (188 H) samt Abdullah ibn al-Mubarak (r.a.) (181 H).

Af de hijri-årstal, der er angivet sammen med hvert navn ovenfor, kan det tydeligt forstås, at de alle var samtidige og levede omtrent i samme tidsalder, og at de, mens de befandt sig forskellige steder på samme tid, indsamlede den ædle Sendebuds (s) hadith-skat og samlede hadither i bøger. Derfor er det ikke muligt med sikkerhed at fastslå, hvem af dem der først udførte dette arbejde. Allama Ibn Hajar al-Asqalani har imidlertid fastlagt en rækkefølge blandt dem efter, hvem der kom før og efter. Han sagde:

******************************************************

De første, der indsamlede og samlede hadither, var Rubai ibn Subaih og Sa‘d ibn Abu Aruba samt nogle andre. De samlede hvert enkelt kapitel af haditherne i et særskilt skrift.

På dette tidspunkt er Imam Makhuls navn også værd at nævne. For allerede før arbejdet med at forfatte bøger tog større omfang, forfattede han en hadithbog med titlen »Kitab as-Sunan«.

I byen Kufa var Imam Sha‘bi den første, der tog initiativ til at samle hadither om samme emne på ét sted. Til at begynde med var han ikke tilhænger af at nedskrive hadither eller forfatte hadithbøger, men han begyndte først at forfatte en hadithbog, da han modtog en ordre fra de muslimske troendes kalif, Umar ibn Abd al-Aziz. For han var den dommer, som Umar ibn Abd al-Aziz havde udnævnt i provinsen Kufa.

Allama Suyuti har citeret følgende fra Ibn Hajar al-Asqalani:

******************************************************

Den første, der samlede hadither om samme emne i ét værk, var Imam Sha‘bi. For det er blevet berettet om ham, at han sagde: »Dette er et stort kapitel om skilsmisse«, og derefter nedskrev han et stort antal hadither samlet deri.

Imam Sha‘bi blev født i år 22 efter hijra, under Hazrat Umar ibn al-Khattabs kalifat, og døde i år 104 efter hijra. Imam Makhul døde i år 134. Imam Zuhri døde ligeledes i år 123, 124 eller 125 efter hijra. På grundlag af denne beregning kan det siges, at Imam Makhul var den første til at forfatte en hadithbog.

Men ved en nærmere vurdering må man nå frem til den konklusion, at det var hadithlærde fra Medina — blandt andre Abu Bakr ibn Hazm, Salim og Imam Zuhri — der først indsamlede og samlede hadither. Hvad angår forfattelsen af hadithbøger opdelt efter kapitler, blev dette udført af hadithlærde fra Kufa — Imam Sha‘bi og andre.

Umar ibn Abd al-Aziz, den umayyadiske dynastis »retledede kalif«, levede ikke længe efter udstedelsen af forordningen om indsamling og kompilering af hadither. Men som følge af denne forordning satte en bølge af indsamling og kompilering af hadither ind, og den fortsatte derefter i flere århundreder. De lærde og hadithkyndige, der fulgte efter imam Zuhri, helligede sig fuldt ud arbejdet med at indsamle og kompilere hadither. Derefter fortsatte dette arbejde med fuld kraft.

Hadithkompilering i det andet hijri-århundrede

Umar ibn Abd al-Aziz døde den 25. Rajab i år 101 efter hijra. Hans kalifat varede to år og fem måneder. De hadithværker, som blev kompileret af imam Sha’bi, imam Zuhri, imam Makhul al-Dimashqi og qadi Abu Bakr ibn Hazm, var hans udødelige bidrag fra kalifattiden. Kompileringen af disse værker var fuldført allerede inden for det første hijri-århundrede.

Selv om det arbejde, der var blevet udført på dette trin i det første hijri-århundrede, ikke var stort i omfang eller størrelse, kan det ikke benægtes, at det åbnede døren for kompileringen af hadithværker. Derfor begyndte dette arbejde fra begyndelsen af det andet hijri-århundrede at blive udført med den nødvendige alvor og betydning. På dette trin fik ikke blot hadither om Profetens (fvmh) ord og handlinger, men også sahabernes udsagn, fatwaer, tabi’inernes forskellige koran- og hadithbaserede fatwaer samt deres udtalelser og formaninger om vigtige spørgsmål i religionen mulighed for at blive indarbejdet i denne tids hadithværker.

Kitab al-Athar

De hadithværker, som blev kompileret af hadithlærde i tabi’in-perioden, nåede ikke frem til senere tiders hadithstuderende i deres selvstændige form. I denne henseende kan vi kun nævne ét værk, som stadig findes hos os, nemlig »Kitab al-Athar«. Efter at imam Abu Hanifa (r) var blevet udnævnt til ledende lærer ved det berømte undervisningscenter i Kufas stormoské, som var grundlagt på Abdullah ibn Masuds (r) tid, lagde han på den ene side grundlaget for »ilm al-fiqh«, og på den anden side udarbejdede han samtidig en kompilering af hadither om Profetens (fvmh) påbud og forbud, kombineret med hadither, der var blevet samlet gennem pålidelige overleveringskæder. Dette værk kaldes »Kitab al-Athar«. Der findes sandsynligvis ikke noget endnu ældre hadithværk blandt verdens muslimer. Eller man kan sige, at dette er det ældste hadithværk blandt de hadithværker, som findes hos den muslimske umma. Før imam Abu Hanifa havde hadithsamlerne blot indsamlet og kompileret hadither på en tilfældig måde. Intet hadithværk var blevet udarbejdet efter den egentlige metode for værkkompilering. Imam Sha’bi havde ganske vist samlet hadither om samme emne på ét sted og givet dem form af et værk, men det var begrænset til blot nogle få kapitler, og han var ikke i stand til at gøre mere end dette. Derefter kunne dette arbejde heller ikke føres videre. Derfor var arbejdet med at ordne haditherne systematisk som afsnit (kitab) og kapitler (bab), efter den fremgangsmåde og metode, der anvendes ved udarbejdelsen af værker, endnu ikke blevet fuldført. Ved at udarbejde »Kitab al-Athar« varetog imam Abu Hanifa (r) dette ansvar med særlig dygtighed og lærdom. Hafiz Suyuti har skrevet følgende om imam Abu Hanifa (r):

******************************************************

Imam Abu Hanifa (r) har en særlig bedrift, hvori han står alene: Han var den første, der systematiserede ilm al-sharia og kompilerede det i kapitler. Imam Malik (r) fulgte ham ved udarbejdelsen af »Muwatta«. Men hvad angår udarbejdelsen af denne type værker, kunne ingen overgå imam Abu Hanifa (r) med hensyn til at have været først.

Hafiz Ibn Hajar al-Asqalani skrev om det af Imam Abu Hanifa (r) kompilerede »Kitab al-Athar«:

******************************************************

Der findes en selvstændig hadithsamling, som er overleveret af Imam Abu Hanifa (r). Det er »Kitab al-Athar«; Muhammad ibn Hasan overleverede den fra dem.[********************]

Imam Alauddin »Kashani« omtalte denne bog ******************** som »Kitab al-Athar«, kompileret af Imam Abu Hanifa (r).[********************]

Ved udarbejdelsen af hadithsamlingen med titlen »Kitab al-Athar« indsamlede og granskede Imam Abu Hanifa (r) et stort antal hadither med omfattende omhu. Sadr al-A’imma Muwaffaq ibn Ahmad Makki skrev i sit værk:

******************************************************

Imam Abu Hanifa (r) udarbejdede dette værk, »Kitab al-Athar«, efter at have gransket og udvalgt fra fyrre tusind hadither.[******************** Det antal hadither, der nævnes her, er ikke antallet af forskellige hadither; snarere kan én hadith have flere overleveringskæder, og hver hadith kan have et stort antal overleveringskæder.]

Alle hadithkyndige har anerkendt hans enestående omhu ved udvælgelsen og accepten af hadither. Imam Waki (r) sagde:

******************************************************

Ingen anden udviste ved modtagelsen af hadither en så stor forsigtighed som imam Abū Ḥanīfa (r). [Her skal det bemærkes, at hadith-imamen Yaḥyā ibn Saʿīd al-Qaṭṭān var dygtig inden for disciplinen at verificere, undersøge og udvælge hadither. Han sagde:

****************************************************** Ved Allahs navn, han blev anerkendt blandt den muslimske umma eller nation som den største lærde med hensyn til al den viden, der var modtaget fra Allah og Sendebudet.]

Det synes netop at være af denne grund, at hadith-lærde, da de kritiserede imam Abū Ḥanīfa (r), omtalte ham som ******************** »en yderst streng og hård person i overleveringen af hadither«, og det var af denne grund, at antallet af hadither, som han overleverede, ikke kunne blive særlig stort. Historikeren ʿAllāma Ibn Khaldūn skrev følgende, da han forklarede årsagen hertil:

******************************************************

Årsagen til, at antallet af hadither overleveret af imam Abū Ḥanīfa (r) var relativt lavt, var, at han stillede strenge moralske betingelser for modtagelsen og overleveringen af hadither.[********************]

Her er det værd at nævne et udsagn fra imam Abū Ḥanīfa (r) selv om mængden af de hadither, han havde samlet, og om, at han kun overleverede et lille antal af dem. Han sagde:

******************************************************

Jeg har flere kister fyldt med nedskrevne hadith-samlinger hos mig. Men jeg har kun offentliggjort og videregivet et meget lille udvalg af dem, som kan være til gavn for menneskers praktiske liv.

Ligesom andre hadith-værker findes der også afskrifter af »Kitab al-Athar«. Derfor er værket blevet kendt under de enkelte elevers navne. I virkeligheden er originalværket kun én hadith-samling, udarbejdet af Imam Abu Hanifa. Blandt dem, der offentliggjorde disse afskrifter, kan følgende personer nævnes:

1. Imam Zufar ibn al-Hudhail: I de autoritative værker citeres følgende om dette:

******************************************************

Ahmad ibn Bakr overleverede »Kitab al-Athar«, som var udarbejdet af Abu Hanifa, fra Abu Wahab, der var elev af Zufar ibn al-Hudhail.

2. Imam Abu Yusuf ibn Abu Yusuf: Følgende er citeret om ham:

******************************************************

Han overleverede »Kitab al-Athar«, som han havde samlet, fra Imam Abu Hanifa gennem sin far. Det er et meget omfattende værk. [Qadi Athar Mubarakpuri, redaktøren af tidsskriftet »Al-Balag«, der blev udgivet af Bo’i, skrev: Imam Abu Hanifas »Kitab al-Athar« blev overleveret af hans elever fra ham til andre mennesker, og under overleveringen føjede de selv mange hadither til værket. Derfor blev originalværket kendt blandt folk under forskellige elevers navne. I virkeligheden er originalværket en hadith-samling udarbejdet af Imam Abu Hanifa.]

3. Imam Muhammad ibn Hasan al-Shaybani: Den samling, han udarbejdede, er den berømte, og den er i dag fejlagtigt kendt som den af Imam Muhammad (må Allah forbarme sig over ham) kompilerede »Kitab al-Athar«.

4. Imam Hasan ibn Ziyad al-Lu’lu’i: Ibn Hajar al-Asqalani (må Allah forbarme sig over ham) skrev i forbindelse med sin omtale af Muhammad ibn Ibrahim herom:

******************************************************

Muhammad ibn Ibrahim overleverede Imam Abu Hanifas (må Allah forbarme sig over ham) »Kitab al-Athar« gennem Muhammad ibn Shuja, på grundlag af hans lærer Hasan ibn Ziyads overlevering.

Muwatta af Imam Malik

Som den hadith-samling, der blev kompileret umiddelbart efter Imam Abu Hanifas (må Allah forbarme sig over ham) »Kitab al-Athar«, finder vi Imam Maliks (må Allah forbarme sig over ham) »Muwatta«.

En væsentlig forskel mellem »Kitab al-Athar« og »Muwatta af Imam Malik« er, at førstnævnte værk indeholder hadither overleveret af hadith-overleverere fra Hijaz, Irak, Syrien og andre dele af den muslimske verden, mens »Muwatta af Imam Malik« udelukkende indeholder hadither overleveret af hadith-lærde, der opholdt sig i Medina. For af den tidligere omtale af Imam Malik (må Allah forbarme sig over ham) har vi set, at han aldrig rejste uden for Medina for at indsamle hadither.

»Muwatta« er struktureret således, at der først nævnes beretninger om Den Ædle Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) udsagn eller handlinger. Derefter er Sahabaernes udsagn og Tabi’inernes fatwaer, der bygger på Koranen og hadith, indføjet deri.

Imam Malik (r) samlede denne hadith-samling på ordre fra den abbasidiske kalif al-Mansur. En egyptisk forfatter fra denne tid ved navn Muhammad Abu Zahw skrev:

******************************************************

Den abbasidiske kalif Abu Jaʿfar al-Mansur tilkaldte Imam Malik (r) og sagde, at han skulle samle de hadither, som for ham selv var beviste og fastslået som autentiske, udarbejde dem i form af en bog og bestemme den til anvendelse i menneskers praktiske liv. Derefter udarbejdede han denne bog og gav den navnet al-Muwattaʾ.

Imam Malik (r) havde lagt en umådelig arbejdsindsats samt urokkelig tålmodighed og ihærdighed i udarbejdelsen af denne bog. Imam al-Suyuti har med Ibn al-Hubabs kæde overleveret følgende:

******************************************************

Imam Malik (r) overleverede først et hundrede tusind beretninger. Ud fra dem samlede han bogen al-Muwattaʾ, som bestod af ti tusind hadither. Derefter fortsatte han med at efterprøve den i lyset af Koranen og sunnaen. Han undersøgte den også på grundlag af Companions’ athar og andre overleveringer. Til sidst indsatte han kun fem hundrede hadither i den.

Imam al-Suyuti har også citeret følgende beretning gennem Atiq ibn Yaqub:

******************************************************

Imam Malik udarbejdede al-Muwatta med omkring ti tusind hadither. Derefter fortsatte han hvert år med at gennemgå og kontrollere den samt at trække hadither tilbage fra den. Til sidst nåede den sin fuldendte form, som den har i dag.[********************]

Det tog Imam Malik hele fyrre år endeligt at færdiggøre udarbejdelsen af dette værk. Om dette er der blevet sagt:

******************************************************

Muhadditherne har sagt, at Imam Malik tilbragte hele fyrre år med at udarbejde dette værk. I denne lange periode gennemgik og redigerede han det og var optaget af at ordne det systematisk, gøre det fejlfrit og bringe det i en velordnet form.[********************]

Imam Malik sagde selv følgende om navngivningen af dette værk:

******************************************************

Jeg forelagde denne bog af mig for halvfjerds faqih’er, som boede i Medina. Hver og én af dem gav mig deres råd om den. Derfor gav jeg den navnet al-Muwatta.[********************]

Af den ovenfor nævnte udtalelse fra Imam al-Suyuti, citeret med Ibn al-Hubab som kilde, fremgår det, at Imam Malik efter at have sorteret og udvalgt blandt ti tusind hadither kun havde bevaret fem hundrede hadither i sit værk. Men det fremgår ikke af denne udtalelse, hvor mange hadither der i sidste ende blev medtaget i værket al-Muwatta. I denne forbindelse citeres nedenstående udtalelse af Imam al-Suyuti; af denne udtalelse fremgår det nøjagtige antal. Han har citeret den med Abu Bakr al-Abhari som kilde:

******************************************************

Det samlede antal hadither, der er overleveret fra den ædle Profet (s), de ædle sahaba og tabi’in i Muwatta, er 1.720.

Blandt disse har kun 300 hadither en korrekt isnad, 222 hadither er »mursal«, 616 er »mawquf«, og 285 er udtalelser fra tabi’in. Imam Hazm (r) siger:

******************************************************

Jeg har talt haditherne i Muwatta. Jeg fandt således lidt over 500 »musnad«-hadither og omkring 300 »mursal«-hadither. Desuden er der omkring 70 hadither, som Imam Malik (r) havde afstået fra at følge.

Der findes utallige manuskripter af Muwatta. Blandt dem er 300 manuskripter særligt berømte. Der er betydelig forskel på antallet af hadither, der er medtaget i disse manuskripter – nogle indeholder forholdsvis flere hadither, mens andre indeholder færre. Imam Suyuti har især nævnt tre af disse manuskripter. De tre manuskripter er:

1. Den version, der blev nedskrevet af Yahya ibn Yahya al-Laythi al-Andalusi: Han hørte hele Muwatta direkte fra Imam Malik (r), bortset fra de sidste tre kapitler.

2. Den version, der blev nedskrevet af Abu Mus’ab Ahmad ibn Abi Bakr al-Qasim: Han var dommer i Medina, og det var hans version, der sidst blev forelagt Imam Malik (r) til oplæsning. Den indeholder omkring 100 hadither mere end de øvrige versioner.

3. Forfattet af Imam Muhammad ibn al-Hasan al-Shaybani: Ligesom han studerede fiqh hos Imam Abu Hanifa (r), studerede og modtog han ligeledes hadith hos Imam Malik (r). [********************]
Omkring tusind personer hørte værket »Muwatta« hos Imam Malik (r) og viderebragte det. [********************] Dette viser, at værket »Muwatta« havde opnået den behørige anseelse i det daværende islamiske samfund. Befolkningen tog imod det med glæde, og folk fra hele den muslimske verden strømmede sammen for direkte hos den Medina-bosatte Imam Malik (r) at høre det fra først til sidst. Mange hadith-lærde mener netop derfor, at den følgende profeti af den Ædle Profet (s), som er citeret i Tirmidhi Sharif, er blevet sandt opfyldt angående Imam Malik (r). Hadithen lyder således: Den Ædle Profet (s) sagde:

******************************************************

Det tidspunkt er ikke langt borte, hvor folk vil rejse til fjerne lande ridende på kamelryg for at erhverve viden; men de vil ingen steder finde nogen, der er mere vidende end den lærde, som opholder sig i Medina. [********************]

De berømte hadith-lærde Ibn Uyayna, Abd al-Razzaq og andre har enstemmigt sagt, at den »lærde«, der omtales i denne hadith, er Imam Malik (r). [Tirmidhi, overleveret af Hazrat Abu Hurayra.]

Imam Shafi’i (r) havde en særdeles høj opfattelse af »Muwatta«, Imam Maliks (r) værk, og anså det for et enestående værk. Hans nedenfor citerede udtalelse herom er almindeligt kendt. Han sagde:

******************************************************

Efter Allahs Bog findes der ikke på jorden en eneste bog, der er mere autentisk end den hadith-bog, som Imam Malik (r) har samlet. [********************]

Hans udtalelse er også blevet overleveret med følgende ordlyd:

******************************************************

Der er ikke blevet forfattet nogen bog på jorden, som står Koranen nærmere end Imam Maliks (r) bog.

Den senere berømte hadith-lærde Abu Zur’a sagde om Muwatta Malik (r):

******************************************************

Ingen anden bog er blevet mødt med en sådan tillid og afhængighed.

Denne hadith-samling, som Imam Malik havde kompileret, opnåede så stor popularitet, at den daværende abbasidiske kalif al-Mansur, da han rejste til Medina i anledning af hajj, sagde til Imam Malik (r):

******************************************************

Jeg har besluttet at få fremstillet utallige kopier af den hadith-samling, De har kompileret, sende én til hver muslimsk by og hvert muslimsk område og påbyde alle at handle i overensstemmelse med den. Og jeg vil bede dem om ikke at rette deres opmærksomhed mod nogen anden bog end den.

Efter at have hørt dette ville det have været naturligt, at en bølge af glæde og begejstring strømmede gennem Imam Maliks (må Allah forbarme sig over ham) sind. Men Imam Malik kunne på ingen måde lide dette eller acceptere det. Han sagde klart:

******************************************************

De bør ikke gøre dette. For folk har allerede fået overleveret meget af shariaens lære. De har hørt mange hadither, og de har også overleveret mange hadither. Det, de først modtog, tog de til sig, og de begyndte at handle i overensstemmelse med det. Lad derfor folk i hver by og region handle i overensstemmelse med det, de har valgt for sig selv.

Senere ønskede kaliffen Harun al-Rashid også at træffe særlige foranstaltninger vedrørende Imam Maliks (må Allah forbarme sig over ham) al-Muwatta. Han havde besluttet at hænge den op ved Kabaen og påbyde folket at handle i overensstemmelse med den. Men da han forelagde Imam Malik dette ønske, sagde han:

******************************************************

Nej, De bør ikke gøre dette. For der var uenighed mellem Profetens ledsagere om mindre detaljer, og de havde spredt sig til forskellige byer og regioner. Alligevel blev de alle vejledt på den rette vej.

Det er helt naturligt, at der opstår uenighed om detaljerne i islams omfattende livsordning. Det kan på ingen måde være rigtigt at lukke denne mulighed og forsøge at gøre alle mennesker til tilhængere af én bestemt og fastlagt opfattelse og bruge statsmagten til dette formål. Tværtimod er islams princip at anerkende alle de forskellige opfattelser, der bygger på islamiske bestemmelser — uanset hvor modstridende de end måtte synes udadtil — som sande og korrekte. Dette fremgår også af Imam Maliks ovenstående udtalelse. Der er ingen tvivl om, at Imam Maliks princip var særdeles fornuftigt og retfærdigt. Imam Ibn Abd al-Barr sagde med dette princip for øje:

******************************************************

For fornuftige mennesker er dette uden tvivl et yderst retfærdigt princip.[********************]

For dem, der er optaget af grænseoverskridende fanatisme over fiqhs detaljerede spørgsmål og uforsonligt forsøger at påtvinge andre mennesker deres egen særlige opfattelse i mindre spørgsmål, rummer Imam Maliks ovennævnte holdning en særlig lære.

Sufyan al-Thawris Jami (r)

Netop på dette tidspunkt udarbejdede Imam Sufyan al-Thawri (r) sin samling af hadither, som han kaldte »al-Jami«. Sufyan al-Thawri (r) plejede regelmæssigt at overvære de undervisningssamlinger, som Imam Abu Hanifa (r) afholdt, og han overleverede hadither med ham som kilde. Men fiqh lærte han hos Imam Abu Hanifas fremstående elev, Ali ibn Mishr. Ali ibn Mishr var en fremragende lærd, der udmærkede sig inden for både fiqh og hadith. Om ham skrev de lærde eksperter:

******************************************************

Han var velbevandret i både hadith og fiqh.[********************]

Imam al-Thawri udarbejdede sin Jami-samling med hans hjælp og bistand. Imam Yazid ibn Harun sagde:

******************************************************

Sufyan al-Thawri lærte Imam Abu Hanifas fiqh hos Ali ibn Mashar, og det var med hans hjælp og gennem samtaler med ham, at han udarbejdede sin hadithbog med titlen »al-Jami«.

På et tidspunkt opnåede Sufyan al-Thawris »al-Jami«-bog stor anseelse blandt hadithlærde og blev læst meget. Denne »al-Jami«-bog var blandt de første hadithbøger, som Imam al-Bukhari studerede.

Imam Ishaq ibn Rahwayh blev spurgt:

******************************************************

Hvilken af de to bøger er bedst: Imam Maliks »Muwatta« eller Sufyan al-Thawris »al-Jami«?

Han svarede ganske vist, at »Muwatta Imam Malik« var den bedste bog. Men Imam Abu Dawud al-Sijistani (forfatteren til Sunan) havde en anden opfattelse. Han sagde:

******************************************************

Af alle de bøger, som folk på dette tidspunkt har udarbejdet, er Sufyan al-Thawris »al-Jami« den bedste.

Ovenfor er der kun givet en kort præsentation af nogle få af de mest bemærkelsesværdige hadithværker, der indtil dette tidspunkt var blevet samlet, men den udførlige historie om dette århundrede beviser, at det ikke kun var disse få værker, der blev samlet i denne periode. Der blev tværtimod samlet endnu flere hadithværker. Disse værker omtales imidlertid ikke særskilt, eftersom de blev samlet med direkte og særlig hjælp fra de ovenfor nævnte værker.

I denne periode trådte to dybt lærde muhaddither frem. Det bemærkelsesværdige er, at de begge hed Abu Hafs, og at de var far og søn. Da far og søn havde samme navn, blev faderen kaldt Abu Hafs Kabir (den ældre) og sønnen Abu Hafs Sagir (den yngre) for at skelne mellem dem. Disse to mænds bidrag til udbredelsen og fremme af ilm al-hadith i denne tidsalder var uforglemmelige. De regnedes blandt Bukharas førende muhaddither, og det var gennem deres indsats, at ilm al-hadith blev udbredt i hele Bukhara, så studiet, undervisningen i og drøftelsen af det begyndte i hvert eneste hjem. Hafiz Sam’ani skrev om Abu Hafs Kabir:

******************************************************

Så mange mennesker overleverede hadither fra ham, at det ikke er muligt at fastslå deres antal.

Hans elever var i virkeligheden spredt ud i hver eneste landsby i Bukhara. Også i landsbyen Khaizakhiz var utallige af hans elever beskæftiget med studiet af ilm al-hadith.

Imam Abu Hafs studerede ilm al-hadith og fiqh hos Imam Abu Yusuf og Imam Muhammad. Hafiz al-Dhahabi skrev:

******************************************************

Imam Abu Hafs Kabir regnedes blandt Imam Muhammads fremmeste elever, og han var den sidste søjle i ledelsen af de hanafitiske lærde i Bukhara.

I islams historie er dette en periode, hvor der i vidt omfang blev skrevet værker om de forskellige vigtige områder inden for islamisk viden og videnskab: tafsir, hadith, fiqh og historie. Historikeren Suyuti har skrevet: I denne periode slog talrige mennesker, som havde modtaget undervisning og uddannelse hos imam Abu Hanifa og imam Malik, sig ned forskellige steder i den muslimske verden med den store skat af islamisk viden og videnskab, de bar i deres hjerter, og helligede sig dens omfattende undervisning og udbredelse. Et klart indtryk af det faktiske antal af imam Abu Hanifas elever kan fås af den nedenfor citerede beretning af hafiz Abd al-Qadir al-Qurashi. Han har skrevet:

******************************************************

Omkring fire tusind personer overleverede og viderebragte imam Abu Hanifas udtalelser om hadith og fiqh.[********************]

Imam Hajizuddin ibn al-Bazzaz al-Kurdari har fremlagt en lang liste over imam Abu Hanifas talrige elever, som var spredt over hele den muslimske verden. Som overskrift skrev han følgende:

******************************************************

De mennesker, som var spredt fra by til by i de østlige og vestlige områder, og som overleverede hadith og fiqh fra imam Abu Hanifa.

Derefter nævnte han navnene på næsten alle de betydningsfulde provinser, byer, større byer og landsbyer i den daværende muslimske verden og fremlagde en detaljeret redegørelse for, hvilke af imam Abu Hanifas elever der dér var beskæftiget med at udbrede hadith og fiqh.[********************]

Om de lærde, som efter at have modtaget undervisning i hadith og fiqh hos imam Abu Hanifa selvstændigt og på eget initiativ skrev værker, har imam Tahawi skrevet:

******************************************************

De elever af imam Abu Hanifa, som forfattede bøger, var fyrre i alt. Blandt de ti i den første generation var følgende fremtrædende: imam Abu Yusuf, Zufar, imam Dawud al-Ta’i, imam Asad ibn Amr, imam Yusuf ibn Khalid al-Simti og imam Yahya ibn Zakariya ibn Abu Za’ida. Den sidstnævnte virkede i hele tredive år som skriver for de førstnævnte.

De var alle berømte muhaddither. Imam Hasan ibn Ziyad var også en af denne generations største hadithlærde. Han indsamlede hadither hos Ibn Jurayj. Han sagde selv:

******************************************************

Jeg skrev tolv tusind hadither ned hos Ibn Jurayj. Disse hadither er yderst nødvendige for faqih’er.

Kort sagt begyndte en oversvømmende flodbølge af hadithsamlinger og forfattelse af hadithbøger umiddelbart efter imam al-Zuhri. Dette arbejde blev påbegyndt i næsten hver eneste by i den muslimske verden. Følgende var andre forfattere fra denne periode:

I Mekka: Ibn Jurayj (150 AH) og Ibn Ishaq (152 AH); i Medina: Sa’id ibn Abu Aruja (156 AH), Rabi’ ibn Dubay (160 AH) og Malik ibn Anas (179 AH); i Basra: Hammad ibn Salama (176 AH) og Ibn Aruba; i Kufa: Sufyan al-Thawri (161 AH); i Syrien: Abu Amr al-Awza’i (156 AH); i Wasit: Hushaym (188 AH); Layth og Ibn Lahi’a; i Khorasan: Abdullah ibn al-Mubarak (181 AH); i Yemen: Ma’mar (153 AH); og i Rayy: Jarir ibn Abd al-Hamid (188 AH). Hver af dem helligede sig indsamlingen og kompileringen af hadither på sit eget sted.

De levede alle omtrent i den samme periode og var samtidige; de var de største hadithlærde i det andet hijri-århundrede. Og det var netop resultatet af deres utrættelige stræben, oprigtige og dybe hengivenhed samt grundige forskning, granskning og prøvelse, at den vældige bygning af fiqh-videnskaben blev rejst set fra den hanafitiske madhhabs perspektiv.

På tilsvarende vis spredte også imam Māliks (må Allah være tilfreds med ham) elever sig mod øst og vest i hele den muslimske verden. Hvor mange var de, som havde lært hadith hos ham og derefter beskæftigede sig med at viderebringe og undervise i den? Al-Khatīb al-Baghdādī angav antallet af overleverere til 93, mens hafiz Qādī Iyād skrev: over tretten hundrede.

Blandt imam Māliks (må Allah være tilfreds med ham) elever var ʿAbdullāh ibn Wahb (d. 195 AH), ʿAbd al-Rahmān ibn al-Qāsim (d. 191 AH) og Ashhab (d. 204 AH) dygtige forfattere af værker af høj kvalitet. Hafiz al-Dhahabī sagde, at Ibn Wahb overleverede et hundrede tusind hadither udenad. I hans samlinger er der desuden citeret et hundrede og tyve tusind hadither. Ibn al-Qāsim var også hafiz inden for hadith og blev regnet for den fremmeste blandt dem, der overleverede og viderebragte imam Māliks (må Allah være tilfreds med ham) fiqh.

Det fremgår klart af den lange gennemgang ovenfor, at utallige hadithsamlinger var blevet udarbejdet og udbredt overalt, allerede før det andet århundrede efter hijra var afsluttet. Samtidig spredte imam Abū Hanīfas (må Allah være tilfreds med ham) og imam Māliks (må Allah være tilfreds med ham) elever sig til centrene i hele den muslimske verden, idet de bar en vældig skat af hadithviden i deres hjerter. De helligede sig opgaven med at udbrede og undervise i den.

Studiet af hadith i det tredje århundrede efter hijra

I det tredje århundrede efter hijra opnåede hadithvidenskaben større udvikling, fremgang, udbredelse og omfang end tidligere. Hadith blev etableret som en fuldstændig videnskab. Hver af dens grene blev udformet fuldstændigt og selvstændigt.

Muhadditherne og hadithoverlevererne i dette århundrede rejste til lands og til vands på jagt efter hadith; de gennemsøgte hvert eneste centrum i den muslimske verden grundigt. De nåede hver eneste by og endog hver eneste landsby og samlede de spredte hadither. Hadither med fuldstændige isnader blev ordnet og systematiseret særskilt. Der blev lagt den største vægt på isnadens og overleveringskædens kontinuitet samt dens autenticitet. Med dette formål blev asma al-rijal samlet og udarbejdet som en selvstændig videnskabsgren. Den detaljerede teori om undersøgelse og kontrol af hadith, sortering og udvælgelse samt fastslåelse af, hvad der var sandt og falsk, udviklede sig til en selvstændig videnskab. De berømte Sahih Sitta, de seks autentiske hadithværker, blev også samlet i dette århundrede.

I dette århundrede blev der på den ene side gjort enestående fremskridt inden for indsamling og kompilering af hadith, udarbejdelse af værker og udvikling af nødvendig viden om hadith; på den anden side blev der også iagttaget en ukuelig entusiasme og en enorm interesse for at lære og studere hadith blandt den muslimske befolkning. Foran hver enkelt hadithlærer samledes titusinder af elever og tog plads for at lære hadith. Efter at have nævnt navnene på 130 muhaddither fra det ottende niveau skrev hafiz al-Dhahabī:

******************************************************

Jeg har ikke nævnt en stor gruppe hadith-hafizer, som var på samme niveau som dem. På dette tidspunkt samledes der ved hver hadith-lektion ti tusind eller endnu flere blækhuse. Folk nedskrev den Ærværdige Sendebuds hadither og var med en sådan respekt fuldt opmærksomme på dem. Blandt dem var to hundrede hadith-imamer. De var både kvalificerede til at udstede fatwaer på grundlag af hadith og var begyndt åbent at udstede fatwaer.

De ti tusind studerende, som ifølge ovenstående citat var til stede, kan kun have været tilknyttet et helt almindeligt hadith-undervisningscenter på begynderniveau. For der berettes, at der ved undervisningssamlingerne hos de store og fremstående hadith-imamer og -hafizer samledes mange gange flere—op til et hundrede tusind hadith-studerende. Ved hadith-undervisningen hos Imam Hafiz Abu al-Hasan Ali ibn Asim al-Wasiti, der var elev af Imam Abu Hanifa, samledes mere end tredive tusind studerende.

Der berettes en episode i forbindelse med Hasans ibn Asims tilegnelse af hadith-viden. Hans far gav ham et hundrede tusind mønter og sagde:

******************************************************

Rejs til udlandet for at studere hadith; jeg ønsker ikke at se dit ansigt, før du er vendt tilbage efter at have lært mindst et hundrede tusind hadither.

Derefter rejste han til udlandet og opnåede så stor indsigt i hadith, at han til sidst vendte tilbage til sin far efter at have modtaget titler som »Musnad al-Irak« og »al-Imam al-Hafiz« som symboler på hans fremragende hadith-kundskaber. Han havde også studeret hadith hos Imam Abu Hanifa.

Hans søn, Imam Abu Husayn Asim ibn Ali al-Wasiti (d. 212 hijra), var Imam Bukharis lærer. I Sahih al-Bukhari er hadither, der er overleveret fra ham, citeret. Hafiz al-Dhahabi skrev om ham:

Han ankom til Bagdad og begyndte at diktere hadith. Som følge heraf samledes en enorm skare af studerende hos ham.

Abū al-Husayn ibn al-Mubārak (rah.) siger: Over hundrede tusinde mennesker plejede at samles ved hans dars-forsamling. En mand ved navn Hārūn klatrede op i toppen af en daddelpalme og sørgede for, at hans stemme nåede langt omkring. Ud fra et skøn over antallet af mennesker ved denne forsamling kunne man forstå, at der ikke havde været færre end et hundrede og tyve tusinde. [********************]

Yazīd ibn Hārūn var endnu en elev af Imām Aʿẓam Abū Hanīfa. Han var ekspert i hadith og hafiz af et stort antal hadither. Han underviste i hadith i Bagdad. Halvfjerds tusinde studerende plejede at samles ved hans dars-forsamling. [********************]

Bagdads berømte ”hafiz af hadith”, Sulaymān ibn Harb (død 224 AH). Fyrre tusinde studerende plejede at være til stede ved hans dars-forsamling. Der blev bygget en høj minbar nær kong al-Maʾmūns palads. Sulaymān tog plads på den og underviste i hadith. Foruden kongen og hoffets dignitarer plejede også et stort antal mennesker at være til stede ved forsamlingen. [********************]

Da hafiz Abū Muslim al-Qāḍī (død 292 AH), forfatteren til ”Sunan”, afholdt en forsamling for nedskrivning af hadith på ”Gaman”-pladsen i Bagdad, samledes der så store folkemængder, at syv personer måtte udpeges til i fællesskab at viderebringe Abū Muslims ord til de mennesker, der befandt sig langt borte. Efter at forsamlingen var afsluttet, talte man ved en lejlighed de mennesker, der var kommet udelukkende for at skrive ned med blækhus og pen, og det viste sig, at de udgjorde ikke færre end fyrre tusinde. Hvad angår dem, der kun var mødt op for at lytte, var deres antal utalligt. [********************]

Mindst tredive tusinde mennesker var til stede ved den dars-forsamling i hadith, som hafiz Jaʿfar al-Faryābī (død 301 AH) afholdt på Bagdads hovedvej ”Manār”. [********************]

Når Imām Muhammad al-Shaybānī underviste i hadith i byen Kūfa, blev byens hovedveje lukket på grund af folkemængden. [********************]

Imām Ibn Mājahs lærer, hafiz Abū Bakr ibn Abī Shaybah, og hans bror ʿUthmān ibn Abī Shaybah var begge fremragende muhaddither. Også ved deres dars i hadith samledes ikke færre end tredive tusinde mennesker. [********************]

Det kan i sandhed tydeligt forstås ud fra de ovenfor nævnte historiske begivenheder, hvor stor entusiasme og hvilken glødende tørst den muslimske befolkning havde efter at lære hadith i det tredje hijri-århundrede. Desuden er det umuligt at fastslå det nøjagtige antal mennesker i den muslimske verden, som i denne periode beherskede hadith og udbredte og underviste i den. Imām Abū Dāwūd al-Sijistānī har skrevet: ”Hafiz Ibn Ibrāhīm al-Farāhīdī (død 222 AH), en af det tredje århundredes største muhaddither, hørte og nedskrev hadith fra omkring et tusind muhaddither; men derfor blev det ikke nødvendigt for ham at rejse udenlands uden for sin egen by. [********************]

Af denne grund var antallet af denne tids muhaddithers lærere enormt og overvældende. Hver enkelt muhaddith havde mere end tusind lærere. Nogle havde endda mulighed for at lære og modtage hadith fra fire tusind lærere. Imam Abdullah ibn al-Mubarak sagde selv: »Jeg har lært hadith af fire tusind muhaddither. Af disse har jeg kun overleveret hadith med isnad fra tusind muhaddither.[********************]

Efter i sit værk Tadhkirat al-Huffaz at have omtalt et hundrede og seks hadith-hafizer fra den niende rang skrev hafiz Shams al-Din al-Dhahabi:

******************************************************

I denne periode og på omtrent samme tid levede der et stort antal imamer, som var fremragende kendere af Allahs Sendebuds (s) hadith. Jeg har ikke kunnet nævne selv en tiendedel af dem her. I mit skrevne historiske værk er de fleste af dem omtalt.[********************]

Imam Bukhari var også den fremmeste muhaddith i netop dette tredje århundrede. Han skrev:

******************************************************

Jeg har hørt hadith og skrevet dem ned fra et tusind og firs lærere. Hver eneste af dem var store muhaddither.[********************]

Hadith-rige byer i det tredje århundrede

I det tredje hijri-århundrede nåede hadith-videnskaben en enestående blomstring. På det tidspunkt blev hadith studeret og undervist i næsten alle de større byer i den muslimske verden – ja, helt ud til landsbyerne langt fra byerne. Nogle af disse byer var de største centre for hadith. Her formidlede et stort antal hadith-lærde hadith lokalt, og på samme måde kom hadithforskere og -indsamlere til disse byer for at høre hadith og nedskrive dem. Antallet af byer og steder, som hadith-lærde besøgte på denne tid for at indsamle hadith, må have været mindst halvtreds. Al-Hafiz Zahabi skrev et selvstændigt værk, hvori han nævnte navnene på disse byer og steder og beskrev dem. Dets titel er:

– hadithrige byer.

Blandt disse hadith-centre var nogle byer endnu vigtigere end de øvrige. Imam Ibn Taymiyya skrev, efter at have nævnt deres navne og særpræg:

******************************************************

Blandt disse hadith-centre var nogle byer endnu vigtigere end de øvrige. Imam Ibn Taymiyya skrev, efter at have nævnt deres navne og særpræg:

******************************************************

Mekka-Medina, Kufa-Basra og Syrien – disse fem byer var vuggen for islamisk lærdom og videnskab; fra disse byer udsprang de strømme af viden, som Profeten havde forkyndt – viden om troen, Koranen og shariaen.

Her ønsker vi at fremlægge en beskrivelse af disse fem byer.

Madinah

Madinah var centrum for Verdensprofetens virke i den sidste del af hans liv, Dar al-Hijrah; det var alene denne bys lod at have æren af at være den profetiske kundskabs kerne og kilde. Derfor er et andet navn for denne by Dar al-Sunnah, og der kan ikke være nogen tvivl om, at dette er et meget passende navn. [********************] Fra den Ædle Profets (s) tid indtil Ali (ra)’s kalifat var dette centrum for hele den muslimske verdens kundskab og virke. Senere bevarede den denne status indtil imam Malik (rh)’s tid. Til sidst var Nafiʿ, Ibrahim ibn Saʿd, Sulayman ibn Bilal og Ismaʿil ibn Jaʿfar blandt denne bys indbyggere. [********************] Efter dem kom hafiz Abu Musʿab al-Zuhri, hafiz Ibrahim ibn al-Mundhir og hafiz Ishaq ibn Musa al-Ansari.

Om hafiz Abu Musʿab al-Zuhri skrev hafiz al-Dhahabi:

******************************************************

Han var en troværdig og pålidelig hadith-overlever, lærer i hadith for Madinas indbyggere, dommer og muhaddith. [********************]

Han blev født i år 150 efter hijrah og døde i år 242 efter hijrah. Han var lærer for fem af forfatterne til al-Sihah al-Sittah, alle undtagen imam al-Nasa’i.

Om hafiz Ibrahim skrev al-Dhahabi:

******************************************************

En hadith-imam, en stor muhaddith og en pålidelig hadith-overlever.

Han var læremester for Imam al-Bukhari og Imam al-Nasa’i. Han døde i Medina i år 236 efter hijra.[********************] Al-Dhahabi sagde om Hafiz Ishaq:

******************************************************

En retslærd, en hadith-hafiz og en pålidelig hadith-overlever.

Han var læremester for Imam Muslim, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah inden for hadith. Han døde i år 244.[********************]

Disse tre var alle store hadith-hafizer og læremestre. Ud over dem var Bakr ibn Abd al-Wahhab al-Madani (d. 250 efter hijra), Hasan ibn Dawud (d. 247 efter hijra) og Muhammad ibn Ubayd al-Madani fremtrædende muhaddither.

Mekka

Det var i denne by, at åbenbaringen begyndte at blive sendt ned til den ædle Profet (s). Det var også her, at han blev udnævnt til profet og sendebud. Derefter tilbragte den ædle Profet (s) tretten lange år i denne by midt i en nådesløs kamp og konflikt. I ledsagernes tid var studiet af hadith her forholdsvis begrænset. I ledsagernes sidste tid samt i tabi’inernes og tabi tabi’inernes periode var byen et centrum, hvor fremtrædende muhaddither havde deres bolig. Mujahid, Ata, Sa’id ibn Jubayr og Ibn Abi Mulayka boede her og underviste i hadith. Senere boede fremtrædende muhaddither som Abdullah ibn Abi Najih, Ibn Qasim, Hanzala ibn Uyayna, Abu Sufyan, Ibn Jurayj, Muslim al-Zanji, Fudayl ibn Uyayna, Abu Abd al-Rahman al-Muqri, al-Azraqi, al-Humaydi og Sa’id ibn Mansur her.[********************]

Selv om studiet af hadithvidenskaben i byen Mekka i det tredje hijri-århundrede ikke var så udbredt som i Medina, er der ingen tvivl om, at hadithens lampe stadig brændte dér. I dette århundrede levede en hel del muhaddither dér, som var optaget af at undervise i hadith og udbrede den. De var:

1. Hafiz Halwani, imam Abu Muhammad Hasan ibn Ali ibn Muhammad al-Khallal. Han tilbragte den sidste del af sit liv i Mekka. Han blev berømt under navnet »Mekkas muhaddith«. Hafiz Dhahabi skrev om ham:

******************************************************

Han samlede hadithværker og påtog sig i den forbindelse megen møje og anstrengelse.

Ibn Adi nævner, at han samlede et hadithværk med titlen »Kitab as-Sunan«. Han døde i året 242 efter hijra.[********************]

2. Hafiz Zubayr ibn Bakkar – Abu Abdullah ibn Abu Bakr al-Qurashi. Hafiz Dhahabi indledte sin omtale af ham med at sige:

******************************************************

En imam inden for hadith, hafiz, ekspert i slægtslinjer og dommer i Mekka.

Han var lærer for imam Ibn Majah. Han døde i Mekka i 256 hijri.

3. Hafiz Salam ibn Shubayb – Abu Abd al-Rahman al-Hujuri al-Masma’i. Han var oprindeligt fra Nishapur. Senere bosatte han sig permanent i Mekka. Abu Nu’aym al-Isfahani siger om ham:

******************************************************

Han var en af de mest pålidelige hadith-overleverere, og mange imamer og fremtrædende lærde overleverede hadither fra ham.

Al-Hakim skrev:

******************************************************

Han var muhaddith blandt Mekkas indbyggere, og alle var enige om hans integritet og dybe ilm.

Han døde i året 246 hijri.

4. Hafiz Yaqub ibn Humayd var først bosat i Medina, men boede senere i Mekka. Hafiz al-Dhahabi skrev om ham:

******************************************************

Hadithens imam, en fremragende muhaddith, lærd fra Medina, bosat i Mekka.

Imam al-Bukhari var hans elev. Han døde i år 241 efter hijra.

Disse fire var hafizer af hadith. Derudover var der mange shaykher, som underviste i hadith.

Kufa

Historikeren Ibn Sa’d skrev i forbindelse med beskrivelsen af Kufa-byens hadithvidenskabelige særpræg:

******************************************************

Tre hundrede sahaba, som under træet aflagde troskabsed på at kæmpe til døden, samt halvfjerds sahaba blandt deltagerne i slaget ved Badr opholdt sig i denne by, Kufa.

Men Hafiz Abu Bashr al-Dulabi har citeret følgende fra Qatada med en pålidelig overleveringskæde:

******************************************************

Et tusind og halvtreds af den ærede Profets (fvmh.) sahaba ankom til Kufa. Desuden ankom også fireogtyve sahaba blandt deltagerne i slaget ved Badr.

I denne by fandt der omfattende undervisning i og studium af hadith sted. Tabiʿien Ibn Sirin siger:

******************************************************

Da jeg ankom til Kufa, var fire tusind hadithstuderende beskæftiget med deres studier dér.

Den kapitelinddelte samling af hadith begyndte først i denne by. Den første samling af sahih-hadith blev nedskrevet netop her. Eftersom Imam Abu Hanifa (må Allah være ham nådig) selv var bosat i denne by, blev fiqh grundlagt på hadith og udviklet i byens miljø. Hafiz Abu Bakr ibn Abi Shayba boede i denne by. Hafiz al-Dhahabi har skrevet om ham:

******************************************************

Abu Bakr var en hadithernes hafiz, enestående, uden sidestykke, en pålidelig hadith-overlever og en person med særlige evner.[********************]

Imam al-Bukhari, Imam Muslim, Imam Abu Dawud og Ibn Majah var hans fremtrædende elever og disciple. Deres hadithværker indeholder et stort antal hadither, som de modtog fra ham.[********************] Imam Abu Zur’ah sagde om ham:

******************************************************

Jeg har aldrig set nogen, der kunne huske flere hadither udenad end Ibn Abi Shaybah.[********************]

Han døde i år 235 efter hijra. Han efterlod flere bøger, som han selv havde samlet, som et minde.

Shaykh al-Islam al-Ashajj Abu Sa’d Abdullah boede også i denne by. Hos ham skrev Abu Bakr ibn Abi Dawud tredive tusind hadither ned på én måned. Imam Ibn Majah citerede også mange hadither, som han havde modtaget fra ham, i sit værk. Allamah al-Dhahabi skrev om ham:

******************************************************

Ashajj, hadithens imam, muslimernes leder, hadith-hafiz, Kufas fremmeste muhaddith og forfatter til Koranens tafsir samt andre værker.

Alle forfatterne af Ṣiḥāḥ al-Sitta var hans elever i hadith. Han døde i år 247 efter hijra, over halvfems år gammel.

Hadith-hafizen Uthman ibn Abu Shaybah var også bosat i denne by. Han var storebror til den ovenfor nævnte Abu Bakr ibn Abu Shaybah. Hafiz al-Dhahabi skrev om ham:

******************************************************

Han var ligesom sin bror Abu Bakr en fremragende hadithlærd og hadithens imam.

Hafiz Muhammad ibn Abdullah ibn Numayr, »Iraks perle« (Iraks ypperste), var også bosat i Kufa. Ali ibn al-Husayn ibn al-Zunayd sagde:

******************************************************

»Han forenede viden, forstand, Sunnah og gudsfrygt; i byen Kufa har jeg ikke set nogen, der kunne måle sig med ham.

Imam al-Bukhari, Imam Muslim, Imam Abu Dawud, Ibn Majah og andre forfattere af al-Sihah var hans elever. I Sahih Muslim er 536 hadither blevet citeret gennem hans overleveringskæde. Også i Ibn Majahs værk er mange hadither blevet modtaget fra ham og citeret.

Abu Kurayb, Kufas muhaddith, var en berømt hadith-hafiz i byen Kufa. Alle muhadditherne, der udarbejdede al-Sihah al-Sittah, var hans elever. Ibn Uqdah var en ekspert i hadith-videnskaben. Han sagde: I byen Kufa blev tre hundrede tusind hadither overleveret fra Abu Kurayb. Alene Musra ibn Ishaq modtog et hundrede tusind hadither fra ham. I Sahih al-Bukhari er 75 hadither og i Sahih Muslim 500 hadither blevet optaget gennem hans overleveringskæde. Han døde i år 243 efter hijra, omkring 87 år gammel.

Kufas shaykh, Hannad, var også en fremtrædende muhaddith fra Kufa. Hafiz al-Dhahabi roste ham højt og anerkendte hans overlegenhed inden for hadith-viden og gudsfrygt. Alle forfatterne af al-Sihah al-Sittah lærte hadither hos ham. Han døde i år 243, 91 år gammel.

Hafiz Walid ibn Shuja var en berømt muhaddith fra Kufa. Imam Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi og Ibn Majah var hans elever. Yahya ibn Ma’in sagde: Han havde samlet et hundrede tusind hadither, overleveret gennem pålidelige overleveringskæder. Hafiz al-Dhahabi kaldte ham »en stor hadith-hafiz og en sandhedselskende muhaddith«. Han døde i år 243 efter hijra.

Hafiz Harun ibn Ishaq al-Hamdani var en af Kufas muhaddither. Han var lærer for forfatterne af værker som Imam al-Bukhari, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah. Han døde i år 258.

Foruden disse få fremragende og berømte muhaddither opholdt der sig i det tredje århundrede i byen Kufa mange, som besad, underviste i og viderebragte hadith-viden. I nogle af bøgerne i al-Sihah al-Sittah, især i Sahih Ibn Majah, blev der modtaget mange hadither fra dem.

Basra

Indtil det tredje århundrede efter hijra blev denne by anset for at være et centrum for islamisk viden og lærdom. I den første tid boede profeten Abu Musa al-Ash’ari, profeten Imran ibn Husayn, profeten Ibn Abbas og mange andre sahaba i denne by. Til sidst kom også profeten Anas (må Allah være tilfreds med ham) hertil og begyndte at bo her. Blandt tabi’un tilbragte al-Hasan al-Basri, Ibn Sirin og Abu al-Aliya deres liv i denne by; efter dem gjorde Qatadah, Ayyub, Thabit al-Bunani, Yunus og Ibn Awn det, og efter dem Hammاد ibn Salamah, Hammad ibn Zayd og de muhaddither, der var deres elever.

I byen Basra havde der samlet sig så mange hadith-lærde, at hafiz Muslim ibn Ibrahim al-Basri sagde:

******************************************************

Jeg skrev hadither ned fra otte hundrede hadith-lærere, og alligevel behøvede jeg ikke at krydse en eneste bro for at gøre det.

Her nævnes navnene på nogle af de fremtrædende hadith-hafizer og -lærde, som virkede i Basra frem til det tredje århundrede, sammen med en kort beskrivelse af dem:

1. Hafiz Tahhan – Hasan ibn Mudrak ibn Bashir al-Sadusi. Han var lærer for imam Bukhari, Nasai og Ibn Majah. Om ham sagde Ibn Adi:

******************************************************

Han var en af de fremtrædende hadith-hafizer i byen Basra.

2. Hafiz Zayd ibn Akhzam – Abu Talib al-Ta’i al-Basri. Han var lærer for alle de øvrige hadith-lærde, som forfattede Sihah al-Sittah, bortset fra imam Muslim. Hafiz Dhahabi omtalte ham som »en hafiz og imam inden for hadith«.

3. Hafiz Abbas al-Anbari. Allamah al-Dhahabi omtaler ham som – ******************** en anerkendt hafiz og imam inden for hadith. Forfatterne til al-Sihah al-Sittah modtog hadith fra ham og citerede dem hver især i deres egne værker.[********************]

4. Hafiz Abbas al-Buhrani ibn Yazid ibn Abu Habib al-Basri. Hafiz al-Dhahabi omtaler ham som ******************** og siger, at han besad den højeste autoritet inden for hadithoverlevering samt dyb indsigt i hadith. Berømte muhaddither som Wakiʿ ibn al-Jarrah, Ibn Yahya ibn Saʿid al-Qattan, Sufyan ibn Uyaynah og Abd al-Razzaq hørte hadith fra ham. Da han kom fra Buhran til Hamadan, overleverede han hadith fra sine egne mange hadithsamlinger. Han underviste i hadith i blandt andet Hamadan, Baghdad og Isfahan. Han døde i år 258 efter hijra.[********************]

5. Hafiz Bidya Abdullah ibn Ishaq Abu Muhammad al-Jawhari. Han var en fremtrædende elev af imam Abu Hanifa. Imamerne Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasaʾi og Ibn Majah lærte alle hadith hos ham. Han var en berømt hafiz inden for hadith. Han døde i år 258 efter hijra.[********************]

6. Hafiz Aqaba ibn Mukarram ibn Aflah var en berømt hafiz inden for hadith.[********************] Imam Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi og Ibn Majah var blandt hans fremtrædende elever i hadith. Han døde i år 243.[********************]

7. Hafiz Umar ibn Shibah ibn Ubaydah al-Basri. Ifølge Hafiz al-Dhahabi var han ******************** en stor hafiz inden for hadith, en stor og lærdomsrig alim samt en troværdig og pålidelig hadithoverlever. Ibn Majah var hans fremtrædende elev i hadith. Han døde i år 262, 89 år gammel.

8. Hafiz Amr ibn Ali al-Fallas. Hafiz al-Dhahabi skrev om ham: ******************** en stor hafiz inden for hadith og en pålidelig overlever. Alle muhadditherne, der forfattede al-Sihah al-Sittah, var hans elever i hadith. Han døde i år 249.[********************]

9. Imam Abu Bakr Muhammad ibn Bashshar ibn Uthman al-Basri. Alle muhadditherne, der samlede al-Sihah al-Sittah, var hans elever. Han døde i år 252. I Sahih al-Bukhari er 205 hadither, og i Sahih Muslim 406 hadither, blevet overleveret fra ham.[********************]

10. Hafiz Muhammad ibn al-Muthanna. Han var en stor hafiz inden for hadith. Hafiz al-Dhahabi omtaler ham som ******************** en hafiz inden for hadith, en ubestridt autoritet og en muhaddith fra Basra. Han var lærer for alle muhadditherne i værkerne al-Sihah al-Sittah. I Sahih al-Bukhari er 103 hadither overleveret fra ham, og i Sahih Muslim er 700 hadither citeret. I Ibn Majahs værk er mange hadither modtaget fra ham.[********************]

11. Hafiz Muhammad Buharani – Abu Abdullah ibn Ma’mar al-Basri. Han var en berømt hafiz af hadith og en pålidelig overlever. Alle kompilatorerne af Sihah-sittah modtog hadith fra ham.[********************]

12. Hafiz Nasr ibn al- Abu Amr al-Azdi al-Basri. Han var lærer for alle kompilatorerne af Sihah-sittah. Da kaliffen al-Musta’in billah ønskede at udnævne ham til dommer, bad han inderligt til Allah:

******************************************************

O Allah! Hvis der er noget godt for mig hos Dig, så tag mig til Dig.

Allah besvarede hans bøn. Efter at have bedt faldt han i søvn, og han vågnede ikke igen. Dette skete i måneden Rabi’ al-Awwal i år 250 efter hijra.[********************]

13. Hafiz Yahya ibn Hakim Abu Sa’id al-Basri. Mange hadither, som han havde overleveret, er citeret i Ibn Majah Sharif. Abu Dawud, al-Nasa’i og Ibn Majah var hans tre elever. Han blev omtalt som ******************** en pålidelig og omhyggelig hafiz af hadith.[********************]

I dette århundrede levede der foruden dem også mange andre berømte muhaddithin i byen Basra.

Bagdad

Under de abbasidiske kongers regeringstid var Bagdad muslimernes vigtigste centrum for kultur, civilisation, videnskab og lærdom. Hafiz Nishapuri skrev om denne by:

******************************************************

Denne by var et centrum for hadith og videnskab, og her boede et stort antal muhaddither og lærde, fremstående personer.

Det er ikke kendt, at nogen sahabi døde i Bagdad. Men en stor gruppe tabi’in og tabi’ al-tabi’in boede her, og det var i denne by, de drog deres sidste åndedrag. I denne by opholdt flere store hadithlærde sig; Imam Abu Yusuf var en af dem. Imam Ahmad ibn Hanbal begyndte først at studere hadith hos ham.

Imam Asad ibn Amr var også en stor hadithlærer, og han opholdt sig i denne by. Om ham blev det sagt:

Blandt indbyggerne i byen Rayy var der efter Imam Abu Hanifa ingen, der bar på flere hadither end Imam Asad.

I Bagdad foregik der omfattende undervisning i og studium af hadith. Tusinder af studerende samledes foran hver enkelt muhaddith for at lære hadith.

Imam Ahmad ibn Hanbal var selv indbygger i denne by. Imam Abu Thawr (død 240 AH), Imam Dawud al-Zahiri (død 270 AH) og Imam Muhammad ibn Jarir al-Tabari (død 310 AH) var også indbyggere i Bagdad. Imam al-Tabaris verdensberømte tafsir blev skrevet i denne by.

Damaskus

Damaskus var de umayyadiske kaliffers hovedstad og en civiliseret by i Syrien. På et tidspunkt opholdt ti tusind sahabaer sig i Syrien. Historikeren Ibn Asakir skrev:

******************************************************

I Syrien var der ti tusind mennesker, hvis øjne var blevet velsignet med at se Den Ædle Profet (fvmh.).

Det er tidligere blevet nævnt et sted, at Hazrat Umar al-Faruq (ra) under sin kalifattid sendte Hazrat Muadh ibn Jabal, Ubadah ibn al-Samit og flere andre fremtrædende sahabaer til Syrien med det formål bredt at udbrede og undervise i Koranen og hadith. Syriens befolkning lærte først Koranen og hadith af dem, og-

******************************************************

gennem dem og deres overleveringskæde nåede Koranens og hadiths lærdom frem til alle muslimer.

Under den umayyadiske kalif Abd al-Maliks styre blev islamisk lærdom i vidt omfang studeret i Damaskus. Også i tabi’in- og tabi al-tabi’in-generationernes tid fandtes der her talrige hadithlærde og retslærde. Efter at hafiz al-Dhahabi havde nævnt dette, skrev han:

******************************************************

Damaskus var et centrum for Koranen, hadith og fiqh. Men i den fjerde og femte hijri-århundrede blev studiet af hadith her betydeligt mindre udbredt.

Den berømte muhaddith og retslærd imam al-Awza’i var bosat i denne by. To berømte muhaddither ved navn Hisham og Duhaym var her, og de underviste omfattende i hadith. Imam Ibn Majah (må Allah være ham nådig) deltog i disse undervisninger og indsamlede herfra et stort antal hadither. Imam al-Bukhari, Abu Dawud og al-Nasa’i var også hans elever. I år 245 efter hijra døde hafiz Duhaym, og Hisham døde i Damaskus.

Studiet af hadith i Afrika

Egypten

Egypten havde i denne periode en særlig vigtig position med hensyn til studiet af hadith og udbredelsen af undervisningen i den. Mindst tre hundrede sahaba kom hertil. Hafiz al-Dhahabi har skrevet:

En stor gruppe af sahaba kom hertil og begyndte at slå sig ned i stort antal. I tabi’in-perioden blev hadith studeret her. Senere blev studiet af hadith endnu mere udbredt end tidligere i Amr ibn al-Hariths, Yahya ibn Ayyubs, Hayat ibn Shurayhs, Layth ibn Sa’ds og Ibn Lahi’as tid. Dette studium fortsatte indtil Ibn Wahbs, imam al-Shafi’is, Ibn al-Qasims og deres elevers tid.

Efter at Hazrat Umar ibn Abd al-Aziz var blevet valgt til kalif, udnævnte han Yazid ibn Abi Habib til at afgive fatwaer i Egypten på grundlag af hadith. Det var ham, der gjorde landets befolkning bekendt med hadith og fiqh og uddannede dem i disse. Hafiz Jalal al-Din al-Suyuti har skrevet om Yazid ibn Abi Habib:

******************************************************

Han var den første i Egypten, der gjorde hadith kendt og udbredte den, og han underviste i juridiske spørgsmål om halal og haram. Før ham plejede folk dér kun at berette og drøfte hadither om tilskyndelse til interesse for det hinsidige samt om krig og fitna.

I denne periode levede der flere fremtrædende muhaddither i Egypten. Her nævnes nogle af deres navne og en kort beskrivelse af dem:

1. Harmala (født 162 e.H.; død 243 e.H.). Hafiz al-Dhahabi har skrevet, at han overleverede næsten et hundrede tusind hadither fra Abdullah ibn Wahb. Imam Muslim og Ibn Majah var hans elever. Allama Taj al-Din al-Subki har skrevet:

******************************************************

Han var en fremtrædende hadithlærd og imam af meget høj rang.

2. Rabi al-Muradi. Han var Egyptens største muhaddith (født 174 e.H.; død 270 e.H.). Hafiz al-Dhahabi har skrevet om ham:

******************************************************

Han var hadith-hafiz, imam og den fremmeste muhaddith i Egypten.

Imam Abu Dawud, al-Nasa’i og Ibn Majah var hans elever. Khalili skrev om ham:

******************************************************

Han var en pålidelig hadith-overlever og en af alle anerkendt muhaddith.

3. Hafiz Muhammad ibn Rimah ibn Muhajir. Han var en stor hadith-hafiz. Imam Muslim og Ibn Majah var hans elever i hadith-videnskaben. Ibn Yunus sagde om ham:

******************************************************

En pålidelig hadith-overlever og en højt anerkendt muhaddith.

Imam al-Bukhari modtog hadither fra ham. Sahih Muslim indeholder 161 hadither, som han har overleveret. Også i Sunan Ibn Majah er et stort antal hadither overleveret fra ham.

4. Hafiz Yahya ibn Sarh al-Qurashi. Han var en stor hadith-hafiz.

Desuden foregik der også i Egypten og andre dele af Afrika en omfattende undervisning i og tilegnelse af hadith. Næsten alle steder var dygtige og lærde muhaddither engageret i denne ædle bestræbelse.

Nogle fremtrædende muhaddither fra det tredje hijri-århundrede

I det tredje århundrede fremstod flere muhaddither med dyb lærdom og en enestående berømmelse i hele den muslimske verden. Efter at have gennemgået hadithrige steder og byer er det helt nødvendigt at behandle disse fremtrædende hadithlærde særskilt. Ellers vil det ikke være muligt at danne sig en klar og fuldstændig forståelse af hadiths omfattende udbredelse og bemærkelsesværdige udvikling i dette århundrede. De muhaddither, hvis navne på dette trin især bør nævnes, er: (1) Ali ibn al-Madini (2) Yahya ibn Mu’in (3) Abu Zur’a al-Razi (4) Abu Hatim al-Razi (5) Muhammad ibn Jarir al-Tabari (6) Ibn Khuzayma (7) Muhammad ibn Sa’d (8) Ishaq ibn Rahwayh (9) Imam Ahmad ibn Hanbal (r.).

Ali ibn al-Madini (r.)

Ali ibn al-Madini var en stor muhaddith. Listen over hans lærere i hadithstudier var lang. Når man ser på den, kan man let forstå, at han med utrættelig iver rejste fra land til land for at studere hadith. Han rejste rundt til hadithcentre og hadithrige byer som Mekka, Medina, Bagdad og Kufa, hvor han hørte og indsamlede Profetens hadith. I byen Yemen tilbragte han sammenhængende tre år netop med dette formål. Men under sit ophold i Yemen var han ikke en nybegynder i hadith; allerede før dette havde han taget en enorm rigdom af hadith til sig. Han modtog hadith fra store muhaddither som Abdullah ibn Ja’far, Hammad ibn Zayd, Abu Dawud al-Tayalisi og Sa’id ibn Amir.

Han udviste den største forsigtighed ved modtagelsen af hadith. Han havde indsamlet tredive tusind hadither gennem en fortæller ved navn Ubbad ibn Suhayb, men da der senere opstod tvivl om hans sandfærdighed og pålidelighed, forkastede og tilsidesatte han dem alle.

Han var en dygtig forfatter, og han skrev talrige værker om forskellige aspekter af den videnskab, der vedrører hadith. Ingen anden muhaddith havde tidligere skrevet værker om disse emner.

Han blev født i byen Basra i år 161 efter hijra og døde i år 234 efter hijra.[********************]

Yahya ibn Mu’in (r)

Yahya ibn Mu’in var en enestående personlighed inden for hadith-videnskaben. Så snart han havde afsluttet sin grundlæggende uddannelse, vendte han sin opmærksomhed mod studiet af hadith og ofrede derfor villigt alt, hvad han ejede af liv og formue. De hundrede tusind mønter, han havde modtaget fra sin far, brugte han på studiet af hadith. Til sidst blev han så fattig og nødlidende, at det ikke engang var muligt for ham at skaffe sig et par sko. Han studerede hadith hos følgende fremragende muhaddither: (a) Abdussalam ibn Harb, (b) Abdullah ibn al-Mubarak, (c) Yahya ibn Sa’id al-Qattan, (d) Waki’ ibn al-Jarrah, (e) Abdurrahman ibn Mahdi, (f) Sufyan ibn Uyayna, (g) Hisham ibn Yusuf og mange andre.[********************]

Yahya ibn Mu’in nøjedes ikke med blot at høre hadith; han skrev dem også ned med det samme. Ali ibn al-Madini sagde: Ingen har nedskrevet så mange hadither som Ibn Mu’in. Ibn Mu’in sagde selv:

Jeg har med min egen hånd hørt og nedskrevet hundredtusinder af hadither. Han nøjedes ikke blot med at skrive dem ned; efter at have nedskrevet hver hadith tænkte han dybt over den og forskede i den, og han efterprøvede og undersøgte dens autenticitet.[********************]

Imam Ahmad ibn Hanbal (r) sagde:

******************************************************

Det, som Yahya ibn Mu’in ikke anser for en hadith, er i virkeligheden ikke en hadith.

Han døde i 233 hijri i Medina. Hans enestående bidrag til hadithkritikken vil blive omtalt senere.

Abū Zurʿa al-Rāzī (r)

Abū Zurʿa var en berømt hadith-hafiz. Bortset fra imam Abū Dāwūd var de øvrige fem muhaddither blandt Sihah-sittas seks muhaddither alle hans elever. Hafiz Dhahabī skrev om ham:

******************************************************

Abū Zurʿa var uden sidestykke med hensyn til hukommelse, talent og intellektuel styrke, islamisk lærdom, religiøs praksis og opfyldelsen af korrekte gerninger.

For at studere hadith rejste Abū Zurʿa gennem Mekka, Medina, Irak, Syrien, Jazīra, Khorasan og Egypten. Han nedskrev hadither med et hundrede tusind isnader. Dette er muhaddithernes og historikernes vidnesbyrd om ham:

******************************************************

Han kunne syv hundrede tusind hadither udenad.

Abū Zurʿa blev født i år 200 efter hijra og døde i år 264 efter hijra.

Abū Ḥātim ar-Rāzī (r)

Imam Abū Ḥātim ar-Rāzī var en særdeles fremragende hadithkyndig. Han var en muhaddith på niveau med Imam al-Bukhārī. Han blev født i år 195 efter hijra, og allerede i år 209 efter hijra drog han ud på rejse til fremmede egne for at studere og indsamle hadither. Han tilbragte lang tid på denne rejse. Han rejste til fods fra Bahrain til Egypten, fra Egypten til Ramla, fra Ramla til Damaskus og derfra til Tarsus. Derefter vendte han tilbage til Hims og nåede frem til Mekka. Derfra rejste han videre og nåede Irak. Da han havde afsluttet denne lange rejse, var han kun 20 år gammel. Han sagde engang til sin søn ʿAbd ar-Raḥmān:

******************************************************

»Min kære søn! På jagt efter hadither har jeg tilbagelagt mere end tusind farsakh til fods.«

Efter at være nået til Irak opholdt han sig i byen Basra i otte måneder. Da han her blev ramt af alvorlig fattigdom, blev han tvunget til at sælge selv det tøj, han brugte. Til sidst blev han tvunget til at faste af mangel på mad. Men selv om han var plaget af denne hårde fattigdom og ekstreme nød, fortsatte han uafbrudt med at studere hadither. Faktisk var det gennem sådanne lidelser, at han tilegnede sig hadith-videnskaben, og til sidst opnåede han anseelse som en berømt hafiz inden for hadith og en imam med en enestående indsigt.

Muḥammad ibn Jarīr at-Ṭabarī (r)

Ibn Jarīr var en berømt hadithlærd og forfatter til en tafsir af den ærede Koran. Han blev født i år 224 efter hijra. Han regnes for en muhaddith på niveau med Imam at-Tirmidhī og an-Nasāʾī. Han studerede og indsamlede et stort antal hadither hos lærerne til Imam al-Bukhārī og Imam Muslim. Også store muhaddither studerede og modtog hadither hos ham. Blandt dem var de fremtrædende muhaddither Aḥmad ibn Kāmil, Muḥammad ibn ʿAbdullāh ash-Shāfiʿī og Makhlad ibn Jaʿfar. Ibn Jarīr forfattede et stort antal værdifulde og omfattende værker om tafsir, hadith og forskellige islamiske emner. Ibn Kathīr har nævnt, at han udarbejdede en samling af hadithværker. Han døde i år 310 efter hijra.

Ibn Khuzayma (r)

Hans fulde navn var Muhammad ibn Abu Bakr ibn Khuzayma an-Nishapuri. Han var en stor imam inden for hadith. Med det formål at studere hadith rejste han til blandt andet Rayy, Baghdad, Basra, Kufa, Syrien, Jazira, Egypten og Wasit, og han hørte hadith fra talrige berømte hadithlærde. Blandt hans lærere var især Ishaq ibn Rahwayh og Muhammad ibn Humayd ar-Razi værd at nævne.

Han var særdeles ivrig og beslutsom i studiet af hadith. Imam ad-Daraqutni sagde om ham:

******************************************************

Ibn Khuzayma var en fremtrædende imam inden for hadith og en pålidelig hadith-overlever. Der fandtes ingen, der kunne sammenlignes med ham.

Han forfattede et stort antal værker om hadith og religiøse spørgsmål. Han døde i år 311 efter hijra.[********************]

Muhammad ibn Sa’d (r)

Selv om Ibn Sa’d er berømt som en stor historiker og biograf, var han også en stor hadithlærer i det tredje århundrede efter hijra. Han blev født i byen Basra i år 168 efter hijra. Han hørte hadith hos Basras store hadithlærde. Derefter rejste han til Kufa, Wasit, Baghdad, Mekka og Medina, Syrien, Yemen, Egypten og andre store byer i den muslimske verden, hvor han indsamlede og studerede et stort antal hadither. Mange berømte hadithlærde studerede og overleverede også hadith fra ham. Om ham er det blevet sagt:

******************************************************

Han var indehaver af omfattende ilm. Han var forfatter til et stort antal værker. Hans værker omhandlede blandt andet hadith og fiqh.

Ibn Sa’d var en højt værdsat muhaddith blandt hadith-overleverne. Han lod sig ikke involvere i nogen af samtidens fitnaer. Derfor blev det muligt for ham at udbrede og videreføre ilm samt at sikre, at den tidligere tids ilm blev bevaret for kommende generationer.

Ishaq ibn Rahwayh (ra)

Ishaq var en af de største muhaddither i tabi al-tabi’in-perioden. Han opsøgte først Abdullah ibn al-Mubarak for at studere hadith hos ham. Men hans unge alder blev en hindring på denne vej. Derefter begav han sig ud på jagt efter andre centre for hadithstudier. Disse centre lå hundredvis og tusindvis af mil fra hinanden. Ibn Rahwayh begyndte at rejse ad disse vanskeligt tilbagelæggelige ruter og studerede og indsamlede hadith hos store hadithlærde og tænkere. Blandt de provinser i den muslimske verden, hvor disse hadithcentre fandtes, var Irak, Hijaz, Yemen, Mekka og Syrien særligt fremtrædende. I hver af disse byer fandtes der hundredvis af centre for hadithstudier. Imam Ishaq besøgte næsten hvert eneste af disse centre og studerede og indsamlede hadith.

Hans enestående skarpe hukommelse gjorde denne indsats dobbelt så effektiv og gavnlig. Han havde utallige hadither udenad. Han kunne fremsige flere tusinde hadither efter hukommelsen for sine elever og lade dem skrive dem ned. Derfor behøvede han aldrig at se i en bog. Han har selv sagt:

******************************************************

Alt, hvad jeg hører, lærer jeg straks udenad, og hvad jeg først har lært udenad, glemmer jeg aldrig.

Han blev født i år 161 efter hijra og døde i Nishapur i år 238 efter hijra, 77 år gammel.[********************]

Imam Ahmad ibn Hanbal (må Allah forbarme sig over ham)

Imam Ahmad ibn Hanbal (må Allah forbarme sig over ham) var en enestående og særdeles dygtig muhaddith med en usædvanlig indsigt i hadithvidenskaben. Han blev født i Bagdad i år 164 efter hijra. Først begyndte han at deltage i Imam Abu Yusuf’ samlinger. Senere, i år 187 efter hijra, helligede han sig fuldt ud studiet af hadith. Med det formål at studere hadith rejste han til samtlige byer og egne i den muslimske verden.

Først begyndte han at studere hadith hos muhadditherne i Bagdad. Hans hadithlærer på dette stadium var Hushaim ibn Bashir ibn Abu Hazim (død 183 efter hijra). Han opholdt sig uafbrudt hos ham i fire år – fra sit sekstende til sit tyvende år (179-183 efter hijra). [********************] I denne periode hørte han et stort antal hadither fra en anden muhaddith i Bagdad, Umair ibn Abdullah ibn Khalid. Det er blevet nævnt, at han også lærte hadith hos de to andre muhaddither Abd al-Rahman ibn Mahdi og Abu Bakr ibn Ayyash.[********************]

I år 186 efter hijra begyndte han at rejse til fremmede egne med det formål at studere hadith. Først tog han til Basra og derefter til Hijaz. Med dette formål rejste han også til Yemen og byen Kufa. Han besøgte Basra fem gange i træk. Nogle gange opholdt han sig dér tre måneder ad gangen. Han rejste fem gange til Hijaz. Det eneste formål med alle disse rejser til fremmede egne var at studere og indsamle hadith. I virkeligheden studerede og indsamlede han hadith hos denne tids største muhaddither.[********************]

Fra begyndelsen fulgte Imam Ahmad en bestemt regel under sin rejse for at studere og indsamle hadith. Den bestod i at skrive hadithen ned samtidig med, at han hørte den. Han stolede ikke udelukkende på sin usædvanlige hukommelse. Tværtimod var hans faste regel at skrive alt det ned på papir, som han hørte.[********************]

Alle de hadither, han havde hørt, kunne han udenad, men ikke desto mindre berettede han aldrig en hadith uden at se i sit eget manuskript. Når nogen spurgte ham om en hadith, slog han, selv om han huskede den og kunne den udenad, sin egen bog op for at finde den og læste den derefter højt for den pågældende. Når han lod nogen skrive hadith ned, sagde han efter nedskrivningen til ham: »Læs det, du har skrevet, højt for mig.« Hans formål med dette var at sikre, at der ikke opstod nogen forskel i hadithens formulering eller ordlyd.[********************]

Denne tids store muhaddither modtog hadith fra ham. Blandt dem er især Imam Bukhari, Imam Muslim, Imam al-Shafi‘i og Abd al-Razzaq Uqai værd at nævne. Imam al-Shafi‘i stolede fuldt ud på Imam Ahmad, når det gjaldt at fastslå hadithens autenticitet. Han sagde udtrykkeligt til ham:

******************************************************

O Abu Abdullah! Når som helst en autentisk hadith kommer til din kundskab, skal du underrette mig om den. På grundlag af den vil jeg fastlægge min fiqh-madhhab.[********************]

Imam Ahmad døde i Bagdad i det 231. hijri-år.[********************]

Udarbejdelsen af Musnad-værker

Allerede i den første del af det tredje hijri-århundrede begyndte man at udarbejde hadithværker under navnet Musnad. Hvilken type værk kaldes en »Musnad«?

******************************************************

En hadithlærd nævner alle hadither samlet og særskilt under hver enkelt sahabis navn; han skelner ikke mellem, om de er autentiske eller ej, og hadithernes indhold er også helt forskelligt. Det er denne type værk, der kaldes en Musnad.[********************]

Som eksempel kan nævnes, at hadithlærdens værk først anfører navnet Hadrat Abu Bakr (ra). Derefter nedskrives alle de hadither, der er blevet overleveret fra ham om forskellige emner, og som gennem forskellige isnad-kæder er nået frem til denne hadithlærd, samlet på ét sted. Herefter anføres Hadrat Umars (ra) navn, og alle de hadither, der er overleveret fra ham, nedskrives samlet og særskilt på ét sted. På denne måde blev alle de hadither, der var overleveret af hver sahabi og var nået frem i bogform gennem forskellige isnad-kæder, samlet ét sted efter sahabiernes navne.[********************] I begyndelsen af det tredje århundrede blev tendensen til at udarbejde denne type hadithværker tydelig. Fra denne periode nævnes følgende Musnad-værker: (1) Musnad af Ubaidullah ibn Musa (d. 213 AH), (2) Musnad al-Humaydi (d. 219 AH), (3) Musnad af Musaddad ibn Masarhad (d. 228 AH), (4) Musnad af Ishaq ibn Rahwayh (d. 238 AH), (5) Musnad af Uthman ibn Abu Shaybah (d. 239 AH), (6) Musnad af Imam Ahmad ibn Hanbal (d. 231 AH), (7) Musnad af Ibn Humayd (d. 249 AH), (8) al-Musnad al-Kabir af Yaqub ibn Shaybah (d. 262 AH), (9) Musnad af Muhammad ibn Mahdi (d. 276 AH), (10) al-Musnad al-Kabir af Baqi ibn Makhlad al-Qurtubi (d. 272 AH), (11) Musnad af Abu Dawud al-Tayalisi (d. 204 AH).

Men denne metode til udarbejdelse af hadith-værker er ikke uden mangler. Derved bliver det vanskeligt at danne sig en klar opfattelse af hadithens autenticitet, isnadens pålidelighed og dens status. Ikke desto mindre kan det ikke benægtes, at der også må være visse fordele ved at udarbejde hadith-værker på denne måde. For det første giver det mulighed for at læse Profetens (fvmh.) hadither særskilt fra andre overleveringer. For det andet bliver det tydeligt, hvor mange personer der har overleveret hadither fra en bestemt sahabi. Det kan også ske, at en bestemt isnad til en hadith er svag, mens en anden overleveringskæde til den samme hadith er fejlfri og acceptabel. Som følge heraf kan den hadith, der er overleveret gennem den svage kæde, med støtte fra en pålidelig kæde blive anset for autentisk og accepteret.

Man kan imidlertid heller ikke antage, at de muhaddither, der udarbejdede musnad-værker, blot har knyttet alt, hvad de fandt under betegnelsen hadith, til en sahabis navn, som blinde eller som en, der samler brænde i mørket. En sådan opfattelse er i virkeligheden grundløs og upassende. De undersøgte og prøvede tværtimod hver enkelt hadiths autenticitet med største omhu. Til dette formål anvendte de dybtgående studier og nøje iagttagelse. De rejste fra land til land, og hele deres liv blev tilbragt med det vanskelige og yderst krævende arbejde at indsamle, kontrollere, undersøge, sortere og udvælge hadither. Der findes mange forfattere af musnad-værker, som ikke accepterede en eneste hadith uden en grundig kontrol af den oprindelige hadith og dens isnad. I mange musnad-værker er sahabiernes hadither desuden samlet efter den ordning, der anvendes ved udarbejdelse af fiqh. Her bør al-Mustad al-Kabir, udarbejdet af Baqi ibn Makhlad, nævnes. Nogle har igen ordnet hver enkelt hadith sammen med angivelse af de forskellige overleveringskæder og overleverere.

Om udarbejdelsen af forskellige værker på dette område har Allamah Ibn Hajar al-Asqalani skrevet:

******************************************************

******************************************************

Til sidst ønskede nogle af hadithens imamer at udskille og samle udelukkende de hadither, der vedrørte Profeten (fvmh.). På dette tidspunkt udarbejdede Ubaydullah ibn Musa al-Absi al-Kufi, Musaddad ibn Musarhad al-Barsi, Asad ibn Musa al-Umawi og den i Egypten bosatte Nu’aym ibn Hammad al-Khuza’i hver sit musnad-værk. De senere hadith-imamer fulgte også deres eksempel. Man finder ikke en eneste imam blandt hadithens hafizer, som ikke har samlet sine indsamlede hadither efter metoden for udarbejdelse af et musnad-værk. Imam Ahmad ibn Hanbal, Ishaq ibn Rahwayh, Uthman ibn Abi Shaybah og andre store muhaddither som dem anvendte også denne metode. Nogle hadith-samlere udarbejdede desuden deres værker ved at følge både kapitelordningen og musnad-princippet, såsom Abu Bakr ibn Abi Shaybah.

Som tidligere nævnt er der en vis forskel mellem at udarbejde et værk efter kapitler og at udarbejde et hadith-værk efter musnad-metoden. Ved udarbejdelse efter kapitler ordnes haditherne efter deres emne, således at hadither om hvert emne placeres i et særskilt kapitel. For eksempel placeres hadither om bøn i ét kapitel, hadither om faste i kapitlet om faste, og hadither om taqwa og fromhed samles i et særskilt kapitel. Musnad-metoden består derimod i, at alle hadither overleveret af hver sahabi samles uden hensyn til emnet – hvad enten de handler om bøn, faste eller taqwa og fromhed. For eksempel består metoden ved udarbejdelsen af et musnad-værk i at samle alle hadither, der er overleveret fra Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra), uanset hvilket emne de handler om, og nedskrive dem under titlen »Musnad Abu Bakr as-Siddiq«. Selv hvis man vurderer forskellen mellem disse to metoder ud fra deres troværdighed og dokumentationsværdi, vil man se en tydelig forskel mellem dem. I hadith-værker, der er samlet efter kapitelmetoden, kommer først de overleveringer, som er vigtige med hensyn til aqidah eller religiøs praksis. Derfor samler forfatterne i det pågældende kapitel de hadither, der kan nævnes som almindelige beviser og argumenter, uanset hvilken sahabi der har overleveret dem. Musnad-forfatternes eneste opgave er derimod at indsamle, ordne og samle alle slags hadither. Derfor samler de haditherne uden at vurdere, om den oprindelige hadith er sahih eller usahih.

For at vise forskellen mellem kapitel- og musnad-metoden har den berømte muhaddith al-Hakim an-Nishapuri vist, hvordan hadither indsættes og forsynes med titler efter begge metoder. Han har skrevet: Hvis hadither samles efter »musnad«-metoden, vil titlen være som følger:

******************************************************

En omtale af eller gengivelse af alle de hadither, som Hazrat Abū Bakr al-Siddīq har overleveret fra den ædle Profet (s).

Og under denne overskrift vil alle de hadither, som Hazrat Abū Bakr har overleveret, blive citeret.

Derefter vil den anden overskrift være:

******************************************************

En omtale af de hadither, som Qays ibn Abū Hāzim har overleveret fra Hazrat Abū Bakr (r.a.).

Her må forfatteren nævne alle de hadither, som er blevet overleveret fra Hazrat Abū Bakr (r.a.) gennem Qays’ overleveringskæde. Det er ikke nødvendigt at bedømme, om de er autentiske eller uautentiske.

Men hvis en hadithsamling ordnes efter kapitler, fastsættes overskriften for hvert kapitel ud fra dets indhold. Overskriften vil da for eksempel være:

******************************************************

En omtale af det, der med sikkerhed er bevist og overleveret fra den ædle Allahs Sendebud (s), hvad enten det angår rituel renhed, bøn eller andre former for tilbedelse.

I forbindelse med denne forskel har Ibn Hajar al-Asqalani skrevet andetsteds:

******************************************************

Hvad angår et værk opdelt i kapitler, er fremgangsmåden ved udarbejdelsen af en hadithbog, at den kun omtaler de overleveringer, som er egnede til at tjene som bevis eller argument. De, der udarbejder musnad-værker, følger derimod en anden metode. For deres egentlige formål er alene at samle hadith-overleveringerne.

Musnad-værkerne er i grunden en vældig samling af hadither, der er overleveret gennem forskellige overleveringskæder. Ud fra dem er det meget let at danne sig et overblik over hadithernes autenticitet eller mangel på autenticitet. Formålet med at udarbejde sådanne værker er at samle alle hadither, der er overleveret gennem hver enkelt kæde, så ingen overleveret hadith forbliver uind­samlet. Når alle overleverede hadither, både sahih og ikke-sahih, findes samlet på ét sted, kan en lærd og skarpsindig kritiker, der er fortrolig med hadithvidenskaben, undersøge og afprøve hver enkelt overlevering på kritikkens prøvesten og afgøre, hvilken hadith der er sahih, og hvilken der ikke er, samt hvilken kæde der er fejlfri, og hvilken der ikke er. Selv hvor mange gange hver hadith er blevet overleveret, gennem hvilke kæder den er blevet overleveret, hvilke formuleringer der er brugt i de forskellige kæder, og hvilken status hver kæde har — alt dette kan fastslås på grundlag af disse musnad-værker, og det er let at gøre.

Hadith-lærden al-Hakim al-Nishapuri har skrevet:

I de musnad-værker, der er blevet samlet i islam, er kun de hadither, som sahabaerne har overleveret, blevet medtaget. Overleveringskæderne i dem er pålidelige og fejlfri. Det gælder for eksempel Ubaydullah ibn Musa’s musnad og Abu Dawud Sulayman ibn Dawud al-Tayalisis musnad. Disse to hadith-lærde var faktisk de første i islam, der begyndte at udarbejde musnad-værker efter overleverens navn. Ifølge nogle var Dawud al-Tayalisi den første, der skrev et musnad-værk. Efter disse to udarbejdede Ahmad ibn Hanbal, Ishaq ibn Ibrahim al-Hanzali, Abu Khaythama, Zuhayr ibn Harb og Ubaydullah ibn Umar al-Qawariri musnad-værker. Derefter blev der udarbejdet mange musnad-værker efter personernes navne. Ved denne måde at samle hadither på blev der ikke skelnet mellem fejlbehæftede og fejlfri hadith-overleveringskæder.

Al-Hakim har anvendt et yderst hårdt sprog om Musnad-værkerne. Han har givet udtryk for denne opfattelse om samtlige Musnad-værker. Det er ganske vist hævet over enhver tvivl, at størstedelen af værkerne befinder sig på dette niveau, men ikke alle Musnad-værker er behæftet med denne fejl. Det kan på ingen måde benægtes, at visse Musnad-forfattere udviste stor omhu ved udvælgelsen af hadither og optog dem i deres egne værker. Således skrev Allama as-Suyuti om Ishaq ibn Rahwayh:

******************************************************

Som Abu Zur’a ar-Razi har nævnt, tilskrev Ishaq kun en Sahabi de hadither, som var blevet overleveret af denne Sahabi, og som var gode og acceptable.

Musannaf af Abu Bakr ibn Shaybah

På dette område er Imam Abu Bakr ibn Shaybahs hadithværker særligt bemærkelsesværdige. Hans Musnad og Musannaf er berømte hadithværker fra det tredje hijri-århundrede. Muhadditherne har enstemmigt omtalt Musannaf som et enestående værk. I deres øjne er det også en æressag. Hafiz Ibn Kathir gik så langt som til at sige:

******************************************************

Musannaf er et sådant værk, at ingen nogensinde har samlet et lignende værk, hverken før eller efter det.

Hafiz Ibn Hazm al-Andalusi erklærede det for et vigtigere og mere anset værk end Imam Maliks Muwatta. Faktisk er der i de tre berømte værker blandt Sihah Sitta—Sahih Muslim, Sunan Abu Dawud og Sunan Ibn Majah—overleveret flere hadither fra Abu Bakr ibn Shaybahs Musannaf end fra Muwatta.

I dette værk er der udelukkende medtaget hadither vedrørende ahkam, hvoraf den ene eller anden fiqh-regel kan udledes. Men ligesom ingen bestemt fiqh-retning er blevet foretrukket, er der heller ikke lagt større vægt på nogen af dem. Tværtimod er alle de hadither, som er blevet fundet hos hadith-overleverne i Hijaz og Irak, optaget i dette værk efter et fuldstændig neutralt princip. Derfor kan enhver faqih uafhængigt og upartisk udforme sin egen opfattelse på grundlag af dette værk og indsamle hadith-beviser til støtte for den.

Et andet særkende ved dette værk er, at der sammen med hver enkelt hadith fra Profeten også er citeret udsagn og fatwaer fra sahabaerne og tabi’inerne. Derfor kan man let få kendskab til sahabaernes og tabi’inernes opfattelse af hver enkelt hadith. Forfatteren til Kashf al-Zunun har skrevet følgende om dette værk:

******************************************************

Det er et omfattende værk. Heri er tabi’inernes fatwaer, sahabaernes udsagn og Profetens hadither indføjet med isnad efter muhaddithernes metode, og dets kapitler og afsnit er ordnet efter den måde, hvorpå fiqh-bøger er blevet kompileret.

Da Ibn Abi Shaybas fremtrædende elev, Shaykh al-Islam Baqi ibn Makhlad, drog til Andalusien med dette værk, modsatte nogle kredse sig det. Men landets hersker, Muhammad ibn Abd al-Rahman, lyttede til værket fra begyndelse til slut og beordrede den ansvarlige for det kongelige bibliotek følgende:

******************************************************

Dette er et så betydningsfuldt værk, at der er et særligt behov for det i vores bibliotek. Sørg derfor for, at det bliver afskrevet.

Musnad Imam Ahmad

Det hadithværk, som Imam Ahmad ibn Hanbal (r) har samlet – Musnad Ahmad – er et storslået, enestående og uforligneligt værk fra dette århundrede. Det ville ikke være en overdrivelse at kalde det et encyklopædi over hadithvidenskaben. Muhaddithun fra alle generationer, både før og efter ham, har med høj røst anerkendt dets enestående værdi og betydning. De har sagt:

******************************************************

Musnad Ahmad er efter al-Bukhari og Muslim det mest omfattende og autentiske værk inden for hadith. Alle de hadither, der er nødvendige for muslimers praktiske liv – både hvad angår religion og verdslige forhold – er samlet og nedskrevet i dette store værk.

Imam Ahmad (r) formåede at udarbejde dette værk som følge af mange års grænseløse og uophørlige bestræbelser og koncentration. Fra den tid, hvor han begyndte at studere hadith, skrev han dem ned, samtidig med at han lærte dem udenad. Aldersmæssigt begyndte han dette arbejde, da han kun var 16 år gammel. Derefter beskæftigede han sig udelukkende med dette arbejde hele sit liv. Målet for hans liv var at gøre dette hadithværk så omfattende som muligt og til en kilde, der indeholdt alle nødvendige hadither. Han skrev haditherne ned på separate sider. Til sidst blev de til manuskriptet til et stort værk.

Men Imam Ahmads levetid sluttede, før hans største ønske og bestræbelse var blevet fuldført. Så snart han hørte dødens fodtrin, var det første, han gjorde, at samle sine børn og familiemedlemmer, læse denne store hadithsamling for dem fra begyndelse til slutning og få den nedskrevet særskilt og renskrevet. Imam Ahmad (r) nåede imidlertid ikke at udvælge, ordne og systematisere de hadither, som var blevet samlet som resultatet af et helt livs bestræbelser, i bogform.

Shah Abdul Aziz Muhaddith Dehlawi har skrevet:

******************************************************

Selv om Musnad Ahmad er den hadithsamling, som denne store og ærede imam har samlet, blev mange yderligere hadither senere føjet til den af to personer. Den ene var hans søn Abdullah, og den anden var Abu Bakr al-Qati’i, som overleverede dette værk fra Abdullah.

Om det samlede antal hadither, der er medtaget i dette værk, har hadith-historikerne skrevet:

******************************************************

I værket »Musnad Ahmad« er der oprindeligt medtaget tredive tusind hadither. Som følge af hans søns tilføjelser nåede antallet til sidst op på fyrre tusind hadither.

Nogle har sagt, at det samlede antal hadither i værket er fyrre tusind, men når gentagelserne fratrækkes, udgør antallet tredive tusind.

Imam Ahmad samlede dette værk præcis efter musnad-metoden. Han nævnte hver enkelt sahabis navn. Derefter anførte han fortløbende alle de hadither fra den ædle Profet (fvmh.), som denne sahabi havde overleveret. Når omtalen af disse hadither var afsluttet, citerede han en anden sahabi og de hadither, som denne havde overleveret. Han ordnede ikke værket efter emner. Derfor vil man her umiddelbart efter en hadith om hudud finde en hadith om tilbedelse og frygten for det hinsidige.

I dette værk er der kun nævnt atten musnad-samlinger. Først nævnes musnad-samlingen for de ti sahabier, der havde fået det glade budskab om Paradiset. På anden plads kommer Ahl al-Bayts musnad, på tredje plads Abd Allah ibn Masuds, på fjerde plads Abd Allah ibn Umars, på femte plads Abd Allah ibn Amrs og Abu Marmasas, på sjette plads Hadhrat Abbas’, på syvende plads Abu Hurayras, på ottende plads Anas ibn Maliks, på niende plads Abu Sa’id al-Khudris, på tiende plads Jabir ibn Abd Allahs, på ellevte plads musnad-samlingen for sahabierne fra Mekka, på tolvte plads musnad-samlingen for sahabierne fra Medina, på trettende plads musnad-samlingen for sahabierne fra Suffa, på fjortende plads musnad-samlingen for sahabierne fra Basra, på femtende plads musnad-samlingen for sahabierne fra Syrien, på sekstende plads Ansars musnad og på syttende plads Hadhrat Aishas musnad. Alt i alt er musnad-værket opdelt i et hundrede og tooghalvfjerds dele.

Imam Ahmad ønskede at udforme dette værk som en enestående samling af autentiske hadither. Hans inderligste ønske var, at værket skulle kunne tjene som den endelige afgørelse, hvis hadith-lærde blev uenige om en hadith, og at det skulle kunne være et pålideligt dokument om hadithernes isnad.

Imam Ahmads søn, Abd Allah, spurgte ham:

******************************************************

Hvorfor bryder De Dem ikke om at forfatte bøger, når De selv har forfattet et Musnad-værk?

Imam Ahmad svarede:

******************************************************

Jeg har udarbejdet dette værk som en ‘Imam’. Når folk bliver uenige om en sunnah eller hadith fra Allahs Ædle Sendebud (s), skal de kunne få en endelig afgørelse hos det.

Imam Ahmads nevø, Hambal ibn Ishaq, sagde:

******************************************************

Min højtærede onkel, Imam Ahmad (r), samlede mig og sine to sønner Salih og Abdullah og reciterede hele dette Musnad-værk for os fra begyndelse til slutning. Ingen andre end os hørte hele værket fra hans mund. Han sagde til os: ‘Jeg har udvalgt, samlet og forfattet dette værk på grundlag af beretninger om mere end syv hundrede og halvtreds tusind hadither. Når muslimerne bliver uenige om en hadith fra Allahs Ædle Sendebud (s), skal I vende tilbage til denne bog for at finde den hadith (det vil sige, søge efter og lede efter den i denne bog). Hvis den findes heri, er det godt; hvis den ikke findes, kan den ikke anses for at være en autoritativ eller fastslået hadith.’

Den sidste del af Imam Ahmad ibn Hanbals ovenfor citerede lange udtalelse bør analyseres. Imam al-Dhahabi sagde i sin forklaring:

******************************************************

Imam Ahmads udtalelse kan accepteres i almindelig forstand. Ellers finder vi i Muslim, Bukhari, Sunan-værkerne og andre juz-værker sådanne autentiske hadither, som ikke findes i Musnad-værket.

Hafiz Shams al-Din al-Jazari skrev:

******************************************************

Med disse ord ønskede Imam Ahmad (må Allah være tilfreds med ham) at henvise til hadithernes grundlag. Og det er sandt. For der findes formentlig ikke nogen hadith, hvis »grundlag« ikke er nævnt i dette Musnad-værk.

Det hadith-værk, som Imam Ahmad samlede, kunne have opnået netop denne høje status; men eftersom han ikke selv nåede at fuldføre samlingsarbejdet helt, kunne mange autentiske hadither og beretninger fra et stort antal sahaba ikke blive inkluderet i det. Hafiz Ibn Kathir skrev i sin drøftelse af dette:

******************************************************

Selv om denne Musnad, som er samlet af Imam Ahmad (må Allah være tilfreds med ham), er enestående og uden sidestykke både med hensyn til overleveringskædernes mangfoldighed og kompositionens kunstfærdighed, er et stort antal hadither fuldstændigt udeladt fra den. Det siges endda, at ingen hadith overleveret af omkring to hundrede sahaba er citeret i den, selv om hadither overleveret af dem er citeret i Bukhari og Muslim.

Men trods alt dette kan Musnad Ahmad på ingen måde benægtes at have sine særlige kendetegn. Det er en enstemmigt anerkendt sandhed, at den ikke indeholder så meget som én opdigtet, selvforfattet eller grundløs hadith. Imam Ibn Taymiyyah har skrevet, at der ikke findes en eneste hadith af denne art i Musnad. Desuden findes der ikke nogen anden samling med en så omfattende samling af autentiske hadither. Hafiz Nur al-Din al-Haythami har skrevet:

******************************************************

Med hensyn til autentiske hadither er Musnad Ahmad mere autentisk end andre hadithsamlinger.

Imam Ahmad samlede haditherne efter at have vurderet dem ud fra sin egen målestok. Muhadditherne har sagt:

******************************************************

Imam Ahmad havde besluttet, at han i sin bog i overensstemmelse med sine egne betingelser ikke ville optage andet end særligt autentiske hadither.

Som jeg allerede har sagt, nåede Imam Ahmad ikke i løbet af sit liv at fuldende dette værk på alle måder. Derfor finder man i det mange hadither, som er blevet tilføjet af Imamens søn Abdullah og Hafiz Abu Bakr al-Qati’i.

Allama Ahmadul Banna foretog en fuldstændig redigering af dette omfattende værk og omorganiserede det efter kapitler og emner. For nylig er dets omfattende udgave i 21 bind blevet udgivet i Egypten under navnet ‘Fath al-Rabbani’, og sammen med det er hans udførlige ‘sharh’ inkluderet under navnet ‘Bulugh al-Amani’. Efter vores mening er dette i dag en enorm og enestående hadith-skat.

Ahmadul Banna skrev om haditherne i ‘Musnad’:

Efter at have undersøgt og gransket haditherne i værket ‘Musnad’ fandt jeg, at det indeholder i alt seks slags hadither. For det første de hadither, som Abu Abd al-Rahman Abdullah ibn Imam Ahmad har overleveret, og som han selv hørte fra imamen. Dette er i egentlig forstand Musnad Ahmad, og det udgør tre fjerdedele af det foreliggende værk.

For det andet de hadither, som Abdullah hørte fra Imam Ahmad og andre muhaddither. Deres antal er meget lille.

For det tredje de hadither, som Abdullah hørte fra andre muhaddither end sin far; de er kendt under navnet ‘Zawa’id Abdullah’ eller ‘Abdullahs tilføjelser’. Antallet af disse hadither er stort.

For det fjerde de hadither, som Abdullah selv læste op for sin far og forelagde ham, men som han ikke havde hørt fra sin far; deres antal er også lille.

For det femte de hadither, som Abdullah hverken læste op for sin far eller hørte fra ham, men som han fandt i sin fars bog, skrevet med faderens egen håndskrift; deres antal er også lille.

For det sjette de hadither, som den berømte og alment anerkendte muhaddith, hafiz Abu Bakr al-Qati’i, overleverede fra andre muhaddither end Abdullah og hans far Imam Ahmad; deres antal er det mindste af alle.

Hadith-samlingens afsluttende fase

Det er blevet klart for læserne gennem den foregående fremstilling, at arbejdet med studiet, udbredelsen, indsamlingen og nedskrivningen af hadith i det tredje hijri-århundrede nåede en langt højere grad af udvikling, vækst, udbredelse og fuldkommenhed. Hver enkelt gren blev etableret som et selvstændigt og fuldt udviklet område med sin egen værdighed. Muhadditherne og hadith-overleverne beskæftigede sig i dette århundrede med undervisning i og studiet af hadith på et langt bredere grundlag end tidligere. Hadith-samlerne rejste til hvert eneste centrum i den muslimske verden på jagt efter hadith, opsøgte hvert sted og indsamlede og samlede de spredte hadither. Ved at samle de indsamlede hadither udarbejdede de et stort antal værdifulde og omfattende værker.

I denne periode opstod der i det muslimske samfund en situation, som gjorde det yderst nødvendigt at udvikle en selvstændig videnskabsgren under betegnelsen hadith-videnskab. I hadith-videnskabens terminologi kaldes den ******************** »videnskaben om gennemgang og kritik af hadith«. For at få en klar forståelse af området for gennemgang og kritik af hadith er det nødvendigt at redegøre detaljeret for den ovenfor nævnte situation.

Det muslimske samfund i det tredje århundrede

Det muslimske samfund i det tredje århundrede må kort sagt betegnes som hjemsøgt af talrige antiislamiske strømninger samt fitna og uro. De voldsomme slag, der lige fra den første periode under de retledte kaliffer gentagne gange blev rettet mod islam, kan med militær terminologi kaldes »angreb udefra«. Især kan de angreb, der fandt sted under Hazrat Uthmans (ra) og Hazrat Alis (ra) tid, henregnes til denne kategori. Men islam afviste alle disse angreb udefra i kraft af sin iboende styrke og fasthed. Senere blev der gjort forsøg på at knuse det islamiske kalifat og i jahiliyyas altopslugende oversvømmelse at vaske og udslette selv islams navn og spor. Men som følge af de oprigtige tabi’iners utrættelige bestræbelser og hengivenhed i perioden efter sahaba lykkedes det islam at bevare sit ideologiske grundlag stærkt og urokkeligt. Da islams fjender ikke formåede at tilintetgøre det gennem angreb udefra, satte de alle deres kræfter ind på at skabe en fuldstændig katastrofe gennem hemmelige sammensværgelser indefra. I denne fase begyndte islams fjender uden videre at udbrede alle slags tanker, anskuelser, aqidaer og trosforestillinger blandt de brede muslimske masser i islams navn. Følgen blev, at islam syntes at være på vej til helt at blive udslettet indefra, ligesom en lampe uden olie, og for altid at gå ud.

Blandt de falske tanker og læresætninger, der i denne periode opstod i det muslimske samfund, var den første den stærke tendens til tøjlesløs rationalisme og rationalistisk argumentation. Man begyndte at veje og efterprøve selv islams grundlæggende aqida og trosforestillinger på fornuftens prøvesten. Det, som ikke bestod prøven på menneskets snævre og begrænsede fornufts og samvittigheds vægtskål, blev forkastet. Som følge heraf begyndte man udtrykkeligt at afvise og forkaste flere af islams grundlæggende aqidaer, som islams grundlag hviler på.

Derefter opstod der i denne periode i det muslimske samfund et voldsomt røre af diskussion og strid om, hvorvidt Koranen var »makhluq« (skabt) eller »ghayr makhluq« (uskabt og evig). Som følge heraf forsvandt tilbøjeligheden til trofast at efterleve Koranens klare anvisninger, og folk begyndte at blive forvirrede og ført vild, fordi de blev indviklet i denne helt unødvendige og irrelevante strid.

I den sidste del af den abbasidiske periode begyndte ateismen at brede sig i det muslimske samfund som en aqida og trosforestilling. Ateisterne på denne tid hævdede ganske vist offentligt, at de var muslimer, men inderst inde fornægtede de hele din fuldstændigt. I denne periode blev græske værker om filosofi og videnskab oversat til arabisk, og de begyndte at blive læst og studeret bredt i det muslimske samfund. Som følge heraf blev tanken om ateisme og religionsløshed efterhånden accepteret af folk som et videnskabeligt funderet synspunkt.

Også grundløse sagn og fortællinger fra oldtiden begyndte på dette tidspunkt at blive udbredt blandt den muslimske befolkning. Man gjorde alle mulige forsøg på at udsmykke selvopfundne historier med farverige detaljer og gøre dem mere tiltrækkende for folket. Man tøvede heller ikke med at give dem form efter hadiths sprog og fortællestil og udgive dem som Profetens hadither. Følgen blev, at almindelige muslimers opmærksomhed blev vendt bort fra Koranen og Profetens hadither og fuldstændig rettet mod det modsatte. I virkeligheden var alle disse forhold en alvorlig fitna for islam, og den omfattende tendens til at fabrikere hadither var denne fitnas konkrete udtryk.

På hvert af de ovennævnte fitnaers stadier er det højst mærkværdigt, at der blev gjort ihærdige forsøg på at søge støtte i Profetens hadither. Men da man ikke fandt så meget som den mindste støtte til nogen af dem i Profetens autentiske hadither, opfandt de alle – næsten alle, der bar disse fitnaer videre – selv udsagn og føjede en hadiths overleveringskæde (isnād) til i Profetens navn. De blev derefter fremlagt på en sådan måde, at alle skulle tro, at de var ord, der var kommet fra Profetens mund – eller i det mindste ikke havde nogen åbenlys grund til at tvivle på det. Netop under disse omstændigheder blev det bydende nødvendigt at veje og efterprøve enhver hadith på kritikens prøvesten. For at afgøre, hvilke af de udsagn, der blev overleveret under navnet hadith, der faktisk var Profetens ord, og hvilke der ikke var, blev hadithkritikkens videnskab derfor anvendt fuldt ud som en effektiv og pålidelig metode.[******************** Med udgangspunkt i drøftelsen fra side 342 til 361 i bogen.] Som følge heraf endte også dette angreb indefra, der havde til formål at tilintetgøre islam, med et fuldstændigt nederlag. Det er let at forestille sig, at hvis man på dette tidspunkt ikke havde lagt så stor vægt på at kontrollere og efterprøve hadither, ville dynger af falske hadither have dækket det muslimske sind fuldstændigt og ført det helt vild; der kan ikke være den mindste tvivl herom. Hver gang muslimernes opmærksomhed under de ovennævnte fitnaer begyndte at blive vendt bort fra Koranen og hadith, så man straks sådanne store mænd træde frem i samfundet, som med stor kraft tog skridt til at beskytte haditherne, kastede det ophobede affald bort, fastslog Profetens autentiske hadither offentligt og oplyste muslimernes sind med det uforgængelige lys fra Profetens sande hadither. Den omfattende indsats, der på dette område blev gjort både officielt og privat, vil for altid stå strålende i videnskabens, kundskabens og kulturens historie.

Efter de retledte kaliffers kalifat blev en mand af umayyadeslægten, Umar ibn Abd al-Aziz, valgt til kalif. Den omfattende statslige ordning, han iværksatte for indsamling og kompilering af hadither, er allerede blevet behandlet udførligt. På dette sted kan det endnu en gang fastslås, at hvis denne ordning for indsamling og bevarelse af hadither ikke var blevet gennemført, ville et stort antal af den Ærværdige Profets hadither være forsvundet fra jordens overflade.

Også under abbasiderne, da alvorlige farer atter samlede sig over haditherne, tog en kalif – i virkeligheden en konge – initiativ til at bevare haditherne og udbrede dem korrekt. Det var al-Mutawakkil ala Allah (232 h.). Han var af natur tiltrukket af Profetens sunnah. Så snart han havde overtaget ansvaret for rigets styre, sendte han ordrer ud over hele den muslimske verden om at træffe foranstaltninger til bevarelse af haditherne og til omfattende undervisning i dem. Den tids største hadithlærd, Abu Bakr ibn Shaybah, begyndte at undervise i hadith i Jamiʿ al-Rusafah. Som følge heraf samledes omkring tredive tusinde mennesker fra forskellige egne af den muslimske verden for at lære hadith hos ham. På den anden side begyndte hans egen bror, Uthman ibn Abu Bakr, at undervise i hadith i Jamiʿ al-Mansur. Også foran ham samledes et tilsvarende antal hadithstuderende.

Da hele den muslimske befolkning så al-Mutawakkils oprigtige indsats for undervisning i og bevarelse af hadith, blev deres hjerter fyldt af inderlige bønner til Allah for ham; de lovpriste ham med høj røst, og alle viste ham dyb agtelse og respekt. Ja, på dette tidspunkt blev følgende ord blandt folket endda til et almindeligt mundheld:

******************************************************

Der er kun tre kaliffer: Abu Bakr, hvad angår undertrykkelsen og drabet på de frafaldne; Umar ibn Abd al-Aziz, hvad angår standsningen af uretfærdighed og tyranni; og al-Mutawakkil, hvad angår genoplivningen af hadith og sunnah samt bekæmpelsen og tilintetgørelsen af tilhængerne af falske retninger.[********************]

Samtidig blev arbejdet med efter indsamling, kompilering, udvælgelse og sortering af hadither at forfatte højtstående værker bestående udelukkende af autentiske hadither også fuldført i dette århundrede med en enestående betydning, anseelse, bredde og dybde. Ved Allahs nåde trådte flere personer frem, som var udstyret med det talent og den kunnen, der var uundværlig for dette enorme og vanskelige arbejde. De var forfatterne til de seks mest autentiske hadithværker – seks af de største hadithlærde:

1. Imam Bukhari, 2. Imam Muslim, 3. Imam Nasa’i, 4. Imam Tirmidhi, 5. Imam Abu Dawud og 6. Imam Ibn Majah. Hver af deres samlinger af hadithbøger er et vidunder i kundskabens og kulturens historie.

Her vil vi først kort gennemgå hver enkelt hadithlærd’s liv og derefter særskilt fremlægge en detaljeret beskrivelse af de hadithsamlinger, som de har udarbejdet. Denne gennemgang vil gøre det muligt at danne sig et klart billede af den højeste grad af hadithvidenskabens udvikling i dette århundrede.

De seks største personer inden for hadithvidenskaben

Imam Bukhari (r)

Imam Bukharis (r) fulde navn var Abu Abdullah Muhammad ibn Isma’il ibn Ibrahim. Han blev født fredag den 13. Shawwal i år 194 efter hijra i byen Bukhara, som var beboet af muslimer og centrum for islamisk kultur og civilisation. Hans far døde, mens han endnu var barn. Han blev opdraget i sin mors kærlige favn. Da han gik i maktab for at få sin grundlæggende undervisning, blev der allerede på dette tidspunkt vakt et brændende ønske i ham om at tilegne sig hadith. Om dette har Imam Bukhari (r) selv sagt:

******************************************************

Mens jeg var optaget af den grundlæggende undervisning i maktab, fik jeg en indskydelse om nødvendigheden af at lære hadith udenad.

Da han blev spurgt, hvor gammel han var på det tidspunkt, sagde han: »Ti år eller derunder.

Da Imam al-Bukhāris forbløffende begavelse inden for hadith-overlevering spontant kom til udtryk, da han var elleve år gammel. En begivenhed fra denne tid er værd at nævne. På dette tidspunkt blev en hadith offentligt overleveret gennem denne kæde (********************): Sufyān fra Abū az-Zubayr og Abū az-Zubayr fra Ibrāhīm. Så snart han hørte denne kæde hos den daværende muhaddith Dākhilī, udbrød han:

Denne kæde er ikke korrekt, for (********************) Abū az-Zubayr har aldrig overleveret nogen hadith fra Ibrāhīm.

Muhladdithen Dākhilī blev målløs, da han så denne elleveårige drengs dristighed. Han skældte drengen ud. Da sagde Imam al-Bukhārī:

******************************************************

Hvis De har originalværket hos Dem, så slå det op og kontrollér én gang sandheden i mine ord.
Bukhara ligger i Republikken Usbekistan. På nuværende tidspunkt er denne by en del af det russiske imperium i Centralasien. Den regnes for en vigtig by i Mā warāʾ an-Nahr-området og ligger ved Jīhūn-floden. Den ligger 300 kilometer fra Samarkand i Iran.

Imam al-Bukhārī sagde: »Her er Abū az-Zubayr fejlagtigt angivet i denne kæde; den korrekte overleveringskæde er: Yūsuf ibn ʿAdī fra Ibrāhīm.«

Derefter slog muhaddithen Dākhilī originalværket op og så, at drengen Abū ʿAbdullāhs udsagn var sandt; i originalværket stod der netop sådan.

Da Imam al-Bukhārī var fyldt seksten år, havde han lært de hadithsamlinger udenad, som var samlet af ʿAbdullāh ibn al-Mubārak og Imam Wakīʿ.

Derefter drog Imam Bukhari på hajj sammen med sin mor og sin bror. Inden da havde han afsluttet at høre hadith fra alle muhadditherne, der opholdt sig i Bukhara. Denne rejse fandt sted i år 210 efter hijra.[********************] Efter sin ankomst til hajj opholdt han sig uafbrudt i Hijaz i seks år. I denne periode koncentrerede han sig på den ene side om at studere hadith i stort omfang, mens han samtidig arbejdede intenst med sin pen. Imam Bukhari har selv fortalt om sit skrivearbejde og sin udarbejdelse af bøger i denne periode:

******************************************************

Da jeg var fyldt atten år, udarbejdede jeg en bog om dommene og afgørelserne blandt sahabaerne og tabi’inerne. Derefter skrev jeg bogen »At-Tarikh al-Kabir«, mens jeg sad nær den ædle Profets grav i Medina. Jeg udførte dette skrivearbejde på måneskinets nætter.[********************]

Med det formål at studere og indsamle hadith rejste Imam Bukhari gennem mange lande og byer. Når han ankom til en by, tilegnede han sig alle de hadither, han kunne få adgang til. Derefter drog han videre mod en anden by. På denne måde fandtes der ingen betydningsfuld by i det vidtstrakte islamiske rige, som han ikke havde besøgt for at indsamle hadith. Allama Dhahabi nævner i denne forbindelse navnene på blandt andre Baghdad, Mekka, Basra, Kufa, Ascalon, Homs og Damaskus, og han anfører også navnene på de muhaddither i de forskellige byer, som Imam Bukhari studerede hadith hos og indsamlede hadith fra.[********************]

Men det synes, at denne liste ikke er fuldstændig. Allama Khatib al-Baghdadi har kort sagt udtalt følgende om Imam Bukharis rejser gennem disse lande:

******************************************************

På jagt efter hadith-viden opsøgte han alle muhadditherne i hele byen.[********************]

For at give et omfattende indtryk af hans rejser har han selv sagt:

******************************************************

Jeg har besøgt Syrien, Egypten og al-Jazira to gange hver. Jeg har været i Basra fire gange. Jeg opholdt mig i Hijaz sammenhængende i seks år. Og hvor mange gange jeg rejste til Kufa og Baghdad og var til stede hos hadith-lærde, kan jeg ikke tælle.

Imam Bukhari (r) kom en gang til Samarkand. Da samledes næsten fire hundrede hadith-lærde foran ham. De havde allerede hørt om Imam Bukharis berømmelse for hans dybe og omfattende viden om hadith. Derfor ønskede de at prøve Imam Bukhari. Med dette formål løsrev de ordlyden fra nogle hadither fra deres overleveringskæder, knyttede den sammen med overleveringskæden til en anden hadith og blandede også kæderne indbyrdes. Derefter reciterede de dette for Imam Bukhari (r) og bad ham kontrollere dets autenticitet og korrekthed. Alle disse hadither stod for Imam Bukhari (r) klare som et spejl. Derfor havde han ikke den mindste vanskelighed eller brug for den mindste tid til at forstå, hvor den egentlige tekst og dens overleveringskæde var blevet forvansket. Han begyndte at gennemgå haditherne én efter én og påpege deres fejl og mangler, og til sidst ordnede han hver hadith i dens oprindelige form med dens egen overleveringskæde og forelagde dem for de fremmødte hadith-lærde. Hadith-lærde kunne ikke andet end acceptere Imam Bukharis (r) svar som fuldstændig sandt. Historikerne har skrevet, at Imam Bukhari også i Baghdad blev stillet lignende spørgsmål, og at hadith-lærde til sidst, efter at have hørt svarene, blev tvunget til at anerkende Imam Bukharis (r) overlegenhed.

Om Imam Bukharis skarpe hukommelse er der blevet sagt:

******************************************************

Han læste en bog kun én gang, og blot ved at se den én gang lærte han hele bogen udenad.

Hvor omfattende, bred og dyb hans viden om hadith var, fremgår tydeligt af verdens hadith-lærdes oprigtige anerkendelse. Her citeres nogle af deres udtalelser:

Ibn Khuzayma (r) sagde:

******************************************************

Under himlen har jeg ikke set nogen større lærd i og større hafiz af Allahs Sendebuds hadith end Muhammad ibn Isma’il al-Bukhari.

En dag kom Imam Muslim til Imam al-Bukhari (må Allah være ham nådig) og kyssede ham på kinden. Han sagde:

******************************************************

Tillad mig at kysse dine fødder, du alle læreres lærer, den største blandt muhaddithin og hadithens »sygdomslæge«.

Imam al-Bukhari var en yderst høflig, modig og renhjertet mand. Han var yderst årvågen og meget bevidst om sin ære. Han havde overhovedet ingen interesse i kongers og herskeres hoffer; tværtimod forsøgte han af al magt at holde sig hundrede yojanaer derfra.

På dette tidspunkt var Khalid ibn Ahmad adh-Dhuhali hersker i Bukhara. Han sendte gennem en mellemmand følgende besked til Imam al-Bukhari:

******************************************************

Kom til mig med de hadith- og historiebøger, du har samlet; jeg ønsker at høre dem fra dig.

Imam al-Bukhari (r.) afslog udtrykkeligt at efterkomme denne ordre og sendte følgende besked til budbringeren:

******************************************************

Overbring kongen dette fra mig: Jeg kan ikke vanære hadith og bringe den til kongers og herskeres hoffer. Hvis han har brug for dette, kan han komme til mig i moskéen eller i mit hjem. Og hvis han ikke bryder sig om mit forslag, hvad kan man så gøre? Han er jo kongen……….

Ibn Hajar al-Asqalani sagde:

******************************************************

Dette blev årsagen til, at der opstod afstand og uvenskab mellem Imam al-Bukhari og kongen.

Men Imam al-Hakim nævnte en anden årsag til dette uvenskab. Han sagde:

******************************************************

Grunden til, at Abū ʿAbdullāh forlod byen Bukhara, var, at kong Khālid ibn Aḥmad havde beordret ham til at komme til kongens palads og undervise hans børn i historie- og hadithbøger. Men Imam al-Bukhārī nægtede at efterkomme denne ordre og lod meddele: »Det kan på ingen måde være ønskværdigt, at jeg læser denne bog op for nogle bestemte mennesker, men ikke for andre.«

Derefter rejste Imam al-Bukhārī til byen Khartank, der ligger nær Samarkand, og bønfaldt inderligt Allah om at redde ham fra denne alvorlige fare for islāmisk religion. Den duʿāʾ, han fremsagde om natten efter bønnen, lød således:

******************************************************

»O Allah! Denne vidtstrakte verden er blevet trang for mig; tag mig derfor nu til Dig.«

Imam al-Bukhārī døde i byen Khartank den 30. Rajab i år 256 efter hijra, 62 år gammel.

Imam al-Bukhārī er gået bort fra denne verden, men efterlod flere uvurderlige og omfattende værker som den islamiske kundskabs grundlæggende kilder til verdens muslimer. Blandt hans yderst værdifulde værker er to særligt berømte og fremragende. Det ene er Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, en hadithsamling, og det andet er Tārīkh al-Kabīr.

Imam Muslim

Imam Muslims (r) fulde navn var Abu al-Husayn Muslim ibn al-Hajjaj al-Qushayri al-Nisaburi. Han blev født i år 204 efter hijra i Nishapur i Khorasan. Fra sin tidlige barndom helligede han sig studiet af hadith. For at studere hadith besøgte han alle den muslimske verdens vigtigste centre. Han rejste til byer som Irak, Hijaz, Syrien og Egypten, hvor han studerede og indsamlede hadith hos de store hadith-lærde og muhaddithun, der opholdt sig dér.

Da Imam Bukhari (r) ankom til Nishapur, sluttede Imam Muslim (r) sig til ham. Han fik også stor del i hans enorme viden om hadith. Da en ihærdig kampagne mod Imam Bukhari (r) begyndte i denne by, forsøgte Imam Muslim at modarbejde den. En dag indtraf der en hændelse. Han deltog sammen med andre studerende i et møde hos sin hadith-lærer, Muhammad ibn Yahya al-Dhuhli. Muhaddithen al-Dhuhli erklærede pludselig:

******************************************************

Den, der i en bestemt sag tror på Imam Bukharis syn og accepterer hans mening, skal rejse sig og forlade dette møde.

Så snart Imam Muslim hørte dette, rejste han sig og vendte hjem. Han sendte de skriftlige samlinger af hadith, som han havde hørt og modtaget fra denne lærer, tilbage til ham. Derefter ophørte han fuldstændigt med at overlevere hadith gennem al-Dhuhli.********************

Imam Muslim besad en enorm og omfattende viden om hadith. At han var en imam inden for hadith, er hadith-kyndige fuldstændig enige om.******************** De store muhaddithun fra denne tid studerede og modtog hadith hos ham. I denne forbindelse bør navnene Abu Hatim al-Razi, Musa ibn Harun, Ahmad ibn Salama, Yahya ibn Sa’id, Muhammad ibn Makhlad og Imam Tirmidhi blandt andre fremhæves. De var enige om Imam Muslims storhed og forrang. De anerkendte alle Imam Muslims meget høje rang og position inden for hadith. Desuden er hans uvurderlige værker og hans dybe lærdom et uigendriveligt bevis herpå. Blandt disse bør hans Sahih Muslim, al-Musnad al-Kabir og al-Jami’ al-Kabir især nævnes. Imam Muslim døde i Nishapur i år 261 efter hijra, 57 år gammel.********************

Imam Nasa’i (r)

Imam Nasa’is (r) fulde navn var Abd al-Rahman Ahmad ibn Shu’ayb ibn Ali ibn Bahr ibn Manna ibn Dinar al-Nasa’i. Han blev født i år 215 efter hijra i byen Nasa i Khorasan.********************

Imam al-Nasa’i (må Allah have barmhjertighed med ham) var en fremragende hadith-hafiz. Allerede som femtenårig rejste han til udlandet for at studere og indsamle hadither. Først opsøgte han Qutayba ibn Sa’id al-Balkhi og opholdt sig hos ham i et år og to måneder, hvor han studerede og indsamlede hadither fra ham. Derefter rejste han til Egypten. I Egypten opholdt han sig i lang tid. I denne periode færdiggjorde han flere bøger. Disse bøger blev meget berømte blandt folket. Det var også på dette tidspunkt, at folk begyndte at høre hadither fra ham.

Efter at have forladt Egypten ankom han i år 302 efter hijra til Damaskus. Her færdiggjorde han et værk til lovprisning af Hazrat Ali og Profetens familie. Han havde set, at folket under umayyadernes styre var begyndt at nære dårlige forestillinger om Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) og Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) familie. For at fjerne denne tendens eller mindske dens styrke begyndte han at læse værket op i Damaskus’ stormoské. Da rejste en mand sig og spurgte: »Har du skrevet noget til lovprisning af Muawiya?« Imam al-Nasa’i svarede: »Det er tilstrækkeligt for Muawiya, hvis han blot slipper med skindet på næsen. Hvad er der at lovprise ham for?

Så snart han havde sagt dette, lød der råb fra alle sider: »Denne mand er shiit, denne mand er shiit.« Mens de sagde dette, begyndte de at slå ham ubarmhjertigt. Imam al-Nasa’i blev alvorligt såret og lå i stærke smerter. Han sagde: »Bring mig til Mekka, så jeg kan udånde dér.« Da han var blevet bragt til Mekka, døde han dér i år 303 efter hijra, 89 år gammel, og blev begravet mellem Safa og Marwa.[********************]

Imam al-Nasa’i forfattede mange værdifulde bøger om hadith og hadithvidenskab. »Sunan al-Kubra« og »Sunan al-Sughra«, som også kaldes »al-Mujtaba«, er blandt hans berømte værker.[********************]

Imam Abu Dawud (må Allah have barmhjertighed med ham)

Imam Abu Dawuds fulde navn var Sulayman ibn al-Ash’ath ibn Ishaq al-Asadi al-Sijistani. Han blev født i år 202 efter hijra (819 e.Kr.) på et sted ved navn Sistan nær Kandahar og Chisht.[********************]

For at studere hadith rejste han rundt til de berømte hadithcentre i Egypten, Syrien, Hijaz, Irak og Khurasan og hørte og indsamlede hadither hos datidens berømte muhaddither. Imam Ahmad ibn Hanbal, Uthman ibn Abu Shayba, Qutayba ibn Sa’id og andre af tidens fremmeste muhaddither var hans lærere i hadithvidenskab.[********************]

Alle datidens lærde erklærede med høj røst hans enestående viden og dybe indsigt i hadith og lovpriste hans skarpe hukommelse. Samtidig opnåede beretningerne om hans dybe taqwa og fromhed almindelig anerkendelse.

Imam al-Hakim har sagt:

******************************************************

Imam Abu Dawud var sin tids fremmeste muhaddith blandt hadith-eksperterne. Hans fremtrædende position var ubestridt og uden lige. Han hørte hadither i Egypten, Hijaz, Kufa, Basra og Khurasan.

Imam at-Tirmidhi og Imam an-Nasa’i var hans elever i hadith. Det bemærkelsesværdige er, at Imam Ahmad ibn Hanbal på den ene side var elev af Imam Abu Dawud (r), mens nogle af Imam Ahmads (r) lærere på den anden side overleverede hadither fra Imam Abu Dawud. Imam Ahmad modtog og overleverede også selv visse hadither fra Imam Abu Dawud.

Han døde i byen Basra den 16. Shawwal i år 275 efter hijra.

Imam at-Tirmidhi (r)

Imam at-Tirmidhis fulde navn var al-Imam al-Hafiz Abu Isa Muhammad ibn Isa ibn Sawrata ibn Musa ibn ad-Dahhak as-Sulami at-Tirmidhi. Han blev født i år 209 efter hijra i den gamle by Tirmidh, der ligger ved bredden af floden Oxus. Han besad en grænseløs viden om hadith. De hadither, som han overleverede, regnes for fuldstændig pålidelige, troværdige og afgørende beviser. Han hørte og modtog hadither fra sin tids store hadith-eksperter. Qutayba ibn Said, Ishaq ibn Musa, Mahmud ibn Ghailan, Said ibn Abd ar-Rahman, Muhammad ibn Bashshar, Ali ibn Hajar, Ahmad ibn Mani, Muhammad ibn al-Muthanna, Sufyan ibn Wakī og Muhammad ibn Ismail al-Bukhari var blandt Imam at-Tirmidhis lærere.

Imam al-Bukhari har sagt mange rosende ord om ham. Muhadditherne omtalte ham som Imam al-Bukharis efterfølger. Imam al-Bukhari modtog og overleverede også selv hadither fra ham.

Imam Tirmidhi rejste rundt til de berømte hadith-centre i den muslimske verden for at høre og indsamle hadither. I årevis rejste han omkring i Kufa, Basra, Rayy, Khurasan, Irak og Hijaz for at indsamle hadither.

Imam Tirmidhi havde en skarp hukommelse. Blot ved at høre noget én gang var han i stand til at lære et stort antal hadither udenad. Han havde hørt nogle hadith-afsnit, som en bestemt muhaddith havde overleveret, men han havde aldrig mødt denne muhaddith og havde ikke haft mulighed for at høre dem fra hans egen mund. Derfor længtes han inderligt efter at finde denne muhaddith. En dag mødte han ham undervejs og udtrykte ønske om at høre hele hadithen fra ham. På hans anmodning fremsagde han hele hadithen udenad, mens han stod på vejen. Da Imam Tirmidhi hørte den, havde han aldrig tidligere hørt disse hadither. Alligevel lærte han dem fuldstændigt udenad efter kun at have hørt dem én gang, og straks gentog han dem én gang for den lærer, der stod foran ham. Han begik ikke en eneste ordfejl.

Imam Tirmidhi forfattede mange værdifulde bøger. Al-Jamiʿ at-Tirmidhi, Kitab al-Asma, Al-Kuna, Ash-Shama’il at-Tirmidhi, Tawarikh og Kitab az-Zuhd er blandt hans epokegørende værker.

Mod slutningen af sit liv mistede Imam Tirmidhi synet. Han døde i byen Tirmidh i år 279 efter hijra, i en alder af halvfjerds år.

Imam Ibn Majah (må Allah være tilfreds med ham)

Imam Ibn Majahs fulde navn var Abu Abdullah Muhammad ibn Yazid ibn Abdullah ibn Majah al-Qazwini. Han var en meget stor lærd inden for hadith, tafsir og historie.

Han blev født i år 209 efter hijra (828 e.Kr.) på et sted ved navn Qazwin. Denne by blev regnet som et centrum for islamisk viden og videnskab, lige siden den blev erobret under den tredje kalif, Hazrat Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) tid. Fra begyndelsen af det tredje århundrede efter hijra opnåede byen særlig fremgang inden for studiet af hadith. Som følge heraf fik Ibn Majah allerede fra sin barndom en enestående mulighed for at studere hadith. På dette tidspunkt underviste flere store muhaddither i hadith i byen Qazwin. Blandt dem lærte og modtog han hadith fra store muhaddither som Ali ibn Muhammad Abu al-Hasan at-Tanafasi (død 233 efter hijra), Amr ibn Rafi Abu Hajar al-Bizli (død 238 efter hijra), Ismail ibn Tawba Abu Sahl al-Qazwini (død 247 efter hijra), Harun ibn Musa ibn Hayyan at-Tamimi (død 288 efter hijra) og Muhammad ibn Abu Khalid Abu Bakr al-Qazwini.

Derefter rejste han til blandt andre Medina, Mekka, Kufa, Basra, Bagdad, Wasit, Damaskus, Hims, Egypten, Tinnis, Isfahan og Nishapur, som var centre for hadith, for at studere og indsamle hadither. Hans hadith-lærere var utallige. Også et stort antal hadith-studerende modtog hadither fra ham.

Han forfattede mange værker. På grundlag af hadith forfattede han også et omfattende tafsir-værk over den ophøjede Koran. »Tarikh-e Malih« er endnu et bemærkelsesværdigt værk af ham. Det indeholder en detaljeret historie fra sahabernes tid frem til forfatterens egen tid. Hans hadith-værk »As-Sunan« er berømt og et stort værk, der hører til Sihah Sitta. Han døde i år 273 efter hijra (886 e.Kr.), på en mandag, i en alder af 64 år.

Seks fremragende hadith-værker

I første halvdel af det tredje århundrede efter hijra, da de hadither, som var spredt rundt omkring i den muslimske verden og bevaret forskellige steder, var blevet samlet og nedskrevet i form af musnad-værker, tog senere muhaddither initiativ til at kontrollere, udvælge og frasortere hadither samt til at forfatte værker i forkortet form, der kun indeholdt autentiske hadither. Det var resultatet af dette initiativ, at seks berømte sahih-hadithværker blev forelagt offentligheden midt i og i sidste halvdel af dette århundrede. Her ønsker vi at gennemgå historien om samlingen af disse seks hadithværker samt hvert enkelt værks beskaffenhed og særpræg.

Sahih al-Bukhari

Blandt disse seks særdeles autentiske hadithværker er det første, mest berømte og det værk, der indeholder det største antal autentiske hadither, det af imam al-Bukhari samlede »Sahih al-Bukhari«. Imam al-Bukhari fik inspirationen til at forfatte dette værk fra sin fremtrædende lærer Ishaq ibn Rahwayhs forsamling. Han har selv sagt:

******************************************************

Jeg var til stede hos Ishaq ibn Rahwayh. En af de mennesker, der var til stede i hans forsamling, sagde: »Det ville være meget godt, hvis nogen forfattede et værk, der samlede de autentiske hadither og sunnah’er, som er overleveret fra Allahs Sendebud (fvmh.), og som var kortfattet samt nåede det højeste niveau med hensyn til autenticitet. Derved ville det også blive lettere for dem, der praktiserer, at følge sharia, så de ikke behøvede at være afhængige af mujtahider.«

Så snart imam al-Bukhari (må Allah være ham nådig) hørte disse ord, opstod der i ham et ønske om at forfatte et sådant hadithværk. Selvom de ovenstående ord var fremsat på et almindeligt plan, og henvendelsen uden undtagelse var rettet til alle de tilstedeværende i forsamlingen, opstod ønsket om at føre dem ud i livet i hjertet hos den person, hvis skæbne Allah den Ophøjede havde bestemt skulle være at opnå æren af at forfatte et enestående hadithværk som Bukhari Sharif.

Imam Bukhari (må Allah være barmhjertig mod ham) siger:

******************************************************

Dette ord blev indprentet i mit hjerte, og straks begyndte jeg at udarbejde denne bog.

Der er også nævnt en anden årsag fra Imam Bukhari til, at han tog initiativ til at udarbejde Bukhari-værket. Han sagde:

******************************************************

Jeg så den ædle Profet i en drøm. Jeg så, at jeg stod foran ham, og i min hånd havde jeg en vifte, som jeg viftede med mod Allahs Sendebud og brugte til at forhindre fluerne i at angribe ham. Derefter ønskede jeg at få drømmen fortolket hos en drømmetyder. Drømmetyderen sagde, at du vil afværge alle de løgne, der tillægges Allahs Sendebud. Sandelig, det var denne drøm og dens fortolkning, der tilskyndede mig til at udarbejde dette store værk indeholdende sahih-hadither. Jeg ønskede at få drømmen fortolket hos en drømmetyder. Drømmetyderen sagde, at du vil afværge alle de løgne, der tillægges Allahs Sendebud. Sandelig, det var denne drøm og dens fortolkning, der tilskyndede mig til at udarbejde dette store værk indeholdende sahih-hadither.

Selv om der i to forskellige overleveringer nævnes to forskellige årsager til, at han blev tilskyndet til at udarbejde værket, er der ingen grundlæggende modstrid mellem disse to årsager. Det er meget muligt, at Imam Bukhari, efter at have forladt Ishaq ibn Rahwayhs forsamling med inspirationen og ønsket om at udarbejde en hadithbog, også så denne gode drøm i overensstemmelse med og som bekræftelse af dette. Denne drøm fortalte ham ligeledes, at hans beslutning om at udarbejde et værk bestående af autentiske hadither også var blevet godkendt ved Sendebudets hof, og at hans arbejde i virkeligheden ville være et forsvar for den ædle Profet mod de heftige angreb rettet mod ham.

Imam Bukhari drog i forbindelse med udarbejdelsen af dette nyskabende værk stor nytte af de store hadithværker, der tidligere var blevet udarbejdet inden for forskellige kapitler og på forskellige stadier, og efter at have vejet de hadither, han selv havde indsamlet, på grundlag af de strenge kriterier, han havde fastlagt, udarbejdede han et stort og uvurderligt hadithværk.

I de tidligere hadith-samlinger var hadither af forskellige kvaliteter, såsom sahih, hasan og da’if, blevet medtaget. For en almindelig læser var det meget vanskeligt herfra kun at udvælge de sahih-hadither; det var kun muligt for fremtrædende eksperter og personer med indgående kendskab til hadith-videnskaben. På samme måde var det meget vanskeligt at samle alle hadither om en særlig sharia-bestemmelse vedrørende et bestemt emne. For formålet med de tidligere værker var udelukkende at indsamle den ædle Sendebuds (s) hadither og beskytte dem mod ødelæggelsens altfortærende greb. Derfor blev hadither om samme emne i almindelighed ikke ordnet samlet på ét sted. Som følge heraf var der ingen mulighed for gennem læsning af dem at få detaljeret kendskab til Sendebuddets udtalelser om sharia. Alle disse forhold tilsammen fik imam al-Bukhari til, på baggrund af de nye behov, at udarbejde en ny hadith-samling.

Imam al-Bukhari begyndte arbejdet med at udarbejde denne hadith-samling, mens han sad inde i Bayt al-Haram, Allahs Hus. Senere fuldførte han arbejdet med at tilføje de forskellige kapitler og »Tarj umat al-bab«, mens han sad i Profetens Moské i Medina, på stedet mellem prædikestolen og Sendebuddets velsignede grav.

Da imam al-Bukhari (r) nedskrev haditherne, fulgte han en enestående og forbløffende fremgangsmåde. Han sagde selv:

******************************************************

Før jeg nedskrev hver eneste hadith i denne sahih-samling, foretog jeg den rituelle afvaskning og bad to rak’at nafl-bøn; bortset fra dette nedskrev jeg ikke en eneste hadith.

Han fulgte denne fremgangsmåde med at foretage den rituelle afvaskning og bede to rak’at nafl-bøn før nedskrivningen af hver hadith både i Mekka og Medina. Før han nedskrev hver eneste hadith, udviste han den største forsigtighed med hensyn til den. Uden at være fast overbevist om, hvorvidt hadithen virkelig var en hadith fra Sendebuddet, citerede han ikke en eneste hadith i denne samling. Han sagde selv om dette:

******************************************************

Jeg føjede ikke en eneste hadith til denne samling, uden først gennem istikhara at have søgt viden hos Allah om den, uden at have bedt en nafl-bøn og uden at være fast og urokkeligt overbevist om dens ægthed.

Det fremgår klart af det ovenstående, hvor vanskelig og krævende processen med at udarbejde Imam al-Bukhārīs hadithsamling i sandhed var. Blot ved at tænke over det kan man forstå den enorme sandhed, der ligger deri. En sådan enestående indsats og utrættelige stræben fortsatte uafbrudt i hele seksten år. Imam al-Bukhārī udtalte selv følgende om dette:

******************************************************

Jeg fuldførte arbejdet med at udarbejde denne bog på fulde seksten år.[********************]

Imam al-Bukhārī (r) begyndte arbejdet med at udarbejde Bukhārī Sharīf med i alt seks hundrede tusind hadither foran sig. Han sagde:

******************************************************

Jeg fuldførte arbejdet med at udarbejde denne Bukhārī-bog på grundlag af omkring seks hundrede tusind hadither.[********************]

Blandt disse seks hundrede tusind hadither havde Imam al-Bukhārī selv fuldstændigt memoriseret et hundrede tusind sahīh-hadither. Imam al-Bukhārī (r) sagde:

******************************************************

Jeg kunne fremsige et hundrede tusinde hadither udenad.

Det siger sig selv, at dette ikke er det samlede antal sahih-hadither, og at Imam Bukhari ikke kun havde disse hundrede tusinde hadither udenad; han kunne langt flere hadither udenad. Blandt de hadither, han kunne udenad, udgjorde de sahih-hadither imidlertid alene et hundrede tusinde. Han kunne også næsten to hundrede tusinde ikke-sahih-hadither udenad.

At Imam Bukhari på tidspunktet for udarbejdelsen af dette hadithværk havde samlet en række hadither, og om han indsatte alle sahih-hadither i værket Bukhari eller ej, kan man få en klar forståelse af ud fra hans følgende udtalelse. Han sagde:

******************************************************

I dette mit hadithværk har jeg kun medtaget sahih- og autentiske hadither. Desuden har jeg udeladt mange andre sahih-hadither. Af frygt for, at værket skulle blive for langt og omfattende, medtog jeg dem ikke i dette værk.

I denne forbindelse er endnu en af Imam Bukharis udtalelser værd at nævne. Han sagde:

******************************************************

I dette værk har jeg kun medtaget sahih-hadither. Og antallet af dem, jeg har udeladt, er langt større end antallet af de hadither, jeg har medtaget. Det har jeg udelukkende gjort af frygt for, at værket skulle blive alt for omfattende.

Den bog, som Imam Bukhārī således systematisk sammenstillede og fremlagde for hele verden, blev navngivet:

******************************************************

En kortfattet, fuldstændig samling af hadither med pålidelige isnāder om alle den Ædle Sendebuds (fvmh.) forhold og handlinger, hans sunnah og hans samtids omstændigheder.

Jeg har etableret denne bog som et uigendriveligt bevis i sagen mellem mig og Allah.

Enhver, der har læst Bukhārī Sharīf, kan forstå, hvor sand Imam Bukhārīs (rh.) udtalelse er, og at denne hadithsamling er en uforgængelig søjle i islams religion.

Det samlede antal hadither, der er citeret flere gange i Bukhārī Sharīf, er 9.082. Hvis dens muʿallaq- og mutābiʿāt-overleveringer fratrækkes, bliver antallet af hadither 7.397. Hvis man beregner uden de hadither, der er nævnt flere gange, bliver det samlede antal hadither 2.602. Ifølge en anden opgørelse er antallet af hadither på dette trin 2.761.

Men Allāma Badruddīn ʿAynī (rh.) har skrevet følgende om antallet af hadither i Bukhārī Sharīf:

******************************************************

Det samlede antal hadither med isnad, som er optaget i Sahih al-Bukhari, er 7.275. Heri er de gentagne hadither medregnet. Hvis man ser bort fra dem, er antallet omkring 4.000 hadither.

Den vigtigste årsag til denne forskel i optællingen er følgende: Selvom udarbejdelsen af Imam al-Bukharis uvurderlige værk blev afsluttet inden for seksten år, fortsatte ændringer, udvidelser, tilføjelser og udeladelser i det i lang tid derefter. Derfor hørte forskellige elever værket fra Imam al-Bukhari på forskellige tidspunkter, hvilket medførte forskelle i antallet af hadither i de eksemplarer, de bevarede. I den første periode havde eleverne kun nedskrevet de hadither, der indtil da var blevet føjet til værket. Senere blev det ændret: Forfatteren udelod nogle hadither fra den første samling og inkluderede mange nye hadither. Som følge heraf nåede et større antal hadither end tidligere, herunder de nyligt tilføjede, frem til dem, der hørte værket i denne periode.

Dette vil fremgå endnu tydeligere af den følgende gennemgang. Hundredtusinder af mennesker hørte denne hadithsamling fra Imam al-Bukhari. Men de elever af Imam al-Bukhari, gennem hvem den primære overleveringslinje for værket er blevet videreført, var hovedsageligt fire.

1. Ibrahim ibn Ma’qal ibn al-Hajjaj al-Nasafi (d. 294 AH)

2. Hammad ibn Shakir al-Nasafi (d. 311 AH)

3. Muhammad ibn Yusuf al-Firabri (d. 320 AH)

4. Abu Talha Mansur ibn Muhammad ibn Ali ibn Karima al-Bajduzi (d. 329 AH)

Al-Firabri hørte Sahih al-Bukhari fra Imam al-Bukhari to gange. Første gang var i 248 AH på et sted ved navn Farab, da Imam al-Bukhari var kommet dertil. Anden gang var i 252 AH, da han selv var rejst til Bukhara.

Den version af Bukhari Sharif, som Hammad ibn Shakir har overleveret, indeholder to hundrede hadither færre end den version, der er overleveret af Farabari. Og den indeholder tre hundrede hadither flere end den version, der er overleveret af Ibrahim ibn Ma’qal. Heraf fremgår det klart, at imam Bukhari gradvist øgede antallet af hadither i sit værk, og at de versioner, der blev overleveret af den første generation af hans elever, indeholdt færre hadither end de versioner, der blev overleveret af de senere elever.

Efter at imam Bukhari havde afsluttet udarbejdelsen af sit værk, forelagde han det for datidens øvrige fremtrædende muhaddither. Blandt dem var især Ali ibn al-Madini, Ahmad ibn Hanbal og Yahya ibn Ma’in (r.). Da de hver især havde gennemgået værket

******************************************************

satte de det meget højt, erklærede det for et fremragende værk og bevidnede udtrykkeligt, at det var et autentisk værk.

I enhver tidsalder har lærde og muhaddither fremsat mange udtalelser, der proklamerer Bukhari Sharifs forrang og særpræg. Maulana Ahmad Ali har citeret:

******************************************************

Alle hadithlærde er helt enige om, at Bukhari og Muslim blandt de nedskrevne hadithværker er de mest autentiske. Flertallet mener desuden, at Bukhari Sharif af de to er det mest autentiske og det, der bringer størst gavn til folket.

På dette sted er også den følgende udtalelse blevet almindeligt kendt og gentages på alles læber:

******************************************************

Efter Allahs Bog er Sahih al-Bukhari den mest autentiske bog under himlen.

Imam al-Nasa’i har sagt:

******************************************************

Blandt alle disse hadithbøger findes der ingen bog, der er bedre end al-Bukhari.

Det muslimske folk har tillagt denne bog en enestående og uforlignelig betydning. Muslimske lærde har skrevet talrige og omfattende kommentarer til den. Forfatteren af Kashf al-Zunun har sagt, at antallet af kommentarer til den er 82. Blandt disse er Fath al-Bari, al-Qastallani og Umdat al-Qari de bedste.

Sahih Muslim Sharif

Imam Muslims autentiske hadithsamling er Sahih Muslim. Imam Muslim udarbejdede denne bog ved at gennemgå, udvælge og sortere blandt de 300.000 hadither, han havde hørt direkte fra sine lærere.

Efter at have færdiggjort udarbejdelsen af hadithsamlingen forelagde han den for den daværende berømte hadith-hafiz, imam Abu Zur’a. Imam Muslim sagde selv:

******************************************************

Jeg forelagde denne bog for imam Abu Zur’a al-Razi. De hadither, hvis isnad han antydede var behæftet med fejl, forkastede jeg (og fjernede fra bogen), mens jeg i denne bog kun medtog de hadither, som han erklærede for sahih og uden nogen form for mangel.

Heraf fremgår det, at imam Muslim ikke blot stolede på sin egen viden, fornuft og vurdering, når han anså en hadith for sahih og medtog den i denne bog; han søgte også råd hos andre samtidige muhaddithun om hver enkelt hadiths autenticitet, og han nedskrev kun i denne uvurderlige bog de hadither, hvis autenticitet de samtidige muhaddithun var fuldstændig enige om. Hans egen udtalelse om dette vil være det mest autoritative vidnesbyrd. Han sagde:

******************************************************

Jeg har ikke kun medtaget de hadither, som efter min egen vurdering er sahih, i bogen. I denne bog har jeg derimod kun medtaget de hadither, hvis autenticitet muhaddithun er enige om.

Således blev der efter femten lange års utrættelig indsats, forskning samt undersøgelse og kritisk udvælgelse udarbejdet en velordnet samling af sahih-hadither.

Denne bog indeholder i alt tolv tusind hadither. Hadither, der er citeret mere end én gang, er også medregnet. Hvis man ser bort fra disse, er det samlede antal hadither omkring fire tusind.

Imam Muslim (r) hævdede selv følgende om ægtheden af de hadither, der er optaget i denne hadith-samling:

******************************************************

Selv hvis muhadditherne fortsatte med at nedskrive hadither i to hundrede år, måtte de nødvendigvis støtte sig til denne autentiske bog med denne overleveringskæde.

Imam Muslims påstand er ikke falsk; den har vist sig som en faktisk sandhed for senere tiders muhaddither. Der er nu gået mere end omtrent elleve hundrede år, men det har ikke været muligt at udarbejde noget værk, der er af samme standard som Sahih Muslim eller har en endnu højere rang end det. Selv i dag giver dets skønhed og ægthed, som ikke er blevet svækket, hele menneskeheden lys fra ren og uforfalsket viden. Hafiz Muslim ibn Qurtubi skrev om Sahih Muslim Sharif:

******************************************************

Ingen har i islam været i stand til at udarbejde endnu en bog af denne art.

Ikke nok med det: Ifølge nogle af de senere tiders fremmeste muhaddither er Muslim Sharif mere autentisk og bedre end Bukhari Sharif.

Qadi Iyad var en stor muhaddith. Han sagde, at nogle af hans hadith-lærere, hvoraf den ene var en meget stor muhaddith, foretrak Muslim Sharif frem for Bukhari.

Al-Hafiz Ibn Mandah har sagt:

******************************************************

Jeg har hørt Abu Ali Nishapuri—om hvem jeg aldrig har set nogen anden, der var større hadith-mester—sige: »Under himlen har jeg ikke set en eneste bog, der er mere autentisk end Imam Muslims hadith-værk.«

Det fremgår også af dette citat, at dette var al-Hafiz Ibn Mandahs opfattelse. Og et klart indtryk af, hvilken slags muhaddith Abu Ali var, får man af den beskrivelse, som Hakim Nishapuri, forfatteren til værket al-Mustadrak, har givet. Om Abu Ali sagde han:

******************************************************

Med hensyn til at memorere hadith-værker, kyndig og omhyggelig beherskelse af deres indhold, granskning af hadith og forfattelse af hadith-værker var han sin tids enestående og ubestridte autoritet.

Mange studerende hørte dette hadith-værk, som Imam Muslim havde samlet, fra ham og videregav det gennem hans overleveringskæde. Men den berømte muhaddith, shaykh Abu Ishaq Ibrahim ibn Muhammad ibn Sufyan Nishapuri, er den, gennem hvem dette værks overleveringskæde overalt—og navnlig med dette formål—er blevet videreført helt frem til nyere tid. Han døde i år 308 efter hijra.

Om dette har Imam Nawawi skrevet:

******************************************************

I denne henseende og i nyere tid er overleveringskæden for denne bog fra imam Muslim gennem en ubrudt isnad-kæde udelukkende afhængig af overleveringen fra Abu Ishaq Ibrahim ibn Muhammad ibn Sufyan. Der blev knyttet et særligt forhold mellem denne Ibrahim ibn Sufyan og imam Muslim. Han opholdt sig altid sammen med imam Muslim og studerede hadith hos ham.

En anden af imam Muslims elever var Abu Muhammad Ahmad ibn Ali Qalanisi. Sahih Muslim blev også overleveret gennem ham; denne overleveringskæde var hverken fuldstændig eller i stand til at fortsætte i særlig lang tid.

Sunan al-Nasa’i

Imam al-Nasa’i udarbejdede først en hadithbog med navnet »Sunan al-Kubra«. Den indeholdt hadither af begge slags: sahih og uden mangler. Derefter udarbejdede han en forkortet version af den. Den fik navnet »al-Sunan al-Sughra«. Den har også et andet navn: »al-Mujtaba« – den udvalgte samling.

I denne sidstnævnte samling fulgte imam al-Nasa’i den metode til udarbejdelse af bøger, som imam al-Bukhari og imam Muslim havde anvendt. De to imamers metoder er blevet forenet i imam al-Nasa’is bog. Hafiz Abu Abd Allah ibn Rushayd (død 721 hijri) sagde:

******************************************************

Af alle de hadithbøger, der er blevet udarbejdet inden for sunan-genren, er denne bog udarbejdet på en meget original måde. Også hvad angår tilføjelse og ordning er den en fremragende bog. I den er imam al-Bukharis og imam Muslims fremgangsmåder blevet forenet. Hadithens »illah« er også omtalt i et særligt afsnit deri.

Om dette værks autenticitet sagde Imam al-Nasa’i selv:

******************************************************

Alle de hadither, der er citeret i værket med titlen »Mujtaba« – »Hadithsamlingen« – er autentiske. Imidlertid havde hafiz al-Dhahabi en anden opfattelse af dette. Han sagde: »Denne al-Mujtaba er ikke forfattet af Imam al-Nasa’i, men af hans elev Ibn Samali.«

Faktisk er næsten alle de fremtrædende muhaddithers opfattelse af de hadither, der er overleveret af Imam al-Nasa’i, at de med hensyn til autenticitet er mere pålidelige end de hadither, der er overleveret af andre.

Hafiz-imam Abu al-Hasan al-Muzaffari (d. 403 AH) sagde:

******************************************************

Når du undersøger de hadither, som muhadditherne har overleveret, vil du forstå, at de hadither, som Imam al-Nasa’i har overleveret, med hensyn til autenticitet er nærmere det korrekte end de hadither, som andre har overleveret.

Selv om mange elever hørte dette værk fra Imam al-Nasa’i, var det ti fremtrædende muhaddither, der overleverede værket gennem en ubrudt overleveringskæde.

Selv om mange elever hørte denne bog fra Imam an-Nasa’i, er det ti fremtrædende muhaddither, der har overleveret dens sammenhængende beretningskæde.

Jalaluddin as-Suyuti (d. 911 AH) og Muhammad ibn Abd al-Hadi as-Samadi (d. 1138 AH) skrev kommentarer til Imam an-Nasa’is bog. Titlen på as-Suyutis kommentar er—

Sunan Abu Dawud

Imam Abu Dawud samlede denne bog ved at gennemgå, udvælge og udskille materiale fra fem hundrede tusind hadither. I den er der i alt optaget fire tusind otte hundrede hadither. Alle disse hadither vedrører ahkam, og størstedelen af dem er hadither på niveauet mashhur. I denne forbindelse er hans egen udtalelse følgende:

******************************************************

Jeg havde nedskrevet fem hundrede tusind hadither fra Allahs Ædle Sendebud (fvmh.). Af dem udvalgte jeg efter gennemgang og sortering de hadither, som jeg har optaget i denne bog.

Det er nødvendigt at huske, at Imam Abu Dawud udvalgte haditherne ud fra et fiqh-perspektiv. Efter Imam al-Bukhari havde han, sammenlignet med de øvrige forfattere af Sihah Sitta, et bredere og mere fremragende syn på fiqh. Derfor er hans bog, selv om den grundlæggende er en hadithsamling, i praksis ordnet efter fiqh-videnskabens metode; alle fiqhs emner behandles i den, og alle jurister fra hans egen og senere tidsaldre har hentet argumenter og beviser fra de hadither, han samlede. Derfor mener juristernes lærde:

******************************************************

For en mujtahid er denne Sunan af Abu Dawud alene tilstrækkelig efter Allahs Bog, den Ædle Koran.

Han fastsatte kapitlerne ud fra fiqhs synspunkt og nævnte deri sådanne forhold, som bevises af den hadith, der citeres nedenfor, og som en eller anden faqih har udledt denne opfattelse af. Derfor opnåede denne bog stor popularitet og anseelse blandt fiqh-lærde.

Det var med dette særpræg for øje, at imam hafiz Abu Ja‘far ibn Zubayr al-Gharnati (d. 708 e.h.), under sin omtale af Sihah Sitta, sagde følgende om Sunan af Abu Dawud:

******************************************************

På grund af den omfattende og ubegrænsede samling af hadither vedrørende fiqh har Sunan af Abu Dawud en særlig egenskab, som ingen af de øvrige bøger i Sihah Sitta besidder.

Om den praktiske betydning og værdi af Sunan af Abu Dawud sagde imam Ghazali også med klare ord: »Blandt hadithbøgerne er denne ene bog tilstrækkelig for en mujtahid.«

Muhaddithen Zakariya al-Saji sagde:

******************************************************

Islams grundlag er Allahs Bog, og Islams forskrift er Sunan Abu Dawud.

Imam Abu Dawud afsluttede udarbejdelsen af dette værk i sin ungdom. Hvor stor en ekspertise han på dette tidspunkt havde opnået i hadith-videnskaben, fremgår tydeligt af nedenstående udtalelse fra Ibrahim al-Harbi. Han sagde:

******************************************************

Da Imam Abu Dawud samlede dette værk, blev haditherne gjort bløde og lette for ham, ligesom jernet blev gjort blødt for profeten Dawud.

Efter at have afsluttet værket forelagde han det for sin hadith-lærer, Imam Ahmad ibn Hanbal. Imam Ahmad kunne særdeles godt lide det og roste det som et fremragende hadith-værk.

Derefter blev det forelagt for offentligheden. Allah den Højeste skænkede det en så stor popularitet og anseelse blandt folket, som intet andet værk blandt Sihah Sitta har opnået. Med henvisning hertil sagde Imam Abu Dawuds elev, hafiz Muhammad ibn Makhlas al-Duari, der døde i 331 efter hijra:

******************************************************

Da Imam Abu Dawud havde færdiggjort udarbejdelsen af Sunan-værket og havde læst det op for folk, blev det straks for hadith-lærde et helligt værk, der skulle følges, ligesom Den Ædle Koran.

Imam Abū Dāwūd hævdede selv følgende om de hadither, der er inkluderet i denne bog:

******************************************************

Jeg har ikke citeret nogen hadith heri, som folk enstemmigt har forkastet.

Denne bog blev overleveret fra imam Abū Dāwūd gennem en ubrudt kæde af overleverere af omkring ni eller ti fremtrædende muhaddithūn.

I år 275 efter hijra lod imam Abū Dāwūd for sidste gang sine elever nedskrive denne bog, og i det samme år, fredag den 16. Shawwāl, drog han til den evige bolig.

Jāmiʿ at-Tirmidhī

Imam at-Tirmidhīs hadithsamling er kendt som »Jāmiʿ at-Tirmidhī«. Den kaldes også »Sunan

«; men det førstnævnte navn er blevet antaget af de fleste hadithlærde.

Imam at-Tirmidhī udarbejdede sit værk efter den metode til værkkomposition, som Imam Abū Dāwūd og Imam al-Bukhārī havde fulgt. Først blev kapitlerne inddelt efter fiqhens forbillede. Heri indsatte han de hadither, der havde praktisk betydning. Men han fyldte ikke hele værket udelukkende med hadither, der dækkede praktiske behov; han tilføjede også, ligesom i Sahīh al-Bukhārī, hadither fra andre kapitler. Derved blev værket en enestående syntese og udviklede sig til et omfattende værk. Derfor blev navnet Jāmiʿ at-Tirmidhī velbegrundet. Hadither, der var nødvendige inden for forskellige områder, blev smukt ordnet deri. Derfor sagde Hāfiz Abū Jaʿfar Ibn az-Zubayr (d. 708 e.h.) under sin omtale af as-Sihāh as-Sitta:

******************************************************

Imam at-Tirmidhī er uomstridt i kraft af det særpræg, han opnåede ved at samle hadither om forskellige emner i dette værk.

Efter at Imam at-Tirmidhī havde færdiggjort udarbejdelsen af dette værk, forelagde han det for hadithlærde i den daværende muslimske verden, så det kunne blive efterprøvet. Om dette sagde han selv:

******************************************************

Da jeg havde færdiggjort dette værk med hadither forsynet med isnād, forelagde jeg det for hadithlærde i Hijāz. Da de havde set det, syntes de meget godt om det og gav udtryk for deres tilfredshed. Derefter forelagde jeg det for hadithlærde i Khurāsān. De syntes også særdeles godt om det og gav udtryk for deres tilfredshed.

Imam at-Tirmidhī fremsatte selv en meget stor påstand om dette værk. Han sagde:

******************************************************

Den, hvis hus rummer denne bog, kan siges at have den ædle Profet (fvmh.) boende i sit hus og selv tale.

Dette er i sandhed den rette status for hadithsamlinger, især bøger med autentiske hadither; og det gælder ikke kun Tirmidhi Sharif, men er en ubestridelig sandhed, der gælder for alle samlinger af autentiske hadither.

Tirmidhi Sharif er en letlæselig og letforståelig hadithsamling for almindelige læsere. Shaykh al-Islam, al-Hafiz Imam Abu Isma’il Abdullah Ansari (død 481 efter hijra) sagde i forbindelse med en omtale af Tirmidhi Sharif:

******************************************************

Efter min opfattelse er Tirmidhi Sharif mere anvendelig end de to værker Bukhari og Muslim. For Bukhari og Muslim er hadithsamlinger, som ingen andre end lærde med særlig ekspertise er i stand til at drage nytte af. Men enhver kan drage nytte af Imam Abu Isa al-Tirmidhis værk.

Selv om et stort antal mennesker hørte denne bog af Imam Tirmidhi, er dens ubrudte og sammenhængende overleveringskæde fortsat gennem i alt seks store muhaddither.

Ovenfor er der fremlagt en detaljeret drøftelse af i alt fem hovedsamlinger af hadither. De store hadithlærde verden over har åbent og med høj røst erklæret disse fem hadithsamlingers forrang og særpræg, og på dette punkt har der ikke vist sig nogen uenighed. Hafiz Abu Tahir al-Salafi (død 576 efter hijra) sagde:

******************************************************

Alle hadithlærde fra Østen og Vesten er fuldstændig enige om disse fem bøgers autenticitet.

Hvilken bog er den sjette?

Men blandt muhadditherne er der opstået uenighed om, hvilken bog der har den sjette rang efter disse fem bøger. Muhadditherne fra den tidlige periode og mange hadithlærde fra den senere periode regnede kun de ovennævnte fem for de vigtigste hadithbøger. Men nogle af muhadditherne fra den senere periode (muta’akhkhirīn) har udtrykt en modsat opfattelse. Der er også betydelig uenighed om, hvilken bog der er den sjette blandt disse seks. Nogle mener, at den sjette bog i Sihah Sitta er Ibn Majah Sharif, mens andre mener, at det er Muwatta Imam Malik. Men efter denne periodes hadithlærdes opfattelse er Ibn Majah langt bedre og mere anvendelig for almindelige mennesker end Muwatta. Derfor er det denne, der er den sjette bog i Sihah Sitta. Hafiz Abu al-Fadl ibn Tahir al-Maqdisi (død 507 hijri) var den første, der erklærede Ibn Majah for den sjette bog i Sihah Sitta. Derefter tilsluttede Hafiz Abd al-Ghani al-Maqdisi sig også denne opfattelse. Muhaddithen Abu al-Hasan al-Sindi har skrevet:

******************************************************

De fleste muhaddither fra den senere periode mener, at Ibn Majah Sharif netop er den sjette bog i Sihah Sitta.

Nogle muhaddither anser Sunan al-Darimi for en bedre og mere fejlfri hadithbog end Sunan Ibn Majah. De har foreslået den som den sjette bog i Sihah Sitta. Men ingen af disse udsagn kan accepteres. Sunan Ibn Majah er på enhver måde bedre end både Muwatta og Sunan al-Darimi. Derfor er det Sunan Ibn Majah, der bør nævnes som den sjette bog. Historikeren Ibn Khallikan (død 681 hijri) skrev i sin omtale af Ibn Majah:

******************************************************

Hans hadithbog er en af Sihah Sittas bøger.

Sunan Ibn Mājah

Sunan Ibn Mājah er en særdeles værdifuld bog om hadith. Da imam Ibn Mājah havde afsluttet udarbejdelsen af den og forelagde den for sin lærer, imam Abū Zurʿa, sagde han, da han havde set den:

******************************************************

Jeg mener, at hvis denne bog når frem til folk, vil alle eller de fleste hadithbøger, der indtil nu er blevet udarbejdet, blive overflødige.

Imam Abū Zurʿas forudsigelse viste sig i sandhed at være berettiget og sand. Denne bog indtager en særstilling blandt alle Sahih al-sitta-værkerne af to grunde. For det første dens komposition, sammenstilling, ordning og elegance. Haditherne er ordnet i den efter en særlig systematisk metode og opdelt efter kapitler, uden nogen gentagelser. Denne skønhed findes ikke i nogen anden bog. Den har i popularitet overgået næsten alle de tidligere hadithbøger. Muhaddithen Shah ʿAbd al-ʿAzīz Dehlawī (r) roste værket Ibn Mājah højt. Han sagde:

******************************************************

I virkeligheden er det sjældent at finde i nogen anden bog de særpræg, som findes i denne bog: haditherne er nævnt én efter én uden gentagelser, og desuden er de korte og koncise.

Hafiz Ibn Kathīr skrev om det værk, som Ibn Mājah havde udarbejdet:

******************************************************

Dette er et yderst velsignelsesrigt værk, og dets kapitler er disponeret meget smukt og solidt ud fra fiqhens synspunkt.

Hafiz Ibn Hajar al-Asqalani har sagt:

******************************************************

Imam Ibn Majahs Sunan-værk indeholder et meget omfattende udvalg af hadither og er fremragende.

Dette værks anden særegenhed er, at det indeholder hadither, som ikke er omtalt i nogen af de øvrige værker i Sihah-sitta. Derfor er dets praktiske værdi langt større end de øvrige værkers. Allama Abu al-Hasan al-Sanadi har sagt:

******************************************************

Værkets forfatter har her fulgt Hazrat Muadh ibn Jabals metode. I adskillige kapitler har han citeret hadither, som ikke findes i de fem andre berømte autentiske værker.

Udtrykket »at følge Hazrat Muadhs fremgangsmåde« betyder, at Hazrat Muadh (må Allah være tilfreds med ham) ofte overleverede sådanne hadither, som de øvrige sahaba ikke havde hørt. Imam Ibn Majah har i sit værk selvstændigt overleveret mange sådanne hadither sammenlignet med andre værker. Allama Abu al-Hasan Sindi siger: – ******************** »Hazrat Muadh gjorde dette for at give folk større gavn«.[********************]

Imam muhaddith Abu Zur’as udtalelse om Sunan Ibn Majah er allerede blevet nævnt i begyndelsen af denne drøftelse. Det er utvivlsomt, at Abu Zur’a satte stor pris på dette værk; men han nævnte også tydeligt de mangler, som han havde bemærket i det. I denne forbindelse er Abu Zur’as udtalelse blevet citeret således:

******************************************************

Imam Abu Zur’a sagde: Jeg har studeret Abu Abdullah Ibn Majahs hadithværk. Men jeg fandt kun ganske få hadither deri, som havde en vis mangel. Bortset fra dette fandt jeg ingen anden fejl. Derefter nævnte han på dette sted omkring ti hadither.[********************]

(Selv om hadithforskerne har gjort indsigelser mod denne udtalelses isnad.)

Uanset hvad fuldførte Imam Ibn Majah udarbejdelsen af dette værk efter en umådelig indsats og grundig undersøgelse og udvælgelse. Han udvalgte fire tusind hadither blandt hundredtusinder af hadither og ordnede dem i forskellige kapitler. Men fordi det indeholder flere svage hadither end de fem øvrige værker i Sihah Sitta, indtager det den sidste plads blandt de seks hadithværker. Muhaddith Sindi har sagt:

******************************************************

Uanset hvad indtager Ibn Majahs værk med hensyn til anseelse og respekt en plads under de fem øvrige værker.[********************]

Den regnes endog for at komme efter Abu Dawud og Sunan an-Nasa’i. Allama Muhammad ibn Ibrahim har sagt:

******************************************************

Sunan Ibn Majah må regnes for at komme efter Abu Dawud og Sunan an-Nasa’i.

Men det betyder ikke, at hver enkelt hadith, der er citeret i de øvrige fem hadithsamlinger, nødvendigvis er bedre end og overlegen i autenticitet i forhold til hver enkelt hadith, som Ibn Majah har overleveret. For i Ibn Majahs værk er der også citeret hadither, som er mere autentiske end haditherne i Sahih al-Bukhari.

Sunan Ibn Majah indeholder i alt 32 afsnit, 1.500 kapitler og 4.000 citerede hadither.

I Ibn Majahs værk har fire store muhaddither hovedsageligt overleveret hadither gennem en sammenhængende kæde af overlevering. De er:

1. Abu al-Hasan ibn Qattan

2. Sulayman ibn Yazid

3. Abū Jaʿfar Muḥammad ibn ʿĪsā

4. Abū Bakr Ḥāmid al-Azharī.

Hadithvidenskaben i det fjerde århundrede

I hijraens fjerde århundrede nåede hadithvidenskaben sin fulde modenhed. Den udforskning og udvikling, som hadithvidenskaben gennemgik i det tredje århundrede, overgik alt tidligere arbejde. Det var i dette århundrede, at mange store muḥaddither, hadith-hāfizer og imamer inden for hadithvidenskaben trådte frem. Også de verdensberømte seks samlinger af ṣaḥīḥ-hadither blev samlet i dette århundrede, og næsten alle ṣaḥīḥ-hadither blev indlemmet i disse værker. I dette århundrede blev der forfattet talrige værker med detaljerede og grundige undersøgelser af hver hadiths isnād, livshistorien og karakteren hos hver fortæller, der nævnes i isnāden. Som følge heraf blev hadithvidenskaben fuldt ud udviklet som en selvstændig og komplet videnskab.

I det fjerde århundrede fortsatte arbejdet fra det foregående århundrede. Det er dog ikke sådan, at der i dette århundrede slet ikke blev udført noget selvstændigt arbejde med forfattelsen af hadithsamlinger. Det, der næsten alt sammen blev gjort i denne periode, bestod blot i at forfatte nye hadithsamlinger på grundlag af de hadither, som var blevet modtaget og bevaret af tidligere hadithlærde. Desuden blev arbejdet med at skelne mellem ṣaḥīḥ- og ḍaʿīf-hadither udført med særlig omhu.

Mange muḥaddither i dette århundrede indsamlede hadither, som var blevet bevaret spredt og usammenhængende i de tidligere lærdes værker. De lange isnād-kæder blev forkortet deri. Arbejdet med deres ordning og sammenstilling blev udført med fuld dygtighed. Næsten alles arbejde byggede på tidligere muḥaddithers arbejde.

Alligevel trådte der i dette århundrede adskillige store muḥaddither frem, som selvstændigt forfattede særskilte hadithværker efter de tidligere lærdes metode. De besad dyb lærdom i overleveringen af hadither og i opsporingen af isnād-kæder. Her vil der blive fremlagt en kort omtale af dem:

Muḥaddithen al-Ḥākim al-Naysābūrī (må Allah forbarme sig over ham)

Muhaddithen al-Hakim an-Nishapuri var en af de fremmeste hadithlærde i det fjerde hijri-århundrede. Han indsamlede hovedsageligt de resterende autentiske hadither efter udarbejdelsen af imam al-Bukhari og imam Muslims værker og udarbejdede på dette grundlag et selvstændigt værk. Det hedder »Al-Mustadrak«.

Det er almindeligt kendt, at de to hadithværker, som imam al-Bukhari og imam Muslim udarbejdede, er de mest autentiske i hadithvidenskabens verden. Det betyder imidlertid ikke, at alle autentiske hadither er blevet medtaget i disse to værker, eller at der ikke findes andre autentiske hadither uden for dem. De hadither, der er nævnt i de to værker, er ganske vist autentiske, men uden for dem findes der også mange hadither, som er autentiske på samme niveau som haditherne i de to værker. Mange andre hadither, der opfyldte de betingelser, som de to imamer havde fastsat for at acceptere en hadith som autentisk, og de kriterier, de havde opstillet for udvælgelsen af autentiske hadither, var således forblevet udenfor. De blev ikke medtaget, alene af frygt for, at de to værker skulle blive urimeligt omfattende. Imam al-Hakim undersøgte denne type hadither, vurderede dem kritisk og udarbejdede på grundlag af dem det omtalte værk under navnet »Mustadrak«.

Imam al-Hakim skrev desuden flere værdifulde værker om hadith. Hans samlede værker udgør et tusind fem hundrede bind. Han rejste to gange til Irak og Hijaz for at opspore hadither. Under disse rejser drøftede han mange hadither. Han døde i år 405 efter hijra.

Imam ad-Daraqutni (r)

Ad-Daraqutnis fulde navn var Ali ibn Umar ibn Ahmad. Han var en af sin tids største hadith-hafizer og imamer. Han hørte og indsamlede et stort antal hadither hos talrige lærde, og på dette grundlag udarbejdede han mange værker af høj kvalitet. Han besad især en enestående dygtighed i at kontrollere og efterprøve hadither. Hans værk »Al-Ilzamat« er ligesom Mustadrak et fremragende hadithværk. Et andet af hans bøger hedder »Kitab as-Sunan«.

Han blev født i år 306 efter hijra i Bagdads berømte kvarter »Daraqutn«. For at studere hadith opsøgte han alle Bagdads fremtrædende muhaddither, og senere rejste han af samme grund rundt til Kufa, Basra, Syrien, Wasit, Egypten og andre hadithcentre. Allerede fra barndommen opnåede han stor berømmelse for sin enestående hukommelse og forståelsesevne. Han døde i selve Bagdad i år 385 efter hijra.

Ibn Hibban (r)

Hans fulde navn var Muhammad ibn Hibban Ahmad ibn Hibban Abu Hatim al-Busti. Han var en stor hadith-hafiz. Han rejste til de daværende centrale hadithcentre og hørte hadither hos et stort antal muhaddither. Historikeren Ibn as-Samʿani har sagt:

******************************************************

Abū Ḥātim Ibn Ḥibbān var sin tids fremmeste inden for hadith-videnskaben. Med det formål at høre og indsamle hadither rejste han ad den lange vej fra Shash til Alexandria.

Khatīb al-Baghdādī skrev om ham:

******************************************************

Han var en yderst pålidelig og troværdig hadith-overlever. Han efterlod sig også talrige hadith-værker.

Om sin indsats for at indsamle hadither sagde han selv:

******************************************************

Jeg rejste den lange vej fra Shash til Alexandria og hørte og indsamlede sandsynligvis hadither hos omkring tusind lærere.

Næsten alle hadithlærde i dette århundrede er af den opfattelse, at hvis Ibn Khuzaymas navn skal nævnes først blandt dem, der efter al-Bukhari og Muslim udarbejdede værker med samlinger af autentiske hadither, må Ibn Habbans navn nævnes umiddelbart derefter. [k. ********************]

Ibn Hibban døde i år 354 efter hijra. [********************]

Imam al-Tabarani (må Allah være barmhjertig mod ham)

Imam al-Tabaranis fulde navn var Abu al-Qasim Sulayman ibn Ahmad al-Tabarani. Han samlede hadithværket al-Mu’jam i tre dele. Delene hed henholdsvis:

1. ********************

2. ********************

3. ********************

I den første del indsatte han de hadither, som han havde modtaget gennem overleveringskæder fra de øvrige ledsagere, bortset fra Abu Hurayra. Abu Hurayras musnad-hadither samlede han i et særskilt bind. I dette bind af al-Mu’jam samlede han omkring 20.500 hadither (musnad). Heri fulgte han en alfabetisk rækkefølge efter ledsagernes navne.

I værkets tredje del samlede han de hadither, han havde modtaget fra omkring to tusind lærere, under isnaden med hver enkelt lærers navn. Det siges, at værket indeholder hadither overleveret gennem omkring tredive tusind isnader og er opdelt i seks særskilte bind.

Værket i anden del er komplet i ét bind. Det indeholder omkring femten hundrede hadither, indsamlet fra et tusind lærere.

Imam at-Tahawi

Imam at-Tahawis fulde navn var Abu Ja’far Ahmad ibn Muhammad at-Tahawi. Han var en af århundredets fremtrædende muhaddither. Han blev født i år 228 efter hijra i landsbyen Taha i Egypten. På dette tidspunkt begyndte nogle religionsfjendtlige mennesker at udtrykke tvivl om islams befalinger og bestemmelser. De hævdede, at islams påbud og forbud var indbyrdes modstridende. Derfor bad Imam at-Tahawis venner ham om at forfatte et hadithværk, hvorfra alle islams påbud, forbud og praktiske bestemmelser kunne bevises uigendriveligt. Herefter forfattede Imam at-Tahawi et enestående hadithværk.

Han døde i år 321 efter hijra, over firs år gammel.

Andre muhaddither i dette århundrede

Ud over dem blev flere fremragende muhaddither født i dette århundrede. Blandt dem var Qasim ibn Asbagh (død 340 efter hijra) og Ibn as-Sakan (død 353 efter hijra), som er særligt bemærkelsesværdige. De forfattede hver især et hadithværk med titlen »Sahih al-Muntaqa«.

Forfattelsen af hadithværker efter det fjerde århundrede

En kort redegørelse for muhadditherne og forfatterne af hadithværker i det fjerde århundrede er allerede blevet fremlagt. Næsten alle var i egentlig forstand muhaddither. De udarbejdede hadithværker ved at samle de hadither, de havde hørt fra de berømte ustader, hvis hadither de selv havde indsamlet. Ved udarbejdelsen af værkerne fulgte de i fuldt omfang den fremgangsmåde og metode, som forfatterne af hadithværker i det tredje århundrede havde fulgt. Således gik det fjerde århundredes gyldne dage forbi.

Men de muhaddither, som i det følgende århundrede opnåede betydelig anseelse og rang i historien, besad ikke et talent på højde med de tidligere muhaddithers. Især var ingen længere i stand til at udarbejde et originalt værk, der kunne måle sig med de hadithværker, som deres forgængere havde skrevet. Men deres kunnen inden for hadith, deres viden i bredden og dybden samt deres skarpe og omfattende indsigt var på ingen måde ubetydelig. Selv om muhadditherne i dette århundrede ikke grundlæggende formåede at udarbejde noget hadithværk, var de i stand til at indføre nye metoder til udarbejdelsen af hadithværker på grundlag af deres forgængeres originale værker. De samlede haditherne fra forskellige værker, ordnede dem systematisk og var i stand til at forelægge samfundet et stort antal nyskabende værker. Her vil vi kort omtale nogle berømte hadithsamlinger fra denne periode.

Sammenføjning af al-Bukhāris og Muslims hadither

Talrige muhaddither udvalgte hadither fra Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, samlede dem og udarbejdede selvstændige værker. En muhaddith ved navn Ismāʿīl ibn Ahmad, som var kendt under navnet Ibn al-Furāt (død 414 hijri), udarbejdede et sådant værk. Muhammad ibn Nasr al-Humaydi al-Andalusi (død 488 hijri) skrev et andet hadithværk. Muhaddither som Husayn ibn Masʿud al-Baghawi (død 516 hijri), Muhammad ibn ʿAbd al-Haqq al-Ishbili (død 582 hijri) og Ahmad ibn Muhammad al-Qurtubi (død 642 hijri) samlede også hver et sådant hadithværk.

Indsamling af haditherne i al-Sihah al-Sittah

Også arbejdet med at indsamle hadither udelukkende fra værkerne i al-Sihah al-Sittah og udarbejde selvstændige værker blev udført i stort omfang i denne periode. Disse værker er almindeligvis kendt som forkortede udgaver af Tajrid al-Sihah al-Sittah. Her nævner vi navnene på nogle af forfatterne til denne type værker:

1. Ahmad ibn Ruzayn ibn Murabiyat al-ʿAbdari al-Saraqusti (død 535 hijri). Navnet på hans hadithsamling er Tajrid al-Sihah. Hans værk var hverken smukt ordnet eller systematisk udarbejdet. Mange hadither fra al-Sihah al-Sittah var udeladt af det. Senere redigerede Mubarak ibn Muhammad, kendt som Ibn al-Athir al-Jazari (død 606 hijri), dette værk og bragte det i system. Han ordnede det smukt i kapitler og afsnit og tilføjede de hadither, som ikke oprindeligt var blevet medtaget. De vanskelige og ukendte ord i det blev også forklaret, og det fik et navn. Som følge heraf blev det et værdifuldt værk, der var let at forstå. Dette værk er blevet trykt og udgivet i Egypten. Det er opdelt i ti bind. Shaykh ʿAbd Rabbihi ibn Sulayman, en berømt muhaddith ved al-Azhar, skrev en kommentar til det. Han gav den navnet.

2. ʿAbdullah ibn ʿAbd al-Rahman al-Ishbili, kendt som Ibn Kharrat (død 582 hijri), udarbejdede endnu et værk ved at samle al-Sihah al-Sittah.

Indsamling og kompilering af hadither fra forskellige værker

På dette tidspunkt blev der også i betydeligt omfang udarbejdet selvstændige hadithværker ved at indsamle hadither fra forskellige hadithværker. Her skal nævnes navnene på og gives en kort beskrivelse af nogle få værker.

1. Masabih al-Sunnah – Dette værk blev redigeret af imam Husayn ibn Mas’ud al-Baghawi (d. 526 AH). Først blev blandt andet sahih- og hasan-hadither inkluderet i det. De lærde i senere tider viste denne hadithsamling særlig stor betydning og interesse. Muhammad ibn Abdullah al-Khatib ordnede og systematiserede den. Navnet på den sahabi, der var hadithens oprindelige overlever, samt det værk, hvorfra den var indsamlet, blev også angivet. Oprindeligt var der kun inkluderet to kategorier (********************) i hvert kapitel; men senere blev hadither af en tredje kategori (********************) føjet til. Dette skete i år 737 AH. Til sidst fik værket navnet Mishkat al-Masabih (********************). Mange muhaddither har udarbejdet omfattende værker som kommentarer til det.[********************]

2. Jami’ al-Masanid wa al-Alqab – Dette er et hadithværk kompileret af Abu al-Faraj Abd al ibn Ali al-Jawzi (d. 597 AH). Haditherne deri er indsamlet fra Sahih al-Bukhari, Sahih Muslim, Musnad Ahmad og Jami’ al-Tirmidhi.

3. Bahr al-Asanid – Dette værk blev kompileret af imam hafiz al-Hasan ibn Ahmad al-Samarkandi (d. 491 AH). Det indeholder et hundrede tusind hadither. Om dette værk siges det:

******************************************************

I islam findes der intet sidestykke til dette.[********************]

Kompilering af hadither om ahkam og formaninger

I denne periode blev der også udarbejdet forskellige hadithsamlinger ved at samle hadither om ahkam samt formaning og vejledning fra forskellige hadithværker. Blandt dem er følgende værker værd at nævne:

1. Muntaqā al-Akhbār fī al-Aḥkām –samlet af hafiz Majd al-Din Abu al-Barakat Abd al-Salam ibn Abdallah ibn Abu al-Qasim al-Harrani. Han er kendt som Ibn Taymiyya. Det er vigtigt at bemærke, at han ikke var den berømte mujaddid Ibn Taymiyya, men dennes bedstefar. Denne Ibn Taymiyya, som var værkets forfatter, var også en stor mujtahid. Han blev født i år 590 efter hijra og døde i år 652 efter hijra.

I dette værk er hadither samlet og medtaget fra blandt andre de autentiske og alment anerkendte værker al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud, al-Nasa’i, al-Tirmidhi, Ibn Majah og Sunan Ahmad. Den jemenitiske muhaddith Muhammad ibn Ali al-Shawkani (d. 1250 efter hijra) skrev en kommentar til det i ni bind under titlen Nayl al-Awtar.

2. As-Sunan al-Kubra, samlet af imam Ahmad ibn Husayn al-Bayhaqi(d. 458 efter hijra). Ifølge Ibn al-Salah er hadithbeviserne blevet medtaget i dette værk med en sådan fuldstændighed og omfattende dækning, som ikke findes i noget andet værk. Ingen nødvendig hadith er udeladt heri. Imam al-Bayhaqi har også en anden hadithsamling, hvis navn er . Der siges:

******************************************************

Der er ikke blevet udarbejdet noget andet værk i islam af denne art.

3. Al-Ahkam al-Sughra – samlet af hafiz Abu Muhammad Abd al-Haqq al-Ishbili(kendt som Ibn al-Kharat). Han døde i år 582 efter hijra. Heri er på den ene side medtaget hadither om muslimens praktiske liv samt påbud og forbud; på tilsvarende måde er der også medtaget hadither med formaninger og vejledning samt advarsler om det hinsidige.

4. Umdat al-Ahkam – samlet af imam hafiz Abd al-Ghani ibn Abd al-Wahid al-Maqdisi al-Dimashqi(d. 600 efter hijra). Heri er alle de hadither om ahkam, som er citeret i både al-Bukhari og Muslim, blevet samlet.

5. At-Targhīb wa at-Tarhīb – samlet af hadith-lærde Abd al-Azīz ibn Abd al-Qawī ibn Abd Allāh al-Mundhirī (d. 656 e.H.) Hadithsamlingens og vurderingen af dens kvalitet taget i betragtning er dette værk særdeles fremragende.

Hadithstudier i det syvende og ottende århundrede

Den foregående gennemgang strækker sig over næsten seks et halvt århundrede. I slutningen af det syvende århundrede efter hijra fejede en voldsom storm af ødelæggelse og katastrofer hen over den muslimske verden. I år 658 efter hijra fandt tatarernes altødelæggende hærgen sted i et stort område af Centralasien, der var beboet af muslimer. På dette tidspunkt ødelagde de Aleppo og rykkede frem mod Damaskus. I Egypten herskede ayyubiderne på dette tidspunkt, men også deres styre var næsten blevet mattet som en lampe uden olie. Mamlukkernes myndighed blev overalt den dominerende og stærkeste. Tyrkisk overherredømme begyndte at blive etableret over den muslimske verden i det syvende århundrede. På den anden side blev hele Maghrib-området (det nordvestlige Afrika) lagt under de maghrebinske berberfolks styre.

Kort sagt herskede der på dette tidspunkt over hele den muslimske verden en tilstand, som ved solnedgang for en civilisation. Muslimerne blev svagere på alle områder: karakter, tro samt mod og tapperhed. Deres indbyrdes stærke misundelse og fjendskab, uenighed og udmattelse havde gjort dem fuldstændig livløse og nær døden. Ingen steder så man nogen tilbøjelighed blandt muslimerne til at rejse fra ét land til et andet eller knytte sig til den store muslimske befolkning gennem et dybtgående fællesskab. Selv den rejse, som muslimer foretog for at opspore hadith, og som havde været et særligt kendetegn og en æressag, var i dette århundrede ophørt; forbindelsen mellem videnscentrene og de lærde og hadithlærde, der befandt sig langt fra hinanden, var blevet fuldstændig afbrudt.

I denne situation begyndte muslimernes tænkning og intellekt naturligt nok at blive sløvet, og blandt de kundskabshungrende fandtes der ingen bestræbelse på at rejse vidt omkring for at tilegne sig viden. Som følge heraf blev vejen for kontinuiteten i indsamlingen og overleveringen af hadith blokeret. På dette tidspunkt blev hadithstudiernes arbejde begrænset til blot at få tilladelse fra en lærer til at overlevere hadith og skrive et vist antal hadither ned hos ham. Hadithens isnād blev på dette tidspunkt kun et middel til at opnå én ’velsignelse’.

Men dette er ikke den endelige eller eneste konklusion. Også på dette tidspunkt finder man en række energiske lærde, som genoplivede den gamle og traditionsbundne bestræbelse på at opspore og indsamle hadith. De rejste til fjerne centre og begyndte at tage plads foran hadithlærde med det formål at skrive hadither ned fra dem. Denne undervisningsmetode kaldes i hadithvidenskabens terminologi imlā’. Hadithlærden plejede på en bestemt ugedag at tage plads i en af moskeens sider, mens hadithstuderende satte sig omkring ham på alle sider. Hadithlærden reciterede haditherne mundtligt, og de studerende skrev dem ned på deres egne papirer. Blandt hadithlærde på dette trin kan al-Hāfiz Abū al-Fadl Zayn ad-Dīn Abd ar-Rahīm ibn al-Husayn al-Irāqī nævnes. Han var både sin tids førende imam inden for hadith og forfatter til talrige værdifulde værker. Han afholdt mere end fire hundrede forsamlinger, hvor hadith blev skrevet ned. Hans elev Ibn Hajar sagde:

******************************************************

Han begyndte at lade hadith skrive ned i år 796 efter hijra. Efter at studiet af Profetens hadith var ophørt, genoplivede han det således. Med dette formål afholdt han mere end fire hundrede forsamlinger, og ved de fleste af disse møder lod han, udelukkende ved hjælp af sin hukommelse, velordnede, pålidelige og velsignelsesbringende hadither skrive ned.

Han døde i år 806 efter hijra.

Den anden fremtrædende lærde på dette tidspunkt var Shihabuddin Abul Fazl Ahmad ibn Ali ibn Muhammad ibn Hajar al-Asqalani. Han var ikke blot hafiz inden for hadith; blandt dette århundredes hadith-hafizer var han den fremmeste. I dette århundrede fandtes der ingen muhaddith, der kunne måle sig med ham. Han døde i år 852 efter hijra. Muhadditherne sagde om ham:

******************************************************

Med ham nåede rejserne gennem landene for at indsamle hadith og hadith-studiernes fremtrædende position i verden samlet set deres afslutning. I hans samtid blev ingen andre end ham hafiz inden for hadith. Han skrev et stort antal bøger og afholdt mere end tusind hadith-samlinger, hvor han dikterede hadith til nedskrivning.[********************]

Hafiz Ibn Hajars al-Asqalanis mest berømte værk er kommentaren til Bukhari Sharif, »Fath al-Bari«. Det er opdelt i hele ti bind. Dets indledning blev udgivet som et selvstændigt værk under navnet: ********************.[********************]

Han har også sin egen hadith-samling. Den er ********************. Det er en særlig samling af hadith om ahkam.

Dette værk blev også mødt med særlig anerkendelse blandt de lærde.[********************]

Ibn Hajars elev, imam Sakhawi, var også et fremtrædende talent på dette tidspunkt. Han skrev i sit berømte værk »Fath al-Mughith«:******************************************************

Jeg har skrevet hadith i Mekka Sharif. Jeg har også gjort dette forskellige steder og i stort antal steder i Kairo, og antallet af majlis, hvor jeg indtil nu har skrevet hadith, må være omkring seks hundrede. …………. Og grundlaget for alle gerninger er intentionen.

Men denne metode med at diktere hadith kunne heller ikke forblive effektiv ret meget længere. Senere tiders hadith-lærde var hovedsageligt optaget af de hadith-værker, som deres forgængere havde samlet. De koncentrerede sig om at udvælge hadith herfra, udarbejde forkortede versioner, skrive kommentarer til hadith-værkerne og lignende. Også dette var begrænset til blot nogle få byer i den muslimske verden, og kun et meget lille antal mennesker helligede sig dette arbejde.

Studiet af hadith i forskellige lande

I det syvende, ottende og de efterfølgende århundreder blev hadith studeret, undervist og udbredt i forskellige områder af den muslimske verden. I denne periode var udbredelsen størst i Maghreb-landene (i det nordvestlige Afrika). Derefter blev en omfattende hadith-aktivitet iagttaget i to store muslimske lande: det ene var Egypten og det andet Hindustan (Indien). Abbasidekalifatets fald som følge af tatarernes invasion af Bagdad var en tragisk begivenhed set fra den muslimske lærdoms og den islamiske videnskabs synspunkt. Tatarerne bortførte hundredtusinder af bøger fra Bagdads islamiske biblioteker, kastede dem i Tigrisfloden og byggede en bro over den af denne bunke bøger, så deres hær let kunne krydse floden. Derefter blev centret for lærdom og videnskab flyttet fra Bagdad til andre steder. Først fik Egypten den lykke at blive beriget med islamisk lærdom og videnskab – især ilm al-hadith – og at blomstre rigt. Den form for hadith-studium og -udbredelse, der fandt sted i Egypten på dette tidspunkt, kan uden vanskelighed sammenlignes med hadith-studiet i det tredje hijri-århundrede. Men herefter begyndte også denne strålende sol for hadith-studiet dér at gå ned. Derefter strømmede studiet af hadith videre til andre lande. Det ses, at hadith-videnens sol gik ned i Egypten og stod op på Indiens himmel, hvor den viste sig strålende. I Indien begyndte hadith-studiets guldalder da for alvor. (Se kapitlet med titlen »Ilm al-hadith i Pakistan og Indien« i dette værk for en detaljeret gennemgang.)

Det kan ikke siges, at hadith slet ikke blev studeret i Egypten selv i denne nedgangsperiode. Tværtimod forelægger historien også for denne periode eksempler på en stor og uforglemmelig tjeneste for ilm al-hadith. På det tidspunkt var det mamlukkerne, der herskede i Egypten. Mange af disse mamlukiske sultaner, som havde en stærk kundskabstørst, er blevet mindeværdige på historiens sider. Mange sultaner satte sig som studerende foran samtidens muhaddither. De tømte den kongelige skatkammer og gav rigeligt ud med det formål at opføre store institutioner for hadith-undervisning.

Også på dette tidspunkt fandtes der flere imamer inden for hadith i Egypten. De havde lært haditherne udenad sammen med deres fuldstændige og autentiske isnad. De tørstende efter viden lærte hadith hos dem, og folk stimlede sammen foran dem for at høre hadith.

Blandt dem var følgende hadith-lærde bemærkelsesværdige:

1. Zahir Barquq 2. Imam Akmaluddin al-Babarti 3. Ibn Abu al-Majd 4. al-Mu’ayyad 5. Shamsuddin al-Dayari al-Muhaddith.

Appendiks 1

På de foregående sider er antallet af hadither og den lange historie om hadithsamlingen blevet behandlet udførligt. Læserne er blevet grundigt introduceret til den store og betydningsfulde virksomhed med at bevare hadither, samle hadither og udarbejde hadithværker på historiens forskellige stadier. I den tidligere gennemgang er vi også blevet bekendt med udarbejdelsen af forskellige slags hadithværker på de forskellige stadier. Her fremlægges en særskilt gennemgang af udarbejdelsen af hadithværker efter forskellige metoder og af forskellige typer.

Der findes forskellige former og metoder (Technique) til udarbejdelse af hadithværker. Navnene på disse værker er også forskellige. Nemlig:

1. ‘Al-Jamiʿ’– De hadithværker, hvori hadither om alle slags emner—såsom aqaid (troslære), ahkam (påbud og forbud samt shariaens praktiske regler), barmhjertighed og medfølelse, spise- og drikkeskikke, rejser til fremmede lande og ophold på ét sted, Koranens tafsir, historie, krig og fredsslutning, udsendelse af hære mod fjender, fitna og ulykker samt beskrivelse af lovprisning og rang—indarbejdes i forskellige kapitler, kaldes al-Jamiʿ. Blandt Sihah al-sitta regnes følgende to værker for at høre til denne kategori:

(a) Al-Jamiʿ al-Sahih al-Bukhari og (b) Al-Jamiʿ al-Tirmidhi. Sahih Muslim regnes ikke for at høre til denne kategori, fordi det ikke indeholder hadither om tafsil og qira’at. 2

2. ‘Al-Musnad’ (********************)- De værker, hvori hadither, der er overleveret fra sahabaerne, samles fortløbende efter den alfabetiske rækkefølge af deres navne, men ikke ordnes efter fiqhens system, kaldes al-Musnad eller al-Masanid. For eksempel samles alle hadither, der er overleveret af Hazrat Abu Bakr al-Siddiq, på ét sted uden hensyn til deres indhold, hvorefter hadither overleveret af en anden sahabi samles på ét sted.

Denne samling kan foretages på to måder: efter alfabetisk rækkefølge, således at haditherne overleveret af Hazrat Abu Bakr kommer først, efterfulgt af haditherne overleveret af Hazrat Usama ibn Zayd.

Eller haditherne kan ordnes efter den overleverende sahabis rang eller slægt. For eksempel kan man først i rækkefølge nævne haditherne overleveret af Khulafa al-Rashidun og derefter haditherne overleveret af de øvrige sahabaer.

Da den hadithsamling, som er samlet af Imam Ahmad ibn Hanbal, er ordnet efter netop denne metode, kaldes den al-Musnad.

3. as-Sunan (********************)-Hadithbøger, hvori der udelukkende samles hadither om shariaens bestemmelser samt de regler, påbud og forbud, der er nødvendige for det praktiske liv, og som ordnes i forskellige kapitler og afsnit på samme måde som fiqhs bøger, kaldes Sunan. Eksempler er Sunan Abu Dawud, Sunan an-Nasa’i og Sunan ibn Majah. Tirmidhi Sharif regnes også i en vis forstand blandt Sunan-værkerne.

4. ‘al-Mu’ʿjam’ (********************)-(********************)-Hadithbøger, hvori de hadither, som er modtaget fra hver enkelt hadithlærer, ordnes fortløbende efter musnad-metoden, er al-Muʿjam-værker. Eksempel herpå er de tre værker, som at-Tabarani har samlet.

5. ‘al-Juzʾ’ (********************)-(********************)-I hadithbøger, hvori hadither fortalt af én fortæller samles, hvad enten denne person er en sahabi eller en hadith fra en senere lærer til ham. Eksempel: ****************************************************** .[********************]

Men ifølge nogle andre hadithvidenskabsfolk kaldes dette ikke [********************], men al-Mufrad. Ifølge dem kaldes sådanne værker ********************, hvori hadither om det samme emne samles. Eksempelvis Imam al-Bukharis ******************** og ******************** .[********************]

6. ‘al-Ghariba’ (********************)-(********************)-Hvis en hadithlærer lader blot én blandt sine mange elever nedskrive nogle bestemte hadither og ikke giver dem til nogen anden, kaldes samlingen af disse hadither al-Ghariba.[********************]

7. al-Mustakhrajat (********************)-En bog, hvori de hadither, der er nævnt i [en anden bog] (eller dele af dem), samles, og hvori deres matn, den oprindelige hadith, samt deres egen isnad angives, kaldes al-Mustakhraj. Mange sådanne værker er blevet skrevet. Mange har på denne måde og efter denne metode samlet haditherne fra Sahih al-Bukhari i særskilte værker. Blandt dem er Isma’ili, Barqani, Ibn Ahmad al-Ghat rifi, Abu Abd Allah ibn Abu Jahl og Abu Bakr ibn Marduyah fremtrædende. [********************] På tilsvarende måde er også haditherne fra Sahih Muslim blevet samlet. Blandt dem, der gjorde dette, var de fremtrædende muhaddither Hafiz Ya’qub ibn Ishaq al-Isfarayini, Abu Ja’far ibn Hamdan, Abu Bakr Muhammad ibn Raja an-Nishapuri, Abu Bakr al-Jawqi, Abu Hamid ash-Shayqi og Abu al-Walid Hasan ibn Muhammad al-Qarashi.

Desuden har Abu Nuʿaym al-Isfahani, Abu Abdallah Ibn al-Ahjām, Abu Dharr al-Harawi, Abu Muhammad al-Khallāl og andre hadith-lærde samlet haditherne fra både al-Bukhari og Muslim i ét værk.

Men det ovenfor nævnte værk al-Mustakhraj af Hafiz Yaʿqub var både fuldstændigt, autentisk og pålideligt. Det fandtes indtil for nylig i et bibliotek i Tyskland.

8. ‘Al-Mustadrak’ (********************)।De hadither, som ikke er medtaget i et bestemt hadith-værk, men som fuldt ud opfylder de betingelser, som værkets forfatter fulgte, samles i et værk, der kaldes al-Mustadrak. Et eksempel er al-Mustadrak, som blev samlet af Imam Hafiz.

Imam al-Hakim indsamlede et stort antal hadither og udarbejdede et selvstændigt værk i to bind. Han mente, at alle disse hadither fuldt ud opfyldte Imam al-Bukharis betingelser for at acceptere hadither og var sahih, men at de ikke var blevet medtaget i Sahih al-Bukhari. Ifølge hadith-videnskabsmændene findes der dog også mange svage og opdigtede hadither i værket.

Desuden udarbejdede Hafiz Abu Zay Abid ibn Humayd ibn Muhammad ibn Abdullah al-Ansari (død 433 hijri) endnu et værk ved at indsamle hadither efter de betingelser, som begge værkernes forfattere fulgte.

9. ‘Kitab al-ʿIlal’ (********************)।Når hadither, der er fri for fejl, samles i ét værk, og hadithernes fejl eller mangler samtidig beskrives, kaldes det Kitab al-ʿIlal. Imam Muslim og Imam Hafiz Abu Yahya har udarbejdet værker af denne art. Imam al-Dhahabi har nævnt, at hadith-lærden Shaji også skrev et vigtigt værk inden for denne kategori.

10. ‘Kitab al-Aṭrāf’ (********************)-At nævne en del af en hadith, hvorfra den resterende del også kan forstås. Et sådant værk kaldes Kitab al-Aṭrāf. Heri angives hadithens isnad fuldstændigt. Også inden for denne kategori er der blevet udarbejdet et stort antal værker. Blandt disse er de to værker, der citeres på den følgende side, bemærkelsesværdige:

1. Al-Ashrāf ʿalā Tuhfat al-Aṭrāf.

2. Tuhfat al-Ashrāf bi-Maʿrifat al-Aṭrāf.[********************]

Inddeling af hadith-værkerne i rangklasser

Den eneste måde at få et detaljeret kendskab til den islamiske sharīʿas regler og bestemmelser samt Islams påbud og forbud på er gennem Profetens hadither. Og den eneste måde at få kendskab til Profetens hadither på er at undersøge og efterprøve de overleveringer, der begynder med Profeten—uanset om de stammer direkte fra Profeten eller fra en sahābī eller en tābiʿī. Der skal dog altid udvises fuld opmærksomhed på overleveringskædens autenticitet, nøjagtighed og afgørende pålidelighed. Der findes heller ingen anden mulighed end at undersøge overleveringskæderne for Profetens hadither, efterprøve dem og gennemgå de hadith-værker, der er blevet samlet i vor tid. For det er i vor tid helt umuligt at finde en hadith fra Profeten og få dens isnād på en sikker og pålidelig måde, hvis den ikke allerede tidligere er blevet samlet i noget hadith-værk.[********************]

Derefter må alle mennesker i vor tid, for at få adgang til alle slags hadither og deres isnāder, udelukkende søge tilflugt i de hadith-værker, der er blevet samlet og sikret, og helt og holdent stole på dem. Derfor må vi opnå et detaljeret og grundigt kendskab til hadith-værkerne. Vi må kende deres klasser, rang og anseelse.

Hadith-værkerne er, hvad angår berømmelse og autenticitet, inddelt i fire rangklasser. For haditherne selv er af forskellige rangtrin. Den højeste rang tilkommer de hadither, der er overleveret med fuld kontinuitet gennem overleveringskæden (********************), og som hele den muslimske umma er fuldstændig enig i at acceptere og handle efter.

Dernæst kommer de hadither, der er overleveret og modtaget gennem forskellige kilder, uden at selv den mindste mistanke eller tvivl har berørt dem, og som alle faqīherne har handlet på grundlag af. I det mindste har hadith-eksperterne i Mekka og Medina ikke udtrykt nogen uenighed om disse hadither. For disse to steder var centrum for khulafāʾ al-rāshidūns livsførelse og virke, og de var samlingspunktet for de lærde fra alle egne, som beskæftigede sig med hadith. De har til enhver tid rejst dertil, og muhaddither fra den ene generation efter den anden har haft uafbrudt forbindelse med disse to centre. Derfor kan man på ingen måde antage, at der findes nogen ydre fejl eller mangel ved disse hadither. Disse hadither har altid været berømte og fulgt i den store muslimske verden, og de er blevet overleveret fra et stort antal personer blandt sahāba og tābiʿūn.

Derefter kommer de hadither, hvis autenticitet er bevist, og hvis isnād er fremragende og fejlfri; hadith-eksperterne har netop vidnet om disse hadither. De er heller ikke blevet forkastet. Tværtimod er der altid blevet handlet efter dem, både før og efter at de blev samlet i værker. Hadith-imamerne begyndte allerede tidligt at overlevere dem. Faqīherne udarbejdede fiqh på grundlag af dem og nærede fuld tro og tillid til dem.

Værker af første rang

De hadithsamlinger, der besidder disse to slags egenskaber, hører til første kategori. På denne måde fastsættes hadithsamlingernes rang fortløbende.

Når man på dette grundlag undersøger og efterprøver hadithsamlingerne, bliver det klart bevist, at kun tre bøger blandt alle hadithsamlinger kan regnes til denne kategori. De er henholdsvis: (a) Imam Maliks Muwatta, (b) Sahih al-Bukhari og (c) Sahih Muslim.[********************]

I de hadither, der er citeret i disse tre værker, hører to tredjedele af fortællerne (********************) til første og anden kategori. Disse hadither vedrører juridiske og praktiske spørgsmål. Den resterende tredjedel af haditherne er overleveret af fortællere fra tredje kategori. Ingen hadith overleveret af en fortæller fra fjerde kategori er blevet medtaget i disse tre værker. Haditherne med de mest autentiske, sammenhængende og ubrudte isnads er samlet netop i disse tre værker. De lærde i den muslimske verden nærer større interesse for og respekt og ærbødighed over for disse tre værker end over for nogen anden bog.[********************]

Anden kategoris værker

Til denne kategori regnes værker, som med hensyn til de ovennævnte egenskaber ikke har samme rang som Muwatta, Bukhari og Muslim. Men de kommer bestemt tæt på dem. Forfatterne til disse værker er særligt berømte for deres pålidelighed, urokkelige integritet, hukommelse, korrekte overlevering af hadither og fuldkomne beherskelse af selv de fineste detaljer inden for hadithvidenskaben. I deres værker tillod de ikke den mindste forsømmelse eller skødesløshed. De tog hver hadith til sig og nedskrev den efter nøje at have vejet den på den fine vægt, som de selv havde fastsat som betingelse for at acceptere hadither. Derefter anerkendte muhadditherne og fuqahaerne fra alle kategorier deres rette betydning, og de opnåede også stor udbredelse blandt den muslimske befolkning. De lærde udarbejdede værker med forklaringer til dem.

Til denne kategori regnes de tre værker Sunan Abu Dawud, Jami al-Tirmidhi og Sunan al-Nasa’i. Imam Ruzayn samlede disse hadither i sit værk Tajrid al-Sihah, og Imam Ibn al-Amir samlede dem i sit værk Jami al-Usul.

De lærde inden for hadithvidenskaben har også nævnt, at Musnad, som blev samlet af Imam Ahmad ibn Hanbal, hører til denne kategori.[********************]

I de tre førstnævnte værker udgør hadither overleveret af fortællere fra tredje kategori næsten halvdelen. Af den resterende halvdel er to tredjedele hadither overleveret af personer fra første og anden kategori. Den resterende tredjedel er overleveret af fortællere fra fjerde kategori. I de øvrige bøger udgør hadither overleveret af fortællere fra tredje kategori mere end halvdelen.

Bøger på tredje niveau

Til tredje niveau regnes de hadithbøger, som blev nedskrevet før, samtidig med og efter, at Bukhari og Muslim foretog deres samlinger. Heri er alle slags hadither samlet, herunder sahih, hasan og da’if. Selv om disse hadither ikke forblev helt ukendte, opnåede de dog ikke særlig stor anseelse eller popularitet blandt de lærde. Forfatterne af fiqh-værker tillagde ikke disse hadither særlig betydning. Muhaddithun fandt heller ikke noget særligt behov for at drøfte deres mangler og fejl. På dette niveau findes der bøger, hvis vanskelige sprog eller uklare ord ikke er blevet gjort lettere gennem noget særligt arbejde. Ingen faqih fandt det nødvendigt at sammenholde de hadither, der var samlet i dem, med de tidligere imamers udtalelser. Ingen hadithforsker forsøgte at beskrive eller påvise deres uoverensstemmelser. Ingen historiker kastede lys over disse hadithers fortælleres liv. Der tales naturligvis ikke her om historikerne fra den senere tid, men om historikerne fra den tidlige periode. Derfor forblev denne type bøger upublicerede og ukendte for offentligheden.

Følgende hadithbøger regnes for at høre til dette niveau:

1) Musnad Abu Ali 2) Musannaf Abd al-Razzaq 3) Musannaf Bakr ibn Shaybah 4) Musnad Abd ibn Humayd 5) Musnad al-Tayalisi 6) Imam Bayhaqis værker 7) Imam Tahawis værker 8) Imam Tabaranis værker.

Disse bogforfatteres eneste egentlige formål med at udarbejde deres værker var blot at samle de hadither, de havde modtaget. Det var ikke deres mål at systematisere dem, ordne dem på en hensigtsmæssig måde eller gøre dem praktisk anvendelige.

Mere end en tredjedel af fortællerne af de hadither, der er citeret i disse værker, tilhører tredje niveau, og en tredjedel af fortællerne tilhører fjerde niveau. Blandt disse værker er nogle bøger anerkendt af muhaddithun som forholdsvis mere grundfæstede og stærke end de øvrige bøger.

Bøger på fjerde niveau

Til dette niveau regnes de hadithbøger, hvis forfattere efter lang tid samlede hadither, som ikke var medtaget i værkerne på første og andet niveau. De var snarere blevet citeret i lidet kendte og anonyme værker. Senere anerkendte forfatterne på dette niveau værdien af disse hadither. De blev mundtligt overleveret af mennesker, fra hvem tidligere muhaddithun og forfattere af hadithbøger ikke havde været villige til at modtage dem og medtage dem i deres egne værker. Eller de var blevet overleveret af uregerlige eller svage fortællere, eller de var udtalelser fra sahaba eller tabi’un; eller de var fortællinger fra Israels børn, filosofers eller prædikanters udsagn, som senere fortællere fejlagtigt havde blandet sammen med Profetens hadither.

Ibn Hibbān og Kāmel ibn ʿAdīs værk Kitāb al-Ḍuʿafāʾ samt de værker, der er forfattet af Khatīb Abū Nuʿaym, Ibn ʿAsākir, Ibn al-Najjār og al-Daylamī, regnes for værker fra denne fase. Musnad al-Khwārizmī synes også at være et værk fra denne fase.[********************]

Værker fra den femte fase

Disse værker har også en femte fase. Til denne fase regnes de hadither, som er blevet mundtligt overleveret blandt blandt andre retslærde, sufier og historikere. De har ingen overensstemmelse med haditherne fra de ovennævnte fire faser.

Også opdigtede hadither, som er fabrikeret af irreligiøse og veltalende mennesker, regnes for at høre til denne fase. De har føjet sådanne isnāder eller overleveringskæder til disse hadither, at ingen indvending af nogen art kan rejses. Desuden har de formuleret og fremlagt ordene så smukt, at det umiddelbart er vanskeligt kategorisk at sige, at Allahs ædle Sendebud (s) ikke har sagt dem.

Det var i sandhed disse mennesker, der skabte en alvorlig fare for islam. Men trods dette kunne denne fares mørke skyer ikke holde islams kulturelle himmel formørket i lang tid. Hadithvidenskabens lærde prøvede disse hadither på kritikkens prøvesten, sammenholdt dem med hadither, der havde en tilsvarende ånd som Sendebuddets, og afslørede uigendriveligt hemmeligheden bag, at de var »opdigtede«. Derfor fik ingen opdigtet hadith mulighed for at blive regnet som en hadith.[********************]

I den ovenstående gennemgang er der ikke nævnt eller fastlagt nogen fase for to berømte hadithsamlinger. De to værker er: (a) Ibn Mājah og (b) Sunan al-Dārimī. Hvilken fase disse to værker skal regnes til, må drøftes nærmere.

Hadithlærden Abū al-Hasan al-Sindī har skrevet:

******************************************************

Kort sagt indtager Ibn Majahs værk en placering efter og under de fem hovedværker med hensyn til rang.

Allamah Muhammad ibn Ibrahim al-Yamani har skrevet:

******************************************************

Sunan Ibn Majah er et værk fra den efterfølgende kategori efter Abu Dawud og Sunan al-Nasa’i. Dets hadither bør gennemgås og undersøges, for der findes en mawduʿ-hadith i kapitlet om fortjenester.

Disse citater beviser, at Ibn Majah er et hadithværk fra den tredje kategori.

Hadith-eksperterne har også udtrykt denne opfattelse angående Sunan al-Darimi. Shah Abd al-Aziz Muhaddith al-Dehlawi regnede det blandt værkerne fra denne tredje kategori. Shah Waliullah al-Dehlawi havde samme opfattelse.

Nærhed til Allahs Sendebud i hadith-overleveringen

Forfatterne af hadithværker søgte generelt efter sådanne overleveringskæder, hvorigennem det var muligt at opnå en tættere forbindelse til Allahs Sendebud. Med andre ord gjorde de hadith-eksperter, der udarbejdede hadithværker, en særlig indsats for at modtage hadither fra Allahs Sendebud gennem så få overleverere som muligt. Derfor var en hadith, der nåede frem til værkets forfatter gennem færre overleverere, desto vigtigere og mere anset i hadith-eksperternes øjne, og den blev betragtet som desto mere pålidelig. Jo færre mellemled der var i hadithens overleveringskæde, desto lettere var det nemlig for hadithværkets kompilator at opnå nærhed til Allahs ædle Sendebud.

For det andet: Jo kortere hadith-overleveringskæden (********************) er, og jo færre overleverere den forholdsvis indeholder, desto lettere er det at undersøge, kontrollere og vurdere deres forhold. Muligheden for fejl og mangler i hadith-overleveringen er også tilsvarende mindre. I denne henseende indtager imam Abū Ḥanīfa (r) den højeste plads blandt alle forfattere af hadithværker. Årsagen er, at han havde den lykke at møde mindst fire sahābīer personligt.

På grundlag af hadith-overleveringskædens længde og korthed er der opstået flere fagudtryk. Her gives en kort præsentation af dem:

1. De hadither, som er nået fra Allahs Sendebud (s) til værkets forfatter gennem blot én overleverer, kaldes »waḥdāniyāt« (********************), det vil sige »hadither med én overleverer«.

I det hadithværk, som imam Abū Ḥanīfa har samlet, er flere hadither af denne type citeret. Som eksempel nævnes her en hadith:

******************************************************

Abū Ḥanīfa sagde: Jeg hørte ʿĀʾisha bint Aǧrad sige: Profeten (s) sagde: »Guds største antal soldater er jurād (en særlig slags græshoppe); jeg spiser den ikke selv, men jeg erklærer den heller ikke for haram.«[ Denne hadith er citeret i værket Musnad Abū Ḥanīfa ********************. Desuden er den også citeret i Yaḥyā ibn Maʿīns historieværk. *******************

Den citerede hadith er nået fra Sendebudet til Abū Ḥanīfa gennem blot én overleverer. Denne var en kvindelig sahābī ved navn ʿĀʾisha bint Aǧrad. Derfor hører denne hadith til kategorien »waḥdāniyāt« – hadither, der er overleveret gennem én mellemmand.

Der findes et stort antal hadither, som kun er nået frem til Abū Ḥanīfa (r) gennem to led af overleverere. Han hørte dem selv fra andre tābiʿūn. Tābiʿīen hørte dem fra sahābīerne. Fra Sendebudet til den, der samlede hadithværket, blev denne hadith således overleveret gennem blot to led af overleverere. Derfor kaldes disse hadither i fagterminologien »sunāʾiyyāt« (********************) – hadither med to led af overleverere. I det værk, som imam Abū Ḥanīfa samlede, »Kitāb al-Āthār«, er mange hadither af denne type citeret. Her er kun isnāden for to hadither nævnt.

(1)

******************************************************

Abū Ḥanīfa siger: Abū az-Zubayr fortalte mig en hadith fra Jābir ibn ʿAbdullāh, som fortalte den fra Allahs Sendebud (s). ………….

I den hadith, der er overleveret med denne isnād, er der mellem imām Abū Ḥanīfa og Allahs Sendebud mellemleddet Abū az-Zubayr, som var en tābiʿī, og Jābir ibn ʿAbdullāh, som var en ṣaḥābī.

(2)

******************************************************

Abū Ḥanīfa sagde: Nāfiʿ fortalte os fra Ibn ʿUmar, at Allahs Sendebud (s) havde forbudt det. ………..

I denne isnād er Allahs Sendebuds hadith nået frem til imām Abū Ḥanīfa gennem kun to fortællergenerationer: tābiʿīen Nāfiʿ og ṣaḥābīen Ibn ʿUmar.

Da Imam Malik ikke var en tābiʿī, tilhørte han generationen efter tābiʿīn — tābiʿ al-tābiʿīn. Derfor hører størstedelen af de hadither, han samlede, til kategorien thunāʾiyyāt. Imam al-Shāfiʿī og Imam Ibn Hanbal mødte ingen tābiʿī. Derfor hører de hadither, de samlede, for det meste til kategorien thulāthiyyāt — hadither med tre fortællergenerationer. I Sunan al-Dārimī findes der femten hadither, som han havde hørt gennem tre fortællergenerationer efter Profeten.

Blandt forfatterne til al-Sihāh al-Sitta mødte Imam al-Bukhārī, Imam Ibn Mājah, Imam Abū Dāwūd og Imam al-Tirmidhī også nogle tābiʿīn; hos dem lærte, indsamlede og viderebragte de hadither. Derfor befinder de sig med hensyn til isnādens korthed på samme niveau som Imam Ahmad ibn Hanbal. Da Imam al-Shāfiʿī døde (204 hijrī), var Imam al-Bukhārī ganske vist kun ti år gammel, Imam Abū Dāwūd kun to år gammel, og Imam Ibn Mājah var endnu ikke født. I deres værker er antallet af isnād med de ovennævnte tre fortællergenerationer som følger:

1) Sahīh al-Bukhārī: 22; 2) Sunan Ibn Mājah: 5; 3) Sunan Abū Dāwūd: 1; 4) Jāmiʿ al-Tirmidhī: 1.

Imam Muslim og Imam al-Nasāʾī overleverede ikke hadither direkte fra nogen tābiʿī. Derfor indeholder samtlige hadither, de overleverede, fire fortællergenerationer.

Fremstillingen af falske hadither og dens årsager

Den lange historie om hadithsamlingen, som tidligere er blevet forelagt læserne, har uigendriveligt vist, at der på hvert trin fra hadithens oprindelse, indtil den blev samlet i bogform, blev truffet alle pålidelige foranstaltninger til at bevare den. For at sikre, at Profetens hadither blev bevaret bedst muligt, at ingen form for sammenblanding fandt sted, og at de ikke gik tabt, blev der på intet trin givet den mindste plads til forsømmelse, skødesløshed eller uagtsomhed ved iværksættelsen af effektive foranstaltninger. Ikke desto mindre kan det ikke benægtes, at der under denne lange overleveringskæde fra tid til anden opstod situationer, hvor onde mennesker, drevet af egeninteresse eller onde hensigter, forsøgte at udgive deres egne »ord« som Profetens hadither, og at nogle sådanne »ord« fik mulighed for at blande sig med Profetens vældige hadithocean.

Hvordan en sådan hændelse kunne finde sted i denne ublandede og ubrudte overlevering af bevarelsen af Profetens hadither, er lige så forbløffende, som det kræver historisk analyse.

Her vil vi kortfattet og bredt behandle historien om fremstillingen af falske hadither.

Ved en grundig gennemgang af historiens forløb fremgår det, at den berømte gruppe khawarij var de første til at begynde at fabrikkere hadither. Under slaget ved Siffin (36 hijri) opstod der en alvorlig uenighed blandt tilhængerne af Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) om fredsaftalen, og de var på ingen måde villige til at acceptere denne aftale. Derefter antog de form af en selvstændig religiøs gruppe.

Khawarij var fuldstændig uvidende om hadith. De var på ingen måde parate til at acceptere noget som sandt fra andre mennesker. De betragtede løgnere som kafirer. Ikke desto mindre begyndte de at fabrikere hadither og sprede løgne i Profetens navn. Deres eneste formål med dette var at støtte deres egne særlige holdninger.

Allama Ibn al-Jawzi har i sit værk med titlen Kitab al-Mawdu’at nævnt følgende udsagn af Ibn Lahi’a:

******************************************************

Denne hadith er et af islams religions grundlæggende principper. Vær derfor særligt opmærksomme på, hvem I tager denne grundlæggende del af religionen fra. For når vi ønskede det, plejede vi straks at fremsætte hvad som helst som en hadith.

Det vil sige, at denne person tidligere tilhørte khawarij-gruppen, og at han dengang efter forgodtbefindende fremsatte forskellige udsagn som Profetens hadither. Dette er oprindelsen til khawarijs fabrikation af hadither.

Derefter ser vi også shia-sekten involveret i fabrikationen af hadither. I virkeligheden var de bitre fjender af islam. Med det ondsindede formål at opnå en fri mulighed for at angribe islams grundvold søgte de tilflugt i shia-lærens ekstreme vildfarelser. Først forsøgte de at indføre alvorlige forvanskninger og fordærvede betydninger i forskellige vers fra den ædle Koran. Men da de indså, at de ikke ville kunne opnå nogen succes med dette, rettede de deres opmærksomhed mod Profetens hadither og forsøgte at sprede utallige løgne i Profetens navn. De fabrikerede et stort antal hadither med det formål at lovprise Hazrat Ali højt og forringe Hazrat Muawiyas anseelse. De fremsatte mange hadither til fordel for Hazrat Ali, hvoraf nogle beviser Hazrat Alis profetskab, mens andre beviser Hazrat Alis ret til kalifatet efter Profeten.

Blandt shia-sekten var den største »hadith-fabrikant« Mukhtar ibn Abu Ubayd. Først tilhørte han khawarij-gruppen. Senere sluttede han sig til tilhængerne af Hazrat Abdullah ibn al-Zubayr. Til sidst antog han fuldstændig shia-læren og blev medlem af shia-sekten. Han fabrikerede åbent hadither. Da han mødte Abdullah ibn al-Zubayr i Kufa, sagde han til en bestemt muhaddith:

******************************************************

Forfatt nogle hadither i Allahs Sendebuds navn for mig, hvoraf det vil blive bevist, at han (Mukhtar) vil blive kalif umiddelbart efter ham.

Også de blandt muslimerne, som havde en svag tro, begyndte at forfatte mange hadither i Allahs Sendebuds navn. De forfattede også mange hadither for at forringe Hazrat Alis anseelse og bevise Hazrat Abu Bakrs og Hazrat Umars større forrang.

I det andet århundrede efter hijra opstod en ny fitna med forfalskning af hadither. Folk begyndte at sprede fortællinger, løgne og grundløse legender som hadither, forsynet med overleveringskæder. Blandt hadithforfatterne på denne tid viste politiske opportunister, fortællere af historier og personer, der i det skjulte bekæmpede religionen, sig at være de fremtrædende.

Af den ovenfor beskrevne historiske udvikling fremgår det, at fitnaen med forfalskning af hadither i islam hovedsageligt opstod af tre grunde:

a) Forfalskning af hadither med det formål at etablere og befæste egne synspunkter og deres overlegenhed på det politiske område, at bevise den politiske ideologi, de selv fulgte, og at gøre den acceptabel for folket.

b) Forfalskning af hadither med det formål at udbrede islam blandt folket, gøre folket mere religiøst gennem prædikener og formaninger, gøre dem mere ivrige efter tilbedelse og gudsdyrkelse og gøre dem mere frygtsomme på grund af det hinsidige.

c) At fremstille opdigtede udsagn som »hadither« med det formål at gøre opnåelsen af personlig fordel let og uovertruffen.

Af særlige politiske grunde blev hadither først og fremmest fabrikeret med Hazrat Ali som omdrejningspunkt. Formålet med at forfatte sådanne hadither var at bevise, at netop han – og ingen anden – havde ret til at blive kalif efter den ædle Profet. Her fremlægges tre eksempler på fabrikerede hadither fra denne kategori:

a) Det blev udbredt, at den ædle Profet under den tale, han holdt på stedet Ghadir Khumm på sin hjemrejse fra afskedspilgrimsfærden, også havde sagt følgende, idet han pegede på Hazrat Ali:

(a)    ******************************************************

Denne mand er min efterfølger, min bror; efter mig er han kalif. Derfor skal I alle lytte til ham og følge ham.

(b)- ******************************************************

At nære kærlighed til Ali er en sådan dyd, at ingen synd kan skade den, der besidder den. Omvendt er det at nære had og fjendskab mod Ali en sådan synd, at ingen god gerning kan gavne den, der begår den.

******************************************************

Den, der dør, mens han nærer had til Hazrat Ali, vil dø enten som jøde eller som kristen.

Det kan allerede ved første øjekast forstås, at disse tre udsagn, som er blevet udbredt under betegnelsen hadith, på ingen måde kan være profetiske hadither; de er tværtimod opdigtet udelukkende for at fremme politiske og partimæssige interesser.

Det er umuligt at tælle, hvor mange hundrede hadither shiamuslimerne har opdigtet og udbredt for at bevise, at Hazrat Ali var Profetens arvtager. Men at hvert eneste af deres udsagn er åbenlyst falsk, bevises også af de autentiske hadither, der er overleveret fra Hazrat Ali, og de anses for at være uforenelige med almindelig fornuft og indsigt.

På den anden side er det heller ikke svært at indse, at de opdigtede hadither, der er blevet udbredt med overdreven lovprisning af Hazrat Abu Bakr og Umar, også må betragtes som stærkt overdrevne.

Som eksempel citeres her to hadither fra denne kategori:

******************************************************

Da jeg blev ført op mod himlen på Mi’raj, sagde jeg: O Allah! Gør Ali ibn Abu Talib til kalif efter mig. Da begyndte himmelverdenen at skælve, og englene fra alle sider råbte med usynlige stemmer: O Muhammad! Læs dette vers fra Allah, hvis betydning er: I kan ikke ville noget; det vil kun ske, som Allah vil. Og Allah har villet, at Abu Bakr Siddiq alene skal være kalif efter dig.

******************************************************

På hvert eneste blad på hvert eneste træ i Paradiset står der skrevet: La ilaha illallah, Muhammadur Rasulullah, Abu Bakr, Umar Faruq og Uthman Dhun-Nurayn.

Der er også blevet opdigtet en hadith til ros for Hazrat Muawiya. For eksempel:

******************************************************

Når I ser Muawiya stå på min minbar og holde prædiken, så tag imod ham, for han er i højeste grad troværdig, ærlig og pålidelig samt beskyttet.

På denne måde er mange grundløse og aldeles ubegrundede udsagn blevet udbredt blandt folket som Profetens hadither. Her skal yderligere tre udsagn af denne art nævnes:

(a)****************************************************** – Kærlighed til ens fødeland er en del af troen.

(b)******************************************************- O Muhammad! Hvis jeg ikke havde skabt dig, ville jeg ikke have skabt himmelrummet og verden.’

(c)******************************************************- Den nedgående sol blev genoprejst for Ali ibn Abu Talib.[Ahmad ibn Hanbal har sagt: ******************** Denne hadith har intet grundlag. Ibn al-Jawzi har hævdet og sagt: ******************** “Dette er ikke en hadith, men et opdigtet udsagn. Imam al-Suyuti og al-Tahawi har dog hævdet, at den er sahih. ********************]

Alle disse tre udsagn er blevet udbredt i samfundet som hadither og har gennem prædikanternes mund-til-mund-fortælling opnået stor udbredelse. Men i virkeligheden er alle disse tre udsagn fuldstændig falske og opdigtede.

Foranstaltninger til at forhindre forfalskning af hadither

Selv om kharijitterne oprindeligt begyndte at forfalske hadither for deres egne formåls skyld, nåede dette ikke særlig langt. Kharijitternes egen troslære lod dem ikke komme ret langt ad denne vej.

1. Kharijitternes troslære var: Den, der er løgner, er kafir! Derfor ophørte tendensen til at tale usandt og forfalske hadither af sig selv blandt dem.

2. Kharijitterne var beduiner og af natur hårde og barske. De var ikke rede til at acceptere noget fra andre folk eller stammer. Derfor kunne intet, som perserne og jøderne – der hovedsageligt havde antaget shiitternes synspunkter og forfattet forfalskede hadither – sagde, tillægges nogen betydning hos dem.

3. Når kharijitterne kæmpede mod deres modstandere, stolede de i høj grad på deres eget mod, deres styrke og deres våben. Derfor var de aldrig rede til at ty ******************** til løgn. Og eftersom de betragtede modstanderne som kafirer, følte de ikke noget behov for at ty til løgn. De mente nemlig ikke, at noget andet våben end sværdet kunne anvendes til at undertvinge kafirerne.

Det var på grund af disse tre forhold, at der blev forfattet meget få forfalskede hadither af kharijitterne sammenlignet med andre fordærvede og ødelæggende sekter. Og de få hadither, som de forfalskede, var det muslimske samfund, der var rigt på islamisk viden, i stand til let at genkende og tilbagevise. Derfor blev den forfalskning af hadither, der fandt sted på dette tidspunkt, ikke til nogen større fare.

Men senere skabte de hadither, som shiitterne havde forfattet, en alvorlig situation i det muslimske samfund. Allahs grænseløse nåde sørgede imidlertid på dette tidspunkt for en hensigtsmæssig beskyttelse af muslimernes tro og religion. Kharijitterne, shiitterne og andre vildledte og fordærvede grupper og undergrupper stod på den ene side – helt opslugt af at udrydde islam; men på den modsatte side stod det velorganiserede muslimske samfund og det islamiske folk som en uindtagelig fæstning. Kharijitternes og shiitternes vildledte lære og grundløse propaganda kunne ikke påvirke dem det mindste. Tværtimod holdt de med største fasthed fast i Koranen og de sahih-hadither. Samtidig beskæftigede de sig med omfattende undervisning i og udbredelse af de autentiske og sahih-hadither. På dette tidspunkt levede et stort antal sahaba stadig, og sammen med dem var der en stor jama’at af tabi’in, som de med største omhu havde uddannet i islamisk viden. Alle arbejdede de i fællesskab på at gøre alle forsøg på at forfalske hadither mislykkede; de sønderrev alle de sammensværgelser, der søgte at skabe forvirring i islams klare lov, og bragte løgnernes løgne frem i offentlighedens lys, én efter én.

På dette tidspunkt blev det muslimske samfund yderst årvågent og bevidst med hensyn til at acceptere noget som værende en »hadith«. De var på ingen måde rede til at acceptere et udsagn som en hadith, blot fordi det var blevet overleveret gennem en fortællekæde. Tværtimod begyndte de at undersøge dets isnad-kæde og foretage en nøje undersøgelse af hver enkelt persons karakter, taqwa, viden og hukommelse, som var nævnt i den, samt fortællernes indbyrdes møder.

Imam Muslim citerer i indledningen til Sahih Muslim (s. 11) dette udsagn af tabiʿien Ibn Sirin:

******************************************************

Tidligere plejede muslimerne ikke at spørge til hadithens isnad, men da fitna og uro senere opstod, begyndte de at sige: »Nævn fortællernes navne. Hadith vil blive modtaget fra dem blandt dem, der tilhører Ahl al-Sunna; men de hadither, der er fortalt af dem, der følger bidʿa, vil blive afvist.«

På denne måde spurgte tabiʿiernes hadithlærde Profetens ledsagere om de personer, der overleverede hadith. Det grundlæggende formål med disse spørgsmål var at skelne klart mellem godt og ondt og ikke blindt at acceptere alt, hvad der blev sagt.

På dette tidspunkt blev hele det muslimske samfund yderst strengt og urokkeligt med hensyn til hadith. Når en person, der spredte løgn, kom og satte sig i moskeen hos Profetens ledsagere for at høre hadith, irettesatte ledsagerne ham skarpt og bortviste ham fra moskeen. Mange gange blev politiet også tilkaldt for at jage sådanne personer væk.

En gang kom en fortæller af historier og satte sig hos Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham). Han bad ham om at rejse sig og gå derfra. Men han nægtede at gå. Da tilkaldte Ibn Umar politiet og fik ham bortvist med deres hjælp.

Mange sådanne begivenheder omtales i hadithbøgerne. Det beviser, at de personer, der fabrikerede hadith, i ledsagernes og tabiʿiernes tid var kendte og identificerede blandt folk. De gennemskuede disse personers sataniske aktiviteter, og derfor blev almindelige mennesker aldrig fanget i deres vildlednings net.

Hadithlærde på denne tid nøjedes ikke med at sønderrive de løgnagtiges og hadithfabrikatorernes sammensværgelsesnet; den tidligere fremstilling i denne bog beviser tværtimod, at de på den anden side også fuldt ud helligede sig arbejdet med at indsamle og kompilere sahih-hadither fra pålidelige kilder.

Det er ikke det eneste; på dette tidspunkt blev der også fastlagt varige kriterier for at kritisere, kontrollere og undersøge hver enkelt hadith, før den blev accepteret. Det var netop dette, der førte til fremkomsten af hadithkritikkens videnskab.

Fremkomsten af hadithkritikkens videnskab

Med det formål at forhindre den forfalskning af hadither, som er blevet omtalt ovenfor, blev der udarbejdet en særskilt hadith-videnskab. Den blev (******************************************************

) – kaldt »videnskaben om at opnå viden om hadithforfalskning«. Nawab Siddiq Hasan skrev følgende i forbindelse med definitionen af denne videnskab:

******************************************************

Videnskaben om hadithforfalskning er en form for videnskab, hvorved man kan vide og skelne, hvilken hadith der er forfalsket, og hvilken der er autentisk og fastslået, og hvorved man også kan få kendskab til forfalskerens forhold: om han har fremsagt den sandt eller løgnagtigt. Formålet med denne særlige viden er at opnå indsigt og evne til at forstå forskellen mellem sande og falske hadither samt mellem sande og falske overleverere. Målet med og fordelen ved denne viden er, at det ved dens hjælp bliver muligt at beskytte sig mod denne slags falske og forfalskede hadither. Eller at man samtidig med at overlevere en hadith kan erklære, at den er forfalsket. Dette er en yderst nødvendig og vigtig viden inden for hadithområdet. For den ædle Profet (s) sagde: »Den, der tillægger mig en løgn, skal gøre Helvede til sit opholdssted.«[********************]

Som følge af fremkomsten af denne viden blev det muligt at beskytte det muslimske samfund mod alle former for forfalskede hadither. På dette område viste de lærde, der var dygtige inden for hadithvidenskab, en hidtil uset, yderst nødvendig og forbløffende begavelse. De lærde udarbejdede mange teoretiske regler og principper, ved hvis hjælp en mawduʿ- eller forfalsket hadith meget let kan genkendes. Derfor fastlagde de en række kendetegn og tegn. Når disse kendetegn forekommer i en hadith, vil der ikke længere være nogen mulighed for tvivl om, at den er forfalsket.

Den anden fremgangsmåde er practical – praktisk og konkret: På dette stadium fremlagde de offentligt detaljerede oplysninger om personer, der var vant til at forfalske hadither. De gjorde befolkningen grundigt bekendt med disse personer, og deres egenhændigt opdigtede og falskt udbredte »hadither« blev også lagt frem for alle.

De lærde forfattede på dette tidspunkt talrige værdifulde bøger. Disse bøger er kendt under navnet »Kitab al-Mawdu’at«. På den ene side blev Profeten, Allahs Sendebud (s), autentiske hadither samlet og systematisk ordnet i hadithbøger af forskellige typer, såsom sahih, jami, sunan og musnad; på den anden side blev de falske og opdigtede hadither tydelige for hadithlærde. Som følge heraf blev det meget let at lære de autentiske hadither og deres status at kende og at afgøre, om de var sahih, hasan, da’if eller mawdu. Hadithvidenskabernes bidrag vil for bestandig stå strålende i den islamiske kundskabshistorie.

Nogle tegn på en opdigtet hadith

Jeg har allerede sagt, at de lærde har fastlagt sådanne regler til at identificere opdigtede hadither, som i sandhed er ufejlbarlige og fuldstændig pålidelige. For de besad i fuldt mål en solid og skarp viden om hadithkritik og undersøgelse samt det nødvendige talent. Her vil vi nævne nogle af reglerne:

1. Hos fortælleren af en opdigtet hadith viser der sig tegn, på hvis grundlag man let kan forstå, at fortælleren har opdigtet en fuldstændig løgn og udgivet den som Profetens hadith.

Her vil vi forsøge at tydeliggøre dette ved at nævne eksempler på to opdigtede hadither:

(a) Sā’in ibn Umar al-Tamimi siger: Jeg var hos Sāyad ibn Jurayf. På dette tidspunkt kom hans søn grædende med en bog i hånden. Han spurgte: »Hvad er der sket dig?« Sønnen svarede: »Min lærer har slået mig.« Da sagde han: »I dag vil jeg sandelig gøre ham til skamme.« Ikrima overleverede fra Ibn Abbas dette udsagn af Allahs Sendebud:

******************************************************

»Lærerne for jeres børn er de mest onde blandt jer; de viser kun ringe barmhjertighed over for forældreløse børn og er yderst hårde over for de fattige.«

(b) En person sagde til Ma’mun ibn Ahmad al-Harawi: Hvad mener du om al-Shafi’i og hans khurasanske tilhængere? Det er blevet overleveret fra Profeten (ﷺ):

******************************************************

»Blandt min umma vil der være en person, hvis navn bliver Muhammad ibn Idris. Han vil være mere skadelig for min umma end Iblis. Blandt min umma vil der også være en anden person, hvis navn bliver Abu Hanifa; han vil være som en lampe for min umma.«

Det er ikke det mindste vanskeligt at forstå, at overleveren af disse to hadither, drevet af egeninteresse og misundelse, har fremsat falske ord i Allahs Sendebuds navn og ladet dem gælde som hadith.

2. I den overleverede hadith findes der tegn, som uigendriveligt beviser, at hadithen er opdigtet. Det kan for eksempel være, at hadithens egentlige ordlyd indeholder et ord, hvis betydning er yderst latterlig, eller at både ordlyden og betydningen er tom og meningsløs. Man kan dog ikke generelt sige, at en hadith er opdigtet blot fordi et enkelt ord er latterligt. Hadithen kan nemlig være autentisk med hensyn til den grundlæggende betydning, mens en senere overlever har foretaget en mindre ændring i ordlyden og indsat et ord efter eget ønske. I sin oprindelige form kan hadithen således være overleveret fra Allahs ædle Sendebud (ﷺ). Men hvis overleveren hævder, at hadithens sprog og samtlige ord er overleveret fra Allahs ædle Sendebud (ﷺ), kan man ikke undgå at kalde ham en løgner. Profeten (ﷺ) var nemlig blandt araberne kendt for at tale yderst rent og veltalende. Under sådanne omstændigheder vil hadithen nødvendigvis være opdigtet og falsk, hvis blot ét af dens ord er latterligt eller useriøst.

En opdigtet hadith med en latterlig betydning lyder således:

******************************************************

»I må ikke skælde hanen ud, for den er min ven.« [Selv om hele denne hadith er opdigtet, er dens første del virkelig Profetens ord. Abu Dawud har citeret den med en god overleveringskæde i følgende ordlyd: »Skæld ikke hanen ud, for den vækker jer til bøn.«]

Hvem kan ikke forstå, at dette ikke kan være den ædle Profets (s) ord?

3. Et tegn på, at en hadith er opdigtet, er, at den strider mod den naturlige fornuft og dømmekraft. Hvis en hadith strider mod den naturlige fornuft og dømmekraft, og det ikke er muligt at tillægge den en acceptabel betydning, eller hvis den strider mod almindelige erfaringer og observationer, vil den også blive fastslået som opdigtet. Det gælder for eksempel beretninger om at sammenføje to modsatrettede ting eller udsagn, der benægter Skaberen. For ingen bestemmelse i shariaen kan stride mod den naturlige og sunde fornuft.

En opdigtet hadith lyder således:

******************************************************

Allah skabte en hest. Han lod den løbe, så den svedte voldsomt. Derefter skabte Han sig selv af den.

Kan noget menneske med sund fornuft sige noget så latterligt?

Det andet lyder således:

******************************************************

»Bajengjan-aubergine er medicin mod alle slags sygdomme.«

Dette er fuldstændig ugyldig og grundløs tale. For det er blevet bevist gennem observation, at bajengjan øger sygdommens omfang og gør den alvorligere. Blot ved at høre denne hadith siger den sunde fornuft (common sense), at den er falsk.[********************]

4. Hvis en hadith strider mod en klar bestemmelse i Koranen, en mutawatir-hadith eller en form for entydig ijma, må den betragtes som falsk eller mawdu.[********************]

Det er ud fra dette synspunkt, at de hadither, hvori verdens resterende levetid fastsættes til syv tusind år, er blevet erklæret falske. For de strider mod det følgende koranvers. Allah den Højeste har sagt:

******************************************************

O Profet! Folk spørger dig, hvornår Timen vil indtræffe. Sig: Viden om dette er alene hos min Gud; Han vil åbenbare det på det rette tidspunkt.[********************]

Hadithkyndige har erklæret den nedenfor citerede hadith for ugyldig og mawdu.[********************]

******************************************************

Et uægte barn kan ikke komme i Paradis.

For det er i modstrid med følgende klare erklæring i Koranen. Allah har sagt:

******************************************************

Ingen, der bærer en byrde, skal bære en andens (synd) byrde.[********************]

På samme måde er de »hadither«, der udtrykker den betydning, at den, hvis navn er Ahmad eller Muhammad, aldrig vil komme i Helvede, også falske. For det er alment kendt, at blot et navn, et tilnavn eller en titel aldrig kan opfylde kravet om at praktisere religionen. Derfor kan ingen undslippe Helvede alene ved hjælp af et navn, et tilnavn eller en titel. Den eneste måde at blive reddet på er »amalus salih« – gode gerninger.

5. De hadither, der omtaler en begivenhed, som fandt sted i nærvær af et stort antal sahabaer, men som hverken blev bredt kendt i sahabaernes tid eller blev overleveret af andre end et lille antal personer. Der er ingen tvivl om, at sådanne hadither er opdigtede. Følgende påstand fra en gruppe shiitter er også en opdigtet hadith af denne art:

******************************************************

På tilbagevejen fra afskedspilgrimsfærden udnævnte den ædle Profet (s) Hadrat Ali (ra) til kalif ved Ghadir Khumm i nærvær af mere end et hundrede tusinde sahabaer.

Det er blevet hævdet, at Profeten (s) udnævnte Hazrat Ali (ra) til kalif i nærværelse af et meget stort antal – over et hundrede tusinde – sahaba; men sahabaerne tillagde det i almindelighed ikke nogen betydning, og da kaliffen skulle udpeges efter Profetens død, huskede ingen af sahabaerne dette. Det er en umulig sag. Derfor er det fuldstændig opdigtet.

6. Hvis noget, der strider mod almindelig fornuft og sund dømmekraft, forekommer i en hadith, skal den betragtes som opdigtet. Som eksempel er følgende udsagn blevet citeret som en hadith:

******************************************************

Hverken tyrkernes undertrykkelse er god, eller arabernes retfærdighed.

For grov undertrykkelse er i almindelighed forkastelig, ligesom retfærdighed er rosværdig under alle forhold.

7. Hvis en hadiths overlever er tilhænger af rafiditisk lære, og hadithen omtaler dyderne hos Profetens efterkommere, skal man forstå, at den er opdigtet. For tilhængere af rafiditisk lære er som regel vant til at fremsætte den slags udsagn i Profetens navn som ugrundet lovprisning af hans efterkommere samt til at fremsige skældsord og bagvaskelse mod sahabaerne. De nærer især et udpræget fjendskab mod de to første kaliffer og anser dem for at have berøvet Hazrat Ali hans ret til kalifatet.

8. Hvis en begivenhed, der omtales i en hadith, strider mod en autentisk, pålidelig og dokumenteret historie, skal man forstå, at den uden tvivl er opdigtet. I en hadith siges det for eksempel, at jizyaen blev ophævet for indbyggerne i Khaybar på grund af Hazrat Saad ibn Muadhs martyrdød. Dette strider mod den faktiske historie. Hazrat Saad blev nemlig martyr i slaget ved Khandaq, som fandt sted før slaget ved Khaybar. For det andet var jizyaen ikke engang blevet foreskrevet på tidspunktet for slaget ved Khaybar; den var tværtimod fuldstændig ukendt blandt sahabaerne før slaget ved Tabuk. For det tredje siges det deri, at den blev skrevet af Muawiya ibn Abu Sufyan. Men Muawiya antog først islam ved erobringen af Mekka. På tidspunktet for slaget ved Khaybar var han endnu ikke muslim.

9. Hvis nogen hævder at have levet længere end den almindelige levetid, Allah har fastsat, og påstår at have mødt en person, der levede i en fjern fortid, skal man forstå, at dette er fuldstændig falsk. Ratanhindis hævdede for eksempel at have mødt Profeten (s). Denne person levede imidlertid i det sjette hundrede hijri-år. Uvidende mennesker tror, at denne person havde mødt Profeten, hørt hadither fra ham, og at Sendebudet havde bedt om, at han måtte få et langt liv. En sådan påstand er i virkeligheden fuldstændig grundløs, for størstedelen af de sahabaer, der havde mødt Profeten (s), var allerede forsvundet før år 59 efter hijra. På det tidspunkt var kun Hazrat Abu al-Tufayl stadig i live. Og da han døde, græd folk og sagde:

******************************************************

Dette var den sidste blandt dem, der havde mødt den ædle Profet.

10. Påstanden om, at sufierne har modtaget hadith fra Profeten gennem kashf eller drømme, uden nogen sammenhængende isnad-kæde, er også fuldstændig falsk og grundløs. Alle islams lærde er fuldstændig enige om, at intet sandt kan bevises vedrørende shariaen gennem drømme eller kashf. For dette er på ingen måde pålideligt. Det er snarere blot en ugrundet overdrivelse i forhold til shariaens grundlæggende bestemmelser. Ud over Koranen og hadith, der er overleveret gennem sammenhængende og autentiske isnad-kæder, findes der intet tredje grundlag for shariaen; selv hvis nogen mener, at et sådant grundlag findes, er det falsk og må forkastes.[Denne hidtil lange drøftelse er hentet fra side 479-485 i ******************** og er udarbejdet med hjælp fra ********************.]

Metoden til hadithkritik

I forbindelse med drøftelsen af hadithkritikkens videnskabs oprindelse har vi nævnt forskellige metoder til at genkende fabrikerede hadith. Under disse omstændigheder, hvor hadith blev fabrikeret, opstod der et stærkt behov for på grundlag af fine og uigendrivelige kriterier at undersøge og afprøve hadith, så det klart kunne fastslås, hvilke der var fabrikerede, og hvilke der var autentiske. Derfor begyndte man i stor stil at undersøge hver enkelt hadiths isnad, hver person, der var knyttet til isnaden, deres indbyrdes møder, omstændighederne ved at høre og modtage hadith samt hadithens oprindelige kilde og andre forhold, grundigt og i alle detaljer. På dette tidspunkt besluttede eksperterne i det muslimske samfund enstemmigt, at kun autentiske og fejlfri hadith skulle accepteres, og at ingen anden ”hadith” skulle accepteres. For det er kun muligt at acceptere en hadith og handle i overensstemmelse med den, når det er bevist, at den virkelig er Profetens ord, og at der ikke er nogen som helst tvivl om, at den er en hadith. Dette bevis for en hadith afhænger af ægtheden af dens overleveringskæde eller isnad, af at hver overlever, der er nævnt i isnaden, er troværdig, og af at ingen af dem er blevet ”såret” eller miskrediteret af den kritiske bedømmelse. Når hadithens isnad har bestået alle disse prøver, skal man i anden fase undersøge og verificere hadithens eget indhold: den grundlæggende udsagns rigtighed og troværdighed. I hadithvidenskabens terminologi kaldes den første metode kontrol af riwaya. Den anden kaldes diraya – at prøve det grundlæggende udsagn på fornuftens og den sunde samvittigheds prøvesten.

Arbejdet med at undersøge isnaden

At undersøge en hadiths sandhed eller falskhed ud fra dens isnad er en særlig videnskab. Eksperterne har defineret den således:

******************************************************

Denne videnskab beror på en yderst omhyggelig undersøgelse og vurdering af overleveringskæden for det, der fortælles om den ædle Profets, sahabaernes og tabi’inernes ord, handlinger, stiltiende samtykke, godkendelser eller egenskaber.

For at afgøre, om en hadith er acceptabel, må man først undersøge dens overleveringskæde. På dette trin er det nødvendigt at undersøge hver enkelt hadith-overlever på forskellige måder. Hvilken slags person er overleveren, og hvilken karakter har han? Hvor meget islamisk viden og lærdom behersker han? Hvor skarp og veludviklet er hans forståelse, og hvordan er hans begavelse og hukommelse? Er hans aqidah, tro, tænkning og lære korrekte og i overensstemmelse med islam, eller følger han bid’ah? Har han en sund fornuft og tænkeevne, eller lider han af en mental sygdom? Er han vant til at gengive sandheden korrekt, eller fortæller han undertiden også løgne? Er han retskaffen og af god karakter, eller er han karakterløs og tilbøjelig til ondskab? Sådanne spørgsmål står centralt i kritikken af hver enkelt hadith-overlever. Desuden må man vide, hvor og hos hvem han hørte og lærte hadith. Det må undersøges nøje, om han faktisk mødte den person, som han overleverer hadith fra, og i så fald hvor og hvornår mødet fandt sted, samt hvor gammel han da var.

Dette er i sandhed en særlig videnskab; den kaldes: I forbindelse med definitionen af den siges det:

******************************************************

Det er en videnskab, hvori hadith-overleverne kritiseres med særlige fagudtryk, og deres vurderinger afstemmes indbyrdes.

Derfor er det nødvendigt at opnå et dybtgående og detaljeret kendskab til hver enkelt hadith-overleveres livshistorie. Denne viden kaldes:

******************************************************

Videnskaben og kundskaben om menneskers navne og identitet.

Det er blevet forklaret således:

******************************************************

Det vil sige viden om de sahabaer, tabi’iner og alle fortællere, der er nævnt i hadithens isnad. For denne viden udgør halvdelen af hadith-videnskaben.

Om nødvendigheden af denne viden sagde Sufyan al-Thawri:

******************************************************

Viden om isnad og om det, der vedrører isnad, er de troendes særlige våben; hvis han ikke har et våben, hvad vil han så kæmpe med (for at møde fjenden)?

Imam al-Shafi’i (må Allah være tilfreds med ham) sagde:

******************************************************

Den, der søger efter og antager hadither uden kendskab til isnad-kæden og det, der vedrører den, er som en, der samler brænde i nattens mørke. Han bærer et bundt brænde, men deri er der en giftig slange. Den bider ham, men han mærker det ikke.

Det er en særdeles nødvendig opgave i islam at kritisere og granske hadithoverleverne på alle niveauer og i alle lag samt give de pålidelige blandt dem den behørige anseelse. Allah den Ophøjede har givet en klar befaling:

******************************************************

O I, der tror! Hvis en ugudelig person kommer til jer med en meddelelse, så undersøg dens sandhed. Ellers kan I i uvidenhed bringe en ulykke over et folk og bagefter blive skamfulde.

Det var på grund af denne klare befaling, at Sahabah al-Kiram udviste særlig strenghed og forsigtighed, når de tog imod hvert eneste udsagn eller hver eneste hadith. De var ikke parate til at acceptere nogen persons udsagn eller hadith uden uigendrivelige argumenter, beviser og vidnesbyrd. Senere lagde dette inden for hadithvidenskaben grundlaget for fremkomsten af videnskaben om hadithkritik. Ilm al-Asma al-Rijal blev udarbejdet af denne grund. Denne videnskab er helt uundværlig, når der skal træffes afgørelse om, hvilken hadith der kan accepteres. Derom er der sagt:

******************************************************

Det er bevist fra Rasul al-Karim, et stort antal Sahabah og Tabi’in, at det er tilladt at tale om kritik af hver enkelt hadithoverlever og om at give ham den behørige anseelse. Dette arbejde fortsatte også efter dem. De anså det alle for lovligt med det formål at beskytte islams sharia mod løgnens og bedragets kvælende greb, ikke med det formål blot at skade mennesker eller bevise, at de var skyldige.

Tabi’ien Muhammad ibn Sirin sagde:

******************************************************

Vær viss på, at denne viden er et grundlæggende anliggende i islams religion; derfor skal I omhyggeligt undersøge, hvem I tager religionen fra.

I forbindelse med beskrivelsen af historien om hadithkritikkens videnskabs opståen sagde han endvidere:

******************************************************

Tidligere ønskede folk ikke at kende hadithernes isnād eller fortællernes identitet. Men da fitnaen begyndte, sagde de: »Oplys os om jeres fortælleres navne og identitet. Hvis de er mennesker, der virkelig besidder haditherne, vil deres overleveringer blive accepteret; men hvis de følger religiøse innovationer, vil deres overleveringer ikke blive accepteret.«

Om denne nødvendige videnskab vedrørende efterprøvningen af hadither – »ʿilm al-asmāʾ wa-l-rijāl« – sagde den berømte orientalist dr. Springer:

Der har aldrig i verden eksisteret noget andet folk, som har kunnet skabe en så omfattende og vidtgående biografisk videnskab som muslimernes asmāʾ al-rijāl, og i dag findes der heller ikke noget sådant andet folk i verden. Det er ved hjælp af denne videnskab, at man i dag på en ordentlig og pålidelig måde kan kende de detaljerede livsbeskrivelser af fem hundrede tusind hadithfortællere. [Forordet til bogens engelske oversættelse, trykt i Calcutta i 1853.]

I forbindelse med hadithkritikken udviste hadithvidenskabens lærde den største omhyggelighed. Hvis en person med god hukommelse i en alder af tres år mistede hukommelsen og blev ramt af glemsomhed, blev det naturligvis skrevet i hans biografi: »Denne person havde god hukommelse i den første del af sit liv, men i en alder af tres år forsvandt hans hukommelse. Derfor kan kun de hadither, som han overleverede, mens han stadig havde sin hukommelse, accepteres; ingen hadith, som han overleverede efter denne hændelse, kan accepteres fra ham.« I forbindelse med udarbejdelsen af denne biografiske videnskab udviste forfatterne ingen alvorlige fejl i form af partiskhed, fjendskab og had, en uberettiget tilbøjelighed til fordel for bestemte personer eller overdreven ros af nogen. De analyserede de faktiske begivenheder vedrørende hver person på grundlag af den fulde sandhed. Deres blik var baseret på den fulde sandhed og analyserede de faktiske begivenheder. Deres blik var fuldstændig upartisk og frit for urenhed. Enhver fik netop den værdighed og plads, som tilkom ham; de viste hverken tilbageholdenhed eller snæversynethed i den forbindelse.

For at skabe en klar forståelse af metoden til kritik af hadither nævnes her nogle eksempler. (En principiel drøftelse er naturligvis allerede blevet foretaget tidligere.)

Muhaddithen Sheikh Abdullah ibn Mubarak roste i sin omtale af Sheikh Ubad ibn Kathir hans gudsfrygt og fromhed i meget høje vendinger, men sagde, at de hadither, han havde overleveret, af moralske grunde ikke kunne accepteres.

En mand fortalte Imam Abdullah ibn Hakim en hadith. Imamen spurgte ham: »Hvornår og fra hvem hørte du denne hadith?« Han svarede: »Jeg hørte denne hadith fra Abd ibn Humayd i det og det år.«

Da henvendte Imam Abdullah sig til de studerende, der var samlet foran ham, og sagde: »Se, ifølge denne mands udsagn overleverede Abd ibn Humayd en hadith til ham syv år efter sin død.«

For Abd ibn Humayd døde syv år før det år, som denne mand angav som det år, hvor han havde hørt hadithen fra ham. Det vil sige, at denne mands påstand om at have hørt hadithen fra ham er fuldstændig falsk, og hadithen kan ikke accepteres.

Jøderne forelagde den muslimske kalif et dokument, som angiveligt var skrevet af Sendebudet, og krævede, at den jizya, der var pålagt dem, skulle ophæves. I dokumentet stod der, at jizyaen for jøderne bosat i Khaybar var blevet eftergivet. Kaliffen og landets administratorer havde ingen anden mulighed end ydmygt at godtage det og ophæve jødernes jizya. Men da hadithforskerne læste dokumentet, så de, at vidnesbyrdet fra Sa’d ibn Mu’adh var citeret deri. Han var imidlertid død allerede før slaget ved Khaybar.

For det andet stod Muawiya ibn Abu Sufyans navn skrevet som dokumentets forfatter, selv om det er almindeligt kendt, at Muawiya ikke havde antaget islam før slaget ved Khaybar.

For det tredje var Allahs befaling om jizya endnu ikke blevet åbenbaret på det tidspunkt, der er nævnt i dokumentet; den blev åbenbaret meget senere. For det fjerde fremgår det kun af dette dokument, at jøder, som opgav deres fjendtlighed over for islam og viste troskab mod islam, fik deres jizya eftergivet. Men for dem, der var gennemsyret af fjendtlighed mod islam, kunne der ikke være tale om at eftergive deres jizya.

Hadith-lærde erklærede på grundlag af disse uigendrivelige beviser, at dette dokument var fuldstændig falsk. Derfor skulle det forkastes.

Dette er blot nogle få eksempler på den praktiske anvendelse af videnskaben om hadithkritik. På denne kritik og efterprøvnings prøvesten kritiserede, efterprøvede og undersøgte hadith-videnskabens lærde hver enkelt hadith. Udførelsen af dette store og betydningsfulde arbejde blev alene muliggjort ved hjælp af disciplinen ‘asma al-rijal’. Dens grundlag er lagt på det tidligere nævnte vers i Den Ædle Koran. Sahabaerne fulgte den fuldt ud. Senere skelnede hadith-lærde mellem sande og falske hadither ved hjælp af denne målestok.

Navnene på dem, der på den ene eller anden måde arbejdede med hadithkritik, nævnes nedenfor i kronologisk rækkefølge:

Sahabaernes generation: 1. Hazrat Abdullah ibn Abbas (d. 68 AH), 2. Ubadah ibn al-Samit (d. 34 AH), 3. Anas ibn Malik (d. 93 AH).

Tābi‘ūn-generationen: Amir al-Sha’bi (d. 104 AH), Ibn Sirin (d. 160 AH), Sa’id ibn al-Musayyib (d. 93 AH).

Bland de fremtrædende personer i det andet århundrede var Imam Shu’bah (d. 160 AH), Anas ibn Malik (d. 179 AH), Ma’mar (d. 153 AH), Hisham al-Dastawa’i (d. 154 AH), Imam al-Awza’i (d. 156 AH), Sufyan al-Thawri (d. 161 AH), Ibn al-Majishun (d. 163 AH), Hammad ibn Salamah (d. 167 AH) og Layth ibn Sa’d (d. 175 AH).

I den følgende generation var Abdullah ibn al-Mubarak (d. 181 AH), Hushaim ibn Bashir (d. 188 AH), Abu Ishaq al-Fazari (d. 185 AH), al-Mu’afi ibn Imran al-Mawsili (d. 185 AH), Bishr ibn al-Mufaddal (d. 196 AH) og Ibn ‘Uyaynah (d. 197 AH) fremtrædende. Blandt de fremtrædende i deres generation var også Ibn ‘Aliyyah (d. 193 AH), Ibn Wahb (d. 197 AH) og ‘Uqbah ibn Jarrah (d. 197 AH).

I denne periode trådte to personer med forbløffende talent frem. Det var Yahya ibn Sa’id al-Qattan (d. 189 AH) og Abd al-Rahman ibn Mahdi (d. 198 AH).

De næste fremtrædende personer var: Yazid ibn Harun (d. 206 AH), Abu Dawud al-Tayalisi (d. 204 AH), Abd al-Razzaq ibn Hammam (d. 211 AH) og Asim Nabil ibn Makhlad (d. 212 AH).

Efter dem kom forfatterne inden for hadithkritikken. De vigtigste fremtrædende personer på dette område var: Yahya ibn Ma’in (d. 233 AH), Ahmad ibn Hanbal (d. 241 AH), Muhammad ibn Sa’d (d. 230 AH), Abu Khaythama Zubayr ibn Harb (d. 234 AH), Abu Ja’far Abdallah ibn Muhammad Nabil, Ali ibn al-Madini (d. 234 AH), Muhammad ibn Abdallah Numayr (d. 234 AH), Abu Bakr ibn Abi Shayba (d. 235 AH), Abdallah ibn Amr al-Qawariri (d. 235 AH), Ishaq ibn Rahwayh, imam af Khurasan (d. 237 AH), Abu Ja’far Muhammad ibn Abdallah Ammar al-Mawsili (d. 242 AH), Ahmad ibn Salih, Egyptens hadithmester (d. 248 AH), og Harun ibn Abdallah al-Hammal (d. 243 AH).

Efter dem kom Ishaq al-Kawsaj (d. 251 AH), imam al-Darimi (d. 255 AH), imam al-Bukhari (d. 256 AH), hadithmesteren al-Ajli, imam Abu Zur’a (d. 264 AH), Abu Hatim (d. 277 AH), imam Muslim (d. 261 AH), Abu Dawud al-Sijistani (d. 275 AH), Baqi ibn Makhlad (d. 276 AH) og Abu Zur’a al-Dimashqi (d. 281 AH).

Efter dem var Abd al-Rahman Yusuf al-Baghdadi fremtrædende. Han skrev også et værk om hadithkritik. Ibrahim ibn Ishaq al-Harbi (d. 285 AH), Muhammad ibn Ajja (d. 289 AH), hadithmesteren fra Qurtuba Abu Bakr ibn Abi Asim (d. 287 AH), Abdallah ibn Ahmad (d. 290 AH), Salih Jazarah (d. 293 AH), Abu Bakr al-Bazzar (d. 292 AH) og Muhammad ibn Nasr al-Marwazi (d. 294 AH) var også fremtrædende personer på dette område.

Således opstod der i hver tidsalder personer med særlige evner, som kritisk undersøgte haditherne og efterprøvede deres ægthed. Derfor kunne en helt igennem opdigtet og falsk hadith aldrig blive kendt og udbredt under navnet »hadith« og forblive anerkendt som en hadith. Denne tilstand bestod fra sahabernes tid og frem til det ottende hijri-århundrede.

Blandt de værker, der blev skrevet i denne periode, gives her en kort præsentation af nogle fremtrædende værker:

1. Ibn Sa’ds Tabaqat. Dette var et omfangsrigt værk, som var opdelt og afsluttet i femten bind.

2. Imam al-Suyuti udarbejdede et kortfattet sammendrag af det nævnte værk. Dets titel er—

******************************************************

3. Imam al-Bukhārīs værk al-Tārīkh al-kabīr; al-Tārīkh al-saghīr og al-Tārīkh al-awsat.

4. Den historie, som Ibn al-Madīnī skrev, er afsluttet i ti bind.

5. Det værk, Ibn Ḥibbān skrev, ********************* er afsluttet i ti bind.

6. Kitāb al-Takmīl – skrevet af imam Ibn Qāsil. Fulde navn:

******************************************************

To metoder til overlevering af hadith

Der findes to metoder til at overlevere hadith fra den ædle Profet (s). Mange hadither er blevet overleveret ordret efter de ord, som kom fra den ædle Profets mund – præcis sådan og med netop de ord, hvormed han sagde det. Overleveren ændrede ikke på nogen måde formuleringen eller ordene. En sådan overlevering kaldes riwāyat bi-l-lafẓ – ordret overlevering, det vil sige overlevering med de ord og den formulering, som Allahs Sendebud anvendte.

Når Profetens grundlæggende budskab udtrykkes og gengives med ens egne ord, kaldes denne metode riwāya bi’l-maʿnā – gengivelse af meningen eller at gengive det grundlæggende budskab med egne ord. Den nødvendige betingelse er imidlertid, at de ord og det sprog, der anvendes i stedet for Profetens egne ord og sprog, nødvendigvis skal rumme og udtrykke den oprindelige mening og betydning. Det vil sige, at det, Profeten ønskede at sige, skal gengives med ens egne ord på en sådan måde, at det oprindelige budskab udtrykkes korrekt, og at tilhøreren får netop den mening og betydning i sinde, som blev vakt i sindet hos de første, der hørte det fra Profeten. Hvis der på nogen måde opstår en forskel, eller hvis det oprindelige budskab bliver formindsket eller forøget, kan ansvaret for gengivelsen ikke udføres korrekt.

Også efter denne sidstnævnte metode er gengivelsen af Profetens hadither fuldt ud i overensstemmelse med loven. Ifølge flertallet af muhadditherne er størstedelen af de hadither, der findes i dag, blevet gengivet efter denne metode. Det vil sige, at Profetens ord er blevet gengivet med egne ord.

En sahabi henvendte sig til den ædle Profet og sagde: »Vi hører dine hadither, men vi er ikke i stand til at gengive dem ordret. Hvad skal vi nu gøre?« Den ædle Profet sagde: »Når I ikke gør det tilladte forbudt eller det forbudte tilladt, men blot viderebringer det grundlæggende budskab med jeres egne ord, er der ingen fejl i det.«

Klassifikation af hadith-fortællere

(kvalitativt)

Hadith-fortællerne er kvalitativt opdelt i fire klasser. Det er ud fra denne forskel mellem klasserne, at graden og status for de hadither, de har fortalt, fastlægges.

Hadith-fortællerne i første klasse er de, der er yderst gudfrygtige, strengt efterlever sharia, har en skarp hukommelse, behersker forskellige islamiske videnskaber, er fint begavede, velovervejede, fuldt ud værner om de hadither, de har lært udenad, og er modstandere af bidʿa.

Fortællerne i anden klasse er de, hvis egenskaber på alle områder svarer til fortællerne i første klasse. Men hvad hukommelsen angår, er de kun svagere end den første klasse. På dette trin findes der to slags mennesker. Den ene slags bestod af dem, der skrev haditherne ned og derfor ikke udelukkende var afhængige af hukommelsen. Den anden slags bestod af dem, der ikke skrev haditherne ned. Når de derfor under gengivelsen havde glemt nogle af ordene i den oprindelige hadith, anvendte de i stedet ord med samme betydning.

Den tredje klasse af overleverere er de, som fulgte sharīʿaen og var gudfrygtige, men som med hensyn til viden, forstand, forståelse og indsigt ikke var på niveau med overlevererne i den anden klasse. Det, de havde bevaret i deres hukommelse, var deres eneste kapital; det, de havde glemt, bekymrede de sig ikke om. De udfyldte de glemte dele ved hjælp af deres fantasi.

Den fjerde klasse af overleverere var ganske vist tilhængere af islams religion og fulgte sharīʿaen, men de var tilbagestående med hensyn til dømmekraft og fremsynethed. De mente, at det var tilladt at opdigte hadither for at formane folk, give dem håb om fred i det hinsidige og advare dem mod straffen. Disse mennesker var igen opdelt i fire kategorier. For det første var der dem, som ikke tøvede med at ændre hadither eller opdigte nye hadither for at opnå verdslig anseelse og respekt. For det andet var der dem, som for at støtte deres egne holdninger i forbindelse med detaljerede masā’il indarbejdede deres lærers personligt anvendte formuleringer i haditherne. For det tredje var der dem, som på grund af deres begrænsede dømmekraft anså lærerens forklarende ord for at være en del af selve den oprindelige hadith. Den fjerde kategori bestod af sådanne fjender af islam, som ikke var det mindste bange for at opdigte og udbrede hadither med det onde formål at skabe fraktioner, splittelse og strid blandt den muslimske umma og puste til denne strid.

Betingelserne for at acceptere hadither

Hadith-videnskabens imamer har fastsat forskellige betingelser for at afgøre, hvilke slags hadither der skal accepteres, og hvilke der ikke kan accepteres, samt for at træffe beslutninger i denne sag. Som tidligere nævnt er alle hadith-imamer fuldstændig enige og fast besluttede på, at intet andet end autentiske hadither må accepteres. Men når det gælder, hvilke egenskaber der gør, at en hadith kan betegnes som en »autentisk hadith«, har hver af hadith-videnskabens imamer foretaget sine egne overvejelser og undersøgelser. Eftersom denne forskning og praksis samt udviklingen af hadith-videnskaben ikke fandt sted på samme tid og med alle muhadditherne samlet, men derimod på forskellige tidspunkter og på forskellige trin i hadith-videnskabens gradvise udvikling, skete der en udvidelse på forskellige stadier. Derfor kan der tilsyneladende konstateres visse meningsforskelle. Her anfører vi de betingelser, som de forskellige imamer har fastsat.

Imām Aʿẓam (må Allah forbarme sig over ham)

De betingelser, som Imām Aʿẓam Abū Ḥanīfa (må Allah forbarme sig over ham) fastsatte for, at en hadith skulle være »autentisk«, synes at være meget strengere end de betingelser, som andre muhaddither fastsatte. Og i virkeligheden var han også af meget streng natur på dette område. Shaykh ʿUqay, Imām al-Bukhārīs lærer, siger: Hvis strenge betingelser som Imām Aʿẓams blev gjort til almindelig regel, ville der være fare for, at antallet af autentiske hadither blev reduceret.

Imām Abū Ḥanīfas betingelser er som følger:

1. Hadith-overlevereren skal nødvendigvis tilhøre den første klasse af overleverere.

2. Hadith skal gengives ordret – med profetens anvendte ord gengivet nøjagtigt (*********************). Hvis hadithens oprindelige betydning eller indhold gengives med egne ord (*********************), kan den ikke accepteres.

3. Hvis disse tilhørere har hørt hadith fra den højtråbende oplæser (*********************) ved en hadith-undervisningssamling, må de ikke over for senere personer gengive hadith med ordene ********************* (»en sådan og sådan har fortalt mig en hadith«). (Hvis de gør det, vil hadithen ikke blive accepteret.)

4. Hvis hadith-samlerne, hos hvem hadith-materialet er bevaret skriftligt, kan huske hvert eneste ord i hadithen, kan deres mundtlige gengivelse accepteres. Ellers skal den pågældende skriftlige hadith holdes foran sig, mens hadithen gengives. (Hvis dette ikke er blevet gjort, kan hadithen ikke accepteres.)

5. De hadither, hvis betydning og indhold indtil dette tidspunkt er blevet gengivet (*********************), men ikke deres ordlyd, kan accepteres som »sahih hadith«, hvis deres fortæller er velbevandret i fiqh eller i det mindste pålidelig, troværdig, sandfærdig og forstandig, og hvis det, han har fortalt, også er fejlfrit set fra dirayatens synspunkt.

6. Hvis der overleveres en khabar wahid om dagligdags og lejlighedsvise gøremål, handel og transaktioner samt tilbedelse, skal der som vidnesbyrd til støtte for og bekræftelse af den fremlægges en anden overleveringskæde eller isnad. Hvis der ikke findes et acceptabelt »vidnesbyrd«, skal den oprindelige hadith i det mindste efter dirayatens vurdering ubetinget være autentisk og sahih.

Betingelserne for kompilatorerne af Sihah Sittah

Kompilatorerne af værkerne i Sihah Sittah opstillede også hver især mange vigtige betingelser for accepten af hadither. Her vil hver enkelts opstillede betingelser blive omtalt særskilt.

Imam Bukhari (r)

1. Hadithens overleveringskæde skal være sammenhængende, forbundet og ubrudt (*********************). Al-Hakim Abu Abdullah an-Naysaburi (må Allah være barmhjertig mod ham) har skrevet:

******************************************************

En sahih-hadith af første klasse er en hadith, som en berømt sahabi overleverer fra Den Ædle Profet, og som desuden har mindst to pålidelige overleverere. Derefter overleverer en tābiʿī den fra denne sahabi; han skal normalt være berømt for at overlevere hadither fra sahaba, og også på dette niveau skal der være to pålidelige overleverere. Derefter overleverer sådanne tābiʿ at-tābiʿīn den, som er hadith-hafiz’er og yderst omhyggelige. På et trin regnes han blandt overlevererne. Derefter kommer Imam al-Bukharris lærere, som er hadith-hafiz’er og berømte for deres troskab i overleveringen af hadith.[*********************]

2. Hadithens overleverer skal have opholdt sig i sine læreres selskab i lang tid.

3. Overleveren skal regnes blandt overlevererne af første klasse og være berømt og pålidelig.

4. Det skal være bevist, at de personer, hvorfra hadithen overleveres, faktisk har mødt hinanden.

Imam Muslim (må Allah være barmhjertig mod ham)

Shaykh Abu Amr Ibn as-Salah har skrevet:

******************************************************

Imam Muslim fastsatte i sit værk Sahih som betingelse for at acceptere en hadith, at hadithens isnad nødvendigvis skulle være »muttasil«, sammenhængende og ubrudt, at en »siqah«-person skulle overlevere den fra en anden »siqah«-person, og at dette skulle være tilfældet fra begyndelsen til slutningen, samt at den skulle være fri for »shadh« (*********************) og »illah« (*********************).

2. Den, der overleverer hadithen, og den, fra hvem han overleverer den, skal begge have levet i samme generation og på samme tid.

3. Ingen af hadithens overleveringspersoner må være »majhul« (*********************), altså ukendt af herkomst; de skal være almindeligt kendte.

4. Den oprindelige hadith må ikke indeholde nogen fejl eller mangel.

Der er forskel på Imam al-Bukhari og Imam Muslims betingelser for at acceptere hadith. Derfor er mange hadither sahih hos Imam al-Bukhari, men ikke sahih hos Imam Muslim, og omvendt. Derfor er antallet af sådanne sheikher eller hadithlærere, fra hvem Imam al-Bukhari modtog hadith, men Imam Muslim ikke gjorde, samt dem, som Imam Muslim modtog hadith fra, men Imam al-Bukhari ikke gjorde, 625.

Imam al-Nasa’i og Imam Abu Dawud (r)

1. Alle de hadither, som er optaget i de to vigtigste værker om sahih-hadith, Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, er med hensyn til deres isnad nødvendigvis acceptable hos disse to imamer.

2. Alle hadither, der har opfyldt de betingelser for accept af hadither, som følges i de to vigtigste hadith-samlinger, er acceptable.

3. Hadither, som ikke er blevet forkastet ved enstemmig overenskomst eller på grundlag af muhaddithinernes konsensus, og hvis isnad er muttaṣil – en sammenhængende fortællerkæde, hvor ingen fortæller er udeladt – skal naturligvis accepteres. Hvis den oprindelige hadith er sahih og hverken er mursal eller munqati, er den også acceptabel.

4. Også hadither, der er overleveret fra de bedste fortællere blandt fortællerne i den fjerde kategori, er acceptable.

5. Hvis en hadith støttes af en genuint sahih hadith, accepterer Imam Abu Dawud også hadither, hvis fortæller er svag eller ukendt.

Disse betingelser accepteres i lige høj grad af Imam an-Nasa’i og Imam Abu Dawud. Men på nogle områder er de betingelser, Imam an-Nasa’i har fastsat, bedre og strengere end Imam Abu Dawuds. Imam an-Nasa’i udviste større forsigtighed med hensyn til fortællerne ved accepten af hadither. Han fandt det nødvendigt at undersøge deres forhold mere grundigt. Derfor accepterede Imam an-Nasa’i ikke hadither overleveret af mange af de fortællere, fra hvem Imam Abu Dawud og Imam at-Tirmidhi havde accepteret hadither. Hafiz Ibn Hajar al-Asqalani (r) har sagt herom, at de hadither, som de har overleveret, også er acceptable.

******************************************************

Der findes mange fortællere, fra hvem Imam Abu Dawud og at-Tirmidhi har accepteret hadither; men Imam an-Nasa’i afholdt sig fra at acceptere hadither, som de havde overleveret. Imam an-Nasa’i var faktisk heller ikke rede til at acceptere hadither fra et stort antal fortællere, hvis hadither var blevet accepteret i al-Bukhari og Sahih Muslim.

Imam at-Tirmidhi (r)

1. Alle hadither, der er citeret i de to første Sahih-værker, Bukhari og Muslim, er acceptable.

2. Desuden er alle de hadither acceptable, som hovedsageligt opfylder de betingelser, som muhadditherne imam Bukhari og imam Muslim har fastsat, og som er blevet bevist autentiske.

3. De hadither, som imam Abu Dawud og imam al-Nasa’i har accepteret og renset for fejl og mangler, er også acceptable.

4. De hadither, som islamiske retslærde har handlet efter, er også acceptable.

5. De hadither, hvis hovedindhold er en anvisning, der til enhver tid har været gældende, er også acceptable.

6. Også haditherne fra de thiqa-fortællere, som er blevet kritiseret, men om hvem alt er blevet tydeliggjort, er acceptable.

7. Også de hadither, der er overleveret af fortællere, hvis overleveringer er blevet kritiseret, men hvis pålidelighed er blevet bevist, er acceptable.

Imam Ibn Majah (må Allah forbarme sig over ham)

1. De hadither, som de fem førstnævnte muhaddither har accepteret, er også acceptable for ham.

2. Andre hadither, som kan bestå de af de førnævnte fem opstillede betingelser, er også acceptable.

3. De hadither, som troværdige og pålidelige lærde handler efter, er også acceptable.

4. Også de hadither, der er overleveret af fremragende overleveringskæder på fjerde niveau, og som efter kontrol og undersøgelse er blevet bevist sahih, er acceptable.

Faktisk er selv islams fjender nødt til at anerkende betydningen og gyldigheden af de betingelser, som hadithvidenskabens imamer har fastsat, samt metoden til hadithkritik.[*********************]

Dirayat eller metoden til at verificere den oprindelige hadith

Reglerne for at verificere, vurdere og undersøge hadither udelukkende ud fra isnaden er blevet behandlet på de foregående sider. Den anden effektive og pålidelige metode består i at verificere ægtheden af den oprindelige hadith (*********************). I hadithvidenskabens terminologi kaldes dette »dirayat«. Denne proces har forskellige aspekter. Dens kerne er imidlertid, at man uden at kritisere og undersøge hadithens overleverere vejer den oprindelige hadith på rationalitetens prøvesten. Processen med at verificere »riwayat«, eller isnaden, er udelukkende begrænset til hadithoverlevernes personlige egenskaber, karakter og indbyrdes relationer. Men hvis hadithens indhold rummer fejl, usandhed eller uvirkelighed og indeholder noget, der strider mod Koranen og sahih-hadither, kan det ikke opdages ved denne metodes kontrol og undersøgelse. Derfor kan en hadith ikke accepteres blot fordi den efter denne metode er blevet fundet bestået. Af denne grund anvendes dirayat-processen for at verificere den oprindelige hadith (*********************)—hadithens indhold—efter skarp fornuft og dømmekraft som målestok. Anvendelsen af dirayat-princippet ved verificeringen og undersøgelsen af hadither er, ligesom riwayat-princippet, i overensstemmelse med Koranen og hadith. Allah den Ophøjede har selv forbudt at træffe beslutning om at acceptere eller forkaste et »udsagn« udelukkende på grundlag af riwayat.

Da Medinas hyklere spredte bagvaskelse om Aisha (må Allah være tilfreds med hende), blev nogle muslimer også påvirket af det. Da henvendte Allah den Ophøjede sig til dem og sagde:

******************************************************

Da I havde hørt det, hvorfor sagde I så ikke straks, at det på ingen måde er passende for os at sige den slags? I burde da have sagt: »Allah er hellig og ophøjet; dette er ikke andet end en åbenlys løgn og en enorm bagvaskelse.« (Det kan på ingen måde være sandt).

Det vil sige, at man blot ved at høre selve meddelelsen burde have tænkt, at dette var fuldstændig løgn. Derfor var det nødvendigt straks at standse dens udbredelse og videreformidling. Denne guddommelige tilskyndelse til straks ved at høre denne »bagvaskelse« at afvise den som løgn er netop en anvisning på at anvende dirayat.

Faktisk er dirayat-metoden ved efterprøvning af hadith et af de mest fremragende og skarpest slebne redskaber. På dette trin tages der hensyn til følgende forhold:

1. Hvis en begivenhed, der har fundet sted foran hundreder eller tusinder af mennesker – en begivenhed, som på tidspunktet for sin indtræffen nødvendigvis må være blevet kendt af et stort antal mennesker – eller en lignende begivenhed kun er blevet overleveret af én fortæller, vil der naturligt opstå tvivl om dens sandhed. Medmindre en sådan begivenhed er blevet overleveret af et stort antal sahabaer, kan denne ene persons overlevering på ingen måde betragtes som en »sahih-hadith« og modtages uden betænkeligheder.

2. Hvis en begivenhed er blevet overleveret af personer, som hverken har nogen grund til at have været vidner til den oprindelige begivenhed eller til at have været til stede på stedet, eller for hvem dette er umuligt, og en sådan overlevering ikke støttes af overleveringer fra personer med nær forbindelse til den oprindelige begivenhed og stedet, eller hvis der fra dem findes en modstridende overlevering, kan den førstnævnte fortællers hadith ikke accepteres som en »sahih-hadith«. I stedet kan den hadith, der er overleveret af personer med tættere forbindelse til den oprindelige begivenhed, accepteres. Hvis en hadith om profeten (s)’s ægteskabelige liv og familieliv for eksempel først overleveres af en person, som på ingen måde har kendskab til Hans Højheds familieliv eller ikke har hørt den fra en person med sådan kendskab, kan hans overlevering ikke accepteres. Men hvis en sådan hadith overleveres af en person, der på en eller anden måde er knyttet til denne del af Sendebudets liv – såsom en af Sendebudets hustruer eller en nær slægtning – eller hvis den overleveres efter at være hørt fra en sådan person, kan den naturligvis accepteres.

3. Den hadith, der overleveres af en fortæller, som er bekendt med hadithens praktiske værdi, er mere acceptabel end den hadith, der overleveres af en fortæller, som ikke er bekendt med den praktiske værdi af andre slags hadith. Ifølge nogle lærde vil en faqih-tabi’i endog, hvis han overleverer en hadith direkte fra Sendebudet uden at nævne sahabiens navn, kunne accepteres i overensstemmelse med det ovenstående princip. I sahabaernes tid blev reglerne for denne dirayat-metode til efterprøvning af hadith ikke udfærdiget i detaljer. Men fra denne periode vil der her blive fremlagt nogle eksempler på efterprøvning af hadith ud fra denne metode:

1. En hadith overleveret af Abu Hurayra (ra):

******************************************************

Jeg hørte Profeten (fvmh.) sige: Foretag wudu efter at have indtaget noget, der er opvarmet over ild, for at bede.

Da Hazrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) hørte denne hadith, udbrød han: »Så måtte man altså også foretage wudu igen, hvis man bruger varmt vand, mens man allerede har wudu? [Tirmidhi – Kitab at-Taharah] Med andre ord kan denne hadith ikke bekræftes som sahih gennem processen dirayat.

2. I en anden hadith er det nævnt:

******************************************************

Der findes på fredagen et tidspunkt, hvor Allah særlig skænker enhver muslim det, som han beder Allah om af gode ting, hvis han fremsiger sin bøn, mens han er i gang med at bede.

Sahabaerne var særligt ivrige efter med sikkerhed at få at vide, præcis hvornår dette betydningsfulde tidspunkt indtraf. Hazrat Abdullah ibn Salam (må Allah være tilfreds med ham) fandt ud af, at dette tidspunkt indtraf i den sidste stund på fredagen. Men da Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) hørte det, sagde han: »Hvordan kan det være sådan? Profeten har jo sagt: Hvis nogen beder Allah om noget, mens han står i bønnen, vil Han imødekomme det. Men i dagens sidste stund er det ikke tilladt at udføre nogen bøn. Derfor er det ikke rimeligt at fastsætte et sådant tidspunkt ud fra denne hadith. [Abu Dawud – Kitab as-Salat]

I den førstnævnte hadith er udsagnets grundlæggende korrekthed blevet efterprøvet på grundlag af dirayat, mens den særlige fortolkning af hadithen er blevet efterprøvet i den anden hadith.

Hazrat Aisha havde særlig dygtighed og begavelse i at efterprøve hadither på grundlag af dirāya. På dette grundlag rejste hun indvendinger mod flere hadither, og ud fra hendes indvendinger blev det muligt at fastlægge nogle af dirāyas grundprincipper. For eksempel:

Da følgende udsagn blev fremsagt for hende som et udsagn af Allahs Sendebud:

******************************************************

Den døde vil blive straffet på grund af sin families gråd over ham.

sagde hun: Dette kan ikke accepteres som sandt. For Koranen erklærer klart:

******************************************************

Ingen person skal bære en anden persons syndebyrde.

Heraf blev følgende princip for efterprøvning af hadither ud fra dirāya fastslået: Ingen hadith, der strider mod en klar erklæring i Koranen, kan accepteres.

2. I ledsagernes tid blev denne hadith udbredt blandt folket: at Profeten (fred være med ham) på Miʿrājs nat havde haft et direkte syn af Allah. Da Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) hørte dette, sagde hun: »Den, der har overleveret denne hadith, er en åbenlys løgner. For den ædle Koran siger klart:

******************************************************

Ingen skabning kan fatte Allah; Han omfatter hele skabningen.

De grundprincipper for dirāyat-processen, som fremgår af den foregående detaljerede drøftelse, angives her samlet:

1. En hadith må ikke være i modstrid med Koranens klare beviser.

2. En hadith må ikke være i modstrid med den sunna, der er bevist gennem en mutawātir-overlevering.

3. En hadith må ikke være i modstrid med sahabaernes klare og uigendrivelige ijmāʿ.

4. En hadith må ikke være i modstrid med den klare fornuft og sunde dømmekraft.

5. En hadith må ikke være i modstrid med shariaens evigt anerkendte og enstemmigt accepterede principper.

6. En hadith må ikke være i modstrid med en hadith, der er autentisk og fejlfrit accepteret.

7. Hadithens sprog må ikke være i modstrid med den arabiske sprogs regelsæt. For profeten ﷺ sagde ikke noget i et sprog, der var i modstrid med den arabiske sprogbrug.

8. En hadith må ikke udtrykke en betydning, der er yderst latterlig eller krænker profetens værdighed.

I værkerne om hadithens principper nævnes der på dette sted mange flere grundprincipper.

Blandt hadithforskere er der uenighed om anvendelsen af de to ovenfor beskrevne metoder – riwāya og dirāya – til at kontrollere hadither og afgøre, om de er autentiske eller ikke-autentiske. Nogle lægger udelukkende vægt på riwāya-metoden, det vil sige kontrollen af isnād. Efter deres opfattelse kan en hadith uden tvivl accepteres, når isnād er korrekt, og dens kontinuitet, integritet og autenticitet er bevaret på behørig vis. Andre mener derimod, at det er vigtigere, at selve hadithens indhold er fornuftigt og består prøven i dirāya-metoden, end at isnād er korrekt. Set fra dette synspunkt kan en hadith ikke accepteres, hvis den ikke består denne prøve på tilfredsstillende vis. Selv hvis isnād er korrekt, og hadithen ud fra isnād er bevist acceptabel, kan den altså ikke accepteres.

Men efter den egentlige muhaqqiq-lærdes opfattelse er begge disse metoder hver for sig ubalancerede. Den ene er fuldstændig afhængig af isnād; bortset fra isnād vurderes intet dér. Hvis isnād er korrekt og pålidelig, må hadithen således nødvendigvis accepteres. Den anden er ubetinget baseret på fornuften. Hvis selve hadithens indhold forekommer acceptabelt ud fra almindelig fornuft og logik, mener man ikke, at det er nødvendigt at undersøge dens isnād. I virkeligheden kan isnād alene imidlertid ikke være tilstrækkeligt til at bevise, at noget er sandt og korrekt, ligesom fornuft og logisk vurdering alene heller ikke er tilstrækkeligt! Derfor er det nødvendigt at skabe fuld overensstemmelse mellem disse to metoder og opretholde balancen mellem dem.

En afbalanceret metode til hadithkritik

Hvad der kan være en sammenhængende metode til at efterprøve hadither, er i sandhed et spørgsmål, der kræver forskning. Den velovervejede opfattelse i denne forbindelse er, at man først må efterprøve isnaden og derefter undersøge selve hadithens grundlæggende ord ********************* . Hvis isnaden er korrekt, og selve hadithen også består prøven efter dirayatens målestok, er denne hadith fuldt ud acceptabel.

Der findes imidlertid mange hadither, hvis isnad er fejlfri, mens selve hadithens indhold ligger uden for den almindelige fornufts rækkevidde. I sådanne tilfælde er det eneste, man skal undersøge og overveje, dette: Er den ikke i strid med Koranen? Beviser hadithen ikke, at noget, som Koranen har erklæret halal, er haram, eller noget modsat? For alle ved, at haditherne om Mi’raj er blevet overleveret fra 25 sahaba og tre hundrede tabi’un, selv om dette ligger langt uden for den almindelige fornufts rækkevidde. Ikke desto mindre må den naturligvis accepteres som en sand og autentisk hadith. For det er ikke blot ikke noget umuligt, men er også fuldt ud i overensstemmelse med Koranen. Den er en forklaring på forhold, som Koranen har omtalt uklart eller kun i almindelige vendinger.

På tilsvarende måde kan man også ved at efterprøve hadithernes ord og sprog med sikkerhed forstå, om de virkelig er den ædle Profets ord. Hvis en hadith indeholder en terminologi, der ikke var i brug på Profetens tid, kan den ikke være en hadith fra Profeten. For eksempel:

a) Findes der en henvisning til den i hadithbøgerne:

******************************************************

Qadariyya-tilhængerne er denne ummas ildtilbedere, og Rafiditterne er denne ummas jøder.

Dets sprog og ordvalg beviser tydeligt, at det på ingen måde kan være et udsagn af Profeten. For det andet bærer ord som ‘al-Qadari’ og ‘Rafidi’ osv. præg af at være særlige fagudtryk. Eftersom dette sprog slet ikke var i brug på den ædle Profets tid, kan der ikke være tale om, at det skulle være blevet anvendt af Profeten.

b) Følgende udsagn omtales også som en hadith:

******************************************************

Den, der mener, at »Koranen er skabt«, er en vantro.

I den abbasidiske periode opstod der en voldsom strid blandt datidens lærde om, hvorvidt Koranen er »skabt« eller ikke. På Profetens, den ærede, tid kunne man end ikke forestille sig en sådan tanke. Derfor kan man ikke tro, at den slags ord nogensinde er kommet fra Profetens mund.

Nedenfor citeres den lære og metode, som hadith-lærden Allama Ibn al-Jawzi har nævnt om anvendelsen af dirāya-metoden ved vurderingen af hadither:

******************************************************

Hvis du finder hadither, der strider mod den almindelige fornuft eller synes at være i modstrid med almindelige grundprincipper, skal du anse dem for mawḍūʿ, altså opdigtede hadither. Derefter er der ikke behov for at undersøge deres fortællere. På samme måde er de hadither mawḍūʿ, som er blevet bevist ugyldige ud fra almindelig følelse og observation. Det samme gælder det, der strider mod Koranen, mutawātir-hadither og en entydig ijmāʿ, og som ikke kan forklares på nogen måde. Ligeledes er de hadither mawḍūʿ, hvori der trues med hård straf for almindelige og uvæsentlige udsagn, eller hvori der loves en enorm belønning for en lille handling. Denne slags hadither findes som regel i prædikanters og sufis fortællinger.

Desuden er det nødvendigt at vurdere hadither på den psykologiske vægtskål. Hos den, der studerer og beskæftiger sig indgående og uafbrudt med Profetens hadither og forsker i dem med et dybt og skarpsindigt blik, vil der i det indre opstå et intenst og klart lys. Han vil let kunne forstå, hvilke hadither der virkelig stammer fra Profeten, og hvilke der ikke gør; hvilken slags ord Profeten kan have sagt, og hvilke handlinger han ikke kan have udført; hvilke slags ord eller handlinger han kan have støttet, og hvilke han ikke kan have støttet. Det vil ikke være det mindste vanskeligt for ham at indse dette.

Den endelige konklusion på dette stadium er, at den afgørende vurdering af, om en hadith kan accepteres eller ej, nødvendigvis må baseres på en grundig og yderst minutiøs undersøgelse af både isnād og den oprindelige hadithtekst (matn).

Tillæg 2

Hadith-videnskaben på det indiske subkontinent

Sahabernes ankomst til det indiske subkontinent

Handelsforbindelserne mellem dette subkontinent og de arabiske lande er meget gamle. Derfor var det helt naturligt, at de første bølgeslag fra den revolution, der i det sjette århundrede e.Kr. havde fundet sted ved den vestlige kyst af Det Arabiske Hav – i de arabiske lande – nåede frem til dette subkontinent, som ligger ved den østlige kyst. Det fremgår af pålidelig historieskrivning, at nogle af Verdensprofetens sahaber ankom til dette subkontinent i den islamiske revolutions første år – ikke under profetskabets og den første kalifs tid, men under den anden kalif, Hazrat Umar Faruq (ra),s kalifat. De sahaber, hvis ankomst til Indien i denne periode kan spores, er: (1) Hazrat Abdullah ibn Abdullah ibn Utban, (2) Hazrat Asim ibn Amr al-Tamimi, (3) Hazrat Suhar ibn al-Abdi, (4) Hazrat Suhaib ibn Adi og (5) Hazrat al-Hakam ibn Abil As al-Saqafi (ra). [Se Siyarus-Sahaba, bind 6.]

Derefter fortsatte sahabernes ankomst til Indien også under Hazrat Uthmans, Hazrat Alis og Amir Muawiyas regeringsperioder. Fra denne periode er der imidlertid kun fundet oplysninger om tre sahaber, der ankom til Indien. De to sahaber, der ankom til Indien under Hazrat Uthmans kalifat, var (1) Hazrat Ubaidullah ibn Mamar al-Tamimi og (2) Hazrat Abd al-Rahman ibn Samura ibn Habir ibn Abd Shams. Under Hazrat Amir Muawiyas tid ankom Hazrat Sinan ibn Salama ibn al-Muhabbiq al-Hudhali. Den daværende guvernør over Irak, Ziyad, sendte ham af sted for at blive guvernør ved Indiens grænse.

Tabi’inernes ankomst til det indiske subkontinent

Historien vidner om, at et stort antal tabi’inere ankom til Indien efter sahaberne. Den første tabi’i, der ankom til Indien under Amir Muawiyas tid, var Muhallab ibn Abi Sufra. I år 44 efter hijra trådte han ind her som hærfører sammen med sahabien Hazrat Abd al-Rahman ibn Samura. Han krydsede grænsen til Sijistan og Kabul og nåede frem til Lahore.

Udbredelsen af hadith på det indiske subkontinent

Sahabaerne var de allerførste bærere af udbredelsen af ilm al-hadith. De var levende eksempler på og foregangsmænd for udbredelsen af islamisk religion. Hvor end de kom, helligede de sig udbredelsen af islam samt Koranen og hadith. Derfor kan der ikke være nogen tvivl om, at de også i dette land arbejdede på at udbrede hadith sammen med Koranen. Af denne grund kan man tro, at strålerne fra ilm al-hadith blev spredt i dette område i første halvdel af det første hijri-århundrede, selv om der ikke findes nogen mulighed for at få kendskab til dets detaljerede historie.

Ilm al-hadith i Sindh

I grænseområderne på dette subkontinent blev muslimske militære ekspeditioner gennemført i flere år i træk. Sinan ibn Salamah erobrede Qusdar. Derefter hejste Huri ibn Huri al-Bahili gennem en omfattende ekspedition islams banner over det meste af Sindh. [Se Baladhuri, s. 439 og 440.]

I år 93 efter hijra fuldførte Muhammad ibn Qasim erobringen af Sindh og gjorde det til en provins under den islamiske stat. Han etablerede arabiske kolonier på blandt andet steder som Multan, Mansura, Alor, Debal, Sindan, Qusdar og Kandabil. Sammen med Muhammad ibn Qasim var 50.000 ryttersoldater permanent stationeret. På dette tidspunkt kom et stort antal arabere til landet med henblik på handel og fast bosættelse. Som følge heraf blev der oprettet centre for islamisk undervisning—undervisning i Koranen og hadith—alle de nævnte steder. Blandt disse arabere var der også mange, som havde memoriseret Koranen og hadith. Gennem deres indsats og omhu blev undervisningen i Koranen og hadith udbredt vidt i dette område. Her nævnes navnene og oplysningerne om nogle af dem, som især arbejdede med at udbrede hadith:

1. Musa ibn Yaqub al-Thaqafi. Han blev udnævnt til dommer (qadi) i Sindh. Han havde særlig ekspertise inden for ilm al-hadith.

2. Yazid ibn Abi Kabsha al-Dimashqi (d. 97 efter hijra). Han var tabi’i. Han lærte et stort antal hadither af sahabaerne Hazrat Darda, Sharhabil ibn Aws og Marwan ibn Hakam. Han blev også anerkendt som en pålidelig hadith-overlever.

3. Mufaddal ibn al-Muhallab ibn Abi Safra (d. 102 efter hijra), en tabi’i. Han spillede en bemærkelsesværdig rolle i overleveringen af hadith. Han overleverede hadith fra sahabien Hazrat Nu’man ibn Bashir, og hans søn Hajib, Thabit al-Bunani og Jarir ibn Hazim overleverede hadith fra ham.

4. Abu Musa Isra’il ibn Musa al-Basri (d. 155 efter hijra), Siddhi. Han kom fra Basra til Indien i handelsøjemed. Han var en pålidelig hadith-overlever. Blandt hans elever var berømte hadith-eksperter som Sufyan al-Thawri (d. 161 efter hijra), Sufyan ibn Uyaynah (d. 198 efter hijra) og Yahya ibn Sa’id al-Qattan (d. 198 efter hijra). Hvor høj Abu Musas rang inden for ilm al-hadith var, fremgår klart af denne beskrivelse. Imam Bukhari overleverede et stort antal hadither gennem Abu Musa i sin hadith-samling.

5. ʿAmr ibn Muslim al-Bāhilī kom til Sind som provinsguvernør under kaliffen ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīz. Han overleverede hadither fra Yaʿlā ibn ʿUbayd.

6. Rabīʿ ibn Ṣabīḥ al-Saʿdī al-Baṣrī (d. 170 AH). Han overleverede mange hadither og kompilerede også en hadithbog. I 160 AH kom han til Indien.

Udbredelsen af hadith i de arabiske kolonier

Debal

I byen Debal (Sindh-provinsen), som var under arabisk styre, blev hadith studeret og udbredt i særlig grad. Som følge heraf fremstod flere fremtrædende hadithoverleverere her. Nedenfor nævnes nogle af dem med deres navne og oplysninger:

1. Abū Jaʿfar al-Dībalī (d. 322 AH). Han overleverede hadither fra Mūsā ibn Hārūn al-Bazzāz (d. 294 AH) og Muḥammad ibn ʿAlī al-Sayf (d. 291 AH).

3. Aḥmad ibn ʿAbdullāh al-Dībalī (d. 346 AH). Han var elev af hadithlæreren Abū Jaʿfar. Han var kendt som en, der udbredte et stort antal hadither i det fjerde århundrede.

4. Muḥammad ibn Muḥammad ibn ʿAbdullāh al-Dībalī (d. 346 AH). Han studerede hadith hos kaliffen Abū al-Qāḍī (d. 305 AH). Den berømte lærde al-Ḥākim al-Nīsābūrī var hans elev.

5. Al-Hasan ibn Muhammad ibn Asad Devli (d. 350 AH). I 340 AH overleverede han hadith i Damaskus. Hans kæde af hadith-overlevering begyndte med ledsageren Jabir ibn Abdullah (ra).

6. Khalf ibn Muhammad Devli (d. 360 AH). Først studerede han hadith i Debal hos Ali ibn Musa Devli. Senere rejste han til Baghdad, hvor han begyndte at undervise i hadith.

7. Ahmad ibn Muhammad ibn Harun Devli (d. 370 AH). Han studerede hadith i Baghdad hos Ja’far ibn Muhammad Faryabi. Han studerede også hadith hos Ahmad ibn Sharif i byen Kufa.

8. Hasan ibn Hamid Devli (d. 407 AH). Han var en stor handelsmand, og samtidig med sin virksomhed beskæftigede han sig med hadith og opnåede betydelig indsigt deri. Ali ibn Muhammad ibn Sa’id Musheli (d. 359 AH), Da’laj (d. 351 AH), Muhammad Naqqash (d. 351 AH) og Abu Ali Tumari (d. 360 AH) var hans lærere. Når han overleverede hadith, blev hans hjerte så stærkt bevæget, at han brød i gråd.

9. Abul-Qasim Shu’ayb ibn Muhammad Devli (d. 400 AH). Han var kendt under navnet Abu Qatan. Han rejste til Egypten, hvor han dannede en kreds og fortsatte med at undervise i hadith.

Al-Mansura

Al-Mansura lå 47 miles nordøst for det nuværende Sindh-Hyderabad. Denne by var lige siden den første muslimske erobring gennemsyret af islamisk tankegang. Størstedelen af dens indbyggere fulgte hadith. Derfor kan man antage, at studiet af hadith i denne by nåede et meget højt udviklingsniveau. Der blev undervist i hadith i forskellige moskeer. Specialister helligede sig udarbejdelsen af hadithværker. Blandt dem opnåede qadi Abu al-Abbas al-Mansuri særlig berømmelse som lærer i hadith og samler af hadithværker.

Navnene og oplysningerne om de øvrige hadithlærde, der var i denne by, nævnes nedenfor:

1. Ahmad Abu al-Abbas al-Mansuri. Han studerede hadith hos Abu al-Abbas ibn Asram (d. 336 AH) i Fars og hos Ahmad Hijjani (kendt som Abu Rawq, d. 332 AH) i Basra.

2. Ahmad ibn Muhammad al-Mansuri (d. 380 AH). Han studerede hadith i både Fars og Basra. I det fjerde århundrede blev han berømt som muhaddith.

3. Abu Abdallah ibn Ja’far Murra al-Mansuri (d. 390 AH). Han var elev af Hasan ibn al-Mukarram. Han blev berømt som lærer for al-Hakim al-Nishapuri.

Kasdar

Det sted, der i dag hedder Khosdar i Kalat-staten, var dengang kendt som Kasdar. Her findes graven for den ærede Sinan ibn Salamah al-Hudhali. Under det arabiske styre var byen hovedstad i Turan-imperiet. Den havde stor betydning som handelscentrum. Byen indtog en særlig plads inden for hadith-studier. Her nævnes navnene på nogle af byens hadith-lærde:

1. Ja’far ibn Khattab al-Kasdari (d. 450 AH). Han var kendt som Abu Muhammad. Senere bosatte han sig i byen Balkh. Han blev anerkendt som en hadith-overlever af typen »siqah«. Abu al-Futuh Abd al-Ghafur al-Kashgari (d. 474 AH), en »hafiz af hadith«, overleverede hadith fra ham. I det femte århundrede blev han berømt som muhaddith.

2. Sibawayh ibn Isma’il al-Kasdari (d. 463 AH). Hans hadith-lærere var Abu al-Qasim Ali ibn Muhammad al-Husayni, Yahya ibn Ibrahim og Raja ibn Abd al-Wahid. Han rejste til Mekka og begyndte dér at undervise i hadith. Abu al-Futayyan Amr ibn Hasan al-Rawasi (d. 503 AH) overleverede hadith fra ham.

Hadith-studier i Nordindien

Indtil midten af det andet hijri-århundrede var Sindh underlagt den centrale arabiske regering. Derefter opstod der oprør, lovløshed og politiske omvæltninger i landet. På den tid blev hele provinsen opdelt i en række små, lokalt uafhængige riger. I det tredje århundrede blev også disse riger ødelagt. Herefter bredte den batinittiske sekt sin indflydelse i dette område. Som følge heraf blev forbindelsen med den centrale muslimske hersker afbrudt for en tid.

I år 413 hijri angreb sultan Mahmud af Ghazni Punjab gennem Khyberpasset og erobrede Lahore. Som følge heraf blev forbindelsen mellem det pakistansk-indiske område og muslimerne genoprettet. Derefter blev det muslimske herredømme udvidet over hele det indiske subkontinent og styrket frem til det syvende hijri-århundrede. Delhi blev udpeget som muslimernes hovedstad. Herefter begyndte muslimer fra områder som det asiatiske Turkestan, Khorasan og Afghanistan at ankomme til Indien i store grupper via Khyberpasset. De to førstnævnte lande – det asiatiske Turkestan og Khorasan – var i det tredje hijri-århundrede blevet centre for hadithvidenskaben. Forfatterne til Sahih-sitta-værkerne stammede netop fra disse områder. Som følge af den store tilstrømning af mennesker fra disse lande begyndte islamisk undervisning og hadithvidenskab at brede sig omfattende i Indien. Især blev Lahore på dette tidspunkt et centrum for hadithundervisning.

Hadithvidenskaben i Lahore

Når man taler om udbredelsen af hadithvidenskaben i Lahore, må man først og fremmest nævne shaykh Muhammad Ismail Lahoris navn (d. 448 hijri). Han kom fra Bukhara til Indien i år 395 hijri og begyndte at bo i Lahore. Her lagde han i forbindelse med udbredelsen af islamiske idealer stor vægt på hadithvidenskaben og benyttede effektive metoder til dens brede udbredelse. Som følge heraf voksede der i løbet af de følgende hundrede år utallige hadithlærde frem i Lahore.

Her nævnes navnene og oplysningerne om nogle af de hadithlærde, der boede i Lahore i denne periode:

1. Sayyid Murtaza (d. 589 hijri). Han var dygtig inden for hadithvidenskaben og sluttede sig til sultan Shihabuddin Ghoris hær.

2. Abul Hasan Ali ibn Umar Lahori (d. 529 hijri). Han var en fremtrædende hadithlærd og studerede hadith hos hadith-hafizen Abul Muzaffar Sa’idi.

3. Abul Fath Abdus Samad ibn Abdur Rahman Lahori (d. 550 hijri). Han underviste i hadith i Samarkand.

4. Abū al-Qāsim Muḥammad ibn Khalaf al-Lāhūrī (død 540 AH). Senere rejste han til Isfarāyin. Han var en højtstående hadith-lærd.

Hadith-lærde på subkontinentet i det syvende århundrede

Her nævnes navnene og lidt om nogle af de hadith-lærde, der levede forskellige steder på subkontinentet i det syvende hijri-århundrede:

1. Shaykh Bahāʾ al-Dīn Zakariyyā al-Multānī (død 666 AH). Han var en efterkommer af sahabien Ḥabbān ibn Aswad. I Mekka og Medina studerede han hadith og opnåede særlig dygtighed deri.

2. Qāḍī Mihāj al-Sirāj al-Jūzjānī (død 668 AH). Han kom til Lakhnauti i Bengalen.

3. Burhān al-Dīn Maḥmūd ibn Abū al-Khayr al-Asad al-Balkhī (død 687 AH). Han var elev af hadith-lærden Saghānī og modtog fra ham en sanad til at overlevere hadithværket ”Mashāyikh al-Anwār”.

4. Kamāl al-Dīn Zāhid (død 684 AH). Hans egentlige navn var Muḥammad ibn Aḥmad ibn Muḥammad. Han blev kendt som hadith-lærer for Shaykh Niẓām al-Dīn Awliyāʾ.

5. Rāḍī al-Dīn Badāyūnī (død 700 AH). Han var blandt sine samtidige en særdeles berømt hadith-lærd.

6. Sharafuddin Abu Tawama Bukhari Hanbali (d. 700 AH). Han ankom til Delhi fra Bukhara i begyndelsen af det 7. århundrede. Han drog videre til Sonargaon i Bengalen (i Dhaka-distriktet) og begyndte at bo fast her. Han tilegnede sig viden om hadith med særlig omhu. Gennem hans indsats blev Sonargaon på kort tid et centrum for undervisning i hadith. Det er beklageligt, at den detaljerede beretning om studiet af hadith i Sonargaon stadig er hyllet i uvidenhedens mørke.

Studiet af hadith på det indiske subkontinent i det 8. århundrede

I det 8. hijri-århundrede begyndte et nyt kapitel i den gradvise udvikling af studiet af hadith i Pak- og Hindustan. Bahmani-sultanen Mahmud Bahmani fra Deccan (780–799 AH) rettede særlig opmærksomhed mod udbredelsen af studiet af hadith. Han indførte stipendier for hadithstuderende. [Historikeren Firishta] Selv om man på denne tid næsten overalt i Indien kunne mærke indflydelsen fra studiet af fiqh, filosofi og tasawwuf, blev undervisningen i hadith ikke i væsentlig grad hæmmet noget sted. Tværtimod helligede fremtrædende sufier sig udbredelsen af studiet af hadith. Frem for alt opstod følgende fire centre for hadithundervisning under ledelse af fire berømte sufier.

1. Under ledelse af Nizamuddin Auliya begyndte omfattende undervisning i hadith i Delhi.

2. Under Sharafuddin al-Muniris ledelse og gennem hans undervisning begyndte hadithundervisningen i Bihar-regionen.

3. Under al-Hamdanis ledelse blev undervisningen i hadith indledt i Kashmir.

4. Under Zakariya Multanis ledelse blev studiet af hadith udbredt i Multan.

Et stort antal hadithlærde udgik fra de nævnte centre. Her nævnes navnene på nogle få hadithlærde fra hvert center:

Nizamuddin Auliyas center

1) Shamsuddin Muhammad ibn Yahya Udhī (d. 747 AH)

2) Fakhruddin Jarubadi (d. 748 AH)

3) Ziauddin ibn Muayyidul Mulk Barani

4) Mohiuddin ibn Jalaluddin bin Qutbuddin Kashani (d. 719 AH)

5) Nizamuddin Allani Jafarabadi (d. 735 AH)

6) Shaykh Nasiruddin Chiragh-i Dihli (d. 757 AH)

7) Sayyid Muhammad Gīsudaraz (d. 825 AH)

8) Shaykh Wajih al-Din

9) Qadi Shihab al-Din Dawlatabadi (d. 849 AH)

10) Mawlana Khajegi Qurabi (d. 878 AH)

Sharaf al-Din al-Maniris centrum

1) Shaykh Muzaffar Balkhi (d. 786 AH)

2) Husayn ibn Mu’izz Bihari (d. 845 AH)

3) Ahmad Langare Darya ibn Hasan ibn Muzaffar Bihari (d. 891 AH)

Ali Hamdanis centrum

Det var Ali Hamdani, der først bragte hadith-videnskaben til Kashmir. Han ankom hertil i år 774 efter hijra. Det var ham og hans elever, der først prædikede islam i dette land. Han forfattede også to bøger om hadith. De to bøger hedder:

a) As-Sabʿīn fī Faḍāʾil Amīr al-Muʾminīn

b) Arbaʿīn-i Amīriyya

Shaykh Zakariyyas center i Multan

Shaykh Bahāʾ ad-Dīn Zakariyyā var foregangsmand for udbredelsen af hadith-undervisningen i Multan. Fra dette center udgik Jamāl ad-Dīn Ulūchī og makhdūm-i jahāniyya Sayyid Jalāl ad-Dīn Bukhārī som hadith-lærde.

Hadith-videnskabens renæssance i det indiske subkontinent

I det niende århundrede begyndte hadith-videnskabens renæssance i det indiske subkontinent. Gujarats hersker, Ahmad Shah, genåbnede den maritime handelsrute mellem Arabien og Indien. Som følge heraf ankom mange hadith-lærde fra Arabien til Indien. På dette tidspunkt antog den nærliggende iranske regering shia-islam som trosretning. Derfor blev en stor gruppe, der var dygtig i hadith-videnskaben, tvunget til at udvandre derfra til Indien. De bragte en stor mængde hadith-materiale med sig hertil. Samtidig opstod der også en voldsom opblomstring af hadith-videnskaben i Egypten, og store hadith-lærde kom derfra til Indien. Blandt de hadith-lærde, der kom til Indien på dette tidspunkt, er navnene på følgende to hadith-lærde de første, der bør nævnes:

1. Badr ad-Dīn Muhammad ibn Abī Bakr ad-Damāyīnī (d. 827 e.H.). Han var hadith-professor ved Jāmiʿ Zabīd i Yemen. Her forfattede han en kommentar til Bukhārī Sharīf. Den hedder »Maṣābīḥ al-Jāmiʿ« (*********************). Han ankom til Gujarāt i Indien i måneden Shaʿbān i år 820. Her forfattede han følgende tre bøger: a) Taʿlīq al-Farāʾiḍ (*********************) b) »Tuḥfat al-Gharīb, Sharḥ al-Mughnī al-Labīb« og c) »ʿAyn al-Ḥayāt fī Khulāṣat Ḥayāt al-Ḥayawān«.

2. Abū al-Futūḥ Nūr al-Dīn Aḥmad ibn ʿAbdullāh Shīrāzī Ṭūsī (død 850 AH).

Han kom sandsynligvis til Gujarat i årene 814–844. Han var elev af Majd al-Dīn Fīrūzābādī, Shams al-Dīn Jazārī, Sayyid Sharīf Jurjānī og Bābā Yūsuf Harāvī.

Blandt dem, der kom til Indien fra det hadith-undervisningscenter i Egypten, som Ibn Ḥajar ʿAsqalānī havde grundlagt, er følgende to muhaddither bemærkelsesværdige:

1. Yaḥyā ibn ʿAbd al-Raḥmān ibn Abū al-Khayr Hāshimī (død 843 AH)

2. Følgende muhaddither kom til Indien fra det hadith-center, som Khvājah ʿImād Sakhāvī havde grundlagt:

1) Abū al-Fatāḥ al-Rāzī al-Makkī (død 886 AH)

2) Aḥmad ibn Ṣāliḥ Malvī

3) ʿUmar ibn Muḥammad Dimashqī (død 900 AH)

4) Abd al-Aziz ibn Mahmud Tusi (d. 910 AH)

5) Wajihuddin Muhammad Maliki (d. 919 AH)

6) Husayn ibn Abdullah ibn Awliya Kirmani (d. 930 AH)

7) Jamaluddin Muhammad ibn Umar Hajrani (d. 930 AH)

8) Rafiuddin Saqavi (d. 954 AH)

Navnene på de muhaddither, der kom fra det af Zakariya al-Ansari grundlagte center:

1) Abd al-Muti Hajrani (d. 989 AH)

2) Shihabuddin Abbasi (932 AH)

Navnene på de hadith-lærde, der kom fra det center, som Ibn Hajar al-Haytami grundlagde:

1) Shaykh Ibn Abdullah Aydarusi (d. 991 AH)

2) Abu Sa’adat Muhammad al-Faqihi (d. 992 AH)

3) Mir Murtaza Sharif Shirazi (d. 974 AH)

4) Mir Qala’ Muhaddis Akbarabadi (d. 983 AH)

Mulla Ali Qari, forfatteren til den berømte kommentar til Mishkat Sharif, ‘Mirqat’, var elev hos denne Qala’.

Derefter blev der oprettet hadith-undervisningscentre på følgende steder i Pak-Indien.

1) Dakkhan – mange hadith-lærde ankom hertil. (2) Gujarat (3) Malwa (4) Khandesh (5) Sindh – efter fem hundrede år, i det tiende hijri-århundrede, begyndte undervisning i og udbredelse af hadith-videnskaben her på ny. (6) Lahore – under Maulana Muhammads (d. 1000 AH) ledelse blev denne by et center for hadith-undervisning. (7) Jhansi og Kalpi – en hadith-lærd fra Baghdad ved navn Sayyid Muhammad Ibrahim ankom hertil i det tiende hijri-århundrede og begyndte at undervise i hadith. (8) Agra – her blev tre hadith-centre oprettet samtidig: a) Rafiuddin Safawis madrasa, b) Haji Ibrahim Muhaddis Akbarabadis (d. 1010 AH) madrasa og c) Sayyid Shahmirs (d. 1000 AH) madrasa. (9) Lucknow – i sidste halvdel af det tiende århundrede blev denne by et center for studiet af hadith, da Shaykh Ziyauddin Muhaddis kom hertil fra Medina, bosatte sig og begyndte at undervise i hadith. (10) Jaunpur – hadith blev sandsynligvis udbredt her gennem Muhadhdhab Jaunpuri, en elev af Imam Sakhawi. (11) Bihar – i det ottende århundrede nåede hadith-videnskaben til Phulwari Sharif i Bihar gennem Sayyid Minhajuddin Rasti, en elev af Sharafuddin Muniri. I det tiende århundrede udviklede og blomstrede den yderligere.

Den indiske subkontinents rejser til udlandet med det formål at studere hadith

Mellem 820 og 992 hijri (1417–1584 e.Kr.) indledte ankomsten af udenlandske muhaddither til det indiske subkontinent en ny opblomstring inden for hadithundervisningen, og fra da af begyndte dette lands lærde og kundskabshungrende mennesker at rejse til udlandet med det ophøjede formål at studere hadith. Deres rejser til udlandet var ikke begrænset til Indien; de rejste helt til Mekka og Medina for at opnå en videregående uddannelse i hadithvidenskaben. Også i denne periode tøvede de ikke det mindste og blev ikke grebet af frygt over for risikoen ved at krydse de stormfulde, bølgebrusende have. Næsten alle denne periodes hadithlærde, fra muhaddithen Abd al-Awwal al-Husayni (d. 986 hijri) til Shah Wali Allah Dehlawi (d. 1172 hijri), foretog sådanne rejser for at studere hadith.

Den første, der indtil da begav sig ud på denne vanskelige rejse, var Jamalullah Gulbagi. Han studerede hadith i Mekka. Derefter rejste mange flere mennesker til Mekka og Medina for at studere hadith, og sådanne rejser fortsatte uafbrudt helt frem til oprettelsen af Indiens første centre for hadithundervisning, madraserne i Deoband og Saharanpur.

På denne tid opnåede følgende personer særlig dygtighed inden for hadithvidenskaben:

1. Abu Bakr ibn Muhammad al-Bahruzi (d. 915 hijri). Han udarbejdede en persisk oversættelse og en kommentar til al-Jazaris værk ’Hisn-i Hasin’. Han oversatte også Qadi Iyads værk til persisk under titlen ’Ayn al-Wafa fi Tarjuma-yi Shifa’.

2. Mir Sayyid Abd al-Awwal al-Husayni Gujarati Jaunpuri (d. 986 hijri). Han var samtidig med muhaddithen Abu al-Fatah. Han studerede hadith i Mekka og Medina. Han påtog sig store anstrengelser og et stort arbejde for at opnå en videregående uddannelse i hadith og forfattede to værker med titlerne ’Fayd al-Bari fi Sharh al-Bukhari’ og ’Muntakhab-i Kitab-i Safar al-Sa’adat’. I den første periode af Akbars regeringstid inviterede Khan-Khanan ham fra Gujarat til Delhi.

3. Khwaja Mubarak ibn Makhdum al-Rajani Banarasi (d. 981 hijri). Han kompilerede et hadithværk med titlen ’Madarij al-Akhbar’.

4. Shaykh Vikari Kakuri (890–981 hijri). Hans egentlige navn var Nizamuddin ibn Aram Saifuddin. Han var en berømt muhaddith. Han hørte hadith hos Hafiz Sakhawi og studerede dem. Han viede sit liv til tjenesten for hadith. Han havde hele Sahih al-Bukhari udenad.

6. Jamaluddin Muhammad ibn Tahir ibn Ali Fattani (d. 914 AH). Han blev kendt under navnet »Malik al-Muhaddithin« (hadithlærdes konge). I Mekka Sharif blev han i 944 AH indskrevet på Ali al-Muttaqis hadithundervisningscenter for at studere hadith, og dér studerede han hadith i hele seks år. Han vil blive husket for evigt på grund af følgende værker af ham.

a) Majma al-Bihar al-Anwar (********************)

b) Tadhkirat al-Mawdu’at

c) Qanun al-Mawdu’at wa ad-Da’if

d) Asma ar-Rijal

e) Al-Mughni fi Dabti ar-Rijal

7. Shaykh Tayyib Sindhi (d. 999 AH). Han skrev et værk med titlen Ta’liqat Mishkat al-Masabih.

8. Shaykh Abdullah Ansari Sultanpuri (d. 990 AH). Under kejser Akbars regeringstid var han Indiens største hadithlærde. Navnene på hans to bemærkelsesværdige værker er følgende:

9) Sharh ala Shamayelunnabi Gangguhi (d. 990 AH). Han modtog undervisning i hadith hos Ibn Hajar Haythami. Under Akbars regeringstid spillede han en revolutionerende rolle for islam.

Hans følgende værker om hadith er bemærkelsesværdige:

a) Sunan al-Huda fi Mutabia al-Mustafa

b) Azaif al-Yawm al-Layl

10. Shaykh Wajihuddin Alawi Gujarati (d. 990 AH). Han forfattede mindst 23 værker. Sharh Jami, Tafsir al-Baydawi, Nuzhat al-Nazar fi Sharh Nukhbat al-Fikar med flere hører til hans berømte værker.

11. Shaykh Tahir ibn Yusuf Sindi Burhanpuri (d. 1004 AH). Antallet af værker, han forfattede, er fire:

a) Talkhis Sharh Asma al-Rijal al-Bukhari Kirmāni

b) Mulakkat Jami al-Jawami

c) Sharh al-Bukhari

d) Riyaz al-Salikin

12. Shaykh Ibn Hasan Sayfi Kashmiri (d. 1003 AH). Han var lærer for Shaykh Ahmad Sirhindi Mujaddid Alf-e-Sani. Navnene på hans værker er:

a) Kommentar til Sahih al-Bukhari

b) Tafsir al-Qur’an

c) Risala-ye Adhkar

d) Maghazi al-Nubuwwat.

13. Haji Muhammad Kashmiri (d. 1006 AH). Følgende af hans værker om hadith er bemærkelsesværdige:

a) Sharh-e Shama’il-un-Nabi

b) Sharh-e Mashariq al-Anwar

c) Kitab Khulasat al-Jami fi Jami al-Hadith

d) Sharh-e Hisn-e Hasin

15. Shaykh Munawwar ibn Abd al-Majid ibn Abd al-Shakur Lahori (d. 1010 AH). Under Akbars regering indtog han rollen som en revolutionær lærd. Derfor blev han også tvunget til at tilbringe tid i fængsel, og mens han sad fængslet, færdiggjorde han sit værk ‘Durr al-Najm fi Tartib al-Awa’il wa al-Suwar al-Karim’ og lærte Qadi Shihabuddins tafsir med titlen ‘al-Bahr al-Mawaj’ udenad. Han skrev også kommentarer til Saghani’s ‘Mashariq al-Anwar’ og Jazaris ‘Hisn-e Hasin’.

16. Muhyiddin Abd al-Qadir ibn Shaykh ibn Abdallah (d. 1037 AH). Han forfattede mange værker. Fem af hans værker om hadith er særligt bemærkelsesværdige:

a) al-Minh al-Bari bi-Khatm Sahih al-Bukhari

b) Iqd al-Layl fi Fada’il al-Layal

c) Risāla fī manāqib al-Bukhārī

d) Al-Qawl al-jāmiʿ fī bayān ʿilm al-nāfiʿ

e) Kitāb al-Anfus al-laṭīf fī ahl Badr al-sharīf.

17. Abdunnabī Shattārī (d. 1039 hijra). Følgende fem af hans bøger om hadith er bemærkelsesværdige:

a) Jāhriyyāt al-najāh fī sharh al-Mishkāt (en kommentar til Mishkāt Sharīf)

b) Kommentar til Nukhbat al-fikr

c) Kommentar til hadith ********************

d) Kommentar til hadith ********************

ঙ) Lawāmiʿ al-anwār fī manāqib al-sādāt al-athār.

Mujaddid Alf Thānīs tid

Mujaddid Alf Thānīs navn var Shaykh Ahmad ibn Abd al-Ahad al-Fārūqī al-Sirhindī (d. 1034 AH). Han studerede hadith hos Shaykh Yaʿqūb Sayfī og fik tilladelse til at undervise i Bukhārī Sharīf, Tabrīzīs Mishkāt og Suyūṭīs Jāmiʿ al-Saghīr. Hos Qāḍī Bahlūl Badakhshānī fik han tilladelse til at overlevere al-Sihāh al-Sittah. Han efterlod sig ingen anden bog om hadith end værket »Hadīth-e Arbaʿīn«. På grundlag af Koranen og hadith ledede han en stor bevægelse for reform og forbedring af det muslimske samfund. I sit værk »Maktūbāt« lagde han særlig vægt på undervisning i Koranen og hadith. Som følge heraf blev mange mennesker tilskyndet og interesserede i at studere hadithvidenskaben og opnå dygtighed deri. Navnene på nogle af denne tids muhaddithūn kan nævnes:

1. Shaykh Saʿīd ibn Ahmad Sirhindī (d. 1070 AH)

2. Shaykh Saʿīds søn, Farūkh Shāh (d. 1112 AH)

3. Sirāj Ahmad Mujaddidī (d. 1230 AH). Tre af hans værker er bemærkelsesværdige:

a) En persisk oversættelse af Muslim Sharīf

b) En persisk oversættelse af Jāmiʿ al-Tirmidhī

g) En samling af hadither om mad og drikke.

4. Shaykh Ma‘sūm ibn Ahmad Sirhindī (d. 1080 AH)

5. Khwaja A‘zam ibn Sayfuddīn Sirhindī (d. 1114 AH).

Han var en berømt muhaddith under kong Alamgīrs regeringstid. Han skrev en kommentar til al-Bukhārī med titlen ‘Fayz al-Bārī Sharh Sahīh al-Bukhārī’.

6. Shah Abū Sa‘īd ibn Safī al-Qadr Mujaddidī (d. 1250)

7. Shah Abdul Ghanī ibn Sa‘īd Mujaddidī (d. 1296 AH)

Han forfattede en kommentar til Ibn Mājahs hadithværk med titlen ‘Injāh al-Hājah Sharh Ibn Mājah’.

Shaykh Abdul Haq Muhaddith Dehlavīs tid

Shaykh Abd al-Haqq studerede hadith hos Shaykh Abd al-Wahhab al-Muttaqi (d. 1010 AH) i Mekka og modtog fra ham en tilladelse vedrørende Sihah Sitta. Med hensyn til hadith ydede han gennem følgende værker et varigt og uvurderligt bidrag:

a) At-Tarīq al-Qawīm fī Sharḥ Sīrat al-Mustaqīm. En persisk kommentar til værket Safarus Saʿādat.

b) Ashrāt al-Lumaʿāt fī al-Mishkāt (en persisk kommentar til Mishkāt Sharīf).

c) Lumaʿāt at-Tanqīḥ fī Sharḥ Mishkāt al-Maṣābīḥ.

d) Al-Ikmāl fī Asmāʾ ar-Rijāl

e) Jāmiʿ al-Barakāt, Muntakhab Sharḥ al-Mishkāt

f) Mā Thabata bis-Sunnah fī Ayyām as-Sanah

g) Al-Hadīth al-Arbaʿīn

g) »Tarjumat al-Ahadith al-Arbain«

h) »Dastur-e Fayzun Nur«

10. »Dhikr al-Ijazat al-Hadith fil Qadim al-Hadith«

Som følge af Shaykh Abd al-Haqq Muhaddith Dehlavis omfattende arbejde med hadith og hans uforglemmelige bidrag til litteraturens verden begyndte en ny æra inden for hadith-undervisningen i dette land.

Forfatteren til værket »Tarikh-e Ulama-ye Hind« har skrevet følgende om ham:

******************************************************

Han var den første, der såede hadith-videnskabens frø i Indien.

Han underviste permanent i hadith. Blandt hans efterkommere var der mange, som havde fortjent at opnå anseelse som fremragende muhaddith’er. Her nævnes nogle af deres navne:

1. Shaykh Nurul Haq (d. 1073 AH). Han modtog sin undervisning i hadith hos sin far. Han skrev to værker om hadith:

a) Taysirul Qari fi Sharh Sahih al-Bukhari

b) Sharh Shama’il al-Nabi

2. Hafiz Abdur Samad Fakhruddin ibn Muhibbullah (d. 1160 AH). Hans værker er følgende:

a) Manba’ul Ilm fi Sharh Sahih Muslim. Dette værk blev i grunden skrevet af hans far; han redigerede det blot.

b) Sharh Aynul Ilm

c) Sharh Hisn-e Hasin

3. Shaykh al-Islam ibn Hafiz Fakhruddin (d. 1180 AH). Han skrev tre værker om hadith:

a) Sharh-e Sahihul Bukhari

b) Risala Kashful Ghita Amma Lazima lil-Mawta wal-Ahya (en forklaring af værket Muwatta).

Risala Tardul Awham an Atharil Imam al-Humam.

4. Salamullah ibn Shaykh al-Islam Muhaddith (d. 1229). Han er kendt som »Muhaddith-e Rampuri«. Følgende af hans værker om hadith er bemærkelsesværdige:

1) Al-Muhalla bi Asrar al-Muwatta.

2) En persisk oversættelse af Sahih al-Bukhari

3) En persisk oversættelse af Shamayel al-Nabi

4) Risala fi Usul al-Hadith

5. Shaykh Saifullah ibn Nurullah bin Nur al-Haqq. Under kejser Alamgirs regering skrev han et værk med titlen »Ashraful Asayel fi Sharhish Shamayel«.

Shaykh Abdul Haqqs elever

1) Khwaja Kharend Muinuddin (d. 1085 e.H.), 2) Khwaja Haidar Patlu (d. 1057 e.H.), 3) Baba Daudul Mishtaqi Kashmiri, 4) Shaykh Enayatullah Muhaddith Kashmiri (d. 1195 e.H.) – han underviste i hadith i 36 år. 5) Mir Sayyid Mubarak Bilgirami (d. 1115 e.H.) – han skrev en persisk kommentar til Shamayel-un-Nabi og Hisn al-Hasin. 6) Mir Abdul Jalil Bilgirami (d. 1138 e.H.) – han var en fremragende muhaddith med ekspertise i Asma al-Rijal. 7) Mir Azad Bilgirami (d. 1200 e.H.) – navnene på hans værker om hadith er:

a) Adh-Djuwaddarari, Sharh Sahih al-Bukhari

b) Shamamatul Anbar fi ma Urida fil-Hind min Sayyidil-Bashar

c) Subhatul Murjan fi Athar-i Hindustan.

d) Makhdoom Sayyad fi Husn Khatimat as-Siyadah.

Følgende muhaddither opnåede berømmelse fra midten af det 11. hijri-århundrede til midten af det 12. hijri-århundrede:

1) Muhammad Siddiq ibn Sharif (d. 1040 AH), 2) Shaykh Husayn al-Husayni (d. 1043 AH), 3) Sayyid Ja‘far Badre Alam (d. 1085 AH) – han forfattede to værker med titlerne ‘Al Fayzut-Tari fi Sharh Sahih al-Bukhari’ og ‘Rawzat ash-Shah’, 4) Abu al-Majd Mahbub-e Alam (d. 1111 AH) – han forfattede et værk med titlen ‘Zinatun-Nukat fi Sharh al-Mishkat’, 5) Shaykh Ya‘qub Banani Lahori (d. 1098 AH) – han forfattede følgende tre værker:

a) Al-Khayr al-Jari fi Sharh Sahih al-Bukhari

b) Al-Mu‘lim fi Sharh Sahih Muslim

c) Kitab al-Musaffa fi Sharh Muwatta

6) Mawlana Na‘im Siddiqi (d. 1120 AH) – han forfattede et kommentarværk til Mishkat al-Masabih, 7) Shaykh Muhammad Akram ibn Abd al-Rahman (d. 1130 AH). 8) Shaykh Yahya ibn Amir al-Abbasi (d. 1114 AH) – han forfattede blandt andet værkerne (a) ‘Yanat al-Qari Sharh Mulasiyat al-Bukhari’, (b) ‘Arba‘in’ og (c) ‘Tadhkirat al-Ashab’, 9) Shaykh Muhammad Fakhr al-Ilahabadi (d. 1164 AH) – han forfattede følgende fire værker om hadith: a) ‘Qurrat al-‘Ayn fi Ithbat Raf‘ al-Yadayn’, b) ‘Risalah-yi Najatiyah dar ‘Aqa’id-e Hadithiyah’, c) ‘Nazm-e Ibarat-e Safar-us-Sa‘ad’, d) ‘Masnavi dar Ta‘rif-e Hadith’. 10) Mawlana Amin al-Din Muhammad Umari (d. 1145 AH), 11) Mawlana Nur al-Din ibn Salih Ahmadabadi (d. 1155 AH) – han forfattede en kommentar til Bukhari Sharif med titlen ‘Nur al-Qari Sharh Sahih al-Bukhari’, 12) Mirza Muhammad ibn Rustam Badakhshi (d. 1195 AH). Følgende af hans hadithværker er bemærkelsesværdige:

a) Miftah al-Naja fi Manaqib al-Aba

b) Tarajim al-Huffaz

c) Nuzul al-Abrar bima Sahha min Manaqib Ahl al-Bayt al-Athar

d) Tuhfat al-Muhibbin fi Manaqib Khulafa al-Rashidin.

(13) Mirza Jan Jalandhari Biraki (d. 1100 AH) – han forfattede et værk med titlen »Nazm al-Durar wa al-Marjan«.

(14) Muhammad Siddiq Lahori (d. 1193 AH) – han forfattede et værk med titlen »Izalat al-Fasadat fi Sharh Manaqib al-Sayadat«.

(15) Shaykh Hashim ibn Abd al-Ghafur Sindhi. Han nyordnede og systematiserede Sahih al-Bukhari i overensstemmelse med den kronologiske rækkefølge af Profetens ledsagere.

Shah Waliullah Dehlavis tidsalder

I Shah Waliullah Dehlavis tid begyndte en periode med enestående udvikling af hadith-videnskaben på det indiske subkontinent. Det var på dette tidspunkt, at den opnåede status som en højt udviklet videnskab. Bag denne udvikling var tidens imam, Shah Waliullah, hvis bidrag var umådeligt og uden sidestykke. Han blev født den 14. Shawwal i år 1114 AH. Han døde i år 1176 AH. Han rejste til Mekka og Medina for at opnå en højere uddannelse i hadith. Følgende af hans værker om hadith er bemærkelsesværdige:

a) Hujjat Allah al-Baligha

b) al-Arba’in

g) Asiqātul Akhyār

d) ad-Durrus-Samīn fī Mubashshirātin-Nabiyyil-Amīn

e) al-Faḍlul-Mubīn fil-Musalsal min Ḥadīthin-Nabiyyil-Amīn

f) al-Irshād ilā Muhimmātil-Isnād

kh) Tarājimul-Bukhārī

j) Sharḥu Tarājīmi Abwābil-Bukhārī

jh) Muṣaffā, Sharḥul-Muwaṭṭaʾ

ñ) Musāwā, Sharḥul-Muwaṭṭaʾ

ṭ) Āthār al-Muḥaddithīn.

Nedenfor gives navnene på de muḥaddithīn, der trådte frem under Shah Walīullāhs indflydelse:

1) Qāḍī Thanāʾullāh Pānīpatī (d. 1225 e.h.). Han forfattede et hadith-værk med titlen ‘al-Lubāb’.

2) Shah ʿAbd al-ʿAzīz ibn Walīullāh Dihlawī (d. 1236 e.h.). Han var beskæftiget med undervisning i hadith i næsten tres år. Som følge heraf blev hans utallige elever engageret i undervisning i og udbredelse af hadith forskellige steder i Indien. Her nævnes nogle af deres navne:

1) Shah Rafīʿ al-Dīn Dihlawī (d. 1249 e.h.) (2), Shah Muḥammad Ismāʿīl Shahīd (martyrdød: 1246 e.h.) (3), Shah Muḥammad Maqṣūdullāh (d. 1273 e.h.) (4), Munshī Ṣadr al-Dīn Dihlawī (d. 1258 e.h.) (5), Ḥasan ʿAlī Muḥaddith Lakh nawī, (6), Ḥusayn Aḥmad (d. 1275 e.h.) (7), Shah Rauf Aḥmad Mujaddidī (d. 1249 e.h.) (8), Shah Faḍl al-Raḥmān Ganj Murādābādī (d. 1315 e.h.), (9), Khurram ʿAlī Balhārī (d. 1271 e.h.). Han oversatte al-Saghīnas ‘Mushāriq al-Anwār’ og Shah Walīullāhs ‘Arbaʿīn’ til urdu. (10) Shah Abū Saʿīd (d. 1250 e.h.) (11), Muḥammad Shakūr (d. 1300 e.h.) (12), Shah Ẓuhūr al-Ḥaqq Phulwārī, (13), Awlād Ḥusayn, (14), Karamullāh Muḥaddith Dihlawī (d. 1258 e.h.) (15), ʿAlāmatullāh Badāyūnī.

Shah ʿAbd al-ʿAzīz’ værker om hadith er kun to i tal. De er følgende:

a) Bustān al-Muḥaddithīn (persisk), b) Ījāla-ye Nāfiʿa.

3) Shah Isḥāq ibn Afḍal Fārūqī Dihlawī (d. 1262) – han var beskæftiget med undervisning i hadith i tyve år. Hans elever spredte sig over hele Indien. (4) Mazhhab Nanotubi (d. 1320). (5) Aḥmad ʿAlī Sahāranpūrī (d. 1297) – han modtog videregående uddannelse i Mekka og Medina. Han forfattede blandt andet Taʿlīqāt-e Bukhārī, Muqaddama-ye Bukhārī og en marginalkommentar til Tirmidhī Sharīf. (6) Maulānā Qāsim Nanotubī (d. 1297) (7) Miyān Sahib Sayyid Naẓīr Ḥusayn (d. 1320). (8) Maulavī Nawāb Muḥammad Quṭb al-Dīn Muḥaddith-i Dihlawī – han studerede hadith-videnskaben hos Shah Isḥāq Dihlawī. Derefter rejste han til Mekka og Medina, hvor han opnåede en højere hadith-isnād. Følgende to af hans værker om hadith er bemærkelsesværdige:

a) Mazāhir-e Haqq – en urduoversættelse og kommentar til Mishkāt Sharīf; b) oversættelsen af Hisn-e Hasīn.

Efter Shah Ishaq Sahib blev der oprettet forskellige centre for undervisning i hadith. De nævnte lærdes elever begyndte på egen hånd at undervise i og udbrede hadith-videnskaben forskellige steder i Pak-Indien. Mange lærte hadith hos Shah Abd al-Ghani, arvingen efter Shah Abu Sa’id Mujaddidi. Derefter blev følgende personer kendt som lærde, der var fremragende inden for hadith-videnskaben.

1) Mawlana Abd al-Hayy Lakhnawi (d. 1304), Mawlana Rashid Ahmad Gangohi, Mawlana Qasim, Mawlana Yaqub, Mawlana Abd al-Haqq Ilahabadi, Shaykh Habibur Rahman Rudawlawi, Mawlana Muhammad Husayn Ilahabadi, Shaykh Muhammad Ma’sum Mujaddidi, Mawlana Jafari, Mawlana Alimuddin Balkhi, Shaykh Manzur Ahmad Hindi.

Den afdøde Mawlana Abd al-Hayy oprettede et center for undervisning i hadith i Firangi Mahal. De, der studerede hos ham, opnåede betydelig dygtighed inden for hadith-videnskaben. Her nævnes navnene på nogle af muhadditherne fra denne periode:

(1) Mawlana Zahir Ahmad ‘Shawq’. Han forfattede et hadithværk med titlen Āsār as-Sunan (********************). (2) Mawlana Abd al-Hadi Azimabadi (3) Mawlana Muhammad Husayn Ilahabadi, (4) hadith-hafiz Mawlana Idris Sasrami (5) Mawlana Abd al-Ghafur Ramzanpuri (6) Mawlana Abd al-Karim Panjabi (7) Shah Sulayman Phulwari – han var på et tidspunkt rektor for Calcutta Alia Madrasa. (8) Mawlana Abd al-Hayy (9) Mawlana Abd al-Wahhab Bihari (10) Mawlana Abd al-Bari – han skrev en forklaring til værket Āsār as-Sunan.

Gennem Mawlana Sayyid Nazir Husayn Dehlawi (d. 1320 hijri) blev hadith-videnskaben udbredt i stor målestok på dette subkontinent. Han var leder af Ahl-e Hadith-bevægelsen. Hundredtusinder af elever lærte hadith-videnskaben hos ham og spredte sig derefter til forskellige egne af subkontinentet. Her nævnes navnene på nogle af muhadditherne fra denne periode:

(1) Mawlana Shams al-Haqq Dihlawī. Han forfattede et værk med titlen Ghāyat al-Maqsūd. (2) Mawlana Ashraf Ali. Han forfattede et værk med titlen Awn al-Ma’būd. (3) Mawlana Abd al-Rahman Mubarakpuri – han skrev en omfattende kommentar til Tirmidhi Sharif med titlen Tuhfat al-Ahwazi. (4) Mawlana Sa’adat Husayn – han var professor i hadith-videnskab ved Calcutta Alia Madrasa. (5) Mawlana Amir Ali Malihabadi – han skrev en kommentar til Hidaya, et værk om islamisk retslære. (6) Mawlana Jamil Ansari – han underviste i hadith på Calcutta Alia Madrasa. (7) Mawlana Ahmadullah (d. 1362) – han var Shaykh al-Hadith ved Rahmaniya Madrasa i Delhi. (8) Mawlana Alam Ali Naginawi; i Rampur fremstod store muhaddither som Sayyid Abu Muhammad Barkat Ali Shah, Mawlana Hasan Shah, Mawlana Munawwar Ali og hans elev Mawlana Vilayat Husayn som undervisere i hadith.

Mawlana Shah Abd al-Ghanis elev Mawlana Muhammad Qasim og Mawlana Rashid Ahmad grundlagde Deoband Madrasa. I løbet af de sidste flere århundreder har flere tusinde muhaddither fra denne institution spredt sig til alle egne af Pak-Indien. Mawlana Khalil Ahmad Sahib var en stor muhaddith i denne periode. Han forfattede en fremragende, lærdomsrig kommentar til Abu Dawud Sharif med titlen Bazl al-Majhud.

Maulana Mahmudul Hasan (Shaykh al-Hind) var i en lang årrække en af de førende muhaddither ved Deoband-madrasaen, og flere hundrede mennesker modtog undervisning i ilm al-hadith hos ham. Maulana Anwar Shah Kashmiri var en af denne tids største muhaddither. De forelæsninger, han holdt, mens han underviste i Sahih al-Bukhari og Sahih al-Tirmidhi, blev nedskrevet af hans elever og udgivet under henholdsvis titlerne ‘Fayz al-Bari’, en kommentar til Bukhari, og ‘Al-‘Arf al-Shadhi’, en kommentar til Tirmidhi.

Efter at have modtaget undervisning i hadith hos Maulana Ahmad Ali Saharanpuri beskæftigede mange mennesker sig med at undervise i hadith i Bengal og Assam. Blandt hans elever opnåede Mufti Abdullah Tungi og Maulana Nazir Hasan Deobandi den største berømmelse. I områderne Østbengalen og Assam blev deres elever samt denne bogs forfatters særlige lærere, Maulana Muhammad Husain Sylheti og Maulana Mumtazuddin, særdeles berømte. [En sammenhængende behandling af denne periode findes ikke i ret mange værker. Alle værker, der er anvendt til denne behandling, er hentet fra følgende bøger: (1) hr. dr. Ishaqs forskningsværk Indian’s Contribution to the Study of Hadith Literature, (2) et værk skrevet af Maulana Mufti Amimul Ihsan ******************** (3)******************** (4)******************** samt indledningen og lignende til ********************, samlet af Maulana Abdul Ghaffar Hasan. Den berømte hadithkyndige Shaykh Makhdum al-Mulk fra ‘Maner’ modtog hos ham i hele 22 år uden afbrydelse undervisning i ilm al-hadith samt andre videnskaber. (Manaqib al-Asfiya) (Islamic Culture, vol-xxvll- No-1]

Ilm al-hadith i Bengal

Gaur-Pandua

Alauddin Husain Shah ibn Sayyid Ashraf Makki regerede over Bengal fra 900 til 924 efter hijra. Han var den første, der fremmede det bengalske sprog og den bengalske litteratur. Og ikke nok med det: hans bidrag til den omfattende udbredelse af undervisning i Koranen og hadith i de områder, han regerede over, er uforglemmeligt. Han indbød folk med ekspertise i islamisk viden og videnskab fra fjerne såvel som nærliggende områder til at komme til hans rige og bosætte sig dér. I år 907 efter hijra (1502 e.Kr.) grundlagde han en højt udviklet madrasa på et sted i Gaur kaldet Gurban-e Shahid (nu en del af Malda-distriktet). Han oprettede også et college i Pandua. På disse uddannelsesinstitutioner blev der undervist i ilm al-hadith. I år 911 efter hijra (1503 e.Kr.) afskrev Muhammad ibn Yazdan Bakhsh, kendt som Khwajagir Shirwani, Sahih al-Bukhari i tre bind. Den opbevares i Oriental Library i Baqipur.

Sonargaon

Det er allerede blevet nævnt, at muhaddithen Sharafuddin Abu Tawama Bukhari Hanbali (d. 700 efter hijra) i det syvende århundrede kom til Sonargaon i Dhaka-distriktet og her iværksatte omfattende undervisning i hadith. Som følge heraf blev stedet et centrum for ilm al-hadith. Denne tilstand fortsatte endnu nogen tid efter hans død. På dette tidspunkt regerede Sayyadat (900–945 efter hijra) i området. Som hovedstad i Østbengalen samlede Sonargaon et stort antal hadithkyndige, og mange mennesker modtog også her undervisning i ilm al-hadith og opnåede ekspertise. I denne periode var hadithstudierne så udbredte i området, at mange moskeer og mange khanqaher blev indrettet til dette formål. En moské blev opført her på initiativ af den berømte hadithkyndige Taqiuddin Ainuddin (929 efter hijra). På det tidspunkt regerede Nusrat ibn Husain Shah. Derfor kan det med fuld sikkerhed siges, at Sonargaon blev et centrum for hadithundervisning netop under Sayyadats regeringstid. Det er sandsynligt, at denne berømmelse fortsatte og forblev intakt indtil den sidste fase af det muslimske styre i Østbengalen. Men under det efterfølgende britiske styre forsvandt Sonargaons gyldne glans fuldstændigt.

Efter Pakistans oprettelse blev der i det daværende Østpakistan (det nuværende Bangladesh) på en række større madrasaer indført videregående undervisning i ilm al-hadith. Som følge heraf blev et betydeligt antal mennesker hvert år undervist i hadith og blev bekendt med en af islams religions vigtigste grundpiller. På grund af mangler i uddannelsessystemet var de imidlertid ikke i stand til at drage samme nytte af undervisningen eller opnå en tilsvarende ekspertise som tidligere tiders hadithstuderende.

Indsamling af hadithværker på subkontinentet

Det synes, som om lærde i tiden efter subkontinentets uafhængighed har viet udbredelsen af studiet af hadith særlig opmærksomhed. Især er der begyndt forskellige bestræbelser på at gøre befolkningen bekendt med islams oprindelige kilder og grundlag. Der er også begyndt en ny indsamling af hadithværker samt oversættelse og udarbejdelse af forklaringer til hadith på urdu og bengali. Det kan håbes, at dette i den nærmeste fremtid vil antage et omfattende omfang. [Udarbejdet på grundlag af og indsamlet fra Dr. Ishaqs Indian’s Contribution to the Study of Hadith Literatur.]

Studiet af hadith og ikke-muslimske lærde

Hadith er en uvurderlig skat for muslimer. Helt fra det første kapitel i islams historie er der blevet lagt den største vægt på den, og passende foranstaltninger til dens bevarelse, udbredelse og undervisning har ligeledes været opretholdt fra begyndelsen. Muslimer har aldrig kunnet glemme hadiths rang efter Koranen. Men blandt ikke-muslimske lærde er der opstået blandede reaktioner på hadith. Nogle lærde har betragtet den med et åbent sind og har ikke tøvet det mindste med at erkende dens betydning inden for viden og videnskab og give den en oprigtig anerkendelse.

Men nogle europæiske tænkere har ikke kunnet anerkende hadiths betydning. Der findes endda mange, som, netop fordi det ikke er muligt at benægte hadiths betydning, med alle kræfter har forsøgt at opdage forskellige fejl og mangler i den.

I denne artikel ønsker vi at fremlægge nogle udsagn fra personer fra begge disse grupper. Som svar på dem, der på den ene eller anden måde har rettet kritik mod studiet af hadith, indsamlingen af den og muhaddithunernes metoder til at undersøge og vurdere hadith, vil vi samtidig fremlægge vores egen redegørelse.

Europæiske lærde til støtte for hadith

1. Den berømte europæiske historiker Edward Gibbon skrev: »Enhver nations grundlæggers livshistorie fuldender den viden, der er nedskrevet af ham. Hazrat Muhammads hadither er en fuldstændig vejledning i sande ord, et levende symbol på hans handlinger, ærlighed og gode gerninger.«(********************)

2. I det egyptiske tidsskrift »Watan« skrev en kristen tænker: »Hvis muslimer forsker i Koranen og hadith, vil de deri kunne finde en god ordning, der opfylder deres religiøse og verdslige behov.

3. Den berømte russiske filosof Tolstoj udgav på sit eget sprog en samling hadither for at fremme den moralske forbedring af sit land og sit folk.

(******************************************************)

4. Hightingar har offentliggjort en omfattende liste over de moralske regler, der er udbredt blandt muslimer med hadith som kilde. Efter hans opfattelse findes der ingen bedre metode end denne til i praksis at tiltrække mennesker til gode handlinger og holde dem borte fra synd.(********************)

5. Sir William Muir skrev:

»Hvad kunne i den første tid have været det mest spændende samtaleemne for muslimer, hvis ikke den største persons ord og handlinger? …………. Denne største person var den eneste årsag til denne verdenserobrende nations eksistens og fremgang. Han overgav nøglen til både denne verden og det hinsidige til muslimernes hænder. Derfor handlede de fleste samtaler blandt profeten Muhammeds tilhængere om ham. På grund af alle disse midler og omstændigheder gjorde hadithvidenskaben betydelige fremskridt. (Life of Muhammad)

De ord, der kom fra den Ædle Sendebuds mund, beretningen om hans handlinger samt enhver udtalelse, handling eller adfærd, som han havde godkendt, kaldes hadith. Hadiths pålidelighed og uigendrivelighed afhænger naturligvis af, at hadith blev samlet på det rette tidspunkt og efter en fejlfri metode. Ved hjælp af uigendrivelige argumenter og beviser er det blevet klart og ubestrideligt, at hadith i virkeligheden allerede begyndte at blive nedskrevet i Sendebudets levetid i overensstemmelse med hans vejledning. Ingen, der har kendskab til hadithvidenskabens historie, kan benægte dette. Men visse vestlige tænkeres holdning i denne sag er nedslående. Uden at være ordentligt bekendt med hadiths sande historie har de fremsat sådanne udtalelser, at de kan skabe stor forvirring hos ukyndige læsere om, hvorvidt hadith blev nedskrevet og bevaret på det rette tidspunkt og efter en pålidelig metode.

Alfreds tvivl

I denne forbindelse ønsker vi at citere en udtalelse fra Alfred Guillame-Fr Islams bog. På side 89 i den nævnte bog skriver han:

Vi ved ikke præcis, hvornår beretninger om Profetens ord og handlinger først blev skrevet ned; faktisk er den tidlige tradition selv indbyrdes modstridende netop på dette punkt. Nogle siger, at Profeten tillod, at hans udsagn blev skrevet ned; andre hævder, at han forbød det.

Vi ved ikke præcis, hvornår beretningerne om Hans Højheds ord og handlinger først blev skrevet ned. I virkeligheden er de tidlige hadith indbyrdes modstridende om dette spørgsmål. Nogle siger, at Sendebudet tillod, at hans ord blev nedskrevet. Andre hævder derimod, at han forbød det.

Den citerede udtalelse indeholder flere betænkelige antydninger på én gang. Ved at sige: »Vi ved ikke, præcis hvornår hadith blev skrevet ned«, har man søgt at vække tvivl hos folk om hadiths ægthed. For det andet er der, uden at skabe en reel forsoning mellem Sendebudets »forbud« og »tilladelse«, blevet vakt en yderliggående tøven og tvivl. Alligevel viser drøftelsen af dette emne i dette omfattende værk, at forbuddet mod at nedskrive hadith på det allerførste stadium af den islamiske da’wa udelukkende blev givet for at forhindre, at hadith blandede sig sammen med Koranen og derved fremkaldte en alvorlig situation. Men kort efter blev dette forbud ændret til en befaling, og sahaba begyndte uden tøven eller tilbageholdenhed at skrive hadith ned. Samtidig må man huske, at selv om nedskrivningen af hadith blev standset helt i den første periode som følge af forbuddet mod at skrive hadith samtidig med Koranen, blev den mundtlige overlevering samt den gensidige øvelse og drøftelse af dem ikke det mindste standset. For det var kun nedskrivningen, der var blevet forbudt. Det var ikke blevet forbudt at overlevere dem mundtligt til hinanden.

Desuden har to berømte orientalister ved navn Goldziher og Sprenger også på dette punkt forsøgt at skabe tvivl i offentlighedens sind. I andet bind af sin bog Muhammadanische Studim, på side 241-250, har Goldziher med et stort antal beviser forsøgt at påvise, at hadith blev samlet i begyndelsen af det andet hijri-århundrede. Selv om han i første del af den samme bog, på side 10-12, også har skrevet noget, som antyder, at nogle samlinger af hadith i form af sahifaer blev udarbejdet allerede på Sendebudets tid, fremsatte han kort efter mange teorier, der skabte tvivl om disse sahifaers ægthed og troværdighed.

Bag en sådan fremstilling ligger to formål. Det første formål er at svække hadiths og sunnahs bevismæssige status ved kun at fremstille dem som noget, man har lært udenad, og at kaste folk ud i en alvorlig vildfarelse ved at hævde, at hadith først blev nedskrevet i det andet hijri-århundrede. Det andet formål er at bevise, at hele hadith og sunnah er ubrugelig og uden grundlag for støtte, ved at hævde, at hadith-samlerne forfattede hadith til støtte for deres egne forestillinger og meninger og med det formål at gennemføre deres egne »onde hensigter«. Denne orientalist foretog ikke sine studier og undersøgelser med det formål at påtage sig de nødvendige anstrengelser for at indsamle beviserne til at belyse hadith-samlingens historie. Et sådant arbejde kan i virkeligheden kun udføres af personer, der er rent egeninteresserede og drevet af et bestemt formål.

Sprenger har i sin bog Dao Traditious wesen dei den Arabern 1856, 1-17 Dans forsøgt at bevise, at påstanden om, at hadith uden fejl blev overleveret fra Sendebudet, er falsk. Med hensyn til hadith-samlingen har han forsøgt at bevise, at hadith ikke stammer fra Sendebudets levetid, men blev samlet i det andet hijri-århundrede. Grundlæggende er denne orientalists hensigt heller ikke god.

Dozy har ganske vist erkendt, at et stort antal hadith fra Sendebudet blev lært udenad, og at de på dette grundlag blev samlet i bogform. Men heri blev også mange opdigtede og falske »hadith« medtaget. En sådan udtalelse fra Dozy kan vække tvivl hos mange mennesker om hadiths ægthed. Men der ligger ingen god hensigt bag hans udtalelse. Tværtimod var hans formål at skabe tvivl hos folk om hadith og sunnah, især hos dem, der ikke kender hadith-samlingens nøjagtige historie.

På dette stadium er vores holdning, at vi på ingen måde er villige til at tage hensyn til de såkaldte orientalisters usammenhængende udsagn og grundløse påstande som bevis for sandheden eller falskheden af vores fortid og den muslimske kulturs tidlige historie. Uanset om vestlige lærde anerkender, at hadith blev nedskrevet og samlet i Profetens levetid, eller ej, er det uden betydning for muslimerne. For »husets folk er bedst bekendt med husets forhold« – hadith blev skrevet ned i Den Ærværdige Profets nærvær, og en enorm mængde hadith blev samlet i form af sahifaer og som personlige notesbøger; dette er ubestrideligt bevist gennem pålidelige værker med afgørende beviser. Der er ingen tvivl om, at hele den hadith-samling, der fandtes på den tid, senere blev samlet og indarbejdet i bogform. Som eksempel kan nævnes, at den enorme hadith-sahifa, som Abdullah ibn Amr ibn al-‘As og den ærværdige Abu Hurayra havde samlet, er fuldstændigt inkluderet i Imam Ahmad ibn Hanbals værk Musnad.

Orientalisterne mener, at alle de udsagn og beretninger, der er blevet citeret om nedskrivning og samling af hadith eller om forbud mod dette, blev udformet som følge af, at muhaddithun og retslærde havde bestemte synspunkter. De skulle angiveligt have opdigtet hadith med det formål at vinde indbyrdes stridigheder til støtte for deres egne meninger og vurderinger.

Men dette er et yderst falsk og vildledende udsagn. Den vigtigste ophavsmand til denne vildledning var Goldziher (Goldziher). For hans forgænger blandt orientalisterne, Sprenger, opdagede i 1855 det værk, der var skrevet af al-Khatib al-Baghdadi ********************, og skrev en afhandling med titlen »Skriftens oprindelse og udvikling« (origin and progress of writing). (Asiatic Sociaty of Bangal XXV, 303-329) I denne afhandling nåede han på grundlag af udbredelsen af skrift i det arabiske samfund og de tilknyttede beviser frem til den konklusion, at et stort antal hadith må være blevet nedskrevet og samlet i Profetens tid. Goldziher afviste imidlertid alle disse oplysninger som usande og udbredte, at disse beretninger var blevet forfattet senere af indbyrdes modstridende personer.

I virkeligheden blev denne falske propaganda ført på grund af ren ond vilje og fjendtlighed over for udviklingen af den islamiske kultur. Ellers ville sådanne udsagn ikke have nogen grund, hvis man bedømmer sagen ud fra virkeligheden. Det er en ubestridelig sandhed, at et stort antal sahaba allerede i Den Ærværdige Profets levetid lagde særlig vægt på at nedskrive og samle hadith. Det siger sig selv, at der ikke kan være nogen grund til at nære nogen som helst tvivl om dette. Det er dog sandt, at antallet af sahifaer, der blev skrevet og samlet på den tid, ikke var særlig stort eller omfattende. Men der er ingen som helst grund til at tvivle på, at hadith blev nedskrevet og samlet.

Hr. Moores udsagn

Sir William Muir fremsatte i sit værk Life of Muhammad et grundløst udsagn om muhaddithunernes metode til at kontrollere hadith. Han sagde:

Det er tydeligt, hvilken slags hadithkritik og kontrol muhaddithun foretog. Den var så streng, at de i gennemsnit anså nioghalvfems procent af hadith for uacceptable.

Faktisk har hr. Moores udsagn heller intet grundlag. Hvis han havde været ordentligt bekendt med muhaddithunernes metode til at undersøge og kontrollere hadith, ville han aldrig have fremsat et sådant udsagn. Imam al-Bukhari udarbejdede Hadith Bukhari med mindst ni tusind hadith blandt de seks hundrede tusind hadith, han havde samlet; det er netop herfra, hr. Moores ovennævnte opfattelse er opstået. Men efter at Imam al-Bukhari havde afsluttet sit værk, sagde han, at mange tusinde sahih-hadith ikke kunne blive inkluderet i dette værk. Den klare betydning af dette er, at de hadith, som han ikke inkluderede i sit værk, ikke dermed er ukorrekte eller uacceptable, og at der ud over de hadith, der er inkluderet i hans værk, stadig findes mange tusinde andre sahih-hadith. Hr. Moore har heraf draget den fejlagtige slutning, at Imam al-Bukhari åbenbart anså alle de hadith, som ikke blev inkluderet i Bukhari-værket, for »ukorrekte« og »uacceptable«. Hvis alle de hadith, som Imam al-Bukhari ikke tog med, faktisk var uacceptable, ville han ikke have sagt, at der blandt dem stadig fandtes »sahih-hadith«. I virkeligheden indsamler enhver forfatter store mængder oplysninger, der er egnede til hans værk, men blot fordi han til sidst ikke inkluderer alt i værket, kan det på ingen måde betyde, at alt det udeladte er »ukorrekt«. Denne pointe synes hr. Muir ikke at have kendt. Han vidste tilsyneladende heller ikke, af hvilke grunde en muhaddith erklærer en hadith for uacceptabel. Hver enkelt hadith nåede frem til forfatteren gennem et stort antal overleveringskæder, og han undersøgte og kontrollerede hver eneste af disse kæder med den størst mulige grundighed efter sine egne kriterier. De kæder, som han fandt pålidelige, brugte han til at acceptere den pågældende hadith, mens han forkastede de kæder, han ikke kunne stole på, eller som var overflødige. Men på grund af dette bliver den oprindelige hadith, der er overleveret gennem forskellige kæder, aldrig uacceptabel. I virkeligheden tælles antallet af hadith ikke ud fra deres matn, men ud fra overleveringskæderne. Derfor kan man ikke med sikkerhed sige, hvor mange oprindelige hadith Imam al-Bukhari havde samlet, eller gennem hvor mange kæder de var nået frem til ham.

Dr. Sprengers kritik

Dr. Sprenger har især rettet en skarp kritik mod imam al-Bukhārīs metode til prøvelse af hadither. I sin bog Life of Muhammad har han skrevet:

»De principper og metoder, som han (imam al-Bukhārī) fulgte, kan ikke betegnes som hadithkritik. Han undersøgte blot, om kontinuiteten i overleveringskæden var sikret, og om den ikke et eller andet sted var blevet afbrudt. Desuden vurderede han hadithoverlevernes adfærd og karakter. Hans princip var nemlig, at han forkastede enhver hadith, som ikke stemte overens med hans ’fordomsbefængte’ opfattelse. Derfor kan det, at han forkastede en hadith, på ingen måde betyde, at hadithen i sig selv var uantagelig. Hans Jāmiʿ-værk adskilte sig imidlertid i denne henseende fra andre musnad-værker, idet det ikke fulgte en bestemt fiqh-retning, men alene byggede på overlevernes troværdighed.«

Når man efterprøver disse ord af Dr. Sprenger, står det helt klart, at han hverken er fortrolig med hadithterminologien eller har nogen erfaring med muhaddithernes arbejdsmetoder og forhold. Desuden har han ikke nogen klar forståelse af de forskellige betingelser inden for hadithvidenskaben.

M​uhadditherne prøver først haditherne efter målestokken for princippet om dirāya. Dette princip er udledt af den arbejdsmetode, som blev fulgt i Koranen, haditherne og de fromme ledsageres praksis. Det skal nødvendigvis følges af alle. Eftersom det er et almindeligt og alment kendt grundprincip, er det ikke nødvendigt for muhadditherne at gøre det eksplicit. Alle ved nemlig, at muhadditherne altid har prøvet og undersøgt haditherne efter disse principper. Hvis nogen har begået en fejl i denne prøvelse og undersøgelse, er det en helt særskilt sag. Enhver muhaddith har gjort den yderste indsats for gennem forskning og bestræbelser at holde overleveringskæderne for de hadither, han selv har indsamlet, korrekte og fejlfri. Uden dette kunne de overhovedet ikke være rede til at acceptere nogen hadith. Derfor har enhver muhaddith undersøgt, prøvet og gransket hadithoverleverne, etableret sin egen overleveringskæde og uden tøven accepteret de hadither, der er modtaget gennem denne kæde.

Det synes, som om Dr. Sprenger ikke engang ved præcist, hvilken slags værk Sahih al-Bukhārī er—et Jāmiʿ eller et musnad. Han har nemlig opfattet Sahih al-Bukhārī som et værk af musnad-typen.

Dr. Sprenger har beskyldt imam al-Bukhārī for misundelse og fjendtlighed. Det er fuldstændig grundløst. Der er ingen grund til at mene, at imam al-Bukhārī var præget af misundelse og fjendtlighed. I virkeligheden var han helt renset for og fri for dette. Derfor ser vi, at han, selv om han ikke var shiit, accepterede og medtog hadither overleveret af shiitiske overleverne i sit enestående hadithværk. Desuden var han shafiit, men han tøvede ikke med at medtage mange hadither, der var i modstrid med shafiitisk lære, i sit samlede værk. Det synes, som om alle disse forhold var fuldstændig ukendte for Dr. Sprenger.

Hr. Muirs øvrige udtalelser

I denne forbindelse er endnu nogle af hr. Muirs udtalelser værd at nævne. Et sted i sit værk Life of Muhammad kom han med en spydig bemærkning om metoden til efterprøvning af hadith og sagde:

Hos muhadditherne blev det ikke anset for nødvendigt at nævne selve hadithens hovedindhold ******************** for at gøre en hadith antagelig. Det var tilstrækkeligt blot at nævne navnene på hadith-overleverne.

Allerede dette udsagn af hr. Muir beviser, at han ikke er særligt fortrolig med terminologien inden for ilm al-hadith og metoderne til efterprøvning af hadith. For ved efterprøvning af hadith er netop de to metoder, riwayah og dirayah, fastlagt og almindeligt kendt i hadith-verdenen. Der findes ingen bedre metoder til efterprøvning af hadith end disse. Ved riwayah-metoden efterprøver man kæden af hadith-overleveringer, og da er det slet ikke nødvendigt at nævne selve hadithen. Ved dirayah-metoden efterprøver man derimod kun ægtheden af hadithens egentlige ordlyd ********************, og da bliver det overflødigt at undersøge overlevernes forhold.

Hr. Muir har fremsat endnu en alvorlig fejlagtig påstand. Han har sagt, at der blandt muhadditherne ikke fandtes nogen gensidig tillid eller åbenhed med hensyn til principperne og metoderne for at opspore, undersøge og efterprøve hadith. Derfor skulle hver muhaddith have accepteret eller forkastet hadith efter sin egen metode. Denne påstand om muhadditherne er grundløs. En sådan udtalelse kan kun fremsættes af en person, der ikke har den mindste forståelse for eller respekt for islamisk viden og videnskab, eller hvis faste beslutning det er at bekæmpe islam. Hr. Muir ønsker også at betegne forskellene i principperne for ijtihad som gensidig mistillid og mangel på respekt. Men i virkeligheden er der ikke tale om nogen mistillid. Det er blot forskelle i hver enkelts principper for ijtihad og i deres synspunkter eller vurderinger. Derfor ser vi, at Imam Muslim kritiserede nogle af Imam al-Bukharis synspunkter eller metoder; men han tøvede ikke det mindste med at anerkende ham og vise ham respekt som »sayyid al-muhaddithin – den største af muhadditherne«. Det er i virkeligheden netop på grund af forskelle i synspunkter, at der opstår behov for at efterprøve hadith-kæderne eller isnad.

Som eksempel på de gensidige forskelle i synspunkter blandt muhadditherne kan nævnes, at Imam al-Bukhari lægger meget stor vægt på nødvendigheden af, at »den person, fra hvem en anden har overleveret en hadith« ******************** de to har mødt hinanden direkte og har opholdt sig sammen i lang tid. Imam Muslim mener derimod, at det er tilstrækkeligt, at de har været samtidige og levet i samme tidsalder. Imam al-Bukhari er kun tilbøjelig til at acceptere hadith overleveret af personer, hvis status som siqah, »troværdige« og »pålidelige«, alle er enige om. Imam al-Nasa’i accepterede derimod også hadith overleveret af personer, hvis status som siqah ikke alle var enige om. Denne situation opstod i virkeligheden ikke på grund af gensidig mistillid eller misundelse og fjendskab; den skyldtes blot forskelle i synspunkter og vurderinger, og var ikke andet end det. Hvis muhadditherne på et senere tidspunkt fandt en ny, pålidelig kæde af hadith-overlevering, accepterede de en hadith efter det grundprincip, som en af de »seks hadith-imamer« havde fastlagt. Dette er et tegn på en bredere tilgang.

— Afslutning —